Hos Mommer

27. december 2020

En stille jul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:46
Tags: , ,

Det har været den næstmest stille jul, jeg nogensinde har haft/holdt, kun overgået af en enkelt jul i Sverige, hvor vi kun var John og mig, men det er en hel del år siden.
Denne jul blev afholdt i et tempo, hvor alle kan være med, men det er ikke en klage, for det har været vældig hyggeligt og meget fredfyldt.
Når nu der ingen børn var, hverken større eller mindre, valgte vi ikke at have maden stående på bordet klokken 18 præcis, og vi havde heller ikke spor travlt med at få spist færdig for at kunne komme videre i aftenens program, hvor det primære, så længe jeg kan huske tilbage, har drejet sig om at nå frem til det i visses øjne væsentligste, nemlig gaveudpakningen. Vi sad og nød den eminente Amarone til anden og senere den gode portvin til risalamanden, så vi rejste os ikke fra bordet før ved halvnitiden, på hvilket tidspunkt vi normalt ville have nået både at rydde af, mens børnene lagde gaverne under juletræet, samt have haft tændt juletræet mens vi sang de obligatoriske 3-4 salmer, for dermed EN-DE-LIG at nå frem til aftenens højdepunkt.
I år var der ikke engang et juletræ. Faktisk bryder jeg mig ikke om at pynte juletræ, og jeg afskyr at ‘afpynte’ det igen. At pynte træet er i vores familie en børneopgave, hvor de voksne gerne bare sidder og nyder deres puslen og smådiskussioner om, hvor dette eller hint vil hænge optimalt.
I stedet tændte vi mange levende lys og satte Danmarks Radios pigekor til at synge julesalmerne for os, mens vi lod julefreden sænke sig. Vi sad godt en time og bare nød sangene, inden vi gav os til at pakke gaver ud. En ad gangen, selvfølgelig – vi havde jo tid nok, men kun få gaver.
P1020828

Undervejs løb der små videoklip med julegaveudpakning ind fra England, hvor den times tidsforskel på ikke så mystisk vis var blevet mere end udlignet. Derovre holdes der dansk jul den 24. december, og det blev der også i år, selv om vi ikke var der.
Det er dog kun gaverne fra John og mig, der bliver pakket ud juleaften, idet resten af dem gemmes til d. 25. hvor hele Tims mors familie samles – hvilket den så ikke gør i år, hvor sammenkomsten kun vil bestå af otte, nemlig mine englændere, Tims mor med mand, samt Tims bror og dennes kæreste, men ikke inkluderende mosteren, onklen og deres børn og børnebørn, som de ellers plejer.

Den 25. vågnede vi til det skønneste vejr, hvor vi tidlig morgen kunne følge en mand i skydepram liste sig stille afsted langs stranden ved Den Stråtækte.
P1020825Himlen var høj og blå hele dagen, og vi kørte en tur til Mallings Kløft for at gå en tur.
Gæssene fløj i hundredvis over vores hus den morgen; jeg ved ikke hvor de skulle hen, men formentlig på markvandring.

I går vågnede vi op til en af decembers smukkeste solopgange, med en i ret lang tid blodrød himmel, så vi nød alle tre bare synet så længe det stod på.

Nu blæser det. Det blæser rigtig meget. Merete ville have været kørt hjem tidligt her til morgen, fordi hun havde en halv aftale med nogle af kajakklubbens medlemmer om en formiddagstur på Køge Bugt, men det blev ikke til noget pga. den kraftige blæst, så hun er først lige taget afsted.
Det har været hyggeligt at have hende hernede på en lille ferie. Før i tiden var hun sommetider med i Sverige i nogle dage, men det er ikke en mulighed mere, og det var første gang, hun sov her i fire nætter – men ikke sidste, blev vi enige om, for det kan fint tåle en gentagelse.

22. december 2020

I’m Not Dreaming of a White Christmas …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:06
Tags: , ,

Jeg får vel sagtens 99 % af mine læsere på nakken ved at anvende titlen på denne julesang i overskriften, men ikke desto mindre passer det for mit vedkommende, selv om det måske netop i år er mere okay med sne end det plejer at være, fordi folk opfordres til at blive hjemme.

Jeg kom i tanke om den jul, hvor min søster og svoger den 24. december tidligt på formiddagen begav sig på vej mod Jylland til svogerens familie.
Det sneede. Det sneede rigtig meget. Det sneede så meget, at da de havde været næsten fem timer (ja!) om at nå til Ringsted, hvilket normalt tog 25 minutter, kapitulerede de og ringede til gården, hvor der denne juleaften ellers bare skulle have været min far, John og mig, og spurgte om der på nogen måde kunne blive mad nok til to ekstra, for dette her var da fuldkommen HÅBløst! De ville tidligst kunne være fremme på deres bestemmelsessted i Jylland omkring midnatstid – hvis de var heldige.
Det var lige før vi ikke kunne forstå hvad de sagde, så sammenbidte var tænderne, men selvfølgelig kunne der blive mad nok. Vi havde en af gårdens særdeles velvoksne ænder i ovnen, så den kunne sagtens række til mere end tre. De nåede at komme retur til gården inden normal spisetid, og vi blev dermed fem i stedet for tre, hvilket kun var så meget mere hyggeligt.
Årets portvinJeg kan ikke huske, hvilket år det var, men det er der nok andre der kan – det må have været et sted mellem 2004 og 2010.
De forsøgte sig igen den 25. december og kom denne gang til Jylland uden de store trafikale udfordringer.

Jeg troede ellers, jeg var færdig med årets juleforberedelser, men det holdt kun til jeg læste Erics indlæg. Den julekompot er nødt til at blive afprøvet. Det er fint med traditioner, men det har nu heller aldrig skadet med indførsel af nye varianter – som da vi fx i 2016 indførte, at det gjaldt om at få så mange mandler som muligt når man spiser risalamande, og ikke kun den ene, som er det koncept, de fleste kører med. At få flest mandler gør risalamandespisningen til en oplevelse, hvor alle griner og stolt holder hver eneste nyerhvervet mandel i vejret i stedet for at sidde og lure mistænksomt på hinanden. Det bliver i stedet til se! En til!!
En kompot, hvor svesker og rosiner trækker et døgns tid i portvin tilsat kanelstang og kryddernelliker … det kan ikke gå galt.
Jeg troede, jeg havde en halvbillig portvin i spiritusskabet, men det havde jeg ikke, og da jeg ikke gad køre afsted for den ene ting, ofrede jeg en stor sjat af den halvpebrede, jeg købte som ledsager til risalamanden.
Det bliver kompotten næppe ringere af … nu står sveskerne og rosinerne i køleskabet og drikker sig mere og mere berusede. Jeg er spændt på, hvad John og Merete siger til kompotten, men jeg har i hvert fald store forventninger til dette for os nye tilbehør til den traditionelle andesteg.

P1020817

Forleden dag så vi lyset – hele dagen, næsten uden afbrydelser.

18. december 2020

Vi har set en UFO i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:08
Tags: , ,

Mon ikke medierne flyder over med fænomenet i løbet af dagen?
Det er en stor oplevelse, dette yderst sjældne syn, som netop nu i skrivende stund – i hvert fald på de sydsjællandske himmelstrøg – kan ses som en flad, cirkelformet figur stående lavt på himlen. UFOen er svagt gul og den lyser så kraftigt, at det er forbundet med fare for blindhed at se direkte på den, så det skal man ikke forsøge sig med, men man kan med fordel gå ud og lade sig helkropsbestråle, idet dette på denne årstid normalt ikke er skadeligt. Det skulle tværtimod give ny energi, således at man er bedre rustet til at klare sig igennem de forhåbentlig sidste faser af coronapesten – og muligvis også til at gå i gang med de sidste forberedelser til de kommende, måske lidt anderledes, juledage.

Mormors køkken

Jeg er om kort tid på vej ud i Grandma’s kitchen, where grandchildren are spoilt and happy memories are made.
Her skal jeg lave vanilletrøfler, og jeg skulle også have haft lavet Liselottes Italienske fristelser (som vi smagte hos Ditte, og som var vældig gode), hvis jeg ellers havde kunnet få pistacienødder i Fakta, men som det altid går, når jeg en sjælden gang bevæger mig ind i den butik, er der mindst fem ting på min liste, som de ikke har. De må købes i morgen tidlig, som bliver min forhåbentlig sidste indkøbstur inden jul, idet jeg satser på, at alt det indkøbte, inklusive mælkeprodukterne, så vil kunne holde sig t.o.m. den 26. december.
Jeg satser desuden på, at der 1) ikke er ret mange i Meny en tidlig lørdag morgen og 2) at personalet har brugt fredagen på at få fyldt godt op på alle hylderne. Jeg har dårlige erfaringer med at handle mandag morgen, fordi der ofte er mange tomme hylder.

P1020812

Bortset fra de to nævnte manglende gøremål kan julen såmænd godt indfinde sig for mit vedkommende. Gaverne er på plads i England og deres gaver til os er ankommet … ingen stress over eventuelt for sene afleveringer fra det danske eller engelske postvæsen. Jeg sendte udfyldte til og fra-mærkater over til Charlotte, så vores gaver kan blive bare minimalt personlige, selv om Charlotte kommer til at pakke dem ind for mig.
Madplanen er lagt otte dage frem (to af dagene skulle jeg ikke tænke så meget over …), så hvad det kulinariske angår, skal jeg bare huske at tage tingene ud af fryseren i tide. Min søster kommer på en lille juleferie hos os; det bliver hyggeligt at blive tre i stedet for bare John og mig, selv om vi selvfølgelig også havde klaret det.

I øvrigt har jeg til min usigelige glæde konstateret, at jeg, indtil videre, helt har undgået min julehadesang, nemlig Whams Last Christmas.
Om det er rent og skært held, eller man på de forskellige kanaler langt om længe har indset, at der er mange andre end mig, der i mange år har været ualmindelig træt af den julesang, skal jeg ikke kunne sige. Nogle af de traditionelle julemelodigengangere kan jeg høre igen og igen hvert år, men Last Christmas giver mig lige så mange tics og røde knopper som en vis Mr T’s stemme.

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at UFOen er forsvundet igen.

9. december 2020

Jeg er i gang med årets rilette de porc

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: ,

For små ni år siden serverede jeg et indlæg, der mest af alt var et surt opstød over folks madsnobberi, og jeg tror egentlig, at det stadig er aktuelt – selv om jeg vist, trods alt, ser lidt mere sylte rundt omkring hos slagterne nu, end jeg gjorde dengang. Og – ikke mindst – er nogle af dem med tiden blevet bedre til at lave disse sylter. Men undgå for himlens skyld de fabriksfremstillede!
Man skal bare ikke kalde den slags julemad for sylte. Man skal kalde det for svineriletter eller, endnu bedre: rilette de porc, for så bliver det med ét konverteret til at høre under begrebet finere madlavning, hvorimod alene ordet ‘sylte’ kan få mange til at komme med underlige ansigtsudtryk, der ikke ligefrem udstråler glæde og forventning.
Rilette og sylte er faktisk det samme – blot er den danske sylte mere velsmagende, fordi den er mere krydret …
På billederne er den lyse en fransk rilette de porc og den lidt mørkere er en dansk sylte. Forskel?

Rillettes de porcDansk sylte

Hånden på hjertet: Hvor mange af jer har selv lavet sylte? Hvor mange af jer har smagt en god sylte, som en anden har lavet?
Jeg kommer masser af krydderier i kogelagen. Vi taler ikke om less is more, men om more is more, når der laves sylte: Hele løg med nelliker, allehånde, hele peberkorn, hele enebær, fem fed hvidløg, meget salt, en stor dusk frisk salvie og ditto frisk timian, 5-6 laurbærblade, en spiseskefuld friskhakket ingefær og en deciliter eddike.
Nogle gange har jeg et halvt svinehoved at komme i gryden, andre gange ikke. I dag er en af de andre gange, hvor jeg så må nøjes med det, de i køledisken kalder en syltepakke.
Det dufter himmelsk krydret i hele huset, mens det står og simrer. John var ude foran for at feje visne blade sammen, og da han kom ind igen sagde han, at han kunne lugte alle krydderierne udenfor … det var selvfølgelig via udluftningen fra emhætten.
 Lige om lidt skal jeg ud og rive løg til at komme i selve sylten. Undskyld: riletten. Eller hvad?

Jeg ville også gerne nå at lave vores genbos julekonfekt, som de overraskede os med sidste år. De så meget flotte ud, de små chokoladeovertrukne kugler med guldstøv på. Hun spurgte om vi kunne gætte hvad der var indeni, men det kunne ingen af os gennemskue; bare konstatere, at de smagte vældig godt.
Hovedingrediensen var søde kartofler! Kun sødkartofler, mørk chokolade og vanillesukker.
Det havde jeg aldrig gættet, om jeg så havde fået 100 gæt. Sund konfekt – what’s not to like?
Hvis de bliver lige så gode – og flotte – som genboens, tager jeg et billede og praler med det senere.

3. december 2020

Det er nemt at give sig selv arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:50
Tags: ,

Som det vil være mine faste læsere bekendt, fik jeg nyt drivhus i foråret. Fra et af køkkenvinduerne kan jeg se ud på det, hvilket jeg har gjort utallige gange siden april, og jeg nyder synet hver eneste gang – jeg elsker bare det drivhus. Også når det ikke er i brug.
Forleden dag slog det mig, at det måske kunne være pænt med en lyskæde hele vejen rundt der, hvor væggene knækker over til taget.
Det skal afprøves, så i går gik turen til Køge, hvor vi regnede med, at udvalget var tilfredsstillende stort, idet det var en bestemt kæde, jeg gik efter.
Udvalget var desværre ikke tilfredsstillende stort, så jeg måtte gå på kompromis, som kom til at bestå i en 50 meter lang kæde med 1000 led. Den vil jeg lægge dobbelt og føre den de godt 20 meter rundt.
1000 led fylder ikke meget i en kasse …

P1020774

P1020775Men 50 meter fyldte meget på mine gulve … det meste af køkkengulvet i parallelle baner, videre ud i entreen, så igennem stuerne for at ende nede i systuen.
Jeg fik med andre ord foldet den helt ud, så jeg kunne komme til at lægge den præcis dobbelt. Derefter kunne jeg begynde arbejdet med at hæfte dem sammen med sorte plasticstrips – en for hver cirka 25 cm.
Det tog en rum tid.
Da den nu dobbelte lyskæde lå i en bunke på gulvet, tænkte jeg over, hvordan jeg nu bedst kunne håndtere den uden hurtigt at gå totalt i killingebehandlet garnnøgle for mig.
Aha – garnnøgle! Det var kodeordet: Et haspetræ kan selvfølgelig anvendes til andet end garn!
Kæden kunne lige præcis være på Johns hjemmelavede, men yderst anvendelige (og anvendte) haspetræ, så nu er der styr på de lede lys. Håber jeg …  
Jeg ville have sat dem op i dag, men planer er til for at ændres, for da jeg kom ind efter at have været i drivhuset for at vurdere omfanget af påklædning samt overveje min ophængningsstrategi, pingede der en sms ind med en forespørgsel om vi var hjemme i eftermiddag, for så ville de komme og hente de sutsko, der blev glemt sidst.
Jamen det er vi da, og bliver I ikke også til aftensmaden? Det er langt at køre for en kopkaf.
Det ville de heldigvis gerne, så jeg fik andet at tænke på … oplysningstiden må vente til i morgen.
Det praktiske mht. mini-gæstebuddet er nu klaret alt sammen; der blev oven i købet tid til et indlæg, så nu kan de bare komme, kan de.
Det bliver godt – man går jo nærmest og gror til indendørs for øjeblikket, fordi det ikke er det mest interessante vejr at køre ture i, så det er kærkomment at få lidt adspredelse i form af hyggeligt samvær med gode venner.

28. november 2020

Vi bruger vores forstand og holder afstand med anstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:47
Tags: , , , ,

Det sidste ord i overskriften brugte min far en del; han kunne som regel ikke nøjes med at sige noget med at fryse, forde det næsten altid var tæt forbundet med anstand: Vi fryser med anstand.
Ordet betyder værdighed, og den gælder det om at holde på i videst muligt omfang.
En forstand har ikke noget med skovbrug at gøre, lige som tilstand ikke er en and fra Tilst.
I går ankom pakken til mine englænderes husstand, og den blev genstand for en del opmærksomhed.
De blev glade for den bistand jeg kunne yde til juleglædens fremme – ingen havde lyst til at yde modstand – ejheller opstod der opstand …

Nå. Jeg må hellere stoppe, inden I går helt i standby over min standstandhaftighed (sorry) …
November 2020 - 2November 2020 - 1

Pakken er som sagt modtaget, og familien åbnede den sammen, for jeg havde antydet, at der ville være lidt mere end hyldebuskene til Charlotte i den.
Jeg elsker at give dem gaver, og når glæden er så uskrømtet som her, er det det hele værd, at det skal koste så meget at sende til England … tre pakker af denne størrelse, og det kan betale sig for mig at købe en flybillet og selv fragte tingene derover.
Men det kan jeg som bekendt ikke her under coronapesten.
”Desværre filmede vi ikke da vi åbnede kassen; du skulle have hørt børnene! Hattene var til stor lykke: Aj, der er guitarer på min hat! Aj, der er cykler på Aubreys! Og så nåede de ned til chokoladekalenderne; de største de nogensinde har set – også stor lykke! Og tællelyset var også lykken; så de er alligevel stadig spændt på jul. Tusind tak for vores lækre chokoladekalendere og alle de forskellige godter!

Jeg vil kalde ‘hattene’ for huer, og ‘tællelyset’ er naturligvis et kalenderlys. Det er et par af de lidt pudsige eksempler på, at Charlottes danske, som, efter over 20 års ophold i England, er begyndt at ruste en smule. Hun må sommetider lede efter ordene, og da det ikke er hver gang hun finder det rigtige, må hun digte lidt, hvilket godt kan give anledning til et (ikke altid helt) skjult smil hos moderen en gang imellem … hun kan næsten altid se på mig, hvis hun har fået sagt noget forkert – og så vil hun rettes, for det irriterer hende, når hun har glemt et eller andet ord eller fx anvender et forkert forholdsord.
Vores have- og fuglesprog sammen er dog ofte engelsk, selv om hun gerne vil lære de danske ord for tingene. Det skyldes, at da hun emigrerede, var sådan noget som haver og fugle så langt fra hendes interesseområde som tænkes kan, og hun kendte stort set ingen navne på nogen af delene, så de nåede aldrig ind i hendes danske ordforråd. Vi kan blive nødt til at kommunikere via latin, når vi skal udveksle erfaringer med buske, stauder og træer, men det lærer vi begge af.

26. november 2020

John er en vanskelig herre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:35
Tags: , ,

John er en vanskelig herre. Det er ikke pænt sagt om min søde mand, men jeg mener det.
Dog i den forstand, at han er aldeles umulig at finde på gaver til. Det har jeg skrevet om før, og fra at sige “sokker og underbukser”, når man spørger til ønsker, siger han nu bare, at han ingen ønsker har, så det er ikke blevet nemmere, og emnet dukker op hvert år. Ikke så meget op til hans fødselsdag, hvor han hellere vil have en eller anden oplevelse, som jeg så også kan deltage i, men det vil vi ikke gøre til jul.
Derfor: Hvad skal jeg dog give ham? Charlotte spurgte om det samme i går, og sammen fandt vi frem til noget, men jeg er lige blank.
John er i skrivende stund på vej til Køge, og da jeg spurgte, hvad vi skulle der, kiggede han bare på mig og svarede: Det er jo snart jul …
Man forstår vel en hårfin hentydning, hvorfor jeg derfor er blevet hjemme – temmelig spændt på, hvad han har fundet på, for som regel er det mig, der køber julegaven til mig, så det er ret fedt, at han i år selv er kommet på et eller andet – som jeg oven i købet ikke har nogen anelse om hvad er.
Dengang hele familien samledes i Sverige til jul, lod vi sommetider være med at give hinanden noget, for der var alligevel en million pakker under træet, og ingen lagde mærke til, at John og jeg ikke havde nogen til hinanden, men nu, hvor vi kun bliver tre juleaften, skal der være lidt at pakke op. Min søster og jeg er heller ikke normalt på julegave med hinanden, men i år er vi.

P1020754P1020767

Det er ikke fordi der er meget at fortælle om. Hver anden dag er stadig flot og hver anden stadig grå. I dag er en af de grå.
P1050341 - CopyFuglene omkring os er ligeglade med om solen skinner, bare de får deres mad, og det gør de. Vi har lige købt en ret stor underskål til det rør, vi ellers ikke ville have i haven mere, fordi fuglene sviner meget med maden, hvilket tiltrækker rotter. Efter skålen er kommet på, er der stort set intet spild nede på jorden, fordi de når at rydde op efter sig selv. Der kan godt sidde en halv snes fugle i skålen og vente på, at det skal blive deres tur til at komme i hullet, så at sige, og i mellemtiden mener de heldigvis, at de lige så godt kan foretage sig noget fornuftigt …
Selv om John har klistret alle huller til, bortset fra de to nederste, tømmer de røret på tre dage.
Bålfadsarrangementet ude foran er tømt på nogenlunde samme tid.
Det er desværre ikke det helt store udvalg i fuglearter, vi kan præstere her; de fleste er skovspurve, musvitter og blåmejser, men spætmejsen, sumpmejsen og den lille Robin ser vi dog også stort set dagligt.
Vi har set stillits, bogfinke, grønirisk og dompap, men sjældent. Vi har også gærdesmutter, som dog ikke spiser denne slags mad, men holder sig i stedet til at begrænse antallet af edderkopper i haven. Det skal de ikke høre spor for.

24. november 2020

Så bliver der alligevel råd til julegaver …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:46
Tags: ,

Vi var ved at løbe tør for printerpapir og kørte derfor en tur til en boghandler i Næstved. Der kunne vi desværre konstatere, at den skønne, gamle boghandel, der bevidst efterlignede en gammeldags London-boghandel, havde drejet nøglen om. Hvor er det synd. Det var en skøn butik, men nu var jeg nødt til at finde en anden, som blev en Bog & Idé-afdeling, der er okay, men har man set én, har man set dem alle.
Til gengæld overraskede den på anden vis. Vi blev ekspederet af en lidt ældre herre, som, da han så mine to pakker printerpapir, sagde, at én pakke koster 50 kroner, men han havde tilbud på en kasse (= fem pakker) til 150 kroner. De var to pakker kvit og frit, så jeg slog til – det skal nok blive brugt.
Jeg skulle også have 10 elastikmapper, så jeg spurgte, om ikke også der var rabat på dem. Han kiggede lidt på mig, inden han svarede, at det er der normalt ikke, medmindre man køber 10 i samme farve, og det havde jeg ikke gjort. Jeg kiggede bare tilbage, smilede sødt og sagde, at jeg var nødt til lige at prøve … til hvilket han igen sagde, at “du skal nok få lidt, så”.
Mapperne kostede 15 kroner stykket, og jeg fik dem for en rund tier. Det blev selvfølgelig kun til en 50’er i alt, men lidt har også ret, og relativt set fik jeg 33 % i rabat, hvilket jeg syntes var en fin gestus.
Det er altid godt at spare penge. I dag har jeg også fået mine penge retur fra Stena Line, fordi jeg i fredags aflyste juleturen til England. Så er der til et tilskud til pakkeportoen, som ikke er småpenge, hvorfor jeg af samme årsag helst vil købe gaverne til englænderne i England, hvilket er mest praktisk af flere årsager.
Godt, at vi har internettet.
Jeg har i et stykke tid været klar over, at vi ikke skulle regne med at komme derover til jul, og alligevel gjorde det ondt at annullere billetten … det føltes lidt som at brænde sine broer, hvilket selvfølgelig er noget sludder.
Vi blev meget sødt inviteret til min søster, så snart de hørte om vores aflysning, men fordi hun skal være sammen med børn, svigerbørn og børnebørn, ville vi i givet fald været blevet en sammenblanding af syv forskellige bobler, hvilket hverken John eller jeg har lyst til at risikere. Godt nok er det jul, men det er corona ligeglad med.
Nu bliver vi så bare tre juleaften, idet min anden søster, som ellers skulle have været med til England, nu kommer ned til Den Stråtækte i stedet for. Det skal nok blive en rigtig hyggelig juleaften, men naturligvis ikke den samme, som hvis vi havde været i England.
Næste år, forhåbentlig …
Boris Johnson har godt nok lige lovet at lempe lidt på de skrappe restriktioner i nogle få dage i julen, hvor de dermed får lov til at samle generationerne og holde jul sammen, men jeg tror ikke, at der vil blive ændret på rejserestriktionerne.
Det er fint nok for englænderne og godt for Charlottes svigerforældre, som ikke havde måttet se de to sønner, hvad de altså gerne må nu.
Forholdene derovre – eller i resten af Europa, for den sags skyld – har ikke ændret sig, for coronapesten har ikke tænkt sig at holde fri i juledagene, og myndighederne er på det rene med, at de med størst sandsynlighed bliver straffet bagefter i form af øget smittetryk, men Johnson og hans regering ved også godt, at de slipper for megen dårlig stemning og oprørstrang, hvis de lemper lidt i juledagene.

P1000411

Vi må drukne julesorgerne i Isle of Møn-gin og i stedet ændre dem til juleglæder. Det er en vældig god gin, i øvrigt.

26. december 2019

Julefred og advokater med humor

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , ,

Julefreden har først nu sænket sig over Den Stråtækte, men på den kedelige måde: Englænderne er kørt i lufthavnen og lige om lidt afgår deres fly mod LHR. Som det sker hver eneste gang, synes jeg det er et forfærdelig stille hus at komme tilbage til, og det er ikke engang fordi, jeg har en meget larmende familie – tværtimod har det altid været stille børn, og vi nyder faktisk de stille stunder, vi har sammen – nyder dem bare fordi vi ER sammen, men stilheden nu er bare mere stille end den der er, når vi er seks mennesker sammen, selv om ingen af os siger noget. Stilheden er også mindre stille om morgenen, mens de er her, selv om det kun er John og mig der endnu er vågne – eller i hvert fald ude af sengene. Det hører med til traditionen, at jeg først kalder når morgenmaden står på bordet. Alle er med stor sandsynlighed allerede vågne, men det er en del af morgenhyggeritualet at sidde i nattøj og med morgenhår, og jeg udøver gerne denne meget værdsatte service, så længe jeg overhovedet kan.
Det med de forskellige stilheder er svært at forklare – jeg forstår det ikke engang selv, men nogle af jer vil måske vide hvad jeg mener.

Merry Christmas

Tim har et PR-firma, der primært har advokater som klienter. Det folkefærd opfattes af mange som værende nogle halvstive og halvkedelige starutter at være sammen med, men de behøver ikke nødvendigvis at være kedelige alle sammen, og her er beviset i form af den julehilsen, en af Tims kunder sendte til ham. Den håndskevne tilføjelse nederst til højre mangler ordet ‘months’; ellers fik han det hele med på billedet.

24. december 2019

Årets længste dag – igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:42
Tags: ,

Godt nok er én af os teenager om tre uger, men man er stadig ikke ældre, end at dagen i dag er nærmest uendelig og uudholdelig lang. 
Anna er allerede teenager … og i øvrigt 14 år om to uger … hun kan langt bedre klare dagens længde, men det skyldes måske delvist, at hun er så meget teenager, at det tager det meste af den at gå i bad …

Tiden går ... langsomt ...

Det er godt, at kinaskak er opfundet. Det kan på én gang forkorte dagen og underholde hele familien – også vi to gamle, som ikke spiller med. Vi nøjes med at lytte til de verbale udgydelser, hvilket er ret morsomt.
Der kan også bare sofahygges.

Far- og sønhygge

Havørnen sad i formiddags nede ved vandkanten og fortærede et bytte vi ikke kunne se hvad var, men kragerne var så interesserede i det, at de gik til angreb på havørnen, som dog ikke lod sig afficere af det, før den var mæt og fortrak frivilligt – om ikke andet var det, hvad vi konkluderede.
Det var som sædvanlig John, der fik øje på den, men jeg skal da lige love for, at det hurtigt kunne få især Aubrey og Tim i skoene og ud for at slås om kikkerten. Charlotte og Anna tog det mere afslappet og lod drengene om at studere havørn.

Ænderne er varmeklar, mandlerne er smuttet, saucefonden er kogt ind og skal bare jævnes og smages til, brunkartoflerne er kogt, de hvide kartofler skrællet og risengrøden bliver færdig helt af sig selv i ‘høkassen’, som er lig med min seng.
Om et par timer kommer Merete, Annemarie og Rune, så vi skal være så færdige som muligt inden da. Jeg bryder mig ikke specielt om det julemiddagsstress, der nemt kan opstå, når det hele skal laves færdig på én gang til sidst lige inden serveringen.
God jul derude – jeg håber I alle får lige netop den jul, I helst vil have.

22. december 2019

Vi har ikke spor travlt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

P1000466Englænderne ankom i torsdags, så fredag var afslapningsdag, inden vi skulle være sammen med hele familien i går, lørdag. Det meste af formiddagen gik med at lave de to retter, vi skulle levere til Den Store Frokost. Charlotte ordnede ingredienserne til ‘Vibbers herlige sild’, som er en meget lækker ‘sildesalat’. Vi skulle være 15 voksne og 7 børn, og da opskriften var til seks personer, mente jeg, at vi hellere måtte lave dobbelt portion.
Det var ALT for meget – de andre grinede, da de så mængden af herlig silderet. Jeg fortalte hvorfor der var så meget, og de spurgte, om det mon var beregnet til at være en hovedret? Ja, tøhø, det må da være sådan … nå, men vi har i hvert fald sild nok til resten af juleugens frokoster, også selv om alle de andre fik en portion med hjem.
Julestrikkekassen blev næsten helt tømt, hvilket jeg derfor betragter som værende en succes.
Aubrey opdagede, at han fandt lun leverpostej med champignon og bacon totalt uimodståeligt – lun flæskesteg og ditto medisterpølse røg også ned i aubreydybet. Samt naturligvis frugtsalat i 20191221_185419betragtelige mængder. Han er inde i en spisemegetperiode, men det i går tangerede dog vist alligevel en rekord.
Børnene hyggede sig sammen med både hinanden og noget af alt legetøjet, som Merete har i huset til børnebørnsbesøg, men da vi nærmede os deres normale sengetid, var de blevet meget trætte hele bundtet … jeg synes det er skønt at se et lille barn sidde med sut i munden og håndtere youtubeklip som om hun var født med den smartfon i hånden.
Hvad man vel næsten også er, når man er født efter 2007.
Mellem alle ‘hovedretterne’ og desserten, der som nævnt var frugtsalat (og ost), gik vi en relativt lang tur ned til stranden.
Hvor min skøre lillesøster ikke kunne stå for, at vandet var så stille og klart – hun måtte en tur i vandet. Hun prøvede at lokke andre med, men uden succes, hvilket dog ikke afholdt hende fra det. Som jeg sagde: Hun er skør, men det vil ikke alle være enige med mig i, vil jeg tro. De fleste vil sige, at hun er sej, og det er jeg ikke uenig i. Men også lidt skør …
Jeg vil ikke isætte billeddokumentation, fordi hun ikke havde medbragt badetøj … vi må derfor hellere holde det betagende syn inden for familiens rammer.

I dag var vi på Muldiverset, hvor vi spiste frokost. Derefter ville vi ud i den friske luft, men vi syntes alle, at den var lige frisk nok, så den generelle stemning blev hurtigt mere for at runde en bager og derefter tage hjem og spise kage samtidig med indtagelse af et krus varm kakao.
I morgen formiddag skal vi en tur afsted til tølløseegnen, så englænderne kan se Malle og Anders’ hus; derefter bare hjem for at spise frokost, sætte ænderne over og få kogt risengrøden til risalamanden.
Med andre ord: Vi hverken er eller bliver på nogen måde overanstrengte, men det gør ikke spor. Man skal helst kunne slappe af i julen.

18. december 2019

Hele vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , , , ,

Når man har gjort noget to gange, så er det en tradition, ikke sandt? 
Nu har vi to gange haft vejen inde til en lille julekomsammen, så ‘man’ blev enige om, at nu hænger vi simpelthen på den; at det hermed er blevet en tradition.
Lige før de kommer ...Det gør vi også gerne hvert år, for det var simpelthen så hyggeligt. Vi kender jo hinanden alle sammen – nogle mødes med jævne mellemrum; andre kun ved særlige lejligheder som i aftes, men vi hilser altid på hinanden, og når vi møder hinanden udenfor, får vi gerne en lille sludder – dette sker dog mest i sommerhalvåret. I går var vi så heldige, at alle kunne deltage, undtagen det ældre par, som bruger huset som sommerhus; de er her ikke så tit i vintermånederne.
John har lavet en fin bordplade (den står på bukke = nemmere at pakke væk), som vi, fordi vi ‘kun’ var 14 personer, i går kunne sætte sammen med bordet, som altid står der. Jeg synes det er hyggeligst, når vi ikke bliver delt op i to grupper. Det var første gang, vi brugte dette ekstra bord, så det var samtidig en lille test af, hvor mange vi maksimalt vil kunne bænke. Det blev til 20 personer uden man behøver at sidde lårene af hinanden. Rart at vide … jeg troede egentlig ikke, vi ville kunne rumme hele familien på én gang, men det kan godt lade sig gøre nu, for hvis vi sætter de mindste børn for bordenderne, kan der være fire mere, og vi er ‘kun’ 23, når Malle og Anders får deres lille pige til maj. Det vil sige, at skulle de beslutte sig for en lillesøster eller -bror til hende, vil vi stadig kunne være der hele styrken. Der er godt nok to, der er singler, men vi skal nok finde en plads til alle, hvis dette skulle ændre sig.
Det er sikkert en banalitet for mange af jer, men det er første gang jeg har haft et hus, hvor jeg kan bespise mere end 12 personer uden at skulle ommøblere det halve af huset – og mere end 16 har altid været totalt umuligt.
Nu er vi ikke længere afhængige af, at en af mine søstre gider lægge hus til, når vi samler alle, hvilket vi gør hvis det er muligt, når englænderne er her … det bord skulle han have snedkereret for længe siden, men bedre sent end aldrig, og ideen kom altså først for ikke så længe siden.

Juletræer fra SnedkerboetHele vejen

Apropos snedkerarbejde: En af vejens beboere har for ikke så længe siden taget trædrejning op som hobby, og han forærede os tre små fine juletræer i aftes.
Han er virkelig dygtig – man skulle tro, han aldrig havde lavet andet. Hvis man søger efter snedkerboet på Instagram eller Facebook, kan man se hans flotte arbejder – flest på FB, da han er ny på IG.
Jeg har bestilt en garnskål, som jeg får efter nytår (og som er sådan en som på det lille billede). Han får selv lov til at bestemme træsorten. 

14. december 2019

Lav grøn omstilling – og tjen flere penge. Eller hvad?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , , , , ,

Der var mail i dag fra vores elselskab. Transportydelsen bliver ændret. Nåda. Nu er der igen et eller andet, der skal stige, tænkte jeg.
Det er også rigtigt. Tror jeg. Men det er lidt svært at gennemskue.

image

Det giver jo mening – sådan da – selv jeg kan forstå, at man ikke kan få vindmøller til at indrette sig efter danskernes strømbehov.
image

Jeg skal ikke brokke mig over, at ydelsen falder 5,83 øre/kWh. Det bliver da også til en slags penge.
Hvad jeg derimod ikke helt kan regne ud er, hvor meget mere (nemlig sandsynligvis ikke mindre) vi sammenlagt kommer til at betale for vinterhalvårets tredobling af prisen mellem kl. 17 og kl. 20. Det er kun en ottendedel af døgnets timer, men velsagtens den mest strømforbrugende ottendedel, og når prisen på den ottendedel stiger gange tre, mens den eksakte værdi af den ikke kendes, så er det et svært regnestykke. 
Et af deres ‘gode råd’ er at vaske tøj før 17 og efter 20 i vinterhalvåret. Det kræver det til gengæld ikke den store kædestrammereksamen at regne ud.
Vi har bare aldrig vasket tøj mellem 17 og 20, så her kan vi ikke spare.
Vi kan vente med at starte opvaskemaskinen til efter 20 – ikke noget problem.
Men det er urealistisk, at tilstrækkeligt mange vil have kunnet lave aftensmaden færdig før kl. 17 eller vente med at gå i gang med den til efter kl. 20 til, at det vil have en effekt. Vil jeg tro. So what to do?
Jeg er vist nødt til at følge vores strømforbrug time for time, hvis jeg skal have en chance for at lægge en fornuftig energispareplan.
Kunne man forestille sig at have en timer på køle/fryseskabet og kummefryseren således, at de altid er slukkede mellem 17 og 20? Det er vel ikke helt i skoven? Der er nok også nogle standby-ting, der med fordel kunne pilles lidt ved.
Hvad gør I for at spare på strømmen?


Charlotte havde fødselsdag i forgårs. En af ‘gaverne’ var, at hun for kun anden gang i sit voksenliv kunne stemme til et regeringsvalg, så det var stort for hende. Hun siger, at hun stemte på den rigtige …
Charlottes birthday tea 2019Fordi Anna, som tidligere berettet, var på lejrskole i Berlin (de havde boet på et slot – hun var ved at strømme over af begejstring, da hun fortalte mig om det), skulle de først fejre C torsdag aften.
Torsdag morgen nævnte Aubrey ikke spor om nogen fødselsdag. Da hun kørte ham til skolebussen, spurgte C med et lille smil hvorfor han ikke havde sagt tillykke til hende. “Because you told me that we’re not to celebrate you until Anna’s back home!”
”Johh, men man må altså gerne ønske tillykke.”
”Okay. Happy birthday, then.” Det kom vist ret så halvhjertet …
Hun blev ‘tilykket’ igen torsdag aften af Aubrey, Tim og en ekstremt træt Anna. 
Tims mor med mand kiggede ind til afternoon tea her til eftermiddag, og i aften skal de til Bath, hvor de først skal til den traditionelle pantomime og dernæst spise på restaurant. Eller også var det omvendt.
Det glæder de sig alle fire til – de elsker deres pantomime, som ikke er hvad en dansker forstår ved en pantomime, fordi der er masser af ord; bl.a. skal der altid komme den velkendte “he’s beHIND you”.

  1. a theatrical entertainment, mainly for children, which involves music, topical jokes, and slapstick comedy and is based on a fairy tale or nursery story, usually produced around Christmas.

  2. a dramatic entertainment, originating in Roman mime, in which performers express meaning through gestures accompanied by music.

Vi kender pantomimen bedst som nr. 2, hvor de i England kun kender den som beskrevet i nr. 1.

12. december 2019

En nydeligt klippet Jesus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Vi var i Næstved i går, fordi vi havde et ærinde i Biltema. Det er meget farligt for os – ellere nok snarere for bankkontoen – at frekventere en sådan butik, fordi der alt for let opstår andre behov udover det, der bragte os dertil.
I går var det en powerbank med solceller. Jeg fik en åbenbaring, for det er da bare SÅ smart til min kajakkende søster, som hvert år befinder sig en uges tid uden for, nok ikke pædagogisk, men snarere elektrisk, rækkevidde. Det har været steder som Vancouver Island, i Grønland, dybt inde i de svenske skove eller, som i år, på Lofoten. Spændende steder, og hun har nogle fantastiske ture, men det har været svært for hende og hendes rejsekammerater at holde liv i telefonerne, som de naturligt nok betragter som deres livliner. Powerbanken er på 8000 mWh, hvilket jeg håber er nok til en uge, hvis man stort set kun har telefonen på standby.
Det blev så til lidt mere end den symbolske gave, det skulle have været, men det betyder mindre, fordi jeg synes, det er en rigtig god ide, og så er det lidt ligemeget med prisen.
Det eneste er, at den jo ikke ligefrem kan ligge foran på kajakken for at lade op, men eventuelle problemer med bølgeskvulp og dermed fugtighed er nok noget, hun på en eller anden måde vil kunne løse.
Jeg tør godt skrive det her, for jeg er 99,9 % sikker på, at Merete ikke læser min blog, og skulle hendes børn eller andre, der har noget med Merete at gøre, så bare hold bøtte, ikke? Det er jo snart jul, så der er alligevel så mange andre små hemmeligheder, I skal holde på.

P1000393P1000394

På vej hjem lagde vi vejen forbi Toksværd Planteskole, fordi jeg manglede lidt pyntegrønt til de juledekorationer, jeg har lavet i dag.
De havde den største julepyntudstilling, jeg har set i Danmark. Det var voldsomt. Det var fascinerende og ganske overvældende. Det var også lidt for meget, men pyt med det – det trækker sikkert kunder til, kunne jeg forestille mig. Jeg købte dog ikke andet end det pyntegrønt, jeg kom for.
Bl.a. havde de den nydeligst klippede Jesus, jeg til dato har set. Det fik mig til at tænke på de gamle malerier og/eller ikoner af Josef, Jesus, Maria, de hellige tre konger eller andre bibelske personer, hvor kunstneren malede tøjet efter sin egen tids mode og ikke efter, hvordan klædedragten formodes at have set ud på den tid, man gjorde sig så megen umage med at afbilde.
Men den altfavnende gestus havde han åbenbart allerede som nyfødt …

Live_AutoCollage_10_Images

9. december 2019

Der løb mit mål fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , ,

Juletræet er i hus. Eller … det kommer det ikke før den 23. december, men det er købt og står nu udenfor og venter på at komme på fode igen og blive fint pyntet om 14 dage. Jeg formoder ikke, der er nogen grund til at vente med at købe det – de pæneste vil bare være væk, og de er jo alle sammen fældede på nuværende tidspunkt, så friskere bliver det heller ikke. Vel, Farmer?
Vi fandt et nydeligt et lige i den rigtige højde. Jeg er en glimrende juletræsmålestok, da det helst ikke må være ret meget højere end mig, hvis der skal være plads til stjernen – og det skal der jo. Det er en Georg Jensen-stjerne, som jeg arvede efter mine forældre. Sådan en er relativt dyr, synes jeg, men den kommer ikke helt op på siden af den, vi så i en udsendelse i går om, hvordan de ultrarige kæmper for at bruge flest penge på julen. Heriblandt så vi en specialdesignet julestjerne med en nærmest fingerbølstor diamant som centerpiece. Den skulle koste den nette sum af 650.000. Pund!!!
En havde købt en fødselsdagsgave til en ven: Et ur til en million. Pund!
Eller hvad med et usb-stik til små 30.000 pund? Af form som en svamp (billede).
Vi så også en ung kvinde, der havde specialiseret sig i specielle og individuelle indpakninger. En af dem var med adskillige tusind swarowskiperler og havde taget hende seks uger at lave, men hun fik den nu også pænt betalt: Mellem 25.000 og 30.000 – også pund, naturligvis. Vi taler altså bare om indpakningen her …
Vi så chokoladeæsker af almindelig Anton Berg-størrelse, men med indholdet fremstillet i Dubai. Der var en, der bestilte 80 æsker som en lille julehilsen til sine nærmeste venner [sic] – det blev så lige 8000 pund. For de penge ville han have trykt den enkelte vens navn uden på æsken, men det var sjovt nok ikke noget problem.
Der var et par, som både skulle nå at være i Frankrig, New York og London i julen. Butleren henvendte sig til Londons formentlig dyreste ‘blomsterudsmykker’ og bad ham om at pynte Belgravia-lejligheden op. Budgettet var 250.000 pund. Parret skulle tilbringe 1½ døgn i London – og butleren vidste ikke engang, om det var helt sikkert, de overhovedet ville nå at runde London, men pyntes op skulle der …
En bar havde en speciel drink med armagnac fra 1800-tallet + en dyr årgangschampagne plus ægte, spiseligt bladguld øverst, på isen. Pris pr. drink: 8000 pund.

Jeg tror ikke, mange af jer er i tvivl om, at jeg nok mest er blå – i hvert fald lyseblå eller måske oven i købet en lille smule lilla – og jeg har normalt ikke ondt af, at der er forskel på fattig og rig, fordi der ofte også er forskel på, hvad man har lyst eller formåen til at yde for samfundet. Det er dog ikke min politiske observans, der skal diskuteres her, men med den udsendelse i aftes sad jeg godt nok og fyldtes mere og mere med rødglødende forargelse. Det var ganske enkelt bare alt, alt, ALT for meget. Det var noget svineri, for at sige det rent ud. Hvis man kan bruge 5,2 millioner kroner på en julestjerne og 8 millioner på et ur, så kan man fgm også finansiere en skole et eller andet trængende sted – eller uddanne en hel landsby eller … der er rigtig meget, man ville kunne, så, hvis man ville.
Det er i orden at være rig, men det er første gang, jeg kan helhjertet kan tilslutte mig udtrykket “de rige svin”.

Hvis I har lyst til at lade den hellige juleforargelse fylde jer, så sendes den igen 14. dec. 2019: 07:35 – 08:30 på TV 2 FRI

7. december 2019

Det bliver ikke os, der afskaffer julegaver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: ,

Jeg elsker at give gaver. Engang elskede jeg også at få dem, men nu har førstnævnte overhalet sidstnævnte. Jeg forstår bedre og bedre min far, som i de sidste 25 år – eller deromkring – af sit liv påstod, at vi IKKE skulle give ham julegaver. Han manglede ikke noget, sagde han. Sådan har jeg det nu, og min datter nægter lige så hårdnakket, som vi tre søstre i sin tid nægtede at følge fars ønske. Sådan går tingene i ring, og et eller andet sted føles det lidt trygt.
Og julegaver skal der til.
Johns far har aldrig rigtig holdt af julen, hvilket var lidt synd for moderen, som vist ikke fik lov til at gøre så meget ud af den, som hun havde lyst til.
Han var desværre lidt af en hustyran. Johns mor var syg af lungekræft, da jeg mødte John; jeg nåede aldrig at opleve hende rask, og hun døde, da vi havde kendt hinanden i et lille års tid.
Til vores forundring sad Johns far en aften og hang med næbbet, fordi ingen af hans tre børn havde spurgt, om han ville komme og holde jul med dem.
– Jamen du er jo aldeles ligeglad med julen!? Den siger dig ikke noget?!
– Johhh, jahhh, næhhh, men  … det er jo heller ikke så sjovt at sidde alene den aften …
– Du må meget gerne komme og være sammen med os – vi bliver kun John, Charlotte, Pernille og mig.
– Jeg giver altså ingen gaver!
– Så kommer du heller ikke og holder jul hos os. Vi giver hinanden gaver, og du slipper ikke. Du behøver ikke at give John og mig nogen, men du har bare at komme med noget til pigerne. Og du skal nok få en af os. Vi er så få, så der skal gaver til, skal der. (Han ville ikke have økonomiske problemer med det).
Han brumlede lidt, men slugte dog kamelen, og det skal siges til hans ros, at han kom med nogle fine og betænksomme gaver til os alle fire – og lur mig, om han ikke syntes, det var en rigtig hyggelig aften.
Det var måske bitchy sagt af mig, men John måtte da skjule et smil, og ingen har beskyldt mig for at have gået for længe i flinkeskole.

Det er ikke sådan, at hele familien giver hele familien julegaver – det ville blive alt for voldsomt. Vi giver selvfølgelig alle tre hver især til mænd, børn og børnebørn, og hvis vi er sammen juleaften giver vi til dem, der er sammen. Således giver vi til de to af Meretes børn der kommer, og Merete får også en, dog giver vi i den ældste generation kun hinanden noget symbolsk, fordi vi som sagt ikke synes vi mangler noget, men det er nu alligevel meget hyggeligt at pakke en gave eller to op.
Jeg mangler kun at finde en ting til min søster – alle andre gaver er i hus. Det er blæret, men jeg nyder at have god tid til alt det andet der også skal nås, når der kommer englænderinvasion, plus det løse, i juleugen.

P1090983
Billedet er fire år gammelt, så det har I forhåbentlig glemt, at I har set før. I dag har jeg pyntet hele huset op … det ser ikke helt ud som herover, men næsten.

2. december 2019

Bunken vokser …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: , ,

Bunken af julestrik vokser og garnlageret svinder.
Hvis familien ikke vil have det, så lægger jeg det ned i Røde Kors-butikken, hvor der plejer at være god omsætning i strikkede varer – måske fordi folk ved, at det ikke er brugt tøj? I hvert fald er vinterting som sokker, huer og vanter knap nok blevet lagt ud til salg, før det er væk.

P1000370Jeg var på arbejde for første gang i fredags, hvor jeg nåede at få et pænt indblik i, hvordan butikken fungerer – og jeg må sige, at der er styr på tingene. Det eneste, der irriterer mig en smule er, at de lige lidt for ofte prøver at kapre mig til både helt andre funktioner og til ekstra vagter i butikken. På en måde kan jeg godt forstå det, når nu de åbenbart mangler frivillige (selv om de er 135 i Præstø alene). “Helt andre funktioner” kunne være familienetværket, hvor de fx laver mad og hygger sammen med familier (det er vist nok primært enlige mødre), der på den ene eller den anden måde har brug for støtte og for at ‘netværke’ med andre, og det, må jeg indrømme, er slet ikke noget for mig. Jeg er frygtelig asocial, hvad den slags angår, og jeg har derfor altid haft den dybeste respekt for folk, der har overskud til den form for arbejde.
Næste gang bliver jeg nødt til at fortælle dem rent ud, at med mine 3 timer hos Nørklerne og 3½ time i butikken om ugen yder jeg, hvad jeg er indstillet på at yde, og de skal ikke hele tiden spørge mig om ekstra.
I fredags blev jeg spurgt om jeg kunne være interesseret i sommetider at tage en ekstra tirsdagsvagt, fordi de har en frivillig, der er begyndt at blive dement og dermed ikke er til megen hjælp mere – tværtimod, så kræver det en ekstra person når hun har vagt, men de nænner ikke at fortælle hende, at hun ikke skal komme mere.
Jeg må have set tilstrækkelig skræmt ud, for hende der spurgte mig sagde, at det skulle jeg bare glemme igen …
Det er nemt for mig at sige, når det ikke er mig, der skal fyre damen, men jeg synes, at de er nødt til at være ubarmhjertige og gøre det. Hvis ikke, bliver det i hvert fald uden mig som hendes støttepædagog!

Nå. Det skal nok gå alt sammen. Jeg kunne godt fornemme, at man var glad for at få en, der med det samme forstod, hvordan man betjener pc’en, der bruges til prismærker (og også kunne fortælle hende, der lærte mig op, en fiks lille genvej eller to …), for der blev sagt, at der kun var en lille halv snes af butikkens 35 frivillige, der kunne finde ud af det. Jaja – man er vel en af de yngste … jeg er virkelig kommet blandt it-analfabeter, både i butikken og blandt nørklerne, men det er altid rart at blive anset for at være ‘hende den dygtige, der forstår sig på den slags ting’.

Hvis man finder noget, man selv kunne være interesseret i, og som der endnu ikke er kommet pris på, spørger man en anden, hvad vedkommende synes det skal koste. I mit tilfælde blev Lone tilkaldt, “for hun har forstand på pelse”.
Hun sagde, at capen er sommerhermelin og fra et meget fornemt gammelt københavnsk firma. Jeg var godt klar over begge dele, men prisen?
75 kroner, og så fik jeg en minkkrave, som også lå i rodekassen, med i købet.
Jeg købte det til Charlotte, som i ledige stunder morer sig med at sy vintage tøj fra forskellige perioder. Lidt for sent kom jeg i tanke om, at man jo nærmest bliver lynchet, hvis man i England viser sig i ægte pels.
Jeg må se, hvad hun siger – ellers har jeg en hermelincape og en løs minkkrave jeg nok ikke rigtig kan bruge til noget.
Ideer, anyone?

P1000366

26. december 2018

Jul på Dudmore

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , ,

I går var det Den Store Juledag i England. For vores vedkommende foregik den på Dudmore, som Tims bror efter otte år endelig er blevet (næsten) færdig med at sætte i stand og derfor nu er flyttet ind i. Han købte stedet som noget af en ruin for nogle af sine bonuspenge det pågældende år.
Han fik en bonus på en million. Pund. Han gjorde det vist godt det år …

DudmoreDudmore

Jeg tror ved, det har kostet flere penge at renovere end han gav for det, for det var virkelig i meget dårlig stand, men det er nu blevet rigtig flot indvendigt. Nu mangler han bare alt det udvendige plus en jungle af en have, men det skal nok blive godt engang.
Jeg ville give min venstre arm for at have sådan et køkken at arbejde i. Jeg er superglad for vores i Den Stråtækte, men dette er endnu bedre – med et kæmpestort AGA-komfur, ditto arbejdsbord og i den anden halvdel et skønt plankebord, der uden problemer kan sidde en halv snes mennesker omkring.

DudmoreP1030864

P1030868Dudmore

Vi vidste godt, at vi kunne forvente en overdådig julemiddag, og vi blev da heller ikke skuffede; først en dejlig forret, så den traditionelle kalkun, efterfulgt af frugtsalat med custard og til sidst et opulent og yderst lækkert ostebord, men dette blev dog først nydt efter at have gået en tur og efter gaveudpakningen, så vi kunne nå at oparbejde bare en lille smule appetit igen.

Jul på DudmoreDudmore-mostJul på DudmoreOst på Dudmore

Broderen kan oven i købet blære sig med sin egen æblesaft. De har haft et lige så stort æbleår derovre, som vi har haft i DK, så han fik små 200 flasker bare fra et enkelt af æbletræerne.
P1030891Gaveseancen foregik på den måde, at Anna og Aubrey delte alle pakkerne ud, og da bunken var fordelt, begyndte man udpakningen, hvorunder der lød spredte, men konstante udbrud af ohhhs, wows, thank yous og diverse andre lyde og ord. Man kan nok forestille sig variationen, mon ikke?

Børnene fik gaverne fra os i aftes, fordi den danske udgave af julen holdes den 24. Desuden var pakkerne så store, at det ville være ret praktisk ikke også at skulle have dem med i bilen, som var proppet nok i forvejen.
Bl.a. fik Anna en guitar og Aubie en greb. Den dreng har de besynderligste ønsker – sidste år var det et jordbor –men det er redskaber, han bruger i deres base camp, og hans mor var blevet lidt mere end en anelse træt af, at hun lidt for ofte skulle hente sin greb langt nede på marken, fordi han havde ‘glemt’ at tage den med tilbage.

Det er allerede næstsidste dag herovre. Sidste hele dag, da vi skal afsted herfra allerede ved middagstid i morgen. Tiden er fløjet endnu hurtigere end den plejer, men det gør den for det første i godt selskab, og for det andet har der været gang i et eller andet hele tiden – det er først i dag, vi laver slet ingenting, hvilket vi alle synes vi har fuldt fortjent.

23. december 2018

Scener fra et ægteskab og fra et landsbyliv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags: , , , ,

Scene: Et sted i huset, hvor Tim engang har anbragt en printer, som ikke gør hvad der forventes af den. Charlotte roder med den og lydene fra hende bliver mere og mere indædte at høre på, men lige meget – eller lidt  – virker den.
– Tim – can I divorce you for this? This bloody, damned, foolish printer does. not. WORK!!!

– Oh, just forget what I said before. I’ve now skipped the divorce and gone directly to murder!

Ingen løfter et øjenbryn. Børnene fortsætter med hvad de har gang i, Tim ligeså. John hører lydbog og er derfor udenfor rækkevidde; jeg griner fordi jeg ved, at det bare et et udtryk for et hyggeligt dagligliv her i den engelske udgave af Den Stråtækte. Charlotte bander normalt ikke og er tålmodig i en grad, hun i hvert fald på ingen måde har arvet efter sin mor, men elektronik, der ikke virker, drives her mad.

Herunder ses årets julekort – eller nogle af dem; der er løbet flere ind i løbet af dagen, som endnu ikke er kommet op på snoren.
Lige så meget jeg hyggede mig med julesangesyngningen, lige så meget har jeg godt nok kun en overbærende hovedrysten tilovers for denne skik.
Tim har købt en en kasse med julekort. Formentlig er der 100 i, måske flere.

P1030851
Alle i landsbyen skriver kort til alle i landsbyen, som har omkring 35 husstande. Så skal der skrives kort til familien, som de ser alle sammen inden nytår, og der skal skrives kort till venner, bekendte og forretningsforbindelser rundtomkring.
Alt der kan afleveres uden brug af British Mail, bliver det. Det vil sige, at alle i landsbyen går rundt og afleverer et julekort til alle andre i landsbyen.
Da Tims forældre kom forbi i forgårs, sagde Tim: Oh – here’s your Christmas card. Don’t forget it!
Julesangerne fra forleden fik kortene med hjem, for så slap Tim for nogle på ruten dagen efter, hvor han gik rundt med resten af landsbykortene.
Det er nemlig et af de punkter, hvor Charlotte opponerer mod at blive britisk; hun nægter simpelthen at skrive julekort på den måde. Hun sender et par stykker til nogle af deres nærmeste venner, som ikke bor i nærheden, og som de derfor ikke ser i julen.
Skal der skrives landsbyjulekort og uddeles, må Tim selv gøre det, selv om han i de første år prøvede med, at det normalt er kvinderne, der skriver disse kort. Det hjalp ikke spor, så Tim sidder trofast og skriver en lille hilsen på de mange kort hvert år.
I er muligvis enige med Tim i, at sådan skal det være, men i modsætning til tålmodigheden ligner C mig åbenbart her, for det med julekort har jeg aldrig kunnet se det fornuftige i – og da slet ikke på den engelske måde.

Men bortset fra dette – og det skal ikke opfattes som brok, for det må de da ganske selv om – så er det tæt på lillejuleaften, som er et ukendt begreb i England, men træet skal pyntes lige om lidt, for sådan har vi altid gjort det i Charlottes familie. Vi spiser suppe, fordi det er godt at have resterne til, når man kommer hjem fra de store julefrokoster, hvor der måske skal lidt til, men ikke ret meget. Når træet er pyntet, laver vi vafler og hygger os med dem.

21. december 2018

Christmas Carol Singers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:12
Tags: , ,

Du GOdeste, hvor er her blevet julet siden vi kom i går. Forsinket pga. nogle sindssyge personers leg med droner i Gatwick, hvilket kunne mærkes i London Heathrow. En times forsinkelse gav det, pga. ekstraordinær travlhed, så vi nåede vores tog med tre minutters margin. Hader den slags …
Men vi er fremme, hvilket er det vigtigste. I går blev der pyntet over kaminen i spisestuen. Meget engelsk. Vi pakkede gaver ind i hobevis. Det er nok både dansk og engelsk.

P1030801P1030804.

I formiddags kørte vi til Marlborough for at få købt al julemaden ind. Det var der sandelig også ufatteligt mange andre, der gjorde. Det var sidste skoledag, så der var en masse mødre, der lige skulle have klaret alle indkøbene inden de skulle hente børnene. John og jeg skulle i Boots for at hamstre Beechams og andre sager til at gøre kål på de forkølelser, som jeg, men især John stadig ligger under for.
Charlotte har lavet juledekorationer, og børnene trillede romkugler af massen, som jeg lavede til dem.

P1030808P1030809

Hvis man undrer sig over, at der er tre børn, så kan jeg fortælle, at den tredje er nabodatteren, som på det nærmeste er flyttet ind her, men hun er en sød og dejlig pige, så det har ingen noget imod. Og der er altså ikke noget galt i hjemmet, vil jeg skynde mig at understrege, men begge forældre arbejder meget, så hun kommer herind og hygger sig.

P1030812

Og så har vi lige oplevet et klassisk engelsk fænomen: Christmas Carol singers. De er 20-25 personer fra landsbyen, som, startende fra Watford House, hvor de varmer stemmerne op, går landsbyen igennem til stort set alle dens husstande og synger julens sange. Nogle få steder (i år fem) bliver de inviteret ind – det går vist lidt på skift – og får et glas et eller andet og lidt knas. I dette tilfælde glögg og romkugler (som andre vist kalder havregrynskugler), fordi Charlotte godt kan lide at demonstrere sine nordiske rødder ved denne slags lejligheder.
Alle blev på mirakuløs vis proppet ind i spisestuen, hvor der skiftevis blev sunget på livet løs og budt glögg rundt.
Stemningen var høj, selv om det var det første sted på ruten.
Det var simpelthen så hyggeligt – jeg elsker den slags traditioner. Hele seancen tog kun omkring 30-40 minutter, men vi stod tæt, så det var fint nok.
Billederne er elendige – det er umuligt for mig at fotografere så mange i så lille et rum, men kan stemningen fornemmes bare en lille smule, er jeg tilfreds.

P1030813P1030822

Der var en, der spurgte mig, hvad vi danskere mener om Brexit, men jeg svarede, at det ville de slet ikke ønske at få svaret på ved sådan en hyggelig lejlighed som denne.
Så tog Richard lige over – Richard er manden på billedet herover helt til højre og ham, der på meget humoristisk vis skriver og redigerer landsbyavisen, som udkommer en gang om måneden – og brød ud i
WE WISH YOU A MERRY BREXIT, WE WISH YOU A MERRY BREXIT AND A HAPPY NEW YEAR.
Der var ikke et øje tørt.

16. december 2018

Julen er skudt i gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:47
Tags: ,

Årets første julefrokost løb af stabelen i dag. Måske var det i virkeligheden den sidste, for vi holder jo en i august … faktisk er jeg ikke helt klar over, om det er den forrige eller den følgende jul, vi holder der …
I hvert fald holdt vi den for bare os tre søstre med børn og børnebørn. De to andres børn og børnebørn, for mine kan desværre yderst sjældent deltage, og således også i år – men det var som sædvanligt smadderhyggeligt alligevel, selvom det er lidt ærgerligt, at vi manglede mine fire englændere. Den skulle vist helst også have været holdt lidt tættere på julen, men fordi vi er ovre hos samme englændere hele julen, blev det altså i dag.
Malle og Anders lagde hus til. De har lige købt et nyt, gammelt hus, som de flyttede ind i for bare en måneds tid siden, men det var totalt indflytningsklart, og de ville naturligvis gerne vise det frem til familien.
John og jeg er ellers en anelse fornærmede: De har slået vores Stråtækte med tre år! Vores er fra 1780, mens deres er fra 1777.
Og så har de oven i købet den kæmpestore have, jeg gerne ville have haft – men det skal retfærdigvis siges, at det vidste jeg ikke, at jeg ville, da vi købte vores hus – det er kommet til senere, at jeg er glad for at have have.
Og de skal have høns … jeg er helt misundelig, men man kan ikke få alt. Vi rejser også alt for meget til at have høns. Siger John.

P1030794

Julefrokost med én øl til deling. Fars Jul fra Refsvindinge … tre liter øl, så det var lidt af en flaske. Annemarie klarede udskænkningen perfekt uden at spilde en dråbe.
Og der var da også flere øl til dem der ville have det, men der var mange chauffører, så det var ikke så galt endda – man kan ane Johns Nordic, som man godt kan tillade sig at drikke mere end én af, selv om man kører, og snapsen var det kun mine to søstre, der tog af. Jeg var godt nok ikke chauffør, men fordi jeg foretrækker vin fremfor øl, syntes jeg ikke lige, at der skulle snaps til fruen her.

Jeg har som bekendt afholdt strikkekurser for begyndere for mine to yngste niecer.
De ønsker nu et kursus for let øvede, og da de syntes det kunne være hyggeligt, hvis de var to på holdet denne gang, aftalte vi, at de kommer lige inden nytår, så vi kan nå det, inden vi skal på en stor rejse i januar.
Det bliver da SÅ hyggeligt.
Jeg havde en masse strikkede sokker, futter, pandebånd, halstørklæder og huer (og nogle af de syede toiletpunge) med i håbet om, at der kunne findes afsætning for det.
Det kunne der. Alle tog en eller flere ting; jeg havde næsten ingenting med hjem igen, så det blev ikke meget til Røde Kors i denne omgang, men jeg synes det er skønt, at alle, unge som ældre, godt gider gå med mosters hjemmestrikkede.
Det har hulet lidt ud i alt det plantefarvede garn at strikke alle disse ting – jeg har strikket 11,5 kilo garn op i år, så jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed over at have købt over 20 kilo garn. Det skal nok blive brugt.

4. december 2018

Jeg elsker overraskelser – de gode, vel at mærke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:13
Tags: , ,

Overraskelser kan være ubehagelige og de kan være gode. Førstnævnte kan det vel næppe undgås at få indimellem, men det er naturligvis sidstnævnte, vi helst vil have.
I dag kom der en af den gode slags.
Der kom en pakke fra Charlotte, som vi var noget mystificerede over, for det er hende, der har fødselsdag lige om lidt, og vi skal derover for at holde jul, så hvorfor skulle der nu komme en fra hende til os?
En decideret fejl kunne det ikke være, for man pakker ikke et eller andet ind, skriver adresse på og går på posthuset for at få det sendt – nåhh nej, undskyld, det var en fejltagelse – det var slet ikke jer, der skulle have haft den pakke
Det viste sig at være en julekalender med et motiv af børnene på, taget i København i julen 2017 og med lækre chokolader i.
Det er første gang, jeg har fået en julekalender af min datter – det har ellers altid været omvendt. Fra hun var to til hun var 13, var det 24 pakker, og fra 14-18 år var det en adventskalender, så hun kunne få lidt større og dermed mere anvendelige ting.
Da hun gik i gymnasiet, foreslog jeg, at John, hun og jeg købte otte gaver hver, og så skulle vi lave en pakkekalender til hinanden.
Det blev nedstemt med to stemmer imod og en for …  
Da hun flyttede hjemmefra, fik hun til den første jul igen en pakkekalender, men denne gang en lidt anderledes en af slagsen. Nu indeholdt den en tube tandpasta, en pakke ris, en pakke vaskepulver, en pose mel, osv. i den dur. Alt sammen noget, man ikke lige tænker over, men som bare skal stå i skabene. Det kom nemlig som noget af en overraskelse for hende, hvor dyre den slags ting kunne være. Fra en af de første telefonsamtaler efter flytningen til Amager:
– Mor, er du klar over, hvad en tube tandpasta koster!?
– Ja, mit barn, det ved jeg skam godt …
Hun blev meget glad for den julekalender. Hun var på førsteårselevløn og havde lige købt lejlighed, så hun svømmede ikke ligefrem i penge.
I dag blev jeg lige så glad for hendes julekalender til os, selvom det selvsagt var tanken, der glædede mig, og ikke fordi det normalt kniber for os med at få den daglige økonomi til at hænge sammen.

Julekalender 2018

25. november 2018

Årets første julemarked

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags:

Årets første julemarked for mit vedkommende var på Marjatta. Det er et gevaldigt tilløbsstykke; med flere politifolk og endnu flere i-den-retning-pegevagter. Det er faktisk helt vildt, så mange der kommer. Vi var der for to år siden med Inge og Hasse, og Inge havde lyst til at komme igen i år, for Vindfyrder var en ting dengang, hun gerne ville have haft, men den var udsolgt. Så i håb om at være heldigere i år …
De sov her i nat, for jeg havde foreslået, at vi nok skulle satse på at være der kl. 10, når de åbnede ballet.
Det viste sig at være en rigtig god ide. Vi gik selvfølgelig den kilometer dertil og var der to minutter i 10. Der var biler, biler, biler alle vegne. De kom simpelthen trillende ind som én lang stang af firhjulede transportmidler, som gav mig mindre behagelige minder om Helsingørmotorvejen i myldretiden.
Men vi kom altså spadserende og var derfor lidt ligeglade, bortset fra, at de mange biler indvarslede skræmmende mange mennesker.
Det kunne dog have været værre – og det blev det da også ret hurtigt, men det første kvarters tid kunne vi stadig komme til rundtomkring og se, hvad de kunne tilbyde på de mange forskellige borde.
Det kan godt være, at marjattabørn og –voksne ikke er som os andre på mange måder, men de kan godt nok producere noget fantastisk håndværk.
Det var ‘normale’ voksne, der stod for de forskellige boder, men mange af dem havde en eller flere af eleverne ved sin side, og det bare lyste ud af dem, hvor stolte de var over det de havde præsteret at frembringe.   
Der var keramik, sølvsmykker og alle mulige slags træarbejder. Adventskranse og juledekorationer i utallige variationer; den ene smukkere end den anden. Det kan godt være, at marjattabørn og –voksne ikke er som os andre på mange måder, men de kan godt nok producere noget fantastisk håndværk. Jeg tror dog ikke, at alt på basaren var produceret på Marjatta … det må jeg have spurgt om ved lejlighed.  
Jeg købte to af disse vindfyre, som de kaldte dem. De var smukt forarbejdet, og de vil se fine ud i haven eller oppe i shelteret. I modsætning til vindharper er de lydløse. Jeg får svip af vindharper og har aldrig forstået, hvordan nogen kan holde den konstante, klimprende støj ud.
Der var spiselige ting af stort set enhver art, der var strikkede og syede ting, der var lys af bivoks og der var boder med produkter fra deres gårde. Marjatta driver både et økologisk gartneri og et ditto mejeri, så institutionen er et lille totalsamfund i sig selv. Mit indtryk er, at det er et meget, meget populært sted at få optaget et barn med fx Downs syndrom, men jeg forstår sandelig også hvorfor det er sådan.
Man skulle næsten tro, jeg fik sponsorpenge for denne blomstrende tale, men sådan er det ikke. Det er bare fordi, som jeg før har nævnt, at vores vej er en marjattavej, og det store engagement lyser igennem hos alle dem, der er ansat der.

22. november 2018

Det hvertandetårlige dilemma

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags:

Kan man sige som i overskriften? Det kan man godt, for jeg har lige gjort det … og hvad skal man ellers med ét ord kalde noget, der kun sker hvert andet år?
Vi har sat vinterens udendørsbelysning op i dag. Jeg ville have det i orden inden Inge og Hasse kommer på lørdag, og i dag har det kun blæst omkring en kvart pelikan – men det var skam rigeligt, for jeg frøs næsten mere end jeg gjorde i Grønland. Dog nok delvist, fordi jeg havde bare hænder, men nu er lyset på plads; både bålfadet, det nye lystræ, lanternen ved hoveddøren og de to lyskæder hhv. ud til vejen og omme i haven. Det er IKKE juleudsmykning; det er hyggebelysning til de lange, mørke vinteraftener, og det får lov til at blive der til langt ind i februar.

Det var således ikke dilemmaet. Det ville heller ikke give mening, hvis det kun skulle opstå hvert andet år.
IMG_8696Dilemmaet har jeg i alle lige år: Hvor meget skal/gider jeg pynte op til jul, når vi er i England en uge omkring juleaften?
Det er ikke noget problem, når de kommer her i de ulige år, for så får den hele armen og med alt til faget hørende.
Hvert lige år beslutter jeg mig i løbet af november for, at i år skal der ikke julepyntes inden døre. Således også i år.
Ganske langsomt kommer der alligevel noget snigende.
Nu er fx kalenderlyset på plads. Måske i lidt god tid, men det er da så fint, som det står der i den nye bakke med glas, jeg ikke kunne stå for i Meny i dag.
Der kommer garanteret også mere, hvis jeg kender mig ret.
Jeg kan jo ikke lade være. Det er kun en uge, vi er væk; jeg har tænkt mig at invitere vejens beboere ind til knas og hygge, og vi får da også andre gæster i løbet af december, så selvfølgelig bliver der pyntet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg hver gang det er et lige år tror jeg træffer en fast beslutning, for jeg ved jo så udmærket, at det ikke holder – jeg elsker julen og jeg elsker julepynt.
Lige så meget jeg elsker at pynte op, hader jeg at tage det ned igen, hvilket er en kraftigt medvirkende faktor til, at julen hos os altid varer til Helligtrekonger. Her kapitulerer John som regel og begynder at pille det hele ned og lægge det i en bunke på sofabordet, så skal jeg bare lægge tingene på deres rette plads.
Men der bliver ikke lavet juledekorationer i år. Det gør der altså ikke. No way.
Tror jeg nok …

28. december 2017

Dagen før dagen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:53
Tags: , , , ,

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

P1000835

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!

It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

P1000838

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

25. december 2017

Og nu er det hele overstået

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , ,

Man glæder sig og man venter. Venter lææænge. Og lige pludselig, inden man næsten når at tænke over det, er det hele overstået.
Hele juleaften forløb fuldstændig som en juleaften i vores familie skal forløbe.
Merete og jeg var spændt på, hvordan andestegen var. Jeg havde ledt med lys og lygte efter et sted, hvor man kunne købe landænder. Det var ikke nemt at finde her på egnen, men det lykkedes. “Jeg sender en mail til dig, når du kan hente dine ænder.”
Fint nok. Det blev så Merete, der hentede dem, for hun bor lige ved siden af. Næsten …
Men de var frosne! Der er da for pokker en grund til, at man bestiller landænder, og den er netop, at man vil have frisk kød, der ikke har været frossent!
Merete spurgte hvorfor det var sådan og fik et lidt svævende svar. Noget med travlhed og at det var det nemmeste for dem at administrere.
Det var både første og sidste gang, vi køber juleænderne der.
De smagte såmænd fint nok, der var meget kød på dem og ikke ret meget fedt, som hun havde lovet, men de skal altså ikke være frosne. Punktum.

Marjattaturen (5)

Efter morgenmaden var vi alle otte enige om, at en gåtur ville være en rigtig god ide.
Vi gik derfor op til Marjattaområdet. Inklusive et kvarters fri leg på den gode legeplads for både børn og voksne, tog turen en lille 1½ time. Det hjælp lidt på al sløvheden at blive blæst lidt igennem … vi kom ikke ligefrem tidligt i seng i går …

Marjattaturen (6)Marjattaturen (7)

Det var ikke nemt at holde baligelancen.                   Du skal da bare gå! Sådan her, mor!

Marjattaturen (8)Marjattaturen (9)

Aubrey havde problemer i starten …                          Men de var hurtigt overstået, og han nærmest slentrede nonchalant hen ad bjælken.

Vores gæster kørte hjem efter frokost, og nu bliver der bare nydt julegaver og slappet af.
Jeg er ved at vise børnene hvordan man kan farve med løgskaller; de synes det er ret interessant, at man kan bruge den slags almindelige ting til garnfarvning. De hjælp mig jo med tagrørsplukning med efterfølgende farvning i sommer, og i overmorgen prøver vi at koge nogle valnøddeskaller. Jeg aner ikke, om det overhovedet vil kunne give noget, men det er altid spændende at eksperimentere, især med to interesserede og engagerede medforskere.

23. december 2017

Nu er det juuuul – endelig jul …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:44
Tags: , , , , ,

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!

Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

P1000757

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

P1040648P1040649P1040650

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

22. december 2017

Tre bud på årets længste dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:08
Tags: ,

Folk med hang til videnskabelige kendsgerninger vil nok hævde, at den længste dag på året er lige inden Skt. Hans.
Børn med nordisk juletradition vil stædigt fastholde, at den ligger på den 24. december, og at det intet har med dagslys at gøre.
Jeg siger, at det er i dag – og at det intet har med dagslys at gøre.
Der er uendelig lang tid, fra jeg står op, til vi skal afsted til lufthavnen for at hente englænderne.
Vi skal oven i købet før afsted i forhold til normalen, hvor deres fly lander 17:15, da de kommer allerede klokken 14:15.
Det er der absolut ingen grund til at brokke sig over.
Jeg har fået tiden til at gå med at bage brød og sætte aftensmaden over. Den består af lammeskanke, som i stedet for at få de sædvanlige tre timer ved 175°, i dag får seks timer ved 120°. Jeg kan jo ikke komme til at sætte dem over kl. 15 – men mon ikke også resultatet bliver lige så godt? Det tror jeg.
Så har jeg nusset lidt hist og ordnet lidt pist – kigget på lidt garn og har gået en runde … alt er gjort rent og er fint parat til juleinvasionen, og jeg kan ikke finde på flere praktiske gøremål.

I går morges fik jeg en mail fra Tim, hvor han skrev, at han nok var nødt til at tage et senere fly, for d. 22. december ville blive en uhyggelig travl dag.
Jeg ved, at han sommetider får lidt ‘forhåndsstress’, så jeg tog det ikke helt alvorligt – tænkte, at den får Charlotte nok kringlet.

For lidt siden fik jeg denne sms:

P1000749

Hvordan hun har båret sig ad, regner jeg med at finde ud af senere – men jeg spørger hende ikke før hun og jeg er i enrum.

20. december 2017

Man skal bare komme bag på folk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:47
Tags:

Der er et vældigt liv af arbejdsramte folk på vores vej om morgenen. Selv om vi er bare otte husstande, hvoraf en kun bruges som sommerhus, er der livlig trafik allerede fra ved femtiden. Ofte bliver jeg vækket, fordi ofte er jeg nok halvvågen i forvejen, men i modsætning til dem, der vækker mig, kan jeg bare hygge videre i sengen, snuppe ipadden og læse eller spille Ruzzle eller Quizbattle eller lægge et morgenpuslespil.
Det er fedt at være jobstoppet. Har jeg nævnt det før?
I morges fik jeg den ide at invitere folket på vores vej til en uformel sigen glædelig jul til hinanden. Bare til lidt vin eller øl eller kaffe eller vand og en masse guf og knas.
John var med på ideen, så jeg forfattede en meget juleagtig seddel og gik rundt og lagde foran de enkeltes døre. “Kom i aften og bær julen ind til os” – og lidt mere. Jeg ville ikke smide det i postkasserne, for sådan en tømmes ikke nødvendigvis hver dag.

P1000738P1000741

Det var ikke alle, der kunne, men vi blev fire par, og det var superhyggeligt. Fire par kunne sagtens snakke meget. Rigtig meget. Rigtig højt. Rigtig hyggeligt. Snak om alt fra biler (mest mændene …), mad (mest kvinderne …), sygeplejerskernes/plejepersonalets generelt elendige arbejdsvilkår, hvad vi alle skal i julen, opdatering på nogle af de naboer, som ikke dukkede op i aften og lidt om Marjatta – på forespørgsel fra ikke-Marjatta-folkene, vel at mærke – og meget, meget mere god snak.
Der var to Marjatta-par, et ikke-Marjatta-par og naturligvis to pensionister. Snakken kom blandt andet ind på før og nu – der har godt nok boet nogle typer på vejen. Jeg sagde til John, at vi blev nødt til at blive underlige på en eller anden måde, så vi kan leve op til tidligere standarder.
Den måtte jo så komme: “Det har I da allerede klaret meget godt.” Jamen de er da så søde hele bundtet.

Vi har oplevet det før: Man skal bare give folk det kortest mulige varsel, så kan de godt komme – man giver dem nemlig ikke en chance for at finde en undskyldning for at sige nej tak.
De hævdede dog alle, at det var et godt initiativ, så da de var gået hjem, aftalte John og jeg, at det hermed var en tradition. Normalt siger vi i familien, at én gang er ingen gang, men to gange er en tradition. I dette tilfælde skulle der kun én gang til dette, åbenbart.

18. december 2017

Mandelgaver. Tjek.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags: , ,

Mandelgaverne er i hus. De nævnes i flertal, fordi jeg har to af slagsen – ikke fordi, der bliver uddelt to mandelgaver, for det gør der ikke, men der imageer en til børn og en til voksne. Det var noget, min mor i sin tid indførte. Så længe jeg kan huske tilbage, har mandelgaven været en god ting at få. Det har været attraktivt at æde sig en mavepine til for at få fat i mandlen. Den der fjollede, lyserøde marcipangris syntes mor nemlig var noget værre pjat og ikke spor attraktiv at kæmpe om. Slik fik vi allerede dengang alligevel så rigeligt af julen igennem, så ingen syntes om at vinde noget, der ikke engang smagte særlig godt.
Hvad jeg aldrig som barn undrede mig over var, at det altid var en god mandelgave, uanset om man var fem eller fyrre år – kan dog huske, at jeg en gang naivt sagde, at det da var meget heldigt, at det ikke var far, der fik mandlen i år …
Mor havde altid en til børn og en til voksne. I en periode, da der var børnebørn i alle aldre mellem 2 og 17 år, havde hun oven i købet tre mandelgaver, da en tolvårig med stor sandsynlighed ikke ville blive glad for det samme som en toårig.
Men der var altid kun én mandel. Ikke noget med snyd her.
imageVar det et barn, der vandt, blev voksenmandelgaven gemt til næste år, og omvendt, selvfølgelig, hvis det var en voksen, der var den heldige – hvis ellers gaven stadig villle være god rent aldersmæssigt året efter. Hvis ikke, fandt vi en måde at få den smuglet ind mellem de andre gaver, eventuelt som en delegave til et søskendepar.

Jeg har som hovedregel kørt samme koncept videre og har en mandelgave til de voksne og en til Anna/Aubrey.
I den fantastiske boghandel i Næstved fandt jeg brætspillet Forbidden Desert, som er på engelsk. Ét er nemlig at forstå det talte dansk, noget helt andet er at læse det – det finder selv elitelæseren Anna umådeligt svært, og Aubrey kan slet ikke pga. sin ordblindhed. Det dur derfor ikke rigtigt med danske spil. Forbidden Desert får hæderlige anmeldelser, og det har en snert af noget tribal survival, som jeg forestiller mig må tiltale ungerne.
Traditionen tro vil den senere komme under træet som en fællesgave til dem fra os, hvis det bliver en voksen, der løber af med sejren og får samlet flest mandler – et koncept, vi indførte sidste år og omgående blev enige om at fortsætte med, for det var langt sjovere end at sidde og fedte med en enlig mandel. Især når den viser sig slet ikke at være der, men på mystisk vis forsvundet …

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.