Nu må de begge køre bil

Den første blev 18 for otte dage siden.
Den sidste blev 17 i går.
De er pseudotvillinger, men de ligner ikke hinanden, hverken i udseende eller sind. De er dog begge superslanke, på grænsen til magerhed, men der hører ligheden op. Anna er som sin far, Aubrey som sin mor.
Heldigvis er Anna også så meget kvinde – i hvert fald lige om lidt – at hun har hovedet knap så meget under armen som hendes far har. Tim er jordens sødeste mand og han elsker sin kone og sine børn, men han har kun to børn; Charlotte har altid haft tre …
Til Tims 50-års fødselsdag sidste år sad jeg og talte med hans moster, som på et tidspunkt spurgte, om ikke jeg var stolt af min datter.
Aren’t you proud of Charlotte, my dear?
“Joohh”, sagde jeg beskedent, “man er vel altid en smule stolt af sine børn … ” Og så kom det, med løftet pegefinger og den særlige betoning, som kun en englænder kan præstere:
You better be! Tim would have been nothing without her!
Wow. I’d say … thank you! You should tell your sister – det sidste sagde jeg med et smil.
I have. Many times. And after all these years I think she’s listening to me now.
Nå. Det var et sidespring – og skamløst praleri. Men det er en kendsgerning, at Charlottes forhold til sin svigermor af flere forskellige årsager har været mere eller mindre anstrengt. Mest mere … det er først gennem de sidste 3-4 år, det er blevet bedre. Jeg har altid syntes det var synd for C, at det skulle være sådan, når de nu engang bor så tæt på hinanden, men hun er stærk, lader sig ikke sådan slå ud, sætter hælene i og siger fra, hvis det er nødvendigt. Hvilket er meget u-engelsk.

Børnene var uadskillelige de første mange år, men sådan er det ikke mere, selvom de stadig er meget sammen. Annas venner synes, at Aubrey er en skøn fyr og vil gerne have ham med, hvis de fx tager en tur til London eller Bath. Aubreys venner synes også, at Anna er interessant, men de er som drenge er i den alder, så det bliver ikke sagt højt.

Anna spiller og synger. Aubrey cykler. Aubrey cykler meget. Han er ærgerlig over, at vejret sommetider afholder ham fra at tage en lang tur, så hans største fødselsdagsønske var en dims, med hvilken man kan bruge sin rigtige cykel til indendørs træning.
Sådan en er åbenbart dyr, for det var forældrenes og vores gave slået sammen, plus et bidrag fra ham selv.
Jeg ved ikke præcis hvad det er for en smart trainer han har bestilt, men når han får den hjem, kan han fixe et eller andet med Sam, hans bedste ven og cykelmakker, så de kan køre virtuelle ture sammen. (Sam fik en tilsvarende i julegave.)
Jeg fandt en bog til ham om off-road bicycle tours i England, og jeg tror han glæder sig til at afprøve nogle af dem sammen med Sam. De har alt det udstyr der skal til efter deres Ten Tors-tur sidste år, så det er bare at sætte i gang, når vejret tillader det.

Aubrey ligner også sin mor på et andet punkt. Han er ikke interesseret i at drikke alkohol. Da jeg spurgte ham om der var en speciel grund til det, svarede han, at han syntes kammeraterne blev ret dumme at høre på, når de havde drukket, og sådan havde han ikke spor lyst til at være. Efter han så hvordan Anna havde det første gang hun havde tømmermænd, blev han kun yderligere bekræftet i, at der ingen som helst grund er til at indtage alkohol. Han har ikke noget imod, at andre drikker, han vil bare ikke selv. Jeg tror også det har noget at gøre med, at han ikke vil risikere at miste kontrollen over sig selv.
Han skal nok blive populær, når han får sit kørekort, hvilket han virkelig glæder sig til.

Endnu en milepæl

Mit ældste barnebarn blev 18 år i går! ATTEN ÅR!!!
Hun er myndig. Om et halvt år er hun færdig med at gå i skole. Hun vil ikke på universitetet, så lad os se, hvad hun finder ud af, men lige nu gider hun bare ikke bøger og studier mere.
Jeg husker kun alt for tydeligt, da barnets mor blev 18. Det var en milepæl, og det er denne også for både Anna, hendes forældre og os. Samme forældre er i øvrigt ved at blive gamle – bedsteforældrene har været det længe (bare for at komme eventuelle vittige bemærkninger i forkøbet). Det konkrete bevis ligger i hendes fødselsdagsgave fra Charlotte og Tim, som bestod i et par øreringe fra Tiffany, som de vidste, hun ønskede sig – og som Tim købte i en USA-afdeling, da han var i Californien i nogle uger op til jul.
Da hun pakkede dem ud, kunne de godt se, at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle se ud i ansigtet, så Charlotte spurgte om det ikke var de rigtige.
“Joohh”, svarede den unge dame, “men lige præcis de samme forærede I mig altså, da jeg blev 15. Jeg er meget glad for dem, men bærer dem bare ikke så tit, og slet ikke i skolen, for jeg ved godt, at de har været ret dyre.”
Så var det forældrene, der blev lange i ansigterne. Øreringene kan ikke byttes, da de jo er købt i USA, men Tim har i dag Anna med til Tiffany i London, så hun selv kan vælge sig et par øreringe.

---

Det er blevet vinter. Vejret er flot, sådan rent objektivt set, men er der tidspunkter, hvor jeg er ekstra glad for at være pensionist, så er det i tider som disse. Jeg er vildt glad for, at jeg ikke skal ud og køre 2 x 60 kilometer for at passe mit arbejde. Jeg kunne arbejde hjemmefra, men ikke hver dag over længere tid. Jeg har læst trafikmeldinger i morges, bare for at kunne fryde mig endnu mere … selvfølgelig ikke over dem, der sidder ude i de laaange bilkøer, der pga. uheld er opstået mange steder her til morgen, men over, at jeg med god samvittighed kan blive inden døre – og i min seng til det er blevet lyst udenfor.

Jeg er født og opvokset på landet, hvor man lærte at tage sine forholdsregler, når man bevægede sig ud i vintervejr. Min far havde altid en skovl og nogle jutesække i bilen, fx.
Det har vi dog ikke, men så snart vejret slog om fra regn og blev til sne og kulde, kom der to ekstra tykke og varme tæpper ud i vores bil. John sørger for, at den altid er mindst halvt fyldt op, og vi har vand og spiselige overlevelsespakker i bilen. Måske skal man være opvokset med det? Jeg forstår i hvert fald ikke, hvordan man kan finde på at køre ud i en voldsom snestorm uden at tage visse forholdsregler. Heller ikke, hvorfor mange vælger at ignorere diverse advarsler mod overhovedet at bevæge sig ud. Tror man ikke på dem? Ikke fordi DMI altid har ret i sine vejrudsigter, men denne gang holdt de længe fast i, at det ville blive slemt, og i øvrigt kunne man jo konstatere det ved selvsyn blot ved at kigge ud af vinduet.

---

Hos Charlotte har de ikke sne for tiden, og hvis vi synes vi har meget vand i Danmark, skal vi bare vende blikket mod England. Hun sendte mig en lille video i fredags. Den viser en af indfaldsvejene til deres lille landsby. Så slemt var det ikke, da vi var derovre. På videoen kan man måske genkende huset på billedet i indlægget her. Der var godt nok en sø ved siden af vejen, men siden vi var der, er søen blevet voldsomt meget større. De er ret glade for, at de har Landroveren, for ingen af deres andre biler havde klaret denne ‘vandvej’.
C skulle til lægen, ellers var de slet ikke kørt ud. Hvorfor hun skulle det, er en anden historie, som måske kommer senere på ugen, men alt lader til at være godt igen.

Det er åen her (en af deres river Avons), der nu fylder det meste af området og altså også vejen ind til landsbyen, men som herover så den ud i juledagene. Det har regnet voldsomt i flere dage i træk siden da. Videoen begynder pudsigt nok hvor jeg tog ovenstående billede, da vi var derovre.

Livets gang i Wiltshire

Vi har fået meget vand i Danmark. Det har de også fået i England. Overalt er der vand, og selv om vi synes der er tusindvis af småsøer, er det ifølge Charlotte trods alt svundet i vandstandene, men der skal ikke meget af en halv regnvejrsdag til, før der er fyldt op.
John og jeg kørte en tur til Marlborough i dag for at købe de sidste ting til juletiden – de ting vi glemte i mandags, da vi var ude for at skulle købe de sidste ting …
Jeg elsker at bevæge mig rundt på de små veje i området omkring hvor Charlotte bor, men i dag var det lidt mere spændende end det plejer at være, for der var fedtet og/eller vand på vejene rigtig mange steder, og hvad der gemte sig under det mudrede vand, kunne vi ikke se … vidste bare, at mange steder gemte der sig kraterlignende huller, som ingen biler har godt af at prøve at køre ned i. De reparerer og reparerer, men så længe forholdene er som de er, kan de kun fylde huller ud med grus og småsten, ikke asfaltere.

Bortset fra regnvejrsdagen i går, har det indtil videre været pænt vejr herovre. Stormen, der snart finder Danmark, holder sig tilsyneladende væk herfra, og solen har vi set en del til, om end det ikke har været heldagssol. I går, da vi spiste på den lokale pub, var det smukt stjerneklart da vi kørte hjem.

Livet går hermed sin stille og hyggelige gang herovre. Charlotte har kreeret sin wreath til hoveddøren, og nede på systuen er hun i gang med en ny jakke/frakke til sig selv. Den bliver syet efter de helt gamle og traditionelle metoder, hvor støttestofferne ikke kan stryges på, men bliver syet fast. Sådan noget gider hun godt. Jeg ville være for doven …
Med paspolerede lommer efter alle kunstens regler.

Jeg tror bare jeg holder mig til det jeg er bedst til, nemlig at strikke.
På pubben fortalte jeg Charlotte, at vi havde lejet sommerhus, så vi har et sted at bo til strikkefestivallen i Thy til september.
Anna syntes det var ret morsomt, at hendes mormor stadig går til festivaller … “Jeg behøver jo ikke at fortælle mine venner, at det er en strikkefestival …”

Lige om lidt skal jeg ud at lave lasagne. Aubrey har sin bedste ven på besøg i dag, og han bliver og spiser med.
“Spiser han lige så meget som dig, Aubie?”
“Ja, mindst!”
Så selv om vi kun er en mere, så må jeg hellere lave lasagne til 8-10 personer – hellere for meget end for lidt, og Sam har allerede julelys i øjnene ved tanken om hjemmelavet lasagne, så der skal være rigeligt!

På den lokale planteskole, hvor vi købte juletræet i søndags, var der forskellige tableauer af jule- eller vinteragtig karakter.
Herover ses polarversionen. Isbjørne og pingviner nikkede goddag til os med hovederne, og ingen havde tilsyneladende fortalt kreatøren, at man ikke i naturen vil finde disse to dyr så nydeligt ved siden af hinanden.
Men det gør man så her på planteskolen. Det er i orden. Det er tanken der tæller.

Der blev så stille …

Vinden er stort set helt løjet af. Når den tager til igen, bliver det fra øst – hjemme ved Den Stråtækte lover de forhøjet vandstand helt op til 1,40 m over daglig vande, hvilket er meget, når man bor lige ud til Præstø Fjord. Og så er vi ikke engang hjemme til at opleve det. Typisk … det er den kraftige vestenvind, der har pustet meget vand op i Østersøen, og når det skvulper tilbage igen, går det ud over de østvendte kyster.

På de vestvendte kyster er der til gengæld temmelig stille lige nu. I går kørte vi en tur til Rømø, primært for at få tilfredsstillet visse englænderes umættelige behov for romkugler, kajkager o.l. og træstammer.
De havde først købt én kæmpetræstamme og én ditto romkugle, men inden vi nåede at køre, blev Aubrey bekymret for, om der nu også var nok til resten af ferien. Det mente Charlotte nu nok, men det skal ikke være træstammemangel, der ødelægger ferien, og de kan vel altid tage resten med hjem – mon ikke det kan holde sig en uges tid?

Nu hvor vi alligevel var på Rømø, skulle vi lige en tur ned til den brede, brede strand, som altid er et fascinerende syn for alle os, der ikke er i nærheden af sådan noget til hverdag.

 Der var høj himmel og mindst en million (døde) knivmuslinger. Det føltes og lød som om vi gik på glasskår. Der var også en million tyskere, og helt traditionelt havde en halv million af dem en drage oppe at flyve. Jeg ved ikke hvad det er med tyskere og drager, men er der mange tyskere ved vandet, er der også mange drager i luften.
Og så er det jo snart Allehelgensdag, hvilket delvist afspejledes i valget af drager.

Aubrey så en rød frø, da han gik en tur alene ned til vandet. Der findes rød springfrø i Danmark, men kan man også finde dem i disse klitter? Vi var lidt mystificerede, men han holdt fast i, at det var en frø han så. Og at den var rød! Han havde desværre ikke sit kamera med.

Det er virkelig ikke en tur for gamle mennesker. Charlotte sagde til de andre, at hun og jeg går lidt i forvejen, for “mormor vil nok være ret langsom”. Sådan noget skal hun ikke påstå, så jeg lagde hårdt ud i det tempo jeg havde set dem sætte om formiddagen.
Det gik da også meget godt – lige indtil jeg nåede op til, hvor man ikke længere kan se sandstien på billedet. Der bliver det nemlig, lige modsat af, hvad jeg troede, endnu stejlere, og så gik jeg død og måtte lige sidde ned i to minutter. Damn. Til grin blev jeg naturligvis: “Jeg sagde jo, at det var hårdt! Selv jeg synes det er hårdt, og jeg er i god form.”
Pokkers. Og det var endnu stejlere på den anden side, hvilket gjorde det supernemt at komme ned, men bevirkede også, at jeg frygtede tilbageturen. Her fandt vi dog lidt længere nordpå en mere mormorvenlig udgave med en udlagt rebstige, som gjorde det ud for en slags trappe, så man ikke glider et halvt skridt tilbage for hvert skridt, man tager.

At lave alting og ingenting

Som altid er tiden fløjet afsted. De første par dage føler man, at man har masser, masser, masser af tid, men alt for hurtigt tikker uret mod afgang igen. ‘Afgang’ er i morgen kort efter frokost.
På én gang har vi lavet alting og ingenting. Vi har slappet af, men har nået meget. Far og søn har kajakket og har i den forbindelse flere gange set en sæl med en lille unge. Første gang lå de bare på en sten, men et par gange har begge sæler leget lige ved siden af kajakkerne – de var nysgerrige og ikke spor sky, og Tim og Aubrey syntes naturligvis, at det var en stor oplevelse begge de gange.

Vi har været rundt i Gisselfelds park og drukket kaffe i solen udenfor det store orangeri, som Stig Lauridsen forpagter. Han er en yderst behagelig og venlig mand, som altid gerne vil snakke og altid har god tid til sine kunder. Han kunne oven i købet genkende os fra tidligere besøg, hvor vi godt nok også har snakket, men det var alligevel en imponerende hukommelse. Han er, på trods af sit lange havevirke, uddannet arkitekt, og Charlotte og han fik en lang snak om gamle, engelske huse i almindelighed og Charlotte og Tims i særdeleshed. Stig har boet i England i nogle år, og han ville gerne høre hvordan man ‘angriber’ et hus, hvor de ældste dele er fra 1410.

I parken er der et ‘skjult’ minivandfald. Det og dets omgivelser fik englænderne til at tænke på Barnaby.
Charlotte vendte sig mod Aubrey og sagde: Hello. What are YOU doing here?
Aubrey fangede den med det samme og lod som om han var ved at myrde sin mor. Det lille tableau skulle naturligvis foreviges.

De var også lige ved at købe et gods!
For apropos gamle huse, istandsættelser m.m. kom jeg til at tænke på Christinelund lidt uden for Præstø, som har været til salg længe. De elsker begge sådanne større projekter og legede lidt med tanken om at have et sådant i Danmark, så de fire tog afsted for at kigge på det udefra.
Det er urealistisk med et projekt i Danmark, så længe børnene bor hjemme, men de kunne ikke slippe tanken og kontaktede derfor ejendomsmægleren, som de fik en aftale med i går.
John og jeg tog med – vi var sandelig også nysgerrige for at se huset indefra.
Den lange liggetid er der naturligvis en grund til (der viste sig at være flere).
Huset og de øvrige bygninger er fredet, så man må ikke foretage sig noget som helst, hverken ude eller inde, uden Slots- og Kulturstyrelsens accept.
Det er sådan set i princippet i orden; det er mine englændere vant til fra deres eget hus, men det var faktisk en væsentlig bekymring, at det store og fantastiske køkken var indrettet i den oprindelige spisestue, uden at man havde indhentet den fornødne tilladelse, og at man derfor sandsynligvis ville blive bedt om at pille det ned igen og renovere det oprindelige køkken, som var lille, uinspirerende og mørkt med kun ét lille vindue i. Charlotte og jeg var enige om, at vi på ingen måde kunne arbejde i det gamle køkken, selv nok så renoveret, uden hurtigt at få en depression. Det var kun alt for tydeligt, at i køkkenet huserede udelukkende tjenestefolk, og sådannes arbejdsforhold behøvede man ikke at skænke en tanke.
Rummene i stueetagen var gode, men førstesalen må være lavet en del om på et eller andet tidspunkt, for der var kun ét godt værelse. De andre var små, mørke, ikke spor hyggelige og med alt for mange smalle, mørke gange og krinkelkroge, som man ikke kunne bruge til noget.
Christinelund er opført som enkesæde af en Stampe fra det nærliggende Nysø, og både Thorvaldsen og HC Andersen har indimellem boet her. Sidstnævntes værelse og seng stod der stadig som dengang og må sikkert ikke engang fjernes/ændres, da dette lille kulturelle indslag er en del af årsagen til fredningen.

Gårdspladsen her ser ikke ud af noget på billedet, desværre, men den faldt vi alle for – der kunne blive et fuldstændig vidunderligt miljø her; et sted, hvor man altid ville kunne finde et sted med læ.
Men … der var en kæmpestor lade, som var alt for stor til lige meget hvad man kunne forestille sig. I heldigste fald kunne man leje den ud til lager, men den skal jo stadig vedligeholdes. Der skal ofres mindst lige så meget som købsprisen for at få renoveret bare hovedhuset, så det bliver flot igen og egnet til beboelse. Det var igen i orden, hvis bare alt andet også havde været det …
Minussernes antal oversteg altså plussernes, og projektet blev droppet, inden det overhovedet blev et projekt.
Hvis hovedbygningen og især hele førstesalen havde været bedre indrettet, havde de nok haft svært ved at slippe tanken, men de var glade for at have set det, for nu skal de ikke spilde tanker på at tænke og ærgre sig over, at de ikke borede lidt mere i det, mens muligheden var der.
Det kunne nu ellers have været hyggeligt at få dem så tæt på! Vi blev endda enige om, hvor granny flat’en skulle være, nemlig i den længe, man kan se til højre på det sidste billede.
Så kunne jeg i min høje(re) alderdom nøjes med at passe nogle krukker i gården og ellers ikke have forpligtelser af nogen art.
Den drøm forbliver en drøm indtil videre.
Børnene er ikke skræmt ved tanken om at flytte til Danmark, men “IKKE i det hus, mor!”

Flæskestegen ankom standsmæssigt

Der er flere måder at skaffe sig mad på. Selv i vore moderne tider er det ikke begrænset til indkøb i super- eller madmarkeder.
Vi fik fx hornfisk i går. Helt og aldeles friskfangede. En (relativt ny) beboer på vores vej har en lille båd, og da han i går havde besøg af sin bror, skulle de to mandfolk på fisketur. De kom hjem med en halv snes hornfisk, hvoraf vi fik de to. Broderen sagde, at de blev meget lækre, når de blev røget, så det gjorde vi. Dvs. John gjorde … efter jeg havde renset dem og saltet dem i nogle timer. Holdnuop, det smagte godt. Hornfisk har helt deres egen smag, som i røget udgave i høj grad faldt i vores ditto.

Man kan også selv opdrætte sit kød, så at sige.
Det gør mine englændere – nu for anden gang, fordi første gang var så stor en succes, at den måtte gentages. Denne gang er det en anden race end første gang. Ikke med vilje, men køen var blevet for lang til deres tålmodighed, så det blev en anden slags. Man kan sikkert heller ikke smage forskel. Den største forskel lå nok i, at de, i modsætning til første gang, selv måtte hente grisene.
Jeg har ellers advokeret for at kalde svin for svin og ikke grise, men dette her er grise! Først når de er lavet om til mad i fryseren, bliver de til svinekød.
Nå. Det var et af mine sidespring. Dog et af den slags, som ingen ægtemage kan have noget imod …
Hvor mange grise kan prale med at have kørt i en Bentley? Nu kan vi selvfølgelig vende tilbage til mit lille sidespring, for der er sikkert visse der vil hævde, at der kører mange rige svin rundt i Bentleyer.
Disse to kørte i en i går, og de kunne ikke engang lide det! Tim forevigede det meste af hele afhentningsseancen, så John og jeg kunne følge med fra Danmark.
Pebbles (deres hund) var særdeles interesseret i de nye beboere, som nok fra den side mere bliver anset for at være legekammerater fremfor mad – og inden deres ankomst troede hun vist også, at huset var opført til ære for hende!

Men her kommer de. I Bentleyen. Jeg spurgte hvorfor de ikke havde brugt Landroveren, men den er syg og derfor på værksted hele næste uge med, og grisene skulle bare hentes i går.
Der var ingen af de to, der nåede at få krølle på halen, inden menneskene trak sig tilbage for natten, men det skal nok komme i løbet af dagen i dag. De kan i hvert fald ikke, efter min mening, klage over indkvarteringsforholdene.

Det kommer lige til at passe med julemiddagene, da de skal slagtes på et eller andet tidspunkt i december.
Selve juleaften står den dog på andesteg, men i løbet af den uges tid vi skal være der i julen 2023, skal der nok også komme en flæskesteg på bordet, og måske også nogle af de lækre pølser, som slagterne i England er så gode til at lave. Det er i bund og grund medisterpølser, men der er et hav af smagsvarianter, og hver og en er klasser bedre end den kedelige danske medisterpølse. Det lyder måske ikke særlig lækkert med Bangers and Mash, men det smager virkelig godt – selvfølgelig især når pølserne er lavet på egne grise. Undskyld, på eget svinekød.

Ankomst til nyt bosted

Det med hukommelsen

Gad vide, om det er alderen? Jeg går her og brokker mig over vores überkolde forår og at jeg gerne vil plante drivhuset til men kan ikke og det er alt for koldt til at så noget oppe i urtehaven og jeg vil op at sidde og hygge mig i shelteret med kaffe og strikketøj og fuglesang og global warming my ass og … brokke, brokke, brokke.
Lige inden jeg satte mig til at skrive dette indlæg, kiggede jeg på april 2022 for at se, hvornår jeg plantede drivhuset til sidste år. Den 9. april 2022 var det 5° og blæsevejr!
Lige nu har vi 10° og kun lidt vind. Hmmm … så meget for alt mit brok. Men det er altså første dag i meget lang tid med tocifret temperatur! Meget, meget lang tid!
Jeg kan måske nok huske mere end fra næse til mund, men åbenbart ikke meget og da slet ikke fra det ene år til det næste. Pinligt.
Nu blev jeg nødt til også at tjekke 2021. Det var det samme: Den 11. april skrev jeg og brokkede mig over, at det var ALT for koldt til at plante drivhuset til.
Godt, så. Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed … ikke min spidskompetence.

Det er godt, at andre går op i andet end forårsfornemmelserne. Charlotte er lige så utålmodig som jeg er, men forleden dag blev hun abstraheret fra deres lige så kolde april, fordi hun skulle en tur til Birmingham og retur. Det tager godt to timer hver vej, men hvad gør man ikke for barnet …

Aubrey havde fået en fritfaldstur af sin moster og onkel i julegave, og nu skulle det være. Da Sam (bedstevennen, som er med på Aubreys Ten Tors-ture) hørte om den gave, fik han også lyst til at prøve, så Charlotte drog afsted med to forventningsfulde 16-årige knægte på bagsædet.
Meget forventningsfulde!

Billederne herunder har jeg klippet fra en video, som Charlotte sendte til mig. Det er altså ikke nemt at få en bare nogenlunde acceptabel kvalitet ud af det, hvilket fremgår ret tydeligt.
Det er også lige meget – det bliver ikke anderledes, og de giver i det mindste et indtryk af, hvad det var de prøvede.

Der var en instruktør med under seancen, og de havde begge syntes, at det var skægt.
Nu må det være på tide, at jeg lokker Aubrey til at prøve et tandemspring – det må alt andet lige være sjovere og mere spændende at hoppe ud fra en lille flyvemaskine i fire kilometers højde og dermed opleve det frie fald i virkeligheden.
Jeg har nemlig prøvet det, som jeg har skrevet om før, og når jeg kunne som 40-årig, kan han også som meget yngre, og sart kan man ikke påstå, at han er.
Jeg ville meget gerne prøve igen, men jeg bliver nok nødt til at nøjes med at se Aubrey tage springet. Måske.
Det er i orden med mig … selv om jeg så i tv engang, at en 90-årig kvinde har sprunget et tandemspring, så jeg har 20 år endnu …

… i Orientekspressen

De fleste af os kender måske Mordet i Orientekspressen af Agatha Christie – om ikke andet, så af navn. Det er et legendarisk tog, som i dag er mere kendt for luksusrejserne end for mord. Heldigvis for det, for mine englændere har lige været på en tur med det fornemme tog. Det var Charlottes fødselsdagsgave til Tim, men da hun vidste, at han ikke ville have spor lyst til turen uden sin familie, skulle de afsted alle fire. Det kunne desværre ikke, som hun ellers havde tænkt sig, blive med afrejse på selve hans fødselsdag, da den lå på, hvad der viste sig at være årets første tur, som allerede var booket, da C købte billetter, men hun fik til årets anden tur.
Det er virkelig luksus ud over fantasiens grænser. De blev hentet i limousine på hjemadressen og kørt til London, hvorfra de skulle med Eurostar til Bruxelles. Det skulle have været helt til Paris, men ruten var blevet ændret pga. strejkerne i Frankrig. Det var – naturligvis – all inclusive. Charlotte, som ellers meget sjældent drikker noget ‘alkoholdigt’, tog imod noget af al den tilbudte champagne – takkede dog nej til den til morgenmaden. Det gjorde alle fire …

Charlotte havde syet ‘gammeldags’ frakker til sig selv og Anna. Aubrey var blevet udstyret med jakkesæt med vest og slips. De havde fået at vide, at de på intet tidspunkt af turen kunne være for fint klædt på, så det var black tie og lange kjoler til middagen om aftenen.
Turen endte i Venedig, hvor der var inkluderet to nætter, som Charlotte fik udvidet til tre, så de kunne nå at se lidt mere, når nu de var dernede.
De ankom så sent (igen hentet med limousine og fragtet til bådtaxaen, som sejlede dem til hotellet), at de ikke fandt det nødvendigt at skifte tøj, inden de gik ud for at spise; med det resultat, at der i restauranten kom dem en lidt ældre tjener i møde, bukkede for Aubrey, trykkede ham i hånden og sagde Welcome, Mr President.
Det vidste den unge mand ikke helt, hvad han skulle stille op med, men sagde tørt, at han måske ikke havde været overdressed i toget, men det var han helt sikkert her i Venedig!

Til jul gav Charlotte Tim en flot illustreret bog om Orientekspressens historie. Alle fire havde længe glædet sig voldsomt til denne tur. Så meget, at Tim dagen før afrejse udtrykte sin bekymring for, om de mon ikke havde skruet forventningerne for højt op? De kunne næsten kun blive skuffede, mente han. Charlotte var tilbøjelig til at give ham ret, men sagde, at til gengæld havde de alle glædet sig så meget, at alene den forventning så bare måtte være pengene værd.

Alle forventninger blev dog indfriet – og mere til. Charlotte var ved at koge over af begejstring over hele oplevelsen, da hun fortalte om den efter hjemkomst. De var også trætte, for det havde været fem intensive dage.
Det var sandelig også luksus til sidste minut. På hotellet i Venedig blev de hentet og sejlet/kørt til lufthavnen, og da de ankom til London, stod der igen en uniformeret herre og ventede på at køre dem helt hjem.

Al service var mere end i top, men uden at være ‘for meget’ eller pinligt servil.
Det var en tur, ingen af dem vil glemme. Børnene elsker også den slags og synes ikke, det er spor flovt at deltage i.
Det er heller ikke svært at vænne sig til luksus – det er meget sværere den anden vej.

Stolthed og … æv

Dette er et plus-minus-indlæg.
Indledningsvis vil jeg – endnu en gang – servere noget børnebørnspraleri.
Dernæst brok over SAS, men det gode først:
Warminster School afholdt årets kabaret i lørdags, og Charlotte havde været meget heldig (eller dygtig?) at få billetter også til John og mig. Der var totalt udsolgt, så vi var glade for, at der blev fundet plads til os. I de to pauser blev der serveret hhv. en hovedret og en dessert, og vi kunne købe drikkevarer, så det var en rigtig kabaret.
Jeg blev temmelig overrasket over, hvor gode alle eleverne var; de optrådte forbløffende fejlfrit og professionelt og alle var 100 % engagerede – ikke mindst de tre involverede og meget entusiastiske musiklærere. Vi nød hvert eneste minut af aftenen med den gode musik og den gode sang, men allermest spændte var vi selvfølgelig på Annas duet med Tia. Det var idontwannabeyouanymore af Billie Eilish, som jeg ikke kendte, men efter at have hørt originalen synes jeg, at de to warminsterpiger klarede det så ganske glimrende, både når de sang solo og sammen. Tim filmede deres optræden, som kan ses her, hvis man orker:

Tia havde en smule kraftigere stemme end Anna, men selvfølgelig var både forældre og bedsteforældre meget stolte over præstationen!
Anna var også med i ukuleleorkestret, som gav Beatles’ A Hard Day’s Night; senere deltog hun i en korsang og endelig i det afsluttende nummer, i hvilket samtlige deltog, så den unge dame havde travlt den aften.
Det var med dresscode black tie – John, Tim, Aubrey og alle andre tilstedeværende mænd havde fundet butterflyen frem til lejligheden.
Anna havde stiletter på med 10 cm høje hæle, men det er fuldstændig umuligt at virke høj, når man står ved siden af Aubrey.

John havde en god makrolinse plus nogle mellemringe med til Aubrey. Drengen er vældig interesseret i alt med fotografering, så der skulle fluks stilles op til fotografering af tulipangrifler. Han efterlyste en flue, men vi var ikke i stand til at finde en sådan, så det måtte blive blomster.

---

I går aftes gik turen hjem.
Troede vi … nu kommer æv-delen.
20 minutter efter kuffertaflevering og med en netop skænket kopkaf i den pæne lounge, kom meddelelsen, at vores fly var aflyst.
For hulan da også. Afsted med os til SAS’ skranke, men inden vi nåede frem til den, havde de ombooket os til et fly her til morgen kl. 06:40. Pyha – så skal man tidligt op, kan jeg godt fortælle! Vores bagage skulle vi ikke tænke på, for den ville automatisk blive overført til det rigtige fly. Det var jeg ret spændt på om kunne passe … troede ærlig talt ikke helt på det, men vi kunne ikke gøre noget, eftersom kufferterne befandt sig i det sorte hul mellem aflevering i én lufthavn og modtagelse i en anden.
Vi skulle ud af transithallen og tilbage til Check-in, hvor vi ville få yderligere information om det hotelværelse, der allerede var booket til os. Det var et værre mas at komme ud af transitområdet, fordi det skulle foregå ad underlige bagveje og nødudgange. Heldigvis var der ingen kø ved paskontrollen, som vi også skulle igennem – igen – men nu i Immigration, som om vi lige var landet. Terminal 2 i Heathrow er i fem etager og ret stor!
Ved check-in var der mange i kø – formentlig alle fra det aflyste fly skulle indkvarteres, for det var aftenens sidste fly til København. Endelig fik vi vores informationer om hotel samt vouchere til shuttlebussen til samme.
H2B skulle bussen hedde. Der kom H2C, H2D, H2A, H2E og H2X, men ingen H2B.
Vi stod, som i føromtalte kø, ved siden af en canadier, som arbejder for Novo Nordisk-fonden. Hun sagde, at fonden gav en taxi, og John og jeg var velkomne til at køre med, hvilket vi ikke betænkte os på et sekund.
De andre i køen ville vente på bussen.
Vi stod igen i kø på hotellet et kvarters tid for at udfylde nogle Delayed Flight-papirer, få udleveret middagsvouchere og nøgler, hvorefter vi gik op for at sætte håndbagagen. Vi havde hverken toiletartikler eller skiftetøj, fordi vores kufferter befandt sig i Heathrow. Mere æv.
Da vi kom ned igen for at få vores, nu efterhånden sene, aftensmad, stod de andre fra buskøen i nøglekortkøen. H2B kom aldrig, så de havde til sidst indset, at de vist blev nødt til at tage en taxi.
Vi bookede en taxi til at samle os op her til morgen kl. 05:15 – vi ville ikke miste flyet pga. en fjollet bus der ikke kommer.
Det gjorde taxien heldigvis, og eftersom SAS havde checket os ind og vi ingen kufferter havde, valgte vi at komme så sent som en time før afgang. Det passede fint hele vejen igennem, fordi vi derfor ikke kom til at vente nogen steder.

Efter alt bøvlet kørte det hele nu på skinner. Vi landede en halv time før tid, og tadahhh: Vores kufferter ankom til København med samme fly som os. Miraklernes tid er ikke forbi.
John og jeg har fløjet virkelig meget gennem årene, men dette var faktisk første gang, vi har fået aflyst et fly.
Det må også gerne være den sidste, tak!

Det er jo hele tre ting …

Rick Stein, A Cabaret på Annas og Aubreys skole og Tims 50-årsfejring. Det er hele tre ting, som vil være alt for meget til ét indlæg, hvorfor det må deles over i bidder.
I fredags var vi i Marlborough for at spise på Rick Steins restaurant. Jeg havde forventet meget og blev ikke skuffet … heller ikke John, som tog en 10 oz ribeye steak, selv om vi havde mindet ham om, at det kan være skuffende at vælge en kødret i en fiskerestaurant. Steaken viste sig at være både mør og velstegt, syntes John og Charlotte … sidstnævnte er superallergisk overfor skaldyr, så hun holdt sig fra alt, der havde noget som helst med fisk at gøre af frygt for mulig afsmitning.

Vi sad ved det runde bord, som befinder sig der hvor man kan forestille sig det første billede er taget fra. Restauranten er ikke voldsomt stor (der var dog mere end dette ene rum), men der var meget travlt i fredags – de stakkels tjenere nærmest løb rundt hele tiden. Der var ikke desto mindre helt styr på tingene; ingen byttede rundt på eller tog fejl af noget, og hele bordet fik serveret samtidigt.

Til forret valgte Tim og jeg fish and shellfish soup, som var ubeskriveligt velsmagende. Tilbehøret var to slags mayonnaise og nogle små, ristede brødskiver. Suppen slog selv min jomfruhummersuppe, som John ellers meget sødt siger er en michelinrestaurant værdig. Han smagte min suppe og fortrød lidt sin risotto, som nu også var rigtig god. Jeg ved ikke, hvad det er med John og fisk, men han tror ikke han kan lide det, selv om han, hver gang han får eller smager det, er ret glad for det. Jeg tror det er hans skræk for fiskeben, og jeg kan, selv efter maaange års ægteskab, ikke overbevise ham om, at han sagtens kan undgå at få noget med ben i på en restaurant. Utallige er derfor de gange, hvor han har sagt, at det kunne han jo godt have bestilt – men gør han det næste gang? Nixen.

Som hovedret valgte jeg crab linguine med persille og chili. Det så, som de fleste pastaretter, ikke specielt indbydende ud, men holdnufast, hvor smagte det godt! Som i aldeles uforskammet lækkert. Tim tog sea bass fillets, som så mere appetitlige ud end mit pasta, men begge retter smagte herligt.
Begge børnene valgte fish and chips, hvoraf der var så meget, at ikke engang Aubrey kunne spise op! Han spiser ellers for to i øjeblikket … jeg fatter ikke hvor drengen gør af det, for han er tynd som et siv. Det med voldsom appetit hører nok bare med til at være en dreng på 16 år.
Til dessert valgte jeg bread and butter pudding, men det skulle jeg ikke have gjort. Charlottes er klasser bedre, og the custard var bare en helt almindelig kagecreme, som jeg kunne have købt som et pulver derhjemme. Det var noget af en skuffelse, må jeg nok sige. For mig er den engelske custard normalt noget überlækkert, som jeg ikke kan finde helt mage til i Danmark, og som plejer at smage helt som det skal, uanset hvor jeg får det i England, så den faldt i den grad til jorden hos Rick Stein.
Nå. Så ved jeg det. Fiskeretterne var utrolig lækre, så han er tilgivet den skuffende dessert. Næsten …

Nu er Anna gammel nok til at køre bil

Anna blev 17 år i lørdags og Aubrey bliver 16 år i dag.
Jeg spørger om det samme hvert år ved børnebørnsfødselsdagstide: Hvor bliver tiden dog af?
Jeg får aldrig noget tilfredsstillende svar. Den tid forsvinder bare, nærmest uden jeg opdager det.
Anna må køre bil nu. Der gælder næsten de samme regler som i Danmark, men i England må de køre alene ude på vejene som 17-årige, når de har bestået den teoretiske og den praktiske køreprøve. Det har Anna ikke endnu, men der arbejdes på sagen. Hun må dog køre med en af forældrene og med et L-skilt på bilen på alle andre veje end motorveje.
Hvis hun skal (og det skal hun) kunne køre deres veteranbiler, er hun nødt til at tage den praktiske køreprøve i en bil med manuelt gear – et ikke urimeligt krav, synes vi.
Anna er ikke en helt almindelig pige, for samtidig med, at hun ønskede sig et par sko med superhøje hæle, var det også et kæmpestort ønske at få lov til at overvære et Formel1-løb – i virkeligheden, vel at mærke! I tv ser hun alle de løb hun har mulighed for; hun ved meget om bilerne og alt hvad der er værd at vide om de førere, hun interesserer sig for. Jeg har på fornemmelsen, at hun også ved, hvad deres chefmekanikere hedder … hun går usædvanlig højt op i det.

Derfor fik hun som en kombineret jule- og fødselsdagsgave billet til løbet, der skal køres på Silverstone i år. Hendes far skal med, hvilket var en betingelse, men det er hverken Tim eller Anna kede af … de var begge i fuldt sving med at finde overnatningsmuligheder i nærheden af banen, da de var her i julen, så det bliver noget af en far/dattertur, de får sig der.
For at der også skulle være lidt at pakke ud på selve fødselsdagen, fik hun her sine højhælede sko. Hun var glad og stolt og mente, at nu var hun da vist lige høj som Aubrey, hvilket han kun havde en hånlatter tilovers for. Det var hun naturligvis heller ikke – der er et pænt stykke fra 160 cm til 185 cm. Så høje hæle tror jeg alligevel ikke, hun vil gå med. Anna er i øvrigt en af den slags kvinder, der er et naturtalent mht. at gå i stiletter. Hun går i dem, som var hun født med dem på. Andre kvinder lærer det aldrig, men vakler livet igennem og ser mildt sagt ikke nær så elegante ud, som de selv tror.
Morfar John, hvis to største interesser er biler (også Formel1) og kameraer/fotografering, er vældig stolt af begge sine børnebørn og mener bestemt, at de må have arvet disse sunde interesser fra ham …

Aubrey vil hellere cykle. Han ønskede sig – og fik – en hikerbike, og efter den militære stroppetur i november har han nu alt nødvendigt udstyr til en cykelferie; ligeledes hans bedste ven Sam, som han deler interessen med. De venter bare på, at vejret bliver lidt bedre.
Det regner nemlig lige så meget i England, som det gør her i Danmark.
Billederne viser den af Storbritanniens i alt ni Avon-floder^*), som løber lige i nærheden af deres hus. Det ene billede tog jeg i maj, da vi var derovre. Her kunne Aubie komme ud på miniøen i floden (næsten) uden at få våde sokker. Det ville han ikke have kunnet i går, da Charlotte tog det andet billede og sendte til mig. Begge billeder er taget fra samme sted, men i går ville han ikke engang have kunnet bunde.

*) ‘Avon’ er oldkeltisk og betyder ‘flod’, så når man i dag siger ‘River Avon’, er det en tautologi.
There are five River Avons in England, three River Avons in Scotland and one River Avon in Wales, although the Welsh river is spelled Afon Afan, which is another tautology which also means River River.

Så er det hele snart overstået

Julen er overstået. For mine englændere er denne tredje juledag sidste hele dag i Danmark – ferien er derfor ved at være overstået og heldigvis er det tågede og triste julevejr åbenbart også ved at være overstået.
Alt er gået efter planen; alle er raske og spiser godt. John og jeg prøver at holde lidt igen … han læste, at for at brænde en normal julemiddag (hvad det så end er) af, skal man gå 40 kilometer!
Det kan vi ikke. Det vil vi heller ikke. Gider ganske enkelt ikke. Men hvis så vi spiste lidt mindre, kunne vi måske komme ned på 20-25 kilometer?
Nogle af dem tog vi i dag. Ikke ret mange, men lidt har også ret.

Vejret har været flot hele dagen, så efter morgenmaden kørte vi til Nysø for at sætte bilen og gå en tur ud til Sælstenen, som vi har døbt den, selv om vi endnu har til gode at se den sæl, flere andre har set ligge og sole sig på stenen. Der er tale om pålidelige kilder, så den må være der indimellem, den sæl. Det må lykkes for os en dag at se den, men det skulle altså ikke være i dag, hvilket dog ikke forhindrede os i at have en dejlig tur.
Herover ses en af de mange redekasser til stor skallesluger, vi kan finde rundtomkring langs Præstø Fjord og Faxebugten.
Sælstenen er der også: Den befinder sig umiddelbart til venstre for E’et i mit navn. Men altså uden sæl, desværre.

Charlotte måtte tage træstammeklatringen, når børnene ikke ville. Det er de åbenbart blevet for store til nu. Hun fik uafvidende taget kamuflagetøjet på, men hun glemte at sværte sig i ansigtet, så hun er nem at få øje på.

Lidt længere henne ad stien var der et lille hul i sivene ud til vandet, så traditionen tro varede det ikke længe før alle fire var ude i vandet – bare fordi sådan noget er sjovt og fordi de lige skulle prøve af hvor koldt det var.
Det var efter sigende ret koldt, og jeg troede dem på deres ord … havde intet behov for at tjekke sandhedsværdien i det.
Og … miraklernes tid er ikke forbi: Ingen fik våde sokker!
Det var nu også noget fantastisk flot og stille vand i dag. Det blæsevejr vi var blevet lovet, holdt sig væk fra vort kvarter.

Den lavtstående sol giver nogle gode kontraster og fine farver. Klokken var næsten 12, men den var alligevel lavtstående … det er ikke nogen stor bue, solen tager på himlen her tæt på vintersolhverv, men nu går det da i det mindste den rigtige vej mod lyset igen.

Paspolitiet strejker i Londons lufthavn, så man har sat militæret ind til at tjekke pas i morgen. Det bliver ‘spændende’, synes de … lige nu ved vi ikke, om der vil være andre, der strejker, men de er forberedte på at komme senere hjem end hvad der normalt kunne forventes.
Flyene flyver; det er det vigtigste.

Nu er han da helt kammet over

I Tim og Charlottes lille landsby er der er stærkt sammenhold og et – heldigvis ikke overdrevet – socialt samvær indimellem, som de fleste sætter pris på og deltager i. Fx når nogle af dem går rundt til jul og leger Christmas Carol Singers for resten af beboerne, hvilket vi oplevede for fire år siden derovre.
Hvert år i november har de karneval i landsbyens forsamlingshus. På de billeder de sendte sidste år, var Charlotte fuldstændig uigenkendelig, mens Tim stadig kunne genkendes som Tim. I år var det omvendt – jeg fik billederne lørdag aften, inden de drog afsted til festen. Jeg tror temaet skulle være 70’erne, men jeg synes ærlig talt, at Charlotte mest af alt ligner en fra de swingende 1920’re, og hun plejer ellers, i kraft af sin uddannelse, at have styr på sine klædedragtperioder.
Men Tim, altså! Han er da i den grad gået all in denne gang – ikke engang hans nærmeste ville kunne genkende ham med det fjollede skæg, men hans skjorte er meget 70’er-agtig. Han har den paryk på, Charlotte bar sidste år, og hun har fået fat på en glat og lidt mørkere udgave af egen hårfarve.
Jeg har ikke talt med hende endnu, men regner med at gøre det senere på dagen.

Jeg er nemlig også meget spændt på at høre, om Aubrey har klaret sin militære stroppetur, som han frivilligt meldte sig til for noget tid siden. Det skulle foregå i denne weekend, fra lørdag til søndag, og på de to dage skulle de gå 45 miles. Det svarer til 72 km!!! På to dage! Drengen har gode ben, fordi han cykler så meget, men det er sandelig også nødvendigt, for de skulle selv bære alt, hvad de skulle bruge til to døgn i det fri: Telte, mad, soveposer og liggeunderlag, MEGET varmt og også et lag vandtæt tøj, samt lidt (meget lidt) skiftetøj, nok primært sokker. De skulle dog trods alt ikke selv slå deres mad ihjel, men på huskelisten blev de anbefalet at købe frysetørret mad – mest for deres egen skyld, så byrden blev så lille som ladsiggørligt.
De har derfor været ude for at købe skiundertøj og den foreskrevne 65-liters-rygsæk m.m., så han kunne få de optimale forhold til at klare sig igennem strabadserne. Han har heldigvis et par tilgåede vandrestøvler.
Hvis man ikke kan holde til mosten, bliver forældrene ringet op og bedt om at afhente den pågældende pode, og det ville i så fald blive lørdag aften eller nat, så Charlotte holdt sig helt ædru til festen, for hvis nu …
Og jeg ved som sagt endnu ikke, om der blev ringet, men Aubrey er både sej og stædig, så jeg håber, især for hans egen skyld, at han klarede sig igennem.
Det er ikke fordi han har ambitioner om at blive soldat, selv om det naturligvis er for at give de unge lyst til det, militæret inviterer til den slags ‘oplevelser’, men Aubies bedste ven deltog sidste år og havde syntes så godt om det, at han havde lyst til det igen i år, hvilket igen gav Aubrey lyst til at give sig selv den udfordring.
De bliver inddelt i aldersgrupper – sidste år skulle Sam gå 35 miles; i år er det som sagt 45 og melder de sig igen til næste år, vil det i givet fald blive 55 miles.
Men jeg venter som sagt stadig spændt på at høre, hvornår og i hvilken tilstand drengen kom hjem … han er altså kun 15 år … jeg håber virkelig, at de derovre har haft bedre vejr i weekenden end vi har haft her i Danmark.

Studievejledning?

Mange af os har måske en ide om, at det engelske skolesystem halter langt bagud i forhold til det danske. Alene det, at de stadig har skoleuniformer bekræfter fordommene. Man kan være for eller imod uniformer, men i det mindste er man ude over mobberiet, hvis nogle af forældrene ikke har råd til at klæde deres børn i det af moden eller klasseledere dikterede tøj.
Mine børnebørn gik de første 5-6 år i en C&E-statsskole (Church of England). I begyndelsen var det fint nok; de havde langt mindre klassekvotienter end i DK, og der var altid en hjælpelærer i klassen, som kunne træde til og assistere, når der var behov i form af en ekstra forklaring eller hvis et barn var særlig uroligt. Her halter vi bagud i DK.
Så langt, så godt.

Charlotte og Tim havde hele tiden aftalt, at hvis der på nogen måde kunne blive råd, skulle børnene i privatskole, når de skulle i Secondary school, hvilket sker, når børnene er 11 år.
Der blev råd, og det blev heldigvis også sådan, at Aubrey flyttede skole samtidig med Anna og derfor kom i privatskole i sidste år i Primary school, fordi hans totalt upædagogiske lærer gjorde livet så surt for ham, at han var ved at gå psykisk helt i sort, og tanken om, at han ikke ville have Anna i sin nærhed mere, kunne han slet ikke klare.

Warminster var og er fantastisk til at se børnenes evner og stærke sider og fremelske dem. Den er samtidig ret gammeldags på visse punkter, men Anna kæmpede for og fik i første omgang gennemført, at pigerne måtte have lange bukser på, og et par år senere, at ikke alt håret nødvendigvis behøver at være sat så stramt op, at Ritt Bjerregaard ville blive misundelig. Anna ligner sin mor og mormor, så hvis noget virker tåbeligt eller forkert eller er uretfærdigt, bliver der kæmpet for at få det ændret.

Anna bestod sine GCSEs^*) i sommer og tager nu sine A levels, hvilket tager to år og skal – analogt med vores gymnasium – være universitetsforberedende.
Det er dog ret forskelligt fra det danske gymnasium, for i UK skal man kun vælge tre fag. De anbefales først at vælge fire og senere vælge det ene fra igen, men kun fåtallet gør det.
Ulempen er, at man allerede fra 15-16 år helst skal vide hvad man vil senere i livet. Siger skeptikerne. Den positive side af det er, at børnene kan vælge de emner, de finder mest spændende. Valgene foregår i et samarbejde mellem elever, forældre, lærere og tutorer.
På Warminster har de 22 fag at vælge imellem. Anna har valgt sine tre yndlingsfag English Literature, Music og Psychology, og lige så skoletræt hun var var den sidste halvdel af sidste skoleår, lige så meget elsker hun bare at gå i skole nu.
Aubrey skal starte A levels næste år, og han har tænkt sig at vælge Photography, Religious Studies og Psychology.
Religious Studies??? Jeg så vist lidt undrende ud, men det har han frivilligt valgt til også her i sit sidste GCSE-år. Han er vild med de ideologiske synsvinkler og de gode debatter, der åbenbart er i det fag … læreren lægger ikke skjul på, at han er meget glad for Aubrey, som er en yderst aktiv deltager i timerne. Der er også kun tre elever! Det må være ret fedt – både for lærer og elever.
Når man kun har tre fag, er der ikke længere noget, der hedder klasser; det er mere som på en højere læreanstalt, hvor man går til forelæsninger. Anna er fx den eneste på skolen, der har netop de tre fag, hun har valgt.

Det kan umiddelbart være svært at gennemskue, hvad man kan bruge disse fag til, men det vigtigste er lige nu, at entusiasmen er der, og det skal jeg da lige love for, at den er. Jeg ved ikke, om de begge vil på universitetet. Anna vil, mens Aubie ikke ved det endnu, og det behøver han heller ikke.
Det skal nok gå alt sammen alligevel.

A levels er således ikke så almendannende, som vores gymnasium er, hvilket måske er lidt uheldigt, men jeg ser andre fordele i den form for skolesystem, og alt i alt finder jeg det vanskeligt at vurdere, om vores eller deres er det bedste.
Jeg har dog en ide om, at det danske skolesystem godt kunne trænge til lidt af en revolution. Mit forslag er at tage det bedste fra de to verdener. Hvad der så er det bedste, kan der sikkert komme mange diskussioner ud af.

Og når alt dette er sagt, må jeg blankt erkende, at jeg ikke er opdateret på den danske skolefront – faktisk ved jeg nok mere om skolen i UK end i DK …

*) Tænk engang: På hjemmesiden https://www.internationalstudent.com/study_uk/education_system/ skriver de GCSEs med apostrof!!! Ellen er forarget. Meget forarget. Det gør de ikke på Warminster!

Tiden flyver – igen …

Vi er lige kommet, men det er allerede mandag.
Det er det mest fantastiske vejr, man overhovedet kan forlange på denne årstid – vores vejrheld må da snart være sluppet op.
Jeg har beundret strik, tomater og dahliaer, og vi har nydt Annas efterhånden pænt habile klaverspil. Hun slås lige nu lidt med et af numrene fra Amelie, men hun er tæt på at være der. Mormor er naturligvis imponeret …

Charlotte er netop blevet færdig med sin sweater fra Louise Harden. Jeg lovede at understrege, at den IKKE er dampet endnu og derfor ikke falder 100 % som den skal. Men på min blog skulle den, for det er kun hendes andet strikkearbejde, og mor er naturligvis imponeret …

Hun er nu begyndt at designe et fair isle-mønster til en vest, hun vil strikke som det næste projekt.
Som et af sine kun tre fag til A-levels har Anna musik, og det fremgår tydeligt, at hun lever i vores elektroniske nutid, selv om hun også ved noget om den klassiske musik. Jeg fatter ikke en bjælde af det software, så mormor er naturligvis imponeret …

I dag benyttede vi os af det gode vejr og kørte til Stourhead Gardens, om hvem NT siger, at man kan se en smuk efterårspark.

Det var så sandelig ingen overdrivelse. Vi gik alle tre totalt fotoamok, fordi motiverne stod i kø. Vi tog maange billeder, men jeg skal skåne jer og nøjes med et lille udvalg, selv om det var svært at vælge.

Vi gik rundt om den næsten spejlblanke sø og måtte hele tiden standse op for at tage et nyt billede – der viste sig at være meget lig det forrige, som igen var meget lig det forrige, men vi så det åbenbart hver gang som et nyt motiv, bare fordi vi havde taget nogle få skridt, så vinklen ændrede sig en smule.

Charlotte har fået nye briller og solbriller. De er næsten større end man så dem i firserne, så det lille menneske forsvinder nærmest bag dem … de almindelige briller er endnu større end solbrillerne.
Hun har altid haft sin egen stil, og selv om hun vælger ting, der sommetider undrer moar, så går det aldrig galt for hende. Synes samme moar …

Vi har været der før, i 2013, men det var i maj, så det hele ser anderledes ud nu. Det er et sted, man kan tage til flere gange om året og opleve det som et nyt sted hver gang.

Nå. Jeg må løbe. Vi skal spise, og så er vi tre, der skal på pub, mens Aubrey er i skakklubben.

Virkelig, virkelig dårlig timing

I lørdags var vi nede på det lille frilandsmuseum i Maribo; et kompromis for det i Brede, som det egentlig kun var Charlotte, der havde lyst til at gense. Vi fortalte om det meget lille et af slagsen i Maribo, og hun gav det en chance.

Det mest underholdende (for de unge) var styltegang. Det var vist sværere, end de troede … Anna tog frivilligt dummepeterhatten på efter sine ikke helt heldige forsøg.
På vejen hjem (vi kørte i vores to biler) var jeg ved at falde i søvn, fordi jeg var trættere, end jeg burde være.
Om aftenen var jeg totalt smadret og gik tidligt i seng. Jeg blev drillet lidt med, at jeg jo heller ikke var vant til at være chauffør, hvilket jeg ikke kunne modsige.
En halv time efter begyndte jeg at ryste af kulde og vidste dermed, at jeg havde stigende temperatur. Da jeg en times tid senere holdt op med at ryste og i stedet fik det meget varmt, tog jeg min temperatur og kunne konstatere 39°. Pokkers også.
Heldigvis var søndag den dag, vi havde booket bord til brunch på Café Mocca, så jeg sagde, at de bare skulle hygge sig, for jeg skulle desværre ingen steder. Jeg havde stadig høj feber og tog 400 mg Ipren. Det hjalp en smule, og da de kom tilbage, havde jeg taget et bad for at blive bare lidt friskere.
Dér så jeg dem: De røde plamager på hele venstre arm.
For FILAN – jeg havde helt sikkert fået rosen igen. Det har jeg haft før, og dengang blev jeg bebrejdet af lægen, at jeg havde været for længe om at henvende mig, så jeg ringede ret hurtigt til vagtlægen, som gav mig en tid hos lægevagten på Næstved sygehus kl. 15:20.
Jeg kom ind 10 minutter før tid, og han kastede ét blik på mig og sagde:
– Du er varm!
– Ja. Jeg har altid været en varm pige, men denne gang er det desværre på den helt forkerte måde!
– Du mener selv, at det er rosen. Har du haft det før?
– Ja. For seks år siden.

Lægen kiggede på min arm og sagde med det samme, at der ingen tvivl var om, at det var var rosen. Den eneste anden mulighed var nældefeber, men så ville jeg ikke have haft feber.
Totalt fjollet navn at give det, så …
Han sagde endvidere, at jeg omgående skulle have et ordentligt skud penicillin … taste, taste, taste … Så! Nu er recepten sendt og tabletterne ligger og venter på dig på apoteket i Næstved Storcenter, som er det eneste der har åbent om søndagen.
Vi hentede Plimcillin, jeg tog med det samme en, plus en Ipren til, og mirakuløst hurtigt fik jeg det så godt, at jeg kunne være ordentligt til stede resten af dagen. Charlotte og John havde købt aftensmad, som hun lavede. Det var jo ikke lige sådan det skulle være, men jeg var trods alt ikke helt på toppen.
Mandag var deres sidste dag, og da havde jeg heldigvis fået det så godt, at jeg kunne lade som om jeg var helt normal igen. Jeg tror også, at de næsten troede på det …
Jeg klarede den hele dagen, og om aftenen skulle alle tidligt i seng, fordi de skulle afsted allerede klokken 7 her til morgen.
Det var en højst uønsket afslutning på deres i forvejen korte ferie her, men man bliver ikke altid spurgt, hvordan tingene skal være.

Om fredagen var vi en tur på Gavnø, som Charlotte ikke har set, siden hun var teenager.
Deres tidselkugle’klump’ var væsentlig større end min hjemme i haven – som jeg ellers var så stolt af var blevet pænt stor i år …

Den er smuk, og bierne elsker den – som de elsker alle slags tidsler.

Det var det englænderbesøg. Kort, men dejligt. Vi tager derover til efteråret, så vi overlever, er jeg sikker på. Nu dør jeg i hvert fald (heller ikke denne gang) af rosen.

Same procedure as …

Englænderne kom lidt før kl. 19 tirsdag. Trætte og lidt sultne. Det er en lang køretur fra Hook van Holland, når man skal tage den i næsten ét stræk, og Charlotte er enechauffør, når de kører i den for en englænder forkerte side. Selv om hun har boet i England i 25 år, kan hun stadig skifte fra den ene til den anden chaufførhjerne, så at sige … ganske som John gør det, når han kører i England.
Alle faldt hurtigt ind i danmarksrytmen – meget er temmelig rutinepræget, når de er her, fordi der er en masse traditioner, der helst skal nås, fordi de hører til et danmarksophold.
En af dem er, at Tim og Aubrey lejer kajakker hos Lars i Roneklint Kajakcenter. Det har de gjort siden 2015, som var vores første sommer i Den Stråtækte, med 2021 som eneste undtagelse, fordi coronapesten lukkede det meste af verden ned. 
Dengang i 2015 fik 8-årige Aubie den mindste kajak, der var til rådighed – denne gang var de nødt til at indstille en voksenkajak til længste benlængde, så nu må den dreng altså ikke blive højere!

De sidste forberedelser …

… og så afsted fra Roneklint mod Sjolte Strandhuse. En tur, som tog dem omkring tre timer, fordi der var side- eller modvind hele vejen, så det var lidt sejt. Jeg havde smurt madpakker til dem, og de havde vand nok at drikke, så det var heldigvis intet problem for dem, at turen varede lidt længere. Der kunne holdes pauser ved øerne i Præstø Fjord – det kunne jo være, der dukkede en havørn op. Det er sket før for dem, men desværre ikke i går.

Andre traditioner er fx, at vi skal have en af de gode vaffelis fra Iskutteren i Præstø havn. I skrivende stund er de to kajakroere taget afsted ad vandvejen. Om en times tid tager Charlotte og Anna afsted på vores elcykler; til sidst danner John og jeg bagtrop i bilen, hvorefter vi alle mødes ved ishuset på det aftalte tidspunkt.
Vi skal også nå at spise på Det Gamle Toldhuus (ligeledes på Præstø havn), hvilket bliver i aften.

Nogen skal også nå at spille en masse skak. Tim kæmper stadig en brav kamp for at banke Aubrey, og en sjælden gang lykkes det ham da også … men vistnok kun fordi drengen er flink og sommetider fortæller sin far, når han er ved at begå en skæbnesvanger fejl.

De er her kun i seks dage denne gang, dels fordi de, pga. alt det bøvl i mange lufthavne, valgte at tage færgen Harwich/Hook van Holland, hvilket koster et par døgn alene i rejsetid, og dels fordi de i begyndelsen af august skal til Namibia i 14 dage. Det er ikke noget problem for Charlotte og børnene at holde en lang sommerferie, men det kniber lidt for Tim at holde fri i længere tid ad gangen.
Seks dage går ALT for hurtigt. Det er ingenting, når man egentlig også helst vil nå både i Tivoli og på Frilandsmuseet. Og kajakke hver dag … og slappe mest muligt af i Den Stråtækte … den går jo ikke, og man må prioritere, hvilket er svært.
Vi har en del danske middagsretter, vi også gerne skulle nå igennem, men vi når ikke det hele denne gang. Sådan er det bare, og vi har ikke tænkt os at give os selv og hinanden stress – vi når det vi når, og resten må vente til en anden god gang.

NU skulle det være. Igen …

Sidste gang Charlotte og Tim var til Royal Ascot var i 2019, men nu er alt åbnet igen, billetterne erhvervet, og i lørdags var de afsted. Adgang til The Royal Enclosure is by invitation only, men den invitation får de heldigvis hver gang. Jeg tror nu nok, det er Tims medlemskab af den fornemme Buck’s Club i London, der giver dem adgang, men jeg er ikke sikker.
Denne gang skulle børnene med for første gang. Hvis man er mellem 10 og 17 år, må man deltage torsdag, fredag og lørdag, hvis man ledsages af sine forældre!
Det hele er meget, meget engelsk. Der er stringente regler for påklædningen, selv om man i fredags for kun anden gang slækkede lidt på dem pga. den hedebølge, der huserede den dag. “For only the second time in the meeting’s history, racegoers were permitted to remove jackets, ties and hats in all enclosures on Friday after the heatwave prompted a relaxation of the official dress code. However, Ascot has confirmed the dress code will be back in place on Saturday.”
Kvinder skal bære hat og mændene morning dress og top hat. Hvis man har bare skuldre, skal skulderstroppen være mindst 2½ cm bred. Anna overholder det lige præcis.

Jamen så se dem da lige … så nydelige alle fire, hvis I spørger familiens gamle mormor.
Jeg synes Charlottes hat er vildt flot. Begge damehatte er lejede – de er meget dyre at købe, og er så specielle, at man kun har sådan en hat på én gang.
Jeg var lidt spændt på, hvordan Aubrey ville se på at skulle være iklædt dette for en 15-årig nok lidt aparte outfit, men han er ikke englænder for ingenting, for han syntes det var sjovt og insisterede på selv at vælge skjorte og slips. Det er naturligvis ikke noget, han vil gå i ellers, og ‘udstyret’, undtagen skjorte, slips og sokker, var da også lejet.
Der er sådan set heller ikke noget i det – hvis man vil til Royal Ascot, så er man sådan klædt. Punktum. Og når alle andre mænd ser lige sådan ud, er der jo ikke noget at være flov over – det er bare sådan det er.
Alle fire havde en herlig dag. Børnene havde fået hver 50 pund til at spille for. Aubrey spillede nogenlunde lige op, men Anna vandt 130 pund og gik således hjem med et overskud på 80 pund. Charlotte, som altid plejer at vinde, tabte i år alt hvad hun satsede, så det var godt, at Anna kunne kompensere lidt.

Og nu til noget helt andet: Vi har haft besøg af en sjælden fugl. En turteldue. Sådan en havde vi ikke set før, men vi er ret sikre på, at det virkelig var en turteldue, der kiggede forbi.
Der var kun den ene; den forsvandt igen efter at have spist lidt mad, og vi har ikke set den siden. Jeg er normalt meget lidt begejstret for de dumme duer, men dette er en ganske køn en af slagsen, og det er altid sjovt at kunne hakke en ny fugl af i fuglebogen.

Tiden flyver – også i England

Holddaop – det er otte dage siden jeg har blogget. Det er også otte dage siden jeg har haft tid til at kigge over til andres blogge. Beklager, men min tid har været besat næsten 24/7.
Vi er i England; vi fulgtes herover med Ditte og Peter, som i tre nætter boede hos Charlotte og Tim, men i dag er draget videre mod Cornwall og tilslutter sig os igen, når vi skal hjem.
Nu har vi så tre dage hos mine englændere, inden vi drager et smut til Wales i nogle dage inden retur til familien i de sidste dage inden hjemrejse.
Det er også længe siden. 4½ måned, og selv om adskillelsestiden føles lang, føltes det alligevel som om vi tog afsked for kort tid siden.
Det er godt det er sådan.

Vi har naturligvis gået den gode og smukke tur med hunden. Til venstre i billedet herover har C set isfugl et par gange, men så heldige har vi ikke været – endnu, men vi håber stadig. Aubrey tilbød at lege isfugl, men virkningen var der ikke helt …
I et par dage har vi leget turistførere for Ditte og Peter, så der har ikke været så meget nyt for os, men det har været sjovt at lege eksperter i et land, der ikke engang er ens eget. Selv om det dog efterhånden næsten føles som om det er det.

Den primære årsag til, at netop dette tidspunkt blev valgt, var de bluebells, jeg efterhånden har skrevet om nogle gange. Den primære årsag til selve rejsen er naturligvis at se mine englængere, men bluebells er her nu. Cirka. De er desværre næsten væk igen – vi skulle have været her for 1½ uge siden, men det kunne ikke lade sig gøre. Mellem en tredjedel og halvdelen af dem er afblomstret, så de blå tæpper var ikke så tætte, som vi har set dem før. Synet var nu smukt alligevel.
I det hele taget er synet af England i maj smukt. Alt er aldeles dejligt lige nu; jeg elsker forårets farver.
Stauderne (og meget andet) er 2-3 uger foran sammenlignet med Danmark, så nogle af Charlottes bede ser helt sommerlige ud.

Vi har nået at spise på pub to gange; en gang til frokost og den anden gang i aftes, så en af de væsentlige ting på “Det skal vi altså nå”-listen er vinget af.
Jeg kunne fortælle meget, men lader være, for kommer jeg først i gang, bliver indlægget alt for langt. Dette var faktisk lige så meget for at sige, at blogstoppet ikke skyldes, at jeg er død – tværtimod er jeg i højeste grad i live og har det så perfekt, som jeg overhovedet kan have det.
Hvor skriveflittig jeg bliver fra Wales vides ikke endnu, men der vil det, selv om det stadig er ferie, så bare være John og mig, så muligheden vil nok i højere grad være der end tilfældet er/har været den sidste lille uges tid.
Livet er godt.

Hverken internet eller tv

I forgårs midt på dagen røg internetforbindelsen og dermed også tv-signalet. Vi var begge ude og opdagede det først ved 16-tiden. Kl. 17 fejlmeldte vi til Fibia. De kunne se, at vi ikke havde haft netforbindelse siden kl. 12, og de videregav den fluks videre til en tekniker, som ville kontakte os i går inden kl. 12. De gjorde meget ud af at fortælle os, at hvis vi selv havde gravet kablet over, var reparation og reetablering for egen regning. Jajaja – det er da garanteret stadig alt det kloakering, der spøger, for de er i gang med et eller andet voldsomt 4-500 meter fra os.
Ingen tekniker kontaktede os i går, så kl. 12:15 ringede jeg igen til Fibia. Som sædvanlig snart alle steder skal man igennem flere menuer, før man får lov at komme til sagen. Denne gang tog det 1½ minut. Vidste du, at du kan få svar på de mest stillede spørgsmål? Gå på MitFibia.dk og find menuen FAQ..
Det kan jeg jo ikke, så lad være med at fortælle mig det hele tiden …
Jeg fik at vide, at den beregnede ventetid var 1 minut. Fint nok.
Det minut tog 1½ time.
Jeg kunne vælge at blive ringet op, men nu gik der lidt sport i at se, hvor lange minutter Fibia holder sig.
Der kom en tekniker lidt over 12 i dag, og nu, endelig, har vi netforbindelse igen.
Jeg havde gættet rigtigt: Det var et overgravet kabel lige der, hvor jeg regnede med. Vi var dermed 19 husstande, det var gået ud over, så det bliver en dyr affære for Holbøll. Tre teknikere full time i flere dage!

De skulle skyde nyt fiber ind – det var helt magisk, for lige pludselig kom der et tyndt bånd ud af et hul i boksen i væggen. Det er altså lidt misvisende, at det hedder bredbånd, for det er mindre end en millimeter tykt … og alligevel er der rigeligt med plads til, at alle i en familie kan streame hver sin film.
Dvs … det har vi ikke kunnet, fordi vi i vores uvidenhed placerede modemmet et fjollet sted, så det har svært ved at sende trådløst rundt i hele huset. Extenderen hjælper lidt, men ikke nok. Vi har reelt kun 40-50 Mbps op og ned, selv om vi i princippet burde have 200 – men skal man op på det, kræver det en kabelforbindelse.

Det har vi så nu. Ikke til nogen af vores enheder, men til det Mesh-system, som John er på vej til Køge for at hente. Vi fik en god snak med teknikeren om, hvad vi kunne gøre, så ikke køkken-tv’et hele tiden faldt ud. Han kunne kun anbefale, at vi investerede i et Mesh-system, og da vi læste om det, var der ingen tvivl om, at det skulle vi da.
Fagre nye verden.

Fagre VOKSNE verden!
Mit barnebarn har lige købt bil!
Altså! Det er hun slet, slet ikke gammel nok til! Min lille pige! (Der gik lige inflation i udråbstegnene.)
Hun er rent faktisk ikke gammel nok, så officielt er det Charlottes bil, men om otte måneder fylder hun 17, og så må man køre bil i England.
Bilen var et godt tilbud. Tænk, at man kan få en bil, der virker, for 395 pund. Anna har i et stykke tid tjent sine egne penge, og med et lille tilskud fra far og mor blev bilen erhvervet. Hun kører rundt på deres meget store grund, så lidt får hun da ud af det allerede nu.
Bilen har manuelt gear, hvilket ingen af familiens brugsbiler har; kun veteranbilerne, og skal hun lovligt kunne køre disse, skal hun op til køreprøve i en bil med manuelt gear. Man må gerne tage prøven i en bil med automatgear, men så må man kun føre sådanne biler.
I England må man (lige som i Sverige) lære at køre bil af en voksen; man skal derefter bare bestå en teoretisk og en praktisk prøve.
De otte måneder kan kun gå for langsomt, synes Anna naturligvis. Jeg er ikke helt enig … men forstår hende selvfølgelig så udmærket.

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny
sidder den nu som den skal og er næsen i sky.
Anna var til sit første bal i aftes; en begivenhed, hun havde glædet sig voldsomt til – ganske som hendes mor og mormor før hende.
Hendes kjole var ny – en julegave fra Charlotte – og den sad bestemt som den skulle, men jeg tror ikke, at hendes næse var i sky.

Charlotte sendte billeder af hende; ledsaget af ordene “Min lille pige …” fulgt af en emoji med en tåre ned ad kinden.
Nej, hun er ikke en lille pige mere, hun er en ung kvinde.
Det er underligt. Ikke for hende, naturligvis, men for Charlotte og mig.
I år er det 50 år siden jeg blev student. Den store, årlige gallafest var også noget, vi alle så frem til og gjorde meget ud af. Jeg var også 16, da jeg var til mit første af dem i 1969. Alle fra 3. G havde fået undervisning i Les Lanciers, og på balaftenen skulle man vise ‘de små’, hvad man havde lært og hvad de havde at se frem til. Det gik vi meget op i, og vi dansede den flot. Syntes vi selv …
“Les Lanciers er en fransk-britisk selskabsdans som var populær i Europa i midten af 1800-tallet, men som i dag kun danses i Danmark, særligt på gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner i forbindelse med fester, herunder den årlige gallafest.” Det siger Wikipedia, så det er åbenbart stadig en tradition.
Anna dansede meget, men ikke Les Lanciers.

Hun havde været hos frisøren for at få sat de lange lokker op til narrestreger, ganske som hendes mor gjorde til sit eget første (og andet) gallabal for … 30 (og 29) år siden.
Jeg havde også langt år, men det hang løst – vi befandt os jo i 1969, så det var ikke højt opsat hår, der fyldte mest i modebilledet blandt purunge piger, men jeg – og langt de fleste andre piger – tog dog lange selskabskjoler på og lod de sædvanlige überlårkorte kjoler blive hjemme den aften. Min far overvejede, trods det, alligevel ikke et øjeblik, at en gallafest kunne være noget, der var værd at ofre et billede på, men det var jo også dengang, hvor en 36-billeders film helst skulle holde et helt år!
Derfor ingen billeder af Ellen til gallafest, men jeg kan afsløre, at jeg så betydelig bedre ud for 50-52 år siden, end jeg gør nu, men jeg var ikke så nydelig som de to næste generationer henholdsvis er og var.

Anna skrev til mig i dag.
Hun havde haft en dejlig aften. Jeg håber hun kommer til at huske sin ungdomstid med lige så megen glæde som Charlotte og jeg gør – at coronapestens isolation og øvrige ubehageligheder når at blive glemt med tiden eller i hvert fald overskygget af kommende gode oplevelser.
C og jeg kom i den forbindelse til at tale om min mor. Anden verdenskrig varede fra hun var 15 til hun var 20 år, så hvor meget glad og ubekymret ungdom fik hun lige? Det har da været meget værre end coronapesten; stakkels hende.

Det er typisk

Dårligt vejr ved Vesterhavet. Det var godt.
Smukt vejr på Sjælland. Det var også godt.
Faktisk er det svært at finde noget at klage over vedrørende mine englænderes længe ventede besøg i Danmark.
Vi tog til Sagnlandet Lejre, fordi de gerne ville se den store kongehal. Vejret var perfekt – ikke kun for os, men ikke mindst for alle de mange, der havde taget varer med til vikingemarkedet, som blev afholdt. Og kongehallen imponerede unge som ældre, ganske som forventet.

Da Merete fandt ud af, at de, fordi det var så længe siden sidst, og de også gerne ville bo nogle dage i Den Stråtækte, blev her længere end normalt, spurgte hun om vi så ikke skulle prøve at samle hele familien om søndagen. Det kunne godt blive hos hende; samtidig er det geografisk lidt i midten, så man slap for at køre helt ned til os. God ide …

Da vi, via en Doodle, skulle finde en dag til at samle samme familie til en julekomsammen, kunne det først lade sig gøre at samle alle den 23. januar!
Jeg spåede, at nu hvor det var med så kort varsel, kommer de sikkert hele bundtet.
Og ganske rigtigt: Med bare ni dages varsel sagde alle ja tak, de ville meget gerne komme. Alle repræsentanter, i hvert fald … to mænd prioriterede fodbold højere, en skulle på arbejde og en var nødt til at pleje nogle gedigne tømmermænd. Min yngste søster skulle komme direkte fra Sverige og derfor først til aftensmaden, men holdt så længe stille på motorvejen pga. en voldsom ulykke, at de gav op og kørte hjem i stedet for, hvilket reducerede antallet til 18, men alligevel pænt mange.
Typisk, ikke? Man giver langt varsel, og det er svært at finde en dato, hvor alle kan. Med kort varsel kan man derimod godt få samlet tropperne. Det er ikke første gang det er sket.

Merete havde købt græskar til alle under 18 år. Det var en rigtig god ide, og alle gik til den med stor entusiasme. Alle, undtagen Aubrey, måtte have lidt hjælp undervejs. Der skete dog et mindre uheld med den ene af græskarmonsterets to tænder, så det til hans ærgrelse endte med kun at have én tand.
Den lille Valdemar gjorde sig vældig umage med at tegne, men det viste sig at være noget af en udfordring at skære ud efter anvisningerne.
Han holdt ellers skarpt øje med, om moderen nu gjorde det ordentligt. Da hun var færdig, spurgte han, hvor skorpionen var henne?
Camilla havde ikke helt gennemskuet, at det var en skorpion, der skulle blive resultatet af de røde streger, så det hoved, der kom ud af det, var lidt skuffende for den lille mand.

I søndags var det stadig fantastisk vejr, så vi opholdt os på terrassen lige til kl. 17:30. Iført overtøj, selvfølgelig, men ingen af os nænnede at gå ind, før der skulle rigges til til aftensmaden, som bestod af hjemmelavede flæskestegsburgere. Udover en stor flæskesteg i den elektriske ovn, havde Meretes kæreste haft en anden steg på Webergrillen i 12 timer, fordi han havde lyst til at lave pulled pork til os. Det skulle han bestemt ikke høre noget for – han havde også lavet coleslaw til mindst 50 personer. Der var rødkål, icebergsalat, hjemmelavet agurkesalat og diverse dressinger/marinader i rigelige mængder, så alle kunne lave lige præcis deres egen yndlingsburger.
Merete og jeg fik denne glimrende ide med burgere, fordi jeg ikke kunne lide, at hun skulle have alt for meget arbejde bare fordi hun var så sød at at lægge hus til. Sådan en hjemmegjort burger kan alle lide, og kokkereringsarbejdet er til at overse.
Især når kæresten laver det meste, men det var nu ikke Meretes og min plan … han er bare en smaddersød fyr.

Nu er englænderne taget afsted. John er ved at være hjemme fra at have kørt dem i lufthavnen. Som altid er her pludselig meget stille, men det har været skønt at være sammen med dem i hele 11 dage. Vi ses igen allerede til jul, så alt det forsømte er godt i gang med at blive indhentet.

Bliv nu ikke alt for våde

Tirsdag aften tog vinden lidt til, hvorfor vi havde forventninger til, at onsdagens bølgehøjde var blevet lidt mere interessant end dagen før 
De blev dog ikke helt indfriet, og da det oveni øsregnede det meste af formiddagen, besluttede vi at køre til Thorsminde, dels i håbet om mindre regn der, dels fordi John ikke kan forcere de meget høje klitter, der skal bestiges inden vi kan komme ned på vores egen strand. Han gjorde det i søndags og har fortrudt det lige siden! Det gik lidt for hårdt ud over knæene.

Thorsminde var okay. John og jeg har et par gange været der, hvor bølgerne gik et stykke op over den røde og den grønne markør til havneindsejlingen.
Det gjorde bølgerne bestemt ikke i forgårs, men for englænderne var det fint – de syntes det var spændende nok at kigge på, og vi formåede da også alle at få skumsprøjt på os. Det et tegn på succes og på en god tur, at man ikke kommer helt tør hjem.
Da vi kom tilbage til sommerhuset, var det holdt op med at regne, så englænderne gik en tur ned til stranden. Mit “hej-hej” blev afsluttet med et “bliv nu ikke alt for våde”. Noget skal man jo sige …
Jeg havde egentlig regnet med, at det vanen tro var Aubrey, der ville komme drivvåd hjem, men han er blevet for hurtig til bens og nåede hver gang ind i tide. Charlotte blev, også vanen tro, hele tiden på sikker grund, så denne gang var det Anna og Tim, der blev våde hele vejen op ad benene.
Gummistøvler kan være vældig gode, hvis der skal holdes vand ude, men de er lige så gode til at holde vandet inde …

Der kom da, ud over våde støvler, sokker, bukser og jakker, et par gode grin ud af det. Måske især fra moderens og sønnens side.

I dag, torsdag, blæser det så meget, at vores sommerhus føles som om det ryster lidt en gang imellem. Det runger og hujer og piber omkring hjørnerne og ind mod de store panoramavinduer, og hvis ikke vi havde forsikret børnene om, at dette hus har holdt til mange storme langt værre end denne, havde de følt sig ret utrygge, men nu hygger de sig bare med det og synes det er vildt spændende. Det blæser kun omkring 16-17 m/s, hvilket ingen vestjyde vel ville kalde andet end en mild brise, men vi synes, at det blæser pænt meget.
Vi tog til Thorsminde igen i formiddags – bare så de kunne fornemme forskellen på disse to dage.
Nede ved stranden var det selvfølgelig også en del mere spændende i dag, og de glæder sig til at komme derned igen kl. 17, hvor bølgerne når deres maximum ifølge en interessant side windfinder.com, som John fandt i formiddags. De bliver endnu højere inden de tager af, men det er i nat, så det kan vi ikke se.

Og hvis indlægget ser underligt ud, er det fordi mit sædvanlige kladdeværktøj drillede, så jeg måtte bruge WP’s eget af slagsen, som jeg ikke bryder mig om!

De kom flyvende med..

De kom flyvende, ikke med storken, men med et BA-fly fra England. Et fly, de var kommet for sent til, hvis det ikke havde været for den gamle mommer Ellen her. Charlotte og jeg talte kort sammen fredag om de sidste ting, inden de skulle flyve lørdag formiddag. Hun sagde, at vi lige kunne tales ved igen lørdag morgen, for de kørte først ved halvotte-otte-tiden.
– Hvad?? Skulle I ikke flyve kl. 10?
– Jojo …?
– Men så skal I da også være i lufthavnen kl. otte og skal dermed hjemmefra kl. seks, så du har overhovedet ikke tid til at tale med mig i morgen!
Der blev helt stille i nogle sekunder.
– Holddaop, mor. Det er for længe siden vi har været ude at flyve. Jeg havde bare i hovedet, at vi skal afsted hjemmefra to timer før. Det var søreme godt, vi lige fik talt sammen.
– Det er også rigtigt – når du skal hente os, men så sandelig da ikke, når I selv skal ud at flyve …

De nåede fint flyet, men C blev godt nok noget svedt ved tanken om det kedelige resultat, hvis ikke vi lige havde talt sammen om fredagen.

Bortset fra det, gik alt planmæssigt.
I København viste Charlotte sit engelske pas (fordi hendes covid-vaccination er elektronisk knyttet til det), så paskontroldamen spurgte hvorfor de var rejst til Danmark. Charlotte svarede på dansk:
– Vi er her for at besøge mine forældre … jeg er dansker, som du nok kan høre, men jeg bor i England.
– Jamen, har du så ikke også et dansk pas?
Det har hun, så det blev hevet op af tasken og vist.
– Det bør du altid vise, når du ankommer til Danmark; så bliver du ikke spurgt om noget, og vi skal ikke stemple i dit pas. Rejs på dit danske pas til Danmark og rundt i Europa, og brug først dit engelske, når du skal ind i England igen. Så slipper I alle nemmest igennem alt – også selv om din familie har engelske pas.
Flink dame.

Efter bagageudlevering satte fire sig i Johns bil og Charlotte og jeg i min bil. Begge biler var nu fyldt til bristepunktet, for seks kufferter og diverse livsnødvendigheder til en uges sommerhusferie ved Vesterhavet fylder en del (alene seks par gummistøvler!), men det gik, og nu tilbringer vi tiden i det højtbeliggende hus på øverste billede. Et spændende hus, som dog er en smule slidt efter en lang udlejningssæson, men englænderne elsker det heldigvis, og at vi kun har 150 meter til vandet, gør det ikke mindre godt.
Bølgerne er høje og humøret ligeså. Det er tre år siden, de sidst har været med os ved vestkysten, så det var i høj grad savnet.
Normalt tager de direkte hjem igen fra Jylland, men fordi det er så længe siden de har været i Danmark, tager de med til Den Stråtækte for at blive der i nogle ekstra dage. Herligt …

Aubrey har valgt Photo som et af tilvalgsfagene i år, så han går rundt og finder på kreative ideer til billeder. Herover lægger han an til at fotografere et rokkeæg (eller hajæg? Det er ret sort), som han har fundet ved vandet og lagt på sandbanken, som ligger som en lang, to meter høj ‘klint’ langs kysten. Ægget skal så være i fokus, med Vesterhavet som en lidt udflydende baggrund.
Den dreng elsker simpelthen at gå i skole. Der er nu uendelig langt til den skoletrætte, bange og kuede Aubie, som den forfærdelige underskole-lærerinde skabte. Heldigvis er han kommet sig helt over hende, og selvtilliden er i top. Han spiller wordgames, han læser virkelig meget og han skriver helt frivilligt på lange opgaver, som han finder det spændende at arbejde med.
Jeg har to skønne børnebørn, som trives fantastisk godt i en fantastisk god skole.

Jeg synes de to unger ved meget mere end jeg vidste da jeg var i deres alder, men de underlige tingester herover kunne de ikke hjælpe mig med.
De var geleagtige og dem vi fandt (der var en del), var alle ‘monteret’ rundt om en temmelig død mågefjer.
Google Lens kunne ikke hjælpe mig.
Kan I? Hvad er det? Det er da ikke bare en slags tang, er det?

Ferie slut! Vi arbejder igen …

Hjemme igen. Vi skal have huset fuldt på lørdag; to kommer allerede i morgen, og tre bliver til søndag, så der bliver løbet lidt i dag for at være parat til afslapning fra i morgen eftermiddag, men nu er det meste okay, og vi kan slappe af resten af dagen.
Rejsen hjem gik aldeles smertefrit; vi skulle vise coronapas i begge lufthavne, men det var alt. John var ved at gå lidt i panik, fordi han ikke kunne indlæse sit i Kastrup. Han prøvede nærmest alt, indtil jeg spurgte om han stadig havde telefonen i flytilstand. Det havde han selvfølgelig …

Skiltet til højre så vi, da vi gik rundt i Hidcote Gardens. Umiddelbart syntes jeg det var meget sødt, men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk ikke er særlig godt, at det åbenbart er nødvendigt at sætte et sådant skilt op! Opfører folk sig virkelig så ubehageligt? I Heathrow lufthavn, da vi skulle igennem den megalange pas- og testkontrolkø, var der også med korte mellemrum sat skilte op med, at man ikke måtte overfalde personalet! Jamen altså …

Det var selvfølgelig skønt at være der i otte dage, selv om det føltes som otte timer.
I løbet af den tid lærte jeg, at jeg vist alligevel godt kan lide hunde. Nogle hunde. I hvert fald én bestemt hund. Jeg kan stadig ikke lide store hunde, som fælder og ikke mindst savler. Jeg hader hundesavl. Jeg er ikke bange for store hunde; bryder mig bare ikke om dem, men den lille cavapoo, de havde erhvervet sig, var godt nok nuser. Livlig, klog (selvfølgelig …), meget aktiv og meget tillidsfuld. De har i hvert fald ikke købt den for at få en vagthund!
De drillede mig lidt og sagde, at nu varer det nok ikke længe, før John og jeg har en hund mage til, men det sker ikke. Dertil er vi for meget væk hjemmefra. Måske en dag, når vi ikke er så mobile mere. Måske, sagde jeg. Den bro krydser vi, når vi når til den.

Herover tre krølhårede og en glathåret. Hunden skal snart klippes lidt omkring øjnene, og Aubrey er allerede blevet klippet, for så langhåret må han ikke være i skolen. Det passer ham dårligt – han har det lige så slemt som Samson, når krøllerne ryger, så han kan godt være lidt mut op til det sker, og det er aldeles lige meget hvor meget vi påstår, at han også er en nydelig ung mand, når han har kortere hår. Heldigvis er han for det meste af tiden en glad fyr med nemt til latter.

New Forest, som vi kørte til i tirsdags, er ikke kun skov; det er også store hedearealer, hvor lyngen netop er begyndt at blomstre. Om en uge vil det hele være ét stort, smukt lilla tæppe, men vi var her desværre lige tidligt nok til at opleve det. Der går flere tusinde heste og flere tusinde køer frit på det store areal, plus en hel del æsler og svin, hvilket gør det til et spændende område at køre igennem. Tit må vi holde tilbage, fordi heste eller æsler bruger vejen og ikke har tænkt sig at flytte sig, bare fordi der kommer en bil.

Det er lidt underligt med den der tid

I lang, lang tid har jeg savnet at kunne komme til England. Det er 18 måneder siden vi sidst var herovre.
I lang, lang tid har jeg bare savnet mine englændere. Det er 13 måneder siden jeg sidst har set dem.
I godt tre uger har jeg glædet mig til endelig at skulle se dem igen.
Nu er jeg her, og det føles som om det bare er en måned siden sidst jeg var her. Ikke noget langt gap, ikke noget andet end, at det hele bare er som det skal være. Charlotte har det på samme måde, og vi synes begge det er et underligt fænomen. Anna og Aubrey har udviklet sig, selvfølgelig har de det, men os over 40 var der ikke sket så meget med. Heldigvis.

På familiefronten er der således intet som helst at klage over, men holdnuop, hvor bliver det godt, når coronapesten også er forsvundet officielt fra de højere luftlag. Mundbind på fra ankomst i lufthavn til vi gik ned til parkeringskælderen i Heathrow – det var ikke rart.
I flyveren sad vi lige så tæt, som man nu engang altid gør i mindre fly, og hvad sagde de i velkomsttalen? “Husk at holde afstand!” Jeg kikkede på min ukendte nabo til højre og sagde “Ja, jeg beklager meget, men jeg er nødt til at sidde her tæt på dig” – og så grinede vi begge to lidt ad den tåbelige bemærkning.
Det tog en krig at komme gennem paskontrollen i London Heathrow, selv om de kun tog stikprøver af, om de indflyvende havde de fornødne papirer og udførte og bestilte test i orden. Da vi havde brugt 10000 skridt på at trave igennem den kilometerlange kø, blev vi sendt til e-pasboksene, som er selvbetjening, og hvor vores pas og vores ansigter blev skannet. Det tog 20 sekunder og det var det. Ud med os. Ingen anden kontrol af nogen art, men der var gået det meste af en time med at nå igennem, så Charlotte nåede at få sig en ekstra kopkaf, inden vi kunne hanke op i vores kufferter, som nogle flinke folk havde taget af bagagebåndet for os, fordi paskontrollen tog så lang tid.

Anna blev meget glad for sin Two Harbours poncho og Aubrey, som ikke vidste, at jeg også havde strikket noget til ham, flyttede omgående ind i både bluse og hue. Anna fik endvidere Balloncardigan fra Petite Knit, som heldigvis også var et hit.
Aubrey er nu overbevist om, at han har en synsk mormor, fordi jeg havde købt et liggeunderlag til ham uden i forvejen at have fået at vide, at han netop mangler et godt et af slagsen.

Det er ikke en hat til Anna, men et lille tæppe til Pebbles (de fik hund i juni), som jeg havde hæklet, men som den først får, når den er færdig med mælketænderne, for der skal bides i alt endnu.
Samme lille hund var årsag til, at vi gik en dejlig tur i formiddags. Det er herligt at have så smukke steder lige ved siden af, hvor man bor.
Nu mangler vi bare, at vejret bliver godt, men det skulle blive bedre om et par dage.

Der er masser at skrive, men jeg har ikke haft tid for mig selv før nu.
Englænderne er nemlig gået i seng, for i morgen er det første skoledag for børnene, så de skal op allerede 05:45, de stakler. Den første dag efter en ferie nænner forældrene ikke, at de skal tage skolebussen, så de bliver kørt i skole, hvorved de sparer hele 20 minutter. Det er lang tid, når vi taler meget tidlig morgen! Og så er det jo en del hyggeligere med privat transport …
John og jeg vil blive i vores seng og ligge og gasse os længe, for Tim og Charlotte vil først være hjemme igen ved nitiden.
Det er et rent luksusliv, vi fører herovre.

De er skøre, de briter

En af landsbyens beboere skrev på Instagram: Only the Maltins ❤ I love it!
De af jer, der er instagramsere og følger Tim og/eller Charlotte, vil vide hvad jeg taler om.
Det begyndte med, at Tim så en tegning på en gammel cigaretpakke. En tegning af en tandem-væltepeter.
Da Tim jo er Tim, tænkte han straks, at det skulle da lige undersøges nærmere. Konstruktionen forblev vist dengang på papiret, men man skal som bekendt ikke lade sig forstyrre af fakta (et princip, rigtig mange har efterlevet her under coronapesten), så det hindrede på ingen måde min svigersøn, hvorfor han kontaktede ham, der har fået deres ægte gamle tandem til at køre igen. Kunne han ikke tænke sig at prøve at lave sådan en?
En ægte cykelnørd lader ikke sådan en udfordring sidde overhørig, så han gik i gang. Det er ham, der er tredje mand på videoerne.
I første omgang modtog jeg Charlottes optagelser af et af de første forsøg.
Obelix havde ret: De er skøre, de briter.
Kugleskøre, ja, men jeg elsker dem – i hvert fald dem der udgør min lille del af de tossede øboere.
Bemærk, at Tim som altid går all in: Han er klædt passende til prøvekørslen af en cykel fra en tid long forgotten.
Cykelhjelmene kan siges at være mere nutidssvarende end tidssvarende, men det var nok en rigtig god ide at tage denne anakronisme på hovedet.

https://youtu.be/vwmdZYNan2g

En tandem hedder på engelsk a Pennyfarthing. To enpenny-mønter er ganske vist i princippet ikke helt det samme som som en topenny-mønt, der i daglig tale blev kaldt a Tuppence.
Ikke desto mindre døbte jeg omgående indretningen for The Tuppencefarthing.
Da de satte det lille hjul bagpå, lige som man ser på de rigtige væltepetere, fungerede den bedre, og de væltede ikke helt så ofte. Det hjul var der ikke på den gamle tegning, men det viste sig at være nødvendigt, hvis de skulle kunne cykle mere end nogle få meter. Det kunne de jo bare have fundet ud af dengang – så var den måske blevet et hit!
Efter hele seancen, hvorunder Anna og Charlotte flere gange grinede, så de fik helt ondt i maven, kom Anna i det kreative hjørne og satte nogle af de små videoklip sammen og lavede det om, så det lignede en gammel stumfilm, hvorefter hun lagde noget musik ind, der passede eminent til hele forestillingen.

https://youtu.be/WEyRYxHHHos

Jeg har naturligvis fået samtlige deltageres velsignelse til at offentliggøre disse film, som forhåbentlig (også) går over i historien.

Her blev jeg så glad, at det trak tårer

Advarsel: Dette indlæg vil i mistænkelig høj grad virke som det rene praleri.
Det er det også …
I går skrev jeg om tre ting, der gjorde mig glad.
I aftes indløb der som en fjerde ting en mail, der gjorde mig mere glad end de andre tre tilsammen. Faktisk så glad, at jeg blev lidt våd i øjenkrogene, men den var også fra Anna.
Det var et svar til mig på et pjattet billede, jeg havde hugget fra FB og sendt til hende med ordene: I bet you didn’t know this about your old mormor – and it’s all true … apart from the fat joints!
(Bell bottoms er trompetbukser. Det vidste jeg ikke, og så går jeg frækt ud fra, at det ved I heller ikke.)

Hi mormor
Oddly I can imagine all of that, however I struggle with the going to bed at four in the morning! I’ve always known you were a cool mormor.
In England we have this book, it’s called: ‘Gangsta Granny’. It’s by David Williams, and it is about a boy and his grandma. This boy is forced to go to his grandma’s house, he really doesn’t want to because he thinks she is really boring. But when he’s there he discovers a chest full of jewels, it turns out that his granny has robbed many famous people and stolen many valuable jewels, together they then go and steel the English Crown Jewels; and I’m not sure why but that book (and now film) always reminds me of you, you are always funny and you have all sorts of hidden talents and tricks up your sleeve.
I really miss you and morfar, and I really, really hope to see you soon. Your email made my day! I love you both so much and I can’t wait to see you again.
Lots and lots of hugs, kisses and love, Anna

Er hun da ikke bare supersød og dejlig? Jeg har ikke spor imod at minde hende om denne storkriminelle bedstemor!
Og så måtte jeg da lige fortælle, at jeg godt kunne gå på arbejde efter kun ganske få timers søvn … det skete ikke tit, men det skete – lige som vel for de fleste af os i vores grønne ungdom. Og at jeg selvfølgelig var træt, men det gik alt sammen alligevel.
Hun sagde engang you’re the most technical granny, I’ve ever heard of. My English granny doesn’t even know how to email!
Det skal der jo så ikke specielt meget til at overgå, men Annas ‘imponerethed’ skyldes bl.a. at hun morer sig, når Charlotte løber lidt sur i informationsteknologien og spørger sin mor om filstrukturer, billedbehandling eller hvordan man nemmest/bedst sikrer sine billeder mod at forsvinde, og om jeg ikke lige kan sætte hendes nye printer op, fordi hun ikke kan få skidtet til at fungere. Aubrey bliver en smule flov over sin mors håbløse uvidenhed – men kan ikke lade være med at grine alligevel … Anna storgriner bare, og jeg labber det hele i mig.
Jeg er absolut ikke nogen it-haj, hvilket jeg ved flere lejligheder har været inde på her på bloggen, men i Annas øjne er jeg, og den tro vil jeg da på ingen måde tage fra hende …

Bare en lille fødselsdagskavalkade

Det er næsten synd for jer, at I skal belemres med denne billedkavalkade, men jeg fik lyst til at lave den i dagens anledning.
Det er min blog, og jeg bestemmer … der er naturligvis en årsag til kavalkaden:
I dag bliver mit yngste barnebarn 14 år. For præcis en uge siden blev mit ældste barnebarn 15 år.
Jeg tror samtlige verdens bedsteforældre spørger sig selv ved sådan en lejlighed, hvor de år dog blev af.
Jeg har LIGE været i England for at se Anna for første gang, og kun få uger senere var jeg derovre for at se lille Aubrey.
En god måneds tid efter – allerede på fjerde billede – begyndte Anna at gå i skole, Aubrey fulgte efter på billede fem og de følgende billeder er der også kun få måneder imellem. Føles det som …
Hvis man muser hen over billederne, kan man se årstal og børnenes alder. (Der er en regnefejl på et af dem.)
I mit hoved er der kun gået meget kort tid fra første til sidste billede – det er kun ude i Den Store Verden, der er sket mangt og meget. Selv det år, der blev revet ud af min kalender pga. min kræftbehandling, føles nu som om det kun varede et kort øjeblik – omend jeg godt kan huske, at jeg dengang syntes det år varede en evighed. Tid er en særdeles relativ størrelse, men det beviste Einstein jo allerede for 116 år siden.
Sidste sommer var første år, Anna og Aubrey bad om at få hver deres værelse, da de var her på ferie. Vi har tre gæsteværelser, så det kunne fint lade sig gøre – hvis ikke, havde de nok heller ikke bedt om det … men nu var de glade for den natlige ensomhed:
Aubrey han snorker altså bare SÅ meget!
Anna larmer, fordi hun absolut skal børste sit hår midt om natten, selv om hun bare har været på toilettet!
Med andre ord: Nu er de store. Teenagere, men endnu ikke voksne, selv om Aubrey efter skolestart september 2020, hvor han pludselig helt selv kunne finde ud af at lave lektier uden som vanligt nærmest at skulle have svunget pisken, med et grin hævdede, at that’s because I’m grown up now.
Anna passer sin skole og spiller flygel og guitar i fritiden (og i skolen også, i øvrigt); Aubrey passer sin skole, cykler meget i fritiden – og har fået (meget) dyb stemme og overskæg.
Hvor pokker blev de 14-15 år af???
Det ville være selvbedrag at påstå, at det kun er på de to unge mennesker, at man kan se, at årene er gået. Det ville jeg ellers gerne kunne bilde mig selv ind, men sådan er det desværre ikke. Jeg kan kun alt for tydeligt se, at både forældrene, John og jeg er blevet 15 år ældre siden Annas ankomst.

Vi er værre ramt end England

For vistnok første gang under coronapesten ligger vi under for strengere restriktioner end englænderne – i hvert fald end nogle af dem, for de er, ligesom i Danmark, delt op efter hvor stort smittetrykket er.
Vi kan ikke gå ud og spise på restaurant, fordi de er lukket ned. Det kan de, hvor Charlotte bor, fordi de bor i et område under Tier 2, som det hedder derovre. Det betyder bl.a. at pubs and bars must close, unless operating as restaurants. Den synes jeg også burde gælde i Danmark. Jeg kan ikke se noget forkert i at sidde og spise på en restaurant, mens jeg så glimrende forstår, at værtshuse og diskoteker skal holdes lukket.
Sidste gang de var på restaurant, var på Tims fødselsdag den 16. marts, umiddelbart før England lukkede ned. I går, på Charlottes fødselsdag, valgte de den samme restaurant som dengang for ni måneder siden – og det var lige så godt som dengang.
Ingen af dem er specielt vilde med opstillede portrætbilleder, men de vil gerne glæde deres gamle forældre og sendte os derfor en lille billedhilsen derfra, med et par lidt formelle forældre og et par grinende børn.
Aubrey havde nemlig lige sagt noget morsomt, så Charlotte skyndte sig at tage et billede af dem, mens de stadig grinede. Han kan være noget så morsom, den dreng. Nok er han ordblind, men når det gælder det talte sprog, leder han sjældent efter ordene og han er både hurtig og skarp i replikken.
Han kan parodiere, så ingen er i tvivl om, hvem han efterligner. Anna har også en snert af pisken. I går legede de Granny og Julian (Tims mor og dennes mand), og det gjorde de, så Charlotte og Tim måtte beherske sig for ikke at komme til at vække opsigt på den fine restaurant ved at grine alt for højt. Jeg kan ikke dy mig for at komme med følgende historie en gang til, men eftersom det er syv år siden den blev serveret første gang, går det nok.
Syv år siden – dvs., at Aubrey kun har været seks år … det med at være rap i replikken har han været, næsten siden han lærte at tale.

”En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?””

Han skal dog føle sig meget, meget tryg, inden han begynder at folde sig ud. Anna siger, at han er meget stille i skolen, så der er ikke tale om, at han fører sig frem på nogen måde, men det gør heller ikke noget.
Tim sagde, at han ville blive et stort hit hos pigerne, fordi en kvinde elsker, når en mand kan få hende til at grine.
Drengen rødmede, hvilket fik Den Pinlige Far til at spørge, om han var et stort hit hos pigerne allerede?
Endnu dybere rødmen og et eftertrykkeligt NO!
Anna smilede bare … forældrene kiggede på hinanden og undlod stiltiende at lade være med at bore mere i emnet …
Jaja, det er jo det jeg siger: De bliver alt for hurtigt store.
Det ender med, at jeg er blevet oldemor, inden jeg ser dem igen, som jeg sagde til Charlotte i dag, men det håbede hun så sandelig ikke!