Hvornår er noget nødvendigt?

Det kan godt være lidt af en balancegang, når man skal vurdere hvornår et eller andet er need to have og hvornår det er nice to have.
For knap to år siden skrev jeg, at jeg er storforbruger af Lumix-kameraer.
Det er jeg stadigvæk. Man burde kunne gradbøje navneord, når der står et tillægsord foran: storforbruger, størreforbruger og størstforbruger.
Endnu er jeg dog kun nået til komparativ og håber ikke jeg når superlativversionen.
Det er lidt mindre end to år siden, mit Lumix TZ70 afgik ved døden, men allerede nu er dets afløser (TZ80) for syg til at rejse en tur til Færøerne.
Måske kan en del af skylden findes i, at jeg har tabt det en gang og at jeg en anden gang kom til at støde det lidt hårdt ind i en jernlåge … jeg tror i hvert fald ikke, at det hjælper at klage til producenten.

Igen er jeg helt bevidst bagud i udgaven; denne gang har jeg købt et TZ90, fordi det eneste, jeg får ud af at købe et TZ100 eller TZ200 er en større udgift for noget, jeg anser for et ringere produkt, da de to sidstnævnte ikke kan zoome så meget som TZ90. Det, de især forbedrer på, er videofunktionen, som jeg er totalt ligeglad med. Jeg er derimod ikke ligeglad med at prisen kommer ned fra 5.300 kroner til 2.400 kroner.
Det største problem for mig er ikke opstået endnu, men det kommer den dag, det ældst tilgængelige Lumix er et TZ100, men der er forhåbentlig et eller to kameraer endnu, inden det når så vidt, så den tid, den sorg.

Jeg har kigget på andre mærker, men der er ingen, hvor jeg får præcis hvad jeg vil have uden at få et væsentligt ringere produkt, og jeg VIL have et, der ikke fylder for meget i min taske – jeg har jo også det ‘store’ Lumix FZ82 (alt er relativt – John har et FZ72, men det hans ‘lille’ kamera), som er et systemkamera og dermed da også bedre end TZ-serien, men det er for stort til hverdagsbrug, så at sige – det kommer dog naturligvis med til Færøerne og Island, for billedkvaliteten er trods alt lige en tand bedre, og så har det en god zoom på x50.

Ih, hvor gider I bare ikke læse mere om mig og mine kameraer … jeg er bare nødt til at skrive om det her på bloggen, så jeg senere kan bruge min egen søgefunktion til at finde ud af, hvornår jeg sidst var nødt til at investere i et nyt Lumix (nice to know …)
Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvorvidt dagens indkøb var need to have eller nice to have. Det kommer nok an på, hvem man spørger, for det andet kan bruges i en nødsituation, men makrofunktionen fungerer stort set ikke, og det har sommetider, men ikke altid, svært ved at fokusere. Desuden tager det af ukendte årsager oftest, men ikke altid, for mørke billeder; så mørke, at jeg ikke kan redigere mig ud af det, uden billedet kommer til at se kunstigt ud.
Der svarede jeg vist alligevel mig selv: NEED to have! Og det skulle være nu, hvis det skal med på ferie.

Reklamer

Trelleborg og nyt legetøj

I dag havde Haveselskabet arrangeret et plantemarked ved Trelleborg, hvor jeg ikke kunne huske at have været – selv om John påstår, at det har jeg …
Jeg kom ikke hjem med så meget, blot tre hosta og en enkelt floks, som til gengæld er højere end jeg er! Spændende, om den bliver lige så høj i min have. Derefter gik vi ind på Trelleborgs område gennem museet, hvor jeg fandt en gave til Tim. Han er svær at give gaver, men han holder meget af at læse, selv om man aldrig vil opleve ham læse en skønlitterær bog. Det er altid enten biografier eller, oftest, en fagbog eller en dokumentarisk beskrivelse af et eller andet. Bogen jeg fandt i dag hed The Vikings – Culture and Conquest, skrevet af Martin Arnold, som er Senior Lecturer in Old Norse-Icelandic Studies at Hull University.
Den bog er jeg næsten sikker på, at Tim vil finde læseværdig.

Øverst hele ringborgen taget med panoramafunktionen på mit lille Lumix. Det besluttede sig åbenbart for at skifte indstillinger midt i det hele, resulterende i, at det kom til at se temmelig uprofessionelt og ubehjælpsomt ud, men det var den eneste måde, jeg kunne få hele borgen med på.
Der er såmænd ikke så meget at se på området, men det er da interessant nok, hvis man har fantasi til at lade bygningerne vokse, få liv og forestille sig livet dengang. Billedet lige herover er aftryk af nogle af de 15 huse, der ligger uden for ringborgen – formentlig brugt til dyr og til værksteder.

Inde i langhuset var der meget mørkt, lige når man kom ind ude fra den skarpe sol – det varede dog ikke længe, inden vi kunne se interiøret.
Dragten er en kopi af en rig vikingekvindes. Mon stoffet er farvet med kraprod?

Herunder ses forskellen på Johns nye kamera og mit lille Lumix.
Begge billeder er taget på automatic, og der er ikke pillet ved dem efterfølgende. Jeg kan godt forbedre mit billede digitalt, men det ville i givet fald ikke være specielt illustrativt, og det ville aldrig komme til at ligne Johns alligevel …
Johns nyerhvervede kamera er et Canon 6D mark II, som er nummeret før et ‘rigtigt’ kamera til professionel brug, og mit er som sagt et Lumix TZ90.
Den ret voldsomme prisforskel skulle så sandelig helst også afspejle, at det er et godt kamera, han har investeret i.

Herunder ses resultatet af lidt leg oppe fra vores shelter. Jeg kan godt lide den dybde, han kan få i sine billeder.

Hvis man skulle være interesseret, har John kamerahuset til et Canon 6D til salg. Linsen har han beholdt til den nye version af monsterkameraet, som jeg kalder det.
Det er godt. Det er et sindssygt godt kamera han har købt, men jeg synes det er alt for tungt at slæbe rundt på.
Hvis jeg vil tage bedre billeder (ikke bedre end Johns, men bedre end Lumix TZ90 kan præstere), tager jeg mit andet LumixFZ82 i brug – det er et glimrende systemkamera til sådan en amatør som mig. Også rigeligt tungt, men det værste er, at det ikke kan være i min taske, når jeg ikke bruger det. Hvornår mon man opfinder et minimonsterkamera? Alt kan jo ellers laves mindre og mindre, men åbenbart ikke gode kameraer.

Man tror mest på fakta, der passer til ens holdninger

En ganske kort kommentarudveksling mellem Lene og mig førte til, at jeg i dag har brugt timer på at surfe rundt for at finde (og læse) artikler om emnet, som var e-bøger kontra papirbøger. Jeg udtrykte tvivl om, at man skulle huske tekster fra papirbøger bedre end fra e-bøger, men Lene sagde, at det var videnskabeligt underbygget. Det er ikke så godt, hvis det drejer sig om lærdom, som er vigtig at huske, men hvor vigtigt er det lige, om man husker en skønlitterær bog godt eller dårligt? Lydbøger huskes allerdårligst – hvilket til en vis grad modsiges af, at det jeg husker bedst fra min skoletid, var det, lærerne fortalte os og i mindre grad, hvad jeg kunne læse mig til.

Det viste sig at være vældig interessant at bore i emnet. Jeg fandt artikler, der underbyggede Lenes udsagn, og jeg fandt artikler, der ‘beviste’, at indlæringen var lige god. Jeg vil ikke linke her, for jeg læste mange artikler. Der var stort set lige mange der underbyggede begge påstande – men, og det er ikke mindre interessant: Tendensen var, at jo nyere artiklerne var, des mere hældte de til, at det var hip som hap, om man brugte digitale eller analoge bøger. En af de mest omfattende artikler om pro-papirbogslæsning var fra 2003. For 16 år tilbage … der er løbet meget vand i den elektroniske å siden da.
Det kunne måske tyde på, at det lige så meget handler om at vænne hjernen til at læse elektronisk – hvilket vel heller ikke er så ulogisk; der er ingen, der mestrer noget til fuldkommenhed fra dag ét. Man skal øve sig, som man skal på alt andet man gerne vil blive god til.
Et sted stødte jeg på en podcast, hvis overskrift var lig med dagens ditto i mit indlæg. Det er også interessant, selv om det ikke er overraskende, for det er vel kun naturligt, at man især nærstuderer det, man helst vil læse.

Jeg skal ikke forsøge at sælge e-bogskonceptet, for folk må læse efter de præferencer de nu engang har, men jeg vil nævne et par fejl fra artiklerne, som nok ikke var fejl, da de blev skrevet, men som viser, hvor hurtigt udviklingen går.
1) “Man kan ikke highlighte afsnit i en lydbog”.
       Jo, man kan. Man kan sætte bogmærker, så man hurtigt kan finde et bestemt afsnit.
2) “Man kan i en e-bog ikke overskue, hvor langt man er nået”.
       Nogle kan måske ikke, men det har jeg ingen problemer med … og også her kan man sætte bogmærker, hvis man vil vende tilbage til noget bestemt.

“Papirbogen slår e-bogen på miljø. Man skal læse mange papirbøger, før en e-bogslæser er mere miljørigtig, viser svensk undersøgelse.”
Artiklen afslører, at ‘mange’ er lig med 33 bøger. Det antal får de fleste da hurtigt læst, så jeg synes, det er en manipulerende overskrift til artiklen, når det i virkeligheden er det omvendte, der er tilfældet.

Desværre er e-bøgerne ikke altid, som det hævdes flere steder, billigere end papirbøger – det er efterspørgselskurven for stejl til; det er jo en god fidus med de e-bøger, som er kommet for at blive, men som formentlig næppe kommer til helt at erstatte papirbøger. De har hver deres fordele, men især skønlitteratur i e-bogsformat vinder stort for mit vedkommende:
1) Bogen ‘sover’ kort tid efter jeg er faldet i søvn, og jeg får aldrig bogen i hovedet, når jeg gør det.
2) Jeg generer ikke John med en læselampe.
3) Jeg kan skifte tekststørrelse, afhængig af mine øjnes træthedsgrad. Papirbøger kræver læsebriller for mit vedkommende.
4) Jeg kan have titusindvis af e-bøger med på ferie, hvis jeg er online, og stadig vildt mange, selv om jeg ikke er, for filerne fylder ikke ret meget.
5) Hvis jeg af en eller anden grund skal vente et eller andet sted, har jeg altid min bog med, fordi jeg kan veksle mellem iPad og telefon.

Der kan nævnes flere fordele og ulemper for både papir- og e-bøger, men det vil føre for vidt her.
Når alt dette er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at et hjem uden papirbøger på reolerne er et lidt kedeligt hjem! Papirbøger skaber hygge.
Tak til Lene for inspiration til denne granskning.

Nu bliver det lidt sjovt

I mandags kom John hjem med sit nye Garmin Forerunner 235, som han, efter lidt indkøringsvanskeligheder, fik sat op som han ønskede det.
Med til denne historie hører, at jeg i fire år har haft et Vivofit ur/skridttæller, som jeg har været meget glad for, men da jeg så, hvordan teknikken er udviklet på den tid, var jeg meget fristet til at købe et nyt til mig selv. Og som man måske har læst i forgårs, så var min betænkningstid ikke særlig lang.
Jeg ville ikke have præcis det samme ur som John, men gerne en lidt mere feminin udgave, så det blev et Vivoactive 3 med hvid rem – dog ikke til prisen i det angivne link – Pricerunner er en god ting.
Jeg havde i forvejen Connect-appen til Garmin, så min opsætning gik forholdsvis let, da jeg først havde fået parret uret med telefonen. Og ja, det kaldes det altså …

Det viste sig hurtigt, at mit smartur er smartere end Johns smartur. Med touchscreen, fx; John skal trykke på en masse forskellige knapper, så det er mindre brugervenligt. Mit har lidt flere funktioner; bl.a. en, der gør, at der måles forskelligt når man går på trapper frem for ligeud.
Det endelige slag for John kom i morges, da han fandt ud af, at mit ur, i modsætning til hans, også måler REM-søvnen.
Vi blev enige om, at han skulle prøve at få det byttet til et lige som mit, for efterhånden var han ikke så glad for sit nye ur.

Elgiganten ydede en upåklagelig service og byttede uden den mindste protest, så nu er han ved at indstille det nyenye ur…
Der er vildt mange urskiver at vælge mellem – til højre ses den, jeg har lige nu, men det står godt nok med meget småt, så muligvis har jeg snart en anden – de er gratis og man kan skifte så tit, man lyster.
Der står alt på skiven – også månefasen og solens op- og nedgangstider med borgerligt tusmørke und alles, men det med solen virker kun, hvis gps’en er tilsluttet, og det vil jeg kun have, hvis jeg er i ukendt tærren, for det er noget af en strømsluger.
Man kan ikke helt regne med søvnbilledet – hvis man ligger musestille og forsøger at falde i søvn, bliver det registreret som ‘let søvn’. Jeg vågnede kl. 6 i morges, hvilket ses (da det blev lyserødt), men al tiden fra 6 til 8:30 blev brugt med forskellige aktiviteter på ipadden, og det har snydt systemet lidt – alligevel er jeg ret imponeret over, at mit ‘opstandelsestidspunkt’ er så nøjagtigt (og korrekt) registreret.
Normalt har jeg mellem fem og ni perioder med dyb søvn, så det var en atypisk nat, men jeg følte heller ikke, at jeg havde sovet specielt godt. Til gengæld gik pulsen nærmest i nul (kan ikke ses på dette billede) under den dybe søvn, så jeg blev helt forskrækket, da jeg så pulsgrafen … “Guuud, John, jeg har været død i nat!”

Der bliver, via bluetooth, hele tiden synkroniseret mellem ur og telefon; på mit gamle ur skulle jeg bede om det, og glemte jeg det, kunne jeg miste data, for uret kunne ikke rumme mere end tre uger, så her er livet (igen) blevet lidt nemmere.

Bonusinformation til Lene: Johns fysioterapeut på Næstved Sygehus har sit siddende på anklen, så kan det registrere alt, inklusive pulsen, men hun går altid med lange bukser. Det vil måske se en anelse fjollet ud, hvis man har kjole på, men det er løsningen, når man ikke må gå med ur på armen.

Hvordan synes du selv det går?

Endelig – med fem måneders forsinkelse – er John begyndt på genoptræning. Da han blev udskrevet fra Slagelse, sagde sygeplejersken, at han skulle til kontrol fire uger efter, men fordi det var sommerferieperiode med mange afløsere, kunne der nemt gå noget galt, så hvis ikke han havde hørt noget efter tre uger, skulle han ringe og rykke. Det havde han ikke, så det gjorde han.
Og fik at vide, at det måtte han sandelig have misforstået, for de ville ikke se ham før om fire måneder, og at de nok skulle skrive, når tiden var inde. Det havde lægen selv skrevet i journalen! Det var bare ikke det han havde fået besked på; han skulle både til kontrol og begynde genoptræning efter fire uger, påstod han stædigt, men der var ikke noget at gøre.
Efter fire måneder fik han en indkaldelse til Næstved sygehus, hvor en læge bare sagde, at det var lidt sent, han var kommet!
Det er en længere historie, men kommer her i let forkortet udgave.
Han har været gennem egen læge et par gange. Hun er stærkt utilfreds med den behandling, John har fået og har nu gennemtrumfet, at han har
1) Været til en grundig kontrol og fået taget en masse blodprøver
2) Talt med en sygeplejerske, som har
3) Sendt ham til genoptræning
Alle fagfolk, han har talt med, har undret sig over, at han ikke blev indkaldt til kontrol og genoptræning efter fire uger, “for det skal man altid” – og oven i købet blev det nægtet, da han ringede, ganske som han havde fået besked på.
Hvad pokker der lige gik galt for hjerteafdelingen på Slagelse sygehus, finder vi aldrig ud af, men vi er voldsomt utilfredse.
Han har i det halve år ikke vidst, hvor meget han kunne tillade sig at presse sig selv … hvornår kan det være farligt, at det trykker for brystet, og hvornår skal han bare holde en pause? Der er mange usikkerhedsspørgsmål, der følger i kølvandet på et hjerteanfald.
Men altså. I dag har han været til genoptræning første gang, og – også for første gang i sit liv (hvad den slags angår) – var han totalt tændt og glædede sig meget til at træne under kontrollerede forhold.
Han har købt et smartur.
Det kan måle puls, tælle skridt, måle søvnkvalitet, lede ham hjem, hvis han er faret vild under løbeturen (!). Det angiver tilbagelagte daglige kilometer, og det måler forbrugte kalorier, som er afpasset efter aktiviteten, som man naturligvis også kan indstille (fx cykling, svømning, løb, SUP, golf) Det har gps og højdemåler og kan sågar vise emails og sms’er – hvilket kan være aldeles ligegyldigt, men det kan godt nok meget, og han har brugt nogle timer på at få det til at virke efter hensigten. Det kan oven i købet vise klokken, og det kan det på en af flere tusinde urskiver, som man bare kan downloade. 
Det er virkelig smart.
Da jeg spurgte, om det også kunne lave god mad og kaffe, svarede han ja.
Så bestilte jeg også et i dameudgave. Det kommer i morgen.

Hvad er vel livet? Et pust i sivet (Oehlenschläger) – fulgt op af Storm P med
Hvad er døden? Et gok i nødden.

Stor begejstring, lille øv og en lidt trist historie

Begejstringen er pga. vores pc’er, der har drukket af ungdommens kilde. Sikke en forandring!
It-krise? Ring til Henrik Friese. Det var det rigtige valg at ringe til ham. Vores bærbare er så hurtige som lynet, og der er ingen centrifuger, der kører for at køle harddisken ned. Det er bare SÅ godt.
Det er dermed ikke spor øv, men det er det, at min julegave til Tim lige er spoleret.
Jeg ringede for nogle uger siden til Charlotte for at fortælle hende, at jeg havde fundet alle tiders gave til Tim, nemlig bogen Wolseley – a Very British Car, skrevet af danskeren Anders Ditlev Clausager. Jeg var ret glad for mit fund – lige indtil i går, hvor C ringede:
Øhhh, jeg er ked af det, men Tim er lige kommet hjem med den bog, du har købt til ham. Han fandt den i London og er meget begejstret over den.
ØV, altså. Nå, men det viser jo bare, at han virkelig ville have været blevet glad for gaven.
Nu får han i stedet et par lidet spændende seler. Det er dog et ønske, men alligevel …

Han har købt sin tredje Wolsesly. Nummer to kom som samlesæt, men nummer tre var i køreklar stand. Den var også nyere end de andre; Tim kalder den for sin Matadorbil, fordi den er fra 30’erne.
Den er blevet brugt som bryllupsbil, og det fortsætter den med; noget, Tim gør, fordi hans gode hjerte ikke kan holde til, hvis to af landsbyboerne skal gå fra hus og hjem.
Hele England er gået i stå – jeg behøver vel ikke at nævne årsagen? Ingen tør bruge penge, ingen tør investere, små virksomheder lukker og ingen tør starte noget nyt op. Charlottes lille skrædderi lever også et meget stille liv og har gjort det i nogle måneder, men de er jo så privilegerede, at hun kun har det som hobby.
Alt, alt for mange mister deres job, bl.a. ham, der nu skal være chauffør på Wolseleyen. Han står uden arbejde, og konen er hjælpelærer på børnenes gamle skole og tjener derfor ikke ret meget. De har brugt deres opsparing på at kunne blive boende i deres hus, men hvis ikke deres situation ændrer sig, må de sælge det og flytte til noget, de helst ikke vil flytte til.
Tim og Charlotte har det skidt med den slags kedelige historier, så Tim spurgte den stakkels mand, om det ville gøre en forskel for dem, hvis han kunne lave lidt penge på at køre Wolseleyen som bryllupsbil.
Det ville det, hævdede han, så nu er de ved at få lavet en hjemmeside, hvorigennem man kan booke bilen.
Tim betaler driftsomkostningerne. Manden selv skal holde bilen ren og køreklar, men så får han også ubeskåret de penge, der måtte gå ind fra lejen af bilen – indtil han eventuelt får arbejde igen.
Jeg håber virkelig, at det vil gå godt med det lille projekt, og jeg synes ærlig talt, at jeg har en meget  god og betænksom svigersøn.

Foryngelseskur

Det er desværre ikke mig, der gennemgår en foryngelseskur lige nu; det er to pc’er, nemlig Johns og min, der er indlagt indtil i morgen aften.
Vi troede egentlig, at vi nok ikke kunne komme udenom at anskaffe os hver en ny, for de er hhv. fem og seks år gamle og derfor, set fra et elektronisk synspunkt, håbløst outdatede. Dette er vi sådan set i princippet ligeglade med, så længe de opfører sig ordentligt, men det var lige præcis det, de ikke rigtig gjorde mere. Johns var mest tosset, hvilket er lidt underligt, for han har den nyeste, og han bruger den langtfra så meget som jeg bruger min. Nogle gange har han nærmest helt opgivet den, som fx når det tager mellem tyve minutter og en halv time at starte den op, fordi den tror, den mangler nogle drivere, som den i virkeligheden slet ikke mangler, fordi de blev (eller burde være blevet) overflødiggjort, da et ikke længere anvendt program afinstalleredes.
Det var ligemeget, hvad vi gjorde – og her kan jeg godt mærke, at det er 5½ år siden, jeg havde tæt kontakt til en it-afdeling – der er for meget, jeg ikke ved nok om. Jeg troede fx, at jeg var så dygtig, da jeg ville defragmentere Johns harddisk, men i stedet kunne konstatere, at det klarer pc’en helt af sig selv efter behov.
Noget måtte gøres.
Jeg ledte efter en pc-doktor i nærheden, og vi fandt en fyr i Præstø, som viste sig at være yderst sympatisk.
Alene det, at han skriver, at han, fordi han har fuldtidsjob ved siden af sin ‘lægepraksis’, ikke er momsregistreret, men at han udskriver en regning, og han betaler sin skat, gør, at vi på forhånd havde tillid til ham. Han kunne ikke være helt umulig.
De findes altså, de der foretrækker at være gode samfundsborgere og ikke arbejder sort.
Det bliver muligvis af samme årsag lidt dyrere, men vi kan lige som ikke tillade os at brokke os, vel? I øvrigt er han meget rimelig, og to nye maskiner ville have kostet os langt mere – for ikke at tale om alt det, der skal reinstalleres. Jeg bliver træt bare ved tanken.
Han renser begge maskiner og installerer en ny form for harddisk, som (som jeg forstod det, men jeg er som sagt gået bagud af dansen) består af et SD-kort, således at den mekaniske harddisk, som til tider kunne lyde som en centrifuge, ikke længere er nødvendig. I stedet ‘spejler’ han den via dette SD-kort, som bliver på 450 GB.
Og spørg mig endelig ikke om hvad han dog snakker om eller hvordan det kan lade sig gøre, for jeg ved det ikke.
Jeg ved derimod, at vi nu forventer at kunne beholde vores bærbare i nogle år endnu. Der var engang, jeg var bedre til den slags; det er jeg ikke helt mere, men jeg har det lige som jeg har det med biler, vaskemaskiner og tv-apparater: Det skal bare virke, skal det.
Jeg anser ikke mig selv for decideret it-analfabet, men jeg må se i øjnene, at teknologien efterhånden kræver mere af mig, end jeg gider at sætte mig ind i, og når jeg ikke har nogen at spørge, bliver det lidt for tungt.
Jeg satser på foryngelseskuren, og at vores pc-doktor bliver i området nogle år endnu, for vi får garanteret brug for ham igen.

Jeg er alt for nem at friste

Mens vi var i Grønland, gik mit Canon i udu; det ville ikke længere fokusere når jeg tog landskabsbilleder, som derfor blev uskarpe. Det er ikke sjovt, når man gerne vil have billeder, der skulle kunne ses på igen og igen som gode ferieminder resten af mit liv. Jeg har stadig mit lille Lumix TZ80, men jeg kan godt lide at have det store kamera med på den slags store ture, for billedkvaliteten er lige en tand eller to bedre. VAR lige en tand eller to bedre … John havde heldigvis både sit monsterkamera og sit Lumix FZ80 med, så sidstnævnte lånte jeg, når jeg ikke ville bruge mit eget miniLumix.
I lørdags sad John og kiggede på en FB-gruppe med brugt kameraudstyr, og her var der en, der havde et Lumix FZ82 til salg – helt nyt, påstod vedkommende, at det var. Det kostede 800 kroner mindre end et nyt i en hvilken som helst forretning, så jeg var fristet.
Så fristet, at jeg fik en aftale i stand med manden, og i går var vi i Nordsjælland for at hente det. Det viste sig at være en professionel fotograf, der havde brugt det én gang, men så alligevel ikke ville have det. Garantibevis (kvitteringen) und alles, så det var ikke en hælervare.
Jeg ville gerne have det. Jeg ved fra John, at det er et supergodt kamera, og er det godt nok til ham, er det også godt nok til mig.
Kunne jeg nu have undværet det kamera?
Ja, jeg kunne godt.
Vil jeg undvære det kamera?
Nej, jeg vil ikke.
En af dets store fordele er den kraftige zoom, som er helt oppe på 60x. Det er meget, og jeg vil ikke have et kamera uden en ordentlig zoom.
Så det er okay, at jeg er for let at friste – jeg er nu den glade ejer af et godt systemkamera, der kan en hel del mere end det lille lommeLumix – som faktisk kan temmelig meget.
Nu skal jeg bare til at sætte mig ind i det, og det er straks værre. John elsker at sidde og lege – han kan gøre det i timevis, og han kender da også sine kameraer temmelig godt. Jeg vil helst kunne det hele med det samme og har ikke rigtig tålmodighed til at læse manualer eller tage 25 ens, men alligevel forskellige billeder og den slags kedelige ting.
Det bliver jeg så bare nødt til, i hvert fald i et eller andet omfang, for kameraets muligheder er legio, og det er faktisk fjollet at købe et kamera, man ikke udnytter optimalt.
Julegaveønskerne blev hermed udvidet med et gråfilter, et polfilter og et UV-filter, for naturligvis passer dem jeg havde til Canonapparatet ikke. Det er rigtig ærgerligt, men jeg kunne selvfølgelig forsøge mig med at sætte dem til salg på den side, hvor John fandt mit nye kamera …
(Et gråfilter er uundværligt, hvis jeg vil tage silkevand.)

Det er bare typisk

Min familie ved det vist alle sammen: Jeg synes det er meget lidt sjovt at male. Da ødegården trængte (og det er et stort hus), inviterede vi hele familien op og spurgte, om de ville tage fat, hvis jeg sørgede for god mad og gode vine morgen, middag og aften. Vinene dog kun om aftenen …
Det ville de gerne, og især var vi glade for, at der stillede nogle friske unge mennesker op, der endnu ikke havde fået den følelse af, at høje stiger kontinuerligt og parallelt stiger i farlighed med alderen.
Alt blev malet – undtagen det gammeldags das. Alle knoklede det bedste de havde lært, men da det begyndte at knibe med tiden, sagde vi, at det kunne vi snildt selv klare; det var vigtigere at nå alt det, der kræver stiger. John savede tre nye ‘persienner’ og satte i døren, så den manglende maling ses ekstra tydeligt.
Det skulle være i dag, tænkte jeg og trak i malertøjet, da jeg stod op.
Ellen og frivillig stillen op til husmaling – ja, enhver form for malerarbejde – det burde skrives ind i historiebøgerne.
Det bliver så bare ikke til noget. Da John gik ned for at tjekke maling, kunne han konstatere, at det har vi rigeligt af, men også at vi ingen egnede pensler har til at male trævægge med. Er det ikke bare typisk?
Og det er altså fjollet at køre 70 kilometer for at købe to brede pensler, så det må blive næste gang vi er her.
To-hullers-dasset er ikke i brug; vi har heldigvis et fint og helt moderne badeværelse, men dasset bliver bevaret som et kuriosum.

Og nu til noget helt andet: Da vi handlede i Brugsen i fredags, tog jeg et Samvirke med.
Heri kunne jeg se, at de lige nu har et sous vide-apparat som medlemstilbud; sat ned fra 3000 til 1700 kroner. Jeg kan se det på Pricerunner til mellem 2500 og 3600 kroner, men ingen har det tilnærmelsesvis så billigt som COOPs tilbud. Apparatet er mage til mit, så jeg ved, at det er godt. Vakuumpakkeren er også på tilbud, sat ned fra 1500 kroner til 800. Det er dog stadig en smule dyrt, men den er til gengæld bedre end den, jeg har.
Grunden til, at jeg reklamerer her er, at jeg kan huske, vi havde nogle middagsgæster, med hvem vi talte om ønsket om at erhverve sådan en maskine, men at de syntes, de var for dyre. Jeg sagde, at COOP sommetider havde dem på tilbud, men nu kan jeg irriterende nok ikke huske, hvem vi talte med om det. Det er også bare typisk …
Hvis vedkommende læser dette, så er det altså nu, der skal slås til. Hvis ikke du har et COOP-kort, så sig til, så køber jeg udstyret for dig.

Det kan hurtigt gribe om sig …

Jeg købte det perfekte iPad-cover i Lemvig i november – det var ikke for stort og tykt, men beskyttede skærmen godt nok. John kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have et som hans, men det har jeg altid syntes gjorde den fine, lille iPad alt for tyk og klodset.
Det var som sagt perfekt – lige indtil det gik i stykker. Efter bare 2½ måneds brug. Sikke noget klamp. Det nærmest splintrede i hjørnerne, hvilket for det første ikke er særlig håndvenligt og for det andet kunne ipadden nu så let som ingenting glide ud af coveret og falde på gulvet. Ikke smart.
Jeg kapitulerede og vi satte kursen mod Næstved.
Heldigvis havde jeg taget ipadden med, for der skal ingenting til, før coveret ikke passer 100 %, kunne vi konstatere, da vi skulle have til ungernes nye ipadder til jul. Det viste sig ganske rigtigt også, at den iPad, jeg købte i maj, ikke laves mere, så der var kun ét cover, der passede. Jeg skal da lige love for, at tingene går hurtigt! Så hurtigt, at selv Elgiganten er irriteret, fordi de føler sig tvunget til at nøjes med at have ét standardcover på lager.
“Køb et på nettet”, sagde den unge gut, men der havde jeg kigget, og der var ingen, jeg kunne lide, så jeg tog et cover mage til Johns.

Jeg var efterhånden løbet tør for en masse forskellige madvarer, både til lager og de friske, så vi snuppede lige Bilka, nu vi var kommet til staden.
Dér fik jeg da så sandelig lige lagt en del penge, men nu er stort set samtlige lagre, inklusive fryseren, også fyldt op til den næste måneds tid eller to – bortset selvfølgelig fra mælk og grønt og lignende, som løbende må købes.
Heldigvis ved jeg, hvad jeg normalt giver for langt de fleste husholdningsting og madvarer, så jeg kan gennemskue, hvad der er gode tilbud og hvad der ikke er. Bilka er sådan et sted, hvor man ikke skal have huskeseddel med, for godt nok har de mange rigtig gode tilbud, men der er også meget, der koster præcis det samme som i Meny eller Brugsen, så man skal kende sine varer og priser, for man sparer ikke voldsomt meget, hvis man køber alt i denne forretning. De skal jo også leve. Min huskeseddel var derfor mere i retning af tjek skraldeposer – kokosmælk – smør, osv. osv. Jeg hev alt det i vognen, hvor jeg virkelig sparede penge. Så har jeg dejlig lidt dårlig samvittighed over at bruge så mange penge på én gang.
Jeg tror, jeg sparede 30-35 % i forhold til, hvad jeg normalt skulle have givet for de pågældende varer.
Og så ødelagde jeg hele spareplanen ved at købe en elektrisk spiralizer. Sådan en har jeg længe haft kig på, for jeg savner i den grad én, bl.a. når jeg skal omdanne en courgette til courgetti, som vi spiser en del af. De har bare været for dyre til nærige mig, men lige nu koster en Melissamodel 199 kroner mod normalt 549 kroner. Det var selvfølgelig bar’ løgn, at man sparede de påståede 350 kroner, men man sparer rent faktisk 300 kroner for den model, så det var okay – og dermed min for-fødselsdagsgave fra mig til mig.
Altid rart at få noget, man ønsker sig …

Når nu det hedder et mobiltelefoncover, ikk’?

Elgiganten forsøgte at prakke mig et hylster til min nye smartfon på, men det var alt for stort og tykt, det de havde. Jeg vil ikke have plads til kreditkort, kørekort o.l. i det, for jeg har alligevel altid min pung på mig.
Jeg ville have et mage til det, der sidder på den afdøde telefon, men det havde de ikke.
Fint nok, sagde jeg, så finder jeg et cover på nettet.
Bare sørg for, at du bestiller et til 2017-modellen, for får du et til 2016-modellen, vil det ikke passe til, hvor knapper og kamera sidder på 2017’eren.
Okay. Tak.
Jeg kom hjem og skulle da lige se, om ikke jeg kunne få et med et selvtaget billede på, og selvfølgelig kunne jeg det – der, hvor jeg også får lavet fotobøger: Mobiltelefoncover i flere varianter. Find din model og upload dit billede … jeg fandt den rigtige og uploadede Anna og Aubrey, som jeg forevigede, mens de forevigede vores ‘frokostgæster’ den første dag i lejren.
Coveret kom i går.

Når nu de kalder det et cover, kan man så ikke med en vis rimelighed forvente, at sådan et også dækker den telefon?
Det gør det nemlig ikke. Det klikkes fast på bagsiden af telefonen, og der sidder det bare til ingen verdens nytte.
Det er da forsiden med glasset, der udgør den sårbare afdeling, for pokker!
På den gamle telefon, hvor coveret rent faktisk var et cover, satte man det fast således, at der var en tynd klap, der beskyttede forsiden af telefonen, når den ikke var i brug – nærmest som et bogomslag, og det var jo også der, på forsiden, billedet af A&A skulle have været – jeg har ikke brug for at se på min telefons bagside, og den har ikke brug for beskyttelse.
Det er muligt, jeg burde have gennemskuet hvordan det i virkeligheden så ud, men det kunne jeg altså ikke, og jeg er temmelig sikker på, at jeg i denne personlige udgave ikke kan få mine penge tilbage. Jeg gider ikke engang prøve, men finder et selvklæbende plastic’dækken’, jeg kan sætte over glasset, så må telefonen nøjes med det.
Irriterende … heldigvis har jeg jo mine små mobiltelefontasker, men det hænder jo, at sådan en smartfon utilsigtet får en lidt hårdhændet medfart, når den er ude af denne, og jeg gider ikke have den smadret første gang det sker.

En død telefon, plus en levende og en halvdød

Som jeg skrev for fem dage siden, så døde min telefon ganske pludseligt. Ikke noget med efter kort tids sygdom, bare bum, død, men den kunne åbenbart ikke tåle at være aktiv på Instagram, for det var kort tid efter, jeg endelig fik taget mig sammen til at følge Dittes vedholdende opfordringer til at bruge IG, at den døde.
Den sagde en for mig høj og ukendt lyd, hvilket jeg kort tid efter kunne konstatere var en dødsrallen. Den gav derefter bare en kaleidoskopisk udseende skærm, som ikke reagerede på noget som helst.
John og jeg tog til Elgiganten i Holstebro for at købe en ny telefon og for at se, om sagkundskaben kunne gøre et eller andet for at få mine kontakter overført; de var nemlig det værste at miste, men den var stendød, og det de kunne hente ned fra skyen, indbefattede naturligvis netop ikke kontakterne. Dammit.
Jeg købte en Galaxy J7 (mage til Johns nye) og lod dem klargøre den, men der var lige et problem: Simkortet skulle være et nanokort (hvorfor skal de partout være mindre og mindre, når telefonerne bliver større og større?). Det skal udbyderen levere, og der var ingen 3-butik i Holstebro. Den søde og empatiske sælger nærmest forærede mig en særdeles lille ikke-smartphone, hvortil simkortet passede – han syntes det var dumt, at jeg ingen telefon havde i nogle dage. De 50 kroner gad jeg slet ikke diskutere, så de gjorde to telefoner klar til mig.
Det viste sig så bare, at antennen på usmartfonen er så dårlig, at jeg nærmest skal sidde på en sender for at få den til at sende og modtage opkald, så det kunne have været ligemeget med den. Den virkede kun i byerne i Jylland.
Det var henholdsvis den døde og den halvdøde telefon. Johns lever, men … se senere.
Den nye J7’er fungerede perfekt; var lynhurtig, og alle mine apps var der, hentet fra skyen. Den havde bare ikke noget simkort …
Det er en dejlig skærm, så på trods af, at jeg blev tvunget til at købe en ny, er jeg ret glad for den. Det er bare ren Murphy, at det ikke er meget mere end en måneds tid siden jeg besluttede mig for ikke at investere i en ny.
Da vi kom hjem i lørdags, satte vi det gamle simkort i Johns gamle telefon, så nu kunne jeg ringe og blive ringet op. Men ingen kontakter; de var, som jeg var næsten sikker på i forvejen, gemt i telefonen og ikke på simkortet.
I dag kørte vi til 3-butikken i Næstved for at få nyt simkort. Det blev klaret, telefonen afprøvet og … den virkede ikke! Ingen forbindelse til netværk, lød beskeden. Jamen … ???
3-manden kiggede og undersøgte, men sagde, at kortet var aktiveret, så det var telefonen, den var gal med. “I må hen og have fat i Elgiganten.”
Han prøvede at sætte simkortet i Johns telefon, med det resultat, at hans telefon låste totalt og krævede McAfee-pinkoden, hvad den også skal iflg. samme McAfee, så telefonen ikke er noget værd, hvis man stjæler den og sætter et andet simkort i. John anede bare ikke, at han havde den sikkerhedsforanstaltning, så kan kunne ikke låse den op igen. Dér blev han lidt bleg, men vi gik hen i Elgiganten.
Supporten der sagde, at han ikke kunne hjælpe John, men min telefon tændte og slukkede han igen, så virkede den!
Dammit igen. Det ved vi jo godt, at man altid skal som det første. Det burde 3-gutten også have vidst, i stedet for bare at sende aben videre.
Det var lidt mere spændende, om John derhjemme havde nogen papirer på det der McAfee-noget.
Det havde han ikke.
Men fordi han havde prøvet med en masse pinkoder, lå der en mail og ventede på ham med, hvordan han fik låst sin telefon op.
Så nu har vi hver en telefon, der virker efter hensigten, og som er god.
Jeg mangler dog stort set alle mine kontakter, så kan alle jer, der har mit nummer, ikke lige sende mig en sms, så jeg kan få jer ind igen? Pft.

Jeg er vist storforbruger af kameraer

Det blev en rigtig elektronikdag – jeg vil omdøbe den til en elektronokdag …
Nu er jeg på mit femte Lumix. Tror jeg nok det er … det er efterhånden svært at holde rede på.
Mit TZ70 kan ikke længere zoome, og hvis det endelig, én gang ud af irriterende mange forsøg, tager sig sammen til det, kan det ikke fokusere. Nogle gange kan det ikke engang fokusere alligevel, så det kan lige så godt kasseres. Det irriterede mig dog lidt, for det er kun 2½ år gammelt, men en eller anden fortalte mig engang, at der er omkring 100.000 billeder i et Lumix, så det er vel derfor … det er ganske enkelt slidt op allerede.
Det nye er et Lumix TZ80 – nogle vil sige, at det er forældet, fordi der både er kommet et TZ90 og et TZ100, og det er det da på sin vis også, men jeg brugte lidt tid på specifikationerne, og så vidt jeg kunne gennemskue, er de to sidste kun forbedrede i forhold til 70’eren på videofunktionen, og den bruger jeg stort set aldrig. Så er det jo fjollet at give næsten det dobbelte for at få den nyeste version.

Og nu, hvor vi alligevel skulle i Elgiganten, besluttede John sig for at aflive sin mobiltelefon. Den var også ved at blive gammel og senil … dråben var, at der ikke var plads nok til at reinstallere netbanken på den.
Han besluttede sig for en Galaxy J7, som har en lidt større skærm uden dog at komme i nærheden af tabletstørrelse.
Denne telefon kunne ikke tage SIM-kortet fra den gamle, så vi måtte ind i 3-butikken i Næstved Storcenter for at få et, der passer til den nye.
Her tjekkede ekspedienten lige vores abonnement, nu vi var der, og kom frem til, at for 30 kroner mere om måneden kan vi få 100 GB i stedet for de 40, vi har, plus at vi som en lille bonus kunne få deres sidste nye mobile router med, så vi nu har to.
Det er altså smart! Ikke så meget, at vi nu har to, men at det nye er bittelille og ikke mindst, at det også kan køre på batteri. Det fylder ingenting, hvilket er skønt, når vi skal have det med på rejser, og det trækker fint – her i Den Stråtækte klarer det hele 38/16 Mbit/s, hvilket er flot. Jeg er spændt på, hvad kapaciteten er i Sverige og England, men det sidste finder vi ud af allerede i morgen.
Det er jo så smart, at vi ikke betaler mere for at bruge det ude omkring i den store verden, så vi har altid vores egen router med. Jeg ved godt, at roaming er blevet “gratis” i EU, men 3 har en masse andre lande med uden for EU, så det er langt bedre.
Grunden til, at gratis blev sat i gåseøjne er, at de fleste teleselskaber bare har hævet abonnementspriserne – det må være ærgerlige penge for folk, som ikke rejser ud af landet – men det har 3 ikke, for de havde allerede alle aftalerne og har derfor ikke været nødt til at hæve deres priser.
Det gider jeg ikke brokke mig over …

Jeg HADER, når den slags sker!

Jeg er normalt meget forsigtig med at anvende ordet ‘hade’. Det er et meget stærkt ord, som jeg helst vil reservere til noget, jeg virkelig … hader … og ikke bare ikke bryder mig om eller lignende. Faktisk er der næsten intet, jeg virkelig hader – og, så vidt jeg lige husker, heller ingen, jeg virkelig hader.
Det, der skete for mig i går, hører ind under hade-kategorien. Virkelig. Jeg havde helt ondt i maven og jeg fik en lettere hovedpine.
Jeg skulle lige tjekke min mini-pc, inden vi drager afsted til England, fordi jeg havde en lumsk mistanke om, at jeg ikke kunne huske passwordet til min webmail. Det er et halvt år siden, jeg sidst har brugt den, og da passwordet er kompliceret (det skal de jo være), var jeg i tvivl.
Og det var godt, jeg var det det, for jeg kunne ikke huske det. For at få et nyt, skulle jeg gøre det via one.com, som hoster mit domæne (har det et dansk ord?). Så kunne jeg gudhjælpemig heller ikke huske det password – det var særdeles længe siden, jeg var inde på det kontrolpanel, og det stikord, jeg havde noteret mig vedr. passwordet, var ikke nok.
Nå, men jeg anmodede om at få et nyt til selve domænet, og da det var i orden, ændrede jeg selv i webmailen.
Men.
Så virkede den almindelige mail ikke. Jeg kunne godt modtage mails, men jeg kunne ikke sende. Grrrr. Jeg så rødt …

Jeg startede en chat med one.com, som indledte med at fortælle mig, at mine ind- og udgående porte var for gamle, så jeg skulle lige sætte mailprogrammet op igen, inden vi rigtig kunne komme videre. Han sendte et link til hjælp til hvilke parametre jeg skulle indtaste.
Grrrr igen. Den slags plejer altid at drille mig, og denne gang var da ingen undtagelse, sikkert fordi det ikke var helt entydigt, hvad der ville virke.
Der var bare ikke noget af det, der virkede! Jeg prøvede samtlige kombinationer, men intet hjalp.
Jeg chattede igen, og denne gang var det en anden, som sagde, at den udgående server husker de gamle parametre, så det var nok derfor, jeg ikke kuinne få det til at virke (hvad filan skulle jeg så ændre for?). Prøv at sætte mailen op i Outlook. Det tog mig en krig, og det endte med ikke at virke overhovedet, så det er skrottet.
Udserveren virkede stadig ikke, men til gengæld kom mine mails ind tre gange, fordi jeg havde oprettet flere klienter til afprøvningerne. Det er nok derfor – så bliver programmet forvirret; slet dem alle undtagen én. (Hvorfor siger I så, at man kan have ubegrænset antal klienter?)
Det virkede naturligvis heller ikke. Nu var der gået fire timer, og jeg havde ondt i maven, både af stress og arrigskab.
Jeg kan godt både sende og modtage mails via webmailen, men jeg vil helst ikke kun bruge den, da den er lidt mere primitiv i sine funktioner, men det er ret besværligt ikke at kunne besvare en mail uden at skulle skifte mellem almindelig mail og webmail.
Jeg gav op for i går.
I morges havde jeg sovet mig til lidt mere gåpå-mod, og jeg startede en ny chat.
Nu kom der en tredje ind i billedet:
Ja, det kan godt drille. Jeg kan anbefale, at du sætter din mail op med Thunderbird.
Prøv nu bare på at hjælpe mig med dette i stedet for, svarede jeg, og så spurgte han efter et par ting, jeg skulle tjekke, og bad mig om at sætte flueben til, at udgående mail skal autentificeres. Okay. Password? Ups. Hvis det er det gamle, har jeg et problem …
MEN DET VIRKEDE!!! Efter et par forsøg, så jeg er ikke klar over, om det var domænepasswordet eller mailpasswordet, der blev accepteret, men jeg er fuldkommen ligeglad, for nu kan jeg modtage og sende mail samme sted fra.
Hvor var det godt, at jeg ikke skulle sidde med alt det bøvl ovre i England …

Nu troede vi lige vi var så moderne …

 

Jeg troede ellers, vi var med på noderne, tøhø, fordi vi har en DAB-radio. Det er vi så ikke, fortalte John mig forleden dag – den vi har, vil ikke virke mere efter 1. oktober. Han har vidst det længe, men det er ikke den slags nyheder, der på noget tidspunkt når op i øjenhøjde hos mig, så det kom helt bag på mig, at hvis vi skal kunne blive ved med at høre radio, skal vi have en ny DAB.
Helt i orden, John, men det er dit bord. Helt alene, ganske uden indblanding fra min side.

Han har derfor luret lidt rundt, for en radio er et must, især for John; den skal have god lyd og i det hele taget helst kunne alt, hvad selv feinschmeckere kan tænkes at forlange af en DAB-radio – men den må selvfølgelig ikke koste for meget.
De ting hænger sjældent sammen …

I morges fandt han en [helt ny radio] til præcis halv pris. Han undrede sig, ringede til butikken og fandt dermed ud af, at det var et outletkøb.
Og hvad er så det, når forretningen ikke er et outlet normalt, men ‘bare’ ganske almindelig?
Jo, altså … det er det samme som et fortrydelseskøb, kunne de fortælle. Den blev derfor solgt uden emballage. John fik den bare i en plasticpose. Det viste sig, at den også var uden manual – men nydelig og tilsyneladende helt ubrugt, og manualer kan jo altid findes på nettet. Sådanne er alligevel kun noget, John tager i anvendelse, hvis alt andet svigter – man er vel en rigtig mand …
’Alt andet’ svigtede ikke … han har fundet ud af, hvordan den fungerer, så det er fint nok.
Nu kan jeg også efter 1. oktober høre P5 og P1, som er de to programmer, jeg sagtens kunne nøjes med. Plus en BBC Classic, som vi ellers kun har kunnet høre via nettet, men det er jo løst med denne nye radio.
Men … hvis P4 er morfarradioen, hvad er P5 så? De spiller meget musik fra min ungdom (P5 altså), og mens P4 godt nok har visse udsendelser, der er værd at høre, er musikken oftest for ny til os. Vi hører derfor aldrig P4 hjemme, kun i bilen, for den kan ikke tage P5.
At jeg så hellere end gerne ville undvære Dansktoppen, Giro 413 og især De ringer, vi spiller på P5, er en anden sag. Kanalen burde måske så i virkeligheden kaldes oldeforældreradioen? Heldigvis findes der en afbryderknap også på helt nye apparater.
Jeg undrer mig dog stadig: Forlanges der ikke normalt, at man, hvis man fortryder et køb, skal aflevere varen i dens originale emballage? Og med alt, hvad der fulgte med det oprindelige køb?
Nå, men pyt. Vi har fået en tilsyneladende rigtig god radio til halv pris. Det er fint med os.

Jeg havde håbet, vi kunne blive gamle sammen …

Min gamle – meget gamle – iPad har lige fået en afløser, og bestemt ikke med min gode vilje, men udviklingen har overhalet både den og mig.
Det var en iPad 2 fra 2011, og jeg har haft den siden 2012 – arvede den fra John, da han gerne ville have iPad 3.
Så længe det bare er elektronikken han skifter ud med nyere modeller, så er det i orden med mig. Jeg tror nu heller ikke, han har sådanne tanker om sin kone. Det ville da også være fjollet af ham at skifte mig ud med to på 32 – det kan han slet ikke leve op til …
Seks år er nok nogenlunde i den størrelsesorden, man kan forlange af den slags elektronikdimser. Jeg tror ikke på det med indbygget forældelse; det må være vandrehistorier. Min printer er fx fra 2003, og den lever i bedste velgående. Og jo, det er en farveprinter …
Problemet med ipadden var, at jeg ikke engang kunne opdatere styresystemet til det, som de fleste apps kræver nu. Vi er nået op på OS 10.3; de fleste apps kræver 8.0 eller mere, og min kunne ikke opdateres til mere end 7.5.

Billedet er fra 2012, hvor iPad stadig var noget forholdsvis nyt for os – og ideelt til to små trætte børnebørn. Åhhh, disse minder … var de ikke søde?

Min nye iPad er mindre og tyndere, men har samme skærmstørrelse som den gamle, hvilket var et krav, da jeg bruger den meget til mine elektroniske puslespil, og det gider jeg ikke på en lille skærm, lige som jeg heller ikke gider læse mine ebøger på en mindre skærm.
Det var puslespillene, der bevirkede min kapitulation, fordi appen for nogen tid siden begyndte at crashe under åbning. 20 sekunder – og bang, væk igen uden at åbne. Den egentlige start kunne veksle mellem det 2. og det 21. forsøg, og da det tog 20 sekunder hver gang, inden den crashede (har vi et ord på dansk for, at et program crasher? Det er, til min overraskelse, optaget i den danske ordbog allerede i 1990), var det virkelig noget, der kunne få mig til at koge.
Jeg prøvede nogle gange at slukke helt og tænde igen. Sommetider hjalp det, sommetider ikke. De sidste to morgener var der slet intet at gøre – efter forsøg nr. 22 overgav jeg mig og stod hos Elgiganten i Næstved, da de åbnede.
For 300 kroner overførte de alt fra min gamle iPad til den nye – filer, billeder, noter, apps … det klarede de på fem minutter, og når jeg tænker på, hvor lang tid det ville tage mig selv at geninstallere alle mine apps, synes jeg de penge var givet godt ud.
Alt er opdateret, og den fungerer fint. Nu har jeg to fungerende ipadder – underligt nok var det kun puslespillene, der ikke duede mere; alt andet fungerede fejlfrit. Desværre, vil jeg sige, for det blev en dyr puslespilsapp, men jeg vil altså ikke undvære den – det er mit bedste slap-af-middel og en god sovepille – der godt nok er lige så vanedannende som de kemiske af slagsen, men en hel del sundere.

Kaffe og kaffe og kaffe og kaffe og kaffe er ikke bare kaffe

Der er filterkaffe, der er kaffemaskinekaffe, der er espressokandekaffe, der er pudekaffe og der er kapselkaffe. Der er sikkert også flere.
Kaffe er blevet en hel videnskab, og vi er hoppet lidt med på trendbølgen.
Vi har nemlig købt en ny kaffemaskine. Normalt drikker John og jeg kaffe brygget på kaffepuder – ikke kapsler, men senseopuder. De er dyre nok, men ikke nær så dyre som kapsler, som til gengæld er lidt bedre, men med Johns daglige kaffeindtag ville kapselkaffe nærmest ruinere os. Min enlige kopkaf om eftermiddagen gør ikke den store forskel i regnskabet.
I går havde vi gæster, og når vi er mere end fire, laver vi kaffe på den gammeldaws metode på vores moccamaster, men det sker sjældnere og sjældnere, for vi bryder os ikke længere om kaffe brygget på den måde.
Da vi for nogen tid siden var til middag hos et par på vores vej, fik vi kaffe brygget på deres nye maskine, som ikke er en kapselmaskine, men en, der maler bønnerne umiddelbart før brug. Den kaffe kunne vi begge vældig godt lide, og John har siden den aften med meget regelmæssige mellemrum ymtet noget om, at han godt kunne tænke sig sådan en kaffemaskine.
Så nu har vi købt en DeLonghi espressomaskine. En fejl, vi måske har begået er, at vi købte den billigste udgave. Det har vi prøvet før og har i den forbindelse flere gange konstateret, at man får, hvad man betaler for, så måske er det noget værre bras … vi får se.
Priserne på den slags maskiner varierede (i svenske kroner) fra små 3.000 kroner til omkring 20.000. Så skal man altså både have mange penge og være meget glad for kaffe (eller være en rigtig blærerøv?), hvis man køber en husholdningskaffemaskine til den pris. Men for lidt og for meget … vores hører bestemt til i den helt lave ende, og vi sparede oen i købet hele 13 kroner ved at købe den her i Sverige. Troede egentlig vi havde sparet mere, men den var i det mindste da ikke dyrere herovre.
Jeg er spændt på kaffesmagen fra den nyindkøbte. Den kan også lave mælkeskum, hvilket er fint, for jeg skal helst have mere mælk[eskum] end kaffe, og lad nu være med at komme med den evindelige bemærkning om, at “så kan man jo ikke smage kaffen”. Der er lige så stor forskel på kaffesmagen, når kaffen har mælk i, som der er er, når den drikkes sort. Basta.
John er lige kommet ind efter at have slået græsset her på torpet, så nu skal den rigges til og afprøves.

Kaffemaskinen er købet i MediaMarkt, som ligger lige ved siden af Jula, hvor vi havde lovet at købe to nye par legebukser mage til dem jeg købte sidste år. Børnene er vokset ud af bukserne, inden de nåede at slide dem op (på trods af endog meget flittig brug), hvilket for Aubreys vedkommende er første gang i drengens liv. Er der noget at sige til, at de bukser er lige så populære hos moderen som hos børnene?
Heldigvis havde Jula dem endnu, så der bliver glæde, når familien kommer i skolernes efterårsferie.

It ain’t over till the fat lady sings

Hvis man vil blære sig på et fremmedsprog, skal man sørge for at lære en masse idiomer og talemåder. Kan man det – og får man dem smidt ind i det rigtige øjeblik, naturligvis, får man gerne et anerkendende blik. Jeg har før skevet om emnet, og, om ikke for andre, så for mig selv, er den slags sproglæring en evig kilde til underholdning.

It ain’t over till the fat lady sings er ikke det rigtige udtryk at anvende i dagens sammenhæng, men jeg kom til at tænke på det, og nu bliver det nævnt, fordi jeg elsker denne blomstrende talemåde. Det er lidt i retning af, at ingen kender dagen før solen går ned – og så alligevel ikke, fordi det på engelsk hovedsageligt bruges i forbindelse med sportsudøvelse i betydningen that one should not presume to know the outcome of an event which is still in progress. Oprindelsen er sat i forbindelse med Wagner-operaerne, som for det første kan være er ulideligt lange og for det andet altid ender med, at en temmelig omfangsrig dame synger. I meget lang tid … jeg bliver aldrig gode venner med Wagner! 
Grunden til, at jeg kom til at tænke på udtrykket, er vores amerikanske køleskab, som i flere måneder ikke har villet levere andet end koldt vand, og dermed altså ingen isterninger. John har på det nærmeste haft skilt køleskabet ad, men uden at finde en forklaring på isstrejken. Vandforsyningen fungerer som sagt, men det har i flere måneder ikke taget vand ind og frosset det til is.
Ikke før i morges. Jeg sad fredeligt over min morgente, da der kom lyde, som tog mig et par sekunder at identificere: Det var lyden af isterninger, der faldt på plads i aftapningsboksen!
Hvorfor i alverden så denne lange pause? Vi talte for sjov om muligheden for, at køleskabet skulle have indbygget sommertid, således at vi kun kan få isterninger mens vi er på sommertid. Noget vrøvl, selvfølgelig, men vi fatter godt nok ikke en bønne af dette her.

På Stændertorvet i Roskilde var der blomster midt på stenbroen. Strikkede blomster, og på en af dem var der oven i købet en lille sommerfugl.
Det var Inge og Hasse, der lavede den sædvanlige “Er I friske, så kom og spis med i aften. Kom så snart I er klar.”
Selvfølgelig var vi friske, og da vi kom, sagde Inge, at vi var nødt til at runde Stændertorvet, for der var noget, hun ville vise mig.
Spøjs ide, men det var holdbare blomster, som ikke klaskede sammen i kronbladene på grund af en smule regnvejr.

Den dag elektronikken døde

Billedet skal illustrere, at visse vejrudsigter for området heroppe lader en del at ønske. Normalt rammer yr.no bedst, men i dag er det FMI, der er tættest på virkeligheden. Sidder man hjemme i Danmark og vil vide, hvordan vejret er på torpet, bliver man ikke altid klogere af at kigge på vackertvader.se. Egentlig et fjollet navn – vejret er jo ikke altid godt … men det er såmænd fint nok, at de viser tre forskellige prognoser.
I dag er det dog godt – himlen er igen så blå, så blå, at det gør helt ondt i øjnene – ganske som de godt kunne regne ud i Finland.
Overskriften er afledt af Don McLeans hit "American Pie", som indeholder linjen the day the music died, som refererer til flystyrtet i februar 1959, hvor Buddy Holly, Ritchie Valens og J. P. "The Big Bopper" Richardson plus piloten omkom.
Det, der skete hos os, var heldigvis mindre dramatisk, men lidt underligt.
Når vi ankommer til torpet, er at lave sig en kopkaf noget af det første, John gør, og denne gang var ingen undtagelse.
Kort efter lød det: Hvad pokker er nu det for noget? Der kommer godt nok masser af vand ud, men ikke i kruset!
Han undersøgte senseomaskinen lidt nøjere, men måtte konstatere, at den var gået helt i udu. Man bliver forvænt med den slags udstyr, forstået på den måde, at det bliver sværere og sværere at drikke en kop ganske almindelig filterkaffe, men det blev vi nødt til på dette sverigesophold.
Næste morgen kunne jeg konstatere, at elkedlen også var død. Den er godt nok lige fyldt 11 år, men hvorfor den skulle gå død, ved jeg ikke – så meget bliver den jo heller ikke brugt. Nu er der købt en ny. Kaffebryggeren har vi en reserve af derhjemme.

Hvorfor nu et billede af vores å med en næsten usynlig rød pil lige over midten af det?
Jo: Der går nemlig en trane. Vores tranepar er returneret, så det er ikke kun Pulken, der kan prale – vi kan og gør det også. Kan dog kun præstere to af slagsen, men det skam fint nok med os.

Den går og kalder på sin mage, så hele området giver hyggelig genlyd af de karakteristiske traneskrig.
Hvis I ikke kan se tranen på billedet af åen, behøver I ikke at gå til optiker af den grund, men jeg forsikrer, at den er der, hvor pilen peger. Det er lige så meget for at anskueliggøre, hvor meget zoom der skal til for at indfange den – og dermed også en undskyldning for de slørede billeder.
Da jeg fik øje på den, var den lige ud for os, men inden jeg fik hentet kameraet, var den allerede et godt stykke væk.

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød

Man skal ikke give bagerbørn hvedebrød, men man kan roligt give Ellen en ny køkkenmaskine, der kan bage dem.

Endelig fandt jeg ud af, hvad det ville være en rigtig god ide at lade John give mig i fødselsdagsgave. Vi havde aftalt, at han skulle give en god middag på Madeira, men det var alt for nemt at blive på hotellet og vælge fra deres faktisk ganske udmærkede buffet.
Han skylder mig derfor en gave, og efter en god og lang snak med Charlotte i dag har jeg nu bestilt min fødselsdagsgave.
John er heldigvis enig i, at det er en god gave.
Han er ellers den eneste af os to, der kan bage, men det er desværre ikke ensbetydende med, at han synes det er særlig sjovt. Jeg har forsøgt mig mange gange, men brødbagning og jeg er af en eller anden grund aldrig blevet gode venner, og med en så lav succesrate gider jeg ikke rigtig prøve mere. Kager går fint nok, men det kan vi ikke leve af. Ærgerligt nok …

Man har nok gættet, at dette handler om en brødbagemaskine, og det skulle være den afbildede. Jeg ved faktisk ikke, om det var præcis denne, Charlotte havde investeret i, men det var den jeg valgte efter at have kigget på anmeldelser i stor stil.
Mærket er Andrew James, som har flere udgaver af maskinen.

Det bliver lidt spændende, men hvis Charlotte synes den er alle tiders, kan det vel ikke gå helt galt, og hun er mindst lige så elendig til at bage brød, som jeg er. Der er tre forskellige brødstørrelser og tre forskellige skorpefarver at vælge imellem – plus en del andre ting, herunder marmelade, men det har jeg så afgjort ikke tænkt mig at bruge den til!
Jeg bestilte samtidig to bøger med opskrifter specielt udabejdet til denne form for brødbagning – når det bare er at måle/veje ingredienserne, proppe det hele i, trykke på en knap og vente tre timer, er der plads til eksperimenter.

Jeg bestilte både maskinen og bøgerne via Amazon.co.uk – John kan sikkert sagtens finde ud af at skifte stikket, men ellers har vi adaptorer til brug for englænderne, når de kommer til DK med deres ladere til telefoner og tablets, så det er ikke noget problem.
Den ene bog var ny, mens den anden var brugt. Førstnævnte stod mig i £7; den anden fik jeg for 1 p, hvilket svarer til 10 øre. Man påstod, at den var i god stand, men skulle det være usandt, vil jeg ingen skrupler have over at smide den ud …

Apropos England: Den engelske pendant til man skal ikke give bagerbørn hvedebrød er it’s like carrying coal to Newcastle eller don’t carry coal to Newcastle.
De kender den på mange sprog – her er blot et lille udvalg af mange fundet her:
Vizet hord a Dunába. (Hungarian) He is taking water to the Danube.
es como llevar naranjas a Valencia (Spanish) It’s like taking oranges to Valencia.
gi bakerbarn brød (Norwegian) To give bread to the child of a baker.
vender mel ao colmeeiro (Portuguese) to sell honey to a beemaster.
Altid godt at vide, ikke?
Jeg vil dog mene, at den portugisiske udgave mere går på en sælgers formidable evner end på at give noget, man i forvejen har nok af – altså mere en pendant til at sælge sand i Sahara.

Selvmedlidenhed på flere niveauer

Hybris og nemesis. Ikke så snart man drillende har småhånet Hr. Nielsen for at have været et skvat, fordi han går og småskranter med endnu en forkølelse, før man selv bliver ramt af en gang ondt i halsen, der kræver både spandevis af varm te med honning og en Lemsip Max All in 1 (Englands svar på Panodil Hot) i ny og næ. Heldigvis virker det. Det gør mig ikke rask, men kvik nok til at kunne undgå at lægge mig. Jeg kan ikke lide at ligge i sengen om dagen, medmindre jeg har høj feber.
Ondt af mig selv har jeg. Det er underligt … da jeg havde kræft, havde jeg ikke ondt af mig selv; koncentrerede mig bare om at blive rask og/eller få det bedste ud af den tid, der var. Men nu, hvor jeg har en smule ondt i halsen, kender selvmedlidenheden nærmest ingen grænser. Jeg holder den dog for mig selv (er det derfor det hedder selvmedlidenhed? ) og lider i stilhed, for ingen gider høre på den slags, og man flu vil jeg nødig beskyldes for!
Held i uheld er det oven i købet: Vi skulle have været ude til et par venner i dag, men de aflyste for et par dage siden, fordi de begge var lagt ned af influenza. Jeg kunne godt have været taget af sted i dag, men det ville ikke have været pænt gjort imod de to værter, som jeg kunne have smittet.

Mit lille Lumix er også sygt. Det har gennem et stykke tid – siden vores englandsbesøg – udviklet en væmmelig, snigende sygdom. Parkinsons. Det vidste jeg faktisk ikke, at kameraer kunne komme til at lide af, men det kan de, for det ryster. Også når jeg stiller det på et bord, så det er ikke mig, der ryster på hænderne. Det kan både zoome, fokusere og stille skarpt, men billedet vibrerer, og når man har trykket på udløseren, er der kun gemt et uskarpt billede på hukommelseskortet.
Hammerirriterende, men jeg kan takke mig selv, for jeg tabte det i England. Det lå i sin beskyttende taske, og det blev tabt fra lav højde. Umiddelbart fejlede det ikke spor, men faldet må have sat et eller andet i gang, for gennem de seneste par dage er symptomerne gradvist opstået, hvorfor jeg har sat projekt kamaraeutanasi i gang.
Mit næsten døde kamera hedder Lumix TZ60. John har et Lumix TZ70, men ønsker sig et Lumix DMC-FZ72, bare for at kunne overgå mit i zoomkapacitet, nemlig med 60 x optisk zoom + 5 x digitalt ditto (~ 300 x), hvor TZ70 ‘kun’ når ud på 30 x 2. Mit Canon kan levere 50 x 4, og det er det, der tog billederne af havørnene på isen.
Jeg tilbød at købe det Lumix DMC-FZ72 til ham, mod at jeg fik hans TZ70. Han slog til med det samme.
Grunden til, at jeg helst vil have dette, er størrelsen. FZ72 har samme mål og vægt som mit Canon, og det gider jeg ikke – jeg vil have et lille (men stadig godt) kamera til almindeligt brug og nøjes med at bruge Canon til at tage havørne og silkevand med.

Så råhygger han sig igen

Kort tid efter vi var flyttet ind i Den Stråtækte, blev der indkøbt et smart-tv, fordi fibernettet var lige om hjørnet.
Smart er det skam; selv jeg syntes det var en god ide af mange grunde, men dels fordi man kan se gamle programmer on demand (og vi gider ikke se tv på en pc), hvilket er fint, når man af den ene eller den anden grund er gået glip af noget, man gerne ville have haft set, og dels fordi det ville være fjollet at anskaffe en parabol, når vi alligevel har fibernettet.
Da vi købte tv-apparatet, fulgte der en dvd-afspiller med. Blu-Ray und alles. Vi fik med det samme lumske anelser om, at det var et eller andet fejlindkøbt bras, de ikke ville være bekendt at tage penge for, og anelserne blev bekræftet, da de ikke ville lade os betale differencen op til et mærke, vi selv valgte.
Det var ganske rigtigt noget bras! Det mest irriterende var, at hvis man var i gang med at se en serie, kunne man ikke vælge andet end at se alle episoderne på skiven. Man kunne ikke vælge at se fx episode 3. Eller … vi kunne godt komme ind og vælge nr. 3, men der skete aldrig mere. Det var ikke dvd’en, det var galt med, for det gjaldt generelt, fandt vi snart ud af.

Jeg lånte resten af Poldark med hjem fra UK og manglede, foruden den sidste skive, også tredje og sidste episode på skive to. Jeg var igenigen nødt til at sætte den første episode i gang og så spole frem med høj hastighed, til jeg ramte den rigtige. Hammerirriterende.
I formiddags kørte John afsted for at købe en ordentlig dvd-afspiller. Jeg gad ikke tage med, for jeg interesserer mig ikke mere for det, end at det bare skal virke, så der var ingen grund til, at jeg skulle blande mig i det.

Han kom hjem med en pakke, jeg syntes så temmelig stor ud til bare at indeholde en dvd-afspiller …
– Jeg kom vist lige til også at købe en ordentlig soundbar …
Nielsen, altså … da vi besøgte englænderne, oplevede vi den hjemmebiograf, de havde etableret siden sidst; herunder en soundbar, som gjorde John grøn af misundelse. Vi har en soundbar, og for mig lyder den ganske glimrende, men jeg er også totalt analfabet hvad den slags angår – i hvert fald, hvis man spørger John.
Jeg vil ikke spørge, hvad han har givet for den.

Nu går han og roder med ledninger. Han elsker den slags – og er heldigvis god til det. Soundbaren er installeret. 
– Den passer sammen med fjernsynet og skal ikke betjenes for sig selv; det er SÅ meget smartere end den gamle.
– Prøv da lige at høre denne her LYD!
Han bliver som et barn igen, når han kommer hjem med den slags legetøj. Nu mangler han bare at installere dvd-afspilleren, som er af samme mærke som alt det andet, så vi kan bruge den samme fjernbetjening som til tv’et – så langt indrømmer jeg gerne, at det er smart. Jeg håber så bare, at man kan springe i episodevalget, men mon dog ikke?

Mysteriet om den forsvundne kaffe

Da vi skulle finde rundt i Sverige i sidste uge, kom bilens indbyggede gps til kort (tøhø). Den gør den i øvrigt tit – jeg synes det er verdens mest tåbelige gps. Den sad i bilen, da vi købte den, og den første ejer har givet en formue for den. Den er drønirriterende at betjene, den har ikke nær så mange funktioner og den har kun kort over Skandinavien. Jeg bander næsten hver gang, jeg skal indstille den – den er særdeles brugeruvenlig.
Da vi skulle til Flammafallet og havde tastet koordinaterne dertil ind, hævdede den hårdnakket, at der var over 2½ times kørsel dertil, hvilket vi vidste var usandt. Koordinater er koordinater, så hvad pokker stak den nu?
Møgdims. Godt vi har Garminen i handskerummet. John var begyndt at køre, for det var kun det sidste stykke vej, han var i tvivl om, men Søren kunne ikke finde ud af betjene “sådan et monstrum”, så monstrummet blev rakt over til mig.
Som kom til brutalt at hive det ud af stikket, fordi ledningen var kortere, end jeg lige havde opdaget.
Det fik et af de to kaffekrus til at vælte, hvilket dog først blev opdaget noget tid efter.
Krusholderen i Renaulten er for lille – den i Kiaen passede perfekt, men denne er for lav og krusene står for tæt på hinanden.
Da John opdagede det væltede krus (som ikke var et Bodum; det ville ikke være lækket, men et fra Statoil, som vi købte til Søren. Åbenbart et dårligt bilkrus, siden det ikke kan holde tæt – køb det ikke!), holdt han ind til siden for at tørre kaffen op.
Den var forsvundet! Pist væk …
Han beordrede Søren og mig ud af bilen og tog nogle måtter ud. Ingen kaffe. Der var fugtigt lige ved krusholderen, men de to deciliter kaffe var forsvundet. Han åbnede til rummene i gulvet bag forsæderne. Ingen kaffe.
Stikket virkede ikke mere, så gps’en måtte sættes i stikket omme ved bagsædet. Uderst upraktisk.
Hjemme igen nærmest skilte John bilen ad, men der var ingen kaffe at se, selv om man kunne lugte den. Han var en anelse bekymret, for hvor og i hvad skvulpede den lige rundt henne? Hvorfor var sikringen sprunget?
John købte en ny sikring og satte den i – den sprang omgående. Han prøvede at skille stikket ad, men kunne ikke. Han ringede til et renaultværksted, fik et lille fif og fik derefter selv repareret stikket, som virker fint nu – det havde altså intet med kaffen at gøre, men gik i udu pga. min hårdhændede behandling.
Så langt, så godt.
Kaffen er aldrig fundet, men John ser helst ingen gentagelser, da han helst ikke vil have hele bilen fyldt op med usynlig kaffe, og i øvrigt har den krusholder irriteret os begge lige siden vi fik bilen umiddelbart inden vores sommerferie.
Nu har han fundet en beholder af hård plast, har monteret to ben i den, som passer i hullerne og har sat en midterdims i.
Mit beskedne bidrag til den glimrende ide var at foreslå at give den nye holder et filttæppe, så ikke krusene står og smålarmer under kørsel og i sving.
Før stod krusene så tæt op ad hinanden, at de begge stod lidt skævt – det var selvfølgelig også derfor, de så let kunne vælte. Nu kan han køre rallykørsel, uden de vælter.
Det har han forhåbentlig ikke tænkt sig, men det er rart at vide, at krusene fremover vil forblive, hvor vi sætter dem.
Han er ikke altid helt tosset, min gode handyman.
Det er nemlig meget vigtigt for os begge at kunne have kørekaffe med, så snart vi skal køre i mere end en times tid.

Mystiske beep-lyde i køkkenet

Beep             beep             beep             beep             beep
Beep      beep      beep      beep      beep
beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep …….

Med omkring 80 dB. Mindst.
Kan I forestille jer lyden?
Den lød i aftes ude fra køkkenet – lidt som mit køkkenalarmur, men alligevel ikke, for det arbejder sig ikke op fra at have et sekund mellem beep’ene, og det lyder heller ikke lige så hysterisk.
Sommetider ville jeg ønske, jeg hørte lige så dårligt som John, for han skulle rent faktisk gøres opmærksom på lyden for så bare at kunne høre den svagt, mens jeg nærmest røg op af stolen med et spjæt.
Det viste sig at være den fine vejrstation, som John fik i fødselsdagsgave, men hvad pokker havde stukket den?
Det blev Johns opgave at diagnosticere lyden, og han nåede frem til, at det måtte være frostalarmen.
Frostalarmen!?
Hvad pokker forestiller man sig? At det er morsomt at blive vækket midt om natten, hvad man jo sagtens kan risikere med den form for alarm? Den lyd ville kunne vække de døde. Den vil i hvert fald kunne vække mig.
Nok bare ikke John … men jeg skulle ikke risikere noget, så John slukkede for vejrstationen.
Der gik vel en lille halv time …

Beep             beep             beep             beep             beep
Beep      beep      beep      beep      beep
beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep-beep …….

Så blev jeg sur. Det var ikke engang nok at slukke – jeg var nødt til at gribe til så drastiske midler som at hive batterierne ud for at slippe for den fjollede frostalarm, som går i gang, når det er er +4° og der dermed er risiko for frostvejr.
Jeg er da komplet ligeglad – især når jeg ligger i min seng.
John læste hele manualen igennem i formiddags, men kunne ikke finde noget om, hvordan man slår den fra.
Det kan simpelthen ikke være rigtigt … vi er ellers glade nok for den vejrstation, men det her dur altså slet ikke.

Til sidst et spørgsmål til mine kloge læsere: Hvad står der på bænken på det andet billede?
Ølbænk kan jeg både læse og forstå, men jeg kan simpelthen ikke gennemskue hvad der står på den anden bænk, som klart nok også er en ølbænk.
De står på havnen i Sortsø.

Et hør- og lugtbart farvel

Vi havde gjort hele huset grundigt rent, lige inden vi tog på krydstogt, vel vidende, at vi ikke gad dagen efter den nat, vi kom hjem og hvor englænderne skulle hentes. Når man så har haft gæster i en lille uges tid, trænger der som bekendt igen, især med to ud- og indfarende børn, og desuden havde mejeredderkopperne haft kronede dage mens vi har været væk. Jeg nåede at tage de mest fuldvoksne af dem torsdag formiddag, men kiggede ikke så nøje efter i krogene.
Heldigvis er de ikke voldsomt tydelige, men sætter man først edderkoppeøjnene på, er der mange. Som i virkelig mange. Vi støvsuger derfor ikke bare vores gulve, men også vægge og lofter, så det tager en rum tid at løbe hele huset over.
Jeg følte, at det var ligemeget, hvor jeg bevægede mig hen, så stødte jeg ind i et spind. De er nemlig ikke spor synlige, som fx en korsedderkops spind, hvorfor man mærker dem, før man ser dem, så i går skulle det være. John gik grundigt til værks, men da han havde været i gang en times tid, lød der et højt knald ude fra køkkenet, efterfulgt af et “Dér røg støvsugeren sgu. I enhver forstand – fy for pokker, hvor det stinker!”
Mig ud i køkkenet, og ja, det var en fæl lugt. Den kunne dog klares ved at åbne døre og vinduer. Hvad værre var, at nu havde vi ingen støvsuger, og en sådan kan ikke undværes.
Den skal nok have haft sine 20 år på bagen, og så sker den slags jo lige pludselig – den har heller aldrig fået lov til at arbejde så meget eller så længe ad gangen som her på sine gamle dage, den stakkel.

Jeg gik direkte på Pricerunner og begyndte at studere støvsugere; sammenligne priser og specifikationer. Jeg skal skåne jer for detaljerne, men det tog sin tid. John mente, at den bare skulle have så mange watt i sig som muligt, men sådan er det slet ikke. Man skal sammenholde det ene med det andet med det tredje og med det fjerde. Har man trægulve? Ja, men også et enkelt tæppe. Er man allergiker? Nej. Men derfor gør det jo ikke noget, at der bliver støvsuget effektivt. Hvor stor en aktionsradius er ønskelig? Kan man få poserne i et almindeligt supermarked? Er der det tilbehør, man har brug for?
Efter en lille times intense sammenligningsstudier havde jeg besluttet mig for den afbillede. Jeg bestilte den og forventede den angivne leveringstid på 2-4 dage.
Tidligt i formiddags løb der en sms ind: Vores nye støvsuger lå parat til os i vores posthus.
DET var pokkers – det er da vist den hurtigste levering, jeg har oplevet, men den er nu afhentet, og John er i skrivende stund ved at hive den ud af emballagen.
“Det er da godt nok en rigtig herrestøvsuger!”
”Skønt! For med det kan du jo kun mene, at det kun er dig, der må bruge den …”

En anderledes kirke og en internetforlænger

Vi skulle til Næstved i dag, og John valgte at tage den forholdsvis nye omfartsvej for at se, om det kan betale sig at køre den vej, når vi skal i storcentret.
Det kan det for det første, og for det andet så vi en landsbykirke, der ikke helt lignede standardmodellen for danske landsbykirker.
Den lå et godt stykke væk, og den kunne kun ses ganske kort fra omfartsvejen, men vi fik pudsigt nok øje på den begge to på en gang og blev enige om at finde den på vejen tilbage og kigge lidt nærmere på den.

Kirken er bygget ad flere omgange, hvor tårnet er det sidst opførte i 1779, som det ses. Den ældste del er fra 1050.
Vi fandt det også usædvanligt, at vinduerne var så store og sad i så lav en højde fra jorden. Man kunne kigge lige ind på alteret, hvis man fik lyst … så var man faktisk tættere på det, end hvis man sad på den forreste kirkebænk.
Vi gik lidt rundt på kirkegården og mødte graveren, som gik og passede sit arbejde.
Han ville hjertens gerne snakke, og på vores spørgsmål om hvorfor tårnet var placeret hvor det var, lød svaret, at det ganske enkelt var fordi jorden skrånede for meget der, hvor det normalt skulle have været stået.
Der gemte sig hverken underlige historier bagved eller har gamle sagn knyttet til det – det var af rent praktiske årsager.
Graveren kunne så også fortælle, at kirken står foran at skulle have nyt tag, for man regner ikke med, at det vil kunne klare en Bodil til.
Vi fik meget mere at vide; jeg tror han var glad for en lejlighed til at holde en velfortjent pause. Det var en af de mest velplejede kirkegårde, jeg har set.
Han havde kun haft jobbet i 1½ år, men hvad han ikke vidste om kirken, var vist ikke værd at vide.
Endnu lidt af en ildsjæl. De findes overalt og i alle mulige ‘forklædninger’, men jeg nyder hver gang jeg møder en. De har altid noget spændende at byde ind med.

Og vi fik købt vores internetforlænger, som jeg har danskdøbt vores nye range extender …
Vores bredbånd lever fint op til forventningerne og leverer de lovede 50/50, selv med flere enheder og et tv logget på.
Inde i stuen. Af en eller anden grund er det meget langsomt i soveværelset lige ved siden af, samt ude i køkkenet.
Routeren til det mobile bredbånd fra 3 stod i vinduet lige over, hvor Fibias router nu er sat på væggen, og det kunne sagtens trække både til køkken og soveværelse, mens bredbåndet kun leverer sølle 0,6 begge steder.
Det underligste er, at det rækker op til vores terrasse 30 meter væk uden de store problemer, men det kan altså ikke finde ind i soveværelset. Den direkte internetvej til terrassen er ind i soveværelset og ud igen gennem den anden væg.
Vi fatter ikke en brik … Elgiganten havde heller ingen forklaring, men de mente, at dimsen her ville kunne afhjælpe problemet.
Det kunne den også. Nu har vi hastigheder på 25-30 mbit/s de steder i huset, hvor der før var under 1.

Hold jer væk fra Sandstrøm

Forleden skrev jeg om, at jeg havde spildt vand i mit keyboard og købte et nyt, som jeg måtte bytte igen.
Jeg ville have haft et andet mærke, men hvis jeg ville have et lille og kompakt keyboard – og det ville jeg – hos Elgiganten, var jeg nødt til at købe det eneste tilgængelige mærke, nemlig Sandstrøm. De førte også Logitech, men de var alle for store til mig.
Jeg pakkede det ikke ud, før vi var kommet hjem fra Sverige, så først der opdagede jeg, at USB-dimsen manglede. Det er en såkaldt nano-receiver, som er så lille, at man ikke behøver at fjerne den fra pc’en under transport.
Men altså ikke så lille, at den er usynlig … den lå ikke på den dertil indrettede plads ved siden af batterierne – den var der simpelthen ikke.
Nu var jeg grundigt træt af Sandstrøm, og lørdag morgen gik turen igen de 20 km til Elgiganten i Næstved. 80 kilometers kørsel har fabriksnye, men defekte keyboards foreløbig kostet mig. Grrr.
Denne gang forlangte jeg pengene tilbage. Sandstrøm får ikke en chance til hos mig. Ikke på vilkår.
Jeg gik ind til Computer City umiddelbart ved siden af Elgiganten, og minsanten om ikke de der havde samme mærke som det keyboard, jeg fik vandet, nemlig rapoo, som er et godt og forholdsvis lydløst keyboard.
Nu sidder Insert/ScrLk og Delete-knapperne også rigtigt i forhold til hinanden igen. De sidder begge lige over Backspace-knappen, men havde byttet plads hos Sandstrøm, hvilket var temmelig irriterende.
Jeg ved ikke, hvilke erfaringer I måtte have med Sandstrøm, men jeg kan i hvert fald ikke anbefale mærket. Logitech har gode varer, men jeg vil ikke have så stort et keyboard, som jeg var vant til på arbejdet – hjemme har jeg ikke så stort et skrivebord.
Og rapoo virker – jeg skriver på det nu, og jeg er glad.

Lige som jeg er glad for, at jeg har fået strøget alle seks duge fra fødselsdagen. Glorien var så stor, at den næsten ikke kunne kunne komme gennem døren … i mine noget yngre dage lagde jeg som oftest bare dugene ind i skabet efter vask, men jeg har efterhånden bandet lidt for mange gange over, at jeg også skal nå at stryge dugen oven i alle de andre forberedelser, der altid er, når man skal have gæster, så nu bliver strygetøj strøget inden påpladslægning. Måske en selvfølge for de fleste af jer, men ikke for mig, som aldrig har kunnet fordrage at stryge, så jeg har altid haft masser af dårlige undskyldninger for at udskyde det.
Det er dog blevet meget hyggeligere at stryge her i Den Stråtækte, hvor jeg kan stå og nyde udsigten over fjorden og ikke bare står og glor ind i en væg, som jeg gjorde i rækkehuset, fordi jeg ikke gad flytte strygebrættet ned fra syværelset på første sal.

Keyboards må være noget fanden har skabt

For godt et års tid siden begyndte keyboardet på min pc at slette større eller mindre dele af min skrevne tekst på et mikrosekund og aldeles uden varsel.
Det drev mig meget hurtigt til vanvid, for når jeg kommenterer hos andre eller svarer på kommentarer hos mig selv, er der ingen Undo-knap – teksten var simpelthen bare væk. Selvfølgelig skete dette lige efter garantiens udløb, så jeg købte et eksternt keyboard, som har fungeret ganske udmærket. Lige indtil jeg spildte vand i det forleden dag.
Jeg regnede med, at det ville være i orden, når det blev tørt, da det jo bare var ganske almindeligt postevand, men nej, der var tilsyneladende sket adskillige kortslutninger derinde, for der var ikke én tast, der returnerede sin pålydende værdi, så jeg kørte i Elgiganten i går for at få fat i et nyt.
Som ikke virkede. Ikke godt nok, i hvert fald. bogstaverne L, S, E og G virkede aldrig første gang, man trykkede på dem, og resten af tasterne skiftedes lidt til at nægte at virke. For at få dem til at virke, skulle man trykke hårdt – virkelig hårdt – på dem. Det tog dobbelt så lang tid at skrive en tekst, som det normalt gør, og jeg blev totalt hidsig, inden der var gået ret lang tid.
Turen til Sverige i dag gik derfor forbi samme Elgigant, hvor jeg fik et nyt. Jeg ville have haft det samme mærke som det, jeg fik vandet, men det fører de ikke mere, og hvis jeg insisterede på at få et lille keyboard, havde de kun det mærke, som opførte sig så fjollet i går. Jeg var derfor nødt til at satse på, at første forsøg var en mandagsmodel, og at det nye vil virke. Jeg har ikke taget det i brug, for jeg har et her på torpet, som virker, hvorfor det nye kan lige så godt få lov at blive liggende i æsken, til vi er hjemme igen.

Når elektronikken nu er så svigefuld, er det godt, at mine kantarelsteder er trofaste. På den lille rute var der i dag 550 gram, hvilket er udmærket, når man tager i betragtning, at jeg ryddede stederne for 16 dage siden.
De forsøgte at gemme sig, men jeg har udviklet et særligt kantarelsyn, så jeg får øje på dem alle. Mener jeg da … det er naturligvis noget af en påstand, men jeg har jo efterhånden lært, hvor de burde kunne findes.
Det bliver varmere og varmere. Da vi ankom kl. 14:30, var her 21° – nu er det 24° og lummert, men ifølge Vackert Väder er der ingen regn eller torden i sigte de næste to døgn, og hvad der er endnu bedre er, at det lige nu ser ud til, at der vil være totalt skyfrit natten til torsdag. Og det er nymåne.
SÅ skal der kigges på stjerneskud!
Vi skulle først have været herop i næste uge, men et kig i kalenderen afslørede en skorstensfejeraftale, som vi havde glemt. Jeg havde ellers glædet mig til at ligge hjemme i haven i Den Stråtækte og kigge på Laurentius-tårer, men heldigvis er her også bælgmørkt heroppe – skoven skjuler bare en del af det himmeludsnit, hvor de kommer fra, men der vil sikkert være nok himmelfyrværkeri at se på alligevel.

Jeg ønsker mig en bil, der kan køre helt selv

Da ødegården blev købt i 1996, var 56k-modemet ikke engang frigivet til salg endnu – det blev det først i 1998. Jeg kan ikke huske, hvornår vi fik internet i privaten, men jeg kan huske, hvor langsomt sådan et 56k-modem var. Det tog en krig at åbne en hjemmeside, hvis der var bare nogle få billeder. I Sverige var det helt udelukket at få telefon og dermed internet, for man skulle have en fastnetlinje, hvilken ville koste os omkring 25.000 kroner at etablere. Svenske, godt nok, men alligevel …
Jeg er egentlig lidt stolt af min forudseenhed, for jeg sagde allerede dengang, at inden der er gået så forfærdelig mange år, kan vi hive internettet ned fra luften, lidt lige som mobiltelefoni (som også var relativt nyt).
Der var ikke rigtig nogen, der troede på mig dengang, men realiteterne taler jo for sig selv – jeg fik faktisk ret, før jeg selv troede, jeg havde fået det.
Nu sidder vi deroppe in the middle of nowhere og hhv. modtager og sender med 25/13. Bare sådan. Med et modem ikke meget større end en æske husholdningstændstikker. Jeg synes det er fantastisk … jeg fatter overhovedet ikke teknikken bagved, men det er mig aldeles ligegyldigt, bare det virker, og det gør det. Lige som min mobiltelefon og meget andet elektronik.

Så sent som i går sagde jeg, at jeg ønskede mig en bil, der kan køre helt af sig selv. Tænk, hvor ville det være fantastisk, hvis man bare satte sig i det magelige sæde og fortalte bilen, hvor man skulle hen.
I dag – meget pudsigt og helt underligt – lå Illustreret Videnskab og ventede på os. Deri var en artikel om … den totalt selvkørende bil, såmænd. Mercedes er godt på vej med den, og hvis jeg er bare en lille smule heldig, så kommer den på markedet, mens jeg stadig kan få glæde af den. Man påstår nemlig, at det vil blive i 2035, hvor jeg runder de 82 år. Hvis jeg er så heldig at leve til den tid, ville verden måske være et bedre sted, hvis jeg ikke selv sad bag rattet, så jeg satser simpelthen på, at ‘man’ har ret.
Det ville glæde mig såre, om jeg bare kunne sætte mig godt til rette i en kabine som den viste (fra Mercedes) med mit strikketøj og sige “Godmorgen bil. Jeg vil gerne over til mine børnebørn i England. Vi tager lige et stop hos Albert undervejs.” Måske kan jeg oven i købet sige ‘mine oldebørn’ … til gengæld skal jeg nok ikke regne med, at Albert endnu kører sin B&B, men hvis jeg alligevel ikke skal bekymre mig om kørslen, tager vi den da bare i ét stræk.

Intet er umuligt. Da computere blev mindre og mindre, sagde ‘eksperterne’ dengang, at dem skulle man sandelig ikke regne med nogensinde kom ud til den brede befolkning. De var for dyre, for ubrugelige, osv. osv.
Så meget for eksperter. De havde ikke ret dengang, og dagens eksperter virker heller ikke altid som om de er eksperter i andet end selvpromovering.

“There is no reason anyone would want a computer in their home.” — Ken Olson, president, chairman and founder of Digital Equipment Corp., 1977

“The most exciting phrase to hear in science, the one that heralds new discoveries, is not ‘Eureka!’ (I found it!) but ‘That’s funny …'” (Isaac Asimov)

Og det kalder de bredbånd!

Eltel var her i dag – Eltel er firmaet, som Fibia har fået til at lægge bredbånd ind hos os.
Nu virker det fra i morgen.
Det er altså noget småtteri – som i virkelig bittebittesmåt, og det kalder man for bredbånd. Ikke specielt logisk, sådan rent umiddelbart, men der skal såmænd nok vise sig at være en god grund til det, hvis man borer lidt.

Herunder ses det, der er afbildet på tegningen øverst til højre.

Først det yderste lag beskyttelse (jacket), så det blå, som kaldes buffer, derefter cladding og til sidst the core.
Vi er som sagt nede i småtingsafdelingen her – the core er omkring 8 µm tyk – altså 8/1000 millimeter, hvilket forklarer, hvorfor selv mit gode lille Lumix har lidt svært ved at fokusere på claddingen, som er 125 µm.
Godt nok er det småt – men det er alligevel ikke mindre, end at fyren gudhjælpemig kunne splejse to ‘rør’ sammen i denne fikse lille maskine, som koster 65.000 kroner. Jeg måtte gerne fotografere, men jeg skulle ikke lige komme til at sparke til hans udstyr – så ville jeg blive meget upopulær.

Det bliver nu alligevel meget rart igen at kunne se andre tv-programmer end DRs – jeg savner BBC-programmerne mest, og der især QI med Stephen Fry, samt Would I Lie to You, som heller ikke er uden evner. TV2 har vi kunnet konstatere, at vi overhovedet ikke har savnet, så hvis det kan lade sig gøre at vælge det fra, bliver det nok sådan. Det vil vise sig, når vi kigger på mulighederne.

Mens ‘fiberredningen’ stod på, kom der cykelgæster i vores have. Først stillede hun sig op og fotograferede, så holdt han og hun en lille drikke- og kortkigningspause, hvorefter de kørte igen. Men tilbage, hvor de kom fra???

Der gik 10 minutter, så vendte de tilbage med et helt hold, som også slog sig ned og holdt en lille pause.
Alle fotograferede på livet løs.
Det er da lidt hyggeligt – og det sker efterhånden dagligt, efterhånden som cykelturisterne indfinder sig, men bilisterne standser også op.
Fremover, når jeg fotograferer smukke engelske huse, vil jeg ikke længere prøve at gøre det mere eller mindre gedulgt, for hvis de ejere har det lige som os, vil de kun synes det er dejligt, at andre synes så godt om deres hus, at de vil have billeder af det med hjem til feriekataloget.
Deres billeder bliver forhåbentlig bedre end mine … jeg snuppede turisterne gennem stuevinduet, for jeg ville trods alt ikke gå udenfor og forstyrre dem. De talte spansk, så jeg ville have haft svært ved at fortælle dem, at det var helt i orden, at de holdt en pause lige der. Det var nemlig ældre mennesker, som efter min erfaring ikke altid er lige gode til engelsk, og mit spanske stort set begrænser sig til hola, no og si!

Det er da også ganske nysseligt, det billede, de tager med sig hjem, hvis jeg selv skal sige det … det findes næppe mere typisk dansk end dette.