Hos Mommer

10. juli 2021

En science fiction novelle?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: ,

Jeg sidder inde i min stue og, via telefonens Google Map, lægger en ruteplan for vores næste tur. Den er måske på én dag, måske er det en hel ferie. Det er koldt udenfor, så jeg fortæller bilen, også via telefonen, at den lige skal varme den op til 20°, inden jeg kommer lige om lidt.
Uden at tage nøglerne op af tasken eller lommen tager jeg i bilens håndtag og åbner den dør, der var låst, indtil nøgleindehaveren tager fat i håndtaget. Jeg trykker på startknappen og alle systemerne aktiveres. Nu fortæller jeg hvor vi skal hen, og bilen genkender ruten fra telefonen, hvorfor den for en sikkerheds skyld spørger mig, om det er a destination. Jeg svarer ja, og vi sætter i gang. Ude på vejen sørger bilen selv for, at vi holder os lige midt imellem de hvide kantstriber og midterstriben – dog først når vi er oppe på mere end 60 km/t, så i byområder og på vores 2÷1-vej er den funktion sat ud af kraft. Den kan også læse hastighedsskilte, så jeg ikke kommer til at køre for stærkt. Bortset fra, at jeg har sat en tolerance på +5 km ind, når hastighedsbegrænsningen er >80 km/t. Ved 50 km/t har vi givet den 0-tolerance.
Kommer jeg for tæt på andre, bremser bilen selv op, hvis jeg reagerer for langsomt.

Hov – nu begynder det at regne. Det bliver værre, så jeg sætter systemet til “Regn”. Der er også funktioner til “Sne”, “Isglat” og “Sport” – plus selvfølgelig den, jeg bruger mest, som hedder “Normal”. Her ved “Regn” sørger bilen selv for, at jeg ikke kommer i fare pga. fx aquaplaning.

Bilen kan i praksis køre helt uden min medvirken til destinationen, men hvis jeg bliver for kæphøj og slipper rattet, bare fordi jeg kan, kommer der omgående et lille bip og en besked på instrumentbrættet: HOLD HÆNDERNE PÅ RATTET. Selv om bilen i princippet har overtaget kontrollen, må jeg på intet tidspunkt være uopmærksom – det er mig og alene mig, der har det juridiske ansvar, hvis der skulle ske noget. Den bipper også af mig og fortæller, hvis “Træthed er registreret. Hold en pause”.

Nu kommer vi til en lille by, hvor jeg har et ærinde. Jeg ser en ledig plads mellem to biler og trykker derfor på “P” og blinker til højre. Jeg sætter den lille, drejelige gearskive i “Neutral” og slipper rattet, mens jeg holder “P”-knappen nede. Bilen kører bilen langsomt frem til lige foran den ledige bås, begynder at bakke, og få sekunder efter har bilen parallelparkeret for mig, meget elegantere end jeg selv kunne have gjort (dvs. ad én gang!), men uden jeg har rørt rattet.

For fem-syv år siden kom jeg med følgende påstand:
– Om ikke så mange år kan jeg sætte mig ind i min bil, sige Hej Bil, jeg vil gerne køres over til Charlotte i England, og så skal jeg ikke tænke meget mere over det, før jeg kan give hende et knus.
– Det er ren science fiction, sagde John – sådan bliver det ikke i vores tid!

Den nye Kuga

Men det blev i hans tid. Næsten da. Der mangler lige det med, at jeg kan slippe rattet og strikke eller blunde, mens bilen transporterer mig til min valgte destination.
Det er noget juridisk, som man vist ikke rigtig kan blive enige om.
Dette er vores nye bil. Den kan alt det, jeg skrev og meget mere til. Det er en plug in-hybrid, så man kan køre både på el og på benzin. Vi har kørt et par hundrede kilometer, men har endnu ikke brugt en dråbe benzin. Vi kan ‘gemme’ el’tanken’, bruge benzin på motorvejen og så slå over på el, når vi kører i byer. Det er smart, at man selv kan bestemme, for der er ikke meget fidus i at have brugt al strømmen på vej til en storby og så være tvunget til at bruge benzin dér.
Det er mest Johns nye bil. Men også lidt min …
Det er ikke science fiction, det er fagre nye – og meget virkelige – verden.

14. juni 2021

Sådan kommer man hurtigt af med en masse penge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags: ,

Det er mandag, og det er første mundbindsfri dag i mange måneder. Da vi var i Næstved i formiddags, var der mange glade ansigter at se, så der var andre end os, der nød at slippe for at have underansigtet pakket ind.
Først fik vi investeret i vores nye køleskab. Det er svært, grænsende til umuligt, at finde et amerikanerkøleskab, der ikke er af stål, men det er et ultimativt krav fra min side, at det skal være hvidt. Jeg har tilbragt for meget tid i laboratoriemiljøer til at synes det er smart at have store flader af rustfrit stål hjemme i mit eget køkken.
Vi fandt et Samsung helt mage til det, der nu skal skiftes, men det er fint, for det har vi været meget glade for, og så har vi gratis ekstrahylder. Isterningdelen har været særdeles ustabil i mange måneder, og nu er mekanikken gået helt i stykker. Vi aner ikke hvor gammelt køleskabet er, for det stod her da vi købte huset for syv år siden, og Finn kunne ikke huske hvornår det var erhvervet. Det var begyndt at ruste igennem ved vandtapningsstedet, så det synger nok på sidste vers. Det er sikkert også en værre strømsluger. Godt nok kan vi – måske – overleve uden isterninger, men vi tør ikke vente på, at resten af mekanikken – eller elektronikken – går helt i stykker, for der er 14 dages leveringstid på det nye. Den går ikke her i sommertiden.
Det er dyrt at blive gammel! Til køleskabets pris blev der lige lagt næsten 50 % oveni til fragt, indslæbning og montering af nyt, samt udslæbning og bortskaffelse af det gamle. Det var bare nødvendigt, for sådan et er et rigtig stort monstrum, som John og jeg ikke har en kinamands chance for at bakse rundt med uden et par hjertestop og dårlige rygge til følge. Sidstnævnte er selvfølgelig lige meget, hvis førstnævnte er effektivt nok …

Derefter ikke bare “skulle jeg være gået til Louis Nielsen”. Jeg gik til Louis Nielsen. De har gentagne gange via mail opfordret mig til at kigge ind til en synstest, for det var ved at være længe siden sidst. Jeg fik nye briller i 2016 og fik synet tjekket i 2018, hvor der ikke var sket nogen ændringer, men nu synes jeg ikke længere, at brillerne fungerer optimalt.
De havde tid et kvarter efter, så det var fornemt.
Synet var ikke lige så fornemt. Der var ingen stær og trykket var fint, men mine øjne er begyndt at modarbejde hinanden, så det er ikke så underligt, at brillerne ikke virker så godt. Jeg er blevet mere langsynet på det ene øje og mere nærsynet på det andet – begge havde flyttet sig 0,5, og bygningsfejlen havde også ændret sig. Den slags sker jo. Det sker også for min krop, der efterhånden er én stor bygningsfejl …
Det blev derfor til nye briller og solbriller – sidstnævnte var helt tilbage fra 2014, så de skulle også skiftes. Igen ikke underligt, at jeg ikke syntes jeg så helt skarpt nok, da jeg kørte hjem fra Udsholt i går.
Selv om jeg får to briller for ét pars pris, blev det alligevel næsten 6000 kroner.
Med dårligere syn og køleskab i udu er der ingen som helst problemer med at få udgifterne til at slå til i denne måned!

1996 TOSCANA ROM-026

Billedet har intet med dagens begivenheder at gøre, men er fra en skøn, skøn sommerferie med hele familien i Toscana, hvor vi boede i en olivenmølle. Et fantastisk sted!
John og jeg var slankere, Malle, som ses foran John, har selv fået barn, de to personer til højre i billedet er her ikke mere. Min mor døde i 2001 og Henrik alt for ung i 2019.
Billedet er 25 år gammelt. Jeg går med den T-shirt endnu, og den er stadig pæn! Vores køleskabe bliver udskiftet oftere end min garderobe …

21. maj 2021

Brugsen kan endnu … ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags: , , ,

Det er længe siden, jeg har skrevet om Brugsens stavning, men nu er tiden atter inde.
Jeg har flere gange hævdet, at manglende kendskab til dansk retstavning er et kriterium for at blive ansat i en af COOPs butikker.
Den påstand holder stadig.
Vi havde et ærinde i Køge i dag, hvorfor vi på vejen hjem købte ind i min yndlingsbrugs, som ligger i Karise. Det er en virkelig god butik, og jeg holder meget af at handle der, men de holder sig godt nok nogle særdeles alternativt stavende skilteskrivere.

210521_1210521_2

CaptureSikke noget fusk med de fuchsia … og mon de virkelig udtaler ‘reparation’ som ‘rarption’ i Karise og omegn?
Det kan jeg ikke tro. Denne fejl var så slem, at det tog mig et par sekunder at gennemskue, hvad de mente.

Jeg fik et tilbud fra samme brugs i foråret. Et tilbud jeg godt kunne modstå. Det var også noget sludder, der stod i den mail.
Nej, jeg har IKKE fået startet min grill endnu – dette lille ‘ikke’ hjælper betydeligt på sætningen.

Meny kan noget andet, idet de gør mere i en uigennemskuelig prispolitik end i dårlig stavning – det er meget sjældent, jeg ser stavefejl på deres skilte, men når jeg endelig gør, vasker de hænder og fralægger sig ansvaret, som fx da jeg fortalte en medarbejder, at det, man drysser på yoghurt og lignende hvid morgenmad, ikke hedder Måsli, men Müsli: “Det er ikke skilte vi selv skriver; vi får dem sendt inde fra hovedkontoret!”
Jamen så fortæl da det hovedkontor, at det ikke hedder Måsli …
Det har de ikke gjort. Der står stadig Måsli, selv om 1) det er flere måneder siden, jeg gjorde opmærksom på fejlen, og prisen er ændret flere gange siden, og 2) i andre Menyer står der Müsli, som det jo retteligen hedder, så hovedkontoret, min bare …

20210225_3_LI

Hvad prispolitikken angår ses et eksempel herover.
Det drejer sig om præcis den samme shampoo, hvor eneste forskel er mængden, nemlig 300 ml i den ene beholder og 400 ml i den anden. Vi tror sikkert alle, at det bliver billigere, jo større mængder man køber, men sådan er det ikke i Meny. Det er måske lidt svært at se, men literprisen er lavest, hvis man køber 300 ml og ikke de 400. Forskellen ruinerer nok ingen, men det er princippet, er det! Man skal huske at medbringe både øjne og hjerne, når man køber ind. Det lugter efter min mening lidt af manipulation, ganske som når man oplever “Normalpris 7 kroner – tag 3 for 25 kroner”. Den slags ser jeg ikke helt sjældent, men måske knap så gennemskueligt som dette for forståelsen lidt overdrevne eksempel, så jeg regner altid eventuelle tilbud efter i hovedet, inden jeg lægger noget i vognen, lige som jeg altid sammenligner kilo- eller literpriserne på varer, der i princippet er ens. Der er ofte forskel, og den ligger ikke nødvendigvis på kvaliteten, selv om den naturligvis også har betydning for prisen.

P1050744

Til sidst – helt uden for emnet – ses min mand øve sig på at tage billeder gennem kikkerten, som vi er meget glade for. Det var vist bare ikke så nemt at tage de billeder, som han havde forestillet sig, så nu har han været på nettet for at søge information om det.
Jeg nyder bare kikkerten, som bl.a. er skyld i, at vores mange gravænder nede ved fjorden viste sig, for de flestes vedkommende, i stedet at være store skalleslugere!

25. marts 2021

Jeg VIDSTE det!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:53
Tags: ,

Min pc har været syg i flere måneder. Coronavirus, måske? Den er ni år gammel, så den har nok aftjent sin værnepligt. Den crasher helt umotiveret og skal derefter startes i DOS-mode, lige som når man har foretaget en hård nedlukning, og der kommer nogle ‘sjove’ fejlmeddelelser ved opstart, så jeg indså for et stykke tid siden, at der nok ikke er nogen vej udenom at købe en ny.

Jeg hader at skulle have ny pc. Jeg VED bare, at jeg løber ind i problemer, for jeg kan godt mærke, at det er otte år siden, jeg havde tæt samarbejde med en it-afdeling.
Backuppen er i orden – siden den gamle begyndte at opføre sig underligt, har jeg ofte sikkerhedskopieret alle billeder og dokumenter – af sidstnævnte ligger mange på OneDrive, fordi jeg bl.a. vil kunne tilgå mad-, bage- og strikkeopskrifter, når jeg er i England og bruger enten min rejse-pc eller min iPad.
I forgårs købte jeg en lækker sag; med 15”-skærm, 8GB RAM og SSD-harddisk. Ikke en ‘basic’ udgave, men en ‘home’, som er for sådan nogle som mig, der ikke spiller (eller udvikler) grafiktunge spil eller er professionel billedbehandler.
Konfigurering og installering af mailprogrammet kørte på skinner – overraskende nok, for jeg plejer at bøvle med porte og lignende finurligheder.
Office 2019 er købt og installeret. Ikke Office 365, som man ikke kan købe, men kun abonnere på for 500 kroner om året, hvilket jeg synes er bondefangeri og derfor på ingen måde ønsker at supportere. Office 2019 koster 380 kroner én gang og det har jeg resten af livet. Windows Live Writer er erstattet af Open Live Writer, men det gik fint med at få fat i det, og dagens indlæg er skrevet i OLW. Jeg var overrasket over så smertefrit det hele gik.

Men så nåede jeg til OneDrive.
Jeg opgraderede til 100GB, hvilket koster en tier om måneden – det vælter ikke budgettet, og jeg vidste, at alle mine dokumenter var tæt på at nå den gratis 5GB-grænse.
Det kan den nye pc så bare ikke finde ud af. OneDrive online siger, at jeg har brugt 1,65GB af 110 tilgængelige (hvorfor ikke 100? Og kun 1,65? Jeg har jo de 5, som den siger jeg har brugt op), men pc’en selv siger, at OneDrive ikke har mere lagerplads, og at jeg skal slette filer for at kunne fortsætte. Problemet er dobbelt, fordi hvis jeg sletter filer i OneDrive, bliver de permanent slettet (godt jeg har backuppen!), også fra harddisken på den gamle pc, opdagede jeg. Mig ikke forstå. Mig overHOvedet ikke forstå.
Fordi der er det påståede overload-problem, kan jeg ikke få lov at vælge filer fra, som ikke skal synkroniseres, og jeg vil ikke have synkroniseret mine billeder.
Så skulle jeg bare kunne gemme dem i et bibliotek, som ikke lægger sig under OneDrive, men det får jeg heller ikke lov til. Lige så snart jeg gemmer en mappe ligegyldigt hvor, tvinger pc’en indholdet i mappen til at blive synkroniseret. Hvilket den så brokker sig over, at den ikke kan …
Free Wood Chop Cliparts, Download Free Clip Art, Free Clip Art on Clipart  LibraryDet er skruen uden ende, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op.
Jeg kan (måske. Hvem ved med alt dette bøvl?) – helt disable OneDrive, men der er altså en del dokumenter, jeg gerne vil have med mig rundt.

Den slags gør mig vildt frustreret. Og irritabel. Jeg kom vist til at vrisse så meget af stakkels uskyldige John, at han fortrak udendørs og fik savet alle kragetræerne op til brænde, mens jeg bandede og skumlede.
Er der en OneDrive ekspert til stede? Jeg giver en middag til den, der kommer og løser mit problem.

28. januar 2021

Har jeg fået coronakuller?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:52
Tags: , ,

Når man begynder at studere træernes inderside, har man så fået coronakuller?
Det lyder i hvert fald temmelig … alternativt at foretage sig den slags, skal jeg gerne indrømme.

I formiddags, da jeg hentede brænde ind til opnåelse af stuetemperatur inden optænding, faldt barken af et par af brændestykkerne, og jeg lagde mærke til, at der var spor i den.
Ikke nok med det; dyret, der havde lavet sporene, var der også. Dyrene, var det faktisk, for der var flere, men de kunne ikke længere spise af mit brænde, for de var døde. Af kulde, vel sagtens, for det har ikke været af sult!
Da jeg undersøgte flere løse barkstykker, viste det sig, at der var gravede gange på dem alle og mange af disse små hvide larver.

P1050417

Misdannelser på stammen af ask

Det måtte undersøges nærmere, og Google var som næsten altid min ven. Jeg var så snedig at sætte ‘ask’ ind som et af søgeordene, eftersom den løse bark udelukende stammede fra asketræstykkerne.
Det viste sig at være askebarkbillen, der havde været på spil. Det gav jo sådan set fint mening …
Det er ikke noget problem, hverken for skovejere eller os, for de huserer kun på barken ét år.
Hvis de ellers overlever, hvad mine biller ikke gjorde. Med andre ord behøver vi ikke at frygte, at vores brænde er i fare for at blive spist inden vi kan nå at bruge det – og i øvrigt spiser de kun barken; ikke selve træet, så jeg er ganske rolig – er kun blevet en smule klogere, og det er aldrig skidt. Artiklen, jeg fik min viden fra, kunne desuden fortælle mig om askeroser, som jeg har set hundredvis af gange på vores asketræer på ødegården, men aldrig har tænkt nærmere over.
Det er så dejligt at blive klogere.

Det er også dejligt at få nyt legetøj.
Det har John fået – det kom med posten i går: En bladpuster.
Det lyder umiddelbart som endnu et tilfælde af coronakuller, for hvorfor i himlens navn skulle man investere i en maskine til at puste bladene rundt, når naturens egen vind klarer det så glimrende uden vores indblanding?
Den kan dog også suge dem op i en pose, så helt kulret var han alligevel ikke blevet.
Inspirationen til købet skyldes Troels Tækker, hvis ‘puster’ John brugte i forbindelse med mønningen af taget, som efterlod mange løse halmstrå overalt omkring huset. Han fik dengang pustet det meste sammen og suget det op i posen, men oppe på taget lå der stadig løst halm, som efterhånden blev blæst ned på fliserne, på stenene foran garagen og i bedene. Der var således igen meget at samle op, hvilket er et virkelig irriterende og rygbrækkende arbejde.
“Lad det dog ligge”, vil nogle sige, men det var grimt at se på, så John fandt en lille husmandsmodel til en rimelig pris, og som snildt rækker til os.
I dag har han så været ude at lege.

P1050415P1050416

Den pustede fint til både blade og halm, så nu er der ryddet op.
Jeg tog billederne gennem ruderne på døren, for det ville have været temmelig dumt at åbne døren lige på det tidspunkt …

11. december 2020

Minderne har man da lov at ha’ …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:43
Tags: , , , ,

I morgen bliver min datter 44 år. Jeg syntes jeg var betænkelig tæt på halvgammel, da jeg selv var 44 år, men sjovt nok synes jeg ikke, at min datter er det. Hun er stadig en relativt ung kvinde i sin bedste alder. Men okay … hvis jeg skal se tilbage, så var det bedste tiår i mit liv da jeg var mellem 35 og 45 – af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.
Det er pudsigt, som alder er et relativt begreb. Tim er 47. Da det som teenager gik op for mig, at jeg ville være 47, når vi trådte ind i det nye årtusind, tænkte jeg, at puha, det er en vildt høj alder, og ville jeg mon overhovedet komme til at opleve det?
Det gjorde jeg som bekendt – foreløbig er det 20 år siden, jeg ‘overlevede’ Y2K (Year 2 Kilo), som det hed på arbejdet, og hvor der blev sat mange og dyre ressourcer ind på at tjekke elektronikfunktionaliteten. ALT blev valideret, selv ting, som ikke indeholdt en chip, og jeg griner endnu over det, som jeg også gjorde dengang. Jeg stod allerbagerst i køen til at deltage i det pjat, som jeg anså det for at være, og håbede inderligt, at min chef ikke ville melde mig ind til projektet, for selvfølgelig ville tingene virke, også efter nytårsaften 1999/2000. Når et eller andet var valideret og fundet okay, blev der sat en mærkat på med Y2K, så ingen skulle være i tvivl om, at her var alt i orden.
De fandt ikke så meget som en lillebitte dims, der ville gå i sort nytårsaften, men det havde kostet firmaet (ganske som for mange andre firmaer) penge at konstatere det. Man sagde better safe than sorry, og det kan der selvfølgelig være noget om … men jeg hørte nu heller aldrig om andre, der havde fundet noget, som ikke virkede, selv om journalisterne kørte ud i store dommedagsoverskrifter, at ens kaffemaskine eller hårtørrer risikerede at eksplodere kl. 12 nytårsaften. Det må siges at være årtusindets practical joke, en eller anden havde fundet på. Sådan ser jeg på det, og jeg er ikke bagklog, for jeg hævdede det allerede inden man satte det hele i værk. Det virkede simpelthen ikke logisk, at det skulle kunne ske.

Tilbageblik … nostalgi … et anstrøg af rørstrømskhed … de samme tanker må Tim have haft i går, da han sendte mig både nye og ældre billeder af hus, have, kone og børn. Jeg tror, at han er klar over, hvordan jeg har det med ikke at kunne komme til at se dem derovre, hvilket han ikke skal høre noget for, og jeg sad da også bare og nød billederne – og har valgt kun at sætte nogle i fra i år.

The Malt House 2020A room with a view

Herover det for nogle af læserne så velkendte, og, for mit vedkommende meget savnede, hus med de smukke sash windows, der også er bay windows. Jeg har lært en del om engelsk arkitektur og fagudtryk i min tid som mor og svigermor til et par, som har ejet/ejer et hus, der kan dateres tilbage til hhv. 1310 og 1410.

Dinnerplate 2Dinnerplate 1

Charlottes første dinner plate dahlias. De er virkelig store – hun måtte bare eje sådan en, da hun så, hvor stor min blev.
Det bliver Aubrey også. Altså stor … da vi var derovre i marts, var han netop vokset Anna (på 158 cm) over hovedet, og da de var her i august, var han lidt højere end mig, dvs. omkring 170 cm. Nu nærmer han sig med hastige skridt 180 cm, hvis ikke han allerede er der – det er helt vildt, som han er vokset i år; jeg troede ikke, man kunne vokse så meget på så kort tid.
(Og her kan selv moar se, at C ikke er 20 år længere … hun har jo fået rynker!)

27. september 2019

En mandagsmodel?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

På Schloss Herzberg-museet, hvor vi gik rundt i en times tid onsdag formiddag, var der af ukendt årsag, blandt alle andre artefakter, der mest havde med skov- og minedrift at gøre, en skrivemaskine anno 1934.
Det var en model, vi ikke tidligere havde set; det var hverken med kuglehoved eller med bogstaverne siddende i en bue, men derimod på en cylinder, og man skulle heller ikke trykke på et bogstav for at skrive det. Det var ikke et QWERTY-tastatur, selv om det for længst var opfundet – jeg har ikke kunnet finde dette på nettet, så jeg har ikke helt styr på, hvordan denne skrivemaskine blev betjent.

HARTZEN 19-57

1934. Det er ikke engang 100 år siden … jeg kan blive helt svimmel ved tanken om, hvor stærkt uviklingen er sket de sidste 100 år. Eller bare de sidste 50. Eller ti eller to … Da jeg gik til maskinskrivning i ungdomsskolen i 1967, skrev vi på nogle selv dengang antikverede maskiner, hvor der til eksamen blev sat dutter over tasterne, så vi skulle bevise, at vi virkelig beherskede blindskrivningens kunst. Jeg fik 10 … kan ikke huske med hvilken hastighed jeg skrev, men det var pænt hurtigt – dog ikke fejlfrit, kan man tolke af den givne karakter. Det er også ligemeget – især i dag, hvor man uden besvær kan rette tastefejl.
Jeg hørte for ikke så længe siden en (vandre-?)historie om et barn, der var meget imponeret over en gammeldags skrivemaskine: “Wow! Se, far: Den printer med det samme!”, men selv Charlotte kan huske sådan en, måske især fordi min far havde en, som han brugte helt frem til sin død i 2011.

Nu har elektronikken taget over, og hurra for det. I mine øjne har den dog i visse tilfælde taget for meget over, for selv om autokorrekturen nok blev opfundet i god tro, har den nu ikke gjort ret meget godt for folks staveevner, med alle de totalt fjollede og/eller tåbelige forslag, den kommer med – for slet ikke at tale om, at korrekt sammenskrevne navneord konsekvent foreslås delt. Hrmpf. Det skal jo gå galt, så.

Et kamera kunne i 1934 fx se således ud som det indsatte billede. Det er et Kodak Retina (Nr. 117), 1934–1935.
Det er i sin udformning ikke så markant anderledes som skrivemaskinen, men der er naturligvis også sket en del her.
Som jeg skrev om for en lille måned siden, købte jeg et nyt Lumix TX90 lige før vores tur til Færøerne og Island.
På vores nys overståede tur til Harzen fik jeg brug for at blitze, men den virkede ikke. Jeg undrede mig. Pillede ved kameraet, men knappen, der skal aktivere blitzmenuen, duede ganske enkelt ikke; der skete ikke en pind.
John kiggede på det. Uden resultat. Han nulstillede kameraet, også uden resultat.

I dag, bare to dage før ombytningsfristens udløb, kørte vi til Elgiganten i Næstved, hvor jeg spurgte, om de kunne få mit kamera til at blitze. Det kunne han ikke oppe i serviceafdelingen, selv om han brugte næsten 10 minutter på det. Han sendte mig derfor ned i vareudleveringen, hvor jeg kunne få det byttet.
Her brugte medarbejderen også nogle minutter på at få menuen frem, men forgæves. Hun syntes, det var meget underligt, men ikke desto mindre et faktum.
Taste, taste … jeg har to på lager. Jeg går lige ud og henter det ene til dig.
Det gjorde hun, tjekkede, at blitzfunktionen virkede, hvilket den gjorde, og fik mig til at skrive under på, at jeg havde modtaget et nyt eksemplar.
Ingen vrøvl. Ingen brokkerier. Ingen subtile antydninger af, at jeg var en dum, gammel kone, at det nok bare skyldtes fejlbetjening eller manglende kendskab til apparatet. Ingen dårlige undskyldninger.
Bare en konstatering af, at jeg havde ret i, at det ikke fungerede efter hensigten og vupti: et nyt og funktionsdygtigt kamera til Ellen.
Ros til Elgiganten, Næstved.

29. august 2019

Hvornår er noget nødvendigt?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:29
Tags:

Det kan godt være lidt af en balancegang, når man skal vurdere hvornår et eller andet er need to have og hvornår det er nice to have.
For knap to år siden skrev jeg, at jeg er storforbruger af Lumix-kameraer.
Det er jeg stadigvæk. Man burde kunne gradbøje navneord, når der står et tillægsord foran: storforbruger, størreforbruger og størstforbruger.
Endnu er jeg dog kun nået til komparativ og håber ikke jeg når superlativversionen.
Det er lidt mindre end to år siden, mit Lumix TZ70 afgik ved døden, men allerede nu er dets afløser (TZ80) for syg til at rejse en tur til Færøerne.
Måske kan en del af skylden findes i, at jeg har tabt det en gang og at jeg en anden gang kom til at støde det lidt hårdt ind i en jernlåge … jeg tror i hvert fald ikke, at det hjælper at klage til producenten.

Igen er jeg helt bevidst bagud i udgaven; denne gang har jeg købt et TZ90, fordi det eneste, jeg får ud af at købe et TZ100 eller TZ200 er en større udgift for noget, jeg anser for et ringere produkt, da de to sidstnævnte ikke kan zoome så meget som TZ90. Det, de især forbedrer på, er videofunktionen, som jeg er totalt ligeglad med. Jeg er derimod ikke ligeglad med at prisen kommer ned fra 5.300 kroner til 2.400 kroner.
Det største problem for mig er ikke opstået endnu, men det kommer den dag, det ældst tilgængelige Lumix er et TZ100, men der er forhåbentlig et eller to kameraer endnu, inden det når så vidt, så den tid, den sorg.

Jeg har kigget på andre mærker, men der er ingen, hvor jeg får præcis hvad jeg vil have uden at få et væsentligt ringere produkt, og jeg VIL have et, der ikke fylder for meget i min taske – jeg har jo også det ‘store’ Lumix FZ82 (alt er relativt – John har et FZ72, men det hans ‘lille’ kamera), som er et systemkamera og dermed da også bedre end TZ-serien, men det er for stort til hverdagsbrug, så at sige – det kommer dog naturligvis med til Færøerne og Island, for billedkvaliteten er trods alt lige en tand bedre, og så har det en god zoom på x50.

2014 december mospude (5)

Ih, hvor gider I bare ikke læse mere om mig og mine kameraer … jeg er bare nødt til at skrive om det her på bloggen, så jeg senere kan bruge min egen søgefunktion til at finde ud af, hvornår jeg sidst var nødt til at investere i et nyt Lumix (nice to know …)
Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvorvidt dagens indkøb var need to have eller nice to have. Det kommer nok an på, hvem man spørger, for det andet kan bruges i en nødsituation, men makrofunktionen fungerer stort set ikke, og det har sommetider, men ikke altid, svært ved at fokusere. Desuden tager det af ukendte årsager oftest, men ikke altid, for mørke billeder; så mørke, at jeg ikke kan redigere mig ud af det, uden billedet kommer til at se kunstigt ud.
Der svarede jeg vist alligevel mig selv: NEED to have! Og det skulle være nu, hvis det skal med på ferie.

24. august 2019

Trelleborg og nyt legetøj

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , , ,

I dag havde Haveselskabet arrangeret et plantemarked ved Trelleborg, hvor jeg ikke kunne huske at have været – selv om John påstår, at det har jeg …
Jeg kom ikke hjem med så meget, blot tre hosta og en enkelt floks, som til gengæld er højere end jeg er! Spændende, om den bliver lige så høj i min have. Derefter gik vi ind på Trelleborgs område gennem museet, hvor jeg fandt en gave til Tim. Han er svær at give gaver, men han holder meget af at læse, selv om man aldrig vil opleve ham læse en skønlitterær bog. Det er altid enten biografier eller, oftest, en fagbog eller en dokumentarisk beskrivelse af et eller andet. Bogen jeg fandt i dag hed The Vikings – Culture and Conquest, skrevet af Martin Arnold, som er Senior Lecturer in Old Norse-Icelandic Studies at Hull University.
Den bog er jeg næsten sikker på, at Tim vil finde læseværdig.

Trelleborg

Trelleborg

Øverst hele ringborgen taget med panoramafunktionen på mit lille Lumix. Det besluttede sig åbenbart for at skifte indstillinger midt i det hele, resulterende i, at det kom til at se temmelig uprofessionelt og ubehjælpsomt ud, men det var den eneste måde, jeg kunne få hele borgen med på.
Der er såmænd ikke så meget at se på området, men det er da interessant nok, hvis man har fantasi til at lade bygningerne vokse, få liv og forestille sig livet dengang. Billedet lige herover er aftryk af nogle af de 15 huse, der ligger uden for ringborgen – formentlig brugt til dyr og til værksteder.

VikingelanghusVikinge-overklassekjole

Inde i langhuset var der meget mørkt, lige når man kom ind ude fra den skarpe sol – det varede dog ikke længe, inden vi kunne se interiøret.
Dragten er en kopi af en rig vikingekvindes. Mon stoffet er farvet med kraprod?

Herunder ses forskellen på Johns nye kamera og mit lille Lumix.
Begge billeder er taget på automatic, og der er ikke pillet ved dem efterfølgende. Jeg kan godt forbedre mit billede digitalt, men det ville i givet fald ikke være specielt illustrativt, og det ville aldrig komme til at ligne Johns alligevel …
Johns nyerhvervede kamera er et Canon 6D mark II, som er nummeret før et ‘rigtigt’ kamera til professionel brug, og mit er som sagt et Lumix TZ90.
Den ret voldsomme prisforskel skulle så sandelig helst også afspejle, at det er et godt kamera, han har investeret i.

Vikingelanghus, TrelleborgVikingelanghus, Trelleborg

Herunder ses resultatet af lidt leg oppe fra vores shelter. Jeg kan godt lide den dybde, han kan få i sine billeder.

Geranium

Hvis man skulle være interesseret, har John kamerahuset til et Canon 6D til salg. Linsen har han beholdt til den nye version af monsterkameraet, som jeg kalder det.
Det er godt. Det er et sindssygt godt kamera han har købt, men jeg synes det er alt for tungt at slæbe rundt på.
Hvis jeg vil tage bedre billeder (ikke bedre end Johns, men bedre end Lumix TZ90 kan præstere), tager jeg mit andet LumixFZ82 i brug – det er et glimrende systemkamera til sådan en amatør som mig. Også rigeligt tungt, men det værste er, at det ikke kan være i min taske, når jeg ikke bruger det. Hvornår mon man opfinder et minimonsterkamera? Alt kan jo ellers laves mindre og mindre, men åbenbart ikke gode kameraer.

9. juni 2019

Man tror mest på fakta, der passer til ens holdninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , ,

En ganske kort kommentarudveksling mellem Lene og mig førte til, at jeg i dag har brugt timer på at surfe rundt for at finde (og læse) artikler om emnet, som var e-bøger kontra papirbøger. Jeg udtrykte tvivl om, at man skulle huske tekster fra papirbøger bedre end fra e-bøger, men Lene sagde, at det var videnskabeligt underbygget. Det er ikke så godt, hvis det drejer sig om lærdom, som er vigtig at huske, men hvor vigtigt er det lige, om man husker en skønlitterær bog godt eller dårligt? Lydbøger huskes allerdårligst – hvilket til en vis grad modsiges af, at det jeg husker bedst fra min skoletid, var det, lærerne fortalte os og i mindre grad, hvad jeg kunne læse mig til.

Det viste sig at være vældig interessant at bore i emnet. Jeg fandt artikler, der underbyggede Lenes udsagn, og jeg fandt artikler, der ‘beviste’, at indlæringen var lige god. Jeg vil ikke linke her, for jeg læste mange artikler. Der var stort set lige mange der underbyggede begge påstande – men, og det er ikke mindre interessant: Tendensen var, at jo nyere artiklerne var, des mere hældte de til, at det var hip som hap, om man brugte digitale eller analoge bøger. En af de mest omfattende artikler om pro-papirbogslæsning var fra 2003. For 16 år tilbage … der er løbet meget vand i den elektroniske å siden da.
Det kunne måske tyde på, at det lige så meget handler om at vænne hjernen til at læse elektronisk – hvilket vel heller ikke er så ulogisk; der er ingen, der mestrer noget til fuldkommenhed fra dag ét. Man skal øve sig, som man skal på alt andet man gerne vil blive god til.
Et sted stødte jeg på en podcast, hvis overskrift var lig med dagens ditto i mit indlæg. Det er også interessant, selv om det ikke er overraskende, for det er vel kun naturligt, at man især nærstuderer det, man helst vil læse.

 Jeg skal ikke forsøge at sælge e-bogskonceptet, for folk må læse efter de præferencer de nu engang har, men jeg vil nævne et par fejl fra artiklerne, som nok ikke var fejl, da de blev skrevet, men som viser, hvor hurtigt udviklingen går.
1) “Man kan ikke highlighte afsnit i en lydbog”.
       Jo, man kan. Man kan sætte bogmærker, så man hurtigt kan finde et bestemt afsnit.
2) “Man kan i en e-bog ikke overskue, hvor langt man er nået”.
       Nogle kan måske ikke, men det har jeg ingen problemer med … og også her kan man sætte bogmærker, hvis man vil vende tilbage til noget bestemt.

Papirbogen slår e-bogen på miljø. Man skal læse mange papirbøger, før en e-bogslæser er mere miljørigtig, viser svensk undersøgelse.”
Artiklen afslører, at ‘mange’ er lig med 33 bøger. Det antal får de fleste da hurtigt læst, så jeg synes, det er en manipulerende overskrift til artiklen, når det i virkeligheden er det omvendte, der er tilfældet.

Desværre er e-bøgerne ikke altid, som det hævdes flere steder, billigere end papirbøger – det er efterspørgselskurven for stejl til; det er jo en god fidus med de e-bøger, som er kommet for at blive, men som formentlig næppe kommer til helt at erstatte papirbøger. De har hver deres fordele, men især skønlitteratur i e-bogsformat vinder stort for mit vedkommende:
1) Bogen ‘sover’ kort tid efter jeg er faldet i søvn, og jeg får aldrig bogen i hovedet, når jeg gør det.
2) Jeg generer ikke John med en læselampe.
3) Jeg kan skifte tekststørrelse, afhængig af mine øjnes træthedsgrad. Papirbøger kræver læsebriller for mit vedkommende.
4) Jeg kan have titusindvis af e-bøger med på ferie, hvis jeg er online, og stadig vildt mange, selv om jeg ikke er, for filerne fylder ikke ret meget.
5) Hvis jeg af en eller anden grund skal vente et eller andet sted, har jeg altid min bog med, fordi jeg kan veksle mellem iPad og telefon.

Der kan nævnes flere fordele og ulemper for både papir- og e-bøger, men det vil føre for vidt her.
Når alt dette er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at et hjem uden papirbøger på reolerne er et lidt kedeligt hjem! Papirbøger skaber hygge.
Tak til Lene for inspiration til denne granskning.

14. februar 2019

Nu bliver det lidt sjovt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags:

vívoactive® 3I mandags kom John hjem med sit nye Garmin Forerunner 235, som han, efter lidt indkøringsvanskeligheder, fik sat op som han ønskede det.
Med til denne historie hører, at jeg i fire år har haft et Vivofit ur/skridttæller, som jeg har været meget glad for, men da jeg så, hvordan teknikken er udviklet på den tid, var jeg meget fristet til at købe et nyt til mig selv. Og som man måske har læst i forgårs, så var min betænkningstid ikke særlig lang.
Jeg ville ikke have præcis det samme ur som John, men gerne en lidt mere feminin udgave, så det blev et Vivoactive 3 med hvid rem – dog ikke til prisen i det angivne link – Pricerunner er en god ting.
Jeg havde i forvejen Connect-appen til Garmin, så min opsætning gik forholdsvis let, da jeg først havde fået parret uret med telefonen. Og ja, det kaldes det altså …

Min nattesøvn

Min urskiveDet viste sig hurtigt, at mit smartur er smartere end Johns smartur. Med touchscreen, fx; John skal trykke på en masse forskellige knapper, så det er mindre brugervenligt. Mit har lidt flere funktioner; bl.a. en, der gør, at der måles forskelligt når man går på trapper frem for ligeud.
Det endelige slag for John kom i morges, da han fandt ud af, at mit ur, i modsætning til hans, også måler REM-søvnen.
Vi blev enige om, at han skulle prøve at få det byttet til et lige som mit, for efterhånden var han ikke så glad for sit nye ur.

Elgiganten ydede en upåklagelig service og byttede uden den mindste protest, så nu er han ved at indstille det nyenye ur…
Der er vildt mange urskiver at vælge mellem – til højre ses den, jeg har lige nu, men det står godt nok med meget småt, så muligvis har jeg snart en anden – de er gratis og man kan skifte så tit, man lyster.
Der står alt på skiven – også månefasen og solens op- og nedgangstider med borgerligt tusmørke und alles, men det med solen virker kun, hvis gps’en er tilsluttet, og det vil jeg kun have, hvis jeg er i ukendt tærren, for det er noget af en strømsluger.
Man kan ikke helt regne med søvnbilledet – hvis man ligger musestille og forsøger at falde i søvn, bliver det registreret som ‘let søvn’. Jeg vågnede kl. 6 i morges, hvilket ses (da det blev lyserødt), men al tiden fra 6 til 8:30 blev brugt med forskellige aktiviteter på ipadden, og det har snydt systemet lidt – alligevel er jeg ret imponeret over, at mit ‘opstandelsestidspunkt’ er så nøjagtigt (og korrekt) registreret.
Normalt har jeg mellem fem og ni perioder med dyb søvn, så det var en atypisk nat, men jeg følte heller ikke, at jeg havde sovet specielt godt. Til gengæld gik pulsen nærmest i nul (kan ikke ses på dette billede) under den dybe søvn, så jeg blev helt forskrækket, da jeg så pulsgrafen … “Guuud, John, jeg har været død i nat!”

Der bliver, via bluetooth, hele tiden synkroniseret mellem ur og telefon; på mit gamle ur skulle jeg bede om det, og glemte jeg det, kunne jeg miste data, for uret kunne ikke rumme mere end tre uger, så her er livet (igen) blevet lidt nemmere.

Bonusinformation til Lene: Johns fysioterapeut på Næstved Sygehus har sit siddende på anklen, så kan det registrere alt, inklusive pulsen, men hun går altid med lange bukser. Det vil måske se en anelse fjollet ud, hvis man har kjole på, men det er løsningen, når man ikke må gå med ur på armen.

12. februar 2019

Hvordan synes du selv det går?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:02
Tags: ,

Endelig – med fem måneders forsinkelse – er John begyndt på genoptræning. Da han blev udskrevet fra Slagelse, sagde sygeplejersken, at han skulle til kontrol fire uger efter, men fordi det var sommerferieperiode med mange afløsere, kunne der nemt gå noget galt, så hvis ikke han havde hørt noget efter tre uger, skulle han ringe og rykke. Det havde han ikke, så det gjorde han.
Og fik at vide, at det måtte han sandelig have misforstået, for de ville ikke se ham før om fire måneder, og at de nok skulle skrive, når tiden var inde. Det havde lægen selv skrevet i journalen! Det var bare ikke det han havde fået besked på; han skulle både til kontrol og begynde genoptræning efter fire uger, påstod han stædigt, men der var ikke noget at gøre.
Efter fire måneder fik han en indkaldelse til Næstved sygehus, hvor en læge bare sagde, at det var lidt sent, han var kommet!
Det er en længere historie, men kommer her i let forkortet udgave.
Han har været gennem egen læge et par gange. Hun er stærkt utilfreds med den behandling, John har fået og har nu gennemtrumfet, at han har
1) Været til en grundig kontrol og fået taget en masse blodprøver
2) Talt med en sygeplejerske, som har
3) Sendt ham til genoptræning
Alle fagfolk, han har talt med, har undret sig over, at han ikke blev indkaldt til kontrol og genoptræning efter fire uger, “for det skal man altid” – og oven i købet blev det nægtet, da han ringede, ganske som han havde fået besked på.
Hvad pokker der lige gik galt for hjerteafdelingen på Slagelse sygehus, finder vi aldrig ud af, men vi er voldsomt utilfredse.
Han har i det halve år ikke vidst, hvor meget han kunne tillade sig at presse sig selv … hvornår kan det være farligt, at det trykker for brystet, og hvornår skal han bare holde en pause? Der er mange usikkerhedsspørgsmål, der følger i kølvandet på et hjerteanfald.
Men altså. I dag har han været til genoptræning første gang, og – også for første gang i sit liv (hvad den slags angår) – var han totalt tændt og glædede sig meget til at træne under kontrollerede forhold.
Han har købt et smartur.
Det kan måle puls, tælle skridt, måle søvnkvalitet, lede ham hjem, hvis han er faret vild under løbeturen (!). Det angiver tilbagelagte daglige kilometer, og det måler forbrugte kalorier, som er afpasset efter aktiviteten, som man naturligvis også kan indstille (fx cykling, svømning, løb, SUP, golf) Det har gps og højdemåler og kan sågar vise emails og sms’er – hvilket kan være aldeles ligegyldigt, men det kan godt nok meget, og han har brugt nogle timer på at få det til at virke efter hensigten. Det kan oven i købet vise klokken, og det kan det på en af flere tusinde urskiver, som man bare kan downloade. 
Det er virkelig smart.
Da jeg spurgte, om det også kunne lave god mad og kaffe, svarede han ja.
Så bestilte jeg også et i dameudgave. Det kommer i morgen.

P1020282

Hvad er vel livet? Et pust i sivet (Oehlenschläger) – fulgt op af Storm P med
Hvad er døden? Et gok i nødden.

19. december 2018

Stor begejstring, lille øv og en lidt trist historie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:38
Tags: , , ,

Begejstringen er pga. vores pc’er, der har drukket af ungdommens kilde. Sikke en forandring!
It-krise? Ring til Henrik Friese. Det var det rigtige valg at ringe til ham. Vores bærbare er så hurtige som lynet, og der er ingen centrifuger, der kører for at køle harddisken ned. Det er bare SÅ godt.
Det er dermed ikke spor øv, men det er det, at min julegave til Tim lige er spoleret.
Jeg ringede for nogle uger siden til Charlotte for at fortælle hende, at jeg havde fundet alle tiders gave til Tim, nemlig bogen Wolseley – a Very British Car, skrevet af danskeren Anders Ditlev Clausager. Jeg var ret glad for mit fund – lige indtil i går, hvor C ringede:
Øhhh, jeg er ked af det, men Tim er lige kommet hjem med den bog, du har købt til ham. Han fandt den i London og er meget begejstret over den.
ØV, altså. Nå, men det viser jo bare, at han virkelig ville have været blevet glad for gaven.
Nu får han i stedet et par lidet spændende seler. Det er dog et ønske, men alligevel …

Han har købt sin tredje Wolsesly. Nummer to kom som samlesæt, men nummer tre var i køreklar stand. Den var også nyere end de andre; Tim kalder den for sin Matadorbil, fordi den er fra 30’erne.
Den er blevet brugt som bryllupsbil, og det fortsætter den med; noget, Tim gør, fordi hans gode hjerte ikke kan holde til, hvis to af landsbyboerne skal gå fra hus og hjem.
Hele England er gået i stå – jeg behøver vel ikke at nævne årsagen? Ingen tør bruge penge, ingen tør investere, små virksomheder lukker og ingen tør starte noget nyt op. Charlottes lille skrædderi lever også et meget stille liv og har gjort det i nogle måneder, men de er jo så privilegerede, at hun kun har det som hobby.
Alt, alt for mange mister deres job, bl.a. ham, der nu skal være chauffør på Wolseleyen. Han står uden arbejde, og konen er hjælpelærer på børnenes gamle skole og tjener derfor ikke ret meget. De har brugt deres opsparing på at kunne blive boende i deres hus, men hvis ikke deres situation ændrer sig, må de sælge det og flytte til noget, de helst ikke vil flytte til.
Tim og Charlotte har det skidt med den slags kedelige historier, så Tim spurgte den stakkels mand, om det ville gøre en forskel for dem, hvis han kunne lave lidt penge på at køre Wolseleyen som bryllupsbil.
Det ville det, hævdede han, så nu er de ved at få lavet en hjemmeside, hvorigennem man kan booke bilen.
Tim betaler driftsomkostningerne. Manden selv skal holde bilen ren og køreklar, men så får han også ubeskåret de penge, der måtte gå ind fra lejen af bilen – indtil han eventuelt får arbejde igen.
Jeg håber virkelig, at det vil gå godt med det lille projekt, og jeg synes ærlig talt, at jeg har en meget  god og betænksom svigersøn.

18. december 2018

Foryngelseskur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:36
Tags: ,

Det er desværre ikke mig, der gennemgår en foryngelseskur lige nu; det er to pc’er, nemlig Johns og min, der er indlagt indtil i morgen aften.
Vi troede egentlig, at vi nok ikke kunne komme udenom at anskaffe os hver en ny, for de er hhv. fem og seks år gamle og derfor, set fra et elektronisk synspunkt, håbløst outdatede. Dette er vi sådan set i princippet ligeglade med, så længe de opfører sig ordentligt, men det var lige præcis det, de ikke rigtig gjorde mere. Johns var mest tosset, hvilket er lidt underligt, for han har den nyeste, og han bruger den langtfra så meget som jeg bruger min. Nogle gange har han nærmest helt opgivet den, som fx når det tager mellem tyve minutter og en halv time at starte den op, fordi den tror, den mangler nogle drivere, som den i virkeligheden slet ikke mangler, fordi de blev (eller burde være blevet) overflødiggjort, da et ikke længere anvendt program afinstalleredes.
Det var ligemeget, hvad vi gjorde – og her kan jeg godt mærke, at det er 5½ år siden, jeg havde tæt kontakt til en it-afdeling – der er for meget, jeg ikke ved nok om. Jeg troede fx, at jeg var så dygtig, da jeg ville defragmentere Johns harddisk, men i stedet kunne konstatere, at det klarer pc’en helt af sig selv efter behov.
Noget måtte gøres.
Jeg ledte efter en pc-doktor i nærheden, og vi fandt en fyr i Præstø, som viste sig at være yderst sympatisk.
Alene det, at han skriver, at han, fordi han har fuldtidsjob ved siden af sin ‘lægepraksis’, ikke er momsregistreret, men at han udskriver en regning, og han betaler sin skat, gør, at vi på forhånd havde tillid til ham. Han kunne ikke være helt umulig.
De findes altså, de der foretrækker at være gode samfundsborgere og ikke arbejder sort.
Det bliver muligvis af samme årsag lidt dyrere, men vi kan lige som ikke tillade os at brokke os, vel? I øvrigt er han meget rimelig, og to nye maskiner ville have kostet os langt mere – for ikke at tale om alt det, der skal reinstalleres. Jeg bliver træt bare ved tanken.
Han renser begge maskiner og installerer en ny form for harddisk, som (som jeg forstod det, men jeg er som sagt gået bagud af dansen) består af et SD-kort, således at den mekaniske harddisk, som til tider kunne lyde som en centrifuge, ikke længere er nødvendig. I stedet ‘spejler’ han den via dette SD-kort, som bliver på 450 GB.
Og spørg mig endelig ikke om hvad han dog snakker om eller hvordan det kan lade sig gøre, for jeg ved det ikke.
Jeg ved derimod, at vi nu forventer at kunne beholde vores bærbare i nogle år endnu. Der var engang, jeg var bedre til den slags; det er jeg ikke helt mere, men jeg har det lige som jeg har det med biler, vaskemaskiner og tv-apparater: Det skal bare virke, skal det.
Jeg anser ikke mig selv for decideret it-analfabet, men jeg må se i øjnene, at teknologien efterhånden kræver mere af mig, end jeg gider at sætte mig ind i, og når jeg ikke har nogen at spørge, bliver det lidt for tungt.
Jeg satser på foryngelseskuren, og at vores pc-doktor bliver i området nogle år endnu, for vi får garanteret brug for ham igen.

27. november 2018

Jeg er alt for nem at friste

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags:

Mens vi var i Grønland, gik mit Canon i udu; det ville ikke længere fokusere når jeg tog landskabsbilleder, som derfor blev uskarpe. Det er ikke sjovt, når man gerne vil have billeder, der skulle kunne ses på igen og igen som gode ferieminder resten af mit liv. Jeg har stadig mit lille Lumix TZ80, men jeg kan godt lide at have det store kamera med på den slags store ture, for billedkvaliteten er lige en tand eller to bedre. VAR lige en tand eller to bedre … John havde heldigvis både sit monsterkamera og sit Lumix FZ80 med, så sidstnævnte lånte jeg, når jeg ikke ville bruge mit eget miniLumix.
I lørdags sad John og kiggede på en FB-gruppe med brugt kameraudstyr, og her var der en, der havde et Lumix FZ82 til salg – helt nyt, påstod vedkommende, at det var. Det kostede 800 kroner mindre end et nyt i en hvilken som helst forretning, så jeg var fristet.
Så fristet, at jeg fik en aftale i stand med manden, og i går var vi i Nordsjælland for at hente det. Det viste sig at være en professionel fotograf, der havde brugt det én gang, men så alligevel ikke ville have det. Garantibevis (kvitteringen) und alles, så det var ikke en hælervare.
Jeg ville gerne have det. Jeg ved fra John, at det er et supergodt kamera, og er det godt nok til ham, er det også godt nok til mig.
Kunne jeg nu have undværet det kamera?
Ja, jeg kunne godt.
Vil jeg undvære det kamera?
Nej, jeg vil ikke.
En af dets store fordele er den kraftige zoom, som er helt oppe på 60x. Det er meget, og jeg vil ikke have et kamera uden en ordentlig zoom.
Så det er okay, at jeg er for let at friste – jeg er nu den glade ejer af et godt systemkamera, der kan en hel del mere end det lille lommeLumix – som faktisk kan temmelig meget.
Nu skal jeg bare til at sætte mig ind i det, og det er straks værre. John elsker at sidde og lege – han kan gøre det i timevis, og han kender da også sine kameraer temmelig godt. Jeg vil helst kunne det hele med det samme og har ikke rigtig tålmodighed til at læse manualer eller tage 25 ens, men alligevel forskellige billeder og den slags kedelige ting.
Det bliver jeg så bare nødt til, i hvert fald i et eller andet omfang, for kameraets muligheder er legio, og det er faktisk fjollet at købe et kamera, man ikke udnytter optimalt.
Julegaveønskerne blev hermed udvidet med et gråfilter, et polfilter og et UV-filter, for naturligvis passer dem jeg havde til Canonapparatet ikke. Det er rigtig ærgerligt, men jeg kunne selvfølgelig forsøge mig med at sætte dem til salg på den side, hvor John fandt mit nye kamera …
(Et gråfilter er uundværligt, hvis jeg vil tage silkevand.)

Træer ved Nysø i solnedgangen

27. maj 2018

Det er bare typisk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 9:05
Tags: , ,

Her trænger til at blive maletMin familie ved det vist alle sammen: Jeg synes det er meget lidt sjovt at male. Da ødegården trængte (og det er et stort hus), inviterede vi hele familien op og spurgte, om de ville tage fat, hvis jeg sørgede for god mad og gode vine morgen, middag og aften. Vinene dog kun om aftenen …
Det ville de gerne, og især var vi glade for, at der stillede nogle friske unge mennesker op, der endnu ikke havde fået den følelse af, at høje stiger kontinuerligt og parallelt stiger i farlighed med alderen.
Alt blev malet – undtagen det gammeldags das. Alle knoklede det bedste de havde lært, men da det begyndte at knibe med tiden, sagde vi, at det kunne vi snildt selv klare; det var vigtigere at nå alt det, der kræver stiger. John savede tre nye ‘persienner’ og satte i døren, så den manglende maling ses ekstra tydeligt.
Det skulle være i dag, tænkte jeg og trak i malertøjet, da jeg stod op.
Ellen og frivillig stillen op til husmaling – ja, enhver form for malerarbejde – det burde skrives ind i historiebøgerne.
Det bliver så bare ikke til noget. Da John gik ned for at tjekke maling, kunne han konstatere, at det har vi rigeligt af, men også at vi ingen egnede pensler har til at male trævægge med. Er det ikke bare typisk?
Og det er altså fjollet at køre 70 kilometer for at købe to brede pensler, så det må blive næste gang vi er her.
To-hullers-dasset er ikke i brug; vi har heldigvis et fint og helt moderne badeværelse, men dasset bliver bevaret som et kuriosum.

Og nu til noget helt andet: Da vi handlede i Brugsen i fredags, tog jeg et Samvirke med.
Heri kunne jeg se, at de lige nu har et sous vide-apparat som medlemstilbud; sat ned fra 3000 til 1700 kroner. Jeg kan se det på Pricerunner til mellem 2500 og 3600 kroner, men ingen har det tilnærmelsesvis så billigt som COOPs tilbud. Apparatet er mage til mit, så jeg ved, at det er godt. Vakuumpakkeren er også på tilbud, sat ned fra 1500 kroner til 800. Det er dog stadig en smule dyrt, men den er til gengæld bedre end den, jeg har.
Grunden til, at jeg reklamerer her er, at jeg kan huske, vi havde nogle middagsgæster, med hvem vi talte om ønsket om at erhverve sådan en maskine, men at de syntes, de var for dyre. Jeg sagde, at COOP sommetider havde dem på tilbud, men nu kan jeg irriterende nok ikke huske, hvem vi talte med om det. Det er også bare typisk …
Hvis vedkommende læser dette, så er det altså nu, der skal slås til. Hvis ikke du har et COOP-kort, så sig til, så køber jeg udstyret for dig.

12. februar 2018

Det kan hurtigt gribe om sig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , , ,

Jeg købte det perfekte iPad-cover i Lemvig i november – det var ikke for stort og tykt, men beskyttede skærmen godt nok. John kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have et som hans, men det har jeg altid syntes gjorde den fine, lille iPad alt for tyk og klodset.
Det var som sagt perfekt – lige indtil det gik i stykker. Efter bare 2½ måneds brug. Sikke noget klamp. Det nærmest splintrede i hjørnerne, hvilket for det første ikke er særlig håndvenligt og for det andet kunne ipadden nu så let som ingenting glide ud af coveret og falde på gulvet. Ikke smart.
Jeg kapitulerede og vi satte kursen mod Næstved.
Heldigvis havde jeg taget ipadden med, for der skal ingenting til, før coveret ikke passer 100 %, kunne vi konstatere, da vi skulle have til ungernes nye ipadder til jul. Det viste sig ganske rigtigt også, at den iPad, jeg købte i maj, ikke laves mere, så der var kun ét cover, der passede. Jeg skal da lige love for, at tingene går hurtigt! Så hurtigt, at selv Elgiganten er irriteret, fordi de føler sig tvunget til at nøjes med at have ét standardcover på lager.
“Køb et på nettet”, sagde den unge gut, men der havde jeg kigget, og der var ingen, jeg kunne lide, så jeg tog et cover mage til Johns.

image

Jeg var efterhånden løbet tør for en masse forskellige madvarer, både til lager og de friske, så vi snuppede lige Bilka, nu vi var kommet til staden.
Dér fik jeg da så sandelig lige lagt en del penge, men nu er stort set samtlige lagre, inklusive fryseren, også fyldt op til den næste måneds tid eller to – bortset selvfølgelig fra mælk og grønt og lignende, som løbende må købes.
Heldigvis ved jeg, hvad jeg normalt giver for langt de fleste husholdningsting og madvarer, så jeg kan gennemskue, hvad der er gode tilbud og hvad der ikke er. Bilka er sådan et sted, hvor man ikke skal have huskeseddel med, for godt nok har de mange rigtig gode tilbud, men der er også meget, der koster præcis det samme som i Meny eller Brugsen, så man skal kende sine varer og priser, for man sparer ikke voldsomt meget, hvis man køber alt i denne forretning. De skal jo også leve. Min huskeseddel var derfor mere i retning af tjek skraldeposer – kokosmælk – smør, osv. osv. Jeg hev alt det i vognen, hvor jeg virkelig sparede penge. Så har jeg dejlig lidt dårlig samvittighed over at bruge så mange penge på én gang.
Jeg tror, jeg sparede 30-35 % i forhold til, hvad jeg normalt skulle have givet for de pågældende varer.
Og så ødelagde jeg hele spareplanen ved at købe en elektrisk spiralizer. Sådan en har jeg længe haft kig på, for jeg savner i den grad én, bl.a. når jeg skal omdanne en courgette til courgetti, som vi spiser en del af. De har bare været for dyre til nærige mig, men lige nu koster en Melissamodel 199 kroner mod normalt 549 kroner. Det var selvfølgelig bar’ løgn, at man sparede de påståede 350 kroner, men man sparer rent faktisk 300 kroner for den model, så det var okay – og dermed min for-fødselsdagsgave fra mig til mig.
Altid rart at få noget, man ønsker sig …

5. december 2017

Når nu det hedder et mobiltelefoncover, ikk’?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:19
Tags: ,

Elgiganten forsøgte at prakke mig et hylster til min nye smartfon på, men det var alt for stort og tykt, det de havde. Jeg vil ikke have plads til kreditkort, kørekort o.l. i det, for jeg har alligevel altid min pung på mig.
Jeg ville have et mage til det, der sidder på den afdøde telefon, men det havde de ikke.
Fint nok, sagde jeg, så finder jeg et cover på nettet.
Bare sørg for, at du bestiller et til 2017-modellen, for får du et til 2016-modellen, vil det ikke passe til, hvor knapper og kamera sidder på 2017’eren.
Okay. Tak
.
Jeg kom hjem og skulle da lige se, om ikke jeg kunne få et med et selvtaget billede på, og selvfølgelig kunne jeg det – der, hvor jeg også får lavet fotobøger: Mobiltelefoncover i flere varianter. Find din model og upload dit billede … jeg fandt den rigtige og uploadede Anna og Aubrey, som jeg forevigede, mens de forevigede vores ‘frokostgæster’ den første dag i lejren.
Coveret kom i går.

P1000618P1000619

Når nu de kalder det et cover, kan man så ikke med en vis rimelighed forvente, at sådan et også dækker den telefon?
Det gør det nemlig ikke. Det klikkes fast på bagsiden af telefonen, og der sidder det bare til ingen verdens nytte.
Det er da forsiden med glasset, der udgør den sårbare afdeling, for pokker!
På den gamle telefon, hvor coveret rent faktisk var et cover, satte man det fast således, at der var en tynd klap, der beskyttede forsiden af telefonen, når den ikke var i brug – nærmest som et bogomslag, og det var jo også der, på forsiden, billedet af A&A skulle have været – jeg har ikke brug for at se på min telefons bagside, og den har ikke brug for beskyttelse.
Det er muligt, jeg burde have gennemskuet hvordan det i virkeligheden så ud, men det kunne jeg altså ikke, og jeg er temmelig sikker på, at jeg i denne personlige udgave ikke kan få mine penge tilbage. Jeg gider ikke engang prøve, men finder et selvklæbende plastic’dækken’, jeg kan sætte over glasset, så må telefonen nøjes med det.
Irriterende … heldigvis har jeg jo mine små mobiltelefontasker, men det hænder jo, at sådan en smartfon utilsigtet får en lidt hårdhændet medfart, når den er ude af denne, og jeg gider ikke have den smadret første gang det sker.

27. november 2017

En død telefon, plus en levende og en halvdød

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags:

Som jeg skrev for fem dage siden, så døde min telefon ganske pludseligt. Ikke noget med efter kort tids sygdom, bare bum, død, men den kunne åbenbart ikke tåle at være aktiv på Instagram, for det var kort tid efter, jeg endelig fik taget mig sammen til at følge Dittes vedholdende opfordringer til at bruge IG, at den døde.
imageDen sagde en for mig høj og ukendt lyd, hvilket jeg kort tid efter kunne konstatere var en dødsrallen. Den gav derefter bare en kaleidoskopisk udseende skærm, som ikke reagerede på noget som helst.
John og jeg tog til Elgiganten i Holstebro for at købe en ny telefon og for at se, om sagkundskaben kunne gøre et eller andet for at få mine kontakter overført; de var nemlig det værste at miste, men den var stendød, og det de kunne hente ned fra skyen, indbefattede naturligvis netop ikke kontakterne. Dammit.
Jeg købte en Galaxy J7 (mage til Johns nye) og lod dem klargøre den, men der var lige et problem: Simkortet skulle være et nanokort (hvorfor skal de partout være mindre og mindre, når telefonerne bliver større og større?). Det skal udbyderen levere, og der var ingen 3-butik i Holstebro. Den søde og empatiske sælger nærmest forærede mig en særdeles lille ikke-smartphone, hvortil simkortet passede – han syntes det var dumt, at jeg ingen telefon havde i nogle dage. De 50 kroner gad jeg slet ikke diskutere, så de gjorde to telefoner klar til mig.
Det viste sig så bare, at antennen på usmartfonen er så dårlig, at jeg nærmest skal sidde på en sender for at få den til at sende og modtage opkald, så det kunne have været ligemeget med den. Den virkede kun i byerne i Jylland.
Det var henholdsvis den døde og den halvdøde telefon. Johns lever, men … se senere.
Den nye J7’er fungerede perfekt; var lynhurtig, og alle mine apps var der, hentet fra skyen. Den havde bare ikke noget simkort …
Det er en dejlig skærm, så på trods af, at jeg blev tvunget til at købe en ny, er jeg ret glad for den. Det er bare ren Murphy, at det ikke er meget mere end en måneds tid siden jeg besluttede mig for ikke at investere i en ny.
Da vi kom hjem i lørdags, satte vi det gamle simkort i Johns gamle telefon, så nu kunne jeg ringe og blive ringet op. Men ingen kontakter; de var, som jeg var næsten sikker på i forvejen, gemt i telefonen og ikke på simkortet.
I dag kørte vi til 3-butikken i Næstved for at få nyt simkort. Det blev klaret, telefonen afprøvet og … den virkede ikke! Ingen forbindelse til netværk, lød beskeden. Jamen … ???
3-manden kiggede og undersøgte, men sagde, at kortet var aktiveret, så det var telefonen, den var gal med. “I må hen og have fat i Elgiganten.”
Han prøvede at sætte simkortet i Johns telefon, med det resultat, at hans telefon låste totalt og krævede McAfee-pinkoden, hvad den også skal iflg. samme McAfee, så telefonen ikke er noget værd, hvis man stjæler den og sætter et andet simkort i. John anede bare ikke, at han havde den sikkerhedsforanstaltning, så kan kunne ikke låse den op igen. Dér blev han lidt bleg, men vi gik hen i Elgiganten.
Supporten der sagde, at han ikke kunne hjælpe John, men min telefon tændte og slukkede han igen, så virkede den!
Dammit igen. Det ved vi jo godt, at man altid skal som det første. Det burde 3-gutten også have vidst, i stedet for bare at sende aben videre.
Det var lidt mere spændende, om John derhjemme havde nogen papirer på det der McAfee-noget.
Det havde han ikke.
Men fordi han havde prøvet med en masse pinkoder, lå der en mail og ventede på ham med, hvordan han fik låst sin telefon op.
Så nu har vi hver en telefon, der virker efter hensigten, og som er god.
Jeg mangler dog stort set alle mine kontakter, så kan alle jer, der har mit nummer, ikke lige sende mig en sms, så jeg kan få jer ind igen? Pft.

19. oktober 2017

Jeg er vist storforbruger af kameraer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

Det blev en rigtig elektronikdag – jeg vil omdøbe den til en elektronokdag …
Nu er jeg på mit femte Lumix. Tror jeg nok det er … det er efterhånden svært at holde rede på.
Mit TZ70 kan ikke længere zoome, og hvis det endelig, én gang ud af irriterende mange forsøg, tager sig sammen til det, kan det ikke fokusere. Nogle gange kan det ikke engang fokusere alligevel, så det kan lige så godt kasseres. Det irriterede mig dog lidt, for det er kun 2½ år gammelt, men en eller anden fortalte mig engang, at der er omkring 100.000 billeder i et Lumix, så det er vel derfor … det er ganske enkelt slidt op allerede.
Det nye er et Lumix TZ80 – nogle vil sige, at det er forældet, fordi der både er kommet et TZ90 og et TZ100, og det er det da på sin vis også, men jeg brugte lidt tid på specifikationerne, og så vidt jeg kunne gennemskue, er de to sidste kun forbedrede i forhold til 70’eren på videofunktionen, og den bruger jeg stort set aldrig. Så er det jo fjollet at give næsten det dobbelte for at få den nyeste version.

Et lille, men efektivt modemOg nu, hvor vi alligevel skulle i Elgiganten, besluttede John sig for at aflive sin mobiltelefon. Den var også ved at blive gammel og senil … dråben var, at der ikke var plads nok til at reinstallere netbanken på den.
Han besluttede sig for en Galaxy J7, som har en lidt større skærm uden dog at komme i nærheden af tabletstørrelse.
Denne telefon kunne ikke tage SIM-kortet fra den gamle, så vi måtte ind i 3-butikken i Næstved Storcenter for at få et, der passer til den nye.
Her tjekkede ekspedienten lige vores abonnement, nu vi var der, og kom frem til, at for 30 kroner mere om måneden kan vi få 100 GB i stedet for de 40, vi har, plus at vi som en lille bonus kunne få deres sidste nye mobile router med, så vi nu har to.
Det er altså smart! Ikke så meget, at vi nu har to, men at det nye er bittelille og ikke mindst, at det også kan køre på batteri. Det fylder ingenting, hvilket er skønt, når vi skal have det med på rejser, og det trækker fint – her i Den Stråtækte klarer det hele 38/16 Mbit/s, hvilket er flot. Jeg er spændt på, hvad kapaciteten er i Sverige og England, men det sidste finder vi ud af allerede i morgen.
Det er jo så smart, at vi ikke betaler mere for at bruge det ude omkring i den store verden, så vi har altid vores egen router med. Jeg ved godt, at roaming er blevet “gratis” i EU, men 3 har en masse andre lande med uden for EU, så det er langt bedre.
Grunden til, at gratis blev sat i gåseøjne er, at de fleste teleselskaber bare har hævet abonnementspriserne – det må være ærgerlige penge for folk, som ikke rejser ud af landet – men det har 3 ikke, for de havde allerede alle aftalerne og har derfor ikke været nødt til at hæve deres priser.
Det gider jeg ikke brokke mig over …

17. oktober 2017

Jeg HADER, når den slags sker!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg er normalt meget forsigtig med at anvende ordet ‘hade’. Det er et meget stærkt ord, som jeg helst vil reservere til noget, jeg virkelig … hader … og ikke bare ikke bryder mig om eller lignende. Faktisk er der næsten intet, jeg virkelig hader – og, så vidt jeg lige husker, heller ingen, jeg virkelig hader.
Det, der skete for mig i går, hører ind under hade-kategorien. Virkelig. Jeg havde helt ondt i maven og jeg fik en lettere hovedpine.
P1070325Jeg skulle lige tjekke min mini-pc, inden vi drager afsted til England, fordi jeg havde en lumsk mistanke om, at jeg ikke kunne huske passwordet til min webmail. Det er et halvt år siden, jeg sidst har brugt den, og da passwordet er kompliceret (det skal de jo være), var jeg i tvivl.
Og det var godt, jeg var det det, for jeg kunne ikke huske det. For at få et nyt, skulle jeg gøre det via one.com, som hoster mit domæne (har det et dansk ord?). Så kunne jeg gudhjælpemig heller ikke huske det password – det var særdeles længe siden, jeg var inde på det kontrolpanel, og det stikord, jeg havde noteret mig vedr. passwordet, var ikke nok.
Nå, men jeg anmodede om at få et nyt til selve domænet, og da det var i orden, ændrede jeg selv i webmailen.
Men.
Så virkede den almindelige mail ikke. Jeg kunne godt modtage mails, men jeg kunne ikke sende. Grrrr. Jeg så rødt …

Jeg startede en chat med one.com, som indledte med at fortælle mig, at mine ind- og udgående porte var for gamle, så jeg skulle lige sætte mailprogrammet op igen, inden vi rigtig kunne komme videre. Han sendte et link til hjælp til hvilke parametre jeg skulle indtaste.
imageGrrrr igen. Den slags plejer altid at drille mig, og denne gang var da ingen undtagelse, sikkert fordi det ikke var helt entydigt, hvad der ville virke.
Der var bare ikke noget af det, der virkede! Jeg prøvede samtlige kombinationer, men intet hjalp.
Jeg chattede igen, og denne gang var det en anden, som sagde, at den udgående server husker de gamle parametre, så det var nok derfor, jeg ikke kuinne få det til at virke (hvad filan skulle jeg så ændre for?). Prøv at sætte mailen op i Outlook. Det tog mig en krig, og det endte med ikke at virke overhovedet, så det er skrottet.
Udserveren virkede stadig ikke, men til gengæld kom mine mails ind tre gange, fordi jeg havde oprettet flere klienter til afprøvningerne. Det er nok derfor – så bliver programmet forvirret; slet dem alle undtagen én. (Hvorfor siger I så, at man kan have ubegrænset antal klienter?)
Det virkede naturligvis heller ikke. Nu var der gået fire timer, og jeg havde ondt i maven, både af stress og arrigskab.
Jeg kan godt både sende og modtage mails via webmailen, men jeg vil helst ikke kun bruge den, da den er lidt mere primitiv i sine funktioner, men det er ret besværligt ikke at kunne besvare en mail uden at skulle skifte mellem almindelig mail og webmail.
Jeg gav op for i går.
I morges havde jeg sovet mig til lidt mere gåpå-mod, og jeg startede en ny chat.
Nu kom der en tredje ind i billedet:
Ja, det kan godt drille. Jeg kan anbefale, at du sætter din mail op med Thunderbird.
Prøv nu bare på at hjælpe mig med dette i stedet for, svarede jeg, og så spurgte han efter et par ting, jeg skulle tjekke, og bad mig om at sætte flueben til, at udgående mail skal autentificeres. Okay. Password? Ups. Hvis det er det gamle, har jeg et problem …
MEN DET VIRKEDE!!! Efter et par forsøg, så jeg er ikke klar over, om det var domænepasswordet eller mailpasswordet, der blev accepteret, men jeg er fuldkommen ligeglad, for nu kan jeg modtage og sende mail samme sted fra.
Hvor var det godt, at jeg ikke skulle sidde med alt det bøvl ovre i England …

17. august 2017

Nu troede vi lige vi var så moderne …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags:

 

Jeg troede ellers, vi var med på noderne, tøhø, fordi vi har en DAB-radio. Det er vi så ikke, fortalte John mig forleden dag – den vi har, vil ikke virke mere efter 1. oktober. Han har vidst det længe, men det er ikke den slags nyheder, der på noget tidspunkt når op i øjenhøjde hos mig, så det kom helt bag på mig, at hvis vi skal kunne blive ved med at høre radio, skal vi have en ny DAB.
Helt i orden, John, men det er dit bord. Helt alene, ganske uden indblanding fra min side.

IMG_7684

Han har derfor luret lidt rundt, for en radio er et must, især for John; den skal have god lyd og i det hele taget helst kunne alt, hvad selv feinschmeckere kan tænkes at forlange af en DAB-radio – men den må selvfølgelig ikke koste for meget.
De ting hænger sjældent sammen …

I morges fandt han en [helt ny radio] til præcis halv pris. Han undrede sig, ringede til butikken og fandt dermed ud af, at det var et outletkøb.
Og hvad er så det, når forretningen ikke er et outlet normalt, men ‘bare’ ganske almindelig?
Jo, altså … det er det samme som et fortrydelseskøb, kunne de fortælle. Den blev derfor solgt uden emballage. John fik den bare i en plasticpose. Det viste sig, at den også var uden manual – men nydelig og tilsyneladende helt ubrugt, og manualer kan jo altid findes på nettet. Sådanne er alligevel kun noget, John tager i anvendelse, hvis alt andet svigter – man er vel en rigtig mand …
’Alt andet’ svigtede ikke … han har fundet ud af, hvordan den fungerer, så det er fint nok.
Nu kan jeg også efter 1. oktober høre P5 og P1, som er de to programmer, jeg sagtens kunne nøjes med. Plus en BBC Classic, som vi ellers kun har kunnet høre via nettet, men det er jo løst med denne nye radio.
Men … hvis P4 er morfarradioen, hvad er P5 så? De spiller meget musik fra min ungdom (P5 altså), og mens P4 godt nok har visse udsendelser, der er værd at høre, er musikken oftest for ny til os. Vi hører derfor aldrig P4 hjemme, kun i bilen, for den kan ikke tage P5.
At jeg så hellere end gerne ville undvære Dansktoppen, Giro 413 og især De ringer, vi spiller på P5, er en anden sag. Kanalen burde måske så i virkeligheden kaldes oldeforældreradioen? Heldigvis findes der en afbryderknap også på helt nye apparater.
Jeg undrer mig dog stadig: Forlanges der ikke normalt, at man, hvis man fortryder et køb, skal aflevere varen i dens originale emballage? Og med alt, hvad der fulgte med det oprindelige køb?
Nå, men pyt. Vi har fået en tilsyneladende rigtig god radio til halv pris. Det er fint med os.

5. maj 2017

Jeg havde håbet, vi kunne blive gamle sammen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

Min gamle – meget gamle – iPad har lige fået en afløser, og bestemt ikke med min gode vilje, men udviklingen har overhalet både den og mig.
Det var en iPad 2 fra 2011, og jeg har haft den siden 2012 – arvede den fra John, da han gerne ville have iPad 3.
Så længe det bare er elektronikken han skifter ud med nyere modeller, så er det i orden med mig. Jeg tror nu heller ikke, han har sådanne tanker om sin kone. Det ville da også være fjollet af ham at skifte mig ud med to på 32 – det kan han slet ikke leve op til …
Seks år er nok nogenlunde i den størrelsesorden, man kan forlange af den slags elektronikdimser. Jeg tror ikke på det med indbygget forældelse; det må være vandrehistorier. Min printer er fx fra 2003, og den lever i bedste velgående. Og jo, det er en farveprinter …
Problemet med ipadden var, at jeg ikke engang kunne opdatere styresystemet til det, som de fleste apps kræver nu. Vi er nået op på OS 10.3; de fleste apps kræver 8.0 eller mere, og min kunne ikke opdateres til mere end 7.5.

P1000858

Billedet er fra 2012, hvor iPad stadig var noget forholdsvis nyt for os – og ideelt til to små trætte børnebørn. Åhhh, disse minder … var de ikke søde?

Min nye iPad er mindre og tyndere, men har samme skærmstørrelse som den gamle, hvilket var et krav, da jeg bruger den meget til mine elektroniske puslespil, og det gider jeg ikke på en lille skærm, lige som jeg heller ikke gider læse mine ebøger på en mindre skærm.
Det var puslespillene, der bevirkede min kapitulation, fordi appen for nogen tid siden begyndte at crashe under åbning. 20 sekunder – og bang, væk igen uden at åbne. Den egentlige start kunne veksle mellem det 2. og det 21. forsøg, og da det tog 20 sekunder hver gang, inden den crashede (har vi et ord på dansk for, at et program crasher? Det er, til min overraskelse, optaget i den danske ordbog allerede i 1990), var det virkelig noget, der kunne få mig til at koge.
Jeg prøvede nogle gange at slukke helt og tænde igen. Sommetider hjalp det, sommetider ikke. De sidste to morgener var der slet intet at gøre – efter forsøg nr. 22 overgav jeg mig og stod hos Elgiganten i Næstved, da de åbnede.
For 300 kroner overførte de alt fra min gamle iPad til den nye – filer, billeder, noter, apps … det klarede de på fem minutter, og når jeg tænker på, hvor lang tid det ville tage mig selv at geninstallere alle mine apps, synes jeg de penge var givet godt ud.
Alt er opdateret, og den fungerer fint. Nu har jeg to fungerende ipadder – underligt nok var det kun puslespillene, der ikke duede mere; alt andet fungerede fejlfrit. Desværre, vil jeg sige, for det blev en dyr puslespilsapp, men jeg vil altså ikke undvære den – det er mit bedste slap-af-middel og en god sovepille – der godt nok er lige så vanedannende som de kemiske af slagsen, men en hel del sundere.

19. september 2016

Kaffe og kaffe og kaffe og kaffe og kaffe er ikke bare kaffe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags:

Der er filterkaffe, der er kaffemaskinekaffe, der er espressokandekaffe, der er pudekaffe og der er kapselkaffe. Der er sikkert også flere.
Kaffe er blevet en hel videnskab, og vi er hoppet lidt med på trendbølgen.
Vi har nemlig købt en ny kaffemaskine. Normalt drikker John og jeg kaffe brygget på kaffepuder – ikke kapsler, men senseopuder. De er dyre nok, men ikke nær så dyre som kapsler, som til gengæld er lidt bedre, men med Johns daglige kaffeindtag ville kapselkaffe nærmest ruinere os. Min enlige kopkaf om eftermiddagen gør ikke den store forskel i regnskabet.
imageI går havde vi gæster, og når vi er mere end fire, laver vi kaffe på den gammeldaws metode på vores moccamaster, men det sker sjældnere og sjældnere, for vi bryder os ikke længere om kaffe brygget på den måde.
Da vi for nogen tid siden var til middag hos et par på vores vej, fik vi kaffe brygget på deres nye maskine, som ikke er en kapselmaskine, men en, der maler bønnerne umiddelbart før brug. Den kaffe kunne vi begge vældig godt lide, og John har siden den aften med meget regelmæssige mellemrum ymtet noget om, at han godt kunne tænke sig sådan en kaffemaskine.
Så nu har vi købt en DeLonghi espressomaskine. En fejl, vi måske har begået er, at vi købte den billigste udgave. Det har vi prøvet før og har i den forbindelse flere gange konstateret, at man får, hvad man betaler for, så måske er det noget værre bras … vi får se.
Priserne på den slags maskiner varierede (i svenske kroner) fra små 3.000 kroner til omkring 20.000. Så skal man altså både have mange penge og være meget glad for kaffe (eller være en rigtig blærerøv?), hvis man køber en husholdningskaffemaskine til den pris. Men for lidt og for meget … vores hører bestemt til i den helt lave ende, og vi sparede oen i købet hele 13 kroner ved at købe den her i Sverige. Troede egentlig vi havde sparet mere, men den var i det mindste da ikke dyrere herovre.
Jeg er spændt på kaffesmagen fra den nyindkøbte. Den kan også lave mælkeskum, hvilket er fint, for jeg skal helst have mere mælk[eskum] end kaffe, og lad nu være med at komme med den evindelige bemærkning om, at “så kan man jo ikke smage kaffen”. Der er lige så stor forskel på kaffesmagen, når kaffen har mælk i, som der er er, når den drikkes sort. Basta.
John er lige kommet ind efter at have slået græsset her på torpet, så nu skal den rigges til og afprøves.

Humlen er så fin nu

Kaffemaskinen er købet i MediaMarkt, som ligger lige ved siden af Jula, hvor vi havde lovet at købe to nye par legebukser mage til dem jeg købte sidste år. Børnene er vokset ud af bukserne, inden de nåede at slide dem op (på trods af endog meget flittig brug), hvilket for Aubreys vedkommende er første gang i drengens liv. Er der noget at sige til, at de bukser er lige så populære hos moderen som hos børnene?
Heldigvis havde Jula dem endnu, så der bliver glæde, når familien kommer i skolernes efterårsferie.

28. marts 2016

It ain’t over till the fat lady sings

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:24
Tags: , , ,

Hvis man vil blære sig på et fremmedsprog, skal man sørge for at lære en masse idiomer og talemåder. Kan man det – og får man dem smidt ind i det rigtige øjeblik, naturligvis, får man gerne et anerkendende blik. Jeg har før skevet om emnet, og, om ikke for andre, så for mig selv, er den slags sproglæring en evig kilde til underholdning.

It ain’t over till the fat lady sings er ikke det rigtige udtryk at anvende i dagens sammenhæng, men jeg kom til at tænke på det, og nu bliver det nævnt, fordi jeg elsker denne blomstrende talemåde. Det er lidt i retning af, at ingen kender dagen før solen går ned – og så alligevel ikke, fordi det på engelsk hovedsageligt bruges i forbindelse med sportsudøvelse i betydningen that one should not presume to know the outcome of an event which is still in progress. Oprindelsen er sat i forbindelse med Wagner-operaerne, som for det første kan være er ulideligt lange og for det andet altid ender med, at en temmelig omfangsrig dame synger. I meget lang tid … jeg bliver aldrig gode venner med Wagner! 
Grunden til, at jeg kom til at tænke på udtrykket, er vores amerikanske køleskab, som i flere måneder ikke har villet levere andet end koldt vand, og dermed altså ingen isterninger. John har på det nærmeste haft skilt køleskabet ad, men uden at finde en forklaring på isstrejken. Vandforsyningen fungerer som sagt, men det har i flere måneder ikke taget vand ind og frosset det til is.
Ikke før i morges. Jeg sad fredeligt over min morgente, da der kom lyde, som tog mig et par sekunder at identificere: Det var lyden af isterninger, der faldt på plads i aftapningsboksen!
Hvorfor i alverden så denne lange pause? Vi talte for sjov om muligheden for, at køleskabet skulle have indbygget sommertid, således at vi kun kan få isterninger mens vi er på sommertid. Noget vrøvl, selvfølgelig, men vi fatter godt nok ikke en bønne af dette her.

Strikblomster på Stændertorvet (1) - Copy

På Stændertorvet i Roskilde var der blomster midt på stenbroen. Strikkede blomster, og på en af dem var der oven i købet en lille sommerfugl.
Det var Inge og Hasse, der lavede den sædvanlige “Er I friske, så kom og spis med i aften. Kom så snart I er klar.”
Selvfølgelig var vi friske, og da vi kom, sagde Inge, at vi var nødt til at runde Stændertorvet, for der var noget, hun ville vise mig.
Spøjs ide, men det var holdbare blomster, som ikke klaskede sammen i kronbladene på grund af en smule regnvejr.

Strikblomster på Stændertorvet (1)Strikblomster på Stændertorvet (3)

22. marts 2016

Den dag elektronikken døde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

image

Billedet skal illustrere, at visse vejrudsigter for området heroppe lader en del at ønske. Normalt rammer yr.no bedst, men i dag er det FMI, der er tættest på virkeligheden. Sidder man hjemme i Danmark og vil vide, hvordan vejret er på torpet, bliver man ikke altid klogere af at kigge på vackertvader.se. Egentlig et fjollet navn – vejret er jo ikke altid godt … men det er såmænd fint nok, at de viser tre forskellige prognoser.
I dag er det dog godt – himlen er igen så blå, så blå, at det gør helt ondt i øjnene – ganske som de godt kunne regne ud i Finland.
Overskriften er afledt af Don McLeans hit "American Pie", som indeholder linjen the day the music died, som refererer til flystyrtet i februar 1959, hvor Buddy Holly, Ritchie Valens og J. P. "The Big Bopper" Richardson plus piloten omkom.
Det, der skete hos os, var heldigvis mindre dramatisk, men lidt underligt.
Når vi ankommer til torpet, er at lave sig en kopkaf noget af det første, John gør, og denne gang var ingen undtagelse.
Kort efter lød det: Hvad pokker er nu det for noget? Der kommer godt nok masser af vand ud, men ikke i kruset!
Han undersøgte senseomaskinen lidt nøjere, men måtte konstatere, at den var gået helt i udu. Man bliver forvænt med den slags udstyr, forstået på den måde, at det bliver sværere og sværere at drikke en kop ganske almindelig filterkaffe, men det blev vi nødt til på dette sverigesophold.
Næste morgen kunne jeg konstatere, at elkedlen også var død. Den er godt nok lige fyldt 11 år, men hvorfor den skulle gå død, ved jeg ikke – så meget bliver den jo heller ikke brugt. Nu er der købt en ny. Kaffebryggeren har vi en reserve af derhjemme.P1010653

Hvorfor nu et billede af vores å med en næsten usynlig rød pil lige over midten af det?
Jo: Der går nemlig en trane. Vores tranepar er returneret, så det er ikke kun Pulken, der kan prale – vi kan og gør det også. Kan dog kun præstere to af slagsen, men det skam fint nok med os.

Her er en traneHer er en trane (1)

Den går og kalder på sin mage, så hele området giver hyggelig genlyd af de karakteristiske traneskrig.
Hvis I ikke kan se tranen på billedet af åen, behøver I ikke at gå til optiker af den grund, men jeg forsikrer, at den er der, hvor pilen peger. Det er lige så meget for at anskueliggøre, hvor meget zoom der skal til for at indfange den – og dermed også en undskyldning for de slørede billeder.
Da jeg fik øje på den, var den lige ud for os, men inden jeg fik hentet kameraet, var den allerede et godt stykke væk.

14. marts 2016

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød, men man kan roligt give Ellen en ny køkkenmaskine, der kan bage dem.

Endelig fandt jeg ud af, hvad det ville være en rigtig god ide at lade John give mig i fødselsdagsgave. Vi havde aftalt, at han skulle give en god middag på Madeira, men det var alt for nemt at blive på hotellet og vælge fra deres faktisk ganske udmærkede buffet.
Han skylder mig derfor en gave, og efter en god og lang snak med Charlotte i dag har jeg nu bestilt min fødselsdagsgave.
John er heldigvis enig i, at det er en god gave.
Han er ellers den eneste af os to, der kan bage, men det er desværre ikke ensbetydende med, at han synes det er særlig sjovt. Jeg har forsøgt mig mange gange, men brødbagning og jeg er af en eller anden grund aldrig blevet gode venner, og med en så lav succesrate gider jeg ikke rigtig prøve mere. Kager går fint nok, men det kan vi ikke leve af. Ærgerligt nok …

../Images/ProductPictures/Bread_Maker_with_Scales/zoom_main_bmaker_scales.jpg

Man har nok gættet, at dette handler om en brødbagemaskine, og det skulle være den afbildede. Jeg ved faktisk ikke, om det var præcis denne, Charlotte havde investeret i, men det var den jeg valgte efter at have kigget på anmeldelser i stor stil.
Mærket er Andrew James, som har flere udgaver af maskinen.

Det bliver lidt spændende, men hvis Charlotte synes den er alle tiders, kan det vel ikke gå helt galt, og hun er mindst lige så elendig til at bage brød, som jeg er. Der er tre forskellige brødstørrelser og tre forskellige skorpefarver at vælge imellem – plus en del andre ting, herunder marmelade, men det har jeg så afgjort ikke tænkt mig at bruge den til!
Jeg bestilte samtidig to bøger med opskrifter specielt udabejdet til denne form for brødbagning – når det bare er at måle/veje ingredienserne, proppe det hele i, trykke på en knap og vente tre timer, er der plads til eksperimenter.

Jeg bestilte både maskinen og bøgerne via Amazon.co.uk – John kan sikkert sagtens finde ud af at skifte stikket, men ellers har vi adaptorer til brug for englænderne, når de kommer til DK med deres ladere til telefoner og tablets, så det er ikke noget problem.
Den ene bog var ny, mens den anden var brugt. Førstnævnte stod mig i £7; den anden fik jeg for 1 p, hvilket svarer til 10 øre. Man påstod, at den var i god stand, men skulle det være usandt, vil jeg ingen skrupler have over at smide den ud …

Apropos England: Den engelske pendant til man skal ikke give bagerbørn hvedebrød er it’s like carrying coal to Newcastle eller don’t carry coal to Newcastle.
De kender den på mange sprog – her er blot et lille udvalg af mange fundet
her:
Vizet hord a Dunába. (Hungarian) He is taking water to the Danube.
es como llevar naranjas a Valencia (Spanish) It’s like taking oranges to Valencia.
gi bakerbarn brød (Norwegian) To give bread to the child of a baker.
vender mel ao colmeeiro (Portuguese) to sell honey to a beemaster.
Altid godt at vide, ikke?
Jeg vil dog mene, at den portugisiske udgave mere går på en sælgers formidable evner end på at give noget, man i forvejen har nok af – altså mere en pendant til at sælge sand i Sahara.

13. februar 2016

Selvmedlidenhed på flere niveauer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

Hybris og nemesis. Ikke så snart man drillende har småhånet Hr. Nielsen for at have været et skvat, fordi han går og småskranter med endnu en forkølelse, før man selv bliver ramt af en gang ondt i halsen, der kræver både spandevis af varm te med honning og en Lemsip Max All in 1 (Englands svar på Panodil Hot) i ny og næ. Heldigvis virker det. Det gør mig ikke rask, men kvik nok til at kunne undgå at lægge mig. Jeg kan ikke lide at ligge i sengen om dagen, medmindre jeg har høj feber.
Ondt af mig selv har jeg. Det er underligt … da jeg havde kræft, havde jeg ikke ondt af mig selv; koncentrerede mig bare om at blive rask og/eller få det bedste ud af den tid, der var. Men nu, hvor jeg har en smule ondt i halsen, kender selvmedlidenheden nærmest ingen grænser. Jeg holder den dog for mig selv (er det derfor det hedder selvmedlidenhed? Winking smile ) og lider i stilhed, for ingen gider høre på den slags, og man flu vil jeg nødig beskyldes for!
Held i uheld er det oven i købet: Vi skulle have været ude til et par venner i dag, men de aflyste for et par dage siden, fordi de begge var lagt ned af influenza. Jeg kunne godt have været taget af sted i dag, men det ville ikke have været pænt gjort imod de to værter, som jeg kunne have smittet.

Mit lille Lumix er også sygt. Det har gennem et stykke tid – siden vores englandsbesøg – udviklet en væmmelig, snigende sygdom. Parkinsons. Det vidste jeg faktisk ikke, at kameraer kunne komme til at lide af, men det kan de, for det ryster. Også når jeg stiller det på et bord, så det er ikke mig, der ryster på hænderne. Det kan både zoome, fokusere og stille skarpt, men billedet vibrerer, og når man har trykket på udløseren, er der kun gemt et uskarpt billede på hukommelseskortet.
imageHammerirriterende, men jeg kan takke mig selv, for jeg tabte det i England. Det lå i sin beskyttende taske, og det blev tabt fra lav højde. Umiddelbart fejlede det ikke spor, men faldet må have sat et eller andet i gang, for gennem de seneste par dage er symptomerne gradvist opstået, hvorfor jeg har sat projekt kamaraeutanasi i gang.
Mit næsten døde kamera hedder Lumix TZ60. John har et Lumix TZ70, men ønsker sig et Lumix DMC-FZ72, bare for at kunne overgå mit i zoomkapacitet, nemlig med 60 x optisk zoom + 5 x digitalt ditto (~ 300 x), hvor TZ70 ‘kun’ når ud på 30 x 2. Mit Canon kan levere 50 x 4, og det er det, der tog billederne af havørnene på isen.
Jeg tilbød at købe det Lumix DMC-FZ72 til ham, mod at jeg fik hans TZ70. Han slog til med det samme.
Grunden til, at jeg helst vil have dette, er størrelsen. FZ72 har samme mål og vægt som mit Canon, og det gider jeg ikke – jeg vil have et lille (men stadig godt) kamera til almindeligt brug og nøjes med at bruge Canon til at tage havørne og silkevand med.

6. februar 2016

Så råhygger han sig igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:12
Tags:

Kort tid efter vi var flyttet ind i Den Stråtækte, blev der indkøbt et smart-tv, fordi fibernettet var lige om hjørnet.
Smart er det skam; selv jeg syntes det var en god ide af mange grunde, men dels fordi man kan se gamle programmer on demand (og vi gider ikke se tv på en pc), hvilket er fint, når man af den ene eller den anden grund er gået glip af noget, man gerne ville have haft set, og dels fordi det ville være fjollet at anskaffe en parabol, når vi alligevel har fibernettet.
P1100308Da vi købte tv-apparatet, fulgte der en dvd-afspiller med. Blu-Ray und alles. Vi fik med det samme lumske anelser om, at det var et eller andet fejlindkøbt bras, de ikke ville være bekendt at tage penge for, og anelserne blev bekræftet, da de ikke ville lade os betale differencen op til et mærke, vi selv valgte.
Det var ganske rigtigt noget bras! Det mest irriterende var, at hvis man var i gang med at se en serie, kunne man ikke vælge andet end at se alle episoderne på skiven. Man kunne ikke vælge at se fx episode 3. Eller … vi kunne godt komme ind og vælge nr. 3, men der skete aldrig mere. Det var ikke dvd’en, det var galt med, for det gjaldt generelt, fandt vi snart ud af.

Jeg lånte resten af Poldark med hjem fra UK og manglede, foruden den sidste skive, også tredje og sidste episode på skive to. Jeg var igenigen nødt til at sætte den første episode i gang og så spole frem med høj hastighed, til jeg ramte den rigtige. Hammerirriterende.
I formiddags kørte John afsted for at købe en ordentlig dvd-afspiller. Jeg gad ikke tage med, for jeg interesserer mig ikke mere for det, end at det bare skal virke, så der var ingen grund til, at jeg skulle blande mig i det.

Han kom hjem med en pakke, jeg syntes så temmelig stor ud til bare at indeholde en dvd-afspiller …
– Jeg kom vist lige til også at købe en ordentlig soundbar …
Nielsen, altså … da vi besøgte englænderne, oplevede vi den hjemmebiograf, de havde etableret siden sidst; herunder en soundbar, som gjorde John grøn af misundelse. Vi har en soundbar, og for mig lyder den ganske glimrende, men jeg er også totalt analfabet hvad den slags angår – i hvert fald, hvis man spørger John.
Jeg vil ikke spørge, hvad han har givet for den.

Nu går han og roder med ledninger. Han elsker den slags – og er heldigvis god til det. Soundbaren er installeret. 
– Den passer sammen med fjernsynet og skal ikke betjenes for sig selv; det er SÅ meget smartere end den gamle.
– Prøv da lige at høre denne her LYD!

Han bliver som et barn igen, når han kommer hjem med den slags legetøj. Nu mangler han bare at installere dvd-afspilleren, som er af samme mærke som alt det andet, så vi kan bruge den samme fjernbetjening som til tv’et – så langt indrømmer jeg gerne, at det er smart. Jeg håber så bare, at man kan springe i episodevalget, men mon dog ikke?

25. november 2015

Mysteriet om den forsvundne kaffe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

P1090693Da vi skulle finde rundt i Sverige i sidste uge, kom bilens indbyggede gps til kort (tøhø). Den gør den i øvrigt tit – jeg synes det er verdens mest tåbelige gps. Den sad i bilen, da vi købte den, og den første ejer har givet en formue for den. Den er drønirriterende at betjene, den har ikke nær så mange funktioner og den har kun kort over Skandinavien. Jeg bander næsten hver gang, jeg skal indstille den – den er særdeles brugeruvenlig.
Da vi skulle til Flammafallet og havde tastet koordinaterne dertil ind, hævdede den hårdnakket, at der var over 2½ times kørsel dertil, hvilket vi vidste var usandt. Koordinater er koordinater, så hvad pokker stak den nu?
Møgdims. Godt vi har Garminen i handskerummet. John var begyndt at køre, for det var kun det sidste stykke vej, han var i tvivl om, men Søren kunne ikke finde ud af betjene “sådan et monstrum”, så monstrummet blev rakt over til mig.
Som kom til brutalt at hive det ud af stikket, fordi ledningen var kortere, end jeg lige havde opdaget.
Det fik et af de to kaffekrus til at vælte, hvilket dog først blev opdaget noget tid efter.
P1090696Krusholderen i Renaulten er for lille – den i Kiaen passede perfekt, men denne er for lav og krusene står for tæt på hinanden.
Da John opdagede det væltede krus (som ikke var et Bodum; det ville ikke være lækket, men et fra Statoil, som vi købte til Søren. Åbenbart et dårligt bilkrus, siden det ikke kan holde tæt – køb det ikke!), holdt han ind til siden for at tørre kaffen op.
Den var forsvundet! Pist væk …
Han beordrede Søren og mig ud af bilen og tog nogle måtter ud. Ingen kaffe. Der var fugtigt lige ved krusholderen, P1090697men de to deciliter kaffe var forsvundet. Han åbnede til rummene i gulvet bag forsæderne. Ingen kaffe.
Stikket virkede ikke mere, så gps’en måtte sættes i stikket omme ved bagsædet. Uderst upraktisk.
Hjemme igen nærmest skilte John bilen ad, men der var ingen kaffe at se, selv om man kunne lugte den. Han var en anelse bekymret, for hvor og i hvad skvulpede den lige rundt henne? Hvorfor var sikringen sprunget?
John købte en ny sikring og satte den i – den sprang omgående. Han prøvede at skille stikket ad, men kunne ikke. Han ringede til et renaultværksted, fik et lille fif og fik derefter selv repareret stikket, som virker fint nu – det havde altså intet med kaffen at gøre, men gik i udu pga. min hårdhændede behandling.
Så langt, så godt.
Kaffen er aldrig fundet, men John ser helst ingen gentagelser, da han helst ikke vil have hele bilen fyldt op med usynlig kaffe, og i øvrigt har den krusholder irriteret os begge lige siden vi fik bilen umiddelbart inden vores sommerferie.
P1090695Nu har han fundet en beholder af hård plast, har monteret to ben i den, som passer i hullerne og har sat en midterdims i.
Mit beskedne bidrag til den glimrende ide var at foreslå at give den nye holder et filttæppe, så ikke krusene står og smålarmer under kørsel og i sving.
Før stod krusene så tæt op ad hinanden, at de begge stod lidt skævt – det var selvfølgelig også derfor, de så let kunne vælte. Nu kan han køre rallykørsel, uden de vælter.
Det har han forhåbentlig ikke tænkt sig, men det er rart at vide, at krusene fremover vil forblive, hvor vi sætter dem.
Han er ikke altid helt tosset, min gode handyman.
Det er nemlig meget vigtigt for os begge at kunne have kørekaffe med, så snart vi skal køre i mere end en times tid.

Næste side »

Blog på WordPress.com.