Hos Mommer

21. januar 2021

En plaget rotte – forhåbentlig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: ,

Jeg gjorde pligtskyldigt, som Farmer kunne fortælle mig, at loven foreskriver, nemlig at melde til kommunen, at vi har rotter. Jeg havde, som skrevet i forrige indlæg, ikke den store fidus til effektiviteten af dette, men nu havde jeg gjort min pligt.
Det var godt, jeg gjorde det! Jeg har lært nyt om rotter.
Anmeldelsen foretog jeg tirsdag aften, og allerede onsdag formiddag kom rottemanden. Det var ikke den samme mand, som tidligere havde været her. Jeg lagde ikke mærke til, om der stod Rentokil på tjenestevognen sidste gang, men det gjorde der denne gang.
Allerede inden han bankede på, fik han point, for han gik laaangsomt hen ad flisegangen, mens han kiggede grundigt på sokkelstenene.
Det var en ældre herre med et lunt glimt i øjnene, som havde gjort sig den ulejlighed at se på vores postkasse, fordi han tiltalte John ved navn, da de tog en runde. Det gav ham lige et point til.
Han havde en lille, ivrig hund med “for den er meget bedre end mig, og så bliver jeg ikke træt af arbejdet.” Hunden fandt ud af, at rotterne bevæger sig meget rundt under fiberdugen, vi har bredt ud over det let forhøjede bed ved gavlen, så de har nok gravet gange ud her. Vi ved, de ikke kan komme ind i huset herfra, så det tog vi relativt roligt.
John og rottemanden tog en runde om hele Den Stråtækte, men hverken mand eller hund kunne finde mulige rotteindgange til huset.
Han satte en giftfælde op hvor vi har set en rotte foretage sine klatreøvelser henne ved fuglefoderkuglen.

Vil du ikke nok også kigge op på vores loft? Jeg er sikker på, at det er rotter jeg har hørt deroppe … lydene er for voldsomme til at være mus.
– Har I fanget mus deroppe?
 – Ja – tre-fire stykker her i vinter.
– Er det nogle gange sket, at en død mus kan have ligget mere end et døgn, inden I har opdaget dem?
– Jahhh? Vi tjekker kun et par gange om ugen.
– Så er der næsten med sikkerhed ikke rotter deroppe, for de ville spise af den døde mus, så hvis musene har været intakte …
– Okay! Jeg troede, du ville sige, at hvor der er mus, er der ikke rotter. Eller vice versa. Det er der nogen, der har prøvet at bilde os ind.
– Det er en skrøne, men det vidste I åbenbart.
– Ja. Eftersom vi tidligere har fanget både mus og en rotte på loftet inden for kort tid, kan det jo ikke være sandt.
– Det er sandsynligvis halsbåndmus I har på loftet. De kaldes også springmus; de kan lave en farlig ballade og kan sagtens forveksles med rotter på lydene alene.

Godt. Vi har ikke rotter på loftet alligevel – så har jeg det lidt bedre. Lidt, sagde jeg … for en sikkerheds skyld gav han John to store klapfælder, hvor han nu har sat den ene på loftet og den anden ude i garagen.
Til sidst kom han med en vigtig oplysning: Vi skal lægge en lille halv teskefuld hvedemel på klapfælderne. Det er det allerbedste, ifølge hans erfaring.
Glem jeres svesker, glem ost (det har vi nu gjort for længst; det er kun i tegneserier, at ost er et hit), glem alt andet, I hører om. Det tørrer ud og bliver kedeligt, mens hvedemel holder hele vinteren uden at miste smag eller lugt, og de kan slet ikke stå for det.
Det skal naturligvis afprøves, så fælderne er nu ladet med hvedemel.

Han kommer igen mandag otte dage og derefter hver mandag i en periode. Flere point.
Se, det var en rottefænger præcis som rottefængere skal være.

Vi håber, at vores rotteår også er slut 11. februar … og de må gerne vente til 2032 med at komme igen!

19. januar 2021

Rotteplage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags: ,

Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg kun skulle blogge, hvis jeg havde noget, der kunne være bare minimalt interessant for andre at læse, men det slog mig i dag, at der i så tilfælde snildt ville kunne gå uger mellem indlæggene i disse tider, og så tror I bare, at jeg er død, hvilket jeg trods alt ikke er endnu. Ikke engang af kedsomhed …
Nu gør jeg det så også værre end det er, skal indrømmes. Jeg har mit dejlige hus med den dejlige udsigt; jeg har garn nok til, at coronapesten kan vare lige så længe som De Fem Forbandede År, og skulle jeg endelig løbe tør, så har jeg stof nok til yderligere et par forbandede år. Mindst.
Hvis internettet overlever pesten, så har jeg bøger til et langt liv, fordi jeg låner e- og lydbøger fra tre forskellige udbydere. Tv-streaming er det nok heller ikke slut med sådan lige med det første, selv om det, trods samtidig strikning, er begrænset, hvor meget jeg gider have det apparat tændt.
Selv om jeg ikke kan arbejde i haven, kan jeg kigge ud i den.
IMG_2555Og der kan jeg få øje på en rotte. Dammit. Vi har fjernet al den fuglemad, der kan spildes fra, så den er heldigvis ved at være temmelig desperat. Jeg kan ikke lide at se dyr lide, men med hensyn til rotter er jeg villig til at gøre en undtagelse. For min skyld må den gerne sulte ihjel.
Bortset fra, at jeg synes det er SÅ ulækkert at vide, at vi har rotter, så er det ret underholdende at se de forgæves forsøg på at komme ind i glaskuglen. Den har prøvet virkelig mange gange, men den kan ikke. Den kommer så højt op som til tværrammen lige over dens hoved på billedet, men så falder den ned, fordi den ikke kan læne sig bagud og op til hullet og heller ikke nå fra siderne. Den kan kravle op ad bindingsværket, men glasset er for glat, og så falder den ned. Hver gang. HA.
Jeg er relativt fortrøstningsfuld, for vi er sikre på, at den ikke kan lære det – ‘opgaven’ er fysisk umulig for den. Den skal være inderlig velkommen til at spise af de svesker, vi har lagt i forskellige slags fælder flere steder på grunden, men det er den åbenbart for klog til, det bæst. Den kan måske lugte John, selv om han altid har skindhandsker på, når han håndterer fælderne.
Vi er ikke de eneste, der er plaget af rotter (som om det var en trøst), for vi har et par gange set rottefængerens bil længere oppe ad vejen. Vi har ikke selv kontaktet ham denne gang, for vi synes ærlig talt ikke, at han er særlig god til sit arbejde. Hans tiltag har i hvert fald ikke været specielt effektive, så nu har vi bare selv købt flere af de fælder, der anbefales.

P1050408

Så er fru Solsort her et hyggeligere bekendtskab, og fordi jeg kun lægger ét æble ad gangen midt ude på græsplænen, fodrer jeg ikke rotterne på denne måde. Dette æble smed jeg ud i formiddags, og inden der var gået en time, var det fortæret af dem, det var beregnet på.

17. november 2018

Nu kan jeg sove roligt igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:58
Tags: ,

Sidste gang vi tog til Sverige, skrev jeg om vandrøret, der var gået sig en tur (det var ikke en frostsprængning, så vi ved ikke hvorfor det skete). Blikkenslageren lovede at komme, men det gjorde han ikke. John forsøgte at forklare ham, at vi havde solgt og snart skulle overdrage huset; at det ikke ville tage en professionel mere end fem minutter at ordne røret, men lige meget – eller lidt – hjalp det. Hans folk havde for travlt og kunne ikke komme. Punktum. Hvorfor havde han så lovet det i første omgang? Hrmpf.
Oj, hvor var jeg sur. Han sagde, at de godt kunne kunne komme den 29. november, dagen før vi skal overdrage nøglerne, men her stod jeg af … det kunne da lige passe, at de skulle stå og rode med det, samtidig med, at vi gik rundt og forklarede, hvordan man lukker vandet af, så vandrørene ikke frostsprænges. I øvrigt stolede jeg ikke længere på, at han overhovedet ville dukke op, men det var den eneste aftale, John kunne få ud af ham.
Det er måske fjollet af mig, men der er kommet en del søvnløse nattetimer ud af den bekymring. Jeg hadede simpelthen tanken om at skulle aflevere et hus, der ikke var i orden, og fordi alle småproblemer forstørres og bliver store om natten, når man ikke har noget til at distrahere, så jeg for mig, at købet blev annulleret.
Lige inden vi tog til Grønland, bad jeg derfor John om at ringe igen og få en aftale. Jeg ville hellere end gerne køre derop en enkelt dag bare for at få bragt den sag ud af verden.
Det endte med, at der kom en lidt løs aftale om, at vi skulle kontakte ham efter d. 15. hvor vi var hjemme igen, så ville han forsøge at presse os ind. Han troede sikkert ikke på, at det var så enkelt, som John påstod.

P1030685

Han ringede dog selv d. 15. Og spurgte hvor vi var henne, for nu stod de to mand høj på torpet! Det viste sig, at John og han havde talt forbi hinanden, da de hver især talte om hvornår vi var hjemme igen. Han troede, at ‘hjemme’ var i Sverige, mens John selvfølgelig havde ment, at ‘hjemme’ var i Danmark.
Shit.
Men søreme om ikke han så lovede at komme i går. Vi sagde, at vi ville kunne være der senest kl. 11, så han lovede, at de to mand stillede klokken 11.
Fantastisk! Vi tog tidligt afsted hjemmefra for at kunne være der i god tid og fik en fin solopgang over Øresundsbroen med i købet.
De kom så bare ikke klokken 11! Jeg gik og skumlede, men klokken 11:30, hvor John lige skulle til at ringe og spørge, kørte firmavognen forbi. Forbi!! De kom dog hurtigt tilbage; havde spurgt hos Verdens Bedste Nabo, om han kendte noget til vores torp, hvilket han jo gjorde, så endelig, endelig …
Og naturligvis tog det kun fem minutter, som John hele tiden havde hævdet … han havde bare ikke selv det rigtige værktøj, ellers havde han ordnet den sag for længst. “Det var jo ingenting”, sagde de … “I kunne da bare have sagt, at det var sådan en lille opgave; det kan vi altid presse ind”. Som om John ikke havde sagt det 10 gange! Hrmpf igen. Bossen er ikke for kvik, det har vi oplevet før. 
Men nu er det i orden, og jeg har sovet bedre i nat, end jeg har gjort de sidste par uger.
Nu kan køberne bare komme an – huset er parat til dem, med vand, der virker und alles.

18. juni 2013

Akrobat Oh

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

I den fynske landsby var der nogle guldsmede, der sad stille længe nok til, at jeg kunne komme næsten helt hen og kilde dem på maven … det første par kejserguldsmede her havde vist også nok i sig selv; med de akrobatiske udfoldelser især den ene af dem var i gang med:

P1020675

Den anden, en Blodrød Hedelibel (Sympetrum sanguineum) var enlig, men åbenbart ikke rastløs af den grund, for den sad stille i flere sekunder og lod mig fotografere den ganske tæt på.

P1020677

Det er sjovt at lege med kameraet … i dag fik (bob-bob … fik og fik …) jeg mit variable gråfilter, så nu kan jeg også lege med vand …

I Sverige var der også en, der ikke var bange for mig – jeg har fundet frem til, at det må være en gul blødvinge (Cantharis pellucida), men jeg er til at overbevise om noget andet, hvis der følger en god forklaring med. Hvis det er den, hedder den på engelsk en soldier beetle, hvilket lyder noget mere af en hård banan end det danske blødvinge, men sådan er der jo så meget.

P1020419

Og endelig denne, som jeg vist kom lidt for tæt på – i hvert fald blev den kun skarp oppe ved hovedet – og jeg kan ikke finde ud af hvad den hedder – måske fordi jeg ikke så den med vingerne helt foldet ud:

P1020393

Nogle bud på et navn?

28. maj 2012

Skånes Djurpark på en varm pinsedag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:57
Tags: , ,

P1030012Inge og Hasse mente det var en god ide at starte tidligt, så vi kunne være tidligt i dyreparken. Vi gjorde vores bedste for at være hos dem kl. 10, men det blev altså 25 minutter senere. Heldigvis har svenskerne ikke helligdag 2. pinsedag, så pludselig var det alligevel ikke så vigtigt at være der ekstra tidligt. Vi nåede derfor en kopkaf, inden vi satte kursen mod Skånes Dyrepark.
Dér havde de det også varmt – pyha at være tvunget til at have pels på i dette vejr … mange af dyrene var derfor krøbet i skygge og/eller skjul. Forståeligt nok, men måske knapt så spændende for os andre.
Det var dog stadig absolut en oplevelse, for mange af dyrene trodsede trods alt varmen og lod sig villigt fremvise. De mest P1030028tykpelsede af dem alle, den brune bjørn, havde helt styr på, at det snart var fodringstid og kiggede forventningsfuldt op, om ikke der kunne falde en ekstra godbid af inden den officielle fodring. Det kunne der desværre … det er bare IKKE i orden at give sådan nogen dyr en halv plade chokolade, der stadig er indpakket! Uf, vi bliver så harme, gør vi.

Det er et skønt og et stort område, hvor alle nordiske dyr skulle være repræsenteret. Tænk, at vi har kørt lige forbi i 15-16 år og besøgte det for første gang i dag! Tak, Inge og Hasse, for initiativet.

PAUSE til de istrængende – nogle har nogen laster; andre har andre laster. Siger man ikke, at summen af laster er konstant?
Jeg spiser ikke is. Heller ikke slik. Drikker ikke øl. Så hvorfor jeg vejer 10-15 kilo for meget, forstår jeg simpelthen ikke … ahem … var der nogen, der nævnte ordet vin? Eller chokolade? God mad? Nej, det tænkte jeg nok. Hvorfor skulle man også det?

P1030055Efter to-tre timers vandring rundt i parken var vi varme, tørstige og sultne, men Inge og Hasse havde været så forudseende at foreberede en del af frokosten på forhånd, så den var hurtigt sat på bordet. Dejlig mad i selskab med dejlige mennesker i dejlige omgivelser – jamen hvad har vi dog gjort for at have det så godt?

Den dér hængekøje kunne jeg godt blive forfalden til – man ligger langt mere behageligt, end jeg havde troet, og det er den perfekteste stjernekiggerposition, man kan forestille sig.
John påstod, at sådan en har vi ingen egnede træer til på ødegården, men det lille problem er slet ikke noget problem …

Vi rundede af med et kig på Tjörnarpsjön, inden turen gik hjem mod Danmark efter en af de bedre pinser, jeg har oplevet.

Skånes DjurparkMårhund

Hasse spurgte, efter at have iagttaget den drikkende elg i et stykke tid: “Hvor meget mon sådan én går på literen?” Den drak og drak og drak og drak og drak – en kamel ville beskæmmet luske væk, tror jeg.

En meget tørstig elg

Blog på WordPress.com.