Engelsk jul, del 2

Vi kørte allerede ved 10-tiden for at være på Manor Farm kl. 12. Det ligger lidt nord for London, og vi troede, at trafikken måske kunne være lidt slem, men det var den ikke. De tog den smukke tur for vores skyld; på den mørke vej hjem kørte vi ad de store veje – og var fem minutter kortere tid undervejs, så så meget for den ‘hurtige’ rute.

Manor Farm er måske umiddelbart knap så charmerende som Tim og Charlottes hus, fordi det ikke stråtækt, men det er næsten lige så gammelt, nemlig fra 1490, hvor The Malt House er fra 1410. Mosteren og onklen købte det i 1973 som nærmest en ruin og brugte nogle år på en nænsom restaurering. Alle de gamle ildsteder er der endnu; det i spisestuen var temmelig stort for så lille et rum, men forklaringen var, at det havde været køkken engang, så der skulle være plads til et spid med en hel okse på – sådan cirka …

Bordet var dækket efter alle kunstens regler; med de fineste krystalglas og det smukkeste porcelæn. Der var røget laks til forret. Dernæst kom der en 10-kilos stuffed turkey med ovnstegte selleri, pastinakker og gulerødder, plus kogte kartofler og rosenkål. Dertil brun sovs og bread sauce, som jeg tror man skal være englænder for at synes om (det er nu heller ikke alle englændere, der gør det, kunne jeg se). Til sidst Christmas Pudding, en cheesecake og to andre desserter. Til julekagen var der brandy butter, som jeg snildt kunne blive forfalden til. Århh, det er godt …

 

Christmas crackers hører sig til. Ikke nytårsaften, men juledag, lige som dronningens tale er denne eftermiddag og ikke nytårsaften. Det lidt dumme ved dette tidspunkt er, at hele England sidder og spiser kl. 15, når hun taler, så ingen har tid til at se og høre dronningen. Der er det måske lidt smartere med vores kl. 18 nytårsaften.

Hvidvinen til laksen var fra New Zealand, for derfra kommer familiens svigersøn. En glimrende vin. Rødvinen til hovedretten blev der talt meget om inden vi satte os til bords, for det var en treliters flaske fra 1975, som var blevet åbnet til denne lejlighed. Vin holder sig bedre i store flasker, og 1975 var et af de bedste år for visse Bordeaux-vine, men jeg var alligevel skeptisk, for jeg husker godt, hvordan fars eksemplarer fra dette år var ‘gået over’, fordi han troede, han kunne gemme dem nærmest for evigt. Det kunne de ikke holde til, og det havde dagens eksemplar heller ikke kunnet. Værten og hans søn smagte, nikkede, sagde mmmmm og roste, og eftersom jeg sad mellem de to, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg godt nok syntes, at den vin nok skulle have været drukket for en hel del år siden. Det var ikke eddike, og det var drikkeligt, men så heller ikke mere. Det var synd og det var spild af god vin. De havde også haft fat i en seksliters flaske fra 1973, men den havde de hældt direkte i vasken. Det var vine, der var arvet, men det gør det altså ikke mindre ærgerligt i mine øjne at hælde (førhen) så store vine ud.
Portvinen var fra 1960 og ganske glimrende – men havde desværre også toppet.

Ikke mere om det nu – men vi talte meget om de vine senere …
Gaver var der maaange af. Som i virkelig, virkelig mange. Vi var seks børn og 12 voksne, og alle fik mange gaver – selv John og jeg fik tre hver, så det gik der ret lang tid med … det var vist godt, at seks af os havde tyvstartet juleaften.
Det var en enormt hyggelig dag i godt selskab og i et skønt, gammelt hus. Tims familie er utroligt gæstfrie alle sammen; de får os til at føle os mere end velkomne og som om vi altid har været en del af hele menageriet.

Store ildsteder i hvert rum! Det skal tages ret bogstaveligt, det med den nænsomme restaurering, og det er ved at være mange år siden, det blev gjort. Det var vildt hyggeligt at være gæst der, men holddaop, hvor var der meget, der nok lige burde ordnes … det er så heldigvis ikke vores problem.

Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle … to be continued

Engelsk jul, del 1

Jeg tror jeg har stof til fem indlæg bare fra de sidste to dage, så jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde.

Måske kronologisk og dermed med julemaden til den danske del af julen i England?
Den var yderst traditionel med andesteg og risalamande. Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om (men vistnok Facebook), en familie som puttede 25 mandler i risalamanden. Den der fik flest, fik mandelgaven. Det lød som et sjovt koncept, som vi var nødt til afprøve, især efter de sidste to julers på meget mystisk vis forsvundne mandler. Man kan sætte en slags deadline eller bare blive enige om, at nu stopper legen, for det handler ikke om at spise alt op eller sidde og lure på hinanden. Vi valgte at stoppe legen, da John havde samlet ti mandler, for da var vi klar over, at med det antal, der måtte være tilbage i skålen, kunne han ikke overgås … nummer to ‘kun’ havde fem mandler. Konkurrencen blev både sjovere og mere synlig; selv Anna spiste mere risalamande, end hun plejer, og også Aubie gik til den med en del større ildhu end normalt. Den metode er hermed kommet for at blive i vores familie – den kan anbefales, og vi takker af hjertet den ukendte herre, som gav os ideen!

Juleaften kom den hvide ugle med breve til Miss and Master Maltin – med det vaskeægte Hogwarts-segl på, oven i købet. Uh, det var SÅ spændende! Brevene indholdt, udover en unik tryllestav til hver af dem, et brev med de specielle karakteristika for Gryffindor-kollegiet, som Maltin-børnene, via en internettest (!), har fundet ud af, at de tilhører. Anna har læst alle Harry Potter-bøgerne, de har begge set alle filmene og er betaget af den unge Potters magiske univers. Hvad de endnu ikke ved er, at den 7. januar, på Annas fødselsdag og en uge før Aubreys ditto, skal de, sammen med deres forældre, op og se Harry Potter-studierne. Det er fødselsdagsgaven til dem fra John og mig.

Anna fik et førstehjælpskit, som hun havde ønsket sig til at have i den i forvejen godt fyldte rygsæk til base campen – hun blev meget glad for det, for sådan en havde hun flere gange haft brug for, når de kommer til skade dernede, som hun sagde. Jeg må have set en anelse bekymret ud, for hun skyndte sig at berolige mig med, at det ikke drejede sig om livstruende eller omfattende skader.

Jeg fik blandt andet en bog om dahliaer, som jeg glæder mig til at studere nærmere, og en bunsenbrænder. Den hedder godt nok ikke en bunsenbrænder, men Cook & Baker, så nu kan jeg brænde sukkeret på en crème brûlée på helt autoriseret vis.
Der var selvfølgelig mange flere gaver, og i går var der endnu flere på Manor Farm, hvor Tims moster og onkel bor.
Det var en fuldstændig fantastisk dag i et gammelt og spændende hus, som jeg vil fortælle meget mere om i senere indlæg.

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

Nu skal jeg kun sove én gang til …

Nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi tager til England. Og det bliver ikke engang ret længe, for vi skal op klokken 04, hvilket er forholdsvis tidligt for sådan en som mig. Ja, selv for sådan en som John.
Vi sætter altid to vækkeure, for hvis jeg skulle nævne noget af det allermest ærgerlige her i verden, så må det at sove over sig, når man skal nå en flyver, komme meget tæt på en førsteplads.
Ikke at jeg har prøvet det, men lige her ønsker jeg på ingen måde, at der nogensinde kommer en første gang.

Det flasker sig alt sammen – begge børnene og deres mor er endelig blevet raske efter tre uger i alt med at skiftes til at være syge. Ikke voldsomt for Charlottes vedkommende, heldigvis, men begge ungerne rundede de 40 i feber. Nu skal de bare vænnes til at spise igen – de indtog stort set ikke andet end væske i over en uge, så der skal ingenting til, før de føler sig mætte – med det resultat, at de er sultne igen efter en time … der er vist ikke meget andet at gøre end at fodre dem med korte mellemrum.

Jeg fik plads til alle tingene, vi skal have med derover. Næste gang tager vi altså bilen! Også selv om Murphy siger, at så bliver det snestorm … der er bare ikke rigtig nogen vejrudsigter, der troværdigt rækker et par måneder frem i tiden, så det er lidt svært at vide i oktober, hvad der vil være smartest i december.
Min kuffert vejede 23,0 kilo, så jeg lodsede et par tunge ting over til John – sæt nu, at lufthavnens og min vægt ikke er helt enige. John brokkede sig ellers lidt, for hans kuffert er mindre end min … jeg har slet ikke pakket mine skjorter endnu, og min toilettaske skal også være der!
Ikke  noget problem, svarede jeg, jeg kan have et par af dine skjorter, for jeg har plads, men ikke vægt til overs.

De sidste ting er afklaret pr. telefon i dag, såsom:
Forventes der, at vi har gaver med til de fire små børn, vi skal være sammen med 1. juledag? (Nej.)
Skal John have slips og jakkesæt på, eller kan en pæn trøje gøre det? (Det første er bedst; det andet sikkert okay.)
Kunne du skaffe kirsebærsovs? (Ja.)
Drikker Graham whisky? (Graham er Tims onkel og værten 1. juledag. Vi vil have noget med til både vært og værtinde. Svaret var ja, men whiskyen køber vi i England.)
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn? Jeg kan nemlig udmærket huske hvordan det var at være et lille barn og glæde sig meget.
Er det godt eller skidt? Skal vi ikke bare sige, at det er godt?

Elektroniske julehjerter

Det måtte jo komme: Elektronisk genererede julehjerteskabeloner.

Jeg er nødt til at bruge et indlæg på et link, jeg i går så ovre hos Betty. Det er lektor ved Institut for datalogi i Aarhus, Gerth Stølting Brodal, der har regnet ud, hvordan man kan flette hjerter med navn på. Eller tal. Et hvilket som helst navn, man måtte ønske, dog kun med bogstaver fra det danske alfabet – det er bare at skrive det ind på siden her, printe, skære og flette. Ret genialt og meget blæret.

Jeg havde store ambitioner. Man har vel været rigtig god til det der med at flette avancerede julehjerter, så hvor svært kan det her med navne lige være? Jeg ville aldrig i lívet kunne regne ud, hvordan de skal tegnes/skæres, men skære efter en skabelon og flette dem, det kan jeg!
Brodal anbefalede, at man højst brugte syv bogstaver … jeg kan godt se hvorfor, for hjerterne vokser ikke i størrelse, men i antal ruder. Den flettede del er 9 x 9 cm.
Okay – jeg starter med YOU og ME, så. Man skal trods alt ikke udfordre skæbnen alt for meget.
Jeg printede på almindeligt hvidt skrivepapir og på ditto rødt.
De blev ikke klippet ud, men skåret med en meget tynd og spids hobbykniv – det er mere nøjagtigt og ‘ikke-hakkende’ end hvad selv den spidseste og skarpeste saks kan præstere.
Kort tid efter sad jeg med en lang næse og røde kinder. Der stod UOY og EM. Dammit – hvorfor skrev han ikke, hvilken vej man skulle folde?
Det gjorde han måske også, men på en lidt kringlet måde, og jeg kunne først se hvad han mente, da jeg havde gjort det forkert.
Han sagde også, at man skal starte med ét bogstav og kun på én side af hjertet. Pfftt, tænkte jeg igen – man er vel erfaren udi hjertefletning.
Man skal ikke bruge almindeligt, hvidt papir. Det røde var okay, men jeg måtte skifte det hvide ud med Premium Paper, som ikke brister så let.

Her ses skabelonen til hjertet med ANNA på den ene side og AUBREY på den anden. 
(Print endelig med liggende format – ellers bliver hjerterne for små til at kunne håndteres. Alle de der strittende ting er svære at styre, og de må for guds skyld ikke knække af!)

Jeg har desuden lige indset fornuften i at holde sig til det anbefalede ene navn pr. hjerte …

Jeg har også gjort det andet, han anbefalede: Starte med ét bogstav.
Nu har jeg således to hjerter, der ser således ud:

Hovmod står for fald!
Men jeg trængte til den lille sejr med det store A, og jeg har ikke tabt modet. Endnu.
Jeg holder bare lige en lille pause … tror dog alligevel ikke, at jeg vil kaste mig over den nemme ANNA, for jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til den noget mere besværlige AUBREY.

Vi er ikke stoffri

Vi er ikke stoffri her i huset. Slet ikke op mod jul. Der er ikke kun stoffer i systuen, men mange steder i huset for tiden.
Da Charlotte boede hjemme, markerede vi altid hendes fødselsdag, som er i dag, ved at pynte op til jul.
Hun har ikke boet hjemme i 20 år, men så går jeg og tænker på hende, mens tingene kommer op.
Hun bliver 40 år i dag. 40 år … det får ikke ligefrem en selv til at føle sig yngre … min datter er ikke en ung kvinde mere, men en yngre kvinde, der hviler i sig selv og nyder sit engelske liv med mand, børn og et dejligt hus. (Det er det velkendte paradoks, at man er yngre som ung end som yngre, og man er ældre som gammel end som ældre.)
Fordi jeg var alene med hende de første 10 år; fordi hendes far udviklede sig i fordrukken og voldelig retning og jeg derfor forlod ham, da hun var seks måneder, var jeg som yngre (!) mere bange for at dø, end jeg er nu – jeg VILLE se hende blive voksen og kunne klare sig selv, hvilket til fulde er opfyldt, så jeg kan sove roligt. Også ind …

Nu er jeg ved at have pyntet færdig til jul. Jeg gider ikke tage det hele frem – vi er jo ikke hjemme i år. Og for at ingen skal få gode ideer, har vi vagt på alle dagene, så det er ikke nogen god ide at bryde ind. Der er i øvrigt ikke noget videre at stjæle – bare sådan til almen orientering – vi har aldrig været til dyre designermøbler eller smykker, da vi altid har prioriteret overskuddet af vores surt tjente penge til at rejse for.
Så ikke noget at hente her, medmindre man er vild med mine styroporkugler med tøj på. Dem har jeg nemlig en del af …
Der hænger også de røde stofhjerter, som jeg lavede mens jeg arbejdede og hængte ved siden af mine nærmeste kollegers navneskilte i december.

Og de andre stofhjerter, som jeg også har haft i mange år.

Der er koglerne i køkkenet – hvoraf en enkelt passer så perfekt sammen med kobbertøjet. Især hvis kameraet kunne ramme den rigtige farve på kobberstoffet …
Der er Georg Jensen, som er omringet af kræmmerhuse – han ville sikkert vende sig i sin grav, hvis han så dette plebejiske pjat. Måske vender Henning Koppel sig også.
Og mere til … som sagt er ikke det hele kommet op, men noget skulle der til, ellers er det ikke rigtig jul i det lille hjem. Det er ikke sådan, at vores hjem normalt kan konkurrere med Gertrud Sands, men så lidt som i år har jeg vist ikke sat op før. Ikke engang juledekorationer laver jeg i år, hvilket er virkelig uhørt fra min side.
Nogle juleting skal bare frem for ikke det skal være helt forkert, som fx dem, jeg kalder mine Anna og Aubreynisser, der glade tager imod folk ud i entreen. De hedder ikke sådan fordi de ligner A & A, men fordi jeg fandt dem, da børnene var ganske små – jeg kunne ikke stå for de glade og frækt udseende ansigter.

En julesafari

Næh, vi har ikke ændret rejseplaner, men vi har set otte giraffer i strakt galop i dag. Og nogle tykpelsede kameler. Man ser vist normalt ikke disse to dyr samme sted i Afrika, men det gør man i Knuthenborg park.

Vi har også set en million mennesker. Mindst. Og de var ikke i strakt galop. Tværtimod.
Jeg kan godt lide at besøge et julemarked eller to, men jeg bryder mig ikke om store menneskemængder og jeg kan ikke fordrage at stå/gå skulder ved skulder og bevæge mig frem i sneglefart, mens jeg bliver skubbet til af folk, barnevogne og rullestole.
Vi har droppet Gisselfeld julemarked af samme grund, for sidst vi var der, var der ALT for mange mennesker. I stedet valgte vi at tage til et mindre et i Knuthenborg park … jeg forestillede mig, at det nok ikke er så overrendt som de mere kendte – eller som dem, københavnerne gider køre til.
Jeg tog grundigt fejl. Vi var der kl. 10:10, og der var allerede kommet mange. De første ti minutter gik det forholdsvis okay, men det blev ved med at vælte ind med besøgende. Da vi havde gået rundt i tre kvarter, havde vi fået nok. Eller … gået og gået … vi blev nærmest båret med af strømmen, men vi fik kæmpet os ud til parkeringspladsen og kørte en tur gennem parken, som i dagens anledning var åben, inden vi satte kursen hjemover. Vejret var – og har været hele dagen – så flot som det overhovedet kan blive på en novemberdag, så vi kørte en omvej.

Det er fint af familien Knuth, at de åbner parken for et julemarked, og det er også fint, at indgang og parkering var gratis i dag, i modsætning til mange andre julemarkeder, hvor man skal betale for at komme ind. Det var nu ikke derfor, vi valgte at køre herned, men det var måske derfor, at så mange andre havde valgt det? Det er selvfølgelig godt for stadeholderne, men holddaop, hvor var det for meget for os.

Jeg fandt ellers en dame, der lavede pilefletkugler, men de var alt for store i forhold til det, jeg havde forestillet mig – de havde en diameter fra på størrelse med det bålfad, de skal ligge på og ned til 30 cm. Jeg vil ikke have dem større end højst 15-20 cm i diameter.
Vi kom derfor ikke hjem med noget som helst, men vi fik os en dejlig køretur.

De må kysse meget på Knuthenborg –  i hvert fald har de oceaner af mistelten; faktisk har jeg vist aldrig set så mange mistelten på ét træ, og der var flere træer, der så sådan ud. En skam, at de sidder så højt, ellers kunne man godt være blevet fristet til at tage en lille stump med hjem.

Nu med fiskekugler

Fiskekugler … uden r efter fiske … hvis der blev sat et r der, ville det sikkert kunne skabe nogle lidt uhensigtsmæssige associationer hos et par stykker.
Nogle gange bliver jeg positivt overrasket: Jeg bestilte kuglerne hos nauticum.dk i går ved middagstid. I morges kl. 9:30 ringede postbuddet på vores dør med pakken. Det kan ikke lade sig gøre at ekspedere det hurtigere, men hvorfor pakker skal prioriteres over breve, forstår jeg ikke.

Jeg er faldet pladask for de smukke kugler, som må kunne finde en eller anden form for anvendelse hele året her hos os – vi bor trods alt helt ned til vandet, så det vil ikke virke forkert. Hvis jeg fjerner de julede ting fra bålfadet, kan der sagtens ligge noget i det hele året og se nysseligt ud.
Nu mangler jeg bare en kugle eller to af flettet pil. Måske kunne jeg godt finde ud af at lave en selv, men det kræver, at jeg har noget egnet pil, og det har jeg desværre ikke. Mos kan sagtens skaffes, men det har vi mest af i Sverige, så det må vente et stykke tid.
Resten af vinterbelysningen er ligeledes kommet på plads nu. Det hedder ikke julebelysning hos os, for vi sætter ikke lys i noget, der minder om juletræer, netop for at have en gyldig undskyldning for at have det tændt i hele mørketiden; dvs. frem til omkring slutningen af februar. Det er så hyggeligt, når bare der ikke er for meget af det … vi er på ingen måde ude på at komme i lokal- eller landsdækkende tv for vores overdådige (jule)belysning.
Postbuddet kom også med to andre pakker. Nu er alle julegaverne i hus. De, der fylder mere end de vejer, er sendt videre til England, sammen med den traditionelle chokoladekalender til børnene; resten af gaverne kan vi have i kufferterne. Det er en ret god fornemmelse ikke at skulle tænke mere på julegaverne for i år.

Nu med bladkugle

I Fru Pedersens Have så jeg en sød ide, som jeg omgående tog til mig: Læg gran i bunden af et bålfad og læg kugler af forskellig art i, såsom flettede pilekugler, bladkugler, moskugler og fiskekugler – plus en lyskæde. Det eneste jeg havde, var bålfadet og en lyskæde …
Gran var dog nemt at få fat i, og jeg regnede med, at et par store pinjekogler ville gøre sig godt. En limpistol, som jeg investerede i sidste år, blev indviet til at sætte forsigtigt knækkede valnødder sammen igen. Og hvor var det nu lige, jeg i sin tid gemte styroporkuglerne hen? De blev fundet i første hug, hvilket jeg i parentes bemærket var en anelse stolt over, for det er mange år siden, jeg har lavet julepynt på styropor.
På denne kugle blev der limet blade. Huset formåede kun bladene fra den navr, vi har stående foran, men de var okay. Jeg laver nok et par stykker til i morgen.
Jeg kan sagtens se, at fiskekuglerne er gode i denne sammenhæng, så med Google i hånd fandt jeg et sted, hvor de var til at betale for menneskepenge. Nogle steder ville de have næsten 300 kroner for EN kugle. De må have spist søm … men der hvor jeg fandt de betalbare, bestilte jeg to blå og og en grøn, som skulle komme allerede i morgen. Det er jo kun breve, der bevidst bliver syltet af PostNord … pakker er prioriteret højere og er lynhurtigt fremme.  
Der vil derfor ikke komme noget billede af hele fadet, før det er pyntet færdig, men allerede nu står det med gran, bladkugle, kogler, valnødder og selvfølgelig lys. Det skal nok blive fint, er jeg sikker på. Hvorfor kan jeg ikke få sådanne ideer selv? Jeg er hamrende ukreativ, men er da heldigvis i stand til at abe efter andre folks gode indfald.

I går hævdede jeg, at vi havde en smuk solopgang. Det havde vi såmænd også, men den i morges slog den med flere længder – jeg tror ikke den fås i rødere udgave end dette. Jeg sad i skumringen (hedder det også det, når det er morgen?) og nød både en spand te og morgenrødeudviklingen over en times tid.

Mysteriet om den forsvundne mandel

Sidste år, hvor Charlotte for første gang skulle være værtinde for en dansk jul, gik det så fint, som det kunne, men også lige så galt som det kunne på ét punkt: Der blev ikke fundet en mandel i risalamanden. Vi har aldrig i vores liv spist så meget risalamande, men mandlen dukkede aldrig op, og Charlotte endte med at lade os trække strå om mandelgaven. Vi havde ellers nøje (gen)instrueret den hel- og de to halvengelske personer om forløbet ved denne danske juleskik, men en eller anden må det til trods have fået spist mandlen. Selvfølgelig blev Charlotte drillet med, at hun slet ikke havde puttet nogen i, men fordi det var første gang i sit 38-liv, hun havde det ansvar, var vi på den anden side ikke i tvivl om, at skylden ikke lå hos hende.
Eftersom børnene virkelig var meget omhyggelige – og opsat på at finde mandlen – kom Tim øjeblikkelig under stærk mistanke.

I år, hvor det var mit ansvar, fik jeg naturligvis et hav af påmindelser: “Husk nu at putte mandlen i. Vi skulle jo nødig have en gentagelse af sidste år.”
Vi talte en del om det – “HUSK nu at ‘tygge’ med tungen, inden I begynder at bruge tænderne! Mandlen ser således ud”, og blev herefter holdt frem til beskuelse.
Jeg puttede den i og rørte rundt i skålen, så ingen vidste, hvor den var.
Der blev spist meget, meget forsigtigt. MEGET forsigtigt.
Ingen mandel. John blev beskyldt for at gemme den, hvilket han har gjort flere gange, så folk spiser sig en mavepine til, inden han afslører, at han fik den i første mundfuld. Det var ikke tilfældet denne gang, viste det sig.
Der var ganske enkelt ingen, der havde fået mandlen. INGEN MANDEL IGEN???!!!
Nu tror jeg simpelthen på nisser. Drillenisser. Det her burde ikke kunne lade sig gøre. Slet ikke. Og slet ikke to år i træk. Denne gang blev værtinden ikke anklaget for forglemmelse – alle var klar over, at mandlen havde befundet sig i skålen, og alle var lige dybt forundrede over, hvor den kunne være forsvundet hen.

Heldigvis havde jeg lagt to mandler til side og jeg havde ikke serveret al risalamanden, så jeg lavede en lille portion til.
Der blev spist endnu mere meget, meget forsigtigt. Inden længe holdt Aubrey triumferende mandlen i vejret, og alle åndede nærmest helt lettet op.

Den for alle ukendte mandelgave for børn og voksne indeholdt en fin, fin nissemor på 25-30 cm, syet i forskellige mørkerøde og grå julestoffer, og som ser ud som en rigtig nissemor skal se ud, en æske fyldte cholokader i luksusudgave og en slikkepind i en størrelse, der kunne få selv en Aubie med en meget sød tand til at mene, at den var stor nok.

Men den der mandel, altså – Charlotte og jeg tør næsten ikke tænke på næste juleaften. Første gang tilskrev vi det spøgefuldt, at ‘noget’ åbenbart straffede os formastelige udlændinge for at forsøge at indføre nye skikke til det yderst traditionsrige England, men den kunne vi ikke helt bruge i år.

Et nyt år er ved at gry – denne morgens solopgang symboliserede det på smukkeste vis – godt nytår derude!

Ikke hvid jul. Våd jul

Regn, regn, regn og atter regn. Det regnede uafbrudt i 30 timer, inden den holdt et par timers pause her til morgen. Så begyndte det igen at regne, men heldigvis kun for en kort bemærkning.
Det har skabt problemer i store dele af landet, og jeg har lige set, at englænderne sandsynligvis er blevet ramt omkring Kolding, da det store motorvejskryds her er eller i hvert fald har været lukket pga. vand.
De må have nået det kryds ved 12:30-tiden, så jeg vil tro, at de har mistet lidt tid ved at være blevet ledt ad andre veje. Jeg har ikke været i kommunikation med dem endnu, så det er kun gætteri.

I aftes kom Aubrey ned fra deres værelse og sagde, at strange things are happening in our room.
Vi er, trods vores nærhed til fjorden, end ikke i nærheden af en oversvømmelse. Vores ‘oversvømmelse’ kom ovenfra, nemlig fra området omkring skorstenen, der går igennem børnenes værelse. Den skorsten, jeg har malet tre gange med almindelig maling uden at kunne dække de mørke striber og plamager, men som jeg i fjerde forsøg fik malet fint kridhvid med det gode, superdækkende maling, vi købte for en formue i England sidste sommer.
Nu løb det ned ad skorstenen med brunt, ulækkert vand samtidig med, at det dryppede fra loftet.
ØV. Typisk, altså, at det eneste rum i huset, der har gulvtæppe, også er det eneste, hvor der åbenbart er utæt.
Vi har boet her i næsten 11 måneder og har oplevet mange voldsomme regnskyl, men dette er første gang, vi har oplevet, at taget er utæt.
I morgen ringer vi til tækkeren og får ham ud for at se på det, selv om jeg ikke rigtig kan forestille mig, at han ikke har mønnet ordentligt; det er snarere inddækningen ved skorstenen, den er gal med, men nu starter vi med ham.

Tænk, hvis al den regn var faldet som sne! Det ville formentlig have lukket landet.

Total julefred på trods af, at dragerne flyver om ørerne på os

I går var vi til en hyggelig julefrokost hos Bodil, så i dag skal vi ikke foretage os noget som helst.
Som i slet ingenting. Nogle af os får – igen – slet ikke rigtigt tøj på, hvilket var nemt at give tilladelse til, da vi havde kigget ud ad vinduerne.
Gråt vejr og silende regn, der ikke ser ud som om den har tænkt sig at stoppe.
En af de bedre julegaver var den fra mor og far: Et walkie-talkie-sæt til hver af børnene. Så er der nok til, at de begge og en kammerat kan lege med dem, plus at der er en, som bliver i køkkenet hos mor. Når børnene leger nede i marken, er der ret langt at gå for at kunne kalde dem ind, så udover at være højt priset af ungerne, er det således også til nytte for moderen.

Der er blevet trænet en del i brugen af dem – det var et hit at kunne tale sammen fra hver deres ende af huset.

Et par drager mere til samlingen blev det også til juleaften – det er vist 13, de er oppe på nu tilsammen, plus alle menneskefigurerne – det kan sagtens fylde det meste af en legedag ud, når man har set samtlige episoder og kan genspille dem og/eller videreudvikle gennem legen.
I eftermiddag skal første Harry Potter-film ses. Anna blev fra starten af bind et fuldstændig opslugt af Harry Potter-universet og er nu i gang med femte bind i serien.
Charlotte ville helst have ventet med at lade dem se filmene, fordi Aubrey endnu ikke er nået så langt i sin læsning, og hun ville foretrække, at filmene blev set efter læsning af bøgerne. Hun har dog givet efter for plagerierne – det er jo jul – men kun første del!

Anna og far læser. Mor ser sin nye dvd om The Ornamental Garden og Cottage Gardens (mormor kigger lidt med, mens der skrives blogindlæg). Aubrey træner drager til den store guldmedalje. Morfar lægger puslespil. Hvis ikke det alt i alt giver julefredsindendørshygge, så ved jeg ikke, hvad der gør. Det lyder måske som om vi ikke taler sammen, det nås dog alt sammen, og selvfølgelig bliver der også snakket, men fordi vi er sammen 24/7, bliver der, selv om jeg altid synes de er her i for kort tid, ikke snakket i én uendelighed fra start til slut – vi er alle vant til stille stunder og kan slet ikke undvære sådanne. Bare det at vide, at man er sammen, kan være dejligt nok i selv – indimellem alt snakkeriet.

Der bliver helt sikkert ikke gået nogen ture i dag. Her ved middagstide er det endnu ikke blevet rigtig lyst, og det regner stadig skomagerdrenge.
I morgen går turen atter mod England, hvilket er yderligere en grund til at hellige sig den indendørs afslapning. De orker næsten ikke at tænke på de to dage i bilen, der allerede ligger foran dem, men de kunne ikke få tingene til at hænge sammen i år, medmindre de nøjedes med fem dage i Danmark.

Ikke et ord om jul. Næsten ikke …

Vi har valgt at bo på en beskyttet plet. Eller også er vindretningen lige nu bare rigtig i forhold til Den Stråtækte.
Vi stod op samtidig med en flot solopgang, og fjorden var – om ikke fuldstændig glat, så i hvert fald ikke i oprør.
Vi spiste morgenmaden i et solfyldt køkken og talte om, at det kun kunne gå for langsomt med at komme i tøjet i dag og komme ud og gå en frisk tur i dette fantastiske vejr.
Som sagt, så gjort. Vi kørte til Vemmetofteparkeringspladsen tættest på Musestenen, fordi vi ville vise englænderne den, nu hvor den ved Jørgens hjælp endelig er blevet fundet. Ud med os i bilen og afsted – det var et skønt og stille vejr, så vi glædede os til turen.

Da vi nærmede os stranden, blev vi mødt af en stiv kuling. Det kan naturligvis ikke ses på billedet, men holddaop for en blæst der var!
Vi havde heldigvis tøj nok på, og turen gjorde os godt, for vejret var flot trods den skarpe vind.
Musestenen havde lidt mere vand omkring sig, end da vi så den første gang, men da ungerne ikke kunne komme op på den, på trods af morfars forsøg på at hjælpe dem, fandt de andre ting, der i deres øjne var mere interessante, hvorimod forældrene gerne ville høre om stenen og sagnene om den.

John fandt et østershat-træ. Der sad i kilovis af de flotteste østershatte; jeg stjal 750 gram af dem og glædede mig over, at det endelig lykkedes at finde svampe i år i Danmark – og så i december!

Ungerne havde sådan set ingen problemer med at få dagen til at gå, men julemandens gaver skulle helst opdages, så Charlotte sneg sig ud og lagde nogle pakker lige foran vores hoveddør.
Da jeg bankede hårdt på døren og fik børnene til at åbne, fordi jeg desværre ikke kunne slippe hvad jeg havde gang i ude i køkkenet, sagde de, at der ikke var nogen. “Jojo”, sagde jeg, “jeg så et eller andet rødt, der hurtigt forsvandt rundt om hjørnet. Jeg er ret sikker på, at det var julemanden, men han har jo så forfærdelig travlt i dag og i aften”.
Anna kiggede skeptisk på mig, men Aubrey kiggede grundigt ud ad vinduet, mens han i et på én gang bebrejdende og triumferende tonefald sagde: “I told you, Anna! He does exist! See for yourself: He’s left some presents for us”.

Julemandens gaver holdt dem fint beskæftiget resten af dagen – selv Disneyshowet var der ikke tid til at se, og vi så ingen grund til at tvangsindlægge dem til det.
Da vi langt, langt senere nåede til alle de andre gaver, vakte Tims mors gave til Tim en del nysgerrighed hos Tims svigermor – teksten på æsken lød ret spændende.
“Tim … this is from your … mother? It’s a bit exciting, isn’t it?”
Der lød et forventningsfuldt/spændt/undrende ”Yes …”

Det viste sig at være et par slippers, sådan a la morfartypen, som man bl.a kan se i My Fair Lady. Meget praktiske. Meget varme. Meget lidt kønne.
Og bestemt ikke levende op til teksten på indpakningen. Tværtimod, vil jeg nok påstå, for en mand iført de slippers får altså ikke mange kvinder til at blive specielt inspireret til bedroom athletics …

“Hold mig i hånden, luk øjnene og følg med”

Hvordan køber man en ridehjelm til en dreng, der ikke må vide, at han får en ridehjelm, men som er nødt til at prøve den?
Det er svært. De har naturligvis allerede hver en ridehjelm, men Anna passer nu Aubreys og Aubrey kan ikke passe sin.
Hovedstørrelserne kan man ikke helt gå ud fra passer, siger den dårlige erfaring, så der skal prøves. Især når den skal købes i Danmark, og turen går retur til England, inden man kan nå at bytte hjelmen.

Turen gik til Land & Fritid ved Bårse, hvor vi telefonisk havde sikret os, at de havde hjelme i børnestørrelser.
Da alle var ude af bilen, sagde Charlotte til ungerne, at de ikke måtte åbne øjnene, før hun sagde til – hvilket ville vare længe! De holdt tillidsfuldt mor i hånden og lod sig styre.
Hun formåede også at prøve tre hjelme på drengen, inden han insisterede på at åbne øjnene.
”Mummy, I know it’s a riding helmet, and I don’t want one that makes me look stupid!” (Hvornår er det lige, man bliver forfængelig?)
Hun kapitulerede, men det vidste hun jo godt, at det ville ende med. Der var imidlertid opnået det, hun ville, nemlig at det ikke blev til en vi gik bare ind og købte en ridehjelm-seance, men noget de husker som lidt anderledes.

Derefter kørte vi ned og parkerede på havnen i Præstø og gik en tur gennem den gamle bydel og tilbage ad Antonitterstien.
Oppe på byens gamle torv havde nogen ladet en port stå åben, så vi kunne få et kig ned gennem deres have og ned mod vandet.
Det var helt amalfisk i sit udtryk – det var en pudsig fornemmelse at stå på et bytorv og kigge ned på fjorden på denne måde.
Vi trængte alle til frisk luft, og vi var heldige med vejret – det holdt fint tørvejr mens vi gik turen – og meget frisk luft var der så sandelig rigeligt af.
Da vi var vel hjemme igen, skinnede solen stadig flot, samtidig med, at der kom en ordentlig skylle.
Lige nu kigger vi ud på en dramatisk, men solbeskinnet fjord med masser a white horses og med en mørk baggrund. Det blæser meget, og det regner stadig rundt omkring os – men vi har sol …

Der bliver stadig produceret fotoalbum … det er fint nok; hun nyder at have masser af slap af-tid uden alle de sædvanlige pligter – jeg benytter mig af lejligheden til at forfatte mit blogindlæg imens.

Skulle nogen have fået den opfattelse, at jeg holder af rødt, er det nok ikke helt forkert set.
Hvis jeg bærer rødt tøj, spørger folk om jeg er syg, så jeg er nødt til at kompensere på andre måder, hvilket der heldigvis er rig lejlighed til ved juletide.

Disse burde ikke være lovlige!

Mine caffe latte-trøfler havde vist ‘sat sig’ længe nok, mente jeg her til formiddag, så jeg fik smeltet lidt hvid chokolade til at pynte dem med.
“Brug evt. en cornet” stod der i opskriften. Hvorfor hedder det cornet (eller cornette eller kornet)? Jeg havde en fornemmelse af, at der måske mentes et kræmmerhus, hvilket en googling kunne bekræfte. Jamen så skriv da kræmmerhus! Det ved alle hvad er … selv Ellen.

Jeg gad ikke lave et kræmmerhus, men det skulle jeg nok have gjort … jeg lod chokoladen løbe fra en teske, men det kunne jeg selvfølgelig ikke dosere ensartet. Det ændrer dog ikke på smagen, og holddaOP, hvor er disse trøfler helt aldeles uforskammet lækre!
Der var heldigvis fire hjørner, som ikke var pæne nok til at komme i konfektdåsen, så dem var John og jeg nødt til at spise.
Selv om de er fortræffelige, er der dog stadig plads til forbedring, for på trods af, at jeg skar dem ud i temmelig små firkanter, var de pga. tykkelsen hver især stadig et helt måltid, hvorfor jeg til næste år (da dette her er helt sikkert allerede en fast bestanddel af mit konfektrepertoire, fordi de er så gode, at de burde være forbudt ved lov), vil anvende en lidt større form, så både marcipan- og trøffellaget bliver lidt tyndere.

I dag blev alle gaverne pakket ind. De fleste i det hvide papir med sølv- og guldsnefnug/stjerner – det er dem, der skal ligge under juletræet. Derudover er der to fra julemanden til de artige børn, der måtte befinde sig i huset, samt to i ikke-julepapir, som C&T skal have med hjem til børnenes fødselsdage i starten af januar.
De tror ikke på julemanden mere – og alligevel tør de ikke smide troen helt væk, for sæt nu … i år gør vi derfor det, jeg gjorde det sidste julemandsår for Charlottes vedkommende: Hun troede heller ikke rigtigt på ham mere og ville helt sikkert gennemskue enhver, der prøvede at spille julemand. Den 24. om formiddagen ringede jeg på vores dør og lod som om jeg snakkede med en. Jeg vidste, at C ville blive nysgerrig, og hun kom da også hen for at se hvem det var. Da hun nærmede sig, råbte jeg “Det skal jeg nok! Tusind tak, Julemand. Jeg håber du når dem allesammen.”
”Hvem var det, mor?”
”Julemanden. Jeg skulle hilse dig mange gange og sige fra ham, at han har alt for mange børn i år, så han har sindssygt travlt og kan ikke nå jer alle i aften. Men han gav mig denne her til dig fra ham.”
Så fik Charlotte en gave, som hun gerne måtte pakke ud med det samme, og søreme om ikke det var noget, der var rigtig godt at lege med, så årets længste dag føltes lidt kortere.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at de to gaver i rødt papir indeholder noget tilsvarende.

Ville I turde det? Jeg ville ikke

Jeg havde en ide om, at julevinen(e) skulle købes i Menu, hvor de forhandler et pænt udvalg fra Nugan Estate, som producerer nogle aldeles suveræne vine. Det var far, der introducerede dem for os for en seks-syv år tilbage, og meget ofte siden da, når jeg har villet ofre lidt ekstra på en særlig god vin, har jeg købt en fra Nugan Estate. De har mange at vælge imellem, så det er ikke helt nemt. På den anden side går man aldrig fejl – jeg har i hvert fald endnu til gode at blive skuffet.
De er forskellige, men da priserne også er det, er dette næppe overraskende, men som nævnt kan man faktisk godt købe katten i sækken her, og så håbe på, at man kan huske hvilken af dem der har været den bedste, næste gang der skal handles.
Det kunne jeg ikke huske, så når Tim kommer, vil han, som fuldgyldigt medlem af Den Stråtæktes smagepanel, være medbestemmende ved valget af vinen til juleaften. Det vil sige, at vi mandag, tirsdag og onsdag aften vil smage en af de tre, jeg tog med hjem. Eller også trækker jeg alle tre slags op mandag aften for at afholde en decideret smageseance. Det er jo et vigtigt valg!

Vin tør jeg altså godt købe ‘ubeset’ i Menu. Det ville jeg derimod ikke turde med juletræer i net.

Ville I turde det? Det kan være hammerskævt, usymmetrisk, mangle en gren midt i det hele – eller simpelthen bare ikke falde i ens smag.
Man har ikke en kinamands chance for at besigtige træet, så jeg skulle ikke risikere noget.
Vi har hentet vores juletræ i et lillebitte juletræsudsalg ikke så langt fra Bregentved.
Der var ikke nogen af dem, der passede os helt. Enten var de for høje, eller de var for lave. Eller også var de bare ikke rigtige, så jeg sagde at desværre, vi måtte finde vores træ et et andet sted.
Manden sagde først nu, at han havde flere nede i plantagen, men han ville helst ikke fælde flere, end han regnede med at kunne sælge. Om vi ville med ned for at kigge?
Selvfølgelig ville vi det. Nu var der næsten for mange at vælge imellem, men vi fandt da det, vi mente måtte være det helt rigtige mht. højde, tæthed og symmetri.
Og vi skulle naturligvis ikke selv føre saven.
Han ‘nettede’ træet, så det kunne være i bilen, og nu står det og venter på at blive pyntet lillejuleaften af Anna og Aubrey, bistået af deres mor og mormor. I vores familie har det altid primært været børnene, der kom pynten på træet og altid lillejuleaften. En regel, der kun er blevet fraveget en enkelt gang, hvor englænderne ankom til huset i Sverige meget sent lillejuleaften.
Da gik vi i skoven og fældede et træ d. 24. om formiddagen og pyntede det om eftermiddagen, da det havde tørret en smule.

Endnu et skridt på konfektvejen

Jeg havde en ide om, at jeg nok på et tidspunkt ville få lyst til at lave en anden slags konfekt end romkuglerne, som børnene ikke er så vilde med.
Jeg fik søreme ret igen … i dag lavede jeg maripan/nougatkonfekt, caffe latte-trøfler og vaniljeditto. Det vil sige … lige nu står de to sidstnævnte i køleskabet og stivner forhåbentlig snart tilstrækkeligt til, at jeg kan afslutte processerne, men indtil videre ser det ganske lovende ud, lige som smagsprøven undervejs ikke var skuffende. Det mest spændende bliver næste step: Kan jeg få konfektstykkerne til at se lige så professionelle ud, når jeg har smeltet den hvide chokolade og forsøgt at fordele den i de flotte, tynde striber? Trøffelmassen til caffe latterne ændrede jeg lidt på ved at bruge lidt mere fløde og en smule smør, da jeg syntes, den smagte for meget af mørk og alt for bitter chokolade. Til vaniljetrøflerne brugte jeg hvid chololade i stedet for mælkechokolade, samt puttede et par spiseskefulde gammel Peter Heering i, men det tror jeg ikke ødelagde dem.

Jeg har gjort et nyt bekendtskab. Hjembragt fra Oslo. Drops Baby Merino. Jeg kunne både se og mærke, at det var spundet på en speciel måde, så jeg ville prøve at strikke et af de mønstre, som normalt er så svære at få jævne og pæne. Rent eksperimentelt.

Jeg har allerede bestilt mere garn – det var en uventet, men supergod oplevelse. Det er simpelthen umuligt at strikke grimt! Ingen masker ‘drukner’ eller bliver for kraftigt fremhævet, og jeg gør intet andet end bare strikke løs. Normalt skal jeg fifle med trådene på bagsiden eller i det mindste strikke langsomt og omhyggeligt for at få trækket i garnerne ens. Her strikker jeg bare næsten lige så hurtigt, som var det almindelig glatstrikning, og alligevel bliver forsiden rigtig pæn og bagsiden næsten lige så pæn som forsiden. Jeg tror jeg vil finde et eller andet hamrende indviklet mønster og købe garn til en jumper eller sweater – med det garn vil det gå som en leg.
Dette er tre fjerdedele af en hue, som jeg troede jeg selv skulle have, men som vist ender med at blive Annas, da strikkefastheden snød mig – træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Jeg bestilte derfor garn, så Aubie også kan få sådan en hue – plus til en til mig selv. Forretningen lovede, at jeg ville have garnet inden jul.
Der skal godt nok strikkes huer … Annas bliver færdig i aften, så Aubie skal også kunne få sin med hjem.
Nu skal jeg kun sove fire gange til, inden de kommer.

Endnu et par ideer ført ud i livet

Jeg har stadig ingen planer, kun ideer.
En af ideerne gik på, at jeg ville skrive en julehilsen til min chef. Som tænkt, så gjort, og jeg har allerede fået en hilsen retur. Hyggeligt.
I starten af måneden fik jeg også en ide om, at jeg på et eller andet tidspunkt inden jul måske havde lyst til at frembringe nogle juledekorationer, samt ved samme lejlighed få ryddet lidt ud i alt det stads og bras, jeg har samlet over årene.
Jeg var aldeles usentimental og brutal: Alt det, jeg ikke brugte denne gang, hvor jeg har lavet flere juledekorationer end jeg plejer pga. den mere plads vi har fået, røg ud. Uden nåde.
Jeg har svært ved at smide ud, men jeg gjorde det!
Der er også røget en del juletræspynt ud, som jeg har haft gemt af sentimentale grunde, men ikke har hængt på træet i mange år – så er det jo lidt fjollet at bruge plads på at gemme det.

Herover ses bevis på, at solen har skinnet i dag. Klokken 11 i formiddags troede vi ikke, det ville blive lyst; klokken 13 blev det endnu mørkere og begyndte at regne og hagle. Klokken 14 skinnede solen. I bare en lille halv time, men vi nåede da at se den, hvilket man nok må være taknemmelig for i denne måned.

Jeg stod ude ved Johns arbejdsbord i garagen og lavede alle dekorationerne – holddaop, hvor er det dejligt at have fået sådan et sted at arbejde med den slags i – jeg har været vant til at stå i køkkenet, hvilket såmænd var hyggeligt nok, men sikke da et griseri, jeg kunne få lavet.

For tre år siden var jeg i Jysk i januar. De havde en stor kasse med julelys, som var sat ned til under halv pris. Jeg forsynede mig grundigt og har nu brugt det sidste … har skrevet en mental note to self om at se, om jeg kan lave samme gode indkøb om en måneds tid. Selv om det bestemt ikke er julelys, der vælter budgettet her i huset, er det altid fedt at gøre en god handel – det gælder både i det store og i det små.
Gad vide, om jeg har nogle jyske rødder, jeg ikke kender til …

Når man bor i sit drømmehus …

Når man bor i sit drømmehus, er det så ikke meget passende og heldigt, at ens yndlingssmåkager hedder Drømme?
Det hedder mine, og det har de gjort i omkring 40 år.
Min mor bagte altid med margarine. Det var nok både godt og skidt, at jeg hurtigt efter at være flyttet hjemmefra lærte at bruge smør til al bagning – det gør en verden til forskel. Så fra ikke at bryde mig særlig meget om julens småkager, kom jeg hurtigt til at kunne lide dem. Det er heldigvis først i de sidste 10 år, jeg ikke har kunnet tåle at spise så mange som i mine yngre dage.
Drømmene er nu bagt og lagt i dåsen – min engelske dåse med versene fra The Twelve Days of Christmas på låget – som lige passer i størrelse til denne portion.
Det er verdens nemmeste småkager at få rørt sammen, formet og bagt. Der er flere varianter af dem, har jeg lige google-konstateret, men her er min version. De skæve tal skyldes, at der ifølge opskriften skal bruges 225 g smør, men man kan da lige så godt bruge hele pakken. Originalen lyder på ½ stang vanilje, men jeg synes der skal en hel i.
250 g smør, 1 stang vanilje, 168 g sukker, 278 g hvedemel, 1 tsk bagepulver og ca. 50 g hasselnøddekerner.
1. Vaniljen flækkes og kornene skrabes ud. Smørret smeltes ved svag varme sammen med vaniljekornene.
2. Gryden tages fra varmen, der tilsættes sukker og røres til blandingen er afkølet (så længe venter jeg ikke).
3. Mel og bagepulver blandes i og dejen røres sammen.
4. Herefter trilles den til små kugler, som sættes på en plade med bagepapir. Jeg får ca. 60 af denne portion.
5. En nøddekerne trykkes ned i hver kage og pladen sættes i en forvarmet ovn ved 200 Grader i 10 min. til kagerne er gyldne. De vil stadig være bløde, men stivner hurtigt – de må endelig ikke blive mere end svagt lysebrune i kanten. I opskriften står der 12-15 minutter, men i min ovn er det for meget. Første plade fik 10 minutter og anden plade 9 minutter – og de havde ikke kunnet tåle så meget som 10 sekunder mere, kan I se.
De ser ikke ud af så meget, men de smager som … en drøm.

Drømmeagtigt er det også udenfor. Det er diset, men fuldstændig vindstille, så fjorden har en egen magi over sig i dag.

Og … så tidligt som klokken 15:14 kan man begynde at tage solnedgangsbilleder. Man kan sandelig godt mærke, at det snart er årets korteste dag.

Roser i december og livslinjevanter

Jeg har lært, at det ikke er ualmindeligt, at roserne blomstrer til langt hen på året, men er nu stadig ret fascineret af, at otte af de elleve rosenplanter op ad muren stadig kan have så mange blomster/knopper, som tilfældet er. De er nærmest gået i dvale, tror jeg, for de fire, jeg tog ind i går formiddags, har overhovedet ikke forandret sig siden da.
Jeg er ligeledes imponeret over den anisodontea, jeg købte i foråret, også bare blomstrer og blomstrer og blomstrer. Den skal egentlig overvintre inden døre, men den får lov at blive ude, for den fylder lige lovlig meget til at komme ind i stuerne. Så må den klare sig så godt den kan.

For mig er det bestemt ikke normalt at kunne sætte egne roser i vand i samme periode, som der er julepyntet i mit hjem – og jeg stornyder det, fordi jeg elsker roser, men af en eller anden grund ville de ikke trives på rækkehusgrunden, så efter et par forsøg opgav jeg helt.
Selv om vi har haft Gorm på besøg, og selv om det også lige nu blæser cirka en halv Gorm, så står roserne et godt, nærmest ideelt, sted i forhold til Danmarks fremherskende vindretning. De står næsten helt i læ, og jeg køber altså ikke din frække bemærkning om, at de får varme fra muren, fordi det er et gammelt hus, Inge …

Der strikkes lystigt videre. Som nævnt rusker det godt i det derude, så vi bliver inden døre; som sædvanlig med ild i brændeovnen og lige om lidt med første afsnit af Vikings på afspilleren … er lidt spændt på, om det er en serie, vi gider se.

Livslinjevante nr. 1 er færdig og nr. 2 er godt på vej.
Jeg så opskriften et eller andet sted på nettet og syntes, at det var en sød ide at lade tommeludtagningen følge håndens livslinje.
De er forbedret lidt i forhold til opskriften, og næste par bliver yderligere forbedret med en ribkant forneden. Topindtagningen var helt umulig – både svær at lære udenad og ret grim, så jeg gik over til det, jeg kalder for Selbuvotter-metoden, som giver en meget pænere vantetop.
Vanter skal, efter min mening, ikke have stjerneindtagning, hverken symmetrisk eller forskudt.

Er I klar over, hvor svært det er at tage et billede af højre hånd med venstre hånd, når man ikke er venstrehåndet? Det er ikke kun, når man skal læse, at armene er for korte!
Jeg måtte holde kameraet et sted skråt bagved mit venstre øre og så ellers klikke løs, med bittesmå justeringer af retningen, i håb om bare et enkelt brugbart billede.
Jeg ville ikke bede John om at tage et billede, for det skulle bruges lige nu, og han har travlt med at etablere en tørresnor i garagen. Nu har vi opgivet at tørre tøj udenfor – det bliver jo ved og ved med at blæse.

Små skridt er også skridt

Julegaverne er i hus, med undtagelse af to til hhv. en 6-årig dreng og en knapt 3-årig pige, men det er ikke jordens sværeste opgave.
Jeg elsker at være i god tid med gaverne – det giver mig ro i forhold til alle de andre juleting, der helst skal være i orden – selv om jeg ikke har faste planer eller tjeklister. Der bliver gjort det, der bliver … det bliver oftest til ganske meget alligevel, og at der endnu ingen adventskrans er i år, er mig temmelig ligegyldigt.
Huset er halvt julepyntet og udendørsbelysningen er etableret.
Det var hyggeligt at gå rundt og finde de ideelle steder til min pynt. De har så allerede vist sig ikke at være helt ideelle, for jeg har flyttet rundt på en del allerede, men det gør det ikke mindre hyggeligt.

Ved Vejers strand faldt jeg næsten bogstavelig talt over et stykke træ, som jeg fluks besluttede at tage med hjem – det måtte kunne anvendes til en dekoration. Foreløbig er jeg nået til at have fået den tør nok til at kunne lege med den, og John har banket et par søm i den til at understøtte lyset.
Der skal mere på, men jeg ved ikke rigtig hvad, for det skal bestemt ikke være noget med glaskugler og den slags tingeltangel. Der skal som sagt leges, men det bliver kun med mos, lidt kogler og andet fra naturen – alt andet ville være synd, synes jeg.

Romkuglerne er produceret. Jeg har aldrig kunnet lide romkugler, og sidste år fandt jeg ud af hvorfor: Det har været romessensen, jeg ikke kunne lide. Som jeg skrev her, er romessens ukendt i England, så Charlotte Tim smagte sig frem til den helt rigtige mængde ægte rom at blande i.
Holddaop, hvor kan jeg dog godt lide romkugler nu! Jeg havde nok ikke forestillet mig, at forskellen ville være så markant, men det er den. Det ved sikkert mange andre end mig, men nu ved jeg det så også.
Opskriften lyder således:
100 g smør, som næsten smeltes, 200 g sukker, 250 g havregryn, 50 g kakao, 1 dl rom og 6 spsk kaffe. Bland grundigt. Tril til kugler. Det er noget ulækkert blødt stads, men det kan lade sig gøre – også ved kun at bruge én hånd, hvilket John morede sig lidt over, at jeg gjorde. De blev fint runde alligevel, og jeg havde kun én klistret hånd. Til sidst rulles de i sukker – jeg brugte halvt rørsukker og halvt alm. sukker, mest for udseendets skyld.
Nu står de i køleskabet og er forbudt område, til vi er lidt tættere på jul.
Men de er lavet! Endnu et hak på den tjekliste, jeg nægter at lave. Som jeg skrev til Lene, så både stresser og irriterer planer og to-do-lister mig; de er bare en kilde til ærgrelse, hvis man ikke når alle punkterne.
I stedet har jeg ideer. Jeg havde fx en ide om, at jeg nok ville få lyst til at lave romkugler på et tidspunkt.
Det tidspunkt indtraf så her til formiddag …
Jeg har også en ide om, at jeg pludselig får lyst til at bage lidt småkager.

En weekendtur på hverdage

Det er det, man kan, når man er jobstoppet: Starte en weekendtur om søndagen og komme hjem igen tirsdag aften.
Vi havde en nat til gode på Hindsgavl Slot, som vi valgte at tage nu, samt forsøde opholdet yderligere med en 4-retters vinmenu. Sidste gang, vi var her, var vi meget imponerede over den 3-retters menu, de diskede op med, så forventningerne var tårnhøje.

Gorm pustede sig mere og mere op, mens vi sad og spiste. På slottet havde man gjort et stort nummer ud af at tænde det vældige juletræ – et af dem, man køber i Norge for en formue – kl. 16:30; med masser af tilskuere fra oplandet. Senere sad jeg på første parket mht. udsigt til juletræet og kunne se, hvordan det ruskede mere og mere i lyskæderne … sagde til John, at jeg troede, træet ville vælte inden så længe. “Arh, tror du ikke de har lyttet til vejrudsigten og sikret det godt?”
Det havde de så åbenbart ikke, for omkring kl. 20 gik lysene ud. Jeg kunne ikke se, om det var væltet, men det kunne jeg næste morgen … det var knækket, simpelthen.

Den der menu … lakserilletten og jordskoksuppen med kammusling var meget lækre, men hovedretten var kyllingebryster med brun sovs, 25 ristede perleløg og to ristede champignon i ultratynde skiver. Plus en halv – ja, en halv! Lille, oven i købet! – braset kartoffel. De kaldte den et eller andet fint fransk, men den smagte fadt, fuldstændig som en kogt kartoffel fra dagen før, der var blevet stegt i smør. Altså en brasekartoffel. Intet grønt af nogen art til de to store og lidt tørre kyllingebryster. Der var ALT for meget kød til alt for lidt og uspændende tilbehør, så det var en stor skuffelse – når jeg spiser ‘gourmet’ og betaler 1100 kroner pr. kuvert, gider jeg absolut ikke spise kylling, uanset hvor den har tilbragt sin trygge og økologiske barndom.
Der var Pære Belle Helene til sidst– det er i mine øjne en 70’er-dessert, og jeg var bestemt ikke imponeret.
Jeg var nødt til at nævne det, da tjeneren spurgte, hvad vi syntes om maden. Han prøvede at forsvare det med, at “det jo er vintermad, der er temaet i aften”. Det havde ikke stået nogen steder, og jeg måtte understrege, at man 1) godt kan spise grønsager om vinteren og 2) at kylling med brun sovs er hverdagsmad for mig og sikkert rigtig mange andre. Bortset fra, at jeg aldrig laver brun sovs til kylling, men serverer salat til …
Alle levnede halvdelen af kødet, lagde vi mærke til.
Vinene – vi fik fem forskellige – var til gengæld suveræne. Først en mousserende som aperitif; dernæst en hvid fra New Zealand, som overraskede ved først at både lugte og smage underligt … indtil vi drak den til lakseriletten, hvor den ændrede karakter så voldsomt, at man næsten ikke kan tro, at det kan lade sig gøre, så mad og vin gik trods alt op i en højere enhed for alle fire retters vedkommende – uagtet, at vi var ret skuffede over maden.

Inden vi landede på Hindsgavl, gik vi på julemarked i Fåborg. Det var ret hyggeligt i fine omgivelser i Øhavsmuseet Den Gamle Gaard.
Jeg blev helt nostalgisk, da jeg så Børnenes Julebog med det røde bånd om – der kom et hukommelsesglimt tilbage til barndommen, fordi vores far købte den til os hvert år til jul.

Alle har sådan en i familien …

Har I set Løvernes Konge? Nogle af Disney-tegnefilmene skal helst ses i udgaven med de danske stemmer; andre er bedst med de originale engelske/amerikanske. De fleste ville være helt ideelle, hvis man kunne blande.
For eksempel er Jeremy Irons suveræn som den onde løveonkel Scar, ligesom Rowan Atkinson er uovertruffen som fuglen Zazu – her kunne de danske stemmer slet ikke være med, mens aben Rafiki og surikaten Timon i hhv. Peter Bellis og Henrik Kofoeds fortolkninger var klart bedre end originalerne.
Altså ifølge Ellen … den slags vil naturligvis altid være meget subjektivt, men overordnet synes jeg, at danskerne har præsteret udover, hvad disneystudierne kunne forlange; alle ikke-engelske stemmer skal som bekendt godkendes af disse.
I Den Lille Havfrue var Thomas Eje som krabben Sebastian og Jess Ingerslev som den tåbelige måge Skralde uforlignelige.
Jeg har købt de fleste af de store disneyfilm og har set dem alle i begge sprogversioner.

Sjovt nok kom jeg i går netop til at tænke på Zazu i Løvernes konge, hvor han kommer med filmens nok mest kendte replik: There’s one in every family, sire. Two in mine, actually.
Det var, da min yngste søster Bodil satte sig lige bag min yngste niece Annemarie, som igen tog den små Ella på sit skød, hvorefter alle tre gjorde et eller andet, jeg ikke ved, hvad jeg skal kalde … vippende banan, måske? Gyngende båd? Bare fjollerier, simpelthen?
Uanset hvad, hylede alle tre af grin – og så var det jeg kom til at tænke på replikken.
Den sidste del af citatet hører med for fuldstændighedens skyld, men ordene passer ikke til gårsdagens billede; tværtimod.
And they always manage to ruin special occasions. Det var ganske afgjort ikke det, de sprællende damer gjorde.

Bodil har set billederne og givet sin tilladelse til offentliggørelse af dem …

Man kan måske fornemme, at vi havde en dejlig dag hos Heidi og Nikolaj. Selv om ovenstående måske kunne antyde, at det var en værre drukfest, vil jeg understrege, at det aldeles ikke var tilfældet – vi er ikke såmænd heller ikke hellige, men der var flere chauffører og resten var nogenlunde solidariske og drak kun i mådelige mængder, men det er slet heller ikke alkoholen, der plejer at gøre vores familiesammenkomster festlige og/eller hyggelige.
Det var et godt initiativ fra de to unge menneskers side – spændende at se, hvem der tager den til næste år – det er herligt, når de unge godt gider forældregenerationen, men man skal jo også have pladsen til at samle så mange, hvilket man i hvert fald sjældent har, så længe man læser.
Den eneste, vi savnede, var Rune, som knokler 24/7 på sin bacheloropgave (maskinmestereksamen hos Mærsk), som skal afleveres d. 2. januar.
Jeg har brugt 3-4 timer på at korrekturlæse det digre værk i dag – moster er imponeret! Både over arbejdsindsatsen, researchen og formuleringsevnerne. Selvfølgelig var der fejl – jeg forventer ikke andet, når al koncentrationen lægges på at få det faglige så korrekt som muligt, men det var ikke mange, så det ser trods alt ikke helt håbløst ud for landets stave- og grammatikfremtid endnu. Moster er også tilfreds!

Jeg skal ikke have noget at spise de næste otte dage

Holddaop. Jeg er mæt. Særdeles, ovenud og på alle måder mæt. Men sikke da et lukullisk måltid vi fik hos Tims mor: Først en Bucks Fizz serveret med omhyggeligt tilberedte miniblinis med vagtelæg, rejer, kaviar og laks.

Efter en times tid var Elizabeth færdig med at tilberede den traditionelle julekalkun, som i princippet var helt mage til den, vi fik hos Tims far. The Christmas pudding med brandy butter var også det samme; forskellen på i dag og i søndags var forretten med laks, og frugtsalaten og mince pies sammen med ‘julekagen’. Vi sagde pænt nej tak til tilbuddet om ost – den fik vi i stedet serveret ved 20-tiden. Sammen med frugtsalaten og hvad man ellers måtte ønske at indtage.

Det var smadderhyggeligt. Igen. Tims mor og mand er langt mere formelle end faderen og dennes kone, og borddækningen kunne da også måle sig med opdækningen til en kongelig begivenhed.

Men man skal ikke lade sig narre – når alle formaliteterne er overstået, og vi har kysset og beundret og sagt glædelig jul og hun har serveret maden til os alle, er det ikke spor formelt mere, men bare smadderskægt og hyggeligt. Der bliver altid skænket vin i overdådige mængder – man skal virkelig være om sig for ikke at blive svimmel på rekordtid, for det ville trods alt være pinligt. Mit engelske bliver også hurtigt lidt for lidt engelsk, hvis tungen ikke helt vil, som jeg vil.
Men lækkert var det alt sammen. Og nogen blev lige pludselig ret trætte … James opdagede overhovedet ikke, at ungerne overdængede ham med gaver.

Gaveudpakningen var umiddelbart efter middagen. Vi fik alle gode gaver – Aubrey fik en quadbike. I morges, dog, fordi vi vidste, at gaverne først ville blive pakket ud omkring mørkets frembrud, og så ville det være for sent at lære at køre den.
Det var guld værd at se hans ansigt, da det gik op for ham, hvad det var han havde fået. Der var fornuftigvis købt hjelme til både Anna og Aubrey, og de skiftedes så nydeligt til at køre ude i haven. Den kan indstilles til at køre med maximalt hhv. 10, 15 eller 20 mph, og ungerne har ikke fået at vide hvor den knap sidder – 16 km/t er rigeligt her i starten.

Stjernekikkerten var også et stort hit, og han hoppede af glæde, da han så hvad det var, men da den blev samlet, manglede der den dims, hvori vinkelspejlet sidder, så man kunne ikke stå op og se ned i kikkerten, hvilket er ret uhensigtsmæssigt og meget besværligt, selv når man er så lille som Aubie. ÆV, hvor blev jeg ærgerlig over det – nu skal vi hjem og klage, og de har dæleme at tro os på vores ord, for vi nægter at slæbe den med tilbage til Danmark.
Det er ellers den perfekteste aften til stjernekiggeri: kun nymåne og ikke en sky på himlen.

Tiden er fløjet afsted; det er sidste aften, og jeg synes lige, vi er kommet, men sådan er det hver gang jeg er herovre.

Det allerbedste julevejr

Man vågner ved halvsyvtiden, mens det endnu er buldermørkt, lægger sig godt til rette med ipadden og hygger sig i et par timer, mens solen langsomt vågner, og resten af huset gør det samme. Vi har soveværelse mod øst, så vi får det hele med lige fra det første, spæde lys til solen viser sig over horisonten. Solen skinner nu fra den blåeste blå himmel, det er 7 grader, men det føles som mere, for det er for en gangs skyld næsten vindstille.

Der er ikke meget jul over dette billede, men det gør ikke noget, for julefreden har stort set indfundet sig alligevel – det behøver vi ikke sne til som udløsende faktor. Risengrøden til risalamanden er færdig, andevinger og indmad står og simrer i agakomfuret og rødkålen er færdig. Charlotte, Tim og John er i bad (altså ikke i samme rum alle sammen …), ungerne er ude og lege, og jeg har taget lidt solskinsbilleder og nogle undervejs-billeder af granny flat’en.

Her et vue fra den åbne stue, som er bag mig, gennem Blogger’s landing, som Tim har døbt reposet, fordi her kommer der til at stå et skrivebord; længere fremme et kig ind til badeværelset og til højre døren ind til soveværelset, som ses herunder. Det bliver det største soveværelse, jeg har sovet i.

Herunder – igen; jeg har vist vist rummet før – the sun room, som bliver husets bedste rum. Det bliver derfor ikke en del af granny flat’en som sådan, fordi det bliver et rum, de selv vil komme til at bruge virkelig meget, især gennem sommerhalvåret. John og jeg kommer til at ‘husere’ mest oppe på førstesalen. Der bliver kun primitive køkkenfaciliteter, med en kogeplade og et køleskab, så vi kan opbevare lidt til at lave vores morgenmad og frokost. Et rigtigt køkken må vente til senere, lyder beskeden, for de vil egentlig helst ikke have, at jeg stopper med at lave mad til dem, når jeg er herovre.

Det vælger jeg at tage som en kompliment … der skal såmænd nok komme et køkken op, hvis de bliver trætte af mig eller min madlavning …

Nu vil jeg gå i julebad, så jeg kan blive parat til den danske juleaften.
Man siger i Danmark, at skilsmissebørn ikke har godt af at fejre to juleaftener.
Det forstår jeg overhovedet ikke – der kan naturligvis være mange problemer i forbindelse med en skilsmisse, men jeg har endnu aldrig hørt skilsmissebørn klage over to juleaftener, og for Anna og Aubreys vedkommende – som ikke engang er skilsmissebørn – bliver gaveræset fordelt over hele fire dage; den sidste d. 29. december, hvor de skal være sammen med Tims mors familie.
Det er da kun godt at fordele det, så ikke ungerne drukner i et så stort antal gaver, at de slet ikke kan rumme det hele på én gang.
Nu er det også et par meget privilegerede børn med en stor familie på begge sider, så der ER mange gaver til dem.

God jul til alle jer derude. Må den blive, som I ønsker den skal være.

Juleforberedelser igen – og en tur i vildnisset

Dagens efter-frokosttur gik til den anden ende af landsbyen, hvor en landmand har ladet et stort område omkring den lille flod ligge brak af hensyn til dyrevildtet. Her går råvildt og ræve, her er ugler og rovfugle, men vi så kun et par af sidstnævnte i dag. Syv mennesker på engang er for meget for dyrene, vil jeg tro, så hvis her overhovedet var dyr i dag, havde de gemt sig godt.

Det er et skønt område for klatrende børn, med masser af væltede, men ikke døde, træer. Området har været oversvømmet mange gange, så bunden har været for blød til at kunne holde træerne, men alligevel gror de nu lystigt videre fra en nærmest vandret position.
Man kan kun komme ind i området uden for brændenældesæsonen, sagde Charlotte, og det tvivlede jeg ikke på, da jeg så stammerne fra årets brændenældevækst. Det er ikke uden grund, jeg skrev stammer; aldrig før har jeg set brændenældestængler af fingertykkelse!

Langs den vanskeligt fremkommelige og snoede sti var der ikke mindre end tre af disse gamle broer, så stien formoder vi har været den oprindelige indkørsel til landsbyen, men det må være mindst 150 år siden den har været brugt som offentlig vej.

Hjemme igen stod den på konfektfrembringelse, suppekogning, småkagebagning og rødkålstilberedning.
Apropos konfekt: Jeg kan oplyse, at romkugler skal laves med rigtig rom og ikke romessens – de var KLASSER bedre end de sædvanlige – selv Merete bøjede sig uden at tøve. Jeg har aldrig lavet disse romkugler fordi jeg ikke brød mig særlig meget om dem, men det gør jeg nu!

Charlotte har købt marcipan, nougat, rødkål og kirsebærsovs gennem en internethandel – danske specialiteter, som ikke kan fås i supermarkederne herovre.
Eller jo, man kan få marcipan, men det er alt, alt for sødt til de danske ganer.
Hun bestilte det d. 5. december, og da det endnu ikke var kommet i går, ringede hun til firmaet og udstykte sin bekymring.
De ville sende det i går, sagde de … lidt mystisk, hvad der mon lige var sket der, men ikke desto mindre kom det hele i dag – selvfølgelig efter at vi havde købt kirsebærmarmelade (smager vel altid lidt af fugl) og rå rødkål.
Den færdiglavede rødkål kan holde sig i over 1½ år, så vi blev enige om at lave det selv, nu vi havde købt det rødkålshoved.
Nougat og marcipan kunne kun købes i pakninger á et kilo, så der er MASSER af det. Det kan heldigvis også holde sig, og Merete, som altid er god for lækre dessertopskrifter, har flere af slagsen til kager med marcipan og/eller med nougat, så det skal nok blive brugt.
Lige nu går C og børnene og pynter juletræet.
Der er styr på det hele, der er ingen stress, kun hygge.
Det er lige præcis sådan, det skal være.

Flere juleforberedelser

Der er ét område, hvorpå England og Danmark er fuldstændig identiske her op til jul: Der er præcis lige så totaloverfyldt i supermarkederne begge steder. Vi var i Marlborough i dag for at købe forskelligt til lidt småkagebag, lidt konfekt og lidt mad. Det blev hurtigt sådan, at vi undervejs gennem Waitrose parkerede indkøbsvognen, John og børnene på strategiske steder som en stor og to små edderkopper midt i et spind, hvorfra Charlotte, Merete og jeg foretog ekskursioner ud for at finde varerne vi manglede. Vi overlevede alle seks, og da vi kørte ud af byen igen, var vi meget glade for, at vi havde været lidt tidligt på den. Der var kø for at komme ind i byen, hvilket Charlotte aldrig har oplevet før. Heldigvis var det ikke svært for os at komme ud.

Efter frokosten gik vi en tiltrængt markvandring og da vi var vel inde igen, hængte Charlotte to mistelten op – hun vil nok være sikker på, at Tim opdager mindst en af dem. Den ene mistelten blev hængt i stuelampen og efeuen blev placeret over kaminspejlet – igen noget meget engelsk, tror jeg – og lige om lidt skal kaminen i spisestuen pyntes med gran og Charlottes Georg Jensen-ting.

Se min lille Oliver Twist-personificering – er han ikke en rigtig lille gadedreng at se på? En god gadedreng, selvfølgelig … Lampen er en, Charlotte har taget med fra fædrenegården til England. Den er vist helt tilbage fra mine farforældres tid på gården, og C er glad for den, både fordi den passer til det gamle hus og fordi den minder hende om barndomsårene hos mormor og morfar.

Vi måtte investere i en rigtig rom for at kunne lave familieromkuglerne – romessens er et ukendt begreb herovre, men det bliver konfekten sikkert ikke dårligere af. Charlotte hævdede, at der skal en deciliter i; ellers vil Tim brokke sig over, at de ikke smager nok af rom. Merete og jeg er spændte på resultatet … hun er en anelse skeptisk, men jeg er sikker på, at de kun vinder ved at få et ordentligt skvæt rigtig rom. I aften står menuen på skinke med grønsager – vi er nødt til at sørge for lidt mager mad inden den næste julekalkun. I morgen laver vi hønsekødsuppe, som heller ikke er noget, der fylder alt for meget i maverne. Vi pakkede alle gaverne ind i aftes, så i morges var ungerne selvfølgelig henne for at lure på navneskiltene, og Aubrey hoppede glad afsted, fordi “I got the very best present of them all!” ”Hvorfor tror du det, Aubie?” “Because it’s the biggest!” Sådan er det pr. definition, når man er syv år. Kendsgerningen står overhovedet ikke til diskussion, så lad os håbe, han mener det samme efter åbning.

Den første engelske julemiddag

I dag skulle vi hen til Tims far og kone og deres to (voksne) børn. Tims bror James var der også, så der var fuldt hus i det skønne, store landkøkken med hele to store komfurer. 
Det var også nødvendigt – Susan sagde, at hun slet ikke ville have kunnet lave alt dette med kun ét komfur: to store stuffed turkeys, stegte kartofler, gulerødder og pastinakker. Rosenkål, sovs og brødsovs – og syltede tranebær, selvfølgelig. Brødsovs havde vi hørt om, men indtil i dag endnu ikke smagt. Alt var meget lækkert og meget engelsk.
Desserten var naturligvis Christmas pudding – med brandy butter. Nøj, hvor det smagte godt, men det varer lige et par dage, før man bliver sulten igen.

Og crackers – ingen engelsk jul uden crackers – disse kæmpeknallerter, som vi danskere forbinder med nytåret, men som ingen englænder vil undvære til jul. Alle tager en knallert, krydser armene og tager naboens knallert i hånden, hvorefter alle hiver på én gang. Det gik faktisk nogenlunde op, så vi alle bagefter sad med hver sit knallertindhold, som var en gåde og en eller anden legeting.

Arthur skar den ene kalkun ud; Christopher den anden, og der var ALT for meget mad – vi var kun 10 voksne og to børn, men alt var rettet dobbelt an på hver side af bordet.

Og den der Christmas pudding med brandy butter – mums! Den blev naturligvis først flamberet, og de fik kun næsten brændt huset af under den seance, men Christopher og Susan tager tilsyneladende den slags hændelser med ophøjet ro.
Merete og jeg talte på vejen hjem om, at det smør ville være perfekt til en krydderkage eller lignende, som vi kender hjemmefra, og som vi ofte skærer ud og smører almindeligt smør på. Brandy butter ville hæve det til skyerne.

Alt i alt en særdeles hyggelig eftemiddag – Chris er en underholdende Ole Opfinder med masser af vid og sjove ideer, Susan er en dejlig kvinde, som kan tale om alt – og som det i øvrigt viste sig, at jeg havde været i Leningrad sammen med i 1971. Vi vidste det bare ikke dengang vi var det … sjovt som verden sommetider er meget lille.

Bagefter julegaveudpakning – alle havde gjort meget ud af at finde den helt rigtige gave til modtageren – det var en fornøjelse at sidde og iagttage folks glæde ved både at give og at modtage.
Jeg fik en meget smuk lille, håndlavet glasvase fra Bath og John en årgangsportvin. Hvor var jeg glad for, at jeg havde købt et par fine Georg Jensen-ting til dem, så vi ikke faldt igennem.
Aubrey fik et selvlysende solsystem i 3-D. Alle planeterne hænger nu på hans værelse i den rigtige rækkefølge rundt om solen og er blevet ladet (lidt) op vha. en kraftig lommelygte, så de kan lyse i mørket for ham i nat. Han er så glad for det, at hans lille krop dirrer af glæde og ophidselse, og han anstrenger sig for at lære planetnavnene at kende. Den gave kommer vist til at matche fint med stjernekikkerten fra os, som han får senere.

Så er der checket ind

Jeg havde næsten helt glemt, hvordan Den Stråtækte ser ud … det er længe siden jeg har været dernede.
John har været forkølet, så vi har hovedsagelig koncentreret os om at få ham rask til i morgen, hvor vi flyver til England.
Det lykkedes – i dag er han sit go’e gamle selv igen. Nu krydser vi bare fingre for, at han ikke nåede at smitte mig undervejs. Vi har ikke brug for mere sygdom, og Charlotte slet ikke; hun er først nu ved så småt at komme til hægterne efter fire – FIRE – uger med snot, ondt i halsen og småfeber, uden det dog blev til mere end en enkelt dag med så høj temperatur, at hun blev nødt til at blive i sengen. Det er simpelthen tre forskellige vira, der har afløst hinanden uden hun nåede at komme sig mellem angrebene, det lille pus. Godt, at mor her snart kommer over og kan hjælpe til – men så nytter det bare ikke, at det er mig, der skal plejes!

Det lignede sig selv, det lille hus – vejret har været hele vejen rundt i dag fra klar, blå himmel til blygråt, tungt og regnfuldt. Vi manglede bare snevejret, men det må meget gerne holde sig væk for min skyld.
I dag så vi en gå og slå græs! Midt i december!

Vel hjemme igen checkede jeg ind til turen i morgen. Officielt kan man gøre det fra 22 timer før afrejse, men jeg forsøger gerne at gøre det 23-24 timer før for at få en god plads, og det lykkedes da også i dag. Gad vide, hvorfor man kan så tidligt, når de siger noget andet? I teorien burde det ikke have kunnet lade sig gøre før kl. 18, eftersom vi flyver kl. 16.
Jeg er spændt på, om vi kan have det hele i kufferterne – jeg mente oprindeligt ikke, at vi skulle have ret meget andet end os selv og noget tøj med derover – jeg har jo nærmest tømt Amazon.co.uk for alt muligt, men alligevel har den ene ting efter den anden listet sig ind og har efterhånden hobet sig op oppe på gæsteværelset, så der bliver mindre og mindre plads til tøj, som vi også skal have meget med af, fordi det først hedder tre dage i London og derefter til tre forskellige julemiddage, hvor vi helst skulle se bare nogenlunde præsentable ud.

Lige om lidt hader I mig

Nemlig når jeg siger, at nu er julegaverne i hus for vores vedkommende.
På nær de symbolske, John og jeg skal give hinanden, men den klarer vi i lufthavnen eller i London.

Hvad gjorde vi dog før internettet? Livet var meget mere besværligt dengang, synes jeg. Nu. Dengang tænkte jeg naturligvis ikke over det, for sådan var det bare.
Lidt lige som en opvaskemaskine. Jeg kender mange, der med fast stemme har svoret, at sådan et monstrum vil de aldrig have inden for dørene.
Lige indtil de af en eller anden grund alligevel får sig en opvaskemaskine og efter et par ganges brug ikke kan forstå, at de nogen sinde har kunnet leve uden sådan en. I de år, jeg boede alene med Charlotte, havde jeg opvaskemaskine. Da jeg købte den, grinede familien hånligt af mig og syntes det var topmålet af dovenskab. Nu har folk det med at forveksle rationaliseringsevner med dovenskab, og jeg syntes jeg havde mange ting, jeg kunne bruge min sparsomme fritid bedre på end at stå og vaske op.

Nu er der vist ikke mange, der synes det er underligt, at selv enlige har en opvaskemaskine.
Mange er stadig skeptiske mht. internethandel, men der har jeg for længst kapituleret.
Det er bare SÅ nemt. Det er selvfølgelig ikke alt, der rent praktisk kan købes – jeg er fx endnu ikke nået til at købe tøj, men sko og støvler har jeg købt med held. Hvis man kender mærket godt, kan man måske nok købe tøj, men når jeg tænker på, hvor anderledes virkeligheden ofte er i forhold til ens eget billede af, hvordan man ser ud iført et eller andet stykke kluns, tror jeg ikke, at jeg tør. Tøj skal prøves. I hvert fald på mig – men at kunne undgå alt julegaveindkøbsræset passer mig særdeles strålende.

Det er skønt at kunne sidde hjemme ved skrivebordet og købe. Legetøjet til ungerne er fast defineret og behøver ikke at prøves eller ses på.
Når jeg oven i købet kan købe i UK fra DK og få sendt til den engelske adresse til en porto, der ikke ruinerer, er det ren win-win. De første gange, jeg sendte julegaver til England, kunne jeg næsten lige så godt have købt en flybillet og overrakt dem personligt.
I dag sendte jeg dog en pakke til Charlotte, som snart har fødselsdag. Det var en ikke særlig omfangsrig pakke, og det der er i den, kan jeg godt røbe kun har kostet 60 kroner, for den egentlige gave er penge til køb af noget ønsket tøj, og dem har jeg nemt og smertefrit overført direkte til hendes konto. Pakken kostede 100 kroner at sende.
“Hvis du sender den som brev, slipper du billigere.”
“Næh, jeg gør så ej – et brev, der vejer 1150 gram, koster 200 kroner at sende. En pakke på 1150 gram koster 100 kroner.”
”Det var pokkers – det har du da ret i!”

Er det så underligt, at jeg foretrækker internettet?