Det er blevet vinter i England

Tim sendte i morges nogle billeder fra deres idylliske hus (og have), som i nattens løb blev dækket med sne. Han var tidligt ude … snebillederne er lidt mørke, men man kan sikkert godt se, hvor fint det hele ser ud, og paradoksalt nok gør ‘mørkheden’, at sneen virker endnu mere lysende i den morgensol, han så gerne ville indfange på sit kamera.

Det bliver lidt billedspam i dag, men det må I finde jer i …

… for hvor jeg dog nød at se billederne af et hus (og have) jeg savner …

… dog langt fra lige så meget, som jeg savner husets indvånere!

The ‘lean to’-drivhus, som jeg er var lidt misundelig over. Det gik næsten helt over efter jeg fik mit eget nye i april. Det hjalp gevaldigt på den følelse.

Nu er det tæt på at være et halvt år siden jeg har set dem, og det er 11 måneder siden vi sidst var i England. Jeg har før haft en lang pause mht. at rejse til England, nemlig da jeg havde kræft og blev forbudt at rejse udenlands i et år. Det år var de til gengæld et par gange mere i DK end normalt, så jeg så dem lige så ofte som jeg hele tiden havde gjort. Det her halve år, som i værste fald kan nå at blive til et helt, er en kedelig rekord, som jeg håber aldrig nogensinde bliver slået.
Charlotte har fortalt, hvordan Aubrey vokser og vokser og vokser. I sommer, da de var her, havde han cirka min højde (167 cm), men allerede her efter de nævnte seks måneder har han netop overhalet sin far og må være lige omkring 180 cm.
Det lovede hun at sende billeddokumentation på, hvilket skete morgenen efter.
På billedet retter Tim sig op – hans holdning er normalt lidt skrutrygget, hvilket får Aubie til at virke som om han er højere end sin far, end det ser ud til her. Drengen vokser ud af sine bukser lige så hurtigt C kan nå at købe nye til ham.
Den små Anna holdt op med at vokse for næsten to år siden, så hun er endt med at blive lidt mindre end Charlotte, som er 160 cm.
Det er Anna lidt ked af – hun ville så gerne være højere end hun er nu. Bare lidt …
Mommer siger selvfølgelig, at hun ikke behøver at blive en høj pige; det er bedre at blive en flot pige, og det er hun allerede. Synes altså mommer … måske ikke helt objektivt …
Jeg siger det samme til Anna, som jeg sagde til Charlotte, da denne som teenager klagede over præcis det samme:
Vær du bare glad for det! Du vil få mange flere mænd at vælge imellem, hvis du ellers som mig synes bedst om, at manden er den højeste.

Slut for denne gang

Det var det. Slut. Afgang mod Danmark. Vi har nu været afsted i 18 dage og vil være hjemme igen på 19.-dagen. Det har været rigtig godt alt sammen; både i Irland og her i England, og selv om jeg hver gang har svært ved at sige farvel på gensyn til mine englændere, så glæder jeg mig nu ærlig talt også til at komme hjem til Den Stråtækte.

Charlotte var nødt til at arbejde; hun havde to prøvninger torsdag, så John og jeg kørte ud og fik handlet det sidste af det, vi skal have med hjem til Danmark. Vi kan få verdens bedste mel (i flere varianter end hjemme) og ditto tørgær til brødbagemaskiner her i UK, og der er forskellige andre ting, der efterhånden er fast rutine at tage med hjem, især når vi har en bil til at bære det alt sammen for os.
Efter indkøbsseancen kørte vi ud i det blå grå. Mange af de små landsbyer ligger nede ad små, ensporede stikveje, som ender blindt (det er en af grundene til, at det ikke virkede for C at have systue hjemme; der var ingen strøgkunder). Nu har vi i mange år nøjedes med at se skiltene ned til de små byer, så nu skulle det være – vi kørte ned til nogle af dem for at se, om der ikke skulle være nogle perler indimellem.

Vi kørte til landsbyer med skønne navne som Etchilhampton, All Cannings, Honey Street og Bottlesford. Uanset hvor få, sommetider helt ned til måske kun 10-15 huse i landsbyen, så havde den i de fleste tilfælde en kirke. Der er ikke noget at sige til, at de herovre har det samme problem som de små sogne har hjemme i Danmark – selv de mindste sogne i DK må være noget større end disse. Problemet er dog endnu større herovre, hvor kirkerne ikke får statstilskud, men må klare sig selv. Det er derfor, man altid i engelske fillm/serier ser velgørenhedsarrangementer til fordel for den lokale kirke, som altid mangler nyt tag …

Vi kørte forbi ‘fotomuseet’ herunder. Vi var ikke derinde, for vi blev enige om, at den museumsejer sikkert var lige meget nok af en særling, men vi er muligvis gået glip af en fantastisk oplevelse i hans quirky place (= unusual in a attractive and interesting way) …
Det kan være, han er forhenværende grønthandler, for han gør brug af Greengrocer’s apostrophe i ordet photo’s på det brune skilt til venstre. Det er flertal, og så skal der ikke sættes en apostrof. Som jeg vist før har været inde på en enkelt gang eller to, kan ikke engang englænderne finde ud af bruge apostrof rigtigt på engelsk.

Som sagt er der en kirke i næsten alle landsbyerne. Det samme gælder for de røde telefonbokse, og der er stadig det gamle skilt hen til Public phone, selv om den ikke bliver brugt mere, men står og ser meget forladt ud. De fleste af dem gør i hvert fald … en af dem var taget i anvendelse som det lokale gratisbibliotek. God ide.

Det gamle engelske hus

Fruen i Midten stillede det glimrende spørgsmål, om man fra starten havde haft en indbygget brønd. Det har man ikke, og spørgsmålet fik mig til at gå rundt og fotografere lidt hist og pist, hvorfor dagens indlæg hovedsagelig vil handle om et hus, der er grundlagt i 1410, tilbygget engang i 1600-tallet og til sidst i 1770. Hvornår i 1600-tallet, skal de have dateret, for nu har de fundet en egnet bjælke til det; det kræver nemlig, at man kan se de yderste lag af træet, hvor barken har siddet.

Første billede er den oprindelige hjørnesten og hjørnestolpe fra 1410. Den var så mærket af 2-3 århundreders vejr og vind, at den måtte repareres (billede i midten). Håndværkerne ville have haft skiftet den helt, hvilket havde været en del nemmere, men det ville C&T ikke gå med til.
Det tredje billede er taget fra dette hjørne og viser, hvor den oprindelige ydervæg har gået – den flugter med hjørnet, der ses til venstre for stolpen i midten. Huset har formentlig været et malttørreri helt fra starten, men den store tørreovn er den første tilbygning og den, som man ser gå skråt op fra venstre mod midten. Det skal males, men det er et stort arbejde – hun er halvt færdig, som det ses.

Stolpen fra øverst til højre er ny og sat op for at forhindre det hele i at skvatte sammen, når førstesalen tages i brug. Som det ses her, er den oprindelige bærende bjælke simpelthen knækket, hvorfor ‘skoen’ er sat på som erstatning.
Billedet herover til højre viser, at der har været noget; man ved ikke hvad, men man ser sporene efter en vandret og to lodrette brædder, plus hullerne efter nogle store trænagler.

,

Der er nogle få steder efterladt nogle gevaldig store jern’søm’, som de heller ikke vil fjerne – de er en del af husets historie og skal derfor forblive synlige. Herover til højre ses noget af husets oprindelige ydervæg … og så alligevel ikke den helt oprindelige, for det ville have været wattle and daub (lerklinet), men fra engang, man erstattede dette ikke særlig vejrbestandige materiale med mursten. De var røde, men her er der spor efter tre lag kalk; et rødligt gråt, et gult og et hvidt lag. Denne mur er nu indervæggen i deres baggang. Yderst til højre på billedet ses en bærende stolpe med ridser i – de er der, fordi man engang har dækket hele væggen med et lag puds, og for at få det til at hænge fast, skar man revner i træet. C&T ved ikke rigtig, hvad de vil stille op med denne væg, for kønt er det ikke ligefrem, men på den anden side er det interessant, så det bliver nok sådan, at de maler alt andet end lige dette stykke, som får lov at stå som et billede af hvordan det engang har været.

Dagens smil bliver kortet, som jeg i går købte som ledsager til den fødselsdagsgave, som Tim langt om længe fik. Jeg kender jo lige som mandens kone og vidste bare, at han ville elske denne tekst. John mente dog, at det lige så godt kunne have været ham, det var møntet på … men hvad pokker, æblet faldet som bekendt heller ikke så langt fra stammen, vel?

Planter, tøj, en brønd og nogle pikante kort

Vi har været i to plantecentre i dag. Begge er meget mere end planter; det er nærmest stormagasiner, der også har inden- og udendørs planter; bl.a. fører de tøjmærkerne Lazy Jack og Joules, som jeg er meget glad for, så jeg fik købt en ny forsyning bluser m.m. … har heldigvis masser af plads i kufferten, nu hvor alle gaverne er afleveret.
Charlotte, som aldrig har kunnet holde indendørs planter i live i mere end få dage eller måske uger, hvis det er en af de hårdføre, er pludselig blevet meget ambitiøs og køber den ene efter den anden til det nye sun room. Orkideer, efeu, bregner, klokkeblomst, duftranke, fredsliljer, begonier, streptocarpus (primula?), palmer … hun er gået helt amok i planter, barnet mit.
Både Tim og jeg har belært hende om, at planter er noget levende, og at de skal have vand for at overleve. Også mere end den første gang, hun kommer i tanke om det. Hun har lovet bod og bedring, og det skal nok lykkes hende, for det nye, dejlige rum er en stor motivationsfaktor, da det nærmest råber på masser af blomster og grønt. De gamle smedejerns-potteholdere, Charlotte fik med fra fædrenegården, passer fint ind i huset herovre.

 

Da de begyndte på rummet, blev der afsløret en gammel brønd, der havde været helt dækket til, og som de derfor ikke anede eksisterede. Den nænnede de ikke at skjule, hvorfor de har fået lavet en tyk glasplade, der kan tåle, at man sætter møbler på den eller går på den.
Der er endnu masser af kondensvand på undersiden af glaspladen, for der er først for tre dage siden tændt for gulvvarmen. Når pladen er blevet gennemvarm, satser de på, at vandet forsvinder. Der er lagt en ledning ned, så når glasset er tørt, bliver der monteret en lampe, som vil lyse brønden op nedefra og tilføje et spændende element og helt bogstaveligt en ny dimension til det gamle, nye rum. Den er vel 5-7 meter dyb, og der står en vandsøjle på cirka et par meter, men det er svært at vurdere højder (vel svarere dybder …) oppefra.
Vi forsøgte i aftes at illustrere det med en kraftig lampe ovenfra. Det blev ikke helt rigtigt, men måske kan man godt få en ide om, hvordan det vil komme til at tage sig ud.

I det ene plantecenter faldt vi over humorkortene – hold op, hvor vi morede os – og så taler ‘nogen’ om de bornerte englændere! Det her var herlig og meget engelsk humor. Jeg tog en del billeder, men de vil komme i små portioner.
John og jeg er enige om, at vi så småt kan begynde at genkende den problematik …

Jeg har lært et nyt ord i dag

Der løb en mail ind fra Tim: “Preparing for mommer’s visit – cleaning the pummets”
The pummets!? Har aldrig hørt det ord før … inden jeg åbnede mailen, slog jeg ordet op. Forgæves. Min onlineordbog kendte det ikke, og Google kom op med en masse, jeg med det samme var klar over intet kunne have at gøre med huset i Wiltshire.
Jeg åbnede mailen og så det indsatte billede.
Det blev jeg ikke specielt meget klogere af – det er tilsyneladende nogle sten med huller i, men hvorfor skal de gøres rene, fordi jeg kommer? Og hvad bruges de til?
Jeg måtte kapitulere og spørge Tim. Følgende svar indløb næsten øjeblikkelig:
Well, they are the aerated clay tiles which formed the old kiln floor. We need to reintroduce some of them back onto your bedroom floor, to keep the listed building planning people happy, as this was a condition of our planning permission – and will add another historical note to the house!

Javel. Nu gav det mening. The kiln floor er gulvet i malttørreriet, hvilket er husets oprindelige formål.  Det er dog vist over 100 år siden, det stoppede med at fungere som et sådant. De bor selv i den ‘rigtige’ beboelse fra gammel tid, og det er malttørredelen, de nu er ved at lave om til en granny flat. Man tændte ild nede under tørreloftet, og varmen trængte op gennem hullerne i teglstenene og tørrede derved malten. Nu vidste jeg hvad a pummet er, men jeg kunne godt tænke mig at se, hvad en ordbog skriver om det, men selv i min særdeles gedigne moppedreng af Webster’s findes ordet ikke. Det overraskede mig godt nok. Hvad i alverden ville en oversætter have gjort her? Det er vel ikke alle, der er så heldige som jeg at kende en englænder, der efterhånden er blevet ekspert i gamle engelske huse med deres tilhørende termer?

Hvis ikke det står i Webster’s, så ved jeg ikke, hvor jeg skal lede efter pummet. Jeg googlede og jeg billedgooglede. Jeg googlede malt tiles, og der kom hit op med tegl, som lignede disse, men ikke et eneste hit, der indeholdt ordet pummet. Jeg forsøgte mig også med andre stavemåder, men uden held. Så gav jeg op! Jeg må vist have en snak med Tim, når jeg kommer derover …

Fordi huset er, hvad det er, hedder det naturligvis The Malt House, og flere har troet, at Tim og Charlotte har taget navn efter deres hus, men det er altså et rent tilfælde, at Tim hedder Maltin – det har familien heddet i flere generationer, selvom der har måske været en malttørrer-forfader engang, lige som Thatcher betyder tækker, Archer bueskytte, Mason murer, Cooper bødker osv. …  Miller, Butcher, Slaughter, Carpenter … kan vi flere?

Det allerbedste julevejr

Man vågner ved halvsyvtiden, mens det endnu er buldermørkt, lægger sig godt til rette med ipadden og hygger sig i et par timer, mens solen langsomt vågner, og resten af huset gør det samme. Vi har soveværelse mod øst, så vi får det hele med lige fra det første, spæde lys til solen viser sig over horisonten. Solen skinner nu fra den blåeste blå himmel, det er 7 grader, men det føles som mere, for det er for en gangs skyld næsten vindstille.

Der er ikke meget jul over dette billede, men det gør ikke noget, for julefreden har stort set indfundet sig alligevel – det behøver vi ikke sne til som udløsende faktor. Risengrøden til risalamanden er færdig, andevinger og indmad står og simrer i agakomfuret og rødkålen er færdig. Charlotte, Tim og John er i bad (altså ikke i samme rum alle sammen …), ungerne er ude og lege, og jeg har taget lidt solskinsbilleder og nogle undervejs-billeder af granny flat’en.

Her et vue fra den åbne stue, som er bag mig, gennem Blogger’s landing, som Tim har døbt reposet, fordi her kommer der til at stå et skrivebord; længere fremme et kig ind til badeværelset og til højre døren ind til soveværelset, som ses herunder. Det bliver det største soveværelse, jeg har sovet i.

Herunder – igen; jeg har vist vist rummet før – the sun room, som bliver husets bedste rum. Det bliver derfor ikke en del af granny flat’en som sådan, fordi det bliver et rum, de selv vil komme til at bruge virkelig meget, især gennem sommerhalvåret. John og jeg kommer til at ‘husere’ mest oppe på førstesalen. Der bliver kun primitive køkkenfaciliteter, med en kogeplade og et køleskab, så vi kan opbevare lidt til at lave vores morgenmad og frokost. Et rigtigt køkken må vente til senere, lyder beskeden, for de vil egentlig helst ikke have, at jeg stopper med at lave mad til dem, når jeg er herovre.

Det vælger jeg at tage som en kompliment … der skal såmænd nok komme et køkken op, hvis de bliver trætte af mig eller min madlavning …

Nu vil jeg gå i julebad, så jeg kan blive parat til den danske juleaften.
Man siger i Danmark, at skilsmissebørn ikke har godt af at fejre to juleaftener.
Det forstår jeg overhovedet ikke – der kan naturligvis være mange problemer i forbindelse med en skilsmisse, men jeg har endnu aldrig hørt skilsmissebørn klage over to juleaftener, og for Anna og Aubreys vedkommende – som ikke engang er skilsmissebørn – bliver gaveræset fordelt over hele fire dage; den sidste d. 29. december, hvor de skal være sammen med Tims mors familie.
Det er da kun godt at fordele det, så ikke ungerne drukner i et så stort antal gaver, at de slet ikke kan rumme det hele på én gang.
Nu er det også et par meget privilegerede børn med en stor familie på begge sider, så der ER mange gaver til dem.

God jul til alle jer derude. Må den blive, som I ønsker den skal være.

Vinduer både her og hisset

Charlotte olierer døre og vinduer i sit køkken. Jeg har sat gardiner op i mit køkken.
Det er godt nok ikke vinduerne i køkkenet som sådan, Charlotte har gang i, men vinduer og døre til granny flat’en – hun har bare valgt at ordne dem indendørs, inden de bliver sat i; sandsynligvis på grund af temperaturen udendørs, som vist ikke er meget rarere end her i landet.

Jeg er ganske klar over, at de fleste af jer efterhånden må være dødtrætte af at høre om Den Stråtækte, men jeg har besluttet, at bloggen skal fungere som dagbog for hele forløbet, og så er det nødvendigt at medtage selv de kedeligste detaljer.
Såsom at i dag er køkkengardinerne blevet sat op.

Det gør en forskel. Synes jeg. Jeg synes også, at det er næsten umuligt at fotografere vinduer, men det vidste jeg godt – vi havde bare ikke lyst til at blive dernede til det blev tilstrækkelig mørkt, for vi var sultne og derfor ivrige efter at komme afsted for at finde os et godt sted at spise frokost.

 

Jeg var i syv sind – også her var jeg i syv sind, hedder det vist … skulle det være kapper eller skulle det være sidegardiner eller hvad det nu hedder? De må hverken tage udsigten eller lyset fra os.
Hvis det bliver kapper, skal de så være glatte eller rynkes en smule? Hvor høje skal de være? Skal det være småternede gardiner i næsten overdrevent landlig stil? Livet er da også én stor beslutningsproces …

Det blev kapper. Rynkede kapper. Med lidt større tern. Vi er stadig ikke sikre på, at dette er det rigtige, men jeg fandt disse færdigsyede kapper, med påsyede bindebånd und alles, hos Ellos til så få penge, at jeg ikke engang vil være bekendt at skrive hvor få, så skulle vi gå hen og fortryde, vil jeg ikke ærgre mig over at købe nogle andre.
Lige nu er der stadig ikke specielt hyggeligt i køkkenet med dette campingmøblement, men det hjælper forhåbentlig på det, når vi får det lange planke-spisebord herned … endelig gardinbeslutning bliver heller ikke taget, før køkkenet er fuldt møbleret.

Mere total afslapning – vi må have trængt til det …

Hvor har det været fedt at lave masser af ingenting.
Strikke, mens en Barnaby løb over skærmen – vi har en masse optaget, for det er så rart selv at kunne vælge hvornår vi vil se en.
Samle sammen til projektmappespecialundervisningen, som jeg holder for Ditte om 1½ uge.
Se høre Formel1, mens mailkorrespondancen og bloggene passes.
Lægge et par puslespil.
Bage Mejnerts gryderugbrød.
Købe ind.
Og det var foreløbig det. Der kan hurtigt smutte en hel søndag næsten uden man lægger mærke til det.
Jeg købte ind, så vi har mad til fire dage, hvilket er stort for mig – jeg bliver aldrig god til den form for planlægning, tror jeg. Ikke før omstændighederne tvinger mig til det, som fx af en eller anden årsag at blive nødt til at handle dagligvarer over internettet.

Der var flere, der forleden spurgte til crewel work. I har nok fundet forklaringen nu, men jeg viser lige to af gardinerne, som C har syet til det engelske hus.
Det lyse i stuen; det andet i gæsteværelset. Det ligner håndbroderi, men det er nok naivt at tro, at det er det – selv om prisen på dette stof såmænd sagtens kunne forsvare, at det virkelig er håndarbejde.

I England gør man meget i lag-på-lag-gardiner: Først yderlaget; det kan være crewel work som her, eller det kan være brokade eller et andet tungt stof. Dernæst et isolerende mellemlag og til sidst et tyndere bagsidestof, der selvfølgelig matcher i farven. Der er virkelig gods i sådan nogle gardiner – det er lige før det giver den daglige styrketræning at trække dem fra om morgenen og for om aftenen.
Disse tre lag bevirker, at man kan holde kulden så nogenlunde ude om vinteren, selv med de et-lagsglas, som fredningsmyndighederne tvinger C&T og mange andre til at have i deres gamle, ‘listede’ huse. Alle, bortset lige fra samme enerådende fredningsmyndigheder, synes det er noget værre pjat. Vi kan sagtens forstå, at de ikke må sætte moderne vinduer i, men der er så mange håndværkere derovre, der har specialiseret sig i restaurering af de gamle huse, at det slet ikke ville være et problem at få en til at lave dobbeltglasruder, der fuldstændig ligner de gamle vinduer. 
Fredningsfolkets holdninger stemmer ikke rigtig overens med, at alle skal spare på energien. Hvis man kigger boligannoncer i Country Life (hvad jeg elsker at gøre … her er fx et charmerende lille hus i Bournemouth …), vil man se, at det er ganske almindeligt med energiklasse E, F eller G for boligerne. Eller “EPC Excempt”, hvilket betyder Energy Performance Certificate undtaget, hvilket garanteret ikke betyder, at det er klasse A, B eller C.

Bemærkelsesværdig god timing

Lige så fantastisk sommergodt, vejret har været i den sidste uges tid, lige så meget efterårsdårligt er det blevet nu. Rusk og regn, så det basker. Og pjasker. Vinduet i mit soveværelse står altid åbent og døren står altid på klem, men i nat vågnede jeg ved, at  vinden ruskede så meget i vinduet, at det larmede temmelig meget og samtidig formåede samme vind at få døren til at banke ind i karmen på spøgelsesagtig maner. Selv Aubrey vågnede ved det og troede, at det tordnede, men det var kun blæsten, der huserede.
Det er med andre ord en passende dag at tage hjem på. Vi flyver hjem på rekordtid, hvis den vind fortsætter … en stærk vind fra den rigtige (eller forkerte) retning kan sagtens betyde plus/minus en halv time for transporttiden.

Billedet viser Anna med pudseklude på fødderne. Da C havde vokset gulvet og skulle til at pudse det med maskinen, spurgte Anna, om hun ikke måtte lege Pippi Langstrømpe, der vasker gulv. Anna har altid været lidt misundelig på alt det sjove Pippi slipper afsted med at gøre, så her øjnede hun endelig en chance for at leve noget af drømmen ud.

Ellers bare et par stemningsbilleder her på falderebet. Anna og Aubrey i tingtræet ved siden af legehuset. Spørg mig ikke hvorfor alt dette absolut skulle op i træet og hænge, men det mente de åbenbart så pænt ud.

Byggepladsen. Man skal forestille sig ladeportene blive til vinduespartier. Når det kommer i orden, vil det forhåbentlig tage sig noget anderledes ud.
I dag kører vi til Swindon, hvorfra jeg vil tage toget til Reading, når vi har været i Swindon Outlet Centre.
Klokken 21 lander jeg i Kastrup, hvor John henter mig.
Det er sundt at være lidt væk fra hinanden – vi taler sammen hver dag, og i aftes erklærede han, at NU savner han mig altså for alvor.
Dejligt at høre … selvfølgelig savner jeg også ham, men der er ingen tvivl om, at jeg har alle fordelene – der sker jo hele tiden noget for mig, og det er mig, der er sammen med barn og børnebørn. Jeg vil dog lige pointere, at han helst ville blive hjemme og arbejde på Den Stråtækte denne gang, især fordi
der ikke er engang tre uger til, at de kommer en tur til Danmark. Børnene har snart efterårsferie, så nu vil de over og se Den Stråtækte – det glippede jo i sommers, fordi håndværkerne begyndte renoveringen, så C var nødt til at være til stede.

Granny Flat on its Way

Aubrey skulle til fødselsdag i dag – ikke nogen længere seance, kun 1½ time, så resten af familien besluttede at tage med og ordne et par ærinder i den forholdsvis korte tid.
Jeg valgte at blive hjemme og få sat gang i den æblegele, jeg havde tilbudt at lave, mens jeg er her, samt få skrevet dagens indlæg.
Da æblerne var sat over, gik jeg ind i maltdelen, som den del af huset kaldes, der indtil nu ikke har været i brug.
Billedet herunder bliver til det, Tim kalder for Mommers Blogging Area. Et stort, lyst rum, hvor John og jeg vil få en tv-stue/kontor/spise/opholdsstue. Måske er det svært at forestille sig – jeg kan sagtens se det for mig, men det er også meget nemmere, når man står der og ser det i virkeligheden, uden det er skåret op i små bidder.

Det er som sagt et gammelt malttørreri, hvor de ældste dele er fra 1410. På et tidspunkt i dets historie (vistnok midt i det 17. århundrede) har det været en forholdsvis velhavende familie, der har haft virksomheden, da selve bodelen dengang blev udvidet til det, det er i dag, hvilket vel er omkring 250 m2. Den eksakte størrelse er svær for mig at gennemskue, for huset har mange skæve vinkler og krinkelkroge, og jeg har ikke en tegning at kigge på – og heller ingen at spørge i skrivende stund. I England er selve størrelsen mindre vigtig end antallet af værelser.

Det er derfor, nok ikke overraskende, maltdelen, de er ved at restaurere, så den bliver beboelig. I stueplan bliver det ét stort rum, som T&C selv vil bruge i det daglige, fordi det bliver et skønt rum med en masse lysindfald. Det bliver altså ikke kun til en granny flat, men det har jeg det også rigtig godt med, for det er mange penge at lægge i noget, der ellers ikke ville blive brugt til daglig. Andet billede viser et kig ind til The Kiln, som er den store ovn. Oven over tørreovnen er loftet, hvor malten, der skulle tørre, lå – øverste billede er en del af det.
Det fremgår særdeles tydeligt, at hele malttørredelen har været 100 % forsømt, siden stedet stoppede med at blive anvendt til sit oprindelige formål, hvilket vist var midt i 1800-tallet. Der foreligger et kæmpearbejde i at få det gjort til noget, der er egnet til menneskelig beboelse, men når det engang lykkes, er det nogle meget spændende rum, der kommer ud af det. Se fx nummer to billede … måske kan man godt forestille sig, hvor anderledes det bliver med buerne. Tims mor kan ikke forstå, at de ikke bare murer en væg op langs de to bærende stolper og skjuler den gamle ovn. Alle andre er lodret uenige i det – det ville være synd og skam. T&C har det heldigvis lige som John og jeg: Hvis vi ville have et hus, der ser moderne ud og med rette vinkler, så havde vi købt et nyt hus.

Når man til sin tid sidder i en magelig lænestol under buerne, ser man gennem et stort vindues/dørparti og lige ud på den udsigt, man ikke kan blive træt af og som ses i diset morgenudgave på nederste billede.

Jamen det var jo hele tre ting …

Det var faktisk fire ting, men så holder citatet ikke …
Først skulle vi til en speciel trælasthandel, som bl.a. har specialiseret sig i at lave ting til gamle bygninger. Da Windsor Castle brændte, var det denne forretning, der leverede materialerne til genopbygningen.
Videre til Devizes, hvor der skulle handles lidt. Der var markedsdag, så vi nåede aldrig ind i supermarkedet.
En af stadeholderne havde smidt de fleste af grønsagerne op i skåle – any bowl for a pound. Skålene kunne fx indeholde fem peberfrugter, et par kilo kartofler (det er store bagekartofler på billedet), to butternut squash eller seks store hvidløg. Billigt! Vi købte en stor, hel brie for tre pund.
Hos slagteren fik vi 1,2 kg oksehøjreb og to store, friskslagtede kyllinger for 13 pund! Alt sammen halv pris eller mindre i forhold til supermarkederne. Derhjemme synes jeg ikke, det er specielt billigt at gå på marked – de ved sandelig godt, hvad de vil have for deres varer. Eller kommer jeg bare på de forkerte markeder?
Vi kørte hjem med de specialskårne lægter og al maden og derefter til Heale House, hvor jeg har været på Snowdrop Walk to gange plus to gange i sommerhalvåret.

Det var blevet frokosttid, så vi indledte med at sætte os i Heales kombinerede planteskole og cafeteria for at nyde en god og hjemmelavet frokost med hyldeblomstdrik til. Også hjemmelavet, selvfølgelig. Selv om det ifølge kalenderen er i vinterhalvåret nu, følte vi det var en sommerdag – ingen problemer med at sidde ude og spise frokosten, fx. Det var skønt mildt, og der var ikke en vind, der rørte sig.

Tofarvede squash har jeg ikke set før. De æblelignende frugter har jeg set før, men ved ikke, hvad det er. Nogle bud? De er ikke ret store, som det ses.

Til sidst til Open Parents’ Day (det hed det altså …) i skolen, hvor børnene viser, hvad de er i gang med, og hvor man kan få en uformel snak med læreren, hvis man har behov for det. Det skal ikke sammenlignes med en skole-hjem-samtaledag, for det er det ikke … dem har de også, men de foregår ganske som vores hjemme i DK.

Læg mærke til den blå tavle. Hvis kortet ved barnets navn vender rigtigt, er der ingen problemer. Er det vendt 90 grader, har man ikke opført sig helt eksemplarisk. Er opførslen værre, får man The Warning Card, og så kræver det nok ikke så meget at regne ud, hvad The Consequence Card betyder. Når man dertil, kan der godt blive ringet til en af forældrene, som derefter har at indfinde sig og afhente barnet. Det lyder måske attraktivt i nogles ører, men det er det ikke. Jeg sagde til Anna, at ham Andrew så ud til at være en slem dreng. Hun sagde, at der bare altid var problemer med ham og at ingen kunne lide ham, fordi han var en konstant kilde til uro og ufred.
Andre steder i klassen hænger der tavler med forskellige ting – her vist dem med computerudtrykkene. En gang om ugen har de pc-undervisning, hvor de lærer om filer, om backup, om fildeling osv. – samtidig, selvfølgelig, med at de leger med forskelligt software. Det er godt, for ét er, at de høvler hjemmevante rundt på en iPad og spiller alt muligt, men det har jo ikke meget med datadisciplin at gøre. Lærer de det også på den måde i DK fra de helt små klasser?

De små ting har også vægt

Forleden spurgte John mig, om jeg ikke snart skulle klippes.
Klippes? Næh … det er jo ikke særlig langt endnu – hvorfor spørger du?
Han forklarede det så, på sin egen lidt forblommede måde, men hovedbudskabet var, at jeg så mærkelig ud bagfra.
Hmmm. Tak, så. Det kunne jeg jo ikke selv se.
Problemet var åbenbart, at mit hår i sagens natur var lige langt over det hele. Forfra kunne jeg godt få det til at sidde ordentligt og syntes da egentlig selv, at jeg så så pæn ud, som det nu engang kan lade sig gøre, men det så åbenbart helt forkert ud set bagfra, så jeg gik til frisøren.
Min faste frisør gennem godt 20 år havde åbenbart ikke kunnet bære, at jeg stoppede med at komme, for hun var rejst kort tid efter mit sidste besøg hos hende. Hvorfor fandt jeg ikke ud af, da Molly, der klippede mig, var hendes afløser, så jeg ville ikke spørge til hvorfor, selv om det undrede mig, at hun var rejst, da hun var næstkommanderende i salonen og i mine øjne nærmest var groet sammen med den, men derfor kan hun selvfølgelig godt have fundet sig et andet og bedre job.

Jeg havde parykken med derned for at vise hvad jeg godt kunne tænke mig, at vi arbejdede hen imod, selv der mangler en del endnu i længden.
Jeg blev altså klippet af Molly, som gjorde et udmærket job med mit underlige fåreuld, og jeg kunne sagtens se bagefter, at John havde haft helt ret – det pyntede virkelig at få det klippet i facon – også set forfra …
Ja, fåreuld, desværre. Jeg har altid haft krøllet hår, og i og med, at mange havde fortalt mig, at der godt kunne gro en helt anden slags hår ud efter en kemobehandling, havde jeg virkelig satset på at få det glatte hår, jeg altid har ønsket mig.
Og hvad kommer der? Fåreuld. Hrmpf. Det var lidt tarveligt, men det kan godt ændre sig, fortalte Molly, efterhånden som det bliver klippet nogle gange.
Hvorfor er man aldrig tilfreds med det man har? Glathårede vil gerne have krøller og vice versa.

Men det var stort at blive klippet, selv om det var en lille ting.
Det er næsten halvandet år siden jeg sidst var til frisør, bortset fra parykfrisøren for 15 måneder siden, men det tæller ikke i denne sammenhæng.

Sådan ser der ud lige nu i (noget af) det engelske hus.
Når vi synes, at der er meget at gøre i Den Stråtækte, skal vi bare kigge på dette billede af dette rum, som bliver til en stue. Engang …
Det er en stor ting. I alle henseender en stor ting.

A Sunday roast

Tims mor og mand havde inviteret os til Sunday roast i dag, sammen med Tims lillebror. Vel vidende, at vi ville blive særdeles godt trakteret, havde jeg taget den store mave med.
Elizabeth skrev nogle meget søde breve til mig, mens jeg havde udrejseforbud, og de er så sødt glade på mine vegne i dag over, at jeg – i hvert fald indtil videre – kan rejse og i det hele taget leve et nogenlunde normalt liv igen.

Svigermors bor i The Old Vicarage i den anden ende af T&C’s landsby. Stedet var meget misligholdt, da de købte det, men efter små to års anstrengelser blev det igen et flot sted; her ses ‘skuret’ og huset set fra havesiden.
Jeg havde ret i mine anelser/forventninger angående serveringen.
Først champagne, kiks og laksesnitter. Klokken var 12:30.
Klokken 13 blev vi kaldt til bords, hvor vi først fik skinke med tre slags grønsager, sugar sauce (?) og persillesovs til. Dernæst Bread & Butter Pudding, så jordbær med fløde, nogle überlækre cremede marengs og til sidst tre slags ost. Man skal virkelig være på stikkerne for at nå at forhindre Julian i hele tiden at fylde vinglasset, så snart man kigger den anden vej. Jeg holder, som bekendt, meget af vin til mad, men der er altså grænser for, hvor meget jeg har lyst til at indtage så tidligt på dagen. Jeg vil helst heller ikke begynde at snøvle mig igennem mit engelske …
Den der Bread & Butter Pudding er simpelthen noget af det lækreste, man kan forstille sig. Hun har serveret det før, og jeg er VILD med den. Det lyder faktisk ret ulækkert og meget engelsk, men det er kun det sidste af de to ting. Elizabeth er desuden uofficiel englandsmester, og nu fik jeg endelig listet opskriften ud af hende – vigtigst af alt de små ting, hun har ændret for at det bliver Elizabeth’s Very Special Bread & Butter Pudding. Grundopskriften er Delia Smiths, men hun (Elizabeth altså) putter abrikosmarmelade i, bruger brioche-brød i stedet for alm. toastbrød, rosiner i stedet for korender og halvt reven citron- og appelsinskal i stedet for kun citron. Jeg bliver nødt til at prøve at lave det en dag og overraske danskerne med en meget engelsk dessert.

Da vi havde drukket kaffe, slået maver og leget Charades (det må I selv google …), gik vi alle en haverunde og derefter gennem landsbyen hjem til T&C, hvor Elizabeth lige skulle have en haverunde og se arkitekttegningerne på planerne for Granny flat’en.

Julian, 71 år, gad ikke gå en haverunde; han ville hellere hoppe i trampolin med ungerne.

Ret frisk gjort, vil jeg mene, men det gør han vist hver gang han er der, og han synes tydeligvis, at det er skideskægt.

Store Lasagnedag

I morges var det kun 10 grader; det havde blæst og regnet en del i løbet af natten og det så ikke ud til at blive bedre, så vi blev enige om, at i dag måtte blive Store Lasagnedag.
Jeg skød engang mig selv i foden ved at lave lasagne til dem. Charlotte kendte den naturligvis godt, men Tim gjorde ikke. Han spiste så meget, at han var helt dårlig og sagde, at italienerne godt kan pakke sammen – de ville gå hjem med røde ører, når først de havde smagt denne her.
Så er den heller ikke bedre, men den er da udmærket, og jeg har siden dengang altid sagt tak for opholdet ved at lave en lasagne til aftensmaden og flere til fryseren.

Billedet er altså ikke min lasagne, hvis nogen skulle være i tvivl … det er en saddel til, når man rider pillion (har det et navn på dansk?); dvs. en ekstra saddel, ofte i form af en pude som den viste, så damen kunne sidde med til hest, men som passager, da det ikke muligt at have kontrol over hesten fra sådan en saddel.

Det var den lasagne, jeg kom fra … jeg er ved at være en smule træt af min egen lasagne, hvorfor jeg de sidste par gange har lavet grønsagslasagne derhjemme. Den er endnu bedre end den med kød i. Synes jeg. Jeg er ikke sikker på, at John er helt enig, men han brokker sig aldrig over maden.
Charlotte blev en anelse lang i ansigtet, da jeg nævnte ordet grønsagslasagne og spurgte, om ikke det så kunne blive et kompromis med kød i, men gerne med 2-3 gange så mange grønsager, som jeg plejer.
Det blev sådan, så det er et eksperiment. En lasagne med meget lidt kød og bacon og med pak choi, gulerødder, champignon, bladselleri, tomater, persille, tomater, squash, kartofler, løg og hvidløg. Enten har jeg skudt mig selv en gang til i foden eller også synes de ikke fremover, at jeg behøver at lave lasagne i store mængder til dem.
Dette sidste er dog nok ikke særlig sandsynligt – så skal den da blive helt elendig.

Det andet billede er igen fra Chastleton House – et af dets mange vinduer.
Det er hugget ud i Cotswoldsten, hvilket man ser på rigtig mange af husene i dette område, som i øvrigt hedder …  Cotswold.
Jeg er ret imponeret, men der skal sommetider heller ikke så meget til … tænk at stå og hugge alle de rammer ud i sten – de må selvfølgelig ikke knække undervejs.
Det er måske bare mig, der ikke har forstand på den slags sager, men umiddelbart vil jeg tro, at det må være meget mere krævende end at lave vinduesrammer af træ.

Vi ville ud til et KÆMPE plantecenter ikke så langt fra Lacock.
Lacock har jeg skrevet om før – en middelalderby, hvor alt er fredet, og hvor hele byen derfor er underlagt strenge restriktioner bl.a. vedrørende farve til maling af vinduer og døre. Lacock Abbey har været brugt som noget af Hogwarts i Harry Potter-filmene, så byen er naturligvis meget populær blandt turister. Vi gjorde ikke holdt i dag; for det første har jeg været der 3-4 gange, og for det andet var vejret elendigt, men bare turen dertil er i sig selv en turistbrochure værdig, så den blev nydt trods det regnfulde vejr.
Det store center sælger også tøj, og jeg var så heldig, at de havde mit yndlingsmærke i fritidstøj: Lazy Jack – jeg elsker simpelthen at gå i den sweatshirt, jeg fandt for et par år siden, og nu har jeg fundet dens fætter.

Chastleton House, Oxfordshire

Vejret så stadig hæderligt ud i morges, så vi besluttede os for at se Chastleton House & Gardens, som ligger oppe i Oxfordshire. Der ville ikke være åbent før kl. 13, men vi kørte, så snart børnene var afleveret i skolen, for så kunne vi også nå at drikke kaffe i Bourton-on-the-Water og spise frokost i Stow-on-the-Wold.

Charlotte var meget optimistisk og tog hverken overtøj eller paraply med, hvorimod jeg ikke stolede på den himmel, så jeg tog regnfrakken med.
I Bourton-osv. dryppede det lidt, men det var mens vi drak formiddagskaffen.
I Stowe-osv. var det fint vejr, og det blev det ved med at være lige til vi parkerede ved Chastleton House, hvor der var relativt langt fra parkeringspladsen til huset. Vi gik derned i solskin, men med tordenbrag og en yderst dramatisk himmel bag os.

Til venstre den fine udsigt og det store hus foran os. Til højre den truende himmel.
Der var 20 minutter, til vi kunne blive lukket ind i huset, så vi nåede en hurtig rundtur i haven, inden det begyndte at regne, hvilket det gjorde netop som vi blev lukket ind.

Herover ses til højre den store sal og til venstre et rejse-kabalebord. Man stikker kortene ned i lommer, så kabalen ryger ikke på gulvet, selv når man kører i en hestetrukken vogn. Ret smart tænkt.

Huset er jacobiansk – bygget 1607-1612 og var i samme families eje i næsten 400 år. Bygherren var rig, men familien havde færre og færre penge op gennem generationerne, så der var kun råd til det allermest nødvendige vedligehold, men ingen forbedringer eller moderniseringer, og til sidst overdrog de det til National Trust i 1991. Synd for familien, men heldigt for eftertiden, for vi kan nu se et hus, der stort set ikke er moderniseret og derfor ser ud, som det gjorde, da det blev opført. Komfuret blev sat ind engang, selvfølgelig, det var der ikke i 1600-tallet, og på et tidspunkt blev der indlagt elektricitet, men som sagt: i store træk originalt og derfor meget interessant at se.

Da vi var nødt til at køre for ikke at komme for sent til at hente børnene fra skole, var det et tordenvejr uden lige; Charlotte ville være blevet gennemblødt på et minut, og der var små 10 minutters gang op til bilen …
Henne ved billetkontoret var der en personaleparkeringsplads, så C fik min regnfrakke og hentede bilen, mens jeg stod i tørvejr. Det lykkedes derfor at klare situationen uden hun blev til en druknet mus, men jeg har sagt til datteren på ægte mor-maner, at fra og med i morgen tager hun ikke ud af huset uden at tage en regnfrakke med!

The Ellen has landed

Ikke så meget herfra i dag – jeg er landet i England og har været hele matriklen rundt for at se det nye og gense det kendte.

Dette var kendt: Hyde Park set fra oven, med The Serpentine i det ene hjørne.

Døren og vinduet var nye. Nye for mig … døren kalder de for “The modern extension”, da den er bare 400 år gammel. Det var en de fandt under en masse skrammel, og bygningshåndværkerne og de selv mener, at den må stamme fra, da malttørredelen i 1623 blev bygget som extension på det oprindelige hus fra 1410. Den er nu kommet til ære og værdighed igen som dør foran trappen op til børnenes nyetablerede legerum.
Vinduet er dermed også fra dengang; de har dog tilladt sig at sætte en glasdækning på, som de kan tage af, hvis det bliver for varmt om sommeren, da det ellers kun er en rist.

Jeg tror vi stopper for i dag – vi skal snakkesnakkesnakke videre, og nu er ungerne færdige med deres lektier. Der bliver forhåbentlig lidt mere at skrive om i morgen, med mindre vi drukner i regn.
I skal dog lige se Annas garlick i urtehaven

Nu ta’r hun snart vestpå

Ingen udflugter i dag – bare en tur i Thyme, som alligevel ikke blev skrottet til fordel for Hobbyland, der ikke imponerede mig mht. sommerblomster – der kan Thyme altså noget, åbenbart … de har et meget større udvalg her end i Roskilde.
Ikke fordi jeg skulle have overvældende meget, men hvis jeg skal bruge 12 planter, vil jeg gerne have mere end 10 at vælge imellem.

Nu har jeg noget i 18 krukker og har stadig flere masser af tomme, men jeg tror ikke, jeg vil have lige så mange blomster i år, som jeg plejer at have.
Beherskelsens kunst er dog ikke blevet nemmere med alderen. Når jeg står på planteskolen, vil jeg helst have dem alle sammen og sætte noget i mindst 50 krukker i haven.
Men det går ikke. Måske engang, når vi ikke er så udfarende mere, men ikke endnu, desværre.
Det er selvfølgelig rart at have noget at se frem til, når der bliver andet, der må lægges på hylden.

Nogle af krukkerne er lidt snyd, for jeg har bare sat squash i to af de allerstørste, og så er jeg begyndt at tage stiklinger af krydderurterne for at se, om jeg kan få dem til at formere sig ad denne vej.

Nu tæller jeg bare ned.
Ned til slut på strålebehandling, som der er tre gange tilbage af, og tælle ned til min snarlige rejse til England.
14 dage til. Jeg ved jo godt, at de forsvinder som dug for solen, men lige nu er er meget længe til. Jeg har overhovedet ikke glemt, hvordan børn har det hele december.

Det er et helt år siden, jeg var der sidst. Det er aldrig før sket, at der er gået så lang tid, og jeg håber aldrig, det vil komme til at ske igen.
Jeg er spændt på at se, hvad de har fået lavet på huset siden sidst. De er ikke gået i gang med Granny flat’en for alvor – The Planning Commission rider ikke den dag, de sadler, og de har åbenbart absolut ikke travlt med at behandle de ansøgninger, de får ind, men noget er der sket i form af forberedelser, så lidt nyt vil der være sket i forhold til sidst.

Herover ses ruinen, de købte i 2008. Det ser såmænd meget hyggeligt ud, men væggene havde ikke været malet i mange år, og der var hul i taget.
Bygningshåndværkerne hev visse steder et TO meter tykt lag strå af for at tømrerne kunne komme til at reparere spærene og helt udskifte to, der var rådne pga. væskenedsivning gennem flere år. I England lægger man nye strå oven på de gamle, så de nederste stammede helt tilbage fra 1410, hvor den ældste del af huset stammer fra – den del, der ses på billedet til venstre.
Charlotte brugte mange dage på at hive efeu ud af muren – de var vitterligt groet helt ind i den, så det var et anstrengende arbejde.

Jeg må have taget nogle billeder af forsiden af huset, når jeg kommer derover – på de tre år, der er gået siden ovenstående blev taget, er roserne vokset fint op, og der er også plantet noget, jeg ikke kan huske hvad er.
Vægmalingen blev i øvrigt købt i Skagen og slæbt hele vejen hjem i bilen. Nu har de vist fundet noget, der ligner den farve her, som de helst vil have, men det viste sig at være meget svært at finde lige den rigtige nuance i UK.
Vi slutter lige af med det af nogle af jer så velkendte billede fra havesiden – det er svært at fornemme, at det er det samme hus.

Planer er til for at ændres … igen

Vi kørte lidt tidligt fra Sverige for at nå omkring Kivik og se mosteriet i arbejde. Der er åbent på hverdage fra 10-17.
Hvor ER det dog fedt at have fri, når andre arbejder … dengang, vi kun kunne tage derop i weekenderne, var den slags oplevelser jo udelukket.

Det blev bare ikke sådan … vi havde kun kørt  i små 10 minutter, da svigermor ringede og fortalte, at Johns far var blevet indlagt tidligt i morges, og at sygehuset havde ringet ved 13-tiden og bedt de pårørende om at komme.
Det lød alvorligt, så vi droppede naturligvis Kivik og satte kursen mod RASK, som vi stadig kalder Roskilde Amts Sygehus Køge – det er sådan et herligt navn, så selv om amterne er en saga blot, forsvinder det nok ikke fra folkemunde.
Svigerfar er ikke helt ung længere (89) og har længe skrantet. Krisen var dog overstået, da vi endelig dukkede op, så efter 2-3 timer kørte vi hjem igen. Det gjorde svigermor og Johns søskende også, men vi forlader selvfølgelig ikke telefonen så længe vi ikke rigtig ved hvor det bærer hen.

Sverigesopholdet har denne gang, som før nævnt, mest stået i rekreationens tegn – John er heldigvis næsten fuldt restitueret nu, og jeg er gået ind i anden uge efter kemo og har det derfor også efterhånden helt godt igen.
Energien har således ikke været til meget mere end at træde på symaskinespeederen og stå ved strygebrættet eller klippebordet – for mit vedkommende, altså … her har John ikke rigtig blandet sig … fem par grydelapper plus babytæppet blev det til, så jeg føler ikke, tiden har været spildt, men motionsmæssigt er der afgjort grund til at ryste på hovedet og manende løfte pegefingeren.

Jeg er åbenbart inde i en blå periode – uden i øvrigt at have ønske om at sammenligne mig med en vis Hr. Picasso – billederne er taget under forskellige lysforhold, så jeg har forsøgt at farvejustere lidt på bagkant for at illustrere, at alle de blå nuancer er i fuldkommen identisk farvetone. Det er det, de kan hos Shabby Fabrics i USA: de passer ikke bare nogenlunde sammen; de passer 100 % sammen, hvilket giver en smaddergod effekt, når man syr patchwork.

Omme i England går de ind for børnearbejde … der arbejdes hårdt på sagen med at renovere den gamle maltdel og forfremme den til granny flat.
I princippet er de ikke engang begyndt endnu; de er bare ved at gøre parat til en, der skal komme i morgen og se på sagerne. Tim havde sendt en del billeder, som lå og ventede på mig, da vi kom hjem her til aften.
”Yes, great, it’s coming on well and the Surveyor is measuring it tomorrow for the architect’s drawings. See you Sat! “
Huset er jo totalfredet, fordi den ældste del er fra 1410, så de må intet foretage sig uden fredningsmyndighedernes tilladelse. De er ikke bekymrede for, om de får lov; det er alt andet lige bedre, at man gør noget, end at det bare får lov at forfalde, men enhver lillebitte detalje skal godkendes.
Det vil derfor sige, at de tidligst kommer rigtigt i gang i løbet af foråret, og hvor lang tid selve arbejdet så vil tage, har jeg ingen ide om.

Tror I lige, vi glæder os til den står indflytningsklar?

Fra ruin til beboelse

Gårsdagens wattle and daub rejste et par spørgsmål … C&T købte for fire år siden et vidunderligt, men særdeles dårligt vedligeholdt hus; The Malt House. De to kunne se mulighederne med det samme og kunne sagtens abstrahere fra alle elendighederne.
Begge Tims forældre og deres respektive ægtefæller syntes, det var jordens dårligste ide at begynde at proppe penge i den ruin; John og jeg kunne godt se mulighederne, men det kom noget bag på alle, at deres gamle hus blev solgt så hurtigt, at de var tvunget til at flytte ind i noget, der ikke engang var halvfærdigt. Vi tog derover i påsken 2009 for at hjælpe dem med at flytte, og vi var dybt, dybt bekymrede for, at de skulle blive syge, for der var lang vej endnu.
De eneste, der – heldigvis – så lyst og let og fulde af optimisme på tilværelsen, var Tim og Charlotte.
Til højre ses et stykke wattle and daub på en ikke-restaureret væg fra den del af huset, der forhåbentlig engang kan blive til vores granny-flat.

De hev et to meter tykt lag strå af for at kunne komme til at reparere taget, som var ved at styrte sammen under vægten – og også havde gjort det et enkelt sted, nemlig ind til det rum, der i dag er Aubreys værelse. Lidt af en forskel, ikke?

Soveværelset er der også sket en anelse med …

Og spisestuen …

Stort set den samme forskel kan vises for alle rummene. Vi synes stadig, det var meget modigt af dem af kaste sig ud i det projekt, men for dem var det kærlighed ved første blik, da de så det hus, og så var der jo kun én vej frem. Det har været en lang proces – nu er det næsten færdigt, men helt færdig bliver man jo aldrig med et hus, der stammer fra 1410.
Det er kun omkring halvdelen af det, der er udnyttet i dag – resten er selve den gamle malttørredel, der som sagt gerne skulle blive til en grannyflat, men som I ser, er det også noget af et projekt, og ikke lige noget, man gør fra den ene dag til den anden.
Til venstre: et kommende soveværelse – hvor der igen ses noget wattle and daub. Til højre: en kommende dagligstue; begge med loft til kip.

Nogle steder restaurerer og genskaber man det gamle wattle and daub – som Mia så rigtigt sagde i en kommentar til forrige indlæg, har bindingsværket nogle gange svært ved at samarbejde med mursten – andre steder kan man af forskellige årsager blive nødt til at bruge mursten.
Her er man i gang med at genskabe det gamle:

Og i 2011 så det samme hjørne således ud – det var også her, hullet i Aubreys værelse var – vinduet øverst til venstre.

Og endelig huset, som nogle af jer har set det så mange gange før – man tror slet ikke, det er det samme hus, fordi det er så forskelligt mod vejen og mod haven; dvs. mod nord har man i videst muligt omfang beholdt det gamme wattle and daub, mens der mod syd for længst er blevet muret op i mursten. Det sidste billede har jeg taget i dag – er I ikke lidt misundelige over vejret? Bare lidt?

Jeg har overHOvedet ikke lyst til at tage tilbage til Danmark

Jeg har slet, slet ikke lyst til at tage tilbage til Danmark – jeg så nemlig lige et dejligt hus, da Charlotte, ungerne og jeg i eftermiddags kørte lidt rundt på de smalle veje på vej til en planteskole. Faktisk så vi flere skønne huse på denne for mig nye rute, men jeg kan jo desværre ikke vise dem alle sammen… Jeg lagde specielt mærke til buksbom-svampen – den er da alternativ… sikke et arbejde for at klippe den i facon, men som svampeelsker burde man næsten have sådan en til at pryde forhaven…

Tim er i Exeter i dag sammen med instruktøren og assistenten for at finde ud af hvor og hvordan de senere vil filme. I Exeter handler det vist om The Met Office. Instruktøren vil have skrevet drejebogen inden for meget kort tid, for med så kort tid til premieren er der ikke plads til nøl. I august-september skal de til USA i fem uger for at tage rundt på en del lokationer, hvorfra de agter at filme. Tim glæder sig naturligvis som et lille barn – han har aldrig før været i USA, og nu får han fem uger med det hele betalt. Det er ikke så tosset endda – bortset fra, at familiens fælles sommerferie vist hermed er røget sig en tur, men så kommer C og ungerne hjem til DK i en god uges tid i stedet for, hvilket morfar og mommer naturligvis intet som helst har imod.

På vej mod Devizes ligger der et meget lille, men ret charmerende hus, der er bygget som et kors. Jeg tror, huset er ubeboet – det er synd, hvis det får lov at forfalde, men det er så lille, at jeg ikke engang ville bruge det som pensionistbolig, og så ligger det meget tæt på en meget befærdet vej. Men sødt er det – jeg kan især lide de fine skorstene.

I formiddags fik vi besøg af naboens lille kattekilling. Vi var lidt nervøse for, om den selv kunne finde hjem igen, men det kunne den. Den havde lige præcis den alder, hvor katte er allersødest (omkring 7-8 uger), så vi legede med den et godt stykke tid. Den syntes, det var enormt skægt at kaste sig med dødsforagt ud fra havemuren med alle fire ben strittende til lige så mange sider – ærgerligt, at jeg ikke kunne tage et billede af det…

I morgen går turen hjemad – det er utroligt, så hurtigt tiden flyver i godt selskab. Vi kører tidligt for ikke at risikere at blive fanget i et vejarbejde eller en trafikulykke. Det ville være rigtig, rigtig dumt at miste færgen – ikke blot går den næste først på søndag, men den er også udsolgt… På anbefaling vil vi bruge den tid, vi forhåbentlig får til overs, i Lavenham, som skulle være så utrolig fotogen.

En dokumentarserie om Titanic – fortæller: Tim Maltin

Hvordan er det nu det er? Jo mindre betydningsfuld man selv er, jo mere soler man sig i andres berømthed. Lige nu soler jeg mig, for jeg har oplevet at møde Tims instruktør til den to-timers film, de skal til at producere om ‘Sandheden bag forliset’.
Instruktøren, Nigel Levy, som ikke er helt ukendt, og hans særdeles skarpe assistent kom i dag for at tale med Tim om, hvordan de skulle skrue det hele sammen, hvad der skulle fremhæves og hvordan og hvorfor.
Charlotte tryllede på 1½ time tre af retterne fra  “The last dinner on the Titanic – a menu from the Ritz Restaurant, where the super rich dined” (nr. 2, 3 og 5). Jeg fik æren af at lave suppen…
Vi spiste frokosten sammen med Titanic-teamet og overlod dem derefter til deres mere seriøse gøremål. Det var en meget interessant frokost, hvor Nigel bl.a. fortalte om sin serie ‘Fatal Attraction’ om folk, der holder farlige dyr som kæledyr – bl.a. fortalte han om, hvordan de reproducerede historien om en mand, der holdt en fuldvoksen tiger på 400 pund i en lille lejlighed i Harlem, New York… de er skøre, de amerikanere…

John, Charlotte og jeg gik ud i haven og oplevede et næsten historisk øjeblik: Tækkeren ordnede det allersidste, nemlig den lille porch, og stilladset blev hevet ned. I morgen bliver første dag siden påsken 2009, hvor der ikke er den ene eller den anden slags håndværker i gang med den ene eller anden slags håndværk.
Ikke fordi huset er færdigt… bliver man nogensinde færdig med et hus, der stammer tilbage fra begyndelsen af 1400-tallet? Næppe. Og så er der jo også noget med en granny flat, som godt nok må vente lidt endnu.
I hvert fald bliver der nu en håndværkerpause, og Charlotte har tænkt sig at stornyde resten af sommeren uden at skulle lege sjakbajs eller svare på/afgøre alverdens spørgsmål.

Begivenheden blev fejret med en afskedsøl med de to tækkere.

I morgen satser jeg på godt vejr, så jeg kan få et billede af huset med blå baggrundshimmel og uden stigen og bilen til venstre.

Da dette også var den sidste aften inden vi tager hjem, at Tim kunne være sammen med os, inden børnene skal i seng, gav John en ‘tak for et dejligt ophold’-middag på den lokale pub Seven Stars.
Det var absolut glimrende mad, som blev serveret – også ganske traditionelt – i ENORME portioner. Jeg bestilte torsk og tænkte, at det kan man da altid spise, men jeg kunne på ingen måde spise op, selv om det var meget lækkert.

I morgen går turen til Bath. Vi vil købe en Tilleyhat til Tim – han prøvede Johns og faldt pladask for den, så nu får han en før-julegave, da han har mere brug for sådan en hat nu end sidst i december…

En leg, Jane Austens hus og et damptog

Den engelske udgave af ‘Skibet er ladet med…’ leges ved at man siger “I spy with my little eye…”
Forskellen er, at man skal gætte noget, der virkelig er at se, og kan ikke som på dansk være hvad som helst. Anna elsker den leg, ganske som Charlotte gjorde, da hun lige var kommet i gang med at lære at læse.
Aubie ville naturligvis ikke stå tilbage for Anna, så han sagde: “With my little spy I eye… something that starts with… P!”
Tim gættede på pillow, men svaret var nej.
“Aubie – are you absolutely sure it starts with a P?”
”Yes! P! P like in elephant!”
”… Ehhh… okay… P as in elephant… Aubie… do you really mean that you see an elephant?”
”YEEESSSS!!! I did say like a P, didn’t I?”

Sidst på formiddagen gik turen mod Chawton, hvor Jane Austens hus ligger. Ikke så langt herfra kører der et rigtigt gammeldags damptog. Det er en forholdsvis lang tur, når man har små børn med, men det gik fint – og straks efter ankomst lagde vi ud med en publunch i kroens have. Meget hyggeligt og meget engelsk.

Damptoget var dagens hit, hvis I spørger børnene. Aubrey og far fik lov til at komme op og se ind i fyret. Eller hvad sådan et nu hedder… der var i hvert fald masser af ild…

Fyrbøderchefen mindede mig temmelig meget om Alfred Doolittle; han var sød, meget snakkesalig og ivrig efter at fortælle…

Brandberedskabet på den skønne, gammeldags station. Alle spandene var fyldt med vand, så de skulle jo nok kunne klare en ildebrand.

Chawton var en by med snesevis af de smukkeste smukke huse, men de fleste mistede lidt af charmen, fordi de lå så tæt på vejen, at de for det første var svære at fotografere, og for det andet blev billedet lidt ødelagt af de parkerede biler foran huset.
Der var dog enkelte undtagelser. Så bliver det næppe mere engelsk, vel?

Efter museumsbesøget afsluttede vi besøget i Chawton med te, kaffe, chokolade og kager i ‘Cassandra’s Cup’ , der var fyldt med… kopper. (Cassandra var Jane Austens søster). Charlotte og jeg sad længe med himmelvendte øjne og konkurrerede om at finde to ens kopper. Hun vandt stort – fire par ens kopper mod mit ene par – der var mange flere kopper, end billedet viser.
Først fik vi meget mad – engelske publunches sørger for, at man ikke går sulten fra bords. Derefter meget kaffe. Meget te. Alt for meget chokolade (med marshmallows) til, at børnene kunne drikke det hele. Store stykker kage – John og jeg skulle slet ikke have noget; vi var stadig mætte efter frokosten, og det ville være synd at sige, at vi var sultne, da vi kom hjem. Alligevel sneg der sig lidt ned, da der kom lidt spiseligt på bordet…

Det var en dejlig køretur gennem det engelske landskab, jeg elsker så højt – marker omkranset af levende hegn, små landsbyer, der skutter sig ved bunden af bakkerne, heste, køer og får, der har et liv, som mange af deres artsfæller i Danmark ville misunde dem.

Senere på aftenen oplevede vi et helt fantastisk lys, men kameraet havde temmelig svært ved at gengive det. Vi prøvede og prøvede med forskellige indstillinger… dette var noget af det bedste, men ikke helt godt alligevel.

Jeg har meget at lære om engelske vejrudsigter, som er særdeles svære at gennemskue. Når de siger ‘light showers’, regner det slet ikke. ‘Heavy showers’ betyder et par småbyger, og ‘partly cloudy’, som dagens vejr skulle være, betød, at vi fik masser af særdeles heftige byger undervejs i løbet af dagen. Heldigvis var jeg blevet mistænksom og havde derfor medbragt både regnjakker og en stor paraply. Det var der nogen, der var glade for…