Jul på Dudmore

I går var det Den Store Juledag i England. For vores vedkommende foregik den på Dudmore, som Tims bror efter otte år endelig er blevet (næsten) færdig med at sætte i stand og derfor nu er flyttet ind i. Han købte stedet som noget af en ruin for nogle af sine bonuspenge det pågældende år.
Han fik en bonus på en million. Pund. Han gjorde det vist godt det år …

Jeg tror ved, det har kostet flere penge at renovere end han gav for det, for det var virkelig i meget dårlig stand, men det er nu blevet rigtig flot indvendigt. Nu mangler han bare alt det udvendige plus en jungle af en have, men det skal nok blive godt engang.
Jeg ville give min venstre arm for at have sådan et køkken at arbejde i. Jeg er superglad for vores i Den Stråtækte, men dette er endnu bedre – med et kæmpestort AGA-komfur, ditto arbejdsbord og i den anden halvdel et skønt plankebord, der uden problemer kan sidde en halv snes mennesker omkring.

Vi vidste godt, at vi kunne forvente en overdådig julemiddag, og vi blev da heller ikke skuffede; først en dejlig forret, så den traditionelle kalkun, efterfulgt af frugtsalat med custard og til sidst et opulent og yderst lækkert ostebord, men dette blev dog først nydt efter at have gået en tur og efter gaveudpakningen, så vi kunne nå at oparbejde bare en lille smule appetit igen.

Broderen kan oven i købet blære sig med sin egen æblesaft. De har haft et lige så stort æbleår derovre, som vi har haft i DK, så han fik små 200 flasker bare fra et enkelt af æbletræerne.
Gaveseancen foregik på den måde, at Anna og Aubrey delte alle pakkerne ud, og da bunken var fordelt, begyndte man udpakningen, hvorunder der lød spredte, men konstante udbrud af ohhhs, wows, thank yous og diverse andre lyde og ord. Man kan nok forestille sig variationen, mon ikke?

Børnene fik gaverne fra os i aftes, fordi den danske udgave af julen holdes den 24. Desuden var pakkerne så store, at det ville være ret praktisk ikke også at skulle have dem med i bilen, som var proppet nok i forvejen.
Bl.a. fik Anna en guitar og Aubie en greb. Den dreng har de besynderligste ønsker – sidste år var det et jordbor –men det er redskaber, han bruger i deres base camp, og hans mor var blevet lidt mere end en anelse træt af, at hun lidt for ofte skulle hente sin greb langt nede på marken, fordi han havde ‘glemt’ at tage den med tilbage.

Det er allerede næstsidste dag herovre. Sidste hele dag, da vi skal afsted herfra allerede ved middagstid i morgen. Tiden er fløjet endnu hurtigere end den plejer, men det gør den for det første i godt selskab, og for det andet har der været gang i et eller andet hele tiden – det er først i dag, vi laver slet ingenting, hvilket vi alle synes vi har fuldt fortjent.

Reklamer

Scener fra et ægteskab og fra et landsbyliv

Scene: Et sted i huset, hvor Tim engang har anbragt en printer, som ikke gør hvad der forventes af den. Charlotte roder med den og lydene fra hende bliver mere og mere indædte at høre på, men lige meget – eller lidt  – virker den.
– Tim – can I divorce you for this? This bloody, damned, foolish printer does. not. WORK!!!
…
– Oh, just forget what I said before. I’ve now skipped the divorce and gone directly to murder!
…
Ingen løfter et øjenbryn. Børnene fortsætter med hvad de har gang i, Tim ligeså. John hører lydbog og er derfor udenfor rækkevidde; jeg griner fordi jeg ved, at det bare et et udtryk for et hyggeligt dagligliv her i den engelske udgave af Den Stråtækte. Charlotte bander normalt ikke og er tålmodig i en grad, hun i hvert fald på ingen måde har arvet efter sin mor, men elektronik, der ikke virker, drives her mad.

Herunder ses årets julekort – eller nogle af dem; der er løbet flere ind i løbet af dagen, som endnu ikke er kommet op på snoren.
Lige så meget jeg hyggede mig med julesangesyngningen, lige så meget har jeg godt nok kun en overbærende hovedrysten tilovers for denne skik.
Tim har købt en en kasse med julekort. Formentlig er der 100 i, måske flere.

Alle i landsbyen skriver kort til alle i landsbyen, som har omkring 35 husstande. Så skal der skrives kort til familien, som de ser alle sammen inden nytår, og der skal skrives kort till venner, bekendte og forretningsforbindelser rundtomkring.
Alt der kan afleveres uden brug af British Mail, bliver det. Det vil sige, at alle i landsbyen går rundt og afleverer et julekort til alle andre i landsbyen.
Da Tims forældre kom forbi i forgårs, sagde Tim: Oh – here’s your Christmas card. Don’t forget it!
Julesangerne fra forleden fik kortene med hjem, for så slap Tim for nogle på ruten dagen efter, hvor han gik rundt med resten af landsbykortene.
Det er nemlig et af de punkter, hvor Charlotte opponerer mod at blive britisk; hun nægter simpelthen at skrive julekort på den måde. Hun sender et par stykker til nogle af deres nærmeste venner, som ikke bor i nærheden, og som de derfor ikke ser i julen.
Skal der skrives landsbyjulekort og uddeles, må Tim selv gøre det, selv om han i de første år prøvede med, at det normalt er kvinderne, der skriver disse kort. Det hjalp ikke spor, så Tim sidder trofast og skriver en lille hilsen på de mange kort hvert år.
I er muligvis enige med Tim i, at sådan skal det være, men i modsætning til tålmodigheden ligner C mig åbenbart her, for det med julekort har jeg aldrig kunnet se det fornuftige i – og da slet ikke på den engelske måde.

Men bortset fra dette – og det skal ikke opfattes som brok, for det må de da ganske selv om – så er det tæt på lillejuleaften, som er et ukendt begreb i England, men træet skal pyntes lige om lidt, for sådan har vi altid gjort det i Charlottes familie. Vi spiser suppe, fordi det er godt at have resterne til, når man kommer hjem fra de store julefrokoster, hvor der måske skal lidt til, men ikke ret meget. Når træet er pyntet, laver vi vafler og hygger os med dem.

Christmas Carol Singers

Du GOdeste, hvor er her blevet julet siden vi kom i går. Forsinket pga. nogle sindssyge personers leg med droner i Gatwick, hvilket kunne mærkes i London Heathrow. En times forsinkelse gav det, pga. ekstraordinær travlhed, så vi nåede vores tog med tre minutters margin. Hader den slags …
Men vi er fremme, hvilket er det vigtigste. I går blev der pyntet over kaminen i spisestuen. Meget engelsk. Vi pakkede gaver ind i hobevis. Det er nok både dansk og engelsk.

.

I formiddags kørte vi til Marlborough for at få købt al julemaden ind. Det var der sandelig også ufatteligt mange andre, der gjorde. Det var sidste skoledag, så der var en masse mødre, der lige skulle have klaret alle indkøbene inden de skulle hente børnene. John og jeg skulle i Boots for at hamstre Beechams og andre sager til at gøre kål på de forkølelser, som jeg, men især John stadig ligger under for.
Charlotte har lavet juledekorationer, og børnene trillede romkugler af massen, som jeg lavede til dem.

Hvis man undrer sig over, at der er tre børn, så kan jeg fortælle, at den tredje er nabodatteren, som på det nærmeste er flyttet ind her, men hun er en sød og dejlig pige, så det har ingen noget imod. Og der er altså ikke noget galt i hjemmet, vil jeg skynde mig at understrege, men begge forældre arbejder meget, så hun kommer herind og hygger sig.

Og så har vi lige oplevet et klassisk engelsk fænomen: Christmas Carol singers. De er 20-25 personer fra landsbyen, som, startende fra Wilsford House, hvor de varmer stemmerne op, går landsbyen igennem til stort set alle dens husstande og synger julens sange. Nogle få steder (i år fem) bliver de inviteret ind – det går vist lidt på skift – og får et glas et eller andet og lidt knas. I dette tilfælde glögg og romkugler (som andre vist kalder havregrynskugler), fordi Charlotte godt kan lide at demonstrere sine nordiske rødder ved denne slags lejligheder.
Alle blev på mirakuløs vis proppet ind i spisestuen, hvor der skiftevis blev sunget på livet løs og budt glögg rundt.
Stemningen var høj, selv om det var det første sted på ruten.
Det var simpelthen så hyggeligt – jeg elsker den slags traditioner. Hele seancen tog kun omkring 30-40 minutter, men vi stod tæt, så det var fint nok.
Billederne er elendige – det er umuligt for mig at fotografere så mange i så lille et rum, men kan stemningen fornemmes bare en lille smule, er jeg tilfreds.

Der var en, der spurgte mig, hvad vi danskere mener om Brexit, men jeg svarede, at det ville de slet ikke ønske at få svaret på ved sådan en hyggelig lejlighed som denne.
Så tog Richard lige over – Richard er manden på billedet herover helt til højre og ham, der på meget humoristisk vis skriver og redigerer landsbyavisen, som udkommer en gang om måneden – og brød ud i
WE WISH YOU A MERRY BREXIT, WE WISH YOU A MERRY BREXIT AND A HAPPY NEW YEAR.
Der var ikke et øje tørt.

Julen er skudt i gang

Årets første julefrokost løb af stabelen i dag. Måske var det i virkeligheden den sidste, for vi holder jo en i august … faktisk er jeg ikke helt klar over, om det er den forrige eller den følgende jul, vi holder der …
I hvert fald holdt vi den for bare os tre søstre med børn og børnebørn. De to andres børn og børnebørn, for mine kan desværre yderst sjældent deltage, og således også i år – men det var som sædvanligt smadderhyggeligt alligevel, selvom det er lidt ærgerligt, at vi manglede mine fire englændere. Den skulle vist helst også have været holdt lidt tættere på julen, men fordi vi er ovre hos samme englændere hele julen, blev det altså i dag.
Malle og Anders lagde hus til. De har lige købt et nyt, gammelt hus, som de flyttede ind i for bare en måneds tid siden, men det var totalt indflytningsklart, og de ville naturligvis gerne vise det frem til familien.
John og jeg er ellers en anelse fornærmede: De har slået vores Stråtækte med tre år! Vores er fra 1780, mens deres er fra 1777.
Og så har de oven i købet den kæmpestore have, jeg gerne ville have haft – men det skal retfærdigvis siges, at det vidste jeg ikke, at jeg ville, da vi købte vores hus – det er kommet til senere, at jeg er glad for at have have.
Og de skal have høns … jeg er helt misundelig, men man kan ikke få alt. Vi rejser også alt for meget til at have høns. Siger John.

Julefrokost med én øl til deling. Fars Jul fra Refsvindinge … tre liter øl, så det var lidt af en flaske. Annemarie klarede udskænkningen perfekt uden at spilde en dråbe.
Og der var da også flere øl til dem der ville have det, men der var mange chauffører, så det var ikke så galt endda – man kan ane Johns Nordic, som man godt kan tillade sig at drikke mere end én af, selv om man kører, og snapsen var det kun mine to søstre, der tog af. Jeg var godt nok ikke chauffør, men fordi jeg foretrækker vin fremfor øl, syntes jeg ikke lige, at der skulle snaps til fruen her.

Jeg har som bekendt afholdt strikkekurser for begyndere for mine to yngste niecer.
De ønsker nu et kursus for let øvede, og da de syntes det kunne være hyggeligt, hvis de var to på holdet denne gang, aftalte vi, at de kommer lige inden nytår, så vi kan nå det, inden vi skal på en stor rejse i januar.
Det bliver da SÅ hyggeligt.
Jeg havde en masse strikkede sokker, futter, pandebånd, halstørklæder og huer (og nogle af de syede toiletpunge) med i håbet om, at der kunne findes afsætning for det.
Det kunne der. Alle tog en eller flere ting; jeg havde næsten ingenting med hjem igen, så det blev ikke meget til Røde Kors i denne omgang, men jeg synes det er skønt, at alle, unge som ældre, godt gider gå med mosters hjemmestrikkede.
Det har hulet lidt ud i alt det plantefarvede garn at strikke alle disse ting – jeg har strikket 11,5 kilo garn op i år, så jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed over at have købt over 20 kilo garn. Det skal nok blive brugt.

Jeg elsker overraskelser – de gode, vel at mærke

Overraskelser kan være ubehagelige og de kan være gode. Førstnævnte kan det vel næppe undgås at få indimellem, men det er naturligvis sidstnævnte, vi helst vil have.
I dag kom der en af den gode slags.
Der kom en pakke fra Charlotte, som vi var noget mystificerede over, for det er hende, der har fødselsdag lige om lidt, og vi skal derover for at holde jul, så hvorfor skulle der nu komme en fra hende til os?
En decideret fejl kunne det ikke være, for man pakker ikke et eller andet ind, skriver adresse på og går på posthuset for at få det sendt – nåhh nej, undskyld, det var en fejltagelse – det var slet ikke jer, der skulle have haft den pakke …
Det viste sig at være en julekalender med et motiv af børnene på, taget i København i julen 2017 og med lækre chokolader i.
Det er første gang, jeg har fået en julekalender af min datter – det har ellers altid været omvendt. Fra hun var to til hun var 13, var det 24 pakker, og fra 14-18 år var det en adventskalender, så hun kunne få lidt større og dermed mere anvendelige ting.
Da hun gik i gymnasiet, foreslog jeg, at John, hun og jeg købte otte gaver hver, og så skulle vi lave en pakkekalender til hinanden.
Det blev nedstemt med to stemmer imod og en for …  
Da hun flyttede hjemmefra, fik hun til den første jul igen en pakkekalender, men denne gang en lidt anderledes en af slagsen. Nu indeholdt den en tube tandpasta, en pakke ris, en pakke vaskepulver, en pose mel, osv. i den dur. Alt sammen noget, man ikke lige tænker over, men som bare skal stå i skabene. Det kom nemlig som noget af en overraskelse for hende, hvor dyre den slags ting kunne være. Fra en af de første telefonsamtaler efter flytningen til Amager:
– Mor, er du klar over, hvad en tube tandpasta koster!?
– Ja, mit barn, det ved jeg skam godt …
Hun blev meget glad for den julekalender. Hun var på førsteårselevløn og havde lige købt lejlighed, så hun svømmede ikke ligefrem i penge.
I dag blev jeg lige så glad for hendes julekalender til os, selvom det selvsagt var tanken, der glædede mig, og ikke fordi det normalt kniber for os med at få den daglige økonomi til at hænge sammen.

Årets første julemarked

Årets første julemarked for mit vedkommende var på Marjatta. Det er et gevaldigt tilløbsstykke; med flere politifolk og endnu flere i-den-retning-pegevagter. Det er faktisk helt vildt, så mange der kommer. Vi var der for to år siden med Inge og Hasse, og Inge havde lyst til at komme igen i år, for der var en ting dengang, hun gerne ville have haft, men den var udsolgt. Så i håb om at være heldigere i år …
De sov her i nat, for jeg havde foreslået, at vi nok skulle satse på at være der kl. 10, når de åbnede ballet.
Det viste sig at være en rigtig god ide. Vi gik selvfølgelig den kilometer dertil og var der to minutter i 10. Der var biler, biler, biler alle vegne. De kom simpelthen trillende ind som én lang stang af firhjulede transportmidler, som gav mig mindre behagelige minder om Helsingørmotorvejen i myldretiden.
Men vi kom altså spadserende og var derfor lidt ligeglade, bortset fra, at de mange biler indvarslede skræmmende mange mennesker.
Det kunne dog have været værre – og det blev det da også ret hurtigt, men det første kvarters tid kunne vi stadig komme til rundtomkring og se, hvad de kunne tilbyde på de mange forskellige borde.
Det kan godt være, at marjattabørn og –voksne ikke er som os andre på mange måder, men de kan godt nok producere noget fantastisk håndværk.
Det var ‘normale’ voksne, der stod for de forskellige boder, men mange af dem havde en eller flere af eleverne ved sin side, og det bare lyste ud af dem, hvor stolte de var over det de havde præsteret at frembringe.   
Der var keramik, sølvsmykker og alle mulige slags træarbejder. Adventskranse og juledekorationer i utallige variationer; den ene smukkere end den anden. Det kan godt være, at marjattabørn og –voksne ikke er som os andre på mange måder, men de kan godt nok producere noget fantastisk håndværk. Jeg tror dog ikke, at alt på basaren var produceret på Marjatta … det må jeg have spurgt om ved lejlighed.  
Jeg købte to af disse vindfyre, som de kaldte dem. De var smukt forarbejdet, og de vil se fine ud i haven eller oppe i shelteret. I modsætning til vindharper er de lydløse. Jeg får svip af vindharper og har aldrig forstået, hvordan nogen kan holde den konstante, klimprende støj ud.
Der var spiselige ting af stort set enhver art, der var strikkede og syede ting, der var lys af bivoks og der var boder med produkter fra deres gårde. Marjatta driver både et økologisk gartneri og et ditto mejeri, så institutionen er et lille totalsamfund i sig selv. Mit indtryk er, at det er et meget, meget populært sted at få optaget et barn med fx Downs syndrom, men jeg forstår sandelig også hvorfor det er sådan.
Man skulle næsten tro, jeg fik sponsorpenge for denne blomstrende tale, men sådan er det ikke. Det er bare fordi, som jeg før har nævnt, at vores vej er en marjattavej, og det store engagement lyser igennem hos alle dem, der er ansat der.

Det hvertandetårlige dilemma

Kan man sige som i overskriften? Det kan man godt, for jeg har lige gjort det … og hvad skal man ellers med ét ord kalde noget, der kun sker hvert andet år?
Vi har sat vinterens udendørsbelysning op i dag. Jeg ville have det i orden inden Inge og Hasse kommer på lørdag, og i dag har det kun blæst omkring en kvart pelikan – men det var skam rigeligt, for jeg frøs næsten mere end jeg gjorde i Grønland. Dog nok delvist, fordi jeg havde bare hænder, men nu er lyset på plads; både bålfadet, det nye lystræ, lanternen ved hoveddøren og de to lyskæder hhv. ud til vejen og omme i haven. Det er IKKE juleudsmykning; det er hyggebelysning til de lange, mørke vinteraftener, og det får lov til at blive der til langt ind i februar.

Det var således ikke dilemmaet. Det ville heller ikke give mening, hvis det kun skulle opstå hvert andet år.
Dilemmaet har jeg i alle lige år: Hvor meget skal/gider jeg pynte op til jul, når vi er i England en uge omkring juleaften?
Det er ikke noget problem, når de kommer her i de ulige år, for så får den hele armen og med alt til faget hørende.
Hvert lige år beslutter jeg mig i løbet af november for, at i år skal der ikke julepyntes inden døre. Således også i år.
Ganske langsomt kommer der alligevel noget snigende.
Nu er fx kalenderlyset på plads. Måske i lidt god tid, men det er da så fint, som det står der i den nye bakke med glas, jeg ikke kunne stå for i Meny i dag.
Der kommer garanteret også mere, hvis jeg kender mig ret.
Jeg kan jo ikke lade være. Det er kun en uge, vi er væk; jeg har tænkt mig at invitere vejens beboere ind til knas og hygge, og vi får da også andre gæster i løbet af december, så selvfølgelig bliver der pyntet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg hver gang det er et lige år tror jeg træffer en fast beslutning, for jeg ved jo så udmærket, at det ikke holder – jeg elsker julen og jeg elsker julepynt.
Lige så meget jeg elsker at pynte op, hader jeg at tage det ned igen, hvilket er en kraftigt medvirkende faktor til, at julen hos os altid varer til Helligtrekonger. Her kapitulerer John som regel og begynder at pille det hele ned og lægge det i en bunke på sofabordet, så skal jeg bare lægge tingene på deres rette plads.
Men der bliver ikke lavet juledekorationer i år. Det gør der altså ikke. No way.
Tror jeg nok …

Dagen før dagen

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!
…
It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

Og nu er det hele overstået

Man glæder sig og man venter. Venter lææænge. Og lige pludselig, inden man næsten når at tænke over det, er det hele overstået.
Hele juleaften forløb fuldstændig som en juleaften i vores familie skal forløbe.
Merete og jeg var spændt på, hvordan andestegen var. Jeg havde ledt med lys og lygte efter et sted, hvor man kunne købe landænder. Det var ikke nemt at finde her på egnen, men det lykkedes. “Jeg sender en mail til dig, når du kan hente dine ænder.”
Fint nok. Det blev så Merete, der hentede dem, for hun bor lige ved siden af. Næsten …
Men de var frosne! Der er da for pokker en grund til, at man bestiller landænder, og den er netop, at man vil have frisk kød, der ikke har været frossent!
Merete spurgte hvorfor det var sådan og fik et lidt svævende svar. Noget med travlhed og at det var det nemmeste for dem at administrere.
Det var både første og sidste gang, vi køber juleænderne der.
De smagte såmænd fint nok, der var meget kød på dem og ikke ret meget fedt, som hun havde lovet, men de skal altså ikke være frosne. Punktum.

Efter morgenmaden var vi alle otte enige om, at en gåtur ville være en rigtig god ide.
Vi gik derfor op til Marjattaområdet. Inklusive et kvarters fri leg på den gode legeplads for både børn og voksne, tog turen en lille 1½ time. Det hjælp lidt på al sløvheden at blive blæst lidt igennem … vi kom ikke ligefrem tidligt i seng i går …

Det var ikke nemt at holde baligelancen.                   Du skal da bare gå! Sådan her, mor!

Aubrey havde problemer i starten …                          Men de var hurtigt overstået, og han nærmest slentrede nonchalant hen ad bjælken.

Vores gæster kørte hjem efter frokost, og nu bliver der bare nydt julegaver og slappet af.
Jeg er ved at vise børnene hvordan man kan farve med løgskaller; de synes det er ret interessant, at man kan bruge den slags almindelige ting til garnfarvning. De hjælp mig jo med tagrørsplukning med efterfølgende farvning i sommer, og i overmorgen prøver vi at koge nogle valnøddeskaller. Jeg aner ikke, om det overhovedet vil kunne give noget, men det er altid spændende at eksperimentere, især med to interesserede og engagerede medforskere.

Nu er det juuuul – endelig jul …

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!
Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

Tre bud på årets længste dag

Folk med hang til videnskabelige kendsgerninger vil nok hævde, at den længste dag på året er lige inden Skt. Hans.
Børn med nordisk juletradition vil stædigt fastholde, at den ligger på den 24. december, og at det intet har med dagslys at gøre.
Jeg siger, at det er i dag – og at det intet har med dagslys at gøre.
Der er uendelig lang tid, fra jeg står op, til vi skal afsted til lufthavnen for at hente englænderne.
Vi skal oven i købet før afsted i forhold til normalen, hvor deres fly lander 17:15, da de kommer allerede klokken 14:15.
Det er der absolut ingen grund til at brokke sig over.
Jeg har fået tiden til at gå med at bage brød og sætte aftensmaden over. Den består af lammeskanke, som i stedet for at få de sædvanlige tre timer ved 175°, i dag får seks timer ved 120°. Jeg kan jo ikke komme til at sætte dem over kl. 15 – men mon ikke også resultatet bliver lige så godt? Det tror jeg.
Så har jeg nusset lidt hist og ordnet lidt pist – kigget på lidt garn og har gået en runde … alt er gjort rent og er fint parat til juleinvasionen, og jeg kan ikke finde på flere praktiske gøremål.

I går morges fik jeg en mail fra Tim, hvor han skrev, at han nok var nødt til at tage et senere fly, for d. 22. december ville blive en uhyggelig travl dag.
Jeg ved, at han sommetider får lidt ‘forhåndsstress’, så jeg tog det ikke helt alvorligt – tænkte, at den får Charlotte nok kringlet.

For lidt siden fik jeg denne sms:

Hvordan hun har båret sig ad, regner jeg med at finde ud af senere – men jeg spørger hende ikke før hun og jeg er i enrum.

Man skal bare komme bag på folk

Der er et vældigt liv af arbejdsramte folk på vores vej om morgenen. Selv om vi er bare otte husstande, hvoraf en kun bruges som sommerhus, er der livlig trafik allerede fra ved femtiden. Ofte bliver jeg vækket, fordi ofte er jeg nok halvvågen i forvejen, men i modsætning til dem, der vækker mig, kan jeg bare hygge videre i sengen, snuppe ipadden og læse eller spille Ruzzle eller Quizbattle eller lægge et morgenpuslespil.
Det er fedt at være jobstoppet. Har jeg nævnt det før?
I morges fik jeg den ide at invitere folket på vores vej til en uformel sigen glædelig jul til hinanden. Bare til lidt vin eller øl eller kaffe eller vand og en masse guf og knas.
John var med på ideen, så jeg forfattede en meget juleagtig seddel og gik rundt og lagde foran de enkeltes døre. “Kom i aften og bær julen ind til os” – og lidt mere. Jeg ville ikke smide det i postkasserne, for sådan en tømmes ikke nødvendigvis hver dag.

Det var ikke alle, der kunne, men vi blev fire par, og det var superhyggeligt. Fire par kunne sagtens snakke meget. Rigtig meget. Rigtig højt. Rigtig hyggeligt. Snak om alt fra biler (mest mændene …), mad (mest kvinderne …), sygeplejerskernes/plejepersonalets generelt elendige arbejdsvilkår, hvad vi alle skal i julen, opdatering på nogle af de naboer, som ikke dukkede op i aften og lidt om Marjatta – på forespørgsel fra ikke-Marjatta-folkene, vel at mærke – og meget, meget mere god snak.
Der var to Marjatta-par, et ikke-Marjatta-par og naturligvis to pensionister. Snakken kom blandt andet ind på før og nu – der har godt nok boet nogle typer på vejen. Jeg sagde til John, at vi blev nødt til at blive underlige på en eller anden måde, så vi kan leve op til tidligere standarder.
Den måtte jo så komme: “Det har I da allerede klaret meget godt.” Jamen de er da så søde hele bundtet.

Vi har oplevet det før: Man skal bare give folk det kortest mulige varsel, så kan de godt komme – man giver dem nemlig ikke en chance for at finde en undskyldning for at sige nej tak.
De hævdede dog alle, at det var et godt initiativ, så da de var gået hjem, aftalte John og jeg, at det hermed var en tradition. Normalt siger vi i familien, at én gang er ingen gang, men to gange er en tradition. I dette tilfælde skulle der kun én gang til dette, åbenbart.

Mandelgaver. Tjek.

Mandelgaverne er i hus. De nævnes i flertal, fordi jeg har to af slagsen – ikke fordi, der bliver uddelt to mandelgaver, for det gør der ikke, men der er en til børn og en til voksne. Det var noget, min mor i sin tid indførte. Så længe jeg kan huske tilbage, har mandelgaven været en god ting at få. Det har været attraktivt at æde sig en mavepine til for at få fat i mandlen. Den der fjollede, lyserøde marcipangris syntes mor nemlig var noget værre pjat og ikke spor attraktiv at kæmpe om. Slik fik vi allerede dengang alligevel så rigeligt af julen igennem, så ingen syntes om at vinde noget, der ikke engang smagte særlig godt.
Hvad jeg aldrig som barn undrede mig over var, at det altid var en god mandelgave, uanset om man var fem eller fyrre år – kan dog huske, at jeg en gang naivt sagde, at det da var meget heldigt, at det ikke var far, der fik mandlen i år …
Mor havde altid en til børn og en til voksne. I en periode, da der var børnebørn i alle aldre mellem 2 og 17 år, havde hun oven i købet tre mandelgaver, da en tolvårig med stor sandsynlighed ikke ville blive glad for det samme som en toårig.
Men der var altid kun én mandel. Ikke noget med snyd her.
Var det et barn, der vandt, blev voksenmandelgaven gemt til næste år, og omvendt, selvfølgelig, hvis det var en voksen, der var den heldige – hvis ellers gaven stadig villle være god rent aldersmæssigt året efter. Hvis ikke, fandt vi en måde at få den smuglet ind mellem de andre gaver, eventuelt som en delegave til et søskendepar.

Jeg har som hovedregel kørt samme koncept videre og har en mandelgave til de voksne og en til Anna/Aubrey.
I den fantastiske boghandel i Næstved fandt jeg brætspillet Forbidden Desert, som er på engelsk. Ét er nemlig at forstå det talte dansk, noget helt andet er at læse det – det finder selv elitelæseren Anna umådeligt svært, og Aubrey kan slet ikke pga. sin ordblindhed. Det dur derfor ikke rigtigt med danske spil. Forbidden Desert får hæderlige anmeldelser, og det har en snert af noget tribal survival, som jeg forestiller mig må tiltale ungerne.
Traditionen tro vil den senere komme under træet som en fællesgave til dem fra os, hvis det bliver en voksen, der løber af med sejren og får samlet flest mandler – et koncept, vi indførte sidste år og omgående blev enige om at fortsætte med, for det var langt sjovere end at sidde og fedte med en enlig mandel. Især når den viser sig slet ikke at være der, men på mystisk vis forsvundet …

Fristelsen var større, end jeg magtede at stå imod

Godt nok er jeg/vi stadig på LCHF-diæten, men lidt julekonfekt skal der altså til, når vi får huset fuldt af englændere en hel uge + et par ekstra juleaften.
I dag blev det til Pernilles café latte-trøfler – en udsøgt lækkerhed, som oven i købet er supernemt at lave.
Der blev 100 gram marcipan tilovers, og nougat har vi masser af, så der blev også til et par snese af de traditionelle nougat-marcipansnitter.
I morgen står den på vanilletrøfler og lidt drømme (småkagerne af det navn, altså …)

Normalt siger jeg, at det kun er tilladt med chokolade i julemåneden, men pga. min indædte ihærdighed for at smide nogle af de mange kilo, jeg har i overskud, har jeg i år indskrænket det til, at det hedder kun i juleugen.
Jeg har derfor ikke engang undt os den übergode chokoladekalender fra Summerbird i år.
Det er ikke ligefrem at gøre det nemt for sig selv, når der så skal laves konfekt … kan vel nærmest sidestilles med en slags masochisme.
Fristelsen var da også for stor.
Trøflerne skal først færdiggøres i morgen, hvor der skal hvid chokolade på, så de blev bare sat ud i kulden, men marcipansnitterne …
Der var nogle grimme og uregelmæssige kanter, der skulle skæres lige og pæne … de skæverter kunne jeg ikke lægge ned i konfektkassen, vel? Og da slet ikke servere dem for andre?

Nå. Jeg pudser stadig glorien – der er smidt godt 13 kilo nu, så skulle der ryge et par på i julen, så slipper jeg nok af med dem igen, når vi med et nytårsbrag ryger tilbage i hverdagen, efter englænderne er taget hjem.
Jeg er spændt på, hvad Charlotte siger, når hun kommer – det var omkring da Aubrey blev født for næsten 11 år siden, jeg sidst vejede hvad jeg gør nu.

Jul på flaske

Nu har jeg vist skrevet så rigeligt om, at jeg endnu har roser udenfor, så nu vil jeg skynde mig at fortælle, at det ikke er roser alt sammen; at jeg også har andre blomster derude, nemlig den lille mamelukærmebusk, jeg købte i foråret. Jeg satte ‘busken’, som i virkeligheden kun var to små pinde, i jorden i april. I maj begyndte den at blomstre, og det gør den endnu! Jeg ved ikke, hvad der skal til for at standse den, men formentlig hård frost – de par minusgrader vi har haft et par gange, ser ikke ud til at have generet den. Vokset er den også – temmelig meget, faktisk, så det har været en virkelig god investering. Okay – hele sommeren var den nærmest helt lyserød af mamelukærmer, men det, der endnu er tilbage, er ret godt gået, synes jeg.
Jeg nænner ikke at gå ud og fortælle den, at det snart er jul …

For det er det jo. Snart jul.
Nede på Knuthenlund havde de en ganske enkel form for bordpynt på deres tre caféborde.
Less is more, som det var meget moderne med en overgang – enkelt, men meget sødt, så jeg stjal ideen, købte to brugte mælkeflasker, som de ‘tilfældigvis’ havde til salg, gik hjem og fik etiketterne af dem, fandt noget andet end mælk at hælde i dem, og vupti: En lidt anderledes og på én gang nuser og rustik juledekoration.
Jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvor jeg skulle stille dem, men foreløbig er de endt i vindueskarmen i køkkenet.

 

Sådan noget kan jeg ikke selv finde på, men jeg er rigtig god til at hugge andres gode ideer.

Ikke kun kunstige blomster

Til mit indlæg den 1. december kommenterede Fruen i Midten, at det var sjovt at se granpynt og roser på samme tid. Her måtte jeg krybe til korset og indrømme, at roserne var kunstige.
Det er de stadigvæk, alle mine roser i vinduerne, men henne på spisebordet står der rigtige roser. Jeg tog tre ind i dag, og jeg synes det er svært at se forskel på de ægte og de uægte, hvilket siger noget om, hvor godt lavet de kunstige blomster er. I England er de virkelig gode til det – jeg køber altid sådan noget derovre. Eller i Mias Anglofiliabutik, men eftersom hun også køber ind i England, går det ud på ét …

Det var ikke engang de sidste roser; der er stadig flere derude. For to år siden, da englænderne var her til jul, havde jeg roser fra egen have på bordet juleaften. Det håber jeg også på at kunne have i år. Jeg ved godt, at det ikke er ualmindeligt, men det er det for mig, og jeg synes det er dejligt, at det kan lade sig gøre.

Jeg kan igen og igen forundres over mig selv – over, at jeg på mine gamle dage skulle gå hen og blive så stor en blomsterelsker, som tilfældet er. Og haveelsker i det hele taget.
Og plantefarvningselsker … om et par dage kommer Ditte, og jeg tror, hun har japansk indigo med til mig. Det er i form af frø, så jeg skal selv dyrke min første rigtige farveplante helt fra grunden. Japansk indigo skulle kunne give min yndlingssøgrønblå farve. Det bliver spændende, om jeg kan få planterne til at gro … Ditte sår selvfølgelig også nogen, så vi er to om at forsøge os, og mon ikke det nok skal lykkes for mindst én af os? 
Jeg skal også have fat i nogle kermesbær. De breder sig, men det gør ikke noget, for planterne kan passende få lov at stå omme bag shelteret, hvor der i øjeblikket mildt sagt er grimt, fordi det er svært at grave i jorden pga. gamle og store rødder, men jeg vil forsøge at mase lidt kermesbær ned – de giver en fantastisk farve, som minder lidt om cochenille, men lidt mere rød, og jeg synes det er sjovere, hvis man kan hente materialet i egen have.
At det måske ikke er så lysægte, er jeg ret ligeglad med – det er alligevel ikke ret tit, jeg ligger i solen i 500 timer med mit uldne tøj på …

Og mig, som aldrig vinder noget!

Jeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

For lidt og for meget …

For lidt og for meget – ingen af delene er optimalt.
Sidste og forrige år udviklede jeg en allergi for overbefolkede julemarkeder. Jeg elsker julemarkeder, men når man står i lag og knap kan komme til at se, hvad de forskellige udstillere udstiller, og at menneskemassen er så massiv, at den bestemmer tempoet, jeg bevæger mig frem i, ja så gider jeg ikke rigtig lege med mere.
I morges forsøgte vi derfor at finde frem til et, der for det første ikke ligger langt væk og for det andet virker tilstrækkeligt lille til, at man med rimelighed kan forvente et overkommeligt antal besøgende.
Vi fandt et ikke så langt fra Vordingborg, som har åbent i denne weekend … d. 2. og 3. december fra 10-17, stod der. Afsted med os. 
Da vi nåede frem til den rigtige adresse, så vi et skilt, hvor der stod JULEMARKED.
Nedenunder stod der LUKKET.
Det havde åbenbart været for lille til at kunne holde begge dagene – det kan man så gætte på årsagen til, men svaret finder vi nok ikke …

Hmmm. Hvad nu? Var der ikke også et i nærheden af Kalvehave? Google, google.
Jo, det var der, så der kørte vi til og blev modtaget i forsamlingshuset af julemanden og en hel masse rensdyr.
Her kunne vi konstatere, at det  modsatte af overbefolkning heller ikke er særlig spændende.
For lidt og for meget …
Men jeg fik et rensdyr med hjem – lige så kalveknæet som de rigtige – jeg kunne ikke stå for dem, og John har lovet at lave et par stykker til, nu hvor han har en skabelon. De er uhyre enkle, men man skal lige få ideen. Han (ja, ikke John, altså, men Rudolf) står nu og ser tåbelig ud på en skøn måde – lige ved siden af hoveddøren.

Jeg håber, vi engang må finde et julemarked med de rigtige proportioner i enhver henseende, men vi fortsætter nok først eftersøgningen til næste år.

I år bliver her pyntet op

Jeg tror aldrig, jeg havde pyntet så lidt op til jul, som jeg gjorde sidste år. Det er som om lysten til det ikke rigtig vil indfinde sig, når man er væk hele julen, hvad vi er hvert andet år. Vi er væk en hel uge – fra omkring den 20. december til omkring d. 28. december. Det er noget andet, hvis vi bare er væk juleaften og eventuelt i en af juledagene, men hele julen …
Det har vi været, siden min far døde. I 2011 og 2012 holdt vi den i Sverige – som to modsætninger: I 2011 var vi hele familien (dengang 17), og i 2012 var John og jeg for første gang bare os to juleaften. Det var nu faktisk meget hyggeligt, men jeg tror, Charlotte havde det lidt skidt med det, for til trods for, at de af hensyn til Tims familie kun tager til Danmark hvert andet år, og at hun engang sagde, at hvert andet år måtte vi klare os selv, så inviterede de os til England i 2014. Vi var der igen i 2016, så det er allerede en tradition, og vi synes det er SÅ hyggeligt at få lov til at være med til en rigtig engelsk jul.

I år kommer englænderne her, men vi bliver otte i år, for min ene søster og hendes yngste datter kommer også. De to skulle ellers have siddet alene, hvilket ingen af dem forståeligt nok havde særlig meget lyst til, og både englænderne og vi synes, det kun er godt at blive lidt flere juleaften.

Det var en lang indledning til at nå frem til at fortælle, at i år bliver der derfor pyntet op i en grad, der vil give Gertrud Sand mindreværdskomplekser. Næsten, i hvert fald, og vi begyndte i går med at sætte mørketidsbelysningen op udenfor. Ahh, hvor det dog hygger og ‘varmer’ fint.
I dag var det juledekorationernes tur til at blive produceret. Jeg stod ude i garagen med det og havde tøj nok på til ikke at fryse, men mine fingre var nærmest stivfrosne efter to timer derude.
Det fik mig overbevist om, at et par fingerløse vanter nok alligevel vil være en god ide at få strikket til mig selv.

Nissen er også flyttet ind. Han bor lige derhenne i hjørnet ud til entreen. Vi kan høre ham rumstere inde i væggen om aftenen og om natten. Naturligvis er det ikke mus, som onde tunger påstår … det er nissen, er det!

I morgen og/eller på søndag kommer resten af pynten op.
Julen er dermed ved at være i hus. Gaverne er allesammen købt og mangler bare at blive pakket ind – hvad gjorde jeg dog før internettet?

Juleforberedelser

Ja, jeg er altså trods alt ikke begyndt at pynte op til jul endnu … halloweengræskarrene skal lige væk inden vi begynder på det mere julede.
Der er flere former for juleforberedelser.
For eksempel har jeg lige købt min egen julegave. Det bliver måske lidt svært at blive overrasket juleaften, men hvad gør man ikke for at få noget, man ønsker sig?
John spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave, og følgende konversation udspillede sig:
– Et elektrisk krydsnøgleapparat.
– Hvad er det??? 
– Det er sådan en dims, der kan lave garnnøgler, og som jeg ikke behøver at få krampe i armene af for at anvende. Den er nok billigst at købe i England.
– Og hvad hedder sådan en dims på engelsk?
– Electric yarn winder.
– Kan du ikke bare selv bestille den? Jeg aner jo intet om mærker, kvaliteter eller størrelser. 
Det gjorde jeg så …
Bagefter blev jeg stillet bl.a. dette spørgsmål, som er vist på billedet til højre. Man kan jo ikke købe så meget som en gang mobilporto, uden man bagefter skal spørges hvordan købeoplevelsen var, men denne gang kunne jeg ikke engang få lov at betale uden at skulle svare på disse to spørgsmål.

I dag har jeg afleveret seks par bittesmå futter til Røde Kors til deres julebasar. Der var ikke et øje tørt, da de andre nørklere så dem, men de er altså også små – de to mindste par passer nok næsten bedst til for tidligt fødte babyer, men nu kommer de på basaren, så får vi se, om der er nogen, der vil have dem med hjem.
Det var dermed også en slags juleforberedelse.

Endelig var den tredje af slagsen, at vi har haft støvet lidt rundt for at finde et sted, jeg kan købe de foretrukne landænder til fortæring juleaften.
På en af vores småture rundt i nærområdet så vi for et par uger siden et sted, der på et skilt reklamerede med, at de sælger lammekød, oksekød og fjerkræ, så der kørte vi hen i går.
Den kødsælgende dame beklagede dog, at hun ikke havde fået ændret sit skilt, for hun solgte faktisk ikke længere fjerkræ. Da jeg forklarede, at det drejede sig om mine juleænder, kendte hun en, som jeg kunne prøve at ringe til, hvilket jeg gjorde i morges.
Med held. Jeg skulle bare beslutte, hvad mine ænder skulle veje. 2½, 3, 3½ eller 4 kilo? Vi snakkede lidt om, hvor meget svind der vil være, hvilket ikke er ret meget; der er meget kød på, fordi de har gået ude og motioneret og snasket i alt det gode, som ænder nu engang kan lide at snaske i.
Det er jo lige præcis derfor, jeg helst vil købe landænder direkte fra avleren.
Jeg får en mail, når jeg kan komme og hente dem i ugen op til jul. Perfekt.

Det var morgenens solopgang også tæt på at være. Smukt var det i hvert fald.
Vandet var fyldt med blishøns og både på det og i luften var der ænder, måger og gæs.

Engelsk jul, del 2

Vi kørte allerede ved 10-tiden for at være på Manor Farm kl. 12. Det ligger lidt nord for London, og vi troede, at trafikken måske kunne være lidt slem, men det var den ikke. De tog den smukke tur for vores skyld; på den mørke vej hjem kørte vi ad de store veje – og var fem minutter kortere tid undervejs, så så meget for den ‘hurtige’ rute.

Manor Farm er måske umiddelbart knap så charmerende som Tim og Charlottes hus, fordi det ikke stråtækt, men det er næsten lige så gammelt, nemlig fra 1490, hvor The Malt House er fra 1410. Mosteren og onklen købte det i 1973 som nærmest en ruin og brugte nogle år på en nænsom restaurering. Alle de gamle ildsteder er der endnu; det i spisestuen var temmelig stort for så lille et rum, men forklaringen var, at det havde været køkken engang, så der skulle være plads til et spid med en hel okse på – sådan cirka …

Bordet var dækket efter alle kunstens regler; med de fineste krystalglas og det smukkeste porcelæn. Der var røget laks til forret. Dernæst kom der en 10-kilos stuffed turkey med ovnstegte selleri, pastinakker og gulerødder, plus kogte kartofler og rosenkål. Dertil brun sovs og bread sauce, som jeg tror man skal være englænder for at synes om (det er nu heller ikke alle englændere, der gør det, kunne jeg se). Til sidst Christmas Pudding, en cheesecake og to andre desserter. Til julekagen var der brandy butter, som jeg snildt kunne blive forfalden til. Århh, det er godt …

 

Christmas crackers hører sig til. Ikke nytårsaften, men juledag, lige som dronningens tale er denne eftermiddag og ikke nytårsaften. Det lidt dumme ved dette tidspunkt er, at hele England sidder og spiser kl. 15, når hun taler, så ingen har tid til at se og høre dronningen. Der er det måske lidt smartere med vores kl. 18 nytårsaften.

Hvidvinen til laksen var fra New Zealand, for derfra kommer familiens svigersøn. En glimrende vin. Rødvinen til hovedretten blev der talt meget om inden vi satte os til bords, for det var en treliters flaske fra 1975, som var blevet åbnet til denne lejlighed. Vin holder sig bedre i store flasker, og 1975 var et af de bedste år for visse Bordeaux-vine, men jeg var alligevel skeptisk, for jeg husker godt, hvordan fars eksemplarer fra dette år var ‘gået over’, fordi han troede, han kunne gemme dem nærmest for evigt. Det kunne de ikke holde til, og det havde dagens eksemplar heller ikke kunnet. Værten og hans søn smagte, nikkede, sagde mmmmm og roste, og eftersom jeg sad mellem de to, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg godt nok syntes, at den vin nok skulle have været drukket for en hel del år siden. Det var ikke eddike, og det var drikkeligt, men så heller ikke mere. Det var synd og det var spild af god vin. De havde også haft fat i en seksliters flaske fra 1973, men den havde de hældt direkte i vasken. Det var vine, der var arvet, men det gør det altså ikke mindre ærgerligt i mine øjne at hælde (førhen) så store vine ud.
Portvinen var fra 1960 og ganske glimrende – men havde desværre også toppet.

Ikke mere om det nu – men vi talte meget om de vine senere …
Gaver var der maaange af. Som i virkelig, virkelig mange. Vi var seks børn og 12 voksne, og alle fik mange gaver – selv John og jeg fik tre hver, så det gik der ret lang tid med … det var vist godt, at seks af os havde tyvstartet juleaften.
Det var en enormt hyggelig dag i godt selskab og i et skønt, gammelt hus. Tims familie er utroligt gæstfrie alle sammen; de får os til at føle os mere end velkomne og som om vi altid har været en del af hele menageriet.

Store ildsteder i hvert rum! Det skal tages ret bogstaveligt, det med den nænsomme restaurering, og det er ved at være mange år siden, det blev gjort. Det var vildt hyggeligt at være gæst der, men holddaop, hvor var der meget, der nok lige burde ordnes … det er så heldigvis ikke vores problem.

Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle … to be continued

Engelsk jul, del 1

Jeg tror jeg har stof til fem indlæg bare fra de sidste to dage, så jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde.

Måske kronologisk og dermed med julemaden til den danske del af julen i England?
Den var yderst traditionel med andesteg og risalamande. Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om (men vistnok Facebook), en familie som puttede 25 mandler i risalamanden. Den der fik flest, fik mandelgaven. Det lød som et sjovt koncept, som vi var nødt til afprøve, især efter de sidste to julers på meget mystisk vis forsvundne mandler. Man kan sætte en slags deadline eller bare blive enige om, at nu stopper legen, for det handler ikke om at spise alt op eller sidde og lure på hinanden. Vi valgte at stoppe legen, da John havde samlet ti mandler, for da var vi klar over, at med det antal, der måtte være tilbage i skålen, kunne han ikke overgås … nummer to ‘kun’ havde fem mandler. Konkurrencen blev både sjovere og mere synlig; selv Anna spiste mere risalamande, end hun plejer, og også Aubie gik til den med en del større ildhu end normalt. Den metode er hermed kommet for at blive i vores familie – den kan anbefales, og vi takker af hjertet den ukendte herre, som gav os ideen!

Juleaften kom den hvide ugle med breve til Miss and Master Maltin – med det vaskeægte Hogwarts-segl på, oven i købet. Uh, det var SÅ spændende! Brevene indholdt, udover en unik tryllestav til hver af dem, et brev med de specielle karakteristika for Gryffindor-kollegiet, som Maltin-børnene, via en internettest (!), har fundet ud af, at de tilhører. Anna har læst alle Harry Potter-bøgerne, de har begge set alle filmene og er betaget af den unge Potters magiske univers. Hvad de endnu ikke ved er, at den 7. januar, på Annas fødselsdag og en uge før Aubreys ditto, skal de, sammen med deres forældre, op og se Harry Potter-studierne. Det er fødselsdagsgaven til dem fra John og mig.

Anna fik et førstehjælpskit, som hun havde ønsket sig til at have i den i forvejen godt fyldte rygsæk til base campen – hun blev meget glad for det, for sådan en havde hun flere gange haft brug for, når de kommer til skade dernede, som hun sagde. Jeg må have set en anelse bekymret ud, for hun skyndte sig at berolige mig med, at det ikke drejede sig om livstruende eller omfattende skader.

Jeg fik blandt andet en bog om dahliaer, som jeg glæder mig til at studere nærmere, og en bunsenbrænder. Den hedder godt nok ikke en bunsenbrænder, men Cook & Baker, så nu kan jeg brænde sukkeret på en crème brûlée på helt autoriseret vis.
Der var selvfølgelig mange flere gaver, og i går var der endnu flere på Manor Farm, hvor Tims moster og onkel bor.
Det var en fuldstændig fantastisk dag i et gammelt og spændende hus, som jeg vil fortælle meget mere om i senere indlæg.

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

Nu skal jeg kun sove én gang til …

Nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi tager til England. Og det bliver ikke engang ret længe, for vi skal op klokken 04, hvilket er forholdsvis tidligt for sådan en som mig. Ja, selv for sådan en som John.
Vi sætter altid to vækkeure, for hvis jeg skulle nævne noget af det allermest ærgerlige her i verden, så må det at sove over sig, når man skal nå en flyver, komme meget tæt på en førsteplads.
Ikke at jeg har prøvet det, men lige her ønsker jeg på ingen måde, at der nogensinde kommer en første gang.

Det flasker sig alt sammen – begge børnene og deres mor er endelig blevet raske efter tre uger i alt med at skiftes til at være syge. Ikke voldsomt for Charlottes vedkommende, heldigvis, men begge ungerne rundede de 40 i feber. Nu skal de bare vænnes til at spise igen – de indtog stort set ikke andet end væske i over en uge, så der skal ingenting til, før de føler sig mætte – med det resultat, at de er sultne igen efter en time … der er vist ikke meget andet at gøre end at fodre dem med korte mellemrum.

Jeg fik plads til alle tingene, vi skal have med derover. Næste gang tager vi altså bilen! Også selv om Murphy siger, at så bliver det snestorm … der er bare ikke rigtig nogen vejrudsigter, der troværdigt rækker et par måneder frem i tiden, så det er lidt svært at vide i oktober, hvad der vil være smartest i december.
Min kuffert vejede 23,0 kilo, så jeg lodsede et par tunge ting over til John – sæt nu, at lufthavnens og min vægt ikke er helt enige. John brokkede sig ellers lidt, for hans kuffert er mindre end min … jeg har slet ikke pakket mine skjorter endnu, og min toilettaske skal også være der!
Ikke  noget problem, svarede jeg, jeg kan have et par af dine skjorter, for jeg har plads, men ikke vægt til overs.

De sidste ting er afklaret pr. telefon i dag, såsom:
Forventes der, at vi har gaver med til de fire små børn, vi skal være sammen med 1. juledag? (Nej.)
Skal John have slips og jakkesæt på, eller kan en pæn trøje gøre det? (Det første er bedst; det andet sikkert okay.)
Kunne du skaffe kirsebærsovs? (Ja.)
Drikker Graham whisky? (Graham er Tims onkel og værten 1. juledag. Vi vil have noget med til både vært og værtinde. Svaret var ja, men whiskyen køber vi i England.)
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn? Jeg kan nemlig udmærket huske hvordan det var at være et lille barn og glæde sig meget.
Er det godt eller skidt? Skal vi ikke bare sige, at det er godt?

Elektroniske julehjerter

Det måtte jo komme: Elektronisk genererede julehjerteskabeloner.

Jeg er nødt til at bruge et indlæg på et link, jeg i går så ovre hos Betty. Det er lektor ved Institut for datalogi i Aarhus, Gerth Stølting Brodal, der har regnet ud, hvordan man kan flette hjerter med navn på. Eller tal. Et hvilket som helst navn, man måtte ønske, dog kun med bogstaver fra det danske alfabet – det er bare at skrive det ind på siden her, printe, skære og flette. Ret genialt og meget blæret.

Jeg havde store ambitioner. Man har vel været rigtig god til det der med at flette avancerede julehjerter, så hvor svært kan det her med navne lige være? Jeg ville aldrig i lívet kunne regne ud, hvordan de skal tegnes/skæres, men skære efter en skabelon og flette dem, det kan jeg!
Brodal anbefalede, at man højst brugte syv bogstaver … jeg kan godt se hvorfor, for hjerterne vokser ikke i størrelse, men i antal ruder. Den flettede del er 9 x 9 cm.
Okay – jeg starter med YOU og ME, så. Man skal trods alt ikke udfordre skæbnen alt for meget.
Jeg printede på almindeligt hvidt skrivepapir og på ditto rødt.
De blev ikke klippet ud, men skåret med en meget tynd og spids hobbykniv – det er mere nøjagtigt og ‘ikke-hakkende’ end hvad selv den spidseste og skarpeste saks kan præstere.
Kort tid efter sad jeg med en lang næse og røde kinder. Der stod UOY og EM. Dammit – hvorfor skrev han ikke, hvilken vej man skulle folde?
Det gjorde han måske også, men på en lidt kringlet måde, og jeg kunne først se hvad han mente, da jeg havde gjort det forkert.
Han sagde også, at man skal starte med ét bogstav og kun på én side af hjertet. Pfftt, tænkte jeg igen – man er vel erfaren udi hjertefletning.
Man skal ikke bruge almindeligt, hvidt papir. Det røde var okay, men jeg måtte skifte det hvide ud med Premium Paper, som ikke brister så let.

Her ses skabelonen til hjertet med ANNA på den ene side og AUBREY på den anden. 
(Print endelig med liggende format – ellers bliver hjerterne for små til at kunne håndteres. Alle de der strittende ting er svære at styre, og de må for guds skyld ikke knække af!)

Jeg har desuden lige indset fornuften i at holde sig til det anbefalede ene navn pr. hjerte …

Jeg har også gjort det andet, han anbefalede: Starte med ét bogstav.
Nu har jeg således to hjerter, der ser således ud:

Hovmod står for fald!
Men jeg trængte til den lille sejr med det store A, og jeg har ikke tabt modet. Endnu.
Jeg holder bare lige en lille pause … tror dog alligevel ikke, at jeg vil kaste mig over den nemme ANNA, for jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til den noget mere besværlige AUBREY.

Vi er ikke stoffri

Vi er ikke stoffri her i huset. Slet ikke op mod jul. Der er ikke kun stoffer i systuen, men mange steder i huset for tiden.
Da Charlotte boede hjemme, markerede vi altid hendes fødselsdag, som er i dag, ved at pynte op til jul.
Hun har ikke boet hjemme i 20 år, men så går jeg og tænker på hende, mens tingene kommer op.
Hun bliver 40 år i dag. 40 år … det får ikke ligefrem en selv til at føle sig yngre … min datter er ikke en ung kvinde mere, men en yngre kvinde, der hviler i sig selv og nyder sit engelske liv med mand, børn og et dejligt hus. (Det er det velkendte paradoks, at man er yngre som ung end som yngre, og man er ældre som gammel end som ældre.)
Fordi jeg var alene med hende de første 10 år; fordi hendes far udviklede sig i fordrukken og voldelig retning og jeg derfor forlod ham, da hun var seks måneder, var jeg som yngre (!) mere bange for at dø, end jeg er nu – jeg VILLE se hende blive voksen og kunne klare sig selv, hvilket til fulde er opfyldt, så jeg kan sove roligt. Også ind …

Nu er jeg ved at have pyntet færdig til jul. Jeg gider ikke tage det hele frem – vi er jo ikke hjemme i år. Og for at ingen skal få gode ideer, har vi vagt på alle dagene, så det er ikke nogen god ide at bryde ind. Der er i øvrigt ikke noget videre at stjæle – bare sådan til almen orientering – vi har aldrig været til dyre designermøbler eller smykker, da vi altid har prioriteret overskuddet af vores surt tjente penge til at rejse for.
Så ikke noget at hente her, medmindre man er vild med mine styroporkugler med tøj på. Dem har jeg nemlig en del af …
Der hænger også de røde stofhjerter, som jeg lavede mens jeg arbejdede og hængte ved siden af mine nærmeste kollegers navneskilte i december.

Og de andre stofhjerter, som jeg også har haft i mange år.

Der er koglerne i køkkenet – hvoraf en enkelt passer så perfekt sammen med kobbertøjet. Især hvis kameraet kunne ramme den rigtige farve på kobberstoffet …
Der er Georg Jensen, som er omringet af kræmmerhuse – han ville sikkert vende sig i sin grav, hvis han så dette plebejiske pjat. Måske vender Henning Koppel sig også.
Og mere til … som sagt er ikke det hele kommet op, men noget skulle der til, ellers er det ikke rigtig jul i det lille hjem. Det er ikke sådan, at vores hjem normalt kan konkurrere med Gertrud Sands, men så lidt som i år har jeg vist ikke sat op før. Ikke engang juledekorationer laver jeg i år, hvilket er virkelig uhørt fra min side.
Nogle juleting skal bare frem for ikke det skal være helt forkert, som fx dem, jeg kalder mine Anna og Aubreynisser, der glade tager imod folk ud i entreen. De hedder ikke sådan fordi de ligner A & A, men fordi jeg fandt dem, da børnene var ganske små – jeg kunne ikke stå for de glade og frækt udseende ansigter.

En julesafari

Næh, vi har ikke ændret rejseplaner, men vi har set otte giraffer i strakt galop i dag. Og nogle tykpelsede kameler. Man ser vist normalt ikke disse to dyr samme sted i Afrika, men det gør man i Knuthenborg park.

Vi har også set en million mennesker. Mindst. Og de var ikke i strakt galop. Tværtimod.
Jeg kan godt lide at besøge et julemarked eller to, men jeg bryder mig ikke om store menneskemængder og jeg kan ikke fordrage at stå/gå skulder ved skulder og bevæge mig frem i sneglefart, mens jeg bliver skubbet til af folk, barnevogne og rullestole.
Vi har droppet Gisselfeld julemarked af samme grund, for sidst vi var der, var der ALT for mange mennesker. I stedet valgte vi at tage til et mindre et i Knuthenborg park … jeg forestillede mig, at det nok ikke er så overrendt som de mere kendte – eller som dem, københavnerne gider køre til.
Jeg tog grundigt fejl. Vi var der kl. 10:10, og der var allerede kommet mange. De første ti minutter gik det forholdsvis okay, men det blev ved med at vælte ind med besøgende. Da vi havde gået rundt i tre kvarter, havde vi fået nok. Eller … gået og gået … vi blev nærmest båret med af strømmen, men vi fik kæmpet os ud til parkeringspladsen og kørte en tur gennem parken, som i dagens anledning var åben, inden vi satte kursen hjemover. Vejret var – og har været hele dagen – så flot som det overhovedet kan blive på en novemberdag, så vi kørte en omvej.

Det er fint af familien Knuth, at de åbner parken for et julemarked, og det er også fint, at indgang og parkering var gratis i dag, i modsætning til mange andre julemarkeder, hvor man skal betale for at komme ind. Det var nu ikke derfor, vi valgte at køre herned, men det var måske derfor, at så mange andre havde valgt det? Det er selvfølgelig godt for stadeholderne, men holddaop, hvor var det for meget for os.

Jeg fandt ellers en dame, der lavede pilefletkugler, men de var alt for store i forhold til det, jeg havde forestillet mig – de havde en diameter fra på størrelse med det bålfad, de skal ligge på og ned til 30 cm. Jeg vil ikke have dem større end højst 15-20 cm i diameter.
Vi kom derfor ikke hjem med noget som helst, men vi fik os en dejlig køretur.

De må kysse meget på Knuthenborg –  i hvert fald har de oceaner af mistelten; faktisk har jeg vist aldrig set så mange mistelten på ét træ, og der var flere træer, der så sådan ud. En skam, at de sidder så højt, ellers kunne man godt være blevet fristet til at tage en lille stump med hjem.

Nu med fiskekugler

Fiskekugler … uden r efter fiske … hvis der blev sat et r der, ville det sikkert kunne skabe nogle lidt uhensigtsmæssige associationer hos et par stykker.
Nogle gange bliver jeg positivt overrasket: Jeg bestilte kuglerne hos nauticum.dk i går ved middagstid. I morges kl. 9:30 ringede postbuddet på vores dør med pakken. Det kan ikke lade sig gøre at ekspedere det hurtigere, men hvorfor pakker skal prioriteres over breve, forstår jeg ikke.

Jeg er faldet pladask for de smukke kugler, som må kunne finde en eller anden form for anvendelse hele året her hos os – vi bor trods alt helt ned til vandet, så det vil ikke virke forkert. Hvis jeg fjerner de julede ting fra bålfadet, kan der sagtens ligge noget i det hele året og se nysseligt ud.
Nu mangler jeg bare en kugle eller to af flettet pil. Måske kunne jeg godt finde ud af at lave en selv, men det kræver, at jeg har noget egnet pil, og det har jeg desværre ikke. Mos kan sagtens skaffes, men det har vi mest af i Sverige, så det må vente et stykke tid.
Resten af vinterbelysningen er ligeledes kommet på plads nu. Det hedder ikke julebelysning hos os, for vi sætter ikke lys i noget, der minder om juletræer, netop for at have en gyldig undskyldning for at have det tændt i hele mørketiden; dvs. frem til omkring slutningen af februar. Det er så hyggeligt, når bare der ikke er for meget af det … vi er på ingen måde ude på at komme i lokal- eller landsdækkende tv for vores overdådige (jule)belysning.
Postbuddet kom også med to andre pakker. Nu er alle julegaverne i hus. De, der fylder mere end de vejer, er sendt videre til England, sammen med den traditionelle chokoladekalender til børnene; resten af gaverne kan vi have i kufferterne. Det er en ret god fornemmelse ikke at skulle tænke mere på julegaverne for i år.

Nu med bladkugle

I Fru Pedersens Have så jeg en sød ide, som jeg omgående tog til mig: Læg gran i bunden af et bålfad og læg kugler af forskellig art i, såsom flettede pilekugler, bladkugler, moskugler og fiskekugler – plus en lyskæde. Det eneste jeg havde, var bålfadet og en lyskæde …
Gran var dog nemt at få fat i, og jeg regnede med, at et par store pinjekogler ville gøre sig godt. En limpistol, som jeg investerede i sidste år, blev indviet til at sætte forsigtigt knækkede valnødder sammen igen. Og hvor var det nu lige, jeg i sin tid gemte styroporkuglerne hen? De blev fundet i første hug, hvilket jeg i parentes bemærket var en anelse stolt over, for det er mange år siden, jeg har lavet julepynt på styropor.
På denne kugle blev der limet blade. Huset formåede kun bladene fra den navr, vi har stående foran, men de var okay. Jeg laver nok et par stykker til i morgen.
Jeg kan sagtens se, at fiskekuglerne er gode i denne sammenhæng, så med Google i hånd fandt jeg et sted, hvor de var til at betale for menneskepenge. Nogle steder ville de have næsten 300 kroner for EN kugle. De må have spist søm … men der hvor jeg fandt de betalbare, bestilte jeg to blå og og en grøn, som skulle komme allerede i morgen. Det er jo kun breve, der bevidst bliver syltet af PostNord … pakker er prioriteret højere og er lynhurtigt fremme.  
Der vil derfor ikke komme noget billede af hele fadet, før det er pyntet færdig, men allerede nu står det med gran, bladkugle, kogler, valnødder og selvfølgelig lys. Det skal nok blive fint, er jeg sikker på. Hvorfor kan jeg ikke få sådanne ideer selv? Jeg er hamrende ukreativ, men er da heldigvis i stand til at abe efter andre folks gode indfald.

I går hævdede jeg, at vi havde en smuk solopgang. Det havde vi såmænd også, men den i morges slog den med flere længder – jeg tror ikke den fås i rødere udgave end dette. Jeg sad i skumringen (hedder det også det, når det er morgen?) og nød både en spand te og morgenrødeudviklingen over en times tid.

Mysteriet om den forsvundne mandel

Sidste år, hvor Charlotte for første gang skulle være værtinde for en dansk jul, gik det så fint, som det kunne, men også lige så galt som det kunne på ét punkt: Der blev ikke fundet en mandel i risalamanden. Vi har aldrig i vores liv spist så meget risalamande, men mandlen dukkede aldrig op, og Charlotte endte med at lade os trække strå om mandelgaven. Vi havde ellers nøje (gen)instrueret den hel- og de to halvengelske personer om forløbet ved denne danske juleskik, men en eller anden må det til trods have fået spist mandlen. Selvfølgelig blev Charlotte drillet med, at hun slet ikke havde puttet nogen i, men fordi det var første gang i sit 38-liv, hun havde det ansvar, var vi på den anden side ikke i tvivl om, at skylden ikke lå hos hende.
Eftersom børnene virkelig var meget omhyggelige – og opsat på at finde mandlen – kom Tim øjeblikkelig under stærk mistanke.

I år, hvor det var mit ansvar, fik jeg naturligvis et hav af påmindelser: “Husk nu at putte mandlen i. Vi skulle jo nødig have en gentagelse af sidste år.”
Vi talte en del om det – “HUSK nu at ‘tygge’ med tungen, inden I begynder at bruge tænderne! Mandlen ser således ud”, og blev herefter holdt frem til beskuelse.
Jeg puttede den i og rørte rundt i skålen, så ingen vidste, hvor den var.
Der blev spist meget, meget forsigtigt. MEGET forsigtigt.
Ingen mandel. John blev beskyldt for at gemme den, hvilket han har gjort flere gange, så folk spiser sig en mavepine til, inden han afslører, at han fik den i første mundfuld. Det var ikke tilfældet denne gang, viste det sig.
Der var ganske enkelt ingen, der havde fået mandlen. INGEN MANDEL IGEN???!!!
Nu tror jeg simpelthen på nisser. Drillenisser. Det her burde ikke kunne lade sig gøre. Slet ikke. Og slet ikke to år i træk. Denne gang blev værtinden ikke anklaget for forglemmelse – alle var klar over, at mandlen havde befundet sig i skålen, og alle var lige dybt forundrede over, hvor den kunne være forsvundet hen.

Heldigvis havde jeg lagt to mandler til side og jeg havde ikke serveret al risalamanden, så jeg lavede en lille portion til.
Der blev spist endnu mere meget, meget forsigtigt. Inden længe holdt Aubrey triumferende mandlen i vejret, og alle åndede nærmest helt lettet op.

Den for alle ukendte mandelgave for børn og voksne indeholdt en fin, fin nissemor på 25-30 cm, syet i forskellige mørkerøde og grå julestoffer, og som ser ud som en rigtig nissemor skal se ud, en æske fyldte cholokader i luksusudgave og en slikkepind i en størrelse, der kunne få selv en Aubie med en meget sød tand til at mene, at den var stor nok.

Men den der mandel, altså – Charlotte og jeg tør næsten ikke tænke på næste juleaften. Første gang tilskrev vi det spøgefuldt, at ‘noget’ åbenbart straffede os formastelige udlændinge for at forsøge at indføre nye skikke til det yderst traditionsrige England, men den kunne vi ikke helt bruge i år.

Et nyt år er ved at gry – denne morgens solopgang symboliserede det på smukkeste vis – godt nytår derude!