Hos Mommer

15. februar 2019

Dagens radiosmil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags:

Det kan hurtigt gå galt, når man bliver interviewet i radioen og ikke har helt styr på, hvad man siger eller vil sige, formentlig fordi man er lidt nervøs.
“…fordi vi var spredt for vid og sans”.
Jeg ved godt, at hun mente, at de var spredt vidt omkring, for hun talte om sin familie, som ikke var nem at samle på én gang. Jeg tror hun sagde ‘for’ og ikke ‘fra’, men er ikke sikker. Uanset hvad, var det et af de mere pudsige metaformix, og jeg kom til at smile højt.
Den var i tvetydighed lidt på linje med en forhenværende kollegas, da hun i en tale sagde: “… men så raslede du også med jungletrommerne …” – her blev jeg dog aldrig helt klar over, hvad hun egentlig mente med det.

Sankt Peders Kapel

I dag har vi gået det, vi skal. Først ud for nærmest at tømme Superbrugsen, så jeg skal handle så lidt som muligt, mens englændene er her. De kommer i morgen aften … lander på et lidt fjollet tidspunkt; nemlig 19:10. De kommer så sent af samme grund, som vi tager bilen til juli: Flybilletterne var vildt dyre på mere menneskevenlige tidspunkter af dagen. Vi er således først hjemme i Den Stråtækte ved 20:30-tiden, så de skal ikke have aftensmad, men er måske lidt småsultne alligevel. Hvad serverer man så, når det ikke må være sødt – og altså dermed ikke en kage til en kopkaf eller te? Forslag modtages gerne.
Og glæder jeg mig? Naturligvis gør jeg det. Det er syv måneder siden de har været her, for sidst de var i Danmark, var vi i sommerhus ved Vesterhavet.

Gåturen gik ud langs fjorden og hjem bagom Sankt Peters kapel. Tænk, nu har vi boet her i fire år og har først lige opdaget den sti, der går bagved, men parallelt med fjorden. Lettere pinligt, faktisk, men det er fordi, vi altid har foretrukket at gå helt nede langs fjorden og ikke før i dag har tænkt på at gå lidt op ad Bækkeskovvej, idet vi har ment at vide, at der skal vi bare samme vej tilbage. Dér blev vi så klogere, men det sker der jo heller ikke noget ved.
John er stadig meget opsat på, at der skal ske noget med hans fysik, så han er rigtig god til at tage både sig selv og mig sammen til at komme ud at gå.
Når vejret oven i købet er som det er i dag, er det næsten en dødssynd at blive inde hele dagen.

Reklamer

14. februar 2019

Nu bliver det lidt sjovt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags:

vívoactive® 3I mandags kom John hjem med sit nye Garmin Forerunner 235, som han, efter lidt indkøringsvanskeligheder, fik sat op som han ønskede det.
Med til denne historie hører, at jeg i fire år har haft et Vivofit ur/skridttæller, som jeg har været meget glad for, men da jeg så, hvordan teknikken er udviklet på den tid, var jeg meget fristet til at købe et nyt til mig selv. Og som man måske har læst i forgårs, så var min betænkningstid ikke særlig lang.
Jeg ville ikke have præcis det samme ur som John, men gerne en lidt mere feminin udgave, så det blev et Vivoactive 3 med hvid rem – dog ikke til prisen i det angivne link – Pricerunner er en god ting.
Jeg havde i forvejen Connect-appen til Garmin, så min opsætning gik forholdsvis let, da jeg først havde fået parret uret med telefonen. Og ja, det kaldes det altså …

Min nattesøvn

Min urskiveDet viste sig hurtigt, at mit smartur er smartere end Johns smartur. Med touchscreen, fx; John skal trykke på en masse forskellige knapper, så det er mindre brugervenligt. Mit har lidt flere funktioner; bl.a. en, der gør, at der måles forskelligt når man går på trapper frem for ligeud.
Det endelige slag for John kom i morges, da han fandt ud af, at mit ur, i modsætning til hans, også måler REM-søvnen.
Vi blev enige om, at han skulle prøve at få det byttet til et lige som mit, for efterhånden var han ikke så glad for sit nye ur.

Elgiganten ydede en upåklagelig service og byttede uden den mindste protest, så nu er han ved at indstille det nyenye ur…
Der er vildt mange urskiver at vælge mellem – til højre ses den, jeg har lige nu, men det står godt nok med meget småt, så muligvis har jeg snart en anden – de er gratis og man kan skifte så tit, man lyster.
Der står alt på skiven – også månefasen og solens op- og nedgangstider med borgerligt tusmørke und alles, men det med solen virker kun, hvis gps’en er tilsluttet, og det vil jeg kun have, hvis jeg er i ukendt tærren, for det er noget af en strømsluger.
Man kan ikke helt regne med søvnbilledet – hvis man ligger musestille og forsøger at falde i søvn, bliver det registreret som ‘let søvn’. Jeg vågnede kl. 6 i morges, hvilket ses (da det blev lyserødt), men al tiden fra 6 til 8:30 blev brugt med forskellige aktiviteter på ipadden, og det har snydt systemet lidt – alligevel er jeg ret imponeret over, at mit ‘opstandelsestidspunkt’ er så nøjagtigt (og korrekt) registreret.
Normalt har jeg mellem fem og ni perioder med dyb søvn, så det var en atypisk nat, men jeg følte heller ikke, at jeg havde sovet specielt godt. Til gengæld gik pulsen nærmest i nul (kan ikke ses på dette billede) under den dybe søvn, så jeg blev helt forskrækket, da jeg så pulsgrafen … “Guuud, John, jeg har været død i nat!”

Der bliver, via bluetooth, hele tiden synkroniseret mellem ur og telefon; på mit gamle ur skulle jeg bede om det, og glemte jeg det, kunne jeg miste data, for uret kunne ikke rumme mere end tre uger, så her er livet (igen) blevet lidt nemmere.

Bonusinformation til Lene: Johns fysioterapeut på Næstved Sygehus har sit siddende på anklen, så kan det registrere alt, inklusive pulsen, men hun går altid med lange bukser. Det vil måske se en anelse fjollet ud, hvis man har kjole på, men det er løsningen, når man ikke må gå med ur på armen.

12. februar 2019

Hvordan synes du selv det går?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:02
Tags: ,

Endelig – med fem måneders forsinkelse – er John begyndt på genoptræning. Da han blev udskrevet fra Slagelse, sagde sygeplejersken, at han skulle til kontrol fire uger efter, men fordi det var sommerferieperiode med mange afløsere, kunne der nemt gå noget galt, så hvis ikke han havde hørt noget efter tre uger, skulle han ringe og rykke. Det havde han ikke, så det gjorde han.
Og fik at vide, at det måtte han sandelig have misforstået, for de ville ikke se ham før om fire måneder, og at de nok skulle skrive, når tiden var inde. Det havde lægen selv skrevet i journalen! Det var bare ikke det han havde fået besked på; han skulle både til kontrol og begynde genoptræning efter fire uger, påstod han stædigt, men der var ikke noget at gøre.
Efter fire måneder fik han en indkaldelse til Næstved sygehus, hvor en læge bare sagde, at det var lidt sent, han var kommet!
Det er en længere historie, men kommer her i let forkortet udgave.
Han har været gennem egen læge et par gange. Hun er stærkt utilfreds med den behandling, John har fået og har nu gennemtrumfet, at han har
1) Været til en grundig kontrol og fået taget en masse blodprøver
2) Talt med en sygeplejerske, som har
3) Sendt ham til genoptræning
Alle fagfolk, han har talt med, har undret sig over, at han ikke blev indkaldt til kontrol og genoptræning efter fire uger, “for det skal man altid” – og oven i købet blev det nægtet, da han ringede, ganske som han havde fået besked på.
Hvad pokker der lige gik galt for hjerteafdelingen på Slagelse sygehus, finder vi aldrig ud af, men vi er voldsomt utilfredse.
Han har i det halve år ikke vidst, hvor meget han kunne tillade sig at presse sig selv … hvornår kan det være farligt, at det trykker for brystet, og hvornår skal han bare holde en pause? Der er mange usikkerhedsspørgsmål, der følger i kølvandet på et hjerteanfald.
Men altså. I dag har han været til genoptræning første gang, og – også for første gang i sit liv (hvad den slags angår) – var han totalt tændt og glædede sig meget til at træne under kontrollerede forhold.
Han har købt et smartur.
Det kan måle puls, tælle skridt, måle søvnkvalitet, lede ham hjem, hvis han er faret vild under løbeturen (!). Det angiver tilbagelagte daglige kilometer, og det måler forbrugte kalorier, som er afpasset efter aktiviteten, som man naturligvis også kan indstille (fx cykling, svømning, løb, SUP, golf) Det har gps og højdemåler og kan sågar vise emails og sms’er – hvilket kan være aldeles ligegyldigt, men det kan godt nok meget, og han har brugt nogle timer på at få det til at virke efter hensigten. Det kan oven i købet vise klokken, og det kan det på en af flere tusinde urskiver, som man bare kan downloade. 
Det er virkelig smart.
Da jeg spurgte, om det også kunne lave god mad og kaffe, svarede han ja.
Så bestilte jeg også et i dameudgave. Det kommer i morgen.

P1020282

Hvad er vel livet? Et pust i sivet (Oehlenschläger) – fulgt op af Storm P med
Hvad er døden? Et gok i nødden.

10. februar 2019

Så skal det jo blive dyrt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags:

For et halvt år siden, midt i august, havde Søren (Johns bror) en alvorlig ulykke med en stige. Den skred for ham, mens han var ved at male sit hus. Han kom på hospitalet, og de kunne konstatere, at hans hæl var brækket; faktisk næsten knust, således at foden ikke længere var fæstnet på benet via knogler.
I starten sagde de, at det ville tage mindst 10 uger, inden han var i orden igen. Han var indlagt i godt en uge, men blev så sendt hjem i en rullestol. Der kom med det samme en hjemmehjælp flere gange om dagen, så han kunne komme i seng – og op igen næste morgen. Han blev fint hjulpet med alt, men de fik alt for sørgeligt ret i det med de 10 uger. Han blev fragtet frem og tilbage til kontrol i en ambulance.
Han har været indlagt i flere omgange … det var begyndt at gro sammen, men på en måde, der var helt forkert, så de lagde stålplader og søm ind, men såret ville ikke hele, og der gik koldbrand i det, så han måtte ligge med en pumpe, der hele tiden fjernede pus og væske fra såromgivelserne. De tog stålpladerne og sømmene ud igen. Der blev ved med at gå noget galt – altså ikke menneskelige fejl, men med helingsprocessen; Køge Sygehus (som har heddet RASK (Roskilde Amts Sygehus Køge)) har behandlet ham fint nok – så vidt vi ved – Søren har i hvert fald ingen klager, andet end over varigheden. Han glæder sig til at kunne komme udenfor en dør igen.
Nu – efter et halvt år, er han langt om længe i stand til det. Han og John har været henne og besøge deres søster, som i mellemtiden har fået konstateret Parkinsons syge. Det er i det hele taget den rene elendighed med de tre søskende … først Johns blodprop, så Sørens ben og nu søsterens Parkinsons. Især er det synd for Søster, for Parkinsons kan ikke helbredes.
I dag er Søren ude for anden gang. John har hentet ham, for nu har han fået støvle på og må støtte en lille smule på benet. Ikke for meget; han skal gå med krykker, men en lille smule er okay.
Det tog godt nok lang tid at komme dertil. Jeg har set billeder af hans sår, men det er ikke for sarte sjæle!

P1020275

Så er støvlen, han har på nu, mere børnevenlig at udstille.
Sådan nogle er engangsstøvler. Det forbavser mig en del. Den første han fik, brugte han bare en lille time, for han skulle kun have den på under hjemtransporten, og derefter skulle han smide den ud! Dette er hans tredje støvle, og den skal også smides ud.
Så skal omkostningerne til sundhedsvæsenet da blive høje, for den kan ikke være billig, sådan en, med pumpesystem til luft ind og ud og det hele, men der er formentlig en forklaring … jeg kunne bare godt lide at kende den forklaring.
Er der mon en læser, der kan hjælpe med det? Den rører jo ikke engang ved hans hud, men er det måske fordi den ikke kan steriliseres, at den skal kasseres efter brug?

8. februar 2019

The Chaos …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: ,

Mon ikke mange af jer er stødt på rimene i The Chaos som et led i at lære at udtale engelsk? Det starter således:
Dearest creature in Creation,
Studying English pronunciation,
I will teach you in my verse
Sounds like corpse, corps, horse and worse.

Og det slutter med disse ord:
Finally: which rhymes with "enough,"
Though, through, plough, cough, hough, or tough?
Hiccough has the sound of "cup"……
My advice is—give it up!

Nogle gange bliver man hjulpet af ord man kender, fx i linjen “And enamour rime with "hammer”.
Tim gav mig engang til opgave at læse det op, og for nu rigtig at blære mig, så greb han mig kun i et par fejl – det var så heller ikke første gang, jeg stødte på digtet, men første gang, der blev lyttet til mig af en englænder, så jeg var lidt spændt. Hele digtet kan læses her.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg så Antiques Road Show fra Leominster. Som udtales Lemster. Det skal man vide.
Da jeg første gang udtalte navnet på vores sikkert af alle kendte engelske sovs (Worcestershire sauce) for John, gloede han på mig og sagde: “Det hedder da War-che-ster-sher!”
”Nix!, sagde jeg, “det udtales wooster[sher].” Det nægtede han at tro på, men måtte jo bøje sig, da han spurgte Charlotte og Tim, som til hans store fortrydelse sagde wooster.
Du kender såmænd selv andre eksempler, sagde jeg – Lester Square … hvordan staver du til det? (Leicester Sq.).
Du kender også Bicester (bister) and Gloucester (gloster).
Og Mousehole i Cornwall, som udtales mowzl.
Jo, han kunne da godt høre, at han kendte alle eksemplerne, men han troede altså ikke på mit wooster, før englænderne kunne bekræfte det.

Af de nok mindre kendte kan nævnes Happisburgh, som udtales Hazebruh, Wymondham (windham) og Godmanchester (gumster).
Hvis man begynder at studere engelske adelsnavne, bliver det endnu værre. Jeg vil nøjes med et enkelt eksempel: Cholmondeley, som udtales chumly.

Jeg læste en forklaring på de underlige udtalelser: The reasons are generally that people’s speech becomes sloppy, particularly when they are illiterate. The divergences between spelling and pronunciation occurred long before education became compulsory.
Hvis man lader første sætning stå alene, er det en forklaring, som fint kunne gælde for den tid vi lever i lige nu. Umiddelbart kommer jeg i tanke om s’jal’mokr’tiet og tills’mnds’pr’sntant. Det pudsige er, at det hovedsageligt er dem selv, der udtaler det så sjusket.

Denne gælder også på dansk. Elsker den …

7. februar 2019

Selvpineri …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: ,

Hvorfor gør jeg det?
Relateret billedeHvorfor sidder jeg og ser den australske bagedyst og hvorfor i alverden ser jeg bagefter Bake Off: The Professionals (tidligere kaldet Bake Off: Creme De La Creme, og det er netop de tidligere, jeg for tiden ser over TV2Fri), hvor det er professionelle, engelske dessertkokke i hold á tre personer, der dyster i at fremstille de mest fantastiske kager og desserter?
Det er det rene selvpineri – jeg/vi er på diæt (jeg har tabt tre kilo, siden vi kom hjem!) – altså er overhovedet ingen form for søde sager tilladt for vores vedkommende. Ikke engang når vi har gæster; da står ‘desserten’ på ost, hvilket dog ikke er så tosset endda …
Men jeg elsker jo desserter af alskens art. Ikke fordi de skal være hvinende søde, men sukker i desserter kan vel næppe undgås.
Så hvorfor gør jeg det? Hvorfor sidder jeg og kan næsten ikke holde mundvandet inde?

Måske fordi især Creme de la Creme er så eventyrlig imponerende at se – amatørbagerne er skam rigtig gode, men det er intet mindre end fantastisk, hvad de professionelle kan præsentere for seerne og dommerne. Jeg kan i sagens natur kun bedømme udseendet, men min fantasi rækker fint til at forestille mig, hvor helt vidunderligt det må være at sætte tænderne i frembringelserne – også selv om dommerne er yderst kritiske og ofte også ret hårde i deres bedømmelser.

I går så John det også. Han så værten Tom Kerridge (som sidder på bænken i billedets venstre side) i cirka to sekunder, hvorefter han sagde: “Det er da ham, der har stået model til Schreck!”
Det var lidt ondt og måske heller ikke helt rigtigt, men jeg kunne sagtens se hvad han mente, og nu kan jeg ikke se den professionelle Bake Off uden at se Schreck for mig hele tiden.

Den australske bagedyst har i øvrigt haft en lige så ung deltager som vi havde i den seneste danske udgave – bare 16 år var han, og en lige så sød og sympatisk fyr som vores vinder Emil. Den australske Antonio kom helt til finalen, men jeg var næsten klar over, at han ikke ville vinde, for så kunne vi ikke i Danmark have hævdet at have verdens yngste bagedystvinder.
Jeg har set amatørbagedysten fra Danmark, Sverige, England og nu også Australien, og det er ret interessant at se, hvor forskellige opgaverne er fra land til land. Hvis I nu alligevel bare sidder og strikker fordi det ikke er vejr til at gå ud i, kan jeg anbefale at se de forskellige dyster og sammenligne de relativt store nationale forskelle. Eller bare se dem fordi I måske har lyst til lidt visuel forkælelse – det er jo trods alt ikke alle, der strikker og godt kan lide at have tv’et kørende imens …

5. februar 2019

Du skal altså helst sige rigtige tal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags:

Vores Meny har fået en ny medarbejder – en kvinde et sted i fyrrerne. Dette bare for at sige, at det ikke nødvendigvis altid er “de unge”.

Hun ekspederede mig, da jeg i dag skulle hente et par pakker, og følgende ordveksling udspandt sig:

– Jeg skal hente to pakker fra PostNord.
– Må jeg bede om de sidste fire cifre i pakkenummeret.
– Ja – det er ni fire syv to.
… Hun skrev nummeret ned …
– Altså fireoghalvfemstooghalvfjerds?
– Ehhh, ja …
– Du skal altså helst sige det som rigtige tal.
– Hvad var der forkert med de tal, jeg sagde først?
– Vi skal altså tænke for meget, når man siger dem på den måde du gjorde.
… Ellen var mundlam i et par sekunder …
– Nåda, okay, det går sandelig ikke. Det dur ikke, at man skal til at tænke.

Hun fik det andet pakkenummer i form af rigtige tal, og hun skrev det ned uden problemer.
Det er ikke alt, man skal forstå.

4. februar 2019

En hveps nu???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
IMG_8582Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Fuglefoderhus (1)Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

2. februar 2019

Ambivalent? Lidt. Doven? Lidt.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags:

Jeg er unormal. Det er der sikkert mange, der vil give mig ret i, men lige nu taler jeg om mit manglende shoppinggen. Måske nok især mit manglende windowshoppegen. John er også unormal, for han har genet. Han elsker at windowshoppe og gå ind i alskens mulige og umulige butikker for at se, hvad de har at byde på. Hvis ikke jeg har et specifikt ærinde, gider jeg ikke … bare spørg Die Zwei Mädchen, som flere gange har parkeret mig et eller andet sted med en kopkaf eller et strikketøj, mens de har gennemtrawlet (nej, ikke gennemtrevlet!) et eller andet stormagasin.
Internetshopping er noget ganske andet! Uhh, hvor er det dog nemt og behageligt.
Man kan selvfølgelig også få en del hidtil ukendte behov til at opstå, men det gælder vel i alle former for butikker, og man …
1) Sparer benzin
2) Er aldeles ligeglad med om det regner eller sner
3) Slipper for at stå i kø/vente på at blive ekspederet
4) Kan finde markedets bedste pris med hele Europa som ‘varehus’, og derfor kan man
5) Spare temmelig mange penge *)

Man (jeg) savner:
1) At kunne føle på varen
2) At se/mærke, om tøjet eller skoene passer – hvorfor jeg ikke køber tøj eller sko over nettet. Næsten ikke, i hvert fald. Det tøj, der kan se så vældig flot ud på skærmen, kan meget nemt vise sig at misklæde mig godt og grundigt. Kvaliteten kan heller ikke føles gennem skærmen. Jeg ved godt, at man kan sende det retur, men tøj og sko vil jeg hellere finde i fysiske butikker.

imageDer er givetvis flere fordele og ulemper; dette var for mig de umiddelbart største.
Ambivalensen består i, at jeg i bund og grund ikke er spor interesseret i, at butikkerne forsvinder fra gadebilledet.
Charlotte og jeg talte om det i julen – hun har det på samme måde, og hun er derfor begyndt at handle mindre på nettet og mere i ‘rigtige’ butikker. I modsætning til mig køber hun dog stort set alle dagligvarer over nettet, for det er en husmoderpligt, som hun er glad for at kunne slippe for. Og sig ikke, at Tim kan tage over … han arbejder stort set altid, så når han endelig holder fri, skal han have lov til at holde fri. Han slapper ofte af med at lave The Sunday Roast, hvilket Charlotte nyder. Hun har fuldt ud accepteret den pris det koster hende at have en mand, der skaffer så mange penge til huse, at hun kan nøjes med at arbejde for sjov, at de kan leve som de gør, samt have børnene på den ønskede privatskole. Men det var et sidespring.

Jeg er bange for, at jeg på trods af min egen dobbeltmoral fortsætter med at internethandle.
Det er især fedt at få ordnet julegaveindkøbene på denne måde – ikke mindst, fordi gaverne hvert andet år skal afleveres i England.

*) Eksemplet fra i dag, som gav mig ideen til indlægget: Jeg bruger en del frø og kerner, både til hjemmelavet müsli og til knækbrød. I dag har jeg bestilt hvide og sorte chiafrø, afskallede hampefrø, gule hørfrø, sesamfrø og loppefrø (hele, ikke skaller).
Pris i rawfoodshop.dk: 453 kroner inkl. porto. Pris i coop.dk: 621 kroner.
Ydermere kan jeg købe det i kilo- eller halvkilopakninger; ikke kun i de små portioner, de har i supermarkederne – hvis man overhovedet kan få varen, for det kan man ikke altid.

1. februar 2019

Brrrr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

I forgårs lovede man, at der ville falde en del sne i England fra og med i går eftermiddags. Anna & Aubrey har 40 minutters kørsel med skolebus (hvortil de har 10 minutter i bil, så det er en lang transporttid for dem). Hvis ikke vej- og vejrforholdene er gode, vil chaufførerne ikke tage det store ansvar for andre folks børn. Safety first, og det er naturligvis helt i orden. I forgårs meldte man derfor ud på skolens intranet, at alle non-boarders i går ville få en time før fri. Hvorvidt bussen ville køre morgenen efter, ville der gå besked ud om senest klokken 07. Skolen tilbød, at børnene gratis kunne overnatte på skolen, hvilket altid er muligt, hvis man af en eller anden grund skulle have lyst eller behov for det, men normalt koster det en eller anden sum penge. Det havde nok heller ikke været muligt for alle non-boarders, men lur mig, om der var mange, der tog imod tilbuddet.  
Tim forsøgte dog:
– Children! You can stay on the school tomorrow night! Wouldn’t that be fun?
– And why would we do that??? We can get home an hour earlier tomorrow and we cross our fingers for a lot of snow, so the bus can’t drive. Why on earth should we board, then?
Han kunne godt se, at den ikke blev solgt …
Vejrudsigten holdt, skolebussen aflyst i dag, og børnene har brugt det meste af dagen på at bygge snemænd. Der faldt ganske rigtigt en del sne, men det er allerede tøvejr, så det bliver nok ikke til mere end en forlænget weekend, men det er heller ikke så ringe endda, synes de.

IMG_0284IMG_0155

Denne mængde sne er åbenbart nok til at lukke England ned. Charlottes ord i mailen lød nogenlunde således:
Sne. Fri fra skole. Ingen tog til London. Derfor heller ingen bil til Woodborough. Jubiii.  (Det er i Woodborough, C har sit lille værksted).

En kold Præstøfjord

Vi har det koldt, men vi har ingen sne. Det gør ikke noget.
De par minutter, det tog mig at tage nogle få billeder af fjorden, var rigeligt for mig – det blæser en del, så kulden går gennem marv og ben.
Jeg skal ikke ud og gå tur i dag!

En kold Præstøfjord

31. januar 2019

Det var lidt af en overraskelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

Jeg havde et hængeparti med nogle færge- og flybilletter, der skulle på plads.
Allerførst ringede jeg til Charlotte for at få bekræftet, at vi kunne være hos dem i en uge før vi tager videre til Lake District. Helst ikke efter, men det skulle naturligvis være op til hende/dem. Det var dog vigtigt at få afgjort i dag for at vide, om vi skulle ud eller hjem via Hook van Holland.
Det var i orden med ugen før, så jeg satte mig, ikke bag, men foran skærmen i formiddags for at få det ordnet.
Til England i maj via Hook van Holland/Harwich – på ønsket dato – udvendig kahyt – forudbestilling af aftensmad (og vinduesplads i restauranten) – tjek.
Fra England, stadig i maj, via Newcastle/Amsterdam – på ønsket dato – commodore class – forudbestilling af aftensmad – tjek.

Så begyndte jeg at se på flybilletter til den uge i juli, hvor de samler familien derovre, og det var her, jeg fik mig noget af en overraskelse: Det viste sig at være billigere at køre til Hook van Holland, tage en god kahyt og spise en treretters menu – det hele gange to, for vi skal jo hjem igen – end det ville være at flyve derover og retur, samt parkere i lufthavnen, og der skulle oven i købet lejes en bil i England denne gang, for ellers ville der kun være Charlottes bil til rådighed, mens familien var samlet – medmindre andre kommer i bil, men det vides ikke endnu. Hvis John og jeg har bil, kan vi aflaste på flere punkter, bl.a. ved at køre ud og handle … der går meget mad til i sådan en uge.
Bilen ville vi dog have bonuspoint nok til at kunne leje kvit og frit i en uge, så jeg holder derfor den ude af regnskabet.
Hvad sker mon lige her med de flybilletter? De hidtil dyreste billetter kostede, så vidt jeg husker, omkring 3500 kroner (for os begge), og normalt kan jeg få dem til omkring 2600 kroner. Skyldes det mon sommerferien? Eller?
Vi overvejede at betale for flybilletterne med bonuspoint og så betale i menneskepenge for leje af bil, men Jeg kunne godt mærke på John, at han faktisk allerhelst vil køre i sin egen bil derovre, også selv om det betyder en ekstra tur til Holland, så det blev droppet, og SAS kan godt glemme alt om at se os som kunder i juli – jeg kan oplyse, at Norwegian og British Airways ikke var billigere. Easy Jet nægter jeg at flyve med.
Hook van Holland/Harwich og retur – tjek.

Vi får sejlet en hel del gange i år, må man sige … en rekord der nok bliver svær at slå, men jeg ved så heller ikke helt, om jeg har lyst til at prøve.

Nu ligger der tre helt færdige rejser i skuffen – og et nærmest rødglødende MasterCard i pungen.

Certifikatet - Kap HornCertifikatet - Kap Horn

29. januar 2019

Det må vi have gjort noget ved …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: ,

Jeg har en skuffe i reolsystemet dedikeret til rejsepapirer, og siden vi gik på pension, har der konstant ligget en eller flere rejser og ventet på os. En af årsagerne er selvfølgelig, at vi forholdsvis tit er i England, og at jeg altid bestiller disse rejser i god tid.
Når vi lejer sommerhus i Jylland, er jeg også altid i god tid for at have et så stort udvalg som muligt.
Det var derfor helt forkert, at skuffen var tom, da vi kom hjem fra Sydamerika. Ingen ventende rejse – hverken stor eller lille. Det var helt forkert, for der skal altid være en rejse at se frem til, så i de seneste par dage har jeg arbejdet på at gøre alvor af at få set på den næste englandstur, som bliver i maj, og som, udover naturligvis at besøge familien derovre, denne gang skal gå til Lake District i det nordlige England. Vi har været der før, men det er 32 år siden, så det tåler efterhånden nok et gensyn – og det bliver det så alligevel ikke, for vi skal for det meste se andre steder end sidst. 
Sagen er undersøgt, FDM er kontaktet; vi fik en laaang sludder om England, og alle de foreslåede B&Bs er bookede. Nu skal jeg bare have anskaffet nogle færgebilletter.
Lake District er SÅ smukt et område.

Ydermere kom der endnu en rejse i skuffen i dag.
Ditte har nemlig sørget for at booke vores fælles tur til Færøerne og Island i september. Det bliver første gang, vi skal på ferie med venner, og vi glæder os rigtig meget.
Vi skal sejle fra Hirtshals til Færøerne til Island til Færøerne og tilbage til Hirtshals – altså endnu et krydstogt … vi er slet ikke til at stoppe igen, når vi først kommer i gang, åbenbart.
Desuden skal jeg se at få set på nogle flybilletter, også til England, men det er først til juli, så det haster ikke voldsomt.
Charlotte har inviteret hele sin danske familie til at komme over og besøge dem i juli, og det lader til, at de fleste vil kunne få det til at passe ind i ferieplanerne. 17 kan det blive til, hvis alle kommer, plus at de som bekendt selv er fire, så der skal lige sørges for nogle sovepladser, men hun er i gang med planlægningen, så det går vist – de tre af sengene kan nøjes med at være de billige børnesenge fra IKEA, plus to juniorsenge, som hun har gemt fra A&A, og de sidste 12 skal hun nok finde, siger hun – de otte af dem findes allerede, og hun er ved at gøre et sjældent brugt værelse i stand; der vil hun anbringe en dobbelt sovesofa og en køjeseng.
Det bliver da noget af en festuge …
Man må aldrig gå ned på planer! Hverken af den ene eller den anden slags.

27. januar 2019

Krydstogt eller ej? Pro et contra

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: , ,

Først og fremmest vil jeg henvise til Ibs blog. Ib var en af rejsefællerne, og han har skrevet et rigtig godt indlæg om hele turen. Han indleder med meget malende at beskrive de timer med temmelig hård sø, vi var ude for, men overordnet set har han en ganske anden og meget interessant tilgang til krydstogtets oplevelser, end jeg har fokuseret på. Det er spændende at se den samme ferie beskrevet med så forskellige – og dog på en måde ens – øjne. God fornøjelse med læsningen.

Sky View Café forrest på skibet

Hvis nogen for 10 år siden havde spurgt os, om vi kunne tænke os at rejse på krydstogt, ville vi nok have givet et rungende NEJ som svar.
Det er pudsigt, som ting og holdninger kan ændre sig med alderen … vores første krydstogt var i oktober 2015, og det var godt nok til, at vi dengang sagde, at det kunne vi godt finde på en gang til.
Jeg kan kun anbefale denne rejseform, men anbefaler også, at man venter, til man har nået en moden alder. I vores gruppe spændte det fra 55 til 75 år – så vidt jeg ved … jeg kender ikke den nøjagtige alder på samtlige deltagere. Det skal heller ikke kun være krydstogter; så afhængige er vi ikke blevet, men det er alle tiders som en afveksling. I dette tilfælde var det alene det at skulle sejle rundt om Kap Horn, der triggede, for jeg havde og har stadig ingen ønsker om at rejse rundt i Sydamerika.
Naturligvis er der både godt og skidt, men hvis vi havde ment, der var mest skidt, havde vi nok ikke kastet os ud i det én gang til, og hvad der er ‘pro’ for mig, kunne sagtens være ‘contra’ for andre, hvilket gerne skulle afspejles af den lidt alternative opbygning af tabellen.

PRO CONTRA
1 Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med. Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med.
2 Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. Det er superlækkert selv at kunne sætte et varieret og velsmagende måltid sammen – både morgen, middag og aften. Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. De fleste tager lidt på på sådan en ferie.
3 Man skal ikke bekymre sig om noget som helst – alting er klaret, ordnet og (vel)tilrettelagt.
En god guide er guld værd, og jeg synes jeg får meget mere ud af det, når vi får historierne og bagrunden med.
Man skal ikke bekymre sig om noget som helst.
Der er ikke meget plads til selvstændige oplevelser – men der er dog flere gange, hvor landgang sker på egen hånd. Det er bare svært at vide, hvordan man skal prioritere på den korte tid, der er til rådighed.
4 Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib, og at opleve så forskellige folkeslag og religioner, både blandt personale og passagerer, leve sammen i fred og fordragelighed er positivt og livsbekræftende. Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib.
Der er dog altid flest amerikanere og asiater, hvilket kan være en anelse belastende (beklager, hvis jeg hermed støder nogle), for især amerikanere fylder meget; mentalt og ofte også fysisk.
5 Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet.
Jeg elsker fred og ro omkring mig, og det er heldigvis muligt at finde steder, hvor det kan opnås – og ikke kun i kahytterne, som i øvrigt er vældig godt isolerede.
Der var bl.a. roligt på Sky View Café på 14. dæk, hvor vi havde 180° udsigt og hvor vi tilbragte en del timer (øverste billede), samt biblioteket, som nok var de to fredeligste steder indendørs.
Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet.
Man behøver aldrig at kede sig.
Det er for meget med al den beskæftigelsesterapi.
Der er en konstant baggrundsstøj i form af quizzer, auktioner og diverse levende orkestre eller solister. Eller bare højttalere i form af amerikanere. Sorry igen 🙂
6 Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne.
Denne gang var det en klar fordel – det var ganske enkelt alle sammen yderst behagelige personer; de var vidende, berejste, underholdende og spændende at tale med.
Gruppen var behageligt lille (18), og vi fandt hurtigt sammen.
Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne.
På første krydstogt var det ikke en fordel. Der var ikke rigtig nogen af de øvrige i selskabet, vi swingede godt med (og vi regner ikke os selv for at være vanskelige at omgås). Gruppen var også lidt for stor (30), og der var specielt to par, vi næsten altid skulle vente på, hvilket jeg finder yderst irriterende.

Der er givetvis flere både proer og contraer, men indlægget er allerede for langt … godt gået, hvis I er med endnu.
Hvis man nemt bliver søsyg, er det nok ikke den første ferieform, der falder én ind, men vi havde faktisk to i gruppen, der blev søsyge næsten med det samme. Det bekymrede mig lidt på deres vegne, for jeg kunne slet ikke mærke nogen søgang – men …
De fik udleveret plaster og tabletter i Guest Relations, og så klarede de begge den fint på resten af turen, også da vi løb ind i så slemt vejr, at glas og porcelæn røg i dørken i stor stil.

Valparaiso

Den form for ledningsføring, som vi så i alle byer, var ikke gået på vore breddegrader.

26. januar 2019

Der er mange lande …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:23
Tags: ,

Vi spurgte for godt tre år siden Aubrey hvilket land han helst ville bo i, hvis han selv kunne vælge. Et ikke helt fair spørgsmål, men sådanne forekommer, selv blandt ellers udmærkede bedsteforældre. Med et glimt i øjet er det dog okay, og han havde ved en tidligere lejlighed spurgt sin mor, hvorfor de ikke bare kunne flytte til Danmark fremfor at bo i England, for dér skulle han altid i skole, hvorimod det altid var sjovt, når han var i Danmark!
Denne gang kom hans svar lidt bag på os, for han svarede prompte: BONBONLAND!
Det havde han nok ikke svaret, hvis vi havde stillet spørgsmålet på engelsk …
Charlotte kunne for mange, mange år siden godt tænke sig at bo i Legoland.
Legeland og Disneyland er sikkert også gode lande at bo i, hvis man er barn.

P1020243

Jeg har været i Tæppeland de seneste par dage.
Det er gråt og det sner; vi har lige været meget langt væk, så hvad er bedre end at forskanse sig i systuen og beruse sig i stoffer? Okay, andre har nok adskillige andre bud, men jeg synes det er godt.
Der er nu produceret et nyt minitæppe til badeværelset, syet efter samme pølseprincip, hvorefter jeg allerede har syet et par kurve og en toilettaske.
45 meter (= de 50 yards, som en rulle ‘indmad’ indeholder) stofpølse sys af stoffer, der er varieret efter humør, præferencer og lagerbeholdning, hvorefter de sys fladt sammen.
Ad et par omgange, viste det sig … jeg måtte pille flere rækker tilbage én gang og en enkelt række én gang, fordi det flanede alt for meget. Det var sværere end jeg havde regnet med at få til at ligge helt fladt, og der er da også et par små bølger stadigvæk, kan jeg se, men dem skal jeg nok få rettet ud ved hjælp af et strygejern og lidt mild vold.

De argentinske køer

På ranchen uden for Buenos Aires var der et mini-tæppeland, bestående af skind fra køer af enhver tænkelig kofarve, ensfarvede og spraglede, i både helskindsudgaver og sammensyede.
Jeg gider på ingen måde have en hel ko til at ligge og fla’e u’ et eller andet sted i mit hjem, men patchworkeren i mig kunne ikke stå for denne gråhvide lille løber på ca. 1 x ½ meter.
Det har desværre også fået et par folder, men jeg håber de retter sig ud efterhånden. Jeg var nødt til at folde tæppet sammen i kufferten.
Det var i øvrigt den eneste souvenir, jeg havde med hjem fra den lange rejse (bortset fra en køleskabsmagnet med krydstogtskibet på).

24. januar 2019

Hverdag igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:15
Tags: ,

imageHverdagen har indfundet sig. Det var den ikke længe om, for jetlaget var nærmest ikke-eksisterende for mit vedkommende – de fire timers forskel har ikke været inde og drille mig, men jeg er vist også lidt underlig i den retning, for normalen er, at det virker værst på folk at rejse østpå. Jeg har det lige omvendt og er længere om at vænne mig til tidsforskelle, når jeg rejser vestpå. Med andre ord: Jeg var inde i min normale søvnrytme fra dag ét … jeg var det faktisk også allerede på dag to, da vi kom til Chile, så det har på ingen måde været slemt.
Der var fire timers forskel fra DK både i Chile og Argentina, men iflg. nogle tabeller skulle der være 5, hhv. 4 timers forskel. Chile har dog vistnok sommertid, derfor udligningen. Vil jeg gætte på …
Andre tidszonekort, som fx det til højre, viser, at Chile og Argentina kører med samme tidszone. Tallene er regnet ud fra GMT, så der skal lægges en time til for at måle fra DK. Chile og New York ligger på samme længdegrad, så egentlig skulle der være seks timers forskel til Chile …
Forvirret? Det er jeg også. Jeg tror bare, at jeg holder mig til den kendsgerning, at der var fire timers forskel fra start til slut på ferien; det er det nemmeste. Det er heller ikke alt, man skal forstå.

Der stod en kasse fra Årstiderne og ventede på os, da vi kom hjem mandag aften. Det var skønt at få en blid overgang fra slet ikke at have skullet tænke på mad i 18 dage til dagligt at skulle beslutte sig for dagens menu.
Diæten overholdes strengt – bortset fra, at vi har inviteret bagboerne ind til aftensmad som tak for huspasning, postkassetømning og blomstervanding mens vi har været væk – men de får skam lækker low-carb-mad fra årstiderne; jeg har bare været ude at handle for at supplere, så der er til fire i stedet for to. Plus lidt forskellige oste som dessert. Diæten overholdes dermed. Ehhh … lige bortset fra den vin, jeg naturligvis vil servere til maden, men nu skal vi jo heller ikke blive fanatiske, vel? Der vil bare ikke være noget, der hedder vin til hverdag før om en rum tid, for jeg har taget seks – SEKS!!! – kilo på siden 1. december. Jeg kan åbenbart hverken tåle at holde jul eller tage på ferie, hvilket er noget skidt, er det. Det er da godt, man kan gøre noget ved det.
P1040194

Det er ikke kun tidszoner, jeg kan undre mig over.
Jeg kan også undre mig over, at en menymedarbejder ikke lægger mærke til, hvad der står på det prisskilt, der er placeret ved citronmelissen.
Hvis man er i stand til at sætte et skilt, der uden for enhver tvivl hører til ovre i vinafdelingen, midt i krydderurterne … ja, så mener jeg ikke, at vedkommende kan være specielt nærværende mht. sit arbejde.
Det sjoveste var, at barkoden ikke virkede ved kassen, så kassemanden spurgte om jeg kunne huske hvad min pose kostede.
“Ja. Det kan jeg. Den koster 69,95 og det er i øvrigt ikke citronmelisse, men en vin fra Piemonte!”
Han undrede sig, kunne man tydeligt se, over den skøre kunde, men jeg kunne jo forsikre ham om, at det var rigtigt, og at det måske var en god ide at sende en medarbejder til krydderurterne for at få rettet den fejl, hvilket han var ganske enig i – og tog aktion med det samme.

23. januar 2019

Buenos Aires – tangoshow og La Boca

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: , ,

Verdens Bedste Guide havde lovet os at udmatte os totalt således, at vi ville være i stand til at sove på den lange tur hjem. Om lørdagen var der føromtalte ranch, som lå 100 km uden for Buenos Aires. Herfra kom vi hjem lidt i kl. 18 og havde et par timer til at komme i bad og få noget andet tøj på. Vi steg af båden igen, blev hentet i bussen og kørt ind til et sted, hvor der ville blive serveret en trerettersmenu plus vine, og efter det et tangoshow, hvor temaet – for kostumernes vedkommende – ville strække sig fra tangoens fødsel og op til vore dage.

P1040143

Gruppebillede 3 - TangoshowDet var et pudsigt sted, hvor man følte sig sat tilbage i tiden, hvad der selvfølgelig var bevidst. Det var nærmest 20’er-stil, uden jeg skal forsøge at gøre mig klog på, hvorfor jeg lige synes det, men det var min første tanke, da jeg kom ind.
Længere inde end på billedet herover kom man ind i en stor sal med en scene i den ene ende. Ovenover scenen en balkon til orkestret. Michael tog et billede til os, og jeg vil lige pointere, at tyk er jeg altså heller ikke blevet på turen, men jeg læner mig åbenbart lidt for mageligt tilbage i stolen …
I øvrigt var vi blevet for godt vant på skibet, for den mad vi fik her, var ikke god. Den var faktisk ret dårlig. Altså ikke som i rådden eller noget, men elendigt tilberedt. Manden overfor John er kok, og han kunne absolut heller ikke lide maden. Det gjorde det heller ikke nemmere, at vi alle stadig var mere end halvmætte efter alt det kød på ranchen.
Kl. 22:30 begyndte tangoshowet, som varede i 1½ time. Det var ½ time for langt, selv om det var virkelig flot at se på – det var ikke de rene amatører, de havde kapret til at danse – men også her havde det nok noget at sige, at vi allerede var kørt trætte, inden showet begyndte.
Vi var tilbage på båden en halv time efter midnat. Nu skulle der pakkes (færdig), og kufferterne stilles ud på gangen, hvorefter nogen ville hente dem og bringe dem til terminalen, hvor vi kunne afhente dem søndag morgen..

Buenos Aires' vartegn

..hvor vi efter udchekning atter blev hentet af bussen og kørt rundt i Buenos Aires (med adskillige gange ud og ind af bussen til diverse fotostop) frem til klokken 14, hvor vi blev sat af i lufthavnen.
Da var vi allesammen blevet grundigt trætte, og alle i gruppen sov vist en del mere, end vi havde gjort på vej hertil, så de 13 timer til Amsterdam føltes ikke helt så slemme.

P1040175P1040182

Første billede efter tangoshowet er Buenos Aires’ vartegn: En tulipanlignende blomst, der folder sig sammen om natten og folder sig ud igen om morgenen.
Herefter følger tre billeder fra det farverige kvarter La Boca, som er et must, når man er i Buenos Aires. Jeg vil nøjes med tre billeder af de mange, jeg tog, men prøv at klikke på mit link til kvarteret, så skal I bare se.

P1040183

Vi var inde på kirkegården, hvor alle de rige har ‘lejligheder’. Man køber en plads for temmelig mange penge og opfører et større eller mindre mausoleum.
Her så vi Eva Perons gravmæle, hvilket var årsagen til vores besøg. Det var dog næsten umuligt at tage et godt billede af det, fordi hendes ‘gade’ var ret smal, men det er det herunder med blomsterne på døren.

P1040158P1040159

Byen overraskede os på den go’e måde. Den var flottere og noget mere spændende, end vi havde regnet med. Her kunne vi godt tilbringe nogle dage, men jeg var nu alligevel glad for, at vi skulle hjem. Vi har fået så mange indtryk med os, at det vil tage lang tid at bearbejde dem alle.

Nu tror jeg ikke, der kommer mere om krydstogtet, så I slipper for at høre mere fra mig desangående. Der kommer muligvis på et tidspunkt nogle konklusioner og/eller betragtninger over fordele og ulemper ved den ferieform, men selve turbeskrivelserne/oplevelserne må det vist være nok med nu.

22. januar 2019

DE kunne ride!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:35
Tags: ,

Vi lagde til i Buenos Aires lørdag morgen og dermed havde vi 1½ dag i Argentinas hovedstad. På den hele dag – lørdagen – blev vi først kørt lidt rundt i byen og derefter fragtet ud til en ranch, hvor der skulle tilbringes nogle timer.
Jeg tænkte først, at det var lidt øv … det lød meget turistet, da guiden forklarede hvad der skulle ske.
Det var bestemt også turistet, men jeg syntes alligevel det var helt okay fordi:
1) Vi fik det lækreste, lækre argentinske oksekød og
2) Vi så en opvisning på hesteryg, som jeg aldrig har set magen til og heller aldrig kommer til igen.

P1020205

Meget af Argentina er fladt. Meget, meget fladt. De påstår, at det er derfor, at kvægets kød er så mørt, for køernes muskler bliver næsten ikke rørt, eftersom de ikke skal bevæge sig op og ned i et bakket landskab. Om den teori holder vand, skal jeg ikke kunne sige, men det er en kendsgerning, at kødet vi fik serveret, kunne skæres ud med en gaffel.

P1020166P1020172

Der var mange besøgende, og her kunne vi se hovedretten på den kæmpestore grill. Pølser, kylling (den var også mør), store stege og også en specialitet: blodpølse. Den var der en del, der ikke turde smage, men den slags synes jeg næsten er en pligt, når man er gæst. Den var dog temmelig speciel i smagen, men det var ikke fordi, den smagte af blod; nærmere af for meget allehånde.
Men oksekødet! Du GOdeste, det var godt. De havde tilberedt det til alle præferencer mellem næsten råt og gennemstegt, så der var til enhver smag.

P1020174P1020192

I midten af de to kæmpegrillriste blev gløderne lavet. Og her til højre ses en hot dog. I den bogstaveligste betydning, jeg kan forestille mig.
Den lagde sig under gløderne … der faldt ikke gløder ned, men der må dog alligevel have været ret varmt, skulle jeg mene.

P1020197P1020203

Som det fornemmes, var der mange gæster, men der kunne godt have været omkring 200 mere. Gauchoerne, som vi senere så ride, serverede maden. Herover ses den store kniv, som er en del af deres traditionelle påklædning, og som var den, de brugte til at slagte kvæget med.
Efter maden var der lidt tangoopvisning, og så kom det, jeg havde ventet på: At se deres legendariske evner til at sidde på en hestryg.

P1020210

Og så kom de, hestene, galopperende fra en bagvedliggende mark. Kort efter så vi fem gauchoer hver have kontrol over mellem 8 og 14 heste. Alene det var ret imponerende. Han red forrest, og hestene fulgte ham. Andre heste fulgte en anden osv. Skulle en enkelt af hestene formaste sig til at lege udbryder, blev den omgående hentet på plads af en af de hunde, vi først havde undret os over tilstedeværelsen af.

Gauchos, Argentina

Ham herover havde færrest heste, men til gengæld var han den bedste rytter af dem alle. Og de var alle mere end gode … men ham her med den røde hue var helt og aldeles suveræn. Når han stod op i sadlen i fuld galop, var det som om han var gyroophængt. Hans ben bevægede sig naturligvis efter hesten, men over hans hoved kunne man have tegnet en snorlige streg, så ubevægelig var hans torso. Jeg skrev ‘fuld galop’, og jeg mener fuld galop – det gik helt vildt stærkt, da de gav opvisning i ringridning.

Gauchos, ArgentinaGauchos, Argentina

Kan I fornemme det? Farten? Elegancen? Sikkerheden?
Ringen ser ud til at være på størrelse med en fingerring, mens ‘lansen’ er på størrelse med en kuglepen. De fik ikke ringen hver gang, de forsøgte, men mange gange, og førnævnte fyr med rød kasket fik den hver eneste gang.
Ellen var dybt betaget, men hun var langt fra den eneste, og vi havde alle bemærket hvem den dygtigste af dem var.
Den ældste var 75 år (herunder; sidste billede), så på sin vis var han lige så imponerende, for jeg skal da lige love for, at han kunne ride endnu – lige så godt og stærkt som sine langt yngre kolleger – bortset altså fra ham med den røde hue.

Gauchos, ArgentinaGauchos, Argentina

18. januar 2019

Det har jeg aldrig skrevet om! Men Montevideo derimod …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:01
Tags: , , ,

Jeg så i går, at et af de søgekriterier, der havde ledt ind til min blog, var nedenstående med larverne. Det forstår jeg ikke helt, for det har jeg mig bekendt aldrig gjort mig den ulejlighed at undersøge. De andre er forståelige nok, men den med larverne, altså … ???
mommer, zoneterapi, billigste sted at købe larver til mad, sølvbryllupsrejse

Montevideo, Uruguay

Nå. Det får stå hen i det uvisse … nu er vi lige ved at forlade Montevideo, som er hovedstaden i Uruguay. Jeg må pinligvis erkende, at hvis nogen havde bedt mig om at nævne Uruguays hovedstad, var jeg nok blevet dem svar skyldig.
Nu ved jeg meget mere om landet og dets hovedstad. Uruguay er et særdeles velfungerende og, vist ikke engang kun efter sydamerikanske forhold, også et rigt land, med en glimrende infrastruktur, ringe arbejdsløshed, et godt socialt sikkerhedsnet og en stærk økonomi. Det er præcis fire gange så stort som DK, men med bare 3,44 mio indbyggere, hvoraf over halvdelen (1,8 mio) bor i hovedstaden, er det er tyndt befolket land.

Montevideo, Uruguay

Montevideo var en spændende by. Her kunne jeg godt have brugt et par dage, men vi havde kun nogle få timer til rådighed. Så få, at jeg ikke nåede ind til outlettet for Manos del Uruguay, som er noget af det bedste og blødeste garn i verden. Øv. Men vi er ret hysteriske med at overholde tiderne for boarding, for skibet venter ikke på nogen. Forståeligt nok, for med over 2000 passagerer, hvoraf nogle måske ikke tager tidspunkter helt alvorligt, kunne der nemt blive irriterende forsinkelser ved hver afsejling.

De to billeder forestiller de tidligste settlers; først kom man i oksekærrer og senere i en prærievogn. Det er i hvert fald hvad jeg ville have kaldt den, hvis vi havde talt om USA. Det var to bronzeskulpturer, som stod i to forskellige parker, men lavet af den samme kunstner, og jeg var ret betaget af dem, for de virkede helt levende. Man kunne tydeligt se, hvordan de arme dyr knoklede for at få vognen igennem vanskeligt fremkommelige landskaber.

Montevideo, UruguayMontevideo, Uruguay

Vi var igen ret uheldige med vejret, som var usædvanlig dårligt for årstiden. De klimaforandringer mærkes – ikke underligt – over hele kloden. Her plejer at være over 30 grader og sol, men de var ikke kun gået direkte fra vinter til sommer og sprang dermed foråret over, men et stykke inde i den sommer blev det pludselig køligt (20 grader) og med regnen stående ned i stænger. Det var så her, vi ankom til byen …
Heldigvis var markedet, vi var inde på, overdækket – det var noget lignende Torvehallerne i København, men med et lidt anderledes og mere overdådigt udvalg af frugt og grønt.

Montevideo, Uruguay

En mikrokaffebar … eller noget … på markedet; uden besøgende, men måske også uden betjening. Jeg kunne ikke helt finde ud af det.

Montevideo, UruguayMontevideo, Uruguay

Som vi tidligere har set det her på kontinentet, så ligger der gammelt og nyt tæt op ad hinanden. Strandvejsvillaer har de også.
Som sagt var vejret elendigt – jeg ville virkelig gerne se denne by med både mere sightseeingtid og mere sol, men det kommer jeg nok ikke til, desværre.

17. januar 2019

Punta del Este – et ultrakort besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: , , ,

I dag anløb vi Punta del Este i Uruguay, men det blev ikke til mere end goddag og farvel. Vejrforholdene var ugunstige, så de kunne/ville ikke gå i land med tenderbådene, hvorfor kaptajnen besluttede at sejle videre. Vi skulle ellers have ligget der i 10 timer, så der havde været rigeligt med tid til at kigge lidt på byen, men sådan skulle det altså ikke være. Det er åbenbart ikke kun nede sydpå, at det blæser meget …

P1020094

Her ser I derfor hvad vi selv fik at se af Punta del Este.

En time efter vi fik beskeden fra kaptajnen, bankede Verdens Bedste Guide på vores kahytsdør og fortalte, at han som kompensation havde klaret at få hyret Murano (skibets bedste restaurant) til en kombineret frokost og vinsmagning klokken 13. Michael, som guiden hedder, kan jeg ganske enkelt ikke rose nok. Jeg har aldrig mødt en mere serviceorienteret og kompetent guide. Flere i selskabet har rejst med ham før og siger det samme. Nogle undersøger ligefrem hvilke ture der er på hans program og rejser efter det. Han har 30 års jubilæum i år og kender tilsyneladende ALLE på alverdens krydstogtskibe. Vi spiste middag på samme Murano i aftes, hvor Michael fulgte os til bords. Han er altid rundt og hilse på os, uanset hvor vi har besluttet at spise. Restaurantchefen sagde til os, da Michael var gået igen, at vi skulle bare vide, at vi var meget, meget heldige med at rejse med ham som leder, og vi kunne kun give ham ret.

P1020090

Sådan så Argentinas kyst ud, kort tid efter vi stævnede ud fra Puerto Madryn i forgårs. Det så både ret goldt og ret fladt ud.
P1020093I morgen anløber vi Montevideo, som er Uruguays hovedstad – vi håber på, at det ikke blæser så meget der …

Vores lille mand (han er lille; omkring 1,60), som ordner kahytten hver morgen og hver aften, og som altid hilser så pænt på os, havde pyntet sengen ekstra meget i går. Det er sikkert noget han gør for alle sine ‘kunder’, men der bliver da bestemt også lagt mærke til det, når det sker. Med forelskede svaner, rigtige rosenblade und alles. Sødt var det.

På Murano i aftes fik vi en forret med laks og kaviar (dog ikke ægte kaviar), flamberet hummer til hovedret og Grand Marnier-sufflé til dessert. Alt sammen yderst delikat og flot serveret. Hummeren blev tilberedt ved bordet. Det havde han prøvet før, kunne man godt se.

Forret med laks - MuranoFlamberet hummer - MuranoFlamberet hummer - MuranoGrand Marnier-sufflé - Murano

Afternoon tea - Celebrity EclipseDet ser måske ikke ud af så meget, men vi blev rigeligt mætte. Selv om vi hver dag får tre retter, så er portionerne fint afpassede, så man (vi …) ikke føler os mere end lige præcis mætte, når vi går fra bordet.
I det hele taget har maden, også den vi selv henter til morgen og til frokost i buffeten, for længst fundet sit leje, og vi spiser fornuftigt. Motionen kniber det dog stadig med at få, så der er stadig absolut noget der skal rettes op på, når vi er hjemme igen.

Til  højre et eksempel på, hvordan en gang eftermiddagste kan se ud. Den lille pyramide i midten indeholdt teposen, som i dette tilfælde var (en ekstra parfumeret, viste det sig) Earl Grey.
Jeg beklager al den madsnak, især over for jer, som det ikke interesserer en pind.
I morgen og de følgende tre dage får jeg forhåbentlig noget mere at skrive om inden den lange rejse hjem.
Det er sandsynligt, at jeg keder jer, men vi selv keder os ikke – man vænner sig faktisk hurtigt til det langsomme liv på et krydstogtskib, men vi er dog nået dertil, hvor vi faktisk ser frem til at komme hjem og være en hel del mere aktive, og vi er meget glade for, at vi fravalgte turen, som sluttede med 3-4 dage i Buenos Aires. Det er ikke mere så vigtigt for mig at holde tre ugers ferie, som det var dengang jeg arbejdede. 14 dage er fint med mig, og disse 18 dage er dermed også. Det var noget andet dengang det tog en hel uge at glemme det der arbejde og begynde at holde ferie for alvor. Det krævede tre uger for mit vedkommende at føle, at jeg virkelig havde haft ferie.

15. januar 2019

Anderledes madkultur. Puerto Madryn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , ,

P1040101Man må undre sig … jeg så et par i dag, som fik mig til at tænke på, at jeg da vist bare kan spise los, for der er et godt stykke vej endnu, til jeg kommer til at se sådan ud. Det var enorme. Forleden dag havde hun en uendelig stram T-shirt på, hvor der stod I am the future. Jeg var lige ved at komme til at stirre. Det er bestemt heller ikke pænt af mig at udstille dem her, men det opdager de aldrig, og jeg tror ikke, at nogen vil genkende dem.
Der er mange madkulturer på et krydstogtskib. I går så jeg følgende frokost blive ‘tilberedt’: Man tager en stor burgerbolle, som man tager al indmaden ud af og smider væk. Dernæst hældes en lille deciliter ketchup på de to skorpehalvdele. Et mindre bjerg rosastegt oksekød skæres ud og kommes i bollen. Bon appetit.
Og der er bare SÅ meget lækkert at vælge imellem, men sådan er vi jo så forskellige …

P1020088P1020061

I dag ligger vi i Puerto Madryn, Argentina. I skibsavisen står der, at der ingen offentlig transport findes i byen, da det er a very small town. Det synes jeg nu ikke, at man kan kalde den, med højhuse og det hele, men det er rigtigt nok, at der ingen offentlig transport er.
Der er ingen arrangerede udflugter fra rejsebureauets side, så vi gik selv ind og kiggede lidt på byen, som har en flot standpromenade.

P1020072

Tidevandet var helt ude da vi ankom, så stranden var bred. Inde fra stranden så vi lystbådene blive kørt ud med traktor, og vi så, at man netfiskede med håndkraft: Tre personer vadede ud med et net imellem sig, hvorefter de langsomt gik parallelt med stranden, til de nåede molen. Her gik de ind, og vi kunne se, at de hev masser af fisk ud af nettet. Den form for fiskeri giver næppe problemer med fiskekvoterne.

P1020068P1020083

Langs byens gader stod disse træer, hvis blade mest lignede mimoser, men de krøllede sig ikke sammen, og blomsterne lignede … noget andet end mimoser … men smukke var de.

P1020074

Det var dette hotel herunder ikke (den grønne bygning). Smukt, altså. Det var i hvert fald ikke det første hotel, jeg ville forsøge at få et værelse på.
I det hele taget var byen fyldt med kontraster – fx var apoteket det mest moderne, man kan tænke sig (John var løbet tør for kleenex) – det var nyt og gammelt blandet med hinanden.

P1020078

Herunder ses kystvagten på arbejde. Eller hvad de nu var … de var muligvis på arbejde, men jeg tror nu ikke, det er verdens værste job, dette her – de høvlede frem og tilbage med større eller mindre fart hele tiden, uden vi kunne finde ud af, hvad de egentlig havde gang i.

P1020087

I dag har jeg talt med mit barn. Jeg kunne ikke vente længere med at høre hendes stemme, og hvordan det går med dem derovre langt væk i England – og i øvrigt har både Anna og Aubrey haft fødselsdag uden jeg kunne komme til at ringe og ønske dem tillykke, så nu skulle det være.
12 og 13 år er de nu.
Det er dog skrækkeligt, så hurtigt tiden går.

13. januar 2019

Punta Arenas og Kap Horn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:17
Tags: , , , ,

Punta Arenas – en blæsende by. Billederne herunder er taget nede ved havnen (okay, sorry … det er vist ret indlysende), hvor vi morede os lidt over synet af den forhenværende udskibningsjernbane, hvor der nu hvilede hundredvis af skarver og andre havfugle.

P1010760P1010761

Der var en i kommentarsporet, der nævnte “de store sejlskibes tid”, men de var faktisk skræmmende små, de sejlskibe. Jeg har engang været på en kopi af Columbus’ skib Santa Maria, og i Punta Arenas besøgte vi et sted, hvor de har lavet kopier af både Magellans Victoria og Darwins Beagle.
Jeg er meget, meget glad for, at jeg ikke var ombord dengang for 500 år siden (Magellan ‘opdagede’ strædet i 1520), for det må have været helt igennem rædselsfuldt. Næsten ingen plads og mellem 40 og 60 ombord, hvor kaptajnen oven i købet optog relativt meget af den liden plads. Ingen vidste, hvor de skulle hen, og ingen vidste, om de nogensinde kom hjem igen. Man må enten have været enormt eventyrlysten eller desperat på flugt fra et eller andet for at melde sig frivilligt til den slags ekspeditioner.

P1010746

P1010743

Herover Victoria øverst og Beagle nederst. Man kan måske fornemme via Johns størrelse, at Victoria ikke er særlig stort, så det må have været lidt for spændende at skulle runde Kap Horn i sådan et – det kunne nemt blive slået til pindebrænde, hvad da også mange blev.
Beagle er noget større, men det sejlede også præcis 300 år senere.

P1020019

Jeg ved ikke, hvor meget det fornemmes, men bølgerne herover vurderede vi til at være ubehageligt høje, hvis man ikke er på et stort skib som vores.

I går blæste det så meget, at de lukkede havnen i Ushuaia, så vi først kom afsted 1½ time senere end planlagt. Kaptajnen meldte dog ud, at han til gengæld ville speede op, så vi kunne holde planen og runde Kap Horn ved sekstiden næste morgen.
Det var slemt at gå det lille stykke på molen ud til båden, og nogle blev faktisk blæst omkuld og måtte samles op i bil af skibets personale. Herefter blev folk kørt det lille stykke hen til, hvor man gik ombord. Vi nåede at komme ind, før det blev helt slemt, og alligevel måtte vi kæmpe for at holde os oprejst.

P1020034

Søgangen var nu ikke så slem, selv om bølgerne bogstavelig talt gik højt ved Kap Horn.
Som vi naturligvis ikke sov fra! Skibet cruisede rundt, så alle, uanset om man havde kahyt til den ene eller den anden side, fik det hele med på nærmest mulige hold. Som sagt blæste det voldsomt, hvorfor ingen fik lov at gå ud for at fotografere, så vi var ekstra glade for vores balkonkahyt i morges.

P1020042

Vi så både fyrtårnet og skulpturen af albatrossen på selve Kap Horn, men billederne blev, pga. vejrforholdene, ikke særlig gode.
Det gør dog ikke spor, for skal man runde hornet, så skal det da også være i dårligt vejr og høj sø, ellers er det ikke helt rigtigt. I virkeligheden er det vel slet ikke noget særligt, for det er bare nogle forrevne klipper dernede langt sydpå … og så er det jo allievel i høj grad noget særligt at have rundet, og skibet brugte da også en god times tid på at krydse rundt hernede, så alle fik oplevelsen med.
De næste to dage er på havet, så der vil livet gå sin stille, men hyggelige gang uden de store oplevelser.

12. januar 2019

Kold ild

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:52
Tags: , , ,

I dag har vi tilbragt hele dagen i verdens sydligste by, Ushuaia. Vi har set verdens sydligste posthus og vi har gjort stop på det sydligste punkt på verdens længste vej, The Pacific Highway, som vi faktisk har kørt på før på denne tur. Den går fra Alaska til Ildlandet, hvor vi er nu. Tierra del Fuego. Gad vide hvorfor det har fået det navn, for her er dæleme ikke varmt. I teorien er det højsommer hernede, men temperaturen er 6 grader og det blæser ikke kun ½ pelikan, men nærmere 1½, selv om de ikke her regner det for andet end en mild brise.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Posthuset ved verdens ende …
Vi befinder os i Nationalparken Tierra del Fuego. Lige som Magellanstrædet ved første øjekast godt kunne minde om Norge, mindede turen til denne park om, når man nærmer sig Alperne, men når man så får øje på detaljerne, er det naturligvis helt anderledes. Væksterne, især.
Her gror tre slags bøgetræer, og det er da også uden tvivl bøgeblade vi ser, men de er meget små, kun godt en centimeter lange, og træernes vækst er meget langsom. Ikke så underligt, med sommertemperaturer på maksimalt 10-12 grader og vinterditto på ned til minus 15.
Den gule dims herunder fandt jeg på stranden – formentlig en eller anden slags svamp. Jeg fandt også hvad jeg tror er et søpindsvin i miniformat.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Herunder de små bøgeblade og ved siden af en busk, der havde lavendellignende blade og margueritlignende blomster.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Fotostoppene var legio, da vi gik rundt inde i nationalparken, men det er alt sammen så stort og prægtigt, at det var vanskeligt at indfange det.
Jeg kan kun anbefale, at man selv tager derned og ser det – vel vidende, at ikke alle kan eller vil.

Nationalpark Tierra del Fuego

På træerne sad tusindvis af disse vækster, som jeg kun kunne forbinde med mistelten, og så alligevel ikke, for de havde forkert farve og tekstur. Jeg fandt dog ud af, at den kaldes falsk mistelten, hvilket absolut giver mening.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

I morgen meget tidlig runder vi Kap Horn, og vi har aftalt med hinanden, at vi skal op og have det hele med fra ved sekstiden. Man tager ikke sådan en rejse, hvor et af højdepunkterne netop hedder Kap Horn, bare for at komme hjem og med blussende kinder indrømme, at man sov fra det!

I går, som jeg måske skriver om senere, var vi i Puntas Arenas, hvor vi skulle have brugt tre timer på en sejlads ud til en ø, hvor der er albatrosser, pingviner og søløver. Vi så alle i høj grad frem til denne oplevelse, for solen skinnede fra en skyfri himmel.
Det blæste dog for meget … det var så ikke engang blæsten, man var nervøs for, men for strømforholdene. I går var der så stærke strømninger i farvandet, at de ikke turde tage turister med ud i det. ØV, tænkte vi, men ingen er herre over vejret, og sikkerheden går naturligvis frem for alt.
Jeg ville nu meget gerne se en albatros. Vi ser skarver, måger, terner og petreller (der er vist ikke noget dansk navn for dem?) i massevis, men så vidt vi har kunnet se, har der ikke været albatrosser imellem. De er her dog, for andre i vores gruppe hævder at have set dem.

10. januar 2019

Hårdt vejr i Magellanstrædet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , , ,

Vi lagde ellers så fint ud med at finde os en god plads ved et af vinduerne i baren øverst og forrest i skibet, mens vi sejlede gennem de smukke passager i Magellanstrædet.
God udsigt fra første parket.
Jeg tog kun nogle få billeder indefra, for jeg havde ikke medbragt overtøj. De blev derfor meget blå pga. de let tonede ruder. John gik lidt ud, men kom hurtigt ind igen, for vinden blæser frisk og kold. Magellanstrædet var dog ganske smukt at sejle igennem, så jeg var glad for vores gode plads.
Der var i øvrigt en quiz om almenviden, mens vi var der. Vi dannede et team med et andet dansk par, og tilsammen svarede vi rigtigt på så mange spørgsmål, at vi fik en førsteplads – dog delt – men vi var kun tre hold, der fik 14 point; andenpladsen havde bare scoret 10 point. Vi deltog, fordi de lagde ud med at spørge hvem der i 1967 gik fra venstrekørsel til højrekørsel. Rundt omkring os sagde amerikanerne, at det havde de da ikke den ringeste ide om. Nogle havde svaret Irland, men vi vidste jo, at det var Sverige, og så fik vi blod på tanden. Vi havde kun to forkerte (vi svarede slet ikke på dem), selv om et par af svarene var rent gætteri. Lidt heldig har man lov at være. Præmien var lodder til et eller andet, men vi syntes, at æren var fin.

1. klasses udsigt til MagellanstrædetMagellanstrædet

Klokken 11:30 blev de fleste smidt ud herfra, fordi der skulle foregå et eller andet med kaptajnen, som de havde glemt at invitere os med til.
Vi gik derfor i kahytten og slappede af, indtil uret viste kl. 13, hvorefter vi igen tog den til 14. etage for at indtage frokosten.
Her mødte vi et par, som var med Stjernegaard rejser, og som både kendte Præstø og Havdrup. Dem fik vi en hyggelig rejsesnak med. De forlod bordet, da vi skulle til desserten, for da havde de allerede siddet der i 1½ time og trængte til et hvil.
Nu begyndte båden pludselig at rulle og at gynge, hvilket kom bag på alle, også personalet, for hvem adskillige glas og tallerkener røg på gulvet.
Det blev værre og værre, så John og jeg besluttede at gå i kahytten igen, hvor vi kunne lægge os på sengen – så kunne vi da ikke falde …

P1040058

På gangen mødte vi ham, der gør rent i vores kahyt (to gange om dagen!); han spurgte, om vi var okay, til hvilket vi svarede ja.
Vi er også okay, men det er ret slemt, dette her. Vi bor på 6. dæk, så vi er allerede halvhøjt oppe, men det er ikke kun regn, vi får smidt på os, når vi går ud på balkonen – skumsprøjtet når vist helt op på øverste dæk.
Den ruller og hugger, men indtil videre er det faktisk ret sjovt – det er det, når man ikke er søsyg (banke, banke under bordet).
Stewarden sagde, at det ville vare resten af eftermiddagen, så skulle det løje af igen. Indtil videre er det sandelig ikke nemt at holde baligelancen.
Hele dagen i morgen (vi skal i land allerede klokken 07) er vi i Puntas Arenas og omegn, hvor de har lovet mellem 0 og 5 grader, så det er godt, jeg tog skiundertøjet med.

9. januar 2019

Vulkaner, vandfald og verdens mindste kok

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:28
Tags: , , ,

I går lagde skibet til ved Puerto Montt, og vores gruppe blev sejlet i land i de små tenderbåde, som også vil blive brugt som redningsbåde, hvis vi skulle komme i den situation – men det håber vi sandelig ikke!
Vi blev kørt afsted til vulkaner, til en lækker frokost, som i virkeligheden var en treretters middag, og endelig til Petrohue-vandfaldene, som var smaragdgrønne og naturligvis flotte.
Mit SD-kort gik i udu, og John tager billeder i rawformat, som ikke umiddelbart lader sig kopiere til det jpg-format, som er nødvendigt, hvis de skal uploades til min blog. Det passede ikke fruen her, så jeg måtte til at finde en måde at konvertere på, hvilket da også lykkedes, men det tager tid, så jeg forsøgte kun med to i første omgang.

petrohue IMG_4493

Så slipper I også for billedspam … her kommer i stedet historien om bådens restaurant Qsine – le petit chef.

Restauranten, vi oplevede for første gang, findes der kun ganske få i verden af. De lader en lille 3-D-kok både indfange og ‘tilberede’ maden på tallerkenen foran kunden.
Det var SÅ underholdende. Ikke kun det animerede, men også den lille koks små, ledsagende lyde var ret morsomt.
Jeg fandt Le Petit chef på Youtube, og fordi det er en 2-D-film af en 3-D-ditto, så er kvaliteten naturligvis derefter, men man kan måske få et indtryk af, hvordan det var. Und jer selv at se videoen, selv om den tager noget tid (håber linket virker – ellers googl selv). Celebrity-rederiet er ved at indføre konceptet på alle deres skibe.
https://www.youtube.com/watch?v=bK8-a10QFoQ
Fra animationen sluttede, til det (helt tilsvarende) måltid blev serveret, gik der højst 20 sekunder, så mange tjenere var der – men restauranten var hverken stor eller helt fyldt op. Havde den været det sidste, havde det nok taget 30 sekunder …
Det skal tilføjes, at det var mad i absolut topklasse.

Jeg synes, at, selv om der er en fantastisk middag hver aften inkluderet i rejsens pris, så bør man unde sig den ekstra oplevelse det er at gå på en eller flere af specialrestauranterne. Herregud – hvor tit tager man lige sådan et luksuskrydstogt som dette? Jeg vil i hvert fald have det hele med.
Man får lidt rabat, hvis man bestiller flere på én gang, så det har jeg gjort. Tre i alt. John var lidt svær at overbevise – han synes pr. definition, at sådan noget er spild af penge, men efter denne første oplevelse overgav han sig uden forbehold, og vi glæder os allerede til opleve, hvad de to andre restauranter har at byde på. Det er ikke med 3-D de andre steder, men den gourmetmæssige del er fuldt på højde med eliterestauranter på land.

Flot lys IMG_4409

Som jeg skrev tidligere, så er maden en væsentlig del af et krydstogt, og når jeg dertil mangler fotodokumentation, så må jeg jo finde på noget andet at berette om end vores smukke naturoplevelser, tøhø.
I dag har vi sejlet gennem den chilenske skærgård. Meget smukt, men det kunne godt minde lidt om Norge. I morgen går turen gennem Magellanstrædet.
Billedet viser lyset, som det kom ned gennem skyerne, da vi spiste morgenmad.

8. januar 2019

Special edition: madspildet fra et krydstogtskib

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:09
Tags: ,

Det er pudsigt, så mange af jer der fik den samme tanke som jeg fik på The Galley Tour: Hvad gør de ved al den mad, der nødvendigvis må gå til spilde?
Heldigvis fik jeg den glimrende ide at spørge den kok, der viste os rundt, så udfordringen med at svare jer var ikke så stor.
For at gøre det nemmere for mig selv, vil jeg svare på jeres kommentarer via dette ekstraindlæg.
Kokken gled elegant af på spørgsmålet om mængden af madspild, men svaret var alligevel interessant.
Alt organisk; dvs. al mad, ryger ned i en dertil indrettet container, hvor det bliver kværnet til en fin grød.
Derefter går det igennem en forbrændingsproces og til sidst bliver dette organiske restprodukt presset til flager, som bliver sendt ud i havet som fiskefoder. Det er faktisk en ret smart løsning, synes jeg, og fiskene elsker det.
Alt andet affald bliver sorteret og naturligvis bragt i land.

Mht. spildevandet ‘sorteres’ det i brunt og hvidt vand. Det brune giver næsten sig selv, men det er faktisk det enkleste at håndtere, fordi materialet er organisk og må derfor gerne dumpes, når man når et vist antal sømil fra en hvilken som helst kyst. Celebrity-rederiet har valgt at fordoble den lovpligtige afstand, inden de dumper.
Det hvide vand kommer fra vask, opvask og badevand og er derfor fyldt med kemikalier. Det bliver opbevaret indtil man er i land og kan få det gennem et rensningsanlæg.

Sæler i San Antonios Havn

Mad til 4200 personer i 14 dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 03:31
Tags: , , ,

På et krydstogt er en stor del af oplevelsen pr. definition MAD, og det er så sandelig også noget, der bliver gjort rigtig meget ud af.
I aftes spiste vi i hovedrestauranten, som kan servere for omkring en tredjedel af skibets 2800 passagerer på én gang. Der er to seatings, hvor vi har den sidste kl. 20:30.
P1030952Vi sidder syv personer ved et bord til otte. Først kommer der en Assistant Waiter, som, fordi hun er elev, kun får lov til at sætte brød på bordet og forklare, hvad de tre smørtyper er, servere vand for os. Så kommer der en vintjener og spørger hvad vi vil have at drikke. Dernæst madtjeneren, som tager imod vores bestillinger. Vi kan vælge mellem 10 forretter, seks hovedretter og, senere, 6-8 desserter.
Så kommer hende, der har det forkromede overblik og spørger, om alt er i orden. Det er det ikke, fordi tjenereleven serverede automatisk isvand fra hanen for os, men via drikkepakken har vi ret til flaskevand, som smager en del bedre.
Når vi når til desserten, får tjenereleven lov til at spørge hvem der ønsker at få hvilken kaffe. Nu har hun nemlig fundet ud af, at vi har drikkepakken, og så er det tilladt at servere andet end bare filterkaffe.
Tjeneren, som modtog madbestillingerne, tog ingen notater, men formåede alligevel at servere det rigtige for os alle syv, selv om vi ikke havde bestilt det samme – og det både til forret, hovedret og dessert. I morgen vil vintjeneren kunne huske, hvilken vin vi havde valgt og derfor spørge, om vi ønsker den samme igen eller en anden.
De må have nogle særdeles gode mnemoteknikker … det er særdeles imponerende, det de præsterer.

P1030963

P1030947P1030948Efter morgenmaden var vi heldige at komme på The Galley Tour, hvor vi blev præsenteret for alle chefkokkene og fik lov til at gå en tur gennem køkkenregionerne.
Hvis I kigger på teksten øverst, vil I se, hvor meget der går til på et 14-dages krydstogt med 2800 passagerer og 1400 besætningsmedlemmer. Det er MEGET! Det bliver bestilt seks måneder i forvejen af én person, som har ansvaret for hele Celebritys flåde af krydstogtskibe, og der ligger en kæmpestor logistisk opgave og en hulens masse erfaring bagved. Man bestiller fx bananer i fem modenhedsgrader, og det er vigtigt, at de grønneste bliver lagret bagerst. De kan rent faktisk præstere at servere pæne bananer også på de sidste dage af turen.

I buffetrrestauranten, hvor vi spiser morgenmad og frokost, har de forskellige øer med mad. I morges var der English Breakfast, American Breakfast, Indian Specialities, Asian Delights, Fruits, Yoghurts & Muesli, Fresh eggs and omelets (hvor de laver spejlægget/omeletten på bestilling, mens man venter), Roast and poached eggs, en lang række med oste, skinker og (spege)pølser, samt boller, brød, mange slags wienerbrødslignende ting og selvfølgelig masser af forskellige muligheder for drikkelse.
Der går hele tiden folk og fornyer, fylder op og renser op efter alle grisebasserne, som altid skal tage fra midten, og som der desværre er en del af, men alt ser hele tiden pænt og appetitligt ud. Får man øjenkontakt, hilser de med et stort smil og et Good morning/good afternoon/good evening, ma’m, how are you?

Frokosten tager vi en anden dag … og så er der jo alle specialresturanterne … måske når jeg at fortælle om det hele. Og måske gider I oven i købet at læse mere om det, men som en teaser kan jeg sige, at vi her til aften har haft en fuldstændig anderledes og unik totaloplevelse, hvis ellers det giver mening, men jeg vil forsøge at beskrive det i et senere indlæg.

P1030938P1030939P1030940P1030941P1030942P1030943P1030944P1030946P1030945

7. januar 2019

Det skal være skidt, før det bliver godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 00:34
Tags: ,

Flyveturen til Santiago – først en time til Amsterdam, så 13 timer til Buenos Aires, hvor vi blev verfet af for at skulle gennem en ekstra gang security, og så endelig de to sidste timer til målet – var rædsom, forstået på den måde, at vi havde fornøjelsen af en skrigende og uafbrudt opmærksomhedskrævende unge de ni af de tretten timer. JO, det er da synd for både barn og forældre, men jeg nåede relativt hurtigt dertil, hvor jeg syntes det var mere synd for mig, for hvis jeg endelig nåede til at blunde bare lidt, vendte skrigene tilbage med fornyet styrke.

P1010494

Det blev der heldigvis kompenseret for. Først et überlækkert hotel i Santiago, hvor vi, efter en byrundtur både med bus og til fods, efterfulgt af en meget lækker middag, sov fabelagtigt efter 1½ døgn uden søvn.

P1010522P1010523

Dernæst, dagen efter, på vej mod båden, en tur til Valparaiso.
Det var kærlighed ved første blik fra både min, Johns og stort set alle andres side.
En fantastisk og farverig by, hvor fattig og rig bor i skøn samdrægtighed lige ved siden af hinanden. Ikke noget med at dele byen ind i kvarterer – man bygger, hvor man kan og for så mange penge, man nu engang har til det.

P1010535

Der var kunst overalt – på huse, på klipper, på vejene, på plankeværkerne, og langt det meste af det var flot, flot, flot. Noget var naivt, andet var provokerende, det meste var smukt, og det er en af de mest spændende byer, jeg har set.

P1010540P1010552P1010555P1010560P1010550P1010561

P1010570P1010572P1010564

Jeg tror jeg tog 200 billeder i Valparaiso …

Vi var inde for at se forfatteren og nobelprismodtageren Pablo Nerudas hus, som nu er museum … et yderst specielt hus i fem etager og med mange, sjove eller spændende rum og ting. Vi måtte ikke fotografere inde i huset, men gerne tage billeder af udsigten, og jeg kom vist til at træde lidt tilbage nogle af de gange, hvor jeg skulle fotografere den i øvrigt pragtfulde udsigt.
Det kontor kunne jeg godt bruge – helt øverst oppe lå det.

P1010504P1010512

Men … det allerbedste havde vi endnu til gode.
Vi var blevet anbefalet at checke ind på skibet hjemmefra, hvilket skulle gøre det lidt smidigere, når vi skulle boarde. Det skulle gøres mindst tre dage før afgang. Jeg undrede mig over, at der ikke blev angivet vores kahytsnummer på skibsbilletten, så jeg kunne skrive det på de kuffertmærker, vi skulle hænge på vores bagage. Hvordan skulle dragerne så kunne finde ud af, hvor de skulle bringe bagagen hen?
Nå, tænkte jeg … det må vi bare finde ud af, når vi når så langt. De fleste, men ikke alle i vores gruppe på 18 havde fået kahytsnummer, viste det sig.
Vi fik da også tildelt en kahyt, og til min kæmpestore fryd opdagede jeg, at de havde opgraderet os til en balkonkahyt!
Hvorfor ved jeg ikke, men jeg skal så absolut ikke klage. Jeg var nødt til at tage hænderne ned for at skrive dette, men det var svært.
Mens jeg skriver, ligger John og tager en morfar inden aftensmaden, og det hele foregår med åben terrassedør, så vi kan høre vinden og bølgerne.
Det er SÅ FEDT!!!!

P1010596P1010597P1010599

Det er jeg også, inden vi kommer hjem. Fed, altså … dette er bare dessertbuffeten – jeg har nok taget 10 kilo på, inden turen er slut.

3. januar 2019

Hvorfor tror jeg egentlig, at …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: ,

Hvorfor tror jeg egentlig, at der er forskel på at pakke til tre uger langt væk i forhold til tre uger ikke så langt væk?
For det er der ikke – i hvert fald ikke, når man i begge tilfælde rejser med fly. Det er noget andet, når vi er i egen bil; så er der ikke mange grænser for, hvad jeg kan finde på at tage med.

Strikketøjet er startet, så jeg bare kan fortsætte i flyet uden de store dikkedarer. Hulmønsteret er printet, klippet ud og lamineret, så det ingenting fylder. Det påbegyndte er et tørklæde til Charlotte i noget garn, der hedder Manos del Uruguay. Det er temmelig dyrt her i Danmark, hvorfor jeg plejer at købe det i England.

_1010416

Eftersom vi lægger til i Montevideo, Uruguay, håber jeg på, at det bliver muligt at finde garnet dernede, men jeg ved jo ikke, om de eksporterer det hele.
Manos del Uruguay er en særlig garnproducent, der har eksisteret siden 1968. Siden opstarten har der været fokus på at hjælpe kvinder i landsbyer i Uruguay. Det er tilmed værd at bemærke, at der er tale om en garnproducent, der er medlem af World Fair Trade Organisation. Manos del Uruguay holder mange kvinder beskæftiget – kvinder der fremstiller garn i høj kvalitet.”
Se, det kan vi lide … både garnet og dets baggrund … det er et super-überlækkert garn, som jeg har strikket flere tørklæder af til Charlotte, og nu skal hun altså have et til.
Denne lace-udgave af garnet er meget tynd, og selv om jeg mod forventning skulle nå langt, vil det stadig ikke fylde ret meget.

Skiundertøjet er pakket med, så der er taget højde for alle vejr-eventualiteter. Tror jeg. Der er masser af tøj med, og alligevel er der plads tilovers i kufferten, både hvad volumen og vægt angår (kun 16 kilo, og jeg må have 23!) Der er bekymrende meget plads til souvenirs. Johns kuffert vejer 22 kilo, så han er næsten fyldt op.

Nogle ting er nok overflødige, men man kender vel sin Murphy …
Insektforskrækker og kløestillende middel (bare for en sikkerheds skyld) Ö
Zovir (ditto – jeg gider IKKE rende rundt med et forkølelsessår) Ö
Reservestrikkepind (hvis ikke jeg har en ekstra med, knækker den, jeg bruger) Ö
Tre kvaliteter i tørklæder (1) ‘fint’ pashmina, 2) et tyndt, men stort og 3) et strikket; ikke stort, men varmt) Ö
Bælte (som om jeg får problemer med at holde bukserne oppe, når man kan få lækker mad HELE døgnet …) Ö
Badedragt (mig, som aldrig bader under andet end en bruser … men der er noget med massage, duftbade og alt det der fantastisk lækre) Ö

Billedresultat for exhausted cartoonJeg håber ikke, at jeg har glemt noget. Pakkeliste bruger jeg ikke, og selv om jeg gjorde, ville jeg garanteret glemme noget alligevel … den ville jo blive skrevet af mig selv …

Nu mangler jeg bare at ruste mig selv til 15 timer i en flyver, men det kan jeg ikke, ved jeg. FEMTEN timer har John regnet ud, at det tager fra Amsterdam til Santiago!!! Det bliver rædselsfuldt, og jeg ville ønske, at et sæde på første klasse ikke kostede mere end hele denne ferie gør, for jeg ville virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne kunne lægge mig ned.

2. januar 2019

Så strammer vi op!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , ,

Billedresultat for burda 1940Når Charlotte, Tim og børnene tager på Goodwood Revival, så forventes der, at man er passende klædt på, hvilket i dette tilfælde vil sige “Although not compulsory, the vast majority of Revival visitors dress in period style with many going to great lengths to achieve that authentic look. The resulting step-back-in-time spectacle plays a key role in making the Revival such a unique event.”
Næste gang vil Charlotte nok ekvipere dem i 40’er-stil, og til den tids mode kræves der et korset for at fremhæve en slank talje. Sådan et fik hun i juegave af Tim (jeg fik ikke spurgt, om han selv har købt det!). Hun har i forvejen en smækker talje, men det er jo med at fremhæve fordelene mest muligt, så korset må der til. Med i gaveæsken med det intime indhold lå en bh. Her måtte jeg lige smile højt – kan I huske dem, der nærmest lignede torpedoer? Du GOdeste, den var spids! Den var hun ikke helt sikker på, at hun ville tage på, hvilket jeg så glimrende forstår, for den var virkelig bare for meget, men skal man holde stilen eller hvad?
Jeg fik lov at lege Mammy fra Borte med Blæsten og stramme korsettet til.
Vi endte på 60 cm, målt udenpå korsettet. Der har jeg også været engang, men det var ikke lige i forgårs …
Hun fik bøger med gode stofbeskrivelser og snitmønstre i, og hun glæder sig allerede til at gå i gang, selv om det først er til september.

KorsetKorset

John og jeg måtte en tur til Næstved i dag for at købe en kuffert i størrelse XL. For et par år siden måtte vi kassere den ene af de to største kufferter og har egentlig klaret os glimrende med kun én stor – den anden af os har så brugt den næststørste.
Det er ikke helt nok til denne tur, fandt vi ud af. Jeg har lige tjekket yr.no og set, at der er 32° i Santiago og 8° i Ushuaia, som er verdens sydligste by, og hvor vi skal af skibet og på tur.
Med andre ord: Vi er nødt til at dække det meste af tøjspektret, bortset fra, at jeg simpelthen nægter at tage vinterfrakken med. En varm fleece og sommerjakken skal være nok. Punktum.
Men det kræver maksimal kuffertplads. Der skal afslapningstøj med og der skal fint tøj med … sæt nu vi bliver inviteret til Captain’s Dinner med dresscode galla … man ved jo aldrig …
Der blev således ikke strammet op på bagagemængden – den bliver nok tværtimod fuldt udnyttet med alle 23 kilo, selv om jeg gerne vil have en smule plads til en souvenir eller to … man ved jo aldrig …
Der er heller ikke strammet op på wi-fi-budgettet. Jeg har lige booket unlimited internet access på hele turen. Der var desværre ikke noget imellem ingenting og alting, hvilket jeg havde håbet på. Fx noget med et par timer om dagen, men sådan er rederiets politik åbenbart ikke.
Det betyder til gengæld, at vi ikke behøver at downloade et større lager af lyd- og ebøger, men kan læse og lytte løs online så meget vi orker.
Og jeg kan blogge … selvfølgelig kan jeg skrive dagbogsindlæg offline, men jeg har ikke lyst til at fyre en hel bunke indlæg af på én gang, når vi kommer hjem – det er der jo ingen, der orker at læse.

1. januar 2019

Great minds think alike

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:35
Tags: ,

Kort før jul skrev jeg om gaven fra os til Tim, som Charlotte fortalte, at han selv havde købt: Wolseley – a Very British Car. Det viste sig, at Tims bror havde fået samme glimrende ide, så jeg var ikke den eneste, der mente, at den bog lige var noget for Tim.
Han pakkede James’ bog ud efter at have pakket den ud fra os, med tilhørende forklaring. Alle fik sig et godt grin over vores sammenfaldende gaveideer, og jeg sagde til James:
Great minds think alike!
Det kunne han naturligvis kun erklære sig enig i … og alle var enige i, at det var en rigtig god gaveide, og at den bog simpelthen var så meget Tim …
Vi sendte bogen retur, mens jeg var derovre, og for pengene valgte han i stedet to, han gerne ville have, så alt er i orden nu. James beholdt sin bog og vil sørge for at få pengene retur.
I øvrigt er der i bogen et billede og en beskrivelse af bryllupsbilen, som Tim for nylig har investeret i.

I tirsdags serverede jeg bemærkningen; i dag fik jeg den selv serveret.
En af mine forhenværende kolleger havde læst mit indlæg fra i går om det kommende krydstogt og sendte mig en mail her til aften.
Overskriften lød:
Great minds think alike!
Jeg var naturligvis enig, men blev nu alligevel lidt forbavset, da jeg læste mailen … her et lille uddrag:
… “Jeg havde tastet ALLE vores oplysninger ind og manglede at trykke ”køb” til den tur I er på vej til nu: ”Den store rejse”.  Tror nok jeg var blevet en anelse overrasket, hvis jeg/vi havde mødt jer ombord!!!!!
Arbejdspresset er for stort, og jeg ville ikke kunne nå at glæde mig, men kun være stresset over ikke at kunne nå det hele og skulle være væk i lang tid. – Ferien var lagt ind i kalenderen ”und alles”.
Rigtig, rigtig god tur …. – jeg er selvfølgelig ikke overrasket over, at vi vil det samme og så alligevel.
Jeg ved det bliver en totalt fantastisk oplevelse, og vil tænke på jer ”hele vejen rundt”.” …

Det var sandelig noget af en overraskelse, og jeg synes det er temmelig ærgerligt, at det ikke skulle blive til noget for deres vedkommende. Først og fremmest selvølgelig pga. årsagen til, at hun følte sig nødsaget til at springe fra lige før det afgørende klik, men da også, fordi det kunne have været ret morsomt, hvis de havde deltaget.

Næste side »

Blog på WordPress.com.