Jeg har været inde i en kirke!

Det er ikke hver uge jeg sætter min fod i en kirke. Det er heller ikke hvert år. Faktisk er det temmelig sjældent, at jeg gør det – men jeg har dog været i kirke i år, for Johns søster døde dagen efter John fyldte 75. Hun blev kun 72 år, så det var lige tidligt nok – men det var nu egentlig ikke det, jeg ville fortælle om.
Forleden dag kom vi af en eller anden grund til at tale om Store Heddinge (eller Store Hedninge, som min far altid udtalte Stevns’ hovedstad, og som jeg har taget til mig). Denne bevidst forkerte udtale bliver lidt sjovere, når samtalen kommer ind på byens kirke, som John fortalte er ottekantet.
Det anede jeg ikke, og John undrede sig såre: Har du aldrig set St. Heddinge kirke??? Du har gået i gymnasiet med folk fra hele Stevns, og så kender du ikke den usædvanlige kirke i St. Heddinge?
Øh, næhh … det var ikke lige kirker der fyldte vores tanker, da vi gik i gymnasiet …  men jeg vil da gerne se den nu.

I lørdags kørte vi derfor til Store Hedninge, og allerede ved første blik præsenterede den sig som værende anderledes end en gennemsnitlig dansk kirke.
Så vidt jeg kan finde frem til, er der kun tre kirker i Danmark, som er ottekantede. De to andre er Nyord Kirke (som jeg også har set) og Frederiksberg kirke, men ingen af disse to ligner St. Heddinges Sankt Katharina kirke.
Sidstnævnte er opført i middelalderen, hvilket på ingen måde er usædvanligt for danske kirker, men den kan næppe have set sådan ud fra begyndelsen, fordi der på en af de otte sider er angivet året 1853, lige som der på uret på tårnet står 1867. Pudsigt nok de to år hvor jeg blev hhv. døbt og konfirmeret … 100 år senere, forstås, hvis nogen skulle være i tvivl …
Min dåb var jeg ikke specielt bevidst om, og min konfirmation fik jeg ikke lov til at vælge fra.
Konfirmander så dog ikke ud som den unge pige på billedet til højre. Hverken i 1867 eller i 1967. Det siger måske nok mere om min fremskredne alder end om pigens smag … måske … hun var den eneste på sit hold med den type sko til de fine hvide brudekjoler, de alle havde på, men hun kan have været meget fremmelig – det kan være blevet moderne året efter?

Selv om jeg ikke, siden jeg blev i stand til at tænke, har troet på en gud, der, blandt meget andet ondt, lader børn sulte eller lide under forskellige former for mishandling, så har jeg intet imod kirker som kulturminder betragtet, og jeg elsker at gå rundt på kirkegårde og spinde små historier om de mange skæbner, som gravstenene kan fortælle om.
Som fx Karen her. Bare 31 år blev hun – sandsynligheden taler for, at hun døde i barselsseng, den stakkels kvinde.
Et andet sted var der en kvinde, der hed Hilaria; et navn, jeg ikke tidligere er stødt på her i landet – eller overhovedet, og en googling gav mig stort set kun hit på Alec Baldwins hustru. Hun (altså stevnskvinden, ikke Mrs Baldwin) var født Smith, så mon ikke hun var af engelsk afstamning?

Nu vil jeg fortælle noget, kun de færreste af jer ved

Det er altid en fordel at komme i kontakt med lokalbefolkningen, når man holder ferie et hvilket som helst sted i verden, og i aftes havde John og jeg nærkontakt med seks af de lokale, sydfynske beboere i særdeles høj og ditto hyggelig grad. 
En fantastisk bolig, et par dejlige forældre, fire skønne børn og noget utrolig lækker mad – så kan man ikke få det ret meget bedre.

Kong Mor fortalte os, blandt så meget andet, at vi ikke måtte snyde os selv for at tage ned og se Den lille Havfrue på vores vej hjemover i dag!
Que? Hun sidder da på Langelinje – når hun altså ikke lige er en tur i Kina …  
Men nej, hun sidder også lige her, på stranden tæt på Åbyskov, og ser meget lille og meget sød ud. Jeg tror hun frøs i dag, for det blæste en halv pelikan, og indimellem stod regnen ned i tove.
Men sød var hun – og I vidste sikkert ikke, at vi havde mere end én lille havfrue!
Det vidste de heller ikke i Åbyskov, at de skulle have … lige pludselig en augustmorgen i 2011 sad hun simpelthen på en sten på stranden ved Skårupøre Strandvej; ingen vidste hvor hun var kommet fra, hvem der havde lavet hende, eller hvorfor hun skulle stå lige præcis her.
Så vidt jeg ved, har man stadig ikke fundet frem til svarene, men havfruen sidder der endnu, med sin lille fugl på venstre skulder.

Mens vi holdt vores lille havfruepause, kom der et par (andre) ferierejsende forbi:

Vores miniferie er slut for denne gang, men der kommer forhåbentlig mange flere af slagsen.

De har nogle sjove, langhårede og krøllede grise i den fynske landsby

Overskriften lader antyde, at vi i dag beærede den fynske landsby med vores besøg.
På vej dertil så vi et skilt, der simpelthen måtte foreviges. “Goe Bakke”. Vi kunne ikke helt gennemskue, om Goe er et stednavn, eller det er den gode bakke på syngende fynsk dialekt, men smile gjorde vi begge to.

Den fynske landsby er ren idyl – en landsby, hvor alt er fra HC Andersens tid. Det kan ikke helt sammenlignes med Frilandsmuseet nord for København, hvor man har samlet bygninger fra hele Stordanmark; dvs. inklusive Schlesvig og Skåne, Halland og Blekinge.
Hold da op, for en idyl, man gik rundt i hele tiden.

Maren blev malket … hun er da smuk, ikke? Ni år er hun.

Gårde med skæve vægge.
Og gruekedler på alle gårdene … jeg kan faktisk tydeligt huske, at min mor og farmor, som boede på gården, til jeg var otte år, vaskede i sådan en. Vaskemaskinen holdt ikke sit indtog før farmor var flyttet på plejehjem i 1961.
Vi børn blev badet i et zinkbadekar, men John kan huske, at de, når de var på besøg hos deres farmor, blev badet i gruekedlen.
Det er altså en anelse deprimerende at føle sig som en aktiv del af historien på HC Andersens tid!
De store sulekar, som vi vist kaldte dem på Sjælland – jeg tror da i hvert fald, at det måtte være i disse kar, man saltede de store mængder kød, så det kunne holde sig vinteren over. De var der dog ikke på gården i min tid; jeg har aldrig fået nedsaltet kød – far og mor opbevarede deres slagtekød i det fælles frysehus i den nærmeste landsby, indtil de fik egen fryser omkring 1960.

En ting, vi lagde specielt mærke til var, at der var så mange ‘aktive’ haver – stort set alle bygninger havde en levende have. Det savner vi på Frilandsmuseet, som er et must for Charlotte, når hun er i DK om sommeren – atter en grund til at tage englænderne med til Sydfyn … C&T vil simpelthen elske denne fynske landsby.

Men altså … grisene har et ganske anderledes udseende, end jeg lige er vant til at se. På skiltet ligner det dem, jeg kender, men de grise, vi ikke måtte fodre, var blevet både krøllede og langhårede …

Det er bestemt den rene og skære idyl at kigge på over det hele, men når man kigger bag den, var første halvdel af 1800-tallet så afgjort ikke en tid, jeg kunne tænke mig at have boet i denne landsby – eller i det hele taget have levet, med mindre jeg var adelig, og disse havde det såmænd heller ikke for morsomt for den sags skyld … sidde hele dagen og brodere eller lære fransk er ikke min opfattelse af et godt og indholdsrigt liv.

Lerstampede gulve – åbne ildsteder – stor børnedødelighed – og mødredødelighed, for den sags skyld – uvis alderdom: vil der være nogen til at sørge for mig, eller skal jeg på fattiggården?
Og alkoverne! Hvis jeg var mindre end 10 år, var det da sikkert i orden, hvis jeg vel at mærke havde den for mig selv, hvad chancen var minimal for. Tænk at halvt sidde op og sove; på et underlag af træ, dækket af halm. Med mus og mug. Lige bag ved én lå måske svigermor. Eller mor? Far? Hej far – vi hygger os lige …
Eller halvstore børn. Jeg er helt sikker på, at de ægteskabelige glæder måske ikke var til så megen glæde endda. Hele huset må da have kunnet følge med i forestillingen …

Men det var en skøn dag! Meget blæsende – vi måtte hive campingsvognsoversejlet ind, inden vi kørte, men inde i landsbyen var det fint nok, og solen tittede frem fra ved middagstide.

Wilton House

Wilton – dem med tæpperne. Det var den 9. Earl of Pembroke, der startede denne industri, som stadig eksisterer i byen Wilton lidt uden for Salisbury.
Wilton House har været ejet af 18 generationer i lige linje af Earls of Pembroke. Ret imponerende, faktisk.
Det var ‘huset’ også – kæmpestort og stadig i privat eje af den 34-årige 18. Earl, som arvede det som bare 24-årig, fordi hans far døde forholdsvis ung. Han tog det i stiv arm og har igangsat store restaureringsprojekter.
Vi fik en guidet tur i en lille del af det store kompleks. Meget interessant – hvad en guidet tur altid er, fordi man får så meget mere at vide. På egen hånd så vi bagefter rekonstruktionen af det gamle Tudor-køkken og andre faciliteter til tjenestefolket, hvoraf der var omkring 50, bare til selve huset, lige i starten af 1900-tallet. Dér byggede de ud, fordi de ikke længere havde plads til alle deres tjenestefolk. Det var store forhold, men som bekendt ændrede 1. verdenskrig mangt og meget …
Cedertræet til højre er efter sigende det ældste i England; sået som frø i 1730’erne. De havde mange, mange cedertræer i parken; et af mine yndlingstræer – er helt vild med det fladtrykte udseende, de får, når de bliver gamle.

Vi måtte desværre, men forståeligt nok, ikke fotografere inde på slottet – det er jo trods alt et privatejet sted, men imponerende var det. De har verdens største samling af Van Dyke-malerier; der er Rubens, Breughel og mange, mange andre – en samling, der i dag må være adskillige millioner værd. Vi skal nok helt op i –arder.

Køkkenet måtte vi gerne fotografere. Hele tre ildsteder var der, men det har også været en kolossal husholdning.

Dette var interessant: Linnedtørreskabe, anbragt på skinner lige ved siden af ildstedet/ovnen. Noget tilsvarende havde vi ikke set før.

Søde, røde kinabroer.

“The Whispering Wall”, hvor man kan høre hinanden, når man sidder for enderne og hvisker lige så stille til hinanden. Herfra er der udsigt til slottet.

“Vi vil gerne have en bro. Lige HER!”
“Jamen, floden løber jo dernede …”
”Så flytter vi floden, gør vi!”
Og det gjorde de så – i bedste Capability Brown-stil.

På vejen hjem kørte vi lige forbi Stonehenge, hvor der var en del turister. Jeg er nu glad for, at jeg så det dengang, man måtte gå rundt helt inde imellem stenene. Den eneste dag/aften, hvor man må det i dag, er ved sommersolhverv – hvorfor der af samme grund valfarter hele horder af folk til på årets længste dag – nogle af religiøse årsager, andre bare fordi man må …