Hos Mommer

16. juni 2013

Nu vil jeg fortælle noget, kun de færreste af jer ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , ,

Den lille havfrue ved Broholm (1)Det er altid en fordel at komme i kontakt med lokalbefolkningen, når man holder ferie et hvilket som helst sted i verden, og i aftes havde John og jeg nærkontakt med seks af de lokale, sydfynske beboere i særdeles høj og ditto hyggelig grad. 
En fantastisk bolig, et par dejlige forældre, fire skønne børn og noget utrolig lækker mad – så kan man ikke få det ret meget bedre.

Kong Mor fortalte os, blandt så meget andet, at vi ikke måtte snyde os selv for at tage ned og se Den lille Havfrue på vores vej hjemover i dag!
Que? Hun sidder da på Langelinje – når hun altså ikke lige er en tur i Kina …  
Men nej, hun sidder også lige her, på stranden tæt på Åbyskov, og ser meget lille og meget sød ud. Jeg tror hun frøs i dag, for det blæste en halv pelikan, og indimellem stod regnen ned i tove.
Men sød var hun – og I vidste sikkert ikke, at vi havde mere end én lille havfrue!
Det vidste de heller ikke i Åbyskov, at de skulle have … lige pludselig en augustmorgen i 2011 sad hun simpelthen på en sten på stranden ved Skårupøre Strandvej; ingen vidste hvor hun var kommet fra, hvem der havde lavet hende, eller hvorfor hun skulle stå lige præcis her.
Så vidt jeg ved, har man stadig ikke fundet frem til svarene, men havfruen sidder der endnu, med sin lille fugl på venstre skulder.

IMG_2147

Mens vi holdt vores lille havfruepause, kom der et par (andre) ferierejsende forbi:

IMG_2151

Vores miniferie er slut for denne gang, men der kommer forhåbentlig mange flere af slagsen.

14. juni 2013

De har nogle sjove, langhårede og krøllede grise i den fynske landsby

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , , ,

P1020667Overskriften lader antyde, at vi i dag beærede den fynske landsby med vores besøg.
På vej dertil så vi et skilt, der simpelthen måtte foreviges. “Goe Bakke”. Vi kunne ikke helt gennemskue, om Goe er et stednavn, eller det er den gode bakke på syngende fynsk dialekt, men smile gjorde vi begge to.

Den fynske landsby er ren idyl – en landsby, hvor alt er fra HC Andersens tid. Det kan ikke helt sammenlignes med Frilandsmuseet nord for København, hvor man har samlet bygninger fra hele Stordanmark; dvs. inklusive Schlesvig og Skåne, Halland og Blekinge.
Hold da op, for en idyl, man gik rundt i hele tiden.

IMG_2010IMG_2014

Maren blev malket … hun er da smuk, ikke? Ni år er hun.

Den fynske landsby

IMG_2034Gårde med skæve vægge.
Og gruekedler på alle gårdene … jeg kan faktisk tydeligt huske, at min mor og farmor, som boede på gården, til jeg var otte år, vaskede i sådan en. Vaskemaskinen holdt ikke sit indtog før farmor var flyttet på plejehjem i 1961.
Vi børn blev badet i et zinkbadekar, men John kan huske, at de, når de var på besøg hos deres farmor, blev badet i gruekedlen.
IMG_2026Det er altså en anelse deprimerende at føle sig som en aktiv del af historien på HC Andersens tid!
De store sulekar, som vi vist kaldte dem på Sjælland – jeg tror da i hvert fald, at det måtte være i disse kar, man saltede de store mængder kød, så det kunne holde sig vinteren over. De var der dog ikke på gården i min tid; jeg har aldrig fået nedsaltet kød – far og mor opbevarede deres slagtekød i det fælles frysehus i den nærmeste landsby, indtil de fik egen fryser omkring 1960.

En ting, vi lagde specielt mærke til var, at der var så mange ‘aktive’ haver – stort set alle bygninger havde en levende have. Det savner vi på Frilandsmuseet, som er et must for Charlotte, når hun er i DK om sommeren – atter en grund til at tage englænderne med til Sydfyn … C&T vil simpelthen elske denne fynske landsby.

IMG_1998IMG_2061

Men altså … grisene har et ganske anderledes udseende, end jeg lige er vant til at se. På skiltet ligner det dem, jeg kender, men de grise, vi ikke måtte fodre, var blevet både krøllede og langhårede …

IMG_2075

Det er bestemt den rene og skære idyl at kigge på over det hele, men når man kigger bag den, var første halvdel af 1800-tallet så afgjort ikke en tid, jeg kunne tænke mig at have boet i denne landsby – eller i det hele taget have levet, med mindre jeg var adelig, og disse havde det såmænd heller ikke for morsomt for den sags skyld … sidde hele dagen og brodere eller lære fransk er ikke min opfattelse af et godt og indholdsrigt liv.

IMG_2059

IMG_2065Lerstampede gulve – åbne ildsteder – stor børnedødelighed – og mødredødelighed, for den sags skyld – uvis alderdom: vil der være nogen til at sørge for mig, eller skal jeg på fattiggården?
Og alkoverne! Hvis jeg var mindre end 10 år, var det da sikkert i orden, hvis jeg vel at mærke havde den for mig selv, hvad chancen var minimal for. Tænk at halvt sidde op og sove; på et underlag af træ, dækket af halm. Med mus og mug. Lige bag ved én lå måske svigermor. Eller mor? Far? Hej far – vi hygger os lige …
Eller halvstore børn. Jeg er helt sikker på, at de ægteskabelige glæder måske ikke var til så megen glæde endda. Hele huset må da have kunnet følge med i forestillingen …

Men det var en skøn dag! Meget blæsende – vi måtte hive campingsvognsoversejlet ind, inden vi kørte, men inde i landsbyen var det fint nok, og solen tittede frem fra ved middagstide.

25. juni 2012

Wilton House

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:45
Tags: ,

P1030621Wilton – dem med tæpperne. Det var den 9. Earl of Pembroke, der startede denne industri, som stadig eksisterer i byen Wilton lidt uden for Salisbury.
Wilton House har været ejet af 18 generationer i lige linje af Earls of Pembroke. Ret imponerende, faktisk.
Det var ‘huset’ også – kæmpestort og stadig i privat eje af den 34-årige 18. Earl, som arvede det som bare 24-årig, fordi hans far døde forholdsvis ung. Han tog det i stiv arm og har igangsat store restaureringsprojekter.
Vi fik en guidet tur i en lille del af det store kompleks. Meget interessant – hvad en guidet tur altid er, fordi man får så meget mere at vide. På egen hånd så vi bagefter rekonstruktionen af det gamle Tudor-køkken og andre faciliteter til tjenestefolket, hvoraf der var omkring 50, bare til selve huset, lige i starten af 1900-tallet. Dér byggede de ud, fordi de ikke længere havde plads til alle deres tjenestefolk. Det var store forhold, men som bekendt ændrede 1. verdenskrig mangt og meget …
Cedertræet til højre er efter sigende det ældste i England; sået som frø i 1730’erne. De havde mange, mange cedertræer i parken; et af mine yndlingstræer – er helt vild med det fladtrykte udseende, de får, når de bliver gamle.

Vi måtte desværre, men forståeligt nok, ikke fotografere inde på slottet – det er jo trods alt et privatejet sted, men imponerende var det. De har verdens største samling af Van Dyke-malerier; der er Rubens, Breughel og mange, mange andre – en samling, der i dag må være adskillige millioner værd. Vi skal nok helt op i –arder.

Køkkenet måtte vi gerne fotografere. Hele tre ildsteder var der, men det har også været en kolossal husholdning.

P1030646P1030650

Dette var interessant: Linnedtørreskabe, anbragt på skinner lige ved siden af ildstedet/ovnen. Noget tilsvarende havde vi ikke set før.

P1030660

Søde, røde kinabroer.

P1030629

“The Whispering Wall”, hvor man kan høre hinanden, når man sidder for enderne og hvisker lige så stille til hinanden. Herfra er der udsigt til slottet.

P1030624P1030625

“Vi vil gerne have en bro. Lige HER!”
“Jamen, floden løber jo dernede …”
”Så flytter vi floden, gør vi!”
Og det gjorde de så – i bedste Capability Brown-stil.

P1030616

På vejen hjem kørte vi lige forbi Stonehenge, hvor der var en del turister. Jeg er nu glad for, at jeg så det dengang, man måtte gå rundt helt inde imellem stenene. Den eneste dag/aften, hvor man må det i dag, er ved sommersolhverv – hvorfor der af samme grund valfarter hele horder af folk til på årets længste dag – nogle af religiøse årsager, andre bare fordi man må …

P1030663

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.