Hos Mommer

15. juni 2017

Hvem vil købe en båd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Mens vi gik rundt i Mottisfont-parken i England, ringede Søren for at overbringe den kedelige meddelelse, at motoren til vores båd var blevet stjålet.
Den samme nat var fire andre bådmotorer af nogenlunde samme størrelse forsvundet fra Præstø havn. Så meget for at betale sig fra det man tror er ekstra sikkerhed med videoovervågning und alles … det kan jo være aldeles ligemeget, så.
Motoren var låst fast til båden med to kæder med solide hængelåse efter alle kunstens og forsikringens regler, men en tilstrækkelig stor boltsaks kunne åbenbart løse ‘problemet’ for de pokkers snøbler, der åbenbart lige havde fået en ordre på fem motorer til Polen eller Rumænien eller hvor de nu skulle hen med dem.
Da vi ringede og meldte det til forsikringsselskabet, sagde de, at en motor på 9,9 HK slet ikke var dækket af vores indboforsikring! De dækkede kun op til 5,5 HK.
Alle mand til pumperne (1)SÅ blev jeg vred. Jeg ringede til dem, da vi havde købt båden, for at få at vide, hvordan vi skulle forholde os mht. den og fik den besked, at småbåde af den slags var dækket af vores indboforsikring. Han spurgte hvor stor motoren var, hvilket han selvfølgelig fik oplyst. Okay – det skulle vi ikke bekymre os mere om; den var fuldt dækket.
Vel var den åbenbart ej. Jeg talte stadigvæk pænt til sagsbehandleren, men jeg lagde ikke skjul på, hvad jeg mente om den slags vejvildledning. Han beklagede dybt og indrømmede, at det var noget af en kvajestreg og at han i en lignende situation også ville være blevet tosset.
Han kunne dog ikke hjælpe mig, fordi de slet ikke forsikrer både, så jeg skulle have haft tegnet en speciel bådforsikring i et helt andet selskab.
Hvis de havde haft bådforsikringer, ville han gerne have bødet for fejlen ved at datere en sådan tilbage til købstidspunktet, men det kunne han så ikke …
Da jeg foreslog, at vi slog halv skade ved at få dækket op til, hvad en 5,5 HK koster, kunne det ‘desværre’ heller ikke lade sig gøre – den slags må de ikke snyde med, for de skal have politianmeldelse på den, samt serienummeret osv. oplyst, og så passer tingene jo ikke sammen, lød beskeden.
Okay, på en måde fair nok, men for hulen, hvor jeg var vred. De skal dæleme ikke sige, at vi er dækket, når vi ikke er, og når vi ringer ind netop for at sikre os, at alt er i orden. Hrmpf.
Nu sætter vi båden til salg. Vi brugte den alligevel mindre, end vi havde regnet med, vi ville … alt for lidt, faktisk, og vi vil ikke ryste op med de temmelig mange penge, en tilsvarende motor koster, så den bliver sat til salg snarest muligt.
Var det noget? Er der en af jer, der ligger inde med en motor, men lige står og mangler båden til den, så bare sig til! Der følger ekkolod, svømmeveste og næsten ny bådtrailer med. Og årer, selvfølgelig.

30. november 2016

Så skal du kun handle ét sted …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

Det har ikke rigtig været min dag i dag. Alle mine lovprisninger af Brugsen over for en sammenligning med Fakta, som aldrig har alt, hvad jeg skal bruge, er sendt til hjørne, og jeg er halvknotten.
Nu er jeg endelig blevet relativt god til at lave madplaner. En lille time af formiddagen blev brugt til dette, hvorefter Nielsen x 2 begav sig afsted for henholdsvis at investere i en diasskanner og en masse madvarer.
1) Det er okay, at man kan få økologiske varer, men jeg vil kunne vælge dem fra, for jeg gider ikke betale det dobbelte for økologi. Citronerne kostede fx otte kroner pr. økologisk, mens en Coop-citron kostede fire kroner. Så er det heller ikke vigtigere med det der økologi. I dag blev jeg tvunget til at købe økologisk ingefær, hvilket jeg synes er noget pjat.
2) De havde ikke noget romainesalat
3) De havde ingen svinehjerter.
4) De havde ikke noget kalvespidsbryst (måske mere forståeligt end hjerterne, men irriterende, når det nu stod på min liste til Meyers gule ærter).
5) De var udgået for ricottaost. Der røg canellonierne på lørdag … medmindre jeg kører i Meny.
6) Bland selv-teen fra Fredsted stod stadig med sørgeligt tomme kasser, hvilket affødte følgende ‘dialog’ med den kaffe/teansvarlige (let forkortet udgave):

Sådan slipper man af med ældrebyrdenQ: Hvordan kan det være, at jeg, næsten hver gang jeg er i Karise Brugs, er nødt til at klage over det manglende vedligehold af disse kasser?
A: Jeg tror ikke, jeg har set ham i et halvt år … det er da ikke i orden, kan jeg godt se …
Q: Og det får dig ikke til at kontakte Fredsted Te og høre, hvad de har tænkt sig?
A: Ehhh …
Q: Jeg har klaget fire-fem gange i det samme halve år, og der er ikke sket en pind!
A: Ehhh … det beklager jeg …
Q: Det gør jeg sandelig også! Skulle man ikke formode, at det er den samme konsulent, der kommer i brugsen i Dalby og i Meny i Præstø?
A: Johhh, det skulle man tro …
Q: Har du så et godt bud på, hvorfor det altid er i orden disse to steder, men aldrig i orden her?
A: Nææhhh …
Q: Er de overhovedet blevet kontaktet, eller er I ligeglade?
A: Vi er bestemt ikke ligeglade!
Q: Så synes jeg ærlig talt, at I skulle gøre noget ved det. Jeg er SÅ tæt på at svigte Brugsen til fordel for Meny i Præstø. Ville det ikke være ret fjollet, hvis det skulle være på grund af, at I ikke kan finde ud af det med bland selv-teen?
A: Vi vil jo helst beholde vores kunder …
Q: Så gør noget ved det, når de kunder klager. I har jo i øvrigt også lov til selv at holde øje med, om tingene er i orden.
Exit mig, der som sagt var halvsur i forvejen.

Da jeg kom til kassen, var systemet til læsning af Coopkortet nede. Det kan Karise Brugs ikke gøre for, men da jeg bad om Samvirke, og kassedamen sagde, at det kunne hun ikke give mig uden at kunne læse kortet, medmindre jeg ville betale 49,50 for det …
“DET kan du i hvert fald, og jeg har ikke tænkt mig at betale for det”, sagde jeg og kiggede hvast på hende. En anden kassedame, der hørte dette, sagde, at hun bare skulle give mig det Samvirke – “kunden kan heller ikke gøre for, at systemet er nede, og du kan jo se, at hun er medlem”.

Visse ansatte i brugsen ville nok gerne ledsage mig til Vojens Skydecenter, så de kunne komme af med mig og samtidig få sig en hyggelig eftermiddag, mens de så mig blive skudt.

1. november 2016

Lidt (brugs)brok og megen (natur)glæde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , , ,

Skal jeg nu tage den grå pose sukker, eller skal jeg tage den grå pose sukker? Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden i Brugsen i dag, og omhandlede det samme mærke sukker. Jeg skulle ikke have noget i dag og regner med, at de har fået styr på priserne, til jeg mangler det igen.

P1040975P1040976

P1040696Jeg har lige fået mig en PLATENÆNK. Købt i Coops netbutik.
Hvis I ikke helt kan gennemskue det, så er det en plantebænk, jeg har erhvervet mig. Den er godt nok fremstillet i Vietnam, men jeg kan ikke forestille mig, at den også er pakket ind der … det kan næppe betale sig at fragte dem den lange vej, enkeltvis indpakkede i papemballage, men jeg ved jo ikke, hvordan proceduren er. Jeg kan vist bare konkludere, at korrekturlæsning er ikke-eksisterende, uanset om man er i Vietnam eller i Danmark.

P1040983P1040984

Nå. Det skal jo ikke være brok det hele, så jeg iler med at fortælle, at jeg glæder mig meget over, at alle mine dahliaer står så fint endnu, og at jeg derfor her den 1. november kan have friske blomster på bordet i mine fine små vaser. Når den lave sol står ind og lyser dem op, bliver jeg helt varm indeni.
Lad frosten vente. Lad frosten vente. Lad frosten vente.
Hvis man gentager et mantra længe nok, så virker det. Ikke også?
Jeg vil gerne have frost, men ikke før til jul. Tak.

Gulbæltet slørhat?

Selv svampene er i Halloween-humør – i hvert fald, hvad farven angår. Ikke langt fra os står denne lille klynge, som jeg er forholdsvis sikker på er gulbæltet slørhat, men min usikkerhed betyder ikke alverden, for ét er jeg sikker på: Man spiser ikke slørhatte, så om det er cinnoberbæltet eller gulbæltet slørhat, er lidt ligegyldigt for mig. Kønne er de, som de står der og lyser op.
Vejret var gråt og kedeligt hele formiddagen, men eftermiddagens tur til brugsen foregik i strålende solskin, så alle skovene og træerne på min vej tog sig ud på smukkest mulige måde – jeg sad bare og smilede hele vejen både ud og hjem.
Glæder for øjnene og sjælen kan man altid finde i naturen – og for mit vedkommende også i haven.

27. august 2016

Gør mig klogere …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:54
Tags: , , ,

Jeg har – omend modstræbende – accepteret, at hvepse har deres berettigelse, og at de rent objektivt set må betragtes som et nyttedyr. I denne gruppe befinder sig også fluer og edderkopper, som alle har deres lille niche i det store samspil, vi kalder naturen.

imageFindes der en derude, der kan fortælle mig – og overbevise mig – om skovflåters berettigelse til et liv på denne jord?
For jeg forstår det ganske enkelt ikke. De små sataner sidder bare der i bregnekrat og græs og venter på at kunne overfalde det første, det bedste blodholdige pattedyr, hvis vej måtte falde forbi. Så sidder de og mæsker sig, hvorefter de slipper igen for at fortsætte til næste stadie i deres ektoparasitliv (ekto-, fordi den ikke lever inde i kroppen, som fx bændelormen, som derfor er en endoparasit), oven i købet i tre af dens fire stadier i livet; som larve, som nymfe og som voksen. Det er kun som æg, den er uskadelig.

Jeg fik to flåter på mig i går under svampeindsamlingen. Heldigvis skete der det, som altid sker for mig: Det begynder at klø, inden der er gået de 24 timer, som menes at være den sikre periode – altså at man undgår at få borreliose pga. det lille irritrende og ulækre møgdyr.
Måske. Man kan ikke vide sig sikker på noget som helst. For TBE (Tick Borne Encephalitis eller centraleuropæisk hjernebetændelse) gælder 24-timers reglen ikke – mod det kræves vaccination, men sygdommen er ikke almindeligt forekommende på vore breddegrader.
Igen: Hvorfor skal man plages af den slags skabninger?

imageEn skovflåt lægger op til 6000 æg, men man mener, at kun én ud af 1000 når at blive voksen, så lidt retfærdighed er der dog til, men også kun lidt.
I troperne er tallet langt, langt højere, hvorfor flåter er et større problem under andre himmelstrøg end vore. Jeg synes såmænd ellers det er stort nok, men jeg kan  godt se problematikken, når måske halvdelen eller flere af æggene bliver til voksne individer.
Pernille havde, under en udflugt, da hun var i Columbia, fået 75 (ja!) flåter på sig. Hun var stadig, selv flere måneder efter, ved at kaste op bare ved at fortælle os om det. Hun og rejsefællen brugte det meste af en nat på at få dem fjernet … jeg husker ikke, om rejsefællen gik fri, men det lyder ikke sandsynligt, at det skulle være tilfældet. Min rekord er fem, men det er jo vand ved siden af.

Til sidst, for en god ordens skyld: Det er ikke tæger, man får på sig, selv om mange kalder dem tæger. Det er [skov]flåter. En tæge ligner en bille, har seks ben og er et insekt og ikke en mide som skovflåten, der har otte ben. Tægen bider som regel ikke og gør sjældent dyr eller mennesker noget.

20. august 2016

Der kan vist godt gå røg af en brand, uden der er ild. Eller røg …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: ,

Kl. halvfem i morges blev jeg vækket af en infernalsk larm, som formåede at trænge igennem flere lag søvn – jeg må have været virkelig dybt nede, men langt om længe gik det op for mig, at det var røgalarmen helt ovre ved børnebørnenes soveværelse. Man kan ikke komme længere væk fra vores soveværelse end det, så nu er det da bevist, at den kan høres overalt i huset. I hvert fald af mig … John sov bare.
Der var ikke antydning af røg, men jeg kunne ikke stoppe den, mens den sad i loftet, men den stoppede, da jeg pillede den ned, så jeg lagde den på skrivebordet og ville undersøge sagen nærmere på et mere menneskeligt tidspunkt.
Jeg var lige faldet i søvn igen, da den hylede igen! Sgu! Tre meter fra sengen, og John hørte ikke en lyd, den bøf – og selvfølgelig var der stadig ingen røg nogen steder.
Jeg har selv været ude for det et par gange, og jeg har hørt en hel del brokke sig over, at røgalarmer alt for ofte går, når der ingen røg er.
Det er altså noget irriterende ulven kommer-noget, men den er umulig at ignorere, så man er nødt til at reagere på den, selv om det er falsk alarm i 90 % af tilfældene eller mere … eller også skal man bare være John … tænk, han spurgte, om ikke den bare ville fortælle, at den manglede batteri! Jeg bare på ham og sagde, at næste gang vækker jeg ham, om så jeg skal smide koldt vand i hovedet på ham.
Jeg ønsker mig en røgalarm der virker, når og som den skal.

Haveselskabet på Rønnebæksholm

Heldigvis var jeg trods bøvlet med den røg, der ikke var der, frisk nok til at køre til Rønnebæksholm, hvor Haveselskabet afholdt et arrangement. Jeg havde et stykke tid tænkt på at melde mig ind, så nu blev det. I Bårse-Lundby-afdelingen, som, ikke overraskende, hører under Sydsjælland.
De havde hvervetilbud, så jeg fik 15 måneders medlemskab for, hvad ni måneder normalt koster … ingen grund til klage over det …
Jeg vandt oven i købet på indgangsbilletten, hvilket indebar, at der var frit valg på præmiebordet. Det var naturligvis planter næsten alt sammen; det var hundesvært at vælge, men jeg gik hjem med en engelsk pelargonie, P. grandiflorum, som ikke var i florum og da slet ikke grandi, men den bliver forhåbentlig smuk engang – den så i det mindste sund og stærk ud.

Haveselskabet på Rønnebæksholm (7)Haveselskabet på Rønnebæksholm (9)Haveselskabet på Rønnebæksholm (10)Haveselskabet på Rønnebæksholm (14)

Når nu vi var der, slog vi lige lige et smut ind i Herregårdshaven for at se, hvad de har fundet på i år. Der var en del dahliaer, som jeg havde håbet på, men også kæmpebede holdt i matchende farver. Det er flot, når der er blomster i sådan en overflod, men det er vores have ikke helt stor nok til.
Det er den, som vi (via Haveselskabet) kan komme til at se i næste uge, til gengæld. 10.000 m2 have, som blandt meget andet indeholder 150 dahliaer. Den have må jeg simpelthen se! Jeg ser det som en absolut nøvendighed for en nyudsprungen dahliafan og nyt haveselskabsmedlem.

9. august 2016

Og sporten kort: 1-0

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: ,

Det bliver kun ganske kort, for Inge og Hasse kommer lige om lidt, så der skal snakkes og hygges resten af dagen og aftenen …

imageVil bare lige gøre opmærksom på et glimrende indlæg, der handler om OL-ånden. Eller mangel på samme.
Det er så godt et indlæg, at det fortjener at blive læst af alle – og at stå alene uden for megen indblanding fra min side.

Det er Dovregubben fra Limfjorden, der har skrevet de gode og, i mine øjne, kloge, rigtige og tankevækkende ord i indlægget SPILD AF TID.
Jeg har selv haft de samme tanker, men han har sat det bedre på ord, end jeg ville have evnet.

21. juni 2016

Jeg gider bare IKKE flere indbrud!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: ,

Ankomst til svenskerhytten.
SHIT! Et af stuevinduerne står pivåbent. Det kan der desværre kun være én forklaring på: indbrud.
Så er det med en anelse bæven, at man låser døren op. Låser døren op? Hvorfor står den ikke åben? Hvorfor har de ikke åbnet den indefra og gået ud gennem den i stedet for gennem vinduet? Nå. Den slags personager har vel ikke verdens højeste IQ.
Det må være sket i nat, for ellers ville naboen have haft kontaktet os, men han har simpelthen ikke nået at opdage det – de havde i øvrigt også lige kigget indenfor hos ham, fandt vi ud af kort efter, da samme nabo kiggede ind til os kort efter ankomst.
Det tog os lidt tid at finde ud af, hvad de havde taget, for ved første øjekast var der slet intet taget. Hvis jeg skal sige noget positivt i forhold til de to andre indbrud, vi har haft, så har de denne gang efterladt huset i forholdsvis pæn stand, hvilket illustreres bedst af billedet af soveværelset … det var her, det så værst ud, og man kan faktisk ikke sige, at det var slemt. De har haft åbnet samtlige skuffer og skabe i hele huset og rodet lidt i dem, men fæhovederne er tilsyneladende kun gået efter penge og smykker.

Indbrud juniIndbrud juni (1)

Igen den lave IQ: Hvor mange bruger deres sommerhus som bankboks og gemmer deres smykker og penge her? Jeg kender ingen, der er så tåbelige.
De har taget Johns gamle og ulideligt langsomme bærbare pc, som vi har stående heroppe udelukkende som ‘formidler’ til tv’et, som er en forholdsvis ny fladskærm, men som de lod stå, sammen med soundbar’en. Så har de taget to flasker (dårlig) parfume, som kun stod på badeværelseshylden for de flotte flakoners skyld – parfumerne stinker. HA! Skadefryd!
Men det er tilsyneladende alt. De har heller ikke taget de par flasker vin og flasken med æblesnaps, vi havde stående – derfor konklusionen om, at de kun er gået efter penge og smykker.
Det er selvfølgelig fint nok, at de ikke har raseret huset i vrede over ikke at finde noget af værdi, men jeg bliver alligevel så hamrende arrig, når den slags sker. Virkelig så splintrende arrig, at det helt overskygger utrygheden og følelsen af at mine grænser og min privatsfære er overskredet. Måske meget godt … en forsvarsmekanisme? Jeg bliver så gal, at jeg har på fornemmelsen, jeg kunne klare dem alene kvinde, hvis jeg greb dem på fersk gerning. Hvis de altså kun var højst to …
Vinduet, som de havde brækket op med et koben eller lignende, har Søren sat nye hængsler i, så det nu kan lukkes igen.
Jeg håber det rygtes, at vi ikke har noget, der kan bruges. Heldigvis er det i dette tilfælde sandsynligvis ikke sådan, at de vil komme igen om tre-fire måneder, når de regner med, at det stjålne er erstattet af nyt.

26. maj 2016

Så er der givet tid til klipning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Ikke klipning til mig, desværre, for selv ikke de bedste frisører kan klippe håret længere. Da vi flyttede herned, var min gode Rikke alligevel rejst fra den lokale Stender, så der skulle findes en ny frisør. Hende har jeg været hos fire gange, og nu er hun fyret på gråt papir. Jeg har aldrig værert 100 % tilfreds med hende, men sidste gang gik det helt galt, bl.a. fordi hun gjorde det stik modsatte af, hvad jeg bad hende om – på fire forskellige punkter, oven i købet – to steder efterlod hun det for langt og to andre klippede hun det alt for kort; nærmest helt svenskeragtigt, og det er de korte fejlklipninger, jeg er nødt til at vente et par uger endnu på skal gro lidt ud igen, inden jeg prøver at finde en, der kan redde min bad hair period. Det er desværre ikke gjort med a bad hair day her. Da jeg kom hjem, sagde den ellers så diplomatiske John, at det var grimt, og da jeg kom over til Charlotte halvanden uge efter klipningen, sagde hun, at mit hår så lidt underligt ud og at det var mærkeligt, fordi det egentlig ikke så ud som om det var fordi jeg trængte til at blive klippet! Grrrr.

Det er John, der skal klippes. I dag var han til den indledende undersøgelse på en klinik i Rødovre Centret, hvor øjenkirurgen kunne konstatere, at hans øjenlåg udgør et problem for ham, og at hans grå stær endnu ikke er moden til operation.
Det var søreme heldigt, for det var præcis det samme, som øjenlægen i Faxe var nået frem til …
Men det var det, hun kaldte det: “Så klipper jeg dig lige lidt dér og lidt dér, og så skal du bare se, hvor godt du kommer til at se ud, når de tagrender bliver klippet af”, så min mand skal have klippet øjenlåg midt i august. 
På Næstved sygehus, hvor han hører til, er ventetiden næsten et år, så han kunne vælge frit mellem en del klinikker og hospitaler landet over. Det blev Rødovre, fordi det var det nærmeste og med gode parkeringsforhold.

Mens vi ventede på at komme ind, læste jeg om italiensk mad i magasinet Gastro.
GastroDet var temmelig voldsomt, som de trængte til en korrekturlæser …

Man falbyder sine varer – det har ikke noget med et fald eller at falde at gøre.
Der skal ikke stort begyndelsesbogstav efter tøveprikker.
Der skal ‘s’ efter ‘døden’, fordi ‘døden’ ikke danner par med ‘dehydreringen’.
Man kan sige ‘Ellen og Johns bryllup’, fordi vi er et par.  
‘Søren og Lises forældre’ er ét par forældre, mens ’Sørens og Lises forældre’ er to par forældre. Lidt tricky, måske, men det giver fin mening, synes jeg. 
‘Sgu’ kunne de til gengæld godt stave til – det hedder ikke ‘sq’, som mange tror, og det bliver heller ikke et pænere bandeord af, at man ændrer stavemåden.
Og så er det i øvrigt et fjollet og oversmart udtryk, det der med døden og dehydreringen. Jeg kan forstå dehydreringen, men man er forhåbentlig da vel ikke ligefrem på ‘dødens kant’, fordi man er en tørstig turist i en italiensk storby?

9. april 2016

Barnepigesamfund? En nødvendighed? Bare et irritationsmoment?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: ,

Vi har en stor ask bag i haven på vores svenske torp. Den er efterhånden mere end halvdød, så den kan lige så godt blive fældet nu og, i stedet for at være grim i haven, gøre nytte som pejsebrænde. For fire år siden røg den første store ask og nu ryger snart den anden og sidste. På vores grund. Der er masser inde i skoven. Dengang var Allan og Pia med deroppe for at hjælpe med at nedlægge den, og vores fuldstændig uundværlige nabo styrede forløbet, så intet skulle gå galt. Pia og jeg kiggede kun på … vi kunne foretage os så meget andet, og det gjorde vi så …
Naboen havde lejet en lift – det hele foregik meget professionelt. Han ER professionel.
På billedet til højre kan man se, at mændene står og diskuterer hvordan den anden, femstammede ask skal gribes an, for allerede dengang var den dødsdømt. Vi blev dog enige om, at den kan vente et par år endnu. Det blev til fire år, for nu skal det snart være.

P1020503P1020526

I mellemtiden er der kommet nye regler i Sverige, så vores nabo må ikke hjælpe os mere. Han har det professionelle motorsavskørekort, der skal til, og han har arbejdet med at fælde træer det meste af sit liv, men fordi han ikke ville ofre penge på at forny kørekortet, som det skal hvert femte år, må han ikke hjælpe sin nabo mere. Det må ingen naboer i Sverige. Det er et forsikringsspørgsmål, for det er den, der fører saven, der skal dække eventuelle skader. Det er ligegyldigt, at John og jeg siger, at det dækker vi selv via vores forsikring, for sådan er det ikke.
Man må fælde lige så tosset, som man vil på egen grund, også helt uden motorsavskørekort (selv om myndighederne selvfølgelig anbefaler, at man får sådan et), men man må altså ikke længere hjælpe andre.
Det er ærgerligt, for vi kan ikke selv lægge de fem stammer ned – John tør ganske enkelt ikke, da de to af dem skal styres professionelt. Falder de forkert, kan de ødelægge stuehuset. Naboen kunne godt, men …
Han er dog stadig uundværlig, for han har et hav af kontakter, og han vidste lige, hvem vi skulle ringe til for at blive fair behandlet og ikke komme til at betale overpris for fældningen. Ham har vi nu talt med, og de fem stammer ligger sandsynligvis ned, næste gang vi kommer herop. For ikke at brændet skal blive lige så dyrt som købebrænde, hvilket ville ærgre os en hel del, bad vi ham om at lægge stammerne ned og intet andet, så klarer vi resten selv. De gør vi også med de to andre træer, som skal lægges ned, men de kan vente, og de udgør i øvrigt ikke noget problem, for de står et sted, hvor de ingen skade kan gøre, uanset hvilken retning de falder i.
Irriterende nye regler! Hrmpf. Relevansen kan diskuteres, men det gider jeg ikke. Jeg (og svenskerne) synes bare, at det begynder at ligne en (ny) statslig pengemaskine, når en professionel hvert femte år skal betale flere tusinde kroner for at få lov til at forblive professionel, når han kan dokumentere, at han holder rutinen ved lige hele tiden!

29. september 2015

Hvorfor er der ikke nogen til mig?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , , ,

ALLE andre slæber svampe med hjem i kilovis. Bare ikke mig. I dag har vi igen forsøgt os i nabolaget, men der var aldrig en svamp – ikke engang af dem, vi ikke spiser – det er simpelthen for tørt, tror jeg, og jeg nægter pure at få over mine læber, at vi mangler vand.
Det må nemlig gerne vente til efter weekenden, fordi jeg helst ser et lige så flot vejr som nu til den årlige strikkefestival, som jeg med forventningsfuld glæde drager afsted til på fredag.

En tidlig morgen i september 2015 (1)

Nå. Har vi ingen svampe, må vi glæde os over, at vi har så meget andet. Fantastiske morgener, for eksempel. I morges kaldte John på mig, fordi han syntes jeg skulle se de smukke farver på himlen, den svage morgendis over fjorden og fuglene i silhouet, når de vågner.

En tidlig morgen i september 2015 (5)

Jeg har lige læst noget, jeg har hævdet i over 35 år, men er der ikke noget om, at en profet aldrig er agtet i sit fædreland? Lige siden jeg blev ansat, hvor jeg var ansat i 35 år og derigennem lærte en ting eller to om allergi, har jeg hævdet, at det er dumt at rede sin seng om morgenen. Jeg har altid bare lagt dynen i fodenden med undersiden op, og der ligger den, til vi går i seng igen – undtagen når vi skal vise hus frem.

“Er du opdraget med at forlade dit hjem om morgenen med en nydelig og pænt redt seng, så drop det. Det giver nemlig husstøvmider ekstra gode betingelser.”
Jamen det er jo det, jeg siger! Artiklen fortsætter:
”Mange af os er opdraget med, at sengen skal være redt og dækket med et fint sengetæppe, når vi tager af stedet på arbejde om morgenen. Men det er faktisk en ualmindelig dårlig idé. Og det er en endnu dårligere idé at dække dyner og pude til med et tungt sengetæppe.
Når du reder sengen lige efter, du er stået op, holder du på fugten i sengen, og det giver gode forhold for husstøvmider.
Billedresultat for dermatophagoidesHusstøvmider trives bedst ved en relativ luftfugtighed på 55-75 procent og en temperatur på 17-32 grader. Din seng er derfor en perfekt opholdsplads for husstøvmider.”

Hvis man nogensinde har set billede af en husstøvmide, vil man garanteret ikke synes, det er jordens mest sexede sengekammerat, uanset hvor harmløs den er for de fleste. I de første år jeg var ansat, modtog vi støv fra senge for at se, hvor mange husstøvmider der var i dem, samtidig med at vi testede om sengeejerne var allergiske over for miderne. I nogle senge var der et horribelt stort antal, og vi laboranter spøgte med, at vi var nødt til at lære de adresser udenad, så ikke vi risikerede at rende ind i en fyr med en milliard mider i sengen …
Den almindeligst forekommende husstøvmide i Europa er Dermatophagoides pteronyssinus og i USA Dermatophagoides farinae.
Det tog mig lige et par dage at lære at sige de navne, men det var ret blæret at kunne fyre sådan et navn fejlfrit af. Syntes jeg dengang …

En tidlig morgen i september 2015 (6)

17. september 2015

Sprog og kager

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , , ,

Jeg har samlet lidt forskelligt sammen. Der er ingen sammenhæng – andet end at de alle fik mig til at smile eller til undre mig. Eller både-og.
Besøget på cakewreck-siden, som det er længe siden, jeg sidst har besøgt, fik mig til at smile højt. Her er simpelthen grinegaranti.
Og dog – er der alligevel en sammenhæng til? Døm selv …

En Aarhus-googling resulterede i nedenstående.
Egentlig underligt, at vi ikke frøs mere, da vi sad på Åboulevarden og fik en kopkaf … de sender åbenbart kølevand gennem åen.
(Og hvorfor insisterer århusianerne mon ikke på at skrive Aaboulevarden og Aarhus Aa?)
Kølevandet i Aarhus Å

Brugsen kan bedre lide orginaler end originaler. Det er ikke så underligt. Intet kan længere forbavse mig ved Brugsens stavning. Det underlige er, at hvis man udtaler original på engelsk, hvilket vel burde være oplagt i dette tilfælde, er det umuligt at overhøre det første ‘i’.
Hvis vi abstraherer fra Brugsens evindelige stave- og grammatikfejl, er Zin-vinene ganske glimrende – i hvert fald dem, jeg har smagt, hvilket drejer sig om Original Zin, Ultimate Zin og 7 Deadly Zins. Det er fine ordspil på druens navn zinfandel.
Hvad jeg derimod ikke bryder mig om, er at få bekræftet noget, jeg længe har haft mistanke om er et salgstrick, nemlig Brugsens ‘besparelser’, når man køber deres tilbudsvine. Original Zin står andre steder med en vejledende pris på 50 kroner flasken. Det er temmelig langt fra de 85, man her hævder, det skule være. Spier-vinene, som også er gode, fås altid kun til ‘halv’ pris, 50 kroner. Jeg har endnu ikke set dem til ikke-tilbudspriser, og nu ved jeg hvorfor. De er skam 50 kroner værd. Bestemt. Men de er ikke det dobbelte værd.
Du kan selv være en orginal

Er man fyrrig, fordi man fylder fyrre? Coop er på banen igenigen …
Jeg er muligvis gammeldags, men uanset hvad jeg inde i mit hoved måtte mene om, hvad min direktør eventuelt kunne tænkes at være i sit privatliv, ville jeg aldrig i en officiel fødselsdagsinvitation skrive, at han er ‘fyrig’! Den slags hører hjemme i de private festers regi.

Jajaja Coop - suk

Og nu til noget lidt mere komisk:
Fra min længst forgangne it-tid kan jeg huske WYSIWYG – what you see is what you get.
Det gælder ikke for dette kageønske. Til venstre ses bryllupskageønsket; til højre, hvad brudeparret fik.

 

Så var der dette ønske om a black high heel. Hvad de fik var a black high hill …

Man skal med andre ord ikke telefonere sine ønsker til konditoren, vil jeg bare sige. Han/hun tager tingene alt for bogstaveligt.
“…And underneath that, write ‘We will miss you’. Got it?”

    

Ashley J. had two male coworkers each expecting a child, so the office decided to get them a cake. They wanted it to say, “Happy Fatherhood Shawn and Glenn”. Instead, they got this:

    

Jeg er ikke kun gammeldags. Jeg er også fuld af fordomme.
Jeg kan nemlig ikke forestille mig, at så tåbelige misforståelser kan forekomme andre steder end i USA.
Kig selv videre – man tror det er løgn.

16. august 2015

Hold jer væk fra Sandstrøm

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: ,

imageForleden skrev jeg om, at jeg havde spildt vand i mit keyboard og købte et nyt, som jeg måtte bytte igen.
Jeg ville have haft et andet mærke, men hvis jeg ville have et lille og kompakt keyboard – og det ville jeg – hos Elgiganten, var jeg nødt til at købe det eneste tilgængelige mærke, nemlig Sandstrøm. De førte også Logitech, men de var alle for store til mig.
Jeg pakkede det ikke ud, før vi var kommet hjem fra Sverige, så først der opdagede jeg, at USB-dimsen manglede. Det er en såkaldt nano-receiver, som er så lille, at man ikke behøver at fjerne den fra pc’en under transport.
Men altså ikke så lille, at den er usynlig … den lå ikke på den dertil indrettede plads ved siden af batterierne – den var der simpelthen ikke.
Nu var jeg grundigt træt af Sandstrøm, og lørdag morgen gik turen igen de 20 km til Elgiganten i Næstved. 80 kilometers kørsel har fabriksnye, men defekte keyboards foreløbig kostet mig. Grrr.
Denne gang forlangte jeg pengene tilbage. Sandstrøm får ikke en chance til hos mig. Ikke på vilkår.
Jeg gik ind til Computer City umiddelbart ved siden af Elgiganten, og minsanten om ikke de der havde samme mærke som det keyboard, jeg fik vandet, nemlig rapoo, som er et godt og forholdsvis lydløst keyboard.
imageNu sidder Insert/ScrLk og Delete-knapperne også rigtigt i forhold til hinanden igen. De sidder begge lige over Backspace-knappen, men havde byttet plads hos Sandstrøm, hvilket var temmelig irriterende.
Jeg ved ikke, hvilke erfaringer I måtte have med Sandstrøm, men jeg kan i hvert fald ikke anbefale mærket. Logitech har gode varer, men jeg vil ikke have så stort et keyboard, som jeg var vant til på arbejdet – hjemme har jeg ikke så stort et skrivebord.
Og rapoo virker – jeg skriver på det nu, og jeg er glad.

Lige som jeg er glad for, at jeg har fået strøget alle seks duge fra fødselsdagen. Glorien var så stor, at den næsten ikke kunne kunne komme gennem døren … i mine noget yngre dage lagde jeg som oftest bare dugene ind i skabet efter vask, men jeg har efterhånden bandet lidt for mange gange over, at jeg også skal nå at stryge dugen oven i alle de andre forberedelser, der altid er, når man skal have gæster, så nu bliver strygetøj strøget inden påpladslægning. Måske en selvfølge for de fleste af jer, men ikke for mig, som aldrig har kunnet fordrage at stryge, så jeg har altid haft masser af dårlige undskyldninger for at udskyde det.
Det er dog blevet meget hyggeligere at stryge her i Den Stråtækte, hvor jeg kan stå og nyde udsigten over fjorden og ikke bare står og glor ind i en væg, som jeg gjorde i rækkehuset, fordi jeg ikke gad flytte strygebrættet ned fra syværelset på første sal.

14. august 2015

Hvad hedder “white horses” på dansk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Jeg ved naturligvis godt, hvad white horses betyder, men hvad kalder man det på dansk, når vandet viser tænder? Når der kommer små eller større skumtoppe på bølgerne? Jeg har hørt en (men kun én) kalde det for kattepoter, men kender ellers ingen anden betegnelse end at ‘havet viser tænder’. Har vi en mere poetisk betegnelse for det, på linje med de hvide heste, som Tim kaldte fænomenet, da han var her?

P1070903

Det blæser 12 sekundmeter, og vi skal ud og cykle lige om lidt! Med den vind ville jeg normalt holde mig fra at cykle, men ‘man’ har inviteret beboerne langs strækningen, samt “berørte politikere”, til på en uformel måde at indvie den røde vej eller 2÷1-vej, som vi har fået langs fjorden på en strækning af 7,2 km.
Vi er meget glade for vejen, som har fået mange lastbiler til at vælge anden rute og førerne af personbiler til at køre mere forsigtigt og tage mere hensyn til cyklisterne – selv om mange af bilisterne har ret svært ved, trods tydelig og hyppig skiltning, at finde ud af, hvordan man kører korrekt på en rød vej.
Motorcyklisterne derimod … jeg har sådan en lyst til at ringe til politiet og fortælle, at et par betjente ville kunne tjene deres årsløn hjem i hastighedsbøder, hvis de ligger og lurer ved vores hus et par dage. Over halvdelen af de motorcyklister, der kører her, kører langt over den tilladte hastighed, som varierer mellem 50 og 60 km/t. Virkelig langt over – nogle af dem når jeg dårligt nok at se, inden de er væk igen. Til gengæld kan jeg høre dem meget, meget, meget tydeligt. Mange kører over 100 og nogle af dem kører 150, er jeg sikker på – det er totalt ansvarsløst og komplet sindssygt med alle de cyklister og Marjatta-børn/voksne, som færdes her. Jeg griber mig i at ønske, at sådan nogle idioter kører katastrofalt galt en dag – og at det kun går ud over dem selv, vel at mærke. Beklager. Det er absolut ikke pænt af mig at tænke sådan, men når jeg oplever den slags personager, ville jeg ønske, at motorcykler var forbudt på denne strækning. Og her er der ikke tale om, at de få ødelægger det for de mange; at flertallet kører ordentligt, for det gør flertallet ikke!
Et par af dem har jeg vist min midterste finger pegende lodret op, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de enten ikke nåede at se det, eller at de er ophøjet ligeglade med, hvad fru Nielsen i Den Stråtækte mener om dem …

Nå. I dag fra klokken 17 når en del af os måske at få generet en motorcyklist eller to, når et for mig endnu ukendt antal personer cykler frem og tilbage ad ruten for at ende på Marjatta, som giver “en forfriskning og lidt at spise”. Som sagt ville vi normalt have valgt fra at cykle i den kraftige vind, men det kunne være lidt hyggeligt at deltage, og med vores elcykler i højeste mode overlever vi nok strækningerne i modvind, vil jeg tro.
Og hvis der indfinder sig nogle af de beslutningstagende politikere, kunne jeg måske godt finde på at nævne problemet med motorcyklisterne …

11. august 2015

Keyboards må være noget fanden har skabt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , ,

For godt et års tid siden begyndte keyboardet på min pc at slette større eller mindre dele af min skrevne tekst på et mikrosekund og aldeles uden varsel.
Det drev mig meget hurtigt til vanvid, for når jeg kommenterer hos andre eller svarer på kommentarer hos mig selv, er der ingen Undo-knap – teksten var simpelthen bare væk. Selvfølgelig skete dette lige efter garantiens udløb, så jeg købte et eksternt keyboard, som har fungeret ganske udmærket. Lige indtil jeg spildte vand i det forleden dag.
P1070844Jeg regnede med, at det ville være i orden, når det blev tørt, da det jo bare var ganske almindeligt postevand, men nej, der var tilsyneladende sket adskillige kortslutninger derinde, for der var ikke én tast, der returnerede sin pålydende værdi, så jeg kørte i Elgiganten i går for at få fat i et nyt.
Som ikke virkede. Ikke godt nok, i hvert fald. bogstaverne L, S, E og G virkede aldrig første gang, man trykkede på dem, og resten af tasterne skiftedes lidt til at nægte at virke. For at få dem til at virke, skulle man trykke hårdt – virkelig hårdt – på dem. Det tog dobbelt så lang tid at skrive en tekst, som det normalt gør, og jeg blev totalt hidsig, inden der var gået ret lang tid.
Turen til Sverige i dag gik derfor forbi samme Elgigant, hvor jeg fik et nyt. Jeg ville have haft det samme mærke som det, jeg fik vandet, men det fører de ikke mere, og hvis jeg insisterede på at få et lille keyboard, havde de kun det mærke, som opførte sig så fjollet i går. Jeg var derfor nødt til at satse på, at første forsøg var en mandagsmodel, og at det nye vil virke. Jeg har ikke taget det i brug, for jeg har et her på torpet, som virker, hvorfor det nye kan lige så godt få lov at blive liggende i æsken, til vi er hjemme igen.

P1070846P1070847

Når elektronikken nu er så svigefuld, er det godt, at mine kantarelsteder er trofaste. På den lille rute var der i dag 550 gram, hvilket er udmærket, når man tager i betragtning, at jeg ryddede stederne for 16 dage siden.
De forsøgte at gemme sig, men jeg har udviklet et særligt kantarelsyn, så jeg får øje på dem alle. Mener jeg da … det er naturligvis noget af en påstand, men jeg har jo efterhånden lært, hvor de burde kunne findes.
Det bliver varmere og varmere. Da vi ankom kl. 14:30, var her 21° – nu er det 24° og lummert, men ifølge Vackert Väder er der ingen regn eller torden i sigte de næste to døgn, og hvad der er endnu bedre er, at det lige nu ser ud til, at der vil være totalt skyfrit natten til torsdag. Og det er nymåne.
SÅ skal der kigges på stjerneskud!
Vi skulle først have været herop i næste uge, men et kig i kalenderen afslørede en skorstensfejeraftale, som vi havde glemt. Jeg havde ellers glædet mig til at ligge hjemme i haven i Den Stråtækte og kigge på Laurentius-tårer, men heldigvis er her også bælgmørkt heroppe – skoven skjuler bare en del af det himmeludsnit, hvor de kommer fra, men der vil sikkert være nok himmelfyrværkeri at se på alligevel.

17. juli 2015

Rotten bliver splattet – eller gør den nu også det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

P1070407I aftes blev røret til Splat the Rat hængt op i æbletræet.
Da det kom til stykket, viste det sig, at Aubie alligevel ikke havde det så slemt med at ofre sit nye sovedyr for sagen – hvad moderen måske nok også havde kalkuleret lidt med. Til Aubreys ikke helt stille fryd var det nemlig stort set umuligt at baske den forbaskede rotte. Man tror, det er så nemt – især når man står og ser på, hvordan de andre klumregøjer misser hvert eneste slag, så bliver man da helt klar over, hvornår man skal slå i forhold til, hvornår go’et kommer i ready – steady – GO!
Pærelet – lige indtil man selv prøver … vi morede os kongeligt, og Aubie blev mindre og mindre bekymret for rotten, da det gik op for ham, at den sandsynligvis ikke når at få mange slag i morgen – ‘bekymringen’ stak i øvrigt heller ikke dybere, end at han selv helhjertet forsøgte sig med med nogle gevaldige slag i luften, og som ville have sendt kræet til nabolandsbyen, hvis han havde ramt det …

Apropos splat:
Jeg producerede i går marmelade i fabriksagtige mængder.
Det var min debut for stikkelsbærrenes vedkommende, så jeg indledte processen ved at gå ind på tre-fire engelske hjemmesider for at blive lidt klogere på stikkelbærmarmelade. Opskrifterne var ret enslydende, så jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg fulgte devisen 1 kilo bær, 750 g sukker og ½ liter vand, så gik jeg nok ikke helt galt i byen. Alle opskrifterne pointerede, at stikkelsbær indeholder meget pektin, hvorfor det er unødvendigt at tilsætte geleringsmiddel. Fint. Jeg gik i gang med mine 2½ kilo bær, hvoraf der var en del ikke helt modne, som vist oven i købet indeholder mere pektin end de modne, så vidt jeg ved.
Efter 45 minutters kogning udførte jeg geleprøven. Fuldstændig flydende. Det fik lov at koge en halv time mere. Stadig flydende.
Så tilsatte jeg halvdelen af den mængde melatin, jeg ville have brugt til fx jordbærmarmelade.
P1070362Næsten fuldstændig flydende.
Så tilsatte jeg, så det fik præcis den mængde, der fik hindbærmarmeladen til at få den perfekte marmeladekonsistens.
Nu fremkom der endelig rynker, når jeg skubbede til det tynde lag marmelade på den kolde tallerken, så jeg fyldte de mange glas.
I morges, da vi skulle prøvesmage produktionen på toastbrød – Aubie så mest frem til stikkelsbærmarmeladen og Anna mest til hindbærmarmeladen – viste den førstnævnte sig at være næsten helt flydende; der kunne kun lægges et ultratyndt lag på brødet, inden det begyndte at løbe af.
Smagen fejlede heldigvis ikke spor, og vi blev enige om, at den marmelade kommer til at holde meget længe, så lidt som der kan bruges ad gangen.
Men hvorfor??? Jeg var en anelse gnaven og mere end en anelse ærgerlig. Hvorfor påstod alle, at den gelerer sig selv, og at man derfor ikke kan lave stikkelsbærsaft, fordi det uundgåeligt vil blive til gele? Det er virkelig møgirriterende. Jeg har hverken tid eller lyst til at hive det alt sammen ud af glassene igen – og vil det overhovedet hjælpe, selv om jeg gjorde det?
Stikkelsbærmarmeladeeksperthjælp søges, tak!

22. juni 2015

Jeg savner min brugs

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: ,

Værtinden fra i lørdags har en søn, der er lærer på Havdrup skole, hvor Charlotte gik, så vi fik os lige en lokalsnak, hvorunder han nævnte, at Superbrugsen i Havdrup er en af de rigtig gode … som dansklærer måtte han dog give mig ret i, at man ser ret så mange fejl på deres skilte. Jeg kender et par, der bor ved Solrød Strand, hvor der ligger en Superbrugs i Solrød Centret, men som kører helt til Havdrup for at handle “i en ordentlig brugs”.
Det er bestemt også en af de bedre brugser. Min nærmeste befinder sig i Faxe Ladeplads, men den vil jeg simpelthen ikke handle i, så jeg kører de 21 km til Karise, fordi det er den bedste inden for en rimelig afstand.
Men jeg savner den i Havdrup. Episode fra Kariseafdelingen i dag i let forkortet udgave:
– Har du mulighed for at kigge ned til bland-selv-teen? Hun gik med.
-Jeg er klar over, at der kommer en og fylder op her, og at det derfor ikke er dit eller for den sags skyld brugsens ansvar, men jeg er nødt til at bruge dig/jer som talerør. Nu har jeg ventet i over tre uger på, at der skulle blive fyldt op i teerne; jeg fik at vide i mandags, at det skulle ske i torsdags. Noget er der da også sket, men se så bare her: Der skal ifølge etiketten være Earl Grey-te, men der ligger en uåbnet (!) pose grøn te. Det der (jeg peger) har aldrig været Earl Grey med jasmin; det er jo stort set ikke andet end røde blomsterblade. Den der er stadig tom. Den kasse har ingen etiket på, men efter duften at dømme kunne det godt være Earl Grey med jasmin. Den kasse der indeholder afgjort ikke kvædete.
Hun kiggede helt bestyrtet på mig og begyndte at forklare, at det ikke var hendes ansvar, og at hun “hørte til i den anden ende af butikken”.
P1070041– Og så må du slet ikke komme herned i denne ende???
Fåret smil fra hendes side.
– Jeg har jo sagt, at jeg udmærket ved, at det ikke er din skyld, men hvad vil du have, at jeg skal gøre som kunde?
– Okay, det kan jeg godt se …
– Der må da være en her i butikken, som kan gøre noget ved dette roderi?
– Det er der også.
– Fint. Ham eller hende må du meget gerne vise dette. For ville du være tilfreds med det her som kunde?
– Nej.
– Eller som den, der ansvaret for, at tingene er gjort ordentligt?
– Nej.
– Så du leverer min klage videre? Det her er bare ikke i orden.
Det lovede hun.

Nu må vi se hvad der sker – om der overhovedet sker noget.
Jeg undrer mig dog: Jeg forestiller mig nemlig, at den slags er der én person, der som minimum kører over hele Sjælland for at tage sig af. Hvorfor var det så altid 100 % i orden i Havdrupafdelingen, mens det endnu ikke på noget tidspunkt har været helt okay i Karise? Og nu gik det som sagt helt galt. Det kan der være mange forklaringer på, men i morgen har vi et andet ærinde til Havdrup, så jeg har tænkt mig at smutte i brugsen og blande min egen, go’e gamle te.

Blomsten er fra en kaktus … ret relevant til dagens indlæg, synes jeg.

11. maj 2015

Hvad er det modsatte af borgerservice?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: ,

Jeg har lige vasket Johns skjorte. I lommen lå hans pas, så det fik også en tur gennem maskinen, hvilket det ikke havde ret godt af. ‘Guld’teksten på forsiden var næsten forsvundet; det eneste, der var upåvirket, var den laminerede side, så vi tør ikke satse på, at pasmyndigheder fremover vil acceptere dets gyldighed, så der var kun én vej: et nyt pas.
Da jeg ville tjekke åbningstider på Borgerservice i Næstved, kunne jeg konstatere, at man fra 4. maj skal bestille tid online, så det prøvede jeg.
Første ledige tid til pasfornyelse var sidst i maj, mens vi er i Tyskland. Gad vide, om han så kan nå at få et nyt, til vi skal til England igen?
image– Jeg prøver bare at spille dum og uvidende og gå ind, sagde John.
Det kunne man skam ikke bare. Surprise
Han fortalte sin kvide til damen i skranken, som godt kunne se hans dilemma, men som ikke kunne måtte hjælpe ham.
– Du skal bestille tid, men jeg kan godt gøre det for dig – lad mig se … jo, der er en tid 25. maj.
– Der er jeg i Tyskland, og kort derefter skal jeg til England, hvor jeg skal bruge mit pas.
– Hmmm. Så må du have en akuttid, det vil jeg lige prøve at give dig.
– Der står ingen henne ved passkranken.
– Jeg ville gerne sende dig derover, men jeg må desværre ikke.

Hun kunne ikke finde ud af det med akuttiden, så hun måtte tilkalde sin chef.
Han kom, og hun forklarede denne situationen.
John sagde:
image– Helt ærligt: Der står ikke nogen i skranken til pasfornyelse, og på den tid, jeg har brugt til at forklare sagen, kunne den i stedet have været ordnet!
– Jajaja, det er meget muligt, sagde chefen, men nu skal vi jo rette os efter systemerne.
Herefter spurgte skrankedamen ham, om hun kunne søge et andet job her på Borgerservice, hvor hun ikke skulle sidde i skranken. Det kunne hun godt, sagde bossen, og henvendt til John sagde damen:
– Ja, for det her gider jeg altså ikke mere! Vi er her for at servicere vores borgere, og så skal det være sådan her, hvor vi bruger mest tid på at spilde hinandens tid. Det er simpelthen ikke i orden.

Hende kan vi godt lide …

Bossen havde nu fundet en akuttid til John. Klokken 17:40 i eftermiddag. I de godt 10 minutter, der var gået på alt dette, havde der ingen været ved passkranken, og der er sat 10 minutter af til et passkrankebesøg.
Nu kan John i stedet køre til Næstved to gange på samme dag.

Hurra for forbedring af systemerne.
Eller hvad?
Jeg er ikke imod den slags ‘forbedringer’ som sådan, og tidsbestilling kan sikkert spare megen frustrerende ventetid, men der skal dæleme også være plads til fleksibilitet, som damen selv var inde på – og gerne ville vise, hvis hun havde fået lov. Vi kunne forstå, hvis der var fyldt op med folk, der havde bestilt tid, men det var der jo netop ikke.

26. april 2015

Jeg er SÅ træt af Saxo Read(er)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , ,

Saxo Reader er ændret til Saxo Read. Ordet er reduceret med 33 %, og det er funktionaliteten også, selv om Saxo naturligvis hævder det modsatte.
Det tager 100 år at liste min bogsamling, hvor den før bare var der, når jeg åbnede appen. Okay, måske ikke 100 år, men to minutter er alt for længe.
De skal alle downnloades igen, hvis jeg vil kunne læse i dem. Det haster ikke, for jeg har læst næsten alle på min liste og derfor downloader jeg ikke, hvorfor stort set alle mine bøger er så fadede, at jeg har meget vanskeligt ved at se coveret. De får først fuld styrke efter download. Det skal vel forestille at være smart, men de er for ulæsbare inden download.
Før kunne jeg lave biblioteker efter eget valg; jeg havde et bibliotek der hed ‘læste’ og et der hed ‘ulæste’, plus et for hver af de forfattere, jeg havde mange bøger af, fx Sara Blædel. Det kan man ikke mere, men kun sortere efter forfatter, titel og ‘nyeste’. Og dette kun nedad, hvorfor nyeste bøger altid befinder sig nederst på listen. Det er MØGirriterende, at man ikke kan ændre på det.
Man kunne ændre lysstyrke ved at lade fingeren glide op eller ned ad skærmen. Det kan man ikke mere, men skal ind og ændre i indstillinger – som huskes meget tilfældigt, men vel i snit i halvdelen af tilfældene.
Der er kommet ‘natlæsning’, som består i sort skærm med hvide bogstaver. Det synes nogle måske om – jeg gør ikke … synes kontrasten er ubehagelig, når den er negativ, så at sige.
Men det værste. Det aller-allerværste er, at bedst som jeg læser og skal bladre en side frem, hopper appen tilbage til start – puff, væk er bogen.
Så skal jeg starte HELT forfra. Indlæse liste. To minutter. Trykke på den igangværende bog, hvorefter appen selv finder frem til, hvor jeg var nået til, hvilket tager et minut, som er en meget lang svartid i forhold til de gamle ganske få sekunder.
Det kan ske spontant, men sker oftest, når der starter et ny kapitel. Når jeg endelig er nået så langt, at jeg er der, hvor programmet crashede, bladrer jeg frem … og det samme sker igen. Og igen. Første gang det skete, startede jeg forfra fire gange, inden jeg gav op.
Jeg læser i sengen lige inden jeg falder i søvn. Gæt, hvor rolig og parat til at sove jeg var første gang, dette skete for mig!
Den eneste måde, jeg kan komme videre i bogen på, er manuelt at bladre på skinnen nederst på skærmen. Jeg skal så scrolle forbi kapitelskiftet, og jeg kan gudhjælpemig ikke bladre tilbage til kapitlets start, uden det crasher igen. Jeg er derfor tvunget til at gå glip af et par sider af det nye kapitel, for rammer jeg plet, crasher det igenigenIGEN.
Dette skete ikke ved hvert nyt kapitel, så fejlen er tilfældig.
Det var i den grad ved at drive mig til vanvid. Nu har jeg fundet et nyt sted at handle ebøger, nemlig plusbog.dk, som har en app, der er fuldstændig mage til Saxos før deres nedgradering. Jeg nægter at kalde det en opgradering.
De er oven i købet meget billigere end Saxo …

Bøgerne kan ikke overføres fra Saxo Read til Plusbog Reader. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det.
Det er også en ting, der irriterer mig. Selv om jeg har købt bøgerne gennem Saxo, burde jeg selv kunne bestemme, hvordan jeg vil læse dem. Det svarer efter min mening lidt til, at man ikke må tage sine papirbøger med, når man flytter hus, eller ikke får lov til at tage dem med i et andet rum i huset.
Er der nogen her, der har prøvet noget tilsvarende?
Er der nogen her, der ved, hvordan man flytter ebøger, man har købt og derfor burde kunne bestemme over på sin egen læseenhed?

1. marts 2015

Afslutninger i hobetal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Exit rækkehus i Havdrup. Nøgler og brugsanvisninger og et skønt drivhus er overdraget til et par, der glæder sig til et mindre hus og en gårdhave på 200 m2 i stedet for en grund på 16.000 m2. Det kan man jo godt sætte sig ind i.
Det var en epoke i vores liv, der varede næsten 26 gode år. Så lang tid får vi ikke i Den Stråtækte, men vi vil nyde den tid, vi får.
Det er således både en afslutning og en begyndelse.

En skrøbelig tingHanne var så venlig at sende mig et link til en artikel i Information om Pernille. Nekrolog, må det vel snarere være. Jeg ved ikke, hvad der har fået Information til at skrive så lang en nekrolog om hende, men et gæt er, at det er Lotte Andersens initiativ pga. dokumentaren Den Sidste Udvej, hun lavede med Pernille og andre. Nekrologen er fint skrevet, og selv om det naturligvis ikke er hele sandheden, giver den et glimrende billede af en forpint sjæl, der til sidst ikke kunne klare livet mere. Det var kun en afslutning …

Vinteren er også afsluttet for denne gang.
I hvert fald, hvis man nøjes med at spørge kalenderen.
Hvis man spørger mig, så var den sidste vinterdag langt bedre end den første forårsdag.
I morges kunne vi stå op til gråt og trist sludvejr, men i skrivende stund er den blå himmel og det endnu blåere hav heldigvis kommet igen.

Vi blev vækket et par gange i løbet af natten; første gang kl. 01:31, fordi der løb en sms ind fra Borgerservice, at John havde fået et digitalt brev.
Det er ikke første gang, man har vækket os pga. denne oplysning. Hvad jeg bare ikke forstår er, hvorfor den partout skal sendes ud kl. 01:31 og ikke kl. 08:31, hvilket jeg og sikkert masser af andre anser for et langt mere menneskevenligt tidspunkt. Det kan ikke være fordi systemet har opdaget, at vi er gået ind i et givent døgn, så i stedet for at forsinke meddelelsen 1½ time, har jeg nu kontaktet den rette myndighed og bedt om ikke de helt generelt kunne forsinke den slags meddelelser 8½ time i stedet for.
Inden I spørger: Ja, vi har altid telefonen tændt om natten og nej, vi ønsker ikke at melde os ud af sms-ordningen. Begge dele er rare at have, og nu har jeg forsøgt at gøre noget ved det.
Får I også den slags beskeder på lige så ukristelige tidspunkter? Det må I vel næsten gøre?
Forhåbentlig kan min pæne og høflige (det var den!) henvendelse gøre, at vi nu kan få afsluttet natlige beskeder om breve fra det offentlige.

Klokken 06 blev vi vækket for anden gang af en mere og mere insisterende bippen, vi var længe om at lokalisere til køkkenet. Det var vores vejrstation, der af aldeles uransalige årsager pludselig havde besluttet sig for, at vi fremover skal vækkes kl. 6 hver morgen. Vi har aldrig brugt vejrstationen som vækkeur, så vi aner simpelthen ikke, hvad der stak den. Jeg kunne ikke engang slå alarmen fra, den gik kun på snooze, viste det sig, så da den efter 10 minutter bippede aggressivt af os igen, hev jeg arrigt batterierne ud af skidtet.
Men vores nattesøvn var fuldstændig afsluttet for denne gang.

4. februar 2015

Overflødigt bureaukrati

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:55
Tags:

Tilstandsrapporten på rækkehuset er over et halvt år og skal derfor fornys. 
Det er noget værre pjat, at den kun gælder et halvt år. Det kostede os over 12000 kroner at få den lavet og nu skal vi igennem det hele en gang til.
Okay – ikke det hele; de kalder det en fornyelse/forlængelse, hvorfor den bliver lidt billigere; bl.a. behøves el-eftersynet ikke, men synsmanden skal komme og gennemgå huset igen, og jeg har lige udfyldt alle skemaerne med nøjagtig de samme oplysninger som sidst – aldeles irrelevante oplysninger, fordi der ikke på nogen måde kan være ændret på langt de fleste af forholdene.
Eksempler:
Er bygninger eller dele af bygninger udført helt eller delvist som selvbyg?
Er huset piloteret eller ekstrafunderet i forbindelse med opførelsen?
Er der kælder/krybekælder/ventileret hulrum?
Og.så.videre. Hvad mon de havde forestillet sig kunne ændres på dette gennem det seneste halve år?
Jeg forstår simpelthen ikke, at man skal lave penge på os sælgere på den måde. Det burde være nok at skrive under på er erklæring om, at der ikke er ændret noget siden sidst – eller naturligvis anføre det, hvis endelig der er sket ændringer.
Den skal kunne gælde et år, skal den.
En skam, at jeg ikke rigtig har overskud til den slags lige i øjeblikket – jeg er for flyttetræt, men jeg burde ellers være tilstrækkelig knotten til at formulere et vrissent brev til en eller anden politiker.
Gad vide, hvem der egentlig har besluttet, at en tilstandsrapport kun må gælde et halvt år? Alle, jeg har talt med, inklusive folk med forstand på den slags, er enige i, at den sagtens kunne gælde et år.

Fouragerende spurv

7. januar 2015

Grrrr – så meget for backup

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:08
Tags: ,

I går gik jeg fuldstændig død. På flere måder.
Forleden tog jeg en backup af mine ca. 20000 billeder.
Det skulle jeg aldrig have gjort, for noget gik galt, og jeg aner ikke hvad.
For at udføre en billedbackup, gør jeg det, at jeg åbner stifinderen to gange på en delt skærm, hvorefter jeg ctrl-trækker (= kopierer) billederne fra harddisken til det eksterne drev, hvilket er gået godt indtil nu.
imageDet startede med, at Windows fotoprogram ikke længere kunne åbne uden jeg havde den eksterne harddisk tændt. Irriterende, men det måtte jeg se på senere, men ikke lige nu, for jeg kunne leve med det, i hvert fald til jeg skal have pc’en med et eller andet sted, og i øvrigt var klokken mange. ‘Senere’ var desværre ikke godt nok, for da jeg i går ville importere billeder fra kameraets SD-kort, importerede programmet fra SD-kortet til SD-kortet!!??
Da jeg kiggede nærmere på SD-kortet, viste det sig, at ‘noget’ var begyndt at kopiere alle mine billeder ned på det,, men der kunne selvfølgelig ikke være ret mange. Hvad f….. er nu det for noget? Har den pc fået sit helt eget liv?
Af bare hidsighed slettede jeg bare, hvad der var på kortet, men det skulle jeg vist ikke have gjort …
imageJeg installerede fotoprogrammet igen, med det resultat, at nu kunne det slet ikke åbne. Fejlmeddelelsen er vist her til højre. Jeg fatter ikke en bønne. Der er intet her, der skal foregå online – det hele er på harddisken – den ene eller den anden …
Fik en lumsk mistanke og satte SD-kortet i – og fik den viste meddelelse.

Jeg er totalt på herrens mark. Tror, jeg ved en fejl må have fået flyttet og ikke kopieret i første omgang, men det er svært at gennemskue, for kiggede jeg i Libraries, var billederne der, som de skulle være. Jeg prøvede at kopiere tilbage igen fra den eksterne til både det ene og det andet sted pc’en, hvor jeg synes, det kunne være logisk, at de skulle befinde sig, nemlig i Libraries og under Users.
Intet hjalp, og nu er jeg sur og ærgerlig. Hvis ikke engang det hjælper at reinstallere softwaret, er jeg på spanden.
Der må være smuttet nogle filer, som jeg intet aner om, men som skal være der for at programmet kan køre.
Jeg har mine billeder, og det er trods alt det vigtigste, men det IRRITERER mig, at jeg ikke kan bruge Windows Live Photo Gallery, fordi jeg kender det så godt. Jeg har et software, der hedder Digital Photo Professional, men det er ikke nær så godt som Windows eget.
John siger, jeg kan få hans Adobe, men jeg tror det ville være at skyde gråspurve med kanoner for mit vedkommende.

Jeg har googlet fejlkoden og fundet noget, der hjalp lidt – nu kan jeg åbne programmet, hvis SD-kortet sidder i, men pc’en tror stadig, at det er på det kort, det hele skal foregå, så programmet kan kun se ganske få af billederne, og det importerer til sig selv – altså fra SD-kort til SD-kort. Vældig smart …
Grrrr. Det er vist noget der skal bruges laaaang tid på. Det hjælper ikke meget at være god til at bruge programmerne, hvis ikke det underliggende fungerer, og den slags er jeg bestemt ikke god til – det havde jeg jo kompetente folk til, da jeg arbejdede.

2. januar 2015

Er det bare mig, der …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags: ,

     Er det bare mig, der er irriteret over, at folk bruger den såkaldte lastezone ved Ikea (med parkering forbudt-skilt und Alles) som parkeringsplads, mens de er inde i butikken, så der ikke er pladser til os, der gerne vil læsse vores varer i bilerne uden at skulle styre den tunge indkøbsvogn hen til den anden ende af parkeringspladsen?
Det er anden gang, vi oplever det. Nu skriver jeg til Ikea, gør jeg.
Vi var i Ikea kl. 10, da de åbnede. Vi gik også gennem butikken og kasseområdet uden alvorlige kødannelser, men da vi kom ud igen … du GOdeste med biler. Vi var simpelthen kørt igen, inden vi var nået så langt som til at holde i kø for overhovedet at kunne køre ind på parkeringsområdet, hvilket vi har præsteret før.

    Er det bare mig, der først nu har opdaget, at Ball tips er en kødudskæring?

Ball tipsBall tips (1)

Vist nok tyksteg, efter hvad jeg kan google mig til (Ball tips er det er det yderste af en sirloin, som er tyndstegen), men hvis det er rigtigt, kan det godt blive en noget sej omgang, hvis man kun steger det til 50° – den skal i hvert fald modnes/mørnes godt, inden den ryger på grillen. Langlangtidsstegning er sikkert en glimrende løsning.
Noget helt andet er, at der må være mange, der ikke aner, hvad Ball tips er for noget kød, og jeg har en stærk mistanke om, at slagteren ikke selv ved det, for når han alligevel sætter sin egen etiket på, kunne han jo lige så godt oversætte med det samme.

     Er det bare mig, der synes, at 70 kroner for en pakke med to par strømper til Baby Born-dukken er temmelig meget i overkanten?
Jeg købte dem ikke, men ville ellers gerne have kompenseret for, at Anna med rette undrede sig over, at jeg ikke, når jeg nu havde strikket så meget fint dukketøj, havde strikket et par sokker til det frysende barn. Jeg skal nok strikke nogen, men har ikke fået det gjort endnu, og pakken skal sendes afsted i dag, hvis den skal nå at være i UK til 7. januar, hvor hun har fødselsdag. Hun får i stedet nogle bleer og andet dukkeudstyr – det viste sig hurtigt, at dukkebarnet slet, slet ikke havde nok i den ene ble, der fulgte med. Det var et forfærdelig tissetrængende barn, Anna fik til jul.

     Er det bare mig, der synes, at det er helt i orden at dræbe bomber? Faktisk er det da en rigtig god ide … lad os få endelig få dræbt nogle flere bomber!
Ekstra Bladet giver et bragende godt eksempel på, at det har en vis betydning, om et ord er delt eller sammensat. Jeg ved naturligvis godt, hvad de mener, men mon ikke der havde været plads til en lille bindestreg her?

En død bombe

For ikke at det hele skal gå op i brok, kommer her til slut noget helt usædvanligt fra min side: Ros til Post Danmark, som fandt mig, selv om gadenavnet var stavet forkert, og der ikke var skrevet gadenummer på kuverten.
Man skal sommetider være glad for de små ting her i livet …

11. december 2014

Udygtighed, Uprofessionalisme, Uduelighed – mor er ikke skuffet, mor er vred (2)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags:

Det er ikke kun det danske postuvæsen, der er uprofessionelt – det svenske elselskab E.ON og det svenske renholdningsselskab Ögrab er også uvæsener.
Da jeg arvede svenskerhuset efter far, skulle alle papirer naturligvis ændres til mit navn. Det juridiske var en smule besværligt, men ved hjælp af en svensk ejendomsmægler, som havde helt tjek på tingene, gik det nogenlunde smertefrit.
At få alle uvæsenerne til at få mig ind i deres systemer var derimod ganske anderledes besværligt.
Elselskabet var værst. De ville ikke bare acceptere mig som ny ejer; de skulle se et juridisk bevis på, at jeg nu var ejer. Det var de nødt til at vente på, for en arvesag afsluttes ikke lige sådan med et fingerknips. De insisterede derfor på at blive ved med at sende regninger til en afdød – sjovt nok havde de ikke noget imod, at det var mig, der betalte samme regninger! Adresseændring kunne de ikke foretage, før jeg havde bevis på ejerskab. Kan I forestille jer en masse bøvl, der kan komme ud af sådan en holdning?
De strakte sig dog så vidt, at de skrev mit navn under min fars navn på regningerne fremover. Som om det var nogen hjælp …

Det kunne gå, så længe Merete boede på gården, og hun boede der heldigvis endnu, da arvesagen afsluttedes og jeg kunne sende en kopi af et skøde til E.ON, men naturligvis med min danske adresse på – de vil ikke sende fakturaer som email, hvilket ellers ville gøre det hele temmelig meget nemmere.
Jeg emailede dem hvad de skulle bruge, og de svarede, at jeg nu var registreret i deres system.

Næste faktura blev sendt til gården. Jeg betalte – og skrev til dem. De beklagede meget. Dette skete én gang til, og nu var det lige før, jeg havde lyst til udelukkende at anvende versaler i den næste mail. Hver ny mail fra min side var den første, bare med flere og flere tilføjelser; herunder selvfølgelig deres egne svar til mig.
Tredje gang var jeg som sagt temmelig vrissen i mailen. Nu boede Merete ikke længere på gården, så det var ved at blive noget værre rod. E.ON beklagede atter en gang …

Fjerde faktura kom i form af en rykker fra et advokatfirma! Nu havde jeg ikke reageret på de tre første henvendelser, hvorfor det var røget til inkasso, og hvis ikke jeg betalte inden otte dage, ville de lukke for strømmen!
Nu røg jeg direkte op i det røde felt.
Dette brev havde den rigtige vej anført, men med et forkert husnummer. Jeg ville have undersøgt, hvor der boede nogen med det navn i bebyggelsen og så afleveret det til dem – alternativt sendt det retur med adressat ubekendt, men visse folk smider åbenbart bare den slags ud. Fjerde gang var det så heldigt, at postbudet vidste hvem jeg var og dermed mit rigtige husnummer. Det kalder jeg virkelig held, ellers var vi kommet til Sverige og kunne konstatere, at der var lukket for strømmen.

NU blev jeg for alvor vred og skrev en mail, der med overdreven høflighed ikke lod nogen i tvivl om, hvad jeg mente om E.ON. Eftersom det var alle de gamle mails, de nu fik for 117. gang, kunne de lige som ikke hævde, at jeg havde opgivet forkert adresse til dem. Jeg skrev også, at jeg naturligvis havde betalt den regning, inklusive rykkergebyrer og advokatomkostninger, da jeg ikke ønskede strømmen lukket, men det var under protest, for jeg havde jo ikke fået de fakturaer, der lå til grund for rykkeren. Det lovede damen at trække fra næste regning, hvilket – til min enorme forbavselse – rent faktisk skete.
De havde ganske rigtigt skrevet husnummeret forkert ind i systemet, men nu var det rettet til det rigtige og de beklagede meget …
Jamen tusind tak. Det har da også kun taget et år, og alle deres beklagelser kan de stikke skråt op …
Fra da af fik jeg fakturaerne på den rigtige adresse, men diverse informationsskrivelser kom stadig til gården, indtil jeg gjorde dem opmærksom på, at når jeg skriver, at min far er død, så mener jeg død som i død, borte og begravet, og så skal de sgu da ikke kun sende regningerne til mig – han er faktisk også ret uopnåelig, hvad angår deres reklamefremstød! Man skriver til samme mailadresse …
Jeg er SÅ træt af E.ON og af at de forskellige afdelinger åbenbart har hver deres adresseregister. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg skal igennem, når vi flytter til Præstø …

E.ON var så langt de værste, men renholdningsselskabet skulle jeg igennem lidt af den samme mølle med. De antog dog mine ord om ejerskabet for gode varer. Forsikringsselskabet skulle også have kopi af skødet, men det kan jeg bedre forstå end elselskabets krav om det samme – de kan da være ligeglade, bare de bliver betalt for deres strøm.

Beklager det blev så langt, men jeg kunne ikke gøre det kortere, hvis det hele skulle med.

9. december 2014

Udygtighed, Uprofessionalisme, Uduelighed – mor er ikke skuffet, mor er vred (1)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags:

Den 2. december sendte jeg en pakke fra Brugsen i Karise. Det var i vældig god tid, for jeg ville være sikker på, at den nåede frem til d. 12. december.
Da vi kom hjem fra Sverige ved middagstid, lå pakken i vores skur, påklistret følgende besked:
“Vi kan desværre ikke sende Deres pakke til udlandet, da den er påført en dansk pakkelabel. Har De spørgsmål vedr. bla, bla …”
WHAT? Jeg sagde netop til den unge dame, at jeg havde en pakke til England, og hun kunne fortælle mig, at det ville koste 100 kroner som pakke og 200 kroner som brev – derfor blev det som pakke.
Vi kørte til Karise, hvor jeg måtte vente på at blive ekspederet. I ventetiden fik jeg øje på et ikke særlig synligt opslag: “Vi kan desværre ikke længere sende pakker til udlandet. Det skal gøres på et af vores 200 postkontorer. De kan findes på postdanmark.dk.”
Jamen altså … hun har da været komplet inkompetent, den dame, der ekspederede mig.

Da det blev min tur, måtte jeg anstrenge mig for at tale pænt:
– Jeg er temmelig utilfreds! Denne pakke har jeg sendt herfra d. 2. for at være i god tid. Det fremgår i mine øjne særdeles tydeligt, at den skal til England.
– Det kan jeg godt forstå du er. Vi har ikke kunnet sende pakker til udlandet siden marts eller april. Jeg har desværre ikke mulighed for at se, hvem der har klokket sådan i det.
– Det er også ligemeget – jeg kommer bare til slå hende oven i hovedet, men du kunne jo passende repetere et og andet inde på kontoret …
– Det skal jeg nok. Lige nu kan jeg desværre kun give dig pengene tilbage.
– JA tak! Og måske kunne du oplyse mig om nærmeste posthus, hvorfra det rent faktisk kan lade sig gøre at sende pakker ud af landet?
– Det kan du fra Eurospar i Faxe.

I Faxe kunne den unge dame så fortælle mig, at pakken ville koste 255 kroner at sende som pakke og 130 som brev. Det havde de heller ikke haft styr på i Karise – hverken den ene eller den anden ekspedient.
OG så kunne jeg godt have sendt den fra Karise! Man kan nemlig godt sende breve til udlandet derfra – bare ikke pakker.
Nu var mit bæger ved at være så rigeligt fuldt, men eftersom den unge pige i Faxe var totalt uskyldig i alt dette, nøjedes jeg med at trække vejret meget dybt ind og erklære, at med et pakkeindhold af en værdi på 60 kroner, bliver det sendt som brev.
– Du ved godt, at så kan det ikke spores, ikke?
– Jo, det ved jeg godt, men nu bliver det sådan.

Jeg var SÅ arrig! Jeg ringede til Charlotte og fortalte, at jeg altså ikke har glemt hendes fødselsdag, men at pakken muligvis ikke når frem til på fredag …

I forrige uge deltog jeg i en Gallupundersøgelse vedrørende PostDanmark.
Jeg er rigtig glad for, at jeg gav dem bundkarakterer i mange af spørgsmålene. Efter i dag ville de have fået det på endnu flere punkter.
Det var ‘bare’ brugsmedarbejdere i Karise, jeg ved det godt, men det er ikke en acceptabel undskyldning – de skal læres ordentligt op, skal de.
Det her er simpelthen ikke i orden.
Jeg har nu kigget på et kort – der er mange steder i Danmark, hvor man skal køre temmelig langt for at kunne sende en pakke til udlandet.

Det var dagens brok. I morgen kommer der to-tre eksempler mere på udygtighed, uduelighed og uprofessionalisme. Det hober sig op lige i øjeblikket.

6. november 2014

I dag er verden IKKE i farver!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

Er der nogen af jer, der husker den franske komiker/skuespiller Louis de Funès? Ham med Undskyld vi flygter og Av min ryg? Film fra sidst i 60’erne. Min mor og jeg elskede dem og gik så vidt som at gå i biografen to gange for at se førstnævnte. Det var virkelig uhørt fra min mors side at gøre sådan noget; det skete vist kun den ene gang i hendes liv, men den var altså forrygende morsom. Dengang. Gad vide, om den ville være det i dag? Hitchcocks film er jo fx ikke uhyggelige i samme grad, som da de kom frem dengang for længe siden.

Hvorfor er dagens overskrift som den er? Og hvad har det med Louis de Funès at gøre?
Verden er ikke i farver, fordi jeg er i sort humør. Selv udsigten med køerne nede ved fjorden solidariserer med min sindsstemning ved at være i sort/hvid.
Vi var nede i Den Stråtækte; min telefon ringede, og jeg løb afsted for at tage den, hvilket var en fejl af de grovere.
Jeg er så ærgerlig og vred på mig selv, at det halve kan være alt rigeligt.

P1040028

Lad mig advare jer én gang for alle, og det kan næsten ikke siges med store nok bogstaver:
MAN LØBER IKKE PÅ NYLAKEREDE GULVE, NÅR MAN HAR KINASKO PÅ!
Fordi så kan man falde. Man kan falde på ægte tegneseriefacon, hvor benene på et tidspunkt er de legemsdele, der befinder sig højest oppe, hvilket har til følge, at man lander på ryggen. Med et ordentligt brag. Det har sikkert set ret skægt ud, men sådan føltes det ikke. 
Det var fuldstændig samme stunt, som stakkels John udførte med liden elegance sidst vi var i Norge.
Heldigvis (for mig) startede jeg 40 cm længere nedefra, idet det ikke var i forbindelse med nedstigningen fra en autocamper, og jeg landede på træ og ikke på et jerndæk, men for huuulan da, hvor det gjorde ondt – der gik nogle minutter, inden jeg holdt op med at stønne og inden jeg kunne rejse mig op. John ville hjælpe, men jeg ville selv; så havde jeg mere styr på smerterne.
Man kan selvfølgelig vælge at se på den lyse side: Det varer nok lige et par dage, inden jeg kan male igen.
Det går nogenlunde, når jeg ikke bevæger mig – det er når jeg skal flytte mig fra den ene position til den anden, der kalder sveden frem på panden.
Jeg er lidt spændt på, om det går lige som for John, hvor det blev værre og værre de næste 2-3 dage.
Nu er vi ikke på ferie, og hvis det ikke er bedre i morgen, tror jeg det er en god ide at få Nielsen til at fragte mig hen til en skadestue.
Av min ryg … 

5. november 2014

Petitesser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:28
Tags: ,

Det er virkelig i småtingsafdelingen, men nu har jeg lagt mærke til det, og så ser jeg det bare hele tiden:

P1040017

Når man som professionel sætter et nyt loft op; når man har et hav af brædder at vælge imellem og derfor også kan vælge brædder fra uden at komme til at mangle, hvorfor pokker sætter man så sådan et defekt bræt midt i brusenichen?
Jeg så det først i går, fordi vi først nu har fået hængt noget ordentligt lys op på badeværelset – men så skreg det også til mig med høje hyletoner.
Er jeg for sart?
Der er ikke noget at gøre ved det nu – jeg vil trods alt ikke bede ham om at pille det hele ned for at skifte brættet, men der går nok lige noget tid, før jeg vil blive blind for det bræt, tror jeg desværre.
Jeg var ellers så tilfreds med Morten Tømrers arbejde …
For at gøre det mindre synligt, kunne vi male loftet hvidt, og det bliver det nok også en dag, men jeg er SÅ TRÆT af at male, så hvad der kan syltes, bliver syltet. GODT, vi fik Glenn til at ordne hele stueetagen!
P1030052Det er især et af værelserne på førstesalen, der trækker tænder ud, fordi det driller mig irriterende meget. Det er den ældste del af huset, og jeg har spartlet ud og repareret huller i én uendelighed – det burde have været gjort for årtier siden, men af ukendte årsager har værelset fået lov at stå med alle sine skavanker, selv om man har gjort meget ud af at forsøge at skjule dem. Så meget, at jeg vil tro, det havde været hurtigere at få det fikset frem for at sminke liget. Det er også småting, men jeg gider ikke de mange smårevner, for jeg bilder mig selv ind, at det er gennem dem, horderne af edderkopper kommer ind.
Det dur simpelthen ikke at lide af edderkoppeskræk, når man har vælgt at bo i et stråtækt hus, men heldigvis er de helt anderledes end dem, der huserer i rækkehuset, som er af bodybuildertypen, man kan høre trampe, når de buldrer hen over gulvet – og som jeg pure nægter at røre. Det er Johns arbejde at fjerne dem.
Disse mejeredderkopper er, på trods af, at de kan blive temmelig store (billedet gengiver en i naturlig størrelse), meget spinkle i det, og det generer mig ikke spor at mase dem i et stykke køkkenrulle eller med tørre-maling-af-kluden.
De findes i alle størrelser fra næsten usynligt små til den afbillede moppedreng, og de kommer natten over. I snesevis. I alle størrelser.
Jeg troede ellers, at disse edderkopper huserede mest i England, for de er mage til dem, Charlotte har masser af derovre, og jeg har indtil Den Stråtækte kun set ganske få i DK, men det må være specielt stråtagselskende edderkopper.
Det er en af de mest almindelige arter herhjemme, og jeg burde derfor have kunnet se dem utallige gange før, men det har jeg altså ikke. Egentlig burde jeg være glad for dem, for de skulle være uhyre effektive til at konsumere fluer.
Jeg må nok bare vænne mig til, at de er der.

22. oktober 2014

Min sommetider alt for bløde mand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: ,

Historien om glarmesteren fra i går har en fortsættelse.
I morges ringede han og hældte spandevis af vand ud af ørerne til John. I mine øjne lød det som en bunke dårlige undskyldninger, men John har så svært ved at sige fra, så da manden højt og helligt lovede at være der kl. 11, sagde John, at så ville han køre derned.
”Det havde jeg ikke gjort, men det må du da selv om”, sagde jeg.
John kom hjem kl. godt 15 og I må gerne gætte på slutningen på historien …
Klokken 12 ringede John til manden og spurgte, hvor han blev af.
”Jaaamen, jeg er lige i Næstved og er færdig her om 10 minutter, så ringer jeg, når jeg kører!”
Hvis han er færdig om 10 minutter, kan han da bare køre om 10 minutter. Slutprut.
Han ringede aldrig og han kom aldrig. Klokken 14:15 kørte John hjem igen – og denne gang var selv den milde John stiktosset.
Jeg tvivler på, at den klump til glarmester tør ringe igen – John følte sig totalt til grin, hvilket han i øvrigt også var, fordi Jimmi ikke kunne skjule, at han fandt situationen temmelig komisk.
Jeg blev enig med mig selv om, at det nok var smartest at undlade at grine, da han kom hjem og fortalte historien, men jeg gjorde det inde i mig selv …

Crostini med tuncreme

Jeg fik mig til gengæld en fridag ud af det, så det skulle udnyttes – fik strikket lidt på et spændende sjal, men vigtigst af alt fik planlagt og indkøbt alt (tror jeg – ingen garantier her. Der skal nok være et eller andet, jeg har glemt) til de næste 3-4 dage … englænderne kommer som tidligere nævnt i morgen.
De lander kl. 17 og når vi er helt hjemme ved seks-noknærmerehalvsyvtiden, er de erfaringsmæssigt småsultne, men ikke rigtig sultne, hvorfor jeg denne gang har tænkt mig at lave lidt snacks/hors d’oeuvres til at sidde og hygge med over en øl eller et glas vin.
På billedet crostini med en god, hjemmelavet tunsalat til – fundet her.
De kan laves dagen i forvejen, så det gjorde jeg lige. Der blev så mange, at jeg roligt kunne tage lidt fra til John og mig til i aften.
Derudover vil jeg lave baconomsvøbte dadler med abrikosstrimmel og pistacienødder, også fundet hos Martha Stewart. Til de af jer, der synes, det lyder rædselsfuldt, kan jeg sige, at det smager en hel del bedre, end det lyder.
Så en omgang pølsehorn, mest for børnenes skyld. Her snyder jeg og køber færdig pølsehornsdej.
Til sidst Kong Mors underskønne butterdejs-skinkekringler.
Og endelig agurke- og gulerodsstænger. 
Inden vi er færdige med at spise alt dette, er alle garanteret blevet stopmætte.

18. oktober 2014

Det fik mig op af stolen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: ,

“Jeg er blevet så gammel, at jeg staver, som jeg har lyst til”.
Hvad siger I så? Når man ældes, gælder reglerne ikke mere for en? Hvem aldersdiskriminerer hvem?
Jeg så erklæringen for et stykke tid siden i en kommentar hos en anden blogger – jeg tror ikke, den pågældende kommentator læser med hos mig, men skulle jeg tage fejl, beklager jeg – det ændrer dog ikke min holdning til påstanden.
Forklaringen – eller undskyldningen, om man vil – er præcis lige så dårlig som den jeg hørte i Haslev: “Jeg synes det ser pænere ud med genitivsapostroffer.”
Jeg ved i sagens natur ikke, hvor gammel den pågældende er, men hvornår mener mon vedkommende, at man opnår alderen “gammel nok” til at stave som man lyster? 50 år? 70? 30?
Gamle mennesker tror nogle gange, at de har særlige rettigheder, bare fordi de er gamle. Jeg oplevede engang i supermarkedet, at en gammel dame prøvede at springe køen over ved at hævde, at hun havde det dårligt med at stå så længe. Hvorfor pokker køber hun så ind, når hele det arbejdende folk er nødt til at købe ind? Hun kunne være kommet om formiddagen, kunne hun. Hvis gamle personer ikke vil aldersdiskrimineres, må de gerere sig ude i samfundet på lige vilkår med andre. Jeg tager gerne hensyn til folks svagheder, men ikke, når de ligefrem selv kræver det uden at se ud til at have behovet, så bliver jeg noget så stædig!
Nå – det var stave- og køregler, der åbenbart træder ud af kraft for gamle/ældre personer.
Er der mere, som jeg bare ikke har fundet ud af endnu? Der skulle vel ikke tilfældigvis være nogle gode, gamle skattefradragsregler, der for længst er fjernet, men som stadig gælder for gamle, fordi de gjaldt, da de gamle var unge? En vedvarende stædighed lige som når nogle holder fast i den mere end 136 år gamle stavemåde for the og de over 59 år gamle linie og vanille? (Der var valgfrihed mellem fx linie og linje mellem 1955 og 1986). Hvorfor er det i øvrigt kun te, folk synes “ser pænere ud” med ‘h’, mens det åbenbart ligger dem ganske naturligt at skrive trone og ur i stedet for også at holde fast i theater, throne og uhr? Mig ikke forstå …
Er det ikke snarere en falliterklæring at erklære, at man staver som man lyster? At man herved indirekte indrømmer, at man ikke gider gøre sig den ulejlighed at stave korrekt? Man kan fejlstave i god tro; det er helt okay, men når man finder ud af korrekt stavemåde, bør man rette sin fejl, uanset hvad man mener om det.
Jeg bryder mig ikke om staveanarki, heller ikke selvom man prøver at putte det ind under en ældrehat. For mig virker det mere som en form for forstokkethed, hvad vel de færreste gamle/ældre vil have hæftet på sig i andre sammenhænge.
Jeg har i tidens løb begået adskillige stavemæssige fejl her på bloggen. Nogle er jeg blevet gjort opmærksom på via kommentarerne, andre har jeg selv fundet frem til, fordi jeg kom i tvivl og slog ordene op. En del gange er jeg blevet temmelig overrasket over, hvad jeg gik og bildte mig selv ind, men jeg bestræber mig på at huske det nye (for mig) og skrive korrekt fremover. Hvis jeg holdt på, at jeg er gammel nok til, at det er i orden at stave forkert, har jeg endegyldigt mistet retten til at brokke mig over andres fejl.

Det var lørdagens udladning – som min gamle chef sagde, er jeg ikke lige typen, der får mavesår – jeg går ikke og brænder inde med tingene.
Om nogle vil kalde mig gammel, er jeg nok lidt ligeglad med, men jeg vil meget hellere kaldes pedantisk end forstokket.

Nordskovvej (7)

God lørdag aften derude – jeg håber ikke jeg helt har ødelagt jeres gode humør Smile

8. oktober 2014

Når tilliden først er røget sig en tur …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:48
Tags: ,

Åh, de biler, de biler. Hvor længe bliver man ved at poste penge i dem? Hvornår får man nok?
Min lille bil fyldte 12 år i år og skulle til syn i august. Allerede inden da var vi i tvivl. Skal vi skrotte den nu, inden den koster os penge for alvor? Skal vi køre den igennem endnu en gang og vide, at så har vi to år inden den skal til syn igen?
Vi kan ikke hævde, at vi er nødt til at have to biler, men det gør livet lidt lettere indimellen, at vi ikke er afhængige af hinanden, og i øvrigt bryder jeg mig ikke om at køre i Johns skrummel af en bil. Holder meget af at være passager, men ikke chauffør.
Det at have den lille bil gør også, at vi kan spare lidt på skrumlet, for vi vil ikke, pga. ændringer i afgiftssystemet, kunne købe en mage til lige så billigt som vi fik denne. Desuden kører den meget længere på en liter brændstof.
Skal vi købe en ny lille, brugt bil? Skal vi nøjes med én bil? Helst ikke. 
Spørgsmålene hobede sig op, men det gjorde svarene ikke, så det endte med, at vi sagde til vores lille, lokale enmandsværksted med de yderst rimelige priser, at han skulle få bilen synsklar. Hverken mere eller mindre – den skulle bare kunne gå igennem.
Det gjorde den fint, men det var bestemt ikke gratis, selv om vi nok skulle have sluppet omkring det dobbelte på et autoriseret værksted.
En måned efter synet gik sprinklermotoren. Det kunne ingen have forudset, og den blev selvfølgelig udskiftet – nu var bilen jo lige blevet synet.
Vi havde ikke engang nået at få regningen på den motor, inden det var galt igen, nemlig i går, da vi ville tage den for at køre til middag hos gode venner. Den nægtede pure at reagere på speederen og kunne derfor kun bevæge sig i tomgangsfart, hvilket ikke er ret meget og slet ikke til at køre 40 km på, bl.a. på motorvej.
Vi tog Johns bil.
I dag ville John se, om han kunne finde ud af, hvad der var galt. Det kunne han ikke og ville derfor køre den i tomgangsfart til værkstedet, som heldigvis kun ligger 1½ km fra bopælen.
Og så var der intet som helst i vejen. Nada! Den fungerede upåklageligt! På værkstedet kunne han ikke lige gennemskue, hvilke nykker der havde grebet den i aftes, men han puttede et eller andet rensende i tanken og bad John om at køre en lille tur, så dyserne kunne blive rensede – måske var det bare noget snavs, der sad/havde siddet i dem.

Fint nok, at bilen kører fint igen, men den har svigtet på det groveste, og vi har ikke en pind tillid til den nu. Hvornår laver den det glansnummer igen? Når vi skal hjem fra Den Stråtækte? Næste gang vi tager den til Sverige?
Pyt med, at det sker, når jeg tager den til Brugsen, for da kan jeg bare ringe efter John, men er vi begge to kørende i den, vil vi meget nødig strande et eller andet sted.
Tilliden til min lille bil er røget … hvornår mon vi tør stole på den igen? hvad gør vi nu?
I behøver ikke at svare … jeg skulle bare lige have luft.

P1030694

Der må gås på vandet.

8. september 2014

Det bedste sommervejr er nu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: , , ,

Farmers kommentar til gårsdagens indlæg fik mig til at tænke på dengang vi ikke ville meldes ind i DOF.
Min søster, som godt kan være en temmelig egenrådig dame, spurgte engang John, om han ikke ville være medlem af DOF, for så ville hun sørge for at melde ham ind. Det ville sikkert kaste et eller andet af sig til hende … hun havde allerede sørget for, at han blev medlem af Dansk Naturfredningsforening, og han var ikke interesseret i også at være medlem af DOF, hvilket han fortalte hende.
Hun tager dog ikke altid nej for et svar, og nogle dage senere kom der et brev fra DOF sammen med et girokort, som John smed ud.  
Efter en tid kom der en rykker, som han også smed ud – “Jeg er ikke medlem og har ikke bedt om at blive medlem; så skal de ikke begynde at rykke for betaling!”
Der kom en rykker til, som denne gang var mere barsk – nu blev der truet med, at den næste rykker var den sidste inden inkassobegæring.
SÅ blev hr. Nielsen tosset, ringede til DOF og fortalte dem i umisforståelige vendinger hvad han mente om den form for forretningspolitik … hvordan i alverden de troede de kunne tillade sig at true med bål og brand, når det var et andet medlem, der uden hans samtykke havde foreslået ham som medlem af foreningen?
De beklagede og sagde, at det var en fejl. Hmmm. Godt så. Vi vidste ikke rigtig, om vi troede på dem, men de holdt i det mindste op med at sende flere ubehagelige skrivelser.

Det var et tilbageblik. Skal vi dvæle lidt ved nutiden, bliver det i form af at fortælle om det vidunderlige sommervejr, vi kan præstere her på torpet og omegn.
Lige præcis det sommervejr, jeg holder allermest af – hverken for varmt eller for koldt, men lige tilpas til, at jeg kan sidde i solen uden at føle, at jeg sidder i en sauna og/eller er ulækkert drivvåd over det hele.
19° har det været i skyggen. Med kun ganske få skyer. Helt perfekt.

TerrassehyggestrikJeg er begyndt på en ting til Anna af det ualmindeligt bløde Cottonwool, jeg lige har investeret i. Jeg vidste lige, hvad jeg ville lave; nemlig en kopi af en lidt speciel bluse, jeg engang købte til hende i UK og som blev så meget hendes yndlingsbluse, at den blev totalt slidt op.
Dermed havde jeg intet mønster og da jeg ville til at tegne et, blev jeg klar over, at jeg efter fire år ikke havde 100 % styr på detaljerne i blusens lidt aparte udseende, så jeg googlede rundt i over en time i aftes for at finde noget, der lignede.
Det lykkedes mig.
Jeg skal bare lave en masse om – forstår ikke helt, hvordan en opskrift kan angive en strikkefasthed på 32 m i Arwettagarn (løbelængde 420 m/100g) på p 3,5.
I mit tyndere Cottonwool (løbelængde 500 m/100g) gav det 24 m og på p 3,0 kom jeg kun op på 26 m. Hvis man ekstrapolerer her, skulle blusen strikkes på p 1½!
Da Anna ydermere nok højest svarer til en størrelse XXS, og opskriftens mindste størrelse var S, forelå der lidt regnearbejde, men det skal nok lykkes at få en acceptabel bluse ud af det.
Håber jeg …

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.