Hos Mommer

3. april 2020

For lidt og for meget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Den 30. marts stod vandet en del højere end normalt.
I dag er det blæst ud af fjorden igen. Man føler sig helt hensat til sydengelske/cornwallske kyster med deres kraftige tidevand – bortset fra tidsintervallet mellem flod og ebbe, som ikke helt overholder den internationale standard her hos os.

Flod i Præstø FjordEbbe i Præstø Fjord

Drivhuset skrider langsomt frem. Vi var alle tre med i morges for at holde, så ikke den desværre stadigt kraftige vind vred for meget i rammerne. Heldigvis havde den aftaget en lille smule, men ikke nok til, at Jørgen følte sig helt tryg. Det gik dog uden uheld, og da rammen først var solidt forankret, kunne der ikke ske noget – og så tog vinden naturligvis yderligere en smule af …
Det har ikke regnet, så mændene har været flittige hele dagen, men det har drillet dem temmelig meget, så det bliver ikke færdigt til at lege med til denne weekend. Jeg tror, Jørgen bander lidt, men han er så venlig at holde det for sig selv, selv om jeg er ret sikker på, at han havde satset på at være færdig i dag, men det kommer til at stå som vist her til på mandag, hvor han vil prøve at finde tid til at komme – han er en travl mand, så han har andre aftaler, men i værste fald ville han gøre det færdigt i påsken – han har fuld forståelse for, at jeg er utålmodig, og han havde jo lovet mig det til 1. april.

P1010229

Kristine troede vist, at grunden til min kedsomhed var fordi jeg var løbet tør for strikkeideer, men det tror jeg aldrig vil ske. Ideer og kommende projekter har jeg så mange af, at jeg aldrig får tid nok til at føre dem alle ud i livet, men, som jeg skrev til hende, hverken kan eller vil jeg sidde og strikke hele dagen og aftenen. Variation i livet dagene må der til – også i disse triste coronatider.
Seneste påhit er en plantefarvningsafart af en kendt sweater – faktisk Johns yndlingssweater, som han har to af. Ikke to helt ens, men de ligner hinanden meget. Jeg fik en ide om, at det kunne være sjovt at strikke en til ham i en koksgrå bundfarve og med masser af forskellige plantefarver til mønstret. Min søde mand er ikke bange for farver, i hvert fald ikke, når der er en neutral bundfarve, så han var fluks med på ideen.

Islænder P1010203

imageIde til venstre – projekt til højre. Der er bevidst kun to pinde mellem mønsterfarverne. Skal der være fire som på originalen, har jeg ikke mørkt garn nok, men John er meget tilfreds og glæder sig til sin one of a kind-sweater. Det er med 100 % stats- og Ellengaranti, at der aldrig nogensinde vil blive strikket en sweater helt mage til – hverken af mig eller andre. Der vil kunne forekomme efterligninger, men ikke en eksakt kopi.
Jeg er også i gang med min egen farveversion af Søster Elise, mit fjerde Kaleidoskopsjal, og endelig Røde Kors-nørkleriet, så på strikkefronten keder jeg mig skam på ingen måde.

2. april 2020

Man ved man keder sig, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , ,

Screenshot_20200401-162748_WhatsAppMan ved man keder sig, når man pludselig synes det kunne være hyggeligt, ud over at være særdeles tiltrængt, at tørre den store, MANGEbladede palme og de sprøde, letafknækkelige julekaktusblade af med en opvredet klud.
Det er ikke fordi vejret indbyder til lidt ekstra rengøring – tværtimod! Det blæser ALT for meget, så jeg kan ikke komme i haven. Eller rettere: Det kan jeg i princippet godt, men jeg har ikke spor lyst. Chillfaktoren = Antarktis! Jeg har gået lidt rundt om mig selv – og stueplanterne – og engang imellem kigget ud til John og Jørgen, som går og samler drivhusrammer. Det går laaangsomt, synes jeg, men det skal jeg for guds skyld ikke have sagt højt, for jeg ved de arbejder så hurtigt de kan under de ikke særlig morsomme arbejdsbetingelser. Heldigvis har de kunnet samle rammerne i læ inde i garagen, ellers var de da sikkert døde af kulde.
Nu er de stoppet for i dag. De skulle til at sætte væggene op, men det blæser simpelthen for meget til, at de turde gå i gang med det – de var bange for, at noget kunne blive vredet pga. blæsten, hvilket ville være overmåde ærgerligt.
I morgen prøver de igen, men vejrudsigten lover desværre ikke meget mindre blæsevejr end i dag, så vi må se … jeg havde ellers kraftigt satset på at kunne indrette drivhus i weekenden, men nu tør jeg ikke helt tro på det.

I går var jeg ellers så glad, fordi arbejdet skred planmæssigt frem. Jeg har lovet at opdatere Charlotte dagligt på drivhusfronten, og i går så en del af vores korrespondance ud som på billedet oppe til højre. Det varede med skam at melde et øjeblik, inden jeg forstod hvad hun mente, men så fik jeg øje på jordboret og måtte fluks ud og referere ‘samtalen’ til mændene, som heller ikke kunne lade være med at grine.

Drivhusrammesamling

Det er jo bare mig, der er spændt på mit nye legetøj og derfor ikke kan få drivhuset færdigt hurtigt nok, for med disse temperaturer er der ikke noget der haster voldsomt mht. at få planter i det. Gartneri Toftegaard har slet ikke åbent endnu, og det har højere prioritet at få plantet alle mine bittesmå planter om, så de har hver sin potte, hvilket vil give dem plads nok til at vokse sig store og stærke.

Tomater, Zinnia, Judaspenge, Evighedsblomster, Torskemund og StorkenæbJapansk indigo og farvevajd

Forspiringen er blevet en pæn succes – jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan få brugt alt det, der er spiret – fx får jeg ikke, selv om det bliver et større drivhus, plads til seks ens tomatplanter. Jeg vil helst have flere forskellige sorter, og der skal også være plads til både chiliplanter, agurk og basilikum.
Japansk indigo og farvevajd er ligeledes vældig spirevilligt, så der bliver trængsel i både have og i drivhus i år.
Men det gør ikke noget.
Vi skal jo ikke ud at rejse.
Selv om det var gået alligevel – vi har dejlige, gode og hjælpsomme naboer.

30. marts 2020

Højvande m.m.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:16
Tags: ,

Man havde varslet en vandstand på op til 1½ meter over normalen ved de østvendte kyster. Så galt gik det ikke; det endte med godt en meter over, men det er rigeligt til at være meget synligt, når der er så fladt som her ved os. Både denne og andre marker, hvor gæs, ænder og viber har reder, blev næsten helt oversvømmet. Hvor længe kan æg holde til at ligge i koldt vand? Vel næppe i så mange timer, som dette tog – om overhovedet. Kan der komme ilt ind til fostret, hvis ægget er under vand? Hvor længe er det om at dø af kulde? Jeg håber på, at det var så tidligt i ynglesæsonen, at de lægger et nyt hold æg – jeg synes især det er synd for viben, som er den fugl jeg holder mest af at følge i den tid de opholder sig her hos os. Vibens kald minder mig om foråret på gården, når vi gik ude i markerne og samlede sten. Ganske som også lærkens sang omgående sender mig mentalt tilbage til svundne tider, men den har vi ikke i hørbar afstand fra vores hus; vi skal nogle få kilometer væk for at høre den.

P1010160

Alt vandet nede under den røde streg er normalt græseng, så der er desværre nok gået adskillige æg til.

P1010163P1010165

Da jeg i går kørte til Præstø for at handle, overså jeg, at skiltet med “Vand på vejen” var låst op. Det sidder normalt sammenfoldet og ‘hængelåst’. Når vejen oversvømmes, hvilket ikke sjældent sker, folder nøgleindehaveren skiltet ud, men det er så lille, at det helt bogstaveligt er til at overse.
Herover er det vejen forbi Nysø set fra hhv. nord og syd. Foran mig var der lige kørt en igennem, da jeg stoppede for at fotografere, men det var en noget større bil end min lille Citigo. Jeg kørte derfor ikke igennem, men vendte bilen og tog den fornødne omvej … skulle ikke nyde noget af at sidde og blomstre midt på vandvejen.

 P1010171

Nogle af hegnspælene til elhegnet kan med lidt god vilje netop anes ved de to forreste rækker hvide skumtoppe på bølgerne. Det er vist godt, at strømmen endnu ikke er tilsluttet …

Soumak - Rowan 

Når det bliver for koldt til havearbejdet, kan man strikke. Nogle kan … jeg kan … John får lagt en del puslespil … jeg er blevet færdig med Soumak.
To meter tørklæde/sjal lavet udelukkende af hjemmefarvede garner. Det er en rigtig god fornemmelse, selv om det desværre ikke gjorde noget nævneværdigt indhug i lageret: Sølle 349 gram gik der til alt dette. Jeg må hellere lave et til. Har faktisk lyst til at lave endnu et, men jeg kan ikke selv bruge to! Skulle jeg mon være så heldig, at der er en derude, der har lyst til at eje dette eller et næsten tilsvsvarende maxitørklæde?

28. marts 2020

Det er slået fast. Igen.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: ,

Jeg har ved flere lejligheder udtrykt hvor meget det betyder for os at have rejseskuffen fyldt med rejseplaner. For en måned siden jokede jeg med at udtrykke det på den måde, at vi ikke skulle noget i juli og august. Vi har dog stadig heller ingen planer for november, men ellers var der noget i hver måned af 2020. Stort eller småt, men det var ikke det vigtigste; det var at have noget at glæde sig til. Om det er en lille måned i Alaska og Canada eller en enkelt nat på en kro i Sønderjylland, er, om ikke det samme, for det er det naturligvis ikke, men på en måde alligevel lidt.
Kodeordene er at have noget at glæde sig til. Forventningens glæde er som bekendt stor, og jeg har netop fået slået fast med syvtommersøm, hvor meget det betyder for mig.
Som det ser ud lige nu, går vi glip af Holberggårds lækre 8-retters menu i begyndelsen af april, en tur til Nordtyskland i slutningen af april, en tur til England i maj og endelig Den Store Tur i juni. De to midterste er dog ikke aflyst endnu, men jeg tror ikke på, at de bliver til noget, for jeg tror ikke, at verden ligger åben for os på de tidspunkter.
Indtil videre har vores liv med coronatrussel været stort set som livet uden coronatrussel, fordi vi alligevel ikke havde nogen aftaler. Alligevel er der forskel – jeg føler mig rastløs, men sådan er det, når man ikke selv træffer valget.
Tænk på, hvor mange børn der har sagt, at de ikke gider gå i skole. Hvor mange der har sagt, at de ville ønske de kunne tilbringe mere tid med familien, have længere ferie osv. osv. Lige pludselig er det hele gået i opfyldelse, og jeg har endnu ikke hørt om nogen, som er glade for det. Anna og Aubrey var ikke før nu bevidste om, hvor glade de rent faktisk er for at gå i skole, så set fra den lyse side har denne situation været noget af en øjenåbner for dem.

Jeg fik en mail fra rederiet, vi skulle have været på krydstogt med fra Alaska til Vancouver. De ville enten refundere os hele beløbet nu eller give os et tilgodebevis på 125 % af beløbet til den samme eller en anden tur, når det engang igen kan lade sig gøre. Det er i og for sig et fint tilbud, men eftersom det er Nyhavn Rejser, der er vores agent, er det jo dem, der får pengene. Jeg kontaktede derfor NR og spurgte hvordan vi skulle forholde os – at jeg aldrig havde haft brug for at aktivere en afbestillingsforsikring.
Det skulle jeg slet ikke bekymre mig om. Canada har lukket ned indtil 1. juli, og da kun en lille del af turen skulle foregå i USA, kan de ikke holde fast i, at vi skal rejse, selv om USA skulle åbne sine grænser igen. Og når rejsebureauret ikke kan levere varen, er det dem, som skal betale os pengene tilbage. De havde et tilbud til os a la Celebrity Cruises’: De ville betale os halvdelen tilbage nu og give os 10 % oven i den resterende halvdel, hvis vi ville lade pengene stå til en anden rejse hos dem. Det takkede vi nej til, selv om det i første omgang fristede. Nyhavn Rejser ejes af Aller-koncernen og har derved en betragtelig kapital i ryggen, så jeg satser på at vi får pengene i løbet af et par uger.
Det var en temmelig dyr tur, så der kan blive til flere små rejser i stedet for. Vi tror nemlig ikke helt på, at vi vil bestille en så stor og anstrengende tur til 2021. Vi vil i hvert fald ikke allerede nu satse på, at det kan lade sig gøre, men hvis det kan, bliver det nok i bidder, for vi vil stadig meget gerne have luksusudgaven af turen med Rocky Mountaineer og krydstogtet fra Alaska til Vancouver. Og besøge søde Lene og Finn.
På en måde føler jeg, at vi får en masse penge foræret. Aldeles fjollet …

Og jeg savner virkelig at have en stor eller lille tur at glæde mig til.
Heldigvis kan jeg i stedet glæde mig til, at drivhuset står færdigt, hvilket jeg satser på bliver sidst i næste uge.

P1020282

The answer, my friend, is blowing in the wind …

25. marts 2020

Så er vi i gang!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags: , , , ,

Selv om hele verden er gået stort set i stå, er der stadig en hel del, der skal, kan eller gerne må arbejde.
Alle, der gør en endog meget stor indsats for alle os andre, har min dybeste respekt, og de får heldigvis også meget tak og påskønnelse for det fra høj og lav og fra alle grene af samfundet.
Det har nogle uforudsete aspekter – jeg har fx lige set, at langturschauffører ikke har mulighed for at komme på toilettet eller i bad på rastepladserne. Det kan vel ikke undre, at faciliteterne er lukket ned, men det er noget hø, at disse stakkels mennesker, som skaffer forsyninger til os, ikke længere har adgang til disse basale faciliteter.

P1010145
Der er også nogle, der ‘bare’ gerne må arbejde, hvilket John og jeg nyder godt af lige nu, fordi Flise-Jørgen er gået i gang med vores nye drivhus.
Han er anlægsgartner med sit eget lille enmandsfirma, så han har intet personale, og da han har et arbejde, der foregår i fri luft, har han (endnu, i hvert fald) ingen restriktioner. Vi har ingen problemer med at overholde den reglementerede afstand, og jeg undlader at invitere ham ind på kaffe, som vi ellers har for vane at gøre med folk, der kommer og laver noget for os. Han får stadig kaffe og kage, men han indtager det udenfor.
Og jeg glææææder mig til drivhuset står færdigt!

P1010140

Ture må vi heldigvis stadig gerne gå, også mere end den ene gang om dagen, som det nu er begrænset til i England.
Så det gør vi. Billedet her er fra stien bag Skt. Peders Kapel, hvorfra der er fin udsigt over fjorden. Jeg har aldrig, ikke engang som ung, ønsket mig at bo i en by, og i disse tider er jeg så glad for ikke at gøre det, at det trodser enhver beskrivelse.
 Det er også heldigt, at vi ikke længere har ødegård i Sverige, for vi ville ikke kunne tage derop, så hurra for, at vi ikke bor i vores lille rækkehus mere! Vi kender nogle, der er temmelig ærgerlige over ikke at kunne tage op til deres fristed … jeg føler med dem.
Det er mit indtryk, at flere og flere tager denne situation alvorligt. Der var ingen grund til at klage over noget eller nogen, da jeg i dag var i Meny.
Derfor ville det ærgre mig så meget mere, hvis det bliver sådan, at det er de få, der skal ødelægge det for de mange, men lad os nu se, hvor galt det går …

Man kan også både lytte til og læse bøger. Jeg anmelder normalt ikke bøger; det er der så mange andre bedre kvalificerede der gør, og jeg vil heller ikke komme med anden anmeldelse end at sige, at Hvor Flodkrebsene Synger er en fuldstændig fantastisk bog. Jeg fik den anbefalet af min niece, som ikke kunne rose den nok. Og hun har ret. Jeg var ærlig talt en anelse skeptisk, for jeg havde egentlig regnet med, at jeg ikke nødvendigvis ville mene det samme om en bog som en 29-årig kvinde, men det gør jeg altså. Indtil videre er det årets bog for mig, og det skulle ikke forbavse mig, hvis det forblev sådan resten af 2020. Der skal meget til at slå den.

22. marts 2020

Det kan godt være, at visse projekter er udskudt, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

Flere af vores rejseplaner er i fare. Ikke engang bare i fare – jeg er sikker på, at de allerede er døde.
Så må vi finde på noget andet. Ikke fordi vi skulle have været afsted nu, men det er da utroligt, som man går og bliver rastløs, bare fordi man har fået et påbud, der i bund og grund ikke ændrer noget på vores umiddelbare hverdag.
Vi kørte til Stevns til vores sædvanlige ramsløgsted, hvor jeg fik plukket min sædvanlige temmelig store portion, så den står på ramsløgstærte i aften eller i morgen. Jeg ved nemlig ikke, om jeg gider lave den sidste dag af kassen fra Årstiderne her til aften, eller jeg bruger råvarerne til noget andet.
De meldte ud, at de ændrede “Low carb-kassen” til “Ketokassen” for at give os endnu færre kulhydrater. Den fik selvfølgelig en chance, men nøj, den var kedelig! Den gad vi ikke.
Jeg ændrede derfor til “Pescetarkassen”, som vi netop har prøvet for første gang. Det var så også sidste gang, fandt vi hurtigt ud af … jeg har lige ændret igen, denne gang til “Verdenskassen”. Nu håber vi på at få noget mere spændende mad. Heldigvis er det supernemt at skifte mellem abonnementerne.

KantprojektKantprojekt

På vejen tilbage kørte John en vej, jeg aldrig har været på, og som John ikke har ‘bekørt’ siden han kørte taxa. Den førte os forbi en entreprenør, som havde nogle bunker med store, firkantede sten liggende. Vi kørte ind og så på dem. Blev enige om, at de var de helt rigtige at lægge som kantsten til at standse jordskredsfaren der hvor brænde’skuret’ havde stået. Jeg ringede til det nummer, der stod på skiltet.
Sååå tæt på ...Vi kunne hente alle de sten vi skulle bruge. Jeg takkede og sagde, at vi bare lige skulle hjem og hente traileren, så kom vi igen.
Traileren var fuld af haveaffald. Det var haveaffaldspladsen på genbrugsstationen også!
Det var simpelthen så heldigt, at vi pludselig stod og skulle have tømt traileren, for var vi kommet ½ time senere, havde det været slut med pladsen. Vi holdt som nummer tre i en afleveringskø, der var vokset til seks efter os, da vi kørte igen, og jeg tror bestemt, at nogle af dem ville være nødt til at køre med uforrettet sag. Men det er klart – folk har jo tid nu, så det vælter ind med haveaffald. Jeg håber, der kommer nogen og får det stuvet lidt sammen i morgen, så der bliver plads til mere. Billedet viser bilen efter os – se hvor tæt han holder på indkørslen, og det er ellers en temmelig stor plads, der er til haveaffald.
Vi kørte tilbage til entreprenøren, som kom ud og hilste på. På behørig afstand, naturligvis. Han var en gut nok på Johns alder – og han har intet problem med, at frisørerne holder lukket. Hans kridhvide, men kraftige hestehale nåede ham til taljen – et ikke helt almindeligt syn blandt mænd i den alder.
Vi fik 40 sten og kunne bare komme igen, hvis vi havde skønnet forkert.
Det vil tage os et par dage eller tre at lægge disse sten – det er hårdt arbejde, især for Johns knæ og ryg.

PS: Min søster og svoger er hjemme igen! Det er så godt. De skal holde sig isolerede i 14 dage og må ikke forlade hjemmet i den periode, men det er en lille pris at betale for at være hjemme i DK.

19. marts 2020

Ak, ak, gak og Soumak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:24
Tags: ,

Vi er inde i den anden uge af den enestående (og det er så ikke specielt positivt ment …) situation, hele verden befinder sig i.
Min yngste søster og svoger sidder i Brasilien og venter på at komme hjem. De var i Argentina og fik besked på at komme ud af landet og ind i Brasilien ASAP, for Argentina lukkede ned lige om lidt. Der er også kommet restriktioner i Brasilien, men herfra skulle de kunne komme hjem snart. De er i daglig kontakt med deres rejsekonsulent og virker ikke bekymrede.
I Charlottes lille landsby har nogen på eget initiativ nedsat en emergency committee. C kaldte den a disastrous committee, men det faldt ikke i god jord. Hun er i hovedet ved at sammensætte en mail, som hun vil sende til dem i landsbyen, hvis mailadresse hun kender, for den selvbestaltede gruppe er gået over stregen og skaber mere panik end det modsatte.
“Jeg vil bede om dine forældres telefonnummer, så jeg kan kontakte dem, hvis I alle fire skulle blive syge.”
“De bor i Danmark, som du udmærket ved. Hvad vil du have, de skal gøre? De kan ikke komme herover, og jeg vil heller ikke have dem herover, hvis vi er syge. Vi dør vel sagtens ikke alle fire sådan lige på en gang, så jeg skal nok selv tale med dem i givet fald … faktisk vil jeg helst ikke have, at I kontakter mine forældre under nogen omstændigheder.”

“Vi har sagt til folk i landsbyen, at de ikke må lufte deres hunde.”
Hvad har I??? Det er da aldeles fjollet. Selvfølgelig skal folk da lufte deres hunde.”
Der var mere i samme stil. Charlotte, som normalt ikke har svært ved at beherske sig, måtte tage et godt tag i sig selv, og nu overvejer hun at mane til både besindelse og fornuft. De ældre i landsbyen blev ikke spor beroliget af dette tiltag – tværtimod.

Jeg har tænkt på, hvordan det skal gå, når alarmberedskabet bliver holdt i live 24/7. Vi bliver bombarderet med information, hvilket i og for sig er i orden, og så alligevel ikke, for der bliver altså vadet for meget rundt i det. Dronningens tale var god, men inden den blev sendt, skulle vi høre meget om hvad hun kunne tænkes at sige, og bagefter blev den dissekeret ud til den sidste præposition.
Jeg tror godt, vi forstod hvad hun sagde.
Jeg gider heller ikke se og høre på et ægtepar fra Holstebro, der har forfærdelig ondt af sig selv, fordi de ikke kan se deres børnebørn. Den situation er langt, langt de fleste i – sådan er det bare lige nu.
Vi bliver mere og mere indskrænkede, tøhø, og det er også i orden, selv om jeg synes logikken halter lidt imellem. Det hele er kun lige begyndt. Vores sind og kroppe er ikke skabt til at være i konstant alarmberedskab i mange uger. Jeg kan godt frygte, at om ikke så længe har man vænnet sig til denne usædvanlige situation og derfor begynder at slække på forsigtigheden, hvis det først kulminerer om 4-6 uger, som nogle regner med … tanken er ikke rar.
Der er dog stadig nogle, der ikke har fattet en pind. I dag i Meny, hvor der næsten ingen kunder var, og vi få overholdt så fint de opsatte afstandsmærker, kom der, mens jeg stod og fik klaret betalingen, en mand i trediverne og placerede sig tungt åndende og klos op ad mig og ville betale for et eller andet. Med kontanter i hånden. Jeg hvæsede til ham, at han da for pokker godt lige kunne tage og holde den angivne afstand, men han gloede bare på mig, og han flyttede sig ikke. Fjols.
Mange unge har det seneste års tid talt meget om forældregenerationens mangel på ansvarlighed i forbindelse med klimakrisen. Jeg synes ikke de har så meget at have det i, da en del af dem udviser en alarmerende uansvarlighed ved at ignorere anbefalinger/påbud.

Soumak

Hvorfor jeg skrev Soumak i overskriften? Det hedder det sjal/tørklæde, jeg har masser af tid til at strikke på. Det er fra et Rowanhæfte, og det er perfekt til alt mit plantefarvede garn.
Opskriften sagde 10 farver og jeg sagde pffft – hvorfor dog nøjes med 10? Indtil videre, hvor jeg er omkring halvt færdig, har jeg omkring 20 farver i spil. 
Bagsiden er næsten pænere end forsiden … men det er tydeligere når man ser det i virkeligheden.

SoumakSoumak

16. marts 2020

Vi er godt lakket til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: ,

Overskriften er inspireret af Betty, som skrev om en udsendelse hun havde hørt. Den handlede bl.a. om hamstring og om hvorfor vi gør det. Der er mange der hamstrer, og vi er mange, der bliver forargede over, irriterede og også lidt vrede på dem der gør det.
Citat af Betty: “Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis.”
Er det så enkelt? Bliver vi kun irriterede, fordi en tillært kultur forbyder nogle af os at hamstre? Jamen vi er jo alle en del af den samme kultur – hvorfor hamstrer så ikke alle? Eller hvorfor lader alle ikke være?
Nå. Pyt. Det får jeg ikke svar på. Jeg er bare glad for, at mange af os tilsyneladende er så tilstrækkeligt lakket til af den kulturelle fernis, at vi er i stand til at styre den indre hamster, vi åbenbart alle har.

Jeg glæder mig stadig over de små ting. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er bekymret for Danmark, for Europa, for resten af verden, for det er jeg. Jeg er bekymret for både små og store erhvervsdrivende, som hver især må være ti- eller hundredfold så bekymrede. Og jeg er bekymret for alle dem, der lige nu ikke får løn og måske oven i købet står til helt at miste deres arbejde.
Jeg er bekymret for Danmarks økonomi. For Europas og for den globale økonomi. Jeg er spændt på, hvordan det hele ser ud, når 2020 rinder ud.
Men jeg kan ikke gøre noget.

Johns grydebrød

Noget godt har denne situation dog ført med sig.
I det halve år der gik fra John jobstoppede til jeg gjorde det, lærte han sig selv at bage, og han var fra første forsøg virkelig god til det.
Han forsøgte sig også med madlavning, men det gik aldrig helt godt. Ikke at hans mad var uspiselig, slet ikke, men det kunne ganske enkelt overhovedet ikke fange hans interesse.
Men brødbagning! Han faldt især for grydebrødene.
Jeg er relativt god til at lave mad, men har aldrig været en ørn til at bage og slet ikke brød. Det var derfor, jeg for fire år siden investerede i en maskine til at udføre arbejdet for mig.
Hvorfor gjorde jeg det, når John havde vist sig at være en glimrende bager?
Det var fordi han stoppede med at bage, da jeg stoppede med at arbejde. Sammenhængen mellem de to ting er aldrig gået op for mig, men muligvis har det noget med min kræftdiagnose at gøre. Hele vores verden blev jo brat vendt på hovedet samtidig med jeg jobstoppede, og han var nok mere påvirket af min sygdom end jeg dengang mærkede.
Forleden dag spurgte jeg ham, om han ikke havde lyst til at forsøge sig igen med den brødbagning.
Vi går jo her i vores egen lille, isolerede verden; John får ikke lov til at komme med i byen, så han føler sig indespærret og derfor lidt rastløs.
Billedet er resultatet efter næsten syv års brødbagningspause. Han kan endnu! Brødet smager smaddergodt, så det får han lov til igen, har jeg forsikret ham om.
Det har han vist heller ikke noget imod, for her er der noget med mad, hvor han ved, han er mig overlegen og ikke hele tiden behøver at spørge mig om alt muligt.

14. marts 2020

Tanker i vandkanten …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , , ,

Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at jeg var længe om at forstå alvoren. Den begyndte at gå op for mig, da vi var i England, og mere og mere i de første dage efter vi kom hjem. Meget egoistisk er jeg glad for, at jeg ikke blev født en uge senere, for så var vi blevet beordret hjem før tid. Et lille problem, som situationen er, men man skal jo glæde sig over de små ting.
Det er også en lille ting, at John endelig kunne begynde på sin GLAD-træning i torsdags, blot for at blive ringet op i går og få at vide, at hun har lukket for træning indtil han hører fra hende igen. Øv for ham, men det er der ikke noget at gøre ved. Med sine 74 år er han i risikogruppen. Det er jeg vel også, men mindre end John. Tror jeg.
Vi har ikke hamstret, men forsyninger skal der jo til, og da jeg var i Meny i går morges, var der masser af varer. Selv toiletpapir, selv om det billigste mærke var væk. Er jeg meget flabet og fordomsfuld, når jeg påstår, at det måske siger noget om, hvem der hamstrer?
Der var heller ikke noget af det billige bacon (i tern) tilbage, men masser af forskellige dyrere udgaver – og tonsvis af slagterens eget lækre tørsaltede – men det skal man selvfølgelig selv skære ud … der er jo ingen grund til at bruge tid på at skære bacon i skiver, bare fordi verden er i krise.
De få steder, hvor der var mindre på hylderne end der plejer at være, var der rigeligt af de dyrere varianter.
Og nu skal jeg nok lade være med at vade mere i det.
9D080E2887A14FA789F678F31E1CFE73

Landet er lukket. På alle måder lukket. Vi har et par ting ude at svømme lige nu, men lad os se, hvad der sker. Der er ingen der ved hvilken vej det går, men vi håber vel alle på, at smittevejene hurligt bliver lige så lukkede som alt andet blev det.

Jeg har lyst til at gøre som den nuser lille fugl herover: Sætte mig på et naturskønt sted og kigge ud på verden, til den ikke længere er af lave. Ikke af lava, som nogle tror det hedder, men det er dog mere rigtigt nu end normalt, for på en måde kan man nok forsvare at sige, at verden brænder. Den må bare helst ikke brænde sammen.

Jeg har gjort hovedrent i soveværelset. Gør I hovedrent? Eller holder I bare rent?
Parallelt til dem der siger, at de ikke rydder op, men at de holder orden.
Charlotte valgte anderledes: En dag jeg kommenterede det voldsomme rod på hendes [teenage]værelse, hang der relativt kort tid efter et skilt på døren: Her ryddes ikke op. Et geni behersker kaos.
At gøre hovedrent har formentlig ikke den betydning, det havde i min barndom, hvorfra jeg kan huske, hvordan bøger blev taget ud af reolerne, gardiner vasket eller sendt til rensning, alt det løse/håndterlige kom ud i solen og blev vasket og banket og gjort ved. Jeg elskede at banke tæpper …
Mon ikke det gøres anderledes i dag? For mit vedkommende tager jeg et rum ad gangen, når lysten kommer over mig når jeg synes, at nu skal der lidt ekstra til. På den måde bliver det mere overskueligt, end hvis hele hytten skal renses fra inderst til yderst i løbet af et par dage.

12. marts 2020

Det holdt i små 15 år

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:03
Tags: , ,

Vi holdt Johns 60-års fødselsdag i Sverige og havde naturligvis inviteret Verdens Bedste Nabo med – som nu måske er det for et andet par, men vi ved det ikke, for vi har ikke talt med ham siden vi overdrog nøglen i december 2018, så vi ved ikke, hvilket forhold vores købere og ham har til hinanden, men jeg har nu svært ved at forestille mig, at det ikke skulle være godt.
P1010113Vi har aftalt at køre en tur derop i løbet af denne sommer og ‘komme til’ at køre forbi vores gamle yndlingssted for at se, om der er sket nogen forandringer.
John fik dette ur af naboen. Vi boede tæt på Svarta Bergen, hvor de brød dette sorte granit, så det var en fin og lokal gave.
Nu er urværket bukket under for et eller andet (nok ikke en virus …) og virker ikke mere. John pillede det og viserne af, så stenen fremover kan anvendes til at sætte varme ting på. Væggen er blevet lidt tom hvor uret hang, og jeg savner det – jeg er først i dag blevet opmærksom på hvor tit jeg lige kastede et blik hen på det.

Noget dør, og andre steder kommer der nyt liv til. Vi trænger til lidt opmuntring i disse dage, så jeg har haft fat i min potmaker og har sat gang i forårsspiringen. Forhåbentlig. Noget af det er eksperimenter, fx frøene fra den artiskok, jeg fik en enkelt blomst på sidste år. Den har stået ude hele vinteren, men nu tog jeg den ind og har lagt nogle af frøene i potter.
Eksperimenter er også den meget høje storkenæb, som står i en have i nærheden af os, og som jeg fik taget frø fra sidste sommer, samt nogle judaspenge, jeg tog frø fra i 2018.

P1010115

Bliver det til noget, er det fint, og hvis ikke, er der ingen der har tabt noget ved det.
Charlottes tomatfrø er i jorden nu, ligeledes frø fra torskemund og evighedsblomster, hvilke sidste to er fra egen have. Endelig har jeg sået Zinnia; nye for både mig og haven, men det er så smuk en blomst, som oven i købet er god til vaser, så den skal prøves af.
Jeg havde glemt at bestille frø fra japansk indigo, så det har jeg lige gjort – plus vajdfrø. De må til gengæld meget gerne blive til noget, for jeg føler mig så uendelig autentisk og back to basics, når jeg selv har dyrket (nej, ikke groet!) de planter jeg farver med. Pjat, selvfølgelig, men mit ego har det i hvert fald glimrende med det.

I disse for vort land – og temmelig mange andre lande – så hårde tider, er der endnu ingen umiddelbar ændring at opleve for vores vedkommende – livet går sin vante gang, for her kan ikke blive meget mere stille end her altid er. Vi kan i meget høj grad undgå nærkontakt og bliver da også nødt til det, for stort set alt lukker jo ned. Røde Kors-nørklerne må heller ikke samles, indtil anden besked gives, men det er nok meget fornuftigt, eftersom vi alle er gamle nok til at være i risikogruppen, desværre.

Jeg håber altså ikke, at nogen af jer, der læser med her, hører til dem, der hamstrer! Og så toiletpapir af alle ting. Ganske som i England. Vi har da vand i hanerne og mon ikke de fleste har nogle gamle klude? Hvis det endelig skulle være, ville jeg nok være mere bekymret over ikke at kunne få noget at spise, men sådan er det ikke. Situationens alvor er skam gået op for mig, men det er ikke risikoen for at komme til at sulte, jeg finder mest bekymrende i øjeblikket.

10. marts 2020

Flyvende tanker …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags: ,

For ni dage siden, da vi rejste til England, var der tydeligvis færre rejsende i Københavns lufthavn i forhold til normalen; ligeledes i Heathrow, da vi landede der.
I går, da vi skulle hjem igen, var der ingen kø ved security, hvilket vi aldrig har oplevet før, og mit gæt er, at antallet af rejsende har været mellem halvdelen og to tredjedele af normalen.
Til gengæld havde de vældig god tid til at undersøge os alle grundigt i security. Min håndbagage gik til højre i stedet for venstre, da den kom ud af scanneren, hvilket betyder, at der blev set noget mistænkeligt. Jeg blev spurgt, om jeg havde noget skarpt i tasken (nej!) og jeg blev bedt om at at åbne den. Jeg blev også spurgt, om jeg selv vidste, hvorfor den ikke gik igennem, men det gjorde jeg ikke. Jeg spurgte tilbage, om det kunne være min powerbank, for den blev opfattet som en tablet, da vi fløj til Tromsø, men det havde jeg nævnt for ham, der stod i den anden ende og vejledte os. Han sagde, at den ikke behøvede at komme op af tasken.
Det var så heller ikke den, det var all my wires, der havde forvirret; altså mine ladere. Der var da ellers kun seks … smartwatch, telefon, iPad, kamera, pc og så den, der sidder fra powerbanken til taskens indbyggede USB-stik. Jeg spurgte, om jeg burde have taget dem op, men han svarede nej, og at jeg ikke havde gjort noget forkert.
Det havde derimod hende, jeg måtte vente lææænge på, fordi hele hendes omfangsrige håndbagage blev endevendt. Nogle er altså bare for dumme: Hun havde en propfyldt plastpose med flydende ting i, men hun kunne åbenbart ikke have dem alle der, for hun havde yderligere 6-8 småflasker liggende rundt omkring, som var forsøgt gemt i eller under forskelligt. Fjols. Hvad tror hun mon, der sker under gennemlysningen? Heldigvis fik hun konfiskeret dem, for hvad der ikke kan være i en lukket 1-liters plastpose, er for meget. Så kan hun lære det!
 Jeg oplever det tit. Der er stadig, efter så mange år med den væskerestriktion, utrolig mange, der ikke kan finde ud af at tage det op af håndbagagen. Mange har stadig en ½-liters vandflaske med, og en del har også for store beholdere med produkter til den personlige hygiejne. En af mine kolleger fortalte engang lettere forarget, at de havde konfiskeret hendes shampoo, selv om der kun var godt ½ dl tilbage i flasken. I en 250-ml flaske … jeg undrede mig mest over, at hun overhovedet gad have den smule med i en stor flaske, men hun havde været helt sikker på, at det var væskemængden det kom an på. Hun svarede ikke på mit spørgsmål om, hvorfor de mon så forlangte, at det skulle kunne være i en relativt lille plastpose.
Jeg burde kunne være ligeglad, men det er jeg ikke, fordi det sinker unødigt, og jeg finder det uforståeligt, at det åbenbart er så svært. Irriterende er de da, alle de sikkerhedsprocedurer, men de er der, og vi kan lige så godt rette ind.
Ni ud af ti gange går jeg lige igennem perleporten uden noget bipperi, men den tiende gang larmer den, og jeg bliver grundigt undersøgt fra top til tå. Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg har båret/haft noget forbudt. Jeg tager ikke engang små smykker (fx øreringe) på, når jeg skal flyve; bøjle-bh har jeg aldrig haft på under en flyrejse, og mine lange bukser er med elastik. I går bippede John, og han havde heller ikke noget forbudt på sig. Man mister lidt respekten for det, men brokke os gør vi naturligvis ikke – vi vil nødig arresteres, og de ansatte passer jo bare deres arbejde.
Det bliver lidt spændende, hvad coronahalløjet udvikler sig til – vi er nok mange, der har en rejse i farezonen.
Hver dag bliver jeg nærmest bombarderet med mails, der udbyder superbillige afbudsrejser …

FejlleveranceKan man ikke rejse, kan man se Badehotellet. Charlotte vil gerne se den, og hun kan også godt via mit TV2 Play-abonnement, men det får Tim ikke så meget ud af, så for at få dem med engelske undertekster bestilte jeg en samlet pakke med de seks første sæsoner på dvd, mens vi var derovre.
De kom her til morgen.
Indeholdende to sæson 2 og ingen sæson 1 … godt jeg ikke fik dem sendt direkte til England. 
Der er en sæson 1 på vej til mig – der blev udvist god service, og de behøvede ikke fotodokumentation, så nu får I den i stedet.
Selvfølgelig sker der fejl, men det må alligevel være gået lidt stærkt her, vil jeg tro.

8. marts 2020

Forårs- og andre sysler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:32
Tags: , , ,

Det er allerede sidste hele dag herovre. Der er faldet meget regn, men i forgårs og i dag var/er vejret hæderligt. Gårsdagens frokost blev på pubben The Swan, hvor vi (også) kun har været om sommeren, og det var trods alt ikke blevet så meget forår, at vi kunne sidde ude i går. På vejen fra bilen til pubben så vi flere steder vand pible op gennem asfalten – et for mig ukendt og usædvanligt fænomen, men Tim kunne oplyse mig om, at det kommer fra et underjordisk vandløb, som ikke er der hele året og derfor kaldes winterbourne. Ordet kendte jeg, men kun som stednavn – nu ved jeg så hvorfor visse steder kan hedde noget som Winterbourne Monkton og Winterbourne Bassett.

 A winterbourne

John og jeg gik landsbyen rundt i fredags, mens Charlotte var på arbejde. Som allerede nævnt flere gange er her vand nok herovre. Wills lille ford (betyder vadested), som byen er opkaldt efter, ligner pt. ikke et vadested, og vandet går næsten op til den lille bro. Vi havde ikke lyst til at gå over på den anden side for at gå videre, for der så temmelig vådt ud …

Will's fordP1010079

Det varer lidt endnu, inden dette halm er tørt nok til at fodre fjernvarmeværket med – eller give som strøelse.

P1010083

Efter morgenmaden i dag gjorde Charlotte parat til at så frø nede i drivhuset, hvor vi snildt kunne nøjes med at have T-shirts på.
Hun har købt nogle specielle spirepotter, som hedder root trainers – jeg ved ikke, om vi kan få dem i Danmark, men jeg er såmænd også godt tilfreds med min potmaker, så jeg kan lave mine avispotter …

P1010097P1010099P1010100

P1010102… selv om det er smart nok, at man kan åbne potterne således, at rødderne ikke beskadiges. Der er hul forneden, så de kan stå på underlaget og suge det vand de har behov for. Potterne er dybe, så planten danner lange rødder; deraf navnet.
Der blev sået tomater og chili i massevis. Hun fik frø af min citronchili, som vi er spændte på om virkelig bliver til en citronchili – man kan ikke bare gå ud fra, at det bliver kopier af moderplanten, når man selv tager chilifrø fra, men det er den eneste måde, vi legalt kan udveksle private planter mellem UK og DK.
Selvfølgelig har man også sådan en lille metalkasse til at opbevare sine frøposer i …
Jeg fik (original)frø fra en af hendes mest succesfulde og rigtydende tomater, Gartner’s Delight, som jeg håber vil virke også i mit nye drivhus.
Som jeg meget håber at se færdigt senest 1. april, hvilket jeg er blevet lovet, at det er.

Aubrey øver sig i lassokast fra sadel.

P1010095P1010096

Hesten er en jernhest, og koen er en havestol og derfor et relativt stillestående mål, men vi skal jo alle starte i det små.

Og så lovede jeg at skrive, at John har kørt Bentleyen. Det mener han ikke, at der er ret mange danskere, der kan prale af, så det være hermed gjort på hans vegne.

5. marts 2020

Montacute House

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags: , ,

Charlotte, som normalt kun holder fri om onsdagen, var så sød at tage også tirsdagen fri, så hun kunne underholde sin efterhånden skræmmende aldrende mor på fødselsdagen. Som jeg skrev sidst vi var herovre, lykkes det stadig at finde steder, vi ikke har besøgt, og denne gang skulle vi ikke længere væk end en lille halvanden times kørsel.
Montacute house. Alt andet end cute, men så vældig imponerende, hvilket var lige præcis meningen med opførelsen af det. Det skete på bare seks år, fra 1596 til 1602, noget af en præstation på den tid. Bygherren, Mr. Phelips, var en mand dreng af almuen, som, pga. sin særdeles høje intelligens, fik en sponsor, som gav ham muligheden for at uddanne sig til advokat. Den gerning blev han så god til, at han tjente en stor formue ved det.

P1010016

Det blev bygget dengang, alt skulle være 100 % symmetrisk, hvilket ses herover. ALT var symmetrisk, helt ned til den mindste detalje. Nogle af skorstenene fungerede ikke som skorstene, men de skulle være der af hensyn til symmetrien.
Phelips ville så gerne adles, hvilket for ham – og vel også for adelen – ville være det sidste led i en accept af, hvor stor en mand han var blevet. Han ville adles af Elizabeth I, men hun døde kun to år efter færdiggørelsen af Montacute, så hun nåede til hans ærgrelse aldrig at se hans værk.
Han blev dog adlet af Elizabeths efterfølger, så hans plan lykkedes.

P1010010

To steder i haven findes en lang wibbly wobbly hæk, som gartneren forsøger at få lov til at nedlægge, for den kræver alt, alt for meget i vedligehold, men han får modstand, gør han – det er en af de største af slagsen i England, så det er ikke et forslag, man vil tage imod med kyshånd. Det ser da også flot ud, men jeg er glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for den.

P1010008P1010012

Alene de to porthuse er imponerende … gavlen af residensen ligeledes. Portnerne boede i husene med deres familier, og det var skam et ærefuldt hverv.
Det, jeg dog blev mest imponeret af, var udstillingen inde i huset af de broderier, de fine damer kunne få lov til at bruge en masse af deres tid på. Lige om lidt kommer der billedspam af det; jeg forsøger at gengive de fleste eksempler i naturlig størrelse, derfor også forskellig størrelse på billederne. Det har været fantastiske arbejder – og så var det jo endda kun prøveklude, der var udstillet her – altså stykker de syede eller broderede for at lære de forskellige teknikker.
Det meste af det var småt, småt, småt. Jeg kan ikke forestille mig, at de har kunnet sy om aftenen, tidens dårlige belysning taget i betragtning.

P1010050P1010053

P1010045P1010046

Jeg er fuld af respekt for håndværket – selv unge og friske øjne må have anstrengt sig en del for at kunne brodere så småt.

P1010048P1010049

Nogle af dem var tydeligt nok elevarbejder, men ikke mindre imponerende af den grund.

P1010055P1010058

Vi så et brev broderet af en lille pige, der lærte at brodere, før hun lærte at læse. Jeg ville ikke bytte med at være af adelig herkomst på den tid. Heller ikke af andre herkomster for den sags skyld – for mig at se har det enten været hårde levevilkår eller en ovenud kedelig tilværelse. Men okay – hellere adelig end bonde/slave/whatever, trods alt … selv om intet dengang har været misundelsesværdigt. At gifte sig af kærlighed var vel nærmest et ukendt begreb, selv om nogle få nok kunne være heldige, men ellers var det alliancer og magtkonsolidering, der var i hovedsædet.

P1010064P1010067

Om aftenen gav englænderne fødselsdagsmiddag på The Millstream, hvor vi har spist nogle gange, men hidtil kun om sommeren, så dette var første gang, vi sad indenfor. Jeg fik lamb shoulder med kartoffelmos. Den var lækker og så mør, at jeg ikke behøvede kniv til at skære den ud. Der manglede lidt grønt, men Aubrey afgav hellere end gerne sin salat til mig. Win-win … men jeg måtte desværre lade halvdelen gå ud igen – der var alt for meget mad til mig. Det samme gjaldt både Anna og Charlotte, som fik hhv. steak and kidney pie og noget med kylling. Det er lidt synd, men engelske pubber er ikke kendt for at være nærige med portionerne. Alle med Y-kromosomer kunne godt spise op.
Vi havde dog alle seks plads til en dessert, men så kunne vi også trille ud derfra.

4. marts 2020

For lidt og for meget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:48
Tags: , ,

Det er noget værre noget: Jeg har for meget at skrive om og for lidt tid til at gøre det i.
Vi tog til England lige præcis nu, fordi det er over tyve år siden, jeg har været sammen med min datter på min fødselsdag, og A & A havde jeg indtil nu ikke været sammen med på denne dag, så nu skulle det være.
Der ventede en temmelig stor overraskelse, fordi opholdet herovre indledtes med, at jeg fik en tur i en Bentley.

P1000860
De har gudhjælpemig købt en Bentley Bentayga. Brugt, godt nok, tre år gammel, men alligevel. Det har jeg aldrig prøvet før – det er den mest blærede bil, jeg nogensinde har siddet i. Det er en demomodel, hvis tur fra England til Schweiz kan ses på Youtube, hvis man har 25 minutter tilovers. Der er en bunke ekstraudstyr i, som koster vildt meget at anskaffe, men som sjovt nok heldigvis ikke er ret meget værd, når bilen er brugt.
Det drejer sig bl.a. om picnicudstyret, som er monteret i bagagerummet – og som i mine øjne tager for meget plads op, men det kan dog afmonteres.

P1010004P1010005P1010006

Champagneglas – af krystal, naturligvis. Et nydeligt bestik og servicet er af porcelæn – ikke noget med campingudgaver her. I midten ligger picnictæpperne. Der er en vinflaskelukkedims med Bentley-symbol.
Det er bare for meget, men det er da ret sjovt.
P1010076Knappen her til højre er (også) … anderledes. Symbolerne indikerer, at der skam er forskel på, om bilen skal køre i ørken, i skov, på stenet/ru overflade eller i sne/meget vand. Så er der custom, comfort, Bentley-mode og sportditto. Charlotte kører i Bentley-mode, men hvis hun træder speederen i bund, skifter den selv til sport, og den accelererer fra 0-60 mph på fire sekunder. Hun demonstrerede det, og det var lige før, jeg fik et piskesmæld, selv om jeg var advaret. 
Det er ikke pral, dette her. Det lyder det som, og sådan bliver det sandsynligvis også opfattet, men det er absolut fra min side glæde på deres vegne over, at de er blevet økonomisk uafhængige plus lidt til og ikke hele tiden skylder i skat og/eller ingenting har til sig selv. Det tog 10 år, hvor de stort set ingen penge havde, og nu lønner det sig endelig, at Tim har knoklet så vildt meget. Det kan jeg ikke have ondt af, selv om mange nok vil have det. Han arbejder stadig meget, men dog en smule mindre, sommetider, og han har fundet en kronprins, som han håber og tror vil kunne tage over. Det vil også tage lidt tid, men det går fint, for vedkommende er ikke blevet kronprins uden grund. Tim håber at kunne pensionere sig selv inden for 8-10 år, og jeg håber for dem, at det vil lykkes.

I går havde jeg fødselsdag – det var som sagt derfor vi tog herover lige nu. Charlotte holdt fri i dagens anledning, og vi kørte til Montacute House, der viste sig at være et spændende sted med en god historie, som får sit eget indlæg senere.
Vejret i går var flot, solrigt og lunt. Dagene inden var kolde, grå og regnfulde; i dag er det koldt, og det har regnet hele dagen.
Jeg ville bare lige nævne det …

1. marts 2020

Der er checket ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags: , , , , , ,

SAS har udvidet vinduet for check-in. Det plejer man at kunne fra 22 timer før afgang, men mail og sms løb noget tidligere ind end sædvanligt, så jeg lå og klarede det hele inde i sengen fra telefonen. Det er fagre nye verden: Billetter og boarding cards ligger på SAS-appen, så vi ikke længere behøver alle de papirer, men skanner sin QR-kode på telefonen. Alene det, at man kan checke ind hjemmefra, så man ikke skal stå i kø for det ude i lufthavnen … men det har man nu kunnet i mange år, for jeg gjorde det også mens jeg stadig var i arbejde.
Af gode grunde kan vi ikke printe bagagemærker ud derhjemme; det skal stadig gøres i afgangshallen, men til det er der masser af self check-in-terminaler. Når mærket er sat på, går man bare hen og skanner det, hvorefter kufferten forsvinder for, i morgendagens tilfælde, at dukke op i London Heathrow nogle timer senere. Jeg ville så gerne kunne være en lille flue, der kunne sidde på kufferten hele vejen for at se, hvordan det foregår derinde i lufthavens formentlig snørklede tarmsystem. Selvfølgelig går det galt indimellem; det har det også gjort for os, men kun en enkelt gang for hver, og i langt, langt de fleste tilfælde ender kufferterne hvor de skal, selv om vi har været ude for at skulle skifte hele to gange for at nå vores destination.
Denne gang blev jeg ikke kun tvunget til at læse om håndbagagereglerne (eller i hvert fald lade som om), men også til at studere en længere smøre om hvordan jeg skal forholde mig mht. den alt for meget omtalte coronavirus. Det var jeg nok nødt til at læse, så det gjorde jeg – eller rettere: Jeg læste overskrifterne, hvilket vist nok var nok.

Hans' bjørn

Hvor er jeg dog træt af at høre om den forbaskede virus. Medierne kan ikke lave drama nok ud af det; det er kørt op på et niveau, så man skulle tro, hele menneskeheden var i fare for at blive udslettet.
Nogle få gør et stort arbejde for at nedtone panikken, men det er ikke nemt, når det først er kørt så højt op.
På FB så jeg følgende spørgsmål stillet: “Kan jeg blive smittet gennem fjernsynet, hvis jeg ser TV 2?”
Jeg håber virkelig, det var ment som en joke, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at det var. Somme tider er jeg helt flov over at tilhøre menneskeracen, når visse eksemplarer af den kan være så uhyrligt dumme.
Der er dog en ting, der undrer mig: Når nu coronaen ikke er tilnærmelsesvis så farlig (= dødelig) som de influenzavira, der hvert år rammer os, hvorfor springer hospitalerne så med på vognen og står klar med hele det store beredskab, som tilfældet er? Og hvad skal alt det karantænepjat til for? Det forstærker bare folks frygt og usikkerhed.
I Europa dør der årligt omkring 50.000 af influenza. I DK mellem 1500 og 3000. Jeg tør godt spå, at man går i totalpanik, hvis der er bare nogle få, der dør af coronavirussen. Det største problem ligger vel i, at corona er ny, og at der derfor endnu ikke er nogen, der har udviklet antistoffer, således at der relativt vil forekomme flere tilfælde af sygdomsramte – men alt tyder på, at dødeligheden blandt disse er meget lille, så slap nu bare af, ikke sandt?
Det gør John og jeg i hvert fald.
Og vi flyver til England i morgen – i år vil jeg være sammen med min datter og mine børnebørn på min fødselsdag. Det første har jeg ikke været i over 20 år og det sidste endnu ikke prøvet, så nu skal det være.

28. februar 2020

Mallings Kløft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: , ,

En dag jeg sad og lurede lidt rundt på nettet for at finde nye, egnede emner til at undersøge nærmere her på Sydsjælland, faldt jeg over Mallings Kløft og blev enig med John og mig selv om, at det sted nok var et godt bud.
I dag skulle det være – vejret var blæsende, men ellers fint og solrigt, og nede i en kløft kan det vel næppe suse helt vildt.
Det var rigtigt, og vi har hermed fundet et sted, vi sikkert vil vende tilbage til igen og igen.

Nostalgi-stenSnowdrop walk

Man starter mange år tilbage i tiden. Sådan følte jeg det, da vi havde sat bilen og så de rød-hvide sten. Lidt senere kom vi til en veritabel snowdrop walk inde i skoven. Man går nede i en lille kløft, hele vejen langs med et lille vandløb (Stensby Møllebæk), hvor der i fordums tid var hele fem vandmøller placeret på det godt en kilometer lange stykke. De fungerede kun om vinteren, hvilket jeg godt forstår, for selv om vi har fået ret meget vand, var der sandelig ikke meget i fut i det vandløb.
Lidt heldigt, måske, for der var tre steder, hvor stien krydsede vandet, og hvor vi kun kunne komme videre ved at gå på vadestenene.

Mallings KløftMallings Kløft

Vi kom tørskoede over alle tre steder, selv om jeg var lidt spændt på, hvordan John ville klare det med sine ikke så gode knæ.
Men det gik …

Mallings Kløft - et vadestedMallings Kløft - et vadested

Også for mit vedkommende …
Stien var sommetider smal; andre steder noget bredere. Vi endte et sted, hvor vi kunne se over til Farøbroerne. Vi kunne godt have gået helt ned til stranden, men Johns knæ havde fået nok, så vi satte kursen tilbage mod bilen, denne gang ad en mere knævenlig sti oppe over kløften, men stadig langs med den.

Mallings KløftMallings Kløft

Vi så flere af en slags gran, jeg ikke normalt ser vokse uden for haver og parker. Jeg troede først, det var vandgraner, men det kan det vel ikke være, eftersom disse skulle være løvfældende? Godt nok er naturen tidligt på færde i år, men alligevel.
Er der nogen der kan fortælle mig hvilket nåletræ der ser sådan ud, når det blomstrer? Det havde tydelig juletræsfacon.

P1000845

De buske, som altid er tidligt på den, er endnu tidligere på den end normalt, og de røde hestehov er åbenbart præcis en måned tidligere end de plejer.
De to billeder herunder er taget hhv. i dag, 28. februar 2020, og 28. marts 2017.

Rød hestehovRød hestehov

I onsdags så vi store mængder ramsløg af en pæn størrelse ved Ledreborg. Det er altså også tidligt!
Der hvor vi plejer at hente dem, er der dog ingen endnu, så der er åbenbart stor forskel på, hvornår de dukker frem.

Tidligt på færde

Det var skønt at komme ud og se noget nyt – og også at finde et godt sted at tage gæster med til, når vi vil prale af vores dejlige Sydsjælland.
Vi var ved at løbe lidt tør for steder til dem, der har været hos os mange gange.

26. februar 2020

En rørende fortælling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:22
Tags: ,

Dukken LivEn af lederne af Røde Kors’ præstøafdeling var sidste efterår i Afrika. Jeg ved ikke hvor og jeg kender heller ikke den præcise årsag, hvilket heller ikke er vigtigt i denne sammenhæng, men det var naturligvis noget med at besøge et kriseramt område. Hun havde medbragt en snes eksemplarer af dukken Liv, som der ligger opskrift til på vores medlemsdel af RK-hjemmesiden. En dukke, jeg i hvert fald ikke havde tænkt mig at lave nogen af, for jeg bryder mig egentlig ikke om den.
Indtil Annelise fortalte om reaktionen på de dukker, der var blevet delt ud.
Delt ud til børn, der intet legetøj havde.
Deres øjne havde strålet og de havde taget om dukken og holdt den som om det var deres eget lille, nyfødte barn. De havde nuslet og puslet og kurret og sagt nååårrrhhh – eller tilsvarende hvad man nu end måtte sige i den del af verden.
De dukker var blevet knuselsket fra det første sekund de blev lagt i et lille barns arme. Måske en pige, men jeg ved det ikke – i sådanne tilfælde er det sikkert lidt ligemeget hvilket køn modtageren har – drenge kan jo sagtens lege med bamser.
Den Røde Kors-delegerede kunne have udleveret 100 dukker eller flere og var meget ked af, at hun kun havde omkring 20.
Det havde været så uendelig rørende at se disse børns reaktioner på denne lille, grimme, strikkede dukke.
Røde Kors er begyndt at lægge en af dem ned i det, de kalder deres babypakker. Måske har babyen ældre søskende, der vil blive glad for dukken, måske ikke, men helt sikkert er det, at den skal nok komme til at glæde et eller andet barn et eller andet sted i vores somme steder rædsomme verden.
En større produktion er derfor efterspurgt nu hos nørklerne, så man kan få masser af dukker til at pakke med i forsyningerne.
En dukke er naturligvis ikke en livsnødvendighed på linje med varmt tøj, men jeg hader, når børn lider nød – på alle måder – så jeg er nu gået i gang med at strikke nogle stykker. Jeg fik næsten selv fugtige øjne af historien fra Afrika, så kan jeg gøre bare en lillebitte smule ved at bruge noget af alt mit garn til at gøre tilværelsen bare en lillebitte smule mere udholdelig for et uskyldigt barn, gør jeg det så hjertens gerne.
Denne første strikkede jeg af plantefarvede rester, men jeg tror det er en bedre ide at lave dem af mere farvestrålende garn, så de næste bliver med pangfarver.

To brødre

Apropos strik, så havde de to brødre taget ens sweatre på i går, da de skulle ned og besøge deres søster. John tilbød at skifte, men Søren mente, at det da kunne være ligemeget.
Jeg sagde, at jeg ikke håbede, det ville foranledige Søster til at efterspørge en til sig selv eller til hendes mand … hvilket faktisk var lige, hvad det gjorde, men jeg havde instrueret mændene i blankt at afvise et eventuelt ønske.
Jeg har strikket fire af dem (disse to + en til Charlotte og en til mig selv), så nu er det slut, er det.
Det var godt, at jeg var så forudseende, men på den anden side er John klog nok til ikke at love noget på mine vegne.

23. februar 2020

Tromsø m.m.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:28
Tags: , ,

Jeg lægger ud med en opdatering på taxapriserne i Tromsø. Booking.com gav os jo det enestående ‘tilbud’ på 870 kroner for at køre os de 5,2 km til hotellet. Jeg fandt ud af, at en almindelig taxi ville koste 125 kroner. Det var så ikke helt rigtigt, for taxametret stod på 221 kroner. John gav ham 250 kroner, men bondefangerturen var dog stadig omkring fire gange så dyr.
Vi fandt ud af, at der var lufthavnsbus fra hotellet, så den blev vi enige om at tage, når vi skulle retur til lufthavnen.
Det kostede 110 kroner pr. billet for 15 minutters kørsel – altså 220 kroner for os to. Det var også bondefangeri, var det, men nu kender I mulighederne, hvis I skulle finde på at tage en tur til Tromsø, hvilket jeg så absolut kan anbefale.

P1000746

Herover udsigten fra vores værelse på Scandic Ishavshotel. ‘A’et’ ude til højre er den smukke Ishavskatedral, som vi nærstuderede, da vi var her for fem år siden og derfor ikke gad se denne gang. Vi besøgte af samme grund heller ikke Polarmuseet, men det er også værd at se.
Garnbutik i Tromsø

Vi gik i stedet en tur langs hovedstrøget, som har masser af butikker, bl.a. den fedeste garnbutik – uhhh, havde jeg været alene, ville jeg have kunnet bruge meget lang tid her, men nu nøjedes jeg med et lille kvarter, selv om der var en stol til John. Han kiggede dog grundigt på de flotte norske sweatre.
Jeg var meget disciplineret og købte kun fire nøgler.

P1000762

Deres pølsevogne er en anelse mere stilfulde end vores Cafe den Hvide Disk – og med bålfad, så kunderne kan holde varmen.

P1000777

Vi brugte noget tid i Tromsøs svar på sandskulpturfestivallerne i Danmark. Her var det isskulpturer i stedet for; selv glasset til den drink, der hørte med, var lavet af is. ALT var is; borde, bænke, figurer, vægge og … ja … det hele … og ganske som for sandskulpturernes vedkommede var vi temmelig imponerede over, hvad de havde præsteret at skære/forme i og af is. Se fx. blæksprutten herunder: Når man kigger nærmere på detaljerne, er det kunstværker, man ser, og polarforskerens pelsjakke ligner virkelig pels.

Blæksprutte af isP1000800IMG_1116

Blækspruttedetalje

Biblioteket er et kapitel (!) for sig – en smuk og anderledes bygning, som vi da lige skulle ind og se – især fordi det begyndte at sne kraftigt …

P1000808P1000810

Øverst var der læsesal – vi blev der kun i kort tid, for vi kunne ikke tale sammen; der var dødsstille, selv om der var fuldt af unge, formentlig studerende, bag os, men udsigten var nydelig, og vi fik varmen igen.

P1000757

Gadebilledet er, som i mange af de norske byer vi har været i, hyggeligt og farverigt. Vi er midt i en by, men mange af bygningerne er træhuse, og de er bestemt ikke ens og kedelige at se på.

P1000756

Sne manglede vi ikke. VI overvejede en slædehundetur onsdag inden vi skulle hjem, men for det første passede det ikke helt med tidspunkterne, og for det andet ville 1½ times tur koste næsten 2000 kroner. Pr. næse! Godt nok norske, men det var lige i overkanten, syntes vi, så vi nøjedes med minderne fra turen den første gang vi var heroppe.
Turen hjem var stressende. Vi havde kun 1½ time i Oslo til transfer, så når flyet fra Tromsø er fem kvarter forsinket, sidder nerverne uden på tøjet. Det værste var, at hvis vi missede det næste fly, ville John også misse sin første aftale med GLAD-fysioterapeuten torsdag morgen, hvilket ville have været noget rigtigt hø.
Den korte udgave: Vi nåede det. Det var fra SAS til SAS, så de ventede på os – der var flere danskere, der skulle med dette dagens sidste fly til CPH.

21. februar 2020

Nordlysspam

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: , ,

John tog små 60 billeder af nordlyset tirsdag aften. Nogle få af dem har han slettet, men selv om de resterende umiddelbart ser relativt ens ud, synes vi selv det er interessant at se, hvordan det hele tiden flytter sig hen over himlen og hvordan det uafladeligt forandrer sig, både i retning, facon og intensitet.
På nogle af billederne ses Karlsvognen, som vi brugte som en slags reference til at se, hvor hurtigt nordlyset flyttede sig, men det bevægede sig den aften rundt over stort set hele himlen.

IMG_1066IMG_1067IMG_1068

IMG_1063IMG_1064IMG_1069

En af kommentarerne i går lød: “Selvom du skriver, at nordlys er flottere på billeder, så tror jeg, at det alligevel er ret fedt at opleve det selv”.
Det er nemlig rigtigt. Det er virkelig en wow-oplevelse, selv om intensiteten af lyset er mindre for det blotte øje, end det er på billederne her.
Det er umuligt at beskrive, man skal selv opleve det for at forstå hvad jeg mener.

IMG_1073

IMG_1017IMG_1019

Jeg så tre stjerneskud, mens vi stod der og fik et mindre hold i nakken af at beundre himlen.
Desværre kom ingen af dem med på Johns billeder.
Han blev nærmest helt rundtosset af hele tiden at skulle dreje både sig selv og kameraet på stativ rundt efter mine anvisninger:
Ihhh – SE derovre!
Hvor?
Der – til venstre.

Neiiii, nu skal du kigge i den stik modsatte retning!
Okay, okay, okay!
Og nu tilbage igen hvor du var før!
Jajaja …
På et tidspunkt holdt jeg mig væk – jeg tror han trængte til en lille pause fra mig.
Så gik jeg hen til guiden for at blive fotograferet under nordlyset. Hun eksponerede (også) i fem sekunder og havde et lille trick med at føre en tændt lygte i en halvcirkel over sit hoved i cirka et sekund. Hun lyste ikke direkte på folk, men den smule lys bevirkede, at personerne kunne ses på billedet, mens det ikke influerede på fotokvaliteten af nordlyset.

IMG_1078
IMG_1041

Det var det. Ikke mere i dag. Nordlyset må tale for sig selv. Næsten …
Jeg kan ikke vurdere, om det er et lille stjerneskud, der er kommet med på nederste billede cirka to tredjedele oppe ad den tykke stribe til højre. Det må det vel næsten være, for der sad ikke noget på linsen – det ville have kunnet ses på de andre billeder også.
I næste indlæg vil der komme lidt billeder fra Tromsø, som er Norges største by nord for polarcirklen, hvilket betyder, at der er museer, den flotte Ishavskatedral og andre nydelige kirker. Der er hyggelige byhuse og museer, der er masser af restauranter, cafeer og butikker – bl.a. den fedeste garnbutik. MED herreventestol, så John kunne tage en slapper, mens jeg kiggede på garn.

20. februar 2020

Vi så MASSER af nordlys

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:37
Tags: , , , ,

NLMinibus-200218-07469Vi har simpelthen været mere heldige, end politiet tillader, som min gamle far så ofte sagde: Vi havde én chance og vi bookede turen den 15. november. Ingen kan forudsige vejret så lang tid i forvejen – det kniber som bekendt sommetider med at forudsige det fra den ene dag til den næste. Det var snevejr og dermed overskyet næsten hele tirsdagen, men det klarede en smule op sidst på eftermiddagen; dog ikke nok til, at jeg helt turde tro på, at vi fik lyset at se.
Men det gjorde vi. I en grad, så selv guiden var imponeret; hun sagde, at det var den kraftigste og længstvarende aktivitet hun havde oplevet i denne sæson. Om det passer, ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at vi gik, stod og sad udenfor i ÷11° i over to timer og bare nød det fantastiske skue. Turen skulle egentlig vare nogle timer mere, men vi var blevet nordlysmætte og ville gerne hjem. Nogle frøs vist også en del …
Det voksede og voksede, det lys; fyldte på et tidspunkt tre fjerdedele af himlen – det var vildt.

Jeg vil i dette indlæg kun vise nogle af guidens billeder, for John tog en masse, som endnu er i raw og skal ændres til .jpg, inden jeg kan bruge dem. Guiden sagde, at vi var velkomne til at dele, så ingen copyrights er overskredet her. Når John har ordnet sine, bliver I sandsynligvis totalspammet med nordlysbilleder.

NLMinibus-200218-07481

Ellen nyder nordlysetSom det fremgår af billederne, var vi med Pukka Travels. Det er lidt af et sats, når man ikke kender nogen af Tromsøs mange, mange udbydere af nordlys- og andre ture, men for hvad det er værd, kan jeg kun sige, at vi ingen klager har overhovedet. Ingen er herre over vejret, så de kan ikke tage æren for den stjerneklare himmel (det kunne de dog alligevel lidt, for radar og vejrudsigter var nøje studeret inden afgang) og den relativt stærke aktivitet, men alt det andet var (også) upåklageligt.
De havde medbragt en dejlig rensdyrsuppe; de lavede bål direkte på sneen, gravede ‘bænke’ ud og lagde termotæpper på, så vi kunne sidde tørt og varmt. Vi sad der vel ½ time, og vi frøs ikke. Når bålet bygges som på det lille billede (nederst) og tændes oppefra, smelter sneen ikke før bålet er ved at brænde ud. Det var SÅ hyggeligt, var det. Vores lille gruppe bestod af amerikanere (alle fire både søde, slanke og ikke højrøstede!), tre tyskere, en belgier og to danskere.
Tilbage i bilen fik vi varm chokolade (eller te), hvilket var lige, hvad vi trængte til på det tidspunkt.

Som sagt var vi meget heldige. Overordnet er solpletaktiviteten nederst i en bølgedal i disse år, så egentlig var tidspunktet dårligt valgt, men i vores alder planlægger vi ikke flere år frem. “Large magnetic storms are most common during the peak of the eleven-year sunspot cycle or during the three years after that peak.”
Er vi i live og nogenlunde mobile, når der igen kommer et kraftigt soludbrud, kunne vi snildt have lyst til at gentage dette her.
Det er nemlig sådan (nu skuffer vi sikkert mange), at det blotte øje fint ser nordlyset, men ikke så nærmest selvlysende grønt som på de billeder, man altid ser af det. Kameraet kan se det, og det er efter min mening ikke snyd som sådan, for der er ikke manipuleret, blot eksponeret i fire sekunder for at få farverne frem.
Man taler om densitet i forbindelse med nordlys, og der skal en høj densitet (> 7) til, for at øjet kan opfatte det som lysende voldsomt grønt. Eller rødt eller lilla/blåt. Farven er afhængig af, hvor højt oppe i atmosfæren det foregår, og om det er ilt eller kvælstof, der ‘antændes’. Vi oplevede en densitet på bare 3-4, men kunne godt se, at det var grønt, og vi kunne sagtens se, hvordan det hele tiden forandrede og flyttede sig; bølgede og bevægede sig – og oven i købet ‘dansede’, inden det begyndte at aftage og vi satte kursen hjemover mod Tromsø.

imageTromsø er et af de bedste steder at besøge for at se nordlys, både fordi det ligger lige midt i nordlysbæltet og fordi det er en hyggelig by, hvor der er en masse man kan foretage sig om dagen, mens man går og venter på mørkets frembrud. Mere om det i et andet indlæg.
Jeg vil hermed aflive den tro, forbavsende mange har: At man kan holde sommerferie i Tromsø eller et hvilket som helst andet sted nord for polarcirklen – og se nordlys. Det kan man IKKE! Man kan jo heller ikke se stjerneskud om dagen, vel? Det skal være mørkt … der er en grund til, at nordlyssæsonen går fra september til marts.

16. februar 2020

Et lille mirakel ville ikke være af vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: , , , ,

Nu har tromsøvejret de seneste dage fremstået som værende hæderligt på tirsdag, hvilket i dette tilfælde for os betyder helt eller delvist skyfrit.
Nu har de lavet det om, de snøbler. De må dog formodes ikke at have gjort det for at genere John og mig på den eneste aften deroppe, hvor vi har muligheden for at komme ud på en nordlystur.
Det ville derfor være så vældig fint med et lille mirakel i form af en skyfri himmel om to dage … det blæser da rigeligt til, at det burde være en mulighed.
Man siger sommetider, at miraklernes tid ikke er forbi, men jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke helt tror på, at vi får nordlyset at se i næste uge.
Det er godt, at flyrejsen er gratis; så føler vi (forhåbentlig) ikke, at vi smider alt for mange penge ud på denne optimistiske mission, men når man planlægger i god tid, er det ret vanskeligt at planlægge efter en vejrudsigt – og selv om vi havde gjort det, var der jo ingen som helst garantier for, at vejrudsigten holdt. Har vi ikke set lidt for ofte, at virkeligheden bliver noget ganske andet end forsøgt forudsagt?
Sådan håber jeg også, det vil vise sig at være denne gang …
Nå. Det er sådan set ret dumt at tage sorgerne på forskud. Spild af energi. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at levere et kapitel til Johannes Møllehaves bog om Skuffelser der ikke gik i opfyldelse.

FamilievæggenJohn og Pernille 1992

Familievæggen i køkkenet er lige blevet udvidet til mere end det dobbelte. Jeg skulle aldrig være begyndt på at insistere på at have samme type ramme til alle billederne – det går hen og bliver en halvdyr affære, når de skal være med refleksfri glas, men jeg havde bare en ide om, at det ville tage sig pænere ud, hvis ikke det var ét virvar af forskellige rammer.
Selv Pernille er kommet med nu på to af billederne. Det er fem år siden hun døde, og det har indtil nu været for hårdt for John at have billeder af hende stående fremme. I går overraskede han mig ved at komme med to billeder og spurgte, om de kunne få en plads i vores egen private Hall of Fame, og selvfølgelig kunne de det – jeg synes det er dejligt, at han er nået det skridt videre. Det er så ufattelig stor en sorg at miste et barn, og man ved ikke, hvordan man vil reagere før man står i situationen – og netop denne situation ønsker man ikke for nogen.
Hun er kommet på væggen, det er dejligt, og jeg kunne snildt finde de første 100 billeder, ikke kun af Pernille, men af børn og børnebørn, der ville være fine at hænge op, men det går naturligvis ikke.
Mens jeg skriver dette, slår den ide ned i mig, at jeg måske burde lave en fotobog bestående af alle de bedste og/eller sjoveste billeder af netop børnene og børnebørnene.
Det ville i givet fald blive en rigtig mormorbog, for hvem andre end mig gad nogensinde kigge i den bog? Måske John og måske Charlotte?
Og måske også Anna og Aubrey engang?
Jeg tror søreme jeg gør det …

14. februar 2020

Bondefangeri?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:06
Tags: , , ,

På mandag tager vi til Tromsø og krydser både før og under turen alt, hvad der kan krydses for nordlys mandag og især tirsdag aften, hvor vi har booket en nordlystur med professionelle guider. Den tur har jeg selv fundet frem til, men hotellet har jeg bestilt gennem Booking.com, som jeg så ofte gør. Inden jeg booker, tjekker jeg gerne med det pågældende hotels egen hjemmeside, om B.com nu også har de bedste priser, hvilket de oftest har – og hvis ikke, booker jeg naturligvis direkte.
Billedresultat for nordlysvarsel tromsøI går skrev B.com til mig, at nu var det jo lige før vi skulle afsted, og om ikke de skulle sørge for en taxi fra lufthavnen til hotellet for mig? Det var da bare SÅ meget nemmere, mente de.
Det kunne da godt være – jeg fingerede en bookning og fandt ud af, at det ville koste 871 NOK pr tur. De må have spist søm – så vidt jeg husker, ligger hotellet ikke særlig langt fra lufthavnen, hvorfor jeg tog den på Google Maps, og ganske rigtigt: Der var kun 5,2 kilometer. Så søgte jeg på Tromsø Taxi, som tilsyneladende tager 125 NOK for den samme tur, hvis man bare går ud og tager en vogn. Hvis man booker en på forhånd, tager de 60 kroner mere (og hvorfor mon det pjat? Det gør man ikke i Danmark), men vi ville alligevel kun komme op på 185 NOK for turen.
Det kalder jeg bondefangeri. Det eneste gode var, at de overdrev så voldsomt, at det nærmest skreg til mig, for havde der stået 400 kroner, havde jeg såmænd nok ikke undersøgt sagen yderligere, men bare bestilt en vogn.
Hvem scorer den difference på næsten 700 NOK? Jeg tør godt vædde på, at det gør Booking.com.

Puha … jeg skulle lige have luft. Og nu til noget helt andet … som dog stadig nok kan listes under emnet ‘Brokkerier’.
Man taler om, at børnene i dagens Danmark bliver dårligere og dårligere til at stave, at lærerne ikke gør nok ud af undervisningen og at det sandelig var en hel del anderledes, da vi andre gik i skole.
Jeg vil gerne medgive, at jeg ser skræmmende mange dansklærere, der ikke har helt styr på det danske sprog – ikke engang på nutids-r, hvilket virkelig kan få mig op i det røde felt.
Men. Hvis man tror, at alle over fx 50 år kan skrive og stave, så vil jeg foreslå, at man lurer lidt rundt på Facebook.

Et mareridtÅhhhhnej

Disse to (ret morsomme, faktisk) eksempler er fra +50-årige.
AOH 2020Jeg har meldt mig ud af gruppen For os født i 50’erne – jeg kunne ikke længere klare at se den totalt elendige stavning (ejheller de sommetider temmelig stupide bemærkninger), så det er ikke kun de unge eller næsten unge, den er gal med. Det er bare blevet mere synligt, fordi man for 20 år siden blev forskånet for at se dårlige staveres skriftlige udgydelser.
Når det er sagt, vil jeg gerne – igen igen – understrege, at jeg ikke af den grund synes det er i orden, at professionelle, herunder journalister og dansklærere, ikke har 100 % styr på det danske sprog.
Eksemplet til højre er fra håndarbejdsmessen i Rødovrehallen. Der har man så ikke fundet ud af, at navneord i flertal ender på –ene, og at udsagsord i lang tillægsform ender på –ende. Det er klippet fra en plakat, man fik lige i synet overalt i hallerne.
Herunder er det B.T., som, sammen med EkstraBladet, er storleverandør af stave- og/eller forståelsesfejl.
Hvorfor skal de reddes ud.

Hvor mon de tråde skal reddes ud fra?

Man må nok gøre op med sig selv, om den slags skal være en uudtømmelig kilde til underholdning eller det er noget, som giver søvnløse nætter og bekymringer over verdens forfald.

11. februar 2020

De fik en chance til

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: , ,

For et par år siden tog vi et gourmetophold på Christie’s (uf) i Sdr. Hostrup, og dengang må jeg nok indrømme, at jeg var en anelse skuffet.
Det var ikke decideret dårligt, men det var heller ikke imponerende godt. 
Stedet bliver ellers rost i høje toner, så da jeg fik et tilbud, jeg trods den tidligere erfaring ikke kunne modstå, blev vi enige om at give det en chance til. Det var bedre end første gang, så denne anden gang bliver sandsynligvis ikke den sidste.
Vi forstår ikke, at de kan gøre det for de penge. Det er ikke så tit jeg informerer om økonomien i vores forehavender, men her er undtagelsen: 
Vi fik kaffe og brødtorte ved ankomst.
Vi fik en en femretters menu.
Vi fik en vinmenu. Den ene af os. Den anden fik en ølmenu.
Vi fik en hotelhytte at sove i.
Vi fik et yderst veltilberedt morgenbord.
For 1190 kroner.
For os begge to.
Als - alene på færgenJeg betalte mere for en fireretters menu på Rønnede kro, engang jeg gav John en fødselsdagsmiddag – vinen og ikke mindst vandet kom oven i prisen – det var her, vi betalte 45 kroner for 3/4 liter postevand. Gange to, fordi vi først vidste bedre, da jeg fik regningen. Jeg blev sur!
Men okay, når sandheden skal frem, var maden på Rønnede kro bedre end den i går, og portionerne var større.
De skal selvfølgelig ikke være store, når man får fem retter, men de skal heller ikke være så små, som de var i går – vi var faktisk ikke helt mætte, da vi gik fra bordet, men det er måske en del af forklaringen på, at det er så billigt? Det smagte dog godt, og menuen var bedre sammensat end første gang.
Var de lidt fedtede med maden, var de til gengæld ret generøse med vinen, så selv om jeg ikke blev mæt af maden, fik jeg så rigeligt at drikke.
Morgenbordet er næsten alle pengene værd: Skinken var lækker og håndskåret, baconen sprød og ikke sej, som den ofte er på steder, hvor de skal lave store mængder; der var ingefærshot eller en skarp til halsen, hvis man er til det. Der var ‘hjemmedyrket’ æblejuice. Bare godt alt sammen!

Horne kirke

Augustenborg slotVejen hjem gik over Als. Først den lille færgetur med Bitten fra Ballebro til Hardeshøj. En lille tur på 10 minutter. Det er første gang, vi har været de eneste passagerer på en færge – så har vi også prøvet det.
Derefter lidt legen turist; ikke så meget, for vi ville nå færgen kl. 12 fra Fynshav. Vi skulle bare lige nå at kigge lidt på Als.
Nordborg med Danfoss, som fylder meget, Augustenborg og Guderup. Især de to sidste byer var vi lidt betagede af; det er et par af de hyggeligste byer, vi har set.
Efter Bøjden gik turen over Sydfyn mod Nyborg; med et pitstop ved Horne Kirke, som er et imponerende syn. Jeg kunne ikke fotografere den fra sin pæneste side; der var for meget modlys.
Her var vi heldige, at solen viste sig i nogle minutter. Himlen skiftede hele tiden fra totalt blå til buldersort med slud og regn på ganske få minutter, så det var mildt sagt et blandet vejr.

Als (7)

Lige over for kirken ligger denne pittoreske lade. Stråtaget har det ikke for godt, men yndigt og nærmest frilandsmuseumsagtigt så det ud alligevel.
Vi var hjemme igen ved godt 16-tiden – en lang tur på kort tid, men det var alt i alt 31 gode timer vi fik os der.

8. februar 2020

Dér tog hun fusen på sin mor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:58
Tags: , ,

Min datter kan stadig overraske sin mor.

Forhistorien er, at Tim for et par uger siden sendte et billede af sig selv siddende på en armygrøn motorcykel af ældre herkomst.
Jeg var naturligvis nødt til at spørge, om han var ved at samle ind til et veteran- eller transportmuseum, for nu har han tre wolseleyer og åbenbart også en gammel motorcykel.
Det var en gave! En gave fra en klient, der åbenbart ikke ligefrem er i pengenød, for da jeg googlede, viste det sig at være en gave i en størrelsesorden, som for os andre kun hører hjemme i drømmeland.
Det var da også fra en meget tilfreds klient, der lige havde en Norton, model 1941, stående, og som han regnede med, at Tim ville ville blive ret glad for at eje.

Norton1941

Det havde han ikke overraskende ganske ret i … de må have haft talt om andet end forretning på et eller andet tidspunkt …
Ovenstående billede forestiller ikke Tim, som nogle af jer nok har gennemskuet. Den ledsagende tekst lød:
And look how it arrived!
Kunden havde hyret en mand til at køre den ud til den lille landsby. Han havde forinden kontaktet Charlotte for at sikre sig, at Tim var hjemme den givne lørdag efter kl. 15.
Det var en stor overraskelse for Tim.

Pernille på motorcykel 2010For mig kom den største overraskelse, da Charlotte meddelte mig, at hun var ved at tage motorcykelkørekort!
Det store, oven i købet. I England skelner man anderledes end i Danmark, for ‘stort’ betyder derovre, at hun må køre med en passager bagpå.
Jeg havde nær tabt telefonen.
De forestiller sig, at hun skal køre rundt i omegnen (hun vil ikke køre langt på den), fx til en af deres gode pubber, med et af børnene bagpå, mens Tim transporterer sig selv og det andet barn i en wolseley.
Børnene vil muligvis skiftes til at sidde i bilen og på cyklen, men chaufførerne vil ikke, da Charlotte konsekvent nægter at køre de gamle wolseleyer, for bremserne er hårde som på en traktor, og servostyring var et endnu ukendt begreb, da de blev produceret. Så vil hun hellere køre på motorcykel.
Hun har formentlig endnu ikke fået kortet, når vi besøger dem i begyndelsen af marts, men mon ikke hun har, når vi tager derover igen primo maj?
Det tror jeg. Håber jeg. Det glæder jeg mig til at se, og det gør John også.
Pernille var lidt af en fartdjævel på motorcykel, men mest på bane. Charlotte bliver af naturlige årsager ikke nogen fartdjævel (Nortonen kan formentlig ikke køre vildt stærkt), men det er alligevel pudsigt, at begge vores piger skulle være indehavere af motorcykelkørekort, for der er ikke meget, der ligger John og mig fjernere.

6. februar 2020

Koks i årstiderne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: ,

Det er vinter, siger kalenderen, men det er den varmeste januar i mands minde og absolut ikke specielt vinteragtigt.
Personligt har jeg intet imod dette, men jeg ved, at mange savner frost og sne. Jeg frygter lige nu mest, at der kommer en kuldeperiode, som vil ødelægge alt det, der er alt for tidligt fremme.
Man kan dog trods alt ikke sige, at der er gået koks i årstiderne, men usædvanligt er det.

Men der er gået koks i det for Årstiderne.
Hver tredje tirsdag får vi LowCarbKassen fra Årstiderne. Den er fra uge 6 ændret til at hedde KetoKassen og der er dermed “skruet endnu mere ned for kulhydraterne”. Også for kødmængden, men der er i stedet mere grønt. Det er fint med mig – det skal i hvert fald prøves af, inden jeg ændrer på det.
Den første af den nye slags kom i tirsdags. Jeg abonnerer på kassen til to personer i fem dage.
Jeg pakkede først frostkassen ud, hvor kød, fisk og eventuelle mælkeprodukter findes. Den så rigtig ud – der var fem pakker + lidt creme fraiche.
Så pakkede jeg grøntkassen ud: Kartofler??? Oven i købet to poser? Og en pakke RIS??? Hvad har de dog gang i? Det er da på ingen måde ‘keto’ – tværtimod.
Der var heller ikke så mange grønsager som ventet, eftersom de havde skrevet, at der skulle være flere end normalt.
Jeg nåede ned i bunden til ugens opskrifter.
Det første, der ramte mine øjne var “3 personer i 3 dage”. Dammit. Det nummer har de lavet en gang før, men man kan finde opskrifterne på nettet, så den fejl er til at råde bod på.
Det andet der ramte var ordet “KVIKKASSEN”. Aha – det forklarer kartofler og ris. Opskrifterne passede dog ikke af den grund med indholdet af hverken frost- eller grøntkassen.
Jeg ringede til kundeservice, forklarede problemet og blev bedt om at oplyse kodenumrene på de to kasser. Han takkede og sagde, at han ville kontakte distributøren, for den rigtige grøntkasse måtte jo befinde sig et eller andet sted … jeg ville høre fra ham senere.

Der gik et par timer, inden han ringede:
– Det er faktisk – ifølge koden – den rigtige grøntkasse, du har fået.
Jeg nåede at undre mig, men ikke at spørge, inden han sagde:
– MEN: Det er pakkeriet, den er gal med. De har simpelthen ikke pakket de rigtige ting i kasserne, så der står altså ikke en kasse og savner dig.
– Uuuha, sagde jeg, så er jeg vist ikke den eneste, der har fået forkert levering i dag?
– Nej, det er du ikke. Slet ikke, desværre … har du pakket kasserne ud?
– Æhhh, jada, hvordan tror du ellers, jeg skulle kunne konstatere, at jeg har fået forkert levering?
– Nåhnej, selvfølgelig, men så må vi ikke tage den retur. Du beholder bare hvad du har fået, og så krediterer vi dig for denne levering. Den skal du naturligvis ikke betale for.

1 marts 2018 (1)

Jeg er glad for Årstiderne, og med den gode service har jeg ikke tænkt mig at ændre noget vedrørende mit abonnement.
Alle begår fejl indimellem, og selv om denne nok var en af de lidt mere omfattende, så var det Årstiderne selv, det gik mest ud over, og jeg tror der var nogle af deres medarbejdere, som stod til lidt af en skideballe i går.
For 1½ års tid siden fik jeg ingen levering, da jeg forventede det. Der gik en dags tid, inden de fandt ud af, at distributøren havde afleveret den på en forkert adresse. Det var godt nok ret frækt, at manden der med tak tog imod leveringen, undlod at fortælle, at han ikke abonnerede på Årstidernes kasser, for det var sådan det var, sagde chaufføren senere til mig, så han tænkte ikke over det, før han blev ringet op og fortalt, at der var en kunde, der savnede en levering. Jeg fik en erstatningskasse et par dage efter, som jeg ikke skulle betale for, så igen: Servicen fejler ikke noget.
Det allerbedste ved disse måltidskasser har jeg nævnt før: Det er, at jeg for næsten 25 % af mine aftensmåltiders vedkommende ikke skal finde på.
Dette irritationsmoment kender rigtig mange husmødre, ved jeg: Det værste er ikke at lave maden; det er at finde på, finde på, finde på.

4. februar 2020

En (for)underlig mekanisme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , , , ,

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Røde kors-strik

Røde kors-strikJeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland Smile )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.
Røde kors-strik

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m2. Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.

1. februar 2020

Ildsjæle brænder ikke ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags:

Da vi var på julebasar i Stege, købte vi kalvekød fra en gård på Møn. De kalder det selv for Velfærdskød.
Jeg har aldrig fået så godt kød her i Danmark. Ganske enkelt … der var så meget og så god smag i, at vi bare kiggede på hinanden og sagde wow!
Og så var det endda ‘bare’ fars. Jeg var nødt til at prøve noget mere kød fra deres gård, og da butikken har åbent hver lørdag, kørte vi i dag en tur til Møn. Det skal åbenbart være dårligt vejr, når vi er på den ellers så smukke ø, men det må vel lykkes en dag at ramme noget bedre vejr.
Pyt. Vejret var ikke det primære i dag; det var jerseytyrene og nogle særdeles kælelystne grise. Jeg kælede dog ikke med dem, men det gjorde ildsjælen, som er den kvindelige part af gårdejerne – de kappedes om hendes gunst, da hun rakte en hånd ned for at klø dem på hovedet.

P1000690

Har I nogensinde set så finurlig en gris? Med stort smil på og glimt i øjnene?
Selvfølgelig er det ikke sådan det er, men det ser sådan ud, ikke sandt? Den er helt menneskelig at se på, og jeg indrømmer blankt, at jeg hellere vil se på denne glade gris, end jeg vil belaste mine øjne ved synet af fx en vis amerikansk præsident, som jeg virkelig synes er et dumt svin. Sorry.

Karen og Torben Olsen, som ejer gården, var ude at arbejde, da vi kom. Det samme var deres to sønner, så de mener det med familieforetagendet.
Vi troede vi bare skulle ind i en gårdbutik og finde lidt kød frem fra fryseren, men Karen spurgte, om vi ikke ville se bedriften, hvad vi selvfølgelig gerne ville. De har kun jerseykvæg, og de har kun tyrekalve, da disse normalt bliver aflivet kort efter fødslen, fordi de ikke er rentable. Jerseykvæg er ikke kød- men malkekvæg, og til det er en tyrekalv ikke specielt velegnet.
Grunden til, at det ikke er kødkvæg, kan I selv tage en tur til Møn for at finde ud af. Jeg kan skrive under på, at jerseytyre – og ditto stude – producerer noget yderst velsmagende kød.
Karen fortalte og fortalte. Hun er en ildsjæl, som man holder af to minutter efter at have stiftet bekendtskab med hende. Hun må have fortalt om det kvæg flere hundrede gange før, men John og jeg følte, at dette var første gang, hun fik chancen. Iblandet masser af smil, glimt i øjnene og humor. What’s not to like?
Vi hørte ikke kun om stedet her, fordi meget af hendes information affødte spørgsmål fra vores side, så vi kom en del rundt – i flere betydninger – i den lille time, vi tilbragte der.

Jerseykalve

Disse små fyre er omkring 2½ måned gamle, og de får lov til at spise alt det, de overhovedet orker.
Vi kom hjem med tyksteg, fars og ribeye fra kalv, samt fars, koteletter og bacon fra gris. De havde desværre udsolgt af de meget trendy nyretapper, men så har jeg en undskyldning for at komme igen en anden gang.
Jeg ville gerne bestille en halv kalv hos dem, men så meget plads får jeg desværre nok aldrig skabt i min fryser. Jeg må finde nogen at dele med.

Vi afsluttede turen med frokost på Muldiverset. Birgitte der er også en skøn kvinde, og selv om det kun var vores tredje besøg, havde hun helt styr på hvem vi var (.. velkommen – det er hyggeligt at se jer igen. Kan du da genkende os? Ja – det var jer, der tog jeres engelske familie med sidst I var her, ikke?).
Livet er godt.

31. januar 2020

Min indre dialog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

John havde en aftale i dag med nogle gamle kolleger til en gensynsfrokost. Efter mere end 20 år – han var lidt spændt på, hvordan det ville gå, men han er endnu ikke kommet hjem, så det er nok ikke gået helt galt.

P1000681Jeg benyttede mig af lejligheden til at tage til AOHs messe i Rødovrehallen.
Der var måske ikke ligefrem kaos, da jeg ankom lidt over 10, men det snerpede … jeg kørte ind uden det store håb om, at der skulle være flere pladser, men søreme om ikke jeg så en, som andre enten havde overset pga. bilernes størrelse eller fordi pladsen var for snæver, hvilket den ikke var til mig. Heldigvis har jeg en lille bil, så den passede fint ind der – oven i købet i godt selskab tæt op ad Geilsk.

Hvad skal du nu til håndarbejdsmesse for? Du mangler hverken garn eller stof!
Jeg er da nødt til at se, om der er nogen spændende nyheder …
Du kommer bare hjem med noget, du i virkeligheden ikke har brug for.
Arrhhh … jeg skal nok være standhaftig.
Hmmm …

To timer senere:
Nå. Var du så standhaftig?
Næsten. Jeg købte ikke ret meget. Kun lidt mohair til følgegarn til mit plantefarvede garn. Det var et godt tilbud til under 1/4 af normalprisen.
Og så lidt Manos del Uruguay. Det er verdens bedste garn, ved du nok! Og her fik jeg rabat, fordi jeg købte to fed.
Var det nu også nødvendigt?
Næhhh, måske ikke … og dog … johhh … JO, det var, var det! Absolut nødvendigt.

imageDet skal understreges, at ovenstående er min egen indre dialog. Min søde mand kunne ikke drømme om at stille mig den slags inkvisitoriske spørgsmål.
Han ville heller ikke have så meget at have dem i, fordi han selv benyttede lejligheden til at træffe en aftale i København om at se på en brugt linse. Selv om den er brugt, ville han skulle af med 10 gange så meget, som jeg brugte i dag – hvis han altså besluttede sig for at købe den. Den er perfekt til at fotografere nordlys med, så sådan en kan han naturligvis ikke undvære …

Jeg fik, som skrevet, fat i noget fantastisk Manos-garn, så nu skal jeg til at kaste mig over mit tredje Kaleidoscope-sjal fra Kaosyarn. Jeg købte garn og opskrift af Pia selv, da hun stod på Fiberfolk i Roskilde, og jeg elsker det sjal. Dette bliver det fineste fine af dem alle, fordi det bliver strikket i lacegarn. Det kommer derfor til at tage 100 år at strikke det, men det er forhåbentlig umagen værd, og så har jeg et perfekt bilhåndarbejde til de næste par langture.
Billedet er Pias eget fra hjemmesiden, men jeg håber hun tilgiver mig, når nu jeg reklamerer lidt for hendes fine sjal? Mit eget foto yder ikke sjalet tilstrækkelig retfærdighed.

Desværre (eller måske heldigvis?) var der ikke ret mange stande med patchwork i forhold til, hvad jeg husker fra tidligere år – i stedet var der stande i hobetal med symaskiner af alskens mærker. Jeg plejer ellers altid at finde et nyt og interessant mønster til et eller andet, men altså ikke denne gang.
Så sparede jeg da de penge …

29. januar 2020

Vrede og undren

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:49
Tags: , , ,

Jeg får lyst til at tage Jyllandspostens chefredaktør og deres tåbelige og barnlige tegner og ruske dem. Råbe lige ind i deres ansigter, at ytringsfrihed ikke er synonymt med at give sig selv ret til at genere andre nationer og/eller religioner.
Jeg blev så vred, da jeg så tegningen af det kinesiske flag. Lige så vred som da jeg oplevede alt det med muhammedtegningerne i 2005.
Jeg undrer mig såre over deres tåbeligheder og håber, at JP mister læsere på grund af dette. Som jeg skrev på FB, så er det ikke JP der bestemmer hvornår noget er krænkende. Det bestemmer alene modtageren af ‘budskabet’.
Man krænker ikke et flag. Punktum. Ejheller folks religøse overbevisning. Punktum igen.
Politikerne bakker JP op, ganske som de også gjorde for godt 14 år siden – det gør mig næsten lige så vred. De tør åbenbart ikke angribe den hellige ytringsfrihed, men det ville klæde dem gevaldigt at fortælle JP i utvetydige vendinger, at man godt kan opføre sig ordentligt, selv om man lever i et demokrati hvor man har lov til at tale, tegne og skrive uden at blive fængslet.
Det ville også klæde JP, hvis de offentligt erkendte, at dette her nok var lidt mere end en anelse ugennemtænkt, at de beklager, hvis de har fornærmet nogen, men at det ikke var tilsigtet.
Jeg kunne godt tænke mig at se den gode hr. redaktørs ansigt, hvis ytringsfriheden blev brugt mod ham selv.
Min chef brugte ofte udtrykket perception is reality. Det er måske efterhånden lidt fortærsket, men det er ikke desto mindre rigtigt.
Måske skulle jeg sende forklaringen herunder til JP.

image

Det var det. Jeg fik luft. Tak fordi I lyttede med øjnene.

P1000675

Nu til en anden undren:
Kan det virkelig have sin rigtighed, at jeg den 29. januar kan gå ud i min have og plukke en vellugtende aftenstjerne?
Eller hvis det ikke er en vellugtende aftenstjerne, hvad er det så, der har disse små, lilla blomster nu?
Vintergækkerne kan jeg forstå, men ikke den anden. Jeg ser også allerede dorthealiljer i blomstring, og hvis påskeliljerne fortsætter med samme væksthastighed, så blomstrer de om en måned.

Til sidst (det var jo hele tre ting …) en opdatering:
Min læge har så travlt, at jeg aldrig kom igennem til telefonkonsultationen her til morgen, men jeg har set blodprøveresultaterne på appen Min Sundhed, og de ligger inden for normalområdet, undtagen det ene af de tre kolesteroltal, som dog kun lige netop har sneget sig op over grænsen. Sygeplejersken sagde i går, at EKG’et ser fint ud. Hvis ikke det havde gjort det, havde hun ikke måttet fortælle mig det, men hun må heller ikke lyve noget bedre end det er.
Med andre ord: Jeg er ikke bekymret. Det skal nok gå altsammen.
Faktisk svinger pulsen ikke så meget som da jeg konsulterede lægen. Det er stadig lidt ud over det normale, men ikke fra 60 til 130, mens jeg ingenting laver.
Jeg er nok bare en gammel hypokonder … eller også har det hele været en reaktion på forskrækkelsen, da John fik sit voldsomme anfald af øresten.

27. januar 2020

Godt, jeg ikke er oversætter …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , ,

Vi kan godt lide at se den engelske (originale?) udgave af Jo færre, jo bedre, som hedder Pointless på engelsk. Den danske titel er i øvrigt aldeles glimrende fundet på og er samtidig et fint eksempel på, at man ikke altid skal oversætte direkte, men at det er bedre at gendigte således, at den originale mening ikke går tabt. En direkte oversættelse – som jeg ynder at kalde en undersættelse – er tit ufrivillig komisk og efterlader ringe tanker fra min side vedrørende teksterens spoglige kompetencer.
Jeg har været inde på undersættelser flere mange gange tidligere, dog nok mest, mens jeg stadig arbejdede – og det sikkert fordi jeg af den grund blev eksponeret for flere fejl end tilfældet er i dag.
Men, men, men. Undersættelser eller andre sproglige misforståelser bliver aldrig en mangelvare. For slet ikke at tale om mere eller mindre horrible stavefejl … dette sidste kan konstateres ved at bruge mindre end fem minutter på at bevæge sig lidt rundt på FB.
Lige netop her går jeg nu ikke så højt op i, om folk skriver forkert; det er for det meste ganske almindelige mennesker, hvis dårlige stavning bare er blevet mere synlig pga. de sociale medier.
Journalisterne på BT burde som fagfolk (som jeg dog ikke altid tror det er – eller er det ønsketænkning?) vide bedre end at komme med en som denne:

Hvorfor skal de reddes ud.
Gad vide, hvorfra de tråde skal reddes ud?
BT og Ekstrabladet er lidt for tit leveringsdygtige i sproglige fejl. Jeg læser ikke nogen af disse to, men FB bombarderer jo en med reklamer, så disse klikfang kan man næsten ikke undgå at se.
BTI Studios (som er fusioneret med nogle andre og nu hedder https://www.iyunomg.com/, fandt jeg lige ud af), der oversætter størstedelen af BBCs programmer BBC Brit og BBC Earth, som vi ser en del, er et bureau, som ikke burde lave banale oversættelsesfejl som fx billion til billion og ikke det korrekte milliard.
Jeg ser både morsomme og irriterende fejl, men når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg er glad for, at jeg ikke skal oversætte quizprogrammer og lignende underholdning, for der, især i QI, forekommer en del nærmest uoversættelige ordspil, hvilket dog ikke var gældende, da BTI, på et Pointless-spørgsmål om termen for en bestemt slags strikkede masker undersatte PURL (vrang) til PERLE. Fonetisk lød det ganske vist som pearl, men på tavlen stod der højt og larmende PURL, så den fjollede fejl undrede mig.

Man skal vælge sine kampe, og denne er på forhånd tabt, fortæller man mig tit. Det er desværre nok også sandt, og jeg prøver virkelig i stedet at få øje på de mere komiske aspekter af dette emne – især nu, hvor jeg ikke længere bliver betalt for at finde – og ikke mindst rette – folks fejl.
Det er bare svært at se det morsomme, synes jeg. Alt for tit har jeg lyst til at ruske folk og skrige: Så lær det dog!!! Er det virkelig så svært??? Og nej, det er ikke nok, at jeg forstår meningen! Hvis jeg ikke forstår den ved første gennemlæsning eller min læsehastighed nedsættes, har du ikke gjort det godt nok!
Heldigvis har jeg lært at bruge PYT-knappen, så jeg holder lav profil og forsøger at koncentrere mig om den humoristiske side af sproget.
Billedet her fra FB er et glimrende eksempel på det fantastiske folkevid, som tit er noget af det første på banen ved enhver tænkelig lejlighed, og som også stort set altid får smilet frem hos mig.

Forær mig gerne flere eksempler på fejlagtige, men gerne morsomme, oversættelser eller journalistiske bommerter, tak.

Næste side »

Blog på WordPress.com.