Hos Mommer

23. juni 2022

Det lignede sig selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:02
Tags: ,

“Jeg skrev lige, at vi aldrig kommer derop mere, men lur mig, om ikke vi på et tidspunkt kommer til at gøre os et ærinde i nærheden, så vi kan snige os til at se, om der er sket store forandringer.”
Dette er et citat fra indlægget den novemberdag i 2018, hvor vi overdrog nøglerne til de nye ejere af ødegården. Vi har længe talt om at køre en tur derop for at se, hvor meget der er sket med hus og have, men der har været en coronapest i vejen de sidste par år.
Charlotte spurgte, om vi nu også var sikre på, at vi ville se det igen? Om det ikke var bedre at have vores eget billede af stedet? Jeg sagde, at vi var sikre, at vi var ret nysgerrige og endelig, at vi jo aldrig har fortrudt, at vi solgte, hvilket også har noget at sige – hvis vi havde været tvunget til at sælge, havde det været noget andet.
Vi lagde vejen omkring den hyggelige Kristianstad og spiste frokost der, inden vi kørte mod vores gamle home away from home.

Besøg 22 juni 2022 (5)Besøg 22 juni 2022 (3)

Der var næsten ingenting sket, så de må have kunnet lide huset som det var – hvilket de nu også sagde dengang, men det kunne snildt have været usandt. Det var nye vinduer i hele den gamle del, men for det første er køberen ‘vinduesmand’ og for det andet trængte de til udskiftning. Der var også et par andre småting, der var ændret, men det var netop … småting. De har sikkert også sat nyt køkken ind, for det var vi selv meget tæt på at gøre, da vi så i stedet besluttede os for at sælge.

Besøg 22 juni 2022 (2)Besøg 22 juni 2022 (1)

Udsigten ned mod åen var væk; hele det store stykke, som Verdens Bedste Nabo havde fældet og slået ned, var sprunget i krat, fordi det havde fået lov til at passe sig selv. Det kom ikke helt bag på os, for han bliver heller ikke yngre og kan ikke hvad han kunne før, og i øvrigt var han ked af, at vi rejste. Måske har han ikke fået et lige så godt forhold til de nye, men det er rent gætteri – vi traf ham ikke i går.
Det var godt vi solgte, mens den dejlige udsigt var der …
Porse er der heller ikke blevet mindre af, så jeg plukkede til en portion porsesnaps. Det er længe siden, vi har haft det i huset.

Vi har savnet det gode, svenske svinekød, så på vejen hjem handlede vi i City Gross i Höör, hvor de til min glæde havde netop den slags udskæringer på tilbud, som jeg helst ville have. Der blev således købt halvstort ind. En Västerbottenost blev det også til, plus andre ting, vi ikke kan få derhjemme.
De er desværre ved at komme lidt for godt med derovre, hvad priserne angår. Der var engang, hvor prisen på den samme slags vare var temmelig ens i danske og svenske kroner, så med en kurs på (dengang) omkring 80 var der penge at spare. Nu er kursen 70, og priserne er steget meget på de 3½ år – hvilket vel næppe heller er overraskende. Vi glæder os i stedet over, at kødet er så meget bedre – og så var det jo altså tilmed på tilbud.
I aften står den på grillede, svenske koteletter med selvdyrkede kartofler og salat fra naboen, som ikke selv kan spise alt det de har, så vi indgik en tuskhandel med agurker.
God Sankt Hans, derude – nyd livet, ganske som vi gør det, mens nætterne stadig er lyse og lange. Det går alt for hurtigt den anden vej igen.

20. juni 2022

NU skulle det være. Igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: , , , , ,

Sidste gang Charlotte og Tim var til Royal Ascot var i 2019, men nu er alt åbnet igen, billetterne erhvervet, og i lørdags var de afsted. Adgang til The Royal Enclosure is by invitation only, men den invitation får de heldigvis hver gang. Jeg tror nu nok, det er Tims medlemskab af den fornemme Buck’s Club i London, der giver dem adgang, men jeg er ikke sikker.
Denne gang skulle børnene med for første gang. Hvis man er mellem 10 og 17 år, må man deltage torsdag, fredag og lørdag, hvis man ledsages af sine forældre!
Det hele er meget, meget engelsk. Der er stringente regler for påklædningen, selv om man i fredags for kun anden gang slækkede lidt på dem pga. den hedebølge, der huserede den dag. “For only the second time in the meeting’s history, racegoers were permitted to remove jackets, ties and hats in all enclosures on Friday after the heatwave prompted a relaxation of the official dress code. However, Ascot has confirmed the dress code will be back in place on Saturday.”
Kvinder skal bære hat og mændene morning dress og top hat. Hvis man har bare skuldre, skal skulderstroppen være mindst 2½ cm bred. Anna overholder det lige præcis.

Royal Ascot 2022_

Jamen så se dem da lige … så nydelige alle fire, hvis I spørger familiens gamle mormor.
Jeg synes Charlottes hat er vildt flot. Begge damehatte er lejede – de er meget dyre at købe, og er så specielle, at man kun har sådan en hat på én gang.
Jeg var lidt spændt på, hvordan Aubrey ville se på at skulle være iklædt dette for en 15-årig nok lidt aparte outfit, men han er ikke englænder for ingenting, for han syntes det var sjovt og insisterede på selv at vælge skjorte og slips. Det er naturligvis ikke noget, han vil gå i ellers, og ‘udstyret’, undtagen skjorte, slips og sokker, var da også lejet.
Der er sådan set heller ikke noget i det – hvis man vil til Royal Ascot, så er man sådan klædt. Punktum. Og når alle andre mænd ser lige sådan ud, er der jo ikke noget at være flov over – det er bare sådan det er.
Alle fire havde en herlig dag. Børnene havde fået hver 50 pund til at spille for. Aubrey spillede nogenlunde lige op, men Anna vandt 130 pund og gik således hjem med et overskud på 80 pund. Charlotte, som altid plejer at vinde, tabte i år alt hvad hun satsede, så det var godt, at Anna kunne kompensere lidt.

Og nu til noget helt andet: Vi har haft besøg af en sjælden fugl. En turteldue. Sådan en havde vi ikke set før, men vi er ret sikre på, at det virkelig var en turteldue, der kiggede forbi.
Der var kun den ene; den forsvandt igen efter at have spist lidt mad, og vi har ikke set den siden. Jeg er normalt meget lidt begejstret for de dumme duer, men dette er en ganske køn en af slagsen, og det er altid sjovt at kunne hakke en ny fugl af i fuglebogen.

Turteldue (5)

16. juni 2022

Onsevigs fuldkomne fiskere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:04
Tags: , ,

Da vi for knap et år siden spiste på Den Fuldkomne Fisker, talte vi meget og varmt om vores oplevelse. Så varmt, at Ditte og Peter erklærede, at det kunne de da også godt tænke sig at prøve. Vi bestilte, som skrevet i forrige indlæg, et ophold “i sæk”. Det er dyrt. Så dyrt, at John og jeg blev nervøse for, om vi havde talt det for meget op, for der skal godt nok en del til at retfærdiggøre den udgift.
Det hjælp dog en del, da det gik op for mig, at det også var inklusive den eksklusive vinmenu. Man kan vælge mellem to vinmenuer – en god og en bedre, og da sidstnævnte som sagt var med i prisen, dulmede det lidt.
Vi talte en del med dem om, at det altså ikke nødvendigvis blev den bedste mad, de nogensinde havde fået … den er god, maden, bestemt, men Den Fuldkomne Fisker er en totaloplevelse, både pga. omgivelserne og fordi værtsparret og den forhenværende bankmandstjener er så engagerede i foretagendet, at man bliver helt varm om hjertet. Også pga. kokkene, selvfølgelig, men de hører som bekendt til den usynlige del, selv om de naturligvis ikke er mindre vigtige af den grund.

Hos Den Fuldkomne Fisker (4)

De har den samme eritreanske kok som sidste år, og et par af retterne var da også stort set de samme som dengang; bl.a. denne portions-tagine, men denne gang med et par urtefrikadeller som tilbehør. De slog hårdt på smagsløgene, selv om kokken, ifølge værten, jævnligt bliver husket på at tage behørigt hensyn til de sarte danskeres ganer.
Værtsparret er som sagt enestående. Venlige, imødekommende, smilende, ofte også grinende, vidende, fortællelystne … det er virkelig en sand fornøjelse at være bænket ved deres bord.
Denne vinter kørte de til Pyrenæerne/Sydfrankrig/Sydspanien hele tre gange i deres autocamper. Heeele vejen frem og tilbage fra Danmark (“vi mistede jo sidste vinter!”. Så gider man altså godt køre bil. Selv John var imponeret. De tager ned og køber vine og spændende varer til deres restaurant, og historierne fra de ture er mangfoldige og underholdende.
Da jeg efter morgenmaden ville betale, kaprede jeg værten med ordene: “Nu må vi hellere få overstået den alvorlige del af legen”.
Hans svar: “Nåhh … pelsningen?” fik mig til at smile i lang tid. Han ved åbenbart selv, at det er lidt pebret i mere end én forstand at få en oplevelse på Den Fuldkomne Fisker.

Dodekalitten (2)Ved Albuen Nakskov (3)

Vi besøgte Dodekalitten om tirsdagen og tog et smut ud på Albuen ved Nakskov om onsdagen, inden kursen atter blev sat mod Præstø.
Dodekalitten har endnu kun fået opsat 10 af de 12 sten, der skal til for at retfærdiggøre navnet, og tre af disse ti ser ufærdige ud, så vi mener, at kunstneren må have en anelse travlt, hvis han skal være færdig i løbet af 2025.
Selv om skarven ifølge lærebøgerne er omkring 20 cm længere end havmågen, ser det ikke sådan ud på billedet her, og skarvens pæl var ikke længere ude end mågens (jeg stod dog tættere på mågen da jeg tog billedet), så det er ikke hele forklaringen. Måske en ung skarv? Havmåger er nogle store bæster, er de. 68-74 cm lange.

Ved Albuen Nakskov (4)Ved Albuen Nakskov (8)

Heldigvis var Ditte og Peter ikke skuffede, så vi kunne ånde lettet op. De syntes også, at det var en totaloplevelse af de bedre, som var alle pengene værd.

13. juni 2022

Lidt pensionistliv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , ,

Jeg har det lidt lige som i Pensionistvisen – og så alligevel ikke, for tiden føles ikke spor lang. Tværtimod, så flyver den afsted; den ene dag tager den anden, og pludselig er der gået en uge. Igen. Det går alt for stærkt, gør det.
Bloggeriet bliver det ikke til så meget med – jeg nyder livet hver eneste dag, men begynder jeg at skrive for meget om mine hverdagsaktiviteter, kommer det helt sikkert til at ligne en kopi af omtalte pensionistvise.
Bloggen er vist ved at udvikle sig til at blive en slags rejseblog eller i hvert fald en blog, hvor jeg kun kommer med indlæg, hvis jeg har oplevet et eller andet ud over det sædvanlige.
Holde helt op med at blogge har jeg ikke lyst til, men skrive bare for at skrive, hvis der ikke er noget interessant i andres øjne end mine egne, kan næppe lokke læsere til.
Det vil i givet fald nok bare blive lige som det er blevet med dette indlæg: Nogle billeder af min have. Jeg elsker min have, men jeg er ganske klar over, at det ikke er ensbetydende med, at andre gider se på en uendelig række af billeder fra den.

Roserne ved gavlen (2021)

Roserne ved gavlen 2022

I slipper dermed ikke denne gang. Herover er sat to billeder ind af min alkymist-rose. Øverst fra sidste år; nederst fra i år. Den var længe om at etablere sig, men sidste sommer tog den for alvor fat, og nu kan jeg næsten ikke styre den. Den er stukket helt af, også i sammenligning med de tre andre roser jeg satte i samme bed. Fire forskellige roser, men holdt i nogenlunde samme farveområde. Jeg er totalt betaget af alkymisten, hvis blomster ændrer sig fra varm fersken til næsten helt hvid. Det er en skam, at den ikke remonterer, men den kompenserer for det med dens enorme blomsterrigdom.
(Og jo: John har pudset ettallet, tøhø. OG de tre andre tal, så de alle fire nu skinner så fint. Det var nødvendigt, efter Annemarie og Nicolai malede gavlen for os.)

Herunder billedspam af alkymistens aldersvariation. Den yngste først; den ældste sidst.

Alkymistrosen

AlkymistrosenAlkymistrosen

Roserne 12 juni 2022 (18)

Den dufter ikke vildt meget, men den dufter! Den holder pænt længe i en vase, og når der er så mange, kan jeg sagtens tage ind til flere vaser.
Snart kommer alle de hvide roser omme i baghaven – der er flere grunde til, at vi ikke er meget for at feriere i juni og i skolernes sommerferie, og en af dem er havens skønhed i netop de tre måneder. En anden er drivhuset.

I stedet for ferie tager vi på småture. I morgen kører vi (igen) til Den Fuldkomne Fisker ved Onsevig. Det var så god en oplevelse sidste sommer, at vi vover en gentagelse; denne gang med overnatning, for der er altså virkelig langt hjem derfra, selv når man er John. Han kan fint køre hele vejen til og fra Hoek van Holland uden afløsning, men når han har indtaget en større middag, og klokken er blevet ti-halvelleve om aftenen, er han ikke lige så frisk. Med overnatning er der yderligere den gevinst, at han kan tillade sig at drikke noget med lidt procenter i.
På den lille campingplads kender de den gamle talemåde, at man ikke kan få både i pose og i sæk, så som gæst bliver man bedt om at beslutte sig til, om man vil have i pose eller i sæk. Vi valgte sækken, hvor vi får den store menu og har eget bad og toilet i den hytte, vi skal sove i.
Om 14 dage tager vi på  gourmetophold på hotel Thinggaard i Hurup, Thy, så lidt sker der da indimellem. Ditte og Peter har også fundet et sted, vi skal hen. Vi har faktisk travlt!

5. juni 2022

Lidt lige som frilandsrugbrødet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:14
Tags: , ,

Som alternativ til -Da jeg forleden var i Meny, skulle jeg bl.a. have kartofler.
Der er mange forskellige at vælge imellem – en af mulighederne var kartofler, der var “høstet i sæson”.
Det undrede mig en kende – det må være alternativet til “høstet uden for sæson”, men kan man det? Har man drivhuskartofler i Danmark? Eller andre steder? Har du et bud, Lene?
Jeg har lidt på fornemmelsen, at det er et af de mange fjollede forsøg på at få os naive kunder til at tro, at en vare er mere autentisk – ganske som det frilandsrugbrød, jeg engang så i en anden Meny.

I mit drivhus er der allerede mange tomater, der er i fuld gang med at vokse sig store og smagfulde. I år har jeg fire slags, nemlig to slags bøftomater og to slags cherry-/cocktailtomater (hvad er forskellen?). Alle fire bliver røde, for det skal tomater helst være i min verden, lige som squash skal være grønne. Jeg har smagt de gule squash, og de smager, efter min mening, ikke så godt som de grønne.
Tomatsorten herunder købte jeg frø til, da vi var i England. Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at afprøve, om billede og tekst virkelig taler sandt; at de kan komme op på mellem 500 og 1500 gram, men det skønne navn Gigantomo tyder på, at tomaterne godt kunne finde på at blive relativt store.
Men … jeg må have tålmodighed til næste år, for i år har jeg fyldt helt op i drivhuset, og jeg kan ikke så eller høste uden for sæson. Jo … måske så, men høsten vil ikke blive til noget.

GigantomoGigantomo-

Lige som de i England kan noget med mel (jeg købte desværre kun én pose af det, som viste sig at give det bedste brød ever), er det ikke for ingenting, at England nærmest er én stor og meget smuk have. De kan nemlig også noget med frø derovre. Udvalget er gigantisk. Det er stort i Danmark, men det er meget større i England. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at gå helt frø-amok. Det lykkedes, og jeg kom hjem med bare fire poser. Det er vel nok godt, at jeg ikke har have i England, for jeg ville ville blive rundtosset af at skulle være nødt til at vælge mellem de mange, mange muligheder, man har derovre.

Hvad jeg også snart kan høste, er frø af sidste års vajdplanter. Der kommer i tusindvis, så hvis I har planer om at indigofarve på bæredygtig vis, så kan I få frø her fra Den Stråtækte.
Det er toårige planter, som farver blåt det første år og sætter frø det andet. Jeg fik ikke høstet og farvet i 2021, så alle planterne fik lov at stå. Nu er det nærmest en vajdskov.
På det lille udsnit af billedet kan det ses, hvor mange frø der sættes af. Det er en yderst formeringsvillig plante!

Vajdfrø galoreVajdfrø galore

Nu vil vi ud og bruge lige så mange penge på benzin som på en frokost. Næsten. Vi kører en tur til restaurant Solsikken på Skælskør havn. De skriver om sig selv: “Vi er en a la carte restaurant, med 2 dejlige lokaler, og en stor terrasse nede i vandet”.
Godt, så. Vi har booket bord på terrassen, så det bliver spændende, om vi får våde fødder!

30. maj 2022

Oplevelser på Den Røde Løve

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Charlotte havde lovet mig en middag på pubben The Red Lion, som ligger ikke ret langt fra hvor de bor. Den har haft en michelinstjerne i nogle år, og hun mente, det ville være en perfekt fødselsdagsgave til mig, hvilket hun havde helt ret i – jeg glædede mig som et lille barn, for jeg havde ikke før spist på en michelinrestaurant.
Det har jeg stadig ikke …
Det viste sig nemlig, at de mistede deres stjerne i 2021. Det havde Charlotte ikke lagt mærke til – men pyt, for maden var stadig fantastisk.

Vi gætter på, at de har/har haft det samme efter-coronapest-problem, som vi ser mange steder i Danmark: De kan ikke få tilstrækkeligt med personale. På denne eks-michelin var det med ret stor sandsynlighed personalets skyld, at de mistede deres stjerne, fordi mad og betjening på en michelinrestaurant skal gå op i en højere enhed. Set med vores øjne er det dog klart at foretrække, at maden er excellent frem for at få en udsøgt betjening, men mindre god mad.
Det var heller ikke dårlig betjening i betydningen uforskammet eller uopmærksom, men i betydningen uerfarent personale. Som i meget uerfarent.
Deres vilje var der bestemt, og vi har som sådan ingen klager – faktisk blev det hurtigt temmelig morsomt, for noget af det var ret så langt ude, taget netop den michelinstjerne i betragtning. Det må dog være surt for kokken/pubben at miste sin stjerne pga. personalet og ikke fordi madens kvalitet er blevet ringere.

Vi var der alle seks, og vi bestilte tre forskellige forretter, hvor Aubrey var den eneste, der skulle have noget med asparges. De tre plus to blev sat foran os, men ikke Aubreys, så vi ventede … ret længe … Tim spurgte efter et stykke tid, om aspargesene mon var på vej. Den usikre, unge dame spurgte overtjeneren (som tilsyneladende ikke var helt ny i branchen), om aspargesene var på vej, hvortil han høfligt fortalte hende, at det vidste de nok mere om ude i køkkenet. Lidt efter kom hun tilbage og fortalte ham, at de var på vej! Så sagde han, en anelse køligere, at det synes han så, at hun skulle fortælle til kunden i stedet for.
Da en anden ung kvinde skulle tage vores tallerkener ud, sagde hun, mens hun pegede sigende på en af dem: “Den der kan jeg altså ikke nå!”, hvorefter hun afventede, at en af os rakte den til hende, hvilket en af os gjorde, alt imens vi næsten formåede at skjule vores smil. Det var ikke et “Undskyld, har du mulighed for at skubbe din tallerken lidt over mod mig?” eller noget i den stil, kun en simpel konstatering af, at den var uden for hendes rækkevidde. Hvad den såmænd ikke engang var, og jeg tror også, at hun umiddelbart efter fik en lille lektion i, hvordan man ikke gør, når tallerkenerne skal udskiftes, for det var blevet bemærket, så vi.
Vi har intet imod det, men det er den slags, man mister en michelinstjerne på.
De unge damer tabte også bestik fra de tomme tallerkener larmende ned på stengulvet så mange gange, at vi til sidst havde svært ved ikke at grine højt. Vi styrede os dog, for de gjorde virkelig deres bedste – det var bare endnu ikke specielt professionelt, men det kan jo komme med tiden.

Vinene havde de overhovedet ikke styr på. Tim og jeg fik to forskellige vine til den samme forret. Den ene var den anbefalede; den anden passede slet ikke til. Han fik den byttet, men det tog lidt tid at overbevise hende om, at til den samme forret skal begge nok have skænket den samme vin, især når begge vælger den anbefalede. Den til hovedretten anbefalede vin vidste jeg, at jeg ikke brød mig om, og eftersom jeg ikke havde et vinkort, spurgte jeg, hvad de i stedet kunne foreslå. Det måtte hun hidkalde assistance for at kunne svare på.
Han havde ret travlt, den ene erfarne tjener der var, for restauranten var fyldt til bristepunktet, og alle de unge kvinder havde temmelig ofte brug for hjælp og/eller vejledning.
Men igen: Maden var virkelig god, så alt i alt var det en dejlig oplevelse – og mere underholdende, end vi havde forudset.

P1040283

P1040288

Der er arbejde, og så er der arbejde … se de fine pollenkurve på biens bagben.

26. maj 2022

Eksplosioner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: ,

Vi kom hjem i aftes ved nitiden – omkring tre timer efter planen, fordi der var kø, kø og atter kø i Tyskland – især, som altid, omkring Hamburg. Jeg hader de køer, og det er ikke engang mig, der sidder bag rattet, men min stadig udholdende og faktisk rigtig seje mand. Han kørte hele turen uden at bede mig om at afløse ham. 13 timer, kun afbrudt af de nødvendige pauser, hvoraf ingen var særlig lange – efter hans eget ønske, skal lige siges.

Vejen til Harwich gik nord om London, med den gamle by Lavenham som delmål. Den har vi besøgt nogle gange, men Ditte og Peter havde ikke set byen med de skæve, men ret charmerende huse. Byen var engang rig pga. uldproduktion, men det marked faldt sammen på samme måde som tulipanboblen i Holland, og så havde man ikke længere råd til at bygge til og om, hvilket vi har glæde af i dag, for den gamle del af byen står i store træk som den gjorde for 5-600 år siden og betragtes, med sine 340 fredede bygninger, som den bedst bevarede middelalderby i England.

Lavenham 1Lavenham 2

Det hvide hus herover er toldboden; ved siden af The Crooked House.
De hvide og lyserøde herunder er bare … to middelalderhuse … men mere skævt kan det vel næsten ikke blive. Ikke uden at falde sammen, ville jeg tro. Gad vide, hvordan gulvene ser ud i alle de huse?

A walk around Lavenham | Suffolk Norfolk Life Magazine

Og herunder Harry Potters fødehjem. Det er i øvrigt til salg – kan erhverves for £ 950.000, hvis det skulle have interesse.

På vej fra Lavenham til Harwich skete der det, der bare ikke må ske: Peter og Dittes bil punkterede. Vejene i England er ofte meget dårlige, og han kom til at køre i et kloakhul. Det kunne dækket ikke tåle.
Den korte historie er, at de først kom med færgen hjem et døgn efter os, for det tog laaaang tid for SOS International at skaffe bugsering. De stakkels mennesker sad og ventede i bilen i mange timer på hjælp. Heldigvis lykkedes det i går at få et nyt dæk; de er i skrivende stund på vej op gennem Tyskland og forventes hjem i aften.

En anden og mere grøn eksplosion var sket hjemme i vores drivhus og i haven.
Det er da helt vildt, som alting havde groet i de 17 dage, vi var væk. Tomaterne og agurkeplanten trængte i stor grad til support, selv om jeg havde (troede jeg) sørget for det inden vi rejste, men der skulle mere til nu.
De bede, som var fint ryddet for ukrudt inden vi tog afsted, kan jeg godt begynde forfra med nu. Jeg nåede ikke at plante de forspirede blomster ud, og nu har alskens ikke-ønskede vækster indtaget den plads, de ellers var tiltænkt.
Nå. Det er jo altid rart, at man ikke bliver arbejdsløs lige med det samme. Der er også stadig en halv snes krukker, der skal have fine blomster at pynte sig med.
Sneglene skulle også have ‘mad’ – en af mine squashplanter var næsten ædt af den dræbersnegl, som brutalt blev klippet over her til formiddag, men der er flere hvor den kom fra, er jeg sikker på.
I drivhuset var tre agurker blevet store og fine, så i aften står den på årets første hjemmelavede tzatziki.
Jeg har travlt. Det er godt, jeg lige har haft ferie …

21. maj 2022

Livets gang i …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , ,

Der sker ikke en pind og vi laver så lidt som muligt. Gudskelov for det, for det er lige præcis sådan vi ønsker det lige nu.
Vi sidder på terrassen og ser gartnerne arbejde.
Charlotte har fået gartnere. Hun havde det ikke helt godt med, at jeg ville offentliggøre dette på bloggen – var bange for, at folk ville tro, at hun intet laver selv, nu hvor hun både har rengøringshjælp og gartnere.
Jeg lovede at fortælle, at hun stadig arbejder meget (okay, mest i haven, ikke med at gøre rent), men alene de kedelige og meget rutineprægede ting var ved at vokse hende over hovedet, så da hun fik muligheden, engagerede hun to gartnere til at komme tre timer hver anden uge. Faktisk er det ikke meget med gennemsnitligt tre mandetimer om ugen, men fordi de er professionelle, er det nok til at tage det grove således, at Charlotte har mere tid til alt det sjove ved haven. Og den er stor – jeg kan sagtens forstå, hvis arbejdet med den var ved at kvæle hende.

P1040274

Vi ved jo alle, hvor stor en forskel det gør, at staudebedes kanter er trimmede. Det tog damegartneren alle tre timer at trimme kanterne på de seks coronabede, som de bliver kaldt, fordi de blev anlagt i 2020 under den første lockdown.
Alene de mange vejledninger, råd og tips, Charlotte får af de to, er alle pengene værd, hævder hun. Det tror jeg gerne … at kunne lide at have en pæn have er bestemt ikke ensbetydende med, at man ved alt om alle planter; hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre.

P1040146

Billederne herover og herunder er fra den dag, vi legede turistguider for Ditte og Peter. Det er langs Kennet & Avon-kanalen, vi her går en kort tur, dels for at vise idyllen og dels for at se på de mange mere eller mindre charmerende barges, eller narrowboats, som ses overalt på de engelske kanaler. Nogle er de rene ruiner; andre er små kunstværker, både ude og (tilsyneladende) inde. Man er vel lidt af en voyeur – jeg vil så gerne se, hvordan de forskellige har indrettet sig, men de fleste af dem værner forståeligt nok om deres privatliv og har nedrullede gardiner.

P1040145

Vi smuttede lige en tur til Whitehall Garden Centre i går, fordi det regnede. Der ligger en mindre Whitehall tæt på, men ved Lacock ligger der en KÆMPEstor en, som har alt til faget hørende – og så lidt til … de har tøj, de har køkkenudstyr, de har … ja, stort set alt; inklusive en rigtig god restaurant, hvor vi indtog frokosten. Jeg elsker at komme i den store og bare gå og ose. Englænderne kan noget med havemøbler. Englænderne kan i det hele taget noget med haver!
Jeg nøjedes ikke helt med at ose i går, for undervejs opstod der en hel del behov for ting, jeg absolut ikke mente at kunne leve uden fremover.
I det hele taget køber jeg, når vi er i bil herover, altid en masse, som vi ikke kan få i Danmark. Denne gang er det (bl.a.) mel og olivenolie. Og jo, begge dele kan naturligvis fås i DK, men ikke de mærker og kvaliteter jeg køber. Med olivenolien gik jeg nærmest i hamstringsmode, for i de to Waitroses, jeg har været inde i denne gang, havde de en særdeles god olivenolie til nedsat pris. Folk hamstrer åbenbart også olier herovre, for de henstillede til, at man kun købte to flasker pr. kunde. Der var dog ikke tilnærmelsesvis tomme hylder, og den jeg købte, var ikke blevet hamstret, sikkert pga. prisen, for ½ liter koster 16 pund, så det er normalt ikke en, jeg tager flere flasker med hjem af. Lige nu er den sat ned fra 16 pund til 3,75 pund! Jeg købte to det ene sted og en det andet sted. Den har holdbarhed til februar 2023, hvilket måske forklarer prisnedsættelsen, men jeg skal nok få dem brugt inden da – og i øvrigt holder de sig snildt længere end angivet.
Slut for nu – vi skal snart på pub, fordi det skal være nem mad i dag – og hvad er nemmere end at få andre til at lave den?

17. maj 2022

Det våde Wales

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: , ,

I går morges kørte vi mod Pembrokeshire i det sydøstlige Wales. Vejret tegnede ikke for godt, men nu havde vi booket et værelse i et par dage, så det ville vi ikke lave om på, og dårligt var vejret heller ikke. Da vi kørte …
Da vi nåede et af vores mål, var sigtbarheden ikke særlig god, så mine Stag Rocks var ikke helt det syn, jeg havde glædet mig til i et stykke tid. Dog okay, og vi så noget, vi ikke ser i Danmark, nemlig tusindvis af alke, som sad på nogle af de klipper, som ikke var forbundet med fastlandet.
’Broen’ lige herunder minder lidt om Durdle Door, som vi så for nogle år siden. Den hedder The Green Bridge og har haft bro helt ud til fugleøen, men hav og vind eroderer, så de på et tidspunkt styrter sammen.

P1040194

P1040188P1040186P1040185

P1040179

P1040207Som det ses, var der maaange alke! Og som det også ses, har jeg en god zoom på mit kamera.

Vi kørte videre mod Fishguard, hvor vi havde booket to nætter. Et dejligt sted, viste det sig, men Charlotte havde også sagt, at hvis man ser på, hvad Alistair Sawdays har, går man aldrig fejl; hans bureau accepterer kun førsteklasses B&B’er. Det skal vi huske en anden gang – han har også mange steder i Frankrig.
På vejen så vi Ell’s Kitchen. Gordon Ramsay har sat sine spor, men jeg synes det var et fint ordspil på hans Hell’s Kitchen.

Formiddagen så ud til at holde tør, så vi satte kursen mod Colby Woodland Gardens, som vi ville have set i går, men ikke gad i regnvejr.
Man kan være heldig at se oddere der, men vi var ikke heldige.
Det var en lidt anderledes have; med en lille flod løbende ned gennem midten af en dal og ikke så meget en park/have som et stykke plejet engdrag.
De havde dog en walled garden, som var fyldt med stauder – også nogle, jeg ikke kender hjemmefra.
Gærdesmutten kender jeg godt hjemmefra, men vores er meget mere sky end dens lille fætter her – han var fuldstændig ligeglad med, at jeg stod tæt på ham.

P1040219

P1040211P1040221

Der lå et væltet træ i Woodland. Jeg siger ikke, hvad det ligner, men det gør det altså! John og jeg så det samme, så det er ikke kun en kvindeting at få den slags associationer …

P1040232

Køreturen videre bød på mange smukke landskaber og scenerier; bl.a. denne flotte gamle bro.

P1040244

Frokosten blev indtaget i Broad Haven, som vi kørte til for at tage kystvejen til St. Davids. På cafeens toilet var det nøje specificeret, hvad der ikke måtte smides i kummen …

P1040245

Smalle vejeMens vi sad over frokosten, begyndte det at regne. Kystvejen, som ganske givet er meget smuk i tørvejr, mistede lidt af sin charme; ikke mindst fordi det meste af den smukke udsigt forsvandt i regnen.
Det regnede mere og mere. Og mere og mere. Til sidst blev det ubehageligt for John at køre på single track roads, da man bare er SÅ meget ‘på’ som chauffør hele tiden, fordi man i forvejen næsten intet kan se, og når man møder en bil, gælder det om at have fornemmelse for, hvor tæt på den sidste mødelomme var, og så hurtigt tage en beslutning om, hvorvidt den anden eller en selv bakker hen til den. Det lyder mere besværligt, end det er, og det er hyggeligt at køre på disse små veje. Når himmel og jord altså ikke står i ét!

På trods af det våde vejr fik jeg øje på et yderst alternativt hus, som var skåret ud af en bakke. Det var en spændende bolig, som jeg vildt gerne ville have haft mulighed for at se indefra.
Herunder vist fra to sider. På det første billede ligger huset, så man kan se havet fra vinduerne til venstre, og det andet billede er taget ind mod rundingen til højre i billedet, ud mod vandet, og hvor man måske fornemmer, at man kan kigge igennem huset.

Et anderledes husEt anderledes hus

13. maj 2022

Tiden flyver – også i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:42
Tags: , ,

Holddaop – det er otte dage siden jeg har blogget. Det er også otte dage siden jeg har haft tid til at kigge over til andres blogge. Beklager, men min tid har været besat næsten 24/7.
Vi er i England; vi fulgtes herover med Ditte og Peter, som i tre nætter boede hos Charlotte og Tim, men i dag er draget videre mod Cornwall og tilslutter sig os igen, når vi skal hjem.
Nu har vi så tre dage hos mine englændere, inden vi drager et smut til Wales i nogle dage inden retur til familien i de sidste dage inden hjemrejse.
Det er også længe siden. 4½ måned, og selv om adskillelsestiden føles lang, føltes det alligevel som om vi tog afsked for kort tid siden.
Det er godt det er sådan.

P1040131

Vi har naturligvis gået den gode og smukke tur med hunden. Til venstre i billedet herover har C set isfugl et par gange, men så heldige har vi ikke været – endnu, men vi håber stadig. Aubrey tilbød at lege isfugl, men virkningen var der ikke helt …
I et par dage har vi leget turistførere for Ditte og Peter, så der har ikke været så meget nyt for os, men det har været sjovt at lege eksperter i et land, der ikke engang er ens eget. Selv om det dog efterhånden næsten føles som om det er det.

P1040153

Den primære årsag til, at netop dette tidspunkt blev valgt, var de bluebells, jeg efterhånden har skrevet om nogle gange. Den primære årsag til selve rejsen er naturligvis at se mine englængere, men bluebells er her nu. Cirka. De er desværre næsten væk igen – vi skulle have været her for 1½ uge siden, men det kunne ikke lade sig gøre. Mellem en tredjedel og halvdelen af dem er afblomstret, så de blå tæpper var ikke så tætte, som vi har set dem før. Synet var nu smukt alligevel.
I det hele taget er synet af England i maj smukt. Alt er aldeles dejligt lige nu; jeg elsker forårets farver.
Stauderne (og meget andet) er 2-3 uger foran sammenlignet med Danmark, så nogle af Charlottes bede ser helt sommerlige ud.

Vi har nået at spise på pub to gange; en gang til frokost og den anden gang i aftes, så en af de væsentlige ting på “Det skal vi altså nå”-listen er vinget af.
Jeg kunne fortælle meget, men lader være, for kommer jeg først i gang, bliver indlægget alt for langt. Dette var faktisk lige så meget for at sige, at blogstoppet ikke skyldes, at jeg er død – tværtimod er jeg i højeste grad i live og har det så perfekt, som jeg overhovedet kan have det.
Hvor skriveflittig jeg bliver fra Wales vides ikke endnu, men der vil det, selv om det stadig er ferie, så bare være John og mig, så muligheden vil nok i højere grad være der end tilfældet er/har været den sidste lille uges tid.
Livet er godt.

5. maj 2022

Hverken internet eller tv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:09
Tags: , ,

I forgårs midt på dagen røg internetforbindelsen og dermed også tv-signalet. Vi var begge ude og opdagede det først ved 16-tiden. Kl. 17 fejlmeldte vi til Fibia. De kunne se, at vi ikke havde haft netforbindelse siden kl. 12, og de videregav den fluks videre til en tekniker, som ville kontakte os i går inden kl. 12. De gjorde meget ud af at fortælle os, at hvis vi selv havde gravet kablet over, var reparation og reetablering for egen regning. Jajaja – det er da garanteret stadig alt det kloakering, der spøger, for de er i gang med et eller andet voldsomt 4-500 meter fra os.
Ingen tekniker kontaktede os i går, så kl. 12:15 ringede jeg igen til Fibia. Som sædvanlig snart alle steder skal man igennem flere menuer, før man får lov at komme til sagen. Denne gang tog det 1½ minut. Vidste du, at du kan få svar på de mest stillede spørgsmål? Gå på MitFibia.dk og find menuen FAQ..
Det kan jeg jo ikke, så lad være med at fortælle mig det hele tiden …
Jeg fik at vide, at den beregnede ventetid var 1 minut. Fint nok.
Det slanke bredbåndDet minut tog 1½ time.
Jeg kunne vælge at blive ringet op, men nu gik der lidt sport i at se, hvor lange minutter Fibia holder sig.
Der kom en tekniker lidt over 12 i dag, og nu, endelig, har vi netforbindelse igen.
Jeg havde gættet rigtigt: Det var et overgravet kabel lige der, hvor jeg regnede med. Vi var dermed 19 husstande, det var gået ud over, så det bliver en dyr affære for Holbøll. Tre teknikere full time i flere dage!

De skulle skyde nyt fiber ind – det var helt magisk, for lige pludselig kom der et tyndt bånd ud af et hul i boksen i væggen. Det er altså lidt misvisende, at det hedder bredbånd, for det er mindre end en millimeter tykt … og alligevel er der rigeligt med plads til, at alle i en familie kan streame hver sin film.
Dvs … det har vi ikke kunnet, fordi vi i vores uvidenhed placerede modemmet et fjollet sted, så det har svært ved at sende trådløst rundt i hele huset. Extenderen hjælper lidt, men ikke nok. Vi har reelt kun 40-50 Mbps op og ned, selv om vi i princippet burde have 200 – men skal Annas bilman op på det, kræver det en kabelforbindelse.

Det har vi så nu. Ikke til nogen af vores enheder, men til det Mesh-system, som John er på vej til Køge for at hente. Vi fik en god snak med teknikeren om, hvad vi kunne gøre, så ikke køkken-tv’et hele tiden faldt ud. Han kunne kun anbefale, at vi investerede i et Mesh-system, og da vi læste om det, var der ingen tvivl om, at det skulle vi da.
Fagre nye verden.

Fagre VOKSNE verden!
Mit barnebarn har lige købt bil!
Altså! Det er hun slet, slet ikke gammel nok til! Min lille pige! (Der gik lige inflation i udråbstegnene.)
Hun er rent faktisk ikke gammel nok, så officielt er det Charlottes bil, men om otte måneder fylder hun 17, og så må man køre bil i England.
Bilen var et godt tilbud. Tænk, at man kan få en bil, der virker, for 395 pund. Anna har i et stykke tid tjent sine egne penge, og med et lille tilskud fra far og mor blev bilen erhvervet. Hun kører rundt på deres meget store grund, så lidt får hun da ud af det allerede nu.
Bilen har manuelt gear, hvilket ingen af familiens brugsbiler har; kun veteranbilerne, og skal hun lovligt kunne køre disse, skal hun op til køreprøve i en bil med manuelt gear. Man må gerne tage prøven i en bil med automatgear, men så må man kun føre sådanne biler.
I England må man (lige som i Sverige) lære at køre bil af en voksen; man skal derefter bare bestå en teoretisk og en praktisk prøve.
De otte måneder kan kun gå for langsomt, synes Anna naturligvis. Jeg er ikke helt enig … men forstår hende selvfølgelig så udmærket.

29. april 2022

Jeg tror jeg flytter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , , , ,

Jeg flytter hverken fra adressen eller fra John, men jeg får sådan en lyst til at flytte mere eller mindre permanent op i shelteret, fordi vi for et par uger siden købte et mere mageligt siddearrangement dertil … som man dog stadig kan bruge som spisebord, hvilket vi hverken kan eller vil undvære deroppe.
To sofaer og to stole, plus de hvide stole vi havde i forvejen. Nu kan vi sidde 10 deroppe og stadig sidde fint. Man kan også sove deroppe nu, hvilket jeg har savnet – det gjorde jeg sommetider i Sverige om sommeren. Det var så skønt og nu kan jeg sove ude igen, hvis jeg vil.
De seneste solskinsdage har jeg næsten boet deroppe, når jeg da ikke lige har gået og ordnet i haven, som nu er ved at være forårsklar.

P1040080

Jeg ELSKER vores shelter.
Lige bag det, i et hjørne, som man ikke kan se nogen steder fra hverken hus eller have, har vi anlagt lidt flere højbede, så nu har jeg næsten en rigtig køkkenhave.
Hvor de sorte trækasser står, var der en syren, som måtte lade livet i år, fordi den stjal det eneste lille fjordkig, naboerne skråt bag os har. Som de flinke mennesker vi er, blev den naturligvis fældet på deres forsigtige anmodning. Jeg var kun glad, for jeg havde længe villet være fri for den syren, da jeg netop havde flere højbede i tankerne, men John havde nedlagt veto. Han er dog heldigvis bare lige så flink en nabo, så væk kom syrenen; en mand med en stubfræser blev hyret til at splintre dens rodsystem i millioner, så den ikke finder på at komme med hundredvis af rodskud.
Nu er højbedene anlagt og i år har jeg gulerødder, løg, porrer, spinat, ærter, squash, dild og salat. Flere hvidløg har overlevet vinteren, så de skal høstes i løbet af sommeren.
I en af de små kasser har jeg to peberrodsplanter, jeg fik sidste år og i en anden har jeg vinrabarber.
Det med peberroden er ret smart, for fra sådan en kasse kan de ikke brede sig til hele haven, hvilket var problemet der, hvor jeg fik dem fra.

Højbedene

Det ser ikke særlig kønt ud, men det gør ikke noget, for vi kan som sagt ikke se denne køkkenhave. Man kan fra vejen, men det er de andre beboeres problem … og hækken bliver jo tættere end den er nu. Måske gør vi noget mere ved det engang. Måske …
Drivhuset er næsten helt tilplantet; der mangler blot et par tomatplanter – igen måske – jeg har allerede 11 planter i gang. Det skal passes af andre det meste af august, når vi skal på krydstogt i Nordatlanten, så det er nok ikke det smarteste med alt for mange mindre krukker, der skal tilses i hvert fald hver anden dag.
Vi får se, om jeg kan dy mig … jeg har som sædvanlig uhyre svært ved at beherske mig på denne årstid – jeg kan slet ikke få sat nok i gang, men det dur altså bare ikke at give andre end mig selv noget der ligner et halvdagsjob med at passe vores have.
Bliver det hele for voldsomt, må jeg engagere mig med nogen, der tager penge for den slags – så er min samvittighed i det mindste i orden.

24. april 2022

En lørdag på Samsø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags:

En lørdag på Samsø skal på ingen måde sammenlignes med En Søndag på Amager, men jeg kom til at tænke på Fru Heibergs vaudeville, da jeg skrev dagens overskrift.
I går blev hele dagen brugt på sightseeing – vi var på Ballebjerg og på Issehoved, vi spiste frokost i Nordby, drak farvelkaffe hos Søren, hvorefter vi ledte efter (og fandt …) Ilse Mades kilde og til sidst satte kurs mod Ballen, hvor vi tilbragte de sidste par timer inden færgen gik.

Fredag aften ville Søren gerne med ud at spise. Valget faldt på Sælvigs Samsø Perlen, som kun havde ni retter på kortet – tre af hver af hhv. forret, hovedret og dessert. Ejeren, som var en lidt speciel type, men et særdeles behageligt menneske, sagde, at de havde fået friske rødspætter den dag. Det ville jeg gerne have, mens mændene tog wienerschnitzel. Vi mente ikke, der var plads til andet end denne hovedret, og da vi så portionsstørrelsen på forretten til et par andre gæster, kiggede vi på hinanden og blev enige om, at det vist havde været en god beslutning. Jeg fik fik en rødspætte, som ville gøre en frederikshavnerrødspætte misundelig, og de to wienerschnitzler havde heller ikke noget at skamme sig over.
Ingen af os kunne så meget som rokke med ørerne, da vi var færdige med at spise.
Under en af samtalerne med værten nævnte han, at han har en ung kone – hun er 45 og han 65 – hvortil jeg bemærkede, at “uha, så er der da noget at leve op til”. Hans svar kom prompte: “Ja, det er heller ikke altid, at hun kan følge med”.
Jeg elsker den slags svar. Ellens ‘smarte’ bemærkning blev totalt udmanøvreret, og vi fik alle fire et godt grin ud af det.

P1040052imageP1040058

På Ballebjerg, hvor der er endnu smukkere end på Issehoved, så vi temmelig mange æggeskaller ligge i det lave græs. Jeg er totalt novice hvad vildfugleæg angår, og her er google for en gangs skyld ikke nogen særlig god ven, for jeg kan ikke finde ud af, hvilke fugle disse æg er lagt af. Jeg efterlyser hermed professionel hjælp – næste step er Naturbasen, men jeg prøver lige her via bloggen først. Vi så helt hvide, smukke blå, støvet pink og et enkelt næsten selvlysende rødorange æg. Især det sidste undrede os, for der kan da ikke være en pind camouflage i det æg, uanset hvor fuglen måtte vælge at lægge det? Alle skallerne lå på det nedadskrånende græsstykke på billedet herunder. Hvem har æggetyven været? Hvorfor slæbe æggene herop på græsset, for her er de næppe blevet lagt?
Vi var temmelig mystificerede og håber på, vi kan få svar på alle spørgsmålene.

Ballebjerg, Samsø

P1040067

I Nordby, som med rette kaldes Danmarks smukkeste landsby, er der flere spøjse gadenavne, bl.a. Hæderlighedsgyden. Jeg kunne ikke finde nogen oplysninger om, hvorfor gaden hedder således, men pudsigt er navnet.
Vi ville finde Ilse Mades kilde, som skulle springe fra en gammel, udhulet egestamme, og som har flere sagn tilknyttet. Bl.a. skulle vi have været her syv dage senere, da vand fra den drukket Valborgs nat (mellem 30. april og 1. maj) skulle have helbredende kraft.
Da vi fandt kilden, var det lidt skuffende, og vandet så virkelig uappetitligt ud, så at drikke det kan vist ikke gøre noget godt for helbredet.
Den ‘sprang’ bestemt ikke. Man kunne ikke se så meget som det mindste tegn på bevægelse i vandet.
Men den var der, og da den i dag ligger meget tæt på vandet, er kildens vand ikke kun ulækkert, det er også salt!

Ilse Mades kildeIlse Mades kilde
Det var dog det eneste skuffende ved Samsø, så vi er friske på at tage en tur til en anden gang.

21. april 2022

Flytning til Samsø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:27

Det er så ikke os, der flytter til Samsø, men Johns bror. Både dennes søn, datter og og svigersøn og dermed eneste barnebarn bor her allerede, så han har længe følt, at han var langt væk fra sine nærneste.
I dag skulle det være. Hus i Faxe Ladeplads overdraget, et halvt hus i Nordby lejet og flyttemand bestilt til i dag. Vi fulgtes alle med den samme morgenfærge, og kl. 13 var flyttemanden færdig med at læsse det hele af.
Jeg fandt en anledning til at pjække fra arbejdet og gik til købmanden for at få en frokost til os. Et herligt sted, som vi nok kommer til at besøge flere gange … ikke mindst fordi han havde en vin, jeg er nødt til at smage, men jeg gad ikke at slæbe på den i dag.
Søren havde fået ondt i ryggen af at pakke det hele sammen, så han var glad for Johns hjælp. Vi blev absolut ikke færdige, men de fleste af møblerne, inkl. sengen, kom på plads, og køkkenkasserne var fundet.
Han var kun moden til at finde sin seng og lade ryggen finde hvile, så John og jeg kørte de 200 meter til Stay by Stage i Nordby, hvor vi skal tilbringe de næste to nætter.
FEDT og stort værelse med en dejlig terrasse, som er helt vores egen. Skal I feriebo i Nordby, så få fat i værelse 7 eller 8 på omtalte B&B.

Søren ville ikke engang med ud at spise, så John og jeg kørte til Ballen Badehotel, hvor jeg havde set, at de så ud tll at have en ret spændende menu.
(Herover Ballen havn i en dejlig og aftenstille stemning.)
Hvad der ogå var dejligt var, at, selvom man ifølge menukortet kun kunne få husets vin i glas, godt kunne få lov at vælge fra vinkortet. Det krævede godt nok Hr Knudsens mellemkomst, men han var helt med på, at jeg bare kunne vælge frit fra vinmenuen og ikke behøvede at tage en hel flaske, men kun et glas eller to. “Det betyder højst, at jeg selv kommer til at drikke resten af flasken”. Den har jeg hørt før, og en sådan bemærkning bevirker, at jeg overhovedet ikke har det skidt med at spørge, om jeg behøver at være tvunget til at drikke husets vin.
Maden? Ohhh, det var SÅ godt alt sammen. Vi fik begge jomfruhummersuppe til forret, og den var god. Som i virkelig god, selv om John hævdede, at min udgave er bedre, hvilket faktisk gjorde mig meget glad.
John fik Kylling Supreme og jeg fik bagt torsk til hovedret. Det lyder måske kedeligt, men det var heeeelt vildt godt – for mit vedkommende var det den bedste og lækreste torsk ever, og John var også ret begejstret for kyllingeretten.
Dessert var der desværre ikke plads til.

På vejen hjem passede det fint med en nydelig solnedgang.

Nu sidder vi og hygger os med hver sin beskæftigelse, inden den igen i morgen står på en blanding af flyttehjælp og Samsø-sightseeing.

15. april 2022

Et par dage i Schleswig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:36
Tags: ,

Vi rev fire dage ud af kalenderen og tog en tur til Hotel Schimmelreiter i Silberstedt. Med halvpension. Tre retter hver aften – kokken bestemmer menuen.
Vi havde nok alle fire forventet noget meget tysk (bl.a. indebærende kæmpestore portioner), men første aften blev vi positivt overraskede. Vi fik først en tomatsuppe, og de kan virkelig noget med supper, de tyskere. Hovedretten var en schnitzel, men med et twist og et tilbehør, som gjorde den meget lækker og delikat. Dessert: is, hvilket i det mindste gjorde to af de fire glade.
Det viste sig desværre, at de havde lagt hårdt ud, for de næste to dage var maden ærlig talt ikke noget at skrive hjem om. Den var da okay, men ikke så god som på dag ét. Især ikke i aftes, hvor den stod på karryris! Jeg bryder mig ikke om ris, og karry kan jeg kun klare i minimale mængder, så jeg spurgte, om jeg kunne få mere af den tilhørende salat og undvære karryrisene. Hun kunne tydeligvis ikke forstå, hvorfor jeg dog kunne have et sådant ønske, men hun holdt masken så nogenlunde, ønsket blev efterkommet, og jeg var glad.

Kohlosseum (6)Kohlosseum (1)

Onsdag tog vi på kålmuseum! Yes. Kålmuseum. Det var Ditte, der opdagede dets eksistens, og først grinede vi alle fire højt og larmende. KÅLmuseum. Altså … men navnet var fint fundet på: KOHLosseum.
Da vi havde grinet af, blev vi ved nærmere eftertanke enige om at se stedet, for kål er trods alt en stor del af madkulturen både for Tysklands og Danmarks vedkommende.
Det viste sig da også at være en del mere interessant end forventet, så vi var det hele igennem og sluttede med et besøg i den spændende butik, hvor der ikke kun var kål i alle afskygninger, men også andre spændende ting at købe. Jeg købte bl.a. to forskellige slags surkål, hvilket jeg faktisk aldrig har smagt. Det har jeg så snart.
Vi kunne kigge ind til dem, der havde til opgave at styre sauerkrautproduktionen. Man fornemmer måske, at der blev lavet en hel del.

Friedrichstadt (2)

Vi kørte videre, først til Eidersperrwerk og dernæst Friedrichstadt, som er en hyggelig kanalby. At det oven i købet var blevet næsten sommer, med 17°, gad vi ikke brokke os over. Vi sad på torvet og fik og en kopkaf og en kage. En stor kage … små portioner er som nævnt ikke rigtig noget man kender i Tyskland.
Efter den kaloriebombe gik vi en tur langs kanalerne og nød synet af disse, de smukke gamle huse og det gode vejr.

Danevirke (3)

I går kørte vi til Dannevirke, med frokost i Schleswig og kaffe i Kappeln. At se den gamle vold havde været et ønske for John lige siden han var 14 år, hvor han var på lejrskole i Sønderjylland, men netop turen til Dannevirke blev ikke til noget, fordi bussen brød sammen, så det blev med 62 års forsinkelse.
Heldigvis blev han ikke skuffet, men det var også et smukt område. Fra museet kunne man gå enten mod øst eller mod vest. Vi gjorde begge dele – nu skulle vi have det hele med, og det var da også en dejlig tur ad begge veje.

Danevirke (6)

Torsdagsvejret var ikke så godt som i onsdags, og i dag returnerede det til det alt for velkendte, kolde aprilsvejr med kun 7°, men da skulle vi også bare hjem. Vi tog den langs Flensborg Fjord, op til frokost på Krybily Kro ved Kolding og så ellers hjem – vel omkring 10 kilo tungere end da vi tog afsted.
Okay, måske knap nok, men det føltes sådan. Godt, vi har en måned til at smide det igen, inden turen går til England, hvor vi heller ikke plejer at få for lidt mad.
Min fødselsdagsgave fra mine englændere bliver en middag for os alle seks på en michelinrestaurant ikke så langt fra hvor de bor, så jeg har noget at glæde mig til.

9. april 2022

Vedbend brugt som oasis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:16
Tags: ,

 Det er 5° i dag. Det blæser. Det er hundehamrende koldt, når man vover pelsen (den skulle man så hellere have haft taget på …) og bevæger sig udenfor.
Det blæser 12 m/s, og selv om det ikke ligefrem kun er en mild forårsbrise, er det trods alt heller ikke alarmerende meget – træer bliver stående, og tagplader bliver liggende.
Vi vovede pelsen, men trak hurtigt inden døre igen. Det bliver – igenigen – en dag med ild i brændeovnen og gang i strikketøjet.
Chillfaktorberegneren kunne fortælle mig, at vi følte det som ÷0,9°. Det ved jeg ikke, om jeg er helt enig i, for det føltes koldere end det.
Jeg spurgte John, om ikke vi skulle melde os som nye deltagere til serien Life Below Zero, som de sender over BBC Earth. Den handler om det barske liv i i det nordlige Alaska året rundt, og det er de samme 6-7 personer, man har fulgt i årevis nu – serien kunne godt trænge til lidt fornyelse, så vi melder os hermed under fanerne.

Nå. Nul haveliv i dag. Jeg nøjedes med at gå en tur i sivene for at se, om påskeliljerne var ved at dukke op her. I haven er de fint oppe nu, men på strandsiden har der været meget vand, og liljerne var da endnu også meget ‘sovende’, med undtagelse af nogle få blokke helt ude ved vejen.
Jeg indledte et eksperiment ved at tage nogle sovende fra forskellige søvnniveauer fra den dybe søvn over REM-søvnen til næsten vågen for at se, hvor dybt de kan sove og alligevel blive vakt til live i en vase.
Det kan jeg sagtens tillade mig, for der står omkring 100 pænt store blokke med påskeliljer, og når strandgrundsejerne ikke, som det skete sidste år, skærer sivene helt ned, kan man ikke se nogen blomster næste forår (sagde jeg virkelig forår?). Man skal vide, at de er der, og det ved jeg.

Efeu som oasis (2)

Nu er huset fyldt med påskeliljer. Jeg har mange vaser, både med bred og med smal hals.
En vase som Altovasen herover er flot, men svær at få til at se pæn ud, fordi der skal mange blomster til, hvis ikke de skal vælte uskønt ud over kanten. Det kan løses med oasis, som er grimt og derfor ikke dur til gennemsigtige glasvaser. Det kan også løses med bådehustagets vedbend, som jeg alligevel klipper meget ned hele tiden, og som ser pænt ud, selv om man kan se igennem vasen. Denne storbladede efeu, som den også kaldes, får dekorative frugter efter en halv snes år; de og dens blade holder i mange uger i en vase, så man kan nøjes med at skifte blomsterne, som jeg ganske enkelt stikker ned mellem de små grene.
Et voila – nydelige blomsterarrangementer, som er ganske gratis. Hvis man har de fornødne planter …

Efeu som oasis (1)

Da vi flyttede herned, lovede jeg mig selv, at der altid skulle være fyldte blomstervaser i mit hus. Det har ikke helt holdt, men næsten, for roserne holder længe og vintergæk og erantis kommer tidligt. I denne vinter har den stedsegrønne vedbend bidraget en del, selv om det er lidt snyd, fordi den har måttet klare sig uden blomster indimellem. Jeg køber sjældent blomster, for der går lidt sport i at være kreativ via egen have.

7. april 2022

Økologi og dobbeltmoral

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:13
Tags: ,

Jeg køber en del økologiske varer. Økologi er ideologi. Det er også økonomi – ikke kun for producenten, men også for forbrugeren.
Jeg køber det for smagens skyld. Der er meget mere smag i økologiske mejeriprodukter, hvilket selv John fandt ud af helt uden jeg behøvede at prædike for ham. Han kom engang hjem med en ikke-økologisk creme fraiche, fordi de ifølge ham ikke havde flere økologiske. Da jeg så den, sagde jeg, at en anden gang skal han så bare ikke købe nogen, for så vil jeg hellere undvære, hvilket medførte et af de blikke fra John, som betyder, at “nu synes jeg du er fjollet, men jeg siger ikke noget”.
Så smagte han den.
Og sagde: “Okay. Jeg køber aldrig mere ikke-økologisk creme fraiche! Den smager jo ikke af noget!”
Det lærte han på den go’e måde, kan man sige.
Jeg køber ikke økologisk kaffe, for der kan jeg ikke smage forskel, og så gider jeg ikke bruge ekstra penge på det. Der er mange varer, jeg køber som ikke-økologiske, og det er her, at dobbeltmoralen kommer ind i billedet. Kan jeg få den økologiske vare til samme pris eller kun lidt dyrere, køber jeg den økologiske; ellers ikke (undtagen for mælkeprodukters vedkommende). Det er dobbeltmoral, så det synger.
Jeg synes ikke, at økologisk kød smager bedre, men her tænker jeg mere i dyrevelfærd end i selve den økologiske tanke. Når jeg køber det fantastiske ikke-økologiske kalvekød hos Velfærdskød på Møn, ved jeg, at dyrene har haft det optimalt, hvilket er vigtigere. Plus, at jeg støtter lokal produktion, hvilket også kan bidrage en smule til gloriepudsningen. Lokale varer køber jeg i videst muligt omfang, men det er jo ikke muligt at købe alt lokalt. Kaffe og te, fx, men også meget andet. Jeg er overvejende ved at gå bort fra at købe de meget eksotiske fødevarer, som kommer fra den anden side af jorden, men en avokado kan jeg altså godt lide indimellem.

Den gode farsEndelig kan jeg godt lide at lave tingene selv, hvilket jeg har belastet jer med utallige gange, når jeg hen over sommeren blærer mig med alt muligt hjemmelavet vinterforråd. Færdigretter er ikke noget vi gør i her i huset, og det der inspirerede mig til indlægget i dag, var den nakkesteg Brugsen havde på tilbud. 99 kroner for 2,3 kilo. (Ikke et ord om, hvad svineproducenten fik for kødet, for det ved jeg ikke noget om.)
Det tager et par minutter at skære det i kødhakkervenlige skiver og yderligere nogle få minutter at hakke det.
Fordeling i poser og så i fryseren. Fem pakker mager fars for en tyver stykket – what’s not to like? Måske for nogle, at det ikke var økologisk kød, men smagen er allerede her i top, så det gider jeg ikke.
Vi kører ikke efter specifikke tilbud, for det kan hurtigt ruinere besparelsen, hvis man af den grund skal flere steder, men jeg ser altid efter gode tilbud, når jeg alligevel er ude at handle. Det er fordelen ved at have god lagerplads i form af to køleskabe og to frysere – plus et loft uden dagslys og en god temperatur året rundt. 
I den anden ende af skalaen køber jeg heller ikke discountvarer, hvis det er skodvarer, hvad det godt kan være. Det kan også sagtens være varer der er helt okay, men her skal man kende både produkter og priser. Det gør jeg så også … og jeg kan godt lide at have en fornemmelse af, hvad de opnåede rabatter løber op i – de kan nemlig normalt betale en gourmetmiddag om året.

Charlotte er ikke dobbeltmoralsk. Hun går all in og er gået fra kun at have et overbærende smil tilovers for folk, der gik ind for økologi til udelukkende at købe økologiske og bæredygtige fødevarer. Holdningsændringen skyldes flere faktorer: De fik flere penge mellem hænderne, og det gik op for hende, at smagen er bedre. Bæredygtighed og miljø er også blevet mærkesager for hende. England er på nogle områder lidt gammeldags i forhold til Danmark, men de har i mange flere år haft et langt større udvalg af økologiske fødevarer end vi har.

4. april 2022

To slags leg med farver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

I torsdags var jeg på kursus i syrefarvning. Det var jeg sammen med Inge og Ditte, og vi tre var hos Pernille, som har Dyeing to Knit.
Det var sjovt. Det var rigtig sjovt.
Jeg vil ikke sige, at jeg er træt af at plantefarve, men jeg har bare SÅ meget garn, der er plantefarvet, at jeg ikke vil kunne nå at bruge det i dette liv.
Derfor vil jeg i en periode gå all in for syrefarvning, så jeg kan farve så meget garn, at jeg ikke vil kunne nå at bruge det i dette liv.
Hvis der er nogen der forskrækket træder et skridt tilbage og siger SYREfarvning!!!??? Det lyder usundt! – kan jeg berolige med, at ‘syren’ er citronsyre, som man kan købe i ethvert supermarked. Det er ikke giftigt, og man kan uden risiko for helbredet indtage det. Faktisk er der mange, der gør det, for der er op til flere spiseskefulde i en portion hjemmelavet hyldeblomstsaft. Det er det eneste kemi, der bruges til syrefarvning, hvorimod plantefarvning som minimum kræver alun, og indigofarver man, skal der væmmelige ting til som salmiakspiritus og natriumdithionit. Dette sidste kaldes affarver på beholderen, sikkert fordi det så lyder mindre farligt … til gengæld skal garnet ved indigofarvning ikke først bejdses med alun, hvilket måske kan kompensere lidt. Kaustisk soda kan også forekomme i plantefarvningsverdenen.
Plantefarver giver afdæmpede farver, som på forunderlig vis alle passer sammen. Syrefarver er meget mere pangfarver, selv om man selvfølgelig kan bløde dem lidt op, men de ligner ikke plantefarverne overhovedet (med undtagelse af indigo og kochenille), så farvespektret i det nielsenske hjem bliver snart udvidet.

Første syrefarvning (Canon)Første syrefarvning (CanonM

Så selv om navnet måske lyder væmmeligt, kan man godt kalde det mere naturligt at syrefarve end at plantefarve. OG ikke mindst er det 10 gange nemmere, hvilket ikke gør spor for mit vedkommende – man er vel dovent anlagt.
Pernille lod os kigge på de 102 farver (jeg har lige ‘lånt’ dit billede, Pernille – håber det er okay!), vi kunne vælge imellem. Holddaop, hvor det var svært.
Jeg endte med at tage en lys og en lidt mørkere grøn, nemlig de to tættest på klokken 6 af de fire grønne, der ligger mellem klokken 7 og 8.
Pernilles kamera kan fange de grønne. Det kan hverken min telefon, mit lille eller mit store Lumix. Ikke engang Johns monsterdyre og avancerede kamera kunne klare det. Det er ham, der har taget billederne herover, og garnet synede præcis lige så blåt, som det gjorde ved mine fotoforsøg, og det er i virkeligheden nogenlunde de samme grønne, som ses på Pernilles billede. Jeg kunne ikke ændre tilstrækkeligt i mit fotobehandlingsprogram, så jeg spurgte John, om ikke han havde lyst til at lege lidt med sit mere avancerede software. Det gad han godt, og det blev da også bedre. Men ikke godt nok.
Det forstår jeg ikke. Desværre forstod John det heller ikke, så fotoet af mit første syrefarvningsforsøg er temmelig meget ringere end selve resultatet – garnet har ikke den farve, som fremgår af billederne her. Men det er fint. Jeg ville bare gerne vide, hvilket kamera Pernille har brugt …

Så fint, at både Ditte og jeg fortsætter. Der er så mange muligheder for farvegraduering og farveskiftegarn, og man kan lave speckles (dvs. små pletter af en anden farve end hovedfarven). Både Ditte og jeg har meget ufarvet garn, der var indkøbt til plantefarvning, og da vi nu alligevel har garnet, kan vi lige så godt farve det. Jeg har købt et starterkit med 12 farver, som vil ligge og vente på mig, når vi i maj tager til England. Firmaet sender ikke udenfor UK, men den slags bagateller er jeg heldigvis ligeglad med – jeg har jo lagerkapacitet i Brexitland. Det betyder naturligvis, at jeg skal vente otte uger på at kunne komme i gang, men det går nok. Det er snart forår – håber jeg, for lige nu er det stadig vinter – så jeg har rigeligt at beskæftige mig med, indtil jeg kan syrefarve.

30. marts 2022

Huset ryster, det er snestorm, det er …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: , ,

Huset ryster, det er snestorm, det er noget værre noget alt sammen … vores rystometer, som Holbøll nok mere korrekt kalder en vibrationsmåler, er stadig monteret på vores hus, men vi kan ikke få et godt svar på, hvem der monitorerer data. ‘Man’ ved ikke, hvem der får de data, og ‘man’ ved ikke, om der sker en løbende monitorering med påhæftede alarmklokker. Vi kan med andre ord kun vælge at tro på, at dimsen ikke kun blev sat op for at indgive Ellen og John en falsk tryghedsfornemmelse. “Så tror de, at vi har styr på det”.
Nu er jeg ond, og det er forhåbentlig heller ikke sådan det er – John tror det slet ikke, men han tror også meget mere på det gode i mennesker end den evige skeptiker Ellen.

Da de arbejdede lige uden for vores hus, kom de betænkelig tæt på brønden, der fører overskudsvandet videre fra vores septiktank. Det gjorde John dem opmærksom på, og de var da heller ikke klar over, at den var der, hvor den var. Ikke desto mindre hamrede de hul i den få timer efter den oplysning. Nu har vi et stort hul ude på vejen med en blanding af grund- og overløbsvand. Det bliver repareret og vi skal ikke bekymre os, siger de.
Det gør vi så alligevel, for inden arbejdsdagen sluttede i går, lagde de køreplader tættere på hullet og flyttede derfor afspærringen, så selve vejen ikke længere var halvt lukket. Vejen har ikke været helt plan, så kørepladerne vipper, når der køres over dem. Det kan kun netop fornemmes med personbiler, men lastbiler får hele vores hus til at runge så meget, at vi føler det ryster. Vi vågnede flere gange i nat på grund af det.
Vi tog fluks i morges fat i den kontaktperson vi har fået et telefonnummer til, og han stod der efter få minutter. Jeg kunne stadig ikke få svar på nogen af mine spørgsmål vedr. rystometeret, men han flyttede resolut afspærringen ud, så bilisterne ikke kunne komme til at køre over de tunge jernplader.

 Hul i overløbsbrønd (1)

Hullet i cementbrønden kan ses i centrum af øverste billede.
Hul i overløbsbrønd (2)I aftes og i nat bestod afspærringen kun af metalgitteret; det var de rød-hvide plader, der blev sat op, da vi ringede og gav udtryk for vores bekymring.
Vi håber stadig det hele går – og ender – godt. Vi har i hvert fald ingen klager over reaktionshastigheden, når vi henvender os til sjakbajserne, eller hvad sådan nogle fyre nu hedder.

Som det fremgår af billedet til højre, har vi snestorm. I morges var det 2,1° og lige nu er det sølle 2,5°. Vi havde således ikke nattefrost – man lærer at være taknemmelig for lidt …
Nu har det været så lunt og skønt i nogle dage, at jeg gik rundt og troede jeg rigtig skulle i gang i have og i drivhus, men det skulle jeg så ikke.
Jeg vil meget gerne bede om lidt local warming, tak.
Det er dog vist ikke kun locally, det er koldt. Ovre hos Charlotte har de også igen fået det køligere, og helt nede i Madrid kan vi se temperaturer helt ned til 1°. Madrid ligger godt nok højt, men det er alligevel usædvanligt koldt så langt mod syd for en lige om lidt 1. april.

24. marts 2022

Snakke, snakke, snakke …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07

Enhver, der har læst Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus, vil have oplevet det.
Enhver, der har set en amerikansk instruktionsvideo over fx YouTube, vil have oplevet det.
Det amerikanske koncept: Sig noget. Sig det så igen, men skift eventuelt et ord eller to ud. Uddyb med indgående at beskrive alt det indlysende. Sig det for tredje gang, men brug nu endnu et synonym eller to – og husk at forklare indgående, at det jo altså stadig er den samme ting, vi taler om – fordi der bruges nye ord, er det ikke et nyt emne.

Min søde chef gav engang sine ledere og sin sekretær (mig …) en bog i julegave og bad os om at læse den i løbet af juleferien.
Bogen hed Følelsernes intelligens på arbejdspladsen af Daniel Goleman.
Jeg blev en anelse knotten over at få lektier for til juleferien, men da jeg så, at forfatteren er amerikaner, grinede jeg og sagde til lederne, at de så bare behøvede at læse det første, det midterste og det sidste kapitel, så ville de i princippet have læst hele bogen. De så lidt undrende ud, men jeg sagde, at amerikanere siger det samme mange gange; måske fordi de vil være 100 % sikre på at få alle med, mens det i virkeligheden resulterer i, at normalt begavede personer hurtigt bliver irriterede og opgiver at læse/lytte. Chefen skulede lidt til mig, men til det første ledermøde efter juleferien gav lederne mig ret.
I den førstnævnte bog var det første gang jeg oplevede, hvordan amerikanere skærer alt ud i pap, bøjer det i neonrør OG gentager sig selv.
En instruktionsvideo til syning eller strik, hvor det tager måske fem minutter at vise teknikken, tager det en amerikaner mindst 20 minutter og ofte længere. Alt skal forklares: “Den sytråd jeg bruger her er blå. Det er fordi mit stof er blåt. Hvis du har en anden farve stof, bør du tage en tråd, der matcher i farven til lige netop dit stof.” Er det ikke utroligt? Jeg overdriver ikke!
Man kan selvfølgelig bruge fast forward-funktionen, men man risikerer at miste de ganske få ord, der er kernen i det hele, så kan jeg undgå instruerende amerikanere, så gør jeg det – jeg har overhovedet ikke tålmodighed til al den overflødige snak.
Fra en opskrift på citronkartofler, som skal skæres i både, men det er for enkelt: “Don’t worry if your potatoes are too long or too short. If they’re really long, you can simply cut them in half again on the final step.” Kan man virkelig?
Fra samme opskrift: “Unless I’m using garden-fresh new potatoes, I always peel them. You can do that using a paring knife or a vegetable peeler.” Ville de ellers bruge en ske?

AmerikanereAmerikanere _LI

I går ledte jeg på Pinterest efter en opskrift på en herrejumper med sadelskuldre og fandt bl.a. en, der var skannet til en pdf fra en gammel opskrift. Amerikansk opskrift, fandt jeg ud af … jeg kom til at smile ret højt, da jeg så, at forfatteren havde følt det nødvendigt at fortælle det, jeg har rammet ind med blåt.

Jeg kunne komme med mange flere eksempler, men så ville jeg sætte mig selv i den bås, jeg lige har ironiseret over i indlægget. I stedet vil jeg anbefale, at I selv dyrker fænomenet, som, udover irritationen, trods alt også kan give nogle gode grin.

19. marts 2022

Eksperiment

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:48
Tags: , ,

Jeg havde ikke tænkt over, at det allerede var ramsløgtid, før de i en vejrudsigt viste en mand gå og plukke fine, nye og spædgrønne ramsløg.
”Allerede!”, sagde jeg til John. “Så skal vi da ud at samle ramsløg”.
Som sagt, så gjort. I går. Store er de ikke endnu, men de er der, og det er nu, de er allerbedst.
Som sædvanlig har jeg svært ved at beherske mig, for selv om det ikke var det tætte ramsløgtæppe, der kommer inden for de næste 2-3 uger, så er der på ‘mit’ sted så voldsomme mængder, så hvis jeg orkede (og måtte … ) kunne jeg uden problemer forsyne samtlige supermarkeder på Sydsjælland med ramsløg.
Jeg beherskede mig dog så meget, at selv John spurgte, om jeg var sikker på, at jeg havde nok.
Det var jeg sikker på, og da de kom i vasken til skylning, tænkte jeg, at nu havde jeg vist igenigen været lidt for grådig.
I aften skal vi have ramsløgtærte, som fx denne her, som er meget lækker, men det tager kun 100 gram, og jeg hentede en anelse mere end det.
De kan holde sig relativt længe i køleskab, men jeg fik den tanke, om jeg yderligere kunne forlænge holdbarheden ved at gøre det modsatte af at pakke “i beskyttende atmosfære”, nemlig vakuumpakke mindre portioner.

Vakuumpakede ramsløg (2)

Som sagt, så gjort.
Nu ligger der seks portioner ramsløg i det lille ekstrakøleskab, som jeg har netop til den slags ting, der har bedst af at blive opbevaret køligt, men ikke har plads til i køleskabet i køkkenet.
Det er her, på reservekølelageret, jeg opbevarer de solovntørrede tomater, pestoen fra den basilikumbusk, jeg har hver sommer i drivhuset, samt agurkesalaten fra sidste sommers mange agurker. Når jeg opbevarer disse ting i køleskab, holder de meget længe, også farven – alle tre nævnte ting ser stadig lige så friske ud som den dag, jeg lavede dem, så et ekstra køleskab kan anbefales.
Det ekstra køleskab kom sig af, at vi fik Sus og Jans, da de renoverede deres sommerhus. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var rigtig nyttigt at have, så da det døde i løbet af denne vinter, købte vi fluks et nyt, som er lidt mindre end det, vi fik, men da det er uden den unødvendige frostboks, er det i realiteten lige så rummeligt.
Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at et nyt kunne fås for den ringe sum af 1300 kroner – det er sikkert hurtigt tjent hjem pga. et langt mindre strømforbrug. Som en yderligere besparelse holder jeg det på 5-6°, hvilket er fint til formålet. I køkkenet er det 2°, hvilket er under normen, men ifølge min erfaring holder tingene sig i op til dobbelt så lang tid som ved 4°.
Det er også godt at have ekstra kølekapacitet, når der er købt ind til mange gæster eller når englænderne er her i en uge. Jeg kan godt lide at købe stort ind og/eller købe ind til mange dage – det sparer penge og tid, og når englænderne er her, vil jeg helst ikke tilbringe for meget af den dyrebare tid i et supermarked – helst kun den tid det, sammen med Charlotte, tager at købe de ting, hun ikke kan få i England og derfor vil have med hjem.

15. marts 2022

Nogle gange må man gerne være skadefro

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09

Der arbejdes ihærdigt på at grave vores – og yderligere 61 husstandes – penge ned.
Strandvejen er spærret for tiden, og det larmer indimellem lidt rigeligt.
Entreprenøren har sat en rystesensor på vores hus, så man kan følge med i, om der er konsekvenser af alt deres graveri og rumsteren. De sagde, da de spurgte om tilladelse, at de ville sætte den mest følsomme på; den de normalt bruger til fredede ejendomme. Det var vi glade for – vi vil så nødig have, at huset falder sammen om ørerne på os … det har trods alt næsten 250 år på bagen.
Enkelte gange har det rystet, så ruderne klirrer, men vi er nødt til at forlade os på, at de har styr på det de foretager sig.
Og vores hus står der da endnu, selv om de arbejder meget tæt på …

Der graves (1)

Det er et større projekt, de er i gang med. En del af Strandvejen, nogle hundrede meter på hver side af vores vej, er spærret hele ugen, men de er flinke til at sørge for, at vi beboere hele tiden kan komme ind eller ud. Det går ikke, at folk ikke kan komme på arbejde. De stakler, der nu er nødt til det …
Vi skal en omvej, hvis vi skal nordpå, men det er til at leve med – vi er jo ikke så fjollede som dem, der ignorerer afspærringsadvarslen.
Som der er en hel del, der gør. Der kommer mange gange om dagen bilister, der åbenbart ikke tror på det, der står på skiltet. Jeg synes nu ellers ikke, der er specielt meget at tage fejl af – det er virkelig både skåret ud i pap og bøjet i neonrør, at her kan man altså ikke komme igennem i denne uge.
Over 90 % af bilisterne bakker og/eller vender. Nogle ganske få er ved at køre i fjorden, fordi de VIL forbi. Enkelte standser op og venter på, at den der uforskammede gravemaskinefører skal flytte sig og sin maskine, så de kan komme forbi. Det er kun mænd, der gør det (her var jeg lige ved at skrive ‘selvfølgelig’ foran ‘kun mænd’). Jeg har oplevet dem stå ud af bilen og skælde ud over, at man ikke viger en tomme for denne VIP-bilist, men heldigvis bliver manden i gravemaskinen tilpas stædig, så han fortæller dem bare høfligt, at han har tænkt sig at fortsætte med sit arbejde, og at det i øvrigt var skiltet, at vejen var lukket – han kunne jo bare have fulgt anvisningerne.
Så sætter de sig skulende ind i bilen igen og vender om. Det er her, jeg bliver en smule skadefro. Jo surere mænd, jo bredere mit smil.

skilt

At skiltebestilleren (eller –skriveren?) så ikke kan sin danske grammatik, er en helt anden sag. Der er tre fejl på det store skilt: Ugedage skrives ikke med stort begyndelsesbogstav (det gør måneder heller ikke), og så hedder det i dette tilfælde “totalt spærret”, men meningen burde alligevel ikke være til at misforstå.
Marjatta gik det helt galt med – af ukendte årsager blev det til “Majetta”, men det er nok også svært, hvis ikke man kender navnet i forvejen.

10. marts 2022

Kære pakkeudbringere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: ,

Kære PostNord, GLS, DAO og Bring

Vil I ikke nok være søde at lade være med at sende mig forespørgsler om vurderinger af jeres arbejde. Tak.
Jeg køber en ting over internettet.
En eller anden skal pakke den ting ind. En eller anden skal sørge for, at pakken bliver sendt afsted.
En eller anden skal aflevere pakken på det sted, jeg har bedt om – som regel Meny i Præstø.
For mit vedkommende kommer I først ind i billedet når I giver mig besked om, at jeg kan hente pakken.
Det er den eneste “kontakt”, jeg har med jer.

Så hvordan pokker skulle jeg kunne vurdere jeres “service”???
”Hvad synes du om PostNord/GLS/DAO/Bring?” “Hvordan oplevede du vores service?”
”Giv os venligst en vurdering på Trustpilot. Det tager kun 2-3 minutter.”

NEJ, det gider jeg ikke. Det KAN jeg ikke. Jeg ser jer aldrig – er aldrig i direkte kontakt med jer.
I afleverer pakken 1-2 dage efter indlevering. Fint nok, men det er altså det, I får jeres løn for. I kan for min skyld gå rundt og se møgsure ud hele tiden – det ville jeg aldrig opdage.
I kan bande mig langt væk, men det gør I formentlig ikke, da I uden kunder ikke ville have noget arbejde.
Det ville – måske – give en anelse mening at evaluere medarbejderen i Meny, som udleverer pakken til mig.
Det ville – måske – give en anelse mening at evaluere internetbutikken, men kun mht. afsendelseshurtighed, for dem møder jeg heller ikke.
Jeg gider bare ikke alt det evalueringspjat. Punktum.

Med venlig hilsen
Ellen Nielsen


Det var et åbent brev til Danmarks pakketransportører.
De ser det sikkert aldrig, men jeg fik luft.

I gamle dage, da jeg var arbejdsramt, havde jeg også kun himmelvendte øjne hvad evalueringer angik. Jeg kan forstå de (måske) kan være (lidt) nyttige, når man virkelig har nogle mål, der skal nås, men jeg var sekretær og havde dermed primært ikke specielt langsigtede og/eller langvarige opgaver. Jeg deltog i projekter, men jeg var ikke ansvarlig for nogen af dem.
Når min søde chef kaldte mig ind til den årlige MUS, varede den sjældent længe, for jeg sagde gerne til ham, at mit mål vel var at passe mit daglige arbejde til hans og andres tilfredshed. Og var han tilfreds? Jo, det var han – havde intet at udsætte. Okay. Skal vi så ikke bare stoppe her?
Det var han enig i, men som Vice President skulle han jo være loyal overfor direktionens og/eller HR’s forskellige, mere eller mindre fjollede, men meget trendy eksempler på pseudoarbejde, så det indrømmede han aldrig, men jeg tror det passede ham fint ikke at skulle bruge flere timer på mine KPI’er, målskemaer og hvad har vi. Selvfølgelig havde vi ting at tale om, men det var heldigvis altid hurtigt overstået, så vi brugte resten af tiden, der nu engang var sat af, til at komme lidt rundt om ting, der måske ikke var så meget tid til i hverdagen, så lidt gavn gjorde den MUS da.

Hvorfor siger så mange ‘MUS-samtale’, når S’et står for samtale? MedarbejderUdviklingsSamtale. Google giver faktisk 477.000 hits på MUS-samtale! Jeg synes det er forkert – det er lidt det samme som at sige softice-is eller bomuldscottoncoat. Jeg har hørt begge disse ude i det virkelige liv.
Har I flere eksempler på denne form for pleonasme?

4. marts 2022

Man kommer ikke tættere på en rigtig stjerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:56
Tags:

Vi har været på Molskroen. De har flere former for arrangementer, og jeg bookede et “Vinterophold”, som inkluderede en overdådig Afternoon Tea, en 6-retters menu om aftenen, overnatning og – selvfølgelig – morgenmad.
Lad det være sagt med det samme: Det var det bedste måltid, vi nogensinde har fået. Norsminde Kro er overhalet. Molskroen aspirerer til en Michelinstjerne, og det skal nok lykkes for dem en dag. De er allerede anbefalet i den berømte guide, men har altså stadig stjernen til gode, og når det sker, er jeg glad for, at vi nåede at spise der inden den kommer. Det var nemlig ikke kun det bedste måltid; det var også det dyreste! Jeg vil ikke røbe den samlede pris, men vinmenuen alene kostede 1200 kroner! Der var hele tre Premier Cru-vine, og de syv af de otte vine var virkelig gode. Men 1200 kroner, altså … pyyhhh … lige pludselig var jeg meget glad for, at John ikke drikker vin. Jeg spurgte ikke i aftes, hvad den kostede, for selvfølgelig skulle jeg da have en vinmenu, når vi skulle have så meget og så forskellig mad, og jeg lod som overhovedet ingenting, da jeg afregnede i morges. Osteanretningen med lutter Arla Unika-oste var også ekstra.

10 serveringer

Med denne ekstra osteanretning kom vi op på 10 serveringer, selv om de kaldte det for en 6-retters menu. Vi var så mætte, at vi efterspurgte en shuttleservice til vores værelse … som i øvrigt ikke bare var et værelse, men en juniorsuite, med dagligstue (med biopejs), et kæmpestort og meget luksuriøst badeværelse, to store dobbeltsenge (med dør imellem) på første sal, samt en lille terrasse med bord og stole. Et lille SMEG-køleskab med masser af drikkevarer og snacks. Kaffe til selvbryg med rigtig mælk og ikke det skrækkelige pulverfløde. Parkering lige uden for døren. Det var ganske enkelt vild luksus.
Jeg har ikke plads til alle ordene, der ledsagede maden, og jeg kan da heller ikke huske dem alle.
1) Kongekrabbe med ægte kaviar og en fantastisk sauce. 2) Rejer. Som ikke bare var rejer. 3) Kartoffelgalette med bl.a. peberrodscreme og en fantastisk sauce. 4) Pocherede østers med rosen- og grønkål, urter, hasselnødder og en fantastisk sauce. 5) Brød og smør. Ja! Bare brød og smør, men brødet var lavet på en surdej, som kokken startede op for otte år siden, plus to gange hjemmerørt smør. 6) Resten af brødet med grillet slethvar med jordskokcreme, jordskokchips, vintertrøfler og en fantastisk sauce. 7) Morkler med kyllingefarsfyld, helt nye babyramsløg, syltet havtorn og en fantastisk sauce. 8) En and (som jeg ikke husker navnet på) med et par små kartofler og en fantastisk sauce. 9) Osteanretning. Vi kunne vælge op til fem oste fra det store udvalg, som vi fik fortalt om i alle enkeltheder. 10) Dessert med citrussorbet og solbæris.

Ostebordet med oste fra Arla Unika

Maden kom ikke bare med en tjener. Nænæ, der kom en hel delegation til hver servering. Nu var vi kun to personer, så vores delegation bestod kun af tre eller fire tjenende ånder, nemlig en tjener til hver af os, plus ham, der skulle præsentere maden for os, og – når der var en sauce til, hvad der ofte var – en gut fra køkkenet til at servere den på tallerkenen.
Jeg har ikke før fået 10 serveringer, jeg har sjældent følt mig så mæt og jeg har aldrig fået så udsøgt mad som i går.
Vi kunne have levet af saucerne alene. Englene sværmede rundt om os, når vi spiste dem. Saucerne, altså …
Hvis man vinder i Lotto, så kan jeg på det varmeste anbefale Molskroen. For os var det en kombineret kompensation for den i vrede aflyste nordlystur til Tromsø og en fødselsdagsgave fra mig til mig. Os.
Hvad vi ellers oplevede på de to dage, må komme i et andet indlæg.

28. februar 2022

Alle går rundt og forelsker sig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , ,

Okay, jeg går så godt nok ikke rundt og forelsker mig. Ikke i andre mænd, i hvert fald, men jeg er ikke kun forelsket i det forår, jeg kan mærke er lige om hjørnet nu. Jeg elsker forår!
Det er oven i købet forår på en endnu bedre måde, end det har været de sidste to år, for coronapesten er blevet håndterbar. Covid-19 er her, men vi er ikke mere nervøse for virussen. Nogle er, kan vi se på dem, der stadig bærer mundbind i det offentlige rum, men John og jeg er kun glade for at være sluppet for dem. En del lande har gjort som Danmark, men der er stadig mange, der ikke har ophævet alle restriktioner. De kommer nok med, når vi kommer lidt længere hen på året. Håber jeg …

Vejret er flot, og det kribler i fingrene for at komme i haven og ikke mindst for at få noget i jorden.
Det er bare for tidligt endnu, men jeg kan heldigvis sætte til forspiring. Ihh, hvor havde jeg svært ved at beherske mig nede foran frøstativerne på planteskolen, da vi kørte til Toksværd i dag, men jeg tror det lykkedes så nogenlunde.
Nu har jeg 140 små potter med frø i + en lidt større potte med mikroskopiske frø i. Måske. De var så små og så elektriske, at jeg kun med sikkerhed ved, at to af dem ramte potten. Der var otte frø, og jeg håber søreme, at flere af dem, selv om de var meget flyvske, landede det rigtige sted. De skulle gerne blive til en slyngplante, der hedder rosenslynge. Hvis kun to fandt deres mål, håber jeg sandelig, at de er spiredygtige begge to.

Gæssene finder sammen (2)

Vi kan høre, hvordan både små og store fugle er begyndt at kurtisere hinanden. Vi kan høre, at der snakkes meget nede ved fjorden, hvor vi ser mange gæs, der går to og to, og rundt omkring i haven ser vi de mindre fugle sidde og pudse sig og gøre sig lækre, mens de synger af hjertens lyst.
Vi mente begge, at vi så et vibepar i dag, men er det ikke lidt tidligt?

I haven fik jeg klippet sidste års visne stauder af og studset nogle af de buske, der har godt af at blive holdt lidt nede.
Hvert år ved denne tid tænker jeg på en bestemt kvinde, som selv ved hvem hun er – der kommer lidt flere af de smukke dorthealiljer op, hver gang det bliver forår, og jeg fryder mig over dem alle.
Tak til dig, Kirsten!

Dorthealiljer

23. februar 2022

Vandretur for at se vandrefalk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:08
Tags: ,

I sidste uge sad John og kiggede lidt i lokalavisen. Det gør jeg aldrig, men jeg må indrømme, at det kan vise sig at være nyttigt, for han ser ting, vi ellers aldrig ville have opdaget. Denne gang kom han ind til mig og spurgte, om jeg ville med til Møn for at se på vandrefalke.
Pensionistture VordingborgJA da! Hvad fik dig på den tanke?
Det var et billede af en vandrefalk, der havde fanget hans blik: Vandrefalketur. Mandag 21.2. fra 10-12. Guidet tur. Mødested ved Geocentret ved Møns Klint.
Det lød interessant. Jeg fulgte linket og fandt ud af, at Vordingborg Kommune har guidede ture for pensionister (60+) hver mandag formiddag året rundt.
Det er naturligvis ikke dem alle, der har lige stor interesse for os, men de fleste har – herunder denne vandrefalketur, selv om jeg spåede, at det nok ville gå lige som med vores ørnetur: Lige netop når vi er der, ser vi aldrig en fugl.

Vandrefalketur Møn (11)

Vandrefalketur Møn (5)Jeg tror jeg vil nedsætte mig som spåkone.
Vi så en rede, og vi fik at vide, hvor de var blevet set dagen før og dagen før igen. Ingen vandrefalke i mandags.
Men nu ved vi da i det mindste, hvor vi skal kigge efter dem, og ved Møns Klint er der altid smukt at gå en tur. Vi gik, hvor vi ikke havde været før. Guiden annoncerede, at hun, på grund af den stærke blæst, havde ændret ruten, for hun ville ikke risikere at nogen af os blev suset ud over kanten. Der er nemlig pænt langt ned, og man ville næppe overleve faldet.
Jeg syntes, hun sagde, at vi skulle gå ud til Sækkepiben, men det kunne da ikke passe? Sækkepiben???
Det kunne det dog. Et smukt sted. Med en vandrefalkerede. Endnu uden beboere, men de kommer, blev der hævdet. Og når de gør det, bliver området spærret af for ikke at skræmme dem væk, så det skal åbenbart ikke være nemt at se de få ynglepar, der findes her.

Vandrefalketur Møn (14)

Men kønt er der som sagt, og vi havde en lidt anstrengende, men dejlig tur. Guiden var fin nok – det var hende selv, der havde kigget efter – og set – vandrefalkene både lørdag og søndag, så hun var lidt ærgerlig over, at de ikke ville vise sig i dag, men hun fortalte meget om dem, hvorfor de var forsvundet og hvornår og hvorfor de kom igen.

Og hvad er så dette, mon?
Vandrefalketur Møn (9)

Det er toppen af pælen herunder, som er grundigt medtaget af vind og vejr. Højst sandsynligt ikke unik for Møns Klint, men jeg kunne ikke stå for motivet.

Vandrefalketur Møn (10)Vandrefalketur Møn (2)

I bjergegne taler man om trægrænsen. Her ses mosgrænsen, som den er ved 54° 55’ 00” Nordlig bredde.
Jeg syntes det var pudsigt, så skarpt det sluttede på træerne, men jeg har ingen forklaring på hvorfor.

Vi vil afsted igen på mandag:
28. februar – Bogø Fyr. En snak om Lokalhistorie og bæredygtig mad fra vandet omkring Bogø.
Turen er på ca. 2 km. Underlaget er asfalt og markvej. Ikke egnet til rollator.
Tid og mødested:
Kl.10 – 12. P-plads ved Café Farø Vad, Farø Vad 5, 4793 Bogø By.

Det er et rigtig godt initiativ, Vordingborg Kommune har taget her. Vi er med!
Og ikke et ord om, at vi bor i Næstved Kommune …  ingen spurgte hvor vi boede.
Og der var sjovt nok heller ikke nogen, der spurgte om vi nu også var fyldt 60 år …

20. februar 2022

Brødnid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:17
Tags: , , ,

Jeg har købt en ny bagemaskine. Det er mere end et år siden, den gamle først indimellem og senere oftest bagte brød, jeg enten smed direkte ud eller i hvert fald ikke ville servere for andre end os selv.
De hævede ikke ordentligt og blev nogle værre kanonkugler. Gæren var i orden mht. udløbsdato. Melet også, selv om jeg havde haft noget af det ret længe, idet det var købt i England helt tilbage i starten af 2020, men umiddelbart okay at bruge. Jeg var sikker på, at der måtte være noget galt med varmelegemet, og til sidst mistede jeg tålmodigheden og afsøgte markedet for en god maskine, som endte med at blive en fra Panasonic. Ikke den billigste, men den kan både bage rugbrød og selv lave surdej, hvad den gamle ikke kunne.

Den blev straks afprøvet efter ankomst med at halvt kilo af det gode mel, jeg købte da vi var derovre i julen.
Resultat? Det hidtil hårdeste brød! Dejen var overHOvedet ikke hævet, så det var så kompakt, at det ikke engang var bagt ordentligt igennem. Jeg bandede og svovlede – og undrede mig i endnu højere grad end før. Et er, at jeg ikke er god til at bage brød, men det kan da ikke passe, at jeg ikke engang kan proppe nogle få ingredienser i en beholder og trykke på en knap!
Kan I huske den Hitchcockfilm, hvor mordvåbenet er en frossen lammekølle, som senere bliver tilberedt og fortæret i selskab med den politimand, som skulle opklare sagen? Det “stumpe mordvåben” blev dermed aldrig fundet. Det var sådan et brød, jeg fik med den nye maskine.
Jeg kunne have givet John en ordentlig en i nødden og derefter smidt brødet i fjorden. Mordet på min stakkels mand ville dermed forblive uopklaret i al evighed.

Gærunderligheder (3)

Jeg har disse to typer tørgær, købt i England. Den danske dur ikke. Som man kan læse, er gæren til venstre uegnet til bagemaskiner, og man anbefales i stedet at anvende deres “Easy Bake”, som er den til højre, og som er den, jeg har brugt det sidste år, men nu havde jeg den alvorligt mistænkt for alligevel ikke at være specielt god. Både Charlotte og jeg har bedst erfaring med en gær fra Doves Farm, men den er ofte udsolgt … nok fordi det er den bedste.

Jeg gik på nettet og søgte viden om forskellene på engelsk tørgær.
Jeg ville ikke give op endnu og forsøgte igen; denne gang med det gær, som kun kan bruges til manuel bagning, fordi det er for grovkornet og derfor ikke kan arbejde hurtigt nok. Jeg doserede 25 % mere end opskriften angav, men kom ellers præcis de samme ingredienser i som ved første bagning.

Miraklet skete!
Ud kom et brød, der næsten var hævet helt ud af maskinen, selv om jeg kun havde bagt et mellemstort brød (man kan bage et lille, et mellem og et stort. Det kalder Panasonic for medium, large og extra large …).
Det var altså gæren, der ikke duede. Man kan ikke bruge den gær, man kan bruge, og den gær, man ikke kan bruge, er fænomenal!
Det er altså vildt mærkeligt! Er der noget at sige til, at man indimellem får grå hår i hovedet?
Og nej, det er ikke noget, jeg permanent har. Af en eller anden grund bliver jeg ikke gråhåret – måske fordi jeg fik det ‘fornyet’ for ni år siden?

Gærunderligheder (1)

Herover resultatet af de to bagninger. Samme ingredienser, samme bageprogram. Forskelligt gær.
Brødet smager himmelsk. Til maj, når vi igen skal til England i bil, skal jeg have købt nogle forskellige poser af deres mange slags eminente bagemaskinemelblandinger. Hvorfor halter vi så langt bagud med det herhjemme? Fordi vi ikke bruger bagemaskiner i stort omfang, fordi vi ikke kan få ordentligt gær til dem?

Men nu har jeg altså to bagemaskiner, for jeg må jo nok konkludere, at det ikke var den, der var noget galt med.
Jeg håber, der er et familiemedlem, der vil overtage den, for jeg er trods alt glad for, at jeg nu har anskaffet mig en, der kan meget mere, når jeg nu ikke selv kan, og jeg synes det er fedt, at den kan lave surdejs- og rugbrød.

Og – den sidste lille krølle på historien er, at jeg netop har fundet ud af, at jeg kan købe det føromtalte bedste tørgær fra Doves Farm hos Med24. Det har jeg nu bestilt et par poser af, så jeg også kan sende en over til Charlotte, hvis hun stadig ikke kan få fat i det derovre.

18. februar 2022

Mad på et konferencested

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:29
Tags:

Det er Dining Week i denne uge. Jeg havde set det for længe siden og derefter glemt alt om det, fordi vi skulle så meget andet, nemlig have besøg af englænderne og kort tid derefter på nordlystur til Tromsø. Glemt det, indtil Ditte skrev og sagde, at de var i København til et af stederne, der leger med – og nu skal vi jo ingen af de to nævnte ting! Jeg har dog booket et ophold på Molskroen på min fødselsdag, så selv om vi ikke får set noget nordlys der, så kan vi i det mindste få os noget god mad og desuden kombinere det med en tur til Moesgaard Museum for at se RUS, som får mange roser, både fra publikum og fra anmeldere.
P1030767Var der mon overhovedet ledige pladser tilbage? Det er jo som regel et godt tilbud og en god måde at enten se en restaurant an på eller få en god middag noget billigere end man normalt ville slippe afsted med.
Jeg kiggede på programmet. Det meste var udsolgt og der var derfor ingen mulighed for at besøge nogen de steder, jeg primært ville have udvalgt. Vi gad ikke rigtig tage ind til København, hvilket yderligere begrænsede udvalget betragteligt – vi endte med at have fem steder at vælge imellem, så vi lod menuen afgøre det. Vores ellers så højt priste Mejerigården havde desværre ikke det mest spændende tilbud, syntes vi, og det gjaldt for næsten alle med ledige pladser. Det kunne dog ikke undre, at de mest spændende også var de mest efterspurgte …
Vi endte med at tage til udkanten af Slagelse, på Vilcon Hotel- og Konferencegård, som havde den mest fristende menu af de fem – har I fx nogen sinde smagt rygeost-panna cotta? Det havde vi ikke – men jeg må sige, at det heller ikke er noget, jeg vil opsøge fremover, selv om det såmænd ikke var dårligt. Der var bare det med det der brøndkarseskum … jeg har før udbredt mig om, hvor dårligt jeg har det med skum på min mad. Jeg har vildt svært ved at abstrahere fra tanken om, at der er nogen, der har spyttet på min mad, og det gjorde sig også gældende her … der var oven i købet ret meget af det spyt!
Hovedretten kompenserede fint for spyttet – den var yderst delikat – og desserten var en himmerigsmundfuld. Eller tyve – holddaop, hvor var vi mætte.

Vilcon Hotel- og Konferencegård er, som navnet antyder, ikke bare en restaurant. Faktisk kan man ikke komme ind fra gaden og få sig et måltid mad, medmindre man har en overnatning, men det er en god ide at melde sig til Dining Week i en vinterferieuge, hvor der næppe bliver afholdt kurser eller konferencer.
John og jeg sad og snakkede lidt om, hvor glade vi er for ikke at skulle til flere konferencer i vores liv. Kurser var okay i de fleste tilfælde, men vi har intet imod at være sluppet for begge dele. Det, man somme tider huskede bedst var, hvor god mad de serverede – det var i høj grad noget, de forskellige steder konkurrerede på.

Ved bordet bag os sad en familie bestående af mormor, morfar, to døtre, en svigersøn og en lille pige på 3-4 år. Den sødeste lille pige, som forstod at begå sig på de bonede gulve. Hun var ikke usynlig, men både snakkede og legede lidt. Hun var på intet tidspunkt irriterende eller højrøstet. Bare sød. Jeg kan godt huske, hvor glad jeg blev, når folk roste mig for Charlottes opførsel, når hun var med i byen (hvad hun relativt ofte var – jeg var jo alene med hende i mange år), så jeg gjorde det samme her, og de tog fint imod mine roser.
Jeg gider ikke støjende unger, når jeg er på restaurant. Der er steder i København, der ikke tillader adgang for børn under 12 år. Det kan jeg godt forstå. De forældre, der ikke kan (eller vil …) styre deres skrigende og/eller højtråbende unger, må finde andre steder at larme end der, hvor jeg skal nyde et godt måltid mad.
Grumpy old lady? Mig? Jada!

13. februar 2022

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , , ,

Annas første bal februar 2022 - 4Annas første bal februar 2022 - 5

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny
sidder den nu som den skal og er næsen i sky.

Anna var til sit første bal i aftes; en begivenhed, hun havde glædet sig voldsomt til – ganske som hendes mor og mormor før hende.
Hendes kjole var ny – en julegave fra Charlotte – og den sad bestemt som den skulle, men jeg tror ikke, at hendes næse var i sky.

Charlotte sendte billeder af hende; ledsaget af ordene “Min lille pige …” fulgt af en emoji med en tåre ned ad kinden.
Nej, hun er ikke en lille pige mere, hun er en ung kvinde.
Det er underligt. Ikke for hende, naturligvis, men for Charlotte og mig.
I år er det 50 år siden jeg blev student. Den store, årlige gallafest var også noget, vi alle så frem til og gjorde meget ud af. Jeg var også 16, da jeg var til mit første af dem i 1969. Alle fra 3. G havde fået undervisning i Les Lanciers, og på balaftenen skulle man vise ‘de små’, hvad man havde lært og hvad de havde at se frem til. Det gik vi meget op i, og vi dansede den flot. Syntes vi selv …
“Les Lanciers er en fransk-britisk selskabsdans som var populær i Europa i midten af 1800-tallet, men som i dag kun danses i Danmark, særligt på gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner i forbindelse med fester, herunder den årlige gallafest.” Det siger Wikipedia, så det er åbenbart stadig en tradition.
Anna dansede meget, men ikke Les Lanciers.

Annas første bal februar 2022 - 7Charlottes første bal - 1992Charlottes andet bal - 1993

Annas første bal februar 2022 - 6Hun havde været hos frisøren for at få sat de lange lokker op til narrestreger, ganske som hendes mor gjorde til sit eget første (og andet) gallabal for … 30 (og 29) år siden.
Jeg havde også langt år, men det hang løst – vi befandt os jo i 1969, så det var ikke højt opsat hår, der fyldte mest i modebilledet blandt purunge piger, men jeg – og langt de fleste andre piger – tog dog lange selskabskjoler på og lod de sædvanlige überlårkorte kjoler blive hjemme den aften. Min far overvejede, trods det, alligevel ikke et øjeblik, at en gallafest kunne være noget, der var værd at ofre et billede på, men det var jo også dengang, hvor en 36-billeders film helst skulle holde et helt år!
Derfor ingen billeder af Ellen til gallafest, men jeg kan afsløre, at jeg så betydelig bedre ud for 50-52 år siden, end jeg gør nu, men jeg var ikke så nydelig som de to næste generationer henholdsvis er og var.

Anna skrev til mig i dag.
Hun havde haft en dejlig aften. Jeg håber hun kommer til at huske sin ungdomstid med lige så megen glæde som Charlotte og jeg gør – at coronapestens isolation og øvrige ubehageligheder når at blive glemt med tiden eller i hvert fald overskygget af kommende gode oplevelser.
C og jeg kom i den forbindelse til at tale om min mor. Anden verdenskrig varede fra hun var 15 til hun var 20 år, så hvor meget glad og ubekymret ungdom fik hun lige? Det har da været meget værre end coronapesten; stakkels hende.

9. februar 2022

Hvad er definitionen på en køter?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:28
Tags: ,

En vits, jeg hørte helt tilbage i barndommen, lød: Hvad er definitionen på en køter? Det er en anden mands hund.
De har også køtere i Charlottes ellers så fredelige landsby.
En gemen voldtægtskøter, oven i købet. Den bor godt en halv kilometer fra min families hus.

Englænderne kommer i uge 8 “om alt går vel” skrev jeg i indlægget fra forleden. Det gjorde det så alligevel ikke, men coronavirus skal ikke have skylden denne gang.
Charlotte ringede i aftes. Hun ringer normalt aldrig på hverdagsaftener, så allerede inden jeg havde taget telefonen, var jeg bekymret, og ikke helt uberettiget:
– Mor … jeg er ked af det, men jeg har altså nogle rigtig dårlige nyheder …

I kender sikkert godt, hvor mange tanker der kan nå at løbe gennem hovedet i løbet af millisekunder?
Jeg nåede at se en endnu ubeskrevet katastrofe for mig: NejnejNEJ, der er sket en af dem noget slemt!!!
Det var ikke mit eget liv, der passerede revy, men alle mine englænderes. På én gang.
Efter et sekund sagde Charlotte:
– Vi kommer ikke i uge 8. Det er noget rigtigt ØV.

Flere katastrofetanker. Hvad er der dog SKET???
Efter yderligere et sekund sagde hun:
– Pebbles er med hvalpe!

Pyyyhhhhh, sagde jeg inde i mig selv. Højt sagde jeg:
– Hvordan i alverden er hun sluppet afsted med det?

Det var en stor kleppert af en hanhund, som ejerne åbenbart ikke sørger for at forhindre i at strejfe. Der er også en anden teenagehunhundsejer i landsbyen, der har haft et særdeles uvelkomment besøg i haven, og mange i det lille samfund er ret knotne på de sløsede ejere. Pebbles går aldrig ud af haven, selvom denne ikke er hundesikret. Fordi de for sent fik fortalt om den løsgående hanhund, havde de ikke taget højde for indtrængende gæster, og de havde derfor ikke overvejet at hegne den næsten 20.000 m2 store grund ind, da de – fejlagtigt – gik ud fra, at andre også har styr på deres hunde.
Pebbles er kun lige netop blevet kønsmoden, og de havde aftalt med dyrlægen, at hun skal steriliseres, men han ville helst vente et par måneder endnu.
Nu bliver det dog NU, for hvalpene skal fjernes hurtigst muligt, og samtidig bliver hun så ‘ordnet’.
Hun skal ikke have hvalpe. Hverken nu eller senere. Og slet ikke med den store, grimme køter, som har voldtaget det lille pus.
Okay, der har vel nok været hundeversionen af en samtykkeerklæring mellem dem, men da det ikke er muligt at give en teenagehund seksualundervisning, betragter vi hende som et uskyldigt offer. Pebbles får lov at løbe rundt uden opsyn i den store have, fordi den 1) ikke løber væk og 2) kommer, når der bliver kaldt på den.
Men hunden har desværre selv ‘kaldt’ på herreselskab, og Charlotte fik lumske anelser mandag, fordi den ændrede adfærd i løbet af weekenden. De andre grinede ad hendes mistanke, men hun havde jo ret, desværre, og det kunne kun gå for langsomt med at få det fikset, så hun har været afsted i dag med den lille hund.

Grunden til, at de ikke kommer om 10 dage er, at Pebbles skal holdes inden døre i 14 dage efter operationen. Hun må ikke komme ud for at gå tur – må kun komme ud for at besørge nødvendige ærinder og kun under skarpt opsyn. De vil ikke belaste deres søde hundepasser med at skulle tage ansvaret for og ikke mindst have ulejlighed med at passe en postoperativ patient, så danmarksrejsen blev lige udsat til slutningen af marts, hvor børnene begynder deres tre uger lange påskeferie.

De uger går hurtigt. Selvfølgelig er det da ærgerligt, men jeg overlever at skulle glæde mig i fem uger ekstra – sammenlignet med de godt 13 coronamåneder, hvor vi slet ikke så dem IRL, er det billigt sluppet.

Pebbels før klipPebbles efter klip

Hunden er lige blevet klippet. Hun har nok slet ikke kunnet se, hvordan den formastelige køter så ud. Havde hun kunnet det, havde hun sikkert sørget for at jage den væk …

Næste side »

Blog på WordPress.com.