En enestående oplevelse i Muldiverset

Jeg ville ellers have skrevet om den julebasar vi var på i den gamle sukkerfabrik i Stege, men det må vente, for på vejen hjem fik vi en overraskelse af de lidt større.
Vi kørte omkring Jungshoved Kirke og Jungshoved Præstegård (jeg ved ikke om præsten stadig bor der, men det er en B&B). Begge dele ligger temmelig afsides, med godt en kilometer imellem. Må have været ret upraktisk for præsten …
Kirken lå ved en lille anløbsplads – for lille til at kunne kaldes en havn. Vi var der i lidt sol, megen regn og megen blæst (som ikke er taget af; tværtimod!), hvilket gav en dramatisk virkning mellem sludbygerne.

Da vi kørte videre, var der lige pludselig et skilt med Muldiverset. STOP, sagde Ellen – det sted har jeg læst om – vi skal lige ind og kigge.
John anede ikke, hvad det var, og vi trådte ind i en verden, jeg ikke troede var mulig uden for de store byer, og så finder vi den lige her på Jungshoved: En skøn gårdbutik, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer og lidt til, som man slet ikke vidste, man lige stod og manglede. Og mange af varerne kan købes i løs vægt. Olivenolien er i metaltønden på billedet – og se bare alle krydderierne. Jeg var begejstret.

En sød kvinde kom ud i butikken og hilste på. Vi ville gerne starte med at kigge, sagde vi, hvortil hun svarede, at vi bare skulle kigge alt det, vi ville.
Hvis vi var blevet sultne, havde hun da også noget smørrebrød, hvis det skulle være …

Jeg købte nu ikke så meget, men jeg kunne ikke stå for denne pose fra Aurion. Jeg er ikke vild med havregrød, men nu får dette her alternativ en chance. Hvem vil ikke gerne have en flad mave, tøhø … gad vide, hvad æblebananer er? (Det er googlet, så nu ved jeg det godt.)

 
Derudover erhvervede jeg mig kun en tube tandpasta til Aubrey. Han kan ikke fordrage pebermynte, så det er svært at få tandpasta, han kan lide, men de havde en med propolis (og uden pebermyntesmag), som jeg krydser fingre for falder i god jord.

Deres smørrebrød så ualmindelig lækkert ud. ‘Desværre’ var stykkerne ret store, så de to vi hver valgte, var næsten for meget … jeg havde sådan en lyst til at prøve det hele! Det blev til Muldiversets kyllingesalat til os begge, ørredmousse på friskbagt brød til mig og økologisk and med hjemmelavet biodynamisk krydret rødkål til John.
Vi kunne næsten ikke spise det, men det var altså kun, fordi vi ikke kunne få hænderne ned, og så er det svært at spise med kniv og gaffel!
Det hele var supergodt … kyllingesalaten var ganske enkelt the best ever. Jeg fik ikke en opskrift som sådan, men hun remsede alle ingredienserne op, så nu håber jeg, at jeg kan rekonstruere den.

Den store ‘madsal’ har både hyggehjørner og rigtige spiseborde. Vi blev bedt om selv at rydde af efter os, for de “bruger helst kun penge på det vigtigste”, og det er – endnu – ikke en tjener.
Det var ganske enkelt månedens gode oplevelse. Vi skal helt sikkert derud igen, både med Ditte og Peter, som jeg allerede ved vil elske stedet, plus at Englænderne også skal have lov at opleve dette fantastiske sted.
Jeg håber, Muldiverset klarer sig, for det har de sandelig fortjent, men der var da tilsyneladende kunder nok i butikken.

Hun startede med MadMarked i Præstø, som lige var lukket, da vi flyttede derned, men som vi oplevede mange omtale i meget rosende vendinger.
Hun beskriver det selv som indsat herunder. Det var sandelig godt, hun kom ud af sin fosterstilling! Nedenstående er et pluk fra hendes åbningstale fra august. Resten af talen kan findes her.

Så er det tid igen …

Det er tid til den årlige webstrikfestival. Årlig, ja, men jeg deltog ikke sidste år, fordi Ditte og jeg valgte at tage til Fanø i stedet for. Det er ikke fordi, de to begivenheder overlapper hinanden, men de ligger tæt, så for mig bliver det for meget med begge to. Det er der andre, der ikke synes, men helst skal have begge med.
Til gengæld har jeg nu oplevet den store på Fanø, og det behøver jeg absolut ikke hvert år.
Denne lille en af slagsen er nemlig meget hyggeligere. I år bliver vi 50, og det bliver i Slagelse denne gang, så vi sjællændere ikke skal krydse bæltet, hvad vi skal to år ud af tre, fordi vi skiftes mellem at holde det på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Jeg er ved at pakke.
Det tager meget, meget længere tid at ordne strikkesagerne og pakke dem ned, end det tager at pakke tøj og toiletsager, som tager fem minutter, mens jeg har gået og forberedt det andet sådan lidt on/off siden i forgårs.

Det startede med, at Ditte forleden i gruppen spurgte, om andre havde meldt sig til Westknits Mystery Shawl KAL 2019: Starflake, som starter i morgen. Det måtte jeg lige se på, og det viste sig at se spændende nok ud til at deltage i, hvorfor jeg fluks meldte mig under fanerne, så vi kan sidde og hygge os med det første clue i morgen. Ved en MKAL ved man ikke, hvordan slutresultatet kommer til at se ud; man ved kun hvad det ender med at blive, i dette tilfælde et sjal, hvilket ikke er specielt overraskende, når initiativtageren er Stephen West.
Denne gang får man opskriften over fire gange – altså fire fredage i træk. Inden da har man fået oplyst, hvilken slags og hvor meget garn man skal bruge, og man har set forskellige farveforslag fra hans side, så man kan få en ide om, hvad man skal have fat i.
Der gik derfor en rum tid med at vinde plantefarvet garn på nøgler og strikke prøver til at gøre mig i stand til at vælge den helt rigtige farvesammensætning.

Jeg skal jo have flere strikkearbejder med end dette ene … men hvad? Det er altid det store spørgsmål. Det skal helst på én gang udtrykke, at man ikke er den rene amatør (det har de dog formentlig fundet ud af, da jeg har deltaget i en del år nu), og samtidig skal det være et arbejde, hvor man kan tåle at blive distraheret i middelsvær grad uden at skulle strikke baglæns i tide og utide.
Det er blevet en helgardering. Jeg har strikket (masser af) farveprøver til et andet SW-sjal, nemlig Clockwork (sjalet på det indsatte billede i indlægget), og er også startet på det.
Jeg har også taget garn nok med til at starte på både huer, pandebånd og sokker. Det er snart jul, så jeg skal se at komme videre med at strikke til ‘familiekassen’, som jeg tager med når vi ses i julen. Alle i familien synes det er herligt at rode i kassen og udvælge det, de lige står og mangler – og jeg har ikke strikket nær nok endnu …

Goodwood Revival 2019

Hvis de overhovedet har mulighed for det, deltager mine englændere i Goodwood Revival hvert år. Det foregår midt i september, og John og jeg har lovet os selv, at vi skal med derover engang; nok mest fordi Charlotte og Tim siger, at det lige ville være noget for John, men jeg kan vel også få tiden til at gå, vil jeg tro. Charlotte bruger tid hvert år på nye kostumer, så ikke de kommer i det samme kluns hver gang – man har vel sit gode rygte (de møder altid nogen, de kender) og sin egen faglige stolthed …
Den største udfordring ligger i, at det er umuligt at forudsige vejret på dagen, og dermed hvordan tøjet skal være. Sidste år druknede det totalt i konstant silende regn, hvilket reducerede fornøjelsen ved arrangementet en anelse.
I år var det 23° og høj sol fra morgen til aften, så folk søgte skygge og kølighed, hvor og når der var mulighed for det.

I år kørte de dertil i den, de selv kalder for Matadorbilen. Det kan de gøre på godt to timer, og turen frem og tilbage er en væsentlig del af hele oplevelsen. De elsker alle fire at køre i de gamle biler.
Jeg har først lige spurgt, hvilket årti de repræsenterede denne gang, men har ikke fået svar endnu. Ligner det ikke 40’erne? Charlotte med sin trekvart-ærmede frakke og trekvartlange jeans, Tim med sin lange jakke og Aubrey med korte bukser og argyle stockings? Anna stikker vel i givet fald lidt ud med sine cowboybukser. Det kan dog være med vilje – hun har nået en alder, hvor det betyder meget, hvordan man i egne øjne tager sig ud i andres ditto.

Aubrey, derimod, er mere ligeglad med at se lidt anderledes ud, end man måske kunne tro, han ville være. Han er helt med på, at man ved denne lejlighed i højere grad skiller sig ud ved ikke at være udklædt, og selv om det ikke er et ufravigeligt krav at være det, synes han, det er ret festligt.

Goodwood ligger ideelt for en tur med bilen til England, der kunne planlægges således, at vi først besøger Rye, som Mia lige har fortalt mig er stedet hvor mange scener fra Mapp & Lucia er optaget, og derefter kører til Goodwood for at mødes med familien der.
Der skal vist lige tales lidt om september 2020 ved lejlighed …

Erik Grip, tørstetræ og mavepine

Af min mellemste søster fik jeg en aften med Erik Grip. Det vil sige … både John, Merete og omkring 100 andre var der også.
Han optrådte nemlig i Karises visekælder i aftes. Jeg har altid godt kunne lide Grip; synes han er en glimrende sanger og ditto fortolker af både Grundtvig, Frank Jæger og andre i viseklassen.
Jeg var lidt spændt, for manden er fyldt 70 nu, og det kunne meget nemt være gået ham, som jeg synes det er gået for en del andre: De skulle være stoppet, mens legen var god.
Det gjaldt så ikke for ham; hans stemmepragt var lige så fuldttonende og kraftig, som den altid har været, og nu er han oven i købet begyndt at krydre sine optrædender med historier og anekdoter fra sin opvækst og sin familie fra længere tilbage i tiden.
Det var, med andre ord, en god og underholdende aften … en rigtig god fødselsdagsgave at få.
Han lignede sig selv. Næsten. Lidt mere pondus er der efterhånden kommet, men jeg har altid syntes han er en smuk mand, og han er såmænd stadig ikke værst at se på. Jeg har fulgt ham og hørt ham optræde siden jeg var meget ung, fordi hans første kone/kæreste var fra Havdrup, så de optrådte et par gange på min gamle skole – det gjorde ham lidt mere interessant dengang, men senere er hans popularitet hos mig helt hans egen fortjeneste.

Derudover er det blevet til lidt mere plantefarvningseksperimentering. Denne gang med tørstetræ og sandeltræ, plus at jeg har købt frø til at så lilla blåbælg ved siden af det japanske indigo, som Ditte har købt til mig.
Jeg har atter en gang set en dejlig rød farve, som Jenny Dean i England har fået frem ved at basebehandle barken ved pH 10-11 i et døgns tid. Ingen varmebehandling overhovedet.
Andre kilder siger, at det skal fermentere i uger, ja i hele måneder inden man kommer garnet i.
Som sædvanlig ser det anderledes ud end håbet, men nu vil jeg tvinge mig selv til tålmodighed i nogen tid og se, om der sker en farveudvikling over i det rødlige i krukken. Garnet selv har meget at sige, kan man se: Alle Deans fire farver herover er fra samme farvebad, men forskellige garner.
Sandeltræ bliver nok i næste uge.

Og så har jeg ondt i maven! Det har jeg haft siden natten til i går. Jeg skulle have været til frisør i formiddags og ville ikke melde afbud, for jeg vil klippes inden vi rejser til England.
Men hvad sker? Frisøren ringer og undskylder (!) at hun har haft influenza, men er ved at være klar igen, så hvad siger jeg til at vente til på torsdag?
Hun skulle bare vide … men jeg nøjedes med at sige, at det var selvfølgelig helt i orden og rigtig god bedring til dig.
Men den mave, altså. Av. Jeg har besluttet mig for, at det forsvinder i løbet af natten og at jeg er frisk igen i morgen. Jeg har haft et uldent halstørklæde viklet om maven siden jeg gik i seng i aftes, og jeg bilder mig ind, at det virker!

Værs’go’, den næste …

De kommer i en lind strøm, de der runde fødselsdage. I dag var det min fætters kones tur til at runde de 70, så vi var inviteret til en lækker brunch i dagens anledning. Hun havde ellers besluttet at forbigå dagen i al stilfærdighed, men huskede så på, at det gjorde min fætter (altså = hendes mand) også for to år siden, og det havde hun syntes var en tand for kedeligt. Det skulle dog heller ikke være en stor fest, så brunch blev det – hvilket var et glimrende alternativ, må man sige … en rigtig luksusbrunch med alt til faget hørende. Det varer fire dage, inden jeg bliver sulten igen … det varer i hvert fald fire dage, inden jeg burde indtage mad igen, men det er jo noget ganske andet …

Jeg spiste alt for meget af den veltilberedte mad, men i det store og hele overholdt jeg LCHF – dog nok med en hældning til en smule mere mod det høje C end det lave C i dag end normalt, for jeg kunne altså ikke dy mig for at snige en lille pandekage ned. Med ahornsirup …
Og også et stykke lækker luksuslagkage til sidst – men den slags udskejelser skal der være plads til, har vi hele tiden sagt til os selv, for vi gider ikke gøre livet surt for os. Det er dog tankevækkende, så indgroet de nye madvaner er blevet – jeg mærker rent fysisk det brag af et sukkerchok, sådan en kage giver kroppen. Bilder jeg mig ind.
Værtsparret rejser på ferie lige om lidt, så vi blev bedt om at tømme fadene (der var forbløffende meget mad tilovers, selv om folk tog godt for sig) og tage med hjem til aftensmaden, eller hvornår man nu vil indtage resterne, og man skal aldrig sige nej til et godt tilbud, har jeg lært.

De bor dejligt, med dyr gående sådan nærmest i baghaven – og ret tæt på fædrenegården, så vi fik også hilst på gamle næsten-naboer. Hyggeligt nok.

Børnebørn er der også; en pige og en dreng på hhv. 12 og 9 år (så vidt jeg husker). Jeg sagde til knægten, at det var da en værre gammel farmor, han sådan lige fik sig i dag, hvortil han svarede: Arh ja, men det gør ikke noget, for hun er stadig sjov!
Det var da sødt!

Somme har søreme været søde

Jeg kender to, som har fødselsdag i dag.
Den ene er min dejlige, lille store Anna, som fylder 12 år.
Den anden er Inge, som bliver … lidt mere …
Tillykke til dem begge to. Jeg vil jo helst tro, at det er deres skyld, at vi har haft dagens fuldstændig fantastiske vejr; med høj, klar, blå, blå himmel uden en sky. Hele dagen.
Vi stod op til – absolut ikke den flotteste solopgang i historien, men lidt har også ret, og en frostklar og næsten blank fjord, hvor et enkelt, skræppende gåsetræk mere understregede stilheden end ødelagde den, er slet ikke så tosset endda på en januarsøndags morgen.

Lige over middagstide satte vi kursen mod Ølsemagle revle, men der færdes nok for mange mennesker til, at fuglene har lyst til at være i fotografisk egnet afstand. Vi fik dog gået en pæn tur, og naturen kan sagtens være nydelig, selv om fuglene ikke rigtig vil vide af os.

 

Vi kunne konstatere, at Aubrey ikke er den eneste dreng, der helst skal udfordre sine støvler, når man er i nærheden af vand.
Hvorfor skulle han også være det?

Vi så, hvordan lysets brydning kan spille os et puds. Et fænomen, der ifølge Tims, af videnskabsfolk accepterede, teori var medvirkende til, at det gik så grueligt galt for Titanic. Jeg skal undlade at forklare teorien her – jeg ville bare komme galt afsted, tror jeg, men det er pudsigt at iagttage, hvordan bådene her ser ud til både at spejle sig selv og at svæve over vandet, lige som et fatamorgana gør i ørkenen.
Beklager den elendige billedkvalitet, men jeg måtte ud i fuld zoom for at kunne få det indfanget.

Så skal jeg til det igen

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

Mine bekymringer blev gjort til skamme

Jeg havde det faktisk lidt skidt med at have lokket Ditte og Peter med på en ikke helt billig weekendtur for at se den sorte sol, jeg længe havde talt om i begejstrede vendinger, hvis vejret så skulle vise sig så elendigt, at vi ikke fik set noget som helst.
Det er stadig rigtigt, at det gode selskab og den gode mad på Schackenborg Slotskro nok kunne kompensere for en dårlig sort sol-oplevelse, men jeg alligevel lidt ærgerlig over det.
Vi kørte gennem nogle gedigne byger det meste af vejen derover – enten regnede det lidt eller også regnede det meget. Øv øv æv.
Det var dog tørvejr, da vi landede i Møgeltønder og checkede ind på kroen, så der tonede en smule optimisme ind i mig igen.

(Mormors Lille Café på Slotsgaden i Møgeltønder – mormor hedder oven i købet Nielsen. Man følte sig helt hjemme …)

Da vi blev hentet på kroen klokken 17, var det stadig tørvejr, og det var det også, da vi satte os til rette på diget ved Aventoft. Optimismen steg yderligere et par grader.
Man må helst ikke stå oppe på diget, men skal sætte sig på siden af det, så stærene ikke så nemt kan se os, og man må ikke bruge blitz, når man fotograferer. Stærene reagerer på bevægelser og på lys/skygge, men vi måtte gerne snakke, for de reagerer ikke på vores lyde.
Der var mange hundrede mennesker, der havde samlet sig her for at se stærene flyve ind. Det er nu også et meget fascinerende syn, som ikke rigtig kan beskrives, men som skal opleves. De landede i sivene, først et par hundrede meter væk, men efterhånden som der kom flere og flere ind, og pladserne blev optaget, slog de sig ned tættere på os, for til sidst at lande stort set lige foran næserne på os.
At høre vingesuset fra selv en lille flok på 40 stære er en særlig oplevelse og at høre dem sidde og snakke sammen, efter de er landet, er en hyggelig oplevelse.
Historiens vingesus kan også være fascinerende, men stærenes her er en anden og noget mere konkret oplevelse.
Til jer, der ikke har prøvet det, kan jeg kun sige: gør det. Tag ud og oplev en lille million stære komme ind, den ene flok efter den anden, varierende i antal fra ganske få individer til op til 200.000 ad gangen.
Vi så det det hele – også rovfuglene, der gik på jagt og fik stærene til at danne de imponerende formationer, som vi nok alle sammen kender.
Billeder var det stort set umuligt at tage; vi var for tæt på til, at de kunne blive gode, men til gengæld var vores oplevelse så meget større.
Jeg vil, på trods af vores begejstring, ikke sige, det var den ultimative oplevelse, for det begyndte at pjaskregne, og solen så vi intet til. Heldigvis var stærene helt ligeglade med regnen, så på en skala fra 1 til 10 giver jeg denne 9, fordi en synlig, nedadgående sol ville have gjort det helt perfekt.

Søren Ryges nok ret velkendte optagelse på ni (tror jeg det var) minutter med Sort Sols fantastiske Let Your Fingers Do the Walking tog tre uger at optage, så vi klager absolut ikke over den oplevelse, vi fik på bare en time.

Det gik ellers lige så godt med det vejr …

Vi havde været så heldige at få to billetter til en Tour de Turning Torso i dag kl. 11.
Der blev åbnet for to rundvisninger á max 80 personer, og billetterne var væk på ½ time. Det var vist heldigt, at jeg sad ved pc’en, da mailen løb ind.
Skulle nogle ikke vide, hvad Turning Torso er, så er det et Malmösk højhus, der drejer sig 90° om sin egen akse.
Der er både kontorlejemål og private lejligheder, og man skal være temmelig godt ved muffen for at kunne bo der: De mindste lejligheder er på 25 m² og koster 11.000 SEK om måneden; de største er små 200 m² og koster 32.000 SEK/md. (hhv. 8.600 og 25.000 kroner). Den store er måske ganske rimelig i pris, men jeg synes godt nok det er dyrt for bare 25 m².
Der er dog trods alt vinduespudsning med i prisen … og en reception bemandet 24/7, et fitnessrum, festsal og vinkælder.

Som man ser på første billede, havde vi flot, flot vejr, så vi glædede os meget til at komme op på 53. etage og få taget nogle flotte billeder.
Jeg nåede lige at tage et par stykker, inden der blev trukket for, så et lysbilledshow og foredrag om alle de mange facts og tal om huset kunne blive kastet ud i luften til os. Mange af tallene var da også imponerende, men jeg husker ikke så mange af dem.

Det tog en halv times tid. Undervejs hørte jeg en dyb brummen, men blev først senere klar over, at et voldsomt uvejr havde anbragt sig lige over os, nemlig da gardinerne blev trukket fra igen. Det var blevet halvmørkt, og det lynede, tordnede, regnede og haglede. Pokkers også.
Mit kamera havde meget svært ved at abstrahere fra dråberne på ruderne, så det blev slet ikke de billeder, jeg havde håbet på – det var lige før, jeg følte mig hensat til vores tur op i Berlins tv-tårn, hvor vi havde betalt €40 for heller ikke kunne se ret meget.

Billederne blev dermed noget dårligere end forventet, men derfor var udsigten deroppefra nu alligevel ikke så tosset endda.
Det herunder ville jeg godt have taget, mens man samtidig kunne nyde en fantastisk solnedgang. Det havde Jan (foredragsholderen) gjort – hold op, hvor det var flot!

Dørhåndtagene i glasdørene ind til receptionen var lidt specielle:

Fordi vejret var så flot, da vi kom, havde vi ladet overtøjet ligge i bilen, for hvad skulle vi dog rende og slæbe på det for?
Det fortrød vi, da vi var kommet ned igen i jordhøjde og så, hvor voldsomt meget det regnede og haglede. Vi ventede et kvarters tid, til det havde stilnet en smule af, og så løb vi over til bilen – uden at blive mere end halvvåde.

Mine bushbabies er ikke til at kende igen

Mine to dejlige små bushbabies er brat revet ud af deres feriemode i dag.
De starter på deres nye privatskole i Warminster, hvor der er strikse krav til frisure og uniform.
Piger må ikke have løsthængende hår, hvis det når længere end til skuldrene, og drenge må ikke have for langt hår.
Og hvad er så ‘for langt hår’? Det vides ikke helt, men dette her kan i hvert fald ikke være for langt. Han var lidt ked af det, for han var glad for sit tykke, krøllede hår, men glæden over og spændingen ved at skulle skifte til den nye skole overskyggede heldigvis de nærmest samsonagtige sorger over den mistede hårpragt.
Desværre var Charlotte lidt sent ude for at få købt uniformerne, så de havde kun en jakke til Anna, der var to numre for stor. Det er lidt synd, men forhåbentlig bliver den ikke slidt op, inden den passer … eller rettere: Det gør den ikke, for der er bestilt en hjem i den rigtige størrelse, men i dag var hun nødt til (nej, ikke nød til!) at tage den store på.
Og så se da lige min lille, store dreng! Han er pludselig blevet en ung mand på trods af sine bare 10 år. Han skulle lære at binde slips i aftes. Mor eller far kan selvfølgelig hjælpe ham med det om morgenen, men når han har idræt, skal han kunne binde det selv igen bagefter.

Det bliver nok lidt hårdt i starten, fordi de er kommet halvsent i seng i godt seks uger, og nu skal de op en hel time før de har været vant til, når de skulle i skole – de skal ud ad døren 7:30, mod 8:40 før. Derudover er de først hjemme 17:30 i stedet for 15:30 og de skal i skole om lørdagen …
Kompensationen for dette sker i form af lange ferier – to ugers efterårsferie, tre ugers juleferie og ditto påskeferie, 18 dages vinterferie, otte dage i maj/juni og endelig to hele måneders sommerferie. Der er aldrig mere end fem skoleuger i træk, og lørdage er ikke boglige skoledage; der foregår et eller andet sjovere i stedet for. Lektier er der heller ikke noget af – det hele klares i skoletiden, så de har fri, når de har fri, hvilket betyder meget for dem.
Det er noget anderledes end det, vi kender i DK, men det har nok noget at gøre med, at det er også en kostskole, og hvis ungerne skal på ferie hos forældre, der måske bor meget langt væk, er det ikke så smart med de korte ferier, som de ikke-private skoler har.
Det vigtigste af alt er, at de glæder sig helt vildt til deres nye skoleliv.
Charlotte havde også glædet sig til deres lange ferier, for så kan de komme oftere og længere ad gangen til Danmark.
Der var bare ikke lige taget højde for, at der blev åbnet en travl skræddershop, så i stedet må vi træde til som barnepiger.
Det varer dog nok ikke længe, inden de kan klare sig selv derhjemme om dagen, men vi hjælper skam hellere end gerne indtil da.
Jeg har lige bestilt billetter til uge 43, som bliver vores første barnepigejob. I uge 44 satser C på selv at kunne tage fri.

To herregårds- og et Anglofiliabesøg

Vi lagde ud med at samle Pia og Allan op til det mindste blogtræf, jeg endnu har deltaget i, men det var naturligvis hyggeligt alligevel. Vi startede på Frederiksdal, hvor jeg faktisk var glad for, at vi ikke var 20 bloggere, der troede, vi skulle have hver 20 kilo kirsebær. Årets høst var kun 20 % af 2016-høsten (250.000 ton mod 50.000 i år – det må være noget, der gør ondt på en vinfremstiller), så efter kirsebærnedrystningsmaskinen havde været der, var der ikke mange bær tilbage til os … men jeg fik nok til årets kirsebærsovs til risalamanden juleaften, så jeg var tilfreds. Jeg bruger alligevel ikke kirsebær til andet end det. Græsset var langt og vådt, så jeg måtte gå rundt og se fjollet ud med opsmøgede bukseben.
Derefter blev vi vist rundt på vineriet af Hr. godsejeren selv. Eller … vist rundt og vist rundt … vi stod på ét og samme sted inde i den store forhenværende kostald og fik forklaret historien bag disse (forbavsende gode) vine, hvilket var interessant nok at høre fra ham selv pga. det personlige og dermed mere ‘involverede’ islæt, hvis man kan sige sådan.

De brugte både portvins-, rødvins- og cognacsfade (det store) hernede – ballonerne er fyldt med vin og står ude – ude! – i 1½ år, uden hensyn til vejret. De har klaret ned til 17 minusgrader.

Frokosten blev indtaget ved bordet på stranden ved Taars Havn – med fin udsigt til Langelandsfærgen.

Herefter gik turen til Mia og hendes nyindrettede Anglofiliabutik i et dejligt hus tilhørende Halsted Kloster.
Hun gav kaffe og rigeligt med kage; naturligvis gik vi butikken igennem flere gange og søreme om ikke der opstod et behov eller to for både Pia og mig … der var godt nok meget, der fristede … jeg er jo ikke ligefrem anglofob selv! (Jaja, det er hjemmelavede ord, men det må man godt. Nogle gange. Og den kvikke læser vil vide, hvad -fil, hhv. -fob betyder.)
Jeg købte bl.a. en bog om Cotswolds samt nogle blomster, der kan holde hele vinteren – og lidt til …

Sidste stop var Oreby, som har en meget lille havn. Selve slottet kan man næsten ikke se; kun et tårn og et spir, som rager op over trætoppene. Slottet er ubeboet – hvor er det synd, for det må vel nødvendigvis stå og forfalde, når der ikke bliver gjort noget ved det.
Det er der dog blevet ved en af de tilhørende bygninger, som er fra 1754 (så vidt jeg husker), men for nylig blevet gennemrestaureret og står nu flot.

Vi indtog aftensmaden på Oreby Gl. Kro. Der var ikke så meget at vælge imellem på menukortet. Faktisk havde vi slet intet valg, for der havde været et stort selskab (en 90-års fødselsdag) om eftermiddagen, så kokken var nok ret udkokset, tøhø, men vi fik tre små forretter og en hovedret og kunne også have fået en ostedessert, som vi dog valgte fra – alt var meget, meget lækkert og delikat, både for maven og for øjnene, så min anbefaling til stedet er hermed givet. Ydermere kunne vi sidde udendørs og kigge over på den smalle fjord, mens vi så solen svinde. Meget smukt og idyllisk.
Aftenkaffen gav Pia og Allan, og dermed sluttede en dejlig dag med lidt af hvert på begivenhedsmenuen.

Dejligt besøg fra Canada

Jeg vidste godt, at Lene, som, sammen med sin Finn, var så gæstfrie at huse os i flere dage, da vi ferierede i Canada og USA sidste år, skulle opholde sig et stykke tid i Danmark i løbet af denne sommer. Da vi talte om det, vidste hun ikke præcis hvornår det blev, men hun skulle nok give lyd, når hun var her, og hun lovede dengang, at hun ville forsøge at presse os ind i den særdeles stramme kalender, hun altid har, når hun er i Danmark.
Jeg forstår så glimrende, at det er svært at nå det hele … Lene har to børn og to børnebørn her; hun har en bror og hun har gamle venner, og så var der lige noget pilefletternoget, som også skulle nås. Alle skal naturligvis besøges; broderen og de to døtre, som bor langt fra hinanden, skal besøges i flere dage og sidstnævnte har naturligvis allerhøjeste prioritet, så John og jeg er heldige, hvis Lene overhovedet kan nå at besøge os i bare nogle timer.
Det er noget helt andet, end når John og jeg tager på ferie derovre og ikke skal andet. Vi er naturligvis kede af, at vi aldrig får gjort gengæld for deres store gæstfrihed, men Lene ved godt, at det ikke er viljen, der mangler.
Og så var det oven i købet lige ved slet ikke at blive til noget, for hun skrev, at det ville passe hende fint at komme og besøge os en dag fra og med tirsdag – altså i morgen – og så en eller anden dag i løbet af ugen.
“ØV nej, for hulan da, Lene, vi rejser til Sydafrika på tirsdag! Jeg kan simpelthen ikke bære at vide, at du er i Danmark i fire uger, men at vi alligevel ikke når at ses!”
Den fik hun heldigvis kringlet, således at hun kom i dag sammen med sin datter. Ih, hvor var det godt! Og meget hyggeligt også at få hilst på søde Dea.

Vejret artede sig for en gangs skyld upåklageligt, så vi kunne sidde oppe på terrassen og spise frokosten og selvfølgelig også snakke løs i nogle timer.
Ingen billeder ellers … det tænkte jeg ikke så meget over at tage, for jeg var bare så glad over, at det kunne lade sig gøre at ses alligevel.

Der skulle være wi-fi i campen i Kruger Park, og jeg tager da også elektronikken med, men hvor effektiv forbindelsen er, ved jeg af gode grunde ikke.
Hvis der skulle blive stille her på bloggen et stykke tid, skyldes det forhåbentlig en dårlig forbindelse og ikke, at jeg er blevet til løvemad.
Jeg håber dog at kunne blogge dernedefra – under alle omstændigheder vil jeg skrive en elektronisk dagbog hver dag … om ikke andet, så for min egen hukommelses skyld, så det kan være, I bliver bombarderet med safariindlæg, når jeg er hjemme igen.
Med andre ord; hvis mit potentielle blogfravær varer mere end 14 dage, så ER jeg blevet til løvemad!

Alle har en historie at fortælle

Alle har en historie at fortælle, og nogle gange er der også en historie om historien, som måske er værd at fortælle:
I går standsede der en bil ud for vores hus og et ældre ægtepar steg ud. Han talte et lidt gebrokkent, men fint forståeligt dansk; hun forstod en del dansk, men talte det ikke.
De var kørt forbi, havde fået øje på vores idyl og vendte fluks om, fordi de gerne ville tage nogle billeder af af dette typisk danske hus. John stod ude i garagen og fik en lille sludder med dem, inden han kaldte på mig.
Værs’go’ – tag bare billeder, sagde John, kunne I ikke også tænke jer at se haven?
Det ville de meget gerne, så vi gik en tur rundt i haven, mens de snakkede og snakkede; han på en pudsig blanding af dansk og engelsk og hun kun på engelsk. Jeg talte engelsk til dem og John talte dansk. Det må have været forvirrende at høre på, men vi forstod glimrende hinanden alle fire. Noget af huset så de også – indefra, altså, og de tog mange billeder af have, af hus, af John og af mig, hvilket var det eneste, jeg ikke brød mig særlig meget om, men jeg kunne ikke stoppe dem, desværre, selv om jeg flere gange hårdnakket påstod, at de billeder ville blive langt bedre uden mig.
De er mormoner, og han havde været udstationeret i Danmark et par år som missionær i 1961-1963. Det er ret godt gået, at han stadig kan huske at tale dansk efter 54 års pause. Han har dog været her et par gange siden, men ikke i længere tid.
De præsenterede sig som Luana og Dennis Smith. Hans oldemor hed Kristina og hun udvandrede til USA i 1868, så han har danske rødder, hvorfor han valgte at missionere i Danmark, da han var ung. Han er skulptør – en temmelig talentfuld en af slagsen, synes jeg – og han har to værker her i landet: Kristina Comes Home, som står på Amerikakaj i København og The Mormon Immigrant Family, som står i Rebild Bakker.

De – nok især Dennis – snakkede og snakkede om deres liv, om deres seks børn, 21 børnebørn og to oldebørn, om deres liv i USA, om sine danske rødder, om sit ophold i Danmark. De spurgte til, om vi havde børn, om vi havde været i USA, og om vi kendte nogen der.
Han sagde på et tidspunkt, at vi må altså meget undskylde den måde USA er på for øjeblikket; de var SÅ flove over deres tåbelige præsident, hvortil jeg svarede, at det vel ikke var deres skyld; de har formentlig ikke stemt på den uduelige og skøre Trump, siden han finder det nødvendigt at undskylde? Nej, DET havde de så sandelig da ikke! Og så blev vi enige om at tale om mere opmuntrende emner …

Sådan kan en ganske almindelig og temmelig rutinepræget onsdag formiddag pludselig blive til en noget mere interessant onsdag formiddag.

  

Jeg er fascineret af det liv og den detaljerigdom, han har formået at få ind i sine bronzeskulpturer.

NU står verden ikke længere

John har meldt sig under Facebookfanen! Han har ellers hele tiden nægtet særdeles hårdnakket at hoppe med på den galej, men han er muligvis blevet påvirket af, at jeg tit siger Nårh, det? Det har jeg læst på Facebook, når han undrer sig over hvorfra jeg ved dette eller hint om venner eller familie.
Sommetider glemte jeg at orientere ham, hvilket vist irriterede ham lidt indimellem.
Inge er så flink at lade Hasse logge på hendes profil, men det har jeg pure nægtet John – Hvis du vil vide hvad der sker på FB, så må du få din egen profil der! Min profil er min profil og den er ikke til låns. Punktum. Ikke engang til min mand.
Den holdning kunne han jo ikke rigtig gøre noget ved …
Min teori er, at han efterhånden var blevet en smule nysgerrig, hvad det medie angår. Da Inge, Hasse, John og jeg sad på Taverna Zorba i Aalborg og checkede ind på den, samtidig med, at vi takkede Eric for anbefalingen og næsten samtidig med, at Hasse tog et billede, som Inge lagde op, kunne jeg fornemme, at John godt kunne se, at FB måske havde sine nyttige og måske også lidt pudsige sider. Jeg tænkte dog ikke nærmere over det lige den aften, men uden at have spurgt John selv, vil jeg tro, at det var en af de mange bække små, der efterhånden blev til Facebook-åen.

Han har nu sendt venneanmodninger og accepteret andres ditto, han har uploadet profil- og baggrundsbillede, og han er foreløbig blevet medlem af to grupper … jojo, der er skam gang i ham. Han høvler rundt blandt andre fotointeresserede for at se hvad der rører sig rundtomkring.
OG han er mildt sagt irriteret over alle de reklamer og sponserede links, der hele tiden dukker op, men sådan er det bare, kunne jeg fortælle ham – der er ulemper ved stort set alt, og dette er altså Facebooks.

Jeg har, lige fra jeg mødte John første gang, syntes, at hans ansigt minder om en lidt blidere udgave af Simon Spies’ uden det store skæg. Min faster sagde det samme til mig, da hun mødte ham: “Ih hvor han ligner Spies – har du selv tænkt på det?”
Det havde jeg jo, men det var altså ikke derfor, jeg faldt for ham – og hans stemme ligner på ingen måde Spies’ stemme – heldigvis. Johns er den diametrale modsætning (nej, ikke diameNtrale – det har noget med en diameter at gøre) … han har en meget behagelig stemme, faktisk.
Hvis nogen skulle være i tvivl, er det John på det øverste billede …

Long time no see, but I saw the sea – I saw no seesaw, though

Sikke noget sludder i overskriften, men lidt mening giver det dog. For mig …
Der var engang, da blogtræf var noget, der kunne ske op til flere gange på et år. Det ebbede efterhånden mere og mere ud for nu nærmest at have stoppet helt, men for nogen tid siden kom der en mail fra Lene, som havde fået lyst til at se bloggere, instagrammere og andre, hun kendte fra den virtuele verden. Lene kendte selvfølgelig alle; nogle af os kendte en eller få af de andre IRL og måske lidt flere via blogland, men inden dagen i går var omme, kendte vi alle hinanden. Det var alle tiders initiativ, og der kunne ingen tvivl herske om, at vi alle 10 hyggede os i hinandens selskab. Inge var en anden af de inviterede, og hende, Hasse, John og jeg blev hurtigt enige om at lave det om til en weekendoplevelse, så vi drog mod Aalborg fredag morgen og er først lige kommet hjem.
John og Hasse måtte klare sig uden deres koners selskab lørdag eftermiddag, men da de kom og hentede os, blev de inviteret indenfor, og det endte med, at de blev, så vi var ni, der fik rester fra den gode frokostbuffet + nogle lækre hjortepølser, som Landmanden lige grillede som supplement.
Det var virkelig svært at bryde op og finde Aalborg, men det lykkedes dog til sidst …

Inge og jeg havde fået den snedige ide at kontakte Eric for at få en anbefaling eller to til, hvor man kunne forestille sig at indtage aftensmaden under Aalborgbesøget. Det blev til Taverna Zorba, som Eric har skrevet om flere gange på sin blog, og vi blev da bestemt heller ikke skuffede – det var god og enkel, men rigelig mad … calamerien blev anrettet på en for os ny og dekorativ måde. Til hovedret valgte John og jeg en mixed grill. Det var der, det rigelige kom ind i billedet – jeg kunne ikke spise meget mere end halvdelen, men det var ikke fordi det ikke var godt!

Lørdag kørte vi tidligt afsted for lige at nå at snuse til Vesterhavet og køre en tur på stranden ved Blokhus, hvor vi så en lille fiskerbåd blive trukket på land af en traktor. Fiskerne havde ikke haft fiskelykken med sig, så der var et par potentielle kunder, der måtte gå skuffede hjem igen.

Vi boede på hotel Phønix, som er et gammelt, men udmærket hotel. Morgenmaden her var så absolut også god og rigelig, men vi undrede os dog en kende over, at der ingen bacon var, når der var både røræg, stegte pølser og stegte tomater.
Aalborg viste os masser af flotte gavlmalerier – jeg fik dog kun nogle få af de imponerende motiver i kassen … og som Inge sagde: De har store ører i Aalborg!
Jeg kan godt lide teksten til billedet af den frodige kvinde: Fred og forsoning (underskrevet Kvinder for fred). Den 8. marts hedder International Women’s Day ude i den store verden, og som samme verden ser ud, bryder jeg mig på ingen måde om vores betegnelse for dagen: Kvindernes internationale kampdag. Jeg ved naturligvis godt hvorfor den bliver kaldt sådan, men kunne man ikke fjerne kampen?

En halvdød måge, en heldød torsk og fossiler

Vejret er fuldstændig fantastisk – 6° og en høj, klar, blå himmel uden en eneste sky. Tim og ungerne gik i formiddags ned til vandet og fik lang tid til at gå der. Anna kom tilbage og spurgte efter fuglefoder, og forklaringen på det bragte de med hjem i form af en meget stille måge, der havde brækket både vinge og ben. I hvert fald kunne den ikke flyve, og den svømmede i ring, sagde de.
De kom også hjem med en frossen torsk! Jeg anede ikke, at der var torsk i Præstøfjorden, men den kan muligvis være bragt med ind, da vi havde oversvømmelsen. Det overlevede den så ikke … de bragte den tilbage til fjorden, så andre kan få glæde af den – der var ret meget mad i den.
Ligeledes mågen, som de lagde i noget græs med foder og vand inden for rækkevidde. Jeg håber, at den snart bliver opdaget af en rovfugl.

Da denne David Attenborough-ekspedition var vel overstået og frokosten indtaget, gik vi over til arkæologiske studier i stedet.
Vi kørte til Kanten, som det hedder oppe langs randen af det store, hvide hul, der udgør Faxe kalkbrud. Med det vejr måtte det være flot at se, og englænderne havde ikke været der før. John gik ind og lejede hammer og mejsel til børnene, og så gik turen ellers ned i bruddet ad en temmelig sneglat sti, men heldigvis var der rækværk. Man må færdes overalt dernede, man skal bare passe på ikke at gå i vejen for de store maskiner.

Der blev ‘udgravet’ til den store guldmedalje – de fandt mange smukke og spændende koraller,
så vi var alle mere eller mindre kalkhvide da vi kom hjem igen, med alt det, der skulle slæbes på.

John glemte desværre at leje hammer og mejsel til det største af børnene, nemlig Tim, som var temmelig misundelig
over ikke at få lov til at være med ved denne historiske udgravning!

Der blev også tid til at skøjte lidt rundt på en sikker del af den ellers så farlige sø.

Kommer I i nærheden af Kanten, så stop op og kig – og gå helt ned i kalkgraven, medbringende passende værktøj, hvis I har børn med. Det er virkelig noget, der kan fænge, når man finder disse spændende fossiler, og samtidig kan de lære lidt om hvordan kalken er blevet til og hvorfor fossiler er fossiler.

Opdatering: Mågen er død. De har lige været nede for at kigge til den, men måtte konstatere,
at den ikke levede mere. Aubie var lidt ked af det, men vi andre var vist mest af alt lettede …

Eske Willerslev live

Vi havde i går den store fornøjelse at opleve biologen og DNA-forskeren Eske Willerslev for fuld udblæsning. Jeg tror så ikke, at man kan opleve ham uden fuld udblæsning … mage til dynamik skal man lede længe efter. Her er en ægte forskersjæl, som brænder af interesse og nysgerrighed. En sådan ildsjæl kan fange alle … jeg havde en smule faglig indsigt i det, han fortalte om; John ingen, men det var heller ikke nødvendigt, for han var lige så grebet som jeg – og samtlige andre tilhørere – af foredraget Når verden skælver.
Han startede med at ridse sin egen baggrund op … han har altid haft forskersjælens kerne, grundnerve: Han er voldsomt nysgerrig og han hader opgaver, hvor opgaven har et på forhånd kendt facit, hvilket var ved at forhindre hans karriere helt fra den spædeste start, fordi han kedede sig i skolen i en grad, der var tæt på at få lærerne til at ekskludere ham og hans enæggede tvillingbror – som vist er lige så stor en ildsjæl.

Han fortalte om folkevandringerne og om sin forsken for at kortlægge dem; de forhindringer han var stødt på undervejs, bl.a. den, som nok alle nytænkere på et eller tidspunkt bliver mødt med: Det der? Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Men det kunne det, og Eske W løste gåder gang på gang.
Der var et par øjenbrynsløftere undervejs. Vi ‘oprindelige’ danskere er i virkeligheden indoeuropæere “så polakkerne, som nogle har ondt af er her, vender såmænd bare tilbage til deres slægtninge”, var en af hans bevidst provokerende bemærkninger.
“Hvis ikke der er indvandring, går folket i stå”, var en anden. Aboriginerne kom til Australien for 50-60.000 år siden og har ikke blandet sig med andre i den periode, hvilket EW hævder er årsagen til, at de, på trods af deres meget rige åndelige traditioner, i stort set alle aspekter ikke er nået meget videre på de 50.000 år. Grønlænderne – inuit – er ikke de oprindelige indbyggere i Grønland; der har levet et folk deroppe før dem.
Indvandringer har dog aldrig været smertefrie, de har kostet mange liv. Indtil for nylig sloges de indvandrede og de ‘besatte’ i flere hundrede, sommetider flere tusinde år og slog rask væk hinanden ihjel, inden “de fandt ud af at have sex med hinanden og fik lavet nogle børn”. I dag har verdensbilledet ændret sig, og der er mere ind- og udvandring end nogensinde. Hvordan det skal håndteres, er ikke EW’s opgave, men i går åbnede han manges øjne for nogle perspektiver, som der måske ikke lige er tænkt ind i problematikken.

Jeg synes det er tankevækkende, at klodens oprindelige folk alle behøver beskyttelse og særlige rettigheder for ikke at uddø eller blive opslugt af civilisationerne. Det underbygger EW’s påstande, at et folk går i stå uden nyt blod. Her er jeg ambivalent. Igen. Selvfølgelig skal hele befolkninger ikke udyddes, men hvorfor er de ikke interesserede i teknologiske fremskridt? Jeg er ikke så meget naturmenneske, at jeg kan tro på, at verden (nej, ikke verdenen) ville have været et bedre sted, hvis ingen var nået længere end til den tidlige jernalder.
Puha – dette sidste kunne blive en meget lang diskussion, som jeg ikke er spor interesseret i at gå ind i, så jeg vil nøjes med at slutte af med at sige, at hvis I får chancen til at opleve Eske Willerslev, så grib den!
Jeg har lige købt en bog om ham. Jeg vil vide mere om den mand og hans forskning.

Housewarming, babyshower, julefrokost

Housewarming er vist efterhånden bredt accepteret, også af modstanderne af, at engelske ord indgår i det danske sprog. Det blev optaget i retskrivningsordbogen i 1986, så det har været officielt accepteret i 30 år, men har naturligvis været brugt noget længere. Jeg kan huske det tilbage fra omkring Charlottes fødsel i 1976, men hvornår det kom ind i sproget, ved jeg ikke; det kan sagtens være langt ældre. 
Samme ordbogsoptagelse håber jeg sker for baby shower, hvilket jeg synes er et godt ord for fænomenet, men som vi ikke har et ord for på dansk. Det er endnu ikke optaget, men jeg kan se, at det efterhånden er almindelig brugt.
Den slags sprogudvikling synes jeg er god. jeg bruger selv engelske ord og udtryk, hvis jeg ikke kan finde et dækkende på dansk, men jeg kan til gengæld ikke lide, når forretningerne fx synes det er smart at skrive SALE, når de mener udsalg. Har vi et dansk ord, kan vi lige så godt bruge det.

Det var så ikke babyshower, vi var til i går hos min niece; det var housewarming, men for os var det babyshower, for vi havde endnu ikke set den lille bebs, som nu var næsten fem måneder og en rigtig sød, glad og nem lille fyr. Jeg brugte kun ordet, fordi jeg (endnu en gang) lige var nødt til at lufte min mening om låneord – betegnelsen for et til alle tider eksisterende fænomen, som lader til at være glemt af sprogudviklingsmodstanderne.

Huset, de to unge mennesker havde købt, var dejligt, festdeltagere var der masser af, helt fra om eftermiddagen og sandsynligvis til langt ud på natten, men det havde vi ikke tænkt os at deltage i, så vi gamle gik tidligt hjem.

I dag skal vi nemlig til julefrokost. Den med min fars gren af familien, som altid bliver holdt den føste eller anden weekend i august, fordi vi alle har rigeligt at se til i julen.
Vi skal op til Bodil, og jeg skal nå at lave pastasalat og almindelig grøn salat, inden vi kører ved 12-tiden. Vi er tre grene, som skiftes til at holde julefrokosten – de tre grene, som udgøres af min farmors tre børn.

Billedet er taget på en café i Rødvig havn. Det er den sødeste, sjoveste, bedste og mest kreative anvendelse af hvide strandsten, jeg har set.
Den største af fødderne var som et toårs barns, og den mindste var i babystørrelse.

Et kongeligt sølvbryllup – blandt andet

For et godt stykke tid siden fik vi bud fra Danmarks eneste kvindelige konge – Kong Mor (hvis franske mand dog ikke glimrede ved sit fravær, fordi han er gået på pension), at vi skulle være så hjertelig velkomne til at deltage i hendes og hendes royale gemals sølvbryllupsreception, som de ville afholde denne eftermiddag i den fynske mølle. Det er et pænt stykke tid siden sidst vi har set hele den kongelige familie, så vi blev glædeligt overraskede over invitationen. Og selvfølgelig ville vi drage til Fyn for at sige tillykke til dem. Det var der temmelig mange andre, der også havde haft tid og lyst til, så det var en ren overdådighed af mad og mennesker. Meget hyggeligt.
John troede dengang, jeg fortalte ham om invitationen, at jeg måtte have misforstået det, for så godt kender vi heller ikke hinanden, selv om vi har haft nogle virkelig dejlige timer sammen. Kong Mor kunne så forsikre, at vi intet havde misforstået, og at der var en særlig grund til, at de ville se os. Den grund fik vi – og blev helt rørt.

I går var også hyggelig, for der kom Inge og Hasse en tur. Som det efterhånden er skik og brug, kørte vi en tur, hvor et af stoppene var Avnø Naturcenter og et andet var Dybsøstrømmen mellem Svinø og Dybsø … en hyggelig lille plet på danmarkskortet, som I&H ikke kendte. John og jeg har haft campingvognen med på Svinø camping mange gange mellem 1990 og 1995 – vi syntes det var sådan et skønt og fredeligt lille sted, hvor det ikke var småbørnsfamilierne, der dominerede pladsen, og der var ikke længere end at vi kunne køre derned på omkring 1½ time. Campingpladsen eksisterer ikke mere.

I dag så vi på fugle – i Fuglezoo ved Tommerup på Fyn.
Det må vi så begge med beklagelse erkende, at vi var lidt skuffede over. Det så nogle steder lidt forsømt ud, og det irriterede os begge en hel del, at omkring halvdelen af informationsskiltene om fuglene var enten forkerte eller helt manglede. Forkerte på den måde, at det ikke var den beskrevne fugl, der var i volieren. Selve teksten har sikkert været korrekt nok – bortset fra, at man i alt for stor stil excellerede i særskrevne navneord.
Ovenstående fugl er en grå krontrane – en flot fyr, som, da han (hun?) så os, kom hen og begyndte at danse for os. Og blev ved og ved … hele vejen langs hegnet ville fuglen meget gerne have vores opmærksomhed.
Ellers var det nok især tre killinger på omkring 10 uger og deres mor, vi var betaget af … de havde den blødeste og mest silkeagtige pels, jeg har set og mærket hos en kat – jeg blev næsten fristet til at smugle en af killingerne med hjem i bilen. Næsten.
Nu skal vi slet ikke noget de næste to dage – vi har helt glemt hvordan det er.

OL go home – vi kan selv i Præstø

Vi kunne lige nå at se starten, inden Heidi, Nikolaj og lille Ella kom sidst på formiddagen.
Den lokale, årlige svømmebegivenhed fandt nemlig sted i dag – omkring 75 personer havde meldt sig til at svømme strækningen fra Fjordkroen til Præstø.
4720 meter.
Ja, jeg er altså imponeret. I mine øjne er det vildt langt at svømme, men jeg nåede heller aldrig til mere end 400-meter-mærket. Jeg lærte ikke engang at redde andres liv, for hver gang jeg forsøgte mig med at bjærge, gik både den druknende og jeg ned som sten, hvilket ikke virkede særlig overbevisende. Når jeg så skulle dykke, kunne jeg kun som en prop, så den lille livredderprøve vinkede jeg hurtigt farvel til. Jeg var heldigvis rigtig god til at flyde, så jeg baserede derefter min fremtidige overlevelse ved et skibsforlis på, at hvis bare jeg kan redde mig selv, er jeg i det mindste ikke til ulejlighed; så kan andre koncentrere sig om at redde andre.

Præstø Fjordsvømning er noget af et tilløbsstykke …

Pressen var talrigt til stede – hele to repræsentanter. Jeg var lidt betaget af hende her – det er usædvanligt, at en pige har så velvoksent et udstyr mellem benene. Det kom dog lidt senere op på rette plads.
Manden på billedet var jeg endnu mere imponeret over – han tog lige turen med ét ben. Helt ung var han bestemt heller ikke. Når jeg ser billeder fra tidligere års stævner, kan jeg se, at han har deltaget flere gange. Gad vide hvor længe han kan klare den?
Jojo – det var OL og de paraolympiske lege på én gang. Vi så også en kvinde, som trak voldsomt på det ene ben, men at svømme distancen havde hun ikke desto mindre tænkt sig at forsøge sig med.

Vi behøver heller ikke de store, dyre, forhold; der vades ganske enkelt ud fra det lille stykke med sand. Den anden repræsentant for pressen ses på det det smalle billede nede til højre. De blev sendt afsted i hold á 25.
Der lines op … alle svømmerne havde på den ene arm en chip, som de skulle huske at køre over registreringsdimsen, når de nåede Præstø havn. Hvordan den blev aktiveret ved afgang, gik ikke op for mig.

Der sættes i gang – og så var de nede. De hurtigste er kun godt en time om at svømme turen, men der var små hvide heste på vandet, så jeg tror de har haft en lidt streng tur.
De fleste havde flotte, sportstrænede kroppe, men der var nogle, der var temmelig korpulente. Jeg var atter en gang imponeret.
Hvis det blev vurderet undervejs, at en svømmer ikke ville kunne nå ruten på højst 2½ time, ville vedkommende blive samlet op af en af ledsagebådene. De gad godt nok ikke ligge derude resten af dagen og vente på smølene.
Til næste år håber jeg vi har tid til at tage til Præstø havn og se dem komme ind.

---

Vinmenuen på Rønnede kro i går? Absolut anbefalelsesværdig, men den vil blive beskrevet i et senere indlæg.

Flagesalt har fået ny betydning

John har fødselsdag i dag.
Vi har ingen flagstang; det eneste jeg kan præstere af den slags, er nogle små papirflag.
Mens han kørte en tur til bageren, dækkede jeg morgenbord og satte et lille flag i saltkarret.
Nielsen var hurtig: Det kan man da kalde flagesalt!
Jo. Tøhø. Og ham, som slet ikke kan lide flagesalt …

Og ham, som hvert år storpraler med, at det altid er godt vejr på hans fødselsdag … det styrt-øsregner i dag, så det halve kan være så alt rigeligt.
Han har næsten ret, for det er næsten altid godt vejr d. 6. august, men jeg husker godt nok et par dråber på en enkelt tidligere fødselsdag eller to – jeg har drillet ham med, at det er lige som med barndommens sommerferier med evigt solskin og hvid jul hvert år – man husker det man ønsker at huske.
Denne gang er han dog blevet mobbet, for holdnufast hvor det bare står ned i tove.
Charlotte sendte en tillykke-sms fra Levkada, hvor hun bl.a. skrev, at han måtte have været sød, for dernede skinnede solen!
Tænk, lige pludselig vil manden kun tage ansvaret for vejret i Grækenland og hævder, at det er alle dagens andre fødselarers skyld, at det regner her …
Jeg er glad for, at det var sidste år han blev 70, for det havde ikke været sjovt at skulle rigge til en havefest med det vejr!
Vi fejrer ikke dagen på anden måde, end at vi i aften begiver os til den hyggelige Rønnede Kro (vi tror den er hyggelig, for den ser sådan ud udefra – vi har ikke spist der før) og lader os beværte med en 4-retters vinmenu. Dvs. det er oven i købet kun mig, der skal have vinmenuen, for John vil hellere drikke en god øl til maden.
Frederiksminde i Præstø, som fik en Michelinstjerne i år, ejer også Rønnede Kro, så jeg forestiller mig ikke, at vi vil blive skuffede over maden, selv om det naturligvis ikke er samme kok – han kan trods alt ikke være to steder på én gang.

Årets Ascot og vand i haven

I torsdags var Tim og Charlotte til det årlige Ascot, som de helst ikke vil gå glip af. Det er simpelthen så ærkeengelsk, og de elsker det begge to.
Igen i år har hun selv syet sin kjole, som denne gang er noget mere enkel end den har været ved tidligere lejligheder.
Hatten er – ligeledes som den plejer – fra Jane Corbett, og selvfølgelig har Charlotte fikset den, så den og kjolen matcher hinanden.
Mange vil nok mene, at det er noget værre overklassefis og snobberi i den absolutte topklasse, men det må de så gerne mene for vores skyld … jeg forstår godt, at de synes, det er sjovt.

Hattene, som Timothy Maltin, Esq and Mrs Timothy Maltin har på, er til gengæld ikke kun for sjov – de er et must, både for herrer og damer, hvis de vil lukkes ind, ifølge Royal Enclosures dress code. Maven må ikke være bar, og har man skulderstropper, må de ikke være for smalle. Det er ikke fordi Charlotte synes det er specielt attraktivt kun at være synlig for omverdenen som Mrs Timothy Maltin, men sådan er det – det er Tim, som er medlem.
De kom oven i købet hjem med overskud, fordi de for en gangs skyld fik satset på de rigtige heste. De spiller ikke for de store penge, men uanset indskuddets størrelse er det lidt sjovere, når man vinder – og at spille hører med til sådan en dag … er dog ikke obligatorisk, som hattene er.

Efterladt tilbage derhjemme i Den LidtStørreEndVores Stråtækte hyggede Anna og Aubrey sig i haven – under opsyn af Granny og Julian.
Man må sige, at soppebassinerne er blevet en smule større, siden Charlotte var barn.
Nu er ‘soppebassinet’ opvarmet og med filter. Det blev indviet sidste weekend, og ungerne har allerede næsten udviklet fiskehud og gæller, så meget opholder de sig i det. Det er den lille families drøm at få en indendørs swimmingpool, men der er trods alt et pænt stykke fra selv dette store bassin, så det bliver ikke lige med det samme. Siger de …

Vi gjorde det!!!

I går var vi i Tivoli, i et fantastisk sommervejr, som vist ikke fås meget bedre i hele kongeriget. Der var masser af mennesker, men ikke et eneste sted måtte vi stå i kø til forlystelserne, så børnene fik virkelig brugt deres turpas – og moderen gjorde også. John og jeg sprang over – hvis der skulle en voksen op med børnene, måtte det blive Charlotte, som i øvrigt synes det er lige så sjovt som børnene gør.
Det eneste, jeg ville prøve, var Himmelskibet. Jeg havde lovet mig selv at skulle nå at se den udsigt, inden jeg dør, så nu er også det hakket af på listen.
For vi gjorde det, gjorde vi. Charlotte, Aubie og jeg i Himmelskibet og Charlotte og Aubie i Det gyldne Tårn.

Jeg synes de var superseje, de to her – der er godt nok langt op! Og lige så langt ned i det frie fald. Aubrey sagde, da han var kommet ned: I felt completely ill on the way down! Men syg blev han ikke, og han var lidt stolt over, at han tog turen. Med rette. Synes mommer.
Det var også ret fedt at være oppe i Himmelskibet – der er en ganske god udsigt deroppefra, men jeg måtte ikke have kameraet med derop, desværre.

I dag har vi været på Stevns Klint. Det er stadig sommer, men der blæser en forholdsvis kraftig østenvind, så de kloge mødre mente det ikke var så klogt at tage en strandtursdag, som vi ellers havde talt om. I stedet blev det yndlingslegepladsen på Feddet Camping og som sagt Stevns Klint.
Hvor både John og jeg kom med ned ad trapperne. Især John var lidr forbavset over sig selv, for det troede han ikke, hans knæ kunne klare – det var samme knæ, der gjorde, at vi sagde, at hvis Charlotte ville se Møns Klint nedefra, måtte hun og Tim selv tage den tur engang ved lejlighed. John og jeg har ikke lige lyst til de 496 trin.

Der er nu også smukt nok ved Stevns. Og … miraklet skete: Aubie blev næsten ikke våd. Murphy igen. Her på denne årstid, hvor det ikke ville betyde det store, hvis uheldet var ude, var uheldet ikke ude, mens han næsten altid præsterer at blive våd fra yderst til inderst i vinterhalvåret.

Inden vi kørte hjem, gav morfar en is på havnen i Rødvig, hvor Anna forsøgte at tage arven op fra Arthur med at hive sværdet op fra stenen.
Det lykkedes ikke, og Aubie gennemskuede hvorfor: This is cheating! They’ve cemented the sword in the stone! I don’t wanna try that!

Det franske marked

Årets franske marked i Præstø, som efterhånden er blevet noget af et tilløbsstykke, kunne ikke opleves i bedre vejr, end vi gjorde i dag – og som de også havde både fredag og lørdag – med solen skinnende fra en skyfri himmel og temperaturen på omkring de 20°.
Vi havde aftalt med Ditte og Peter, at de skulle komme ned til os om lørdagen, hygge, spise noget mad og drikke noget vin, og så stå op søndag morgen tilstrækkelig tidligt til at være på markedet, når det åbnede kl. 10. Bare en halv time senere end det, kan man ikke komme til nogen steder, og biler er smidt over hele byen de mest underlige steder.

Jeg havde taget en let sommerjakke på, men det blev hurtigt for varmt.
Vi var hele markedet igennem, men købte kun af de franske specialiteter – både Ditte og jeg købte tre forskellige pølser og et par oste.
Hvert år slår markedet sidste års publikumsrekord. I 2015 var her 45.000 besøgende på de tre dage i lille Præstø – gad vide hvor mange der har været i år, hvor vejret har været så aldeles skønt og markedsegnet?

Peter og jeg købte chokolade … lækker, lækker, lækker chokolade – to lagkagestykker hver; jeg ved ikke, hvad Peter købte, men jeg købte en med rom og en med amaretto. Uf, hvor de var alt, alt for gode.

Frokosten kørte vi til Vordingborg for at indtage. Vi regnede ikke med, at der ville være en ledig kvadratcentimeter på nogen af Præstøs frokostrestauranter, og i øvrigt kender vi kun én af dem.
John og jeg spiste sidste år i januar på Borgens restaurant, som hører til museet ved Gåsetårnet, og hvor vi den dag havde en rigtig god oplevelse med den lækre mad. Ditte og Peter sætter også stor pris på veltilberedt og måske ikke 100 % traditionel mad, så dette sted turde vi godt anbefale. Ingen af os blev skuffede.

Det ser måske ikke ud af så meget, men der var ost bagefter og vi blev rigeligt mætte alle fire.
Efter frokosten gik turen atter mod Den Stråtækte, hvor vi syntes, vi kunne høre en kopkaf kalde på os.
Ved 16:30-tiden sagde de to søde mennesker farvel og tak for denne gang.
Det er en af de mange fordele ved at være flyttet så langt væk: Ens gæster bliver ofte og overnatter, fordi der er så skrækkeligt langt hjem. Det er dejligt at have så lang tid sammen, for man når at komme næsten alverden rundt i samtaleemner, når man har over et døgn at gøre godt med.

Der var en, der var to … nej, der var TRE havørne

Der er i det mindste én fordel ved at have fået rigtig vinter, medførende, at fjorden er delvist tilfrosset. Vi har en bræmme af ufrosset vand ud for hvor vi bor, sikkert fordi en bæk løber ud i fjorden 100 meter fra os, og i den bræmme ligger der masser af fugle.
Og på isen står der havørne.
I går så vi en havørn lave voldsom uro hos fuglene – det var uroen, der gjorde os opmærksom på, at der måtte være noget at kigge efter i luften, for vi så panikken hos fuglene, inden vi fik øje på ørnen.
Den dykkede lige ned i den tætte fugleflok flere gange, og det forbavsede mig, at fuglene ikke reagerede ved at flyve væk, men nøjedes med at lette en halv meter fra vandet og så lande igen – jeg kunne dog ikke se, hvilke fugle det drejede sig om, så måske er det normal adfærd fra deres side.
Jeg talte i telefon med Charlotte mens det stod på, så ingen fotografering fra min side, og John nåede det ikke, for han skulle først have rigget det store udstyr til. Efter et par minutters jagt fløj ørnen, men uden briller eller kikkert kunne jeg ikke se, om den havde en fugl i kløerne.

Jeg gider ikke mere beklage billedkvaliteten – billederne kan bruges som bevismateriale, og det må så være nok … de er nemlig endnu dårligere end sidst, fordi isbræmmen har flyttet sig lidt væk fra os
I dag så vi også havørnen jage, og ikke nok med det, vi så den få fat i fuglen og tage den med hen til isen, hvor den begyndte at fortære sit bytte.
Der gik ikke 10 sekunder, før kragerne indfandt sig og tålmodigt ventede på smulerne fra den riges bord.
Men … lige pludselig var der to havørne!

Det er måske lidt svært at se, men på det ene billede kan man se fire ben og på det andet to hoveder. Man vil også lægge mærke til, at kragerne holder en lidt mere respektfuld afstand nu, hvor der er to ørne til stede.
Da jeg havde lagt kameraet fra mig og var nærmest overstrømmende glad over det vi lige havde set, kom der gudhjælpemig en tredje ørn.
Den blev dog hurtigt jaget væk igen.
Men tre havørne i synsfeltet på én gang. Så bliver det ikke meget større.
I går så John i øvrigt en fjeldvåge – kom han frem til, for han kendte den ikke, men et opslag i fuglebogen viste, at det vist kun kunne være sådan en. Den yngler højere mod nord, men overvintrer i det sydøstlige Danmark i præcis sådanne områder, som vi har her ved Den Stråtækte, så det var en ny til afkrydsningslisten.

ENDELIG lykkedes det!

Nu har vi pralet så mange gange med, at havørnen flyver lige uden for vores vinduer. Næsten lige uden for vores vinduer … den flyver naturligvis nede ved vandet, og selv om der kun er omkring 100 meter derned, er det endnu ikke lykkedes mig at fange den flotte fugl i flugten.
Inge hævder hårdnakket, at det er tom snak fra min side, i hvert fald indtil jeg har bevist det modsatte.

Værsågod, kære skeptikere – her er den, serveret på et sølvfad isfad. Den var så venlig at stå på isbræmmen i en halv times tid, så der var masser af tid til at fotografere den. Selvfølgelig vil jeg helst have ørnen i flugt, og det lykkes måske også en dag, men indtil videre er jeg tilfreds med disse billeder.

Det er altså en ordentlig krabat, sådan en. På et tidspunkt stod der en krage eller en råge ved siden af den. Ingen af dem er en lille fugl, men ved siden af havørnen her så den meget lille ud.

Disse billeder vinder afgjort ingen fotokonkurrencer … de er taget på fuld zoom; dvs. x200, hvilket er alt, hvad mit Canon kan trække. Zoomen er ikke lineær, således at forstå, at på en linje fra 0-100 sidder 50-punktet cirka hvor 75 ville være, hvis det var lineært. x100 sender advarselslys ud til mig og x200 anbefales det ikke at bruge overhovedet. Hvorfor det så er en mulighed, kan man jo undre sig over, men havørnen her er taget på x200, og det taget i betragtning er billederne acceptable.
Isbræmmen lå meget langt fra huset; med det blotte øje kunne jeg kun lige ane ørnen som en sort prik.
Nu er det vel en havørn? Jeg har før kvajet mig mht. rovfugleidentifikation … fx angiver min kilde, at næbbet skal være gult, og det er denne fugls næb ikke. Lidt gult, men ikke helt gult. Ungfugl?

Et historisk blogtræf!

Hvor heldig har man lov at være? Først arrangerede Jørgen og jeg et blogtræf i slutningen af september, hvor vi beskedent krydsede fingre for, at det i det mindste ikke ville regne, og fik et vejr, der var en julidag værdig. Dernæst udrettede samme Jørgen små mirakler og fik en af beboerne på Vemmetofte til at vise rundt og fortælle ikke blot om klostret og lidt af dets historie, men også om, hvordan det er at bo der i dag i en af lejlighederne.

Vi gik først ud til den den store Musesten, om hvilken der florerer op til flere mere eller mindre sandsynlige forklaringer på, hvorfor den ligger lige her.
Dernæst gik turen til Vemmetofte Kloster, hvor vi gik lidt rundt i parken, mens Jørgen fortalte en masse. Han er født i det gamle apotek i Vemmetofte, og begge hans forældre har arbejdet på klostret.

John og jeg har kørt forbi det smukke kloster snesevis af gange, men har naturligvis aldrig været inden for dets døre. Det var i mange år et såkaldt adeligt jomfrukloster, til hvilket aristokratiet indforskrev døtrene i en tidlig alder, for sæt nu de ikke blev gift … hvad i alverden skulle man så stille op med dem? I endnu ældre dage blev de nonner, sandsynligvis ikke med deres gode vilje, men efter reformationen nedlagdes de fleste af landets ‘rigtige’ klostre. Man fortsatte med konceptet, men de skulle ikke længere aflægge nonneløfte. Der er en fin artikel om dets historie her, og Jørgen har en blog om det her, hvor historien har en langt mere personlig tilgang.

Marianne Zenius Kreutzmann, som er kulturetnolog, bebor i dag en af lejlighederne, og hun gad godt vise os nysgerrige rundt i klostret – og så sandelig også sin egen lejlighed. Marianne har boet i Provence i mange år og har skrevet kulturhistoriske kogebøger om det provencalske køkken. Hun var en levende formidler og vi var alle 10 meget glade for at have fået denne mulighed, hun gav os i går.
Vi startede i klosterkirken, som også fungerer som almindelig sognekirke. Dronning Margrethe II, som er protektor for klostret, har broderet messehagelen i 2010.
I mange af rummene i klostret sås smukke, gamle gyldenlædertapeter; nogle steder med matchende stole.
Hvad der (også) imponerede mig var, at det ikke er et museum, hvor tingene dårligt nok må kigges på og da slet ikke berøres; dette er et hjem for et antal ganske almindelige mennesker – næsten da – som bor her og bruger alle rummene. I ét rum spises der; i et andet drikkes kaffen måske. Så er der værelset, hvor man kan sidde og læse dagens aviser og så videre og så videre.
Beboerne laver selv deres morgenmad, men får en udsøgt frokost og to retter til aften. Marianne læste en ugemenu op for os – jeg ville blive tromletyk på rekordtid, hvis jeg boede på Vemmetofte …

Herunder er spisestuen. Marianne sidder altid ved dette lange bord og spiser. Som det måske kan ses på bordenes opstilling, er der nogle, der foretrækker at sidde alene; andre at sidde to og to – man kan få det, næsten som man vil have det.
Det bliver husket, at den-og-den vil have kaffen i en stor tekop, den-og-den drikker vand osv. – alle små særheder/ønsker bliver husket og efterlevet.

Det er ikke et alderdomshjem. Rollatorer og rullestole er ikke en mulighed her, så man skal være selvhjulpen.
Det var simpelthen så interessant at høre Marianne fortælle – også om den udvikling, der er sket bare på de 4½ år, hun har boet her. Uden at gå i detaljer kan jeg røbe, at hendes egne ord var, at 68-generationen er rykket ind på Vemmetofte Kloster …
Der er nu ærlig talt visse repræsentanter for 68-generationen, jeg har temmelig svært ved at se for mig i disse omgivelser, men Marianne uddybede, og vi kunne sagtens se, hvad hun mente.

Dagen afsluttedes i Den Stråtækte, hvor vi til alles store glæde kunne sidde oppe på terrassen og indtage kaffen, bollerne og konfektkagen. Herligt, herligt, herligt – alene det at kunne fremvise alle de bare arme d. 27. september …
Jørgen skrev til mig i dag, at han havde været så betaget af udsigten, at han helt glemte at trykke på knappen, da han tog et billede af den …
Deltagerne var Conny, Kisser, Inge og Hasse, Pia og Allan, Jørgen med hustru, samt selvfølgelig John og undertegnede.
Det var godt, hyggeligt, dejligt, interessant og tåler nok en gentagelse på et eller andet tidspunkt.
Det er altid rart at få sat ansigter på de mennesker, man i forvejen føler, at man kender allerede.

En skøn aften – og en næsten helt overklippet navlestreng

Det Fast Sammentømrede Engelskhold var her i aftes. Det meste af det … og så kan I måske med rette spørge, hvor sammentømret det så er …
Det ene afbud var fra en, der simpelthen ikke kunne få det til at passe ind i kalenderen, lige meget hvad vi gjorde, og det andet var fra en der, sammen med sin mand, “er begyndt at puffe lidt til en golfbold, og da jeg omsider havde fundet ud af at ramme bolden, ramte jeg i min iver ud i luften et par gange med et vrid/hold i ryggen til følge. Det gør så ondt så ondt – har været til kiropraktor i dag for 3. gang og skal igen i morgen … kan ingenting overhovedet … sjældent har jeg været ude for lignende – det er voldsomt smertefuldt og gør mig bare passiv og stille”. Uf da altså.
Den stakkels kvinde skulle have nøjedes med at puffe til den golfbold; hun er stadig totalt smertelammet og dermed lige så totalt inaktiv.

Det blev altså til fem ud af syv. Det var der ikke noget at gøre ved – desuagtet havde vi det som vanligt herligt i hinandens selskab og kunne sagtens snakke for alle syv. De havde taget tidligt fri fra arbejde for at kunne være hernede, mens det endnu var lyst. Der er jo en laaaang vej fra Hørsholm.
Beklager den elendige billedkvalitet, men det var hvad det blev til fra min side i aftes – de fik hver et par af mine hjemmestrikkede futter på, som ligger til fri afbenyttelse i en kurv ude i entreen. Malene spurgte, om jeg kunne lokkes til at strikke et par til hende, for hun havde aldrig før haft så varme fødder – hun frøs normalt næsten altid om dem.
Det kunne jeg ikke stå for, så hun fik sit par med hjem. Det kan være hun nærmest flytter ind i dem, som Anna og Aubrey gjorde, da de blev introduceret til dem. Futterne er tudegrimme, men effektive. Lige som mig, tøhø … man skal ikke lade sig narre af udseendet …

Jeg har filosoferet lidt i de sidste par dage, fordi det var forhenværende kolleger, der skulle komme.
Efter at have været jobstoppet i over 2½ år, har jeg vist endelig klippet navlestrengen over til min gamle arbejdsplads. Jeg har gennem et stykke tid mere og mere kunnet mærke, hvordan jeg får det på stadig større afstand. Jeg har ikke længere den samme lyst til at kigge forbi og få en sludder (ikke at jeg gjorde det, men lysten var der ofte). Jeg gider ikke engang rigtig køre op til vinsmagningerne længere – har kun været til to af arrangementerne i år.
Veteranklubben holder møde den 5. oktober, og det var lige før, jeg meldte afbud til den, fordi det er dagen efter, at jeg har været på Fyn hele weekenden til strikkefestival. Dog også kun lige før – jeg meldte mig til, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil fortryde det, men jeg var forbavset over, at jeg overhovedet fik tanken om at melde fra – det var det, der fik mig til at tænke på moderbindinger, navlestrenge og den slags.
Faktisk er den eneste streng, jeg overhovedet ikke har lyst til at klippe over, netop den, der bevægede sig helt til Præstø i aftes. Det hold håber jeg virkelig på har lyst til at blive ved med at mødes, selv om der nu er to af os, der er jobstoppet. Indtil videre er der heldigvis ikke tegn på andet, så jeg er glad.
Er det normalt, at man er så længe om at slippe? Jeg kender egentlig ikke særlig mange pensionister, der har været så længe på en og samme arbejdsplads, så jeg har ikke nogen at udveksle erfaringer med. Andet end en af veteranerne, som er blevet veteran siden sidste møde. Hun nåede at være der i 39 år, så hende må jeg lige have en sludder med. Jeg ved dog, at hun, lige som mig, stornyder pensionisttilværelsen – det er jo ikke ligefrem, fordi vi sidder derhjemme og græder …

Næste søndags blogtræf – og andet

Det lader til, at vi bliver 11 + en ‘måske’ på søndag. Et glimrende tal, og vi kan godt være i Den Stråtækte til en kopkaf.
Hvis der er nogen, der ikke er selvtransporterende, samler John og jeg op ved Faxe Ladeplads station kl. 12 præcis.
Man kan lige nå at melde sig til (via en kommentar eller en mail til mig), hvis man skulle have lyst til at deltage.

---

Der var Karl Johan i dag, så Ellen er glad.
Der blev ikke sat en ny sverigesrekord, men det blev da til 1234 gram, og lidt har også ret.

I går havde jeg (for) meget tøj på, og alligevel fandt en flåt ind på min mave gennem en T-shirt, en sweatshirt og en regnjakke. Imponerende stædighed, må man sige. Jeg opdagede den ved, at det begyndte at klø her til formiddag. Sådan reagerer jeg heldigvis altid på flåter, inden de har siddet et døgn, så jeg er optimist og tror ikke, de nogensinde når at sidde 24 timer eller mere på mig, inden de bliver pillet af.

I dag fik jeg til min store irritation en luseflue i håret. De er SÅ irriterende, for de kan trykke sig helt flade og er næsten umulige at få ud, når de først er kommet i ens hår. Deres værter er normalt ikke mennesker, men jeg ved ikke, hvad den forvekslede mig med.

Det er faktisk ikke småting, man udsætter sig for bare for at få lidt svampe i hus … vi gik oven i købet rundt i skoven i regnvejr, men Nielsen skulle absolut sove til middag, mens det var fint vejr, så der var ikke noget at gøre, hvis vi skulle ud i dag, og det skulle vi.

Til fest i Mørke

Vi har været til familiefest i Mørke. Der var sikkert nogen, der havde været ude at tisse i Løgten …

Aj, hvor den var plat. Vi var faktisk ikke engang i Mørke, men tæt nok på til, at platheden trængte sig på.
Fætter-kusinefest var det – med færre deltagere, end vi plejer at være, men hyggeligt nok var det bestemt alligevel.
Vi havde Merete med i bilen, og vi drog afsted tidligt fredag morgen, fordi vi ville have noget ud af det, nu vi alligevel skulle en tur over broen.
Vi ville gerne se terrakottafigurudstillingen på Moesgard Museum, og da Merete ikke havde været der før, tog vi lige resten af museet med, så jeg fik et gensyn med den lille Lucy og Hobitten fra Flores.
De ser simpelthen så finurlige og skælmske ud, de to små damer, og jeg kom til at holde af dem allerede da vi så dem første gang.
Terrakottafigurerne var også interessante at se – mest interessant var det dog at læse de mange skriverier rundt omkring om livet i Kina dengang for så mange år siden, hvor Den Første Kejser huserede.
For det var jo det, han gjorde. Huserede. Raserede. Indtog. Erobrede. Byggede KÆMPEstore paladser – tilstrækkelig med arbejdskraft var lige som ikke noget problem, jo.

Fredag Moesgård og spise til aften i Århus Midtby med kaffe ved åen. Udendørs, selv om det regnede, men det var dejlig mildt, så med en parasol over gik det glimrende.
Lørdag blev det Ebeltoft og et husflids- og madmarked på Stenalt Gods. Eftermiddag og aften familietræf.
Søndag morgen mere familietræf over morgenmaden.
Hjem via Ry og Gl. Ry med mølle og det hele. Det er et smukt område, men holddaop for et dårligt vejr – det blev aldrig rigtig lyst i dag, og vinduesviskerne har været på overarbejde. Vi opgav derfor alle ideer om udendørs aktiviteter og begav os til Odense, hvor Meretes datter, Annemarie, lige er flyttet over og er begyndt på medicinstudiet.
Hende fik vi en god frokost og en god snak med, inden turen gik det sidste stykke hjemover.
Det har været en dejlig, en snaksom og en oplevelsesrig weekend, og vi er alle lidt mere end en anelse trætte.

Og apropos familie – rekonstruktionen af neandertaleren herunder kiggede John på i to sekunder og udbrød så: “Nej, hvor han dog ligner …” og så kom navnet på et familiemedlem.
Merete og jeg kom sådan til at grine, for John havde kun alt for ret – ligheden er faktisk temmelig slående.
Jeg skal skåne nogen for at komme nærmere ind på, hvem vi mener, men man er selvfølgelig velkommen til selv at prøve at regne ud, hvem vi tænker på.