Sjovt og ikke-sjovt

Som mailudbyder bruger jeg Thunderbird, som ikke koster noget, og som jeg finder værende rigtig god. Den er som sagt gratis og er derfor afhængig af donationer for at kunne holdes ved lige, få lavet opdateringer og hvad der nu ellers hører sig til, hvis ikke man vil gå bagud af dansen.
Jeg donerer hvert år en lille sum penge til dem, for jeg vil helst beholde dem som mailudbyder.
Det gjorde jeg i forgårs, og næsten omgående tikkede der en takkemail ind – og jeg kom til at smile højt.

Det er den besked de giver, når de er i tvivl hvorvidt en mail er spam. De er ikke sikre, for så ryger den direkte til spam-mappen, men er usikre og vil lade mig træffe beslutningen.
Jeg skal så trykke på en knap, hvorpå der står Ikke Spam for at få vist alt mailens indhold, men jeg syntes det var morsomt, at de er så tæt på at mistænke sig selv for at være spam. Skal jeg være bekymret eller glad over effektiviteten?

---

I går sad jeg også og funderede lidt over alternative rejsemuligheder til England. For os har det været enten at flyve eller at køre selv. Der går en bus, men kun i sommerhalvåret, og vi kan ikke klare at sidde så umageligt i over 25 timer. Så er det ligegyldigt, at det kun koster 1756 kroner for os begge at komme til London. Vi er ikke 17 år længere.
Af lutter klimavenlighed undersøgte jeg muligheden for at tage toget – der bliver reklameret her, der og allevegne for, at det er meget bedre end at flyve.
Det skal lige bemærkes, at jeg ikke et sekund tror på, at det bremser den globale opvarmning, at hr. og fru Nielsen stopper med at flyve. Heller ikke, at hr. og fru Danmark gør det. Eller rigtig mange andre private. Der skal internationale og voldsomme tiltag til, før det har en effekt … og det er ikke flyvningen, der er den største synder, det er alle vores biler.

Grafen her er en 2023-statistik over transport for hele verden; ikke et land eller et område.
Det ses, at det ganske rigtigt ville være en vældig god ide at tage toget til England. Bedst ville det være at blive hjemme, men det er ikke en mulighed for os. Punktum.

Men hvad koster så det tog?
Det er svært at sammenligne, men vælger jeg 1.klasse med refunderbar billet, koster det for os begge 13.004 kroner. Det ville ikke være en god løsning for os at skulle rumle afsted på 2. klasse. Vi er stadig ikke 17 år længere, så helst ville vi kunne ligge ned, men jeg ved ikke, om det er en mulighed.
Når vi har smidt 13.000 kr til billetten, kan vi få lov at skifte fem – FEM! – gange; den ene gang med en pause på Dortmund Hbf fra klokken 01:43 til klokken 05:18. Jubiiii.
På vejen hjem skal vi kun skifte tre gange, men nu skal vi sidde på Dortmund Hbf fra 22:41 til 05:24. Det bliver bedre og bedre …
Udturen tager 18 timer og hjemturen 21½ time – men vi er stadig kun i London, hhv. København H, så alt i alt bliver det cirka det samme som med bil.
Det kan muligvis gøres enklere, men jeg gad ikke bruge mere tid på det. Det er næsten umuligt at få et overblik, når man er tvunget til at vælge afgangs‘vinduer’ på to timer.
Og jeg er nok stået af togmuligheden alligevel.
Alle valgte afgangs- og ankomstdatoer er de samme i foråret 2024 – ellers giver sammenligningen ingen mening. 
En sammenlignelig SASPlus-billet koster 5020 kroner for os begge.
SAS GoSmart-billet med bagage, som er den vi normalt bruger, koster 2676 kroner.
Med lufthavnsparkering, fly til London og limousineservice til og fra Heathrow tager det seks-syv timer fra dør til dør og er lidt billigere end at køre selv.

Vi vil helst tage vores egen bil. Det koster os 7500 kroner med full flex på færgen, hvilket vi har valgt fordi vi kan, fordi det er fedt med lidt lounge-luksus, og fordi billetten er fuldt refunderbar op til to timer før afgang, hvilket er en fordel i vores alder. 27 timer fra dør til dør tager det; kun et par timer længere end med tog, men vi overnatter i gode kahytter fremfor at sidde på en dødssyg hovedbanegård i to nætter.

Jeg har end ikke … før nu … nævnt alt besværet med at bakse med kufferter i én uendelighed med alle de togskift.
Min klimavenlighed er gået fløjten.

Det ville han alligevel ikke

Jeg lå, som jeg så tit gør, og morgenhyggede i min lune seng, mens jeg surfede lidt rundt på Pinterest. Det er et vældig godt medie til at få inspiration til hvad man måtte ønske at finde inspiration til – og sommetider også inspiration til noget, man slet ikke anede, at man manglede inspiration til.
Således også her til morgen.
Jeg kiggede på strikopskrifter til huer og faldt bl.a. over denne, som jeg fluks måtte gemme et billede af. Det viste sig faktisk, at hvis jeg søgte efter octopus hat, kommer der en hel del hit på sådan en.

Jeg viste den til John og sagde, at jeg da hellere end gerne ville hækle den til ham – han kunne oven i købet helt selv vælge hvilke(n) farve(r) den skulle have.
Han så længe på billedet og sagde så, at okay, han fik godt nok et par ekstra øjne, men at det ikke rigtig var nødvendigt mere efter grå stær-operationen, så tak, men nej tak.
Jeg svarede, at det vel ikke ville kunne gøre nogen skade at få et par af de ni hjerner, en blæksprutte har … og sådan har vi det så morgenhyggeligt, vi to gamle nisser i Den Stråtækte.
Han er en værre kylling, at han ikke ville være blæksprutte. Han ville heller ikke have den skæghat, jeg viste ham engang.

Apropos gamle nisser, kom jeg i denne forbindelse til at tænke på et kort, som Charlotte og jeg så engang vi var på en tur sammen. Vi grinede, så det var lige før vi vakte opsigt, men den var altså også hylemorsom, syntes vi begge. Jeg har vist det før, men det er otte år siden, så det kan godt tåle et gensyn.

Jeg elsker den slags – det må bare ikke være plat.
Hvem bestemmer så lige, hvori forskellen mellem morsomt og plat ligger? Det gør jeg selvfølgelig selv, men mange vil nok vide hvad jeg mener.

Og apropos blæksprutter, så var det den stillingsbetegnelse, jeg uofficielt havde i en del år. Det stod naturligvis ikke på mit visitkort, men i og med, at disse altid var med engelske titler, ville udtrykket nok også have mistet lidt af pusten – eller lede tanken hen på en bestemt James Bond-film, hvilket ikke ville have været helt smart. Man kender begrebet på engelsk, men alligevel … min chef insisterede i hvert fald på, at der skulle stå ‘Koordinator’.

Jeg ville ønske, at jeg havde set nedenstående billede, mens jeg stadig arbejdede. Det ville have været mig en sand fornøjelse at hænge det uden på min kontordør.

Det er ikke agurketid mere – den er for længst overstået, men jeg skal jo have tiden til at gå med et eller andet, til vi skal være sammen med englænderne om få dage.
Nu gik der da en times tid med at skrive dette indlæg.

Spammere kan også være en slags underholdning

Det er desværre næsten ni år siden vi fik lov til at se de googlesøgninger, der ledte til ens blog. Det var ellers uhyre underholdende. Jeg nåede at lave 13 indlæg om emnet inden der blev lukket for de mange billige grin.
Jeg har i stedet fået øjnene op for de fjollede spamkommentarer, der ryger direkte i det spamfilter, jeg husker at kigge i dagligt, fordi det hænder, at der af en eller anden uigennemskuelig grund ryger en helt uskyldig, men ægte kommentar fra et rigtigt menneske i det filter.
De er bestemt ikke lige så morsomme som googlesøgningerne, og de er ikke i sig selv sjove, men mere i sammenhængen og derfor nok nærmere en bekræftelse af, hvordan der bare bliver skudt med spredehagl fra spammernes side, for eksempel følgende:

Spamkommentar til “Ferie i Schwalenberg, del 2”: Hiցhly enerցetic post, I loved tһat bit. Will there be a part 2?

what if you added a little content? Som kommentar til et af mine mere ordrige indlæg.

You might try adding a video or a picture or two. Dette blev foreslået til “Flæskestegen ankom standsmæssigt”, hvor der var fire billeder … og en video …

Så er der de mange, der synes jeg skriver ufatteligt godt/vidende/fængende, selv om de selvfølgelig ikke fatter en brik af den simple grund, at jeg skriver på dansk, samt de lige så mange, der til min blog, der med al ønskelig tydelighed har ‘wordpress’ i titellinjen, spørger hvem min udbyder er.

Jajada. Dette er jo bare spam og ikke svindel, og så længe begge dele er så himmelråbende uintelligent, er der næppe nogen chance for, at jeg falder i, men man skal nok passe på med den slags udtalelser. Nemesis, I ved …
Jeg har dog endnu til gode at få en sms eller mail, der ikke omgående skriger “svindel” – når det altså er det det er. Nogle er bedre til at stave og formulere sig end andre; de svinger fra totalt håbløse til nogle, der desværre godt kan virke troværdige nok til at få folk til at hoppe på dem. Vi ved jo, at det sker, ellers var det stoppet for længst.
Identitetstyveri er en af de ting, der kan ske, hvis man falder for fx phishingmails, men det tror jeg ikke vil ske for mig (pas nu på med det der Hybris, Ellen …), men jeg er forsikret mod det. Ikke mod at det sker, men til at få hjælp til at stoppe aktiviteterne og til hurtigt at finde mig selv igen, så at sige.
Hacking kan man vel næppe helt gardere sig imod – når de kan slippe ind hos Mærsk og andre gigantvirksomheder, kan de vel også slippe ind hos mig, selv om jeg formentlig ikke er lige så interessant at hacke.

Og så vil vi gerne snart se lidt vand fra oven, tak!
Bare det ikke bliver som i 2018, hvor vi ikke fik regn fra engang i maj til engang i august. Det år gav os vores hidtil største vandregning.

Moderne tider

Jeg har aldrig taget en selfie og jeg vil vove den påstand, at jeg heller aldrig kommer til det.
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor skræmmende mange tror, at det højner et næsten hvilken som helst billede at skulle se et ansigt med et mere eller mindre anstrengt tandsmil på den forreste halvdel (eller mere) af samme billede.
Jeg kommer heller ikke til at tage et billede af mine bare tæer, som det tilsyneladende er vældig populært at gøre. Man kan tydeligt se, at folk i den forbindelse gør sig de hæderligste og meget krampagtige anstrengelser for at vise, hvor sunde og afstandstagende tæer de har, og hvor fint de kan lakere deres negle.
Nu har jeg højst sandsynligt fornærmet et par stykker; herunder nogle jeg – i hvert fald perifert – kender.
Men altså. Jeg forstår ikke, hvorfor vi i sommerhalvåret skal se en eller anden køn udsigt – eller noget i det hele taget – gennem folks spredte ben eller ved siden af et par korslagte fødder, men under alle omstændigheder således, at fødder og/eller ben dominerer billedet.
Beklager.

Og nu hvor jeg har gang i brokkerierne, så lad mig afsløre, at min mange gange hævdede påstand om, at COOPs ansættelseskriterium, bestående af manglende staveevner, stadig holder, selv om det er længe siden, jeg har luftet den.
Jeg var i dag i en Dagli’Brugs for at hente en pakke. Postnord kom nemlig til den fejlagtige konklusion, at når der ikke er flere pladser i den for mig nærmeste pakkeboks, jeg naturligvis havde valgt, kører de den hen til en, der ligger en hel del længere væk end den næstnærmeste.
Denne Dagli’Brugs havde et lille plantemarked i et telt tæt på butikken. Uha, der var stavefejl galore. Skiltene er sandsynligvis skrevet af to forskellige personer, fordi det rigtigt stavede ’petunia’-skilt stod lige under ‘portunia’.

Fuschia er Brugsen dog ikke alene om; den har jeg set flere steder.
Udover det ekstra ‘E’ i prydbuskene undrede jeg mig såre over, hvad den halve CC kunne betyde. Nogen bud?
På engelsk kan det betyde kubikcentimeter, men at ½ milliliter prydbusk skulle koste 49 kroner giver ikke voldsomt meget mening.
The Free Dictionary har ikke mindre end 462 forklaringer på CC, men ingen af dem giver mening i dette tilfælde … i øvrigt må man vel også regne med, at man hovedsagelig taler dansk i Dagli’Brugsen. Der er dog et par interessante muligheder blandt de 462, men dem kan I selv kigge på. Det betyder næppe Cyber Crime eller Close Combat – og da slet ikke Competence Center …
På min gamle arbejdsplads stod det for Change Control – med mindre vi talte om emails, hvor det betød Carbon Copy, som er et lige så gammeldags, men stadig brugt, udtryk som at vi lægger røret på, når vi vil afbryde en telefonsamtale.
Og sådan kan man på forhåbentlig underholdende vis få den lige så forhåbentlig sidste blæsevejrsdag til at gå. Godt, man har sit strikketøj.

Du SKAL huske at …

70-års-forpligtelserne kan vinges af nu. Jeg har fået nyt pas og nyt (midlertidigt) kørekort.
På Borgerservice fik jeg den 25. januar at vide, at kørekortet ville være få dage undervejs og passet 14 dage.
Passet kom i fredags, men kørekortet har endnu ikke indfundet sig …
Det går dog nok alligevel, for det midlertidige kort gælder i en måned, så selv om hun beholdt det gamle fysiske kort, har jeg det i digital form på telefonen, og det vil gælde til den 3. marts.

Da jeg fik sms om, at passet var klar til afhentning, fulgte der en kode med, jeg skulle bruge i forbindelse med åbning af dokumentboksen. Der.stod også: “Du SKAL huske at medbringe dit NemID/MitID, og hvis du stadig har dit gamle pas, SKAL du huske at medbringe dette.”
Jeg parerede naturligvis ordre, ikke mindst pga. versalerne, men undrede mig over, hvad der skulle ske med passet, når der ikke var andre end mig selv involveret i afhentningen. Normalt klipper de i det, så det tydeligt fremgår, at det ikke længere virker, men nu …?
Jeg ankom til Borgerservice, fandt sektionen med DOKUMENTAFHENTNING, tastede først mit telefonnummer, derefter den medsendte kode, og til sidst loggede jeg ind med MitID. Nu kunne jeg trykke på ÅBN SKUFFE og woosch, åbnedes en fin, lille skuffe i passende (tøhø) størrelse indeholdende mit nye pas.
Ikke et ord om, hvad jeg skulle stille op med det gamle, så nu har jeg to pas. To gyldige pas … må man have det?
En googling gav mig ikke et entydigt svar. Ét sted så jeg, at man skulle lægge det gamle i dokumentskuffen inden man lukkede den, men det stod der ikke i Næstved, så jeg lukkede den tomme skuffe. Charlotte har to gyldige pas, men det ene er dansk, det andet engelsk, så det er naturligvis noget andet.
Nå. Det ene gælder kun de næste tre måneder, så jeg tror jeg afholder mig fra at forsøge at sælge det. De er vist ellers i høj kurs, sådanne gyldige pas, men mon ikke der efterhånden er så meget indbygget i et pas, at det vil være svært at misbruge? De mere emsige nationer, som USA og mange afrikanske, holder ens pas op mod ens fingeraftryk – sådan ser det i hvert fald ud – og det har jeg svært ved at forestille mig at man kan snyde med, men mit pas vil måske kunne bruges på steder, hvor man ikke tjekker fingeraftryk? Jeg ved det ikke, og jeg finder ikke ud af det – og har altså heller ikke fundet ud af, om jeg går rundt og er dybt kriminel indtil 1. maj, hvor mit gamle pas udløber.
Jeg tager begge med, når vi flyver til England i marts. Enten vil jeg dermed gøre det rigtige, eller også går det helt galt. Jeg har tænkt mig at vise det ældste af dem i første omgang, og hvis de så kan se, at det ikke længere gælder, fordi der er udstedt et nyt, vil jeg vise dem dette. Det bliver lidt spændende …
Jeg har prøvet noget tilsvarende før, men det var dengang politiet stod for det, og de gjorde det så smart, at det nye pas var gyldigt fra præcis dagen efter det gamle udløb.

Til slut et fuldstændig, i sammenhængen, irrelevant billede, men der opstår næppe nogensinde en lejlighed, hvor det understøtter min tekst, og vises skal det, synes jeg.
Midt i al komikken er det samtidig en illustration af, at det ikke altid er nok at tro på et eller andet. Troen kan måske flytte bjerge, men altså ikke broer.
Og hvorfor er jeg mon relativt sikker på, at det må være fra USA og ikke England?
Det var et retorisk spørgsmål …

Jeg er IKKE 17 år længere

Jeg gik Eric i bedene og fik dermed taget mit pasfoto af en, som giver garanti for, at jeg ikke bliver sendt hjem igen fra Borgerservice med besked om, at billederne er en ommer.
Da jeg så alle de krav der stilles, tænkte jeg, at det gider jeg ikke forsøge mig med, og desuden så jeg mere end almindelig tåbelig – faktisk decideret grim – ud, da jeg forsøgte mig med webcam’et på min pc. Godt nok sagde min far altid, at det ikke både kan ligne og se godt ud, men det der var ekstraordinært forfærdeligt. Jeg kunne knap nok kende mig, selv om jeg ser mig selv i spejlet hver morgen, men det lignede ikke spor det spejlbillede, jeg normalt ser. Der er en grund til, at jeg hader at facetime!
Det blev Bog & Ide i Nykøbing Falster, der blev den heldige vinder af at forevige Ellen, 17 år, til kørekort- og pasbillede.
(Behøver jeg overhovedet at forny det kørekort, mon? Jeg var også 17 år, da jeg fik taget det første billede til det.)
Damen tog ét billede, som sad lige i skabet. Det er det bedste pasbillede, jeg nogensinde har haft.
Men.
På trods af, at billedet er godt, fremgår det dog særdeles tydeligt, at indefra og ud ser jeg måske nok som en 17-årig, men set udefra kan ingen være i tvivl om, at det der “1953” på dåbsattesten er korrekt.
Det havde jeg heller ikke regnet med, men naturligvis var jeg nødt til at prale på bloggen med mit næsten 70-årige, men gode, syn, som optikeren konstaterede forleden dag.
Det er også kun på engelsk, de to tal lyder næsten ens.
Det minder mig om de sande ord om, at being twenty in the ‘70s was much more fun than being seventy in the ‘20s, men den er fint gangbar oversat til dansk.

Da fotoseancen var overstået, gik vi en tur i det regnvåde, men alligevel hyggelige Nykøbing, hvor vi bl.a. kom forbi disse statuer, som vi fluks gættede måtte være skabt af Thomas Kadziola, som står for de tolv karakteristiske figurer i Dodekalitten.
Hvis I, mine læsere, har lige så skarpe øjne som mig, vil I kunne se, at der ved siden af hovedet er et gadeskilt, hvorpå der står Brodt-way. John sagde, at det må da være Viggo Brodthagen, der har lagt navn til det.
Det var det, viste en googling. Viggo Brodthagen debuterede i 1920’erne i Nykøbing Falster-revyen. Mange af os ikke-længere-17-årige kender ham nok bedst som klovnen Jaj skal skinne maj i Cirkus Buster.
VB døde i 1970, men havde i et par år ikke kunnet komme ud pga. dårlige ben. Hans humor var dog stadig i behold, for i 1969 sagde han “Jeg går sgu så dårligt, at jeg ikke engang kan gå bort.”

Byen har gamle, skæve huse og farverige, smalle stræder.
Vi kender ikke Nyk.F. særlig godt, men den korte tur i går var nok til at give os appetit på at udforske den mere, når vejret engang bliver lidt mere menneskevenligt.
Apropos appetit har de en god café med überlækker mad. Der er sikkert flere gode spisesteder, men vi har spist frokost to gange på Café 3kanten nede ved havnen, og den er så god, at vi sagtens kan klare et par gange til (og nej, jeg får ikke rabat eller noget – det er bare godt, og det må man gerne udbrede).

De har også et latinerkvarter … det er forretningskvarteret i nogle af byens gamle gader.

Du ved du er gammel, når …

Jeg ved jeg er gammel, når …
… jeg ikke vil se TV-udsendelser og film på en mobiltelefon. Det er da alt for småt! Næh, må jeg bede om en ordentlig størrelse skærm. Jeg cromecaster en del …
… jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst sov hele natten uden afbrydelser. Det er rigtigt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sov igennem.
… jeg ved hvad en matrixprinter er. Jojo – sådan en husker jeg da tydeligt.
… jeg må gå baglæns i mit eget spor for at komme i tanker om hvad det var jeg ville hente. Puha. Det har faktisk stået på i en hel del år.
… jeg sidder ned når jeg tager strømper på. Det er efterhånden blevet noget nemmere, hvis jeg sætter mig ned, og jeg skal i hvert fald helst støtte mig til noget.
… folk omkring mig studser over ord jeg synes er helt almindelige. Det har også stået på i et stykke tid, men jeg er ikke sikker på, at det har noget med min alder at gøre.
… jeg ved hvad en floppydisk er. Jeg har brugt flere hundrede af slagsen i min tid. De kunne kun rumme 720 kB, men det var ofte nok. Jeg kan også huske de endnu ældre hulkort!
… jeg ved hvad ratgear er. Jada. Min far havde en bil med ratgear, da jeg fik kørekort.
… jeg stadig kan lave en dobbelt udkobling. Det var tit nødvendigt i samme bil, og jeg har ikke glemt hvordan man gør.

Ovenstående er fra en 33 punkter lang liste, som jeg fandt på Fiduso. Hele listen kan læses her.
De øvrige 24 punkter er jeg ikke enig i. Endnu. Nogle af dem forhåbentlig aldrig. Men jeg er jo heller ikke rigtig gammel (vel?), kun godt og vel halvgammel (der må gerne nikkes). Fx var et af punkterne “..når du stadig bruger Usenet”. Det måtte jeg google, for jeg havde aldrig hørt om Usenet.

Jeg er heller ikke gammel, bare fordi jeg glemmer vores bryllupsdag. Det har jeg nemlig gjort altid – selv vores 1-års bryllupsdag glemte jeg; det er næsten altid John, der på et eller andet tidspunkt af dagen kommer i tanke om, hvad der gør den lidt speciel for os.
I år på vores bryllupsdag (i dag, faktisk …) kom han hjem fra at have været i Meny, bl.a. for at købe de fire pakker Kærgården, som de havde rationeret antallet til, hvis vi ville have dem til 14 kroner pakken, frem for normalprisen på 26,95.
Dem overrakte han mig med et skævt smil og ordene “tillykke med bryllupsdagen”.
Jeg spiser ikke engang selv Kærgården, men foretrækker rigtigt smør, hvilket han selvfølgelig udmærket er klar over, men han var kommet i tanke om datoen, da han kørte ind i garagen, og han gad ikke køre igen. Det er også et tegn på alder, for det havde han helt sikkert gjort for bare få år tilbage.
Det er dog helt i orden; jeg kunne ikke lade være med at grine, for jeg har som sagt ikke noget at lade nogen høre mht. at huske bryllupsdage – og han har i øvrigt lige inviteret mig ud at spise i aften.

Jeg bliver 70 år næste gang. Der er stadig næsten et halvt år til, men jeg ved allerede nu, at det kommer til at gøre ondt. Jeg tog derfor med kyshånd imod Charlottes tilbud om, at vi, i stedet for at holde en fest, jeg ikke har lyst til at holde, tager til England for at være med til at fejre Tim, som bliver 50 kun få dage efter min fødselsdag.
Dem, der hævder, at alder kun er et tal, er jeg på ingen måde enig med. Det er det da ikke! Tænk, hvis vi var den samme samme person både fysisk og mentalt hele livet igennem, og det kun var tallet, der ændrede sig … det ville da være skrækkeligt. Vi ændrer os med tiden, netop både fysisk og mentalt, og sådan skal det trods alt også være.

Men. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig ordene: “being 20 in the seventies was more fun than being 70 in the twenties”.
Jeg ved ikke hvem der først sagde dem, for de er blevet tillagt temmelig mange og kan fx fås trykt på T-shirts.
Det er morsomt og fuldstændig sandt – jeg ville ønske det var mig, der havde fundet på den bemærkning.

Langt ude og bare lidt for sjov

Noget skal man jo lave på en grå søndag. Jeg har strikket meget, men jeg skulle lige have en pause, som bl.a. blev fyldt ud med at kigge på lagerbilleder, som ikke rigtig passer ind i andre sammenhænge, så nu kommer de her i en rodet blanding.

Nogle gange kan man virkelig undre sig over, hvad det er som går galt og hvorfor.
Som fx i dette googlehit, som skal få mig til at krydse Atlanten og kigge på Amazon i USA. Måske burde intet, der kommer fra over there, undre mig, men det gør det så alligevel.

Det er et materiale, som på ingen måde kræver et batteri. Det er noget, man stryger på stof til at give det stabilitet og fylde; meget ofte brugt af patchworkere som mig.
De fremturer med det batteri hver gang man googlesøger på “fusible fleece by pellon 45 x 60” – prøv bare selv.
Der er dog intet nævnt om det, når man går ind på Amazon.com; det kommer bare som det første googlehit. Underligt …

Og nu, hvor vi befinder os i USA: Hvem andre end en amerikaner kunne finde på at tro, at Stonehenge hedder Stone Hedge? Pffft. Det er i ét ord, og ‘henge’ er gammelengelsk for ‘hang’. Det har ikke en pind med en hæk at gøre.
Det kommer fra de puslespil, jeg lægger på min iPad. Amerikanerne roder også, som jeg har oplevet flere gange, en del rundt i de Skandinaviske stednavne og har meget svært ved at finde ud af geografien på vore breddegrader. For dem er Skandinavien ét enkelt land, hvilket måske ikke er så mærkeligt alligevel, når man tænker nærmere over det.
“Danmark … hmmm … jojo, det er da det lille land med de høje bjerge, ikke sandt?” Den fik jeg serveret dengang jeg arbejdede i New York.

Bemærkningen om 1. april er så sand, som den er sagt skrevet.
Hvis folk var lige så kildekritiske de resterende 364 dage, ville der måske være færre der rendte rundt med sølvpapirshatte.
Og måske ville der ikke …
Den med kulturen syntes jeg bare passede fint ind sammenhængen.

Skulle vi ikke også have et lille historisk tilbageblik? En gammeldags site map og – apropos dens archive – et billede af googling i tiden før ordet overhovedet fandtes.
Somme tider, når jeg ser billeder af kilometervis af hylder fra fx Rigsarkivet, tænker jeg på, at hvis noget bliver arkiveret forkert, finder man det aldrig igen. Det vil kun ske ved et tilfælde, fordi man leder efter noget andet.

Til sidst fem gode huskeregler. Anna viste dem til mig, da vi var derovre i julen.
Vi sad ved aftensbordet og snakkede om løst og fast.
På et tidspunkt – man kan jo selv gætte sig til emnet – sagde Anna regel nummer fem, og det lød fuldstændig som om det var hendes egne ord. Jeg spruttede af grin, men hun indrømmede straks, at det ikke var noget hun havde fundet på; de kom fra et meme, hun med jævne mellemrum morede sig over.
Det gør jeg også nu … de fem regler er morsomme og faktisk også skræmmende sande.
Det burde jeg nok slet ikke have sagt – gør det mig til et dårligt menneske?

Man må selv medbringe kuglepen …

De seneste dage har pressen haft travlt med at sige, at man selv må medbringe kuglepen til sit valgsted.
De glemte bare at sige, at 1) Den kuglepen ikke må være en kuglepen og 2) Ikke-kuglepennen skal skrive med rødt!
Vi gik først ind i rummet med ældrerådsvalget. Jeg håber sandelig, at ham, der skulle finde mig på valglisten, ikke stillede op! Tredje gang – TREDJE gang! – han gik listen igennem, fandt han mig. Hans briller var nummeret før hinkesten, så han var næsten blind, hvilket selvfølgelig er synd for ham, men han havde næsen helt nede i papirerne, så det var ikke så underligt, at han var længe om at finde mig. Jeg hviskede til John, at dette bare bekræftede min beslutning om at stemme blankt.
Næste bekræftelse kom umiddelbart efter: Jeg hev min (blå) kuglepen frem og sagde “jeg har selv en med”.
– Vi ser helst ikke, at du bruger fiberpenne.
– Det er ikke en fiberpen. Det er en kuglepen.
– Nå, men den skal også skrive med rødt, så kan vi bedre se krydserne. Vi må bede dig om at bruge vores. Vi spritter dem af efter brug.
Så stak de mig en tyk, rød farveblyant. Fint nyafsprittet, som lovet … og så brugte jeg den slet ikke …
Der var også udelukkende røde farveblyanter inde hvor vi stemte kommunalt og regionalt, men på de to sedler blev der sat et rødt kryds.
Gad vide, om det med de røde krydser var flere steder i landet? Eller i hele Næstved kommune, eller det bare var i vores lille forsamlingshus? Hvad har I andre oplevet?
Jeg har aldrig set andet end tykke grafitblyanter blive brugt på valgsteder.

Nå. Ikke flere brokkerier. November er trist nok endda.
I stedet vil jeg vise lidt imponerende ord-ekvilibrisme, som jeg har kopieret andetsteds fra for nogle måneder siden.
Der er sandelig en (eller flere?), der har været både dygtig og kreativ her – astronomer = moon starer. Flot.
Den eneste jeg ikke bryder mig om, er den med mother-in-law!

Og nu har der været valg. Med vindere og med tabere. Med politiske studehandler og svinestreger. Med bagning af rævekager. Med nye og sommetider ret mærkværdige og for mig uforståelige alliancer til følge. Eller måske ikke så uforståelige endda: Det gælder om for enhver pris at komme til at bære borgmesterkæden; det er så vigtigt, at man svigter tidligere indgåede aftaler og indgår nye i sidste sekund, hvis man kan se sin fordel i det.
Jeg forstår hverken politik[ere] eller religion. Politikerløfter er lige så tvetydige som katolske præster, der siger, at de elsker børn!

I må aldrig miste jordforbindelsen. Husk det!

Kom hviledagen i hu …

Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig, står der i 2. Mosebog.
Nu er det sådan, at jeg er pensionist, men ikke rigtig tror på religion under nogen form, hvilket derfor på enhver måde retfærdiggør, at jeg i dag stort set kun sad ned, mens vi kørte til Næstved og hjem igen. Hviledage kan jeg holde, når jeg har lyst (det har jeg temmelig ofte …), men lige i dag spidsede det hele lidt til.
Næstved, fordi John lige stod og manglede en rygsæk. Han har kun omkring 117 tasker, men han manglede altså en bestemt – en rygsæk af en bestemt størrelse til et bestemt kamera og en bestemt linse. Han er blevet træt af at bære det rundt, hængende om håndleddet, hvilket jeg udmærket forstår – faktisk har jeg aldrig forstået, at han overhovedet har orket det på noget tidspunkt. Jeg tog med, fordi han ville ind i et sportsoutlet, vi ikke har set før. Det har vi nu; det var en god forretning og John fik en rygsæk, der passede perfekt til formålet.

Jeg har strikket sokker på to pinde. Hvorfor har jeg næsten hele mit liv spildt tid med at bruge fem pinde til sokkestrikning? Det er langt nemmere at strikke to halvdele og så sy dem sammen, hvilket sagtens kan gøres pænt, helt fladt og ikke generende. Der er også flere variationsmuligheder på denne måde – jeg har fire forskellige slags sokker, jeg kan lide at strikke – længe leve alsidigheden. Sokkerne er nu blokket. Jeg købte tre størrelser Sockenbretter i Tyskland, men kun én af hver af tre størrelser, så jeg er nødt til at sætte alt på ét bræt, så at sige. I hvert fald sætte to sokker på ét bræt med det resultat, at den ene sok bliver en sokketykkelse større end den anden, men er der ikke noget om, at ens fødder ikke er lige store?
Sokkeblokkere, Sockenbretter … det hedder sock blockers på engelsk, og jeg kan bare ikke sige det ord uden at få associationer til noget helt, helt andet. Og jeg siger ikke hvad! Det kræver garanteret en lige så snavset tankegang som min.

Vi skal til England på onsdag, så jeg har bagt to hold muffins til fryseren, fordi vi om lørdagen efter vi kommer hjem næste onsdag, skal have hytten fuld af gæster, så det er med at forberede sig i god tid. Maden får vi heldigvis udefra, men jeg kender ikke leverandøren, som dog har fine anmeldelser. Kender I Gaudium?

I morgen skal vi have foretaget en Covidtest for at få lov at komme ombord på flyveren, og jeg skal have udfyldt den Passenger Locator Form, hvor der bl.a. skal anføres ordrenummeret til andendagstesten, jeg har bestilt og betalt, og som vi skal tage derovre. England har ellers farvet Danmark grønt fra og med i morgen, men forskellen fra orange til grøn mærkes kun, hvis man ikke er vaccineret, hvilker irriterer mig. Ret meget, faktisk!

PS: Fuldstændig uden for kontekst, men jeg kom sådan til at grine: John sidder og ser tv, hvor Rob Brydon taler om børns fantasivenner. Han siger afslutningsvis: Many children have fantasy friends. Many adults have a lot of fantasy friends, too. It’s called being on Facebook.

De er skøre, de briter

En af landsbyens beboere skrev på Instagram: Only the Maltins ❤ I love it!
De af jer, der er instagramsere og følger Tim og/eller Charlotte, vil vide hvad jeg taler om.
Det begyndte med, at Tim så en tegning på en gammel cigaretpakke. En tegning af en tandem-væltepeter.
Da Tim jo er Tim, tænkte han straks, at det skulle da lige undersøges nærmere. Konstruktionen forblev vist dengang på papiret, men man skal som bekendt ikke lade sig forstyrre af fakta (et princip, rigtig mange har efterlevet her under coronapesten), så det hindrede på ingen måde min svigersøn, hvorfor han kontaktede ham, der har fået deres ægte gamle tandem til at køre igen. Kunne han ikke tænke sig at prøve at lave sådan en?
En ægte cykelnørd lader ikke sådan en udfordring sidde overhørig, så han gik i gang. Det er ham, der er tredje mand på videoerne.
I første omgang modtog jeg Charlottes optagelser af et af de første forsøg.
Obelix havde ret: De er skøre, de briter.
Kugleskøre, ja, men jeg elsker dem – i hvert fald dem der udgør min lille del af de tossede øboere.
Bemærk, at Tim som altid går all in: Han er klædt passende til prøvekørslen af en cykel fra en tid long forgotten.
Cykelhjelmene kan siges at være mere nutidssvarende end tidssvarende, men det var nok en rigtig god ide at tage denne anakronisme på hovedet.

https://youtu.be/vwmdZYNan2g

En tandem hedder på engelsk a Pennyfarthing. To enpenny-mønter er ganske vist i princippet ikke helt det samme som som en topenny-mønt, der i daglig tale blev kaldt a Tuppence.
Ikke desto mindre døbte jeg omgående indretningen for The Tuppencefarthing.
Da de satte det lille hjul bagpå, lige som man ser på de rigtige væltepetere, fungerede den bedre, og de væltede ikke helt så ofte. Det hjul var der ikke på den gamle tegning, men det viste sig at være nødvendigt, hvis de skulle kunne cykle mere end nogle få meter. Det kunne de jo bare have fundet ud af dengang – så var den måske blevet et hit!
Efter hele seancen, hvorunder Anna og Charlotte flere gange grinede, så de fik helt ondt i maven, kom Anna i det kreative hjørne og satte nogle af de små videoklip sammen og lavede det om, så det lignede en gammel stumfilm, hvorefter hun lagde noget musik ind, der passede eminent til hele forestillingen.

https://youtu.be/WEyRYxHHHos

Jeg har naturligvis fået samtlige deltageres velsignelse til at offentliggøre disse film, som forhåbentlig (også) går over i historien.

Der blev flaget i Præstø

Der bliver flaget i alle forretningsgaderne (alle tre …) i Præstø i dag, men det er også både en stor dag og en glædens dag for restaurant- og caféejere og for mig, og jeg regnede med, at det var for først- og ikke sidstnævnte, at flagene vajede i gaderne. Det var tredje gang de blev sat op, først da forretningerne fik lov at åbne, dernæst da serviceerhvervene fik lov, og denne gang for spiseudelivets genopståen.
Jeg var til frisør i dag! Aldrig før har dette været en begivenhed af så stor betydning – sandsynligvis fordi jeg ikke selv har haft valget, men sådan er det jo. Især med mig. Jeg vil selv bestemme, og det har jeg kun kunnet i meget lille omfang de seneste 13 måneder.
Det pyntede. Det pyntede i svær grad. Frisøren fik det store smil på, da jeg trådte ind i salonen; desværre ikke alene fordi hun var glad for igen at have åbent og for at se mig igen, men også fordi hun syntes jeg så lidt sjov ud.
Det kunne jeg godt leve med – jeg kunne jo kun give hende ret. Jeg var i bekymrende grad begyndt at ligne Madam Mim.
Jeg ved ikke hvad der er bedst at minde folk om: Det skotske højlandskvæg eller den lille, grå heks.
Heksen, tror jeg …
Men hende ligner jeg ikke mere. Nu ligner jeg i værste fald en Madam Mim med veltrimmet hår …
Der var en del, frisøren og jeg skulle opdatere hinanden på. Selv om vi ikke ses privat, så kender vi efterhånden hinanden efter mine 5-6 årlige besøg i 5-6 år.
Der var, trods den temmelig inaktive nedlukningsperiode, flere nyheder vi kunne divertere hinanden med, bl.a. den kedelige, at hendes svigermor var død pga. Covid-19 lige før jul. Hun var 75 år – præcis det samme som John, og også som ham med svagt hjerte, så det fik mig til at tænke over, at det er godt, vi har passet så godt på ham, for svækkede personer skal virkelig ikke rammes af den forbaskede sygdom. Godt, at han skal have sit andet stik på mandag.

Forleden dag fandt jeg et mundbind, der kunne trække vejret for én. 
Jeg har også fundet et, til hvilket man skal tilpasse sit ansigt. De der ‘maskimatiske’ reklameoversættelser er kilde til en hel del smil fra min side.

Nu kan jeg Gå Med Lethed

En enkelt eller to udtrykte ønske om billeddokumentation på den Annette Danielsen-sweater, jeg begyndte på for et par uger siden.
Her er den så: Gå Med Lethed. Sikkert døbt således fordi den er strikket i mohair, som er fnuglet. Vil jeg tro …
Jeg valgte at strikke den med samme bundfarve til hele sweateren og ‘prikkerne’ i lutter lyse farver – det er jo forår. Lige om lidt er det første forårsmåned, og allerede nu er vejret forårsagtigt, selv om vi stadig visse steder har skrueis på fjorden.

Det er så forårsagtigt, at jeg har været i haven de sidste par dage. Jeg har vanen tro fundet et et par projekter, der passende kunne udføres nu, inden alt det sjove for alvor begynder – bl.a. endnu et forsøg på fjernelse af det forbaskede sæbeurt, som jeg næsten hader mere end skvalderkål, fordi det er endnu sværere end det at få bugt med. Jeg kunne ikke engang trænge igennem med en greb, men måtte skære rodnettet over bid for bid med en spade, inden jeg kunne få løftet jorden og løsnet rødderne. Jeg har været igennem dette stykke før, men jeg håber det på et eller andet tidspunkt vil lykkes mig at vinde den kamp, selv om jeg kun alt for godt ved, hvad der sker, når jeg er nødt til at skære rødder over.
Nå. Det er kun sundt at arbejde fysisk. Siger man. Pulsen skal op. Siger man. Det kan jeg nu uden problemer få bare ved tanken om det arbejde, der i bogstavelig forstand ligger begravet i to af bedene. Det er trods alt lykkedes i dahliabedet, så jeg har hverken mistet tro eller håb.

Nedenstående har jeg stjålet fra et FB-opslag i en sproggruppe jeg er medlem af, så et par af jer har sikkert allerede set teksten.
Hun præsterede at få pænt mange af de hyppigst sete sprogfejl ind i den korte tekst. Mon ikke I alle kan finde dem alle? 
“Hvis nogen af jer nogensinde ser følgende opslag fra mig:
Hej! Jeg syntes lige, i skal have afvide, at jeg er i udemærket selvskab med massere af mine ynglings mennesker. Vi ses vidst imorgen, når jeg køre hjem. Hilsen fra mine venner og jeg.
… så betyder det, at jeg er er blevet kidnappet og har brug for hjælp, okay?”
Jeg kan tilføje, at det samme gælder for mit vedkommende!

Syslerier i en monoton tid

Det er da bare for meget med den coronafrygt efterhånden … jeg har lige nyst, og pc’en begyndte fluks at køre et antivirusprogram.
Hvad? Var den lidt for plat? Beklager. Jeg skal forsøge at forbedre mig.

I dag har vinduespudseren været her – faktisk er han i gang lige nu. Vinduespudser? På en søndag?
Ja. Men det er fordi vinduespudseren er den mand, jeg har været gift med i næsten en tredjedel århundrede, så spændingen ved det er behersket og kommer ikke ind under betegnelsen små hverdagsbegivenheder i samme grad som skorstensfejerbesøget gjorde.
Til gengæld kan vi igen kigge ud gennem vinduerne … det er slet ikke så tåget, som vi troede …
Jeg har ryddet op i en køkkenskuffe. Én køkkenskuffe. Man skal jo passe på ikke at overanstrenge sig i min alder. Det var dog en stor køkkenskuffe. Så stor, at der efterhånden gemte sig for mange låg uden tilhørende beholder og vice versa. Det vil sige … de makkerløse elementer gad ikke engang gøre sig den ulejlighed at gemme sig; derimod lå de af en eller anden grund altid forrest eller øverst. Delene må bevæge sig rundt om natten, sikkert nogenlunde samtidig med, at kalorierne bruger tid på at sy mit tøj ind, mens det hænger i skabet. Kalorierne skal jeg stadig være på vagt overfor, men nu er der orden i skuffen, og alt, der skal have en makker, har en makker.
Mine overflødige kilo kan i øvrigt ikke tilskrives coronaen. Dem har jeg haft meget længere, og der er ikke kommet flere til det forløbne år – én fordel er der da ved aldrig at komme i et fitness-center: Det gør ingen forskel, at det ikke må holde åbent.
Keder vi os? Nejda. Overhovedet ikke. Ikke ret meget …
Et eller andet sted derude en kreativ sjæl, der har leget med stavemåden af board games og ændret det til bored games.
Tim sendte mig ovenstående billede af en coronaversion af Matador, som på engelsk hedder Monopoly. Det er lidt morsomt … se bare Chancen, som er ændret til DON’T TAKE CHANCES. Spillet findes i flere udgaver, og man kan jo altid bruge lidt tid på at smile over den anvendte fantasi.
Formentlig kan ingen være i tvivl om, at et uddrag fra et andet bræt stammer fra en amerikansk udgave – dollartegnene behøves ikke til den konklusion.

Jeg har luret lidt rundt på nettet. Det meste coronahumor kommer fra USA og er ikke særlig morsomt. Jeg har generelt svært ved at se det sjove i amerikansk humor, hvorimod jeg oftest finder den engelske vidunderlig. Naturligvis er der undtagelser fra begge, men de er få. Et borderline-tilfælde er den indsatte Simpson-udtalelse. Er den sjov eller ej?
Der er masser af mennesker der lægger et arbejde i, at vi andre ikke skal kede os for meget. Jeg formoder desuden, at de heller ikke selv keder sig i processen. Herunder yderligere to billeder, som Tim sendte mig.

De er i tankegangen ens og alligevel ret forskellige. Fx bor mine englændere på det ene i Depressing og på det andet i Boring Rich People.
Hvis de er for svære at læse, kan de findes på nettet.
De er sprængfyldt med fordomme, men det gør dem ikke nødvendigvis kedelige.

Nogle ting bliver nemmere med alderen

Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om ret mange ting, der bliver nemmere med alderen. Noget bliver ganske vist bedre med alderen, men det er ikke helt det samme som nemmere.
Én ting, har jeg konstateret i dag, bliver nemmere og nemmere jo ældre jeg bliver. Jeg har nemlig været til den hvertandetårlige mammografi. For det første skal jeg kun lide halvt så længe som de fleste andre, idet jeg kun har ét bryst tilbage, og for det andet brysts vedkommende er det blevet mindre pinefuldt, fordi det er blevet meget nemmere at ‘flade ud’. Naturen har klaret det meste af arbejdet for maskinen.
Nogle fordele er der altså, og det er bare med at finde dem, for der er ikke voldsomt mange …

Teksten herunder nævner også et par gange eller tre, at visse ting er aldersbetingede; at man ikke rigtig kender til det før man er lidt oppe i årene.
Min fætter sendte teksten til mig for et stykke tid siden, hvor den gav mig den dags hidtil største grin.
Der var et ord, der var nyt for mig, nemlig cahoots, og jeg er så forfængelig at tro, at så er der måske også nogle af jer, der ikke lige ved hvad det betyder.
To be in cahoots with someone: at stå i ledtog med en.
Jeg håber I hygger jer lige så meget som jeg gjorde over disse ordspil – det er god engelsk humor, synes jeg.

I have been in many places, but I’ve never been in Cahoots. Apparently, you can’t go alone. You have to be in Cahoots with someone.
I’ve also never been in Cognito. I hear no one recognizes you there.
I have, however, been in Sane. They don’t have an airport; you have to be driven there. I have made several trips there, thanks to my children, friends, family and work.
I would like to go to Conclusions, but you have to jump, and I’m not too much on physical activity anymore.
I have also been in Doubt. That is a sad place to go, and I try not to visit there too often.
I’ve been in Flexible, but only when it was very important to stand firm.
Sometimes I’m in Capable, and I go there more often as I’m getting older.
One of my favourite places to be is in Suspense! It really gets the adrenaline flowing and pumps up the old heart!  At my age I need all the stimuli I can get!
I may have been in Continent, but I don’t remember what country I was in.  It’s an age thing. They tell me it is very wet and damp there.

Vi er værre ramt end England

For vistnok første gang under coronapesten ligger vi under for strengere restriktioner end englænderne – i hvert fald end nogle af dem, for de er, ligesom i Danmark, delt op efter hvor stort smittetrykket er.
Vi kan ikke gå ud og spise på restaurant, fordi de er lukket ned. Det kan de, hvor Charlotte bor, fordi de bor i et område under Tier 2, som det hedder derovre. Det betyder bl.a. at pubs and bars must close, unless operating as restaurants. Den synes jeg også burde gælde i Danmark. Jeg kan ikke se noget forkert i at sidde og spise på en restaurant, mens jeg så glimrende forstår, at værtshuse og diskoteker skal holdes lukket.
Sidste gang de var på restaurant, var på Tims fødselsdag den 16. marts, umiddelbart før England lukkede ned. I går, på Charlottes fødselsdag, valgte de den samme restaurant som dengang for ni måneder siden – og det var lige så godt som dengang.
Ingen af dem er specielt vilde med opstillede portrætbilleder, men de vil gerne glæde deres gamle forældre og sendte os derfor en lille billedhilsen derfra, med et par lidt formelle forældre og et par grinende børn.
Aubrey havde nemlig lige sagt noget morsomt, så Charlotte skyndte sig at tage et billede af dem, mens de stadig grinede. Han kan være noget så morsom, den dreng. Nok er han ordblind, men når det gælder det talte sprog, leder han sjældent efter ordene og han er både hurtig og skarp i replikken.
Han kan parodiere, så ingen er i tvivl om, hvem han efterligner. Anna har også en snert af pisken. I går legede de Granny og Julian (Tims mor og dennes mand), og det gjorde de, så Charlotte og Tim måtte beherske sig for ikke at komme til at vække opsigt på den fine restaurant ved at grine alt for højt. Jeg kan ikke dy mig for at komme med følgende historie en gang til, men eftersom det er syv år siden den blev serveret første gang, går det nok.
Syv år siden – dvs., at Aubrey kun har været seks år … det med at være rap i replikken har han været, næsten siden han lærte at tale.

”En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?””

Han skal dog føle sig meget, meget tryg, inden han begynder at folde sig ud. Anna siger, at han er meget stille i skolen, så der er ikke tale om, at han fører sig frem på nogen måde, men det gør heller ikke noget.
Tim sagde, at han ville blive et stort hit hos pigerne, fordi en kvinde elsker, når en mand kan få hende til at grine.
Drengen rødmede, hvilket fik Den Pinlige Far til at spørge, om han var et stort hit hos pigerne allerede?
Endnu dybere rødmen og et eftertrykkeligt NO!
Anna smilede bare … forældrene kiggede på hinanden og undlod stiltiende at lade være med at bore mere i emnet …
Jaja, det er jo det jeg siger: De bliver alt for hurtigt store.
Det ender med, at jeg er blevet oldemor, inden jeg ser dem igen, som jeg sagde til Charlotte i dag, men det håbede hun så sandelig ikke!

Man ved man keder sig, når …

Man ved man keder sig, når man pludselig synes det kunne være hyggeligt, ud over at være særdeles tiltrængt, at tørre den store, MANGEbladede palme og de sprøde, letafknækkelige julekaktusblade af med en opvredet klud.
Det er ikke fordi vejret indbyder til lidt ekstra rengøring – tværtimod! Det blæser ALT for meget, så jeg kan ikke komme i haven. Eller rettere: Det kan jeg i princippet godt, men jeg har ikke spor lyst. Chillfaktoren = Antarktis! Jeg har gået lidt rundt om mig selv – og stueplanterne – og engang imellem kigget ud til John og Jørgen, som går og samler drivhusrammer. Det går laaangsomt, synes jeg, men det skal jeg for guds skyld ikke have sagt højt, for jeg ved de arbejder så hurtigt de kan under de ikke særlig morsomme arbejdsbetingelser. Heldigvis har de kunnet samle rammerne i læ inde i garagen, ellers var de da sikkert døde af kulde.
Nu er de stoppet for i dag. De skulle til at sætte væggene op, men det blæser simpelthen for meget til, at de turde gå i gang med det – de var bange for, at noget kunne blive vredet pga. blæsten, hvilket ville være overmåde ærgerligt.
I morgen prøver de igen, men vejrudsigten lover desværre ikke meget mindre blæsevejr end i dag, så vi må se … jeg havde ellers kraftigt satset på at kunne indrette drivhus i weekenden, men nu tør jeg ikke helt tro på det.

I går var jeg ellers så glad, fordi arbejdet skred planmæssigt frem. Jeg har lovet at opdatere Charlotte dagligt på drivhusfronten, og i går så en del af vores korrespondance ud som på billedet oppe til højre. Det varede med skam at melde et øjeblik, inden jeg forstod hvad hun mente, men så fik jeg øje på jordboret og måtte fluks ud og referere ‘samtalen’ til mændene, som heller ikke kunne lade være med at grine.

Det er jo bare mig, der er spændt på mit nye legetøj og derfor ikke kan få drivhuset færdigt hurtigt nok, for med disse temperaturer er der ikke noget der haster voldsomt mht. at få planter i det. Gartneri Toftegaard har slet ikke åbent endnu, og det har højere prioritet at få plantet alle mine bittesmå planter om, så de har hver sin potte, hvilket vil give dem plads nok til at vokse sig store og stærke.

Forspiringen er blevet en pæn succes – jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan få brugt alt det, der er spiret – fx får jeg ikke, selv om det bliver et større drivhus, plads til seks ens tomatplanter. Jeg vil helst have flere forskellige sorter, og der skal også være plads til både chiliplanter, agurk og basilikum.
Japansk indigo og farvevajd er ligeledes vældig spirevilligt, så der bliver trængsel i både have og i drivhus i år.
Men det gør ikke noget.
Vi skal jo ikke ud at rejse.
Selv om det var gået alligevel – vi har dejlige, gode og hjælpsomme naboer.

Godt, jeg ikke er oversætter …

Vi kan godt lide at se den engelske (originale?) udgave af Jo færre, jo bedre, som hedder Pointless på engelsk. Den danske titel er i øvrigt aldeles glimrende fundet på og er samtidig et fint eksempel på, at man ikke altid skal oversætte direkte, men at det er bedre at gendigte således, at den originale mening ikke går tabt. En direkte oversættelse – som jeg ynder at kalde en undersættelse – er tit ufrivillig komisk og efterlader ringe tanker fra min side vedrørende teksterens spoglige kompetencer.
Jeg har været inde på undersættelser flere mange gange tidligere, dog nok mest, mens jeg stadig arbejdede – og det sikkert fordi jeg af den grund blev eksponeret for flere fejl end tilfældet er i dag.
Men, men, men. Undersættelser eller andre sproglige misforståelser bliver aldrig en mangelvare. For slet ikke at tale om mere eller mindre horrible stavefejl … dette sidste kan konstateres ved at bruge mindre end fem minutter på at bevæge sig lidt rundt på FB.
Lige netop her går jeg nu ikke så højt op i, om folk skriver forkert; det er for det meste ganske almindelige mennesker, hvis dårlige stavning bare er blevet mere synlig pga. de sociale medier.
Journalisterne på BT burde som fagfolk (som jeg dog ikke altid tror det er – eller er det ønsketænkning?) vide bedre end at komme med en som denne:

Gad vide, hvorfra de tråde skal reddes ud?
BT og Ekstrabladet er lidt for tit leveringsdygtige i sproglige fejl. Jeg læser ikke nogen af disse to, men FB bombarderer jo en med reklamer, så disse klikfang kan man næsten ikke undgå at se.
BTI Studios (som er fusioneret med nogle andre og nu hedder https://www.iyunomg.com/, fandt jeg lige ud af), der oversætter størstedelen af BBCs programmer BBC Brit og BBC Earth, som vi ser en del, er et bureau, som ikke burde lave banale oversættelsesfejl som fx billion til billion og ikke det korrekte milliard.
Jeg ser både morsomme og irriterende fejl, men når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg er glad for, at jeg ikke skal oversætte quizprogrammer og lignende underholdning, for der, især i QI, forekommer en del nærmest uoversættelige ordspil, hvilket dog ikke var gældende, da BTI, på et Pointless-spørgsmål om termen for en bestemt slags strikkede masker undersatte PURL (vrang) til PERLE. Fonetisk lød det ganske vist som pearl, men på tavlen stod der højt og larmende PURL, så den fjollede fejl undrede mig.

Man skal vælge sine kampe, og denne er på forhånd tabt, fortæller man mig tit. Det er desværre nok også sandt, og jeg prøver virkelig i stedet at få øje på de mere komiske aspekter af dette emne – især nu, hvor jeg ikke længere bliver betalt for at finde – og ikke mindst rette – folks fejl.
Det er bare svært at se det morsomme, synes jeg. Alt for tit har jeg lyst til at ruske folk og skrige: Så lær det dog!!! Er det virkelig så svært??? Og nej, det er ikke nok, at jeg forstår meningen! Hvis jeg ikke forstår den ved første gennemlæsning eller min læsehastighed nedsættes, har du ikke gjort det godt nok!
Heldigvis har jeg lært at bruge PYT-knappen, så jeg holder lav profil og forsøger at koncentrere mig om den humoristiske side af sproget.
Billedet her fra FB er et glimrende eksempel på det fantastiske folkevid, som tit er noget af det første på banen ved enhver tænkelig lejlighed, og som også stort set altid får smilet frem hos mig.

Forær mig gerne flere eksempler på fejlagtige, men gerne morsomme, oversættelser eller journalistiske bommerter, tak.

Julefred og advokater med humor

Julefreden har først nu sænket sig over Den Stråtækte, men på den kedelige måde: Englænderne er kørt i lufthavnen og lige om lidt afgår deres fly mod LHR. Som det sker hver eneste gang, synes jeg det er et forfærdelig stille hus at komme tilbage til, og det er ikke engang fordi, jeg har en meget larmende familie – tværtimod har det altid været stille børn, og vi nyder faktisk de stille stunder, vi har sammen – nyder dem bare fordi vi ER sammen, men stilheden nu er bare mere stille end den der er, når vi er seks mennesker sammen, selv om ingen af os siger noget. Stilheden er også mindre stille om morgenen, mens de er her, selv om det kun er John og mig der endnu er vågne – eller i hvert fald ude af sengene. Det hører med til traditionen, at jeg først kalder når morgenmaden står på bordet. Alle er med stor sandsynlighed allerede vågne, men det er en del af morgenhyggeritualet at sidde i nattøj og med morgenhår, og jeg udøver gerne denne meget værdsatte service, så længe jeg overhovedet kan.
Det med de forskellige stilheder er svært at forklare – jeg forstår det ikke engang selv, men nogle af jer vil måske vide hvad jeg mener.

Tim har et PR-firma, der primært har advokater som klienter. Det folkefærd opfattes af mange som værende nogle halvstive og halvkedelige starutter at være sammen med, men de behøver ikke nødvendigvis at være kedelige alle sammen, og her er beviset i form af den julehilsen, en af Tims kunder sendte til ham. Den håndskevne tilføjelse nederst til højre mangler ordet ‘months’; ellers fik han det hele med på billedet.

Jeg ville nok ikke anbefale den …

Under en netsurfing poppede der en annonce op for en oversættelsesservice.
Man finder nok relativt hurtigt ud af, at det måske ikke er en specielt god ide at bruge den ‘geniale’ japanske opfindelse.

Mens jeg arbejdede og dermed indimellem også oversatte tekster fra dansk til engelsk for nogle, der ikke var helt stive til engelsk, var der engang en af disse kolleger, der havde lidt dårlig samvittighed over at ‘bruge’ mig så meget, så han spurgte, om han ikke bare skulle investere i et oversættelsesprogram, han havde set i en annonce.
Det frarådede jeg ham naturligvis på det kraftigste, for uanset hvad de lover, kan ingen af dem oversætte til noget, der ikke bliver grinagtigt.
Da jeg havde givet nogle eksempler, lyttede han til mit råd, og jeg oversatte videre for ham.

Herunder har først Google Translate været på arbejde; derefter Babelfish, som vist var oprindelsen til både Google Translate og Yahoos oversættelsesværktøj. Det var under alle omstændigheder den første oversættelsesmaskine, jeg stødte på for omkring en snes år siden, og de er ikke blevet meget lidt bedre siden da.

Det er måske også lidt unfair at servere et så gammeldags ord som ‘redebon’ for dem … men også kun lidt.
Forbindelsen til de røde bønner er måske til at regne ud, men hvordan kan det blive til ‘I’? 
På tysk og fransk opererer de også med røde bønner – her bliver det til hhv. Der Geist ist rote Bohne, aber das Fleisch ist zerbrechlich og L’esprit est haricot rouge mais la viande est fragile. 

There’s something rotten in the state of Denmark bliver på svensk til 
Det är något råttent i delstaten [sic] Danmark
og på tysk til: In Dänemark ist etwas faul, som, når man går den anden vej, nemlig fra tysk til dansk, bliver til: I Danmark er noget doven.
Så løber det helt af sporet. Dette med ‘først den ene vej og så den anden vej’ legede jeg sommetider med mig selv og konkurrerede med mig om, hvem der kunne finde den mest latterlige overundersættelse. Jeg vandt som regel …

Det er naturligvis også oversættelsesmaskiner, der er i spil i langt de fleste af de svindelmails, der florerer i så rigeligt omfang, og som nogle desværre falder for på trods af det elendige sprog.
Det er i mine øjne et glimrende argument til at gøre mere ud af sin (eller sine elevers, hvis man er lærer) grammatik og retstavning, end tilfældet er for flertallet af Danmarks befolkning, hvis man ellers kan tage Facebook som et udtryk for den almindelige dansker.
Jeg ser ofte denne her: “Det er da ligemeget om man kan stave korrekt, bare budskabet kan forstås”.
NEJ, det er ikke ligemeget. For det første kan budskabet nemt risikere at drukne i anstrengelserne for at forstå det, og for det andet kunne man, hvis man generelt var bedre til stavning, måske nemmere gennemskue, at en dårligt stavet og formuleret mail med største sandsynlighed er svindel. Det samme gælder for hjemmesider.

Hvis I en dag sidder og småkeder jer, vil jeg foreslå at lege lidt med oversættelsesværktøjer.

Jeg elsker engelsk humor

Den sidste formiddag i England gik med at køre til området omkring Savernake Forest, hvor Tim for et stykke tid siden indleverede nogle af deres egne æbler til produktion af egen æblemost. Resultatet skulle afhentes senest torsdag, for de sæsonlukkede i går, fredag.
Det var en mobil æblemostfabrik, men hvor meget der blev kørt rundt med den, ved jeg ikke – det var mit indtryk, at den var ret stationær. Jeg ved ikke, hvor mange af den slags, der er i Danmark, men i hele England er der kun 10.
Charlotte og Tim har haft et elendigt æbleår i år, men det blev da til 15 flasker egen most, som vi desværre ikke nåede at smage, fordi vi skulle direkte til stationen efter afhentning, men C skrev, at den var ret syrlig med en rigtig god smag. De satte, selv for så lille en produktion, C’s egen etiket på – til næste år vil de have lavet en stregtegning af deres Malt House – jeg går ud fra, at æblemosteren gemmer folks etiketter fra år til år.

Da vi kom, var de ved at lave en blandingsjuice af to slags æbler, hvoraf jeg ikke fik identificeret den ene, men den anden var Bramley apples, som er Englands foretrukne madæble. Nogle af disse var KÆMPEstore og havde mindst nået den angivne maxstørrelse på 12 cm. Det lille æble kl. 12 på billedet har nogenlunde normal æblestørrelse, hvilket giver et godt indtryk af bramleyæblernes voldsomhed.

Vi kørte gennem flere efterårssmukke landskaber og spiste frokost på Three Swans i Hungerford, inden Charlotte satte os af på Pewsey station.
Hjemrejsen gik noget mere løbe- og smertefrit end udrejsen, og tilfredsheden steg yderligere, da vi i Københavns lufthavn oplevede, at kuffertbåndet med bagage fra London Heathrow startede, netop som vi nåede hen til det. De er normalt 100 år om bagageudlevering i Kastrup, så det var en glædelig overraskelse – og som en tillægsgevinst kom vores kufferter lige efter hinanden som nummer 2 og 3!

I Hungerford gik vi forbi en blomsterforretning med dette skilt udenfor.
Jeg elsker bare den engelske humor, og de har så sandelig også hårdt brug for den for tiden.

Har I nogensinde hørt om genbrug af tyggegummi? Jeg havde ikke før i torsdags.
På Pewsey station hang denne holder, som er både beregnet til og lavet af brugt tyggegummi.
Ideen om genbrugt tyggegummi er temmelig ulækker, synes jeg, men er naturligvis i princippet god nok.

  

Dagens grin

Jeg skriver normalt ikke om storpolitik – det er der så mange andre der gør meget bedre, men jeg vil dog ikke undlade at gengive denne her i hele sin ordlyd for det tilfælde, at der skulle være nogle af jer, der ikke har læst den.
Det er en fin humor – og også sviende sarkasme, især når man læser de sidste linjer, som jeg har fremhævet med gult.
Jeg ved ikke, om Mr. T læser artiklen, men selv om han gjorde, ville han formentlig stille sig aldeles uforstående overfor den … jeg kan til gengæld ikke forstå, hvordan man kan vælge en så udpræget narcissistisk, uempatisk, storskrydende megaloman til landets præsident – og jeg frygter endda, at han bliver genvalgt.

Denmark Offers to Buy U.S.

By Andy Borowitz
August 16, 2019

COPENHAGEN (The Borowitz Report)—After rebuffing [Mr. T’s] hypothetical proposal to purchase Greenland, the government of Denmark has announced that it would be interested in buying the United States instead.

“As we have stated, Greenland is not for sale,” a spokesperson for the Danish government said on Friday. “We have noted, however, that during the T regime pretty much everything in the United States, including its government, has most definitely been for sale.”

“Denmark would be interested in purchasing the United States in its entirety, with the exception of its government,” the spokesperson added.

A key provision of the purchase offer, the spokesperson said, would be the relocation of Mr T to another country “to be determined,” with Russia and North Korea cited as possible destinations.

If Denmark’s bid for the United States is accepted, the Scandinavian nation has ambitious plans for its new acquisition. “We believe that, by giving the U.S. an educational system and national health care, it could be transformed from a vast land mass into a great nation,” the spokesperson said.

• Andy Borowitz is a Times best-selling author and a comedian who has written for The New Yorker since 1998. He writes The Borowitz Report, a satirical column on the news.

Thank you, Andy Borowitz – USA need more people like you!

Det er både umenneskeligt og fjollet

Jeg kan allerede ikke huske hvor jeg faldt over dette skilt, som det konservative parti i England er ansvarlig for, men jeg kan huske, at jeg med det samme tænkte, at det da ikke er særlig menneskevenligt, og ikke kun det, men også temmelig fjollet, for så bliver der jo bare dobbelt så mange, som der var før.

 

Siden sidste indlæg har min mand haft fødselsdag. 74 år. Det blev kun fejret ham og mig imellem, for han syntes ikke, det var noget at gøre noget ud af. Det håber jeg, at han synes til næste år, fordi for mig er 75 på sin vis lige så rund en fødselsdag som 50 år – naturligvis bortset fra, at der ikke er et rundt 0 i selve tallet.
Fest vil han under ingen omstændigheder holde, men da jeg foreslog en brunch, hvor vi inviterer både familie, venner og vej, var han ikke helt afvisende.
Det kunne da være hyggeligt … men det er nok lige tidligt nok at begynde planlægningen …

I drivhuset har agurken lige måttet lade livet, igen pga. spindemider lige som sidste år. Det er SÅ irriterende og meget ærgerligt, men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var en eneste en af de små sataner det første år, jeg havde en agurkeplante? I år og som sagt sidste år tog de på rekordtid totalt magten over planten – der gik kun ganske få dage, fra jeg opdagede dem, til hele planten nærmest var pakket ind i det fine spind. De gider ingen af de andre planter, hverken basilikum, tomater eller chiler, hvoraf den ene (Aji golden) i øvrigt er gået fuldstændig amok i frugter – der er mange hundrede, så der bliver rigeligt til både tørring og til chilipasta.
Udenfor trives den ene squash fint, mens de to andre er nogle ynkelige skvatmikler. Så meget for Gartneri Toftegaards økologiske squash. Den tredje, som allerede har givet mig en del squash, er købt i Brugsen, mens de to andre (som blev plantet et par uger før), ikke har givet noget endnu.
Gad vide, om det også er agurken dernedefra, der er for sart? Det er vel ret ligegyldigt, om de små udplantningsplanter er økologiske – det handler vel mere om, hvad jeg fodrer jorden og planten med hjemme hos os? 
Vi vil være bortrejst hele juni til næste år, så måske vil det være en god ide at springe agurkedyrkningen over og i det hele taget begrænse mig meget i drivhuset i 2020.
Det er nemt for mig at love mig selv lige nu, hvor jeg er temmelig ærgerlig over det med spindemiderne; det er mere tvivlsomt, om jeg kan huske det til næste år, når der går forårsfornemmelser i mig.
Man kunne jo også afprøve rådene med at plante bønner rundt om agurken og samtidig lægge nogle kryddernelliker på jorden rundt omkring stænglen.
De påstår, at det virker, og det kan i hvert fald ikke gøre nogen skade.

En rosenbusk

Der er kommet flere fine forslag til de små, lyserøde roser, jeg viste i fredags.
De ligner vældig godt, når jeg billedgoogler navnene, men når jeg så får læst om dem, er der ikke rigtig nogen, der har ramt rigtigt, for omtalte rosenbusk er ikke bare stor, den er er meget stor!
De roser, der indtil nu har været i spil, sidder på buske der bliver omkring 60 cm høje.
Denne er lidt større …
Det er én busk, som nok er i nærheden af de tre meter i højden og endnu mere i bredden. Man kan ikke helt tale om omfang her, for den bliver bremset til den anden side af en stedsegrøn busk, hvorfor den sætter alt krudtet ind her ud mod vejen, men det bliver den ikke mindre smuk af.
Når man graver lidt ind og tager en gren hist og pist, kan man ikke se, der er taget noget, så i den henseende er det en god rose at have i sin have.

Nogle af vores høstanemoner (som er en blomst, jeg også er meget glad for) står ved garagen og ser så fine ud lige nu.

De er ikke så vandkrævende, og godt for det, for fik vi regn? Jeg kan ikke sige “ikke en dråbe”, for det regnede trods alt i omkring 20 sekunder.
I morges viste John mig DMIs radar og sagde glad: “Vi får masser af regn lige om lidt!”
Jeg kiggede på den og sagde: “Det tror jeg ikke. Den front der drejer lige præcis lige nord om os.”
Det troede John ikke helt på – eller også ville han bare ikke tro på det, men jeg havde ret. Desværre. Sommetider behøver jeg nemlig ikke at få ret – det blev kun til så meget regn, at fliserne blev næsten våde, mens der stadig var knastørt under buske og træer.

Det fik mig til at tænke på en skøn og meget engelsk tegneserie om en lady og hendes mand. HUN går helt vildt op i sin kæmpestore have/park; HAN vil helst bare slappe af og nyde livet fra en lænestol.
En af striberne (I må tænke jer til tegningerne) går således:
1. billede. Han kigger op fra avisen: Do you know … we’ve been married for over 40 years and I’ve never won an argument.
2. billede. Hun går rundt med en støvekost: I know …
3. billede. Hun fortsætter uanfægtet med at støve af: You’ve never been right.

Sådan. En simpel konstatering uden yderligere ståhej.
John synes af en eller anden grund ikke, at den er særlig morsom.

Nederste billede er fra Charlottes bog om samme adelige ægtepar.
Det siger lidt om, at haveejeres evige kamp mod skvalderkål (Ground elder) på ingen måde er mindre i England, end den er her i Danmark.

Afslutning på lørdagens hvepsedrama a la Midsomer Murders

Allerede sent lørdag aften modtog Charlotte nedenstående lange sms fra den stakkels fyr, som gik glip af det meste af flowershowet, fordi han blev stukket af en hveps.
Hans humor fejler i hvert fald ikke noget; Charlotte læste teksten op for os, og det var en skøn besked at få – men han er også en sød mand, som er kendt og afholdt af alle i landsbyen.

Dear Tim and Charlotte,

I am writing to thank you both for a lovely afternoon at your beautiful home. As ever everything was so very well organised and everyone seemed to thoroughly enjoy themselves. Indeed, after enjoying the company of your delightful children and admiring the local wildlife I soon felt so relaxed that I even decided to take a nap in your kitchen – the kind of thing you can (should?) only do with dear old friends.

Of course, you can imagine my surprise when I awoke from said nap to find two rather lovely Viking ladies lifting my shirt and taking my trousers down before injecting themselves and me with something ‘off-prescription’! This interesting and noteworthy turn of events was one that I must admit I had missed on the village flyer and certainly was one that has not happened, at least to me, at prior village gatherings (although I admit I rarely venture into the darker recesses of the village hall …) However, I must say I admire your unique entertaining flair – it was  certainly memorable. I wonder, will it be on next year’s schedule?

A most unexpected surprise it was only slightly marred for me by the arrival of a very friendly gay man with a large camera sporting a very long lens – perhaps the less said the better … Anyway, I have clearly not attended enough garden parties in the past as I was entirely unaware of this particular social custom but I can assure you I intend to be a regular from now on – if this is what happens in little Watford I can only begin to imagine what I might have missed out on at those Buckingham Palace shin digs – I always thought it was just Pimm’s and a couple of cucumber sandwiches? I shall certainly ensure I wear better quality underwear to any future functions – clearly one never knows when things are going to get interesting…

A little more seriously, my thanks to you all for your care and concern, and especially to Charlotte and to Annemarie who took such good care of me – always useful to have a medic ‘on-staff’ at these things! Indeed, I recall my own first Epipen administration so I’m glad I could assist Annemarie’s studies in some small way …
To have survived flames, wrecks and gunfire only to be felled by a Maltin wasp would have been a rather ignominious ending so everyone’s efforts were very much appreciated!

With thanks and warmest regards, always, Robin

Den “very friendly gay man” var den ene halvdel af landsbyens mandepar (hvor begge halvdele er populære; ingen gammeldags fordomme her, selv om det er et lille samfund (de havde inviteret hele landsbyen med til deres bryllup). Der er plads til alle, også landsbytossen). Han (altså ikke landsbytossen) er biokemiker med en ph.d. i genetik – og han er biavler, så han har lidt forstand på insektstik og gik derfor ind for at følge lidt med i hvad der skete – samt for at fotografere til The Watford Chatter, som Robin nok ikke slipper for at være en væsentlig del af i næste udgivelse … 

Da han lå på gulvet (og var kommet til sig selv igen), opdagede han, at han blev fotograferet bogstavelig talt med bukserne nede og sagde med et skævt smil: “This is your dream scenario, isn’t it, Mark?”

Søndag morgen kom Mark igen, iført det, jeg spurgte om var hans ebola-suit (Mark har flere gange i faglig sammenhæng været i Afrika under ebolaudbrud) for at fjerne det hvepsebo, Tim fandt i hækken, betænkelig tæt på familiens daglige færden. Han er som sagt biavler, så det var hverdagskost for ham. Han var sikker på, at dronningen var kommet med ned i sækken, så både Robin og alle andre kan nu ånde lettet op.

Og til sidst: Best Vegetable havde to vindere. Den ‘rigtige’ og så disse muterede gulerødder fik lige mange stemmer; gulerøddernes ejer nok primært for at udvise den skønne humor, som ingen af deltagerne kunne stå for.

Man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt

I dag åbnede Gartneri Toftegaard for sæsonen, så vi kørte afsted i formiddags for at lægge en mindre formue der. Fem plantesække med den afsindigt gode jord fra Fagerhult i Sverige, en dunk med Toftegaards drivhusgødning, fire chilier, tre tomater, to squash, en agurk og en … jiaogulan. Jeg har aldrig så meget som hørt navnet, men det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at tage et eksemplar med hjem. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg jo aldrig ud af om det er noget jeg kan lide. Om ikke andet kan den vel se pæn ud, og kan den oven i dette overvintre, er det fint nok. En googling gav bl.a. følgende:
“Jeg står på en grøn skråning og betragter de rullende bakker af jiaogulan, også kendt som udødelighedsurten.
Plantens navn stammer fra den bemærkelsesværdigt længere levetid hos mennesker, der bor i den bjergrige Guizhou-provins i det sydvestlige Kina, hvor befolkningen regelmæssigt drikker en te fremstillet af jiaogulan/nady-blade.”
Jamen du godeste dog! Kan jeg nu ligefrem udødeliggøre mig selv? Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har det lidt ligesom Niels Bohr, da han blev spurgt, om han virkelig troede på den slags (i forbindelse med, at intervieweren havde lagt mærke til en hestesko over NB’s indgangsdør).
Niels Bohr svarede: “Nej, naturligvis ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
Et humoristisk og genialt svar fra et af Danmarks største genier nogensinde.

Jeg har ikke sat planterne i plantesækkene endnu, for sækkene med jord lå selvfølgelig udenfor, så jeg vil tro, at både jord og planter vil have godt af at opholde sig et par dage i drivhuset for at akklimatisere sig. Nej, ikke AFklimatisere! Jeg undrer mig over, at nogle en hel del kan tro, at det hedder således, for hvor er logikken i at skulle afklimatisere et eller andet? Hvad denne afklimatisering så end måtte indebære …

I forbindelse med min søgning ville jeg også lige tjekke, hvad jeg eventuelt kan gøre for at forebygge et angreb af spindemider på min agurkeplante. Sidste sommer var jeg nødt til at smide den ud længe før tid, fordi den var ødelagt af spindemider, som jeg havde opdaget alt, alt for sent.
Her stødte jeg på et yderst interessant biologisk – eller måske rettere fysiologisk – fænomen. De to klip er fra samme artikel og sætningerne stod et par afsnit fra hinanden:


Det er ret godt klaret at lægge æg med en diameter på 2-4 gange sin egen kropslængde, synes jeg.

Jeg håber jeg kan undgå spindemider i år – det var sikkert den voldsomme og tørre varme, der var skyld i sidste års heftige angreb, for det var første gang i min syvårige drivhuskarriere, det skete, men ingen ved jo endnu, hvad dette år vil bringe. Nu ved jeg i det mindste, at jeg skal være på vagt – det var jeg ikke sidste år.

Det stod lige parat til os

Vi styrede direkte mod Lundhede planteskole, som ikke er ‘rigtig’ planteskole mere, men kun en internethandel. En med-webstrikker kunne fortælle mig, at det engang var en fantastisk planteskole, hvor alene kundetoiletterne var et besøg værd.
Mine varer stod som aftalt på en pallevogn og ventede på os, men ellers var der mennesketomt.
Der lå tre 20-liters poser med jord, men det var ikke rigtigt. Heldigvis kan man ringe til planteskolen:
– Goddag, du taler med Ellen Nielsen. Jeg har ikke fået den rigtige mængde jordforbedring.
– Jeg har lagt tre sække til dig, så du har faktisk fået 10 liter mere end du har bestilt – jeg havde bare ikke flere 50-liters sække.
– Jeg bestilte 100 liter …
– Øhhh. Nå, for søren. Hvad er dit ordrenummer? (Det fik han så).
   …Okay. Jeg sender de sidste 40 liter til dig uden beregning. Måske kommer der to små sække, måske én stor, hvis vi når at få dem hjem. Jeg beklager fejlen.
Det var i orden. Alle kan klokke i det, og han var ikke mange sekunder om at kompensere for det.
Vi kan i øvrigt ikke lugte hønsegødningen inde i bilen! John er glad … og det er jeg også.

I går så vi Tekstilmuseet i Herning. Det var meget interessant, selv for John, som syntes, at alle maskinerne var spændende, så vi fik begge noget ud af det.
Der var én automatisk strikkemaskine i gang, mens vi gik rundt. Én mand kunne passe 16 maskiner … vi talte om, at de stakkels arbejdere må have gået rundt i en forfærdelig larm hele dagen, for mon der var ret meget høreværn dengang? Det tror vi ikke.

60 tråde pr. centimeter. Det er godt, at jeg ikke skal strikke af det i hånden.

I dag har vi været i Den Gamle by i Aarhus, hvor vi (især pga. vejret) brugte det meste tid på tidsrejsen, som var indendørs og heldigvis interessant nok. Vi fik, på vejen dertil, en sludder med damen, som passede huset fra 1927. Jeg kunne genkende en del ting fra mit barndomshjem … mine farforældre købte gården i 1911, og stuehuset, som blev bygget i 1924, dermed var der, både min far og jeg er opvokset, havde haft mange ting til fælles med interiøret fra 1927. Ikke i nyere tid, selvfølgelig, men meget, som jeg husker fra min barndom. Brændekomfuret og vægtelefonen, fx.

Norsminde Kro ligger meget, meget smukt, men desværre er det dårligt vejr, så vi kan ikke nyde udsigten fuldt ud – vi kan simpelthen ikke se langt nok … og nu er det oven i købet begyndt at blæse op. Så meget, at de måtte ud og hente flaget ind.
Vi har fået A Room With a View, men det er en del af gourmetopholdet, at man får “et af kroens bedste værelser”.

I aftes fik vi to retter mad, som var lækre nok til, at vi glæder os til de seks, vi skal have i aften.
Klokken 15 fik vi en Afternoon Tea, som fint kunne konkurrere med Englands ditto; vi har lige været til vinsmagning, og som sagt skal vi have den store menu i aften. Det er virkelig et gourmetophold.

Til sidst – helt udenfor kontekst – får I et screendump af min søgning i går, da jeg skulle tjekke, hvor vi kan få rabat som medlemmer af Ældresagen. Da jeg så dette her, kom jeg til at grine så højt, at det var lige før det blev pinligt. Jeg fik dog hurtigt dæmpet mig lidt ned og viste John skærmbilledet. Han var næsten også ved at komme til at grine højt.
For det første er sexlegetøj nok ikke lige det første jeg kommer til at tænke på i forbindelse med Ældresagen … og hvis det for det andet oven i købet er så farligt at tage den slags i anvendelse, at det mest nærliggende er en reklame for begravelsesrabatter, så tror jeg, vi hellere må til at holde lidt igen med det farlige legetøj.

Fredagssmil

Kender I Engrish? Det er en slags engelsk, som man taler (og skriver) ude i Østen. Betegnelsen stammer fra asiaters bytten rundt på ‘r’ og ‘l’. De har svært ved at høre forskel og har det endnu sværere med udtalen.
Jeg blev mindet om det og dermed inspireret til indlægget i morges, da jeg så skiltet med No smoking på Pinterest.
Hvis man billedgoogler Engrish, kommer der mange sjove eksempler op på, at Google Translate må have glimrende betingelser derude, men jeg vil nøjes med at vise jer fire af slagsen, netop fordi I selv kan fortsætte, hvis I har lyst.
Specifikt findes, udover Engrish, også Danglish (can you screw the music up?), Thaiglish og Dunglish (= hollandsk – the Dutch are a nation of undertakers, som Hollands Joop den Uyl engang sagde. Han mente iværksættere og ikke bedemænd).
Ved nærmere eftertanke skyldes Engrish og lignende nok ikke engang Google, men mere menneskelige misforståelser og/eller det, jeg kalder undersættelser. Begrebet kendes mere uspecifikt som False Friends, men de er alligevel ikke helt synonyme.
Jeg kender ingen asiatiske sprog, så det er svært for mig at vurdere, men eftersom Google arbejder med det skrevne sprog og ikke med lyde, ville tjenesten nok ikke forveksle allowed og aloud. Nedenstående stammer typisk fra en der kender ordets betydning, men ikke kan stave til det.

Gad vide, om skiltet er fundet på et bibliotek? “Det er okay at ryge, bare du er stille”.

Nå, men det er jo snart lørdag, så her er et passende skilt til at printe og sætte på soveværelsesdøren, så I ikke bliver forstyrret …

… for det er der, den slags normalt hører hjemme – det må i hvert fald ikke foregå i bussen!
Nå nej – det første piktogram (!) herunder symboliserer en tilskadekommen arm. Hvordan kunne jeg dog få det til andet end det???
Og det er mig, der påstår, at for den rene er alting rent …

Pyt – skulle du komme til at overtræde en eller anden lov, bliver du belønnet, så det kan næppe gå helt galt.

Scener fra et ægteskab og fra et landsbyliv

Scene: Et sted i huset, hvor Tim engang har anbragt en printer, som ikke gør hvad der forventes af den. Charlotte roder med den og lydene fra hende bliver mere og mere indædte at høre på, men lige meget – eller lidt  – virker den.
– Tim – can I divorce you for this? This bloody, damned, foolish printer does. not. WORK!!!
…
– Oh, just forget what I said before. I’ve now skipped the divorce and gone directly to murder!
…
Ingen løfter et øjenbryn. Børnene fortsætter med hvad de har gang i, Tim ligeså. John hører lydbog og er derfor udenfor rækkevidde; jeg griner fordi jeg ved, at det bare et et udtryk for et hyggeligt dagligliv her i den engelske udgave af Den Stråtækte. Charlotte bander normalt ikke og er tålmodig i en grad, hun i hvert fald på ingen måde har arvet efter sin mor, men elektronik, der ikke virker, drives her mad.

Herunder ses årets julekort – eller nogle af dem; der er løbet flere ind i løbet af dagen, som endnu ikke er kommet op på snoren.
Lige så meget jeg hyggede mig med julesangesyngningen, lige så meget har jeg godt nok kun en overbærende hovedrysten tilovers for denne skik.
Tim har købt en en kasse med julekort. Formentlig er der 100 i, måske flere.

Alle i landsbyen skriver kort til alle i landsbyen, som har omkring 35 husstande. Så skal der skrives kort til familien, som de ser alle sammen inden nytår, og der skal skrives kort till venner, bekendte og forretningsforbindelser rundtomkring.
Alt der kan afleveres uden brug af British Mail, bliver det. Det vil sige, at alle i landsbyen går rundt og afleverer et julekort til alle andre i landsbyen.
Da Tims forældre kom forbi i forgårs, sagde Tim: Oh – here’s your Christmas card. Don’t forget it!
Julesangerne fra forleden fik kortene med hjem, for så slap Tim for nogle på ruten dagen efter, hvor han gik rundt med resten af landsbykortene.
Det er nemlig et af de punkter, hvor Charlotte opponerer mod at blive britisk; hun nægter simpelthen at skrive julekort på den måde. Hun sender et par stykker til nogle af deres nærmeste venner, som ikke bor i nærheden, og som de derfor ikke ser i julen.
Skal der skrives landsbyjulekort og uddeles, må Tim selv gøre det, selv om han i de første år prøvede med, at det normalt er kvinderne, der skriver disse kort. Det hjalp ikke spor, så Tim sidder trofast og skriver en lille hilsen på de mange kort hvert år.
I er muligvis enige med Tim i, at sådan skal det være, men i modsætning til tålmodigheden ligner C mig åbenbart her, for det med julekort har jeg aldrig kunnet se det fornuftige i – og da slet ikke på den engelske måde.

Men bortset fra dette – og det skal ikke opfattes som brok, for det må de da ganske selv om – så er det tæt på lillejuleaften, som er et ukendt begreb i England, men træet skal pyntes lige om lidt, for sådan har vi altid gjort det i Charlottes familie. Vi spiser suppe, fordi det er godt at have resterne til, når man kommer hjem fra de store julefrokoster, hvor der måske skal lidt til, men ikke ret meget. Når træet er pyntet, laver vi vafler og hygger os med dem.

Det er da de besynderligste ting, der kan ske med alderen …

Gad vide hvor gammel jeg ville være, hvis ikke jeg kendte min alder?
Mange af os har allerede med al [u]ønsket tydelighed set, hvordan mange ting på kroppen søger mod jorden, efterhånden som vi bliver ældre.
Man ældes, gør man, nogle med ynde, andre … øhhh … uden …
Huden bliver slappere, håret tyndere, taljemålet øges, ører, fødder og næse vokser, fingrene det modsatte.
Alt det er der ikke noget nyt i for de fleste af os. Vi ved det, allerede når vi er unge, for vi har alle sammen kendt gamle folk og ved, hvad tiden gør ved os – men vi tænker nok ikke så meget over det, før det rammer. Nogle rammer det hårdt, fysisk og/eller mentalt; andre knap så hårdt, men ingen går ram forbi.
Så altså: Intet nyt indtil videre, men …
I går var jeg hos optikeren, fordi jeg ikke synes mine briller virker så godt mere. Jeg har dem efterhånden kun på, når jeg skal køre bil, men inden for kortere afstande ser jeg lige så godt uden.
Jeg var igennem hele møllen med trykmåling, nethindefotografering und alles.
Alt i orden, hvad det angik, så ingen stær på vej sådan lige med det første.
Videre ind til selve synsprøven.
– Din bygningsfejl har flyttet sig lidt nedad.
– Flyttet sig???
– Ja, det kan sådan nogle godt.
– Det var pokkers – jeg er ganske klar over, at jeg efterhånden har en del ‘bygningsfejl’, som primært er aldersrelaterede, og som intet har med synet at gøre, men at den i øjet også bliver ekstra påvirket af tyngdekraften … det er godt nok nyt for mig.
Her kunne kan ikke lade være med at grine, og vi fik os derefter en god snak om øjnes aldring i almindelighed og mine øjnes aldring i særdeleshed. ´

Jeg er faldet ½ styrke på højre øje og er status quo på venstre, hvilket forklarer, at jeg ikke synes mine briller virker så godt mere.
Mon ikke jeg bare er ved at udligne således, at min nærsynethed er ved at blive opvejet af alderdommens langsynethed?
Det er ikke altid, at det er sådan, men nogle kan godt opleve det.

Hvad jeg godt kunne lide min optiker for var, at han ikke forsøgte at prakke mig et par nye briller på; han sagde, at det ikke ville gøre den store forskel for mig, hvis han lavede nye glas, der skulle kompensere for den lidet ændrede styrke. Jeg skulle komme igen og blive tjekket om 1½ år, for så var mine nuværende briller nok blevet slidte og ridsede. De er næsten tre år, men jeg har passet godt på dem, så de kan godt holde lidt endnu, og det kan mine øjne åbenbart også.
Hurra for gode optikere!

Og så til sidst lige denne:
Morfar gik en tur med sit barnebarn. Barnet finder en æske viagra på stien.
Morfar: “Hvis du giver mig æsken, så får du 100 kr. af mig i morgen.”
Morfar fik æsken, og næste dag fik barnebarnet 500 kr. af sin morfar.
Barnet: “Jamen morfar, jeg skulle jo kun have 100 kr?”
Morfar: “Jeg ved det, men de sidste 400 er fra mormor.”