Hos Mommer

19. januar 2018

En proces

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:08
Tags:

Skrivebordet er i hus. Det var det sådan set også før, men nu er det i vores hus … det blev kigget på og fluks godkendt – ingen kunne være i tvivl om, at det var et gedigent stykke håndværk – se blot på skuffesamlingen herunder – den har vi pudsigt nok for nylig set Bonderøven vise hvordan man gør.
Skrivebordet blev lavet på bestilling af sælgers farforældre i slut-fyrrerne. Egetræet havde tørret i 10 år inden forarbejdning, og det er tungt.

P1010061P1010062P1010063

Det var godt, vi havde allieret os med Søren, for jeg havde ikke haft kræfter til at få det tunge møbel ned ad trappen, der havde en ret vinkel på midten. Det var noget af en proces, hvor der lige skulle pustes lidt ud et par gange. Det første stykke blev skrivebordet lagt med fladen nedad på noget pap, så de kunne lade det glide ned, men efter vinklen bar de det resten af vejen. Sælgeren sagde, at hun udmærket kunne huske, hvor stort et besvær det havde været at få det op for 12 år siden, da hun flyttede ind.
Så op på traileren, som heldigvis kunne køres næsten helt hen til døren i Det Gamle Apotek på Vemmetofte, som jeg tror, Jørgen har et særligt forhold til.

P1010064P1010065

P1010070

Hjemme skulle det naturligvis bæres ind, og der var to, der var temmelig glade for, at det ikke skulle op på første sal!
Nu går John og fylder i skuffer og ordner ledninger. Boghylden bag på skrivebordet har vi desværre været nødt (nej, ikke nød, men nødt!) til at gemme op ad væggen, for jeg tror, det bliver for voldsomt, hvis det bliver anbragt i en 90°-vinkel ud fra væggen – det vil få det til at virke som en rumdeler, er jeg sikker på, men min teori er endnu ikke afprøvet. 
Det bliver den måske en dag, men lige nu er vi begge svært tilfredse med denne løsning, for selv om det er et forholdsvis stort skrivebord, dominerer det ikke stuen på en uheldig måde. Synes vi.
Hvis man venter længe nok, kan man blive konge af Sverige, sagde min far tit. Man kan også finde det rigtige skrivebord … vi har kigget et stykke tid på diverse loppemarkeder, men enten var de af teaktræ, eller også var de på anden måde for grimme.

Reklamer

18. januar 2018

Ryd op i dit … syrum

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

Man har for meget plads, når man bruger et godt rum som pulterrum.
Vi har nu ellers ikke for meget plads, men gennem de seneste måneder har jeg været tilbøjelig til at bruge mit syrum lidt for meget til et aflastningsrum for udskydelse af belsutning om de ting, jeg ikke lige vidste, hvor jeg ellers skulle gøre af, såsom ubejdset garn, der skal bruges til plantefarvning, garn til plantefarvning, der er bejdset allerede, garn, der er plantefarvet, nogle ting, min søster skal have med hjem, når hun kommer næste gang, nogle papkasser og noget bobleplast, jeg ikke vil smide ud, for på et tidspunkt skal der sendes et eller andet til England, strikkemaskinen (og alt dens tilbehør), jeg tog med hjem fra Sverige, den kartede, men uspundne uld, jeg ligeledes tog hjem fra Sverige … det er vist tydeligt, at der havde hobet sig en del ting op derinde, som optog en masse gulvplads og, ikke mindst, rodede.

Der var også en del ting, som blev taget med herned, da vi flyttede, men som ikke har været brugt i de tre år, hvorfor konklusionen må være, at så må de ud! Det kom de så. Ud. En hel hylde med rammer i alle mulige størrelser blev tømt – rammerne blev samlet dengang jeg stadig troede, jeg havde lyst til at tage imod det smigrende tilbud om en fotoudstilling i Reersø-galleriet. Det meldte jeg endeligt afbud til for to år siden, så de rammer er der ikke brug for mere – kun de fem pæneste blev gemt. Så kan vi smide dem ud om tre år …

P1010058P1010059

P1010056Nu er reolen, som måtte væk fra stuen, sat i hjørnet af systuen, og alle mine bøger, mapper, blade og hæfter om strik og syning er sat i den, hvilket frigav plads på reolvæggen til at rydde op i stofferne og sætte alt garnet op i rullekasser ovenpå reolen.

Man skal rydde op i sit liv, så vi engang i en tv-serie, der hjalp samlere, som havde fyldt hele huset og mere til, fordi samleriet havde taget voldsom overhånd, med at rydde op og ud.
Vi er på ingen måde nået så vidt, men jeg kan kan godt forstå, at det på et tidspunkt bliver uoverskueligt, og så vokser problemet bare, både mentalt og fysisk. Det var skræmmende at se, hvor meget ragelse, skidt og møg folk havde samlet – ragelse, skidt og møg, de var sikre på, de ville kunne bruge en dag … men den dag kommer bare aldrig.
Jeg har en snert af det, fordi jeg har svært ved at smide ud. Det er dog blevet bedre, især efter vi skulle rydde op på gården, først efter mor og 10 år senere efter far. Et så stort arbejde vil vi ikke udsætte Charlotte for, så vi bestræber os på ikke at have noget ragelse, skidt og møg, hun bare vil sukke og ryste på hovedet over, hvis det bliver hende, der skal rydde ud efter os.

Noget er dog svært … hvad gør jeg fx med alle Charlottes breve fra Afrika fra dengang, hun rejste rundt i tre måneder dernede? Skal de gemmes? Har de værdi for andre end mig? Jeg nænner altså ikke at brænde dem, men tager dem med over til C til maj – så kan hun læse dem og få genopfrisket den lange rejse – og selv tage beslutningen om brevenes videre skæbne.

17. januar 2018

Værs’go’, den næste …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags:

De kommer i en lind strøm, de der runde fødselsdage. I dag var det min fætters kones tur til at runde de 70, så vi var inviteret til en lækker brunch i dagens anledning. Hun havde ellers besluttet at forbigå dagen i al stilfærdighed, men huskede så på, at det gjorde min fætter (altså = hendes mand) også for to år siden, og det havde hun syntes var en tand for kedeligt. Det skulle dog heller ikke være en stor fest, så brunch blev det – hvilket var et glimrende alternativ, må man sige … en rigtig luksusbrunch med alt til faget hørende. Det varer fire dage, inden jeg bliver sulten igen … det varer i hvert fald fire dage, inden jeg burde indtage mad igen, men det er jo noget ganske andet …

P1010049

Jeg spiste alt for meget af den veltilberedte mad, men i det store og hele overholdt jeg LCHF – dog nok med en hældning til en smule mere mod det høje C end det lave C i dag end normalt, for jeg kunne altså ikke dy mig for at snige en lille pandekage ned. Med ahornsirup …
Og også et stykke lækker luksuslagkage til sidst – men den slags udskejelser skal der være plads til, har vi hele tiden sagt til os selv, for vi gider ikke gøre livet surt for os. Det er dog tankevækkende, så indgroet de nye madvaner er blevet – jeg mærker rent fysisk det brag af et sukkerchok, sådan en kage giver kroppen. Bilder jeg mig ind.
Værtsparret rejser på ferie lige om lidt, så vi blev bedt om at tømme fadene (der var forbløffende meget mad tilovers, selv om folk tog godt for sig) og tage med hjem til aftensmaden, eller hvornår man nu vil indtage resterne, og man skal aldrig sige nej til et godt tilbud, har jeg lært.

P1010051P1010053

De bor dejligt, med dyr gående sådan nærmest i baghaven – og ret tæt på fædrenegården, så vi fik også hilst på gamle næsten-naboer. Hyggeligt nok.

Børnebørn er der også; en pige og en dreng på hhv. 12 og 9 år (så vidt jeg husker). Jeg sagde til knægten, at det var da en værre gammel farmor, han sådan lige fik sig i dag, hvortil han svarede: Arh ja, men det gør ikke noget, for hun er stadig sjov!
Det var da sødt!

16. januar 2018

Ih, hvor er det kommunalt … eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , ,

imageKommunalt kan man vel ikke kalde det, når det er Udbetaling Danmark, man har med at gøre, men den gamle vise faldt mig ind, da jeg i dag ansøgte om at få folkepension.
Hvis jeg medsender “den rigtige dokumentation”, kan de måske behandle min sag på tre uger, ellers kan der gå seks. Så var det jeg spurgte mig selv hvorfor? Fordi for at kunne konstatere, om det er den rigtige dokumentation, er man vel nødt til at tjekke, om det nu også er den rigtige? Eller hyr? Det går der jo tid med …
Men skidt med, om der går seks uger, for det er der alligevel til jeg imagefylder de famøse 65 år. Jeg forstod ikke helt visse af deres spørgsmål, så jeg endte med bare at skrive et eller andet … de har derfor sandsynligvis ikke fået de rigtige tal – og måske oven i købet de forkerte tal i de forkerte rubrikker. Jeg kan vel påregne at få folkepension om et års tid … faktisk er det altså også lidt ligemeget med de tal, for jeg ved, at jeg ikke er berettiget til mere end grundbeløbet, og så kan det vel være ligegyldigt, i hvilken kolonne tallene figurerer. Men det synes Udbetaling Danmark nok ikke.

I øvrigt synes jeg det burde kunne gøres noget simplere. Alle har, uanset størrelsen på andre indtægter, ret til grundbeløbet. Derfor burde det kun være nødvendigt at dokumentere grunden(e) til, at man eventuelt mener man er berettiget til et eller flere tillæg, men det skal åbenbart bare være besværligt.
Det er også ret kommunalt.

Jeg har ellers gjort noget rigtig folkepensionistagtigt i dag … man må jo øve sig … jeg var med til at pakke et halvt års Røde Kors-Billedresultat for old retired pensioner free clipartnørklerier til videresendelse til pakke- og distributionscentret i Kliplev. Det blev til ni store papkasser med strikkede tæpper og strikket tøj til alverdens frysende, katastroferamte børn.
Det synes jeg er meget; imponerende meget, taget i betragtning hvor få medlemmer vi er i Præstø – kun 18-19 stykker, men nogle er mere aktive end andre, og nogle er vist helt inaktive.
Det er ligeledes imponerende at se hvor meget garn, der bliver givet til nørklerne. De får også alt mit engang. Altså det, jeg ikke når at bruge inden jeg dør … men skal jeg være ærlig, så er jeg bange for, at mit garnlager altid vil være stort.
Pyt – det vil jo gå til et godt formål.

15. januar 2018

Ændrede behov

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: ,

I vores lidt yngre dage, når vi med glimt i øjnene talte om et “pludseligt opstået behov”, mente vi begge ofte noget, I er nødt til at kunne gætte, for jeg skriver det ikke her!
Tiderne ændrer sig, og vi bliver ældre. “Pludseligt opstået behov” betyder oftere en tur i IKEA eller en tur til Næstved eller noget i den retning. Lidt mere kedeligt, måske, men det er vel livets gang.
John har fået et behov (dog ikke helt pludseligt) for et skrivebord i stuen, for han er træt af at sidde ude i køkkenet eller oppe på 1. sal, når han sidder ved sin pc. Vi har 1) et gammelt hus og 2) nogle eksisterende møbler, som skrivebordet skal passe sammen med. Det har ikke været helt nemt, men vi satser på, at han fandt det i dag på Vemmetofte Kloster. Den sælgende dame var stolt af det og ked af at det var nødvendigt for hende at skulle skille sig af med det. Hun sagde, at det var helt unikt og designet og lavet af sønnen af manden, der har snedkereret kirkestolene i Ribe Domkirke (er de så nye? Det må de vel være … på den anden side ved jeg ikke hvor gammelt skrivebordet er. Det må jeg huske at spørge om). Det lyder fornemt, men vi ser det først på fredag, hvor det skal hentes. Eller fortrydes, hvis ikke vi vil have det alligevel, men det er vi ret sikre på, at vi vil.

Tingene er ikke altid så enkle. Hvis det skrivebord skal ind, skal der flyttes på noget andet, og det er ikke bare sådan lige med vores lavloftede stuer med ikke særlig meget fri vægplads.
Resultat: Nedlæggelse af en smal bogreol og en tur til IKEA for at finde en erstatning, som kan stå langs skunken på første sal.
Og så opstår behovene jo, når man er i den butik …
John, vi kan lige så godt tage en vogn med rundt.
Hvorfor det? Vi skal jo bare have de to reoler, så vi kan tage en vogn i vareudleveringen.
Jeg ved jo, at der for mit vedkommende opstår en del behov, når vi går rundt i IKEA …
[Et stille suk fra Hr. Nielsen]

imageOg det gjorde der sandelig. Opstod behov, altså. I flertal.
Jeg ville have skiftet måtten ved køkkendøren ud til haven. Til fire kroner (ja, FIRE!) gider jeg ikke engang overveje at vaske den. Det er lige før, man knap nok gider banke den, når den er så billig.
Ih, sikke nogle pæne glaskrukker, og jeg står faktisk og mangler et par stykker …
Hov! Den toiletbørste er noget pænere end den vi har …
Vi mangler hverdagsservietter …
Og en sæbedispenser til køkkenet. Den vi har, er revnet, så det er kun et spørgsmål om tid, inden den går helt i styker …
Et lille fleecetæppe lige i vores søgrønblå badeværelsestilbehørsfarve – det hjemmesyede tæppe trænger snart til en udskiftning …
Og et par ting til …

Således lykkedes det mig at bruge 50 % flere penge, end vi John oprindelig havde planlagt. Det var søreme godt, at jeg ikke sendte ham afsted uden mig! Sikke meget, vi så havde manglet … og han kunne jo i øvrigt ikke håndtere pakkerne med reolerne alene.

14. januar 2018

Så er de 11 og 12

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Anna i søndags. Aubrey i dag. 12 år og 11 år.
Der er visse tidspunkter i ens liv, der åbenbart aldrig bliver glemt.
Charlottes fødsel kan jeg stadig genkalde mig stort set hvert minut af, selv om det er 41 år siden. Og selv om det at føde faktisk ikke er specielt behageligt og alle erindringer om det omgående burde fortrænges totalt fra ens sind. Det er egentlig lidt af et mirakel, at så mange vælger at få flere børn – men det er altså ikke pga. smerten, at jeg kun har ét barn.
Birthday boyJeg glemmer heller aldrig de første otte dage med Anna og næsten præcis et år efter de første otte dage med Aubrey – igen eksempler på, hvorfor det både er godt og skidt at bo så langt fra hinanden.
Godt, fordi jeg – især med Anna – var der døgnet rundt og kunne hjælpe hele tiden, hvis der var behov for det. Anna havde svært ved at sove – ganske som sin far. Med Aubie gik det nemmere, ikke mindst fordi han havde et fantastisk sovehjerte lige fra starten – ganske som sin mor.
Skidt, fordi de var fire måneder, inden jeg så dem igen.
Indtil Anna var to år og Aubrey ét, kunne hun ikke rejse alene med dem, da så små børn skal sidde på skødet af en voksen, men der må ikke sidde to på én, hvilket nok også ville være temmelig upraktisk …
Og nu er der gået 12 og 11 år, siden de arriverede … skræmmende … men selvfølgelig også dejligt at se dem vokse, kunne mere og mere, og i stadig større grad vise glimt af de voksne mennesker, de så småt er på vej til at blive.
Den lange pakke forrest er fra os. Det er et jordbor! Den dreng er altså ikke helt almindelig – det var, sammen med trommen fra forældrene – de højeste ønsker. Nu kan han både få boret huller til pæle, der skal danne en boma, og vække resten af husets indvånere på samme måde, som vi blev vækket hver morgen kl. 05:30, da vi var på safari.
BomaJeg hørte ham tromme i telefonen. Han havde kun lige pakket den ud, men det var helt som at være tilbage i Sydafrika; han kunne sagtens huske, hvordan det lød og trommede, nærmest instinktivt, rytmen og lydene næsten til perfektion.
Nu er det spændende, om der står en boma, når vi kommer derover til maj!

Tim havde skrevet et ‘digt’ og rappede det efter bedste evne til fødselsdagsbarnet. De andre tre hujede begejstret og med stor entusiasme, selv om den sandsynligvis hverken kommer til at give nationale eller internationale priser.

image

13. januar 2018

Kan det mon gentages?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags:

For præcis 13 dage siden blev jeg så glad, fordi det langt om længe lykkedes mig at få en brugbar farve ud af avocado. Som jeg skrev dengang, turde jeg næsten ikke forsøge mig igen, for sæt nu …
Jeg kunne alligevel ikke lade være, da jeg dagen efter tilfældigvis kom til at spise endnu en avocado, for jeg manglede jo stadig at se, om det gav en farveforskel med sten for sig og skal for sig.
Begge dele kom den 2. januar i glas med en smule salmiakspiritus og en del kogende vand, og den 10. januar hældte jeg det i hver sin gryde og lagde 50 gram bejdset garn i hver. Det stod og småsimrede ved 75° i en times tid, lå i væsken natten over, simrede igen, kølede ned og blev skyllet.
Der blev en forskel, men den var ikke markant – stenen gav en lidt mere klar, rosa farve – så jeg hældte de to væsker sammen og lagde 2 x 50 gram i gryden. Denne gang bulderkogte det i en times tid – det var en fejl, men farven blev markant mørkere end første bad.
Det er ikke så svært at forstå, hvorfor opfindelser bliver gjort enten ved fejl, eller fordi man ville opfinde noget helt andet, for hvem skulle lige have troet, at andet bad skulle kunne blive kraftigere end første bad?

EN avokadoskræl hhv -sten - andet bad med kogning i en time

Herover er det, oppefra og ned: 1. bad, avocadosten, 1. bad, avocadoskal, 2. bad, sten og skal, 2. bad, sten og skal.
Hvorfor de to sidste er så forskellige, kan jeg ikke helt forstå. Det er samme slags garn i samme udgangsfarve, og de har ligget lige længe i samme bad! Det ene har måske haft mere kontakt til resterne af sten og skal; det er umiddelbart det eneste mulige svar på forskellen. At nummer tre er en smule meleret, gør i mine øjne ikke spor.
Det er, ligeledes i mine øjne, utroligt, at man kan farve 200 gram garn med skal og sten fra en eneste avokado, men en kendsgerning er det, og det er ikke sidste gang, jeg farver for at opnå disse farver, for nu ved jeg, hvad jeg skal gøre.
Man skal bare have tålmodighed nok til at vente mindst en uge på, at farven bliver trukket ordentligt ud.
Jeg er vild med de farver og kan sagtens se et eller andet for mig, der ikke må forbruge mere end 250 gram (jeg har også de 50 gram fra det første vellykkede forsøg), måske med en retstribe i hver af disse fem smukke nuancer, gentaget op gennem arbejdet.

12. januar 2018

Eddikesur? Nej, tværtimod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags:

Jeg havde i et par sammenhænge læst, at æble(cider)eddike skulle være så godt for mange ting, men jeg fejede det lidt af, fordi der, som så ofte, gik lidt fanatisme i det. Der var sågar en, der tog det for at afkalke blodårerne! Som om den i forvejen svage syre høvler direkte ind i årerne sådan uden videre – og at man kan tro, selv om det skulle have været tilfældet, at en enkelt dessertske eddike fortyndet i fire-fem liter blod skulle have en nævneværdig afkalkningseffekt.
Det kan dog på den anden side ikke skade, det smager godt, og jeg bruger æblecidereddike til salatdressinger og chutneyer af forskellig art, så jeg har det altid i huset.
Årstiderne kom i sensommeren ind i billedet med low carb-kassen, som vi er temmelig begejstrede for. Tak igen, Helle (du ved hvem du er …).
Derigennem lærte jeg, at hvis man knuger rå løg, skåret i tynde både, med en eller to spiseskefulde (afh. af løgets størrelse) og lader det stå en halv times tid, så bliver løget mildere og eddiken smager ikke længere så meget af af eddike. Det er for mig en helt ny variant af, at minus x minus giver plus.
Årstiderne gør meget i dette; især med løg, men også, som i går, med spidskål. Jeg bryder mig normalt ikke om rå kål, fordi der er alt for meget tyggeri involveret, men i går skete der det (bildte vi os selv ind), at spidskålen var blevet blødgjort af æblecidereddiken.
BlomkålspizzaHvis nogen skulle være interesseret, var det denne opskrift – det var virkelig godt!
Æblecidereddike slanker ikke i sig selv, men kan hjælpe en kur på vej, og det er måske det, der sker lidt af for John og mig, fordi det åbenbart gør noget godt for fordøjelsen. Det skulle også, ifølge nogle kilder, være med til at stabilisere blodsukkeret, således at det er godt for diabetikere.
Jeg ved ikke helt, hvor meget sandhed der er i det alt sammen, men fakta er, som jeg skrev lige før, at det ikke kan skade i moderate mængder og at John og jeg jo da i hvert fald ikke går og tager på for tiden.
Vægttabet sker stadig langsommere, men selv om kurven efterhånden er fladet godt og grundigt ud, så er det trods alt stadig en kurve og ikke en vandret streg.
Det er søreme nok fordi, vi ikke indtager en skefuld æblecidereddike hver dag, men kun en gang om ugen i gennemsnit …
Ironi kan forekomme.
Det indsatte billede er blomkålspizza, som jeg en dag lavede som tilbehør til en krebinet. DET var godt og skal laves igen. Og nok også igen.
Opskrift her – jeg kom ikke parmaskinke på, fordi det ikke var en selvstændig ret den dag, men der er masser af opskrifter på blomkålspizza, så variationerne er legio. De der æbleskiver med revet mozzarella (ikke det, man køber som færdigrevet mozzarella – jeg rev selv en hvid gummibold) var en positiv overraskelse. Bon appetit.

11. januar 2018

Rastløs kedsomhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:46
Tags: ,

Min mor sagde altid, at intelligente mennesker aldrig keder sig, så det nægter jeg at indrømme, at jeg gør.
Men jeg kan jo ikke strikke hele dagen – det bliver for kedeligt.
Jeg er rastløs. Jeg kan ikke komme ud. Eller … det kan jeg naturligvis godt, men jeg gider ikke, for der er ikke noget at lave i haven, og en gåtur er no go (tøhø) i dette vejr, som er gråt, surt, vådt, trist og kedeligt. Måske er jeg mere vejrpåvirkelig, end jeg vil indrømme over for mig selv?

John er kørt for at hente isoleringsmateriale til røgovnen, for her i den kolde periode skal tingene have noget længere i den end om sommeren, og hvis der er noget, det systematiske ordensmenneske John ikke kan have, så er det uregelmæssigheder. “En lakseside plejer at skulle have 35 minutter. Så dur det da ikke, at jeg ikke på forhånd ved, om den skal have 45 eller helt op til 60 minutter. Det er jo umuligt at planlægge spisetiden, så!”
Se, sådan noget tager jeg nok ikke så tungt, men det gør han, og nu gør han noget ved det. Jeg var lige ved at køre med bare for at blive beskæftiget i en lille time, men så kunne jeg godt selv se, at jeg var for tåbelig.

imageI stedet kredser jeg lidt rundt om mig selv. Strikker lidt. Laver en kop te. Kigger ud ad vinduet. Skriver dette indlæg. Prøver at tage mig sammen til at få syet de to pudebagbeklædninger, jeg har lovet Malle. Burde også tage mig sammen til at sy de to andre ting, jeg længe har haft i tankerne. Burde, burde …
Nu skal I altså ikke tro, at der hænger en vinterdepression truende over hovedet på mig, for det gør der så langt fra, men holddanuheltop, hvor har jeg svært ved at komme i omdrejninger i dag.
Om lidt kommer John hjem igen – også medbringende vores Malta & Gozo Marco Polo Pocket Guide, så kan jeg begynde at studere den, mens jeg drikker resten af teen. Vi har også købt en elektronisk udgave af Turen Går Til Malta; den kan gemmes og læses på telefonen, mens vi er på farten dernede. Vi er nødt til at finde ud af lidt om øen, inden vi kommer derned, så vi kan prioritere hvad vi skal se i løbet af ugen, og vi ved bogstaveligt intet om øen/øerne i forvejen … kender kun et malteserkors, og det har så ikke en pind med Malta at gøre, fandt jeg lige ud af ved en googling. Godt så. Man skal lære nyt hver dag.

Jeg tror jeg hiver farvegryden frem og ser, om der bliver forskel på avokadoskaller og -sten. Så får jeg da udrettet bare en smule konstruktivt i dag.

10. januar 2018

Som forventet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: ,

Fair Isle-samplerenForleden dag blev babytæppet farvet i alkanna. Det var jo, som jeg skrev dengang, spændende, om pletterne ville blive tilstrækkeligt camoufleret til at virke usynlige. Jeg regnede med det og satsede på det, men intet kunne vides før efter farvningen.
Jeg tror godt, jeg kan tillade mig at sige, at missionen lykkedes – nu mangler det bare at blive verificeret fra moderens side, men mon dog ikke hun godkender tæppets nye farve? Hun har trods alt selv valgt den.

P1000863P1010004

Man skal lede efter pletterne, og hvis man ikke ved, at de er der, lægger man ikke umiddelbart mærke til dem.

Fair Isle-sampleren er også færdig. Godt og vel to meter dobbelt halstørklæde, som blev pænt, nydeligt og helt ensartet i maskerne efter vask og centrifugering.
Det blev behørigt beundret af mange søde mennesker i går inde hos Karin og Bjarne – jeg blev oven i købet spurgt, om det ikke var et, jeg ville overveje at strikke flere af og sælge, men det tror jeg nu nok ikke, at jeg vil. Og dog, man ved jo aldrig … det var sjovt at strikke, fordi det aldrig nåede at blive til ensformigt og rutinepræget strik.

Nu skal jeg dog lige blive færdig med Johns Amsterdam-halstørklæde først. Jeg er i gang, og det får lov at komme med på ferie til Malta.
Jeg fandt otte farver til, og eftersom der er 46 striber i det, kan tørklædet med 23 forskellige farver blive symmetrisk.
Amsterdam - startenimageNogle gange er jeg til symmetri, andre gange det modsatte.
Der er ingen grund til at blive alt for forudsigelig. Der vil ikke være en sjæl, der lægger mærke til, at dette bliver symmetrisk, men jeg ved det, og det er nok.
Det bliver vidunderligt blødt, og John glæder sig allerede til det bliver færdigt, men jeg har ikke lovet, at det bliver til at kunne bruge i denne vinter.
Det skal nok blive pænere i ‘knopperne’, når det engang bliver vasket og centrifugeret. Det er så dejligt at se, hvordan sådanne kraftige svingninger kan udrette mirakler for strikkeensartetheden.

8. januar 2018

En særdeles brat opvågnen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags:

Meget tidligt i morges (ved femtiden), mens vi endnu lå og sov de uskyldiges søvn, blev vi vækket meget brat af et af et gevaldigt brag. Vi formelig spjættede op i lodret position, mens vi i kor dæmpet og måske en anelse skræmt sagde: Hvad i alVERden var dog det???
Lys blev tændt, og vi kiggede rundt i soveværelset, men kunne intet usædvanligt se; vi har heller ikke noget, der ville kunne larme så voldsomt.
Så kiggede John ud i entreen, og lige der, umiddelbart foran døren, lå der nogle loftsbrædder. De var simpelthen faldet ned!
P1010003Da John havde konstateret lydens årsag, gik han i seng igen og sov snart trygt. Jeg tænkte på, hvad der mon ellers kunne finde på at brage ned i løbet af natten og kunne ikke falde i søvn igen, så jeg lagde mig til at læse.
Da dagslyset kom, kiggede John nærmere på det – der var faldet seks brædder ned, og da han undersøgte dem, konstaterede han, at der godt nok var blevet sparet på sømmene ved opsætningen: Der var brugt ét søm til tre af brædderne og to til andre tre. Oven i købet tynde og lidt for korte søm til formålet, plus at de var sømmet i vinkelret på brædderne. John var lettere forarget:
Amatører! De skal da sømmes en smule skråt, ellers bliver nedtrækket i brædderne for stort – hvad det jo så blev i nat.
Min handyman gik ud og hentede sømpistolen, og brædderne blev hurtigt sat forsvarligt tilbage på plads.
Og de resterende i den lille firkant tjekket …
Sådan er der så mange små fornøjelser overraskelser ved at bo i et gammelt hus, hvor man kan se, at der gennem tiderne har været foretaget en del lidt hurtige og amatøragtige løsninger.
Vi har fx stadig ikke helt gennemskuet systemet med de korresponderende lys- og stikkontakter. Vi ved selvfølgelig efterhånden så nogenlunde hvilke der tænder og slukker for hvad, men hvorfor der netop er valgt de kontakter, som tilfældet er, er lidt af et mysterium for nogles vedkommende.
Bagateller som det og de nedfaldne loftsbrædder forhindrer os naturligvis ikke i stadig at elske huset og dets beliggenhed …

7. januar 2018

Somme har søreme været søde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:28
Tags: ,

Jeg kender to, som har fødselsdag i dag.
Den ene er min dejlige, lille store Anna, som fylder 12 år.
Den anden er Inge, som bliver … lidt mere …
Tillykke til dem begge to. Jeg vil jo helst tro, at det er deres skyld, at vi har haft dagens fuldstændig fantastiske vejr; med høj, klar, blå, blå himmel uden en sky. Hele dagen.
Vi stod op til – absolut ikke den flotteste solopgang i historien, men lidt har også ret, og en frostklar og næsten blank fjord, hvor et enkelt, skræppende gåsetræk mere understregede stilheden end ødelagde den, er slet ikke så tosset endda på en januarsøndags morgen.

P1000888Januargåsetræk

Lige over middagstide satte vi kursen mod Ølsemagle revle, men der færdes nok for mange mennesker til, at fuglene har lyst til at være i fotografisk egnet afstand. Vi fik dog gået en pæn tur, og naturen kan sagtens være nydelig, selv om fuglene ikke rigtig vil vide af os.

Ølsemagle revle  (1) Ølsemagle revle  (3)

Vi kunne konstatere, at Aubrey ikke er den eneste dreng, der helst skal udfordre sine støvler, når man er i nærheden af vand.
Hvorfor skulle han også være det?

Fata morgana

Vi så, hvordan lysets brydning kan spille os et puds. Et fænomen, der ifølge Tims, af videnskabsfolk accepterede, teori var medvirkende til, at det gik så grueligt galt for Titanic. Jeg skal undlade at forklare teorien her – jeg ville bare komme galt afsted, tror jeg, men det er pudsigt at iagttage, hvordan bådene her ser ud til både at spejle sig selv og at svæve over vandet, lige som et fatamorgana gør i ørkenen.
Beklager den elendige billedkvalitet, men jeg måtte ud i fuld zoom for at kunne få det indfanget.

6. januar 2018

Rødkål skal bare spises

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Det var det. Forsøg mislykket. Eller … måske ikke mislykket som sådan, men konklusionen er i hvert fald for mit vedkommende, at rødkål skal spises og ikke bruges til at farve garn med.
I går farvede jeg med det neutrale bad og i dag med syre- og basebadene. jeg fik indstillet pH, så den gulgrønne farve havnede i en smuk, nærmest petroleumsblå farve, men det gik helt galt, da det rundede 50-55°, så den blå farve er altså en koldtvandsfarve. Det er indigo også, næsten, det må ikke overstige 55°. Blåkålsbadet blev helt rødt igen, da det blev for varmt! Jeg slukkede, lod det køle ned og justerede endnu en gang pH, hvilket fik det tilbage til den ønskede farve, men det er altså ikke særlig betryggende, at det er så ustabilt, så jeg tog det op, skyllede garnet og konstaterede, at resultatet endte stort set som da jeg farvede med neutralbadet. De to billeder herunder er samme suppe kold og varm, samt resultatet af det neutrale.
Ikke ligefrem rødkålsfarvet, vel?
Kold baseVarm baseNeutral pH

Det sure bad så vældig fint ud, lige til jeg skyllede garnet, så blev farven skyllet 95 % af.
Efter farvning i neutral pH så det fint rødlilla ud, indtil jeg skyllede. Exit rødkål! Det er glimrende tilbehør til gammeldaws and og flæskesteg, men ikke egnet til at farve garn med.

P1000877Og når der nu er så mange andre fantastiske muligheder, er der jo ingen grund til at fortsætte med noget, der ikke rigtig vil lykkes.
Jeg er næsten færdig med Fair Isle-sampleren og har fundet næste projekt (som skal med til Malta), hvortil jeg skulle bruge 16 farver i netop de lidt støvede nuancer, planterne giver. Jeg klarede selv de 15, og den 16. manglede kun fordi jeg ikke havde 150 gram i den samme mørkegrå farve.
Det er Amsterdam af Susie Haumann. Fair Isle-sampleren er et damehalstørklæde, mens Amsterdam sagtens kan bruges af mænd … John synes, det er meget flot, så det har måske allerede en ejer, inden jeg overhovedet er begyndt.
Jeg slog de foreslåede farver op på farvekort på nettet, skrev ned hvad jeg syntes de lignede, gik i garnkasserne og fandt frem til det viste. De fleste ligger acceptabelt tæt op ad opskriftens; kun et par stykker afviger en del, men det gør ikke spor – faktisk har jeg lyst til at inddrage endnu flere farver, fordi de alle indgår tre eller fire gange i stribemønstret. Så længe de går så så fint sammen, som tilfældet er, kan man i princippet have alle 46 striber i forskellige farver, fordi de bindes sammen af den mørkegrå, som går igen i et vævemønster hele vejen. Jeg går lige ind og finder otte farver mere …

5. januar 2018

Tjah … sproget er i det mindste blevet bedre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:01
Tags: ,

Denne her skal der nok være en del, der hopper på, fordi sproget er forbedret i forhold til hvad vi har oplevet før af skrækkeligheder.
For den bare minimalt opmærksomme er der dog flere ting der beviser, at det er den rene svindel.
Det kan igenigen undre, at man kan falde for den slags – et bedre sprog gør det ikke alene, hvilket jeg har set nogle udtrykke bekymring for.

image


I dag har jeg blå fingre. Ikke grønne, men blå. Rødkålsblå. Brugsen havde sat rødkålshovederne ned fra 16 til 5 kroner, så jeg øjnede lige et billigt farveeksperiment, også lidt inspireret af Fruen i Midten.
Rødkål - neu-base-syreMan får ikke smukke hænder af at snitte 1400 gram rødkål, men det er nok ingen hemmelighed. Jeg ville have en ordentlig portion farvesuppe, for der skal prøves med både neutral, syre og base (sagde jeg “billigt eksperiment?” – der skal bruges en del garn).
Suppen blev vist særdeles koncentreret – til højre ses en fortynding af suppen med 1) kun vand, 2) kogevandet tilsat lidt kaustisk soda og 3) tilsat lidt eddikesyre.
Det bliver en anelse spændende, for den neutrale har den farve, basen ifølge teorien burde have, og basen er blevet grøngul …
Lige nu ligger der 50 g bejdset lammeuld, 10 g ubejdset ditto og 50 g bejdset strømpegarn med mere akryl i end uld i det neutrale farvebad. Det ser foreløbig ud til, at lammeulden har indtaget førerpositionen, hvad farveintensiteten angår, men det varer et stykke tid endnu, inden jeg ved det. I morgen fortsætter forsøget med syre og base, så der vil jeg have fundet ud af meget mere.
Fortsættelse følger …

4. januar 2018

Tyvstart på tøjkøb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:36
Tags:

Jeg har efterhånden tabt mig en del, men besluttede helt fra starten at vente med at købe nyt tøj, til jeg havde smidt det, jeg havde sat som mål.
Uden at jeg havde sat nogen mål … det komplicerer jo tingene en del …
Det skyldes, at jeg i begyndelsen ikke anede, hvor jeg skulle/kunne ende; de to ting jeg vidste med sikkerhed var, at 1) i løbet af de seneste 15 år var min vægt langsomt og snigende, men desværre med usvigelig sikkerhed, kravlet alt for højt op, og 2) jeg ikke skulle ned, hvor jeg kom fra som 50-årig, for det ville ikke være pænt til mig i dag. Jeg besluttede derfor fra starten ikke at sætte et decideret vægtmål, men snarere et mål, der hedder nu føler jeg mig rigtig godt tilpas, og her tror jeg, at jeg med nogenlunde sikkerhed kan forblive.  
Jeg er der ikke endnu. Jeg er der næsten, men ikke helt. Det er John heller ikke, men vi mangler ikke så meget – måske et sted mellem tre og fem kilo til for mit vedkommende. Det er især på maven, vi begge gerne vil af med lidt mere. Vi blev sat lidt tilbage i julen – jeg tog næsten to kilo på i englænderugen, men heldigvis holdt teorien “når vi igen stopper med at spise kartofler og brød og ikke drikker vin hver dag, så er de to kilo hurtigt væk igen. Håber vi …”
De er faktisk også forsvundet igen på den samme tid, nemlig på den uge der er gået, siden englænderne rejste, så ingen klager herfra.
Det bestyrker os også i troen på/håbet om, at vi kan skeje ud i ferier og alligevel tjept komme tilbage til det, der forhåbentlig snart bliver normaltilstanden.
Så: Ingen tøjkøb før omkring min fødselsdag om to måneder.

Billedresultat for weight reductionMen: I næste uge skal vi til den årlige Vi Mindes Pernille-komsammen hos Karin og Bjarne, ugen efter skal vi til en 70-års fødselsdag, og ugen efter igen til Malta.
Pyt med, om bluserne er lidt for store, det gør ikke så meget, men alle mine lange bukser ser mildt sagt ikke godt ud på mig mere, så jeg brød mit løfte til mig selv og kørte til Køge.
Jeg købte kun ét par bukser. Måske lidt dumt, for der er jo udsalg lige nu, men igen: Hvis jeg kan krympe yderligere en størrelse, er det smartest at vente.
Lige nu er jeg krympet tre størrelser, viste det sig, så det er ikke så underligt, at jeg har fået lige lovlig meget hængerøv.
Jeg var ikke nået længst til venstre på tegningen, men nok tæt på nr. 2, og jeg har ingen intentioner om at nå helt ud til højre – den i midten vil passe mig strålende, og jeg skal nok nå det, for jeg er der stort set allerede, tror jeg. Jeg vil i hvert fald være der, når jeg bliver folkepensionist!

3. januar 2018

Hvordan man skræmmer læsere og seere væk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags: , , ,

image

Jeg har med stor fornøjelse læst både Dinosaurens Fjer og Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan og nyder for øjeblikket hendes seneste bog Blækhat. Hun skriver godt; jeg er helt kravlet ind i bogen, som jeg ikke synes fortjener den halvlunkne kritik, den har fået. Jeg nød den, lige indtil jeg nåede til dette:
Hasselbagte kartofler. Pfft. Hvordan den er opstået, kan jeg ikke regne ud. Hvor er logikken? Forestiller man sig at pakke kartoflerne ind i hasselblade inden man sætter dem i ovnen? Eller hvad?
Sådan fik Gazan næsten skræmt mig væk. Næsten. Jeg nøjedes med at holde en pause, for bogen er god.

Noget af eftermiddagen er gået med at lade BBC Earth køre i baggrunden, fordi den (eftermiddagen, ikke baggrunden) er helliget Michael Mosley (ham med 5:2-kuren) og hans mange eksperimenter med mad, hvad den gør ved os og hvorfor, aflivning af et par myter, bekræftelse af nogle fordomme og meget andet interessant, der har med mad, ernæring og fordøjelse at gøre. Lige nu har han gudhjælpemig ladet sig få en bændelorm for at undersøge videnskabeligt, hvad sådan en gør ved os. Han har fået sat en igle på og han har ladet lus suge blod fra ham. Samt flere ulækkerheder – han er bestemt ikke ked af det.
Det var vældig interessant, lige indtil oversætteren oversatte saliva med savl. Og stædigt blev ved med at skrive savl hele indslaget igennem.
Saliva betyder spyt, og salivary gland skal oversættes med spytkirtel og ikke savlkirtel, som det aldrig har heddet, hverken i lægmænds eller professionelles sprogbrug. Savl er spyt, der ufrivilligt kommer ud af munden – en baby savler, men det hedder drool på engelsk, og ingen ordbog ville oversætte saliva med savl, så hvor oversætteren fik det fra, ved jeg ikke, men sådan blev jeg skræmt væk og nøjedes med at høre resten uden at kigge.

Jeg har bejdset Heidis babytæppe med henblik på at farve det lilla med alkanna om nogle dage, når farvesuppen har trukket længe nok. Jeg strikkede tæppet, da hun fik sit første barn, og nu, hvor nummer to er et års tid, har diverse bananer og sikkert også andet sat uudslettelige spor.
Det er strikket af Arwetta, som kan gå i vaskemaskinen, men vi ved vist alle, hvad der sker, hvis der kommer bananmos på noget … det går ikke af igen og tøjet er lige til at kassere. Heidi havde læst om mine plantefarvningsforsøg, og 2. juledag havde jeg på opfordring taget mine farveprøver med, så hun kunne vælge. Normalt kan man ikke farve sig ud af pletter; de bliver bare tilsvarende mørkere, men hvis man nu vælger at farve arbejdet meget mørkt, kan man håbe på, at de vil blive usynlige.

P1000863Anden dag avokadoskal og -sten plus alkanna

Jeg måtte understrege over for Heidi, at det ville være et forsøg, som jeg ikke kan forudsige udfaldet af. Garn skal helst kunne flyde frit for at blive farvet jævnt, men det er lige som udelukket, når der er strikket af det. Den unge kvinde var dog indforstået med, at det kunne komme til at se underligt ud, for som tæppet så ud nu, var det alligevel grimt.
Jeg har bare været glad for, at hun har været glad for det og har brugt det meget, og ovenstående resultat er derfor næsten uundgåeligt.
Det bliver spændende at se, om det mørklilla alkanna kan give tæppet en ny og pletfri tilværelse.
Det er alkannaen i sprit til højre og avokadosupperne til venstre. De er allerede blevet væsentlig mørkere – men der er stadig farveforskel.
Og sådan skræmmer Ellen sine læsere væk ved evindeligt at ævle om plantefarvning …

2. januar 2018

Der ER stor forskel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: ,

Avokadoskal og -sten

Vi kom lige til at spise to avokadoer til frokost, og der er altså gået for meget plantefarver i mig til at kunne smide sten og skaller ud, især efter det tredje og langt om længe vellykkede forsøg, så hvad var mere oplagt end at sætte forsøget, jeg nævnte i går, i gang?
Jeg vaskede alt frugtkød af og hakkede begge sten og skaller forholdsvis fint – det er en fordel med en så stor overflade som muligt – og lagde det i hver sit glas.
Det blev overhældt med kogende vand og derefter tilsat cirka ¼ dl salmimakspiritus.
Farveforskellen opstod øjeblikkeligt. Det er skallerne til venstre og stenene til højre. Jeg satte naturligvis det matchende låg på …
Nu skal jeg bare igen væbne mig med en uges tålmodighed, inden jeg kan igangsætte selve farvningen – det bliver spændende at se, hvor stor forskellen bliver på det færdigfarvede garn.

Ellers går 2018 foreløbig bare sin stille og rolige gang – indtil videre kan alle følge med … jeg var i nørkleklubben i dag, og på vejen hjem stod Nysøs egetræer så flot. Jeg ved godt, at jeg har vist billeder af de smukke profiler før, men jeg har lyst til at fotografere dem hver eneste gang jeg kører forbi dem på denne årstid, hvor de står nøgne og smukke, og i dag gjorde jeg det så igen … 

Egetræerne ved Nysø (1)

1. januar 2018

Avokadokoden knækket

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags:

To gange forsøgte jeg at farve med avokado, og to gange blev det overhovedet ikke den grålyserøde farve jeg forventede. Første gang samlede jeg avokadosten og –skaller i ugevis; jeg hakkede dem fint hver gang og kom det i fryseren, til jeg havde 400 gram avokadoråmateriale. Og hvad skete?
Ikke en pind. Det grå er kun gråt, fordi udgangsmaterialet var gråt.

Avokado første forsøgAvokadosuppe anden gangAvokado andet forsøg

Andet forsøg, som ses på højrebilledet, blev ikke bedre, selv om jeg i mellemtiden havde studeret adskillige blogs og hjemmesider for at finde ud af hemmeligheden bag, hvorfor så mange fik den der fine, grålyserøde farve. Jeg gjorde alt som foreskrevet, og farvesuppen så da også lovende ud.
Der skete stadig ikke en pind.
Okay, tænkte jeg. Nu er det slut. Jeg gider ikke prøve mere. Det må være noget i vandet. Eller i luften. Ellen og avokadofarvning er bare uvenner.

Avokadokoden knækket (1)Og så var anden gang alligevel ikke sidste gang … men min gamle faster sagde jo også altid, at tredje gang er lykkens gang.
En dag stødte jeg på (Pinterest igenigen) en kvinde, som stolt fremviste et flot, støvetpink fed garn og som skrev: Se hvad jeg har fået ud af EN avokado!
What??? Her har man nærmest støvsuget Præstø og omegn for avokadoer bare for at få materiale nok hurtigt nok til farvning, og så kommer konen her med 100 gram flot garn, som hun har fået ved at bruge skal og sten fra EN avokado. Life’s not fair, is it?
Jeg vaskede og finsnittede én sten og én skal, lagde det i et glas med vand og en smule salmiakspiritus i en uges tid. Rystede og iltede en gang dagligt. 
Derefter hældte jeg det i en gryde, lagde 50 gram bejdset garn i, lod det simre i en time, slukkede og lod det stå natten over. Næste dag gentog jeg simringen, slukkede og lod det ligge 24 timer i suppen. Avokadofarvning er ikke just for utålmodige sjæle … et par mere tålmodige end jeg gentog denne proces i over en uge. 
Men det lykkedes på de to døgn! En hidtil uset farve i det ellenske farvekøkken.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil bruge den til, men den vil være flot sammen med en mørk grå, så jeg kunne måske forestille mig at anvende første, mislykkede forsøg sammen med dette trejde, men endnu ligger det bare og forsikrer mig om, at det kan lade sig gøre, bare man forsøger længe nok.

Jeg ved ikke helt, om jeg tør prøve igen, for det er vel næsten på forhånd dømt til at mislykkes, men der er et enkelt – eller rettere to – forsøg tilbage, for de fleste siger, at skaller alene giver en anden farve end sten alene – eller … samme farve som sådan, men en anden tone – så det er jeg nok lige nødt til at prøve af.
Jeg kender mig jo …

31. december 2017

En uventet foræring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , ,

En blæsende og regnfuld dag i starten af december, hvor det eneste, en af os havde lyst til, var at sætte sig i den magelige og zappe lidt rundt for at se, hvad der kunne bydes på af passiv underholdning. Jeg sad allerede og strikkede, da John slog sig ned og tændte for fjernsynet.
– Hvorfor har du flyttet rundt på programmerne?
– Det har jeg da overhovedet heller ikke! Den slags er dit bord.
– Jamen de er slet ikke, hvor de plejer at være … underligt, altså … hov … vent lige lidt … hvad imageer nu dette her for noget?

Det var et retorisk spørgsmål, så jeg svarede ikke. Der gik et par minutter.
– Det ser ud til, at vi har samtlige mulige kanaler!!!
– Du godeste. Hvor mange er det?
– Vent lidt – jeg tæller lige.

– 102 kanaler.
– Du GOdeste! Jeg tror lige, jeg skal holde øje med den næste regning …

Vi har betalt os fra den allermindste tv-pakke, vi kan få. Den gør det muligt for os at tilkøbe de tre ekstra kanaler, vi gerne vil have, nemlig BBC Brit, BBC Earth og TV2 Charlie.
Jeg har ikke tænkt mig at købe yderligere 101 tv-apparater for at kunne udnytte pakken som på billedet her til højre. Det må godt nok kræve det store, forkromede overblik. Ved heller ikke lige, om de ville kunne være i stuen …
Gad vide, hvornår vores udbyder opdager, at vi nu i en måned har kunnet se samtlige 102 kanaler? Hvis man er totalt tv-freak og synes man har lyst til at ofre 600 kroner om måneden på bare at sidde i sofaen for at glo på tv og køber den største tv-pakke, får man 68 … vi fatter ikke en bønne af, hvad der er sket her, men tænker, at det må de da selv om, bare de ikke begynder at tage penge for det. At vi så på ingen måde har ønske om at se en brøkdel af de kanaler, er noget andet – vi bliver ikke kede af det, når de opdager fejlen, og det har været godt for noget, idet vi har konstateret, at vi hellere vil have TV2 Fri frem for TV2 Charlie, som vi efterhånden aldrig ser. BBC-programmerne er et must; det er lige før, det er dem vi ser mest.

Billedresultat for wendy houseTV2 Fri leverede følgende oversættelsesfejl i dag:
From his daughter’s Wendy house skal ikke oversættes til fra hans datter Wendys hus.
Vi ved ikke ud fra den sætning, hvad datterens navn er, men et Wendy house er et legehus, som fx dette viste.
Selv om oversætteren ikke før har hørt om et Wendy house, burde grammatikken pga. genitivets placering have fortalt vedkommende, at oversættelsen er forkert, og at der nok ligger noget i his daugter’s Wendy house, som burde tjekkes via en ordbog.

Så er der vist kun tilbage at ønske alle et godt nytår!

30. december 2017

En anden status

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:20
Tags: ,

Eftersom jeg skriver alt, hvad der har med garn og strik at gøre, ind i mit dertil indrettede fine excelark, forpligter det mig til at filosofere lidt over tallene her ved nytårstide. Det forpligter naturligvis ikke jer, der læser dette, men så kan man scrolle eller lukke mig ned for i dag.
2017 var året, hvor jeg måtte etablere to former for lagre: Det ene for alt det garn, jeg havde hobet op inden plantefarvningsdjævelen fik tag i mig, og det andet for garnet, jeg har købt for at kunne mætte samme djævel.
Jeg har købt 12,700 kilo garn til farvning. Det er godt nok meget – synes jeg selv – John synes det er ENORMT meget. Samme John må dog indrømme, at jeg samtidig arbejder ihærdigt på at få brugt det, jeg selv farver.
Faktisk har jeg anvendt 2,534 kilo af det plantefarvede, hvilket udgør 20 % af det indkøbte. Min mand løftede anerkendende øjenbrynene ved dette faktum. I alt har jeg strikket 9,107 kilo i år, hvilket kun er overgået af de 12,608 kilo i 2013, men hvoraf de fem kilo var en foræring af rester til min svigermor, som er rigtig god til at bruge selv små rester garn, så det er lidt snyd – men ikke desto mindre forsvandt det jo fra lageret. 
Årets ni kilo er fordelt på 77 effekter, hvilket næsten får det til at lyde imponerende, når jeg selv skal sige det … over seks i snit pr. måned.
Et arbejde, der vil tælle pænt i regnskabet, er min fair isle-sampler, men den er jeg kun 2/3 færdig med, så den vil figurere på 2018-regnskabet.

P1000851

P1000852

Den er sjov at strikke – never a dull moment – jeg havde lovet mig selv, at der ikke skulle figurere det samme mønster to gange på de godt to meter, jeg satser på bliver det endelige mål, men det er sket ved en fejl. Det er dog næsten umuligt at gennemskue, hvilket det drejer sig om (prøv selv, om I kan finde det), og det er en sand fornøjelse på denne måde at lære lidt mere om at sætte farver sammen; se hvad det betyder for helhedsindtrykket, om man bruger komplementærfarver eller tone-i-tone-farver til et mønster, eller om man bruger to, fire eller seks farver. Fejl er der til min irritation også begået, men irritationen var dog ikke større, end at jeg ikke gad strikke baglæns for at rette. Hvad der næsten irriterer mig mest er, at jeg tog et billede af siden, hvor fejlene kan ses og først opdagede det så sent, at det blev for mørkt til en ommer. Halstørklædet er et rør, for bagsiden vil være alt for afvigende fra forsiden til at kunne accepteres på et halstørklæde, så det bliver sikkert varmt nok til en ekspedition til Sydpolen.

29. december 2017

Status og prognose

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , , , ,

I overmorgen er der rigtig mange, der gør status over året, der gik, men når nu jeg endelig har en chance for at være en anelse forud for min tid, vil jeg gøre det i dag og samtidig kigge lidt fremad.
Man må nemlig aldrig gå ned på planer. Hellere for mange end for få. Den dag, jeg ingen planer har, er jeg død.
Det må naturligvis bare ikke stresse, at man ikke når det hele … det går slet ikke at blive den første pensionist, der går ned med stress … men det er måske også mere ønsker end deciderede planer, og i øvrigt er der ingen deadline. Andet end den ultimative og helt bogstavelige, altså.

P1000830

Sådan nogle oplevede vi en del af i 2017. Dette er solopgangen, som ikke-syvsoverne oplevede den i forgårs. Dvs. som John og jeg oplevede den. Tim og Charlotte måtte nøjes med billederne, mens Anna og Aubrey så den – de var så ikke lige så imponerede som mig.
Af ferierejser blev det til Mallorca, Irland, England, Sydafrika og England igen. Og et sommerhus i en uge. Sverige tæller ikke, så det er forholdsvis moderat, faktisk, selv om jeg til min skræk var feriemæt efter safarien. Det gik over, hvilket kan ses i prognoserne om lidt.
John byggede shelter i haven og jeg nåede lidt videre med mine haveplaner.
Sådan. Det var lige et helt år. På ganske få linjer. Hvem sagde Pensionistvisen?

Næste år er de allerede fastlagte ferieplaner Malta, som er snart, England, som er i starten af maj (bluebells!), Norge midt i juni (midnatssol), sommerhus på Fanø i September (strikkefestival).
De løsere planer omfatter endnu en Englandstur og så er enten Klassiske Sicilien eller Et Syditaliensk Eventyr med Kulturrejser Europa et ønske fra os begge. De to rejser lyder lige spændende, og det er svært at vælge, men der er jo heller ingen, der siger, at vi ikke kan tage den ene i år og den anden i 2019. Der står stadig et sydamerikakrydstogt på ønskelisten, men så skal Sverigeshuset lige være solgt først.

Og så er 2018 året, hvor jeg bliver folkepensionist! AvavavAV. Lad nu være med at komme med den sædvanlige om, at alder bare er et tal, for jeg er alligevel ikke enig. Selvfølgelig er alder et tal, men det er ikke ‘bare’ et tal, for nogle gør mere ondt end andre. Lige som ord. Der er forskel, er der. Punktum.
Det gjorde ondt at blive 50, lidt mere ondt at blive 60 (bortset fra glæden ved at kunne jobstoppe – og gøre det), og det vil gøre mere ondt at blive 65.
Folkepensionist. Alene ordet kan gøre mig træt oven i hovedet. En folkepensionist er noget, jeg forbinder med at være gammel. Ikke ældre. Gammel.
Jeg får e-post med jævne mellemrum, der minder mig om det kommende skelsår.
Fra ATP. Fra Borger.dk. Fra FTF-A om, at de agter at stoppe med at trække penge til arbejdsløshedskassen så snart jeg er blevet 65. Flinke folk, såmænd … de stopper formentlig også med at give mig efterløn, men det nævnede de ikke noget om.

28. december 2017

Dagen før dagen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:53
Tags: , , , ,

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

P1000835

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!

It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

P1000838

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

27. december 2017

Indfangning af løbske havestole – man skal jo starte et sted

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags:

Aubrey havde ønsket sig en lasso i julegave, og han fik en af sin farbror. Rebet var meget stift, hvilket må formodes at skulle lette det at holde det cirkelformet, mens man svinger det og smider det afsted efter det, der skal indfanges.
Jeg sagde ellers, at lige ovre på marken på den anden side af vejen havde vi 17 tyrekalve gående, som sikkert ikke ville have noget imod at stå modeller til træning i lassokast, men sjovt nok syntes begge ungerne, at de lige ville øve sig lidt på et knap så bevægeligt mål, inden de gik over til the real game.
Det er nok meget fornuftigt at starte i det små.

P1000801P1000805

De fik faktisk fanget havestolen, inden den nåede at stikke af … det var bare mormor, der ikke helt havde tålmodighed nok til at vente på det.

Charlotte skulle lære at lave en fransk fletning, for sådan synes man henne på skolen, at Annas hår ved visse lejligheder skal sidde. Malle er næsten ekspert i franske fletninger af ebhver art, men Charlotte skal øve sig lidt, blev vi enige om. Vi blev også enige om, at udgaven med den ene omme i nakken var pænere end den med de to ved siderne, men sådan bliver man jo klogere hele tiden.

P1000815P1000816P1000812

Den stod på familiejulefrokost i går. Meget hyggelig dag, selv om vi savnede to fra midtergenerationen.
I dag er det allerede næstsidste hele dag, inden englænderne rejser hjem på fredag ved middagstide.
Tiden går ALT for hurtigt!
Men der er ikke rigtig nogen, jeg kan brokke mig til over det. Der bliver i hvert fald ikke hørt efter …

25. december 2017

Og nu er det hele overstået

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , ,

Man glæder sig og man venter. Venter lææænge. Og lige pludselig, inden man næsten når at tænke over det, er det hele overstået.
Hele juleaften forløb fuldstændig som en juleaften i vores familie skal forløbe.
Merete og jeg var spændt på, hvordan andestegen var. Jeg havde ledt med lys og lygte efter et sted, hvor man kunne købe landænder. Det var ikke nemt at finde her på egnen, men det lykkedes. “Jeg sender en mail til dig, når du kan hente dine ænder.”
Fint nok. Det blev så Merete, der hentede dem, for hun bor lige ved siden af. Næsten …
Men de var frosne! Der er da for pokker en grund til, at man bestiller landænder, og den er netop, at man vil have frisk kød, der ikke har været frossent!
Merete spurgte hvorfor det var sådan og fik et lidt svævende svar. Noget med travlhed og at det var det nemmeste for dem at administrere.
Det var både første og sidste gang, vi køber juleænderne der.
De smagte såmænd fint nok, der var meget kød på dem og ikke ret meget fedt, som hun havde lovet, men de skal altså ikke være frosne. Punktum.

Marjattaturen (5)

Efter morgenmaden var vi alle otte enige om, at en gåtur ville være en rigtig god ide.
Vi gik derfor op til Marjattaområdet. Inklusive et kvarters fri leg på den gode legeplads for både børn og voksne, tog turen en lille 1½ time. Det hjælp lidt på al sløvheden at blive blæst lidt igennem … vi kom ikke ligefrem tidligt i seng i går …

Marjattaturen (6)Marjattaturen (7)

Det var ikke nemt at holde baligelancen.                   Du skal da bare gå! Sådan her, mor!

Marjattaturen (8)Marjattaturen (9)

Aubrey havde problemer i starten …                          Men de var hurtigt overstået, og han nærmest slentrede nonchalant hen ad bjælken.

Vores gæster kørte hjem efter frokost, og nu bliver der bare nydt julegaver og slappet af.
Jeg er ved at vise børnene hvordan man kan farve med løgskaller; de synes det er ret interessant, at man kan bruge den slags almindelige ting til garnfarvning. De hjælp mig jo med tagrørsplukning med efterfølgende farvning i sommer, og i overmorgen prøver vi at koge nogle valnøddeskaller. Jeg aner ikke, om det overhovedet vil kunne give noget, men det er altid spændende at eksperimentere, især med to interesserede og engagerede medforskere.

23. december 2017

Nu er det juuuul – endelig jul …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:44
Tags: , , , , ,

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!

Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

P1000757

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

P1040648P1040649P1040650

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

22. december 2017

Tre bud på årets længste dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:08
Tags: ,

Folk med hang til videnskabelige kendsgerninger vil nok hævde, at den længste dag på året er lige inden Skt. Hans.
Børn med nordisk juletradition vil stædigt fastholde, at den ligger på den 24. december, og at det intet har med dagslys at gøre.
Jeg siger, at det er i dag – og at det intet har med dagslys at gøre.
Der er uendelig lang tid, fra jeg står op, til vi skal afsted til lufthavnen for at hente englænderne.
Vi skal oven i købet før afsted i forhold til normalen, hvor deres fly lander 17:15, da de kommer allerede klokken 14:15.
Det er der absolut ingen grund til at brokke sig over.
Jeg har fået tiden til at gå med at bage brød og sætte aftensmaden over. Den består af lammeskanke, som i stedet for at få de sædvanlige tre timer ved 175°, i dag får seks timer ved 120°. Jeg kan jo ikke komme til at sætte dem over kl. 15 – men mon ikke også resultatet bliver lige så godt? Det tror jeg.
Så har jeg nusset lidt hist og ordnet lidt pist – kigget på lidt garn og har gået en runde … alt er gjort rent og er fint parat til juleinvasionen, og jeg kan ikke finde på flere praktiske gøremål.

I går morges fik jeg en mail fra Tim, hvor han skrev, at han nok var nødt til at tage et senere fly, for d. 22. december ville blive en uhyggelig travl dag.
Jeg ved, at han sommetider får lidt ‘forhåndsstress’, så jeg tog det ikke helt alvorligt – tænkte, at den får Charlotte nok kringlet.

For lidt siden fik jeg denne sms:

P1000749

Hvordan hun har båret sig ad, regner jeg med at finde ud af senere – men jeg spørger hende ikke før hun og jeg er i enrum.

21. december 2017

Hvad er en plumpkage?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: ,

Meny er på mange måder et fremragende supermarked, til fordel for hvilket jeg svigter Superbrugsen temmelig meget. Dog ikke mindst fordi jeg har 21 km til nærmeste brugs, men kun 6,5 til Meny i Præstø.
Når de så oven i købet også kan give mig sprogfejlsmæssige smil med på min købe ind-vej, så er der ikke mange grunde tilbage til at forblive trofast mod Brugsen. Den bliver ikke svigtet helt, men omkring 75 % af mine dagligvareindkøb ligger efterhånden nok i Meny.

P1000746

En plumpkage. Ordet er trods alt ikke delt, men der kom alligevel nogle pudsige associationer på grund af det ekstra ‘p’.
Og hvorfor skal bagerafdelingen nu pludselig til at hedde BAKE SHOP?

P1000748Den hjemmelavede del af juledagenes frokostmad er ved at være på plads. Der er lavet sylte og Verdens Bedste Rullepølse. Tak igenigen, Lene – at jeg kan gøre selv en professionel slagter misundelig siger lidt om hvor god den er. Og når jeg fortæller, at opskriften er en dyb hemmelighed, er det lige før, jeg bliver underkastet tortur …
Mama Larsens (min mor) personlige variant af fuglekvidder skal først laves d. 25. Opskriften er meget enkel og ikke spor hemmelig: Steg en flæskesteg. Spis sværen. Lad stegen blive kold. Lige dele flæskesteg og rå løg (volumen, ikke vægt) køres igennem en kødhakkemaskine – én luns steg skiftevis med én luns løg. That’s all folks. Det lyder som noget særdeles underligt pålæg, men har man først smagt det, er man solgt.
Ved vi af erfaring. Alle i familien elsker det, og nytilkommende er hooked med det samme.

Der er også lavet sennep – sådan en Dijon-agtig en. Det var ‘Dijon’, der lokkede mig til at prøve opskriften, men den var halvbesværlig og langsommelig at lave, og så påstås det tilmed, at den skal trække et mørkt og køligt sted mellem fire og seks uger inden indtagelse. Det kommer den ikke til. Jeg har smagt på den, og den kan fint spises med det samme og i hvert fald 1. juledag, hvor den bliver præsenteret til sylten.
Der skulle have været anvendt 1½ dl Colman sennepspulver, men jeg brugte 1 dl Nyord-sennepspulver og ½ Colmans.
Jeg vil ikke linke til opskriften – ikke mindst fordi jeg ikke kan finde den igen, men den er heller ikke værd at gemme.
Ikke at den er decideret dårlig, men jeg havde forventet noget mere power med alt det besvær for et enkelt lille glas. Næste gang jeg selv laver en sennep, bliver det efter en af de utallige andre opskrifter, det vrimler med på nettet.

20. december 2017

Man skal bare komme bag på folk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:47
Tags:

Der er et vældigt liv af arbejdsramte folk på vores vej om morgenen. Selv om vi er bare otte husstande, hvoraf en kun bruges som sommerhus, er der livlig trafik allerede fra ved femtiden. Ofte bliver jeg vækket, fordi ofte er jeg nok halvvågen i forvejen, men i modsætning til dem, der vækker mig, kan jeg bare hygge videre i sengen, snuppe ipadden og læse eller spille Ruzzle eller Quizbattle eller lægge et morgenpuslespil.
Det er fedt at være jobstoppet. Har jeg nævnt det før?
I morges fik jeg den ide at invitere folket på vores vej til en uformel sigen glædelig jul til hinanden. Bare til lidt vin eller øl eller kaffe eller vand og en masse guf og knas.
John var med på ideen, så jeg forfattede en meget juleagtig seddel og gik rundt og lagde foran de enkeltes døre. “Kom i aften og bær julen ind til os” – og lidt mere. Jeg ville ikke smide det i postkasserne, for sådan en tømmes ikke nødvendigvis hver dag.

P1000738P1000741

Det var ikke alle, der kunne, men vi blev fire par, og det var superhyggeligt. Fire par kunne sagtens snakke meget. Rigtig meget. Rigtig højt. Rigtig hyggeligt. Snak om alt fra biler (mest mændene …), mad (mest kvinderne …), sygeplejerskernes/plejepersonalets generelt elendige arbejdsvilkår, hvad vi alle skal i julen, opdatering på nogle af de naboer, som ikke dukkede op i aften og lidt om Marjatta – på forespørgsel fra ikke-Marjatta-folkene, vel at mærke – og meget, meget mere god snak.
Der var to Marjatta-par, et ikke-Marjatta-par og naturligvis to pensionister. Snakken kom blandt andet ind på før og nu – der har godt nok boet nogle typer på vejen. Jeg sagde til John, at vi blev nødt til at blive underlige på en eller anden måde, så vi kan leve op til tidligere standarder.
Den måtte jo så komme: “Det har I da allerede klaret meget godt.” Jamen de er da så søde hele bundtet.

Vi har oplevet det før: Man skal bare give folk det kortest mulige varsel, så kan de godt komme – man giver dem nemlig ikke en chance for at finde en undskyldning for at sige nej tak.
De hævdede dog alle, at det var et godt initiativ, så da de var gået hjem, aftalte John og jeg, at det hermed var en tradition. Normalt siger vi i familien, at én gang er ingen gang, men to gange er en tradition. I dette tilfælde skulle der kun én gang til dette, åbenbart.

19. december 2017

SÅ kom der knald på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: ,

Blåt garn af sorte bønner (5)Farvningen med de sorte bønner gik over al forventning. De kunne trække fire bade – måske også et femte, men den ville være blevet meget lys, så det ville jeg ikke bruge garn på. Det ramte ret præcist de støvede blå nuancer, jeg havde forestillet mig, da jeg gik i gang, så jeg er glad.
De tre garner til venstre er fra 1. bad. Længst til venstre havde jeg siet farvesuppen, og nummer to og tre er genbrug af bønnerne med frisk vand hældt over. Det beviste, at der er krudt nok i dem til at trække to gange. Fra fjerde fed og mod højre er det hhv. 2., 3. og 4. bad. I virkeligheden er farverne lidt klarere end herunder; lidt mere som det lille indsatte billede viser – og så alligevel ikke helt de rigtige.
Det viste sig også at være sandt, at superwash-garner tager bedst imod farven. Garnet til venstre er 100 % ubehandlet lammeuld, hvor de næste fem er superwashbehandlet garn. Den lyseblå lammeuld er dog ganske nydelig – det kommer bare an på, hvad det er, man går efter, og jeg gik efter lidt mørkere denimfarver.

Blåt garn af sorte bønner (6)

Turen kom herefter til gurkemejeeksperimentet. De fleste kilder sagde cirka halv mængde gurkemeje i forhold til garnets vægt. Der var 80 gram i en pose, men jeg tænkte, at suppen så tilstrækkelig krudtet ud til at kunne bære 200 gram garn.
Jeg skal da lige love for, at der kom knald på liggehønen! Eller læggehønen, som Fru Blomsterberg så tåkrummende siger …
Billedet skal læses efter hebraisk metode, dvs. fra højre mod venstre – der er seks fed i øverste række og fem i de to nederste.

Gurkemeje - 80 gram

Der er forskel, og garnerne fader en smule fra bad til bad, men ikke særlig meget. Igen er det den ubehandlede lammeuld, der er sartest; det er i hvert fald den, der aftager mest i farve. Superwashgarnerne og især bomuldsgarnet er ret stabilt. De grønne garner er tre forskellige nuancer indigofarvet garn, der blev overfarvet med gurkemeje – jeg ville se, hvor grønne de blev.
Jeg tror, konklusionen må være, at man godt kan nøjes med højst en fjerdedel gurkemeje pr. enhed garn – men det kommer selvfølgelig an på, hvilken farve man helst vil ramme.
Efter fjerde bad var suppen blevet næsten helt klar, så jeg forsøgte mig ikke med et femte, selv om der nok godt kunne have været kommet en babylysegul farve ud af det, men selv om jeg har købt meget garn til farvning, er der med disse fem bade gået 650 gram til, og hvor meget skriggult har man lige brug for?
Det er godt, jeg har fået Røde Kors ind i billedet – de kan være aftagere, hvis ingen andre vil. En stakkels desperat og nødlidende mor vil ikke sige nej til varme, strikkede ting, fordi de ikke lige passer til barnets teint.
Den gule bomuld kan der komme enten grydelapper ud af, eller jeg kan strikke RK-blebukser, som skal strikkes af bomuldsgarn.

18. december 2017

Mandelgaver. Tjek.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags: , ,

Mandelgaverne er i hus. De nævnes i flertal, fordi jeg har to af slagsen – ikke fordi, der bliver uddelt to mandelgaver, for det gør der ikke, men der imageer en til børn og en til voksne. Det var noget, min mor i sin tid indførte. Så længe jeg kan huske tilbage, har mandelgaven været en god ting at få. Det har været attraktivt at æde sig en mavepine til for at få fat i mandlen. Den der fjollede, lyserøde marcipangris syntes mor nemlig var noget værre pjat og ikke spor attraktiv at kæmpe om. Slik fik vi allerede dengang alligevel så rigeligt af julen igennem, så ingen syntes om at vinde noget, der ikke engang smagte særlig godt.
Hvad jeg aldrig som barn undrede mig over var, at det altid var en god mandelgave, uanset om man var fem eller fyrre år – kan dog huske, at jeg en gang naivt sagde, at det da var meget heldigt, at det ikke var far, der fik mandlen i år …
Mor havde altid en til børn og en til voksne. I en periode, da der var børnebørn i alle aldre mellem 2 og 17 år, havde hun oven i købet tre mandelgaver, da en tolvårig med stor sandsynlighed ikke ville blive glad for det samme som en toårig.
Men der var altid kun én mandel. Ikke noget med snyd her.
imageVar det et barn, der vandt, blev voksenmandelgaven gemt til næste år, og omvendt, selvfølgelig, hvis det var en voksen, der var den heldige – hvis ellers gaven stadig villle være god rent aldersmæssigt året efter. Hvis ikke, fandt vi en måde at få den smuglet ind mellem de andre gaver, eventuelt som en delegave til et søskendepar.

Jeg har som hovedregel kørt samme koncept videre og har en mandelgave til de voksne og en til Anna/Aubrey.
I den fantastiske boghandel i Næstved fandt jeg brætspillet Forbidden Desert, som er på engelsk. Ét er nemlig at forstå det talte dansk, noget helt andet er at læse det – det finder selv elitelæseren Anna umådeligt svært, og Aubrey kan slet ikke pga. sin ordblindhed. Det dur derfor ikke rigtigt med danske spil. Forbidden Desert får hæderlige anmeldelser, og det har en snert af noget tribal survival, som jeg forestiller mig må tiltale ungerne.
Traditionen tro vil den senere komme under træet som en fællesgave til dem fra os, hvis det bliver en voksen, der løber af med sejren og får samlet flest mandler – et koncept, vi indførte sidste år og omgående blev enige om at fortsætte med, for det var langt sjovere end at sidde og fedte med en enlig mandel. Især når den viser sig slet ikke at være der, men på mystisk vis forsvundet …

Næste side »

Blog på WordPress.com.