Man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt

I dag åbnede Gartneri Toftegaard for sæsonen, så vi kørte afsted i formiddags for at lægge en mindre formue der. Fem plantesække med den afsindigt gode jord fra Fagerhult i Sverige, en dunk med Toftegaards drivhusgødning, fire chilier, tre tomater, to squash, en agurk og en … jiaogulan. Jeg har aldrig så meget som hørt navnet, men det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at tage et eksemplar med hjem. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg jo aldrig ud af om det er noget jeg kan lide. Om ikke andet kan den vel se pæn ud, og kan den oven i dette overvintre, er det fint nok. En googling gav bl.a. følgende:
“Jeg står på en grøn skråning og betragter de rullende bakker af jiaogulan, også kendt som udødelighedsurten.
Plantens navn stammer fra den bemærkelsesværdigt længere levetid hos mennesker, der bor i den bjergrige Guizhou-provins i det sydvestlige Kina, hvor befolkningen regelmæssigt drikker en te fremstillet af jiaogulan/nady-blade.”
Jamen du godeste dog! Kan jeg nu ligefrem udødeliggøre mig selv? Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har det lidt ligesom Niels Bohr, da han blev spurgt, om han virkelig troede på den slags (i forbindelse med, at intervieweren havde lagt mærke til en hestesko over NB’s indgangsdør).
Niels Bohr svarede: “Nej, naturligvis ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
Et humoristisk og genialt svar fra et af Danmarks største genier nogensinde.

Jeg har ikke sat planterne i plantesækkene endnu, for sækkene med jord lå selvfølgelig udenfor, så jeg vil tro, at både jord og planter vil have godt af at opholde sig et par dage i drivhuset for at akklimatisere sig. Nej, ikke AFklimatisere! Jeg undrer mig over, at nogle en hel del kan tro, at det hedder således, for hvor er logikken i at skulle afklimatisere et eller andet? Hvad denne afklimatisering så end måtte indebære …

I forbindelse med min søgning ville jeg også lige tjekke, hvad jeg eventuelt kan gøre for at forebygge et angreb af spindemider på min agurkeplante. Sidste sommer var jeg nødt til at smide den ud længe før tid, fordi den var ødelagt af spindemider, som jeg havde opdaget alt, alt for sent.
Her stødte jeg på et yderst interessant biologisk – eller måske rettere fysiologisk – fænomen. De to klip er fra samme artikel og sætningerne stod et par afsnit fra hinanden:


Det er ret godt klaret at lægge æg med en diameter på 2-4 gange sin egen kropslængde, synes jeg.

Jeg håber jeg kan undgå spindemider i år – det var sikkert den voldsomme og tørre varme, der var skyld i sidste års heftige angreb, for det var første gang i min syvårige drivhuskarriere, det skete, men ingen ved jo endnu, hvad dette år vil bringe. Nu ved jeg i det mindste, at jeg skal være på vagt – det var jeg ikke sidste år.

Reklamer

Det stod lige parat til os

Vi styrede direkte mod Lundhede planteskole, som ikke er ‘rigtig’ planteskole mere, men kun en internethandel. En med-webstrikker kunne fortælle mig, at det engang var en fantastisk planteskole, hvor alene kundetoiletterne var et besøg værd.
Mine varer stod som aftalt på en pallevogn og ventede på os, men ellers var der mennesketomt.
Der lå tre 20-liters poser med jord, men det var ikke rigtigt. Heldigvis kan man ringe til planteskolen:
– Goddag, du taler med Ellen Nielsen. Jeg har ikke fået den rigtige mængde jordforbedring.
– Jeg har lagt tre sække til dig, så du har faktisk fået 10 liter mere end du har bestilt – jeg havde bare ikke flere 50-liters sække.
– Jeg bestilte 100 liter …
– Øhhh. Nå, for søren. Hvad er dit ordrenummer? (Det fik han så).
   …Okay. Jeg sender de sidste 40 liter til dig uden beregning. Måske kommer der to små sække, måske én stor, hvis vi når at få dem hjem. Jeg beklager fejlen.
Det var i orden. Alle kan klokke i det, og han var ikke mange sekunder om at kompensere for det.
Vi kan i øvrigt ikke lugte hønsegødningen inde i bilen! John er glad … og det er jeg også.

I går så vi Tekstilmuseet i Herning. Det var meget interessant, selv for John, som syntes, at alle maskinerne var spændende, så vi fik begge noget ud af det.
Der var én automatisk strikkemaskine i gang, mens vi gik rundt. Én mand kunne passe 16 maskiner … vi talte om, at de stakkels arbejdere må have gået rundt i en forfærdelig larm hele dagen, for mon der var ret meget høreværn dengang? Det tror vi ikke.

60 tråde pr. centimeter. Det er godt, at jeg ikke skal strikke af det i hånden.

I dag har vi været i Den Gamle by i Aarhus, hvor vi (især pga. vejret) brugte det meste tid på tidsrejsen, som var indendørs og heldigvis interessant nok. Vi fik, på vejen dertil, en sludder med damen, som passede huset fra 1927. Jeg kunne genkende en del ting fra mit barndomshjem … mine farforældre købte gården i 1911, og stuehuset, som blev bygget i 1924, dermed var der, både min far og jeg er opvokset, havde haft mange ting til fælles med interiøret fra 1927. Ikke i nyere tid, selvfølgelig, men meget, som jeg husker fra min barndom. Brændekomfuret og vægtelefonen, fx.

Norsminde Kro ligger meget, meget smukt, men desværre er det dårligt vejr, så vi kan ikke nyde udsigten fuldt ud – vi kan simpelthen ikke se langt nok … og nu er det oven i købet begyndt at blæse op. Så meget, at de måtte ud og hente flaget ind.
Vi har fået A Room With a View, men det er en del af gourmetopholdet, at man får “et af kroens bedste værelser”.

I aftes fik vi to retter mad, som var lækre nok til, at vi glæder os til de seks, vi skal have i aften.
Klokken 15 fik vi en Afternoon Tea, som fint kunne konkurrere med Englands ditto; vi har lige været til vinsmagning, og som sagt skal vi have den store menu i aften. Det er virkelig et gourmetophold.

Til sidst – helt udenfor kontekst – får I et screendump af min søgning i går, da jeg skulle tjekke, hvor vi kan få rabat som medlemmer af Ældresagen. Da jeg så dette her, kom jeg til at grine så højt, at det var lige før det blev pinligt. Jeg fik dog hurtigt dæmpet mig lidt ned og viste John skærmbilledet. Han var næsten også ved at komme til at grine højt.
For det første er sexlegetøj nok ikke lige det første jeg kommer til at tænke på i forbindelse med Ældresagen … og hvis det for det andet oven i købet er så farligt at tage den slags i anvendelse, at det mest nærliggende er en reklame for begravelsesrabatter, så tror jeg, vi hellere må til at holde lidt igen med det farlige legetøj.

Fredagssmil

Kender I Engrish? Det er en slags engelsk, som man taler (og skriver) ude i Østen. Betegnelsen stammer fra asiaters bytten rundt på ‘r’ og ‘l’. De har svært ved at høre forskel og har det endnu sværere med udtalen.
Jeg blev mindet om det og dermed inspireret til indlægget i morges, da jeg så skiltet med No smoking på Pinterest.
Hvis man billedgoogler Engrish, kommer der mange sjove eksempler op på, at Google Translate må have glimrende betingelser derude, men jeg vil nøjes med at vise jer fire af slagsen, netop fordi I selv kan fortsætte, hvis I har lyst.
Specifikt findes, udover Engrish, også Danglish (can you screw the music up?), Thaiglish og Dunglish (= hollandsk – the Dutch are a nation of undertakers, som Hollands Joop den Uyl engang sagde. Han mente iværksættere og ikke bedemænd).
Ved nærmere eftertanke skyldes Engrish og lignende nok ikke engang Google, men mere menneskelige misforståelser og/eller det, jeg kalder undersættelser. Begrebet kendes mere uspecifikt som False Friends, men de er alligevel ikke helt synonyme.
Jeg kender ingen asiatiske sprog, så det er svært for mig at vurdere, men eftersom Google arbejder med det skrevne sprog og ikke med lyde, ville tjenesten nok ikke forveksle allowed og aloud. Nedenstående stammer typisk fra en der kender ordets betydning, men ikke kan stave til det.

Gad vide, om skiltet er fundet på et bibliotek? “Det er okay at ryge, bare du er stille”.

Nå, men det er jo snart lørdag, så her er et passende skilt til at printe og sætte på soveværelsesdøren, så I ikke bliver forstyrret …

… for det er der, den slags normalt hører hjemme – det må i hvert fald ikke foregå i bussen!
Nå nej – det første piktogram (!) herunder symboliserer en tilskadekommen arm. Hvordan kunne jeg dog få det til andet end det???
Og det er mig, der påstår, at for den rene er alting rent …

Pyt – skulle du komme til at overtræde en eller anden lov, bliver du belønnet, så det kan næppe gå helt galt.

Scener fra et ægteskab og fra et landsbyliv

Scene: Et sted i huset, hvor Tim engang har anbragt en printer, som ikke gør hvad der forventes af den. Charlotte roder med den og lydene fra hende bliver mere og mere indædte at høre på, men lige meget – eller lidt  – virker den.
– Tim – can I divorce you for this? This bloody, damned, foolish printer does. not. WORK!!!
…
– Oh, just forget what I said before. I’ve now skipped the divorce and gone directly to murder!
…
Ingen løfter et øjenbryn. Børnene fortsætter med hvad de har gang i, Tim ligeså. John hører lydbog og er derfor udenfor rækkevidde; jeg griner fordi jeg ved, at det bare et et udtryk for et hyggeligt dagligliv her i den engelske udgave af Den Stråtækte. Charlotte bander normalt ikke og er tålmodig i en grad, hun i hvert fald på ingen måde har arvet efter sin mor, men elektronik, der ikke virker, drives her mad.

Herunder ses årets julekort – eller nogle af dem; der er løbet flere ind i løbet af dagen, som endnu ikke er kommet op på snoren.
Lige så meget jeg hyggede mig med julesangesyngningen, lige så meget har jeg godt nok kun en overbærende hovedrysten tilovers for denne skik.
Tim har købt en en kasse med julekort. Formentlig er der 100 i, måske flere.

Alle i landsbyen skriver kort til alle i landsbyen, som har omkring 35 husstande. Så skal der skrives kort til familien, som de ser alle sammen inden nytår, og der skal skrives kort till venner, bekendte og forretningsforbindelser rundtomkring.
Alt der kan afleveres uden brug af British Mail, bliver det. Det vil sige, at alle i landsbyen går rundt og afleverer et julekort til alle andre i landsbyen.
Da Tims forældre kom forbi i forgårs, sagde Tim: Oh – here’s your Christmas card. Don’t forget it!
Julesangerne fra forleden fik kortene med hjem, for så slap Tim for nogle på ruten dagen efter, hvor han gik rundt med resten af landsbykortene.
Det er nemlig et af de punkter, hvor Charlotte opponerer mod at blive britisk; hun nægter simpelthen at skrive julekort på den måde. Hun sender et par stykker til nogle af deres nærmeste venner, som ikke bor i nærheden, og som de derfor ikke ser i julen.
Skal der skrives landsbyjulekort og uddeles, må Tim selv gøre det, selv om han i de første år prøvede med, at det normalt er kvinderne, der skriver disse kort. Det hjalp ikke spor, så Tim sidder trofast og skriver en lille hilsen på de mange kort hvert år.
I er muligvis enige med Tim i, at sådan skal det være, men i modsætning til tålmodigheden ligner C mig åbenbart her, for det med julekort har jeg aldrig kunnet se det fornuftige i – og da slet ikke på den engelske måde.

Men bortset fra dette – og det skal ikke opfattes som brok, for det må de da ganske selv om – så er det tæt på lillejuleaften, som er et ukendt begreb i England, men træet skal pyntes lige om lidt, for sådan har vi altid gjort det i Charlottes familie. Vi spiser suppe, fordi det er godt at have resterne til, når man kommer hjem fra de store julefrokoster, hvor der måske skal lidt til, men ikke ret meget. Når træet er pyntet, laver vi vafler og hygger os med dem.

Det er da de besynderligste ting, der kan ske med alderen …

Gad vide hvor gammel jeg ville være, hvis ikke jeg kendte min alder?
Mange af os har allerede med al [u]ønsket tydelighed set, hvordan mange ting på kroppen søger mod jorden, efterhånden som vi bliver ældre.
Man ældes, gør man, nogle med ynde, andre … øhhh … uden …
Huden bliver slappere, håret tyndere, taljemålet øges, ører, fødder og næse vokser, fingrene det modsatte.
Alt det er der ikke noget nyt i for de fleste af os. Vi ved det, allerede når vi er unge, for vi har alle sammen kendt gamle folk og ved, hvad tiden gør ved os – men vi tænker nok ikke så meget over det, før det rammer. Nogle rammer det hårdt, fysisk og/eller mentalt; andre knap så hårdt, men ingen går ram forbi.
Så altså: Intet nyt indtil videre, men …
I går var jeg hos optikeren, fordi jeg ikke synes mine briller virker så godt mere. Jeg har dem efterhånden kun på, når jeg skal køre bil, men inden for kortere afstande ser jeg lige så godt uden.
Jeg var igennem hele møllen med trykmåling, nethindefotografering und alles.
Alt i orden, hvad det angik, så ingen stær på vej sådan lige med det første.
Videre ind til selve synsprøven.
– Din bygningsfejl har flyttet sig lidt nedad.
– Flyttet sig???
– Ja, det kan sådan nogle godt.
– Det var pokkers – jeg er ganske klar over, at jeg efterhånden har en del ‘bygningsfejl’, som primært er aldersrelaterede, og som intet har med synet at gøre, men at den i øjet også bliver ekstra påvirket af tyngdekraften … det er godt nok nyt for mig.
Her kunne kan ikke lade være med at grine, og vi fik os derefter en god snak om øjnes aldring i almindelighed og mine øjnes aldring i særdeleshed. ´

Jeg er faldet ½ styrke på højre øje og er status quo på venstre, hvilket forklarer, at jeg ikke synes mine briller virker så godt mere.
Mon ikke jeg bare er ved at udligne således, at min nærsynethed er ved at blive opvejet af alderdommens langsynethed?
Det er ikke altid, at det er sådan, men nogle kan godt opleve det.

Hvad jeg godt kunne lide min optiker for var, at han ikke forsøgte at prakke mig et par nye briller på; han sagde, at det ikke ville gøre den store forskel for mig, hvis han lavede nye glas, der skulle kompensere for den lidet ændrede styrke. Jeg skulle komme igen og blive tjekket om 1½ år, for så var mine nuværende briller nok blevet slidte og ridsede. De er næsten tre år, men jeg har passet godt på dem, så de kan godt holde lidt endnu, og det kan mine øjne åbenbart også.
Hurra for gode optikere!

Og så til sidst lige denne:
Morfar gik en tur med sit barnebarn. Barnet finder en æske viagra på stien.
Morfar: “Hvis du giver mig æsken, så får du 100 kr. af mig i morgen.”
Morfar fik æsken, og næste dag fik barnebarnet 500 kr. af sin morfar.
Barnet: “Jamen morfar, jeg skulle jo kun have 100 kr?”
Morfar: “Jeg ved det, men de sidste 400 er fra mormor.”

Det er i dag et vejr, og … vinden blæser

I går var det hæderligt vejr, selv om solen kun sporadisk lod os vide, at den stadig eksisterede.
Det har den ikke ladet os vide i dag, og det er ikke et vejr for forårshungrende folk som mig. Den er nok blæst helt væk, for det var dog pokkers til blæsevejr, selv om det ‘bare’ er 11 m/sek., hvilket en vestjyde vel kun har et overbærende smil tilovers for.
Ikke desto mindre føles det for os dødelige som ÷16° – så kan jeg bedre forstå, jeg var ved at dø, da vi gik de få meter fra bilen og hen til Jysks hoveddør, da vi var et smut i Køge for at investere i nye hovedpuder til John og til gæsteværelset.
Isen har skruet sig op ude på fjorden pga. vinden, men jeg nægter ganske enkelt at gå ned og tage billeder af det. Det ser for så vidt ganske nydeligt ud, men af en eller anden grund synes jeg ikke, den slags vinterfænomener er passende på en dag i midten af marts.

Da vi var hjemme igen fra Køge, blev der tændt op i brændeovnen, brygget en kopkaf og hanket op i strikketøjet. That’s it, folks! Der vil derfor intet ske i dag, der er værd at skrive om, så dagens indlæg afsluttets blot med en fin illustration af de sociale medier, som de så ud i min ungdom (jeg skrev først ‘min barndom’, men Post-it-lapperne blev ikke opfundet, før jeg rundede de 20 år, så jeg så mig nødsaget til at skubbe tiden lidt frem).

Faktisk er jeg ret vild med tegningen – det er godt tænkt.

Flirtende brandmænd?

De er altså underholdende, de der btistudios, som oversætter BBC Brit og BBC Earth. Forleden dag gav jeg eksemplerne med forkert oversatte tal, hvilket de tilsyneladende bliver ved med at excellere i.
Denne gang fik de 90 miles til at blive 1600 km. Det er 144 km … noget af en forskel, ikke sandt?
Og her var det ikke antallet af nuller, man ikke kunne finde ud af – jeg kan ikke gennemskue, hvordan man er nået frem til de 1600 km.
Dagens næste talfejl var dog en nul-fejl, så at sige: One thousand blev tekstet til 10.000.
Jeg vil råde alle til at være meget tilbageholdende med at stole på BBC Brits og Earths tal, hvis man holder sig til underteksterne.
Jeg undrer mig, for bortset fra disse eklatante fejl, leverer de faktisk et pænt stykke arbejde.

Næsten hele tiden …
I en nylig set QI gik et af de mange emner på brandmænd og den stang de benytter (eller engang benyttede), når de skal fra første sal til stuen og bilerne og hurtigt afsted til en ildebrand; stangen, der vist er ret så velkendt, om ikke andet så fra film og tegneserier. Den har givetvis eksisteret for de rigtige brandmænd engang, men i dag findes den vist kun som legepladsrekvisit.
Uanset om det er rigtige brandmænd eller legende børn, der benytter sådan en, så kurer de ned ad den. Ikke kurrer, som der stod i underteksten.
Det ekstra ‘r’ gav nogle associationer om flirtende og/eller syngende brandmænd.

Jamen … der er da heller ikke så mange tilbage, er der?

En lille, engelsk familie, som jeg tror, mange af jer har hørt om, sidder og ser Sister Act (Halløj i klosteret), filmen, hvor Whoopi Goldberg spiller nonne.
Hun er ikke en rigtig nonne, hvilket bl.a. afspejles af hendes sprog.
En replik fra WG lyder: This is better than sex!
Jeg kender ikke den efterfølgende bemærkning, men den får Anna og Aubrey til at undre sig og derfor stille Charlotte et spørgsmål, på hvilket hun svarer (på engelsk, fordi Tim også er der) følgende:
Nuns are not allowed to have sex.

Lang pause.

Så spørger Aubrey:
Then why do they not die out?

Jeg elsker den dreng.

 

Børnene varmer sig foran AGA-komfuret
på en kold vintermorgen.

Lokalområdet

Vi bor på Viktoriavej.
Her går en lokalbane (Vemb-Lemvig-Thyborøn-banen), som har trinbræt her. Hvad er så mere naturligt end at kalde trinbrættet for Victoria Street Station?

Det er da fed humor.

Til venstre for os ligger der et sommerhus af næsten vanderbiltske dimensioner. Det er tilsyneladende ikke et udlejningshus, så der er nogen, der har sig et fornemt sted at tilbringe fritiden. Man bedes bemærke de karakteristiske håndtag, der ses der, hvor det ser ud som om taget er skåret over – hold da op, sagde John, se derovre: De har swimmingpool på første sal!
Mit gæt er dog, at det sandsynligvis ‘bare’ er et vildmarksbad, men lidt blæret er det under alle omstændigheder. Det er et specielt og spændende hus.

Vi bor nu også fint og har plads nok. Her er ti senge, men otte dyner, og udlejningsbureauet siger da også, at det er til otte personer, men hvorfor så have ti rigtige sengepladser?
Nå, pyt, vi skal kun bruge tre … måske seks, hvis englænderne har lyst til at tage med herover i efteråret 2018.
Det er det mest veludstyrede køkken, jeg endnu har set i et dansk sommerhus.
Så veludstyret, at jeg ikke engang ved, hvad en af dimserne skal bruges til. Kan man få et bud fra jer kloge læsere?

Den er 16 cm lang; selve skærebladet eller skærehullet, om man vil, er 3,5 cm, men hvad skal der skæres/skrælles? Skærebladet er placeret højere end der, hvor der står FAMOS. Det skulle have været omvendt, hvis man forestiller sig at skrælle kartofler eller gulerødder med den. Og hvad bruger man den spidse hajfinne til, der sidder foroven?
Vi er alle tre ret mystificerede og vil meget gerne have opklaret, hvad det er for en tingest.

Mændene er taget til Loch Nees for at fiske. Jeg læste det først for Loch Ness, hvilket selvfølgelig også er meningen. Det er en put and take-sø, så det er også et udtryk for fin humor.
Der er bemærkelsesværdig radiotavshed fra deres side, så jeg tror ikke, de har haft held med sig i dag heller.
Nees ligger ellers tæt på Fru Pedersens have, som Fru Moll anbefalede, men jeg kunne ikke forestille mig at gå rundt og se på julehave i de tre timer, mændene forestillede sig fisketuren vare, så jeg blev hjemme.

Det hele er kun en overgang …

Der er mange overgange.
Det hele er vel egentlig kun en overgang … disse ord kan man trøste sig med, hvis livet bliver lidt svært i en periode. Det går over igen, og det gør det da som regel også. Da jeg havde kræft, var det de ord, jeg sammenbidt sagde til mig selv, når kemoterapien bevirkede, at jeg fik lidt vel rigeligt med selvmedlidenhed.
Hvis der er overgang i et eller andet elektrisk, er det ikke så godt – så skal der en ekspert ind over.
En stemme kan være i overgang. Men det er den kun en overgang.
Jeg oplevede overgangen til efterlønstilværelsen som aldeles smertefri – rent mentalt, om ikke andet, selv om jeg en overgang var fysisk syg.
En overgang kan være glidende, brat, gradvis eller flydende. Jeg måtte lige tænke over forskellen på glidende og flydende, men den er der. Forskellen.
Overgang har mange betydninger.
Det kan også være i form af noget mere konkret, fx en jernbaneovergang eller en fodgængerovergang.
Men kender I en andeovergang? Sådan en har vi ikke så langt fra os, i en lille, idyllisk gadekærslandsby ved navn Alslev.
Som burde have heddet Andslev.

Der kan ikke gå to voksne mennesker ved siden af hinanden på den smalle andeovergang, men der kan sagtens gå en hel lille andefamilie.

Du bli’r hvad du spiser

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

   

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

FUNDET!

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem.

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

Fanget i et meget privat øjeblik

Det er ikke mig, der er fanget i et meget privat øjeblik, men nogle æg.
Skidne æg lyder i forvejen ikke særlig godt eller appetitligt, men dette er en tand værre – ikke lige noget, jeg har lyst til at indtage:

Ovenstående er fra Alletiders Kogebog, som for flere år siden lagde ud med at kalde sig for Alletider’s Kogebog, så lidt har de da lært …
Senere så jeg på FB følgende lille takketale fra en “Der er født i 50’erne” (så det er skam ikke kun de unge, der ikke har styr på sproget – der er skræmmende mange af dem i grupper, der består af folk på min alder eller ældre):

Og så har jeg fået et nyt ord forærende via en FB-sproggruppe: Trepverter.
Jeg kan ikke meget på jiddish, faktisk ingenting, men nu kan jeg altså ét ord; et ord, hvis betydning vi nok alle kender og/eller er blevet ramt af, for hvem kender ikke den yderst irriterende oplevelse af at komme på det ideelleste, rigtigste, bedste, morsommeste, mest lammende, rammende svar … mindst 10 sekunder for sent?
Lad os arbejde aktivt på at få ordet indført i ordbogen – det kunne være rart med en afveksling til alle de engelske ord, som bliver optaget.
Jeg vil formode, det skal udtales trepferter, eftersom jiddish er af germansk familie.

Jeg kan, som et kuriosum, nævne et eksempel på, at jeg ikke stod tilbage med en trepverter, men derimod fik efterladt forskningsafdelingens frækkeste fyr mundlam længe nok til, at han måske stod med en trepverter.
Jeg havde Charlotte på dengang 14 år med på arbejde, dels fordi vi skulle noget bagefter, og dels fordi hun godt kunne lide at se, hvad der foregik i den virkelige verden uden for skolen.
Henrik kom ind i rummet, kiggede på Charlotte, på mig og på Charlotte igen og spurgte: Hvordan i alverden har du båret dig ad med at få så smuk en datter???
Jeg svarede: Jeg gjorde hvad din kone tilsyneladende ikke har gjort – nemlig udvalgte faderen med omhu!

Fortsættelse af skvalderkål-føljetonen

Efter antallet af kommentarer på gårsdagens indlæg at dømme, står jeg ikke alene med at synes, at skvalderkål er noget fanden har skabt på en dag, han var i dårligt humør. I princippet har alt vel en højere mening og må formodes at indgå i naturens store kredsløb på en hensigtsmæssig måde, men skvalderkål, hvepse og dræbersnegle er tre af de ting, jeg har meget svært ved at se meningen med. Og jeg er ikke lydhør, selv om en eller flere af jer skulle finde på at belære mig om, hvordan det eventuelt måtte hænge sammen …

Rosenbedet, som serverer mange, mange blomster i form af vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer, tazetter, tulipaner og agapanthus, inden roserne selv kommer rigtigt i gang, har jeg nu indset er en evig kamp for at holde skvalderkålen på et acceptabelt niveau. Alle de ellers så gode forslag i går kan ikke bruges her, netop pga. alle blomsterne, som jeg stornyder, efterhånden som de kommer. De må ikke forsvinde i en drastisk antiskvalderkålkampagne.
Så er det trods alt nemmere med det, jeg kastede mig over i dag, selv om det er lidt hårdt ved ryggen og for armmusklerne at ruske det tætte net af rødder fri for jord. Til venstre herover ses det tætte, grønne dække, men det er ned med greben og så ellers få alle rødderne op. Den metode har jeg brugt med held flere steder i haven, og det er særdeles effektivt. De få blade, der dukker frem senere, er nemme at nippe af. Jeg luger aldrig i områder, hvor der er skvalderkål, for man skærer bare rødderne over og formerer dermed planterne i stedet for at udrydde dem. Temmelig uhensigtsmæssigt … 

Her har kun vokset skvalderkål og matrem siden vi flyttede ind, men nu er dette nyetablerede bed så nogenlunde klar til beplantning. De sidste sten på lageret blev brugt til kant.
Bagerst har jeg sat en Lavatera Barnsley (mamelukærmebusk), som jeg synes er så smuk. Desværre har jeg, uden at vide det i købsøjeblikket, købt den sarteste af varianterne, så det er lidt spændende, om den kan overleve en vinter. Den skal i hvert fald nok nurses lidt om, hvis det bliver hård frost. 
Hvad der ellers skal i her, skal jeg til at google rundt og undersøge lige om lidt. Skal det være et farveorgie? Nok ikke. Skal der flere forskellige, men i samme farvetoner? Eller skal der 10-12 ens stauder i? Eventuelt af en god skæreplante? 

---

Til slut en skøn bemærkning fra en af mine facebookvenner, som ofte har en god kommentar:
Nyhed: Verdens ældste person er død.
Christians kommentar: Hmmm … er det ikke noget, der jævnligt vil forekomme?

Foråret nydes indefra i dag

I dag er den da helt galt med vejret – det har tilsyneladende overhovedet ikke tænkt sig at klare op. Hvis det så endda bare kunne regne rigtigt, så regntønden kunne fyldes, men det bliver bare til lidt støvregn. Der er dog nok en del landmænd, der er glade for, at det ikke bliver til mere.

Dagens haverunde er derfor indtil videre kun blevet til morgeninspektionen af vindueshaven oppe på første sal. Det er et rigtig godt sted til formålet, for der er lys og plads nok, men vi behøver ikke at være tvunget til at gå og kigge på det hele tiden. Det er spændende nok, såmænd, at se hvordan det spirer og gror, men det er ikke ligefrem et æstetisk smukt syn.
I forgårs fik nogle af de spæde planter lidt bedre jord og lidt mere plads at udfolde sig på, og der er er sket en del med dem bare på de par dage.
Især det med den forbedrede jordkvalitet har en betydning, tror jeg … i papirpotterne er der den muld, vi købte os til, for typisk nok havde jeg ikke noget spiringsmuld den dag jeg fik lyst til at putte frø i jorden. Jeg ved nu til en anden gang, det måtte være tilfældet, at det er med at komme afsted med sig for at købe det rigtige jord, for frøene har vist haft barske vilkår i den muld; det er pakket alt for hårdt, sådan helt af sig selv. Ikke desto mindre har de fleste af frøene spiret, så jeg må se at få givet alle de små pus lidt mere optimale vækstforhold.

Til sidst får I Morten Ingemanns stribe fra i går. Det er jo ellers en sober og stueren blog, denne her, og de fleste af MI’s striber er temmelig platte, men indimellem serverer han virkelig en perle, der kan få os begge til at grine højt allerede fra den årle morgenstund. Det skete så i går, og en som denne er grunden til, at vi køber hans kalender; den er alle de ikke helt så sjove striber værd.
Han har selvfølgelig copyright, den gode Morten, men jeg vil hævde, at det er ret dårlig stil, hvis han sagsøger mig for at reklamere for hans kalender!

YRK, hvor er det ulækkert

Vi havde vores lumske anelser, mens englænderne var her: Toiletterne blev mere og mere sendrægtige til at skylle ud, men heldigvis gik det ikke helt galt, så længe vi havde besøg. Det gjorde det først lørdag eftermiddag, og søndag morgen foregik udskylningen så langsomt, at der reelt ikke var noget skyl.
Vi delte de to toiletter i ‘Hans’ og ‘Hendes’ – ens eget skidt er altid det mindst ulækre – og ringede til nødtelefonen. Det viste sig at være en vagthavende brandmand (!), som ville kontakte en mere relevant vagthavende, som igen ville ringe os op.
Det skete bare aldrig. Vi turde næsten ikke bruge noget vand – den smule, bundfældningstanken kunne tage, skulle gemmes til toiletterne.
Her til morgen ringede vi til kommunen:
– Det var da ikke så godt. Jeg skal sørge for, at der kommer en ud i morgen.
– I morgen?! Vores toiletter har ikke virket siden i lørdags!
– Hmmm. Okay. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få en til at komme i dag.
– Tusind tak!

Der kom en slamsuger klokken 13, så det var fint nok. Det var ikke Bøgh, for vi bor ikke i Østjylland, men jeg elsker, når små firmaer finder på sådanne kreative slogans eller en lidt fjollet tegning som på bilen fra AIM.

Det er nok især slamsugerne, der excellerer i lumre slogans, selv om både Stormbudet og MM Stilladser også kan være med – Bøgh overgik dog sig selv, da han fandt på den næste:

Et godt og ikke engang lidt kikset, som mange af dem (bevidst?) er: “Køb fire vinterdæk – eller skrid”. Der var dog åbenbart ikke tilstrækkeligt mange, der havde syntes det var morsomt, for det pågældende dækfirma er lukket …

Og til sidst et eksempel på, at det er fotografen (eller en billedredaktør), der er i besiddelse af humor.
Jeg kan sagtens grine, for nu virker alt igen som det skal hjemme hos os.

Jeg bliver i brokkeland lidt endnu

I går gik det ud over Adam Price, mens Hammerslag kun blev nævnt perifert.
Det må jeg hellere råde bod på. Jeg synes langt de fleste af mæglerne i den udsendelsesrække virker pæne, søde og sympatiske; mange af dem har tilligemed en fin og stille humor.
En enkelt skiller sig ud fra de andre. Det handler om en damemægler fra Frederiksberg. Hun er formentlig dygtig nok rent fagligt, eftersom hun har 27 års erfaring inden for branchen, men hendes flittige brug af ‘-agtigt’-suffixet er lige meget nok. Det er fint nok, at hun siger ‘halvfjerdseragtigt’ (især hvis noget er halvfjerdseragtigt), men hun bruger det alt for ofte, når det ikke er spor relevant, og hvor hun derfor kommer til at fremstå som en usmart ældre, der gerne vil være en smart ung.
Det er dog værre, at hun siger værrels. For værelse, forstås. “Det er et dejligt sovværrels”. Grrrr. Jeg håber, hun kan stave til værelse – ellers er hendes annoncering ikke god, men hun kan selvfølgelig have folk ansat, der kan stave. Medmindre de konsekvent nøjes med at skrive ‘vær.’.
Det allerværste er, at hun siger lillet. Det kender jeg ingen, der har sagt efter de er fyldt tre år, men Hanne Løye er undtagelsen, for hun siger det. Første gang troede jeg ikke mine egne ører, men siden har jeg hørt hende sige det to gange. “Det kan være svært at få plads til det hele, når huset er så lillet.” Dum er hun trods alt ikke, kan det måske fornemmes af denne begavede udtalelse …

Ejendomsmæglerannoncer er tit ret morsomme at læse, selv om det sikkert ikke har været mæglerens mening, at de skulle være det. Ham der solgte fædrenegården for os var slem, men heldigvis skulle vi godkende ordlyden inden offentliggørelse, så jeg fik korrigeret alle fejlene i tide, som fx ‘pilefyr’.

Men altså … lillet … tænk at skulle høre det fra et voksent menneske.

Trænger vi ikke til at grine lidt nu?

Eller var det slet ikke morsomt? Ville den kun have været det, hvis det var en sand historie?

Det der med mænd og tasker, ikk´?

Vi kvinder må ofte høre for vores formidable evner til impulskøb og for vores store behov for (store?) tasker.
Det er nok mest kvindernes egne ægtemænd, der har flest ord at skulle have sagt om de sager. John har travlt med at fortælle gud og hvermand, at han kun køber, hvad der står på indkøbssedlen, når han køber ind i Brugsen. Det kan han jo sagtens sige, for han køber kun dagligvarer, når jeg har travlt med andet, og han forlanger en seddel, hvis han skal have mere end to ting … han laver mad spaghetti carbonara cirka en gang om måneden og han aner ikke, hvad der måtte mangle på køkkenlageret, ej heller kan han gennemskue, hvad jeg kunne forestille mig at kunne få brug for i den nærmeste fremtid – selvfølgelig ikke, men kan det så i virkeligheden kaldes for ægte impulskøb?
Det kan man vist diskutere …

Der er vist også noget med, at mænd griner lidt i skægget af kvinders tasker. Nogle gør åbenlyst grin med emnet, andre vover det kun i det skjulte eller sammen med andre mænd.
Min søde mand har i dag købt sin fjerde sorte kameraudstyrsrygsæk. Hver enkelt af dem har været fuldstændig uundværlig og den bedste, han nogensinde har haft.
Hvilket selvfølgelig er fint nok – altså at han er glad for sine tasker, og jeg kender ingen andre mænd, der går ind i hver eneste butik, han måtte møde på sin vej for at se, om der ikke kunne opstå et taskebehov. 
Dengang han gik på abejde, købte han ofte nye tasker/mapper og var lige begejstret hver gang – han kunne altid finde en eller flere ting, der var forskelligt fra – og meget bedre end – de forrige tasker/mapper.
Jeg havde sommetider svært ved at se forskellen og blev aldrig helt klar over, om det var mig eller sig selv, han skulle overbevise om netop denne nyerhvervelses fremragende egenskaber.
I dette tilfælde var det, at han kan have alt sit udstyr (minus monsterlinsen, men den har han aldrig med på flyferier) plus resten af nødvendighederne, der skal med i en håndbagage.

Nu er fotoudstyret pakket om i den nye taske, og John er glad. Det er Søren også, for han er blevet lovet en af de tre andre sorte kamerarygsække på det nielsenske lager, så der vil stadig kun befinde sig tre i Den Stråtækte efter hjemkomst med denne nye, som man burde kunne finde i mørke, hvis man lader være med at lukke lynlåsen. Men det lader man ikke være med – så falder de dyrebare linser ud.

Og han skulle egentlig bare ud for at købe en dims, så han kan cromecaste danske tv-kanaler fra sin iPad til den store fjernsynsskærm her i Sverige.
Ikke et ord om impulskøb …
Men på trods af mit drilleri, synes jeg faktisk, det er lidt fedt at have en mand, der ikke nødvendigvis ligner alle andre mænd.

En tur i skilteskoven

Mon ikke vi alle kender det med, at man leder efter et eller andet på internettet, og inden man ser sig om, har man brugt en times tid eller mere, fordi det ene fører det næste med sig, som fører det næste med sig, osv. osv.? Jeg er i hvert fald god til den slags … det bedste forsvar for den slags svinkeærinder er vel i virkeligheden, at man kan risikere at blive lidt klogere undervejs.
For mit vedkommende startede det med, at jeg sad og så Antiques Roadshow, hvor der var en, der havde en stregtegning af den dygtige John Singer Sargent, hvilket fluks bragte mig 10-15 år tilbage til dengang, hvor jeg faldt pladask for hans Carnation, Lily, Lily, Rose – et billede med et fantastisk lys – et billede, som naturligvis er endnu smukkere i virkeligheden, end det kan gengives på en skærm. Sargent brugte to somre på at male billedet, fordi det helt specielle lys kun var der i få minutter hver aften. Sargent worked on this composition in the Impressionist manner, using natural light in natural settings (outdoors). However, because that magical moment between sunrise and sunset only happened for a few moments each day, Sargent was forced to paint only for these few minutes each day.
Hans simple (men smukke) stregtegning i Antiques Roadshow blev i øvrigt vurderet til 50.000 pund!
Jeg googlede Carnation, Lily, Lily, Rose – også billedgooglede, hvilket naturligvis medførte et hav af forskelligt farvede udgaver af billedet. Blandt andet en, hvor man kunne læse ude til højre, at Dette vandmærke vil ikke være at finde på maleriet.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde sådan på fornemmelsen, at oilpaintingonline.com måtte være af amerikansk oprindelse, men den viste sig at være af kinesisk. Så meget for mine fordomme …

Den første billedgoogling førte den næste med sig, fordi jeg blev inspireret af vandmærke-oplevelsen til at google crazy signs, og det endte med, at dagen blev en rigtig arbejd langsomt-dag – jeg har nærmest følt mig som skildpadden på skiltet, der åbenbart er fem måneder om at krydse vejen.
Jeg har dog strikket til Antiques Roadshow, så lidt er der da produceret – der er også (over to dage) lavet vaniljetrøfler og cafe latte-konfekt.
Lige om lidt skal jeg ud og sætte en provencalsk kalveragout over. Lige præcis denne opskrift har jeg ikke kørt efter før, men den ser ret lækker ud.

Undervurder aldrig en kvinde …

Fordi der på min Facebookprofil står, at jeg har arbejdet på Columbia University i New York, tror FB åbenbart, at jeg har taget en eller anden magistergrad der, hvilket jeg på ingen måde har; jeg arbejdede i kort tid som forskningslaborant på et laboratorium tilknyttet universitetshospitalet.
Ikke desto mindre dukker denne sweatshirt op på min FB-side med regelmæssige mellemrum. Der står Never underestimate a woman who graduated from Columbia Univerity. De kan fås i alle mulige afskygninger og fra alle mulige universiteter, og jeg har ikke tænkt mig at købe en.

Det er dog en ganske nydelig farve, så hvis jeg endelig skulle investere i en, behøvede de kun at trykke de første ord:
Never underestimate a woman
Punktum.

Kvinder er nemlig gode – også til at tage initiativer.
For ikke så længe siden skrev en meget sød strikkefestivalkollega til mig og fortalte, at hun lige om lidt, for første gang i meget lang tid, fik rådighed over en bil “og så kommer jeg altså ned og besøger dig i Den Stråtækte!”
I modsætning til visse mænd hverken overhører eller overser jeg den slags hårfine hentydninger, så inden der var gået ret mange minutter, havde vi aftalt en dato.
Den er i dag, og hun kommer lige om lidt. Bliver hele natten, for vi gider ikke sidde og spytte i et enkelt glas rødvin … der er sikkert uendelig mange af verdens store og små problemer, der skal afklares, og det gøres bedst over et glas vin eller fire.
Menuen bliver – blandt andet – Bettys andelår, som hun igen havde herfra.
Jeg glæder mig. Både til besøget og til de andelår, for de ser umanerlig lækre ud. Men … kogte gulerødder som tilbehør? Den er jeg godt nok ikke helt med på, så jeg vil i stedet servere en salat med en bund af spæde salatblade med appelsinskiver og granætæblekerner ovenpå.

Jeg er den ældste af tre søskende

Jeg er storesøster til to piger. Der ligger meget spændende psykologi bag det at være ældst, mellembarnet eller den yngste, og jeg har læst en del artikler og afhandlinger om de personligheder og karaktertræk, der alene stammer fra det nummer, man har i søskendeflokken. Mange af dem er skræmmende rammende – både på godt og ondt.
Nedenstående billede har figureret en del på Facebook på det seneste. Det er naturligvis humoristisk ment, men sentenserne er nu ikke helt ved siden af. Jeg synes dog, at de er sjovest, når de står samlet som her på billedet.

Jeg ved så nogenlunde godt, hvem jeg er og hvad jeg står for.
Jeg kan oven i købet svare på det åbenbart ikke helt enkle spørgsmål om, hvilket køn jeg tilhører.
(Igen klipset fra en af de mange opinionsundersøgelser, jeg deltager i.)
Er det kun mig, der mener, at det nærmest er tragikomisk?
Hvis man virkelig er en ægte hermafrodit, føler man sig vist alligevel enten mest som mand eller mest som kvinde, så vidt jeg ved – og hvem skulle nogen sinde finde på at 1) tjekke sandhedsværdien af ens svar og 2) dømme resten af ens besvarelse for ugyldig, hvis man svarer forkert? Og forkert ifølge hvem?
Jeg kunne godt tænke mig at spørge ophavsmanden til denne tåbelighed om, hvad formålet er med den slags fjollede spørgsmål.

Jeg ved også udmærket, at jeg ikke er jyde, men det tror jeg forfatteren til nedenstående er.
Måske fra randersegnen? Hvor de også siger fjårten og skjårten?
Jeg ville ikke nødvendigvis have kunnet gennemskue, hvis vedkommende havde sagt ordene til mig, men på tryk var jeg ikke i tvivl.

Alene hjemme

Englænderne skulle først flyve klokken 20 i aftes, så vi blev enige om at besøge Den Blå Planet om eftermiddagen. Den ligger lige ved siden af lufthavnen, men lukker desværre klokken 17, så de fik lidt længere ventetid … sådan måtte det så bare være … det var for lidt tid til at kunne nå noget andet.
Det forekommer mig, at jeg har læst en eller anden i blogland, der var skuffet over Den Blå Planet.
Det var vi bestemt ikke – det var flot sat op; med god, brugervenlig og informativ skiltning på de enkelte akvarier på dansk, tysk og engelsk – tilligemed uden alle de sædvanlige ‘danskerfejl’ – der har været en god korrekturlæser inde over her. Det kan vi lide!

Denne fisk, som jeg naturligvis ikke kan huske hvad hedder, havde de underligste, nærmest selvlysende blå øjne.
Vi så fire forskellige fodringer: Koralrevet, det store oceanarium (oppe til højre), skyttefiskene og havodderne. Der var gode formidlere til alle fire ting.

Nu er vi alene hjemme igen efter syv dage med hytten fyldt. Den uge er fløjet afsted med lysets hastighed.
Der er nu ryddet op, den første af flere maskiner med sengetøj og håndklæder er vasket og – måske lidt optimistisk, men vejret er så fint – hængt ud på tørresnoren.
Jeg har været ude og rydde staudebede for ukrudt i et par timer … trængte til at få rørt mig lidt, og jeg skal da lige love for, at ukrudtet synes vi har haft en god september.
Pensionistlivet er med andre ord vendt tilbage til normaltilstanden. Nu skal vi bare have fat i vennerne, for det er alt for længe siden, vi har været sociale, synes vi. Ved ikke lige hvad der skete, men pludselig er året næsten gået. Igen. Der er kun to måneder tilbage af det. Skræmmende. Jeg synes lige, det er begyndt.

---

   

Apropos år: Jeg var inde for at svare på en undersøgelse og kunne ikke helt finde ud af grunden til disse to spørgsmål, som de havde proppet ind mellem de mere seriøse.
Er det for at finde ud af, om jeg er vågen endnu? Eller om jeg kender ugedagenes rækkefølge? Og hvilket år vi skriver i kalenderen? “Indtast ikke et interval”??? Jeg havde sådan set ikke tænkt mig at svare, at vi er i 2015-2020 … eller år 2016,75 …

Sverige efterligner New Englands efterårsfarver. Lidt.

De kan trods alt lidt med efterårsfarver her i Sverige. Selv uden solskin kan man godt fornemme de varmtgyldne farver på vores ahorntræer i haven, men vi mangler de knaldrøde, som vi sjældent ser hos os. Det er en anden art ahorn, men der er også 128 af dem … hvor vores med størst sandsynlighed er Acer pseudoplatanus, er det Acer saccharum, altså sugar maple (sukkerløn på dansk), der giver de verdensberømte farver i New England. Det giver heldigvis god mening, da det også er dem, man tapper saften af til sirup.

Vores kan være med næsten hele vejen, men mangler dem omkring klokken 3 på det indsatte billede af et sugar maple-blads farvecyklus (jeg kan ikke lide navnet sukkerløn! Det lyder som noget man får for at arbejde på en sukkerfabrik). Der skulle være forskel på løn og på ahorn, men jeg har svært ved at skelne mellem dem. Det er også ligemeget – tror bare jeg kalder det hele for ahorn – der skal alligevel en ekspert til at rette mig i denne træfejl, og umiddelbart kender jeg ingen træeksperter.
Æblerne fra det gamle æbletræ kan bedre finde ud af den kønne, røde farve.

Selv om vi næsten lige er kommet hjem igen, er vi nødt til at smutte en tur til Sverige for at vinterlukke huset; dvs. sørge for, at vandet er tappet af systemet, når vi forlader stedet, og eftersom alle mine englændere kommer på torsdag, er det nødt til at være inden da.

---

Normalt bestræber jeg mig på at være så upolitisk som muligt både på egen og andres blogge, selv om visse af mine holdninger uvægerligt vil skinne igennem.
Men … i USA sad vi og brugte to timer på at se en faktisk ret interessant udsendelse om Trump og Hillary Clinton, hvor man skildrede begges liv lige fra deres spæde barndom og hele vejen op til i dag.
Billedet herover er fra FB, hvor en (flere …) har linket og delt det fra en på Instagram, som igen har det fra tv-dokumentaren – i hvert fald så vi præcis det samme billede i omtalte udsendelse, så jeg har ingen skrupler over at gengive det her – men i tv-udsendelsen så vi i sagens natur ikke de viste talebobler, som jeg, set i lyset af årets nobelprismodtager i litteratur, synes er så fint fundet på. Her kommer så min politiske holdning: Jeg håber virkelig ikke, at den skrækkelige Trump vinder valget, men det ser da heldigvis ud til, at det går mere og mere tilbage for ham. Man kan så mene om Mrs. Clinton, hvad man vil, men hun vil trods alt være en bedre løsning. Det kunne også være lidt sjovt med den første sorte præsident direkte efterfulgt af den første kvindelige ditto i landets historie, men det er altså ikke derfor, at jeg ikke har nogen fidus til Trump.
Og så synes jeg i øvrigt, at Bill Clinton har én ting til fælles med Sean Connery: De er begge blevet bedre med årene …

En mand af få ord

Man siger, at modsætninger mødes og sød musik opstår.
Det skete for Johns og mit vedkommende for efterhånden temmelig mange år siden.
Jeg var ikke dengang klar over, at der overhovedet var modsætninger, og slet ikke hvor store de var – jeg fokuserede vist meget mere på den søde musik. Det var også meget sjovere.
John er meget lidt temperamentsfuld, og der skal virkelig meget til at hidse ham op eller blive vred.
Han kan have en meget indirekte og ofte forblommet måde at sige tingene på, men den eneste, der forstod det sprog, var Pernille … jeg vil ikke sige, at jeg ikke forstår hentydninger, men ofte er det fra hans side en snert af en antydning af en hentydning.
Og så siger man, at kvinder skal tale lige ud af posen, når de henvender sig til en mand …
John er – som regel – også en mand af få ord. Det er mig, der snakker, undtagen når han får lidt for meget at drikke, men det gør han stort set aldrig (mere). Det er altid ham, der aldeles frivilligt tager chaufførtjansen, når vi skal ud, for han drikker glad og gerne alkoholfri øl og har det meget bedre med det – især dagen efter.
Det har jeg det sådan set også helt fint med – ikke fordi jeg drikker mig i hegnet, men det er rart at kunne drikke mere end et enkelt glas vin.

Han er ligeledes en mand af få ord, når det drejer sig om at skrive. Hans fingre er for tykke, siger han, og han bruger det bibelske system, når han skal finde bogstaverne: Søg, og du skal finde … han afskyr derfor også at sms’e og er måske af samme grund ikke på den form for talefod med ret mange, men det hænder dog, at Karin sender ham en sms, som kræver et svar.
Så stønner han næsten helt uhørligt, men også kun næsten, og rækker telefonen over til mig:
”Læs lige den her … kan du ikke svare hende?”

Kort tid efter han var kørt i dag, løb der en besked ind til mig om, at min pakke var kommet.
Den videresendte jeg til John, med den afbildede korrespondance som resultat.
Man behøver selvfølgelig ikke at skrive en roman for at svare på dette, men det er generelt meget betegnende for længden af Johns svar, hvis han får en sms og jeg ikke er der til at svare for ham, hvilket jeg i sagens natur ikke er, når jeg selv er afsenderen.

Skal vi ikke hellere lege?

Mændene går rundt som løver i bur. De går ud, så snart der er det mindste ophold i sludregnen – og sommetider også selv om der kommer lidt ned … faktisk kommer de kun ind, når der kommer meget ned, men det gør der desværre tit.
John har højtryksspulet (her er det essentielt at huske begge s’er) terrassen; det er et arbejde, hvor forskellen er lig nul, om det regner eller ej.
Noget af regntiden har de brugt på at regne den nøjagtige afstand ud mellem de tilskårne brædder/balustre. Det var ret morsomt at høre på, for de var langt fra enige.Tallene fløj gennem luften – Aj, hør nu her … Kan du ikke se, at … Det der er sgu da cm, ikke mm … Altså, var det ikke 15 brædder, du sagde?… Nej, 11! …
Så regnede de lidt hver for sig, men kunne da alligevel ikke lade være med at mundhugges i al venskabelighed og sammenligne tal hele tiden.
Det viste sig, at de bare brugte hver sin metode, for de kom frem til præcis det samme resultat, da de endelig var færdige.

Nu går det stærkt. Det er holdt op med at sludregne, solen titter frem, så herrerne strøg ud og gik i gang. De er færdige lige om lidt, for måske lige bortset fra de nævnte udregninger, er de gode til at arbejde sammen. Det tog dem kun 40 minutter at nå fra billede 1 til billede 2.

Al deres talsnak fik mig til at tænke tilbage på dengang jeg var arbejdsramt, hvor jeg sommetider overhørte mine lærde kolleger, mens de sad og diskuterede statistik og signifikans og al den slags. Sådan noget skulle oftest gerne munde ud i en rapport, og nu, hvor jeg har været tre år væk fra dette arbejdsmiljø, tør jeg godt afsløre, hvad hemmeligheden bag de videnskabelige artikler er – hvordan de forskellige, nærmest faste udtryk skal oversættes.

Phrase                               Translation
------------------------------------------------------------------------------
It has been long known.....................I haven't bothered to check the references
It is known.....................................I believe
It is believed...................................I think
It is generally believed......................My collegues and I think
There has been some discussion.........Nobody agrees with me
It is proven....................................It agrees with something mathematical
Of great theoretical importance..........I find it interesting
Of great practical importance............This justifies my employment
Of great historical importance........ ...This ought to make me famous
Some samples were chosen for study...The others didn't make sense
Typical results are shown....……………...The best results are shown
Correct within order of magnitude…....Wrong
The values were obtained empirically..The values were obtained by accident
The results are inconclusive.......…....The results seem to disprove my hypothesis
Additional work is required................Someone else can work out the details
It might be argued that....................I have a good answer to this objection

Nu har jeg ikke været ansat i en farmaceutisk virksomhed for ingenting, så denne sidste får I også med. 
Den er ment som en vits, men den er så tæt på sandheden, at det næsten kun gør den morsommere:
A Short History of Medicine: 
"Doctor, I have an ear ache."
2000 B.C. - "Here, eat this root."
1000 A.D. - "That root is heathen, say this prayer."
1850 A.D. - "That prayer is superstition, drink this potion."
1940 A.D. - "That potion is snake oil, swallow this pill."
1985 A.D. - "That pill is ineffective, take this antibiotic."
2000 A.D. - "That antibiotic is artificial. Here, eat this root!"

Håndbog for spioner

I julegave fik Aubrey et par spionbriller som de viste. Virkelig smarte briller var det, for han kunne både kigge bagud og om hjørner med dem, plus at de bevirkede, at han kunne se i mørke. Han elskede dem, for begge børnene elsker at lege spioner – kan også være nisser, lidt afhængigt af årstiden, men i hvert fald at snige sig omkring og lure os af eller fx komme aldeles bag på mormor og kilde hende. Den tager kegler hver gang det lykkes, fordi samme mormor åbenbart hyler op på en meget u-mormorsk måde.
De gør hvad de kan, men glemmer lidt at tage højde for det perifere syn, som vi dog for det meste storsindet lader som om vi slet ikke har.
Nogle gange er det særdeles svært for spionerne at lade være med at fnise henrykt; andre gange er det en dårligt undertrykt hoste, der afslører Vor mand i Den Stråtækte.
Når den ene fniser, bliver den anden tosset, og når den anden fniser, bliver den ene tosset. Det er også svært at bevare tålmodigheden, mens man venter på en mulighed for at komme videre fra, hvor man af en eller anden grund har været nødt til at blive et stykke tid.
Til sidst blev de enige om at skrive Spy rules ned, lære dem udenad og sidst, men ikke mindst, efterleve dem.

Disse spy rules gælder såmænd i mange andre relationer end lige spionfagets … nummer tre og fem gælder fx for alle biografgængere. Med stay related går jeg ud fra, der menes stay focused.

Morten Ingemanns kalenderstribe fra i søndags fik mig straks til at tænke på den seje Betty, der stadigt og stædigt fortsætter udendørsbadningen efter andre for længst er stoppet. En enkelt af os kom faktisk aldrig i gang … ikke alene bliver jeg aldrig nogensinde vinterbader; der skal temmelig høje vandtemperaturer til for at få mig i selv om sommeren. Helst mere end 25°, hvilket sker forholdsvis sjældent i de danske farvande.
Så værsågod, Betty, den er til dig – men lov mig ikke at ende som isskulptur

De har humor i Sortsø

Jeg har desværre ikke fået opklaret ordgåden fra gårsdagens indlæg. Vi er nødt til at køre derned igen og finde en lokal, vi kan spørge – vi kan ikke bare gå rundt i evig uvidenhed om, hvad der står på den ølbænk.

Vejret var ikke for godt, da vi var der i søndags; det hele var gråt i gråt, men havnevandet var stille og kontrasterne var store.

Da jeg så alle de mange regnbueørreder ligge i kasserne, var jeg så imponeret over synet, at jeg spurgte to gutter, der stod bag dem, om jeg måtte tage et billede af dem og fiskene. Og om jeg måtte offentliggøre det på nettet.
Jajada – endelig – jeg kunne bare skyde løs …

Mere henvendt til mig selv end andre, sagde jeg: “De er godt nok flotte!”
”Ja, ikke?”, sagde den ældste af dem, “og fiskene er såmænd også meget pæne …”
Jeg kom sådan til at grine … nyder den slags små bemærkninger.

 

Deres humor angående deres baderegler er måske mere ufrivillig.
Det er forbudt at bade. Ganske enkelt.
Jeg ville så nok ikke kalde det for baderegler – det kan det kun kaldes, hvis man må bade. Det øverste ord skulle nok helt have været udeladt.
Men pyt med det – nu mangler vi bare at finde ud af det ølbænkskilt …

Sådan får man større bryster på 10 minutter

Hvordan får man større bryster på 10 minutter?
Såre enkelt: Man går til bandagisten.
Det er aldeles smertefrit.
Kommunen betaler oven i købet.
Ét bryst om året; to første gang.
Nu har jeg dermed tre. Udover det, der stadig sidder fast på min krop.
Og den der vover at sammenligne mig med en ko af den grund, får ballade! Jeg fremviser trods alt kun to ad gangen.

Det nyeste af de nu i alt tre kunstige er lidt større end de andre, men John har hele tiden sagt, at det virker som om det uægte er mindre end den ægte vare, så jeg prøvede nogle stykker hos bandagisten. Man kan jo lige så godt gøre ham tilfreds, ikke? John, altså. Bandagisten var en kvinde.
Da jeg ringede i morges for at tjekke, om de havde på lager i min størrelse, sagde jeg nummeret til damen. Det ender på ‘5R’, hvilket jeg egentlig ikke havde tænkt over betydningen af, før hun sagde “… og størrelse 5 højre, ja …”
”Højre??? Det er sgu da mit venstre bryst, der er blevet fjernet!”
Jeg må godt nok have en underlig facon, men damen forsikrede mig, at det ikke var unormalt, at man satte et højrebryst i venstre side og omvendt; det har noget at gøre med, hvordan kavalergangen ser ud, hvor det helst skal fylde mest og hvilken slags bh man bruger. Og sidst, men ikke mindst, hvad der rent visuelt kommer tættest på det rigtige bryst, selvfølgelig.
Jamen alligevel …

Jeg kom ind i butikken, og vi prøvede bryster på livet løs. Jeg skulle ganske rigtigt en størrelse op, men det er stadig et højrebryst, der sidder på min venstre, flade side.
Det fremgår ikke af det indsatte billede, hvor asymmetrisk brystet er, men min mand er tilfreds nu, og det er jeg også.
Selv om jeg har to højrebryster.

Det var god værkstedshumor

Vi har Søren med til Sverige denne gang – han havde lige et par fridage, så det passede fint. I aftes fortalte John ham om den helt specielle bilkirkegård, og han reagerede ganske som alle andre: “Det lyder da som noget værre svineri!”
Det skal ikke forklares, det skal opleves, så vi var afsted igen.
Selv om det er omkring 50 år siden, der sidst blev skrottet en bil her, var der alligevel kommet et nyt bidrag til skrotpladsen, siden vi var her for en god måneds tid siden. Først undrede jeg mig over, hvad den støvle lavede der, så nysseligt og omhyggeligt anbragt mellem to gamle biler, men så fik jeg øje på mærket.
Det er da god værkstedshumor.

Igen fascinerede de mig, bilerne, som ganske langsomt bliver opslugt af skoven, og Søren kunne godt se, hvorfor vi mente, at det skal opleves – det fænomen kan ikke forklares, så man kan forstå det, men han kunne heller ikke lade være med at blive betaget af alle bilerne.

En ting, der slog mig i dag, og som jeg ikke tænkte over, da vi var der sidst: Hvorfor var svenske biler fra 40’erne og 50’erne venstrestyrede? De gik først over til højrekørsel i 1967, så alle bilerne her på skrotpladsen burde have været højrestyrede, men vi fandt kun en bus, der var det; personbilerne var venstrestyrede. Jeg ville have troet, at man i en overgangsperiode i tiden omkring 1967 måske ville have haft både venstre- og højrestyrede biler, men jeg var kun 14 år og interesserede mig slet ikke for den slags, så jeg husker intet om det.
Måske er der nogen her, der kan fortælle mig, hvorfor man har haft rattet i den forkerte side op til 1967?

Vel hjemme igen fik vi os lidt frokost og bagefter var jeg på FB, hvor jeg så en tegning, der var slået op i svampegruppen, jeg er medlem af.
Man må såmænd gerne kalde mig Peter, 14 år, hos hvem hormonerne næsten ikke kan styres, og hvor halvlumre vittigheder er i meget høj kurs, men jeg kunne ikke lade være med at smile højt, da jeg så den. Den kompenserer næsten for alle de svampe, jeg ikke finder – og som vores svenske nabo heller ikke finder, og hun samler altid nærmest i tonsvis. Her er bare INGEN svampe, siger hun og er møgsur over det, men bekræftede, at det er manglen på vand her i området, der hæmmer fremkomsten af efterårets høst. 
Selv om regnen skulle tage sig sammen til at komme nu, kan det være det samme for vores vedkommende, for vi skal ud at rejse, og allerede få timer efter vores hjemkomst lander englænderne for at holde noget af deres efterårsferie i Den Stråtækte, så vi kommer ikke herop igen før om forholdsvis lang tid. Selv om der skulle komme vand nu, vil svampene være både kommet og gået igen, når vi er her næste gang.