Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny
sidder den nu som den skal og er næsen i sky.
Anna var til sit første bal i aftes; en begivenhed, hun havde glædet sig voldsomt til – ganske som hendes mor og mormor før hende.
Hendes kjole var ny – en julegave fra Charlotte – og den sad bestemt som den skulle, men jeg tror ikke, at hendes næse var i sky.

Charlotte sendte billeder af hende; ledsaget af ordene “Min lille pige …” fulgt af en emoji med en tåre ned ad kinden.
Nej, hun er ikke en lille pige mere, hun er en ung kvinde.
Det er underligt. Ikke for hende, naturligvis, men for Charlotte og mig.
I år er det 50 år siden jeg blev student. Den store, årlige gallafest var også noget, vi alle så frem til og gjorde meget ud af. Jeg var også 16, da jeg var til mit første af dem i 1969. Alle fra 3. G havde fået undervisning i Les Lanciers, og på balaftenen skulle man vise ‘de små’, hvad man havde lært og hvad de havde at se frem til. Det gik vi meget op i, og vi dansede den flot. Syntes vi selv …
“Les Lanciers er en fransk-britisk selskabsdans som var populær i Europa i midten af 1800-tallet, men som i dag kun danses i Danmark, særligt på gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner i forbindelse med fester, herunder den årlige gallafest.” Det siger Wikipedia, så det er åbenbart stadig en tradition.
Anna dansede meget, men ikke Les Lanciers.

Hun havde været hos frisøren for at få sat de lange lokker op til narrestreger, ganske som hendes mor gjorde til sit eget første (og andet) gallabal for … 30 (og 29) år siden.
Jeg havde også langt år, men det hang løst – vi befandt os jo i 1969, så det var ikke højt opsat hår, der fyldte mest i modebilledet blandt purunge piger, men jeg – og langt de fleste andre piger – tog dog lange selskabskjoler på og lod de sædvanlige überlårkorte kjoler blive hjemme den aften. Min far overvejede, trods det, alligevel ikke et øjeblik, at en gallafest kunne være noget, der var værd at ofre et billede på, men det var jo også dengang, hvor en 36-billeders film helst skulle holde et helt år!
Derfor ingen billeder af Ellen til gallafest, men jeg kan afsløre, at jeg så betydelig bedre ud for 50-52 år siden, end jeg gør nu, men jeg var ikke så nydelig som de to næste generationer henholdsvis er og var.

Anna skrev til mig i dag.
Hun havde haft en dejlig aften. Jeg håber hun kommer til at huske sin ungdomstid med lige så megen glæde som Charlotte og jeg gør – at coronapestens isolation og øvrige ubehageligheder når at blive glemt med tiden eller i hvert fald overskygget af kommende gode oplevelser.
C og jeg kom i den forbindelse til at tale om min mor. Anden verdenskrig varede fra hun var 15 til hun var 20 år, så hvor meget glad og ubekymret ungdom fik hun lige? Det har da været meget værre end coronapesten; stakkels hende.

Madnostalgi og anden nostalgi

Nogle har en ret, de husker fra deres barndom. En ret, de aldrig har fået som voksne, men som de mindes med største glæde, med tårer i øjnene og mundvandet løbende.
Sådan en ret har jeg ikke (jeg har en kage), men det har John og det har Charlotte. John er dog godt nok delvist kureret, men om det er fordi jeg ikke kunne lave budding som hans mor gjorde, eller det bare var en barndomserindring, der helst skulle have været forblevet en sådan, finder vi aldrig ud af.
Han havde sukket i flere år efter budding, som er en dessert, jeg sagtens kan leve uden – både før og nu; den har aldrig hørt til blandt mine yndlingsdesserter.
På et tidspunkt forbarmede jeg mig over John og lavede budding på rigtig, gammeldaws facon, men det var lidt af en skuffelse for ham, for det var ikke helt det, han huskede. Næste gang jeg skulle lave det, blev jeg lidt ond og lavede budding fra pulver. Det var lidt mere hen ad det, han huskede, men alligevel ikke helt det samme. Så gav jeg op, og John har ikke efterspurgt det siden. Var det ren nostalgi? Kan jeg ikke lave budding? Husker John ikke, hvordan budding i virkeligheden smagte? The answer is blowing in the wind …

Charlotte har det sådan med pærevælling. Jeg har skrevet om det før, men jeg fik aldrig dengang prøvet at genoplive barndommens erindringer for hende, og alle de henkogte pærer gik til andre ting end lige netop pærevælling. Jeg kunne ikke skaffe de finvalsede byggryn, så jeg opgav på forhånd.
I mellemtiden har jeg fundet nogle, der (måske) er finvalsede, og i morges stod der på vores trappesten en hel pose pærer fra de samme søde mennesker, som jeg også fik pærer fra dengang.
De er nu blevet henkogt, så denne gang må jeg hellere prøve den pærevælling af, engang Charlotte er her.
Hvad jeg meget håber, hun er om to uger. De skal ikke testes for at få lov at flyve til Danmark, men der er Covid-19 på børnenes skole nu, og hvis A&A bliver testet positive, skal forældrene testes, og hvis de testes positive, kommer det til at figurere i deres vaccinationsbevis, hvilket kan gå galt i lufthavnen, hvis de bliver taget ud til stikprøvekontrol. 
Børnene er sandsynligvis blevet vaccineret, inden de kommer, men der kan 1) ikke nå at gå 14 dage efter stikket, og 2) hvis danskerne er lige så fjollede som tyskerne, så er det ene stik, som er normen for engelske børn, ikke accepteret som værende fuld vaccination.
Charlotte er også tosset over begrundelsen i UK for at vaccinere børn: Det er nemlig for at beskytte dem, der ikke vil vaccineres, ikke for at beskytte børnene, for hvem bivirkningsproblemer overgås af antallet af indlagte. Jeg forstår godt hendes vrede (selv om hun trods den lader dem vaccinere), for hvis antivaxxere skulle blive syge, er det fordi de har truffet et valg, og det skal vi andre ikke tage hensyn til. Beklager, men det mener jeg. I Danmark blev der sagt “for at beskytte de ældre og sårbare”, men de er jo vaccinerede … hertil sagde Søren Brostrøm da heldigvis også, at man skal vaccineres for at beskytte sig selv, ikke andre.
Hvor er jeg i øvrigt ved at være grundigt træt af al den inkonsekvens, der i forskellige sammenhænge er i forbindelse med coronapesten. Nogle siger ét, andre noget andet, nogle ved tilsyneladende ikke, hvad de egentlig siger. Fx behøver børn under 17 år, der rejser sammen med vaccinerede forældre, ikke at præsentere en negativ test, men hvis de rejser alene, skal de. Det giver da overHOvedet ingen mening! Enten er de pågældende unge smittede, eller også er de ikke – de er da for pokker ikke mindre smittede, fordi de rejser sammen med forældrene! Nå. Hids dig ned, Ellen.

Nostalgi. Hvem sagde nostalgi? Det gjorde jeg vist selv …
Billedet er et 13 år gammelt billede, som gør mig noget så nostalgisk.
Det er taget en efterårsdag i 2008 i et sommerhus ved Vesterhavet. Hver morgen sad jeg i sofaen med børnene og læste en historie for dem, mens deres mor og far sov endnu og nød, at der var nogen til at tage sig af morgenfriske børn (det er så ikke lige netop morgenfriskhed, Aubrey udstråler her …)
Det var dengang, Anna endnu ikke kunne tale rent og sagde: Mommer, you’re weally, weally sweet. I weally, weally love you.
De ord fra det lille pus kan stadig varme mit hjerte, og jeg kom til at tænke på dem da jeg så dette billede.
Der er løbet meget vand i åen siden da, men den gensidige kærlighed er ikke blevet mindre med årene.
Det kan også varme mit hjerte.

Jahhhh

Jubiii – vi er næsten færdige med at bære mundbind – i hvert fald i denne omgang. Med den hurtigt muterende virus er det dog ikke til at vide, om den vender stærkt tilbage til efteråret. Der skulle vi dog gerne være vaccinerede alle sammen – eller alle, der vil, i hvert fald, så vi kan jo håbe, at det ikke går så galt.
Jeg er glad, glad, glad. Jeg har afskyet det mundbind fra dag ét, og selv om isterningsfrysedelen i vores amerikanske køleskab stod af i dag, så kan jeg snildt leve uden isterninger til på mandag, hvor jeg kan gå ind i en forretning uden at have det irriterende mundbind på. Jeg havde ikke troet, at regeringen ville slippe det så meget, som tilfældet er, men jeg skal være den sidste til at brokke mig. Det er helt okay, at vi stadig skal passe på, men det der mundbind, altså …
Jeg tror også, at konen til den ubehøvlede mand, jeg omtalte i forgårs, er glad for at slippe for mundbindet; i hendes tilfælde visiret.
Da vi sad og spiste morgenmad, så jeg, at hun skar toppen af sit blødkogte æg, mens hun stadig bar sit visir. Hun lagde sin kniv, tog en teske, stak den i ægget, hvorfra den kom op igen med både blomme og hvide på. Jeg ventede spændt …
Så skete det, jeg ventede på: Hun plonkede skeen fyldt med æg lige ind i visiret, som derefter så temmelig ugennemsigtigt ud. Hun så bare sjov ud.
Jeg sad og kluklo, for hvor så det altså komisk ud. John undrede sig, for han sad med ryggen til forestillingen. Jeg fortalte ham hvad jeg lige havde set, og han klukkede lige så meget som mig. De opdagede ikke, at jeg havde set det hele, men uden at vide det havde hun lige reddet min morgen.
Jeg er måske nok lidt ondskabsfuld, men der skete jo ikke noget.

På vores vej hjemover fra Himmerland lagde vi vejen forbi Hessel, som er Danmarks eneste bindingsværksherregård. Den er indrettet som landbrugsmuseum, og ih, hvor blev jeg dog nostalgisk, da jeg gik rundt og så alle de gamle redskaber.
Jeg er dog trods alt ikke så gammel, at jeg husker arden i brug, men mange af remedierne husker jeg fra min barndom; bl.a. de herunder viste, som blev brugt til den månedlige storvaskedag. Jeg husker det kun i glimt, men det varede til 1960 eller 1961, hvor mine forældre fik indlagt centralvarme. (Ja, så sent var det. Det skete i forbindelse med min yngste søsters fødsel.)
Jeg husker optændingen i gruekedlen og sliddet med vaskebrættet. Mor havde også en tøjrulle som den viste, som man glattede duge og sengetøj med. Jeg husker det gammeldags komfur med det og kakkelovnen i stuen om eneste varmekilde i stueetagen. Og så taler man om de go’e gamle dage. Jeg sov tit med vanter på. Og fik en varmedunk med i seng.

Af landbrugsredskaber husker jeg bl.a. høriven, såmaskinen og slåmaskinen, så man kunne gå bagefter og lægge i kornet i neg; alle med et sæde, så man kunne sidde der og styre hesteforspandet, samtidig med, at der blev holdt øje med, om alt fungerede efter hensigten.
Den første traktor kom til gården i 1956. Indtil da gik min far bag hestene til alt markarbejde. Jeg var bare tre år i 1956, så igen husker jeg kun i glimt, men nogle billeder fra det lille landbrug har jeg da inde i hovedet.

Jeg vil ikke bruge så mange flere ord på Hessel, for så bliver indlægget for langt, men er man en smule landbrugsinteresseret (eller måske bare historieinteresseret), så er dette museum værd at bruge et par timer på.

Bare en lille fødselsdagskavalkade

Det er næsten synd for jer, at I skal belemres med denne billedkavalkade, men jeg fik lyst til at lave den i dagens anledning.
Det er min blog, og jeg bestemmer … der er naturligvis en årsag til kavalkaden:
I dag bliver mit yngste barnebarn 14 år. For præcis en uge siden blev mit ældste barnebarn 15 år.
Jeg tror samtlige verdens bedsteforældre spørger sig selv ved sådan en lejlighed, hvor de år dog blev af.
Jeg har LIGE været i England for at se Anna for første gang, og kun få uger senere var jeg derovre for at se lille Aubrey.
En god måneds tid efter – allerede på fjerde billede – begyndte Anna at gå i skole, Aubrey fulgte efter på billede fem og de følgende billeder er der også kun få måneder imellem. Føles det som …
Hvis man muser hen over billederne, kan man se årstal og børnenes alder. (Der er en regnefejl på et af dem.)
I mit hoved er der kun gået meget kort tid fra første til sidste billede – det er kun ude i Den Store Verden, der er sket mangt og meget. Selv det år, der blev revet ud af min kalender pga. min kræftbehandling, føles nu som om det kun varede et kort øjeblik – omend jeg godt kan huske, at jeg dengang syntes det år varede en evighed. Tid er en særdeles relativ størrelse, men det beviste Einstein jo allerede for 116 år siden.
Sidste sommer var første år, Anna og Aubrey bad om at få hver deres værelse, da de var her på ferie. Vi har tre gæsteværelser, så det kunne fint lade sig gøre – hvis ikke, havde de nok heller ikke bedt om det … men nu var de glade for den natlige ensomhed:
Aubrey han snorker altså bare SÅ meget!
Anna larmer, fordi hun absolut skal børste sit hår midt om natten, selv om hun bare har været på toilettet!
Med andre ord: Nu er de store. Teenagere, men endnu ikke voksne, selv om Aubrey efter skolestart september 2020, hvor han pludselig helt selv kunne finde ud af at lave lektier uden som vanligt nærmest at skulle have svunget pisken, med et grin hævdede, at that’s because I’m grown up now.
Anna passer sin skole og spiller flygel og guitar i fritiden (og i skolen også, i øvrigt); Aubrey passer sin skole, cykler meget i fritiden – og har fået (meget) dyb stemme og overskæg.
Hvor pokker blev de 14-15 år af???
Det ville være selvbedrag at påstå, at det kun er på de to unge mennesker, at man kan se, at årene er gået. Det ville jeg ellers gerne kunne bilde mig selv ind, men sådan er det desværre ikke. Jeg kan kun alt for tydeligt se, at både forældrene, John og jeg er blevet 15 år ældre siden Annas ankomst.

Minderne har man da lov at ha’ …

I morgen bliver min datter 44 år. Jeg syntes jeg var betænkelig tæt på halvgammel, da jeg selv var 44 år, men sjovt nok synes jeg ikke, at min datter er det. Hun er stadig en relativt ung kvinde i sin bedste alder. Men okay … hvis jeg skal se tilbage, så var det bedste tiår i mit liv da jeg var mellem 35 og 45 – af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.
Det er pudsigt, som alder er et relativt begreb. Tim er 47. Da det som teenager gik op for mig, at jeg ville være 47, når vi trådte ind i det nye årtusind, tænkte jeg, at puha, det er en vildt høj alder, og ville jeg mon overhovedet komme til at opleve det?
Det gjorde jeg som bekendt – foreløbig er det 20 år siden, jeg ‘overlevede’ Y2K (Year 2 Kilo), som det hed på arbejdet, og hvor der blev sat mange og dyre ressourcer ind på at tjekke elektronikfunktionaliteten. ALT blev valideret, selv ting, som ikke indeholdt en chip, og jeg griner endnu over det, som jeg også gjorde dengang. Jeg stod allerbagerst i køen til at deltage i det pjat, som jeg anså det for at være, og håbede inderligt, at min chef ikke ville melde mig ind til projektet, for selvfølgelig ville tingene virke, også efter nytårsaften 1999/2000. Når et eller andet var valideret og fundet okay, blev der sat en mærkat på med Y2K, så ingen skulle være i tvivl om, at her var alt i orden.
De fandt ikke så meget som en lillebitte dims, der ville gå i sort nytårsaften, men det havde kostet firmaet (ganske som for mange andre firmaer) penge at konstatere det. Man sagde better safe than sorry, og det kan der selvfølgelig være noget om … men jeg hørte nu heller aldrig om andre, der havde fundet noget, som ikke virkede, selv om journalisterne kørte ud i store dommedagsoverskrifter, at ens kaffemaskine eller hårtørrer risikerede at eksplodere kl. 12 nytårsaften. Det må siges at være årtusindets practical joke, en eller anden havde fundet på. Sådan ser jeg på det, og jeg er ikke bagklog, for jeg hævdede det allerede inden man satte det hele i værk. Det virkede simpelthen ikke logisk, at det skulle kunne ske.

Tilbageblik … nostalgi … et anstrøg af rørstrømskhed … de samme tanker må Tim have haft i går, da han sendte mig både nye og ældre billeder af hus, have, kone og børn. Jeg tror, at han er klar over, hvordan jeg har det med ikke at kunne komme til at se dem derovre, hvilket han ikke skal høre noget for, og jeg sad da også bare og nød billederne – og har valgt kun at sætte nogle i fra i år.

Herover det for nogle af læserne så velkendte, og, for mit vedkommende meget savnede, hus med de smukke sash windows, der også er bay windows. Jeg har lært en del om engelsk arkitektur og fagudtryk i min tid som mor og svigermor til et par, som har ejet/ejer et hus, der kan dateres tilbage til hhv. 1310 og 1410.

Charlottes første dinner plate dahlias. De er virkelig store – hun måtte bare eje sådan en, da hun så, hvor stor min blev.
Det bliver Aubrey også. Altså stor … da vi var derovre i marts, var han netop vokset Anna (på 158 cm) over hovedet, og da de var her i august, var han lidt højere end mig, dvs. omkring 170 cm. Nu nærmer han sig med hastige skridt 180 cm, hvis ikke han allerede er der – det er helt vildt, som han er vokset i år; jeg troede ikke, man kunne vokse så meget på så kort tid.
(Og her kan selv moar se, at C ikke er 20 år længere … hun har jo fået rynker!)

Dér tog hun fusen på sin mor

Min datter kan stadig overraske sin mor.

Forhistorien er, at Tim for et par uger siden sendte et billede af sig selv siddende på en armygrøn motorcykel af ældre herkomst.
Jeg var naturligvis nødt til at spørge, om han var ved at samle ind til et veteran- eller transportmuseum, for nu har han tre wolseleyer og åbenbart også en gammel motorcykel.
Det var en gave! En gave fra en klient, der åbenbart ikke ligefrem er i pengenød, for da jeg googlede, viste det sig at være en gave i en størrelsesorden, som for os andre kun hører hjemme i drømmeland.
Det var da også fra en meget tilfreds klient, der lige havde en Norton, model 1941, stående, og som han regnede med, at Tim ville ville blive ret glad for at eje.

Det havde han ikke overraskende ganske ret i … de må have haft talt om andet end forretning på et eller andet tidspunkt …
Ovenstående billede forestiller ikke Tim, som nogle af jer nok har gennemskuet. Den ledsagende tekst lød:
And look how it arrived!
Kunden havde hyret en mand til at køre den ud til den lille landsby. Han havde forinden kontaktet Charlotte for at sikre sig, at Tim var hjemme den givne lørdag efter kl. 15.
Det var en stor overraskelse for Tim.

For mig kom den største overraskelse, da Charlotte meddelte mig, at hun var ved at tage motorcykelkørekort!
Det store, oven i købet. I England skelner man anderledes end i Danmark, for ‘stort’ betyder derovre, at hun må køre med en passager bagpå.
Jeg havde nær tabt telefonen.
De forestiller sig, at hun skal køre rundt i omegnen (hun vil ikke køre langt på den), fx til en af deres gode pubber, med et af børnene bagpå, mens Tim transporterer sig selv og det andet barn i en wolseley.
Børnene vil muligvis skiftes til at sidde i bilen og på cyklen, men chaufførerne vil ikke, da Charlotte konsekvent nægter at køre de gamle wolseleyer, for bremserne er hårde som på en traktor, og servostyring var et endnu ukendt begreb, da de blev produceret. Så vil hun hellere køre på motorcykel.
Hun har formentlig endnu ikke fået kortet, når vi besøger dem i begyndelsen af marts, men mon ikke hun har, når vi tager derover igen primo maj?
Det tror jeg. Håber jeg. Det glæder jeg mig til at se, og det gør John også.
Pernille var lidt af en fartdjævel på motorcykel, men mest på bane. Charlotte bliver af naturlige årsager ikke nogen fartdjævel (Nortonen kan formentlig ikke køre vildt stærkt), men det er alligevel pudsigt, at begge vores piger skulle være indehavere af motorcykelkørekort, for der er ikke meget, der ligger John og mig fjernere.

En eks-bonderøvs fortælling

Det var Farmers seneste indlæg, der sendte mig direkte tilbage til barndommens gade. Eller snarere marker … til tiden efter mine forældre fik halmfyr og der derfor skulle bringes omkring 4500 halmballer til lade.
I 1977 fik de opført en 110 m² tilbygning, hvor der var en swimmingpool og et dejligt opholdsområde, men det ville blive så dyrt i vand- og rumopvarmning, at de også fik etableret et halmfyr – det meste af halmen blev jo alligevel brændt af ude på markerne, så det kunne lige så godt bruges fornuftigt i stedet for. De har altid brugt ca. 1000 baller halm til hesteholdet, men nu blev tallet altså mere end firedoblet. Det var de små baller – bonderøvsballer, som Farmer så beskrivende kalder dem – hver balle vejede 11-12 kilo, som igen svarede til tre liter olie, regnede far på et tidspunkt ud.

Sådan så det ud, når halmen blev presset. Når opsamleren var fuld (omkring 75 baller), kørte far – senere John – hjem foran laden, hvor der stod en transportør, som førte ballerne videre ind og op under ladens loft, hvorfra de faldt af transportbåndet igen. Her stod vi tre søskende, hvoraf de to smed ballerne videre helt hen til stedet, hvor de skulle stables og den tredje stablede. På skift. I starten var der kun os søskende, men efterhånden kom der kærester til, som blev tvangsindlagt til at hjælpe.
Mændene lagde på transportøren, for de blev hurtigt ekskluderet fra at stable ballerne. Det kunne de nemlig ikke finde ud af at gøre ordentligt, og første gang hele skidtet skred, så vi kunne starte næsten forfra, blev de fyret på gråt papir.
Jeg har senere tænkt på, at de nok gjorde det med vilje, for det var langt mere behageligt at stå ude frem for at være i laden – især når vi var ved at nå op under taget. Det kunne godt nok blive hedt deroppe!
Vi tre piger blev efterhånden mestre i halmballestabling. Vi kunne bygge en helt lige og meget stabil halmmur fra gulv til loft, hvilket var ret mange meter.

Mor stod for forplejningen af høstfolket. Hun lavede altid rigtig god og rigelig mad, både til frokost og aften, og far fandt de gode vine frem, når arbejdsdagen var slut. Vi var som regel hundesultne, for vi blev ved, til duggen faldt eller mørket faldt på, hvilket der nu end kom først.
Efter mors død blev det mig, der overtog madlavningstjansen, men det var ikke det store problem at miste mig i laden, for efterhånden var der næsten altid nogen ‘udefra’, der syntes det var hyggeligt at komme og hjælpe til, og børnebørn kom der også til med tiden. Jeg havde intet imod at slippe for stabling, og mine søstre var glade for at slippe for at være med til at lave al den mad.

Vi var snavsede, da vi kom ind – selvom ‘snavsede’ ikke engang dækker. Vi var møghamrende beskidte, var vi. Kulsorte i ansigter og hår. Vi kunne næsten ikke vaske os rene igen, og det var først var tredje gang, jeg kom shampoo i håret, at det begyndte at skumme. Vandet løb ned ad os i sorte striber, og der blev brugt meget sæbe!

Nogle få gange præsterede vi at få al halmen ind i løbet af en enkelt weekend, hvis vi tog tidligt eller eventuelt helt fri fredag. Far kørte altid lige så mange læs hjem, han kunne placere foran laden, inden vi dukkede op, og så var det ellers bare at gå i gang. Det var lidt hårdt, for så fik vi ikke de tiltrængte små pauser mellem hvert læs, før det halmbjerg var væk.
Efter sådanne dage var vi mere end godt brugt og havde meget lange arme – vi havde vel hver især groft regnet løftet 20-30 tons halm i løbet af den korte tid, fordi hver balle gik gennem mindst tre par hænder. Det var ikke altid sjovt at komme i gang igen på dag to – for slet ikke at tale om dag tre! Der kunne godt være tale om en hel del muskelømhed.
Der var til gengæld ikke de store problemer med at falde i søvn om aftenen …
Selv om vi nok ikke har været så gennemført trætte hverken før eller siden, husker vi tilbage til den tid med glæde og som værende hyggelig og dejlig.

Jeg nåede det!

Hvis man bare er ihærdig nok, så kan man nå meget. Jeg gad egentlig ikke ordne alle svenskertingene i går, men guleroden i form af gæster i dag bevirkede, at jeg blev stædig.
Og jeg nåede det! Systuen er atter fuldt fremkommelig. Jeg fik ikke bare alt af vejen; jeg fik det hele på plads – med andre ord, så blev der byttet rundt på nogle ting, samt smidt nogle få ting ud, der blev nedgraderet til værende ikke længere ønskelige. Man har vel set Ryd op i dit liv … det var virkelig skræmmende at se, hvor meget ragelse folk kan gemme og/eller rage til sig i den faste overbevisning, at de nok skal få brug for det en dag.
Sådan håber jeg ikke, at mit hjem nogensinde bliver … men mon ikke folk, der kan fylde hele huset totalt op og mere til med alt muligt skidt og møg, også slås med andre problemer end et overdimensioneret samlergen?

Sengetæpperokeringen var en af de mere hyggelige opgaver – de blå fra det ene gæsteværelse kom over i det andet gæsteværelse. Det, der lå der, kom til Sverige.
De blå patchworktæpper i børneværelset er fra vores soveværelse i Sverige og de blomstrede tæpper og puder er fra sovesofaerne i Sverige. Nu ser det hele pænere ud (her; ikke der. Det er så bare ikke mit problem), men jeg skal have fundet noget pænt, blåt stof til nye gardiner til børnenes værelse. Det fører åbenbart en del med sig at sælge hus i Sverige …

Amagerhylden, som stammer fra gården, skiller jeg mig ikke af med frivilligt, men den passede elendigt til stilen i Havdrup og kom derfor til Sverige, hvor den passede fint, men nu er den heldigvis ganske nydelig over skrivebordet fra Vemmetofte, vi købte for ikke så længe siden. Skrivebordet, altså … vi har ikke købt Vemmetofte!
Nu mangler vi bare en stol, der passer til det, men sådan en er svær at finde. Vi har prøvet med en kontorstol på hjul, men det ser så skrækkeligt ud, at John er mere end villig til at gå på kompromis på mageligheden for at slippe for synet.
Og novemberkaktussen nåede da kun lige netop ind i november, før den stod i fuldt flor. Den tyvstartede, og det synes jeg den gør tidligere og tidligere for hvert år – men flot er den lige nu med alle sine blomster. Bliver den ved i samme stil, må den omdøbes til oktoberkaktus. Den startede med at hedde julekaktus; så blev det til decemberkaktus, derefter novemberkaktus, og nu er vi altså ved at ramme oktober. Jeg ved ikke lige, hvad der sker for den, men det er vel okay, så længe den blomstrer så fint og bruger tiden indimellem på at vokse sig større. Den startede som en minikaktus, jeg fik af en kollega for otte år siden.

Fahrenheit 451 (dansk/svensk version)

Vi er her. Formentlig for en af de sidste gange, selv om vi endnu ikke har aftalt en overtagelsesdato. Vi tog traileren med, for vi vil have bare lidt af alt det brænde med hjem, som John og Søren møjsommeligt har stået og flækket, og desuden kan vi lige så godt begynde på at tage nogle af de personlige ting med hjem til Danmark.
Et eller andet sted inde i mig er der noget, der stritter imod at begynde på den slags, inden købsaftalen er underskrevet og uigenkaldelig. På den anden side er jeg normalt ikke overtroisk, og hvorfor skulle de fortryde nu, efter de har truffet beslutningen? Men alligevel gnaver der noget inde i mig.
Nå. Uanset om de skriver under i morgen eller ej, så skal vi jo til det på et eller andet tidspunkt. Vi ville bare ikke gøre det før huset var solgt, for så er der da slet ikke noget ved at køre herop, hvis alt det, der gør det til lige præcis vores home away from home, mangler.

Blandt andet skiller vi os af med langt de fleste af bøgerne. Da jeg ryddede bøger ud fra Havdrup, kom nogle af dem herop (de bedste, selvfølgelig …), for det hygger med bøger i reolerne … vi har over 400 af dem heroppe. Bøger, altså. Ikke reoler. Hvis det havde været en dansk familie, der havde købt huset, havde vi ladet dem stå, men jeg er ret sikker på, at de nye, svenske ejere ikke gider overtage en masse bøger på dansk.
John fandt den gamle olietønde frem; vi kan jo ikke have en masse løbske papirer med ild i flyvende rundt omkring. Det kunne lige være kønt, hvis vi afsluttede denne epoke i vores liv med at sætte ild til skoven omkring os … jeg brugte den indkøbskurv, jeg engang kom til at låne med hjem, til at hente bøger i, og så gik der ellers ikke lang tid, før jeg følte mig som Guy Montag i Fahrenheit 451. Jeg synes ikke, jeg husker noget om, at bogen beskrev, hvor lang tid det tager at få futtet en masse bøger af.
Det gør ondt at brænde bøger. Tanken om, hvorfor jeg er nødt til at gøre det, gør også ondt. Og den slags smerter kan Panodiler ikke tage …

Base Camp – et børneparadis

Overordnet set havde vi vist så godt vejr i England i julen, som man overhovedet kunne have. Det dårligste vejr havde vi faktisk den dag, vi kørte den smukke tur til Manor Farm. Murphy strikes again …
Stormen, som hed Urd i Danmark, hed Barbara i England, men den var værst i Skotland; hvor vi var, var det et slemt blæsevejr d. 23. men kunne på ingen måde kaldes for en storm. Det var dog slemt nok til at genere børnenes Base Camp lidt – den havde blæst noget af den ellers tykke og tunge presenning ud af position, så noget af indmaden i ‘hovedhuset’ var blevet vådt.

Lejren med lejrbål og ‘udhuse’ (workshops) ligger nederst på græsmarken. Langs denne løber en grøft, som der kun er er vand i, hvis det virkelig har regnet meget, og som derfor er god at lege i resten af tiden. Herunder ses til venstre nedgangen til deres clay mine og til højre ses træet, der meget venligt har lagt det meste af sin tykke stamme ned, så den kan bruges som bro.

To af dagene vi var der, var det så godt vejr, at vi stort set ikke så børnene; de opholdt sig i lejren, hvor de tændte bål og selv lavede deres frokost, som bestod af bålbrændte kartofler, kogt pasta, opvarmede baked beans og lidt pølser på spid. Den ene dag kom de først ind, da der blev kaldt på dem via deres walkie-talkies, som de fik sidste jul, for lejren befinder sig så langt væk fra huset, at man ikke kan råbe dem op – da var klokken 18 og det havde været mørkt længe, men det blev det kun mere hyggeligt af, og de havde taget pandelygter på begge to, så de kunne finde stien tilbage til huset.

Jeg husker godt dette eventyrlige liv. Jeg havde det selv på gården, hvor næsten al min tid, når vejret var til det, foregik i det, vi kaldte Den gamle Have. Der lå også et hus, da jeg var barn; min far kunne huske det havde været beboet, men det var længe siden, da jeg begyndte at lege der. Det var lerklinet, og med årene faldt det helt sammen. Jeg fik hele denne udvikling – eller måske afvikling – med, for jeg husker tydeligt det forladte hus med en forsømt, men rigtig have, en brostensbelagt gårdsplads med brønd og en lille staldbygning. Det hele faldt efterhånden sammen, haven fik lov til at gro helt til, og det var naturligvis et fantastisk sted for os unger at lege. Min farfar købte husmandsstedets jord, allerede mens det var beboet, hvilket er forklaringen på, at Den gamle Have hørte til gården.  
Jeg tændte et hav af bål og utallige er de mere eller mindre forkullede kartofler, jeg har spist i Den gamle Have. Det var mit livs bedste kartofter, uanset hvor sorte de var udenpå eller hvor halvrå de var i midten.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jeg byggede huler og jeg kæmpede mig igennem ‘junglen’. Det var et rent eventyrliv.

Så jo, jeg forstår så glimrende hvorfor ungerne ikke er til at drive væk fra deres lejr, og hvorfor de går så højt op i at dyrke deres tribal life.
De glæder sig i øvrigt helt vildt til at komme med på safari til sommer – jeg tror de har den helt rigtige alder til denne oplevelse.

Vi er ikke stoffri

Vi er ikke stoffri her i huset. Slet ikke op mod jul. Der er ikke kun stoffer i systuen, men mange steder i huset for tiden.
Da Charlotte boede hjemme, markerede vi altid hendes fødselsdag, som er i dag, ved at pynte op til jul.
Hun har ikke boet hjemme i 20 år, men så går jeg og tænker på hende, mens tingene kommer op.
Hun bliver 40 år i dag. 40 år … det får ikke ligefrem en selv til at føle sig yngre … min datter er ikke en ung kvinde mere, men en yngre kvinde, der hviler i sig selv og nyder sit engelske liv med mand, børn og et dejligt hus. (Det er det velkendte paradoks, at man er yngre som ung end som yngre, og man er ældre som gammel end som ældre.)
Fordi jeg var alene med hende de første 10 år; fordi hendes far udviklede sig i fordrukken og voldelig retning og jeg derfor forlod ham, da hun var seks måneder, var jeg som yngre (!) mere bange for at dø, end jeg er nu – jeg VILLE se hende blive voksen og kunne klare sig selv, hvilket til fulde er opfyldt, så jeg kan sove roligt. Også ind …

Nu er jeg ved at have pyntet færdig til jul. Jeg gider ikke tage det hele frem – vi er jo ikke hjemme i år. Og for at ingen skal få gode ideer, har vi vagt på alle dagene, så det er ikke nogen god ide at bryde ind. Der er i øvrigt ikke noget videre at stjæle – bare sådan til almen orientering – vi har aldrig været til dyre designermøbler eller smykker, da vi altid har prioriteret overskuddet af vores surt tjente penge til at rejse for.
Så ikke noget at hente her, medmindre man er vild med mine styroporkugler med tøj på. Dem har jeg nemlig en del af …
Der hænger også de røde stofhjerter, som jeg lavede mens jeg arbejdede og hængte ved siden af mine nærmeste kollegers navneskilte i december.

Og de andre stofhjerter, som jeg også har haft i mange år.

Der er koglerne i køkkenet – hvoraf en enkelt passer så perfekt sammen med kobbertøjet. Især hvis kameraet kunne ramme den rigtige farve på kobberstoffet …
Der er Georg Jensen, som er omringet af kræmmerhuse – han ville sikkert vende sig i sin grav, hvis han så dette plebejiske pjat. Måske vender Henning Koppel sig også.
Og mere til … som sagt er ikke det hele kommet op, men noget skulle der til, ellers er det ikke rigtig jul i det lille hjem. Det er ikke sådan, at vores hjem normalt kan konkurrere med Gertrud Sands, men så lidt som i år har jeg vist ikke sat op før. Ikke engang juledekorationer laver jeg i år, hvilket er virkelig uhørt fra min side.
Nogle juleting skal bare frem for ikke det skal være helt forkert, som fx dem, jeg kalder mine Anna og Aubreynisser, der glade tager imod folk ud i entreen. De hedder ikke sådan fordi de ligner A & A, men fordi jeg fandt dem, da børnene var ganske små – jeg kunne ikke stå for de glade og frækt udseende ansigter.

Hun startede åbenbart i en tidlig alder

I går kom begge mine søstre og den ene søsters tre børn. Vi skulle se lysbilleder – alle mine forældres gamle lysbilleder.
Det vil sige, at jeg troede vi skulle igennem dem alle sammen, men Bodil havde heldigvis gennemgået dem én gang og havde smidt alt ud, som hun med sikkerhed vidste, ingen af os ville have, så i alt skulle vi kun gennemse godt seks slæder med dias, hvoraf vi endte med at gemme omkring 170-180. De skal nu skannes, gemmes som filer og så en tur op i skyen, hvorfra hver enkelt familiemedlem kan fiske de billeder, der måtte have interesse.
Jeg havde ikke set frem til dette arbejde og havde slet ikke regnet med, at det ville være så sjovt at se os selv tilbage fra 1963 og frem til far stoppede med at lave lysbilleder omkring 1980. Blandt de sidste var billeder, som Bodil havde taget, og der var nogle overraskelser for mit vedkommende. De var taget på gården; Bodil er otte år yngre end mig (jo, jeg må gerne skrive ‘mig’ her), så hun boede hjemme, til Charlotte var næsten fem år. Hun (Bodil) var sød til at tage C med hjem fra børnehaven, når hun cyklede fra skole, så C var næsten mere sammen med Bodil, end hun var sammen med mig. Næsten … det var i hvert fald meget … C kunne ride, før hun kunne gå. Næsten …

Min lille Charlottes omgang med heste ville jeg helst ikke se på dengang. Hun gik under maven på Bodils hest – det var jo nemmere end at gå hele vejen udenom, især fordi hun nøje havde fået indskærpet, at hun aldrig måtte gå lige bag om hesten. Jeg nævnte somme tider, at det så lidt farligt ud indimellem. “Sludder, jeg ved hvad jeg gør – der sker selvfølgelig ikke Charlotte noget”, svarede Bodil, og hun skulle blive voksen og selv få børn, inden hun godt kunne se, at hvis hun skulle opleve andre udsætte hendes børn for det, hun syntes var så naturligt sammen med Charlotte, ville hun nok have hoppet lidt i sædet.
Nå. Der skete jo sådan set aldrig noget, må jeg indrømme.

Hvad jeg slet ikke havde forudset ved gårsdagens lysbilledshow var, at min søsters børn sad og storhyggede sig. Nogle gange kunne de godt se, om det var deres egen mor, andre gange forvekslede de os godt og grundigt – det skal siges, at der ingen kronologi var i lysbillederne mere – de var rodet totalt sammen.
Camilla havde sin lille Carl på otte måneder med, og da vi så et billede af Camilla i samme alder, hujede vi alle – det var en 95 % kopi af Carl, som kiggede ned til os fra lærredet. Nu var det så mor og søn, men vi morede os med at finde andre familietræk, der gik igen på kryds og tværs; fx lignede den ene af mine niecer som barn mere mig som barn, end hun nogensinde har lignet sin egen mor.

Og så havde Bodil lokket mit stakkels uskyldige barn til noget frækt. Krudtet i Charlottes øjne skinnede tydeligt igennem på lysbilledet, men det er desværre ikke så tydeligt her på fotografiet af et lysbillede. Håber det bliver bedre ved en skanning.
De har vist haft en fest, de to – jeg havde aldrig set det billede før, men det med at synes det er sjovt at klæde sig lidt frækt ud er åbenbart ikke først startet med Cabaret-kostumet fra forleden.

Havsalt er noget man tager på

I hvert fald herovre … seasalt fra Cornwall er et mærke jeg ikke kender hjemmefra, men det er et af Charlottes yndlingsmærker i tøj, og da vi i dag var i Bath for at forsyne ungerne med sandaler og moderen med lidt sommertøj, skulle jeg fordrive tiden med et eller andet mens jeg ventede. Det blev en dyr ventetid! Jeg har i dag købt den dyreste regnfrakke i mit liv, men holddaop, hvor er den flot – selv oppe i min størrelse – og jeg er altså ikke vild med de selvlysende og/eller storblomstrede rædsler, jeg har set i Danmark. Hvorfor er det mon ikke muligt at købe en enkel, pæn, mørkeblå regnfrakke derhjemme? 
Børnene ville også have rygsække. Rigtige, autoriserede rygsække til deres explorer adventures nede ved floden og andre spændende steder. De har spinket og sparet for at få råd til dem, men jeg kunne godt se, at det gjorde en lille smule ondt i deres pengepunge, da de så prisen – som faktisk var meget rimelig, fordi der var udsalg, men 25 pund er stadig mange penge i deres verden, og jeg syntes det var flot, at de selv har sparet beløbet op. De var sikre på, at de ikke ville gå på kompromis, så da de havde besluttet sig, sagde jeg, at jeg ville give dem hver halvdelen af beløbet, de kostede. Anna fløj mig om halsen og sagde, at jeg var the best mommer in the world. Jeg svarede, at det passede jo fint med, at samme mommer har verdens bedste børnebørn. Aubie fik et par rigtige vandresandaler, så han var ikke til at skyde igennem.
Alle var dermed glade, og i skrivende stund er de ude for at afprøve om de fine rygsække holder til den påtænkte fulde udrustning.

På vejen mod Devizes så vi en rigtig, gammeldags selvbinder i funktion, og vi så folk gå og sætte negene op i små stakke. John grinede og sagde, at godt nok var de bagefter i England med visse ting, men SÅ langt …
Det er til halm til deres stråtage, der bliver høstet på denne måde. John kunne godt se, at det til det formål måske ikke var det smarteste at køre det gennem en rigtig mejetærkser …
Beklager det ‘uldne’ billede, men vi kunne ikke komme til at parkere tæt på, så jeg måtte ud i fuld zoom. John havde desværre ikke sin monsterlinse med.

Er det ikke bare smadderhyggeligt? Jeg var med ét slag tilbage i min tidlige barndom. Far fik ikke mejetærsker før 1959. Tror jeg nok det var. Deromkring … jeg husker i hvert fald så glimrende dette her.

Sådan tærsker man langhalm i den oprindelige betydning.

Hiver det lidt?

Det er efterhånden ikke så tit, man ser den, den lille 2CV.
Det er vel nærmest kult – og har nok altid været det – at være den (lykkelige?) ejer af den lille, men temmelig karakteristiske og særprægede bil.
Denne model med en lidt alternativ, blygrå farve så vi ved Marjatta i dag, da vi besøgte deres Butik Pilti for at se hvad de kunne byde på der.
Farven skyldes, at den har været i zinkbad, kunne John oplyse; “så ruster den ikke”. Der er efterfølgende blevet pyntet med malede blomster. Af Marjattas kreative elever, måske? Den har også fået vintertøjet på i form af et lille forklæde mellem forlygterne. Der bliver passet godt på denne bil, kunne det tyde på.
Modellen får en stjerne ud af fem mulige på sikkerheden, men det kommer nok ikke bag på nogen; mon ikke det er almindelig kendt, at den ikke ligefrem har (eller nogensinde har haft) ry for at være en god og sikker bil at sidde i, hvis en anden en skulle køre ind i den?

Jeg må blankt erkende, at jeg aldrig har ønsket mig sådan en – i mit arbejdsliv kørte jeg meget på motorvej og havde ikke rigtig lyst til at køre 2 x 60 km om dagen i sådan en blikdåse.

Vidste I i øvrigt, at 2CV står for deux chevaux, to heste? Det anede jeg ikke før i dag, men jeg er da muligvis den eneste i landet, der har været uvidende om det så længe … og det har ikke, som jeg først troede, noget at gøre med antallet af hk – topmodellen havde da også hele 29 af dem!
Oprindelsen til de to heste refererer til de daværende franske regler om beskatning af biler efter motorens størrelse.
Jamen hvor blev jeg dog Wikiklog på 2CV’er i dag – men til hvilken nytte? Det kan man aldrig vide, og jeg elsker at lagre sådanne ‘unyttige’ ting.
En mavesur mellemleder kaldte engang min forholdsvis store almenviden for ‘gold viden’, men det var nok bare fordi han selv var en ensporet nørd.
De unge i familien vil stadig gerne danne hold med mig, når vi spiller en eller anden form for quizspil, så den kan, om ikke andet, bruges til noget sjovt, al den golde viden. John og jeg vil helst være på samme hold, når vi spiller Trivial Pursuit, for vi supplerer hinanden godt; han ved en masse om det, jeg næsten ingenting ved om. Sport, film, biler – alle de der mandeting, som jeg kalder dem.
Nå. Det startede ét sted og sluttede et helt andet … ingen orden og metode, som Hercule Poirot ville have sukket … god fredag til jer.

Mormormad eller hvad?

Mormødre i dag er en blandet race. De fleste af dem kan sikkert godt lave ‘mormormad’, men rent kulinarisk tager mange af dem store dele af verden med ind i køkkenet.
Jeg er som bekendt selv mormor, men er mormormad ikke snarere den mad, min mors generation lavede, og ikke den mad, Mommer Ellen her laver i sin hverdag? Burde det efterhånden ikke retteligen omdøbes til oldemormad? Det ville samtidig tage den evige favorisering af mormor ud af det – det er lidt synd for de ofte oversete farmødre, synes jeg.

Coop har et mad-o-meter, og ifølge dette er de fem retter, der er i størst fare for at forsvinde, brunkål, æbleflæsk, skipperlabskovs, gule ærter og kåldolmer.
Så er jeg trods alt nok ikke helt i oldemorklassen endnu, for jeg laver faktisk alle fem retter indimellem; sjældnest skipperlabskovs, som jeg kun har lavet et par gange i mit voksenliv. Det smager egentlig godt, og nu blev jeg helt inspireret af mine egne ord …

En anden kilde opgiver følgende 10 retter til at høre under katogorien ‘truede retter’:

1. Kogt torsk, 2. Farserede porrer, 3. Stegt lever, 4. kærnemælkssuppe, 5. Vandgrød, 6. Brunkål,
   7. Gule ærter, 8. Grydestegte hjerter, 9. Arme riddere og 10. Kødrand.

Det var et overlap på kun to, så vi er allerede oppe på 13 retter, der snart forsvinder fra de danske spiseborde, og reelt er der endnu flere. Jeg laver aldrig farserede porrer, kærnemælkssuppe, vandgrød, arme riddere eller kødrand, men de stod alle på menuen i mit barndomshjem, sammen med sødsuppe og sagosuppe. Brun sovs hørte til dagens orden, når det var noget med kød og kartofler, men det laver jeg stort set kun i dag, når jeg har besøg af englænderne. Børnebørnene (og deres forældre) elsker retter som flæskesteg og medisterpølse, og jeg oplever, at mange unge i dag holder meget af disse retter med den tilhørende brune sovs, men de laver det aldrig selv.
Jeg husker også min barndoms finker, når der var slagtedag. Lavet på indvolde, heriblandt lungerne, som gav finkerne den specielle smag og konsistens, de slet ikke har i dag. Vi køber det en gang imellem til jul, men selv om der er stor forskel på dem, er der ingen der smager som i min barndom.
Der blev også lavet blodpølse, som smagte herligt med sirup på, men jeg har kun fået det ganske få gange siden barndommen – de smager også helt anderledes og forkert end fordums tiders hjemmelavede.
Min mor lavede ret ofte pærevælling til Charlotte, da hun som barn cyklede ud til mine forældre på gården næsten hver dag fra skole. Hun ELskede det og spiste altid så meget, at mor og jeg aftalte, at hun helst skulle have det umiddelbart efter ankomst, for ellers var hun slet ikke sulten til aftensmaden.
Når man den dag i dag nævner ordet pærevælling for hende, lyser hendes øjne op, og minderne står i kø.

Eller hvad med god, gammeldags, hjemmelavet suppe? Jeg elsker supper af næsten enhver art og laver det tit om vinteren – her i huset er yndlingen kartoffel-porresuppe, men Charlotte har lært at lave autentisk hønsekødsuppe, og hendes englændere elsker den.

(En lille sidebemærkning: Jeg har flere gange set, at Shepherd’s Pie er blevet til shepards pie på ‘dansk’. Typisk. Vi tror vi er så gode, og så klumrer vi i virkeligheden pinligt rundt i det.)

Vi skal i øvrigt have kåldolmere i aften; deraf inspirationen til indlægget. Det var min fars storfavorit, som han ikke kunne få tit nok. Jeg har ikke lavet det siden han døde for over fire år siden, men nu skal det være. Det smager faktisk rigtig godt.

Har I en yndlingsret, I har taget med fra barndomshjemmet? Eller fra jeres bedsteforældre?

Løst og fast om udsendelserne

Erindringer kan blive vækket af en duft, et ord, et ansigt – ja af stort set alt … uden varsel kan jeg blive sat 50 år eller mere tilbage i tiden.
Det kan være et glimt, en begivenhed eller det kan være et lille hændelsesforløb.
I dag kom jeg til at tænke på en af min barndoms radioudsendelser, der hed “Løst og fast om udsendelserne”. Jeg aner ikke, hvad der triggede det, men sætningen nægter pure at forlade mit hoved igen. Jeg lyttede i øvrigt aldrig til det løse og det faste, men mine forældre gjorde.
Peter Høeg sagde noget om det i Frøken Smillas fornemmelse for sne på den eleganteste måde, jeg endnu er stødt på:
”Jeg lagde tanken fra mig. Den kom igen. Nogle tanker er der lim på”.
Overskriftens programtitel er forsynet med superlim, og jeg forsøgte at genkalde mig flere af disse hukommelsesglimt og især deres udløsere.
Det viste sig at være sværere, end jeg havde regnet med – glimtene kommer, når de kommer, forsvinder igen og lader sig åbenbart ikke sådan lige hente frem på kommando, men en enkelt ting kunne jeg dog fiske frem; måske fordi jeg har parfumen og bruger den indimellem.
For mange år siden, da parfumen Trésor, med flakonen som ligner en omvendt pyramide, lanceredes herhjemme og jeg første gang duftede til den, blev jeg øjeblikkelig ført tilbage til barndommens køkken og anbragt lige midt i mors henkogning af pærer. Det sker hver eneste gang jeg dufter til den parfume, og selv om andre godt ved hvordan henkogte pærer dufter, er der underligt nok endnu ingen, der har været enig med mig i den association, og man ryster mildt overbærende på hovedet af mig.

Som sagt var det lige pludselig umuligt for mig at huske noget som helst, så i stedet sad jeg og nostalgerede lidt over billeder af mine børnebørn fra da de var små – faldt over disse billeder, som igen satte mig tilbage i tiden. Ikke kun de 6 år, det reelt er, men mange, mange flere år.

Det må være universelt … mon ikke alle børn til alle tider har brugt at iføre sig fars ellers mors fodtøj og stavre rundt i det, så godt eller dårligt, det kunne lade sig gøre? Jeg elskede at slæbe mine fødder hen ad gulvet i fars udtrådte slippers, men sjovest var selvfølgelig mors stiletter, og kunne man liste en festkjole ned fra skabet, var lykken gjort. Hvis man var af hunkøn …
Min mor gjorde det, jeg gjorde det, mine søstre gjorde det, Charlotte gjorde det, og herover hendes børn – som dog måtte nøjes med mommers højest usexede vandresandaler, men det var nok meget godt, for Aubie havde kun lige lært at gå et par måneder forinden.

Jeg mener at have læst et eller andet sted, at det især er dufte, der udløser folks erindringsglimt om barndommen.
Har I nogen eksempler på det?

Et gensyn med fædrenegården

For et par uger siden kontaktede køberne af vores barndomshjem min søster, fordi de gerne ville høre lidt mere om gårdens historie. Først var hun lidt afstandstagende fra tanken, fordi hun havde boet der og derfor ikke var helt sikker på, at det ville gøre hende noget godt at se forandringerne, mens jeg var fyr og flamme og sagde, at hvis ikke hun kunne klare det, så kunne jeg – jeg var mildt sagt smaddernysgerrig for at se, hvad de havde gjort ved den. Hun kunne godt se pointen, skrev tilbage til køberne (som er et ægtepar først i halvtredserne), at det ville vi meget gerne, men at vi også gerne ville have vores tredje søster med.
Det var helt i orden, og i aften fik vi den store rundtur.

Det er sikkert aldeles uinteressant for jer, men det var det bestemt ikke for os – vi var meget positivt overraskede over, hvad de havde gjort ved hus og have, og det viste sig, at de slugte vores historieberetninger med en begejstring, vi slet ikke havde kunnet forestille os. Det billedmateriale vi havde kopieret og forærede dem her til aften, var ikke nok, så de vil meget gerne låne et udvalg af fars gamle lysbilleder og få dem skannet, så de bliver en del af den historie, man kan sige, at de har købt sig til.
Jeg havde taget nogle af de ældste pantebrevsbeviser med til dem fra omkring den tid, hvor vores farfar og farmor købte gården i 1911; senere dræningsplaner for markerne, samt nogle gamle forsikringspolicer (bl.a. en stormskadepolice fra 1918); alt sammen papirer, som jeg tog med, da vi ryddede gården, fordi jeg ikke syntes, at de bare skulle kasseres. Der var oven i købet officielle papirer med gotisk skrift – det ville være synd og skam hvis de var gået tabt, men de er samtidig mere gårdens historie, end det er vores fars og vores egen historie, så Mette og Kenneth fik dem som sagt overdraget.
Kenneth vil lave en ‘gårdmappe’, hvor han vil prøve at genskabe kronologien i billeder og papir.

Så bliver man jo helt rørt.

Billedet øverst til højre må være taget kort tid efter ‘det nye’ stuehus’ opførelse i 1924 – ved hushjørnet kan man se mine to fastre, som var fra hhv. 1912 og 1914.
Det nederste billede må være fra omkring 1960, fik vi konkluderet os frem til. Det er noget skidt, at vi aldrig fik spurgt, mens de, der vidste den slags, levede endnu.

Morale: husk at spørge til sådan noget, mens tid er. Lige pludselig er det for sent.

Det er til gengæld ikke for sent at se årets sorte sol – det skal vi forhåbentlig i morgen aften, så da vil der også være sort skærm for mit vedkommende.

Nåh, det var derfor, Inge …

Vi havde et ærinde i Roskilde i dag, og bag Kvickly opdagede jeg hvorfor Inge forleden dag ville have, at jeg skulle give mig af med at sælge tomater fra en lille bod.
Det er simpelthen fordi hun allerede er tyvstartet indenfor forretningsverdenen og vil have mig ind i et samarbejde … det er du da gået meget stille med, Inge!

Nu havde jeg ellers ikke været i Roskilde i umindelige tider og lige pludselig er jeg der tre gange inden for et par uger … der er sket en del i byen og på gågaden i løbet af mit fravær; blandt andet er der kommet Korsbæk butik og café.
Det er nok ikke så svært at regne ud, hvordan den biks er indrettet – jeg elsker simpelthen den slags overflødighedshorn af finurligheder og søde/sjove ting. Jeg har intet som helst at bruge dem til, og jeg købte da heller ikke noget, selv om der var flere ting, der virkede lige så dragende på mig, som Misse Møhge ifølge eget udsagn virkede på mændene.

Cafeen var et herligt sammensurium af stilarter – ikke to borde var ens, bortset fra, at voksdugene var skåret over samme læst; vel at mærke ikke spor ens, men med blomstermotiver af forskellig art. Den meget opmærksomme læser vil kunne konstatere, at stempelkaffen bliver serveret i det fine Rosenborgstel – det samme stel, som Charlotte arvede en næsten komplet samling af fra mine forældre. Jeg må helt klart have slæbt min datter med herind. Eller … det bliver nok ikke nødvendigt at slæbe ret meget – jeg er sikker på, at hun vil nyde at sidde en stund her.

John og jeg nød en latte og en ‘Onkel Svends filterkaffe’ (uden apostrof! De kan deres grammatik i Korsbæk!) og kunne med skam at melde ikke dy os for at smovse i et stykke rigtig, gammeldags kiksekage, som havde vist sig at være en overaskende stor succes for de to cafedamer – der havde allerede været mange ældre og halvgamle som os forbi og klukket fornøjet over så dejligt og nostalgisk et kageminde. OG købt et stykke. For 30 kroner … det smagte heldigvis præcis som det skulle, men det var et temmelig tyndt stykke. Jeg vil vove den påstand, at hele kagen ikke har stået i mere end de 30 kroner.
Nå. Sådan noget skal man ikke tænke for meget over – bare nyde øjeblikket, så det gjorde vi selvfølgelig.

Nu med arvestykker

Som vist fortalt tidligere et par gange eller syv, er gården nu langt om længe afryddet og afhændet.
Det er der naturligvis kommet lidt forskelligt ud af, ikke kun til os tre søstre, men også til vores afkom.^*)
Det er længe siden, vi delte møblerne og de øvrige ting mellem os og ‘til Svalerne’ eller ‘til bålet’, men vi ville ikke fjerne møblerne, før gården var solgt; rummene skulle ikke stå og se forladte, triste og forsømte ud. 
Da vi endelig kunne tømme alt, efter salget blev en realitet, blev vi endnu mere glade for, at vi havde ladet det hele stå … jeg tænker her på mærker på tæpper og vægge.
Det var lidt svært … på den ene side ville vi måske gerne have kunnet tage mere med os, men på den anden side har vi hver vores komplette hjem, hvor man ikke bare uhæmmet kan stuve flere ting ind – ting, som oven i købet kommer til at skrige til himlen af bar’ stilforvirring.

Pudsigt nok var næste generation helt vilde med visse af tingene, der har stået på gården ‘altid’, og som vi tre søstre absolut ingen lyst havde til at tage med os; mange af dem anskaffelser fra tresserne og halvfjerdserne, og som vi synes er temmelig grimme, for at sige det pænt, men som vores børn synes er trendy og ‘smart’ at have stående. Selv de rustfri serveringsfade gik som varmt brød.

Amagerhylden oppe til højre blev min. Den passer fint ind i både farver og miljø i svenskerstuen, synes jeg.
Ligeledes det gamle vægskab og endog rørstolene, som boede i mine forældres vinterhave. Jeg valgte dem, fordi jeg forestiller mig, at vi til næste år får udvidet terrassen, således at vi kan overdække noget af den, men indtil videre står de i stuen.

Da vi skulle hænge vægskabet op, målte John med vaterpas, hvilket undrede mig, for hvis vi hænger noget op i vater, ser det skævt ud. Der er ikke to rette vinkler i dette hus; alting skal hænges op, så det ser lige ud i forhold til alt andet og ikke objektivt lige.
Ikke desto mindre påstod John, at “lige her er der ikke skævt!”
Jeg sagde ikke noget, men da skabet efter visse besværligheder endelig kom op og hænge, så det så pilskævt ud, at man blev helt svimmel af at kigge på det …
Ned med sig igen og nu blev der målt efter øjemål (Ellens nærmest ufejlbarlige, husker I nok).
Det skulle hæves seks mm i den ene side for at se ud, som om det hænger lodret, hvilket måske ikke lyder af noget særligt, men I skulle bare have set forskellen, det gjorde!

De to søm har også en forklaring – og nu er jeg igen nødt til at hænge min søde mand ud – min John, som kan bygge og/eller samle de mest utrolige ting … men han kunne åbenbart ikke måle afstanden mellem de to ophæng på skabet. Jeg havde fået skabet på plads i min side, men vi kunne simpelthen ikke få den anden sides beslag ind over sømmet. Da jeg antydede, at der måske var målt forkert, blev John lettere irriteret: “Okay. Ned med skabet. Du kan jo selv måle efter. 43,8 cm skal der være mellem sømmene.”
Det var der også. Der var bare kun 43,0 cm mellem midten af hullerne i beslagene …
Jeg sagde ikke noget … men det holdt hårdt at lade være med at grine.
Væggen er af så hårde egeplanker, at han opgav at få det første søm ud (de er meget lange), men bankede det i stedet helt i.

^*) I bemærkede forhåbentlig lige dette? Det hedder nemlig ikke kun … men også. Og det hedder både … og.
Det hedder IKKE både … men også, som det åbenbart er blevet meget moderne at sige – også blandt professionelle sprogbrugere.
Underligt, at man slet ikke kan høre, hvor ulogisk både … men også lyder.

Flere gamle ting

Vi har lige hentet de oldgamle plantekrukker på gården – de var fyldt med bundfrossen jord, da vi ville tage dem i weekenden, så vi kunne ikke have dem med i bilen.
Nu har de stået på hovedet siden i lørdags … vi håbede på, at solen så kunne få dem til at slippe jorden.
Det kunne den.

Så vidt jeg ved, var der ingen andre, der ville have disse måske ikke særlig kønne plantekrukker – jeg synes bare, de vil være helt perfekte at stille på en 160 år gammel ødegård i svenskrøde og hvide farver.

Jeg er ikke sikker på, at John var helt enig i, at de vil se godt ud deroppe, men jeg lod være med at spørge ham, og han har ikke benyttet sig af nogen form for vetoret.

Denne her er ret stor. Og ret tung.
Men den ser altså godt ud, når den er gjort ren. Og fyldt med blomster.
Synes jeg.

Mon ikke John vil synes det samme, når vi har fået bakset den på plads?
Det tror jeg.

Jeg ved egentlig ikke, hvor gamle de er – de har ‘altid’ været på gården, så mon ikke de første gang er plantet til af min farmor?
Der er noget viktoriansk / klunketid over den på fod, er der ikke?

Synes I også, at jeg er et pjattehoved, at jeg gider slæbe dem til Sverige?
Det var et retorisk spørgsmål, for det er lige meget, hvad man mener – sentimental value er absolut mere sentimental end value.
Affektionsværdien er pænt stor for mig – også selv om man smiler lidt ad mig.
Det kan jeg godt tåle.

Tom, tommere, tømt

Igen har vi været på gården; denne gang for at gøre rent. Ikke som i skure og skrubbe os grønne i hovederne og hudløse på hænderne, men bare så det ikke ser alt for slemt ud. Vi ved, at den nye ejer vil totalrenovere stueetagen, så der er ingen grund til at bruge for meget knofedt på gulvtæpper, som alligevel bliver hevet af ved først givne lejlighed.
Jeg ville selv have gjort det samme: der er de skønneste, gamle gulve overalt; godt nok dækket af 17 lag lak, men det kan jo høvles af. Sådan noget gjorde far og mor ikke i; de er vokset op med lakerede gulve, så de ville have tæpper, tæpper, tæpper. Det eneste sted, de, efter hårdt pres fra os børn, høvlede gulvet af, var i spisestuen – som blev så flot, så flot.
Jeg husker udmærket, da mor med jævne mellemrum lakerede gulve i min barndom – altid sent om aftenen, så det kunne være tørt næste morgen. Jeg tror virkelig, hun afskyede at lakere gulve, selv om hun aldrig klagede, og vore dages afhøvlede gulve var formentlig et ukendt begreb for 60 år siden … var snarere et tegn på, at husmoderen var en dovenlars. Sandskurede gulve kender vi, men de var nok kun for fattigfolk, som ikke havde råd til lak, og fattig var en bonde så sandelig ikke! Det kan godt være, der stort set ingen penge var, men fattig var man ikke!
Så der kom tæpper overalt, efterhånden som de fik råd.

Staldbygningerne kender jeg ikke alderen på; min farfar og farmor købte gården i 1911 og byggede ‘det nye’ stuehus i 1924. Det er helt symbolsk: Kvinderne på min fars side bliver tilsyneladende alle sammen 89 år, og nu skal vi tage afsked med et 89-årigt stuehus …
For 89 år siden skulle man have disse rosetter midt i loftet, hvorfra lampen skulle hænge:

Om stukkatøren ikke havde lyst til at modellere den samme tre gange, eller det var en ordre fra bygherren, ved jeg ikke … jeg holder mest af den i midten.

Kælderen skulle have en ordentlig omgang med støvsugeren. I et mørkt hjørne lå ham her – nærmest helt forstenet; i hvert fald meget, meget stiv. Jeg lod min søster beholde den som et minde …

Bakelit-stikkontakter … ses ikke ligefrem hver dag mere.
Far var lidt sjov sommetider: han havde ikke noget imod at bruge mange penge på at betale en ferie for hele familien; heller ikke med andre ting var han nærig, men så snart det var noget med interiøret, skulle der helst ikke bruges penge på noget, så længe det gamle overhovedet fungerede.
Utallige er de meter brugt ledning, vi har smidt ud under oprydningen. Det er blevet gemt og gemt og gemt … flere gange, når John satte nye lamper op for far, var han (John) ved at blive ekskluderet som svigersøn, fordi han insisterede på kassere de gamle ledninger. Vi var ikke klar over eksistensen af den store kasse med meget gamle ledninger, vi fandt i en af staldene.
Min mor kunne heller ikke smide noget ud; hun gemte ALT. Selv brugt gavebånd. Jeg tror, det har noget at gøre med, at mine forældre var 14 og 19 år, da 2. verdenskrig brød ud. Dengang smed man intet ud, og den vane har de åbenbart aldrig kunnet lægge af.

Julemarked? Snarere ‘Alt for Damerne’

Som vi lovede os selv i går, kørte vi i dag tidligt af sted til Havarthigaarden for at se deres julemarked, som især John var lidt skuffet over – der var ikke meget jul, i hvert fald ikke så meget som forventet, navnet taget i betragtning, men med stærk overvægt af tøj og ting til kvinder med hang til luksus og forkælelse.
Lidt kom vi da hjem med: to skønne fleece-sweatshirts til A&A, tre slags risotto-ris (trøffel, Karljohan og tomat/basilikum) og en lækker spegepølse.
Vi kom også forbi denne plakat, som reklamerede for firmaets økologiske lambrusco. Enten er der er ‘e’ for meget eller også er der et ‘r’ for lidt i deres ‘økologiske druer’ – jeg hælder til det sidste. Hvis ikke man ikke engang kan overkomme at få læst korrektur, når det handler om så få ord, kan min respekt for firmaet ligge på et temmelig lille sted. ‘Økologiske’ skal i øvrigt ikke skrives med stort begyndelsesbogstav her.

Vejen hjem lagde vi over Frederiksdal og Nybro. På trods af det yderst triste vejr var der meget gang i kajakkerne ude på Bagsværd sø, så vi tog et stop ved stedet, hvor konkurrencerne normalt foregår. Ih hvor folk trænede seriøst – inde ved kanten stod en træner, som snart måtte blive hæs af alt sit råberi, der skulle kunne høres langt væk ud over den disede sø – jeg kunne dårligt nok få øje på dem, han råbte til.
Man har meget praktisk har hængt et reb op til høflig og venlig selvbetjening, hvis man skulle være så uheldig at tabe konkurrencen og ikke kan se sig selv eller andre i øjnene bagefter …
Vi så da også en del stillede … okay, ikke træsko, men fodtøj var det ikke desto mindre.

Næsten hjemme igen kiggede vi indenfor i Den gamle Købmandsgård på Korporalskroen ved Karlslunde.
Se, det var jo et rigtigt julemarked … hyggeligt og fyldt med nostalgi. Herunder ses halvdelen af cafeen, som havde hele to borde.

Jeg købte to mini-julekrus til A&A med Brammings julenisser på, plus to Luxus-hobbyposer med alt til faget hørende i selvgjort julepynt. Når jeg kommer til UK midt i december, må vi se at få lært ungerne at flette julehjerter – det må de være gamle nok til nu.

I ostebutikken, som lå i en anden længe, havde de sat en rigtig Blue Stilton til ‘modning’ med portvin.
Jeg har endnu til gode at smage sådan en … det er med garanti en speciel oplevelse …

Mellem Havarthigaarden og Den gamle Købmandsgård aflagde vi et besøg i Elgiganten i Tåstrup, men det fortjener helt sit eget indlæg, så det bliver en anden dag.

Som en appetizer kan nævnes, at Brugsen ville blegne af misundelse over Elgigantens manglende staveevner.

Tilbage til halvtredserne

Somme tider går jeg åbenbart en anelse halvblind gennem tilværelsen. Ikke med vilje, naturligvis, men jeg kan blive overrasket ind imellem …
For eksempel da Charlotte i søndags fortalte mig, at 50’erne er blevet meget trendy og et stort hit i England. Rigtig meget handler om 50’erne.
Det har jeg overhovedet ikke opdaget, men i isenkrambutikken i dag kunne jeg se følgende dåser til salg:

Rice Krispies fandtes muligvis ikke i 50’erne, men selve stilen er vist tydelig nok.
Christels tegninger bliver genoptrykt – jo, den er god nok, og alle I andre har garanteret lagt mærke til trenden …

For at fuldende 50’erbilledet, sendte en kollega i dag mig et link til denne på YouTube. Det er den skønneste toårige dreng, jeg længe har set. Hans forældre er professionelle dansere, så han har vel fået rytmesansen og evnerne ind med både gener og modermælk.
Han danser til Jailhouse Rock (som Elvis udgav i 1957). Nyd 1:42 minutter i selskab med gutten – man kan kun blive glad af at se ham.

Og igen apropos 50’erne: Er der nogen, der ligger inde med Susy-bøgerne? Og vil sælge? Jeg troede jeg havde gemt dem, men det havde jeg ikke.
Jeg vil meget gerne købe dem, hvis nogen skulle være interesseret i at sælge.

Inspiration, inspiration

Atter og atter må jeg konstatere, at blogland er et orgie af inspiration. Til alt muligt – ture, oplevelser, håndarbejder, ting man ikke kan undvære…
For ikke så længe siden var det Linda, der havde fundet et taskemønster hos I Like Orange, Too. I like this tote bag…

Side 1 og side 2…

Den kunne jeg overhovedet ikke stå for, og da stofrester er ikke ligefrem noget, der er mangel på her på matriklen, udvalgte jeg stoffer i stor stil, slæbte dem med til Sverige og gik i gang pinsesøndag. Det er meget afslappende at kurere tømmermænd med denne slags sysler…

Nu er tasken færdig, og selv om jeg stort set fulgte opskriften, er den alligevel helt min egen af mindst tre grunde: Jeg har sat to indvendige lommer i (umuligt at undvære indvendige lommer), jeg vil aldrig kunne rekonstruere den med de samme stoffer, og endelig fordi jeg satte en blondekant på øverst.
Det gjorde jeg, fordi jeg fik disse kasser, da min mor døde. Det er lidt svært at finde på noget at bruge alle de bånd til, men her var lige en mulighed.

Kan I se, hvad det er i billedet i midten? Det er håndbroderede kraver, som min farmor (eller måske oldemor) selv har broderet. Det er så fint, så fint – se detaljebillede til højre. Billederne kan klikkes større.
Jeg får nok aldrig brugt disse ting til noget, men jeg nænner ikke at smide det ud, og hvis jeg gjorde det, ville jeg være et ignorant skarn. Heldigvis har jeg en datter, der sætter pris på denne slags arvestykker, så der er begrundet håb om, at det holder mindst én generation til.
Charlotte har noget hvidt sengetøj med broderet mellemværk i England – også noget, hun har fra min farmor. Oh, det er vildt flot og passer så godt i stilen til deres gamle hus.

Born To Be Wild? Wasn’t Born To Follow?

Findes der 16-armede blæksprutter?
Det gør der oven vande, for sådan en har jeg været i dag og er derfor en anelse flad. Det var absolut ikke ‘just another day at the office’… Godt man kan multitaske…

I mangel af bare nogenlunde anvendelig hjernevirksomhed har jeg i stedet lusket lidt rundt på YouTube, fordi jeg på vejen hjem hørte noget musik, der sendte mig lige lukt tilbage til min skønne, uforpligtende ungdom.
En ungdom, hvor jeg ikke nødvendigvis gjorde det, alle andre gjorde, hvilket i øvrigt har fulgt mig hele livet – jeg hader stadigvæk, når nogen fortæller mig, hvad jeg skal eller burde gøre. Dengang gik det nok mest ud over min mor…
At lige træde lidt uden for den slagne sti har altid virket ret tiltrækkende på mig.
At vælge russisk i gymnasiet f.eks. Som datter af en bondeslægt, der selvfølgelig altid har været højreorienteret? Og så i en tid, hvor krigen stadig var hundekold? Ikke populært…
(Hvad skulle jeg overhovedet i det gymnasium for? Piger har da ikke brug for en uddannelse!)
At melde mig ud af folkekirken to nanosekunder efter jeg var fyldt 18? Ikke populært…
Flytte sammen med en mand uden at være gift med ham? Ikke helt godt…

Så var jeg heller ikke værre, men at rive sig løs fra en gammel, fasttømret bondeslægts holdninger og traditioner kan godt have sine vanskeligheder. Ovennævnte små ‘oprør’ er jo rent til grin i dag, men det var de ikke dengang.
Jeg skal her på det kraftigste understrege, at mine forældre bakkede mig op til hver en tid. Næsten da… den med folkekirkeudmeldingen var bestemt ikke god… Normalt var det dog mest resten af familien, der ikke altid lagde skjul på, hvad de mente om sådan én som mig, og det faldt tilbage på mine forældre, der åbenbart ikke magtede at opdrage mig ordentligt. 
Nå, pyt – vi slap alle levende gennem familieskærsilden – det var, ikke mindst takket være mine forældre, egentlig ikke noget, der fyldte ret meget i mit liv; glæderne ved livet og det at være ung fyldte meget, meget mere.

Én ting, mine forældre dog stod helt af overfor, var min musiksmag. Jeg var stor fan af Steppenwolf, men jeg var lige så glad for den mere Folkprægede genre og var vild med I Wasn’t Born To Follow med The Byrds. Jeg kunne lide langt det meste af tressernes musik, bare ikke Elvis eller Cliff – dem kunne alle de andre hjertens gerne slås om for min skyld.
The Summer of ’69 var en mindeværdig sommer; ikke blot for Bryan Adams: jeg var i England for første gang, jeg startede i gymnasiet, og jeg… nå, det lader vi ligge…
Det siger næsten sig selv, at jeg skulle se Easy Rider (også fra 1969) – jeg syntes ærlig talt ikke den var særlig god, men det indrømmede jeg aldrig over for mine forældre, og der var om ikke andet mange dejlige sange og naturscenerier i filmen.

Nedenstående version af Born To Be Wild er sandsynligvis kun morsom, hvis man kender Steppenwolfs oprindelige tekst, hvilken jeg selvfølgelig kunne og stadig kan udenad.
Denne modificerede tekst passer nok bedre på rebEllen nu, hvor hun nærmer sig pensionsalderen.