Du ved du er gammel, når …

Jeg ved jeg er gammel, når …
… jeg ikke vil se TV-udsendelser og film på en mobiltelefon. Det er da alt for småt! Næh, må jeg bede om en ordentlig størrelse skærm. Jeg cromecaster en del …
… jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst sov hele natten uden afbrydelser. Det er rigtigt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sov igennem.
… jeg ved hvad en matrixprinter er. Jojo – sådan en husker jeg da tydeligt.
… jeg må gå baglæns i mit eget spor for at komme i tanker om hvad det var jeg ville hente. Puha. Det har faktisk stået på i en hel del år.
… jeg sidder ned når jeg tager strømper på. Det er efterhånden blevet noget nemmere, hvis jeg sætter mig ned, og jeg skal i hvert fald helst støtte mig til noget.
… folk omkring mig studser over ord jeg synes er helt almindelige. Det har også stået på i et stykke tid, men jeg er ikke sikker på, at det har noget med min alder at gøre.
… jeg ved hvad en floppydisk er. Jeg har brugt flere hundrede af slagsen i min tid. De kunne kun rumme 720 kB, men det var ofte nok. Jeg kan også huske de endnu ældre hulkort!
… jeg ved hvad ratgear er. Jada. Min far havde en bil med ratgear, da jeg fik kørekort.
… jeg stadig kan lave en dobbelt udkobling. Det var tit nødvendigt i samme bil, og jeg har ikke glemt hvordan man gør.

Ovenstående er fra en 33 punkter lang liste, som jeg fandt på Fiduso. Hele listen kan læses her.
De øvrige 24 punkter er jeg ikke enig i. Endnu. Nogle af dem forhåbentlig aldrig. Men jeg er jo heller ikke rigtig gammel (vel?), kun godt og vel halvgammel (der må gerne nikkes). Fx var et af punkterne “..når du stadig bruger Usenet”. Det måtte jeg google, for jeg havde aldrig hørt om Usenet.

Jeg er heller ikke gammel, bare fordi jeg glemmer vores bryllupsdag. Det har jeg nemlig gjort altid – selv vores 1-års bryllupsdag glemte jeg; det er næsten altid John, der på et eller andet tidspunkt af dagen kommer i tanke om, hvad der gør den lidt speciel for os.
I år på vores bryllupsdag (i dag, faktisk …) kom han hjem fra at have været i Meny, bl.a. for at købe de fire pakker Kærgården, som de havde rationeret antallet til, hvis vi ville have dem til 14 kroner pakken, frem for normalprisen på 26,95.
Dem overrakte han mig med et skævt smil og ordene “tillykke med bryllupsdagen”.
Jeg spiser ikke engang selv Kærgården, men foretrækker rigtigt smør, hvilket han selvfølgelig udmærket er klar over, men han var kommet i tanke om datoen, da han kørte ind i garagen, og han gad ikke køre igen. Det er også et tegn på alder, for det havde han helt sikkert gjort for bare få år tilbage.
Det er dog helt i orden; jeg kunne ikke lade være med at grine, for jeg har som sagt ikke noget at lade nogen høre mht. at huske bryllupsdage – og han har i øvrigt lige inviteret mig ud at spise i aften.

Jeg bliver 70 år næste gang. Der er stadig næsten et halvt år til, men jeg ved allerede nu, at det kommer til at gøre ondt. Jeg tog derfor med kyshånd imod Charlottes tilbud om, at vi, i stedet for at holde en fest, jeg ikke har lyst til at holde, tager til England for at være med til at fejre Tim, som bliver 50 kun få dage efter min fødselsdag.
Dem, der hævder, at alder kun er et tal, er jeg på ingen måde enig med. Det er det da ikke! Tænk, hvis vi var den samme samme person både fysisk og mentalt hele livet igennem, og det kun var tallet, der ændrede sig … det ville da være skrækkeligt. Vi ændrer os med tiden, netop både fysisk og mentalt, og sådan skal det trods alt også være.

Men. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig ordene: “being 20 in the seventies was more fun than being 70 in the twenties”.
Jeg ved ikke hvem der først sagde dem, for de er blevet tillagt temmelig mange og kan fx fås trykt på T-shirts.
Det er morsomt og fuldstændig sandt – jeg ville ønske det var mig, der havde fundet på den bemærkning.

Onsevigs fuldkomne fiskere

Da vi for knap et år siden spiste på Den Fuldkomne Fisker, talte vi meget og varmt om vores oplevelse. Så varmt, at Ditte og Peter erklærede, at det kunne de da også godt tænke sig at prøve. Vi bestilte, som skrevet i forrige indlæg, et ophold “i sæk”. Det er dyrt. Så dyrt, at John og jeg blev nervøse for, om vi havde talt det for meget op, for der skal godt nok en del til at retfærdiggøre den udgift.
Det hjælp dog en del, da det gik op for mig, at det også var inklusive den eksklusive vinmenu. Man kan vælge mellem to vinmenuer – en god og en bedre, og da sidstnævnte som sagt var med i prisen, dulmede det lidt.
Vi talte en del med dem om, at det altså ikke nødvendigvis blev den bedste mad, de nogensinde havde fået … den er god, maden, bestemt, men Den Fuldkomne Fisker er en totaloplevelse, både pga. omgivelserne og fordi værtsparret og den forhenværende bankmandstjener er så engagerede i foretagendet, at man bliver helt varm om hjertet. Også pga. kokkene, selvfølgelig, men de hører som bekendt til den usynlige del, selv om de naturligvis ikke er mindre vigtige af den grund.

De har den samme eritreanske kok som sidste år, og et par af retterne var da også stort set de samme som dengang; bl.a. denne portions-tagine, men denne gang med et par urtefrikadeller som tilbehør. De slog hårdt på smagsløgene, selv om kokken, ifølge værten, jævnligt bliver husket på at tage behørigt hensyn til de sarte danskeres ganer.
Værtsparret er som sagt enestående. Venlige, imødekommende, smilende, ofte også grinende, vidende, fortællelystne … det er virkelig en sand fornøjelse at være bænket ved deres bord.
Denne vinter kørte de til Pyrenæerne/Sydfrankrig/Sydspanien hele tre gange i deres autocamper. Heeele vejen frem og tilbage fra Danmark (“vi mistede jo sidste vinter!”. Så gider man altså godt køre bil. Selv John var imponeret. De tager ned og køber vine og spændende varer til deres restaurant, og historierne fra de ture er mangfoldige og underholdende.
Da jeg efter morgenmaden ville betale, kaprede jeg værten med ordene: “Nu må vi hellere få overstået den alvorlige del af legen”.
Hans svar: “Nåhh … pelsningen?” fik mig til at smile i lang tid. Han ved åbenbart selv, at det er lidt pebret i mere end én forstand at få en oplevelse på Den Fuldkomne Fisker.

Vi besøgte Dodekalitten om tirsdagen og tog et smut ud på Albuen ved Nakskov om onsdagen, inden kursen atter blev sat mod Præstø.
Dodekalitten har endnu kun fået opsat 10 af de 12 sten, der skal til for at retfærdiggøre navnet, og tre af disse ti ser ufærdige ud, så vi mener, at kunstneren må have en anelse travlt, hvis han skal være færdig i løbet af 2025.
Selv om skarven ifølge lærebøgerne er omkring 20 cm længere end havmågen, ser det ikke sådan ud på billedet her, og skarvens pæl var ikke længere ude end mågens (jeg stod dog tættere på mågen da jeg tog billedet), så det er ikke hele forklaringen. Måske en ung skarv? Havmåger er nogle store bæster, er de. 68-74 cm lange.

Heldigvis var Ditte og Peter ikke skuffede, så vi kunne ånde lettet op. De syntes også, at det var en totaloplevelse af de bedre, som var alle pengene værd.

Oplevelser på Den Røde Løve

Charlotte havde lovet mig en middag på pubben The Red Lion, som ligger ikke ret langt fra hvor de bor. Den har haft en michelinstjerne i nogle år, og hun mente, det ville være en perfekt fødselsdagsgave til mig, hvilket hun havde helt ret i – jeg glædede mig som et lille barn, for jeg havde ikke før spist på en michelinrestaurant.
Det har jeg stadig ikke …
Det viste sig nemlig, at de mistede deres stjerne i 2021. Det havde Charlotte ikke lagt mærke til – men pyt, for maden var stadig fantastisk.

Vi gætter på, at de har/har haft det samme efter-coronapest-problem, som vi ser mange steder i Danmark: De kan ikke få tilstrækkeligt med personale. På denne eks-michelin var det med ret stor sandsynlighed personalets skyld, at de mistede deres stjerne, fordi mad og betjening på en michelinrestaurant skal gå op i en højere enhed. Set med vores øjne er det dog klart at foretrække, at maden er excellent frem for at få en udsøgt betjening, men mindre god mad.
Det var heller ikke dårlig betjening i betydningen uforskammet eller uopmærksom, men i betydningen uerfarent personale. Som i meget uerfarent.
Deres vilje var der bestemt, og vi har som sådan ingen klager – faktisk blev det hurtigt temmelig morsomt, for noget af det var ret så langt ude, taget netop den michelinstjerne i betragtning. Det må dog være surt for kokken/pubben at miste sin stjerne pga. personalet og ikke fordi madens kvalitet er blevet ringere.

Vi var der alle seks, og vi bestilte tre forskellige forretter, hvor Aubrey var den eneste, der skulle have noget med asparges. De tre plus to blev sat foran os, men ikke Aubreys, så vi ventede … ret længe … Tim spurgte efter et stykke tid, om aspargesene mon var på vej. Den usikre, unge dame spurgte overtjeneren (som tilsyneladende ikke var helt ny i branchen), om aspargesene var på vej, hvortil han høfligt fortalte hende, at det vidste de nok mere om ude i køkkenet. Lidt efter kom hun tilbage og fortalte ham, at de var på vej! Så sagde han, en anelse køligere, at det synes han så, at hun skulle fortælle til kunden i stedet for.
Da en anden ung kvinde skulle tage vores tallerkener ud, sagde hun, mens hun pegede sigende på en af dem: “Den der kan jeg altså ikke nå!”, hvorefter hun afventede, at en af os rakte den til hende, hvilket en af os gjorde, alt imens vi næsten formåede at skjule vores smil. Det var ikke et “Undskyld, har du mulighed for at skubbe din tallerken lidt over mod mig?” eller noget i den stil, kun en simpel konstatering af, at den var uden for hendes rækkevidde. Hvad den såmænd ikke engang var, og jeg tror også, at hun umiddelbart efter fik en lille lektion i, hvordan man ikke gør, når tallerkenerne skal udskiftes, for det var blevet bemærket, så vi.
Vi har intet imod det, men det er den slags, man mister en michelinstjerne på.
De unge damer tabte også bestik fra de tomme tallerkener larmende ned på stengulvet så mange gange, at vi til sidst havde svært ved ikke at grine højt. Vi styrede os dog, for de gjorde virkelig deres bedste – det var bare endnu ikke specielt professionelt, men det kan jo komme med tiden.

Vinene havde de overhovedet ikke styr på. Tim og jeg fik to forskellige vine til den samme forret. Den ene var den anbefalede; den anden passede slet ikke til. Han fik den byttet, men det tog lidt tid at overbevise hende om, at til den samme forret skal begge nok have skænket den samme vin, især når begge vælger den anbefalede. Den til hovedretten anbefalede vin vidste jeg, at jeg ikke brød mig om, og eftersom jeg ikke havde et vinkort, spurgte jeg, hvad de i stedet kunne foreslå. Det måtte hun hidkalde assistance for at kunne svare på.
Han havde ret travlt, den ene erfarne tjener der var, for restauranten var fyldt til bristepunktet, og alle de unge kvinder havde temmelig ofte brug for hjælp og/eller vejledning.
Men igen: Maden var virkelig god, så alt i alt var det en dejlig oplevelse – og mere underholdende, end vi havde forudset.

Der er arbejde, og så er der arbejde … se de fine pollenkurve på biens bagben.

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny
sidder den nu som den skal og er næsen i sky.
Anna var til sit første bal i aftes; en begivenhed, hun havde glædet sig voldsomt til – ganske som hendes mor og mormor før hende.
Hendes kjole var ny – en julegave fra Charlotte – og den sad bestemt som den skulle, men jeg tror ikke, at hendes næse var i sky.

Charlotte sendte billeder af hende; ledsaget af ordene “Min lille pige …” fulgt af en emoji med en tåre ned ad kinden.
Nej, hun er ikke en lille pige mere, hun er en ung kvinde.
Det er underligt. Ikke for hende, naturligvis, men for Charlotte og mig.
I år er det 50 år siden jeg blev student. Den store, årlige gallafest var også noget, vi alle så frem til og gjorde meget ud af. Jeg var også 16, da jeg var til mit første af dem i 1969. Alle fra 3. G havde fået undervisning i Les Lanciers, og på balaftenen skulle man vise ‘de små’, hvad man havde lært og hvad de havde at se frem til. Det gik vi meget op i, og vi dansede den flot. Syntes vi selv …
“Les Lanciers er en fransk-britisk selskabsdans som var populær i Europa i midten af 1800-tallet, men som i dag kun danses i Danmark, særligt på gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner i forbindelse med fester, herunder den årlige gallafest.” Det siger Wikipedia, så det er åbenbart stadig en tradition.
Anna dansede meget, men ikke Les Lanciers.

Hun havde været hos frisøren for at få sat de lange lokker op til narrestreger, ganske som hendes mor gjorde til sit eget første (og andet) gallabal for … 30 (og 29) år siden.
Jeg havde også langt år, men det hang løst – vi befandt os jo i 1969, så det var ikke højt opsat hår, der fyldte mest i modebilledet blandt purunge piger, men jeg – og langt de fleste andre piger – tog dog lange selskabskjoler på og lod de sædvanlige überlårkorte kjoler blive hjemme den aften. Min far overvejede, trods det, alligevel ikke et øjeblik, at en gallafest kunne være noget, der var værd at ofre et billede på, men det var jo også dengang, hvor en 36-billeders film helst skulle holde et helt år!
Derfor ingen billeder af Ellen til gallafest, men jeg kan afsløre, at jeg så betydelig bedre ud for 50-52 år siden, end jeg gør nu, men jeg var ikke så nydelig som de to næste generationer henholdsvis er og var.

Anna skrev til mig i dag.
Hun havde haft en dejlig aften. Jeg håber hun kommer til at huske sin ungdomstid med lige så megen glæde som Charlotte og jeg gør – at coronapestens isolation og øvrige ubehageligheder når at blive glemt med tiden eller i hvert fald overskygget af kommende gode oplevelser.
C og jeg kom i den forbindelse til at tale om min mor. Anden verdenskrig varede fra hun var 15 til hun var 20 år, så hvor meget glad og ubekymret ungdom fik hun lige? Det har da været meget værre end coronapesten; stakkels hende.

Vi har også åbnet Den Stråtækte igen

Nu gjorde vi det. Vi inviterede gæster. Det har vi haft før, men kun tre gange i de forløbne to måneder. De to første gange kun udendørs, og den tredje, som var mine søstre, indledte vi med kaffe på terrassen, men vi spiste indenfor om aftenen.
Nu har Ditte og Peter været her siden i går formiddags. De er kørt igen, men nåede at være her i små 27 timer. De har deres eget badeværelse mens de er her; vi har overhovedet ikke rørt ved hinanden og vi har holdt god afstand hele tiden. Vi kunne ikke konstant overholde to meter, men vi tror på, at den afstand vi overholdt, var okay.
Det var dejligt at være sammen igen. Vi har savnet hinanden og nu mente vi, at det kunne være nok, at nu skulle vi altså ses.
Vi skal bare alle sammen lære at omgås på en ny måde, og vi tror disse nye hygiejneregler vil holde i lang tid fremover – måske oven i købet længere end til der forefindes en effektiv vaccine. Vi talte om, at det at have indlært en god hygiejne (både hånd- og anden) på coronamåden vil kunne forhindre megen sygdom, ikke mindst i børneinstitutionerne.
Det føles stadig lidt underligt ikke at kunne give familien eller gode venner et knus til goddag og farvel, men så er det jo trods alt heller ikke vigtigere – det er langt bedre at kunne være sammen uden knus end ikke at kunne være sammen. Det vil nok føles som noget andet ikke at kunne give børnebørnene et ordentligt bjørnekram, men det varer desværre nok en rum tid endnu inden jeg får lov til at afprøve det i praksis.

Nu har vi alle hørt, hvad der må åbne i fase to og hvad der ikke må. Det er der mange meninger om, og min egen angående dette skal jeg lade være usagt. Eller rettere uskrevet.
Der er en ting der har undret mig under det meste af coronaforløbet: Hvorfor anbefaler man, at man ikke er sammen for længe ad gangen?
Hvorfor er det bedre at være sammen med nogen i en halv time frem for i to timer? Det kan jeg ikke forstå. Forudsat, selvfølgelig, at man overholder de foreskrevne anvisninger. Men det er måske netop det? Det er måske fordi, at når man er sammen i længere tid, er man mere tilbøjelig til at falde tilbage i gamle vaner? Ellers kan jeg i hvert fald ikke få øje på logikken.

I går kørte vi (i to biler …) til Mallings Kløft, som vi opdagede sidst i februar. Vi gik igennem hele kløften, som selvfølgelig gav os en langt smukkere tur end sidst. Når man kommer op af kløften i dens modsatte ende, kan man se Farøbroerne – og man kan også gå ad en sti langs vandet hen til dem, men det gjorde vi ikke. Det bliver en anden gang …
Den lille å skal krydses tre gange undervejs, men det er stadig ikke spor farligt …
Danmark fås ikke meget smukkere end lige nu; med lysegrønne skove, gule rapsmarker, blå himmel og blåt vand. Vi gik bare og stornød det hele og talte igenigen om, hvor heldige og privilegerede vi er, fordi vi er pensionister i en tid som denne. For Peter er det godt nok noget helt nyt; han er først så småt ved at vænne sig til tanken, som han stadig synes er en smule underlig.

En enestående oplevelse i Muldiverset

Jeg ville ellers have skrevet om den julebasar vi var på i den gamle sukkerfabrik i Stege, men det må vente, for på vejen hjem fik vi en overraskelse af de lidt større.
Vi kørte omkring Jungshoved Kirke og Jungshoved Præstegård (jeg ved ikke om præsten stadig bor der, men det er en B&B). Begge dele ligger temmelig afsides, med godt en kilometer imellem. Må have været ret upraktisk for præsten …
Kirken lå ved en lille anløbsplads – for lille til at kunne kaldes en havn. Vi var der i lidt sol, megen regn og megen blæst (som ikke er taget af; tværtimod!), hvilket gav en dramatisk virkning mellem sludbygerne.

Da vi kørte videre, var der lige pludselig et skilt med Muldiverset. STOP, sagde Ellen – det sted har jeg læst om – vi skal lige ind og kigge.
John anede ikke, hvad det var, og vi trådte ind i en verden, jeg ikke troede var mulig uden for de store byer, og så finder vi den lige her på Jungshoved: En skøn gårdbutik, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer og lidt til, som man slet ikke vidste, man lige stod og manglede. Og mange af varerne kan købes i løs vægt. Olivenolien er i metaltønden på billedet – og se bare alle krydderierne. Jeg var begejstret.

En sød kvinde kom ud i butikken og hilste på. Vi ville gerne starte med at kigge, sagde vi, hvortil hun svarede, at vi bare skulle kigge alt det, vi ville.
Hvis vi var blevet sultne, havde hun da også noget smørrebrød, hvis det skulle være …

Jeg købte nu ikke så meget, men jeg kunne ikke stå for denne pose fra Aurion. Jeg er ikke vild med havregrød, men nu får dette her alternativ en chance. Hvem vil ikke gerne have en flad mave, tøhø … gad vide, hvad æblebananer er? (Det er googlet, så nu ved jeg det godt.)

 
Derudover erhvervede jeg mig kun en tube tandpasta til Aubrey. Han kan ikke fordrage pebermynte, så det er svært at få tandpasta, han kan lide, men de havde en med propolis (og uden pebermyntesmag), som jeg krydser fingre for falder i god jord.

Deres smørrebrød så ualmindelig lækkert ud. ‘Desværre’ var stykkerne ret store, så de to vi hver valgte, var næsten for meget … jeg havde sådan en lyst til at prøve det hele! Det blev til Muldiversets kyllingesalat til os begge, ørredmousse på friskbagt brød til mig og økologisk and med hjemmelavet biodynamisk krydret rødkål til John.
Vi kunne næsten ikke spise det, men det var altså kun, fordi vi ikke kunne få hænderne ned, og så er det svært at spise med kniv og gaffel!
Det hele var supergodt … kyllingesalaten var ganske enkelt the best ever. Jeg fik ikke en opskrift som sådan, men hun remsede alle ingredienserne op, så nu håber jeg, at jeg kan rekonstruere den.

Den store ‘madsal’ har både hyggehjørner og rigtige spiseborde. Vi blev bedt om selv at rydde af efter os, for de “bruger helst kun penge på det vigtigste”, og det er – endnu – ikke en tjener.
Det var ganske enkelt månedens gode oplevelse. Vi skal helt sikkert derud igen, både med Ditte og Peter, som jeg allerede ved vil elske stedet, plus at Englænderne også skal have lov at opleve dette fantastiske sted.
Jeg håber, Muldiverset klarer sig, for det har de sandelig fortjent, men der var da tilsyneladende kunder nok i butikken.

Hun startede med MadMarked i Præstø, som lige var lukket, da vi flyttede derned, men som vi oplevede mange omtale i meget rosende vendinger.
Hun beskriver det selv som indsat herunder. Det var sandelig godt, hun kom ud af sin fosterstilling! Nedenstående er et pluk fra hendes åbningstale fra august. Resten af talen kan findes her.

Så er det tid igen …

Det er tid til den årlige webstrikfestival. Årlig, ja, men jeg deltog ikke sidste år, fordi Ditte og jeg valgte at tage til Fanø i stedet for. Det er ikke fordi, de to begivenheder overlapper hinanden, men de ligger tæt, så for mig bliver det for meget med begge to. Det er der andre, der ikke synes, men helst skal have begge med.
Til gengæld har jeg nu oplevet den store på Fanø, og det behøver jeg absolut ikke hvert år.
Denne lille en af slagsen er nemlig meget hyggeligere. I år bliver vi 50, og det bliver i Slagelse denne gang, så vi sjællændere ikke skal krydse bæltet, hvad vi skal to år ud af tre, fordi vi skiftes mellem at holde det på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Jeg er ved at pakke.
Det tager meget, meget længere tid at ordne strikkesagerne og pakke dem ned, end det tager at pakke tøj og toiletsager, som tager fem minutter, mens jeg har gået og forberedt det andet sådan lidt on/off siden i forgårs.

Det startede med, at Ditte forleden i gruppen spurgte, om andre havde meldt sig til Westknits Mystery Shawl KAL 2019: Starflake, som starter i morgen. Det måtte jeg lige se på, og det viste sig at se spændende nok ud til at deltage i, hvorfor jeg fluks meldte mig under fanerne, så vi kan sidde og hygge os med det første clue i morgen. Ved en MKAL ved man ikke, hvordan slutresultatet kommer til at se ud; man ved kun hvad det ender med at blive, i dette tilfælde et sjal, hvilket ikke er specielt overraskende, når initiativtageren er Stephen West.
Denne gang får man opskriften over fire gange – altså fire fredage i træk. Inden da har man fået oplyst, hvilken slags og hvor meget garn man skal bruge, og man har set forskellige farveforslag fra hans side, så man kan få en ide om, hvad man skal have fat i.
Der gik derfor en rum tid med at vinde plantefarvet garn på nøgler og strikke prøver til at gøre mig i stand til at vælge den helt rigtige farvesammensætning.

Jeg skal jo have flere strikkearbejder med end dette ene … men hvad? Det er altid det store spørgsmål. Det skal helst på én gang udtrykke, at man ikke er den rene amatør (det har de dog formentlig fundet ud af, da jeg har deltaget i en del år nu), og samtidig skal det være et arbejde, hvor man kan tåle at blive distraheret i middelsvær grad uden at skulle strikke baglæns i tide og utide.
Det er blevet en helgardering. Jeg har strikket (masser af) farveprøver til et andet SW-sjal, nemlig Clockwork (sjalet på det indsatte billede i indlægget), og er også startet på det.
Jeg har også taget garn nok med til at starte på både huer, pandebånd og sokker. Det er snart jul, så jeg skal se at komme videre med at strikke til ‘familiekassen’, som jeg tager med når vi ses i julen. Alle i familien synes det er herligt at rode i kassen og udvælge det, de lige står og mangler – og jeg har ikke strikket nær nok endnu …

Goodwood Revival 2019

Hvis de overhovedet har mulighed for det, deltager mine englændere i Goodwood Revival hvert år. Det foregår midt i september, og John og jeg har lovet os selv, at vi skal med derover engang; nok mest fordi Charlotte og Tim siger, at det lige ville være noget for John, men jeg kan vel også få tiden til at gå, vil jeg tro. Charlotte bruger tid hvert år på nye kostumer, så ikke de kommer i det samme kluns hver gang – man har vel sit gode rygte (de møder altid nogen, de kender) og sin egen faglige stolthed …
Den største udfordring ligger i, at det er umuligt at forudsige vejret på dagen, og dermed hvordan tøjet skal være. Sidste år druknede det totalt i konstant silende regn, hvilket reducerede fornøjelsen ved arrangementet en anelse.
I år var det 23° og høj sol fra morgen til aften, så folk søgte skygge og kølighed, hvor og når der var mulighed for det.

I år kørte de dertil i den, de selv kalder for Matadorbilen. Det kan de gøre på godt to timer, og turen frem og tilbage er en væsentlig del af hele oplevelsen. De elsker alle fire at køre i de gamle biler.
Jeg har først lige spurgt, hvilket årti de repræsenterede denne gang, men har ikke fået svar endnu. Ligner det ikke 40’erne? Charlotte med sin trekvart-ærmede frakke og trekvartlange jeans, Tim med sin lange jakke og Aubrey med korte bukser og argyle stockings? Anna stikker vel i givet fald lidt ud med sine cowboybukser. Det kan dog være med vilje – hun har nået en alder, hvor det betyder meget, hvordan man i egne øjne tager sig ud i andres ditto.

Aubrey, derimod, er mere ligeglad med at se lidt anderledes ud, end man måske kunne tro, han ville være. Han er helt med på, at man ved denne lejlighed i højere grad skiller sig ud ved ikke at være udklædt, og selv om det ikke er et ufravigeligt krav at være det, synes han, det er ret festligt.

Goodwood ligger ideelt for en tur med bilen til England, der kunne planlægges således, at vi først besøger Rye, som Mia lige har fortalt mig er stedet hvor mange scener fra Mapp & Lucia er optaget, og derefter kører til Goodwood for at mødes med familien der.
Der skal vist lige tales lidt om september 2020 ved lejlighed …

Erik Grip, tørstetræ og mavepine

Af min mellemste søster fik jeg en aften med Erik Grip. Det vil sige … både John, Merete og omkring 100 andre var der også.
Han optrådte nemlig i Karises visekælder i aftes. Jeg har altid godt kunne lide Grip; synes han er en glimrende sanger og ditto fortolker af både Grundtvig, Frank Jæger og andre i viseklassen.
Jeg var lidt spændt, for manden er fyldt 70 nu, og det kunne meget nemt være gået ham, som jeg synes det er gået for en del andre: De skulle være stoppet, mens legen var god.
Det gjaldt så ikke for ham; hans stemmepragt var lige så fuldttonende og kraftig, som den altid har været, og nu er han oven i købet begyndt at krydre sine optrædender med historier og anekdoter fra sin opvækst og sin familie fra længere tilbage i tiden.
Det var, med andre ord, en god og underholdende aften … en rigtig god fødselsdagsgave at få.
Han lignede sig selv. Næsten. Lidt mere pondus er der efterhånden kommet, men jeg har altid syntes han er en smuk mand, og han er såmænd stadig ikke værst at se på. Jeg har fulgt ham og hørt ham optræde siden jeg var meget ung, fordi hans første kone/kæreste var fra Havdrup, så de optrådte et par gange på min gamle skole – det gjorde ham lidt mere interessant dengang, men senere er hans popularitet hos mig helt hans egen fortjeneste.

Derudover er det blevet til lidt mere plantefarvningseksperimentering. Denne gang med tørstetræ og sandeltræ, plus at jeg har købt frø til at så lilla blåbælg ved siden af det japanske indigo, som Ditte har købt til mig.
Jeg har atter en gang set en dejlig rød farve, som Jenny Dean i England har fået frem ved at basebehandle barken ved pH 10-11 i et døgns tid. Ingen varmebehandling overhovedet.
Andre kilder siger, at det skal fermentere i uger, ja i hele måneder inden man kommer garnet i.
Som sædvanlig ser det anderledes ud end håbet, men nu vil jeg tvinge mig selv til tålmodighed i nogen tid og se, om der sker en farveudvikling over i det rødlige i krukken. Garnet selv har meget at sige, kan man se: Alle Deans fire farver herover er fra samme farvebad, men forskellige garner.
Sandeltræ bliver nok i næste uge.

Og så har jeg ondt i maven! Det har jeg haft siden natten til i går. Jeg skulle have været til frisør i formiddags og ville ikke melde afbud, for jeg vil klippes inden vi rejser til England.
Men hvad sker? Frisøren ringer og undskylder (!) at hun har haft influenza, men er ved at være klar igen, så hvad siger jeg til at vente til på torsdag?
Hun skulle bare vide … men jeg nøjedes med at sige, at det var selvfølgelig helt i orden og rigtig god bedring til dig.
Men den mave, altså. Av. Jeg har besluttet mig for, at det forsvinder i løbet af natten og at jeg er frisk igen i morgen. Jeg har haft et uldent halstørklæde viklet om maven siden jeg gik i seng i aftes, og jeg bilder mig ind, at det virker!

Værs’go’, den næste …

De kommer i en lind strøm, de der runde fødselsdage. I dag var det min fætters kones tur til at runde de 70, så vi var inviteret til en lækker brunch i dagens anledning. Hun havde ellers besluttet at forbigå dagen i al stilfærdighed, men huskede så på, at det gjorde min fætter (altså = hendes mand) også for to år siden, og det havde hun syntes var en tand for kedeligt. Det skulle dog heller ikke være en stor fest, så brunch blev det – hvilket var et glimrende alternativ, må man sige … en rigtig luksusbrunch med alt til faget hørende. Det varer fire dage, inden jeg bliver sulten igen … det varer i hvert fald fire dage, inden jeg burde indtage mad igen, men det er jo noget ganske andet …

Jeg spiste alt for meget af den veltilberedte mad, men i det store og hele overholdt jeg LCHF – dog nok med en hældning til en smule mere mod det høje C end det lave C i dag end normalt, for jeg kunne altså ikke dy mig for at snige en lille pandekage ned. Med ahornsirup …
Og også et stykke lækker luksuslagkage til sidst – men den slags udskejelser skal der være plads til, har vi hele tiden sagt til os selv, for vi gider ikke gøre livet surt for os. Det er dog tankevækkende, så indgroet de nye madvaner er blevet – jeg mærker rent fysisk det brag af et sukkerchok, sådan en kage giver kroppen. Bilder jeg mig ind.
Værtsparret rejser på ferie lige om lidt, så vi blev bedt om at tømme fadene (der var forbløffende meget mad tilovers, selv om folk tog godt for sig) og tage med hjem til aftensmaden, eller hvornår man nu vil indtage resterne, og man skal aldrig sige nej til et godt tilbud, har jeg lært.

De bor dejligt, med dyr gående sådan nærmest i baghaven – og ret tæt på fædrenegården, så vi fik også hilst på gamle næsten-naboer. Hyggeligt nok.

Børnebørn er der også; en pige og en dreng på hhv. 12 og 9 år (så vidt jeg husker). Jeg sagde til knægten, at det var da en værre gammel farmor, han sådan lige fik sig i dag, hvortil han svarede: Arh ja, men det gør ikke noget, for hun er stadig sjov!
Det var da sødt!

Somme har søreme været søde

Jeg kender to, som har fødselsdag i dag.
Den ene er min dejlige, lille store Anna, som fylder 12 år.
Den anden er Inge, som bliver … lidt mere …
Tillykke til dem begge to. Jeg vil jo helst tro, at det er deres skyld, at vi har haft dagens fuldstændig fantastiske vejr; med høj, klar, blå, blå himmel uden en sky. Hele dagen.
Vi stod op til – absolut ikke den flotteste solopgang i historien, men lidt har også ret, og en frostklar og næsten blank fjord, hvor et enkelt, skræppende gåsetræk mere understregede stilheden end ødelagde den, er slet ikke så tosset endda på en januarsøndags morgen.

Lige over middagstide satte vi kursen mod Ølsemagle revle, men der færdes nok for mange mennesker til, at fuglene har lyst til at være i fotografisk egnet afstand. Vi fik dog gået en pæn tur, og naturen kan sagtens være nydelig, selv om fuglene ikke rigtig vil vide af os.

 

Vi kunne konstatere, at Aubrey ikke er den eneste dreng, der helst skal udfordre sine støvler, når man er i nærheden af vand.
Hvorfor skulle han også være det?

Vi så, hvordan lysets brydning kan spille os et puds. Et fænomen, der ifølge Tims, af videnskabsfolk accepterede, teori var medvirkende til, at det gik så grueligt galt for Titanic. Jeg skal undlade at forklare teorien her – jeg ville bare komme galt afsted, tror jeg, men det er pudsigt at iagttage, hvordan bådene her ser ud til både at spejle sig selv og at svæve over vandet, lige som et fatamorgana gør i ørkenen.
Beklager den elendige billedkvalitet, men jeg måtte ud i fuld zoom for at kunne få det indfanget.

Så skal jeg til det igen

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

Mine bekymringer blev gjort til skamme

Jeg havde det faktisk lidt skidt med at have lokket Ditte og Peter med på en ikke helt billig weekendtur for at se den sorte sol, jeg længe havde talt om i begejstrede vendinger, hvis vejret så skulle vise sig så elendigt, at vi ikke fik set noget som helst.
Det er stadig rigtigt, at det gode selskab og den gode mad på Schackenborg Slotskro nok kunne kompensere for en dårlig sort sol-oplevelse, men jeg alligevel lidt ærgerlig over det.
Vi kørte gennem nogle gedigne byger det meste af vejen derover – enten regnede det lidt eller også regnede det meget. Øv øv æv.
Det var dog tørvejr, da vi landede i Møgeltønder og checkede ind på kroen, så der tonede en smule optimisme ind i mig igen.

(Mormors Lille Café på Slotsgaden i Møgeltønder – mormor hedder oven i købet Nielsen. Man følte sig helt hjemme …)

Da vi blev hentet på kroen klokken 17, var det stadig tørvejr, og det var det også, da vi satte os til rette på diget ved Aventoft. Optimismen steg yderligere et par grader.
Man må helst ikke stå oppe på diget, men skal sætte sig på siden af det, så stærene ikke så nemt kan se os, og man må ikke bruge blitz, når man fotograferer. Stærene reagerer på bevægelser og på lys/skygge, men vi måtte gerne snakke, for de reagerer ikke på vores lyde.
Der var mange hundrede mennesker, der havde samlet sig her for at se stærene flyve ind. Det er nu også et meget fascinerende syn, som ikke rigtig kan beskrives, men som skal opleves. De landede i sivene, først et par hundrede meter væk, men efterhånden som der kom flere og flere ind, og pladserne blev optaget, slog de sig ned tættere på os, for til sidst at lande stort set lige foran næserne på os.
At høre vingesuset fra selv en lille flok på 40 stære er en særlig oplevelse og at høre dem sidde og snakke sammen, efter de er landet, er en hyggelig oplevelse.
Historiens vingesus kan også være fascinerende, men stærenes her er en anden og noget mere konkret oplevelse.
Til jer, der ikke har prøvet det, kan jeg kun sige: gør det. Tag ud og oplev en lille million stære komme ind, den ene flok efter den anden, varierende i antal fra ganske få individer til op til 200.000 ad gangen.
Vi så det det hele – også rovfuglene, der gik på jagt og fik stærene til at danne de imponerende formationer, som vi nok alle sammen kender.
Billeder var det stort set umuligt at tage; vi var for tæt på til, at de kunne blive gode, men til gengæld var vores oplevelse så meget større.
Jeg vil, på trods af vores begejstring, ikke sige, det var den ultimative oplevelse, for det begyndte at pjaskregne, og solen så vi intet til. Heldigvis var stærene helt ligeglade med regnen, så på en skala fra 1 til 10 giver jeg denne 9, fordi en synlig, nedadgående sol ville have gjort det helt perfekt.

Søren Ryges nok ret velkendte optagelse på ni (tror jeg det var) minutter med Sort Sols fantastiske Let Your Fingers Do the Walking tog tre uger at optage, så vi klager absolut ikke over den oplevelse, vi fik på bare en time.

Det gik ellers lige så godt med det vejr …

Vi havde været så heldige at få to billetter til en Tour de Turning Torso i dag kl. 11.
Der blev åbnet for to rundvisninger á max 80 personer, og billetterne var væk på ½ time. Det var vist heldigt, at jeg sad ved pc’en, da mailen løb ind.
Skulle nogle ikke vide, hvad Turning Torso er, så er det et Malmösk højhus, der drejer sig 90° om sin egen akse.
Der er både kontorlejemål og private lejligheder, og man skal være temmelig godt ved muffen for at kunne bo der: De mindste lejligheder er på 25 m² og koster 11.000 SEK om måneden; de største er små 200 m² og koster 32.000 SEK/md. (hhv. 8.600 og 25.000 kroner). Den store er måske ganske rimelig i pris, men jeg synes godt nok det er dyrt for bare 25 m².
Der er dog trods alt vinduespudsning med i prisen … og en reception bemandet 24/7, et fitnessrum, festsal og vinkælder.

Som man ser på første billede, havde vi flot, flot vejr, så vi glædede os meget til at komme op på 53. etage og få taget nogle flotte billeder.
Jeg nåede lige at tage et par stykker, inden der blev trukket for, så et lysbilledshow og foredrag om alle de mange facts og tal om huset kunne blive kastet ud i luften til os. Mange af tallene var da også imponerende, men jeg husker ikke så mange af dem.

Det tog en halv times tid. Undervejs hørte jeg en dyb brummen, men blev først senere klar over, at et voldsomt uvejr havde anbragt sig lige over os, nemlig da gardinerne blev trukket fra igen. Det var blevet halvmørkt, og det lynede, tordnede, regnede og haglede. Pokkers også.
Mit kamera havde meget svært ved at abstrahere fra dråberne på ruderne, så det blev slet ikke de billeder, jeg havde håbet på – det var lige før, jeg følte mig hensat til vores tur op i Berlins tv-tårn, hvor vi havde betalt €40 for heller ikke kunne se ret meget.

Billederne blev dermed noget dårligere end forventet, men derfor var udsigten deroppefra nu alligevel ikke så tosset endda.
Det herunder ville jeg godt have taget, mens man samtidig kunne nyde en fantastisk solnedgang. Det havde Jan (foredragsholderen) gjort – hold op, hvor det var flot!

Dørhåndtagene i glasdørene ind til receptionen var lidt specielle:

Fordi vejret var så flot, da vi kom, havde vi ladet overtøjet ligge i bilen, for hvad skulle vi dog rende og slæbe på det for?
Det fortrød vi, da vi var kommet ned igen i jordhøjde og så, hvor voldsomt meget det regnede og haglede. Vi ventede et kvarters tid, til det havde stilnet en smule af, og så løb vi over til bilen – uden at blive mere end halvvåde.

Mine bushbabies er ikke til at kende igen

Mine to dejlige små bushbabies er brat revet ud af deres feriemode i dag.
De starter på deres nye privatskole i Warminster, hvor der er strikse krav til frisure og uniform.
Piger må ikke have løsthængende hår, hvis det når længere end til skuldrene, og drenge må ikke have for langt hår.
Og hvad er så ‘for langt hår’? Det vides ikke helt, men dette her kan i hvert fald ikke være for langt. Han var lidt ked af det, for han var glad for sit tykke, krøllede hår, men glæden over og spændingen ved at skulle skifte til den nye skole overskyggede heldigvis de nærmest samsonagtige sorger over den mistede hårpragt.
Desværre var Charlotte lidt sent ude for at få købt uniformerne, så de havde kun en jakke til Anna, der var to numre for stor. Det er lidt synd, men forhåbentlig bliver den ikke slidt op, inden den passer … eller rettere: Det gør den ikke, for der er bestilt en hjem i den rigtige størrelse, men i dag var hun nødt til (nej, ikke nød til!) at tage den store på.
Og så se da lige min lille, store dreng! Han er pludselig blevet en ung mand på trods af sine bare 10 år. Han skulle lære at binde slips i aftes. Mor eller far kan selvfølgelig hjælpe ham med det om morgenen, men når han har idræt, skal han kunne binde det selv igen bagefter.

Det bliver nok lidt hårdt i starten, fordi de er kommet halvsent i seng i godt seks uger, og nu skal de op en hel time før de har været vant til, når de skulle i skole – de skal ud ad døren 7:30, mod 8:40 før. Derudover er de først hjemme 17:30 i stedet for 15:30 og de skal i skole om lørdagen …
Kompensationen for dette sker i form af lange ferier – to ugers efterårsferie, tre ugers juleferie og ditto påskeferie, 18 dages vinterferie, otte dage i maj/juni og endelig to hele måneders sommerferie. Der er aldrig mere end fem skoleuger i træk, og lørdage er ikke boglige skoledage; der foregår et eller andet sjovere i stedet for. Lektier er der heller ikke noget af – det hele klares i skoletiden, så de har fri, når de har fri, hvilket betyder meget for dem.
Det er noget anderledes end det, vi kender i DK, men det har nok noget at gøre med, at det er også en kostskole, og hvis ungerne skal på ferie hos forældre, der måske bor meget langt væk, er det ikke så smart med de korte ferier, som de ikke-private skoler har.
Det vigtigste af alt er, at de glæder sig helt vildt til deres nye skoleliv.
Charlotte havde også glædet sig til deres lange ferier, for så kan de komme oftere og længere ad gangen til Danmark.
Der var bare ikke lige taget højde for, at der blev åbnet en travl skræddershop, så i stedet må vi træde til som barnepiger.
Det varer dog nok ikke længe, inden de kan klare sig selv derhjemme om dagen, men vi hjælper skam hellere end gerne indtil da.
Jeg har lige bestilt billetter til uge 43, som bliver vores første barnepigejob. I uge 44 satser C på selv at kunne tage fri.

To herregårds- og et Anglofiliabesøg

Vi lagde ud med at samle Pia og Allan op til det mindste blogtræf, jeg endnu har deltaget i, men det var naturligvis hyggeligt alligevel. Vi startede på Frederiksdal, hvor jeg faktisk var glad for, at vi ikke var 20 bloggere, der troede, vi skulle have hver 20 kilo kirsebær. Årets høst var kun 20 % af 2016-høsten (250.000 ton mod 50.000 i år – det må være noget, der gør ondt på en vinfremstiller), så efter kirsebærnedrystningsmaskinen havde været der, var der ikke mange bær tilbage til os … men jeg fik nok til årets kirsebærsovs til risalamanden juleaften, så jeg var tilfreds. Jeg bruger alligevel ikke kirsebær til andet end det. Græsset var langt og vådt, så jeg måtte gå rundt og se fjollet ud med opsmøgede bukseben.
Derefter blev vi vist rundt på vineriet af Hr. godsejeren selv. Eller … vist rundt og vist rundt … vi stod på ét og samme sted inde i den store forhenværende kostald og fik forklaret historien bag disse (forbavsende gode) vine, hvilket var interessant nok at høre fra ham selv pga. det personlige og dermed mere ‘involverede’ islæt, hvis man kan sige sådan.

De brugte både portvins-, rødvins- og cognacsfade (det store) hernede – ballonerne er fyldt med vin og står ude – ude! – i 1½ år, uden hensyn til vejret. De har klaret ned til 17 minusgrader.

Frokosten blev indtaget ved bordet på stranden ved Taars Havn – med fin udsigt til Langelandsfærgen.

Herefter gik turen til Mia og hendes nyindrettede Anglofiliabutik i et dejligt hus tilhørende Halsted Kloster.
Hun gav kaffe og rigeligt med kage; naturligvis gik vi butikken igennem flere gange og søreme om ikke der opstod et behov eller to for både Pia og mig … der var godt nok meget, der fristede … jeg er jo ikke ligefrem anglofob selv! (Jaja, det er hjemmelavede ord, men det må man godt. Nogle gange. Og den kvikke læser vil vide, hvad -fil, hhv. -fob betyder.)
Jeg købte bl.a. en bog om Cotswolds samt nogle blomster, der kan holde hele vinteren – og lidt til …

Sidste stop var Oreby, som har en meget lille havn. Selve slottet kan man næsten ikke se; kun et tårn og et spir, som rager op over trætoppene. Slottet er ubeboet – hvor er det synd, for det må vel nødvendigvis stå og forfalde, når der ikke bliver gjort noget ved det.
Det er der dog blevet ved en af de tilhørende bygninger, som er fra 1754 (så vidt jeg husker), men for nylig blevet gennemrestaureret og står nu flot.

Vi indtog aftensmaden på Oreby Gl. Kro. Der var ikke så meget at vælge imellem på menukortet. Faktisk havde vi slet intet valg, for der havde været et stort selskab (en 90-års fødselsdag) om eftermiddagen, så kokken var nok ret udkokset, tøhø, men vi fik tre små forretter og en hovedret og kunne også have fået en ostedessert, som vi dog valgte fra – alt var meget, meget lækkert og delikat, både for maven og for øjnene, så min anbefaling til stedet er hermed givet. Ydermere kunne vi sidde udendørs og kigge over på den smalle fjord, mens vi så solen svinde. Meget smukt og idyllisk.
Aftenkaffen gav Pia og Allan, og dermed sluttede en dejlig dag med lidt af hvert på begivenhedsmenuen.

Dejligt besøg fra Canada

Jeg vidste godt, at Lene, som, sammen med sin Finn, var så gæstfrie at huse os i flere dage, da vi ferierede i Canada og USA sidste år, skulle opholde sig et stykke tid i Danmark i løbet af denne sommer. Da vi talte om det, vidste hun ikke præcis hvornår det blev, men hun skulle nok give lyd, når hun var her, og hun lovede dengang, at hun ville forsøge at presse os ind i den særdeles stramme kalender, hun altid har, når hun er i Danmark.
Jeg forstår så glimrende, at det er svært at nå det hele … Lene har to børn og to børnebørn her; hun har en bror og hun har gamle venner, og så var der lige noget pilefletternoget, som også skulle nås. Alle skal naturligvis besøges; broderen og de to døtre, som bor langt fra hinanden, skal besøges i flere dage og sidstnævnte har naturligvis allerhøjeste prioritet, så John og jeg er heldige, hvis Lene overhovedet kan nå at besøge os i bare nogle timer.
Det er noget helt andet, end når John og jeg tager på ferie derovre og ikke skal andet. Vi er naturligvis kede af, at vi aldrig får gjort gengæld for deres store gæstfrihed, men Lene ved godt, at det ikke er viljen, der mangler.
Og så var det oven i købet lige ved slet ikke at blive til noget, for hun skrev, at det ville passe hende fint at komme og besøge os en dag fra og med tirsdag – altså i morgen – og så en eller anden dag i løbet af ugen.
“ØV nej, for hulan da, Lene, vi rejser til Sydafrika på tirsdag! Jeg kan simpelthen ikke bære at vide, at du er i Danmark i fire uger, men at vi alligevel ikke når at ses!”
Den fik hun heldigvis kringlet, således at hun kom i dag sammen med sin datter. Ih, hvor var det godt! Og meget hyggeligt også at få hilst på søde Dea.

Vejret artede sig for en gangs skyld upåklageligt, så vi kunne sidde oppe på terrassen og spise frokosten og selvfølgelig også snakke løs i nogle timer.
Ingen billeder ellers … det tænkte jeg ikke så meget over at tage, for jeg var bare så glad over, at det kunne lade sig gøre at ses alligevel.

Der skulle være wi-fi i campen i Kruger Park, og jeg tager da også elektronikken med, men hvor effektiv forbindelsen er, ved jeg af gode grunde ikke.
Hvis der skulle blive stille her på bloggen et stykke tid, skyldes det forhåbentlig en dårlig forbindelse og ikke, at jeg er blevet til løvemad.
Jeg håber dog at kunne blogge dernedefra – under alle omstændigheder vil jeg skrive en elektronisk dagbog hver dag … om ikke andet, så for min egen hukommelses skyld, så det kan være, I bliver bombarderet med safariindlæg, når jeg er hjemme igen.
Med andre ord; hvis mit potentielle blogfravær varer mere end 14 dage, så ER jeg blevet til løvemad!

Alle har en historie at fortælle

Alle har en historie at fortælle, og nogle gange er der også en historie om historien, som måske er værd at fortælle:
I går standsede der en bil ud for vores hus og et ældre ægtepar steg ud. Han talte et lidt gebrokkent, men fint forståeligt dansk; hun forstod en del dansk, men talte det ikke.
De var kørt forbi, havde fået øje på vores idyl og vendte fluks om, fordi de gerne ville tage nogle billeder af af dette typisk danske hus. John stod ude i garagen og fik en lille sludder med dem, inden han kaldte på mig.
Værs’go’ – tag bare billeder, sagde John, kunne I ikke også tænke jer at se haven?
Det ville de meget gerne, så vi gik en tur rundt i haven, mens de snakkede og snakkede; han på en pudsig blanding af dansk og engelsk og hun kun på engelsk. Jeg talte engelsk til dem og John talte dansk. Det må have været forvirrende at høre på, men vi forstod glimrende hinanden alle fire. Noget af huset så de også – indefra, altså, og de tog mange billeder af have, af hus, af John og af mig, hvilket var det eneste, jeg ikke brød mig særlig meget om, men jeg kunne ikke stoppe dem, desværre, selv om jeg flere gange hårdnakket påstod, at de billeder ville blive langt bedre uden mig.
De er mormoner, og han havde været udstationeret i Danmark et par år som missionær i 1961-1963. Det er ret godt gået, at han stadig kan huske at tale dansk efter 54 års pause. Han har dog været her et par gange siden, men ikke i længere tid.
De præsenterede sig som Luana og Dennis Smith. Hans oldemor hed Kristina og hun udvandrede til USA i 1868, så han har danske rødder, hvorfor han valgte at missionere i Danmark, da han var ung. Han er skulptør – en temmelig talentfuld en af slagsen, synes jeg – og han har to værker her i landet: Kristina Comes Home, som står på Amerikakaj i København og The Mormon Immigrant Family, som står i Rebild Bakker.

De – nok især Dennis – snakkede og snakkede om deres liv, om deres seks børn, 21 børnebørn og to oldebørn, om deres liv i USA, om sine danske rødder, om sit ophold i Danmark. De spurgte til, om vi havde børn, om vi havde været i USA, og om vi kendte nogen der.
Han sagde på et tidspunkt, at vi må altså meget undskylde den måde USA er på for øjeblikket; de var SÅ flove over deres tåbelige præsident, hvortil jeg svarede, at det vel ikke var deres skyld; de har formentlig ikke stemt på den uduelige og skøre Trump, siden han finder det nødvendigt at undskylde? Nej, DET havde de så sandelig da ikke! Og så blev vi enige om at tale om mere opmuntrende emner …

Sådan kan en ganske almindelig og temmelig rutinepræget onsdag formiddag pludselig blive til en noget mere interessant onsdag formiddag.

  

Jeg er fascineret af det liv og den detaljerigdom, han har formået at få ind i sine bronzeskulpturer.

NU står verden ikke længere

John har meldt sig under Facebookfanen! Han har ellers hele tiden nægtet særdeles hårdnakket at hoppe med på den galej, men han er muligvis blevet påvirket af, at jeg tit siger Nårh, det? Det har jeg læst på Facebook, når han undrer sig over hvorfra jeg ved dette eller hint om venner eller familie.
Sommetider glemte jeg at orientere ham, hvilket vist irriterede ham lidt indimellem.
Inge er så flink at lade Hasse logge på hendes profil, men det har jeg pure nægtet John – Hvis du vil vide hvad der sker på FB, så må du få din egen profil der! Min profil er min profil og den er ikke til låns. Punktum. Ikke engang til min mand.
Den holdning kunne han jo ikke rigtig gøre noget ved …
Min teori er, at han efterhånden var blevet en smule nysgerrig, hvad det medie angår. Da Inge, Hasse, John og jeg sad på Taverna Zorba i Aalborg og checkede ind på den, samtidig med, at vi takkede Eric for anbefalingen og næsten samtidig med, at Hasse tog et billede, som Inge lagde op, kunne jeg fornemme, at John godt kunne se, at FB måske havde sine nyttige og måske også lidt pudsige sider. Jeg tænkte dog ikke nærmere over det lige den aften, men uden at have spurgt John selv, vil jeg tro, at det var en af de mange bække små, der efterhånden blev til Facebook-åen.

Han har nu sendt venneanmodninger og accepteret andres ditto, han har uploadet profil- og baggrundsbillede, og han er foreløbig blevet medlem af to grupper … jojo, der er skam gang i ham. Han høvler rundt blandt andre fotointeresserede for at se hvad der rører sig rundtomkring.
OG han er mildt sagt irriteret over alle de reklamer og sponserede links, der hele tiden dukker op, men sådan er det bare, kunne jeg fortælle ham – der er ulemper ved stort set alt, og dette er altså Facebooks.

Jeg har, lige fra jeg mødte John første gang, syntes, at hans ansigt minder om en lidt blidere udgave af Simon Spies’ uden det store skæg. Min faster sagde det samme til mig, da hun mødte ham: “Ih hvor han ligner Spies – har du selv tænkt på det?”
Det havde jeg jo, men det var altså ikke derfor, jeg faldt for ham – og hans stemme ligner på ingen måde Spies’ stemme – heldigvis. Johns er den diametrale modsætning (nej, ikke diameNtrale – det har noget med en diameter at gøre) … han har en meget behagelig stemme, faktisk.
Hvis nogen skulle være i tvivl, er det John på det øverste billede …

Long time no see, but I saw the sea – I saw no seesaw, though

Sikke noget sludder i overskriften, men lidt mening giver det dog. For mig …
Der var engang, da blogtræf var noget, der kunne ske op til flere gange på et år. Det ebbede efterhånden mere og mere ud for nu nærmest at have stoppet helt, men for nogen tid siden kom der en mail fra Lene, som havde fået lyst til at se bloggere, instagrammere og andre, hun kendte fra den virtuele verden. Lene kendte selvfølgelig alle; nogle af os kendte en eller få af de andre IRL og måske lidt flere via blogland, men inden dagen i går var omme, kendte vi alle hinanden. Det var alle tiders initiativ, og der kunne ingen tvivl herske om, at vi alle 10 hyggede os i hinandens selskab. Inge var en anden af de inviterede, og hende, Hasse, John og jeg blev hurtigt enige om at lave det om til en weekendoplevelse, så vi drog mod Aalborg fredag morgen og er først lige kommet hjem.
John og Hasse måtte klare sig uden deres koners selskab lørdag eftermiddag, men da de kom og hentede os, blev de inviteret indenfor, og det endte med, at de blev, så vi var ni, der fik rester fra den gode frokostbuffet + nogle lækre hjortepølser, som Landmanden lige grillede som supplement.
Det var virkelig svært at bryde op og finde Aalborg, men det lykkedes dog til sidst …

Inge og jeg havde fået den snedige ide at kontakte Eric for at få en anbefaling eller to til, hvor man kunne forestille sig at indtage aftensmaden under Aalborgbesøget. Det blev til Taverna Zorba, som Eric har skrevet om flere gange på sin blog, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede – det var god og enkel, men rigelig mad … calamerien blev anrettet på en for os ny og dekorativ måde. Til hovedret valgte John og jeg en mixed grill. Det var der, det rigelige kom ind i billedet – jeg kunne ikke spise meget mere end halvdelen, men det var ikke fordi det ikke var godt!

Lørdag kørte vi tidligt afsted for lige at nå at snuse til Vesterhavet og køre en tur på stranden ved Blokhus, hvor vi så en lille fiskerbåd blive trukket på land af en traktor. Fiskerne havde ikke haft fiskelykken med sig, så der var et par potentielle kunder, der måtte gå skuffede hjem igen.

Vi boede på hotel Phønix, som er et gammelt, men udmærket hotel. Morgenmaden her var så absolut også god og rigelig, men vi undrede os dog en kende over, at der ingen bacon var, når der var både røræg, stegte pølser og stegte tomater.
Aalborg viste os masser af flotte gavlmalerier – jeg fik dog kun nogle få af de imponerende motiver i kassen … og som Inge sagde: De har store ører i Aalborg!
Jeg kan godt lide teksten til billedet af den frodige kvinde: Fred og forsoning (underskrevet Kvinder for fred). Den 8. marts hedder International Women’s Day ude i den store verden, og som samme verden ser ud, bryder jeg mig på ingen måde om vores betegnelse for dagen: Kvindernes internationale kampdag. Jeg ved naturligvis godt hvorfor den bliver kaldt sådan, men kunne man ikke fjerne kampen?

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

Eske Willerslev live

Vi havde i går den store fornøjelse at opleve biologen og DNA-forskeren Eske Willerslev for fuld udblæsning. Jeg tror så ikke, at man kan opleve ham uden fuld udblæsning … mage til dynamik skal man lede længe efter. Her er en ægte forskersjæl, som brænder af interesse og nysgerrighed. En sådan ildsjæl kan fange alle … jeg havde en smule faglig indsigt i det, han fortalte om; John ingen, men det var heller ikke nødvendigt, for han var lige så grebet som jeg – og samtlige andre tilhørere – af foredraget Når verden skælver.
Han startede med at ridse sin egen baggrund op … han har altid haft forskersjælens kerne, grundnerve: Han er voldsomt nysgerrig og han hader opgaver, hvor opgaven har et på forhånd kendt facit, hvilket var ved at forhindre hans karriere helt fra den spædeste start, fordi han kedede sig i skolen i en grad, der var tæt på at få lærerne til at ekskludere ham og hans enæggede tvillingbror – som vist er lige så stor en ildsjæl.

Han fortalte om folkevandringerne og om sin forsken for at kortlægge dem; de forhindringer han var stødt på undervejs, bl.a. den, som nok alle nytænkere på et eller tidspunkt bliver mødt med: Det der? Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Men det kunne det, og Eske W løste gåder gang på gang.
Der var et par øjenbrynsløftere undervejs. Vi ‘oprindelige’ danskere er i virkeligheden indoeuropæere “så polakkerne, som nogle har ondt af er her, vender såmænd bare tilbage til deres slægtninge”, var en af hans bevidst provokerende bemærkninger.
“Hvis ikke der er indvandring, går folket i stå”, var en anden. Aboriginerne kom til Australien for 50-60.000 år siden og har ikke blandet sig med andre i den periode, hvilket EW hævder er årsagen til, at de, på trods af deres meget rige åndelige traditioner, i stort set alle aspekter ikke er nået meget videre på de 50.000 år. Grønlænderne – inuit – er ikke de oprindelige indbyggere i Grønland; der har levet et folk deroppe før dem.
Indvandringer har dog aldrig været smertefrie, de har kostet mange liv. Indtil for nylig sloges de indvandrede og de ‘besatte’ i flere hundrede, sommetider flere tusinde år og slog rask væk hinanden ihjel, inden “de fandt ud af at have sex med hinanden og fik lavet nogle børn”. I dag har verdensbilledet ændret sig, og der er mere ind- og udvandring end nogensinde. Hvordan det skal håndteres, er ikke EW’s opgave, men i går åbnede han manges øjne for nogle perspektiver, som der måske ikke lige er tænkt ind i problematikken.

Jeg synes det er tankevækkende, at klodens oprindelige folk alle behøver beskyttelse og særlige rettigheder for ikke at uddø eller blive opslugt af civilisationerne. Det underbygger EW’s påstande, at et folk går i stå uden nyt blod. Her er jeg ambivalent. Igen. Selvfølgelig skal hele befolkninger ikke udyddes, men hvorfor er de ikke interesserede i teknologiske fremskridt? Jeg er ikke så meget naturmenneske, at jeg kan tro på, at verden (nej, ikke verdenen) ville have været et bedre sted, hvis ingen var nået længere end til den tidlige jernalder.
Puha – dette sidste kunne blive en meget lang diskussion, som jeg ikke er spor interesseret i at gå ind i, så jeg vil nøjes med at slutte af med at sige, at hvis I får chancen til at opleve Eske Willerslev, så grib den!
Jeg har lige købt en bog om ham. Jeg vil vide mere om den mand og hans forskning.

Housewarming, babyshower, julefrokost

Housewarming er vist efterhånden bredt accepteret, også af modstanderne af, at engelske ord indgår i det danske sprog. Det blev optaget i retskrivningsordbogen i 1986, så det har været officielt accepteret i 30 år, men har naturligvis været brugt noget længere. Jeg kan huske det tilbage fra omkring Charlottes fødsel i 1976, men hvornår det kom ind i sproget, ved jeg ikke; det kan sagtens være langt ældre. 
Samme ordbogsoptagelse håber jeg sker for baby shower, hvilket jeg synes er et godt ord for fænomenet, men som vi ikke har et ord for på dansk. Det er endnu ikke optaget, men jeg kan se, at det efterhånden er almindelig brugt.
Den slags sprogudvikling synes jeg er god. jeg bruger selv engelske ord og udtryk, hvis jeg ikke kan finde et dækkende på dansk, men jeg kan til gengæld ikke lide, når forretningerne fx synes det er smart at skrive SALE, når de mener udsalg. Har vi et dansk ord, kan vi lige så godt bruge det.

Det var så ikke babyshower, vi var til i går hos min niece; det var housewarming, men for os var det babyshower, for vi havde endnu ikke set den lille bebs, som nu var næsten fem måneder og en rigtig sød, glad og nem lille fyr. Jeg brugte kun ordet, fordi jeg (endnu en gang) lige var nødt til at lufte min mening om låneord – betegnelsen for et til alle tider eksisterende fænomen, som lader til at være glemt af sprogudviklingsmodstanderne.

Huset, de to unge mennesker havde købt, var dejligt, festdeltagere var der masser af, helt fra om eftermiddagen og sandsynligvis til langt ud på natten, men det havde vi ikke tænkt os at deltage i, så vi gamle gik tidligt hjem.

I dag skal vi nemlig til julefrokost. Den med min fars gren af familien, som altid bliver holdt den føste eller anden weekend i august, fordi vi alle har rigeligt at se til i julen.
Vi skal op til Bodil, og jeg skal nå at lave pastasalat og almindelig grøn salat, inden vi kører ved 12-tiden. Vi er tre grene, som skiftes til at holde julefrokosten – de tre grene, som udgøres af min farmors tre børn.

Billedet er taget på en café i Rødvig havn. Det er den sødeste, sjoveste, bedste og mest kreative anvendelse af hvide strandsten, jeg har set.
Den største af fødderne var som et toårs barns, og den mindste var i babystørrelse.

Et kongeligt sølvbryllup – blandt andet

For et godt stykke tid siden fik vi bud fra Danmarks eneste kvindelige konge – Kong Mor (hvis franske mand dog ikke glimrede ved sit fravær, fordi han er gået på pension), at vi skulle være så hjertelig velkomne til at deltage i hendes og hendes royale gemals sølvbryllupsreception, som de ville afholde denne eftermiddag i den fynske mølle. Det er et pænt stykke tid siden sidst vi har set hele den kongelige familie, så vi blev glædeligt overraskede over invitationen. Og selvfølgelig ville vi drage til Fyn for at sige tillykke til dem. Det var der temmelig mange andre, der også havde haft tid og lyst til, så det var en ren overdådighed af mad og mennesker. Meget hyggeligt.
John troede dengang, jeg fortalte ham om invitationen, at jeg måtte have misforstået det, for så godt kender vi heller ikke hinanden, selv om vi har haft nogle virkelig dejlige timer sammen. Kong Mor kunne så forsikre, at vi intet havde misforstået, og at der var en særlig grund til, at de ville se os. Den grund fik vi – og blev helt rørt.

I går var også hyggelig, for der kom Inge og Hasse en tur. Som det efterhånden er skik og brug, kørte vi en tur, hvor et af stoppene var Avnø Naturcenter og et andet var Dybsøstrømmen mellem Svinø og Dybsø … en hyggelig lille plet på danmarkskortet, som I&H ikke kendte. John og jeg har haft campingvognen med på Svinø camping mange gange mellem 1990 og 1995 – vi syntes det var sådan et skønt og fredeligt lille sted, hvor det ikke var småbørnsfamilierne, der dominerede pladsen, og der var ikke længere end at vi kunne køre derned på omkring 1½ time. Campingpladsen eksisterer ikke mere.

I dag så vi på fugle – i Fuglezoo ved Tommerup på Fyn.
Det må vi så begge med beklagelse erkende, at vi var lidt skuffede over. Det så nogle steder lidt forsømt ud, og det irriterede os begge en hel del, at omkring halvdelen af informationsskiltene om fuglene var enten forkerte eller helt manglede. Forkerte på den måde, at det ikke var den beskrevne fugl, der var i volieren. Selve teksten har sikkert været korrekt nok – bortset fra, at man i alt for stor stil excellerede i særskrevne navneord.
Ovenstående fugl er en grå krontrane – en flot fyr, som, da han (hun?) så os, kom hen og begyndte at danse for os. Og blev ved og ved … hele vejen langs hegnet ville fuglen meget gerne have vores opmærksomhed.
Ellers var det nok især tre killinger på omkring 10 uger og deres mor, vi var betaget af … de havde den blødeste og mest silkeagtige pels, jeg har set og mærket hos en kat – jeg blev næsten fristet til at smugle en af killingerne med hjem i bilen. Næsten.
Nu skal vi slet ikke noget de næste to dage – vi har helt glemt hvordan det er.

OL go home – vi kan selv i Præstø

Vi kunne lige nå at se starten, inden Heidi, Nikolaj og lille Ella kom sidst på formiddagen.
Den lokale, årlige svømmebegivenhed fandt nemlig sted i dag – omkring 75 personer havde meldt sig til at svømme strækningen fra Fjordkroen til Præstø.
4720 meter.
Ja, jeg er altså imponeret. I mine øjne er det vildt langt at svømme, men jeg nåede heller aldrig til mere end 400-meter-mærket. Jeg lærte ikke engang at redde andres liv, for hver gang jeg forsøgte mig med at bjærge, gik både den druknende og jeg ned som sten, hvilket ikke virkede særlig overbevisende. Når jeg så skulle dykke, kunne jeg kun som en prop, så den lille livredderprøve vinkede jeg hurtigt farvel til. Jeg var heldigvis rigtig god til at flyde, så jeg baserede derefter min fremtidige overlevelse ved et skibsforlis på, at hvis bare jeg kan redde mig selv, er jeg i det mindste ikke til ulejlighed; så kan andre koncentrere sig om at redde andre.

Præstø Fjordsvømning er noget af et tilløbsstykke …

Pressen var talrigt til stede – hele to repræsentanter. Jeg var lidt betaget af hende her – det er usædvanligt, at en pige har så velvoksent et udstyr mellem benene. Det kom dog lidt senere op på rette plads.
Manden på billedet var jeg endnu mere imponeret over – han tog lige turen med ét ben. Helt ung var han bestemt heller ikke. Når jeg ser billeder fra tidligere års stævner, kan jeg se, at han har deltaget flere gange. Gad vide hvor længe han kan klare den?
Jojo – det var OL og de paraolympiske lege på én gang. Vi så også en kvinde, som trak voldsomt på det ene ben, men at svømme distancen havde hun ikke desto mindre tænkt sig at forsøge sig med.

Vi behøver heller ikke de store, dyre, forhold; der vades ganske enkelt ud fra det lille stykke med sand. Den anden repræsentant for pressen ses på det det smalle billede nede til højre. De blev sendt afsted i hold á 25.
Der lines op … alle svømmerne havde på den ene arm en chip, som de skulle huske at køre over registreringsdimsen, når de nåede Præstø havn. Hvordan den blev aktiveret ved afgang, gik ikke op for mig.

Der sættes i gang – og så var de nede. De hurtigste er kun godt en time om at svømme turen, men der var små hvide heste på vandet, så jeg tror de har haft en lidt streng tur.
De fleste havde flotte, sportstrænede kroppe, men der var nogle, der var temmelig korpulente. Jeg var atter en gang imponeret.
Hvis det blev vurderet undervejs, at en svømmer ikke ville kunne nå ruten på højst 2½ time, ville vedkommende blive samlet op af en af ledsagebådene. De gad godt nok ikke ligge derude resten af dagen og vente på smølene.
Til næste år håber jeg vi har tid til at tage til Præstø havn og se dem komme ind.

---

Vinmenuen på Rønnede kro i går? Absolut anbefalelsesværdig, men den vil blive beskrevet i et senere indlæg.

Flagesalt har fået ny betydning

John har fødselsdag i dag.
Vi har ingen flagstang; det eneste jeg kan præstere af den slags, er nogle små papirflag.
Mens han kørte en tur til bageren, dækkede jeg morgenbord og satte et lille flag i saltkarret.
Nielsen var hurtig: Det kan man da kalde flagesalt!
Jo. Tøhø. Og ham, som slet ikke kan lide flagesalt …

Og ham, som hvert år storpraler med, at det altid er godt vejr på hans fødselsdag … det styrt-øsregner i dag, så det halve kan være så alt rigeligt.
Han har næsten ret, for det er næsten altid godt vejr d. 6. august, men jeg husker godt nok et par dråber på en enkelt tidligere fødselsdag eller to – jeg har drillet ham med, at det er lige som med barndommens sommerferier med evigt solskin og hvid jul hvert år – man husker det man ønsker at huske.
Denne gang er han dog blevet mobbet, for holdnufast hvor det bare står ned i tove.
Charlotte sendte en tillykke-sms fra Levkada, hvor hun bl.a. skrev, at han måtte have været sød, for dernede skinnede solen!
Tænk, lige pludselig vil manden kun tage ansvaret for vejret i Grækenland og hævder, at det er alle dagens andre fødselarers skyld, at det regner her …
Jeg er glad for, at det var sidste år han blev 70, for det havde ikke været sjovt at skulle rigge til en havefest med det vejr!
Vi fejrer ikke dagen på anden måde, end at vi i aften begiver os til den hyggelige Rønnede Kro (vi tror den er hyggelig, for den ser sådan ud udefra – vi har ikke spist der før) og lader os beværte med en 4-retters vinmenu. Dvs. det er oven i købet kun mig, der skal have vinmenuen, for John vil hellere drikke en god øl til maden.
Frederiksminde i Præstø, som fik en Michelinstjerne i år, ejer også Rønnede Kro, så jeg forestiller mig ikke, at vi vil blive skuffede over maden, selv om det naturligvis ikke er samme kok – han kan trods alt ikke være to steder på én gang.

Årets Ascot og vand i haven

I torsdags var Tim og Charlotte til det årlige Ascot, som de helst ikke vil gå glip af. Det er simpelthen så ærkeengelsk, og de elsker det begge to.
Igen i år har hun selv syet sin kjole, som denne gang er noget mere enkel end den har været ved tidligere lejligheder.
Hatten er – ligeledes som den plejer – fra Jane Corbett, og selvfølgelig har Charlotte fikset den, så den og kjolen matcher hinanden.
Mange vil nok mene, at det er noget værre overklassefis og snobberi i den absolutte topklasse, men det må de så gerne mene for vores skyld … jeg forstår godt, at de synes, det er sjovt.

Hattene, som Timothy Maltin, Esq and Mrs Timothy Maltin har på, er til gengæld ikke kun for sjov – de er et must, både for herrer og damer, hvis de vil lukkes ind, ifølge Royal Enclosures dress code. Maven må ikke være bar, og har man skulderstropper, må de ikke være for smalle. Det er ikke fordi Charlotte synes det er specielt attraktivt kun at være synlig for omverdenen som Mrs Timothy Maltin, men sådan er det – det er Tim, som er medlem.
De kom oven i købet hjem med overskud, fordi de for en gangs skyld fik satset på de rigtige heste. De spiller ikke for de store penge, men uanset indskuddets størrelse er det lidt sjovere, når man vinder – og at spille hører med til sådan en dag … er dog ikke obligatorisk, som hattene er.

Efterladt tilbage derhjemme i Den LidtStørreEndVores Stråtækte hyggede Anna og Aubrey sig i haven – under opsyn af Granny og Julian.
Man må sige, at soppebassinerne er blevet en smule større, siden Charlotte var barn.
Nu er ‘soppebassinet’ opvarmet og med filter. Det blev indviet sidste weekend, og ungerne har allerede næsten udviklet fiskehud og gæller, så meget opholder de sig i det. Det er den lille families drøm at få en indendørs swimmingpool, men der er trods alt et pænt stykke fra selv dette store bassin, så det bliver ikke lige med det samme. Siger de …

Vi gjorde det!!!

I går var vi i Tivoli, i et fantastisk sommervejr, som vist ikke fås meget bedre i hele kongeriget. Der var masser af mennesker, men ikke et eneste sted måtte vi stå i kø til forlystelserne, så børnene fik virkelig brugt deres turpas – og moderen gjorde også. John og jeg sprang over – hvis der skulle en voksen op med børnene, måtte det blive Charlotte, som i øvrigt synes det er lige så sjovt som børnene gør.
Det eneste, jeg ville prøve, var Himmelskibet. Jeg havde lovet mig selv at skulle nå at se den udsigt, inden jeg dør, så nu er også det hakket af på listen.
For vi gjorde det, gjorde vi. Charlotte, Aubie og jeg i Himmelskibet og Charlotte og Aubie i Det gyldne Tårn.

Jeg synes de var superseje, de to her – der er godt nok langt op! Og lige så langt ned i det frie fald. Aubrey sagde, da han var kommet ned: I felt completely ill on the way down! Men syg blev han ikke, og han var lidt stolt over, at han tog turen. Med rette. Synes mommer.
Det var også ret fedt at være oppe i Himmelskibet – der er en ganske god udsigt deroppefra, men jeg måtte ikke have kameraet med derop, desværre.

I dag har vi været på Stevns Klint. Det er stadig sommer, men der blæser en forholdsvis kraftig østenvind, så de kloge mødre mente det ikke var så klogt at tage en strandtursdag, som vi ellers havde talt om. I stedet blev det yndlingslegepladsen på Feddet Camping og som sagt Stevns Klint.
Hvor både John og jeg kom med ned ad trapperne. Især John var lidr forbavset over sig selv, for det troede han ikke, hans knæ kunne klare – det var samme knæ, der gjorde, at vi sagde, at hvis Charlotte ville se Møns Klint nedefra, måtte hun og Tim selv tage den tur engang ved lejlighed. John og jeg har ikke lige lyst til de 496 trin.

Der er nu også smukt nok ved Stevns. Og … miraklet skete: Aubie blev næsten ikke våd. Murphy igen. Her på denne årstid, hvor det ikke ville betyde det store, hvis uheldet var ude, var uheldet ikke ude, mens han næsten altid præsterer at blive våd fra yderst til inderst i vinterhalvåret.

Inden vi kørte hjem, gav morfar en is på havnen i Rødvig, hvor Anna forsøgte at tage arven op fra Arthur med at hive sværdet op fra stenen.
Det lykkedes ikke, og Aubie gennemskuede hvorfor: This is cheating! They’ve cemented the sword in the stone! I don’t wanna try that!

Det franske marked

Årets franske marked i Præstø, som efterhånden er blevet noget af et tilløbsstykke, kunne ikke opleves i bedre vejr, end vi gjorde i dag – og som de også havde både fredag og lørdag – med solen skinnende fra en skyfri himmel og temperaturen på omkring de 20°.
Vi havde aftalt med Ditte og Peter, at de skulle komme ned til os om lørdagen, hygge, spise noget mad og drikke noget vin, og så stå op søndag morgen tilstrækkelig tidligt til at være på markedet, når det åbnede kl. 10. Bare en halv time senere end det, kan man ikke komme til nogen steder, og biler er smidt over hele byen de mest underlige steder.

Jeg havde taget en let sommerjakke på, men det blev hurtigt for varmt.
Vi var hele markedet igennem, men købte kun af de franske specialiteter – både Ditte og jeg købte tre forskellige pølser og et par oste.
Hvert år slår markedet sidste års publikumsrekord. I 2015 var her 45.000 besøgende på de tre dage i lille Præstø – gad vide hvor mange der har været i år, hvor vejret har været så aldeles skønt og markedsegnet?

Peter og jeg købte chokolade … lækker, lækker, lækker chokolade – to lagkagestykker hver; jeg ved ikke, hvad Peter købte, men jeg købte en med rom og en med amaretto. Uf, hvor de var alt, alt for gode.

Frokosten kørte vi til Vordingborg for at indtage. Vi regnede ikke med, at der ville være en ledig kvadratcentimeter på nogen af Præstøs frokostrestauranter, og i øvrigt kender vi kun én af dem.
John og jeg spiste sidste år i januar på Borgens restaurant, som hører til museet ved Gåsetårnet, og hvor vi den dag havde en rigtig god oplevelse med den lækre mad. Ditte og Peter sætter også stor pris på veltilberedt og måske ikke 100 % traditionel mad, så dette sted turde vi godt anbefale. Ingen af os blev skuffede.

Det ser måske ikke ud af så meget, men der var ost bagefter og vi blev rigeligt mætte alle fire.
Efter frokosten gik turen atter mod Den Stråtækte, hvor vi syntes, vi kunne høre en kopkaf kalde på os.
Ved 16:30-tiden sagde de to søde mennesker farvel og tak for denne gang.
Det er en af de mange fordele ved at være flyttet så langt væk: Ens gæster bliver ofte og overnatter, fordi der er så skrækkeligt langt hjem. Det er dejligt at have så lang tid sammen, for man når at komme næsten alverden rundt i samtaleemner, når man har over et døgn at gøre godt med.

Der var en, der var to … nej, der var TRE havørne

Der er i det mindste én fordel ved at have fået rigtig vinter, medførende, at fjorden er delvist tilfrosset. Vi har en bræmme af ufrosset vand ud for hvor vi bor, sikkert fordi en bæk løber ud i fjorden 100 meter fra os, og i den bræmme ligger der masser af fugle.
Og på isen står der havørne.
I går så vi en havørn lave voldsom uro hos fuglene – det var uroen, der gjorde os opmærksom på, at der måtte være noget at kigge efter i luften, for vi så panikken hos fuglene, inden vi fik øje på ørnen.
Den dykkede lige ned i den tætte fugleflok flere gange, og det forbavsede mig, at fuglene ikke reagerede ved at flyve væk, men nøjedes med at lette en halv meter fra vandet og så lande igen – jeg kunne dog ikke se, hvilke fugle det drejede sig om, så måske er det normal adfærd fra deres side.
Jeg talte i telefon med Charlotte mens det stod på, så ingen fotografering fra min side, og John nåede det ikke, for han skulle først have rigget det store udstyr til. Efter et par minutters jagt fløj ørnen, men uden briller eller kikkert kunne jeg ikke se, om den havde en fugl i kløerne.

Jeg gider ikke mere beklage billedkvaliteten – billederne kan bruges som bevismateriale, og det må så være nok … de er nemlig endnu dårligere end sidst, fordi isbræmmen har flyttet sig lidt væk fra os
I dag så vi også havørnen jage, og ikke nok med det, vi så den få fat i fuglen og tage den med hen til isen, hvor den begyndte at fortære sit bytte.
Der gik ikke 10 sekunder, før kragerne indfandt sig og tålmodigt ventede på smulerne fra den riges bord.
Men … lige pludselig var der to havørne!

Det er måske lidt svært at se, men på det ene billede kan man se fire ben og på det andet to hoveder. Man vil også lægge mærke til, at kragerne holder en lidt mere respektfuld afstand nu, hvor der er to ørne til stede.
Da jeg havde lagt kameraet fra mig og var nærmest overstrømmende glad over det vi lige havde set, kom der gudhjælpemig en tredje ørn.
Den blev dog hurtigt jaget væk igen.
Men tre havørne i synsfeltet på én gang. Så bliver det ikke meget større.
I går så John i øvrigt en fjeldvåge – kom han frem til, for han kendte den ikke, men et opslag i fuglebogen viste, at det vist kun kunne være sådan en. Den yngler højere mod nord, men overvintrer i det sydøstlige Danmark i præcis sådanne områder, som vi har her ved Den Stråtækte, så det var en ny til afkrydsningslisten.