Hos Mommer

27. juli 2019

Det var de første, men der kommer flere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , , ,

Danskerne skal jo helst klage over vejret … jeg klagede ikke i går, fordi vi ikke havde det så varmt som så mange andre, men så kan jeg da heldigvis brokke mig lidt i dag, fordi det er et værre blæsevejr. Temperaturen holder sig stadig på omkring 23°, så det er fint nok, men det blæser for meget til, at jeg finder det behageligt at opholde mig udendørs, medmindre der er helt læ, men det har vi ikke så mange steder med den vindretning.
Så er det godt, at man kan lave noget andet end bare at sidde ude. Man kan begynde på at sætte sommeren på glas, så det har jeg brugt nogle timer på i dag. Fire glas med henkogte tomater og to med en blanding af salatagurker og en enkelt forvokset squash. Sidstnævnte forsøgt med den nemmest mulige metode, bare for at se, om det bliver godt nok til at blive godkendt af familien – og mig selv.
Ikke noget med udsaltning, bare skrælle, fjerne frø, skære i stykker, koge en lage og hælde på. Finito. Hvis det kommer til at smage godt, er der ingen grund til at gøre syltelivet mere besværligt end nødvendigt, men der går nogle dage inden jeg finder ud af det, for det skal trække en rum tid.

Start på syltesæson 2019

De henkogte tomater fra sidste år har været et stort hit, som derfor må gentages, og det er jo den perfekte metode til at få gjort kål på de mange tomater, der modnes hver dag. Vi kan ikke nå at følge med at spise dem som de er, så henkogningen er en god opfindelse.
Chiliplanterne i år er en lidt blandet fornøjelse. Den, jeg havde forventet mig mest af, er ikke rigtig kommet i gang endnu, men det kan selvfølgelig nås … den jeg hovedsagelig købte pga. de flotte frugter, som så kan hænge og pynte i tørret tilstand, giver et udbytte, der må tangere en verdensrekord. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men det kan måske læres – og under alle omstændigheder vil smagen kunne kamufleres i en chilipasta, som også var et af sidste års store syltehit.
Den tredje har verdens største blade, men foreløbig kun to frugter. Det kan ligeledes nås endnu. Den fjerde og superstærke, som jeg også kun tog pga. udseendet, giver meget pænt. Igen i år er de vokset mig en hel del over hovedet, selv om Gartneri Toftegaard hævder, at de ikke bliver så høje.

Motiv fra Præstø Fjord

‘Vores’ køer er sikkert slet ikke klar over, hvor privilegerede (nej, ikke priviligerede; tænk på, at det hedder et privilegium) de er: De har over en halv kilometer god græsning langs en af Danmarks smukkere fjordstrækninger. Nogle gange, når det er rigtig varmt, tager de fodbad i fjorden, og mit yndlingsmotiv er, når de som her står i silhuet som kontrast til det blå vand og det grønne græs.
Billedet er taget fra gæsteværelset, men med meget modlys, desværre.

Reklamer

30. september 2018

Og hvad får du så tiden til at gå med?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , , ,

“Kan du få tiden til at slå til?” Eller “Og hvad får du så tiden til at gå med?” Eller “Savner du aldrig dit arbejde?”
Alle tre sætninger, jeg sommetider hører, når jeg møder både nye personer og nogle jeg kender (fx gamle kolleger), men ikke er decideret venner eller i familie med. Disse to grupper ved udmærket, at jeg aldrig keder mig. Jeg har nemlig slet ikke tid nok. Jeg har faktisk ALT for lidt tid, har jeg.
Tænk, jeg troede virkelig, at jeg, trods det, at jeg glædede mig meget til at jobstoppe, ville finde tiden lidt lang, bare en gang imellem.
Syltede henkogte chiliDet gør jeg ikke – meget tværtimod.
Okay. Hvis sandheden skal frem, er en del af årsagen måske, at jeg har skruet lidt ned for tempoet.
Men kun lidt, naturligvis. Og det er naturligvis også kun en del af årsagen.
Hvornår får jeg tid nok, mon?
Hvad jeg heller ikke forstår er hvordan jeg dengang overhovedet havde tid til at arbejde – og oven i købet med en hulens lang transporttid – for bortset fra plantefarvningen har jeg gang i de samme interesser og laver stort set de samme ting som jeg har gjort i mange, mange år, såsom at sylte (relativt sæsonbetonet), affodre familien, sy, strikke og læse. Jeg har dog, i modsætning til i de arbejdsramte tider, anskaffet mig en have, der skal passes. Vi holder måske også lidt mere ferie end tidligere.  
Men alligevel …

Syltede henkogte pærerOg hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist.
Jeg så frem til det i de sidste 10 år af mit arbejdsliv, og det var (siger det lige igenigen) ikke fordi, jeg ikke kunne lide mit arbejde og da slet ikke fordi jeg havde dårlige kolleger eller en dårlig chef, men ganske enkelt fordi der var så mange ting, jeg glædede mig voldsomt til at få mere tid til.
Og fik jeg så det? Teoretisk: masser. 70 timer hver eneste uge, hvis jeg regner transporttiden med.
Føles det sådan? Nix. For jeg mangler tid, gør jeg.

Da vi kom hjem i tirsdags, havde det søde, ældre par i nr. 1 sat en kasse pærer til os. Der var fem kilo, hvilket vi absolut ikke kunne nå at spise, så jeg måtte for første gang i mit liv ud i at forsøge mig med henkogning af pærer. Min mor henkogte tonsvis af pærer, og i de sidste små 20 år af sit liv lavede hun med ikke særlig lange mellemrum pærevælling til Charlotte. Bare nævn ordet ‘pærevælling’ til hende, og hun får et saligt glimt i øjnene – mormors pærevælling var bare det allerbedste, hun vidste, og hun elskede at komme på gården og blive forkælet med denne, for de fleste af os, underlige ret.
Nu har jeg så henkogt pærer, og jeg tager et par glas med til Jylland, når vi skal være sammen med englænderne derovre om tre uger.
Det bliver spændende om: 1) Jeg overhovedet kan finde ud af at lave pærevælling, men hvis ja til det, så 2) Er det i virkeligheden mest lyse og glade barndomsminder for C, eller smager det hende stadigvæk? 3) Vil Tim og børnene kunne lide det, eller er min skønne datter også på dette punkt temmelig enestående?
Om ikke andet, kan jeg bruge nogle af dem til at lave Pærer Belle Helene; så bliver i hvert fald John, Aubrey og Tim glade. Såmænd også Charlotte.
Det er vist en rigtig 70’er-dessert, er det ikke? Eller skal vi op i 80’erne?

31. august 2016

Fjollet – eller hvad?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , ,

Det er måske årets sidste varme dag, og hvad gør man? Bruger en halv formiddag på at køre til Næstved for at købe kuffert og handle til resten af ugen.
Eftermiddagen bruges på at lave chutney, samt forsøge sig med at henkoge tomater efter en Camilla Plum-opskrift, som Elsebeth gjorde mig opmærksom på. Det er i lille målestok her den første gang – jeg skal lige finde ud af, om det bliver et hit.
Det er nok lidt fjollet i så godt vejr, men på den anden side er det med at benytte sig af, at ånden er over en til at få det gjort … det skulle alligevel være i orden, inden jeg rejser til England på lørdag – og inden de plukkede drivhustomater blev dårlige, hvilket var lige oppe over.

Snart henkogte tomater

Jeg har allerede lavet en chutney uden tomater, og nu står der en med tomater og bobler på komfuret. Der bliver mest af den sidstnævnte, og Murphy-typisk er det, at jeg tror, den førstnævnte bliver den af de to, jeg foretrækker. Glassene fra den sidste sending er således ved at være brugt, og nu håber jeg ikke, jeg behøver at købe flere. “Det har du sagt før!”, hævdede John, men det er fire år siden, så det har jeg fortrængt.

P1030746

En ny kuffert måtte der til, fordi jeg længe har været irriteret over, at mine to kufferter er i størrelserne for stor og for lille, forstået på den måde, at den store er glimrende til ferier på to uger eller mere, mens den lille har kabinekuffertstørrelse og dermed lige en tand for lille til en hel uge. Nu har jeg fået en middelstørrelse, jeg tror vil passe perfekt. Der skal jo også være plads til gaver! Jeg har dog denne gang har købt nogle bøger gennem Amazon, som forhåbentlig ligger og venter på mig derovre. Én om spionage (Spy Science: 40 Secret-sleuthing, Code-cracking, Spy-catching Activities for Kids), én om hvordan man lever udelukkende af det, man kan finde i naturen (Ultimate Guide to Wilderness Living: Surviving with Nothing But Your Bare Hands and What You Find in the Woods), og endelig én om, hvordan man ‘læser’ naturen (The Walker’s Guide to Outdoor Clues and Signs). Jeg håber virkelig, at de vil blive glade for bøgerne; de går begge stadig højt op i alt, hvad der har med ‘det vilde liv’ at gøre, og da de var her sidste jul, gik de meget op i at lege spioner.
Jeg vil ikke sige, at børnene forventer gaver, hver gang jeg kommer – det har moderen i hvert fald kraftigt formanet dem om ikke at gøre, og de behersker sig da også voldsomt for ikke at spørge mig, om jeg har noget med til dem. Jeg kan ikke fortænke dem i at forvente noget – det er endnu ikke sket, at jeg har været derovre uden at have noget med til dem.
Forkælelse? Ja, selvfølgelig. Det er min simple pligt som mormor!

Blog på WordPress.com.