Hos Mommer

13. oktober 2021

De er ikke til at stoppe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:02
Tags: , , ,

Det går rigtig godt for Tims firma. Det er ham også vel undt, for han arbejdede 24/7 i mange år for at få enderne til at mødes og naturligvis for at blive kendt inden for branchen. Det er lykkedes, og de har flere ben at stå på. Tim og Charlotte har den holdning, at: “Nu behøver vi ikke at tjene flere penge. Firmaet giver os alt hvad vi skal bruge og lidt til.”
Jeg elsker dem for at have det sådan, men indrømmet: Det er nemt nok at sige, netop når man ikke længere skal vende hver en penny for at få pengene til at slå til. Jeg synes dog, at der er mange, der aldrig kan få nok og hele tiden vil have mere, mere, mere.
Tim ansatte for nogle år siden sin 16 år yngre halvbror pga. en bøn fra deres fælles far: “Har du mulighed for at give Arthur et arbejde? Han er ved at komme ud i noget rigtig skidt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få ham på ret kurs.” Det gjorde Tim, og i starten var det bestemt ikke sjovt for nogen af de to, men efter et stykke tid fandt Arthur ud af, at det var sjovt at arbejde med det, han gjorde, og at han rent faktisk var dygtig til det. I starten var det mest at designe websider for folk, der ikke selv kunne, men efterhånden begyndte han at assistere Tim i Legal PR.
Nu er han Managing Director og tager mere og mere over for Tim, som dermed ikke altid er nødt til at arbejde, også når han ellers skulle holde fri eller ferie.
Tim har som sagt meldt ud, at for eget vedkommende er firmaet stort nok, men kan og vil Arthur skaffe flere kunder, vil al fortjeneste forbundet dermed være hans. Det er vældig motiverende for ham, for han bor i London, hvilket er DYRT!
Det er en rigtig solstrålehistorie om en ung mand, der ikke kunne finde ud af sig selv eller hvad han skulle med sit liv.

SortsolsafariSalisburyPlain SortsolsafariSalisbury Plain

Herover er solstrålerne ved at forsvinde. Min lille familie kørte forleden op på Salisbury Plain for at se, om de kunne opleve en lige så flot sort sol som sidste år.
Det kunne de desværre ikke. De var der godt nok, stærene, men der var igangværende militærøvelser, så de fik ikke lov til at køre hen, hvor de gerne ville og måtte dermed nyde synet på lidt for lang afstand. Safaristemningen var der dog fint alligevel.

Tims RR

Fire præmier

De har tre Wolseleyer, en WW2-motorcykel, en nutidig Bentley, Landrover og elbil.
Nu har de gudhjælpemig også en Rolls Royce, årgang 1937.
Tim fik et tilbud, han ikke kunne modstå. Sagde han. Han fik den billigt. Sagde han. Og kom i øvrigt ikke nærmere ind på prisen, og jeg ville naturligvis ikke spørge.
Den blå Wolseley fra trediverne bliver vist solgt nu. Charlotte var ellers mest til at beholde den, for hun er blevet så glad for den, efter hun selv sad bag rattet de godt 300 kilometer til og fra årets wolseleytræf i Bressingham, hvor den vandt hele fire præmier. Det gjorde den næsten til hendes barn. Den er også skøn – jeg legede jo fin dame på bagsædet, da vi var derovre sidst.
Men … efter at have kørt i RR’en et par gange kunne hun godt se, at køreegenskaberne er mere end en kende bedre end i den jævnaldrende Wolseley, så nu vil de finde en køber til sidstnævnte.
De (nok mest Tim …) er ret glade for at have fundet en veteranbil, der uden problemer kan følge med den normale trafik, både på lande- og motorveje.
Som skrevet i overskriften: De er ikke til at stoppe.
Nok mest Tim …

9. oktober 2021

Jeg har lært meget nyt i dag!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:19
Tags: ,

Ulvshale Naturcenter (1)

Haveselskabet havde inviteret til en tur i Ulvshaleskoven på Møn, hvor den nu pensionerede skovfoged H.C. Gravesen (HCG) ville guide os igennem og fortælle om biodiversiteten på stedet.
Det er jo altid herligt at høre fagfolk fortælle, især når de er gode formidlere, hvilket han var.
Når vejret så samtidig er det perfekteste man kan forvente at have på en niende oktober, kan man ikke forlange ret meget mere. Vi bevægede os rundt mellem rimmer og dobber, kiggede på de usædvanligt mange arter af træer, fik samlet lidt løgbruskhat til aftensmaden, trådt på tusindvis af noget, jeg først troede var frø, men som slet ikke var frø – og jeg så en bøgenonne.

Bøgenonne Ulvshaleskoven

Bøgenonnen var en lysende gulgrøn, behåret fætter, som en lille pige fandt. Hun var blevet tvangsindlagt af sin mormor til at deltage, men hun havde øje for de spændende ting.

Galmider Ulvshaleskoven

Ulvshale Naturcenter (3)

Herover er det, jeg troede var frø. De var 2-3 mm i diameter og lå stort set overalt. Det forvirrede mig, at der lå flest under lindetræer (de lignede jo også linser, tøhø), men som sagt så jeg dem alle vegne. Lindens frø ser ikke sådan ud, så hvad var det så? Skovfogeden havde naturligvis svaret: Det er galmider. Dette er sandsynligvis lindegalmider, og pludselig gav det hele mening – om end jeg troede, at galler altid sidder på bladene. Der må have været millioner af dem alene i denne skov.
Jeg så et tørstetræ for første gang i mit liv. Jeg har engang farvet med tørret tørstetræ, og nu vil jeg kunne kende træet igen, da det har en specielt udseende, meget mørk bark.
Vi gik langs Den Smukke Sti. Der er jo ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe!

Måske har en enkelt eller to af jer undret jer over, hvad rimmer og dobber dog kan være. 
I dette tilfælde er det en slags store og meget lange bølger af flintesten, som over lang tid blev aflejret efter isen fra sidste istid trak sig tilbage. De er i Wikipedia kun forklaret som et fænomen fra Jylland, men her findes de altså opbygget af flint og ikke sand.
Ulvshale Skov er derfor, ifølge HCG, nok en af Danmarks mærkeligste skove. Det er en ældgammel naturskov, der vokser oven på halvanden meter flintesten: “Skovbunden er faktisk et spildprodukt af Møns Klint og bølger i rimmer og dobber som et stort vaskebræt, hvor træerne vokser på rimmerne, og der er ellesumpe i de laveste af dobberne”, kunne han fortælle.
Han kom på et tidspunkt med en interessant betragtning: At træer, der ‘altid’ har vokset i Danmark, kun har én stavelse. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er jo rigtigt. Bøg, lind, eg, ær, ask, el, navr (flere?). Denne ene stavelse indikerer, at det er meget gamle ord.

‘Veteranisering’. I ved muligvis, hvad ordet dækker, men også her lærte jeg noget nyt:
Man gør træer ældre ved at efterligne det, naturen selv gør, men vi fremskynder det ved fx at afrive noget af barken, brænde træet forneden på den ene side eller flække stammen. Det er ikke hærværk, selv om det ligner, og det fremmer biodiversiteten, fordi mange smådyr lever på døende og ikke dødt træ, og når et træ vælter, er det dødt, men ikke døende.
Smart tænkt af en eller anden.

Jamen, jeg blev så klog i dag. I hvert fald mere vidende, end jeg var da turen begyndte, og det har, så vidt jeg ved, aldrig skadet nogen at erhverve sig mere viden.

7. oktober 2021

Det er tid igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

Det er tid igen. Det er efterårstid, og det er influenzavaccinationstid. Vi meldte os til et forsøg, hvor man afprøver hvor godt en højdosis virker i forhold til den almindelige dosis. En høj dosis vaccine er ikke ukendt, men normalt giver man den kun til folk på 82 år eller mere. Nu vil man altså prøve, om det har en bedre effekt også på os, der er mellem 65 og 82 år. Hvis ikke der er forskel, er der ingen grund til at give den noget dyrere højere dosis. Når man har identificeret sig på vaccinationsstedet, bestemmer systemet ud fra en randomisering, om man får normal eller høj dosis. Jeg fik førstnævnte og John sidstnævnte. Placeboeffekten regnes åbenbart ikke for værende af betydning her.
Lidt øv, at jeg ikke fik den høje dosis, men jeg er under alle omstændigheder influenzavaccineret nu, så det er okay. Hverken John eller jeg mærker den mindste smule til vaccinationen. Min to år gamle vaccination mod lungebetændelse virker endnu. Nu må jeg da snart være helgarderet – mangler bare det ‘boost’ med coronavaccinen, som skulle komme sidst på året.

P1030539  P1030534

Det har været meget tåget hele formiddagen, og da solen endelig brød igennem, afsløredes det hvor voldsomt mange edderkoppespind der er overalt. På den gammeldags vandpost, på blomster, på græs og i bølgedalene på taget af brændeskuret. Sjovt nok var der kun et enkelt i den store rosmarinbusk. Kan edderkopper ikke lide lugten af rosmarin? Det burde man næsten prøve af inden døre!
Dahliaerne er fine nu, og jeg satser på, at det varer en rum tid inden nattefrosten indfinder sig, så vi kan have glæde af dem i lang tid endnu, for de var længe om at tage sig sammen til overhovedet at gide blomstre i år.
Hobbithuset – oprindeligt navn er bådehuset, men der er ingen både derinde – er på sit skønhedsmaximum lige nu.
Det sker hvert eneste år, og hvert eneste år er jeg lige betaget af de røde blade. Bare en skam, at det varer så kort, inden de er væk igen.

 P1030538

Da vi stod op, var det så tåget, at vi knap kunne se tværs over vejen, men da den var næsten væk – og også helt væk, selvfølgelig – var fjorden et meget, meget smukt syn, som den lå fuldstændig spejlblank hen. Når der kommer en lille flok gæs, som flyver et langt stykke kun så meget over vandet, at man ser deres spejlbilleder … ja, så er jeg næsten lykkelig.
Hvert år tænker jeg det samme: At efteråret er en tid i melankolsk mol, fordi vinteren er nær, men selv om jeg bedst kan lide dur, kan [farve]tonerne heldigvis nydes alligevel, når der er dage som i dag, med høj, klar og dybt blå himmel. Der kommer stadig flere farver til – skovene står ikke helt i flammer endnu, men de orange og røde farver er så småt på vej, kunne vi se i går, da vi kørte hjem fra Hårlev.

P1030537

4. oktober 2021

Madnostalgi og anden nostalgi

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:09
Tags: , , ,

Nogle har en ret, de husker fra deres barndom. En ret, de aldrig har fået som voksne, men som de mindes med største glæde, med tårer i øjnene og mundvandet løbende.
Sådan en ret har jeg ikke (jeg har en kage), men det har John og det har Charlotte. John er dog godt nok delvist kureret, men om det er fordi jeg ikke kunne lave budding som hans mor gjorde, eller det bare var en barndomserindring, der helst skulle have været forblevet en sådan, finder vi aldrig ud af.
Han havde sukket i flere år efter budding, som er en dessert, jeg sagtens kan leve uden – både før og nu; den har aldrig hørt til blandt mine yndlingsdesserter.
På et tidspunkt forbarmede jeg mig over John og lavede budding på rigtig, gammeldaws facon, men det var lidt af en skuffelse for ham, for det var ikke helt det, han huskede. Næste gang jeg skulle lave det, blev jeg lidt ond og lavede budding fra pulver. Det var lidt mere hen ad det, han huskede, men alligevel ikke helt det samme. Så gav jeg op, og John har ikke efterspurgt det siden. Var det ren nostalgi? Kan jeg ikke lave budding? Husker John ikke, hvordan budding i virkeligheden smagte? The answer is blowing in the wind …

Charlotte har det sådan med pærevælling. Jeg har skrevet om det før, men jeg fik aldrig dengang prøvet at genoplive barndommens erindringer for hende, og alle de henkogte pærer gik til andre ting end lige netop pærevælling. Jeg kunne ikke skaffe de finvalsede byggryn, så jeg opgav på forhånd.
I mellemtiden har jeg fundet nogle, der (måske) er finvalsede, og i morges stod der på vores trappesten en hel pose pærer fra de samme søde mennesker, som jeg også fik pærer fra dengang.
De er nu blevet henkogt, så denne gang må jeg hellere prøve den pærevælling af, engang Charlotte er her.
Hvad jeg meget håber, hun er om to uger. De skal ikke testes for at få lov at flyve til Danmark, men der er Covid-19 på børnenes skole nu, og hvis A&A bliver testet positive, skal forældrene testes, og hvis de testes positive, kommer det til at figurere i deres vaccinationsbevis, hvilket kan gå galt i lufthavnen, hvis de bliver taget ud til stikprøvekontrol. 
Børnene er sandsynligvis blevet vaccineret, inden de kommer, men der kan 1) ikke nå at gå 14 dage efter stikket, og 2) hvis danskerne er lige så fjollede som tyskerne, så er det ene stik, som er normen for engelske børn, ikke accepteret som værende fuld vaccination.
Charlotte er også tosset over begrundelsen i UK for at vaccinere børn: Det er nemlig for at beskytte dem, der ikke vil vaccineres, ikke for at beskytte børnene, for hvem bivirkningsproblemer overgås af antallet af indlagte. Jeg forstår godt hendes vrede (selv om hun trods den lader dem vaccinere), for hvis antivaxxere skulle blive syge, er det fordi de har truffet et valg, og det skal vi andre ikke tage hensyn til. Beklager, men det mener jeg. I Danmark blev der sagt “for at beskytte de ældre og sårbare”, men de er jo vaccinerede … hertil sagde Søren Brostrøm da heldigvis også, at man skal vaccineres for at beskytte sig selv, ikke andre.
Hvor er jeg i øvrigt ved at være grundigt træt af al den inkonsekvens, der i forskellige sammenhænge er i forbindelse med coronapesten. Nogle siger ét, andre noget andet, nogle ved tilsyneladende ikke, hvad de egentlig siger. Fx behøver børn under 17 år, der rejser sammen Tre af dem jeg elsker højestmed vaccinerede forældre, ikke at præsentere en negativ test, men hvis de rejser alene, skal de. Det giver da overHOvedet ingen mening! Enten er de pågældende unge smittede, eller også er de ikke – de er da for pokker ikke mindre smittede, fordi de rejser sammen med forældrene! Nå. Hids dig ned, Ellen.

Nostalgi. Hvem sagde nostalgi? Det gjorde jeg vist selv …
Billedet er et 13 år gammelt billede, som gør mig noget så nostalgisk.
Det er taget en efterårsdag i 2008 i et sommerhus ved Vesterhavet. Hver morgen sad jeg i sofaen med børnene og læste en historie for dem, mens deres mor og far sov endnu og nød, at der var nogen til at tage sig af morgenfriske børn (det er så ikke lige netop morgenfriskhed, Aubrey udstråler her …)
Det var dengang, Anna endnu ikke kunne tale rent og sagde: Mommer, you’re weally, weally sweet. I weally, weally love you.
De ord fra det lille pus kan stadig varme mit hjerte, og jeg kom til at tænke på dem da jeg så dette billede.
Der er løbet meget vand i åen siden da, men den gensidige kærlighed er ikke blevet mindre med årene.
Det kan også varme mit hjerte.

30. september 2021

Alle har fået ret!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:29
Tags:

Brexitmodstandere: Der kan I bare se: Det er gået præcis som vi sagde det ville, hvis vi stemmer os ud af EU!
Brexittilhængere:    Der kan I bare se: Det er gået præcis som vi sagde det ville, hvis vi stemmer os ud af EU!

Det er da lidt morsomt, er det ikke?
Jeg er glad for at Charlotte bor i England, så jeg kan få flere nuancer med, end jeg får via den danske presse.
De fleste har sikkert set, at de mangler chauffører i England, hvilket nu har resulteret i tomme tankstationer og tomme varehylder i supermarkederne.
Det med benzinen skyldes for en stor del pressen (hvorfor er jeg ikke overrasket?), som skyndte sig at bralre ud med, at der var fem (!) tankstationer i UK, for hvem det var ved at knibe med benzinforsyningen. Det resulterede naturligvis i, at folk begyndte at hamstre – hvorefter det, på ingen måde overraskende, hurtigt for alvor gik galt.
Det fænomen har vi snart set nogle gange, både i Danmark og England.
Sølle fem stationer drejede det sig altså om, men rygter om mangel spreder sig hurtigere end idiotisk spam på Facebook.
De (delvist) tomme hylder skyldes ganske rigtigt chauffør- og ikke varemangel, hvilket igen skyldes tre ting: For lave lønninger, Brexit og den enorme pukkel på omkring 50.000, der ikke har kunnet komme til køreprøve pga. coronanedlukninger.
Out of fuelDet er rigtigt, at mange udenlandske chauffører er taget hjem, men det skyldes lige så meget coronapesten som Brexit – mange tog frivilligt hjem, inden grænserne lukkede ned. Supermarkeder som fx Waitrose, der er et ikke-lavprismarked, har ingen tomme hylder. Det er butikker som fx Tesco, der har problemer.
Men. Sidstnævnte plus benzinselskaberne kan jo bare lønne deres chauffører ordentligt, hvilket de aldrig har gjort, og hvorfor de tiltrak folk fra det østligste Europa. Waitrose lønner ordentligt, og det gør et par af benzinselskaberne også. Det har de hele tiden gjort; de har derfor ingen problemer med at skaffe chauffører og dermed varer nok.
Både lavprismarkederne og benzinselskaberne er begyndt at lokke med bedre chaufførlønninger, og det virker.
Der er selvfølgelig stadig en køreprøvepukkel, men det vil løses med tiden og har intet med Brexit at gøre.
Problemet for lavprismarkederne vil så blive, at det bliver svært at holde de lave priser, men den slags ting hænger jo sammen og ingen kan få alt.
Det er noget, en del har svært ved at forstå: Man kan ikke give høje lønninger og køre med lave priser samtidig. Det var bare ikke noget problem, så længe der var nok chauffører, for hvem de lave lønninger var høje, men sådan er det ikke mere.
Brexit? Corona? For lave lønninger?
Alle har ret.
Den nuværende situation derovre skal nok bedres igen, med eller uden medlemskab af EU.
For at gøre noget her og nu, har UK talt om at udstede 5000 visa for at få chauffører til landet, så ja, Brexit er bestemt en del af det, men på ingen måde hele sandheden.
Indtil videre er Charlotte og Tim glade for, at deres bil nummer to er en elbil. Lidt egoistisk har man da lov at være … men hvor de bor, er de 100 % afhængige af at have en bil, der kan køre.
(Dette er ikke et oplæg til en politisk debat; jeg ville bare uddybe lidt. Charlotte og jeg kan meget ofte præsentere to markant forskellige sider af samme sag for hinanden, hvilket vi har haft mange interessante samtaler om.)

27. september 2021

Endelig!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: ,

Normaltilstande er stærkt på vej tilbage. Danmark definerer nu Covid-19 som en ikke-samfundskritisk sygdom. Det samme gør Norge – i hvert fald har de helt ophævet restriktionerne.
Det er der mig bekendt ikke andre lande der har, men det kommer vel. Det er ikke mange sammenlignelige lande, der har så få nye smittetilfælde som os. Selv Norge har lidt flere.
Jeg har derfor sat gang i opfyldning af rejseskuffen. Vi kan så godt lide at have noget at glæde os til, og det har vi nu.
Vi lægger ud med en uges efterårsferieophold i et fedt, vestjysk sommerhus sammen med englænderne. De ved endnu ikke helt, om de kører hertil eller de flyver – det kommer lidt an på hvor fjollet Holland opfører sig med hensyn til transitrejsende fra England, og om de skal testes her i Danmark for at få lov til at rejse tilbage gennem Tyskland og Holland, hvilket de ikke skal, hvis de flyver direkte mellem England og Danmark.
Dernæst kommer en julerejse til England for John og mig. Det bliver den sædvanlige tur fra Hoek van Holland til Harwich. Hvis verden igen bryder sammen i coronakramper, kan den afbestilles og blive fuldt refunderet indtil få timer før afgang, men det håber vi så sandelig ikke bliver nødvendigt!
Vi har en firedages tur til Tyskland i april, som er blevet udsat ad en del omgange siden april 2020.
Endelig har jeg netop strikket en tur sammen til … Norge, såmænd. En nordlystur først i marts, hvor selve nordlysarrangementet bliver på min fødselsdag, idet jeg naturligvis satser på, at vejret bliver perfekt lige netop den dag. Vi skal også denne gang bo i Tromsø, men på et andet hotel end sidst. Lidt forandring må der til. Vi blev nødt til at tage fire nætter, fordi der ikke var et passende fly hjem efter tre nætter, så vi skal finde på noget fornuftigt at foretage os. Måske leje en bil en dag, hvis vejret er fint? Måske en hvalsafari, hvis der er sådan en på det tidspunkt? Der er muligheder nok; det drejer sig bare om at beslutte sig.
En af de (få) gode resultater af coronapesten er, at man generelt har ændret lidt på diverse afbestillingsbetingelser.
Hotellet kan omkostningsfrit afbestilles indtil kl. 16 på ankomstdagen – sådan har det dog altid været, selv om tidspunktet kan variere lidt.
Vores flybilletter kan også ændres eller afbestilles uden det koster os noget.
Nordlysturen kan afbestilles og fuldt refunderes indtil dagen før den skal finde sted. Det er nyt, for det har tidligere kostet et gebyr at afbestille, men hvis nogen skal have solgt noget som helst, er de nok nødt til at give de betingelser – ellers afholder man sig bare fra at booke noget.
NLMinibus-200218-07447

Jo, vi var på nordlystur i februar 2020. Ja, vi vil igen her allerede to år efter. Nordlys kan vi nemlig ikke blive trætte af at kigge på, og denne gang bliver det med en firehjulstrækker og dermed en mindre gruppe end sidst … som nu heller ikke var specielt stor, men igen: Vi kan lige så godt prøve en anden udbyder, for jeg kan ikke forestille mig, at det kan blive ringere end første gang. Det er så ikke ment som det kan lyde, for første tur var aldeles fantastisk, men det tror jeg, at de alle er, og anmelderne af denne med firehjulstrækkeren kan overhovedet ikke få hænderne ned og giver fem stjerner ud af fem. Ingen firere, treere, toere eller ettere, men lutter femstjernede anmeldelser. Man må så bare håbe, at arrangøren ikke selv har skrevet dem alle sammen, men så skal de i givet fald være meget gode til at imitere engelsk skrevet af folk med hhv. tysk, hollandsk og norsk baggrund.

Der er dejligt fyldt op i rejseskuffen, og vi har ikke engang planlagt sommerferie endnu. En tur til England i maj er i støbeskeen, men endnu ikke bestilt.
Vi venter, på trods af brugen af ordet ‘normaltilstande’, lidt endnu med de mere eksotiske rejsemål. Jeg gider ikke flyve langt iført mundbind – det var alt rigeligt til England.

25. september 2021

Det var som syv …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: , ,

Jeg må sige, at jeg blev overrasket i går, da jeg fik en mail fra ExpressTest om, at de beklagede den lange svartid, men de ville refundere pengene, jeg havde betalt for de forkerte test.
Efter jeg havde angivet de efterspurgte oplysninger vedr. kortholders navn, de sidste fire cifre på kortet og det indbetalte beløb, fik jeg kort tid efter en ny mail om, at nu var pengene indsat på kortet, og at der ville gå 3-5 hverdage inden det ville figurere på min konto.
Jeg var af flere årsager helt sikker på, at det ikke var en svindelmail; oplysningerne jeg skulle afgive, var mere en kontrol fra deres side på, at jeg var mig, og at de sendte pengene til den rigtige.
Det er såmænd ikke de 158 pund, selv om det bestemt også er en slags penge; det er mere princippet, og jeg synes det er fint, at de tog min særdeles knotne mail alvorligt.
Miraklernes tid er ikke forbi – jeg havde vinket farvel til de penge.

Der løb også en anden mail ind i går. Der løb sådan set en hel del ind, men jeg skal skåne jer for indholdet i de resterende.
Det var en notifikation fra Røde Kors om, hvor meget nørkletøj de har sendt ud den seneste dekade.
Det er da helt vildt, hvor meget tøj der er sendt til Hviderusland!
Jeg kan ikke forstå, hvorfor der tilsyneladende ikke er behov for tøj andre steder i verden, men med de udsendte ca. 43 tons kan jeg da godt se, at de stakkels børn i Hviderusland må have et kæmpestort behov. Og jeg gad vide hvorfor blev der ikke sendt mere ud i 2015?
I er muligvis fløjtende ligeglade med sådan en graf, men jeg bliver en anelse eftertænksom, når jeg ser tallene. Det er altså meget tøj, og jeg er glad for, at jeg er en del af de mange, der er med til at bidrage.

Udsendt nørkletøj 2010-2020
Jeg yder dermed min beskedne indsats. Jeg betaler også faste, månedlige ydelser til SOS Børnebyerne, UNICEF og Red Barnet. Med andre ord støtter jeg verdens børn. Det bruger jeg de penge på, jeg nu engang har besluttet mig for at bruge på den slags, og det er bevidst, at jeg har valgt børnene til og alt andet fra, hvorfor jeg konsekvent siger nej, når de ringer fra Kræftens Bekæmpelse eller hvem det ellers måtte være, der vil have min uvurderlige støtte. Ingen kan redde hele verden, og slet ikke jeg.
Jeg har, af to årsager, fravalgt at være fadder for et barn: 1) Jeg vil ikke involveres personligt i et enkelt barn ud af de mange millioner, der lider nød. 2) Hvad nu, hvis jeg pludselig bliver kørt over af en lastbil eller dør af anden årsag? For det sker jo på et tidspunkt. Hvad så med det barn, som formentlig er blevet mere eller mindre afhængig af min månedlige ydelse?
Jeg havde en kollega, som havde et sådant ‘ekstra’ barn i Brasilien, og som hun besøgte engang. Hun syntes det var en dejlig oplevelse, men hun var også en smule chokeret over, hvor afhængig hele familien faktisk var af de penge, hun sendte hver måned, så hun fik de samme tanker: Hvad nu, hvis …?
Næh, så hellere lade mine penge forsvinde i den store pulje, så det ikke går ud over enkeltpersoner, når jeg stiller træskoene.

22. september 2021

Himlen er høj, jorden er flad og ferien snart slut

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: , ,

Atter en gang er en uge fløjet afsted med lysets hastighed. I hvert fald lydens …
Vi har set Tirpitz, vi har været ved Filsø, vi har været ved (på?) Tipperne og vi har været i Vejle for at mødes med Lene fra Canada, som heldigvis kunne finde tid til en frokost med os på sin vej fra det nordjyske til først Refsvindinge og senere Malmö, inden turen går mod Canada igen om få dage. Det var næsten to år siden hun havde set sine døtre og børnebørn, så det var et længe ventet og naturligvis hårdt tiltrængt gensyn.
Her skulle der have været indsat et billede af Lene (og John), men det blev så dårligt og uskarpt, at det ville være en hån mod dem at vise det. Det gjorde dog ikke glæden mindre ved at se hende igen – vi skulle have været ovre at besøge dem i juni sidste år, og I har kun ét gæt på, hvad der lige fik forpurret det.

Filsø

Var det en varde ved Varde? Nej det var det ikke, det var en varde ved Filsø. Vi gik over dæmningen, men der var ikke specielt mange fugle at se – kun nogle svaner og ganske få stære.
Stære var der til gengæld flere af, da vi i dag kørte ud på Tipperne, hvor vi heldigvis havde ugens bedste vejr, med sol fra en høj efterårshimmel. En meget høj himmel over et meget fladt landskab. Vi var oppe i begge fugletårnene, hvortil man kun måtte køre; det var forbudt at stige ud af bilerne, undtagen ved tårnenes parkeringspladser.

Tipperne

Tirpitz var også interessant, men jeg synes, at udstillingerne om ravet og om livet ved Vesterhavet var mere interessante end selve bunkeren. Det er nok fordi jeg ikke er en mand.
Blåvands Huk skulle vi naturligvis også lige ud på, for der havde Ditte aldrig været … man skal jo lige vide med sig selv, at man har været på Danmarks vestligste punkt. Især fordi vi for nøjagtig et år siden var på det østligste ditto.
Udtales ‘Huk’ egentlig med u som i ugle eller u som i hugge?

Garnforretninger er der ikke besøgt en eneste af. Vi var jo til strikkefestival, hvor der var ALT for mange fristelser, og om 14 dage skal vi på webstrikfestival, hvor der formentlig kommer endnu et hold fristelser, så garnforretninger er et no go lige nu!

P1030529

Efter Tipperne kørte vi til Hvide Sande, hvor vi købte hver en sandwich med fisk i den store ‘røgbutik’, som John og jeg helst skal ind i, hver gang vi er her. Vi tog maden med os og fandt et bord. Et vindomsust bord, hvor vi et par gange måtte løbe efter servietterne og de små salt- og peberposer, fordi vi i skyndingen lige glemte at forankre dem under (pap)tallerkenerne. Men det var relativt lunt og solen skinnede, så selvfølgelig skulle frokosten indtages i det fri, selv om vestenvinden var mindst en lige så stor drillepind som søndenvinden var i den gamle vise.
I aften skal vi spise på Ho Kro, og i morgen går turen hjemover igen. Vupti – sådan forbruger man en uge.

18. september 2021

Lækkert garn, überlækker mad og et uventet møde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: , , ,

Vi befinder os i Vestjylland i et sommerhus ikke så langt fra Oksbøl. Huset er ikke så stort, men det er dejligt, og det hører til de mere velforsynede af slagsen, så det gider vi ikke brokke os over.

Ribe Middelalderby (2)Ribe Middelalderby (4)

I går blev en halvtravl dag. Vi lagde ud med Ribe Middelalderby, hvor noget familie til Peter er i gang med at udsmykke den lille kirke. Hende havde de aftalt at mødes med, og hun viste sig at være en af de skønne ildsjæle, som med begejstring og íldhu formidlede sit projekt på forbilledlig og fascinerende vis. Vi blev alle fire klogere på maling, maleteknikker og andet, som det var for 1000 år siden. Det var en hel del mere farverigt, end man umiddelbart forestiller sig, hvis man har de gamle kalkmalerier i tankerne, hvad man nok kan fornemme på billedet.

IMG_3089
Next stop var Fanø, hvor vi sad det meste af en time og ventede på at komme over med færgen, men det lykkedes til sidst. Mændene satte os af ved det store telt, hvor Ditte og jeg fordybede os i garn i et par timer.
Ohhh, der var meget garn og der var også meget heeelt vildt lækkert garn. Jeg købte hvad der ses på billedet. Det er måske ikke så meget garn, men det der er repræsenterer en mindre større formue. Så er det også med silke i noget af det, yak i noget andet og noget tredje var det gode fra Manos del Uruguay.
Der kommer nok nogle sjaler ud af det – dem har jeg jo næsten ingen af i forvejen …

IbericoKulmuleMunkeost

Dagens sidste – STORE – oplevelse var Høfde 4, som Ditte havde fundet frem til.
Det var da helt utroligt godt! På vores egen private rangliste kommer den ind som en klar toer, kun overgået af Norsminde kro.
Vi fik tre retter med tilhørende vine. Ibericoskinke med syltet galiamelon, trøffelmayonnaise og rygeostcreme. Det var bare SÅ godt.
Derefter skindstegt kulmule med stegt hjertesalat med parmeanost, cremet sauce med ørredrogn og korianderkarse. Til sidst en munkeost, som Ditte kendte. Den var også virkelig god.
Det var vinene til også. De to af dem, i hvert fald. Den tredje, en temmelig alternativ rødvin, lugtede ikke godt. Som i virkelig ikke godt. Stald, latrinær og petroleum var nogle af vores forslag. Tjeneren, som vidste meget om sine vine, indrømmede, at den var meget speciel, men bad os om at give den en chance, for den ville være meget anderledes, når man spiste osten til.
Jeg gav den den chance. Og en til. Den smagte præcis lige så rædsomt, som den lugtede, syntes jeg. Ditte kunne godt lide den, hvilket forbavsede mig, men jeg hidkaldte tjeneren og sagde, at nu havde den fået to chancer, og jeg kunne simpelthen ikke drikke den. Sorry.
Så kom han med en Saint Émilion Grand Cru. Det var i orden – den kunne jeg sagtens drikke til den gode ost – den var så god, at jeg tilgav tjeneren for min yderst tvivlsomme oplevelse med den anden vin.

Og hvem møder man så lige på Høfde 4? En af mine gamle kolleger, såmænd. Mig fra Sydsjælland og hende fra Nordsjælland mødtes i det vestligste Danmark. Vi havde ingen problemer med at genkende hinanden, selv om det er over otte år siden sidst, så der blev givet et par ordentlige kram (coronapesten er allerede glemt) og vekslet nogle få ord, inden vi igen passede hver vores selskab.
Hvis nogen fra min tidligere arbejdsplads skulle læse dette, så var det MaM, jeg mødte. Jeg bad hende hilse alle jeg kendte.

15. september 2021

Lige nu blev det efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: ,

Den regn, vi blev lovet allerede i torsdags, da vi var hjemme igen fra England, er netop begyndt.
Jeg kunne da ellers godt have tænkt mig, at årets Indian Summer kunne have varet en god uges tid endnu, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og vi skal nok bare være glade for, at det holdt fint tørt i lørdags, så vi kunne sidde i haven hele tiden … vi indtog dog middagen inden døre.
Aftensmaden var en buffet fra Gaudium, som jeg bestemt kan anbefale. Jeg havde taget deres Prestigebuffet, som på bestillingstidspunktet var på tilbud til 165 kroner pr. kuvert. I dag har de deres Gourmetbuffet og deres Supremebuffet på tilbud med samme prisangivelser. Der er kun en minimal forskel på de tre buffeter, så at kalde dem noget forskelligt for at have to stort set ens buffeter på tilbud og en til normalpris kan måske virke lidt fjollet. Selvfølgelig ved jeg godt, at hvis man bytter timian ud med løvstikke på de ristede kartofler, så bliver smagen en anden, og i virkeligheden er det jo nok vældig smart at være en lille smule forskellige og meget ens, for man sparer sig selv for en masse arbejde, samt at det må være nemmere at forfine de enkelte retter, når der ikke er en hel masse forskellige, der skal laves hver dag.
For de 165 kroner fik vi rigtig god mad til pengene, men normalprisen på 345 kroner ville jeg have syntes var lige i overkanten.
De er også gode til at beregne hvor meget vi spiser, for der var ikke nær så meget tilovers som jeg havde regnet med. Den største rest var kød; af det andet var der ikke engang til to personer bagefter. Merete og jeg blev enige om, at det må være et tegn på, at folk vitterligt er begyndt at spise mindre kød end normen ellers har været.
Forretten og desserten skulle portionsanrettes, så det duede ikke at bestille færre kuverter end antallet af personer, hvilket min erfaring ellers er, at man roligt kan gøre, fordi der altid er alt for meget mad.
Mit småbrokkeri betyder på ingen måde, at jeg ikke kunne finde på at bruge Gaudium en anden gang, for det var alt sammen yderst professionelt, og de havde 100 % styr på tingene hele vejen igennem.
ChokolademoussekageChaufføren, der kom med maden, kom med ind i køkkenet for at gennemgå serverings- og opvarmningsprocessen med mig – måske ville han bare helgardere i det tilfælde, at jeg skulle være analfabet, for der var vedlagt en lille manual med grundige instruktioner, skrevet i kronologisk rækkefølge.
Der var også vedlagt to smukt trykte (ikke bare inkjet- eller laserprintede) menukort, så gæsterne kunne se, hvad de skulle have at spise.
Desserten (som var mørk chokolademoussekage med knas af hvid chokolade og drysset med frysetørrede jordbær), var helt og aldeles uforskammet god! Men som sagt: Det var alt sammen virkelig godt.
Jeg vil også fremhæve brødet, som var det bedste jeg har fået i meget lang tid.
Jojo, Gaudium er inde i varmen hos mig – hvilket er heldigt nok, for jeg havde oprindelig bestilt 21 kuverter (til da hele familien skulle have været samlet i forbindelse med sommerens englænderbesøg, som ikke blev til noget) og eftersom jeg kun skulle bruge 12 kuverter i lørdags, så har jeg ni til gode til en senere lejlighed. Tænk hvis det havde været noget uspiseligt junkfood!

13. september 2021

Godt, vi snart skal på ferie …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:07
Tags: , , ,

Englandsrejsen blev ret spontant besluttet lige inden Danmark fjernede den røde farve fra verdenskortet, og en væsentlig grund til, at vi kun var derovre i otte dage var, at vi skulle lægge hus til en for længst aftalt fætter-/kusinesammenkomst i lørdags. Et par af jyderne ville ankomme om fredagen og blive til søndag, så det var nødvendigt for os med et par dage inden til forberedelserne.
Vi blev ikke så mange i år – kun 12 – men det var til gengæld den eksklusive kerne, som altid møder op, uanset hvor i landet det måtte foregå.

Det var, også som altid, meget hyggeligt at mødes igen. Vi sidder ikke ligefrem lårene af hinanden, idet mange af os kun mødes hvert andet år. Snakken går derfor livligt fra start til slut, da der altid er en del at opdatere hinanden med om vores liv siden sidst.
Vi er derfor en anelse sløve i dag, så den står på ren dovenskab. Tre overnattede hos os til søndag, og samme søndag skulle vi have besøg af vores yngste niece og hendes kæreste, som ville komme til en sen frokost.
Så jo, vi er lidt trætte, men det er en god træthed, når den skyldes hyggeligt samvær med personer, man holder af.

P1030357

Godt, vi snart skal på ferie.
På torsdag, helt tilfældigt på vores 32-års bryllupsdag, vender vi atter en gang næsen mod Vestjylland, hvor vi har lejet et sommerhus i en uge. Ditte og jeg skal lige over for at se den sidste strikkefestival, arrangeret med Christel Seyfarth som initiativtager, der vil finde sted på Fanø. Det tager ikke hele ugen, men så finder vi nok noget andet at foretage os. Jeg kunne ikke finde noget at leje fra midtuge til midtuge på selve Fanø, men det kunne jeg i nærheden af Oksbøl, så vi er nødt til at tage frem og tilbage til øen. Jeg synes det er for fjollet at skulle have sommerhusskiftedag lørdag, når strikkefestivallen foregår fredag, lørdag og søndag, og jeg forstår nok ikke helt, hvorfor ikke flere udlejere giver den mulighed på Fanø.
Fjorten dage efter dette er der webstrikfestival i Svendborg; denne gang med flere deltagere end vanligt, men jeg tror folk trænger til ekstra meget samvær efter coronapesten. Sidste år blev den gennemført, men der var nogle, der ikke ville komme, fordi pesten stadig huserede, og der stadig var en del restriktioner.
Med to sådanne begivenheder er der dermed lagt op til at komme hjem med en masse nyt garn, som John ikke kan forstå, at jeg har brug for, men det har jeg. Helt sikkert …

P1030363

Rent billedmæssigt er vi stadig i England. Det er lidt som at være der endnu, når jeg sidder og kigger på billederne. Lidt …
Herover er det en af de syv River Avons i England; denne er River Avon, Hampshire, running from Pewsey to Christchurch (also known as Salisbury Avon).
Der er yderligere tre i Skotland og en i Wales. Grunden til de mange River Avons er formentlig, at avon er et gammelt ord for flod, så deres River Avons er tautologier, fordi det betyder flod flod.

9. september 2021

Ferie slut! Vi arbejder igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , , , ,

Hjemme P1030408igen. Vi skal have huset fuldt på lørdag; to kommer allerede i morgen, og tre bliver til søndag, så der bliver løbet lidt i dag for at være parat til afslapning fra i morgen eftermiddag, men nu er det meste okay, og vi kan slappe af resten af dagen.
Rejsen hjem gik aldeles smertefrit; vi skulle vise coronapas i begge lufthavne, men det var alt. John var ved at gå lidt i panik, fordi han ikke kunne indlæse sit i Kastrup. Han prøvede nærmest alt, indtil jeg spurgte om han stadig havde telefonen i flytilstand. Det havde han selvfølgelig …

Skiltet til højre så vi, da vi gik rundt i Hidcote Gardens. Umiddelbart syntes jeg det var meget sødt, men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk ikke er særlig godt, at det åbenbart er nødvendigt at sætte et sådant skilt op! Opfører folk sig virkelig så ubehageligt? I Heathrow lufthavn, da vi skulle igennem den megalange pas- og testkontrolkø, var der også med korte mellemrum sat skilte op med, at man ikke måtte overfalde personalet! Jamen altså …

Det var selvfølgelig skønt at være der i otte dage, selv om det føltes som otte timer.
I løbet af den tid lærte jeg, at jeg vist alligevel godt kan lide hunde. Nogle hunde. I hvert fald én bestemt hund. Jeg kan stadig ikke lide store hunde, som fælder og ikke mindst savler. Jeg hader hundesavl. Jeg er ikke bange for store hunde; bryder mig bare ikke om dem, men den lille cavapoo, de havde erhvervet sig, var godt nok nuser. Livlig, klog (selvfølgelig …), meget aktiv og meget tillidsfuld. De har i hvert fald ikke købt den for at få en vagthund!
De drillede mig lidt og sagde, at nu varer det nok ikke længe, før John og jeg har en hund mage til, men det sker ikke. Dertil er vi for meget væk hjemmefra. Måske en dag, når vi ikke er så mobile mere. Måske, sagde jeg. Den bro krydser vi, når vi når til den.

P1030338AubreyAnna og Pebbles

Herover tre krølhårede og en glathåret. Hunden skal snart klippes lidt omkring øjnene, og Aubrey er allerede blevet klippet, for så langhåret må han ikke være i skolen. Det passer ham dårligt – han har det lige så slemt som Samson, når krøllerne ryger, så han kan godt være lidt mut op til det sker, og det er aldeles lige meget hvor meget vi påstår, at han også er en nydelig ung mand, når han har kortere hår. Heldigvis er han for det meste af tiden en glad fyr med nemt til latter.

P1030442

New Forest, som vi kørte til i tirsdags, er ikke kun skov; det er også store hedearealer, hvor lyngen netop er begyndt at blomstre. Om en uge vil det hele være ét stort, smukt lilla tæppe, men vi var her desværre lige tidligt nok til at opleve det. Der går flere tusinde heste og flere tusinde køer frit på det store areal, plus en hel del æsler og svin, hvilket gør det til et spændende område at køre igennem. Tit må vi holde tilbage, fordi heste eller æsler bruger vejen og ikke har tænkt sig at flytte sig, bare fordi der kommer en bil.

7. september 2021

Lidt om øvre og nedre, og lidt om noget der er hurtigere end lyset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:51
Tags: ,

Børnene er i skole igen, så Charlotte, John og jeg har det meste af dagene for os selv. Tim arbejder godt nok ikke så meget mere som han har gjort, men arbejde gør han dog, plus at de har håndværkere for tiden, så der er god tid for os tre til at køre lange ture. Og lange bliver de, som nævnt i et tidligere indlæg. Vores aktionsradius bliver større og større, fordi vi er kommet her gennem så mange år.
Det er, som vi kender fra Midsomer Murders (Barnaby), meget brugt i England at ‘genbruge’ stednavne indenfor et givent område.
Fiktivt som i Midsomer Abbas, Midsomer Barrow, Midsomer Barton, Midsomer Chettham, Midsomer Cicely, Midsomer Deverell, Midsomer Florey, Midsomer Herne, Midsomer Holm, Midsomer Langley, Midsomer Magna, Midsomer Malham, Midsomer Mallow, Midsomer Market, Midsomer-in-the-Marsh, Midsomer Mere, Midsomer Morchard, Midsomer Mow, Midsomer Newton, Midsomer Norton, Midsomer Oaks, Midsomer Parva, Midsomer Pastures, Midsomer Priors, Midsomer Shallows, Midsomer Sonning, Midsomer St. Claire, Midsomer St. Michael, Midsomer Stanton, Midsomer Vertue, Midsomer Vinae, Midsomer Wellow, Midsomer Worthy og endelig Midsomer Wyvern. Er I med endnu?

P1030414P1030415

I virkeligheden som i fx Lower Slaugters og Upper Slaugters. Billederne er fra førstnævnte, hvor der er en rigtig ford, som vi vist kun kender dem fra England. På et skilt stod Deep ford; access only, dvs. kun ærindekørsel, men der var heldigvis en der havde et ærinde, så vi kunne se ham køre igennem.
SÅ dyb var den så heller ikke, men det var meget engelsk og meget hyggeligt …
P1030419P1030420

Både den lille hund og Charlotte nød at få kølet hhv. poter og fødder – vandet var koldere end man skulle tro, ifølge C, og jeg troede hende … havde intet som helst behov for at tjekke.
I får, apropos de mange Lowers og Uppers i England, et skønt citat fra Barnaby, som mine englændere nyder at se for tiden. De har ikke set den før, for børnene har været for små, men nu nyder hele familien den dejlige og meget engelske serie.

Troy: “I thought we were going to Upper Warden.Tom: “Yeah, we are. Upper Warden is down the hill; Lower Warden is up the hill.Troy: “That doesn’t make any sense.Tom: “Troy, this is Midsomer!Troy: “Sorry, I forgot”

Der kunne lige så godt have stået “Troy, this is England!”
Jeg elsker den serie! Jeg elsker i det hele taget bare England, og nu er der allerede gået en uge herovre.
Jeg har simpelthen fundet noget, der overgår lysets hastighed.
Det gør tiden nemlig. Tiden er den fjerde dimension, og den er ikke en fysisk størrelse, men holdnuop, hvor kan den flyve hurtigt alligevel.
Vi skal hjem allerede i morgen! Suk. Heldigvis har vi hele formiddagen inden vi skal afsted.
Det var alt, alt, ALT for kort tid, men vi satser på at det holder stik med kun seks uger til vi ses igen – i Danmark.
Det der næsten varmer allermest er, at børnene siger, at vi ikke må rejse allerede, for de har slet ikke været nok sammen med os endnu.
Det varmer, fordi de er 14 og 15, og jeg har en ide om, at i den alder gider man ikke de gamle i familien.
Det gider de heller ikke normalt, siger de, men de gider godt os.
Bliver man så ikke bare glad? Vi gør!

P1030448

I går var vi i Hidcote Gardens og i dag havde vi barnet med i Nyskoven (New Forest), hvor John lærte Charlotte noget om at tage spændende billeder ved at lege med blænde og fokus.
Lyngen blomstrede; det var 29 grader, himlen var høj og blå.
Livet er godt. Særdeles godt.

5. september 2021

And we once ruled the world???!!!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:53
Tags: ,

Du GOdeste, siger jeg bare.
England forlanger, at vi, på trods af færdigvaccination og negativ covidtest for at borde flyet, skal have foretaget en PCR-test på andendagen efter ankomst; en test som naturligvis skal være negativ for at undgå at blive sat i isolation. Den skal være booket og betalt hjemmefra for overhovedet at komme ind i England. (Det var der så ingen, der tjekkede, som jeg skrev i første indlæg herovrefra.)
Den var da også både afsendt og ankommet til tiden, og et kurerfirma skulle komme og hente dag to-prøven til analyse.
Men. De havde sendt en antigentest, som skal aflæses efter 15 og inden 30 minutter. Efter det kan resultatet vise falsk positiv, hvorfor det ikke giver megen mening at afhente noget som helst til videre analyse.
P1030377Jeg skrev til firmaet (der har mange stjerner for at være pålidelige), som beklagede dybt og omgående afsendte et nyt testkit med kurer og med vedlagt kuvert med betalt ekspresporto, fordi kurerfirmaet ikke afhenter i weekenden.
Klokken 19 fredag aften kom der en kurer med pakken, som angav den viste adresse.
Jeg vil helst ikke skrive den rigtige, men denne er lige så forkert, som hvis de havde skrevet adressen til os derhjemme som
Matelan, Det Gamle Hus, Dræbtstedet, 6666 sådan cirka næsten tæt på langt fra Kalundborg. Dette sidste kryptiske fordi postcode SO.. betyder Southampton, så hvordan den kurer fandt frem til os, er lidt af et mirakel, og han fortjener en medalje. Den rigtige postcode begynder med SN9, og resten af den er lige så forkert. 
Kronen på værket var, at der ikke var vedlagt den lovede svarkuvert, så vi havde ingen ide om, hvortil prøverne skulle sendes.
SÅ blev jeg vred og skrev igen til ExpressTest:

I give up! And I’m really not impressed by your performance.
First you sent a rapid antigen test kit for our Day 2 Arrival test. Now the PCR-kit, you sent yesterday, did NOT have that Royal Mail prepaid envelope in it, as you promised, so we wouldn’t know where to send the samples.
The only one here deserving an award is the courier delivery man, who miraculously found us – heaven knows how he managed that, but he eventually did, probably after a drive to Southampton – please see picture of the address on the parcel. 
It was given to you electronically, for god’s sake, it was not handwritten information, so how anyone can make
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx, SN9 XXX Wiltshire into 
Nielson, The Old Malt House, Killsford, SO50 9HT (attached picture)
I simply can’t figure out.
Given the above, I see no point in taking the PCR-test, because there’s not much of a chance of success, and I wouldn’t trust any results coming from you. 
I take that you refund the £158 I spent on this ‘service’ to the credit card from which it was withdrawn.

Da jeg luftede min vrede og frustration til mine englændere, var der ikke rigtig nogen der vidste, om de skulle græde eller le.
Anna fik så heldigvis os alle til at grine højt og befriende ved at sige:
And we once ruled the WORLD! JEEEsus Christ!
Skønne Anna, siger jeg bare.
Vi har smidt de testkit i skraldespanden og Englands coronaregler kan rende os et vist sted. Vi tog antigentesten og tog billeder af det negative resultat, og så må det være det. Jeg tror ikke, nogen kommer og tjekker, og vi skal ikke bevise noget for at komme på flyet hjem.

P1030381

Intet kan dog ødelægge vores glæde ved at være her. Vi var på pub i går – holdnuop, hvor var det dog herligt – vi elsker vores publunches. Dejlig mad, dejlige omgivelser og ikke mindst dejligt samvær med de fem mennesker, der betyder mest for mig. Kan man forlange mere?
Jeg kan i hvert fald ikke. Tim, John og børnene kørte til The Bridge Inn i den åbne Wolseley og Charlotte transporterede sin mor og den lille hund i den overdækkede af slagsen, også kaldet “Matadorbilen”, i hvilken jeg følte mig meget kongelig på det komfortable bagsæde med masser, masser af benplads.

P1030380P1030390

Som jeg sagde, inden vi tog herover: Jeg skal bare sidde og kigge på dem! Hele tiden!
Så det gør jeg. Næsten hele tiden …

3. september 2021

Det er lidt underligt med den der tid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:13
Tags: , ,

I lang, lang tid har jeg savnet at kunne komme til England. Det er 18 måneder siden vi sidst var herovre.
I lang, lang tid har jeg bare savnet mine englændere. Det er 13 måneder siden jeg sidst har set dem.
I godt tre uger har jeg glædet mig til endelig at skulle se dem igen.
Nu er jeg her, og det føles som om det bare er en måned siden sidst jeg var her. Ikke noget langt gap, ikke noget andet end, at det hele bare er som det skal være. Charlotte har det på samme måde, og vi synes begge det er et underligt fænomen. Anna og Aubrey har udviklet sig, selvfølgelig har de det, men os over 40 var der ikke sket så meget med. Heldigvis.

P1030336P1030340

På familiefronten er der således intet som helst at klage over, men holdnuop, hvor bliver det godt, når coronapesten også er forsvundet officielt fra de højere luftlag. Mundbind på fra ankomst i lufthavn til vi gik ned til parkeringskælderen i Heathrow – det var ikke rart.
I flyveren sad vi lige så tæt, som man nu engang altid gør i mindre fly, og hvad sagde de i velkomsttalen? “Husk at holde afstand!” Jeg kikkede på min ukendte nabo til højre og sagde “Ja, jeg beklager meget, men jeg er nødt til at sidde her tæt på dig” – og så grinede vi begge to lidt ad den tåbelige bemærkning.
Det tog en krig at komme gennem paskontrollen i London Heathrow, selv om de kun tog stikprøver af, om de indflyvende havde de fornødne papirer og udførte og bestilte test i orden. Da vi havde brugt 10000 skridt på at trave igennem den kilometerlange kø, blev vi sendt til e-pasboksene, som er selvbetjening, og hvor vores pas og vores ansigter blev skannet. Det tog 20 sekunder og det var det. Ud med os. Ingen anden kontrol af nogen art, men der var gået det meste af en time med at nå igennem, så Charlotte nåede at få sig en ekstra kopkaf, inden vi kunne hanke op i vores kufferter, som nogle flinke folk havde taget af bagagebåndet for os, fordi paskontrollen tog så lang tid.

Anna blev meget glad for sin Two Harbours poncho og Aubrey, som ikke vidste, at jeg også havde strikket noget til ham, flyttede omgående ind i både bluse og hue. Anna fik endvidere Balloncardigan fra Petite Knit, som heldigvis også var et hit.
Aubrey er nu overbevist om, at han har en synsk mormor, fordi jeg havde købt et liggeunderlag til ham uden i forvejen at have fået at vide, at han netop mangler et godt et af slagsen.

P1030342P1030369

Det er ikke en hat til Anna, men et lille tæppe til Pebbles (de fik hund i juni), som jeg havde hæklet, men som den først får, når den er færdig med mælketænderne, for der skal bides i alt endnu.
Samme lille hund var årsag til, at vi gik en dejlig tur i formiddags. Det er herligt at have så smukke steder lige ved siden af, hvor man bor.
Nu mangler vi bare, at vejret bliver godt, men det skulle blive bedre om et par dage.

P1030354P1030360

Der er masser at skrive, men jeg har ikke haft tid for mig selv før nu.
Englænderne er nemlig gået i seng, for i morgen er det første skoledag for børnene, så de skal op allerede 05:45, de stakler. Den første dag efter en ferie nænner forældrene ikke, at de skal tage skolebussen, så de bliver kørt i skole, hvorved de sparer hele 20 minutter. Det er lang tid, når vi taler meget tidlig morgen! Og så er det jo en del hyggeligere med privat transport …
John og jeg vil blive i vores seng og ligge og gasse os længe, for Tim og Charlotte vil først være hjemme igen ved nitiden.
Det er et rent luksusliv, vi fører herovre.

29. august 2021

Kom hviledagen i hu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: , , ,

Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig, står der i 2. Mosebog.
Nu er det sådan, at jeg er pensionist, men ikke rigtig tror på religion under nogen form, hvilket derfor på enhver måde retfærdiggør, at jeg i dag stort set kun sad ned, mens vi kørte til Næstved og hjem igen. Hviledage kan jeg holde, når jeg har lyst (det har jeg temmelig ofte …), men lige i dag spidsede det hele lidt til.
Næstved, fordi John lige stod og manglede en rygsæk. Han har kun omkring 117 tasker, men han manglede altså en bestemt – en rygsæk af en bestemt størrelse til et bestemt kamera og en bestemt linse. Han er blevet træt af at bære det rundt, hængende om håndleddet, hvilket jeg udmærket forstår – faktisk har jeg aldrig forstået, at han overhovedet har orket det på noget tidspunkt. Jeg tog med, fordi han ville ind i et sportsoutlet, vi ikke har set før. Det har vi nu; det var en god forretning og John fik en rygsæk, der passede perfekt til formålet.

Sokker på skaft

Jeg har strikket sokker på to pinde. Hvorfor har jeg næsten hele mit liv spildt tid med at bruge fem pinde til sokkestrikning? Det er langt nemmere at strikke to halvdele og så sy dem sammen, hvilket sagtens kan gøres pænt, helt fladt og ikke generende. Der er også flere variationsmuligheder på denne måde – jeg har fire forskellige slags sokker, jeg kan lide at strikke – længe leve alsidigheden. Sokkerne er nu blokket. Jeg købte tre størrelser Sockenbretter i Tyskland, men kun én af hver af tre størrelser, så jeg er nødt til at sætte alt på ét bræt, så at sige. I hvert fald sætte to sokker på ét bræt med det resultat, at den ene sok bliver en sokketykkelse større end den anden, men er der ikke noget om, at ens fødder ikke er lige store?
Sokkeblokkere, Sockenbretter … det hedder sock blockers på engelsk, og jeg kan bare ikke sige det ord uden at få associationer til noget helt, helt andet. Og jeg siger ikke hvad! Det kræver garanteret en lige så snavset tankegang som min.

Vi skal til England på onsdag, så jeg har bagt to hold muffins til fryseren, fordi vi om lørdagen efter vi kommer hjem næste onsdag, skal have hytten fuld af gæster, så det er med at forberede sig i god tid. Maden får vi heldigvis udefra, men jeg kender ikke leverandøren, som dog har fine anmeldelser. Kender I Gaudium?

I morgen skal vi have foretaget en Covidtest for at få lov at komme ombord på flyveren, og jeg skal have udfyldt den Passenger Locator Form, hvor der bl.a. skal anføres ordrenummeret til andendagstesten, jeg har bestilt og betalt, og som vi skal tage derovre. England har ellers farvet Danmark grønt fra og med i morgen, men forskellen fra orange til grøn mærkes kun, hvis man ikke er vaccineret, hvilker irriterer mig. Ret meget, faktisk!

PS: Fuldstændig uden for kontekst, men jeg kom sådan til at grine: John sidder og ser tv, hvor Rob Brydon taler om børns fantasivenner. Han siger afslutningsvis: Many children have fantasy friends. Many adults have a lot of fantasy friends, too. It’s called being on Facebook.

26. august 2021

Hvis jeg skrev kriminalromaner …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags:

Vi kørte en tur til Møn i dag. Det var flot vejr, da vi tog hjemmefra; med høj, blå himmel og næsten ingen vind. Sådan var det ikke på Møn, hvor der var tunge, grå skyer og meget vind. Og regn indimellem. Da vi kom hjem igen, var det flot vejr og ingen vind …
Vi skal kun køre 25 km, så er vi på Møn.
Men pyt. Vi havde en fin tur alligevel og så den mest primitive campingplads ever. Klipset fra Wiki: “Pomlerende Lejrplads på Møn er en af Danmarks ældste campingpladser og vel nok den mest originale. Den åbnede i 1927 og hed oprindeligt Liselund Camping. Den har ikke ændret sig meget gennem årene og de eneste faciliteter på pladsen er et lokum og en tankvogn med koldt vand.” Jaja, man bliver da ikke lovet for meget.
I indlægget før dette skrev jeg, at teltlivet ikke rigtig var noget for mig, og denne ‘campingplads’ ville ikke have fået mig til at skifte mening om det. Heldigvis ser de unge mennesker herunder anderledes på det, og de havde hele pladsen for sig selv, så de har forhåbentlig rigtig hygget sig.

DKs billigste campingplads (23)DKs billigste campingplads (1)

Det koster 50 kroner pr. person pr. nat, hvilket virker halvdyrt, de manglende faciliteter taget i betragtning. Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvad de forskellige bygninger var, men vi troede næsten ikke vores egne øjne, da vi nåede ud til pladsen. John sagde på vej derud, at der nok ingen campingvogne var, da det ville være temmelig nervepirrende at skulle derud med sådan en på slæb. Man anbefaler da også først at køre ind uden campingvogn for at tjekke de dagsaktuelle forhold på den smalle skovvej.

DKs billigste campingplads (5)DKs billigste campingplads (13)

Der var campingvogne! Ikke så mange, men de så ud til at blive brugt – man kan godt fornemme når noget er forladt, og det var ikke tilfældet her. Det var fastliggere, så de er her nok kun i weekenderne. De hygger sig sikkert også – der var bålpladser ved hver af vognene. Man må formode, at de der holder til her kan lide at være her, men vi syntes godt nok, at  det så noget skummelt ud. Hvis jeg skrev kriminalromaner, ville jeg finde på noget, som involverede dette sted.
Pomlerenden skulle være et af Danmarks bedste fiskesteder for havørred, hvilket meget vel kunne være en del af grunden til at opholde sig her.

Ferieparkmodstandere (2)Ferieparkmodstandere (3)

På vejen derud ville vi lige tjekke hvor langt Troels Tækker var nået på sin pensionistbolig på Møn. Han købte en ruin og sætter den i stand i weekender og når tiden ellers tillader det.
Der er lang vej endnu, kunne vi se, men det skrider trods alt fremad. Vi fik bekræftet, at han er en af øens største modstandere af den feriepark, der er i medierne for tiden.
Overalt så vi skiltene med TURISTER – JA TAK. FERIEFABRIKKER– NEJ TAK. Troels havde sat hele otte plakater op – hans mening om den sag skal i hvert fald ikke overses. Det er forståeligt nok, at han er imod, for ferieparken vil i givet fald blive en af hans nærmeste naboer.

Ferieparkmodstandere (1)
Som det ser ud lige nu, efter et nyligt afholdt borgermøde, bliver der nok givet den fornødne tilladelse, men til 200 lidt større boliger i stedet for 500 små som oprindeligt planlagt.
Jeg forstår godt dilemmaet: Øen har brug for turisterne; det kan alle forstå, men de skal ikke være i for stor koncentration lige i ens baghave.

24. august 2021

Kender I Sagnlandet Lejre?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:05
Tags:

Kender I Sagnlandet Lejre? Hvis ikke, kan jeg anbefale at tage en tur dertil.
Det er en glimrende kombination af historie- og naturoplevelse. Den nye kongehal er voldsomt imponerende, men resten er også værd at se. Husene ligger i små klynger rundt omkring i landskabet, så man føler virkelig, at man har benyttet sig af TARDIS og er trådt 1000 år eller mere tilbage i tiden. Ingen bilstøj, bare natur og jernalder/vikingehuse.

Sagnlandet i Lejre (21)

Husene kan man holde ferie i, hvis man skulle have den slags lyster. Det er der mange, der har, og jeg tror de har en god oplevelse med det. Det sætter mange ting i relief, både for børn og voksne.
Jeg kan sagtens undvære det – ikke kun pga. min alder, for den slags primitivitet har jeg ikke behov for at opleve. Heller ikke da jeg var ung. Jeg har været på teltferie tre gange i den fattigere del af mit (ungdoms)liv, og jeg kan ikke påstå, jeg var ked af det, da jeg ikke behøvede det mere. Jeg er vist meget mageligt indrettet.

Sagnlandet i Lejre (2)Sagnlandet i Lejre (5)

Kongehallen var imponerende. Med sine 61 meter er den temmelig meget mindre end Borg på Lofoten på 83 meter, som vi så engang, men der var gjort noget mere ud af udsmykningerne her i Lejre.
Rundt om alle dørene, på indvendige stolper og på møblerne var der flotte træskærerarbejder.
Meeen … nok har man benyttet sig af de gamle metoder og værktøj, men arbejdstilsynet har ikke levet forgæves, for et sådant stillads, med magelig kontorstol und alles, har vikingerne ikke haft!

Sagnlandet i Lejre (10)Sagnlandet i Lejre (12)

Tønderne herunder var store, nok mindst 2½ meter. I hvert fald meget højere end mig. Der var lavet mange, som var stillet op forskellige steder, både oppe og nede på gulvet. Man ved, at de var så store, men man ved ikke præcist, hvad de har været brugt til. Opbevaring er et godt bud. Man ved også, at de har været brugt til latriner, men det har formentlig først været, når de ikke længere var egnet til opbevaring af fx korn. Mon udtrykket “at gå på tønden” stammer helt tilbage fra dengang?

Sagnlandet i Lejre (11)Sagnlandet i Lejre (16)

Døren, som der ses et udsnit af herover og hel herunder, er lavet af brede planker tilhugget med en økse, så man har gjort alt (bortset fra det stillads) for at få det hele så autentisk som muligt.
Alle møblerne var også 100 % håndarbejde. Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed …

Sagnlandet i Lejre (17)Sagnlandet i Lejre (14)

Sagnlandet i Lejre (22)

Man kunne få lov at sejle i eger, som jo er udhulede træstammer, man kunne låne nogle kanolignende både og små rigtige robåde.
Det var der en del, som fandt spændende – igen mest børnefamilier.
Vi gik bare rundt og nød den smukke natur og det gode vejr.
Man kan godt få en hel dag til at gå herude, men vi har været her flere gange før og kom primært for at se kongehallen, så vi blev bare et par timer.

22. august 2021

Vi skulle bare lige have en kopkaf

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:42
Tags: ,

Bag Den Stråtækte ligger der et stort og flot hus, som bruges som sommerhus. Vores hus er fra 1780, så det blev bygget 120 år før Jægersborg, som det store hus hedder. Vi kom altså først, så at sige, men vores sted blev på et tidspunkt købt af onklen til de nuværende ejere, som er et sødt, ældre ægtepar. Jørgen, som han hedder, kom der gennem sin barn- og ungdom, fordi det var hans onkel, som ejede Jægersborg. Onkel og tante var barnløse, så da han døde, købte Jørgen og Aase det af boet.
Onklen og tanten begyndte i starten af 1930’erne at drive stedet som pensionat i sommerperioden. De flyttede ud i udhuset, så mens de boede der sammen med hønsene, lejede de værelserne i huset ud, plus tre værelser i en sidebygning, som ikke findes mere. De kunne have op til 13 gæster, for 14 var, hvad der kunne sidde i spisestuen, og husherren (= onkel) sad altid med ved bordet. Tante gjorde ikke, for hun havde jo travlt med maden!

Pensionater (3)

Jørgen viste mig en bog fra 1936, hvor de danske “Badehoteller, Sommerpensionater og Kursteder i Danmark..” var listet.
Jeg elsker simpelthen den slags og kunne have brugt timer på at læse i den, hvis det altså ikke var fordi vi var inviteret op til dem til en kop eftermiddagskaffe og derfor skulle være selskabelige – hvilket ikke var spor svært i deres selskab.

Pensionater (2)

Men altså: Allerede i 1936 kunne man udgive 28. årgang af et sådant værk. Som man kan se på teksten for Jægersborg Sommerpensionat, fik man “god forplejning” der. Alfred og kone var selvforsynende med alt i frugt og grønsager. Han var desuden jæger og udvekslede ofte byttet fra jagtturene med de lokale landmænd, så han kunne variere kosten med svine- og oksekød. Høns havde de som nævnt selv og fisk var der masser af i fjorden. På grund af disse gunstige betingelser fungerede pensionatet også under krigen – her var der ikke mangel på mad, selv om det selvfølgelig kneb med varer som smør, sukker og kaffe. Pensionatet fungerede helt frem til start-tresserne, hvor charterturismen holdt sit indtog. Der er nu otte huse på vores vej, men indtil nogle år efter pensionatets endeligt var der kun to – Den Stråtækte og Jægersborg.
Jeg slog op på oldmoney.dk for at finde ud af, hvad fem kroner i 1936 svarer til i nutidskroner. 181,57 kroner fik de det til, og efter at have kigget lidt rundt i bogen kunne jeg se, at det var en almindelig pris for den slags steder. Det varierede fra tre kroner til otte kroner (109-291 kr), og eftersom det jo var med fuldpension, så jeg vil tro, at det ikke kun var forbeholdt de meget velstående borgere. En arbejder tjente omkring 48 kroner om ugen. I Køge kostede en toværelses lejlighed 270 kroner om året (!) i 1930, så mon ikke rigtig mange havde mulighed for at kunne holde nogle dages ferie på et sommerpensionat?

Historie - Den Stråtækte 1949Historie - Den Stråtækte 1959Historie - Den Stråtækte 1988

Her ses Den Stråtækte fra hhv. 1949, 1959 og 1988. Jægersborg er det hvide hus bag vores – det ser mindre ud, end det er, så perspektivet må have forvrænget det.
Det så ikke ud, som om vi selv havde noget videre jord dengang – til gengæld så det ud, som om der var dyrket på vandsiden, hvor der nu kun vokser tagrør. Denne strandgrund tilhørte vores hus, indtil Finn, som vi købte det af, solgte den fra, fordi han på et tidspunkt manglede penge.

Tiden flyver som bekendt i godt selskab. Den kop eftermiddagskaffe varede lige til klokken 19, hvor vi, efter at have fået et mindre chok af at kigge på uret, modstræbende brød op og sagde tak for i dag. Vi fik, som det fremgår, talt meget lokalhistorie, men også en del om vores mange rejser. Jørgen og Aase har været lige så ivrige rejsende som os, så der er grundlag for en hel del flere erfaringsudvekslinger.

19. august 2021

Nu er vi færdige med at trøstespise

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , , ,

Vi er på flere måder færdige med at trøstespise.
For det første behøver vi ikke længere at trøstes – medmindre noget går galt, så vi ikke kommer afsted til England, men det gider jeg ikke tænke på.
For det andet er vi blevet alt for kræsne og kritiske. Det kan vi ikke have, så nu holder vi en gourmetopholdspause. (Tænk, at man kan skrive ‘ophold’ og ‘pause’ i det samme ord, uden det er en pleonasme.)
Vi har tilbragt to nætter på Hotel Troense på Tåsinge. Den første aften fik vi to retter og den anden aften fik vi fem.
Det der ‘gourmet’ er ved at være lidt for devalueret. Maden var okay, men så heller ikke mere. Første aften glemmer vi, og de fem retter dagen efter bestod af én varm og fire kolde. Meget kolde. Iskolde, faktisk. Kokkene er tilsyneladende nødt til at økonomisere med deres tid (eller også er hotellet nødt til at økonomisere med kokkene), for de fire tallerkener, vi hver fik, var tydeligvis blevet anrettet tidligt på dagen og så opbevaret i køleskab indtil servering. Der er altså forskel på en kold ret og så på en iskold ret, hvis man spørger mig – mad mister noget af smagen, hvis den er for kold. Det mest positive var kalvemørbraden, som var helt utroligt mør og dejlig. De må have en god slagter. Sovsen dertil var intetsigende; ligeledes de tilhørende Pommes Anna, som smagte af dampkogte kartofter og ikke andet.
Vinkortet var relativt omfattende, men man tilbyder altså ikke en 5-retters menu uden også at tilbyde en vinmenu. Jeg har en mand der ikke drikker vin, hvorfor jeg vil kunne købe vin pr. glas og ikke i hele flasker, så det var ikke i orden, at jeg kun kunne vælge mellem to hvide og to røde vine.
Ingen klager over hotellet, dog. Det er et godt hotel med venlige ansatte, og de havde husket, at jeg som den annoncerede velkomst havde bedt om hvidvin i stedet for ‘bobler’ på værelset, hvilket i øvrigt, viste det sig, var det samme rigtig gode og store værelse med den skønne udsigt, vi havde sidst. Det havde vi altså ikke bedt om, men det hører åbenbart sammen med de lidt mere luksusprægede ophold.

Tåsinge og Fyn aug 2021 (5)

Vi kørte lidt rundt på Tåsinge, hvor vi pludselig måtte standse fordi der sad en lille flok svaler på vejen. De ignorerede stort set vores tilstedeværelse, så vi holdt lidt og ventede på, at de forføjede sig. Vejen var heldigvis meget lidt trafikeret, men det vidste de åbenbart. Vi listede meget langsomt frem og kom helt tæt hen til dem … de var stadig ret ligeglade med os. De fløj godt nok op flere gange, men de landede igen og igen lige foran vores bil. Det kunne vi ikke gennemskue. Hvorfor pokker var det mon så interessant at sidde lige præcis lige der? De sad der bare og kiggede alle i samme retning …

Tåsinge og Fyn aug 2021 (2)

Vi så flere fugle – her en flok hjejler, men det kunne vi ikke selv se. Kikkerten, vi altid har i bilen, kunne ikke trække dem nok ind til, at amatører som John og mig kunne bestemme dem. Det kunne en dame, som også standsede og stillede en monsterkikkert op. Sådan en har vi jo også, men den befandt sig hjemme i Den Stråtækte …
Møgkikkert, sagde John, den er lige til at kassere.
Som sagt, så gjort, og da vi var på vej hjem, kørte vi ind til vores gode kikkertbutik og købte en langt bedre kikkert til bilen. På den måde fordyrer man en miniferie.
På kikkertfronten er vi nemlig også blevet krævende. Vi ser måske heller ikke så godt som i vores yngre dage, men det vælger vi at fortrænge og skyder i stedet skylden på udstyret.

16. august 2021

Tiden flyver, og det gør jeg snart også …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Sort hummer på KNUD Hundested HavnJeg kan slet ikke nå at følge med mig selv, så hurtigt flyver tiden afsted for mig. Siden sidst har vi:
Været sammen med Ditte og Peter et par dage, hvor vi bl.a.
Spiste på restaurant Knud på Hundested havn. Megalækkert!
Gik tur ved Vaserne ved Holte. Smukt.
Gik tur fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn. Også smukt.
Vi har også:
Diskuteret hvorvidt træet ved terrassen foran huset skulle beskæres. Han imod; hun for.
Beskåret træet ved terrassen foran huset. Dejligt. Nu er der lysere i køkkenet.
Høstet yderligere 3,5 kilo tomater. Arbejdskrævende.
Bestilt flybilletter til England. Fantastisk!
Her var jeg fristet til at sætte mindst 1000 udråbstegn. Vi kan slet ikke få hænderne ned, så vildt meget glæder vi os til den 1. september. Jeg bestilte faktisk billetterne mens England stadig var rødt, fordi jeg nu simpelthen savner dem for meget, så vi valgte at blæse på samtlige anbefalinger, som alligevel ikke gav nogen mening for os, og tage det medfølgende besvær med, men søreme om ikke alle lande blev malet orange i lørdags! Nu skal vi i det mindste ikke i selvisolation når vi kommer hjem igen.
Jeg skal bare nyde at være der, nyde bare at kigge på dem, nyde at lave god mad til dem, nyde deres hus, nyde deres have, nyde … ALT! Hele tiden! Alle otte dage!
Jeg er glad for, at vi bestilte mens landet var rødt, for nu er der ingen billetter at få, medmindre man vil bruge 10 timer på turen, fordi man skal via Stockholm eller Oslo.
Det gider vi ikke, og det behøver vi heldigvis heller ikke, men jeg var alligevel nødt til at købe de dyreste billetter til flyet hjem, så der var godt booket, selv om det var til et rødt land. Der har nok været mange vaccinerede, der har tænkt lige som os.
Nu må der bare ikke gå noget galt, men det kan vel ikke gå værre, end at de røde farver igen tages i brug.

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (2)

Herover Knud Rasmussens hus, hvorfra vi gik en tur oppe langs kysten ned til Kikhavn – en tur vi ikke før havde gået, men hvor var den dog smuk. I Kikhavn må der, lige som i den lille by på Nyord ved Møn, kun køre biler tilhørende beboerne. Det forstår man godt, når man går rundt derinde; sikke en idyl.
Jeg troede jeg havde mange krukker …

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (9)_LIFra Spodsbjerg fyr til Kikhavn (1)
Jeg legede paparazzofotograf – noget jeg ikke normalt excellerer i, men her gjorde jeg altså en undtagelse, da vi fik øje på den skønne og livlige unge kvinde fra tv (Vicki Knudsen fra 1 døgn, 2 hold, 3 dyr og Vildt Naturligt radioens P1) sidde i skjul lige ved siden af den bænk, hvor John tog sig en lille pause. Hun kikkede efter vadefugle. Det gjorde de sådan set begge to, men vi ved ikke hvem han er. Det var i hvert fald ikke Johan Olsen.

Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn Vicki Knudsen (1)Fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn Vicki Knudsen (2)

Fik jeg for resten fortalt, at jeg glæder mig til at komme til England? Nå, okay … det gjorde jeg. Jamen, så snakker vi ikke mere om det. Ikke lige nu … men måske senere.

12. august 2021

Jamen, der sker jo ikke noget?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:47
Tags: , ,

Der var engang hvor jeg syntes, at jeg havde noget yderst interessant at berette næsten hver eneste dag. Det gør jeg ikke mere – det bliver til hver tredje eller højst hver anden dag. Pensionistlivet leves stornydes på niende år, hvilket afspejler sig i en mindre forekomst af uforglemmelige og/eller fortælleværdige oplevelser eller episoder (og det er mig, der afgør dette. I andre må leve med min vurdering af ‘interessantheden’).
Der sker bare tit det, at når jeg så synes, at nu må det være på tide at forfatte et indlæg, så bliver det nemt til et rodet og for langt foretagende, fordi der alligevel er for mange og dermed for forskellige ting, der presser sig på.
Som nu.
Vi har været til plantemarked i Kettinge, Lolland. I en gammel grusgrav, som nu er blevet helt monetsk i sit udtryk – en fin mølle var der også.
Jeg købte ingen planter, men et fint stativ til klatreting, som fx lathyrus. “Lad være med at komme kl. 13 alle sammen, men fordel jer over åbningstiden”. Jaja, det er godt med jer. Forslaget var sådan set fornuftigt nok, så vi adlød og kom kl. 14, men der var ingen tvivl om, at alt det mest interessante var væk på det tidspunkt.

Kettinge Lolland (1)Kettinge Lolland (2)

Vi har været i Haveselskabets have på Frederiksberg. Da vi havde travet den igennem, ville vi have spist frokost på en af de op til flere restauranter i nærheden, men vi skulle have haft bestilt bord. På en onsdag! Det er også alle de pensionister … de har for meget tid. Vi kørte igen og spiste i stedet på restaurant Krabben i Vallensbæk havn. Det var så vores københavnerdag for denne gang … den varede under to timer. Krabben serverede en god frokost, men den var en anelse pebret i pris.
Der var blærenød (havde aldrig set sådan en før), træskeletter og selvfølgelig også meget andet, men desværre ikke længere det helt store udvalg af blomstrende vækster.

Haveselskabets have - blærenødHaveselskabets have (4)  

Vi har set havørnen. To på en gang, faktisk, men de er så irriterende at flyve ude over vandet og dermed være lige netop for langt væk til at få taget gode billeder.
I må derfor bære over med billedkvaliteten og bare tro mig på mit ord: Det er en havørn på billederne! Er jeg næsten helt sikker på … vi har jo også rørhøge, og de fleste rovfugle har spredte fingre, men denne fugl var kæmpestor.

Havørnen (2)Havørnen (4)

Jeg har læst hele Carl Christian Toftes bog ‘Ørneflugt’, som vi købte i Maribo. Ud over at nyde hans dejlige tegninger, handlede den meget om at læse vejret og dermed lære at forudse, hvornår de store fugletræk så indfinder sig.
Jeg ville virkelig gerne opleve det, han – man – kalder en rovfugleskrue. Atter et nyt begreb for mig, men man skal helst lære noget hver dag.
En rovfugleskrue er, når de store fugle udnytter den termiske opdrift, som nogle steder kan være ret koncentreret, og hvorfor man i træktiden ofte kan se mange på én gang. CCT har oplevet “en havørn, en vandrefalk, 73 musvåger, 10 røde glenter, to blå kærhøge og en spurvehøg” i en skrue. Det må have været et fantastisk syn!

9. august 2021

En fremmed krydser mit spor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , ,

Vi har septiktank, hvorfor vi har haft besøg af Jan flere gange, så vi synes næsten vi efterhånden kender hinanden og får os altid en hyggelig sludder om alt og intet, mens vi venter på, at slamsugerbilen gør sit arbejde.
Forleden ringede han for at spørge, om hans kone måtte kontakte mig. Hun var blevet nysgerrig, fordi Jan havde fortalt om, at han havde lagt mærke til nogle flotte, hjemmefarvede garner, der hang til tørre, engang Ditte og jeg havde en af vores flere døgn varende farveseancer, og hvor han akut måtte hidkaldes. Der hang meget garn til tørre.
Selvfølgelig kunne hun ringe til mig, hvilket hun gjorde, og i dag kom hun til Den Stråtækte.
Det var da bare så hyggeligt. Jeg så hvad hun lavede og hun så nogle af mine strikkerier og alt mit garn og blev ret overrasket over, så mange farver man kan få ud af planter. Oven i købet for manges vedkommende planter, som man lige kan gå ud og samle i nabolaget. Hun fandt det lige så forunderligt som jeg selv gør, at alle plantefarver passer sammen, selv om det er farver, man normalt ikke ville drømme om at sætte sammen. Det er sådan noget, plantefarver kan … et par af mine sweaters, halstørklæder og sjaler beskrev det bedre end ord. 
Vi snakkede farver og farvning, vi snakkede strik og strikkeopskrifter. Vi snakkede også syning, og jeg har nu en bestilling på en strikketaske.
Linda administrerer en FB-gruppe, som hedder Lindas Hyggesokker. Dem strikker hun virkelig mange af; mange er vilde med dem, og hun har mange på venteliste til at købe et par.

Lindas hyggesokker (2)

Det er lidt sjovt, at man kan møde et vildfremmed menneske, som man efter sådan cirka 20 nanosekunder snakker aldeles utvungent med, som om man har kendt hinanden længe.
Det er dog ikke første gang, jeg oplever det – en fælles interesse hjælper det selvfølgelig pænt på vej, men jeg bliver nu alligevel både glad og lidt forundret hver gang det sker.

Ellers sker der ikke specielt meget for tiden. Der er hele otte dage til vi skal trøstespise næste gang på Hotel Troense.
Så må jeg jo få tiden til at gå med at lave noget ud af alle de tomater, jeg høster. Drivhuset er gået helt amok – indtil nu har jeg høstet 17,8 kilo tomater, og der skal da nok være en halv snes kilo mere derude.
Det er godt, at en af mulighederne er at ovntørre tomater. Det gør jeg med de mindste. To fyldte plader i ovnen giver kun fem-seks små glas. Meget små glas, så det kan sluge en masse tomater uden det fylder for meget på lageret bagefter – og så smager de bare hammergodt i en pastasalat. I alle salater, faktisk.
Bøftomaterne er heeelt vildt smagfulde. Jeg har aldrig smagt så gode tomater, så de bliver spist, som de er – det ville være synd at gøre noget som helst ved dem. Den største af dem vejer 527 gram! De mindste tomater (Toftegaards Sweet Grape) er ikke større end fuglekirsebær, så med dem, cherrytomater, Gardener’s Delight (fra Charlotte), to slags blommetomater og bøftomaterne er det meste af størrelsesregistret repræsenteret.

Tomater galore

6. august 2021

Trøstespisning, version 1.0

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: ,

I går morges gik turen mod Taars ved Nakskov for at tage færgen til Spodsbjerg. John havde set, at Tranekær Slot har Nordeuropas største medicinhave, så den ville vi se lidt nærmere på. Det var da bestemt også interessant at se, hvad man har brugt alle mulige og umulige vækster til.
Det mest interessante var næsten at se Hildegard af Bingens have og at læse om denne helt specielle kvinde, der levede for næsten 1000 år siden.

Medicinhaven Tranekær slot (24) - Kopi

Medicinhaven Tranekær slot (1)

Haverne var delt op i temaer, men mange af planterne gik igen flere steder. Nogle planter hjalp nærmest for alt!
Nogle af dem havde jeg end ikke hørt om; andre kendte jeg naturligvis ganske godt. Til første kategori hører dette smukke træ. Alene navnet sætter fantasien i gang: Alm. skæbnetræ.
Jamen dog … hvordan? Hvorfor får det sådan et navn på dansk?

 Medicinhaven Tranekær slot (3)

Jeg kan anbefale at se medicinhaverne, hvis man alligevel er på Langeland.
Som er en ø med personalemangel. Vi ville have spist frokost på Tranekær Slotskro, fordi jeg havde læst så meget godt om værten Mariah Sama Veith. Da vi ankom, var hun ved at bære nogle kasser ind, men som svar på vores spørgsmål om hun havde åbent, lød svaret: “Nej, jeg er nødt til at holde lukket, for jeg kan ikke få noget personale, og jeg har kun to hænder. Jeg kan ikke lave alting selv.”
Nej, det kan hun da ikke, den arme kvinde … lidt senere kom vi forbi et andet sted, hvor vi så et skilt: “Lukket pga. personalemangel”.
Jamen det er godt nok en coronabivirkning, der slår hårdt. Vi tror det må være fordi de unge hellere vil være podere, fordi det giver flere penge. Det kan jeg godt forstå de vil, men det er søreme noget skidt for de mange, der så ikke kan få ekstra hjælp i højsæsonen, hvor pengene netop skal tjenes hjem.

Kaleko Mølle (3)
(På vej hjem så vi Kaleko Mølle.)

Den Store Gastro, som Hotel Fåborg Fjord kaldte tilbuddet med en seksretters gourmetmenu inkl. vinmenu + overnatning, kan vi nok ikke rigtig anbefale.
Maden var i og for sig udmærket, men der var ikke meget gourmet over det. Ærtesuppen var dog fænomenalt god, hvilket jeg ikke ville have troet jeg skulle komme til at sige om ærtesuppe, som virkelig lyder som noget, der er ret udelikat. Første ret var kæmperejer, som jeg kunne have marineret bedre; anden var ærtesuppen, tredje var bresaola, fjerde var perlehøne, femte var ost og sjette var citron på tre måder. Tre überlækre måder, skal dog siges til deres ros. Den dessert var rigtig god, men de fire af de seks retter var temmelig ordinære. Velsmagende, men ret ordinære og ikke noget at skrive hjem om. Osteserveringen, fx, bestod af fire kvarte teskefulde rygeost rørt med urter. Der var så lidt, at vi havde problemer med at få det op på gaflerne, og vi kunne faktisk ikke rigtig smage det.
Værelset var okay, og morgenmaden ligeså, så det var ikke en dårlig oplevelse, men bare ikke helt så god, som vi havde forventet. Vi er garanteret bare ved at være møgforkælede, hvad den slags ophold angår. Vi forventer måske for meget, men den trøstespisning, som vi havde satset på, blev det altså ikke til denne gang.
Den 17. august skal vi på et lignende ophold i to nætter på Hotel Troense. Der har vi været før og forventer i det mindste noget tilsvarende som første gang.
Og det var rigtig godt, så trøstespisning 2.0 bliver forhåbentlig en forbedret version.

3. august 2021

Tak til Haveselskabet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: , , ,

FrøposeskabelonI dag har jeg brugt et par timer på at sidde med et arbejde, man kunne have sat et barn til – og jeg nød det! Jeg tænkte atter engang på, hvor privilegeret et liv man lever som fuldtidspensionist: Jeg lå længe og danderede den i sengen, inden jeg tog mig sammen til at stå op, lave te og riste en skive af det brød John købte i går morges, fordi min søster overnattede her. Her kom jeg sjovt nok lige til at tænke på Pensionistvisen.
Vi får ellers stort set kun bagerbrød, når englænderne er her, men det skulle de jo også have været nu …
Dagens tomathøst blev plukket (godt 1½ kilo – nu har jeg høstet lige knap 10 kilo) og derefter forberedt med henkogning for øje.
Med det sidste nummer af Haveselskabets blad var der vedlagt en skabelon til frøposer, som jeg skyndte mig at skanne, så skabelonen holder evigt, og da glassene med tomater var sat i ovnen, fandt jeg heavy weight paper frem og printede en hel masse ud på det tynde karton, som jeg klippede ud mens jeg hørte lydbog med ørerne og så en ottendedel kvartfinale med et halvt øje.
For at få pæne og lige kanter (jajaja, jeg er lidt pjattet, men det skal se ordentligt ud!), blev de ridset lidt, hvor de skulle bukkes, og derefter limet sammen, hvorefter sorteringsarbejdet kunne begynde.
Frøposer (1)

Jeg skulle have været til nørklestrik, men jeg gad ikke. Atter et pensionistprivilegium: Jeg kommer hvis jeg har lyst (hvad jeg dog oftest har), men bliver hjemme, hvis jeg har noget andet i gang, hvilket jeg altså havde i dag.
De frøposer er en smart ide, og jeg er ret glad for den foræring. Indtil nu lå frøene bare og rodede i diverse plastposer og kaffefiltre, men nu kunne der komme system i rodet.

Frøposer (2)

Jeg har et lille problem: Vores have er alt for lille til alt det, jeg samler frø af.
Der er et par steder, hvor jeg godt kunne snuppe en bid af græsplænen og anlægge et bed mere eller udvide et eksisterende, men jeg er bange for, at det vil være at skyde mig selv i foden at give mig endnu mere arbejde med haven end jeg har i forvejen. Man bliver jo ikke yngre, men jeg er fristet …
Jeg passer hus og have for naboerne, som jeg har den (gensidige) aftale med, at man plukker og fortærer, hvad der bliver modent under pasningen. Jeg havde overset en squash, som var blevet til en monstersquash, inden jeg opdagede den.

Monstersquash

Når de bliver så store, kaldes de på engelsk marrows, og til dem kan man finde masser af anvendelse på nettet. De er også store nok til, at der kan tages levedygtige frø …
I aften bliver en delmængde af den største til en squashlasagne. John er intetanende kørt afsted for at købe et par manglende ingredienser til den, men han ved endnu ikke, at det bliver kødfri dag i dag.
Det har han såmænd heller ikke noget imod – det er bare lige som når vi får fisk: Han skal helst knurre lidt, men han mener det ikke så alvorligt. Han har ændret holdning til mad gennem de mange år, vi har kendt hinanden, og hvor vegetarmad før var nærmest et skældsord, er det nu helt acceptabelt. Vores hveranden-uges HelloFresh-kasse er vegetarkassen, og han synes det er meget lækker mad, vi får gennem dem. Det synes jeg også.

1. august 2021

Og skal vi så se at komme videre!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:00
Tags: , ,

“Doctors and nurses were among the first to be struck down by the virus. The prime minister was incapacitated for weeks, parliament was closed, education was disrupted. In the darkest days of the crisis, Norwood Cemetery in South London held 200 funerals a day.
This was Britain during a pandemic. The year was not 2020, though, but 1890, and the disease was not Covid-19, but Russian Flu. It tore around the world, killing 125.000 people in the UK and one million globally.
The similarities between that pandemic and today’s are uncanny. Symptoms reported by doctors 130 years ago included dry coughing, a sudden fever and, for many, a lost sense of smell. Some survivors were struck by a lingering depression and lack of energy that left them debilitated for months. The saving grace of the virus was that children were affected much less than adults.”

Ovenstående er taget fra en artikel i The Times, som Charlotte sendte til mig. Der står selvfølgelig meget mere i den, bl.a. at man i dag er ret sikker på, at det også dengang var en coronavirus, der huserede. Et belgisk studie fra 2005 hævdede, at udbruddet var forårsaget af OC43; en af fire coronavira, som i dag er skyld i 20 % af forkølelsestilfældene i UK.
Dengang tog pandemien fem år, og det vil denne sikkert også gøre, men vi har vaccinerne, så forløbet vil blive ‘blidere’, så at sige, og på et tidspunkt bliver sygdommen endemisk (kun udbredt indenfor et mindre eller afgrænset område, hvilket betyder, at en langsom, vedvarende smitte vil fortsætte). Coronavirus vil fortsat forårsage mindre udbrud på samme måde som sæsoninfluenza.

Så skulle vi nu ikke se at komme videre? Lade være med at være mere forsigtige end nødvendigt? De sårbare og de gamle er vaccinerede. Coronavira er for længst kommet for at blive; de forsvinder ikke, og vi kan ikke blive ved med at holde samfundene mere eller mindre nedlukkede. Jeg holder med Boris Johnson og UK. Jeg synes de gør det rigtige. Det koster for meget på alle områder, hvis ikke vi skynder os at få normale tilstande tilbage.
Det vil tage nogle år at få vaccineret hele verdens befolkning, så indtil det er sket, vil vi nok ikke rejse til de mere eksotiske steder, men det skal ikke være forbudt; det må være folks eget ansvar.
Jeg kender nu tre personer, der er blevet smittet efter vaccination (de to af dem på min alder og en på 60 år), men ingen af dem fik det værre, end hvis man er lettere forkølet. Ingen feber, ingenting, så hvad er man så bange for nu?
De ramte vil ikke belaste sundhedsvæsenet, hvormed et af de væsentligste argumenter for de seneste restriktioner er væk.
EU ryster på hovedet over den engelske genåbning, men hvorfor? Spanien har højere incidenstal end England, men det er orange, og England er rødt, så vi må gerne rejse til Spanien, men ikke til England. Jo, det må vi for England, men der bliver ballade, når vi skal hjem igen.

Jeg forstår ikke religion, og jeg forstår temmelig ofte ikke politik. Ejheller visse repræsentanter for sundhedsvæsenet …
Det er jo ikke sådan, at jeg hele tiden går rundt og er negativ; det kunne da lige være yndigt, men jeg kunne godt tænke mig, at man begyndte at tænke lidt fremad og overveje, om dette virkelig skal vare flere år endnu – det kan jeg ikke forestille mig, at nogen ønsker – eller at nogen samfund kan holde til. Vi går et efterår og en vinter i møde, hvor smitten stiger igen. Skal vi så atter lukke det hele ned?

Jeg vil ikke love, at dette er det sidste corona-brokkeindlæg fra min side, men jeg lover at forsøge at beherske mig.

28. juli 2021

Frilandsmuseet ved maribosøerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:19
Tags: , ,

Vejret tegnede her til morgen til at opføre sig pænt med ikke for høje temperaturer, så vi besluttede at køre ned for at se De Gamle Huse i Maribo, et frilandsmuseum, som ligger smukt ned til en af maribosøerne.
Det er ikke ret stort, men det var interessant nok. Der var masser af møbler, værktøj og redskaber udstillet inde i husene, og der var, via plancher, forklaret lidt om hverdagslivet på Lolland, som det formede sig for 200-300 år siden.
Det er ikke så gammelt som landets største frilandsmuseum, der ligger lidt uden for København, og som er oprettet i 1897, mens det i Maribo er etableret i 1920’erne og kun beskriver lokalhistorie.

Frilandsmuseet Maribo (4)Frilandsmuseet Maribo (2)

Ved Kapellanhusets dør lå denne hatformede sten. Har man et bud på, hvad den har været brugt til?
Et andet sted sås disse fire hjerterum, hvor det så ud til, at det var høns, der blev lukket inde her om natten. Et fint hønsehus, som ville passe fint til Den Stråtækte. Hvis ellers ikke Hr Nielsen havde nedlagt veto, hvad Fru Nielsens anskaffelse af høns angår …

Frilandsmuseet Maribo (6)Frilandsmuseet Maribo (9)

Vi kom til “Den selvkørende lokomobil”. Sådan et monstrum havde vi ikke set eller hørt om, men det var en form for plov, som en sukkerfabrik havde investeret i. Måske fordi den har været hundedyr. For de 38.000 kroner kar man kunnet købe en gård på omkring 15 tønder land i 1872.
I 1900 svarede beløbet til godt 2,7 millioner kroner. Jeg har ikke kunnet finde beregnere, der går længere tilbage, men skal vi ikke bare sige, at det har været MANGE penge?
Og så bliver den oven i købet kasseret af Fabrikstilsynet i 1929, hvorefter den så blev overladt til dette frilandsmuseum.

Frilandsmuseet Maribo (11)

Teksten på denne stoleryg måtte jeg læse et par gange, inden det gik op for mig, at der ikke står noget med ‘amigo’, men “SID PAA MIG OG HVIIL DIG”.
Jeg undrede mig da også såre over hvordan den ‘amigo’ kom ind i billedet i en lollandsk bondegårdsstue …

Frilandsmuseet Maribo (15)

I skolestuen blev jeg betaget af det store VERDENSKAART, som hang på væggen. Vi blev ret nysgerrige efter at vide, hvilket år det stammede fra, men kunne ikke blive klogere, end at det var fra før 1. verdenskrig, idet riget Østrig-Ungarn fandtes, men nok efter midten af 1800-tallet, fordi det ser ud til, at det var efter Dr. Livingstone var blevet fundet af Henry Stanley i 1871, fordi store dele af kontinentet syd for Ækvator er kortlagt. Der stod på det, at det var 4. Udgave, men den oplysning er ikke speciel nyttig, når den står alene.
De ældre enkeltbladskort, som lå i lamineret form på et af skolebordene, vidste man var fra 1825, og på det tidspunkt var store dele af Afrika stadig uudforsket. Kystområderne, hvor man lagde til og gik på slavejagt fra, var nogenlunde kortlagte, men man bevægede sig ikke langt ind på kontinentet.

Frilandsmuseet Maribo (17)Frilandsmuseet Maribo (16)

Afrika omkring 1825

Vi brugte lang tid på at studere alle disse kort. Der er sket meget på de 200 år. På alle måder.CCT - signering

Som sagt var museet ikke så stort med sine 13 huse, men det var nok til os, og med den smukke beliggenhed var det en god måde at bruge en onsdag formiddag på.
I butikken købte vi en bog af Carl Christian Tofte, som er fænomenal til at tegne fugle. Vi havde fornøjelsen af at opleve ham engang på Pulken, hvor han signerede en af sine bøger og lynhurtigt tegnede en ørn til mig over sin signatur.
Dagens bog hedder Ørneflugt – kunsten at se på rovfugle, som er både skrevet og rigt illustreret af Carl Christian Tofte selv. Den giver et godt overblik over, hvor og hvornår man kan opleve både enkeltindivider og de store rovfugletræk.
Og forhåbentlig kan den gøre mig bedre til at skelne de enkelte rovfugle fra hinanden. Det er jeg desværre ikke særlig god til. Endnu.

25. juli 2021

Et nanosekund er lang tid!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:48
Tags: , ,

Jeg stødte for første gang i dag på begrebet zeptosekund.
Den tidsenhed får mine ofte anvendte nanosekunder til at virke som en evighed.
Et nanosekund er en milliardtedel af et sekund – altså 10÷9 sekund.
Et zeptosekund er en billiontedel af et nanosekund. Med andre ord: 0.000 000 000 000 000 000 001 sekund, eller 10÷21 sekund.
Det er ikke engang den mindste enhed. Det er et yoctosekund (10÷24 sekund). Der er ikke nogen navngivne enheder mellem denne og den allermindste, Planck-enheden, på 10÷44 sekund, men nu har jeg vist tabt de fleste af jer …
270 af zeptosekunderne tager det for en røntgenfoton at flyve igennem et brintmolekyle. Som i øvrigt har en diameter på 120 billiontedele af en meter.
Vi er i småtingsafdelingen nu, og selv om jeg læser den slags med stor interesse, vil jeg aldrig nogensinde forstå, hvordan man er i stand til at måle hverken den ene eller den anden af disse nærmest uendeligt små enheder. Jeg kan læse teksten, men jeg kan ikke forstå det. Der er jo nok også en god grund til, at Nobelprisen i fysik aldrig er tilfaldet mig.

Jeg kan også læse om Big Bang-teorien og undre mig såre over, hvordan man kan vide (eller tror man kan vide) hvad der skete ved Big Bang.
Jeg går ind for det engelske udtryk for det, da Det Store Knald skaber nogle ganske andre billeder i min lille og nogle gange meget uvidenskabelige hjerne …
Man ved ikke, hvad der skete lige i starten, men man ved, hvad der skete efter 1 x 10÷43 sekund efter! Godt, så.
Det er søreme godt, at de kender forløbet derfra, hvor hele universet faktisk kun var 1 x 10÷33 centimeter. Det fatter jeg endnu mindre end det med zeptosekunderne.

Der findes en BBC-serie på YouTube, som hedder Bang Goes the Theory, og som jeg lige har besluttet at se nærmere på ved passende lejligheder. “The BBC’s popular science series Bang Goes the Theory delivers the best in both science and technology to explain the world we live in.”
Jeg går stadig ind for afledningsmanøvrer, og kan jeg samtidig blive klogere, er der trods alt noget positivt ved det.

What is the Big Bang Theory?

Interessant? Ja, det synes jeg det er, og det, jeg egentlig ville frem til med al den videnskabssnak er, at jeg håber, at nogen snart finder ud af, hvad denne form for viden rent faktisk kan bruges til – udover at udløse de prestigegivende nobelpriser.
Tænk, hvis verdens klogeste hoveder fik lige så mange penge til at bruge samme ufatteligt kloge hoveder til at løse verdenshavenes mikro- og makroplastproblem.
Eller til at opfinde et ikke-forurenende transportmiddel, det være sig til lands, til vands eller i luften, der kan bevæge sig 1000 kilometer på fem brintatomer.
Jeg mener … hvis man kan regne ud, hvad der skete i universets første sekund for over 13 milliarder år siden, hvorfor i alverden kan man så ikke regne ud, hvordan vi redder vores egen, dyrebare jordklode fra et kollaps, der godt nok går en hel del langsommere end omtalte Bang, men som ikke desto mindre er i gang med at ske.

23. juli 2021

Mon ikke det hjælper at trøstespise?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags:

Noget må vi gøre.
Det dur ikke at gå i sort. Det dur heller ikke at gå og være arrig over tåbelige og ikke længere meningsgivende coronarestriktioner. Men det er svært at lade være, og jeg brokker mig til alle, der er så ufornuftige at spørge hvordan jeg har det.
Jeg havde regnet med snart at være lykkeligt og travlt optaget med at servicere mine englændere og stornyde deres nærvær i Den Stråtækte, men sådan bliver det ikke.
Dette skal ikke misforstås – der er ingen, der hverken forventer eller forlanger servicering fra min side, og jeg får hjælp, når/hvis jeg beder om det, men jeg elsker det, fordi jeg så sjældent har mulighed for det, og så længe jeg kan, så gør jeg det. Den dag kan tids nok komme, hvor min energi eller mine evner rækker kortere end tilfældet endnu er.
Charlotte nyder sin mors mad samt diverse danske specialiteter, som ikke fås i England, og hun nyder at kunne stå op til et veldækket dansk morgenbord. Tim nyder svigermors mad og at kunne dele en flaske god rødvin med en, der sætter pris på det, og børnene nyder ligeledes mormors mad og i øvrigt alt muligt forskelligt, som de forbinder med mormor, morfar og det at være i Danmark.
Jeg svælger i selvmedlidenhed, men det ændrer ikke spor på situationen, desværre.
John har fødselsdag først i august, og hans ønske var bare at fejre den sammen os seks og ingen andre, men sådan bliver det ikke.
Fejringsspisestedet er afbestilt; det vil ikke være rart at sidde der og spise uden dem.

Noget må der gøres.
Vi har valgt at forsøge os med trøstespisning. Ikke så meget her i huset, men tage lidt væk hjemmefra for at abstrahere bare en smule fra al ærgrelsen.
Jeg har lige booket et gourmetophold på hotel Fåborg Fjord.
Vi kender ikke stedet, men det kan vi komme til. Opholdet er samtidig min fødselsdagsgave til John – han er alligevel umulig at finde på gaver til.
Han syntes lige først, at det ophold var lidt pebret i pris, men jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg sparer mange penge ved ikke at skulle have fire ekstra personer på luksusudgaven af all inclusive i små 14 dage – for ikke at tale om at samle hele familien til middag (kun to kunne ikke komme, så vi var blevet 21, som alle havde glædet sig til gensynet med englænderne), hvor maden var bestilt udefra, fordi jeg ville kunne nyde hele sammenkomsten uden at skulle stå i køkkenet i en hulens masse tid både før, under og efter.
Maden er naturligvis også afbestilt. Eller rettere udsat på ubestemt tid – de var heldigvis forstående.
Vi ville ikke kunne spise for 21, men mon ikke det vil hjælpe lidt at trøstespise?
I morgen tager vi på Torup marked – der kan man blandt andet købe gode råvarer, så vi alligevel kan komme til at trøstespise lidt herhjemme, hvis vi skulle få de lyster.
Vi er derudover beskæftiget med andet end hverdagsting i fire dage omkring Johns fødselsdag. Det er alt sammen gode ting, som vi glæder os til.
Og vi skal nok finde på mere … 

Genopstået mamelukærme (3)

19. juli 2021

Skuffet-Ked-Uforstående-Frygteligt Frustreret-Eddikesur-Trist

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:02
Tags: , ,

Jeg er alt det, ordene i overskriften viser, og hvis begyndelsesbogstaver den kvikke læser vil have gennemskuet siger SKUFFET. Jeg er det hele (dog ikke særlig sur, men det var svært at finde et passende e-ord); mest ked af det og skuffet. Charlotte, Anna og jeg tog os lige en tudetur i aftes, da det gik op for os, at de ikke bliver lukket ind i Danmark, medmindre jeg er død eller døende, og det er trods alt lige langt nok at gå for at få dem hjem. Vi er ikke engang sikre på, at der i givet fald ville blive lukket andre ind end Charlotte, og så kan det være lige meget, for vi vil jo alle sammen være sammen.
C og jeg har talt sammen i dag. Vi blev færdige med at tude i går; det fører ikke til noget at gå i sort, så vi fik os en god og lang snak i dag.
Pressen har vældig travlt med at fortælle hvordan England er gået mere eller mindre i panik, fordi alle restriktioner er blevet ophævet fra i dag.
Det er overdrevet, men nogle er selvfølgelig nervøse.
Jeg synes man andre steder er blevet for forsigtig og forstår godt den holdning, Boris Johnson har udmeldt til folket. Corona er kommet for at blive, og vi skal lære at leve med den. Ja, der vil dø nogle af covid-19, men det gør der også af andre sygdomme. Ja, smittetallene vil stige, men sygehusvæsenet er ikke belastet af covid-19-patienter. Det er primært skolebørn, der er smittede; det er hovedsageligt unge/yngre, der bliver indlagt, og nogle af dem får ubehagelige senfølger. Men man er jo i den alder udødelig og derfor ligeglad med vaccinationen og ‘glemmer’ at være forsigtig, som det stadig tilrådes at være.
Så se nu derfor at få fingeren ud og få foretaget den vaccination! Man kan stadig blive smittet, men man bliver ikke ret syg. Og hverken coronavirus eller vaccinationen mod den er et internationalt og verdensomfattende komplot – hvordan i himlens navn skulle alle verdens nationer pludselig kunne blive enige om den samme sammensværgelse? Og sponsoreret af Bill Gates?

I England sker det samme som vi hører om herhjemme: Folk – også primært unge mennesker – enten slet ikke booker eller måske booker de en tid, men møder så ikke op. Det drejer sig sikkert i virkeligheden ikke om så mange, men det er selvfølgelig dem der er interessante at hive frem i medierne.
Konsekvensen af det er i mine øjne let at få øje på: Man skal betale hvad vaccinen koster, hvis man udebliver uden at afbestille sin tid. Det er et gratis tilbud, men det er ikke en undskyldning for at være årsag til spildte vacciner og penge.
Hvis man ikke vil vaccineres, er det ens eget valg, men så må man tage konsekvensen og fx endnu en rum tid være forhindret i at foretage sig mange af de ting, de vaccinerede må. Ethvert valg har en konsekvens, og jeg kan så afgjort ikke se, hvorfor vi andre skal have trukket pinen ud fordi nogle har en anden holdning til vaccination.
Det er en holdning, jeg ikke er villig til at diskutere.

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor bevis for færdigvaccination OG en gyldig, negativ PCR-test ikke kan gælde som adgangsret til andre lande.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor kun England skal være rødt. De har 4630 smittede pr. 100.000. Det er da vildt mange, men:
Cypern har 5870. Holland 4102, Spanien 3488, Portugal 2221 og Grækenland 1767. Tallene stiger hele tiden, men landene er stadig gule. Sidste sommer skulle tallet være 20 for at åbne et land og 30 for at lukke det igen. Jeg ved godt, at testsituationen var anderledes, men alligevel …

Charlotte og familie talte om, hvad de så skulle gøre, men det er i sagens natur svært at finde noget, der er både interessant og ledigt i England lige nu. Det ender nok med, at de bliver hjemme, men de ved godt, at de skal passe på, at sommerferien ikke bare smuldrer og det lige pludselig er skoletid igen.
De fandt ellers et hotel på den skotske ø Islay, hvor de skulle være sejlet til Port Ellen og bo i Port Charlotte.
Passende under de givne omstændigheder, blev de enige om, men de bookede det ikke.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.