Hos Mommer

14. januar 2018

Så er de 11 og 12

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Anna i søndags. Aubrey i dag. 12 år og 11 år.
Der er visse tidspunkter i ens liv, der åbenbart aldrig bliver glemt.
Charlottes fødsel kan jeg stadig genkalde mig stort set hvert minut af, selv om det er 41 år siden. Og selv om det at føde faktisk ikke er specielt behageligt og alle erindringer om det omgående burde fortrænges totalt fra ens sind. Det er egentlig lidt af et mirakel, at så mange vælger at få flere børn – men det er altså ikke pga. smerten, at jeg kun har ét barn.
Birthday boyJeg glemmer heller aldrig de første otte dage med Anna og næsten præcis et år efter de første otte dage med Aubrey – igen eksempler på, hvorfor det både er godt og skidt at bo så langt fra hinanden.
Godt, fordi jeg – især med Anna – var der døgnet rundt og kunne hjælpe hele tiden, hvis der var behov for det. Anna havde svært ved at sove – ganske som sin far. Med Aubie gik det nemmere, ikke mindst fordi han havde et fantastisk sovehjerte lige fra starten – ganske som sin mor.
Skidt, fordi de var fire måneder, inden jeg så dem igen.
Indtil Anna var to år og Aubrey ét, kunne hun ikke rejse alene med dem, da så små børn skal sidde på skødet af en voksen, men der må ikke sidde to på én, hvilket nok også ville være temmelig upraktisk …
Og nu er der gået 12 og 11 år, siden de arriverede … skræmmende … men selvfølgelig også dejligt at se dem vokse, kunne mere og mere, og i stadig større grad vise glimt af de voksne mennesker, de så småt er på vej til at blive.
Den lange pakke forrest er fra os. Det er et jordbor! Den dreng er altså ikke helt almindelig – det var, sammen med trommen fra forældrene – de højeste ønsker. Nu kan han både få boret huller til pæle, der skal danne en boma, og vække resten af husets indvånere på samme måde, som vi blev vækket hver morgen kl. 05:30, da vi var på safari.
BomaJeg hørte ham tromme i telefonen. Han havde kun lige pakket den ud, men det var helt som at være tilbage i Sydafrika; han kunne sagtens huske, hvordan det lød og trommede, nærmest instinktivt, rytmen og lydene næsten til perfektion.
Nu er det spændende, om der står en boma, når vi kommer derover til maj!

Tim havde skrevet et ‘digt’ og rappede det efter bedste evne til fødselsdagsbarnet. De andre tre hujede begejstret og med stor entusiasme, selv om den sandsynligvis hverken kommer til at give nationale eller internationale priser.

image

Reklamer

16 kommentarer

  1. Tillykke med dem
    det nogle specielle ønsker, dejligt han fik sit bor

    Kommentar af Anette — 14. januar 2018 @ 19:36

    • Tak – og ja, de var ikke helt almindelige, men så er det jo sjovere at købe gaver 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2018 @ 19:43

  2. Tillykke med dine, efterhånden store, børnebørn. De er jo ikke blevet mindre dejlige med alderen 🙂
    Spændende interesser han har. Hvad mon det udvikler sig til? Det er et rørende sødt og sjovt digt, Tim har skrevet. Og så dejligt, I kan følge med. På trods af afstanden er I næsten til stede.

    Kommentar af Betty — 14. januar 2018 @ 20:35

    • Tak, og det er da rigtigt, at selv om det nuttede er væk, så erstattes det jo af noget andet 🙂
      C og jeg har talt om, hvad vi tror han i sit voksenliv – jeg håber jeg får lov at leve længe nok til at få svaret!
      Tim er verdens bedste svigersøn – han er virkelig sød til at huske at sende øjebliksbilleder til mig.

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2018 @ 21:04

  3. Meget konkrete ønsker fra den unge mand 😉 Hans far har vist en – slags – poetisk åre.

    Kommentar af Conny — 15. januar 2018 @ 10:53

    • Hehe – “en slags” – meget diplomatisk, Conny 😉

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2018 @ 16:02

  4. Mon ikke han er en yngre og engelsk udgave af Rane Willerslev, så direktør for British Museum😉

    Kommentar af Kristine — 15. januar 2018 @ 16:50

    • Antropolog? Nok ikke helt udelukket. Men måske snarere noget med dyr – han er ikke særlig socialt anlagt og vil hellere studere dyr.

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2018 @ 17:01

      • Så Eske og Natural History Museum😊

        Kommentar af Kristine — 15. januar 2018 @ 17:25

        • Nok en del mere sandsynligt 🙂

          Kommentar af Ellen — 15. januar 2018 @ 17:34

  5. Forsinket tillykke til og med dem begge. Tænk at få en fødselsdagssang rappet af sin far 🙂

    Kommentar af Lene — 15. januar 2018 @ 17:44

    • Tak … ja, den tog åbenbart også kegler 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2018 @ 19:03

  6. De vokser så hurtigt, de små! Fantastiske ønsker, ja, det bliver meget spændende, hvad han finder på. En ny Richard Attenborough? Eller Jaques Cousteau, nu han har hang til at komme under vand … 😉

    Kommentar af fiberfryd — 16. januar 2018 @ 17:27

    • Alt for hurtigt! Vi tror på, han bliver “noget med dyr”, men hvad, eller om overhovedet, er ikke godt at vide. Det med under vandet vil nok vise sig i deres sommerferie, for John og jeg gav dem undervandskameraer i julegave.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2018 @ 17:50

  7. Vi må jo konstere at vi andre er blevet lige så meget ældre som de kære børnebørn er blevet. Tiden går hastigt for os, men langsomt for poderne. Jeg har med fornøjelse læst beretningerne om deres gøren og laden.

    Kommentar af Jørgen — 16. januar 2018 @ 20:36

    • Det er ikke til at komme udenom, at antallet af år går ens for os alle – selv om de føles som forskellig længde …
      Dejligt at læse, at du synes mine beretninger er læseværdige 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2018 @ 20:55


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.