Hos Mommer

24. januar 2022

Var det den første eller den sidste?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: , ,

Vi er ved at være en stor familie, og nogles kalender er mere besat end andres, så det viste sig umuligt at samle alle i december. Den først mulige weekenddag var derfor i går, selv om vores Doodle startede allerede engang i november, men til gengæld kom alle (undtagen englænderne, naturligvis, og de to mænd, som var ude at sejle). Meretes ældste barnebarn var desværre stadig i isolation, og da der er hele tre af familierne, der snart skal på vinterferie, måtte han blive hjemme, staklen. Han har ikke engang været syg; kun testet positiv.
Fordi det er så svært at samle alle, blev vi enige om at gennemføre trods fraværet af de tre. Bedre sent end aldrig, og selv om det i princippet måtte være denne sæsons sidste julefrokost, var det også den første i 2022. For helt at mudre det til, havde Bodil, som lagde hus til, nægtet at kalde det julefrokost, fordi al julepynt var taget ned. Dugen var blå, og vi fik ikke juleservietter.

Januar 2022

Der var heller ikke meget jul over den udendørs badetur.
Du godeste, hvor de hyggede sig, da de først var kommet i, hvilket skete drypvis, tøhø, men efterhånden var alle, der havde taget badetøj med, i det dejligt varme vand. Jeg havde ikke taget badetøj med … havde på forhånd besluttet, at synet af Ellen i badedragt ikke er noget, hun bør udsætte nogen i familien for. Det kunne til nød gå i Den Blå Lagune i Island, hvor jeg var omgivet af lutter fremmede, men der er ingen grund til at udsætte de stakkels uskyldige børn for sådant et syn! Selv de interesserede firbenede tilskuere kunne risikere at få et chok. Jeg har ellers for et stykke tid siden (netop fordi vi skulle til Island) købt en badedragt med et lille skørt, men det gjorde på ingen måde sagen bedre – tværtimod syntes jeg, at jeg kom til at ligne balletdanser-flodhestene fra Disneys Fantasia …
Det var nu ellers en lille smule fristende … under disse omstændigheder kunne måske selv jeg lokkes til at hoppe i vandet midt om vinteren, men det må blive en anden gang.
Bodil fik vildmarksbadet af sin mand i 60-års fødselsdagsgave sidste sommer, og hun er meget glad for det.

Visnet majs

På vores tur ned til deres lille sø fik Annemarie øje på et af naturens egne kunstværker.
Bodil og Hans januar 2022 (9)Jeg har åbenbart aldrig før set set en død majsstængel på nært hold, for dens måde at klynge sig til jorden på overraskede mig – hvor er det dog smukt! Jeg fik helt lyst til at hive den op af jorden, for det må da kunne anvendes til et eller andet dekorativt. Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke gjorde det …

En lille labradorhvalp bød huset også på i går. Jeg er ikke hundemenneske, men der må ske noget med alderen, for ikke blot synes jeg, at englændernes lille Pebbles er noget så nuser; det samme synes jeg om denne lille fætter her. Eller … kusine, for den hedder Sophie. Udtalt på engelsk. Alle otte hunde i kuldet blev kaldt noget med S. De har solgt de andre syv, men valgte at beholde hende her.
Den har lige den alder, hvor man – jeg – tænker, at man burde kunne give den en stoppille – den må aldrig blive hverken større eller mindre klumpedumpet end den er lige nu.

20. januar 2022

Cyberangreb?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:46
Tags: ,

John har en gang imellem brug for at holde sit hoved ekstra koldt, og til dette hjælper en hudlæge ham. Hver fjerde måned skal han fryses på hovedbunden for at holde nogle pletter i skak, som måske godt kunne finde på at udvikle sig til noget, man helst ikke vil have, at de skal udvikle sig til. Det har været rutine nu i flere år, og er ikke noget, der bekymrer os. Samtidig holder de øje med, at et par halvstore modermærker også opfører sig ordentligt, så vi føler os helt trygge ved den situation.
I går, da han kom og viste sit sygesikringsbevis, spurgte receptionisten, hvad han skulle.
– ??? Ved du ikke det?
– Nej, vores system er totalt nede – vi kan kun forlade os på, at folk selv har helt styr på deres ærinde her.
Holddaop, hvor er man dog sårbar … men John blev frosset og blev ligeledes bedt om at ringe igen dagen efter (i dag) for at få en ny tid.
Det gjorde han, systemet kørte igen, han fik en tid igen til maj, og vi tænkte ikke mere over det.

Derefter kørte han til Næstved for at gribe fat i fordværkstedet. Han havde flere gange både i går og i dag ringet forgæves og også lagt besked om, at de skulle ringe tilbage, men intet skete.
– Nu kører jeg altså til Næstved og holder fast i en eller anden, til jeg har fået svar på mine spørgsmål, sagde John her til formiddag.
Da han kom derhen, undskyldte de og sagde, at de havde et stort problem, for deres system var totalt nede. De kunne in.gen.ting, og deres it-afdeling arbejdede på højtryk for at løse det problem, ingen tilsyneladende vidste hvad var.

Det blev faktisk en smule skræmmende. To lignende episoder to dage i træk – kan man lade være med lige at studse over det?
Det er garanteret en tilfældighed, men jeg kunne ikke lade være med at tænke cyberangreb!

Vi er helt vildt sårbare, hvis vi bliver bombet elektronisk. Jeg er ikke specielt bange for en konventionel krig, for det tror jeg ikke på vil ske igen.
Hackerangreb, derimod … man kan lynhurtigt lamme et samfund totalt, hvis man slår til mange steder på én gang – eller ‘bare’ koncentrerer sig om et par centrale mål. Banker, fx. Eller elektricitetsværker. Tænk på, hvad der ville ske, hvis man i en af de enorme containerhavne pludselig ikke havde den fjerneste ide om, hvad der var i hvilken container. Det kaos har jeg knap nok fantasi til at forestille mig.

Jeg ved da godt, at systemer har det med at strejke helt af sig selv – det oplevede jeg (sjældent, dog) på arbejde.
Jeg ved desværre også godt, at mange store firmaer og organisationer konstant er under angreb. Eller i hvert fald forsøg på angreb.

Nu tror jeg ikke, at Mr P eller andre med skumle hensigter mener, at det er samfundslammende at genere en lille hudlæge i Køge. Måske heller ikke danske autoforhandlere …
Som sagt strejfede tanken mig bare, og jeg tvang mig til at lægge den til side igen, for det nytter ikke spor, at jeg går rundt og bekymrer mig om noget, jeg ikke har nogen som helst indflydelse på, så det har jeg valgt at lade være med.
Det er så ikke altid helt nemt.

16. januar 2022

Langt ude og bare lidt for sjov

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:39
Tags: ,

Noget skal man jo lave på en grå søndag. Jeg har strikket meget, men jeg skulle lige have en pause, som bl.a. blev fyldt ud med at kigge på lagerbilleder, som ikke rigtig passer ind i andre sammenhænge, så nu kommer de her i en rodet blanding.

Nogle gange kan man virkelig undre sig over, hvad det er som går galt og hvorfor.
Som fx i dette googlehit, som skal få mig til at krydse Atlanten og kigge på Amazon i USA. Måske burde intet, der kommer fra over there, undre mig, men det gør det så alligevel.

Batterier til strygevliseline

Skærmbillede 2022-01-16 153152

Det er et materiale, som på ingen måde kræver et batteri. Det er noget, man stryger på stof til at give det stabilitet og fylde; meget ofte brugt af patchworkere som mig.
De fremturer med det batteri hver gang man googlesøger på “fusible fleece by pellon 45 x 60” – prøv bare selv.
Der er dog intet nævnt om det, når man går ind på Amazon.com; det kommer bare som det første googlehit. Underligt …

Stonehenge

Og nu, hvor vi befinder os i USA: Hvem andre end en amerikaner kunne finde på at tro, at Stonehenge hedder Stone Hedge? Pffft. Det er i ét ord, og ‘henge’ er gammelengelsk for ‘hang’. Det har ikke en pind med en hæk at gøre.
Det kommer fra de puslespil, jeg lægger på min iPad. Amerikanerne roder også, som jeg har oplevet flere gange, en del rundt i de Skandinaviske stednavne og har meget svært ved at finde ud af geografien på vore breddegrader. For dem er Skandinavien ét enkelt land, hvilket måske ikke er så mærkeligt alligevel, når man tænker nærmere over det.
“Danmark … hmmm … jojo, det er da det lille land med de høje bjerge, ikke sandt?” Den fik jeg serveret dengang jeg arbejdede i New York.

Bemærkningen om 1. april er så sand, som den er sagt skrevet.
Hvis folk var lige så kildekritiske de resterende 364 dage, ville der måske være færre der rendte rundt med sølvpapirshatte.
Og måske ville der ikke …
Den med kulturen syntes jeg bare passede fint ind sammenhængen.

Skulle vi ikke også have et lille historisk tilbageblik? En gammeldags site map og – apropos dens archive – et billede af googling i tiden før ordet overhovedet fandtes.
Somme tider, når jeg ser billeder af kilometervis af hylder fra fx Rigsarkivet, tænker jeg på, at hvis noget bliver arkiveret forkert, finder man det aldrig igen. Det vil kun ske ved et tilfælde, fordi man leder efter noget andet.

Five rules of life

Til sidst fem gode huskeregler. Anna viste dem til mig, da vi var derovre i julen.
Vi sad ved aftensbordet og snakkede om løst og fast.
På et tidspunkt – man kan jo selv gætte sig til emnet – sagde Anna regel nummer fem, og det lød fuldstændig som om det var hendes egne ord. Jeg spruttede af grin, men hun indrømmede straks, at det ikke var noget hun havde fundet på; de kom fra et meme, hun med jævne mellemrum morede sig over.
Det gør jeg også nu … de fem regler er morsomme og faktisk også skræmmende sande.
Det burde jeg nok slet ikke have sagt – gør det mig til et dårligt menneske?

13. januar 2022

Lidt historie – og lidt nyt fra vestfronten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: , ,

Vi var tæt på en af Danmarks stendysser forleden dag, nemlig Karlsstenen, som står på Grønnessegårds jord. Det er ikke hver dag, man ser en rigtig runddysse, men eftersom der er bevaret hele 2300 af dem, kunne det rent faktisk lade sig gøre at se en ny hver dag i seks år og fire måneder, hvis man ellers havde mod på at køre rundt i Danmark hver eneste dag i så lang tid. Jeg troede egentlig ikke, der var så mange tilbage, da jeg ved, at mange efterhånden er ødelagt, men jeg blev klogere, da jeg researchede lidt til dette indlæg.

Karlsstenen (5)

FemkroneseddelKarlsstenen kom på femkronesedlerne i 1910. Jeg er så gammel, at jeg godt kan huske, at der var femkronesedler – dog ikke denne med dyssen, for den blev inddraget i forbindelse med pengeombytningen i 1945, da man efter krigen ville sortbørshandlen til livs. Jeg husker den sidste af dem med Kalundborg kirke.
Det er lidt pudsigt, for ser man på den side af stenen, som jeg synes mest ligner den på sedlen (og som Ditte står ved), ser man ind mod land, mens man på den på pengesedlen kigger ud mod kysten. På billedet herunder, som jeg tog af den med udsigt mod kystsiden, ser stenen temmelig anderledes ud.
Nå. Det er nok ikke noget, jeg skal spekulere nærmere over …

Karlsstenen (4)

Grønnessegård, som ligger mellem Frederiksværk og Hundested, er en smuk herregård, som i lokalområdet er kendt for deres gode butik med kød fra godsets eget herefordkvæg plus andre lokale fødevarer.
Herunder ses lidt af godset, samt Ditte siddende på et langt vandtrug. En charmerende ting, som jeg synes det er fint, at de har bevaret, selv om det sikkert er mange år siden, det har været i brug.

Grønnessegård (4)Grønnæssegård (1)

Det var historiedelen. Nutidsdelen handler om nyt fra vest:
75 % af mine englændere er blevet smittet med coronavirus. De tror det må stamme fra Tim, som i begyndelsen af januar havde et møde i London, hvor den ene af deltagerne havde en let forkølelse. Tim var lidt øv over det og sagde, at det kunne han da godt have fortalt inden mødet, men vedkommende mente ikke, at det kunne være Covid-19, for han fejlede intet udover lidt løbenæse. Ingen feber eller noget.
Manden har jo nok haft covid19, for Tim blev nogle dage efter mødet forkølet og fik hovedpine. Den værste hovedpine, han nogensinde havde haft, men til gengæld varede den kun et par timer. Det var den omgang corona for Tims vedkommende.
Kort tid efter fik Aubrey det skidt. Alle fire foretog nu en hjemmetest, og de tre af dem pingede positive ud – Charlotte gjorde ikke.
Anna har intet mærket. Aubrey nåede op på 38,5 i temperatur og kastede op, men det gør han af en eller anden årsag altid, når han har feber. Han havde det skidt i et par dage, og det var det. De skulle have været i skole igen den 12. januar, men de skal isolere sig selv i 10 dage efter første positive test, så det blev lige udsat lidt.
Tim og Charlotte fik boosterstikket den 29. december. Tim reagerede ikke, men Charlotte gik i udu i to døgn, hvor hun måtte ligge i sengen med feber og kulderystelser.
Men hun blev altså ikke smittet nu …
Børnene skulle have haft deres andet stik i tirsdags, og de skal nu vente i seks uger på at få det.
Vaccinerne virker. Det vidste vi godt. John og jeg er ikke nervøse, og skulle vi blive smittet, er det selvfølgelig ærgerligt, at vi skal isolere os, men hvis det er det største problem, er det trods alt til at overse. Vi passer selvfølgelig på og gør alt det man skal, men fx det at nægte at være i stue med ikke-vaccinerede (vi har mødt flere med den holdning) forstår vi ikke, for det er i vores øjne det samme som at sige, at man ikke tror på, at vaccinen virker.
Jeg er heller ikke helt med på, hvorfor man bliver ved med at tale om flokimmunitet, for det opnår vi ikke, har jeg lige lært. Corona er en influenzalignende virus, som hele tiden muterer, hvorfor man skal vaccineres mod influenza hvert år.
En del af forklaringen på det fik jeg for nylig, og den korte udgave er, at det er fordi coronavirus også findes i dyr, så der er mange, mange flere, og flere slags, værter end for de sygdomme, der kun findes i mennesker. Det er kun mod sidstnævnte, vi kan opnå flokimmunitet. Jeg troede, indtil den forklaring, selv på flokimmunitet, men det gav fint mening for mig. Det giver så ikke så meget mening, at når nu fagfolk ved noget andet, hvorfor vi ikke lige får det at vide.

8. januar 2022

Bøger, bøger, bøger og lidt statistik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:06
Tags:

Jeg abonnerer på Saxo, på Bookmate (via Plusbog) og på Audible, som er Amazons ‘bogklub’. Jeg har også et Amazon Prime membership, som er en fordel, fordi jeg altid har hurtig levering og gratis fragt, hvis jeg bestiller hos Amazon.co.uk og vil have det sendt til Charlottes adresse, hvilket er en metode, jeg ofte anvender. Abonnementet tjener sig rigeligt hjem i sparet porto og nu også besvær pga. toldregler.
Der er flere fordele ved Audible, og en af dem er, at jeg får så nogenlunde vedligeholdt mit engelske. Det giver selvfølgelig ikke meget øvelse i det talte sprog, men det giver øvelse i at lytte og forstå. En anden fordel er, at man kan høre de engelske bøger noget før de danske udgaver, som jo først skal oversættes og indtales.
Det nød jeg virkelig godt af med Elly Griffiths bøger om Ruth Galloway, som jeg faldt for fra side ét i den første bog.

Audible stat1Audible stat2

Audible er ikke bare en streamingtjeneste, for jeg skal købe lydbøgerne. Jeg betaler én gang om året (det kan bedst betale sig: £70/år mod £8/måned) og får her i januar 12 såkaldte Credits, som jeg for hver kan købe en lydbog for. De er så mine til evigt eje. Det er dog ikke alt, jeg skal købe, idet jeg for mine penge også får adgang til Audible Original podcasts. Jeg har hørt en masse med Stephen Fry, som altid er en sand fornøjelse at lytte til. Jeg har ligeledes med fornøjelse lyttet til Growing Old Disgracefully.
Hvis man synes det kunne være underholdende at høre om en lille gruppe oldekolle-beboere, der oplever et mord og derefter opklarer det – med en smule praktisk hjælp fra politiet – kan man med fordel erhverve sig Richard Osmans The Thursday Murder Club og The Man Who Died Twice, som meget originalt er oversat til dansk som hhv. Torsdagsmordklubben og Manden der døde to gange. Mordene er i og for sig sekundære, men de er en god undskyldning for en lynende god beskrivelse af ikke kun fire ældre, men også fire meget forskellige personligheder, samt et omgivende persongalleri, der ikke er mindre underholdende. Jeg tror ikke, at Osman går bevidst efter at få os til at grine. Det er bare virkelig god underholdning, også for folk, der normalt ikke læser kriminalromaner, vil jeg tro.
Nå. Det var et sidespring …

Audible stat3Audible stat4

De årlige statistikker er såmænd også ganske underholdende. For mig selv … men hører Barack Obamas bog mon til under genren History eller Literature?
Audible hørte jeg mest i starten af 2021, hvor jeg tilbragte mere tid med Ruth Galloway, end jeg gjorde med John. Det må også have være en af dem, jeg binged i 10 timer og 20 minutter den 14. marts! Det kan man da kalde bingelistening, så det basker. Det tal overraskede mig en del, og hvis nogen havde anklaget mig for at høre lydbog i over 10 timer på en dag, ville jeg pure have benægtet, at det kunne være tilfældet.

Mine nyerhvervede 12 Credits vil for nogles vedkommende blive brugt til bøger med Maisie Dobbs af Jacqueline Winspear. Hende blev jeg introduceret til af Ditte, og også hende faldt jeg pladask for. Altså Maisie … selv om jeg også holder meget af Ditte.
Maisie Dobbs opererer under og imellem de to verdenskrige. Her kommer Audible igen ind: Der er indtil videre kun oversat fire af bøgerne, så vidt jeg kan finde ud af. Jeg har kun læst disse fire første af i alt 15 bøger, så jeg har en masse til gode her til de mørke vinterdage. Og de lyse sommerdage … godt, at man er en flittig strikker …
Lige nu er jeg i gang med den sidste i Lars Kjædegaards Hvid & Belling-serie. Et makkerpar, som jeg også er blevet temmelig begejstret for.
Jeg elsker bare at opdage en – for mig – ny forfatter, som så har masser af underholdning til mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er til den lettere genre og ikke til den dybere litteratur, selv om det naturligvis skal være velskrevet; ebøgerne være uden et hav af stave-, tryk- og grammatikfejl og lydbøgerne læst op af en, der er god at lytte til.

6. januar 2022

Vi er for alvor på vej mod lysere tider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:22
Tags: , ,

Det har været så flot et vejr i dag. Et vejr, som jeg, hvis det skal være ny vinterstandard, intet har at brokke mig over.
Men sådan er det nok ikke. Ikke desto mindre har vi nydt det smukke syn af fjorden, både i morges og i formiddags, da jeg skulle en tur i Meny.
Jeg elsker fjorden sådan en blikstille morgen, hvor alt ånder fred og ro.
Det er 6. januar. Dagen er tiltaget med 16 minutter lige her ved Den Stråtækte, hvis man ellers kan stole på Hermansens almanak, men det tror jeg godt, man kan.
16 minutter er måske ikke meget, men en dag som i dag, uden en sky på himlen, er det endnu ikke helt mørkt her kl. 16:45. I forgårs var det mørkt stort set hele dagen …

Morgen 6 januar 2022 (2)

Da jeg kørte langs fjorden i formiddags, var der havblik fra strandlinjen og et godt stykke ud.
Vi plejer at have masser af knopsvaner liggende tæt på os, men i dag var det sangsvaner. Også teenage-sangsvaner.
Jeg har opholdt mig en del i systuen i dag og havde lyst til at have et vindue åbent, så jeg kunne nyde deres sang.
Det havde jeg dog ikke … det er trods alt ikke sommer, men når jeg var helt stille – når symaskinen med andre ord ikke var i gang – kunne jeg lige netop høre dem.
Man kunne jo også gå udenfor og nyde lydene og synet.
Det gjorde vi så …

6 januar 2022 (7)

Kan man undgå at komme i godt humør med sådan en himmel? Sådan en fjord? Sådan et vejr?
Jeg kan ikke. Det er mig umuligt at være a grumpy old lady under sådanne forhold.

6 januar 2022 (1)

Det går mod lysere tider i mere end én forstand.
Coronapesten er tilsyneladende ved at være der, hvor det er muligt at leve med omikronvarianten som den mindre farlige af slagsen, der kan få verden ind i et leje, vi kendte fra før.
Nu mangler vi bare, at de bestemmende organer læser de kloge menneskers vurdering af situationen og igen tillader en normal tilværelse.
Eric havde et godt indlæg med tanker om hvornår det unormale bliver normalt og hvornår plejer bliver født og ikke er død, som vi lærte på vores arbejdspladser, at han er.
Vi ser måske ikke 100 % ens på det, men hvad der betyder noget, er hvordan vi bliver bedt om at agere.

Tiden går også mod Annas 16-års fødselsdag. Som er i morgen. Tænk, altså. Og mod Aubreys 15-års fødselsdag, som er om otte dage. Tænk, altså.
Jeg kan nogle gange ikke forstå, hvor tiden bliver af.
Coronapesten har huseret i næsten to år, hvilket jeg har følt som irriterende lang tid, men jeg synes da kun det er et øjeblik siden, børnebørnene var små.
Nu er de selvstændige, unge mennesker, som Charlotte skal lære at give slip på, ganske som jeg skulle slippe hende, da hun var i samme alder.
Hun kan godt give slip; hun stoler på dem og lader dem ikke mærke den bekymring hun føler indeni, når hun sender dem ud i den store verden på egen hånd.
Det kan jeg godt huske hvordan var, og Charlotte og jeg havde en god snak om det i går.

3. januar 2022

Den syndige del af julen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:31
Tags: , , ,

Normalt plejer vi at spise relativt behersket den 25. og 26. december, fordi vi har mæsket os i masser af andesteg, brunede kartofler, osv. – samt ikke mindst risalamanden – den 24.
“Normalt” er, når vi er hjemme i Danmark.
Vi var som bekendt ikke i Danmark i år, så det var ikke en “normal” jul, forstået på den måde, at første juledag skulle vi fejre engelsk jul sammen med Tims mor og Julian. Charlotte havde købt en kalkun på 6,5 kilo hos den fantastiske slagter, fra hvem hun også havde bestilt de to ænder og to (store) kyllinger. Sidstnævnte skulle bruges til hønsekødssuppen, som det er tradition i min familie, at vi spiser lillejuleaften. Vi laver meget, så der er rester til en eller to af de dage, hvor man hverken orker at lave eller at spise mad, men alligevel skal have lidt for at overleve.
Juleaften som sagt på dansk. Vi var otte personer, og da det plejer at være meget små ænder, havde C i år bedt om STORE ænder, og det skal jeg da også lige love for, at de var. Store ænder med masser af kød på og stort set intet fedt, så de var uhyre velsmagende.
Aubrey fik mandelgaven … helt uden snyd…
Nok om det – denne danske udgave er jo ikke en pind forskellig fra den, I alle kender så godt.

Juleaften 2

Juledag var Charlotte tidligt oppe for at fylde kalkunen og sætte den i ovnen. Elizabeth havde dagen i forvejen lavet brødfyldet og brødsovsen, som skal hhv. i kalkunen og til kalkunen. C lavede farsfyldet. De to slags fyld skal (i Tims familie) ind i hver sin ende af fuglen – vi andre havde nok blandet det hele sammen, men det er ikke en mulighed her.
Som tilbehør er der stegte kartofler. De koges først næsten møre, hvorefter de vendes i gåsefedt og ovnsteges. Det samme gøres med kvarte pastinakker. Rosenkål koges. Der laves brun sovs og brødsovsen varmes. Tranebærsyltetøj sættes på bordet.
Tim skar den store kalkun for – dog ikke ved bordet, som man ellers skal, men det nægter han pure, så det bliver klaret i køkkenet.
Inden da havde der – inde i stuen – cirkuleret et fad med laksesandwiches, som Elizabeth kom med. Hertil champagne. For visses vedkommende som en Bucks Fizz; dvs. pænt fortyndet med appelsinjuice. Klokken er stadig kun 13 …

Juledag

Heston Blumenthal Christmas pudding

Det værste ved kalkunmiddagen er, at man ikke kan færdiggøre noget i forvejen, så C havde supertravlt den sidste time indtil kl. 14:30, hvor vi gik til bords. Hvor det juleaften er mig, der er ‘på’ som kokkemedhjælper, er det her Elizabeth, som har den tjans – jeg er på ingen måde på hjemmebane mere.
Bordet var så smukt dækket; naturligvis inklusive de traditionelle Christmas crackers, som ingen englænder kan forestille sig en jul uden. Der er altid en fjollet hat i, som alle forventes at have på under hele middagen. Der er desuden en lille, mere eller mindre ubrugelig ting, samt en gåde, som altid er en pun. Den gåde, man har fået, læses op efter tur, og så skal de andre gætte løsningen, hvilket ikke er nemt, heller ikke, selv om man er indfødt englænder.

Efter kalkunen kommer værten ind med en Christmas pudding, som i år var Heston Blumenthals Hidden Orange Christmas Pudding. De er hurtigt udsolgt og handles på hurtige auktioner til vildt høje priser, men C havde bestilt den i forvejen og fik den til butiksprisen.
Den flamberes først med masser af brandy, hvorefter den serveres med brandy butter og brandy cream.
Det var helt klart den bedste af slagsen ever – virkelig helt vildt god og ikke så tung, som denne dessert normalt er. Smørret, der er rørt med cognac og den tykke fløde med et generøst skvæt ditto er ganske enkelt et uforskammet lækkert og lige så uforskammet syndigt tilbehør. Jeg kan sagtens forestille mig en dansk honningkage smurt med cognacsmør.

StiltonostenUmiddelbart derefter skulle vi have haft stiltonost (og brie og cheddar) med kiks og vindruer (og portvin, naturligvis), men vi kunne knap nok rokke med ørerne, så vi blev enige om at vente med det.
Faktisk fik vi ikke ostene før ved nitiden om aftenen – så længe gik der, inden vi kunne forliges med tanken om at indtage mere mad.
Stiltonosten, som (også) var umanerlig velsmagende, blev delt horisontalt på midten, og så graver man ellers bare ost ud med den til formålet designede stiltonske.
Vi spiste meget af den i løbet af de dage, vi var der, men der blev rigeligt tilovers til deres stilton and broccoli soup en af juledagene.
Den suppe elsker de alle fire, selv om det kun er Tim, der spiser stilton ‘rent’.

Anden juledag spiste vi hønsekødssuppe og tredje juledag kørte vi mod Harwich.
Vi elsker at holde jul i England, men vi synes selvfølgelig også, at det er skønt, når de kommer her til Danmark, hvad de forhåbentlig får lov til her i 2022.

29. december 2021

Stor ståhej for ingenting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:50
Tags: , ,

CykeltræningJeg vil spare jer for at skulle belastes med beskrivelser af vores dejlige, afslappende, familiemættede jul i England. Den var trods alt, hvor skøn den end var for os, nok som de flestes juleferier er.
Aubrey fik en ikke helt almindelig julegave, nemlig en storhjulet unicykel, som han, fordi han allerede har en med et lille hjul, hurtigt lærte at køre på. Et par bænke blev sat op som træningsbarrer, og kort tid efter var balancekunsten (gen)lært.
Annemarie lærte hurtigt at køre på væltepeter, og da en kammerat og hans far kom på besøg, gik der cirkus i den.
Bare rolig … videoen varer mindre end 10 sekunder. https://youtu.be/nVX9VwRhFnM

Julen var altså helt som den skulle være, men alt det bureaukrati, der her under coronapesten er forbundet med at rejse, ville jeg hellere end gerne undvære. Især fordi meget af det ingen mening giver for mig.
Coronapasset er okay, men (formentlig) pga., at man kan være rask smittebærer, skal man også stille med en negativ PCR-test for at få lov til at rejse ind i England. En kviktest er ikke nok. Jeg kunne jo være smittet samme dag som PCR-testen blev foretaget, hvorfor jeg også skulle forhåndsbooke og betale 2 x 22 pund for en kviktest på dag 2 i England. Heldigvis måtte vi selvisolere os hos familien.
Men hov: Lige pludselig var det ikke nok med en kviktest; nu skulle dag 2 også være en PCR, formedelst 2 x 64 pund. Der lå nu en ubrugelig kviktest og ventede på os derovre, men det viste sig at være held i uheld, for inden vi skulle hjem igen, krævede Holland, at vi skulle stille med en højst 24 timer gammel kviktest for at komme ind i landet. Ligeledes gjorde Danmark, selv om vi her kunne vente med at foretage den til max 24 timer efter hjemkomst.
Og hvem kommer så lige og tjekker det?, tænkte jeg. Hvilken offentlig myndighed interesserer sig for, eller kan på nogen måde vide, om Ellen og John lige er kommet hjem fra England via Holland og Tyskland?

Heldet bestod som nævnt i, at vi havde den kviktest liggende, for i og med, at det var i juledagene, kravet kom, havde vi stået med et rigtig dumt problem, for vi havde ikke en kinamands chance for at fremskaffe en kviktest til den 27., hvor den skulle foretages.
Vi udførte testen og uploadede et billede af det negative resultat. Meget troværdigt … hvordan mon de kan vide, at den test er foretaget på den, den hævder at være?
Nå, men det var den selvfølgelig, og til deres ros skal siges, at vi inden for en halv time havde et certifikat på, at vi havde leveret et negativt resultat den 27.12. klokken 10:40.
Så langt, så godt.
Holland, som hele tiden har været ret coronafjollede mht. til at ankomme fra England, skrev, at alle SKAL udfylde en karantænedeklaration, også selv om man kun er i transit. Det er vildt fjollet, og det kunne jeg da så heller ikke gøre, fordi en karantænedeklaration til Holland kræver en hollandsk adresse, hvorpå man opholder sig i karantæneperioden. Logisk nok, men det kan vi jo ikke, når vi ikke skal i karantæne!! For pokker, altså! Jeg kunne ikke komme videre og tænkte, at den tager vi fra Harwich, når vi skal hjem … vi ser, hvad de siger.
De sagde: “I skal udfylde denne blanket. I skal skrive, at I er i transit til Danmark, så behøver I ikke en adresse i Holland. I skal udfylde to blanketter hver. Den ene skal vi have her; den anden skal I aflevere til det hollandske paspoliti.”
Hvorfor kunne vi ikke bare anføre det på den elektroniske formular? Det kunne hun i sagens natur ikke svare på – det var også mest et retorisk spørgsmål.
Vi viste vores certifikater og vores pas, afleverede hver et udfyldt eksemplar af karantænedeklarationen, hvorpå vi havde skrevet navn, fødselsdato, pasnummer, hjemadresse, hvorfor vi ikke skulle opholde os mere end nogle få timer i Holland, om vi var fuldt vaccinerede, samt en tro- og loveerklæring på, at vi ikke lyver for de hollandske autoriteter, hvorefter vi fik lov til at køre om bord.
Nu var hjemkomsten til Danmark vist sikret uden mere bøvl.

Da vi kom til Holland, ville de se vores pas. Intet andet. Ingen formularer. Ingen certifikater. Intet coronapas. Jeg spurgte om vi da ikke skulle bevise noget som helst?
Nejnej, sagde pasmanden. Det behøver I ikke. I er jo danskere, så I skal vel bare hjem nu? God tur til jer!
Jamen tak for det. Alt det besvær for ingenting. Det er da bureaukrati så det basker. Jeg kunne også have sagt coronahysteri, men det ville ikke være pænt af mig.

Der var ingen kontrol mellem Holland og Tyskland. Da vi kom til den danske grænse, viftede vi med passene og havde vore certifikater parat, men han vinkede os videre og ønskede os god tur hjem. Tak igen …
HoldnuOP, hvor jeg glæder mig, til udlandsrejser atter bliver uden alle disse – åbenbart overflødige – formaliteter.

P1030720

P1030724

På vores sidste aften så vi mere sort sol over Salisbury Plain end vi gjorde på vores første aften. På det ene billede kan man godt se en flok. På det andet kan man se, hvordan mosekonen fik mere og mere travlt med at brygge.
Det var en fin afslutning på vores ophold derovre – vi er nødt til at vælge at sige PYT til alt det ind- og udrejsepjat, for det varer nok ved en rum tid endnu.

22. december 2021

Det nåede at blive en tand for spændende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59

John og jeg havde fået PCR-svar tidligt fredag morgen, inden vi skulle afsted. For at gøre en lang og ondt i maven-givende historie kort, så fik Merete først sit svar en time inden vi var ved havnen i Hoek van Holland. Vi havde nået at lægge både en plan B og C, men stemningen i bilen var mere end en anelse trykket. Det endte dog godt, og vi ankom alle tre som planlagt. Vores dag 2-test kørte også på skinner, så nu må vi færdes frit i England.
Det blæste vi dog lidt på, da vi den første aften kørte op på Salisbury Plain i landroveren for at se, om vi kunne opleve deres sorte sol.
Det kunne vi. Lidt. Stærene havde desværre flyttet sig i forhold til, hvor de plejer at slå ned for natten, så vi så kun mindre flokke flyve ind, men så dem ikke samle sig i de velkendte større flokke.
Det gjorde nu ikke noget, for the plain var i sig selv smuk og ‘mystisk’ i sit disede fuldmåne-tusmørkeskær.
Vi holdt os til vejen – vi så ingen grund til at risikere at udsætte os selv for en vejsidebombe …

Dagen efter gav Tim en tur i deres nye, 84 år gamle Rolls Royce. Det var så pokkers tåget, at vi kunne ikke se ret meget, men søndag var den eneste dag han havde tid til at køre en tur.
Så nu har vi også prøvet det … en førstegangsoplevelse for os alle tre.

I dag kørte John og jeg ud for at handle de varer, der i første omgang blev glemt, men nu burde vi havde alt til faget hørende både til lillejuleaften, den danske juleaften og den engelske juledag d. 25, hvor Tims bror, mor og dennes mand kommer. På vores sidste hele dag herovre, den 26. december, står den på restemad – vi har formentlig alle fået mere end rigeligt at spise de foregående dage.
Dagene foregår ved at lave så lidt som muligt. Landsbyens nærområde er blevet travet tyndt, fordi vi går lange ture med hunden.
Vi bor smukt i Den Stråtækte og vil ikke bytte, men Charlotte og Tim har flere muligheder for at variere turene, så det ikke er den samme hver dag – og de er alle smukke og langt væk fra alfarvej.
På den ene af ruterne var parret, der ejer jorden, ved at bygge noget oven på et væltet træ lige ved siden af floden (som er en af flere Avons i England). Da C spurgte hvad han havde gang i, lød svaret: Oh – it’s just a place to contemplate.
Det vil man bestemt heller ikke have svært ved lige på det sted!

Nu har jeg tænkt mig at slappe mest muligt af fra alle andre tanker end hvad der skal til for at få os en god jul alle sammen.
Hvad der skal til for at få lov til at vende tilbage til Danmark, vil jeg tænke over den 26.
Det har nemlig vist sig at være ret heldigt, at vi har en kviktest liggende herovre, som var blevet bestilt inden det blev et krav med PCR-test, for den skal bruges for at blive lukket ind i Holland … sammen med en emigration declaration. Alt det skal vi, selv om vi ER vaccinerede OG testede OG bare er i transit i landet i højst tre-fire timer. I en lukket bil.
De er skøre, de hollændere.
Det er altså ikke alle coronatiltagene, der giver mening for mig, men som sagt vil jeg de næste fire dage ikke tænke på corona.
Jeg.vil.ikke.sagde.jeg.
Jeg vil bare nyde livet, familien, det hyggelige hus, den smukke natur og ditto solop- og nedgange. Herunder den fra i morges.
Der kommer sandsynligvis ikke mere fra min side før vi er i Danmark igen, så jeg vil hermed ønske en glædelig jul til alle, der læser med her.

16. december 2021

Bekymringer, der ikke gik i opfyldelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags:

Johannes Møllehaves fjerde erindringsroman hed Skuffelser der ikke gik i opfyldelse. Mark Twain skrev, at han havde haft mange bekymringer, der aldrig blev til noget.
Jeg har også bekymringer, og for de fleste af dem viser det sig (heldigvis), at dem kunne jeg godt have sparet mig.
Jeg ved ikke hvorfor jeg så ofte belaster mig selv med unødige bekymringer, for visse ting, som bekymrer rigtig mange andre, er jeg ophøjet ligeglad med. Er jeg en partiel kontrolfreak? Jeg vil gerne have styr på det hele, men jeg får ikke ondt i maven over at skulle stole på andres kompetence – hvis jeg har fuld tillid til, at de kan leve op til deres ansvar, lægger jeg trygt min skæbne i deres hænder.
Hvis John har det bare lidt skidt, er jeg meget bekymret for ham, mens det er yderst sjældent jeg bekymrer mig om mit eget helbred – undtagen når jeg lige går i selvsving fordi jeg tror jeg sikkert har fået kræft igen, bare det gør en halv anelse ondt i brystregionen. Det sker dog sjældnere og sjældnere, jo længere væk jeg kommer fra dengang det var aktuelt.
Det bekymrer mig heller ikke at skulle flyve, men jeg har det bedst, når jeg er ankommet til lufthavnen i god tid, og vi ikke har siddet fast på motorvejen pga. en ulykke og derfor ikke kunne nå derind i tide.
I det hele taget er jeg altid i frygtelig god tid når vi skal noget, fordi jeg er bekymret for, hvad der kan forsinke os på vejen.
Det har spøgt – bekymret mig – længe, om coronapesten ville forhindre os i at tage til England i julen, men som det ser ud lige nu, lader det til, at den bekymring heller ikke går i opfyldelse.
Der er dog stadig én bekymring tilbage: Er vores PCR-test, vi fik foretaget i dag, negative? Vi får forhåbentlig svar i løbet af natten, men måske først undervejs i morgen. Håber jeg … normalt får man svar efter 12 og inden 24 timer, men der kan gå op til 48. Det er jo skidesmart, når man kun bliver lukket ind i England med en test, der er under 48 timer gammel, og man er 30 timer undervejs ….
Jeg er ikke bekymret for at få covid-19. Jeg er jo vaccineret, så jeg regner ikke med at blive ret syg, hvis det skulle ske. Det, der kan bekymre mig er, hvis jeg render rundt og er rask smittebærer – især lige nu. Det ville være ærgerligt udover enhver beskrivelse at få et positivsvar på den test, når vi er nået ind i Holland. Det er min største bekymring lige nu, og den jeg håber allermest på ikke går i opfyldelse.
Hvis den ikke gør det, og vi så – jeg banker under bordet, krydser fingre, siger 7-9-13 … hvad kan jeg mere gøre af besværgelser, som jeg ikke tror på? – sidder trygt og godt sammen med mine englændere, vil jeg de næste ni dage ikke have en eneste bekymring i hele verden.
Tværtimod vil jeg sidde med en dyb og inderlig følelse af tilfreds- og veltilpashed. Bare sidde og se på dem, mens jeg nyder den den nærmest fysisk mærkbare følelse, der går helt ned i maven og afløser enhver form for bekymring, der måtte så meget som overveje at indfinde sig. En følelse, som er svær at beskrive, og som jeg kun oplever sjældent, men altid, når jeg lige er ankommet hos eller lige har modtaget englænderne.
Man hverken kan eller skal altid være lykkelig. Det giver ingen mening. Det er fint at være tilfreds det meste af tiden, men lykke er noget helt specielt, som kommer i glimt.

15. december 2021

Vi bor i en pligtopfyldende kommune

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags:

Hos os i Næstved kommune sorterer vi affaldet efter den plan, der efter sigende skulle bevirke, at affaldssortering foregår ens i hele Danmark og som skulle træde i kraft 1. juli i år.
Det ved jeg ikke om er sandt, for jeg har ikke talt affald med nogen, som bor i en af de herunder nævnte kommuner, som var de kun otte, der overholdt nævnte deadline.
Min tidligere kommune, Solrød, kunne også overholde fristen – man vælger vel sine bopælskommuner med omhu …

Affald 5

Det var ikke mange, der nåede det – og det er tankevækkende mange, der kommer senere – og senere – og senere – ind på banen.
Jeg ved godt, at det koster penge at indføre den sortering, og det var da også lidt fjollet, at mange af kommunerne netop havde nået at ændre deres egen ordning til noget andet end det, de nu overordnet fik besked på. Jeg synes dog ikke desto mindre, at de burde yde en ekstra indsats for at komme med i løbet af 2022 – men jeg kender i sagens natur ikke de enkelte kommuners økonomi, så det er let for mig at løfte den pegefinger. 2024 eller senere er dog uacceptabelt.

Søjlediagram, der viser, at 83 procent af kommunerne ikke forventer at kunne indsamle de 9 krævede affaldsfraktioner per 1. juli 2021 Søjlediagram, der viser, at de fleste kommuner tidligst regner med at kunne indsamle de 9 krævede fraktioner i 2023

Det meste af affaldet har vi ingen problemer med at putte i de rigtige kasser/beholdere, men der er tvivlstilfælde, som fx hvor indpakningspapiret til smørpakker skal hen? Er det plast eller metal? Eller ingen af delene?
Til hjælp til os stakkels tvivlere, der gerne vil gøre det så godt som muligt, har kommunerne fået udviklet en app, og jeg må sige, at den er god. I de fleste tilfælde, i hvert fald …
Den virker ved, at man skanner varens barkode. Den er lynhurtig; det tager under fem sekunder at at åbne appen, skanne varens barkode og få svar.
De fleste almindelige varer er kodet ind i systemet. Da jeg installerede appen, kunne jeg se, at der ganske rigtigt ikke var ret mange kommuner, der havde aktiveret brugen af den til borgerne. App-ikonet ser ud som på det første billede herunder, og på det andet kan man se, at smørpapir skal til restaffald – altså hverken plast eller folie.

Affald 3Affald 1

De skærer det pænt ud i pap for os. Skyr-emballagen skal man lige huske at pille pappet af fra, inden man smider resten til plast.
Nogle gange går det lidt galt – fx emballagen til Lindor chokolade: Jeg er helt med på, at selve chokoladen skal i madaffald (det ville aldrig blive aktuelt i mit hus!), men hvordan har man tænkt sig at dele yder- og inderemballagen? Det er én tynd film/pose, som det er fysisk umuligt at dele i midten.
I sådanne tilfælde kan man næppe gøre andet end vælge ‘restaffald’, idet jeg konkluderer, at det må være bedre end at smide noget til papir og pap, der ikke 100 % hører hjemme der.

Affald 4Affald 2

Nogle gange står sorteringskoden på emballagen, men ikke altid, og så er denne app en glimrende hjælp.
Jeg kan på ingen måde have noget imod at sortere i de ni – snart ti – fragmenter, men man skal altså have god plads! Jeg har svært ved at forestille mig hvor man skulle have alle de mange forskellige beholdere i et minikøkken i en minilejlighed.
Vi har pap og papir i garagen, to beholdere under køkkenvasken til hhv. metal og mad, en fritstående (pæn …) på køkkengulvet til restaffald, og fordi vi er så heldige at have en udgang direkte fra køkkenet, har vi sat beholderne til plast og madkartoner (fx. mælk/fløde) lige uden for køkkendøren. Og nej, der er ingen adgang for rotter.
Jeg er således så heldig at have det meste i umiddelbar nærhed af, hvor affaldet genereres.
Det har været tankevækkende at se, hvilke beholdere der bliver hurtigt fyldt og hvilke der tager lang tid. Metalaffald er minimalt, og vi har meget, meget lidt til ‘restaffald’ – men det var vel også netop det, der var meningen med det hele, må man gå ud fra.

13. december 2021

Hvornår har man tid til at dø?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:04
Tags: ,

Mens Charlotte voksede op, var min største frygt at dø, inden hun var i stand til at klare sig selv, for skrækscenariet var, at hun skulle risikere at vokse op hos sin far, som havde et belastende alkoholproblem. Den skræk var selvfølgelig ikke noget, der fyldte i hverdagen, men en gang imellem strejfede tanken mig. Mine søstre havde lovet at tage sig af hende, men ingen ved, om en af dem ville have fået lov til det.
Den hurdle blev overstået. Senere ville jeg gerne nå at se hendes karrierevej og om jeg fik nogen børnebørn. Det vil være mine læsere bekendt, at der for længst er sat flueben ved begge punkter.
Nu blev næste delmål, at jeg gerne ville se de børnebørn vokse op. De er – også som bekendt – blevet halvvoksne, og nu vil jeg selvfølgelig så frygtelig gerne se, hvilken retning de vælger på livets vej.
Vi har prøvet at gætte, men det er svært. Det bedste vil naturligvis være at opleve det.
Anna har fået weekendarbejde (ikke hver weekend) i landsbyen og er meget glad både for det og for at tjene sine egne penge. Dertil er Aubrey endnu ikke nået, men han har, foruden fotolære, som jeg nævnte i efterårsferien, også valgt idræt som skolefag. Her bliver han bl.a. undervist i, hvad der er sundt for ens krop at spise; hvad der er med til at øge iltoptagelsen osv. osv. Med andre ord lærer han om, hvordan man bliver i bedre form via sin kost. Det går han meget op i. Den dreng, som helst undgik alle rå grøntsager (men spiste dog alle de kogte), tager nu en rødbedesalat til forret, når de er på restaurant! Han spiste også salat, da de var her i efterårsferien – jeg noterede mig det med glæde, men undlod at kommentere det. Det hjælper, når sundhedsforedragene kommer fra en anden end moar …
Nå. Videre. Jeg har stadig ikke tid til at dø.
Lad os så sige, at jeg når at finde ud af, hvad de vælger at uddanne sig til.
Så har jeg heller ikke tid til at dø, for nu skal jeg se, om de får det job, de til den tid måtte ønske sig.
Og så skal jeg da også lige nå at se, om de har tænkt sig at gøre Charlotte til mormor/farmor og mig til oldemor.
Ud fra en statistisk vinkel er det nok godt 15 år endnu, jeg helst skulle leve.
Det er ikke helt usandsynligt at blive 84 år, så jeg har da lov at håbe … men skulle jeg være så heldig, finder jeg nok på noget mere, jeg lige skal nå!

Rundpindeetui (2)Rundpindeetui (1)

Jeg vil tro, at jeg er nødt til at blive omkring 150 år, hvis jeg skal have bund i mit stof- og garnlager.
Det skal jeg nok ikke regne med at opnå …
Jeg har dog for nylig omsat en smule af stofferne til to rundpindeetuier. Det øverste bruger jeg selv og er ret glad for.
Det nederste får Charlotte, når vi kommer derover. Det matcher rent farvemæssigt den bog, hun også får, og som hun slet ikke ved, at hun ønsker sig, men som mange siger er et must have, når man interesserer sig for strik og har brug for et opslagsværk.
Herunder sammenfoldet (og et billede fra mønstret).

Rundpindeetui (3)

Og herunder ydersiden, når den er udfoldet – med fin lynlåslomme til småting.

Rundpindeetui (4)

Herunder den udfoldede, lettere modificerede inderside, med 3 x 3 lommer, samt elastikholdere til flettepinde, maskeholdere og et par hæklenåle.
Modificeringen består på enkleste vis i, at jeg ikke vil have de smalle lommer til lige pinde – sådan nogle bruger jeg aldrig, og jeg er sikker på, at det kommer Charlotte heller ikke til.

Rundpindeetui (5)

Mønstret til ovenstående er købt her. Man får udførlige mål og instrukser til de to udgaver, som ses på det lånte billede.
Mønstret til ‘harmonikaen’ er købt gennem Etsy her.
De er på engelsk, men hvis man ikke er helt nybegynder til at sy, eller helt umulig til engelsk, kan man godt finde ud af det.

11. december 2021

Mon vi skal frygte fallit?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:24
Tags: , , ,

“Der er kommet ny post til dig fra Totalkredit.”
Den slags er sjældent gode nyheder, men jeg kunne lige så godt få det overstået og gik derfor fluks ind i min e-boks for at se, hvad det kunne være.
Det viste sig at være en ændret rentesats.
Jeg læste brevet, undertrykte et grin og gik med dybt alvorlig mine ud til John og sagde, at fra nu af er det slut med at rejse. Vi går snart konkurs.
Han så lettere alarmeret op på mig og sagde “Hvad er der sket?”
”Vores rente har ændret sig. Vi skal betale mere for vores lån.”
Så kunne jeg ikke holde masken længere – der var jo heller ingen grund til at give den stakkels mand et hjerteanfald.
”Vi skal betale TO KRONER mere i kvartalet i terminsydelse! Er du klar over, at det er 66 øre om måneden? Hvordan i alverden skal vi nu få råd til at tage til England?”
Så var det Johns tur til at anlægge den alvorlige mine:
”Du må hellere runde det op til 67 øre, når du ændrer din forskudsregistrering. Det er aldrig godt at underbudgettere.”
11 dec 2021

Hvis vi tænker nøje over, hvordan vi bruger vores penge, skal der nok blive råd til at tage til England alligevel. Det er kun coronapesten eller anden sygdom, der kan forhindre dette, og indtil videre lader det stadig til, at vi får lov at rejse på fredag.
Nu er reservepakken ellers ankommet til dem, så uanset hvad, kan Aubrey få pålægschokolade på sin julemorgenmad, de kan lave marcipankonfekt med nougat, spise dansk rødkål til anden, få kirsebærsovs til risalamanden, tænde rigtige stearinlys på juletræet og åbne hver en lille gave juleaften. 
Jeg er SÅ irriteret over, at der nu er trådt toldregler i kraft, når der skal sendes gaver til England. Jeg må højst sende ting over til en værdi af 39 Pund. Er det mere værd, skal Charlotte betale told.
Det er ikke i orden. Ikke fordi det er Charlotte, men fordi det generelt ikke er i orden, at hun skal betale for at modtage noget, jeg har betalt moms af i Danmark. Måske oven i købet også indirekte told, hvis det er en ikke-dansk vare, som importøren har betalt told af. Jeg har også betalt skat af de penge, jeg har købt tingene for. Hvorfor skal England blande sig i det? Eller Danmark, hvis det går den anden vej, og Charlotte sender mig en fødselsdagsgave?
Jeg kan overføre en formue i rede penge til hende, uden hun på nogen måde bliver beskattet af dem, men jeg må ikke sende hende en gave til 400 kroner.
Det er simpelthen for fjollet. Jeg kan forstå, at der gælder regler for forretningsdrivende og/eller producenter, som har momsregnskaber og alt sådan noget, jeg heldigvis ikke behøver at have forstand på.
Men at jeg som privatperson ikke kan give min familie gaver, bare fordi de ikke bor i Danmark (eller EU) mere, er da en totalt tåbelig regel.

Jeg løj ikke om kassens indhold.
Jeg sagde bare ikke hele sandheden.
Det er de nok ret ligeglade med i tilfælde af kontrolåbning.
Jeg deklarerede det som gave, bestående af home-knitted things and chocolate. Værdi 38 Pund.
Det var ikke decideret løgn – der var bare lidt mere i papkassen, men heller ikke denne gang blev den kontrolleret.

8. december 2021

For meget saltvand. Og for lidt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:50
Tags:

Sådan er det generelt her i livet. Hverken for meget eller for lidt er godt. Passende er altid fint.
Forleden dag havde vi for meget saltvand i mit nærområde, fordi vi havde oversvømmelser.
I dag har vi for lidt.
Jeg havde fået tid til klokken i dag 13:00 til vaccination og troppede op med rettidig omhu kl. 12:55.
Der var et større opbud af vagter henne foran indgangen, og det var der desværre en god grund til, fordi de skulle informere alle ved ankomst.

– Goddag med dig. Skal du ind og vaccineres? Har du en tid?
– Ja til begge dele.
– Der er desværre problemer derinde, så der er opstået ventetid. Du kommer til at vente mindst en time.
   Vi foreslår, at du kører hjem igen i varmen og kommer igen om en time. Eller … kom hellere om to timer. Du vil stadig være i systemet – du mister ikke din reservation.
– Hvad er problemet?
– Det er noget med noget saltvand, der ikke er blevet leveret. Men som sagt: Kom igen om et par timer.

Pisoss’. Nå, men vi fik da en ekstra tur til Næstved.
Nu sidder jeg bare og venter på, at den time skal gå, inden vi kan køre igen.
De må have fået det saltvand, selv om den unge kvinde virkede relativt uopdateret på sagen, men hvis de stadig ikke vidste noget om leveringstidspunkt, kunne de vel heller ikke sige noget om, hvor lange ventetiderne er? Det må være en allerede opstået pukkel, de har været i gang med at afvikle?

Hvad bruger de egentlig saltvand til på et vaccinationscenter? Vaccinen er vel klar til brug?
Gad vide, hvor længe jeg skal vente, inden jeg så kommer til, når jeg vender tilbage klokken 15?
Der er meget vind, og der kommer lidt sne, så hvis John skal sidde og vente længe, kommer det nok til at koste både noget benzin og dermed noget ekstra CO2, men han skal i hvert fald ikke sidde og komme til at fryse. Gad vide, om jeg kan sidde ned og vente, hvis jeg skal vente længe? Det er hårdt bare at stå og stå. Jeg håber virkelig, at de har styr på situationen til den tid, for jeg har ikke spor lyst til at tage turen en tredje gang i dag. Ikke engang med John som chauffør – det er da virkelig spild af tid.
Men jeg VIL vaccineres i dag.
Hvorfor sætter de ikke nogen til at sende sms’er ud?
Har de tænkt sig at arbejde over, til alle dagens ‘kunder’ er blevet betjent? Det må man gå ud fra, siden hun sagde, at jeg ikke mister min tid.
Har jeg nogensinde før skrevet et indlæg, som indeholder så mange spørgsmålstegn?

Opdatering: Der var helt styr på det, da jeg kom igen klokken 14:55, Jeg blev stukket 15:04 og gik igen 15:14. Fem minutter før tid, men sommetider kender jeg ikke klokken 😎

5. december 2021

Nu mangler de igen vand i Den Botniske Bugt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: ,

Det plejer at være sådan, at når vandet presses ud af Den Botniske Bugt, trænger noget af det ind i Præstøfjorden og forhøjer vandstanden bl.a. ved Den Stråtækte.
Således som vi opdagede det var sket i morges. Derudover blæser det en stiv vind fra øst, men vind kan ikke gøre det alene.
Vi har relativt ofte højvande, men sjældent så meget, som vi har i dag. Nysøvejen bør man ikke køre igennem, medmindre man har en Landrover. Eller bare er lidt smådum, som føreren af vognen lige bag redningsbilen her … der er altid nogen, der lige skal prøve om den går, men det gør den meget ofte ikke og da heller ikke for ham i grøften her. Han havde nok ikke opdaget, at vejen drejer let til venstre. John skulle da heller ikke nyde noget af at køre igennem, selv om det så okay ud for vores lidt høje bil; vi skulle bare hen og kigge, så bakkede han igen tilbage i sikkerhed, og vi tog vejen udenom for at komme ned for at se, hvordan det stod til med Præstø havn.

Nysøvejen oversvømmet

I havnen var vandet ved at kravle op over kanten, og ude ved jollehavnen så flydebroen ud til at være i alvorlig livsfare, som den blev kastet op og ned af vind og bølger.
Juletræerne havde blæsten smidt lidt rundt med. På bænken i midten af billedet sidder der ellers altid nogle nogle mænd og drikker bajere, men sjovt nok ikke i dag – de ville også bare få våde fødder.

5 december 2021 (5)

Det ville man også få, hvis man forsøgte sig ud på flydebroen. Jeg gjorde ikke …

5 december 2021 (7)

På vej tilbage til vores hus tog jeg et par billeder af de shelters, som består af omvendte, gamle robåde, sat op forskellige steder langs fjorden til glæde for båd- og cykelfolket.
Hvis man havde valgt at overnatte i nogle af disse i nat, ville man så sandelig få våde fødder – sandsynligvis også både en våd numse og sovepose, men heldigvis er de shelters ikke ligefrem overrendt på denne tid af året.

5 december 2021 (14)

Normalt kan man godt komme tørskoet ud til shelterne selv om man er til fods eller på cykel. Det kan man ikke i dag, hvor en kajak ville være eneste mulighed, men kajakroerne holder sig klogeligt fra at begive sig ud på fjorden i dag.

5 december 2021 (11)

Den østenkuling, vi har nu (middelvind omkring 14-15 m/s), har tænkt sig at fortsætte resten af dagen, og selve østenvinden helt til fredag aften, så det er en halvkold fornøjelse for vores stakkels, gamle hus, som ligger ret udsat. I vestenvind ligger vi fint i læ, mens østenvinden blæser direkte ind på huset.
Vi er, som altid, glade for, at vi har en brændeovn, for under disse omstændigheder kan vi godt fornemme, at vi har et sundt hus, der kan ånde!
Ild i brændeovnen, kaffe på bordet, en bog i øret og et strikketøj i hånden … eftermiddagshyggen er hjemme. I enhver forstand.

Opdatering mandag: Der kom mere vand!

4. december 2021

Ikke kø der – men her …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:04
Tags:

ENDELIG!!!
Jeg har forsøgt hver dag, med undtagelse af i går, at booke vaccinetid direkte på vacciner.dk, men hver gang blev jeg brutalt verfet væk med ordene: Du har endnu ikke modtaget en invitation til et vaccineforløb.
Nånånå. Det har jeg da. For længst, endda. Det var en lidt fjollet formulering, for jeg er vel i et “forløb”, når jeg har fået to vaccinationer og går og venter på den tredje?
I dag er der gået præcis seks måneder siden jeg fik det andet stik, så i morges klokken 8:20 loggede jeg på vacciner.dk (ingen ventetid) og fik at vide, at nu kan jeg booke tid til 3. stik, så det gjorde jeg fluks – ingen kø, ingen ventetid, så jeg snuppede den først mulige, som er i Næstved på onsdag. YES! Den når jeg så at have ni dage til at få til at virke så godt som muligt, inden vi tager til England.
Vaccinen er måske, måske ikke, vildt effektiv mod omikronvarianten, men jeg vælger at tro på, at et eventuelt sygdomsforløb vil blive mindre dramatisk. Jeg er ikke nervøs for at tage til England – heller ikke selv om den åbenbart voldsomt smitsomme nye coronavariant florerer. Vi skal bare være hos Charlotte og skal alligevel være i isolation der, indtil vi kan stille med en negativ PCR-test.
Og varianten udtales ‘Omikron – med tryk på det første o. Det skal lyde som når man siger Parthenon. Næsten. Det skal i hvert fald IKKE rime på telefon! Jeg ville ønske, der var en, der kunne fortælle diverse reportere og tv-oplæsere, hvad den korrekte udtale er. Det irriterer mig at høre begge udtaler i den samme tv-udsendelse.
Omikron er et bogstav i det græske alfabet. Både de små og de store bogstaver lærte jeg i gymnasiet. Ikke fordi jeg havde oldgræsk; jeg skulle jo ikke være bibliotekar, men fordi vi i matematik og fysik brugte samtlige (som jeg husker det) både små og store græske bogstaver til alle de svære formler, vi skulle kunne. O(mikron) i modsætning til o(mega) går på udtalen; ikke på om det er et lille og et stort græsk o, som vist mange tror.
(I al fortrolighed var jeg en del bedre til at huske det græske alfabet end til at huske, endsige forstå, de sommetider helt umulige og kilometerlange formler.)
I dag kl. 11:28 løb ‘invitationen’ ind i min e-boks, men da havde jeg jo selv klaret den lille sag flere timer forinden.

Kø på Strandvejen (3)

Det gik som nævnt aldeles smertefrit – den eneste kø, jeg har oplevet de seneste dage, er køen ude på Strandvejen, fordi der er sat et trafiklys op. Næstved kommune er ved at kloakere, så vi skal snart nedlægge septiktanken.
De er sikkert gode til at lægge kloakledninger ned, de gode mænd, der arbejder på sagen, men de viste sig også at være gode til at grave elkabler over. I går var vi uden strøm i nogle timer.
Godt man har en brændeovn …
Man bedes bemærke den manglende sne. Det lille Danmark var virkelig delt i to den dag – jeg læste ovre hos Lene, hvor slemt det havde været i Nordjylland.

2. december 2021

Længe leve dovenskaben

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:32
Tags: , ,

Når nu man har et køkken fyldt med alle mulige redskaber og hjælpemidler, så skal man også bruge dem. Jeg elsker dimser og gadgets – og jeg elsker alt, der kan gøre livet i et køkken nemmere. Har jeg aldrig købt noget, jeg senere har fortrudt? Jo, det må jeg desværre indrømme. Fx den Melissa ‘Spiralizer¨, jeg købte engang, fordi jeg blev så betaget af de lange, tynde strimler, man kunne lave ud af sine agurker, squash, gulerødder, osv. Det var den bare ikke særlig god til. Når jeg prøvede med gulerødder, blev strimlerne for det første alt for grove, og for det andet kunne den kun strimle knap halvdelen af guleroden. Den kan præstere flere tykkelser, men den tyndeste af de tre er stadig for grov til min smag. Den maskine var heldigvis ikke overvældende dyr, for den står bare i et skab og fylder.
Bortset fra den, er der vist ikke rigtig noget, jeg ikke bruger. Naturligvis ikke hver dag, men dog med jævne mellemrum.
I dag havde jeg gang i krydderikværnen. Den er god, når jeg laver mine forskellige kryddersalte og når jeg skal knuse tørrede chili til pulver.
I dag skulle jeg lave Italienske overraskelser – en opskrift, jeg via Ditte fandt hos Liselotte sidste år, og som giver nogle særdeles lækre småkager, som hurtigt forsvandt fra dåserne. Til dem skal man bl.a. bruge tre spsk finthakket rosmarin og tre spsk hakkede pistacienødder pr. portion dej. Jeg er ikke vild med at stå der og hakke løs; især rosmarinen tager lang tid, fordi med finthakket menes der finthakket – hvis ikke man er omhyggelig med hakkeriet, bliver det nemt nogle stive pinde, som hverken smags- eller synsmæssigt går særlig godt til småkager! Jeg tog derfor krydderikværnen, kom lidt af sukkeret i sammen med de små kviste rosmarin. Vrummm, vrummm og vupti! Lige før det var færdighakket, kom jeg pistacienødderne i og gav dem en kort tur, så inden jeg langsomt kunne tælle til 20, var det hele lige til at blande i dejen.
Småting, siger I? Ja, måske. Men opvaskemaskinen klarer rengøringen, og jeg slipper for den del af proceduren, jeg bryder mig mindst om, så hvorfor ikke? Længe leve dovenskaben.

OBH 6730 Perfect Eggs ÆggekogerJeg er god til at lave mad, men jeg kan ikke koge et æg! Det sidste siger man som bekendt om en, hvis kokkereringsevner lader en en del tilbage at ønske. Det gør mine madevner ikke, men jeg er virkelig elendig til at koge æg, som jeg – eller andre – ønsker det, og derfor har jeg i mange, mange år haft en æggekoger. Sådan en gør hvad den bliver bedt om – hverken mere eller mindre.
Jeg er netop i dag kommet på min fjerde af slagsen. De tre andre har jeg måttet kassere, fordi lågene gik i stykker. Ikke fordi jeg smider rundt med dem, men fordi de åbenbart er lavet af et materiale, der tåler den megen varme dårligt. Det irriterer mig ærlig talt at skulle kassere noget, fordi et fjollet plastiklåg ikke kan bruges mere, men æggekogeren kan nu engang ikke anvendes uden låg. John har forsøgt sig med forskellige former for reparation, men ingen har vist sig at være gode nok, desværre.
Nu har jeg købt og modtaget, men er der eventuelt en, der kan anbefale en, der holder rigtig længe? Jeg regner jo ikke med, at denne her holder mit liv ud. Det er i øvrigt en OBH …

26. november 2021

Færdig med julegaverne?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:48
Tags: ,

Jeg har ofte på denne tid, sidst i november, kunnet prale med at være færdig med årets julegaveindkøb, men det er ikke sådan i år – og det, selv om Charlotte klarer dem til Anna og Aubrey for os. Af flere årsager, hvoraf den ene er, hvis det, mod forventningerne, skulle blive os forbudt at tage til England alligevel. Sker det, får børnene dermed under alle omstændigheder en gave fra os. Godt nok er de næsten 15 og næsten 16, så det er såmænd nok mig selv, der vil have det dårligst hvis de skulle sidde en juleaften uden at få gaver fra mormor og morfar. Men det vil altså heller ikke ske.
Jeg mangler at finde to gaver, så er det overstået for i år. Johns er netop klaret her fra min pc – den var nem, for vi har aftalt at give hinanden oplevelsesgaver, og min til ham bliver et årskort til Moesgaard Museum. Det kan jeg roligt skrive, for han læser kun min blog, når vi er ude at rejse. Et pensionist-årskort, hvor han må tage en gæst med ved hvert besøg – det var da en god ide, ikke sandt? Vi skal bare nå derover to gange til næste år, så er det årskort mere end tjent hjem – og hvad der er endnu bedre: Det er en god motivation til at følge med i, hvad der sker på det fantastiske museum og så reelt komme afsted, hvilket normalt godt kan knibe en smule for os.

P1000627Det er et underligt limbo, vi befinder os i. Der er købt billetter til England, samt betalt og booket dag 2-testen, men vi ved ikke, om vi får lov at tage afsted. Om man begynder at lukke grænser. Om vi får lov til at køre igennem Tyskland og Holland. Sidstnævnte er stadig lige fjollede og kalder England “a country with a virus of concern”. Kom dog ind i kampen, Holland – ALLE har den samme virus of concern.
Vi satser stædigt optimistisk på, at vi kommer afsted. Indtil videre virker det som om alle er indstillet på ikke at lukke ned; at de vaccinerede skal have lov til at færdes nogenlunde frit. Jeg ville så gerne nå at få boosterstikket inden vi tager afsted, men jeg synes de er lidt længe om at komme med invitationen, og der er først gået seks måneder for mit vedkommende den 4. december. John skal have det på tirsdag; så behøver han ikke tænke mere på det.
Skulle det gå så galt, at vi må blive hjemme, får jeg travlt med at forberede til julen. Min søster og hendes yngste datter skal med til England, så går det galt, skal der arrangeres jul for os fire. Vil jeg tro. Uvisheden irriterer mig virkelig … selv om jeg har valgt at tro på det, sidder der jo en lille orm og gnaver.
Det er ikke et problem, at jeg måske skal arrangere en juleaften i Den Stråtækte – det er nemt nok. Det rigtig ærgerlige er, hvis vi heller ikke i år kommer til at fejre julen sammen med vores englændere.
Jeg er (og her kan man indsætte bandeord efter eget temperament og valg) træt af coronapesten, men jeg er ikke den eneste. Vi var på Mejerigården i aftes – vi var otte gæster. Folk tør ikke gå ud og spise, og de havde allerede fået flere afbud til julefrokoster. Det bliver hårdt for dem og rigtig mange andre igen i år, og der er ingen hjælpepakker, for der er jo ikke noget, der er forbudt. Vi er bare blevet rådet til “at tænke os om”. Det gør de fleste såmænd også, men der er jo nogle klumper derude, desværre.

21. november 2021

Jeg kunne ikke kende min egen datter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: , ,

Charlotte og Tim skulle til en fest i går, hvor temaet var Firserne. Eller også var det Halvfjerdserne, men jeg tror det var det første, selv om tøjet vel egentlig kan være fra begge årtier. Min kostumeuddannede datter elsker den slags, så at lave passende outfit til den slags begivenheder er kun en sjov opgave for hende.
Jeg fik lov til at kigge lidt med på sidelinjen, fordi hun sendte et par billeder til mig.
John kiggede længe på dem inden han spurgte “Hvem er det?” Han kunne simpelthen ikke se, at det var Charlotte, og jeg må da også indrømme, at jeg ville være gået lige forbi hende på gaden, hvis jeg havde mødt hende som glathåret blondine.
Det er tankevækkende, så lidt der egentlig skal til for at forandre en person så radikalt. Hun skrev, at hvis det ikke var fordi hun vidste, at det var hende selv, der stod der foran spejlet, ville hun heller ikke have kunnet genkende sig selv! Jamen det er jo bare en paryk, for pokker – resten har hun ikke gjort noget for at lave om på, selv om hun nok ikke lige ville rende rundt i den plastikkjole ude i landsbyen.
Tim mindede mig lidt om Ivan Pedersen, som han så ud i Labans velmagtsdage.

Det her er næppe på nogen måde interessant for alle jer, der aldrig har set Charlotte, men jeg ved, at der også er mange fra vores familie, der læser med her, så her får I de ucensurerede billeder – og bare for sjov har jeg stjålet et gammelt billede af Ivan Pedersen og sat ind også. Nu kommer copyright-politiet nok efter mig, men det må jeg så tage med.

Charlotte til firserfest

Charlotte og Tim skal til firserbalTim eller Ivan Pedersen

Man er ikke i tvivl om, at de har en fest – på alle måder – Charlotte morer sig i hvert fald kosteligt, kan man nok fornemme på det store grin.

Hun skrev i øvrigt i dag, at hun aldrig før har fået så mange komplimenter som i aftes. Det syntes hun var tankevækkende … måske skulle hun overveje at blive blondine?
Eller også var det den lårkorte kjole, der gjorde det. Det er de ikke vant til at se hende i.

17. november 2021

Man må selv medbringe kuglepen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:09
Tags: , ,

De seneste dage har pressen haft travlt med at sige, at man selv må medbringe kuglepen til sit valgsted.
De glemte bare at sige, at 1) Den kuglepen ikke må være en kuglepen og 2) Ikke-kuglepennen skal skrive med rødt!
Vi gik først ind i rummet med ældrerådsvalget. Jeg håber sandelig, at ham, der skulle finde mig på valglisten, ikke stillede op! Tredje gang – TREDJE gang! – han gik listen igennem, fandt han mig. Hans briller var nummeret før hinkesten, så han var næsten blind, hvilket selvfølgelig er synd for ham, men han havde næsen helt nede i papirerne, så det var ikke så underligt, at han var længe om at finde mig. Jeg hviskede til John, at dette bare bekræftede min beslutning om at stemme blankt.
Næste bekræftelse kom umiddelbart efter: Jeg hev min (blå) kuglepen frem og sagde “jeg har selv en med”.
– Vi ser helst ikke, at du bruger fiberpenne.
– Det er ikke en fiberpen. Det er en kuglepen.
– Nå, men den skal også skrive med rødt, så kan vi bedre se krydserne. Vi må bede dig om at bruge vores. Vi spritter dem af efter brug.
Så stak de mig en tyk, rød farveblyant. Fint nyafsprittet, som lovet … og så brugte jeg den slet ikke …
Der var også udelukkende røde farveblyanter inde hvor vi stemte kommunalt og regionalt, men på de to sedler blev der sat et rødt kryds.
Gad vide, om det med de røde krydser var flere steder i landet? Eller i hele Næstved kommune, eller det bare var i vores lille forsamlingshus? Hvad har I andre oplevet?
Jeg har aldrig set andet end tykke grafitblyanter blive brugt på valgsteder.

Nå. Ikke flere brokkerier. November er trist nok endda.
I stedet vil jeg vise lidt imponerende ord-ekvilibrisme, som jeg har kopieret andetsteds fra for nogle måneder siden.
Der er sandelig en (eller flere?), der har været både dygtig og kreativ her – astronomer = moon starer. Flot.
Den eneste jeg ikke bryder mig om, er den med mother-in-law!

Leg med bogstaver og ord

Og nu har der været valg. Med vindere og med tabere. Med politiske studehandler og svinestreger. Med bagning af rævekager. Med nye og sommetider ret mærkværdige og for mig uforståelige alliancer til følge. Eller måske ikke så uforståelige endda: Det gælder om for enhver pris at komme til at bære borgmesterkæden; det er så vigtigt, at man svigter tidligere indgåede aftaler og indgår nye i sidste sekund, hvis man kan se sin fordel i det.
Jeg forstår hverken politik[ere] eller religion. Politikerløfter er lige så tvetydige som katolske præster, der siger, at de elsker børn!

Jordforbindelse

I må aldrig miste jordforbindelsen. Husk det!

15. november 2021

Er dette årets længste måned?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , , ,

Det er mørkt. Hele dagen. Og der er over en måned til årets korteste dag. Suk. November er trist, og jeg kommer på forhånd med en undskyldning til jer, der har fødselsdag i denne måned – hvilket både min far og mor i øvrigt havde, men så lysnede den da også en smule, når vi så kom og fejrede dem.

Vi har ordnet drivhuset til vinteren i dag, så det står fint og lige parat til at plante det til igen til foråret. Nu kunne der ikke pines flere tomater ud af det, men det blev da også til over 37 kilo i år. Det er ret mange, faktisk, men jeg vil heller ikke have lige så mange til næste år, hvor jeg af hensyn til mine havepassere vil bestræbe mig på kun at have kapillærkasser i gang, så ikke de skal på arbejde hver dag inde hos os.
Det vil jeg bestræbe mig på, fordi vi skal på krydstogt i 17 dage i august. Hvis verden ellers arter sig …
Vi lægger ud med nogle dage i New York, hvorfra vi sejler først til det østlige Canada (jeg har længe ønsket mig at se Newfoundland), derefter til to destinationer i Sydgrønland og to destinationer på Islands nordkyst, for at slutte af med et døgn i Reykjavik inden vi skal hjem.
Jeg glæææder mig til at rejse igen – hvis vi da ellers får lov, men mon ikke vi gør? Jeg har besluttet mig for at være optimistisk, til nogen tvinger mig på andre tanker. Coronarestriktionerne er her desværre igen i et vist omfang, men jeg tror ikke, der er nogen, der tror på eller regner med deciderede nedlukninger, for det lader til, at vi, der er vaccinerede, får lov til at færdes næsten hvor vi vil.

Bryggerheste i Devizes

Udover denne spændende tur er rejseskuffen så småt ved at blive fyldt igen: England til jul og sandsynligvis igen til maj, Tromsø til marts, et par dage i Tyskland til april, plus det løse, som endnu ikke er planlagt, endsige bestilt.
Verden – og vi – trænger til normalitet, og normalitet er for os blandt andet at kunne drage ud og opleve noget. Coronapesten har taget noget fra de unge, det er sikkert og vist, men vi gamle, som er i den anden ende af livet, har ikke vildt mange aktive år endnu at give af, så det kan kun gå for langsomt med at kunne se verden udenfor igen.
Det varer dog nok lidt, inden vi begiver os til mere eksotiske steder – hvis vi overhovedet giver os selv mulighed for det mere. John er trods alt 76 år. Han er kvik nok i hovedet; det kniber mere med benene.
Selv om vi i princippet synes det kunne være fedt at rejse væk i vintertiden, hvor man alligevel hverken skal passe drivhus eller have, bliver det altså ikke endnu, vi søger til steder på den anden side af jorden, som da vi rundede Kap Horn for snart tre år siden.
Det går nok. Bare vi kommer afsted. Der er steder nok at tage af, og, corona eller ej, så er det altså også dejligt ikke at skulle på en tur, der kræver en vildt lang flyrejse med flere skift.

12. november 2021

Der er flere måder at få varmen på …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: ,

Brænde til huse (2)I onsdags kom brændetårnet, vi havde bestilt. Som en sidebemærkning vil jeg da lige klemme ud, at jeg tror der er nogle, der benytter sig af situationen og lader priserne stige, bare fordi nogle andre er nødt til at lade dem stige. Jeg gav 27 % mere for et tårn brænde med ovntørret avnbøg mage til det, jeg købte i januar i år. Så meget tror jeg simpelthen ikke på er en reel stigning, men jeg kan intet stille op andet end betale ved kasse ét, hvis jeg vil have mit vinterbrænde, og det vil jeg.
Hvis alle lader deres varer stige tilsvarende, kommer inflationen op på noget mere end de 3 % den er lige nu. Og mange gør det. Nogle af nødvendighed, andre fordi de lige skal malke os og skumme fløden for nu at blive i det samme billedsprog.
Nå. Brændet kom på plads, og vi fik varmen fra det første gang.

Vi fik også varmen af at åbne østers. Både i overført og egentlig betydning, for de var dæleme svære at åbne. De stillehavsøstes, jeg fandt i lørdags, er nogle store og muskuløse bæster, så jeg kan godt forstå, at krofatter sagde, at de bare skal på grillen, da man så slipper for at have den kamp om hvem der er stærkest.
Men. Så er det jo stadig den rene østers, og det er ingen af os helt vilde med. Der skal helst lidt til at camouflere.
Vi vandt over dem alle, men til de tre største måtte der grovere midler til end bare en gemen østerskniv. De kunne dog ikke vedblive at stritte imod, da John troppede op med det svære skyts i form af skruetrækker og hammer.

Genstridige østers (6) Genstridige østers (3)

De mindre var klart nemmere at få åbnet end de store, men det lykkedes som nævnt, og fordi skallerne var så grimme, lagde jeg østerserne op i en skål, hvorefter de blev skyllet.
Amatører, vil mange sikkert sige, men vi vil hverken spise skalrester, sand eller havvand, så sådan blev det.

Genstridige østers (2)

Jeg havde fundet en opskrift med en blanding af creme fraiche, hvidløg og persille (+ salt og peber), som lægges på, hvorefter der drysses med parmesanost.
Ind med fadet under ovngrillen, til overfladen var gylden. Et godt brød til, og hermed var weekenden indledt med en blæret frokost.
Vi kunne så konstatere, at seks østers til hver er for meget – tre havde været passende, men vi tænkte ikke lige på at invitere naboerne, hvilket vi skulle have gjort, men vi kom da igennem det, og her efter godt fire timer har vi stadig ingen mén efter måltidet.

Genstridige østers (4) Genstridige østers (5)

Jeg var lidt forbavset over, at østers kan holde sig i op til 10 dage. Vi fik at vide, at hvis vi skulle have gæster i weekenden efter indsamlingsdagen, var der ingen problemer forbundet med det, og det var da også sandt nok. Vi skulle bare tildække dem med lidt frisk tang. Jeg lugtede naturligvis til hver enkelt efter åbning, og de lugtede bare af hav, ganske som de skulle. De kunne heller ikke have været så muskelstærke, hvis de havde været hel- eller halvdøde, vil jeg tro. Det er i en helt utrolig voldsom grad sådanne to skalhalvdele kan være hermetisk tillukkede.

Nu har vi prøvet at indsamle egne østers. Det er ikke udelukket, at vi prøver igen engang, men det bliver i Vadehavet, hvor vi kan nøjes med at trække i gummistøvlerne og bare tage dem op med vores bare hænder.

7. november 2021

Ku’ vi li’ østers?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:29
Tags: , ,

Ja, det ku’ vi da …
Østerssafari Tambohus (3)Vi har været på østersophold på Tambohus Kro.
En del af det koncept var, at vi selv skulle med ud og indsamle østers. Vi var mange, der havde fået lyst til at prøve sådan noget. Krofatter stod selv for arrangementet, som startede med, at vi alle fik udleveret et par waders, en spand og en si på en lang stang. Derefter viste han os teknikken, hvis man vil have en østers i spanden: Når man har lokaliseret den, anbringer man sien lodret lige ved siden af østersen og ‘sparker’ denne ind i sien, som så løftes op, forhåbentlig indeholdende dyret. Det tog lige nogle forsøg, inden den teknik sad der, men efter en lille halv time skovlede jeg dem nærmest op – jeg fik samlet en hel spand, som vi måtte tage med hjem – med de indfangne østers i.
Om aftenen skulle vi have en femretters menu, hvor en lille ekstra ret var noget med (tilberedte) østers som en lille snack til at begynde med.

Østerssafari Tambohus (6)

Her ses Ditte i gang med at sparke en østers i mål. Det gik desværre knap så godt for hende, for hun fik kun en enkelt. Heldigvis gik det bedre for Peter, så de kom også hjem med det meste af en spandfuld.

Østerssafari Tambohus (8)

Det var dårligt vejr – på et tidspunkt regnede det så meget, at vi ikke kunne se ned i vandet, men da havde jeg lært at finde dem med fødderne, så jeg følte mig som en måge, der står og stamper orm op.
Det var lidt af en balancekunst at stå på ét ben og foretage sparkebevægelser med det andet, når man står i vand til navlen. Jeg var flere gange nervøs for at vælte, for det svimlede lidt for mig (og de fleste andre, hørte vi bagefter), når man stod og kiggede ned på vand, som bevæger sig. John gik længere inde, for han havde regnjakken uden på sine waders, mens jeg godt kunne have min inde under dem, som det ses på billedet. At jeg så lignede en michelinmand, var der ikke rigtig noget at gøre ved – jeg var ikke den eneste. Jeg havde to strikkede sweaters på under Johns tynde regnjakke, fordi jeg regnede med, at vi ville blive gennemkolde. Hele øvelsen viste sig dog at give varmen godt og grundigt, så jeg var blevet helt våd indefra i stedet for.

Østerssafari Tambohus (10)

Men det var sjovt. Det var faktisk virkelig sjovt at prøve. Da vi kom op med vores fangster, stod krofatter og åbnede for dem, der ville have en rå østers frisk fra Limfjorden. Champagne fik vi skam også. Jeg foretrækker østers, når de er tilberedt på en eller anden måde, så han behøvede ikke at åbne en for mig, men Ditte, det modige kvindemenneske, ville gerne have en af de rå. Jeg kan godt spise dem rå, men synes bare ikke det er nogen delikatesse.

Østerssafari Tambohus (11)Østerssafari Tambohus (12)

Her excellerer Ditte så med indtagelse af en sprællevende østers – og jeg har fået tilladelse til at offentliggøre billederne her på bloggen. Jeg skrev jo lige, at hun er en modig kvinde:

Østerssafari Tambohus (13)Østerssafari Tambohus (14)Østerssafari Tambohus (15)

Østerssafari Tambohus (18)

Det var som sagt en både god og sjov oplevelse. Synes de tre af os.
Kroen gav os, som en fin gestus, synes vi, en østerskniv, så vi kan åbne dem, vi har fået med hjem. Vi havde netop talt om, at det jo ikke dur at tage dem med os, for ingen af os har østersknive. Det har vi så nu …
Jeg kunne sagtens gøre noget tilsvarende igen, men det bliver uden John. Han erklærede med både dyb overbevisning og stærke følelser, at han i hvert fald ALDRIG skulle ned i et par waders igen!
Han syntes dog også, at det havde været okay at prøve, men de der waders, altså … de havde nær taget livet af ham.
Det var et helvede at få dem på, et lidt mindre helvede at få dem af, og det største helvede at have dem på. Han fik desværre et par, der var lige stramme nok; det var også derfor, han måtte tage jakken ud over. Den kan han jo så tænke lidt over … ih, hvor er jeg ond nu …

3. november 2021

Et privilegium

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:33
Tags: ,

Lad mig først og fremmest slå fast, at privilegeret staves, som jeg stavede det i sidste indlæg, nemlig privilEgeret.
Man kan huske det på, at når man har privilegier (som de fleste kan stave til), er man privilegeret og ikke priviligeret. Stavekontrollen giver i øvrigt også rød bølgelinje under sidstnævnte.
De fleste skriver det forkert, men det kan såmænd dårligt undre mig, når en googlesøgning giver 221.000 hits på den rigtigt stavede udgave og 267.000 på den forkerte!
At komme med en løftet sprogpegefinger er et privilegium, som jeg har givet mig selv.

Et privilegium (eller privilegie) kan betyde en særrettighed, hvor min trods alt nok hører til den mere uskyldige af slagsen.
Det er straks noget andet, når man som enkeltindivid eller minoritetsgruppe prøver at erhverve sig særlige rettigheder. Det er nemlig undergravning af demokratiet.
Hårde ord, og nok også sat en anelse på spidsen, men ikke desto mindre mener jeg det. I et sandt demokrati har enten alle rettigheder eller ingen har rettigheder.
Særrettigheder hører andre slags nationer til. Nationer, som langt de fleste af os absolut ikke har lyst til at være borger i. Nordkorea. Zimbabwe. Afghanistan. Det gamle DDR, USSR og lignende lande. Også det nye Rusland, for den sags skyld … lande, hvor lederne tiltager sig særrettigheder, mens borgerne bliver skudt eller ‘forsvinder’ for at have en mening.
Jeg ville ikke holde længe i nogen af de nævnte lande.

Premium Vector | Set of 28 lgbt flagsEksempel: Når en person, der er udstyret som en mand, men som føler og/eller definerer sig selv som en kvinde, vil klæde om og bade sammen med kvinderne til idræt eller i en svømmehal, siger jeg, at nu stopper legen.
Nej, siger jeg bare. Nej. Nej. Nej. Hvis man er i besiddelse af det mandlige udstyr, må vedkommende lide den tort at klæde om med fysisk ligestillede, selv om den indvendige side af hovedet fortæller noget andet.
Man skal nemlig ikke bilde mig ind, at der ikke går nogen rundt derude, som både er og føler sig særdeles meget som mænd, og som kunne få nogle “gode” ideer om, hvordan man tiltusker sig adgang til kvindernes omklædningsrum.
De vil også afsone deres straffe i kvindefængsler. Nej igen, kære venner. Hvis ikke I kan holde tanken om et mandefængsel ud, så har jeg et virkelig godt forslag: hold jer på den rigtige side af loven – så løser det problem helt sig selv.
Nu får jeg hug, men jeg har brede skuldre:
Jeg er ved at være træt af alfabetfolket.
Hvorfor skal 99,5 % af befolkningen tage særlige hensyn til 0,5 %? Hvorfor er det nødvendigt med den voldsomme synlighed? Formentlig er ingen interesserede i at høre mig råbe op på gader og stræder om, at jeg er heteroseksuel. Jeg er heller ikke specielt interesseret i at vide, hvor andres seksuelle præferencer ligger.
I er da bare mennesker på lige fod med alle andre mennesker. I må klæde jer som I vil og I må have sex med hvem I har lyst til (altså ikke uden først at få lov …) – jeg mener bare ikke, det skal være noget, som samfundet skal involveres i.
Jeg er så privilegieblind, at jeg ingen ide har om, hvad flere af de forskellige betegnelser betyder, and frankly, my dear, I don’t give a damn. (Rhett Butler i Borte med Blæsten).
Og således fik jeg rundet ordet privilegeret af. Måske ikke på fineste vis, men jeg kunne ikke gøre det elegantere.

Jeg har også skarpe holdninger om nedrivningen af statuer af slaveholdere, Lenin og lignende. Hvorfor skal noget skrives ud af historien? Vi skal lære af historien, ikke fortrænge den, fordi vi i dag ved, at det var forkert og umenneskeligt. Eller … nogle ved det … slaveri findes stadig.
Hvis det er sådan det skal være, hvorfor er der så ingen der nævner hekseafbrændingerne? Jeg har da ikke glemt dem og vil gerne på kvindernes vegne have en offentlig undskyldning for hekseforfølgelserne. Gerne fra lederne i de lande, hvor man fik aflivet flest kvinder på et noget usagligt grundlag – som naturligvis var religiøst funderet, men det kan eventuelt komme i et senere indlæg.
Det er jo ikke en bog, jeg er ved at skrive.

31. oktober 2021

Skønhed og vellugt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:36
Tags: , , ,

Vi har da bare det flotteste efterår i år, har vi ikke? Skønne, dybe, brændende farver til overflod. Og så oven i købet et vejr, så man kan nyde farveeksplosionen i lang tid.
John siger, at det siger jeg hvert år, så der er åbenbart ikke noget usædvanligt ved det …
I forgårs var jeg på planteskole for at købe et eller andet, der kan stå i en af de store baljer jeg har stående på terrassen. Jeg gik efter en japansk løn, der hedder Bloodgood, men der havde billedet i Haveselskabets blad snydt kraftigt, for den havde slet ikke den skrappe, rødorange farve som blev vist. Man skal ikke gå efter at købe flotte efterårsfarver, hvis ikke det er efterår! Jeg var blevet slemt skuffet, hvis jeg havde stolet på det billede.
I stedet købte jeg en lille stjernetop, som ikke kun er smuk rød nu, men får små, lyslilla blomster om sommeren. Ydermere bliver den ikke ret høj, så den vil ikke vokse op og skærme for noget af den dejlige udsigt. Ikke et eneste sted står der noget om, at dens løv også har en flot efterårsfarve, så det med at gå på planteskole og med egne øjne se planterne, som de står lige nu, er bestemt den bedste måde at udvælge på.
Benved er også meget flot, men den har jeg et andet sted, og den bliver for høj til terrassen. Måske vil jeg yderligere have en anden plante – eller to – jeg har tre store baljer i rustfrit stål, som Søren har smedet og foræret os. Det vil se rigtig godt ud med andet end sommerblomster i dem, er jeg sikker på.

Kvædefangst 2021 (3)

Her til formiddag har vi været ude hos min kvædeleverandør. Det er en af nørkledamerne (den samme, der har de skønne filippaæbler), som siger, at der er mange flere på træet, end hun kan bruge, så jeg kan tage alle dem jeg vil.
Jeg må da nok også lige sige, at hun på ingen måde har overdrevet – hun har tonsvis af kvæder! Træet er ved at segne af de store, flotte frugter, så jeg gik helt amok og blev ærlig talt lidt grådig, men jeg skal nok få dem brugt til noget fornuftigt.
Kirsebær og flere slags æbler til fri afhentning hos bagboen. Valnødder galore hos en anden fra vejen til både plantefarvning og til at spise. Filippaæbler og kvæder på Jungshoved.
Jeg er et temmelig privilegeret menneske, men jeg ved det godt, og jeg er både taknemmelig og glad.

Nu er saftkogeren sat på arbejde.
Mens den har travlt, vil jeg se dagens Barnaby mens jeg laver den lange og tidskrævende italienske aflukning på April Cardigan, som jeg blev færdig med i aftes.
Jeg kan gøre hvad jeg vil når jeg vil. Næsten altid, i hvert fald …
Jeg ER et meget privilegeret menneske.

26. oktober 2021

Det er typisk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:12
Tags: , , ,

Dårligt vejr ved Vesterhavet. Det var godt.
Smukt vejr på Sjælland. Det var også godt.
Faktisk er det svært at finde noget at klage over vedrørende mine englænderes længe ventede besøg i Danmark.
Vi tog til Sagnlandet Lejre, fordi de gerne ville se den store kongehal. Vejret var perfekt – ikke kun for os, men ikke mindst for alle de mange, der havde taget varer med til vikingemarkedet, som blev afholdt. Og kongehallen imponerede unge som ældre, ganske som forventet.

Charlotte i KongehallenP1030592

Da Merete fandt ud af, at de, fordi det var så længe siden sidst, og de også gerne ville bo nogle dage i Den Stråtækte, blev her længere end normalt, spurgte hun om vi så ikke skulle prøve at samle hele familien om søndagen. Det kunne godt blive hos hende; samtidig er det geografisk lidt i midten, så man slap for at køre helt ned til os. God ide …

Da vi, via en Doodle, skulle finde en dag til at samle samme familie til en julekomsammen, kunne det først lade sig gøre at samle alle den 23. januar!
Jeg spåede, at nu hvor det var med så kort varsel, kommer de sikkert hele bundtet.
Og ganske rigtigt: Med bare ni dages varsel sagde alle ja tak, de ville meget gerne komme. Alle repræsentanter, i hvert fald … to mænd prioriterede fodbold højere, en skulle på arbejde og en var nødt til at pleje nogle gedigne tømmermænd. Min yngste søster skulle komme direkte fra Sverige og derfor først til aftensmaden, men holdt så længe stille på motorvejen pga. en voldsom ulykke, at de gav op og kørte hjem i stedet for, hvilket reducerede antallet til 18, men alligevel pænt mange.
Typisk, ikke? Man giver langt varsel, og det er svært at finde en dato, hvor alle kan. Med kort varsel kan man derimod godt få samlet tropperne. Det er ikke første gang det er sket.

Halloween hos Merete 2021 (3)

Merete havde købt græskar til alle under 18 år. Det var en rigtig god ide, og alle gik til den med stor entusiasme. Alle, undtagen Aubrey, måtte have lidt hjælp undervejs. Der skete dog et mindre uheld med den ene af græskarmonsterets to tænder, så det til hans ærgrelse endte med kun at have én tand.
Den lille Valdemar gjorde sig vældig umage med at tegne, men det viste sig at være noget af en udfordring at skære ud efter anvisningerne.
Han holdt ellers skarpt øje med, om moderen nu gjorde det ordentligt. Da hun var færdig, spurgte han, hvor skorpionen var henne?
Camilla havde ikke helt gennemskuet, at det var en skorpion, der skulle blive resultatet af de røde streger, så det hoved, der kom ud af det, var lidt skuffende for den lille mand.
Halloween hos Merete 2021 (7)Halloween hos Merete 2021 (5)

P1030604I søndags var det stadig fantastisk vejr, så vi opholdt os på terrassen lige til kl. 17:30. Iført overtøj, selvfølgelig, men ingen af os nænnede at gå ind, før der skulle rigges til til aftensmaden, som bestod af hjemmelavede flæskestegsburgere. Udover en stor flæskesteg i den elektriske ovn, havde Meretes kæreste haft en anden steg på Webergrillen i 12 timer, fordi han havde lyst til at lave pulled pork til os. Det skulle han bestemt ikke høre noget for – han havde også lavet coleslaw til mindst 50 personer. Der var rødkål, icebergsalat, hjemmelavet agurkesalat og diverse dressinger/marinader i rigelige mængder, så alle kunne lave lige præcis deres egen yndlingsburger.
Merete og jeg fik denne glimrende ide med burgere, fordi jeg ikke kunne lide, at hun skulle have alt for meget arbejde bare fordi hun var så sød at at lægge hus til. Sådan en hjemmegjort burger kan alle lide, og kokkereringsarbejdet er til at overse.
Især når kæresten laver det meste, men det var nu ikke Meretes og min plan … han er bare en smaddersød fyr.

Nu er englænderne taget afsted. John er ved at være hjemme fra at have kørt dem i lufthavnen. Som altid er her pludselig meget stille, men det har været skønt at være sammen med dem i hele 11 dage. Vi ses igen allerede til jul, så alt det forsømte er godt i gang med at blive indhentet.

21. oktober 2021

Bliv nu ikke alt for våde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , , ,

Tirsdag aften tog vinden lidt til, hvorfor vi havde forventninger til, at onsdagens bølgehøjde var blevet lidt mere interessant end dagen før 
De blev dog ikke helt indfriet, og da det oveni øsregnede det meste af formiddagen, besluttede vi at køre til Thorsminde, dels i håbet om mindre regn der, dels fordi John ikke kan forcere de meget høje klitter, der skal bestiges inden vi kan komme ned på vores egen strand. Han gjorde det i søndags og har fortrudt det lige siden! Det gik lidt for hårdt ud over knæene.

Thorsminde var okay. John og jeg har et par gange været der, hvor bølgerne gik et stykke op over den røde og den grønne markør til havneindsejlingen.
Det gjorde bølgerne bestemt ikke i forgårs, men for englænderne var det fint – de syntes det var spændende nok at kigge på, og vi formåede da også alle at få skumsprøjt på os. Det et tegn på succes og på en god tur, at man ikke kommer helt tør hjem.
Da vi kom tilbage til sommerhuset, var det holdt op med at regne, så englænderne gik en tur ned til stranden. Mit “hej-hej” blev afsluttet med et “bliv nu ikke alt for våde”. Noget skal man jo sige …
Jeg havde egentlig regnet med, at det vanen tro var Aubrey, der ville komme drivvåd hjem, men han er blevet for hurtig til bens og nåede hver gang ind i tide. Charlotte blev, også vanen tro, hele tiden på sikker grund, så denne gang var det Anna og Tim, der blev våde hele vejen op ad benene.
Gummistøvler kan være vældig gode, hvis der skal holdes vand ude, men de er lige så gode til at holde vandet inde …

Der kom da, ud over våde støvler, sokker, bukser og jakker, et par gode grin ud af det. Måske især fra moderens og sønnens side.

I dag, torsdag, blæser det så meget, at vores sommerhus føles som om det ryster lidt en gang imellem. Det runger og hujer og piber omkring hjørnerne og ind mod de store panoramavinduer, og hvis ikke vi havde forsikret børnene om, at dette hus har holdt til mange storme langt værre end denne, havde de følt sig ret utrygge, men nu hygger de sig bare med det og synes det er vildt spændende. Det blæser kun omkring 16-17 m/s, hvilket ingen vestjyde vel ville kalde andet end en mild brise, men vi synes, at det blæser pænt meget.
Vi tog til Thorsminde igen i formiddags – bare så de kunne fornemme forskellen på disse to dage.
Nede ved stranden var det selvfølgelig også en del mere spændende i dag, og de glæder sig til at komme derned igen kl. 17, hvor bølgerne når deres maximum ifølge en interessant side windfinder.com, som John fandt i formiddags. De bliver endnu højere inden de tager af, men det er i nat, så det kan vi ikke se.

Og hvis indlægget ser underligt ud, er det fordi mit sædvanlige kladdeværktøj drillede, så jeg måtte bruge WP’s eget af slagsen, som jeg ikke bryder mig om!

18. oktober 2021

De kom flyvende med..

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , , ,

Det Høje Hus

De kom flyvende, ikke med storken, men med et BA-fly fra England. Et fly, de var kommet for sent til, hvis det ikke havde været for den gamle mommer Ellen her. Charlotte og jeg talte kort sammen fredag om de sidste ting, inden de skulle flyve lørdag formiddag. Hun sagde, at vi lige kunne tales ved igen lørdag morgen, for de kørte først ved halvotte-otte-tiden.
– Hvad?? Skulle I ikke flyve kl. 10?
– Jojo …?
– Men så skal I da også være i lufthavnen kl. otte og skal dermed hjemmefra kl. seks, så du har overhovedet ikke tid til at tale med mig i morgen!
Der blev helt stille i nogle sekunder.
– Holddaop, mor. Det er for længe siden vi har været ude at flyve. Jeg havde bare i hovedet, at vi skal afsted hjemmefra to timer før. Det var søreme godt, vi lige fik talt sammen.
– Det er også rigtigt – når du skal hente os, men så sandelig da ikke, når I selv skal ud at flyve …

De nåede fint flyet, men C blev godt nok noget svedt ved tanken om det kedelige resultat, hvis ikke vi lige havde talt sammen om fredagen.

Anna ved Vesterhavet 2021

Bortset fra det, gik alt planmæssigt.
I København viste Charlotte sit engelske pas (fordi hendes covid-vaccination er elektronisk knyttet til det), så paskontroldamen spurgte hvorfor de var rejst til Danmark. Charlotte svarede på dansk:
– Vi er her for at besøge mine forældre … jeg er dansker, som du nok kan høre, men jeg bor i England.
– Jamen, har du så ikke også et dansk pas?
Det har hun, så det blev hevet op af tasken og vist.
– Det bør du altid vise, når du ankommer til Danmark; så bliver du ikke spurgt om noget, og vi skal ikke stemple i dit pas. Rejs på dit danske pas til Danmark og rundt i Europa, og brug først dit engelske, når du skal ind i England igen. Så slipper I alle nemmest igennem alt – også selv om din familie har engelske pas.
Flink dame.

Aubie fotograferer hajæg

Efter bagageudlevering satte fire sig i Johns bil og Charlotte og jeg i min bil. Begge biler var nu fyldt til bristepunktet, for seks kufferter og diverse livsnødvendigheder til en uges sommerhusferie ved Vesterhavet fylder en del (alene seks par gummistøvler!), men det gik, og nu tilbringer vi tiden i det højtbeliggende hus på øverste billede. Et spændende hus, som dog er en smule slidt efter en lang udlejningssæson, men englænderne elsker det heldigvis, og at vi kun har 150 meter til vandet, gør det ikke mindre godt.
Bølgerne er høje og humøret ligeså. Det er tre år siden, de sidst har været med os ved vestkysten, så det var i høj grad savnet.
Normalt tager de direkte hjem igen fra Jylland, men fordi det er så længe siden de har været i Danmark, tager de med til Den Stråtækte for at blive der i nogle ekstra dage. Herligt …

Aubrey har valgt Photo som et af tilvalgsfagene i år, så han går rundt og finder på kreative ideer til billeder. Herover lægger han an til at fotografere et rokkeæg (eller hajæg? Det er ret sort), som han har fundet ved vandet og lagt på sandbanken, som ligger som en lang, to meter høj ‘klint’ langs kysten. Ægget skal så være i fokus, med Vesterhavet som en lidt udflydende baggrund.
Den dreng elsker simpelthen at gå i skole. Der er nu uendelig langt til den skoletrætte, bange og kuede Aubie, som den forfærdelige underskole-lærerinde skabte. Heldigvis er han kommet sig helt over hende, og selvtilliden er i top. Han spiller wordgames, han læser virkelig meget og han skriver helt frivilligt på lange opgaver, som han finder det spændende at arbejde med.
Jeg har to skønne børnebørn, som trives fantastisk godt i en fantastisk god skole.
Hvad er dog det???Hvad er dog det???

Jeg synes de to unger ved meget mere end jeg vidste da jeg var i deres alder, men de underlige tingester herover kunne de ikke hjælpe mig med.
De var geleagtige og dem vi fandt (der var en del), var alle ‘monteret’ rundt om en temmelig død mågefjer.
Google Lens kunne ikke hjælpe mig.
Kan I? Hvad er det? Det er da ikke bare en slags tang, er det?

13. oktober 2021

De er ikke til at stoppe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:02
Tags: , , ,

Det går rigtig godt for Tims firma. Det er ham også vel undt, for han arbejdede 24/7 i mange år for at få enderne til at mødes og naturligvis for at blive kendt inden for branchen. Det er lykkedes, og de har flere ben at stå på. Tim og Charlotte har den holdning, at: “Nu behøver vi ikke at tjene flere penge. Firmaet giver os alt hvad vi skal bruge og lidt til.”
Jeg elsker dem for at have det sådan, men indrømmet: Det er nemt nok at sige, netop når man ikke længere skal vende hver en penny for at få pengene til at slå til. Jeg synes dog, at der er mange, der aldrig kan få nok og hele tiden vil have mere, mere, mere.
Tim ansatte for nogle år siden sin 16 år yngre halvbror pga. en bøn fra deres fælles far: “Har du mulighed for at give Arthur et arbejde? Han er ved at komme ud i noget rigtig skidt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få ham på ret kurs.” Det gjorde Tim, og i starten var det bestemt ikke sjovt for nogen af de to, men efter et stykke tid fandt Arthur ud af, at det var sjovt at arbejde med det, han gjorde, og at han rent faktisk var dygtig til det. I starten var det mest at designe websider for folk, der ikke selv kunne, men efterhånden begyndte han at assistere Tim i Legal PR.
Nu er han Managing Director og tager mere og mere over for Tim, som dermed ikke altid er nødt til at arbejde, også når han ellers skulle holde fri eller ferie.
Tim har som sagt meldt ud, at for eget vedkommende er firmaet stort nok, men kan og vil Arthur skaffe flere kunder, vil al fortjeneste forbundet dermed være hans. Det er vældig motiverende for ham, for han bor i London, hvilket er DYRT!
Det er en rigtig solstrålehistorie om en ung mand, der ikke kunne finde ud af sig selv eller hvad han skulle med sit liv.

SortsolsafariSalisburyPlain SortsolsafariSalisbury Plain

Herover er solstrålerne ved at forsvinde. Min lille familie kørte forleden op på Salisbury Plain for at se, om de kunne opleve en lige så flot sort sol som sidste år.
Det kunne de desværre ikke. De var der godt nok, stærene, men der var igangværende militærøvelser, så de fik ikke lov til at køre hen, hvor de gerne ville og måtte dermed nyde synet på lidt for lang afstand. Safaristemningen var der dog fint alligevel.

Tims RR

Fire præmier

De har tre Wolseleyer, en WW2-motorcykel, en nutidig Bentley, Landrover og elbil.
Nu har de gudhjælpemig også en Rolls Royce, årgang 1937.
Tim fik et tilbud, han ikke kunne modstå. Sagde han. Han fik den billigt. Sagde han. Og kom i øvrigt ikke nærmere ind på prisen, og jeg ville naturligvis ikke spørge.
Den blå Wolseley fra trediverne bliver vist solgt nu. Charlotte var ellers mest til at beholde den, for hun er blevet så glad for den, efter hun selv sad bag rattet de godt 300 kilometer til og fra årets wolseleytræf i Bressingham, hvor den vandt hele fire præmier. Det gjorde den næsten til hendes barn. Den er også skøn – jeg legede jo fin dame på bagsædet, da vi var derovre sidst.
Men … efter at have kørt i RR’en et par gange kunne hun godt se, at køreegenskaberne er mere end en kende bedre end i den jævnaldrende Wolseley, så nu vil de finde en køber til sidstnævnte.
De (nok mest Tim …) er ret glade for at have fundet en veteranbil, der uden problemer kan følge med den normale trafik, både på lande- og motorveje.
Som skrevet i overskriften: De er ikke til at stoppe.
Nok mest Tim …

9. oktober 2021

Jeg har lært meget nyt i dag!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:19
Tags: ,

Ulvshale Naturcenter (1)

Haveselskabet havde inviteret til en tur i Ulvshaleskoven på Møn, hvor den nu pensionerede skovfoged H.C. Gravesen (HCG) ville guide os igennem og fortælle om biodiversiteten på stedet.
Det er jo altid herligt at høre fagfolk fortælle, især når de er gode formidlere, hvilket han var.
Når vejret så samtidig er det perfekteste man kan forvente at have på en niende oktober, kan man ikke forlange ret meget mere. Vi bevægede os rundt mellem rimmer og dobber, kiggede på de usædvanligt mange arter af træer, fik samlet lidt løgbruskhat til aftensmaden, trådt på tusindvis af noget, jeg først troede var frø, men som slet ikke var frø – og jeg så en bøgenonne.

Bøgenonne Ulvshaleskoven

Bøgenonnen var en lysende gulgrøn, behåret fætter, som en lille pige fandt. Hun var blevet tvangsindlagt af sin mormor til at deltage, men hun havde øje for de spændende ting.

Galmider Ulvshaleskoven

Ulvshale Naturcenter (3)

Herover er det, jeg troede var frø. De var 2-3 mm i diameter og lå stort set overalt. Det forvirrede mig, at der lå flest under lindetræer (de lignede jo også linser, tøhø), men som sagt så jeg dem alle vegne. Lindens frø ser ikke sådan ud, så hvad var det så? Skovfogeden havde naturligvis svaret: Det er galmider. Dette er sandsynligvis lindegalmider, og pludselig gav det hele mening – om end jeg troede, at galler altid sidder på bladene. Der må have været millioner af dem alene i denne skov.
Jeg så et tørstetræ for første gang i mit liv. Jeg har engang farvet med tørret tørstetræ, og nu vil jeg kunne kende træet igen, da det har en specielt udseende, meget mørk bark.
Vi gik langs Den Smukke Sti. Der er jo ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe!

Måske har en enkelt eller to af jer undret jer over, hvad rimmer og dobber dog kan være. 
I dette tilfælde er det en slags store og meget lange bølger af flintesten, som over lang tid blev aflejret efter isen fra sidste istid trak sig tilbage. De er i Wikipedia kun forklaret som et fænomen fra Jylland, men her findes de altså opbygget af flint og ikke sand.
Ulvshale Skov er derfor, ifølge HCG, nok en af Danmarks mærkeligste skove. Det er en ældgammel naturskov, der vokser oven på halvanden meter flintesten: “Skovbunden er faktisk et spildprodukt af Møns Klint og bølger i rimmer og dobber som et stort vaskebræt, hvor træerne vokser på rimmerne, og der er ellesumpe i de laveste af dobberne”, kunne han fortælle.
Han kom på et tidspunkt med en interessant betragtning: At træer, der ‘altid’ har vokset i Danmark, kun har én stavelse. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er jo rigtigt. Bøg, lind, eg, ær, ask, el, navr (flere?). Denne ene stavelse indikerer, at det er meget gamle ord.

‘Veteranisering’. I ved muligvis, hvad ordet dækker, men også her lærte jeg noget nyt:
Man gør træer ældre ved at efterligne det, naturen selv gør, men vi fremskynder det ved fx at afrive noget af barken, brænde træet forneden på den ene side eller flække stammen. Det er ikke hærværk, selv om det ligner, og det fremmer biodiversiteten, fordi mange smådyr lever på døende og ikke dødt træ, og når et træ vælter, er det dødt, men ikke døende.
Smart tænkt af en eller anden.

Jamen, jeg blev så klog i dag. I hvert fald mere vidende, end jeg var da turen begyndte, og det har, så vidt jeg ved, aldrig skadet nogen at erhverve sig mere viden.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.