Hos Mommer

24. august 2019

Trelleborg og nyt legetøj

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , , ,

I dag havde Haveselskabet arrangeret et plantemarked ved Trelleborg, hvor jeg ikke kunne huske at have været – selv om John påstår, at det har jeg …
Jeg kom ikke hjem med så meget, blot tre hosta og en enkelt floks, som til gengæld er højere end jeg er! Spændende, om den bliver lige så høj i min have. Derefter gik vi ind på Trelleborgs område gennem museet, hvor jeg fandt en gave til Tim. Han er svær at give gaver, men han holder meget af at læse, selv om man aldrig vil opleve ham læse en skønlitterær bog. Det er altid enten biografier eller, oftest, en fagbog eller en dokumentarisk beskrivelse af et eller andet. Bogen jeg fandt i dag hed The Vikings – Culture and Conquest, skrevet af Martin Arnold, som er Senior Lecturer in Old Norse-Icelandic Studies at Hull University.
Den bog er jeg næsten sikker på, at Tim vil finde læseværdig.

Trelleborg

Trelleborg

Øverst hele ringborgen taget med panoramafunktionen på mit lille Lumix. Det besluttede sig åbenbart for at skifte indstillinger midt i det hele, resulterende i, at det kom til at se temmelig uprofessionelt og ubehjælpsomt ud, men det var den eneste måde, jeg kunne få hele borgen med på.
Der er såmænd ikke så meget at se på området, men det er da interessant nok, hvis man har fantasi til at lade bygningerne vokse, få liv og forestille sig livet dengang. Billedet lige herover er aftryk af nogle af de 15 huse, der ligger uden for ringborgen – formentlig brugt til dyr og til værksteder.

VikingelanghusVikinge-overklassekjole

Inde i langhuset var der meget mørkt, lige når man kom ind ude fra den skarpe sol – det varede dog ikke længe, inden vi kunne se interiøret.
Dragten er en kopi af en rig vikingekvindes. Mon stoffet er farvet med kraprod?

Herunder ses forskellen på Johns nye kamera og mit lille Lumix.
Begge billeder er taget på automatic, og der er ikke pillet ved dem efterfølgende. Jeg kan godt forbedre mit billede digitalt, men det ville i givet fald ikke være specielt illustrativt, og det ville aldrig komme til at ligne Johns alligevel …
Johns nyerhvervede kamera er et Canon 6D mark II, som er nummeret før et ‘rigtigt’ kamera til professionel brug, og mit er som sagt et Lumix TZ90.
Den ret voldsomme prisforskel skulle så sandelig helst også afspejle, at det er et godt kamera, han har investeret i.

Vikingelanghus, TrelleborgVikingelanghus, Trelleborg

Herunder ses resultatet af lidt leg oppe fra vores shelter. Jeg kan godt lide den dybde, han kan få i sine billeder.

Geranium

Hvis man skulle være interesseret, har John kamerahuset til et Canon 6D til salg. Linsen har han beholdt til den nye version af monsterkameraet, som jeg kalder det.
Det er godt. Det er et sindssygt godt kamera han har købt, men jeg synes det er alt for tungt at slæbe rundt på.
Hvis jeg vil tage bedre billeder (ikke bedre end Johns, men bedre end Lumix TZ90 kan præstere), tager jeg mit andet LumixFZ82 i brug – det er et glimrende systemkamera til sådan en amatør som mig. Også rigeligt tungt, men det værste er, at det ikke kan være i min taske, når jeg ikke bruger det. Hvornår mon man opfinder et minimonsterkamera? Alt kan jo ellers laves mindre og mindre, men åbenbart ikke gode kameraer.

Reklamer

22. august 2019

Skovtårnet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:14
Tags: ,

SkovtårnetTirsdag havde vi booket billetter til Skovtårnet, som er Gisselfelds nyeste attraktion. Man skal vælge et time slot at komme på, men der var ingen, der var helt optagede, fordi højsæsonen nu er slut, så vi kunne vælge frit – og tog kl. 10:30. Da vi så, hvordan det hele fungerede, giver det god mening at fordele folk, så ikke der opstår trafikpropper på vej op eller ned i tårnet.
Der er plankebroer hele vejen ud til tårnet og hele vejen tilbage igen – først den ene vej, og så den anden vej – de var meget praktisk lavet ensrettede, så man for det første fik to forskellige vandringer gennem skoven og for det andet ikke uafladeligt skulle vige for modgående trafik. Man måtte ikke forlade the board walks af hensyn til naturen, hvilket måske umiddelbart kan virke fjollet, men når man tager i betragtning, hvor mange tusind besøgende, de har der, giver det også god mening. Når man har gået fra start til slut og har været oppe og nede i tårnet, har man gået 3,2 kilometer. Mange har angivet, at det er fire, men det passer nok også meget godt, hvis man medregner turen fra parkeringspladsen.

SkovtårnetSkovtårnet

Der kommer nogle interessante vinkler, når man er på vej opad. Turen op, som var på 800 meter, var ikke så slem, som nok især John havde frygtet – og alligevel gik det en hel del hurtigere at komme ned igen …
Det føltes som at gå mere end 45 højdemeter, skal jeg gerne indrømme, men det er absolut turen værd. Vi er 135 meter over havets overflade, når vi står på toppen, men er altså startet i 90 meters højde.

Skovtårnet

Der er højt ned …

Skovtårnet

Se … det ser da ud som mere end 45 meter, gør det ikke? Men det havde nok også været ret skuffende, hvis det havde føltes mindre end de 45 meter.

Skovtårnet

Set nedefra virker det som værende højere end 45 meter.

SkovtårnetSkovtårnetSkovtårnet

På vej tilbage gik plankevejen sommetider på begge sider af ivejenstående træer, og der var udsigtsbænke og en ditto platform, man kunne nyde udsigten fra.
Det hele gik gennem et temmelig kuperet terræn, så det var ikke kedeligt at komme til og fra Skovtårnet; tværtimod var det en hyggelig tur.
Vi sprang klatreskoven over, for man skulle kunne klare sig selv i den, og det havde børnene hverken mod eller kompetencer til at kaste sig ud i, men det gjorde ikke noget – alle, også børnene, havde haft en dejlig og tilstrækkelig oplevelse ved bare at skulle op i tårnet.
Skulle jeres vej falde forbi, kan vi absolut anbefale at tage turen derop.


Det var godt, at Tim tog hjem. Ikke for os, selvfølgelig, men for ham. Han ringede tirsdag aften omkring 19:30 og fik en snak med Charlotte. Den sluttede med, at han sagde, at NU skulle han endelig i seng og forhåbentlig sove en lang og uforstyrret nat, for han havde tænkt sig at slukke telefonen. Da havde han ikke sovet siden han stod op søndag morgen, den stakkel. Til gengæld var kunden tilfreds, for han (Tim, altså) havde præsteret at få et eller andet, åbenbart vigtigt for sagen, på forsiden af to landsdækkende dagblade.

19. august 2019

Sådan er det desværre sommetider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:33
Tags: , ,

Englænderne ankom lørdag kl. 17:30 efter en lang tur fra Umbria i Italien. Vi havde en lang og hyggelig aften, hvor Tim bl.a. underholdt om en kæmpe sag, han netop er startet på … eller rettere er blevet hentet til at skulle være PR-repræsentant for. Normalt hviler alting i august, hvorfor han regnede med at kunne holde sine tre uger fri, men sådan skulle det ikke være. “Nogen” varmer op og forbereder, så Tim har været ‘på’ på telefonen en del gange under deres ferie, og han blev flere gange spurgt, om han ikke kunne komme til London, hvilket han afviste.
Natten til søndag hørte jeg ham stå op kl. 01:30, og han gik først i seng igen 04:30. Det er med deltagere fra UK, USA, Japan og et par lande til, jeg ikke kan huske, så derfor bliver han kontaktet døgnet rundt.
Søndag morgen meddelte han, at han var nødt til at kapitulere og tage til London – Det er trods alt hans firma, og han kunne ikke længere tillade sig at fjernstyre sine ansatte; han var nødt til selv at komme ind og deltage i nogle møder.
Surt. Og synd for dem alle. Men samme alle forstod det godt, især efter hans lange forklaring om sagen, som jeg naturligvis ikke kan sige noget om her.
Han tog derfor et fly søndag eftermiddag, og Charlotte skal om nogle dage køre hele vejen til England uden en co-driver – men det klarer hun selvfølgelig fint, for hun har nu bestilt natfærgen fra Hoek van Holland, som vi har taget nogle gange, i stedet for Calais-Dover som oprindeligt planlagt.

P1030503

Det betød, at vi måtte lave en smule om på planerne, for nogle af dem vil vi ikke lade Tim gå glip af, så det må vente til en anden gang.
I stedet fandt John på, at vi kunne tage op til fugleparken, som ligger mellem Gilleleje og Esrum, hvilket vi syntes var en glimrende ide.
Der var andet end fugle; bl.a. surikater, som ikke skuffede os, da de stillede sig op på netop den måde, som disse nuser små kræ er så kendt for.

P1030532P1030478

Der var små geder, som måtte fodres med dertil indkøbt foder … enten er der (for) mange, som får lov til det, eller også var denne lille ged højgravid.
Vi var positivt overraskede over stedet, som dækkede et pænt stort areal, hvor voliererne lå spredt og mere eller mindre skjult mellem træer og buskads.
Der var masser af borde og bænke, hvor man kunne indtage en medbragt frokost, hvilket vi havde læst, at man kunne og derfor gjorde.

P1030492

Dagens højdepunkt var, da vi kom med ind for at fodre lorierne med nektar. Eller noget, som skulle forestille at være nektar, men fuglene labbede det da i sig med stor fornøjelse. Charlotte og børnene fodrede på livet løs, mens John og jeg fotograferede alt hvad vi kunne.
En satte sig på Charlottes hoved, hvilket føltes en anelse underligt, som hun udtrykte det.
Det var meget smukke og farverige fugle, og havde man tid nok, ville man nemt kunne lære at kende forskel på dem, for ikke to var helt ens.

P1030509P1030526

Hvad det var, Anna fandt så uendeligt morsomt på det øverste billede, er vi ikke rigtig klar over … måske var hun bare betaget af, at fuglen ville håndfodres af Charlotte.

Vi havde en god dag i det nordsjællandske – en dag som blev længere end vi havde regnet med, da vi først var hjemme igen 17:30, selv om vi kørte hjemmefra kl. 10 og kun var i fugleparken – kun suppleret med et enkelt pitstop ved en isbod undervejs på vej hjemover.

17. august 2019

Dagens grin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags:

Jeg skriver normalt ikke om storpolitik – det er der så mange andre der gør meget bedre, men jeg vil dog ikke undlade at gengive denne her i hele sin ordlyd for det tilfælde, at der skulle være nogle af jer, der ikke har læst den.
Det er en fin humor – og også sviende sarkasme, især når man læser de sidste linjer, som jeg har fremhævet med gult.
Jeg ved ikke, om Mr. T læser artiklen, men selv om han gjorde, ville han formentlig stille sig aldeles uforstående overfor den … jeg kan til gengæld ikke forstå, hvordan man kan vælge en så udpræget narcissistisk, uempatisk, storskrydende megaloman til landets præsident – og jeg frygter endda, at han bliver genvalgt.

Denmark Offers to Buy U.S.

By Andy Borowitz
August 16, 2019

COPENHAGEN (The Borowitz Report)—After rebuffing [Mr. T’s] hypothetical proposal to purchase Greenland, the government of Denmark has announced that it would be interested in buying the United States instead.

“As we have stated, Greenland is not for sale,” a spokesperson for the Danish government said on Friday. “We have noted, however, that during the T regime pretty much everything in the United States, including its government, has most definitely been for sale.”

“Denmark would be interested in purchasing the United States in its entirety, with the exception of its government,” the spokesperson added.

A key provision of the purchase offer, the spokesperson said, would be the relocation of Mr T to another country “to be determined,” with Russia and North Korea cited as possible destinations.

If Denmark’s bid for the United States is accepted, the Scandinavian nation has ambitious plans for its new acquisition. “We believe that, by giving the U.S. an educational system and national health care, it could be transformed from a vast land mass into a great nation,” the spokesperson said.

  • Andy Borowitz is a Times best-selling author and a comedian who has written for The New Yorker since 1998. He writes The Borowitz Report, a satirical column on the news.

Thank you, Andy Borowitz – USA need more people like you!

16. august 2019

Inkluderet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

I går var jeg på Hvidovre Hospital for at tale med dem på Infektionsmedicinsk afdeling.
Der skulle skrives en hulens bunke papirer under, inden de måtte udsætte mig for noget som helst; de skal jo til enhver tid kunne dokumentere, at det var aldeles frivilligt, jeg indfandt mig her, at de gerne måtte vaccinere mig, at de måtte tage blodprøver, inklusive den ekstra, jeg accepterede, og som var ment som en lille bonusgevinst til den i forvejen store undersøgelse, at jeg havde forstået alt det, de forklarede mig, at de også gerne måtte tage prøver fra svælg, mund og næse for at se, om jeg er en af de raske smittebærere af pneumokokbakterien. Det er også en lille ekstraundersøgelse, man har sat i gang for at forsøge at få klarlagt, hvor mange der er af dem. Jeg følte mig helt som en slags Tyfus-Marie.

Sygeplejersken udspurgte mig om alt muligt, hvorefter lægen undersøgte mig på kryds og tværs, men ikke fandt frem til noget, der skulle kunne forhindre min deltagelse. Kræften kunne tidligere have gjort det, men ikke efter fem år, og nu er det seks år siden jeg fik det konstateret. “Alt ser ud og føles normalt – du er tilsyneladende en sund og rask kvinde.”
Med andre ord: grønt lys for injektionen med enten den kendte vaccine, som dækker 13 af de pneumokok-underarter, som giver lungebetændelse, eller med den nye, som dækker 15. Det er jo ikke en voldsom forbedring, men den må være stor nok til, at man vil have udgifterne og ulejligheden.

Der kom en anden sygeplejerske ind for at give mig injektionen. Da det er et dobbeltblindet forsøg, må projektsygeplejersken ikke vide, hvad jeg får, men eller anden skal ligesom kunne se hætteglassets etiket og dermed vide hvad patient nr. 3004 fik … samme patient 3004 blev bedt om at holde øjnene lukket under seancen.

Derefter skulle jeg observeres i en halv time for at se, om jeg døde af det.
Det gjorde jeg ikke, og vi udnyttede tiden til at undervise mig i brugen af den Samsungdims, jeg skal anvende til at indrapportere hver dag i fem dage: Temperatur, eventuelle hævelser eller ømhed osv. Man kan få influenzalignende symptomer (lige som man kan få af influenzavaccine – det er ikke derfor influenza, man får), såsom feber og ledsmerter. Det er den slags, der skal indrapporteres, for et fase tre-forsøg går meget på at finde frem til så mange bivirkninger som muligt, idet man allerede ved, at selve vaccinen virker. Man finder aldrig frem til samtlige bivirkninger, for så skulle jordens samlede befolkning deltage i samtlige kliniske afprøvninger, hvilket naturligvis er temmelig urealistisk.

Jeg fik et smart, nyt termometer med hjem – fint nok, for jeg har kun et gammeldags kviksølvtermometer – og kunne i aftes konstatere, at jeg havde 36,7 og dermed ingen feber. Der var lidt rødme hvor jeg var blevet stukket, men på en visuel skala fra 1-5 var størrelsen mellem 0 og 1. Ingen utilpashed, ingenting, så jeg er en af dem, der slet ingen bivirkninger får, åbenbart. De opstår nemlig hurtigt og varer kun et døgns tid, så på nuværende tidspunkt er jeg ret sikker på, at jeg er sluppet fri.


HmmmTil slut en observation fra min dahlia-identifikationsjagt. Jeg fandt ud af, at den hvide hedder Eveline, så den vil jeg købe til foråret … hvis jeg er så heldig, at der er noget i pakken, for i princippet indebærer “ca. 1 stk.” vel et indhold på enten 0, 1 eller 2 knolde?

15. august 2019

En overraskelse og en sidegevinst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: , ,

Lige pludselig, i går midt på eftermiddagen, stod der to for os så velkendte personer ved vores dør: “Gi’r I en kopkaf?”
Jamen det gør vi da altid gerne. Vi havde godt nok ikke Gevalia i huset, men vi har noget der er bedre, så det fik vi brygget og serveret for Inge og Hasse, som kiggede ind på vej hjem fra Danmarks Borgcenter i Vordingborg, som de havde brugt en del af dagen på.
Det blev til små to hyggelige timer. Desværre kunne vi ikke byde på aftensmad, hvad jeg ellers normalt ville have gjort, for vi skulle ud af døren ved femtiden for at kunne være i Skælskør ved sekstiden.

P1040617P1040618P1040619

I aftes var der nemlig flere åbne haver i Skælskør. Vi holdt os dog til én: Jette og Hall Thimans have, for det der egentlig trak i går var sidegevinsten, nemlig, at Thiman i den forbindelse åbnede sit værksted, hvilket kun sker ved særlige lejligheder. Det er Jette Thiman, der har hovedansvaret for haven, og sjældent har jeg da set en så veltrimmet have – jeg skal bare aldrig melde mig til at holde åben have, for så ukrudtsfri en have vil aldrig kunne opleves i Den Stråtækte! Never ever! Det var helt misundelsesværdigt, men jeg kender også mig selv …
Hun havde bl.a. en del dahliaer, og især de tre afbildede syntes jeg var smukke. Jeg skal have fundet ud af hvad de hedder, så jeg kan få inkluderet dem i min egen samling. Hvis I kender en eller flere af dem, så sig endelig frem.

Hall Thimans værkstedHall Thimans værksted
Hall Thimans fugleVi er begge meget glade for Hall Thimans fugle, som han snitter i lindetræ og derefter maler. Han holder sig til de fugle, man normalt kan se uden for vores vinduer, og det har jeg også holdt mig til i vores lille samling, som efterhånden består af ni fugle. Bortset fra fuglekongen, som jeg ikke har set IRL.
De overholder så nogenlunde de rigtige størrelsesforhold – og så alligevel ikke, for gærdesmutten og rødhalsen er for store i forhold til de andre fugle, men hvad pokker; det er kunst og det er så fint. Synes vi.
De syv første fugle i samlingen er erhvervet under vores besøg på Reersøgalleriet, hvor vi, hver gang vi er der, lige skal have en ny fugl med hjem.
Nu mangler vi bare at finde et grantræ, som skal skæres i passende størrelse, tørres og afbarkes, så det kommer til at ligne et særdeles afdanket minijuletræ, hvorefter fuglene skal anbringes på grenene – og flagspætten naturligvis inde på stammen.
Det havde Thimann gjort med nogle af sine mange fugle, og den ide tog jeg omgående til mig.
Man jeg bliver så nemt inspireret, når man jeg ser hvad andre har fundet på. Jeg er ikke særlig opfindsom eller kreativ selv, men jeg er både nem at begejstre og rigtig god til at abe efter!

13. august 2019

Nu skal jeg til at være forsøgskanin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , ,

Jeg skal til at være på den anden side af skranken, så at sige – jeg har nemlig meldt mig til at deltage i en klinisk undersøgelse. Det bliver interessant at opleve det fra den anden side. Det drejer sig om en ny vaccine mod lungebetændelse, og som nok de fleste ved, er det slemt at få, når man når op i en vis alder. Jeg har ikke nået den kritisk farlige alder endnu, men det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede.

Jeg ser det som udelukkende værende en fordel at deltage i den slags. Det værste der kan ske er, at det ikke virker. Jeg er dog ikke inkluderet endnu, men medmindre de indledende undersøgelser taler for at fraråde deltagelse, regner jeg med at blive accepteret – ved dog ikke, om det har noget at sige, at jeg har haft kræft, men uden at kende inklusionskriterierne kan jeg ikke se, at det skulle have noget med sagen at gøre.
Fordel 1, fordi jeg skal igennem en større undersøgelse – jeg skulle i hvert fald sætte to timer af til hele seancen.
Fordel 2, fordi jeg satser på, at det virker. 90 % af deltagerne får den nye vaccine, mens 10 % får en vaccine, man ved virker, og som allerede er på markedet. Ergo kommer jeg forhåbentlig ud derfra med immunitet overfor lungebetændelse.

Nervøsitet? Ingen. Det er et fase 3-forsøg, hvilket betyder, at man allerede ved, at vaccinen hverken er giftig eller smækfyldt med bivirkninger. Man går ikke ind i en fase 3 uden at være meget sikker på, at det virker efter hensigten, da det er vildt omkostningsrigt.
Der er nemlig en grund til, at ny medicin er så dyr som den er – det koster i omegnen af en milliard at udvikle noget nyt. Der skal forskes, der skal udvikles og der skal afprøves – det sidste i stor stil, for hvem af os er interesseret i noget, der enten ikke virker eller har frygtelige bivirkninger?
Det er derfor, at kopimedicin er så billig: De har ikke lige lagt en milliard i kassen for at finde frem til, udvikle og gennemprøve medicinen.
Jeg har skrevet om det før, og jeg gør det måske igen, for jeg bliver så harm, når folk bare blindt og i sørgelig uvidenhed langer ud efter medicinselskaberne som nogen, “der bare er ude efter at tjene penge”.
Jamen, naturligvis er de det! Hvor mange virksomheder kender I, der ikke vil tjene penge?
Hvis ikke de tjener udviklingsudgifterne hjem og lidt til, er der ikke penge til mere forskning og udvikling – så enkelt er det.
Det havde nær lagt Lundbeck ned, da en ny medicin mod skizofreni blev skrottet efter gennemførelse af et fase 3-studie – pengene er mistet, og aktierne styrtdykker – worst case scenario for enhver medicinalvirksomhed.

 I det hele taget går jeg all in for vaccination af enhver art. Jeg er så vred på den tosse, der af ren og skær hævntørst sendte falske nyheder ud om bl.a. mæslingevaccinen, men desværre var så effektiv med det, at mange stadig tror, at det nærmest er livsfarligt for deres afkom at lade det vaccinere.
Det er livsfarligt IKKE at gøre det, at I bare ved det! Basta!
Vil også lige nævne, at man ikke får influenza af influenzavaccine. Jeg ved godt, at mange er overbevist om det, men det gør man ikke. Spørg jeres læge, hvis ikke I tror mig. Det værste, der kan ske er (igen), at det bare ikke virker, eftersom den oftest ‘kun’ omfatter ca. 80 % af de influenzaforvoldende vira.
Jeg er blevet influenzavaccineret hvert år siden den blev tilbudt, og jeg er gået fri indtil videre. Det er nemlig heller ikke ufarligt at få, når man bliver ældre – der er en grund til, at man får den gratis, når man er fyldt 65.

11. august 2019

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , , , ,

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Skaldyrsbuffet 2019Skaldyrsbuffet 2019 (1)

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Skaldyrsbuffet 2019 (2)Skaldyrsbuffet 2019 (3)

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

P1040604I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

8. august 2019

Det er både umenneskeligt og fjollet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , , , ,

Jeg kan allerede ikke huske hvor jeg faldt over dette skilt, som det konservative parti i England er ansvarlig for, men jeg kan huske, at jeg med det samme tænkte, at det da ikke er særlig menneskevenligt, og ikke kun det, men også temmelig fjollet, for så bliver der jo bare dobbelt så mange, som der var før.

Homeless 

Siden sidste indlæg har min mand haft fødselsdag. 74 år. Det blev kun fejret ham og mig imellem, for han syntes ikke, det var noget at gøre noget ud af. Det håber jeg, at han synes til næste år, fordi for mig er 75 på sin vis lige så rund en fødselsdag som 50 år – naturligvis bortset fra, at der ikke er et rundt 0 i selve tallet.
Fest vil han under ingen omstændigheder holde, men da jeg foreslog en brunch, hvor vi inviterer både familie, venner og vej, var han ikke helt afvisende.
Det kunne da være hyggeligt … men det er nok lige tidligt nok at begynde planlægningen …

Aji golden chili

I drivhuset har agurken lige måttet lade livet, igen pga. spindemider lige som sidste år. Det er SÅ irriterende og meget ærgerligt, men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var en eneste en af de små sataner det første år, jeg havde en agurkeplante? I år og som sagt sidste år tog de på rekordtid totalt magten over planten – der gik kun ganske få dage, fra jeg opdagede dem, til hele planten nærmest var pakket ind i det fine spind. De gider ingen af de andre planter, hverken basilikum, tomater eller chiler, hvoraf den ene (Aji golden) i øvrigt er gået fuldstændig amok i frugter – der er mange hundrede, så der bliver rigeligt til både tørring og til chilipasta.
P1030463Udenfor trives den ene squash fint, mens de to andre er nogle ynkelige skvatmikler. Så meget for Gartneri Toftegaards økologiske squash. Den tredje, som allerede har givet mig en del squash, er købt i Brugsen, mens de to andre (som blev plantet et par uger før), ikke har givet noget endnu.
Gad vide, om det også er agurken dernedefra, der er for sart? Det er vel ret ligegyldigt, om de små udplantningsplanter er økologiske – det handler vel mere om, hvad jeg fodrer jorden og planten med hjemme hos os? 
Vi vil være bortrejst hele juni til næste år, så måske vil det være en god ide at springe agurkedyrkningen over og i det hele taget begrænse mig meget i drivhuset i 2020.
Det er nemt for mig at love mig selv lige nu, hvor jeg er temmelig ærgerlig over det med spindemiderne; det er mere tvivlsomt, om jeg kan huske det til næste år, når der går forårsfornemmelser i mig.
Man kunne jo også afprøve rådene med at plante bønner rundt om agurken og samtidig lægge nogle kryddernelliker på jorden rundt omkring stænglen.
De påstår, at det virker, og det kan i hvert fald ikke gøre nogen skade.

5. august 2019

Mere farverigdom

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:46
Tags: ,

Når nu Ditte har fortalt mig, at gyldenris er listet som invasiv, måtte jeg jo hellere skynde mig at gøre noget for at minimere bestanden her i lokalområdet, så jeg indsamlede hele 400 gram plus 400 gram rejnfan, hvilket lige passede til mine 2 x 100 gram hhv. tin- og alubejdset uldgarn.
Det hjælper nok ikke specielt meget at indsamle lidt blomster … mon ikke de spredes via rødderne? Nå, pyt med det. Jeg holder faktisk af gyldenris.

Tin- og alubejdse

Tinbejdsning til venstre, alubejdsning til højre. Samme slags garn, samme farvebad. Ingen efterfølgende farvejustering af billedet.
Det hedder sig, som jeg vist før har nævnt, at tinbejdsning skulle gøre farverne klarere, men det vil nu tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved (nej, ikke stille spørgsmålstegn ved! Man stiller spørgsmål og sætter tegn. Huskeregel: Det hedder tegnsætning og ikke tegnstilling), fordi det for mig at se vist handler mest om definitionen/opfattelsen af ordet ‘klar’.
Om man kan lide farverne eller ej er en smagssag, men man kan ikke diskutere, at den er kraftigt gul! Den er gulere end gul, og jeg synes det er en smuk og flot farve, selv om den får mig til at ligne et lig, hvis den kommer i nærheden af min hud. Jeg ville ønske, at den klædte mig, men jeg skal have kølige farver for at få en varm og ikke ligfarvet hudtone.

Farveforskelle og -ligheder

Dagen i dag gav mig lidt mere farvelære. Alle I andre vidste det sikkert godt i forvejen, men jeg havde ikke tænkt over det før jeg fik smækket det lige i synet med de to karklude, jeg lige har strikket (det er da forbrug af garnrester i højeste potens, ikke sandt?).
Det er de samme farver, jeg har brugt til striberne i de to klude. Ikke samme rækkefølge, men samme farver.
Den sorte baggrund fremhæver farverne og gør dem klarere, mens den flødefarvede baggrund nærmest kvæler dem – med et pænere udtryk kan man sige, at det gør dem blødere.

Til sidst endnu en farveeksplosion.
Det er et sjal, jeg lige har købt mønster til. Der er udelukkende brugt plantefarver – 18 af slagsen – og sjalets andet navn er Madder & Indigo (madder er krap, som giver de røde farver).
I morgen skal jeg finde farver frem; nogle vil måske have gættet, at det på ingen måde er et problem for mig at finde 18 forskellige plantefarver.
Jeg vil bruge en lidt anden farveskala end den angivne, igen pga. det med at undgå at komme til at ligne et lig. Jeg skal sætte farver sammen, der både klæder hinanden og mig.

3. august 2019

Interessante farver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags:

I slutningen af april indsamlede jeg Xanthoria parietina, væggelav, på Reersø havn og satte det over i salmiakspiritus. Det skulle stå i minimum to måneder, så med nu godt tre måneder mente jeg det måtte være godt nok.
Til anledningen havde jeg bejdset med tinklorid, hvor man normalt bruger alun til plantefarvning, men da der helst skal bruges tin til svampe, ville jeg forsøge mig med det til denne farvning med væggelav. Derudover ville jeg også farve med lidt af de tørrede svampe jeg fik med fra kurset.
Svampefarverne er jeg ikke specielt imponeret af – det bliver pænere farver med fx kraprod, men det er min mening og smag bør ikke diskuteres. Jeg har det bare lidt bedre med, at det er så svært at finde farvesvampe …

Xanthoria parietina

Herover resultatet af Xanthoria parietina. Det er interessant, fordi tinbejdsningen gav den mørkeste farve. De to korte bundter er med alunbejdset garn, hvilket gav en lidt mere fesen farve. I midten 1. bad og lige til venstre ses 2. bad. Helt til venstre er 2. bad med alunbejdset lammeuld. Til højre er gråt tinbejdset garn, som bare blev … grimt. Øverst til højre skimtes et nøgle tinbejdset ultratyndt lammeuld. Jeg er ganske tilfreds med udfaldet.
Bagved ses svampefarveresultaterne. Fine nok, men det kan planter som sagt også klare.

Tagrør - tin- og alubejdse

Herover et andet interessant resultat: Farvning med tagrør på hhv. alun- og tinbejdset garn. Jeg har ingen steder set det forsøg før, men der er væsentlig forskel på de to bejdsninger.
Fra venstre: Fire x superwash garn (Arwetta): Tin, 1. bad – tin, 2. bad. Alun, 1. bad – alun, 2. bad.
Nr. to fra højre er alun-lammeuld, 1. bad, og helt til højre ses alun-lammeuld, 2. bad.
Så er det bare at beslutte, hvilken farvevariant jeg helst vil prøve at gentage, men det er svært, for jeg er totalt begejstret for næsten alle de specielle grønne farvenuancer, man kan få af tagrørsblomster, så de er alle vildt flotte, synes jeg – med undtagelse af den sidste, som er en farve, man kan få med et utal af planter.

Visse kilder siger, at man med tinbejdsning får klarere farver end med alunbejdsning. Jeg ved ikke, hvor meget ‘klarere’ de er, men tin forårsager åbenbart, at der bindes mere farve til garnet, end alun kan sørge for.
Jeg er derfor ikke færdig med at eksperimentere med tinbejdsning. Jeg kunne ikke købe mindre end 100 gram, så jeg har rigeligt – der bruges nemlig kun 3 % tin, i modsætning til alun, hvor de fleste siger 20 %.
Bortset fra, at jeg til svampefarvningskurset talte med en kemiker, som havde målt sig frem til (jeg skal skåne jer for detaljerne), at man ikke behøver at bruge mere end 5-10 % alun. Det var ret interessant at høre om – der er basis for megen eksperimenteren fra min side.

2. august 2019

Det må være noget i luften …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:15
Tags: , ,

Det må være noget i luften, men jeg ved ikke hvad …
… det er vi har i luften hernede på præstøegnen, men visse af vores planter vokser et godt stykke uden for normalområet.
Senest rosen, jeg skrev om – hvis det virkelig er en Fairy, som normalt bliver 60 cm, så har den fået vokseværk.
Så er der mine chilier, som bliver en meter højere end den angivne maxstørrelse.
Mamelukærmebusken, som iflg. havekonsulenten skulle starte forfra hvert år, fortsatte i foråret hvor den slap i efteråret og er nu så stor, at jeg er nødt til at beskære den. Det har heldigvis haft den sidegevinst, at da jeg prøvede at sætte syv små pinde af de afskårne grene i fugtig jord, bare for at se, hvordan de ville opføre sig, udviklede alle syv rødder og skyder fine grønne blade, så nu har jeg til to buske i stedet for den stedsegrønne og grimme thuja, som heldigvis døde, men som nu har efterladt en stor tom plads – plus nogle, som jeg kan forære væk.

P1040594

På en tur gennem sivene i dag (jeg skulle plukke tagrørsblomster, som giver den flotteste, grønne farve), så jeg masser af kåltidsler, som angiveligt skulle være “en flerårig 40 – 150 cm høj urt”, men som, hvor jeg gik, ragede langt op over mit hoved; de højeste har været over to meter.
Naturplanteskolen.dk hævder, at kåltidsel anses for at være en delikatessegrønsag i Japan og Indien. Ku’ være man sku’ prøve den af …

P1040588P1040592

Horsetidsler (tror jeg det må være) var der også – de var dog ikke vokset mere end de forventes at gøre. Det er en smuk blomst, som er elsket af bier og sommerfugle, men sidstnævnte har vi ikke rigtig set noget til endnu i år, desværre.
Til gengæld var der mange bier – kan det virkelig passe, at jeg så fem forskellige slags smovse rundt i tidslerne? Nogle af dem dykkede på hovedet ned i blomsterne, som vi husker Joakim von And dykke ned i sin pengetank.

Det er med andre ord ikke bare tagrør, der er at finde over for vores hus og ned mod fjorden, selv om det umiddelbart er dem, der er dominerende, men går jeg bare 10 meter væk fra vejen, kan jeg, uden at flytte mig, få øje på hassel, japansk pileurt (ikke godt!), horsetidsel, kåltidsel, gyldenris, rejnfan, hybenbuske, tagrør, snerle, hjortetrøst, brombær, pil, æbletræ, fuglekirsebær, dueurt, cikorie, alm. syre, nogle gule blomster, der minder om mælkebøtter men ikke er det – og sikkert også mere, men dette var, hvad hukommelsen kunne finde frem til, efter jeg var kommet ind igen og begyndt på at skrive.
Åhhh, jeg håber aldrig, at omstændighederne nogensinde kommer til at tvinge mig til at bo i en by eller andetsteds, hvor jeg ikke bare kan åbne min dør for at være midt i naturen. Så kan de lige så godt anbringe mig six feet under med det samme.

30. juli 2019

Hvad står der egentlig her?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:03
Tags: ,

P1030452For en del år tilbage fik jeg denne køleskabsmagnet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lader den hænge, da det i mine øjne er noget irriterende vrøvl der står.
For hvad står der egentlig?
Hvad er det, der ‘skifter plads’? Det er kun tillægsordene, der skifter plads, hvis det skal give bare en smule mening, for den brede viden og den slanke talje bytter næppe rundt på den fysiske tilstedeværelse i kroppen? Det giver i øvrigt heller ingen mening at tale om en slank viden. Der er desværre også (for) mange unge, der har en (for) bred talje … hvad skifter den så plads med?
Jeg har flere gange stillet gæster spørgsmålet i overskriften, og de har samme problemer som mig med teksten.
Kald mig bare pedantisk, for jeg ved – måske – godt hvad der menes, men det minder mig i lidt for høj grad om alle de totalt tåbelige memes, der i kvalmende uendelighed bliver delt på de sociale medier, fx “..Del, hvis du elsker din datter/søn/dit barnebarn” – og så deler og deler folk, for tænk nu hvis nogen skulle tro, at han/hun (mest hun) ikke elsker sin datter/søn/sit barnebarn … det tangererer spam og er spild af alt, der kan spildes i den forbindelse.

P1030450P1030451

Da vi var i England, købte jeg to bøger i WHSmith, som er en boghandlerkæde på linje med vores Bog & Idé.
Der var flere af netop denne serie med opskrifter, men de to jeg tog hed hhv. 500 Cookie Recipes og 500 Dessert Recipes og kostede 10 £ stykket, men man kunne tage to bøger for én bogs pris, så jeg lod mig friste.
Da jeg i småkagebogen så teksten herover, troede jeg, at bogen var af amerikansk oprindelse, men den er engelsk … tager dog hensyn til AE ved at sætte visse ord i parentes, så den kan forstås over there.
Nu skal vi jo passe på ikke at blive for hysteriske: Der er en teskefuld likør (dvs. en alkoholprocent på omkring 24) fordelt på 18 småkager! Det er vel trods alt begrænset hvor meget et barn kan tage skade af det, og i øvrigt fordamper alkoholen formentlig under bagningen. Selv hvis barnet skulle finde på at spise alle 18 småkager på én gang, ville jeg i givet tilfælde være mere bekymret for sukkeret og fedtstoffet, der indtages i denne småkageforbindelse, men der står ingen advarsler om det, eller at det er tilrådeligt at give sit barn højst en småkage om ugen.
Gad vide, om min datter ville blive arresteret, hvis de relevante myndigheder fandt ud af, at hun uden at blinke lader dem spise af sine julekonfektromkugler, hvor der er en hel deciliter ægte rom i portionen? Bogens forfatter ville sikkert besvime, hvis hun oplevede en sådan grusomhed.
(Jeg har ikke afprøvet disse chokoladetrøfler, men nogle chocolate chip cookies, som var ganske udmærkede.)

28. juli 2019

En rosenbusk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

Der er kommet flere fine forslag til de små, lyserøde roser, jeg viste i fredags.
De ligner vældig godt, når jeg billedgoogler navnene, men når jeg så får læst om dem, er der ikke rigtig nogen, der har ramt rigtigt, for omtalte rosenbusk er ikke bare stor, den er er meget stor!
De roser, der indtil nu har været i spil, sidder på buske der bliver omkring 60 cm høje.
Denne er lidt større …
Det er én busk, som nok er i nærheden af de tre meter i højden og endnu mere i bredden. Man kan ikke helt tale om omfang her, for den bliver bremset til den anden side af en stedsegrøn busk, hvorfor den sætter alt krudtet ind her ud mod vejen, men det bliver den ikke mindre smuk af.
Når man graver lidt ind og tager en gren hist og pist, kan man ikke se, der er taget noget, så i den henseende er det en god rose at have i sin have.

P1030447

P1030448

Nogle af vores høstanemoner (som er en blomst, jeg også er meget glad for) står ved garagen og ser så fine ud lige nu.

De er ikke så vandkrævende, og godt for det, for fik vi regn? Jeg kan ikke sige “ikke en dråbe”, for det regnede trods alt i omkring 20 sekunder.
I morges viste John mig DMIs radar og sagde glad: “Vi får masser af regn lige om lidt!”
Jeg kiggede på den og sagde: “Det tror jeg ikke. Den front der drejer lige præcis lige nord om os.”
Det troede John ikke helt på – eller også ville han bare ikke tro på det, men jeg havde ret. Desværre. Sommetider behøver jeg nemlig ikke at få ret – det blev kun til så meget regn, at fliserne blev næsten våde, mens der stadig var P1030421knastørt under buske og træer.

Det fik mig til at tænke på en skøn og meget engelsk tegneserie om en lady og hendes mand. HUN går helt vildt op i sin kæmpestore have/park; HAN vil helst bare slappe af og nyde livet fra en lænestol.
En af striberne (I må tænke jer til tegningerne) går således:
1. billede. Han kigger op fra avisen: Do you know … we’ve been married for over 40 years and I’ve never won an argument.
2. billede. Hun går rundt med en støvekost: I know …
3. billede. Hun fortsætter uanfægtet med at støve af: You’ve never been right.

Sådan. En simpel konstatering uden yderligere ståhej.
John synes af en eller anden grund ikke, at den er særlig morsom.

Nederste billede er fra Charlottes bog om samme adelige ægtepar.
Det siger lidt om, at haveejeres evige kamp mod skvalderkål (Ground elder) på ingen måde er mindre i England, end den er her i Danmark.

27. juli 2019

Det var de første, men der kommer flere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , , ,

Danskerne skal jo helst klage over vejret … jeg klagede ikke i går, fordi vi ikke havde det så varmt som så mange andre, men så kan jeg da heldigvis brokke mig lidt i dag, fordi det er et værre blæsevejr. Temperaturen holder sig stadig på omkring 23°, så det er fint nok, men det blæser for meget til, at jeg finder det behageligt at opholde mig udendørs, medmindre der er helt læ, men det har vi ikke så mange steder med den vindretning.
Så er det godt, at man kan lave noget andet end bare at sidde ude. Man kan begynde på at sætte sommeren på glas, så det har jeg brugt nogle timer på i dag. Fire glas med henkogte tomater og to med en blanding af salatagurker og en enkelt forvokset squash. Sidstnævnte forsøgt med den nemmest mulige metode, bare for at se, om det bliver godt nok til at blive godkendt af familien – og mig selv.
Ikke noget med udsaltning, bare skrælle, fjerne frø, skære i stykker, koge en lage og hælde på. Finito. Hvis det kommer til at smage godt, er der ingen grund til at gøre syltelivet mere besværligt end nødvendigt, men der går nogle dage inden jeg finder ud af det, for det skal trække en rum tid.

Start på syltesæson 2019

De henkogte tomater fra sidste år har været et stort hit, som derfor må gentages, og det er jo den perfekte metode til at få gjort kål på de mange tomater, der modnes hver dag. Vi kan ikke nå at følge med at spise dem som de er, så henkogningen er en god opfindelse.
Chiliplanterne i år er en lidt blandet fornøjelse. Den, jeg havde forventet mig mest af, er ikke rigtig kommet i gang endnu, men det kan selvfølgelig nås … den jeg hovedsagelig købte pga. de flotte frugter, som så kan hænge og pynte i tørret tilstand, giver et udbytte, der må tangere en verdensrekord. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men det kan måske læres – og under alle omstændigheder vil smagen kunne kamufleres i en chilipasta, som også var et af sidste års store syltehit.
Den tredje har verdens største blade, men foreløbig kun to frugter. Det kan ligeledes nås endnu. Den fjerde og superstærke, som jeg også kun tog pga. udseendet, giver meget pænt. Igen i år er de vokset mig en hel del over hovedet, selv om Gartneri Toftegaard hævder, at de ikke bliver så høje.

Motiv fra Præstø Fjord

‘Vores’ køer er sikkert slet ikke klar over, hvor privilegerede (nej, ikke priviligerede; tænk på, at det hedder et privilegium) de er: De har over en halv kilometer god græsning langs en af Danmarks smukkere fjordstrækninger. Nogle gange, når det er rigtig varmt, tager de fodbad i fjorden, og mit yndlingsmotiv er, når de som her står i silhuet som kontrast til det blå vand og det grønne græs.
Billedet er taget fra gæsteværelset, men med meget modlys, desværre.

25. juli 2019

Fregnede roser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:02
Tags: ,

Det nytilplantede rosenbed står flottere, end jeg havde turdet håbe på allerede her i første sæson. De blomstrer som var de betalt for det, og jeg har ikke engang vandet dem eller puslet om dem i nævneværdig grad – de klarer helt sig selv, bortset fra ukrudtsrydning et par gange, men det varer ikke længe, så dækker de jorden totalt.
Jeg købte fire slags, og kan jeg huske, hvad de hedder? Nej. Har jeg gemt mailen, hvor jeg aftalte med anlægsgartneren, hvilke roser det skulle være? Heller ikke. Har han skrevet rosenidentiteten på fakturaen? Nej, kun “76 roser, diverse”.
Jeg kan kun huske ét af navnene, nemlig White Meidiland, og det er ikke den, der har de røde fregner. Måske kan en eller anden, der læser med her, genkende den – jeg satser på at kunne genkende navnet, hvis jeg ser det.

P1030439

P1030440

Det har jeg ikke før set roser have – fregner, altså, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om dem, for det ser ud som om der har stået en og svinget rundt med en malerpensel, men nu står de der, og de får lov at blive stående. Det er trods alt kun en fjerdedel af dem, der ser således ud – men jeg er temmelig sikker på, at de ikke så sådan ud på det billede, jeg valgte ud fra, for så havde jeg ikke valgt den.

Lige nu har jeg små babylyserøde roser i vaser flere steder i huset – roser, der er stjålet fra bagboen, hvis hus og have jeg passer for tiden. Dvs. stjålet og stjålet … det kan man vel næppe kalde det, når de har givet mig frit lejde til at klippe fra den kæmpestore busk med det, jeg kalder pariseroser, men som jeg ikke kender det rigtige navn på. Små bitte roser, men enormt mange af dem på hver gren. Jeg har dem i fem vaser, og man kan overhovedet ikke se, at Ellen har været på spil med rosensaksen.

Vejret er … sol og sommer. Heldigvis ikke så varmt som flere steder i landet, for her nøjes vi med behagelige 23° – og faktisk heller ikke specielt meget sol, for det meste af dagen har vi kunnet kigge op på en ret så skyet himmel. Det gør ikke spor – vi trives meget bedre med det end med fuld sol og de 30° eller mere, som nogle plages af.

22. juli 2019

Vejret er strålende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , , ,

SvampefarvningVejret er i enhver forstand strålende – det småregner nemlig, hvilket passer fruen her perfekt, for vi fik ikke helt nok i de fire mm fra forleden. Det ville være synd at sige, at det er skybrud, men det er meget bedre med denne stille, silende småregn, som kun gavner og ikke ødelægger.
Det gavner mig også indirekte, for jeg er hus- og havepasser for bagboen de næste 14 dage … nu varer det lidt længere, inden jeg behøver at vande deres flotte have.

Det er med andre ord indevejr, og vi hygger med forskellige sysler. John med fotoredigering, for han er, efter vi var i Grønland, begyndt at tage alle sine billeder i raw-format, så det tager en rum tid, inden han har behandlet feriebillederne, så de umiddelbart kan ses på andre medier end hans egen pc.

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at katalogisere resultaterne af mit svampefarvekursus. Jeg ved ikke, hvorfor det lige pludselig blev en nærmest uoverkommelig opgave at få ordnet garnet og sat prøver i det dertil indrettede A4-ringbind. Men nu er det sket, og jeg har lige husket mig selv på at starte på noget tinbejdsning, når jeg er tilbage fra Nordsjælland onsdag aften. Garnerne på billedet er alunbejdsede, hvilket de ikke skulle have været, men det vidste jeg jo først, da kurset var i gang. Det har været lidt besværligt at få fat i tinklorid, men det lykkedes, og jeg glæder mig til at se nogle forhåbentlig anderledes resultater med de tørrede svampe jeg fik med hjem. Tinnen skulle gøre farverne meget klarere end alun kan præstere, selv om de var lidt forbavsede og overraskede over mine fine farver på kurset.
De røde er cinnoberbladet slørhat og den grønlige er brunporesvamp.

P1030433Det er blomstertid. Jeg blev blomsterbarn i 1968, hvilket ikke helt passede mine landmandsforældre, men jeg lod mig rive med af bølgen, selv om jeg aldrig gik all in, men kun bevægede mig lidt prøvende rundt i periferien af det hele. Bevidsthedsudvidende stoffer blev det aldrig til, ikke engang for ‘lige at prøve’, og jeg fik senere at vide, at det var det, mine forældre havde været mest bekymret for; ikke så meget mit hippietøj og musikken, men stofferne! Det kan jeg godt forstå i dag, men det var aldrig i spil for mig, for jeg havde allerede set for mange blive ødelagt af det stads.
Blomsterne har jeg aldrig sluppet. Jeg elsker blomster, og på denne årstid har jeg altid masser af blomster både ude og inde … kan slet ikke få nok af dem.

Herunder resultatet af et af Johns familiegruppebilleder fra englandsturen. Vi har sendt to rundt til alle, for enten så nogle lettere fjollede ud, eller også så nogle andre lettere fjollede ud, eller også vendte et barn ryggen til, eller også glemte en eller flere at smile – desværre er det temmelig vanskeligt at kombinere den halve snes billeder, så alt bliver optimalt.

ENGLAND JULI-57

Vi savnede Heidi, Nikolaj og lille Ida. Det kunne have været sjovt at have haft hele klanen med! Det blev vi enige om at forsøge os med om et par år. Det var Tim og Charlottes eget forslag, så de har åbenbart ikke fortrudt at have haft hele banden på én gang.

20. juli 2019

Min svigefulde kaktus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:31
Tags: , ,

KaktusblomstenMin efterhånden store og meget tunge kaktus havde haft hele syv blomster, mens vi var i England. Det kan den simpelthen ikke være bekendt! Her går man og passer og plejer den efter alle kunstens regler, og så vælger den at komme med sin vidunderlige blomsterpragt, mens jeg er ude at rejse. Og så syv! Det har den ikke haft før; jeg tror den hidtidige rekord var tre, for selv om den før har haft mange knopper, har den endnu ikke blomstret fra dem alle på én gang.
Den er forvist til syværelset, for køn er den godt nok ikke de 364 dage om året, hvor den ikke blomstrer – til gengæld kompenserer den så rigeligt for det med sine helt eventyrligt smukke blomster.
Det ser dog ikke ud som om den er helt færdig med årets blomstring; jeg kan se mange knopper på vej, så jeg håber. Sommetider bliver knopperne til noget, andre gange ikke. Jeg var nødt til at fotografere de sørgelige blomsterrester gennem vinduet hvor den står, for jeg kan ganske enkelt ikke løfte den mere – jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre, for den trænger i høj grad til en større potte. Det er måske derfor, den desperat sætter så mange blomster af så hurtigt igen? Den skriger på hjælp?
Det er de små, lodne bolde på billedet til højre, der er knopperne. Og kaktussen er ikke så deform, som billedet antyder; det er den underlige fotovinkel og vinduesglasset, der snyder.
Det er interessant at se, hvor meget den udvider sig, hvis jeg har sultet den gennem et stykke tid. En enkelt af de kæmpestore saguarokaktus, som vi så i Arizona, kan optage flere hundrede liter vand når det endelig regner (eller var det flere tons?), og tilsvarende kan man også se min kaktus’ ribber (eller hvad de nu hedder) udvide sig, når den bliver vandet efter en omgang udtørring.

De sørgelige blomsterresterNæste hold blomster på vej?

Ellers har det været en rigtig dovnedag i dag, men det skal der også være plads til. Jeg lagde ud med at cykle til Præstø, hvor der var “Sydsjællands største kræmmermarked” i dag – hele hovedgaden, menytorvet og havnen var inddraget; én sagde, at der var 178 stadepladser i alt.
Det var kræmmermarked på godt og ondt. Mest godt, for der var ikke alt gøglet, som jeg alligevel helst vil undvære.
Jeg fandt en sød lille glasvase (som jeg ikke kan få for mange af), samt kaprede fire fine Spiegelau termoglas på 350 ml (gode caffe latteglas) for 100 kroner, så jeg var glad. Andet købte jeg ikke. Jeg var der kl. 10, da de åbnede, gik først langs havnen og derefter tilbage ad Adelgade, hvilket var en forkert disposition. Det viste sig nemlig, at de fleste andre gik den anden vej, og da der i mellemtiden åbenbart var ankommet de fleste af de 10.000 besøgende man regnede med, måtte jeg kæmpe mig mod strømmen af mennesker, hvilket resulterede i, at jeg ikke nåede det hele igennem fordi jeg mistede tålmodigheden, blev ramt af klaustrofobi light og derfor fandt en smutvej tilbage til cyklen.

P1030431

Stort set resten af dagen har jeg tilbragt i min lille lune rede, med fødderne oppe, et strikketøj i hænderne og Jens Andersens glimrende og heldigvis veloplæste biografi om Kronprins Frederik i ørerne.
Det blæser en del, men vinden kom fra den rigtige side, så det var virkelig en dejlig lun rede, jeg hyggede mig i, mens John fulgte med i Tour de France.

18. juli 2019

En mystisk plante

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

I kanten af et af dahliabedene er der dukket en plante op, som er lidt af et mysterium for mig.
Det ligner en agave – og så alligevel ikke, for bladene er for bløde.
Det kunne også ligne agapanthus en lille smule – og så alligevel ikke, for bladene er for stive, men der står en del agapanthus i bedet ved siden af.
Det er ikke nemt … PlantSnap kom frem til, at det må være en yuccapalme, og det ligner den da også, men hvordan pokker den skulle have sået sig selv lige der, er mig i så fald en gåde. Jeg ejer nemlig ikke en yuccapalme, og området vrimler heller ikke ligefrem med dem, hvorfor den næppe heller kan være bragt af vinden eller af en fugl.

En billedgoogling gav det resultat, at det er en Agave azul, som også kaldes tequilaagavenAgave tequilana, commonly called blue agave (agave azul) or tequila agave, is an agave plant that is an important economic product of Jalisco, Mexico, due to its role as the base ingredient of tequila, a popular distilled beverage. The high production of sugars named agavins, mostly fructose, in the core of the plant is the main characteristic that makes it suitable for the preparation of alcoholic beverages.” Wiki
Da jeg borede lidt mere i det, fandt jeg også nedenstående, som ligner til forveksling: Yucca filamentosa ‘Hofer’s Blue’ – Adam’s Needle.
Er der måske en af jer kloge læsere, der kan be- eller afkræfte disse teorier? Den er omkring 50 cm høj, og den er kommet i år, for i foråret var bedet helt bart, så den er relativt hurtigt voksende.
Det er ikke fordi den er særlig pæn, især ikke i selskab med dahliaer, men nu får den lov at stå indtil jeg forhåbentlig har identificeret den med større sikkerhed. Måske har den oven i købet tænkt sig at blomstre på et tidspunkt – hvem ved?

P1030426image

Hvis det virkelig er en Agave azul, kan det være, jeg skal gå bort fra gin, næsten endnu inden jeg for alvor er begyndt, og i stedet begynde at fremstille Den Stråtæktes Egen Tequila.
Det ville være ret alternativt.

17. juli 2019

Jeg ønsker, at teleportation kunne blive opfundet i en fart

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:25
Tags:

Vi havde ikke selv fået lov at bestemme, hvornår vi ville til England denne gang. Havde det stået til os, var vi aldrig taget afsted lørdag d. 6. juli om morgenen; vi ville aldrig køre gennem Tyskland og gennem Holland for at tage færgen fra Hoek van Holland ud for Rotterdam på en lørdag i skolesommerferien.
Vi var blevet advaret om den voldsomme trafik med dommedagsforudsigelser af Lars E’ske dimensioner; vi ville blive udsat for motorvejskøer på snesevis af kilometer, og der skulle i år være flere vejarbejder på de tyske motorveje end nogensinde (540, hvilket er 150 flere end sidste år). »Hvis det er muligt, bør man undgå at ramme disse strækninger på lørdage i juli og den første del af august, hvor trafikken har det med helt at gå i stå.«
Jeg afskyr i forvejen at skulle nå en bestemt færge, når man, for at komme til den, skal køre over 800 km. Det er svært at planlægge hvor meget tid man skal regne med i forsinkelser, og mister vi aftenfærgen fra Hoek van Holland, er det bare ærgerligt, for så er der kun én vej videre, nemlig de 330 km til Calais og så med færgen til Dover. Eller bruge tunellen. Plus de mange mistede penge for den mistede færge, ikke at forglemme.
Af samme årsag kører vi kun via Rødby-Puttgarten ud; aldrig hjem, der kører vi via Jylland og over Storebæltsbroen. Vi kunne selvfølgelig tage en flexbillet, men det er vi for nærige til.

Vi kørte gennem Tyskland og stødte da også på nogle vejarbejder, men ingen køer af betydning. Jeg ved ikke hvorfor vi var så heldige, i modsætning til Lenes start på ferien den samme dag. Vi blev kun et kvarter forsinket af trafikken, og vi havde ikke ret meget regnvejr – eller også lagde vi mindre mærke til det; vi var jo ikke på motorcykel.
De tre timer, vi havde sat af til forsinkelser, måtte vi derfor finde noget andet at bruge til, så vi fandt en vej over en lang dæmning i Holland i stedet for den sædvanlige, direkte vej. Det kostede en time – resten af ventetiden foregik på havneområdet, og vi var i vældig god tid!

Bespoke Victorian Lodge with double porch small

(Billedet illustrerer en af de mange former for drømme, man kan have. Dette her er min drivhusdrøm – jeg ville bare SÅ gerne eje et i Victorian style.)

Transporten er et minus ved en ferie. For os. Nogle er vældig gode til at gøre den til en del af ferien, men det er vi ikke i udstrakt grad. Transport er noget, der bare skal overstås hurtigt, men det er desværre en umulighed, når man skal langt væk. Det går så nogenlunde an, når vi er på vej på ferie, men når vi skal hjem, kan det kun gå for langsomt. Og så kan jeg i virkeligheden ikke engang tillade mig at brokke mig, når jeg har så god og villig en chauffør, som tilfældet er …
Er der dog ikke snart en, der kan opfinde noget teleportation? Stephen Hawking, der var noget du ikke nåede, selv om du var en af vor tids største genier. Havde du fået 20 år til, tror jeg du havde klaret det.
Tænk at kunne komme fra A til B på brøkdelen af er sekund. Det skal nok komme engang, men det bliver ikke i min tid.
Hvis min egen spådom om en bil, der kan fragte mig til England uden at jeg selv (eller John) skal bekymre mig om at føre den, går i opfyldelse inden jeg dør, vil jeg blive en glad kvinde.
I er vidner. Nu har jeg sagt det officielt: Jeg tror på det, men har indtil nu kun mødt én person der (også) tror de førerløse biler bliver alment tilgængelige inden for de næste 15 år.

16. juli 2019

Afslutning på lørdagens hvepsedrama a la Midsomer Murders

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:45
Tags: , , ,

Allerede sent lørdag aften modtog Charlotte nedenstående lange sms fra den stakkels fyr, som gik glip af det meste af flowershowet, fordi han blev stukket af en hveps.
Hans humor fejler i hvert fald ikke noget; Charlotte læste teksten op for os, og det var en skøn besked at få – men han er også en sød mand, som er kendt og afholdt af alle i landsbyen.

Dear Tim and Charlotte,

I am writing to thank you both for a lovely afternoon at your beautiful home. As ever everything was so very well organised and everyone seemed to thoroughly enjoy themselves. Indeed, after enjoying the company of your delightful children and admiring the local wildlife I soon felt so relaxed that I even decided to take a nap in your kitchen – the kind of thing you can (should?) only do with dear old friends.

Of course, you can imagine my surprise when I awoke from said nap to find two rather lovely Viking ladies lifting my shirt and taking my trousers down before injecting themselves and me with something ‘off-prescription’! This interesting and noteworthy turn of events was one that I must admit I had missed on the village flyer and certainly was one that has not happened, at least to me, at prior village gatherings (although I admit I rarely venture into the darker recesses of the village hall …) However, I must say I admire your unique entertaining flair – it was  certainly memorable. I wonder, will it be on next year’s schedule?

A most unexpected surprise it was only slightly marred for me by the arrival of a very friendly gay man with a large camera sporting a very long lens – perhaps the less said the better … Anyway, I have clearly not attended enough garden parties in the past as I was entirely unaware of this particular social custom but I can assure you I intend to be a regular from now on – if this is what happens in little Watford I can only begin to imagine what I might have missed out on at those Buckingham Palace shin digs – I always thought it was just Pimm’s and a couple of cucumber sandwiches? I shall certainly ensure I wear better quality underwear to any future functions – clearly one never knows when things are going to get interesting…

A little more seriously, my thanks to you all for your care and concern, and especially to Charlotte and to Annemarie who took such good care of me – always useful to have a medic ‘on-staff’ at these things! Indeed, I recall my own first Epipen administration so I’m glad I could assist Annemarie’s studies in some small way …
To have survived flames, wrecks and gunfire only to be felled by a Maltin wasp would have been a rather ignominious ending so everyone’s efforts were very much appreciated!

With thanks and warmest regards, always, Robin

Den “very friendly gay man” var den ene halvdel af landsbyens mandepar (hvor begge halvdele er populære; ingen gammeldags fordomme her, selv om det er et lille samfund (de havde inviteret hele landsbyen med til deres bryllup). Der er plads til alle, også landsbytossen). Han (altså ikke landsbytossen) er biokemiker med en ph.d. i genetik – og han er biavler, så han har lidt forstand på insektstik og gik derfor ind for at følge lidt med i hvad der skete – samt for at fotografere til The Watford Chatter, som Robin nok ikke slipper for at være en væsentlig del af i næste udgivelse … 

Da han lå på gulvet (og var kommet til sig selv igen), opdagede han, at han blev fotograferet bogstavelig talt med bukserne nede og sagde med et skævt smil: “This is your dream scenario, isn’t it, Mark?

HvepsefjernerenHvepsefjernerenHvepsefjerneren

Best vegetable

Søndag morgen kom Mark igen, iført det, jeg spurgte om var hans ebola-suit (Mark har flere gange i faglig sammenhæng været i Afrika under ebolaudbrud) for at fjerne det hvepsebo, Tim fandt i hækken, betænkelig tæt på familiens daglige færden. Han er som sagt biavler, så det var hverdagskost for ham. Han var sikker på, at dronningen var kommet med ned i sækken, så både Robin og alle andre kan nu ånde lettet op.

Og til sidst: Best Vegetable havde to vindere. Den ‘rigtige’ og så disse muterede gulerødder fik lige mange stemmer; gulerøddernes ejer nok primært for at udvise den skønne humor, som ingen af deltagerne kunne stå for.

13. juli 2019

Vi kommer tættere og tættere på et ægte Barnaby-afsnit

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:02
Tags: ,

Feriens højdepunkt, the flower show, skulle løbe af stablen i dag. Vi var mange hænder til at hjælpe, så kl. 13:30, en halv time før det hele skulle begynde, sad vi og kiggede på hinanden og Charlotte og spurgte: “Hvad skal vi nu lave? Hvad mangler der?”, hvortil hun lettere forundret svarede: “Vi er færdige, er vi!”
Vi har jo lige som været med før, så der var ikke så meget nyt under solen for vores vedkommende, men for alle andre danskere end Annemarie, som også var med sidste år, (og John og mig, forstås), var dette en førstegangsoplevelse.
Klokken blev 14, og der var kun kommet Tims mor med mand plus et enkelt par mere … den blev 14:10, og vi blev en anelse nervøse: Kom der slet ingen i år? Det ville bare ikke være særlig godt! Men så begyndte folk heldigvis at strømme til, og inden 14:30 var de fleste arriveret.

P1030370P1030373

Første officielle punkt var hundevæddeløbet. Det tog en rum tid for ejerne at få deres hunde til at stille op på en linje – på én gang i hvert fald, for der manglede hele tiden en af dem.
Det lykkedes dog til sidst, og da de satte i gang, tog The Italian Greyhound som forventet lynhurtigt en særdeles overbevisende føring – lige indtil det stakkels nervøse væsen følte sig forfulgt af Copper og tog en skarp drejning til højre for at undslippe den åbenbart farlige hund.

P1030377P1030382

Derefter kom børnevæddeløbet, hvor vores lille Ella vist følte sig lidt for underlegen, for hun ville ikke deltage.
Dernæst var det mændenes tur, og derefter igen kvindernes.
Man kan lige ane Tim helt til venstre i billedet. Han kan bare ikke løbe stærkere end vi andre kan gå. Næsten … Anna og Aubie var megaflove over ham til en forældredag, hvor fædrene skulle løbe om kap. Tim løb alt hvad han kunne, men han kom i mål flere minutter senere end alle de andre. I et 100-metersløb …
Af ren og skær solidaritet med sin mand deltog Charlotte i kvindeløbet (hun har heller aldrig været en sprinter), hvor hun løb på meget feminin måde, mens hun løftede op i kjolens underdel med den ene hånd.
Til begge løb var det den yngste deltager, der vandt.

P1030389P1030390

En eller anden (måske Aubie?) foreslog et væddeløb på alle fire. Her var der sjovt nok ikke ret mange, der meldte sig frivilligt …
Det brugte ungerne det meste af sommeren efter safarituren på at øve sig i, så her var det Aubie, der hurtigt tog en klar føring.

Pludselig blev det lidt dramatisk.
Charlotte kom løbende ud fra køkkenet og sagde til mig: “Få fat i Annemarie. Hurtigt!! Anna er ved at få et anafylaktisk chok!”
Jeg fik vinger, samtidig med, at en smule af min rationelle hjerne undrede sig over, hvordan pokker det kunne lade sig gøre.
Annemarie læser medicin, men mangler stadig 2½ år af studiet. Ikke desto mindre var hun den mest naturlige at gribe fat i, og da vi kom styrtende ind i køkkenet, var det ikke Anna, men en mand i 40’erne, der så på gulvet og var besvimet efter at være blevet stukket af en hveps. Jeg havde hørt forkert.
Heldigvis. Nej, sådan mener jeg det ikke – og så alligevel …
Charlotte havde i mellemtiden fundet en Epipen frem (hvis C får så meget som en halv reje, vil hun få et anafylaktisk chok; derfor har hun altid Epipen i sin taske). I lettere panisk tilstand fik C holdt sin pegefinger det forkerte sted på pennen, så hun fik en mikrodosis adrenalin.
Afsted efter en ny pen, og den fik Annemarie injiceret på korrekt vis. Han gik heldigvis ikke i chok, men selvfølgelig blev der alligevel ringet efter kompetent hjælp, som hurtigt nåede frem.

P1030398P1030409

Det var lige før, det udviklede sig til et ægte Midsomer-afsnit. Det var dog ikke mord, og der døde gudskelov ingen, så Barnaby gad ikke dukke op for at undersøge sagen – ingen arresterede derfor hvepsen, som var skyld i hele miseren.
Det eneste potentielle dødsfald er Charlottes pegefinger, som utilsigtet fik en dosis adrenalin. Den er i skrivende stund stadig meget hvid og mærkbart koldere end resten af hendes fingre, så det er bevist på meget illustrativ vis, at adrenalin virkelig sørger for at lukke ned for de ydre blodkar og koncentrerer sig om at skaffe blod til organer, der er vitale i en kampsituation.

P1030405

All is well that ends well, og jeg vil, til ære for Ellas forældre, som har rykket for en opdatering på The Second Danish Invasion, slutte med at bringe et billede af hende sammen med Annemarie og siddende mellem mormor og bedstefar i den gamle Wolseley.

10. juli 2019

Mænd i alle aldre har grilltjansen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:19
Tags: , ,

Man taler meget om, at det oftest er mandens job at grille, mens kvinderne udfører resten af arbejdet. Jeg tror godt man kan sige, at på det punkt hører vi til gennemsnittet. I forgårs havde vi tre søskende lavet maden, fordi de næste to generationer først ville ankomme efter kl. 16, og de skulle da lige have tid og lov til at lande. I går blev vi tre ‘gamle’ derfor smidt ud af køkkenet, hvorefter alle i midtergenerationen overtog madtjansen – men altså på traditionel vis; dvs, at inden længe havde mændene forføjet sig ned til den store åbne grill, de har i æblehaven – i hvert fald næsten alle mænd, og de ældre sørgede for at lære de unge op. Der skal meget kød på til så mange mennesker. Som man måske kan gætte, er der ingen vegetarer blandt os …

GrillhyggeP1030324

Senere blev der lagt brænde på i stedet for trækul, og så hyggede alle over 12 år sig omkring bålet, til mørket var faldet helt på. De fem under 12 gik glip af det, men det ved de heldigvis ikke …

P1030328

I går så vi Highclere (= Downton Abbey). Det var bestemt interessant at se i virkeligheden, men det var lidt ærgerligt, at vi ikke måtte fotografere inden for på slottet, for det var opulent og imponerende flot.
Sjovt var det dog alligevel at gå rundt og kunne genkende rummene, hvor serien var blevet optaget. Vi var ikke i tvivl om, hvad der var hvad, men skulle der være enkelte, der ikke kunne genkende det, var der i hvert af de aktuelle rum sat en fotostat op med en eller anden scene fra serien.

P1030335P1030343

Ikke blot var slottet imponerende – selv om vi alle var enige om, at det så mindre ud i virkeligheden end i serien – parken var det ikke mindre. Den er skabt af den tids nok mest berømte landskabsarkitekt, Capability Brown. Drivhuset hørte ikke ligefrem til de mindste af slagsen, og også The Secret Garden (en flot staudehave) og alle de enorme solitærtræer var smukke at skue. Jeg synes, at gamle cedertræer er noget af det flotteste.

P1030332

Vi ville gerne være ved slottet kl. 13, og med en times kørsel dertil var det smartest at smøre madpakker og tage med. Dem indtog vi ved og på en temmelig omfangsrig træstub med den nydeligste udsigt til slottets gavlvæg.

Vi er ovenud heldige med vejret; det er bedre, end vi var blevet lovet, med 24 grader og, helt usædvanligt, næsten vindstille. I går var der oven i købet fuld sol det meste af dagen. I dag er der flere skyer, men det gør ikke spor, når det er så varmt. Tværtimod, og vi er alle glade for, at det holder tørt, også selv om haven godt kunne bruge noget vand, men nu må det meget gerne vente, til flowershowet er overstået på lørdag – og der er ryddet op efter det, inden vi kører mod øst på søndag.

8. juli 2019

The second Danish invasion …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , ,

Tims betegnelse for, at næsten hele min side af familien samles i løbet af denne uge er The second Danish invasion. Det kan jeg sådan set godt forstå, så han skal ikke høre noget for det. Merete, John og jeg kom i går formiddags, og i dag kl. 10:30 kom Bodil, Hans og Ella, 6 år, som ikke har sin far og mor med, men må ‘nøjes’ med mormor og bedstefar … hvilket i øvrigt passer den unge dame særdeles fint. Ellas far og mor er de eneste som ikke kommer, hvilket primært skyldes lillesøsteren, som de synes er lige en anelse for besværlig at rejse med endnu. Bortset fra, at det er lidt synd for mor Heidi, som er familiemenneske med stort F, tror jeg, at begge de to børn nyder at have forældre, hhv. bedsteforældre for sig selv.

P1040578P1040574

Charlotte var næsten parat til invasionen, da vi kom i går, men børnene var ikke helt færdige med at friske et af havesættene op.
I går blev der tid for de fem af os til en køretur i wolseleyen til et steamshow ikke så langt fra huset, mens Charlotte og jeg blev hjemme og fik ordnet nogle småting.
I dag til frokost spurgte Tim, hvem der så kommer her i løbet af eftermiddagen.
Svaret var kort: The rest!
Helt tilfældigt og uden at have aftalt det, havde resten af flokken bestilt billetter til det samme fly, som landede kl. 12 i Gatwick, så de er her nok om en times tid.
Pavillonen er slået op, så her skal alle måltider indtages. Godt nok har de et ret stort hus, men der er ingen steder inden døre, hvor vi alle 19 kan bænkes. Pavillonen skulle alligevel op til flowershowet på lørdag, så det passer helt fint. Vejrudsigten ser nogenlunde ud, så det skal nok gå … vi har alle sammen varmt tøj med, og ingen kan blive våde.

Merete, John og jeg handlede her til formiddag. Morgenmad, frokost og grillmad med tilbehør til 18½ personer i to dage bliver til en virkelig fuld indkøbsvogn. Kassedamen fik helt ondt af os, kunne vi se. Da hun til sidst spurgte: Is that all?, til hvilket jeg svarede: Yes … how many fortunes is it?
Ohhh, it’s quite a lot of money
, sagde hun og så helt bekymret ud på mine vegne. Jeg ved ikke hvad hun har tænkt, men jeg synes ikke, at jeg skyldte hende nogen forklaring på al den mad.
Vinen har vi haft med hjemmefra … vi blev enige om, at bag in boxes ville være okay til denne lejlighed, og det er de ikke blevet helt gode til her i England endnu.

Nu er resten her lige om lidt, og Merete og jeg skal nå at bage en rabarberkage – the show has begun!

5. juli 2019

Der er pakket. Til England. Igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Jamen vi har jo lige været derovre, kan I sige. Og I vil have ret … vi var der i maj, men den tur blev planlagt kort efter nytår. Denne tur har vi slet ikke planlagt, forstået på den måde, at Charlotte engang i februar skrev til sine to mostre, fire kusiner og fætteren (og til os), at alle var velkomne til at komme over og besøge dem i uge 28. Der er nogle af dem, der har set huset, men ikke alle – og ingen, der har været der før, har set det færdigt.
Folk var da heller ikke længe om at melde ind, og til vores overraskelse var der kun 2½, der meldte fra, så vi bliver 19. Altså i alt, inklusive de fire, som allerede bor i huset, men der skal stadig være sengepladser til 11 ekstra voksne. Ikke alle er der hele tiden, men alle er der på én gang i nogle dage.
Det er mange at huse, men det kan lade sig gøre nu, hvor ‘skuret’ er blevet færdigt – dog skal tre af de fire medbragte børn sove på madrasser på gulvet i samme værelse som forældrene, men det tror jeg nu ikke der er nogen, der brokker sig over. Det fjerde barn kan stadig være i en rejsebabyseng, og sådan en har de stadig derovre.

SONY DSCSONY DSCSONY DSC

20190705_162733Der er løbet meget vand i åen – og smurt meget maling på væggene – siden de flyttede ind i den ruin, de købte for 10 år siden. Tim har kæmpet bravt for at banke en PR-virksomhed op under en finanskrise, men nu flasker det sig efterhånden altsammen, og de har fået det hus, de ingen problemer havde med at kunne se for sig, da de så det første gang.

Vi tager igen bilen derover, medbringende min ene søster, den anden kommer også i bil, og den ene af niecerce lejer en. Med så mange på besøg dur det ikke at mangle biler; der er jo ingen grund til at låse sig fast i huset, hvor dejligt det end måtte være. Vi skal også kunne aflaste Charlotte med indkøb, så ikke hun hænger på det hele hele tiden.
Det bliver hyggeligt – næsten som en tilbagevenden til tiden før far døde, hvor han hvert eller hvert andet år inviterede hele familien til en fælles ferieuge et eller andet sted i Europa. Det kom der mange hyggelige ture ud af.

Det skur, jeg omtalte, var en gammel og forfalden lade, som de nu har ombygget til opvarmet garage i den ene halvdel (til Tims fine, gamle biler) og en lejlighed i den anden. De må ikke bruge den som B&B, men de må gerne etablere endnu en granny flat, så det gjorde de. Det er en fin lille lejlighed på omkring 70 m2 med stue og køkken i ét, bad og soveværelse.
De bor i et AONB (Area of Outstanding Natural Beauty), så de må ikke bygge nyt, men hvis der findes et såkaldt footprint, dvs. at der fx står en grundstøbt gammel lade, må man gerne bygge den om til beboelse. Det er derfor, man ser så mange mere eller mindre forfaldne bygninger rundt omkring i England – så længe de er der, må man ombygge dem, men man får som sagt ikke lov at bygge nyt.

Behøver jeg at sige, at vi glæder os? Det gør alle, så det skal nok blive godt. Charlotte har lagt årets flowershow på næste lørdag, så de fleste får også den oplevelse med.

3. juli 2019

To gange Nyhavn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

Vi har gang i planlægningen af en stor rejse til Alaska og Canada, hvilket involverer rejsebureauet Nyhavn Rejser, som ikke længere ligger i Nyhavn, men lige ved siden af Østerport station. Vi tog toget til staden, for det der med at finde parkeringspladser i den indre by er en stort set umulig mission, og hvis det endelig lykkes at finde en, koster afgiften nærmest prisen for en lille bil. Det er nu ikke fordi toget gør det billigere; det kan kun betale sig, hvis man rejser én person, men det er en del mere afslappende – især for ham, der plejer at være chauffør – og så holder vi begge to af denne rejseform. Ikke så meget S-tog, det kan være lidt ligemeget, men alle andre former for tog, og turen med lokalbanen fra Faxe Ladeplads til Køge er hyggelig.

P1030290P1030291P1030292

Vi gik fra Nyhavn til Nyhavn. Visse steder fornemmer man ikke, at man befinder sig i en storby, for med roserne og stokroserne og de farverige, små og hyggelige byhuse kunne vi lige så godt befinde os i en provinsby. Gadenavnene er også romantiske: Hjertensfrydsgade, Krusemyntegade … og ved det blå hus står der en blå cykel, naturligvis.
Vi lovede i foråret hinanden, at vi en dag skulle ind til København og lege turister, og nu vi alligevel havde en aftale derinde, kunne vi lige så godt slå to fluer med ét smæk.

P1030293

Vejret var okay, selv om det blæste meget. Desuagtet vovede vi os ud på voverne i form af en kanalrundfart på en times tid, for det var maaange år siden, vi sidst var på sådan en, og vi havde været så forudseende at tage regnfrakker med, så vi kunne holde den kølige vind ude. Det var højvande i går, så broerne var kun lige til at komme under, hvilket betød, at vi skulle huske at dukke os, medmindre vi havde lyst til at blive et hoved kortere i løbet af turen.

P1030296

Det var en hyggelig tur med både gensyn og nysyn.
Der var rigtig mange turister i byen, både på Strøget, i Nyhavn og ude ved Den Lille Havfrue, men eftersom vi kunne tælle fem store krydstogtskibe, gav det nok en del af forklaringen på de mange mennesker.

P1030302

Var det noget med en husbåd? 222 m2 for bare 6,550 millioner kroner? Ingen have at passe – fem værelser, to badeværelser, bryggers, stor opholdsstue, ditto køkken og en tagterrasse.

P1030312

Ingeniørernes hus BLOX (inspireret af legoklodser) havde jeg ikke set før – det er flot, synes jeg.
Med billetten til rundfarten fik vi et rabathæfte, som inspirerede os til at booke et bord på den italienske Riz Raz i Kompagnistræde.
Det var en positiv overraskelse – de havde en omfattende, vegetarisk middelhavsbuffet, som man kunne vælge solo eller som tilbehør. Vi gjorde det sidste og bestilte som hovedret en Riz Raz Blend It, som bestod af ristede kammuslinger, kæmperejer, laks, lammekrone og kyllingespyd plus garniture.
Vi blev meget mætte. Jeg gemte strategisk kyllingen til sidst, for hvis jeg ikke kunne spise op, var den den, der skulle levnes. Det viste sig at være et klogt træk fra min side …

P1030315P1030315

Plastikaffald i et strøgvindue? Nej, men en efterligning i kongeligt porcelæn. Hvorfor? Pas … men det fangede da vores opmærksomhed.

1. juli 2019

En eks-bonderøvs fortælling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags: , ,

Det var Farmers seneste indlæg, der sendte mig direkte tilbage til barndommens gade. Eller snarere marker … til tiden efter mine forældre fik halmfyr og der derfor skulle bringes omkring 4500 halmballer til lade.
I 1977 fik de opført en 110 m2 tilbygning, hvor der var en swimmingpool og et dejligt opholdsområde, men det ville blive så dyrt i vand- og rumopvarmning, at de også fik etableret et halmfyr – det meste af halmen blev jo alligevel brændt af ude på markerne, så det kunne lige så godt bruges fornuftigt i stedet for. De har altid brugt ca. 1000 baller halm til hesteholdet, men nu blev tallet altså mere end firedoblet. Det var de små baller – bonderøvsballer, som Farmer så beskrivende kalder dem – hver balle vejede 11-12 kilo, som igen svarede til tre liter olie, regnede far på et tidspunkt ud.

Sådan så det ud, når halmen blev presset. Når opsamleren var fuld (omkring 75 baller), kørte far – senere John – hjem foran laden, hvor der stod en transportør, som førte ballerne videre ind og op under ladens loft, hvorfra de faldt af transportbåndet igen. Her stod vi tre søskende, hvoraf de to smed ballerne videre helt hen til stedet, hvor de skulle stables og den tredje stablede. På skift. I starten var der kun os søskende, men efterhånden kom der kærester til, som blev tvangsindlagt til at hjælpe.
Mændene lagde på transportøren, for de blev hurtigt ekskluderet fra at stable ballerne. Det kunne de nemlig ikke finde ud af at gøre ordentligt, og første gang hele skidtet skred, så vi kunne starte næsten forfra, blev de fyret på gråt papir.
Jeg har senere tænkt på, at de nok gjorde det med vilje, for det var langt mere behageligt at stå ude frem for at være i laden – især når vi var ved at nå op under taget. Det kunne godt nok blive hedt deroppe!
Vi tre piger blev efterhånden mestre i halmballestabling. Vi kunne bygge en helt lige og meget stabil halmmur fra gulv til loft, hvilket var ret mange meter.

Mor stod for forplejningen af høstfolket. Hun lavede altid rigtig god og rigelig mad, både til frokost og aften, og far fandt de gode vine frem, når arbejdsdagen var slut. Vi var som regel hundesultne, for vi blev ved, til duggen faldt eller mørket faldt på, hvilket der nu end kom først.
Efter mors død blev det mig, der overtog madlavningstjansen, men det var ikke det store problem at miste mig i laden, for efterhånden var der næsten altid nogen ‘udefra’, der syntes det var hyggeligt at komme og hjælpe til, og børnebørn kom der også til med tiden. Jeg havde intet imod at slippe for stabling, og mine søstre var glade for at slippe for at være med til at lave al den mad.

Vi var snavsede, da vi kom ind – selvom ‘snavsede’ ikke engang dækker. Vi var møghamrende beskidte, var vi. Kulsorte i ansigter og hår. Vi kunne næsten ikke vaske os rene igen, og det var først var tredje gang, jeg kom shampoo i håret, at det begyndte at skumme. Vandet løb ned ad os i sorte striber, og der blev brugt meget sæbe!

Nogle få gange præsterede vi at få al halmen ind i løbet af en enkelt weekend, hvis vi tog tidligt eller eventuelt helt fri fredag. Far kørte altid lige så mange læs hjem, han kunne placere foran laden, inden vi dukkede op, og så var det ellers bare at gå i gang. Det var lidt hårdt, for så fik vi ikke de tiltrængte små pauser mellem hvert læs, før det halmbjerg var væk.
Efter sådanne dage var vi mere end godt brugt og havde meget lange arme – vi havde vel hver især groft regnet løftet 20-30 tons halm i løbet af den korte tid, fordi hver balle gik gennem mindst tre par hænder. Det var ikke altid sjovt at komme i gang igen på dag to – for slet ikke at tale om dag tre! Der kunne godt være tale om en hel del muskelømhed.
Der var til gengæld ikke de store problemer med at falde i søvn om aftenen …
Selv om vi nok ikke har været så gennemført trætte hverken før eller siden, husker vi tilbage til den tid med glæde og som værende hyggelig og dejlig.

28. juni 2019

Jeg er mere blå end Ditte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:01
Tags: , , ,

Blå tæerVi vidste godt, at jeg er mere blå end Ditte, men i går blev jeg det også rent fysisk.
Normalt scroller jeg hurtigt forbi, når folk cyberspacer billeder af egne bare fødder med lakerede negle … synes ærlig talt, at andres bare fødder generelt er temmelig uinteressante.
Nu gør jeg det selv. Altså sender billeder ud af mine bare tæer, men det er kun for at vise hvor blå jeg blev, da jeg skulle ilte det indigofarvede garn. Ditte blev ikke nær så blå; jeg tror hun har det lige som John, som kan male iført smoking og tage direkte til fest. Jeg har knap nok dyppet penslen første gang, inden jeg har malerpletter overalt, både på tøj, hænder og i håret.

Indigofarvning 2019

Vi har kun farvet cochenille og indigo denne gang. Til gengæld har vi farvet meget garn, for begge farvebade viste sig at være højpotente, og vi kunne blive ved og ved med at lægge garn i, uden farveintensiteten faldt nævneværdigt.
Egentlig var planen at farve med de tørrede svampe, jeg fik med hjem fra svampefarvningskurset, men tinkloriden, som skal bruges til at bejdse med, kommer først på mandag. Det gør ikke noget, for nu har vi en glimrende undskyldning for at lave endnu en farveseance. Det er simpelthen meget hyggeligere, når man er to om det. 
Denne gang blev det til 4.350 gram indigogarn og 2.750 gram cochenillegarn – sådan cirka ligeligt fordelt mellem os. Ditte har farvet lidt mere cochenille end jeg har, men det var omvendt for indigoens vedkommende, så det går nogenlunde lige op.

Plantefarvning 2019

Plantefarvning 2019

Vi har farvet en del forskellige typer garn, og det har været interessant at se, hvor forskelligt de tager imod farven.

Plantefarvning 2019Nu er vi trætte. Meget trætte. Vi kan godt mærke, at vi ikke er 40 år længere, og vi sidder faktisk ikke ret meget ned, når vi farver garn, fordi vi pisker rundt og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og …
Tit lyder det: “Nej, NU skal jeg altså lige have en kopkaf!”
Sommetider får vi såmænd også gjort alvor af det og får den brygget, men oftest når den at blive kold, inden vi får drukket den.
Vi har farvet intenst i to dage. I morgen slutter Peter sig til os, og Inge og Hasse kommer også. Ved frokosttide er vi alle samlet, så Ditte og jeg har ingen farveplaner for i morgen, hvor den kun skal stå på hygge og samvær. Vi orker alligevel ikke mere i denne omgang. Næste step bliver at finde ud af, hvad vi dog skal gøre ved alt det garn … mine foreløbige planer går på at strikke op til flere tone i tone-sjaler.

25. juni 2019

Golf – begynderheld og teamwork

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: ,

Vi har prøvet at spille golf i dag. Vi mødtes godt en snes ivrige golfspillere in spe kl. 9 og startede med at få lidt morgenmad, inden instruktøren tog os ud for at lade os øve overhovedet at ramme bolden, hvilket sjovt nok viste sig at være ret svært.
Ned i knæ, lad numsen stritte bagud, lad være med at kigge på køllen – hold blikket på bolden. Ingen af os lignede vist dem, man ser normalt, når der vises billeder af golfspillere in action, og selv om vi gjorde vores bedste, kan Thomas Bjørn stadig sove roligt om natten.
(Og hvorfor Johns kamera havde besluttet sig for at tage sepiabilleder i dag, har vi ingen forklaring på.)

Golf for begyndere (2)Golf for begyndere (5)Golf for begyndere (7)

Da man mente, at nu var vi tilstrækkeligt professionelle til at gå hen og øve os i at putte, blev vi ledt over på den dertil indrettede bane. Det gik helt galt for mit vedkommende, for jeg kom hele tiden til at slå for hårdt til bolden. Det var jo det, vi lige havde brugt det meste af en time på, altså at slå alt, hvad vi kunne, så det var vildt svært for mig kun lige at skulle puffe blidt til bolden med putteren.
Efter et kvarters tid blev vi delt op i hold á tre eller fire – det passede dermed til seks hold, som så blev sendt ud på 6-hullersbanen. Hvert hold startede på hver sit af de seks huller, og vi nåede da også igennem dem alle. Det er rigtig godt tænkt, at man højst har otte slag til at få en golfbold i hullet – havde der været frit slag (!), havde de fleste af os nok stået derude endnu.

Golf for begyndere (11)

Jeg blev sat sammen med to for mig ukendte herrer – man havde meget strategisk sørget for, at ingen ægtefæller kom til at spille sammen; arrangørerne ville måske ikke risikere nogen efterfølgende skilsmisser …
Jeg kom på hold 5 og vi startede dermed på hul 5. Vi tre blev et stykke inde i spillet enige om, at vi skulle have lov til at danne en ny form for golf-teamwork, for herre1 var rigtig god til at slå bolden hen på greenen i første hug; herre2 var god til at putte, og jeg Golf for begyndere (4)var overraskende god til at slå en bold op af en sandgrav. Dette fortæller indirekte om, hvor ‘god’ jeg også var til at lægge bolden i den forbaskede sandgrav …
Sidste hul for os var banens berygtede hul 4, hvor der konstant var et par supervisorer, fordi den er svær for alle og for sådan nogle totalamatører som os stort set umuligt at ramme greenen. Bolden skulle slås ind mellem nogle høje træer og op over et lumsk buskads. Der lå en pose med øvebolde, som vi blev bedt om at starte med, da bolden med 99 % sikkerhed ville blive slået ind et sted, hvor ingen nogensinde finder den igen.
Derefter gik man ned og lagde en ny bold ved ‘droppointet’, fik lagt et slag til og spillede så hullet færdigt.
Men hvad skete lige for Ellen? Hun slog det perfekte slag og landede bolden to meter fra hullet i første slag!
Jeg aner ikke hvorfor det lige skete, men der havde jeg reelt en chance for at slå en birdie, som på vores par-3-bane ville have betydet i hul på to slag, men nu var jeg som før nævnt bare ikke specielt god til at putte, så jeg var tre slag om at få bolden i hul, selv om den var landet så tæt på. Dammit. Der havde jeg ellers haft chancen for at kunne indskrive mig i The Hall of Fame på den golfbane.
Samtlige vidner (der var heldigvis mange) gav mig dog den credit, at hvis der var en præmie for dagens bedste slag, så var jeg den indlysende kandidat til at få den.
Det var der desværre ikke, men vi vandt dog præmien for bedst scorende hold, (hvilket afgjort mest skyldtes de to gutter, der var så gode til det, jeg for det meste var ret dårlig til), så jeg kom hjem med to flasker rosevin. De stod ganske fint til kobbertøjet …

Vi tager ikke golf op som fritidsinteresse, men det var sjovt at prøve, og det er især godt at have lært mange af fagudtrykkene, så vi ved hvad der tales om, når de nævner fx par, handicap, birdie og eagle. Det har vi helt styr på nu. Tror vi.

24. juni 2019

Bål og brand og brand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , ,

Så er det vendt. Startende i fredags går det atter mod kortere dage, men det varer heldigvis et stykke tid inden vi mærker noget til det. Hvorfor synes jeg mon, at tiden fra vintersolhverv til sommersolhverv er omkring dobbelt så lang som tiden fra sommersolhverv til vintersolhverv? På den ikke-så-go’e måde, vel at mærke … tiden fra nu og hen mod jul flyver afsted, mens det er omvendt fra jul til nu.
21. december siger jeg gerne: “NU vender det endelig! Det var godt nok på tide.”
21. juni siger jeg gerne: “Du godeste, er det allerede midsommer? Hvor blev de seks måneder af?”
I øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke gør som svenskerne: Går over til at kalde det midsommer og fejre det på den fredag, der ligger tættest på årets længste dag. Jeg ved godt, at det ifølge overleveringerne er noget med Johannes Døberen, som fødtes et halvt år efter Jesus, men kan det ikke være det samme? Der står jo ikke i grundloven, at sankthansaften skal være d. 23. juni.
Næsten alle danskere gør noget ud af denne aften, så lad os da få lov til at fejre den i forbindelse med en weekend – især fordi den længste dag alligevel aldrig falder d. 23. juni. Enten det eller også lade det stakkels arbejdende folk have en fridag d. 24. juni.

Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019

Vi kørte i aftes til Danmarks Borgcenter, som de nu kalder det, vi i min barndom bare kaldte Gåsetårnet … men der er så også gjort en hel del mere ud af det end dengang, og jeg kan varmt anbefale et besøg på museet.
Der var vi dog ikke inde i går, og på arealerne ude omkring ruinerne kan man komme og gå som man vil. Det gjorde vi og forbavsende mange andre – vi kom ca. 20:30 og blev der til de to taler var holdt, 5. klasses smukt fremstillede heks var sendt afsted til Bloksbjerg, Kaya Brüel godt i gang med at synge, og bålet ude i voldgraven næsten brændt ud.

Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019Sankt Hans på Danmarks Borgcenter 2019

Under vores ophold hørte vi flere brandudrykninger, og på vores [om]vej hjem over Kalvehave fandt vi ud af hvorfor: Der holdt et større opbud af blinkende brandbiler tæt på en gård, men heldigvis så det ud til, at det løbske bål (som vi formoder var årsagen) var bragt under kontrol og gården reddet fra noget, der kunne have endt i en katastrofe for beboerne.

Vi oplevede således både bål og brand i går. Den anden brand i overskriften var ikke menneskeskabt, men den var ganske ufarlig og kunne nydes i næsten ubegrænsede doser hele vejen hjem.

P1040549P1040551

Næste side »

Blog på WordPress.com.