Der sker underlige ting i min have

Forleden dag hørte jeg en særdeles aggressiv summen. Vi har i år nogle bier, som lyder anderledes. De er mere oppe i diskanten og mere hidsige at høre på end biers normalt relativt fredelige og lidt dybe summen. Det må være en art, vi ikke før har haft besøg af, men i år har vi mange af dem – og heldigvis også mange andre slags. Den anden dag gik en eller anden dog helt amok, og lyden flyttede sig ikke, så jeg gik hen og kiggede. Det var en bi, der sad oven på en anden bi og tilsyneladende stak og stak og stak det stakkels offer.
Det var her, min undren kom ind: 1) Umiddelbart så det ud til at være to bier af samme race, men selv om det ikke skulle være det, bekæmper bier vel normalt ikke hinanden? 2) Når en bi stikker, mister den brodden, når den forsøger at trække den til sig, så hvordan kunne denne blive ved med at stikke? Hvis det altså var det den gjorde …
Umiddelbart kunne det ligne en parring, men det kan det ikke have været, for biers parring foregår i luften og altså ikke på denne måde. Men hvad var det så?
Den lidt mindre bi på ryggen af den lidt større var altså den der stak og den med den aggressive summen. Den anden kom med et ynkeligt lille piv indimellem, men sagde ellers ikke noget.

Min Marjatta-agurk måtte lade livet i dag. Den har længe skrantet og har kun leveret to agurker i alt. Det så heller ikke ud til, at der ville komme flere – alle de små agurker visnede hurtigt hen og blev til ingenting.
Så meget for biodynamisk dyrkning … efter disse Steiner-principper blev den dog ikke dyrket hos mig, men sådan har dens tidlige barndom været. Det var måske mine ikke-kosmiske metoder, den ikke kunne tåle, det sarte væsen?
Den har aldrig været nær så voksevillig som den anden, men er ranglet og har kun leveret et enkelt sideskud, mens den anden bliver ved og ved med at skyde ud til alle sider – jeg har beskåret den flere gange allerede.
Den anden agurk, som er fra Gartneri Toftegaard og derfor ‘kun’ økologisk, er så frodig og rigtydende, at den giver os 2-4 agurker hver anden dag. Vi er allerede ved at blive kvalt i agurker, så derfor havde jeg heller ikke dårlig samvittighed over at kyle den syge ud – den tog bare plads op i drivhuset. 
Nu har den ananaskirsebær, jeg fik af Malle, i stedet fået dens plads i krukken.

Det er nu alligevel lidt underligt, for hos mig har begge agurkeplanter naturligvis fået præcis den samme behandling, så hvorfor den ene ser syg ud var syg og smed alle anlæg til nye agurker, har jeg ingen ide om. Den var ikke angrebet af spindemider, svamp eller anden dårligdom, men bladene blev gule nedefra og op. Den var frisk nok at se på i toppen, bortset fra agurkerne, som stort set med det samme begyndte at sygne hen.

Nå. Det er ikke alt, man skal forstå – men man skal undre sig, og det gør jeg.

Og her er den så …

Her er den så, den lille kongelys-hætteugle. Det tror jeg i hvert fald, for i morges kravlede den rundt i græsset bare en meter fra, hvor mine kongelys står. Græsset var stadig dugvådt, og den kunne ikke flyve.
Meget egoistisk hentede jeg kameraet mens den lå der og var temmelig hjælpeløs, men nu ville jeg altså have et par billeder af andet end dens afkom.

Efter at have taget billeder af den i græsset, bar jeg den op i shelteret, hvor den så ud til at befinde sig noget bedre, og da jeg kom tilbage til den nogle minutter senere, var den forsvundet.

Som sagt kan jeg ikke være helt sikker på, at det er samme art, og eksemplaret i min have nægtede stædigt at folde vingerne ud, mens jeg kiggede på den, men herunder er et billede af den med garanti ægte vare, og med lidt god vilje kan man godt se ligheden, ikke sandt?

Som sagt er det måske ikke verdens smukkeste, men som Kirsten skrev, er den nu ganske pæn alligevel, og hvis arten virkelig er sjælden i Danmark, som Jørgen skrev, og som jeg også har læst mig til, er der jo endnu mere grund til at være glad over at have set den.

Labre larver

Ude på det, jeg kalder Knolden, står der en lille gruppe kongelys.
I går opdagede jeg, at planterne var fulde af larver, og da den har afblomstret, så jeg ingen som helst grund til at gøre noget for at få larverne væk. Det er bare med at få insekterne til at formere sig i maksimal grad, og jeg vil gerne gøre mit til, at sommerfugle og bier får lidt bedre levevilkår. Med andre ord: Jeg havde heller ikke gjort noget ved larverne, hvis planterne stadig stod i blomst.
Jeg tog nogle billeder af larverne for at kunne gå ind og identificere dem via en billedgoogling.

Fine var de, de labre larver, og alt har en forklaring: De sad på kongelysene, fordi det er larver af … filtbladet kongelys-hætteugle, Shargacucullia verbasci, såmænd.
Det er så ikke ligefrem en smuk sommerfugl, men en sommerfugl er det ikke desto mindre, og den kan ikke gøre for, at den ikke er så smuk og farverig – tænk hvis nogen kom og udryddede alle ikke-smukke skabninger? Vi er nogle stykker, der ikke ville blive levnet mange chancer …

I eftermiddag og aften får jeg besøg af flere labre larver, nemlig medlemmerne af Det Fast Sammentømrede Engelskhold.
Desværre ikke alle; de damer er svære at samle, er de, men det bliver godt alligevel, selv om de fraværende vil blive savnet.
Jeg havde tidligt meldt ud, at de skulle komme, når haven var på sit smukkeste, og det må man sige, at den er lige nu – stort set alt er i blomstring.
Der mangler naturligvis stadig dahliaerne, men de vil dukke frem, pynte og lyse op, når rigtig meget af det andet er afblomstret.

Mens vi venter på g…

Det er nærmest ved at blive til en pensionistvise, dette her … jeg går og venter og venter. Ikke på Godot. Ikke på besøg af mit barn. Jeg venter på garn. Og jeg synes de er sløve, dem jeg har fundet denne gang – det er nemlig ikke den samme som til Find Your Fade, fordi jeg vil have det dyre garn billigst muligt, men jeg skulle nok ikke have sparet de sidste kroner … jeg afgav ordren 1. juli, og jeg har endnu intet hørt om ordreafsendelse. Så tjekkede jeg, om de havde trukket pengene, men det havde de ikke. For lidt siden kom der dog en elektronisk faktura fra dem, men de havde ikke givet mig de lovede 15 % i rabat på den første ordre for at tilmelde mig nyhedsbrevet. Den slags har jeg ingen skrupler over – jeg framelder det igen om ikke så længe, og egentlig har jeg lyst til at bestille det garn hos den anden leverandør og lave denne ordre om til et fortrydelseskøb, når de engang får taget sig sammen til at afsende min ordre. Sløve padder! De andre afsendte samme dag, de modtog ordren.
I mellemtiden har jeg brugt prøveindkøbet af Baby Merino plus lidt mere af samme garn fra lageret til en hue til hver af børnebørnene. De elsker huerne, de fik sidste vinter, af dette garn, så de skal selvfølgelig have nogle flere. Aubrey flytter nærmest ind i dem det meste af vinteren, fordi de er så bløde.

Jeg sidder oppe på terrassen og strikker – det er alt for varmt nu til havearbejde. Den form for husmormotion udførte jeg i formiddags, hvor jeg tog et par timer eller tre i bedene. Det må være nok for i dag – man er vel pensionist! Eller noget … det er jeg jo faktisk først til næste år.

 

Hvad er der med de der tidsler? Bier og sommerfugle elsker dem ubetinget. Jeg forstår godt, at man anbefaler tidsler, hvis man ønsker besøg af mange bier og sommerfugle i sin have – der er konstant et mylder i den fine, blå mandstro. Desværre ikke af så mange sommerfugle, for vi har næsten ingen, men masser af (humle)bier og svirrefluer. Jeg ser ikke mange honningbier, men de specialiserer sig vist også i enkelte blomsterarter, mens humlebier er knap så kræsne og tager, hvad de kan få. Til gengæld er det lige før, at de fleste af de 29 arter humlebier, der findes i Danmark, kan ses i vores have, så jeg er glad for vores tidsler. Jeg troede indtil for nylig naivt, at en humlebi var en humlebi, men jeg kan godt se, at der er forskel på dem, der sidder og mæsker sig i min mandstro. Der er større og der er mindre humlebier og de har mange forskellige farvetegninger.

Bag Marjatta

En af vores naboer hedder Bernhard Schmitz, og han er leder af Marjatta. Som jeg har skrevet før, flytter der, på grund af nærheden til institutionen, en marjattamedarbejder ind, så snart her bliver et hus til salg i området. Bortset fra os, som var en åbenbart sjælden undtagelse, men det forklarer hvorfor noget af det første vi blev spurgt om var, om vi havde købt Den Stråtækte til at bruge som sommerhus.
Bernhard har et par gange spurgt os, om vi har været omme bag skolens bygninger for at finde deres shelter, som vores børnebørn gerne må bruge til at lege i, hvis de har lyst.
Da vejret i dag har været det bedste siden vi kom hjem fra England, besluttede vi, at dagens gåturformål skulle være at finde det shelter.

Området overraskede os ved dets skønhed, selv her på en 2. januar, med en lille skov, små søer og flere arealer, som vi kan se bliver brugt på andre tider af året.
Skuret herover var måske ikke lige det kønneste, men navnet (Cirkus etellerandet) antydede, at nogle har det sjovt her sommetider.
Det var selvfølgelig ikke shelteret. Det var det heller ikke, det meget nuser lille bindingsværkshus, hvis oprindelige formål vi gættede på har været et lysthus – et tehus – for det er vitterligt et meget lille hus, for lille til at kunne have været beboelse, selv i mere nøjsomme tider. Her tror vi også der er marjattabeboere, der hygger sig, for foran det er anlagt en stor bålplads.

Men så var det der lige pludselig, shelteret. Ikke den slags, der er beregnet til overnatning for cykel- eller vandreturister (tror vi ikke, i hvert fald), så hvorfor det ligger der, og til hvilket formål det er anlagt, kan vi ikke regne ud – det må vi have spurgt om, for med alle de marjattafolk rundt omkring os må der være en, der kan fortælle os historien.
Indenfor lå et stort, gammelt drivhjul, som vi selvfølgelig heller ikke ved, hvad har drevet. Hjulet, der ligger på hjulet, kunne antyde en minivandmølle, men det er kun et ukvalificeret gæt.

Da vi nåede lidt længere frem, kom vi til det største og fornemmeste insekthotel, vi til dato har set – der var det hele, lige fra små værelser til store luksussuiter … det må komme i kategorien ****-hotel!
Desværre så der ikke ud til at være fuldt optaget, men enkelte af hullerne var kittet til, så mon ikke det betyder, at her inde bagved befinder der sig en overvintrende beboer?
Vi blev helt inspirerede og blev enige om, at vi skulle have flikket sådan et insekthotel sammen til næste vinter. Det bliver ikke lige så stort, men mindre kan også gøre det. Det er så flot, at det ikke behøver at blive gemt væk, men måske er netop det, at dette hotel er udsat for vejr og vind, årsagen til, at det ikke bliver brugt så meget?

Aubrey er en redebygger

Normalt er det piger, man tillægger egenskaben redebygger, men i min familie er det åbenbart mændene, der er det.
Mens mine englændere havde været på ferie i Grækenland, havde der, formoder de, huseret en rovfugl, som havde benyttet sig af, at der var fred for mennesker i den periode. I hvert fald undrede de sig hurtigt efter hjemkomsten over, at der slet ingen fuglesang var i deres have, hvilket der havde været masser af inden ferien.
Aubrey vidste, at der havde været en duerede med fire unger i kirsebærtræet, men da de kom hjem, lå reden nede på jorden, og ungerne var væk.
Det kunne han næsten ikke bære, så han begyndte at bygge en ny rede til dem. Pind for pind, strå for strå. Op i træet og ned igen. Op i træet og ned igen. Charlotte og Tim nænnede ikke at sige, at der nok ikke ville komme nogen duer og slå sig ned der, for med alt det arbejde, drengen lagde i den rede, var det simpelthen så rørende.
De ville også have taget fejl i deres spådom, for der kom hurtigt et duepar og benyttede sig af reden. Aubrey (og Anna) klatrede flere gang om dagen op for at se til fuglene, som tilsyneladende ikke lod sig anfægte af børnenes tilstedeværelse. Kan det have været det samme duepar, som havde den rede, der faldt ned? Det var Aubie overbevist om, at det var. Duer er notorisk dårlige redebyggere, så det kan sagtens være, at Aubies i virkeligheden er bedre end hvad duerne selv kunne præstere.
Og søreme om ikke der lå et æg i reden, da vi kom i mandags. I går fandt de endnu et æg, så nu er der to. Duerne tager stadig ingen notits af børnene, så Anna kravlede op og tog et billede af æggene.

Børnene har ogå indrettet et et bisygehus (billede til venstre) og en bikirkegård. Der findes en edderkop, som lægger sine æg på humlebier efter at have bidt vingerne af dem. Det var i hvert fald, hvad børnene forklarede mig. De har også fundet syge bier med vinger. De vaskede æggene af et par bier, indrettede sygehuset med græs- og mosbund og med mad og drikke på tallerkenen. Der bliver sørget for dem flere gange om dagen – et par af de syge bier er på mirakuløs vis kommet sig og er blevet udskrevet, mens de, der ikke klarer den, bliver bisat (!) på den nyetablerede kirkegård henne ved krydderurtebedet.
Aubrey er overhovedet ikke nervøs over at omgås bierne – da Tim forsøgte sig med en advarsel, lød det enkle svar: “Far, altså! De gør mig da ikke noget – jeg har jo reddet deres liv!”
Børnelogik …

Turist på Falster

Da vi kørte hjemmefra kl. 10 i går formiddags, var det mørkt og meget, meget vådt, så vi pakkede gummistøvler og regnfrakker med i udflugtstasken, men tog sandaler og T-shirt på i bilen. Da vi nåede til Guldborg, var det helt tørt og over 20°. Vi fik slet ikke brug for regntøjet, mens Pia og Allan som yderst effektive turistguider fragtede os rundt på Falster. Det var en All inclusive, for Pia havde sørget for frokost, eftermiddagskaffe med kage, afsluttende med en dejlig tre-retters middag i hjemmet om aftenen. Bedre service fås ikke – det var på alle måder en god dag!

Vi stoppede op mange steder; bl.a. ved Danmarks smukkeste præstegård. De har da sikkert haft deres grunde, dem der har kåret den, og de har nok også fået lov til at gå ind og fotografere den fra mere flatterende vinkler, end vi kunne komme til ude fra vejen, for vi var ikke specielt imponerede.
Jeg kan dog ikke stå for sådanne gamle navnebjælker, eller hvad de nu måtte hedde.

Et andet stop var Corselitze, hvor parken stort set altid er åben for offentligheden. Bygningen kan man kun komme ind i et par gange om året, og det var ikke nu … men parken er smuk og velplejet, så det var en fornøjelse at gå rundt derinde.

Der var fine rosenpergolaer og ved siden af dem en decideret rosenhave. Smukke var roserne da bestemt, men der var kun én, der duftede.

Vi så i hundredvis af nogle biller, ingen af os kendte, men lidt research har ledt mig frem til, at det er Eurydema ornata, rød kåltæge. RETTELSE: Det er ildtæger (Pyrrhocoris apterus). Jeg oploadede billedet til fugleognatur.dk, hvor der hurtigt var en, der gjorde mig opmærksom på min fejltagelse. Har aldrig hørt om den hverken kål- eller ildtæger før, men det var så dagens nye lærdom. De fandtes i alle aldre og med mange forskellige tegninger på ryggen. De havde forfærdelig travlt med at parre sig – henne til venstre på stammen, hvor de alle sad, havde de etableret et horehus, blev vi enige om … sjældent har jeg set så voldsom en parringsaktivitet som her. Under akten kunne de godt flytte rundt, men de kunne ikke altid blive enige om, hvem der skulle gå forlæns og hvem der skulle gå baglæns.

Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)

Normalt løber det nærmest koldt ned ad ryggen på mig, bare jeg hører ordet tæge, men jeg må nok sige, at disse her fascinerede os alle fire, og vi stod temmelig længe og studerede deres liv og færden. Vi talte om, at det var lidt underligt, så forskellige de så ud på ryggen. Havde vi studeret dem lidt længere, kunne vi have lært at skelne dem fra hinanden, men da vi alligevel ikke havde lyst til at tage dem med hjem som kæledyr, forlod vi dem uden at have navngivet dem alle, som det ellers er blevet så moderne at gøre i alskens naturudsendelser.

Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)
Parken var helt monetsk i sit udtryk visse steder – åkanderne var der skam også – dog ikke lige her ved broen, desværre.

Et andet sted gik der en ENORM hest – jeg vil ikke vædde, men jeg tror, at det var sådanne store krabater, min far kaldte for belgiere.
Se dens fødder – den står fast, gør den! Den virkede ikke særlig glad ud over at se os – jeg var glad for, at jeg stod på den rigtige side af hegnet.

En araber er en elegant og meget strømlinet hest, men jeg kan godt lide robustheden, der er over den viste hest. Den minder lidt om verdens største hesterace, Shire hesten, som kunne/kan bære en ridder i fuld udrustning.

Det er ikke husbukke, men hvad er det så?

Når vi flækker brænde, dukker der sommetider hvide larver frem, som sidder langt inde i nogle af grenene.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilket insekt de udvikler sig til.
Jeg har billedgooglet i én uendelighed uden at blive ret meget klogere, så nu gør jeg det, jeg så ofte før har gjort: Henvender mig til mine kloge læsere.
Hvad er dette for et dyr? Eller rettere: Hvad bliver det for et dyr? Larven er 2-3 mm tyk, men længden kan jeg desværre ikke sige noget om … jeg har ikke forsøgt at pirke en ud af dens hul – synes faktisk ikke, at larver er specielt delikate, men vil alligevel gerne vide noget mere om dem.
Det er ikke i alle grene, vi finder dem, men er der én larve, er der gerne flere.

På et tidspunkt under googlingen troede jeg til min skræk, at det var husbukke, og at det nu kun var et spørgsmål om tid, inden de fandt inden døre til os og begyndte at fortære Den Stråtækte fra en ende af.
Heldigvis stod der et sted, at husbukke kun går i nåletræ, så den teori blev aflivet igen, og jeg kunne ånde lettet op.
Jeg ved faktisk heller ikke, hvad det er for træ, jeg fandt dem i – det var hverken birk, bøg eller et nåletræ … måske elm. Jeg er ikke specielt god til at bestemme træer ud fra en nøgen gren på et par meter.
Identifikation ud fra løvet er jeg forholdsvis god til, men det var ikke i spil her.

Til gengæld gætter jeg på, at det er gode proteinkilder som denne, der får spætterne til at sidde og hakke i træerne. Disse små fyre må virkelig være en lækkerbisken for dem. De sad dog ikke helt ude tæt på barken, men nogle centimeter inde. Vinterhi?

Ude i skvalderkålen, som jeg har indledt sæsonkrigen mod, fandt jeg den grønne, fede larve, som jeg heller ikke havde helt nemt ved at bestemme, men jeg er nået frem til, at det nok er en eller anden art af dem, der går under fællesbetegnelsen natsværmere. Hvad siger man til det forslag? Billedet viser den tæt på naturlig størrelse.
Jeg kunne selvfølgelig sende begge billeder ind til et eller andet forum, men jeg prøver lige jer først. I plejer at være ret gode …

Opdatering: En læser mente, at den hvide kan være en bøgebuk. Det er også den, der ligner mest, men jeg er på den anden side ret sikker på, at træet hverken var bøg eller birk.