Hos Mommer

24. juli 2017

Dejligt besøg fra Canada

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:00
Tags: ,

Jeg vidste godt, at Lene, som, sammen med sin Finn, var så gæstfrie at huse os i flere dage, da vi ferierede i Canada og USA sidste år, skulle opholde sig et stykke tid i Danmark i løbet af denne sommer. Da vi talte om det, vidste hun ikke præcis hvornår det blev, men hun skulle nok give lyd, når hun var her, og hun lovede dengang, at hun ville forsøge at presse os ind i den særdeles stramme kalender, hun altid har, når hun er i Danmark.
Jeg forstår så glimrende, at det er svært at nå det hele … Lene har to børn og to børnebørn her; hun har en bror og hun har gamle venner, og så var der lige noget pilefletternoget, som også skulle nås. Alle skal naturligvis besøges; broderen og de to døtre, som bor langt fra hinanden, skal besøges i flere dage og sidstnævnte har naturligvis allerhøjeste prioritet, så John og jeg er heldige, hvis Lene overhovedet kan nå at besøge os i bare nogle timer.
Det er noget helt andet, end når John og jeg tager på ferie derovre og ikke skal andet. Vi er naturligvis kede af, at vi aldrig får gjort gengæld for deres store gæstfrihed, men Lene ved godt, at det ikke er viljen, der mangler.
Og så var det oven i købet lige ved slet ikke at blive til noget, for hun skrev, at det ville passe hende fint at komme og besøge os en dag fra og med tirsdag – altså i morgen – og så en eller anden dag i løbet af ugen.
“ØV nej, for hulan da, Lene, vi rejser til Sydafrika på tirsdag! Jeg kan simpelthen ikke bære at vide, at du er i Danmark i fire uger, men at vi alligevel ikke når at ses!”
Den fik hun heldigvis kringlet, således at hun kom i dag sammen med sin datter. Ih, hvor var det godt! Og meget hyggeligt også at få hilst på søde Dea.

P1070122

Vejret artede sig for en gangs skyld upåklageligt, så vi kunne sidde oppe på terrassen og spise frokosten og selvfølgelig også snakke løs i nogle timer.
Ingen billeder ellers … det tænkte jeg ikke så meget over at tage, for jeg var bare så glad over, at det kunne lade sig gøre at ses alligevel.

Der skulle være wi-fi i campen i Kruger Park, og jeg tager da også elektronikken med, men hvor effektiv forbindelsen er, ved jeg af gode grunde ikke.
Hvis der skulle blive stille her på bloggen et stykke tid, skyldes det forhåbentlig en dårlig forbindelse og ikke, at jeg er blevet til løvemad.
Jeg håber dog at kunne blogge dernedefra – under alle omstændigheder vil jeg skrive en elektronisk dagbog hver dag … om ikke andet, så for min egen hukommelses skyld, så det kan være, I bliver bombarderet med safariindlæg, når jeg er hjemme igen.
Med andre ord; hvis mit potentielle blogfravær varer mere end 14 dage, så ER jeg blevet til løvemad!

22. juni 2017

Alle har en historie at fortælle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: ,

Kristina Comes HomeAlle har en historie at fortælle, og nogle gange er der også en historie om historien, som måske er værd at fortælle:
I går standsede der en bil ud for vores hus og et ældre ægtepar steg ud. Han talte et lidt gebrokkent, men fint forståeligt dansk; hun forstod en del dansk, men talte det ikke.
De var kørt forbi, havde fået øje på vores idyl og vendte fluks om, fordi de gerne ville tage nogle billeder af af dette typisk danske hus. John stod ude i garagen og fik en lille sludder med dem, inden han kaldte på mig.
Værs’go’ – tag bare billeder, sagde John, kunne I ikke også tænke jer at se haven?
Det ville de meget gerne, så vi gik en tur rundt i haven, mens de snakkede og snakkede; han på en pudsig blanding af dansk og engelsk og hun kun på engelsk. Jeg talte engelsk til dem og John talte dansk. Det må have været forvirrende at høre på, men vi forstod glimrende hinanden alle fire. Noget af huset så de også – indefra, altså, og de tog mange billeder af have, af hus, af John og af mig, hvilket var det eneste, jeg ikke brød mig særlig meget om, men jeg kunne ikke stoppe dem, desværre, selv om jeg flere gange hårdnakket påstod, at de billeder ville blive langt bedre uden mig.
De er mormoner, og han havde været udstationeret i Danmark et par år som missionær i 1961-1963. Det er ret godt gået, at han stadig kan huske at tale dansk efter 54 års pause. Han har dog været her et par gange siden, men ikke i længere tid.
De præsenterede sig som Luana og Dennis Smith. Hans oldemor hed Kristina og hun udvandrede til USA i 1868, så han har danske rødder, hvorfor han valgte at missionere i Danmark, da han var ung. Han er skulptør – en temmelig talentfuld en af slagsen, synes jeg – og han har to værker her i landet: Kristina Comes Home, som står på Amerikakaj i København og The Mormon Immigrant Family, som står i Rebild Bakker.

De – nok især Dennis – snakkede og snakkede om deres liv, om deres seks børn, 21 børnebørn og to oldebørn, om deres liv i USA, om sine danske rødder, om sit ophold i Danmark. De spurgte til, om vi havde børn, om vi havde været i USA, og om vi kendte nogen der.
Han sagde på et tidspunkt, at vi må altså meget undskylde den måde USA er på for øjeblikket; de var SÅ flove over deres tåbelige præsident, hvortil jeg svarede, at det vel ikke var deres skyld; de har formentlig ikke stemt på den uduelige og skøre Trump, siden han finder det nødvendigt at undskylde? Nej, DET havde de så sandelig da ikke! Og så blev vi enige om at tale om mere opmuntrende emner …

Sådan kan en ganske almindelig og temmelig rutinepræget onsdag formiddag pludselig blive til en noget mere interessant onsdag formiddag.

  

Jeg er fascineret af det liv og den detaljerigdom, han har formået at få ind i sine bronzeskulpturer.

18. marts 2017

NU står verden ikke længere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , ,

John har meldt sig under Facebookfanen! Han har ellers hele tiden nægtet særdeles hårdnakket at hoppe med på den galej, men han er muligvis blevet påvirket af, at jeg tit siger Nårh, det? Det har jeg læst på Facebook, når han undrer sig over hvorfra jeg ved dette eller hint om venner eller familie.
imageSommetider glemte jeg at orientere ham, hvilket vist irriterede ham lidt indimellem.
Inge er så flink at lade Hasse logge på hendes profil, men det har jeg pure nægtet John – Hvis du vil vide hvad der sker på FB, så må du få din egen profil der! Min profil er min profil og den er ikke til låns. Punktum. Ikke engang til min mand.
Den holdning kunne han jo ikke rigtig gøre noget ved …
Min teori er, at han efterhånden var blevet en smule nysgerrig, hvad det medie angår. Da Inge, Hasse, John og jeg sad på Taverna Zorba i Aalborg og checkede ind på den, samtidig med, at vi takkede Eric for anbefalingen og næsten samtidig med, at Hasse tog et billede, som Inge lagde op, kunne jeg fornemme, at John godt kunne se, at FB måske havde sine nyttige og måske også lidt pudsige sider. Jeg tænkte dog ikke nærmere over det lige den aften, men uden at have spurgt John selv, vil jeg tro, at det var en af de mange bække små, der efterhånden blev til Facebook-åen.

Han har nu sendt venneanmodninger og accepteret andres ditto, han har uploadet profil- og baggrundsbillede, og han er foreløbig blevet medlem af to grupper … jojo, der er skam gang i ham. Han høvler rundt blandt andre fotointeresserede for at se hvad der rører sig rundtomkring.
OG han er mildt sagt irriteret over alle de reklamer og sponserede links, der hele tiden dukker op, men sådan er det bare, kunne jeg fortælle ham – der er ulemper ved stort set alt, og dette er altså Facebooks.

Jeg har, lige fra jeg mødte John første gang, syntes, at hans ansigt minder om en lidt blidere udgave af Simon Spies’ uden det store skæg. Min faster sagde det samme til mig, da hun mødte ham: “Ih hvor han ligner Spies – har du selv tænkt på det?”
Det havde jeg jo, men det var altså ikke derfor, jeg faldt for ham – og hans stemme ligner på ingen måde Spies’ stemme – heldigvis. Johns er den diametrale modsætning (nej, ikke diameNtrale – det har noget med en diameter at gøre) … han har en meget behagelig stemme, faktisk.
Hvis nogen skulle være i tvivl, er det John på det øverste billede …

12. marts 2017

Long time no see, but I saw the sea – I saw no seesaw, though

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , , ,

P1060012Sikke noget sludder i overskriften, men lidt mening giver det dog. For mig …
Der var engang, da blogtræf var noget, der kunne ske op til flere gange på et år. Det ebbede efterhånden mere og mere ud for nu nærmest at have stoppet helt, men for nogen tid siden kom der en mail fra Lene, som havde fået lyst til at se bloggere, instagrammere og andre, hun kendte fra den virtuele verden. Lene kendte selvfølgelig alle; nogle af os kendte en eller få af de andre IRL og måske lidt flere via blogland, men inden dagen i går var omme, kendte vi alle hinanden. Det var alle tiders initiativ, og der kunne ingen tvivl herske om, at vi alle 10 hyggede os i hinandens selskab. Inge var en anden af de inviterede, og hende, Hasse, John og jeg blev hurtigt enige om at lave det om til en weekendoplevelse, så vi drog mod Aalborg fredag morgen og er først lige kommet hjem.
John og Hasse måtte klare sig uden deres koners selskab lørdag eftermiddag, men da de kom og hentede os, blev de inviteret indenfor, og det endte med, at de blev, så vi var ni, der fik rester fra den gode frokostbuffet + nogle lækre hjortepølser, som Landmanden lige grillede som supplement.
Det var virkelig svært at bryde op og finde Aalborg, men det lykkedes dog til sidst …

Inge og jeg havde fået den snedige ide at kontakte Eric for at få en anbefaling eller to til, hvor man kunne forestille sig at indtage aftensmaden under Aalborgbesøget. Det blev til Taverna Zorba, som Eric har skrevet om flere gange på sin blog, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede – det var god og enkel, men rigelig mad … calamerien blev anrettet på en for os ny og dekorativ måde. Til hovedret valgte John og jeg en mixed grill. Det var der, det rigelige kom ind i billedet – jeg kunne ikke spise meget mere end halvdelen, men det var ikke fordi det ikke var godt!

P1050992P1050996

Lørdag kørte vi tidligt afsted for lige at nå at snuse til Vesterhavet og køre en tur på stranden ved Blokhus, hvor vi så en lille fiskerbåd blive trukket på land af en traktor. Fiskerne havde ikke haft fiskelykken med sig, så der var et par potentielle kunder, der måtte gå skuffede hjem igen.

P1060002

P1060014P1050990Vi boede på hotel Phønix, som er et gammelt, men udmærket hotel. Morgenmaden her var så absolut også god og rigelig, men vi undrede os dog en kende over, at der ingen bacon var, når der var både røræg, stegte pølser og stegte tomater.
Aalborg viste os masser af flotte gavlmalerier – jeg fik dog kun nogle få af de imponerende motiver i kassen … og som Inge sagde: De har store ører i Aalborg!
Jeg kan godt lide teksten til billedet af den frodige kvinde: Fred og forsoning (underskrevet Kvinder for fred). Den 8. marts hedder International Women’s Day ude i den store verden, og som samme verden ser ud, bryder jeg mig på ingen måde om vores betegnelse for dagen: Kvindernes internationale kampdag. Jeg ved naturligvis godt hvorfor den bliver kaldt sådan, men kunne man ikke fjerne kampen?

15. februar 2017

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , ,

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

P1050854P1050857

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

P1050862

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

P1050866P1050875

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

P1050877P1050876

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

P1050870

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

P1050871

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

27. januar 2017

Eske Willerslev live

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Vi havde i går den store fornøjelse at opleve biologen og DNA-forskeren Eske Willerslev for fuld udblæsning. Jeg tror så ikke, at man kan opleve ham uden fuld udblæsning … mage til dynamik skal man lede længe efter. Her er en ægte forskersjæl, som brænder af interesse og nysgerrighed. En sådan ildsjæl kan fange alle … jeg havde en smule faglig indsigt i det, han fortalte om; John ingen, men det var heller ikke nødvendigt, for han var lige så grebet som jeg – og samtlige andre tilhørere – af foredraget Når verden skælver.
Han startede med at ridse sin egen baggrund op … han har altid haft forskersjælens kerne, grundnerve: Han er voldsomt nysgerrig og han hader opgaver, hvor opgaven har et på forhånd kendt facit, hvilket var ved at forhindre hans karriere helt fra den spædeste start, fordi han kedede sig i skolen i en grad, der var tæt på at få lærerne til at ekskludere ham og hans enæggede tvillingbror – som vist er lige så stor en ildsjæl.

Han fortalte om folkevandringerne og om sin forsken for at kortlægge dem; de forhindringer han var stødt på undervejs, bl.a. den, som nok alle nytænkere på et eller tidspunkt bliver mødt med: Det der? Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Men det kunne det, og Eske W løste gåder gang på gang.
Der var et par øjenbrynsløftere undervejs. Vi ‘oprindelige’ danskere er i virkeligheden indoeuropæere “så polakkerne, som nogle har ondt af er her, vender såmænd bare tilbage til deres slægtninge”, var en af hans bevidst provokerende bemærkninger.
“Hvis ikke der er indvandring, går folket i stå”, var en anden. Aboriginerne kom til Australien for 50-60.000 år siden og har ikke blandet sig med andre i den periode, hvilket EW hævder er årsagen til, at de, på trods af deres meget rige åndelige traditioner, i stort set alle aspekter ikke er nået meget videre på de 50.000 år. Grønlænderne – inuit – er ikke de oprindelige indbyggere i Grønland; der har levet et folk deroppe før dem.
Indvandringer har dog aldrig været smertefrie, de har kostet mange liv. Indtil for nylig sloges de indvandrede og de ‘besatte’ i flere hundrede, sommetider Billedresultat for eske willerslev koneflere tusinde år og slog rask væk hinanden ihjel, inden “de fandt ud af at have sex med hinanden og fik lavet nogle børn”. I dag har verdensbilledet ændret sig, og der er mere ind- og udvandring end nogensinde. Hvordan det skal håndteres, er ikke EW’s opgave, men i går åbnede han manges øjne for nogle perspektiver, som der måske ikke lige er tænkt ind i problematikken.

Jeg synes det er tankevækkende, at klodens oprindelige folk alle behøver beskyttelse og særlige rettigheder for ikke at uddø eller blive opslugt af civilisationerne. Det underbygger EW’s påstande, at et folk går i stå uden nyt blod. Her er jeg ambivalent. Igen. Selvfølgelig skal hele befolkninger ikke udyddes, men hvorfor er de ikke interesserede i teknologiske fremskridt? Jeg er ikke så meget naturmenneske, at jeg kan tro på, at verden (nej, ikke verdenen) ville have været et bedre sted, hvis ingen var nået længere end til den tidlige jernalder.
Puha – dette sidste kunne blive en meget lang diskussion, som jeg ikke er spor interesseret i at gå ind i, så jeg vil nøjes med at slutte af med at sige, at hvis I får chancen til at opleve Eske Willerslev, så grib den!
Jeg har lige købt en bog om ham. Jeg vil vide mere om den mand og hans forskning.

14. august 2016

Housewarming, babyshower, julefrokost

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:24
Tags: , , ,

Housewarming er vist efterhånden bredt accepteret, også af modstanderne af, at engelske ord indgår i det danske sprog. Det blev optaget i retskrivningsordbogen i 1986, så det har været officielt accepteret i 30 år, men har naturligvis været brugt noget længere. Jeg kan huske det tilbage fra omkring Charlottes fødsel i 1976, men hvornår det kom ind i sproget, ved jeg ikke; det kan sagtens være langt ældre. 
Samme ordbogsoptagelse håber jeg sker for baby shower, hvilket jeg synes er et godt ord for fænomenet, men som vi ikke har et ord for på dansk. Det er endnu ikke optaget, men jeg kan se, at det efterhånden er almindelig brugt.
Den slags sprogudvikling synes jeg er god. jeg bruger selv engelske ord og udtryk, hvis jeg ikke kan finde et dækkende på dansk, men jeg kan til gengæld ikke lide, når forretningerne fx synes det er smart at skrive SALE, når de mener udsalg. Har vi et dansk ord, kan vi lige så godt bruge det.

Strandsten i en kreativ opsætning

Det var så ikke babyshower, vi var til i går hos min niece; det var housewarming, men for os var det babyshower, for vi havde endnu ikke set den lille bebs, som nu var næsten fem måneder og en rigtig sød, glad og nem lille fyr. Jeg brugte kun ordet, fordi jeg (endnu en gang) lige var nødt til at lufte min mening om låneord – betegnelsen for et til alle tider eksisterende fænomen, som lader til at være glemt af sprogudviklingsmodstanderne.

Huset, de to unge mennesker havde købt, var dejligt, festdeltagere var der masser af, helt fra om eftermiddagen og sandsynligvis til langt ud på natten, men det havde vi ikke tænkt os at deltage i, så vi gamle gik tidligt hjem.

I dag skal vi nemlig til julefrokost. Den med min fars gren af familien, som altid bliver holdt den føste eller anden weekend i august, fordi vi alle har rigeligt at se til i julen.
Vi skal op til Bodil, og jeg skal nå at lave pastasalat og almindelig grøn salat, inden vi kører ved 12-tiden. Vi er tre grene, som skiftes til at holde julefrokosten – de tre grene, som udgøres af min farmors tre børn.

Billedet er taget på en café i Rødvig havn. Det er den sødeste, sjoveste, bedste og mest kreative anvendelse af hvide strandsten, jeg har set.
Den største af fødderne var som et toårs barns, og den mindste var i babystørrelse.

10. august 2016

Et kongeligt sølvbryllup – blandt andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:42
Tags: ,

For et godt stykke tid siden fik vi bud fra Danmarks eneste kvindelige konge – Kong Mor (hvis franske mand dog ikke glimrede ved sit fravær, fordi han er gået på pension), at vi skulle være så hjertelig velkomne til at deltage i hendes og hendes royale gemals sølvbryllupsreception, som de ville afholde denne eftermiddag i den fynske mølle. Det er et pænt stykke tid siden sidst vi har set hele den kongelige familie, så vi blev glædeligt overraskede over invitationen. Og selvfølgelig ville vi drage til Fyn for at sige tillykke til dem. Det var der temmelig mange andre, der også havde haft tid og lyst til, så det var en ren overdådighed af mad og mennesker. Meget hyggeligt.
John troede dengang, jeg fortalte ham om invitationen, at jeg måtte have misforstået det, for så godt kender vi heller ikke hinanden, selv om vi har haft nogle virkelig dejlige timer sammen. Kong Mor kunne så forsikre, at vi intet havde misforstået, og at der var en særlig grund til, at de ville se os. Den grund fik vi – og blev helt rørt.

Dybsø Dybsø  (1)

I går var også hyggelig, for der kom Inge og Hasse en tur. Som det efterhånden er skik og brug, kørte vi en tur, hvor et af stoppene var Avnø Naturcenter og et andet var Dybsøstrømmen mellem Svinø og Dybsø … en hyggelig lille plet på danmarkskortet, som I&H ikke kendte. John og jeg har haft campingvognen med på Svinø camping mange gange mellem 1990 og 1995 – vi syntes det var sådan et skønt og fredeligt lille sted, hvor det ikke var småbørnsfamilierne, der dominerede pladsen, og der var ikke længere end at vi kunne køre derned på omkring 1½ time. Campingpladsen eksisterer ikke mere.

Grå krontrane (2)Grå krontrane (3)Grå krontrane

I dag så vi på fugle – i Fuglezoo ved Tommerup på Fyn.
Det må vi så begge med beklagelse erkende, at vi var lidt skuffede over. Det så nogle steder lidt forsømt ud, og det irriterede os begge en hel del, at omkring halvdelen af informationsskiltene om fuglene var enten forkerte eller helt manglede. Forkerte på den måde, at det ikke var den beskrevne fugl, der var i volieren. Selve teksten har sikkert været korrekt nok – bortset fra, at man i alt for stor stil excellerede i særskrevne navneord.
Ovenstående fugl er en grå krontrane – en flot fyr, som, da han (hun?) så os, kom hen og begyndte at danse for os. Og blev ved og ved … hele vejen langs hegnet ville fuglen meget gerne have vores opmærksomhed.
Ellers var det nok især tre killinger på omkring 10 uger og deres mor, vi var betaget af … de havde den blødeste og mest silkeagtige pels, jeg har set og mærket hos en kat – jeg blev næsten fristet til at smugle en af killingerne med hjem i bilen. Næsten.
Nu skal vi slet ikke noget de næste to dage – vi har helt glemt hvordan det er.

7. august 2016

OL go home – vi kan selv i Præstø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: ,

Vi kunne lige nå at se starten, inden Heidi, Nikolaj og lille Ella kom sidst på formiddagen.
Den lokale, årlige svømmebegivenhed fandt nemlig sted i dag – omkring 75 personer havde meldt sig til at svømme strækningen fra Fjordkroen til Præstø.
4720 meter.
Ja, jeg er altså imponeret. I mine øjne er det vildt langt at svømme, men jeg nåede heller aldrig til mere end 400-meter-mærket. Jeg lærte ikke engang at redde andres liv, for hver gang jeg forsøgte mig med at bjærge, gik både den druknende og jeg ned som sten, hvilket ikke virkede særlig overbevisende. Når jeg så skulle dykke, kunne jeg kun som en prop, så den lille livredderprøve vinkede jeg hurtigt farvel til. Jeg var heldigvis rigtig god til at flyde, så jeg baserede derefter min fremtidige overlevelse ved et skibsforlis på, at hvis bare jeg kan redde mig selv, er jeg i det mindste ikke til ulejlighed; så kan andre koncentrere sig om at redde andre.

Fjordkroen-Præstø 4750 meter (5)

Præstø Fjordsvømning er noget af et tilløbsstykke …

Fjordkroen-Præstø 4750 meter (2)Fjordkroen-Præstø 4750 meter (6)Fjordkroen-Præstø 4750 meter (7)

Pressen var talrigt til stede – hele to repræsentanter. Jeg var lidt betaget af hende her – det er usædvanligt, at en pige har så velvoksent et udstyr mellem benene. Det kom dog lidt senere op på rette plads.
Manden på billedet var jeg endnu mere imponeret over – han tog lige turen med ét ben. Helt ung var han bestemt heller ikke. Når jeg ser billeder fra tidligere års stævner, kan jeg se, at han har deltaget flere gange. Gad vide hvor længe han kan klare den?
Jojo – det var OL og de paraolympiske lege på én gang. Vi så også en kvinde, som trak voldsomt på det ene ben, men at svømme distancen havde hun ikke desto mindre tænkt sig at forsøge sig med.

Fjordkroen-Præstø 4750 meter (9)Fjordkroen-Præstø 4750 meter (12)

Vi behøver heller ikke de store, dyre, forhold; der vades ganske enkelt ud fra det lille stykke med sand. Den anden repræsentant for pressen ses på det det smalle billede nede til højre. De blev sendt afsted i hold á 25.
Der lines op … alle svømmerne havde på den ene arm en chip, som de skulle huske at køre over registreringsdimsen, når de nåede Præstø havn. Hvordan den blev aktiveret ved afgang, gik ikke op for mig.

Fjordkroen-Præstø 4750 meter (14)Fjordkroen-Præstø 4750 meter (15)

Der sættes i gang – og så var de nede. De hurtigste er kun godt en time om at svømme turen, men der var små hvide heste på vandet, så jeg tror de har haft en lidt streng tur.
De fleste havde flotte, sportstrænede kroppe, men der var nogle, der var temmelig korpulente. Jeg var atter en gang imponeret.
Hvis det blev vurderet undervejs, at en svømmer ikke ville kunne nå ruten på højst 2½ time, ville vedkommende blive samlet op af en af ledsagebådene. De gad godt nok ikke ligge derude resten af dagen og vente på smølene.
Til næste år håber jeg vi har tid til at tage til Præstø havn og se dem komme ind.


Vinmenuen på Rønnede kro i går? Absolut anbefalelsesværdig, men den vil blive beskrevet i et senere indlæg.

6. august 2016

Flagesalt har fået ny betydning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:29
Tags:

John har fødselsdag i dag.
Vi har ingen flagstang; det eneste jeg kan præstere af den slags, er nogle små papirflag.
P1030543Mens han kørte en tur til bageren, dækkede jeg morgenbord og satte et lille flag i saltkarret.
Nielsen var hurtig: Det kan man da kalde flagesalt!
Jo. Tøhø. Og ham, som slet ikke kan lide flagesalt …

Og ham, som hvert år storpraler med, at det altid er godt vejr på hans fødselsdag … det styrt-øsregner i dag, så det halve kan være så alt rigeligt.
Han har næsten ret, for det er næsten altid godt vejr d. 6. august, men jeg husker godt nok et par dråber på en enkelt tidligere fødselsdag eller to – jeg har drillet ham med, at det er lige som med barndommens sommerferier med evigt solskin og hvid jul hvert år – man husker det man ønsker at huske.
Denne gang er han dog blevet mobbet, for holdnufast hvor det bare står ned i tove.
Charlotte sendte en tillykke-sms fra Levkada, hvor hun bl.a. skrev, at han måtte have været sød, for dernede skinnede solen!
Tænk, lige pludselig vil manden kun tage ansvaret for vejret i Grækenland og hævder, at det er alle dagens andre fødselarers skyld, at det regner her …
imageJeg er glad for, at det var sidste år han blev 70, for det havde ikke været sjovt at skulle rigge til en havefest med det vejr!
Vi fejrer ikke dagen på anden måde, end at vi i aften begiver os til den hyggelige Rønnede Kro (vi tror den er hyggelig, for den ser sådan ud udefra – vi har ikke spist der før) og lader os beværte med en 4-retters vinmenu. Dvs. det er oven i købet kun mig, der skal have vinmenuen, for John vil hellere drikke en god øl til maden.
Frederiksminde i Præstø, som fik en Michelinstjerne i år, ejer også Rønnede Kro, så jeg forestiller mig ikke, at vi vil blive skuffede over maden, selv om det naturligvis ikke er samme kok – han kan trods alt ikke være to steder på én gang.

20. juni 2016

Årets Ascot og vand i haven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags: , ,

I torsdags var Tim og Charlotte til det årlige Ascot, som de helst ikke vil gå glip af. Det er simpelthen så ærkeengelsk, og de elsker det begge to.
Igen i år har hun selv syet sin kjole, som denne gang er noget mere enkel end den har været ved tidligere lejligheder.
Hatten er – ligeledes som den plejer – fra Jane Corbett, og selvfølgelig har Charlotte fikset den, så den og kjolen matcher hinanden.
Mange vil nok mene, at det er noget værre overklassefis og snobberi i den absolutte topklasse, men det må de så gerne mene for vores skyld … jeg forstår godt, at de synes, det er sjovt.

Ascot 2016Ascot tea

Picking winners - AscotHattene, som Timothy Maltin, Esq and Mrs Timothy Maltin har på, er til gengæld ikke kun for sjov – de er et must, både for herrer og damer, hvis de vil lukkes ind, ifølge Royal Enclosures dress code. Maven må ikke være bar, og har man skulderstropper, må de ikke være for smalle. Det er ikke fordi Charlotte synes det er specielt attraktivt kun at være synlig for omverdenen som Mrs Timothy Maltin, men sådan er det – det er Tim, som er medlem.
De kom oven i købet hjem med overskud, fordi de for en gangs skyld fik satset på de rigtige heste. De spiller ikke for de store penge, men uanset indskuddets størrelse er det lidt sjovere, når man vinder – og at spille hører med til sådan en dag … er dog ikke obligatorisk, som hattene er.

Efterladt tilbage derhjemme i Den LidtStørreEndVores Stråtækte hyggede Anna og Aubrey sig i haven – under opsyn af Granny og Julian.
Man må sige, at soppebassinerne er blevet en smule større, siden Charlotte var barn.
Nu er ‘soppebassinet’ opvarmet og med filter. Det blev indviet sidste weekend, og ungerne har allerede næsten udviklet fiskehud og gæller, så meget opholder de sig i det. Det er den lille families drøm at få en indendørs swimmingpool, men der er trods alt et pænt stykke fra selv dette store bassin, så det bliver ikke lige med det samme. Siger de …

Eet's the tinsiesVand i haven 3

2. juni 2016

Vi gjorde det!!!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: , ,

I går var vi i Tivoli, i et fantastisk sommervejr, som vist ikke fås meget bedre i hele kongeriget. Der var masser af mennesker, men ikke et eneste sted måtte vi stå i kø til forlystelserne, så børnene fik virkelig brugt deres turpas – og moderen gjorde også. John og jeg sprang over – hvis der skulle en voksen op med børnene, måtte det blive Charlotte, som i øvrigt synes det er lige så sjovt som børnene gør.
Det eneste, jeg ville prøve, var Himmelskibet. Jeg havde lovet mig selv at skulle nå at se den udsigt, inden jeg dør, så nu er også det hakket af på listen.
For vi gjorde det, gjorde vi. Charlotte, Aubie og jeg i Himmelskibet og Charlotte og Aubie i Det gyldne Tårn.

P1020317P1020316

Jeg synes de var superseje, de to her – der er godt nok langt op! Og lige så langt ned i det frie fald. Aubrey sagde, da han var kommet ned: I felt completely ill on the way down! Men syg blev han ikke, og han var lidt stolt over, at han tog turen. Med rette. Synes mommer.
Det var også ret fedt at være oppe i Himmelskibet – der er en ganske god udsigt deroppefra, men jeg måtte ikke have kameraet med derop, desværre.

P1020319P1020322

I dag har vi været på Stevns Klint. Det er stadig sommer, men der blæser en forholdsvis kraftig østenvind, så de kloge mødre mente det ikke var så klogt at tage en strandtursdag, som vi ellers havde talt om. I stedet blev det yndlingslegepladsen på Feddet Camping og som sagt Stevns Klint.
Hvor både John og jeg kom med ned ad trapperne. Især John var lidr forbavset over sig selv, for det troede han ikke, hans knæ kunne klare – det var samme knæ, der gjorde, at vi sagde, at hvis Charlotte ville se Møns Klint nedefra, måtte hun og Tim selv tage den tur engang ved lejlighed. John og jeg har ikke lige lyst til de 496 trin.

P1020355

Der er nu også smukt nok ved Stevns. Og … miraklet skete: Aubie blev næsten ikke våd. Murphy igen. Her på denne årstid, hvor det ikke ville betyde det store, hvis uheldet var ude, var uheldet ikke ude, mens han næsten altid præsterer at blive våd fra yderst til inderst i vinterhalvåret.

P1020345

Inden vi kørte hjem, gav morfar en is på havnen i Rødvig, hvor Anna forsøgte at tage arven op fra Arthur med at hive sværdet op fra stenen.
Det lykkedes ikke, og Aubie gennemskuede hvorfor: This is cheating! They’ve cemented the sword in the stone! I don’t wanna try that!

P1020360

8. maj 2016

Det franske marked

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: , ,

Årets franske marked i Præstø, som efterhånden er blevet noget af et tilløbsstykke, kunne ikke opleves i bedre vejr, end vi gjorde i dag – og som de også havde både fredag og lørdag – med solen skinnende fra en skyfri himmel og temperaturen på omkring de 20°.
Vi havde aftalt med Ditte og Peter, at de skulle komme ned til os om lørdagen, hygge, spise noget mad og drikke noget vin, og så stå op søndag morgen tilstrækkelig tidligt til at være på markedet, når det åbnede kl. 10. Bare en halv time senere end det, kan man ikke komme til nogen steder, og biler er smidt over hele byen de mest underlige steder.

IMG_5798

Jeg havde taget en let sommerjakke på, men det blev hurtigt for varmt.
Vi var hele markedet igennem, men købte kun af de franske specialiteter – både Ditte og jeg købte tre forskellige pølser og et par oste.
Hvert år slår markedet sidste års publikumsrekord. I 2015 var her 45.000 besøgende på de tre dage i lille Præstø – gad vide hvor mange der har været i år, hvor vejret har været så aldeles skønt og markedsegnet?
IMG_5804

Peter og jeg købte chokolade … lækker, lækker, lækker chokolade – to lagkagestykker hver; jeg ved ikke, hvad Peter købte, men jeg købte en med rom og en med amaretto. Uf, hvor de var alt, alt for gode.

IMG_5807IMG_5810

Frokosten kørte vi til Vordingborg for at indtage. Vi regnede ikke med, at der ville være en ledig kvadratcentimeter på nogen af Præstøs frokostrestauranter, og i øvrigt kender vi kun én af dem.
John og jeg spiste sidste år i januar på Borgens restaurant, som hører til museet ved Gåsetårnet, og hvor vi den dag havde en rigtig god oplevelse med den lækre mad. Ditte og Peter sætter også stor pris på veltilberedt og måske ikke 100 % traditionel mad, så dette sted turde vi godt anbefale. Ingen af os blev skuffede.

IMG_5827IMG_5832

Det ser måske ikke ud af så meget, men der var ost bagefter og vi blev rigeligt mætte alle fire.
Efter frokosten gik turen atter mod Den Stråtækte, hvor vi syntes, vi kunne høre en kopkaf kalde på os.
Ved 16:30-tiden sagde de to søde mennesker farvel og tak for denne gang.
Det er en af de mange fordele ved at være flyttet så langt væk: Ens gæster bliver ofte og overnatter, fordi der er så skrækkeligt langt hjem. Det er dejligt at have så lang tid sammen, for man når at komme næsten alverden rundt i samtaleemner, når man har over et døgn at gøre godt med.

19. januar 2016

Der var en, der var to … nej, der var TRE havørne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: ,

Der er i det mindste én fordel ved at have fået rigtig vinter, medførende, at fjorden er delvist tilfrosset. Vi har en bræmme af ufrosset vand ud for hvor vi bor, sikkert fordi en bæk løber ud i fjorden 100 meter fra os, og i den bræmme ligger der masser af fugle.
Og på isen står der havørne.
I går så vi en havørn lave voldsom uro hos fuglene – det var uroen, der gjorde os opmærksom på, at der måtte være noget at kigge efter i luften, for vi så panikken hos fuglene, inden vi fik øje på ørnen.
Den dykkede lige ned i den tætte fugleflok flere gange, og det forbavsede mig, at fuglene ikke reagerede ved at flyve væk, men nøjedes med at lette en halv meter fra vandet og så lande igen – jeg kunne dog ikke se, hvilke fugle det drejede sig om, så måske er det normal adfærd fra deres side.
Jeg talte i telefon med Charlotte mens det stod på, så ingen fotografering fra min side, og John nåede det ikke, for han skulle først have rigget det store udstyr til. Efter et par minutters jagt fløj ørnen, men uden briller eller kikkert kunne jeg ikke se, om den havde en fugl i kløerne.

IMG_5348IMG_5349

Jeg gider ikke mere beklage billedkvaliteten – billederne kan bruges som bevismateriale, og det må så være nok … de er nemlig endnu dårligere end sidst, fordi isbræmmen har flyttet sig lidt væk fra os
I dag så vi også havørnen jage, og ikke nok med det, vi så den få fat i fuglen og tage den med hen til isen, hvor den begyndte at fortære sit bytte.
Der gik ikke 10 sekunder, før kragerne indfandt sig og tålmodigt ventede på smulerne fra den riges bord.
Men … lige pludselig var der to havørne!

IMG_5352IMG_5353

Det er måske lidt svært at se, men på det ene billede kan man se fire ben og på det andet to hoveder. Man vil også lægge mærke til, at kragerne holder en lidt mere respektfuld afstand nu, hvor der er to ørne til stede.
Da jeg havde lagt kameraet fra mig og var nærmest overstrømmende glad over det vi lige havde set, kom der gudhjælpemig en tredje ørn.
Den blev dog hurtigt jaget væk igen.
Men tre havørne i synsfeltet på én gang. Så bliver det ikke meget større.
I går så John i øvrigt en fjeldvåge – kom han frem til, for han kendte den ikke, men et opslag i fuglebogen viste, at det vist kun kunne være sådan en. Den yngler højere mod nord, men overvintrer i det sydøstlige Danmark i præcis sådanne områder, som vi har her ved Den Stråtækte, så det var en ny til afkrydsningslisten.

11. januar 2016

ENDELIG lykkedes det!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: ,

Nu har vi pralet så mange gange med, at havørnen flyver lige uden for vores vinduer. Næsten lige uden for vores vinduer … den flyver naturligvis nede ved vandet, og selv om der kun er omkring 100 meter derned, er det endnu ikke lykkedes mig at fange den flotte fugl i flugten.
Inge hævder hårdnakket, at det er tom snak fra min side, i hvert fald indtil jeg har bevist det modsatte.

Havørnen (5) (2)

Værsågod, kære skeptikere – her er den, serveret på et sølvfad isfad. Den var så venlig at stå på isbræmmen i en halv times tid, så der var masser af tid til at fotografere den. Selvfølgelig vil jeg helst have ørnen i flugt, og det lykkes måske også en dag, men indtil videre er jeg tilfreds med disse billeder.

Det er altså en ordentlig krabat, sådan en. På et tidspunkt stod der en krage eller en råge ved siden af den. Ingen af dem er en lille fugl, men ved siden af havørnen her så den meget lille ud.

Havørnen (5) (3)

Disse billeder vinder afgjort ingen fotokonkurrencer … de er taget på fuld zoom; dvs. x200, hvilket er alt, hvad mit Canon kan trække. Zoomen er ikke lineær, således at forstå, at på en linje fra 0-100 sidder 50-punktet cirka hvor 75 ville være, hvis det var lineært. x100 sender advarselslys ud til mig og x200 anbefales det ikke at bruge overhovedet. Hvorfor det så er en mulighed, kan man jo undre sig over, men havørnen her er taget på x200, og det taget i betragtning er billederne acceptable.
Isbræmmen lå meget langt fra huset; med det blotte øje kunne jeg kun lige ane ørnen som en sort prik.
Nu er det vel en havørn? Jeg har før kvajet mig mht. rovfugleidentifikation … fx angiver min kilde, at næbbet skal være gult, og det er denne fugls næb ikke. Lidt gult, men ikke helt gult. Ungfugl?

28. september 2015

Et historisk blogtræf!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: , ,

Hvor heldig har man lov at være? Først arrangerede Jørgen og jeg et blogtræf i slutningen af september, hvor vi beskedent krydsede fingre for, at det i det mindste ikke ville regne, og fik et vejr, der var en julidag værdig. Dernæst udrettede samme Jørgen små mirakler og fik en af beboerne på Vemmetofte til at vise rundt og fortælle ikke blot om klostret og lidt af dets historie, men også om, hvordan det er at bo der i dag i en af lejlighederne.

P1080514

Vi gik først ud til den den store Musesten, om hvilken der florerer op til flere mere eller mindre sandsynlige forklaringer på, hvorfor den ligger lige her.
Dernæst gik turen til Vemmetofte Kloster, hvor vi gik lidt rundt i parken, mens Jørgen fortalte en masse. Han er født i det gamle apotek i Vemmetofte, og begge hans forældre har arbejdet på klostret.

P1080521

John og jeg har kørt forbi det smukke kloster snesevis af gange, men har naturligvis aldrig været inden for dets døre. Det var i mange år et såkaldt adeligt jomfrukloster, til hvilket aristokratiet indforskrev døtrene i en tidlig alder, for sæt nu de ikke blev gift … hvad i alverden skulle man så stille op med dem? I endnu ældre dage blev de nonner, sandsynligvis ikke med deres gode vilje, men efter reformationen nedlagdes de fleste af landets ‘rigtige’ klostre. Man fortsatte med konceptet, men de skulle ikke længere aflægge nonneløfte. Der er en fin artikel om dets historie her, og Jørgen har en blog om det her, hvor P1080543P1080538historien har en langt mere personlig tilgang.

Marianne Zenius Kreutzmann, som er kulturetnolog, bebor i dag en af lejlighederne, og hun gad godt vise os nysgerrige rundt i klostret – og så sandelig også sin egen lejlighed. Marianne har boet i Provence i mange år og har skrevet kulturhistoriske kogebøger om det provencalske køkken. Hun var en levende formidler og vi var alle 10 meget glade for at have fået denne mulighed, hun gav os i går.
Vi startede i klosterkirken, som også fungerer som almindelig sognekirke. Dronning Margrethe II, som er protektor for klostret, har broderet messehagelen i 2010.
I mange af rummene i klostret sås smukke, gamle gyldenlædertapeter; nogle steder med matchende stole.
Hvad der (også) imponerede mig var, at det ikke er et museum, hvor tingene dårligt nok må kigges på og da slet ikke berøres; dette er et hjem for et antal ganske almindelige mennesker – næsten da – som bor her og bruger alle rummene. I ét rum spises der; i et andet drikkes kaffen måske. Så er der værelset, hvor man kan sidde og læse dagens aviser og så videre og så videre.
Beboerne laver selv deres morgenmad, men får en udsøgt frokost og to retter til aften. Marianne læste en ugemenu op for os – jeg ville blive tromletyk på rekordtid, hvis jeg boede på Vemmetofte …

Herunder er spisestuen. Marianne sidder altid ved dette lange bord og spiser. Som det måske kan ses på bordenes opstilling, er der nogle, der foretrækker at sidde alene; andre at sidde to og to – man kan få det, næsten som man vil have det.
Det bliver husket, at den-og-den vil have kaffen i en stor tekop, den-og-den drikker vand osv. – alle små særheder/ønsker bliver husket og efterlevet.

P1080555

Det er ikke et alderdomshjem. Rollatorer og rullestole er ikke en mulighed her, så man skal være selvhjulpen.
Det var simpelthen så interessant at høre Marianne fortælle – også om den udvikling, der er sket bare på de 4½ år, hun har boet her. Uden at gå i detaljer kan jeg røbe, at hendes egne ord var, at 68-generationen er rykket ind på Vemmetofte Kloster …
Der er nu ærlig talt visse repræsentanter for 68-generationen, jeg har temmelig svært ved at se for mig i disse omgivelser, men Marianne uddybede, og vi kunne sagtens se, hvad hun mente.

P1080563

Dagen afsluttedes i Den Stråtækte, hvor vi til alles store glæde kunne sidde oppe på terrassen og indtage kaffen, bollerne og konfektkagen. Herligt, herligt, herligt – alene det at kunne fremvise alle de bare arme d. 27. september …
Jørgen skrev til mig i dag, at han havde været så betaget af udsigten, at han helt glemte at trykke på knappen, da han tog et billede af den …
Deltagerne var Conny, Kisser, Inge og Hasse, Pia og Allan, Jørgen med hustru, samt selvfølgelig John og undertegnede.
Det var godt, hyggeligt, dejligt, interessant og tåler nok en gentagelse på et eller andet tidspunkt.
Det er altid rart at få sat ansigter på de mennesker, man i forvejen føler, at man kender allerede.

26. september 2015

En skøn aften – og en næsten helt overklippet navlestreng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , , , , ,

Det Fast Sammentømrede Engelskhold var her i aftes. Det meste af det … og så kan I måske med rette spørge, hvor sammentømret det så er …
Det ene afbud var fra en, der simpelthen ikke kunne få det til at passe ind i kalenderen, lige meget hvad vi gjorde, og det andet var fra en der, sammen med sin mand, “er begyndt at puffe lidt til en golfbold, og da jeg omsider havde fundet ud af at ramme bolden, ramte jeg i min iver ud i luften et par gange med et vrid/hold i ryggen til følge. Det gør så ondt så ondt – har været til kiropraktor i dag for 3. gang og skal igen i morgen … kan ingenting overhovedet … sjældent har jeg været ude for lignende – det er voldsomt smertefuldt og gør mig bare passiv og stille”. Uf da altså.
Den stakkels kvinde skulle have nøjedes med at puffe til den golfbold; hun er stadig totalt smertelammet og dermed lige så totalt inaktiv.

P1080504

Det blev altså til fem ud af syv. Det var der ikke noget at gøre ved – desuagtet havde vi det som vanligt herligt i hinandens selskab og kunne sagtens snakke for alle syv. De havde taget tidligt fri fra arbejde for at kunne være hernede, mens det endnu var lyst. Der er jo en laaaang vej fra Hørsholm.
Beklager den elendige billedkvalitet, men det var hvad det blev til fra min side i aftes – de fik hver et par af mine hjemmestrikkede futter på, som ligger til fri afbenyttelse i en kurv ude i entreen. Malene spurgte, om jeg kunne lokkes til at strikke et par til hende, for hun havde aldrig før haft så varme fødder – hun frøs normalt næsten altid om dem.
Det kunne jeg ikke stå for, så hun fik sit par med hjem. Det kan være hun nærmest flytter ind i dem, som Anna og Aubrey gjorde, da de blev introduceret til dem. Futterne er tudegrimme, men effektive. Lige som mig, tøhø … man skal ikke lade sig narre af udseendet …

Jeg har filosoferet lidt i de sidste par dage, fordi det var forhenværende kolleger, der skulle komme.
Efter at have været jobstoppet i over 2½ år, har jeg vist endelig klippet navlestrengen over til min gamle arbejdsplads. Jeg har gennem et stykke tid mere og mere kunnet mærke, hvordan jeg Viberne spejler sig i fjordenfår det på stadig større afstand. Jeg har ikke længere den samme lyst til at kigge forbi og få en sludder (ikke at jeg gjorde det, men lysten var der ofte). Jeg gider ikke engang rigtig køre op til vinsmagningerne længere – har kun været til to af arrangementerne i år.
Veteranklubben holder møde den 5. oktober, og det var lige før, jeg meldte afbud til den, fordi det er dagen efter, at jeg har været på Fyn hele weekenden til strikkefestival. Dog også kun lige før – jeg meldte mig til, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil fortryde det, men jeg var forbavset over, at jeg overhovedet fik tanken om at melde fra – det var det, der fik mig til at tænke på moderbindinger, navlestrenge og den slags.
Faktisk er den eneste streng, jeg overhovedet ikke har lyst til at klippe over, netop den, der bevægede sig helt til Præstø i aftes. Det hold håber jeg virkelig på har lyst til at blive ved med at mødes, selv om der nu er to af os, der er jobstoppet. Indtil videre er der heldigvis ikke tegn på andet, så jeg er glad.
Er det normalt, at man er så længe om at slippe? Jeg kender egentlig ikke særlig mange pensionister, der har været så længe på en og samme arbejdsplads, så jeg har ikke nogen at udveksle erfaringer med. Andet end en af veteranerne, som er blevet veteran siden sidste møde. Hun nåede at være der i 39 år, så hende må jeg lige have en sludder med. Jeg ved dog, at hun, lige som mig, stornyder pensionisttilværelsen – det er jo ikke ligefrem, fordi vi sidder derhjemme og græder …

22. september 2015

Næste søndags blogtræf – og andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , , , ,

Det lader til, at vi bliver 11 + en ‘måske’ på søndag. Et glimrende tal, og vi kan godt være i Den Stråtækte til en kopkaf.
Hvis der er nogen, der ikke er selvtransporterende, samler John og jeg op ved Faxe Ladeplads station kl. 12 præcis.
Man kan lige nå at melde sig til (via en kommentar eller en mail til mig), hvis man skulle have lyst til at deltage.


Karl Johan

Der var Karl Johan i dag, så Ellen er glad.
Der blev ikke sat en ny sverigesrekord, men det blev da til 1234 gram, og lidt har også ret.

I går havde jeg (for) meget tøj på, og alligevel fandt en flåt ind på min mave gennem en T-shirt, en sweatshirt og en regnjakke. Imponerende stædighed, må man sige. Jeg opdagede den ved, at det begyndte at klø her til formiddag. Sådan reagerer jeg heldigvis altid på flåter, inden de har siddet et døgn, så jeg er optimist og tror ikke, de nogensinde når at sidde 24 timer eller mere på mig, inden de bliver pillet af.

I dag fik jeg til min store irritation en luseflue i håret. De er SÅ irriterende, for de kan trykke sig helt flade og er næsten umulige at få ud, når de først er kommet i ens hår. Deres værter er normalt ikke mennesker, men jeg ved ikke, hvad den forvekslede mig med.

Det er faktisk ikke småting, man udsætter sig for bare for at få lidt svampe i hus … vi gik oven i købet rundt i skoven i regnvejr, men Nielsen skulle absolut sove til middag, mens det var fint vejr, så der var ikke noget at gøre, hvis vi skulle ud i dag, og det skulle vi.

13. september 2015

Til fest i Mørke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:53
Tags: ,

P1080332Vi har været til familiefest i Mørke. Der var sikkert nogen, der havde været ude at tisse i Løgten …

Aj, hvor den var plat. Vi var faktisk ikke engang i Mørke, men tæt nok på til, at platheden trængte sig på.
Fætter-kusinefest var det – med færre deltagere, end vi plejer at være, men hyggeligt nok var det bestemt alligevel.
Vi havde Merete med i bilen, og vi drog afsted tidligt fredag morgen, fordi vi ville have noget ud af det, nu vi alligevel skulle en tur over broen.
Vi ville gerne se terrakottafigurudstillingen på Moesgard Museum, og da Merete ikke havde været der før, tog vi lige resten af museet med, så jeg fik et gensyn med den lille Lucy og Hobitten fra Flores.
De ser simpelthen så finurlige og skælmske ud, de to små damer, og jeg kom til at holde af dem allerede da vi så dem første gang.
Terrakottafigurerne var også interessante at se – mest interessant var det dog at læse de mange skriverier rundt omkring om livet i Kina dengang for så mange år siden, hvor Den Første Kejser huserede.
For det var jo det, han gjorde. Huserede. Raserede. Indtog. Erobrede. Byggede KÆMPEstore paladser – tilstrækkelig med arbejdskraft var lige som ikke noget problem, jo.

P1080340P1080341

P1080379Fredag Moesgård og spise til aften i Århus Midtby med kaffe ved åen. Udendørs, selv om det regnede, men det var dejlig mildt, så med en parasol over gik det glimrende.
Lørdag blev det Ebeltoft og et husflids- og madmarked på Stenalt Gods. Eftermiddag og aften familietræf.
Søndag morgen mere familietræf over morgenmaden.
Hjem via Ry og Gl. Ry med mølle og det hele. Det er et smukt område, men holddaop for et dårligt vejr – det blev aldrig rigtig lyst i dag, og vinduesviskerne har været på overarbejde. Vi opgav derfor alle ideer om udendørs aktiviteter og begav os til Odense, hvor Meretes datter, Annemarie, lige er flyttet over og er begyndt på medicinstudiet.
Hende fik vi en god frokost og en god snak med, inden turen gik det sidste stykke hjemover.
Det har været en dejlig, en snaksom og en oplevelsesrig weekend, og vi er alle lidt mere end en anelse trætte.

Og apropos familie – rekonstruktionen af neandertaleren herunder kiggede John på i to sekunder og udbrød så: “Nej, hvor han dog ligner …” og så kom navnet på et familiemedlem.
Merete og jeg kom sådan til at grine, for John havde kun alt for ret – ligheden er faktisk temmelig slående.
Jeg skal skåne nogen for at komme nærmere ind på, hvem vi mener, men man er selvfølgelig velkommen til selv at prøve at regne ud, hvem vi tænker på.

P1080349

28. august 2015

I samarbejde med en psykolog …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: ,

Inden sommerferien var der en kommentartråd et sted, jeg husker ikke hvor, om at det kunne være hyggeligt med et blogtræf.
Det var meget moderne en overgang og fandt sted flere gange om året, men medmindre man bevidst holder mig ude, gider folk vist ikke rigtig mere at mødes med andre bloggere, for det er længe siden, jeg har hørt om et træf, der ikke har været rent privat.
En af deltagerne i omtalte tråd var Jørgen Carlsen, som jeg for nylig kontaktede for at høre, om han kunne være interesseret i at arrangere et træf ved Vemmetofte, som han har stor viden om, da han er født i Det Gamle Apotek i Vemmetofte og hans forældre begge arbejdede på Vemmetofte Kloster.

Map picture

Det var Jørgen heldigvis interesseret i, og derfor har vi arrangeret et blogtræf
søndag d. 27. september kl. 12:30 med følgende program:

  • Vi mødes ved parkeringspladsen ved Vemmetofte Strandskov
  • Spadseretur langs stranden hen til Musestenen og tilbage til bilerne – omkring 1,7 km
  • Kørsel til Vemmetofte Kloster
  • Vi går igennem parken, ser kirkegården og går forbi Prins Carls plankeværk; en tur på omkring 1,5 km – Jørgen fortæller undervejs …
  • Kørsel (ca. kl. 14:30) til Den Stråtækte, hvor John og jeg vil servere en kopkaf og et stykke kage.
    Her kan folk blive så længe de lyster – vi giver dog ikke aftensmad …

Ret til ændringer i programmet forbeholdes!
Erfaringsmæssigt plejer der ikke at være det helt store opbud til blogtræf, men skulle der mod forventning komme så mange, at Den Stråtækte bliver for lille, bliver kaffeindtagelsesstedet forlagt til Præstø Havn, formentlig Café Mocc@.
Igen afhængigt af deltagerantallet vil Jørgen forsøge, bemærk stregen under forsøge, at få arrangeret en rundvisning på klostret, men regn som udgangspunkt ikke med, at dette bliver til noget – tag det i stedet som en positiv overraskelse, hvis det sker.

I melder jer til ved at give besked via en kommentar. Vi har ikke tænkt os at være mere strikse, end at vi byder ikke-bloggende ægtefæller velkomne.
Af hensyn til de ovennævnte forbehold kan man desværre ikke bare møde op på dagen. Vi er nødt til at vide – og gerne i god tid – hvor mange vi bliver.

OPDATERING:
Jørgen har gjort mig opmærksom på, at det er en anden parkeringsplads, vi skal mødes ved, nemlig den for enden af Ny Strandskov efter Campingpladsen, der ses på kortet, når man har klikket det større og trukket det lidt mod venstre.

Tast Ny Strandskov 4, Faxe i gps’en, så kommer I det rigtige sted hen.
Beklager – for mig er der kun én parkeringsplads i Vemmetofte Strandskov, men der er altså to …

14. august 2015

Hvad hedder “white horses” på dansk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Jeg ved naturligvis godt, hvad white horses betyder, men hvad kalder man det på dansk, når vandet viser tænder? Når der kommer små eller større skumtoppe på bølgerne? Jeg har hørt en (men kun én) kalde det for kattepoter, men kender ellers ingen anden betegnelse end at ‘havet viser tænder’. Har vi en mere poetisk betegnelse for det, på linje med de hvide heste, som Tim kaldte fænomenet, da han var her?

P1070903

Det blæser 12 sekundmeter, og vi skal ud og cykle lige om lidt! Med den vind ville jeg normalt holde mig fra at cykle, men ‘man’ har inviteret beboerne langs strækningen, samt “berørte politikere”, til på en uformel måde at indvie den røde vej eller 2÷1-vej, som vi har fået langs fjorden på en strækning af 7,2 km.
Vi er meget glade for vejen, som har fået mange lastbiler til at vælge anden rute og førerne af personbiler til at køre mere forsigtigt og tage mere hensyn til cyklisterne – selv om mange af bilisterne har ret svært ved, trods tydelig og hyppig skiltning, at finde ud af, hvordan man kører korrekt på en rød vej.
Motorcyklisterne derimod … jeg har sådan en lyst til at ringe til politiet og fortælle, at et par betjente ville kunne tjene deres årsløn hjem i hastighedsbøder, hvis de ligger og lurer ved vores hus et par dage. Over halvdelen af de motorcyklister, der kører her, kører langt over den tilladte hastighed, som varierer mellem 50 og 60 km/t. Virkelig langt over – nogle af dem når jeg dårligt nok at se, inden de er væk igen. Til gengæld kan jeg høre dem meget, meget, meget tydeligt. Mange kører over 100 og nogle af dem kører 150, er jeg sikker på – det er totalt ansvarsløst og komplet sindssygt med alle de cyklister og Marjatta-børn/voksne, som færdes her. Jeg griber mig i at ønske, at sådan nogle idioter kører katastrofalt galt en dag – og at det kun går ud over dem selv, vel at mærke. Beklager. Det er absolut ikke pænt af mig at tænke sådan, men når jeg oplever den slags personager, ville jeg ønske, at motorcykler var forbudt på denne strækning. Og her er der ikke tale om, at de få ødelægger det for de mange; at flertallet kører ordentligt, for det gør flertallet ikke!
Et par af dem har jeg vist min midterste finger pegende lodret op, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de enten ikke nåede at se det, eller at de er ophøjet ligeglade med, hvad fru Nielsen i Den Stråtækte mener om dem …

Nå. I dag fra klokken 17 når en del af os måske at få generet en motorcyklist eller to, når et for mig endnu ukendt antal personer cykler frem og tilbage ad ruten for at ende på Marjatta, som giver “en forfriskning og lidt at spise”. Som sagt ville vi normalt have valgt fra at cykle i den kraftige vind, men det kunne være lidt hyggeligt at deltage, og med vores elcykler i højeste mode overlever vi nok strækningerne i modvind, vil jeg tro.
Og hvis der indfinder sig nogle af de beslutningstagende politikere, kunne jeg måske godt finde på at nævne problemet med motorcyklisterne …

6. august 2015

70 års-fødselsdag i BonBon-Land

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:56
Tags: , ,

Hvad er mere naturligt end at tilbringe sin 70 års-fødselsdag i BonBon-Land?
Ungerne havde en fest – de syntes det var alle tiders at være der. Forældrene syntes også udmærket om det, mens vi to gamle … men okay; når børnene har det godt og har haft en god dag, har det også været en god dag for os, men jeg var ærlig talt ikke imponeret. Forlystelserne var såmænd sjove nok, men det virkede for uorganiseret for os. “Køb jeres billetter online og spar både penge og tid ved indgangen.”
Vi sparede 100 kroner for os alle seks; med de priser kunne det være det samme, og det tog en krig at komme ind, fordi der sad billetpiger og skannede vores billetter og skulle fortælle samtlige gæster, at “disse kort giver gratis adgang i morgen”. Det var ikke aktuelt for os, men hun insisterede på at lire hele remsen af alligevel. Det eneste sted, der ikke var kø var der, hvor man skulle købe billetter …
Det er ikke i orden, at man skal betale for at parkere. Det er heller ikke i orden, at for hver billet, hvor stregkoden fylder 5 cm2, skal man printe et helt A4-ark med et stort farvebillede på. Altså seks ark for vores vedkommende. Jeg kan bruge mit farveblæk på mere interessante eller nødvendige ting end BonBon-Land-billetter.

P1070734

P1070733På en dag, hvor størstedelen af Danmark har besluttet at tage i BonBon-Land (og det må de have vidst på forhånd), skal man ikke deklamere, at man kun har én af de fire pizaer på kortet.

Og deres fejlbehæftede skilte – tsk, tsk, tsk …
Eksempler på disse må blive en anden gang – det skal heller ikke blive alt for negativt, for det var jo en god dag. Sindssygt varm, men god. Det var skønt at se vores medbragte to generationer børn skrige af grin og hyle af skrækblandet fryd i de forskellige forlystelser. John og jeg ventede pænt de fleste steder, men vi var med på bl.a. bæverraftingen – det var sjovt, og vi blev dejligt våde alle sammen – det kølede dejligt den næste halve times tid.

Vi havde bestilt bord på Fjordkroen, fordi vi gerne 1) ville fejre John og 2) vidste, at lysten og energien til selv at lave mad nok ikke var på det højeste efter sådan en aktiv dag.
DET var til gengæld suuupergodt. John og jeg kom der nogle gange i vore yngre dage, men det er 26 år siden sidst vi var der, så vi var lidt spændte på, om de nye ejere kunne holde den høje standard, vi kendte fra dengang.
Det kunne de og lidt mere til. Det var blevet endnu bedre, og at gå fra supergodt til suuuupersupergodt er noget af en præstation, så der skal vi hen igen. Når vi får sparet sammen … men det er da dejligt at have sådan et godt spisested bare 750 meter fra bopælen. Det er ikke noget, vi har været vant til – har altid skullet køre til Køge eller Roskilde.

P1070802P1070803P1070806

Under middagen forklarede Charlotte børnene, hvad det vil sige at mime, og vi morede os så meget over ungernes faktisk ret vellykkede forsøg på at udtrykke forskellige følelser, at det var lige før, det blev pinligt … vi var nødt til at lægge en dæmper på os selv, inden det blev det.
Aubie var dog ikke særlig god til at vise vrede, som det måske fremgår af billederne.

P1070804P1070807P1070808

I morgen må jeg hellere begynde at tænke på på lørdag … men John havde en god fødselsdag.

3. marts 2015

Om at være i benægtelsesfasen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

Jeg må virkelig være dybt inde i en benægtelsesfase for tiden.
I går ringede jeg til Charlotte, som var overrasket over, at jeg ringede … det plejer hun da ikke være?
I går sagde John, at han nok skulle køre til bageren her til morgen … Jeg svarede: Ja …? Underforstået: og???
Han spurgte, om der var et eller andet bestemt, jeg godt kunne tænke mig, og jeg svarede, at han bestemte bare hvilket brød det skulle være. Som altid … hvorfor skulle det nu være anderledes?
John sagde, at det kunne da godt være, at der var et eller andet syndigt, usundt og lækkert, jeg kunne tænke mig på min fødselsdag.
Fødselsdag! Det havde jeg fuldkommen glemt!
Det var selvfølgelig også derfor, at C havde undret sig – hun vidste jo, at vi ville komme til at have en lang samtale i dag.
Det er alderen. Det må det være. Det er ganske enkelt bare ikke interessant mere at have fødselsdag.
Da John for noget tid siden spurgte hvad jeg ønskede mig, svarede jeg, at han kan give mig en god middag i Tromsø, når vi er deroppe.
– Hvad så med mig?
– Du må stå og kigge på; jeg kan altid bede om en doggy bag – i Norge har du kun råd til én god middag!
Tøhø. Men siden har jeg altså glemt alt om, hvad der skete den 3. marts for 62 (avavav) år siden).
Det havde John ikke. Vi holder fast i den gode middag (for to), men han syntes, der skulle ligge en lille ting til mig ved morgenbordet.
Det viste sig at være et Vivofit-ur.
Han havde åbenbart luret, at jeg havde spurgt meget interesseret til funktionerne i Inges ur. Jeg ved ikke, om hendes også er et Vivofit, men mit kan vist det samme som hendes.
Det er nu parret med*) min telefon, så de to enheder kan snakke sammen og vise mig alle de spændende statistikker og om jeg overholder mine selvvalgte daglige antal skridt.
Hvis jeg beholder det på om natten, registrerer det mine bevægelser … da Inge viste mig sin graf for det, kunne jeg ikke lade være med at spørge, om hun havde været oppe lige der, hvor den slog lidt ekstra ud. Det havde hun.
Jeg tænkte (højt) på, hvordan den graf ser ud, hvis man har haft gang i privatlivet, hvortil hun svarede, at uret jo altså kan tages af … jeg må dog indrømme, at jeg er ret nysgerrig, hvad det punkt angår … men I får ikke nogen rapport!
Om morgenen bliver jeg spurgt, hvordan jeg har sovet, og hvis jeg sidder stille for længe, skal det nok gøre mig opmærksom på, at det er på tide lige at få rørt sig lidt! (Det er ikke sket endnu i dag). Der er vist også noget med røde tal – et eller andet sker der i hvert fald, hvis jeg ikke når det daglige mål.
Det må jeg hellere sørge for at nå, så i formiddags gik vi en tur på Feddet og i aften går vi hen på Fjordkroen for at se, om maden er lige så god som den var for 26 år siden, da vi sidst spiste der.

3 marts 20153 marts 2015 (2)

På Feddet er der det hele: En fed havn, miljø og toilet. De sidste to endda i samme bygning, hvilket må være en usædvanlig kombination. Uha, disse særskrivninger …
Fed Havn er ikke forkert som sådan, men jeg ville nok have valgt at kalde det Feddet Havn, især fordi det hedder Feddet.

Feddet Havn 3 marts 2015

*) Det var, hvad paired var oversat med. Det var én ting, men de havde gudhjælpemig også oversat significant figures med væsentlige figurer! Helt ude i hampen … det hedder betydende cifre på dansk.

21. januar 2015

Ligner man en million, når man ifører sig en Rockefeller?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: , ,

MaestroDer bliver strikket en del for tiden. Jeg er blevet færdig med endnu en Maestro (nummer tre!) og mit Rockefeller, som er et tørklæde/sjal, jeg startede på, da vi tog til England.
Jeg er ret vild med Rockefeller. Det er flot og alternativt tænkt – af en mand, oven i købet. Ikke fordi mænd ikke kan tænke alternative eller smarte tanker, men der går ikke tretten på dusinet af mandlige strikkedesignere, så det er en smule usædvanligt.

Rockefeller (1)

Det er min udgave til venstre … jeg ville desværre ikke have megen gavn af så slank en gine … nu skal jeg bare lære at drapere tørklædet, så jeg ligner en million i det. Der skal nok øves længe. Meget længe …
Selv om det ikke ser sådan ud, er der kun de samme to farver i den; en grå og en lys beige.

Brugsen i Karise lever fortsat op til mine brugsforventninger.
I dag kunne man se følgende skilt:

P1040942    P1040943    

Nej, min ven, en pomelo er ikke en melon og har heller aldrig været det. Desuden har du hængt det fejlagtige skilt umiddelbart ved siden af papirerne med en forklaring på, hvad en pomelo er, hvis der nu skulle være en kunde eller to, der er lige så uvidende som dig …
Tal sammen, kære kolleger. Eller se lidt ud over egen næsetip. Eller spørg, hvis du er i tvivl. Ingen kan forlange, at du skal vide alt, og jeg har måttet svare på en del unge kassemedarbejderes spørgmål om, “hvad det her er for en”. Hvis det ikke er en grønsag eller frugt, man kender hjemmefra, er det i orden ikke at vide, hvad det er, men så kunne det måske være en god ide at benytte sin ansættelse i et supermarked til at lære lidt om den slags ting.


Man kan se en komet for tiden – hvis skyerne ellers kunne forføje sig. Note to self: Må huske at sige det til Aubrey. Den hedder Lovejoy efter ham, der opdagede den så sent som i 2014, og den kan ses i sydlig retning lidt over halvvejs mellem horisonten og zenit. Dens lysstyrke forventes at stige frem til slutningen af januar, hvor den vil stå endnu højere på himlen, fordi den nærmer sig Solen. Derefter fader den og rejser langt ud i solsystemet igen, inden den vender tilbage om 8000 år.
Klart vejr ønskes, tak! Jeg er der ikke til at se den, når den vender tilbage.

5. januar 2015

Fyrværkerifestival i Tivoli

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: ,

I går, mens vi var på vej til Præstø, ringede Inge og spurgte, om vi ville med til den sidste fyrværkerifestival i Tivoli samme aften.
Efter en ultrakort konference med John kunne jeg ringe tilbage og sige, at det ville vi gerne.
Kort tid efter igen ringede Inge igen for at spørge, om vi ville komme og spise med, inden vi skulle afsted mod København – hvis vi ellers kunne leve med Hasses spaghetti bolognese. Den har vi smagt før, så vi tøvede ikke et sekund; den er nemlig særdeles lækker, ikke mindst fordi den adskiller sig fra den traditionelle.
Inge og Hasse havde også været derinde lørdag aften, men fru Sandvad var ikke tilfreds med sine billeder og havde så heldigvis en chance til igen i aftes. Der kom derfor to personer gående gennem Tivoli med store kameraer og ditto stativer. Det vil sige … der kom mange flere, det var fotoentusiasternes store aften, men jeg kendte kun de to af dem.

_MG_1486 copy

Jeg vidste med allerstørste sikkerhed, at mod de to hardcore fotografer kunne mit ellers så elskede Lumix overhovedet ikke konkurrere, så jeg gad ikke engang tage det med. I stedet ville jeg se, hvad min Samsung Galaxy kunne præstere både på video- og fotofronten.
Det gik ikke imponerende godt – og da slet ikke mht. fyrværkeriet, hvorimod John fik nogle ret gode skud i kassen.

20150104_21121520150104_211417

Galaxyen kunne til nød klare springvandet i bedste Las Vegasstil, hvor musik og lys passede sammen og gik op i en højere enhed.
Det kinesiske tårn og de smukke lysspejlinger i vandet gik også lige an, men ingen af dem tåler at blive blæst op til stor størrelse, som Johns billede gør.
Det er også ligemeget – vi så et smukt, smukt fyrværkeri og havde – som sædvanlig – en hyggelig aften i godt selskab.
Tivoli var fantastisk at gå igennem – hundredevis af små grantræer med lys i – en del store træer med tusindvis, ja, titusindvis måske, lys i, masser af tableauer af forskellig art. Tivoli, når det på én gang er for meget og aldeles vidunderligt; en synskavalkade af de mere omfangsrige.
Derfor undrede vi os i middelsvær grad, da vi mødte to personer arm i arm og med hver sin hvide stok, som på den velkendte måde afsøgte vejen foran dem. Der var ingen tvivl om, at de var totalt blinde, så hvordan de lige fandt på at tage i Tivoli til fyrværkerifestivallen, havde vi ikke umiddelbart en forklaring på … de må jo have haft deres grunde, men for mig svarer det til, at en døv tager til koncert.

Da vi nærmede os Roskilde på hjemturen, var Rustkatedralen flot oplyst indefra med røde farver, men inden vi kom i fotoafstand, var lyset slukket igen. Det ville komme igen, var Inge sikker på, men da vi ikke vidste hvornår, gad vi ikke køre ind og vente på, at det skete.
Det var nemlig ved at være sengetid for den fjerdedel af os, der stadig er arbejdsramt.

13. november 2014

På arbejde – og lidt nyt fra DR

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: , ,

I dag holdt Veteranklubben sin stiftende generalforsamling, så jeg har været på arbejde. Eller … jeg har jo ikke arbejdet – tværtimod gjorde jeg og de andre veteraner vores til, at en masse forhenværende kolleger fik arbejdet en smule mindre, end det måske ellers var planlagt i dag.
Ihhh, hvor var det altså hyggeligt! Min gamle chef var den første jeg forstyrrede, men han blev ikke den sidste. De andre blev jeg dog inviteret ind til en sludder med. Det er faktisk sin sag at komme masende og så bare gå ud fra, at folk har tid til at smide alt hvad de har i hænderne og rive noget tid ud af kalenderen, fordi det passer fruen her at beære dem med et besøg.
Der var reserveret bord til os i kantinen, og det var bare så dejligt at opleve alle de, der enten vinkede eller ligefrem kom hen og sagde hej og gav et knus. Man er ikke glemt. Endnu da … det skal jo nok ske, men foreløbig har Veteranerne besluttet at mødes i kantinen på vores fælles sidste arbejdsplads forår og efterår – og så i øvrigt annoncere næste gang vi tropper op. Der var faktisk nogle af kollegerne, der ærgrede sig over ikke at have tid til at sludre lidt mere, så næste gang skal det kunne ses i kalenderen, foreslog flere.
Det gjorde ikke spor at blive mødt med den slags reaktioner, og jeg har næsten ikke ord til at beskrive, hvor dejligt det var at hilse på (alt for få af) dem igen.
Nu skal man endelig ikke misforstå noget her: Jeg savner IKKE det at “gå på arbejde” – elsker simpelhen det frie liv, vi fører nu og ville ikke tilbage igen, om de så tilbød mig en direktørløn for det (sandsynligheden for det kan så nok heller ikke skrives uden at bruge temmelig mange nuller efter 0,…), men jeg havde et godt job, et kanongodt netværk og en masse skønne kolleger, og lige præcis dem savner jeg rigtig meget.
Nå. Jeg kan allerede nu begynde at glæde mig til næste møde i marts.

Da jeg kom hjem, lå der en mail fra Anne(s Indfald) og ventede på mig: Hun havde spottet en grinagtig rulletekst på DR2. Tak for den, Anne.

DSC_0052

Hun spurgte, hvad den der geometriske varme mon kunne være for en størrelse.
Det kan jeg godt svare på: Det er simpelthen den varme, der udvikles, når man sidder og har det dårligt og derfor storsveder over en eksamensopgave i geometri, fordi den volder problemer.
Jeg var bare ikke klar over, at det var så udbredt et fænomen, at det ligefrem kunne udnyttes i fjernvarmeanlæg …

17. oktober 2014

Elgen var en lille smule snyd

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , ,

imageElgen var en lille smule snyd, men også kun en lille smule.
Den var nemlig ægte nok, men den gik i en indhegning.
I de efterhånden mange år, vi har haft vores regelmæssige gang i Sverige, kan de gange, vi har set elge ude i naturen, tælles på to hænder, mere præcist seks gange, og de fire af dem så vi dem fra temmelig stor afstand. Sporene efter dem har vi set heroppe i haven på vintermorgener masser af gange, når der har ligget afslørende sne, men det tæller ikke rigtigt, når man ikke har set selve elgen.
Det er meget sky dyr, som søger langt ind i skovene om dagen, hvorfor det også hovedsagelig er om natten, de bliver kørt ned. Eller rettere bliver kørt ind i, for det går mindst lige så meget ud over bilen, når man på den mindst ønskelige måde træffer på det store dyr.
Jeg var engang skræmmende tæt på at køre ind i en stor elgtyr kort efter mørkets frembrud. Den stod lige midt på vejen og var totalt blændet og lammet af bilens forlygter. Jeg nærmest stod på bremsepedalen for at standse i tide, hvad jeg heldigvis lige akkurat nåede, men sikke en forskrækkelse for os alle sammen, elgen sandsynligvis inklusive. Da bilen stod stille, forsvandt den ind i den mørke skov.
Det var den ene af de to nærhedsoplevelser. Den anden var en hel del mere hyggelig: I sommeren 1997, da ødegården lige var blevet erhvervet, fik jeg øje på en ung elg, der stod lige på den anden side af vejen og nysgerrigt iagttog os. Hele familien var heroppe og i gang med forskellige udendørs aktiviteter, så jeg fik i hast samlet de fleste, mens elgen stadig stod og gloede på os. Den var, af ukendte årsager, ganske tydeligt mest interesseret i Charlotte, som fik lov at gå helt hen til den, hvilket min yngste søster kommenterede med, at den ene ko jo selvfølgelig kender den anden.
Charlotte replicerede med, at den naturligvis følte sig tryg, fordi den kunne se, at hun havde taget hele familien med!
Sådan hyggede de sig så tit, de to – de havde ofte et pingpongspil kørende til de øvrige familiemedlemmers udelte fornøjelse. Det kan de såmænd stadig have, når lejlighed byder sig, men det gør den i sagens natur ikke så ofte mere.

P1030799P1030810

P1030807På vejen hjem fra Flammefallet i går kørte vi på Älgsafari ved Markaryd; et stort indhegnet område, de har indrettet således, at man kan køre rundt i egen bil for at studere elgene.
Man må naturligvis ikke gå ud af bilen, men man må gerne åbne vinduerne.
Elgene er totalt ligeglade med os – der er vist ingen tvivl om, at de er født i fangenskab.
Den slags er jeg lidt ambivalent overfor, ganske som jeg er for alle zoologiske haver: Er det eller er det ikke synd for dyrene? De har det trygt og mangler aldrig føde, men de er buret inde.
Her i elgparken går de trods alt ikke i bur, men har et pænt stort område at boltre sig i.
Uanset hvad, greb vi i går chancen for at få nærbilleder af elge i en grad, vi aldrig vil komme til at opleve i naturen.
Der var også en bisonafdeling, men det følte vi som meget mere snyd, da Sverige ikke er et bisonland. Vi skulle dog lige kigge nu vi var her, men som sagt var det mere interessant at se på elgene.

30. august 2014

Familiens fjerde faldskærmsspring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:07
Tags: ,

Mine to (eks-)svogre har gjort det. Jeg har gjort det. Nu har min niece Camilla også gjort det. Sprunget tandemspring.
Det var så absolut en af de bedre oplevelser i mit liv, og der herskede ingen som helst tvivl om, at dette også gjaldt for Camilla – som hun strålede, ikke bare i hele ansigtet, men men nærmest med hele kroppen, da hun landede, overbeviste os alle om, hvor stort det havde været for hende. Hendes første ord bekræftede dette indtryk: “Jeg vil med op igen! Jeg vil med op igen!”

P1020969P1020971P1020972

Her starter instruktionen, og nej, billedet til venstre er ikke en, der har fejlet sit spring, men faldskærmspakkeren, der er ved at pakke skærmen til turen.
I denne klub havde de en fast pakker, mens de hvor jeg (og Camillas far) sprang, altid selv pakkede deres skærm, fordi, som de forklarede: “Så er der kun én selv at bebrejde, hvis det skulle gå galt”. Det princip kunne jeg godt lide, men det kørte de tydeligvis ikke efter her. Den lille detalje syntes jeg ikke, der var nogen grund til at nævne for Camilla.

P1020977P1020958

Sej tøs – hun var overhovedet ikke nervøs, men glædede sig til oplevelsen. Flyveturen i den lille Cessna 172 er en oplevelse i sig selv.
De blev fløjet tre kilometer op, inden de forlod flyet, hvilket gav et frit fald på ca 1500 meter, hvor de kom op på omkring 200 km/t.
Da skærmen havde foldet sig ud, brugte instruktøren de termiske vinde til at give Camilla en så lang oplevelse som muligt – hun fik sig også nogle ordentlige svingture deroppe, kunne vi se.

P1020984P1020989

William, Camillas søn, plukkede en buket blomster.
“De er til mor. Hvis hun altså klarer det.”
Det var dagens bemærkning, fremsagt med en totalt cool mine.
Men hun klarede det heldigvis og de landede i fin stil med alle fire ben på jorden.
Det ser meget drabeligt ud, når de nærmer sig, for farten er så stor, at det nærmest ser livsfarligt ud (sådan føler man det ikke selv), men instruktøren er en mester i faldskærmsbremsning, når der er lidt vind, som der var i dag. Uden vind tager man den på numsen, for så kan man ikke nå at bremse nok til at holde balancen, når man er to der lander på en gang.

P1020994P1020995

Først fik far et kram, så mor og til sidst kæresten. Glæden over oplevelsen er vist overmåde tydelig at se. Nok var hun rent fysisk landet på disse to billeder, men det tog en rum tid, inden hun mentalt kom ned på jorden igen.
Det kan stærkt anbefales at tage et tandemspring!

6. august 2014

Fødselsdag med et overraskende besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:11
Tags:

Som allerede nævnt er det Johns fødselsdag og dermed indledningen til det sidste år, hvor han kan sige, at han er i tresserne.
Av, hvor den gør ondt næste år … der er dem, der hævder, at alder kun er et tal, men det er jeg ikke helt enig i. Der sker altså ting med en undervejs, så det er ikke bare et tal; der er mere i det end som så. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg har det som jeg havde det, da jeg var 25 år. Det samme gælder for John, og hverken han eller jeg er så adrætte som vi var for små 30 år siden, da vi mødte hinanden.
Det hjælper jo ikke en pind, at man siger, at man indeni stadig føler sig som en 20-årig, når fysíkken siger noget andet.
I øvrigt ville jeg synes, at det var meget underligt, hvis man rendte rundt og opførte sig som en 20-årig, når man er ret langt på den anden side af 60 …

Snerle (3)

Nå. Uanset holdningen til tal, alder og fødselsdage, er min dejlige mand nu blevet 69 år, og jeg må sige, at jeg er imponeret over, hvor meget han kan knokle. Og knokle. Og blive ved med at knokle. Og have lidt ondt i ryggen i dag. Det taler vi så helst ikke om, men jeg tror det er rigtig godt for ham, at vi ikke skal arbejde nede ved Den Stråtækte de næste par dage.

Der er ‘afsluttere’ og der er ‘startere’. Der er nogle, der kan se helheden i det lille billede, og der er nogle, der kan se detaljen i det store billede. Der er nogle, der er matematisk analyserende, og der er nogle, der er mere følelsesmæssigt og/eller intuitivt orienterede.
Jeg er helt klart en starter, og John er lige så tydeligt en afslutter, men dermed supplerer vi jo hinanden så godt. Jeg er rigtig god til at hive fat i og begynde på et eller andet, og når jeg kan se for mig, hvordan slutresultatet bliver, mister jeg nok lidt entusiasmen, og så er det, at Johns force træder i karakter, så han gør det, der skal til for at gøre det pænt og færdigt – og han nyder det oven i købet samtidig. Ren win-win …

Det overraskende besøg? Det var, da jeg hørte John tale med en ude ved hoveddøren for derefter at komme ind og fortælle mig, at jeg havde fået gæster.
”Gæster? Mig?? Det er da dig, der har fødselsdag.”
Det viste sig at være Fruen i Midten med Donnaen, der, i forbindelse med et besøg på Sjælland, syntes de havde lyst til at sige tak for sidst og medbringende et par (for dem) lokale oste, som vi havde talt om, da de besøgte os i Sverige.
Det var virkelig en overraskelse – og en rigtig sød gestus fra Fruen. De blev desværre kun i fem minutter, da de havde en aftale i Bagsværd 20 minutter senere.
Jeg vil bare sige, at vi bor en anelse mere end 20 minutter fra Bagsværd … jeg var helt rørt over, at de gav sig tid til at kigge ind.

27. juli 2014

Havhingsten fra Glendalough er hjemme igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

Havhingsten fra Glendalough hjemme fra togt (4)Dagene står stadig i den fuldstændige inaktivitets tegn, men i går tog John os sammen til at køre en tur til havnen i Roskilde for at få os en ParadIs.
Vandet giver en illusion af kølighed, og det er altid hyggeligt at gå en tur i en havn og se alt det liv, der udfolder sig sådan et sted. Så er det, jeg ville ønske, at jeg havde en båd – men ønsket holder ikke mere end et minut, så er jeg tilbage i virkeligheden igen – jeg bliver aldrig sejler. Jeg har tilbragt en weekend på en 36-fodsbåd, og de ligkister, man bliver stoppet ind i fra den ene ende for natten, fik mine klaustrofobiske tilbøjeligheder til at bryde ud i lys lue. Det gør jeg aldrig mere!
Næh, skal jeg have en båd, skal vi op i en prisklasse, der hedder nogle millioner, inden jeg får en med plads nok til mig, så selv en meget stor lottegevinst vil ikke kunne dække, tror jeg. Og hvis jeg endelig vandt så mange penge, ville jeg hellere have en autocamper …

Klaustrofobi får man i hvert fald ikke på Havhingsten fra Glendalough, som netop var kommet i havn få timer forinden efter et 3-ugers togt i Østersøen.
Havhingsten fra Glendalough hjemme fra togt (6)Havhingsten fra Glendalough hjemme fra togt (8)55 mennesker havde de været afsted denne gang, og da vi stod lidt for at kigge på vikingernes afsluttende øvelser, var vi ikke i tvivl om, at der var opstået et tæt sammenhold og at der havde været en god stemning på hele togtet.
På øverste billede ser man en kvinde afskedskramme en mand. Ikke omvendt, for han har hænderne helt smurt ind i tjære. (Klik evt. større.)

Men, men, men … selv om jeg ikke skulle komme til at lide af klaustrofobi, ville jeg garanteret komme til at lide af ret meget andet, hvis jeg meldte mig til sådan et togt. Jeg er ikke et usocialt menneske, men tanken om at være så tæt på 54 andre i tre uger tiltrækker mig slet, slet ikke.

Jeg må vist læse lidt mere om det, men vi talte bl.a. om, hvordan det må være at sove ude på havet og om, hvordan man får lavet mad. Dette sidste så vi dog på en planche, der var sat op, og det så ikke helt ukompliceret ud, må jeg sige. Især da ikke med de høje bølger, som ham vi talte med sagde, at der havde været det meste af tiden ude på Østersøen.

Og – værste tanke af alle – de skal da på toilettet en gang imellem. Alene tanken om hvordan den slags nødvendigvis må foregå på sådan en båd, kan få mig til at løbe skrigende væk. Visse ting er for mig yderst private.
Nå, men nogle synes altså, det er alle tiders måde at tilbringe en sommerferie på, og fred med det – vi er ikke ens, og selv om det ikke tiltrækker mig, har jeg skam den dybeste respekt for dem, der rent faktisk er i stand til at gennemføre OG nyde sådan en tur.
Jeg kan sagtens nøjes med at bruge en halv times tid på at nyde synet, deltagernes glæde og vores lille snak med en af ‘befalingsmændene’ fra togtet.

Næste side »

Blog på WordPress.com.