Hos Mommer

19. september 2017

Løg og alkanna

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags:

LøgskallerEndelig havde jeg fået samlet over 50 gram løgskaller. Når man kun kan bruge det yderste, helt tørre og nærmest pergamentagtige lag, skal der bruges mange løg for at få den mængde.
Flere steder stod der, at man, i stedet for at bejdse garnet, kunne bruge en aluminiumsgryde til at koge farvesuppen i, og naturligvis også til at farve garnet i den siede suppe (for en gangs skyld duftede det virkelig af suppe).
Jeg lagde derfor et ubejdset og et bejdset naturfarvet fed i, samt et fed bejdset, gråt garn. Der blev også til et 2. bad af det bejdsede naturgarn.
Det er ikke nok at bruge aluminiumsgryde som ‘bejdse’, men alle farverne blev ganske flotte – der er en del mere glød og ‘gyldenhed’ i dem, end kameraet kunne finde ud af. Hvad er det med de kameraer? Det er altså hammerirriterende, at de ikke kan gengive de korrekte farver.
På billedet er det ubejdset, bejdset, 2. bad og det grå garn. Det med 2. bad gider jeg ikke en anden gang – det kom til at ligne alle de første 50 shades of yellow lige lovlig meget.

 Alkanna-eksperimenter

Det gik endnu mere galt, da jeg skulle fotografere alkanna-eksperimenterne. Ligegyldigt hvad jeg gjorde ved og med kameraet blev farverne alt, alt for blå. Ovenstående var det bedste resultat, og det er slet ikke godt nok. Heller ikke de to sidste farver til højre i billedet er korrekt gengivet med den blågrå farve, alkannaen gav efter at have fået nogle korn kaustisk soda.
De andre til venstre for, derimod, var meget mere rødlilla end billedet viser – mere i retning af det lille indsatte billede ved siden af.
De to længst til venstre er hhv. bejdset og ubejdset garn, blot farvet i spritsuppen fortyndet cirka x 3 med vand. Den næste er 2. bad, tilsat en smule eddikesyre, og den lyseste er 3. bad.
I morgen skal jeg hente nogle pH-sticks, som jeg har bestilt på apoteket. Når nu pH-værdien skulle betyde så meget, er det rart at vide, hvor på skalaen jeg egentlig arbejder – især når Ditte kommer, og vi skal arbejde i stor skala.
Det så også ud til, at hvis jeg lod temperaturen forblive på omkring 50°, gik farven endnu mere over i det rødlilla, så der skal eksperimenteres en del mere. Jeg hælder mest til at holde alkannabadet nogenlunde neutralt (dvs. uden at komme syre eller base i overhovedet) – den basiske blå er lidt for grå efter min smag.
Nu er jeg spændt på blåtræet, som står og trækker farve ud til i morgen. Blåtræet, som virker mest rødt lige nu, men vi får se …

Reklamer

17. september 2017

Det gik ellers lige så godt med det vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:59
Tags: ,

Turning TorsoVi havde været så heldige at få to billetter til en Tour de Turning Torso i dag kl. 11.
Der blev åbnet for to rundvisninger á max 80 personer, og billetterne var væk på ½ time. Det var vist heldigt, at jeg sad ved pc’en, da mailen løb ind.
Skulle nogle ikke vide, hvad Turning Torso er, så er det et Malmösk højhus, der drejer sig 90° om sin egen akse.
Der er både kontorlejemål og private lejligheder, og man skal være temmelig godt ved muffen for at kunne bo der: De mindste lejligheder er på 25 m2 og koster 11.000 SEK om måneden; de største er små 200 m2 og koster 32.000 SEK/md. (hhv. 8.600 og 25.000 kroner). Den store er måske ganske rimelig i pris, men jeg synes godt nok det er dyrt for bare 25 m2.
Der er dog trods alt vinduespudsning med i prisen … og en reception bemandet 24/7, et fitnessrum, festsal og vinkælder.

Som man ser på første billede, havde vi flot, flot vejr, så vi glædede os meget til at komme op på 53. etage og få taget nogle flotte billeder.
Jeg nåede lige at tage et par stykker, inden der blev trukket for, så et lysbilledshow og foredrag om alle de mange facts og tal om huset kunne blive kastet ud i luften til os. Mange af tallene var da også imponerende, men jeg husker ikke så mange af dem.

Udsigt fra Turning TorsoUdsigt fra Turning Torso

Det tog en halv times tid. Undervejs hørte jeg en dyb brummen, men blev først senere klar over, at et voldsomt uvejr havde anbragt sig lige over os, nemlig da gardinerne blev trukket fra igen. Det var blevet halvmørkt, og det lynede, tordnede, regnede og haglede. Pokkers også.
Mit kamera havde meget svært ved at abstrahere fra dråberne på ruderne, så det blev slet ikke de billeder, jeg havde håbet på – det var lige før, jeg følte mig hensat til vores tur op i Berlins tv-tårn, hvor vi havde betalt €40 for heller ikke kunne se ret meget.

Udsigt fra Turning TorsoUdsigt fra Turning Torso

Billederne blev dermed noget dårligere end forventet, men derfor var udsigten deroppefra nu alligevel ikke så tosset endda.
Det herunder ville jeg godt have taget, mens man samtidig kunne nyde en fantastisk solnedgang. Det havde Jan (foredragsholderen) gjort – hold op, hvor det var flot!

Udsigt fra Turning Torso

Dørhåndtagene i glasdørene ind til receptionen var lidt specielle:

IMG_7878IMG_7881

Fordi vejret var så flot, da vi kom, havde vi ladet overtøjet ligge i bilen, for hvad skulle vi dog rende og slæbe på det for?
Det fortrød vi, da vi var kommet ned igen i jordhøjde og så, hvor voldsomt meget det regnede og haglede. Vi ventede et kvarters tid, til det havde stilnet en smule af, og så løb vi over til bilen – uden at blive mere end halvvåde.

16. september 2017

Intet for alfa, men alt for omega

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:58
Tags: ,

Ny version af alfa og omega

Vrøvl, vil nogle sige om overskriften. Andre vil måske høfligt nøjes med at se spørgende ud.
Den er inspireret af en post i går i en af de sproggrupper, jeg er medlem af.
Den var ny for mig, og det var samtidig den sjoveste udgave en misforstået talemåde, jeg har hørt/set længe.
Da jeg havde smilet af, måtte jeg igenigen undre mig over, at så mange ikke tænker over det de siger. Hvis noget kan være ‘alt for omega’, er der så også noget, der er ‘for lidt omega’ eller bare ‘en lille smule omega’?
Jeg også hørt det som alfaomega (tydeligt i ét ord). Både denne og ovennævnte udgave tyder på, at de pågældende tilsyneladende nok ved hvad udtrykket betyder, men ikke ved hvorfor.
Misforståelsen kendes også som ‘alfa og romeo’. Det bliver værre og værre.

Avokado andet forsøgAvokado første forsøgNå. ”Man skal altid huske at feje foran sin egen dør, før man begynder at smide med sten.”

Det der avokadofarvningshalløj er jeg vist færdig med – i hvert fald indtil en eller anden kan fortælle mig, hvad jeg gør forkert, selv om jeg gør hvad jeg skal.
Første gang blev garnet café latte-farvet, men da fandt jeg senere ud af, at det røde farvestof skal trækkes ud med ammoniak, og at det skal stå en uges tid. Derefter skal suppen sis, og der tilsættes tilstrækkeligt med vand til at dække garnet, plus yderligere en smule ammoniak. Garnet skal simre, ikke koge, helst i en aluminiumsgryde, i en times tid og derefter køle af i suppen.
Jeg viste et billede af suppen forleden – den blev meget rød, nærmest mørk orangebrunrød, hvis der er noget, der hedder sådan, og se herunder hvor lovende det så ud, da det kom ned i gryden – det havde også bare at blive godt med den ammoniakstank i køkkenet. Jeg var nu fuld af fortrøstning.

Avokadosuppe anden gang
Lige indtil jeg fik skyllet garnet. Stort set al farven gik af med skyllevandet, så jeg stod ved vasken og småbandede.
Okay, det er blevet lidt mørkere end det fra første forsøg, hvor jeg ifølge de kloge gjorde stort set alt forkert, men der er sandelig ikke meget rødt over det garn, der er behandlet som foreskrevet.
Ikke engang lyserødt. Stadig café latte; der er bare lidt mere kaffe i denne gang.

Exit avokado. Nu venter jeg, til Ditte kommer med alt det nye garn, og så skal vi ellers i gang med blå, røde, blårøde og lilla farver galore.

15. september 2017

Sjældne fund – i Danmark, men vist ikke her

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: ,

På dagens svampejagt (fin fangst, men desværre ingen tragtkantareller) faldt vi over nogle køllesvampe, som jeg ikke mindes tidligere at have set i virkeligheden. Først pigsvampen i går, og nu denne – det må virkelig være et optimalt svampeår i år.
Jeg bestemte den til at være en Clavariadelphus pistillaris – herkuleskøllesvamp, men er ikke 100 % sikker. Den var dog så stor – og ikke blank – at jeg ikke kunne se andre match end dette. Vi så den flere steder, hvilket er interessant i betragtning af, at det er første gang.
Det er ikke første gang, vi ser guldgafler; dem ser vi næsten altid, men de små fine, skriggule svampe er så flotte, når de står og lyser op i skovbunden.

Clavariadelphus pistillarisGuldgaffel

Under jagten på identiteten af køllesvampen faldt jeg over en anden svamp, som viser sig at høre under laverne – jeg har bare altid kaldt den en svamp, men man bliver heldigvis hele tiden klogere.
Det drejer sig om en Peltigera neopolydactyla. Det er godt nok nogle heftige navne, vi er ude i i dag … men det må være den, og den er kun observeret et enkelt sted i Danmark. Vi har den flere steder her på torpet, så jeg gætter på, at den må være almindelig her i Sverige. Den har et svensk navn (nordlig trevarlav), så mon ikke?

Peltigera neopolydactyla (4)

Sådan kan man komme meget rundt – i sin søgen efter ét, finder man tit noget andet og måske noget tredje … somme tider slet ikke det, man oprindelig gik efter, men det går endda, for ens viden øges hele tiden.
Så er det bare, om man kan huske det til en anden gang … det der med indlæring går ikke så tjept som i de yngre dage, og ny læring sidder heller ikke lige så godt fast fra starten, men kræver ofte gentagelser. Gid man kunne bejdse hjernen, som man bejdser garn for at få farven til at sidde bedre fast.

IndigorørhatLeocarpus fragilis

Vi er ikke færdige med de underlige navne. Dog ikke den til venstre, som jeg tror er enten en net-eller punktstokket indigorørhat. Tror, så den kommer ikke i gryden – der er en svag mulighed for, at det er en djævlerørhat, og jeg er ikke dygtig nok til at kunne skelne, så jeg skal ikke risikere noget.
Den gule oganisme til højre er efter al sandsynlighed et svampedyr ved navn poleret glatfrø (Leocarpus fragilis). Godt så. Poleret glatfrø. Helt ærligt …  
Nu tror jeg vi stopper for i dag; min hjerne kan ikke rumme mere ny viden, hvis den også skal lagres, hvilket den helst skal, for det er så dejligt at have svar på rede hånd, når man går i skoven og bliver spurgt om de forskellige svampes navne.

14. september 2017

Regn, regn, kom igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: , ,

Man vil måske undre sig over dagens overskrift, men jeg fik den ide, at når det nu næsten altid, rent vejrmæssigt, går stik modsat af mine ønsker, så skal jeg nok bare ønske mig mere regn for at opleve en bedring i den ret så våde vejrsituation.
ALT er vådt – der står skræmmende meget vand på markerne, men heldigvis er der kun ganske få, der endnu ikke har fået høsten i hus, for det vil vare en rum tid, inden der kan køres på de marker igen.

P1070276

I det sydsvenske var der vist faldet lige så meget vand, og har det været lige så lunt som derhjemme, skulle der gerne være mulighed for masser af svampe.
Kantarel, pigsvamp og Karl JohanDet var der også … på min færden gennem Den Lille Rute fik jeg pludselig øje på en stor, gullig-hvid svamp, som jeg umiddelbart identificerede som en pigsvamp alene på grund af den karakteristiske hatfarve, men tænkte, at det kunne ikke passe, for dem har jeg ikke tidligere fundet her omkring.
Det kunne så bare godt passe! ÉN pigsvamp! Hvordan den ene så er havnet her, kan jeg ikke regne ud, men jeg ledte lidt rundt omkring uden at finde flere. Til gengæld var det den største, jeg nogensinde har ‘fanget’.
Og nej, jeg går ikke og drysser kokosmel på min Karl Johan; det er pigsvampen, der ikke holder fast på piggene. Det grønne er lav, som skal med hjem og tørres til senere farvebrug.
Jeg fandt ikke voldsomt mange kantareller og også kun den ene Karl Johan, men dem jeg fandt, var kæmpestore. Vejret har måske været for vådt for selv svampesamlerne i den seneste tid?
Jeg må ud på Den Store Rute i morgen, hvor vejret skulle blive lidt bedre, og det helst inden folk kommer hjem fra arbejde.

Tænk, hvis man kunne spise alle de svampe, man ser i skovene … eller … det kan man jo sådan set godt, eftersom alle svampe i princippet er spiselige. Det er bare virkningen, der er yderst forskellig.
JA, det er ordkløveri, dette her, for jeg ved naturligvis godt hvad folk mener, når de spørger, om den eller den svamp er spiselig. Jeg elsker bare det der svar på den helt bogstavelige opfattelse af spørgsmålet.
I øvrigt er jo selv de for os dødeligt giftige fluesvampe spiselige – for snegle. Og de dør ikke af det, fordi de har et andet fordøjelsessystem end vores, så jeg håber ikke, der stadig er nogen der tror, at hvis der er spist af svampen, er den ikke giftig for mennesker. Der er næsten aldrig spist af kantareller, som jo af nogle (ikke af mig …) regnes for kongen over alle svampe, mens der næsten altid er spist af fluesvampene.

13. september 2017

Dygtige sportsjournalister. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , ,

En af os sad og så cykelløb. Den anden lyttede lidt med, men strikkede samtidig. Og undrede sig såre indimellem.

“Det ligner regnvejr derude. Hvis der kommer sådan en ordentlig sjasker, kan det godt resultere i fugtige veje.”
Respekt for den skarpsindighed … han skulle være blevet meteorolog!

“Der har vi så vaskemaskineeffekten: Der kommer hele tiden nogle nye op bagfra og presser dem oppe foran.”
Her var jeg ét stort spørgsmålstegn, men John kunne ikke hjælpe mig med en forklaring på, hvordan der kunne komme en vaskemaskine ind i billedet her.
Senere kom jeg til at tænke på, om han mente vaskebræt? Det ville give en smule mening …

Og så er jeg (stadig) grundigt t.r.æ.t. af journalister, tv-værter og i det hele taget mediefolk, der med kraftig stemmeføring siger æhhh hele tiden!
Både kvinden, der heldigvis forsvandt, og ham der blev ved til den bitre ende i cykelløbet i går, var storslemme. 


Avokadosuppe til farvningNå. Nu gider jeg ikke brokke mig mere over sportsjournalisterne, så jeg går over til vejret i stedet for. I går omtalte jeg septembervejret i forholdsvis rosende toner, men det har vejret helt selv ødelagt i dag, hvor det blæser og regner uafbrudt som på en sen oktoberdag.
Jeg er bekymret for mine dahliaer, som i alt for bogstavelig forstand dukker deres tunge hoveder. ´
Den eneste lyse side ved det er, at jeg kan fylde alle mine vaser med dahliaer.

Avokadosuppen, der blev stillet in a sunny window (!), bliver, trods den manglende sol, mere og mere brunligrødorange. Jeg er spændt på, hvor meget af farvestoffet, der vil sætte sig fast i garnet.

Alkannaen, som kan farve garn lilla, hvis træspånerne ligger og søpper i ethanol (læs: husholdningssprit) i en uges tid, ser mig mere rød end lilla ud, men den er kun lige sat over, så jeg skal nok bare have tålmodighed – og i øvrigt kan man ikke altid regne med, at garnet får den farve, som suppen umiddelbart antyder.
If you don’t like the smell of methylated spirits, you can use vodka instead. Nogle gange er de altså lidt fjollede, de amerikanere … det skal da nok være rigtigt, men forskellen i literprisen får mig altså ikke til at hælde 1½ liter vodka over nogle spåner for så bare at hælde det i vasken om en uges tid!

Alkanna i husholdningsspritAlkanna i husholdningssprit (1)

Men farve kan det! I skræmmende grad. Da jeg åbnede låget for at tage ovenstående billede, faldt der en dråbe ned på den hvidmalede vindueskarm.
Shit! Vaskes af kunne det ikke. Jeg fik en lys ide og hentede lidt natriumdithionit – der må jo være en grund til, at det hedder affarver – opløste lidt i en anelse vand og hældte det på pletten.
Kluden blev farvet, da jeg gned på pletten, men pletten falmede ikke det mindste. Øv altså. 
Den eneste lyse side ved det er, at nu er jeg blevet opmærksom på den ekstreme forsigtighed, der skal iagttages, når vi begynder at farve med det.

IMG_7836IMG_7837

12. september 2017

Det er så småt ved at blive efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: , ,

Vi nærmer os. Vejret er stadig dejligt, solrigt og lunt – for det meste – men indimellem kommer der lidt regn susende forbi i kort tid nok til med rette at kunne kaldes en byge, men samme byge er lige præcis lang og kraftig nok til at gøre vasketøjet lidt vådere, end da det blev hængt ud.
Vi nærmer os efteråret lige så stille.
Havde jeg nu gået på arbejde, havde jeg måske brokket mig lidt over vejret, men i dette herlige pensionistliv, hvor jeg kan gå ud, når jeg har lyst, og vejret i øvrigt indbyder til det, føles det ikke så slemt. I går og i dag har jeg opholdt mig meget oppe i shelteret, hvor en lille byge eller to ikke kan komme til at genere mig.
Gæssene lægger an til … et eller andet. Jeg ved ikke, om de kommer forbi for at tanke lidt op til en videre færd, eller de er kommet for at tilbringe vinteren her, men der er dagen igennem en lind strøm af ind- og udflyvninger af større eller mindre flokke gæs. Vi kan høre dem hver morgen, så snart det er blevet lyst. Nogle flyver til fjorden; andre fra – de har etableret et trafikknudepunkt lige over for vores hus, og vi nyder det i fulde drag.
Når de så ligger på vandet i store klumper, kan vi høre hvordan de snakker dernede. De taler meget sammen, selv efter mørkets frembrud – de må have meget at fortælle hinanden om den nys overståede sommer.

IMG_9842

I haven er efterårssyslerierne så småt i gang; John skyndte sig at pakke parasollerne væk i tørvejr og sikkerhed i garagen, inden de igen blev våde.
Jeg satte mig med en notesbog og skrev i punktform de ting, jeg skal have flyttet enten om en måneds tid eller til foråret. Det blev til mange … dem, der siger, at man aldrig bliver færdig i en have, har vist ret. Jeg planter og flytter, planter og flytter igen. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg på ingen måde er havearkitekt og derfor har svært ved at forestille mig, hvordan det kommer til at se ud, når det hele kommer i vækst.
Det, der fx starter med at være to små pinde af en mamelukærmebusk, gror som var den betalt for det, og det jeg troede hurtigt ville komme til at fylde, fylder (stadig) stort set ingenting.
Planer er til for at ændres. Jeg har overvejet at få besøg af en havearkitekt, men jeg ved også med mig selv, hvor svært jeg har ved at gøre noget, andre råder mig til, så måske er det spildte penge.
Og måske er det ikke – sådan en må nødvendigvis have en masse ideer; man har for det første lov at sortere, og for det andet er det altid sundt at få andre øjne til at kigge på sagerne – man har det som bekendt med at gro lidt fast i egne forestillinger eller ideer.

11. september 2017

Fifteen shades of blue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags:

P1070266Den indigofarvning, som snød mig forleden dag, blev gentaget i dag med en ny stamkype.
Jeg skal da lige love for, at der var mere krudt i denne omgang – jeg løb desværre tør for garn, for der havde været til en tre-fire dyp mere, og jeg nåede ellers helt oppe på otte. Det skyldes måske, at der ikke var 400 gram garn i hvert af badene; i de to sidste havde jeg kun 50 gram – men det ærgrede mig altså lidt ikke at kunne udnytte alt farvestoffet fuldt ud.

En del af det var overfarvninger: Der var to fed (1. og 2. bads) valnød; der var noget indigofarvet fra første omgang, hvor Ditte var her, som skulle have flere dyp for at blive mørkere blå, og endelig var der en padderok og to rumex acetosa, som trængte til at blive forskønnet lidt.

Ude i shelteret hænger der derfor nu femten forskellige blå nuancer, hvoraf nogle er næsten ens – men også kun næsten, og selv en minimal forskel vil kunne ses, når der strikkes med det, men det kan man benytte sig bevidst af. Derudover er der de seks forskellige nuancer fra første omgang, så det er ikke indigogarn, jeg mangler lige nu.
Jeg blev så frimodig, at jeg forsøgte mig med at plumpe et helt nøgle garn i farvebadet – jeg havde ikke engang gennemvædet det først. Jeg troede ikke, at farven ville kunne trænge helt ind i midten af nøglet, og jeg regnede med, at det ville tage uens imod farve, når det ikke var blevet gennemvædet, som det skal. Men.
Så meget for al den ulejlighed med at lave nøgler til fed og bruge tid på at væde det først – det blev præcis lige så pænt ensfarvet som alt det andet, hvor de foreskrevne forberedelser blev fulgt til punkt og prikke … jeg gjorde det med to nøgler, hvor det ene fik to dyp og det andet ét. Det lykkedes fint med begge to, uden det blev det forventede melerede garn. Så ved jeg det!

Havesyren var lidt fesen i farven; især den ubejdsede, så den gule fik et enkelt dyp og den beige fik to. Det pyntede da lidt på det.
Padderokken, som også var noget blegnæbbet, fik, efter to dyp, en flot, klar petroleumsgrønblå farve, som kameraet ikke kan finde ud af at gengive korrekt. (Feddet forrest og længst til venstre på øverste billede).

Rumex acetosaRumex overfarvet med indigo

Ditte kommer snart igen, så skal vi gå amok i blå og lilla farver. Plus noget lyng. Og noget fyr og gran … hun kommer så hurtigt, vi begge to havde de samme ledige dage, men uhhh, det er svært at vente, når det klør så meget i farvefingrene. Heldigvis er jeg ved at forberede et avokadofarvebad, som skal med til Sverige og op i en aluminiumsgryde om ikke så længe. Denne gang lykkes det forhåbentlig noget bedre end første gang.

9. september 2017

Det gør hun ikke mere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: , , ,

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Anna og Lille Sorte SamboHendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

imageJeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

8. september 2017

En stor en

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags:

IMG_7691Normalt, når jeg ser græshopper, er de ret små; næppe over to cm lange. En googling fører mig til at tro, at det må være egegræshopper, der flintrer omkring i min nærhed.

Forleden dag så jeg en noget større udgave på omkring seks cm sidde i en af dahliaerne. Også her måtte der googles, og denne gang nåede jeg frem til, at det er en stor løvgræshoppe. Jeg mener ikke at have set sådan en før, men fugleognatur.dk hævdede ikke desto mindre, at den er ganske almindelig i Danmark.
Det må jeg jo så tro på.

Den flotteste græshoppe, jeg har set, var i Sverige, hvor den sad nede ved åen og var, i modsætning til andre græshopper, der skal fotograferes, fuldkommen ligeglad med, at jeg nærmest stak kameraet helt hen på maven af den.
Jeg har vist billederne af den før, men det er seks år siden, så det har de fleste nok glemt igen …

Dengang fandt Jørgen frem til identiteten af den, nemlig, at det med stor sandsynlighed er en sumpgræshoppe.
Flot er den i hvert fald, med sine røde ben.

P1050250P1050252

Uinteresssant emne for i dag, måske, men det er vejret så sandelig også. Uinteressant. Kedeligt. Meget kedeligt. Yderst kedeligt.
Eneste fordel: Jeg får regnvand nok til mange blødtvandsfarvninger – vandet i regnvandstønden (på 240 liter) er for længst løbet over.
Jeg har ondt af dem, der endnu ikke har fået høsten i hus, for det regner og regner og regner – både i går og i dag – på indkøbsturen så vi marker med synligt vand på. Ikke godt.
I morgen skal vi til fætter/kusine-komsammen og på søndag skal vi have gæster – søndag skulle man kunne komme til at se solen indimellem, men i morgen bliver det endnu vådere end både i dag og i går, selv om det er svært at tro, at det overhovedet kan lade sig gøre. Det er længe siden, vi har kunnet se over til den anden side af fjorden.
Heller ikke godt. Altså det med vejret. De to andre ting glæder vi os til.

Nå. Vi må bare glæde os over, at vi ikke har orkaner som Harvey, Irma (Hurricane Irma, the strongest Atlantic hurricane in recorded history. Wow), og sikkert også snart Jose og Katia komme stormende … de er godt nok hårdt ramt derovre.

7. september 2017

Lidt ulogisk …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags:

Min indigo-stamkype havde stået i sit glas i 12 dage, nemlig siden Ditte var her og farvede masser af garn sammen med mig. Det siges, at den kan holde i op til flere uger, men jeg mente alligevel, at det var ved at være på tide at få den brugt.
Det var det sandelig også … der var godt nok ikke meget krudt tilbage i den, så en anden gang vil jeg ikke lade den stå mere end et par dage. Jeg havde ellers brugt et par vågne nattetimer på at udtænke en kompliceret plan for, hvad der skal i hvilket bad og hvor længe, og hvor mange ekstradyp jeg vil give hvor mange fed. Jeg måtte skynde mig at skrive det ned i morges, inden jeg glemte det igen (gad ikke stå op i nat).
Det bliver næste gang … jeg kunne allerede efter 1. bad se, at planen ikke holdt.
Men jeg har snart samlet løgskaller nok (billede 3), og jeg har fundet ud af, hvorfor rødgran hedder rødgran: Fordi det farver garn rødligt (billede 1; billede 2 er fyr). Eller måske er det ikke derfor, den har fået sit navn, men det var da et meget godt bud …
Jeg har lige set, hvor stor forskel der kan være på at farve med blødt (fx billede 2, nr. 1 & 2) og hårdt (billede 2, nr. 3 & 4) vand, så der skal eksperimenteres lidt med regnvand, hvor det bløde vand giver den pæneste farve.
RødgranFyrLøg

Cochenille - kraprodEfter anbefaling fra Ditte har jeg investeret i Sofie Meedoms bog om plantefarvning. Den er helt suveræn, og det var den der spøgte og holdt mig vågen i nat, tror jeg. Det var også på grund af den, jeg forsøgte at google mig frem til, hvor man køber blåtræ.
Det fandt jeg, og de havde også et træ, der hedder alkanna, som jeg ligeledes syntes, jeg måtte investere i. Og de havde vinsten, som man i visse tilfælde med fordel kan bejdse med. Cochenille (billede 4, til sammenligning den rødere kraprod til højre) havde de, ikke overraskende, også, så nu kan jeg farve rigtig meget garn i blå og blålilla farver, hvilket er mere ovre i den farveskala, jeg kan gå med.

Blåtræ synes jeg er et ulogisk navn, fordi: “Blåtræ, også kaldet kampechetræ eller brunspån, er et træ, der stammer fra Mexico. Det var tidligere en vigtig kilde til rødt farvestof. Træets videnskabelige navn betyder “blodtræ”.
Videnskabeligt navn: Haematoxylum campechianum”.
Navnet brunspån kan jeg forstå, men den største overraskelse kommer nok, når man ser, hvilken farve den giver – den er nemlig hverken rød eller blå, men dybt lilla (som jo er en blanding af rød og blå), men er det ikke en totalt fantastisk farve? Jeg ved, at Linda vil smelte her!
Gad vide, hvordan den røde farve kommer frem? Det har jeg ikke kunnet finde noget om.
Blåtræ og Alkanna

Det er sandelig godt, at Ditte har bestilt 10 kilo (yes!) garn til farvning, hvoraf jeg har sat mig på de fire. Det er lige før jeg fortryder, jeg ikke tog halvdelen, for holddaop, hvor skal der bare farves.
Kom bare igen, Ditte – der er vist belæg for det meste af en uges tid til en omgang farvningssammenkomst her … og der er rigeligt med både blåtræ, alkanna og cochenille til os begge!

6. september 2017

Mine bushbabies er ikke til at kende igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Mine to dejlige små bushbabies er brat revet ud af deres feriemode i dag.
De starter på deres nye privatskole i Warminster, hvor der er strikse krav til frisure og uniform.
Piger må ikke have løsthængende hår, hvis det når længere end til skuldrene, og drenge må ikke have for langt hår.
Og hvad er så ‘for langt hår’? Det vides ikke helt, men dette her kan i hvert fald ikke være for langt. Han var lidt ked af det, for han var glad for sit tykke, krøllede hår, men glæden over og spændingen ved at skulle skifte til den nye skole overskyggede heldigvis de nærmest samsonagtige sorger over den mistede hårpragt.
Desværre var Charlotte lidt sent ude for at få købt uniformerne, så de havde kun en jakke til Anna, der var to numre for stor. Det er lidt synd, men forhåbentlig bliver den ikke slidt op, inden den passer … eller rettere: Det gør den ikke, for der er bestilt en hjem i den rigtige størrelse, men i dag var hun nødt til (nej, ikke nød til!) at tage den store på.
Og så se da lige min lille, store dreng! Han er pludselig blevet en ung mand på trods af sine bare 10 år. Han skulle lære at binde slips i aftes. Mor eller far kan selvfølgelig hjælpe ham med det om morgenen, men når han har idræt, skal han kunne binde det selv igen bagefter.

imageFørste dag i den nye skole - very excited

Det bliver nok lidt hårdt i starten, fordi de er kommet halvsent i seng i godt seks uger, og nu skal de op en hel time før de har været vant til, når de skulle i skole – de skal ud ad døren 7:30, mod 8:40 før. Derudover er de først hjemme 17:30 i stedet for 15:30 og de skal i skole om lørdagen …
Kompensationen for dette sker i form af lange ferier – to ugers efterårsferie, tre ugers juleferie og ditto påskeferie, 18 dages vinterferie, otte dage i maj/juni og endelig to hele måneders sommerferie. Der er aldrig mere end fem skoleuger i træk, og lørdage er ikke boglige skoledage; der foregår et eller andet sjovere i stedet for. Lektier er der heller ikke noget af – det hele klares i skoletiden, så de har fri, når de har fri, hvilket betyder meget for dem.
Det er noget anderledes end det, vi kender i DK, men det har nok noget at gøre med, at det er også en kostskole, og hvis ungerne skal på ferie hos forældre, der måske bor meget langt væk, er det ikke så smart med de korte ferier, som de ikke-private skoler har.
Det vigtigste af alt er, at de glæder sig helt vildt til deres nye skoleliv.
Charlotte havde også glædet sig til deres lange ferier, for så kan de komme oftere og længere ad gangen til Danmark.
Der var bare ikke lige taget højde for, at der blev åbnet en travl skræddershop, så i stedet må vi træde til som barnepiger.
Det varer dog nok ikke længe, inden de kan klare sig selv derhjemme om dagen, men vi hjælper skam hellere end gerne indtil da.
Jeg har lige bestilt billetter til uge 43, som bliver vores første barnepigejob. I uge 44 satser C på selv at kunne tage fri.

5. september 2017

Admiraler i hobetal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:06
Tags: ,

Vi nåede ikke at få glæde af alle blommerne, selv om jeg har syltet virkelig mange, har lavet rigeligt marmelade og har foræret væk til alle, vi kom i nærheden af. Det skyldes nu mest, at vi ikke kunne nå helt op i toppen af træet, men er der ikke noget om, at man ikke må beskære blommetræer? Hvis det er rigtigt, går det nok ikke at kappe toppen af træet.
Men har vi ikke fået glæde af dem, så har en veritabel hær af admiraler.
Blommer gærer meget hurtigt efter de er faldet ned fra træet, hvilket admiralerne kan lugte på lang afstand. De er netop nu ved at tanke op til den lange flyvetur sydpå, og som jeg desværre er sørgeligt klar over, så omdannes sukkeret i alkohol til fedt, men lige så irriterende det er for mig, lige nyttigt er det for sommerfuglene, da det bevirker, at de kan lagre tilstrækkeligt med fedt i bagkroppen til turen.

Admiral

Til gengæld er her stort set ingen hvepse, og jeg kan ikke finde ud af hvorfor – har prøvet at surfe lidt rundt på nettet, men kunne ingen relevante artikler finde. Der blev tidligt på sommeren etableret et hvepsebo under stråtaget lige ved siden af af det altid åbne vindue til vores soveværelse – hvilket i øvrigt resulterede i et par uønskede besøg inde i soveværelset, når de ikke lige kunne finde den rigtige indgang til deres bo. De var ganske fredelige og lod sig verfe ud igen uden de store sværdslag fra vores side.
Fredelig sameksistens med hvepse … hvem skulle nu have troet det?
Vi gjorde ikke noget ved boet, for de overvintrer ikke, og de genbruger det ikke til næste år.
Det var dog overraskende, at allerede da vi kom hjem fra Sydafrika d. 3. august, var der ikke flere hvepse, som fløj til og fra boet. Hvor mon de forsvandt hen så tidligt? De plejer jo at hærge godt og grundigt netop nu, hvor frugterne begynder at falde ned fra træerne, men vi har ingen.
Bier har vi stadig masser af; der sidder oven i købet snesevis af demog mæsker sig i de samme nedfaldne blommer, som admiralerne har travlt med.
Men ingen hvepse.
Ikke, at jeg er synderlig ked af det, for jeg bryder mig ikke om arbejdsløse, berusede og aggressive hvepse, hvorimod jeg er glad for de forholdsvis mange bier, jeg har set gennem sommeren, men det er da lidt underligt, at hvepsene sådan pludselig er forsvundet.

IMG_7794

4. september 2017

To herregårds- og et Anglofiliabesøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:08
Tags: , ,

IMG_9757Vi lagde ud med at samle Pia og Allan op til det mindste blogtræf, jeg endnu har deltaget i, men det var naturligvis hyggeligt alligevel. Vi startede på Frederiksdal, hvor jeg faktisk var glad for, at vi ikke var 20 bloggere, der troede, vi skulle have hver 20 kilo kirsebær. Årets høst var kun 20 % af 2016-høsten (250.000 ton mod 50.000 i år – det må være noget, der gør ondt på en vinfremstiller), så efter kirsebærnedrystningsmaskinen havde været der, var der ikke mange bær tilbage til os … men jeg fik nok til årets kirsebærsovs til risalamanden juleaften, så jeg var tilfreds. Jeg bruger alligevel ikke kirsebær til andet end det. Græsset var langt og vådt, så jeg måtte gå rundt og se fjollet ud med opsmøgede bukseben.
Derefter blev vi vist rundt på vineriet af Hr. godsejeren selv. Eller … vist rundt og vist rundt … vi stod på ét og samme sted inde i den store forhenværende kostald og fik forklaret historien bag disse (forbavsende gode) vine, hvilket var interessant nok at høre fra ham selv pga. det personlige og dermed mere ‘involverede’ islæt, hvis man kan sige sådan.
Frederiksdal (1)Frederiksdal (2)Frederiksdal (3)

Frederiksdal (4)De brugte både portvins-, rødvins- og cognacsfade (det store) hernede – ballonerne er fyldt med vin og står ude – ude! – i 1½ år, uden hensyn til vejret. De har klaret ned til 17 minusgrader.

Frokosten blev indtaget ved bordet på stranden ved Taars Havn – med fin udsigt til Langelandsfærgen.

Herefter gik turen til Mia og hendes nyindrettede Anglofiliabutik i et dejligt hus tilhørende Halsted Kloster.
Hun gav kaffe og rigeligt med kage; naturligvis gik vi butikken igennem flere gange og søreme om ikke der opstod et behov eller to for både Pia og mig … der var godt nok meget, der fristede … jeg er jo ikke ligefrem anglofob selv! (Jaja, det er hjemmelavede ord, men det må man godt. Nogle gange. Og den kvikke læser vil vide, hvad -fil, hhv. -fob betyder.)
Jeg købte bl.a. en bog om Cotswolds samt nogle blomster, der kan holde hele vinteren – og lidt til …

AnglofiliaAnglofilia (1)

OrebySidste stop var Oreby, som har en meget lille havn. Selve slottet kan man næsten ikke se; kun et tårn og et spir, som rager op over trætoppene. Slottet er ubeboet – hvor er det synd, for det må vel nødvendigvis stå og forfalde, når der ikke bliver gjort noget ved det.
Det er der dog blevet ved en af de tilhørende bygninger, som er fra 1754 (så vidt jeg husker), men for nylig blevet gennemrestaureret og står nu flot.

Vi indtog aftensmaden på Oreby Gl. Kro. Der var ikke så meget at vælge imellem på menukortet. Faktisk havde vi slet intet valg, for der havde været et stort selskab (en 90-års fødselsdag) om eftermiddagen, så kokken var nok ret udkokset, tøhø, men vi fik tre små forretter og en hovedret og kunne også have Oreby (2)fået en ostedessert, som vi dog valgte fra – alt var meget, meget lækkert og delikat, både for maven og for øjnene, så min anbefaling til stedet er hermed givet. Ydermere kunne vi sidde udendørs og kigge over på den smalle fjord, mens vi så solen svinde. Meget smukt og idyllisk.
Aftenkaffen gav Pia og Allan, og dermed sluttede en dejlig dag med lidt af hvert på begivenhedsmenuen.

1. september 2017

Måske ikke direkte grim, men kedelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

Den farvning, jeg lavede med avokado, blev keeedelig. Det blev overhovedet ikke den lyse, gråligpink farve, jeg havde håbet på.
Når man ser, hvilken farve avokadosten næsten øjeblikkelig får ved overskæring, kan man godt undre sig over, hvorfor garnet ikke bliver orange i stedet for lyserødt.
Hos mig blev det så bare ingen af delene …

Avokado (2)

Det blev mest af alt en slags kaffe-med-meget-mælk-i-farvet. Den grå blev bare lidt mørkere grå, end den var i forvejen.
Jeg ved også godt hvorfor. Det er fordi, jeg først fandt Tusindfryds glimrende blogpost om det, efter jeg var blevet skuffet over resultatet.
Den gamle aluminiumsgryde turde jeg ikke tage med hjem fra Sverige, fordi jeg havde fået at vide, at man aldrig, aldrig, ALDRIG, farver garn i aluminiumsgryder.
Man har bare glemt at fortælle mig, at man med fordel farver med avokado i aluminiumsgryder …
Jeg havde heller ikke ladet skaller og sten trække i dagevis inden farvning.

Avokado

Det er en ommer, Ellen. Godt, vi spiser en del avokadoer.


Det var derfor lidt mere opmuntrende at se mailen fra Tim, vedhæftet et billede af deres nye, gamle bil.
Han prøver åbenbart at gå sin onkel lidt i bedene og håber på, at pensionen er hjemme om nogle år, lige som den var det for onkel.
Tim er dog nok startet lidt for sent i den sammenhæng, men under alle omstændigheder er han glad for sin veteranbil, som endnu står hos onklen med den store forstand på gamle biler.
Charlottes kommentar til bilen: Jeg kan virkelig tillade mig at gå langt, inden du med rette kan brokke dig.
Sagt med et smil. Han ville ikke foretage sådan et køb uden de har talt om det.

Den nye gamle bil

31. august 2017

Jeg – en taber

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags:

Jeg har tabt fem kilo, og jeg håber ikke, jeg finder dem igen!
Det er absolut ikke nok endnu, men jeg er glad over at se, at diæten virker – også på John, som har tabt det samme som mig.
Der er efterhånden gået sport i at finde spændende LCHF-opskrifter, af hvilke der findes i rigelige mængder på nettet. Den seneste side, som jeg faldt over i går, er sydafrikansk. Den måtte jeg fluks kigge på, for den mad vi fik i Khoka Moya Camp var dejlig. Meget lig den, vi kender, men ofte med et lille twist, der gjorde forskellen på det kendte og på det lidt anderledes.

Jeg laver blomkålsmos med revet emmentaler og lidt smør i. Jeg laver omelet med lidt ærter og frisk spinat, flankeret af et par små skiver røget laks eller et par skiver bacon. Tunsalat. Bagte portobellosvampe fyldt med gedeost. Yoghurt med masser af frugt (hjemmeskåret, naturligvis; IKKE frugtyoghurter) til morgenmad. Vi spiser grillede koteletter med salat. Stegt kylling med revet gulerod med masser af appelsinsaft. Og meget andet.
Vi har kun drukket vin/øl en enkelt aften, siden vi begyndte diæten, så jeg formoder, at det er en kombination af de to faktorer, der har bevirket det vægttab, som vi foreløbig begge er godt tilfredse med. Vi har ikke en eneste dag holdt os til kun 800 kalorier (som Tim kalder a crash diet, og som han lige har tabt a stone (6,35 kilo) på på 1½ uge), men vi er forbavsede over, hvor længe vi er grundigt mætte af fx en frokost-tunsalat, der kun indeholder 250 kalorier. Det holder snildt til aftensmaden. 
Jeg har lige bagt et squashbrød (uden mel), som jeg er lidt spændt på. Det skulle ifølge opskriften bage i 20 minutter, men det fik 50, inden det så færdigt ud. Det undrede mig, at opskriften målte alt nøjagtigt ud i ml, men kun angav “3 squash” og ikke hvor mange gram. De er som bekendt meget forskellige i størrelse, og jeg tror ikke, jeg skulle have brugt mere end to af den størrelse, jeg havde. Men bagt blev det trods alt til sidst. Tror jeg … det er for varmt endnu til at skære, men vi skal afprøve, om det er egnet til at lægge ost ovenpå, eller måske en skive god spegepølse.

Jeg savner slet ikke kartofler og pasta. Endnu. Jeg savner ikke rugbrødsmadder og jeg savner slet ikke ris.
Jeg savner mit hjemmebagte brød med ost og især min hjemmelavede marmelade om morgenen.
John savner sine havregryn og sine ostemadder. Og lidt kartoflerne. Kun lidt.
Men vi bliver ved! Fordi det virker. Og ingen af os savner de mistede fem kilo.

Jeg giver lige mig selv nogle velfortjente blomster … denne dahlia er ny (for mig) i år, og jeg er temmelig imponeret over blomstens størrelse – 20 cm.

Stor dahlia

30. august 2017

Når nu det alligevel bare regner …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:06
Tags: ,

IMG_7748Når nu det alligevel bare regner, kan jeg jo lige så godt gå i gang med at producere noget med mit plantefarvede garn.
Jeg er selv meget betaget af den gyldengrønne, der kom ud af indigo-overfarvningen af gyldenrisen, så den havde jeg lyst til at lægge ud med.

Pludselig slog det mig, at farven da vist næsten til forveksling ligner den ene farve på Stephen Wests Chadwick, som jeg sidste år købte opskriften til. Jeg gik fluks ind og hentede den frem … jojo, den var god nok!
Dengang drillede det mig, og jeg kunne i øvrigt ikke finde de perfekt matchende farver på lageret, så jeg opgav og satte opskriften ind i mappen igen.
Der var åbenbart en eller anden højere magt, der dengang havde lyst til at fortælle mig, at jeg bare ventede på det rigtige garn, for nu er jeg i fuld sving, og ingenting driller.

Herunder er det originalen på billedet med den skæggede hals og mit eget garn som WIP (work in progress). Plus det øverst i højre side, naturligvis. Det koksgrå er ikke hjemmefarvet …
Jeg har oven i købet præsteret at få spillet i garnet med, men inden nogen af jer eventuelt skulle gå hen og blive alt for imponeret, var det ikke bevidst fra min side, at det spil kom frem. At det så er en bonus, er rent held.

Chadwick

Det er såmænd ikke fordi jeg synes, at et mønster absolut skal strikkes med de farver, designeren har foreslået, men lige præcis denne gyldengrønne er bare så flot, og da jeg aldrig har set den i virkeligheden, var det ret oplagt i dette tilfælde at holde sig til det originale forslag.

Jeg er ved at bejdse det sidste garn jeg har, for jeg har efterhånden fået samlet tilstrækkeligt med avokadosten og –skaller til en omgang farvning.
Spændende …

29. august 2017

Fin feriedag på Fejø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

I går, da vi sad og nød en kop eftermiddagskaffe på terrassen, sagde John, at han godt kunne tænke sig at tage cyklerne med en tur til Fejø, hvilket jeg syntes var en herlig ide – det var bare for sent i går, så vi nøjedes med at tage dem med til Knudshoved Odde og køre helt ud på spidsen af den.
Det var da også ganske nydeligt, men vi blev enige om, at hvis vejret holdt, ville vi tage til Fejø i dag.

Knudshoved Odde (5)

Det holdt. Det blev årets 12. sommerdag, så vi havde fuldstændig perfekt vejr til turen. Vi tog færgen over kl. 11:30 og var på Fejø et kvarter senere.
Den er med sine 16 km2 til at overse, især med elcykler, og alligevel nåede vi ikke at køre på alle vejene, som jeg ellers havde forestillet mig, at vi skulle.

På vej mod FejøVelkommen til Fejø

Fejø er kendt for alle sine frugtplantager – hovedsageligt æbler, hvilket ses allerede ved ankomsten i den lille havn.
Det var sandelig heller ikke æbleplantager, der manglede i øbilledet – det var simpelthen så hyggeligt at køre rundt på den lille ø. Man havde allerede travlt med æblerne, og de traktorer, vi mødte på vores vej, var ikke just højteknologiske og bragte os mange år tilbage i tiden. Og alle traktorførerne hilste pænt på os. Hyggeligt. Igen …

KernegårdenKernegården

KernegårdenVi kørte ud til Skalø, spiste den medbragte tunsalat, kørte tilbage igen og nordpå. Drejede op mod og kørte ud til Sletteren Strand, kørte tilbage igen (det er mest blinde stikveje fra ‘hovedvejen’), fik øje på de mange skilte op ad Hjortemosevej og skulle se, hvad det var for noget – vi havde mest hæftet os ved det der CAFÉ, for vi var begge skrækkeligt kaffetørstige.
Vi undrede os lidt over, at der ikke rigtig skete noget, efterhånden som vi kom ud ad vejen – det var først, da vi kom tilbage igen, vi opdagede, at det hele foregik nede i nr. 41 … lige bortset fra solnedgangen; den kunne de alligevel ikke sige var deres egen.
Kernegården var et spændende sted, og vi fik dagens bedste kopkaf her, samt en sludder med værtinden.
Hun, mand og børn på dengang fire og seks år blev trætte af livet i Gentofte og flyttede til Kernegården, hvor de nu har boet i 18 år. De lever af mosteriet/cideriet samt caféen om sommeren. Tapas havde hun ikke mere, kun kaffe og kage, for der er ikke kunder til mere så sent på sæsonen, men vi skulle heller ikke spise, så det var fint nok med os.

Derfra kørte vi til Dybvig Havn, og da vi skulle derfra igen, gik der et eller andet galt med min cykel. Den kammede over i gearene, og jeg kunne næsten ikke komme frem på den. Den omvej, vi ellers havde aftalt, blev droppet, og vi kørte den direkte vej til færgen, hvortil der var 5,6 km. Det var absolut rigeligt at skulle trække en cykel, men det gik med hiv og sving – og et så blødt som muligt tråd i pedalerne. Det blev til 26 km.

Jeg tror ikke det er sidste gang, vi har været på Fejø. Vi nåede jo så heller ikke alle vejene, så der er en god undskyldning for en gentagelse til næste år.

27. august 2017

FUNDET!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

Fundet!!!!

26. august 2017

Det kræver slet ingen behændighed – kun lidt hekseri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:46
Tags:

Når man farver med indigo, er det ikke mere bare lige at koge suppe på nogle planter, plumpe noget garn i og lade det ligge, til man synes det har den rigtige farve – eller til man kan se, at man ikke kan vride mere farve ud af den suppe.
Man skal først lave en stamkype ved at bruge NaOH, C2H6O, H2O og Na2S2O4. Og indigo, selvfølgelig …
Den blanding må helst ikke få ilt, så man sjasker ikke bare sådan rundt med tingene. Indigo farver som bare pokker, og da jeg er en smule øm over køkkengulvet, fortrak vi til terrassen, lagde presenning ud og satte gryden over på gasblusset på grillen. Badet må heller ikke overstige 60°, så omhyggelighed på alle fronter er påkrævet. Endelig kan man ikke vurdere, hvornår det er blåt nok, for det er gult nede i gryden og bliver først blåt, når det kommer i forbindelse med luftens ilt, men så sker det også på sekunder – det er ren magi.

IMG_7735IMG_7737

Indigofarvningen overraskede os en del. Første bad gav en noget lysere farve, end vi begge havde forventet, selv om det fik de foreskrevne 10 minutter. Til gengæld gav både andet og tredje bad stort set den samme farve som førstebadet, og det begyndte først at miste pusten på fjerdebadet.
Den smukke stålgrå, man kan ane midt i det blå, er gråt garn som udgangspunkt i 3. bad. Vi fortsatte op til syvende bad, hvor det gav en fin babylyseblå lidt over i det turkise.

IMG_7743

På et tidspunkt skal jeg prøve med længere farvetid og med at overfarve førstebadets garn, men på den anden side er der lige netop garn nok til at kunne strikke et ret flot Find Your Fade-sjal af denne blå farveskala. Jeg må bare farve noget mere garn …
Herover ses det samlede resultat af vores tre travle dage. Den skrigende, neon/limegrønne nederst, venstrest skulle man næsten ikke tro kunne lade sig gøre med plantefarvning, men det er gyldenris med indigo-overfarvning.

IMG_7738IMG_7741

Ditte har fundet en ny farve, som hun har tænkt sig at markedsføre som pomerans-høgeurtsorange. Det er slående, så tæt den farve er ramt … men om den kan rekonstrueres, er et helt andet spørgsmål … vi kunne se, hvor stor forskel der var både på rejnfan og tagrør på de to-tre uger, der er gået, siden jeg prøvede første gang. Konklusionen var, at alt skal altid tages lige så snart man overhovedet kan.

IMG_7756

Tilbage stod kun at få skrevet etiketter og lavet små ‘snoprøver’, som skal systematiseres, limes på stift papir med noter om plante, bejdsning, osv.
Dvs. kun og kun – det bliver også lidt af et arbejde, men det er rart at have til senere, selv om vi fik op til flere beviser på, at det er stort set umuligt at rekonstruere en omgang plantefarvning.

P1070241P1070242

Sådanne snoprøver fra sine mange tidligere farvninger havde Ditte med, og jeg blev så betaget af dem, at jeg lovede mig selv at lave nogle tilsvarende.
Som sagt skal de over på andet papir og teksten skal skrives med skønskrift – lige nu har jeg lavet kladden i den rækkefølge, farvningerne foregik, men de skal sættes på plads i regnbuerækkefølge.

Og det var nok det sidste plantefarvningsindlæg i denne omgang. Nu er I nok også grundigt trætte af min nye dille …

24. august 2017

Nu blev det mærkeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:44
Tags:

Vi har simpelthen været enormt flittige – også i dag. Vi har egentlig nok ikke været mere flittige end i går, men vi er mere trætte i dag. Det er fordi vi er pensionister, som slet ikke er vant til at arbejde fuldtids og lidt til i to dage i træk. Det bliver så tre, inden vi er færdige, for i morgen går vi i gang med indigofarvningerne, og når vi er færdige med disse blå farver, har vi faktisk præsteret et helt farvehjul på de tre dage.

Farvehjulet minus blå

Kraproden er højpotent, og vi har ikke engang overdoseret. Vi farvede fire bade og følte os forholdsvis sikre på, at der var saft og kraft nok til både et femte og et sjette, men det havde vi hverken tid eller bejdset garn nok til.
Den orange farve i midten er noget gyldenris, som Ditte har farvet over med andetbadskraprod. Jeg havde også en lille tester med. Det er flotte og skrappe farver, men ingen af os ved rigtigt, hvad vi skal bruge dem til …
Valnøddefarvningen gav nogle smukke, brune farver, hvoraf den lyseste bliver overfarvet med indigo i morgen i håbet om at opnå en petroleumsfarve.

Grå bund til venstre, hvid til højreTV valnøddeblade, TH hele nødder, 2. bad

Valnødder er åbenbart temmelig uforudsigelige. I fredags blev min andenbadsvalnød mørkere end første bad, hvilket sagkundskaben ingen forklaring havde på.
På billedet herover til venstre kan man nok fornemme, at garnet længst til venstre er lysere og mere gyldent end det til højre. Det mærkelige her er, at det lyseste er farvet på mørkegråt garn og det mørkeste er farvet på næsten helt hvidt garn. Alle tre på billedet er samme garn, fra samme bejdsning og fra samme bad. Meget mærkeligt …
Valnøddeblade skulle give en anden farvenuance end hvis man farver med kun valnødder. De to cafe latter er hhv. valnøddeblade, 1. bad og hele valnødder, 2. bad. Det kalder jeg ikke en helt anden farve, men det kan måske skyldes, at for alle blades vedkommende skal man helst tage dem, mens de stadig har foråret i sig.

Kraprod, 3. og 4. badKraprod, 2. bad, bejdset og ubejdset

Kraprodsfarverne herover er jeg ret betaget af – det er en dejlig, teglrød farve, som tager lidt af, efterhånden som farvestoffet opbruges – til venstre ses 3. og 4. bad. Der er ingen forskel, og vi er ikke nået til de helt lyse nuancer endnu. Det fik jeg lidt af ved at lægge ubejdset garn i andetbadet (billede til højre) … det var dog stadig mere farvet end vi regnede med på forhånd.

Kraprod, skylning af 1. bad Hygge hen under aften

Vi er som sagt trætte i dag.
Ditte fik skrevet “1. bag” på et af manilamærkerne, hvorpå jeg kommenterede, at vi heldigvis endnu er “udejsede”, hvilket skal udtales som u-dejsede for at give mening.
Det er vi ikke mere – vi er dejset om i stolene; Ditte med ipadden og jeg ved skrivebordet. Vi orker ikke mere fysisk arbejde og skal tidligt i seng. Vi har højst siddet ned en times tid i dag, inklusive frokostpausen. Det kan sådan nogle gamle koner godt mærke.

I morgen er det som sagt indigofarvning i stor stil – plus henkogning af de sidste reine claude-blommer, inden det er for sent.
Jeg har henkogt 10 kilo og nedfrosset lige så mange; jeg har foræret 30 kilo til diverse naboer, og i morgen henkoger vi et treliters glas til Ditte. Derudover er der de mange, vi har spist ‘fra træet’; der er nok 20 kilo tilbage i toppen af træet, som vi ikke kan nå, plus alle dem, som er faldet til jorden, men som admiralsommerfuglene og bierne (ikke hvepse. Hvorfor er de der ikke?) nyder lige nu. Jeg har aldrig set så mange admiraler før – de flokkes om blommerne på jorden, og det er et ret flot syn, når der sidder en halv snes inden for en kvadratmeter og mæsker sig.

23. august 2017

Tag på kurophold i det præstøske frilandsmuseum og få grønne fingre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:52
Tags: ,

Ditte viser sig at være lige så interesseret i plantefarvning som jeg; hun har farvet kilovis af garn for mange (over 30!) år siden, og blev vist lidt inspireret af nogen til at starte igen. Jeg foreslog derfor, at hun kunne komme på ferie i Den Stråtækte i nogle dage, og så skulle vi ellers farve, farve, farve, farve. Det lod hun sig ikke sige to gange, så hun stod på Næstved station kl. 9:30 i morges.

IMG_9695IMG_9696IMG_9697

Vi kastede os fluks over opgaven – jeg havde bejdset noget garn i aftes, så vi indledte med at bejdse en masse af Dittes medbragte garn.
Da det var i orden, satte vi gyldenris over, og da det kogte, gik vi ned og hentede tagrør i kilovis.
Kraprod blev sat i blød.
John morede sig vist over vores snak og vores gestik ved komfuret … men der var så sandelig også gang i både gryder og snak hele tiden.
Og i skylleriet. Og klipperiet … da vi ikke havde flere plader til rådighed, gik vi ud og samlede rejnfan.
På kurset sagde Anne, at man bruger både stængler og blomster af gyldenris og rejnfan, men jeg bruger altså kun blomsterne og får dermed langt klarere farver end de sædvanlige gulligt-grønne.

IMG_7707IMG_7709

Det blev til nogle yderst potente farvebade – alt på billedet herover er andet bad, og der var masser af krudt tilbage i både tagrør og gyldenris.

Ud over at råhygge og multisnakke, fik vi yderligere bejdset et hold, så vi har til den røde kraprodsfarvning i morgen. Til indigo- og valnøddefarvningen skal garnet ikke bejdses.
Vejret har leget sommer i dag, og vi havde heldigvis et par korte pauser til at sidde oppe på terrassen og nyde en kopkaf, solen og den skønne udsigt.
Da Ditte kiggede ned mod køkkenet, bemærkede hun, at det da fuldstændig lignede frilandsmuseet – bindingsværk, stråtag, brosten og med plantefarvet garn hængende til tørre på stativet. Da hun samtidig sad og strittede med sine nærmest mørkegrønne fingre efter en omgang tagrørsfarveskylning af garnet, gav dagens overskrift næsten sig selv.
(Kuropholdet kom ind i billedet, fordi Ditte er helt med på at spise det samme som John og jeg gør for tiden, så vi er simpelthen alle tre på kur, indtil Peter kommer fredag aften. Det er dog ikke den deciderede fasteudgave af den; det vil jeg alligevel ikke byde mine gæster – vi holder os til den sjovere del af den, bare med minus brød, kartofler og pasta.)

IMG_7712

Jeg kunne godt se, hvad Ditte mente …
Og farverne? Jamen de er da bare skønne.
Siger de to kvinder, der har ‘begået’ dem …
Og vi er slet, slet ikke færdige endnu, men vi har heldigvis hele to dage mere til at gå yderligere farveamok i …

IMG_7710

22. august 2017

Skal vi mødes?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags:

Pia skrev til mig i går, fordi hun havde fået en god ide.
Sidste år var hun på Frederiksdal for at plukke kirsebær. Det var en interessant dag, fordi der også var en guidet rundvisning – og mon ikke der også er det i år? Det satser vi på. Hvis det mod forventning ikke skulle være tilfældet, finder vi ud af at hygge os alligevel.
Kan man så oven i købet kvit og frit få nogle gode syltekirsebær med hjem, gør det nok ikke dagen ringere …

image

Pia fik den glimrende ide, at alle bloggere, der har tid, lyst og lejlighed, kan mødes på Frederiksdal kl. 11:00 den 3. september.
Bloggerægtefæller er naturligvis også velkomne – det er en lang tur for de fleste, for det ligger helt ovre i nærheden af Nakskov – men selv om mødestedet således ligger på Lolland, har fynboerne, pga. færgen Spodsbjerg/Tårs, en fordel her frem for sjællænderne, så måske kunne vi være så heldige, at der var nogle fra denne ø, der kunne tænke sig at deltage og få hilst på andre bloggere. Jyder er naturligvis også velkomne – alle er faktisk velkomne – og man ved aldrig, hvor meget spandevis af gratis stevnskirsebær kan lokke …
Vi tager hver især frokost og kaffe/kage med. Der er et naturcenter i Frederiksdals baghave, hvor der er bord og bænke og tørvejr, hvis vejret ikke skulle være helt med os.

Adressen er Frederiksdalsvej 30, 4912 Harpelunde.

Hvad siger I? Skal vi mødes?
Foreløbig bliver vi fire: Pia & Allan, John og mig, men vi vil selvfølgelig gerne se mange flere.

IMG_7694IMG_7696

Billederne er til ære for Pia, som efterlyste at se kanden, som jeg købte på markedet i Markaryd.

21. august 2017

En bager bærer et bæger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:33
Tags: ,

Jeg ønsker mig en tidsmaskine. Jeg ville gerne beames 500 år frem for at finde ud af, om jeg kan forstå sproget, som det bliver talt i Danmark i 2517.
Jeg ved jo så glimrende, at det udvikler sig, det der sprog. Det skal det også, men udtalen af ord kan med fordel undgås at nærme sig en fælles lyd.
Hvis det ellers giver mening …

Når jeg siger overskriftens korte sætning højt, vil jeg vove den påstand, at man godt kan høre hvad jeg siger og ikke tror jeg siger “en baer baer et baer”. Jeg udtaler g’et i bager, udtaler ‘bærer’ med nogenlunde samme æ-lyd som i’et i ‘skrift’ (!) og udtaler ‘bæger’ med dybt (hmmm … det hedder det med stor sandsynlighed ikke) æ som i ægte.
Når jeg hører unge mennesker, tv- eller radioværter tale, kan jeg sjældent høre forskel på de tre ord – de lyder ens, som når jeg ville sige bager uden g.
Jeg kom til at tænke på det, fordi Anne i fredags talte om en plante, der hedder engbrandbæger. De tre omkringsiddende, som var inden for mine øjnes rækkevidde, noterede ordet engbrandbærer. Jeg hviskede, at “det er -bæger; som et krus, I ved …”. Nårh, lød svaret, det kunne jeg ikke høre. Det kunne jeg heller ikke, men jeg vidste det tilfældigvis.

Jeg kan heller ikke høre, om samme delmængde af den danske befolkning siger læger eller lærere. Om de siger jæger eller jager.
Faktisk er det ret irriterende, at man indimellem skal høre meget af konteksten, inden det bliver klart, om der tales om det ene eller det andet.

Det skulle bare lige ud. Men apropos befolkning: 
image

Se på denne kurve og klik på dette link. Det er en lille smule skræmmende og en stor smule fascinerende at se, hvor hurtigt det går.
Det år, jeg blev født, var jordens befolkning cirka 2.588.896.000.
Det år jeg bliver 103, runder vi 10 milliarder mennesker. Vi når de otte, når jeg bliver 70 år, hvilket jeg satser stærkt på at blive.
Jeg tror jeg er glad for, at jeg næppe bliver 100, men det gør vores børn og børnebørn med stor sandsynlighed. Tidsmaskinen kunne også bruges til at se, hvilken jord vores børnebørns børnebørns børnebørn bebor. Mon der er is på Grønland? Hvis ikke, ligger Den Stråtækte under vand …
Sådan noget vil jeg helst ikke tænke på.
Så vil jeg hellere brokke mig lidt over sprogsjuskerierne, jeg møder – det kan min lille hjerne forholde sig til.

20. august 2017

På loppis i Markaryd og en ‘ny’ bro i Vittsjö

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Endelig havde jeg lidt kantarelheld. Da vi kom herop i går, gik jeg den korte runde for at lure rigets kantareltilstand af. Det gav 900 gram, hvilket er fint. De var store og flotte, så dette er tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt at gå på kantareljagt på lige her hos os.

I dag fik vi lyst til at køre en tur, og efter lidt søgen på nettet fandt jeg ud af, at der er antik- og loppemarked i Markaryd i dag.
Der kan vel altid opstå et behov eller to, så jeg lavede lidt frokost, som vi tog med. Det er er jo blevet forbudt at klare sig med noget fra en pølsevogn, og det jeg lavede, var da også en del mere velsmagende (en hakket tomat, fire ditto asparges og to forårsløg blandes med to små dåser tun (i vand), salt, peber, en smule balsamicoeddike og en anelse chili) og mere mættende, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Badende køer

Markedet var stort, men der var ikke den helt store forskel på udvalget i de mange stande, og jeg skal da lige love for, at de fleste tog overpriser. Jeg købte en urtepotteskjuler, der passer fint i stilen til Den Stråtækte. Den type må have været hver mands eje i Sverige engang, for jeg så den i samme stil 15-20 steder, hvor de fleste ville have 250 kroner for sådan en! De må have spist søm … det er jo svenske kroner, godt nok, men alligevel er det alt for dyrt, når det er noget, der går 13 af på dusinet. Jeg fik øje på en, der var lidt større end alle de andre jeg havde set, og da han kun ville have 100 kroner for den, kom den med hjem. Jeg fandt også en smuk, blomstret kande, der ville se noget så nysselig ud med blomster i på gæsteværelset, men jeg ville ikke give 250 kroner for den. Et par boder længere fremme fandt jeg en endnu smukkere kande til 100 kroner.
Det blev ved de to køb. Jeg havde håbet på at kunne finde en gammel jengryde, men det skete ikke.

Ved Vittsjö

Vi tog en anden rute hjem, for vejen fra Osby til Markaryd er mildt sagt kedelig. Ved Vittsjö fandt vi bord og bænk tæt på denne skønne, gamle bro, som jeg ikke har i min billedsamling, så vi blev enige om at indtage frokosten her. Vi havde netop pakket ud, lagt dug på bordet, numsevarmere på bænken og sat os til rette med hver sin skål tunsalat, da himlen med ét åbnede sig. Det gik direkte fra solskin til regn i tove. Resten af frokosten blev således spist i bilen.
Lidt senere på ruten kom vi forbi idyllen med de badende køer, som ses på øverste billede. Et dejligt billede af et dejligt Sverige.

19. august 2017

Plantefarvningskursus på ØsterGro

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags:

Det er sandelig godt, jeg ikke skal til Østerbro hver dag … Jeg stod op 05:15, tog det første tog fra Næstved og var på Æbeløgade kl. 7:57; tre minutter før tid. Jeg havde nået det med lidt mindre stress på, hvis ikke Ringsted station havde haft signalproblemer, så vi sad og gloede der i et helt kvarter. Østerport station har valgt IKKE at have én oversigtstavle med alle afgange på; man skal ned på hver enkelt perron for at se, hvilke tog der går fra den. Ret usmart, synes jeg!
Da mit tog kom på tavlen, var det for at oplyse mig om, at det var aflyst, og at jeg skulle begive mig til Hovedbanen. Hrmpf.
Så tog jeg toget til Køge på min næstvedbillet, og ve den kontrollør, der ville vove at sige, at min billet var ugyldig – den havde kostet mig mere, end det ville have kostet at komme til Køge.
Der var ingen kontrol …

P1070196P1070204

Men bortset fra min muggenhed over alt dette transportpjat, blev jeg glad, da jeg så, hvor herligt et sted ØsterGro er. En stor, frodig og velpasset urtehave på 3. sal. Med restaurant i drivhuset und alles.
Og besøg af bybipasseren i løbet af dagen.
Heroppe mødtes 13 kvinder med Anne fra G-uld for at lære lidt om plantefarvning. 13 meget forskellige kvinder, de fleste rigtig søde, en enkelt så glemsom, forfjamsket og forvirret, at jeg ikke fatter, hvordan hun overhovedet fandt ind til byen og herop!

P1070200P1070203

Der var gang i en rejnfansuppe og en valnøddesuppe. Det førstnævnte er jeg bedre til hjemme i køkkenet – jeg fik i hvert fald langt pænere farver ud af det, end tilfældet var i går (jeg brugte kun blomsterne, ingen blade eller stængler) … men valnøddefarvningen var fin at lære mere om. Jeg har en bagbo, som er leveringsdygtig i valnødder, og som vil forære mig så mange jeg har brug for, hvis hun får lov at kigge med, når jeg skal farve.

P1070206

Det mest interessante for mig – og det vidste jeg godt, da jeg meldte mig – var, at vi også skulle gennemgå kunsten at farve med indigo. Det giver i sig selv smukke farver, og hvis jeg overfarver mine 50 shades of yellow i en eller anden grad af indigo, kan der komme nogle ret flotte farver ud af det.
Annes ord lød: Lær at elske jeres fejlfarver eller dem, I umiddelbart ikke bryder jer om. De kan blive vildt flotte med overfarvninger.
Det kunne jeg godt se, så jeg købte en pose indigo med hjem. Og 500 gram kraprod, så jeg også kan farve rigtig rødt. Som jeg heller ikke kan gå med, men overfarvning med indigo skulle kunne give nogle flotte, blålilla farver.

P1070197

RejnfanDet er da et flot farvehjul, ikke sandt? Og jeg kunne tilføje min fantastiske æggeblommegule farve (mørkegul; fra græsspisende høns, ikke burhønelysegul!).
For nu at totalblære mig, så var min tagrørsfarve også flottere end den, der blev vist frem. Jeg ved ikke hvorfor … måske fordi jeg har brugt noget andet garn – min farve blev i hvert fald klarere grøn end på farvehjulet her.
Jeg har åbenbart fundet noget rigtig godt garn. Må hellere købe lidt mere, selv om jeg så overskrider mine egne beføjelser.
Man kan måske fornemme, at jeg overhovedet ikke er færdig med at farve garn?

17. august 2017

Nu troede vi lige vi var så moderne …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags:

 

Jeg troede ellers, vi var med på noderne, tøhø, fordi vi har en DAB-radio. Det er vi så ikke, fortalte John mig forleden dag – den vi har, vil ikke virke mere efter 1. oktober. Han har vidst det længe, men det er ikke den slags nyheder, der på noget tidspunkt når op i øjenhøjde hos mig, så det kom helt bag på mig, at hvis vi skal kunne blive ved med at høre radio, skal vi have en ny DAB.
Helt i orden, John, men det er dit bord. Helt alene, ganske uden indblanding fra min side.

IMG_7684

Han har derfor luret lidt rundt, for en radio er et must, især for John; den skal have god lyd og i det hele taget helst kunne alt, hvad selv feinschmeckere kan tænkes at forlange af en DAB-radio – men den må selvfølgelig ikke koste for meget.
De ting hænger sjældent sammen …

I morges fandt han en [helt ny radio] til præcis halv pris. Han undrede sig, ringede til butikken og fandt dermed ud af, at det var et outletkøb.
Og hvad er så det, når forretningen ikke er et outlet normalt, men ‘bare’ ganske almindelig?
Jo, altså … det er det samme som et fortrydelseskøb, kunne de fortælle. Den blev derfor solgt uden emballage. John fik den bare i en plasticpose. Det viste sig, at den også var uden manual – men nydelig og tilsyneladende helt ubrugt, og manualer kan jo altid findes på nettet. Sådanne er alligevel kun noget, John tager i anvendelse, hvis alt andet svigter – man er vel en rigtig mand …
’Alt andet’ svigtede ikke … han har fundet ud af, hvordan den fungerer, så det er fint nok.
Nu kan jeg også efter 1. oktober høre P5 og P1, som er de to programmer, jeg sagtens kunne nøjes med. Plus en BBC Classic, som vi ellers kun har kunnet høre via nettet, men det er jo løst med denne nye radio.
Men … hvis P4 er morfarradioen, hvad er P5 så? De spiller meget musik fra min ungdom (P5 altså), og mens P4 godt nok har visse udsendelser, der er værd at høre, er musikken oftest for ny til os. Vi hører derfor aldrig P4 hjemme, kun i bilen, for den kan ikke tage P5.
At jeg så hellere end gerne ville undvære Dansktoppen, Giro 413 og især De ringer, vi spiller på P5, er en anden sag. Kanalen burde måske så i virkeligheden kaldes oldeforældreradioen? Heldigvis findes der en afbryderknap også på helt nye apparater.
Jeg undrer mig dog stadig: Forlanges der ikke normalt, at man, hvis man fortryder et køb, skal aflevere varen i dens originale emballage? Og med alt, hvad der fulgte med det oprindelige køb?
Nå, men pyt. Vi har fået en tilsyneladende rigtig god radio til halv pris. Det er fint med os.

16. august 2017

Er det et pendulord eller ej?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:11
Tags:

For tiden ser eller hører jeg temmelig ofte, at der er blevet lagt i kakkelovnen til et eller andet.
Da jeg var barn, lærte jeg, at det betyder, der ikke er noget godt i vente, hvis der er lagt i kakkelovnen til én – så står man til en skideballe af rang.

Nyt pendulord

Nu hører jeg det næsten kun i betydningen der er planlagt eller der er lagt op til [noget godt eller spændende].
Det er normalt ikke folk på min alder, der siger det i den betydning, men yngre mennesker – dvs. for det meste under 40 år.
Jeg mødte dog også udtrykket i den ændrede betydning hos en, der kommenterer hos mig, og vedkommende er temmelig sikkert over 40.
Det fik mig til at undersøge sagen, da omtalte er en sprogstærk person, hvorfor det undrede mig, at det blev brugt ‘forkert’ set fra mit synspunkt.

Jeg skulle blive overrasket. I stedet for at give mig ret, skelnede Sproget.dk mellem, at der er lagt i kakkelovnen til nogen eller til noget.

image

Godt så. Nu har jeg lært noget nyt, men jeg tror nu altså ikke, at jeg nogensinde kommer til at bruge betydningen fra 1990 – det lyder helt forkert i mine ører. Nej, det skurer ikke i mine ører, men det skurrer, gør det!
Der er virkelig mange, der skriver skurer i ørerne, men at skure er synonymt med en grundig rengøring – er det kun på rigsdansk, man kan høre, at der er to r’er i ordet?

Jeg vil altså holde på, at det med kakkelovnen er et pendulord, men deri er alle vist ikke enige? Kan man få en rask, lille kommentarafstemning?

15. august 2017

Spis farvet – ikke hvidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

IMG_7683

Med overskriften menes der, at vi nu skal undgå brød, kartofler, pasta og (hvide) ris. Det sidste er ikke svært, for jeg bryder mig ikke om hvide ris.
Jeg har hørt det før – jeg havde en kollega, som tabte rigtig mange kilo uden at gøre andet end undlade at spise ‘hvidt’.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været ked af min vægt, men for filan, hvor er det svært at tage sig sammen til at gøre noget ved det. Tungen på vægtskålen (!) var de fire kilo, jeg tog med hjem fra Sydafrika – hvor de ikke bare to, men åbenbart tre kilo har været væske, for nu er der kun et tilbage, men det er jo bare ikke det ene, jeg vejer for meget; det er mange flere – der røg også et par stykker på i Irland. Jeg vil ikke sige, hvad jeg vejer, men hvis ellers jeg er dygtig nok, kan det da være, jeg engang fortæller, hvor mange kilo jeg har tabt!

Det er Dr. Michael Mosley, der har skrevet bogen The 8-Week Blood Sugar Diet. Det har også ham med 5:2-kuren, som en del vist kender/har prøvet.
John er med mig – heldigvis – det er bedst at have støtte, og jeg gider ikke lave to slags mad. Det sværeste for ham bliver at undvære kartoflerne og brødet. Jeg har prøvet at google lidt rundt og noterer mig, at visse danske sider med den samme kur tillader rugbrød som det eneste brød. Det er jo heller ikke ligefrem hvidt brød (ikke engang fuldkornsbrød er tilladt, hvis man skal følge kuren strikt), men rugbrød kunne godt være okay; ham Dr. Mosley kender jo ikke det danske rugbrød – men hvorfor er bulgur tilladt, når hvede er forbudt?

image
Vi går ikke all in – det er urealistisk for os kun at spise 800 kalorier om dagen i de næste otte uger – vi skal have gæster og vi skal også ud til andre.
Vi vil tilstræbe en mellemting mellem de to øverste punkter på de tre alternativer herover, nemlig forsøge at holde den på omkring 800 kalorier fem dage om ugen og så have lov til at synde lidt i weekenderne – men være ret konsekvent med at undgå det hvide.
Vi går efter at vænne os til fremover at leve på en stivelsesfattig udgave af The Mediterranian Style. Når vi (forhåbentlig) har tabt de kilo, vi stræber efter, er det vel efterhånden børnelærdom, at hvis man går tilbage til den gamle livsstil, så kommer kiloene hurtigt på igen.
Den er i øvrigt overhovedet ikke kedelig, den middelhavsmetode – tværtimod; det er langt hen ad vejen mad, som jeg i forvejen laver meget ofte, men den store forskel for os er – igen – at lade være med at spise hvidt.
Billedet øverst er dagens frokost: Omelet af to æg, 50 g ærter og en stor håndfuld spinat. Dertil ½ snackpeber og masser af purløg på. Det er lige efter bogen, og det var herligt mættende, så foreløbig er jeg ikke spor bekymret.
Jeg kommer dog til at savne min rødvin, men det bliver så weekendernes syndefald.
Øl kalder de for flydende brød, både i den engelske og i den danske udgave, så John bliver nok nødt til at gå over til hvidvin …

14. august 2017

Så skal vi lære det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:47
Tags: , ,

Så er de lettet. Med planmæssig afgang mod London Heathrow, og de vil kunne være hjemme klokken godt 22 dansk tid.
Jeg skriver det hver gang, det sker: Her er SÅ stille nu. John og jeg skal igen lære at være bare os to.
Det er nu ikke så svært endda; det er bare lige her efter afskeden, det er vemodigt og føles ekstra stille – og det er jo ikke fordi børnene larmer, for det gør de sjældent; det er kun fordi et hus føles en hel del anderledes, når det er beboet af seks personer frem for to.
Anna sagde, at det kunne være så dejligt, hvis man kunne skære denne lille plet ud af Danmark (inklusive hele Præstøfjorden) og plumpe den ned i England højst 20 minutters kørsel fra deres hus derovre.
Aubrey svarede, da jeg spurgte om han glædede sig til at komme hjem: “Sort of. But I don’t want to leave you either.”
Jeg ved godt hvad han mener.
Fordi de skal begynde på privatskole efter ferien, får de en meget lang sommerferie næste år. De skal nemlig til at gå i skole om lørdagen, men det kompenseres der for ved bl.a. at give dem tre ugers påskeferie, tre ugers juleditto og otte ugers sommerferie, så hvis Charlotte får travlt med forretningen, ved hun ikke rigtig, hvad hun skal gøre i ungernes lange ferier.
Når vi hidtil har spurgt dem, om de kunne tænke sig at være på ferie hos os uden forældrene, har de sagt nej, for de vil ikke flyve alene. I dag sagde de: Yeahhh!!! Må vi godt flyve alene nu?
Hehe.
Ja, det må I gerne. Så I vil altså godt komme på ferie hos os uden far og mor til næste sommer?
Det ville de i hvert fald, så det kunne tyde på, at vi fremover har feriebørn. Måske allerede i påsken …

Det har været virkelig dejligt at være sammen med dem i hele tre uger. Bortset fra i 2013, hvor jeg pga. brystkræften havde udgangsforbud fra Danmark, har vi ikke haft så lang tid sammenhængende, siden Charlotte flyttede hjemmefra.
Det er mest imponerende, at Tim kan holde sin svigerfamilie ud så længe, men han hævder, som så ofte før, at han hellere vil være sammen med os i tre uger, end han vil være sammen med sin egen familie i en uge.
Der er flere årsager til, at jeg tror på, at han rent faktisk mener det.

Dahlia 2017

Og nu skal vi på kur. Vi skal til at leve delvist på middelhavsmåden, delvist ved fuldstændig at undgå brød, kartofler, pasta og hvide ris.
Det bliver spændende, om vi kan holde det, men Charlotte siger, det er yderst effektivt.
Jeg blev alarmeret, da jeg fandt ud af, at jeg havde taget fire kilo på, mens vi var i Sydafrika. FIRE!!! Det viste sig heldigvis, at de to af dem må have været væske … jeg havde tykke ben og følte mig oppustet i fem dage efter først den lange bustur og derefter den endnu længere flyvetur.
Men jeg vejer stadig alt for meget, og nu skal det være slut. John er med mig, og nu er det officielt, så vi kan ikke tillade os at falde i vandet.
Det vil i hvert fald være flovt.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.