Hos Mommer

26. januar 2021

Nogle ting bliver nemmere med alderen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags: , ,

Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om ret mange ting, der bliver nemmere med alderen. Noget bliver ganske vist bedre med alderen, men det er ikke helt det samme som nemmere.
Én ting, har jeg konstateret i dag, bliver nemmere og nemmere jo ældre jeg bliver. Jeg har nemlig været til den hvertandetårlige mammografi. For det første skal jeg kun lide halvt så længe som de fleste andre, idet jeg kun har ét bryst tilbage, og for det andet brysts vedkommende er det blevet mindre pinefuldt, fordi det er blevet meget nemmere at ‘flade ud’. Naturen har klaret det meste af arbejdet for maskinen.
Nogle fordele er der altså, og det er bare med at finde dem, for der er ikke voldsomt mange …

Teksten herunder nævner også et par gange eller tre, at visse ting er aldersbetingede; at man ikke rigtig kender til det før man er lidt oppe i årene.
Min fætter sendte teksten til mig for et stykke tid siden, hvor den gav mig den dags hidtil største grin.
Der var et ord, der var nyt for mig, nemlig cahoots, og jeg er så forfængelig at tro, at så er der måske også nogle af jer, der ikke lige ved hvad det betyder.
To be in cahoots with someone: at stå i ledtog med en.
Jeg håber I hygger jer lige så meget som jeg gjorde over disse ordspil – det er god engelsk humor, synes jeg.

I have been in many places, but I’ve never been in Cahoots. Apparently, you can’t go alone. You have to be in Cahoots with someone.
I’ve also never been in Cognito. I hear no one recognizes you there.
I have, however, been in Sane. They don’t have an airport; you have to be
driven there. I have made several trips there, thanks to my children, friends, family and work.
I would like to go to Conclusions, but you have to jump, and I’m not too much on physical activity anymore.
I have also been in Doubt. That is a sad place to go, and I try not to visit there too often.

I’ve been in Flexible, but only when it was very important to stand firm.
Sometimes I’m in Capable, and I go there more often as I’m getting older.

One of my favourite places to be is in Suspense! It really gets the adrenaline flowing and pumps up the old heart!  At my age I need all the stimuli I can get!
I may have been in Continent, but I don’t remember what country I was in.  It’s
an age thing. They tell me it is very wet and damp there.

24. januar 2021

Det er blevet vinter i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:26
Tags: , , ,

Tim sendte i morges nogle billeder fra deres idylliske hus (og have), som i nattens løb blev dækket med sne. Han var tidligt ude … snebillederne er lidt mørke, men man kan sikkert godt se, hvor fint det hele ser ud, og paradoksalt nok gør ‘mørkheden’, at sneen virker endnu mere lysende i den morgensol, han så gerne ville indfange på sit kamera.

Vinter - 24 marts 2021

Det bliver lidt billedspam i dag, men det må I finde jer i …

Vinter - 24 marts 2021 -2

… for hvor jeg dog nød at se billederne af et hus (og have) jeg savner …

Vinter - 24 marts 2021 -3

… dog langt fra lige så meget, som jeg savner husets indvånere!

Vinter - 24 marts 2021 -5

The ‘lean to’-drivhus, som jeg er var lidt misundelig over. Det gik næsten helt over efter jeg fik mit eget nye i april. Det hjalp gevaldigt på den følelse.

2021 - 22. januarNu er det tæt på at være et halvt år siden jeg har set dem, og det er 11 måneder siden vi sidst var i England. Jeg har før haft en lang pause mht. at rejse til England, nemlig da jeg havde kræft og blev forbudt at rejse udenlands i et år. Det år var de til gengæld et par gange mere i DK end normalt, så jeg så dem lige så ofte som jeg hele tiden havde gjort. Det her halve år, som i værste fald kan nå at blive til et helt, er en kedelig rekord, som jeg håber aldrig nogensinde bliver slået.
Charlotte har fortalt, hvordan Aubrey vokser og vokser og vokser. I sommer, da de var her, havde han cirka min højde (167 cm), men allerede her efter de nævnte seks måneder har han netop overhalet sin far og må være lige omkring 180 cm.
Det lovede hun at sende billeddokumentation på, hvilket skete morgenen efter.
På billedet retter Tim sig op – hans holdning er normalt lidt skrutrygget, hvilket får Aubie til at virke som om han er højere end sin far, end det ser ud til her. Drengen vokser ud af sine bukser lige så hurtigt C kan nå at købe nye til ham.
Den små Anna holdt op med at vokse for næsten to år siden, så hun er endt med at blive lidt mindre end Charlotte, som er 160 cm.
Det er Anna lidt ked af – hun ville så gerne være højere end hun er nu. Bare lidt …
Mommer siger selvfølgelig, at hun ikke behøver at blive en høj pige; det er bedre at blive en flot pige, og det er hun allerede. Synes altså mommer … måske ikke helt objektivt …
Jeg siger det samme til Anna, som jeg sagde til Charlotte, da denne som teenager klagede over præcis det samme:
Vær du bare glad for det! Du vil få mange flere mænd at vælge imellem, hvis du ellers som mig synes bedst om, at manden er den højeste.

23. januar 2021

Jeg er inde i en periode

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:40
Tags: , ,

Tro nu ikke, at overskriften er en undersættelse af det engelske I have my period. Det er noget helt andet!
Med tiden har planeten Jorden og senere menneskeheden været inde i forskellige perioder. Nogle har varet i millioner af år, andre bare nogle snese.
Visse kunstnere har haft deres perioder – Picasso, for eksempel, har haft både en blå og en rosa periode.
Ikke at jeg betragter mig selv som kunstner; det er mere for at illustrere, at jeg i kortere eller længere tid interesserer mig mere for én ting end for så meget andet. I modsætning til Picasso har jeg gennem livet haft flere perioder.
Der var stenslibningsperioden i begyndelsen af 90’erne, som jeg prøvede at tage op igen i 2016, men det fangede ikke helt denne gang, hvor den i første omgang varede i nogle år.

P1050410P1050411P1050413P1050414

Lige nu er jeg inde i en elefanthueperiode. Jeg er i gang med den femte, og der kommer flere endnu – vi skal også lige have nogle røde og helt lyse.
Jeg er gået over til kun at bruge Røde Kors’ opskrift. Den er for det første den bedste af de to jeg har afprøvet, og for det andet bliver det sandsýnligvis der, de havner på et tidspunkt alligevel, for jeg kan ikke forestille mig, at familien har brug for så mange elefanthuer, hvorimod Røde Kors er umættelig.
Det er egentlig underligt, at jeg får det på denne måde, for der ligger en selvmodsigelse i at hævde, at jeg har ‘perioder’ samtidig med, at jeg på ingen måder ynder rutiner – går hurtigt helt død på sådanne. Der var en grund til, at jeg befandt mig bedst i den udviklingsafdeling, jeg var i i de sidste 25 år af mit arbejdsliv, og hvor man ikke nødvendigvis om morgenen kunne vide hvad dagen ville bringe. Eller også troede man, at man vidste det, men virkeligheden viste sig så at være en anden. Det var ret fedt, syntes jeg, mens andre måtte søge væk, netop fordi de holdt af at vide hvad der skulle ske hvert minut af dagen.
En del af svaret ligger måske i, at huen er strikket på en dags tid samt, at det er forskellige garner og farver, jeg anvender? Ikke-rutinen udmønter sig også i, at der kun er én hue, hvor der for sokkers, vanters (og ærmers) vedkommende altid skal laves en til 100 % mage til den første – for først- og sidstnævnte kaldes dette for SSS: Second Sock/Sleeve Syndrome. SMS (for mitten) er allerede optaget. Jeg kan ikke svare på mit eget spørgsmål, men givet er det, at rutinehaderen her har sine perioder … mindre diplomatiske personer har måske mere lyst til at kalde det for ‘flip’ …

Bagning er ikke en disciplin, jeg nogensinde bliver danmarksmester i – Den Store Bagedyst vil aldrig få en henvendelse fra mig; jeg elsker at se det (og at spise kager), men bryder mig ikke særligt meget om at bage, hvilket nok er gavnligt for mit luksuslegeme.
Det seneste års tid har jeg ikke desto mindre også haft en bageperiode, nemlig muffin-perioden.
Jeg har fundet ud af, hvor nemt det er at lave muffins, og de kan varieres på et utal af måder. Vi belønner os selv med en hver i to dage, mens de resterende otte kommer i fryseren, så jeg har til gæster.
Gæster har vi så ikke haft voldsomt mange af det sidste års tid, hvorfor det endnu ikke er blevet til mere end fem forskellige slags. Muffins, altså. Ikke gæster … men englænderne kunne tage godt fra, da de var her i sommer, og Troels Tækker gjorde kål på de sidste fra fryseren.
Jeg har lige taget et hold citron-birkes-muffins ud af ovnen. De dufter lovende …

21. januar 2021

En plaget rotte – forhåbentlig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: ,

Jeg gjorde pligtskyldigt, som Farmer kunne fortælle mig, at loven foreskriver, nemlig at melde til kommunen, at vi har rotter. Jeg havde, som skrevet i forrige indlæg, ikke den store fidus til effektiviteten af dette, men nu havde jeg gjort min pligt.
Det var godt, jeg gjorde det! Jeg har lært nyt om rotter.
Anmeldelsen foretog jeg tirsdag aften, og allerede onsdag formiddag kom rottemanden. Det var ikke den samme mand, som tidligere havde været her. Jeg lagde ikke mærke til, om der stod Rentokil på tjenestevognen sidste gang, men det gjorde der denne gang.
Allerede inden han bankede på, fik han point, for han gik laaangsomt hen ad flisegangen, mens han kiggede grundigt på sokkelstenene.
Det var en ældre herre med et lunt glimt i øjnene, som havde gjort sig den ulejlighed at se på vores postkasse, fordi han tiltalte John ved navn, da de tog en runde. Det gav ham lige et point til.
Han havde en lille, ivrig hund med “for den er meget bedre end mig, og så bliver jeg ikke træt af arbejdet.” Hunden fandt ud af, at rotterne bevæger sig meget rundt under fiberdugen, vi har bredt ud over det let forhøjede bed ved gavlen, så de har nok gravet gange ud her. Vi ved, de ikke kan komme ind i huset herfra, så det tog vi relativt roligt.
John og rottemanden tog en runde om hele Den Stråtækte, men hverken mand eller hund kunne finde mulige rotteindgange til huset.
Han satte en giftfælde op hvor vi har set en rotte foretage sine klatreøvelser henne ved fuglefoderkuglen.

Vil du ikke nok også kigge op på vores loft? Jeg er sikker på, at det er rotter jeg har hørt deroppe … lydene er for voldsomme til at være mus.
– Har I fanget mus deroppe?
 – Ja – tre-fire stykker her i vinter.
– Er det nogle gange sket, at en død mus kan have ligget mere end et døgn, inden I har opdaget dem?
– Jahhh? Vi tjekker kun et par gange om ugen.
– Så er der næsten med sikkerhed ikke rotter deroppe, for de ville spise af den døde mus, så hvis musene har været intakte …
– Okay! Jeg troede, du ville sige, at hvor der er mus, er der ikke rotter. Eller vice versa. Det er der nogen, der har prøvet at bilde os ind.
– Det er en skrøne, men det vidste I åbenbart.
– Ja. Eftersom vi tidligere har fanget både mus og en rotte på loftet inden for kort tid, kan det jo ikke være sandt.
– Det er sandsynligvis halsbåndmus I har på loftet. De kaldes også springmus; de kan lave en farlig ballade og kan sagtens forveksles med rotter på lydene alene.

Godt. Vi har ikke rotter på loftet alligevel – så har jeg det lidt bedre. Lidt, sagde jeg … for en sikkerheds skyld gav han John to store klapfælder, hvor han nu har sat den ene på loftet og den anden ude i garagen.
Til sidst kom han med en vigtig oplysning: Vi skal lægge en lille halv teskefuld hvedemel på klapfælderne. Det er det allerbedste, ifølge hans erfaring.
Glem jeres svesker, glem ost (det har vi nu gjort for længst; det er kun i tegneserier, at ost er et hit), glem alt andet, I hører om. Det tørrer ud og bliver kedeligt, mens hvedemel holder hele vinteren uden at miste smag eller lugt, og de kan slet ikke stå for det.
Det skal naturligvis afprøves, så fælderne er nu ladet med hvedemel.

Han kommer igen mandag otte dage og derefter hver mandag i en periode. Flere point.
Se, det var en rottefænger præcis som rottefængere skal være.

Vi håber, at vores rotteår også er slut 11. februar … og de må gerne vente til 2032 med at komme igen!

19. januar 2021

Rotteplage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags: ,

Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg kun skulle blogge, hvis jeg havde noget, der kunne være bare minimalt interessant for andre at læse, men det slog mig i dag, at der i så tilfælde snildt ville kunne gå uger mellem indlæggene i disse tider, og så tror I bare, at jeg er død, hvilket jeg trods alt ikke er endnu. Ikke engang af kedsomhed …
Nu gør jeg det så også værre end det er, skal indrømmes. Jeg har mit dejlige hus med den dejlige udsigt; jeg har garn nok til, at coronapesten kan vare lige så længe som De Fem Forbandede År, og skulle jeg endelig løbe tør, så har jeg stof nok til yderligere et par forbandede år. Mindst.
Hvis internettet overlever pesten, så har jeg bøger til et langt liv, fordi jeg låner e- og lydbøger fra tre forskellige udbydere. Tv-streaming er det nok heller ikke slut med sådan lige med det første, selv om det, trods samtidig strikning, er begrænset, hvor meget jeg gider have det apparat tændt.
Selv om jeg ikke kan arbejde i haven, kan jeg kigge ud i den.
IMG_2555Og der kan jeg få øje på en rotte. Dammit. Vi har fjernet al den fuglemad, der kan spildes fra, så den er heldigvis ved at være temmelig desperat. Jeg kan ikke lide at se dyr lide, men med hensyn til rotter er jeg villig til at gøre en undtagelse. For min skyld må den gerne sulte ihjel.
Bortset fra, at jeg synes det er SÅ ulækkert at vide, at vi har rotter, så er det ret underholdende at se de forgæves forsøg på at komme ind i glaskuglen. Den har prøvet virkelig mange gange, men den kan ikke. Den kommer så højt op som til tværrammen lige over dens hoved på billedet, men så falder den ned, fordi den ikke kan læne sig bagud og op til hullet og heller ikke nå fra siderne. Den kan kravle op ad bindingsværket, men glasset er for glat, og så falder den ned. Hver gang. HA.
Jeg er relativt fortrøstningsfuld, for vi er sikre på, at den ikke kan lære det – ‘opgaven’ er fysisk umulig for den. Den skal være inderlig velkommen til at spise af de svesker, vi har lagt i forskellige slags fælder flere steder på grunden, men det er den åbenbart for klog til, det bæst. Den kan måske lugte John, selv om han altid har skindhandsker på, når han håndterer fælderne.
Vi er ikke de eneste, der er plaget af rotter (som om det var en trøst), for vi har et par gange set rottefængerens bil længere oppe ad vejen. Vi har ikke selv kontaktet ham denne gang, for vi synes ærlig talt ikke, at han er særlig god til sit arbejde. Hans tiltag har i hvert fald ikke været specielt effektive, så nu har vi bare selv købt flere af de fælder, der anbefales.

P1050408

Så er fru Solsort her et hyggeligere bekendtskab, og fordi jeg kun lægger ét æble ad gangen midt ude på græsplænen, fodrer jeg ikke rotterne på denne måde. Dette æble smed jeg ud i formiddags, og inden der var gået en time, var det fortæret af dem, det var beregnet på.

17. januar 2021

Pensionistvisen er ikke længere forbeholdt pensionisterne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

Næsten alle i hele verden lever som Sønck og Sørensen gør i deres Pensionistvise. Jeg ved, at rigtig mange andre har det som jeg, selv om det også er en eviggyldig sandhed, at der altid er nogle, der har det værre end én selv.
For eksempel føler jeg mig meget heldigere end alle de mange, der skal passe op til flere børn, enten passe de små eller deltage i en ukendt/uvant skoleundervisning (for nogle både-og!), samtidig med, at de skal sørge for tre måltider om dagen, samtidig med, at de skal passe et fuldtidsarbejde hjemmefra, samtidig med, at de skal undgå at hele huset ligner en svinesti, fordi alle er hjemme hele tiden. Jeg kan blive helt svedt bare ved tanken. Nogle – mange, sikkert – har måske ikke engang den anden forælder til at tage en del af slæbet.
Da jeg forleden talte med Charlotte om det, peb hun lidt over hvor hårdt det er. Hun fik selvfølgelig den forventede portion morpylder og medlidenhed, men da jeg nævnte, at hun trods alt ikke havde elementerne rengøring og fuldtidsjob, kunne hun godt se, at mange havde det værre.
Hun har nemlig, i modsætning til under første lockdown, kunnet beholde sine to rengøringspiger. De må gerne sige nej tak, men de må også gerne tage ud og gøre rent, hvis de overholder de givne retningslinjer, hvilket de gør, for de har svært ved at undvære de penge, de tjener ved det.

SommerfuglehuenSommerfuglehuenimage

For mig er der ingen forpligtelser eller opgaver udover de sædvanlige. Al min tid er min egen. Al Johns tid er hans. Al vores tid er vores.
Privilegerede, kan man sige.
Men holdnuop, hvor er det altså keeeedeligt.
Jo, vi kan da køre og gå ture, hvilket vi også gør, men det lille krydderi med at spise en frokost på restaurant eller cafe eller købe en kopkaf og måske en lille kage er der ikke. Der sker ikke en hujende fis, som kan pifte hverdagen lidt op – og hverdage har vi syv af om ugen i disse tider.
Dette er ikke en kritik af nedlukningen, for den er nødvendig, og sådan må det være et stykke tid endnu. Det er vi alle fælles om at gennemføre.
Det er bare en klagesang. En gedigen omgang selvmedlidenhed. Hvis ikke andre har ondt af mig, må jeg jo selv have det …
Ingen gourmet- eller andre kroophold, ingen udenlandsrejser, ingenting.
Vi har lejet et sommerhus i Sønderjylland i begyndelsen af marts. Det er ikke sikkert, at verden er genåbnet, men vi har lov til at tage til en anden landsdel og undersøge ukendte landskaber, selv om vi skal passe os selv i sommerhuset, fordi vi ikke kan gå ud og spise, men så sker der da bare lidt.

Jeg får strikket som aldrig før! Jenny Alderbrandts sommerfuglehue, hvor jeg skal tage mig voldsomt sammen for at strikke de tilhørende vanter, synes jeg er ret pæn, så mon ikke en eller anden vil have den? Ellers vil Røde Kors altid, og tæppet til dem ligger bare og venter på at kunne blive afleveret. Jeg er i gang med det næste tæppe, men det er et indimellem-arbejde.
Der bliver fyldt mere og mere i Den Store Kurv, hvor der derfor vil blive en hel del at vælge imellem for hele familien, når vi til næste jul kan mødes igen.

Den Store KurvDen Store KurvTæppe till Røde Kors

16. januar 2021

Han kom hjem og var knotten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: ,

I torsdags havde John en aftale hos en hudlæge i Køge. Da han parkerede på Køge Torv, opdagede han, at batteriet i den automatiske p-skive var dødt. Ikke godt … og der var kun fem minutter til aftalen. Han satsede på, at den nok gik og forlod bilen. Hvis ikke de var forsinkede, ville han være tilbage ret hurtigt. Parkeringen er gratis, men den er tidsbegrænset, og Europark er konstant på dupperne, fandt John ud af – man kan sikkert uden besvær gætte, hvordan det gik. Den gik nemlig ikke. Da han vendte tilbage til bilen bare et kvarter senere, sad der en lille hilsen fra Europark. Værs’go’ – 650 kr at betale. Sure penge. Virkelig. Manden var en anelse knotten.
Da han kom hjem, fik han med en smule besvær fat i et nyt batteri; det er ikke helt ligetil, når kun supermarkeder og apoteker har åbent. Apoteket har dem helt sikkert ikke, og Meny havde han ikke meget lyst til midt på dagen.
Han forsøgte sig på reservedelslageret hos Skoda Præstø, som heldigvis havde et, de vil sælge til ham. 
Batteriet blev skiftet, men det hjalp ikke, for han kunne ikke få skidtet til at virke. Bilen blev købt brugt for et lille års tid siden, så p-skiven var arvet.
Han kunne simpelthen ikke starte den skive igen. Han var nu lidt mere knotten.
Der blev investeret i en ny via internettet, og den kom allerede i går. En luksusudgave til halv pris ‘lige nu’. En elektronisk p-skive er nødvendig, for har man først vænnet sig til, at ankomsttid stilles automatisk, vil man i 99 ud af 100 tilfælde glemme at stille en manuel p-skive, hvilket altså koster 650 kroner hver gang!
Han pillede den gamle af og monterede den nye. Alt virkede efter hensigten, kunne han konstatere efter at have været kørt et lille stykke vej for at prøve den af. Den virker ved at ‘standse tiden’, når rystelserne fra bilen stopper, hvorfor den korte tur var nødvendig for at se, om den var okay.
Han var næsten blevet god igen …
clipart.emailDa han kiggede på den gamle skive efter afmonteringen, fik han øje på en lillebitte dims, der skulle have været trykket på for at genstarte den. Den var fuldstændig umulig at få øje på, mens den var monteret på ruden, så man skal vide 1) at den er der og 2) hvor den sidder, og der fulgte ikke en manual til p-skiven med ved købet af bilen. Nu var han atter en anelse knotten. Han stod nu med to elektroniske p-skiver, som fungerede – jeg havde allerede en i min bil, så jeg kunne ikke overtage.
I dag betalte han bøden. Så blev han endnu mere knotten. Europark tog 18,50 krone i administrationsgebyr.
Det var ikke de 18,50. Det var princippet, for hvad skulle de administrere? P-vagten passede sit job; noget man må formode, at bøden i sig selv er med til at betale … har de taget 18,50 ekstra som betaling for vagtens ulejlighed med at sætte sedlen i ruden? Indbetaling og vel sagtens dermed registrering er elektronisk.
Hrmpf.

Tænk, at coronalivet kan blive så kedeligt, at modtagelsen af en parkeringsafgift ophøjes til et blogindlæg …

14. januar 2021

Bare en lille fødselsdagskavalkade

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,
2007 - næsten 2 år 2008 - næsten 2 og næsten 3 år
Maj 2010 - 3 og 4 år November 2010 - næsten 4 og næsten 5
1. skoledag 2011 - bare 4½ år 2012 - 5 og 6 år
marts 2012 - 5 og 6 år 2013 - 7 og 6 år
2013 - 6 og 5 år Hiccup and Astrid - 2016 - 9 og 10 år
Sommer 2018 - 12 og 13 år December 2020 -  næsten 14 og næsten 15 år

Det er næsten synd for jer, at I skal belemres med denne billedkavalkade, men jeg fik lyst til at lave den i dagens anledning.
Det er min blog, og jeg bestemmer … der er naturligvis en årsag til kavalkaden:
I dag bliver mit yngste barnebarn 14 år. For præcis en uge siden blev mit ældste barnebarn 15 år.
Jeg tror samtlige verdens bedsteforældre spørger sig selv ved sådan en lejlighed, hvor de år dog blev af.
Jeg har LIGE været i England for at se Anna for første gang, og kun få uger senere var jeg derovre for at se lille Aubrey.
En god måneds tid efter – allerede på fjerde billede – begyndte Anna at gå i skole, Aubrey fulgte efter på billede fem og de følgende billeder er der også kun få måneder imellem. Føles det som …
Hvis man muser hen over billederne, kan man se årstal og børnenes alder. (Der er en regnefejl på et af dem.)
I mit hoved er der kun gået meget kort tid fra første til sidste billede – det er kun ude i Den Store Verden, der er sket mangt og meget. Selv det år, der blev revet ud af min kalender pga. min kræftbehandling, føles nu som om det kun varede et kort øjeblik – omend jeg godt kan huske, at jeg dengang syntes det år varede en evighed. Tid er en særdeles relativ størrelse, men det beviste Einstein jo allerede for 116 år siden.
Sidste sommer var første år, Anna og Aubrey bad om at få hver deres værelse, da de var her på ferie. Vi har tre gæsteværelser, så det kunne fint lade sig gøre – hvis ikke, havde de nok heller ikke bedt om det … men nu var de glade for den natlige ensomhed:
Aubrey han snorker altså bare meget!
Anna larmer, fordi hun absolut skal børste sit hår midt om natten, selv om hun bare har været på toilettet!
Med andre ord: Nu er de store. Teenagere, men endnu ikke voksne, selv om Aubrey efter skolestart september 2020, hvor han pludselig helt selv kunne finde ud af at lave lektier uden som vanligt nærmest at skulle have svunget pisken, med et grin hævdede, at that’s because I’m grown up now.
Anna passer sin skole og spiller flygel og guitar i fritiden (og i skolen også, i øvrigt); Aubrey passer sin skole, cykler meget i fritiden – og har fået (meget) dyb stemme og overskæg.
Hvor pokker blev de 14-15 år af???
Det ville være selvbedrag at påstå, at det kun er på de to unge mennesker, at man kan se, at årene er gået. Det ville jeg ellers gerne kunne bilde mig selv ind, men sådan er det desværre ikke. Jeg kan kun alt for tydeligt se, at både forældrene, John og jeg er blevet 15 år ældre siden Annas ankomst.

12. januar 2021

Vi kom uuuud …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: ,

OringehalvøenAllTrailsVi vågnede til en vandtom fjord og en skytom himmel. Vi ved ikke helt, hvorfor vandet var forsvundet, men måske har der været en storm oppe i den Botniske Bugt, som har pustet vandet derop og dermed væk fra vores del af Østersøen.
Det gode vejr skulle udnyttes. Under morgenmaden kiggede vi på vejrudsigten, hvorved vi kunne konstatere, at skyerne ville vende tilbage ved 14-tiden, og de er da også stærkt på vej i skrivende stund. Vi kiggede derefter på nysomtalte AllTrails for at se, hvad de mon havde at byde på i dag. I dag formiddag, skulle det være, hvis den vejrudsigt passede.

Der var bl.a. et forslag til en spadseretur rundt på halvøen ved Oringe. God ide.
Oringe startede som “Østifternes Dåreanstalt” og var engang et stort kompleks med mange psykisk syge – 900, da der var flest. Det fungerer stadig som psykiatrisk hospital, men i dag er der kun få pladser, og bygningerne bruges til alskens andre formål, men med alle dem, som har brug for hjælp, og som der ikke er plads til i systemet, kunne de godt udvide til 900 igen. Jeg synes det er trist, at alt for mange ikke får den hjælp, de i nogle gange katastrofal grad har brug for.
Det var et sidespring … det skulle bare lige ud.

Oringehalvøen (3)

Vi begav os afsted til Oringe, satte bilen og begav os afsted på den foreslåede tur. John optog den, lige som han gjorde med den første tur vi tog forleden dag. Billedet øverst er et screendump af vores tur. Den kunne han, hvis han ville, give et selvvalgt navn og gemme for eftertiden, men det gør han ikke – det er bare meget sjovt at se den med nøjagtig angivelse af tilbagelagt distance, tid og højdeforskelle.
På den første del af turen var der fin udsigt til Gåsetårnet og de omkransende mure.

Oringehalvøen (1)

Det var noget værre smat at gå i; vi burde i princippet have haft gummistøvler på, men de er ikke gode at gå tur i, og desuden får jeg kolde fødder, for mine gummistøvler er ikke store nok til at kunne rumme både fødder og et par tykke sokker – så ville de være for store resten af året, hvor jeg har mere brug for dem.
Normalt er vi ikke en time om at gå tre kilometer, men der var så mange dejlige steder, hvor vi lige skulle have et billede eller bare stå og nyde det gode vejr og udsigten over vandet.

Oringehalvøen (7)

Med billeder som disse kan vel ingen være i tvivl om, at vi har haft fantastisk vejr på Sydsjælland her til formiddag. Den himmel fås ikke mere blå!
Så kan vi lidt igen … og nu regner det … det var godt vi kom afsted da vi gjorde.

10. januar 2021

Så skete det – også – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:01
Tags:

Jeg har lige været en tur på Facebook og har igenigen undret mig over, at selv personer, som jeg normalt regner for at være mere end gennemsnitligt begavede, kan falde for alt det spam der åbenbart er umuligt at udrydde fra mediet – også selv om FB selv gør hvad de kan for at stoppe det.
Senest det herunder indsatte, og som jeg med jævne mellemrum ser. Ordlyden kan variere en smule; her er det et mix af to falske beskeder, der har huseret i nogle år, men budskabet er det samme:

Hej @all: ✌️
Glem ikke, at i morgen starter den nye Facebook-regel, hvor dine billeder kan bruges. Glem ikke fristen er i dag!!! Den kan bruges mod dig i retssager. Alt, hvad du nogensinde har slået op, vil være offentligt fra i dag – inklusive beskeder, der er blevet slettet. Det koster ikke andet end en simpel kopi og indsæt, bedre sikkert end undskyld.
Jeg giver ikke Facebook eller nogen Facebook-relaterede organisationer tilladelse til at bruge mine billeder, oplysninger, beskeder eller opslag, både i fortid og fremtid. Med dette udsagn meddeler jeg Facebook, at det er strengt forbudt at kopiere, dele eller foretage andre handlinger mod mig baseret på denne profil og / eller dens indhold. Indholdet af denne profil er private og fortrolige oplysninger. Krænkelsen af privatlivets fred kan straffes ved lov: Facebook er nu en offentlig enhed. Alle medlemmer skal skrive denne note.
Hvis du foretrækker det, kan du kopiere og indsætte denne version. Hvis du ikke poster en erklæring mindst én gang, tillader du lydløst at dine billeder bliver brugt og oplysningerne i profilstatusopdateringer. MÅ IKKE DELES. Kopiér og indsæt.
Den nye algoritme vælger de samme få personer – omkring 25 – som vil læse dine indlæg.
Det er derfor: Hold fingeren på dette opslag, og det fremstår “Kopiér”. Klik på “Kopiér”. Gå derefter til din side, start et nyt opslag og tryk fingrene ind i det blanke felt. Indsæt vil poppe op, klik indsæt.
Dette vil gå uden om systemet.

imageHvorfor tjekker man ikke selv, om det med de 25 personer er sandt? Det er meget enkelt og vil omgående afsløre, at der er noget galt her.
Hvorfor bliver man VED med at falde for ‘kopier – del ikke’, som alene er for at skjule oprindelsen? Hvis det oprindelige opslag bliver slettet, bliver alle delinger også slettet, hvilket ikke sker med en kopiering, hvor det derimod vil fremstå som skabt af den, der kopierer det. Alle spamskaberes drømmescenarie – de vil naturligvis hverken kunne spores eller have slettet deres oprindelige vandrehistorie.
Hvorfor undrer man sig ikke bare? Personer, som jeg ved er på FB mindst en gang daglig, må da have set tilsvarende opslag mange gange før?
Hvorfor undrer man sig ikke over en vending som “bedre sikkert end undskyld”? Det er en undersættelse af better safe than sorry og er noget vrøvl på dansk.
Og i øvrigt er det generelt noget juridisk uholdbart sludder, der står … og det på et ubehjælpsomt sprog, som næppe nogen advokat ville anvende.

Jeg må være lige så naiv, kan I sige, som dem, jeg undrer mig over ikke undrer sig, hvis jeg forestiller mig, at mit indlæg her vil hjælpe noget som helst.
imageDet forestiller jeg mig så heller ikke – jeg skulle bare have luft! Også selv om en eller anden skulle blive fornærmet, hvilket man vel kun bliver hvis man føler sig ramt.
”Undgå virus og spam” på FB kan være både nyttig og underholdende at kaste et blik på. Det var en af mine gamle kolleger, der gjorde mig opmærksom på det i forbindelse med, at hun selv ville fortælle en (anden gammel kollega), at det er spam. Jeg håber hun blev tilgivet.

P1050383

Vi har fået vinter … for en tid …

8. januar 2021

Jeg vil uuuuud – ud under åben himmel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: , , ,

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Anne Dorte Michelsens tekst, der ‘synges’ i overskriften.
Jeg længes. Længes efter godt vejr, så vi kan komme ud og køre en tur for at komme til at gå en tur.
Jeg ved det godt: 1) Vi kan bare gå en tur her hvor vi bor. 2) Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning.
Men der er også noget, John og Ellen gider, og så er der noget, John og nok især Ellen ikke gider.
Da Merete var her i julen, viste hun os en app, som vi satser på at få meget glæde af: AllTrails. Den tager udgangspunkt i, hvor man rent fysisk befinder sig, men man kan klikke et kort frem og dermed lede efter ture i områder, man kunne tænke sig at køre til.
Den er gratis, med mindre man vil kunne downloade kort til offline brug, men det har vi umiddelbart ikke brug for. Det kan dog være, vi får det, for den virker tilsyneladende globalt – jeg kan i hvert fald lede over hele kloden.

Screenshot_20210108-172056_AllTrailsScreenshot_20210108-162154_AllTrailsScreenshot_20210108-173324_AllTrails

Jeg kan næsten ikke få hænderne ned. Først kommer der forskellige lokale forslag op (første billede) – hver af turene har oplyst længde og anslået varighed, og klikker man på en, kommer der et kort frem (andet billede), som selvfølgelig kan zoomes ud og ind. Den røde linje er højdekurven for turen. Man kan lægge egne ture ind, og man kan supplere med kommentarer og egne billeder.
Der er ture fra 100 meter (hvor man bare krydser et bytorv) til ture, der vil tage flere dage at gå, så der er noget for enhver alder og ethvert knæ.
På tredje billede ses et screendump, hvor jeg havde tastet Pewsey ind; en by ikke så langt fra Charlottes bopæl, og allerede i første hug dukkede der to ture op, vi ikke kender, så jeg skal have gjort Charlotte opmærksom på appen. Bluebell-turen nederst skal vi tage ved førstkommende lejlighed, for det er et lige fantastisk syn hver gang. Planen er, at vi skal derover netop i bluebellsæsonen til maj, men nu må vi jo se, om coronapesten igenigenigen forhindrer os i at tage afsted.
Man skulle næsten tro, at jeg har fået sponsorbetaling for dette indlæg, men det har jeg ikke – er bare ret begejstret, så jeg synes jeg ville fortælle alle gårtursglade folk om denne eminente app. I morgen tager vi Around the Suså på billede to – hvis vejret vil, men det ser det lige nu ud til at ville.

For vi trænger, gør vi ikke? Vi trænger til at komme ud, til at se og opleve noget andet, noget nyt, gør vi ikke? Vi trænger til bare for en stund at glemme alt om forsamlingsforbud, rejserestriktioner, afstand til andre og alt det andet, vi alle i mere eller mindre grad lider under.
Jeg har lige bestilt årets fjerde sommerhusuge (ja!), hvor kun den ene tur, som er til det sydlige Norge i juni, kan komme i coronafare. De tre andre er forskellige steder her i Danmark, og det kan ingen forhindre os i at gennemføre. Andet end, hvis vi selv bliver coronaramt, naturligvis, men vi passer på, krydser fingre og venter med længsel på vaccinationen.

6. januar 2021

Så skete det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , , , ,

I morges vågnede vi for første gang i (så vidt jeg husker) 13-14 måneder op til en sort-hvid verden.
Det sner og det sner og det sner, men det bliver ikke liggende. Faktisk tør det efterhånden hurtigere end det kommer ned, selv om det sner relativt kraftigt. Vi har haft det oppe masser af gange før, og jeg har lige mange imod mig hver gang jeg skriver det: Det er helt fint med mig, at sneen ikke bliver liggende. Jeg elsker at komme ud i den vide verden, men jeg vil helst ikke opleve den hvide verden.
Og det er ikke engang fordi vi så skal ud at skovle sne. Vi har vej på tre sider af grunden, og vi skal ikke skovle sne. Hvis det ikke er et vinterprivilegium, ved jeg ikke, hvad der er det.

P1050378

Drivhuset har oplevet sne for første gang i sit liv. Desværre nok ikke for sidste gang …

Okay: Det er da nydeligt, når sneen gør alle haver næsten ens at se på, men fik jeg valget, undværede jeg hellere.

P1050379

Jeg har været dygtig i dag: Jeg har lige siddet og lagt madplan for hele 14 dage! Godt gået, Ellen!
Jeg har naturligvis i samme anledning også skrevet en indkøbsliste, som ikke blev så lang som man måske kunne forvente, men fire af middagene er beregnet til at skulle holde i to dage, hvilket er en del af forklaringen på det.
Kød står der heller ikke på listen. Ikke fordi vi er blevet vegetarer, selv om fem af dagene er helt kødløse og yderligere to næsten er det, fordi det kun drejer sig om lidt bacon som knas på en hokkaidosuppe, men fordi der skal bruges fra fryseren.
Glorien er stor. Ærkeenglen Gabriel er ude i stærk konkurrence. Dog nok ikke så meget på andre punkter end lige selve glorien …
Jeg satser på ikke at være nødt til at skulle bevæge mig ind i et supermarked før efter næste udmelding om nedlukningssituationen. Mange mælkeprodukter kan ikke holde i 14 dage, men jeg vil se, om min til kaffen uundværlige minimælk vil være okay efter et ophold i fryseren.

Til slut en opfølgning på Charlottes lidt skræmmende besked nytårsdag om, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år”.
Da jeg talte med hende, spurgte jeg, om det var bevidst, at hun havde skrevet som hun gjorde.
– Næhhh, hvad mener du?
– Kender du udtrykket, at man ‘sover stille ind’?
Der gik to sekunder, så døde hun. Igen, kan man vel sige … men denne gang af grin. Hun grinede så meget med sin dejlige, smittende latter, at hun helt tabte vejret, så det tog nok over et minut, inden vi kunne fortsætte samtalen, og hun nærmest hikstende sagde:
– Kunne jeg have reddet den med et komma? “Vi sov alle fire stille, komma, ind i det nye år”?
– Ikke helt reddet, men et godt forsøg. Jeg er glad for, at du ikke helt har mistet grebet om det danske sprog – OG ikke mindst, at jeg ikke lige nu taler med en fra åndernes rige.

5. januar 2021

…mand på en tagryg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , ,

Det er ikke en spillemand, vi har på tagryggen, men en tækkemand, for stråtaget skal mønnes. Sidste gang var i juni 2015, og eftersom der skal gå 5-6 år mellem mønningerne, var det tid nu. Troels Tækker besøgte os i sommer, hvor vi over en kopkaf lavede en aftale om, at han skulle klare sagen, når dahliasæsonen var overstået – “for jeg sviner en del”, som han sagde.
Og det har han ret i! Jeg har heldigvis ingen aktier i hele dette arbejde, men John har været ude det meste af dagen i dag og revet halm sammen og fejet. Derudover har han haft lånt Troels’ dertil velegnede rive og har revet det meste af mosset på det sydvendte tag væk. Det har (også) pyntet, for det var blevet helt grønt.

P1050373P1050374

Han er en god tækker. Han er dygtig, reel, holder hvad han lover og lidt til – og er desuden hyggelig at få en sludder med … det er lige før, han tilbringer lige så meget tid i vores køkken som på taget, fordi vi snakker så meget.

Der sidder nogle brædder under de små kviste på taget. De er ved at være temmelig rådne, så dem lovede han at skifte ved samme lejlighed.
Da han kom i går morges, spurgte jeg ham, om han kender en murer eller en maler, der ikke er ved at gå ned af stress (det er vildt svært at få fat i håndværkere i disse coronatider …), for jeg er så ked af/flov over vores pinligt grimme skorstene, som skriger til himlen efter en gang maling, men hverken John eller jeg skal derop og svinge penslen.
“Dem ordner jeg da lige”, siger Troels, “har I maling? Det skal nemlig helst gøres nu, hvor kragetræerne alligevel skal af, og jeg har erfaring for, at murere er rigtig gode til at ødelægge mønninger.”
Jeg kunne have kysset ham, men det må jeg ikke, og jeg er sikker på, at han derfor som en af de yderst få sender corona en venlig tanke …
Forskellen på før og nu ses tydeligt.

P1050361P1050362P1050365

I skrivende stund går de og rydder det sidste op, så Troels nåede det hele på trods af, at vi gav ham en halv dags ekstra arbejde med de skorstene.
Han er som sagt ikke spillemand og han er heller ikke vandbærer, men halmbærer. Han får havrehalmen, som bruges til mønninger, af en landmand, der stadig har en af de første traktordrevne lavtrykspressere. En sådan former ballerne i en slags kuvertform i stedet for de senere højtrykspressede ‘legoklodsminiballer’, som de fleste nok kender.
Vi må håbe, de bliver ved med at holde de gamle lavtrykspressere ved lige, for senere modeller presser for hårdt og dermed knækker halmstråene for meget til, at de kan anvendes til mønning. Danmarks stråtage skulle jo helst kunne vedligeholdes i mange år endnu.
Herunder kan det vist godt fornemmes, at ballerne har en løsere struktur og en fladere facon.

P1050364P1050367

Næsten færdig – garagen fik nye kragetræer denne gang. I 2015 fik stuehuset nye, hvor de bedste af de gamle blev genbrugt på garagen, men nu kunne de ikke mere. Det gav lidt mad til brændeovnen – godt, solidt egetræ. Okay – måske knap så godt og solidt mere, men fint til afbrænding.

P1050377P1050376

3. januar 2021

Er det kun et spørgsmål om prioritering?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:02
Tags: , , ,

Mens Merete boede hos os i julen, fik vi os (bl.a.) en snak om, at vi savnede at komme ud og spise en god og/eller spændende middag. Dvs. … det gjaldt kun for to af os … Merete kunne ikke forstå sådan et savn, og hun gik stort set aldrig ud og spiste. Det blev til en snak om madoplevelser, hvordan sådanne kan defineres og hvordan og hvorfor de opleves så forskelligt fra individ til individ.
Merete elsker sin kajak, sin roklub og de oplevelser, hun får med sig derfra – selvfølgelig deriblandt de helt store og dejlige naturoplevelser. Hun har kajakket på Isfjorden, i de norske fjorde og på de svenske elve. Rundt om Vancouver Island og Bornholm (altså ikke hele vejen rundt …), ja, på snart sagt alle mulige og umulige steder, og hver en tur har været en stor oplevelse for hende.
“Hvis jeg skulle vælge mellem en gourmetmiddag med tilhørende vine og en kajaktur, hvor vi tænder bål og sidder og nyder solnedgangen mens vi tilbereder vores primitive mad … ja, så ved jeg altså godt, hvad jeg ville vælge!”

22 nov 2016 (2)
Jeg ved også godt, hvad hun ville vælge … og jeg forstår hende til dels, for jeg ville gerne have mange af hendes oplevelser – ingen har vel noget imod smukke solnedgange – men selve kajakturen og det at skulle slå et minitelt op og tilbringe natten i en sovepose på et liggeunderlag – det har jeg under ingen tænkelige omstændigheder lyst til! No way! Det er jeg for gammel og for magelig til, men det skal jeg ikke sige til hende, for hun er kun fire år yngre end mig, så i hendes øjne holder den argumentation ikke en meter. Mageligheden er dog ikke aldersbetinget.
Jeg indvendte, at det for os ikke er et spørgsmål om valg, men om tilvalg. Hvis vi blev nødt til at vælge mellem de spændende middage eller fx turene til England, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om prioriteringen, men så længe vi er så privilegerede at kunne begge dele, ja, så gør vi begge dele.
Så langt, så godt – det accepterede hun og forstod det også på lidt samme måde, som vi forstod den med lejrbålet, men vi behøvede alligevel ikke at invitere hende næste gang vi skulle på kroophold eller lignende, for det er ikke kun, fordi hun er single, at hun ikke har lyst til gourmetmiddage. Hun vil meget hellere lave maden selv og samle gode venner i hjemmet. Når hun engang får lov til det igen … det er nemlig ikke fordi hun er en madignorant og bare spiser for at leve; hun er supergod til at lave mad og vi andre nyder godt af hendes überlækre frembringelser.

Solopgangen den 2. januar 2021

Men sådan er vi så forskellige. Skulle jeg, som nævnt, vælge mellem ferier og restaurantbesøg, blev sidstnævnte valgt fra, men så længe jeg kan få både i pose og i sæk, vælger jeg det.
Der er bare lige det, at her under coronapesten kan vi hverken få i pose eller i sæk.
Vi har ikke spist ude i tre måneder. Ikke siden vi var i Sønderjylland i begyndelsen af oktober, og som situationen ser ud i øjeblikket, har det vist lange udsigter, inden vi igen får muligheden.
Vi fik maden udefra nytårsaften, og det var fint. Rigtig godt, faktisk, ingen klager herfra, men det er altså ikke det samme, når man selv står for opvarmning, anretning og servering.
Vi havde læst, at der pga. restriktionerne var mange afbud på takeaway til selskaber, men i mine øjne lød det underligt, idet det var ikke noget nyt, at man anbefalede højst 10 personer sammen, og man skal bestille nytårsmad laaang tid i forvejen. Medmindre man bor i København, åbenbart … i Næstved kørte afhentningen på skinner; de havde 100 % styr på logistikken.
Jeg spurgte derfor hos Bækkels, hvorfra vi fik maden, om de havde nogen kuverter til overs, men det havde de ikke. Derimod havde de vældig travlt med at pakke om fra 10 til fx 4-4-2 eller 5 x 2, fordi folk valgte selv mindre selskaber fra, men deciderede afbud? Nej.

Mange taler i disse coronatider om, at “vi ses på den anden side”. Jeg forbinder udtrykket med noget mere endeligt end det i dette tilfælde er ment, men det er måske blevet mere aktuelt end ønskeligt, idet min datter 1. januar skrev til mig, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år.”

30. december 2020

Årsopgørelse fra en ikke-bogholder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:06
Tags: ,

Det er tiden for årsopgørelser.
De velkendteste er vel dem fra banken, som vi altid har fået; også før den elektroniske tidsalder indfandt sig.
Jeg leverede i går selv en om mit garnforbrug og -køb for i år.
Wordpress plejer at sende mig en statistik om trafikken og øvrigt blogrelateret, rejsebureauerne sender mig breve, som dog ikke er årsopgørelser, for på den front har der sandt at sige ikke været meget at gøre op for 2020, men de sender mig jule- og nytårshilsner for at være sikre på, at jeg ikke glemmer dem, når det bliver muligt at opleve verden igen.
I går fik jeg en fra Audible, jeg ikke havde fået før, selv om jeg har abonneret på tjenesten i flere år.

Audible 2020Audible 2020 _

Det var lidt sjovt … jeg har aldrig haft et rigtigt bibliotekskort. Dengang jeg endnu var i arbejde og stadig benyttede biblioteket, fordi jeg hørte lydbøger på gammeldaws (= dvd) måde i bilen, var bibliotekskortet mit sygesikringsbevis, men det er fint nok, at man kan bruge det samme plastik til flere ting.
Mit (efterhånden gamle, derfor så billige) abonnement på Audible koster mig 5,84 £ om måneden, svarende til én Credit hver måned, som jeg kan købe lydbøger for. Ofte har de to bøger for en bogs pris, hvilket forklarer, at jeg har tilføjet 18 bøger i 2020.
Hvorfor jeg fortrinsvis har lyttet på torsdage, har jeg ingen forklaring på … og at non-fiction er preferred genre kan vist kun være med en meget svag overvægt i forhold til fiction, idet jeg er vild med Lucinda Rileys feel good-bøger, men pyt nu med det.
Denne credit-metode kan man gå ind for eller lade være, men jeg synes den er okay, idet jeg ejer bøgerne og ikke bare låner dem. De har mange gratis lydbøger for abonnenter, men ellers koster de selvfølgelig forskelligt, hvis man skal betale rigtige penge for dem. Jeg har fx lige – efter anbefaling fra Eric – erhvervet mig Barack Obamas bog A Promised Land, hvor han oven i købet selv er oplæser. Den glæder jeg mig til at høre – og så er det ikke forbundet med fare for kvæstelser i ansigtet i samme omfang som med dit eksemplar, Eric, for den vejer ikke mere end mine earplugs Winking smile
Bogen fik jeg for 1 Credit, hvor jeg ellers skulle betale 43 £ i menneskepenge, så det meste af årets abonnement er hentet hjem igen, kan man sige.

image

Jeg abonnerer på Audible, fordi det giver mig en glimrende mulighed for at holde mit engelske bare en smule ved lige. Det kan aldrig blive det samme som selv at befinde sig lige midt i det hele og både tale og høre sproget, men det er så absolut bedre end ingenting – især i et år, hvor jeg ikke engang i samme omfang som normalt kan bruge min søde svigersøn som ‘træner’.
Og så har de jo Stephen Fry derovre … han er fantastisk. Det har jeg sagt før, og jeg gentager gerne: Han er fuldstændig eminent. Jeg havde læst alle Harry Potter-bøgerne, men lyttede til dem med Fry som oplæser – en udsøgt fornøjelse! Og hans Mythos er flot, flot, flot.
I det hele taget har de generelt bedre oplæsere i UK end vi har i DK – retfærdigvis skal dog siges, at jeg nok endnu ikke har hørt tilstrækkeligt mange forskellige engelske til en mere skudsikker påstand, men de er i hvert fald bedre til at finde nogen, der ‘spiller’ de forskellige personer i en grad, så man ikke er i tvivl om, hvem der taler – eller tænker – og man kan altid høre en lydstemmeprøve inden man køber en lydbog.
Hos Audible kan man ændre oplæsningshastigheden med 5 % ad gangen, hvor man hos fx Saxo og Bookmate kun kan ændre den med 25 % ad gangen, så det bliver hurtigt for jappende, mens 1,0 er for langsomt. For de fleste engelske oplæseres vedkommende passer en hastighed på enten 1,1 eller 1,15 mig bedst.
Der er meget at tage hensyn til i bøgernes univers …

29. december 2020

Løftet opfyldt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:07
Tags: , ,

Mit til enhver tid gældende løfte til mig selv er opfyldt for 2020.
Jeg vil ikke tale om eller komme med nytårsforsætter, for det er at bede om nederlag, når man lover sig selv, at næste år vil jeg …
Derimod er der en forskel på at love at gøre et forsøg på hvert år at nedbringe garnlageret i stedet for at øge det. Det kan jeg nemlig godt overholde … altså at forsøge. Det er ikke altid, at forsøget lykkes; det gør det normalt kun, når jeg holder plantefarvningsgarnet uden for regnskabet og dermed kun huler ud i det omfangsrige lager af klar til brug-garn, men i år har jeg præsteret at nedbringe lageret for både det og garn til plantefarvning.
Jeg har strikket i alt 12,647 kilo garn op i år og har ‘kun’ totalt købt 10,9 kilo; dvs. at jeg har brugt 35 nøgler fra lageret.
Det er i øvrigt rekordår for mængde strikket garn, men det har muligvis noget med coronapesten at gøre – aldrig har vi været så meget hjemme som i år. 
Jeg er meget stolt af mig selv og kan næsten ikke få hænderne ned, men det skal de – ellers kan jeg ikke strikke.
Jeg er nemlig meget, meget dygtig, og jeg beklager, at jeg er nødt til at rose mig selv, men John gør det ikke, for han synes kun, at jeg er dygtig, hvis jeg helt kunne lade være med at købe noget, hvilket naturligvis er totalt umuligt at overholde, hvis jeg skulle være så fjollet at love mig selv eller ham det … og så er det ellers ikke fordi han nogensinde kunne finde på at blande sig i mine garnkøb. Han respekterer, at jeg har min hobby, lige som han har sin, og skulle vi endelig begynde at regne sammen hvad vi bruger på den slags, er hans linser ikke ligefrem billige, så vi er for længst blevet enige om, at vi ikke har noget at lade hinanden høre, og så længe vi ikke mangler noget andet, skal vi have lov at hygge os med hver vores.

 imageimage

Hvis nogen mod forventning skulle kigge nærmere på uddraget af excelfilen, bedes man bære over med ordvalget (‘færdiggarn’ er noget vrøvl). Det er ikke skabt med henblik på offentliggørelse, men jeg var simpelthen nødt til at prale i år. Der bliver oven i købet tilføjet yderligere omkring 150 gram strik af det plantefarvede inden nytårsaften, for jeg er næsten færdig med et par tagrørsgrønne futter.
Sweater, 4 år, Røde KorsJeg bestræber mig på at strikke så meget som muligt af de gule og gulgrønne farver til Røde Kors, for selv om jeg synes det er dejlige farver, kan jeg ikke bruge dem til ret meget fornuftigt – i hvert fald ikke, hvis jeg vil have folk til at gå med det, jeg frembringer.
Jeg har lavet flere tæpper og sweaters i de gullige farver til Røde Kors – herunder er vist det tæppe, jeg strikker på lige nu, som er baseret på det klassiske patchworkmønster Log Cabin. Så bliver det ikke kedeligt at strikke …
Jeg forestiller mig, at hvis jeg var en nødlidende mor, der ikke havde noget varmt at svøbe eller klæde sit lille barn i, ville jeg være revnende ligeglad med farven på det, bare det virker, og det gør det.

Babytæppe, Røde KorsDet er ikke nuancer der mangler ...

27. december 2020

En stille jul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:46
Tags: , ,

Det har været den næstmest stille jul, jeg nogensinde har haft/holdt, kun overgået af en enkelt jul i Sverige, hvor vi kun var John og mig, men det er en hel del år siden.
Denne jul blev afholdt i et tempo, hvor alle kan være med, men det er ikke en klage, for det har været vældig hyggeligt og meget fredfyldt.
Når nu der ingen børn var, hverken større eller mindre, valgte vi ikke at have maden stående på bordet klokken 18 præcis, og vi havde heller ikke spor travlt med at få spist færdig for at kunne komme videre i aftenens program, hvor det primære, så længe jeg kan huske tilbage, har drejet sig om at nå frem til det i visses øjne væsentligste, nemlig gaveudpakningen. Vi sad og nød den eminente Amarone til anden og senere den gode portvin til risalamanden, så vi rejste os ikke fra bordet før ved halvnitiden, på hvilket tidspunkt vi normalt ville have nået både at rydde af, mens børnene lagde gaverne under juletræet, samt have haft tændt juletræet mens vi sang de obligatoriske 3-4 salmer, for dermed EN-DE-LIG at nå frem til aftenens højdepunkt.
I år var der ikke engang et juletræ. Faktisk bryder jeg mig ikke om at pynte juletræ, og jeg afskyr at ‘afpynte’ det igen. At pynte træet er i vores familie en børneopgave, hvor de voksne gerne bare sidder og nyder deres puslen og smådiskussioner om, hvor dette eller hint vil hænge optimalt.
I stedet tændte vi mange levende lys og satte Danmarks Radios pigekor til at synge julesalmerne for os, mens vi lod julefreden sænke sig. Vi sad godt en time og bare nød sangene, inden vi gav os til at pakke gaver ud. En ad gangen, selvfølgelig – vi havde jo tid nok, men kun få gaver.
P1020828

Undervejs løb der små videoklip med julegaveudpakning ind fra England, hvor den times tidsforskel på ikke så mystisk vis var blevet mere end udlignet. Derovre holdes der dansk jul den 24. december, og det blev der også i år, selv om vi ikke var der.
Det er dog kun gaverne fra John og mig, der bliver pakket ud juleaften, idet resten af dem gemmes til d. 25. hvor hele Tims mors familie samles – hvilket den så ikke gør i år, hvor sammenkomsten kun vil bestå af otte, nemlig mine englændere, Tims mor med mand, samt Tims bror og dennes kæreste, men ikke inkluderende mosteren, onklen og deres børn og børnebørn, som de ellers plejer.

Den 25. vågnede vi til det skønneste vejr, hvor vi tidlig morgen kunne følge en mand i skydepram liste sig stille afsted langs stranden ved Den Stråtækte.
P1020825Himlen var høj og blå hele dagen, og vi kørte en tur til Mallings Kløft for at gå en tur.
Gæssene fløj i hundredvis over vores hus den morgen; jeg ved ikke hvor de skulle hen, men formentlig på markvandring.

I går vågnede vi op til en af decembers smukkeste solopgange, med en i ret lang tid blodrød himmel, så vi nød alle tre bare synet så længe det stod på.

Nu blæser det. Det blæser rigtig meget. Merete ville have været kørt hjem tidligt her til morgen, fordi hun havde en halv aftale med nogle af kajakklubbens medlemmer om en formiddagstur på Køge Bugt, men det blev ikke til noget pga. den kraftige blæst, så hun er først lige taget afsted.
Det har været hyggeligt at have hende hernede på en lille ferie. Før i tiden var hun sommetider med i Sverige i nogle dage, men det er ikke en mulighed mere, og det var første gang, hun sov her i fire nætter – men ikke sidste, blev vi enige om, for det kan fint tåle en gentagelse.

22. december 2020

I’m Not Dreaming of a White Christmas …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:06
Tags: , ,

Jeg får vel sagtens 99 % af mine læsere på nakken ved at anvende titlen på denne julesang i overskriften, men ikke desto mindre passer det for mit vedkommende, selv om det måske netop i år er mere okay med sne end det plejer at være, fordi folk opfordres til at blive hjemme.

Jeg kom i tanke om den jul, hvor min søster og svoger den 24. december tidligt på formiddagen begav sig på vej mod Jylland til svogerens familie.
Det sneede. Det sneede rigtig meget. Det sneede så meget, at da de havde været næsten fem timer (ja!) om at nå til Ringsted, hvilket normalt tog 25 minutter, kapitulerede de og ringede til gården, hvor der denne juleaften ellers bare skulle have været min far, John og mig, og spurgte om der på nogen måde kunne blive mad nok til to ekstra, for dette her var da fuldkommen HÅBløst! De ville tidligst kunne være fremme på deres bestemmelsessted i Jylland omkring midnatstid – hvis de var heldige.
Det var lige før vi ikke kunne forstå hvad de sagde, så sammenbidte var tænderne, men selvfølgelig kunne der blive mad nok. Vi havde en af gårdens særdeles velvoksne ænder i ovnen, så den kunne sagtens række til mere end tre. De nåede at komme retur til gården inden normal spisetid, og vi blev dermed fem i stedet for tre, hvilket kun var så meget mere hyggeligt.
Årets portvinJeg kan ikke huske, hvilket år det var, men det er der nok andre der kan – det må have været et sted mellem 2004 og 2010.
De forsøgte sig igen den 25. december og kom denne gang til Jylland uden de store trafikale udfordringer.

Jeg troede ellers, jeg var færdig med årets juleforberedelser, men det holdt kun til jeg læste Erics indlæg. Den julekompot er nødt til at blive afprøvet. Det er fint med traditioner, men det har nu heller aldrig skadet med indførsel af nye varianter – som da vi fx i 2016 indførte, at det gjaldt om at få så mange mandler som muligt når man spiser risalamande, og ikke kun den ene, som er det koncept, de fleste kører med. At få flest mandler gør risalamandespisningen til en oplevelse, hvor alle griner og stolt holder hver eneste nyerhvervet mandel i vejret i stedet for at sidde og lure mistænksomt på hinanden. Det bliver i stedet til se! En til!!
En kompot, hvor svesker og rosiner trækker et døgns tid i portvin tilsat kanelstang og kryddernelliker … det kan ikke gå galt.
Jeg troede, jeg havde en halvbillig portvin i spiritusskabet, men det havde jeg ikke, og da jeg ikke gad køre afsted for den ene ting, ofrede jeg en stor sjat af den halvpebrede, jeg købte som ledsager til risalamanden.
Det bliver kompotten næppe ringere af … nu står sveskerne og rosinerne i køleskabet og drikker sig mere og mere berusede. Jeg er spændt på, hvad John og Merete siger til kompotten, men jeg har i hvert fald store forventninger til dette for os nye tilbehør til den traditionelle andesteg.

P1020817

Forleden dag så vi lyset – hele dagen, næsten uden afbrydelser.

20. december 2020

En tålmodig sjæl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , ,

Vi har mindst to fiskehejrer, som vi får besøg af næsten dagligt. Måske også flere, men eftersom vi ikke kan skelne den ene fra den anden og vi kun har set to på én gang, kan jeg ikke vide med sikkerhed, hvor mange der holder til her.
Det er virkelig en tålmodig fugl! Den står bomstille i meeeeget lang tid. Jeg forstår ikke, at den ikke kommer til at fryse om fødderne i vinterhalvåret, men naturen må have fundet en løsning på det, som ellers også ville give alle de andre fugle på fjorden det samme problem.

Fiskehejre

De ser nu godt nok altid ud som om de hundefryser, men sådan står de også om sommeren.
Vi har endnu ikke set nogen af dem fange noget.
Det gjorde derimod den hejre, vi så i maj sidste år på The Kennet & Avon Canal. Som jeg skrev dengang, stod den så stille så længe, at jeg ville have turdet vædde en hel del på, at en eller anden havde anbragt en plastikhejre på stedet.

P1020908

Og så lige et halvmuggent juleopstød: Pressen har så vældig travlt med at bruge en masse tid på hellig (!) forargelse over, at kirkerne må afholde julegudstjenester, når alt andet skal lukke ned.
Jeg er ganske enig i, at det er en dårlig ide, og jeg forstår bestemt heller ikke den stædighed, de kirkelige instanser udviser i den forbindelse, for det er et dårligt signal at sende.
‘Min’ gamle kirke (Havdrup) blev landskendt i går for i Tv-avisen at opponere mod den beslutning. Vi indfødte havdruppere har naturligvis altid været fornuftige …
Men. Hvor står det skrevet, at man skal gå i kirke?
Man har vel lov at tænke med fornuften i forreste række, når ikke kirken er i stand til det? Hvilket den i øvrigt aldrig har været i stand til, på trods af et par tusind års ihærdige anstrengelser for at opretholde dominans. Sorry, men det trængte sig lige på.
Med andre ord: Lad dog være med at gå i kirke, for pokker! Det, at mange er i stand til at bruge hovedet, ville nemlig være et glimrende signal at sende.

19. december 2020

Sådan så mit første arbejde ikke ud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:16
Tags: , ,

Advarsel: Dette indlæg vil indeholde praleri.
Jeg lærte at strikke som seks-syvårig, og da jeg var otte, strikkede jeg min første sweater. Jeg havde en meget tålmodig mor, som uden at kny pillede op eller strikkede tilbage hist og pist, når jeg havde begået en fejl. Hun ville ikke genstrikke det oppillede for mig, fordi forskellen så ville blive for stor i strikkekvalitet. Det kunne selv jeg se … men færdig blev den til sidst; jeg var rævestolt og havde ikke øje for, hvor ujævnt og grimt den var strikket.
Siden er kvaliteten af mine præstationer gradvist blevet bedre, kan jeg vist godt tillade mig at sige – mindre som pral end som konstatering.
Som det vil være nogle bekendt, ville min gennem 35-40 år stædigt strikkefornægtende datter til min store overraskelse lære at strikke.
Jeg er endnu ikke kommet mig helt over chokket …
Hun lærte det i august, bare et par dage inden de skulle hjem til England, men heldigvis ser verden meget anderledes ud, end da jeg var barn og ung.
Blandt andet har man opfundet internettet og dermed YouTube, så er der noget, man ikke kan finde ud af, er der altid onlinehjælp at hente.
Jeg viste hende hvordan man slår masker op, hvordan man strikker ret- og vrangmasker, hvordan man tager ud og ind og hvordan man lukker af.
Vi mangler sammensyning af de strikkede stykker, men jeg satser kraftigt på at vi får lov til at tage derover i maj, og hun bliver nok ikke færdig inden da.
Jeg forklarede hvorfor det er så vigtigt at overholde en given strikkefasthed, hvilket hun, som skrædder og tilskærer, ikke havde problemer med at forstå.
Kan man de nævnte basale teknikker, kan man i princippet strikke alt, hvad der nogensinde er designet til at skulle håndstrikkes.
I princippet …

Charlottes første jumber

Hun tog hjem til England og øvede sig, så hendes strik kunne blive mere jævnt end det hun præsterede mens hun endnu var i Danmark – selv om det faktisk var ret pænt præsteret af en nybegynder.
I september begyndte hun at gå i garnforretninger (der er desværre næsten ingen i en stor radius omkring Charlotte) og surfe rundt på internettet for at finde det helt rigtige garn til det projekt, hun fandt frem til allerede mens hun var her, fordi jeg fandt en side med masser af opskrifter på vintage knitting, hvilket jeg vidste ville være lige noget for hende.
Det viste sig at være noget af en opgave at finde det rigtige garn, fordi hun ikke kunne bruge det fra den lokale garnbutik. Vi fik os en snak om løbelængder – Patons Beehive fingering (2-ply) findes ikke mere, men heldigvis var garnbutikindehaveren en ældre dame, som havde et godt bud på en tilsvarende tykkelse garn. Charlotte købte et par nøgler og gav sig i kast med strikkeprøver, men hun kunne kun få det i naturfarvet, og hun ville have blåt, men nu havde hun et udgangspunkt og kunne gå på nettet.
Så blev farverne den vanskelige del! Skærmen viste sig at være i uoverensstemmelse med virkeligheden, så der skulle et par fire forsøg til, inden hun fandt det næsten helt rigtige garn, som også havde den rigtige løbelængde, men det lykkedes med kun en svag fornemmelse af kompromis.
Vi er enige om, at næste gang hun er i DK, skal vi besøge et par af de fantastiske garnforretninger, vi har her i landet. I UK er der (stadig!) alt for meget akrylgarn. De hævder fx hårdnakket, at det da er det eneste, man kan bruge til babyer! De er skøre, de briter, som Obelix siger.
Man kan få mange udmærkede garner på nettet derovre, men ikke i de to fysiske forretninger, C har adgang til, og enhver strikker ved, hvor vigtigt det er at føle på garnet, inden man beslutter sig.
Nu er hun færdig med ryggen, og mor er stolt.
Det er hun faktisk også selv … the feather-stitch fandt hun selv ud af at afkode, selv om det var lidt kryptisk beskrevet.

18. december 2020

Vi har set en UFO i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:08
Tags: , ,

Mon ikke medierne flyder over med fænomenet i løbet af dagen?
Det er en stor oplevelse, dette yderst sjældne syn, som netop nu i skrivende stund – i hvert fald på de sydsjællandske himmelstrøg – kan ses som en flad, cirkelformet figur stående lavt på himlen. UFOen er svagt gul og den lyser så kraftigt, at det er forbundet med fare for blindhed at se direkte på den, så det skal man ikke forsøge sig med, men man kan med fordel gå ud og lade sig helkropsbestråle, idet dette på denne årstid normalt ikke er skadeligt. Det skulle tværtimod give ny energi, således at man er bedre rustet til at klare sig igennem de forhåbentlig sidste faser af coronapesten – og muligvis også til at gå i gang med de sidste forberedelser til de kommende, måske lidt anderledes, juledage.

Mormors køkken

Jeg er om kort tid på vej ud i Grandma’s kitchen, where grandchildren are spoilt and happy memories are made.
Her skal jeg lave vanilletrøfler, og jeg skulle også have haft lavet Liselottes Italienske fristelser (som vi smagte hos Ditte, og som var vældig gode), hvis jeg ellers havde kunnet få pistacienødder i Fakta, men som det altid går, når jeg en sjælden gang bevæger mig ind i den butik, er der mindst fem ting på min liste, som de ikke har. De må købes i morgen tidlig, som bliver min forhåbentlig sidste indkøbstur inden jul, idet jeg satser på, at alt det indkøbte, inklusive mælkeprodukterne, så vil kunne holde sig t.o.m. den 26. december.
Jeg satser desuden på, at der 1) ikke er ret mange i Meny en tidlig lørdag morgen og 2) at personalet har brugt fredagen på at få fyldt godt op på alle hylderne. Jeg har dårlige erfaringer med at handle mandag morgen, fordi der ofte er mange tomme hylder.

P1020812

Bortset fra de to nævnte manglende gøremål kan julen såmænd godt indfinde sig for mit vedkommende. Gaverne er på plads i England og deres gaver til os er ankommet … ingen stress over eventuelt for sene afleveringer fra det danske eller engelske postvæsen. Jeg sendte udfyldte til og fra-mærkater over til Charlotte, så vores gaver kan blive bare minimalt personlige, selv om Charlotte kommer til at pakke dem ind for mig.
Madplanen er lagt otte dage frem (to af dagene skulle jeg ikke tænke så meget over …), så hvad det kulinariske angår, skal jeg bare huske at tage tingene ud af fryseren i tide. Min søster kommer på en lille juleferie hos os; det bliver hyggeligt at blive tre i stedet for bare John og mig, selv om vi selvfølgelig også havde klaret det.

I øvrigt har jeg til min usigelige glæde konstateret, at jeg, indtil videre, helt har undgået min julehadesang, nemlig Whams Last Christmas.
Om det er rent og skært held, eller man på de forskellige kanaler langt om længe har indset, at der er mange andre end mig, der i mange år har været ualmindelig træt af den julesang, skal jeg ikke kunne sige. Nogle af de traditionelle julemelodigengangere kan jeg høre igen og igen hvert år, men Last Christmas giver mig lige så mange tics og røde knopper som en vis Mr T’s stemme.

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at UFOen er forsvundet igen.

16. december 2020

En lille dims – stor forundring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Vi er i gang med at få ordnet noget, som burde have været i orden fra det øjeblik, vi flyttede ind, men vi er åbenbart ikke bedre end alle dem der siger “det sker for de andre; ikke for os”.
Det handler om flugtveje i tilfælde af brand. Men selvfølgelig brænder vores hus da ikke. Det er andres huse, der brænder. Ikke vores.
Men alligevel … det skal jo være i orden. Først og fremmest skal den lille dims virke således, at man kan løsne posten i midten af vinduet og dermed få en tilstrækkelig stor åbning til, at et voksent menneske kan komme ud gennem vinduet.
Dernæst skal der fastgøres et reb til radiatoren foran vinduet, så ikke man skal springe ned fra første sal, men kan fire sig ned ved hjælp af rebet.
Den redningsdims var gået i stykker på gæsteværelset, så John var i XL-Byg for at få en ny. De havde ikke nogen i løs vægt, men de ydede en god service og ringede rundt for at skaffe et til ham. Det lykkedes i andet hug. Sådan en koster 70 kroner, men leverandøren ville have 85 kroner for at sende den … til XL-butikken, vel at mærke, ikke hjem til os.
Det ville koste 19 kroner at proppe dimsen i en kuvert og sende den direkte til os. Eller til butikken, for den sags skyld. Hrmpf.
Det var ikke de 85 kroner som sådan; dem havde vi nok overlevet, men princippet! John går helt i baglås, når han kommer ud for den slags, så han sagde tak for hjælpen – jeg finder en anden løsning. Ekspedienten sympatiserede vist med den holdning, så han foreslog en anden dims, som ikke var lig med originalen, men med lidt fingernemhed vil den kunne anvendes.
Fingernemhed til den slags opgaver er noget, John har til overflod, så problemet bliver løst.
Nu skal vi bare have fundet ud af at gemme et reb på hvert af de to værelser på førstesalen. Gemme dem, så de ikke kan ses, men så man nemt kan finde dem, selv i en paniksituation, som en brand sandsynligvis kommer til at høre ind under. De skal dog være bundet permanent til radiatorerne, så de altid virker omgående – det er ikke specielt smart at gemme rebene væk på bunden af et skab, men ligefrem kønne er de jo ikke at se på.
Jeg må finde en løsning.

Vi har i øvrigt set noget usædvanligt i dag!
Vi så solen! I morges!
Der er god grund til at finde udråbstegnene frem her! Fordi! Det var første gang i december, vi så den hernede!
Nej, det passer vist ikke helt, men sådan føles det – det er ikke meget vi har set til den i denne måned.
Vi så den kun i en halv times tid, og det var ikke engang en hel sol, men den tittede gennem meget tyndt skylag og lavede flotte solstriber på fjorden.
Vi nåede lige at blive glade og nyde synet, så smuttede den igen om bag et tæt skydække, men vi fik i det mindste konstateret, at den findes endnu – man kunne ellers godt få sine tvivl.

P1030929

Billedet er ikke fra i dag, men er to år gammelt; fra nytårsaftensmorgen 2018.
Sådanne morgener kan få enhver i godt humør, ikke sandt?

13. december 2020

Vi er værre ramt end England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , , , ,

For vistnok første gang under coronapesten ligger vi under for strengere restriktioner end englænderne – i hvert fald end nogle af dem, for de er, ligesom i Danmark, delt op efter hvor stort smittetrykket er.
Vi kan ikke gå ud og spise på restaurant, fordi de er lukket ned. Det kan de, hvor Charlotte bor, fordi de bor i et område under Tier 2, som det hedder derovre. Det betyder bl.a. at pubs and bars must close, unless operating as restaurants. Den synes jeg også burde gælde i Danmark. Jeg kan ikke se noget forkert i at sidde og spise på en restaurant, mens jeg så glimrende forstår, at værtshuse og diskoteker skal holdes lukket.
Sidste gang de var på restaurant, var på Tims fødselsdag den 16. marts, umiddelbart før England lukkede ned. I går, på Charlottes fødselsdag, valgte de den samme restaurant som dengang for ni måneder siden – og det var lige så godt som dengang.
Ingen af dem er specielt vilde med opstillede portrætbilleder, men de vil gerne glæde deres gamle forældre og sendte os derfor en lille billedhilsen derfra, med et par lidt formelle forældre og et par grinende børn.
Aubrey havde nemlig lige sagt noget morsomt, så Charlotte skyndte sig at tage et billede af dem, mens de stadig grinede. Han kan være noget så morsom, den dreng. Nok er han ordblind, men når det gælder det talte sprog, leder han sjældent efter ordene og han er både hurtig og skarp i replikken.
Han kan parodiere, så ingen er i tvivl om, hvem han efterligner. Anna har også en snert af pisken. I går legede de Granny og Julian (Tims mor og dennes mand), og det gjorde de, så Charlotte og Tim måtte beherske sig for ikke at komme til at vække opsigt på den fine restaurant ved at grine alt for højt. Jeg kan ikke dy mig for at komme med følgende historie en gang til, men eftersom det er syv år siden den blev serveret første gang, går det nok.
Syv år siden – dvs., at Aubrey kun har været seks år … det med at være rap i replikken har han været, næsten siden han lærte at tale.

”En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?””

C 44 aarMor 44 aar

Han skal dog føle sig meget, meget tryg, inden han begynder at folde sig ud. Anna siger, at han er meget stille i skolen, så der er ikke tale om, at han fører sig frem på nogen måde, men det gør heller ikke noget.
Tim sagde, at han ville blive et stort hit hos pigerne, fordi en kvinde elsker, når en mand kan få hende til at grine.
Drengen rødmede, hvilket fik Den Pinlige Far til at spørge, om han var et stort hit hos pigerne allerede?
Endnu dybere rødmen og et eftertrykkeligt NO!
Anna smilede bare … forældrene kiggede på hinanden og undlod stiltiende at lade være med at bore mere i emnet …
Jaja, det er jo det jeg siger: De bliver alt for hurtigt store.
Det ender med, at jeg er blevet oldemor, inden jeg ser dem igen, som jeg sagde til Charlotte i dag, men det håbede hun så sandelig ikke!

11. december 2020

Minderne har man da lov at ha’ …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:43
Tags: , , , ,

I morgen bliver min datter 44 år. Jeg syntes jeg var betænkelig tæt på halvgammel, da jeg selv var 44 år, men sjovt nok synes jeg ikke, at min datter er det. Hun er stadig en relativt ung kvinde i sin bedste alder. Men okay … hvis jeg skal se tilbage, så var det bedste tiår i mit liv da jeg var mellem 35 og 45 – af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.
Det er pudsigt, som alder er et relativt begreb. Tim er 47. Da det som teenager gik op for mig, at jeg ville være 47, når vi trådte ind i det nye årtusind, tænkte jeg, at puha, det er en vildt høj alder, og ville jeg mon overhovedet komme til at opleve det?
Det gjorde jeg som bekendt – foreløbig er det 20 år siden, jeg ‘overlevede’ Y2K (Year 2 Kilo), som det hed på arbejdet, og hvor der blev sat mange og dyre ressourcer ind på at tjekke elektronikfunktionaliteten. ALT blev valideret, selv ting, som ikke indeholdt en chip, og jeg griner endnu over det, som jeg også gjorde dengang. Jeg stod allerbagerst i køen til at deltage i det pjat, som jeg anså det for at være, og håbede inderligt, at min chef ikke ville melde mig ind til projektet, for selvfølgelig ville tingene virke, også efter nytårsaften 1999/2000. Når et eller andet var valideret og fundet okay, blev der sat en mærkat på med Y2K, så ingen skulle være i tvivl om, at her var alt i orden.
De fandt ikke så meget som en lillebitte dims, der ville gå i sort nytårsaften, men det havde kostet firmaet (ganske som for mange andre firmaer) penge at konstatere det. Man sagde better safe than sorry, og det kan der selvfølgelig være noget om … men jeg hørte nu heller aldrig om andre, der havde fundet noget, som ikke virkede, selv om journalisterne kørte ud i store dommedagsoverskrifter, at ens kaffemaskine eller hårtørrer risikerede at eksplodere kl. 12 nytårsaften. Det må siges at være årtusindets practical joke, en eller anden havde fundet på. Sådan ser jeg på det, og jeg er ikke bagklog, for jeg hævdede det allerede inden man satte det hele i værk. Det virkede simpelthen ikke logisk, at det skulle kunne ske.

Tilbageblik … nostalgi … et anstrøg af rørstrømskhed … de samme tanker må Tim have haft i går, da han sendte mig både nye og ældre billeder af hus, have, kone og børn. Jeg tror, at han er klar over, hvordan jeg har det med ikke at kunne komme til at se dem derovre, hvilket han ikke skal høre noget for, og jeg sad da også bare og nød billederne – og har valgt kun at sætte nogle i fra i år.

The Malt House 2020A room with a view

Herover det for nogle af læserne så velkendte, og, for mit vedkommende meget savnede, hus med de smukke sash windows, der også er bay windows. Jeg har lært en del om engelsk arkitektur og fagudtryk i min tid som mor og svigermor til et par, som har ejet/ejer et hus, der kan dateres tilbage til hhv. 1310 og 1410.

Dinnerplate 2Dinnerplate 1

Charlottes første dinner plate dahlias. De er virkelig store – hun måtte bare eje sådan en, da hun så, hvor stor min blev.
Det bliver Aubrey også. Altså stor … da vi var derovre i marts, var han netop vokset Anna (på 158 cm) over hovedet, og da de var her i august, var han lidt højere end mig, dvs. omkring 170 cm. Nu nærmer han sig med hastige skridt 180 cm, hvis ikke han allerede er der – det er helt vildt, som han er vokset i år; jeg troede ikke, man kunne vokse så meget på så kort tid.
(Og her kan selv moar se, at C ikke er 20 år længere … hun har jo fået rynker!)

9. december 2020

Jeg er i gang med årets rilette de porc

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

For små ni år siden serverede jeg et indlæg, der mest af alt var et surt opstød over folks madsnobberi, og jeg tror egentlig, at det stadig er aktuelt – selv om jeg vist, trods alt, ser lidt mere sylte rundt omkring hos slagterne nu, end jeg gjorde dengang. Og – ikke mindst – er nogle af dem med tiden blevet bedre til at lave disse sylter. Men undgå for himlens skyld de fabriksfremstillede!
Man skal bare ikke kalde den slags julemad for sylte. Man skal kalde det for svineriletter eller, endnu bedre: rilette de porc, for så bliver det med ét konverteret til at høre under begrebet finere madlavning, hvorimod alene ordet ‘sylte’ kan få mange til at komme med underlige ansigtsudtryk, der ikke ligefrem udstråler glæde og forventning.
Rilette og sylte er faktisk det samme – blot er den danske sylte mere velsmagende, fordi den er mere krydret …
På billederne er den lyse en fransk rilette de porc og den lidt mørkere er en dansk sylte. Forskel?

Rillettes de porcDansk sylte

Hånden på hjertet: Hvor mange af jer har selv lavet sylte? Hvor mange af jer har smagt en god sylte, som en anden har lavet?
Jeg kommer masser af krydderier i kogelagen. Vi taler ikke om less is more, men om more is more, når der laves sylte: Hele løg med nelliker, allehånde, hele peberkorn, hele enebær, fem fed hvidløg, meget salt, en stor dusk frisk salvie og ditto frisk timian, 5-6 laurbærblade, en spiseskefuld friskhakket ingefær og en deciliter eddike.
Nogle gange har jeg et halvt svinehoved at komme i gryden, andre gange ikke. I dag er en af de andre gange, hvor jeg så må nøjes med det, de i køledisken kalder en syltepakke.
Det dufter himmelsk krydret i hele huset, mens det står og simrer. John var ude foran for at feje visne blade sammen, og da han kom ind igen sagde han, at han kunne lugte alle krydderierne udenfor … det var selvfølgelig via udluftningen fra emhætten.
 Lige om lidt skal jeg ud og rive løg til at komme i selve sylten. Undskyld: riletten. Eller hvad?

Jeg ville også gerne nå at lave vores genbos julekonfekt, som de overraskede os med sidste år. De så meget flotte ud, de små chokoladeovertrukne kugler med guldstøv på. Hun spurgte om vi kunne gætte hvad der var indeni, men det kunne ingen af os gennemskue; bare konstatere, at de smagte vældig godt.
Hovedingrediensen var søde kartofler! Kun sødkartofler, mørk chokolade og vanillesukker.
Det havde jeg aldrig gættet, om jeg så havde fået 100 gæt. Sund konfekt – what’s not to like?
Hvis de bliver lige så gode – og flotte – som genboens, tager jeg et billede og praler med det senere.

8. december 2020

Jeg er ikke negativ, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:03
Tags:

Jeg er ikke negativ, men det er mine renter. Det er vældig irriterende, hvis det betyder, at vi skal betale banken for at opbevare vores likvide midler, men det gør så ikke så meget, når det i stedet drejer sig om renterne på det realkreditlån, vi har i huset, da banken jo så i princippet selv betaler afdrag på vores lån. At det med denne minimale rente nok varer længere at blive gældfri, end John og jeg har tilbage i leveår, betyder mindre – det er ikke noget, vi ligger søvnløse Congress' Corona-Cash Cock-Up. Americans have begun receiving their… | by  Varad Mehta | Arc Digitalover. Lånet vi har i huset, er så lille, at hverken vores bank eller vi selv er bekymrede for, om der vil være dækning, når vi (eller Charlotte) engang skal sælge det. Det er så lille, at banken ikke engang har skrupler over at lade vores lån være afdragsfri, selv om vi har den høje alder, vi har. Det koster os derfor stort set ingenting i de kvartalsvise terminsudgifter. Selvfølgelig er bidragssatsen højere, end hvis vi betalte afdrag, men at undlade dette betyder, at vi har 5000 kroner mere til tant og fjas hver eneste måned, så jeg betaler med fornøjelse det relativt høje bidrag.   
Når jeg i dagens Danmark fortæller om lånet på det hus, jeg købte i 1982, hvor den landede lige over 20 % i rente, tror folk, at min hukommelse må svigte, men det gør den ikke, og jeg var endda ‘heldig’, for den nåede helt op på godt 22 %, før den langsomt begyndte at kravle nedad igen. Dengang sprang renten sommetider med flere procent ad gangen; nu regulerer man vores med 0,006 promille! 
Jeg fik brev fra vores realkreditinstitut i dag:

image

Happy For Money? - SOUL CONJUNCTIONDen er lidt tricky, ikke sandt? Vi betaler en krone mindre i rente … det skal vel så forstås som at banken fremover betaler en krone mere af på vores hus hvert kvartal? Jeg synes det med negative renter er noget underligt noget, og jeg forstår ikke helt konceptet.
Det er også ligemeget; jeg synes ikke jeg behøver ikke at vide mere – især ikke så længe det kan holde sig til +/÷ 1 kr i kvartallet. Uanset om den ene eller den anden har denne udgift, kan jeg ikke se, at der kan være ret meget at bekymre sig om – i økonomisk retning i hvert fald – man kan vel altid finde bekymringer, hvis man anstrenger sig tilstrækkeligt meget for det.
Der skal nok blive til både jule- og fødselsdagsgaver de næste år, vil jeg tro. Hvis ikke, er det ikke fordi vi sidder for dyrt i huslån.

6. december 2020

Nyt ord: snood

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:45
Tags: ,

Anna har fødselsdag den 7. januar. Og ikke nok med det: Aubrey har den 14. januar. Det er endnu dårligere timet end Annas mors fødselsdag, den 12. december, som vi altid markerede ved at begynde julepyntningen den dag – på den måde blev der gjort noget særligt ud af fødselsdagen, og ingen var trætte af julen endnu på dette tidspunkt.
Det er noget andet med Annas, fordi folk efter nytår er trætte af alt det sociale samvær (måske dog mindre i år end normalt), og fordi mange har brugt det meste af den månedsløn, der skulle holde hele januar.
Jeg har spurgt Charlotte, hvad hun dog har tænkt på, men det er hun ikke meget for at svare sin mor på …
Nu er børnene ved at være så store, at det ikke længere er upraktisk kun at få gaver en gang om året. Da de (og selvfølgelig også Charlotte) var små, gik deres udvikling så hurtigt, at legetøjsfornyelse en gang om året ikke helt var nok til at følge med. Så er det jo heldigt, at jeg altid har elsket at give dem gaver i utide …

Snood og uglevanter  Uglevanter

Nu er det ikke længere en for hurtig udvikling, der er problemet, men mere, at jeg ikke altid ved, hvad jeg skal give dem i fødselsgave før efter jeg har set hvad de får juleaften, og fordi jeg først ved det der, kan det knibe med at være sikker på at få dem sendt til England til tiden – hvis det P1020799altså skal sendes fra DK, hvad det ikke altid skal, men alligevel har vi altid en anelse travlt for at være sikker på, at hun får det på dagen.
Charlotte gør sit bedse for at koordinere ønskerne, men Tims familie er ret anarkistiske på det punkt – de skal nok selv bestemme, hvad de vil give hvornår, hvilket på sin vis er forståeligt nok, men altså nogle gange en anelse upraktisk.
Okay, så er det da heller ikke værre end som så … det er ikke ligefrem noget, der giver os søvnløse nætter.
På Annas ønskeseddel, som i øvrigt er dejlig lang, står der bl.a. wool snood.
Ellen, som ellers mener sig værende relativt god til engelsk, måtte have fat i sin gode ven Google, som billedlig talt kunne fortælle mig, at sådan en er et halsrør, som jeg på engelsk kender som cowl.
Faktisk kommer der flest cowls op, når jeg googler snood, så jeg vil tro, jeg har fat i det rigtige ved at strikke nedenstående sag i kølige blå farver.
Jeg havde lige netop garn tilovers til også at strikke et par farvematchende uglevanter, som jeg ikke kunne stå for, da jeg så dem. Tænk, at der bare skal et par velplacerede snoninger (og et par små knapper) til for at frembringe denne visdommens fugl.

Jeg har også strikket en Feather-hat. Jeg synes bare ikke, at det mønster ligner fjer, snarere blade, så jeg valgte en efterårsfarve.
Jeg ved ikke, hvem der skal have den, så den kommer nok bare i den familiekasse, som desværre ikke bliver ryddet i år, fordi vi ikke kan samles pga. coronapesten. Skal jeg give hele indholdet i den til Røde Kors, eller skal jeg gemme det til næste år? Det kan jeg simpelthen ikke beslutte mig for.
Jeg har også designet en hue, jeg kalder Bikuber, selv om det er firkanter og ikke sekskanter. Det var for at lege med alle de mange, mange farvenuancer, jeg får ud af det, når jeg farver garn, og jeg synes selv, det blev ret godt illustreret.

P1050323P1050331

Så mange gider familien sandsynligvis ikke aftage, så alle viste huer, inklusive bladhuen, kan købes, hvis det skulle have interesse. 150 kroner pr. stk, og så betaler jeg (brev)portoen. De passer et damehoved/teenager af gennemsnitsstørrelse.

P1050326

5. december 2020

Specialbyggede fuglehuse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:32
Tags: , ,

Da først John begyndte at bygge de fuglehuse til mejserne, som jeg fortalte om forleden, gik der sport i det for mit vedkommende.
Ikke, at jeg begyndte på at snedkerere fuglehuse; det vil jeg overhovedet ikke blande mig i, når jeg har en mand, der er meget bedre til den slags, end jeg nogensinde ville kunne blive. Jeg holder mig helst fra hans maskineri, lige som han ikke har tænkt sig at tage min symaskine i brug. Vi hylder forskellene og går ikke ind for ligeret for enhver pris.
Næh … jeg begyndte at surfe rundt på nettet for at finde ud af, hvilken boligform de forskellige fugle foretrækker. Kunne man måske, ved hjælp af en sådan viden, kunne lokke flere af én art til fremfor en anden?
Vi har to rødhalse, vi meget gerne vil have til at blive, ligeledes gærdesmutterne, som vi også mener at have to par af.
Jeg fandt forskellige huse til dem, og da målene var angivet, selv på dem, der skulle købes færdige, viste jeg dem til John.
Se her: Dem kan du sikkert sagtens finde ud af at lave selv, ikke sandt? De er da noget så nuser!

GærdesmuttehusMejsehus

Rødhalshus

Selvfølgelig kunne han det. Han fandt en vinkelmåler frem og sad og regnede og tegnede en halv times tid, hvorefter han gik ud og begyndte at save.
Det første billede viser et gærdesmuttehus; det andet det velkendte og mere almindelige til mejserne, og det sidste er til rødhalsen. Disse kan, ifølge mine kilder, godt lide at have en overdækket terrasse, fordi de har det bedst med at have mulighed for at kunne stå og sondere omgivelserne, inden de begiver sig ud i dem. 
Det hus kunne jeg ikke stå for – det er da den rene luksus, og jeg håber virkelig, at rødhalsen vil beslutte sig for at tage det i brug.  
Da John kom ind for at vise mig prototypen til denne luksusudgave af et fuglehus med terrasse, sagde han, at han havde tænkt sig at kalde det for Robinhus. (En rødhals hedder, som de fleste nok ved, Robin på engelsk.)
Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans påfund og fik hurtigt kogt lidt mere suppe på den ide, så jeg fortsatte i bedste ejendomsmæglerstil med at foreslå at kalde det andet for Home og det tredje for Estate. Nybolig dur ikke, for det ville kun passe det første år.
John ville dog ikke kaste sig ud i at lave små fine navneskilte til husene …
Han besluttede at male dem mørkegrønne, dels fordi det ubehandlede træ virker alt for lyst og dermed for synligt og dels fordi det ikke holder særlig længe, netop på grund af, at det ikke er trykimprægneret. På denne måde håber vi, at levetiden vil kunne forlænges med nogle år, og desuden falder husene noget mere naturligt ind i omgivelserne, når man får dem anbragt, hvor de skal hænge.
Hvis ellers fuglene så overhovedet kan finde dem … men mon dog ikke?

3. december 2020

Det er nemt at give sig selv arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:50
Tags: ,

Som det vil være mine faste læsere bekendt, fik jeg nyt drivhus i foråret. Fra et af køkkenvinduerne kan jeg se ud på det, hvilket jeg har gjort utallige gange siden april, og jeg nyder synet hver eneste gang – jeg elsker bare det drivhus. Også når det ikke er i brug.
Forleden dag slog det mig, at det måske kunne være pænt med en lyskæde hele vejen rundt der, hvor væggene knækker over til taget.
Det skal afprøves, så i går gik turen til Køge, hvor vi regnede med, at udvalget var tilfredsstillende stort, idet det var en bestemt kæde, jeg gik efter.
Udvalget var desværre ikke tilfredsstillende stort, så jeg måtte gå på kompromis, som kom til at bestå i en 50 meter lang kæde med 1000 led. Den vil jeg lægge dobbelt og føre den de godt 20 meter rundt.
1000 led fylder ikke meget i en kasse …

P1020774

P1020775Men 50 meter fyldte meget på mine gulve … det meste af køkkengulvet i parallelle baner, videre ud i entreen, så igennem stuerne for at ende nede i systuen.
Jeg fik med andre ord foldet den helt ud, så jeg kunne komme til at lægge den præcis dobbelt. Derefter kunne jeg begynde arbejdet med at hæfte dem sammen med sorte plasticstrips – en for hver cirka 25 cm.
Det tog en rum tid.
Da den nu dobbelte lyskæde lå i en bunke på gulvet, tænkte jeg over, hvordan jeg nu bedst kunne håndtere den uden hurtigt at gå totalt i killingebehandlet garnnøgle for mig.
Aha – garnnøgle! Det var kodeordet: Et haspetræ kan selvfølgelig anvendes til andet end garn!
Kæden kunne lige præcis være på Johns hjemmelavede, men yderst anvendelige (og anvendte) haspetræ, så nu er der styr på de lede lys. Håber jeg …  
Jeg ville have sat dem op i dag, men planer er til for at ændres, for da jeg kom ind efter at have været i drivhuset for at vurdere omfanget af påklædning samt overveje min ophængningsstrategi, pingede der en sms ind med en forespørgsel om vi var hjemme i eftermiddag, for så ville de komme og hente de sutsko, der blev glemt sidst.
Jamen det er vi da, og bliver I ikke også til aftensmaden? Det er langt at køre for en kopkaf.
Det ville de heldigvis gerne, så jeg fik andet at tænke på … oplysningstiden må vente til i morgen.
Det praktiske mht. mini-gæstebuddet er nu klaret alt sammen; der blev oven i købet tid til et indlæg, så nu kan de bare komme, kan de.
Det bliver godt – man går jo nærmest og gror til indendørs for øjeblikket, fordi det ikke er det mest interessante vejr at køre ture i, så det er kærkomment at få lidt adspredelse i form af hyggeligt samvær med gode venner.

1. december 2020

Når man ikke selv har, må man låne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: ,

Min niece Amalie har en lille baby på godt et halvt år, som meget gerne vil sove med moderens arm på sin mave liggende oven på den lille dyne. Det kan godt tage lang tid at falde i søvn, for hun er nået til jeg-vil-så-gerne-kravle-men-kan-ikke-rigtig-endnu-så-jeg-øver-mig-hele-tiden-alderen. Den alder kan godt medføre en trang til at møve rundt HELE tiden, også når man er træt og egentlig bare burde falde i søvn.
Men det gør hun ikke. Malle læste, at mange med fordel anvender en dyne med tungt fyld – altså en kugledyne i miniformat.
Moster Ellen her blev kontaktet – om det var noget jeg kunne assistere med at sy?
CarolineJada. Og mon ikke også jeg har noget stof, vi kan bruge? Du skal bare selv medbringe fyldet.
De kom sidst på formiddagen. Hvor var det dog skønt at få lov til at holde sådan en lille unge igen.
Hun var ikke spor utryg ved at blive ‘håndteret’ af mormoster – det er en sød, glad, smilende og nem lille pige. Altså bortset fra, når hun skal sove til natten, men det er ikke mit problem, og forhåbentlig heller ikke Malles fra og med i aften.
Det bliver spændende at få at vide, om den ekstra dyne kommer til at virke efter hensigten. Moderen har selvfølgelig ikke spor imod at putte barn; det er bare knap så sjovt, når det tager alt for lang tid.
Man kan købe svøbeposer, soveposer, sovedragter og soveveste med tyngde, som koster fra 1500 kroner og opefter. Det er godt nok mange penge. Det er endnu dyrere at købe en kugledyne til babyer, nemlig godt 2600 kroner. Og hvis den så ikke engang virker – det ved man jo ikke, før man har prøvet. Der findes vist billigere udgaver, men hvis man kan sy noget selv, der virker, er det da langt at foretrække.
Malle fortalte om en, der syr dyner som den vi har syet i dag – dog større end vores, nemlig som babydynestørrelse, hvor vi nøjedes med at sy en i halv størrelse. Den dame tager 900 kroner for det. Så er den også betalt! Set i sammenligning med fabriksvaren er det dog billigt, men alligevel … det tog mig mellem en time og halvanden at sy både dynen og et betræk til den, og hvis jeg tog 500 kroner for det, ville jeg være helt flov over at tage så meget. Nogle bruger kirsebærsten, nogle bruger ris, andre har forsøgt sig med tørrede kastanjer … Malle valgte noget helt fjerde.
Hun valgte stoffet og passede sit barn mens jeg syede. Til sidst hjalp hun med at komme knækkede hvedekerner i. Jeg ved ikke lige hvorfor hun valgte det fyld frem for ris, men det kan vel være lige så godt. Vi valgte at sy et vaskbart betræk, for bliver der gylpet på selve dynen, er det ikke vildt smart at vaske noget, der indeholder knækkede hvedekerner. På den anden side – hvor mange kan lige prale af at have en spiselig dyne?

Næste side »

Blog på WordPress.com.