Hos Mommer

16. august 2018

Babyboom – myggelarveinvasion

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:10
Tags: , ,

Hvor blev det der ustadige vejr af? Og al den regn, der skulle blive ved med at komme?
Okay, jeg skal ikke vande have endnu, men det varer da ikke længe, før jeg kan starte forfra med alt vanderiet, hvis de bliver ved med at ændre vejrudsigterne fra regnvejr til næsten-ingen-regn-og-kun-i-form-af-spredte-byger-regnvejr. Varmen er ligeledes retur. Ikke 30°, trods alt, men 27°, hvilket er for meget til mig.
Vi nåede at få 43 mm, så begge regnvandstønderne blev fyldt. Den ene af dem kan vi ikke lægge låg på, for den samler vandet op fra en vinkel på stråtaget – man kan jo ikke have tagrender på et hus som vores. I den tønde er der nok en million myggelarver nu. Det kan godt være, at vi ikke har været så plaget af myg pga. tørken, men de få, der har overlevet, har alle sammen lagt æg i min regnvandstønde. Som ikke står mange meter fra det altid åbne soveværelsesvindue. Man aner en mindre katastrofe forude, for jeg reagerer ret kraftigt på myggestik.
Det klagede jeg over ved nørklermødet i tirsdags, og en af kvinderne kom med det geniale råd at dække tønden med et stykke ostelærred. Så kan der komme vand i, men når myggene skal videre fra puppestadiet, kan de ikke komme op gennem stoffet.
Smart.
Og nej, jeg har ingen skrupler over at drukne myg i hobetal, men hvis der skulle være en i nærheden med et akvarium, er man velkommen til at komme og fiske myggelarver …

 Vidste I i øvrigt, at myggelarver har kæmpekromosomer (polytene kromosomer)?
I biologi i gymnasiet skulle vi dissekere myggelarver under et mikroskop, således at vi isolerede deres spytkirtler, hvori vi kunne finde de store kromosomer.
For de flestes vedkommende var ordet ‘massakrere’ vist mere rammende end ‘dissekere’, for stort set alle fik splintret myggelarverne – inklusive deres spytkirtler – nærmest til atomer.
Det lykkedes dog for mig, så jeg fik set kromosomerne under mikroskop, men et pillearbejde var det!
Det er mange år siden, men jeg husker særdeles tydeligt den biologitime.
Jeg husker også den time, hvor vi skulle stikke os selv i fingeren og afsætte fire dråber blod på et Eldonkort.
Kan I huske sådan et? Et kort, hvor ens blodtype var angivet.
 Et par af drengene i klassen hev i frikvarteret før deres spejderdolke frem og havde mange ord for, hvor seje de selv
syntes de var, og det skulle da ikke være noget problem at få blod frem til at få bestemt den blodtype, håår, håår.
Især klassens største brød var yderst selvsikker, hvad det projekt angik. 
Hvem stak bare den nål i fingeren og fik det overstået uden hvin og skrig eller andet pjat?
Alle fem piger, naturligvis.
Drengene, hvoraf der var 12, var, med et par undtagelser, nogle være pivskide.
Hvem drattede besvimet på gulvet, da det kom til stykket, og han efter svære overvejelser, lang tøven og med sveden haglende fra panden endelig fik stukket sig selv (og det var ikke med spejderdolken)? I har ét gæt.

Reklamer

14. august 2018

Drivhus i to etager

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:02
Tags:

Mange af haveselskabets medlemmer havde i begyndelsen af året tilmeldt sig til at åbne haven, men har afmeldt det igen pga. tørken.
I forgårs løb der en mail ind om to ikke aflyste åbne haver ikke ret langt fra os, hvoraf især den ene lød temmelig interessant. Vi besluttede os for at køre hen og se den, for “drivhus i to etager” var ikke lige noget, jeg var stødt ind i før, hvis man ser bort fra botaniske haver.

P1020790P1020799

Det var en spændende have. En landbohave, så de havde masser af plads – og måtte have brugt tonsvis af vand de seneste tre måneder for at holde den så smuk, som tilfældet var.
Jeg tog ikke billeder af staudebedene eller den store urtehave, men jeg fik en god sludder om nogle af de smukke, men for mig ukendte, planter med værtinden, som var en på mange måder kreativ kvinde, der også var keramiker og havde butik i et af udhusene.
Pergolaerne så ret godt ud, som de stod her, og insekthotellet på billede to må være Danmarks største. Alt det brænde blev nemlig ikke båret indenfor for at skulle give varme i en brændeovn, men var anbragt her udelukkende til pynt. Og altså til insekter.

P1020800

Og så var der jo lige det der drivhus. Det var, lige som alle andre konstruktioner i den spændende have, bygget af husherren selv.
Det var godt nok flot! Men det kræver en stor grund. Meget stor. Og det kræver også, at man ikke har bagvedliggende naboer, som i vores tilfælde sikkert ville blive en kende mugne, hvis vi spolerede fjordudsigten med sådan en kolos af et drivhus.
Der var plads til det hele: Seks tomatplanter, tre agurker, fem chilier, tre peberplanter – og så ellers bare en masse vækster, jeg ikke lige kunne identificere. Plus en brændeovn, bord og stole (og en lænestol) og en stor regnvandstank. To, faktisk. Et plantebord, selvfølgelig, og mange plantekasser – men alligevel er der masser af gulvplads; ingen steder er der knebent med plads.
På førstesalen var der yderligere et bord og et par stole – samt en mildt sagt god udsigt.

P1020794P1020797

Hønsene på den gård bor på firestjernet luksushotel, som er bygget i samme stil som drivhuset.
Mellem stuehus og udhuse havde parret indrettet en hyggelig gårdhave, hvor kaffen til de beundrende gæster blev serveret.

HønsehusetP1020810

Det er skønt at gå rundt sådan et sted og blive inspireret, selv om vi aldrig får huse, som der står i denne have – ikke så meget som et enkelt et af slagsen, men en lille pergola kunne det måske godt blive til et eller andet sted ved Den Stråtækte, og et par af stauderne skal jeg også have investeret i, bl.a. frøkenhat, som jeg troede var en halvkedelig staude med en lille blomst, men som i denne have havde flotte blomster på 10-12 cm i diameter.

12. august 2018

Moster Skrap

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags:

Vi var til den årlige familiejulefrokost i går – hvilket selvfølgelig og som sædvanlig var meget hyggeligt.
En af repræsentanterne for generationen efter mig gik rundt og gav hånd. Hver gang sagde han “Pænt goddag”.
Jeg kan simpelthen ikke tage det udtryk. Kan.bare.IKKE!
Når telefonsælgere indleder med at sige: “Nå, så du er Ellen. Pænt goddag, Ellen!”, sidder jeg oppe i loftet af irritation og fortæller den formastelige i umisforståelige vendinger, hvad jeg mener om voksne mennesker, der ikke er kommet forbi Bamse og Kylling-stadiet.
Det hedder “goddag”, gør det. Det hedder så absolut ikke “pænt goddag”. Det er barnligt og det er hamrende irriterende at høre på.
Jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at fortælle dette til den nydelige unge mand.
Det foregik dog på en noget mere afslappet facon end jeg udøver over for telefonsælgere, og han tog det pænt … kunne faktisk godt se det efter at være blevet gjort opmærksom på det.
Nu er jeg spændt på, hvad han siger næste gang vi ses.

Senere, mens vi sad ved middagsbordet, sagde min bordnabo “advokado”.
Jamen altså … hun er ellers en yderst habil sprogbruger, både i skrift og tale, så jeg hviskede til hende, at der kun er ét ‘d’ i avokado – at det ikke har noget med en advokat at gøre.
Hun begyndte at grine – heldigvis.
”Ja, det er da også rigtigt. Jeg kan faktisk godt stave det korrekt, så jeg ved ikke hvorfor jeg udtaler det forkert. Nok fordi så mange siger det sådan.”
Så var den ude af verden. Hun var glad for at blive rettet, og jeg fik ikke ondt i maven.

Det er sjældent, jeg er så direkte over for folk, jeg er sammen med, for det er ikke altid til at vide, hvordan det vil blive modtaget, men sommetider bliver det bare for meget, som nu med Pænt Goddag-tendensen, og jeg ved også godt, hvad de fleste mener om sådan en moster Skrap som mig, der korrekser folk i tide og nok især i utide.
På den anden side kender de jo mig og min holdning til den slags ting. De synes også, at det er sjovt, når bloggen må agere ventil for min irritation, men derfra og til at finde det morsomt selv at blive ramt, kan der godt være et stykke vej.
Det gik dog godt i går.

Nu skal jeg bare have lært en hel masse, at det hedder i dag, i går, i morgen, osv. I TO ORD! Det er et forholdsled! For pokker da!
Og så påstår nogle oven i købet, at det er autocorrects skyld, men det passer ikke – autocorrect har fanden godt nok skabt i vrede, men ingen af slagsen retter “i morgen” til “imorgen”.
Andre hævder hårdnakket, at de lærte i skolen at skrive det i ét ord, men det tror jeg ikke på. Det VIL jeg ikke tro kan være sandt.

DR kan også være med. I en artikel om meteorsværmen Perseiderne, der ses på nattehimlen for tiden, skrev de således:
DR - for pokker da

Arrgghhh.

10. august 2018

Det smukkeste billede i verden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , ,

Herunder ses det smukkeste billede i verden.

ENDELIG regn

Det vinder med garanti ingen priser, og man kan overhovedet ikke se hvad det forestiller.
Det skal jeg så fortælle jer: Det er regn.
Masser af regn.
Og masser af lyn og torden.
23 mm fik vi i aftes.
Fantastisk.
Og temperaturen er faldet. I hvert fald temporært …

Det er den ikke på Korfu, hvor mine englændere befinder sig i to uger – hvoraf den ene nu er gået. 

På KorfuFamilien på Korfu

Herover ses to billeder af de smukkeste mennesker i verden.
De vinder heller ingen priser for skønhed, men det ændrer ikke på min opfattelse af dem.

Huset, de bor i, lejede de allerede i februar, hvor ingen kunne vide, hvilken usædvanlig sommer både vi og de senere skulle løbe ind i.
De har det varmt, men de har det fint. De er unge og kan meget bedre klare varmen, end vi pensionister kan.
Huset har egen swimmingpool, så de er sandsynligvis mere under vand end over, kunne jeg forestille mig.
Der er kun aircondition i soveværelset – jeg ved ikke engang, om det gælder alle soveværelser, for det blev nævnt i ental.
Jeg glæder mig til at høre om ferien, når vi om små tre uger tager derover til The Flower Show, som i år er blevet udsat i forhold til normalen pga. haverenovering. Det glæder jeg mig også meget til – vi har kun været med til premieren i 2015, så her fjerde gang er det vel ren rutine for dem … det er også en tradition, som landsbyen ser frem til, så da de ikke annoncerede den til i juli, som de plejer, fik de en del henvendelser og bekymrede spørgsmål om hvorfor.
Så var de jo nødt til at sørge for at arrangere endnu et flower show, denne gang 1. september, hvor vi så øjnede chancen for at deltage, hvilket vi heldigvis er velkomne til.

8. august 2018

Det er længe siden jeg har lavet så lidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været så inaktiv, hvis vi lige ser bort fra de 24 uger, jeg var i kemoterapi, og hvor jeg ikke ligefrem var noget energibundt.
Den grønne sweaterMen den varme, altså. 33° i dag. Nu er det ikke sjovt længere. Det har det i øvrigt ikke været på noget tidspunkt, siden vi røg op over 25°.
Jeg er træt af at vande have. Haver, faktisk, for genboen holder stadig ferie i et Midtsverige, der holder sine behagelige 21° og har fået så meget regn, at brandfaren ikke længere behøver at bekymre nogen deroppe. Nu er den vist kun akut i Sydsverige, men det er da også så rigeligt.
Regn får vi heller ikke her ved Den Stråtækte. I formiddags kunne vi se en kraftig byge, der trak over Feddet – dvs. 3-4 kilometer væk på den anden side af fjorden – og varede i omkring en halv time, men fik vi så meget som en dråbe? Nix.

John har det heller ikke for smart i denne hede – jo varmere, jo værre, og han har lidt problemer med at trække vejret. Han har det ikke helt vildt dårligt, men slemt nok til, at vi i dag opsøgte lægen, som satte nitroglycerindepotdosen op til det dobbelte.
Hans lunger fejler intet, det er hjertet, der kæmper for at give ham den nødvendige ilt. Vi frygtede lidt, at det måske kune være en mild KOL, fordi han røg indtil for otte år siden, men det er der ikke antydning af. Heldigvis.

Nu sidder jeg jo ikke ligefrem og glor ud i luften, selv om jeg kalder mig inaktiv, men det er ikke blevet til ret meget mere end til at vinde garn op i store mængder til en bespoke Ellen-udgave af en raglansweater strikket fra oven og ned, samt at strikke på et Fair Isle-sampler-halstørklæde, version 2.0. Man kan ikke kalde sweateren for et resteprojekt, for jeg starter med hele nøgler … men jeg vil ende med at have en masse rester.
Og så vander jeg som sagt haver, men det er først om aftenen.
Lidt mad skal der også laves, men i denne uge er det fra Årstiderne, så det er dejlig nemt.
Hvis vi får uventede gæster, vil de blive mødt af et ømt syn. Det er lidt irriterende at have brystprotesen på i denne hede, så når jeg ikke skal noget eller venter gæster, render jeg rundt i bare en (meget) tynd bluse og trusser.
Og det er mange år siden, at det var et kønt syn, skulle jeg hilse fra mig selv og sige …

7. august 2018

Let’s go fly a kite

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: ,

Let’s go fly a kite – Up to the highest height!
Har vi mon ikke alle set Mary Poppins? Jeg har i hvert fald, og jeg tror Charlotte så den 20 gange, da hun var barn. Sjovt nok syntes hendes børn ikke lige så godt om filmen, men de så den da et par gange.
Søndag formiddag kørte vi til Lynæs og Hundested.
Det var ret blæsende, så der var et hav (tøhø) af kitesurfers oppe ved Lynæs. De havde dæleme fart på.
Jeg har aldrig før set så mange på én gang – det var et fascinerende syn – at de ikke blæste ind i hinanden eller blev filtret sammen, kunne godt undre mig, men de har nok været tilstrækkelig rutinerede alle sammen.
Jeg forstår ikke helt, hvordan de bærer sig ad med at surfe lige så hurtigt mod vinden som med vinden. De har full speed på den ene vej, og vupti, så vender de på en tallerken og drøner lige så hurtigt den modsatte vej.

Kitesurfing ved Lynæs

Og der var mange flere på vej ud og kitesurfe, kunne vi se. Der kom biler i en lind strøm med unge og yngre folk af begge køn – dog mest mænd – og der blev klædt om og slæbt drager ud i stor stil.
(Det er lidt pudsigt, at “de yngre” er ældre end “de unge”, ikke sandt? Sproget er ikke altid helt logisk. Når man er gammel, er man også ældre end når man bliver betegnet som ‘ældre’.)

Kitesurfing ved Lynæs

Der var også gang i kitesurferskolen ude i vandet. Det så ud som om der var flere klasser, men lige her må de alle have været i gang med teorien, for ingen af dem havde en kite i nærheden.

Hvem der bare var 40 år yngre, for det ser rigtig sjovt ud … jeg bilder mig selv ind, at der ikke fandtes kitesurfing, da jeg var 25 år, men jeg tager muligvis fejl. Der var ‘almindelige’ surfere, så vidt jeg husker, men ikke kitesurfere. Jeg ville google historien, men fandt ikke rigtig nogen brugbare hit. Er der nogen af læserne der ved, hvornår Danmark så sine første kitesurfere?

6. august 2018

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: ,

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?
Man strikker da et tykt og varmt halstørklæde!
Det har i et stykke tid været mit bilstrikketøj, og nu er det færdigt.
To meter uldent halstørklæde, strikket i dobbelt garn.
Inden I besvimer bare ved tanken om at sidde med sådan et arbejde denne sommer, så bemærk, at det jo var bilstrikketøjet, og da vores bil har aircondition, er den faktisk det behageligste sted at opholde sig!
Det er strikket i lutter plantefarvet garn efter dip dip dye-princippet, så der blev brugt en masse rester – og skabt en masse nye rester …

P1020779P1020781
Nogle af overgangene er meget synlige; andre er næsten usynlige, men det kunne ikke være anderledes.
Nu mangler jeg bare at finde en, der vil overtage det, men det kan være jeg skal vente lidt med at spørge, ellers tror folk bare, jeg har fået hedeslag.

Hvad jeg ikke har. Jeg har nydt de sidste par dage med temperaturer, der er til at overleve for en nordbo som mig – og jeg bryder mig ikke om udsigten til at slå varmerekorden på onsdag!

Og apropos varme og varmerekorder:
Husk, at man kan drikke for meget vand. Holbæk sygehus har konstant 10-15 personer indlagt, fordi de har drukket for meget vand. 1½ liter om dagen er nok. 1½ liter væske … kaffe og te tæller også med i væskeindtagelsen. Mange siger, at kaffe er vanddrivende, men det er kun i meget mildt omfang og har så lille en effekt, at det kun er, hvis man drikker mellem 6 og 10 kopper om dagen, man måske har behov for at drikke ét ekstra glas vand!
Og drikker man kun postevand, som jeg gør, for jeg bryder mig ikke om bobler, så skal man også huske at få erstattet de salte og mineraler, man sveder eller tisser ud – det er så farligt at komme i underskud med disse, at det kan koste et ophold på intensivafdelingen.
Det var lige en løftet pegefinger fra min side, men jeg vil så nødig opleve, at nogen af jer skal på hospitalet.
Drik kun, når I er tørstige – det vil være nok for de fleste.

5. august 2018

Den ultimative skaldyrsbuffet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:04
Tags: ,

Vi har oplevet så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal ende og hvor jeg skal begynde, men nu kommer fredagsoplevelsen først.
Det var den store og efterhånden nærmest legendariske skaldyrsbuffet på restaurant Arken i Køge Marina. Man er nødt til at bestille bord flere måneder i forvejen, og vi hørte da også mange, som blev afvist. Restauranten, som kan rumme temmelig mange mennesker i de fire rum, var propfuld.
De har buffeten torsdag og fredag aften i juli, august og september, og der er altid 100 % booket op.
Vi skulle mødes der med Hanne og Steen, og vi var alle fire spændte på, hvad vi gik ind til. Måske især John, som normalt ikke kan slæbes med ind på en fiskerestaurant og ikke engang kunne overtales til det i Bretagne.

Skaldyrsbuffet på Arken (1)Skaldyrsbuffet på Arken (2)

Skaldyrsbuffet på Arken (6)Skaldyrsbuffet på Arken (7)

Det var f.u.l.d.stændig fantastisk. Intet mindre. Vi var forbløffede, overraskede, imponerede, glade, benovede …
64 forskellige ting var der – plus salatbuffeten. 64 ting, og vi kunne næsten nå igennem dem alle, fordi mange af dem var anrettet i bittesmå, men yderst delikate, portioner.
Langs den ene væg stod der kokke og stegte rejer og kammuslinger efterhånden som vi kom og fik dem på tallerkenerne.
I hjørnet stod hummertårnet; der var ½ hummer til alle, der ville have en sådan, og nedenunder lå der taskekrabber, jomfruhummere og andre lækkerier.

Skaldyrsbuffet på Arken (3)Skaldyrsbuffet på Arken (9)

Der var østers, forskellige slags clams; der var kammuslinger tilberedt på flere forskellige måder, og der var blå-, kniv- og andre muslinger.
Blæksprutter, tun, havkat og rødfisk. Torsk, laks, sværdfisk og haj.
Der var også kæmpeskåle med hundredvis af halve citroner, som var pakket ind i tyl, som var bundet med en snor. Alene det er et stort arbejde. Der var også hundredvis af våde, kolde, hvide vaskeklude, fint rullet sammen og lagt så fint og pynteligt i en meget stor skål.
Der var kælet for alle detaljer, både de kulinariske og de mere praktiske.

Skaldyrsbuffet på Arken (10)Skaldyrsbuffet på Arken (11)

Det var i det hele taget suverænt alt sammen. Vi blev naturligvis mætte, men som det altid er med fisk, bliver man mæt på den gode måde og uden den overfyldte fornemmelse, man kan få efter en stor middag med kød. Ikke at vi ikke bryder os om det … det er bare noget andet.

Og nu til noget lidt pudsigt: Vi blev inviteret op til Sus og Jan hele weekenden, men kom først derop i går, lørdag, fordi vi længe havde haft denne aftale fredag aften – der skal jo bookes i god tid.
Torsdag aften var Sus og Jan til skaldyrsbuffet på Arken i Køge Marina. De bor i København og har sommerhus på Sjællands nordkyst, så vi havde ikke lige forestillet os, at de skulle kunne findes i Køge dagen før os, men som sagt: det er en hamrende god buffet, som er kendt viden om.

Skaldyrsbuffet på Arken (12)

Skaldyrsbuffet på Arken (12)

3. august 2018

Køkken- og naboskab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:09
Tags: ,

IMG_8479Forleden dag kom en af vejens beboere ad bagvejen (havedøren stod åben), bankede på ruden og anmodede om hjælp.
Jeg vil gerne bede om lidt nabohjælp.
Jeg røg op af stolen og sagde: Naturligvis! Hvad kan jeg gøre for dig?
Du kan hjælpe os af med denne spand blommer. Vi er ved at drukne i dem, og vi frygter en snarlig hvepseinvasion
.
Det var så sandelig en hjælp, der var nem at yde, eftersom jeg ikke engang skulle plukke dem selv, bare finde en egnet beholder at komme dem over i.
Det blev til henkogte blommer og nogle glas blomme-abrikosmarmelade, som stadig er husets og visse englænderes yndlingsmarmelade. Det var meget heldigt, for i år har vi sølle 23 blommer, hvor det sidste år var os, der leverede til hele vejen.

Jeg er i det hele taget omgivet af flinke mennesker. I tirsdags var der en af Røde Kors-nørklerne, der kom til at nævne, at hendes store valnøddetræ nærmest var ved at knække under vægten af de mange nødder. Hun var helt bange for at få en gren i hovedet, for det var under dette træ, der var rarest at sidde her i sommerheden.
Jeg spurgte, om ikke jeg skulle hjælpe hende af med den værste frygt … om der mon var så mange, at jeg kunne få et par kilo valnødder?
Det var der i høj grad; hun sagde, at jeg bare kunne komme an og tage så mange, jeg ville, så onsdag formiddag besøgte jeg hende – en særdeles frisk enke på 87 år, som selv passer både hus og have! Naboen klipper dog hækken, men ellers … godt gået, synes jeg.
Men altså – jeg plukkede både nødder og blade. Ikke så meget af sidstnævnte, men jeg ville også gerne have de lidt lysere nuancer, som bladene giver.
Efter en del anstrengende hakkeri (skallen var blevet lige en anelse for hård, men det siges at være nu, valnødderne farver bedst), kunne jeg sætte suppen over og begynde farveprocessen.

ValnødderValnødder (1)

De mange forskellige nuancer skyldes forskellige garner som udgangspunkt: Lam natur (350 m), lam natur (650 m), lam (beige), lam (lysegråt), merino. De hænger ikke i nævnte rækkefølge.
Bladresultatet er de tre fed til venstre i nederste række, plus det lyseste af de hele nøgler. Det gode ved valnødder er, at garnet ikke skal bejdses først, så jeg slap for at vinde det meget tynde garn (1000 m/100 g) op på fed, men kunne bare plumpe dem i badet. Det samme gjorde jeg nu også for tagrørenes vedkommende med et acceptabelt resultat.
Det grønne og det mørkt petroleumsfarvede fed er fejlslagne indigofarvninger, som jeg ville prøve at redde på denne måde.
Hvorfor en blå bliver til en skarp grøn i et brunt bad, skal jeg ikke kunne sige – det er bare endnu et af plantefavningens mysterier. Den anden blå blev mørk grågrønblå, hvilket jeg havde forventet, at de begge blev, men som tidligere nævnt er plantefarvning ikke en eksakt videnskab.

1. august 2018

Det er altså en tand for tåbeligt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:52
Tags: ,

IMG_8475

I morges kom der et brev til John fra det svenske Transport Agency.
Det var en opkrævning af ‘infrastrukturafgift’ (de er lige så gode til halvfjollede navne, som vi er her i Danmark), fordi vi havde passeret over Motala- og Sundsvallsbroen, da vi kørte hjem fra den mislykkede norgestur.
Afgift for det: En svimlende sum af 3 kroner og 60 øre.
Svenske.
Det svarer i danske kroner til godt 2 kr. 50 øre.
Det bruger man 21 svenske kroner på at sende til Danmark for at opkræve os – det er i hvert fald Sveriges billigste brevtakst til udlandet, men om Trafikverket får rabat hos PostNord, skal jeg ikke kunne sige – dog næppe 18 kroner.
Oven i de 21 kroner kommer der noget administration, for selv om det meste foregår elektronisk, skal der lønnede menneskehænder til et eller flere steder i systemet.

Det er helt sikkert muligt at indkode en bagatelgrænse for den slags, og jeg vil mene, at vi i dette tilfælde må være langt under en sådan.
Det er naturligvis ikke de 3 kroner og 60 øre, som ikke kan vælte et selv nok så stramt budget – det er princippet.
Det ser ud til, at der kan betales via kreditkort; havde det skullet være via banken, havde det kostet os 40 kroner at betale.

Vi må hellere få betalt til tiden, så ikke der ryger 300 kroner oveni …
bemærk, at det ikke hedder rykkergebyr, men forsinkelsesafgift.
Det er nok også mere politisk korrekt.
Hvis nu John skriver og fortæller dem, at han er en efterkommer af Pippi Langstrømpe og dermed negerhøvding på en sydhavsø, mon ikke de så bliver så chokerede over det skrækkelige ord, at de eftergiver ham den afgift?

Hvad mon de i øvrigt mener med, om man finder afgørelsen forkert?
Er der nogen, der sidder og ‘afgør’, om vi passerer den bro eller ej?

Bureaukrati, når det er slemt.
Eller er det bureaukratisme?

30. juli 2018

Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: , , ,

Overskriften er et Miraculix-citat fra et af de gode, gamle Asterixhæfter.
Det er godt nok ikke mig, der har hekset; jeg er jo kun en almindelig dødelig, men lidt magisk er det … og i hvert fald mystisk.
De to første tagrørsfarvebade gav skriggule farver, hvilket absolut ikke var efter planen, som var, at det skulle give cirka den samme ret specielle, nærmest neongrønne, farve, som de gav sidste år. Nogle sammenligner den med en overstregningspen – det er heller ikke helt ved siden af.
Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, så til tredje forsøg satte jeg en mindre portion over i en gryde i køkkenet. Denne gang kogte jeg ikke farvesuppen af først, men lagde både garn og tagrør i koldt vand, tændte for blusset og lod det koge op.

IMG_8473

IMG_8474Så var den der! Den rigtige farve. Endelig! Jeg hentede flere tagrørsblomster og farvede én gang til under de samme betingelser – denne gang overfarvede jeg nogle af de gule fra de fejlslagne første farvninger. Det blev stadig rigtigt, og nu har jeg neongrønt nok til et eller andet … neongrønt. Man har jo lov til at blande det med en farve, der kan dæmpe den grønne en smule ned.
Selv det ubejdsede garn (nøglerne til højre) fik fine, grønne farver – faktisk ser det ud som om garnet ikke behøver at være bejdset, men det bliver jeg nødt til at efterprøve i endnu et forsøg, for én gang er ingen gang.

Jeg forstår stadig ikke en pind af, hvorfor de to første farvninger blev gule – det skulle ikke gøre nogen forskel, at plantedelene koges sammen med garnet, men eftersom det er eneste forskel her, kan jeg ikke komme til anden konklusion, at det alligevel må være derfor.

Jeg kan godt lide denne nedadgående kurve. Temperaturer, der har et 3-tal forrest, hører ikke hjemme i min sommerverden.
Jeg håber også, at vi får del i den sporadiske regn, der åbenbart kan finde på at falde i vores DMI-region.
Ikke mindst på grund af, at jeg har dobbelt havevandingsjob for tiden, fordi vores genboer er taget op til deres sommerhus lidt nord for Dalarne, og jeg har lovet at sørge for, at deres have ikke dør af tørst de næste 14 dage.
Jeg håber ikke, at de brænder inde deroppe, men det var de ikke selv bekymrede for, så det må jeg hellere lade være med at spilde flere tanker på.

29. juli 2018

Det er fem år siden …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:46
Tags:

Der skete to større ting for mig for fem år siden: Jeg jobstoppede og jeg fik diagnosticeret brystkræft. Det første var dejligt, det andet kunne jeg snildt have undværet.
Fordi jeg ikke længere skulle køre 2 x 60 km om dagen, stoppede jeg også med at høre lydbøger. Jeg er ikke en af dem, der kan gøre rent og høre lydbøger samtidig, og jeg regnede egentlig bare med, at den slags bøger var et afsluttet kapitel, tøhø, i mit liv.
For ikke så længe siden fik jeg den lyse ide, at jeg da kunne lytte, mens jeg sidder og strikker. Hvorfor i alverden jeg først tænkte på det nu, ved jeg ikke, men appen fra Plusbog blev hurtigt installeret og Dennis Jürgensens Roland Triel-romaner købt og downloadet. De blev valgt, forde de kun kostede 5 kroner stykket, så hvis det skulle vise sig at være en dårlig ide, ville jeg ikke gå fallit af den grund.

Det viste sig dog at være en rigtig god ide, og jeg fik yderligere én:
John har en bygningsfejl på sine øjne, der gør, at han har svært ved at læse i længere tid ad gangen. Han vil gerne læse bøger, men kan ikke, så hans læsning begrænser sig til netaviser og magasinet Motor.
For tiden er det oven i købet sådan, at han har behov for at hvile sig meget og ofte, og han virker sommetider lidt irriteret på sig selv, fordi han ikke kan mere end tilfældet er og derfor keder sig lidt indimellem.
Jamen … hvorfor begynder du ikke også på lydbøger? Spurgte jeg i går.
Han var lydhør, tøhø igen, for ideen og spurgte, om jeg havde nogle gode forslag til, hvad han skulle læse.
Se, den var sværere. Jeg læser virkelig meget, så jeg kunne sagtens anbefale de første 1000 bøger til ham, men det ville nok virke en anelse overvældende på den stakkels mand.
Efter en del overvejelser besluttede jeg mig for Brobyggerne, som er første del af Jan Guillous fantastiske trilogi, og som jeg nærmest åd i én mundfuld.
Det var lidt spændende, hvordan John ville reagere, men han var solgt lige fra starten. Det er sådan noget, Jan Guillou kan. Han er en gudbenådet forfatter.
Det er også heldigt, at det er Poul Becker, der er oplæser – ham husker jeg som en af de bedste af slagsen.
Vi måtte til Elgiganten i går og investere i nye hovedtelefoner til John, fordi jeg havde okkuperet hans, men som han alligevel ikke kunne bruge pga. de nyerhvervede høreapparater.

Nu sidder vi i hver vores magelige lænestol og hører hver sin lydbog.
Det vil sige … når der ikke er Formel 1 i fjernsynet, som nu, men så har jeg noget andet i ørerne, der er noget mere behageligt for mine ører end lyden af hurtigtkørende racerbiler.
Det er et rigtigt pensionistliv, dette her …

28. juli 2018

Pyt med alskens blodmåner og smukke solnedgange – det REGNER!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags: ,

Jeg synes det er den smukkeste aftenhimmel jeg har set længe.
Den er temmelig mørk, og den taler til mig.
Den taler med en dyb, buldrende stemme og har visse lynende bemærkninger.

P1020628

Det høvler ned i stride strømme.
Jeg lovede ellers for et stykke tid siden både John og mig selv, at jeg ville gå splitternøgen ud og bare stå og nyde, ja nærmest tilbede, regnen, når den endelig indfandt sig, men jeg blev en kryster, da det kom til stykket og nøjedes med at nyde det indefra. Det blæste for meget …
Det er måske ikke helt et skybrud, og det varer nok heller ikke ved så længe, som man kunne have haft håbet på, men det regner, det regner kraftigt, og det er nok til mig lige nu.
Jeg frygtede ellers, at Murphy ville træde i karakter, da vi tog stolehynderne og borddugene ind for første gang i et par måneder:
Tager vi dem ind, bliver det ikke regnvejr.
Lader vi dem blive ude, bliver det regnvejr.
Vi tog dem ind og Murphy kom for en gangs skyld til kort, for uvejret kom.

YES!

27. juli 2018

Arme Pinocchio og stakkels anlægsgartnere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: ,

P1020625Pinocchios noseDet må have været slemt nok for Pinocchio, at hans næse voksede, når han løj. Hvis den oven i det kom til at få facon som en hundelort, ville det have været endnu værre for ham.
I drivhuset har jeg en chiliplante, man kalder Pinocchio’s Nose. Navnet er glimrende valgt, for dens frugter skulle blive 20-30 cm lange, og det gør langt de fleste da også – de er ret flotte at se på, og planten er uhyre rigtbærende. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men de vil se flotte ud, hængende i køkkenet på en snor. De blever helt røde, når de er modne.
Nogle af dem snor sig af uforklarlige årsager om sig selv, med besynderlige resultater til følge, som fx dette hundelortslignende eksemplar.

I dag har der været tre hårdarbejdende mænd i vores have.
Det er som resultat af havearkitektens besøg i foråret … den øverste terrasse skal ryddes, og i stedet skal der plantes lutter bunddækkende, hvide roser.
Anlægsgartneren og jeg var enige om, at der ikke skal plantes 25-30 roser nu – ejheller hækplanter som erstatning for dem, de måtte hive op for at få maskinen ind i haven. Det må vente, til der kommer regn, ellers kan jeg gå og vande nærmest i døgndrift.

Terrassen ryddesTerrassen ryddes

Ryddet blev der. Der blev også drukket en masse vand og knap så meget kaffe. Det var varmt arbejde, men heldigvis har temperaturen i dag ikke været over 26°, og der har blæst en frisk brise, så det har ikke været så slemt for dem, som det ville have været i går.
Jeg havde regnet med, at arbejdet ville være afsluttet i maj, men han har ikke haft tid før nu. Det er nok udmærket, for det havde ikke været sjovt at skulle gå og sørge for, at så mange nyplantede roser (og andet) ikke gik til.
Til gengæld er det ret kedeligt at se på nu, og det vil det være indtil der kan plantes igen, hvilket ikke på nuværende tidspunkt vides hvornår bliver.

P1020623 

Det er næsten ikke til at se forskel, men det jordfarvede til højre for shelteret er normalt grønt græs!
Jeg vander rigtig meget i haven, men græsset må altså kæmpe selv – det overlever forhåbentlig, selv om jeg aldrig har set så tør og vissen en plæne.

Havearkitekten sagde lutter helt ens, hvide roser, fordi hun syntes det ville passe perfekt til husets hvide vægge med det sorte bindingsværk.
Jeg er måske mere tilbøjelig til at blande cremefarvede og hvide roser, samt måske 3-4 stykker af et eller andet opstammet for at bryde fladen lidt.
Og hvilke roser? Anlægsgartneren foreslog White Cover, men det var jo ikke noget diktat.
Mine lektier er derfor at surfe lidt rundt for at finde ud af, om der er en eller flere, jeg hellere vil have. Det er sjove lektier …
Og til at plante oppe bag shelteret skal han skaffe mig et Filippaæbletræ. Det vil stå så glimrende lige der, og det kommer ikke til at tage naboernes fjordudsigt, for det skal ikke have lov til at blive højere end de vækster, der står i forvejen.

25. juli 2018

Der er køligst indenfor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:46
Tags: , ,

NEJ jeg gider ikke  mere varmeSå rundede vi de 30 grader, også herude ved vandet. Nu er der behageligst at være inde i huset; ikke engang ude ved min yndlingsplads på terrassen foran huset er der til at holde ud at være i dag. Oppe i shelteret ville man begynde at koge inden for ganske få minutter, og terrassen bag huset er først god ved aftensmadstide.
Jeg er stadig nordbo, og jeg har svært ved at vænne mig til, at temperaturen har rundet 26° allerede inden jeg står op. Det er lige før – men også kun lige før – jeg ønsker, at vi var var blevet i Norges 3°, men det er så alligevel for meget i den anden grøft, må jeg indrømme.
Endelig i går lovede DMI noget regn, der kunne batte bare en bette smule, her i løbet af lørdag-søndag, men det har de pillet af prognosen igen. Sådan synes jeg det går hver gang, de lover lidt væde fra oven.
Jeg overvejer seriøst at pakke en masse isterninger ind i et håndklæde og så binde det om hovedet som en turban.

Vandgardering under høsten

Vi kørte en tur til Hesnæs på Falster i dag, fordi vi ville se deres sommermarked, hvor der var forskelligt kunsthåndværk at se på og købe, hvis man skulle have lyst til det.
På vej derned kom jeg til at tænke på Farmer, da jeg så vandvognen herover, som man for en sikkerheds skyld havde anbragt på marken, hvis der skulle komme en gnist fra mejetærskeren. Den slags kan landmanden hverken forhindre eller gøre for, så der er ikke andet at gøre end at være forberedt på, at det kan ske.
På vores vej hjem blev vi overhalet af et par brandbiler lidt nord for Vordingborg, og vi kunne da også se røg lidt længere væk.
Skræmmende, altså … vi ser/hører næsten daglig brandbilsudrykning, men har heldigvis endnu ikke hørt om omfattende skader.

Sommermarked Hesnæs (1)Sommermarked Hesnæs (2)

Herover et par kig fra det lille, men hyggelige marked. Det bølgede, grønne og hvide sjal på væggen blev kaldt Linnea, men ved en googling finder jeg intet, der minder om det. Er er nogen af strikkerne, der kender det og ved, hvor jeg kan hente/købe opskriften? Jeg synes ikke, jeg ville spørge hende, der havde det til salg …
Jeg købte fire ting dernede, bl.a. noget trædrejerarbejde, men det er altså fjollet at købe noget strikket eller syet, når jeg selv laver så meget af den slags, så det lod jeg stå og nøjedes med at beundre værkerne og få en sludder eller to med fremstillerne.

23. juli 2018

Et varmt emne for tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Mange skriver om overfloden i drivhusene netop nu, men det er jo også nu, den er der … overfloden. Min egen jungle giver i hvert fald så rigeligt med mad, også da vi var flere på kost end nu. (Aubreys udbrud, da han så mit drivhus: Wow – that’s my kind of a greenhouse! Det var frodigheden, han blev begejstret over, for han er hverken vild med tomater, agurker eller chili, men vindruerne kunne glimrende spises, selv om de endnu ikke var helt modne …
Anna kunne til gengæld næsten spise mig ud af huset i agurker – hun ‘opdagede’ agurkesalat og præsterede den første aften de var her, med oste-grillpøser på menuen, at spise det halve af portionen jeg havde lavet af to agurker. Det barn viste sig at kunne spise agurkesalat til alt, undtagen morgenmad og koldskål.
Der var selvsagt altid hjemmelavet agurkesalat, mens englænderne var her.

P1020589

I aftes lavede jeg agurkesuppe, og den blev god! Jeg blandede flere opskrifter sammen og fik dermed det bedste resultat, er jeg sikker på. Jeg linker ikke, for der findes så mange forskellige forslag, der alligevel ligner hinanden mere eller mindre. Men jeg kom 1½ (skrællet og udkernet) agurk, en avokado, 4 dl grønsagsbouillon, 1½ dl skyr, 1½ dl creme fraiche og lidt salt i blenderen.
Pynten/fyldet var et par tomater, ½ agurk, forårsløg og ½ rødløg i tern, rejer, basilikum og en anelse chili. Jeg var spændt på, om John kunne lide det, for det er ikke, hvad man normalt forstår ved mandemad, men han elskede den! Kold suppe er aldeles perfekt til et vejr som dette, og det skal vi helt sikkert have igen om en uges tid … vi er nemlig efterhånden ved at være en anelse trætte af tzatziki.

P1020592

Tomatmodningshastigheden overstiger også, hvad vi kan nå at følge med til, så i dag henkogte jeg seks glas.
Fyld tomater, skåret over (eller i flere stykker, afhængigt af størrelsen) og fyld glasset halvt op. Kom 1 fed hvidløg, lidt basilikum, rosmarin, timian og salvie i glasset og fyld op med tomater. Pres dem godt sammen og fyld op igen.
Denne portion er af to kilo tomater.
Kom ½-1 tsk æblecidereddike og et nip salt i hvert glas. Fyld op med olivenolie til ca. 2 cm under kanten. Der går ikke ret meget til, hvis du har presset tomaterne godt sammen.
Luk glassene helt (hvis det er glas som disse med gummiring, ellers kun halvt) og sæt dem i vandbad i en kold ovn.
Sæt ovnen på 120° og lad dem stå ved den temperatur i 1½ time. Lad afkøle i ovnen.
Det er godt til vinterens simremad eller pastasaucer. Som i virkelig, virkelig godt!
Jeg lavede fx kalkunlår i en stegeso, kom et glas henkogte tomater og lidt andre grønsager i og lod lårene blive møre ved lav temperatur.
Det var lige til tre michelinstjerner, så godt smagte det.

21. juli 2018

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:14
Tags: , ,

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.
Det vidste jeg godt, og det er en del af charmen, at man ikke altid kan forudsige præcis, hvad resultatet bliver.
Nogle gange går det dog lige lidt for galt, som fx i går, da jeg farvede med tagrørsblomster.

Tagrørsblomst

De skulle nemlig meget gerne helst have været blevet denne dejlige, grønne farve, som jeg fik sidste år.
Da farvede jeg ad to omgange; d. 5. august og d. 23. august. Første omgang havde den flotteste farve, hvilket stemmer ganske godt overens med, hvad man kan læse fra andres erfaringer: Så friske blomster som muligt og ingen grønne blade med i farvesuppen.
Jeg brugte lang tid på at skære de friske blomster af; det tog ekstra lang tid at samle tilstrækkeligt materiale, for de var endnu ikke helt udsprungne.
Farvesuppen så ideel ud: meget, meget grøn – lige den farve, jeg var ude efter.

Tagrør

Hvorfor i alverden fik garnet så denne skriggule farve?
Det er altså virkelig mærkeligt. Dette er rejnfans- og gyldenrisgule farver. De er såmænd kønne nok, men dem har jeg jo allerede fra rejnfan og gyldenris!
De tre første fed er 1. bad med råhvid uld (den midsterste superwash), og de to sidste er 2. bad, farvet på gråt hhv. lam og superwash.
Jeg fatter ikke en brik.
Hvad gjorde jeg forkert? Hvad gik galt?
Jeg må prøve igen, når blomsterne er sprunget helt ud. Det hjælper ikke nødvendigvis, men jeg er nødt til at prøve.
Disse gule vil jeg overfarve med indigo; det kan sikkert godt komme til at give en flot, grøn farve, men jeg ville jo helst have haft den rigtige farve den direkte vej.


Englænderne er kommet godt hjem.
Til regnvejr.
Tænk, at det kan komme så vidt, at man er lidt misundelig over, at nogen har regnvejr!
Og nu får vi oven i købet hedebølge den næste uge. Med tropenætter und alles.
Det er lige i overkanten, dette her … men det har jeg vist sagt før. Jeg er nordbo, ikke fra middelhavsområdet, og jeg trives bedst i køligere temperaturer end dem, vi har i år – og så gider jeg i øvrigt snart ikke vande have mere. Selv om jeg synes jeg vander meget, kan jeg godt se, at det ikke giver helt det samme resultat, som hvis der kommer tilstrækkeligt med vand ad den naturlige vej.

19. juli 2018

Sidste hele dag for englænderne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:31
Tags: , ,

Det har været ren afslapning for alle.
Næsten alle. Og så alligevel ikke helt for nogen af os, fordi der har været mere eller mindre mentalt pres på os – bortset fra børnene, men sådan skal det også være – de skal bare have det godt.
P1020580John har godt nok slappet af på Slagelse sygehus, men den form for afslapning havde han helst været fri for at skulle have været igennem.
Jeg har en større husholdning end vanligt at skulle kokkerere til, men det gør jeg naturligvis gerne, og vi har da heller ikke været seks personer hele tiden, som det ellers først var meningen. For det første har vi på intet tidspunkt været alle seks, og for det andet er det stort set det samme at lave mad til fire som til seks … til gengæld har jeg (også) lavet alle de ting, som John normalt går og laver. Ikke noget voldsomt, men bare den lille ting, at han altid går aftenrunden og låser af. Den anden aften var jeg (endelig) ved at falde i søvn, da jeg kom i tanke om, at samtlige fire døre til huset stod ulåste, så jeg måtte lige tage en runde – og lysvågen var jeg naturligvis igen.
Helt almindelig har ferien således ikke været denne gang. I går måtte vi oven i købet en tur til Næstved til lægevagten med John, fordi han fik det skidt efter at have været en tur med i borgcentret i Vordingborg. Der var dog ikke noget alarmerende, og det lettede en hel del på hans angst, da vagtlægen pointerede, at John ganske enkelt ikke er i stand til at få en ny blodprop lige nu – det er en fysisk umulighed med alt det blodfortyndingsmiddel, han får.
Han skal ‘bare’ acceptere, at det her kan tage måneder, og det næste stykke tid kan han stort set intet, så de 2 x 4-500 meter i går var for meget for ham, også selv om han ikke gik med rundt, men sad og drak kaffe, mens

Borgcentret Vordingborg (1)Borgcentret Vordingborg (2)

nogle jagtede spøgelser og andre lærte lidt danmarkshistorie.
Lidt styltegang blev det også til, men vi var der ikke så længe, som vi havde regnet med, for den indendørs udstilling gik vi igennem på rekordfart, da vi syntes, alt for meget af det handlede om krig, hvilket ikke var særlig interessant for børnene.
Konceptet med de interaktive ipadder er ellers ret smart, men det var som sagt kun det udendørs, der var interessant for børnene.¨

I dag har vi – de tre af os, i det mindste – været et par timer på Feddet Strand, mens den fjerde har klippet og kogt tagrørsblomster til garnfarvning, mens den femte har skiftevis sovet og set Tour de France – og generelt har haft det meget bedre end i går. Så godt, at han hen mod aften kunne feje fliserne ude foran, samt skære lidt strittejavertusser af på græsplænen.
En lille fremgang er bedre end en lille tilbagegang, men det bliver langt og sejt, dette her, med småbitte skridt ad gangen.

17. juli 2018

Vi trængte til at få renset luften

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:07
Tags: ,

Ungerne fandt deres gamle sæbeboblesværd frem i dag. Det var flere år siden de havde været i brug, så det var nyt og spændende igen. De var også blevet lidt dygtigere til at lave mange bobler ad gangen, end de var sidst, så vi hyggede os alle sammen med at se det fine farvespil i de mange sæbebobler.
Der gik både lyssværd – og andet, der kunne minde om sabler og sværd – i den, dog nok kun for Aubrey.

P1020556P1020567

Hvor det for Anna gjaldt om at producere så store bobler som muligt, var det vigtigst for Aubie at lave lidt færre, som til gengæld helst skulle dolkes alle sammen – alternativt indfanges, så de kunne ‘parre sig’ to og to eller gerne endnu flere sammen – hvilket han heldigvis ikke lige havde noget ord for …

Man kunne selvfølgelig også bare smøre hænderne grundigt ind i sæbeboblevandet og sidde og ligne en mediterende en eller anden, mens man puster bobler ud gennem hænderne. Det så helt surrealistisk ud.

P1020571P1020572

Så vi fik renset luften …

Det har regnet næsten en halv time, men der er endnu intet, der er blevet vådt. Det når at fordampe stort set i samme øjeblik, det rammer jorden eller terrassen, men det er nu alligevel hyggeligt at sidde i shelteret og høre dryppene og ungerne, der hygger sig i ‘regnvejret’ – men det var så ikke lige dette regnvejr, der fik renset luften. Desværre.

John har det okay, men der skal godt nok ikke meget til, før han mister pusten og må hvile sig. Det skulle dog ganske langsomt blive bedre og bedre.
Det stoler vi på.
Han har i øvrigt været i Faxe for hente sit nye høreapparat i dag, så nu skulle det i det mindste være slut med alt vores “Goddag mand. Økseskaft.”
Også her blev jeg kaldt ind, fordi apparatet skulle indstilles, da “det er vigtigt, at du kan høre hvad din kone siger. Hende er du jo nødt til at kunne lytte til!” Den arme mand er muligvis en anelse træt af at høre de ord i øjeblikket, men det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Jeg nyder naturligvis at få så mange officielle erklæringer på, at det er sådan det er.
Jeg talte meget dæmpet til min mand, og han kunne uden problemer høre hvert et ord jeg sagde. Fantastisk. Det var en helt ny fornemmelse både for ham og mig.
Han kan høre mange flere fuglestemmer, så jeg tror, at dette apparat bliver en større succes end det han prøvede for et par år siden, og som han afleverede igen. Hørelsen er dog også blevet en del ringere på de to år.

16. juli 2018

Alt er godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Den besked John i går fik om, at han skulle være indlagt i yderligere fem dage, var en misforståelse … vi ved ikke rigtig fra hvis side, men lægen der fortalte det, havde ikke dansk som modersmål, så de har fået talt lidt forbi hinanden.
I morges var der en anden læge for at tale med John, denne gang en midaldrende kvinde, som ikke var til at misforstå. Hun sagde, at John kunne tage hjem i dag.
Den nye medicin, som viser sig at være nitroglycerin i depotform, viste sig, trods begyndervanskeligheder, at være meget effektiv. John har det langt bedre i dag, og de ubehagelige symptomer og/eller bivirkninger, der opstod i går, har ikke vist sig siden, hvorfor man mener, at han er en af dem, der sandsynligvis vil have det godt med at få nitroglycerin på denne måde.
Han spurgte lægen meget indgående om grunden til, at man fravalgte stenten. Han fik den forklaring, at godt nok var karrene omkring hjertet forsnævrede, men at der stadig var tilstrækkelig gennemstrømning til, at det ikke var bekymrende. En stent virker kun lige omkring selve hjertet, og der er dermed intet til at forhindre, at blodpropper sætter sig fast alle mulige andre steder i hans krop, og når karrene er forsnævrede ét sted, er de det sandsynligvis også andre steder, men det er kun i området omkring hjertet, at man kan komme ind og kigge uden et kirurgisk indgreb. Ved at give nitroglycerin som depotpræparat, forebygger man nye blodpropper i hele systemet. Han når muligvis til at skulle have en stent engang, men ‘engang’ er altså ikke endnu.
Se, det gav jo god mening. Både John og jeg var tilfredse med den forklaring – men det kunne de jo bare have gjort med det samme …
Jeg var med i dag til den afsluttende samtale med sygeplejersken, og hun var god til at besvare de spørgsmål jeg havde.

John er nu hjemme igen. Han vil være mere træt end tidligere, men det er ikke bekymrende. Han vil ikke kunne så meget som før, men det er heller ikke bekymrende. Der er ikke noget, han ikke må; han skal bare lytte til sin krop. Og til sin kone. Doctor’s order …
Han må gerne tage ekstra nitroglycerin efter behov, men kommer han op på fem gange om dagen, skal han henvende sig til lægen, for så skal han kigges på igen.
Det er da godt, han ikke lider af Parkinsons med alt det nitroglycerin indenbords!
Vi er glade alle sammen, og jeg skulle hilse og sige tak for alle de sympatitilkendegivelser, han har set her på min blog. De varmer!

P1020540

Og nu, hvor der er fred og ingen fare, kan jeg fortælle, at John ikke er den eneste, der er undsluppet! Tyrekalvene på marken overfor os var i går på springtur for tredje dag i træk. Nu er det ikke sjovt mere. Det har det faktisk slet ikke været … sådanne tyrekalve er ret ligeglade med os og buser bare på. De har været på besøg i nabohaverne, men heldigvis har vi lukket helt af til haven bag huset, så hos os kan de kun komme til forhaven.
Første dag var fire ud af seks sluppet ud; de næste to dage var det kun de to af dem, der var eventyrlystne.
Man har forsøgt at ordne hegnet, så de ikke kan komme ud, men det var altså ikke effektivt nok. Her i varmen går de nemlig helt ud i vandet, nok for at blive afkølede, og så kan de altså komme ud ad bagdøren, så at sige.
Jeg har set den ansvarlige gå og rode med hegnet igen i dag – jeg håber han finder en effektiv løsning.
I skulle have set cykelturisterne i ansigterne, da der pludselig stod en tyr foran dem – de kom lynhurtigt over på den anden side af vejen.
Det kan jeg godt forstå – jeg har også stor respekt for de tyre – specielt fordi de sandsynligvis ikke selv er helt trygge ved situationen  pga. bilerne.

15. juli 2018

Det er nok mest ikke helt godt endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:11
Tags: , ,

Life’s not fair, is it?
Det er, som nævnt et par gange før, mit yndlingscitat fra min yndlingsdisneyfilm, The Lion King.
Livet er ikke altid helt retfærdigt. John har fået at vide, at han skal blive på Slagelse Sygehus i mindst fem dage endnu, fordi de vil give ham en (for ham) ny medicin. Han skal stabiliseres mere, og han skal generelt have det bedre, end han generelt har det nu. Han får stadig ondt og trykken lige omkring hjertet indmellem, og han har stadig problemer med vejrtrækningen i ny og næ.
Jeg må indrømme, at selv om vi har valgt at tro på ekspertisen, kan vi ikke forstå, at beslutningen er den rigtige, og at det skal være i orden, at han veksler så meget mellem at have det relativt godt og lidt mere end relativt skidt, og derfor kan vi stadig ikke forstå hvorfor han ikke fik den ballonudvidelse.
John har lovet mig at krydsforhøre lægen i morgen til stuegang og virkelig spørge ind til, hvorfor de har truffet netop den beslutning, de har. John nævnede, at det måske kunne være en del af den, at han måtte vente meget længe, så da det fem timer efter den aftalte tid blev hans tur, var det tæt på vagtskifte, så måske havde ‘nogen’ ikke lyst til at have overarbejde bare fordi ‘nogen’ også skulle indsætte en stent.
Det er måske temmelig uforskammet tænkt, men ikke desto mindre opstod tanken …
John er meget autoritetstro, mens jeg virkelig er en møgkælling sommetider, hvorfor han nok har det lidt sværere  med at ‘gå til’ en læge. Nogle gange er det ikke så godt, at jeg er en bitch, men andre gange er det altså bare ærgerligt (for andre), at jeg er det, fordi jeg gerne vil have et svar, jeg kan forstå. Eller/og (helst begge dele, faktisk) et svar, der er scientifically sound.
Han er selvfølgelig smadderked af, at han nu tidligst kommer hjem den dag, englænderne rejser, men det er samtidig indiskutabelt, at det er bedst han er indlagt, så længe han har det så skidt, som tilfældet er.
Jeg er utrolig heldig, at jeg har de tre af de fire, jeg elsker allermest, hos mig, mens den ene af de fire er indlagt. John er tilsvarende ked af, at han er væk i lige præcis de ti dage, englænderne er her.
Life’s not fair, is it?

Det medfører i øvrigt visse logistiske udfordringer.
I dag, fx, startende kl. 13 efter en stille formiddag:
Tim & Aubrey ville kajakke til Præstø, hvor Anna & Charlotte ville møde dem. De to sidstnævnte kørende på vores elcykler.
Jeg tog, som den første, afsted for at køre til Slagelse og besøge John.
De fire mødtes som planlagt i Præstø havn, hvor der i øvrigt var 50’er-biler, 50’er-musik og en dejlig is til alle fire.
Tim & Aubrey kajakker til Roneklint Fyr.
Anna & Charlotte cykler til ovenstående.
Jeg besøger John, kører tilbage fra sygehuset, får fyldt bilen op og får handlet, så vi har mad til i morgen, og kører videre til Roneklint Fyr, hvor vi (både bekymrende og bekymrede) venter mere end en halv time end forventet på kajakroerne, men endelig, ENDELIG kan vi skimte dem i horisonten. En halv time kan føles meget længere end en time, skulle jeg hilse og sige, men vinden havde vendt, og det var ikke til deres fordel.
Tim & Charlotte cykler de 16 km hjem efter at have afleveret kajakkerne, jeg tager børnene med hjem i bilen og begynder at lave aftensmad.
Klokken 18:30 bænker vi os alle fem, en time senere sover Tim, mens Charlotte og børnene ser Min søsters børn alene hjemme og jeg blogger.

I må meget gerne have ondt af John. Det har vi andre nemlig. Vi er bare trætte, men på den go’e måde …

13. juli 2018

Jeg vil (så alligevel ikke) ha’ en blå ballon …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:44
Tags: , ,

John kom igennem kikkertundersøgelsen, og ‘man’ besluttede af en for os endnu ukendt grund, at han ikke skulle have en ballonudvidelse (og slet ikke en bypass), men udelukkende skal behandles medicinsk.
De beholder ham weekenden over, hvor de vil stabilisere ham yderligere og finde frem til de rette doseringer af den rette medicin, så vi bliver forhåbentlig fuldtallige i Den Stråtækte fra på mandag.
Han trækker efterhånden vejret lidt friere, så behandlingen viser nu effekt, lader det til.
Vi kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt, at han ikke fik den stent, for de sagde til ham, at karrene er forsnævrede, men det er de åbenbart ikke nok til, at det er nødvendigt at tvangsudvide dem.
Vi stoler dog på, at de er eksperterne, og at de ved bedst.
Og nu ikke mere sygdom. Jeg får en fuldt funktionsdygtig mand hjem igen, er jeg sikker på – men jeg savner ham og glæder mig til han er hjemme og kan nyde samværet med barn og børnebørn.
Jeg er dog sikker på, at John er den, der savner mest – vi andre fem er jo sammen og hygger os.

P1020531P1020532

Tim skulle lande klokken 17 i dag, og lige inden vi skulle afsted til lufthavnen, kom Lars med kajakkerne, som Tim havde aftalt med ham for et par dage siden. Efter aftensmaden skulle det lige afprøves, om de var lige så gode, som de plejer at være, så de blev båret over vejen og ned til den lille plads, hvorfra de kan få dem i vandet.

P1020536P1020539

Vejret er jo som bekendt ganske aldeles vidunderligt, så børnene fik lov at kajakke lidt ud på egen hånd, med far guidende inde fra bredden – og mormor nervøst iagttagende de kære små, som ikke er så små mere.
Altså, hvor bliver man dog hysterisk som aldrende bedsteforælder. Når man tænker på, hvad jeg selv gjorde, og hvad jeg senere syntes det var helt i orden, at Charlotte foretog sig, så er det lidt underligt/ret fjollet, at jeg står her og er fuldstændig overbevist om, at lige om lidt kæntrer de og drukner. Specielt fordi der, hvor kajakkerne befinder sig, vil vandet højst kunne nå dem til knæene.
Jeg sagde derfor ingenting og led bare i stilhed, mens Tim stille og roligt talte til ungerne. Men det var svært … også selv om jeg samtidig var sur på mig selv over at være så fussy.

P1020534

Nu vi er inde på, at børnene ikke er så små mere, får I lige serveret en del af aftenens ordveksling: Charlotte og jeg sad og talte om de frugttræer, hun har plantet i år som erstatning for de gamle, som ikke kan mere og er døde af alderdom. Bl.a. har hun købt et kirsebærtræ, som bærer sorten Regina.
Det hørte Aubrey – troede han – han begyndte nemlig at grine og sagde til Tim: Daddy! Mummy wants to grow a vagina???!!!
No, Aubie, sagde Tim, I don’t think so, ‘cause she already has one – and that’s fully grown.
Så var drengen totalt færdig af grin … og mommer her måtte godt nok også trække mere end en anelse på smilebåndet, mens hun samtidig sad og undrede sig over, hvor årene dog blev af, hvor hun havde to små, uskyldige børnebørn.

11. juli 2018

Shit happens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags:

Englænderne kommer sent i aften.
I går blev John indlagt på Slagelse sygehus og skal ligge der i nogle dage. Mindst.
Han fik det rigtig dårligt i går, og da det ikke blev bedre efter afslapning og lidt søvn, kontaktede vi vagtlægen, som bad os om at komme til lægevagten på Næstved sygehus.
Han undersøgte og udspurgte John, tilkaldte en ambulance og bad dem køre ham til Slagelse.
Jeg kørte hjem og hentede toiletsager, lidt tøj, ipadden og opladerne.
Der er langt til Slagelse …
Jeg kom klokken 20, hvor han stadig lå på akutmodtagelsen, men var blevet undersøgt og havde talt med en læge.
Efter en halv times tid fik han taget yderligere blodprøver og blev, på vejen op til afdelingen, sendt til røntgen, fordi de ville se lidt på hans lunger.
De er temmelig sikre på, at hans kranspulsårer er forsnævrede, og at han havde haft en lille blodprop i hjertet.
Shit.
I dag til stuegang bekræftede de blodproppen, og de ville kontakte Roskilde sygehus for at bestille en kikkertundersøgelse af hjertet.
Den skal foretages inden tre døgn, men det betyder jo, at de sikkert ikke når det inden weekenden.
Under kikkertundersøgelsen besluttes det, om han skal have en ballonudvidelse, og gør de det (som de vil gøre i samme forløb), går der yderligere et par dage, hvor han skal være under kyndig observation.
Måske skal der en bypass til; det vides ikke endnu.
Shit.
Men vi er ikke længere bange; han blev sat i behandling med det samme, og han har det lidt bedre end i går.
Systemet virkede og reagerede omgående, og han kom i gode og dygtige hænder med det samme.
Han er bare lidt ked af det, fordi han skal være indlagt, mens englænderne er her – i bedste fald dog ikke under hele deres ferie.
Jeg synes også, at det er synd for ham – han nævnte, at “det er pokkers ubelejligt, dette her”, men altså … hvornår kommer blodpropper belejligt?
Okay – det havde selvfølgelig været bedre, om den kunne have ventet en halvanden uges tid, men sådan skulle det altså ikke være.
Han ligger på en kæmpestor enestue med et enormt tilhørende badeværelse, med en storskærm af et tv-apparat, skrivebord og en sovesofa til mig. Som jeg forhåbentlig ikke kommer til at bruge …
Sygehuset er helt nyt; det blev indviet i maj, så det er derfor, at han har så fine forhold.
Jeg kom også til at tænke på stakkels, travle Lene, da jeg så denne afdeling, som havde ledige sengepladser og et personale med god tid til det hele.

P1020529P1020530

Nej, han ser ikke spor glad ud, men der er vel heller ikke så meget at grine ad i denne situation?
Men han lever og han skal nok få det godt igen. Vi venter selvfølgelig spændt på kikkertundersøgelsen og hvad den fører med sig, men under alle omstændigheder har systemet tænkt sig at returnere en velfungerende John til mig. En John, der ikke har ondt i brystet og som kan trække vejret uden besvær.

9. juli 2018

Det er ikke rotter, vi har på loftet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Vi har ikke rotter på loftet i Sverige, heldigvis, men jeg har en stærk mistanke om, at vi har en hel flagermuskoloni deroppe.
Mumificeret flagermuseungeDa vi kom derop i dag, kunne jeg høre nye lyde oppe fra et hjørne af stuen, vi ikke tidligere har hørt lyde fra. Det lød som om små mus pilede frem og tilbage, men det var over et meget lille område, så det var nok ikke mus.
Vi gik udenfor for at se, om vi kunne se eller høre noget oppe fra det pågældende hjørne. Det kunne vi – det lød som om der var en fuglerede derinde bagved, for vi kunne høre en masse pipperi. Nårh, pyt, sagde vi til hinanden, det er ikke første gang.
Men der var godt nok mange unger i den rede, så …
Henne på trappen opdagede John en bittelille flagermus, der lå og var meget død. Så død, at den var helt indtørret og mumuficeret. Den var ikke mere end tre cm, så det må være en unge på afveje.
Det forklarede nok også bedre livet inde i hushjørnet. Det kan næsten kun være flagermus. Pipperiet var således ikke pip, men piv. Det er åbenbart svært at høre forskel. 
Vi ville ret gerne vide, hvor mange der er … der er helt sikkert mere end et par stykker, men vi kan ikke komme ind og kigge uden at rive noget af gavlen ned, og det gør vi ikke.

Sverige er tørt. Lige så tørt som Danmark.
Da vi kørte igennem Laxbro, kunne vi konstatere, at vi aldrig i vores 22 år har set åen med så lidt vand i. Vi har ikke set ‘bæverdæmningen’ i midten før; den har altid været dækket af strømmende vand.

En tør Laxbro (1)

Pelargonierne i krukkerne har overlevet, selv om det er tre uger siden, de har fået vand. De ER virkelig hårdføre, de planter, men det er nu også derfor, at det er netop dem jeg hvert år vælger at have i Sverige. De klarer sig uanset vejret … står med masser af flotte, røde blomster på trods af de kummerlige forhold, de har levet under hele sommeren.

8. juli 2018

I sommervarme på nordkysten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Sølvbrudeparret, hvis ene halvdel er en tredjedel af Die Drei Mädchen, har lige købt sommerhus oppe mellem Gilleleje og Tisvildeleje.
De fik så ondt af os, fordi vi opgav Norge, at de inviterede os derop i denne weekend, selv om netop Die Drei Mädchen skal være sammen deroppe i en weekend om fem uger.
Det var naturligvis særdeles hyggeligt og dejligt. De to mænd fik set på både Tour de France og noget kvartfinale i fodbold, så Sus og jeg fik god tid til den kvindesnak, vi har nydt i hinandens selskab i maaange år.

Sus og Jan sommerhus (8)

Her er badehuse! Jeg følte næsten, at jeg var havnet i England, og hvor var de dog fine.
Vandet havde visse steder en farve, der fik mig til at føle mig hensat til Côte d’Azur, så vi kom lidt rundt i Europa bare ved at gå en tur på en nordsjællandsk strand.

Uhhh det er koldt

Men det var da koldt, vandet. Jan påstod godt nok, at det var varmt, men ikke i mine øjne! Ikke nær nok til på nogen måde at friste mig til at gå i vandet – det var rigeligt for mig at dyppe tæerne.
Vejret var ellers varmt nok. Mere end rigeligt varmt, faktisk, og tørt, men vi havde også helt bevidst undladt at kalde det for at tage på ferie, da vi tog på weekend heroppe – vi skulle jo nødig have ødelagt noget for nogen …

Sus og Jan sommerhus (10)Sus og Jan sommerhus (11)

På vej hjem fra stranden plukkede vi lidt engbrandbæger, og jeg skal da lige love for, at der var liv i de skriggule blomster.
Herover en bærtæge og larven fra blodplet, som netop lever af og får sin gift fra engbrandbæger, og der var også blåfugl, bredpande (tror jeg nok) og lille ildfugl. Det er tre sommerfuglearter, hvis man skulle undre sig over de lettere aparte navne – de er alle tre vist herunder. Vi blev længe blandt engbrandbægerne for at studere den interessante fauna her.

Sus og Jan sommerhus (12)Sus og Jan sommerhus (16)Sus og Jan sommerhus (15)

I dag blev der indkøbt kammuslinger, laksefileter, krabbesalat og det berømte rugbrød på Gilleleje Havn, og efter en superb frokost og en kopkaf gik turen atter sydpå.
På vejen kørte vi ind i tre lokale regnbyger i det storkøbenhavnske område, hvoraf den ene gav meget vand.
Men havde vi fået så meget som en dråbe ved Den Stråtækte? Naturligvis ikke, og det er steghedt hernede, på trods af nærheden til vandet.
For lidt og for meget … besværlige er vi at gøre tilfredse, jeg ved det, men det her er altså for meget for mig.
Jeg ønsker mig regn. Masser af regn. Regn i stride strømme. Vi trænger til at få renset luften og planterne trænger til at få noget at drikke.

5. juli 2018

Hvad er der med os og ferie?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:04
Tags:

Lige så snart Ellen og John tager på ferie, bliver det dårligt vejr. Først Norge. Så Fyn.
Vores venner begynder nok snart at ringe til os og spørge, hvad vi har af planer for den næste uge/to uger. Hvis vores svar er, at vi ikke skal noget, vil de tænke, at de roligt kan tage på ferie, for så er vejret godt. Hvis vi derimod siger, at vi er på ferie, så ved de, at vejret bliver dårligt … det er meget bedre end vejrudsigten, dette her …
I dag tog vi afsked med Troense Hotel i 15° og overskyet. Vi fik oven i købet lidt regn et par gange. Meget lidt, godt nok, men regn var det!

P1020481

Det var ellers godt, hotellet. Vi fik et værelse med udsigt. Det var stort, rent og pænt, men de trængte altså til at få malet vinduer i højere grad end vi gjorde, da vi endelig fik taget os sammen. Det valgte vi at overse, og vi tilbød ikke at male dem.
Flasken med mousserende vin, som stod og ventede på os, fik vi byttet til hvidvin, da ingen af os er specielt begejstrede for boblevand.
Senere fik vi en glimrende 5-retters menu – helt uden grønkål denne gang, så Ellen var glad.
Formiddagen gik med at se lidt mere af Tåsinge, hvorefter vi kørte til Langeland fordi vi ville kigge lidt på Rudkøbing.
Det opgav vi, for det begyndte at småregne.
I stedet kørte vi til Fåborg, som vi ved er en rigtig fin og hyggelig lille by. Her købte vi fire stykker smørrebrød i Superbrugsen og kørte til Falsled Kro – hvor vi kørte om bag kroen og ned til den lille havn, hvor vi fandt bord og bænk.
Smørrebrødet var ved at blæse væk, det var køligt og vi var nødt til at have vindjakker på. Det er Ellen og Johns sommerferier i en nøddeskal …

Stjoul Havn

Man fornemmer måske det dystre vejr her ved Stjoul Havn på Tåsinge? Panoramahavnen, som Tåsinge Turistbureau så flot kalder den, fordi man kan se Langelandsbroen og de to små øer her på billedet: Store og Lille Rallen.
Da frokosten var blevet indtaget, var det ved at være tid til at sætte kursen mod Østfyn, hvor Kong Mor havde fået den glimrende ide at give en kopkaf, hvis vi skulle have lyst til et gensyn, og det havde vi selvfølgelig! Sidst vi så dem, var i august 2016 til deres sølvbryllup, så vi render ikke ligefrem hinanden på dørene, men det er superhyggeligt, når vi får mulighed for lige at sige hej til hinanden og få en opdatering på vores liv.
Nu er vi hjemme igen og vi bliver hjemme i en rum tid, så I kan roligt tage på ferie, derude – det gode vejr skal nok holde …

2. juli 2018

Og det kalder man ferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:00
Tags:

Overskriften er ikke helt sand. Vi skulle have været på ferie nu – det er sandt nok.
Men det er også sandt, jeg for længst har defineret ferie som det at være væk hjemmefra, og det er vi ikke. Ikke i dag, i hvert fald.
På onsdag tager vi en smuttur til Tåsinge for at tage på kæresteophold på Hotel Troense.
Fnis I bare – det gjorde jeg selv. Kæresteophold er nok ikke lige det første man tænker på i forbindelse med folk i vores alder.
Men når nu vi gerne (bl.a.) ville have en 5-retters menu, så var vi vist nødt til at tage nævnte koncept. Hvis ikke vi havde været kærester, havde vi kun fået en 3-retters menu, og vi havde ikke fået ‘bobler’ og en frugtkurv på værelset.
Så kæresteophold blev det. Om to dage.

P1020470 - Copy

Derimod er jeg ikke, som jeg før har været inde på, specielt vild med at male.
Det ændrer desværre ikke på den kendsgerning, at vinduet i gæsteværelset trængte gevaldigt, og det har det gjort længe, fordi det på et tidspunkt regnede ind. 
Hvis ikke man skulle male vinduer, når man har et vejr som dette i ugevis, ja, i månedsvis, så ved jeg ikke hvornår man skulle.
Så vinduesmaling blev det. I dag.
Når John tager dem ud af rammerne og sliber dem ned, så skulle jeg trods alt være et skarn, hvis jeg ikke kunne bruge den times tid på at male dem.
Nu er det gjort, og de er sat på plads igen. Tænk, at jeg kunne være så længe om at tage mig sammen til den smule. Det er det med hadeopgaver …

Vi har ikke fortrudt, at vi vendte om – der er stadig hammerkoldt på Lofoten; især taget i betragtning, hvor varmt der er her i landet. Havde vi haft samme vejr herhjemme, havde situationen været en anden, og så havde vi fortsat ferien, men sådan er det ikke, og nu har vi vist kogt suppe nok på den fortrudte ferie … Das Dritte Mädchen fik så ondt af os, at hun inviterede os op i deres nyerhvervede sommerhus, så det skal weekenden gå med.
Ikke-ferien ender med at blive god alligevel.

Stor katost

Billedet er rent sommerblær – det er min ret store og flotte silkekatost. Den ene af dem, her i forhaven; den anden står omme i selve haven.
Jeg er vild med katost; jeg har også en hel gruppe med hvide katost. Bierne er heldigvis også vilde med dem, og det lyder som et helt bistade, når man kommer i nærheden af de buskstore stauder.

30. juni 2018

Et godt tilbud?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Vi fik lyst til at lege ferie i dag.
John fandt et rosarium ved Løve (det hedder det) ikke så langt fra Høng, som det kunne være spændende at se.
Det var det så bare ikke helt, for stedet virkede lettere forsømt, og alt for mange af roserne var allerede afblomstret – hvilket selvfølgelig er vejrets skyld, men de havde oven i det forsømt at vande, så alt i alt lidt ikke ligefrem hvad vi havde regnet med.

Rosariet i Løve (3)Rosariet i Løve (4)

Vi fortsatte til Mullerup Havn, hvor vi spiste frokost på Skipperkroen. Mullerup lyder lidt som noget tv for børn, ikke sandt? Måske er det bare fordi det for mig skaber associationer til Jullerup Færgeby.
Den var okay, frokosten. Vi kørte videre via kysten ned mod Korsør, hvor sommerhusene visse steder ligger så tæt på vandet, som man næsten kan komme. Her Stillinge Strand.

P1020462

I Skælskør ville vi drikke en kopkaf nede ved havnen. Her skete dagens oplevelse, som jeg stadig ikke har fattet den dybere betydning af:
Jeg gik ind og bestilte:
– Jeg vil gerne have en café latte og en kop almindelig sort kaffe.
– Vil du ikke have dagens tilbud til den almindelige kaffe? Du får både kaffe og kage for 50 kroner. Det gælder altså kun for den almindelige kaffe!
– Johh, tak … men hvad nu, hvis jeg også vil have et stykke kage til min latte?
– Det er bare ikke på tilbud, men du kan naturligvis godt få en latte og et stykke kage til normalpris.
– Okay, så siger vi sådan. To kager, en sort og en latte. Til bord 245, tak.
– Gerne. Vil du betale med det samme?
– Det kan jeg lige så godt.
– Tak, så skal du af med 89 kroner.

Jeg fortrak ikke en mine. Jeg betalte uden at sige et ord og skyndte mig ud for at fortælle John, at han havde fået kaf’ og kaw på tilbud til en halvtredser, mens jeg måtte betale fuld pris og dermed af med 39 kroner for næsten den samme ydelse.

Det er ikke alt, man skal forstå.
Det skal siges, at Johns kaffe var med en gang påfyldning, hvad min latte ikke var, men det forklarer stadig ikke de priser, synes jeg.
Det må være varmen …

28. juni 2018

Blå torsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags:

Da jeg gik i gymnasiet fra 69 til 72, kunne man stadig se blå mænd på Kemisk Værk i Køge. Ikke så kort tid derefter kom der strengere miljøkrav både til hvad fabrikken ledte ud i Køge Bugt og til, hvad de stakkels arbejdere måtte udsættes for. Vi kunne sommetider lugte Kemisk Værk helt i Havdrup; fædrenegården lå præcis 10 km fra værket – og det lugtede endog meget kemisk indimellem. Med andre ord: overhovedet ikke godt! Jeg vil helst ikke vide, hvad de forurenede luften og bugten med, men det blev i hvert fald forbudt.
Når vi kørte forbi fabrikken med bussen, kunne vi se de blå mænd. Det var ikke kun deres tøj, der var blåt; deres hænder og ansigter var også blå. Mørkeblå. Man kunne kun se det hvide i deres øjne.
På et tidspunkt tog Kemisk Værk Køge navneforandring til Sun Chemical; et navn som sikkert skulle opfattes som lidt mere ‘spiseligt’.

I dag ligner jeg en af min ungdoms blå mænd.
Mine fingernegle er blå og mine tæer er blå. Min bluse – som var inddraget til farvebluse, fik blå pletter som nåede helt ind og farvede noget af min mave blå.
Jeg tabte en dråbe farvekype på køkkengulvet, fordi låget ikke var så tæt, som jeg troede det var, og blev helt svedt over den kraftige blå plet, men det gik heldigvis helt af ved brug af lidt flydende skurepulver.

P1020442

Jeg gik virkelig til den i dag. Jeg lavede farvekype af 15 gram indigo, hvilket viste sig at række til ti bade, som hvert indeholdt 300 gram garn.
Jeg var nødt til at lave så meget kype, at jeg kunne farve 300 gram ad gangen, for jeg har en bestilling på 2 x 300 gram ensfarvet blåt i to nuancer. Hvis man vil være sikker på at få samme farve, skal feddene i samme bad – og så kan det såmænd alligevel gå galt, men det gjorde det gudskelov ikke.
Tre kilo garn farvet … jeg er træt.
Træt af at stå op, træt af at skylle garn og træt af at rende frem og tilbage mellem garage og køkken. Nu går der lige et par dage, inden der skal farves igen. Vi venter på tagrørene …
Der er gået en masse skyllevand til i processen, men ingen dråber er gået til spilde, for temmelig meget af haven er blevet vandet med mere eller mindre indigoblåt vand.

P1020444P1020446
P1020447

Nu har jeg en hel del blåt garn, samt nogle ret flotte farver, som overfarvningerne af nogle gule garner, noget cochenille og noget kraprod gav.
Jeg synes i hvert fald, at de er flotte … jeg kan godt lide det spil, der er i garnerne, selv om man i de ikke så gode, gamle dage blev regnet for en dårlig eller sjusket håndværker, hvis ikke garnet var helt ensfarvet. Jeg synes dette her er kønnere.
Der er større nuanceforskelle i virkeligheden i farverne på det store billede, end kameraet kan finde ud af at gengive, men sådan er det jo næsten altid.

27. juni 2018

1000 års erfaring tog ikke fejl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags:

I FB-gruppen om plantefarvning læste jeg om en, der, stik imod alle autoriteterne, hævdede, at garnfarvning med kraprod sagtens kan tåle at komme op på kogepunktet uden at miste den fine, røde farve, hvorimod man i bøgerne lærer os, at jo højere man kommer over 60-70°, jo mere går farven fra teglrød og over i det brune.
Jeg kan jo godt selv lide at stikke lidt af fra normalområdet sommetider, så jeg tænkte, at det måtte efterprøves.
P1020440Det gik dog ikke så godt … måske tager 1000 års erfaring alligevel ikke fejl …
Det blev vel ikke ligefrem brunt, men det var meget lidt potent og kunne kun klare tre bade.
Jeg begik dog samtidig den fejl at komme kraprodspulveret i en pose for at undgå alt for meget farvefnuller i garnet. Det skulle jeg (heller) ikke have gjort, for det var sandsynligvis den fejl, der stjal det meste af potensen – der var ikke plads nok til at udfolde sig, tøhø  …
I dag prøvede jeg at kraprodsfarve igen efter den foreskrevne metode og uden at komme pulveret i pose.
Det var sandelig noget andet … suppen blev ikke udmattet før til syvende bad – som dermed blev det sidste …
Det oprindeligt lysegrå garn (næstyderst til højre på billedet herunder) fik en nydelig og lidt speciel støvet pink ved at få en time i sjette bad. Alle har i øvrigt fået en times bad.
På billedet ude til højre er det det kogte førstebad til venstre og det er 60°-badet til højre. Ret fesent i sammenligning, ikke sandt? Men det bliver måske pænere med en gang indigooverfarvning. Her kommer så bare det sædvanlige spørgsmål? Hvilket nummer i indigobaderækken skal det kommes i som? Jeg skal også farve naturfarvet lammeuld til en bekendt, og jeg skal have overfarvet en del fesentgule fed, som jeg var utilfreds med i første omgang, plus nogle cochenillefarvninger. Måske bliver jeg nødt til at lave to indigofarvninger.

Syv bade med kraprod

Jeg elsker disse skarpe, røde farver – bare ærgerligt, at jeg ikke selv kan bruge dem. Det var ret så irriterende – og også mærkeligt, syntes jeg – at folk tit spurgte, om jeg var syg, når jeg havde rødt tøj på. Jeg skulle blive 50 år, inden det gik op for mig hvorfor man så ofte spurgte til mit helbred, når jeg havde det godt.
Varme farver gør mig bleg og syg at se på. Kolde farver får min hud til at gløde. Verden er da forunderligt indrettet.

Næste side »

Blog på WordPress.com.