Fanget i et meget privat øjeblik

Det er ikke mig, der er fanget i et meget privat øjeblik, men nogle æg.
Skidne æg lyder i forvejen ikke særlig godt eller appetitligt, men dette er en tand værre – ikke lige noget, jeg har lyst til at indtage:

Ovenstående er fra Alletiders Kogebog, som for flere år siden lagde ud med at kalde sig for Alletider’s Kogebog, så lidt har de da lært …
Senere så jeg på FB følgende lille takketale fra en “Der er født i 50’erne” (så det er skam ikke kun de unge, der ikke har styr på sproget – der er skræmmende mange af dem i grupper, der består af folk på min alder eller ældre):

Og så har jeg fået et nyt ord forærende via en FB-sproggruppe: Trepverter.
Jeg kan ikke meget på jiddish, faktisk ingenting, men nu kan jeg altså ét ord; et ord, hvis betydning vi nok alle kender og/eller er blevet ramt af, for hvem kender ikke den yderst irriterende oplevelse af at komme på det ideelleste, rigtigste, bedste, morsommeste, mest lammende, rammende svar … mindst 10 sekunder for sent?
Lad os arbejde aktivt på at få ordet indført i ordbogen – det kunne være rart med en afveksling til alle de engelske ord, som bliver optaget.
Jeg vil formode, det skal udtales trepferter, eftersom jiddish er af germansk familie.

Jeg kan, som et kuriosum, nævne et eksempel på, at jeg ikke stod tilbage med en trepverter, men derimod fik efterladt forskningsafdelingens frækkeste fyr mundlam længe nok til, at han måske stod med en trepverter.
Jeg havde Charlotte på dengang 14 år med på arbejde, dels fordi vi skulle noget bagefter, og dels fordi hun godt kunne lide at se, hvad der foregik i den virkelige verden uden for skolen.
Henrik kom ind i rummet, kiggede på Charlotte, på mig og på Charlotte igen og spurgte: Hvordan i alverden har du båret dig ad med at få så smuk en datter???
Jeg svarede: Jeg gjorde hvad din kone tilsyneladende ikke har gjort – nemlig udvalgte faderen med omhu!

Fortsættelse af skvalderkål-føljetonen

Efter antallet af kommentarer på gårsdagens indlæg at dømme, står jeg ikke alene med at synes, at skvalderkål er noget fanden har skabt på en dag, han var i dårligt humør. I princippet har alt vel en højere mening og må formodes at indgå i naturens store kredsløb på en hensigtsmæssig måde, men skvalderkål, hvepse og dræbersnegle er tre af de ting, jeg har meget svært ved at se meningen med. Og jeg er ikke lydhør, selv om en eller flere af jer skulle finde på at belære mig om, hvordan det eventuelt måtte hænge sammen …

Rosenbedet, som serverer mange, mange blomster i form af vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer, tazetter, tulipaner og agapanthus, inden roserne selv kommer rigtigt i gang, har jeg nu indset er en evig kamp for at holde skvalderkålen på et acceptabelt niveau. Alle de ellers så gode forslag i går kan ikke bruges her, netop pga. alle blomsterne, som jeg stornyder, efterhånden som de kommer. De må ikke forsvinde i en drastisk antiskvalderkålkampagne.
Så er det trods alt nemmere med det, jeg kastede mig over i dag, selv om det er lidt hårdt ved ryggen og for armmusklerne at ruske det tætte net af rødder fri for jord. Til venstre herover ses det tætte, grønne dække, men det er ned med greben og så ellers få alle rødderne op. Den metode har jeg brugt med held flere steder i haven, og det er særdeles effektivt. De få blade, der dukker frem senere, er nemme at nippe af. Jeg luger aldrig i områder, hvor der er skvalderkål, for man skærer bare rødderne over og formerer dermed planterne i stedet for at udrydde dem. Temmelig uhensigtsmæssigt … 

Her har kun vokset skvalderkål og matrem siden vi flyttede ind, men nu er dette nyetablerede bed så nogenlunde klar til beplantning. De sidste sten på lageret blev brugt til kant.
Bagerst har jeg sat en Lavatera Barnsley (mamelukærmebusk), som jeg synes er så smuk. Desværre har jeg, uden at vide det i købsøjeblikket, købt den sarteste af varianterne, så det er lidt spændende, om den kan overleve en vinter. Den skal i hvert fald nok nurses lidt om, hvis det bliver hård frost. 
Hvad der ellers skal i her, skal jeg til at google rundt og undersøge lige om lidt. Skal det være et farveorgie? Nok ikke. Skal der flere forskellige, men i samme farvetoner? Eller skal der 10-12 ens stauder i? Eventuelt af en god skæreplante? 

---

Til slut en skøn bemærkning fra en af mine facebookvenner, som ofte har en god kommentar:
Nyhed: Verdens ældste person er død.
Christians kommentar: Hmmm … er det ikke noget, der jævnligt vil forekomme?

Foråret nydes indefra i dag

I dag er den da helt galt med vejret – det har tilsyneladende overhovedet ikke tænkt sig at klare op. Hvis det så endda bare kunne regne rigtigt, så regntønden kunne fyldes, men det bliver bare til lidt støvregn. Der er dog nok en del landmænd, der er glade for, at det ikke bliver til mere.

Dagens haverunde er derfor indtil videre kun blevet til morgeninspektionen af vindueshaven oppe på første sal. Det er et rigtig godt sted til formålet, for der er lys og plads nok, men vi behøver ikke at være tvunget til at gå og kigge på det hele tiden. Det er spændende nok, såmænd, at se hvordan det spirer og gror, men det er ikke ligefrem et æstetisk smukt syn.
I forgårs fik nogle af de spæde planter lidt bedre jord og lidt mere plads at udfolde sig på, og der er er sket en del med dem bare på de par dage.
Især det med den forbedrede jordkvalitet har en betydning, tror jeg … i papirpotterne er der den muld, vi købte os til, for typisk nok havde jeg ikke noget spiringsmuld den dag jeg fik lyst til at putte frø i jorden. Jeg ved nu til en anden gang, det måtte være tilfældet, at det er med at komme afsted med sig for at købe det rigtige jord, for frøene har vist haft barske vilkår i den muld; det er pakket alt for hårdt, sådan helt af sig selv. Ikke desto mindre har de fleste af frøene spiret, så jeg må se at få givet alle de små pus lidt mere optimale vækstforhold.

Til sidst får I Morten Ingemanns stribe fra i går. Det er jo ellers en sober og stueren blog, denne her, og de fleste af MI’s striber er temmelig platte, men indimellem serverer han virkelig en perle, der kan få os begge til at grine højt allerede fra den årle morgenstund. Det skete så i går, og en som denne er grunden til, at vi køber hans kalender; den er alle de ikke helt så sjove striber værd.
Han har selvfølgelig copyright, den gode Morten, men jeg vil hævde, at det er ret dårlig stil, hvis han sagsøger mig for at reklamere for hans kalender!

YRK, hvor er det ulækkert

Vi havde vores lumske anelser, mens englænderne var her: Toiletterne blev mere og mere sendrægtige til at skylle ud, men heldigvis gik det ikke helt galt, så længe vi havde besøg. Det gjorde det først lørdag eftermiddag, og søndag morgen foregik udskylningen så langsomt, at der reelt ikke var noget skyl.
Vi delte de to toiletter i ‘Hans’ og ‘Hendes’ – ens eget skidt er altid det mindst ulækre – og ringede til nødtelefonen. Det viste sig at være en vagthavende brandmand (!), som ville kontakte en mere relevant vagthavende, som igen ville ringe os op.
Det skete bare aldrig. Vi turde næsten ikke bruge noget vand – den smule, bundfældningstanken kunne tage, skulle gemmes til toiletterne.
Her til morgen ringede vi til kommunen:
– Det var da ikke så godt. Jeg skal sørge for, at der kommer en ud i morgen.
– I morgen?! Vores toiletter har ikke virket siden i lørdags!
– Hmmm. Okay. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få en til at komme i dag.
– Tusind tak!

Der kom en slamsuger klokken 13, så det var fint nok. Det var ikke Bøgh, for vi bor ikke i Østjylland, men jeg elsker, når små firmaer finder på sådanne kreative slogans eller en lidt fjollet tegning som på bilen fra AIM.

Det er nok især slamsugerne, der excellerer i lumre slogans, selv om både Stormbudet og MM Stilladser også kan være med – Bøgh overgik dog sig selv, da han fandt på den næste:

Et godt og ikke engang lidt kikset, som mange af dem (bevidst?) er: “Køb fire vinterdæk – eller skrid”. Der var dog åbenbart ikke tilstrækkeligt mange, der havde syntes det var morsomt, for det pågældende dækfirma er lukket …

Og til sidst et eksempel på, at det er fotografen (eller en billedredaktør), der er i besiddelse af humor.
Jeg kan sagtens grine, for nu virker alt igen som det skal hjemme hos os.

Jeg bliver i brokkeland lidt endnu

I går gik det ud over Adam Price, mens Hammerslag kun blev nævnt perifert.
Det må jeg hellere råde bod på. Jeg synes langt de fleste af mæglerne i den udsendelsesrække virker pæne, søde og sympatiske; mange af dem har tilligemed en fin og stille humor.
En enkelt skiller sig ud fra de andre. Det handler om en damemægler fra Frederiksberg. Hun er formentlig dygtig nok rent fagligt, eftersom hun har 27 års erfaring inden for branchen, men hendes flittige brug af ‘-agtigt’-suffixet er lige meget nok. Det er fint nok, at hun siger ‘halvfjerdseragtigt’ (især hvis noget er halvfjerdseragtigt), men hun bruger det alt for ofte, når det ikke er spor relevant, og hvor hun derfor kommer til at fremstå som en usmart ældre, der gerne vil være en smart ung.
Det er dog værre, at hun siger værrels. For værelse, forstås. “Det er et dejligt sovværrels”. Grrrr. Jeg håber, hun kan stave til værelse – ellers er hendes annoncering ikke god, men hun kan selvfølgelig have folk ansat, der kan stave. Medmindre de konsekvent nøjes med at skrive ‘vær.’.
Det allerværste er, at hun siger lillet. Det kender jeg ingen, der har sagt efter de er fyldt tre år, men Hanne Løye er undtagelsen, for hun siger det. Første gang troede jeg ikke mine egne ører, men siden har jeg hørt hende sige det to gange. “Det kan være svært at få plads til det hele, når huset er så lillet.” Dum er hun trods alt ikke, kan det måske fornemmes af denne begavede udtalelse …

Ejendomsmæglerannoncer er tit ret morsomme at læse, selv om det sikkert ikke har været mæglerens mening, at de skulle være det. Ham der solgte fædrenegården for os var slem, men heldigvis skulle vi godkende ordlyden inden offentliggørelse, så jeg fik korrigeret alle fejlene i tide, som fx ‘pilefyr’.

Men altså … lillet … tænk at skulle høre det fra et voksent menneske.

Trænger vi ikke til at grine lidt nu?

Eller var det slet ikke morsomt? Ville den kun have været det, hvis det var en sand historie?

Det der med mænd og tasker, ikk´?

Vi kvinder må ofte høre for vores formidable evner til impulskøb og for vores store behov for (store?) tasker.
Det er nok mest kvindernes egne ægtemænd, der har flest ord at skulle have sagt om de sager. John har travlt med at fortælle gud og hvermand, at han kun køber, hvad der står på indkøbssedlen, når han køber ind i Brugsen. Det kan han jo sagtens sige, for han køber kun dagligvarer, når jeg har travlt med andet, og han forlanger en seddel, hvis han skal have mere end to ting … han laver mad spaghetti carbonara cirka en gang om måneden og han aner ikke, hvad der måtte mangle på køkkenlageret, ej heller kan han gennemskue, hvad jeg kunne forestille mig at kunne få brug for i den nærmeste fremtid – selvfølgelig ikke, men kan det så i virkeligheden kaldes for ægte impulskøb?
Det kan man vist diskutere …

Der er vist også noget med, at mænd griner lidt i skægget af kvinders tasker. Nogle gør åbenlyst grin med emnet, andre vover det kun i det skjulte eller sammen med andre mænd.
Min søde mand har i dag købt sin fjerde sorte kameraudstyrsrygsæk. Hver enkelt af dem har været fuldstændig uundværlig og den bedste, han nogensinde har haft.
Hvilket selvfølgelig er fint nok – altså at han er glad for sine tasker, og jeg kender ingen andre mænd, der går ind i hver eneste butik, han måtte møde på sin vej for at se, om der ikke kunne opstå et taskebehov. 
Dengang han gik på abejde, købte han ofte nye tasker/mapper og var lige begejstret hver gang – han kunne altid finde en eller flere ting, der var forskelligt fra – og meget bedre end – de forrige tasker/mapper.
Jeg havde sommetider svært ved at se forskellen og blev aldrig helt klar over, om det var mig eller sig selv, han skulle overbevise om netop denne nyerhvervelses fremragende egenskaber.
I dette tilfælde var det, at han kan have alt sit udstyr (minus monsterlinsen, men den har han aldrig med på flyferier) plus resten af nødvendighederne, der skal med i en håndbagage.

Nu er fotoudstyret pakket om i den nye taske, og John er glad. Det er Søren også, for han er blevet lovet en af de tre andre sorte kamerarygsække på det nielsenske lager, så der vil stadig kun befinde sig tre i Den Stråtækte efter hjemkomst med denne nye, som man burde kunne finde i mørke, hvis man lader være med at lukke lynlåsen. Men det lader man ikke være med – så falder de dyrebare linser ud.

Og han skulle egentlig bare ud for at købe en dims, så han kan cromecaste danske tv-kanaler fra sin iPad til den store fjernsynsskærm her i Sverige.
Ikke et ord om impulskøb …
Men på trods af mit drilleri, synes jeg faktisk, det er lidt fedt at have en mand, der ikke nødvendigvis ligner alle andre mænd.

En tur i skilteskoven

Mon ikke vi alle kender det med, at man leder efter et eller andet på internettet, og inden man ser sig om, har man brugt en times tid eller mere, fordi det ene fører det næste med sig, som fører det næste med sig, osv. osv.? Jeg er i hvert fald god til den slags … det bedste forsvar for den slags svinkeærinder er vel i virkeligheden, at man kan risikere at blive lidt klogere undervejs.
For mit vedkommende startede det med, at jeg sad og så Antiques Roadshow, hvor der var en, der havde en stregtegning af den dygtige John Singer Sargent, hvilket fluks bragte mig 10-15 år tilbage til dengang, hvor jeg faldt pladask for hans Carnation, Lily, Lily, Rose – et billede med et fantastisk lys – et billede, som naturligvis er endnu smukkere i virkeligheden, end det kan gengives på en skærm. Sargent brugte to somre på at male billedet, fordi det helt specielle lys kun var der i få minutter hver aften. Sargent worked on this composition in the Impressionist manner, using natural light in natural settings (outdoors). However, because that magical moment between sunrise and sunset only happened for a few moments each day, Sargent was forced to paint only for these few minutes each day.
Hans simple (men smukke) stregtegning i Antiques Roadshow blev i øvrigt vurderet til 50.000 pund!
Jeg googlede Carnation, Lily, Lily, Rose – også billedgooglede, hvilket naturligvis medførte et hav af forskelligt farvede udgaver af billedet. Blandt andet en, hvor man kunne læse ude til højre, at Dette vandmærke vil ikke være at finde på maleriet.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde sådan på fornemmelsen, at oilpaintingonline.com måtte være af amerikansk oprindelse, men den viste sig at være af kinesisk. Så meget for mine fordomme …

Den første billedgoogling førte den næste med sig, fordi jeg blev inspireret af vandmærke-oplevelsen til at google crazy signs, og det endte med, at dagen blev en rigtig arbejd langsomt-dag – jeg har nærmest følt mig som skildpadden på skiltet, der åbenbart er fem måneder om at krydse vejen.
Jeg har dog strikket til Antiques Roadshow, så lidt er der da produceret – der er også (over to dage) lavet vaniljetrøfler og cafe latte-konfekt.
Lige om lidt skal jeg ud og sætte en provencalsk kalveragout over. Lige præcis denne opskrift har jeg ikke kørt efter før, men den ser ret lækker ud.

Undervurder aldrig en kvinde …

Fordi der på min Facebookprofil står, at jeg har arbejdet på Columbia University i New York, tror FB åbenbart, at jeg har taget en eller anden magistergrad der, hvilket jeg på ingen måde har; jeg arbejdede i kort tid som forskningslaborant på et laboratorium tilknyttet universitetshospitalet.
Ikke desto mindre dukker denne sweatshirt op på min FB-side med regelmæssige mellemrum. Der står Never underestimate a woman who graduated from Columbia Univerity. De kan fås i alle mulige afskygninger og fra alle mulige universiteter, og jeg har ikke tænkt mig at købe en.

Det er dog en ganske nydelig farve, så hvis jeg endelig skulle investere i en, behøvede de kun at trykke de første ord:
Never underestimate a woman
Punktum.

Kvinder er nemlig gode – også til at tage initiativer.
For ikke så længe siden skrev en meget sød strikkefestivalkollega til mig og fortalte, at hun lige om lidt, for første gang i meget lang tid, fik rådighed over en bil “og så kommer jeg altså ned og besøger dig i Den Stråtækte!”
I modsætning til visse mænd hverken overhører eller overser jeg den slags hårfine hentydninger, så inden der var gået ret mange minutter, havde vi aftalt en dato.
Den er i dag, og hun kommer lige om lidt. Bliver hele natten, for vi gider ikke sidde og spytte i et enkelt glas rødvin … der er sikkert uendelig mange af verdens store og små problemer, der skal afklares, og det gøres bedst over et glas vin eller fire.
Menuen bliver – blandt andet – Bettys andelår, som hun igen havde herfra.
Jeg glæder mig. Både til besøget og til de andelår, for de ser umanerlig lækre ud. Men … kogte gulerødder som tilbehør? Den er jeg godt nok ikke helt med på, så jeg vil i stedet servere en salat med en bund af spæde salatblade med appelsinskiver og granætæblekerner ovenpå.

Jeg er den ældste af tre søskende

Jeg er storesøster til to piger. Der ligger meget spændende psykologi bag det at være ældst, mellembarnet eller den yngste, og jeg har læst en del artikler og afhandlinger om de personligheder og karaktertræk, der alene stammer fra det nummer, man har i søskendeflokken. Mange af dem er skræmmende rammende – både på godt og ondt.
Nedenstående billede har figureret en del på Facebook på det seneste. Det er naturligvis humoristisk ment, men sentenserne er nu ikke helt ved siden af. Jeg synes dog, at de er sjovest, når de står samlet som her på billedet.

Jeg ved så nogenlunde godt, hvem jeg er og hvad jeg står for.
Jeg kan oven i købet svare på det åbenbart ikke helt enkle spørgsmål om, hvilket køn jeg tilhører.
(Igen klipset fra en af de mange opinionsundersøgelser, jeg deltager i.)
Er det kun mig, der mener, at det nærmest er tragikomisk?
Hvis man virkelig er en ægte hermafrodit, føler man sig vist alligevel enten mest som mand eller mest som kvinde, så vidt jeg ved – og hvem skulle nogen sinde finde på at 1) tjekke sandhedsværdien af ens svar og 2) dømme resten af ens besvarelse for ugyldig, hvis man svarer forkert? Og forkert ifølge hvem?
Jeg kunne godt tænke mig at spørge ophavsmanden til denne tåbelighed om, hvad formålet er med den slags fjollede spørgsmål.

Jeg ved også udmærket, at jeg ikke er jyde, men det tror jeg forfatteren til nedenstående er.
Måske fra randersegnen? Hvor de også siger fjårten og skjårten?
Jeg ville ikke nødvendigvis have kunnet gennemskue, hvis vedkommende havde sagt ordene til mig, men på tryk var jeg ikke i tvivl.

Alene hjemme

Englænderne skulle først flyve klokken 20 i aftes, så vi blev enige om at besøge Den Blå Planet om eftermiddagen. Den ligger lige ved siden af lufthavnen, men lukker desværre klokken 17, så de fik lidt længere ventetid … sådan måtte det så bare være … det var for lidt tid til at kunne nå noget andet.
Det forekommer mig, at jeg har læst en eller anden i blogland, der var skuffet over Den Blå Planet.
Det var vi bestemt ikke – det var flot sat op; med god, brugervenlig og informativ skiltning på de enkelte akvarier på dansk, tysk og engelsk – tilligemed uden alle de sædvanlige ‘danskerfejl’ – der har været en god korrekturlæser inde over her. Det kan vi lide!

Denne fisk, som jeg naturligvis ikke kan huske hvad hedder, havde de underligste, nærmest selvlysende blå øjne.
Vi så fire forskellige fodringer: Koralrevet, det store oceanarium (oppe til højre), skyttefiskene og havodderne. Der var gode formidlere til alle fire ting.

Nu er vi alene hjemme igen efter syv dage med hytten fyldt. Den uge er fløjet afsted med lysets hastighed.
Der er nu ryddet op, den første af flere maskiner med sengetøj og håndklæder er vasket og – måske lidt optimistisk, men vejret er så fint – hængt ud på tørresnoren.
Jeg har været ude og rydde staudebede for ukrudt i et par timer … trængte til at få rørt mig lidt, og jeg skal da lige love for, at ukrudtet synes vi har haft en god september.
Pensionistlivet er med andre ord vendt tilbage til normaltilstanden. Nu skal vi bare have fat i vennerne, for det er alt for længe siden, vi har været sociale, synes vi. Ved ikke lige hvad der skete, men pludselig er året næsten gået. Igen. Der er kun to måneder tilbage af det. Skræmmende. Jeg synes lige, det er begyndt.

---

   

Apropos år: Jeg var inde for at svare på en undersøgelse og kunne ikke helt finde ud af grunden til disse to spørgsmål, som de havde proppet ind mellem de mere seriøse.
Er det for at finde ud af, om jeg er vågen endnu? Eller om jeg kender ugedagenes rækkefølge? Og hvilket år vi skriver i kalenderen? “Indtast ikke et interval”??? Jeg havde sådan set ikke tænkt mig at svare, at vi er i 2015-2020 … eller år 2016,75 …

Sverige efterligner New Englands efterårsfarver. Lidt.

De kan trods alt lidt med efterårsfarver her i Sverige. Selv uden solskin kan man godt fornemme de varmtgyldne farver på vores ahorntræer i haven, men vi mangler de knaldrøde, som vi sjældent ser hos os. Det er en anden art ahorn, men der er også 128 af dem … hvor vores med størst sandsynlighed er Acer pseudoplatanus, er det Acer saccharum, altså sugar maple (sukkerløn på dansk), der giver de verdensberømte farver i New England. Det giver heldigvis god mening, da det også er dem, man tapper saften af til sirup.

Vores kan være med næsten hele vejen, men mangler dem omkring klokken 3 på det indsatte billede af et sugar maple-blads farvecyklus (jeg kan ikke lide navnet sukkerløn! Det lyder som noget man får for at arbejde på en sukkerfabrik). Der skulle være forskel på løn og på ahorn, men jeg har svært ved at skelne mellem dem. Det er også ligemeget – tror bare jeg kalder det hele for ahorn – der skal alligevel en ekspert til at rette mig i denne træfejl, og umiddelbart kender jeg ingen træeksperter.
Æblerne fra det gamle æbletræ kan bedre finde ud af den kønne, røde farve.

Selv om vi næsten lige er kommet hjem igen, er vi nødt til at smutte en tur til Sverige for at vinterlukke huset; dvs. sørge for, at vandet er tappet af systemet, når vi forlader stedet, og eftersom alle mine englændere kommer på torsdag, er det nødt til at være inden da.

---

Normalt bestræber jeg mig på at være så upolitisk som muligt både på egen og andres blogge, selv om visse af mine holdninger uvægerligt vil skinne igennem.
Men … i USA sad vi og brugte to timer på at se en faktisk ret interessant udsendelse om Trump og Hillary Clinton, hvor man skildrede begges liv lige fra deres spæde barndom og hele vejen op til i dag.
Billedet herover er fra FB, hvor en (flere …) har linket og delt det fra en på Instagram, som igen har det fra tv-dokumentaren – i hvert fald så vi præcis det samme billede i omtalte udsendelse, så jeg har ingen skrupler over at gengive det her – men i tv-udsendelsen så vi i sagens natur ikke de viste talebobler, som jeg, set i lyset af årets nobelprismodtager i litteratur, synes er så fint fundet på. Her kommer så min politiske holdning: Jeg håber virkelig ikke, at den skrækkelige Trump vinder valget, men det ser da heldigvis ud til, at det går mere og mere tilbage for ham. Man kan så mene om Mrs. Clinton, hvad man vil, men hun vil trods alt være en bedre løsning. Det kunne også være lidt sjovt med den første sorte præsident direkte efterfulgt af den første kvindelige ditto i landets historie, men det er altså ikke derfor, at jeg ikke har nogen fidus til Trump.
Og så synes jeg i øvrigt, at Bill Clinton har én ting til fælles med Sean Connery: De er begge blevet bedre med årene …

En mand af få ord

Man siger, at modsætninger mødes og sød musik opstår.
Det skete for Johns og mit vedkommende for efterhånden temmelig mange år siden.
Jeg var ikke dengang klar over, at der overhovedet var modsætninger, og slet ikke hvor store de var – jeg fokuserede vist meget mere på den søde musik. Det var også meget sjovere.
John er meget lidt temperamentsfuld, og der skal virkelig meget til at hidse ham op eller blive vred.
Han kan have en meget indirekte og ofte forblommet måde at sige tingene på, men den eneste, der forstod det sprog, var Pernille … jeg vil ikke sige, at jeg ikke forstår hentydninger, men ofte er det fra hans side en snert af en antydning af en hentydning.
Og så siger man, at kvinder skal tale lige ud af posen, når de henvender sig til en mand …
John er – som regel – også en mand af få ord. Det er mig, der snakker, undtagen når han får lidt for meget at drikke, men det gør han stort set aldrig (mere). Det er altid ham, der aldeles frivilligt tager chaufførtjansen, når vi skal ud, for han drikker glad og gerne alkoholfri øl og har det meget bedre med det – især dagen efter.
Det har jeg det sådan set også helt fint med – ikke fordi jeg drikker mig i hegnet, men det er rart at kunne drikke mere end et enkelt glas vin.

Han er ligeledes en mand af få ord, når det drejer sig om at skrive. Hans fingre er for tykke, siger han, og han bruger det bibelske system, når han skal finde bogstaverne: Søg, og du skal finde … han afskyr derfor også at sms’e og er måske af samme grund ikke på den form for talefod med ret mange, men det hænder dog, at Karin sender ham en sms, som kræver et svar.
Så stønner han næsten helt uhørligt, men også kun næsten, og rækker telefonen over til mig:
”Læs lige den her … kan du ikke svare hende?”

Kort tid efter han var kørt i dag, løb der en besked ind til mig om, at min pakke var kommet.
Den videresendte jeg til John, med den afbildede korrespondance som resultat.
Man behøver selvfølgelig ikke at skrive en roman for at svare på dette, men det er generelt meget betegnende for længden af Johns svar, hvis han får en sms og jeg ikke er der til at svare for ham, hvilket jeg i sagens natur ikke er, når jeg selv er afsenderen.

Skal vi ikke hellere lege?

Mændene går rundt som løver i bur. De går ud, så snart der er det mindste ophold i sludregnen – og sommetider også selv om der kommer lidt ned … faktisk kommer de kun ind, når der kommer meget ned, men det gør der desværre tit.
John har højtryksspulet (her er det essentielt at huske begge s’er) terrassen; det er et arbejde, hvor forskellen er lig nul, om det regner eller ej.
Noget af regntiden har de brugt på at regne den nøjagtige afstand ud mellem de tilskårne brædder/balustre. Det var ret morsomt at høre på, for de var langt fra enige.Tallene fløj gennem luften – Aj, hør nu her … Kan du ikke se, at … Det der er sgu da cm, ikke mm … Altså, var det ikke 15 brædder, du sagde?… Nej, 11! …
Så regnede de lidt hver for sig, men kunne da alligevel ikke lade være med at mundhugges i al venskabelighed og sammenligne tal hele tiden.
Det viste sig, at de bare brugte hver sin metode, for de kom frem til præcis det samme resultat, da de endelig var færdige.

Nu går det stærkt. Det er holdt op med at sludregne, solen titter frem, så herrerne strøg ud og gik i gang. De er færdige lige om lidt, for måske lige bortset fra de nævnte udregninger, er de gode til at arbejde sammen. Det tog dem kun 40 minutter at nå fra billede 1 til billede 2.

Al deres talsnak fik mig til at tænke tilbage på dengang jeg var arbejdsramt, hvor jeg sommetider overhørte mine lærde kolleger, mens de sad og diskuterede statistik og signifikans og al den slags. Sådan noget skulle oftest gerne munde ud i en rapport, og nu, hvor jeg har været tre år væk fra dette arbejdsmiljø, tør jeg godt afsløre, hvad hemmeligheden bag de videnskabelige artikler er – hvordan de forskellige, nærmest faste udtryk skal oversættes.

Phrase                               Translation
------------------------------------------------------------------------------
It has been long known.....................I haven't bothered to check the references
It is known.....................................I believe
It is believed...................................I think
It is generally believed......................My collegues and I think
There has been some discussion.........Nobody agrees with me
It is proven....................................It agrees with something mathematical
Of great theoretical importance..........I find it interesting
Of great practical importance............This justifies my employment
Of great historical importance........ ...This ought to make me famous
Some samples were chosen for study...The others didn't make sense
Typical results are shown....……………...The best results are shown
Correct within order of magnitude…....Wrong
The values were obtained empirically..The values were obtained by accident
The results are inconclusive.......…....The results seem to disprove my hypothesis
Additional work is required................Someone else can work out the details
It might be argued that....................I have a good answer to this objection

Nu har jeg ikke været ansat i en farmaceutisk virksomhed for ingenting, så denne sidste får I også med. 
Den er ment som en vits, men den er så tæt på sandheden, at det næsten kun gør den morsommere:
A Short History of Medicine: 
"Doctor, I have an ear ache."
2000 B.C. - "Here, eat this root."
1000 A.D. - "That root is heathen, say this prayer."
1850 A.D. - "That prayer is superstition, drink this potion."
1940 A.D. - "That potion is snake oil, swallow this pill."
1985 A.D. - "That pill is ineffective, take this antibiotic."
2000 A.D. - "That antibiotic is artificial. Here, eat this root!"

Håndbog for spioner

I julegave fik Aubrey et par spionbriller som de viste. Virkelig smarte briller var det, for han kunne både kigge bagud og om hjørner med dem, plus at de bevirkede, at han kunne se i mørke. Han elskede dem, for begge børnene elsker at lege spioner – kan også være nisser, lidt afhængigt af årstiden, men i hvert fald at snige sig omkring og lure os af eller fx komme aldeles bag på mormor og kilde hende. Den tager kegler hver gang det lykkes, fordi samme mormor åbenbart hyler op på en meget u-mormorsk måde.
De gør hvad de kan, men glemmer lidt at tage højde for det perifere syn, som vi dog for det meste storsindet lader som om vi slet ikke har.
Nogle gange er det særdeles svært for spionerne at lade være med at fnise henrykt; andre gange er det en dårligt undertrykt hoste, der afslører Vor mand i Den Stråtækte.
Når den ene fniser, bliver den anden tosset, og når den anden fniser, bliver den ene tosset. Det er også svært at bevare tålmodigheden, mens man venter på en mulighed for at komme videre fra, hvor man af en eller anden grund har været nødt til at blive et stykke tid.
Til sidst blev de enige om at skrive Spy rules ned, lære dem udenad og sidst, men ikke mindst, efterleve dem.

Disse spy rules gælder såmænd i mange andre relationer end lige spionfagets … nummer tre og fem gælder fx for alle biografgængere. Med stay related går jeg ud fra, der menes stay focused.

Morten Ingemanns kalenderstribe fra i søndags fik mig straks til at tænke på den seje Betty, der stadigt og stædigt fortsætter udendørsbadningen efter andre for længst er stoppet. En enkelt af os kom faktisk aldrig i gang … ikke alene bliver jeg aldrig nogensinde vinterbader; der skal temmelig høje vandtemperaturer til for at få mig i selv om sommeren. Helst mere end 25°, hvilket sker forholdsvis sjældent i de danske farvande.
Så værsågod, Betty, den er til dig – men lov mig ikke at ende som isskulptur

De har humor i Sortsø

Jeg har desværre ikke fået opklaret ordgåden fra gårsdagens indlæg. Vi er nødt til at køre derned igen og finde en lokal, vi kan spørge – vi kan ikke bare gå rundt i evig uvidenhed om, hvad der står på den ølbænk.

Vejret var ikke for godt, da vi var der i søndags; det hele var gråt i gråt, men havnevandet var stille og kontrasterne var store.

Da jeg så alle de mange regnbueørreder ligge i kasserne, var jeg så imponeret over synet, at jeg spurgte to gutter, der stod bag dem, om jeg måtte tage et billede af dem og fiskene. Og om jeg måtte offentliggøre det på nettet.
Jajada – endelig – jeg kunne bare skyde løs …

Mere henvendt til mig selv end andre, sagde jeg: “De er godt nok flotte!”
”Ja, ikke?”, sagde den ældste af dem, “og fiskene er såmænd også meget pæne …”
Jeg kom sådan til at grine … nyder den slags små bemærkninger.

 

Deres humor angående deres baderegler er måske mere ufrivillig.
Det er forbudt at bade. Ganske enkelt.
Jeg ville så nok ikke kalde det for baderegler – det kan det kun kaldes, hvis man må bade. Det øverste ord skulle nok helt have været udeladt.
Men pyt med det – nu mangler vi bare at finde ud af det ølbænkskilt …

Sådan får man større bryster på 10 minutter

Hvordan får man større bryster på 10 minutter?
Såre enkelt: Man går til bandagisten.
Det er aldeles smertefrit.
Kommunen betaler oven i købet.
Ét bryst om året; to første gang.
Nu har jeg dermed tre. Udover det, der stadig sidder fast på min krop.
Og den der vover at sammenligne mig med en ko af den grund, får ballade! Jeg fremviser trods alt kun to ad gangen.

Det nyeste af de nu i alt tre kunstige er lidt større end de andre, men John har hele tiden sagt, at det virker som om det uægte er mindre end den ægte vare, så jeg prøvede nogle stykker hos bandagisten. Man kan jo lige så godt gøre ham tilfreds, ikke? John, altså. Bandagisten var en kvinde.
Da jeg ringede i morges for at tjekke, om de havde på lager i min størrelse, sagde jeg nummeret til damen. Det ender på ‘5R’, hvilket jeg egentlig ikke havde tænkt over betydningen af, før hun sagde “… og størrelse 5 højre, ja …”
”Højre??? Det er sgu da mit venstre bryst, der er blevet fjernet!”
Jeg må godt nok have en underlig facon, men damen forsikrede mig, at det ikke var unormalt, at man satte et højrebryst i venstre side og omvendt; det har noget at gøre med, hvordan kavalergangen ser ud, hvor det helst skal fylde mest og hvilken slags bh man bruger. Og sidst, men ikke mindst, hvad der rent visuelt kommer tættest på det rigtige bryst, selvfølgelig.
Jamen alligevel …

Jeg kom ind i butikken, og vi prøvede bryster på livet løs. Jeg skulle ganske rigtigt en størrelse op, men det er stadig et højrebryst, der sidder på min venstre, flade side.
Det fremgår ikke af det indsatte billede, hvor asymmetrisk brystet er, men min mand er tilfreds nu, og det er jeg også.
Selv om jeg har to højrebryster.

Det var god værkstedshumor

Vi har Søren med til Sverige denne gang – han havde lige et par fridage, så det passede fint. I aftes fortalte John ham om den helt specielle bilkirkegård, og han reagerede ganske som alle andre: “Det lyder da som noget værre svineri!”
Det skal ikke forklares, det skal opleves, så vi var afsted igen.
Selv om det er omkring 50 år siden, der sidst blev skrottet en bil her, var der alligevel kommet et nyt bidrag til skrotpladsen, siden vi var her for en god måneds tid siden. Først undrede jeg mig over, hvad den støvle lavede der, så nysseligt og omhyggeligt anbragt mellem to gamle biler, men så fik jeg øje på mærket.
Det er da god værkstedshumor.

Igen fascinerede de mig, bilerne, som ganske langsomt bliver opslugt af skoven, og Søren kunne godt se, hvorfor vi mente, at det skal opleves – det fænomen kan ikke forklares, så man kan forstå det, men han kunne heller ikke lade være med at blive betaget af alle bilerne.

En ting, der slog mig i dag, og som jeg ikke tænkte over, da vi var der sidst: Hvorfor var svenske biler fra 40’erne og 50’erne venstrestyrede? De gik først over til højrekørsel i 1967, så alle bilerne her på skrotpladsen burde have været højrestyrede, men vi fandt kun en bus, der var det; personbilerne var venstrestyrede. Jeg ville have troet, at man i en overgangsperiode i tiden omkring 1967 måske ville have haft både venstre- og højrestyrede biler, men jeg var kun 14 år og interesserede mig slet ikke for den slags, så jeg husker intet om det.
Måske er der nogen her, der kan fortælle mig, hvorfor man har haft rattet i den forkerte side op til 1967?

Vel hjemme igen fik vi os lidt frokost og bagefter var jeg på FB, hvor jeg så en tegning, der var slået op i svampegruppen, jeg er medlem af.
Man må såmænd gerne kalde mig Peter, 14 år, hos hvem hormonerne næsten ikke kan styres, og hvor halvlumre vittigheder er i meget høj kurs, men jeg kunne ikke lade være med at smile højt, da jeg så den. Den kompenserer næsten for alle de svampe, jeg ikke finder – og som vores svenske nabo heller ikke finder, og hun samler altid nærmest i tonsvis. Her er bare INGEN svampe, siger hun og er møgsur over det, men bekræftede, at det er manglen på vand her i området, der hæmmer fremkomsten af efterårets høst. 
Selv om regnen skulle tage sig sammen til at komme nu, kan det være det samme for vores vedkommende, for vi skal ud at rejse, og allerede få timer efter vores hjemkomst lander englænderne for at holde noget af deres efterårsferie i Den Stråtækte, så vi kommer ikke herop igen før om forholdsvis lang tid. Selv om der skulle komme vand nu, vil svampene være både kommet og gået igen, når vi er her næste gang.

Det kære sprog

Jeg har samlet lidt sammen til en blandet landhandel af sproglige bøffer.
Det nytter jo ikke noget at gå og være sprogsur altid, og nogle gange kan man altså lige så godt give sig til at grine over tragikomikken – jeg kan alligevel ikke gøre så meget andet. Jeg havde en morsom oplevelse hos Meny-bageren i dag, men den historie kommer en anden god gang.

Vi lægger ud med (nej, ikke ligger!) ud med Aftenshowet i torsdags. John kan godt lide at se det, så jeg forsøger ofte at foretage mig noget andet, så jeg kan slippe. Det kommer dog an på, hvem der er vært(er); nogle er okay, nogle ikke, og Lise Rønne har jeg det særlig svært med. I torsdags leverede hun følgende:
”Vi ligger ud med en historie, der ryddet alle forsider … ”
” … at I lagde i det her iskolde vand meget længe …”
Du GOdeste, siger jeg bare. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at spæne hen og slukke for det rædsomme kvindemenneske.

EU-korrespondent i morgen-tv:
”Der er taget et langt spadestik i den retning.”
Det kan man da kalde et metaformix af format.

JP: ” Anja Cetti Andersen har vedholdent observerede stjernerne det meste af sit liv”

BT:
Kæmpe forløsning: Eriksen og Tottenham udraderede Tottenham
??? Jeg blev ikke spor klogere af at læse artiklen.

… og den livsform hujer ikke lige just de lokale…
Jamen for pokker da, BT …

”Efter det påståede indbrud meddelte den 40-årige sit forsikringsselskab, at hun havde fået stjålet indbo for 150.00 kroner med målet om, at kvinderne kunne stikke en forsikringssum i lommen”.
Det var ellers en beskeden sum at svindle for. Gør det dog med format, hvis det endelig skal være … eller tjek jeres tal …

Fra FB, som er trofast leverandør … men hatten af for at han trods alt vidste, at ”i dag” skal i to ord.

Dårlig tekstning/oversættelser
Netflix har vist afløst TvDanmark som indehaver af den dårligst tænkelige tekstning. Niels Søndergårds vidunderlige Bøfside, som jeg tidligere har nævnt nogle gange, kunne sagtens genoplives, nu bare med Netflix som hovedbidragsyder.

“Netflix vokser og er i dag Danmarks sjettestørste tv-kanal. Som Journalisten kunne fortælle i sidste uge, har 17 procent af danskerne ifølge DR Medieforskning købt adgang til streaming-tjenesten. Netflix har i dag 44,4 millioner betalende brugere i verden, viser nye tal, der kom frem i går.

Det koster i øjeblikket kun 79 kroner at abonnere på Netflix. En af årsagerne er, at teksterne får meget lidt i løn, mener Amalie Foss, der er formand for Forum for Billedmedieoversættere.

Der er endeløse eksempler på dårlig tekstning. Når den trofaste hustru i “Mad Men” siger til sin mand, at “der ligger en sandwich i indhegningen” bliver man lidt forvirret, indtil det går op for én, at hun bruger ordet “on the range”, hvilket betyder komfur, ikke indhegning.”

Åh, det er da pragtfuldt!

Så der dem, der godt kan vurdere oversættelser, men ikke selv stave (eller sætte komma). Irekterende, tsk, tsk – udtaler nogle virkelig ordet sådan?

Netflix har præsteret at oversætte USA-børns haloween-tiggesætning Trick or treat med trick eller behandle. Fantastisk, ikke?

Dagens mest komiske ordveksling

Ellen: Jeg genstartede maskinen, så blev det bedre.
John: Ja, vejret?
Ellen: ???? Hvis vejret blev bedre af, at jeg genstartede min pc, ville det være en temmelig revolutionerende opdagelse …

Du godeste, hvor jeg kom til at grine, mens John sjovt nok ikke rigtig kunne se komikken.
Jeg forstår ikke rigtig, at man på klinikken kunne hævde, at Johns hørelse ikke behøver hjælp. Denne slags goddag mand – økseskaft-ordvekslinger er ikke sjældne i det nielsenske ægteskab.

Baggrunden for formiddagens morsomme misforståelse er, at min pc af en eller anden grund pludselig var uudholdeligt langsom (> 1), mens Johns holdt sine fine 14. De stod lige langt fra routeren, så jeg forstod ikke en pind.
John gik ud, og jeg genstartede min pc. Det er altid det første, man bør gøre, når den driller, og det hjalp da også i dette tilfælde. Jeg aner ikke hvorfor, men det er også ligemeget, bare det virker, og det var derfor, jeg sagde sådan til John, da han kom ind igen.

Han hørte det så bare for om en time bliver det bedre.
Han hører dårligere på højre øre end på venstre, hvilket resulterer i, at han sommetider har vanskeligt ved at retningsbestemme ting, fordi han tror, det kommer fra venstre uanset hvad. Det var jo i det øre, han hørte lyden …

Nu havde jeg endelig fået ham til at bestille tid til en høreprøve, og så får han den besked. Er det fordi, de har fået besked på at spare? For det passer jo ikke, at han ikke har brug for et høreapparat, men selvfølgelig er han ikke decideret døv, og jeg tror da også, at han nogle gange bare er dybt begravet i egne tanker – hans tinnitus gør det naturligvis heller ikke bedre. Jeg tror på, at et høreapparat måske kunne hjælpe på begge dele, men sagkundskaben mente åbenbart noget andet. John glemte nu også at nævne sin tinnitus, da han blev testet. Lidt ret ærgerligt.

Alt dette får mig atter en gang til at undre mig over, hvorfor det er mere flovt at have høreapparat end at have briller? Alle taler åbent om deres problemer med synet og om at gå til optiker eller øjenlæge, men hvis det er hørelsen, den er gal med, taler man helst ikke om det.
Min far var meget længe om at indrømme, at han nok ville have gavn af et høreapparat – det fik ham til at føle sig så gammel, at han var nået dertil, sagde han på et tidspunkt.
Jamen far … du er gammel (han var over 80 på det tidspunkt), så hvad er problemet? Det er i øvrigt ikke kun tegn på alderdom; der er da folk i alle aldre, der bruger høreapparater.
Grynte, grynte …

Sprog og kager

Jeg har samlet lidt forskelligt sammen. Der er ingen sammenhæng – andet end at de alle fik mig til at smile eller til undre mig. Eller både-og.
Besøget på cakewreck-siden, som det er længe siden, jeg sidst har besøgt, fik mig til at smile højt. Her er simpelthen grinegaranti.
Og dog – er der alligevel en sammenhæng til? Døm selv …

En Aarhus-googling resulterede i nedenstående.
Egentlig underligt, at vi ikke frøs mere, da vi sad på Åboulevarden og fik en kopkaf … de sender åbenbart kølevand gennem åen.
(Og hvorfor insisterer århusianerne mon ikke på at skrive Aaboulevarden og Aarhus Aa?)

Brugsen kan bedre lide orginaler end originaler. Det er ikke så underligt. Intet kan længere forbavse mig ved Brugsens stavning. Det underlige er, at hvis man udtaler original på engelsk, hvilket vel burde være oplagt i dette tilfælde, er det umuligt at overhøre det første ‘i’.
Hvis vi abstraherer fra Brugsens evindelige stave- og grammatikfejl, er Zin-vinene ganske glimrende – i hvert fald dem, jeg har smagt, hvilket drejer sig om Original Zin, Ultimate Zin og 7 Deadly Zins. Det er fine ordspil på druens navn zinfandel.
Hvad jeg derimod ikke bryder mig om, er at få bekræftet noget, jeg længe har haft mistanke om er et salgstrick, nemlig Brugsens ‘besparelser’, når man køber deres tilbudsvine. Original Zin står andre steder med en vejledende pris på 50 kroner flasken. Det er temmelig langt fra de 85, man her hævder, det skule være. Spier-vinene, som også er gode, fås altid kun til ‘halv’ pris, 50 kroner. Jeg har endnu ikke set dem til ikke-tilbudspriser, og nu ved jeg hvorfor. De er skam 50 kroner værd. Bestemt. Men de er ikke det dobbelte værd.

Er man fyrrig, fordi man fylder fyrre? Coop er på banen igenigen …
Jeg er muligvis gammeldags, men uanset hvad jeg inde i mit hoved måtte mene om, hvad min direktør eventuelt kunne tænkes at være i sit privatliv, ville jeg aldrig i en officiel fødselsdagsinvitation skrive, at han er ‘fyrig’! Den slags hører hjemme i de private festers regi.

Og nu til noget lidt mere komisk:
Fra min længst forgangne it-tid kan jeg huske WYSIWYG – what you see is what you get.
Det gælder ikke for dette kageønske. Til venstre ses bryllupskageønsket; til højre, hvad brudeparret fik.

 

Så var der dette ønske om a black high heel. Hvad de fik var a black high hill …

Man skal med andre ord ikke telefonere sine ønsker til konditoren, vil jeg bare sige. Han/hun tager tingene alt for bogstaveligt.
“…And underneath that, write ‘We will miss you’. Got it?”

    

Ashley J. had two male coworkers each expecting a child, so the office decided to get them a cake. They wanted it to say, “Happy Fatherhood Shawn and Glenn”. Instead, they got this:

    

Jeg er ikke kun gammeldags. Jeg er også fuld af fordomme.
Jeg kan nemlig ikke forestille mig, at så tåbelige misforståelser kan forekomme andre steder end i USA.
Kig selv videre – man tror det er løgn.

En cykelprøve?

Dagens cykeltur gik ad nye veje. Det vil sige gamle veje, men forholdsvis nye for os. Vi har kørt ad dem i bil nogle få gange, men i dag skulle det være på cykel, for det første fordi det var pragtfuldt vejr og for det andet fordi mange af vejene omkring os ikke er bredere end cykelstierne er andre steder i landet. Vi blev sat fuldstændig tilbage til barndommens land på turen – på den go’e måde, vel at mærke. Der blev høstet alle vegne, og hele verden duftede af mejetærskning og halm og høststøv. Herligt, herligt, herligt.

Vi havde vejen stort set for os selv, så vi kørte ved siden af hinanden og fyldte det hele. Det var en skøn tur.

Vejnavnene var heller ikke uden evner. Hvad mener I om Ny Prøvevej? Den fik vi spundet en ende over … ny prøve af hvad? Eller på hvad? Vores udholdenhed? Ved siden af stod et skilt, der gjorde opmærksom på, at vejen hverken bliver saltet eller ryddet om vinteren, så der kan den sikkert sagtens gå hen at blive noget af en prøvelse. Vi kørte også på Hovskovvej. Hovskoven?? Der hvor hun blev gravid ved et uheld?

Det er Bækkeskov gods og dermed Peter Zobel, der ejer det meste af jorden og skoven her, men i dag gik der en mand og arbejdede ved et hus, som vi troede var ubeboet. Det havde det godt nok ikke været siden maj, men der har længere end fra maj hængt nogle mærkelige, hvide gardiner, som vi har undret os en del over, hvilket jeg fortalte manden. Det viste sig, at han havde købt huset af Zobel, som ellers købte det så sent som i 2013 – men det var vist mest for den tilhørende jords (og dermed jagts) skyld. Gardinerne var manden (og konen, som kom til, fordi hun selvfølgelig blev nysgerrig) helt enige i var ret underlige, fordi man kunne rent faktisk se ind, især når man bevægede sig rundt, mens man stort set ikke kunne se ud … de skulle skiftes, men i det hele taget var huset noget af et projekt, sagde han.
Den mand var yderst snakkesalig; vi var nær aldrig kommet op på cyklerne igen, for udover at stille vores nysgerrighed mht. huset, fik vi hele hans livshistorie: hans tidligere ægteskab, forholdet til faderen, hvordan han havde brudt med sin storebror, hans 60-70-timers arbejdsuge, hans blodprop og meget, meget mere. Han manglede simpelthen bare at informere os om, hvor tit han gik i seng med sin kone, men det var såmænd nok også kommet, hvis ikke vi efter et kvarter helt trætte i ørerne sagde, at nu måtte vi søreme også se at komme videre …

Sådan er det (også) at bo langt ude på landet.

Selvgenererende ad hoc-opgaver og gådefulde undersættelser

Vi stod op til øsende regnvejr og var glade for det, da det vil bekomme den nye plæne særdeles vel. Jeg vandede det grundigt igennem i aftes, og så kan naturen få lov at klare det i de næste par dage, tænkte jeg.
Der kom kun fem mm regn – jorden blev ikke engang våd under buskene. Nu er det varmt – lummert, faktisk – igen, men det ser ud som om det er slut med regnen for denne gang, medmindre lummerheden ender med et brag senere.

Vi stod op uden at have planer for dagen, men der skete hurtigt det, der meget ofte sker for mig: Opgaverne giver sig selv hen ad vejen, og den ene fører til den næste; sommetider inden den forrige er færdig.
Jeg startede med at male skorstenen på børneværelset med den superdækkende maling, vi købte i England. Den holdt hvad den lovede.
Fordi jeg trak i malertøjet, gjorde John det samme og fik malet færdig i fyrrummet. Mellem fyrrummet og garagen er der et lille rum hvor fryseren står, samt hylder med en hel del syltede ting. Solen kan skinne ind hele eftermiddagen, hvad der bestemt ikke er godt for sylt, så jeg syede et gardin, hvilket både pynter og gør nytte.

Jeg opdagede, at roserne foran huset igen trængte til en klipning. Mens jeg deadheadede, fik jeg øje på nogle bare pletter i græsplænen, hvorefter jeg hentede lidt græsfrø og strøede ud. Så må det spire eller lade være …
Jeg skulle også lige en tur i drivhuset for at se ‘rigets tilstand’, hvilket fik mig til at indse, at den ene tomat og chili slet ikke får nok lys, fordi vinen gik helt gro-amok i vores ferie.
Nu ligger der en halv kubikmeter druegrene på gulvet … de skal selvfølgelig fjernes. Om lidt …
Selvfølgelig fik fjolset her også klippet et par grene af med store drueklaser på, så dem vil jeg sylte, selv om de ikke er helt modne endnu.
Når nu jeg så alligevel har gang i noget i køkkenet, kan jeg lige så godt lave et par batch chocolate chip cookies til om 14 dage – der skal alligevel en del til, når der kommer over 30 gæster.

Da jeg googlede lidt rundt for at blive inspireret til, hvilken opskrift jeg ville bruge til druerne, røg jeg ind på denne side. Den er tydeligvis googleoversat – det er bare ikke noget, jeg har bedt om. Det kan ikke bruges til en pind, men det er herlig underholdning, kan I se … hvad mon fx 1-2 fed ‘opløb’ kan være? Vel næppe hvidløg sammen med druer?
Og nu vi (måske) har fat i hvidløgene, så nyd den herunder. Salte 10 kilo hvidløg??? Så har man da nok til et par år, vil jeg tro.

      

Lige mine ord: Til helvede med sukkerroejuice – det lyder da ualmindelig ulækkert!
Saften fra hofterne vil jeg nok helst ikke vide, hvad er …

Engelsk er sjovt …

… synes jeg så absolut stadig, men hvis ikke man er enig i dagens overskrift, bør man nok hoppe af allerede her …
Jeg sad og ryddede lidt op i gamle filer og faldt dermed over noget af det materiale, jeg brugte på mit arbejde for at gøre mine løftede pegefingre lidt mere spiselige (!). Det var godt at krydre med, fordi det gav næsten dobbelt effekt: Man huskede både det væsentlige og det morsomme.
Hvor gode eller dårlige I er til engelsk, kommer selvfølgelig overhovedet ikke mig ved, men det kunne være, der var en enkelt eller to, der kunne drage nytte af det.
Pilen med quantities giver en god fornemmelse af nuancerne, når man ser ordene sat op på denne måde.
Ligeledes kan jeg ikke dy mig for at forklare forskellen på may og might for dem af jer, der ikke måtte kende den.
Man kender formentlig begge ord, men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan de bruges.
“Will he pass the exam?”
“He may, but he has been rather lazy during this term.”
“He might, but he has been rather lazy during this term.”
Hvis vi taler sandsynligheder, så antyder man med may en chance på 50 %, mens man ved brug af might kommer ned på cirka 30 %, så man tror altså lidt mere på, at han består, hvis man bruger den første sætning.
Nedenstående var et hit med alle de rapporter og statistikker, der blev produceret i min afdeling – det var ret vigtigt at kunne sætte de rigtige adjektiver på, når man skulle forklare graferne:

Har vi mon ikke alle sammen efterhånden set den lille børnetøjslabel, der siger Remove child before washing?
Der findes mange flere af slagsen, og jeg havde gemt en del af dem i en fil, der hed In Honour of Stupid People.
On a Swedish chainsaw — “Do not attempt to stop chain with your hands or genitals.”
(oh my God … was there a lot of this happening somewhere?)
On a Japanese food processor — “Not to be used for the other use.”
(now, somebody out there, help me on this. I’m a bit curious.)
On Nytol Sleep Aid — “Warning: May cause drowsiness.”
(and … I’m taking this because??? …)

Occupational Hazards er heller ikke helt uden evner:
A consultant is someone who takes the watch off your wrist and tells you the time.
A professor is one who talks in someone else’s sleep.
An economist is an expert who will know tomorrow why the things he predicted yesterday didn’t happen today.
A mathematician is a blind man in a dark room looking for a black cat which isn’t there. (Charles R. Darwin)

And a galley slave is …
Mine englændere har købt en lille robåd – resultatet af en klassisk Tim: Han sad og så Vinden i Piletræerne sammen med børnene og sagde, at det da kunne være hyggeligt med sådan en lille robåd – “så kan vi have mor med og dermed være sammen alle fire på én gang; det kan vi ikke i kajakkerne”.
Gæt, hvad ungerne syntes om den ide? Og hos Tim er der sjældent langt fra tanke til handling, så nu har de River Trout … brugt, men allerede elsket …

Sengeklæder skaber sengeglæder

Nu håber jeg sandelig ikke, at overskriften leder uønskede elementer til min blog – eller at WordPress blacklister mig pga. utugtig optræden.
De førstnævnte vil i givet fald blive svært skuffede og de sidstnævnte ville begå en fejl, for det er såmænd så overmåde uskyldsrent. Da en vis Mädchen havde læst gårsdagens indlæg om nyvasket og nygennemblæst sengetøj, taggede hun mig på Facebook og delte nedenstående lille video.
Brug 1½ minut af jeres travle liv på at finde ud af, hvordan et lille jordegern på perfekteste vis beskriver hvordan jeg følte det, da jeg kom i seng i aftes.

Andetsteds på Facebook så jeg et link til en side, som jeg er stødt på før, men normalt ikke beskæftiger mig med, fordi jeg synes den minder en tand for meget om en blanding af EkstraBladet og Se & Hør, når de er værst. Derfor linker jeg heller ikke direkte til siden, men de uudholdeligt nysgerrige kan forsøge sig med viralthread.com.
Lige netop linkets artikel var ikke desto mindre ganske underholdende – nogen havde opfundet 24 ord, som ikke findes i det virkelige liv, men som man mente burde findes. Ikke alle 24 var lige gode, men nogle af dem var faktisk overraskende kreative og perfekt beskrivende den givne situation.
For eksempel dette, som på en ganske anden, men lige så rammende, måde end Bikke the Chip beskriver oplevelsen af min seng i aftes: My internest.
Et herligt ord, som jeg fluks vil tage i brug. Hvis mange gør det samme, ender det formentlig i ordbøgerne som værende et rigtigt ord.
Det kan ikke med fordel oversættes til dansk. Interrede lyder ret tåbeligt og ordspillet med internet går fuldstændig fløjten.

Måske vil nedenstående ligeledes kunne finde indpas i sproget. Eller er det for tæt på et andet ord, som man normalt ikke bruger i offentligt regi? Jeg gør i hvert fald ikke, men bedgasm er et godt ord, som kunne fortjene at blive forfremmet til et rigtigt ord. Kan om ønskeligt oversættes til dansk.

De bruger nok alligevel ikke detentionen mere …

Vi kørte sydpå for at se æbletræer i blomst i Vångaområdet, for derefter at køre til en planteskole i Osby.
Her så vi et skilt, vi ikke umiddelbart kunne gennemskue, men vi blev enige om, at det må være detentionen, politiet har lavet om til hotel. Det kunne de da også gøre i Danmark – det kunne måske supplere bødeindtægterne lidt …

Da vi holdt på vores sædvanlige sted for at nyde udsigten over Ivösjön, kredsede der en rød glente. De er svære at indfange med et kamera, men det lykkedes næsten. Det blev ikke optimalt skarpt, men den kredsede helt nede ved vandet, som ses på billedet, så der skulle max zoom på og derefter digital zoom efter overførsel til pc, og under sådanne omstændigheder får man altså ikke et præmiebillede. At jeg overhovedet fik den ind på linsen med alt det zoom var mere held end forstand, tror jeg.

Apropos polisen: Jeg har stjålet i dag! Da jeg smed den gamle krukkejord ud i skoven på den anden side af vejen (vi har en meget stor kompostbunke derovre …), opdagede jeg, at der stod flere klumper white bluebells. De stod bare der til ingen verdens nytte – de kunne ikke ses fra vejen, ingen ejer dem, andet end staten, og den kommer med gang 10 (facebooksk for ‘garanti’ ) ikke og tjekker, om der mangler to klumper. Og skulle det alligevel ske, skal de først finde blomsterne i Den Stråtækte og dernæst bevise, at jeg har taget dem. Det bliver svært. For svært, tror jeg. Der er jo en grund til, at politiet har sengepladser tilovers. Den største kriminelle handling består i øvrigt nok i at indsmugle svensk skovjord til Danmark, men der er aldrig toldere fra Sverige til Danmark, kun den anden vej, så jeg satser på at slippe for opdagelse.

Hvor er det lige, man kan finde de der selvflettende træer?

Vi var i Ikea i går for at følge Annes råd om at købe selvvandingspotter der. Jeg havde ellers søgt højt og lavt, men kun fundet dem til 600 kroner eller mere, hvilket var for voldsomt til mine skotske gener, der må sidde og gemme sig til specielle lejligheder som disse, hvor de til gengæld virkelig træder i karakter. Potterne skal bruges til hhv. det oliventræ, vi har fået, og til en basilikum, som jeg erfaringsmæssigt ved er meget tørstig.

Nu er det jo sådan med Ikea, at der sker noget med én, når man bevæger sig rundt derinde – det har i hvert fald endnu ikke været muligt for mig at komme ud af forretningen i besiddelse af udelukkende de varer, jeg kom derind for at købe.
Således også i går, hvor ekstrakøbet var en lykkekastanje.
Jeg så sådan en for første gang ovre hos Charlotte i sidste uge og syntes den var flot.
Det synes jeg stadig, og da de stod i massevis lige ved siden af selvvandingspotterne, måtte jeg have en med hjem. Tænk, at man kan få en så stor plante (den er højere end jeg er) for bare 200 kroner … jeg forstår slet ikke, at det kan lade sig gøre. Den er fra Holland, hvorfor det vel næppe kan være ultralave lønninger, der holder prisen nede.

Da jeg kom hjem, googlede jeg lykkekastanje for at finde ud af den rette pasning og pleje. Den holder meget af et dagligt brusebad, så det har den fået i dag. Jeg kan dog ikke love, at jeg husker det hver dag, men jeg kan da forsøge, lige som jeg må gøre mit bedste for at lade den tørre grundigt ud mellem vandingerne. Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er standardproblemet for gennemsnittet af stueplanteejere, men jeg glemmer aldrig at vande mine potteplanter, og jeg har svært ved at lade være med at vande, så snart jorden bliver bare en lille smule tør.

Under min granskning fandt jeg en tråd med mange nyttige råd og gode svar på gode spørgsmål.
Man siger jo altid til kurser, seminarer og lignende, at der ikke findes dumme spørgsmål. Jeg vil dog hævde, at nedenstående spørgsmål uden større anstrengelse kunne placeres i denne kategori, men døm selv …
Nu var min lykkekastanje flettet, da jeg købte den, så jeg finder nok aldrig ud af, om de kan flette sig selv. Damen, der stillede spørgsmålet, fik nemlig ikke noget svar …

Storkenæb i syv varianter

Eller varinater, som Brugsen i både Havdrup og Karise skriver på skiltene.
Jeg færdigbearbejdede knolden, som jeg kalder den lille jordhøj mellem bådehus og drivhus. Per grovordnede den i går, og jeg har i dag forberedt den til plantning. Hele sidste år kom der ikke rigtig noget interessant op; hovedsagelig græs og lidt skvalderkål, så hvad knolden har været tænkt til, kan jeg ikke rigtig regne ud. En miniurtehave, måske.

Jeg sad i aftes og billedgooglede stauder, bare for inspirationens skyld, og faldt over storkenæb – var ikke klar over, at de findes i så mange varianter. Jeg kunne plante hele haven til med dem uden at behøve at sætte to ens. Næsten i hvert fald … jeg endte med at bruge en halv aften på storkenæb og blev mere og mere begejstret: De er hårdføre, tåler tørke og breder sig villigt. Lyder som den ideelle Ellen-blomst!
John og jeg kørte derfor til Ugledige til Flemmings store, dejlige planteskole, som havde en masse forskellige storkenæb. Foreløbig har jeg plantet syv forskellige på knolden – forskellige, og alligevel ligner de hinanden lidt; samme grundfarve, men i forskellige toner, så jeg håber det vil komme til at se ud, som om der er system i rodet.

Æbleblomsterne øverst er Charlottes; her er de ikke kommet så langt endnu, selvom det ikke varer mange dage.
De nederste er mine egne pæreblomster. Jeg håber ikke det har været for koldt og blæsende for bierne, for jeg vil gerne have en masse af de gode pærer i år. Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor der er røde dimser i nogle af blomsterne? De fleste har en eller to; nogle få, som denne, har mange.
Har det noget med han- og hunblomster at gøre? Man fornemmer nok, at botanik ikke er min spidskompetence …

Pas på ældre herrer med nedsat hørelse, siger jeg bare …

Planter, tøj, en brønd og nogle pikante kort

Vi har været i to plantecentre i dag. Begge er meget mere end planter; det er nærmest stormagasiner, der også har inden- og udendørs planter; bl.a. fører de tøjmærkerne Lazy Jack og Joules, som jeg er meget glad for, så jeg fik købt en ny forsyning bluser m.m. … har heldigvis masser af plads i kufferten, nu hvor alle gaverne er afleveret.
Charlotte, som aldrig har kunnet holde indendørs planter i live i mere end få dage eller måske uger, hvis det er en af de hårdføre, er pludselig blevet meget ambitiøs og køber den ene efter den anden til det nye sun room. Orkideer, efeu, bregner, klokkeblomst, duftranke, fredsliljer, begonier, streptocarpus (primula?), palmer … hun er gået helt amok i planter, barnet mit.
Både Tim og jeg har belært hende om, at planter er noget levende, og at de skal have vand for at overleve. Også mere end den første gang, hun kommer i tanke om det. Hun har lovet bod og bedring, og det skal nok lykkes hende, for det nye, dejlige rum er en stor motivationsfaktor, da det nærmest råber på masser af blomster og grønt. De gamle smedejerns-potteholdere, Charlotte fik med fra fædrenegården, passer fint ind i huset herovre.

 

Da de begyndte på rummet, blev der afsløret en gammel brønd, der havde været helt dækket til, og som de derfor ikke anede eksisterede. Den nænnede de ikke at skjule, hvorfor de har fået lavet en tyk glasplade, der kan tåle, at man sætter møbler på den eller går på den.
Der er endnu masser af kondensvand på undersiden af glaspladen, for der er først for tre dage siden tændt for gulvvarmen. Når pladen er blevet gennemvarm, satser de på, at vandet forsvinder. Der er lagt en ledning ned, så når glasset er tørt, bliver der monteret en lampe, som vil lyse brønden op nedefra og tilføje et spændende element og helt bogstaveligt en ny dimension til det gamle, nye rum. Den er vel 5-7 meter dyb, og der står en vandsøjle på cirka et par meter, men det er svært at vurdere højder (vel svarere dybder …) oppefra.
Vi forsøgte i aftes at illustrere det med en kraftig lampe ovenfra. Det blev ikke helt rigtigt, men måske kan man godt få en ide om, hvordan det vil komme til at tage sig ud.

I det ene plantecenter faldt vi over humorkortene – hold op, hvor vi morede os – og så taler ‘nogen’ om de bornerte englændere! Det her var herlig og meget engelsk humor. Jeg tog en del billeder, men de vil komme i små portioner.
John og jeg er enige om, at vi så småt kan begynde at genkende den problematik …

Alting går stille og roligt på Præstøegnen – selv surfing

John og jeg sad ved aftenstide oppe på vores nye og næsten færdige terrasse og nød hhv. en fredagsfyraftensøl og et glas ditto rødvin, da vi hørte stemmer nede fra fjorden. Jeg havde ikke briller på, men mente at kunne se to opretstående skikkelser på vandet. Da jeg ikke regnede med, at Jesus var genopstået i dublet, måtte de vel stå på et eller andet, så jeg gik ind og hentede kikkert og kamera.
Det gjorde de også. Stod på noget, altså – de stod på surfbrætter!
Måske er det ikke rigtige surfbrætter, men på afstand lignede de til forveksling.
Fjorden var spejlblank og vindstille, men disse to gutter surfede. Med padler eller pagajer eller noget … måske var det sådan nogle stænger, som de unge herrer punter med på floden Cam, når de skal have deres udkårne med ud på en romantisk tur.

De hyggede sig i hvert fald, de to gutter – holddaop, hvor de snakkede. Hele tiden. Lyd bæres som bekendt meget langt over stille vand, og selv om de var et par hundrede meter fra os, kunne vi høre, hvad de snakkede om.
Det gik langsomt, men sikkert fremad, og vi kunne høre dem snakke, længe efter de var ude af syne.

Så jo: Vi tager skam livet i mageligt og overkommeligt tempo hernede i det sydsjællandske.
Kan I have jer en god og rolig weekend derude i det danske land.

Lige til grænsen …

I går skrev jeg om, hvordan Johns interesse for fugle har smittet af på mig.
Min interesse for sprog og mit pedanteri, når det gælder journalistik og øvrig sprogprofessionalisme, har til gengæld smittet lidt af på John.
Han bliver aldrig så slem som mig, men i går gik der sport i det for ham at finde sjove fejl i lokalaviserne, som han studerer grundigt for lære nærområdet bedre at kende.
Det startede med, at han grinende kom ind og spurgte om jeg vidste, hvad fødekartofler er?
Nææh … alle kartofler er vel fødekartofler, og man har formentlig villet skrive flødekartofler, men vi fik begge en indre film kørende om kartofler med barselsveer og spirerne strittende i alle retninger. Og så skrives æg med lille æ og cuvette staves med u! Korrekturlæser, hvor er du? Er du sparet væk, din stakkel?

Her på Sydsjælland sparer vi åbenbart på glasset – jeg har dog endnu til gode at finde ud af, hvor tætte de poser er … “Goddag, jeg vil gerne se på en pose Linieakvavit …”

Lidt sjover[e] er dog nedenstående brochure fra en bager, som forsøger at få mænd til at spise bare en lille smule sundere; her med opskrift på en sund burger med en nemt lavet salsa som tilbehør.
Brochuren er lidt fræk og dermed ret god og iøjnefaldende – jeg elsker denne slags leg med ord, der, uden at overskride den, måske går lige til grænsen for, hvad faster Glatnakke ville kunne acceptere. På den anden side … faster Glatnakke ville muligvis ikke engang kunne se eller forstå det pikante – for den rene er alting rent.