I efteråret modtog jeg et tilbud, jeg ikke kunne modstå. Det sker ret tit … nogle vil sikkert sige for tit. Denne gang drejede det sig om et ophold på Rødekro i to nætter; med to retter den første aften og ti serveringer den anden. TI! Vi har været oppe på otte, men ikke ti, så det bliver lidt spændende i aften.
I går stod den på en kyllingeterrine til forret og baconsvøbt svinemørbrad (NEJ, IKKE grisemørbrad! Jeg bryder mig slet ikke om denne nye uskik. Det hedder svinekød, gør det) til hovedret. Gaaab, tænkte jeg først. Hvor lyder det keeedeligt.
Det var det så overhovedet ikke; tværtimod var begge retter meget delikate, med spændende detaljer og finesser, som højnede både den visuelle og den smagsmæssige oplevelse, og som lover godt for den kommende aftens oplevelse.
Tjeneren spurgte, om vi skulle have seks retter i aften, og da vi svarede, at vi skulle have ti, sagde han, at så var det bare med at springe både morgenmad og frokost over, hvis der skulle være plads.
Da måtte jeg lige belære den unge mand om, at det slet ikke er sådan det er. Jo mindre man spiser og jo længere pause man holder, jo mere skrumper mavesækken, så hvis man vil være sikker på at have god madplads om aftenen, skal man spise sin frokost. Nu taler jeg jo ikke om, at man tager en kæmpefrokost midt på eftermiddagen, men det er rigtigt, at man ikke skal springe måltider over, hvis man vil kunne spise mere end man plejer. Jeg lærte det af en kok, til hvem jeg sagde netop et eller andet med at “samle appetit sammen”. Det var kokken, som stod for maden til min 50-års fødselsdag, som ved den lejlighed fortalte mig det. Den aften fik vi en buffet med 34 forskellige ting! Vi skulle hele verden rundt, og det kom vi via Roberts fantastiske mad.
Efter morgenmaden i dag tog vi vestpå, fordi vi ville til Rømø og vi ville se Marsktårnet.
I går så vi spover på Fyn, og da det er trækketid for fuglene, satsede vi på at se flere arter ved Vadehavet.
Da vi kørte over dæmningen, så vi da også en sølvhejre, nogle flere spover og en del knortegæs, en art, vi ikke rigtig ser hjemme ved Den Stråtækte. Som bonus fik vi en miniudgave af sort sol på nordsiden af Rømø.
Marsktårnet var imponerende flot – det minder selvfølgelig om vores eget Skovtårnet ved Rønnede, og selv om det i marsken ikke er nær så højt som det i skoven, virker det højere pga. det omkringliggende flade landskab.
Vi var ikke oppe i det; det var for mange trappetrin til os, og vi var for nærige til at betale 100 kroner ekstra bare for at få lov til at tage elevatoren. Faktisk overbeviste vi hurtigt os selv om, at det nok alligevel er flottest set nedefra, og langt kan man jo se i forvejen i dette landskab …
Dagens frokost bestod af hhv. en frikadellesandwich og en tun/æggesandwich fra Rømøbageren, hvis produkter vi med stor fornøjelse har prøvet før. Jeg tror det må være Danmarks bedste bager … John havde svære problemer med at få hevet mig med ud af butikken igen. Jeg købte dog ikke kajkager, men morede mig over, at de også havde andreakager, hvilket jeg ikke har set før – ej heller de vrede fugle. Kaninhaler var ligeledes til at købe.
De havde heeelt vildt mange slags heeelt vildt lækre kager, herunder kæmpetræstammer, så vi blev enige om, at til efteråret, når vi skal bo ved Blåvand sammen med englænderne, skal vi foreslå at køre en tur herned. Træstammer er et must, når de er i Danmark, og især Aubrey vil få materiale nok til våde kagedrømme i lang, lang tid efter et besøg hos denne bager. Endelig er der ingen af dem der har været på Rømø før, ikke engang Charlotte, så det er under alle omstændigheder en køretur værd.
Hos Mommer 