Hos Mommer

14. august 2020

En tur til Enø og et nyt træ

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: ,

I går formiddags satte vi kursen mod Enø, så ikke endnu en dag skulle smuldre mellem hænderne på os. Den sidste portion af den store stak håndklæder, som Englænderne efterlod, kunne vente til i dag med at få en tur i vaskemaskinen. Alt sengetøjet, de mange duge og to portioner håndklæder var vasket, så det var også rart med en lille vaskepause, men når man har besøg af fire, der tager både strand- og brusebad, så går der meget til.

P1050116

På Enø satte vi bilen, da vi helt bogstaveligt nåede til vejs ende.
På et engdrag så vi store, dybblå plamager af vikke (tror jeg nok) – de lå som [s]øer af blåt i alt det grønne, men så faktisk pænest ud på afstand.
Vi gik en tur oppe på stien langs lerklinterne og nød det hele: Faunaen langs kyststien, solen, vinden og det meget blå og nogle steder nærmest middelhavsgrønblå hav, hvori der kajakkede en enlig roer af ældre årgang (dvs. min eller ældre), som øvede og øvede og øvede i grønlændervendinger.
Mange gange drejede han rundt, og han var da også god til det, men var det ikke lidt [over]modigt at øve den slags helt alene? Eller er jeg bare blevet en større kryster på min gamle dage?

P1050115

Der var rigelige mængder af strandkål. Det har jeg endnu til gode at smage, men i aften bliver den smule jeg tog, ristet på panden og prøvesmagt. Har I prøvet at spise strandkål? Rå eller stegt? Der står alle steder, at den smager bedst i maj-juni, men jeg tog 5-6 af de mindste og sprødeste blade. Hvis det smager ad Pommern til, skal jeg huske mig selv på at give det en chance igen om 9-10 måneder.

Quercus canariensis - algerisk egQuercus canariensis - algerisk eg (1)

P1050122I et levende hegn vinkelret på kyststien fik vi øje på et for os ukendt træ. Da jeg kom tæt på syntes jeg, at bladene mest at alt lignede egeblade, men barken lignede ikke den egebark, vi kender.
Google Lens fortalte mig, at det var Algerisk eg (Quercus canariensis). Kan nogle af de botanikkloge læsere af- eller bekræfte dette?
Google Lens, som Ditte har introduceret for os, er blevet et uundværligt hjælpemiddel til bestemmelse af planter (eller dyr … alle mulige ting, faktisk). Før brugte jeg Plantsnap, som også er god, men engelsk, og som derfor ikke kan fortælle mig de danske navne på planterne – og heller ikke altid kan finde planten, hvis ikke den findes i England. Det var også lidt besværligt altid at skulle omkring det latinske navn på en eller anden plante for at finde frem til det danske navn.
Google Lens finder planterne på et splitsekund og rammer oven i købet mere korrekt (så vidt jeg kan vurdere) end Plantsnap, så den app kan varmt anbefales.

Frokosten indtog vi på Kanalkroen i Karrebæksminde. Vi har spist der et par gange før, men den slags succeser kan snildt tåle at blive gentaget. Det er et dejligt sted, hvor man sidder på et dæk helt ude ved (på?) vandet og hvorfra man har den fineste udsigt til den karakteristiske græshoppebro, som gik op og ned et par gange mens vi sad der.

12. august 2020

Næh tak – jeg har!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Jeg takker nej – jeg har allerede et barn og behøver på ingen måde tre mere – ikke engang selv om jeg får rabat på dem.Naj tak

I dag fik jeg min nye timer/stegetermometer. Jeg bestilte det i går og modtog det i dag, så både butik og DAO var superhurtige.
Det var de åbenbart også til at få trykt teksten til en af de timermuligheder jeg fravalgte, og sådan går det nemt, når man ikke giver sig tid til at tjekke sine oversættelser – og oven i købet ikke helt kan finde ud af, om man skal skrive tyrker eller turkey.
Prøv en anden gang at oversætte turkey med kalkun. Jeg er ikke specielt begejstret for tanken om en stegt tyrker. Det må vel egentlig være det modsatte af en kold tyrker?
I øvrigt en forholdsvis almindelig fejl, når man fristes til at bruge Google som oversættelsesmedium.
Ordet ‘og’ i sidste linje giver heller ikke meget mening.

Kalkun

Herunder hhv. forside og ryg på en bog, som de ikke ville give mig rabat på.
Det tog faktisk lidt tid, inden jeg opdagede, at der var en fejl i teksten på bogryggen. Det ligner ikke mig ikke at opdage den slags med det samme …
I England har de en boghandel inden for køreafstand fra Charlotte, hvor de får bøger med denne slags trykfejl og sælger dem videre til en langt lavere pris, end man normalt tager for samme bog uden fejl.

P1050109

P1050110

Det er agurketid. Både i drivhuset og udenfor. Bl.a. i DR hvor vi finder, at det står temmelig skralt til med seværdige udsendelser.
Nu er Søren Ryge langt om længe stoppet – det var virkelig også på tide; vi har ikke kunnet holde ud at høre på ham de sidste mange år. Uengageret, uinspirerende og gentagende sig selv i én uendelighed, men nu skal vi vel tilbydes samtlige hans udsendelser gennem alle årene en gang til, vil jeg tro.
Det er også agurketid for bloggeriet – i dag har stået i dovenskabens tegn; ikke mindst fordi jeg mistede fire timers søvn i nat, hvor jeg af en eller anden grund ikke kunne sove mellem kl. 01 og 05. Jeg kunne ikke engang gå ud og se på Perseidernes stjerneskudsvrimmel nu, hvor jeg alligevel var vågen, for hvis ikke skyerne dækkede, så forstyrrede månens lys.
Vi må finde på et eller andet godt at tage os til i morgen – det her går ikke. Det er lidt for kedeligt, selv om jeg nyder at lave ingenting en enkelt dag.

10. august 2020

Afrikansklignende drama ved Præstø Fjord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:23
Tags:

Lige over for vores hus er man ved at fælde de mange tagrør, japansk pileurt, brombær og ikke mindst de piletræer, der vokser så forbasket hurtigt op og tager vores dejlige udsigt. Jeg ved ikke helt, om der er planer om at udsætte køer til at afgræsse området, eller det bare i første omgang skulle ryddes for alt braset.
Til fældningsarbejdet går der en mand rundt og fjernstyrer en gammeldags persillehakker i mastodontformat. Den kværner alt fra tagrør til halvtykke piletræsgrene uden at blinke, så at sige.
Persillehakkerføreren havde ikke lige forudset, at der stadig kunne være meget vådt på visse steder – det ville jeg heller ikke have troet med den i lang tid udeblivende regn og de høje temperaturer.

P1050094

Pludselig sad persillehakkeren fast (den kan ikke ses på billedet, for den gemmer sig bag den japanske pileurt) Den sad meget, meget fast, kunne vi høre, så der blev ringet efter hjælp, som efter noget tid kom i form af en mand i en landrover.
Som også satte sig fast. Meget, meget fast. På trods af to mænds nærmest desperate gravning og forsøg på at lægge brædder under hjulene, sank den tunge bil længere og længere ned, helt ned til karosseriet, i mudderet.
Det var synd for dem, men ærlig talt også en smule komisk, at hjælperen ikke var længe om selv at sidde uhjælpeligt fast.
Vi sad og spiste frokost og havde hele sceneriet fra første parket, og vi var onde nok til at gå op på C & T’s soveværelse for at fotografere – vi kunne jo alligevel ikke være til spor nytte.
Det mindede os om en scene fra Afrika, hvor terrængående køretøjer forcerer floder og sommetider må trække sig selv eller andre fri af mudderet.
Landrovertræf (2)

Men hvor heldig har man lige lov at være? Landroverejeren begyndte pludselig at trykke · · · – – – · · · (SOS) på hornet, hvilket fik os til at kigge undrende på hinanden, men sekunder efter stoppede den ene landrover efter den anden på vejen ud for vores hus, og der begyndte at strømme folk ud fra disse biler af meget forskellige årgange – men alle var de landrovere, og dem havde de nødstedte selvfølgelig set køre oppe på vejen.
Efter en kort konference med ham der havde morset efter hjælp, kørte to af bilerne ind på det fældede stykke, og efter et stykke tid var den nedsunkne bil hevet flot.

Aubrey havde den største fest af os alle; han syntes det var vildt fedt at overvære: “Oj, hvor var det godt, at vi ikke kørte hjem i morges, som vi ellers havde planlagt.”

Landrovertræf (4)

Landroverklubben (for en klub var det) var helt oppe at køre over endelig at få lov til at bruge bilerne til det, de er beregnet til.
Det var dermed totalt win-win – den strandede bil strandede på det heldigst mulige tidspunkt, hvilket både den uheldige mand og klubben var enige om.
John snakkede kort med ham der viste sig at være lederen, som med det store smil på fortalte, at man ofte lægger en øvelse ind, når landroverklubben mødes, men det var så ikke nødvendigt i dag.

Landrovertræf (5)Landrovertræf (6)

Tyve landrovere stoppede der langs vejen, hvilket trak mange beboere ned til stedet, hvor det hele foregik.
En spændende afbrydelse på en varm, varm lørdag.
Så varm, at englænderne ikke kørte lørdag morgen alligevel, men først søndag kl. 9:30. De kunne slet ikke holde tanken ud om at forlade et så godt vejr, men Tim skulle være tilbage og være parat til at arbejde i dag, mandag.
De besluttede derfor at køre søndag forholdsvis tidligt og så bare ‘køre igennem’ kun med spisepauser, til de var hjemme.
Det var de klokken 03 i nat.
Vi skulle have huset fuldt haven fuld af gæster i går, med ankomst kl. 14, og da vi lige pludselig havde et døgn mindre til at få sat pavillon op, rigget borde til, ryddet op, muget ud og forberedt maden, fik vi mildt sagt hujende travlt, men jeg kunne på ingen måde få mig selv til at sige, at de bare havde at smutte om lørdagen, fordi vi havde meget vi skulle nå.
Vi nåede det da også – med hiv og sving, men jeg slap ikke for et par kommentarer om mit varme udseende, selv om jeg havde nået at slå koldt vand i både blodet og ansigtet lige inden de kom …

7. august 2020

Vi har næsten nået det hele …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:58
Tags: , , , ,

Ferien er ved at være slut; de tager allerede hjem i morgen. Som sædvanlig er tiden bare fløjet afsted fuldstændig uden at tage hensyn til, at vi egentlig godt kunne tænke os lidt slowmotion her.
Vejret har ikke kunnet forlanges bedre – det skulle da lige være et par grader køligere, men sådan må man nok ikke tænke. Englænderne har da også nydt godt af, at der kun er 10 minutter i bil til en god badestrand og ikke 1½ time, som de er vant til hjemmefra. I skrivende stund er de afsted igen med en af kusinerne, hendes mand og to børn, så de nåede også at hilse på hinanden.
I går kørte der et underligt monstrum forbi, mens vi sad og spiste morgenmad. Vi nåede ikke engang at se det ordentligt, så vi diskuterede lidt, om der havde siddet to eller tre personer på cyklen. John og Tim tog resolut bilen og kørte efter dem, og de gutter var tydeligvis vant til at blive lagt mærke til, for de vinkede og smilede til fotograferne.
Det var et hjemmebygget køretøj, ingen tvivl om det, og vi talte om, hvordan de mon egentlig sætter i gang … hvordan kommer han op?

En pudseløjerlig cykelEn pudseløjerlig cykel

I tirsdags var vi i København for at møde Annemarie og Rune. Vi så Runes lejlighed og gik derefter igennem Assistenskirkegården for at komme over til Oyster & Grill, hvor han havde bestilt bord til os alle otte.
De kendtes kirkegård er en dejlig stille oase midt i storbyen – vi havde ikke været der før, men skal derind igen engang og se mere af den. Vi var der helt tilfældigt på HC Andersens dødsdag, så om det var derfor hans gravsted var pyntet med skrivereskaber (inklusive en pennefjer), eller der altid står plantet mange af slagsen, skal jeg ikke kunne sige.
Vi så også et noget alternativt gravsted – han dør nemlig først om 44 år …

HC Andersens gravEn tidsrejsendes grav

I går blev John 75 år. Som vistnok tidligere skrevet, havde han ikke spor lyst til at holde noget, der ligner en fest, så lige præcis hvad denne fødselsdag angår, var han glad for coronanedlukningen, for så regnede han med, at det festløb var kørt helt gratis, så at sige. Han var dog ked af, hvis englænderne ikke kunne være her på dagen, men også det løste sig som bekendt, så han fik den ‘runde’ fødselsdag 100 % som han helst ville have den.

Aubie folder servietterJohn 75 år

I stedet for festen, som ikke var der, havde vi bestilt bord på den nye restaurant Det Gamle Toldhuus på Præstø havn, hvor vi havde været en enkelt gang før og derfor vidste, at vi nok ikke ville blive skuffede over maden, hvilket ingen af os da heller ikke blev. Mens vi ventede, demonstrerede Aubie nogle af sine evner og lavede sejlskibe ud af servietterne. Han blev tilbudt et job som servietfolder, men han takkede sjovt nok nej.

P1020324

Da vi kørte hjem, så vi en meget smuk, men lidt anderledes solnedgang: Der var nogle flotte ‘fjerformationer’, som gik opad fra en bræmme af skyer. De var åbenbart lidt svære for kameraet at indfange, men kan vist godt fornemmes på billederne her.

P1020319
Dagen blev afsluttet på terrassen med ild i mexicaneren, mørkningshygge og måneopgang, så John var glad for sin hele vejen igennem gode dag.

5. august 2020

Min datter kan stadig overraske mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:17
Tags: , ,

Mens Tim og Aubrey var ude med kajakkerne i formiddags, sad Charlotte og Anna oppe i shelteret og hyggede sig, mens jeg lige fik ordnet nogle tomater til henkogning og lavet en stor portion pesto, så de kan få noget med hjem fra mit basilikumtræ.
Jeg gjorde dem selskab og satte mig over for Charlotte.
– Godt. Nu sidder du ned, mor. Hold også lige fast i armlænet, for nu får du en overraskende meddelelse.
Jeg frygtede det værste – jeg ved såmænd ikke hvad jeg frygtede, bare det uspecifikke værste, for tonefaldet var alvorligt. På den anden side, så sad Anna der jo, så hvis det virkelig var noget slemt, ville C nok have valgt et tidspunkt, hvor vi var alene.
Tonefaldet var da også kun alvorligt, fordi hun ville se mit ansigtsudtryk, da hun spurgte, om jeg ikke lige ville lære hende at strikke, inden de skal hjem.
– Strikke!? Dig???!!! Du har da altid holdt meget fast i, at det ville du ALDRIG fatte interesse for. Du har skrædderiet og du har dine broderier til aftensyslerierne. Siger du …
– Ja, men jeg kan jo ikke bruge alle de broderier – jeg kan ikke plastre husets vægge til med dem, og jeg har det lige som dig: Jeg kan ikke bare sidde inaktivt hen om aftenen, og jeg gider ikke læse altid, når jeg holder fri. Mine hænder skal have noget at beskæftige sig med.

P1020305

Æblet faldt åbenbart alligevel ikke så langt fra stammen, og som en på Instagram fluks kommenterede, så er det bedre sent end aldrig.
Jeg fandt garn og pinde frem, og så gik vi ellers i gang. Naturligvis først med at slå masker op, skarpt forfulgt af seks pinde med retstrikning, efterfulgt af at lære vrangmasker, så hun også kan strikke glatstrikning.
Mere nåede vi ikke på de tre kvarter vi havde, inden de skulle afsted til København for at besøge en af C’s gamle veninder, men vi har både i morgen og fredag inden de skal hjemover igen, og da ‘barnet’ hurtigt viste sig at være lidt af et naturtalent, når hun langt nok til at kunne lave strikkeprøver uden min supervision.
Det, hun i virkeligheden gerne vil strikke, er vintagebluser og –cardigans som de så ud i 1940’erne, hvilket nok ikke ligefrem overraskede mig. Jeg måtte dog fortælle hende, at det sommetider indebærer strik, der måske ikke lige er for begyndere, men det havde hun gennemskuet, så hun har tænkt sig at bruge tiden frem til efterårsferien (hvor vi skal være sammen i en uge igen, om Corona vil) med at strikke prøver med forskellige teknikker og hul- og flettemønstre, samt prøve forskellige garner af, for jeg serverede også et mindre foredrag om hvor forskelligt de forskellige garner opfører sig og kan være nemmere eller vanskeligere at arbejde med.
Typisk for Charlotte, som sjældent gør noget halvt, og som også via skrædderiet har lært, at man ikke bliver verdensmester i noget som helst på kort tid, så vil hun hellere bruge to måneder på at øve sig således, at når hun for alvor går i gang med en bluse, så bliver resultatet pænt at se på, fordi hun har brugt tid på at lære at strikke så jævnt, som det kan lade sig gøre. Hun vil aldrig kunne få sig selv til at gå med noget, der skriger til himlen af amatørarbejde – så hellere bruge lang tid inden alvoren begynder, og alvoren kunne meget vel vise sig at være som billedet her – det er ikke ligefrem et begynderarbejde …

3. august 2020

Det er bare den bedste danske sommer!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:35
Tags: , , , , ,

Jamen altså! Jeg havde bestilt godt vejr til de dage, vi har besøg af englænderne, men normalt er vejrguderne overhovedet ikke til sinds at lytte til mine fromme ønsker.
Det må de så alligevel have gjort denne gang, for dette sommervejr fås ikke ret meget bedre. Alle måltider bliver indtaget udenfor, hvilket ikke er normalen for Den Stråtækte. Hvad skal vi dog med Middelhavet, når vi kan gøre det lige så godt ved Præstøfjorden?

P1020283

I dag var vi på Roneklint Kajakcenter for at hente de to kajakker jeg havde booket til drengene. De stævnede ud fra Fugletårnet ved Roneklint, ganske som de plejer, og tog hul på de 8-9 km hjem til Den Stråtækte.
På vejen så de en havørn, som fløj temmelig tæt på dem. Det var selvfølgelig en stor oplevelse – også selv om de har set havørne før, når de kajakker på fjorden. De holdt et par pauser undervejs, så da de ankom godt kl. 14, var en solid frokost ret velkommen.

20200803_201716IMG_7500

Da vi havde spist aftensmad, tog Charlotte og Tim en kort hyggetur på fjorden i den gyldne time, og da de kom tilbage igen, tændte vi op i mexicanerovnen oppe på terrassen og råhyggede os der, til det var blevet helt mørkt og på tide at få børnene i seng. De er godt nok blevet 13 og 14 år, men har stadig brug for deres skønhedssøvn – i dag måske især Aubrey, som var en smule træt, selv om han naturligvis ikke ville indrømme det.
Vi så en smuk måneopgang. Mit kamera opførte sig ikke særlig eksemplarisk (faktisk har jeg aldrig rigtig været glad for mit sidste Lumix, som lever helt sit eget liv), så dette var hvad jeg kunne præstere her til aften.

P1050072

Fem af os stod på et tidspunkt og fotograferede månen – nogle med større held end visse andre, hovedsageligt fordi nogle vist nok har et bedre kamera end visse andre … jeg viser kun billeder fra den ‘nogen’ der bandede over kameraet … jeres fantasi må klare resten, men det var en smuk, smuk måneopgang, vil jeg bare sige. Ret mørkorange mens den kravlede op over horisonten.

P1050082

Det er lunt, det er mildt, det er skønt.
Meget af vores liv leves oppe i shelteret, hvor man på samme tid kan spille kinaskak og yatzy, strikke og skrive på en kriminalroman, hvis man er mange nok, og det er vi.
Anna, som på det seneste har set en del Agatha Christie-film og er blevet så fascineret og inspireret af Miss Marple, at hun har besluttet sig for at skrive en kriminalroman. Hun har flere A4-sider med notater, som ligner mindmapping og derfor ser uhyre kringlede ud, men det skal de også være, siger hun, for det er hele plottet, som helst både skal hænge sammen og være svært at gennemskue for selv så uhyre intelligente læsere som os. Hun har foreløbig skrevet 30 sider, men der er vist lang vej endnu.
Det er så fint. Jeg kan – selv om det er maaange år siden – glimrende huske hvordan det var at være teenager og drømme om, hvad man gerne ville opnå. Ville blive til. Hvad man havde af drømme og fantasier. Hvordan man forestillede sig resten af ens liv – dvs. de næste måske 10-15 år, fordi alt på den anden side af 30 år er HÅBløst gammelt. Man kunne jo lige så godt være død der …

31. juli 2020

Ferie – afslapning – hygge – bryllupsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:40
Tags: , , , ,

imageTuren til Danmark gik så fint som ønskes kunne. For første gang tog de Eurotunnellen, fordi de hverken ville flyve eller sejle. Afgang kl. 11 engelsk tid, ankomst 16:30 dagen efter, hvilket vi synes er en fin tid at gøre det på. Selv børnene syntes det gik hurtigt og særdeles smertefrit, så de er bestemt friske på at gentage turen sidst i oktober i deres efterårsferie, hvor vi har lejet sommerhus på Djursland.
Forældrene gad dog ikke foretage sig noget om torsdagen, hvilket vi havde regnet med og derfor ingen planer havde lagt. Det blev ikke til mere end en kort tur til Land & Folk Fritid for at købe nye gummistøvler til Aubrey, som er glad for de danske, højskaftede Tretorn.

Man spillede et spil eller to. Man gik en tur ned til fjorden. Man indtog en kajkage, som stadig er et stort must, når man er et engelsk barn på ferie i Danmark … træstammer for de voksnes vedkommende. Jeg ved ikke hvorfor Charlotte er så vild med de der træstammer, for det er ikke noget, jeg har opflasket hende med, men et besøg i Danmark indbefatter for hendes vedkommende en træstamme et par gange eller tre.

P1050062P1050066P1050067

I dag, fredag, kan Tim & Charlotte fejre deres 16-års bryllupsdag. Den blev først markeret ved, at Charlotte fik en gave ved morgenbordet. Senere havde vi talt om, at de skulle finde et sted at spise, mens børnene blev hjemme hos os. En ide, vi kun kan støtte, fordi antallet af gange vi har været barnepiger kan tælles på én hånd, og de er allerede ved at være for store til overhovedet at behøve at blive passet i gængs forstand. Men derfor kan vi jo godt hygge … og maden er de glade for at få serveret. Især når de selv får lov at bestemme menuen, fuldstændig uden hensyntagen til, hvad man skulle eller burde indtage for at kunne kalde det et sundt og nærende måltid.

P1020270

Efter morgenmaden gik turen til Malle og baby Caroline, som englænderne ikke havde hilst på endnu, eftersom hun kom til verden i maj. Malle viste os rundt i hele deres store have, og C fik the special tour i urtehaven, som består af 13 højbede. Det var sjovt at se de to kusiner udveksle grønsagserfaringer – fuldstændig som at se mænd, der er godt i gang med lystfiskerhistorierne. Jeg er ikke helt klar over, hvad de talte om lige der, men det har måske været størrelsen på deres porrer eller gulerødder? Eller græskar?

P1020274P1020275

Dernæst en hurtig frokost, som for englændernes vedkommende bestod af hotdogs (voksne) og franske ditto (børn) – disse typisk danske ting er også noget, især børnene glæder sig til, når de er i Danmark, for i England kender de ikke til den slags fastfood. De har masser af møgelendig junkfood, men lige netop denne slags må de til Danmark for at kunne indtage.
Vi kørte derefter til andelslandsbyen Nyvang, hvor Asterix har slået sig ned på sine gamle dage.
Efter at have set hvad der var at se her, skiltes vore veje – vi kørte hjem med børnene, mens forældrene satte kursen den næsten modsatte vej mod København for at finde et sted at spise.

Jeg blogger nu, fordi børnene sidder sammen med John og ser et par gamle Versus. De synes det er sjovt at gætte på hvem der vinder de skøre og noget alternative konkurrencer, man har fundet på.

29. juli 2020

Fordrivelse af ventetiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , , ,

P1050043

Englænderne ankommer et eller andet sted mellem kl. 17 og kl. 18, afhængigt af trafikmængden, men der er formentlig ikke lange køer ved grænsen i dag.
Det vil sige, at jeg skal have en hel dag til at gå, præcis som når børn venter på juleaften. Tiden føles alt for lang. Det er næsten fem måneder siden jeg så dem, og de har ikke været i Danmark siden jul. Helt uhørt lang tid i forhold til hvordan det plejer at være.
Huset er rengjort, gæsteværelserne står parat, lammekødet ligger og hygger sig i sous viden, tzatzikien og agurkesalaten er lavet, der er friske blomster i vaserne, og der er købt ind til i hvert fald 3-4 dage, så jeg ikke skal tænke på den slags irriterende trivialiteter. Med andre ord: Jeg er totalt klar, og der er stadig lææænge til de er fremme ved målet.
Drivhuset har undergået dagens nuslen og puslen.
Bøftomaterne har griffelråd (åbenbart et tegn på kalkmangel – jeg skal ikke bruge regnvand til tomaterne, kan jeg konkludere ud fra litteraturen om det) på de to første tomater der kom, men resten af de i alt kun 23 ser fine ud. 23 frugter er bare alt for sølle præsteret for den store plantes vedkommende, så det var nok både første og sidste gang der står bøftomater i Ellens drivhus.

Til Stribe

Sweateren til Søren er strikket færdig, men jeg mangler alt sy-, klippe- og monteringsarbejde, plus at strikke halskanten, og da alt dette vil tage mere end en dag, får den lov at ligge til familien er taget retur til England.
I går brugte jeg et par timer på at lave garnnøgler til en Stribe fra Conraddesign. Opskriften siger 12 farver, men hvorfor nøjes med det?
Den slags opskrifter er perfekte til, når man, som jeg, stort set aldrig har mere end to nøgler i præcis samme farve. Det er i øvrigt meget sjovere at strikke større ting, når man hele tiden skal skifte farve.

Det blæser som var det en efterårsdag, så det er ikke særlig interessant at opholde sig udendørs – jeg håber sandelig, at det aftager, for jeg har booket to kajakker, som Tim og Aubrey skal hente hertil, så de kan hygge sig i nogle dage med at udforske Præstø Fjord. Hvis det blæser som i dag, vil det være for svært og også direkte farligt for dem at få dem padlet hjem til Den Stråtækte helt ude fra Roneklint.

P1050050

P1050051

Jeg holder så meget af farven på min ægte mandstro. Humlebierne holder så meget af mandstro. Ren win-win.
Jeg har både ægte mandstro og russisk mandstro. Jeg burde være blevet mistænksom, da jeg så navnet på den sidste i planteskolen, men jeg tænkte ikke hurtigt nok og opdagede derfor først for sent, at jeg skulle have ladet den blive på planteskolen. Russisk esdragon er nemlig ikke en pind værd som krydderurt, og det viste sig, at russisk mandstro er en lidt kedelig og bleg efterligning af ægte mandstro, så jeg skal huske at gå uden om planter, der hedder noget med ‘russisk’ til fornavn.

26. juli 2020

Det er altså noget vrøvl!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , ,

Jeg har lige læst en artikel skrevet af en af mine yndlingsjournalister, nemlig David Trads. Til min forbavselse måtte jeg konstatere, at også han er hoppet på bølgen med at skrive “antal døde pr. indbygger”; et udtryk jeg har set på så holdnings- og journalistik-kvalitetsmæssigt forskellige medier som Berlingske, Ekstrabladet, Politiken og Jyllandsposten.
Det er da noget værre sludder. Uanset hvordan man tolker dødstal i forbindelse med Corona, kan ingen lande have mere end ét dødsfald pr. indbygger.
Så vidt jeg ved, kan ingen andre end genoplivede hjertestopsramte dø mere end en enkelt gang.
Jeg ville sådan ønske, at de ville gå tilbage til den korrekte betegnelse, de bl.a. bruger på Worldometer, som jeg ofte er inde at kigge på, nemlig “antal døde pr. 1 mill. indbyggere”. Det giver fint mening.
Jeg så det i forbindelse med en artikel om The Terrible Trump, hvor Trads skrev: “[USA har] eksempelvis fire gange så mange døde per indbygger som Danmark og Tyskland”.

Og nu vi er inde på omtalte præsident, som i mine øjne mentalt kommer mere og mere ud af balance, ville jeg se, hvad Washington Post skrev om hans omkring 20.000 løgne gennem hans regeringstid. Tyve tusinde! Det tal kan kun en Mr. T nå på små fire år. WP har ført regnskab med løgnene med dokumentation und alles. The president is a bold, intentional liar, by any moral definition. A habitual liar. A blatant liar. An instinctual liar. A reckless liar. An ignorant liar. A pathological liar. A hopeless liar. A gratuitous liar. A malevolent liar. Det er godt nok skræmmende, men heldigvis taber han mere og mere terræn, fordi selv hans tilhængere er ved at miste tilliden til ham.

President Trump's lies over time by topic. Kilde: Forbes.com

President Trump's lies over time by topic. Kilde: Forbes.com

Nå. Nok om ham. Rigeligt om ham. Jeg kan i ekstrem grad ikke holde ham ud. Hvis jeg ser ham på tv eller bare hører hans stemme, går jeg ud af rummet.

For at vende tilbage til coronadødstallene, så har det undret mig lidt, at der er så stor forskel på dem, selv om jeg selvfølgelig er klar over, at landene har forskellige grader af virusangreb. I England er de ved at overveje at revidere tallet, men ved godt, at hensigten med det kan misforstås. Her bliver et dødsfald regnet som coronarelateret, hvis man har været testet positiv. Punktum. Så langt, så godt. Men hvis man har været testet positiv i marts og bliver kørt over af en lastbil i juli, bliver det også regnet for coronarelateret. Det er ikke helt smart, for så skal tallene jo blive høje, men det må på den anden side være vanskeligt at sætte skarpe grænser, hvilket også er årsagen til, at man herhjemme kalder det at dø med corona og ikke af corona.

Husk i øvrigt, at vi ikke er forbi epidemien. Pandemien. Den er her stadig, selv om mange er tilbøjelige til at glemme det her i sommervarmen. Vi skal stadig holde en vis afstand, lade være med at røre ved hinanden og huske at vaske hænder og spritte af. Flere og flere ‘glemmer’ dette i butikkerne.
Jeg har ikke rørt ved andre end John siden 9. marts … bortset fra, da jeg fik lov at holde Malle og Anders’ lille nye baby …
Folk glemmer det i en grad, at visse nu taler om at indføre tvungent brug af mundbind i Danmark. Det håber jeg ikke bliver til noget. Lad dem i risikogrupperne bære det – det er også et fint signal til alle andre om at tage ekstra hensyn til dem – men lad os andre blive fri. Please.

24. juli 2020

Man kan da heller ikke være væk bare et øjeblik …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:25
Tags: , , ,

Vi havde været oppe hos Ditte og Peter siden onsdag formiddag og kom hjem 17:15 i går, hvor jeg som det første gik ud for at se til drivhuset og kunne konstatere, at en agurkeplante, som forsøger at efterligne kultidens kæmpeplanter, kun lige netop kan tåle, at man springer en dag over med at vande.
Da jeg ville fylde kanden på sædvanlig måde ved at bruge den elektriske pumpe fra vandopsamlingsbeholderen, virkede den ikke. Heldigvis har jeg op til flere reservetanke, så agurken blev vandet.
Da jeg var på vej ind for at fortælle John, at han godt måtte se på den pumpe, kunne han fortælle mig, at vi ingen strøm havde.
Okay – så var det ikke underligt, at pumpen ikke virkede.
John gik til genboen for at høre nærmere, og denne kunne fortælle, at i forbindelse med nedgravning af den store gasledning havde man gravet et stort kabel over helt ovre ved Rønnebæk, så der må have været flere tusinde husstande uden strøm.
Den skulle komme igen kl. 17:11 (!), men den kom kl. 18:15. Det var okay – det var vist først sket ved 15-tiden, så de har været hurtige, og for så stort et område er de nok nødt til at åbne i bidder, hvis ikke nettet skal blive overbelastet.

MagnolietræMagnolietræ

BaobabtræI går formiddags kørte vi til Fredensborg, fordi jeg via Madame havde set, at slotsparkens køkkenhave, som normalt er lukket for offentligheden, er åben i juli. John og jeg har aldrig set den slotspark, og det var mange år siden, at Ditte og Peter havde.
Den er imponerende flot – jeg var meget betaget af det KÆMPEstore magnolietræ, som i omfang næsten kunne måle sig med de enorme baobabtræer vi så i Botswana engang. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvor gammelt magnolietræet er, men for mange år siden løb en mand ind i stammen, og han sidder der endnu – I kan selv se hans buksebeklædte bagdel.

P1020247

Ellers var jeg næsten mest imponeret over køkkenhaven – var dog noget forundret over, at rabarberbedet var fire gange så stort som kartoffelbedet. HolddaOP med rabarber de havde … hvad i alverden mon de bruger alle dem til?
Man havde anlagt en løgtørringsbænk, men vi blev enige om, at vi synes en hel del bedre om Charlottes løgtørringsløsning. Hendes kæmpeliljer døde af sen frost i foråret, så stativet, de læner sig op ad, stod ubrugt. Det har hun så pyntet med høstede løg. Ret elegant, ikke sandt?

LøgtørringMere løgtørring

Efter køkkenhaven gik kursen mod rosenhaven, som var fint indrammet af klippede buske.
Herunder en austinrose, Charlotte for nogle år siden købte, og som hedder … Charlotte, såmænd.

Charlotte-rose
Rosenhaven studerede Ditte og jeg så grundigt, at vores mænd, som benyttede lejligheden til at hvile benene, åbenbart fik hvilet disse mere end tilstrækkeligt, fordi de på et tidspunkt kom hen og spurgte os, om vi ikke også skulle se resten af parken …
Men okay, så … hvis I ikke mener, I trænger til mere hvile … vi styrede hen mod det 1000 m2 store staudebed, som jeg også havde glædet mig til at se.

Violfrøstjerne

Her fandt jeg ud af, at jeg er nødt til at investere i en violfrøstjerne.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle blive inspireret af en slotspark – så ambitiøs er jeg trods alt ikke for min, i sammenligning ynkeligt lille, haves vedkommende, men det staudebed var altså (også) flot!

20. juli 2020

Livet er fuldt af overraskelser af forskellig art …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , , ,

P1020162Nogle af blomsterne på stokroserne gemmer sig inde bag plantens blade.
De har en dyb, dyb, smuk bordeaux farve, så jeg kom på den ide at forsøge mig med at udvinde denne fantastiske farve og komme garn i suppen.
Som sagt, så gjort – man kunne alligevel næsten ikke se blomsterne, og de synlige lod jeg naturligvis sidde – ikke mindst af hensyn til humlebierne, som holder i indflyvningskø for at mæske sig i den voldsomme pollenrigdom, som stokroser har det med at præstere. Der drysser pollen ned på kronbladene, så man er ikke i tvivl om, at der er meget af det … ikke så underligt, at stokroser krydsbestøver, så man ikke altid kan regne med farven, hvis man sår frøene fra en plante, hvis farve blomster man ellers godt kunne tænke at have flere af.
Er det ikke en smuk farve? Jeg kunne godt se det garn for mig …

Bordeaux stokroseBordeaux stokrose

Det vil sige … det kunne jeg så ikke, for der kom nemlig denne farve ud af det.
En nydelig, olivengrøn farve, men bestemt ikke den jeg havde forestillet mig. Der var masser af – mørklilla – farvestof tilbage i vandet, selv om det var 1:1, nemlig 50 gram blomster til 50 gram garn, men jeg kylede vandet ud og nøjedes med at farve dette ene fed.
Det er det jeg siger: Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.

imageEn anden overraskelse indløb pr. mail: Tænk engang, jeg kan slippe for selv at gøre værelset rent, når jeg har boet på hotel.
Det plejer jeg da ellers altid … holddaop for et tilbud. Eller hvad … ?
Det er vel næppe et sommerhus, vi taler om her, går jeg ud fra. Mon man i øvrigt overhovedet får lov til selv at gøre et lejet sommerhus rent i disse coronatider? Anticoronaeffektiviteten og graden af renhed er jo ikke kontrollerbare faktorer, og min erfaring er, at det sjældent er okay. Jeg har hele tre gange klaget over mangelfuld rengøring i et sommerhus, vi har lejet – og det er ikke fordi jeg er specielt sart, men når man fx får sorte fødder af at gå henover stuegulvet bare en enkelt gang, så bliver der altså klaget. Men det var snavs, man kunne se – det er noget andet med coronavirus.
De må godt nok have travlt om lørdagen, de stakkels rengøringsfolk ude i sommerhuslandet.

Den tredje overraskelse har jeg til gode, og sådan vil det blive ved med at være.
Det var nemlig fra et udenlandsk nummer, og så ‘kvæler’ jeg altid vedkommende.
Danske, ukendte numre besvarer jeg, for jeg har flere gange været ude for, at det har været en vigtig opringning, som det ikke havde været særlig smart ikke at besvare.
Screenshot_20200720-112356_MessagesHvis det så bare viser sig at være en af de talløse phoners, der siger “Pænt goddag, Ellen”, så siger jeg: “Hej Kaj (eller Andrea), jeg har desværre ikke tid til at tale med dig i dag, men hils Andrea (eller Kaj)!”, og afbryder derefter uden at vente på reaktionen.
De fem første cifre afslører, at samtalen kom via en satellit, der ejes af De Forenede Arabiske Emirater.
Jeg gik nok ikke glip af så meget ved ikke at besvare den samtale – men man ved selvfølgelig aldrig – det kan være, vedkommende havde et rigtig godt tilbud til mig, eller kunne fortælle mig om en eller anden gevinst, jeg kunne hente, hvis de lige kunne få mine bankoplysninger. Det kunne også være en ansat hos Microsoft, som ville hjælpe mig med et eller andet problem, jeg slet ikke vidste jeg havde. Der er mange muligheder.

17. juli 2020

Man kan ikke vinde hver gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

For næsten præcis fire år siden spiste vi på Rønnede Kro og var dengang med rette begejstrede for den femretters menu vi fik.
I går var vi der igen – hvis vi kun kommer der hvert fjerde år kan vi næppe påstås at overrende stedet.
Det kommer vi så heller ikke til fremover …
Jeg vil ikke sige, at vi ikke vil komme der mere, for tre af de fire retter smagte fremragende, men der var andre ting der bevirkede, at vi gik lidt skuffede derfra.
Belært af sidste gang forlangte vi postevand, for jeg nægter at betale 2 x 45 kroner for 2 x 3/4 liter ‘mønvand’ uden brus, og som jeg dengang var ret sikker på var tappet fra køkkenets vandhane.

P1020145P1020157
Vi kom da heller ikke til at betale for vandet denne gang.
Vi bestilte hver en fireretters menu – jeg med vinmenu og John uden.
Jeg glemte desværre at tage billeder af anden og tredje ret, så de viste er altså første og fjerde ret.
Første ret var makrel med urter. Esdragonen smagte ikke af esdragon, så det har nok været den russiske variant, som ikke er noget som helst værd som krydderurt. Det værste var dog, at vi kunne lugte fiskelugt, da tallerkenen blev sat foran os, og retten smagte alt for meget af fisk på den ikke så gode måde. Den var ikke decideret dårlig, men helt frisk var den altså heller ikke, så vi var noget spændt på de næste tre retter.
De viste sig heldigvis at være gode. Rigtig gode. Anden ret var blæksprutter med en muslingesauce til, tredje var krondyrmedaljoner med kartofler og sprøde miniminigulerødder og fjerde ret var jordbærgrød med is af grønne jordbær, en suuuperlækker mousse af en eller anden art og noget småkagelignende etellerandet. Alle tre gav os som sagt excellente smagsoplevelser, men …
Der var nemlig et ‘men’: Portionerne var for små. Ingen af os var helt mætte, da vi var færdige med at spise. Havde det været en seksretters menu, havde det været en mere passende portionsstørrelse – aldrig før har vi fået så ‘franske’ portioner – ikke engang de gange vi har fået otteretters menuer. Blæksprutteretten kunne jeg have spist i to mundfulde, men det gjorde jeg ikke.
Krondyrmedaljonerne … I skal forestille jer to skiver på størrelse med 1½ femkrone og ca. en cm tyk. Hertil var der fire mikrogulerødder til hver og fem meget små kartofler til deling mellem os. Jeg fik således to og John tre. Plus en delikat sauce. Yderst velsmagende – så længe nydelsen nu kunne vare med så lidt mad.
Desserten var der også for lidt af, men havde der været nok af alt det andet, ville portionen have været passende.
Vi skulle have 25 % rabat på maden, fordi vi er medlemmer af Ældresagen. Desværre var jeg kommet hjem, inden jeg opdagede, at tjeneren havde ‘glemt’ at give os begge rabat, hvad vi selvfølgelig skulle have haft.
De fire vine, jeg fik til retterne, var alle særdeles fremragende, så alt i alt var den kulinariske oplevelse i aftes en blandet en af slagsen.
I dag fik jeg en mail, hvor jeg blev bedt om at evaluere vores besøg på Rønnede Kro.
Det gjorde jeg … med både ros og ris som i indlægget her, og jeg er spændt på, om jeg hører fra dem.

15. juli 2020

Under konstant overvågning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:11
Tags: , ,

P1050042John har nogle gange en uregelmæssig hjerterytme og noget flimmer, som han, sidst han var hos lægen, udtrykte sin bekymring over. I dag har han været på Næstved sygehus for at få sat nogle elektroder på, som han skal gå med døgnet rundt i nøjagtig en uge – han skal tage dem af på onsdag kl. 11.40 nul dut.
Han er lidt spændt på, hvordan det bliver at sove med dem på, men det skal nok gå – han plejer ikke at ligge og rotere, men ligger normalt meget roligt det meste af natten. Skulle der falde en elektrode af, lyder der en alarm, og så må han skifte den ud med en fra reservelageret, som han fik med hjem.
Ellers skal han opføre sig ganske som han plejer – hverken mere eller mindre. Hvis han selv mærker uregelmæssigheder, skal han skrive det ned i en ‘dagbog’, han fik med hjem i form af et A4-ark.
Ifølge Murphy vil der overhovedet ikke blive noget bøvl med hans hjerte i løbet af den næste uge – det vil opføre sig aldeles eksemplarisk …

Den yuccapalme, som på mystisk vis dukkede op i dahliabedet sidste sommer, har nu fået en blomst. Mange blomster … eller hvad? Betragtes dette som ‘en blomst’? Der er kun én stængel. 
Jeg har stadig ingen ide om, hvor den er kommet fra – nok næppe fra et fuglebårent frø, da den kræver et bestemt insekt til bestøvning. Man kan dog selv bestøve blomsterne med en pensel, kunne jeg læse mig til, men alligevel lyder det ikke sandsynligt, at den er kommet flyvende hertil. Eftersom heller ingen mig bekendt har plantet den, må det for evigt forblive et mysterium, hvordan den er havnet lige netop der.
Den er ganske nydelig, når den er i blomst, så den får lov at blive stående, da den tilsyneladende ingen problemer har med de milde vintre vi holder os i disse år, og skulle den alligevel gå til, har jeg ikke mistet andet end en kilde til momentvis undren.

Mine dahliaer er noget klejne. På dette tidspunkt plejer de at være store og kraftige, og jeg kan ikke regne ud, hvorfor de er mindre i år. Jeg har gødet jorden, men bør man have vekseldrift med dahliaer, fordi det er noget skidt at sætte knoldene i det samme jordstykke år efter år? Vil det hjælpe at give dem et ordentligt boost med ekstra meget gødning, eller gør det ondt værre? Det er vel mest sandsynligt jorden, der er udpint.
Jeg har tjekket hvor jeg kan købe mig til kompostjord, så det vil jeg have en bigbag af til foråret. Vi kan desværre ikke længere hente det på nogen af vores genbrugspladser, hvilket jeg finder temmelig ærgerligt, men så må jeg jo betale mig fra det, for kompost gider jeg simpelthen ikke selv gå i gang med. Jeg troede det var en mulighed og læste derfor en del om det, men det er alt for besværligt til, at jeg gider. Vi er nødt til i givet fald have det i en lukket beholder, fordi vi ved, at vi har rotter, men sikke da et arbejde man så påtager sig. Jeg ville oven i købet ikke engang kunne producere en fjerdedel af, hvad jeg har brug for – ergo er det udelukket.

11. juli 2020

Det lykkedes ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags: , ,

Hvordan den kvinde i plantefarvningsgruppen havde fået den flotte røde farve ved at bruge umodne nedfaldskastanjer, går over min forstand. Jeg har, så vidt jeg ved, gjort som hun beskrev, men resultatet blev kedeligt, synes jeg. Til højre på naturfarvet garn; til venstre på gråt garn. Nydeligt, hvis man er til kameluld … det er jeg bare ikke.
Så kunne det også være ligemeget. Jeg kastede mig i stedet over en omgang cochenillefarvning. Det var vist de mest potente skjoldlus, jeg har farvet med. 25 gram af dem klarede at farve godt 1,4 kilo garn. Farven blev svagere og svagere, selvfølgelig, men blev alt i alt lige præcis hvad jeg gik efter, nemlig til et sjal i tone-i-tone-nuancer, hvortil jeg købte farvegarn og opskrift da jeg besøgte G-uld i Ravning.
Det var godt, at noget lykkedes for mig, og det kameluldslignende garn kan vel altid bruges til et par sokker eller herre-hjemmesko.

Umodne kastanjerP1020139

Krapfarvet garn til mønsterfarveNu klør det i fingrene for at komme i gang med det sjal, men jeg er også startet på en sweater til i samme stil som den jeg strikkede til John. Det bliver den tredje, for jeg strikkede en til mig selv bagefter, med kun krapfarvet garn til mønsterfarven og uden mandelynlåsen ved halsåbningen. Da lillebror Søren så Johns udgave, var han ægte imponeret og vist en anelse misundelig, så jeg besluttede mig for at strikke en til ham og er godt i gang med den. Han ved det bare ikke endnu.
Heldigvis kan jeg godt tillade mig at begynde på sjalet, for det er et godt bilstrikketøj; det er sweateren ikke, fordi jeg har en million farver i gang. Mindst …
Holdnuop, hvor er det garn længe om at tørre …

Aftenidyl på Præstø Fjord

Det er stadig ikke det bedste sommervejr, men forleden aften nød vi en stille stund efter al den megen irriterende blæst.
To både lå for svaj inde i rundingen ved Hollænderskoven, hvor de fleste vælger at lægge sig, fordi der ofte er mindst vind her.
Det så meget idyllisk ud i solnedgangens milde farver.
I dag blæser det lidt igen, men det er da i det mindste blevet lunere, selv om vi mangler noget endnu inden det kommer til at minde om rigtigt sommerferievejr. Det er lidt synd for dem, der holder ferie nu … jeg er selv lidt ligeglad, for vi skal ikke noget. Vi skal slet ikke noget …
Vi ville ellers have taget bare et par overnatninger og dertil have fundet en hyggelig kro et eller andet sted i landet, men ingen af dem, vi havde lyst til at bo på, havde noget ledigt, så det tyder forhåbentlig på, at de er ved at indhente nogle af de under nedlukningen mistede indtægter.
Der indløb en mail med et tilbud fra Christies i Sdr. Hostrup om, at de lige havde fået et større afbud med 11 ledige værelser til følge. Et værelse + en 5-retters menu samt morgenmad til 595 kroner pr. næse – det gad vi godt, men de 11 værelser blev revet væk – jeg nåede det i hvert fald ikke, desværre.
Så vi skal ikke noget – andet end eventuelle dagsudflugter.
Vi kan bare glæde os til englænderne kommer primo august, hvilket vi så sandelig også i høj grad gør. Til den tid vil det være fem måneder siden vi har set dem – en kedelig rekord, som vi ikke håber bliver gentaget.

8. juli 2020

Røsnæs og rødfarvning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:32
Tags: , ,

Forleden dag så jeg noget garn med den skønneste røde farve, opnået med de umodne kastanjer, der falder ned nu. Desværre har jeg ikke lagt mærke til, hvor der kan findes kastanjetræer i vores nærhed, men belært af tidligere erfaringer vidste jeg, at jeg bare skulle spørge nørkledamerne, og naturligvis havde de et svar til mig, da jeg var sammen med dem i går: Der står en del nede i dalen. Et øjeblik efter vidste jeg også hvad ‘dalen’ er, så John og jeg kørte dertil i formiddags og fik samlet 800 gram små, grønne gnallinger, der for de fleste andre er totalt uinteressante. Vi fik da også et par underlige blikke, da vi gik og samlede op – det var tydeligt, at de forbipasserende syntes vi var lidt dumme, for der er da ikke kastanjer inde i de skaller endnu.
De kunne tænke hvad de ville, kunne de … nu er kastanjesuppen sat over, så i løbet af i morgen ved jeg, hvad jeg får ud af vores fælles anstrengelser.

P1020113

Derefter gik turen mod Røsnæs. Vi har været på Reersø en del gange, men lige ovre på den anden side af Kalundborg Fjord har vi af en eller anden grund aldrig været. Det måtte der rådes bod på, så afsted med os. Helt ud på spidsen til fyret. Det er en fin tur derud – vi talte om, at det er lidt sjovt, at så smal en halvø kan være så kuperet, når man, endnu lidt nordligere, til sammenligning har Sjællands Odde, som er temmelig flad og relativ uinteressant.
Røsnæs har pæne skrænter på begge sider, hvilket tydeligt fremgår af en billedgoogling af halvøen.

P1020129

Help, please: Hvilke ænder ligger her og varmer næb? Det er irriterende, at vi ikke kan se næbbene, for hverken John eller jeg kunne finde ud af deres ID, selv om det i teorien burde kunne lade sig gøre ud fra deres fjerdragt alene.
Jeg nåede frem til rødnæbbet and, men den købte John ikke. Er der nogen, der kan bestemme dem ud fra dette dårlige billede? Pft.

P1020137P1020136

Efter fyret kørte vi til Røsnæs havn, hvor vi så disse … vi kunne måske, for at være meget flinke, kalde dem pittoreske … skure. De trængte i sandhedens navn dog mere til maling end de var maleriske, selvom de havde deres egen charme i al deres forfaldenhed, men det er vist længe siden de sidst er blevet brugt til noget. Vi fik den tanke, at det der ligner en gammeldags cirkusvogn, måske har været brugt som sommerhus engang for længe siden.
Vejret var ikke alt for godt. Ikke før vi satte kursen hjemover … da begyndte solen at skinne fra en mere blå himmel, og det blev den ved med, til vi var hjemme igen. Men pyt. Det holdt tørvejr de gange vi var ude, så det er okay, på trods af, at det var en kold og blæsende fornøjelse at sidde ude og spise den medbragte frokost.

Farvesuppen har kogt; der er slukket for gryden, men den skal have et opkog igen i morgen inden den bliver siet og garnet kommes i. Spændende …

5. juli 2020

Gratis billeder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:30
Tags: , , ,

Via WordPress har jeg fundet et site hvor man, ganske gratis og uden at være bange for at bryde nogen former for copyright, kan bruge billederne til hvad man måtte ønske. Man behøver ikke engang at fortælle hvem der har taget billedet. En eller anden – eller nogle – har sørget for, at fotografen får, hvad han nu engang skal have for sit eller sine billeder.
Jeg lurede en del rundt og og fandt bl.a. billedet herunder – et af den slags man ville ønske man selv havde taget, ikke sandt?

Photo of People on Rowboat During Sunset

Foggy LakeMan må nemlig ikke stjæle billeder på internettet. Alle er, med meget få undtagelser, automatisk underlagt copyright. Jeg vil ikke være så hellig at påstå, at jeg aldrig har brugt andres billeder, men hvis ikke man vil risikere høje bøder, skal man virkelig være påpasselig med, hvis billeder man i givet fald anvender, og det er ikke nok at sige, at man har ‘lånt’ billedet fra denne eller hin.
Jeg opdagede engang, at en eller anden turistforening i København havde brugt et af mine billeder fra kongens have. Det slap de ikke gratis fra. De kunne såmænd bare have spurgt mig, for så ville jeg sandsynligvis være blevet meget smigret og sige, at det selvfølgelig var i orden, bare de på en eller anden måde gjorde opmærksom på, hvem fotografen var.
Det gjorde nogle andre – altså skrev til mig og spurgte, om de måtte bruge et af mine billeder på deres hjemmeside, hvilket de derfor gerne måtte.
En tredje havde brugt et mine vesterhavssolnedgangsbilleder og frejdigt erklæret, at da hun kom hjem efter at have taget netop det billede, blev hun inspireret til en trøje, hun designede på baggrund af det. Hun slap ikke gratis, for det syntes jeg var ret frækt gjort af hende! Og også lidt dumt …
Det er egentlig ikke fordi jeg normalt er voldsomt utilfreds med mine egne fotos, jeg gør opmærksom på Pexels.com. Jeg vil sandsynligvis ikke gøre særlig meget brug af muligheden, men der kunne jo være lejligheder, hvor mine egne billeder ikke i tilstrækkelig grad rent illustrativt understøtter et indlæg.

White and Black Moon With Black Skies and Body of Water Photography during Night Time

I nat er det fuldmåne. Billedet herover ville jeg også gerne selv kunne prale med at have taget, men det kan jeg desværre ikke.
I øvrigt har jeg lige læst og dermed fået bekræftet, hvad jeg altid har hævdet: Man sover ikke dårligere fordi det er fuldmåne. Kun i den forstand, at for nogle kan det være for lyst i nætterne omkring fuldmåne, men det kan så klares med mørklægningsgardiner. Der har været en stor undersøgelse med over 2000 personer, hvor man ikke videnskabeligt har kunnet påvise nogen påvirkning fra fulde måner.
Men vi ved jo alle, at troen kan flytte bjerge, så hvis man bilder sig selv ind, at et eller andet er fuldmånens skyld, så ER det fuldmånens skyld.

Vidste I, at man ikke kan læse i selv det stærkeste månelys? Jeg troede ikke helt på det og måtte selvfølgelig afprøve det, men det er sandt. Når man læser, bruger man øjets tappe, mens månelys opfattes af stavene i øjet. Det er af samme årsag, at et månebelyst landskab altid vil opfattes som et sort/hvidt billede. “Stavene giver det sorthvide indtryk af objekter og tappene giver farveindtrykket. Da tappene kræver meget mere lys end stavene for at fungere ordentligt, er tappene fortrinsvist ude af drift om natten. Derfor kan vi kun benytte os af stavene om natten, og derfor kan vi kun se sort/hvidt om natten.”
Det er da interessant at vide den slags. Synes jeg.

P1090553

Til sidst et af mine egne billeder. Ikke helt tosset, hvis jeg må være så fri, selvom totalt vindstille og dermed havblik ville have været optimalt.
Sov godt, når I når så langt … og glem, at det er fuldmåne …

3. juli 2020

Lollandske lyksaligheder (og falsterske)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: ,

Jeg havde efterhånden hørt en del positive udtalelser om Mejerigården nede ved Gedser, så i sidste uge bookede jeg et bord til John og mig (nej, det hedder stadig ikke ‘til John og jeg’!).
Det er en halvlang tur derned, og den er længere hjem end den er ud. Jeg kan ikke forklare hvorfor og slet ikke bevise det, men sådan er det ikke desto mindre. 70 km kan føles korte eller lange. Normalt regner vi det dog ikke for noget, og John havde intet imod at indtage den sædvanlige alkoholfrie øl, så han kunne være chauffør, ganske som han plejer, og som jeg er så umådelig glad for, at han gider, for jeg elsker at få et godt glas vin til god mad.

Vin & SpecialiteterVin & Specialiteter

Vi kunne lige så godt få noget ud af dagen, når nu vi skulle afsted. John havde et eller andet sted læst om butikken Vin & Velsmag i Maribo, som så interessant ud, hvorfor vi indledte eftermiddagens tur der.
Holddaop. Sikke en butik. Det var første gang, jeg var der, men bestemt ikke sidste. De har vine fra hele verden, øl (mest fra Danmark), whisky, rom, gin og flere spiselige lækkerier.
Det er der nok også mange andre butikker, der har, men der er ikke mange andre, der kan præsentere deres varer så flot som her.
Vi blev budt velkommen og spurgt om vi ville have en kop kaffe eller et glas vin i hånden, mens vi gik rundt og studerede herlighederne. I må selv gætte, hvem der valgte hvad …

P1020103P1020105

Herover ses henholdsvis gin- og whiskyhjørnet.
Dagens vinhøstJeg kiggede og kiggede, mest på vinene … jeg kunne snildt have gået rundt derinde længere end tilfældet var, men heldigvis var der rigeligt med spændende øl til at holde Johns opmærksomhed fangen, mens jeg gik rundt og valgte vine ud.
Jeg kendte ingen af dem, hvilket ikke gjorde det hele mindre spændende, og jeg kunne sagtens have brugt hele månedens pension på vin, men jeg var frygteligt standhaftig og købte kun syv forskellige, som skal afprøves og vurderes.
De er nu forevigede og billedet bliver sat ind i en wordfil med priserne angivet. Efterhånden som de bliver drukket, bliver der tilføjet kommentarer, for jeg ved, at jeg ikke kan huske detaljerne om de første, når jeg har smagt de sidste. Selv om jeg drak dem hurtigt efter hinanden, ville det på ingen måde hjælpe på hukommelsen!
Hvis man er i nærheden af Maribo og holder af vin, øl eller spiritus, så kig ind. Det er noget af en oplevelse.

Fem af de seks retter på Mejerigården

Efter at have gået en tur rundt i Maribo, hvor vi fandt en cafe, der kunne servere eftermiddagskaffen, kørte vi til Nykøbing, hvor vi også gik en tur rundt, inden det var tid at sætte kursen mod Gedser.
At Mejerigården er blevet positivt omtalt, er fuldt berettiget.
Vi tog deres seksretters menu, hvilket viste sig at være et rigtig godt valg. John var også yderst tilfreds, men han kiggede dog langt efter og lettere imponeret over den wienerschnitzel, som var dagens specialitet, og som mange af de andre gæster valgte. Den var stor!
Det var vores portioner også, selv om vi skulle have seks retter. Det er længe siden jeg har spist så meget mad.
Rabarbersuppen glemte jeg at fotografere, men vi fik gazpacho, laksetatar, jordbærgranité, grillet oksemørbrad, rabarbersuppe og tre slags ost til sidst.
Vi kender nogen, vi skal have med herned engang … Det var SÅ godt!
Vi talte om at tage englænderne med herned til Johns fødselsdag, men gik bort fra det igen, for ungerne vil ikke synes det er sjovt at sidde i over tre stive klokketimer for at spise, så den fødselsdagsmiddag vil sandsynligvis i stedet blive indtaget på Præstø havn i den nye restaurant Det Gamle Toldhuus, hvor man også spiser godt.

1. juli 2020

Dagens høst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: , ,

Nu ser det heldigvis ud til, at der bliver et par dages pause, inden der modnes flere agurker.
Dagens høst var fem, og i køleskabet lå der fire i forvejen …
Dagens høstVi har spist tzatziki i store mængder, og vi har fået den gode agurkesuppe to gange – og skal tredje gang på fredag, når min søster kommer en tur, men det er trods alt begrænset, hvor mange agurker to personer kan indtage pr. dag.

Normalt laver jeg gammeldags agurkesalat samme dag den skal bruges, men nu har jeg forsøgt mig med at gemme den på glas, så jeg har til efterår/vinter. I går, ved den ugentlige nørklekomsammen, fortalte en af dem, at det gjorde hun da hvert år – det kan sagtens holde sig, når man skyller glassene med atamon.
Fint. Det prøver jeg.
Agurkesalat er jo altid godt på en leverpostejmad, men det er særlig godt til den mad, der normalt hører vinteren til, såsom frikadeller eller en god, gammeldags flæskesteg.
Fem agurker blev til fem glas agurkesalat. Den fine, sprødgrønne farve holder sig næppe, men bare smagen gør, så går det nok.

P1050014

Jæger/samler-generne forlader os åbenbart aldrig. Jeg elsker simpelthen at hælde sommeren på glas og flasker og dermed skabe en del af vores vinterforråd.
Den dag vi var ved Vallø for at se på den flotte rosenhave, kørte vi gennem en skov med snesevis af hyldetræer, så jeg plukkede en stor pose blomster.
Da vi kom hjem, satte jeg dem over til hyldeblomstsirup, hvilket gav 12 kvartlitersflasker, så der skulle også gerne være til vinterens forbrug. Jeg fik engang pralet til Kristine over, at jeg ikke er nogen sukkergris, hvad morgengrøden angår. Det var sandt nok, da jeg skrev det, men i mellemtiden er jeg blevet pinligt afhængig af hjemmelavet rabarber-, æble- eller hyldeblomstsirup på den. Bare en enkelt eller måske to spiseskefulde på, og den i øvrigt gode grød, som jeg varierer meget, er lige højnet et par klasser eller tre.
Lige som for al øvrig mads vedkommende her i huset, vil jeg også helst have god variation i morgenmaden. Der bliver vekslet mellem den rigtig sunde (skyr/yoghurt/chiagrød (på kokosmælk) med masser af frugt i), grød af temmelig varieret art (kan indeholde forskellige blandinger af grovvalsede havregryn, hirseflager, müsli, boghvede (gryn eller valsede) eller en af Muldiversets gode blandinger). Der bliver altid kogt en pære, et par blommer eller anden egnet frugt med i grøden, og endelig får vi sommetider brød, som helst skal være hjemmebagt – dog ikke altid, når vi har overnattende gæster.
Brød var forbuden frugt (!) i lang tid under vores LCHF-periode, men nu går vi lidt til og fra med at kontrollere det der kulhydratindtag, for det blev altså for meget for os begge i længden at undvære både kartofler, pasta og brød. Og vin …
Vægtmæssigt er vi ikke nede, hvor vi nok helst ville være, men lige så nemme de første 10-12 kilo var at tabe, lige så pokkers svære er de sidste, men vi tager heller ikke på. Den tilstand har vi begge valgt at acceptere, for det skal også være dejligt at være pensionist, og vi prioriterer livsglæde over det optimale udseende.

30. juni 2020

Vi må tænke alternativt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: ,

Det bliver ikke til udlandsferie i år for Johns og mit vedkommende. Og dog … hvis UK bliver gul, så kører vi til England til jul, men ellers kommer resten af året til at foregå i lille Danmark.
Det er meget synd for alle de mange medarbejdere i SAS og Københavns lufthavn, der er blevet fyret, men når man ser billeder fra CPH, så er der jo næsten ingen rejsende, så jeg kan snildt forstå, at der ikke fortsat kan være arbejde til alle. Vi kommer heller ikke til at bidrage til beskæftigelsen i en rum tid, for alt det der med mundbind på hele tiden orker vi ikke – der er dermed ingen flyture for vores vedkommende før verden er blevet mere normal – og at corona enten er død eller der er fundet frem til en vaccine der virker.
Men ferie skal vi da på … ikke i år, men til næste år vil jeg tro, at abstinenserne vil være til at tage at føle på, så noget må vi finde på.
I mellemtiden er der dog bare opstået det lille ‘men’, at drivhuset uden for enhver tvivl har haft vældig godt af, at jeg har været hjemme hele tiden.
Fordi min have er så pæn som ikke tidligere set, og pga. drivhuset har jeg faktisk ikke specielt meget lyst til at forlade matriklen fra maj til og med september, så hvad gør man så? De lune steder, man normalt rejser hen om vinteren er pt. udelukket, idet man skal flyve dertil. Europa er fint, fordi man kan tage sin bil, men så bliver det til vinterferie i stedet, og det er ikke det vi vil.

Det var godt nok dyrt

Så fik jeg et lyst indfald: Vi har gennem et par år talt om at vi gerne vil se Sicilien, men det er blevet ved snakken. Jeg foreslog John, at vi kunne køre dertil, hvilket i første omgang fik ham til at ryste opgivende på hovedet – er du klar over hvor langt der er?
Ja, det er jeg ganske klar over – der er 2500 km til Messina, hvilket kun er 50 km længere end til Nordkap, hvor vi klarede turen frem og tilbage på 14 dage i en autocamper. Hvis vi tager højde for vores 12 år mere på bagen og lægger transporten ind som en del af ferien ved at sætte en uge af til at køre derned, en uge dernede og en uge hjem igen – vupti, så har vi en lang og lidt anderledes ferie.
Den ide skulle han ikke tænke ret længe over, men købte den med det samme: FDM har garanteret et eller andet vi kan bruge til noget.
Det havde de. Men inden jeg nåede frem til deres hjemmeside, havde jeg luret lidt rundt på booking.com, og jeg sagde til John, at vi hellere må undgå de trestjernede hoteller, for de er da godt nok dyre dernede. Næh, så hellere et firestjernet …
Det ender dog nok med, at vi efter nytår tager en snak med med FDM, for vi vil ikke afsted før i slut-oktober/start-november 2021.
Dermed bliver det ren win-win: Vi tilbringer hele sommeren herhjemme. Nede på Sicilien er der 18-20° på det valgte tidspunkt, hvilket er de perfekte ferietemperaturer for os.
Okay – vi kan sandsynligvis ikke dy os for at tage til England næste år, men den tur må vi tage i det tidlige forår, så.
Man må aldrig gå ned på planer.

28. juni 2020

Endelig kom jeg i reden – og Murphy fik ret igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:01
Tags: , ,

Hver morgen står vi op til et bed fyldt med små, røde valmuer. De står i det ene dahliabed, og disse er stærkt på vej, men indtil valmuerne er helt afblomstret, må de meget gerne levere deres daglige pynt.
Om morgenen ser det således ud (her er de faktisk allerede begyndt at smide de røde skørter):

Morgenvalmuer

Klokken senest 9:30 ser bedet ud som på billedet herunder. Alle kronbladene er blæst af, men jeg ved, at næste morgen er bedet rødt igen.
Sådan har det været nu i fem dage, og på et tidspunkt er der selvfølgelig ikke flere knopper tilbage, men der er da til et par dage endnu.
Det burde være valmuer, der hed morgenfruer …

Formiddagsvalmuer

Når det er lummert i vejret, er det bedste sted at opholde sig oftest ude foran, fordi det lufter mest der – hvis der er nogen vind til at lufte …
Det var der i dag, og endelig fik jeg taget mig sammen til at hive min lille rede ned fra loftet. Min rede, som er mit yndlingssted at siddeligge og strikke, når jeg ikke rigtig orker andet.
Tidligt på formiddagen var vi ude for at få bundet de sidste roser op. Nogle af dem havde glemt, at det var 120 cm i højden, de skulle blive – ikke 120 cm lange – de skulle lige styres lidt på rette vej, for vi kan jo ikke have, at de slås indbyrdes om pladsen, når der er så rigeligt af den i højden. Da det var gjort, lagde John sig, fordi det helt bogstaveligt var et meget trykkende vejr for ham.
Jeg byggede rede og tog formiddagskaffen og strikketøjet med ud for at hygge mig der.
Jeg tænkte, at når jeg nu endelig har fået taget mig sammen til at rigge det hele til, så skulle det ifølge Murphy begynde at regne.
Ham kan man altid regne med … da jeg havde siddet der en halv time, trak det sammen og blev mørkt, mens det begyndte at lufte en hel del mere.
Da jeg havde siddet der en time, hvor John havde gjort mig selskab i den sidste halve for at nyde den nye, relative kølighed, begyndte det at regne.
Vi fik hurtigt hynderne ind. Bygen var kraftig, men desværre kort – og ganske uden dramatik i form af lyn og torden.
To millimeter blev det til. Ikke nok. Langt fra nok, men lidt har også ret, som jeg skrev forleden dag, og der kommer forhåbentlig mere.
Især hvis jeg slæber reden og alle hynderne ud igen, så det må jeg hellere gøre … eller bør jeg mon, for at være på den sikre side, gå linen helt ud og også hænge vasketøj til tørre? Invitere naboerne til havefest?

Reden

26. juni 2020

Lidt har også ret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Det lille tag, vi har liggende over brændestablen, er virkelig bogstavelig talt lille, bare to m2, men man kan lige så godt få det ud af det som man kan. Det giver da trods alt et par vandkandefulde pr. 10 mm nedbør.
Ideen opstod fordi John forleden kørte ud for at købe en regnopsamlingsbeholder til det ene drivhushjørne, men på trods af vores aftale om, at den ikke måtte være ret høj og dermed nærmest usynlig bag squashplanten, kom han hjem med en, der var alt for stor og rent visuelt næsten ville fylde mere end drivhuset, så der skulle den i hvert fald ikke stå.
Der er en uudnyttet plads til venstre for brændestablen, så der blev vi enige om i stedet at sætte beholderen, som kun er på 100 liter.
Hvis man skal samle regnvand op fra et tag, så kræver det en tagrende og et nedløbsrør, og når man har et sort tag, en sort opsamlingsbeholder og sortmalet træværk, så kræver det en sort tagrende, og de eneste, som havde det, var Bauhaus i Roskilde og Ishøj.
Vi satte kursen mod Roskilde og fik hvad vi skulle bruge, men det er for varmt til at arbejde, så det får vente til en køligere aften- eller morgenstund.

Mamelukærmebusk

Til jer, der har fået aflæggere af mamelukærmebusken: Sådan ser min ud nu – to meter i diameter, fordi den ikke frøs tilbage sidste vinter – og der er mange, mange flere blomster på vej. De to pinde, jeg satte et andet sted sidste år, er 80 cm høje og har også blomster nu, så de er hurtige til at komme i vej. De gule prikbladet perikon, der ser ud som om de har forvildet sig ind i busken, stod for sig selv sidste år, men det er en god farveplante, så den bliver snart høstet og kan dermed ikke blande sig der mere i år, men det viser lidt om, hvor hurtigt mamelukærmebusken bliver stor.

Mange roser

Den hvide rosenmark er også i fuld sving nu. Der er fire slags og de to af dem blomster nu – de to andre kommer snart, og det var selvfølgelig bevidst, at jeg valgte nogle, der blomstrer på forskellige tidspunkter. Én fejl har jeg dog begået: Jeg må have været for fokuseret på, at de skulle være hvide, så jeg glemte at tjekke, om de også dufter. Disse har en meget svag duft, men der skulle jo have hersket en meget mere gennemtrængende duft af roser.
Fjols, Ellen, men det er der ikke noget at gøre ved nu.
Den ene slags skulle man tro var en rambler (jeg ihukommer jo mit besøg i rosenhaven …), fordi buskene har helt vildt mange knopper. Det bliver et flot syn om nogle dage …

Mange rosenknopper

Ellers sker her ikke en pind – vi fører virkelig et pensionistliv, som vi ikke har gjort det før. Det er lige før vi lever op til teksten i Pensionistvisen …
Heldigvis har jeg min have, mit drivhus og den fantastiske udsigt, så det går endda, men jeg er da glad for, at det ikke er vinter.
I aftes havde dog vi gæster til at bryde monotonien – parret fra vejen, der har solgt deres hus og flytter tilbage til Norge, var inde til en afskedsmiddag. Det bliver spændende at se, hvad det er for nogle der kommer i stedet for, men de er efter sigende søde og flinke.
Selvfølgelig er de det. Der flytter kun gode mennesker her til vores skønne plet.

23. juni 2020

Der sker underlige ting i min have

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:36
Tags: , , ,

Forleden dag hørte jeg en særdeles aggressiv summen. Vi har i år nogle bier, som lyder anderledes. De er mere oppe i diskanten og mere hidsige at høre på end biers normalt relativt fredelige og lidt dybe summen. Det må være en art, vi ikke før har haft besøg af, men i år har vi mange af dem – og heldigvis også mange andre slags. Den anden dag gik en eller anden dog helt amok, og lyden flyttede sig ikke, så jeg gik hen og kiggede. Det var en bi, der sad oven på en anden bi og tilsyneladende stak og stak og stak det stakkels offer.
Det var her, min undren kom ind: 1) Umiddelbart så det ud til at være to bier af samme race, men selv om det ikke skulle være det, bekæmper bier vel normalt ikke hinanden? 2) Når en bi stikker, mister den brodden, når den forsøger at trække den til sig, så hvordan kunne denne blive ved med at stikke? Hvis det altså var det den gjorde …
Umiddelbart kunne det ligne en parring, men det kan det ikke have været, for biers parring foregår i luften og altså ikke på denne måde. Men hvad var det så?
Den lidt mindre bi på ryggen af den lidt større var altså den der stak og den med den aggressive summen. Den anden kom med et ynkeligt lille piv indimellem, men sagde ellers ikke noget.

P1020004

Min Marjatta-agurk måtte lade livet i dag. Den har længe skrantet og har kun leveret to agurker i alt. Det så heller ikke ud til, at der ville komme flere – alle de små agurker visnede hurtigt hen og blev til ingenting.
Så meget for biodynamisk dyrkning … efter disse Steiner-principper blev den dog ikke dyrket hos mig, men sådan har dens tidlige barndom været. Det var måske mine ikke-kosmiske metoder, den ikke kunne tåle, det sarte væsen?
Den har aldrig været nær så voksevillig som den anden, men er ranglet og har kun leveret et enkelt sideskud, mens den anden bliver ved og ved med at skyde ud til alle sider – jeg har beskåret den flere gange allerede.
Den anden agurk, som er fra Gartneri Toftegaard og derfor ‘kun’ økologisk, er så frodig og rigtydende, at den giver os 2-4 agurker hver anden dag. Vi er allerede ved at blive kvalt i agurker, så derfor havde jeg heller ikke dårlig samvittighed over at kyle den syge ud – den tog bare plads op i drivhuset. 
Nu har den ananaskirsebær, jeg fik af Malle, i stedet fået dens plads i krukken.

Syg agurkSærdeles rask agurk

Syge agurker

Det er nu alligevel lidt underligt, for hos mig har begge agurkeplanter naturligvis fået præcis den samme behandling, så hvorfor den ene ser syg ud var syg og smed alle anlæg til nye agurker, har jeg ingen ide om. Den var ikke angrebet af spindemider, svamp eller anden dårligdom, men bladene blev gule nedefra og op. Den var frisk nok at se på i toppen, bortset fra agurkerne, som stort set med det samme begyndte at sygne hen.

Nå. Det er ikke alt, man skal forstå – men man skal undre sig, og det gør jeg.

20. juni 2020

Roser, roser, roser i hundredvis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

Haveselskabet havde arrangeret åben have ved Græsmosehus, som ligger nær Vallø slot. Her bor Peter Ørum Scherg, som siden 2007 har haft et stort arbejde med (frivilligt og ulønnet) at rekonstruere de to gamle rosenhaver fra netop Vallø slot.
Han interesserer sig mest for og har derfor primært samlet historiske roser, som pr. definition skal være fra før 1867.
Jeg havde hørt udtrykket rambler om roser før, men det var først i dag det for alvor gik op for mig, hvad det reelt dækker over. Nogle af dem kaldes også for climbers – på godt dansk klatreroser, men de har ikke helt de samme egenskaber. At nogle af dem har så totalt overdådigt et blomsterflor, har jeg ikke rigtig lagt mærke til før – se blot billedet herunder, hvor de står i knop i hobetal. Der er jo mange tusinde bare på den ene busk. Peter Scherg fortalte, at når de blomstrer, er de store buske én stor summen af bier og andre insekter, og når man har så mange, som han har, må det nærmest være en kakofoni af insektlarm – lige bortset fra, at de ikke alle blomstrer på samme tid …

 

Maria Lisa 'rambler' (2)

Han elskede at fortælle, og bl.a. fortalte han grunden til, at der ikke længere var tulipan- eller rosenanlæg i Vallø slotspark:
Det er en åben park, så folk kom simpelthen i nattens mulm og mørke og gravede tulipanløgene op! De gravede løgene op, knækkede tulipanerne af og satte dem tilbage i jorden.
Roserne gravede de bare op og tog med sig.
Jamen altså! Jeg mangler ord for den slags og forstår simpelthen ikke, hvordan man kan få sig selv til det. Det kan vel næppe være tyveri for vindings skyld, men fordi man vil have sig nogle gratis roser. Ikke at tyveri for vindings skyld er undskyldeligt, men på en måde er dette her endnu værre end det.

Maria Lisa 'rambler' (1)

Det er første gang i år, vi benytter os af Haveselskabets åben have-tilbud, men det er jo også først lige blevet tilladt, og det kun med de sædvanlige restriktioner. Vi skulle tilmelde os og skulle vælge en af to tidsrammer på hhv. to og toenhalv timer, indenfor hvilke vi ikke måtte være mere end 50 personer ad gangen.
Peter Scherg nød det. Den ene gang om året, han holder åben have, plejer der at være et godt stykke over 200 ad gangen, så dette var en løsning, han satte pris på – det var faktisk rart, at der var god plads til alle, syntes han.
Jaja, atter en gang må vi konstatere, at coronapesten ikke kun har været noget skidt hele vejen igennem.

P1020021P1020061

TrevlekroneVel vidende, at Farmer (og sikkert også mange andre) er uenig med mig, så holder jeg nu engang mest af fyldte roser med mange kronblade, men jeg er ganske klar over, at de ikke er bi-venlige.
Peter S. har masser af både fyldte og ikke fyldte roser, så han har ikke noget at være flov over, og jeg kompenserer for egen præference med at have andre insektvenlige blomster i haven.
Det er jo ikke sådan, at roser med mange kronblade ikke dufter – tværtimod kan de udsende en aldeles overvældende duft, som kan gøre én helt ør i hovedet. De er heller ikke, hvad vist nogle tror, et nyere påhit – som nævnt er stort set alle roserne i haven her historiske.
Arrangementet var i samarbejde med Thyme Planteskole, som havde en lille stand på stedet, og jeg købte … nej, ikke en rose, men en trevlekrone.
Det er en fin staude, jeg ikke kendte, men som gør sig vældig godt sammen med prydgræsser, og da jeg netop har sådan en, der skal flyttes fra krukke til bed, måtte den med hjem.

Roser ved Vallø

19. juni 2020

Jeg har skrevet til Hornum

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:48
Tags: , , ,

Måske er det en skrøne, at spindemider ikke bryder sig om blomsterkarse, men indtil videre har jeg ikke haft spindemider i agurkeplanterne. Jeg gransker dem indgående hver eneste morgen for at se, om de små, irriterende, agurkeplanteødelæggende sataner har fundet vej ind i mit drivhus.
Jeg købte en ‘scarlet’ blomsterkarse, dels fordi jeg elsker den stærke røde farve, som desværre ikke rigtig går til ret mange andre blomsterfarver, og dels fordi jeg syntes det kunne være flot som kontrast til alt det grønne i drivhuset – og i øvrigt vil blomsterne så nydeligt matche tomaterne, når disse engang bliver modne …
En anden rød blomst, som heller ikke skal passe sammen med noget andet og derfor står helt alene – sammen med fem andre – i hjørnet ved drivhuset, er pralbønnen. Den har tilsyneladende ikke spor lyst til at være pralbønne, men er en hummer-wannabe.

P1020012P1020013

Pralbønne som hummer-wannabeJeg ville aldrig have valgt den fesne, lysegule farve, som det viser sig, at alle mine tallerkensmækkere har! Jeg er ikke vild med gule blomster og undgår dem i videst muligt omfang, med erantis og påskeliljer som eneste undtagelser, men de er tilgivet, fordi de hører til blandt årets første blomster.
Denne blomst nærmest drukner imellem sine egne blade, og jeg er mere end en anelse utilfreds med den falske varebetegnelse på posen, hvilket jeg netop har skrevet og fortalt Hornum. Jeg kan ikke tro, at jeg er den eneste, der uforvarende har fået en pose med frø i den forkerte farve, så at sige, så et eller andet sted sidder der en frøavler, der ikke har styr på sin produktion, og det må helst ikke gentage sig.
Heldigvis er spindemiderne nok ligeglade med farven, så nu er der kun tilbage at håbe på, at de virker efter hensigten. Hvis ikke, og der indfinder sig spindemider, ryger den blomsterkarse ud med det øvrige haveaffald!

Vi fik 14 mm regn i morges. Det, sammen med den dahlia-livreddende vandingsindsats jeg var nødt til at udøve i aftes, har fået hele haven til at strutte af saft, kraft og livsvilje. Nu skal jeg have gødet både dahliaer, roser og stauder, så det hele nærmest kan eksplodere.
Formentlig sammen med ukrudtet, desværre … men man skal jo holde sig i form med noget, og det er altså trods alt sjovere at fjerne ukrudt end at gå i fitnesscenter. Synes jeg, men jeg kan godt komme i tanke om en del, som vil være uenige med mig.

17. juni 2020

Hvordan kan noget være stillere end stille?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:06
Tags:

Vi har tilbragt tre dage i Jylland. Igen. Denne gang boede vi på et medlem af Small Danish Hotels, nemlig Tambohus Kro og Badehotel på Thyholm, hvilket er yderst anbefalelsesværdigt. Hyggelige og store værelser, holdt i smukke farver – i hvert fald det fjordværelse, som vi fik tildelt. God mad og stor venlighed … kan man så forlange meget mere? Det tror jeg ikke. Og dog … de havde kun Bakkedal som ‘smør’ til morgenbrødet. Det bryder jeg mig ikke om. Slet, slet ikke. På morgenbrød skal der smør. Rigtigt smør. Punktum! Jeg kan sagtens smage forskel, og den forskel falder ikke ud til Bakkedals fordel. Okay – det er et thyprodukt, så det er vel derfor. Men vi kunne da have fået et valg, synes jeg nok.

Tambohus havn

I modsætning til, da vi var i Søhøjlandet for et par uger siden, havde vi et fantastisk vejr denne gang. Varmt, solrigt og i dag stort set vindstille.
Næsten for varmt: Vi nåede op på 28°, og det var lummert, da vi gik rundt på Hjerl Hede museum.

Skestork i Vejlerne
Vi synes selv, vi bor meget stille og fredeligt i Den Stråtækte ved Præstø Fjord.
Her ved Tambohus og især længere ude i Limfjorden, på Jegindø, var der stillere end stille. John vidste udmærket hvad jeg mente, da jeg sagde, at her er endnu stillere end derhjemme, og han var i øvrigt ganske enig med mig. Og bare for en ordens skyld, så ved jeg altså godt, at man normalt ikke gradbøjer stille på den måde …
Vi indledte dagen i dag med et smut ud på Jegindø, som nu er blevet til Jeg – en ø på ellenjohnsk, fordi John troede den første stavelse skulle udtales som stedordet, og først lod sig overbevise om andet, da vi spurgte kroværten hvad øen kaldes på lokalsproget.
Der var så stille, stille, stille, stille og fredeligt, at vi da vist aldrig har oplevet noget lignende.

Stenbjerg

Vi har været i Thorsminde, hvor vi skulle se den nye udgave af Strandingsmuseet, vi gjorde ophold i Klitmøller, hvor Cold Hawaii hverken var kold eller Hawaii, fordi det var varmt og vindstille, så det næsten var havblik; der var kun nogle enkelte SUP’ere ude.

SUP'ere i Klitmøller

Vi har været i Vejlerne, hvor vi så skestorke, i Stenbjerg (billedet med bådene) og i Nørre Vorupør, vi har kørt gennem Nationalpark Thy, været på Fur, på Hjerl Hede frilandsmuseum og endelig i Ravning hos G-uld, og hvor vi sluttede den korte ferie af med at se Ravningbroen.
Vi har egentlig nået meget, og alligevel har det været dejligt afslappende.

Rekonstruktion af Ravningbroen

Den bro er et imponerende bygningsværk fra vikingetiden, opført omkring 980. Den var 760 meter lang og der blev brugt 1800 pæle af op til seks meters længde og med et tværsnit på 30 x 30 cm. Alt sammen hugget ud med økser, for saven kendte man endnu ikke i vikingetiden. Im.po.ne.ren.de arbejde!
Man får en fornemmelse af størrelsesforholdet på billedet herover – og den var altså så lang:

P1010853

Hos Guldpigerne købte jeg et kilo lysegråt No.4-garn, som jeg før har farvet med, og som de havde et godt tilbud på, hvis man købte 10 bundter. Det er et skønt garn, så det skal jeg nok få en masse godt ud af. Jeg købte også cochenille, som jeg havde brugt op, samt en enkelt opskrift på et sjal.
Jeg har jo næsten ingen sjaler eller tørklæder, så jeg må hellere se at komme i gang med at strikke et … men først skal jeg lige have farvet noget garn …

13. juni 2020

Det var svært at få hænderne ned

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , , ,

I onsdags kaldte John på mig – jeg skulle lige høre en god nyhed:
Jeg sidder lige og læser, at Danmark åbner sine grænser for udlandsdanskere, som dermed får lov til at tage disses ægtefæller og børn med til DK for bl.a. familie- og bedsteforældrebesøg.
Annas navnedag juli 2006YESSS!!!
Det var årets bedste nyhed indtil videre – jeg blev så glad, at jeg var lige ved at begynde at tude og måtte fluks ringe til England for fortælle den gode nyhed.
Det var Anna, der tog telefonen, og hun nærmest skreg af glæde, ganske som hun gjorde for 14 år siden. YEEEAAAHHHH ….
Jeg blev helt rørt over, at en 14-årig spontant udtrykte en så stor glæde over udsigten til at se sine gamle bedsteforældre igen.
Naturligvis er Charlotte i denne sammenhæng udlandsdansker i og med, at hun stadig har dansk statsborgerskab, og snart skal hun ‘hjem’ til Danmark, så de kan besøge forældre og bedsteforældre.
De vil ikke flyve, men tage turen i deres bil. Både Frankrig og Tyskland tillader englændere at rejse i transit, så hurdlerne skulle således være overstået. Detaljerne kommer senere: Kan de få lov at tage en overnatning, eller vil de blive nødt til at tage turen i ét stræk?
Det er småting. Hvis de skal, så gør de det; der er kun små 1600 km, og de er cirka på samme alder som John og jeg havde, da vi i 1999 tog 1900 km fra Condom (det hed byen altså!) i det sydligste Frankrig i ét stræk med kun de nødvendige småpauser undervejs.

Gedekid 2

Gedekid 4Ferien hos os bliver deres sommerferie i år, som de ellers havde regnet med skulle tilbringes i England sammen med de fleste andre englændere.
I stedet kommer de, så det passer med, at de er her når John fylder 75. Det var, ifølge ham selv, den bedste fødselsdagsgave han kunne få. Jeg havde prøvet at lokke ham til at holde en fest, men det har han på intet tidspunkt haft lyst til, og da coronapesten kom og blandede sig i alt, ville jeg ikke gøre mere ved det, så vi havde sådan set indstillet os på, at den skulle ‘fejres’ bare med selskab af os selv.
Nu bliver vi da seks, hvoraf de fem er dem, han helst vil være sammen med, så han er akkurat lige så glad som jeg er.
Så behøver jeg ikke længere at nøjes med at nusle gedekid.
Dette er Marjatta-kid. På institutionens gård, som ligger ikke så langt fra os, har de to gedemødre med hhv. et og to kid gående, og de er overmåde kælne, de små. Den ene hoppede op ad mit ben, mens den logrede med halen som en anden hundehvalp. Den ville bæres. I samme øjeblik den lå i min favn, lagde den sit lille hoved på min skulder og faldt omgående i søvn.
Det var da ikke til at stå for! Den snorksov i fem minutter – lige indtil Ditte begyndte at fotografere, men da nøjedes den med at åbne øjnene en smule; den ville stadig ikke ned igen, det lille pus.
Hos mig ville de helst sove. Hos Peter ville de bare lege.

10. juni 2020

Glas i haven – plus jern og sten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:11
Tags: ,

Sidste sommer var vi ude for at se på en åben have – noget vi gør et par gange hvert år, fordi det kan være så utroligt inspirerende at se, hvad andre gør ved og i deres haver. Denne var ingen undtagelse. Flere steder tittede der spøjse ting frem fra staudebedene; ting, som i hvert fald sådan en have-ukreativ en som mig aldrig ville have fundet på at anbringe i haven, men det så hammergodt ud, så jeg tog ideen til mig. Sidste år blev det bare til, at den gamle, brune vinballon, som vi fandt i svenskerhuset, blev hevet ned fra loftet for at komme til ære og værdighed igen – og det på en måde, som ingen svensker sikkert kunne forestille sig! Den kom nemlig til at stå i bedet ved hobbithuset, som jeg har omdøbt bådehuset til. Det er gravet ind i en skråning, så vinduet, der ser ud til at være lige over jorden, kan jeg ikke se ud ad, når jeg befinder mig inde i skuret. Med den megen efeu ligner det et hobbithus, synes jeg.
Det er i øvrigt her, jeg satte fire af dine kermesbær, Jørgen.

P1030937

P1030944Forleden dag, da vi besøgte et fuldstændig fantastisk havecenter i Audebo, skulle jeg (også) lige hen og lure lidt rundt i restehjørnet.
Det gav pote, for jeg fandt tre flasker, som de ville have sølle 15 kroner for. Det var okay med mig, men jeg havde ikke villet give de oprindelige 80 kroner. Flaskerne står foreløbig og udfylder en tom plads i krydderurtebedet.
Har man muligheden, så kig ind i Audebo Havecenter. De hævder at have alt til haven, og jeg tror på dem!
Vi kørte derop, fordi jeg på nettet havde set, at de havde en stor udstilling af espalierer, og da min Alchymistrose her på tredje sæson endelig har taget sig sammen til at komme lidt i højden, skulle der noget til at holde den – og helst noget, der passer til vores gamle hus.
Det fandt vi da også – det helt perfekte i sort støbejern, som i stilen passer med rygningen på både drivhuset og stråtaget, hvilket man dog nok ikke umiddelbart lægger mærke til, men det ved vi selv, og det er nok for os.
P1030936

Et andet sted har jeg sat en KÆMPE vinflaske, som vi engang fik som tak for en tjeneste. Flasken rummer 5 liter, hvilket er lidt underligt, for da jeg slog ‘vinflaske 5 liter’ op for at finde navnet på netop denne størrelse, findes de tilsyneladende på enten 4,5 eller 6 liter, men italienerne vil åbenbart gerne være lidt anderledes … beviset er her:

P1030947P1030946

Oppe i sverigeshuset fandt jeg engang et par gamle jerngryder, som jeg tog med hjem. De er nu begge beplantede og anbragt på ‘tilfældige’ steder. Om det er de blivende jerngrydeopholdssteder, ved jeg ikke – jeg går og flytter lidt rundt på det hele indimellem; dog ikke vinballonen.
Jeg har for meget tid, har jeg …

P1030938P1030941

P1030940Man starter som liiiiille, og så bli’r man stor
Det sidste billede er min basilikum. Den kom med hjem i en lille potte fra Meny, men den er vokset godt, og den bliver større endnu. Jeg har fire børn i gang fra den, i fire forskellige størrelser, så jeg hele sommeren igennem har frisk og ny basilikum at plukke af. Når jeg kniber blomsterstandene af for at buske planten, sætter jeg dem i vand og laver nye planter i stedet for at smide dem ud.
Ud fra én plante til en tyver vil jeg kunne forsyne det meste af nabolaget med basilikum hele sommeren. 
Vi går ikke ned på pesto i år.
Ejheller agurker.
Eller tomater. 
Eller chili.

7. juni 2020

“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:51
Tags: , , , , ,

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
P1010683Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

P1010607

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

image

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

5. juni 2020

Midt i en coronatid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:11
Tags: ,

Afrika ved Slåensøen?Den lumske virus er ikke død, men vi har lært at håndtere den, så at sige; derfor kan vi nu bevæge os lidt mere rundt i landet, og vi har fået lov til at bo på et hotel og at indtage vores måltider på restauranter. Og der er rent. Der er meget, meget rent alle vegne. Menukort er plastlamineret og de sprittes af efter at have været brugt af en gæst.
Jeg havde tænkt på, hvordan man ville håndtere morgenmaden, men det blev løst på bedste vis ved, at tjeneren kom med friskpresset appelsinjuice, hvidt og brunt brød og rugbrød (alt i alt mere end rigeligt), samt en tallerken med yoghurt og müsli, ost, pålæg, marmelade og lidt grønt. Plus kaffen, selvfølgelig. Man kunne selv hente sig et blødkogt æg eller et weck-glas med røræg og pølse; man kunne hente en lille flaske med æblemost og endelig en ‘enestående’ spandauer på en sidetallerken.
Der var mere end rigeligt af den coronasikrede mad.

John turde ikke tage en gyngetur her

Det er ligemeget hvor vi kommer, så sprudler alt personale af glæde, overskud og energi. Sjældent har vi følt os så velkomne – og det skal ikke opfattes som om vi normalt føler os uvelkomne eller får dårlig service, men der er en forskel alligevel. De har i voldsom grad glædet sig til at komme på arbejde og til at kunne modtage gæster igen. Hvis man har oplevet forskellen på at feriere i middelhavsområdet i april i forhold til sidst i september, så gang det med en faktor etellerandet noget mere end to.
På Energimuseet ved Tange, hvor vi lagde ud fordi der kom nogle solide byger, da vi forlod Skovridergården, blev vi undervejs mødt af en yngre mand med ordene: Dejligt at ser jer – hvor er det dog skønt at se mennesker igen! Og så fik vi os ellers en længere sludder – selvfølgelig mest om corona og dens både gode og dårlige følger.
Alle er glade og positive, alle passer på sig selv og andre og alle gør alt hvad de kan for at overholde de anbefalinger der stadig gælder.

P1010666

Efter Energimuseet, hvor der var en del trapper, var John ikke specielt begejstret for at skulle besejre Sukkertoppen som det næste punkt på dagsprogrammet, så vi beklager, Anne Marie, men vi kørte i stedet efter Kirstens forslag om at gå Slåensøen rundt.
Det var nu heller ikke nogen tosset ide, og det viste sig at være kuperet nok til, at John var glad for, at vi ikke foretog os noget mere knæbelastende.
Billedet øverst til højre var et spøjst udseende træ, der fluks fik mig til at tænke på de høje og slanke ibenholtfigurer, jeg købte da vi var i Afrika.

P1010675

Mens John stod og fotograferede motivet med de spejlede træer, fik jeg øje på en mosegrisunge, der havde vældig travlt tæt på hvor jeg var. Den var overhovedet ikke bange for mig, men studerede mig nysgerrigt mens jeg tog en masse billeder af den – en meget nuser lille fætter var den. Jeg kunne flytte mig lidt rundt, uden det generede den unge herre – eller frøken … jeg kunne trods alt ikke komme til at kønsbestemme den.
De er ikke så sjove at have i haven, men her var det da ren fornøjelse at bruge lidt tid på at studere den lille fyr.

4. juni 2020

NU skulle vi lidt ud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:10
Tags: ,

Ikke så snart var der blevet åbnet en smule for vores bevægelsesfrihed, før vi bookede et par dage i det jyske. I første omgang til Silkeborg, hvor vi befinder os lige nu på den gamle skovridergård. I øsende regnvejr! Vi prøvede at fremskynde vores ophold et par dage, da vi havde set vejrudsigten, men i dag er første dag de har åbent, fandt vi ud af, så vi måtte bare acceptere, at det ikke ligefrem er ferievejr.
Samme lidt dårlige vejr bevirkede dog også, at vi fik taget os sammen til at besøge Clay Museum i Middelfart, som viste sig at være et glimrende afbræk på turen.

P1010620
Der er i denne periode to hovedudstillere, udover den permanente fra Den Kgl. Porcelænsfabrik/Bing & Grøndal/Aluminium, nemlig Cathrine Raben Davidsen og Carl-Henning Pedersen. Sidstnævnte kender jeg fra diverse antik- og auktionsudsendelser i tv, og ham er jeg ikke specielt betaget af, men førstnævnte viste sig at være interessant. Hun har i samtlige sine værker indsat et ansigt, kun bestående af øjne, næse og mund, og som for det meste var helt ude af proportioner med selve vasen/krukken/flasken, men ansigtet var der ikke desto mindre.

P1010616  P1010617P1010626

Og hvad fik jeg lige øje på i den store udstilling doneret af Royal Copenhagen? Blandt porcelænsfigurerne fra forskellige dele af Danmark var der en fra … Havdrup! Af alle steder var der en figur fra min lillebitte og uanselige fødeby. Men den ligger selvfølgelig indenfor Hedeboegnens område, som er “det flade, frugtbare moræneområde mellem Roskilde, Køge og København; også kaldet Heden, jf. navnet på stationsbyen Hedehusene (noget skulle de jo hedde, husene … sorry …). I løbet af middelalderen bebyggedes egnen med landsbyer, der ligger spredt med små indbyrdes afstande. Egnen er hjemsted for hedebosyning.” Jojo, vi er skam berømte, er vi! Selv om jeg så ikke synes, at vores viskestykkelignende forklæde er noget at prale af, sådan rent dragtsmæssigt … dette må dog være en hverdagsdragt, for den der normalt er angivet for værende fra hedeboegnen, ser trods alt lidt mindre kedelig ud.

P1010631

Vel ankommet til Gl. Skovridergård tjekkede vi ind og begav os derefter fluks ind til Silkeborg bymidte, fordi der var pause i regnvejret.
Lige indtil vi kom derind … det var faktisk ikke særlig anstændigt gjort af Silkeborg, og vi havde oven i købet parkeret tæt på Anstændighedens Plads.

P1010632

De kan noget med gavlmalerier deromme i Jylland. Næstved er såmænd godt med, men vi kan ikke hamle op med, hvad vi har set i Ålborg og nu i Silkeborg. Det må være vildt svært at kunne præstere den slags fine farveovergange i så stort format – Ellen og John var i hvert fald imponerede.

Nu vil jeg gå i seng og lytte til det ret kraftige regnvejr, som har præget billedet stort set hele eftermiddagen og aftenen. Jeg håber sandelig, at det regner lige så meget hjemme ved Den Stråtækte, for vi trænger!
Det er nu i grunden meget hyggeligt, når man kan ligge i sin seng og nyde det, men det vil jeg ikke synes hvis det fortsætter i morgen, hvor vi på Anne Maries anbefaling prøver at forcere terrænet, som ikke egner sig for gangbesværede, op til Sukkertoppen. John er lidt bekymret for sine knæ, men nu ser vi … hvis altså vejret arter sig!

Næste side »

Blog på WordPress.com.