Hos Mommer

19. oktober 2018

SÅLD!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:35
Tags:

Mine knuder i maven blev gjort til skamme. Vi har solgt Spjutaretorpet.
Parrret, der ville købe svenskerhuset, ville nemlig gerne købe svenskerhuset – som de så nok ikke kommer til at kalde det, men velsagtens det, det også officielt hedder, nemlig stedet, hvor man laver spyd – altså en smedje. 
Vi mødtes kl. 9:30 på mæglerkontoret, og vi havde et kvarters tid sammen bare os fire, mens mægleren gjorde alle papirer klar. Vi snakkede, som om vi havde kendt hinanden længe … de er altså virkelig søde, og de glæææder sig til at overtage huset. Det betyder faktisk meget for os, at vi føler os trygge ved køberne – at vi er sikre på, at de vil passe på det og holde af det.
De fortalte bl.a., at det havde været kærlighed ved første blik – de måtte simpelthen bare eje det sted. De kunne lide beliggenheden, indretningen og nok især det, at vi havde gjort så meget ud af at både have alle moderne bekvemmeligheder og alligevel formået at bibeholde huset i den gamle stil. Det blev opført i 1800 og i 1847 flyttet til, hvor det ligger nu; med stensokkel und alles, fra længere inde i skovene, fordi man flyttede vejen. Så var man jo nødt til at flytte huset med, når man havde en blomstrende (tror vi da) smedevirksomhed.

Helgeåen ved Glimminge

De overtager huset 30. november. Vi fire havde ellers lige aftalt 1. december, primært fordi det er en lørdag, så de ikke behøvede at tage en feriedag, men det skal foregå på en bankdag, for i Sverige underskriver man den 100 % bindende aftale på overdragelsesdatoen, hvorefter mægleren ringer til købernes bankkontaktperson, som så overflytter pengene til os umiddelbart efter. Vi kunne såmænd snildt have ventet til mandag med denne sidste del af det, men det må man åbenbart ikke.
Det var hermed tredjesidste gang vi var der. Vi skal derop og hente lidt mere, og så skal vi derop, når vi underskriver sidste gang, overdrager nøglerne og introducerer dem til alt det praktiske, som det i sagens natur er nødvendigt for dem at vide, så ikke der går en masse galt, når det bliver frostvejr.

Jeg SLUGTE turen hjem i dag. Hele vejen. Hver en meter. Synes den var smukkere end nogensinde før.
Holddaop, hvor er jeg fjollet … jeg ved det godt.
Da vi kom hjem, var der en del kasser med ting, som bare blev sat i systuen; vi tømte traileren for brænde … og så tog vi til Præstø for at spise, for jeg havde slet ikke lyst til at kokkerere.
Kasserne står stadig i systuen, og det gør de til vi er hjemme fra Jylland.
Mine bluser er strøget, og alt andet end vores tøj er klar til at blive pakket i bilen i morgen tidlig, så nu er vi parate til at holde ferie.
Vi er bare SÅ ferieklar og glæder os SÅ meget til at blive distraheret i en uges tid af vores yndlingsenglændere.

Reklamer

18. oktober 2018

Fahrenheit 451 (dansk/svensk version)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: , ,

Vi er her. Formentlig for en af de sidste gange, selv om vi endnu ikke har aftalt en overtagelsesdato. Vi tog traileren med, for vi vil have bare lidt af alt det brænde med hjem, som John og Søren møjsommeligt har stået og flækket, og desuden kan vi lige så godt begynde på at tage nogle af de personlige ting med hjem til Danmark.
Et eller andet sted inde i mig er der noget, der stritter imod at begynde på den slags, inden købsaftalen er underskrevet og uigenkaldelig. På den anden side er jeg normalt ikke overtroisk, og hvorfor skulle de fortryde nu, efter de har truffet beslutningen? Men alligevel gnaver der noget inde i mig.
Nå. Uanset om de skriver under i morgen eller ej, så skal vi jo til det på et eller andet tidspunkt. Vi ville bare ikke gøre det før huset var solgt, for så er der da slet ikke noget ved at køre herop, hvis alt det, der gør det til lige præcis vores home away from home, mangler.

P1030441

Blandt andet skiller vi os af med langt de fleste af bøgerne. Da jeg ryddede bøger ud fra Havdrup, kom nogle af dem herop (de bedste, selvfølgelig …), for det hygger med bøger i reolerne … vi har over 400 af dem heroppe. Bøger, altså. Ikke reoler. Hvis det havde været en dansk familie, der havde købt huset, havde vi ladet dem stå, men jeg er ret sikker på, at de nye, svenske ejere ikke gider overtage en masse bøger på dansk.
John fandt den gamle olietønde frem; vi kan jo ikke have en masse løbske papirer med ild i flyvende rundt omkring. Det kunne lige være kønt, hvis vi afsluttede denne epoke i vores liv med at sætte ild til skoven omkring os … jeg brugte den indkøbskurv, jeg engang kom til at låne med hjem, til at hente bøger i, og så gik der ellers ikke lang tid, før jeg følte mig som Guy Montag i Fahrenheit 451. Jeg synes ikke, jeg husker noget om, at bogen beskrev, hvor lang tid det tager at få futtet en masse bøger af.
Det gør ondt at brænde bøger. Tanken om, hvorfor jeg er nødt til at gøre det, gør også ondt. Og den slags smerter kan Panodiler ikke tage …

17. oktober 2018

Jeg har helt ondt i maven …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags:

På lørdag kører vi til Vestjylland og mødes med englænderne, som også kommer kørende … på søndag … de får efterårsferie fredag og kører hjemmefra om lørdagen. Jeg havde regnet med at vaske tøj torsdag og pakke sengetøj, min køkkenkasse og hvad der ellers skal slæbes med hjemmefra, om fredagen, så vi kan pakke bilen og køre lørdag formiddag. Sådan skulle det bare ikke være.
Jeg har vasket og pakket næsten alt i dag.
I går ringede den svenske ejendomsmægler og fortalte, at parret, der kom og så huset mens vi var der sidst, havde accepteret betingelserne, og om vi kunne komme op og skrive under på en købsaftale fredag kl. 9:30?
Du godeste dog … jamen, det kan vi godt.
Det indebærer, at vi kører derop i morgen, for vi gider ikke køre hjemmefra kl. seks om morgenen på fredag, men jeg fik lige pludselig halvtravlt.
Jeg har konstateret, at jeg er ret fjollet.
Nu har jeg i over et år været indstillet på at sælge, og især her i 2018 har huset mest af alt været en pligt og ikke en fornøjelse for os – ingen af os gad rigtig tage derop, for på en måde var det ikke vores hus mere, men passes skulle det jo.
Hvad skete der mon så, da jeg havde afsluttet samtalen med Johanna?
Jeg fik da tårer i øjnene.
Lige pludselig er det en realitet.
Det vil sige, at det håber jeg da, at det er … de har jo ikke skrevet under endnu, men jeg går stærkt ud fra, at de gør det på fredag – ellers er der jo ingen grund til at kalde os derop, hvis parret ikke mener det alvorligt.
Det er et sympatisk par. Det betyder noget for os, at vi kan lide dem, der skal overtage vores elskede hus. For elskede, det var det i over 20 år; vi har mange, mange, MANGE gode minder deroppefra, og de følger ikke med huset, men bliver hos os. Næsten alt andet bliver i huset, for vi har ikke noget at bruge noget af det til. Hverken inventar eller alt maskineriet i kældrene.
Vi har forhandlet, men ikke så meget, for ejendomsmægleren havde misforstået os og havde derfor fortalt køberne, at vi tager alt indbo med os. Da vi fik gjort hende klart, at vi kun fjerner nogle få personlige ejendele, og hun igen fik fortalt dette til parret, var de ikke længere så hidsige for at presse prisen yderligere.

Uhh, jeg har ondt i maven. Som jeg har skrevet tidligere, har det været en svær beslutning, og lige nu gør det ondt.
Men det er sådan det skal være – altså, at det skal sælges.
Vi har på ingen måde fortrudt, men det er godt nok en masse dobbeltsidige følelser, der hersker i disse dage.
Det er vist godt, at vi skal holde ferie med englænderne umiddelbart efter underskrivelsesseancen – så får jeg en masse andre ting at tænke på og glæde mig over.

imageP1050499

Et af minderne. Ordene, plus billedet med ungerne på ATV’en, er fra vores tur derop i august 2011.

15. oktober 2018

Sew and tell

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Overskriften er inspireret af børnebørnenes show and tell fra børnehaven og forskolen – tag et eller andet med, som betyder noget for dig og fortæl os andre om det.
Syning betyder noget for mig, og jeg har syet et hav af tasker. Mange er foræret væk, nogle er solgt og andre igen bruger jeg selv.
IMG_8620IMG_8621Det kom derfor noget bag på mig, at jeg måtte give op på The Ultimative Wallet med de 28 kortlommer. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad hun mente, og jeg er som sagt ikke ligefrem en novice. Jeg skrev forleden, at jeg pillede op flere gange, men jeg fandt ud af, at hun gudhjælpemig omtalte den samme ting med forskellige betegnelser, og hun nævnte intet om, hvilke sømme der skulle lægges til eller over hvilke sømme. Det mønster har jeg betalt penge for! Hrmpf. Det er yderst uprofessionelt.
Jeg har forsøgt flere gange at gennemskue det, og jeg har virkelig nærstuderet fotografierne, men lige meget – eller lidt – hjælper det. Det gør det heller ikke bedre, at hun har valgt noget småmønstret, mutltifarvet stof, der flyder helt sammen på billederne. Jeg er ikke imponeret. 

Nu har jeg fundet et andet mønster. Her er der 27 kortlommer, så det går nok med at undvære den ene – og inden I løfter øjenbrynene for højt, vil jeg understrege, at jeg har brug for stort set alle lommerne. De viste billeder er ‘inderpungen’, med otte lommer. På bagsiden er der otte andre lommer, og så kommer ‘yderpungen’, som jeg endnu ikke har syet, med de sidste 11 lommer samt mønt- og seddelrum m.m. Bag kortlommerne er der lidt større rum til fx kørekort.
Se, den kan jeg finde ud af! Mønstret er på 35 sider, fordi der er ikke mindre end 90 billeder til at illustrere og supplere teksten. Perfekt og professionelt.

MobiltelefontaskeMobiltelefontaskeMobiltelefontaske 

Pungen kommer til at matche den mobiltelefontaske, jeg også lige har syet. To af …
I mønstret stod This little phone purse is perfect for any phone 3” x 6” or smaller.
Glimrende, tænkte jeg – min telefon måler præcis 3” x 6”.
Det gjorde det indvendige taskemål så ikke – den blev alt for lille. Hrmpf igen.
Jeg måtte derfor i gang med at øge målene, så tasken kunne komme til at passe til min Samsung. Heldigvis var det et nemt mønster, så det gik hurtigt og strygende, og hvad der var endnu bedre, passede den for min telefon for lille taske så godt til Dittes iPhone, at man skulle tro, den var syet til den, og hun ville meget gerne have tasken.
Der er to kortlommer og et møntrum, så i princippet behøver man kun denne taske, når man skal i byen.
I princippet, sagde jeg …
Der er jo en grund til, at jeg vil forsøge mig med den med de mange lommer.

IMG_8611

Vi slutter lige med dagens morgenstemningsbillede.
Selvom solen så kæmpestor og rød ud for os, var der for meget lys i den til kameraet, men det blev ganske nydeligt alligevel.

13. oktober 2018

Det er i dag et vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: , , ,

Dittes taskeDet er fuldstændig fantastisk, at man kan have sådan et vejr den 13. oktober. Vi har haft 21°, fuld sol og næsten vindstille. Det er et vejr og en temperatur, der passer mig særdeles fremragende – meget bedre end den ulideligt varme sommer, vi havde i år.
Ditte og jeg stoppede syseminaret i går præcis klokken 17:35, hvor Peter ankom. Netop som han drejede ind, syede hun de sidste sting på den øverste kant på den flotte, blå taske, som ses på billedet. Den mangler kun nogle knapper på sidelommerne, men dem har hun hjemme¨hos sig selv, så de kunne i sagens natur ikke blive syet på her.
Det var perfekt timing.
I formiddags kørte vi en tur til Vallø slotspark, som Ditte og Peter ikke mindes at have set før. Efterårsfarverne er så smukke nu – vi talte om, at der da vist er mere knald på farverne, end der plejer at være … at der er flere og kraftigere røde farver end normalt. Eller skyldes det bare det gode vejr, at det synes sådan?

P1030423

Den røde farve herover er dog ganske normal både for årstiden og for planten, da det er hjortetakstræer, vi ser her ved siden af Valløs voldgrav.
 Vallø slot har ikke den mest imponerende park i kongeriget, men dens mange kæmpestore solitærtræer gør den alligevel lidt speciel, og i sådan et vejr er alt jo smukt.
Det blev Vallø, fordi vi havde et ærinde i Strøby Egede, og desuden havde vi booket et bord til frokostbuffeten på Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev gods. Det (traktørstedet, altså) har eksisteret siden 1875, men var lukket i nogle år.
Det er det ikke mere, og det går vist udmærket for stedet. Det er der heller ikke noget at sige til, for det ligger ret godt ved vand og ved skov.
Vi sad udenfor og spiste. Det har jeg ikke gjort før på denne årstid – i hvert fald ikke uden overtøj. Vi sad lige der på hjørnet ved den røde pil.
Det var en glimrende buffet, og vi spiste ALT for meget. I skrivende stund føler jeg mig stadig stopmæt, selv om vi rejste os fra bordet ved 14-tiden. Ikke mere mad til os i dag!

Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev

Ditte og Peter er kørt hjem, og John og jeg sidder bare og stener – vi er trætte og vi har overfyldte maver. Peter skulle til fodboldfest i aften … jeg er ikke misundelig på ham … vi kom alt for sent i seng i aftes til, at jeg er på mærkerne i dag, så jeg er ret glad for, at jeg kan komme tidligt i seng.
Men pyt, det er det hele værd, for hvor har det dog været hyggeligt alt sammen, både hele vores syseance og selvfølgelig også, da Peter kom og sluttede sig til det gode selskab.

11. oktober 2018

Så er det på tide at stoppe for i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Vi har travlt, Ditte og jeg – ihh, hvor vi dog syr. Hun lagde ud med en toiletpung af nogle rester fra et af sin mors tidligere værker.
Det var to fluer med ét smæk: At lære symaskinen at kende igen efter en lang pause og at sy noget, der kan minde hende om den dybt savnede mor.
Næste projekt fra Dittes side er en Oslo Craft Bag – der findes et gratis symønster på nettet, hvis man skulle have lyst til at gå i krig med sådan en.
Den er måske ikke det allernemmeste som det første taskeprojekt, men jeg har lavet to før, så jeg har gjort mig nogle erfaringer, som Ditte nu kan nyde godt af.
Blandt andet er originalen ikke nær høj nok, men det finder man jo først ud af, når man er færdig med den.

Håndarbejdstasken - forbedret (1)En håndarbejdstaske (2)

Disse to herover er mine – Dittes bliver bare SÅ flot – hun har fundet nogle gode stoffer frem fra restebunkerne, så resultatet glæder jeg mig til at prale på hendes vegne af senere.

Toiletpungene blev også gode – når vi selv skal sige det, og det skal vi, for John gør det ikke, men Ditte og jeg er gode til at beundre hinandens værker.

Dittes toiletpungIMG_8595IMG_8596

Efter at have syet to toiletpunge, og mens Ditte syr på den store taske, er jeg gået i gang med et førstegangsprojekt: En pung med 28 lommer til kredit- og andre kort. Plus mønt- og seddelrum m.m. Den skal der lige tænkes over, og da jeg begik den første fejl, pillede jeg op igen. Da jeg begik den anden fejl, lagde jeg skidtet til side og gik ind for at blogge. Jeg er simpelthen blevet for træt i hovedet nu, kan jeg godt mærke, så jeg er stoppet for i dag.
Ditte er også stoppet for i dag.
Der er en dag igen både i morgen og i overmorgen, inden Ditte skal hjem igen, så der er tid nok.
Det er altså ret hyggeligt med sådan en fælles syseance. Det har jeg aldrig prøvet før, og når man ikke skal vente på hinanden ved hverken skærebord, strygebræt eller symaskine, så er der overhovedet ingen irritationsmomenter tilbage til at forstyrre eller forsinke arbejdet.

IMG_8591

Det er første gang, men jeg tror ikke, det er sidste, vi arrangerer sådan en omgang maratonsyning.
Mine toiletpunge kan i øvrigt købes, hvis man skulle være interesseret …

9. oktober 2018

Jeg burde stå tidligt op noget oftere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Jeg burde stå tidligt op noget oftere.
HavørnI går morges var der en flot solopgang, som jeg dog ikke gik helt glip af, fordi den orangerøde farve gav genskær inde i soveværelset, hvorfor jeg godt kunne regne ud, at jeg nok lige burde stå op og bevæge mig ud i køkkenet. I hvert fald i nogle minutter.
Søndag morgen skulle vi afsted ved godt syvtiden, fordi vi havde aftalt at tage til Tyskland for at købe stort ind af øl og vin.
Dér sad så lige en af havørnene og skuede ud over fjorden – det er meget længe siden, jeg har set dem, men nu var den her altså – bare små 100 meter fra vejen.
Jeg nøjedes med at zoome fra bilen, for det var ikke svært at regne ud hvad der ville ske, hvis jeg steg ud og forsøgte at komme nærmere.

Det er egentlig ikke fordi, jeg sover længe – som jeg vist har skrevet om før, vågner vi begge et eller andet sted mellem klokken halvseks og klokken syv, men hvor John altid står op, når han vågner, bliver jeg under dynen til halvni, mens jeg lægger puslespil og spiller de daglige spil Ruzzle. Jeg læser bøger eller blogge og jeg går lidt på Facebook. Jeg storhygger.
John har i mellemtiden drukket mindst to kopper kaffe og læst samtlige nyheder, og jeg er blevet til at tale med uden det bliver gryntede enstavelsesord. Det er en rytme, som vi begge trives fint med. Jeg kan dog godt se, at hvis jeg ellers kunne komme ud af fjerene, så ville jeg oftere kunne se nogle helt andre fjer – blandt andet netop havørnens, for John siger, at han forholdsvis ofte ser den/dem om morgenen.
Han sidder også og nyder den gyldne time, som jeg nød på vejen til Rødby i søndags. Solen skinnede hele vejen, men der var en grå og blytung himmel som baggrund, så efterårsfarverne kom rigtig til deres ret i det bløde lys.
Jeg får kun taget mig sammen til at stå tidligt op, når vi skal noget – det er stadig en enorm nydelse for mig at kunne blive liggende efter 58 års alt for tidlig opståen, så at sige. I folkeskolen skulle jeg op kl. syv; i gymnasiet kl. halvsyv. Da jeg arbejdede på Roskilde Sygehus, var det halvseks og i alle mine 35 år på Amager og senere Hørsholm var det mellem halvseks og seks.
Det har resulteret i, at jeg stadig vågner tidligt, men det, at jeg kan blive liggende … åhhh, det er skønt.
Det gør også en stor forskel, at man vågner af sig selv og ikke bliver vækket – bare 10 minutter kan gøre forskellen på at føle sig udhvilet eller træt.
Jojo, man kan nyde pensionistlivet på mange måder. Dette er en af dem.
Smukke solnedgange går jeg sjældent glip af, uanset hvornår jeg står op – dette er fra i aften.

P1030401

8. oktober 2018

Et tåbeligt kvindemenneske og en fjollet frø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags: ,

På trods af samtlige advarsler og løftede pegefingre fra rottemanden har vi besluttet os for at fodre fugle igen i vinter. John kørte derfor til Land & Folk (som jeg kom til at kalde Land & Fritid, da vi var på Fanø, og det har hængt ved lige siden) i Bårse for at købe et par sække af den udmærkede blanding, vi har købt de sidste to vintre hos dem. Den uden hele korn, for det gider fuglene ikke spise; de kyler kornene ned på jorden, og så har vi rotteplagen. Det er ikke den allerbedste blanding, den som vi købte i Kirke Hyllinge, men det er den næstbedste, og den er okay.
Fyrre- eller sumpmejse i glaskugleDe havde den bare ikke hos L&F i år (endnu?). De havde kun en vildfugleblanding med masser af knækkede kerner og ditto majs. Konen ved kassen påstod, at de aldrig havde haft andet end den, hvortil John temmelig undrende spurgte hvordan det så kunne være, at han havde købt den anden og meget bedre gennem de seneste to vintre …
Hun påstod bare igen, at dette var den eneste blanding, de nogensinde havde haft.
Tåbelige kvindemenneske. Vi ved sgu da godt, hvor vi køber hvilket foder, men nu er L&F skrottet hvad det angår, og vi tog den lange vej til Kirke Hyllinge for at få fat i Hansen-blandingen, som vi ved, at fuglene bare elsker. Der går intet til spilde, hvorimod selv fra glaskuglen her præsterede de at smide alt det uønskede korn udenbords, hvilket naturligvis straks medførte et værre svineri.
Det ærgrede John lidt at skulle køre 2 x 83 km bare for fuglefoder, så han spurgte, om der ikke var et eller andet fra Stof & Stil, som jeg manglede – så kunne han åbenbart bedre forsvare den lange tur over for sig selv, hvis der var mere end ét ærinde.
Ikke noget problem, svarede jeg – jeg kan altid få et eller flere behov til at opstå i den forretning!
Vi kom dermed ud på lidt af en rundtur i dag, og således kom der både det gode fuglefoder, diverse lynlåle, lidt spoler og tråd med hjem.

IMG_8588

Plus denne fjollede frø, som jeg faldt for lige på stedet. John kunne heller ikke stå for den, så nu står den på brønddækslet og spejder intenst ned mod fjorden for at se, om der skulle være nogle af de der farlige fiskehejrer i sigte.
Os, som har svoret en hellig ed på, at vi aldrig, ALDRIG vil have havenisser eller lignende rædsler, har købt en fuldstændig fjollet frø!
Jeg er helt flov.
Men jeg kan ikke desto mindre godt lide den lille fætter frø her.

6. oktober 2018

Røde og hvide farver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: ,

I dag har det været den smukkeste, stilleste dag her ved fjorden. Ikke en vind rører sig, og solen skinner mens det samtidig er en smule diset, så himmel og fjord går næsten ud i ét; især når man kigger over mod feddet, hvortil der er fire km i fugleflugtslinje. Jeg elsker ‘min’ fjord til alle tider, men nok allermest, når der er havblik. Det er for mig det mest idylliske syn, når småbåde, blishøneøer, svaner og gæs lydløst driver på spejlblankt vand.
Jeg fik øje på svanerne i modlys, mens jeg talte med Charlotte i telefonen. Med den i hånden og stadig snakkende fik jeg hentet kameraet, tændt det, zoomet, klikket, zoomet mere og klikket igen – i alt tog jeg seks billeder, uden C opdagede, at jeg havde gang i noget andet end at tale med hende.
Man kan vel enhånds-multitaske … men svanerne havde, på den korte tid det tog mig at hente kameraet, flyttet sig så langt mod syd, at de fik Hollænderskoven som baggrund og desværre ikke længere så ud som om de flød i luften. Ejheller nåede jeg at fange de omkring 20, der landede elegant lige bag flokken.
Jeg synes dog stadig, at de 50 hvide svaner er et flot syn, fordi de under disse lysforhold er blevet til sorte svaner.
Når solen senere står lavt i vest, er dette negativ vendt til positiv, fordi fjorden bliver dybblå og svanerne lysende hvide … også et flot syn, men meget sværere for kameraet at indfange, fordi svanerne så bliver for hvide. Ikke for vores øje, men for kameraets.

IMG_8545

I haven er det den røde farve, der er dominerende lige nu. Dette fantastiske skue varer kun en uges tid, så det er med at nyde synet mens det er her.
Bladene fra vildvinen på bådehusets tag er så røde/rødorange, at det næsten skærer i øjnene, når solen skinner på dem.

 IMG_8549

Efteråret er i gang. Blade – også andre end vildvinens – ændrer støt og roligt farve. Da vi kørte hjem fra Sverige i lørdags, så vi et langt stykke med helt New Englandske farver; nemlig hele efterårsspektret inklusive de ildrøde ahornblade, som ikke er så almindeligt at se på vore breddegrader.
Det er en lidt vemodig årstid, fordi den varsler vinterens komme, men sjældent – faktisk nok aldrig før – har jeg været så parat til efterår, som jeg er i år, hvilket skyldes den ekstreme og lange sommer, vi havde. Jeg fik ganske enkelt nok sommer. Rigeligt med sommer! Jeg nyder derfor efteråret mere end vanligt, og når det så viser sig fra sin smukkeste side, som det er sket i dag … ja, så har jeg ingen klager.

4. oktober 2018

What’s not to like?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:52
Tags: ,

Tjah, what’s not to like? Ikke så meget for tiden. 
Vi kan i hvert fald rigtig godt lide, at Johns svar på de blodprøver han fik taget i går, var ovenud tilfredsstillende. Kolesteroltal ikke forhøjet, blodprocent okay, blodtryk 130/70, og EKG’et var endog pænere, end før han fik blodproppen. Dette sidste kan jeg slet ikke forstå, men eftersom lægen heller ikke kunne give en forklaring, blev vi enige om bare at være glade.

Vi gider heller ikke brokke os over, at SOS International har givet grønt lys til at tage til Grønland. Nu håber vi så bare, at vi virkelig får masser af grønt lys at se deroppe, for nordlys er den direkte årsag til turen. Faktisk den eneste, for hvorfor ellers tage til Kangerlussuaq i november?
Men de sagde altså okay til fuld dækning, og det har vi fået skriftligt. På sin vis er Grønland jo Danmark og derfor bare en af regionerne, og der ville da heller ikke være problemer i tilfælde af lægebesøg eller sågar hospitalsindlæggelse deroppe, men oven i det kunne fx komme forlænget ophold og udskudt hjemrejse, og så kunne det godt gå hen og blive kritisk uden forsikringsdækning.
Lægen er ikke bekymret, SOS er ikke bekymret, John er ikke bekymret – alle er glade.

Det er også i orden, når man (læs: John) for en sjælden gangs skyld selv kan lave noget på bilen, så der kan spares værkstedspenge.
Døren i førersiden knagede og larmede og lød i det hele taget som om den var tæt på at falde af, hver gang man åbnede eller lukkede den. Der skulle nok en ny dims i, hvilket ville koste 1000-1200 kroner på værkstedet. Dimsen alene koster 300 kroner. John kiggede på det for at se, om det var noget han selv kunne skifte – og strammede et eller andet, der var gået løs. Det var det! John var glad.

Min forbedrede systue skulle indvies. Ditte kommer i næste uge, hvor vi skal afholde syseminar. Kalder vi det … hun skal lære at sy tasker, og selv om jeg tror, hun sagtens selv kan finde ud af det, er det bare enormt hyggeligt at gå to sammen, mens man arbejder på projekterne.
Jeg har sat et ekstra bord op, således at der nu er et sybord med god plads til to symaskiner, plus et stort klippe/skærebord, så det skulle ikke blive nødvendigt at skulle gå og vente på at kunne komme til det ene eller det andet. Jeg er glad.

So what is not to like?
At jeg efter at have syet lynlåsen i, hvilket i forvejen ikke ligefrem er min yndlingsbeskæftigelse, opdagede, at jeg havde vendt op og ned på det ene stykke. Der blev godt nok råbt højt med ikke helt pæne ord – jeg havde både nået at sy lynlåsen fast og sy stikningen langs kanten inden fadæsen gik op for mig, og hvis jeg ikke bryder mig om at sy lynlåse i, bryder jeg mig endnu mindre om at pille dem af igen! Øv, men her var kun én vej frem, og det var tilbage.
Resultatet blev dog okay, så jeg er glad igen.

ToiletpungToiletpung

2. oktober 2018

Vi har hamstret … lidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: ,

Dette indlæg kan ses som en slags supplement til indlægget fra i forgårs som illustration af, at vi pensionister sagtens kan finde noget til at få tiden til at gå med … i dag har jg fx brugt mindst et kvarter på at regne …

Hvis der er nogle af jer, der lige som os sommetider supplerer pejsebrændet med træbriketter (de der af sammenpresset savsmuld, I  ved), vil I måske også have lagt mærke til, at i næsten hele sidste sæson var de stort set umulige at få fat i (noget med to store polske firmaer, der gik konkurs). Hvor man før fik dem nærmest smidt i nakken i butikker som fx Bilka, skulle man nu betale ågerpriser, hvis man var så heldig at finde nogen overhovedet. Vi gad ikke købe til de priser – almindeligt, gammeldags brænde var billigere, og det er da trods alt hyggeligere at se på i brændeovnen.
I dag ved halvtolvtiden så John en annonce fra Silvan med et fødselsdagstilbud: syv poser for 100 kroner, så vi myldrede afsted til Silvan, Næstved, hvor de er flinke og servicemindede, i skarp kontrast til Køgeafdelingen.
“I skal bare køre om til drive in’en. Vi har ikke ret mange tilbage, men der er sikkert nok til jer.”
Der var rigeligt til os. Vi havde undervejs talt om, hvorvidt vi kunne tillade os at købe 21 pakker, eller det var for hamstringsagtigt.
Det var det ikke. Manden, som stod og talte hvor mange pakker vi proppede i bagagerummet, sagde, at 21 var  da ingenting, for folk kom med trailere. De havde solgt 13 paller allerede. Vi tog fra den næstsidste palle, kunne vi se.
Nå! Men okay, så tager vi da 28 poser, gør vi.
“Vil I ikke også have nogle ind på bagsædet?”
Næk tak – det rakte fint med de 28, mente vi, og så kørte vi hjem med dem. Jeg vil tro, at disse kan holde til det meste af vinteren, afhængigt af, naturligvis, hvor frostfyldt den går hen og bliver, og det er som sagt stadig kun et supplement.

Det er et vanskeligt regnestykke, hvis man prøver at regne ud hvad prisen er i forhold til at købe et tårn brænde. Der er forskel i brændværdien, og massefylden på træ og på træbriketter er ikke den samme, så hvad koster det ene og hvad koster det andet?  
Jeg har forsøgt at regne på det og er kommet frem til, at briketterne nok er omkring halv pris af rigtigt træ, men om det holder vand, aner jeg ikke. 
I min research fandt jeg også frem til, at Jem & Fix (jeg bryder mig ikke om det navn!) nu har dem til næsten samme normalpris, som Silvan havde dem til på tilbud, hvor de hævdede, at det var under halv pris – og det var den samme vare. Der er forskel på briketter og briketter, så man skal være vågen.
Sådan er der så meget – jeg skal nok bare være glad for, at Silvan i det mindste ikke var dyrere end Jem & Fix.

30. september 2018

Og hvad får du så tiden til at gå med?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , , ,

“Kan du få tiden til at slå til?” Eller “Og hvad får du så tiden til at gå med?” Eller “Savner du aldrig dit arbejde?”
Alle tre sætninger, jeg sommetider hører, når jeg møder både nye personer og nogle jeg kender (fx gamle kolleger), men ikke er decideret venner eller i familie med. Disse to grupper ved udmærket, at jeg aldrig keder mig. Jeg har nemlig slet ikke tid nok. Jeg har faktisk ALT for lidt tid, har jeg.
Tænk, jeg troede virkelig, at jeg, trods det, at jeg glædede mig meget til at jobstoppe, ville finde tiden lidt lang, bare en gang imellem.
Syltede henkogte chiliDet gør jeg ikke – meget tværtimod.
Okay. Hvis sandheden skal frem, er en del af årsagen måske, at jeg har skruet lidt ned for tempoet.
Men kun lidt, naturligvis. Og det er naturligvis også kun en del af årsagen.
Hvornår får jeg tid nok, mon?
Hvad jeg heller ikke forstår er hvordan jeg dengang overhovedet havde tid til at arbejde – og oven i købet med en hulens lang transporttid – for bortset fra plantefarvningen har jeg gang i de samme interesser og laver stort set de samme ting som jeg har gjort i mange, mange år, såsom at sylte (relativt sæsonbetonet), affodre familien, sy, strikke og læse. Jeg har dog, i modsætning til i de arbejdsramte tider, anskaffet mig en have, der skal passes. Vi holder måske også lidt mere ferie end tidligere.  
Men alligevel …

Syltede henkogte pærerOg hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist.
Jeg så frem til det i de sidste 10 år af mit arbejdsliv, og det var (siger det lige igenigen) ikke fordi, jeg ikke kunne lide mit arbejde og da slet ikke fordi jeg havde dårlige kolleger eller en dårlig chef, men ganske enkelt fordi der var så mange ting, jeg glædede mig voldsomt til at få mere tid til.
Og fik jeg så det? Teoretisk: masser. 70 timer hver eneste uge, hvis jeg regner transporttiden med.
Føles det sådan? Nix. For jeg mangler tid, gør jeg.

Da vi kom hjem i tirsdags, havde det søde, ældre par i nr. 1 sat en kasse pærer til os. Der var fem kilo, hvilket vi absolut ikke kunne nå at spise, så jeg måtte for første gang i mit liv ud i at forsøge mig med henkogning af pærer. Min mor henkogte tonsvis af pærer, og i de sidste små 20 år af sit liv lavede hun med ikke særlig lange mellemrum pærevælling til Charlotte. Bare nævn ordet ‘pærevælling’ til hende, og hun får et saligt glimt i øjnene – mormors pærevælling var bare det allerbedste, hun vidste, og hun elskede at komme på gården og blive forkælet med denne, for de fleste af os, underlige ret.
Nu har jeg så henkogt pærer, og jeg tager et par glas med til Jylland, når vi skal være sammen med englænderne derovre om tre uger.
Det bliver spændende om: 1) Jeg overhovedet kan finde ud af at lave pærevælling, men hvis ja til det, så 2) Er det i virkeligheden mest lyse og glade barndomsminder for C, eller smager det hende stadigvæk? 3) Vil Tim og børnene kunne lide det, eller er min skønne datter også på dette punkt temmelig enestående?
Om ikke andet, kan jeg bruge nogle af dem til at lave Pærer Belle Helene; så bliver i hvert fald John, Aubrey og Tim glade. Såmænd også Charlotte.
Det er vist en rigtig 70’er-dessert, er det ikke? Eller skal vi op i 80’erne?

29. september 2018

Verden er af lava

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:29
Tags: , , ,

Nej, det er verden ikke. Af lava, altså. Man skal godt nok ikke undervurdere omfanget af katastrofen, hvis – når – en supervulkan går i udbrud, men hvis hele verden virkelig derefter var af lava, var der sandsynligvis ikke nogen til at skrive om det. Når gamle talemåder på denne måde bliver ændret til nogles fornøjelse og andres misfornøjelse, er det ofte fordi ingen længere kender de begreber, de oprindelig handlede om. Et gran, fx, som er blevet til et gram salt. For nogle er det alfa og romeo, at man ved, hvad et gran er, og hvis ikke man ved den slags, bliver man hurtigt hæklet af, og den slags personager gider vi på ingen måde være kop og kande med … så hellere brænde sine broer i begge ender. Hvilket dog er ret dumt, hvis man befinder sig midt på en af dem.

Nok om det. Vejret er en smule af lave (hvor logikken mht. lava så lige skulle være her, har jeg lidt svært ved at se …), for efter den næsten fem måneder lange sommer har vi nu allerede fået nattefrost. Også i England, helt usædvanligt tidligt, til Charlottes store fortrydelse. Hendes dahliaer, som i forvejen var længe om at blive til noget, døde alle, bortset fra en enkelt, på en nat. Det blev dermed en kort fornøjelse med dem i år. Vi har dog endnu ikke haft nattefrost ved Den Stråtækte – så vidt jeg ved; vi er nemlig i Sverige lige nu, og her var der to frostgrader i morges kl. 7.

Efteråret er begyndt

Jeg var faktisk for en gangs skyld 100 % parat til efteråret pga. den usædvanligt lange og varme sommer, men jeg er altså ikke helt parat til nattefrost allerede … er det ikke lige tidligt nok, at den har indfundet sig?

Hov, nu står der pludselig et par, der vil se på huset. Det har vi da ikke hørt en lyd om! Vi troede derfor, de havde set skiltet ved vejen og kom ind, fordi de så John gå ruindt udenfor, men de har en aftale med mægleren, sagde de.
Hun skal altså fyres, den mægler. Vi har netop i aftes talt om, at hun ikke er specielt aktiv. Hun kan selvfølgelig ikke direkte shanghaje købere, men vi er ikke imponerede over hendes indsats. Hun kunne da i det mindste fortælle os, når der kommer nogen for at kigge. Og selv komme til den aftalte tid …
John viste dem rundt i kælderen, mens jeg spurtede ind og redte sengene. Heldigvis roder vi ikke, når vi kun er os to, så huset står pænt; det var bare sengene, der lige skulle lægges sengetæpper på.
Okay … hvis det bliver solgt til dem, der kigger nu, så bliver hun ikke fyret …

27. september 2018

Engelsk statsborgerskab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: ,

Charlotte er ved at søge om at få engelsk statsborgerskab – eller rettere: Hun ønsker dobbelt statsborgerskab, fordi Danmark for tre år siden åbnede for den mulighed.
Brexit er den langt overvejende årsag til hendes beslutning. De kan jo ikke selv finde ud af at stemme derovre, så Charlotte er efter egen mening nødt til at hjælpe dem på rette vej fremover, og det kan hun i sagens natur ikke, når hun kun kan stemme til lokalvalgene. (Desuden har det længe irriteret hende, at hun hverken har måttet stemme i Danmark eller England – hun har følt sig en anelse umyndiggjort.)
Hun har aldrig haft ønske om at opgive sit danske statsborgerskab, så før september 2015 afviste hun pure at blive engelsk statsborger – stemmeret eller ej – men situationen er anderledes nu, dels pga. den ændrede danske lovgivning, dels pga. Brexit. Hun vil også give sine børn dobbelt statsborgerskab for at lade dem have en fod indenfor Europa – bare for alle tilfældes skyld. Det har intet at gøre med nervøsitet for at blive smidt ud af UK, at hun vil søge; hun har boet der hele sit voksne liv og hun har været gift med en englænder i 14 år, så det vil ikke ske.

imageHun skal op til en prøve, ganske som man skal herhjemme. Hun har fået en bog, hun skal læse, hvori svarene på spørgsmålene vil være. Hun får ikke lov til at se de 24 spørgsmål inden ‘eksamen’, men hun kan tage tidligere prøver for at aflure sværhedsgraden m.m.
Hun har taget fem forskellige tidligere prøver via nettet, og efter at have hørt nogle eksempler synes jeg måske ikke helt, at der er nogen grund til at være forarget over den danske indfødsretsprøve.
Man har 45 minutter til de 24 spørgsmål. Charlotte var mellem 4 min. 55 sek. og 6 min. 15 sek. om dem, og hun havde mellem en og seks fejl. Man må højst have seks fejl for at kunne bestå.
Danskerne harcelerer over, at der hos os stilles spørgsmål om Olsen-banden.
I England spørger de om engelske sportsnavne (det var især sportsspørgsmål, C ikke kunne svare på), og de spørger om, hvilken [engelsk, naturligvis] instruktør, der står bag den eller den film.
De spørger om Charles Dickens og Jane Austen er forfattere eller videnskabsmænd …
De spørger om, hvem der skrev romanen Lucky Jim – der var her fire valgmuligheder.
Der blev spurgt om navnet på haver i både England, Wales og Skotland, som C ikke kendte, og hun har ellers bare læst SÅ meget om haver, men disse havde hun end ikke hørt navnet på.
Der blev spurgt til walisiske, skotske eller engelske kunstnere, som hun heller aldrig havde hørt om.
Alle historiske og politiske spørgsmål havde hun til gengæld helt styr på.

Alt i alt skal vi måske ikke være så forargede over den danske prøve. Det er nok bare sådan, de er, den slags.
Charlotte håber på at kunne få en tid på onsdag. Jeg er spændt på, om hun snart (også) er britisk statsborger.
Det er pudsigt, for i og med, at hun beholder sit danske statsborgerskab, vil der ingen forskel være eller blive for nogen, andet end med hensyn til hendes stemmeret, og alligevel synes jeg, det er sådan en slags breaking point, hun træder ind på den anden side af. Sådan har hun det også selv, selvom vi begge godt kan se, at vi er lidt fjollede … og jeg ønskede hende selvfølgelig held og lykke med forsøget på at blive ‘rigtig’ englænder.
Selv om svigermor længe har sagt, at Charlotte is more British than the British, og det er faktisk positivt ment.

image

25. september 2018

Søren Jessens Sand og Magtens Smykker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:54
Tags: , ,

I går formiddags tog vi op til Søren Jessens Sand, fordi jeg så gerne ville se Fanøs vadehav, når det er bredest. Det ER altså også bredt deroppe – man kan godt forstå, hvis man kan blive fanget af tidevandet, især hvis det bliver tåget og man ikke kan fornemme i hvilken retning man går, eller i hvilken retning Fanø er.
Vi så en mand sidde på en stol. Han sad der bare. Og sad og sad … John troede først det var en figur, der var sat derude, men han flyttede på sig en gang imellem. Han sad der i al den tid, vi gik rundt derude. Vi undrede os såre over ham – det må have været bitterlig koldt, for det blæste pænt meget. Min grønlandsfrakke var nyttig her.

P1030314P1030313P1030316

Først den ene vej, og så den anden vej …

Efter at Ditte og Peter var kørt hjem efter frokost, satte jeg mig til at pleje den forkølelse, jeg må have overtaget fra hende. Irriterende, altså, men der var ikke rigtig noget at gøre ved den, andet end at dope mig selv med Boots’ effektive antiforkølelsesprodukter.
Den sidder dog ret fast, men ved at indtage omtalte pulvere kan jeg i det mindste holde mig selv ud. Så mangler vi bare, at John også kan, for min natlige snorken er vist lidt kraftigere end normalt … jeg tilbød dog ellers storladent at sove for mig selv den sidste nat, da vi jo havde fået et værelse mere, så at sige, men det ville han alligevel ikke have, så hellere holde min snorken ud. Det var da meget sødt – jeg er ikke sikker på, at jeg ville have udvist samme tolerance.

P1030344P1030346

På vores vej hjemover i dag lagde vi ruten forbi Koldinghus, fordi jeg ville se udstillingen Magtens Smykker. Inden vi nåede frem til den, var vi forbi skrædderiet, hvor 25 frivillige syersker sidder og syr dragter fra middelalderen og op gennem århundrederne. De sidder der ikke på én gang, men at kunne samle 25 frivillige er flot! Stofferne bliver doneret af fx forretninger og dødsboer. Jeg fik en lang sludder med den ene af damerne, for jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at fortælle, at min datter er uddannet kostumeskrædder. Det ville lige have været noget for samme kostumeskrædder, og da vi skal mødes med dem om en måned, hvor vi skal holde ferie sammen i Vestjylland, må vi se, om vi ikke kan finde tid til en tur til Koldinghus.

Magtens smykker

Magtens Smykker var meget interessant. De var smukt stillet op, og deres historier kort, men fint fortalt. Der har været smykker, ordener og andet tingeltangel for mange millioner kroner, og der gik da også flere vagter rundt i lokalet. Det var bedre at se end at se Englands kronjuveler i The Tower of London, for der måtte vi hverken stå stille eller fotografere. Her måtte vi begge dele. Der var kun et enkelt smykke, vi ikke måtte fotografere, men da John fortalte mig det, havde jeg allerede gjort det – og det blev åbenbart ikke opdaget af vagterne, for jeg fik ikke skældud af nogen.
Vi var begge totalt imponerede over de fantastiske guldsmedearbejder – tænk, at de har kunnet.

Bedenød

Der var også en enkelt bedenød – et nyt ord for mig, men man skal jo lære noget hver dag … denne er gengivet i cirka dobbelt størrelse.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket kolossalt og øjeopslidende arbejde det må have været at skære disse bittesmå motiver ud i (buksbom)træ. Finmotorikken har ikke fejlet noget!

23. september 2018

Vi kom for sent til syndefaldet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: ,

Ditte har, lige siden vi ankom til øen, fablet om pandekager fra Pandekagehuset i Nordby. John spurgte, om de også serverede dem med nutella, og da svaret var bekræftende, var han med på den. Jeg vil helst have dem med citron i en eller anden form, men det kunne de ikke klare. Disse konstateringer var baseret på det udhængte menukort, for vi nåede aldrig ind på stedet … da vi langt om længe fik taget os sammen til (igen) at køre til Nordby for at få spist pandekager, fik Ditte den lyse ide at tjekke åbningstider … de lukkede kl. 16, og eftersom klokken var 15:30, opgav vi på forhånd. Ingen pandekager og dermed intet syndefald. Jeg var nok den, der var mindst ked af det. Det er også meget sundere at gå tur på stranden …

P1030269

P1030300

Vi har lavet vores egen sælsafari i dag. John havde læst om sælbankerne sydvest for Sønderho og ville ud og se, om vi kunne se de sæler inde fra stranden. (Charlotte: “Sælbanker? Skal I ud og hæve nogle sæler?” Hun har vist boet i England for længe, siden hun ikke kunne genkende ordet ‘banke’.)
Vi kunne godt se dem. Lige akkurat. Med største zoom på kan man måske fornemme sælerne, men billedet vil ikke vinde priser!

P1030302P1030309

Vi har set en for os ny fugl, nemlig en sandløber. Vi har årligt været ved Vesterhavet igennem næsten 30 efterår, og det er første gang, vi ser sandløbere, men det er jo heller ikke ved Vadehavet, vi har været. Det var en nuser lille fugl, som lynhurtigt piler frem og tilbage og fisker føde op fra sandet. Den yngler ikke i Danmark, men overvintrer her.
Kender I DOFs fugleapp? Den er virkelig god, når man støder på en fugl, man ikke kender, så den vil jeg hermed lige reklamere lidt for.

P1030305P1030312

Fællesferien er ved at være slut. Fanøfestivalen er slut. Ditte og Peter kører hjem i morgen efter frokost; John og jeg bliver her til tirsdag.
Det har været nogle skønne dage; jeg har oplevet Fanøfestivalen og har kun købt 400 gram garn. Den store selvbeherskelse må jeg gerne være (og er!) en lille smule stolt over.
Til gengæld har jeg brugt penge på en ny frakke. Det har John også. Vi manglede begge en frakke, der er egnet til at holde os tilstrækkeligt varme udendørs i under 10 graders frost og lidt blæsevejr, men sådan en har vi altså fundet nu. Håber vi. Den kan i sagens natur ikke bevise sit værd endnu, men den kan holde både vind og vand ude, har jeg konstateret; så nu mangler jeg bare at finde ud af, om den også vil være varm nok i rigtig koldt vejr.

21. september 2018

Dem der ikke blæser væk, drukner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

Jeg bor sammen med en erfaren strikkefestivalsdeltager i denne uge – og det er ikke John jeg tænker på – som syntes, at det var en vældig god ide at være i basarteltet ved åbningstid kl. 10, så det var vi. Lige kort efter 10, og der var lang kø for at betale og få sit armbånd. Sådan et havde vi allerede, så vi kunne gå direkte ind.
Jeg syntes, at der var maaange mennesker allerede, men Ditte sagde, at ork, det her var ingenting! In-gen-TING!

P1030251
P1030252P1030253

Det kunne jeg senere konstatere var rigtigt, for da vi klokken 12 ringede efter vores privatchauffør, kunne vi næsten ikke komme til mere. Ind-køen var megalang, og de måtte kun lukke folk ind svarende til det antal, der gik ud, så man var meget glade, da Ditte og jeg gik, for så kunne der komme to ind af de mindst hundrede, der stod og ventede. 
Pyyyha, hvor var jeg glad for, at vi var der, da vi var der!
Og endnu gladere var vi/blev vi, da vi kl. 14 kørte tilbage til Nordby for at handle i Superbrugsen, for da var vejen spærret pga. forhøjet vandstand.
Jeg tror dog nok, at basarteltet klarede frisag, men kun lige med nød og næppe. Der var et sjovt billede på IG, hvor man så, at de ankommende gæster havde smidt skoene, smøget bukerne op og vadede ind i det kæmpestore telt, men hvor høj vandstanden var derinde, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at stadeholderne havde fået at vide, at de ikke skulle stille noget på gulvet …

P1030256P1030257

Vi kørte en tur ned til stranden, som var blevet en hel del smallere, end den var forleden dag. En af bilerne, der holdt dernede, var tæt på at komme i farezonen – men ejeren var måske vovehalsen, der var ude at kitesurfe.
Det forstår jeg simpelthen ikke … altså at nogen tør begive sig ud i de bølger og i sådan en blæst. Eller er jeg bare ved at blive en gammel kylling?
Hvis det ellers giver mening … kyllinger er jo sådan set ikke gamle …

P1030262P1030266

P1030268

Og kunne jeg så holde mig i skindet og ikke købe noget?
Naturligvis ikke! Jeg købte 26 knapper.

Og en lillebittesmule garn, men kun noget, der overhovedet ikke ligner det, jeg selv kan lave … bl.a. 100 gram meget tyndt merino/silkegarn i en fuldstændig fantastisk farve. Farver …
Stadeholderen var en hollandsk dame, der selv indfarvede garnet. Hun tog ikke kreditkort, og jeg havde ingen kontanter, fordi jeg havde satset på at kunne mobilePay’e alt – havde ikke lige taget højde for udenlandske sælgere.
Hun gav mig en faktura og sagde, at jeg bare kunne bankoverføre pengene i aften.
27,50 € og 50 kroner kostede det garn mig.
Det er jo flot, at hun stoler så meget på sine kunder, men det irriterede mig en anelse, at det så kostede mig 50 kroner at få lov til at betale hende.

20. september 2018

Fyn er fin – det er Fanø også, men den er hurtigt overset.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , ,

Det er blevet torsdag, og jeg troede, den startede i dag – strikkefestivalen, altså.
Det gjorde den så ikke; det er først i morgen, men det gør ikke noget, for i dag er det møgvejr.
Tirsdag – ankomstdagen – var det fantastisk vejr. Sommer med stort S. Vi fik installeret os og kørte straks ud for at se på lidt vadehav.

SømusLungegopler (3)P1030237

Og hvad dertil hører … sømus, lungegopler, krabber, hjerte- og knivmuslinger. Alle sammen døde, naturligvis …
Masser af drageflyvende tyskere. Det er utroligt med tyskere og drager … man kan ikke komme til Vestkysten uden at se drageflyvende tyskere i hobetal. Jeg har aldrig set lyset med det der med drager – heller ikke som barn, men tyskerne må have et specielt gen for at blive draget af drager.
De der stationære, hoppende og roterende plastic-søpindsvin kunne jeg slet ikke se formålet med, men det kunne tyskerne åbenbart.

P1030227

Om aftenen afholdt vi den mindst mulige vertikalsmagning. Vi har lige fået et reservekøleskab af Sus og Jan, hvor betalingen var tre flasker vin, bl.a. Lirac’en til højre. Samme aften, som vi havde afleveret den om eftermiddagen, fik vi en mail fra Jan, som roste den til skyerne og kaldte den en gudedrik.
Hmmm. Jeg ville da også smage, så … dagen efter købte jeg den sidste, Meny havde fra 2014 og købte desuden en fra 2016 til sammenligning.
Den fra 2016 var på ingen måde de penge værd, jeg havde givet for den, faktisk temmelig skuffende, så vi var en anelse spændt, da vi smagte på 2014.
Den var rigtig god. Heldigvis.

Horisontalsmagning

I går gik vi lidt rundt i Sønderho, hvor Ditte og jeg på forunderlig og mystisk vis fandt Uldsnedkeren. Hun holdt sig i skindet, men jeg købte fire nøgler uld/bomuld, som vil være perfekt til babyfutter. Og det var mig, som blev Røde Kors-nørkler for at få brugt af mit lagergarn, og så køber jeg garn til at strikke til Røde Kors. Sommetider føler jeg mig en anelse tåbelig … og strikkefestivalen er ikke engang begyndt endnu.

P1030247P1030248P1030250

Og i dag er det som sagt rigtigt efterårsvejr. Rusk og regn. Vi har overhovedet ikke bevæget os uden for en dør, hvilket dog nok hovedsagelig skyldes, at Ditte er blevet snoskforkølet og sidder og doper sig med Panodil Hot, næsedråber og masser af kaffe. Hun har heldigvis ikke feber, men man kan både se og høre, at hun ikke er på toppen, så hun skal bare slappe af i dag og se at få det bedre til i morgen.
Det er derfor stilleleg i dag – der høres lydbøger; der laves (som sagt) kaffe i en lind strøm, der strikkes på livet løs, og der bliver kigget lidt i de to strikkebøger, vi også blev nødt til at investere i. Mig i en bog med sjaler af Stephen West (WestKnits Best Knits) og Ditte i Babystrik på pinde 3.

17. september 2018

Pjat, pjat og atter pjat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: ,

I bestræbelserne på, at varerne i supermarkedernes køle- og andre diske skal virke så ‘autentiske’ som muligt på os forbrugere, vil man gå langt.
PjatAlt for langt.
Det går nemlig hen og bliver direkte til grin indimellem, og så mister i hvert fald jeg noget af respekten for varen og dens producent.
Hvad mener I fx om den håndsaltede laks?
Er det ikke temmelig ligegyldigt, om det salt er drysset på laksen med fiskerens barkede og ru hænder? Eller bliver det bedre, hvis det er hans smukke datter?  
Faktisk foretrækker jeg en maskindosering, for den kan man standardisere og dermed dosere saltet ens hver gang der skal røges.
Ud med håndsaltning!
Især hvis det bruges som en undskyldning for at hæve prisen, hvad jeg godt kunne have mistanke om.

IMG_8522

Så er der den “økologiske gårdmælk”.
Øllingegård, hvis mejeriprodukter jeg køber når jeg handler i Meny, er også begyndt på dette pjat. De har både økologisk mælk og økologisk gårdmælk.
Hvor meget mælk kommer lige fra storbyerne, måske? Det er da muligt, at man også er begyndt at have malkekvæg på byens tage eller ude i kolonihaverne, men i så tilfælde næppe i et omfang der er stort nok til supermarkedsproduktion.
Ud med betegnelsen ‘gårdmælk’!
Også selv om de kan navngive gården. Mon ikke de fleste forbrugere er fløjtende ligeglade med, hvor koen bor?

Rema kan også. De har håndplukkede danske ærter.
IMG_8523Da jeg viste John dette, sagde han (med et grin), at jeg da bare skal være glad over, at GreenPeas Refsvindinge sætter folk i arbejde …
Godt så. Det mente han heldigvis ikke, og det er da også noget pjat. Hvad er der i vejen med at maskinhøste ærter?
De vil også være helt sikre på, at vi har forstået, at ærterne kommer fra Danmark.
Ud med håndplukkede ærter!

Jeg er stødt på flere eksempler; som jeg desværre ikke kan komme i tanke om lige nu, men alt dette pjat minder mig om en meget gammel vittighed:
Kunden: Hvad er forskellen på den franske leverpostej og den hjemmelavede leverpostej?
Slagteren: Den hjemmelavede får vi fra en fabrik; den franske laver vi selv.
Så okay, fænomenet er åbenbart ikke nyt, men det er eskaleret i voldsom grad. Hvis man skulle tro på, at alt hvad der hævdes at være håndlavet, ER håndlavet, burde vi have meget mere end fuld beskæftigelse. 
Kan man ikke godt sammenligne det med de mange varianter af hyperkorrekthed, der blomstrer i disse tider?

15. september 2018

SÅ heldigt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:15
Tags: , , ,

Det er aprilsvejr i dag, vekslende mellem næsten helt blå himmel og blygrå, nærmest sort ditto, som giver regn i stænger. Blomkålssvamp
Det regner dog sjældent mere end få minutter ad gangen, inden vi har blå himmel igen, så det er okay.
Bortset fra, at nu er alle svampene pladdervåde. Det var bedre i går, hvor hattene var tørre, men man kan ikke få alt.
I dag føler jeg dog næsten, at jeg har fået alt, for jeg har fundet blomkålssvamp. En af kongerne, som jeg underligt nok glemte på listen forleden dag, hvor jeg nævnte mine fem yndlingssvampe, så der er altså seks af slagsen, idet blomkålssvamp så absolut hører til blandt favoritterne; jeg finder den bare yderst sjældent – men i dag var der et par eksemplarer til mig derude.
Nu begynder det for alvor at ligne noget … der er masser til både at tage med hjem og til at spise til aftensmaden igen i aften.
Jeg var ude i formiddags, mens John huggede optændingsbrænde. Her til eftermiddag gik vi begge ud en tur i den stadig grønne skov.

P1030225P1030198

Der er bare MASSER af svampe derude i skoven nu – selvfølgelig flest af dem, vi ikke spiser, men de kan også være et smukt syn, når de står der i klynger. Den gule her ved jeg ikke hvad hedder; jeg ved bare, at jeg ikke tager den med i kurven, men derfor kan jeg sagtens nyde synet af dem alligevel.
Jeg har taget nogle af dem, vi ikke spiser, med i kurven, nemlig sortfiltet netbladhat og randbæltet hovporesvamp. De skulle begge være egnede som farvesvampe, så det har jeg tænkt mig at lade komme an på en prøve.

P1030207

At gå rundt i områder som dette … jamen, kan man andet end blive glad?
Hjemme igen fik jeg øje på de små trompetmosser i vores stendige. Det hedder ikke trompetmos, men det kalder jeg det.

"Trompetmos"

Naturen er forunderlig. Jeg kan ikke blive træt af den.

14. september 2018

Endelig blev det min tur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:52
Tags: ,

Vores lille ekstratur til Sverige, som jeg fik lokket John med til, har allerede givet pote. Eller rettere svampe …
Og græsplænen var blevet så rigeligt lang, så det var godt vi kom herop og ikke ventede de ellers planlagte små 14 dage endnu.
Straks efter biludpakning fes John i kælderen for at lufte havetraktoren, mens jeg trak i gummistøvlerne for at gå i skoven. Ikke fordi der er vådt i skoven, men fordi jeg tiltrækker flåter som en magnet tiltrækker jernfilspåner, så jeg pakker mig godt ind. Også med tørklæde på hovedet pga. lusefluen, som jeg hader at få i håret, fordi den er næsten umulig at få pillet ud igen. Til sidst lidt sprøjt på udsatte steder med myggespray, og så afsted.
Og der var bid! Endelig var der bid også for mig.

P1030180

Nederst til højre ses et par eksemplarer af græsgrøn skørhat, som er en rimelig god spisesvamp. Der var faktisk store mængder af den, men da først Karl Johannerne begyndte at dukke op, skrottede jeg skørhattene til fordel for rørhattene, som nu engang er nummer ét.
Kantareller var der næsten ingen af, men det havde jeg heller ikke forventet.
Det er ikke voldsomt meget, jeg kom hjem med, men det tog nu alligevel kun godt en halv time at samle dagens høst. Jeg kunne se, at der for nylig havde været andre end mig, så at jeg overhovedet fandt så mange, glædede mig.
I morgen vil jeg søge andre jagtmarker. Det meste af dette bliver spist til aften, og jeg ville gerne have lidt med hjem til tørremaskinen.

P1030183

Et dejligt syn, ikke sandt?
Men nok ikke for ikke-svampeelskere …

13. september 2018

Mosters strikkeskole – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

For små to år siden var det Malle, der sad her i sofaen i næsten et par døgn for at lære de mest basale strikketeknikker. Hun gik derefter på med krum hals og har siden klaret strikningen fint – hun sparede ikke på udfordringer til sig selv. Hun var en lærenem elev, og sådan en til har jeg lige haft boende i et par dage.
Annemarie, som er Malles kusine og min yngste niece (det var hende, der var med i England), har, lige siden hun hørte om strikkekurset i Den Stråtækte, også ønsket sig at lære at strikke, og nu kunne det blive. Hun ankom i går formiddags, og vi kastede os fluks over oplæringen.
Jeg havde, lige som til Malle, syet en strikketaske og havde lagt et strikkepindesæt i, plus andre livsvigtige, basase nødvendigheder, når man er strikker: En hæklenål, en saks, en nål med stump ende, markører, centimetermål, pindestørrelsemåler samt et par andre småting, plus bogen Nem strik på store pinde. Det er løsthængende bluser/sweaters lige i Annemaries stil, så hun glæder sig til at komme i gang.

Annemarie på strikkekursus

Hvor er det nemt at være lærer, når det med det samme bliver forstået, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke, så spørge med det samme, så man ikke kommer hjem og alligevel ikke har fattet en brik.
Okay – jeg lærte hende at strikke ret, mens vi var i England sammen, og som lektier til i går havde hun lovet at strikke den tofarvede karklud færdig, hun begyndte på derovre, således at vi kunne starte med at lære at lukke masker af. Det var rigtig godt, for hun kom derfor med en god bund, så at sige; havde styr på teknikken, så vi kunne kaste os over at lære at strikke vrangmasker uden det hele krampede sammen på hende, fordi det var uvante bevægelser. 
Annemarie lærte stort set det hele i løbet af dagen i går, så nu kan hun strikke retriller, glatstrikning, 2-2-rib og 1-1-rib, tage masker både ud og ind, strikke knaphuller og sy et færdigt arbejde sammen. Hun er med andre ord moden til selvstændige arbejder allerede.
Med sig hjem har hun to arbejder i gang: Et gæstehåndklæde og en karklud. Derudover har hun fået garn til et par af Miss Lemons babyfutter, som hun så mig lave et par af, mens hun var her. Annemarie blev nemlig moster, mens vi var i England, så hun vil gerne overraske sin søster med et par af de søde futter til den lille, nye Adam.
Det er rigtig ved at komme på mode igen at strikke. Hele fire af Annemaries bedste veninder strikker – det kan jeg kun glæde mig over.
Jeg fik aldrig lov til at lære Charlotte at strikke. Hun har villet sy tøj – og har også gjort det – siden hun var 11 år.

11. september 2018

Lidt har også ret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: ,

Vi prøvede igen i går at samle svampe; denne gang i en af de lokale skove. Det står stadig skralt til med dem … jeg har tænkt på, om det er fordi der er faldet meget mere regn i Jylland og i det hele taget resten af Danmark? Det er bare her i Sydøstdanmark, vi ikke har fået så meget vand. De få svampe vi fandt, var temmelig tørre, så der er sikkert ikke kommet vand nok endnu til at give svampene optimale forhold her i området.
Til gengæld fandt jeg det største eksemplar af snehvid fluesvamp, jeg til dato har set. Næsten dobbelt så stor som vanligt. Det er en smuk svamp – men jo desværre dødeligt giftig.
Jeg fandt også op til flere indogorørhatte – dem plejer jeg kun at finde en enkelt af ad gangen. Derudover én Karl Johan og et par andre rørhatte. Fine, unge (men store), faste og tørre – og helt uden svampemyggelarver. Dejligt. 
Der kom nok med hjem til at der kunne blive til en gang rørhattestuvning til aftensmaden.

Snehvid fluesvampNetstokket indogorørhat (1)

Den første spiser vi ikke; den anden er god.

Dagens rørhattehøstPå fredag tager vi en ekstraordinær tur til Sverige. Jeg fik lokket John med, for jeg ville så gerne op og se, om ikke der også i nærheden af vores sted skulle være det svampemekka, alle har så travlt med at billeddokumentere på Facebook.
Det kunne være ret fedt at finde tilstrækkeligt med Karl Johan til, at der også kan blive til lidt tørrede svampe; de er rare at have i løbet af vinteren.
Jeg har vist nævnt det før, men jeg kan bedre lide Karl Johan end kantareller, som faktisk er helt nede på femtepladsen på min svampe-top5.
Både Karl Johan, tragtkantareller, trompetsvampe og pigsvampe slår kantarellerne.
Synes jeg. Smag og behag er heldigvis forskellig. En del af årsagen til, at jeg mener dette, kan dog også være, at vi altid finder så rigeligt med kantareller, mens de andre er sjældnere forekommende – i hvert fald der hvor jeg går på svampejagt. Trompetsvampe findes slet ikke i vores område deroppe, desværre. Den er ellers uovertruffen i ægge- og fiskeretter.

Det er så kommet i dag, vandet – det har regnet hele dagen, så jeg ser frem til en god svampejagt om kort tid!

9. september 2018

Free giveaway???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , , ,

Det er meget brugt at friste med en giveaway, hvis man vil promovere sig selv lidt. Det kan måske give lidt flere hit på hjemmesiden.
Som navnet antyder, er det en gave, som en eller anden vil give, hvis man opfylder bestemte kriterier eller bare er heldig i en lodtrækning.
Derfor undrede jeg mig lidt, da jeg på Instagram så en eller anden annoncere med Free Giveaway.
Jeg har også set gratis gaver på dansk. Hvis ikke de er gratis, er det vel ikke gaver?
Vi var i skoven i dag. Den havde ingen giveaways til os – i hvert fald ikke i form af svampe.
Jeg troede ellers jeg var så smart, fordi jeg dirigerede os ud til et sted, hvor Svampeforeningen skal mødes om ikke så længe … så der jo være svampe, tænkte jeg.
Men nænej, det var der ikke. Jeg så stort set kun denne, og jeg tror ikke, den var flov nok. Det er nemlig vist nok en rødmende fluesvamp, men da den har endog meget giftige forvekslingsmuligheder, som fx panterfluesvamp, skal jeg ikke nyde noget, medmindre en ekspert har sagt god for dem, og sådan en havde jeg ikke lige ved hånden. Der var en anden, der havde været i tvivl, for ved siden af det intakte eksemplar lå der et væltet.

P1030137P1030138

Jeg kom til at tænke på en af svampegrupperne på Facebook – og nu bliver jeg virkelig til en sur, gammel kone:
Da jeg for omkring 20 år siden (det kom sig af, at vi købte ødegården) begyndte at interessere mig for spisesvampe, investerede jeg i flere bøger, gik mange ture og tog mange forskellige svampe med hjem. De eneste jeg ikke var i tvivl om, var kantareller.
Jeg meldte mig ind i Svampeforeningen og tog med på deres glimrende, guidede ture for at lære en masse. Det indebar en del arbejde, men det var sjovt. Det handler først og fremmest om at lære de giftigste at kende; det er vigtigere end at vide hvilke man med fordel kan putte i gryden. Derefter kan man så begynde at lære de gode at kende.
Viden får man ikke forærende.
Men det tror en masse fjolser på Facebook. De har formentlig aldrig set andre svampe end champignonerne i supermarkedet, men de lægger rask væk et dårligt billede op af en eller anden svamp, ledsaget af ordene: “Hvad er det for en og kan den spises?”
Så forventer de et kvalificeret svar og bliver tøsefornærmede, hvis ikke det kommer, og/eller hvis der kommer en (oven i købet gerne venlig) kommentar om eventuelt selv at gøre en indsats.
Jeg har set mange billeder af kurvfulde af orangekantareller (“Se! Dagens kantarelhøst! Der var flere kilo!” Ja, det tror pokker – der er ingen svampekendere, der ville tage dem med hjem), fordi nogle tror det er kantareller. Det er faktisk nemt at se forskel, men de gider ikke engang sætte sig ind i den mest elementære svampeviden, inden de plyndrer skoven for værdiløse svampe.
Man ser også billeder af hele kurvfulde af andre ikke-spiselige svampe, hvor de stiller samme spørgsmål; altså hvad det er osv. For sæt nu, det var en god en, så må de hellere plyndre området fuldstændig for en sikkerheds skyld. Hrmpf.
Sådan noget bliver jeg vred over. Det er misbrug af både naturen og andres ekspertise.

7. september 2018

Jeg ønsker mig en gine

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: ,

Jeg ønsker mig en gine, men for mig ville den ideelle gine også have arme, og det er jeg ikke sikker på findes. Den ville nok også være temmlig besværlig at klæde på, men stort set alt kan jo lade sig gøre i dag, så hvorfor ikke også en gine med arme?
Det er ikke engang, fordi jeg syr tøj; det overlader jeg til min dygtige datter, for det kan jeg slet ikke finde ud af, men jeg synes det ser så pænt ud, når Anne viser sit strikketøj frem på en gine.

"Restesweater" - tagrørsfarvet garnLyngfarvet garn

Restesweateren er færdig. Den er ikke helt efter det oprindelige koncept, som naturligvis er at få brugt en masse rester. Navnet holder dog alligevel med lidt god vilje, for jeg har genereret så mange rester ved at strikke den, at jeg ville kunne lave to til næsten identiske med denne, men det gider jeg ikke – medmindre nogen vil købe dem, for jeg har ikke selv brug for tre næsten ens. Denne er strikket fortrinsvis af tagrørsfarvet garn, hvor den mest neongrønne er den gennemgående farve. Man kan ikke umiddelbart se, at der går én farve igennem på hele sweateren, men den bevirker, at de indsatte farveskift får en mere glidende overgang og at kontrasterne dermed ikke bliver så voldsomme.
I tasken ligger næste projekt, som bliver lidt mere diskret i farverne, strikket på tyndere pinde og af garn farvet med lyng. Det bliver til en vest til John – sådan en rigtig gammelmandsvest med V-hals og kun striber i ribkanterne. Men gammelmandsvest eller ej; det er sådan en han ønsker sig, for han føler sig tit kold på ryggen og omkring lænden, men fryser ikke på sine arme.
Og i øvrigt er han vel som 73-årig også ved at kunne kaldes for en gammel mand? Hvor går grænsen egentlig mellem en ældre herre og en gammel mand?
Er det ikke også lidt pudsigt, at man ikke så tit bruger det omvendte udtryk? Altså en ældre mand og en gammel herre?

6. september 2018

Ingen klager herfra – kun en times regnvejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: , , , ,

Lady Emma HamiltonHjemme igen til hverdagene, som så mange holder så meget af. De er da også udmærkede, ikke mindst her i Den Stråtækte, men de er nu bedst til at sætte feriedagene i relief. Hvis ikke vi havde hverdage, var der ingen forskel og alle dage ville være ens, hvilket ville være temmelig kedeligt. 
For nej, på trods af, hvad mange af vores stadig arbejdsramte venner påstår, har vi ikke ferie hver dag, selv om vi er pensionister. Ferie er, når man er væk hjemmefra, for der skal være forskel på hverdag og ferie.
På den nys overståede englandsferie oplevede vi kun en enkelt times regnvejr på otte dage, og der var kun én dag, hvor vi indtog frokosten indendørs. Selv morgenmaden kunne vi spise ude et par gange.
Lady Emma HamiltonHjemrejsen gik helt efter planerne, både tog- bus- og flyplan, kufferterne kom lynhurtigt, netop som vi nåede hen til bagagebåndet, og bilen holdt lige under ankomsthallen, så vi ikke skulle gå så langt. Det er altså ret fedt med det der We Park, You Fly-koncept, for når man er landet, kan det kun gå for langsomt med at komme det sidste stykke hjem, så vi nyder at ikke skulle gå langt for at hente bilen – især i kulde, regn, sne eller blæst. Det var der godt nok ikke noget af i går.
I dag er vejret glimrende herhjemme, men det skulle skifte i aften, så vi har haft småtravlt i haven for at få den pæn igen efter en uges forsømmelse. Drivhuset er trimmet og høstet, roser og dahliaer er deadheaded (det ville være dejligt at kunne sige det med ét ord på dansk) og græsset er slået.

Rosen hedder Lady Emma Hamilton. Den ønsker jeg mig –
den er utrolig smuk og den kan fylde en hel have med sin næsten berusende duft.


Anna går til drama på skolen, og hun er ret begejstret for det. Hun bruger et eller andet moviemaker-software og øver sig derhjemme med Aubrey og naboens datter som villige medaktører. Foreløbig er der kommet en trailer ud af det – om selve filmen nogensinde kommer, er nok mere tvivlsomt, men der er nok ikke megen tvivl om, at der er nogle børn, der har moret sig gevaldigt med at producere denne gyser.

Det mindede John og mig om, at Charlotte og Pernille også morede sig med at lave små film, men teknologien er så sandelig blevet mere avanceret siden dengang for 28 år siden. Det var dog trods alt ikke smalfilm; de havde et videokamera, så de kunne overføre til VHS-bånd. Vi har båndene endnu, men det er længe siden vi havde noget at afspille dem på. Charlotte er blevet spurgt, om hun vil have dem overspillet til dvd, men det vil hun ikke, så nu ryger de ud. Vi skal huske at rydde op i vores liv og smide overflødige ting ud.
Det kan godt være svært.

4. september 2018

Og lige pludselig er det hele overstået … del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:48
Tags: , , ,

Lige pludselig er det hele overstået. Det gælder flowershows og det gælder ferier og familiebesøg. Man har glædet sig længe, men inden man ser sig om, er det datid – vi er lige ankommet, og nu skal vi hjem. Life’s not fair, is it?
Otte dage farer afsted så hurtigt som jeg ved ikke hvad – i hvert fald alt, ALT for hurtigt.

Salisbury

I dag har vi stort set lavet ingenting, men i går var vi i Salisbury for at anskaffe de sidste manglende ting til Annas og Aubreys første skoledag i morgen. De manglede bl.a. hockeysko. Hvert semester dyrker de én bestemt og af skolen besluttet sportsgren. Det kan fx være fordelt mellem hockey, rugby og cricket. Aubrey starter i år med rugby, som den stakkels dreng hader, fordi han er vildt bange for at ende nederst i en scrum, med det for ham lidt ærgerlige resultat, at han bliver regnet for temmelig god til spillet, fordi han pga. omtalte angst næsten løber som en olympisk sprinter, når han får bolden, så de andre overhovedet ikke kan indhente ham.

P1030130

Som til Rom er der flere veje til Salisbury, og en af dem er The Scenic Route, som bl.a. byder på huse som dette. Kan det blive mere engelsk?
Vi kommer også forbi The Bridge Inn, hvor vi ville spise frokost på vejen hjem. Den kunne dog muligvis tænkes at have lukket, da pubberne har det med at holde lukket om mandagen herovre. Ikke dem alle, men mange, så vi købte nogle sandwiches som backup, hvis det skulle være tilfældet.
Den havde så ikke helt lukket, da vi kom, men køkkenet var. De var flinke og sagde, at hvis vi købte vores drikkevarer hos dem, så var vi velkomne til at indtage den medbragte mad siddende ved deres borde.

 At The Bridge InnAt The Bridge Inn

Det gjorde vi så …

The SwanThe Swan

I søndags inviterede Tim & Charlotte på en tak for al jeres hjælp-Sunday RoastThe Swan, som er en ny (for dem …) pub, beliggende i Enford ikke så langt fra deres hjem.
I England er der sjældent langt mellem pubberne, og C & T har hele fem inden for en radius af 5-10 minutters kørsel fra deres landsby.
De fem af os kørte i Wolseslyen – det er lidt sjovt at se den opmærksomhed, som den gamle bil får. Folk vinker så glade til os – ganske som vi selv gør, også hjemme i Danmark, når vi ser en veteranbil.

P1030035

Mosaikguldsmeden her så vi lægge æg i en af blomsterkummerne ved havedammen. Jeg troede de lagde æg i vandet, men måtte lige google, for det der foregik her, var helt sikkert æglægning – og ikke alle arterne lægger æg i vandet, kunne jeg konstatere. Hvad jeg ikke fandt ud af var, hvor længe æggene er om at blive klækket og blive til nymfer og voksne, men jeg håber da for dette meget smukke eksemplar, at de når det inden vinteren.

2. september 2018

Og pludselig er det hele overstået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: ,

Så mange forberedelser, og så er det hele overstået på godt tre timer … men det var sjovt, og det gik godt, selv om der ikke var så mange deltagere, som der plejer at være; mest fordi tidspunktet var flyttet, ikke fordi de ikke gad mere – tværtimod, for de der ikke kunne komme, ærgrede sig. Havde de i hvert fald sagt …

Best vegetableTombolapræmierneEn af pokalerne

Der kom blomsterarrangementer (til Best Flower Arrangement) for børn og for voksne; der kom enkeltblomster (til Best Bloom) og der kom kurve med grønsager (til Best Vegetable). Der blev doneret mange præmier til tombolaen, hvor John senere var så heldig at vinde en boks med tre af de spændende øl, vi var ude at prøvesmage dagen før.

P1030091P1030092

Der var både hundevæddeløb og børnevæddeløb. De voksne gad ikke løbe …
De ville hellere spise Drømmekagen fra Brovst. Den er de totalt vilde med herovre. De har aldrig smagt noget lignende, hævder de … alle ville vide, hvad det var for en superlækker topping. Gad vide, om der er nogen danskere, der ikke kender en drømmekage? Den er nu også god.

P1030068P1030082

Den tredobbelte vinderMidt i det hele kom der 13 dobbeltdækkere, der skulle øve sig til en senere opvisning, så det var perfekt timet her til flowershowet. Vi har sommetider set syv dobbeltdækkere øve sig, men det var første gang der kom hele 13. De er allerede ret dygtige, så det var en fornøjelse at kigge på.

Til de to første shows fik Charlotte nogle professionelle folk til at komme og være dommere i de forskellige kategorier, men sidste år besluttede hun sig for at lave stemmesedler og i stedet lade demokratiet tale. Det syntes man var meget sjovere, så sådan blev det også i år.
Hvad ingen af os havde regnet med var, at Charlotte løb med alle tre pokaler i voksenkategorierne! Heldigvis løb hverken Anna eller Aubrey af med Children’s Best Flower Ararangement – det ville have været virkelig pinligt. Det var slemt nok i forvejen, og hun blev drillet en del med, at det bliver nemt at få indsamlet disse vandrepokaler til næste års flowershov.
Folk tog det dog pænt og grinede bare mere for hver gang Charlotte måtte op og modtage en pokal – de havde jo trods alt også selv stemt på hendes frembringelser – sæt det havde været en dommer, der havde afgjort det. Så ville alle nok have troet, at det var aftalt spil.

Da de sidste var gået omkring kl. 17:30, var vi alle godt brugt, men der skulle naturligvis ryddes en del op, før der kunne holdes fyraften. Det ord blev vi enige om at tage helt bogstaveligt, for vi kunne lige overkomme at lave en skål salat og riste nogle af deres lækre pølser på bålfadet, de har investeret i i år. Der sad vi og stenede og råhyggede til længe efter det var blevet mørkt, hvorefter der ikke gik voldsomt lang tid, før vi lå i vores senge.

P1030097P1030103

31. august 2018

Forberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , ,

Der bliver arbejdet en hel del, for der er naturligvis mange forberedelser, inden et flowershow kan løbe af stablen, og selv om John endnu ikke er så effektiv som vanligt, er vi dog tre personer flere, end de plejer at være. Charlotte synes vist også, at det går lidt nemmere i år med det hele.
Under aftensmåltidet spurgte jeg, fejlagtigt nok mest henvendt til Tim, om de er afslappede eller stressede med hensyn til i morgen.
Charlotte svarede bare: “Det skal du altså ikke spørge Tim om – han er aldrig bekymret for den slags, fordi han mangler overblikket. Det er helt andre ting, der vil kunne stresse ham.”
Da jeg så bad C om at svare på spørgsmålet, svarede hun, at hun har styr på det og ikke er stresset, fordi der langt fra mangler at blive ordnet så meget, som der plejer på nuværende tidspunkt.
Pavillonen kom på plads i går – om der skal endevæg på, besluttes i morgen; det afhænger af vindstyrken, men heldigvis bliver det højst sandsynligt tørvejr. Ekstra borde og stole er hentet i The Village Hall, og Charlotte er ved at stryge dugene, der skal bruges.
Vi har endnu ikke fået regn, mens vi har været her, og det lader til at skulle holde tørt, til vi skal hjem igen.

P1030024P1030058

Der er hængt bunting op i massevis. Det var dem, Charlotte syede for tre år siden, da de holdt det første flowershow, men de holder heldigvis godt.

P1030059P1030062P1030064

Vi har været i Pewsey for at hente øl fra det lokale mikrobryggeri. De laver både øl og cider, og da de fandt ud af, at C havde sin danske familie med, skulle vi da lige have nogle smagsprøver, “for vi er jo så gode til at brygge øl i Danmark, så vi ville sikkert kunne værdsætte deres gode øl”. Til både Johns og min forbavselse kunne selv jeg lide dem – især var den ene af de tre vi smagte meget blød og fin uden at smage af humle, som normalt er grunden til at jeg ikke bryder mig om øl, som er for bittert til mig. Desværre tilbød de os ikke at smage cideren, for den ville jeg trods alt nok bedre have kunnet lide … jeg kan ret godt lide en god cider.

P1030055P1030057 

“Vale Ale” – det er et ret genialt navn, som dels er et ordspil over – naturligvis – Pale Ale og at bryggeriet ligger i Pewsey Vale.

P1030049

Ungerne rensede og ordnede det meste af deres base camp-udstyr. De har godt nok meget efterhånden; på billedet ses kun en del af udstyret. Det ses, at de har en del litteratur om overlevelse i vildmarken og den slags ting. Det har været en dårlig sæson for campen, fordi det først var så vådt, at det hele nærmest druknede, og senere blev det så varmt, at de ikke kunne holde ud at være der, og i øvrigt måtte de ikke tænde bål i den periode, så det var alt i alt ikke så godt. Nu er det fint sensommervejr, og de kan komme i gang igen med at benytte deres fine base camp.

30. august 2018

En tur i en Wolseley

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:51
Tags: , ,

Det var selvfølgelig skønt at komme herover igen og se det hele færdigt. Haven var blevet smuk og plænen så fin og grøn, i stedet for det byggerod, der prægede billedet i starten af maj, hvor vi sidste gang var her. Udsigten ligner sig selv igen – både fra den ene og den anden side.
De to første billeder er taget oppe fra ‘vores’ dagligstue – der er virkelig langt til nærmeste nabo mod syd.

P1020843P1020844P1030012

Tim var ikke hjemme, da vi kom. Han var, sammen med sin mors mand og Andy og Andys søn, kørt til Lewes forat hente endnu en Wolsesley, som Tim har købt. Andy er den kloge professor, Tim mødte og som kom i en weekend og lærte en masse fra sig. Han er faktisk professor – i Mechanical Engineering på universitet i Bath.
Den ‘nye’ Wolsesly er fra 1912 og ankom således – i cirka 1000 stykker:
P1020846P1030004P1030005P1030007

Tim har indgået et samarbejde med Andy: Tim har investeret i bilen, Andy sætter den sammen og får den køreklar. Den ret så pæne fortjeneste, det gerne skulle give, deler de i porten.
Som det ses, har Tim investeret i en lift til garagen, hvor bilerne bor, så der er alt til faget hørende; Andy kan bare gå i gang. For mig ser det naturligvis fuldstændig uoverskueligt ud, men jeg tror nok, at der er et par mænd, der glæder sig til at gå i gang med opgaven. John var ikke spor misundelig. Slet, slet ikke …
Min yngste niece – og altså dermed Charlottes kusine – skulle med herover denne gang for at opleve et ærkeengelsk flowershow, men ankom først i dag. Hende hentede vi i Pewsey i den første Wolseley, som kører overraskende godt og ditto hurtigt, når man tænker på, at den er fra 1919.
(Og Henny: Hvis du ser på nummerpladen, vil du kunne se, at det rent faktisk er den bil, jeg linkede til, den dag du efterspurgte billeder af den.)

P1030013P1030017

Jeg tronede, sammen med ungerne, på turen til Pewsey og overlod pladsen på hjemturen til en meget glædeligt overrasket Annemarie. AIIIJJJ – SKØNT – jeg havde sådan håbet at få lov til at køre en tur i den bil!

P1030019

Charlotte var fulgt efter i en mere moderne bil, så jeg kørte med hende hjem. På sidste billede ankommer de andre. Alle iført et stort smil.
Det var da også fedt. Gamle biler har ikke min allerstørste interesse, men det her – det var altså sjovt. Jeg måtte tage et tørklæde om hovedet, hvilket fik Anna til at sige, at jeg lignede en gammel dame. Det var helt i orden. Lidt værre var det, at Aubrey sagde, at det da passede fint, for bilen og jeg var jo lige gamle. Altså …
P1030022

På søndag kører vi også en tur i denne skønne, gamle bil og får os en Sunday Roast på en eller anden endnu ikke nærmere besluttet pub.
Livet er godt.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.