Nogle ting bliver nemmere med alderen

Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om ret mange ting, der bliver nemmere med alderen. Noget bliver ganske vist bedre med alderen, men det er ikke helt det samme som nemmere.
Én ting, har jeg konstateret i dag, bliver nemmere og nemmere jo ældre jeg bliver. Jeg har nemlig været til den hvertandetårlige mammografi. For det første skal jeg kun lide halvt så længe som de fleste andre, idet jeg kun har ét bryst tilbage, og for det andet brysts vedkommende er det blevet mindre pinefuldt, fordi det er blevet meget nemmere at ‘flade ud’. Naturen har klaret det meste af arbejdet for maskinen.
Nogle fordele er der altså, og det er bare med at finde dem, for der er ikke voldsomt mange …

Teksten herunder nævner også et par gange eller tre, at visse ting er aldersbetingede; at man ikke rigtig kender til det før man er lidt oppe i årene.
Min fætter sendte teksten til mig for et stykke tid siden, hvor den gav mig den dags hidtil største grin.
Der var et ord, der var nyt for mig, nemlig cahoots, og jeg er så forfængelig at tro, at så er der måske også nogle af jer, der ikke lige ved hvad det betyder.
To be in cahoots with someone: at stå i ledtog med en.
Jeg håber I hygger jer lige så meget som jeg gjorde over disse ordspil – det er god engelsk humor, synes jeg.

I have been in many places, but I’ve never been in Cahoots. Apparently, you can’t go alone. You have to be in Cahoots with someone.
I’ve also never been in Cognito. I hear no one recognizes you there.
I have, however, been in Sane. They don’t have an airport; you have to be driven there. I have made several trips there, thanks to my children, friends, family and work.
I would like to go to Conclusions, but you have to jump, and I’m not too much on physical activity anymore.
I have also been in Doubt. That is a sad place to go, and I try not to visit there too often.
I’ve been in Flexible, but only when it was very important to stand firm.
Sometimes I’m in Capable, and I go there more often as I’m getting older.
One of my favourite places to be is in Suspense! It really gets the adrenaline flowing and pumps up the old heart!  At my age I need all the stimuli I can get!
I may have been in Continent, but I don’t remember what country I was in.  It’s an age thing. They tell me it is very wet and damp there.

Bare en lille fødselsdagskavalkade

Det er næsten synd for jer, at I skal belemres med denne billedkavalkade, men jeg fik lyst til at lave den i dagens anledning.
Det er min blog, og jeg bestemmer … der er naturligvis en årsag til kavalkaden:
I dag bliver mit yngste barnebarn 14 år. For præcis en uge siden blev mit ældste barnebarn 15 år.
Jeg tror samtlige verdens bedsteforældre spørger sig selv ved sådan en lejlighed, hvor de år dog blev af.
Jeg har LIGE været i England for at se Anna for første gang, og kun få uger senere var jeg derovre for at se lille Aubrey.
En god måneds tid efter – allerede på fjerde billede – begyndte Anna at gå i skole, Aubrey fulgte efter på billede fem og de følgende billeder er der også kun få måneder imellem. Føles det som …
Hvis man muser hen over billederne, kan man se årstal og børnenes alder. (Der er en regnefejl på et af dem.)
I mit hoved er der kun gået meget kort tid fra første til sidste billede – det er kun ude i Den Store Verden, der er sket mangt og meget. Selv det år, der blev revet ud af min kalender pga. min kræftbehandling, føles nu som om det kun varede et kort øjeblik – omend jeg godt kan huske, at jeg dengang syntes det år varede en evighed. Tid er en særdeles relativ størrelse, men det beviste Einstein jo allerede for 116 år siden.
Sidste sommer var første år, Anna og Aubrey bad om at få hver deres værelse, da de var her på ferie. Vi har tre gæsteværelser, så det kunne fint lade sig gøre – hvis ikke, havde de nok heller ikke bedt om det … men nu var de glade for den natlige ensomhed:
Aubrey han snorker altså bare SÅ meget!
Anna larmer, fordi hun absolut skal børste sit hår midt om natten, selv om hun bare har været på toilettet!
Med andre ord: Nu er de store. Teenagere, men endnu ikke voksne, selv om Aubrey efter skolestart september 2020, hvor han pludselig helt selv kunne finde ud af at lave lektier uden som vanligt nærmest at skulle have svunget pisken, med et grin hævdede, at that’s because I’m grown up now.
Anna passer sin skole og spiller flygel og guitar i fritiden (og i skolen også, i øvrigt); Aubrey passer sin skole, cykler meget i fritiden – og har fået (meget) dyb stemme og overskæg.
Hvor pokker blev de 14-15 år af???
Det ville være selvbedrag at påstå, at det kun er på de to unge mennesker, at man kan se, at årene er gået. Det ville jeg ellers gerne kunne bilde mig selv ind, men sådan er det desværre ikke. Jeg kan kun alt for tydeligt se, at både forældrene, John og jeg er blevet 15 år ældre siden Annas ankomst.

Dommen blev betinget

I går, med 14 dages forsinkelse, fordi der kom nogle sten i vejen, var John hos en knoglekirurg på Nykøbing sygehus. Han var et ordentligt brød at se på. Ikke tyk, men stor, muskuløs og hærdebred. “Lige min ide om en kirurg”, sagde John senere. Jeg måtte spørge hvorfor, fordi det var den modsatte af min forestilling, hvis jeg da overhovedet havde en, men en af de spinklere drenge i min gymnasieklasse ville være kirurg – og blev det da også. John mente til gengæld, at han kun var stødt på store kirurger i sit liv. Man må gå ud fra, at ingen af os har ret …
Vi var dog enige om, at han så armensk ud. Hans accent og måske især hans navn hjalp os dog nok lidt på vej hvad afstamningen angår. Vi bilder os ellers ind, at vi ofte kan se folks etniske afstamning, og inden for Europa tillige nationaliteten. Selvfølgelig tager vi sommetider fejl, men forbavsende tit har vi ret. Det er en lidt sjov leg for os at fordrive tiden i et internationalt miljø med at gætte folks nationaliteter. I langt de fleste tilfælde får vi naturligvis ikke svaret, men det er sjovt alligevel.

Kirurgen sagde, at de helst ikke opererer før det er strengt nødvendigt; man giver ikke så hurtigt nye knæ som for år tilbage, for der er kommet en mere målrettet træning, GLA:D (Godt Liv med Artrose i Danmark), som er temmelig effektiv. Jeg havde hørt om den fordi en læser af min blog var så sød at skrive til mig om den, men jeg havde ikke sagt noget til John, for jeg er ikke en autoritet på området og har derfor lært at holde bøtte. Jeg kender ham jo …
Det var derfor en ganske anden sag for ham at få det at vide her, og i øvrigt var John meget lettet over ikke at skulle opereres – ikke før om lang tid, i hvert fald. Udsigten til, hvad han troede blev dommen, havde kostet ham en del timers nattesøvn i den seneste tid, men i går blev den dom altså gjort betinget.
Det hans egen læge havde troet var en knogleflis der generede, viste sig at være en lille forkalkning og dermed ganske harmløs. Lægen var flink til at pege på røntgenbillederne og forklare os hvad vi så. Det er ene og alene slidgigt, der er Johns problem. Og ikke et ondt ord om egen læge om den fejltagelse – tværtimod kan vi kun respektere hende for at kende sin egen begrænsning og sende John videre i systemet til specialist.
Der er 20 % af dem, der får nye knæ, der aldrig bliver glade for dem. Det er selvfølgelig dermed 80 % der gør, men både Johns far og søster fik nye knæ, og de hørte begge til de 20 %, så statistikken talte imod en operation.
Han har nu fået lægehenvisning til en fysioterapeut, der er uddannet i GLA:D – der er oven i købet en her i Præstø, så det kan næsten kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvor er jeg glad (!) over, at han (forhåbentlig) snart får lidt lindring af sine mange smerter. Det er ikke en mirakelkur, men hvis vi er heldige, er der god effekt inden vi drager til Alaska. Vi fortalte, at vi skulle på en sådan måske lidt anstrengende tur, så han gav John nogle tabletter, som han kraftigt og med mange ord understregede KUN var til nødstilfælde; det var IKKE forebyggende, men stod han in the middle of nowhere og ikke kunne mere pga. smerter, så var det okay at tage en! Og han må ikke køre bil, hvis han gør det, så det er skrappe sager.

Der er håb forude. Dejligt.

Der sker ting og sager med alderen

I dag har jeg gjort noget, jeg for fem år siden ville have forsvoret nogensinde skulle ske for mig.
Jeg har meldt mig til frivilligt arbejde i Røde Kors-butikken en dag om ugen. Okay – en halv dag om ugen – nu skal vi jo heller ikke overdrive …
Hver fredag fra 14:30-17:00. Og så har jeg jo også Nørklerne hver tirsdag i tre timer.
Det er trods alt en arbejdsuge, der er til at leve med, men havde nogen fortalt mig, at jeg frivilligt ville gå med til den slags, havde jeg grinet hånligt og sagt: “ALDRIG!!! Never ever! Det ville da være totalt fjollet frivilligt at opsøge arbejde, når man har glædet sig i 10 år til at jobstoppe!”
Jajaja. Sådan kan tingene ændre sig. Det er jo ellers ikke fordi vi går rundt og keder os, men det er altid rart at få nyt indhold i et efterhånden lettere rutinepræget liv, og især John savner nok lidt udadvendt og socialt liv i hverdagen, så han var faktisk ikke svær at lokke – det bliver dermed os begge to, der ofrer tid på sagen.
Nu må vi se, hvordan det går. Det bliver et helt nyt arbejdsområde for mit vedkommende, men det bliver da meget sjovt at prøve det også.
John har fra sin tid i olie/benzinbranchen masser af butikserfaring, men han kommer til gengæld nok til at hjælpe mest med at køre med ud for at tømme tøjcontainere, samt indsamle og aflevere fx møbler.
Vi har fortalt dem, at vi rejser meget og derfor relativt ofte vil være ude af stand til at passe butikspligterne, men de mangler virkelig folk, så de var lykkelige, hvis vi ville give dem den tid, vi har mulighed for.
Vi skulle skrive under på en aftale, og vi opdagede hurtigt, at det gamle ord om, at når man rækker Fanden en lillefinger… holder endnu.
“Jeg skal spørge jer”, sagde butikslederen, “om der er andet frivilligt arbejde inden for Røde Kors, I vil tage del i?”
“Lad os nu lige komme i gang og se hvordan det går! Vi vil ikke binde os til for meget, så foreløbig holder vi os til den halve dag om ugen, vi har talt om.”
De er hurtige … men der blev ikke skrevet mere på aftalen i denne omgang.
SÅ ivrige er vi heller ikke for at arbejde igen. Som sagt, så er det ikke fordi tiden falder os specielt lang, men vi ville gerne hjælpe, når nu de står og mangler frivillig arbejdskraft.

Billedet er sagen aldeles uvedkommende, men den ene dag på Djursland havde vandet en helt vidunderlig farve, som Johns gode kamera heldigvis formåede at fange.

Den slags er vi blevet for gamle til

Vi er igen i den lille wiltshireske landsby – og vi nåede toget, selv om det kun var lige netop. Flyet var over ½ time forsinket, og der var forsinkende vejarbejde på motorvejen, så da bussen fra Heathrow nåede Reading station, var der 10 minutter til toget gik, og jeg skulle først afhente de forudbestilte og -betalte billetter. Al elektronikken til informationsskiltene var ude af drift, så jeg kunne ikke tjekke, om toget gik fra den sædvanlige perron 7, men vi småløb dertil i håb om, at det var tilfældet. Da der var tre minutter til afgang, afbrød jeg en samtale og spurgte den eneste synlige stationsmedarbejder, hvorfra vores tog gik. Det gik fra perron 8. Mente han … SHIT – vi skulle så lidt tilbage, op ad en rulletrappe, lidt hen og ned ad en anden rulletrappe. Mens jeg sagde tak, så jeg vores tog ankomme. Jeg kan godt løbe, men John har svært ved det – og i øvrigt gør det det ikke nemmere med hver en kuffert plus håndbagage.
Han prøvede så godt han kunne – jeg var forrest og da jeg var halvvejs nede ad rulletrappen fløjtede en mand afgang. Jeg viftede vildt med armene, hvilket han heldigvis så og ‘holdt’ på toget. Jeg spurgte “Pewsey?” Han sagde ja, og jeg sagde, at den herre halvt nede på trappen derovre også skulle med. “Okay, step in”, sagde han, men da jeg ville være sikker på, at John også kom med, ventede jeg på ham. Da han lettere forpint nåede mig, skældte togmanden mig ud: “I told you to enter!” Jajaja … det gjorde vi så begge, og toget satte i gang med en lille forsinkelse, men jeg var glad for, at vi nåede det, for der var tre timer til det næste tog – eller også skulle vi have været taget til Swindon, men så havde C haft en noget længere tur for at hente os.
Vi er altså blevet for gamle til den slags rejsestress!

Resten af dagen gik heldigvis i et adstadigt og noget mere ældrevenligt tempo. Charlotte, John og jeg var alene, da resten af familien plus svigerfar og Andy var i færd med at køre wolseleyen til Birmingham, men mere om det senere.
John havde besluttet sig for at forære Charlotte et af sine kameraer. Han ville ellers have solgt det, men havde fået at vide, at han ikke skulle forvente at få mere end højst 4000 og sikkert kun 3000 for kamera med linse. Det ville i givet fald være et betragteligt tab, og C havde i sommers talt om, at hun flere gange havde overvejet at få et kamera, der kunne meget mere end det hun har, men det hun havde i tankerne ville koste så mange penge, at hun ikke rigtig havde samvittigheden i orden til det.
Hun blev meget glad for det – som i virkelig, virkelig glad, og vi kørte fluks en tur ud i det engelske landskab for at finde motiver, så hun kunne få lidt hands-on-undervisning af John. Det hyggede de sig en del med begge to.

Mens de to mest koncentrerede sig om landskabsbilleder, så jeg andre ting gennem linsen. Bl.a. gik turen gennem Urchfont, som kan smykke sig med en titel, som meget praktisk ikke har noget årstal knyttet den den årlige pris, så det skilt kan stå der længe og lade som om det er nyt. (C.P.R.E. står for Campaign to Protect Rural England.) Men okay – de vandt faktisk prisen her i 2019, og om det er en slags vandrepokal, ved jeg ikke.
Friars Lane måtte jeg også smile over – når man har nået bunden, vil jeg mene, at det li’som kun kan gå opad, så den sidste del giver lidt sig selv …
I dag har C en kunde til prøvning her til formiddag, men hun satser på at kunne holde fri i resten af den uge vi er her … dejligt.

Foryngelseskur

Det er desværre ikke mig, der gennemgår en foryngelseskur lige nu; det er to pc’er, nemlig Johns og min, der er indlagt indtil i morgen aften.
Vi troede egentlig, at vi nok ikke kunne komme udenom at anskaffe os hver en ny, for de er hhv. fem og seks år gamle og derfor, set fra et elektronisk synspunkt, håbløst outdatede. Dette er vi sådan set i princippet ligeglade med, så længe de opfører sig ordentligt, men det var lige præcis det, de ikke rigtig gjorde mere. Johns var mest tosset, hvilket er lidt underligt, for han har den nyeste, og han bruger den langtfra så meget som jeg bruger min. Nogle gange har han nærmest helt opgivet den, som fx når det tager mellem tyve minutter og en halv time at starte den op, fordi den tror, den mangler nogle drivere, som den i virkeligheden slet ikke mangler, fordi de blev (eller burde være blevet) overflødiggjort, da et ikke længere anvendt program afinstalleredes.
Det var ligemeget, hvad vi gjorde – og her kan jeg godt mærke, at det er 5½ år siden, jeg havde tæt kontakt til en it-afdeling – der er for meget, jeg ikke ved nok om. Jeg troede fx, at jeg var så dygtig, da jeg ville defragmentere Johns harddisk, men i stedet kunne konstatere, at det klarer pc’en helt af sig selv efter behov.
Noget måtte gøres.
Jeg ledte efter en pc-doktor i nærheden, og vi fandt en fyr i Præstø, som viste sig at være yderst sympatisk.
Alene det, at han skriver, at han, fordi han har fuldtidsjob ved siden af sin ‘lægepraksis’, ikke er momsregistreret, men at han udskriver en regning, og han betaler sin skat, gør, at vi på forhånd havde tillid til ham. Han kunne ikke være helt umulig.
De findes altså, de der foretrækker at være gode samfundsborgere og ikke arbejder sort.
Det bliver muligvis af samme årsag lidt dyrere, men vi kan lige som ikke tillade os at brokke os, vel? I øvrigt er han meget rimelig, og to nye maskiner ville have kostet os langt mere – for ikke at tale om alt det, der skal reinstalleres. Jeg bliver træt bare ved tanken.
Han renser begge maskiner og installerer en ny form for harddisk, som (som jeg forstod det, men jeg er som sagt gået bagud af dansen) består af et SD-kort, således at den mekaniske harddisk, som til tider kunne lyde som en centrifuge, ikke længere er nødvendig. I stedet ‘spejler’ han den via dette SD-kort, som bliver på 450 GB.
Og spørg mig endelig ikke om hvad han dog snakker om eller hvordan det kan lade sig gøre, for jeg ved det ikke.
Jeg ved derimod, at vi nu forventer at kunne beholde vores bærbare i nogle år endnu. Der var engang, jeg var bedre til den slags; det er jeg ikke helt mere, men jeg har det lige som jeg har det med biler, vaskemaskiner og tv-apparater: Det skal bare virke, skal det.
Jeg anser ikke mig selv for decideret it-analfabet, men jeg må se i øjnene, at teknologien efterhånden kræver mere af mig, end jeg gider at sætte mig ind i, og når jeg ikke har nogen at spørge, bliver det lidt for tungt.
Jeg satser på foryngelseskuren, og at vores pc-doktor bliver i området nogle år endnu, for vi får garanteret brug for ham igen.

Det er da de besynderligste ting, der kan ske med alderen …

Gad vide hvor gammel jeg ville være, hvis ikke jeg kendte min alder?
Mange af os har allerede med al [u]ønsket tydelighed set, hvordan mange ting på kroppen søger mod jorden, efterhånden som vi bliver ældre.
Man ældes, gør man, nogle med ynde, andre … øhhh … uden …
Huden bliver slappere, håret tyndere, taljemålet øges, ører, fødder og næse vokser, fingrene det modsatte.
Alt det er der ikke noget nyt i for de fleste af os. Vi ved det, allerede når vi er unge, for vi har alle sammen kendt gamle folk og ved, hvad tiden gør ved os – men vi tænker nok ikke så meget over det, før det rammer. Nogle rammer det hårdt, fysisk og/eller mentalt; andre knap så hårdt, men ingen går ram forbi.
Så altså: Intet nyt indtil videre, men …
I går var jeg hos optikeren, fordi jeg ikke synes mine briller virker så godt mere. Jeg har dem efterhånden kun på, når jeg skal køre bil, men inden for kortere afstande ser jeg lige så godt uden.
Jeg var igennem hele møllen med trykmåling, nethindefotografering und alles.
Alt i orden, hvad det angik, så ingen stær på vej sådan lige med det første.
Videre ind til selve synsprøven.
– Din bygningsfejl har flyttet sig lidt nedad.
– Flyttet sig???
– Ja, det kan sådan nogle godt.
– Det var pokkers – jeg er ganske klar over, at jeg efterhånden har en del ‘bygningsfejl’, som primært er aldersrelaterede, og som intet har med synet at gøre, men at den i øjet også bliver ekstra påvirket af tyngdekraften … det er godt nok nyt for mig.
Her kunne kan ikke lade være med at grine, og vi fik os derefter en god snak om øjnes aldring i almindelighed og mine øjnes aldring i særdeleshed. ´

Jeg er faldet ½ styrke på højre øje og er status quo på venstre, hvilket forklarer, at jeg ikke synes mine briller virker så godt mere.
Mon ikke jeg bare er ved at udligne således, at min nærsynethed er ved at blive opvejet af alderdommens langsynethed?
Det er ikke altid, at det er sådan, men nogle kan godt opleve det.

Hvad jeg godt kunne lide min optiker for var, at han ikke forsøgte at prakke mig et par nye briller på; han sagde, at det ikke ville gøre den store forskel for mig, hvis han lavede nye glas, der skulle kompensere for den lidet ændrede styrke. Jeg skulle komme igen og blive tjekket om 1½ år, for så var mine nuværende briller nok blevet slidte og ridsede. De er næsten tre år, men jeg har passet godt på dem, så de kan godt holde lidt endnu, og det kan mine øjne åbenbart også.
Hurra for gode optikere!

Og så til sidst lige denne:
Morfar gik en tur med sit barnebarn. Barnet finder en æske viagra på stien.
Morfar: “Hvis du giver mig æsken, så får du 100 kr. af mig i morgen.”
Morfar fik æsken, og næste dag fik barnebarnet 500 kr. af sin morfar.
Barnet: “Jamen morfar, jeg skulle jo kun have 100 kr?”
Morfar: “Jeg ved det, men de sidste 400 er fra mormor.”

Når kærligheden holder

I går var vi til sølvbryllup. Det var Das Andere Mädchen, som har været gift med sin elskede Jan i 25 år.
Det er skønt at se, at kærligheden kan holde i 25 år – der er ingen tvivl om, at de to elsker hinanden og vil med størst sandsynlighed også elske hinanden i 25 år til. Eller hvor længe det nu kan blive til, men en sund levevis skulle vel nok kunne få dem om på den anden side af de 90 år.
Vi var 60, og lige godt halvdelen, nemlig 32, var også med til brylluppet, som blev holdt i Kong Hans’ Kælder i København.
Sølvbrudeparret holdt sig til det kongelige og gav frokost på Orangeriet i Kongens Have.

Vejret kunne ikke forlanges bedre. Vi tog toget til København og var i god tid, fordi man altid hører om de mange forsinkelser, man kommer ud for, når man tager offentlig transport, og vi ville ikke risikere at komme for sent. Nok netop fordi vi havde rigeligt med tid, kørte alt på skinner (tøhø), så vi sad og fik en kop kaffe på en café lige over for Kongens Have og så garden trække op (spøjst udtryk, ikke sandt?) og standse trafikken, da den skulle krydse Gothersgade på vej mod Amalienborg.
Det var meget hyggeligt at sidde en lille halv time og se på det forbipasserende byliv – det er sandelig ikke ret ofte, vi gør det mere. Det er faktisk alt for sjældent, for det er sådan, at når vi sidder derhjemme i vores dejlige have, savner vi overhovedet ikke byen, men når nogen tager os sammen og tvinger os derind, så nyder vi det.

Det var også sjovt at se folk igen – nogle af dem har jeg set indimellem, når der har været holdt fest, men andre var det 25 år siden jeg sidst havde set. Det var dog skrækkeligt, så meget der var sket med folks ansigter på de 25 år! Til dels også kroppene, men nok især ansigterne!
Jeg er glad for, at jeg ikke kan høre, om de siger det samme om John og mig. Men vi har naturligvis ikke forandret os lige så meget som alle de andre.
Eller hvordan er det nu lige, det er?
Naturligvis har vi det, men jeg skal da lige love for, at aldringsprocessen bliver ekstra tydeliggjort, når der er 25 år imellem, at man ses.
Der var én kvinde som fuldstændig lignede sig selv fra dengang, men det synes jeg måske kun, fordi jeg har set hende en omkring halv snes gange gennem årene?
Og der var en anden kvinde, som også tydeligt var blevet 25 år ældre, men som på ingen måde havde tænkt sig at indrømme det, hvilket bl.a. afspejledes i hendes påklædning. Det er synd, synes jeg – det har den modsatte effekt end hun går og tror.
Nogle siger, at alder kun er et tal.
Det passer ikke. Alder er mange, mange ting. Nogle virker gamle allerede som unge, nogle holder sig unge på den gode måde, nogle tror selv, at de holder sig unge og gør sig dermed ældre end de er, og så er der de fleste, som bare er (og accepterer) deres alder, uanset hvad den måtte være.
Men kærlighed har ingen alder.

Status og prognose

I overmorgen er der rigtig mange, der gør status over året, der gik, men når nu jeg endelig har en chance for at være en anelse forud for min tid, vil jeg gøre det i dag og samtidig kigge lidt fremad.
Man må nemlig aldrig gå ned på planer. Hellere for mange end for få. Den dag, jeg ingen planer har, er jeg død.
Det må naturligvis bare ikke stresse, at man ikke når det hele … det går slet ikke at blive den første pensionist, der går ned med stress … men det er måske også mere ønsker end deciderede planer, og i øvrigt er der ingen deadline. Andet end den ultimative og helt bogstavelige, altså.

Sådan nogle oplevede vi en del af i 2017. Dette er solopgangen, som ikke-syvsoverne oplevede den i forgårs. Dvs. som John og jeg oplevede den. Tim og Charlotte måtte nøjes med billederne, mens Anna og Aubrey så den – de var så ikke lige så imponerede som mig.
Af ferierejser blev det til Mallorca, Irland, England, Sydafrika og England igen. Og et sommerhus i en uge. Sverige tæller ikke, så det er forholdsvis moderat, faktisk, selv om jeg til min skræk var feriemæt efter safarien. Det gik over, hvilket kan ses i prognoserne om lidt.
John byggede shelter i haven og jeg nåede lidt videre med mine haveplaner.
Sådan. Det var lige et helt år. På ganske få linjer. Hvem sagde Pensionistvisen?

Næste år er de allerede fastlagte ferieplaner Malta, som er snart, England, som er i starten af maj (bluebells!), Norge midt i juni (midnatssol), sommerhus på Fanø i September (strikkefestival).
De løsere planer omfatter endnu en Englandstur og så er enten Klassiske Sicilien eller Et Syditaliensk Eventyr med Kulturrejser Europa et ønske fra os begge. De to rejser lyder lige spændende, og det er svært at vælge, men der er jo heller ingen, der siger, at vi ikke kan tage den ene i år og den anden i 2019. Der står stadig et sydamerikakrydstogt på ønskelisten, men så skal Sverigeshuset lige være solgt først.

Og så er 2018 året, hvor jeg bliver folkepensionist! AvavavAV. Lad nu være med at komme med den sædvanlige om, at alder bare er et tal, for jeg er alligevel ikke enig. Selvfølgelig er alder et tal, men det er ikke ‘bare’ et tal, for nogle gør mere ondt end andre. Lige som ord. Der er forskel, er der. Punktum.
Det gjorde ondt at blive 50, lidt mere ondt at blive 60 (bortset fra glæden ved at kunne jobstoppe – og gøre det), og det vil gøre mere ondt at blive 65.
Folkepensionist. Alene ordet kan gøre mig træt oven i hovedet. En folkepensionist er noget, jeg forbinder med at være gammel. Ikke ældre. Gammel.
Jeg får e-post med jævne mellemrum, der minder mig om det kommende skelsår.
Fra ATP. Fra Borger.dk. Fra FTF-A om, at de agter at stoppe med at trække penge til arbejdsløshedskassen så snart jeg er blevet 65. Flinke folk, såmænd … de stopper formentlig også med at give mig efterløn, men det nævnede de ikke noget om.

70’er-party

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at min datter godt kan lide at arbejde med tøj. Det har været hendes hobby siden hun var 11 år, i dag er det hendes arbejde, og hun elsker det.
Hun syede sin første krinoline, da hun var 11. Huset formåede desværre ikke at levere tilstrækkeligt med fiskeben i rette størrelse, så det krævede nye veje til gamle mål. Hvad gør man? Udover at Charlotte rask væk snuppede alle tilgængelige lagner i hytten, beskar hun bambussen i haven til brug til stivere.
I årene derefter satte hun Borte med Blæsten på videoen, pausede den på passende steder og kopierede de flotte rober på denne måde. Det samme skete med My Fair Lady, plus at hun kopierede modeller efter bøger om mode gennem tiderne, samt syede askepot- og tornerosekjolekopier til sine små kusiner.
Det er de færreste forundt at gøre sin hobby til sit arbejde, men hun er altså en af dem, det lykkedes for.
Som en sjov afveksling til de fine kjoler og jakker, hun syr til hverdag, kommer der indimellem lidt opgaver ovre i kostumeafdelingen. Mest til børnene, men en gang imellem til sig selv.

Som til den 70’er-fest, de deltog i i fredags. Tim var desværre ikke så gennemført, for han havde meldt ud, at han ikke kunne nå at deltage, så Charlotte havde foræret det tøj, han skulle have haft på, til en anden deltager.
Så ændredes mødeplanerne, således at han alligevel godt kunne deltage, men han stod dermed selvfølgelig uden det rette outfit – kun parykken og plateauskoene var ikke foræret væk; tøjet måtte være hans eget, men det blev gjort tidstypisk ved at knappe skjorten lidt op.

Jeg forsøgte ellers at komme med gode råd til tøjet – man har vel selv været ung lige midt i det hele – men hun sagde, at hun vidste lige præcis, hvordan hun ville se ud, og jeg må erkende, at hun har ramt stilen fint. Sådanne hvide støvler havde jeg også. Måske ikke lige netop den kjole, men jeg husker tydeligt, hvor smart det dengang var med små spejle i tøjet. Akkeja – det var dengang, jeg havde figur til kunne bære hotpants – og gjorde det. Ofte. Der var også mange, der ikke havde figuren til hotpants, der gik med dem …
Jeg vil dog lige sige, at selv om jeg stadig havde figuren, og det blev moderne igen, ville jeg ikke tage hot pants på. Jeg kan godt huske, hvor meget jeg syntes kvinder over 40 år gjorde sig til grin dengang, når de gik i hotpants. Jeg har aldrig været tilhænger af at gøre sig yngre end man er eller “være ung med de unge”. Jeg synes det er lidt tragikomisk, når man ikke klæder sig efter sin alder.
Medmindre man er til kostumefest …

Jamen vi BLIVER jo ældre …

Vi har i søndags set en time om Danmarks bronzealder, hvilket var meget apropos denne bemærkning fra Monica Krog-Meyer, og jeg kunne da heller ikke lade være med at smile: På kinderne er der dukket helleristninger op.
Hun havde skrevet en artikel om det at blive ældre, om at acceptere den alder, man har, og dermed det udseende, der nu engang følger med årene.
Hun er et par år ældre end mig, og i vores alder er det at betragte som værende lige gamle.
Hun havde et par gode pointer, som er værd at citere. Jeg har ingen illusioner om mit eget udseende, og jeg ser ud som jeg gør. Det må jeg acceptere, og det bliver mine omgivelser så desværre også nødt til.
Derfor har jeg lavet en pagt med min krop: Så længe den virker og gør mig i stand til at bruge min fysik, som jeg altid har gjort, så kommer der ingen kritiske bemærkninger ud af min mund. Jeg er så taknemmelig over at kunne gå lange ture, grave i haven, dyrke motion, cykle, bære børnebørnene og trække vejret uden besvær og uden smerter. Jeg ville være et skarn, hvis jeg brokkede mig over, at jeg ikke længere kan slå vejrmøller eller ligner én på 30. Det er simpelthen for dumt. Når nu jeg ved, at det er sådan det er.
Ja. Det er det. Det er sådan det er. Jeg kan jo kun være enig, for jeg kan det samme som hende, oven i købet uden at tage nogen former for medicin endnu, for Monica Krog-Meyer siger:
…Og egentlig meget heldigt først i 62-årsalderen at skulle indtage medicin dagligt. Ganske vist for resten af mit liv, men sådan er det.
Jeg har som bekendt haft kræft, og den kommer måske igen. Måske ikke. Måske i en anden form. Det ved ingen. Jeg har nogle bivirkninger fra de hårde behandlinger, men det er småting taget i betragtning, at de fik den møgsygdom til at forsvinde.

Jeg klæder mig ikke i tøj, der ville se bedre ud på en 30-årig. Jeg har ikke fyldt rynker eller læber ud med botox. Der er allerede fyldt så rigeligt ud forskellige steder på mig fra naturens hånd, så hvorfor proppe mere ind? Det vil nok alligevel bare se ynkeligt ud. Det skal være lavet meget godt for ikke at virke lidt til grin, og der er altid noget, er afslører den virkelige alder alligevel.
Jeg forstår ikke, hvad der er galt med at ligne en kvinde i tresserne, når man er en kvinde i tresserne. Jeg siger ikke, at man skal være ligeglad med sit udseende, for det skal man naturligvis ikke … ingen ser nogensinde mig uden makeup, fx, men det er ikke det samme som at gøre sig yngre.

Alt sammen måske elendige undskyldninger for ikke at have karakterstyrke nok til at gøre tilstrækkeligt ved de ekstra kilo, der sidder og gør mig mindre pæn, end jeg måske kunne have været, men det er simpelthen for svært, er det. Jeg har det jo godt –´alt for godt, måske – jeg elsker det liv jeg lever, mit hus, min have, mit barn, mine børnebørn, min mand, min mad og min vin (rækkefølgen er aldeles tilfældig!).
Kan jeg tillade mig at klage? Nej, vel? Og når nu jeg ikke kan klage over ret meget, så er det da godt, at jeg kan være sprogbrokker en gang imellem.

Hvor peberet gror …

“Jeg ønsker ham hen, hvor peberet gror!” Jeg ved ikke om generationen yngre end mig kender den vending, men jeg vil tro, at de fleste i min generation ved, hvad det betyder – og det er som bekendt ikke noget godt, da man bestemt hellere vil se vedkommendes hæl end tå.
Det menes, at udtrykket stammer fra kolonitiden, hvor de fleste europæere led en hel del kvaler, hvis de var udstationeret i kolonierne, hvorfor det godt nok kunne være indbringende, men også forårsage en alt for tidlig død at skulle tilbringe sit liv i troperne.
I dag ville de færreste nok synes det er forfærdeligt at blive sendt en tur ud, hvor peberet gror, men der er selvfølgelig forskel på en kort turistvisit og et mere eller mindre permanent ophold. Jeg ville blive glad for det første, men ikke for det sidste.

Det er ikke så længe siden, jeg blev lidt pjattet med salt, mens jeg længe har været mindst lige så pjattet med peberet, der kommer i min bøsse. Det må være over 30 år siden, jeg sidst har købt en pakke savsmuld, som en ven engang kaldte det, der hedder “stødt peber”, hvilket er en glimrende betegnelse for det, selv om det med lidt god vilje godt kan kaldes peber. Det med selv at kværne peberet er ikke noget, jeg er vokset op med, men jeg skulle kun smage det et par gange for at blive overbevist om, at det var uden sammenligning med savsmuldet.
Gennem årene er der blevet eksperimenteret en del, og efterhånden nåede jeg frem til den viste blanding.

Disse poser har jeg gennem nogle år købt i De Blå Haller i Haslev, men besøget i Lov i søndags afslørede, at de også har dem der.
Nogle siger, at salt smager ens – det gør rent salt også, men hvis der er tilsat fx krydderurter, smager det naturligvis af disse krydderurter (og folk synes det er så festligt med vores saltfad).
Peber smager meget forskelligt, hvad de fleste nok er klar over.
Mit saltfad synes jeg selv er vældig smart, men jeg ville trods alt synes, det på flere måder var decideret overkill, hvis der også skulle til at stå en masse forskellige peberkværne på bordet, så her har jeg – sikkert til Johns store lettelse – valgt at blande peberet, inden det hældes i kværnen.

To dele Amalienborg-blanding (lidt kongelig osv …), og en del af henholdsvis grøn, hvid og rosa peberkorn. Det hele blandes og opbevares i et tætsluttende sylteglas for at holde mest muligt på aromaen.
Der er stor, stor forskel på dette og på at bruge udelukkende sort peber … eller den blanding af sort og hvid peber, man ser, hvis det skal virke lidt mere gourmetagtigt.
Jeg ved godt, at det sommetider er bedst at bruge én slags til nogle bestemte retter. Jeg har en fiskeret, hvor det er bedst at bruge rosa peberkorn og en kødret, hvor den grønne peber skal bruges alene, men i de fleste tilfælde, og under alle omstændigheder ved bordet, er det perfekt med denne velsmagende blanding. Og peber skader ikke på samme måde som salt gør – det kan højst blive lidt stærkt, hvis man kommer til at bruge for meget – men det gør man ikke.
Prøv selv … 

Familieplanlægning

Kan I huske, da ordet familieplanlægning kom frem? Det blev optaget i ordbogen i 1986, men hvornår det opstod, ved jeg ikke.
Jeg havde planlagt, at jeg ikke skulle have flere børn end Charlotte. Hun var en smutter (det ved hun godt) – jeg var 10 timer gravid, da jeg arriverede i New York, hvor jeg havde fået mit første job efter færdiggørelse af min uddannelse. Det blev derfor kun til to måneder derovre.
Hvad min læge først fortalte mig da det var for sent var, at de minipiller jeg tog, ikke nødvendigvis virkede under stresslignende tilstande! Altså … hvor stresset er man lige, når man som 23-årig river sit liv op med rode og flyver over Atlanten for at starte arbejde på Columbia University i Spanish Harlem-kvarteret i NY?
Det kunne han dæleme godt have fortalt mig noget før.
Men jeg fik Charlotte, og det har jeg naturligvis aldrig fortrudt. At jeg forlod faderen, da hun var seks måneder, er en anden historie, som jeg kort har omtalt tidligere.
Dengang besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere børn. Det var min nemme form for familieplanlægning. Slut. Ganske enkelt. Charlotte var mit et og alt, og vi har været igennem økonomisk særdeles hårde tider, men det gik, takket være et par fantastiske forældre, og barnet er senere landet som en velfungerende voksen, der er meget økonomisk bevidst, hvilket kom hende til gode, da hun var underbetalt elev i et hundedyrt London … men da var moderen heldigvis kommet til lidt flere penge og kunne hjælpe lidt med flybilletter hjem og den slags.
Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte flere børn fra, og Charlotte hævder, at hun er ganske tilfreds med at være enebarn. Eventuelle besværligheder med gamle forældre sammenholdt med at være langt væk fra dem, tager hun/vi, når vi når dertil. Hvis vi når dertil. Jeg har nemlig svoret, at mit barn aldrig, aldrig skal blive min plejerske – og det skal John heller ikke. Som Danmarks samfund er bygget op, må man have ret til at lade andre om at skifte ens ble og vaske en, hvis det skulle komme så vidt – og her er det heldigt, at Charlotte bor i UK, da så ingen instanser kan forlange eller forvente, at barnet deltager i moderens ældreomsorg.
Charlotte har sagt, at hun meget gerne vil “passe på os”, når vi bliver gamle; derfor også granny flat’en, men hun skal ikke og vil heller ikke længere end dertil, hvor vi stadig er selvhjulpne med de basale ting – bliver vi decideret plejekrævende, så er det afsted med os til et dertil indrettet hjem. Om vi nogensinde flytter fast til England, eller hvordan det hele skal gå, ved vi heldigvis ikke en snus om.

Det er min/vores familieplanlægning. Vi har alle talt om det, for vi synes, det er så vigtigt, at man kender hinandens holdninger. Hvad gør vi, hvis den ene bliver dement? Kommer ud for en invaliderende ulykke?
Vi håber vel alle sammen på at dø fredeligt i vores seng, uden at have nået at ligge hverken familien eller samfundet til last, men alligevel mæt af dage og tilfreds med livet, som det nu engang gik.
Det gør jeg i hvert fald. Jeg har også forsøgt at planlægge det således. Jeg har godt nok en del, jeg lige skal nå først …

Hvor mange ‘aldre’ har vi mon?

Mens jeg gik og arbejdede i haven, filosoferede jeg over, hvad det er der gør, at vi livet igennem ændrer os. Hvorfor jeg fx holder meget af at gå og arbejde i haven, hvor jeg i rækkehuset (og tidligere) anså det for at være surt, kedeligt og uinspirerende? Undtagen lige, når jeg skulle plante krukker til i forsommeren …
Er det virkelig omgivelserne, der har betydet så stor en forandring i min indstilling? Eller passede det bare sammen med, at jeg nåede et nyt stadie i mit liv? Måske en kombination?
Tankerne fløj videre: Man har forskellige aldre: Barndommen, ungdommen, voksenlivet og alderdommen. Det er dog en del forenklet, synes jeg, selv om udtrykket “den tredje alder”, som skulle være den sidste, forenkler det yderligere. Jeg er i det, jeg selv kalder den fjerde alder, fordi jeg mener, at den tredje alder er den, man lever, når ens voksne børn er flyttet hjemmefra. Den fjerde starter med arbejdslivets ophør. Der kan for nogle også komme en femte: Den, hvor man ikke længere kan være så udadfarende og er mere eller mindre tvunget til at være inaktiv (ikke en rar tanke).
Aldrene kan også defineres ud fra interesser … i gymnasiet var jeg ved at kede mig ihjel i historie- og oldævlstimerne. I dag bander jeg over mig selv, at jeg ikke hørte bedre efter – historie er da vældig interessant og er nødvendig for at forstå nutiden … jeg abonnerer på magasinerne Historie og Siden Saxo og læser begge med stor entusiasme.
I gymnasiet var det biologiundervisningen, der drev værket for mit vedkommende – jeg elskede simpelthen det fag og det var den primære årsag til, at jeg blev matematisk student, da man ikke dengang kunne kombinere fagene som man gør det i dag. Jeg har dog altid været god til at lære sprog og til at skrive stile (ifølge min dansklærer), men det var først, da jeg var i trediverne, at den sproglige interesse tog overhånd, og jeg begyndte at læse engelsk i min fritid, fordi jeg egentlig ikke gad lege laborant mere.
Fugle var DØDkedelige og aldeles absolut uinteressante. Jeg kendte gråspurve, høns og kalkuner (min far var i en årrække kalkunavler), måske nogle ganske få andre, og det var det. Så kom en fugleinteresseret John ind i mit liv, og i dag synes jeg, fugle er spændende; jeg elsker at tage med på fugleture, at lære nyt om dem og at kunne krydse en ‘ny’ fugl af i fuglebogen.
Som barn, som ung og i årene, hvor jeg var alene med Charlotte, læste jeg bøger i én uendelighed – biblioteket kunne næsten ikke følge med mit store behov, så jeg lånte bøger af gud og hvermand. Jeg læser stadig, men kun i sengen og det varer sjældent ret længe, inden jeg snorksover. Jeg vil hellere lave alt muligt andet om dagen end at læse.

Så hvor mange aldre har man egentlig? Eller skal vi kalde det epoker? Hvad er det, der bevirker, at man ændrer holdning; i nogle tilfælde temmelig radikalt? Jeg taler ikke politik! Dette er en upolitisk blog. Cirka. For den er ikke holdningsløs, og tingene hænger jo sammen.
Ens grundlæggende livsholdning og ditto værdier ændrer sig vel sagtens sjældent; indeni er man den samme livet igennem – og så alligevel ikke …
livet er da forunderligt.
Har I også oplevet, at jeres interesser ændrer sig fra den ene yderlighed til den anden?

Jeg føler mig som en 130-årig

Vi var til 130-års fødselsdag i går, og i dag har jeg det som om jeg er 130 år gammel. Det bliver altså sværere og sværere at komme meget sent i seng. Eller rettere: Det er såmænd nemt nok, men det bliver sværere og sværere at blive hurtigt frisk igen, og det oven i købet uden at have indtaget de voldsomme mængder alkoholiske drikke … den ene skulle køre og den anden holdt sig solidarisk ædru – men jeg kunne ikke have kørt bil …
Det var en god fest, som startede med, at vi havde et fantastisk vejr til sejlturen over Øresund til Ven – strålende sol og ikke alt for meget blæsevejr.
Bagefter en uhyre lækker middag på Bakkehuset overfor Vedbæk havn. Det kunne ikke være bedre, noget af det.
Bortset lige fra trætheden i dag … der er godt nok langt hjem fra Vedbæk til Præstø! Skt. Hansaften skal vi op til min søster – der er endnu længere …

Sidst på middagen var der et fantastisk lys ned over havnen, og vi blev alle temmelig fascinerede over en tyk regnbue, der så næsten lodret ud.
Det er i øvrigt sommersolhverv i dag – fra nu af går det allerede den anden vej, hvilket det gør hvert eneste år, inden sommeren rigtig er kommet i gang. Især i år føles det som ekstra alt for tidligt, fordi det har været så pivkoldt i meget lang tid. Foreløbig er sommeren faldet på en lørdag for vores vedkommende, men jeg håber, at der kommer et par sommerdage mere, inden vi ramler ind i efteråret.

Ven bød på to nye bekendtskaber for os: præstekrave og strandkål. Begge kendte jeg kun af navn, men med det udseende kunne det ikke være andet end en præstekrave – den samme logiske konklusion gjaldt for strandkålen. Vi plukkede den ikke; det ville have set en anelse provokerende ud, blev vi enige om, og jeg ved faktisk ikke engang, om man må … men der voksede meget af det på det sted.
Ven var smuk og dejlig, så vi talte om at tage cyklerne med en anden gang og bruge en dag på at køre øen rundt – ikke at det tager en hel dag; kun 1½ time iflg. det lille kort, vi fik udleveret, men derfor kan man jo sagtens sætte en hel dag af til det – øen har en smuk natur og et særdeles hyggeligt miljø, og der kan spildes masser af (hygge)tid på frokosten og et par kaffepauser undervejs, hvis man indlægger det i programmet.

Den største forskel på Ava Gardner og mig …

Jeg maler ikke. Jeg syr og strikker, men ellers er alt det andet opfyldt …

Life’s good.

Jeg bliver sommetider meget bekymret for mig

Vi landede i Den Stråtækte ved ottetiden i aftes, efter en tur ad de grønne veje og en omgang grænsehandel.
Det med de grønne veje skulle åbenbart tages meget bogstaveligt, for hvor vejene var grønne, kørte vi inde i skovene. Hvor de ikke var grønne, var der de mest fantastiske udsigter over et smukt og kuperet landskab med en lille landsby placeret strategisk hist og pist. Jeg foretrækker de ikke-grønne veje, så … skove er da smukke, bevares, men der er ikke meget udsigt.

 

Da vi kom hjem, ville jeg sætte modemet op. Der er jo det smarte med 3, at det koster det samme over det meste af Europa, og da hotellet tilsyneladende havde lidt dårlige internetforhold på værelserne, tog jeg vores eget med.
Jeg tog det bare ikke med hjem igen.
Store, nej, kæmpestore fjols. Hvordan i himlens navn kunne jeg dog glemme det? Jeg stod oven i købet med det i hånden, hvilket John kan bevidne, så i stedet for at lægge det ned sammen med pc’en og ipadden, må jeg have sat det på bordet. Jeg sov ikke meget i nat pga. arrigskab over min egen tåbelighed.

 

Heldigvis kan jeg bruge telefonen som wifi-hotspot, så helt lost var jeg trods alt ikke, men det er ikke så hurtigt som modemet, så hvad gør en klog? Og hvad gør Ellen? Det ville jo nok komme til at koste et nyt modem, desværre, og et nyt abonnement, for simkortet befinder sig nu i Tyskland.

  

I morges kørte vi til 3-butikken i Køge og roste dem i høje toner for, at man er gratis på i det meste af Europa – og hævdede så, at det dog medførte visse ulemper, såsom at man kan strø sine modemer med rund hånd i det meste af Europa, hvilket jeg faktisk lige var begyndt på …

 

Og nu kommer der lige lidt gratis reklame for 3:
Jeg fik et nyt og meget mindre, men bedre modem for bare hundrede kroner, hvilket er prisen for gentegning af abonnementet.
Samtidig gik han vores konto igennem og sagde, at vi kunne spare 80 kroner om måneden, fordi vi ikke bruger al den datakraft, vi har til rådighed, samt at han ville gøre mit telefonabonnement 30 kroner billigere om måneden – men jeg ringer stadig til England for 9 øre i minuttet.
Vupti – gammelt simkort spærret, nyt aktiveret, vi sparer penge, og jeg satser på, at jeg aldrig mere glemmer at få modemet med hjem.
3 har nu et par yderst loyale kunder. Selv om vi snart får fibernet, beholder vi modemet og dermed dataabonnementet, netop fordi vi kan tage det med overalt – og især selvfølgelig til Sverige. Når vi er så meget der og i England, er det rigtig rart, at man ikke skal betale for roaming på telefoni og data.

Alle billederne – bortset fra de to øverste, selvfølgelig – er plukket fra vores hotel i Schwalenberg. Væggene var dekoreret med den lille maler (med familie), som havde vældig travlt med at informere os, lave numre, lege og male. Værelserne hed alle noget forskelligt; vi boede i uglestuen, fordi der sad en udstoppet ugle over vores dør, men det kunne nu ellers have været hyggeligt at bo i Paradiset …

Lykken er at være efterlønner

I aftes begyndte det at sne. I morges var det holdt op igen, men der nåede at falde en halv snes centimeter. 
Hvis det havde været for to år siden, ville jeg have storbandet over, at det absolut skulle begynde på sådan noget pjat en søndag aften – nu kunne jeg læne mig mageligt tilbage i sofahjørnet med mit strikketøj og kigge på nytårskagemesterbagerne i tv, samtidig med jeg erklærede for mindst 117. gang siden maj 2013, at “hvor ER jeg glad for, at jeg ikke skal på arbejde i morgen!”

Indrømmet: Det er da flottere, når ens verden er hvid, men det er bare ikke særlig morsomt, når man skal ud og lægge sig i kø på motorvejen og være den halve dag om at komme på arbejde, fordi trafikken går fuldstændig i stå.

Næh, så hellere (gen)nyde gårsdagens solnedgang, som var en af de kønnere af slagsen.

Billedet er taget fra vores soveværelse. Det så ud som om varmeværkets røg ikke rigtig kunne finde ud af, hvilken vej den skulle tage.

Den Stråtækte havde det fint – vi var lige nede for at kigge i går. Fjorden havde nogle flotte, men meget sarte pastelfarver, som mit kamera desværre ikke rigtig kunne indfange, så jeg måtte nøjes med at forevige lidt af fuglelivet.  
Jeg kan såmænd sagtens forstå, hvis man synes man har trængt til sne her i Danmark; det må godt nok have regnet voldsomt, mens vi gik rundt og kiggede på den skyfri himmel ovre i England, for der var vand, vand, vand overalt på vej til Præstø – oversvømmede åer og nye søer på markerne.

Men en flot tur var det fra det solbeskinnede Østsjælland til det lige så solbeskinnede Sydsjælland. Det var ikke alle steder rundt omkring i skovene eller haverne, solen havde nået ned og smeltet sneen på alle de små grene.
Vi ville også have været kørt derned i dag, fordi vi snart skal bruge traileren, som er parkeret dernede, men det behøver ikke at være lige nu – de lover snart tøvejr igen, så vi kan lige så godt vente på det.

Jeg troede han var død, men i stedet er der to af ham …

Naturligvis betyder ‘elvispar’ elpiskere, men fordi ordet havde stort begyndelsesbogstav, snød det lidt, og jeg måtte lige kigge et ekstra sekund, inden det gik op for mig, at det nok alligevel ikke var fordi Mediamarkt i Kristiansstad havde et par Elviser stående på hylden.
Det kunne ellers have været sjovt …
Vi kørte til Mediamarkt, fordi Johns nye pc ikke kunne være i hans gamle pc-taske. Det er ikke sådan, når udstyret hele tiden skal være større og større. Sidste gang var han tilfreds med en 16”-skærm; denne gang skulle den være 17,3”.
Der var derfor kun tre tasker, der var store nok, og de to af disse passede godt nok pc’en, men ikke herren, og så var der én! Som stadig var lidt af et kompromis … der var temmelig mange at vælge mellem til 16”-skærme, så hvorfor der ikke er et større udvalg til 17,3”, undrede os lidt, da der var mange mærker med den skærmstørrelse.

Jeg ligger og roder lidt rundt på gulvet indimellem. Det ser langt fra så elegant ud, når jeg skal op derfra, som det engang gjorde.
Det er altså ulogisk, at der bliver længere og længere op dernedefra, når man med årene skulle blive kortere og kortere!

 

Denne Flying Geese-dækkeserviet bliver holdt i en slags grønne farver på off-white hør; inspireret af Susanne.
Der gik en del mere stof til, fordi jeg var nødt til at klippe, så det passede med mønsterrapporterne; det ville have set temmelig fjollet og meget uprofessionelt ud, hvis trekantmønstrene ikke havde været symmetriske. Synes jeg. Nogle ville måske være ligeglade og tænke, at det er en del af patchwork-princippet.

Arkiveres? Smides ud? Overdrages?

Det er de tre spørgsmål, jeg stiller mig selv en masse gange i disse dage, og som der selvfølgelig hele tiden skal tages stilling til.
Der er bekymrende meget, der bare kan smides ud, men jeg må indrømme, at visse ringbind hovedsageligt har været beholdt af nostalgiske årsager.
Bl.a. det, der på ryggen hed “Historiske dokumenter”; en titel der dækkede over min samling af pudseløjerligheder indsamlet gennem et langt arbejdsliv, og som jeg på nøje udvalgte tidspunkter ville bruge (eller har brugt) mod folk, på samme måde, som man gemmer minder om sine børn for at hænge dem ud ved fx konfirmationen.

Jeg faldt bl.a. over nedenstående, som min nummer to chef i firmaet fik fyret af ved et afdelingsmøde tilbage i 1997.
Hver for sig er det bare to ganske almindelige talemåder, som ikke kan få nogen som helst til så meget som at løfte et øjenbryn, men sat sammen på den måde, han fik gjort det, fik han 26 ‘undersåtter’ til at sidde med store smil på læberne.
De to talemåder kom med blot en enkelt sætning som adskillelse mellem sig.
Det kommer måske ikke bag på så mange, at det var mig, der først kom til at sprutte af grin, og da jeg blev spurgt, hvad der var så morsomt, her midt i et seriøst og oven i købet ekstraordinært møde, måtte jeg jo spørge, om det virkelig kun var mig, der pludselig fik en film kørende på indersiden af øjelåget.
Det var ikke kun mig, men et par andre havde høfligt holdt masken og ladet som ingenting.

“Ja, som I kan se, blev jeg taget med bukserne nede … [en kort sætning] … men man er jo nødt til at smede, mens jernet er varmt.”

Jeg må åbenbart have en temmelig snavset tankegang … grinede i hvert fald en del.
Daværende boss kunne sagtens tage den slags, og nu er hans bommert foreviget – dog uden navns nævnelse.

Hvornår bliver man åndsfrisk?

Undervejs på den efterhånden mere og mere irriterende vej til og fra arbejde lyttes der for tiden til Afskaf alderdommen af Lone Kühlmann og Henning Kirk.
Irriterende vej, ja. Ikke fordi tiden for jobstop sig nærmer mere og mere (18 arbejdsdage tilbage), men fordi der nu er omfattende vejarbejder TO steder på strækningen; begge skemalagt til at skulle vare 2½ år. Holddaheltfast, hvor er jeg glad for, at det snart er slut.
Det er godt, lydbøgerne er opfundet.
Denne her er en af de mere underholdende – jeg skal lige love for, at der på festlig, men samtidig saglig og (naturligvis) velformuleret måde bliver gjort op med stort set samtlige myter og fordomme gennem tiderne om alderdom.

Nogle gange sidder jeg og smiler højt; andre gange skal den lige have et tryk på tilbage-knappen, så jeg kan høre det igen, fordi det gerne skulle lagres til senere citatbrug.
Det med lagring tager nemlig længere tid med årene, så det er desværre ikke en myte, men man kan til gengæld gøre meget selv for, at det ikke kommer til at tage unødig lang tid at erhverve sig ny lærdom.

“Man går ikke i stå af at blive gammel; man bliver gammel af at gå i stå”. Citatet er muligvis ikke 100 % korrekt; jævnfør ovenstående … men det er en tese, man labber i sig og håber på rigtigheden af.

De sabler samtlige kosttilskud og andre mirakelmidler ned. Helt ned. Til døde. Der er intet af den slags, der har dokumenteret effekt. Det vidste jeg nu godt, men det var en fin og morsom måde, de aflivede denne vist nok udbredte tro på.
Man tror mere på injektioner end på piller end på cremer, så folk dratter i med begge ben, når nogen kommer en eller anden løjerlig eliksir på små og dyre ampuller og kalder det Serum. Åh, det er festligt. For 100 år siden gav man kvinder testikelekstrakt i form af injektioner for angiveligt at holde dem unge. Det var så eksotisk, at man end ikke stillede spørgsmål ved virkningen; man tog bare imod – og led af de løjerligste bivirkninger!

Man mente også før i tiden, at man kun var tildelt et vist mål af legemsvæsker, hvilket skulle være forklaringen på, at hud og slimhinder er mere tørre hos gamle mennesker. Derfor skulle man endelig også (især som mand) være seksuelt afholdende, når man nåede en vis alder, da ejakulationer ville gøre alt for kraftigt et indhug i den tildelte væskemængde. Jamen er det da ikke festligt?
Det er dog absolut ikke kun gamle fordomme, der bliver taget under behandling – der lever rigtig, rigtig mange i bedste velgående i dag.

Dagens overskrift “Hvornår bliver man åndsfrisk?” blev leveret af en meget ung dreng. Godt spørgsmål, som han vist ikke fik noget svar på, men, som der blev sagt, er det ret sikkert, at hvis man hører sig selv blive omtalt som åndsfrisk, er man sandsynligvis noget ældre, end man selv føler sig.

Jeg vil stoppe her med min rosende anmeldelse af bogen, men hvis du er 60+, er det god læsning.
Måske i lige så høj grad, hvis du er 60÷ – jeg tror, du kunne lære en masse om det at ældes, som ikke er det samme som at blive ældre. Eller gammel.

Selv tillægsordene gradbøjes anderledes, når vi taler alder:
Det er nemlig sådan, at en ældre person er yngre end en gammel person.
Og en yngre kvinde er ældre end en ung kvinde …

Vi er gode til at give os selv noget at tænke over

Sidste sommer kørte vi en tur sammen med Pia og Allan nede på Nordfalster og kom forbi det yndigste hus, som oven i købet var til salg. Vi undersøgte sagen, da vi kom hjem. Det så ud til at være et meget dejligt og hyggeligt hus, og i øvrigt, på trods af, at det er ret stort – 176 m² – er det en del billigere end hvad vi kan få for vores rækkehus, som faktisk er lige det mindste, når vi er seks personer i en uges tid.
Vi slog det dog forholdsvis hurtigt ud af hovedet igen – jeg gad på ingen måde give mig selv to timers ekstra transport om dagen – det er slemt nok i forvejen.

Huset blev sat ned i pris, så vi tænkte en gang til. Og slog det ud af hovedet.
I weekenden talte vi med Pia om det og ville i den forbindelse vise de andre, hvad det var for et hus, vi talte om … og fandt ud af, at det nu koster mindre end en million! Og bud ønskes, hvilket i realiteten vil sige, at vi måske kan forhandle det ned på omkring 900000 kroner. Det er jo ingenting, nærmest, set med vores sjællandske øjne.

Ohhhh, skal-skal ikke?
Der var nu kun én ting at gøre: Få en aftale med ejendomsmægleren om visning af huset. Enten ville vi få endnu mere at tænke på, eller også ville vi én gang for alle kunne slå det ud af hovedet, men noget måtte der ske, for vi blev ved med at vende tilbage til det hus med få måneders mellemrum.

Vi var nede for at se det i eftermiddags. Det er bestemt et skønt og ualmindelig idyllisk og stemningsfuldt hus, men mine betænkeligheder viste sig at holde stik: I forbindelse med salget af gården har jeg opdaget, at ejendomsmæglere har nogle specielle kameraer, som kan få selv de mindste rum til at se ud til at være sammenlignelige med riddersalen på Frederiksborg Slot, hvorfor jeg havde på fornemmelsen, at rummene i dette hus var meget, meget små.
Det var alt for små rum, som, selv om de var åbnet til en suite, ville være ret vanskelige at møblere. Køkkenet var bittebittelille og helt, helt forkert; det var her, billederne snød mest – og der var hverken mulighed for at ændre eller gøre større. Der var kun ét badeværelse og værre end det: der var ikke umiddelbart mulighed for at lave bare et lille toilet. Det var ikke en mulighed at lægge trægulve, så vi ville være tvunget til tæpper i hele stueetagen. Ikke noget, der kunne bruges som bryggers; vaskemaskine og tørretumbler stod under trappen til 1. sal – det så underligt ud, men vi kunne godt se, at der ikke var andre muligheder. 
Der var også fordele. Bestemt. Bl.a. en lille, men smuk stenhave, som er meget overkommelig. To rigtig gode værelser på 1. sal (+ to opbevaringsrum) og et skønt og især stort atelier/arbejds-/hyggerum i stueetagen. Vi kan have campingvognen på egen grund. Der var et godt værksted til John.
Skoven startede på den anden side af vejen – men vi har jo skov i Sverige …
Ulemperne vejer dog mest, så det blev ikke til huskøb denne gang – men nu har vi fred i sjælen.

Jeg kan godt mærke, jeg ikke er 59 år længere

Pyyyhhh, det er altså hårdt at blive 60!
Jeg er træt som et helt alderdomshjem … håber dog, at det hovedsagelig kan tilskrives, at svenskerhytten har været fuld af dejlige mennesker i godt et døgns tid, samt at jeg så langtfra fik min skønhedssøvn i nat.
Men for pokker, hvor jeg synes det var en god måde at fejre dagen(e) på – meget bedre end en fest. Der har været tid nok til, at alle fik snakket med alle – oven i købet på én gang, lød det i aftes nogle gange som … jeg tror ikke, nogen på noget tidspunkt kedede sig.
John og Merete fik travlt med at sortere salat. Sidstnævnte var så flink at skylle det hele lørdag formiddag, så det skulle være så nemt som muligt, når salaten skulle blandes i sidste øjeblik. Hun havde bare glemt, at rucolaen skulle bruges til kartoflerne og havde derfor blandet hele skidtet sammen. Det havde taget 10 minutter at skylle, men det tog 20 minutter at sortere det!
Maden må have været i orden, for der blev spist meget. Svoger Hans, som har været jæger hele sit voksenliv, påstod, at han aldrig før havde været ude for en dyrekølle, han ikke kunne skære i tynde skiver. Køllerne havde været i ovnen i 8-9 timer ved ca. 80°; de var slet ikke tørre, men som sagt heeeelt utroligt møre, og skyen, som blev kogt godt ind og tilsat lidt fløde, var heller ikke helt tosset.

Efter morgenmaden i dag gik de fleste af os, der havde fået øjne, en af de mere terrængående ture i skoven. (Jeg går ud fra, at alle har bemærket det fantastiske forårsvejr og den dybblå himmel?)
Op og ned ad bakker; hen ad næsten usynlige stier – hen og se på elsdyrfodersted og bagefter op på troldestenene, men vi var friske og nogenlunde vågne, da vi kom tilbage til huset efter 1½ time i det fri.

Efter frokost kørte alle mod deres respektive hjem, og efter at have fået huset til næsten at ligne sig selv igen, var det tilladt og tiltrængt at slappe af.
Hvilket er nødvendigt, for i morgen aften har min søde chef inviteret ham selv og mig, nogle kolleger og John ud og spise på en god restaurant for at fejre den runde dag og 35-års jubilæet på én gang.
Det er hårdt at blive 60, men også ganske hyggeligt. Trods alt … selv om min yngste søster havde forfærdelig ondt af sig selv, fordi hun nu har en søster på 60!

Hvornår får man nok udstyr?

Jeg synes jeg kan blive ved med at finde ting, jeg mangler.
Nu drejer det sig om en lille notebook … jeg har haft en, jeg har været meget glad for, men den måtte jeg kassere for nylig; den var simpelthen en tand for gammel efterhånden.
Jeg har derfor kigget mig lidt omkring, for i og med, at den kun er en reserve for at spare på plads og vægt, når jeg transporterer mig selv med fly, skal den ikke være for dyr.
Da notebooks viste sig at være yt og kun findes som et mix af en pc og en tablet, er priserne desværre også derefter – hvor man for ikke så længe siden nærmest fik smidt en notebook i nakken, hvis man også købte en almindelig bærbar, koster de nu næsten lige så meget som samme bærbare pc.
Ideen er jo god nok: at forene det smarte ved en tablet med det praktiske ved en pc, såsom at kunne læse billeder direkte ind, at blogge vha. Windows Live Writer – meget vigtigt for mig – og i det hele taget at kunne bruge den pc, som gamle Ellen nu engang er vant til.
Jeg fandt en til 2500 kroner. De fås nok ikke billigere, men det er også i orden. Den er ikke købt endnu, men bliver det nok på et tidspunkt.
Er der nogen derude, der har erfaringer med notebook-tablets?

Apropos udstyr: efter hvad man nok realistisk må betragte som mindst to tredjedele livslængde, er jeg endelig blevet udstyret med en mand, der laver mad!
Alt kommer til den, der venter, siger man … lidt er der åbenbart om det.
I aftes sneede det bravt – igen – så John kiggede sig lidt omkring i Alverdens Supper og fik lyst til at forsøge sig med en tomatsuppe med blåskimmelost.
I dag købte han, hvad der manglede til den, og nu går han og hygger sig med at kokkerere, mens jeg hygger mig med blogforfatterskabet.
Dvs. – han måtte lige have lidt hjælp, for han anede ikke, hvad det indebar at flå og udkerne tomater, så det gjorde vi sammen. Resten klarer han selv. Siger han, men det tror jeg også nok skal gå – jeg er her jo til at kunne blive spurgt i tvivlstilfælde.

Fedt at have en pensioneret ægtemand … lige så meget, han før har undgået madlavning, lige så meget nyder han at have kastet sig ud i det nu – og finde ud af, at selvfølgelig kan han det!

Ellen sad med en knold og skrev …

I dag har jeg øvet mig i at være pensionist
se gammel ud
ligne en bedstemor, der er tæt på pensionen.
Onde tunger vil med det samme pointere, at det behøver jeg overhovedet ikke at øve mig på – det kan jeg allerede til perfektion, men disse onde tunger vælger jeg at ignorere.

Jeg har haft knold i nakken.
Hvilket ikke må forveksles med knald i låget …
Det er måske heller ikke en rigtig knold, men en temmelig kort hestehale, som blev camoufleret med et stort spænde.
For 38 år siden droppede jeg min langhårede 68’er/hippiefrisure og blev klippet korthåret. Det har jeg været siden, med lidt varierende længder og meget kort de sidste 8-10 år. Nu skal det være slut – det ser fjollet ud med 4-6 cm langt hår, nu hvor jeg har lagt op til flere kilo på vægten. Alt for mange kilo, faktisk, og de skal væk igen, nogle af dem. Ikke alle; jeg behøver ikke at komme tilbage til de 47 kilo, jeg vejede, da jeg mødte John, og hvor jeg kæmpede for at tage på, indtil jeg var knapt 50 år.
Sjovt nok syntes folk ikke, det var fornærmende at fortælle mig, hvor forfærdelig tynd jeg var … jeg mener: hvem ville sige “Du er vel nok tyk. Skulle du ikke tabe dig lidt? Det ville klæde dig!” Ingen, vel? Men det modsatte tænkte ingen på, kan være lige så uønsket for personen som at være for tyk, så utallige er de gange, jeg har fået sætningerne serveret med modsat fortegn: “Du er vel nok tynd. Du burde altså tage lidt på. Det ville klæde dig!”

Jeg blev derfor glad, da jeg langt om længe begyndte at tage på.
Hvad jeg ikke lige havde forudset, var, at jeg ikke rigtig kunne standse processen igen. 
Derfor er det nu blevet til for mange kilo, så hvad er mere naturligt end at starte med at lægge frisuren om, så den passer mere til alder og statur?
Min frisør må tro, jeg er død, for jeg er ikke blevet klippet siden juni … jeg skal naturligvis klippes igen, men jeg venter så længe, som jeg overhovedet kan holde det ud, så hun har meget at arbejde med = flere muligheder at lege med.

Mit hår bliver mere og mere gråt, men det bliver også af en eller anden mærkelig grund tykkere, end det var, dengang jeg havde langt hår.
På det punkt ville jeg gerne ligne min farmor, som, lige indtil den dag hun døde (som knapt 90-årig), kunne præstere en tyk, tyk, mere peber-end-salt-hestehale, som var så lang, at hun kunne sidde på den. Om dagen havde hun altid håret sat op på samme måde som Bedstemor And.
Så langt hår får jeg nok aldrig, men mindre kan også gøre det … er selv lidt spændt på, hvad hele denne hårrejsende historie ender med.

To me, old age is always 15 years older than I am.
Bernard M. Baruch

Bureaukrati?

For godt en uge siden fik jeg et brev fra FTF-A (min arbejdsløshedskasse), der kunne fortælle mig, at jeg snart blev 60 – hvad jeg i og for sig er beklageligt klar over – og at jeg dermed er berettiget til at få mit efterlønsbevis – det var søreme godt, for den efterløn har jeg allerede kalkuleret ind i 2013-budgettet …

FTF-A tager det som givet, at ingen går på efterløn, før de er 62 år … der stod en masse om, at jeg intet skulle foretage mig og om, hvad satserne og de skattefrie præmier ville beløbe sig til under forskellige omstændigheder.
Jeg vil gerne starte på efterlønnen 1. juli; dvs. at jeg bestemt ikke venter to år endnu. Hvad man i givet fald skal gøre, havde de gemt godt, men ved grundig granskning fandt jeg det midt inde i en tekst, jeg nærmest synes handlede om noget andet – men der stod:
”Hvis du ønsker at gå på efterløn inden du fylder 62 år, skal vi modtage din ansøgning senest den dag, du fylder 60. Gå ind på vores hjemmeside for yderligere information.”

Godt så. Jeg gik ind, fandt formularen (som man ikke kan sende elektronisk, men skal printe, skrive under på tro og love og sende med snailmail), udfyldte og sendte. Dvs. jeg sendte John på posthuset i mandags og bad ham om at sende brevet anbefalet. FTF-A skulle ikke have lov til senere at påstå, at de ikke havde modtaget ansøgningen rettidigt.
Det kostede 84 kroner. FIREOGFIRSINDSTYVE KRONER for at sende én A4-side. Havde jeg vidst det, havde jeg da bedt John om at være kurer og selv køre ind og aflevere det, hvilket ville have været en del billigere.

Det må så lades dem, at de har svaret hurtigt, for i går modtog jeg en opgørelse over de pensioner, de ved, at jeg har. Jeg skal skrive under på, at det dækker over den hele og fulde sandhed, og hvis ikke, tilføje de pensioner, der mangler.
Det papir må “jeg tidligst underskrive og returnere den dag, jeg fylder 60 år.”

Det er nu noteret i min kalender, at jeg skal huske det, men jeg kunne ikke forhindre den tanke i at opstå, at ‘nogen’ gør deres bedste for at gøre det så besværligt for os som muligt, så der er større risiko for os for at begå fejl og dermed forsinke – eller meget værre: forhindre – processen.

Det er altså en jungle. Jeg fik både en bankrådgiver og en uvildig pensionsrådgiver til at regne ud, hvor meget jeg kan få i efterløn; de to nåede frem til nogenlunde det samme beløb, hvilket virkede overbevisende på mig dengang.
I det første brev kom FTF-A selv med en beregning – som gav mig en del mere, end de to førnævnte var nået frem til.
Det gider jeg ikke brokke mig over, hvis det skulle vise sig at være rigtigt, men tage det som en positiv overraskelse, hvis FTF-A har ret, og der i øvrigt ikke er et eller andet, jeg har misforstået – lidt spændende bliver det dog – der var faktisk en pænt stor forskel …

Der er altid en sidste gang

Normalt siger man, at der altid er en første gang, hvilket jeg skam på ingen måde vil anfægte – det er en eviggyldig sandhed.

Der er også altid en sidste gang. Forskellen er, at man – forhåbentlig da – ikke ved, hvornår det er sidste gang. Det ville ikke være specielt rart: “Nå … nu er det sidste gang, jeg spiser morgenmad.” Kan I se det for jer? Nej vel?

Alligevel har jeg i de seneste par måneder med jævne mellemrum haft tanken, at nogle gange ved man godt, når det er sidste gang for et eller andet.
Da jeg gik på sommerferie, var det sidste gang, jeg gjorde det i arbejdsmæssig sammenhæng. Ligeledes selvfølgelig, da jeg efter tre uger kom tilbage igen til en stille arbejdsplads, hvor der er tid til at rydde op og ud.

Efter 1. maj har alt, hvad der kun sker én gang om året (vi taler stadig kun arbejde – man er vel optimist …), været sidste gang for mit vedkommende.
Det er altså en temmelig underlig tanke. Men også rar. Jeg har vist ikke lagt skjul på, at jeg glæder mig til at stoppe, og at der skal ske noget totalt verdensomvæltende for mig for at få mig til at fortsætte i mit job efter 1. maj 2013. Min søde chef ved det, og vi taler åbent om det – ikke mindst af praktiske hensyn; vi kan lige så godt drage det med ind i dagligdagen, og som han selv siger, er der jo ikke noget odiøst i at gå på efterløn eller pension – det er noget, vi alle vil ønske bliver en mulighed for os selv, og at det ikke går så forfærdeligt, som det er sket for nogle kolleger her på det seneste.
Det er klart nok noget andet at gå i en jobsøgningssituation … her går man meget stille med dørene – i hvert fald indtil man har fået kontrakt fra det andet firma.

Næste gang, jeg læser korrektur på årsrapporten, er det sidste gang.
Næste gang, jeg laver miljøregnskab for vores funktion, er det sidste gang.
Næste gang, jeg skriver et referat, er der måske kun omkring 50 af netop denne opgave tilbage i mit liv … plus/minus …

Det bliver både mærkeligt og dejligt, efterhånden som ‘sidste gang’-tingene stiger i antal.
Det, der ikke er så rart er, at jeg kan mærke, at min motivation for overhovedet at tage af sted hver morgen ganske langsomt er ved at forsvinde. Det skal I ikke fortælle min chef, men sommetider kan det godt være lidt svært at mobilisere den fornødne entusiasme over for en given opgave, simpelthen fordi jeg lidt for tidligt er gået i ‘luk-og-sluk’-mode. Så er det med at få klemmen sat i nakken, så smilet forbliver på ansigtet.

Min ene søster er totalt forarget over, at jeg stopper, mens jeg stadig er så arbejdsdygtig, som jeg er. Det mener hun simpelthen ikke, jeg kan være bekendt, og at det strider mod min politiske overbevisning.
Jeg er naturligvis totalt uenig med hende:
Min politiske overbevisning siger også “Brugerbetaling for at besøge vores praktiserende læge”, men jeg smider sgu da ikke 200 kr. på bordet i konsultationen, fordi jeg mener, vi bør indføre brugerbetaling …
Efterlønsmuligheden er der, og jeg benytter mig af den.
Mine søstre har mænd, der er lidt yngre end dem selv. Min mand er små otte år ældre end jeg. Det gør en stor forskel – og gør det en del nemmere at erklære, at ‘man’ har i sinde at blive ved med at arbejde, til ‘man’ kan gå på folkepension.

I øvrigt er det overhovedet ikke efterlønnen, jeg bliver rig af – eller staten fattig af … pga. den åndssvage regel om, at de modregner i efterlønnen med den pension, jeg vælger IKKE at få udbetalt, men KUNNE have fået udbetalt, får jeg såmænd ikke meget mere, end jeg selv har indbetalt gennem årene til ordningen, så der bliver måske lidt længere mellem snapsene. Eller bøfferne …  
Jeg ligger ikke noget samfund til nogen last – tværtimod giver jeg mit lille bidrag ved at overdrage en enkelt af de arbejdspladser, der åbenbart mangler i så stor stil. Og så længe der gør det, kan jeg simpelthen ikke forstå, at det skulle være så forargeligt, at jeg ikke længere vil være med på jobmarkedet.

Det er forhåbentlig ikke sidste gang, de har et godt tilbud på oksefilet (skal i ét ord, Irma! Ellers ligner det mere en filet okse, hvad den så end skulle være filet med …).
Etiketterne er ikke vildt tydelige, beklager, men disse to stege lå lige ved siden af hinanden i køledisken. De var på tilbud til 500 kroner stykket – den ene havde kostet 645 kr, og den anden 863 kroner. Hhv. 3,9 og 5,2 kilo. Gæt, hvilken en der røg i indkøbsvognen?

Englænderne kommer snart, og Charlotte vil så gerne se alle mostrene, kusinerne og fætteren, hvilket løber op i 18 personer, hvis alle kan komme. Der skal en del kød til, og jeg kan sagtens se for mig denne filet få en tur på grillen og serveret med noget lækkert tilbehør.

Hvornår er man moden?

Tjah – hvornår er man moden?

Det kommer selvfølgelig meget an på, hvem man spørger og hvilken form for modenhed, vi taler om. Et barn, der er modent af sin alder, er formodentlig (forhåbentlig) stadig mere umoden end det umodne unge menneske, hvis lidt for barnlige opførsel vi måske kan blive en anelse irriteret over.

Jeg anser mig selv for at være moden, men det er mange år siden, jeg var plukkemoden, og en del ville nok anse mig for at være temmelig overmoden.
For omkring 10 år siden begyndte jeg at se frem til pensionsalderen. Ikke fordi det at gå på arbejde var en daglig plage for mig – sådan har det heldigvis aldrig været for mit vedkommende – men fordi jeg godt kunne se mig selv nyde mit velfortjente otium.
For 20-25 år siden begyndte jeg at læse engelsk, da jeg på det tidspunkt i mit liv var moden til at forsøge mig med noget andet end at lege laborant med god forstand på EDB, som vi kaldte det dengang.
Jeg havde umådelig svært ved at forestille mig som +45 sidde med smårystende hænder og udføre mit arbejde, og den eneste måde at komme videre på, var selv at gøre noget ved det. Min arbejdsgiver investerede pengene, og jeg investerede tiden – al undervisning og studier skete i min fritid.
Det gav pote; jeg fik andet job i samme virksomhed.

Som sagt glæder jeg mig altså til ‘min tredje alder’, som nogle har døbt det. Jeg har været moden længe.
Den alder har John på intet tidspunkt glædet sig til. Da han var næsten 60, blev han fyret fra et job, han ellers var glad for, men han blev taxachauffør og blev virkelig glad for denne, rent arbejdsmæssigt, helt nye tilværelse – og han var så langt fra at være moden til pensionistlivet, som man næsten kan være. Det halve år, han gik hjemme (men tog erhvervskørekort til taxa og bus), hadede han af et godt hjerte.
(Jeg nød det – mit liv var meget nemmere i den periode …)

NU er han moden. Taxabranchen har hårde vilkår i Roskilde og vel sagtens også flere steder i landet. Krisen kradser. Til blods. I forhold til 2010 er han gået 30 % ned i indtjening, samtidig med, at han, for overhovedet at opretholde noget, der ligner lidt mere end en arbejdsløshedsunderstøttelse, arbejder omkring 20 % mere.
Det ligner et rigtig dumt regnestykke. Det ER et rigtig dumt regnestykke. I de dårligste måneder kommer han hjem med en løn, de fleste arbejdsløse nok ville grine højt og larmende af, fordi vedkommende får omkring det samme for at lave ingenting, mens John har været på arbejde fra 6:15 morgen til 18-19 stykker om aftenen. Hvor sjovt er det? I behøver ikke at svare – jeg vil tro, at jeg kan gætte det.

“Det skal kunne betale sig at arbejde”. Helt enig, men så lad for himlens skyld være med at blive taxachauffør!

Det har dog resulteret i én god ting: John er fuldstændig moden til at stoppe sin arbejdsmæssige karriere. Han vil stille sig til rådighed som ferieafløser for ikke at slippe den sidste livline til arbejdslivet og kollegerne.
Det forstår jeg godt – min chef og jeg har talt om et konsulentjob, når jeg stopper – man er åbenbart ikke meget for at klippe det over, der sandt at sige ikke længere kan kaldes navlestrengen.

Så vi stopper nok nogenlunde samtidig, han og jeg. Og glæder os begge to til vores tredje alder i skøn tosomhed.
Undtagen altså lige, når vi skal være sammen med englænderne. Familien. Vennerne…

Stille nu …

Old age comes at a bad time

Da jeg var meget yngre, end jeg er nu – mindst 10 år yngre eller deromkring – faldt jeg i en engelsk boghandel over en bog, der hedder “Old Age Comes at a Bad Time”.
Den måtte jeg have med hjem, for det kunne da være, der stod noget sjovt i den. Det gjorde der – ih hvor jeg grinede. Tænk at have så meget humor i en høj alder.
Nogle af sentenserne er anonyme; andre er citater fra mere eller mindre kendte personer. Jeg ved så ikke, hvor troværdige de er som citater betragtet. Men morsomme er de.

Jeg citerede på livet løs fra den. Og grinede højt og larmende.

I dag citerer jeg ikke så meget mere. Og jeg griner måske heller ikke lige så højt. FORDI DET PASSER ALT SAMMEN. Næsten da .

For pokker da, hvor er det altså en smule surt at finde ud af.

Nu får I så alligevel et par citater:
“I will never be old. To me, old age is always fifteen years older than I am. Bernard Baruch”. Det kender vi godt, ikke?
”Old age is when you know all the answers but nobody asks you the questions”. Bert K Smith”. Det kender nogen af os også godt…

Denne her tog John til sig som sin egen: “I don’t consider myself bald. I’m simply taller than my hair. Tom Sharp”.
Denne her syntes han til gengæld ikke var sjov: “Old age is a closed mind and an open fly”.

”Middle age – when you begin to smile at things that used to cause you to laugh. Puck’s Magazine”. Dét har jeg i hvert fald et par eksempler på…

Og til sidst en lidt tankevækkende en:
“I’ve never known a person to live to be one hundred and ten – and be remarkable for anything else. Josh Billings”.

Jeg vil absolut ikke påstå, at jeg lever mit liv i overhalingsbanen, men jeg har det måske sjovere end mange vil kalde sundt.
Hellere det end omvendt.

Giro 413

Radioen kører som regel altid, når John er hjemme. Så snart han er ude af røret, bliver der slukket – jeg elsker total stilhed omkring mig. Når her altså ikke lige er børnebørn 😀
Nå, men hermed er Giro 413 så en næsten fast bestanddel af søndagens hvide støj. Mens vi sad og spiste frokost i dag, kunne jeg undrende bemærke, at en del af de ønskede melodier er de samme, som da jeg var barn. Og jeg er som bekendt ikke nogen årsunge mere.

Som en del af 68-generationen blev jeg også forbløffet over, at nogen i ramme alvor og i kærlig mening kan ønske Hr. Ragnwalds “Kære Lille Mormor” til samme mormors 60-års fødselsdag. Jeg fornærmer nok nogen her, men helt ærligt: Jeg ville blive lidt mere end en anelse spids, hvis nogen kunne få den tanke, at det ville glæde mig at høre  lige præcis den på min næste runde dag.

Vi har nok også altid været lidt underlige. Da John og jeg i tidernes morgen blev gift, dansede vi “brudevals” til Hepstars “Wedding Today” – en skøn, glad sang, som jeg ved nærmere eftertanke vist ikke har hørt siden den dag. Jeg kom til at overhøre tjenerne, som stod og talte sammen om os: “Det var da noget underligt noget at spille til et bryllup”. Ja, ja, dem om det. Vi havde det sjovt.

Og her bare lidt vinterstemning