Hos Mommer

24. april 2019

Who’d A Thought It?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags:

Overskriften er navnet på en Wadworth-pub, vi kører forbi hver gang vi skal til Marlborough. Jeg har endnu ikke været derinde, men den ser lige så god og engelsk ud som de fleste andre pubber i det engelske landskab. Og så er det jo et navn, man først undrer sig over og dernæst nok ikke glemmer så nemt igen. Normalt hedder de noget mere traditionelt, hvor de 10 mest almindelige er: 1) Red Lion – 2) The Crown – 3) Royal Oak – 4) White Hart – 5) The Swan – 6) The Plough – 7) The Bell – 8) Rose & Crown – 9 Queens Head – 10 Railway Tavern. Vældig interessant, ikke sandt?
Jeg undrer mig nu også over nr. 9 på listen. Mærkeligt navn, selv dengang man mistede hovedet for et godt eller måske rettere mindre godt ord. 
Jeg kom til at tænke på Who’d A Thought It pga. Johns spørgsmål om farven, da jeg fandt så meget lav, at det kunne blive tilstrækkeligt til en omgang farvning. Xanthoria parietina hedder denne, hvis danske navn er væggelav. Der er sandsynligvis en årsag til navnet, men jeg har til gode at se den på en væg; jeg ser den tit på sten og på især hyldegrene, men den kan vist findes på mange materialer. Den er meget, meget smuk, når man makrofotograferer den, hvilket jeg efterhånden har gjort nogle gange. Derfor er dette så bare et nærbillede …

P1020760

P1020771Normalt er det ikke til at få af, fordi det i irriterende stædig grad klæber sig til hvad det nu end sidder på, men dette sad så løst, at det var tæt på at falde af af sig selv, så jeg samlede ind, hvad jeg kunne få fat i.
Sidste gang jeg forstøgte mig at farve med lav, gik det det ikke helt efter planen, og så er der jo kun én ting at gøre: prøve igen!
Denne gang er det dog en anden svamp – der er jo ingen grund til at gentage en fejltagelse, hvilket min go’e, gamle chef gerne skriver under på. “Det er helt i orden at begå fejl. Det gør vi alle sammen, ellers var vi ikke mennesker”. Man skulle bare ikke begå den samme fejl to gange, for man var bestemt ikke i kridthuset, hvis det skete, men jeg gjorde det heldigvis ikke … naturligvis begik jeg fejl, men ikke den samme to gange. Den værste var denne her.

John hjalp mig med at samle ind, og han spurgte undervejs, om jeg dog ikke havde nok gule farver efterhånden? Der er da også masser af lettere tilgængelige materialer end dette?
Jeg svarede, at det ikke bliver den farve, han tror det bliver, men enten en pink, blå eller lavendel. Udfaldet kendes ikke endnu, men gult bliver det i hvert fald ikke.
Der var 54 gram væggelav, som jeg knuste og smed ned i 10 % salmiakspiritus. Det skal nu stå i et par måneder med bare en gang rysten dagligt, samt åbnet låget, så der kan komme frisk ilt til.
Det fremgår tydeligt, at gult er det ikke. Absolut heller ikke blå(ligt), så det bliver spændende, hvad slutresultatet går hen og bliver. Bare det ikke bliver kedeligt halvgråt lige som sidst.
Som John sagde, da han så den dybt bordeaux farve: Hvem skulle have troet det?

Reklamer

21. april 2019

En dejlig tur til Reersø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:58
Tags: ,

 

For seks år siden blev jeg tilbudt at udstille mine fotografier på Reersøgalleriet, hvilket jeg dengang på samme tid var yderst smigret og forbløffet over. Det er jeg såmænd endnu … men primært fordi jeg en god måned senere fik konstateret brystkræft, takkede jeg nej. Dog ikke med det samme, men et halvt års tid inden jeg skulle have været ‘på’. Der var nu også andre årsager: Vi købte Den Stråtækte, og jeg fandt ud af, at det nok ville koste mig omkring 10.000 kroner at trykke tilstrækkeligt mange tilstrækkeligt store billeder (det vReersø (8)irker ikke helt seriøst med postkortstørrelser …) og købe forskellige rammer m.m., så jeg var efterhånden alligevel ikke helt sikker på, at det med en udstilling var en god ide.
Søde Helle, som har galleriet sammen med sin lige så søde mand Flemming, og John og jeg har dog perifert holdt forbindelsen, fordi vi havde nogle gode samtaler og hyggede os i hinandens selskab. Vi har bestemt ikke løbet hinanden på dørene, men er rendt sammen et par gange siden, og selv om det er et par år siden sidst, genkendte hun mig straks, jeg trådte ind i galleriet.
Hun inviterede fluks på kaffe og lækkert hjemmebagt, og inden vi havde set os om, var der gået et par timer i deres hyggelige gård, hvor de samtidig kan holde øje med, om galleriet får gæster. Flemming excellerer i hjemmelavede snapse og likører, så en sådan fik jeg også, mens John sprang over, fordi han som altid var chauffør. Det var faktisk Flemming, som fik gjort mig interesseret i at lave snaps af alle mulige mere eller mindre mærkelige ting. Vi har mange stående i dag, og vi drikker stort set aldrig af dem! Lidt fjollet, men de kan da heldigvis holde sig længe.

Reersø (5)

Inden galleribesøget gik vi en tur på havnen, hvor vi kunne konstatere, at Reersø har to fruer. Der skal såmænd nok også være flere, men de to af dem er nogle rigtige skuder og ligger altså her side om side. Reersø by og havn er en klassisk hyggelig landsbyidyl, og vi kan varmt anbefale en tur dertil. Er man til dansk kromad, kan man spise enten frokost eller aftensmad i den hyggelige kro midt i byen. Der fås ikke en mere autentisk landsbykro end denne … den er lige så autentisk dansk, som engelske landsbypubber er i England. Vi indtog frokosten på kroen. Selv tjeneren var ‘autentisk’, for han lignede til forveksling Thummelumsen fra Livsens Ondskab: Han var hverken ung eller særlig høj, og ikke mindst havde han samme lidt pudsige gangart. Dette var sandt at sige ikke en særlig smigrende beskrivelse, og jeg håber derfor ikke, at han læser dette, men det er på ingen måde ondt ment, vi hyggede os meget og det føjede yderligere et pust af ægthed til stedet.

Storebæltsbroen set fra Reersø havn

Man kan se Storebæltsbroen fra Reersø havn. Ikke tydeligt, men se den kan man, også selv om der ligger lidt formiddagsdis og forsøger at skjule den.

20. april 2019

Om jeg fatter hvorfor …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags: , , , ,

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor det skal koste mig 1000 kroner, hvis jeg har en defekt lyddæmper på min bil, når motorcykler uden beregning, men til voldsom gene for omgivelserne, bare kan fyre flere hundrede dB af med fare for at sprænge samtlige trommehinder på deres vej. Der er ingen logik her!
Nå. Jeg bliver nok nødt til at lære mig selv at forsøge at abstrahere fra motorcykelidioterne, for jeg tror desværre ikke, de reagerer på mit brokkeri.
Men det er sandelig ikke nemt at ignorere dem!
Ferrariklubben var også ude i dag. Tre stykker lige efter hinanden, og de var lige gode til at køre 150 km/t, samtidig med, at de overhalede på et sted, hvor der var dårlige oversigtsforhold. Jeg ville virkelig ønske, at de kørte i fjorden, de tåber. Beklager.

Overvintrede dahliaerOvervintrede dahliaer

Heldigvis er der også andet, der har fart på. Mine dahliaer, fx. De har overvintret på et loft uden vinduer, i kasser, der er helt tillukkede, og alligevel havde nogle de fleste af dem temmelig lange stængler. Grønne var de ikke, for det kræver sollys, men de udviser så sandelig en livskraft, der vil noget!
De kom alle i jorden i dag. Nogle af stænglerne er oven jorde; andre knækkede eller blev begravet, så hvis der bliver den lovede frost i nat, overlever førstnævnte ikke, men de skal nok komme alligevel med den livsvilje, de har udvist.
Da jeg havde fået dem alle i jorden, ville jeg til at sætte den sidste knold i en potte, men den var i mellemtiden forsvundet, så jeg spurgte John, om han havde smidt en pose ud med billede af en rød dahlia.
– Jada. Den var jo tom.
– Det tror jeg ikke …
– Jo den var! Nu skal jeg hente den, så kan du selv se!
Kartoflerne

– Øhhh, hmmm. Det var pokkers …
Den (gennemsigtige plastpose) var naturligvis ikke spor tom, og han så en anelse flov ud. Jeg må dog medgive, at knolden var meget lille og tør, så jeg er spændt på, om den overhovedet bliver til noget, men tom var posen ikke, så knolden skal have en chance. Mænd, altså … men på den anden side er jeg glad for, at han gider rydde op efter mig. Det er lige som når jeg laver mad, så rydder han også løbende op – i dag med at fjerne mine små ukrudtsbunker, samle kasserne sammen og sætte dem på plads, sætte redskaber på plads, osv. Og smide affald ud …

Og hvad har vi her til højre? Min kartoffeleksperiment, som indtil videre lader til at lykkes. Fra alle fire spande er der skudt de første grønne blade op, så nu skal de ud fra drivhuset. I morgen … i nat er der som sagt risiko for frost, men så skulle det også være slut for denne gang. Har jeg valgt at tro på.

18. april 2019

Sydafrika eller Sydsjælland? Same, same …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:05
Tags:

Kan I huske Husk lige tandbørsten? Hvor man, afhængigt af hvordan man klarede sig, kunne vinde en rejse til Sicilien eller Sønder Omme? Eller Madeira eller Maribo? Jeg kom til at tænke på den gamle underholdningsserie, da vi i dag cyklede til Feddet og fik øje på køerne i og ved deres vandingshul. John og jeg udbrød samtidig, at “det er ligesom at være i Sydafrika!”
Jojo – Sydafrika eller Sydsjælland – hvorfor tage så langt, når man kan opleve det samme begge steder?
Næsten …
Det er så køer her og ikke elefanter, men nu befinder vi os som bekendt på Sydsjælland, så det ville godt nok have undret os en del, hvis der havde stået en flok elefanter.

Vandingshullet

P1040369Vi drak den medbragte eftermiddagskaffe på langbænken ved Fed Havn. Det blæser stadig lidt for meget – vi er SÅ glade for vores elcykler, men her var der læ, og temperaturen har langt om længe rundet et tocifret tal. Det var den også længe om!
Vi cyklede gennem campingpladsen på Feddet på vej hjem. Der er sandelig allerede kommet mange campister, men påsken er jo også traditionelt den tid, hvor sæsonen indledes. Næsten alle sad udenfor, men alle var fuldt påklædt, mange af dem oven i købet med vindjakker på. Alle … på nær én, som kun var iført et par badebukser. Det var modigt, synes jeg nok.

Dagens frokost blev meget optimistisk indtaget oppe i shelteret, men det blev ikke til så meget mere tid deroppe i dag, for jeg sad og blev lidt for kold lidt for hurtigt. Shelteret er bygget, så den åbne side vender mod syd-sydøst; for det første fordi den så vender ud mod fjorden og for det andet fordi den fremherskende vind i Danmark kommer fra vest.
Det gør den så bare ikke, når der har bidt sig en påskeøsten fast (et begreb, jeg lige har lært af Farmer), så der var ikke helt læ deroppe, desværre.
Jeg kunne bare have hentet et varmt sjal eller et tæppe, men det gjorde jeg altså ikke. I stedet tog vi cyklerne frem og arbejdede os til varmen.
Det har vi nok også meget bedre af.

16. april 2019

Det er påske – uanset vejret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

Vejret er usandsynlig flot i disse dage. Koldt som bare pokker, ganske vist, men flot. Himlen fås ikke meget mere blå og fjorden er så flot med sine farveskift. Billedet er på ingen måde en vinderkandidat, men giver et glimrende indtryk af en så høj og klar himmel, som den ellers mest ses om efteråret.

P1020741

Autocamperne, campingvognene og cykelturisterne er ude nu og har været det siden i fredags. Det er jo påske, og så skal vi på påskeferie. Punktum.
Motorcyklerne er desværre (undskyld, Lene) også ude af garagerne, så fartbøllerne er ligeledes på vejene igen. Der er selvfølgelig også fornuftige motorcyklister, men de er ikke i overtal langs Præstøfjorden. De tre førstnævnte er altså noget hyggeligere, når de passerer.

Jeg husker tydeligt det første forår, vi havde campingvogn, nemlig i 1989. Den blev købt i eftersommeren ‘88, så det var begrænset, hvor meget vi nåede at få den brugt det år, men i ‘89 skulle sæsonen indvies ved at tage på campingferie i påsken, så det gjorde vi. Det var mindst lige så hamrende koldt som nu, men ud over det var det også snevejr. Ikke meget, men snevejr var det. Påsken faldt sidst i marts. Det var en hyggelig ferie, men det var sandelig ikke meget, vi var ude. Vi lå på en hyggelig campingplads ved Nysted på Lolland, hvor der var glimrende muligheder for at gå nogle dejlige ture, hvilket vi da også gjorde, men de blev nok ikke så lange, som vi havde håbet på fra starten, for når det ikke sneede, så regnede det.
Pigerne stornød det. De/vi spillede spil eller læste bøger hele dagen og nød det ekstra tætte samvær med os – og vice versa, selvfølgelig, men vi glædede os alle lidt mere til sommerferien, som var planlagt til at gå til Moselområdet. Der blev spillet meget Uno den påske … og et kortspil, som i vores familie hed Tips, men som i en nær variant vist også kaldes Piratwhist. Kender I det? Det er sindssygt sjovt.
Det er bedst med fire eller fem spillere. Seks og syv går dog også an, men det er sværere at lægge strategier.
Kortene har den normale værdi, hvor es er højest og derefter konge, dame osv. ned til 2.
Man starter med at få 10 kort på hånden hver (hvis man er seks eller flere spillere, startes bare med færre kort), derefter 9 i næste runde, så 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 1, 2, 3, 4, osv., og til sidst 10 igen. Det første kort blandt de ikke uddelte er denne omgangs trumf.
Man melder, hvor mange stik man tror man kan få ved at skjule det pågældende antal tændstikker i hånden og afsløre det samtidigt for alle spillere. Derefter gælder det om at ramme nøjagtig dette antal stik, idet både stik over og under giver minuspoint. Hvis man fx har meldt 3 stik og får hverken mere eller mindre end 3 stik, giver det 10+3 = 13 point. Alle starter med at have 10 point, fordi det ikke kan lade sig gøre at gå i negativ.
Hvis man fik 4 eller 2, gik man “en ned”, som vi kaldte det, og det skulle trækkes fra det forrige resultat. 5 eller 1 stik (hvis der altså var meldt 3) gav “to ned” osv.
Hvis man ‘fedtede’, dvs. meldte 0 stik (og fik 0 stik), gav det kun 5 point, for det er nemmere at undgå at få stik.
Vinderen er den der ender med flest point.
Spillet ændrer sig hele tiden, fordi antallet af ‘ukendte’ kort stiger.

Hold nu op, hvor har det spil givet mange grin og mange gode timer i familien – igennem flere år skulle der helt sikkert spilles tips hver gang vi mødtes, og vi spillede det sommetider flere gange om dagen, når vi var på campingferie med pigerne.
Børnebørnene er gamle nok til det … jeg tror jeg vil foreslå at lære dem det, når vi kommer derover – jeg havde helt glemt det spil indtil jeg så alle campingvognene.
Det er heller ikke nogen dårlig ide at holde fast i, at spil godt kan spilles uden brug af elektronik.

14. april 2019

Holberggård igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , , ,

P1020740Vores første møde med Holberggård for et par måneder siden var så godt, at vi fik lyst til at udsætte Ditte og Peter for denne gode oplevelse. De er endnu mere interesserede i gooumetoplevelser end vi er, så det var oplagt at spørge netop dem.
Der var desværre ikke flere 10-retters menuer på programmet i år, så vi måtte nøjes med otte retter … hvilket man til gengæld har mulighed for endnu fire gange i år. Det gør vi ikke, men måske en enkelt sidst på året, for godt er det. Enten dette eller – dog nok lidt mere sandsynligt – en tur til Norsminde endnu en gang, for også der at vise Ditte og Peter, hvor eminent god mad vi bliver præsenteret for.

Denne gang overnattede vi ikke. I stedet havde vi bestilt en taxa til at komme og hente os – vi var jo fire, der skulle samme sted hen, så det blev langt billigere end at skulle have haft to værelser.
Ganske som første gang var de særdeles rundhåndede med vinene, når man tog en vinmenu, så at skulle køre bil var aldeles udelukket, og vi hentede den ikke før næste eftermiddag.
De kunne søreme huske os, de samme to søde damer, der også sidste gang serverede al den lækre mad for os. Ét er, at vi kunne huske dem, men at det også gik den anden vej kom lidt bag på os, men vi opdagede det ved, at en af dem henvendte sig til John og spurgte, om han ville foretrække en ren hvidvinsmenu lige som sidste gang. Der tog de fusen på os … eller også har vi af en eller anden grund gjort et uudsletteligt indtryk på dem, men vi valgte at undlade at spørge yderligere; bare fortælle dem, at vi var passende imponerede over deres hukommelse.

De otte retter var ikke mindre lækre end de 10 sidste gang. Jeg har valgt ikke at pensle det hele ud i detaljen. I stedet får i menuen og retterne som en collage. De interesserede af jer er garanteret i stand til at koble rettens udseende på billedet sammen med rettens identitet på menukortet, og de ikke-interesserede bliver skånet for at spilde for meget tid.

Holberggaard 12 april

The autocamperI autoamper i New FOrestAutoamper i New Forest

Englænderne har stadigvæk langt varmere vejr end os. Man kan faktisk opholde sig udendørs uden at skulle iklæde sig grønlandsdragt.
Børnene er begyndt at udtrykke et kraftigt ønske om at få lov at prøve at holde ferie i en autocamper, hvortil C sagde, at “vi kan godt prøve, men inden vi lejer sådan en i 2-3 uger, skal vi, herhjemme i England, prøve om det overhovedet er noget for os!”
De lejede en og kørte til New Forest fredag aften, og det ser ud til, at det er noget for dem. I hvert fald for børnene – også selv med uinviterede gæster i form af først heste, som kom til aftensmadstide, og senere næste morgen, hvor det var køerne, der var nysgerrige.
Man må åbenbart bare placere sig selv midt blandt dyrene i New Forest, men jeg ved ikke noget om det – glæder mig bare til at krydsforhøre dem (altså familien, ikke dyrene …), når vi kommer derover inden så længe.

11. april 2019

Hvem sagde forår?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Det er vist kun kalenderen, der siger forår for tiden.
Der sker ikke så meget hernede i Den Stråtækte. Det er nemlig blevet vinter igen, med både frost og slud.
I aftes lavede jeg drivhuset om til det gravsted, det forhåbentlig IKKE bliver for mine nyplantede agurk, chili og tomater. Jeg satte to gravlys derind og lod dem selvfølgelig være tændt hele natten. Umiddelbart virker det som det modsatte af overkill, men visse drivhuserfarne hævder, at det virker; at det lige præcis kan holde temperaturen over frysepunktet. Det er naturligvis afhængigt af flere faktorer, hvor mange lys der skal til.
Jeg kan i sagens natur stadig ikke vide, om det var lysene, der gjorde forskellen, eller det bare ikke var frostvejr i hverken drivhus eller udenfor under nogen omstændigheder, men da jeg tjekkede i morges, var der 3° og alle planter havde det fint. Der var 4° udenfor, men da vi ikke har et min/max-termometer, ved jeg ikke hvor koldt det nåede at blive, da det var koldest. Vi har jo – også i den forbindelse – den fordel, at vi bor tæt på vand …

10 april 20199.april 2011

Meget tyk mand ...Billederne er lidt aprilstemning fra England – og et udtryk for lidt mere end en anelse misundelse fra min side.
Tim har lige sendt billeder med børnene ved swimmingpoolen – uden våddragter! De har simpelthen nærmest sommer derovre. De får også vand fra oven indimellem, så det er helt ideelt. Charlotte har næsten for mange kunder lige nu (nemlig seks, gående fra ingen at have haft i flere måneder), så hun synes ikke helt, at hun har tid nok til sin have, men hun nægter på den anden side at brokke sig over, at der endelig er kommet lidt gang i forretningen igen.
Vi fik lidt sne/slud i nat, men det kunne knap måles, og der er, ifølge DMI, ikke udsigt til regn på denne side af 20. april.
Jeg håber virkelig, at man tager fejl i den forudsigelse!

Det er længe siden, at manden til højre har udført nogen form for fysisk arbejde … ham forevigede jeg for præcis otte år siden. Også i England. Danmark er ikke særlig fotogent lige i øjeblikket.

9. april 2019

Og hvor man sig end vender hen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:52
Tags: , ,

Det er ret specielt at se op mod 16.000 traner på én gang.
Vi kørte afsted hjemmefra i går morges for at tage en tur op til Hornborgasjön, hvor der hvert forår er et massivt opbud af traner. De har været en uges tid tidligere på færde i år, så vi oplevede ikke højdepunktet med omkring 30.000 traner, men dette var fint nok. Jeg ville alligevel ikke kunne tælle efter, om tranetællerne har talt rigtigt – jeg må bare stole på, at de kan deres kram. Det kan ikke være helt nemt og må kræve stor erfaring, skulle jeg mene.

P1020558

Der var traner overalt, og nogle af dem gik forholdsvis tæt på, hvor vi mennesker fik lov at færdes.
De fløj ind i en lind strøm i aftes, og i morges så vi dem tage afsted igen, som regel parvis, for nu er det tiden til at stifte bo og få sig nogle børn.

P1020568

Tranedans så vi hist og pist og alle vegne, men det var svært at tage (gode) billeder af den karakteristiske hoppen op i luften.

P1020596

P1020625

Jeg lærte noget nyt om traner … den røde plet, de har oppe på issen, og som jeg troede var røde fjer, er ikke røde fjer. Der er nemlig slet ingen fjer lige der, for det er synlige blodkar man ser, og pletten kan blive større eller mindre alt efter tranens humør, kamp- og anden gejst. Plettens størrelse er altså ikke, som jeg også troede indtil i dag, et udtryk for fuglens alder.
Den store pjuskede hale kan de få til at ‘forsvinde’, når de flyver. Ret smart, for der må være meget vindmodstand i sådan en bunke fjer.

Nogle går bare overhovedet ikke ned på udstyr , som det ses på billedet til højre …

P1020608P1020621

Der var ikke kun traner, men også mange knop- og sangsvaner, diverse gæs og ænder, samt alliker, måger, krager + nogle småfugle, jeg ikke fik identificeret.
Tranerne holdt til ved søens sydvestlige ende. På modsatte side havde man etableret et Naturum med fuglekiggesteder og et informationsrum. Det var der, jeg lærte det om den røde plet.

P1020665P1020731

Tranen er en stor fugl, faktisk på størrelse med en ørn, både mht. vingefang og vægt – de to har bare fordelt kiloene temmelig forskelligt.

Vi boede på et gammelt bispesæde i Brunsbo. Ganske glimrende sted, selv om værelset var meget lille, men det var rent og maden var rigtig god. Det tager 5½ time i ren køretid at komme fra Præstø til Hornborgasjön, så man kører ikke ud og hjem samme dag. Vi gør i hvert fald ikke! Mindst én overnatning er nødvendig, om ikke andet, så for at se hele tranecirkusset både om morgenen og om aftenen.

P1020598

Det var hundehamrende koldt, men flot vejr med den blåeste blå himmel, der kan fås.
Jeg var glad for, at jeg huskede både pandebånd, tykt sjal og handsker. John havde ikke taget handsker med, så hans fingre var ved at fryse af – i morges var det kun en enkelt grad, samtidig med, at det på ingen måde var vindstille, så man stod ikke stille ret længe ad gangen.
Men som sagt: Flot og spændende at opleve.

7. april 2019

Plante- og andre fibre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , ,

kaossjal

Til kaossjal

Ditte, som altid har styr på hvornår den slags ting foregår, spurgte, om jeg igen i år ville med, når Fiberfolk holdt deres messe i Roskilde, og naturligvis ville jeg det. Jeg mangler jo i høj grad garn, så det var bare med at gribe lejligheden til at få fat i noget …
Jeg købte dog kun 300 gram, hvoraf de 200 skal bruges til endnu et kaossjal, fordi jeg er blevet så glad for det, jeg købte garn til sidste år.
I år var der meget mere plads end sidste år, hvor det ikke var spor sjovt at gå rundt, fordi man enten blev trådt i hælene eller selv kom til det samme på en anden. Denne gang foregik det i Hal 7 i Musicon, hvor vi efter fiberfesten spiste frokost (som var en brunch) i Ragnarock og senere gik en tur rundt og så på alt det nye, som var sket siden sidst vi var her. Hvilket var en del.

P1040331

Jeg er ret betaget af Musicon. De har bl.a. masser af humor derude. Alene gadenavnene: Penselstrøget, Rabalderstræde, Basgangen, Bagtæppet, Lydmuren …
Deres skiltning refererer for en stor dels vedkommende til musik, som vi alle kender; se fx den fine måde, hvorpå de beder bilisterne om at tage hensyn.
Og deres luftguitarer er helt gratis!

P1040336P1040337

Start på sæson 2019I går handlede det mest om uldfibre, selvom der var også var både silke og hør blandt de mange garner, men i dag drejede det sig udelukkende om plantefibre for mit vedkommende, idet jeg nu har ‘tilplantet’ drivhuset.
Det er meget sjovt (okay, nok mest for mig selv) at se, hvor uendelig lidt det fylder fra starten, når jeg (forhåbentlig også i år) senere på sæsonen skal bruge machete, inden jeg kan komme ind til tomaterne og alt det andet.

Jeg har lige læst, at spindemider elsker agurker, men hader koriander. Derfor skal man så/plante koriander under agurken. Eftersom jeg har én agurk i den største murerbalje, der kan fås, er der masser af plads. Jeg har nok nogenlunde det samme forhold til koriander, som spindemiderne har, men der er jo ingen der siger, at jeg behøver at plukke af den – bare det kan holde de forbaskede mider væk, er jeg glad.

Dagens sidste fiber er en fiberdug. Endelig har jeg fået lagt en sådan på ude i bedet ud mod vejen. Vi begik for et par år siden den fejl bare at lægge en stenkant og fylde op med muld. Jeg troede i min naivitet, at så kunne alt det uønskede ikke finde op gennem 25-30 cm ekstra jord.
Det kunne det … men nu kunne jeg ikke nå ned og få fat i rødderne på sæbeurten og skvalderkålen, som dominerede bedet sidste sommer.
For et par uger siden forbedrede jeg jorden og plantede nogle roser. Nu er der så fiberdug over, så forhindrer den forhåbentlig noget af alt det uønskede skidt i at etablere sig igen i år.
Havearbejde er sisyfosarbede, men jeg tror nu alligevel, at jeg hygger mig mere med arbejdet, end den gamle græker gjorde.

5. april 2019

Man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , , ,

P1040330

I dag åbnede Gartneri Toftegaard for sæsonen, så vi kørte afsted i formiddags for at lægge en mindre formue der. Fem plantesække med den afsindigt gode jord fra Fagerhult i Sverige, en dunk med Toftegaards drivhusgødning, fire chilier, tre tomater, to squash, en agurk og en … jiaogulan. Jeg har aldrig så meget som hørt navnet, men det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at tage et eksemplar med hjem. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg jo aldrig ud af om det er noget jeg kan lide. Om ikke andet kan den vel se pæn ud, og kan den oven i dette overvintre, er det fint nok. En googling gav bl.a. følgende:
“Jeg står på en grøn skråning og betragter de rullende bakker af jiaogulan, også kendt som udødelighedsurten.
Plantens navn stammer fra den bemærkelsesværdigt længere levetid hos mennesker, der bor i den bjergrige Guizhou-provins i det sydvestlige Kina, hvor befolkningen regelmæssigt drikker en te fremstillet af jiaogulan/nady-blade.”

Jamen du godeste dog! Kan jeg nu ligefrem udødeliggøre mig selv? Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har det lidt ligesom Niels Bohr, da han blev spurgt, om han virkelig troede på den slags (i forbindelse med, at intervieweren havde lagt mærke til en hestesko over NB’s indgangsdør).
Niels Bohr svarede: “Nej, naturligvis ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
Et humoristisk og genialt svar fra et af Danmarks største genier nogensinde.

Jeg har ikke sat planterne i plantesækkene endnu, for sækkene med jord lå selvfølgelig udenfor, så jeg vil tro, at både jord og planter vil have godt af at opholde sig et par dage i drivhuset for at akklimatisere sig. Nej, ikke AFklimatisere! Jeg undrer mig over, at nogle en hel del kan tro, at det hedder således, for hvor er logikken i at skulle afklimatisere et eller andet? Hvad denne afklimatisering så end måtte indebære …

I forbindelse med min søgning ville jeg også lige tjekke, hvad jeg eventuelt kan gøre for at forebygge et angreb af spindemider på min agurkeplante. Sidste sommer var jeg nødt til at smide den ud længe før tid, fordi den var ødelagt af spindemider, som jeg havde opdaget alt, alt for sent.
Her stødte jeg på et yderst interessant biologisk – eller måske rettere fysiologisk – fænomen. De to klip er fra samme artikel og sætningerne stod et par afsnit fra hinanden:
image
image
Det er ret godt klaret at lægge æg med en diameter på 2-4 gange sin egen kropslængde, synes jeg.

Jeg håber jeg kan undgå spindemider i år – det var sikkert den voldsomme og tørre varme, der var skyld i sidste års heftige angreb, for det var første gang i min syvårige drivhuskarriere, det skete, men ingen ved jo endnu, hvad dette år vil bringe. Nu ved jeg i det mindste, at jeg skal være på vagt – det var jeg ikke sidste år.

3. april 2019

Man kan se hvor man er nået til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

Vinduesvask i drivhusetI går blæste det en del, og da det tilligemed kun var seks grader, valgte vi at blive inde det meste af dagen. Jeg tog i nørkleklubben og John tog til træning. I dag har der kun været en mild forårsbrise og da temperaturen lige præcis rundede et tocifret tal, gik vik ud. Dvs. John gik ind igen – han ville vaske vinduerne i drivhuset. De var slemme. Rigtig slemme efter den tropiske frodighed, der var fremherskende derinde sidste sommer. Han var til gengæld ikke i tvivl om, hvor langt han var nået …

Jeg fik lagt de sidste stenkanter og vi fik hentet forårets sidste læs kompost på genbrugspladsen. Vi fik hentet postpakken med kartoffelpotter og vi var på planteskole for at købe lidt stauder og … kartoffeljord.
Grin I bare over, at jeg kan finde på at bruge penge på den slags, men det kan man faktisk købe, specielt blandet netop med henblik til kartoffelpotterne, som jeg i år vil afprøve.
Vi har ingen steder, der kan være en køkkenhave, men nyopgravede kartofler er noget af det bedste, jeg ved, og hvad gør man så? Man prøver dette koncept af.
Jeg har set Charlottes nabo bruge en lille tønde til at dyrke kartofler i på metoden med at tage hvad man skal bruge og lade planten producere videre hele tiden. Det virkede glimrende, påstod Karen, som nabodamen hedder, så hvorfor skulle det ikke virke for mig? Hvis jeg virkelig kan hente nyopgravede kartofler fra først i juni og indtil frosten kommer, er det da ruldstændig fantastisk.
Jeg har nu fire potter i gang. 12 kartofler. Hvad siger du så, Lene? Din mand kan godt begynde at ryste i bukserne, for der kommer skræmmende stærk konkurrence fra min side i år!

1. april 2019

Gundsømagle Sø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

Stærkt inspireret af Havehyrden fik vi den gode ide at køre op til Gundsømagle Sø i går. Da turen gik via Roskilde, fik vi yderligere den glimrende ide at spørge Inge og Hasse, om de ville med, hvilket de gerne ville.
Vi pakkede os selv samt en kaffe- og kagekurv i bilen, samlede I & H op og drog afsted i det flotte vejr. Jeg havde ikke været der før, men John havde for en del år siden været der sammen med min dengang ret nyligt fugleinteresserede yngste søster.

P1020542

Det var et spændende sted. Vi såmænd ikke vildt mange fugle, men jeg oplevede at høre både en vandrikse og en rørdrum for første gang i mit liv.
Skægmejsen hørte vi også, men den har jeg hørt før, fordi vi har en lille koloni af disse i tagrørene lige overfor Den Stråtækte. Det skal retfærdigvis siges, at det var vores postbud, der identificerede fuglene, for jeg havde længe blot undret mig over hvad det var for fugle, vi ofte hørte, men aldrig så.

Informationstavlerne havde nogle meget malende beskrivelser af fuglestemmerne: For vandriksens vedkommende stod der, at “det minder om en pattegris, der er ved at blive slagtet”. Da jeg hørte lyden, var jeg da heller ikke et sekund i tvivl om, at det var en vandrikse. Nu er der godt nok normalt ikke så mange pattegrise, der bliver slagtet i en rørskov, men nu vidste jeg, at det var en vandrikse …
Skægmejsens kald var beskrevet som “et ptching ptching, der lyder som to flintesten der bliver slået sammen”. Det der ‘ptching’ ville i sig selv ikke have været en særlig god beskrivelse, men flintestenen bevirkede, at vi ikke var i tvivl, da de de små, kineserskæggede fyre gav sig hørbart til kende.

P1020551

Gangbroerne var (også) lagt rundt i og langt ud i den store rørsump, hvilket også var derude, vi hørte vandriksen og skægmejserne. Rørdrummen hørte vi sjovt nok først, da vi var på vej tilbage ad gangbroerne langs søbredden. 
Sidst i april skal vi derud igen. Fugleværnsfonden har en “fuglestemmetur for begyndere såvel som øvede”. Jeg er en værre klovn til fuglestemmer, men ville så gerne lære at skelne dem bedre fra hinanden og alene på sangen kunne bestemme flere fugle, end tilfældet er. Jeg har flere gange forsøgt via fx en cd, men når jeg når til nummer tre, har jeg glemt den første. Vi satser derfor på, at sådan en tur med en rutineret guide vil være en bedre måde for mig/os at lære det på.

P1020553

Humor har de også, dem fra Fugleværnsfonden; her i form af “Men prøv at holde en pause og få dine forældre til at sidde roligt på bænken og være stille – så kommer skægmejserne måske forbi.”
Den er da meget sød – med den formulering er det nok intet problem at få børnene til at holde sig i ro.
Konklusion på gårsdagens tur: Hvis man er bare en smule fugleinteresseret, kan vi varmt anbefale en tur til Gundsømagle Sø.

30. marts 2019

Den bedste måde at dø på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: ,

P1040328Vi var til begravelse i går. Johns søsters mands mor, som blev 91 år. Claus er 72 … det er en relativt sen alder at blive forældreløs i, kan man med rette hævde, og det er da heller ingen tragedie, selv om det altid er trist at miste. Hun var mæt af dage, som man siger, og det sidste år har hun været parat. Ikke fysisk syg og frisk nok i hovedet, men træt. Meget træt. Hun blev fundet bevidstløs af hjemmehjælperen en morgen; hun vågnede aldrig igen, men døde kort efter ankomst til sygehus.
Det er en misundelsesværdig død. Jeg – og nok de fleste, gætter jeg på – ønsker at komme herfra på samme måde. Bare ‘glemme’ at vågne op en morgen uden forudgående sygdom andet end de skavanker, der nu engang oftest følger med så høj en alder.
Hun nåede at blive tipoldemor to gange. Det er der trods alt endnu ikke mange, der gør. Levealderen er godt nok støt stigende, men til gengæld får folk deres børn senere og senere, så indtil videre går det vist lige op.
Jeg har set et billede med alle fem generationer på – det er specielt.

Nu skal Kamma blive til jord – i hvert fald ifølge præsten. Jeg holder mig oven jorde i forhåbentlig et stykke tid endnu, men mine hænder er meget ‘underjordiske’ for tiden.
Jeg går bare og venter på, at Gartneri Toftegård skal åbne (hvilket sker 6. april), så jeg kan få plantet tomater, chili og agurk i drivhuset.
Udenfor er bedene forårsklar. Stauderne er oppe, og dahliaerne skal snart ned. Der kommer måske frost natten til mandag, men så satser jeg ellers på, at det er slut med det. Det varer jo trods alt en tre ugers tid fra nedgravningen, inden dahliaerne kommer op af jorden, så det skal blive virkelig dårligt vejr for at forhindre mig i at få dem i jorden i løbet af påsken.

P1020537

Eric spurgte, om rosmarinen stod i drivhus, siden den har overvintret. Det gør den ikke; den står tæt på det, men ikke inde i, og den er så stor som vist her … en pæn størrelse busk, som der kan skæres mange grene af uden det ses.

27. marts 2019

Efterlysning!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags:

Levedygtige roserJeg er lidt imponeret: Grønt Design plantede 76 roser i efteråret, og der er ikke én, der er død. Ikke engang halvdød eller bare lettere skrantende; de er alle 76 nærmest ved at eksplodere af grolyst og livskraft. Jeg glæder mig til at se, hvor mange blomster der når at komme allerede i år.
Jeg har, på dagens haverunde, konstateret, at selv om det meste led temmelig meget under sidste sommers megen hede og tørke, så er der næsten ingenting, der er gået ud. Måske de hostaer og den duehoved, jeg sidst i august købte på Rønnebæksholm plantemarked. Hvornår begynder hostaer normalt at vise tegn på liv om foråret?
Det er ellers ikke fordi, jeg ikke vandede sidste sommer. Vi brugte i 2018 omkring 35 m3 mere end vi plejer, og alt det er gået til havevanding. Alligevel led det meste under varmen, selv dahliaerne, som jo kommer fra Mexico, havde svært ved at trives.
Rosmarinen, som nogle ‘kloge’ hoveder overfor mig har påstået ikke kan overleve i Danmark, er i min have blevet til en stor busk, som trives og blomstrer uden at vide, at den åbenbart burde være død … den har nogle meget nuser, meget små lyslilla/blå blomster, som er under en cm lange. Det lille billede viser blomsten i naturlig størrelse. I hvert fald på min skærm …

Rosmarin i blomstRosmarinblomster

Og nu til dagens overskrift: Min efterlysning går på kermesbær. Jeg vil så gerne have et par planter omme bag shelteret, men kan kun finde dem som frø. Det er der måske en udmærket grund til, men de frø, jeg købte sidste år, spirede slet ikke. Ikke et eneste af dem!
Er der nogen af jer, der ved noget om kermesbær? Kender I nogen, man kan få en plante af? Kan man overhovedet bare grave en plante op et sted og sætte den et andet sted? Hvis ikke, hvordan får man så bedst frøene til at spire? Hvorfor kan man ikke købe kermesbærplanter på en planteskole?
Mine forældre havde en del kermesbær i haven, og jeg synes de var så flotte, når deres frugter modnedes og stod med deres mørke, næsten sortbordeaux majskolbelignende stande.
Og så kan man bruge dem til at farve garn med … jeg vil derfor blive en glad kvinde, hvis en eller anden kunne hjælpe mig til at få kermesbær i haven.

26. marts 2019

Kejserens nye … hat!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:14
Tags: , ,

Det var en god ide, dengang jeg fandt på at melde mig ind i Haveselskabet, for de har en del interessante foredrag.
I sidste uge var vi i Slagelse for at høre hortonom Bente Mortensen fortælle om den gode jord – en titel, som naturligvis fluks fik mig til at tænke på litteraturnobelpristageren Pearl S. Buck. Jeg læste Den Gode Jord engang i min tidlige ungdom og kan ikke mindes, at jeg var specielt betaget af den, men jeg har nok været for ung til den. Det er jeg ikke længere. For ung, altså. Måske for ung til at dø, trods alt, men på ingen måde for ung på alle andre områder, jeg umiddelbart kan komme i tanke om.
Nå … vi fik en masse nyttig information om hvad der gør jord god eller dårlig; bl.a. også, hvordan man tyder varedeklarationen på poser med forskellig slags muld og spagnum. Ledningsevne (skal være høj til plantesække og lav til priklejord), Omsætningsgrad (om der høstet højt eller lavt i mosen), om der er få eller mange mikronæringsstoffer m.m.
Hun var bestemt ikke begejstret for Champost, som ellers bliver rost af mange og som virkelig forstår at promovere sig selv. De følger af en grund, man har lov til at gætte på, ikke reglerne (loven, faktisk) om varedeklaration, så man ved reelt ikke, hvad man får, og forsøg fra Bentes side viser, at det ligger tæt på at være det dårligste man som haveejer kan investere i.
Jojo, jeg blev meget klogere – især også hvad gødning angår; det var i det hele taget et rigtig godt foredrag holdt af en meget vidende kvinde.

KejserhatteKejserhatte

I går var vi, også via Haveselskabet, på rundvisning på Tvedemose, som nærmest ligger i vores baghave, og hvor der dyrkes svampe i millionvis. Brune og hvide champignon, shiitake, enoki, bøgehatte, kejserhatte og østershatte, som dog bliver dyrket hos en anden avler. Kejserhattene ses herover. De bliver dyrket i flasker med vækstmedium, og de vokser fra spæde babyer til kæmper på fire-fem dage. Det samme gælder for de fleste svampe, hvilket jeg jo egentlig godt vidste fra Sverige, hvor der kan være ingen svampe én dag og i hundredvis på den samme plet få dage efter.

Hvide champignonBrune champignon

Der arbejdes fra syv morgen til 23 aften med at plukke og pakke. Man plukker virkelig – man høster ikke som sådan, men udtager hele tiden de største, så der kan blive plads til, at flere kan vokse sig større. Hvis de kommer til at mangle vokserum, går de i stå og sætter sporer, hvilket vi ikke vil have.
Vi blev meget klogere på mange svampe i går. Vi kan ikke bruge den viden til noget relateret til vore egne haver, men det er altid rart at indfange ny viden, og således også i går.
Ejeren (eller en af dem; det er et familieforetagende) fortalte også en del interessante ting om kunder og markedsmekanismer; hvad de ikke kunne sælge for et par år siden, men som i dag har den største markedsandel.

24. marts 2019

Helt stenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , ,

Det er ikke småting, vi udsætter os selv for, når det er blevet forår og haven trækker i én. Det blev godt nok ikke til specielt meget i løbet af ugen, for det har været lige rigeligt koldt til, at det var sjovt at være ude.
I går sendte en fra vejen et link til en FB-gruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte i vores nærområde: “Se! Her er de sten, du efterlyste!”
Det var et par, som boede kun seks km væk, der havde nogle marksten til afhentning, og jeg havde netop et par dage i forvejen spurgt naboerne, om de kendte nogen, der kendte nogen …
Os derfor afsted med traileren i formiddags og hente alle stenene. Alene at læsse dem var lidt hårdt ved både arme og ryg, og de skulle læsses af igen 10 minutter senere derhjemme.

Sten til kanter

Det ser ikke engang ud af særlig meget, og der er da heller ikke nok til mit projekt, men rækker nok til omkring halvdelen, som udgøres af bedet her.
Det er et af dahliabedene bagerst og et montbretiabed forrest. Det irriterer mig, at græsset kravler ind og bemægtiger sig en god bid af dem hvert år. Omme i baghaven har jeg med held fået stoppet ethvert invasionsforsøg fra græssets side ved at kante bedene med sten. For det første er det altså effektivt og for det andet synes jeg det passer fint i stilen til Den Stråtækte.

Kantning manglerSten til kanter

Først hentede vi sten. Så hentede John et lille læs kompost på genbrugspladsen, som jeg brugte en del af, da jeg ordnede det nye rosenbed, hvorefter jeg plantede de syv roser, og endelig begyndte jeg at forberede til stenlægningen. Det kræver meget af vintertrætte armmuskler at tage græstørv op og ruske dem fri for så meget jord som muligt. Faktisk kræver det mere end at slæbe sten, eller også var det de to ting i forening, der gjorde udslaget, men færdig er jeg i hvert fald for i dag.
Jeg nåede så langt som billedet viser, inden jeg gik død – eller rettere, mine arme og min ryg gjorde det, så jeg tror jeg vil beskæftige mig med blogge og Barnaby resten af eftermiddagen.
Jeg talte med Charlotte ved frokosttid – hun var i haven hele dagen i går og er helt smadret i dag, så det er ikke kun de godt 20 år jeg er ældre end hende; vi er bare i dårlig form, er vi.
Men fitnesscentre, go home – vi klarer motionen med havearbejde.

22. marts 2019

Det er heeelt færdigt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: ,

Der er, som det vil være alle forældre bekendt, en periode, hvor børn under pottetræningsforløbet skal hjælpes med den efterfølgende aftørring.
Det foregår på den måde, at man planter barnet på potten/toilettet og som oftest forlader rummet for at vende tilbage og afslutte foretagendet, når barnet har råbt “Jeg ER færdig!”
Vores nevø havde det med at kalde lidt for tidligt, for når min søster kom hen til ham, sagde han næsten hver gang: “Nej, vent lidt, der kommer vist mere.” Det kunne gentage sig flere gange under samme seance, så Merete sagde til ham, at han først skulle sige til, når han var helt færdig. Det huskede han så nogenlunde fint.
I en restaurant, vi engang var på, og hvor toiletterne ikke befandt sig ret langt fra lokalet vi sad i, udspandt sig derfor følgende episode:
Nevøen skulle på toilettet, og Merete mente, at det var i orden at tillade sig at gå tilbage til bordet, fordi hun vidste af erfaring, at det ærinde altid tog meget lang tid for den lille fyr. 
Efter en rum tid gjaldede det gennem hele lokalet: MOAAAR! JEG ER HEEEELT FÆRDIG!!!
Det vakte en del jubel. Merete havde regnet med at gå derud, inden han råbte, men denne gang var han hurtigere end han plejede.

Nu er projekterne i Den Stråtækte heeelt færdige – i hvert fald dem, vi skal betale os fra.

P1020512P1020517

Jeg holder meget af arbejde … jeg kan se på det i timevis.
(Hvem sagde først dette? Jeg kan huske udtrykket helt tilbage fra min gymnasietid.)
Her ses Jørgen og Troels, der var i fuld gang i går. Førstnævnte blev færdig i går og sidstnævnte er lige blevet det i dag.

P1020520

Før badeværelsesvinduet

P1020523Det er blevet så fint alt sammen – også selv om det næsten ser for pænt ud med Jørgens sirligt anlagte sten og den snorlige kumme ved siden af de uregelmæssige brosten, men når sandet er forsvundet, ser det nok lidt bedre ud. Vi skal bare vænne os til det.
Badeværelsesvinduet behøver vi ikke at vænne os til. Det fremgår ikke af disse billeder, men i den ikke-digitale virkelighed har det vindue rent visuelt gjort rummet 20 % større, og vi er ret så glade for den lille, men store ændring.
I morgen skal jeg i Stof & Stil, så jeg kan få lavet de foldegardiner …
Det ligger nemlig (næsten) på vejen hjem fra Birkerød, hvor jeg skal mødes med Det Fast Sammentømrede Engelskhold i aften – og hvor jeg af værtinden har fået tilbudt en seng i nat.
Jeg skal afsted nu – det bliver noget så hyggeligt, ved jeg!

21. marts 2019

Ikke kun i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , ,

Skulle nogen være ved at løbe tør for strikkemønstre og/eller ideer, kan jeg anbefale Allfreeknitting, som tilbyder mere end 3000 gratis opskrifter.
Der er dermed rigeligt at gå i gang med. Det er naturligvis ikke alle 3000, man synes er værd at give sig i kast med – faktisk er der en hel del ret fjollede ting – men der skal nok være et par opskrifter, der rammer ens smag.

imageRelaxation Slipper Socks

I går kunne jeg konstatere, at det ikke kun er i England, man har taget det gode danske ord ‘hygge’ til sig; det har man også i USA.
Det er da lidt sjovt, ikke sandt? Ikke mindst, at der ikke kun sker afsmitning fra engelsk til dansk, men at det også kan lade sig gøre den anden vej. Det drejer sig sandt at sige ikke om voldsomt meget, men lidt har også ret. Bluetooth er jo i bund og grund også dansk; det er så bare blevet oversat til engelsk, og derfor gælder det ikke helt.


Japansk indigoJapansk indigo (1)

Billederne herover er resultatet af farvningen med mit hjemmedyrkede japanske indigo.
Ditte og jeg delte en pose frø, så vi havde cirka 10 frø hver at gøre godt med. Hendes ville slet ikke makke ret, men fem af mine spirede og groede. De stod dog nok lidt for udsat, for det blev så langt fra til den frodighed, jeg har set på billeder af dyrkning af japansk indigo. Der blev kun 164 gram ud af det, da det var tørret, og det var med stængler und alles.
Ikke desto mindre skulle det prøves af – som jeg nævnte lige før, så har lidt også ret. Jeg sorterede ikke stænglerne fra, for jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage dem med, og på den måde undgik jeg helt spild.
Jeg fulgte fremgangsmåden fra Midgaards Have, og resultatet blev slet ikke tosset. Det er ikke den rigtige, dybe blå indigofarve, men ofte bliver japansk indigo til denne grønblå farve, som er lidt klarere i virkeligheden end billedet gengiver, og som jeg vældig godt kan lide. Hvis jeg ville indfarve med den rigtige indigo, har jeg jo det autoriserede pulver, så dette her er meget sjovere.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen. Gad vide om det er for sent at så for i år?

19. marts 2019

Det skrider … men heldigvis fremad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: ,

Fliserne ved køkkendøren (1)Gavlen er færdig og fliserne er ved at blive lagt. Der er skåret ud til det vindue i badeværelset, som aldrig har været der, men som nu kommer. Kun et lille et, men alene det, at vi får noget, vi kan åbne, bliver skønt.
Jo, der er gang i den i Den Stråtækte, så jeg er glad. Af flere årsager. Der bliver gjort pænere og vejret er allerede blevet pænere. Faktisk rigtig flot i dag, med sol fra en skyfri himmel. Det er ikke varmt, men det føles varmt nok, når man går og arbejder i haven.

Flise-Jørgen kom i går, ganske som aftalt. Hernede er vores håndværkere til at stole på – de fleste af dem i hvert fald. Vi er stødt på en enkelt af modsatte slags, men ellers har de overholdt aftalerne med os.
Da Jørgen gik hjem i går, var de sekskantede fliser og byggeaffaldet, der holdt højbedet, væk, og der var stampet stabilgrus på plads, så der så ud som på billedet til højre.
I dag kom han igen, lagde først det nye kloakdæksel på og begyndte derefter på krydderurtebedsmuren.

Fliserne ved køkkendøren (3)

Det skal nok blive pænt.
Vinduet er som sagt skåret ud på den udvendige side. På mandag kommer Troels igen for at sætte det nye i.
Der kommer almindeligt, klart glas i, hvilket John ikke var særlig begejstret for, men han blev nedstemt af både Troels og mig.
John indvendte, at det altså er et toilet, og klart glas kan man faktisk kigge igennem!
Troels og jeg sagde, at vinduet er nordvendt og så lille, at der ikke må komme glas i, der hindrer bare den mindste smule lys at komme igennem – og der er ingen naboer, der kan kigge ind af det vindue!
Nej, sagde han, men når man skal ned oppe fra terrassen, kan man se ind. Ikke deroppefra, men på vejen ned. 
Okay, så syr jeg et foldegardin, hvis det gør dig glad.

Fliserne ved køkkendøren (2)

Så accepterede han (kun lettere modstræbende) det klare glas – og nu skal jeg lære at sy et foldegardin, men det må vel være til at finde ud af.
Jeg søgte lidt rundt og fandt et hav af forskellige metoder til foldegardiner, så det største problem lige nu er at gennemskue hvilken en der er den nemmeste og samtidig giver det pæneste resultat. De to ting følges ikke nødvendigvis ad.
Foldegardiner hedder Roman blinds på engelsk. Persienner hedder Venetian blinds. Lidt pudsigt, som gardiner er italienske på engelsk.
For år tilbage citerede jeg en oversættelse fra engelsk, som var helt i skoven, men her får I den igen, for den tåler en gentagelse:
He hid behind the Venetian blinds. Det blev overundersat til: Han gemte sig bag de blinde i Venedig.
Når man oven i købet på filmen så manden, der kiggede stjålent ud gennem persiennerne, forstår jeg ikke, at en oversætter kan kvaje sig så eftertrykkeligt. Filmen foregik i øvrigt ikke i Venedig …

17. marts 2019

En rig weekend

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:35
Tags: , , ,

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

P1020479P1020487

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

P1040286

P1040289

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

P1020496P1020498

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

P1020494

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

15. marts 2019

Kurve kan flettes. De kan også sys

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , , , ,

Da jeg skulle skære stof til ‘pølse’-dækkeservietterne, skar jeg forkert i første omgang. Jeg bandede indædt, for umiddelbart var der lige gået 10 fat quarters (stofstykker på ca. 45 x 57 cm) til spilde. Sådan kan det gå, når man jeg forlader sig mig på sin hukommelse. Strimlerne til at lave stofpølser af skulle ikke være 10 cm, de skulle være 6,5 cml, og hvorfor jeg begik den åndssvage fejl, aner jeg ikke.
Der stod jeg så med 76 stykker stof på 10 x 27 cm. What to do?  
Det har jeg ikke helt fundet ud af endnu, men de ni af dem er nu brugt, nemlig til kurven til venstre på billederne.

P1020472P1020473

Den største er tiltænkt det igangværende strikketøj, som har plads ved siden af tv-kiggestolen. Den er ikke til at tage med i byen, for hankene er ikke bærehanke, men pyntehanke. Det er derfor jeg har undladt den på de to mindre kurve. Der mangler dog noget. En pynteknap i hver ende, måske? 
Jeg skal beslutte mig nu, for den brune er allerede blevet fyldt med gode hjemmelavede sager, såsom chilipasta, marmelader og kryddersalt.
Det skal min søster have i aften, når vi lander hos hende.
Kurvene kan bruges til alverdens småtterier – de er gode til ting, der ellers ville ligge og rode.
De er nemme at lave i lige præcis de mål, som måtte passe til et eller andet specifikt formål – det eksempel kunne fx være til bleer; det vil se lidt pænere ud på bade- eller børneværelset end den grimme pose de ligger i. De kan også bruges til at holde styr på de små cremedåser på badeværelset eller til at have rene gæstehåndklæder i – muligheder er der nok af.

P1020475

Jeg startede på kurvemageriet i går, for det er aldeles ikke vejr til udendørs aktiviteter.
Det håber jeg på, at det bliver i næste uge, for alle roserne kommer i dag, og flise-Jørgen kommer på mandag og begynder på at lave det pænt omme ved køkkendøren. Der er fine og meget gamle brosten på begge sider af de sekskantede fliser. Det burde derfor have været brosten, der blev lagt, men det bliver det altså ikke; det ville blive alt for dyrt. I stedet lægger han herregårdssten og bygger samtidig krydderurtebedet op i de samme sten.
Og nyt kloakdæksel. Det bliver forhåbentlig pænt – det kan i hvert fald kun pynte, for ih, hvor passer disse sekskantede fliser, som også lå ude foran hoveddøren og som terrasse bag stuen, bare dårligt til Den Stråtækte. Det ude foran var noget af det første, vi fik ordnet, da vi flyttede herned, og John byggede selv en træterrasse året efter for at skjule fliserne bagved, så nu er der snart ikke flere sekskantede fliser at se.
Man bliver aldrig færdig, når man køber sådan et gammelt hus … der er altid et eller andet projekt på tegnebordet eller under udførelse, men det gør heller ikke noget; vi skal jo holde os i gang, siges der.
Vi vil bare ikke selv lægge fliser – det er der andre, der er meget bedre til, end vi er. Og har kræfterne …

13. marts 2019

Læsning og syning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

Man har da først et alkoholproblem, når man ikke har mere alkohol.

Og hvis der endelig var et liv efter døden, hvordan kunne man så egentlig vide, at det ikke var det, man var i gang med, som han plejede at påpege, når folk begyndte at snakke om, hvad de håbede at udrette i deres næste liv.

“Rygning tager 10 år af dit liv.” – “Ja, men det er de sidste 10, ikke?”

Ovenstående tre citater er fra bogen Gud er bare hund stavet bagfra af Christian Frost. Det er første bog i en planlagt ‘dekadelogi’ (vi mangler en betegnelse, når det drejer sig om 10 bøger) med to drabsefterforskere som hovedpersoner. Jeg downloadede den uden at ane noget om hverken forfatter eller bog, men han/den har overrasket positivt; især ved at være ret så morsom hele vejen igennem, selv om plottet og nogle af scenerne ikke er for sarte sjæle. Jeg glæder mig allerede til de ni efterfølgere. De to som allerede er udkommet, står på min digitale boghylde og venter på mig.
Der er mange flere perler indimellem, men de er sjovest i konteksten.

Det var én af mine hobbyer, selv om det vel efterhånden er et lidt stort ord for det, da jeg ikke læser mere end en brøkdel i forhold til før i tiden. Pudsigt nok læste jeg meget mere dengang jeg arbejdede, men jeg har en fornemmelse af, at det var fordi jeg ofte var for træt til at foretage mig noget konstruktivt, når dagens pligter var overstået.

P1020465

En anden hobby er at sy. Pølsekonceptet er ikke helt opbrugt endnu; det skulle afprøves med nogle dækkeservietter.
Jeg er ikke tilfreds, men jeg kan ikke helt finde ud af, om det er konceptet eller stofvalget den er gal med. Stofferne passede faktisk fint sammen, da jeg lagde dem op, men det holdt ikke helt vand, da man kun kunne se omkring 1½ cm af hvert af dem ad gangen.
De bliver hermed degraderet til havebordsdækkeservietter (hvilket er irriterende, for farverne blev valgt, så de passer til køkkengardinerne), og jeg vil ikke sy nogle lignende; ikke engang selv om de var forholdsvis hurtigt syet – hvis jeg regner sammen, har jeg kun brugt cirka fem timer på disse fire dækkeservietter.
Godt man ikke skal leve af at lave den slags … tænk på din egen timeløn. Selv om jeg regner med bare 200 kroner pr. time, så skulle de fire her koste 1000 kroner (~600 kroner, når jeg trækker materialeforbruget fra).
Det tror jeg næppe nogen ville give – ikke engang hvis der havde stået et eller andet fancy designernavn på dem. Lad os så sige, at jeg snyder skattevæsenet (selv om man åbenbart skal hedde Britta Nielsen for at slippe afsted med det), skulle de koste omkring 125 kroner stykket. Og sagde jeg ikke lige, at disse var relativt hurtigt syet?
Den holder ikke en meter – jeg ville dø af sult inden for de første par måneder – eller tvunget til at bo i en campingvogn i en eller andens baghave, men så havde jeg ikke plads til alle mine syting (for slet ikke at tale om mit garn).
Det er heldigvis bare en hobby.

11. marts 2019

Troels er færdig og jeg er lige begyndt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Vejret har været lidt imod Troels, så han er først blevet færdig i dag med gavlen – han har ikke kunnet male før.
Det er blevet så fint. Når man ser huset fra en vinkel hvor man kan se begge gavle, er det lige præcis sådan det skal være, hvilket en af naboerne da også sagde til os i dag, da han så resultatet. Vi kan kun undre os over, hvorfor vi ikke gjorde det dengang vi satte en murer og en maler på at gøre den hvide gavl pæn, men det er altid meget nemmere at være bagklog.

P1020352P1020462

Troels er færdig, og jeg/vi er kun lige begyndt. I haven. Det er stadig tidligt, men forårsfornemmelserne har i høj grad indfundet sig – og de er af en lidt anden karakter end de var engang … apropos indlægget om, at man ændrer sig livet igennem. Den her med at elske sin have havde jeg overHOvedet ikke set komme – hverken jeg selv eller folk, der kender mig. Ikke desto mindre kribler det i fingrene for at komme i gang med årets havesysler, og i gang er jeg da også. Vi har fjernet et par hylegrimme buske og i stedet sat nogle røde havepotentil, som gerne skulle komme til at give dahliabedet lidt læ.
 I tænkeboksen og på tegnebrættet har jeg haft bedet under stilladset. Det har længe været min onde ånd, for uanset hvad jeg gør, kommer der hele tiden nye sæbeurt og snebærbuske op. Godt nok mindre år for år, for jeg har hvert år gjort en grundig indsats for at reducere fremspringet af de generende planter, men udryddet kan man sandt for dyden ikke sige, at de er. Endnu. Det kommer forhåbentlig, men der var rigtig meget, der havde nået at gro både vildt og til, inden vi overtog huset – især de forbaskede snebær kan jeg finde alt for mange steder, hvor de ikke er ønskede.
Jeg har nu tænkt færdig (det blev ikke til så meget tegneri) og har besluttet mig for (og bestilt) velduftende og “yderst hårdføre” roser. Det er nødvendigt med hårdføre planter, for gavlen vender ud mod fjorden – der er jo også en grund til, at murværket nu er beklædt med træ.
Jeg bestilte syv roser til nævnte bed og en til en nordvæg, hvor der aldrig kommer sol, hvilket der heldigvis findes roser, der trives udmærket med; heriblandt New Dawn.  
Der er en eller anden ínstans, der beder os almindelige mennesker om at indmelde hvad vi synes skulle kategoriseres som invasive arter. Jeg tror jeg melder sæbeurt ind, for den er sværere at udrydde end skvalderkål, skulle jeg hilse fra mig selv og sige. Rødderne når lige så dybt som padderokkens, og en lille bitte bid rod afføder straks en ny plante. Sæbeurt er såmænd ganske nydelig (pænere end skvalderkål), men jeg vil altså ikke have den overalt i haven!

9. marts 2019

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:21
Tags: , ,

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Seks retter Norsminde
Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

7. marts 2019

Det stod lige parat til os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: , ,

P1020370Vi styrede direkte mod Lundhede planteskole, som ikke er ‘rigtig’ planteskole mere, men kun en internethandel. En med-webstrikker kunne fortælle mig, at det engang var en fantastisk planteskole, hvor alene kundetoiletterne var et besøg værd.
Mine varer stod som aftalt på en pallevogn og ventede på os, men ellers var der mennesketomt.
Der lå tre 20-liters poser med jord, men det var ikke rigtigt. Heldigvis kan man ringe til planteskolen:
– Goddag, du taler med Ellen Nielsen. Jeg har ikke fået den rigtige mængde jordforbedring.
– Jeg har lagt tre sække til dig, så du har faktisk fået 10 liter mere end du har bestilt – jeg havde bare ikke flere 50-liters sække.
– Jeg bestilte 100 liter …
– Øhhh. Nå, for søren. Hvad er dit ordrenummer? (Det fik han så).
   …Okay. Jeg sender de sidste 40 liter til dig uden beregning. Måske kommer der to små sække, måske én stor, hvis vi når at få dem hjem. Jeg beklager fejlen.
P1020460Det var i orden. Alle kan klokke i det, og han var ikke mange sekunder om at kompensere for det.
Vi kan i øvrigt ikke lugte hønsegødningen inde i bilen! John er glad … og det er jeg også.

I går så vi Tekstilmuseet i Herning. Det var meget interessant, selv for John, som syntes, at alle maskinerne var spændende, så vi fik begge noget ud af det.
Der var én automatisk strikkemaskine i gang, mens vi gik rundt. Én mand kunne passe 16 maskiner … vi talte om, at de stakkels arbejdere må have gået rundt i en forfærdelig larm hele dagen, for mon der var ret meget høreværn dengang? Det tror vi ikke.

P1020376P1020377

60 tråde pr. centimeter. Det er godt, at jeg ikke skal strikke af det i hånden.

P1040241I dag har vi været i Den Gamle by i Aarhus, hvor vi (især pga. vejret) brugte det meste tid på tidsrejsen, som var indendørs og heldigvis interessant nok. Vi fik, på vejen dertil, en sludder med damen, som passede huset fra 1927. Jeg kunne genkende en del ting fra mit barndomshjem … mine farforældre købte gården i 1911, og stuehuset, som blev bygget i 1924, dermed var der, både min far og jeg er opvokset, havde haft mange ting til fælles med interiøret fra 1927. Ikke i nyere tid, selvfølgelig, men meget, som jeg husker fra min barndom. Brændekomfuret og vægtelefonen, fx.

Norsminde Kro ligger meget, meget smukt, men desværre er det dårligt vejr, så vi kan ikke nyde udsigten fuldt ud – vi kan simpelthen ikke se langt nok … og nu er det oven i købet begyndt at blæse op. Så meget, at de måtte ud og hente flaget ind.
Vi har fået A Room With a View, men det er en del af gourmetopholdet, at man får “et af kroens bedste værelser”.

I aftes fik vi to retter mad, som var lækre nok til, at vi glæder os til de seks, vi skal have i aften.
Klokken 15 fik vi en Afternoon Tea, som fint kunne konkurrere med Englands ditto; vi har lige været til vinsmagning, og som sagt skal vi have den store menu i aften. Det er virkelig et gourmetophold.

Vinsmagning på Norsminde kroVinkælderen Norsminde kro

Vinkælderen Norsminde kroVinkælderen Norsminde kro

Til sidst – helt udenfor kontekst – får I et screendump af min søgning i går, da jeg skulle tjekke, hvor vi kan få rabat som medlemmer af Ældresagen. Da jeg så dette her, kom jeg til at grine så højt, at det var lige før det blev pinligt. Jeg fik dog hurtigt dæmpet mig lidt ned og viste John skærmbilledet. Han var næsten også ved at komme til at grine højt.
For det første er sexlegetøj nok ikke lige det første jeg kommer til at tænke på i forbindelse med Ældresagen … og hvis det for det andet oven i købet er så farligt at tage den slags i anvendelse, at det mest nærliggende er en reklame for begravelsesrabatter, så tror jeg, vi hellere må til at holde lidt igen med det farlige legetøj.

P1040239

5. marts 2019

Nu igen?!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , , ,

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
 Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

3. marts 2019

I al stilhed …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

 Sidste år inviterede jeg nogle få gæster på min fødselsdag, fordi jeg ville markere, at jeg blev folkepensionist.
Vi var næsten hele familien samlet for 14 dage siden og vi tre søskende skal være sammen igen om knap to uger, så i år er vi bare os to helt alene sammen i dag – ganske efter eget ønske. Ingen venner – ingen familie. Bare tosomhedshygge.
“Hvad ønsker du dig?” spurgte John.
”Ikke noget”, svarede jeg.
Det mener jeg, og det ved han godt – vi lever i en hurtig og privilegeret verden, hvor vi bare køber det vi har brug for – eller lyst til, når vi har brug for det – eller lyst til det. Vi har ikke tid til – eller lyst til – at vente på jul eller fødselsdag.
Mange vil nok være uenige med mig, men sådan har vi det altså her hos os!
John og jeg er stort set holdt op med at give hinanden gaver, og jeg har sagt til Charlotte, at jeg mere og mere kommer til at både ligne og forstå min far, som aldrig ville have gaver – “jeg mangler jo ikke noget”, som han sagde hver gang vi spurgte ham. Dengang forstod ingen af os søskende det, men det gør jeg nu. Det med djævelens vold og magt at skulle finde på et gaveønske er svært. Vi kan sagtens  finde på at give gaver, men oftest i utide og det er impulsive gaver, hvor vi lige er faldet over et eller andet vi ved vil glæde den anden part. Eller barnet. Eller børnebørnene. Eller en eller anden …
Johns gave til mig i dag var derfor følgende:
”Så vil jeg gerne have lov til at invitere dig til brunch på Café Mocca – og jeg står også for aftensmaden”.
Se, det er en gave, jeg sætter pris på! En hel dag uden overhovedet at skulle tænke madtanker – skønt.

Jeg spiste så meget lækker mad på cafeen, at jeg næsten ikke kunne vralte ud til bilen … håber virkelig, at jeg når at blive sulten igen til aftensmaden! Bare lidt …

Der er i øvrigt ikke så lidt sandhed i teksten på det nederste billede, som jeg har hugget fra FB – ikke at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ser yngre ud end jeg er, men jeg har aldrig vænnet mig til sms-sprog, så jeg skriver altid pæne og grammatisk korrekte helsætninger, når jeg sms’er.

1. marts 2019

Fredagssmil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: ,

Kender I Engrish? Det er en slags engelsk, som man taler (og skriver) ude i Østen. Betegnelsen stammer fra asiaters bytten rundt på ‘r’ og ‘l’. De har svært ved at høre forskel og har det endnu sværere med udtalen.
Jeg blev mindet om det og dermed inspireret til indlægget i morges, da jeg så skiltet med No smoking på Pinterest.
Hvis man billedgoogler Engrish, kommer der mange sjove eksempler op på, at Google Translate må have glimrende betingelser derude, men jeg vil nøjes med at vise jer fire af slagsen, netop fordi I selv kan fortsætte, hvis I har lyst.
Specifikt findes, udover Engrish, også Danglish (can you screw the music up?), Thaiglish og Dunglish (= hollandsk – the Dutch are a nation of undertakers, som Hollands Joop den Uyl engang sagde. Han mente iværksættere og ikke bedemænd).
Ved nærmere eftertanke skyldes Engrish og lignende nok ikke engang Google, men mere menneskelige misforståelser og/eller det, jeg kalder undersættelser. Begrebet kendes mere uspecifikt som False Friends, men de er alligevel ikke helt synonyme.
Jeg kender ingen asiatiske sprog, så det er svært for mig at vurdere, men eftersom Google arbejder med det skrevne sprog og ikke med lyde, ville tjenesten nok ikke forveksle allowed og aloud. Nedenstående stammer typisk fra en der kender ordets betydning, men ikke kan stave til det.

Gad vide, om skiltet er fundet på et bibliotek? “Det er okay at ryge, bare du er stille”.

Nå, men det er jo snart lørdag, så her er et passende skilt til at printe og sætte på soveværelsesdøren, så I ikke bliver forstyrret …

… for det er der, den slags normalt hører hjemme – det må i hvert fald ikke foregå i bussen!
Nå nej – det første piktogram (!) herunder symboliserer en tilskadekommen arm. Hvordan kunne jeg dog få det til andet end det???
Og det er mig, der påstår, at for den rene er alting rent …

Pyt – skulle du komme til at overtræde en eller anden lov, bliver du belønnet, så det kan næppe gå helt galt.

28. februar 2019

Jeg troede ikke på det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , ,

P1020368

Jamen det var jo hele tre ting …
Først troede jeg ikke mine egne øjne, da jeg forleden dag kunne grave kartofler op i min egen have.
I dag skulle jeg ordne et andet bed. Jeg havde lagt mærke til de små buske, der stod rundt omkring og så ud til at stortrives på trods af, at vi lige har haft vinter – selv om det næppe kan kaldes sådan i år, med de meget milde forhold, der har hersket hele tiden.
Planten lignede lidt mælkebøtte, men var det ikke. Så slog det mig: Det er da rucola! Jeg såede noget sidste år, som aldrig nåede at blive til mere end lidt pjatteri, så der kom ikke nok til at kunne række til  noget i salatskålen, men jeg lod dem bare stå, og nu er der rucola nærmest i spandevis. Jeg har smagt på det og den er god nok.
Der er med andre ord endnu en urtehavehøst her i februar. Hvem skulle have troet det?

Den tredje overraskelse leverede min søster. Da de var her forrige søndag og vi talte lidt om familietræffet i England til sommer, nævnte hun, at kun så gerne ville se Highclere Castle – altså der, hvor Downton Abbey blev optaget.
”Glem det”, sagde jeg, “der er fully booked resten af året. Det er blevet vildt populært, og det er begrænset, hvor mange de vil tage ind ad gangen.”
Hun troede åbenbart ikke på mig, hvilket var glimrende, for hun undersøgte selv sagen og ringede og sagde, at der var billetter at få. Jeg var ellers sikker på at have set det modsatte, men heldigvis huskede jeg forkert. Det må have været i 2018, vi ikke kunne få billetter.
Nu har alle fra familien, der mødes hos Charlotte og Tim til sommer, billetter til det fantastiske Highclere – både til the castle and gardens.
Jeg glæder mig allerede.

image

27. februar 2019

Og hvad har de to ting så med hinanden at gøre?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: ,

Nye kartofler i februarSvaret på overskriften er: ikke noget som helst!
Men hvis der skulle være nogen, der absolut ikke gider beskæftige sig med Brexit, kan disse stoppe efter billedet, som forestiller nyopgravede kartofler fra min have! Mon ikke det er danmarksrekord? Men okay – man kan nok ikke kalde det for nye kartofler, og hvordan de smager, ved jeg først i aften.
Jeg skulle forårsordne bedet, jeg havde kartofler i i 2017, og jeg må have overset en ved opgravningen af dem, for disse er fra sidste år. Planten har haft kummerlige kår, for jeg opdagede ikke engang, at jeg havde en kartoffelplante sidste år.

Den sidste del af indlægget er sendt til mig af en tidligere kollega, som har teksten fra FB, hvor den har været delt et utal af gange.
Den er måske lidt sej at komme igennem, men det er både godt skrevet, sandt og temmelig sørgeligt. Og Tims kommentar til sidst må I ikke overse!

It all makes sense now…

BREXIT EXPLAINED

David Cameron made a promise he didn’t think he’d have to keep to have a referendum he didn’t think he would lose.

Boris Johnson decided to back the side he didn’t believe in because he didn’t think it would win. Then Gove, who said he wouldn’t run, did, and Boris who said he would run, said he wouldn’t, and Theresa May who didn’t vote for Brexit got the job of making it happen.

She called the election she said she wouldn’t and lost the majority David Cameron hadn’t expected to win in the first place. She triggered Article 50 when we didn’t need to and said we would talk about trade at the same time as the divorce deal and the EU said they wouldn’t so we didn’t.

People thought she wouldn’t get the divorce settled but she did, but only by agreeing to separate arrangements for Northern Ireland when she had promised the DUP she wouldn’t.

Then the Cabinet agreed a deal but they hadn’t, and David Davis who was Brexit Secretary but wasn’t said it wasn’t what people had voted for and he couldn’t support what he had just supported and left.

Boris Johnson who hadn’t left then wished that he had and did, but it was a bit late for that.

Dominic Raab became the new Brexit secretary.

People thought Theresa May wouldn’t get a withdrawal agreement negotiated, but once she had they wished that she hadn’t, because hardly anybody liked it whether they wanted to leave or not.

Jacob Rees-Mogg kept threatening a vote of no confidence in her but not enough people were confident enough people would not have confidence in her to confidently call a no confidence vote.

Dominic Raab said he hadn’t really been Brexit Secretary either and resigned, and somebody else took the job but it probably isn’t worth remembering who they are as they’re not really doing the job either as Olly Robbins is.

Then she said she would call a vote and didn’t, that she wouldn’t release some legal advice but had to, that she would get some concessions but didn’t, and got cross that Juncker was calling her nebulous when he wasn’t but probably should have been.

At some point Jacob Rees Mogg and others called a vote of no confidence in her, which she won by promising to leave, so she can stay. But they said she had really lost it and should go, at the same time as saying that people who voted Leave knew what they were voting for which they couldn’t possibly have because we still don’t know now, and that we should leave the vote to Leave vote alone but have no confidence in the no confidence vote which won by more.

The government also argued in court against us being able to say we didn’t want to leave after all but it turned out we could.

She named a date for the vote on her agreement which nobody expected to pass, while pretending that no deal which nobody wants is still possible (even though we know we can just say we are not leaving), and that we can’t have a second referendum because having a democratic vote is undemocratic. And of course as expected she loses.

Some people are talking about a managed no-deal which is not a deal but is not no-deal either.

Thank goodness for strong and stable government.

Her er Tims kommentar:
That is absolutely excellent and sadly true!

I had not seen it before – if fact I think it is much worse than that, because it ignores the opposition party, whose members want to remain or have a second referendum but whose leader wants to leave, but not as much as he wants to have a general election and get rid of Theresa May, so he can then make us leave, against the will of his party and most of the nation!

It also ignores the Scots who want to leave England but stay in Europe.

And the Irish who want to stay in England but remain in Europe too!

Oh, and the Labour leader is against the backstop because it could trap us in the customs union, but he wants a guarantee that any deal will keep us in the customs union.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.