Hos Mommer

17. august 2017

Nu troede vi lige vi var så moderne …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags:

 

Jeg troede ellers, vi var med på noderne, tøhø, fordi vi har en DAB-radio. Det er vi så ikke, fortalte John mig forleden dag – den vi har, vil ikke virke mere efter 1. oktober. Han har vidst det længe, men det er ikke den slags nyheder, der på noget tidspunkt når op i øjenhøjde hos mig, så det kom helt bag på mig, at hvis vi skal kunne blive ved med at høre radio, skal vi have en ny DAB.
Helt i orden, John, men det er dit bord. Helt alene, ganske uden indblanding fra min side.

IMG_7684

Han har derfor luret lidt rundt, for en radio er et must, især for John; den skal have god lyd og i det hele taget helst kunne alt, hvad selv feinschmeckere kan tænkes at forlange af en DAB-radio – men den må selvfølgelig ikke koste for meget.
De ting hænger sjældent sammen …

I morges fandt han en [helt ny radio] til præcis halv pris. Han undrede sig, ringede til butikken og fandt dermed ud af, at det var et outletkøb.
Og hvad er så det, når forretningen ikke er et outlet normalt, men ‘bare’ ganske almindelig?
Jo, altså … det er det samme som et fortrydelseskøb, kunne de fortælle. Den blev derfor solgt uden emballage. John fik den bare i en plasticpose. Det viste sig, at den også var uden manual – men nydelig og tilsyneladende helt ubrugt, og manualer kan jo altid findes på nettet. Sådanne er alligevel kun noget, John tager i anvendelse, hvis alt andet svigter – man er vel en rigtig mand …
’Alt andet’ svigtede ikke … han har fundet ud af, hvordan den fungerer, så det er fint nok.
Nu kan jeg også efter 1. oktober høre P5 og P1, som er de to programmer, jeg sagtens kunne nøjes med. Plus en BBC Classic, som vi ellers kun har kunnet høre via nettet, men det er jo løst med denne nye radio.
Men … hvis P4 er morfarradioen, hvad er P5 så? De spiller meget musik fra min ungdom (P5 altså), og mens P4 godt nok har visse udsendelser, der er værd at høre, er musikken oftest for ny til os. Vi hører derfor aldrig P4 hjemme, kun i bilen, for den kan ikke tage P5.
At jeg så hellere end gerne ville undvære Dansktoppen, Giro 413 og især De ringer, vi spiller på P5, er en anden sag. Kanalen burde måske så i virkeligheden kaldes oldeforældreradioen? Heldigvis findes der en afbryderknap også på helt nye apparater.
Jeg undrer mig dog stadig: Forlanges der ikke normalt, at man, hvis man fortryder et køb, skal aflevere varen i dens originale emballage? Og med alt, hvad der fulgte med det oprindelige køb?
Nå, men pyt. Vi har fået en tilsyneladende rigtig god radio til halv pris. Det er fint med os.

5. maj 2017

Jeg havde håbet, vi kunne blive gamle sammen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

Min gamle – meget gamle – iPad har lige fået en afløser, og bestemt ikke med min gode vilje, men udviklingen har overhalet både den og mig.
Det var en iPad 2 fra 2011, og jeg har haft den siden 2012 – arvede den fra John, da han gerne ville have iPad 3.
Så længe det bare er elektronikken han skifter ud med nyere modeller, så er det i orden med mig. Jeg tror nu heller ikke, han har sådanne tanker om sin kone. Det ville da også være fjollet af ham at skifte mig ud med to på 32 – det kan han slet ikke leve op til …
Seks år er nok nogenlunde i den størrelsesorden, man kan forlange af den slags elektronikdimser. Jeg tror ikke på det med indbygget forældelse; det må være vandrehistorier. Min printer er fx fra 2003, og den lever i bedste velgående. Og jo, det er en farveprinter …
Problemet med ipadden var, at jeg ikke engang kunne opdatere styresystemet til det, som de fleste apps kræver nu. Vi er nået op på OS 10.3; de fleste apps kræver 8.0 eller mere, og min kunne ikke opdateres til mere end 7.5.

P1000858

Billedet er fra 2012, hvor iPad stadig var noget forholdsvis nyt for os – og ideelt til to små trætte børnebørn. Åhhh, disse minder … var de ikke søde?

Min nye iPad er mindre og tyndere, men har samme skærmstørrelse som den gamle, hvilket var et krav, da jeg bruger den meget til mine elektroniske puslespil, og det gider jeg ikke på en lille skærm, lige som jeg heller ikke gider læse mine ebøger på en mindre skærm.
Det var puslespillene, der bevirkede min kapitulation, fordi appen for nogen tid siden begyndte at crashe under åbning. 20 sekunder – og bang, væk igen uden at åbne. Den egentlige start kunne veksle mellem det 2. og det 21. forsøg, og da det tog 20 sekunder hver gang, inden den crashede (har vi et ord på dansk for, at et program crasher? Det er, til min overraskelse, optaget i den danske ordbog allerede i 1990), var det virkelig noget, der kunne få mig til at koge.
Jeg prøvede nogle gange at slukke helt og tænde igen. Sommetider hjalp det, sommetider ikke. De sidste to morgener var der slet intet at gøre – efter forsøg nr. 22 overgav jeg mig og stod hos Elgiganten i Næstved, da de åbnede.
For 300 kroner overførte de alt fra min gamle iPad til den nye – filer, billeder, noter, apps … det klarede de på fem minutter, og når jeg tænker på, hvor lang tid det ville tage mig selv at geninstallere alle mine apps, synes jeg de penge var givet godt ud.
Alt er opdateret, og den fungerer fint. Nu har jeg to fungerende ipadder – underligt nok var det kun puslespillene, der ikke duede mere; alt andet fungerede fejlfrit. Desværre, vil jeg sige, for det blev en dyr puslespilsapp, men jeg vil altså ikke undvære den – det er mit bedste slap-af-middel og en god sovepille – der godt nok er lige så vanedannende som de kemiske af slagsen, men en hel del sundere.

19. september 2016

Kaffe og kaffe og kaffe og kaffe og kaffe er ikke bare kaffe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags:

Der er filterkaffe, der er kaffemaskinekaffe, der er espressokandekaffe, der er pudekaffe og der er kapselkaffe. Der er sikkert også flere.
Kaffe er blevet en hel videnskab, og vi er hoppet lidt med på trendbølgen.
Vi har nemlig købt en ny kaffemaskine. Normalt drikker John og jeg kaffe brygget på kaffepuder – ikke kapsler, men senseopuder. De er dyre nok, men ikke nær så dyre som kapsler, som til gengæld er lidt bedre, men med Johns daglige kaffeindtag ville kapselkaffe nærmest ruinere os. Min enlige kopkaf om eftermiddagen gør ikke den store forskel i regnskabet.
imageI går havde vi gæster, og når vi er mere end fire, laver vi kaffe på den gammeldaws metode på vores moccamaster, men det sker sjældnere og sjældnere, for vi bryder os ikke længere om kaffe brygget på den måde.
Da vi for nogen tid siden var til middag hos et par på vores vej, fik vi kaffe brygget på deres nye maskine, som ikke er en kapselmaskine, men en, der maler bønnerne umiddelbart før brug. Den kaffe kunne vi begge vældig godt lide, og John har siden den aften med meget regelmæssige mellemrum ymtet noget om, at han godt kunne tænke sig sådan en kaffemaskine.
Så nu har vi købt en DeLonghi espressomaskine. En fejl, vi måske har begået er, at vi købte den billigste udgave. Det har vi prøvet før og har i den forbindelse flere gange konstateret, at man får, hvad man betaler for, så måske er det noget værre bras … vi får se.
Priserne på den slags maskiner varierede (i svenske kroner) fra små 3.000 kroner til omkring 20.000. Så skal man altså både have mange penge og være meget glad for kaffe (eller være en rigtig blærerøv?), hvis man køber en husholdningskaffemaskine til den pris. Men for lidt og for meget … vores hører bestemt til i den helt lave ende, og vi sparede oen i købet hele 13 kroner ved at købe den her i Sverige. Troede egentlig vi havde sparet mere, men den var i det mindste da ikke dyrere herovre.
Jeg er spændt på kaffesmagen fra den nyindkøbte. Den kan også lave mælkeskum, hvilket er fint, for jeg skal helst have mere mælk[eskum] end kaffe, og lad nu være med at komme med den evindelige bemærkning om, at “så kan man jo ikke smage kaffen”. Der er lige så stor forskel på kaffesmagen, når kaffen har mælk i, som der er er, når den drikkes sort. Basta.
John er lige kommet ind efter at have slået græsset her på torpet, så nu skal den rigges til og afprøves.

Humlen er så fin nu

Kaffemaskinen er købet i MediaMarkt, som ligger lige ved siden af Jula, hvor vi havde lovet at købe to nye par legebukser mage til dem jeg købte sidste år. Børnene er vokset ud af bukserne, inden de nåede at slide dem op (på trods af endog meget flittig brug), hvilket for Aubreys vedkommende er første gang i drengens liv. Er der noget at sige til, at de bukser er lige så populære hos moderen som hos børnene?
Heldigvis havde Jula dem endnu, så der bliver glæde, når familien kommer i skolernes efterårsferie.

28. marts 2016

It ain’t over till the fat lady sings

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:24
Tags: , , ,

Hvis man vil blære sig på et fremmedsprog, skal man sørge for at lære en masse idiomer og talemåder. Kan man det – og får man dem smidt ind i det rigtige øjeblik, naturligvis, får man gerne et anerkendende blik. Jeg har før skevet om emnet, og, om ikke for andre, så for mig selv, er den slags sproglæring en evig kilde til underholdning.

It ain’t over till the fat lady sings er ikke det rigtige udtryk at anvende i dagens sammenhæng, men jeg kom til at tænke på det, og nu bliver det nævnt, fordi jeg elsker denne blomstrende talemåde. Det er lidt i retning af, at ingen kender dagen før solen går ned – og så alligevel ikke, fordi det på engelsk hovedsageligt bruges i forbindelse med sportsudøvelse i betydningen that one should not presume to know the outcome of an event which is still in progress. Oprindelsen er sat i forbindelse med Wagner-operaerne, som for det første kan være er ulideligt lange og for det andet altid ender med, at en temmelig omfangsrig dame synger. I meget lang tid … jeg bliver aldrig gode venner med Wagner! 
Grunden til, at jeg kom til at tænke på udtrykket, er vores amerikanske køleskab, som i flere måneder ikke har villet levere andet end koldt vand, og dermed altså ingen isterninger. John har på det nærmeste haft skilt køleskabet ad, men uden at finde en forklaring på isstrejken. Vandforsyningen fungerer som sagt, men det har i flere måneder ikke taget vand ind og frosset det til is.
Ikke før i morges. Jeg sad fredeligt over min morgente, da der kom lyde, som tog mig et par sekunder at identificere: Det var lyden af isterninger, der faldt på plads i aftapningsboksen!
Hvorfor i alverden så denne lange pause? Vi talte for sjov om muligheden for, at køleskabet skulle have indbygget sommertid, således at vi kun kan få isterninger mens vi er på sommertid. Noget vrøvl, selvfølgelig, men vi fatter godt nok ikke en bønne af dette her.

Strikblomster på Stændertorvet (1) - Copy

På Stændertorvet i Roskilde var der blomster midt på stenbroen. Strikkede blomster, og på en af dem var der oven i købet en lille sommerfugl.
Det var Inge og Hasse, der lavede den sædvanlige “Er I friske, så kom og spis med i aften. Kom så snart I er klar.”
Selvfølgelig var vi friske, og da vi kom, sagde Inge, at vi var nødt til at runde Stændertorvet, for der var noget, hun ville vise mig.
Spøjs ide, men det var holdbare blomster, som ikke klaskede sammen i kronbladene på grund af en smule regnvejr.

Strikblomster på Stændertorvet (1)Strikblomster på Stændertorvet (3)

22. marts 2016

Den dag elektronikken døde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

image

Billedet skal illustrere, at visse vejrudsigter for området heroppe lader en del at ønske. Normalt rammer yr.no bedst, men i dag er det FMI, der er tættest på virkeligheden. Sidder man hjemme i Danmark og vil vide, hvordan vejret er på torpet, bliver man ikke altid klogere af at kigge på vackertvader.se. Egentlig et fjollet navn – vejret er jo ikke altid godt … men det er såmænd fint nok, at de viser tre forskellige prognoser.
I dag er det dog godt – himlen er igen så blå, så blå, at det gør helt ondt i øjnene – ganske som de godt kunne regne ud i Finland.
Overskriften er afledt af Don McLeans hit "American Pie", som indeholder linjen the day the music died, som refererer til flystyrtet i februar 1959, hvor Buddy Holly, Ritchie Valens og J. P. "The Big Bopper" Richardson plus piloten omkom.
Det, der skete hos os, var heldigvis mindre dramatisk, men lidt underligt.
Når vi ankommer til torpet, er at lave sig en kopkaf noget af det første, John gør, og denne gang var ingen undtagelse.
Kort efter lød det: Hvad pokker er nu det for noget? Der kommer godt nok masser af vand ud, men ikke i kruset!
Han undersøgte senseomaskinen lidt nøjere, men måtte konstatere, at den var gået helt i udu. Man bliver forvænt med den slags udstyr, forstået på den måde, at det bliver sværere og sværere at drikke en kop ganske almindelig filterkaffe, men det blev vi nødt til på dette sverigesophold.
Næste morgen kunne jeg konstatere, at elkedlen også var død. Den er godt nok lige fyldt 11 år, men hvorfor den skulle gå død, ved jeg ikke – så meget bliver den jo heller ikke brugt. Nu er der købt en ny. Kaffebryggeren har vi en reserve af derhjemme.P1010653

Hvorfor nu et billede af vores å med en næsten usynlig rød pil lige over midten af det?
Jo: Der går nemlig en trane. Vores tranepar er returneret, så det er ikke kun Pulken, der kan prale – vi kan og gør det også. Kan dog kun præstere to af slagsen, men det skam fint nok med os.

Her er en traneHer er en trane (1)

Den går og kalder på sin mage, så hele området giver hyggelig genlyd af de karakteristiske traneskrig.
Hvis I ikke kan se tranen på billedet af åen, behøver I ikke at gå til optiker af den grund, men jeg forsikrer, at den er der, hvor pilen peger. Det er lige så meget for at anskueliggøre, hvor meget zoom der skal til for at indfange den – og dermed også en undskyldning for de slørede billeder.
Da jeg fik øje på den, var den lige ud for os, men inden jeg fik hentet kameraet, var den allerede et godt stykke væk.

14. marts 2016

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød, men man kan roligt give Ellen en ny køkkenmaskine, der kan bage dem.

Endelig fandt jeg ud af, hvad det ville være en rigtig god ide at lade John give mig i fødselsdagsgave. Vi havde aftalt, at han skulle give en god middag på Madeira, men det var alt for nemt at blive på hotellet og vælge fra deres faktisk ganske udmærkede buffet.
Han skylder mig derfor en gave, og efter en god og lang snak med Charlotte i dag har jeg nu bestilt min fødselsdagsgave.
John er heldigvis enig i, at det er en god gave.
Han er ellers den eneste af os to, der kan bage, men det er desværre ikke ensbetydende med, at han synes det er særlig sjovt. Jeg har forsøgt mig mange gange, men brødbagning og jeg er af en eller anden grund aldrig blevet gode venner, og med en så lav succesrate gider jeg ikke rigtig prøve mere. Kager går fint nok, men det kan vi ikke leve af. Ærgerligt nok …

../Images/ProductPictures/Bread_Maker_with_Scales/zoom_main_bmaker_scales.jpg

Man har nok gættet, at dette handler om en brødbagemaskine, og det skulle være den afbildede. Jeg ved faktisk ikke, om det var præcis denne, Charlotte havde investeret i, men det var den jeg valgte efter at have kigget på anmeldelser i stor stil.
Mærket er Andrew James, som har flere udgaver af maskinen.

Det bliver lidt spændende, men hvis Charlotte synes den er alle tiders, kan det vel ikke gå helt galt, og hun er mindst lige så elendig til at bage brød, som jeg er. Der er tre forskellige brødstørrelser og tre forskellige skorpefarver at vælge imellem – plus en del andre ting, herunder marmelade, men det har jeg så afgjort ikke tænkt mig at bruge den til!
Jeg bestilte samtidig to bøger med opskrifter specielt udabejdet til denne form for brødbagning – når det bare er at måle/veje ingredienserne, proppe det hele i, trykke på en knap og vente tre timer, er der plads til eksperimenter.

Jeg bestilte både maskinen og bøgerne via Amazon.co.uk – John kan sikkert sagtens finde ud af at skifte stikket, men ellers har vi adaptorer til brug for englænderne, når de kommer til DK med deres ladere til telefoner og tablets, så det er ikke noget problem.
Den ene bog var ny, mens den anden var brugt. Førstnævnte stod mig i £7; den anden fik jeg for 1 p, hvilket svarer til 10 øre. Man påstod, at den var i god stand, men skulle det være usandt, vil jeg ingen skrupler have over at smide den ud …

Apropos England: Den engelske pendant til man skal ikke give bagerbørn hvedebrød er it’s like carrying coal to Newcastle eller don’t carry coal to Newcastle.
De kender den på mange sprog – her er blot et lille udvalg af mange fundet
her:
Vizet hord a Dunába. (Hungarian) He is taking water to the Danube.
es como llevar naranjas a Valencia (Spanish) It’s like taking oranges to Valencia.
gi bakerbarn brød (Norwegian) To give bread to the child of a baker.
vender mel ao colmeeiro (Portuguese) to sell honey to a beemaster.
Altid godt at vide, ikke?
Jeg vil dog mene, at den portugisiske udgave mere går på en sælgers formidable evner end på at give noget, man i forvejen har nok af – altså mere en pendant til at sælge sand i Sahara.

13. februar 2016

Selvmedlidenhed på flere niveauer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

Hybris og nemesis. Ikke så snart man drillende har småhånet Hr. Nielsen for at have været et skvat, fordi han går og småskranter med endnu en forkølelse, før man selv bliver ramt af en gang ondt i halsen, der kræver både spandevis af varm te med honning og en Lemsip Max All in 1 (Englands svar på Panodil Hot) i ny og næ. Heldigvis virker det. Det gør mig ikke rask, men kvik nok til at kunne undgå at lægge mig. Jeg kan ikke lide at ligge i sengen om dagen, medmindre jeg har høj feber.
Ondt af mig selv har jeg. Det er underligt … da jeg havde kræft, havde jeg ikke ondt af mig selv; koncentrerede mig bare om at blive rask og/eller få det bedste ud af den tid, der var. Men nu, hvor jeg har en smule ondt i halsen, kender selvmedlidenheden nærmest ingen grænser. Jeg holder den dog for mig selv (er det derfor det hedder selvmedlidenhed? Winking smile ) og lider i stilhed, for ingen gider høre på den slags, og man flu vil jeg nødig beskyldes for!
Held i uheld er det oven i købet: Vi skulle have været ude til et par venner i dag, men de aflyste for et par dage siden, fordi de begge var lagt ned af influenza. Jeg kunne godt have været taget af sted i dag, men det ville ikke have været pænt gjort imod de to værter, som jeg kunne have smittet.

Mit lille Lumix er også sygt. Det har gennem et stykke tid – siden vores englandsbesøg – udviklet en væmmelig, snigende sygdom. Parkinsons. Det vidste jeg faktisk ikke, at kameraer kunne komme til at lide af, men det kan de, for det ryster. Også når jeg stiller det på et bord, så det er ikke mig, der ryster på hænderne. Det kan både zoome, fokusere og stille skarpt, men billedet vibrerer, og når man har trykket på udløseren, er der kun gemt et uskarpt billede på hukommelseskortet.
imageHammerirriterende, men jeg kan takke mig selv, for jeg tabte det i England. Det lå i sin beskyttende taske, og det blev tabt fra lav højde. Umiddelbart fejlede det ikke spor, men faldet må have sat et eller andet i gang, for gennem de seneste par dage er symptomerne gradvist opstået, hvorfor jeg har sat projekt kamaraeutanasi i gang.
Mit næsten døde kamera hedder Lumix TZ60. John har et Lumix TZ70, men ønsker sig et Lumix DMC-FZ72, bare for at kunne overgå mit i zoomkapacitet, nemlig med 60 x optisk zoom + 5 x digitalt ditto (~ 300 x), hvor TZ70 ‘kun’ når ud på 30 x 2. Mit Canon kan levere 50 x 4, og det er det, der tog billederne af havørnene på isen.
Jeg tilbød at købe det Lumix DMC-FZ72 til ham, mod at jeg fik hans TZ70. Han slog til med det samme.
Grunden til, at jeg helst vil have dette, er størrelsen. FZ72 har samme mål og vægt som mit Canon, og det gider jeg ikke – jeg vil have et lille (men stadig godt) kamera til almindeligt brug og nøjes med at bruge Canon til at tage havørne og silkevand med.

6. februar 2016

Så råhygger han sig igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:12
Tags:

Kort tid efter vi var flyttet ind i Den Stråtækte, blev der indkøbt et smart-tv, fordi fibernettet var lige om hjørnet.
Smart er det skam; selv jeg syntes det var en god ide af mange grunde, men dels fordi man kan se gamle programmer on demand (og vi gider ikke se tv på en pc), hvilket er fint, når man af den ene eller den anden grund er gået glip af noget, man gerne ville have haft set, og dels fordi det ville være fjollet at anskaffe en parabol, når vi alligevel har fibernettet.
P1100308Da vi købte tv-apparatet, fulgte der en dvd-afspiller med. Blu-Ray und alles. Vi fik med det samme lumske anelser om, at det var et eller andet fejlindkøbt bras, de ikke ville være bekendt at tage penge for, og anelserne blev bekræftet, da de ikke ville lade os betale differencen op til et mærke, vi selv valgte.
Det var ganske rigtigt noget bras! Det mest irriterende var, at hvis man var i gang med at se en serie, kunne man ikke vælge andet end at se alle episoderne på skiven. Man kunne ikke vælge at se fx episode 3. Eller … vi kunne godt komme ind og vælge nr. 3, men der skete aldrig mere. Det var ikke dvd’en, det var galt med, for det gjaldt generelt, fandt vi snart ud af.

Jeg lånte resten af Poldark med hjem fra UK og manglede, foruden den sidste skive, også tredje og sidste episode på skive to. Jeg var igenigen nødt til at sætte den første episode i gang og så spole frem med høj hastighed, til jeg ramte den rigtige. Hammerirriterende.
I formiddags kørte John afsted for at købe en ordentlig dvd-afspiller. Jeg gad ikke tage med, for jeg interesserer mig ikke mere for det, end at det bare skal virke, så der var ingen grund til, at jeg skulle blande mig i det.

Han kom hjem med en pakke, jeg syntes så temmelig stor ud til bare at indeholde en dvd-afspiller …
– Jeg kom vist lige til også at købe en ordentlig soundbar …
Nielsen, altså … da vi besøgte englænderne, oplevede vi den hjemmebiograf, de havde etableret siden sidst; herunder en soundbar, som gjorde John grøn af misundelse. Vi har en soundbar, og for mig lyder den ganske glimrende, men jeg er også totalt analfabet hvad den slags angår – i hvert fald, hvis man spørger John.
Jeg vil ikke spørge, hvad han har givet for den.

Nu går han og roder med ledninger. Han elsker den slags – og er heldigvis god til det. Soundbaren er installeret. 
– Den passer sammen med fjernsynet og skal ikke betjenes for sig selv; det er SÅ meget smartere end den gamle.
– Prøv da lige at høre denne her LYD!

Han bliver som et barn igen, når han kommer hjem med den slags legetøj. Nu mangler han bare at installere dvd-afspilleren, som er af samme mærke som alt det andet, så vi kan bruge den samme fjernbetjening som til tv’et – så langt indrømmer jeg gerne, at det er smart. Jeg håber så bare, at man kan springe i episodevalget, men mon dog ikke?

25. november 2015

Mysteriet om den forsvundne kaffe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

P1090693Da vi skulle finde rundt i Sverige i sidste uge, kom bilens indbyggede gps til kort (tøhø). Den gør den i øvrigt tit – jeg synes det er verdens mest tåbelige gps. Den sad i bilen, da vi købte den, og den første ejer har givet en formue for den. Den er drønirriterende at betjene, den har ikke nær så mange funktioner og den har kun kort over Skandinavien. Jeg bander næsten hver gang, jeg skal indstille den – den er særdeles brugeruvenlig.
Da vi skulle til Flammafallet og havde tastet koordinaterne dertil ind, hævdede den hårdnakket, at der var over 2½ times kørsel dertil, hvilket vi vidste var usandt. Koordinater er koordinater, så hvad pokker stak den nu?
Møgdims. Godt vi har Garminen i handskerummet. John var begyndt at køre, for det var kun det sidste stykke vej, han var i tvivl om, men Søren kunne ikke finde ud af betjene “sådan et monstrum”, så monstrummet blev rakt over til mig.
Som kom til brutalt at hive det ud af stikket, fordi ledningen var kortere, end jeg lige havde opdaget.
Det fik et af de to kaffekrus til at vælte, hvilket dog først blev opdaget noget tid efter.
P1090696Krusholderen i Renaulten er for lille – den i Kiaen passede perfekt, men denne er for lav og krusene står for tæt på hinanden.
Da John opdagede det væltede krus (som ikke var et Bodum; det ville ikke være lækket, men et fra Statoil, som vi købte til Søren. Åbenbart et dårligt bilkrus, siden det ikke kan holde tæt – køb det ikke!), holdt han ind til siden for at tørre kaffen op.
Den var forsvundet! Pist væk …
Han beordrede Søren og mig ud af bilen og tog nogle måtter ud. Ingen kaffe. Der var fugtigt lige ved krusholderen, P1090697men de to deciliter kaffe var forsvundet. Han åbnede til rummene i gulvet bag forsæderne. Ingen kaffe.
Stikket virkede ikke mere, så gps’en måtte sættes i stikket omme ved bagsædet. Uderst upraktisk.
Hjemme igen nærmest skilte John bilen ad, men der var ingen kaffe at se, selv om man kunne lugte den. Han var en anelse bekymret, for hvor og i hvad skvulpede den lige rundt henne? Hvorfor var sikringen sprunget?
John købte en ny sikring og satte den i – den sprang omgående. Han prøvede at skille stikket ad, men kunne ikke. Han ringede til et renaultværksted, fik et lille fif og fik derefter selv repareret stikket, som virker fint nu – det havde altså intet med kaffen at gøre, men gik i udu pga. min hårdhændede behandling.
Så langt, så godt.
Kaffen er aldrig fundet, men John ser helst ingen gentagelser, da han helst ikke vil have hele bilen fyldt op med usynlig kaffe, og i øvrigt har den krusholder irriteret os begge lige siden vi fik bilen umiddelbart inden vores sommerferie.
P1090695Nu har han fundet en beholder af hård plast, har monteret to ben i den, som passer i hullerne og har sat en midterdims i.
Mit beskedne bidrag til den glimrende ide var at foreslå at give den nye holder et filttæppe, så ikke krusene står og smålarmer under kørsel og i sving.
Før stod krusene så tæt op ad hinanden, at de begge stod lidt skævt – det var selvfølgelig også derfor, de så let kunne vælte. Nu kan han køre rallykørsel, uden de vælter.
Det har han forhåbentlig ikke tænkt sig, men det er rart at vide, at krusene fremover vil forblive, hvor vi sætter dem.
Han er ikke altid helt tosset, min gode handyman.
Det er nemlig meget vigtigt for os begge at kunne have kørekaffe med, så snart vi skal køre i mere end en times tid.

16. november 2015

Mystiske beep-lyde i køkkenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: , ,

Beep             beep             beep             beep             beep
Beep      beep      beep      beep      beep
beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep …….

Med omkring 80 dB. Mindst.
Kan I forestille jer lyden?
Den lød i aftes ude fra køkkenet – lidt som mit køkkenalarmur, men alligevel ikke, for det arbejder sig ikke op fra at have et sekund mellem beep’ene, og det lyder heller ikke lige så hysterisk.
Sommetider ville jeg ønske, jeg hørte lige så dårligt som John, for han skulle rent faktisk gøres opmærksom på lyden for så bare at kunne høre den svagt, mens jeg nærmest røg op af stolen med et spjæt.
Det viste sig at være den fine vejrstation, som John fik i fødselsdagsgave, men hvad pokker havde stukket den?
Det blev Johns opgave at diagnosticere lyden, og han nåede frem til, at det måtte være frostalarmen.
Frostalarmen!?
Hvad pokker forestiller man sig? At det er morsomt at blive vækket midt om natten, hvad man jo sagtens kan risikere med den form for alarm? Den lyd ville kunne vække de døde. Den vil i hvert fald kunne vække mig.
Nok bare ikke John … men jeg skulle ikke risikere noget, så John slukkede for vejrstationen.
Der gik vel en lille halv time …

Beep             beep             beep             beep             beep
Beep      beep      beep      beep      beep
beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep …….

Så blev jeg sur. Det var ikke engang nok at slukke – jeg var nødt til at gribe til så drastiske midler som at hive batterierne ud for at slippe for den fjollede frostalarm, som går i gang, når det er er +4° og der dermed er risiko for frostvejr.
Jeg er da komplet ligeglad – især når jeg ligger i min seng.
John læste hele manualen igennem i formiddags, men kunne ikke finde noget om, hvordan man slår den fra.
Det kan simpelthen ikke være rigtigt … vi er ellers glade nok for den vejrstation, men det her dur altså slet ikke.

Ølbænk 1Ølbænk 2

Til sidst et spørgsmål til mine kloge læsere: Hvad står der på bænken på det andet billede?
Ølbænk kan jeg både læse og forstå, men jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvad der står på den anden bænk, som klart nok også er en ølbænk.
De står på havnen i Sortsø.

29. oktober 2015

Et hør- og lugtbart farvel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: ,

Vi havde gjort hele huset grundigt rent, lige inden vi tog på krydstogt, vel vidende, at vi ikke gad dagen efter den nat, vi kom hjem og hvor englænderne skulle hentes. Når man så har haft gæster i en lille uges tid, trænger der som bekendt igen, især med to ud- og indfarende børn, og desuden havde mejeredderkopperne haft kronede dage mens vi har været væk. Jeg nåede at tage de mest P1090278fuldvoksne af dem torsdag formiddag, men kiggede ikke så nøje efter i krogene.
Heldigvis er de ikke voldsomt tydelige, men sætter man først edderkoppeøjnene på, er der mange. Som i virkelig mange. Vi støvsuger derfor ikke bare vores gulve, men også vægge og lofter, så det tager en rum tid at løbe hele huset over.
Jeg følte, at det var ligemeget, hvor jeg bevægede mig hen, så stødte jeg ind i et spind. De er nemlig ikke spor synlige, som fx en korsedderkops spind, hvorfor man mærker dem, før man ser dem, så i går skulle det være. John gik grundigt til værks, men da han havde været i gang en times tid, lød der et højt knald ude fra køkkenet, efterfulgt af et “Dér røg støvsugeren sgu. I enhver forstand – fy for pokker, hvor det stinker!”
Mig ud i køkkenet, og ja, det var en fæl lugt. Den kunne dog klares ved at åbne døre og vinduer. Hvad værre var, at nu havde vi ingen støvsuger, og en sådan kan ikke undværes.
Den skal nok have haft sine 20 år på bagen, og så sker den slags jo lige pludselig – den har heller aldrig fået lov til at arbejde så meget eller så længe ad gangen som her på sine gamle dage, den stakkel.

Jeg gik direkte på Pricerunner og begyndte at studere støvsugere; sammenligne priser og specifikationer. Jeg skal skåne jer for detaljerne, men det tog sin tid. John mente, at den bare skulle have så mange watt i sig som muligt, men sådan er det P1090279slet ikke. Man skal sammenholde det ene med det andet med det tredje og med det fjerde. Har man trægulve? Ja, men også et enkelt tæppe. Er man allergiker? Nej. Men derfor gør det jo ikke noget, at der bliver støvsuget effektivt. Hvor stor en aktionsradius er ønskelig? Kan man få poserne i et almindeligt supermarked? Er der det tilbehør, man har brug for?
Efter en lille times intense sammenligningsstudier havde jeg besluttet mig for den afbillede. Jeg bestilte den og forventede den angivne leveringstid på 2-4 dage.
Tidligt i formiddags løb der en sms ind: Vores nye støvsuger lå parat til os i vores posthus.
DET var pokkers – det er da vist den hurtigste levering, jeg har oplevet, men den er nu afhentet, og John er i skrivende stund ved at hive den ud af emballagen.
“Det er da godt nok en rigtig herrestøvsuger!”
”Skønt! For med det kan du jo kun mene, at det kun er dig, der må bruge den …”

18. september 2015

En anderledes kirke og en internetforlænger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:55
Tags: , , ,

Vi skulle til Næstved i dag, og John valgte at tage den forholdsvis nye omfartsvej for at se, om det kan betale sig at køre den vej, når vi skal i storcentret.
Det kan det for det første, og for det andet så vi en landsbykirke, der ikke helt lignede standardmodellen for danske landsbykirker.
Den lå et godt stykke væk, og den kunne kun ses ganske kort fra omfartsvejen, men vi fik pudsigt nok øje på den begge to på en gang og blev enige om at finde den på vejen tilbage og kigge lidt nærmere på den.

Rønnebæk kirke

imageKirken er bygget ad flere omgange, hvor tårnet er det sidst opførte i 1779, som det ses. Den ældste del er fra 1050.
Vi fandt det også usædvanligt, at vinduerne var så store og sad i så lav en højde fra jorden. Man kunne kigge lige ind på alteret, hvis man fik lyst … så var man faktisk tættere på det, end hvis man sad på den forreste kirkebænk.
Vi gik lidt rundt på kirkegården og mødte graveren, som gik og passede sit arbejde.
Han ville hjertens gerne snakke, og på vores spørgsmål om hvorfor tårnet var placeret hvor det var, lød svaret, at det ganske enkelt var fordi jorden skrånede for meget der, hvor det normalt skulle have været stået.
Der gemte sig hverken underlige historier bagved eller har gamle sagn knyttet til det – det var af rent praktiske årsager.
Graveren kunne så også fortælle, at kirken står foran at skulle have nyt tag, for man regner ikke med, at det vil kunne klare en Bodil til.
Vi fik meget mere at vide; jeg tror han var glad for en lejlighed til at holde en velfortjent pause. Det var en af de mest velplejede kirkegårde, jeg har set.
Han havde kun haft jobbet i 1½ år, men hvad han ikke vidste om kirken, var vist ikke værd at vide.
Endnu lidt af en ildsjæl. De findes overalt og i alle mulige ‘forklædninger’, men jeg nyder hver gang jeg møder en. De har altid noget spændende at byde ind med.

imageOg vi fik købt vores internetforlænger, som jeg har danskdøbt vores nye range extender
Vores bredbånd lever fint op til forventningerne og leverer de lovede 50/50, selv med flere enheder og et tv logget på.
Inde i stuen. Af en eller anden grund er det meget langsomt i soveværelset lige ved siden af, samt ude i køkkenet.
Routeren til det mobile bredbånd fra 3 stod i vinduet lige over, hvor Fibias router nu er sat på væggen, og det kunne sagtens trække både til køkken og soveværelse, mens bredbåndet kun leverer sølle 0,6 begge steder.
Det underligste er, at det rækker op til vores terrasse 30 meter væk uden de store problemer, men det kan altså ikke finde ind i soveværelset. Den direkte internetvej til terrassen er ind i soveværelset og ud igen gennem den anden væg.
Vi fatter ikke en brik … Elgiganten havde heller ingen forklaring, men de mente, at dimsen her ville kunne afhjælpe problemet.
Det kunne den også. Nu har vi hastigheder på 25-30 mbit/s de steder i huset, hvor der før var under 1.

16. august 2015

Hold jer væk fra Sandstrøm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: ,

imageForleden skrev jeg om, at jeg havde spildt vand i mit keyboard og købte et nyt, som jeg måtte bytte igen.
Jeg ville have haft et andet mærke, men hvis jeg ville have et lille og kompakt keyboard – og det ville jeg – hos Elgiganten, var jeg nødt til at købe det eneste tilgængelige mærke, nemlig Sandstrøm. De førte også Logitech, men de var alle for store til mig.
Jeg pakkede det ikke ud, før vi var kommet hjem fra Sverige, så først der opdagede jeg, at USB-dimsen manglede. Det er en såkaldt nano-receiver, som er så lille, at man ikke behøver at fjerne den fra pc’en under transport.
Men altså ikke så lille, at den er usynlig … den lå ikke på den dertil indrettede plads ved siden af batterierne – den var der simpelthen ikke.
Nu var jeg grundigt træt af Sandstrøm, og lørdag morgen gik turen igen de 20 km til Elgiganten i Næstved. 80 kilometers kørsel har fabriksnye, men defekte keyboards foreløbig kostet mig. Grrr.
Denne gang forlangte jeg pengene tilbage. Sandstrøm får ikke en chance til hos mig. Ikke på vilkår.
Jeg gik ind til Computer City umiddelbart ved siden af Elgiganten, og minsanten om ikke de der havde samme mærke som det keyboard, jeg fik vandet, nemlig rapoo, som er et godt og forholdsvis lydløst keyboard.
imageNu sidder Insert/ScrLk og Delete-knapperne også rigtigt i forhold til hinanden igen. De sidder begge lige over Backspace-knappen, men havde byttet plads hos Sandstrøm, hvilket var temmelig irriterende.
Jeg ved ikke, hvilke erfaringer I måtte have med Sandstrøm, men jeg kan i hvert fald ikke anbefale mærket. Logitech har gode varer, men jeg vil ikke have så stort et keyboard, som jeg var vant til på arbejdet – hjemme har jeg ikke så stort et skrivebord.
Og rapoo virker – jeg skriver på det nu, og jeg er glad.

Lige som jeg er glad for, at jeg har fået strøget alle seks duge fra fødselsdagen. Glorien var så stor, at den næsten ikke kunne kunne komme gennem døren … i mine noget yngre dage lagde jeg som oftest bare dugene ind i skabet efter vask, men jeg har efterhånden bandet lidt for mange gange over, at jeg også skal nå at stryge dugen oven i alle de andre forberedelser, der altid er, når man skal have gæster, så nu bliver strygetøj strøget inden påpladslægning. Måske en selvfølge for de fleste af jer, men ikke for mig, som aldrig har kunnet fordrage at stryge, så jeg har altid haft masser af dårlige undskyldninger for at udskyde det.
Det er dog blevet meget hyggeligere at stryge her i Den Stråtækte, hvor jeg kan stå og nyde udsigten over fjorden og ikke bare står og glor ind i en væg, som jeg gjorde i rækkehuset, fordi jeg ikke gad flytte strygebrættet ned fra syværelset på første sal.

11. august 2015

Keyboards må være noget fanden har skabt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , ,

For godt et års tid siden begyndte keyboardet på min pc at slette større eller mindre dele af min skrevne tekst på et mikrosekund og aldeles uden varsel.
Det drev mig meget hurtigt til vanvid, for når jeg kommenterer hos andre eller svarer på kommentarer hos mig selv, er der ingen Undo-knap – teksten var simpelthen bare væk. Selvfølgelig skete dette lige efter garantiens udløb, så jeg købte et eksternt keyboard, som har fungeret ganske udmærket. Lige indtil jeg spildte vand i det forleden dag.
P1070844Jeg regnede med, at det ville være i orden, når det blev tørt, da det jo bare var ganske almindeligt postevand, men nej, der var tilsyneladende sket adskillige kortslutninger derinde, for der var ikke én tast, der returnerede sin pålydende værdi, så jeg kørte i Elgiganten i går for at få fat i et nyt.
Som ikke virkede. Ikke godt nok, i hvert fald. bogstaverne L, S, E og G virkede aldrig første gang, man trykkede på dem, og resten af tasterne skiftedes lidt til at nægte at virke. For at få dem til at virke, skulle man trykke hårdt – virkelig hårdt – på dem. Det tog dobbelt så lang tid at skrive en tekst, som det normalt gør, og jeg blev totalt hidsig, inden der var gået ret lang tid.
Turen til Sverige i dag gik derfor forbi samme Elgigant, hvor jeg fik et nyt. Jeg ville have haft det samme mærke som det, jeg fik vandet, men det fører de ikke mere, og hvis jeg insisterede på at få et lille keyboard, havde de kun det mærke, som opførte sig så fjollet i går. Jeg var derfor nødt til at satse på, at første forsøg var en mandagsmodel, og at det nye vil virke. Jeg har ikke taget det i brug, for jeg har et her på torpet, som virker, hvorfor det nye kan lige så godt få lov at blive liggende i æsken, til vi er hjemme igen.

P1070846P1070847

Når elektronikken nu er så svigefuld, er det godt, at mine kantarelsteder er trofaste. På den lille rute var der i dag 550 gram, hvilket er udmærket, når man tager i betragtning, at jeg ryddede stederne for 16 dage siden.
De forsøgte at gemme sig, men jeg har udviklet et særligt kantarelsyn, så jeg får øje på dem alle. Mener jeg da … det er naturligvis noget af en påstand, men jeg har jo efterhånden lært, hvor de burde kunne findes.
Det bliver varmere og varmere. Da vi ankom kl. 14:30, var her 21° – nu er det 24° og lummert, men ifølge Vackert Väder er der ingen regn eller torden i sigte de næste to døgn, og hvad der er endnu bedre er, at det lige nu ser ud til, at der vil være totalt skyfrit natten til torsdag. Og det er nymåne.
SÅ skal der kigges på stjerneskud!
Vi skulle først have været herop i næste uge, men et kig i kalenderen afslørede en skorstensfejeraftale, som vi havde glemt. Jeg havde ellers glædet mig til at ligge hjemme i haven i Den Stråtækte og kigge på Laurentius-tårer, men heldigvis er her også bælgmørkt heroppe – skoven skjuler bare en del af det himmeludsnit, hvor de kommer fra, men der vil sikkert være nok himmelfyrværkeri at se på alligevel.

22. juli 2015

Jeg ønsker mig en bil, der kan køre helt selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

Da ødegården blev købt i 1996, var 56k-modemet ikke engang frigivet til salg endnu – det blev det først i 1998. Jeg kan ikke huske, hvornår vi fik internet i privaten, men jeg kan huske, hvor langsomt sådan et 56k-modem var. Det tog en krig at åbne en hjemmeside, hvis der var bare nogle få billeder. I Sverige var det helt udelukket at få telefon og dermed internet, for man skulle have en fastnetlinje, hvilken ville koste os omkring 25.000 kroner at etablere. Svenske, godt nok, men alligevel …
Jeg er egentlig lidt stolt af min forudseenhed, for jeg sagde allerede dengang, at inden der er gået så forfærdelig mange år, kan vi hive internettet ned fra luften, lidt lige som mobiltelefoni (som også var relativt nyt).
Der var ikke rigtig nogen, der troede på mig dengang, men realiteterne taler jo for sig selv – jeg fik faktisk ret, før jeg selv troede, jeg havde fået det.
Nu sidder vi deroppe in the middle of nowhere og hhv. modtager og sender med 25/13. Bare sådan. Med et modem ikke meget større end en æske husholdningstændstikker. Jeg synes det er fantastisk … jeg fatter overhovedet ikke teknikken bagved, men det er mig aldeles ligegyldigt, bare det virker, og det gør det. Lige som min mobiltelefon og meget andet elektronik.

Så sent som i går sagde jeg, at jeg ønskede mig en bil, der kan køre helt af sig selv. Tænk, hvor ville det være fantastisk, hvis man bare satte sig i det magelige sæde og fortalte bilen, hvor man skulle hen.
I dag – meget pudsigt og helt underligt – lå Illustreret Videnskab og ventede på os. Deri var en artikel om … den totalt selvkørende bil, såmænd. Mercedes er godt på vej med den, og hvis jeg er bare en lille smule heldig, så kommer den på markedet, mens jeg stadig kan få glæde af den. Man påstår nemlig, at det vil blive i 2035, hvor jeg runder de 82 år. Hvis jeg er så heldig at leve til den tid, ville verden måske være et bedre sted, hvis jeg ikke selv sad bag rattet, så jeg satser simpelthen på, at ‘man’ har ret.
Det ville glæde mig såre, om jeg bare kunne sætte mig godt til rette i en kabine som den viste (fra Mercedes) med mit strikketøj og sige “Godmorgen bil. Jeg vil gerne over til mine børnebørn i England. Vi tager lige et stop hos Albert undervejs.” Måske kan jeg oven i købet sige ‘mine oldebørn’ … til gengæld skal jeg nok ikke regne med, at Albert endnu kører sin B&B, men hvis jeg alligevel ikke skal bekymre mig om kørslen, tager vi den da bare i ét stræk.

Intet er umuligt. Da computere blev mindre og mindre, sagde ‘eksperterne’ dengang, at dem skulle man sandelig ikke regne med nogensinde kom ud til den brede befolkning. De var for dyre, for ubrugelige, osv. osv.
Så meget for eksperter. De havde ikke ret dengang, og dagens eksperter virker heller ikke altid som om de er eksperter i andet end selvpromovering.

“There is no reason anyone would want a computer in their home.” — Ken Olson, president, chairman and founder of Digital Equipment Corp., 1977

“The most exciting phrase to hear in science, the one that heralds new discoveries, is not ‘Eureka!’ (I found it!) but ‘That’s funny …'” (Isaac Asimov)

30. juni 2015

Og det kalder de bredbånd!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:52
Tags: ,

Eltel var her i dag – Eltel er firmaet, som Fibia har fået til at lægge bredbånd ind hos os.
Nu virker det fra i morgen.
Det er altså noget småtteri – som i virkelig bittebittesmåt, og det kalder man for bredbånd. Ikke specielt logisk, sådan rent umiddelbart, men der skal såmænd nok vise sig at være en god grund til det, hvis man borer lidt.

Herunder ses det, der er afbildet på tegningen øverst til højre.

Og det kalder de bredbånd (3)Og det kalder de bredbåndOg det kalder de bredbånd (2)

Først det yderste lag beskyttelse (jacket), så det blå, som kaldes buffer, derefter cladding og til sidst the core.
Vi er som sagt nede i småtingsafdelingen her – the core er omkring 8 µm tyk – altså 8/1000 millimeter, hvilket forklarer, hvorfor selv mit gode lille Lumix har lidt svært ved at fokusere på claddingen, som er 125 µm.
Godt nok er det småt – men det er alligevel ikke mindre, end at fyren gudhjælpemig kunne splejse to ‘rør’ sammen i denne fikse lille maskine, som koster 65.000 kroner. Jeg måtte gerne fotografere, men jeg skulle ikke lige komme til at sparke til hans udstyr – så ville jeg blive meget upopulær.

Splejsning af fibernet -Splejsning af fibernet - (2)

Det bliver nu alligevel meget rart igen at kunne se andre tv-programmer end DRs – jeg savner BBC-programmerne mest, og der især QI med Stephen Fry, samt Would I Lie to You, som heller ikke er uden evner. TV2 har vi kunnet konstatere, at vi overhovedet ikke har savnet, så hvis det kan lade sig gøre at vælge det fra, bliver det nok sådan. Det vil vise sig, når vi kigger på mulighederne.

Fotograferende turister

Mens ‘fiberredningen’ stod på, kom der cykelgæster i vores have. Først stillede hun sig op og fotograferede, så holdt han og hun en lille drikke- og kortkigningspause, hvorefter de kørte igen. Men tilbage, hvor de kom fra???

Fotograferende turister (2)

Der gik 10 minutter, så vendte de tilbage med et helt hold, som også slog sig ned og holdt en lille pause.
Alle fotograferede på livet løs.
Det er da lidt hyggeligt – og det sker efterhånden dagligt, efterhånden som cykelturisterne indfinder sig, men bilisterne standser også op.
Fremover, når jeg fotograferer smukke engelske huse, vil jeg ikke længere prøve at gøre det mere eller mindre gedulgt, for hvis de ejere har det lige som os, vil de kun synes det er dejligt, at andre synes så godt om deres hus, at de vil have billeder af det med hjem til feriekataloget.
Deres billeder bliver forhåbentlig bedre end mine … jeg snuppede turisterne gennem stuevinduet, for jeg ville trods alt ikke gå udenfor og forstyrre dem. De talte spansk, så jeg ville have haft svært ved at fortælle dem, at det var helt i orden, at de holdt en pause lige der. Det var nemlig ældre mennesker, som efter min erfaring ikke altid er lige gode til engelsk, og mit spanske stort set begrænser sig til hola, no og si!

IMG_4893

Det er da også ganske nysseligt, det billede, de tager med sig hjem, hvis jeg selv skal sige det … det findes næppe mere typisk dansk end dette.

29. juni 2015

Irriterende uheld

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: ,

Jeg er på mit fjerde glaskeramiske komfur. Det første blev for gammelt og måtte skiftes; det andet gik jeg for meget på kompromis med, hvorfor det røg op på ødegården efter et par års tid med jævnlige irritationer over det, det tredje var supergodt, men måtte blive i Havdrup, det fjerde blev købt til Den Stråtækte og er mage til det tredje.
Jeg har aldrig lavet så meget som en ridse i de tre første, men efter mindre end fem måneders brug af dette fjerde taber jeg et krydderiglas så uheldigt, at der bliver slået en lille flis af glaspladen.
Øv, men der var tilsyneladende ikke sket noget alvorligt … troede jeg indtil dagen efter, hvor John tørrede komfuret af og det viste sig, at der var en revne tværs over hele komfuret. Jeg kunne sagtens se for mig, hvordan hele skidtet kortsluttede, næste gang kartoflerne kogte over, så jeg ringede og bestilte en ny. Jeg bandede selvfølgelig grundigt og inderligt, for der er ingen garantier, der dækker klodsethed, og indboforsikringens selvrisiko gør, at det ikke kan betale sig at melde skaden.
“Skifter I den selv, eller skal vi komme og gøre det?”
Det kunne John ikke se, at der skulle være nogen problemer i at gøre, så det skulle han nok klare – ingen grund til at betale over det dobbelte for at få dem til at ordne sådan en bagatel. Vi hentede derfor pladen i formiddags i Nykøbing.

Glaskeramisk plade set nedefra

John fik pladen af og vendt den, og … kløede sig i nakken. Kiggede og vurderede. De to lange stænger kunne han slet ikke afmontere, så han kunne ikke helt gennemskue, hvordan sagen skulle gribes an. Han tænkte længe, lirkede lidt og tænkte igen. 
Kapitulation. Defekt plade skruet på igen.
Jeg ringede til Nykøbing: “Kan I huske mig? Jeg hentede en glasplade i formiddags.”
Det kunne de godt. “Kan I komme og skifte den for os?”
“Jo … men … ville din mand ikke selv gøre det?”
“Det har han fortrudt …”
Damen kunne ikke lade være med at grine, selv om hun sagde undskyld bagefter. Jeg sagde, at det var helt i orden – at John vist nok var en smule flov, men at jeg har større respekt for, at han siger fra, frem for at kaste sig ud i noget, han ikke er sikker på udfaldet af.
Vi har nu en aftale med et servicecenter fra Nykøbing.

29. maj 2015

Jeg bliver sommetider meget bekymret for mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:03
Tags: , , , ,

Vi landede i Den Stråtækte ved ottetiden i aftes, efter en tur ad de grønne veje og en omgang grænsehandel.
Det med de grønne veje skulle åbenbart tages meget bogstaveligt, for hvor vejene var grønne, kørte vi inde i skovene. Hvor de ikke var grønne, var der de mest fantastiske udsigter over et smukt og kuperet landskab med en lille landsby placeret strategisk hist og pist. Jeg foretrækker de ikke-grønne veje, så … skove er da smukke, bevares, men der er ikke meget udsigt.

Grøn vej Ikke-grøn vej

Da vi kom hjem, ville jeg sætte modemet op. Der er jo det smarte med 3, at det koster det samme over det meste af Europa, og da hotellet tilsyneladende havde lidt dårlige internetforhold på værelserne, tog jeg vores eget med.
Jeg tog det bare ikke med hjem igen.
Store, nej, kæmpestore fjols. Hvordan i himlens navn kunne jeg dog glemme det? Jeg stod oven i købet med det i hånden, hvilket John kan bevidne, så i stedet for at lægge det ned sammen med pc’en og ipadden, må jeg have sat det på bordet. Jeg sov ikke meget i nat pga. arrigskab over min egen tåbelighed.

IMG_4848 IMG_4849

Heldigvis kan jeg bruge telefonen som wifi-hotspot, så helt lost var jeg trods alt ikke, men det er ikke så hurtigt som modemet, så hvad gør en klog? Og hvad gør Ellen? Det ville jo nok komme til at koste et nyt modem, desværre, og et nyt abonnement, for simkortet befinder sig nu i Tyskland.

 IMG_4850 IMG_4851

I morges kørte vi til 3-butikken i Køge og roste dem i høje toner for, at man er gratis på i det meste af Europa – og hævdede så, at det dog medførte visse ulemper, såsom at man kan strø sine modemer med rund hånd i det meste af Europa, hvilket jeg faktisk lige var begyndt på …

IMG_4852 P1060679

Og nu kommer der lige lidt gratis reklame for 3:
Jeg fik et nyt og meget mindre, men bedre modem for bare hundrede kroner, hvilket er prisen for gentegning af abonnementet.
Samtidig gik han vores konto igennem og sagde, at vi kunne spare 80 kroner om måneden, fordi vi ikke bruger al den datakraft, vi har til rådighed, samt at han ville gøre mit telefonabonnement 30 kroner billigere om måneden – men jeg ringer stadig til England for 9 øre i minuttet.
Vupti – gammelt simkort spærret, nyt aktiveret, vi sparer penge, og jeg satser på, at jeg aldrig mere glemmer at få modemet med hjem.
3 har nu et par yderst loyale kunder. Selv om vi snart får fibernet, beholder vi modemet og dermed dataabonnementet, netop fordi vi kan tage det med overalt – og især selvfølgelig til Sverige. Når vi er så meget der og i England, er det rigtig rart, at man ikke skal betale for roaming på telefoni og data.

IMG_4853IMG_4854IMG_4855

Alle billederne – bortset fra de to øverste, selvfølgelig – er plukket fra vores hotel i Schwalenberg. Væggene var dekoreret med den lille maler (med familie), som havde vældig travlt med at informere os, lave numre, lege og male. Værelserne hed alle noget forskelligt; vi boede i uglestuen, fordi der sad en udstoppet ugle over vores dør, men det kunne nu ellers have været hyggeligt at bo i Paradiset …

26. april 2015

Jeg er SÅ træt af Saxo Read(er)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , ,

Saxo Reader er ændret til Saxo Read. Ordet er reduceret med 33 %, og det er funktionaliteten også, selv om Saxo naturligvis hævder det modsatte.
Det tager 100 år at liste min bogsamling, hvor den før bare var der, når jeg åbnede appen. Okay, måske ikke 100 år, men to minutter er alt for længe.
De skal alle downnloades igen, hvis jeg vil kunne læse i dem. Det haster ikke, for jeg har læst næsten alle på min liste og derfor downloader jeg ikke, hvorfor stort set alle mine bøger er så fadede, at jeg har meget vanskeligt ved at se coveret. De får først fuld styrke efter download. Det skal vel forestille at være smart, men de er for ulæsbare inden download.
Før kunne jeg lave biblioteker efter eget valg; jeg havde et bibliotek der hed ‘læste’ og et der hed ‘ulæste’, plus et for hver af de forfattere, jeg havde mange bøger af, fx Sara Blædel. Det kan man ikke mere, men kun sortere efter forfatter, titel og ‘nyeste’. Og dette kun nedad, hvorfor nyeste bøger altid befinder sig nederst på listen. Det er MØGirriterende, at man ikke kan ændre på det.
Man kunne ændre lysstyrke ved at lade fingeren glide op eller ned ad skærmen. Det kan man ikke mere, men skal ind og ændre i indstillinger – som huskes meget tilfældigt, men vel i snit i halvdelen af tilfældene.
Der er kommet ‘natlæsning’, som består i sort skærm med hvide bogstaver. Det synes nogle måske om – jeg gør ikke … synes kontrasten er ubehagelig, når den er negativ, så at sige.
Men det værste. Det aller-allerværste er, at bedst som jeg læser og skal bladre en side frem, hopper appen tilbage til start – puff, væk er bogen.
Så skal jeg starte HELT forfra. Indlæse liste. To minutter. Trykke på den igangværende bog, hvorefter appen selv finder frem til, hvor jeg var nået til, hvilket tager et minut, som er en meget lang svartid i forhold til de gamle ganske få sekunder.
Det kan ske spontant, men sker oftest, når der starter et ny kapitel. Når jeg endelig er nået så langt, at jeg er der, hvor programmet crashede, bladrer jeg frem … og det samme sker igen. Og igen. Første gang det skete, startede jeg forfra fire gange, inden jeg gav op.
Jeg læser i sengen lige inden jeg falder i søvn. Gæt, hvor rolig og parat til at sove jeg var første gang, dette skete for mig!
Den eneste måde, jeg kan komme videre i bogen på, er manuelt at bladre på skinnen nederst på skærmen. Jeg skal så scrolle forbi kapitelskiftet, og jeg kan gudhjælpemig ikke bladre tilbage til kapitlets start, uden det crasher igen. Jeg er derfor tvunget til at gå glip af et par sider af det nye kapitel, for rammer jeg plet, crasher det igenigenIGEN.
Dette skete ikke ved hvert nyt kapitel, så fejlen er tilfældig.
Det var i den grad ved at drive mig til vanvid. Nu har jeg fundet et nyt sted at handle ebøger, nemlig plusbog.dk, som har en app, der er fuldstændig mage til Saxos før deres nedgradering. Jeg nægter at kalde det en opgradering.
De er oven i købet meget billigere end Saxo …

Bøgerne kan ikke overføres fra Saxo Read til Plusbog Reader. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det.
Det er også en ting, der irriterer mig. Selv om jeg har købt bøgerne gennem Saxo, burde jeg selv kunne bestemme, hvordan jeg vil læse dem. Det svarer efter min mening lidt til, at man ikke må tage sine papirbøger med, når man flytter hus, eller ikke får lov til at tage dem med i et andet rum i huset.
Er der nogen her, der har prøvet noget tilsvarende?
Er der nogen her, der ved, hvordan man flytter ebøger, man har købt og derfor burde kunne bestemme over på sin egen læseenhed?

25. april 2015

Her ligger vores bredbånd

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags: ,

Forleden dag hørte vi pludselig en værre larm lidt nede ad vejen.
Fibernet in speDet viste sig at være en maskine, der gravede en smal rende i asfalten inde på cykelstien; efterfulgt af en anden maskine, som spurtede både frem og tilbage, og som jeg egentlig ikke helt fandt ud af formålet med.
Det overordnede formål var jeg dog ikke i tvivl om: Det er fibernettet, der bogstavelig talt er på vej. Det er smart nok, at de ‘ødelægger’ vejen, inden de skal til at lægge asfalt på til den 2-minus-1-vej, af nogle også kaldet rød vej, som de ligeledes er begyndt at træffe foranstaltninger til at etablere. Gad nok vide, om de to instanser virkelig har formået at kommunikere, eller det er et rent lykketræf, at det foregår i den rigtige rækkefølge.
Den lidt specielle og fartbølle-uvenlige vej glæder vi os meget til. Den underliggende årsag er, at netop strækningen langs Præstøfjorden forbi vores hus er en del af en cykelrute mellem København og Berlin. Den er visse steder nærmest livsfarlig at færdes på som svag trafikant; bl.a. her tæt på os. Hvis folk bare kunne køre enten efter loven eller efter forholdene, var der såmænd ingen problemer … sådan kører da også langt de fleste, men der er selvfølgelig nogle idioter (flest motorcyklister, men også enkelte bil-Brian’er), der lige synes de skal drøne igennem her med 120 i timen eller mere (her er fartbegrænsning på 60). Vi har masser af turistcyklister om sommeren pga. nævnte cykelrute, og hele året rundt er her en livlig trafik af gående børn og voksne, der skal til og fra Marjatta-institutionen.
Der er kun én meget smal sti i den ene side til både cyklister og fodgængere, hvilket er noget hø på trafiktravle sommerdage – især for cyklisterne, som i deres hensyntagen til fodgængerne tvinges ud på vejen, og kommer der så en klump af en fartbisse, opstår de farlige situationer.
Det er turistforeningen, der har presset kommunerne omkring Præstøfjorden til at få anlagt denne 2÷1-vej, fordi strækningen er så farlig, som den er. Vi skulle jo helst ikke have ødelagt vores gode rygte som et godt og smukt cykelland. Nede på havnen i Præstø ses sommeren igennem cykelturister fra Tyskland, Holland og Belgien og sågar Italien og Spanien!

Bredbånd

Og her ligger så vores ret brede bredbånd *) … det venter bare på at komme i jorden.
*) Man husker måske tv-reklamen om manden, der i butikken ikke helt kan finde ud af, hvor bredt et bånd han skal købe?

7. januar 2015

Grrrr – så meget for backup

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:08
Tags: ,

I går gik jeg fuldstændig død. På flere måder.
Forleden tog jeg en backup af mine ca. 20000 billeder.
Det skulle jeg aldrig have gjort, for noget gik galt, og jeg aner ikke hvad.
For at udføre en billedbackup, gør jeg det, at jeg åbner stifinderen to gange på en delt skærm, hvorefter jeg ctrl-trækker (= kopierer) billederne fra harddisken til det eksterne drev, hvilket er gået godt indtil nu.
imageDet startede med, at Windows fotoprogram ikke længere kunne åbne uden jeg havde den eksterne harddisk tændt. Irriterende, men det måtte jeg se på senere, men ikke lige nu, for jeg kunne leve med det, i hvert fald til jeg skal have pc’en med et eller andet sted, og i øvrigt var klokken mange. ‘Senere’ var desværre ikke godt nok, for da jeg i går ville importere billeder fra kameraets SD-kort, importerede programmet fra SD-kortet til SD-kortet!!??
Da jeg kiggede nærmere på SD-kortet, viste det sig, at ‘noget’ var begyndt at kopiere alle mine billeder ned på det,, men der kunne selvfølgelig ikke være ret mange. Hvad f….. er nu det for noget? Har den pc fået sit helt eget liv?
Af bare hidsighed slettede jeg bare, hvad der var på kortet, men det skulle jeg vist ikke have gjort …
imageJeg installerede fotoprogrammet igen, med det resultat, at nu kunne det slet ikke åbne. Fejlmeddelelsen er vist her til højre. Jeg fatter ikke en bønne. Der er intet her, der skal foregå online – det hele er på harddisken – den ene eller den anden …
Fik en lumsk mistanke og satte SD-kortet i – og fik den viste meddelelse.

Jeg er totalt på herrens mark. Tror, jeg ved en fejl må have fået flyttet og ikke kopieret i første omgang, men det er svært at gennemskue, for kiggede jeg i Libraries, var billederne der, som de skulle være. Jeg prøvede at kopiere tilbage igen fra den eksterne til både det ene og det andet sted pc’en, hvor jeg synes, det kunne være logisk, at de skulle befinde sig, nemlig i Libraries og under Users.
Intet hjalp, og nu er jeg sur og ærgerlig. Hvis ikke engang det hjælper at reinstallere softwaret, er jeg på spanden.
Der må være smuttet nogle filer, som jeg intet aner om, men som skal være der for at programmet kan køre.
Jeg har mine billeder, og det er trods alt det vigtigste, men det IRRITERER mig, at jeg ikke kan bruge Windows Live Photo Gallery, fordi jeg kender det så godt. Jeg har et software, der hedder Digital Photo Professional, men det er ikke nær så godt som Windows eget.
John siger, jeg kan få hans Adobe, men jeg tror det ville være at skyde gråspurve med kanoner for mit vedkommende.

Jeg har googlet fejlkoden og fundet noget, der hjalp lidt – nu kan jeg åbne programmet, hvis SD-kortet sidder i, men pc’en tror stadig, at det er på det kort, det hele skal foregå, så programmet kan kun se ganske få af billederne, og det importerer til sig selv – altså fra SD-kort til SD-kort. Vældig smart …
Grrrr. Det er vist noget der skal bruges laaaang tid på. Det hjælper ikke meget at være god til at bruge programmerne, hvis ikke det underliggende fungerer, og den slags er jeg bestemt ikke god til – det havde jeg jo kompetente folk til, da jeg arbejdede.

31. december 2014

The Einstein Spiral Clock

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , ,

Einstein Clock

I skrivende stund, hvor der blot er små ni timer til 2014 rinder ud, må det være en passende lejlighed til at vise det noget anderledes ur, vi fandt, da vi gik rundt i Covent Garden på vores sidste dag i London, nemlig Einstein-uret.
Der var en del specielle ure i forskellige udformninger, men ens for alle var, at især den lange viser var temmelig forskellig fra normalen.
Det var så heller slet ikke den lange viser, men den korte, der var blevet lang … forstået på den måde, at den lille, lige viser på billedet faktisk er minutviseren og den lange, buede er timeviseren.
Nogle af urene var de rene kunstværker og krævede en stor væg. Merete købte et af dem, mens vi nøjedes med at investere i et af de små, nemlig det viste, som er omkring 17 cm højt.

Her vises klokken 13:35. Eller 01:35 om man vil – den skarpe iagttager vil have bemærket, at det ikke er et 24-timers ur. Den hele time er altid den, der er lige oppe over spiralen; minutviseren skal læses som gængse minutvisere.

Uret er baseret på Einsteins spiral, som jeg vist ikke før har hørt om … og mig, som – i hvert fald af navn – er matematisk student. Kender I den spiral? Noget med kvadratroden af 2 – matematiknørderne vil sandsynligvis nyde at klikke de to tegninger i bunden af indlægget større og studere dem nærmere.

Tims farfar på 94 år samler på ure, så jeg har sendt billederne til Tims far til videregivelse til hans far igen – som i øvrigt ikke forventes at leve så meget længere, da det går hurtigt tilbage for ham for tiden. Farfar, som er en af de få RAF-piloter, der overlevede hele 2. verdenskrig; som havde sit første bombetogt kort tid efter 1. september 1939 og det sidste engang i 1945, er nu ved at synge på sidste vers. Der kan ikke være mange tilbage, der deltog aktivt i 2. verdenskrig.
Han har aldrig villet tale om sine bombetogter til sin familie. Engang forsøgte man at få ham til at fortælle sine erindringer til en ghost writer, men ikke engang til en fremmed var han i stand til at fortælle. Han prøvede, men måtte melde fra igen. Krig sætter dybe og uudslettelige spor i folk, og det er ikke første gang, jeg har hørt, at de ikke kan (eller vil) tale om det. Han fungerede dog helt normalt efter krigen og har tilsyneladende ikke haft psykiske problemer som sådan, men det må være underligt sådan at lukke helt af.
Han fortsatte som civilpilot, og da han blev tvunget til at stoppe med at flyve som 55-årig, underviste han kommende piloter, så han har aldrig kendt andet arbejde end hvad der har med flyvning at gøre, men har altid interesseret sig for alt, hvad der har med matematik og mekanik at gøre.

Det var et sidespring, men den slags mænd fortjener at blive husket. Han er en mand af format – vi har mødt ham og jeg havde fornøjelsen at være tolk for ham og min far, som var lige gamle og havde en masse at tale om – man var ikke i tvivl om, at de var helt på bølgelængde og kunne have brugt mange, mange (flere) timer i hinandens selskab, men det vanskeliggjordes naturligvis af, at ingen af dem talte den andens sprog.

Einstein Clock 1Einstein Clock 2

Godt nytår derude!

19. november 2014

Fiberredning?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: ,

imageI aftes var vi til informationsmøde angående et eventuelt kommende fibernet i området, hvor vi flytter til.
Lidt vidste vi selvfølgelig lidt om, hvad fibernet er som sådan, men der var også ny viden. For os.
Lige nu kører vi på mobilt bredbånd dernede, hvilket vi vist skal være glade for. 3 kan give os 28/5, hvilket er ganske udmærket ned, men ikke optimalt op. Det er dog langt bedre, end hvad kobberet giver dernede: 1,5 ned og 0,3 op. Du GOdeste, siger jeg bare – vi skal ikke på noget kobber dernede, så bliver ‘fiberredningen’ ikke til noget, beholder vi 3, gør vi.
Lige nu har vi 50/50 og har reelt det, billedet viser. Det er fint nok.
Fibia giver ‘dækningsgaranti’, hvilket betyder, at hvis vi har betalt for 50/50 og har tre tv-apparater, der hver bruger omkring 5 megabit, øger man hastigheden med 15, så vi reelt kan måle 50 ned.
Så langt, så godt. De omkring 30 husstande, der deltog i aftes, var meget ivrige for at få fibernet … det kan jeg sandelig også godt forstå med de hastigheder, de må leve med nu. Jeg kunne selvfølgelig fortælle dem, hvad 3 kan klare, men jeg syntes ikke lige, at i aftes var den optimale lejlighed …
Hvad der ikke er så godt, er, at det er som jeg havde frygtet: Der skal stort set 100 % tilslutning til, før Fibia vil skyde det ind i vores boliger. Der er dog en krølle på halen, som måske vil kunne redde situationen, men lige nu er der nogle, der har vældig travlt med at stemme dørklokker.
Vi har meldt os til og krydser fingre. Vi vil meget hellere have internet-tv og 60/60 (som jeg bestilte), også selvom 3 egentlig ikke skuffer, men lever op til, hvad de har lovet.

imageOg så har vi købt en stjernekikkert!
Aubrey ønsker sig en stjernekikkert, så det skal han have. Lige først var jeg lidt usikker – han er godt nok meget interesseret i planeter og stjerner og i det hele taget alt det derude i Det Store Intet, men er det en dille? Er det slut med den interesse om et halvt år?
Så tænkte jeg én gang til. Man køber dyrt legetøj til de kære børnebørn, og hvor længe varer det? Når man er otte år, varer det alligevel ofte kun et halvt år, inden man er vokset fra det. Så hellere en stjernekikkert; den kan i det mindste gemmes, hvis interessen skulle komme igen, hvilket ikke gælder for det meste legetøj.
John fandt en på internettet, så vi kørte til Jyllinge og ind i industrikvarteret, hvor han holdt ind hos … DISCO WORLD af alle steder – alt til fester og diskoteker!
Jeg så ret skeptisk på manden min – er det her??? Det kan ikke passe? Men jo, det stod der i annoncen. Hmmm.
Den var god nok. Disco World forhandlede gudhjælpemig stjernekikkerter. Man skal hore meget, før ørerne falder af, som Ein Mädchen altid har sagt. Okay – de forhandlede én slags stjernekikkert og de vidste egentlig ikke noget videre om den. De må have fået et godt tilbud på en sending, for jeg syntes ikke, den virkede urimeligt dyr. Den kan forstørre 350 x, og der skal kun 25 x til for at se fx Saturns ringe, så det må være fint til lille Aubie.

8. november 2014

Så er der internet i Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Jeg har ledt højt og lavt og undersøgt på kryds og tværs, hvad der er det smarteste mht. internetforbindelse og tv nede i Den Stråtækte.
Det så ikke for godt ud, og fibernet er ikke tilgængeligt, lød svaret på alle forespørgsler.
Meget tæt derfra er der et sort hul af galaktiske dimensioner rent kraftmæssigt – man kan køre i bilen og tale i telefon (John kører, jeg taler. Bare for at undgå misforståelser), og lige pludselig er det der, det sorte hul. Telefonen er totalt død og det er den de næste 3-4 kilometer. Godt jeg ikke bor lige der.
Vi valgte at abonnere på 3, som umiddelbart så ud til at have den bedste dækning – selv om det vel i bund og grund er de samme master de sender fra, som alle de andre og sender fra. Eller hvad? Jeg er ikke helt god til dette her. 3 har ydermere den kæmpefordel, at det ikke koster roaming i England og Sverige (og en masse andre lande, men disse to er jo højaktuelle for os), så det koster det samme at bruge smartfonen, næsten uanset hvor i Europa vi befinder os.
Der er telefonforbindelse i Den Stråtækte, men den er ikke supergod. På dækningskortet står, at der er 3G, men ikke 4G, så vi var lidt spændte på at se, hvad det mobile bredbånd kunne præstere.
Jeg satte modemet til i dag og så til min forbavselse, at ‘mode’lyset var blåt, hvilket skulle betyde, at den modtager 4G. Havde det kun været 3G, ville det have lyst grønt.
Også en slags fibernet?Min iPad kom på. Hmmm. Det gik forbløffende hurtigt, faktisk. Jeg testede naturligvis ved at loade Hos Mommer.
John spurgte: “Kan du se tv?”
Det måtte selvfølgelig prøves – det gik fint; ingen udfald eller frossent billede, mens den ‘bufrer’ (hvad kalder man det?).
Nu kom ildprøven – i Sverige kan John med hiv og sving nå at se gårsdagens tv-avis, inden jeg står op, men når jeg tænder pc’en og går på nettet, kan han godt glemme alt om at se tv; det ‘fryser’ hele tiden.
Ildprøven var derfor 1) at se ét program på min tablet og et andet på Johns, og 2) at se tv på én tablet og surfe rundt på nettet med den anden.
Begge prøver er bestået.
Det havde vi ærlig talt ikke troet. Men det gør ikke noget …

Pudsigt nok kommer, mens vi sidder og leger med nettet, en af naboerne for at spørge om vi vil være med til et orienterende møde/tilmeldingsmøde vedrørende fibernet i vores lille område. Det viser sig nemlig til vores overraskelse, at der er fibernet gravet ned ude i vejen; det er bare ikke kommet ind i husene endnu. Det er der nogen, der har fundet nogen, der gerne vil gøre for os – de har indhentet priser og har vist i det hele taget gjort et fint forarbejde. Priserne lyder rimelige, vi kan vælge at få forbindelser mellem 15/15 og 500/500 Mbit/s til mellem 219 og 999 kroner/md.
Vi skal være mindst 37 før det kan blive en realitet. Sjovt tal. Hvorfor ikke 40? Eller 35? Det har måske noget med antallet af husstande at gøre – vi er virkelig ikke ret mange.
Det møde dukker vi op til – det kunne være ret fedt at få fibernet, selv om 500/500 nok er lidt overkill for vores vedkommende, men hvad anbefaler de kloge? Jeg ville tro, at 50/50 eller 60/60 så rigeligt vil kunne dække vores behov, uden at vi sidder og stønner over svartiderne, mon ikke?

29. juli 2014

Hvis man tror, at doping er noget nyt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

… må man tro om igen. Vi så en ret interessant udsendelse om Tour de France op gennem årene fra 1903, hvor det hele startede. Det var nummer 1 af 2, og jeg skal lige tjekke, hvornår nummer 2 bliver vist, for det var en god udsendelse, selv for sådan en sportsignorant som mig.
Udsendelsen var franskproduceret og bar naturligvis præg af det, således at det var de franske ryttere, man fokuserede mest på, men det blev det ikke mindre interessant af. Speaken var ny, og jeg kunne konstatere, at man åbenbart kan slippe afsted med mere i Frankrig, end man ville kunne herhjemme:
”Den permanenterede blondine” ville sikkert ikke gå upåagtet hen, og bemærkningen om en mand, der ikke var lille, men bare meget lidt køn at skue: “Han lignede det, han var: en dværg med stritører” er vist heller ikke helt politisk korrekt i dagens Danmark, for slet ikke at tale om kommentaren vedrørende en hustru til en af vinderne: “Hun havde taget sin bedste BH på, inden hun ønskede sin mand tillykke foran kameraet”. Vi hyggede os flere gange over de mange bramfri ord, der blev brugt i udsendelsen.
Det der moderne Epo-pjat er også det rene vand ved siden af de midler, de tog i brug lige fra løbets spædeste start, og egentlig  er rytterne i dag nogle værre forkælede pivskider sammenlignet med for 100 år siden. Op til 16 timers kørsel om dagen – og de havde selv deres egne cykelslanger med, draperet på rytteren under armene og i et kryds bag nakken, så de (selv, naturligvis) kunne skifte hjul, når (ikke hvis) de punkterede.
Mellem 1903 og 1918 kørte de på snaps, så at sige – det er jo også en slags doping. Man brugte æter for at dulme smerterne.
I 40’erne var de populæreste midler kokain og amfetamin!
I 50’erne kørte størstedelen af rytterne på amfetamin.
I 60’erne døde en rytter af malaria, fordi hans krop var helt nedbrudt af stimulanser.
Det er rigtigt, at Tour de France ikke er, hvad det har været, men det har det aldrig været.
Jeg gider ikke følge med i al dopingsnakken, men kan godt lide at følge lidt med på touren hjemme fra sofaen, kommenteret af Leth & Co – der er intet nyt under solen, og den med den bedste læge vinder, har jeg lige hørt. Det skal nok passe.

Det bliver spændende, om John kan bruge sin nyindkøbte plæneklipper uden at få brug for stimulerende hjælpestoffer til at gennemføre en plæneklipning. Han er jo vant til en traktor i Sverige, men sådan en ville være en anelse overkill til Den Stråtækte.
Han spurgte mig i morges, om han skulle købe en benzin- eller batteridreven, og jeg svarede fluks “batteri”. Den larmer mindre, den lugter ikke, den er lettere og den er nemmest at vedligeholde. “Ja, men den er også meget dyrere”, svarede Nielsen. Jeg spurgte, hvad der betød mest: at gøre livet nemmest muligt for os eller spare nogle kroner her og nu.

Saml-selv-græsslåmaskineSaml-selv-græsslåmaskine (1)

Manden begav sig afsted på plæneklipperjagt og et par timer senere kom han hjem en batteridreven i saml-selv-udgave. Det tog dog kun en halv times tid at få den køreklar.

21. juli 2014

Et nyt blogtræf i miniformat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: ,

Engang i et svagt øjeblik kom jeg til at invitere Fruen i Midten til at kigge indenfor, hvis familiens vej nogensinde skulle falde forbi torpet.
Det gjorde den i dag, så jeg har haft fornøjelsen af Fruen og Donnaen til frokost og hele eftermiddagen, mens Hr Gemalen var ude og køre et cykelmountainbikeorienteringsløb.
Det med det svage øjeblik er naturligvis ment i spøg, og vi havde da også en rigtig hyggelig eftermiddag. Atter en gang har blogland vist sig fra sin bedste side og formidlet et møde, som med største sandsynlighed aldrig ville have fundet sted, hvis ikke cyberspace var opfundet.

P1020323

Kamelen var naturligvis også med, men den blev opstaldet nede i haven – der var vist en, der havde gennemskuet min holdning til hunde …
Det gik nu fint, og da hus-, hhv. kamelejerne sad ude på terrassen, kunne vi alle holde øje med hinanden.
Mens vi sad der og snakkede, hørte vi et trompeterende skrig nede fra åen, og Donnaens umiddelbare udbrud var: “Det var da en elefant!!??”
Jeg kunne fortælle hende, at dem har vi ikke så mange af her på torpet, men at det enten var en gås eller en trane. Ved nærmere eftertanke nok tranen, hvilket John bekræftede, da vi spurgte.
Den trompeterede igen, og denne gang mente Donnaen, at det var en togfløjte …

2013 juli traner ved åen (1)

Nu var vi simpelthen nødt til at gå ned til åen, så Donnaen kunne overbevises om, at denne hverken er en togbane eller et elefantvandingshul – selv om jeg var nødt til at sige, at chancen for reelt at se tranen/tranerne desværre er temmelig lille, da det er en meget sky fugl.
Ikke desto mindre fik Fruen straks øje på en trane, der stod i sivene på den anden side. Jeg havde i første omgang ikke set den, for jeg havde været så genial at undlade at tage mine briller på, hvorfor jeg er bange for, at det var min tilsynekomst, der skræmte den væk – men så fik de både set en stående og en flyvende trane. Billedet er ikke taget i dag, men det er temmelig sikkert den samme trane.
Alt i alt en absolut hyggelig eftermiddag. Samtaleemner nåede vi på ingen måde at løbe tør for …

Lige inden vi fik gæster, havde vi konstateret, at strømforsyningen til elhegnet var stået af. Sådan et kan åbenbart ikke holde mere end to års konstant kørsel. John gad næsten ikke køre helt til Kristianstad i denne hede for at købe et nyt, så han kørte hen til Verdens Bedste Nabo for at høre, om det var muligt at købe et tættere på os. Det var det ikke, men han havde da lige et, vi kunne låne til næste gang, vi kom herop. Den mand har alt!
John tilsluttede hegnet, gik ned og målte, om det virkede, hvilket det næsten ikke gjorde, men nu vidste vi godt hvorfor, nemlig af samme årsag som gav os mistanken om, at der nok slet ikke var strøm på: Græsset, der berørte hegnet, var ikke brændt af. Nu blev strømmen afledt, fordi der var rigtig meget græs og mange urter og bregner, der berørte hegnstrådene.
Slukke igen og ud med trimmeren. Nu er han færdig med at slå hele vejen langs hegnet, og det virker igen. Heldigvis. Normalt er vildsvinene dybt inde i skoven midt om sommeren, men det er ikke til at vide, hvornår de igen får lyst til at opsøge civiliserede områder, og vi gider ikke have pløjet den plæne op igen nogensinde. Nu er den langt om længe (fire år) ved at blive bare nogenlunde pæn og jævn.

15. juli 2014

Nyt legetøj – igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: , ,

John købte sin iPad meget kort tid efter, de kom frem, og han har stadig denne første, efterhånden nærmest antikke model. Mange har gennem de seneste par år undret sig over, at den stadig virker. Nu synger den på sidste vers, men den har holdt forbløffende godt.
iPad er god til mange ting, men vi er, som en del vil være klar over, anti-Apple-folk. Vi foretrækker så langt Samsungs smartfoner frem for iPhone, så vi kørte til Elgiganten for at se på, hvad Samsungs tablets kunne tilbyde – John ville helst have en erstatning, inden den gamle dør fuldstændig.

P1020295

Nu leger manden! Han havde ikke haft den i hånden i mange minutter, før han erklærede, at han var glad for, at han ikke købte en ny iPad. Jeg skal helt sikkert også have en Samsung, når min iPad engang går i udu – men man må jo trods alt lade Apple, at de var først med denne teknologi, så da vi købte vores ipadder, var det den eneste mulighed.
Alene prisforskellen taler for en Samsung. Med samme kapacitet (32 GB) og fysisk størrelse koster ipadden 1800 kroner mere. Jeg har lidt svært ved at se, hvad man får for de penge. Det er der sikkert mange, der kan fortælle mig, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil høre særlig godt efter Winking smile

202N00274.112

Eric har et par gange brugt den herlige vending at få udgifterne til at slå til.
Det har vi ikke noget problem med her på matriklen for tiden …
I går var tømreren her – hans ærinde var noget, vi snildt kunne have klaret over telefonen, men han havde kun mødt os sammen med ejendomsmægleren i Den Stråtækte, så han vidste dermed ikke hvor vi bor og hvem vi er. Vi lod som om vi overhovedet ikke gennemskuede, at han ville lure os lidt af – det er forståeligt nok; han har immervæk en måneds arbejde og dermed en masse penge ude at svømme.
Vi fandt ud af via et par snedige spørgsmål, at han også gik malerens ærinde, men vi er sikre på, at begge nu er beroligede og tror på, at de nok skal få betaling for deres arbejde.

Flere udgifter … vi havde købt gulv til den ene af de tre stuer, fordi det var nødvendigt, da tæppet ligger oven på et grimt gulv; i de to andre stuer er der et udmærket trægulv. Efter at have tænkt os om, blev vi enige om, at selv om gulvene er okay, vil man tydeligt kunne se, at de ikke er ens, når man kigger ned gennem rummene, fordi vi hverken vil have alle de ‘kludetæpper’ eller lige så mange møbler som sælgeren har.
Resultat: Mere end dobbelt så meget ludbehandlet ask som først troet … avavav … men det bliver flot!
Brændeovnen bliver skiftet med en mindre, men mere effektiv, morsømodel, fliserne under den fjernet, og der kommer i stedet en glasplade.
Lofterne bliver malet hvide – det bliver rigtig godt, gør det.
Bortset fra den blyindfattede rude. Jeg kan ikke fordrage blyindfattede vinduer, men udskiftning af det har ikke førsteprioritet.
Jeg har dog ingen problemer med at se os sidde foran brændeovnen i hver vores (også nyindkøbte – det skal da kunne mærkes, at vi får ny bolig) stressless-stole med matchende taburetter. Jeg med et strikketøj og John med tv eller sin nye tablet.
Jeg glæder mig vildt – nu må der godt komme nogle seriøse købere til vores rækkehus!

P1010347

Man fornemmer nok den jungle, vi skal have ryddet op og ud i – men udsigten fejler ikke spor.

18. juni 2014

Godt man har Snipping Tool

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags: , , ,

Når nu det tager mindst ti gange så lang tid som før at samle de sjove googlesøgninger op, er det godt, at Windows leverer Snipping Tool, som kan bruges som en form for kompensation. Jeg går ud fra, at I kender det lille ikon med saksen, der klipper en taleboble ud? Før brugte jeg SnagIt, som er langt bedre, men som koster penge. Vi brugte det på arbejdet og jeg købte selv licensen efter at være stoppet, da jeg ikke mente, jeg kunne undvære det program.
Da jeg blev nødt til at købe en ny pc, kunne jeg ikke finde licensnøglen, så jeg kunne geninstallere, og jeg gad altså ikke bruge pengene en gang til, fordi der trods alt findes gratisværktøjet Snipping Tool.

Gode tal

Det tredje kønDet er udmærket, når man skal levere dokumentation for, hvad der stod på skærmen i en fejlmeldingssituation, men kan selvfølgelig bruges i mange andre sammenhænge – fx når man bare vil vise andre et eller andet.
Jeg holder af tal, især af ‘gode’ tal. Dette antal hits på min blog er et eksempel på, hvad jeg opfatter som et godt tal.
Man kan også vise eksempler på nogle af de mere eller mindre fjollede spørgsmål og/eller valgmuligheder man får, når man kaster sig ud i spørgeskemaer eller meningsmålinger.
Den til højre viste er jeg stødt på et par gange. Jeg går ud fra, at hvis man er hermafrodit, kan man bruge den tredje mulighed, ellers kan jeg ikke rigtig se relevansen af ‘Other’.

Husstandsindkomst

Så er der ovenstående. En ret fjollet formulering på et spørgsmål om husstandsindkomst. “…der hvor du bor” ville jeg normalt opfatte som i mit nabolag eller i min by. De sidste fire ord skal bare fjernes. Man kunne forestille sig alternativet: “Hvad er den samlede husstandsindkomst før skat, der hvor din nabo bor?” Her ville et “Ved ikke” være helt på sin plads som svarmulighed, i modsætning til nedenstående eksempel.

Jeg ved ikke om jeg ryger

Hvis ikke man selv ved, om man ryger, har man et problem …

Sovende vej

På Google maps kan man finde sovende veje … det må være i en soveby. Eller måske er det bare en stillevej?

Gallupundersøgelse

Gallup trækker vinderne længe inden undersøgelsen har fundet sted. Det er næsten lige som da man kunne læse om et vist lands valgresultat, der – godt nok ved en fejl – blev offentliggjort inden folk overhovedet havde ‘stemt’.

Udsat hvor længe

Endnu en af de maskinoversatte annoncer. “Eacy” sikkert fordi det ikke engang har været rigtigt på engelsk (each).
Hvor længe mon de udsætter de chokerende resultater? Når de ændrer reglerne for det? Hvilke regler, i øvrigt?

Billigst som lydbogMeget dyr bog

Til sidst to klip fra Saxo, hvor jeg lægger en del penge for mine efterhånden uundværlige e-bøger.
Jeg har dog ikke givet så mange penge, som Comprehensive Coordination tilsyneladende koster … men …
Jeg har lige givet 129 kroner for en e-bog. Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor den er dyrere end lydbogen? E-bogen er bare en fil, men til lydbogen skal der trods alt sidde en person og bruge adskillige timer på at læse en hel bog højt. Der skal bruges en CD og et plasticcover, som skal have noget trykt indeni. Den skal distribueres rent fysisk. Det er ikke første gang, jeg oplever, at e-bogen er dyrere end lydbogen, og jeg kan simpelthen ikke finde logikken.

11. juni 2014

Mere Linné – og en Terabyte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: , ,

Så lidt fylder en Terabyte

1 Terabyte -I dag ville vi til Tosteberga Ängar – et område, der er meget smukt med en ret særpræget natur og, som næsten alt, undtagen skibakker, bedst at se om sommeren.
Tjekkede vejrudsigten: fint nok, der ville ikke komme regn før ved 17-tiden i området ved Bromölla, så vi kørte bare dernedad. Her på torpet skulle det begynde ved 15-tiden, men pyt med det.
Gæt, hvad der skete i samme øjeblik vi satte os ind i bilen? Klokken var vel at mærke kun 10!
Yes, det begyndte at regne, men vi fortsatte ufortrødent mod syd i et, naivt, viste det sig, håb om at køre det gode vejr i møde.
Da vi nåede Kristianstad, og regnen kun havde tiltaget, droppede vi Tosteberga og kørte i stedet ind til Mediamarkt, for jeg måtte i aftes konstatere, at min eksterne backup-harddisk, jeg bruger her i Sverige, ikke længere har kapacitet nok. 80 GB rummer den – da vi købte den, var det rigtig meget og jeg kan huske, at den dengang for otte år siden kostede omkring 1000 kroner. Nu købte jeg en fin, blå Terabyte til 700 svenske pesetas, som vores nabo kalder det, svarende til ca. 580 danske kroner. Den fylder ikke mere end min mobiltelefon. De har snydt mig lidt – der er kun 931 GB plads på den. De 69 GB bruges åbenbart til noget prædefineret; bl.a. manualer på alverdens sprog, fandt jeg ud af – og slettede bibliotekerne, men det gav stort set ingen ekstra plads. Hvad i alverden bruges der næsten lige så meget plads til, som min gamle eksterne harddisk havde af totalkapacitet? Der er stadig rigeligt med plads til mine billeder, men jeg synes, det er falsk varedeklaration.

P1010489P1010498

Regnvejr er så kedeligt både at fotografere og at se på … i stedet lidt mere fra Råshult.
Har I set sådanne uldne rosenknopper før? Det var hverken sygdom eller lus, men knopperne så anderledes ud – hvad er det for en slags rose?
Til højre en gærkrans inde fra Hembygdsmuseet. Jeg var stødt på navnet før, men fandt først ud af i går hvordan og til hvad man brugte dem.

P1010481

De tre aldrende personer på bænken foran museet sad og hyggesnakkede temmelig højlydt sammen da vi kom, og de sad der endnu da vi kom tilbage efter vores lange rundtur. Vi spøgte derfor lidt med, at de nok var en del af museet, men mens vi sad og drak vores cider, kom der en bil og samlede dem op.

P1010482P1010486

De ‘fine’ tapeter på væggene var håndmalede. Lidt voldsomt stormønstrede efter min smag, men den slags skal man som bekendt ikke diskutere.
De malede blondetingester under vinduerne (hvorfor under?) troede jeg ved første øjekast var en lang række af enarmede personer, der lå og var i fuld gang med armbøjninger.

P1010490P1010491P1010493

Deres broderier var så fine, så fine – ligeledes det gamle dækketøjsskab med skeerne hængende i hakkene på øverste hylde og med mellemværk sat på alle hylderne. Dengang blev aftenerne ikke brugt på tv-kiggeri, mobiltelefoni, bloggerier eller Facebook.

P1010462

Et af de smukke hegn, som man ser mange steder her i Sverige – Linné-området var naturligvis også omkranset af et sådant.

3. juni 2014

Et hul i jorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags:

Okay – så slemt er det så heller ikke, men hvor har jeg brugt meget tid på at tjekke dækningskort fra samtlige udbydere for at finde ud af, hvad der er mest fordelsagtigt for os i Den Stråtækte. Fibernet er en by i Rusland dernede. Eller … måske ikke lige i Rusland, men i hvert fald ikke noget, man har umiddelbare planer om at etablere i vores område.
Vi er jo en anelse forvænte med den superhurtige forbindelse vi har via antenneforeningen hvor vi bor nu, og tv via internettet kan vi godt glemme alt om nede på Præstøfjordens østkyst.
Det bliver en parabol, og det lader til, at Viasat vil kunne klare, at vi også kan se mine elskede BBC-kanaler, men tv-mæssigt er jeg ikke helt færdig med at researche, hvad jeg til gengæld er, hvad internet og mobiltelefoni angår, for jeg fik lige pludselig øje på, at 3 kan tilbyde, at vi på samme abonnement vil kunne være på både i Sverige og i England. Og Hongkong, såmænd, men det var ikke det, der solgte det til mig … (hvorfor lige Hongkong, for himlens skyld? Hvorfor ikke USA? Australien?)
Ulempen er selvfølgelig, at vi skal hive modemmet frem og tilbage; det kan vi lære at leve med. Men vi skal også HUSKE det! Det sidste bliver nok det sværeste: “Har du taget modemmet med, skat?”
JÆGERSBORGVEJ-19“Næh, det troede jeg, du havde.”
Så er den tur lige en ommer, uanset hvor langt vi er nået.

Den billige telefonløsning, vi har med det meget anbefalelsesværdige firma Evercall, er vi også nødt til at opsige, fordi det kun kan lade sig gøre gennem antenneforeningen.
Det bliver altså 3.
To mobiltelefoner; den ene med fri tale og 2 GB data, den anden med fem timers tale og 5 GB data. Hvem har mon hvad, tror I?
Internet med 250 GB og op til 20 mbit. 3G-forbindelse. 4G er er ikke en mulighed.
Det bliver det med de 20 mbit, jeg er mest spændt på. Lige nu har vi 40; reelt 35, men jeg vil kunne leve med 20, reelt 15.
Da jeg tjekkede dækningskortet, hævdede man, at jeg både kunne afholde videokonferencer og streame tv.
Udendørs …
I 3-forretningen i Køge, hvor vi gik ind for at høre nærmere, kunne jeg betro den unge mand, at det er uhyre sjældent, at jeg afholder udendørs videokonferencer eller streamer tv ude i haven.
Han ville lige se på et andet kort, end vi dumme kunder fik lov til på internettet. Nej, han sagde ikke ‘dumme’, men han sagde, at der var mange flere knapper at trykke på, når han skulle ind og se, hvad de kunne klare i de forskellige områder, og at det hele taget var meget mere kompliceret end det, vi andre fik lov at se. Jajada. Bare han ser rigtigt, så er jeg ligeglad, og holder han, hvad han lovede, vil jeg oven i købet være glad uden lige – han hævdede, at vi godt ville kunne streame tv og uploade billeder samtidig. Både i Danmark og i Sverige. Det er vores nuværende forbindelse i Sverige ikke god nok til.

Alt det her tænkte vi overhovedet ikke på i vores rus over at have fundet drømmehuset, men det er jo ting, der bare skal være i orden.
Det bliver også farvel til de gratis fastnetopkald til England, for vi dropper helt fastnettelefonen – det bliver alt for dyrt at få et selvstændigt abonnement bare til den.
Som Inge sagde i dag: Kom nu op på højde med tiden for pokker, kvinde! Skype! Viber! Facetime!
Jamen vi har Skype. Og kan sagtens få Viber. Eller alt muligt andet. Det er ikke det. Det er vist i virkeligheden mere et spørgsmål om at tage sig sammen til også at bruge det … selv om jeg hos 3 her i første omgang fik et mobilabonnement, hvor jeg kun skal betale 15 øre i minuttet til en engelsk fastnettelefon.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.