Skønhed og vellugt

Vi har da bare det flotteste efterår i år, har vi ikke? Skønne, dybe, brændende farver til overflod. Og så oven i købet et vejr, så man kan nyde farveeksplosionen i lang tid.
John siger, at det siger jeg hvert år, så der er åbenbart ikke noget usædvanligt ved det …
I forgårs var jeg på planteskole for at købe et eller andet, der kan stå i en af de store baljer jeg har stående på terrassen. Jeg gik efter en japansk løn, der hedder Bloodgood, men der havde billedet i Haveselskabets blad snydt kraftigt, for den havde slet ikke den skrappe, rødorange farve som blev vist. Man skal ikke gå efter at købe flotte efterårsfarver, hvis ikke det er efterår! Jeg var blevet slemt skuffet, hvis jeg havde stolet på det billede.
I stedet købte jeg en lille stjernetop, som ikke kun er smuk rød nu, men får små, lyslilla blomster om sommeren. Ydermere bliver den ikke ret høj, så den vil ikke vokse op og skærme for noget af den dejlige udsigt. Ikke et eneste sted står der noget om, at dens løv også har en flot efterårsfarve, så det med at gå på planteskole og med egne øjne se planterne, som de står lige nu, er bestemt den bedste måde at udvælge på.
Benved er også meget flot, men den har jeg et andet sted, og den bliver for høj til terrassen. Måske vil jeg yderligere have en anden plante – eller to – jeg har tre store baljer i rustfrit stål, som Søren har smedet og foræret os. Det vil se rigtig godt ud med andet end sommerblomster i dem, er jeg sikker på.

Her til formiddag har vi været ude hos min kvædeleverandør. Det er en af nørkledamerne (den samme, der har de skønne filippaæbler), som siger, at der er mange flere på træet, end hun kan bruge, så jeg kan tage alle dem jeg vil.
Jeg må da nok også lige sige, at hun på ingen måde har overdrevet – hun har tonsvis af kvæder! Træet er ved at segne af de store, flotte frugter, så jeg gik helt amok og blev ærlig talt lidt grådig, men jeg skal nok få dem brugt til noget fornuftigt.
Kirsebær og flere slags æbler til fri afhentning hos bagboen. Valnødder galore hos en anden fra vejen til både plantefarvning og til at spise. Filippaæbler og kvæder på Jungshoved.
Jeg er et temmelig privilegeret menneske, men jeg ved det godt, og jeg er både taknemmelig og glad.

Nu er saftkogeren sat på arbejde.
Mens den har travlt, vil jeg se dagens Barnaby mens jeg laver den lange og tidskrævende italienske aflukning på April Cardigan, som jeg blev færdig med i aftes.
Jeg kan gøre hvad jeg vil når jeg vil. Næsten altid, i hvert fald …
Jeg ER et meget privilegeret menneske.

Madnostalgi og anden nostalgi

Nogle har en ret, de husker fra deres barndom. En ret, de aldrig har fået som voksne, men som de mindes med største glæde, med tårer i øjnene og mundvandet løbende.
Sådan en ret har jeg ikke (jeg har en kage), men det har John og det har Charlotte. John er dog godt nok delvist kureret, men om det er fordi jeg ikke kunne lave budding som hans mor gjorde, eller det bare var en barndomserindring, der helst skulle have været forblevet en sådan, finder vi aldrig ud af.
Han havde sukket i flere år efter budding, som er en dessert, jeg sagtens kan leve uden – både før og nu; den har aldrig hørt til blandt mine yndlingsdesserter.
På et tidspunkt forbarmede jeg mig over John og lavede budding på rigtig, gammeldaws facon, men det var lidt af en skuffelse for ham, for det var ikke helt det, han huskede. Næste gang jeg skulle lave det, blev jeg lidt ond og lavede budding fra pulver. Det var lidt mere hen ad det, han huskede, men alligevel ikke helt det samme. Så gav jeg op, og John har ikke efterspurgt det siden. Var det ren nostalgi? Kan jeg ikke lave budding? Husker John ikke, hvordan budding i virkeligheden smagte? The answer is blowing in the wind …

Charlotte har det sådan med pærevælling. Jeg har skrevet om det før, men jeg fik aldrig dengang prøvet at genoplive barndommens erindringer for hende, og alle de henkogte pærer gik til andre ting end lige netop pærevælling. Jeg kunne ikke skaffe de finvalsede byggryn, så jeg opgav på forhånd.
I mellemtiden har jeg fundet nogle, der (måske) er finvalsede, og i morges stod der på vores trappesten en hel pose pærer fra de samme søde mennesker, som jeg også fik pærer fra dengang.
De er nu blevet henkogt, så denne gang må jeg hellere prøve den pærevælling af, engang Charlotte er her.
Hvad jeg meget håber, hun er om to uger. De skal ikke testes for at få lov at flyve til Danmark, men der er Covid-19 på børnenes skole nu, og hvis A&A bliver testet positive, skal forældrene testes, og hvis de testes positive, kommer det til at figurere i deres vaccinationsbevis, hvilket kan gå galt i lufthavnen, hvis de bliver taget ud til stikprøvekontrol. 
Børnene er sandsynligvis blevet vaccineret, inden de kommer, men der kan 1) ikke nå at gå 14 dage efter stikket, og 2) hvis danskerne er lige så fjollede som tyskerne, så er det ene stik, som er normen for engelske børn, ikke accepteret som værende fuld vaccination.
Charlotte er også tosset over begrundelsen i UK for at vaccinere børn: Det er nemlig for at beskytte dem, der ikke vil vaccineres, ikke for at beskytte børnene, for hvem bivirkningsproblemer overgås af antallet af indlagte. Jeg forstår godt hendes vrede (selv om hun trods den lader dem vaccinere), for hvis antivaxxere skulle blive syge, er det fordi de har truffet et valg, og det skal vi andre ikke tage hensyn til. Beklager, men det mener jeg. I Danmark blev der sagt “for at beskytte de ældre og sårbare”, men de er jo vaccinerede … hertil sagde Søren Brostrøm da heldigvis også, at man skal vaccineres for at beskytte sig selv, ikke andre.
Hvor er jeg i øvrigt ved at være grundigt træt af al den inkonsekvens, der i forskellige sammenhænge er i forbindelse med coronapesten. Nogle siger ét, andre noget andet, nogle ved tilsyneladende ikke, hvad de egentlig siger. Fx behøver børn under 17 år, der rejser sammen med vaccinerede forældre, ikke at præsentere en negativ test, men hvis de rejser alene, skal de. Det giver da overHOvedet ingen mening! Enten er de pågældende unge smittede, eller også er de ikke – de er da for pokker ikke mindre smittede, fordi de rejser sammen med forældrene! Nå. Hids dig ned, Ellen.

Nostalgi. Hvem sagde nostalgi? Det gjorde jeg vist selv …
Billedet er et 13 år gammelt billede, som gør mig noget så nostalgisk.
Det er taget en efterårsdag i 2008 i et sommerhus ved Vesterhavet. Hver morgen sad jeg i sofaen med børnene og læste en historie for dem, mens deres mor og far sov endnu og nød, at der var nogen til at tage sig af morgenfriske børn (det er så ikke lige netop morgenfriskhed, Aubrey udstråler her …)
Det var dengang, Anna endnu ikke kunne tale rent og sagde: Mommer, you’re weally, weally sweet. I weally, weally love you.
De ord fra det lille pus kan stadig varme mit hjerte, og jeg kom til at tænke på dem da jeg så dette billede.
Der er løbet meget vand i åen siden da, men den gensidige kærlighed er ikke blevet mindre med årene.
Det kan også varme mit hjerte.

Kroner én, kroner to, kroner tre …

For nogle år siden, hvor jeg fik fat i nogle drueagurker, investerede jeg også i nogle dildkroner – det hører sig til, når man sylter på gammeldaws maner. Det er bevidst, at jeg skriver ‘investerede’, for jeg skulle op med den store tegnebog for at betale for både agurker og dildkroner. Man skulle tro, at sidstnævnte var lavet af det pure guld! Agurkerne var også hammerdyre, så jeg blev enig med mig selv om, at godt nok er det hjemmelavede bedre end det købte, men der må være en grænse, og hvis et glas kommer op på det dobbelte eller tredobbelte af prisen for et færdiglavet produkt, så er jeg stået af.
Så vidt jeg husker, gav jeg 12-15 kroner pr. krone. Det er jo helt til grin!
Jeg har derfor, hvis jeg ellers husker rigtigt, lige høstet for en formue i min minimalistiske køkkenhave. Der var godt nok endnu ikke mere end et par stykker af de helt store kroner, men da jeg også ville kunne bruge selve dilden, valgte jeg at høste nu, inden den bliver for kedelig.

Det blev til en bakkefuld kroner og seks poser hver med, hvad der svarer til et stort bundt dild. De er nu lagt i fryseren og jeg satser på, at der som minimum er til det næste halve års tid, idet det ikke er dild jeg bruger mest af. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for jeg kan virkelig godt lide smagen.
Nogle af de små kroner befinder sig allerede i de tre glas med agurkesalat, jeg lige har lavet.

Corona betyder som bekendt også krone.
Endnu mere dyrebart end selv platinkroner ville have været, er mine englændere. De kommer snart, men regner ikke med, at de får lov til at køre hertil i bil – de tør i hvert fald ikke satse på det – så de har bestilt flybilletter og ankommer sidst på måneden.
Håber jeg da … smittetallene stiger voldsomt derovre, men det er især nordpå; deres område er ikke erklæret rødt, så vi krydser fingre. Hvis det bliver det, får de nok stadig lov at flyve, men de skal testes et par gange og i isolation (heldigvis hos os) efter ankomst – også selv om Tim og Charlotte er færdigvaccinerede. Det har ingen af os specielt meget lyst til.
Vi er ikke bekymrede for de stigende smittetal, for der er næsten ingen hospitalsindlæggelser og dødstallet er lavere end det var BC (Before Corona).
Nu må de altså se at få set på det hele én gang til. Holde tallene op mod, hvad der normalt florerer af sygdomme. Det debatteres meget i England, men som det er lige nu, stopper alle restriktioner den 19. juli. Det er da også nu, mens det er sommer, at det skal gøres og få en masse smittet. Nu, og ikke til efteråret, hvor det i givet fald med stor sandsynlighed vil komme til at virke værre. Næsten 68 % af englænderne er vaccineret; de er det land i Europa, der ligger højest rent procentmæssigt.
Jeg synes det er på tide, vi vender tilbage til normale tilstande – så normale, som de nu kan blive, for verden bliver nok ikke helt den samme igen, men de eksempler vi hører herhjemmefra med fx kirker, hvor ikke engang den nærmeste familie må deltage i en barnedåb, fordi de så bliver for mange, samtidig med, at man ser de store folkemængder der samles i fodboldrus, uden der bliver reageret på det.
Det hænger bare ikke sammen.

Nu går jeg hele vejen …

I mine bestræbelser på at få udnyttet alle agurkerne på varierende vis, har der måttet nytænkes lidt. Vi kan jo ikke leve af agurkesalat, uanset hvor godt det smager. Jeg ville i hvert fald blive træt af det på et tidspunkt. Jeg kender nogle få, der kan spise det samme dag ud og dag ind uden det generer dem; fx kender jeg en, der ikke kunne drømme om at spise anden marmelade end jordbær. I nu 60 år! Hver morgen! Jeg ville have været død for længst af ren og skær jordbærlede.
Det skulle nødig ske med det lækre agurkesalat. Variation må der til.
Jeg skrev forleden om den asiatiske agurkesalat. Nu har jeg prøvet en anden opskrift efter samme princip, men som bevirkede, at jeg blev inspireret til at undersøge syltekrydderier lidt nærmere. Den er som sagt ikke meget anderledes end den første, som i øvrigt er godkendt, også fra Johns side. De smager lidt skarpere end almindelig agurkesalat, hvilket da også li’som var meningen med det hele, men de har en rigtig god smag og vil være fine til det, man normalt bruger syltede agurker til.
Vi kender de almindelige syltekrydderier, som man kan købe, hvis man har lyst til og mod på at sylte drueagurker eller asier. Søger man på ‘hjemmelavede syltekrydderier’, kommer der ikke noget brugbart op, men søger man på ‘homemade pickling spice’, bliver det straks mere interessant.
Tørsleff vil sikkert gerne have monopol på det i Danmark, men de kan godt tro om, kan de. Arla er dog enig med mig: “Sylter man meget, er de færdige krydderiblandinger en dyr løsning i forhold til at købe krydderierne hver for sig og så krydre efter smag og behag”.
Nu har jeg en portion hjemmelavet syltekrydderi, der rækker langt ind i næste sæson. Tror jeg …
Jeg blev helt elektrisk efter at have set et par forskellige opskrifter, som jeg samlede til én og gengiver her, i lettere modificeret form, under billederne – jeg har undladt stjerneanis og revet muskatnød, men til gengæld tilføjet et par andre elementer. Ser det ikke bare indbydende ud?

I glasset er der 1 spsk af hver af følgende: Hel allehånde (endelig ikke stødt; det bliver for bittert), gule sennepsfrø (jeg tog to skefulde), sorte sennepsfrø, korianderfrø, hele nelliker, tørret, knust ingefær, dildfrø, fennikelfrø, sorte, grønne, røde og hvide peberkorn, 2 smuldrede laurbærblade, 1 kanelstang (klippet itu med en rosensaks), og endelig lidt knust, tørret chili – så meget som man tør. Jeg turde tage to af den lidt mildere slags til den dobbelte portion, jeg miksede.
Det kan da kun blive til velsmagende agurker – eller hvad man nu ellers kunne have lyst til at sylte.
Jeg tror jeg slår mig ned som syltekrydderifabrikant … Tørsleffs er jo vand ved siden af disse lækkerier.
Det blev dog alligevel halvdyrt for denne pilotproduktion. For det første måtte vi til Nyord ved Møn for at forny forsyningen af sorte og gule sennepsfrø (men det er en dejlig tur!), og for det andet måtte jeg ind på Hedebogaard.dk for at købe 50 gram af mange af de øvrige ingredienser. Men nu har jeg dem alle, og der er til flere produktioner.

Og lad nu venligst være med at fortælle mig, at jeg er flittig, tak.
Al min tid er min egen, og der går altså ikke ret meget af den til sylteriet. Jeg elsker det og jeg elsker min have og mit drivhus, så det er ren fornøjelse for mig alt sammen. Vi har bare ikke alle de samme interesser, men det ville da også være trist, hvis vi havde.

Man starter som LILLLLE …

Jeg smed sidste år min enormt tunge kaktus ud. Det var noget af et projekt at få gjort det, og det er ikke for sarte sjæle, for det var noget med en skarp kniv. Den var fuldstændig uhåndterbar og vejede alt for mange kilo, så der var ikke andet at gøre, selv om den en gang imellem berigede os med sine smukke blomster.
Jeg satte to af dens små børn i jord, og de fik hurtigt fat og begyndte at gro.
Allerede nu, mens de stadig må betragtes som teenagere, har de sat knopper, og den første blomstrede i går.
I starten er det bare en næsten usynlig, behåret udvækst på tornepuderne, men efter nogle dage går det op for os, hvad der er gang i.
Langsomt, men sikkert, begynder ‘vorten’ at vokse, og en dag sker det: Den springer ud, men man skal være hjemme, for blomsten holder ikke engang et døgn.

I drivhuset er alt ligeledes startet som småt, men det er intet af det mere. Tværtimod. John tør ikke gå derind. Ikke fordi han er bange for Jungledyret Hugo, selv om han hårdnakket påstår, at det er derinde et eller andet sted i vildnisset, men fordi han ikke mener, at han kan bevæge sig rundt uden at knække et eller andet. Det er sandelig heller ikke nemt, men jeg ved hvornår og hvordan jeg skal sno mig …
Agurk nummer 28, 29 og 30 er høstet i dag. Der er foræret væk, der er lavet tzatziki i rå mængder (det er heldigvis svært at blive træt af at spise), der er lavet gammeldags dansk agurkesalat til vinteren og der er lavet ‘asiatiske agurker’ med Kaffir limeblade, skiver af ingefær, hakket rødløg, sennepskorn og chili i lagen. Og sukker, selvfølgelig. Man er jo nødt til at finde på noget nyt, men jeg kan ikke sige, om det er en succes før om en uges tid, da det skal trække i 14 dage.
Indbydende ser det dog ud.

Jeg har satset på, at det smager godt og har foreløbig lavet to batch. De fire glas er fremstillet ens, men de to til venstre er en uge ældre. Rødløgene farver lagen rødlig, efterhånden som de selv bliver blege, så den friske, grønne farve forsvinder desværre ret hurtigt.
Ved en fejltagelse fik jeg i foråret købt en citronagurk. Sådan en havde jeg ikke hørt om før, men den fik naturligvis en chance, nu hvor den var kommet i hus.
Agurkerne bliver citronstore og dittogule, men de smager ikke af citron.
De får nogle små torne på skallen, som man godt nok kan tørre af med en klud, men skallen er tyk og ubehageligt hård, så agurken skal skrælles.
Når man så har gjort det og skærer den over, ser man, at den består af 80 % kernemateriale med et alt for smalt stykke egentlig agurk. Som ikke smager af særlig meget …
Man kan måske fornemme, at den ikke bliver købt fremover til Ellens drivhus?
Dens allersidste chance får den, hvis den kan bruges til at sylte på samme måde som asier, hvilket nu er afprøvet med et lille glas.
Det skal også trække i et stykke tid, og hvis det ikke smager godt, så ryger hele planten ud.
Medmindre en eller anden vil overtage den – den har sat mange, mange agurker af, men hvad hjælper det, når vi ikke gider spise dem?
Den eneste fordel er den flotte farve, men den alene frelser ikke plantens liv!

Der breder sig en liflig duft

Hele huset dufter af kvæder. De har en helt vidunderlig duft, både når de bare ligger i en skål, og når de bliver kogt til et eller andet.
Den søde nørkledame, som forærede mig en masse filippaæbler, tilbød mig også, at jeg kunne hente alle de kvæder jeg ville, når de engang blev modne.
Sådan noget lader jeg mig ikke sige to gange, og i går var vi på Jungshoved for at hente dem.
En hel spand tog jeg, og selv om jeg kunne se, at hun selv havde taget mange, var der stadig mange tilbage på træet, da vi havde forsynet os.
På trods af det fugtige vejr faldt kvæderne på et tørt sted, for det er længe siden, jeg sidst har kunnet tiltuske mig nogle af de gode “oldtidens guldæbler”, og mit eget nyplantede kvædetræ, som havde over 40 blomster, gav ikke en eneste frugt.
Jeg har lagt en halv snes i frugtfadet og lige så mange ud i en af æblekasserne i bådehuset. Det var hvad der blev tilovers efter at have fyldt saftkogeren. Jeg gider ikke lave andet end kvædesirup og -gele. Disse to smager rigtig godt, mens jeg ikke er så vild med diverse arter af marmelader af dem, og kvædebrødet (‘flæsket’) jeg lavede for år tilbage, var der ingen, inklusive mig selv, der syntes var særlig godt.

Kvæder er gode, men de ser ikke så godt ud. Det gør til gengæld efterårsklædte hjortetaktræer, som vi så en hel lille skov af på Jungshoved.
Det er ikke underligt, at de minder mig om New Englands fantastiske farver, som vi oplevede for fire år siden, idet hjortetaktræet stammer fra Nordamerika.
Vi gik lige fotoamok i de smukke træer, som vel i virkeligheden snarere er buske. Jeg elsker de farver. Solen var ikke meget fremme i går, men hvem behøver solen, når man kan se sådanne ildfarver selv i gråvejr?

John og jeg har talt om, at vi synes der er flere røde farver i træerne i år, end der plejer at være.
Det kan vel ikke passe? Eller hvad? Jeg taler ikke om hjortetaktræer her, for de har altid denne skønne farve på denne årstid, men generelt, når vi bevæger os rundt i landskabet, ser jeg mere rødt end sædvanligt.
Det er nok coronapestens skyld.
I England er de ved at lukke helt ned igen – kun skolerne får lov at køre videre, mens fx restauranter o.l. kun må lave takeaway. Ingen, der ikke tilhører husstanden, må lukkes ind i hjemmet.
Tænk på dette, alle I coronafornægtere, der synes det er noget pjat, at vi har de, i sammenligning, milde restriktioner her i Danmark, og at vi bare skal åbne for alle overalt.
Nå. Den slags personer læser nok slet ikke med her
Jeg er dog glad på mine englænderes vegne, at de lige præcis nåede at få den korte cornwalltur inden det gik så galt igen – Anna forblev symptomfri i sine 14 dages isolationsfængsel, så de turde godt tage afsted.
Selv om England ligger højt på listen over nye, daglige tilfælde, ligger fx Belgien uhyggelig højt – de har stort set samme antal nye (godt 20.000/døgn), men indbyggertallet i Belgien er kun en sjettedel af Englands, som har et lidt højere antal test/100.000 end Belgien, så tallene kan reelt sammenlignes.
(Kilden er Worldometer, som jeg ikke kan lade være med at tjekke hver morgen.)

Nu kan jeg lægge låg på

Gläser und Flaschen må efterhånden kende mig som en relativt god kunde, for igen i år blev jeg nødt til at bestille noget hos dem, nemlig nogle 250-milliliters flasker og små ‘marmelade’glas på 100 ml til al min Sambal oelek, øvrig chilipasta og ikke mindst den gele, der skal laves af kvæder, når de engang bliver modne. Det er samme nørkler, som jeg fik filippaæblerne af, der har et kvædetræ med hundredevis af frugter på, og som jeg for nylig fik æbler af til endnu en batch af den lækre sirup. Jeg har også lavet mere af den sur-søde chilisovs, fordi det viste sig, at både John og Søren var temmelig begejstrede for den, så de sidste otte små flasker skal nok få ben at gå på.
Der kom 12 glas filippaæblesirup ud af det.
Nu mangler jeg kun at få brugt de sidste chilier, men jeg venter på, at efternølerne på jalapeno-planten bliver røde. Når de bliver det, kan der vist ikke presses mere ud af drivhuset i år, men det har også været et rekordår hvad udbytte angår. Der kan man bare se, hvad det fører med sig at få sig et nyt drivhus.

Forleden dag trodsede jeg min angst for at blive rendt over ende af et hold olme tyre og gik ind i kvægfolden for at indsamle frø fra kruset skræppe, fra hvilke jeg har set nogle farvere opnå ganske fine rødlige nuancer.
Det måtte naturligvis prøves, og da der står masser af frøstande på strandengen lidt fra hvor vi bor, lurede jeg af, hvornår kvæget befandt sig længst muligt væk, inden jeg vovede mig ind på deres territorium.
Det lykkedes uden de opdagede mig, så jeg kom hjem med en stor portion, hvor frøene skulle pilles af grenene inden afkogning.
Holddaop, hvor det arbejde kunne svine over det meste af terrassen, men jeg fik 360 gram frø ud af det, som jeg kogte efter forskrifterne. Dagen efter kom jeg 350 gram garn i, og jeg kunne snildt have kommet mere i, kunne jeg se, men jeg ville ikke ofre mere garn på sagen.
Fordi det #!@%&!”* ikke blev rødt! Ikke det mindste røde skær var der at se, men der er nyt håb for dem, der ikke har adgang til grønne valnødder, for frø af kruset skræppe giver nogenlunde samme farve, kunne jeg konstatere …
Jeg kunne også konstatere, at jeg ikke er enig med dem der hævder, at man kan bejdse med kruset skræppe, for garnet til venstre er på ubejdset garn, hvorimod de fire næste er forskellige garntyper, alle bejdsede med alun inden farvning. (Nej, Uffe, det hjælper ikke, at du plager! Der bliver ikke flere kameluldswannabe-sutsko til dig! )
Selv om resultatet ikke bliver det forventede, kan man altid lære noget.
Måske har jeg taget frøene for sent, for de er mere brune nu, end de var for en måneds tid siden, hvor de var mere ovre i det rødlige.
Det finder jeg ikke ud af før til næste år. Hvis jeg altså forsøger mig igen …

Det bliver ved og ved

Selv om hastigheden er aftaget, bliver der ved med at modnes tomater og chili i drivhuset.
Lige nu er der tomater i ovnen ved 60° i så mange timer det er nødvendigt for at de ser halvtørre ud på den rigtige måde.
Der er lavet chilipasta og Sambal Oelek til at forsyne både os selv og flere andre et helt år. Mindst. Jeg kender et par stykker, som vil være glade for at få et glas eller to. Jeg kender også et par stykker, som helst vil være fri!
Forskellen på chilipasta og Sambal Oelek er, at førstnævnte bare er chili kogt i 10 minutter med en anelse æbleeddike og sukker og derefter blendet.
Sambal Oelek er også kogt og blendet, men her der der kogt meget hvidløg og en del ingefær med, samt en smule brun farin og saft fra en lime. Det smager bedre, men jeg fik først ideen da jeg havde lavet første portion chilipasta.
Begge dele er vildt stærke, men fordelen er, at man nemt kan dosere i en mængde, der passer til familiens smagsløg. Jeg synes det er svært at dosere den rigtige mængde, hvis jeg skærer en chili ud og kommer den i gryden, mens man med pastaerne her kan begynde med meget lidt, for så at komme mere i efterhånden. Der er respons med det samme, hvor det med frisk chili tager lidt tid at få smagen frem – og så kan det være for sent, for man kan altså ikke trække smagen ud igen.
Det blev forbavsende stærkt taget i betragtning, at jeg ‘kun’ har anvendt jalapeno, som er styrke 5. Jeg satte tungespidsen på skeen, da jeg havde fyldt glassene, hvilket gav en brændende fornemmelse, så den bliver drøj i brug!

Som noget nyt har jeg også forsøgt mig med at lave min egen chilisovs, thai style (= sur-sød). Det kan vi godt lide at bruge til flere forskellige ting og har det derfor altid i huset, så hvorfor ikke prøve at lave sit eget? Der er mange opskrifter derude, og jeg prøvede en med masser af hvidløg (ni fed i flasken her). Chilisovs blender man ikke, men hakker chili og hvidløg fint i en foodprocessor, hvorefter det koges i 5 + 5 minutter med lige dele eddike og vand, en del sukker, lidt tamari og en teskefuld fiskesovs. De sidste fem minutter koges det med majsstivelse, så det får den rigtige konsistens.
Jeg brugte æbleeddike, fordi jeg ikke havde riseddike, men jeg skal have købt noget, for jeg vil lave mere … jeg troede der blev til en hel flaske (750 ml), men det gjorde der ikke, og da det viste sig at smage rigtig godt, vil jeg producere yderligere et par flasker. I dem tror jeg også, jeg vil tilsætte lidt ingefær – det bliver sovsen sikkert kun endnu bedre af. Jeg fjerner kernerne fra mine chili – jeg synes det bliver for stærkt, hvis jeg tager dem med.
Der er fint med ‘bid’ i, men ikke for meget. I denne portion er der fem jalapenos. Det mildner dem en hel del, når de syltes.

Nu skal jeg da LIGE love for, at der kommer vand

Nu SKAL jeg da lige love for, at der kommer vand.
Nu skal jeg da lige LOVE for, at der kommer vand.
NU skal jeg da lige love for, at der kommer vand.
Trykket kan i dette tilfælde lægges forskellige steder uden betydningen ændres.
Nu havde jeg åbenbart brokket mig længe nok over, at alle andre end os fik meget vand. Fronterne luskede hver gang lige præcis udenom Den Stråtækte. Resten af Danmark er nærmest druknet, men vi fik kun sølle 10 mm. Selv i Præstø kun seks kilometer væk fik de meget mere vand end os.
I nat forbarmede vejrguderne sig over mig. Jeg vågnede kl. 02 ved lyden af regn, og da jeg vågnede igen klokken 06:30, regnede det stadig. Eller igen … det ved jeg jo i bund og grund ikke, men i hvert fald havde vi på det tidspunkt fået 17 mm.
Det regner endnu, og nu har vi sådan set fået nok! 45 mm – det rækker, tak!

Det er vejr til indendørs aktiviteter, og heldigvis regner det ikke inde i drivhuset, så der blev høstet chili (Apache, styrke 5) og tomater galore. Jeg har lavet syltede chili og chilipasta – begge dele er ret godt til at give vinterens mad lidt ekstra varme.
I tirsdags kom en af nørklerne til at sige, at hendes filippaæbler faldt på jorden i store mængder fordi der var orm i dem. Jeg spurgte om hun kunne bruge dem alle selv, og hun forstod et vink med en vognstang og sagde, at jeg kunne tage lige så mange, jeg orkede at slæbe. Det lod jeg mig ikke sige to gange, så jeg hentede en stor kurvfuld. Der gik meget til spilde pga. alle ormene, men det der blev tilbage, kom i saftkogeren, så nu har jeg masser af filippaæblesirup og filippaæblegele. Jeg bilder mig ind, at det smager bedre end det andet æblesirup jeg lavede af de sidste overlevende æbler fra sidste år. Nu har jeg i hvert fald æblesirup nok!
En på vejen kom med en stor kasse blommer, så blommesirup er det også blevet til. Plus noget pæresirup, hyldeblomstsirup og rabarbersirup … der skulle nu gerne være mere end tilstrækkeligt med sirup af forskellig art til hele vinterens morgengrød, og det smager i øvrigt supergodt, hvis man hælder lidt på en ganske almindelig vanilleis – en nem dessert er ikke at foragte.

John, som ikke hører så godt mere, har stadig et godt fugleøje. Det er stort set altid ham, der får øje på havørnen, rørhøgen, duehøgen eller hvad der nu kommer af spændende, bevingede væsner i vores nærhed. Han kan ikke høre ret mange fuglestemmer mere, men han og jeg har et godt teamwork: Han får øje på dem, og jeg ‘får øre på’ dem.
I forgårs sad der en duehøg (tror vi; det kunne måske være en spurvehøg; det er svært at vurdere størrelsen, når man ikke rigtig har noget at sammenligne med) nede på en gammel palle, der må have ligget der længe, men som blev afsløret den dag der blev slået tagrør. Selvom fuglen sidder 150 meter væk, kan John trække den ind med sin gode linse.

Dagen efter, altså i går, var rørhøgen der. Vi troede ellers, at den var draget afsted mod Afrika, men det var den så ikke.
Den lå længe og kredsede nede ved vandet, hvor der fløj flokke af viber og andre fugle op for at prøve at jage den væk, men den lod sig ikke sådan uden videre skræmme. Her er vi måske 200-250 meter fra fuglen, og så er det lige før, at selv Johns monsterlinse kommer til kort. På originalfotoet er den noget mindre, men billedkvaliteten er god nok til, at der digitalt kan forstørres lidt.

Kollaps i drivhuset

Mit nye drivhus er vist næsten for godt. Ikke for godt til at være sandt, men for effektivt.
I går morges, da jeg kom derud på min morgenlige inspektionsrunde, var der knækket en stor gren af fra snackpeberens hovedstamme. Den kunne ikke længere bære vægten af alle de mange frugter. Jeg troede ellers nok, at naturen selv forstod at indrette sig, så den kunne klare mosten og sende sine børn godt i vej, men sådan var det altså ikke. Jeg bandt først grenen op, og dernæst forsøgte jeg med en bastsnor at binde den knækkede gren ind til stammen, hvorfra den var knækket af, men den ser virkelig sørgelig ud her til morgen. Nu håber jeg bare, at peberfrugterne kan modne alligevel, for jeg synes de er lidt for bitre som grønne.
Bøftomaten kollapsede senere samme dag.
Om eftermiddagen, da jeg skulle ud og høste tomater, lå den og var nærmest krøllet helt sammen. Den havde dog ingen knækkede grene, kun bøjede, så den er med stor sandsynlighed reddet.
Den havde naturligvs været bundet op i mange uger allerede, men havde knækket snoren! Det er store tomater, der hænger på planten, men alligevel … igen: Naturen burde kunne osv.
Den har nu fået ekstra kraftig forstærkning i form af den slags snor man bruger til halmballer, af hvilken jeg tog en rulle med fra gården. Det er stærkt og derfor godt til mange ting og altså også til overfrodige tomater.

Næsten alle tomaterne af engelsk afstamning blev skåret over i kvarte for derefter at blive sat i ovnen ved lav temperatur til de var halvtørre. Derefter kom jeg dem på glas og gav dem den sidste olie, så de kan holde sig i nogle måneder. Der kom kun tre relativt små glas ud af denne portion, så selv om jeg syntes de stadig var lige våde nok i morges, har de alligevel smidt meget væde.
Bøftomaterne bliver brugt til bruschetta med basilikum, rødløg, pesto og mozarella. De almindelige, store tomater bliver henkogt og de små fortinsvis brugt i salater. Jeg har dog allerede 13 glas henkogte tomater, så måske skulle man lave en gang tomatsuppe? Den bliver helt sikkert bedre end den, jeg skrev om engang, hvor en kollegas mor opløste en bouillonterning i 1½ liter vand, tilsatte ketchup og serverede …

Agurken er færdig, men den nåede at give os over 40 agurker, hvilket vel er rimeligt nok klaret. Jeg synes bare, at det var en lidt brat død, den fik, og det var ikke pga. spindemider eller andet kryb; det har enten jeg eller tallerkensmækkerne formået at holde drivhuset fri for i år, men lige pludselig blev samtlige blade gule inden for en uges tid, og den smed alle agurkerne, der var sat af.
Når man googler agurkens problemer, er det svært at finde ud af, hvori problemet består.
Det kan enten være pga. for meget vand eller for lidt vand.
Enten har den fået for meget gødning eller også har den fået for lidt gødning.
Det med vandingen tror jeg godt, at jeg kan styre, men hvordan pokker skal jeg kunne vide, om gødningsmængden har været passende?
Nu ryger den ud – den har gjort det godt.

Det var de første, men der kommer flere

Danskerne skal jo helst klage over vejret … jeg klagede ikke i går, fordi vi ikke havde det så varmt som så mange andre, men så kan jeg da heldigvis brokke mig lidt i dag, fordi det er et værre blæsevejr. Temperaturen holder sig stadig på omkring 23°, så det er fint nok, men det blæser for meget til, at jeg finder det behageligt at opholde mig udendørs, medmindre der er helt læ, men det har vi ikke så mange steder med den vindretning.
Så er det godt, at man kan lave noget andet end bare at sidde ude. Man kan begynde på at sætte sommeren på glas, så det har jeg brugt nogle timer på i dag. Fire glas med henkogte tomater og to med en blanding af salatagurker og en enkelt forvokset squash. Sidstnævnte forsøgt med den nemmest mulige metode, bare for at se, om det bliver godt nok til at blive godkendt af familien – og mig selv.
Ikke noget med udsaltning, bare skrælle, fjerne frø, skære i stykker, koge en lage og hælde på. Finito. Hvis det kommer til at smage godt, er der ingen grund til at gøre syltelivet mere besværligt end nødvendigt, men der går nogle dage inden jeg finder ud af det, for det skal trække en rum tid.

De henkogte tomater fra sidste år har været et stort hit, som derfor må gentages, og det er jo den perfekte metode til at få gjort kål på de mange tomater, der modnes hver dag. Vi kan ikke nå at følge med at spise dem som de er, så henkogningen er en god opfindelse.
Chiliplanterne i år er en lidt blandet fornøjelse. Den, jeg havde forventet mig mest af, er ikke rigtig kommet i gang endnu, men det kan selvfølgelig nås … den jeg hovedsagelig købte pga. de flotte frugter, som så kan hænge og pynte i tørret tilstand, giver et udbytte, der må tangere en verdensrekord. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men det kan måske læres – og under alle omstændigheder vil smagen kunne kamufleres i en chilipasta, som også var et af sidste års store syltehit.
Den tredje har verdens største blade, men foreløbig kun to frugter. Det kan ligeledes nås endnu. Den fjerde og superstærke, som jeg også kun tog pga. udseendet, giver meget pænt. Igen i år er de vokset mig en hel del over hovedet, selv om Gartneri Toftegaard hævder, at de ikke bliver så høje.

‘Vores’ køer er sikkert slet ikke klar over, hvor privilegerede (nej, ikke priviligerede; tænk på, at det hedder et privilegium) de er: De har over en halv kilometer god græsning langs en af Danmarks smukkere fjordstrækninger. Nogle gange, når det er rigtig varmt, tager de fodbad i fjorden, og mit yndlingsmotiv er, når de som her står i silhuet som kontrast til det blå vand og det grønne græs.
Billedet er taget fra gæsteværelset, men med meget modlys, desværre.

Og hvad får du så tiden til at gå med?

“Kan du få tiden til at slå til?” Eller “Og hvad får du så tiden til at gå med?” Eller “Savner du aldrig dit arbejde?”
Alle tre sætninger, jeg sommetider hører, når jeg møder både nye personer og nogle jeg kender (fx gamle kolleger), men ikke er decideret venner eller i familie med. Disse to grupper ved udmærket, at jeg aldrig keder mig. Jeg har nemlig slet ikke tid nok. Jeg har faktisk ALT for lidt tid, har jeg.
Tænk, jeg troede virkelig, at jeg, trods det, at jeg glædede mig meget til at jobstoppe, ville finde tiden lidt lang, bare en gang imellem.
Det gør jeg ikke – meget tværtimod.
Okay. Hvis sandheden skal frem, er en del af årsagen måske, at jeg har skruet lidt ned for tempoet.
Men kun lidt, naturligvis. Og det er naturligvis også kun en del af årsagen.
Hvornår får jeg tid nok, mon?
Hvad jeg heller ikke forstår er hvordan jeg dengang overhovedet havde tid til at arbejde – og oven i købet med en hulens lang transporttid – for bortset fra plantefarvningen har jeg gang i de samme interesser og laver stort set de samme ting som jeg har gjort i mange, mange år, såsom at sylte (relativt sæsonbetonet), affodre familien, sy, strikke og læse. Jeg har dog, i modsætning til i de arbejdsramte tider, anskaffet mig en have, der skal passes. Vi holder måske også lidt mere ferie end tidligere.  
Men alligevel …

Og hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist.
Jeg så frem til det i de sidste 10 år af mit arbejdsliv, og det var (siger det lige igenigen) ikke fordi, jeg ikke kunne lide mit arbejde og da slet ikke fordi jeg havde dårlige kolleger eller en dårlig chef, men ganske enkelt fordi der var så mange ting, jeg glædede mig voldsomt til at få mere tid til.
Og fik jeg så det? Teoretisk: masser. 70 timer hver eneste uge, hvis jeg regner transporttiden med.
Føles det sådan? Nix. For jeg mangler tid, gør jeg.

Da vi kom hjem i tirsdags, havde det søde, ældre par i nr. 1 sat en kasse pærer til os. Der var fem kilo, hvilket vi absolut ikke kunne nå at spise, så jeg måtte for første gang i mit liv ud i at forsøge mig med henkogning af pærer. Min mor henkogte tonsvis af pærer, og i de sidste små 20 år af sit liv lavede hun med ikke særlig lange mellemrum pærevælling til Charlotte. Bare nævn ordet ‘pærevælling’ til hende, og hun får et saligt glimt i øjnene – mormors pærevælling var bare det allerbedste, hun vidste, og hun elskede at komme på gården og blive forkælet med denne, for de fleste af os, underlige ret.
Nu har jeg så henkogt pærer, og jeg tager et par glas med til Jylland, når vi skal være sammen med englænderne derovre om tre uger.
Det bliver spændende om: 1) Jeg overhovedet kan finde ud af at lave pærevælling, men hvis ja til det, så 2) Er det i virkeligheden mest lyse og glade barndomsminder for C, eller smager det hende stadigvæk? 3) Vil Tim og børnene kunne lide det, eller er min skønne datter også på dette punkt temmelig enestående?
Om ikke andet, kan jeg bruge nogle af dem til at lave Pærer Belle Helene; så bliver i hvert fald John, Aubrey og Tim glade. Såmænd også Charlotte.
Det er vist en rigtig 70’er-dessert, er det ikke? Eller skal vi op i 80’erne?

Fjollet – eller hvad?

Det er måske årets sidste varme dag, og hvad gør man? Bruger en halv formiddag på at køre til Næstved for at købe kuffert og handle til resten af ugen.
Eftermiddagen bruges på at lave chutney, samt forsøge sig med at henkoge tomater efter en Camilla Plum-opskrift, som Elsebeth gjorde mig opmærksom på. Det er i lille målestok her den første gang – jeg skal lige finde ud af, om det bliver et hit.
Det er nok lidt fjollet i så godt vejr, men på den anden side er det med at benytte sig af, at ånden er over en til at få det gjort … det skulle alligevel være i orden, inden jeg rejser til England på lørdag – og inden de plukkede drivhustomater blev dårlige, hvilket var lige oppe over.

Jeg har allerede lavet en chutney uden tomater, og nu står der en med tomater og bobler på komfuret. Der bliver mest af den sidstnævnte, og Murphy-typisk er det, at jeg tror, den førstnævnte bliver den af de to, jeg foretrækker. Glassene fra den sidste sending er således ved at være brugt, og nu håber jeg ikke, jeg behøver at købe flere. “Det har du sagt før!”, hævdede John, men det er fire år siden, så det har jeg fortrængt.

En ny kuffert måtte der til, fordi jeg længe har været irriteret over, at mine to kufferter er i størrelserne for stor og for lille, forstået på den måde, at den store er glimrende til ferier på to uger eller mere, mens den lille har kabinekuffertstørrelse og dermed lige en tand for lille til en hel uge. Nu har jeg fået en middelstørrelse, jeg tror vil passe perfekt. Der skal jo også være plads til gaver! Jeg har dog denne gang har købt nogle bøger gennem Amazon, som forhåbentlig ligger og venter på mig derovre. Én om spionage (Spy Science: 40 Secret-sleuthing, Code-cracking, Spy-catching Activities for Kids), én om hvordan man lever udelukkende af det, man kan finde i naturen (Ultimate Guide to Wilderness Living: Surviving with Nothing But Your Bare Hands and What You Find in the Woods), og endelig én om, hvordan man ‘læser’ naturen (The Walker’s Guide to Outdoor Clues and Signs). Jeg håber virkelig, at de vil blive glade for bøgerne; de går begge stadig højt op i alt, hvad der har med ‘det vilde liv’ at gøre, og da de var her sidste jul, gik de meget op i at lege spioner.
Jeg vil ikke sige, at børnene forventer gaver, hver gang jeg kommer – det har moderen i hvert fald kraftigt formanet dem om ikke at gøre, og de behersker sig da også voldsomt for ikke at spørge mig, om jeg har noget med til dem. Jeg kan ikke fortænke dem i at forvente noget – det er endnu ikke sket, at jeg har været derovre uden at have noget med til dem.
Forkælelse? Ja, selvfølgelig. Det er min simple pligt som mormor!