Hos Mommer

15. december 2017

Fristelsen var større, end jeg magtede at stå imod

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , ,

Godt nok er jeg/vi stadig på LCHF-diæten, men lidt julekonfekt skal der altså til, når vi får huset fuldt af englændere en hel uge + et par ekstra juleaften.
Caffe Latte-trøffel (2)I dag blev det til Pernilles café latte-trøfler – en udsøgt lækkerhed, som oven i købet er supernemt at lave.
Der blev 100 gram marcipan tilovers, og nougat har vi masser af, så der blev også til et par snese af de traditionelle nougat-marcipansnitter.
I morgen står den på vanilletrøfler og lidt drømme (småkagerne af det navn, altså …)

Normalt siger jeg, at det kun er tilladt med chokolade i julemåneden, men pga. min indædte ihærdighed for at smide nogle af de mange kilo, jeg har i overskud, har jeg i år indskrænket det til, at det hedder kun i juleugen.
Jeg har derfor ikke engang undt os den übergode chokoladekalender fra Summerbird i år.
Det er ikke ligefrem at gøre det nemt for sig selv, når der så skal laves konfekt … kan vel nærmest sidestilles med en slags masochisme.
Fristelsen var da også for stor.
Trøflerne skal først færdiggøres i morgen, hvor der skal hvid chokolade på, så de blev bare sat ud i kulden, men marcipansnitterne …
Der var nogle grimme og uregelmæssige kanter, der skulle skæres lige og pæne … de skæverter kunne jeg ikke lægge ned i konfektkassen, vel? Og da slet ikke servere dem for andre?

Nå. Jeg pudser stadig glorien – der er smidt godt 13 kilo nu, så skulle der ryge et par på i julen, så slipper jeg nok af med dem igen, når vi med et nytårsbrag ryger tilbage i hverdagen, efter englænderne er taget hjem.
Jeg er spændt på, hvad Charlotte siger, når hun kommer – det var omkring da Aubrey blev født for næsten 11 år siden, jeg sidst vejede hvad jeg gør nu.

Reklamer

9. december 2017

Jul på flaske

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

Nu har jeg vist skrevet så rigeligt om, at jeg endnu har roser udenfor, så nu vil jeg skynde mig at fortælle, at det ikke er roser alt sammen; at jeg også har andre blomster derude, nemlig den lille mamelukærmebusk, jeg købte i foråret. Jeg satte ‘busken’, som i virkeligheden kun var to små pinde, i jorden i april. I maj begyndte den at blomstre, og det gør den endnu! Jeg ved ikke, hvad der skal til for at standse den, men formentlig hård frost – de par minusgrader vi har haft et par gange, ser ikke ud til at have generet den. Vokset er den også – temmelig meget, faktisk, så det har været en virkelig god investering. Okay – hele sommeren var den nærmest helt lyserød af mamelukærmer, men det, der endnu er tilbage, er ret godt gået, synes jeg.
Jeg nænner ikke at gå ud og fortælle den, at det snart er jul …

P1060724P1000637

For det er det jo. Snart jul.
Nede på Knuthenlund havde de en ganske enkel form for bordpynt på deres tre caféborde.
Less is more, som det var meget moderne med en overgang – enkelt, men meget sødt, så jeg stjal ideen, købte to brugte mælkeflasker, som de ‘tilfældigvis’ havde til salg, gik hjem og fik etiketterne af dem, fandt noget andet end mælk at hælde i dem, og vupti: En lidt anderledes og på én gang nuser og rustik juledekoration.
Jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvor jeg skulle stille dem, men foreløbig er de endt i vindueskarmen i køkkenet.

P1000643 P1000644

Sådan noget kan jeg ikke selv finde på, men jeg er rigtig god til at hugge andres gode ideer.

7. december 2017

Ikke kun kunstige blomster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , ,

Til mit indlæg den 1. december kommenterede Fruen i Midten, at det var sjovt at se granpynt og roser på samme tid. Her måtte jeg krybe til korset og indrømme, at roserne var kunstige.
Det er de stadigvæk, alle mine roser i vinduerne, men henne på spisebordet står der rigtige roser. Jeg tog tre ind i dag, og jeg synes det er svært at se forskel på de ægte og de uægte, hvilket siger noget om, hvor godt lavet de kunstige blomster er. I England er de virkelig gode til det – jeg køber altid sådan noget derovre. Eller i Mias Anglofiliabutik, men eftersom hun også køber ind i England, går det ud på ét …

Det var ikke engang de sidste roser; der er stadig flere derude. For to år siden, da englænderne var her til jul, havde jeg roser fra egen have på bordet juleaften. Det håber jeg også på at kunne have i år. Jeg ved godt, at det ikke er ualmindeligt, men det er det for mig, og jeg synes det er dejligt, at det kan lade sig gøre.

P1000625P1000627P1000628

Jeg kan igen og igen forundres over mig selv – over, at jeg på mine gamle dage skulle gå hen og blive så stor en blomsterelsker, som tilfældet er. Og haveelsker i det hele taget.
Og plantefarvningselsker … om et par dage kommer Ditte, og jeg tror, hun har japansk indigo med til mig. Det er i form af frø, så jeg skal selv dyrke min første rigtige farveplante helt fra grunden. Japansk indigo skulle kunne give min yndlingssøgrønblå farve. Det bliver spændende, om jeg kan få planterne til at gro … Ditte sår selvfølgelig også nogen, så vi er to om at forsøge os, og mon ikke det nok skal lykkes for mindst én af os? 
Jeg skal også have fat i nogle kermesbær. De breder sig, men det gør ikke noget, for planterne kan passende få lov at stå omme bag shelteret, hvor der i øjeblikket mildt sagt er grimt, fordi det er svært at grave i jorden pga. gamle og store rødder, men jeg vil forsøge at mase lidt kermesbær ned – de giver en fantastisk farve, som minder lidt om cochenille, men lidt mere rød, og jeg synes det er sjovere, hvis man kan hente materialet i egen have.
At det måske ikke er så lysægte, er jeg ret ligeglad med – det er alligevel ikke ret tit, jeg ligger i solen i 500 timer med mit uldne tøj på …

4. december 2017

Og mig, som aldrig vinder noget!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , , ,

Billedresultat for hvid jul dalbyJeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 KnuthenlundKnuthenlund (1)

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

3. december 2017

For lidt og for meget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:29
Tags:

For lidt og for meget – ingen af delene er optimalt.
Sidste og forrige år udviklede jeg en allergi for overbefolkede julemarkeder. Jeg elsker julemarkeder, men når man står i lag og knap kan komme til at se, hvad de forskellige udstillere udstiller, og at menneskemassen er så massiv, at den bestemmer tempoet, jeg bevæger mig frem i, ja så gider jeg ikke rigtig lege med mere.
P1000612I morges forsøgte vi derfor at finde frem til et, der for det første ikke ligger langt væk og for det andet virker tilstrækkeligt lille til, at man med rimelighed kan forvente et overkommeligt antal besøgende.
Vi fandt et ikke så langt fra Vordingborg, som har åbent i denne weekend … d. 2. og 3. december fra 10-17, stod der. Afsted med os. 
Da vi nåede frem til den rigtige adresse, så vi et skilt, hvor der stod JULEMARKED.
Nedenunder stod der LUKKET.
Det havde åbenbart været for lille til at kunne holde begge dagene – det kan man så gætte på årsagen til, men svaret finder vi nok ikke …

Hmmm. Hvad nu? Var der ikke også et i nærheden af Kalvehave? Google, google.
Jo, det var der, så der kørte vi til og blev modtaget i forsamlingshuset af julemanden og en hel masse rensdyr.
Her kunne vi konstatere, at det  modsatte af overbefolkning heller ikke er særlig spændende.
For lidt og for meget …
Men jeg fik et rensdyr med hjem – lige så kalveknæet som de rigtige – jeg kunne ikke stå for dem, og John har lovet at lave et par stykker til, nu hvor han har en skabelon. De er uhyre enkle, men man skal lige få ideen. Han (ja, ikke John, altså, men Rudolf) står nu og ser tåbelig ud på en skøn måde – lige ved siden af hoveddøren.

P1000613P1000615

Jeg håber, vi engang må finde et julemarked med de rigtige proportioner i enhver henseende, men vi fortsætter nok først eftersøgningen til næste år.

1. december 2017

I år bliver her pyntet op

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:20
Tags:

Jeg tror aldrig, jeg havde pyntet så lidt op til jul, som jeg gjorde sidste år. Det er som om lysten til det ikke rigtig vil indfinde sig, når man er væk hele julen, hvad vi er hvert andet år. Vi Juledekorationer 2017 (1)er væk en hel uge – fra omkring den 20. december til omkring d. 28. december. Det er noget andet, hvis vi bare er væk juleaften og eventuelt i en af juledagene, men hele julen …
Det har vi været, siden min far døde. I 2011 og 2012 holdt vi den i Sverige – som to modsætninger: I 2011 var vi hele familien (dengang 17), og i 2012 var John og jeg for første gang bare os to juleaften. Det var nu faktisk meget hyggeligt, men jeg tror, Charlotte havde det lidt skidt med det, for til trods for, at de af hensyn til Tims familie kun tager til Danmark hvert andet år, og at hun engang sagde, at hvert andet år måtte vi klare os selv, så inviterede de os til England i 2014. Vi var der igen i 2016, så det er allerede en tradition, og vi synes det er SÅ hyggeligt at få lov til at være med til en rigtig engelsk jul.

I år kommer englænderne her, men vi bliver otte i år, for min ene søster og hendes yngste datter kommer også. De to skulle ellers have siddet alene, hvilket ingen af dem forståeligt nok havde særlig meget lyst til, og både englænderne og vi synes, det kun er godt at blive lidt flere juleaften.

P1000604Det var en lang indledning til at nå frem til at fortælle, at i år bliver der derfor pyntet op i en grad, der vil give Gertrud Sand mindreværdskomplekser. Næsten, i hvert fald, og vi begyndte i går med at sætte mørketidsbelysningen op udenfor. Ahh, hvor det dog hygger og ‘varmer’ fint.
I dag var det juledekorationernes tur til at blive produceret. Jeg stod ude i garagen med det og havde tøj nok på til ikke at fryse, men mine fingre var nærmest stivfrosne efter to timer derude.
Det fik mig overbevist om, at et par fingerløse vanter nok alligevel vil være en god ide at få strikket til mig selv.

Nissen er også flyttet ind. Han bor lige derhenne i hjørnet ud til entreen. Vi kan høre ham rumstere inde i væggen om aftenen og om natten. Naturligvis er det ikke mus, som onde tunger påstår … det er nissen, er det!

I morgen og/eller på søndag kommer resten af pynten op.
Julen er dermed ved at være i hus. Gaverne er allesammen købt og mangler bare at blive pakket ind – hvad gjorde jeg dog før internettet?

31. oktober 2017

Juleforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:13
Tags: , ,

Ja, jeg er altså trods alt ikke begyndt at pynte op til jul endnu … halloweengræskarrene skal lige væk inden vi begynder på det mere julede.
Der er flere former for juleforberedelser.
For eksempel har jeg lige købt min egen julegave. Det bliver måske lidt svært at blive overrasket juleaften, men hvad gør man ikke for at få noget, man ønsker sig?
John spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave, og følgende konversation udspillede sig:
Et elektrisk krydsnøgleapparat.
Hvad er det??? 
Det er sådan en dims, der kan lave garnnøgler, og som jeg ikke behøver at få krampe i armene af for at anvende. Den er nok billigst at imagekøbe i England.
– Og hvad hedder sådan en dims på engelsk?
– Electric yarn winder.
– Kan du ikke bare selv bestille den? Jeg aner jo intet om mærker, kvaliteter eller størrelser. 
Det gjorde jeg så …
Bagefter blev jeg stillet bl.a. dette spørgsmål, som er vist på billedet til højre. Man kan jo ikke købe så meget som en gang mobilporto, uden man bagefter skal spørges hvordan købeoplevelsen var, men denne gang kunne jeg ikke engang få lov at betale uden at skulle svare på disse to spørgsmål.

Babufutter fra Miss LemonI dag har jeg afleveret seks par bittesmå futter til Røde Kors til deres julebasar. Der var ikke et øje tørt, da de andre nørklere så dem, men de er altså også små – de to mindste par passer nok næsten bedst til for tidligt fødte babyer, men nu kommer de på basaren, så får vi se, om der er nogen, der vil have dem med hjem.
Det var dermed også en slags juleforberedelse.

Endelig var den tredje af slagsen, at vi har haft støvet lidt rundt for at finde et sted, jeg kan købe de foretrukne landænder til fortæring juleaften.
På en af vores småture rundt i nærområdet så vi for et par uger siden et sted, der på et skilt reklamerede med, at de sælger lammekød, oksekød og fjerkræ, så der kørte vi hen i går.
Den kødsælgende dame beklagede dog, at hun ikke havde fået ændret sit skilt, for hun solgte faktisk ikke længere fjerkræ. Da jeg forklarede, at det drejede sig om mine juleænder, kendte hun en, som jeg kunne prøve at ringe til, hvilket jeg gjorde i morges.
Med held. Jeg skulle bare beslutte, hvad mine ænder skulle veje. 2½, 3, 3½ eller 4 kilo? Vi snakkede lidt om, hvor meget svind der vil være, hvilket ikke er 31 oktober 2017 (7)ret meget; der er meget kød på, fordi de har gået ude og motioneret og snasket i alt det gode, som ænder nu engang kan lide at snaske i.
Det er jo lige præcis derfor, jeg helst vil købe landænder direkte fra avleren.
Jeg får en mail, når jeg kan komme og hente dem i ugen op til jul. Perfekt.

Det var morgenens solopgang også tæt på at være. Smukt var det i hvert fald.
Vandet var fyldt med blishøns og både på det og i luften var der ænder, måger og gæs.

31 oktober 2017 (1)

27. december 2016

Engelsk jul, del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , ,

Vi kørte allerede ved 10-tiden for at være på Manor Farm kl. 12. Det ligger lidt nord for London, og vi troede, at trafikken måske kunne være lidt slem, men det var den ikke. De tog den smukke tur for vores skyld; på den mørke vej hjem kørte vi ad de store veje – og var fem minutter kortere tid undervejs, så så meget for den ‘hurtige’ rute.

P1050525P1050531

Manor Farm er måske umiddelbart knap så charmerende som Tim og Charlottes hus, fordi det ikke stråtækt, men det er næsten lige så gammelt, nemlig fra 1490, hvor The Malt House er fra 1410. Mosteren og onklen købte det i 1973 som nærmest en ruin og brugte nogle år på en nænsom restaurering. Alle de gamle ildsteder er der endnu; det i spisestuen var temmelig stort for så lille et rum, men forklaringen var, at det havde været køkken engang, så der skulle være plads til et spid med en hel okse på – sådan cirka …

Ildstedet i spisestuen

Bordet var dækket efter alle kunstens regler; med de fineste krystalglas og det smukkeste porcelæn. Der var røget laks til forret. Dernæst kom der en 10-kilos stuffed turkey med ovnstegte selleri, pastinakker og gulerødder, plus kogte kartofler og rosenkål. Dertil brun sovs og bread sauce, som jeg tror man skal være englænder for at synes om (det er nu heller ikke alle englændere, der gør det, kunne jeg se). Til sidst Christmas Pudding, en cheesecake og to andre desserter. Til julekagen var der brandy butter, som jeg snildt kunne blive forfalden til. Århh, det er godt …

 P1050534En 10-kilos fyldt kalkun

Christmas crackers hører sig til. Ikke nytårsaften, men juledag, lige som dronningens tale er denne eftermiddag og ikke nytårsaften. Det lidt dumme ved dette tidspunkt er, at hele England sidder og spiser kl. 15, når hun taler, så ingen har tid til at se og høre dronningen. Der er det måske lidt smartere med vores kl. 18 nytårsaften.

Christmas crackersChristmas pudding

Hvidvinen til laksen var fra New Zealand, for derfra kommer familiens svigersøn. En glimrende vin. Rødvinen til hovedretten blev der talt meget om inden vi satte os til bords, for det var en treliters flaske fra 1975, som var blevet åbnet til denne lejlighed. Vin holder sig bedre i store flasker, og 1975 var et af de bedste år for visse Bordeaux-vine, men jeg var alligevel skeptisk, for jeg husker godt, hvordan fars eksemplarer fra dette år var ‘gået over’, fordi han troede, han kunne gemme dem nærmest for evigt. Det kunne de ikke holde til, og det havde dagens eksemplar heller ikke kunnet. Værten og hans søn smagte, nikkede, sagde mmmmm og roste, og eftersom jeg sad mellem de to, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg godt nok syntes, at den vin nok skulle have været drukket for en hel del år siden. Det var ikke eddike, og det var drikkeligt, men så heller ikke mere. Det var synd og det var spild af god vin. De havde også haft fat i en seksliters flaske fra 1973, men den havde de hældt direkte i vasken. Det var vine, der var arvet, men det gør det altså ikke mindre ærgerligt i mine øjne at hælde (førhen) så store vine ud.
Portvinen var fra 1960 og ganske glimrende – men havde desværre også toppet.

1975 - kun lige akkurat drikkelig1973 - down the drain :-(Portvin 1960 - glimrende

Ikke mere om det nu – men vi talte meget om de vine senere …
Gaver var der maaange af. Som i virkelig, virkelig mange. Vi var seks børn og 12 voksne, og alle fik mange gaver – selv John og jeg fik tre hver, så det gik der ret lang tid med … det var vist godt, at seks af os havde tyvstartet juleaften.
Det var en enormt hyggelig dag i godt selskab og i et skønt, gammelt hus. Tims familie er utroligt gæstfrie alle sammen; de får os til at føle os mere end velkomne og som om vi altid har været en del af hele menageriet.

Tv-stuenDagligstuen

Store ildsteder i hvert rum! Det skal tages ret bogstaveligt, det med den nænsomme restaurering, og det er ved at være mange år siden, det blev gjort. Det var vildt hyggeligt at være gæst der, men holddaop, hvor var der meget, der nok lige burde ordnes … det er så heldigvis ikke vores problem.

Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle … to be continued

26. december 2016

Engelsk jul, del 1

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:53
Tags: , ,

Jeg tror jeg har stof til fem indlæg bare fra de sidste to dage, så jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde.
Julebordet i Malthuset

Måske kronologisk og dermed med julemaden til den danske del af julen i England?
Den var yderst traditionel med andesteg og risalamande. Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om (men vistnok Facebook), en familie som puttede 25 mandler i risalamanden. Den der fik flest, fik mandelgaven. Det lød som et sjovt koncept, som vi var nødt til afprøve, især efter de sidste to julers på meget mystisk vis forsvundne mandler. Man kan sætte en slags deadline eller bare blive enige om, at nu stopper legen, for det handler ikke om at spise alt op eller sidde og lure på hinanden. Vi valgte at stoppe legen, da John havde samlet ti mandler, for da var vi klar over, at med det antal, der måtte være tilbage i skålen, kunne han ikke overgås … nummer to ‘kun’ havde fem mandler. Konkurrencen blev både sjovere og mere synlig; selv Anna spiste mere risalamande, end hun plejer, og også Aubie gik til den med en del større ildhu end normalt. Den metode er hermed kommet for at blive i vores familie – den kan anbefales, og vi takker af hjertet den ukendte herre, som gav os ideen!

Nyt mandelklonceptP1050522
Juleaften kom den hvide ugle med breve til Miss and Master Maltin – med det vaskeægte Hogwarts-segl på, oven i købet. Uh, det var SÅ spændende! Brevene indholdt, udover en unik tryllestav til hver af dem, et brev med de specielle karakteristika for Gryffindor-kollegiet, som Maltin-børnene, via en internettest (!), har fundet ud af, at de tilhører. Anna har læst alle Harry Potter-bøgerne, de har begge set alle filmene og er betaget af den unge Potters magiske univers. Hvad de endnu ikke ved er, at den 7. januar, på Annas fødselsdag og en uge før Aubreys ditto, skal de, sammen med deres forældre, op og se Harry Potter-studierne. Det er fødselsdagsgaven til dem fra John og mig.

P1050518P1050519P1050521

Anna fik et førstehjælpskit, som hun havde ønsket sig til at have i den i forvejen godt fyldte rygsæk til base campen – hun blev meget glad for det, for sådan en havde hun flere gange haft brug for, når de kommer til skade dernede, som hun sagde. Jeg må have set en anelse bekymret ud, for hun skyndte sig at berolige mig med, at det ikke drejede sig om livstruende eller omfattende skader.

Jeg fik blandt andet en bog om dahliaer, som jeg glæder mig til at studere nærmere, og en bunsenbrænder. Den hedder godt nok ikke en bunsenbrænder, men Cook & Baker, så nu kan jeg brænde sukkeret på en crème brûlée på helt autoriseret vis.
Der var selvfølgelig mange flere gaver, og i går var der endnu flere på Manor Farm, hvor Tims moster og onkel bor.
Det var en fuldstændig fantastisk dag i et gammelt og spændende hus, som jeg vil fortælle meget mere om i senere indlæg.

23. december 2016

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: , , , ,

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Mormor at workP1050485

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

P1050491P1050492P1050494

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Fuld af vaflerP1050501

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

19. december 2016

Nu skal jeg kun sove én gang til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , , ,

Nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi tager til England. Og det bliver ikke engang ret længe, for vi skal op klokken 04, hvilket er forholdsvis tidligt for sådan en som mig. Ja, selv for sådan en som John.
Vi sætter altid to vækkeure, for hvis jeg skulle nævne noget af det allermest ærgerlige her i verden, så må det at sove over sig, når man skal nå en flyver, komme meget tæt på en førsteplads.
Ikke at jeg har prøvet det, men lige her ønsker jeg på ingen måde, at der nogensinde kommer en første gang.

Det flasker sig alt sammen – begge børnene og deres mor er endelig blevet raske efter tre uger i alt med at skiftes til at være syge. Ikke voldsomt for Charlottes vedkommende, heldigvis, men begge ungerne rundede de 40 i feber. Nu skal de bare vænnes til at spise igen – de indtog stort set ikke andet end væske i over en uge, så der skal ingenting til, før de føler sig mætte – med det resultat, at de er sultne igen efter en time … der er vist ikke meget andet at gøre end at fodre dem med korte mellemrum.

De flyver mod nordøst - vi flyver mod sydvest ...

Jeg fik plads til alle tingene, vi skal have med derover. Næste gang tager vi altså bilen! Også selv om Murphy siger, at så bliver det snestorm … der er bare ikke rigtig nogen vejrudsigter, der troværdigt rækker et par måneder frem i tiden, så det er lidt svært at vide i oktober, hvad der vil være smartest i december.
Min kuffert vejede 23,0 kilo, så jeg lodsede et par tunge ting over til John – sæt nu, at lufthavnens og min vægt ikke er helt enige. John brokkede sig ellers lidt, for hans kuffert er mindre end min … jeg har slet ikke pakket mine skjorter endnu, og min toilettaske skal også være der!
Ikke  noget problem
, svarede jeg, jeg kan have et par af dine skjorter, for jeg har plads, men ikke vægt til overs.

De sidste ting er afklaret pr. telefon i dag, såsom:
Forventes der, at vi har gaver med til de fire små børn, vi skal være sammen med 1. juledag? (Nej.)
Skal John have slips og jakkesæt på, eller kan en pæn trøje gøre det? (Det første er bedst; det andet sikkert okay.)
Kunne du skaffe kirsebærsovs? (Ja.)
Drikker Graham whisky? (Graham er Tims onkel og værten 1. juledag. Vi vil have noget med til både vært og værtinde. Svaret var ja, men whiskyen køber vi i England.)
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn? Jeg kan nemlig udmærket huske hvordan det var at være et lille barn og glæde sig meget.
Er det godt eller skidt? Skal vi ikke bare sige, at det er godt?

18. december 2016

Elektroniske julehjerter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , , ,

Det måtte jo komme: Elektronisk genererede julehjerteskabeloner.

Jeg er nødt til at bruge et indlæg på et link, jeg i går så ovre hos Betty. Det er lektor ved Institut for datalogi i Aarhus, Gerth Stølting Brodal, der har regnet ud, hvordan man kan flette hjerter med navn på. Eller tal. Et hvilket som helst navn, man måtte ønske, dog kun med bogstaver fra det danske alfabet – det er bare at skrive det ind på siden her, printe, skære og flette. Ret genialt og meget blæret.

imageimageimage

Jeg havde store ambitioner. Man har vel været rigtig god til det der med at flette avancerede julehjerter, så hvor svært kan det her med navne lige være? Jeg ville aldrig i lívet kunne regne ud, hvordan de skal tegnes/skæres, men skære efter en skabelon og flette dem, det kan jeg!
Brodal anbefalede, at man højst brugte syv bogstaver … jeg kan godt se hvorfor, for hjerterne vokser ikke i størrelse, men i antal ruder. Den flettede del er 9 x 9 cm.
Okay – jeg starter med YOU og ME, så. Man skal trods alt ikke udfordre skæbnen alt for meget.
imageJeg printede på almindeligt hvidt skrivepapir og på ditto rødt.
De blev ikke klippet ud, men skåret med en meget tynd og spids hobbykniv – det er mere nøjagtigt og ‘ikke-hakkende’ end hvad selv den spidseste og skarpeste saks kan præstere.
Kort tid efter sad jeg med en lang næse og røde kinder. Der stod UOY og EM. Dammit – hvorfor skrev han ikke, hvilken vej man skulle folde?
Det gjorde han måske også, men på en lidt kringlet måde, og jeg kunne først se hvad han mente, da jeg havde gjort det forkert.
Han sagde også, at man skal starte med ét bogstav og kun på én side af hjertet. Pfftt, tænkte jeg igen – man er vel erfaren udi hjertefletning.
Man skal ikke bruge almindeligt, hvidt papir. Det røde var okay, men jeg måtte skifte det hvide ud med Premium Paper, som ikke brister så let.

imageHer ses skabelonen til hjertet med ANNA på den ene side og AUBREY på den anden. 
(Print endelig med liggende format – ellers bliver hjerterne for små til at kunne håndteres. Alle de der strittende ting er svære at styre, og de må for guds skyld ikke knække af!)

Jeg har desuden lige indset fornuften i at holde sig til det anbefalede ene navn pr. hjerte …

Jeg har også gjort det andet, han anbefalede: Starte med ét bogstav.
Nu har jeg således to hjerter, der ser således ud:

P1050454

Hovmod står for fald!
Men jeg trængte til den lille sejr med det store A, og jeg har ikke tabt modet. Endnu.
Jeg holder bare lige en lille pause … tror dog alligevel ikke, at jeg vil kaste mig over den nemme ANNA, for jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til den noget mere besværlige AUBREY.

12. december 2016

Vi er ikke stoffri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: , ,

Vi er ikke stoffri her i huset. Slet ikke op mod jul. Der er ikke kun stoffer i systuen, men mange steder i huset for tiden.
Da Charlotte boede hjemme, markerede vi altid hendes fødselsdag, som er i dag, ved at pynte op til jul.
Hun har ikke boet hjemme i 20 år, men så går jeg og tænker på hende, mens tingene kommer op.
Hun bliver 40 år i dag. 40 år … det får ikke ligefrem en selv til at føle sig yngre … min datter er ikke en ung kvinde mere, men en yngre kvinde, der hviler i sig selv og nyder sit engelske liv med mand, børn og et dejligt hus. (Det er det velkendte paradoks, at man er yngre som ung end som yngre, og man er ældre som gammel end som ældre.)
Fordi jeg var alene med hende de første 10 år; fordi hendes far udviklede sig i fordrukken og voldelig retning og jeg derfor forlod ham, da hun var seks måneder, var jeg som yngre (!) mere bange for at dø, end jeg er nu – jeg VILLE se hende blive voksen og kunne klare sig selv, hvilket til fulde er opfyldt, så jeg kan sove roligt. Også ind …

Jul i patchworkhjemmet (2)Jul i patchworkhjemmet (3)Jul i patchworkhjemmet (4)

Nu er jeg ved at have pyntet færdig til jul. Jeg gider ikke tage det hele frem – vi er jo ikke hjemme i år. Og for at ingen skal få gode ideer, har vi vagt på alle dagene, så det er ikke nogen god ide at bryde ind. Der er i øvrigt ikke noget videre at stjæle – bare sådan til almen orientering – vi har aldrig været til dyre designermøbler eller smykker, da vi altid har prioriteret overskuddet af vores surt tjente penge til at rejse for.
Så ikke noget at hente her, medmindre man er vild med mine styroporkugler med tøj på. Dem har jeg nemlig en del af …
Der hænger også de røde stofhjerter, som jeg lavede mens jeg arbejdede og hængte ved siden af mine nærmeste kollegers navneskilte i december.

Jul i patchworkhjemmetJul i patchworkhjemmet (1)Jul i patchworkhjemmet (8)

Og de andre stofhjerter, som jeg også har haft i mange år.

Jul i patchworkhjemmet (5)Jul i patchworkhjemmet (9)Jul i patchworkhjemmet (10)

Jul i patchworkhjemmet (6)Der er koglerne i køkkenet – hvoraf en enkelt passer så perfekt sammen med kobbertøjet. Især hvis kameraet kunne ramme den rigtige farve på kobberstoffet …
Der er Georg Jensen, som er omringet af kræmmerhuse – han ville sikkert vende sig i sin grav, hvis han så dette plebejiske pjat. Måske vender Henning Koppel sig også.
Og mere til … som sagt er ikke det hele kommet op, men noget skulle der til, ellers er det ikke rigtig jul i det lille hjem. Det er ikke sådan, at vores hjem normalt kan konkurrere med Gertrud Sands, men så lidt som i år har jeg vist ikke sat op før. Ikke engang juledekorationer laver jeg i år, hvilket er virkelig uhørt fra min side.
Nogle juleting skal bare frem for ikke det skal være helt forkert, som fx dem, jeg kalder mine Anna og Aubreynisser, der glade tager imod folk ud i entreen. De hedder ikke sådan fordi de ligner A & A, men fordi jeg fandt dem, da børnene var ganske små – jeg kunne ikke stå for de glade og frækt udseende ansigter.

27. november 2016

En julesafari

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Næh, vi har ikke ændret rejseplaner, men vi har set otte giraffer i strakt galop i dag. Og nogle tykpelsede kameler. Man ser vist normalt ikke disse to dyr samme sted i Afrika, men det gør man i Knuthenborg park.

Knuthenborg

Vi har også set en million mennesker. Mindst. Og de var ikke i strakt galop. Tværtimod.
Jeg kan godt lide at besøge et julemarked eller to, men jeg bryder mig ikke om store menneskemængder og jeg kan ikke fordrage at stå/gå skulder ved skulder og bevæge mig frem i sneglefart, mens jeg bliver skubbet til af folk, barnevogne og rullestole.
Vi har droppet Gisselfeld julemarked af samme grund, for sidst vi var der, var der ALT for mange mennesker. I stedet valgte vi at tage til et mindre et i Knuthenborg park … jeg forestillede mig, at det nok ikke er så overrendt som de mere kendte – eller som dem, københavnerne gider køre til.
Jeg tog grundigt fejl. Vi var der kl. 10:10, og der var allerede kommet mange. De første ti minutter gik det forholdsvis okay, men det blev ved med at vælte ind med besøgende. Da vi havde gået rundt i tre kvarter, havde vi fået nok. Eller … gået og gået … vi blev nærmest båret med af strømmen, men vi fik kæmpet os ud til parkeringspladsen og kørte en tur gennem parken, som i dagens anledning var åben, inden vi satte kursen hjemover. Vejret var – og har været hele dagen – så flot som det overhovedet kan blive på en novemberdag, så vi kørte en omvej.

Knuthenborg (7)

Knuthenborg (5)Knuthenborg (6)Det er fint af familien Knuth, at de åbner parken for et julemarked, og det er også fint, at indgang og parkering var gratis i dag, i modsætning til mange andre julemarkeder, hvor man skal betale for at komme ind. Det var nu ikke derfor, vi valgte at køre herned, men det var måske derfor, at så mange andre havde valgt det? Det er selvfølgelig godt for stadeholderne, men holddaop, hvor var det for meget for os.

Jeg fandt ellers en dame, der lavede pilefletkugler, men de var alt for store i forhold til det, jeg havde forestillet mig – de havde en diameter fra på størrelse med det bålfad, de skal ligge på og ned til 30 cm. Jeg vil ikke have dem større end højst 15-20 cm i diameter.
Vi kom derfor ikke hjem med noget som helst, men vi fik os en dejlig køretur.

De må kysse meget på Knuthenborg –  i hvert fald har de oceaner af mistelten; faktisk har jeg vist aldrig set så mange mistelten på ét træ, og der var flere træer, der så sådan ud. En skam, at de sidder så højt, ellers kunne man godt være blevet fristet til at tage en lille stump med hjem.

23. november 2016

Nu med fiskekugler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: ,

Fiskekugler … uden r efter fiske … hvis der blev sat et r der, ville det sikkert kunne skabe nogle lidt uhensigtsmæssige associationer hos et par stykker.
Nogle gange bliver jeg positivt overrasket: Jeg bestilte kuglerne hos nauticum.dk i går ved middagstid. I morges kl. 9:30 ringede postbuddet på vores dør med pakken. Det kan ikke lade sig gøre at ekspedere det hurtigere, men hvorfor pakker skal prioriteres over breve, forstår jeg ikke.

P1050210P1050206

P1050213Jeg er faldet pladask for de smukke kugler, som må kunne finde en eller anden form for anvendelse hele året her hos os – vi bor trods alt helt ned til vandet, så det vil ikke virke forkert. Hvis jeg fjerner de julede ting fra bålfadet, kan der sagtens ligge noget i det hele året og se nysseligt ud.
Nu mangler jeg bare en kugle eller to af flettet pil. Måske kunne jeg godt finde ud af at lave en selv, men det kræver, at jeg har noget egnet pil, og det har jeg desværre ikke. Mos kan sagtens skaffes, men det har vi mest af i Sverige, så det må vente et stykke tid.
Resten af vinterbelysningen er ligeledes kommet på plads nu. Det hedder ikke julebelysning hos os, for vi sætter ikke lys i noget, der minder om juletræer, netop for at have en gyldig undskyldning for at have det tændt i hele mørketiden; dvs. frem til omkring slutningen af februar. Det er så hyggeligt, når bare der ikke er for meget af det … vi er på ingen måde ude på at komme i lokal- eller landsdækkende tv for vores overdådige (jule)belysning.
Postbuddet kom også med to andre pakker. Nu er alle julegaverne i hus. De, der fylder mere end de vejer, er sendt videre til England, sammen med den traditionelle chokoladekalender til børnene; resten af gaverne kan vi have i kufferterne. Det er en ret god fornemmelse ikke at skulle tænke mere på julegaverne for i år.

22. november 2016

Nu med bladkugle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

P1050202I Fru Pedersens Have så jeg en sød ide, som jeg omgående tog til mig: Læg gran i bunden af et bålfad og læg kugler af forskellig art i, såsom flettede pilekugler, bladkugler, moskugler og fiskekugler – plus en lyskæde. Det eneste jeg havde, var bålfadet og en lyskæde …
Gran var dog nemt at få fat i, og jeg regnede med, at et par store pinjekogler ville gøre sig godt. En limpistol, som jeg investerede i sidste år, blev indviet til at sætte forsigtigt knækkede valnødder sammen igen. Og hvor var det nu lige, jeg i sin tid gemte styroporkuglerne hen? De blev fundet i første hug, hvilket jeg i parentes bemærket var en anelse stolt over, for det er mange år siden, jeg har lavet julepynt på styropor.
På denne kugle blev der limet blade. Huset formåede kun bladene fra den navr, vi har stående foran, men de var okay. Jeg laver nok et par stykker til i morgen.
Jeg kan sagtens se, at fiskekuglerne er gode i denne sammenhæng, så med Google i hånd fandt jeg et sted, hvor de var til at betale for menneskepenge. Nogle steder ville de have næsten 300 kroner for EN kugle. De må have spist søm … men der hvor jeg fandt de betalbare, bestilte jeg to blå og og en grøn, som skulle komme allerede i morgen. Det er jo kun breve, der bevidst bliver syltet af PostNord … pakker er prioriteret højere og er lynhurtigt fremme.  
Der vil derfor ikke komme noget billede af hele fadet, før det er pyntet færdig, men allerede nu står det med gran, bladkugle, kogler, valnødder og selvfølgelig lys. Det skal nok blive fint, er jeg sikker på. Hvorfor kan jeg ikke få sådanne ideer selv? Jeg er hamrende ukreativ, men er da heldigvis i stand til at abe efter andre folks gode indfald.

22 nov 2016 (10)

I går hævdede jeg, at vi havde en smuk solopgang. Det havde vi såmænd også, men den i morges slog den med flere længder – jeg tror ikke den fås i rødere udgave end dette. Jeg sad i skumringen (hedder det også det, når det er morgen?) og nød både en spand te og morgenrødeudviklingen over en times tid.

22 nov 2016 (11)

31. december 2015

Mysteriet om den forsvundne mandel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , , ,

Sidste år, hvor Charlotte for første gang skulle være værtinde for en dansk jul, gik det så fint, som det kunne, men også lige så galt som det kunne på ét punkt: Der blev ikke fundet en mandel i risalamanden. Vi har aldrig i vores liv spist så meget risalamande, men mandlen dukkede aldrig op, og Charlotte endte med at lade os trække strå om mandelgaven. Vi havde ellers nøje (gen)instrueret den hel- og de to halvengelske personer om forløbet ved denne danske juleskik, men en eller anden må det til trods have fået spist mandlen. Selvfølgelig blev Charlotte drillet med, at hun slet ikke havde puttet nogen i, men fordi det var første gang i sit 38-liv, hun havde det ansvar, var vi på den anden side ikke i tvivl om, at skylden ikke lå hos hende.
Eftersom børnene virkelig var meget omhyggelige – og opsat på at finde mandlen – kom Tim øjeblikkelig under stærk mistanke.

I år, hvor det var mit ansvar, fik jeg naturligvis et hav af påmindelser: “Husk nu at putte mandlen i. Vi skulle jo nødig have en gentagelse af sidste år.”
Vi talte en del om det – “HUSK nu at ‘tygge’ med tungen, inden I begynder at bruge tænderne! Mandlen ser således ud”, og blev herefter holdt frem til beskuelse.
Jeg puttede den i og rørte rundt i skålen, så ingen vidste, hvor den var.
Der blev spist meget, meget forsigtigt. MEGET forsigtigt.
Ingen mandel. John blev beskyldt for at gemme den, hvilket han har gjort flere gange, så folk spiser sig en mavepine til, inden han afslører, at han fik den i første mundfuld. Det var ikke tilfældet denne gang, viste det sig.
Der var ganske enkelt ingen, der havde fået mandlen. INGEN MANDEL IGEN???!!!
Nu tror jeg simpelthen på nisser. Drillenisser. Det her burde ikke kunne lade sig gøre. Slet ikke. Og slet ikke to år i træk. Denne gang blev værtinden ikke anklaget for forglemmelse – alle var klar over, at mandlen havde befundet sig i skålen, og alle var lige dybt forundrede over, hvor den kunne være forsvundet hen.

Heldigvis havde jeg lagt to mandler til side og jeg havde ikke serveret al risalamanden, så jeg lavede en lille portion til.
Der blev spist endnu mere meget, meget forsigtigt. Inden længe holdt Aubrey triumferende mandlen i vejret, og alle åndede nærmest helt lettet op.

Den for alle ukendte mandelgave for børn og voksne indeholdt en fin, fin nissemor på 25-30 cm, syet i forskellige mørkerøde og grå julestoffer, og som ser ud som en rigtig nissemor skal se ud, en æske fyldte cholokader i luksusudgave og en slikkepind i en størrelse, der kunne få selv en Aubie med en meget sød tand til at mene, at den var stor nok.

Men den der mandel, altså – Charlotte og jeg tør næsten ikke tænke på næste juleaften. Første gang tilskrev vi det spøgefuldt, at ‘noget’ åbenbart straffede os formastelige udlændinge for at forsøge at indføre nye skikke til det yderst traditionsrige England, men den kunne vi ikke helt bruge i år.

Nytårsaftensmorgen 2015

Et nyt år er ved at gry – denne morgens solopgang symboliserede det på smukkeste vis – godt nytår derude!

27. december 2015

Ikke hvid jul. Våd jul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: ,

Regn, regn, regn og atter regn. Det regnede uafbrudt i 30 timer, inden den holdt et par timers pause her til morgen. Så begyndte det igen at regne, men heldigvis kun for en kort bemærkning.
Det har skabt problemer i store dele af landet, og jeg har lige set, at englænderne sandsynligvis er blevet ramt omkring Kolding, da det store motorvejskryds her er eller i hvert fald har været lukket pga. vand.
De må have nået det kryds ved 12:30-tiden, så jeg vil tro, at de har mistet lidt tid ved at være blevet ledt ad andre veje. Jeg har ikke været i kommunikation med dem endnu, så det er kun gætteri.

I aftes kom Aubrey ned fra deres værelse og sagde, at strange things are happening in our room.
Vi er, trods vores nærhed til fjorden, end ikke i nærheden af en oversvømmelse. Vores ‘oversvømmelse’ kom ovenfra, nemlig fra området omkring skorstenen, der går igennem børnenes værelse. Den skorsten, jeg har malet tre gange med almindelig maling uden at kunne dække de mørke striber og plamager, men som jeg i fjerde forsøg fik malet fint kridhvid med det gode, superdækkende maling, vi købte for en formue i England sidste sommer.
Nu løb det ned ad skorstenen med brunt, ulækkert vand samtidig med, at det dryppede fra loftet.
ØV. Typisk, altså, at det eneste rum i huset, der har gulvtæppe, også er det eneste, hvor der åbenbart er utæt.
Vi har boet her i næsten 11 måneder og har oplevet mange voldsomme regnskyl, men dette er første gang, vi har oplevet, at taget er utæt.
I morgen ringer vi til tækkeren og får ham ud for at se på det, selv om jeg ikke rigtig kan forestille mig, at han ikke har mønnet ordentligt; det er snarere inddækningen ved skorstenen, den er gal med, men nu starter vi med ham.

Egetræer ved Nysø

Tænk, hvis al den regn var faldet som sne! Det ville formentlig have lukket landet.

26. december 2015

Total julefred på trods af, at dragerne flyver om ørerne på os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:18
Tags: , ,

Fint gavebåndI går var vi til en hyggelig julefrokost hos Bodil, så i dag skal vi ikke foretage os noget som helst.
Som i slet ingenting. Nogle af os får – igen – slet ikke rigtigt tøj på, hvilket var nemt at give tilladelse til, da vi havde kigget ud ad vinduerne.
Gråt vejr og silende regn, der ikke ser ud som om den har tænkt sig at stoppe.
En af de bedre julegaver var den fra mor og far: Et walkie-talkie-sæt til hver af børnene. Så er der nok til, at de begge og en kammerat kan lege med dem, plus at der er en, som bliver i køkkenet hos mor. Når børnene leger nede i marken, er der ret langt at gå for at kunne kalde dem ind, så udover at være højt priset af ungerne, er det således også til nytte for moderen.

Walkie-talkie-snak

Der er blevet trænet en del i brugen af dem – det var et hit at kunne tale sammen fra hver deres ende af huset.

Et par drager mere til samlingen blev det også til juleaften – det er vist 13, de er oppe på nu tilsammen, plus alle menneskefigurerne – det kan Harry Potter-læsningsagtens fylde det meste af en legedag ud, når man har set samtlige episoder og kan genspille dem og/eller videreudvikle gennem legen.
I eftermiddag skal første Harry Potter-film ses. Anna blev fra starten af bind et fuldstændig opslugt af Harry Potter-universet og er nu i gang med femte bind i serien.
Charlotte ville helst have ventet med at lade dem se filmene, fordi Aubrey endnu ikke er nået så langt i sin læsning, og hun ville foretrække, at filmene blev set efter læsning af bøgerne. Hun har dog givet efter for plagerierne – det er jo jul – men kun første del!

Drage-træningAnna og far læser. Mor ser sin nye dvd om The Ornamental Garden og Cottage Gardens (mormor kigger lidt med, mens der skrives blogindlæg). Aubrey træner drager til den store guldmedalje. Morfar lægger puslespil. Hvis ikke det alt i alt giver julefredsindendørshygge, så ved jeg ikke, hvad der gør. Det lyder måske som om vi ikke taler sammen, det nås dog alt sammen, og selvfølgelig bliver der også snakket, men fordi vi er sammen 24/7, bliver der, selv om jeg altid synes de er her i for kort tid, ikke snakket i én uendelighed fra start til slut – vi er alle vant til stille stunder og kan slet ikke undvære sådanne. Bare det at vide, at man er sammen, kan være dejligt nok i selv – indimellem alt snakkeriet.

Der bliver helt sikkert ikke gået nogen ture i dag. Her ved middagstide er det endnu ikke blevet rigtig lyst, og det regner stadig skomagerdrenge.
I morgen går turen atter mod England, hvilket er yderligere en grund til at hellige sig den indendørs afslapning. De orker næsten ikke at tænke på de to dage i bilen, der allerede ligger foran dem, men de kunne ikke få tingene til at hænge sammen i år, medmindre de nøjedes med fem dage i Danmark.

24. december 2015

Ikke et ord om jul. Næsten ikke …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:09
Tags: , ,

Vemmetofte Strandskov (6)Vi har valgt at bo på en beskyttet plet. Eller også er vindretningen lige nu bare rigtig i forhold til Den Stråtækte.
Vi stod op samtidig med en flot solopgang, og fjorden var – om ikke fuldstændig glat, så i hvert fald ikke i oprør.
Vi spiste morgenmaden i et solfyldt køkken og talte om, at det kun kunne gå for langsomt med at komme i tøjet i dag og komme ud og gå en frisk tur i dette fantastiske vejr.
Som sagt, så gjort. Vi kørte til Vemmetofteparkeringspladsen tættest på Musestenen, fordi vi ville vise englænderne den, nu hvor den ved Jørgens hjælp endelig er blevet fundet. Ud med os i bilen og afsted – det var et skønt og stille vejr, så vi glædede os til turen.

Vemmetofte Strandskov (12)Da vi nærmede os stranden, blev vi mødt af en stiv kuling. Det kan naturligvis ikke ses på billedet, men holddaop for en blæst der var!
Vi havde heldigvis tøj nok på, og turen gjorde os godt, for vejret var flot trods den skarpe vind.
Musestenen havde lidt mere vand omkring sig, end da vi så den første gang, men da ungerne ikke kunne komme op på den, på trods af morfars forsøg på at hjælpe dem, fandt de andre ting, der i deres øjne var mere interessante, hvorimod forældrene gerne ville høre om stenen og sagnene om den.

John fandt et østershat-træ. Der sad i kilovis af de flotteste østershatte; jeg stjal 750 gram af dem og glædede mig over, at det endelig lykkedes at finde svampe i år i Danmark – og så i december!Vemmetofte Strandskov (7)Vemmetofte Strandskov (2)

Ungerne havde sådan set ingen problemer med at få dagen til at gå, men julemandens gaver skulle helst opdages, så Charlotte sneg sig ud og lagde nogle pakker lige foran vores hoveddør.
Da jeg bankede hårdt på døren og fik børnene til at åbne, fordi jeg desværre ikke kunne slippe hvad jeg havde gang i ude i køkkenet, sagde de, at der ikke var nogen. “Jojo”, sagde jeg, “jeg så et eller andet rødt, der hurtigt forsvandt rundt om hjørnet. Jeg er ret sikker på, at det var julemanden, men han har jo så forfærdelig travlt i dag og i aften”.
Anna kiggede skeptisk på mig, men Aubrey kiggede grundigt ud ad vinduet, mens han i et på én gang bebrejdende og triumferende tonefald sagde: “I told you, Anna! He does exist! See for yourself: He’s left some presents for us”.

P1100030

Julemandens gaver holdt dem fint beskæftiget resten af dagen – selv Disneyshowet var der ikke tid til at se, og vi så ingen grund til at tvangsindlægge dem til det.
Da vi langt, langt senere nåede til alle de andre gaver, vakte Tims mors gave til Tim en del nysgerrighed hos Tims svigermor – teksten på æsken lød ret spændende.
“Tim … this is from your … mother? It’s a bit exciting, isn’t it?”
Der lød et forventningsfuldt/spændt/undrende ”Yes …”

Det viste sig at være et par slippers, sådan a la morfartypen, som man bl.a kan se i My Fair Lady. Meget praktiske. Meget varme. Meget lidt kønne.
Og bestemt ikke levende op til teksten på indpakningen. Tværtimod, vil jeg nok påstå, for en mand iført de slippers får altså ikke mange kvinder til at blive specielt inspireret til bedroom athletics

23. december 2015

“Hold mig i hånden, luk øjnene og følg med”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: , ,

Hvordan køber man en ridehjelm til en dreng, der ikke må vide, at han får en ridehjelm, men som er nødt til at prøve den?
Det er svært. De har naturligvis allerede hver en ridehjelm, men Anna passer nu Aubreys og Aubrey kan ikke passe sin.
Hovedstørrelserne kan man ikke helt gå ud fra passer, siger den dårlige erfaring, så der skal prøves. Især når den skal købes i Danmark, og turen går retur til England, inden man kan nå at bytte hjelmen.

P1090968

Turen gik til Land & Fritid ved Bårse, hvor vi telefonisk havde sikret os, at de havde hjelme i børnestørrelser.
Da alle var ude af bilen, sagde Charlotte til ungerne, at de ikke måtte åbne øjnene, før hun sagde til – hvilket ville vare længe! De holdt tillidsfuldt mor i hånden og lod sig styre.
Hun formåede også at prøve tre hjelme på drengen, inden han insisterede på at åbne øjnene.
”Mummy, I know it’s a riding helmet, and I don’t want one that makes me look stupid!” (Hvornår er det lige, man bliver forfængelig?)
Hun kapitulerede, men det vidste hun jo godt, at det ville ende med. Der var imidlertid opnået det, hun ville, nemlig at det ikke blev til en vi gik bare ind og købte en ridehjelm-seance, men noget de husker som lidt anderledes.

P1090971P1090972P1090974

Derefter kørte vi ned og parkerede på havnen i Præstø og gik en tur gennem den gamle bydel og tilbage ad Antonitterstien.
Oppe på byens gamle torv havde nogen ladet en port stå åben, så vi kunne få et kig ned gennem deres have og ned mod vandet.
Det var helt amalfisk i sit udtryk – det var en pudsig fornemmelse at stå på et bytorv og kigge ned på fjorden på denne måde.
Vi trængte alle til frisk luft, og vi var heldige med vejret – det holdt fint tørvejr mens vi gik turen – og meget frisk luft var der så sandelig rigeligt af.
Da vi var vel hjemme igen, skinnede solen stadig flot, samtidig med, at der kom en ordentlig skylle.
Lige nu kigger vi ud på en dramatisk, men solbeskinnet fjord med masser a white horses og med en mørk baggrund. Det blæser meget, og det regner stadig rundt omkring os – men vi har sol …

P1090978

Der bliver stadig produceret fotoalbum … det er fint nok; hun nyder at have masser af slap af-tid uden alle de sædvanlige pligter – jeg benytter mig af lejligheden til at forfatte mit blogindlæg imens.

P1090983

Skulle nogen have fået den opfattelse, at jeg holder af rødt, er det nok ikke helt forkert set.
Hvis jeg bærer rødt tøj, spørger folk om jeg er syg, så jeg er nødt til at kompensere på andre måder, hvilket der heldigvis er rig lejlighed til ved juletide.

19. december 2015

Disse burde ikke være lovlige!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:14
Tags: , ,

Mine caffe latte-trøfler havde vist ‘sat sig’ længe nok, mente jeg her til formiddag, så jeg fik smeltet lidt hvid chokolade til at pynte dem med.
“Brug evt. en cornet” stod der i opskriften. Hvorfor hedder det cornet (eller cornette eller kornet)? Jeg havde en fornemmelse af, at der måske mentes et kræmmerhus, hvilket en googling kunne bekræfte. Jamen så skriv da kræmmerhus! Det ved alle hvad er … selv Ellen.

Caffe Latte-trøffel (1)Caffe Latte-trøffel (2)

Jeg gad ikke lave et kræmmerhus, men det skulle jeg nok have gjort … jeg lod chokoladen løbe fra en teske, men det kunne jeg selvfølgelig ikke dosere ensartet. Det ændrer dog ikke på smagen, og holddaOP, hvor er disse trøfler helt aldeles uforskammet lækre!
Der var heldigvis fire hjørner, som ikke var pæne nok til at komme i konfektdåsen, så dem var John og jeg nødt til at spise.
Selv om de er fortræffelige, er der dog stadig plads til forbedring, for på trods af, at jeg skar dem ud i temmelig små firkanter, var de pga. tykkelsen hver især stadig et helt måltid, hvorfor jeg til næste år (da dette her er helt sikkert allerede en fast bestanddel af mit konfektrepertoire, fordi de er så gode, at de burde være forbudt ved lov), vil anvende en lidt større form, så både marcipan- og trøffellaget bliver lidt tyndere.

P1090928P1090931

I dag blev alle gaverne pakket ind. De fleste i det hvide papir med sølv- og guldsnefnug/stjerner – det er dem, der skal ligge under juletræet. Derudover er der to fra julemanden til de artige børn, der måtte befinde sig i huset, samt to i ikke-julepapir, som C&T skal have med hjem til børnenes fødselsdage i starten af januar.
De tror ikke på julemanden mere – og alligevel tør de ikke smide troen helt væk, for sæt nu … i år gør vi derfor det, jeg gjorde det sidste julemandsår for Charlottes vedkommende: Hun troede heller ikke rigtigt på ham mere og ville helt sikkert gennemskue enhver, der prøvede at spille julemand. Den 24. om formiddagen ringede jeg på vores dør og lod som om jeg snakkede med en. Jeg vidste, at C ville blive nysgerrig, og hun kom da også hen for at se hvem det var. Da hun nærmede sig, råbte jeg “Det skal jeg nok! Tusind tak, Julemand. Jeg håber du når dem allesammen.”
”Hvem var det, mor?”
”Julemanden. Jeg skulle hilse dig mange gange og sige fra ham, at han har alt for mange børn i år, så han har sindssygt travlt og kan ikke nå jer alle i aften. Men han gav mig denne her til dig fra ham.”
Så fik Charlotte en gave, som hun gerne måtte pakke ud med det samme, og søreme om ikke det var noget, der var rigtig godt at lege med, så årets længste dag føltes lidt kortere.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at de to gaver i rødt papir indeholder noget tilsvarende.

18. december 2015

Ville I turde det? Jeg ville ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

imageJeg havde en ide om, at julevinen(e) skulle købes i Menu, hvor de forhandler et pænt udvalg fra Nugan Estate, som producerer nogle aldeles suveræne vine. Det var far, der introducerede dem for os for en seks-syv år tilbage, og meget ofte siden da, når jeg har villet ofre lidt ekstra på en særlig god vin, har jeg købt en fra Nugan Estate. De har mange at vælge imellem, så det er ikke helt nemt. På den anden side går man aldrig fejl – jeg har i hvert fald endnu til gode at blive skuffet.
De er forskellige, men da priserne også er det, er dette næppe overraskende, men som nævnt kan man faktisk godt købe katten i sækken her, og så håbe på, at man kan huske hvilken af dem der har været den bedste, næste gang der skal handles.
Det kunne jeg ikke huske, så når Tim kommer, vil han, som fuldgyldigt medlem af Den Stråtæktes smagepanel, være medbestemmende ved valget af vinen til juleaften. Det vil sige, at vi mandag, tirsdag og onsdag aften vil smage en af de tre, jeg tog med hjem. Eller også trækker jeg alle tre slags op mandag aften for at afholde en decideret smageseance. Det er jo et vigtigt valg!

Vin tør jeg altså godt købe ‘ubeset’ i Menu. Det ville jeg derimod ikke turde med juletræer i net.

P1090917

Ville I turde det? Det kan være hammerskævt, usymmetrisk, mangle en gren midt i det hele – eller simpelthen bare ikke falde i ens smag.
Man har ikke en kinamands chance for at besigtige træet, så jeg skulle ikke risikere noget.
Vi har hentet vores juletræ i et lillebitte juletræsudsalg ikke så langt fra Bregentved.
Der var ikke nogen af dem, der passede os helt. Enten var de for høje, eller de var for lave. Eller også var de bare ikke rigtige, så jeg sagde at desværre, vi måtte finde vores træ et et andet sted.
Manden sagde først nu, at han havde flere nede i plantagen, men han ville helst ikke fælde flere, end han regnede med at kunne sælge. Om vi ville med ned for at kigge?
Selvfølgelig ville vi det. Nu var der næsten for mange at vælge imellem, men vi fandt da det, vi mente måtte være det helt rigtige mht. højde, tæthed og symmetri.
Og vi skulle naturligvis ikke selv føre saven.
Han ‘nettede’ træet, så det kunne være i bilen, og nu står det og venter på at blive pyntet lillejuleaften af Anna og Aubrey, bistået af deres mor og mormor. I vores familie har det altid primært været børnene, der kom pynten på træet og altid lillejuleaften. En regel, der kun er blevet fraveget en enkelt gang, hvor englænderne ankom til huset i Sverige meget sent lillejuleaften.
Da gik vi i skoven og fældede et træ d. 24. om formiddagen og pyntede det om eftermiddagen, da det havde tørret en smule.

17. december 2015

Endnu et skridt på konfektvejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags: , ,

Jeg havde en ide om, at jeg nok på et tidspunkt ville få lyst til at lave en anden slags konfekt end romkuglerne, som børnene ikke er så vilde med.
Jeg fik søreme ret igen … i dag lavede jeg maripan/nougatkonfekt, caffe latte-trøfler og vaniljeditto. Det vil sige … lige nu står de to sidstnævnte i køleskabet og stivner forhåbentlig snart tilstrækkeligt til, at jeg kan afslutte processerne, men indtil videre ser det ganske lovende ud, lige som smagsprøven undervejs ikke var skuffende. Det mest spændende bliver næste step: Kan jeg få konfektstykkerne til at se lige så professionelle ud, når jeg har smeltet den hvide chokolade og forsøgt at fordele den i de flotte, tynde striber? Trøffelmassen til caffe latterne ændrede jeg lidt på ved at bruge lidt mere fløde og en smule smør, da jeg syntes, den smagte for meget af mørk og alt for bitter chokolade. Til vaniljetrøflerne brugte jeg hvid chololade i stedet for mælkechokolade, samt puttede et par spiseskefulde gammel Peter Heering i, men det tror jeg ikke ødelagde dem.

Hue

Jeg har gjort et nyt bekendtskab. Hjembragt fra Oslo. Drops Baby Merino. Jeg kunne både se og mærke, at det var spundet på en speciel måde, så jeg ville prøve at strikke et af de mønstre, som normalt er så svære at få jævne og pæne. Rent eksperimentelt.

Hue (1)Hue (2)

Jeg har allerede bestilt mere garn – det var en uventet, men supergod oplevelse. Det er simpelthen umuligt at strikke grimt! Ingen masker ‘drukner’ eller bliver for kraftigt fremhævet, og jeg gør intet andet end bare strikke løs. Normalt skal jeg fifle med trådene på bagsiden eller i det mindste strikke langsomt og omhyggeligt for at få trækket i garnerne ens. Her strikker jeg bare næsten lige så hurtigt, som var det almindelig glatstrikning, og alligevel bliver forsiden rigtig pæn og bagsiden næsten lige så pæn som forsiden. Jeg tror jeg vil finde et eller andet hamrende indviklet mønster og købe garn til en jumper eller sweater – med det garn vil det gå som en leg.
Dette er tre fjerdedele af en hue, som jeg troede jeg selv skulle have, men som vist ender med at blive Annas, da strikkefastheden snød mig – træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Jeg bestilte derfor garn, så Aubie også kan få sådan en hue – plus til en til mig selv. Forretningen lovede, at jeg ville have garnet inden jul.
Der skal godt nok strikkes huer … Annas bliver færdig i aften, så Aubie skal også kunne få sin med hjem.
Nu skal jeg kun sove fire gange til, inden de kommer.

11. december 2015

Endnu et par ideer ført ud i livet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags:

Juledekorationer 2015Jeg har stadig ingen planer, kun ideer.
En af ideerne gik på, at jeg ville skrive en julehilsen til min chef. Som tænkt, så gjort, og jeg har allerede fået en hilsen retur. Hyggeligt.
I starten af måneden fik jeg også en ide om, at jeg på et eller andet tidspunkt inden jul måske havde lyst til at frembringe nogle juledekorationer, samt ved samme lejlighed få ryddet lidt ud i alt det stads og bras, jeg har samlet over årene.
Jeg var aldeles usentimental og brutal: Alt det, jeg ikke brugte denne gang, hvor jeg har lavet flere juledekorationer end jeg plejer pga. den mere plads vi har fået, røg ud. Uden nåde.
Jeg har svært ved at smide ud, men jeg gjorde det!
Der er også røget en del juletræspynt ud, som jeg har haft gemt af sentimentale grunde, men ikke har hængt på træet i mange år – så er det jo lidt fjollet at bruge plads på at gemme det.

Juledekorationer 2015 (2)

Herover ses bevis på, at solen har skinnet i dag. Klokken 11 i formiddags troede vi ikke, det ville blive lyst; klokken 13 blev det endnu mørkere og begyndte at regne og hagle. Klokken 14 skinnede solen. I bare en lille halv time, men vi nåede da at se den, hvilket man nok må være taknemmelig for i denne måned.

Jeg stod ude ved Johns arbejdsbord i garagen og lavede alle dekorationerne – holddaop, hvor er det dejligt at have fået sådan et sted at arbejde med den slags i – jeg har været vant til at stå i køkkenet, hvilket såmænd var hyggeligt nok, men sikke da et griseri, jeg kunne få lavet.

Juledekorationer 2015 (1)Juledekorationer 2015 (3)

For tre år siden var jeg i Jysk i januar. De havde en stor kasse med julelys, som var sat ned til under halv pris. Jeg forsynede mig grundigt og har nu brugt det sidste … har skrevet en mental note to self om at se, om jeg kan lave samme gode indkøb om en måneds tid. Selv om det bestemt ikke er julelys, der vælter budgettet her i huset, er det altid fedt at gøre en god handel – det gælder både i det store og i det små.
Gad vide, om jeg har nogle jyske rødder, jeg ikke kender til …

8. december 2015

Når man bor i sit drømmehus …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Julebag i juleæskeNår man bor i sit drømmehus, er det så ikke meget passende og heldigt, at ens yndlingssmåkager hedder Drømme?
Det hedder mine, og det har de gjort i omkring 40 år.
Min mor bagte altid med margarine. Det var nok både godt og skidt, at jeg hurtigt efter at være flyttet hjemmefra lærte at bruge smør til al bagning – det gør en verden til forskel. Så fra ikke at bryde mig særlig meget om julens småkager, kom jeg hurtigt til at kunne lide dem. Det er heldigvis først i de sidste 10 år, jeg ikke har kunnet tåle at spise så mange som i mine yngre dage.
Drømmene er nu bagt og lagt i dåsen – min engelske dåse med versene fra The Twelve Days of Christmas på låget – som lige passer i størrelse til denne portion.
Det er verdens nemmeste småkager at få rørt sammen, formet og bagt. Der er flere varianter af dem, har jeg lige google-konstateret, men her er min version. De skæve tal skyldes, at der ifølge opskriften skal bruges 225 g smør, men man kan da lige så godt bruge hele pakken. Originalen lyder på ½ stang vanilje, men jeg synes der skal en hel i.
250 g smør, 1 stang vanilje, 168 g sukker, 278 g hvedemel, 1 tsk bagepulver og ca. 50 g hasselnøddekerner.
Julebag i juleæske (1)1. Vaniljen flækkes og kornene skrabes ud. Smørret smeltes ved svag varme sammen med vaniljekornene.
2. Gryden tages fra varmen, der tilsættes sukker og røres til blandingen er afkølet (så længe venter jeg ikke).
3. Mel og bagepulver blandes i og dejen røres sammen.
4. Herefter trilles den til små kugler, som sættes på en plade med bagepapir. Jeg får ca. 60 af denne portion.
5. En nøddekerne trykkes ned i hver kage og pladen sættes i en forvarmet ovn ved 200 Grader i 10 min. til kagerne er gyldne.
De vil stadig være bløde, men stivner hurtigt – de må endelig ikke blive mere end svagt lysebrune i kanten. I opskriften står der 12-15 minutter, men i min ovn er det for meget. Første plade fik 10 minutter og anden plade 9 minutter – og de havde ikke kunnet tåle så meget som 10 sekunder mere, kan I se.
De ser ikke ud af så meget, men de smager som … en drøm.

Drømmeagtigt er det også udenfor. Det er diset, men fuldstændig vindstille, så fjorden har en egen magi over sig i dag.

Og … så tidligt som klokken 15:14 kan man begynde at tage solnedgangsbilleder. Man kan sandelig godt mærke, at det snart er årets korteste dag.

P1090844

6. december 2015

Roser i december og livslinjevanter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: , ,

AnisodonteaJeg har lært, at det ikke er ualmindeligt, at roserne blomstrer til langt hen på året, men er nu stadig ret fascineret af, at otte af de elleve rosenplanter op ad muren stadig kan have så mange blomster/knopper, som tilfældet er. De er nærmest gået i dvale, tror jeg, for de fire, jeg tog ind i går formiddags, har overhovedet ikke forandret sig siden da.
Jeg er ligeledes imponeret over den anisodontea, jeg købte i foråret, også bare blomstrer og blomstrer og blomstrer. Den skal egentlig overvintre inden døre, men den får lov at blive ude, for den fylder lige lovlig meget til at komme ind i stuerne. Så må den klare sig så godt den kan.

Roser i decemberRoser i december (1)

For mig er det bestemt ikke normalt at kunne sætte egne roser i vand i samme periode, som der er julepyntet i mit hjem – og jeg stornyder det, fordi jeg elsker roser, men af en eller anden grund ville de ikke trives på rækkehusgrunden, så efter et par forsøg opgav jeg helt.
Selv om vi har haft Gorm på besøg, og selv om det også lige nu blæser cirka en halv Gorm, Livslinjevanter (1)så står roserne et godt, nærmest ideelt, sted i forhold til Danmarks fremherskende vindretning. De står næsten helt i læ, og jeg køber altså ikke din frække bemærkning om, at de får varme fra muren, fordi det er et gammelt hus, IngeWinking smile

Der strikkes lystigt videre. Som nævnt rusker det godt i det derude, så vi bliver inden døre; som sædvanlig med ild i brændeovnen og lige om lidt med første afsnit af Vikings på afspilleren … er lidt spændt på, om det er en serie, vi gider se.

Livslinjevante nr. 1 er færdig og nr. 2 er godt på vej.
Jeg så opskriften et eller andet sted på nettet og syntes, at det var en sød ide at lade tommeludtagningen følge håndens livslinje.
De er forbedret lidt i forhold til opskriften, og næste par bliver yderligere forbedret med en ribkant forneden. Topindtagningen var helt umulig – både svær at lære udenad og ret grim, så jeg gik over til det, jeg kalder for Selbuvotter-metoden, som giver en meget pænere vantetop.
Vanter skal, efter min mening, ikke have stjerneindtagning, hverken symmetrisk eller forskudt.

Er I klar over, hvor svært det er at tage et billede af højre hånd med venstre hånd, når man ikke er venstrehåndet? Det er ikke kun, når man skal læse, at armene er for korte!
Jeg måtte holde kameraet et sted skråt bagved mit venstre øre og så ellers klikke løs, med bittesmå justeringer af retningen, i håb om bare et enkelt brugbart billede.
Jeg ville ikke bede John om at tage et billede, for det skulle bruges lige nu, og han har travlt med at etablere en tørresnor i garagen. Nu har vi opgivet at tørre tøj udenfor – det bliver jo ved og ved med at blæse.

4. december 2015

Små skridt er også skridt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: ,

Julegaverne er i hus, med undtagelse af to til hhv. en 6-årig dreng og en knapt 3-årig pige, men det er ikke jordens sværeste opgave.
Jeg elsker at være i god tid med gaverne – det giver mig ro i forhold til alle de andre juleting, der helst skal være i orden – selv om jeg ikke har faste planer eller tjeklister. Der bliver gjort det, der bliver … det bliver oftest til ganske meget alligevel, og at der endnu ingen adventskrans er i år, er mig temmelig ligegyldigt.
Huset er halvt julepyntet og udendørsbelysningen er etableret.
Det var hyggeligt at gå rundt og finde de ideelle steder til min pynt. De har så allerede vist sig ikke at være helt ideelle, for jeg har flyttet rundt på en del allerede, men det gør det ikke mindre hyggeligt.

Ved Vejers strand faldt jeg næsten bogstavelig talt over et stykke træ, som jeg fluks besluttede at tage med hjem – det måtte kunne anvendes til en dekoration. Foreløbig er jeg nået til at have fået den tør nok til at kunne lege med den, og John har banket et par søm i den til at understøtte lyset.
Der skal mere på, men jeg ved ikke rigtig hvad, for det skal bestemt ikke være noget med glaskugler og den slags tingeltangel. Der skal som sagt leges, men det bliver kun med mos, lidt kogler og andet fra naturen – alt andet ville være synd, synes jeg.

P1090804

Romkuglerne er produceret. Jeg har aldrig kunnet lide romkugler, og sidste år fandt jeg ud af hvorfor: Det har været romessensen, jeg ikke kunne lide. Som jeg skrev her, er romessens ukendt i England, så Charlotte Tim smagte sig frem til den helt rigtige mængde ægte rom at blande i.
Holddaop, hvor kan jeg dog godt lide romkugler nu! Jeg havde nok ikke forestillet mig, at forskellen ville være så markant, men det er den. Det ved sikkert mange andre end mig, men nu ved jeg det så også.
Opskriften lyder således:
100 g smør, som næsten smeltes, 200 g sukker, 250 g havregryn, 50 g kakao, 1 dl rom og 6 spsk kaffe. Bland grundigt. Tril til kugler. Det er noget ulækkert blødt stads, men det kan lade sig gøre – også ved kun at bruge én hånd, hvilket John morede sig lidt over, at jeg gjorde. De blev fint runde alligevel, og jeg havde kun én klistret hånd. Til sidst rulles de i sukker – jeg brugte halvt rørsukker og halvt alm. sukker, mest for udseendets skyld.
Nu står de i køleskabet og er forbudt område, til vi er lidt tættere på jul.
Men de er lavet! Endnu et hak på den tjekliste, jeg nægter at lave. Som jeg skrev til Lene, så både stresser og irriterer planer og to-do-lister mig; de er bare en kilde til ærgrelse, hvis man ikke når alle punkterne.
I stedet har jeg ideer. Jeg havde fx en ide om, at jeg nok ville få lyst til at lave romkugler på et tidspunkt.
Det tidspunkt indtraf så her til formiddag …
Jeg har også en ide om, at jeg pludselig får lyst til at bage lidt småkager.

1. december 2015

En weekendtur på hverdage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags: , ,

Det er det, man kan, når man er jobstoppet: Starte en weekendtur om søndagen og komme hjem igen tirsdag aften.
Vi havde en nat til gode på Hindsgavl Slot, som vi valgte at tage nu, samt forsøde opholdet yderligere med en 4-retters vinmenu. Sidste gang, vi var her, var vi meget imponerede over den 3-retters menu, de diskede op med, så forventningerne var tårnhøje.
Hindsgavl efter Gorm

Gorm pustede sig mere og mere op, mens vi sad og spiste. På slottet havde man gjort et stort nummer ud af at tænde det vældige juletræ – et af dem, man køber i Norge for en formue – kl. 16:30; med masser af tilskuere fra oplandet. Senere sad jeg på første parket mht. udsigt til juletræet og kunne se, hvordan det ruskede mere og mere i lyskæderne … sagde til John, at jeg troede, træet ville vælte inden så længe. “Arh, tror du ikke de har lyttet til vejrudsigten og sikret det godt?”
Det havde de så åbenbart ikke, for omkring kl. 20 gik lysene ud. Jeg kunne ikke se, om det var væltet, men det kunne jeg næste morgen … det var knækket, simpelthen.

P1090738
Den der menu … lakserilletten og jordskoksuppen med kammusling var meget lækre, men hovedretten var kyllingebryster med brun sovs, 25 ristede perleløg og to ristede champignon i ultratynde skiver. Plus en halv – ja, en halv! Lille, oven i købet! – braset kartoffel. De kaldte den et eller andet fint fransk, men den smagte fadt, fuldstændig som en kogt kartoffel fra dagen før, der var blevet stegt i smør. Altså en brasekartoffel. Intet grønt af nogen art til de to store og lidt tørre kyllingebryster. Der var ALT for meget kød til alt for lidt og uspændende tilbehør, så det var en stor skuffelse – når jeg spiser ‘gourmet’ og betaler 1100 kroner pr. kuvert, gider jeg absolut ikke spise kylling, uanset hvor den har tilbragt sin trygge og økologiske barndom.
Der var Pære Belle Helene til sidst– det er i mine øjne en 70’er-dessert, og jeg var bestemt ikke imponeret.
Jeg var nødt til at nævne det, da tjeneren spurgte, hvad vi syntes om maden. Han prøvede at forsvare det med, at “det jo er vintermad, der er temaet i aften”. Det havde ikke stået nogen steder, og jeg måtte understrege, at man 1) godt kan spise grønsager om vinteren og 2) at kylling med brun sovs er hverdagsmad for mig og sikkert rigtig mange andre. Bortset fra, at jeg aldrig laver brun sovs til kylling, men serverer salat til …
Alle levnede halvdelen af kødet, lagde vi mærke til.
Vinene – vi fik fem forskellige – var til gengæld suveræne. Først en mousserende som aperitif; dernæst en hvid fra New Zealand, som overraskede ved først at både lugte og smage underligt … indtil vi drak den til lakseriletten, hvor den ændrede karakter så voldsomt, at man næsten ikke kan tro, at det kan lade sig gøre, så mad og vin gik trods alt op i en højere enhed for alle fire retters vedkommende – uagtet, at vi var ret skuffede over maden.

P1090744P1090743

Inden vi landede på Hindsgavl, gik vi på julemarked i Fåborg. Det var ret hyggeligt i fine omgivelser i Øhavsmuseet Den Gamle Gaard.
Jeg blev helt nostalgisk, da jeg så Børnenes Julebog med det røde bånd om – der kom et hukommelsesglimt tilbage til barndommen, fordi vores far købte den til os hvert år til jul.

28. december 2014

Alle har sådan en i familien …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , , ,

Har I set Løvernes Konge? Nogle af Disney-tegnefilmene skal helst ses i udgaven med de danske stemmer; andre er bedst med de originale engelske/amerikanske. De fleste ville være helt ideelle, hvis man kunne blande.
For eksempel er Jeremy Irons suveræn som den onde løveonkel Scar, ligesom Rowan Atkinson er uovertruffen som fuglen Zazu – her kunne de danske stemmer slet ikke være med, mens aben Rafiki og surikaten Timon i hhv. Peter Bellis og Henrik Kofoeds fortolkninger var klart bedre end originalerne.
Altså ifølge Ellen … den slags vil naturligvis altid være meget subjektivt, men overordnet synes jeg, at danskerne har præsteret udover, hvad disneystudierne kunne forlange; alle ikke-engelske stemmer skal som bekendt godkendes af disse.
I Den Lille Havfrue var Thomas Eje som krabben Sebastian og Jess Ingerslev som den tåbelige måge Skralde uforlignelige.
Jeg har købt de fleste af de store disneyfilm og har set dem alle i begge sprogversioner.

Sjovt nok kom jeg i går netop til at tænke på Zazu i Løvernes konge, hvor han kommer med filmens nok mest kendte replik: There’s one in every family, sire. Two in mine, actually.
Det var, da min yngste søster Bodil satte sig lige bag min yngste niece Annemarie, som igen tog den små Ella på sit skød, hvorefter alle tre gjorde et eller andet, jeg ikke ved, hvad jeg skal kalde … vippende banan, måske? Gyngende båd? Bare fjollerier, simpelthen?
Uanset hvad, hylede alle tre af grin – og så var det jeg kom til at tænke på replikken.
Den sidste del af citatet hører med for fuldstændighedens skyld, men ordene passer ikke til gårsdagens billede; tværtimod.
And they always manage to ruin special occasions. Det var ganske afgjort ikke det, de sprællende damer gjorde.

2014 Heidi og Nikolaj (4)2014 Heidi og Nikolaj (3)

Bodil har set billederne og givet sin tilladelse til offentliggørelse af dem …

Man kan måske fornemme, at vi havde en dejlig dag hos Heidi og Nikolaj. Selv om ovenstående måske kunne antyde, at det var en værre drukfest, vil jeg understrege, at det aldeles ikke var tilfældet – vi er ikke såmænd heller ikke hellige, men der var flere chauffører og resten var nogenlunde solidariske og drak kun i mådelige mængder, men det er slet heller ikke alkoholen, der plejer at gøre vores familiesammenkomster festlige og/eller hyggelige.
Det var et godt initiativ fra de to unge menneskers side – spændende at se, hvem der tager den til næste år – det er herligt, når de unge godt gider forældregenerationen, men man skal jo også have pladsen til at samle så mange, hvilket man i hvert fald sjældent har, så længe man læser.
Den eneste, vi savnede, var Rune, som knokler 24/7 på sin bacheloropgave (maskinmestereksamen hos Mærsk), som skal afleveres d. 2. januar.
Jeg har brugt 3-4 timer på at korrekturlæse det digre værk i dag – moster er imponeret! Både over arbejdsindsatsen, researchen og formuleringsevnerne. Selvfølgelig var der fejl – jeg forventer ikke andet, når al koncentrationen lægges på at få det faglige så korrekt som muligt, men det var ikke mange, så det ser trods alt ikke helt håbløst ud for landets stave- og grammatikfremtid endnu. Moster er også tilfreds!

Næste side »

Blog på WordPress.com.