Stolthed og … æv

Dette er et plus-minus-indlæg.
Indledningsvis vil jeg – endnu en gang – servere noget børnebørnspraleri.
Dernæst brok over SAS, men det gode først:
Warminster School afholdt årets kabaret i lørdags, og Charlotte havde været meget heldig (eller dygtig?) at få billetter også til John og mig. Der var totalt udsolgt, så vi var glade for, at der blev fundet plads til os. I de to pauser blev der serveret hhv. en hovedret og en dessert, og vi kunne købe drikkevarer, så det var en rigtig kabaret.
Jeg blev temmelig overrasket over, hvor gode alle eleverne var; de optrådte forbløffende fejlfrit og professionelt og alle var 100 % engagerede – ikke mindst de tre involverede og meget entusiastiske musiklærere. Vi nød hvert eneste minut af aftenen med den gode musik og den gode sang, men allermest spændte var vi selvfølgelig på Annas duet med Tia. Det var idontwannabeyouanymore af Billie Eilish, som jeg ikke kendte, men efter at have hørt originalen synes jeg, at de to warminsterpiger klarede det så ganske glimrende, både når de sang solo og sammen. Tim filmede deres optræden, som kan ses her, hvis man orker:

Tia havde en smule kraftigere stemme end Anna, men selvfølgelig var både forældre og bedsteforældre meget stolte over præstationen!
Anna var også med i ukuleleorkestret, som gav Beatles’ A Hard Day’s Night; senere deltog hun i en korsang og endelig i det afsluttende nummer, i hvilket samtlige deltog, så den unge dame havde travlt den aften.
Det var med dresscode black tie – John, Tim, Aubrey og alle andre tilstedeværende mænd havde fundet butterflyen frem til lejligheden.
Anna havde stiletter på med 10 cm høje hæle, men det er fuldstændig umuligt at virke høj, når man står ved siden af Aubrey.

John havde en god makrolinse plus nogle mellemringe med til Aubrey. Drengen er vældig interesseret i alt med fotografering, så der skulle fluks stilles op til fotografering af tulipangrifler. Han efterlyste en flue, men vi var ikke i stand til at finde en sådan, så det måtte blive blomster.

---

I går aftes gik turen hjem.
Troede vi … nu kommer æv-delen.
20 minutter efter kuffertaflevering og med en netop skænket kopkaf i den pæne lounge, kom meddelelsen, at vores fly var aflyst.
For hulan da også. Afsted med os til SAS’ skranke, men inden vi nåede frem til den, havde de ombooket os til et fly her til morgen kl. 06:40. Pyha – så skal man tidligt op, kan jeg godt fortælle! Vores bagage skulle vi ikke tænke på, for den ville automatisk blive overført til det rigtige fly. Det var jeg ret spændt på om kunne passe … troede ærlig talt ikke helt på det, men vi kunne ikke gøre noget, eftersom kufferterne befandt sig i det sorte hul mellem aflevering i én lufthavn og modtagelse i en anden.
Vi skulle ud af transithallen og tilbage til Check-in, hvor vi ville få yderligere information om det hotelværelse, der allerede var booket til os. Det var et værre mas at komme ud af transitområdet, fordi det skulle foregå ad underlige bagveje og nødudgange. Heldigvis var der ingen kø ved paskontrollen, som vi også skulle igennem – igen – men nu i Immigration, som om vi lige var landet. Terminal 2 i Heathrow er i fem etager og ret stor!
Ved check-in var der mange i kø – formentlig alle fra det aflyste fly skulle indkvarteres, for det var aftenens sidste fly til København. Endelig fik vi vores informationer om hotel samt vouchere til shuttlebussen til samme.
H2B skulle bussen hedde. Der kom H2C, H2D, H2A, H2E og H2X, men ingen H2B.
Vi stod, som i føromtalte kø, ved siden af en canadier, som arbejder for Novo Nordisk-fonden. Hun sagde, at fonden gav en taxi, og John og jeg var velkomne til at køre med, hvilket vi ikke betænkte os på et sekund.
De andre i køen ville vente på bussen.
Vi stod igen i kø på hotellet et kvarters tid for at udfylde nogle Delayed Flight-papirer, få udleveret middagsvouchere og nøgler, hvorefter vi gik op for at sætte håndbagagen. Vi havde hverken toiletartikler eller skiftetøj, fordi vores kufferter befandt sig i Heathrow. Mere æv.
Da vi kom ned igen for at få vores, nu efterhånden sene, aftensmad, stod de andre fra buskøen i nøglekortkøen. H2B kom aldrig, så de havde til sidst indset, at de vist blev nødt til at tage en taxi.
Vi bookede en taxi til at samle os op her til morgen kl. 05:15 – vi ville ikke miste flyet pga. en fjollet bus der ikke kommer.
Det gjorde taxien heldigvis, og eftersom SAS havde checket os ind og vi ingen kufferter havde, valgte vi at komme så sent som en time før afgang. Det passede fint hele vejen igennem, fordi vi derfor ikke kom til at vente nogen steder.

Efter alt bøvlet kørte det hele nu på skinner. Vi landede en halv time før tid, og tadahhh: Vores kufferter ankom til København med samme fly som os. Miraklernes tid er ikke forbi.
John og jeg har fløjet virkelig meget gennem årene, men dette var faktisk første gang, vi har fået aflyst et fly.
Det må også gerne være den sidste, tak!

Dyb undren

Jeg er ikke økonom og har ikke forstand på økonomi. Den eneste økonomi jeg har helt styr på, er min egen.
Jeg kan forholde mig til hugorme og klapperslanger, men valutaslangen forstår jeg ikke. Forstod jeg ikke … jeg ved godt, at Euroen aflivede den. Ej heller forstår jeg den store forkromede sammenhæng mellem EU’s og for den sags skyld også resten af verdens valutaer. For mig at se er det lige som sommerfugleeffekten en gang imellem. Den forstår jeg heller ikke, men jeg kender teorien.
Jeg kan konstatere, at strøm og fossilt brændstof stiger til det vanvittige. Jeg kan også se, at det er faldet lidt igen.
Der er, efter min ringe mening, mange der groft udnytter situationen og hæver priserne mere eller mindre voldsomt, bare fordi de kan. Pejsebrænde, for eksempel. Jeg kan til nød forstå, at ovntørret brænde stiger lidt (burde dog ikke stige til det tredobbelte), men lufttørret brænde??? Almindelig atmosfærisk luft er stadig gratis. Der er ikke lagt afgift på, at jeg tørrer mit tøj ude i haven. Endnu …

Og juletræer??? John har lige læst, at årets juletræer kommer til at koste dobbelt så meget som sidste år. Mig ikke forstå. Mig slet, slet ikke forstå. John siger med et glimt i øjet, at han da bare selv kan tage saven med, når vi skal ud for at fælde juletræet – så burde der ikke være nogen undskyldning for en prisstigning på 100 %, når nu vi selv medbringer den dyrere benzin. I øvrigt håndsaves træerne normalt, men det øger ikke ligefrem min forståelse for den prisstigning!

Det Manos del Uruguay-garn jeg købte for en måneds tid siden, var sat op med en halvtredser/100 gram. Butiksejeren forsvarede det med, at hun pga. stigende transportomkostninger skulle give mere for garnet, så hun var nødt til at lægge tilsvarende på i butikken. Jeg sagde, at det var da okay, men en halvtredser pr. fed? Det er jo ikke sådan, at hvert fed skal have sit eget flysæde! Faktisk kan der være rigtig meget garn i en kasse, så de 50 kroner er grov udnyttelse, er det.
At jeg køber garn helt nede fra Uruguay er en anden diskussion, men ved at gøre det støtter jeg et godt formål, og det kan man vel intet have imod. Garnet er bæredygtigt; det kan transporten af det til Danmark ikke påstås at være – men det er simpelthen noget af det blødeste og lækreste garn i verden, så derfor køber jeg det indimellem …

Jeg har hørt argumentet “Vores omkostninger er steget, så derfor …”.
Det er mine omkostninger altså også. I høj grad, endda, men der er da ingen, der giver mig flere penge til at betale mine regninger med. Det er godt nok smart, at man kan hæve prisen på sine ikke-omkostningstunge varer til at betale den private el- og varmeregning med. Eller er jeg for grov nu?

Nå. Alt dette er absolut ikke noget at grine ad, så skulle vi ikke slutte med noget, der er?
For eksempel – igenigen – noget fra en maskinoversættelse. Som jeg flere gange har nævnt, skal et oversættelsessoftware være yderst velbevandret i et sprog for at kunne forstå og oversætte talemåder og ordspil, og så langt er de ikke nået endnu. Grammatik, som kan defineres af regler, er derimod sjældent noget problem (fx det danske nutids-r og det på engelsk tilføjede ‘s’ i 3. person ental). Herunder er vist et glimrende eksempel på dette.

Man vil, hvis man er flink, kunne sige, at det er taget ud af en kontekst, så maskinen har ikke haft en chance. Godt så. Hvor mange katte skyder i det hele taget? Jeg spørger bare …
Hvis I ikke skulle vide det, så burde det have været oversat til the cat arches its back, men retfærdigvis skal det siges, at GT godt kunne finde ud af at oversætte korrekt, da jeg satte det danske verbum i datid.

Kære pakkeudbringere

Kære PostNord, GLS, DAO og Bring

Vil I ikke nok være søde at lade være med at sende mig forespørgsler om vurderinger af jeres arbejde. Tak.
Jeg køber en ting over internettet.
En eller anden skal pakke den ting ind. En eller anden skal sørge for, at pakken bliver sendt afsted.
En eller anden skal aflevere pakken på det sted, jeg har bedt om – som regel Meny i Præstø.
For mit vedkommende kommer I først ind i billedet når I giver mig besked om, at jeg kan hente pakken.
Det er den eneste “kontakt”, jeg har med jer.

Så hvordan pokker skulle jeg kunne vurdere jeres “service”???
”Hvad synes du om PostNord/GLS/DAO/Bring?” “Hvordan oplevede du vores service?”
”Giv os venligst en vurdering på Trustpilot. Det tager kun 2-3 minutter.”

NEJ, det gider jeg ikke. Det KAN jeg ikke. Jeg ser jer aldrig – er aldrig i direkte kontakt med jer.
I afleverer pakken 1-2 dage efter indlevering. Fint nok, men det er altså det, I får jeres løn for. I kan for min skyld gå rundt og se møgsure ud hele tiden – det ville jeg aldrig opdage.
I kan bande mig langt væk, men det gør I formentlig ikke, da I uden kunder ikke ville have noget arbejde.
Det ville – måske – give en anelse mening at evaluere medarbejderen i Meny, som udleverer pakken til mig.
Det ville – måske – give en anelse mening at evaluere internetbutikken, men kun mht. afsendelseshurtighed, for dem møder jeg heller ikke.
Jeg gider bare ikke alt det evalueringspjat. Punktum.

Med venlig hilsen
Ellen Nielsen

---

Det var et åbent brev til Danmarks pakketransportører.
De ser det sikkert aldrig, men jeg fik luft.

I gamle dage, da jeg var arbejdsramt, havde jeg også kun himmelvendte øjne hvad evalueringer angik. Jeg kan forstå de (måske) kan være (lidt) nyttige, når man virkelig har nogle mål, der skal nås, men jeg var sekretær og havde dermed primært ikke specielt langsigtede og/eller langvarige opgaver. Jeg deltog i projekter, men jeg var ikke ansvarlig for nogen af dem.
Når min søde chef kaldte mig ind til den årlige MUS, varede den sjældent længe, for jeg sagde gerne til ham, at mit mål vel var at passe mit daglige arbejde til hans og andres tilfredshed. Og var han tilfreds? Jo, det var han – havde intet at udsætte. Okay. Skal vi så ikke bare stoppe her?
Det var han enig i, men som Vice President skulle han jo være loyal overfor direktionens og/eller HR’s forskellige, mere eller mindre fjollede, men meget trendy eksempler på pseudoarbejde, så det indrømmede han aldrig, men jeg tror det passede ham fint ikke at skulle bruge flere timer på mine KPI’er, målskemaer og hvad har vi. Selvfølgelig havde vi ting at tale om, men det var heldigvis altid hurtigt overstået, så vi brugte resten af tiden, der nu engang var sat af, til at komme lidt rundt om ting, der måske ikke var så meget tid til i hverdagen, så lidt gavn gjorde den MUS da.

Hvorfor siger så mange ‘MUS-samtale’, når S’et står for samtale? MedarbejderUdviklingsSamtale. Google giver faktisk 477.000 hits på MUS-samtale! Jeg synes det er forkert – det er lidt det samme som at sige softice-is eller bomuldscottoncoat. Jeg har hørt begge disse ude i det virkelige liv.
Har I flere eksempler på denne form for pleonasme?

Jeg er SÅ vred på SAS

Bare fordi vi har booket bonusbilletter, mener SAS åbenbart, at de kan ændre vores bookninger i ét væk efter deres forgodtbefindende.
Jeg er ikke skuffet, jeg er voldsomt vred – det er vi begge – og nu er det flyselskab i videst muligt omfang droppet fra vores side, og vi må finde ud af at bruge vores mange opsparede bonuspoint på andet end flyvning.

Den 26. september 2021 bookede jeg en businessclass-billet til Tromsø for nogle af vores bonuspoint. Allerede der er der ikke så mange muligheder, som hvis man betaler, men det er sikkert fair nok. Vi i hvert fald oplevet flere gange, at der ikke er frit valg på alle hylder til bonusrejser. Jeg fandt dog en tur, der passede til vores ønsker.
Den 17. november, 11. december og 28. januar ændrede SAS på vores afgange. Første gang var det bare lidt irriterende, fordi vi fik længere transfertid og at vi derfor ankom senere.
Anden gang syntes de, at vi skulle have et døgn mindre i Tromsø end vi havde planlagt. Det var meget irriterende, for vi havde da lagt planer, hvoraf en nu måtte skrottes.
Tredje gang røg kæden af. Nu skulle vi flyve hjem kl. 06:50 den 4. marts – dvs., at vi skulle være i lufthavnen senest kl. 05 om morgenen, og det efter den bookede nordlystur den 3. marts, hvor man kan risikere at komme hjem på den anden side af midnat, hvis der skal køres langt for at se lyset, så at sige.
Som tak for at stå så tidligt op, får vi lov til at sidde og glo i Bergen lufthavn i over seks timer …
No way!
Vi blev med det samme enige om helt at droppe turen. Det der gider vi simpelthen ikke at stå model til, for det var aldrig sket, hvis vi havde betalt for vores billetter med penge i stedet for bonuspoint. Og hvem siger, at de er færdige med at ændre vores billetter? Der er jo over en måned endnu, til vi skal skulle have været afsted.
Det, der virkelig slog hovedet på sømmet for os var, at der for alle tre ændringers vedkommende stadig gik de oprindelige fly.
Hvis flyene aflyses, er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved det, men jeg er af natur skeptisk, så jeg tjekkede alle tre gange, om det var det, der var årsagen.
Det var det ikke, så hvad kan man udlede andet, end at der har været nogle, der ville ind og booke billetter og betale for dem med rigtige penge?
I synes måske, at det er i orden. SAS synes det helt sikkert.
Jeg gør ikke. Hvis ikke et flyselskab kan respektere bonusbilletkøb, så må de stoppe med at have en sådan ordning. Jeg vil i hvert fald ikke finde mig i den kosten rundt med mig.

Skemaet herunder behøver I ikke at nærlæse; det er udarbejdet til en klagemail, jeg har tænkt mig at sende til SAS. Jeg har forsøgt at ringe, men det er umuligt at komme igennem. Det er vist desværre også umuligt at kontakte dem pr. mail, men jeg har tænkt mig at prøve at finde en vej!

Under skemaet ses nogle af de mulige fly til hjemturen. Der var stadig pladser tilbage på alle fire muligheder både for 4. og for 5. marts, og hvis det bare drejede sig om, at afgangen kl. 14:15 er ændret til 13:50, og at turen i stedet gik via Oslo, så havde det naturligvis været i orden, men at vi partout skulle flyttes til et urimeligt tidligt morgenfly, er bestemt ikke i orden – og slet ikke, når der er ledige pladser kl. 13:50.
Er jeg vred? JA! Føler jeg mig til grin? JA.
Heldigvis kunne både lufthavnsparkering, nordlystur og hotel afbestilles uden omkostninger, og SAS’ bookingsystem hævder, at vi får alle bonuspoint retur. Jeg er spændt på, om det også gælder lufthavnsafgiften, som skal betales, selv om det er en bonusrejse.

Så: Hvis det kan lade sig gøre at flyve med andre selskaber end SAS, er det det vi gør fremover. Det er muligvis ikke et mærkbart tab for dem, men jeg har da tænkt mig at udbrede denne deres besynderlige politik til så mange som muligt.

Stor ståhej for ingenting

Jeg vil spare jer for at skulle belastes med beskrivelser af vores dejlige, afslappende, familiemættede jul i England. Den var trods alt, hvor skøn den end var for os, nok som de flestes juleferier er.
Aubrey fik en ikke helt almindelig julegave, nemlig en storhjulet unicykel, som han, fordi han allerede har en med et lille hjul, hurtigt lærte at køre på. Et par bænke blev sat op som træningsbarrer, og kort tid efter var balancekunsten (gen)lært.
Annemarie lærte hurtigt at køre på væltepeter, og da en kammerat og hans far kom på besøg, gik der cirkus i den.
Bare rolig … videoen varer mindre end 10 sekunder. https://youtu.be/nVX9VwRhFnM

Julen var altså helt som den skulle være, men alt det bureaukrati, der her under coronapesten er forbundet med at rejse, ville jeg hellere end gerne undvære. Især fordi meget af det ingen mening giver for mig.
Coronapasset er okay, men (formentlig) pga., at man kan være rask smittebærer, skal man også stille med en negativ PCR-test for at få lov til at rejse ind i England. En kviktest er ikke nok. Jeg kunne jo være smittet samme dag som PCR-testen blev foretaget, hvorfor jeg også skulle forhåndsbooke og betale 2 x 22 pund for en kviktest på dag 2 i England. Heldigvis måtte vi selvisolere os hos familien.
Men hov: Lige pludselig var det ikke nok med en kviktest; nu skulle dag 2 også være en PCR, formedelst 2 x 64 pund. Der lå nu en ubrugelig kviktest og ventede på os derovre, men det viste sig at være held i uheld, for inden vi skulle hjem igen, krævede Holland, at vi skulle stille med en højst 24 timer gammel kviktest for at komme ind i landet. Ligeledes gjorde Danmark, selv om vi her kunne vente med at foretage den til max 24 timer efter hjemkomst.
Og hvem kommer så lige og tjekker det?, tænkte jeg. Hvilken offentlig myndighed interesserer sig for, eller kan på nogen måde vide, om Ellen og John lige er kommet hjem fra England via Holland og Tyskland?

Heldet bestod som nævnt i, at vi havde den kviktest liggende, for i og med, at det var i juledagene, kravet kom, havde vi stået med et rigtig dumt problem, for vi havde ikke en kinamands chance for at fremskaffe en kviktest til den 27., hvor den skulle foretages.
Vi udførte testen og uploadede et billede af det negative resultat. Meget troværdigt … hvordan mon de kan vide, at den test er foretaget på den, den hævder at være?
Nå, men det var den selvfølgelig, og til deres ros skal siges, at vi inden for en halv time havde et certifikat på, at vi havde leveret et negativt resultat den 27.12. klokken 10:40.
Så langt, så godt.
Holland, som hele tiden har været ret coronafjollede mht. til at ankomme fra England, skrev, at alle SKAL udfylde en karantænedeklaration, også selv om man kun er i transit. Det er vildt fjollet, og det kunne jeg da så heller ikke gøre, fordi en karantænedeklaration til Holland kræver en hollandsk adresse, hvorpå man opholder sig i karantæneperioden. Logisk nok, men det kan vi jo ikke, når vi ikke skal i karantæne!! For pokker, altså! Jeg kunne ikke komme videre og tænkte, at den tager vi fra Harwich, når vi skal hjem … vi ser, hvad de siger.
De sagde: “I skal udfylde denne blanket. I skal skrive, at I er i transit til Danmark, så behøver I ikke en adresse i Holland. I skal udfylde to blanketter hver. Den ene skal vi have her; den anden skal I aflevere til det hollandske paspoliti.”
Hvorfor kunne vi ikke bare anføre det på den elektroniske formular? Det kunne hun i sagens natur ikke svare på – det var også mest et retorisk spørgsmål.
Vi viste vores certifikater og vores pas, afleverede hver et udfyldt eksemplar af karantænedeklarationen, hvorpå vi havde skrevet navn, fødselsdato, pasnummer, hjemadresse, hvorfor vi ikke skulle opholde os mere end nogle få timer i Holland, om vi var fuldt vaccinerede, samt en tro- og loveerklæring på, at vi ikke lyver for de hollandske autoriteter, hvorefter vi fik lov til at køre om bord.
Nu var hjemkomsten til Danmark vist sikret uden mere bøvl.

Da vi kom til Holland, ville de se vores pas. Intet andet. Ingen formularer. Ingen certifikater. Intet coronapas. Jeg spurgte om vi da ikke skulle bevise noget som helst?
Nejnej, sagde pasmanden. Det behøver I ikke. I er jo danskere, så I skal vel bare hjem nu? God tur til jer!
Jamen tak for det. Alt det besvær for ingenting. Det er da bureaukrati så det basker. Jeg kunne også have sagt coronahysteri, men det ville ikke være pænt af mig.

Der var ingen kontrol mellem Holland og Tyskland. Da vi kom til den danske grænse, viftede vi med passene og havde vore certifikater parat, men han vinkede os videre og ønskede os god tur hjem. Tak igen …
HoldnuOP, hvor jeg glæder mig, til udlandsrejser atter bliver uden alle disse – åbenbart overflødige – formaliteter.

På vores sidste aften så vi mere sort sol over Salisbury Plain end vi gjorde på vores første aften. På det ene billede kan man godt se en flok. På det andet kan man se, hvordan mosekonen fik mere og mere travlt med at brygge.
Det var en fin afslutning på vores ophold derovre – vi er nødt til at vælge at sige PYT til alt det ind- og udrejsepjat, for det varer nok ved en rum tid endnu.

Mon vi skal frygte fallit?

“Der er kommet ny post til dig fra Totalkredit.”
Den slags er sjældent gode nyheder, men jeg kunne lige så godt få det overstået og gik derfor fluks ind i min e-boks for at se, hvad det kunne være.
Det viste sig at være en ændret rentesats.
Jeg læste brevet, undertrykte et grin og gik med dybt alvorlig mine ud til John og sagde, at fra nu af er det slut med at rejse. Vi går snart konkurs.
Han så lettere alarmeret op på mig og sagde “Hvad er der sket?”
”Vores rente har ændret sig. Vi skal betale mere for vores lån.”
Så kunne jeg ikke holde masken længere – der var jo heller ingen grund til at give den stakkels mand et hjerteanfald.
”Vi skal betale TO KRONER mere i kvartalet i terminsydelse! Er du klar over, at det er 66 øre om måneden? Hvordan i alverden skal vi nu få råd til at tage til England?”
Så var det Johns tur til at anlægge den alvorlige mine:
”Du må hellere runde det op til 67 øre, når du ændrer din forskudsregistrering. Det er aldrig godt at underbudgettere.”

Hvis vi tænker nøje over, hvordan vi bruger vores penge, skal der nok blive råd til at tage til England alligevel. Det er kun coronapesten eller anden sygdom, der kan forhindre dette, og indtil videre lader det stadig til, at vi får lov at rejse på fredag.
Nu er reservepakken ellers ankommet til dem, så uanset hvad, kan Aubrey få pålægschokolade på sin julemorgenmad, de kan lave marcipankonfekt med nougat, spise dansk rødkål til anden, få kirsebærsovs til risalamanden, tænde rigtige stearinlys på juletræet og åbne hver en lille gave juleaften. 
Jeg er SÅ irriteret over, at der nu er trådt toldregler i kraft, når der skal sendes gaver til England. Jeg må højst sende ting over til en værdi af 39 Pund. Er det mere værd, skal Charlotte betale told.
Det er ikke i orden. Ikke fordi det er Charlotte, men fordi det generelt ikke er i orden, at hun skal betale for at modtage noget, jeg har betalt moms af i Danmark. Måske oven i købet også indirekte told, hvis det er en ikke-dansk vare, som importøren har betalt told af. Jeg har også betalt skat af de penge, jeg har købt tingene for. Hvorfor skal England blande sig i det? Eller Danmark, hvis det går den anden vej, og Charlotte sender mig en fødselsdagsgave?
Jeg kan overføre en formue i rede penge til hende, uden hun på nogen måde bliver beskattet af dem, men jeg må ikke sende hende en gave til 400 kroner.
Det er simpelthen for fjollet. Jeg kan forstå, at der gælder regler for forretningsdrivende og/eller producenter, som har momsregnskaber og alt sådan noget, jeg heldigvis ikke behøver at have forstand på.
Men at jeg som privatperson ikke kan give min familie gaver, bare fordi de ikke bor i Danmark (eller EU) mere, er da en totalt tåbelig regel.

Jeg løj ikke om kassens indhold.
Jeg sagde bare ikke hele sandheden.
Det er de nok ret ligeglade med i tilfælde af kontrolåbning.
Jeg deklarerede det som gave, bestående af home-knitted things and chocolate. Værdi 38 Pund.
Det var ikke decideret løgn – der var bare lidt mere i papkassen, men heller ikke denne gang blev den kontrolleret.

Man må selv medbringe kuglepen …

De seneste dage har pressen haft travlt med at sige, at man selv må medbringe kuglepen til sit valgsted.
De glemte bare at sige, at 1) Den kuglepen ikke må være en kuglepen og 2) Ikke-kuglepennen skal skrive med rødt!
Vi gik først ind i rummet med ældrerådsvalget. Jeg håber sandelig, at ham, der skulle finde mig på valglisten, ikke stillede op! Tredje gang – TREDJE gang! – han gik listen igennem, fandt han mig. Hans briller var nummeret før hinkesten, så han var næsten blind, hvilket selvfølgelig er synd for ham, men han havde næsen helt nede i papirerne, så det var ikke så underligt, at han var længe om at finde mig. Jeg hviskede til John, at dette bare bekræftede min beslutning om at stemme blankt.
Næste bekræftelse kom umiddelbart efter: Jeg hev min (blå) kuglepen frem og sagde “jeg har selv en med”.
– Vi ser helst ikke, at du bruger fiberpenne.
– Det er ikke en fiberpen. Det er en kuglepen.
– Nå, men den skal også skrive med rødt, så kan vi bedre se krydserne. Vi må bede dig om at bruge vores. Vi spritter dem af efter brug.
Så stak de mig en tyk, rød farveblyant. Fint nyafsprittet, som lovet … og så brugte jeg den slet ikke …
Der var også udelukkende røde farveblyanter inde hvor vi stemte kommunalt og regionalt, men på de to sedler blev der sat et rødt kryds.
Gad vide, om det med de røde krydser var flere steder i landet? Eller i hele Næstved kommune, eller det bare var i vores lille forsamlingshus? Hvad har I andre oplevet?
Jeg har aldrig set andet end tykke grafitblyanter blive brugt på valgsteder.

Nå. Ikke flere brokkerier. November er trist nok endda.
I stedet vil jeg vise lidt imponerende ord-ekvilibrisme, som jeg har kopieret andetsteds fra for nogle måneder siden.
Der er sandelig en (eller flere?), der har været både dygtig og kreativ her – astronomer = moon starer. Flot.
Den eneste jeg ikke bryder mig om, er den med mother-in-law!

Og nu har der været valg. Med vindere og med tabere. Med politiske studehandler og svinestreger. Med bagning af rævekager. Med nye og sommetider ret mærkværdige og for mig uforståelige alliancer til følge. Eller måske ikke så uforståelige endda: Det gælder om for enhver pris at komme til at bære borgmesterkæden; det er så vigtigt, at man svigter tidligere indgåede aftaler og indgår nye i sidste sekund, hvis man kan se sin fordel i det.
Jeg forstår hverken politik[ere] eller religion. Politikerløfter er lige så tvetydige som katolske præster, der siger, at de elsker børn!

I må aldrig miste jordforbindelsen. Husk det!

And we once ruled the world???!!!

Du GOdeste, siger jeg bare.
England forlanger, at vi, på trods af færdigvaccination og negativ covidtest for at borde flyet, skal have foretaget en PCR-test på andendagen efter ankomst; en test som naturligvis skal være negativ for at undgå at blive sat i isolation. Den skal være booket og betalt hjemmefra for overhovedet at komme ind i England. (Det var der så ingen, der tjekkede, som jeg skrev i første indlæg herovrefra.)
Den var da også både afsendt og ankommet til tiden, og et kurerfirma skulle komme og hente dag to-prøven til analyse.
Men. De havde sendt en antigentest, som skal aflæses efter 15 og inden 30 minutter. Efter det kan resultatet vise falsk positiv, hvorfor det ikke giver megen mening at afhente noget som helst til videre analyse.
Jeg skrev til firmaet (der har mange stjerner for at være pålidelige), som beklagede dybt og omgående afsendte et nyt testkit med kurer og med vedlagt kuvert med betalt ekspresporto, fordi kurerfirmaet ikke afhenter i weekenden.
Klokken 19 fredag aften kom der en kurer med pakken, som angav den viste adresse.
Jeg vil helst ikke skrive den rigtige, men denne er lige så forkert, som hvis de havde skrevet adressen til os derhjemme som
Matelan, Det Gamle Hus, Dræbtstedet, 6666 sådan cirka næsten tæt på langt fra Kalundborg. Dette sidste kryptiske fordi postcode SO.. betyder Southampton, så hvordan den kurer fandt frem til os, er lidt af et mirakel, og han fortjener en medalje. Den rigtige postcode begynder med SN9, og resten af den er lige så forkert. 
Kronen på værket var, at der ikke var vedlagt den lovede svarkuvert, så vi havde ingen ide om, hvortil prøverne skulle sendes.
SÅ blev jeg vred og skrev igen til ExpressTest:

I give up! And I’m really not impressed by your performance.
First you sent a rapid antigen test kit for our Day 2 Arrival test. Now the PCR-kit, you sent yesterday, did NOT have that Royal Mail prepaid envelope in it, as you promised, so we wouldn’t know where to send the samples.
The only one here deserving an award is the courier delivery man, who miraculously found us – heaven knows how he managed that, but he eventually did, probably after a drive to Southampton – please see picture of the address on the parcel. 
It was given to you electronically, for god’s sake, it was not handwritten information, so how anyone can make
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx, SN9 XXX Wiltshire into 
Nielson, The Old Malt House, Killsford, SO50 9HT (attached picture)
I simply can’t figure out.
Given the above, I see no point in taking the PCR-test, because there’s not much of a chance of success, and I wouldn’t trust any results coming from you. 
I take that you refund the £158 I spent on this ‘service’ to the credit card from which it was withdrawn.

Da jeg luftede min vrede og frustration til mine englændere, var der ikke rigtig nogen der vidste, om de skulle græde eller le.
Anna fik så heldigvis os alle til at grine højt og befriende ved at sige:
And we once ruled the WORLD! JEEEsus Christ!
Skønne Anna, siger jeg bare.
Vi har smidt de testkit i skraldespanden og Englands coronaregler kan rende os et vist sted. Vi tog antigentesten og tog billeder af det negative resultat, og så må det være det. Jeg tror ikke, nogen kommer og tjekker, og vi skal ikke bevise noget for at komme på flyet hjem.

Intet kan dog ødelægge vores glæde ved at være her. Vi var på pub i går – holdnuop, hvor var det dog herligt – vi elsker vores publunches. Dejlig mad, dejlige omgivelser og ikke mindst dejligt samvær med de fem mennesker, der betyder mest for mig. Kan man forlange mere?
Jeg kan i hvert fald ikke. Tim, John og børnene kørte til The Bridge Inn i den åbne Wolseley og Charlotte transporterede sin mor og den lille hund i den overdækkede af slagsen, også kaldet “Matadorbilen”, i hvilken jeg følte mig meget kongelig på det komfortable bagsæde med masser, masser af benplads.

…

Som jeg sagde, inden vi tog herover: Jeg skal bare sidde og kigge på dem! Hele tiden!
Så det gør jeg. Næsten hele tiden …

Nu er vi færdige med at trøstespise

Vi er på flere måder færdige med at trøstespise.
For det første behøver vi ikke længere at trøstes – medmindre noget går galt, så vi ikke kommer afsted til England, men det gider jeg ikke tænke på.
For det andet er vi blevet alt for kræsne og kritiske. Det kan vi ikke have, så nu holder vi en gourmetopholdspause. (Tænk, at man kan skrive ‘ophold’ og ‘pause’ i det samme ord, uden det er en pleonasme.)
Vi har tilbragt to nætter på Hotel Troense på Tåsinge. Den første aften fik vi to retter og den anden aften fik vi fem.
Det der ‘gourmet’ er ved at være lidt for devalueret. Maden var okay, men så heller ikke mere. Første aften glemmer vi, og de fem retter dagen efter bestod af én varm og fire kolde. Meget kolde. Iskolde, faktisk. Kokkene er tilsyneladende nødt til at økonomisere med deres tid (eller også er hotellet nødt til at økonomisere med kokkene), for de fire tallerkener, vi hver fik, var tydeligvis blevet anrettet tidligt på dagen og så opbevaret i køleskab indtil servering. Der er altså forskel på en kold ret og så på en iskold ret, hvis man spørger mig – mad mister noget af smagen, hvis den er for kold. Det mest positive var kalvemørbraden, som var helt utroligt mør og dejlig. De må have en god slagter. Sovsen dertil var intetsigende; ligeledes de tilhørende Pommes Anna, som smagte af dampkogte kartofter og ikke andet.
Vinkortet var relativt omfattende, men man tilbyder altså ikke en 5-retters menu uden også at tilbyde en vinmenu. Jeg har en mand der ikke drikker vin, hvorfor jeg vil kunne købe vin pr. glas og ikke i hele flasker, så det var ikke i orden, at jeg kun kunne vælge mellem to hvide og to røde vine.
Ingen klager over hotellet, dog. Det er et godt hotel med venlige ansatte, og de havde husket, at jeg som den annoncerede velkomst havde bedt om hvidvin i stedet for ‘bobler’ på værelset, hvilket i øvrigt, viste det sig, var det samme rigtig gode og store værelse med den skønne udsigt, vi havde sidst. Det havde vi altså ikke bedt om, men det hører åbenbart sammen med de lidt mere luksusprægede ophold.

Vi kørte lidt rundt på Tåsinge, hvor vi pludselig måtte standse fordi der sad en lille flok svaler på vejen. De ignorerede stort set vores tilstedeværelse, så vi holdt lidt og ventede på, at de forføjede sig. Vejen var heldigvis meget lidt trafikeret, men det vidste de åbenbart. Vi listede meget langsomt frem og kom helt tæt hen til dem … de var stadig ret ligeglade med os. De fløj godt nok op flere gange, men de landede igen og igen lige foran vores bil. Det kunne vi ikke gennemskue. Hvorfor pokker var det mon så interessant at sidde lige præcis lige der? De sad der bare og kiggede alle i samme retning …

Vi så flere fugle – her en flok hjejler, men det kunne vi ikke selv se. Kikkerten, vi altid har i bilen, kunne ikke trække dem nok ind til, at amatører som John og mig kunne bestemme dem. Det kunne en dame, som også standsede og stillede en monsterkikkert op. Sådan en har vi jo også, men den befandt sig hjemme i Den Stråtækte …
Møgkikkert, sagde John, den er lige til at kassere.
Som sagt, så gjort, og da vi var på vej hjem, kørte vi ind til vores gode kikkertbutik og købte en langt bedre kikkert til bilen. På den måde fordyrer man en miniferie.
På kikkertfronten er vi nemlig også blevet krævende. Vi ser måske heller ikke så godt som i vores yngre dage, men det vælger vi at fortrænge og skyder i stedet skylden på udstyret.

Og skal vi så se at komme videre!

“Doctors and nurses were among the first to be struck down by the virus. The prime minister was incapacitated for weeks, parliament was closed, education was disrupted. In the darkest days of the crisis, Norwood Cemetery in South London held 200 funerals a day.
This was Britain during a pandemic. The year was not 2020, though, but 1890, and the disease was not Covid-19, but Russian Flu. It tore around the world, killing 125.000 people in the UK and one million globally.
The similarities between that pandemic and today’s are uncanny. Symptoms reported by doctors 130 years ago included dry coughing, a sudden fever and, for many, a lost sense of smell. Some survivors were struck by a lingering depression and lack of energy that left them debilitated for months. The saving grace of the virus was that children were affected much less than adults.”

Ovenstående er taget fra en artikel i The Times, som Charlotte sendte til mig. Der står selvfølgelig meget mere i den, bl.a. at man i dag er ret sikker på, at det også dengang var en coronavirus, der huserede. Et belgisk studie fra 2005 hævdede, at udbruddet var forårsaget af OC43; en af fire coronavira, som i dag er skyld i 20 % af forkølelsestilfældene i UK.
Dengang tog pandemien fem år, og det vil denne sikkert også gøre, men vi har vaccinerne, så forløbet vil blive ‘blidere’, så at sige, og på et tidspunkt bliver sygdommen endemisk (kun udbredt indenfor et mindre eller afgrænset område, hvilket betyder, at en langsom, vedvarende smitte vil fortsætte). Coronavirus vil fortsat forårsage mindre udbrud på samme måde som sæsoninfluenza.

Så skulle vi nu ikke se at komme videre? Lade være med at være mere forsigtige end nødvendigt? De sårbare og de gamle er vaccinerede. Coronavira er for længst kommet for at blive; de forsvinder ikke, og vi kan ikke blive ved med at holde samfundene mere eller mindre nedlukkede. Jeg holder med Boris Johnson og UK. Jeg synes de gør det rigtige. Det koster for meget på alle områder, hvis ikke vi skynder os at få normale tilstande tilbage.
Det vil tage nogle år at få vaccineret hele verdens befolkning, så indtil det er sket, vil vi nok ikke rejse til de mere eksotiske steder, men det skal ikke være forbudt; det må være folks eget ansvar.
Jeg kender nu tre personer, der er blevet smittet efter vaccination (de to af dem på min alder og en på 60 år), men ingen af dem fik det værre, end hvis man er lettere forkølet. Ingen feber, ingenting, så hvad er man så bange for nu?
De ramte vil ikke belaste sundhedsvæsenet, hvormed et af de væsentligste argumenter for de seneste restriktioner er væk.
EU ryster på hovedet over den engelske genåbning, men hvorfor? Spanien har højere incidenstal end England, men det er orange, og England er rødt, så vi må gerne rejse til Spanien, men ikke til England. Jo, det må vi for England, men der bliver ballade, når vi skal hjem igen.

Jeg forstår ikke religion, og jeg forstår temmelig ofte ikke politik. Ejheller visse repræsentanter for sundhedsvæsenet …
Det er jo ikke sådan, at jeg hele tiden går rundt og er negativ; det kunne da lige være yndigt, men jeg kunne godt tænke mig, at man begyndte at tænke lidt fremad og overveje, om dette virkelig skal vare flere år endnu – det kan jeg ikke forestille mig, at nogen ønsker – eller at nogen samfund kan holde til. Vi går et efterår og en vinter i møde, hvor smitten stiger igen. Skal vi så atter lukke det hele ned?

Jeg vil ikke love, at dette er det sidste corona-brokkeindlæg fra min side, men jeg lover at forsøge at beherske mig.

Skuffet-Ked-Uforstående-Frygteligt Frustreret-Eddikesur-Trist

Jeg er alt det, ordene i overskriften viser, og hvis begyndelsesbogstaver den kvikke læser vil have gennemskuet siger SKUFFET. Jeg er det hele (dog ikke særlig sur, men det var svært at finde et passende e-ord); mest ked af det og skuffet. Charlotte, Anna og jeg tog os lige en tudetur i aftes, da det gik op for os, at de ikke bliver lukket ind i Danmark, medmindre jeg er død eller døende, og det er trods alt lige langt nok at gå for at få dem hjem. Vi er ikke engang sikre på, at der i givet fald ville blive lukket andre ind end Charlotte, og så kan det være lige meget, for vi vil jo alle sammen være sammen.
C og jeg har talt sammen i dag. Vi blev færdige med at tude i går; det fører ikke til noget at gå i sort, så vi fik os en god og lang snak i dag.
Pressen har vældig travlt med at fortælle hvordan England er gået mere eller mindre i panik, fordi alle restriktioner er blevet ophævet fra i dag.
Det er overdrevet, men nogle er selvfølgelig nervøse.
Jeg synes man andre steder er blevet for forsigtig og forstår godt den holdning, Boris Johnson har udmeldt til folket. Corona er kommet for at blive, og vi skal lære at leve med den. Ja, der vil dø nogle af covid-19, men det gør der også af andre sygdomme. Ja, smittetallene vil stige, men sygehusvæsenet er ikke belastet af covid-19-patienter. Det er primært skolebørn, der er smittede; det er hovedsageligt unge/yngre, der bliver indlagt, og nogle af dem får ubehagelige senfølger. Men man er jo i den alder udødelig og derfor ligeglad med vaccinationen og ‘glemmer’ at være forsigtig, som det stadig tilrådes at være.
Så se nu derfor at få fingeren ud og få foretaget den vaccination! Man kan stadig blive smittet, men man bliver ikke ret syg. Og hverken coronavirus eller vaccinationen mod den er et internationalt og verdensomfattende komplot – hvordan i himlens navn skulle alle verdens nationer pludselig kunne blive enige om den samme sammensværgelse? Og sponsoreret af Bill Gates?

I England sker det samme som vi hører om herhjemme: Folk – også primært unge mennesker – enten slet ikke booker eller måske booker de en tid, men møder så ikke op. Det drejer sig sikkert i virkeligheden ikke om så mange, men det er selvfølgelig dem der er interessante at hive frem i medierne.
Konsekvensen af det er i mine øjne let at få øje på: Man skal betale hvad vaccinen koster, hvis man udebliver uden at afbestille sin tid. Det er et gratis tilbud, men det er ikke en undskyldning for at være årsag til spildte vacciner og penge.
Hvis man ikke vil vaccineres, er det ens eget valg, men så må man tage konsekvensen og fx endnu en rum tid være forhindret i at foretage sig mange af de ting, de vaccinerede må. Ethvert valg har en konsekvens, og jeg kan så afgjort ikke se, hvorfor vi andre skal have trukket pinen ud fordi nogle har en anden holdning til vaccination.
Det er en holdning, jeg ikke er villig til at diskutere.

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor bevis for færdigvaccination OG en gyldig, negativ PCR-test ikke kan gælde som adgangsret til andre lande.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor kun England skal være rødt. De har 4630 smittede pr. 100.000. Det er da vildt mange, men:
Cypern har 5870. Holland 4102, Spanien 3488, Portugal 2221 og Grækenland 1767. Tallene stiger hele tiden, men landene er stadig gule. Sidste sommer skulle tallet være 20 for at åbne et land og 30 for at lukke det igen. Jeg ved godt, at testsituationen var anderledes, men alligevel …

Charlotte og familie talte om, hvad de så skulle gøre, men det er i sagens natur svært at finde noget, der er både interessant og ledigt i England lige nu. Det ender nok med, at de bliver hjemme, men de ved godt, at de skal passe på, at sommerferien ikke bare smuldrer og det lige pludselig er skoletid igen.
De fandt ellers et hotel på den skotske ø Islay, hvor de skulle være sejlet til Port Ellen og bo i Port Charlotte.
Passende under de givne omstændigheder, blev de enige om, men de bookede det ikke.

My handyman can

Det er en dejlig fornemmelse at skulle indrette et nyt køleskab med tilhørende fryser – en perfekt lejlighed til at tænke over, om ikke det kan gøres mere praktisk.
I princippet er det det samme køleskab som det gamle, men lidt er der naturligvis sket hen over årene.
Dog ikke nødvendigvis til det bedre, viste det sig, men vi havde reelt ikke noget valg, fordi 1) køkkenet er i sin tid nærmest bygget uden om et Samsung, og 2) det skulle være hvidt.
Det gamle havde ekstra holdere på siderne og i døren, så man selv kunne bestemme, hvor hylderne skulle sidde i forhold til hinanden – eller købe en ekstra, som jeg gjorde fordi jeg synes det er meget upraktisk at skulle stable ting, man har i køleskabet. Murphy siger, at man altid skal bruge det, der står nederst.
Det gamle amerikanerkøleskab blev båret ud og det smukke, men hyldefattige nye blev båret ind og monteret.
Hvorfor i alverden nogle af hvidevarefirmaerne ikke vil levere netop amerikanerkøleskabe andet end ‘til kantsten’, går over min forstand: Næsten alle andre hvidevarer ville vi og de fleste andre kunne håndtere selv, men ikke et sådant monstrum af et køleskab, og det hører endda ikke til de største af slagsen. Det ville de færreste kunne bakse med, tror jeg. De pågældende firmaer kan da ikke sælge mange amerikanerkøleskabe?
Punkt1 ville gerne sørge for både bortskaffelse af det gamle og indbæring af det nye, samt montering. Det koster selvfølgelig, men det kan vel næppe komme bag på nogen.

  

Da jeg skulle have tingene på plads i det nye køleskab, løb jeg ind i problemer, da jeg nu manglede hyldeplads og en lille, flad, meget anvendelig skuffe, som kunne betragtes som en beholder, fordi den sluttede relativt tæt til hylden ovenover.
Hvem designer køleskabe? En, der ikke selv bruger et køleskab til ret meget?
Hvem synes, det er smart med så meget plads mellem hylderne, som det ses på det andet billede? Der er ikke engang mulighed for at sætte ekstra hylder ind, hverken i skabet eller i døren. Hrmpf.
Stålristen (hvorpå æggebakken står) fandt John oppe på loftet. Den kunne hænge fint på en hylde og som da gav en smule mere plads, men det var ikke nok. Jeg skulle have taget den ud inden jeg tog det første interiørbillede, for man ser ikke tydeligt den store spildplads, der er over hylden.
Vi havde gemt både to dørhylder og to glashylder fra det gamle køleskab, men dem kunne vi ikke bruge i det nye, desværre.
Troede jeg.
Jeg havde midt i al ærgrelsen glemt, at jeg er gift med en handyman.
Han forsvandt et stykke tid og vendte tilbage med to ‘afskårne’, gamle dørhylder og en af de glashylder, vi havde gemt.
Han havde ganske enkelt skåret enderne af, satte nu det resterende op i siderne og lagde en hylde ovenpå. Stålhylden kunne stadig hænge og gøre nytte, og vupti havde jeg den hyldeplads, jeg manglede.
Nu behøver tingene ikke at blive stablet, og der er ikke nær så meget spildrum i køleskabet.
Hurra for min kreativt tænkende John!
Det er okay, at jeg mangler en hylde i døren, for de er dybere i det nye køleskab, så jeg kan have det samme, måske endda mere på dem.

Man kan ikke være heldig hver gang

For lang tid siden – næsten et år – kom der en invitation til en oplevelse på Gjorslev Gods: “I Svend Gønges Fodspor”, hvor der skulle komme nogen fra Foreningen Svend Gønge og “gøre historien levende”. Bagefter fik vi lov til at gå rundt i en del af hovedbygningen og se os lidt omkring.

Godset er opført i slutningen af 1300-tallet og er Danmarks største middelalderslot. Det er i privateje og fjerde generation af familien Tesdorpf overtog det i 2018. Han er ret moderne indstillet og vil gerne åbne godset lidt mere, end det ellers har været – og altså i aftes til omtalte arrangement. Det skulle have været i oktober, så i marts, men coronapesten sørgede for, at det først blev til noget nu.
Inde i den sal, hvor vi blev bænket, stod der seks gamle mænd, hvoraf de fem af dem var i hjemmesyede uniformer.
De havde “en overraskelse i ærmet” til os, som viste sig at være to unge musikere, som, “helt i aftenens stil ville spille lidt middelaldermusik”. Allerede her studsede jeg lidt. Godt nok er det et middelalderslot, men Svend Gønge blev født i 1600; altså et pænt stykke inde i Renæssancen.
Manden til venstre præsenterede sig selv som Svend Povlsen Gønge og sagde derefter ikke ret meget mere. En af de andre præsenterede sig som Ib, og var der noget, han IKKE lignede, var det Gøngehøvdingens tro væbner og følgesvend. Det er selvfølgelig min mening, men I skulle have set ham …
Endelig var musikken overstået (de var dygtige nok, men det var ikke lige noget, jeg var i stand til at nyde), og beretningen kunne begynde, fortalt af Ib og en anden, jeg tror skulle være Kaptajn Mannheimer.
De skulle som nævnt “gøre historien levende”. Det gjorde de ikke. På ingen måde. De slog den tværtimod godt og grundigt ihjel.
Aldrig har jeg oplevet noget så usammenhængende og uforberedt. Godt nok er det på frivillig og ulønnet basis, men dette kunne de ganske enkelt ikke være bekendt. Mannheimer var okay, men blev forstyrret i kronologien, fordi lysbillederne enten var i forkert rækkefølge eller simpelthen ikke var der … “Her skulle have været et billede med..”, eller “Jeg er sikker på, at vi også har et billede af.. – prøv at køre lidt frem”, og så kørte en eller anden hurtigt frem og tilbage i lysbilledshowet. Nogle gange var det efterlyste billede der, andre gange ikke.
Ib tabte flere gange tråden, delvist pga. de rodede eller manglende lysbilleder, så han måttes hjælpes i gang af en af de andre – efter først selv at have læst i pinlig lang tid i det manuskript, han heller ikke havde styr på.
Det var meget lange 90 minutter og det kedeligste og ‘amatøragtigste’, jeg har været med til i mange, mange år! Jeg sad bag en temmelig omfangsrig dame, som kunne gemme mig, så jeg listede min mobil frem og spillede Sudoku. John sagde bagefter, at det havde han også set en hel del andre gøre – altså ikke nødvendigvis spille Sudoku, men tage telefonen frem.
Jaja. Det var da helt sikkert en alternativ måde at spilde penge på. Det havde ikke ligefrem været gratis at deltage.
Hvis I nogensinde ser noget, hvor Foreningen Svend Gønge optræder, så hold jer for himlens skyld væk!

Jeg VIDSTE det!

Min pc har været syg i flere måneder. Coronavirus, måske? Den er ni år gammel, så den har nok aftjent sin værnepligt. Den crasher helt umotiveret og skal derefter startes i DOS-mode, lige som når man har foretaget en hård nedlukning, og der kommer nogle ‘sjove’ fejlmeddelelser ved opstart, så jeg indså for et stykke tid siden, at der nok ikke er nogen vej udenom at købe en ny.

Jeg hader at skulle have ny pc. Jeg VED bare, at jeg løber ind i problemer, for jeg kan godt mærke, at det er otte år siden, jeg havde tæt samarbejde med en it-afdeling.
Backuppen er i orden – siden den gamle begyndte at opføre sig underligt, har jeg ofte sikkerhedskopieret alle billeder og dokumenter – af sidstnævnte ligger mange på OneDrive, fordi jeg bl.a. vil kunne tilgå mad-, bage- og strikkeopskrifter, når jeg er i England og bruger enten min rejse-pc eller min iPad.
I forgårs købte jeg en lækker sag; med 15”-skærm, 8GB RAM og SSD-harddisk. Ikke en ‘basic’ udgave, men en ‘home’, som er for sådan nogle som mig, der ikke spiller (eller udvikler) grafiktunge spil eller er professionel billedbehandler.
Konfigurering og installering af mailprogrammet kørte på skinner – overraskende nok, for jeg plejer at bøvle med porte og lignende finurligheder.
Office 2019 er købt og installeret. Ikke Office 365, som man ikke kan købe, men kun abonnere på for 500 kroner om året, hvilket jeg synes er bondefangeri og derfor på ingen måde ønsker at supportere. Office 2019 koster 380 kroner én gang og det har jeg resten af livet. Windows Live Writer er erstattet af Open Live Writer, men det gik fint med at få fat i det, og dagens indlæg er skrevet i OLW. Jeg var overrasket over så smertefrit det hele gik.

Men så nåede jeg til OneDrive.
Jeg opgraderede til 100GB, hvilket koster en tier om måneden – det vælter ikke budgettet, og jeg vidste, at alle mine dokumenter var tæt på at nå den gratis 5GB-grænse.
Det kan den nye pc så bare ikke finde ud af. OneDrive online siger, at jeg har brugt 1,65GB af 110 tilgængelige (hvorfor ikke 100? Og kun 1,65? Jeg har jo de 5, som den siger jeg har brugt op), men pc’en selv siger, at OneDrive ikke har mere lagerplads, og at jeg skal slette filer for at kunne fortsætte. Problemet er dobbelt, fordi hvis jeg sletter filer i OneDrive, bliver de permanent slettet (godt jeg har backuppen!), også fra harddisken på den gamle pc, opdagede jeg. Mig ikke forstå. Mig overHOvedet ikke forstå.
Fordi der er det påståede overload-problem, kan jeg ikke få lov at vælge filer fra, som ikke skal synkroniseres, og jeg vil ikke have synkroniseret mine billeder.
Så skulle jeg bare kunne gemme dem i et bibliotek, som ikke lægger sig under OneDrive, men det får jeg heller ikke lov til. Lige så snart jeg gemmer en mappe ligegyldigt hvor, tvinger pc’en indholdet i mappen til at blive synkroniseret. Hvilket den så brokker sig over, at den ikke kan …
Det er skruen uden ende, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op.
Jeg kan (måske. Hvem ved med alt dette bøvl?) – helt disable OneDrive, men der er altså en del dokumenter, jeg gerne vil have med mig rundt.

Den slags gør mig vildt frustreret. Og irritabel. Jeg kom vist til at vrisse så meget af stakkels uskyldige John, at han fortrak udendørs og fik savet alle kragetræerne op til brænde, mens jeg bandede og skumlede.
Er der en OneDrive ekspert til stede? Jeg giver en middag til den, der kommer og løser mit problem.

Snestorm, sokkestrikning, sammenligninger, cykler

Overskriftens fire ting har ikke meget med hinanden at gøre, men jeg holder af alliterationer.
Og dog hænger de to første sammen, fordi når det er sådan en forrygende snestorm, som vi har i dag, så bliver der strikket i Den Stråtækte (der var den igen, den alliteration). Alligevel hænger de ikke helt sammen, fordi der hver dag bliver strikket i Den Stråtækte – uanset vejret.

Jeg har i dag talt i telefon i over en time angående vores forsikringer. Det endte med en hurtig beslutning: Nu flytter vi selskab. For det første slipper vi 5000 kroner billigere om året, og for det andet er der ingen selvrisici; kun på elektronikforsikringen og på bilernes kaskoforsikringer, men da kun under særlige omstændigheder, mens der var på alt i det gamle – oven i købet på ret store beløb.
Og jeg var muggen. To gange har jeg henvendt mig til det gamle selskab, fordi det irriterede mig, at jeg ikke kunne se de forsikringer, som 1) jeg selv har oprettet og 2) jeg betaler. Lige så snart policerne var udarbejdet, blev jeg elektronisk ikke-eksisterende og kunne kun se policerne via Johns e-boks eller via NemID hos forsikringsselskabet selv.
– Jamen det er pga. databeskyttelsesloven. Skal du også kunne se dem, skal vi ændre alle policer, så du står som medforsikret.
– Det er altså John der er medforsikret … men fint nok, I ændrer bare på de policer. Nu.

Det gjorde de. Vi signerede digitalt på ændringerne.
Og der skete intet. Nada. Nothing. Jeg kunne stadig ikke se vores egne forsikringer.
Da jeg for et års tid siden havde brug for at kigge i en police, brokkede jeg mig igen og fik samme svar.
Denne gang udvidede de det dog med:
– Jamen jeg kan se på policen, at du er medforsikret, så du skulle selv kunne se policerne.
– Det kan jeg bare stadig ikke … så havde jeg jo li’som heller ingen grund til at ringe og brokke mig over, at jeg ikke har adgang til dem …  
– Det var da mærkeligt … men du er altså 100 % medforsikret, så bare rolig.
Jeg var ikke rolig; det var ikke det svar, jeg forventede.
Hun kom med hele svadaen en gang til, og jeg bad hende om at få det ændret, så jeg kan se mine egne forsikringer, tak!

Seancen med dobbelt digital signatur blev gentaget. Intet skete.
Da jeg gjorde opmærksom på det, sagde de, at det kunne de søreme da ikke forstå, men så kunne jeg jo bare bede om at låne min mands NemID, hvis jeg ville kigge.
– Det mener du ikke seriøst? Jeg kan ikke få lov til at se mine egne forsikringer uden at bruge Johns NemID?
Det er bare ikke i orden! Det er da kønsdiskrimination, så det basker. Vi er ikke nået en meter længere på det punkt, siden dengang for mange år siden, hvor jeg ejede et hus, som John flyttede ind i. Mit hus. Jeg købte det. Så kom John, han flyttede ind og nogle år efter giftede vi os.
Vupti. Så forsvandt jeg. Jeg figurerede ikke længere nogen steder; det var tilsyneladende gået over til at blive Johns hus.
(Jeg kender godt juraen i det, men det er princippet!).

Nu har jeg mistet tålmodigheden. Jeg fik en laaaang snak med en mand, som før coronapesten ville have mødt op på vores adresse in persona.
Nu har jeg sagt ja til skifte. Det kunne jeg gøre i telefonen. Jeg skulle ikke engang spørge John – et telefonisk ‘ja’ var tilstrækkeligt.
Jeg kan ikke se mine egne forsikringer, men jeg kan telefonisk sige en anden persons forsikringer op.
Det er jo fantastisk.

En anden sammenligning, som intet har med ovenstående at gøre:
I går så jeg over BBC Brit en udsendelse om en stor engelsk cykelfabrik.
Vi skulle lige forstå, hvad sådan en cykel vejer:
“Cyklen vejer 12,5 kilo. Det svarer til 12,5 kilo sukker.”
Det er også fantastisk … på engelsk var det ikke meget bedre: This bicycle weighs 12.5 kilo, which is equivalent to 12.5 bags of sugar.
Hvorfor skal det sammenlignes med sukker? Hvorfor skal 12,5 kilo cykel overhovedet sammenlignes med noget?
Det er lidt lige som i dansk tv, hvor stort set alle overfladestørrelser skal sammenlignes med fodboldbaner; en uskik, der længe har undret mig.

Sokkerne? Det må blive næste gang; jeg har allerede skrevet et for langt indlæg, men tak fordi I gad høre på mig.

Han kom hjem og var knotten

I torsdags havde John en aftale hos en hudlæge i Køge. Da han parkerede på Køge Torv, opdagede han, at batteriet i den automatiske p-skive var dødt. Ikke godt … og der var kun fem minutter til aftalen. Han satsede på, at den nok gik og forlod bilen. Hvis ikke de var forsinkede, ville han være tilbage ret hurtigt. Parkeringen er gratis, men den er tidsbegrænset, og Europark er konstant på dupperne, fandt John ud af – man kan sikkert uden besvær gætte, hvordan det gik. Den gik nemlig ikke. Da han vendte tilbage til bilen bare et kvarter senere, sad der en lille hilsen fra Europark. Værs’go’ – 650 kr at betale. Sure penge. Virkelig. Manden var en anelse knotten.
Da han kom hjem, fik han med en smule besvær fat i et nyt batteri; det er ikke helt ligetil, når kun supermarkeder og apoteker har åbent. Apoteket har dem helt sikkert ikke, og Meny havde han ikke meget lyst til midt på dagen.
Han forsøgte sig på reservedelslageret hos Skoda Præstø, som heldigvis havde et, de vil sælge til ham. 
Batteriet blev skiftet, men det hjalp ikke, for han kunne ikke få skidtet til at virke. Bilen blev købt brugt for et lille års tid siden, så p-skiven var arvet.
Han kunne simpelthen ikke starte den skive igen. Han var nu lidt mere knotten.
Der blev investeret i en ny via internettet, og den kom allerede i går. En luksusudgave til halv pris ‘lige nu’. En elektronisk p-skive er nødvendig, for har man først vænnet sig til, at ankomsttid stilles automatisk, vil man i 99 ud af 100 tilfælde glemme at stille en manuel p-skive, hvilket altså koster 650 kroner hver gang!
Han pillede den gamle af og monterede den nye. Alt virkede efter hensigten, kunne han konstatere efter at have været kørt et lille stykke vej for at prøve den af. Den virker ved at ‘standse tiden’, når rystelserne fra bilen stopper, hvorfor den korte tur var nødvendig for at se, om den var okay.
Han var næsten blevet god igen …
Da han kiggede på den gamle skive efter afmonteringen, fik han øje på en lillebitte dims, der skulle have været trykket på for at genstarte den. Den var fuldstændig umulig at få øje på, mens den var monteret på ruden, så man skal vide 1) at den er der og 2) hvor den sidder, og der fulgte ikke en manual til p-skiven med ved købet af bilen. Nu var han atter en anelse knotten. Han stod nu med to elektroniske p-skiver, som fungerede – jeg havde allerede en i min bil, så jeg kunne ikke overtage.
I dag betalte han bøden. Så blev han endnu mere knotten. Europark tog 18,50 krone i administrationsgebyr.
Det var ikke de 18,50. Det var princippet, for hvad skulle de administrere? P-vagten passede sit job; noget man må formode, at bøden i sig selv er med til at betale … har de taget 18,50 ekstra som betaling for vagtens ulejlighed med at sætte sedlen i ruden? Indbetaling og vel sagtens dermed registrering er elektronisk.
Hrmpf.

Tænk, at coronalivet kan blive så kedeligt, at modtagelsen af en parkeringsafgift ophøjes til et blogindlæg …

En lille dims – stor forundring

Vi er i gang med at få ordnet noget, som burde have været i orden fra det øjeblik, vi flyttede ind, men vi er åbenbart ikke bedre end alle dem der siger “det sker for de andre; ikke for os”.
Det handler om flugtveje i tilfælde af brand. Men selvfølgelig brænder vores hus da ikke. Det er andres huse, der brænder. Ikke vores.
Men alligevel … det skal jo være i orden. Først og fremmest skal den lille dims virke således, at man kan løsne posten i midten af vinduet og dermed få en tilstrækkelig stor åbning til, at et voksent menneske kan komme ud gennem vinduet.
Dernæst skal der fastgøres et reb til radiatoren foran vinduet, så ikke man skal springe ned fra første sal, men kan fire sig ned ved hjælp af rebet.
Den redningsdims var gået i stykker på gæsteværelset, så John var i XL-Byg for at få en ny. De havde ikke nogen i løs vægt, men de ydede en god service og ringede rundt for at skaffe et til ham. Det lykkedes i andet hug. Sådan en koster 70 kroner, men leverandøren ville have 85 kroner for at sende den … til XL-butikken, vel at mærke, ikke hjem til os.
Det ville koste 19 kroner at proppe dimsen i en kuvert og sende den direkte til os. Eller til butikken, for den sags skyld. Hrmpf.
Det var ikke de 85 kroner som sådan; dem havde vi nok overlevet, men princippet! John går helt i baglås, når han kommer ud for den slags, så han sagde tak for hjælpen – jeg finder en anden løsning. Ekspedienten sympatiserede vist med den holdning, så han foreslog en anden dims, som ikke var lig med originalen, men med lidt fingernemhed vil den kunne anvendes.
Fingernemhed til den slags opgaver er noget, John har til overflod, så problemet bliver løst.
Nu skal vi bare have fundet ud af at gemme et reb på hvert af de to værelser på førstesalen. Gemme dem, så de ikke kan ses, men så man nemt kan finde dem, selv i en paniksituation, som en brand sandsynligvis kommer til at høre ind under. De skal dog være bundet permanent til radiatorerne, så de altid virker omgående – det er ikke specielt smart at gemme rebene væk på bunden af et skab, men ligefrem kønne er de jo ikke at se på.
Jeg må finde en løsning.

Vi har i øvrigt set noget usædvanligt i dag!
Vi så solen! I morges!
Der er god grund til at finde udråbstegnene frem her! Fordi! Det var første gang i december, vi så den hernede!
Nej, det passer vist ikke helt, men sådan føles det – det er ikke meget vi har set til den i denne måned.
Vi så den kun i en halv times tid, og det var ikke engang en hel sol, men den tittede gennem meget tyndt skylag og lavede flotte solstriber på fjorden.
Vi nåede lige at blive glade og nyde synet, så smuttede den igen om bag et tæt skydække, men vi fik i det mindste konstateret, at den findes endnu – man kunne ellers godt få sine tvivl.

Billedet er ikke fra i dag, men er to år gammelt; fra nytårsaftensmorgen 2018.
Sådanne morgener kan få enhver i godt humør, ikke sandt?

En tur til Vallø m.m.

Vejret er godt hveranden dag på denne egn … i forgårs flot, i går elendigt og flot igen i dag, så vi kørte en tur til Vallø slotspark, som altid er fin at gå en tur i, selv om vi regnede med, at efterårsfarverne var forsvundet, hvilket de da også var, men, ikke specielt overraskende, stod træerne der endnu, og der er mange gamle kæmper iblandt dem. Flotte, store solitærtræer, som fx denne knudrede eg.

De adelige, gamle jomfruer – eller hvem der nu end måtte bebo Vallø Slot i dag, må være virkelig bange for at blive smittet med corona, men ved I hvad, kære frøkener? Man bliver altså ikke smittet, fordi der står nogle mennesker – selv hvis de er coronasmittede – ude i en åben gård, og I sidder trygt inde bag slottets mure.
Nogle er så absolut mere bange end de fleste. To gange har jeg set hhv. en enlig cyklist og en ditto fodgænger på vejen hernede langt ude på landet … iført mundbind. Det er hvad jeg normalt ville kalde overkill, også selv om man hører til højrisikogruppen, men det er måske et lidt uheldigt ordvalg i denne sammenhæng?

Jeg er i øvrigt forarget. Meget. Måske har I også set billedet (fra traktordemonstrationen) af en plakat, som florerer på Facebook, hvor man ser Mette Frederiksen og et par andre iført brunskjorter og med et nazikors oppe i hjørnet?
Det er ganske enkelt under lavmålet! Jeg har i de seneste dage læst nogle artikler om den betrængte minkbranche, og jeg får mere og mere det indtryk, at der nu skal slås plat på hele denne triste situation, men at fremstille MF som nazist er så primitivt, at jeg mangler ord til at udtrykke min vrede over det. Eller … det gør jeg faktisk ikke, men jeg skal skåne jer for dem her.
Og blå blok har mig bekendt ikke haft nogen indvendinger imod det billede. Det er heller ikke i orden! Hører I?!
Selvfølgelig skal man ikke gå uden om grundloven, men det har Venstre selv gjort engang, hvor de undskyldte sig med, at det var en krisesituation, så der var ikke tid til at vente på afstemninger og ny lovgivning.
Hvad er lige forskellen på dengang og nu?
Jeg synes på ingen måde, at MF + hendes regering bør gå af, og jeg synes heller ikke, at vi har plads eller grund til et folketingsvalg midt under coronapesten. Hvis blå blok skulle lykkes med at få tvunget det igennem, tror og håber jeg, at de får et ordentligt hak i tuden for det – jeg vil i hvert fald gerne være med til at give dem det, hvis det skulle være. For en enkelt gangs skyld …
Sorry. Det er meget sjældent, jeg skriver om politik, men den plakat fik mit bæger til at flyde over og mit ikke-adelige, men alligevel blå blod i kog.

Nu er det bare for MEGET!

Jeg er ganske klar over, at dette indlæg vil afsløre min meget store egoisme og mit meget lille samfundssind. Jeg ved det godt, og jeg er fuldstændig ligeglad, for nu er det min familie det handler om, og så er resten af samfundet temmelig underordnet for mit vedkommende.
Charlotte har fødselsdag d. 12. december, og hun skal have en gave sendt til England.
Jeg har købt Summerbird-julekalendere for en formue til familien derovre.
Jeg har købt fleece-hyggesokker til børnene.
Jeg har lavet en ekstra portion sambal oelek alene for Charlottes skyld.
Jeg har købt den gode te, man af ukendte årsager ikke kan købe i England.
Og nu kan jeg ikke få det sendt over til dem.
Mor er ikke vred, mor er skuffet.
Mor er faktisk også ret ked af det.

Der er ingen fly fra Danmark, der får lov til at lande i England efter det med minkene og cluster 5 kom ud i verdenspressen.
Jeg kan godt forstå, at de ikke vil have turister ind derovre – der er i forvejen ikke mange lande der synes, at turisme er en god ide.
Men at stoppe for al trafik? Fragt(mænd) inklusive? Er det ikke bare noget af en overreaktion?
Det er jeg ikke ene om at synes, men sjovt nok er UK helt ligeglad med min mening om det. Der er dog røster oppe derovre om, at det nok er at overreagere, og man lagde ud med meldingen om, at man vil “se på sagen igen efter en uge”. Den uge er gået på lørdag.
Så længe kan barrodsplanterne formentlig godt holde sig, men det er nok ikke særlig godt for dem, hvis de skal ligge i længere tid.
De er pakket vældig godt ind fra afsenderens side, så jeg vil tro, at det er bedst at lade dem forblive sådan, indtil de bliver modtaget i England, men det kommer selvfølgelig an på, om der går flere uger.
Er der nogen af mine læsere her, der ved noget om barrodsplanters ‘holdbarhed’? Det er hyld.
(Hyld er naturligvis ikke en ukendt vækst i England, men i DK har vi forædlet dem til at have dejligt store bær og klaser, hvor de i UK har nogle små, snoldede klaser, der ikke er større end et mindre barns håndflade.)

Danmark eksporterer mange varer til England, så jeg forestiller mig, at der er en hel del, der med dette færge- og flylandingsforbud har langt større problemer end mine, i den store sammenhæng, små.
Hvis ikke de ophæver det på lørdag, har vi overvejet at køre til Sverige og sende pakken derfra. Vi bliver vel, på grund af “den nordiske model”, næppe nægtet adgang til Sverige? Det ved jeg faktisk ikke noget om, for det er ikke noget vi har haft set nærmere på, idet det ikke har været i spil under hele coronapesten overhovedet at tage derover, men nød lærer skuffet kvinde at opsøge alternative løsninger.

Det er da også bare typisk. Normalt ønsker Charlotte sig noget, jeg kan købe i England over nettet, og dermed er det intet problem at sende det til hende, men lige netop denne gang har hun ønsket sig noget fra Danmark, og så går det sådan. Ren Murphy.
Hav venligst ondt af mig, tak. Det hjælper ikke en pind på situationen, men det trøster da en lille smule.

Herligt med folk med initiativ

I morges stod vi op til endnu en af de fantastiske morgener, hvor disen ligger over den spejlblanke fjord og himlen er … himmelhøj og himmelblå.
At stå op til sådan et syn og samtidig vide, at Biden har vundet præsidentvalget, bevirker, at det er lige før – men også kun lige før – jeg midlertidigt kan glemme coronapestens grimme ansigt for en stund.
Desværre kan idyllen hurtigt gå fløjten, når der kommer et hold motorcykler fræsende forbi med hastigheder på omkring 100 km/t eller mere og et lydniveau på cirka et tilsvarende antal dB. Førerne er ophøjet ligeglade med færdselsregler og hensyn til beboere og svage trafikanter.

I Tyskland har de indført et system, der måler dB og man tillader politiet at stoppe kørslen lige på stedet, hvis lydniveauet overstiger 94 dB. Motorcyklen sendes hjem med en autotransportør og motorcyklisten, som dermed lige pludselig ikke har noget køretøj, må selv finde ud af hvordan han kommer videre på sin færd. Så kan de lære det, kan de!
Et sådant system kunne jeg godt bruge i Danmark, men det er vist ikke lige om hjørnet.

I eftermiddags bankede det på døren … udenfor stod en ung mand med en flyer og et stykke papir, hvorpå vi kunne se nogle underskrifter.
De har dannet en gruppe (som også er på FB, kunne vi læse).
De vil, i samarbejde med politiet, have de tre fjordkommuner til at gå sammen om at lave chikaner, bump eller forhøjede fodgængerovergange på vores 2 ÷ 1-vej … eller en kombination af de tre. Hvis de kan samle mange underskrifter fra beboere i området, mener de, at de står stærkere i deres argumentation.
Jeg kan egentlig ikke fordrage bump på vejen, hverken i bogstavelig eller i overført betydning, men her går jeg fuldt ind for de rent fysiske af slagsen, for det må gøre det umuligt for fartbøller at køre for stærkt.
Der har været hastighedskontrol flere gange, og det er lidt skræmmende tal, rapporterne viser:
1673 passerede køretøjer, hvoraf 390 ‘bare’ kørte for stærkt, 59 fik et klip og 7 fik en betinget frakendelse af kørekortet.
Det er 28 %, der kører for stærkt.

(Igen en blishøneø. Denne gang helt inde i bunden af fjorden, lige over for Nysø.)

Vi skrev under begge to.
John har lige talt med en mand lidt længere oppe ad vejen, ud for hvis hjem politiet lå så sent som i går.
De fik mange penge hjem til bødekassen.
En kvinde havde kørt 87 km/t. Det er ét klip i kørekortet.
Derudover talte hun i mobiltelefon. Det var et klip til.
Og endelig havde hun ikke sikkerhedssele på. Det var det tredje klip og altså nul kørekort for hendes vedkommende i en periode.
Sikke et fjols. Men jeg har ikke specielt ondt af hende.
Og jeg håber virkelig, at de/vi kan få kommunerne i tale og overbevise dem om, at det er en rigtig god ide at få gjort den smukke strækning lidt mere trafiksikker.

Permanente rynker

Permanente rynker er jeg tæt på at få i panden over verdens fortrædeligheder. Der er godt nok meget, der ikke er godt nok for tiden. Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvad; de fleste ved nok hvad jeg kunne tænkes at have i tankerne.
At der også skulle komme permanente rynker på mit sengetøj, er at føje spot til skade.
I går fik jeg langt om længe taget mig sammen til at vaske sengetøjet fra jyllandsturen, fordi vejret så fint og solrigt ud, da jeg satte maskinen i gang, men inden den var færdig med vasken, regnede det.
Den lidet anvendte tørretumbler blev sat i gang. Den er integreret i vaskemaskinen (pladsbesparende!), men den bliver kun brugt få gange om året.
Tørretemperaturen kan ikke indstilles, men tiden kan indstilles som følger: Ekstratørt, skabstørt, hængetørt (hvad er forskellen mon?) og strygetørt. Herefter kan den indstilles i tidsintervaller; efter ‘strygetørt’, som tager 3 timer og 10 minutter, kan man vælge hhv. 180, 160, 120, 90, 60, 30 og 20 minutter. Klog af skade valgte jeg ikke ‘strygetørt’, for her bliver sengetøjet tørrere end Sahara. Det har jeg prøvet én gang, rynkerne sidder der endnu og forsvandt ikke engang ved næste vask. Eller næste igen …
Jeg valgte 120 minutter. Tøjet blev taget ud og viste sig at være … tørrere end Sahara og mere rynket end en shar pei-hund. 
Man kan godt forsøge sig med at lægge det sammen, men man kan næsten lige så godt lade være, for de alene ville kunne fylde hele pladsen jeg har til alt mit sengetøj. Konklusion: Jeg var nødt til at stryge det. Når jeg tager det ned fra snoren i haven, er det altid som nystrøget og kan lægges på plads uden videre dikkedarer.
Godt, jeg har a [stryge]room with a view. Det tog en hel time at stryge de to sæt plus et ekstra lagen. (Jeg havde nemlig taget et ekstra med, og det viste sig da også, at nogen havde glemt et lagen. Jeg tror jeg slår mig ned som spåkone. Eller kender jeg bare mine mænd?)
En hel time, som sagt, tog det, og rynkerne forsvandt ikke engang helt. Et enkelt sted prøvede jeg at gøre ekstra meget ud af det, bare for at se, om det overhovedet kunne lade sig gøre at få det glat. Det kunne det ikke!
Er der noget at sige til, at tørretumbleren er upopulær her i huset?

Mine panderynker blev erstattet af smilerynker, da jeg fik sendt et link fra en stolt Tim – og nu bliver det rent familiepral.
Det var et link til en artikel i The Lawdragon. Jeg forventer egentlig ikke, at I læser den, for den er lidt lang, og i øvrigt kan I næppe have nogen som helst interesse i den, hvorfor jeg gengiver de indledende sætninger her:
As Lawdragon expanded our research on the best legal consultants past America’s borders, Tim Maltin quickly landed on the short-list for UK-based public relations advisors. Maltin PR has earned a stellar reputation in developing and managing communications strategies for law firms with a particular strength in handling PR tied to litigation. Maltin says that lawyers engaged in litigation can maximize the benefit of outside advisors by integrating them into the broader legal strategy to prevent the different components from falling into silos.
Godt gået, Tim. Svigermor er også stolt – denne omtale er bedre end en medalje, og han har fortjent hvert et rosende ord, for han har arbejdet hårdt for at nå til, hvor han er nu.

Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

For at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

Vi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

Jeg har skrevet til Hornum

Måske er det en skrøne, at spindemider ikke bryder sig om blomsterkarse, men indtil videre har jeg ikke haft spindemider i agurkeplanterne. Jeg gransker dem indgående hver eneste morgen for at se, om de små, irriterende, agurkeplanteødelæggende sataner har fundet vej ind i mit drivhus.
Jeg købte en ‘scarlet’ blomsterkarse, dels fordi jeg elsker den stærke røde farve, som desværre ikke rigtig går til ret mange andre blomsterfarver, og dels fordi jeg syntes det kunne være flot som kontrast til alt det grønne i drivhuset – og i øvrigt vil blomsterne så nydeligt matche tomaterne, når disse engang bliver modne …
En anden rød blomst, som heller ikke skal passe sammen med noget andet og derfor står helt alene – sammen med fem andre – i hjørnet ved drivhuset, er pralbønnen. Den har tilsyneladende ikke spor lyst til at være pralbønne, men er en hummer-wannabe.

Jeg ville aldrig have valgt den fesne, lysegule farve, som det viser sig, at alle mine tallerkensmækkere har! Jeg er ikke vild med gule blomster og undgår dem i videst muligt omfang, med erantis og påskeliljer som eneste undtagelser, men de er tilgivet, fordi de hører til blandt årets første blomster.
Denne blomst nærmest drukner imellem sine egne blade, og jeg er mere end en anelse utilfreds med den falske varebetegnelse på posen, hvilket jeg netop har skrevet og fortalt Hornum. Jeg kan ikke tro, at jeg er den eneste, der uforvarende har fået en pose med frø i den forkerte farve, så at sige, så et eller andet sted sidder der en frøavler, der ikke har styr på sin produktion, og det må helst ikke gentage sig.
Heldigvis er spindemiderne nok ligeglade med farven, så nu er der kun tilbage at håbe på, at de virker efter hensigten. Hvis ikke, og der indfinder sig spindemider, ryger den blomsterkarse ud med det øvrige haveaffald!

Vi fik 14 mm regn i morges. Det, sammen med den dahlia-livreddende vandingsindsats jeg var nødt til at udøve i aftes, har fået hele haven til at strutte af saft, kraft og livsvilje. Nu skal jeg have gødet både dahliaer, roser og stauder, så det hele nærmest kan eksplodere.
Formentlig sammen med ukrudtet, desværre … men man skal jo holde sig i form med noget, og det er altså trods alt sjovere at fjerne ukrudt end at gå i fitnesscenter. Synes jeg, men jeg kan godt komme i tanke om en del, som vil være uenige med mig.

Et fugleløst fuglereservat

“Dagens tur gik til Tissø – eller Tirs/Tyrs sø, som den oprindeligt menes at have heddet. Ville ønske, at den stadig hed det … har aldrig rigtig brudt mig om det latrinære navn.”
Det er et citat fra mit indlæg fra februar 2014, og min mening om søens navn har ikke ændret sig.
Vi kørte dertil i dag, fordi John mente, at vi måtte kunne se masser af fugle … det er trods alt et fuglereservat, men ganske som sidste gang så vi ikke en fugl. Det eneste vi så, var rudskaller, som jeg først troede var aborrer pga. de røde finner, men det var det altså ikke.
Det er stadig et vældig smukt område, men man skal bare ikke tro, at man kan tage til dette fuglereservat og se på fugle!
Dengang i februar 2014 var der masser af vand i søen. Det var der ikke i dag – mit gæt er, at vandstanden er over en halv meter lavere end sidst vi var her, men det er vist meget normalt, at den skifter med årstiderne.

Ved foden af fugletårnet, hvor vi var oppe for at nyde udsigten, stod der læge-oksetunge, som nok er en af de blå blomster, der er allermest blå – det er en aldeles dyb og smuk blå farve, og jeg er vild med den.

Dette var den eneste form for gæslinger eller andet/andre med dun, vi så i dag, så da der ikke rigtig var nogen grund til at dvæle mere ved det sted, gik vi tilbage til bilen og hentede den medbragte mad, som vi indtog på bænkene ved shelterne og bålpladsen lige ved siden af parkeringspladsen.
Selv om det er pinselørdag med et upåklageligt vejr, var der ikke ret mange andre besøgende, hvilket passede os fint.

Det er godt nok alt sammen, men for pokker, hvor blev jeg skuffet i går, da Mette Frederiksen meldte ud, at grænsen over for alle fra andre lande end Tyskland, Norge, Island og måske Sverige og Finland vil forblive lukket indtil 31. august.
ØV. Det kan næsten ikke råbes tilstrækkelig højt.
Børnene skal i skole igen 4. septemer, så et danmarksbesøg vil ikke kunne nås i denne sommerferie, hvad vi jo ellers kraftigt havde satset på.
Der er godt nok længe til – tre hele måneder, hvilket er længere, end Danmark på nuværende tidspunkt har været lukket mere eller mindre ned, så den lille, lige nu næsten ikke-eksisterende, optimist inde i Charlotte og mig har stadig et lønligt håb om, at det måske kan blive lempet mere inden da.
Vi vil dog kunne foretage et englandsbesøg i starten af september, og bliver der ikke ændret på regeringsbeslutningen, vil det betyde, at englænderne ikke kommer til at besøge Den Stråtækte i år, fordi vi har lejet et sommerhus på Djursland i uge 43, og fordi det er vores tur til at komme derover til jul.
Det med sommerhuset skal jeg have talt med C om, for vi er selv mest tilbøjelige til at prøve at få det ophold flyttet til et andet tidspunkt, hvor John og jeg så bare kan tage afsted alene – eller med hvem der måtte have lyst til at tage med os – men jeg kan altså næsten ikke bære, at de ikke kommer hjem til os i mere end et år!
Planer er til for at ændres.
Det håber jeg, en vis fru Frederiksen også er klar over …
På den anden side kan jeg godt forstå beslutningen, for England er meget hårdt ramt af coronaen, men også derovre går det den rigtige vej nu, så der kan nå at ske meget i løbet af et par måneder; det har vi jo set herhjemme.
Der er netop lige åbnet en lille smule mere i England: De må nu samles seks ad gangen, som ikke behøver at være i familie. De små er startet i skole igen, og folk, der ikke kan arbejde hjemmefra, må gerne begynde at arbejde igen, men fx frisører og tøjforretninger må stadig ikke åbne, ejheller restauranter, så de er ikke engang nået til, hvor Danmark landede i forbindelse med den første del af genåbningen, men tager noget mindre skridt ad gangen, end vi har praktiseret i Danmark.

Jamen det var jo hele tre ting …

Det kan godt betale sig at brokke sig – især hvis man gør det på en sober måde, garneret med lidt humor.
Vi har nu fået to måltidskasser fra Den Grønne Asparges, og indtil videre er vi meget tilfredse. Både med kassernes indhold og med firmaets service.
Man siger, at dårlig omtale kommer ud til mindst ti personer, mens god kun når én. Det vil jeg hermed råde bod på, for jeg er virkelig positivt overrasket.
På kasserne står der, at de skal sættes ved hoveddøren, men begge kasser blev sat i en åben garageport i fuld sol. Det er svært at fange chaufføren når han kommer, for garageporten er ikke synlig inde fra huset.
Jeg skrev til Aspargesen, forklarede dette og spurgte, om det var dem eller mig, der skulle brokke sig til fragtfirmaet, og inden der var gået en time, indløb følgende svar:
“Hej Ellen, 
Det er helt klart en fejl fra chaufførens side. Jeg har meddelt fragtfirmaet at den skal sættes foran hoveddøren. 
Vi vedlægger en flaske vin ved næste levering som en undskyldning. Tak for at I tager jer tid til at skrive.”
DU GOdeste for en service. Jeg var både glad og imponeret, hvilket jeg da også fluks skrev til dem.
Og så kan manden stave, plus at han har helt styr på, at ‘I’ skrives med stort og ‘jer’ med lille. Miraklernes tid er ikke forbi!

Emneskift.
Er den ikke ret fed, denne ‘vandseng’? Sådan en kunne få selv mig, som ellers er voldsomt hydrofob, til at opholde mig i en swimmingpool – jeg bliver næsten helt misundelig – måske især fordi videoen, hvor billedet er klipset fra, er taget i den periode, hvor vi skulle have opholdt os derovre.

Emneskift.
I over 30 år har jeg som svar på mine små hint, når vi nærmer os mors dag, måttet høre John erklære, at “jeg er ikke din mor!”
Han har heller aldrig taget initiativ til, at der kunne komme en lille blomst fra Charlotte (da hun var mindre).
Jeg opgiver aldrig, men bemærkningen kom selvfølgelig igen i år, hvor jeg denne gang for første gang sagde, at “Nej, men jeg er en mor – og det er bare så meget din far, denne bemærkning! Sådan har du hørt din far sige, vil jeg godt vædde på. Men gjorde I børn så selv noget for jeres mor?”
John vil på ingen måder sammenlignes med sin far, som han faktisk ikke brød sig specielt meget om, og mine ord ramte, kunne jeg se.
Jeg fortalte nu for første gang om, hvordan min far hvert år denne dag, så længe jeg kan huske tilbage, kørte til bageren (hvad han ellers aldrig gjorde søndag morgen) og derefter til blomsterhandleren. Hjemme igen purrede han os piger og vi fik i fællesskab frembragt en morgenbakke til mor, så hun kunne få morgenmad på sengen, eftersom mors dag er den dag, hun skal friholdes fra huslige pligter, så vi kæmpede efter bedste evne med at lave alle dagens måltider. Det gik ikke altid lige godt, så mor forbarmede sig oftest over os, men var jo glad for tanken. Da vi var flyttet hjemmefra, fortsatte han traditionen uden assistance fra sine børn.
Vi talte ikke om emnet mere den dag, men i går kom John hjem fra en gåtur og sagde, at han godt ville have lov til at invitere mig på middag ovre på Fjordkroen i aften.
Jeg var åbenlyst forbavset – og glad, naturligvis, men det er normalt mig, der inviterer os ud at spise. Glemt var naturligvis alt om mors dag-snakken for et par uger sigen, så jeg smilede skævt da han sagde, at “det er da i anledning af mors dag – hvad ellers? Men de havde jo ikke åbent på dagen.”
Jeg var længe om at finde nøglen, men bedre sent end aldrig.
I øvrigt har jeg inviteret John på kroophold ved Silkeborg på fars dag …

Øv, øv og tre gange ØV – men også stille smil

Første ØV: Coronapesten hærger. Det er sandt for dyden ikke nogen nyhed, men det gør det ikke nemmere, at nedlukningen i morgen har varet i fire uger og ikke ser ud til at blive nævneværdigt lettet sådan lige med det samme.
Det er selvfølgelig fint, at strategien ser ud til at have virket efter hensigten, men holdnuop, hvor er dette her bare ikke sjovt, og John og jeg hører oven i købet til de privilegerede, fordi vi som pensionister ikke er i fare for at blive fyret og alt i alt har vores på det tørre. Vi skal bare sørge for ikke at blive smittet. Hvis ikke det var for den store joker, at man ikke kan vide hvor syg man vil blive, ville jeg egentlig gerne smittes, så jeg kunne få det overstået og (forhåbentlig) fremover være immun. Jokeren er dog for stor til, at jeg frivilligt løber risikoen, selv om gennemsnitligt 84 % af de coronadøde har haft underliggende sygdomme. Risikoen lurer skræmmende, og der er jo også en grund til, at jeg har valgt at lade mig vaccinere mod både influenza og lungebetændelse.
(Hvorfor siger nogle medier “omkomne” om de coronarelaterede dødsfald? Man “omkommer” ved ulykke, krig, sult eller naturkatastrofer, og coronavirus hører vel trods alt ikke til i nogen af disse kategorier, selv om den kan være slem nok?)

Andet ØV: Min bil er punkteret. Hvorfor? Det ved jeg ikke, men dæktryksalarmen begyndte at lyse sidste gang jeg kørte i den, og morgenen efter var højre forhjul fladt.
John er kørt på værkstedet med det for at få det lappet. Eller udskiftet. Det kommer an på …

Tredje ØV: Jeg kan tidligst komme til at indrette mit drivhus på torsdag. Måske først fredag. Jørgen havde en aftale, som han ikke kunne skubbe, vedrørende en trykforøgerbrønd (??? I er velkomne til at google …) på et vandværk. Måske kommer han onsdag, ellers først på torsdag.
Nå. Det vidste jeg jo egentlig godt, men vejret er bare så drivhusindretningsinviterende lige nu …

Der er heldigvis også plads til de stille smil. For tiden hører jeg anden bog i De Syv Søstre-serien af Lucinda Riley. Oplæseren, som jeg ikke vil hænge ud ved navn her, men som man nemt kan finde ud af hvem er, hvis det er det, man ønsker, har sommetider nogle særdeles pudsige udtalelser af forholdsvis almindelige, eller i hvert fald i mine øjne genkendelige, danske ord.
Hun er overordnet set okay som oplæser, hvilket gør, at jeg ikke bliver irriteret, men som sagt kommer smilet frem, når jeg hører hendes udtalefejl (den trykstærke stavelse er skrevet med verSAler). Man skal nok prøve at sige det højt, før komikken rigtig skinner igennem.
..En klump RØDler (med ‘-ler’ udtalt som i ‘kugler’)´. Umiddelbart efter kom “som hun formede en krukke af”.
SmaRAþer [= smaragder] – udtalt uden et hørbart ‘g’ og endelse som i ‘gader’.
Ma-TROsa-farvede.. – jeg ville ellers tro, at en kvinde ville kende farven matrosa.
Det tyske ‘Mein Kind’ blev udtalt som om det var engelsk, på trods af, at vi befinder os i Leipzig.
KarDANophængt (‘DAN’ som i dansker).

(Billedet er palmesøndagsmorgenstemning set fra køkkenet i Den Stråtækte).
Efter på rekordtid at have lyttet mig igennem Hvor Flodkrebsene Synger, vil enhver bog lige derefter have vanskelige vilkår, idet der skal meget til for ikke at virke mere eller mindre ordinær. De Syv Søstre er såmænd udmærket, men jeg finder handlingen lige en anelse for forudsigelig. Der er ikke nogen overraskelser, for jeg har ikke langt inde i bogen i det store og hele gættet det meste af både forløb og slutning. Alligevel bliver jeg ved, for på trods af disse negative ord er bøgerne velskrevne – dog nok ikke noget for Y-kromosomindehavere.

Et lille mirakel ville ikke være af vejen

Nu har tromsøvejret de seneste dage fremstået som værende hæderligt på tirsdag, hvilket i dette tilfælde for os betyder helt eller delvist skyfrit.
Nu har de lavet det om, de snøbler. De må dog formodes ikke at have gjort det for at genere John og mig på den eneste aften deroppe, hvor vi har muligheden for at komme ud på en nordlystur.
Det ville derfor være så vældig fint med et lille mirakel i form af en skyfri himmel om to dage … det blæser da rigeligt til, at det burde være en mulighed.
Man siger sommetider, at miraklernes tid ikke er forbi, men jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke helt tror på, at vi får nordlyset at se i næste uge.
Det er godt, at flyrejsen er gratis; så føler vi (forhåbentlig) ikke, at vi smider alt for mange penge ud på denne optimistiske mission, men når man planlægger i god tid, er det ret vanskeligt at planlægge efter en vejrudsigt – og selv om vi havde gjort det, var der jo ingen som helst garantier for, at vejrudsigten holdt. Har vi ikke set lidt for ofte, at virkeligheden bliver noget ganske andet end forsøgt forudsagt?
Sådan håber jeg også, det vil vise sig at være denne gang …
Nå. Det er sådan set ret dumt at tage sorgerne på forskud. Spild af energi. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at levere et kapitel til Johannes Møllehaves bog om Skuffelser der ikke gik i opfyldelse.

Familievæggen i køkkenet er lige blevet udvidet til mere end det dobbelte. Jeg skulle aldrig være begyndt på at insistere på at have samme type ramme til alle billederne – det går hen og bliver en halvdyr affære, når de skal være med refleksfri glas, men jeg havde bare en ide om, at det ville tage sig pænere ud, hvis ikke det var ét virvar af forskellige rammer.
Selv Pernille er kommet med nu på to af billederne. Det er fem år siden hun døde, og det har indtil nu været for hårdt for John at have billeder af hende stående fremme. I går overraskede han mig ved at komme med to billeder og spurgte, om de kunne få en plads i vores egen private Hall of Fame, og selvfølgelig kunne de det – jeg synes det er dejligt, at han er nået det skridt videre. Det er så ufattelig stor en sorg at miste et barn, og man ved ikke, hvordan man vil reagere før man står i situationen – og netop denne situation ønsker man ikke for nogen.
Hun er kommet på væggen, det er dejligt, og jeg kunne snildt finde de første 100 billeder, ikke kun af Pernille, men af børn og børnebørn, der ville være fine at hænge op, men det går naturligvis ikke.
Mens jeg skriver dette, slår den ide ned i mig, at jeg måske burde lave en fotobog bestående af alle de bedste og/eller sjoveste billeder af netop børnene og børnebørnene.
Det ville i givet fald blive en rigtig mormorbog, for hvem andre end mig gad nogensinde kigge i den bog? Måske John og måske Charlotte?
Og måske også Anna og Aubrey engang?
Jeg tror søreme jeg gør det …

Bondefangeri?

På mandag tager vi til Tromsø og krydser både før og under turen alt, hvad der kan krydses for nordlys mandag og især tirsdag aften, hvor vi har booket en nordlystur med professionelle guider. Den tur har jeg selv fundet frem til, men hotellet har jeg bestilt gennem Booking.com, som jeg så ofte gør. Inden jeg booker, tjekker jeg gerne med det pågældende hotels egen hjemmeside, om B.com nu også har de bedste priser, hvilket de oftest har – og hvis ikke, booker jeg naturligvis direkte.
I går skrev B.com til mig, at nu var det jo lige før vi skulle afsted, og om ikke de skulle sørge for en taxi fra lufthavnen til hotellet for mig? Det var da bare SÅ meget nemmere, mente de.
Det kunne da godt være – jeg fingerede en bookning og fandt ud af, at det ville koste 871 NOK pr tur. De må have spist søm – så vidt jeg husker, ligger hotellet ikke særlig langt fra lufthavnen, hvorfor jeg tog den på Google Maps, og ganske rigtigt: Der var kun 5,2 kilometer. Så søgte jeg på Tromsø Taxi, som tilsyneladende tager 125 NOK for den samme tur, hvis man bare går ud og tager en vogn. Hvis man booker en på forhånd, tager de 60 kroner mere (og hvorfor mon det pjat? Det gør man ikke i Danmark), men vi ville alligevel kun komme op på 185 NOK for turen.
Det kalder jeg bondefangeri. Det eneste gode var, at de overdrev så voldsomt, at det nærmest skreg til mig, for havde der stået 400 kroner, havde jeg såmænd nok ikke undersøgt sagen yderligere, men bare bestilt en vogn.
Hvem scorer den difference på næsten 700 NOK? Jeg tør godt vædde på, at det gør Booking.com.

Puha … jeg skulle lige have luft. Og nu til noget helt andet … som dog stadig nok kan listes under emnet ‘Brokkerier’.
Man taler om, at børnene i dagens Danmark bliver dårligere og dårligere til at stave, at lærerne ikke gør nok ud af undervisningen og at det sandelig var en hel del anderledes, da vi andre gik i skole.
Jeg vil gerne medgive, at jeg ser skræmmende mange dansklærere, der ikke har helt styr på det danske sprog – ikke engang på nutids-r, hvilket virkelig kan få mig op i det røde felt.
Men. Hvis man tror, at alle over fx 50 år kan skrive og stave, så vil jeg foreslå, at man lurer lidt rundt på Facebook.

Disse to (ret morsomme, faktisk) eksempler er fra +50-årige.
Jeg har meldt mig ud af gruppen For os født i 50’erne – jeg kunne ikke længere klare at se den totalt elendige stavning (ejheller de sommetider temmelig stupide bemærkninger), så det er ikke kun de unge eller næsten unge, den er gal med. Det er bare blevet mere synligt, fordi man for 20 år siden blev forskånet for at se dårlige staveres skriftlige udgydelser.
Når det er sagt, vil jeg gerne – igen igen – understrege, at jeg ikke af den grund synes det er i orden, at professionelle, herunder journalister og dansklærere, ikke har 100 % styr på det danske sprog.
Eksemplet til højre er fra håndarbejdsmessen i Rødovrehallen. Der har man så ikke fundet ud af, at navneord i flertal ender på –ene, og at udsagsord i lang tillægsform ender på –ende. Det er klippet fra en plakat, man fik lige i synet overalt i hallerne.
Herunder er det B.T., som, sammen med EkstraBladet, er storleverandør af stave- og/eller forståelsesfejl.

Hvor mon de tråde skal reddes ud fra?

Man må nok gøre op med sig selv, om den slags skal være en uudtømmelig kilde til underholdning eller det er noget, som giver søvnløse nætter og bekymringer over verdens forfald.

Vrede og undren

Jeg får lyst til at tage Jyllandspostens chefredaktør og deres tåbelige og barnlige tegner og ruske dem. Råbe lige ind i deres ansigter, at ytringsfrihed ikke er synonymt med at give sig selv ret til at genere andre nationer og/eller religioner.
Jeg blev så vred, da jeg så tegningen af det kinesiske flag. Lige så vred som da jeg oplevede alt det med muhammedtegningerne i 2005.
Jeg undrer mig såre over deres tåbeligheder og håber, at JP mister læsere på grund af dette. Som jeg skrev på FB, så er det ikke JP der bestemmer hvornår noget er krænkende. Det bestemmer alene modtageren af ‘budskabet’.
Man krænker ikke et flag. Punktum. Ejheller folks religøse overbevisning. Punktum igen.
Politikerne bakker JP op, ganske som de også gjorde for godt 14 år siden – det gør mig næsten lige så vred. De tør åbenbart ikke angribe den hellige ytringsfrihed, men det ville klæde dem gevaldigt at fortælle JP i utvetydige vendinger, at man godt kan opføre sig ordentligt, selv om man lever i et demokrati hvor man har lov til at tale, tegne og skrive uden at blive fængslet.
Det ville også klæde JP, hvis de offentligt erkendte, at dette her nok var lidt mere end en anelse ugennemtænkt, at de beklager, hvis de har fornærmet nogen, men at det ikke var tilsigtet.
Jeg kunne godt tænke mig at se den gode hr. redaktørs ansigt, hvis ytringsfriheden blev brugt mod ham selv.
Min chef brugte ofte udtrykket perception is reality. Det er måske efterhånden lidt fortærsket, men det er ikke desto mindre rigtigt.
Måske skulle jeg sende forklaringen herunder til JP.

Det var det. Jeg fik luft. Tak fordi I lyttede med øjnene.

Nu til en anden undren:
Kan det virkelig have sin rigtighed, at jeg den 29. januar kan gå ud i min have og plukke en vellugtende aftenstjerne?
Eller hvis det ikke er en vellugtende aftenstjerne, hvad er det så, der har disse små, lilla blomster nu?
Vintergækkerne kan jeg forstå, men ikke den anden. Jeg ser også allerede dorthealiljer i blomstring, og hvis påskeliljerne fortsætter med samme væksthastighed, så blomstrer de om en måned.

Til sidst (det var jo hele tre ting …) en opdatering:
Min læge har så travlt, at jeg aldrig kom igennem til telefonkonsultationen her til morgen, men jeg har set blodprøveresultaterne på appen Min Sundhed, og de ligger inden for normalområdet, undtagen det ene af de tre kolesteroltal, som dog kun lige netop har sneget sig op over grænsen. Sygeplejersken sagde i går, at EKG’et ser fint ud. Hvis ikke det havde gjort det, havde hun ikke måttet fortælle mig det, men hun må heller ikke lyve noget bedre end det er.
Med andre ord: Jeg er ikke bekymret. Det skal nok gå altsammen.
Faktisk svinger pulsen ikke så meget som da jeg konsulterede lægen. Det er stadig lidt ud over det normale, men ikke fra 60 til 130, mens jeg ingenting laver.
Jeg er nok bare en gammel hypokonder … eller også har det hele været en reaktion på forskrækkelsen, da John fik sit voldsomme anfald af øresten.

Lav grøn omstilling – og tjen flere penge. Eller hvad?

Der var mail i dag fra vores elselskab. Transportydelsen bliver ændret. Nåda. Nu er der igen et eller andet, der skal stige, tænkte jeg.
Det er også rigtigt. Tror jeg. Men det er lidt svært at gennemskue.

Det giver jo mening – sådan da – selv jeg kan forstå, at man ikke kan få vindmøller til at indrette sig efter danskernes strømbehov.

Jeg skal ikke brokke mig over, at ydelsen falder 5,83 øre/kWh. Det bliver da også til en slags penge.
Hvad jeg derimod ikke helt kan regne ud er, hvor meget mere (nemlig sandsynligvis ikke mindre) vi sammenlagt kommer til at betale for vinterhalvårets tredobling af prisen mellem kl. 17 og kl. 20. Det er kun en ottendedel af døgnets timer, men velsagtens den mest strømforbrugende ottendedel, og når prisen på den ottendedel stiger gange tre, mens den eksakte værdi af den ikke kendes, så er det et svært regnestykke. 
Et af deres ‘gode råd’ er at vaske tøj før 17 og efter 20 i vinterhalvåret. Det kræver det til gengæld ikke den store kædestrammereksamen at regne ud.
Vi har bare aldrig vasket tøj mellem 17 og 20, så her kan vi ikke spare.
Vi kan vente med at starte opvaskemaskinen til efter 20 – ikke noget problem.
Men det er urealistisk, at tilstrækkeligt mange vil have kunnet lave aftensmaden færdig før kl. 17 eller vente med at gå i gang med den til efter kl. 20 til, at det vil have en effekt. Vil jeg tro. So what to do?
Jeg er vist nødt til at følge vores strømforbrug time for time, hvis jeg skal have en chance for at lægge en fornuftig energispareplan.
Kunne man forestille sig at have en timer på køle/fryseskabet og kummefryseren således, at de altid er slukkede mellem 17 og 20? Det er vel ikke helt i skoven? Der er nok også nogle standby-ting, der med fordel kunne pilles lidt ved.
Hvad gør I for at spare på strømmen?

---

Charlotte havde fødselsdag i forgårs. En af ‘gaverne’ var, at hun for kun anden gang i sit voksenliv kunne stemme til et regeringsvalg, så det var stort for hende. Hun siger, at hun stemte på den rigtige …
Fordi Anna, som tidligere berettet, var på lejrskole i Berlin (de havde boet på et slot – hun var ved at strømme over af begejstring, da hun fortalte mig om det), skulle de først fejre C torsdag aften.
Torsdag morgen nævnte Aubrey ikke spor om nogen fødselsdag. Da hun kørte ham til skolebussen, spurgte C med et lille smil hvorfor han ikke havde sagt tillykke til hende. “Because you told me that we’re not to celebrate you until Anna’s back home!”
”Johh, men man må altså gerne ønske tillykke.”
”Okay. Happy birthday, then.” Det kom vist ret så halvhjertet …
Hun blev ‘tilykket’ igen torsdag aften af Aubrey, Tim og en ekstremt træt Anna. 
Tims mor med mand kiggede ind til afternoon tea her til eftermiddag, og i aften skal de til Bath, hvor de først skal til den traditionelle pantomime og dernæst spise på restaurant. Eller også var det omvendt.
Det glæder de sig alle fire til – de elsker deres pantomime, som ikke er hvad en dansker forstår ved en pantomime, fordi der er masser af ord; bl.a. skal der altid komme den velkendte “he’s beHIND you”.

1. a theatrical entertainment, mainly for children, which involves music, topical jokes, and slapstick comedy and is based on a fairy tale or nursery story, usually produced around Christmas.

2. a dramatic entertainment, originating in Roman mime, in which performers express meaning through gestures accompanied by music.

Vi kender pantomimen bedst som nr. 2, hvor de i England kun kender den som beskrevet i nr. 1.