Ikke som for 40 år siden. Eller bare syv …

Vi afmønstrede tidligt fredag morgen i Reykjavik og blev smidt direkte på en bus, som ville køre os først til Þingvellir, dernæst til gejseren Strokkur og til sidst til Gullfoss = Den Gyldne Cirkel.
En fantastisk rundtur, men desværre blev vi belemret med en guide, som mente at kunne tale dansk. Det kunne han kun virkelig dårligt, og sommetider ledte han så længe efter et ord, at ikke kun vi tabte tråden … han gjorde det også selv og startede derfor med noget helt andet end det han egentlig var begyndt på. Vi fik mange begyndelser på historier, men ikke så mange afslutninger. Vi sagde ellers til ham, at han bare kunne sige det forsvundne ord på engelsk (som han beherskede bedre, men ikke ville tale til os), men det huskede han kun nogle få gange. Ydermere havde han skruet bussens mikrofonanlæg op på en decibelstyrke, der grænsede til fare for høreskade. Han var sød og rar nok, men vi blev alle meget hurtigt frygteligt trætte af at høre på ham. Heldigvis havde jeg mine støjreducerende hørebøffer i tasken, så dem tog jeg på. Det var ikke engang nok, men nu kunne jeg da holde ud at være der. De fleste var ret misundelige på mig, men et par stykker kunne tage min ide op.

Første gang jeg var her i området Þingvellir, som fra 930 og en del år frem var stedet for samlingen af Islands Alting, var i april 1982. Vi var en lille gruppe på en halv snes, og der var ikke andre end os. Vi kunne føle stilheden og jeg husker tydeligt, hvor nærmest andægtig jeg følte mig. Der var en helt speciel og gribende stemning, som jeg kan genkalde mig den dag i dag. Der var næsten heller ingen, da jeg genså det i 2015, og hvor det hele i øvrigt var pakket ind i sne og is, men i fredags var der hundreder og atter hundreder af turister, som godt nok ikke var støjende, men alene det, at der var så mange, ødelagde noget af oplevelsen for mig, og jeg syntes det var synd for dem, for hvem det var første gang.

Ved gejseren Strokkur, som stadig trofast springer omkring hvert femte minut, var der også en million mennesker. Mindst …
Jeg optog med burst-funktionen og har sat omkring en tredjedel af billederne ind herover. Fra det første til det sidste er der gået præcis to sekunder, så man er nødt til at bruge burst, hvis man vil have noget brugbart med hjem. Desværre fik jeg vinklet kameraet lidt for højt, så ikke hele vandsøjlen kom med, men til gengæld fik jeg fint den blå boble, som er der umiddelbart inden, og som kun er der i en brøkdel af et sekund.
Det er et dybt fascinerende syn, og jeg kunne sagtens have stået der og set på fænomenet en halv snes gange til, men det var der desværre ikke tid til.

Gullfoss så jeg i regnvejr i 1982, som iskoldt i 2015 og i solskin i 2022. Tre meget forskellige oplevelser – men igen denne sidste gang med alle de alt for mange turister. Jeg kan godt forstå, hvis det at få covid-19 er blevet en ferieting, for det er da nærmest umuligt at undgå at komme tæt på folk.
Det skal dog siges, at der lå to krydstogtskibe, som hver havde læsset omkring 2000 passagerer af den dag, hvilket velsagtens er en del af forklaringen.

Om aftenen var vi begge trætte og ingen af os gad gå langt for at få mad, så jeg bookede et bord på Fishmakt, som både så spændende ud og som også var nabo til vores hotel.
Her fik jeg noget af det lækreste fisk, jeg nogensinde har fået. Kammuslinger til forret og tre af deres hovedretter samlet i mindre udgave til én hovedret. Holdnuop, det var lækkert, men John ville – ikke overraskende – have den eneste kødret, de havde.
Det var ribeye, og det var så sejt, at han havde svære problemer med at skære det ud, selv med den grillkniv han havde fået, for slet ikke at tale om at tygge det. Jeg fik en bid, men måtte opgive at tygge mig igennem den. Jeg klagede over det, og tallerkenen blev straks fjernet, ledsaget af spørgsmålet om han ville have en ny. Det svarede han nej til, for vi regnede med, at det ville blive præcis det samme. Han havde spist tilbehøret, så han var tilstrækkelig mæt, sagde han. Vi bad i stedet om dessertkortet og besluttede os som trøst for den dyreste, men umiddelbart også lækreste af udvalget.
To minutter efter kom der en (overtjener?), som sagde: I can understand that you had a little accident with your steak?
No, sagde jeg, but the chef had!
Det beklagede hun meget og sagde, at den ret naturligvis ville blive trukket ud af regningen, og desuden var desserten til os begge på husets regning.
Se, det kalder jeg god service. Det var selvfølgelig en ærgerlig hændelse, men jeg håber, at John via den kan lære, at på en fiskerestaurant spiser man med stor fordel fisk – og så blev regningen lige 1000 kroner billigere. Det gad jeg ikke klage over …

Det VAR for tidligt …

Bande, bande … der er udbrudt covid-19 på skibet. 47 passagerer er testet positive, så de og deres ægtefæller er sat i isolation, deriblandt to (plus to ægtefæller) fra en anden dansk gruppe.
Det er selvfølgelig synd for dem, men konsekvensen har været, at kaptajnen har beordret ALLE til at bære mundbind overalt, hvor man færdes på skibet. Naturligvis undtaget, når man sidder og spiser eller får en kopkaf eller lignende. Reaktionen er såmænd forståelig nok, men hvor er det dog irriterende, for jeg har fra dag et hadet de mundbind af et godt hjerte.
At det er 47 ved vi pga. guiden, for det bliver ikke sagt i skibets højttalere … jeg kan kun håbe for de ramte, at de har en balkonkahyt som os. Tænk, hvis de bor i en indvendig … uha, bare tanken …

Bortset fra det, så går det godt. I går anløb vi Akueyri, som lå badet i et strålende solskin og tog sig vældig pæn ud. Det gode vejr varede lige præcis længe nok til, at vi til fods og med alt for meget tøj på var nået igennem byen, op til den botaniske have, rundt i den og tilbage igen til skibet.
John og jeg valgte at gå ombord igen fremfor at spise frokost i byen, fordi det blæste kraftigt op og så ud til at kunne begynde at regne nårsomhelst.
Vi har da lov at være lidt heldige, trods alt. Kort efter vi var i tørvejr, høvlede det ned.

Akueyri var en interessant by, med nydelige gavlmalerier og en skulptur, der hed Den Fredløse eller The Outlaw. Han bærer en kvinde på skulderen. Hun ser ud som om hun er død … vi kunne ikke helt finde ud af det, men det er da en overmåde umagelig stilling, hun ligger i.
Hvem havde lige regnet med en botanisk have i det nordligste Island? Ikke os, og det var da heller ikke tropiske planter, der prægede billedet, men alle de blomstrende vækster var på deres højdepunkt nu, et par måneder efter Danmark, så den var smuk og hyggelig at trave igennem.

I dag Isafjorður. En by med godt 2500 indbyggere. Den gør ikke mere ud af sig, end det den er, nemlig en fiskerby.
Det gør den ikke mindre interessant at se, heller ikke selv om vejret ikke var med os her til morgen – det behøver jo ikke at være rosenrødt det hele, og Island er Island, så vejret er som det er. I dag 11 grader, hvilket er helt pænt.
Inde i et velventileret skur så vi fedt hængt til fermentering. Her skal det hænge i nogle måneder. Det smager sikkert vældig interessant, når det engang er modent til det … nogle ting skal man nok være født til at kunne lide.

Også her en statue, denne gang meget betegnende for byen, nemlig to mænd, der trækker torsk i land. Eller noget … i hvert fald fisk!

Dagens amerikaner:
Michael skulle have en USA-gruppe rundt i København. Han hentede dem i lufthavnen, og de kørte ind til centrum via Amager Strandvej, hvorfra man kan se en masse vindmøller ude i vandet.
En dame spurgte hvad det var. Michael var i nogle sekunder helt mundlam. Vidste konen virkelig ikke, hvad en vindmølle er?
Nej, det gjorde hun ikke, for da hun fik svaret, at det er vindmøller, spurgte hun videre: Allright? – Og hvad kan sådan nogle så? Hvorfor står de der?
Så for der en djævel i Michael, fordi han fornemmede, at flere i bussen kæmpede for ikke at komme til at grine. Han forklarede:
Jo, ser du: Danmark er et lille, men også et meget, meget varmt land, så når det blæser, samler vi vinden op ude fra havet, hvor den er køligere, og så gemmer vi den til de rigtig varme dage, hvor vi blæser den ind over byerne.
Now, that’s clever, svarede hun, we should have them in Texas!

M/S Norröna

Og hvordan var livet så ombord på M/S Norröna? Det var vi alle fire lidt spændt på. Skibet er fra 2003 og er ikke helt lille, hvilket vil sige omkring 1500 passagerer, men hvor mange der reelt var med på vores tur, ved jeg ikke. (På billedet til højre ligger det i Seyðisfjörður). Med et personale på bare 120 personer har de nok at lave allesammen, og man så da også de samme personer både morgen, middag og aften.
Personalet har vi intet som helst at udsætte på. Alle var til enhver tid smilende, flinke og yderst serviceorienterede. Nogle var fra Færøerne, andre fra Danmark og nogle få kommunikerede kun på engelsk, så hvor de var fra, ved jeg ikke, men det er jo også aldeles ligegyldigt.

Skibet bar tydeligt præg af at være 16 år gammelt. Det var slidt; nogle steder meget slidt. Der var såmænd rent nok over det hele, men fx Skybar på øverste dæk, som, pga. det gode udsyn, var hvor vi først søgte hen efter at have pakket kufferterne ud, gav ikke noget positivt førstehåndsindtryk. Dækstolene var ikke behagelige og en del var gået i stykker, men blev ikke af den grund fjernet.
Det var dog heldigvis det mest nedslidte sted; opholdsrum og kahytter var okay.

Vi så suler. Vi så mange suler. Vi kendte fuglen af navn, men det var første gang, vi så den. Store, elegante ‘glidere’, og ‘store’ skal tages bogstaveligt, idet de har et vingefang på 165-180 cm og en kropslængde på 87-100 cm.
Vi så andre havfugle, men nok flest mallemukker, som vi også kun kendte af navn indtil nu. De er noget mindre, med kun omkring ⅓ af sulens vingefang.
Herhjemme ser jeg måger som nogle hammerirriterende, plagsomme og højrøstede skabninger, men på sådan en havtur er det hyggeligt at blive fulgt af forskellige havfugle det meste af vejen.

Maden ombord var meget forskellig, afhængigt af valget af restaurant. Med i rejsens pris var næsten alle måltiderne, men det var ikke nogen fantastisk oplevelse i buffetrestauranten, hvor lørdagsaftensmaden blev indtaget.
To af aftenerne skulle vi spise i a la carte-restauranten Simmer Dim. Første gang var søndag aften, og det var sandelig en noget anderledes og klart bedre oplevelse. (Herunder lammeskank og havtornis med ‘lava’chokolade. (Se vandflasken til venstre … båden vippede …))

Man kunne, for en rimelig sum penge, opgradere sin buffet til i stedet at spise en treretters menu i Simmer Dim. Det var vi ikke længe om at beslutte os for, og spiste dermed kun i buffetrestauranten én gang til, men det var til deres vikingbuffet den sidste aften om bord, som skulle være noget særligt, og som da også var noget bedre end de øvrige.
Morgenmaden i buffetrestauranten var der, som jeg vist nævnte forleden, intet at klage over.
Der var også en tredje restaurant, The Diner, hvor vi spiste frokost to gange. Heller ikke noget at skrive hjem om …

De havde et system med drikkebilletter, som skulle give rabat på drikkevarer. Man kunne købe syv ad gangen for 259 kr = 37 kroner pr. billet. Det gav adgang til visse drikkevarer, som naturligvis ikke hørte til blandt de dyreste. Sådan er det også med drikkepakkerne på større krydstogtskibe.
Det, der viste sig at være noget fis, og som vi opfattede som tangerende bondefangeri var, at vi fx kun kunne købe en almindelig kaffe med langtidsholdbar papfløde til. Den koster normalt 30 kroner, så hvad er der lige sparet her? Man kunne få et glas rødvin for en billet, men det viste sig, at den eneste drikkelige af slagsen var oppe i Skybaren. I Naust, hvor vi oftest befandt os, var det noget værre sprøjt, vi kunne få. Til gengæld kostede det 59 kroner, så her var penge at spare, hvis man ellers kunne få sig til at drikke vinen.
En god kaffe, fx en caffe latte, kostede 39 kroner, så hvorfor pokker det ikke kunne lade sig gøre at få sådan en på ‘rabatbilletterne’, var ganske enkelt ikke i orden – hvilket jeg da heller ikke lagde skjul på i evalueringsskemaet, vi blev bedt om at udfylde ved rejsens slutning.
Jeg har to af de syv billetter med hjem, og det har Ditte også – vi gad simpelthen ikke indtage hvad de gav ‘rabat’ på.
Dette bare til advarsel. Bortset fra dette klagepunkt var det overordnet set en glimrende tur, hvor vi fik set en masse på den uge, vi var væk, på trods af, at meget af tiden foregik på havet.
Selskabet på turen var der absolut heller ingen grund til at klage over …

Stinkende svovl, boblende mudder og varme bade

Island er ikke et så misvisende navn som Grønland. Der var nemlig koldt. Temmelig koldt, faktisk: bare 3°, men det vidste vi inden vi tog afsted, så vi havde tøj nok med og frøs derfor ikke.

Men er luften kold, så er jorden varm. Temmelig varm, faktisk: 80-100°.
Guiden advarede os mod lige at skulle efterprøve, om stenene nu også er så varme, som man påstår. De er de, og ens håndflader skulle efter sigende gøre ret ondt, hvis man alligevel vil prøve – “Der er altid en i enhver gruppe, der gør det”, og det var der ganske rigtigt også … fæhoved …
Hvem der har stablet stenene i disse bunker (som kaldes solfatara), skal jeg derfor lade være usagt. Jeg tænkte ikke på at spørge, men vedkommende må have haft asbesthandsker.
Fascinerende var det også med de boblende mudderpøle. Det var dystre, lidt hæse, hule blop, der lød som når en gryde med grød er i kog. Det var der dog ingen, der lige skulle have hænderne i for at se, om det nu også var så varmt, som man hævder.
Der var desværre ingen gejsere i dette område, hvilket jeg ellers godt kunne have undt Ditte og Peter at se, for jeg husker tydeligt, hvor voldsomt fascineret jeg var af det fænomen, da vi var på det vestlige Island i foråret 2015.

Svovl-og andre aflejringer ses flere steder.

Et bad i en varm kilde blev vi naturligvis også tilbudt – ved Myvatn. John og jeg sprang over; John fordi han stædigt nægter den slags, jeg fordi jeg havde prøvet det før. Det havde Ditte og Peter ikke, og da de kom op igen og begejstret fortalte om den anderledes og ret specielle oplevelse, fortrød jeg, at jeg ikke havde taget badetøjet med. Man har en hud bagefter, der er blødere end en barnenumse – eller sådan føles det i hvert fald.
Herunder ses Peter (i midten af billedet) vinke til mig. Ditte står og ser yndig ud skråt til højre for Peter.

Det er en mærkelig fornemmelse, at man ‘forsvinder’, når man kommer i vandet. Det er helt ugennemsigtigt, så alt hvad der er mere end et par cm nede, kan man ikke se. Det er vanskeligt at forklare, men ikke at kunne se noget af en selv, man naturligvis ved er der, føles virkelig underligt.
Vandet er mellem 38 og 42° grader og derfor meget behageligt.

Vandfaldet Dettifoss var selvfølgelig også flot at skue. De påstod, at det er Europas vandrigeste, med 500 m³ vand løbende igennem pr. sekund.
Det må siges at være en hel del vand …

Herover udsigt over Seyðisfjörður, hvor båden lå i to nætter.
Skiltet med den gennemstregede fod var deres søde måde at gøre opmærksom på, at vi skulle passe på den sparsomme beplantning i området ved Dettifoss-vandfaldet.

Det må være nok Island og Færøerne for denne gang.
Måske kommer der lidt om båden … en form for evaluering, for der var både godt og mindre godt. Mest godt, heldigvis, men … vi er nok bare ved at blive lettere blaserte efter det fantastiske krydstogt det halve af Sydamerika rundt.

Maden i Island

Vi er hjemme igen efter en herlig og yderst oplevelsesrig ferie. Vulkaner og geotermisk energi hed temaet, og vi fik set så rigeligt af det hele og mere til.
Der var mange arrangerede ture/oplevelser og alligevel tid nok på egen hånd, så der er bestemt ingen klager til eller over Escape Travel fra vores side.
Det skulle da lige være over det med den sovende hval, men jeg gætter på, at bureauet fralægger sig ethvert ansvar, hvad den angår.

Vi har ikke fået smør på brødet, i stedet serverede de noget andet, som jeg ikke helt kunne gennemskue, men vi oplevede forskellige smagsindtryk, som fx mynte, avocado og fennikel. Og sort lavasalt. Dettq kunne jeg også have købt med hjem i flere varianter, men der var selv Læsø sydesalt billigt i sammenligning, så jeg sprang over.
Maden, vi har fået serveret, har hele vejen igennem været dejlig og velsmagende – masser af fisk, og hvis der var kød, var det (ikke overraskende) lam. I aftes var menuen ekstra god, men man havde også valgt at lade os afslutte ferien på en gourmetrestaurant.

Allerførst fik vi en lille (meget lille) smagsprøve på et kokkeeksperiment. Det var ikke helt de ord, tjeneren brugte, men det var det, han mente.
Dernæst noget laks, så noget torsk, efterfulgt af et lam, der havde stået og simret i 24 timer. Det var heeeelt vildt lækkert. Både laks og torsk var så blødt, at det nærmest faldt igennem gaflen, og lammekødet kunne man tygge med øjenbrynene. Desserten var noget med rygende kold is og var også meget god, men ikke særlig fotogen pga. ‘røgen’.
Jeg har det meget, meget svært med skum på mad – jeg kan næsten ikke abstrahere fra, at det ser ud som om der er en, der har spyttet på min mad, og jeg skulle også overvinde mig selv denne gang, men jeg gjorde det og må indrømme, at ‘spyttet’ smagte godt.

Der var lidt pudsigt … der var ingen tvivl om, at det var en gourmetrestaurant, men vi fik serveret maden på det, jeg plejer at kalde sommerhusservice: én stor, blandet landhandel med gammelt og nyt, blomstret og hvidt, kitsch blandet med smagfuld elegance.
Alt i alt en dejlig tur, også hvad maden angik. De spiser godt i Island.
Man kan købe tørret fisk og spise som slik. Jeg smagte et stykke og besluttede med det samme, at godt nok har det været lækker mad hele vejen igennem, men lige netop denne specialitet behøver jeg ikke at tage med hjem …
Jeg har taget så meget andet med hjem i form af gode oplevelser og dermed gode minder.

Let sleeping whales lie

Vi var på hvalsafari hele formiddagen, men så kun en sovende en af slagsen. Så er det sagt. I behøver ikke at læse længere.
Den trak vejret temmelig synligt en gang imellem, men ifølge guiderne så lå den altså og snorksov.
Vi var ellers blevet udstyret efter alle kunstens regler, så vi var rustet til at kunne opholde os ude i den bidende vind i alle de tre timer, turen skulle vare.
Der var da heller ikke noget, der gik igennem denne dragt, selv om vi var ude i en slemtvejrsgrad 3 af 4 mulige. Ved grad 4 bliver turen aflyst … godt, at man tog sin søsygetablet her til morgen, for holddafast, hvor det blæste derude. Det var højt og flot, men s….koldt.

Det var noget af en vippetur, vi fik, men ingen blev søsyge, undtagen to stakkels små piger på 4 og 5 år, som var for små til at måtte tage tabletterne. De syntes i hvert fald ikke, at det havde været en god tur, men i samme sekund, vi var tilbage i havnen, var de heldigvis friske igen.

Måske kan de næste to billeder illustrere søgangen.

Jeg gad godt vide, hvor meget det vipper, hvis man kan se, at der er bølger … men det finder jeg ikke ud af, for så aflyser de åbenbart turen …
De fik forbløffende hurtigt øje på en hval, der pustede, hvorfor de lagde båden stille for at holde øje med den. Efter en rum tid, hvor den kun havde blæst nogle få gange, blev de enige med sig selv og hinanden om, at den måtte sove, og at det nok også var derfor, at den var kommet så langt ind i fjorden – den var simpelthen drevet, mens den sov. Da vi havde ventet godt og vel en time på, at den skulle vågne og dykke, spurgte jeg en guide, hvorfor vi ikke sejlede videre ud for at finde nogle vågne hvaler.
It will wake up, lød svaret.
Jo-johhh, men hvornår?, spurgte jeg – hvor længe sover hvaler normalt?
Det fik jeg ikke noget svar på, men de gav trods alt op og sejlede længere ud, for jeg var absolut ikke den eneste, der havde mistet interessen for sovedyret.
Alligevel var det den eneste hval, vi så. De forsøgte ellers at gøre det spændende for os ved at påstå, at det var virkelig interessant, dette her, for det var sandelig ikke ret tit, at man fik sovende hvaler at se, men den købte jeg ikke. Det er da muligt de har ret, men min begejstring kunne ligge på et meget lille sted – jeg vil se hvalhaler, altså dykkende hvaler, vil jeg!
Sovetrynen her var ikke desto mindre alt, hvad vi fik ud af den hvalsafari.

Tilbage igen gik vi en tur i byen, for John er faldet for den traditionelle islandske sweater, så vi måtte ud for at finde mønster og garn. Det viste sig nemlig, at en færdigstrikket koster 1200-1600 kroner (slet ikke urimeligt), mens jeg kunne købe garn og mønster for 350 kroner, hvilket er meget billigt for 14 100-grams nøgler i ren, islandsk uld + mønster.

Vi har pølsevogne. I Reykjavik har de hummervogne – Lobster Huts. Ret blæret, synes jeg.

Det var meget værre, end jeg havde forventet …

Det var meget værre, end jeg havde forventet, og det skal læses på den måde, at det dermed var langt, langt BEDRE, end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig at være med på sådan en offroader-tur på Thors Mark mellem to gletchere. Det var fuld.stæn.dig fantastisk. Intet mindre.
Den storslåede natur, over eller igennem snesevis af større eller mindre elve … monsterdækkene kom virkelig i brug.

Her kunne John sparke dæk meget længe – dækkene ville næppe mærke noget som helst. Hvert dæk koster 7500 kroner, og bilen her bruger 30 liter på at køre 100 kilometer.

Sådan her kan det gå, når man ikke har monsterdæk på, men bare er en helt almindelig firehjulstrækker, som i DK ville have virket meget imponerende.
De var ved at blive hjulpet fri – vores chauffør havde bare et hånligt “pffft – amatører!” til overs for dem.

Et af de steder hvor vi krydser elven. Vi krydsede den mange steder. På en strækning over en god kilometer kørte vi i selve elven … hvad skal man med veje, når man har sådan en bil?

Stående souper … vi fik udleveret en dejlig ‘madpakke’ med sandwich, frugt, en muffin og juice, men vi var nødt til at indtage den stående, for borde og bænke var totalt dækket af sne. Det gjorde nu heller ikke spor; vejret var skønt – guiden var helt ekstatisk, for vi kunne se helt ud til Vestmannaøerne, hvad der åbenbart kun sker yderst sjældent.
Det var minus fem grader, men solen kunne lune, og humøret fejlede intet – alle var lige så begejstrede som guiden over at få lov til at opleve et eventyrland som dette.

På vej til Thors Mark standsede vi for at se et af de geotermiske værker, der forsyner Reykjavik med varmt vand. Det er imponerende, at der ikke skal mere end 150 mm isolering i rørene for at forhindre varmetab på de 80 kilometer, det skal transporteres, inden det må afgive varmen.
Et almindeligt enfamiliehus har udgifter på cirka 400 kroner om måneden, hvilket dækker både varme, vand (koldt og varmt) og el. Så er det, at man bliver en smule misundelig. Man lukker ikke ned for varmen, hvis man får det for varmt – man åbner bare vinduerne. Det havde jeg lagt mærke til … jeg har aldrig set så mange åbne vinduer i frostvejr.

Jeg kunne godt tænke mig at køre rundt i Afrika med sådan et køretøj – og sådan en chauffør. Det var nogle voldsomme vippeture, vi fik indimellem, men jeg ELskede det – det var lige som med mit faldskærmsudspring: Når jeg ved, at jeg har lagt mit liv i professionelle hænder, kan jeg lige så godt slappe af og nyde det. Så det gjorde jeg.

Her er vi på vej ned for at kigge ind i Eyafjallajökull. Vi gik ikke ind i hullet, men nøjedes med at kigge på respektfuld afstand. Jeg kom sjovt nok til at tænke på Jules Vernes Rejsen til jordens indre, en rejse, som jo netop starter her i Island.

Jeg kunne vise 100 billeder til, men jeg skal skåne jer … dog ikke for det 60 meter høje vandfald, som vi gjorde stop ved. Det var her, vi skulle have været om bag faldet, men det var umuligt at komme dertil pga. sne og især is på trappe og gangsti. Som det ses …

Jeg var helt høj, da vi var tilbage efter den 10 timer lange tur. Og trættere, end jeg havde regnet med … vi har jo bare siddet i en bil … sådan da …

Det syder og bobler og lugter af svovl

I dag har vejret været det smukkeste og flotteste, man kan forestille sig – høj, klar og blå himmel. Vi er begge dybt betagede af Islands betagende smukke landskaber og ikke mindst al den geotermiske aktivitet.
Formiddagen havde vi for os selv, men frokosten foregik i samlet flok på en fiskerestaurant, hvorefter turen gik mod Den Blå Lagune.
Det er altå en noget speciel oplevelse at ligge i 40 grader varmt vand, når luftens temperatur er 0 grader – men yderst behageligt! Man behøver heller ikke at smøre sig ind i creme, når man er færdig med at bade – ens hud er blød som en barnenumse efter opholdet i vandet.

Der var en bar ude i vandet, som var særdeles flittigt besøgt. Vandet nåede os kun til cirka midt på maven, så de fleste krabbede rundt med kun hovedet oven vande, fordi det selvfølgelig var hammerkoldt, så snart den våde hud blev udsat for fri luft. Det må have set ret tåbeligt ud, hvis man ellers havde kunnet se noget. Vandet var så mættet af mineraler, at  man intet kunne se bare et par centimeter nede.

Efter badet skulle vi ud til et aktivt geotermisk område med boblende mudder- og svovlpøle. Det var fudstændig betagende, selv om man på ingen måde var i tvivl om, at her var svovl i fri dressur.

Nogle steder var der meget gulbrunt; andre steder bare gråt og andre steder igen helt grønne. Nogle huller var muddertykke og andre var det rene vand.

Jeg har ikke sat en video ind i indlægget, men jeg burde faktisk have gjort det for at levendegøre al den hvæsen og bloblen rundt omkring en. Lugten ville dog stadig mangle …

Til sidst en omvej hjem for at vi kunne nyde det imponerende landskab. Gid det dog havde været sådan et vejr i går, men det hjælper ikke rigtig at ærgre sig over det nu.

Vores guide er en sød kvinde, som er halvt islandsk og halvt dansk. Hun taler dansk flydende, og jeg kan derfor ikke rigtig regne ud, hvorfor hun så klumrer så forskrækkeligt rundt i tal, men det gør hun, og jeg er holdt op med at lytte, når hun begynder at sætte tal på et eller andet. Meget af det kan man gennemskue, men hvad med det, man ikke kan?
“Gletcherne varierer meget i højden – lige fra nogle få hundrede meter og helt op til 200 meter.” Hmmm … mente hun mon to kilometer?
”Der er over 450 får i Island. Mere end tre gange så mange, som der er mennesker.” 450.000, min pige – godt nok er Island tyndt befolket, men ikke så tyndt …
Pyt – hun er som sagt meget sød.
I aften skal vi igen ud og kigge efter nordlys – der er gode chancer fordi det er så klart i dag, og i morgen skal vi på endnu en 10-timers tur – denne gang i superjeeps, fordi vi (også) skal off-road til bl.a. Eyafjellajökull. Det glæder vi os til!

Geyser, vandfald, varmt bad, Alting, hummer og … nordlys

Vi fik det hele med i dag – vi er lige kommet tilbage til hotellet, så ikke så mange ord; bare lidt billedspam …

 

Thingvellir – skøjteglat, men på den anden side har politikere og lignende godtfolk vel altid været lidt på glatis …

… så de har brugt den store ønskebrønd. Alle de blå prikker er mønter.

Gullfoss, som absolut ikke var gyldent i dag, men stadig storslået og imponerende i al sin gråblå og isnende kolde skønhed.

Geyseren Strokkur, som hvert femte minut bobler over af glæde … eller noget … og som jeg var meget heldig at fange lige i den brøkdel af et sekund, hvor der er den magiske blå boble. Selve udbruddet varer også kun et sekund eller to, og i et vejr som dette ses det kun som en voldsom dampsky. Ikke at det ikke er imponerende, men det skal opleves. Nok især fordi jeg ikke kan finde ud af at fotografere det …

Badenymfer af begge køn i Den Hemmelige Lagune. Nej, jeg var ikke en af dem, men vandet var særdeles behageligt (40 grader).

 

Træer og islandske heste. Sidstnævnte er der flere af i Island end af førstnævnte …

Hummer ad libitum. Og … taDAAAHHHHH:

NORDLYS!!! Det kræver nærmest en mesterfotograf, hvis man vil have et ordentligt billede, så hæng jer ikke i kvaliteten – billedet bliver udelukkende vist af hensyn til dokumentationsværdien; IKKE pga. kvaliteten, men det var der, nordlyset, på vores vej hjemover.

Det har sneet det meste af dagen. Det har sneet meget, og det har sneet lidt, men her til aften klarede det op, og vi så lyset.

Drama på et Icelandairfly

I lufthavnen sad vi ved siden af et jævnaldrende ægtepar og fik os en kopkaf. Vi talte ikke med dem, men lagde bare mærke til dem, fordi de var ret høje begge to.
I flyet sad de lige foran os.
Pludselig myldrede der stewardesser hen til manden, som var besvimet og ikke trak vejret! På vaskeægte filmmaner blev der spurgt, om der var en læge til stede – hvilket der viste sig at være to af.
John og jeg blev flyttet længere bagud, mens de baksede med manden, men de fik da heldigvis liv i ham igen og resten af turen tilbragte han liggende i pantryet, og den ene læge veg ikke fra hans side. Der holdt en ambulance og ventede på ham i Reykjavik, men han var åbenbart frisk igen, for inden længe stod han og konen henne ved vores guide og skulle være deltagere på den samme tur som os. Jeg ved ikke, hvad der gik galt for ham, men det finder jeg vel ud af inden turen er slut … lidt nysgerrig er man jo. Den var helt gal – blåhvidgrå i hovedet og det hele, men nu er han fuldstændig frisk.

Herover ser I Den Blå Lagune. I ser i hvert fald nogle dampe fra den … på venstre side af bjerget i midten. Den skal vi til senere, men i dag stod den bare på en byvandring i Reykjavik i en times tid, inden vi skulle spise.

Reykjavik er ikke en hyggelig og stemningsfuld by, men deres musikhus er sindssygt flot. På afstand kunne det minde om Den Sorte Diamant, men jo nærmere man kom, jo mere udviklede synet sig, så at sige.

Da vi kom helt derhen, kunne vi se, at den var lavet helt i glas, og at der var nogle farvede ruder hist og pist.
Olafur Eliasson, tænkte jeg straks, men guiden kunne fortælle, at det var Henning Larsens tegnestue, der stod for arkitekturen. Jeg nåede kun lige at tænke okay der tog du alligevel fejl, min pige, da guiden sagde “i samarbejde med Olafur Eliasson”. Så var jeg mere rolig.

Det er bare SÅ meget Olafur Eliasson, men de kan altså også noget hos Henning Larsen. Vi tog elevatoren de seks etager op og gik derefter ned ad de spændende trapper, mens bygningen blev nydt og beundret. Læg mærke til de svævende glasfugle på billedet til venstre – lyset spillede så smukt i dem.

Vi var dybt betagede af denne bygning, og mine billeder yder den overhovedet ikke retfærdighed, for det var så overvældende og stort, at de fleste kameraer vist kommer tíl kort her.
Hexagonerne, som går igen overalt, skal symbolisere basalt, som forekommer i denne form og som man kan se her på Island.
I morgen går det løs på Den Gyldne Cirkel, og vi har bedt hotellet om at komme på nordlysalarm-listen, så de vækker os i nat, hvis der er noget. Himlen er klar, så der er håb forude … guiden siger, vi også har gode chancer i morgen, hvis vejret holder. Vi vender først tilbage til hotellet ved 22-tiden, så det bliver en lang dag.