Hos Mommer

13. oktober 2019

En god tur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:31
Tags: , ,

Ditte opdager simpelthen alle begivenheder, der har med garn og strik at gøre. Jeg var ikke klar over, at mine skyklapper var så store … men det er okay, for hun gør mig opmærksom på det, og så kan jeg jo vælge dem til eller fra.
Til webstrikfestivallen gjorde hun mig opmærksom på Tour de G-uld. Det var selvfølgelig en tur over til Ravning for at se G-uldholdets butik og omgivelser.
Det er ikke G-uldpigerne mere, for Annes mand, Daniel, er gået all in i foretagendet. Hvordan det økonomisk er bygget op, skal jeg ikke kunne sige og er også aldeles ligeglad, men de lagde vægt på, at Anne og Louise ikke længere kaldte sig selv for G-uldpigerne.

P1000055P1000058P1000059

De kan noget med plantefarvning derovre.
Jeg var på et endagskursus hos Anne i august 2017, hvilket var i min garnfarvnings spæde start, men som bekendt ikke mindskede min interesse for det.
Vi – små 40 kvinder – blev samlet op i hhv. København, Roskilde og Sorø og blev så ellers transporteret til Ravning lidt vest for Vejle.
Her blev vi trakteret med en dejlig frokost, vin, kaffe og kage, samt fik serveret historien om dem – hvornår, hvorfor og hvordan. Interessant nok, og jeg synes de er nået meget langt på de kun seks år siden start.
Vi fik sjovt nok også lov til at boltre os i butikken og købe alt det, vi ville …
Der blev gramset på garn i stor stil, og jeg tror, det lille, men voksende, firma havde en god omsætning i går.
Jeg købte ikke noget plantefarvet garn; jeg vil hellere selv farve, men jeg fandt noget lækkert, lysegråt merino, som jeg vil indfarve.

P1000056

Jeg overhørte en lille del af en snak i bussen om en hetz, der var kørt på et finsk livsstilsmagasin, der hedder Laine. Jeg kan ikke finde noget om det på nettet, men Ditte vidste selvfølgelig alt om det … det var noget med, at et eller andet tossehoved fandt på at bebrejde udgiverne, at de ikke brugte andet end ‘hvide’ modeller.
Det bredte sig som en steppebrand (i dette tilfælde på Instagram), som den slags så ofte gør, og blev til en modbydelig hetz. Det er jo så dejligt nemt at være anonym på de sociale medier og derfor alt for nemt at hoppe med på en gyllevogn og lystigt svine andre til.
Jeg står altså fuldstændig af, når jeg hører sådan noget. Hvis Laine var blevet bebrejdet for racistiske udtalelser, var det noget andet, men blive hetzet pga. manglende human farvevariation er da for fjollet og i mine øjne en underlig form for omvendt racisme.
OG … uanset om man er enig i et eller andet eller ej, så er det en skrækkelig uskik at tilsvine andre – det sker også åbenlyst, åbenbart, for Ditte kunne fortælle om en dansker i hendes hjemby med pakistanske rødder (men født i Danmark), som fortalte hvordan folk på gaden kaldte ham for alle mulige rædsomme ting og spurgte hvorfor han ikke bare rejste hjem, hvor han kom fra!
Eller hvordan svært overvægtige af fremmede bliver anmodet direkte om at se at få taget sig sammen til at tabe sig!
Jamen hvad er det da for noget?
Hvad er vi for et samfund, der har individer, der synes det er i orden at opføre sig sådan?
Jeg oplever ikke den slags hernede i vores fredelige del af Sydsjælland – eller også er det igen mine skyklapper, der er rekordstore.

Reklamer

10. oktober 2019

Der er stadig noget at se

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:40
Tags: , ,

P1000038I mandags kørte vi til Birkegårdens Haver – bare for at finde ud af, at der var lukket og sæsonen slut for i år. Vi var lige ved at køre igen, da jeg så, at hvis man betalte en halvtredser enten på mobilepay eller i en dertil indrettet kasse, måtte man gerne gå ind og se sig omkring. Nu var vi kørt så langt, så det gjorde vi. Det var såmænd også fint nok – vi behøvede ikke at kunne besøge cafeteriaet, men nød at have hele området for os selv, kun med selskab af nogle ansatte, der havde travlt med at stille alle mulige halloweenting op rundtomkring, fordi de holder åbent i den første efterårsferieweekend.

Der var de skønneste efterårsfarver indimellem – se bare bladet her til højre. Der er ikke pillet ved billedet; det var i voldsom grad et rødorange blad, jeg fandt.
De havde haft frostvejr, kunne vi se på deres dahliaer. De havde lagt en eller anden dug over, formentlig fordi de gerne vil kunne vise de smukke blomster frem i uge 42. Blomsterne havde da heller ikke taget skade, men bladene var bestemt ikke pæne mere.
Vi har 7-9-13, bank under bordet og hvad der ellers findes af besværgelser, ikke haft frost endnu. Mine dahliaer er på deres smukkeste og mest blomsterfrodige stadium lige nu, så jeg ville blive ret ked af det, hvis frosten kommer og ødelægger det hele alt for tidligt. Bedene bugner af blomster, også selv om jeg tager mange ind og sætter i vaser.
Herunder en echinacea eller purpursolhat. Jeg har den ikke selv, men det har jeg måske til næste år, for jeg stjal en, hvor frøene var færdigudviklede.

Echinacea - purpursolhat

Jeg har fået nye fødder. Jeg har købt (endnu) et par støvler af mærket New Feet, som jeg faldt for sidste år på Fyn. De sidder som var de fremstillet lige præcis til mig. Det var også bare fordi John skulle til bandagisten i Køge for at finde et par gode knævarmere. Det betød lidt ventetid for mig, og kostede dermed et par nye støvler. Det er noget værre noget … jeg lader mig nok for let friste.
Men jeg stod lige og manglede dem …

Vi spiste frokost på Cafe Baum, som er blevet vores yndlingssted i Køge. Man kan få alle deres vine (og de har maaange) på glas. Det ville jeg virkelig ønske, at mange flere kunne finde på at tage op, for det er hammerirriterende at skulle spises af (tøhø) med husets vin, der sjældent får englene til at synge. Hvis Cafe Baum kan, kan andre vel også! John drikker sjældent vin, og slet ikke rødvin, så jeg skal ofte – i hvert fald til frokost – kun have et enkelt glas. Er det aftensmad, kan jeg godt drikke en halv flaske, men da ikke en hel! 
Jeg fik oven i købet lov til at smage på tre forskellige. Jeg nævnte, at jeg nok mest var til zinfandel-drue i dag, men han kom med en zin, en negroamaro og en syrah, fordi han mente at de alle tre kunne bruges til den valgte mad. Jeg valgte negroamaroen.
Man skal prøve noget nyt, når mulighed gives.

8. oktober 2019

Jeg troede jeg var færdig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: ,

Jeg troede jeg var færdig for i år med at sylte, konservere og gemme, men da jeg kom hjem fra strikkeeftermiddagen med nørklegruppen, var John i gang med at fjerne den hyld, der havde vokset sig alt for stor næsten midt inde i kirsebærlaurbærtræet.
Hyldebær og æblerDen havde store flotte klaser, og mig, som ellers aldrig laver hyldebærsaft, kunne ikke nænne at smide dem ud, så de blev plukket af til så meget saft, som der nu kunne blive. Der var 1,3 kilo. Ikke alverden, men nok, for jeg er ikke selv vild med hyldebærsaft, men det er Charlotte, så nu kan jeg forkæle hende lidt [mere], når hun kommer hjem til jul.
Måske bliver det bedre, end jeg husker det, for når min mor lavede det, var det bare hyldebær. Slut. Og sukker, selvfølgelig, men jeg fandt en opskrift hos Valdemarsro, fra hvem jeg ved, at det altid er godt, når det kommer fra hende, så jeg proppede æbler med ned til hyldebærrene. Jeg er dog ikke sikker på, at det var en god ide at putte timian i også – det duftede forkert sammen, så det hev jeg relativt hurtigt op igen.
Det blev lavet i gryde – jeg gad ikke sætte den rigtige saftkoger i gang for så lidt.
Det står nu og drypper af – bagefter skal saften tilsættes citronsaft og sukker, koges op og hældes på flaske. Der bliver vist ikke mere end en liter, men det er fint nok. Jeg har ingen ide om, hvor koncentreret den er, og dermed ingen ide om, hvor meget det skal fortyndes.

P1030790

Er de ikke skønne, de små stenfigurer herover? Jeg købte den lille opstilling, da vi var på Arken og spise midt i september. Jeg har kigget på dem – der er mange at vælge imellem dernede – hver gang vi har været på Arken, og jeg har hver gang fortrudt, at jeg ikke købte en af dem.
Det gjorde jeg så ikke denne gang. Fortrød, altså, for nu kom en af dem med hjem og byder så fint vores gæster velkommen.
Man kan bare ikke lade være med at smile, når man ser dem, vel? Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen endnu, der ikke trak på smilebåndet ved synet af de små glade ansigter.
Det største problem var at vælge, hvilken en jeg skulle købe, for den ene var sødere end den anden, men det blev denne her med de fine små mariehøns.
Jeg er imponeret over, at man med så enkle midler kan lave noget så genialt. Jeg kunne aldrig selv finde på den slags – på den måde er jeg ikke kreativ.
Det er mit svar, hver gang nogen siger, at jeg er kreativ, fordi jeg strikker og syr så meget: “Jeg er produktiv, men ikke spor kreativ, for jeg kan ikke selv finde på, men jeg kan følge en opskrift.”

6. oktober 2019

Der er ikke så meget mere at sige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: , ,

Der er ikke så meget mere at sige – i hvert fald har jeg ikke så meget mere at sige, for jeg tror de fleste af mine ord er brugt op i løbet af weekenden.
Og dog … jeg har lyttet lige så meget, som jeg har snakket. Mere, faktisk. Hovedet er fyldt op af opdateringer m.m., og jeg er træt og brugt, men på den go’e måde, for det har naturligvis været lige så hyggeligt som det plejer at være.

Liselund, SlagelseFregatten SjællandFregatten Sjælland

I år var det på Liselund i Slagelse. Et sted, som viste sig at være velegnet til formålet: Vi kunne alle få enkeltværelser; der var masser af plads til både workshops, salg af garn og bøger, foredrag og sofastrikkehygge.
Et sted i parken ligger et ikke specielt charmerende lille træhus. Kuriositeten består i, at det er bygget af træ fra fregatten Sjælland, men ingen har råd til at vedligeholde det, så det står bare og forfalder mere og mere. Der var åbenbart heller ikke råd til at bygge en udvendig trappe … eller også har den været der, men er faldet ned eller fjernet. Træværkets anderledes udseende mellem de to døre kunne tyde på, at dette nok er tilfældet.

StrikkefestivalhyggeStrikkefestivalhyggeStrikkefestivalhygge

Festival er måske er stort ord, når vi ikke er flere, end vi er, men det har denne begivenhed bare heddet fra starten, hvor der vist også var en del flere deltagere, og sådanne navne lader sig ikke lige sådan ændre.
Til gengæld er det jo vældig hyggeligt. Billederne er fra den store dagligstue, hvor der var fire sofagrupper og et spisebord, og således plads nok til, at vi alle kunne sidde der på én gang.
Men holdnuop, hvor der kan snakkes, hvilket der måske er en del af jer, der ikke har svært ved at forestille sig … især sidst på formiddagen i dag fik lydnivauet lige en ekstra tak opad, måske fordi det nu sang på sidste vers, for efter frokosten sluttede festen, og vi skiltes for denne gang.

Den store strikkefestival på Fanø, som jeg var til sidste år, er da meget sjov at have set. Der er en million stande med en million varianter af strik og garn, men der er også en million mennesker, og jeg hader at skulle både gå og stå skulder ved skulder. Man kan ikke se ordentligt på varerne, man kan ikke få en snak om dem, og det kan være svært at komme til at betale – selv med Mobilepay …
Jeg siger ikke, at jeg aldrig skal til Fanø mere, og Webstrikfestivallen er noget helt, helt andet og kan i virkeligheden ikke sammenlignes med Fanøarrangementet, men det vil til enhver tid være denne lille begivenhed, jeg har deltaget i denne weekend, der har min førsteprioritet.
Der er bare lige det, at til næste år skal det nok foregå i Esbjerg i weekenden lige efter Fanø-arrangementet … hmmm … man kunne jo bare blive derovre.

4. oktober 2019

Science Today v/ Tim Maltin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:56
Tags: , ,

Måske husker I den lidt dramatiske udvikling af The Flower Show, da vi var derovre i juli? Hvor en af deltagerne blev stukket af en hveps og fik det rigtig dårligt, og hvor en anden af deltagerne dagen efter kom for at fjerne hvepseboet?

Boet blev anbragt i en plasticpose til senere anskuelighedsundervisning, som Aubrey fangede på film.
Den film sendte Anna til mig, da de var her på ferie, og jeg spurgte hende, om Tim mon vil synes det er okay, at jeg lagde den ud på Youtube.
Oh yes, svarede hun, no problem, just do that – he’ll love the attention.
Tror I der er et barn her, der kender sin far? Jeg kunne ikke lade være med at grine.
Af forskellige årsager fik jeg dog aldrig gjort det. Ikke før nu, hvor I kan se verdenspremieren på Tims udgave af Science Today.
Det må høre ind under begrebet kortfilm, for den tager kun 2 min. 46 sek., så I når ikke at kede jer ihjel.
Den er i øvrigt ikke spor kedelig, for det er en klassisk Tim-udgave, dvs. indeholdende både pædagogik og lidt god, engelsk humor; fx da han på et tidspunkt lakonisk siger: This could be my last broadcast …
Hvorfor han siger det, må I selv finde ud af.

3. oktober 2019

Så er det tid igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: , ,

Det er tid til den årlige webstrikfestival. Årlig, ja, men jeg deltog ikke sidste år, fordi Ditte og jeg valgte at tage til Fanø i stedet for. Det er ikke fordi, de to begivenheder overlapper hinanden, men de ligger tæt, så for mig bliver det for meget med begge to. Det er der andre, der ikke synes, men helst skal have begge med.
Til gengæld har jeg nu oplevet den store på Fanø, og det behøver jeg absolut ikke hvert år.
Denne lille en af slagsen er nemlig meget hyggeligere. I år bliver vi 50, og det bliver i Slagelse denne gang, så vi sjællændere ikke skal krydse bæltet, hvad vi skal to år ud af tre, fordi vi skiftes mellem at holde det på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Jeg er ved at pakke.
Det tager meget, meget længere tid at ordne strikkesagerne og pakke dem ned, end det tager at pakke tøj og toiletsager, som tager fem minutter, mens jeg har gået og forberedt det andet sådan lidt on/off siden i forgårs.

Det startede med, at Ditte forleden i gruppen spurgte, om andre havde meldt sig til Westknits Mystery Shawl KAL 2019: Starflake, som starter i morgen. Det måtte jeg lige se på, og det viste sig at se spændende nok ud til at deltage i, hvorfor jeg fluks meldte mig under fanerne, så vi kan sidde og hygge os med det første clue i morgen. Ved en MKAL ved man ikke, hvordan slutresultatet kommer til at se ud; man ved kun hvad det ender med at blive, i dette tilfælde et sjal, hvilket ikke er specielt overraskende, når initiativtageren er Stephen West.
Denne gang får man opskriften over fire gange – altså fire fredage i træk. Inden da har man fået oplyst, hvilken slags og hvor meget garn man skal bruge, og man har set forskellige farveforslag fra hans side, så man kan få en ide om, hvad man skal have fat i.
Der gik derfor en rum tid med at vinde plantefarvet garn på nøgler og strikke prøver til at gøre mig i stand til at vælge den helt rigtige farvesammensætning.

Jeg skal jo have flere strikkearbejder med end dette ene … men hvad? Det er altid det store spørgsmål. Det skal helst på én gang udtrykke, at man ikke er den rene amatør (det har de dog formentlig fundet ud af, da jeg har deltaget i en del år nu), og samtidig skal det være et arbejde, hvor man kan tåle at blive distraheret i middelsvær grad uden at skulle strikke baglæns i tide og utide.
Det er blevet en helgardering. Jeg har strikket (masser af) farveprøver til et andet SW-sjal, nemlig Clockwork (sjalet på det indsatte billede i indlægget), og er også startet på det.
Jeg har også taget garn nok med til at starte på både huer, pandebånd og sokker. Det er snart jul, så jeg skal se at komme videre med at strikke til ‘familiekassen’, som jeg tager med når vi ses i julen. Alle i familien synes det er herligt at rode i kassen og udvælge det, de lige står og mangler – og jeg har ikke strikket nær nok endnu …

1. oktober 2019

Var Downton Abbey-filmen god?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags:

Det korteste svar på titlens spørgsmål er: JA.
Det var den. Men det vidste jeg næsten godt, at jeg ville synes efter at have læst et par kritikere, som havde den sædvanlige højkulturelle tilgang. Den tilfører os ikke noget dybere – sådan cirka lød noget af kritikken. Og? Hvad havde de forventet? Det er jo ikke ligefrem Dostojevskij, dette her. Heldigvis.
Filmen var god. Det var vi alle syv, som var inde for at se den, enige om. Den er nok bedst, hvis man kender serien og dermed det karakteristiske for hver rolle, men går man ind og ser den, hvis ikke man kender serien? Det tror jeg ikke.

 Maggie Smith er suveræn, men det er de sådan set allesammen. Næsten … den eneste, jeg ikke synes er rigtig god, er moderen – altså Cora Crawley, som spilles af Elizabeth McGovern. Det er nok bare mig, men jeg synes ikke, at hendes karakter fremtræder helt, som jeg forestiller mig en amerikaner, der gifter sig til at blive en engelsk lady. Det er ikke nyt for filmen; det har jeg hele tiden syntes.
Maggie Smith spiller netop den skønne gamle harpe, som jeg selv gerne ville blive – for hun er jo ikke mere harpe, end at hun elsker sin søn og sine børnebørn. Hun er ikke blind for deres fejl, men det gør hende ikke ringere, for i mine øjne er det større at elske på trods af og ikke på grund af.
Hun er 84 år nu. Det er godt gået, er det.

Filmen er en værdig afslutning og/eller afrunding (hvis det var det, den er … jeg ved ikke, om der er planlagt flere) for serien. Den var som sagt god, men nu kan der nok ikke koges mere suppe over det – lad dem slutte, mens legen er god og ikke falde for fristelsen til at lave en toer, bare fordi etteren blev en succes. Det har vi set alt for mange dårlige eksempler på.

Så for jer, der kender og elsker serien: Gå ind og se filmen – I vil formentlig ikke blive skuffede.
For jer, der ikke kender serien: se den. Og se så filmen derefter. Serien er værd at bruge tid på, medmindre man mest er til polske eller franske film.
Jeg er i høj grad til engelske serier, og som sådan hører den til blandt de bedste.

29. september 2019

Nogle gange må man bøje sig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: , ,

Forleden dag erklærede jeg ovre hos Madame, at jeg ikke gad gå i biografen, for i en sådan en kan man (normalt) ikke strikke samtidig med, at man ser filmen. Jeg ved godt, at der er strikkebiografer somme steder sommetider, men det er desværre ikke der, hvor jeg skal hen og se filmen Downton Abbey i morgen aften (hvorfor er der mon så mange, der tror, det hedder Downtown Abbey?).
Jeg har nemlig, på trods af min påstand, lige meldt mig til at deltage i en biograftur for at se den film … en af niecerne spurgte, om ikke familien skulle se den sammen, nu hvor vi alle havde set virkelighedens Downton, nemlig Highclere Castle, i sommer? Det syntes man generelt (dog især dem af hunkøn) var en god ide, så jeg ville ikke holde mig selv udenfor, men sagde, at den var vi med på. John kommer med som eneste mand …
Den har fået nedsablende kritik, men det plejer ofte at betyde, at jeg vil synes om det, hvad det end er, så vi satser.
Man har et standpunkt, til omstændighederne tvinger én til at tage et nyt … jeg vil dog stadig helst se film hjemme i stuen, for jeg synes det er virkelig irriterende ikke at kunne bruge hænderne samtidig!

Efterår 2019

Med hensyn til udstillingen på ovenstående billede kan jeg ikke hævde, at det er omstændighederne, der har fået mig til at skifte mening.
I starten var jeg stærkt imod alt det tossede halloweenpjat og skulle i hvert fald aldrig nogensinde selv falde i den fælde. Aldrig! Never ever!
Den er jeg nu i høj grad faldet i og kan ikke forestille mig et efterår, hvor jeg ikke sætter pynt ud i form af græskar og andre orange sager. Jeg synes det lyser så fint op i den mørke tid, vi allerede er et pænt stykke inde i.
Jeg kalder det bare ikke halloween, men efterårspynt, for så kan jeg bedre bilde mig selv ind, at jeg næsten har holdt fast i min mening … jeg sætter så også grænsen her ved den udendørs pynt; jeg har ikke, og har heller ikke tænkt mig at begynde på det, nogen som helst form for orange og/eller uhyggelig pynt inden døre.
Siger jeg i hvert fald endnu …

P1030795

Jeg tror gæssene hygger sig mere med regnvejret, end jeg gør … holdnuop, hvor de snakker nede på fjorden lige nu. Det er så hyggeligt at høre på.
Nu vil jeg sætte mig med strikketøjet, tage hovedtelefoner på og dermed udelukke gåsesnak og Formel 1-støj fra tv-apparatet og i stedet lade Stephen Fry om snakken. Det er altså en udsøgt fornøjelse at høre lydbøger indtalt af ham; han er klassser bedre end selv de bedste danske oplæsere, selv om der er flere, der er rigtig gode.

27. september 2019

En mandagsmodel?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

På Schloss Herzberg-museet, hvor vi gik rundt i en times tid onsdag formiddag, var der af ukendt årsag, blandt alle andre artefakter, der mest havde med skov- og minedrift at gøre, en skrivemaskine anno 1934.
Det var en model, vi ikke tidligere havde set; det var hverken med kuglehoved eller med bogstaverne siddende i en bue, men derimod på en cylinder, og man skulle heller ikke trykke på et bogstav for at skrive det. Det var ikke et QWERTY-tastatur, selv om det for længst var opfundet – jeg har ikke kunnet finde dette på nettet, så jeg har ikke helt styr på, hvordan denne skrivemaskine blev betjent.

HARTZEN 19-57

1934. Det er ikke engang 100 år siden … jeg kan blive helt svimmel ved tanken om, hvor stærkt uviklingen er sket de sidste 100 år. Eller bare de sidste 50. Eller ti eller to … Da jeg gik til maskinskrivning i ungdomsskolen i 1967, skrev vi på nogle selv dengang antikverede maskiner, hvor der til eksamen blev sat dutter over tasterne, så vi skulle bevise, at vi virkelig beherskede blindskrivningens kunst. Jeg fik 10 … kan ikke huske med hvilken hastighed jeg skrev, men det var pænt hurtigt – dog ikke fejlfrit, kan man tolke af den givne karakter. Det er også ligemeget – især i dag, hvor man uden besvær kan rette tastefejl.
Jeg hørte for ikke så længe siden en (vandre-?)historie om et barn, der var meget imponeret over en gammeldags skrivemaskine: “Wow! Se, far: Den printer med det samme!”, men selv Charlotte kan huske sådan en, måske især fordi min far havde en, som han brugte helt frem til sin død i 2011.

Nu har elektronikken taget over, og hurra for det. I mine øjne har den dog i visse tilfælde taget for meget over, for selv om autokorrekturen nok blev opfundet i god tro, har den nu ikke gjort ret meget godt for folks staveevner, med alle de totalt fjollede og/eller tåbelige forslag, den kommer med – for slet ikke at tale om, at korrekt sammenskrevne navneord konsekvent foreslås delt. Hrmpf. Det skal jo gå galt, så.

Et kamera kunne i 1934 fx se således ud som det indsatte billede. Det er et Kodak Retina (Nr. 117), 1934–1935.
Det er i sin udformning ikke så markant anderledes som skrivemaskinen, men der er naturligvis også sket en del her.
Som jeg skrev om for en lille måned siden, købte jeg et nyt Lumix TX90 lige før vores tur til Færøerne og Island.
På vores nys overståede tur til Harzen fik jeg brug for at blitze, men den virkede ikke. Jeg undrede mig. Pillede ved kameraet, men knappen, der skal aktivere blitzmenuen, duede ganske enkelt ikke; der skete ikke en pind.
John kiggede på det. Uden resultat. Han nulstillede kameraet, også uden resultat.

I dag, bare to dage før ombytningsfristens udløb, kørte vi til Elgiganten i Næstved, hvor jeg spurgte, om de kunne få mit kamera til at blitze. Det kunne han ikke oppe i serviceafdelingen, selv om han brugte næsten 10 minutter på det. Han sendte mig derfor ned i vareudleveringen, hvor jeg kunne få det byttet.
Her brugte medarbejderen også nogle minutter på at få menuen frem, men forgæves. Hun syntes, det var meget underligt, men ikke desto mindre et faktum.
Taste, taste … jeg har to på lager. Jeg går lige ud og henter det ene til dig.
Det gjorde hun, tjekkede, at blitzfunktionen virkede, hvilket den gjorde, og fik mig til at skrive under på, at jeg havde modtaget et nyt eksemplar.
Ingen vrøvl. Ingen brokkerier. Ingen subtile antydninger af, at jeg var en dum, gammel kone, at det nok bare skyldtes fejlbetjening eller manglende kendskab til apparatet. Ingen dårlige undskyldninger.
Bare en konstatering af, at jeg havde ret i, at det ikke fungerede efter hensigten og vupti: et nyt og funktionsdygtigt kamera til Ellen.
Ros til Elgiganten, Næstved.

25. september 2019

Ikke flere bindingsværkshuse!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:04
Tags: , ,

Nu er vi mætte mht. bindingsværkshuse. I dag har vi været i Goslar og har travet bymidten tynd. Det ene hus er flottere end det andet; der er imponerende udskæringer og smukke skifertage, men på et tidspunkt får man nok. Vi gjorde i hvert fald, og jeg skal også skåne jer for flere billeder af huse – bortset fra dette skiferarbejde, som der er meget af i Goslar – som i virkelig meget – der må være en del, der engang har fået gigt i armene af at tilskære alle disse tusindvis af skiferplader, men de er både skåret og lagt flot i samme stil over hele byen.

P1000233P1000237

P1000207Hvorfor fandt vi egentlig på at tage til Harzen?
Det gjorde vi, fordi vi fik et tilbud fra Risskov Rejser på tre nætter med all inclusive på et hotel i Hahnenklee i Harzen.
1250 kroner pr. person. Dvs. at vi for 2500 kroner i tre døgn får en seng samt alt hvad vi kan spise og drikke (af vin, øl, kaffe, te og vand). Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det for en gangs skyld ikke.
Værelset er meget stort – større end forventet, her er fint og rent og det virker ikke spor slidt, hvad vi nok havde forestillet os, at det ville være.
Vi havde pga. prisen heller ikke forventet meget af kvaliteten på hverken mad eller drikke, og rødvinen er da også noget værre sprøjt, men heldigvis havde jeg taget en god flaske med hjemmefra, så når vi er tilbage på værelset, kan jeg få et godt glas vin inden sovetid. Man har vel ferie.
Maden er såmænd udmærket. Det er bestemt ikke en gourmetrestaurant, men god, tysk hverdagskost … meget gebisvenlig, blev vi enige om (med kålroulader und alles den første aften), men det er nok også en god ide, for jeg hører til blandt de yngste gæster og John holder vel nogenlunde gennemsnitsalderen.

Skal man indtage de gratis drikkevarer, bedes man blive i hotellets lobbyområde eller i andre, nærmere definerede lokaler; man må ikke tage noget med op på værelset, hvilket man gøres opmærksom på i elevatoren med et skoleeksempel på Googles undersættelsesservice. Jeg behøver nok ikke at pensle ud, hvad jeg mener …

Harzen er lig med hekse.
Hekse alle vegne, i alle størrelser fra nøgleringe til legemsstore, i alle afskygninger, alle prisklasser og i forskellige materialer.
Man bliver nærmest bombarderet med heksefigurer overalt i Harzen, ikke kun her for foden af Bloksbjerg.

P1000223P1000224P1000225

Efterårsfarverne har så småt indfundet sig hernede, så det har været smukt at køre rundt, bortset fra i formiddags, hvor det kneb gevaldigt med at holde de gyldne løfter om flot solskinsvejr. Det klarede dog op om eftermiddagen, så det gik alligevel … vi brugte en times tid af den regntunge formiddag på Schloss Herzbergs museum, som var forbløffende billigt i entre.
Der var så heller ikke meget at se, men det der var, var da okay nok.

24. september 2019

‘Hjemme’ på Bloksbjerg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:38
Tags: ,

Vi er i Harzen. Jeg har i dag, for første gang i mit liv, stået på toppen af Bloksbjerg. John hævdede, at jeg måtte føle mig hjemme her – og hvorfor var jeg ikke spor overrasket over den bemærkning? Faktisk følte jeg mig ikke hjemme, men vi mindedes tiden før 1989, hvor vi kunne stå i vest og kigge over på Brocken i øst. Det er 30 år siden lige om lidt, og der er sket meget siden da, selv om noget har ikke forandret sig; bl.a. var vi en del forundrede over, at der stadig må falde syreregn, for der var store – virkelig store – områder, hvor alle nåletræer var døde. (Beklager billedkvaliteten, det er taget mens bilen var i fart.) Forstemmende at se – jeg troede naivt, at det var et 80’er-fænomen, men det holder åbenbart ved, desværre.

P1000147

Turen gik videre til Quedlinburg, byen jeg blev inspireret til at se ved at læse ovre hos Lene, og som er på Unescos verdensarvliste.
Det kan jeg godt forstå, at den er. En turistbrochure beskrev den som bindingsværkshusen es moder. Det kan jeg også godt forstå … der blev skudt mange billeder herfra. Vi nåede vist at gå hele den gamle bydel igennem på kryds og tværs, og vi så det ene skønne hus efter det andet. Mange var umådeligt små –  se blot billedet herunder til venstre. Charlotte og Tim havde en meget smal, men fire etager høj lejlighed, da de boede i London, men nogle af husene i Quedlinburg var langt smallere.

QuedlinburgQuedlinburgQuedlinburg

QuedlinburgQuedlinburg

Det var også interessant at se, at så snart vi var inde i Det Det Var (en genial ordforklaring i en krydserpåtværs, jeg engang løste. Svaret var naturligvis DDR), var der marker, marker og atter marker. Og lidt skov, men ikke en gård, ikke et hus – ingenting, hvilket må være et synligt levn fra de kæmpestore statsdrevne godser. Jeg undrede mig dog lidt: Der må vel have været små gårde før 2. verdenskrig? Eller hvad? Rev russerne dem ned?
I dag er mange af de store gårde/godser solgt, men det tog vist længere tid end man i første omgang havde regnet med. Jeg læste en succeshistorie om en dansker, der havde købt et gods på omkring 1100 hektar. I DDR-tiden var der ansat 100, og det var, ikke overraskende, hamrende ineffektivt, men med danskerens 17 ansatte blev det hurtigt rentabelt på linje med et dansk landbrug.

Quedlinburg

Quedlinburg igen, søreme …

Turens tidspunkt har været godt timet: Vejret er, som man vist også kan fornemme på billederne, meget smukt – sol fra en høj og flot septemberhimmel og 21 graders varme. Vi var lidt bekymrede i morges, for det var så tåget, at vi knap nok kunne se, at vi havde en altan, men det klarede op i løbet af formiddagen for at blive solrigt og lunt resten af dagen.
I morgen går turen til Goslar, som vi, i modsætning til Quedlinburg, har set før, men det er stadig omkring 35 år siden for begges vedkommende, så mon ikke den tåler et gensyn?

22. september 2019

En blomst i blomsten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:37
Tags: ,

I dag, da jeg var ude for at skære visne dahliablomster af, så jeg, at min dinner plate-dahlia havde en knop i blomsten.
Den hedder ikke dinner plate; det er en betegnelse for dahliaer med store blomsterhoveder, og denne er da også pænt stor. Jeg ved ikke, hvad den hedder, men jeg er glad for den.

P1000138

Det har jeg godt nok ikke set før – en blomsterknop i et blomsterhoved.

P1000139

Det bliver interessant at se, om den udvikler sig til en blomst, og i givet fald, om den når det, inden ‘moderblomsten’ visner ned.
En dahlia i en dahlia – det er nok ikke første gang i historien, det sker, men det kan ikke være helt almindeligt. Er der nogen, der har set det før?
Vi er ikke hjemme de næste fire dage, så den får fred og ro fra min side til at udvikle sig.
Nu har vejret bare at arte sig, har det!

20. september 2019

Min handyman

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags: ,

Når man plantefarver, skal garnet være i fed og ikke i nøgler. Det er dog hændt, at jeg af ren og skær dovenskab har smidt garnnøgler i farvebadene. Det er også gået godt i de fleste tilfælde, selv om al sagkundskab fortæller mig, at garnet ikke vil blive farvet inde i midten.
Det er heller ikke et problem, når garnet købes ind som fed – og så alligevel, fordi sådanne altid indeholder 100 gram, og nogle gange ønsker jeg kun at farve 50 g ad gangen.
Dvs. at enten skal jeg dele et fed i to, eller også skal jeg have et garnnøgle vundet op som fed.
Det er lidt besværligt. Jeg har en garnvinde, men den kører ikke af sig selv, så jeg skal stå og føre hjulet rundt med en finger, hvilket ikke er sjovt, når det drejer sig om mere end et par nøgler, hvad der oftest er tilfældet. 
Det er en garnvinde herunder til venstre … som I måske kan forestille jer, kan den ikke umiddelbart automatiseres, så jeg står der og får ondt i fingeren og hold i nakke og ryg, når den skal betjenes med det modsatte af det egentlige formål, som jo altså er at forvandle fed til nøgler.

GarnvindeGarnhaspe

Garn på coneGarnfedGarnnøgleFor at vinde garn på fed skal man bruge en garnhaspe. En googling førte ikke til noget – jeg kunne ikke finde nogen til salg nogen steder.
Så fortalte jeg John om mit problem og viste ham et billede af en garnhaspe.
Den skulle han lige tygge lidt på, men det varede ikke så længe, inden han kørte efter nogle lister – og denne gang løj han ikke for mig, men kom vitterligt hjem med liste og rundstok.
John forsvandt ud i værkstedet en halv times tid og vendte retur med indretningen på billedet til højre.
Den fungerer perfekt. Den lange af de fem rundstokke er håndtaget til at dreje den rundt med – nu kan jeg bruge hele hånden og ikke kun en finger ad gangen.
(Hvis man ikke skulle være inde i terminologien, er det fra venstre mod højre hhv. et nøgle, et fed og en cone garn.)
Det eneste, der viste sig at mangle, var et øje til at styre garnet, når det vikles af en cone som den på et af de små billeder. Når der kommer lidt fart på, har det nemlig en tilbøjelighed til at brede sig mere end rundstokkene er lange.
Det blev klaret med en øsken på en pind. Hvor svært kan det være? Det hele er sat fast på bordet med vingeskruer og er derfor nemt at afmontere, når det ikke er i brug.
Hurra for min handyman.

Hvad jeg har i tørremaskinen? Det er æbler. Ungerne elsker tørrede æbler og spiser det som slik.

19. september 2019

Goodwood Revival 2019

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , ,

Hvis de overhovedet har mulighed for det, deltager mine englændere i Goodwood Revival hvert år. Det foregår midt i september, og John og jeg har lovet os selv, at vi skal med derover engang; nok mest fordi Charlotte og Tim siger, at det lige ville være noget for John, men jeg kan vel også få tiden til at gå, vil jeg tro. Charlotte bruger tid hvert år på nye kostumer, så ikke de kommer i det samme kluns hver gang – man har vel sit gode rygte (de møder altid nogen, de kender) og sin egen faglige stolthed …
Den største udfordring ligger i, at det er umuligt at forudsige vejret på dagen, og dermed hvordan tøjet skal være. Sidste år druknede det totalt i konstant silende regn, hvilket reducerede fornøjelsen ved arrangementet en anelse.
I år var det 23° og høj sol fra morgen til aften, så folk søgte skygge og kølighed, hvor og når der var mulighed for det.

Goodwood Revival 2019 -4

I år kørte de dertil i den, de selv kalder for Matadorbilen. Det kan de gøre på godt to timer, og turen frem og tilbage er en væsentlig del af hele oplevelsen. De elsker alle fire at køre i de gamle biler.
Jeg har først lige spurgt, hvilket årti de repræsenterede denne gang, men har ikke fået svar endnu. Ligner det ikke 40’erne? Charlotte med sin trekvart-ærmede frakke og trekvartlange jeans, Tim med sin lange jakke og Aubrey med korte bukser og argyle stockings? Anna stikker vel i givet fald lidt ud med sine cowboybukser. Det kan dog være med vilje – hun har nået en alder, hvor det betyder meget, hvordan man i egne øjne tager sig ud i andres ditto.

Goodwood Revival 2019 -3

Aubrey, derimod, er mere ligeglad med at se lidt anderledes ud, end man måske kunne tro, han ville være. Han er helt med på, at man ved denne lejlighed i højere grad skiller sig ud ved ikke at være udklædt, og selv om det ikke er et ufravigeligt krav at være det, synes han, det er ret festligt. image

Goodwood ligger ideelt for en tur med bilen til England, der kunne planlægges således, at vi først besøger Rye, som Mia lige har fortalt mig er stedet hvor mange scener fra Mapp & Lucia er optaget, og derefter kører til Goodwood for at mødes med familien der.
Der skal vist lige tales lidt om september 2020 ved lejlighed …

18. september 2019

Morgenprojektet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Vi har for længe siden aftalt med bagboerne (som i princippet er genboer, men det er bagsiden af vores hus, der ligger ud til vejen), at det helgrimme og halvdøde nåletræ i vores have skulle væk.
Det pyntede ingen steder, og det var begyndt at blive grimt med brune nåle.
Jeg blev så glad, da jeg fik dem til at indrømme, at det tog noget af deres fine udsigt fra deres terrasse, for jeg havde ikke kunnet få John til at nedlægge det. Jeg ved ikke, hvad det er med ham og store/høje træer, men han hader at fælde dem; ikke pga. arbejdet, der ligger i det, men fordi han synes det er synd.
På billedet ser træet faktisk ikke særlig stort ud, men kønt er det ikke, og når det oven i det generer et smukt udsyn til fjorden, er der ikke så meget at diskutere. John var da heller ikke to sekunder om at acceptere at nedlægge det efter en snak med bagboerne.

P1030782P1030781P1030786

Godt nok har vi været gift i 30 år, men der er visse ting vi aldrig bliver enige om – en af dem er, om der skal være store (og grimme) træer i små haver.
Det synes jeg ikke, at der skal, men via lidt samarbejde med gode bagboer er der nu one down and one to go.
Det sidste for store træ skal jeg lige have rottet mig sammen med nogle andre af vejens beboere om – jeg er sikker på, at det tager meget af deres udsigt, men at de bare ikke nænner at sige det til os …

P1030785P1030788

Nå, men én ting ad gangen, og nu er bagboerne i hvert fald glade.
Han stod der så tidligt i morges for at fortælle John, at nu kunne de godt gå i gang for hans skyld, at jeg endnu ikke var trådt ud af badet, så jeg fik travlt, hvis jeg skulle nå at fotodokumentere processen. Det årle tidspunkt bevirkede nogle mindre gode billeder, da jeg var nødt til at tage dem i modlys.
Han var lynhurtigt færdig! Bagboen er nordsvensker, så han har helt styr på det med at få lagt et træ lige præcis hvor han har planlagt det.
Først sidegrene så højt han kunne nå; derefter op på en stige og skære stammen over i et par meters højde.
Så afgrenede John det, og vips var de færdige næsten før de var begyndt.
John kunne godt se, at det pyntede, at det kom væk. Sådan går det tit, og det ved jeg jo godt – det er derfor jeg punker ham lidt indimellem; han har bare så svært ved at se for sig, hvordan det vil se ud bagefter – og så er han generelt lidt imod forandringer, men det er han slet ikke selv klar over.
P1030787

Det er et af de mere olieholdige træer, så det er ikke så godt at brænde det af i brændeovnen, desværre, men John savede stammen over nogle gange, så nu har vi en smuk, lille brændestabel liggende. Der kan så flytte insekter ind om vinteren, hvis de skulle få behov derfor, eller gærdesmutten kan flytte, hvis den skulle få lyst til det.
Brændet får i hvert fald lov til at ligge der, til det forsvinder af sig selv, hvilket formentlig ikke bliver i vores tid i Den Stråtækte – og hyggeligt ser det ud.

16. september 2019

Han løj for mig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags:

I morges, da jeg sad foran min pc, fik jeg af en eller anden grund lagt mærke til datoen i dag. Ups.
– Guuud, John … tillykke med bryllupsdagen!

Vi har været gift i 30 år i dag. Det er da en sjat.
30 årMen vi glemte det begge to.
Det er bestemt ikke første gang i historien. Faktisk tror jeg kun, vi huskede den de første par år og så på vores sølvbryllupsrejse til Amalfikysten. Et par gange er det sket, at vi først husker den en eller to dage efter. 
Det har været tilfældigt, hvem af os der først kom i tanke om den, så ingen sure miner fra nogen af os – jeg tror oven i købet, at det er mig, der oftest har glemt den.
Den kom dog i Johns kalender for et par år siden, hævder han, men den husker ham ikke på det før klokken 9:30.

For omkring 15 år siden havde vi sent på eftermiddagen sammen været ude at handle, og mens vi slæbte varerne ind, kiggede vi pludselig på hinanden og udbrød på én gang: Tillykke med bryllupsdagen.
Ingen af os aner, hvad der triggede os til at komme i tanke om det samtidig, da næsten hele dagen var gået, men vi nåede det da inden lukketid, så at sige, og efter at være blevet enige om, at vi simpelthen bare nok havde været gift for længe, droppede vi aftensmaden hjemme og gik i stedet ud at spise.
Det gør vi også i aften.

Kort efter frokost i dag sagde John, at han ville køre til XL-Byg i Præstø … han stod lige og manglede nogle lister.
Han kom hjem med en lille æske Summerbird-chokolade og en fin efterårsbuket, som, da den blev stillet på vores lille bord mellem vores stressless-tv-stole, for en gangs skyld passede til de New England-billeder, vi fik printet ud på lærred og hængt her. Det er ellers sjældent, at de blomster, jeg sætter på dette bord, ikke skriger i farverne til billederne på væggen.

30 år

Da jeg, efter at have takket, krammet og sat blomster i vand, spurgte hvad det var for lister, han havde manglet, svarede han, at han skam ikke manglede nogen lister, men at han ikke havde villet fortælle mig, at han udelukkende havde et ærinde nede hos Runddelens Blomster, som binder områdets flotteste buketter – og som i øvrigt er en dejlig butik. Dyr, men dejlig.

30 års ægteskab – og så skal år 31 indledes med, at min mand lyver for mig … men jeg har tilgivet ham …

14. september 2019

Jeg fandt sort guld!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Nej, jeg har ikke fundet olie, men noget, der er meget bedre. Måske ikke for pengepungen, men for både klimaet og mine smagsløg.
Jeg fandt sorte trompetsvampe i dag – har I nogensinde smagt en omelet med sort trompetsvamp? Uhmmm, det er SÅ godt! Den passer perfekt til noget med æg eller til fisk, så disse vil komme i en omelet i morgen.
Totentrompete, som de så dystert hedder på tysk, er en fremragende spisesvamp, som jeg desværre finder alt for sjældent, men i dag var den altså god nok, og disse svampe er guld for mig.

Sort trompetsvamp 

Vist de fleste lovpriser kantarellerne som de bedste; andre sværger til Karl Johan, og atter andre til en tredje eller fjerde spisesvamp.
Min top 6 ser således ud:
1) Trompetsvamp – 2) Karl Johan – 3) blomkålssvamp – 4) tragtkantareller – 5) kantareller – 6) almindelig pigsvamp.
Der er flere, der er gode, og nogle gange bytter de nævnte plads på listen, men kantareller vil aldrig befinde sig i toppen af den for mit vedkommende.
Da smag og behag bør ikke diskuteres, var dette ikke ment som et oplæg til en debat – bare en konstatering – I er dog naturligvis velkomne til at give jeres bud på, hvilken spisesvamp I synes er den bedste.
Det skulle være et fantastisk svampeår i år, men jeg kan godt mærke, at vi ikke længere bare lige skal gå ud ad døren oppe i vores forhenværende svenskerhus for at komme til svampeland, for i dag var første gang, vi er ude i år – altså for at finde spiselige svampe – vi har været ude af andre årsager …
Til gengæld blev vi jo altså belønnet med dette herlige sorte guld, som ikke var at finde i nærheden af vores svenske matrikel.

Knippe-svovlhat?

Det var også mere guldlignende guld at finde i skoven. Flot er denne her, ikke sandt? Vi nøjes dog med at nyde synet, for jeg tror nemlig, det er knippe-svovlhat, men er ikke 100 % sikker. Skulle det være rigtigt, skal den ikke i kurven, for den hører til blandt de giftige svampe.

13. september 2019

Der er ikke langt mellem snapsene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , , ,

Der er ikke langt mellem snapsene her i huset – i hvert fald ikke mellem de to glas, der ses på billedet herunder.
Der er heller ikke langt mellem dem i overført betydning, for allerede om en halv snes dage går turen til Harzen, hvortil vi fik et tilbud, som vi jeg ikke kunne modstå, og når jeg ser den slags gode tilbud, er John heldigvis aldrig sen til at hoppe med på vognen. Det er bare tre nætter, men lidt har også ret, og i øvrigt kan sådan en miniferie sagtens føles som en ‘rigtig’ en af slagsen, fordi vi som regel når at se og opleve en masse på kort tid.

Æblesnaps

ÆbleeddikeJeg har erhvervet mig en masse æbler, så John har haft travlt med at lave muse- og rottesikre æblekasser til mig – noget med tremmer og finmasket net, så der er luftcirkulation, men ingen adgang.
Det er fantastiske æbler – i år holdt de sig fint helt hen i april uden at blive kedelige. Hvis jeg bare husker at tjekke for råd indimellem, holder de sig fint ude i bådehuset. Hvis altså ikke vi får hård frost, men den tager vi derfra, hvis det sker.
Jeg har fået fem forskellige slags, og den ene kan kun holde til jul. Jeg ved desværre ikke, hvad nogle af dem hedder, bortset fra Belle de Boskoop, men jeg kan kende forskel på dem alle, hvilket er det vigtigste.
Herover som sagt æblesnaps – en kvist rosmarin, en enkelt kryddernellike, skræl af ½ citron, godt to spiseskefulde rørsukker og 2-3 forskellige æbler (ikke Belle de Boskoop) i hvert glas. Uhhh, det bliver godt, gør det.
Det store rummer ¾ liter; det lille ½. Jeg bruger vodka – der er ingen grund til at købe dyr Brøndumsnaps, for denne æblesnapsvodka bliver virkelig god uden de dyre dråber. Næh – tre liter BiB-Jeltzinvodka købt hos Fleggaard, så er der til mange, mange kryddersnapse. Så mange, at man kan forære nogle af dem væk som værtindegaver.
Ude til højre er det æbleeddike, som jeg bruger meget af – det gør man, når man får kasser fra Årstiderne. Godt nok æblecidereddike, men nu så jeg denne opskrift, hvortil der anvendes ganske almindelig, klar lagereddike, så må vi se, hvordan den bliver. Det er både billigt og nemt, så hvis den bliver brugbar, er det da fint. Den skal trække i 3-4 uger inden brug, så tålmodighed er en dyd, Ellen, husk det.

Min nu helt britiske familie

Og så er min datter blevet britisk statsborger. For et par måneder siden fik hun sit Permit to Stay, så fra da kunne ingen smide hende ud af landet uanset hvad der måtte ske, men nu er de sidste formaliteter overstået og hun har papir på sit britiske statsborgerskab.
Der ville sandsynligvis ikke have opstået problemer, eftersom hun har boet der i over 20 år og har været gift med en engelsk statsborger i de 15, men nu er hun 100 % sikker – og børnene kan få dobbelt statsborgerskab, når de bliver 18 år, hvis de vil, men det kunne måske være meget rart for dem at have en fod indenfor i EU … man ved aldrig, hvad der kan ske, når det herskende Brexitkaos engang bliver ordnet på den ene eller den anden måde.
Nu mangler hun bare at få britisk pas; hun skal fremover altid have både et gyldigt dansk og et gyldigt britisk pas på sig, når hun rejser.
Men så se dem da lige: Mine store børnebørn. Aubrey har nu overhalet Anna i højde, og den eneste grund til, at Charlotte stadig er en anelse højere end dem begge, er hendes lidt højere hæle på skoene.

12. september 2019

M/S Norröna

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: , , ,

Norröna i SeyisfjordurOg hvordan var livet så ombord på M/S Norröna? Det var vi alle fire lidt spændt på. Skibet er fra 2003 og er ikke helt lille, hvilket vil sige omkring 1500 passagerer, men hvor mange der reelt var med på vores tur, ved jeg ikke. (På billedet til højre ligger det i Seyðisfjörður). Med et personale på bare 120 personer har de nok at lave allesammen, og man så da også de samme personer både morgen, middag og aften.
Personalet har vi intet som helst at udsætte på. Alle var til enhver tid smilende, flinke og yderst serviceorienterede. Nogle var fra Færøerne, andre fra Danmark og nogle få kommunikerede kun på engelsk, så hvor de var fra, ved jeg ikke, men det er jo også aldeles ligegyldigt.

Skibet bar tydeligt præg af at være 16 år gammelt. Det var slidt; nogle steder meget slidt. Der var såmænd rent nok over det hele, men fx Skybar på øverste dæk, som, pga. det gode udsyn, var hvor vi først søgte hen efter at have pakket kufferterne ud, gav ikke noget positivt førstehåndsindtryk. Dækstolene var ikke behagelige og en del var gået i stykker, men blev ikke af den grund fjernet.
Det var dog heldigvis det mest nedslidte sted; opholdsrum og kahytter var okay.

Suler

Vi så suler. Vi så mange suler. Vi kendte fuglen af navn, men det var første gang, vi så den. Store, elegante ‘glidere’, og ‘store’ skal tages bogstaveligt, idet de har et vingefang på 165-180 cm og en kropslængde på 87-100 cm.
Vi så andre havfugle, men nok flest mallemukker, som vi også kun kendte af navn indtil nu. De er noget mindre, med kun omkring ⅓ af sulens vingefang.
Herhjemme ser jeg måger som nogle hammerirriterende, plagsomme og højrøstede skabninger, men på sådan en havtur er det hyggeligt at blive fulgt af forskellige havfugle det meste af vejen.

Sule

Maden ombord var meget forskellig, afhængigt af valget af restaurant. Med i rejsens pris var næsten alle måltiderne, men det var ikke nogen fantastisk oplevelse i buffetrestauranten, hvor lørdagsaftensmaden blev indtaget.
To af aftenerne skulle vi spise i a la carte-restauranten Simmer Dim. Første gang var søndag aften, og det var sandelig en noget anderledes og klart bedre oplevelse. (Herunder lammeskank og havtornis med ‘lava’chokolade. (Se vandflasken til venstre … båden vippede …))

LammeskankP1000019

Man kunne, for en rimelig sum penge, opgradere sin buffet til i stedet at spise en treretters menu i Simmer Dim. Det var vi ikke længe om at beslutte os for, og spiste dermed kun i buffetrestauranten én gang til, men det var til deres vikingbuffet den sidste aften om bord, som skulle være noget særligt, og som da også var noget bedre end de øvrige.
Morgenmaden i buffetrestauranten var der, som jeg vist nævnte forleden, intet at klage over.
Der var også en tredje restaurant, The Diner, hvor vi spiste frokost to gange. Heller ikke noget at skrive hjem om …

De havde et system med drikkebilletter, som skulle give rabat på drikkevarer. Man kunne købe syv ad gangen for 259 kr = 37 kroner pr. billet. Det gav adgang til visse drikkevarer, som naturligvis ikke hørte til blandt de dyreste. Sådan er det også med drikkepakkerne på større krydstogtskibe.
En tur på broen på NorrönaDet, der viste sig at være noget fis, og som vi opfattede som tangerende bondefangeri var, at vi fx kun kunne købe en almindelig kaffe med langtidsholdbar papfløde til. Den koster normalt 30 kroner, så hvad er der lige sparet her? Man kunne få et glas rødvin for en billet, men det viste sig, at den eneste drikkelige af slagsen var oppe i Skybaren. I Naust, hvor vi oftest befandt os, var det noget værre sprøjt, vi kunne få. Til gengæld kostede det 59 kroner, så her var penge at spare, hvis man ellers kunne få sig til at drikke vinen.
En god kaffe, fx en caffe latte, kostede 39 kroner, så hvorfor pokker det ikke kunne lade sig gøre at få sådan en på ‘rabatbilletterne’, var ganske enkelt ikke i orden – hvilket jeg da heller ikke lagde skjul på i evalueringsskemaet, vi blev bedt om at udfylde ved rejsens slutning.
Jeg har to af de syv billetter med hjem, og det har Ditte også – vi gad simpelthen ikke indtage hvad de gav ‘rabat’ på.
Dette bare til advarsel. Bortset fra dette klagepunkt var det overordnet set en glimrende tur, hvor vi fik set en masse på den uge, vi var væk, på trods af, at meget af tiden foregik på havet.
Selskabet på turen var der absolut heller ingen grund til at klage over …

11. september 2019

Stinkende svovl, boblende mudder og varme bade

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

Island er ikke et så misvisende navn som Grønland. Der var nemlig koldt. Temmelig koldt, faktisk: bare 3°, men det vidste vi inden vi tog afsted, så vi havde tøj nok med og frøs derfor ikke.

Solfatara, IslandSolfatara, Island

Men er luften kold, så er jorden varm. Temmelig varm, faktisk: 80-100°.
Guiden advarede os mod lige at skulle efterprøve, om stenene nu også er så varme, som man påstår. De er de, og ens håndflader skulle efter sigende gøre ret ondt, hvis man alligevel vil prøve – “Der er altid en i enhver gruppe, der gør det”, og det var der ganske rigtigt også … fæhoved …
imageHvem der har stablet stenene i disse bunker (som kaldes solfatara), skal jeg derfor lade være usagt. Jeg tænkte ikke på at spørge, men vedkommende må have haft asbesthandsker.
Fascinerende var det også med de boblende mudderpøle. Det var dystre, lidt hæse, hule blop, der lød som når en gryde med grød er i kog. Det var der dog ingen, der lige skulle have hænderne i for at se, om det nu også var så varmt, som man hævder.
Der var desværre ingen gejsere i dette område, hvilket jeg ellers godt kunne have undt Ditte og Peter at se, for jeg husker tydeligt, hvor voldsomt fascineret jeg var af det fænomen, da vi var på det vestlige Island i foråret 2015.

P1030730

Svovl-og andre aflejringer ses flere steder.

P1030722

Et bad i en varm kilde blev vi naturligvis også tilbudt – ved Myvatn. John og jeg sprang over; John fordi han stædigt nægter den slags, jeg fordi jeg havde prøvet det før. Det havde Ditte og Peter ikke, og da de kom op igen og begejstret fortalte om den anderledes og ret specielle oplevelse, fortrød jeg, at jeg ikke havde taget badetøjet med. Man har en hud bagefter, der er blødere end en barnenumse – eller sådan føles det i hvert fald.
Herunder ses Peter (i midten af billedet) vinke til mig. Ditte står og ser yndig ud skråt til højre for Peter.

P1030702

P1030698

Det er en mærkelig fornemmelse, at man ‘forsvinder’, når man kommer i vandet. Det er helt ugennemsigtigt, så alt hvad der er mere end et par cm nede, kan man ikke se. Det er vanskeligt at forklare, men ikke at kunne se noget af en selv, man naturligvis ved er der, føles virkelig underligt.
Vandet er mellem 38 og 42° grader og derfor meget behageligt.

P1030688

Vandfaldet Dettifoss var selvfølgelig også flot at skue. De påstod, at det er Europas vandrigeste, med 500 m3 vand løbende igennem pr. sekund.
Det må siges at være en hel del vand …

P1030735P1030692

Herover udsigt over Seyðisfjörður, hvor båden lå i to nætter.
Skiltet med den gennemstregede fod var deres søde måde at gøre opmærksom på, at vi skulle passe på den sparsomme beplantning i området ved Dettifoss-vandfaldet.

Det må være nok Island og Færøerne for denne gang.
Måske kommer der lidt om båden … en form for evaluering, for der var både godt og mindre godt. Mest godt, heldigvis, men … vi er nok bare ved at blive lettere blaserte efter det fantastiske krydstogt det halve af Sydamerika rundt.

9. september 2019

Søgang …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags: , ,

Set i det store perspektiv må vi nok sige, at vi var heldige med vejret på stort set hele turen. Det var flot sejlvejr; det var smukt om mandagen på Færøerne og det var rimeligt på Island tirsdag og onsdag (rimeligt = ingen regn). Men så gik det galt torsdag, hvor vi igen befandt os på Færøerne. Ikke megen sigtbarhed og regnen væltede ned indimellem.
Nå. Man kan ikke få alt. Vores færøske guide sagde ellers, at hvis man er utilfreds med vejret på Færøerne, skal man bare vente 10 minutter.
Det holdt så ikke helt stik, desværre, og vi skulle helt op til Gjogv, som ligger nordligst på Eysturoy. Det var en smuk tur, selv i regnvejr, så den må have været fantastisk, hvis solen havde skinnet som om mandagen.

Da vi sejlede videre mod Island, tog vi den op gennem strædet mellem Eysturoy og Kalsoy – også en betagende tur, men sikke da båden kunne vippe, selv om det så ud som om vi sejlede i smult vande inde i strædet. Se evt. videoen her, som giver et lille indtryk. Det skulle blive meget værre; om aftenen og især om natten, hvor vi var langt ude i Nordatlanten, blev det rigtig slemt, men det kunne vi i sagens natur ikke filme.
To tredjedele af gæstene på restaurant Simmer Dim, hvor vi spiste søndag aften, meldte afbud fordi de var søsyge, de stakler. Det var i det hele taget en særdeles fredelig båd den aften; de fleste lå åbenbart og våndede sig i deres køjer, så der var god plads alle vegne.
Ingen af os fire blev syge, men jeg skal da lige love for, at vi blev moslet grundigt rundt i sengene mandag nat, for da vippede vi ikke kun op og ned; den rullede og vippede på én gang, så det var en tur for de søstærke. Samt for dem os, der havde snydt lidt og taget transportsygemedicin …

Gjogv, Færøerne

Herover det beskyttede havneindløb til byen Gjogv (som udtales tjægf. Tilnærmelsesvis …). Dønningerne her var, ifølge guiden, tre meter høje, så at skulle herind med en lille båd kan ikke have været særlig sjovt på sådan en dag. Men vi syntes naturligvis, at det var et flot syn – ligeledes det voldsomme vand, man så oppe fra Kronprinsesse Marys bænk, som udsigtsbænken hedder. De er stolte af heroppe, at hun har været her og har siddet på den bænk – den er sågar angivet på Google Maps!

Gjogv, FærøerneGjogv, Færøerne

Trolden og Kællingen, FærøerneTrolden og Kællingen, Færøerne

Sødt lille drivhus på FærøerneHerover Trolden og Kællingen, som vi standsede ved på vej tilbage til båden.
Vi fik fortalt et folkesagn om disse to personager – det var bemærkelsesværdigt, hvor meget folkloren stadig holdes i live både i Island og på Færøerne. Begge guider serverede en hel del muntre og/eller sørgelige historier og sagn:
“I modsætning til det øvrige Norden, er der i det moderne Island en relativt stor del af befolkningen, der enten tror på eksistensen af huldufólk, eller som i det mindste ikke vil udelukke den”. [Wiki]
Jeg kan godt lide den sidste bemærkning – man lader lige en bagdør stå åben, for sæt nu …

Jeg fik øje på et nuser lille drivhus. Det så ikke ud, som om der blev dyrket noget i det, men på disse kølige breddegrader må det være skønt at kunne forlænge den korte sommer lidt.

I næste indlæg skal vi en tur til Island.

7. september 2019

Der forsvandt lige en uge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:28
Tags: , , ,

Tørfisk i TórshavnSådan går det åbenbart, når man rejser sammen med et vennepar, hvilket var første gang for vores vedkommende. Vi har tit rejst med familien, men aldrig med venner. Det gik dog rigtig godt. Så godt, at jeg ikke fik blogget så meget som en linje – delvist fordi vi ikke bare, som vanligt, var John og mig, og delvist, at jeg ikke gad investere en masse penge i en dårlig internetforbindelse på skibet.
Jeg ved derfor hverken hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde – det bliver jo ikke den dagbog, som mine rejsebeskrivelser oftest er. Enten bliver det en samling rodede beskrivelser, eller også kommer der nogle temaindlæg. Det ved jeg ikke helt endnu.

Vi lagde ud med at tage afsted kl. 07 sidste lørdag. Vi skulle checke ind i Hirtshals senest kl. 14, så vi planlagde at være der kl. 13:30. Vi var der kl. 13, men kunne i første omgang ikke finde passagerterminalen. Det var et nyt område, så vores fire år gamle Garmin kendte ikke adressen.
Vi fandt den dog og satte Ditte, Peter og bagagen af, hvorefter John og jeg skulle finde Skaga Hotel, hvor bilen skulle holde en uge.
Der var bare lige den hage, at gps’en hverken vidste hvor vi var eller hvor vi skulle hen. Aldrig har jeg oplevet så forvirret en gps.
Så kom jeg i tanke om Google Maps. Det hjalp …
Den bestilte taxa hentede os, og snart var vi fire lykkeligt genforenede og kunne checke ind.

Færøerne

Vi havde bestilt luksusudgaven af rejsen, hvilket bl.a. inkluderede samtlige måltider om bord, heraf de to i a la carte-restauranten Simmer Dim og resten i buffetrestauranten, som vi skulle spise i lørdag aften.
Det var vi ærlig talt ikke specielt imponerede over. Det var selvfølgelig ikke dårligt som sådan, men bare ikke særlig inspirerende mad – måske delvist på grund af, at vi efterhånden var blevet grundigt trætte, da vi var sat til at skulle spise kl. 19:45. Færøtid, hvilket var 20:45 dansk tid. Skibet kørte på færøtid, uanset om vi var i Danmark eller i Island, som er hhv. en time foran og en time efter Færøerne.
Vinen var heldigvis udmærket, og da vi var færdige med den og med maden, var klokken 21. Færøtid. Vi blev enige om, at med vores tidlige “opstandelse” om morgenen kunne vi godt tillade os at gå i seng, så det gjorde vi.

Færøerne

Hele søndagen var vi på havet. Det tager laaang tid at sejle til Færøerne, hvor vi lagde til tidligt mandag morgen. Meget tidligt mandag morgen, så John og jeg var nede for at spise morgenmad allerede kl. 07:10 – da var den jo over otte for os.
P1030598Morgenmadsbuffeten var klasser bedre end aftensmadsbuffeten; her var alt til faget hørende, så ingen klager over morgenmaden.
Kl. 9 blev vi hentet af en guide og blev først vist lidt rundt i Tórshavn til fods, hvorefter vi blev kørt lidt rundt i en bus for at få et indtryk af området.
Finansministerieskiltet sad på en helt almindelig dør i et helt almindeligt hus i en helt almindelig gade.
Det var ret hyggeligt.

TórshavnTórshavn

Allerede midt på mandag eftermiddag gik turen videre mod Seyðisfjörður på Islands østkyst, hvor vi skulle opholde os et par dage.
Mere om det senere.

29. august 2019

Hvornår er noget nødvendigt?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:29
Tags:

Det kan godt være lidt af en balancegang, når man skal vurdere hvornår et eller andet er need to have og hvornår det er nice to have.
For knap to år siden skrev jeg, at jeg er storforbruger af Lumix-kameraer.
Det er jeg stadigvæk. Man burde kunne gradbøje navneord, når der står et tillægsord foran: storforbruger, størreforbruger og størstforbruger.
Endnu er jeg dog kun nået til komparativ og håber ikke jeg når superlativversionen.
Det er lidt mindre end to år siden, mit Lumix TZ70 afgik ved døden, men allerede nu er dets afløser (TZ80) for syg til at rejse en tur til Færøerne.
Måske kan en del af skylden findes i, at jeg har tabt det en gang og at jeg en anden gang kom til at støde det lidt hårdt ind i en jernlåge … jeg tror i hvert fald ikke, at det hjælper at klage til producenten.

Igen er jeg helt bevidst bagud i udgaven; denne gang har jeg købt et TZ90, fordi det eneste, jeg får ud af at købe et TZ100 eller TZ200 er en større udgift for noget, jeg anser for et ringere produkt, da de to sidstnævnte ikke kan zoome så meget som TZ90. Det, de især forbedrer på, er videofunktionen, som jeg er totalt ligeglad med. Jeg er derimod ikke ligeglad med at prisen kommer ned fra 5.300 kroner til 2.400 kroner.
Det største problem for mig er ikke opstået endnu, men det kommer den dag, det ældst tilgængelige Lumix er et TZ100, men der er forhåbentlig et eller to kameraer endnu, inden det når så vidt, så den tid, den sorg.

Jeg har kigget på andre mærker, men der er ingen, hvor jeg får præcis hvad jeg vil have uden at få et væsentligt ringere produkt, og jeg VIL have et, der ikke fylder for meget i min taske – jeg har jo også det ‘store’ Lumix FZ82 (alt er relativt – John har et FZ72, men det hans ‘lille’ kamera), som er et systemkamera og dermed da også bedre end TZ-serien, men det er for stort til hverdagsbrug, så at sige – det kommer dog naturligvis med til Færøerne og Island, for billedkvaliteten er trods alt lige en tand bedre, og så har det en god zoom på x50.

2014 december mospude (5)

Ih, hvor gider I bare ikke læse mere om mig og mine kameraer … jeg er bare nødt til at skrive om det her på bloggen, så jeg senere kan bruge min egen søgefunktion til at finde ud af, hvornår jeg sidst var nødt til at investere i et nyt Lumix (nice to know …)
Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvorvidt dagens indkøb var need to have eller nice to have. Det kommer nok an på, hvem man spørger, for det andet kan bruges i en nødsituation, men makrofunktionen fungerer stort set ikke, og det har sommetider, men ikke altid, svært ved at fokusere. Desuden tager det af ukendte årsager oftest, men ikke altid, for mørke billeder; så mørke, at jeg ikke kan redigere mig ud af det, uden billedet kommer til at se kunstigt ud.
Der svarede jeg vist alligevel mig selv: NEED to have! Og det skulle være nu, hvis det skal med på ferie.

28. august 2019

Ja tak, det rækker …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

I aftes vendte uvejret tilbage, men ikke i så voldsomt omfang som tidligere på dagen; bl.a. udeblev orkanen, og det blev ‘kun’ til halvstærk blæst. Vi gik op i shelteret efter mørkets frembrud for at nyde synet af de utrolig mange lyn.
Hvad der manglede i voldsomhed, kompenserede naturen for med varighed, for der lå et tordenvejr over os i samfulde to timer – det blev ved og ved og ved, men hvor var det dog flot at skue. Regn fulgte der naturligvis også med, men denne gang ikke som skybrud.
Vi fik 30 mm i går, så det rækker til et stykke tid, hvilket jeg tror bagboerne er glade for, fordi det vil spare dem for at rende og vande vores have, mens vi ligger og krydser rundt i Nordatlanten, hvilket vi skal i næste uge – nemlig til Færøerne og det østlige Island. Hirtshals, Torshavn, Seyðisfjörður, Torshavn, Hirtshals. Det bliver spændende – jeg håber SÅ meget på, at vi kommer til at opleve de fantastiske færøske kystlinjer i et vejr, hvor man rent faktisk kan se længere end 10 meter fra skibet.

P1040663

Dette er dog et billede af et mere hjemligt farvand … kan I se de sorte prikker en anelse til venstre for midten?
Lige der er der meget lavvandet; med en række sten, som man skal vide er der, for de ligger som regel og gemmer sig lumsk lige under overfladen.

P1040664

De sorte prikker er skarver – der sidder altid skarver på disse sten, og jeg har ofte set turister standse op for at fotografere dem, for det ser sjovt ud, når man ikke umiddelbart kan se, at de står på sten, men skal kigge godt efter eller have et godt zoom på kameraet.

P1040666

Manden i midten er ved at sætte sin båd i vandet. Mon ikke han og skarverne konkurrerer om fiskefangsten? Man hører altid, at de fugle er nogle sataner, fordi de går i fiskernes garn.

De modersyge kalve har vist vænnet sig til et liv i selvstændighed, for jeg har intet hørt fra dem siden engang i morges, og det kun kort. De følger pænt med resten af flokken rundt på det store strandengareal – de har nok fundet ud af, at der trods alt er godt at være.
Det er her bestemt også – bortset fra, at det er vildt lummert. Det er ikke engang særlig varmt; kun 24°, men det føles som over 30, fordi luftfugtigheden føles som var den >100. Det tager fem minutter efter et bad at blive klæbrig og føle sig ulækker igen.
Nå. Vi må ikke klage. Om to måneder sukker vi og spørger os selv, hvor sommeren dog blev af. Så er det vi skal huske, hvor dejlig den egentlig var i år.

27. august 2019

Et microburst?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:25
Tags: ,

Hvor længe savner en kalv/kvie sin mor?
I forgårs kom de med to nye køer til de 17, der var der i forvejen, til folden skråt over for Den Stråtækte.
Det viste sig at være to store kalve, der var blevet taget fra deres mor – eller formentlig mødre.
HolddaOP, hvor de er savnet, de mødre! De har brølet uafladeligt fra solopgang til efter mørket faldt på.
Det er selvfølgelig synd for dem, at savnet er så stort, men for pokker, hvor er det dog irriterende at høre på.
Da jeg tog en tørn med at deadheade roserne og dahliaerne i forhaven, kom de så tæt på mig, som de var i stand til, for at stå og kigge længselsfuldt på mig, mens de brølede deres lydelige sørgesang.
Jeg vil nok helst ikke vide, hvorfor de tilsyneladende søgte mit selskab … de trak sig oven i købet tilbage, da jeg gik hen til dem for at komme med et par trøstende og deltagende ord, så så meget for mit initiativ og mine moderlige føleser.

image

Lige nu har der huseret et torden- og stormvejr med en styrke, vi ikke mindes at have oplevet her før. Det var helt vildt. Som i særdeles voldsomt.
Jeg ved ikke, om der kan forekomme deciderede microbursts på vore breddegrader, men hvis der kan, er det sådan et, vi netop har oplevet.
De varer typisk i op til 15 minutter og har vindstyrker mellem 25 og 35 m/sek.
Det kom meget pludseligt. John stod og malede; jeg sad ved siden af med en kopkaf og en strikkeudregning, da jeg så det komme ude fra fjorden.
Det er nu, sagde jeg. Lige nu, at vi pakker sammen! Se lige den himmel! (Det er altså ikke mit billede herover, men det ligner meget godt det vi oplevede.)
Vi nåede at rydde væk, men også kun lige. Jeg kørte bilen ud af garagen, så vi kune få alt Johns malerhabengut derud; hynderne blev smidt ind i entreen, strikketøj og papir ligeledes, og så stod himmel og (f)jord ellers i ét. På få sekunder forsvandt solen og det blæste op fra en mild sommerbrise til noget, der rejste store bølger på vandet, væltede parasollen, blæste mejsekuglefoderkugler ned så de knustes; døre smækkede i hele huset, fordi der pga. varmen stod en del vinduer halvåbne rundtomkring i hjemmet.
Det var skræmmende voldsomt, men det hele varede kun i 5-10 minutter – i hvert fald stormen. Det lynede, tordnede og regnede lidt endnu, og der kom 17 mm vand på 15-20 minutter, men det hele er overstået igen – solen skinner atter, det er stille og dejligt vejr med kun lidt dryppen fra stråtaget.
Da jeg tjekkede DMI-radaren, kunne jeg se, at det var over et meget lille område, og at det ikke var kommet nogen steder fra, men opstået lige over os.
Så har vi prøvet det med.
Og det lukkede effektivt gabet på kalvene, men de vender nok snart stærkt tilbage med deres brøleri …

24. august 2019

Trelleborg og nyt legetøj

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , , ,

I dag havde Haveselskabet arrangeret et plantemarked ved Trelleborg, hvor jeg ikke kunne huske at have været – selv om John påstår, at det har jeg …
Jeg kom ikke hjem med så meget, blot tre hosta og en enkelt floks, som til gengæld er højere end jeg er! Spændende, om den bliver lige så høj i min have. Derefter gik vi ind på Trelleborgs område gennem museet, hvor jeg fandt en gave til Tim. Han er svær at give gaver, men han holder meget af at læse, selv om man aldrig vil opleve ham læse en skønlitterær bog. Det er altid enten biografier eller, oftest, en fagbog eller en dokumentarisk beskrivelse af et eller andet. Bogen jeg fandt i dag hed The Vikings – Culture and Conquest, skrevet af Martin Arnold, som er Senior Lecturer in Old Norse-Icelandic Studies at Hull University.
Den bog er jeg næsten sikker på, at Tim vil finde læseværdig.

Trelleborg

Trelleborg

Øverst hele ringborgen taget med panoramafunktionen på mit lille Lumix. Det besluttede sig åbenbart for at skifte indstillinger midt i det hele, resulterende i, at det kom til at se temmelig uprofessionelt og ubehjælpsomt ud, men det var den eneste måde, jeg kunne få hele borgen med på.
Der er såmænd ikke så meget at se på området, men det er da interessant nok, hvis man har fantasi til at lade bygningerne vokse, få liv og forestille sig livet dengang. Billedet lige herover er aftryk af nogle af de 15 huse, der ligger uden for ringborgen – formentlig brugt til dyr og til værksteder.

VikingelanghusVikinge-overklassekjole

Inde i langhuset var der meget mørkt, lige når man kom ind ude fra den skarpe sol – det varede dog ikke længe, inden vi kunne se interiøret.
Dragten er en kopi af en rig vikingekvindes. Mon stoffet er farvet med kraprod?

Herunder ses forskellen på Johns nye kamera og mit lille Lumix.
Begge billeder er taget på automatic, og der er ikke pillet ved dem efterfølgende. Jeg kan godt forbedre mit billede digitalt, men det ville i givet fald ikke være specielt illustrativt, og det ville aldrig komme til at ligne Johns alligevel …
Johns nyerhvervede kamera er et Canon 6D mark II, som er nummeret før et ‘rigtigt’ kamera til professionel brug, og mit er som sagt et Lumix TZ90.
Den ret voldsomme prisforskel skulle så sandelig helst også afspejle, at det er et godt kamera, han har investeret i.

Vikingelanghus, TrelleborgVikingelanghus, Trelleborg

Herunder ses resultatet af lidt leg oppe fra vores shelter. Jeg kan godt lide den dybde, han kan få i sine billeder.

Geranium

Hvis man skulle være interesseret, har John kamerahuset til et Canon 6D til salg. Linsen har han beholdt til den nye version af monsterkameraet, som jeg kalder det.
Det er godt. Det er et sindssygt godt kamera han har købt, men jeg synes det er alt for tungt at slæbe rundt på.
Hvis jeg vil tage bedre billeder (ikke bedre end Johns, men bedre end Lumix TZ90 kan præstere), tager jeg mit andet LumixFZ82 i brug – det er et glimrende systemkamera til sådan en amatør som mig. Også rigeligt tungt, men det værste er, at det ikke kan være i min taske, når jeg ikke bruger det. Hvornår mon man opfinder et minimonsterkamera? Alt kan jo ellers laves mindre og mindre, men åbenbart ikke gode kameraer.

22. august 2019

Skovtårnet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:14
Tags: ,

SkovtårnetTirsdag havde vi booket billetter til Skovtårnet, som er Gisselfelds nyeste attraktion. Man skal vælge et time slot at komme på, men der var ingen, der var helt optagede, fordi højsæsonen nu er slut, så vi kunne vælge frit – og tog kl. 10:30. Da vi så, hvordan det hele fungerede, giver det god mening at fordele folk, så ikke der opstår trafikpropper på vej op eller ned i tårnet.
Der er plankebroer hele vejen ud til tårnet og hele vejen tilbage igen – først den ene vej, og så den anden vej – de var meget praktisk lavet ensrettede, så man for det første fik to forskellige vandringer gennem skoven og for det andet ikke uafladeligt skulle vige for modgående trafik. Man måtte ikke forlade the board walks af hensyn til naturen, hvilket måske umiddelbart kan virke fjollet, men når man tager i betragtning, hvor mange tusind besøgende, de har der, giver det også god mening. Når man har gået fra start til slut og har været oppe og nede i tårnet, har man gået 3,2 kilometer. Mange har angivet, at det er fire, men det passer nok også meget godt, hvis man medregner turen fra parkeringspladsen.

SkovtårnetSkovtårnet

Der kommer nogle interessante vinkler, når man er på vej opad. Turen op, som var på 800 meter, var ikke så slem, som nok især John havde frygtet – og alligevel gik det en hel del hurtigere at komme ned igen …
Det føltes som at gå mere end 45 højdemeter, skal jeg gerne indrømme, men det er absolut turen værd. Vi er 135 meter over havets overflade, når vi står på toppen, men er altså startet i 90 meters højde.

Skovtårnet

Der er højt ned …

Skovtårnet

Se … det ser da ud som mere end 45 meter, gør det ikke? Men det havde nok også været ret skuffende, hvis det havde føltes mindre end de 45 meter.

Skovtårnet

Set nedefra virker det som værende højere end 45 meter.

SkovtårnetSkovtårnetSkovtårnet

På vej tilbage gik plankevejen sommetider på begge sider af ivejenstående træer, og der var udsigtsbænke og en ditto platform, man kunne nyde udsigten fra.
Det hele gik gennem et temmelig kuperet terræn, så det var ikke kedeligt at komme til og fra Skovtårnet; tværtimod var det en hyggelig tur.
Vi sprang klatreskoven over, for man skulle kunne klare sig selv i den, og det havde børnene hverken mod eller kompetencer til at kaste sig ud i, men det gjorde ikke noget – alle, også børnene, havde haft en dejlig og tilstrækkelig oplevelse ved bare at skulle op i tårnet.
Skulle jeres vej falde forbi, kan vi absolut anbefale at tage turen derop.


Det var godt, at Tim tog hjem. Ikke for os, selvfølgelig, men for ham. Han ringede tirsdag aften omkring 19:30 og fik en snak med Charlotte. Den sluttede med, at han sagde, at NU skulle han endelig i seng og forhåbentlig sove en lang og uforstyrret nat, for han havde tænkt sig at slukke telefonen. Da havde han ikke sovet siden han stod op søndag morgen, den stakkel. Til gengæld var kunden tilfreds, for han (Tim, altså) havde præsteret at få et eller andet, åbenbart vigtigt for sagen, på forsiden af to landsdækkende dagblade.

19. august 2019

Sådan er det desværre sommetider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:33
Tags: , ,

Englænderne ankom lørdag kl. 17:30 efter en lang tur fra Umbria i Italien. Vi havde en lang og hyggelig aften, hvor Tim bl.a. underholdt om en kæmpe sag, han netop er startet på … eller rettere er blevet hentet til at skulle være PR-repræsentant for. Normalt hviler alting i august, hvorfor han regnede med at kunne holde sine tre uger fri, men sådan skulle det ikke være. “Nogen” varmer op og forbereder, så Tim har været ‘på’ på telefonen en del gange under deres ferie, og han blev flere gange spurgt, om han ikke kunne komme til London, hvilket han afviste.
Natten til søndag hørte jeg ham stå op kl. 01:30, og han gik først i seng igen 04:30. Det er med deltagere fra UK, USA, Japan og et par lande til, jeg ikke kan huske, så derfor bliver han kontaktet døgnet rundt.
Søndag morgen meddelte han, at han var nødt til at kapitulere og tage til London – Det er trods alt hans firma, og han kunne ikke længere tillade sig at fjernstyre sine ansatte; han var nødt til selv at komme ind og deltage i nogle møder.
Surt. Og synd for dem alle. Men samme alle forstod det godt, især efter hans lange forklaring om sagen, som jeg naturligvis ikke kan sige noget om her.
Han tog derfor et fly søndag eftermiddag, og Charlotte skal om nogle dage køre hele vejen til England uden en co-driver – men det klarer hun selvfølgelig fint, for hun har nu bestilt natfærgen fra Hoek van Holland, som vi har taget nogle gange, i stedet for Calais-Dover som oprindeligt planlagt.

P1030503

Det betød, at vi måtte lave en smule om på planerne, for nogle af dem vil vi ikke lade Tim gå glip af, så det må vente til en anden gang.
I stedet fandt John på, at vi kunne tage op til fugleparken, som ligger mellem Gilleleje og Esrum, hvilket vi syntes var en glimrende ide.
Der var andet end fugle; bl.a. surikater, som ikke skuffede os, da de stillede sig op på netop den måde, som disse nuser små kræ er så kendt for.

P1030532P1030478

Der var små geder, som måtte fodres med dertil indkøbt foder … enten er der (for) mange, som får lov til det, eller også var denne lille ged højgravid.
Vi var positivt overraskede over stedet, som dækkede et pænt stort areal, hvor voliererne lå spredt og mere eller mindre skjult mellem træer og buskads.
Der var masser af borde og bænke, hvor man kunne indtage en medbragt frokost, hvilket vi havde læst, at man kunne og derfor gjorde.

P1030492

Dagens højdepunkt var, da vi kom med ind for at fodre lorierne med nektar. Eller noget, som skulle forestille at være nektar, men fuglene labbede det da i sig med stor fornøjelse. Charlotte og børnene fodrede på livet løs, mens John og jeg fotograferede alt hvad vi kunne.
En satte sig på Charlottes hoved, hvilket føltes en anelse underligt, som hun udtrykte det.
Det var meget smukke og farverige fugle, og havde man tid nok, ville man nemt kunne lære at kende forskel på dem, for ikke to var helt ens.

P1030509P1030526

Hvad det var, Anna fandt så uendeligt morsomt på det øverste billede, er vi ikke rigtig klar over … måske var hun bare betaget af, at fuglen ville håndfodres af Charlotte.

Vi havde en god dag i det nordsjællandske – en dag som blev længere end vi havde regnet med, da vi først var hjemme igen 17:30, selv om vi kørte hjemmefra kl. 10 og kun var i fugleparken – kun suppleret med et enkelt pitstop ved en isbod undervejs på vej hjemover.

17. august 2019

Dagens grin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags:

Jeg skriver normalt ikke om storpolitik – det er der så mange andre der gør meget bedre, men jeg vil dog ikke undlade at gengive denne her i hele sin ordlyd for det tilfælde, at der skulle være nogle af jer, der ikke har læst den.
Det er en fin humor – og også sviende sarkasme, især når man læser de sidste linjer, som jeg har fremhævet med gult.
Jeg ved ikke, om Mr. T læser artiklen, men selv om han gjorde, ville han formentlig stille sig aldeles uforstående overfor den … jeg kan til gengæld ikke forstå, hvordan man kan vælge en så udpræget narcissistisk, uempatisk, storskrydende megaloman til landets præsident – og jeg frygter endda, at han bliver genvalgt.

Denmark Offers to Buy U.S.

By Andy Borowitz
August 16, 2019

COPENHAGEN (The Borowitz Report)—After rebuffing [Mr. T’s] hypothetical proposal to purchase Greenland, the government of Denmark has announced that it would be interested in buying the United States instead.

“As we have stated, Greenland is not for sale,” a spokesperson for the Danish government said on Friday. “We have noted, however, that during the T regime pretty much everything in the United States, including its government, has most definitely been for sale.”

“Denmark would be interested in purchasing the United States in its entirety, with the exception of its government,” the spokesperson added.

A key provision of the purchase offer, the spokesperson said, would be the relocation of Mr T to another country “to be determined,” with Russia and North Korea cited as possible destinations.

If Denmark’s bid for the United States is accepted, the Scandinavian nation has ambitious plans for its new acquisition. “We believe that, by giving the U.S. an educational system and national health care, it could be transformed from a vast land mass into a great nation,” the spokesperson said.

  • Andy Borowitz is a Times best-selling author and a comedian who has written for The New Yorker since 1998. He writes The Borowitz Report, a satirical column on the news.

Thank you, Andy Borowitz – USA need more people like you!

16. august 2019

Inkluderet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

I går var jeg på Hvidovre Hospital for at tale med dem på Infektionsmedicinsk afdeling.
Der skulle skrives en hulens bunke papirer under, inden de måtte udsætte mig for noget som helst; de skal jo til enhver tid kunne dokumentere, at det var aldeles frivilligt, jeg indfandt mig her, at de gerne måtte vaccinere mig, at de måtte tage blodprøver, inklusive den ekstra, jeg accepterede, og som var ment som en lille bonusgevinst til den i forvejen store undersøgelse, at jeg havde forstået alt det, de forklarede mig, at de også gerne måtte tage prøver fra svælg, mund og næse for at se, om jeg er en af de raske smittebærere af pneumokokbakterien. Det er også en lille ekstraundersøgelse, man har sat i gang for at forsøge at få klarlagt, hvor mange der er af dem. Jeg følte mig helt som en slags Tyfus-Marie.

Sygeplejersken udspurgte mig om alt muligt, hvorefter lægen undersøgte mig på kryds og tværs, men ikke fandt frem til noget, der skulle kunne forhindre min deltagelse. Kræften kunne tidligere have gjort det, men ikke efter fem år, og nu er det seks år siden jeg fik det konstateret. “Alt ser ud og føles normalt – du er tilsyneladende en sund og rask kvinde.”
Med andre ord: grønt lys for injektionen med enten den kendte vaccine, som dækker 13 af de pneumokok-underarter, som giver lungebetændelse, eller med den nye, som dækker 15. Det er jo ikke en voldsom forbedring, men den må være stor nok til, at man vil have udgifterne og ulejligheden.

Der kom en anden sygeplejerske ind for at give mig injektionen. Da det er et dobbeltblindet forsøg, må projektsygeplejersken ikke vide, hvad jeg får, men eller anden skal ligesom kunne se hætteglassets etiket og dermed vide hvad patient nr. 3004 fik … samme patient 3004 blev bedt om at holde øjnene lukket under seancen.

Derefter skulle jeg observeres i en halv time for at se, om jeg døde af det.
Det gjorde jeg ikke, og vi udnyttede tiden til at undervise mig i brugen af den Samsungdims, jeg skal anvende til at indrapportere hver dag i fem dage: Temperatur, eventuelle hævelser eller ømhed osv. Man kan få influenzalignende symptomer (lige som man kan få af influenzavaccine – det er ikke derfor influenza, man får), såsom feber og ledsmerter. Det er den slags, der skal indrapporteres, for et fase tre-forsøg går meget på at finde frem til så mange bivirkninger som muligt, idet man allerede ved, at selve vaccinen virker. Man finder aldrig frem til samtlige bivirkninger, for så skulle jordens samlede befolkning deltage i samtlige kliniske afprøvninger, hvilket naturligvis er temmelig urealistisk.

Jeg fik et smart, nyt termometer med hjem – fint nok, for jeg har kun et gammeldags kviksølvtermometer – og kunne i aftes konstatere, at jeg havde 36,7 og dermed ingen feber. Der var lidt rødme hvor jeg var blevet stukket, men på en visuel skala fra 1-5 var størrelsen mellem 0 og 1. Ingen utilpashed, ingenting, så jeg er en af dem, der slet ingen bivirkninger får, åbenbart. De opstår nemlig hurtigt og varer kun et døgns tid, så på nuværende tidspunkt er jeg ret sikker på, at jeg er sluppet fri.


HmmmTil slut en observation fra min dahlia-identifikationsjagt. Jeg fandt ud af, at den hvide hedder Eveline, så den vil jeg købe til foråret … hvis jeg er så heldig, at der er noget i pakken, for i princippet indebærer “ca. 1 stk.” vel et indhold på enten 0, 1 eller 2 knolde?

Næste side »

Blog på WordPress.com.