Hos Mommer

4. november 2018

Det var kun en faktor én million forkert … herregud da, betyder det noget?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:21
Tags: , , ,

Mennesket bliver fascineret af voldsomt vejr. Måske især hvis man ikke selv er ude i det …
Jeg er, og har været det siden jeg var en lille pige, fascineret af tordenvejr. Mange, mange gange har jeg siddet med min mor, talt sekunder og dermed regnet mig frem til, hvor langt væk uvejret befandt sig. Det har jeg skrevet om før, så ingen grund til at gentage det her.
Jeg oplevede jordskælvet i december 2008, men for dem, der lever med jordskælv på en nærmest daglig basis, må det have føltes som at blive sparket af en flue. Jeg kunne godt tænke mig at opleve et rigtigt jordskælv eller en tornado. Og så måske alligevel ikke …
Det er nok en hel del sikrere at gøre det, jeg gør i dag: Ser The World’s Deadliest Weather over BBC Earth.
Det er skam interessant nok, men atter en gang måtte jeg undre mig såre (og irriteres) over, at man kan kalde sig professionel oversætter og så ikke korrekt kunne oversætte engelske/amerikanske tal til dansk. Det er bare ikke i orden.
Utallige er de gange, jeg har hørt/set a billion oversat til en billion. Det er en milliard på dansk, men trods alt kun en faktor 1000 forkert.
Sjovt nok vidste dagens oversætter dette, men det fik ikke vedkommende til lidt senere at oversætte trillion til billion, som det retteligen betyder. Det er stadig ikke forbudt at tænke logiske tanker, selv om det nogle gange kan virke som om det var strafbart.

En engelsk trillion er 1012.
En dansk trillion er 1018.
En forskel på 106, hvilket er 1000 gange 1000 gange forkert – altså en million gange. En ikke ubetydelig fejl, skulle jeg mene. Heller ikke selv om man ikke taler økonomi, men ‘bare’ mængden af liter vand ved en oversvømmelse.image 

Helt galt gik det, da jeg, for at være 100 % sikker på ikke selv at have klokket rundt i tallene, googlede “english trillion”
Ofte kommer der et oversættelsesforslag op, når jeg googler på andet end dansk, men dagens forslag var også dagens overraskelse, for jeg havde ikke lige troet, at selv google translate kunne finde på at oversætte trillion til Katherine.
Jeg synes i forvejen, at google translate er noget ynkeligt noget, men det her slog vist rekorden.
Rerfærdigvis skal det siges, at da jeg angav, at det skulle oversættes fra engelsk til dansk, stod der faktisk den rigtige billion i højre side, men jeg kan stadig ikke regne ud, hvad der var gang i til at begynde med.

Men igen: Min indtrængende opfordring til alle oversættere: LÆR DOG DE TAL!
Undskyld jeg råber, men det er åbenbart nødvendigt, for de kunne ikke høre mig, da jeg talte med almindelig stemmeføring.

Reklamer

29. oktober 2018

Vand i overflod – både her og hisset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags: , ,

Der er forhøjet vandstand i Præstøfjorden – jeg tror det er rekord, mens vi har boet her, bortset selvfølgelig fra oversvømmelsen i januar 2017, hvor jeg var ved at blive en anelse nervøs. Uden grund, viste det sig heldigvis, hvorfor jeg på ingen måde er nervøs nu, men jeg ved naturligvis ikke, hvornår det stopper, og jeg finder sikkert heller ikke ud af det, for nu sidder vi i Sverige, og jeg tror det er væk igen, når vi kommer hjem igen i morgen.

P1030607

Vi bor tæt på fjorden … endnu tættere i dag …

Vi kørte en lille omvej til Præstø havn på vejen til Sverige, for med alt det ekstra vand var der nok også meget der, regnede vi med.
Det var der – restaurant Siv & Co, som fik vand på gulvet i 2017, er igen betænkelig tæt på at blive oversvømmet. Der mangler dog endnu hele trappen op til terrassen. Sidste gang nåede det op over denne trappe, og der var trængt vand ind i selve restauranten.
Det kommer nærere og nærere … vandstanden er på billedet her mere end en meter over normalen, men dengang stoppede det først ved 1,7 meter.

P1030614

Da vi ankom til svenskerhytten, åbnede John for vandet, ganske som sædvanlig, som noget af det første.
Jeg stod i køkkenet, så jeg hørte omgående den karakteristiske lyd af vand, der er hvor det så afgjort ikke skal være.
Det var under køkkenvasken, der sprøjtede vand ud af en samling på et af rørene.
Ih, hvor blev der bandet! Der har ikke været noget i vejen i de 22 år, vi har haft huset, så hvorfor i hede, hule osv. skulle det lige ske NU??? 
Det har ikke engang været frostvejr – i hvert fald ikke inde i huset, og i øvrigt var alt vandet tappet af, som vi altid gør efter 1. oktober, men det udstrømmende vand var ikke desto mindre en kendsgerning. Dybt og inderligt SUK.
Det viste sig at være røret med det varme vand, der var blevet utæt i en samling. John prøvede på at stramme bolten, men så knækkede den. Dammit.
Heldigvis kunne han bare afbryde det varme vand, og vi kan sagtens leve med kun at have koldt vand, eftersom vi har en elkedel.
Men ordnes skal det jo. John kørte til Lönsboda for at få fat i en VVS-mand, men de kunne ikke sende en før i morgen.
Fair nok – vi var glade for at vi ikke skal herop en ekstra gang bare for det.

Er det ikke bare Murphys lov i en nøddeskal, at det skulle ske lige nu?

15. oktober 2018

Sew and tell

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Overskriften er inspireret af børnebørnenes show and tell fra børnehaven og forskolen – tag et eller andet med, som betyder noget for dig og fortæl os andre om det.
Syning betyder noget for mig, og jeg har syet et hav af tasker. Mange er foræret væk, nogle er solgt og andre igen bruger jeg selv.
IMG_8620IMG_8621Det kom derfor noget bag på mig, at jeg måtte give op på The Ultimative Wallet med de 28 kortlommer. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad hun mente, og jeg er som sagt ikke ligefrem en novice. Jeg skrev forleden, at jeg pillede op flere gange, men jeg fandt ud af, at hun gudhjælpemig omtalte den samme ting med forskellige betegnelser, og hun nævnte intet om, hvilke sømme der skulle lægges til eller over hvilke sømme. Det mønster har jeg betalt penge for! Hrmpf. Det er yderst uprofessionelt.
Jeg har forsøgt flere gange at gennemskue det, og jeg har virkelig nærstuderet fotografierne, men lige meget – eller lidt – hjælper det. Det gør det heller ikke bedre, at hun har valgt noget småmønstret, mutltifarvet stof, der flyder helt sammen på billederne. Jeg er ikke imponeret. 

Nu har jeg fundet et andet mønster. Her er der 27 kortlommer, så det går nok med at undvære den ene – og inden I løfter øjenbrynene for højt, vil jeg understrege, at jeg har brug for stort set alle lommerne. De viste billeder er ‘inderpungen’, med otte lommer. På bagsiden er der otte andre lommer, og så kommer ‘yderpungen’, som jeg endnu ikke har syet, med de sidste 11 lommer samt mønt- og seddelrum m.m. Bag kortlommerne er der lidt større rum til fx kørekort.
Se, den kan jeg finde ud af! Mønstret er på 35 sider, fordi der er ikke mindre end 90 billeder til at illustrere og supplere teksten. Perfekt og professionelt.

MobiltelefontaskeMobiltelefontaskeMobiltelefontaske 

Pungen kommer til at matche den mobiltelefontaske, jeg også lige har syet. To af …
I mønstret stod This little phone purse is perfect for any phone 3” x 6” or smaller.
Glimrende, tænkte jeg – min telefon måler præcis 3” x 6”.
Det gjorde det indvendige taskemål så ikke – den blev alt for lille. Hrmpf igen.
Jeg måtte derfor i gang med at øge målene, så tasken kunne komme til at passe til min Samsung. Heldigvis var det et nemt mønster, så det gik hurtigt og strygende, og hvad der var endnu bedre, passede den for min telefon for lille taske så godt til Dittes iPhone, at man skulle tro, den var syet til den, og hun ville meget gerne have tasken.
Der er to kortlommer og et møntrum, så i princippet behøver man kun denne taske, når man skal i byen.
I princippet, sagde jeg …
Der er jo en grund til, at jeg vil forsøge mig med den med de mange lommer.

IMG_8611

Vi slutter lige med dagens morgenstemningsbillede.
Selvom solen så kæmpestor og rød ud for os, var der for meget lys i den til kameraet, men det blev ganske nydeligt alligevel.

8. oktober 2018

Et tåbeligt kvindemenneske og en fjollet frø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags: ,

På trods af samtlige advarsler og løftede pegefingre fra rottemanden har vi besluttet os for at fodre fugle igen i vinter. John kørte derfor til Land & Folk (som jeg kom til at kalde Land & Fritid, da vi var på Fanø, og det har hængt ved lige siden) i Bårse for at købe et par sække af den udmærkede blanding, vi har købt de sidste to vintre hos dem. Den uden hele korn, for det gider fuglene ikke spise; de kyler kornene ned på jorden, og så har vi rotteplagen. Det er ikke den allerbedste blanding, den som vi købte i Kirke Hyllinge, men det er den næstbedste, og den er okay.
Fyrre- eller sumpmejse i glaskugleDe havde den bare ikke hos L&F i år (endnu?). De havde kun en vildfugleblanding med masser af knækkede kerner og ditto majs. Konen ved kassen påstod, at de aldrig havde haft andet end den, hvortil John temmelig undrende spurgte hvordan det så kunne være, at han havde købt den anden og meget bedre gennem de seneste to vintre …
Hun påstod bare igen, at dette var den eneste blanding, de nogensinde havde haft.
Tåbelige kvindemenneske. Vi ved sgu da godt, hvor vi køber hvilket foder, men nu er L&F skrottet hvad det angår, og vi tog den lange vej til Kirke Hyllinge for at få fat i Hansen-blandingen, som vi ved, at fuglene bare elsker. Der går intet til spilde, hvorimod selv fra glaskuglen her præsterede de at smide alt det uønskede korn udenbords, hvilket naturligvis straks medførte et værre svineri.
Det ærgrede John lidt at skulle køre 2 x 83 km bare for fuglefoder, så han spurgte, om der ikke var et eller andet fra Stof & Stil, som jeg manglede – så kunne han åbenbart bedre forsvare den lange tur over for sig selv, hvis der var mere end ét ærinde.
Ikke noget problem, svarede jeg – jeg kan altid få et eller flere behov til at opstå i den forretning!
Vi kom dermed ud på lidt af en rundtur i dag, og således kom der både det gode fuglefoder, diverse lynlåle, lidt spoler og tråd med hjem.

IMG_8588

Plus denne fjollede frø, som jeg faldt for lige på stedet. John kunne heller ikke stå for den, så nu står den på brønddækslet og spejder intenst ned mod fjorden for at se, om der skulle være nogle af de der farlige fiskehejrer i sigte.
Os, som har svoret en hellig ed på, at vi aldrig, ALDRIG vil have havenisser eller lignende rædsler, har købt en fuldstændig fjollet frø!
Jeg er helt flov.
Men jeg kan ikke desto mindre godt lide den lille fætter frø her.

29. september 2018

Verden er af lava

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:29
Tags: , , ,

Nej, det er verden ikke. Af lava, altså. Man skal godt nok ikke undervurdere omfanget af katastrofen, hvis – når – en supervulkan går i udbrud, men hvis hele verden virkelig derefter var af lava, var der sandsynligvis ikke nogen til at skrive om det. Når gamle talemåder på denne måde bliver ændret til nogles fornøjelse og andres misfornøjelse, er det ofte fordi ingen længere kender de begreber, de oprindelig handlede om. Et gran, fx, som er blevet til et gram salt. For nogle er det alfa og romeo, at man ved, hvad et gran er, og hvis ikke man ved den slags, bliver man hurtigt hæklet af, og den slags personager gider vi på ingen måde være kop og kande med … så hellere brænde sine broer i begge ender. Hvilket dog er ret dumt, hvis man befinder sig midt på en af dem.

Nok om det. Vejret er en smule af lave (hvor logikken mht. lava så lige skulle være her, har jeg lidt svært ved at se …), for efter den næsten fem måneder lange sommer har vi nu allerede fået nattefrost. Også i England, helt usædvanligt tidligt, til Charlottes store fortrydelse. Hendes dahliaer, som i forvejen var længe om at blive til noget, døde alle, bortset fra en enkelt, på en nat. Det blev dermed en kort fornøjelse med dem i år. Vi har dog endnu ikke haft nattefrost ved Den Stråtækte – så vidt jeg ved; vi er nemlig i Sverige lige nu, og her var der to frostgrader i morges kl. 7.

Efteråret er begyndt

Jeg var faktisk for en gangs skyld 100 % parat til efteråret pga. den usædvanligt lange og varme sommer, men jeg er altså ikke helt parat til nattefrost allerede … er det ikke lige tidligt nok, at den har indfundet sig?

Hov, nu står der pludselig et par, der vil se på huset. Det har vi da ikke hørt en lyd om! Vi troede derfor, de havde set skiltet ved vejen og kom ind, fordi de så John gå ruindt udenfor, men de har en aftale med mægleren, sagde de.
Hun skal altså fyres, den mægler. Vi har netop i aftes talt om, at hun ikke er specielt aktiv. Hun kan selvfølgelig ikke direkte shanghaje købere, men vi er ikke imponerede over hendes indsats. Hun kunne da i det mindste fortælle os, når der kommer nogen for at kigge. Og selv komme til den aftalte tid …
John viste dem rundt i kælderen, mens jeg spurtede ind og redte sengene. Heldigvis roder vi ikke, når vi kun er os to, så huset står pænt; det var bare sengene, der lige skulle lægges sengetæpper på.
Okay … hvis det bliver solgt til dem, der kigger nu, så bliver hun ikke fyret …

17. september 2018

Pjat, pjat og atter pjat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: ,

I bestræbelserne på, at varerne i supermarkedernes køle- og andre diske skal virke så ‘autentiske’ som muligt på os forbrugere, vil man gå langt.
PjatAlt for langt.
Det går nemlig hen og bliver direkte til grin indimellem, og så mister i hvert fald jeg noget af respekten for varen og dens producent.
Hvad mener I fx om den håndsaltede laks?
Er det ikke temmelig ligegyldigt, om det salt er drysset på laksen med fiskerens barkede og ru hænder? Eller bliver det bedre, hvis det er hans smukke datter?  
Faktisk foretrækker jeg en maskindosering, for den kan man standardisere og dermed dosere saltet ens hver gang der skal røges.
Ud med håndsaltning!
Især hvis det bruges som en undskyldning for at hæve prisen, hvad jeg godt kunne have mistanke om.

IMG_8522

Så er der den “økologiske gårdmælk”.
Øllingegård, hvis mejeriprodukter jeg køber når jeg handler i Meny, er også begyndt på dette pjat. De har både økologisk mælk og økologisk gårdmælk.
Hvor meget mælk kommer lige fra storbyerne, måske? Det er da muligt, at man også er begyndt at have malkekvæg på byens tage eller ude i kolonihaverne, men i så tilfælde næppe i et omfang der er stort nok til supermarkedsproduktion.
Ud med betegnelsen ‘gårdmælk’!
Også selv om de kan navngive gården. Mon ikke de fleste forbrugere er fløjtende ligeglade med, hvor koen bor?

Rema kan også. De har håndplukkede danske ærter.
IMG_8523Da jeg viste John dette, sagde han (med et grin), at jeg da bare skal være glad over, at GreenPeas Refsvindinge sætter folk i arbejde …
Godt så. Det mente han heldigvis ikke, og det er da også noget pjat. Hvad er der i vejen med at maskinhøste ærter?
De vil også være helt sikre på, at vi har forstået, at ærterne kommer fra Danmark.
Ud med håndplukkede ærter!

Jeg er stødt på flere eksempler; som jeg desværre ikke kan komme i tanke om lige nu, men alt dette pjat minder mig om en meget gammel vittighed:
Kunden: Hvad er forskellen på den franske leverpostej og den hjemmelavede leverpostej?
Slagteren: Den hjemmelavede får vi fra en fabrik; den franske laver vi selv.
Så okay, fænomenet er åbenbart ikke nyt, men det er eskaleret i voldsom grad. Hvis man skulle tro på, at alt hvad der hævdes at være håndlavet, ER håndlavet, burde vi have meget mere end fuld beskæftigelse. 
Kan man ikke godt sammenligne det med de mange varianter af hyperkorrekthed, der blomstrer i disse tider?

9. september 2018

Free giveaway???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , , ,

Det er meget brugt at friste med en giveaway, hvis man vil promovere sig selv lidt. Det kan måske give lidt flere hit på hjemmesiden.
Som navnet antyder, er det en gave, som en eller anden vil give, hvis man opfylder bestemte kriterier eller bare er heldig i en lodtrækning.
Derfor undrede jeg mig lidt, da jeg på Instagram så en eller anden annoncere med Free Giveaway.
Jeg har også set gratis gaver på dansk. Hvis ikke de er gratis, er det vel ikke gaver?
Vi var i skoven i dag. Den havde ingen giveaways til os – i hvert fald ikke i form af svampe.
Jeg troede ellers jeg var så smart, fordi jeg dirigerede os ud til et sted, hvor Svampeforeningen skal mødes om ikke så længe … så der jo være svampe, tænkte jeg.
Men nænej, det var der ikke. Jeg så stort set kun denne, og jeg tror ikke, den var flov nok. Det er nemlig vist nok en rødmende fluesvamp, men da den har endog meget giftige forvekslingsmuligheder, som fx panterfluesvamp, skal jeg ikke nyde noget, medmindre en ekspert har sagt god for dem, og sådan en havde jeg ikke lige ved hånden. Der var en anden, der havde været i tvivl, for ved siden af det intakte eksemplar lå der et væltet.

P1030137P1030138

Jeg kom til at tænke på en af svampegrupperne på Facebook – og nu bliver jeg virkelig til en sur, gammel kone:
Da jeg for omkring 20 år siden (det kom sig af, at vi købte ødegården) begyndte at interessere mig for spisesvampe, investerede jeg i flere bøger, gik mange ture og tog mange forskellige svampe med hjem. De eneste jeg ikke var i tvivl om, var kantareller.
Jeg meldte mig ind i Svampeforeningen og tog med på deres glimrende, guidede ture for at lære en masse. Det indebar en del arbejde, men det var sjovt. Det handler først og fremmest om at lære de giftigste at kende; det er vigtigere end at vide hvilke man med fordel kan putte i gryden. Derefter kan man så begynde at lære de gode at kende.
Viden får man ikke forærende.
Men det tror en masse fjolser på Facebook. De har formentlig aldrig set andre svampe end champignonerne i supermarkedet, men de lægger rask væk et dårligt billede op af en eller anden svamp, ledsaget af ordene: “Hvad er det for en og kan den spises?”
Så forventer de et kvalificeret svar og bliver tøsefornærmede, hvis ikke det kommer, og/eller hvis der kommer en (oven i købet gerne venlig) kommentar om eventuelt selv at gøre en indsats.
Jeg har set mange billeder af kurvfulde af orangekantareller (“Se! Dagens kantarelhøst! Der var flere kilo!” Ja, det tror pokker – der er ingen svampekendere, der ville tage dem med hjem), fordi nogle tror det er kantareller. Det er faktisk nemt at se forskel, men de gider ikke engang sætte sig ind i den mest elementære svampeviden, inden de plyndrer skoven for værdiløse svampe.
Man ser også billeder af hele kurvfulde af andre ikke-spiselige svampe, hvor de stiller samme spørgsmål; altså hvad det er osv. For sæt nu, det var en god en, så må de hellere plyndre området fuldstændig for en sikkerheds skyld. Hrmpf.
Sådan noget bliver jeg vred over. Det er misbrug af både naturen og andres ekspertise.

22. august 2018

Et par bump på vejen til Sverige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: ,

På vej til torpet ville John i Silvan, Køge, for at få fat i noget mere snor til græstrimmeren. Det er en Flymo græstrimmer, så Jem & Fix eller XL-Byg kunne ikke klare den lille opgave. Altså Silvan eller Bauhaus, men førstnævnte er nemmest, fordi det ligger lige på vejen derop.
Jeg blev i bilen og undrede mig over, at så lidt kunne tage så lang tid.
Der var ingen service overhovedet. Ingen, han kunne spørge. Efter en rum tid, hvor ingen ansatte kom inden for synsvidde, gik John derfor til kassen og spurgte om hun ville kalde på hjælp til haveredskaberne.
Det har jeg gjort, men der kommer ingen!
Fantastisk … han gik tilbage og ledte videre efter den lille plastsnor, og langt om længe kom der en ansat.
Som kunne fortælle, at de fører græstrimmeren, men ingen reservedele til den.
Fantastisk.
Men prøv denne snor, den skulle passe.
Jamen det gør den ikke. Den skal være tyndere.
Nå, men så prøv denne her.
Okay. John gik til kassen, hvor det tog en krig, fordi kassedamen (som ikke var “Ny i job”) knurrede og mukkede og kunne ikke finde ud af en pind, hvorfor det selvfølgelig tog alt for lang tid.
Det er sidste gang, jeg kommer her!, sagde den ellers så fredsommelige og tålmodige John, og manden bag ham erklærede sig højlydt enig. Kunderne var ganske åbenlyst kun til ulejlighed for personalet. Exit Silvan!

Da vi var en god halvanden times tid fra torpet, var klokken blevet godt og vel frokosttid, så vi kørte ind på Elisefarm Golfklub, hvor vi bestilte dagens ret, som var rødspætte.
 Inkluderet i prisen var salatbar og kaffe bagefter.
Vi ventede og ventede på vores fisk; alle andre fik deres mad, men ikke os. Vi havde da ellers satset på, at dagens ret ville blive serveret forholdsvis hurtigt, men …
Til sidst kaldte vi på tjeneren.
Ja … vil Ni betala?
Øhh, næhhh, vi vil da sådan set hellere have noget mad …
Har I ikke fået noget???
Nej!
Nej, men dog, altså! Undskyld, undskyld, det beklager jeg virkelig meget!

Han kom lynhurtigt med vores rødspætter, som sjovt nok var varme endnu (eller også fik vi nogle andres og nyere bestilte). Han kom også med kartofler, som vi ellers selv skulle hente ved salatbaren, og han undskyldte endnu en gang og sagde, at der ville være et stykke luksuschokolade til os til kaffen som et lille plaster på [mave]såret.
Det er fin service med en god erkendelse af egne fejl, og denne oplevelse gjorde os ikke spor sure.

Der var i øvrigt vand i vores brønd heroppe – det havde vi været ret spændte på, for mange har meldt om tørlagte brønde, men altså ikke hos os, selv om der bestemt ikke er kommet meget vand fra oven – vi tømte regnmåleren for 23 mm, hvilket kun er halvdelen af, hvad vi har fået i Den Stråtækte.

8. august 2018

Det er længe siden jeg har lavet så lidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været så inaktiv, hvis vi lige ser bort fra de 24 uger, jeg var i kemoterapi, og hvor jeg ikke ligefrem var noget energibundt.
Den grønne sweaterMen den varme, altså. 33° i dag. Nu er det ikke sjovt længere. Det har det i øvrigt ikke været på noget tidspunkt, siden vi røg op over 25°.
Jeg er træt af at vande have. Haver, faktisk, for genboen holder stadig ferie i et Midtsverige, der holder sine behagelige 21° og har fået så meget regn, at brandfaren ikke længere behøver at bekymre nogen deroppe. Nu er den vist kun akut i Sydsverige, men det er da også så rigeligt.
Regn får vi heller ikke her ved Den Stråtækte. I formiddags kunne vi se en kraftig byge, der trak over Feddet – dvs. 3-4 kilometer væk på den anden side af fjorden – og varede i omkring en halv time, men fik vi så meget som en dråbe? Nix.

John har det heller ikke for smart i denne hede – jo varmere, jo værre, og han har lidt problemer med at trække vejret. Han har det ikke helt vildt dårligt, men slemt nok til, at vi i dag opsøgte lægen, som satte nitroglycerindepotdosen op til det dobbelte.
Hans lunger fejler intet, det er hjertet, der kæmper for at give ham den nødvendige ilt. Vi frygtede lidt, at det måske kune være en mild KOL, fordi han røg indtil for otte år siden, men det er der ikke antydning af. Heldigvis.

Nu sidder jeg jo ikke ligefrem og glor ud i luften, selv om jeg kalder mig inaktiv, men det er ikke blevet til ret meget mere end til at vinde garn op i store mængder til en bespoke Ellen-udgave af en raglansweater strikket fra oven og ned, samt at strikke på et Fair Isle-sampler-halstørklæde, version 2.0. Man kan ikke kalde sweateren for et resteprojekt, for jeg starter med hele nøgler … men jeg vil ende med at have en masse rester.
Og så vander jeg som sagt haver, men det er først om aftenen.
Lidt mad skal der også laves, men i denne uge er det fra Årstiderne, så det er dejlig nemt.
Hvis vi får uventede gæster, vil de blive mødt af et ømt syn. Det er lidt irriterende at have brystprotesen på i denne hede, så når jeg ikke skal noget eller venter gæster, render jeg rundt i bare en (meget) tynd bluse og trusser.
Og det er mange år siden, at det var et kønt syn, skulle jeg hilse fra mig selv og sige …

22. juni 2018

Bunden er nået og målet er fuldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: , , , ,

Man skal veje sine ord med omhu: Jeg har siden 2012 stædigt fastholdt, at ferievejret ikke kunne blive dårligere end det var det år.
Som man dog kan tage fejl. Dengang regnede det da ‘bare’ hele tiden – denne gang har vi også vintertemperatur, og vi har kørt igennem sludbyger. På Sognefjellet faldt der sne i nat.
Hvor vi var, regnede og blæste det i nat, så vi lagde ud i morges med at tjekke yr.no for de næste dage i de områder vi havde tænkt os at gæste.
Ingen steder og ingen dage nåede man over 10-12 grader. På Lofoten ville det højst blive 9 grader. Det ville ikke blive konstant regnvejr, men solskin måtte betragtes som værende et sjældent forekommende fænomen.

FIRE grader!!!!

Nu løb målet fuldt. Regnmåleren …
Og bunden nået. Temperaturkurvens bund …
Vi søgte videre på yr og besluttede at køre hjem til Danmark og sommeren. Det her gider vi ganske enkelt ikke – klokken 10:20 var det fire grader og det var ikke bunden!
Nu måtte vi se på de lyse sider:
1) Vi har ikke booket noget som helst.
2) Vi er ikke arbejdsramte, og der er ingen grund til at spilde kostbar pensionisttid på elendigt ferievejr. Hvis vi havde haft et arbejde, var vi nok ikke vendt om, men det var vejret jo ikke blevet bedre af. Vi kan holde ferie når vi vil, og det vil vi ikke nu.
3) Vi har oplevet smukke Norge i det bedste vejr to gange; sidst, da vi var på Nordkap, hvor vi oven i købet havde en af de fem årlige dage helt uden en sky på himlen.

Jeg gider ikke høre den med “Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.” Der findes helt afgjort dårligt vejr, hvis man spørger mig, og hvis vi vil på vinterferie i Norge, tager vi ikke afsted til Skt. Hans.

Bunden er nået

Det kunne blive værre, viste det sig … bundrekorden blev tre plusgrader, men med den vind føltes det som minus 10 grader! Brrrrrr.
Nu sidder vi i en lille knaldhytte i Sveg i Sverige og har hele 11 grader (!) udenfor. I aften fejres der midsommer i Sverige. Det bliver en kold fornøjelse heroppe. Vi har tænkt os at blive inden døre med elradiatoren tændt.
 
byvejr verdensvejr 4720 Præstø, Danmark

Vi vil bruge de næste par dage på at finde hjem til Den Stråtækte, hvor det er rigtig sommer.
Den vil vi så nyde – måske tage et kroophold et eller andet sted. Vi kan gå ud at spise, hvad vi normalt ikke er særlig gode til. Vi vil med andre ord holde sommerferie. Rigtig sommerferie. Med sommerlige temperaturer.

Jeg havde nu ellers glædet mig meget til den norgestur … det er godt, at vi har så meget andet at glæde os til. Og over.

11. juni 2018

Murphy strikes again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags:

Hvornår stopper kloakken til? Dagen før, man skal have gæster, naturligvis! Det har Murphy vidst længe.
John syntes i morges, at vandet løb langsommere end vanligt ud af toilettet, og i løbet af dagen blev det værre. Her til aften har han selv stået og rodet med at skylle systemet igennem både udefra og indefra. Han kunne konstatere, at der sidder en fedtprop, men han kan ikke få den løsnet tilstrækkeligt.
Den fedtprop må jeg nok tage hovedparten af ‘æren’ for – jeg er vist lidt for dygtig til at hælde fedt ud i vasken (arhhh, jamen det er jo bare en lille bitte smule …). Her kiggede min mand på mig med blikket, som jeg sjældent får, men i dag gjorde jeg altså. Det blik, der får mig til at føle mig som et barn, der ved, det har gjort noget forkert. Han behøver ikke at sige noget, og nu har jeg lovet mig selv at tage mig sammen.
I morgen kommer Ditte og bliver nogle dage til Den Store Garnfarvningsseance – der skulle samtlige afløb af flere årsager meget gerne virke, for selv om vi kan vande have med skyllevandet, så er der jo også en person mere i huset, som har ganske normale behov.
Hvad gør man, når man ikke selv kan klare problemet?
Man ringer efter Jan.
Jan er vores ven i nøden. Det er ikke første gang han er her, og han kom også, mens Finn havde Den Stråtækte, så han kender trummerummen.
John ringede kl. 18, og Jan sagde, at han ville være der inden for en time. Han er bare sød, er han. Det kunne vel have ventet til i morgen, eftersom det ikke er totalt stoppet, men han ville helst komme med det samme.
Jeg kan godt lide Jan …

Og søreme om ikke han fik klaret sagen på bare et par minutter. Da jeg spurgte, hvorfor det ikke hjalp, da John skyllede systemet igennem, lød svaret:
En haveslange kan trykke 6 bar. Jeg trykker med 140, og min slange kravler selv ind mod proppen; det kan jeres ikke.
Okay. Nej, vores haveslange kan desværre ikke gå selv. Alt har en forklaring.

P1020363P1020364

Mine forberedelser til gæstebudet er i fuld sving. Der er haspet fed fra superwash-garnnøgler, der er delt 100-grams fed til 2 x 50 gram, og der er bejdset garn i rigelige mængder.
Så kom an, Fru Fiberfryd – ih, hvor skal vi hygge os! Og nu kan vi benytte toilettet og bade både os selv og garn!

1. maj 2018

“You are very organised, Sir”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:09
Tags: , , ,

Det værste ved at ankomme til England med en færge er tiden.
Tiden det tager de dertil ansatte at få bilerne ud fra færgen.
Tiden det tager i paskontrollen, når alle skal tjekkes grundigt.
Og i dag tiden det tager politiet at tjekke HVER ENESTE bil, autocamper, campingvogn, bus og lastbil. Goddammit.
Det tog en halv time, fra færgen lagde til, inden vi kørte ud af dens bug.
Derefter skulle vi line op i en masse baner – vi kom i bane seks – og vente. Og vi ventede. Og ventede.
Vi kunne se politiet tage personbilerne en for en, afbrudt af, hvis der kom en bus eller en lastbil, som hver især skulle tjekkes ekstra grundigt.
Endelig var det vores tur:
Will you please open your boot for me, Sir?
Det er et af den slags spørgsmål, man bare ikke svarer nej til, så John gik ud og åbnede til bagagerummet.
Oh. You are very organised, Sir!
Yessir. John har altid orden alle steder … manden løftede en jakke, der lå ovenpå en kuffert og kiggede sig omkring i to sekunder.
Just food and luggage? No people? Med en udpræget nordengelsk accent.
Jeg sagde: Just luggage. No food and certainly no people … is ‘the people’ why you’re checking every single car?
Yes, it is. You’d be surprised if you knew what we find every day.
Du godeste. Hver dag!?
Tim kunne senere fortælle, hvad de finder ‘hver dag’. Nordengland er tilsyneladende blevet et hot område for menneskesmugling, efter man lukkede ‘Junglen’ ved Calais.
De var høflige nok – de passede jo bare deres arbejde, men min (og selv Johns) tålmodighed blev sat på en meget hård prøve, og det tog en lille time, inden vi blev sluppet ud på de engelske landeveje, men heldigvis gik resten af turen fint og uden problemer. Bilkøerne var oven i købet så venlige at befinde sig i modsat kørselsretning af vores.

Og nu er vi her, i den lille, wiltshireske landsby – alle er glade og alle er gået i seng, undtagen mig, og jeg gør det lige om lidt.
Vi er nemlig trætte. Jeg fik vel tre timers søvn i nat – John heldigvis noget mere – men holddaop, det var noget af en vippetur, vi fik. John fortalte meget levende ved aftensmaden om, hvordan han klamrede sig til sengen med tæerne eller stemte imod med hænderne, fordi han var ved at glide den ene eller den anden vej ud af sengen, når færgen smed rundt med os. Et par gange slog han hovedet ind i væggen bag sengen, når der kom et ekstra hårdt hug, indtil han fandt ud af at placere den ene af de to hovedpuder som buffer – hvilket jeg havde gjort fra starten …
Vi, som troede, at vi skulle vugges blidt ind i en behagelig søvn, tog så grueligt fejl. Der var intet som helst blidt ved bevægelserne i nattens løb – tværtimod, og det blev det værre og værre for først at stilne lidt – men også kun lidt – af ved femtiden om morgenen.

23. april 2018

En meget fjollet gps

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

Sommetider stiller jeg gps’en, selv om jeg 1) ikke er chauffør og 2) udmærket kender vejen, bare for at vædde med mig selv, om jeg kan ramme ankomsttidspunktet rigtigt, og det gjorde jeg også i dag, da vi kørte til Sverige. Den er altid indstillet til at vælge den hurtigste rute, hvilket er via Øresundsbroen, men denne gang ville den have os med færgen Helsingør/Helsingborg.
Følgende meddelelse kom frem: The following route involves a ferry. Do you want to avoid ferries?
??? Hvorfor vil den dog den vej? Jeg trykkede på Yes.
Så analyserede den veje i én uendelighed. Jeg havde nærmest indtryk at, at den var hele Europa igennem. Endelig blev den færdig:
There are no alternative routes, if you want to avoid ferries.
Sikke da noget sludder! John hævdede, at jeg havde gjort et eller andet forkert, men det havde jeg ikke. Han prøvede selv at indstille den, men selvfølgelig med samme resultat. Færgeforslaget er i øvrigt ikke kun den langsommeste rute, det er også den længste.
Der var intet at gøre – den ville over Helsingør og nægtede tilsyneladende simpelthen at indse, at den bro, den havde benyttet masser af gange, stadig eksisterer.
Vi lod den stile mod Helsingør alt det den ville. Efterhånden som vi nærmede os broen, beregnede den hele tiden nye ruter for at få os på afveje nordpå, og det var først, da vi kom ud på selve broen, at den kapitulerede og ændrede ruten til, hvor vi reelt kørte, og som vi altid tager.
Mig ikke forstå. Som i slet ikke.
Gps’en er indbygget i bilen, og den blev opdateret i 2016. Gad vide, om ikke vi er nødt til at tage den gamle Garmin med til England, hvis den indbyggede skal til at opføre sig så tåbeligt? Det gør jeg, og vil bruge dem begge, i hvert fald til den indbyggede eventuelt beviser, at den ikke har flere nykker.

P1010849

Porsen smider pollen nu. Jeg har en formodning om, at man må kunne få en lækker rødbrun farve ud af disse smukke, små blomster – tænk bare på på en porsesnaps’ skønne farve – det skal helt sikkert prøves, så jeg lister porseblomstergrene en masse med hjem på onsdag. Jeg kan sagtens nå at få teorien afprøvet, inden vi tager afsted på søndag. (Jeg har for nylig set en skrive en masse som angmas. Det tog nogle sekunder, inden jeg forstod hvad han mente.)
Porse har vi så RIgeligt af – der står flere hektar af dem på begge sider af åen, så jeg kan bare plukke los. Billedet viser kun et lillebitte udsnit af det store porseområde.

P1010854

20. april 2018

Jeg blev SÅ vred

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

Vores nabo mod syd er ikke en rigtig nabo, for vi deler ikke vejnavn, og der er en have imellem os. De er polakker, og de er sære. Da de flyttede ind og vi vinkede til dem, vendte de demonstrativt ryggen til. De har aldrig villet hilse på os – eller andre i deres nærhed. Han er en slags entreprenør, og når hans folk, som også er polakker, ikke har andet at lave, arbejder de på hans hus og have.
I dag kom en varevogn med trailer og holdt på strandvejen ud mod engene. En mand begyndte at smide byggeaffald ind på engen! John sagde “Hvad fanden har han gang i?” Jeg fløj ind og hentede kameraet og tog en masse billeder af manden. Jeg stod i vores have og tog dem.
Svineri!Svineri!

Han fik øje på mig, så jeg konfronterede ham, først på dansk, men han forstod mig ikke. Så på engelsk … “you are not allowed to do this!” “My boss!”, sagde han og pegede op på huset. “I call the police, if you continue”. Han forstod vist ordet police, for nu ringede han – formentlig til the boss.
Jeg gik ind og sendte for en gangs skyld Google Translate en venlig tanke. Det blev til en seddel, hvorpå der på polsk stod følgende:
Dette er et fredet område, og der må ikke smides affald her. Hvis ikke du fjerner det nu, ringer jeg til politiet.
Han læste op fra sedlen. To minutter efter kom han hen til vores dør og rakte mig telefonen, og jeg fik en vred ‘nabo’ i ørerne. Han taler glimrende dansk – han kan også skælde ud på dansk …

SvineriSvineri

Her fik han øje på, at jeg stod og fotograferede, og så blev der ringet …

– Hvorfor blander du dig i dette her? Det er min grund, og jeg bestemmer. Jeg kan gøre hvad jeg vil på min egen grund!
– Det kan du faktisk ikke. Strandengene er fredet, og du må ikke smide så meget som en bunke grus derud.
– Det skal du ikke bestemme!
– Det gør jeg heller ikke – det er der andre, der har gjort. Og i øvrigt er det noget værre svineri at smide den slags affald lige ved siden af vejen.
– Det er ikke affald!
– Hvad vil du så kalde det? Er det noget du skal bruge igen? I givet fald skal det vel ikke ‘opbevares’ der?
Det havde han ikke noget svar på, men han fremturede:
– Hvis du ikke vil ødelægge det gode naboskab, så klapper du i nu! (Hvilket godt naboskab?, tænkte jeg, men jeg sagde det ikke højt).
– Jeg vil ikke ødelægge noget, men du skal heller ikke ødelægge dette smukke område ved at smide affald ud. Jeg kan forsikre dig for, at det er forbudt. Det kan godt være, I gør den slags i Polen, men det gør vi altså ikke i Danmark.
– Du kan bare sige til, hvis du vil have problemer. Det er mig selv og ingen andre, der bestemmer over min egen jord!
(Nu talte han lidt højere – han var meget vred, men jeg formåede heldigvis at beherske mig).
– Ikke hvad angår at bruge strandengene som byggeaffaldslosseplads. Jeg tror bare, vi stopper her. Jeg kontakter myndighederne på mandag, så kan de tage kontakt til dig og fortælle dig, hvad du må og ikke må. Farvel.
Så rakte jeg telefonen tilbage til ham, der havde smidt affaldet.

De talte videre, og det lød som om de diskuterede, men fem minutter efter begyndte han at samle det hele op igen.
Vores højtråbende nabo må åbenbart alligevel være kommet i tvivl om, hvorvidt det var ham eller mig, der havde ret, for med hans råberi havde jeg faktisk ikke forventet, at det ville blive fjernet – ikke så hurtigt i hvert fald.

John bliver lidt nervøs, når jeg gør den slags ting; han kunne aldrig selv finde på det … Hvad hvis nu han kommer og smadrer et eller andet inde hos os? Så primitiv håber jeg sandelig ikke, at han er.
Jeg kan bare ikke lade være med at reagere – jeg bliver simpelthen så eventyrlig vred, når jeg oplever den slags svineri.
Og jeg beklager, Farmer, men jeg fik lige bekræftet alle mine værste fordomme om polakker.

29. marts 2018

Det har sneet dobbelt så meget som i går

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags: , ,

Fantastisk påskevejr

“Det har sneet dobbelt så meget som i går”, siger hun.
Jamen … det giver jo ikke mening, fordi langt det meste af året sner det slet ikke, og når noget kan have værdien 0, kan man ikke tale om hverken for-, fem eller tidoblinger. Vil [nog]en nok hævde …
Det giver dog fint mening for mig, og det har i øvrigt også sneet dobbelt så længe. Winking smile
Det har nemlig sneet uafbrudt siden en gang i nat; visse steder kan man ikke komme frem for drivedannelser i forbindelse med fygning. Det er tøvejr, men det fyger hurtigere til, end det kan nå at smelte, så sneplovene kører i fast rutefart forbi os.
JEG GIDER IKKE. Påsken skal, efter min definition, bruges til de indledende haveøvelser, men det kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter. Tøhø. Meget hvid, endda … snehvid, faktisk.

Så er det sandelig godt, at jeg samlede løgskaller i England, fordi jeg gerne ville have de manglende 20 gram til at kunne farve endnu et batch garn.
Vi brugte heldigvis en del løg, mens vi var derovre, så jeg fik 32 gram skaller med hjem.
Charlotte og jeg stod og kogte lidt suppe (!) på, hvad en tolder ville sige, hvis han hev en plastpose med løgskaller op af min kuffert …

Gule løgskallerDe 112 gram blev kogt til en effektiv suppe, som jeg satsede på kunne klare hele 150 gram garn, nemlig et gråt superwash, et lysegråt merino og noget naturfarvet lammeuld. Andet bad tog et gråt og et hvidt superwash, samt endnu et naturfarvet lam. Tredje bad var en prøve med gråt superwash, men nu var der ikke mere gult krudt i bøssen, så garnet blev en bleggrågrøn. Sandsynligvis også fordi det var ubejdset, og selv om jeg puttede alun med ned i farvegryden, tror jeg det var en kombination af svag suppe og ineffektiv bejdsning, men så er det afprøvet. Nogle siger, at man sagtens kan bejdse, mens man farver – jeg har ikke helt troet på det, og jeg mener at have bekræftet det her, idet suppen, på trods af, at det var tredje bad, stadig var stærkt gul.

Jeg elsker løgskalsgul. Denne gang har jeg helt undladt at tage skaller med fra rødløg, da de giver en mere grønlig farve, hvilket jeg ikke var interesseret i.
Garnerne bør – som sædvanlig – ses i virkeligheden. Især de første to fra venstre har en vidunderlig glød, som kameraet ikke kan fange.
Jeg har netop, som beskæftigelse til en hyggelig Barnabyepisode, strikket et sjal færdigt, til hvilket jeg har brugt fem af nuancerne fra blåtræsfarvningen (billede senere; sjalet ligger i vand nu), og lige om lidt går jeg i gang med et Røde Kors-tæppe med et tidligere batch fra farvning med løgskaller.
Jeg har strikket 2900 gram i løbet af årets første kvartal, hvoraf 1400 gram er af mine plantefarvede garner og 1000 gram til Røde Kors af ’gammelt’ lagergarn. Det giver 500 grams forbrug af nyt købegarn, så det går indtil videre den rigtige vej for mig.

28. marts 2018

I brokkehumør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

Vintervindue tæt på 1. aprilAltså, det her vejr! Me not like. Me absolutely not like. Jeg vågnede klokken seks i morges til snestorm. Uden overdrivelse: en veritabel snestorm. Megen blæst og meget sne. Ikke slud. Sne. Og langt det meste af det ligger der endnu.
Det smelter, men meeeget langsomt. Hvis jeg skal se på den lyse side af situationen, så er temperaturen steget til det femdobbelte siden klokken ni, nemlig fra 0,2° til 1,0°.
Begejstringen kender ingen grænser. Jeg lyver.
Billedet er af køkkenvinduet, hvorigennem man måske fornemmer en kold og hvid fjordudsigt. Sådan skal et køkkenvindue ikke se ud tre dage før den 1. april – sneen i hjørnet er ikke noget, der stammer fra en spraydåse. Hvis det også ser sådan ud om tre dage, håber jeg det er en aprilsnar, og at vejret tager sig alvorligt sammen.

Det elendige vejr gjorde mig ikke specielt venligt stemt, så jeg tænkte, at det var det rette tidspunkt at kontakte We Park You Fly i Københavns lufthavn. Jeg skal dog indlede med at sige, at WPYF er rigtig godt, og at det er noget, vi har tænkt os at fortsætte med, for vi nyder (bl.a.), at vi ikke skal gå langt i dårligt vejr eller tænke på isslag og andre ubehageligheder, der kan vente os ved hjemkomst. Vi afleverer og afhenter bilen lige under afgangs-/ankomsthallen og den er tør og lige til at gå til, når vi kommer trætte hjem og bare vil hjem
Men. For der er et men. Vi har nemlig henholdsvis undret os over og blevet irriterede på dem, der flytter rundt med vores bil, efter vi har afleveret den på den sædvanlige James Bond-facon. 
Hvorfor er begge forsæders nakkestøtter altid blevet flyttet maksimalt højt op? Hvorfor skal der to til at flytte bilen? Og kan det virkelig passe, at de alle er væsentligt højere end os begge? De kører den ikke ret langt væk eller ligefrem kører tur i den (det har Tim og Charlotte faktisk været ude for!), for kilometertælleren bliver aflæst, når vi ankommer. Dette sidste er godt nok forholdsvis nyt, så jeg har lumske anelser om, at folk har haft klaget over, at deres bil er blevet brugt.
Det andet, der irriterer os er, at det åbenbart er livsnødvendigt for dem (for de er jo to om det … ) på den korte køretur at stille radioen over på P3, som vi aldrig hører. Herregud – kan de ikke holde ud at høre P4 i to minutter, kan de skrue ned, kan de.
Jeg sendte en mail, og to timer efter fik jeg svar. De skulle nok sørge for, at radioen fremover bliver ladt i fred, men de kunne ikke garantere, at nakkestøtterne ikke bliver rørt, da “personalet er af forskellig højde”. De gled dermed uelegant af på min undren over, hvorfor der skal pilles ved begge nakkestøtter, og hvorfor det er hver gang, der bliver det.
Og nu må I gerne tænke, at dette er petitesser, og at jeg er sart. Det er mig, der er kunden, og det er derfor pr. definition mig, der har ret. 

15. marts 2018

Det er i dag et vejr, og … vinden blæser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , ,

I går var det hæderligt vejr, selv om solen kun sporadisk lod os vide, at den stadig eksisterede.
Det har den ikke ladet os vide i dag, og det er ikke et vejr for forårshungrende folk som mig. Den er nok blæst helt væk, for det var dog pokkers til blæsevejr, selv om det ‘bare’ er 11 m/sek., hvilket en vestjyde vel kun har et overbærende smil tilovers for.
Ikke desto mindre føles det for os dødelige som ÷16° – så kan jeg bedre forstå, jeg var ved at dø, da vi gik de få meter fra bilen og hen til Jysks hoveddør, da vi var et smut i Køge for at investere i nye hovedpuder til John og til gæsteværelset.
Isen har skruet sig op ude på fjorden pga. vinden, men jeg nægter ganske enkelt at gå ned og tage billeder af det. Det ser for så vidt ganske nydeligt ud, men af en eller anden grund synes jeg ikke, den slags vinterfænomener er passende på en dag i midten af marts.

Da vi var hjemme igen fra Køge, blev der tændt op i brændeovnen, brygget en kopkaf og hanket op i strikketøjet. That’s it, folks! Der vil derfor intet ske i dag, der er værd at skrive om, så dagens indlæg afsluttets blot med en fin illustration af de sociale medier, som de så ud i min ungdom (jeg skrev først ‘min barndom’, men Post-it-lapperne blev ikke opfundet, før jeg rundede de 20 år, så jeg så mig nødsaget til at skubbe tiden lidt frem).

Sociale medier i gamle dage

Faktisk er jeg ret vild med tegningen – det er godt tænkt.

8. marts 2018

Kommunikation er svært

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:32
Tags: , ,

I går dumpede elregningen på svenskerhuset ind i min mailboks. Det gør den med regelmæssige mellemrum, så intet usædvanligt i det.
Jeg gik i netbanken og satte den til betaling. Intet usædvanligt i det.
Da jeg trykkede ‘godkend’, ville systemet ikke godkende – IBAN-nummeret (International Banking Account Number) var ikke validt. Tjekke, tjekke … det var rigtigt nok tastet, men jeg prøvede alligevel igen. Med samme resultat. Jeg lukkede netbanken ned og åbnede igen. Samme resultat. Jeg ventede til i dag. Samme resultat.
Så blev banken ringet op – jeg regnede med, at det var der, problemet lå, idet jeg på ingen måde kunne forestille mig, at der skulle være fejl i en pdf-fil/trykt girokort, der går ud til tusindvis af mennesker.
Banken fortalte mig, hvordan jeg en anden gang selv kunne tjekke et IBAN-nummers gyldighed, men nu tastede hun det ind og sagde, at der manglede to cifre; der skal være 24 til Sverige og her er kun 22 (SE625 000 000 005 746 100 14).
Så ringede jeg til kundeservice i e-on. Først skulle jeg fortælle en maskine, hvad mit ærinde var. Den forstod mig ikke. Jeg prøvede med flere varianter, men først da jeg nøjedes med ét ord (et meget tydeligt udtalt IBAN), blev jeg stillet videre til et rigtigt menneske.
Som ganske enkelt heller ikke forstod, hvad jeg sagde, selv om jeg forsøgte at lyde svensk. Det er jeg så åbenbart ikke specielt god til …
Efter en meget omstændelig samtale, hvor han gentagne gange spurgte, om jeg havde fået en forkert regning, spurgte jeg ham, om han ikke bare kunne tjekke det IBAN-nummer. Jojo …
Jeg remsede det op – igen på mit bedste svenske.
Han gentog: seksti tjugofem nul nul nul nul nul nul nul nul fem tjugofyra seks ett nul nul et fyra.
Nej. Jeg gentog. Det gjorde han også. Forkert. Syv er svært at sige på svensk for en dansker. Så spurgte jeg, om jeg skulle sige tallene på engelsk? Det gjorde jeg, og så fik han i det mindste fat i nummeret.
“Og hvad er der så forkert i det?” Spørger HAN!
“Ja, det er jo det, jeg spørger dig om! Det virker ikke! Der mangler to cifre for at være korrekt.”
”Hvad skal du bruge det nummer til?” Spørger HAN!
Min tålmodighed var efterhånden grundigt udfordret, men jeg svarede roligt, at det er det internationale banknummer, og hvis ikke det er korrekt, kan jeg ikke betale fakturaen.
”Aha! Du mener, at der er fejl i fakturaen?”
“NEJ, ikke på den måde!!! Der er fejl i det IBAN-nummer, der står på den!!!”
”Du ved godt, at det er OCR-nummeret, du skal opgive ved betalingen?”
”Ja. Det er for, at I skal kunne vide, hvem der betaler. IBAN-nummeret er til min bank, så de kan overføre mine penge til jer.”
”Ved du hvad, jeg tror jeg stiller dig om til en anden afdeling.”
“Rigtig god ide. Tak!”
Inden jeg nåede igennem til hvem det nu måtte være, fik jeg en lys ide: Hvorfor tager jeg dog ikke bare den forrige faktura frem?
Det gjorde jeg, og hvad stod der? SE625 000 000 005 746 100 14 50. Jamen der var jo de sidste to cifre!
Tænk engang at lave sådan en eklatant trykfejl – det er bare ikke særlig smart. Som i slet, slet ikke.
Stakkels kunder, der skal betale for første gang.
Det havde jeg ikke troet muligt – det var også derfor, jeg så sent fik tanken om at kigge tilbage. Og så naturligvis den kundeserviceknolds skyld, fordi han ikke anede, hvad et IBAN-nummer er. Han burde have kunnet hjælpe mig, skulle jeg mene.

25. januar 2018

Jeg kan ikke ..

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: ,

Jeg kan ikke få lov at kommentere hos nogen af jer, der kører med blogspot!
Jeg har forsøgt mig med flere forskellige af de mulige ‘identiteter’ som WP, Google-ID, OpenID m.m., men intet virker.
Det går fint hos bloggere med andre udbydere.
Beklager, men det er altså ikke pga. manglende vilje, at jeg ikke kommenterer, men det er da hamrende irriterende!

OPDATERING: Jeg tænkte det, men nøjedes med det … Kristine skrev det, og så prøvede jeg: Det var manglende accept af tredjepartscookies, der bevirkede, at jeg ikke kunne kommentere.
Hvorfor det så er sådan, ville jeg meget gerne vide, men det vigtigste er, at problemet er løst.

5. december 2017

Når nu det hedder et mobiltelefoncover, ikk’?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:19
Tags: ,

Elgiganten forsøgte at prakke mig et hylster til min nye smartfon på, men det var alt for stort og tykt, det de havde. Jeg vil ikke have plads til kreditkort, kørekort o.l. i det, for jeg har alligevel altid min pung på mig.
Jeg ville have et mage til det, der sidder på den afdøde telefon, men det havde de ikke.
Fint nok, sagde jeg, så finder jeg et cover på nettet.
Bare sørg for, at du bestiller et til 2017-modellen, for får du et til 2016-modellen, vil det ikke passe til, hvor knapper og kamera sidder på 2017’eren.
Okay. Tak
.
Jeg kom hjem og skulle da lige se, om ikke jeg kunne få et med et selvtaget billede på, og selvfølgelig kunne jeg det – der, hvor jeg også får lavet fotobøger: Mobiltelefoncover i flere varianter. Find din model og upload dit billede … jeg fandt den rigtige og uploadede Anna og Aubrey, som jeg forevigede, mens de forevigede vores ‘frokostgæster’ den første dag i lejren.
Coveret kom i går.

P1000618P1000619

Når nu de kalder det et cover, kan man så ikke med en vis rimelighed forvente, at sådan et også dækker den telefon?
Det gør det nemlig ikke. Det klikkes fast på bagsiden af telefonen, og der sidder det bare til ingen verdens nytte.
Det er da forsiden med glasset, der udgør den sårbare afdeling, for pokker!
På den gamle telefon, hvor coveret rent faktisk var et cover, satte man det fast således, at der var en tynd klap, der beskyttede forsiden af telefonen, når den ikke var i brug – nærmest som et bogomslag, og det var jo også der, på forsiden, billedet af A&A skulle have været – jeg har ikke brug for at se på min telefons bagside, og den har ikke brug for beskyttelse.
Det er muligt, jeg burde have gennemskuet hvordan det i virkeligheden så ud, men det kunne jeg altså ikke, og jeg er temmelig sikker på, at jeg i denne personlige udgave ikke kan få mine penge tilbage. Jeg gider ikke engang prøve, men finder et selvklæbende plastic’dækken’, jeg kan sætte over glasset, så må telefonen nøjes med det.
Irriterende … heldigvis har jeg jo mine små mobiltelefontasker, men det hænder jo, at sådan en smartfon utilsigtet får en lidt hårdhændet medfart, når den er ude af denne, og jeg gider ikke have den smadret første gang det sker.

16. november 2017

Kan det virkelig passe?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:16
Tags: , ,

Kan det virkelig passe, at man kan slynge honning nu? Jeg har svært ved at tro det, men ikke desto mindre står der på et skilt ikke så langt fra os, at de sælger “Nyslynget honning”. Jeg tror ikke på, at man kan arbejde med bistader nu, men jeg skal passe på med, hvad jeg siger, for jeg har ingen forstand på biavl overhovedet.
imageJeg formoder, at det er et forholdsvis letgennemskueligt salgstrick, lige som et andet skilt i vores nærområde, der reklamerer med “Nyopgravede kartofler” – selv om det på den anden side godt kunne have været rigtigt, hvis det havde været ud for Lenes mands gård, det havde stået. De har været virkelig hårdt ramt af vandet, så at sige, i dette efterår. Det passer dog ikke, hvor jeg så skiltet – der er kartoflerne for længst væk fra marken.
Apropos salgstrick, så jeg det afbillede til højre på en vejledning for biavlere. Jeg synes nu ærlig talt, den var mere relevant på en vejledning for biavlernes kunder, men lad det nu være …

Jeg er ikke stødt på alle fiduserne, men “Ægte honning”, ”Håndslynget” og “Krystalhonning” har jeg set. Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig, at “uægte honning” skulle være? Jeg købte ikke produkterne …
“Koldrørt” og “Langtidsmodnet” har jeg endnu til gode at grine ad i virkeligheden, men de er da vist også så langt ude, at de må høre til sjældenhederne.

Jeg ville ellers så gerne tro, at dem, der kører med stalddørssalg, er gode og ærlige folk, men det er måske for naivt? Der er nok brodne kar her også.
Efter vi er gået over til LCHF, er vi blevet noget større forbrugere af æg end tidligere, så jeg er begyndt at købe 30 ad gangen på en nærliggende gård.
Jeg syntes godt nok, at 70 kroner for 30 æg var halvdyrt, men jeg tog en bakke med hjem, nu vi var kommet.
Næste gang prøvede vi et andet sted, der ligger noget tættere på os. Her fik jeg 30 æg for 45 kroner! De var oven i købet væsentligt større end de første og dyre, så jeg ved godt, hvor jeg vil købe mine æg fremover.

Nu er det snart december og dermed vil vi kunne købe det lækre bisonkød igen. Det er virkelig godt – og dyrt, men sådan må det vel være. Der er sikkert en grund til, at den slags ikke ses i supermarkedernes kølediske; de kan ikke sælge så dyrt kød, vil jeg tro.
Det er også snart lakseudsalgstid nede ved Sortsø, hvis de sælger ud igen i år, hvad jeg håber – jeg elsker Johns hjemmerøgede laks!

Jojo, vi høvler gerne land og rige rundt for at få fat i alle de gode sager. Landænderne til juleaften er, som skrevet i et tidligere indlæg, også bestilt.
Vi har jo tiden til den slags; det er så hyggeligt og ikke til at sammenligne med et supermarked, selv om det naturligvis går noget hurtigere at foretage alle sine indkøb der. Man skal dog lige vide, at man visse steder risikerer at falde over de fritgående andebryster … hvis man overhovedet kan komme ind i butikken for alle kæmpeænderne …

P1000191image

17. oktober 2017

Jeg HADER, når den slags sker!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg er normalt meget forsigtig med at anvende ordet ‘hade’. Det er et meget stærkt ord, som jeg helst vil reservere til noget, jeg virkelig … hader … og ikke bare ikke bryder mig om eller lignende. Faktisk er der næsten intet, jeg virkelig hader – og, så vidt jeg lige husker, heller ingen, jeg virkelig hader.
Det, der skete for mig i går, hører ind under hade-kategorien. Virkelig. Jeg havde helt ondt i maven og jeg fik en lettere hovedpine.
P1070325Jeg skulle lige tjekke min mini-pc, inden vi drager afsted til England, fordi jeg havde en lumsk mistanke om, at jeg ikke kunne huske passwordet til min webmail. Det er et halvt år siden, jeg sidst har brugt den, og da passwordet er kompliceret (det skal de jo være), var jeg i tvivl.
Og det var godt, jeg var det det, for jeg kunne ikke huske det. For at få et nyt, skulle jeg gøre det via one.com, som hoster mit domæne (har det et dansk ord?). Så kunne jeg gudhjælpemig heller ikke huske det password – det var særdeles længe siden, jeg var inde på det kontrolpanel, og det stikord, jeg havde noteret mig vedr. passwordet, var ikke nok.
Nå, men jeg anmodede om at få et nyt til selve domænet, og da det var i orden, ændrede jeg selv i webmailen.
Men.
Så virkede den almindelige mail ikke. Jeg kunne godt modtage mails, men jeg kunne ikke sende. Grrrr. Jeg så rødt …

Jeg startede en chat med one.com, som indledte med at fortælle mig, at mine ind- og udgående porte var for gamle, så jeg skulle lige sætte mailprogrammet op igen, inden vi rigtig kunne komme videre. Han sendte et link til hjælp til hvilke parametre jeg skulle indtaste.
imageGrrrr igen. Den slags plejer altid at drille mig, og denne gang var da ingen undtagelse, sikkert fordi det ikke var helt entydigt, hvad der ville virke.
Der var bare ikke noget af det, der virkede! Jeg prøvede samtlige kombinationer, men intet hjalp.
Jeg chattede igen, og denne gang var det en anden, som sagde, at den udgående server husker de gamle parametre, så det var nok derfor, jeg ikke kuinne få det til at virke (hvad filan skulle jeg så ændre for?). Prøv at sætte mailen op i Outlook. Det tog mig en krig, og det endte med ikke at virke overhovedet, så det er skrottet.
Udserveren virkede stadig ikke, men til gengæld kom mine mails ind tre gange, fordi jeg havde oprettet flere klienter til afprøvningerne. Det er nok derfor – så bliver programmet forvirret; slet dem alle undtagen én. (Hvorfor siger I så, at man kan have ubegrænset antal klienter?)
Det virkede naturligvis heller ikke. Nu var der gået fire timer, og jeg havde ondt i maven, både af stress og arrigskab.
Jeg kan godt både sende og modtage mails via webmailen, men jeg vil helst ikke kun bruge den, da den er lidt mere primitiv i sine funktioner, men det er ret besværligt ikke at kunne besvare en mail uden at skulle skifte mellem almindelig mail og webmail.
Jeg gav op for i går.
I morges havde jeg sovet mig til lidt mere gåpå-mod, og jeg startede en ny chat.
Nu kom der en tredje ind i billedet:
Ja, det kan godt drille. Jeg kan anbefale, at du sætter din mail op med Thunderbird.
Prøv nu bare på at hjælpe mig med dette i stedet for, svarede jeg, og så spurgte han efter et par ting, jeg skulle tjekke, og bad mig om at sætte flueben til, at udgående mail skal autentificeres. Okay. Password? Ups. Hvis det er det gamle, har jeg et problem …
MEN DET VIRKEDE!!! Efter et par forsøg, så jeg er ikke klar over, om det var domænepasswordet eller mailpasswordet, der blev accepteret, men jeg er fuldkommen ligeglad, for nu kan jeg modtage og sende mail samme sted fra.
Hvor var det godt, at jeg ikke skulle sidde med alt det bøvl ovre i England …

29. september 2017

Vi har da bare valgt den værst mulige dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , ,

I dag er det flot vejr. Blæsende, med masser af hvide heste ude på vandet, men flot. Solskin og høj himmel.
John ville derfor skære æren (vi taler altså om træet ær!) ned i dag, for han gider forståeligt nok ikke stå med en elektrisk sav i regnvejr.
Den skal væk, fordi den er grim, efter vi på naboens anmodning skar den ned sidste sommer, fordi den tog noget af deres udsyn til fjorden. Det kan vi ikke have, så den blev væsentligt forkortet. Dt pyntede ikke ligefrem, så nu kan den lige så godt komme helt væk. Det er muligt, det er en fin hækplante, men det er, efter min mening, ikke et træ, der pynter i en lille have.

Med ærUden ær

Det gør naboens thujahæk bestemt heller ikke – jeg kan ikke fordrage thuja; det minder mig alt for meget om kirkegårde.
Heldigvis har jeg god gang i en sneboldbusk (anes til venstre for bænken), som allerede til næste år vil være for stor der hvor den blev sat, så den bliver flyttet to meter længere tilbage, lige ved siden af, hvor æren stod. Jeg skal bare lige have renset for skvalderkålsrødder først …
Det var første punkt på efterårslisten. Et andet punkt er også klaret, nemlig at flytte den klematis, der groede op ad æren.
HyldebærSelv om vi har kæmpet bravt med den hyld, der også stod, har den stædigt kæmpet imod hele sommeren, og vi er ikke færdige med at slås med den endnu, men de klaser bær, jeg fandt, kom i farvegryden. I er surt miljø skulle farven gerne blive holdbar, så nu prøver jeg. Jeg kan nu ikke forstå, hvis den ikke skulle være holdbar, taget i betragtning, hvor stort set umuligt det er at vaske spildt hyldebærsaft af tøjet.

Det så da også ud som om det var en ret potent farve, så det blev til både et andet og et tredje bad, men det hele blev lidt blegere allerede i skyllevandet – og … tredje bad blev blåt!? Det sluger åbenbart de rødlige farver først.
Nå. Jeg kan vel altid bruge det til et par vanter i fair isle eller norsk mønster, og ingen af farverne er helt tossede.

Hvorfor dagens overskrift? Fordi i dag er det godt vejr. På søndag bliver det godt vejr.
I morgen bliver det et allerh……. dårligt vejr! Selv yr.no, som var Sønderjyllands-optimistisk helt frem til i går, siger nu 12 mm regn mellem kl. 18 og 00. Hvis det så bare kunne vente til efter kl. 19, ville jeg være glad, men så heldig har man nok ikke lov til at være. Vi har med andre ord valgt den potentielt dårligste dag/aften til at se i tusindvis af stære. Det kunne godt gå hen og blive en helt anden slags sort sol end planlagt. Damn.

21. august 2017

En bager bærer et bæger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:33
Tags: ,

Jeg ønsker mig en tidsmaskine. Jeg ville gerne beames 500 år frem for at finde ud af, om jeg kan forstå sproget, som det bliver talt i Danmark i 2517.
Jeg ved jo så glimrende, at det udvikler sig, det der sprog. Det skal det også, men udtalen af ord kan med fordel undgås at nærme sig en fælles lyd.
Hvis det ellers giver mening …

Når jeg siger overskriftens korte sætning højt, vil jeg vove den påstand, at man godt kan høre hvad jeg siger og ikke tror jeg siger “en baer baer et baer”. Jeg udtaler g’et i bager, udtaler ‘bærer’ med nogenlunde samme æ-lyd som i’et i ‘skrift’ (!) og udtaler ‘bæger’ med dybt (hmmm … det hedder det med stor sandsynlighed ikke) æ som i ægte.
Når jeg hører unge mennesker, tv- eller radioværter tale, kan jeg sjældent høre forskel på de tre ord – de lyder ens, som når jeg ville sige bager uden g.
Jeg kom til at tænke på det, fordi Anne i fredags talte om en plante, der hedder engbrandbæger. De tre omkringsiddende, som var inden for mine øjnes rækkevidde, noterede ordet engbrandbærer. Jeg hviskede, at “det er -bæger; som et krus, I ved …”. Nårh, lød svaret, det kunne jeg ikke høre. Det kunne jeg heller ikke, men jeg vidste det tilfældigvis.

Jeg kan heller ikke høre, om samme delmængde af den danske befolkning siger læger eller lærere. Om de siger jæger eller jager.
Faktisk er det ret irriterende, at man indimellem skal høre meget af konteksten, inden det bliver klart, om der tales om det ene eller det andet.

Det skulle bare lige ud. Men apropos befolkning: 
image

Se på denne kurve og klik på dette link. Det er en lille smule skræmmende og en stor smule fascinerende at se, hvor hurtigt det går.
Det år, jeg blev født, var jordens befolkning cirka 2.588.896.000.
Det år jeg bliver 103, runder vi 10 milliarder mennesker. Vi når de otte, når jeg bliver 70 år, hvilket jeg satser stærkt på at blive.
Jeg tror jeg er glad for, at jeg næppe bliver 100, men det gør vores børn og børnebørn med stor sandsynlighed. Tidsmaskinen kunne også bruges til at se, hvilken jord vores børnebørns børnebørns børnebørn bebor. Mon der er is på Grønland? Hvis ikke, ligger Den Stråtækte under vand …
Sådan noget vil jeg helst ikke tænke på.
Så vil jeg hellere brokke mig lidt over sprogsjuskerierne, jeg møder – det kan min lille hjerne forholde sig til.

15. juni 2017

Hvem vil købe en båd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Mens vi gik rundt i Mottisfont-parken i England, ringede Søren for at overbringe den kedelige meddelelse, at motoren til vores båd var blevet stjålet.
Den samme nat var fire andre bådmotorer af nogenlunde samme størrelse forsvundet fra Præstø havn. Så meget for at betale sig fra det man tror er ekstra sikkerhed med videoovervågning und alles … det kan jo være aldeles ligemeget, så.
Motoren var låst fast til båden med to kæder med solide hængelåse efter alle kunstens og forsikringens regler, men en tilstrækkelig stor boltsaks kunne åbenbart løse ‘problemet’ for de pokkers snøbler, der åbenbart lige havde fået en ordre på fem motorer til Polen eller Rumænien eller hvor de nu skulle hen med dem.
Da vi ringede og meldte det til forsikringsselskabet, sagde de, at en motor på 9,9 HK slet ikke var dækket af vores indboforsikring! De dækkede kun op til 5,5 HK.
Alle mand til pumperne (1)SÅ blev jeg vred. Jeg ringede til dem, da vi havde købt båden, for at få at vide, hvordan vi skulle forholde os mht. den og fik den besked, at småbåde af den slags var dækket af vores indboforsikring. Han spurgte hvor stor motoren var, hvilket han selvfølgelig fik oplyst. Okay – det skulle vi ikke bekymre os mere om; den var fuldt dækket.
Vel var den åbenbart ej. Jeg talte stadigvæk pænt til sagsbehandleren, men jeg lagde ikke skjul på, hvad jeg mente om den slags vejvildledning. Han beklagede dybt og indrømmede, at det var noget af en kvajestreg og at han i en lignende situation også ville være blevet tosset.
Han kunne dog ikke hjælpe mig, fordi de slet ikke forsikrer både, så jeg skulle have haft tegnet en speciel bådforsikring i et helt andet selskab.
Hvis de havde haft bådforsikringer, ville han gerne have bødet for fejlen ved at datere en sådan tilbage til købstidspunktet, men det kunne han så ikke …
Da jeg foreslog, at vi slog halv skade ved at få dækket op til, hvad en 5,5 HK koster, kunne det ‘desværre’ heller ikke lade sig gøre – den slags må de ikke snyde med, for de skal have politianmeldelse på den, samt serienummeret osv. oplyst, og så passer tingene jo ikke sammen, lød beskeden.
Okay, på en måde fair nok, men for hulen, hvor jeg var vred. De skal dæleme ikke sige, at vi er dækket, når vi ikke er, og når vi ringer ind netop for at sikre os, at alt er i orden. Hrmpf.
Nu sætter vi båden til salg. Vi brugte den alligevel mindre, end vi havde regnet med, vi ville … alt for lidt, faktisk, og vi vil ikke ryste op med de temmelig mange penge, en tilsvarende motor koster, så den bliver sat til salg snarest muligt.
Var det noget? Er der en af jer, der ligger inde med en motor, men lige står og mangler båden til den, så bare sig til! Der følger ekkolod, svømmeveste og næsten ny bådtrailer med. Og årer, selvfølgelig.

30. november 2016

Så skal du kun handle ét sted …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

Det har ikke rigtig været min dag i dag. Alle mine lovprisninger af Brugsen over for en sammenligning med Fakta, som aldrig har alt, hvad jeg skal bruge, er sendt til hjørne, og jeg er halvknotten.
Nu er jeg endelig blevet relativt god til at lave madplaner. En lille time af formiddagen blev brugt til dette, hvorefter Nielsen x 2 begav sig afsted for henholdsvis at investere i en diasskanner og en masse madvarer.
1) Det er okay, at man kan få økologiske varer, men jeg vil kunne vælge dem fra, for jeg gider ikke betale det dobbelte for økologi. Citronerne kostede fx otte kroner pr. økologisk, mens en Coop-citron kostede fire kroner. Så er det heller ikke vigtigere med det der økologi. I dag blev jeg tvunget til at købe økologisk ingefær, hvilket jeg synes er noget pjat.
2) De havde ikke noget romainesalat
3) De havde ingen svinehjerter.
4) De havde ikke noget kalvespidsbryst (måske mere forståeligt end hjerterne, men irriterende, når det nu stod på min liste til Meyers gule ærter).
5) De var udgået for ricottaost. Der røg canellonierne på lørdag … medmindre jeg kører i Meny.
6) Bland selv-teen fra Fredsted stod stadig med sørgeligt tomme kasser, hvilket affødte følgende ‘dialog’ med den kaffe/teansvarlige (let forkortet udgave):

Sådan slipper man af med ældrebyrdenQ: Hvordan kan det være, at jeg, næsten hver gang jeg er i Karise Brugs, er nødt til at klage over det manglende vedligehold af disse kasser?
A: Jeg tror ikke, jeg har set ham i et halvt år … det er da ikke i orden, kan jeg godt se …
Q: Og det får dig ikke til at kontakte Fredsted Te og høre, hvad de har tænkt sig?
A: Ehhh …
Q: Jeg har klaget fire-fem gange i det samme halve år, og der er ikke sket en pind!
A: Ehhh … det beklager jeg …
Q: Det gør jeg sandelig også! Skulle man ikke formode, at det er den samme konsulent, der kommer i brugsen i Dalby og i Meny i Præstø?
A: Johhh, det skulle man tro …
Q: Har du så et godt bud på, hvorfor det altid er i orden disse to steder, men aldrig i orden her?
A: Nææhhh …
Q: Er de overhovedet blevet kontaktet, eller er I ligeglade?
A: Vi er bestemt ikke ligeglade!
Q: Så synes jeg ærlig talt, at I skulle gøre noget ved det. Jeg er SÅ tæt på at svigte Brugsen til fordel for Meny i Præstø. Ville det ikke være ret fjollet, hvis det skulle være på grund af, at I ikke kan finde ud af det med bland selv-teen?
A: Vi vil jo helst beholde vores kunder …
Q: Så gør noget ved det, når de kunder klager. I har jo i øvrigt også lov til selv at holde øje med, om tingene er i orden.
Exit mig, der som sagt var halvsur i forvejen.

Da jeg kom til kassen, var systemet til læsning af Coopkortet nede. Det kan Karise Brugs ikke gøre for, men da jeg bad om Samvirke, og kassedamen sagde, at det kunne hun ikke give mig uden at kunne læse kortet, medmindre jeg ville betale 49,50 for det …
“DET kan du i hvert fald, og jeg har ikke tænkt mig at betale for det”, sagde jeg og kiggede hvast på hende. En anden kassedame, der hørte dette, sagde, at hun bare skulle give mig det Samvirke – “kunden kan heller ikke gøre for, at systemet er nede, og du kan jo se, at hun er medlem”.

Visse ansatte i brugsen ville nok gerne ledsage mig til Vojens Skydecenter, så de kunne komme af med mig og samtidig få sig en hyggelig eftermiddag, mens de så mig blive skudt.

1. november 2016

Lidt (brugs)brok og megen (natur)glæde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , , ,

Skal jeg nu tage den grå pose sukker, eller skal jeg tage den grå pose sukker? Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden i Brugsen i dag, og omhandlede det samme mærke sukker. Jeg skulle ikke have noget i dag og regner med, at de har fået styr på priserne, til jeg mangler det igen.

P1040975P1040976

P1040696Jeg har lige fået mig en PLATENÆNK. Købt i Coops netbutik.
Hvis I ikke helt kan gennemskue det, så er det en plantebænk, jeg har erhvervet mig. Den er godt nok fremstillet i Vietnam, men jeg kan ikke forestille mig, at den også er pakket ind der … det kan næppe betale sig at fragte dem den lange vej, enkeltvis indpakkede i papemballage, men jeg ved jo ikke, hvordan proceduren er. Jeg kan vist bare konkludere, at korrekturlæsning er ikke-eksisterende, uanset om man er i Vietnam eller i Danmark.

P1040983P1040984

Nå. Det skal jo ikke være brok det hele, så jeg iler med at fortælle, at jeg glæder mig meget over, at alle mine dahliaer står så fint endnu, og at jeg derfor her den 1. november kan have friske blomster på bordet i mine fine små vaser. Når den lave sol står ind og lyser dem op, bliver jeg helt varm indeni.
Lad frosten vente. Lad frosten vente. Lad frosten vente.
Hvis man gentager et mantra længe nok, så virker det. Ikke også?
Jeg vil gerne have frost, men ikke før til jul. Tak.

Gulbæltet slørhat?

Selv svampene er i Halloween-humør – i hvert fald, hvad farven angår. Ikke langt fra os står denne lille klynge, som jeg er forholdsvis sikker på er gulbæltet slørhat, men min usikkerhed betyder ikke alverden, for ét er jeg sikker på: Man spiser ikke slørhatte, så om det er cinnoberbæltet eller gulbæltet slørhat, er lidt ligegyldigt for mig. Kønne er de, som de står der og lyser op.
Vejret var gråt og kedeligt hele formiddagen, men eftermiddagens tur til brugsen foregik i strålende solskin, så alle skovene og træerne på min vej tog sig ud på smukkest mulige måde – jeg sad bare og smilede hele vejen både ud og hjem.
Glæder for øjnene og sjælen kan man altid finde i naturen – og for mit vedkommende også i haven.

27. august 2016

Gør mig klogere …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:54
Tags: , , ,

Jeg har – omend modstræbende – accepteret, at hvepse har deres berettigelse, og at de rent objektivt set må betragtes som et nyttedyr. I denne gruppe befinder sig også fluer og edderkopper, som alle har deres lille niche i det store samspil, vi kalder naturen.

imageFindes der en derude, der kan fortælle mig – og overbevise mig – om skovflåters berettigelse til et liv på denne jord?
For jeg forstår det ganske enkelt ikke. De små sataner sidder bare der i bregnekrat og græs og venter på at kunne overfalde det første, det bedste blodholdige pattedyr, hvis vej måtte falde forbi. Så sidder de og mæsker sig, hvorefter de slipper igen for at fortsætte til næste stadie i deres ektoparasitliv (ekto-, fordi den ikke lever inde i kroppen, som fx bændelormen, som derfor er en endoparasit), oven i købet i tre af dens fire stadier i livet; som larve, som nymfe og som voksen. Det er kun som æg, den er uskadelig.

Jeg fik to flåter på mig i går under svampeindsamlingen. Heldigvis skete der det, som altid sker for mig: Det begynder at klø, inden der er gået de 24 timer, som menes at være den sikre periode – altså at man undgår at få borreliose pga. det lille irritrende og ulækre møgdyr.
Måske. Man kan ikke vide sig sikker på noget som helst. For TBE (Tick Borne Encephalitis eller centraleuropæisk hjernebetændelse) gælder 24-timers reglen ikke – mod det kræves vaccination, men sygdommen er ikke almindeligt forekommende på vore breddegrader.
Igen: Hvorfor skal man plages af den slags skabninger?

imageEn skovflåt lægger op til 6000 æg, men man mener, at kun én ud af 1000 når at blive voksen, så lidt retfærdighed er der dog til, men også kun lidt.
I troperne er tallet langt, langt højere, hvorfor flåter er et større problem under andre himmelstrøg end vore. Jeg synes såmænd ellers det er stort nok, men jeg kan  godt se problematikken, når måske halvdelen eller flere af æggene bliver til voksne individer.
Pernille havde, under en udflugt, da hun var i Columbia, fået 75 (ja!) flåter på sig. Hun var stadig, selv flere måneder efter, ved at kaste op bare ved at fortælle os om det. Hun og rejsefællen brugte det meste af en nat på at få dem fjernet … jeg husker ikke, om rejsefællen gik fri, men det lyder ikke sandsynligt, at det skulle være tilfældet. Min rekord er fem, men det er jo vand ved siden af.

Til sidst, for en god ordens skyld: Det er ikke tæger, man får på sig, selv om mange kalder dem tæger. Det er [skov]flåter. En tæge ligner en bille, har seks ben og er et insekt og ikke en mide som skovflåten, der har otte ben. Tægen bider som regel ikke og gør sjældent dyr eller mennesker noget.

20. august 2016

Der kan vist godt gå røg af en brand, uden der er ild. Eller røg …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: ,

Kl. halvfem i morges blev jeg vækket af en infernalsk larm, som formåede at trænge igennem flere lag søvn – jeg må have været virkelig dybt nede, men langt om længe gik det op for mig, at det var røgalarmen helt ovre ved børnebørnenes soveværelse. Man kan ikke komme længere væk fra vores soveværelse end det, så nu er det da bevist, at den kan høres overalt i huset. I hvert fald af mig … John sov bare.
Der var ikke antydning af røg, men jeg kunne ikke stoppe den, mens den sad i loftet, men den stoppede, da jeg pillede den ned, så jeg lagde den på skrivebordet og ville undersøge sagen nærmere på et mere menneskeligt tidspunkt.
Jeg var lige faldet i søvn igen, da den hylede igen! Sgu! Tre meter fra sengen, og John hørte ikke en lyd, den bøf – og selvfølgelig var der stadig ingen røg nogen steder.
Jeg har selv været ude for det et par gange, og jeg har hørt en hel del brokke sig over, at røgalarmer alt for ofte går, når der ingen røg er.
Det er altså noget irriterende ulven kommer-noget, men den er umulig at ignorere, så man er nødt til at reagere på den, selv om det er falsk alarm i 90 % af tilfældene eller mere … eller også skal man bare være John … tænk, han spurgte, om ikke den bare ville fortælle, at den manglede batteri! Jeg bare på ham og sagde, at næste gang vækker jeg ham, om så jeg skal smide koldt vand i hovedet på ham.
Jeg ønsker mig en røgalarm der virker, når og som den skal.

Haveselskabet på Rønnebæksholm

Heldigvis var jeg trods bøvlet med den røg, der ikke var der, frisk nok til at køre til Rønnebæksholm, hvor Haveselskabet afholdt et arrangement. Jeg havde et stykke tid tænkt på at melde mig ind, så nu blev det. I Bårse-Lundby-afdelingen, som, ikke overraskende, hører under Sydsjælland.
De havde hvervetilbud, så jeg fik 15 måneders medlemskab for, hvad ni måneder normalt koster … ingen grund til klage over det …
Jeg vandt oven i købet på indgangsbilletten, hvilket indebar, at der var frit valg på præmiebordet. Det var naturligvis planter næsten alt sammen; det var hundesvært at vælge, men jeg gik hjem med en engelsk pelargonie, P. grandiflorum, som ikke var i florum og da slet ikke grandi, men den bliver forhåbentlig smuk engang – den så i det mindste sund og stærk ud.

Haveselskabet på Rønnebæksholm (7)Haveselskabet på Rønnebæksholm (9)Haveselskabet på Rønnebæksholm (10)Haveselskabet på Rønnebæksholm (14)

Når nu vi var der, slog vi lige lige et smut ind i Herregårdshaven for at se, hvad de har fundet på i år. Der var en del dahliaer, som jeg havde håbet på, men også kæmpebede holdt i matchende farver. Det er flot, når der er blomster i sådan en overflod, men det er vores have ikke helt stor nok til.
Det er den, som vi (via Haveselskabet) kan komme til at se i næste uge, til gengæld. 10.000 m2 have, som blandt meget andet indeholder 150 dahliaer. Den have må jeg simpelthen se! Jeg ser det som en absolut nøvendighed for en nyudsprungen dahliafan og nyt haveselskabsmedlem.

9. august 2016

Og sporten kort: 1-0

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:07
Tags: ,

Det bliver kun ganske kort, for Inge og Hasse kommer lige om lidt, så der skal snakkes og hygges resten af dagen og aftenen …

imageVil bare lige gøre opmærksom på et glimrende indlæg, der handler om OL-ånden. Eller mangel på samme.
Det er så godt et indlæg, at det fortjener at blive læst af alle – og at stå alene uden for megen indblanding fra min side.

Det er Dovregubben fra Limfjorden, der har skrevet de gode og, i mine øjne, kloge, rigtige og tankevækkende ord i indlægget SPILD AF TID.
Jeg har selv haft de samme tanker, men han har sat det bedre på ord, end jeg ville have evnet.

Næste side »

Blog på WordPress.com.