Fristelserne hober sig op

Jeg burde melde alle nyhedsmails fra. Og stoppe med at kigge på Facebook og Instagram.
Fristelserne står i kø, larmer, lagrer sig i hjernen og bliver ved med at prikke til mit rejselystcenter, som er uforholdsmæssigt stort i forhold til resten af min hjerne … og likvide midler … verdenssituationen har en kedelig tilbøjelighed til at udhule pensionen i denne tid.
Det er både godt og ikke godt, men man må selvfølgelig aldrig gå ned på planer. I marts, juli og december skal vi til England. Vores sommerferie bliver to ugers autocampertur langs med og afstikkere fra den fantastisk smukke Kystrigsvej 17 i Norge, hvilket vi glæder os virkelig meget til. Hvis vejret ellers har tænkt sig at opføre sig ordentligt. Første gang vi tog den tur (i 2012), stod regnen ned i stride strømme dagen lang hver dag på hele ruten. Da vi, i håb om bedre vejr, ville gentage turen i 2018, vendte vi om og kørte hjemover efter at have kørt i to dage med 5-10° og slud. SLUD!!! Det var den sommer, hvor vi i Danmark ikke så regn mellem maj og august.
Nu prøver vi tredje gang, og hvis det heller ikke lykkes her, kaster vi håndklædet i ringen og finder et andet sted at vende camperen mod.

Til næste slutvinter vil vi til Grønland. Til Isfjorden. I en periode, hvor der er kommet tilstrækkeligt dagslys til at kunne opleve en fantastisk sejltur eller to, men hvor der også stadig er lange, mørke nætter til at se nordlys i. Det bedste fra to verdener.
Det var 2023 og 2024.
Vi er desværre nødt til at nøjes med én større tur om året, for der skal også være plads til både 2-3 englandsture og nogle kroophold med indbygget lækker mad.
Jeg har lige set et krydstogt til Nordkap og Hammerfest, hvor man sejler ud fra Esbjerg og ender i København. Se, det er virkelig fristende, for tænk at kunne tage et krydstogt, hvor vi ikke først skal flyve den halve jord rundt for at kunne borde. Det må af samme årsag vente, til vi er blevet lidt ældre.
Vi vil en tur ned på Italiens hæl, hvorfra vi har set tilstrækkelig mange interessante billeder til selv at ville opleve området.
Vi vil til Sicilien.
Østrig vil vi også nå at se igen.
Og på safari igen, selv om vi været det tre gange, men vi er ikke færdige med Afrikas vilde dyr endnu!
Krydstogt på Donau.
Nazaré i Portugal for at se surferne ride på stedets giga-monsterbølger – men eftersom der ingen garanti er for, at de er der lige når vi er der, og at vi i øvrigt ikke rigtig gider Portugal, så er det nok noget af det, der forbliver langt nede ad listen.
Vi er ret sikre på, at New Zealand og Australien er droppet nu – vi er blevet for gamle og orker ikke rigtig mere de lange, lange flyveture. Tror vi. Jeg ville så gerne på flodkrydstogt på Mekong, men der er for varmt og fugtigt til John. Der skal jo helst heller ikke være så mange ønsker, at det ligefrem stresser os …

Lad nu være med at spørge, hvorfor vi ikke bare bliver i Danmark, fordi her er så smukt og dejligt. Det er vi helt enige om, men det ser vi på alle vores småture, og der er så mange skønne og ikke mindst anderledes steder på planeten Jorden.

For os er der et evigt dilemma: Når vi har set og oplevet et dejligt sted, har vi næsten altid lyst til at se det igen, men der er bare så forfærdelig mange steder på jorden, vi også gerne vil se. Vi når aldrig nogensinde mere end en brøkdel af dem, og netop derfor er det måske dumt at se nogle af dem både to og tre gange? Hvad er den salomoniske løsning på det dilemma?

Én ting er helt sikker: Jeg vil ikke sidde på plejehjemmet og ærgre mig over alt det, jeg kunne have gjort, men ikke gjorde. Jeg vil kunne sige til mig selv, at jeg gjorde hvad jeg kunne!

Lidt pensionistliv

Jeg har det lidt lige som i Pensionistvisen – og så alligevel ikke, for tiden føles ikke spor lang. Tværtimod, så flyver den afsted; den ene dag tager den anden, og pludselig er der gået en uge. Igen. Det går alt for stærkt, gør det.
Bloggeriet bliver det ikke til så meget med – jeg nyder livet hver eneste dag, men begynder jeg at skrive for meget om mine hverdagsaktiviteter, kommer det helt sikkert til at ligne en kopi af omtalte pensionistvise.
Bloggen er vist ved at udvikle sig til at blive en slags rejseblog eller i hvert fald en blog, hvor jeg kun kommer med indlæg, hvis jeg har oplevet et eller andet ud over det sædvanlige.
Holde helt op med at blogge har jeg ikke lyst til, men skrive bare for at skrive, hvis der ikke er noget interessant i andres øjne end mine egne, kan næppe lokke læsere til.
Det vil i givet fald nok bare blive lige som det er blevet med dette indlæg: Nogle billeder af min have. Jeg elsker min have, men jeg er ganske klar over, at det ikke er ensbetydende med, at andre gider se på en uendelig række af billeder fra den.

I slipper dermed ikke denne gang. Herover er sat to billeder ind af min alkymist-rose. Øverst fra sidste år; nederst fra i år. Den var længe om at etablere sig, men sidste sommer tog den for alvor fat, og nu kan jeg næsten ikke styre den. Den er stukket helt af, også i sammenligning med de tre andre roser jeg satte i samme bed. Fire forskellige roser, men holdt i nogenlunde samme farveområde. Jeg er totalt betaget af alkymisten, hvis blomster ændrer sig fra varm fersken til næsten helt hvid. Det er en skam, at den ikke remonterer, men den kompenserer for det med dens enorme blomsterrigdom.
(Og jo: John har pudset ettallet, tøhø. OG de tre andre tal, så de alle fire nu skinner så fint. Det var nødvendigt, efter Annemarie og Nicolai malede gavlen for os.)

Herunder billedspam af alkymistens aldersvariation. Den yngste først; den ældste sidst.

Den dufter ikke vildt meget, men den dufter! Den holder pænt længe i en vase, og når der er så mange, kan jeg sagtens tage ind til flere vaser.
Snart kommer alle de hvide roser omme i baghaven – der er flere grunde til, at vi ikke er meget for at feriere i juni og i skolernes sommerferie, og en af dem er havens skønhed i netop de tre måneder. En anden er drivhuset.

I stedet for ferie tager vi på småture. I morgen kører vi (igen) til Den Fuldkomne Fisker ved Onsevig. Det var så god en oplevelse sidste sommer, at vi vover en gentagelse; denne gang med overnatning, for der er altså virkelig langt hjem derfra, selv når man er John. Han kan fint køre hele vejen til og fra Hoek van Holland uden afløsning, men når han har indtaget en større middag, og klokken er blevet ti-halvelleve om aftenen, er han ikke lige så frisk. Med overnatning er der yderligere den gevinst, at han kan tillade sig at drikke noget med lidt procenter i.
På den lille campingplads kender de den gamle talemåde, at man ikke kan få både i pose og i sæk, så som gæst bliver man bedt om at beslutte sig til, om man vil have i pose eller i sæk. Vi valgte sækken, hvor vi får den store menu og har eget bad og toilet i den hytte, vi skal sove i.
Om 14 dage tager vi på  gourmetophold på hotel Thinggaard i Hurup, Thy, så lidt sker der da indimellem. Ditte og Peter har også fundet et sted, vi skal hen. Vi har faktisk travlt!

Jeg tror jeg flytter

Jeg flytter hverken fra adressen eller fra John, men jeg får sådan en lyst til at flytte mere eller mindre permanent op i shelteret, fordi vi for et par uger siden købte et mere mageligt siddearrangement dertil … som man dog stadig kan bruge som spisebord, hvilket vi hverken kan eller vil undvære deroppe.
To sofaer og to stole, plus de hvide stole vi havde i forvejen. Nu kan vi sidde 10 deroppe og stadig sidde fint. Man kan også sove deroppe nu, hvilket jeg har savnet – det gjorde jeg sommetider i Sverige om sommeren. Det var så skønt og nu kan jeg sove ude igen, hvis jeg vil.
De seneste solskinsdage har jeg næsten boet deroppe, når jeg da ikke lige har gået og ordnet i haven, som nu er ved at være forårsklar.

Jeg ELSKER vores shelter.
Lige bag det, i et hjørne, som man ikke kan se nogen steder fra hverken hus eller have, har vi anlagt lidt flere højbede, så nu har jeg næsten en rigtig køkkenhave.
Hvor de sorte trækasser står, var der en syren, som måtte lade livet i år, fordi den stjal det eneste lille fjordkig, naboerne skråt bag os har. Som de flinke mennesker vi er, blev den naturligvis fældet på deres forsigtige anmodning. Jeg var kun glad, for jeg havde længe villet være fri for den syren, da jeg netop havde flere højbede i tankerne, men John havde nedlagt veto. Han er dog heldigvis bare lige så flink en nabo, så væk kom syrenen; en mand med en stubfræser blev hyret til at splintre dens rodsystem i millioner, så den ikke finder på at komme med hundredvis af rodskud.
Nu er højbedene anlagt og i år har jeg gulerødder, løg, porrer, spinat, ærter, squash, dild og salat. Flere hvidløg har overlevet vinteren, så de skal høstes i løbet af sommeren.
I en af de små kasser har jeg to peberrodsplanter, jeg fik sidste år og i en anden har jeg vinrabarber.
Det med peberroden er ret smart, for fra sådan en kasse kan de ikke brede sig til hele haven, hvilket var problemet der, hvor jeg fik dem fra.

Det ser ikke særlig kønt ud, men det gør ikke noget, for vi kan som sagt ikke se denne køkkenhave. Man kan fra vejen, men det er de andre beboeres problem … og hækken bliver jo tættere end den er nu. Måske gør vi noget mere ved det engang. Måske …
Drivhuset er næsten helt tilplantet; der mangler blot et par tomatplanter – igen måske – jeg har allerede 11 planter i gang. Det skal passes af andre det meste af august, når vi skal på krydstogt i Nordatlanten, så det er nok ikke det smarteste med alt for mange mindre krukker, der skal tilses i hvert fald hver anden dag.
Vi får se, om jeg kan dy mig … jeg har som sædvanlig uhyre svært ved at beherske mig på denne årstid – jeg kan slet ikke få sat nok i gang, men det dur altså bare ikke at give andre end mig selv noget der ligner et halvdagsjob med at passe vores have.
Bliver det hele for voldsomt, må jeg engagere mig med nogen, der tager penge for den slags – så er min samvittighed i det mindste i orden.

Er dette årets længste måned?

Det er mørkt. Hele dagen. Og der er over en måned til årets korteste dag. Suk. November er trist, og jeg kommer på forhånd med en undskyldning til jer, der har fødselsdag i denne måned – hvilket både min far og mor i øvrigt havde, men så lysnede den da også en smule, når vi så kom og fejrede dem.

Vi har ordnet drivhuset til vinteren i dag, så det står fint og lige parat til at plante det til igen til foråret. Nu kunne der ikke pines flere tomater ud af det, men det blev da også til over 37 kilo i år. Det er ret mange, faktisk, men jeg vil heller ikke have lige så mange til næste år, hvor jeg af hensyn til mine havepassere vil bestræbe mig på kun at have kapillærkasser i gang, så ikke de skal på arbejde hver dag inde hos os.
Det vil jeg bestræbe mig på, fordi vi skal på krydstogt i 17 dage i august. Hvis verden ellers arter sig …
Vi lægger ud med nogle dage i New York, hvorfra vi sejler først til det østlige Canada (jeg har længe ønsket mig at se Newfoundland), derefter til to destinationer i Sydgrønland og to destinationer på Islands nordkyst, for at slutte af med et døgn i Reykjavik inden vi skal hjem.
Jeg glæææder mig til at rejse igen – hvis vi da ellers får lov, men mon ikke vi gør? Jeg har besluttet mig for at være optimistisk, til nogen tvinger mig på andre tanker. Coronarestriktionerne er her desværre igen i et vist omfang, men jeg tror ikke, der er nogen, der tror på eller regner med deciderede nedlukninger, for det lader til, at vi, der er vaccinerede, får lov til at færdes næsten hvor vi vil.

Udover denne spændende tur er rejseskuffen så småt ved at blive fyldt igen: England til jul og sandsynligvis igen til maj, Tromsø til marts, et par dage i Tyskland til april, plus det løse, som endnu ikke er planlagt, endsige bestilt.
Verden – og vi – trænger til normalitet, og normalitet er for os blandt andet at kunne drage ud og opleve noget. Coronapesten har taget noget fra de unge, det er sikkert og vist, men vi gamle, som er i den anden ende af livet, har ikke vildt mange aktive år endnu at give af, så det kan kun gå for langsomt med at kunne se verden udenfor igen.
Det varer dog nok lidt, inden vi begiver os til mere eksotiske steder – hvis vi overhovedet giver os selv mulighed for det mere. John er trods alt 76 år. Han er kvik nok i hovedet; det kniber mere med benene.
Selv om vi i princippet synes det kunne være fedt at rejse væk i vintertiden, hvor man alligevel hverken skal passe drivhus eller have, bliver det altså ikke endnu, vi søger til steder på den anden side af jorden, som da vi rundede Kap Horn for snart tre år siden.
Det går nok. Bare vi kommer afsted. Der er steder nok at tage af, og, corona eller ej, så er det altså også dejligt ikke at skulle på en tur, der kræver en vildt lang flyrejse med flere skift.

Endelig!

Normaltilstande er stærkt på vej tilbage. Danmark definerer nu Covid-19 som en ikke-samfundskritisk sygdom. Det samme gør Norge – i hvert fald har de helt ophævet restriktionerne.
Det er der mig bekendt ikke andre lande der har, men det kommer vel. Det er ikke mange sammenlignelige lande, der har så få nye smittetilfælde som os. Selv Norge har lidt flere.
Jeg har derfor sat gang i opfyldning af rejseskuffen. Vi kan så godt lide at have noget at glæde os til, og det har vi nu.
Vi lægger ud med en uges efterårsferieophold i et fedt, vestjysk sommerhus sammen med englænderne. De ved endnu ikke helt, om de kører hertil eller de flyver – det kommer lidt an på hvor fjollet Holland opfører sig med hensyn til transitrejsende fra England, og om de skal testes her i Danmark for at få lov til at rejse tilbage gennem Tyskland og Holland, hvilket de ikke skal, hvis de flyver direkte mellem England og Danmark.
Dernæst kommer en julerejse til England for John og mig. Det bliver den sædvanlige tur fra Hoek van Holland til Harwich. Hvis verden igen bryder sammen i coronakramper, kan den afbestilles og blive fuldt refunderet indtil få timer før afgang, men det håber vi så sandelig ikke bliver nødvendigt!
Vi har en firedages tur til Tyskland i april, som er blevet udsat ad en del omgange siden april 2020.
Endelig har jeg netop strikket en tur sammen til … Norge, såmænd. En nordlystur først i marts, hvor selve nordlysarrangementet bliver på min fødselsdag, idet jeg naturligvis satser på, at vejret bliver perfekt lige netop den dag. Vi skal også denne gang bo i Tromsø, men på et andet hotel end sidst. Lidt forandring må der til. Vi blev nødt til at tage fire nætter, fordi der ikke var et passende fly hjem efter tre nætter, så vi skal finde på noget fornuftigt at foretage os. Måske leje en bil en dag, hvis vejret er fint? Måske en hvalsafari, hvis der er sådan en på det tidspunkt? Der er muligheder nok; det drejer sig bare om at beslutte sig.
En af de (få) gode resultater af coronapesten er, at man generelt har ændret lidt på diverse afbestillingsbetingelser.
Hotellet kan omkostningsfrit afbestilles indtil kl. 16 på ankomstdagen – sådan har det dog altid været, selv om tidspunktet kan variere lidt.
Vores flybilletter kan også ændres eller afbestilles uden det koster os noget.
Nordlysturen kan afbestilles og fuldt refunderes indtil dagen før den skal finde sted. Det er nyt, for det har tidligere kostet et gebyr at afbestille, men hvis nogen skal have solgt noget som helst, er de nok nødt til at give de betingelser – ellers afholder man sig bare fra at booke noget.

Jo, vi var på nordlystur i februar 2020. Ja, vi vil igen her allerede to år efter. Nordlys kan vi nemlig ikke blive trætte af at kigge på, og denne gang bliver det med en firehjulstrækker og dermed en mindre gruppe end sidst … som nu heller ikke var specielt stor, men igen: Vi kan lige så godt prøve en anden udbyder, for jeg kan ikke forestille mig, at det kan blive ringere end første gang. Det er så ikke ment som det kan lyde, for første tur var aldeles fantastisk, men det tror jeg, at de alle er, og anmelderne af denne med firehjulstrækkeren kan overhovedet ikke få hænderne ned og giver fem stjerner ud af fem. Ingen firere, treere, toere eller ettere, men lutter femstjernede anmeldelser. Man må så bare håbe, at arrangøren ikke selv har skrevet dem alle sammen, men så skal de i givet fald være meget gode til at imitere engelsk skrevet af folk med hhv. tysk, hollandsk og norsk baggrund.

Der er dejligt fyldt op i rejseskuffen, og vi har ikke engang planlagt sommerferie endnu. En tur til England i maj er i støbeskeen, men endnu ikke bestilt.
Vi venter, på trods af brugen af ordet ‘normaltilstande’, lidt endnu med de mere eksotiske rejsemål. Jeg gider ikke flyve langt iført mundbind – det var alt rigeligt til England.

Pensionistvisen, vers 371

Vi er vist efterhånden alle trætte af coronapesten.
Vi er vist også efterhånden trætte af dagligt at høre eller læse om, at vi er trætte af coronapesten.
Livet leves stort set som i Pensionistvisen. Livet føles som Pensionistvisen!
Dagene ligner hinanden en hel del.
I dag har jeg studeret Gartneri Toftegaards hjemmeside for at finde ud af, hvad jeg skal købe af chili og tomat til drivhuset. De åbner ikke før 8. april …
Jeg har også købt nogle nødvendige materialer til syning af tasker, punge og diverse organizers. Ikke stoffer, for dem har jeg tonsvis af, men fyldstoffer, så tingene får lidt stivhed og substans.
Dagene har, trods ensartetheden, også lidt fyldstoffer indimellem:
Jeg har blandet jorden til højbedene og fyldt den i.
Jeg har sat omkring 100 montbretialøg.
Jeg har strikket Two Harbors Poncho til Anna.

Jeg faldt tilfældigt over et billede af den, tænkte, at det da vist lige var en Anna-model, sendte det til hende og spurgte om det var noget jeg måtte strikke til hende.
Svaret kom næsten prompte i form af et stort JA TAK! Så havde jeg set rigtigt, og opskriften blev fluks bestilt. Farveønsket var en mere blå end modellen og mindre kontrast mellem krave og bul.
Jeg håber farverne er ramt rigtigt … før første gang købte jeg via internettet garn, jeg ikke kendte, og så er det svært at vide, om farven er gengivet korrekt. De kaldte den ‘jeansblå’, hvorfor jeg havde forventet en mere dæmpetblå farve, men jeg håber, at Anna kan acceptere den.
Den ser fuldstændig forkert ud i proportionerne, men den overholder alle angivne mål, og pigen ser da vældig sød ud med den på, ikke sandt? Det vil den spinkle Anna så nok også gøre.
Jeg er så stor en egoist, at jeg ikke sender den til hende, men vil selv overrække den, når vi engang får lov at tage derover.
Det er spændende, hvornår man vil åbne grænser i de forskellige lande. Ifølge den senest opdaterede vaccinationsplan har John fået sidste stik i den første uge af maj og jeg i den anden uge af maj. Det er faktisk ikke ændret, selv om vaccinationskalenderen er ændret flere gange.
Men ét er, hvornår vi er klar. Noget andet er, hvornår de enkelte lande er det. Jeg håber så meget, at de vil åbne for vaccinerede personer, men holddaop, hvor er antivaxxerne imod det. Sikke de dog kan råbe “diskrimination!!!”, både her og i England – og sikkert også andre steder.
Ja, det er diskrimination. Å hva’ så? Det er et valg, I har truffet, og hvorfor skulle det ikke have konsekvenser? Sådan må det være. Hvis ikke I vil vaccineres, må I om bag i køen.
(Hvorfor har man mon i øvrigt besluttet, at antivaxxere skal staves med to x’r, når vaccine staves med to c’er?)

Til sidst en bemærkning, jeg hørte i tv forleden, og som gav mig dagens grin:
Når man ikke overholder reglerne, er det et klart brud på de regler, der gælder.

Syslerier i en monoton tid

Det er da bare for meget med den coronafrygt efterhånden … jeg har lige nyst, og pc’en begyndte fluks at køre et antivirusprogram.
Hvad? Var den lidt for plat? Beklager. Jeg skal forsøge at forbedre mig.

I dag har vinduespudseren været her – faktisk er han i gang lige nu. Vinduespudser? På en søndag?
Ja. Men det er fordi vinduespudseren er den mand, jeg har været gift med i næsten en tredjedel århundrede, så spændingen ved det er behersket og kommer ikke ind under betegnelsen små hverdagsbegivenheder i samme grad som skorstensfejerbesøget gjorde.
Til gengæld kan vi igen kigge ud gennem vinduerne … det er slet ikke så tåget, som vi troede …
Jeg har ryddet op i en køkkenskuffe. Én køkkenskuffe. Man skal jo passe på ikke at overanstrenge sig i min alder. Det var dog en stor køkkenskuffe. Så stor, at der efterhånden gemte sig for mange låg uden tilhørende beholder og vice versa. Det vil sige … de makkerløse elementer gad ikke engang gøre sig den ulejlighed at gemme sig; derimod lå de af en eller anden grund altid forrest eller øverst. Delene må bevæge sig rundt om natten, sikkert nogenlunde samtidig med, at kalorierne bruger tid på at sy mit tøj ind, mens det hænger i skabet. Kalorierne skal jeg stadig være på vagt overfor, men nu er der orden i skuffen, og alt, der skal have en makker, har en makker.
Mine overflødige kilo kan i øvrigt ikke tilskrives coronaen. Dem har jeg haft meget længere, og der er ikke kommet flere til det forløbne år – én fordel er der da ved aldrig at komme i et fitness-center: Det gør ingen forskel, at det ikke må holde åbent.
Keder vi os? Nejda. Overhovedet ikke. Ikke ret meget …
Et eller andet sted derude en kreativ sjæl, der har leget med stavemåden af board games og ændret det til bored games.
Tim sendte mig ovenstående billede af en coronaversion af Matador, som på engelsk hedder Monopoly. Det er lidt morsomt … se bare Chancen, som er ændret til DON’T TAKE CHANCES. Spillet findes i flere udgaver, og man kan jo altid bruge lidt tid på at smile over den anvendte fantasi.
Formentlig kan ingen være i tvivl om, at et uddrag fra et andet bræt stammer fra en amerikansk udgave – dollartegnene behøves ikke til den konklusion.

Jeg har luret lidt rundt på nettet. Det meste coronahumor kommer fra USA og er ikke særlig morsomt. Jeg har generelt svært ved at se det sjove i amerikansk humor, hvorimod jeg oftest finder den engelske vidunderlig. Naturligvis er der undtagelser fra begge, men de er få. Et borderline-tilfælde er den indsatte Simpson-udtalelse. Er den sjov eller ej?
Der er masser af mennesker der lægger et arbejde i, at vi andre ikke skal kede os for meget. Jeg formoder desuden, at de heller ikke selv keder sig i processen. Herunder yderligere to billeder, som Tim sendte mig.

De er i tankegangen ens og alligevel ret forskellige. Fx bor mine englændere på det ene i Depressing og på det andet i Boring Rich People.
Hvis de er for svære at læse, kan de findes på nettet.
De er sprængfyldt med fordomme, men det gør dem ikke nødvendigvis kedelige.

Huhej, hvor det går …

Livet er fantastisk spændende for tiden … i dag har skorstensfejeren været her. Sådan en fyr har virkelig svært ved at arbejde hjemmefra, og eftersom brændeovnene nok mange steder bliver brugt mere end normalt, er det vigtigt at få tjekket skorstenene, så vi er altid glade for at se Mads, som har været vores faste fejer i de seks år, vi har boet i Den Stråtækte.
Seks år! Jeg husker kun alt for tydeligt mine ord til John, da vi flyttede herned: “Åh, hvor er her bare skønt, John … kan vi få 10 gode år her, vil jeg være SÅ glad”. Jeg er overhovedet ikke enig med mig selv, for så er der kun fire år tilbage. Det er alt, alt for lidt, og jeg ville på ingen måde være glad for at skulle flytte fra dette sted allerede om fire år, så jeg krydser fingre for et fortsat acceptabelt helbred.
Det er ikke kun i forhold til ens børn og børnebørn, at tiden flyver; det gør den så sandelig også i andre sammenhænge. Lige om lidt er det otte år siden, jeg jobstoppede. Otte år! Det var jo i går. Det er absolut ikke meningen, at pensionistlivet skal fløjte forbi os i den fart.
På den anden side skulle det helst heller ikke snegle sig afsted, som det gør i disse coronapesttider, hvor det bliver en mærkedag, bare man får besøg af en skorstensfejer.
Vejret er søreme også spændende. Næsten ikke til at holde ud. Se bare vores fantastiske udsigt fra hhv. hoveddør og køkkenvindue.
Det er så tåget, at vi hverken kan se fjorden eller de menneskefjendske, polske naboers hus. Det første er godt nok lidt ærgerligt …

Heldigvis er her hyggeligt inden døre: Ild i brændeovnen, kaffe i kruset, en god lydbog i ørerne og strikketøj i hænderne.
Med mit luksuslegeme placeret i min nye, store, bløde, lækre Ektorp-læne-sidde-ligge-strikke-opholdsstol. Den har jeg overtaget fra Ditte, som desværre (for hende), men heldigvis (for mig) ikke kan bruge den pga. rygproblemer. Vi hentede den i går og jeg er flyttet ind i den. Den har afløst min stressless-stol, og en fysioterapeut ville nok både løfte pegefingre og ryste på hovedet af mig.
Her til formiddag har det spændende element været at gå på internetjagt efter et nyt og lidt større bord til at have mellem mellem vores opholdsstole. Jeg var ude efter et ganske bestemt bord, som desværre viste sig ikke at eksistere mere.
Vi fandt et alternativ, hvor det ville koste 300 kroner i fragt, hvorfor vi naturligvis valgte “Click & Collect og afhent din vare inden for 30 minutter”.
De glemte bare lige at skrive, at de mente 288 gange 30 minutter.
I ordrebekræftelsesmailen stod der, at jeg kunne forvente at kunne afhente bordet den 24. februar; de ville sende en sms og en mail, når det var klar.
Godt, så. Vi må væbne os med tålmodighed. En dyd, der er blevet sat kraftigt på prøve her i vinter.

Lidt har også ret

Det lille tag, vi har liggende over brændestablen, er virkelig bogstavelig talt lille, bare to m², men man kan lige så godt få det ud af det som man kan. Det giver da trods alt et par vandkandefulde pr. 10 mm nedbør.
Ideen opstod fordi John forleden kørte ud for at købe en regnopsamlingsbeholder til det ene drivhushjørne, men på trods af vores aftale om, at den ikke måtte være ret høj og dermed nærmest usynlig bag squashplanten, kom han hjem med en, der var alt for stor og rent visuelt næsten ville fylde mere end drivhuset, så der skulle den i hvert fald ikke stå.
Der er en uudnyttet plads til venstre for brændestablen, så der blev vi enige om i stedet at sætte beholderen, som kun er på 100 liter.
Hvis man skal samle regnvand op fra et tag, så kræver det en tagrende og et nedløbsrør, og når man har et sort tag, en sort opsamlingsbeholder og sortmalet træværk, så kræver det en sort tagrende, og de eneste, som havde det, var Bauhaus i Roskilde og Ishøj.
Vi satte kursen mod Roskilde og fik hvad vi skulle bruge, men det er for varmt til at arbejde, så det får vente til en køligere aften- eller morgenstund.

Til jer, der har fået aflæggere af mamelukærmebusken: Sådan ser min ud nu – to meter i diameter, fordi den ikke frøs tilbage sidste vinter – og der er mange, mange flere blomster på vej. De to pinde, jeg satte et andet sted sidste år, er 80 cm høje og har også blomster nu, så de er hurtige til at komme i vej. De gule prikbladet perikon, der ser ud som om de har forvildet sig ind i busken, stod for sig selv sidste år, men det er en god farveplante, så den bliver snart høstet og kan dermed ikke blande sig der mere i år, men det viser lidt om, hvor hurtigt mamelukærmebusken bliver stor.

Den hvide rosenmark er også i fuld sving nu. Der er fire slags og de to af dem blomster nu – de to andre kommer snart, og det var selvfølgelig bevidst, at jeg valgte nogle, der blomstrer på forskellige tidspunkter. Én fejl har jeg dog begået: Jeg må have været for fokuseret på, at de skulle være hvide, så jeg glemte at tjekke, om de også dufter. Disse har en meget svag duft, men der skulle jo have hersket en meget mere gennemtrængende duft af roser.
Fjols, Ellen, men det er der ikke noget at gøre ved nu.
Den ene slags skulle man tro var en rambler (jeg ihukommer jo mit besøg i rosenhaven …), fordi buskene har helt vildt mange knopper. Det bliver et flot syn om nogle dage …

Ellers sker her ikke en pind – vi fører virkelig et pensionistliv, som vi ikke har gjort det før. Det er lige før vi lever op til teksten i Pensionistvisen …
Heldigvis har jeg min have, mit drivhus og den fantastiske udsigt, så det går endda, men jeg er da glad for, at det ikke er vinter.
I aftes havde dog vi gæster til at bryde monotonien – parret fra vejen, der har solgt deres hus og flytter tilbage til Norge, var inde til en afskedsmiddag. Det bliver spændende at se, hvad det er for nogle der kommer i stedet for, men de er efter sigende søde og flinke.
Selvfølgelig er de det. Der flytter kun gode mennesker her til vores skønne plet.

Jamen det var jo hele tre ting …

Det kan godt betale sig at brokke sig – især hvis man gør det på en sober måde, garneret med lidt humor.
Vi har nu fået to måltidskasser fra Den Grønne Asparges, og indtil videre er vi meget tilfredse. Både med kassernes indhold og med firmaets service.
Man siger, at dårlig omtale kommer ud til mindst ti personer, mens god kun når én. Det vil jeg hermed råde bod på, for jeg er virkelig positivt overrasket.
På kasserne står der, at de skal sættes ved hoveddøren, men begge kasser blev sat i en åben garageport i fuld sol. Det er svært at fange chaufføren når han kommer, for garageporten er ikke synlig inde fra huset.
Jeg skrev til Aspargesen, forklarede dette og spurgte, om det var dem eller mig, der skulle brokke sig til fragtfirmaet, og inden der var gået en time, indløb følgende svar:
“Hej Ellen, 
Det er helt klart en fejl fra chaufførens side. Jeg har meddelt fragtfirmaet at den skal sættes foran hoveddøren. 
Vi vedlægger en flaske vin ved næste levering som en undskyldning. Tak for at I tager jer tid til at skrive.”
DU GOdeste for en service. Jeg var både glad og imponeret, hvilket jeg da også fluks skrev til dem.
Og så kan manden stave, plus at han har helt styr på, at ‘I’ skrives med stort og ‘jer’ med lille. Miraklernes tid er ikke forbi!

Emneskift.
Er den ikke ret fed, denne ‘vandseng’? Sådan en kunne få selv mig, som ellers er voldsomt hydrofob, til at opholde mig i en swimmingpool – jeg bliver næsten helt misundelig – måske især fordi videoen, hvor billedet er klipset fra, er taget i den periode, hvor vi skulle have opholdt os derovre.

Emneskift.
I over 30 år har jeg som svar på mine små hint, når vi nærmer os mors dag, måttet høre John erklære, at “jeg er ikke din mor!”
Han har heller aldrig taget initiativ til, at der kunne komme en lille blomst fra Charlotte (da hun var mindre).
Jeg opgiver aldrig, men bemærkningen kom selvfølgelig igen i år, hvor jeg denne gang for første gang sagde, at “Nej, men jeg er en mor – og det er bare så meget din far, denne bemærkning! Sådan har du hørt din far sige, vil jeg godt vædde på. Men gjorde I børn så selv noget for jeres mor?”
John vil på ingen måder sammenlignes med sin far, som han faktisk ikke brød sig specielt meget om, og mine ord ramte, kunne jeg se.
Jeg fortalte nu for første gang om, hvordan min far hvert år denne dag, så længe jeg kan huske tilbage, kørte til bageren (hvad han ellers aldrig gjorde søndag morgen) og derefter til blomsterhandleren. Hjemme igen purrede han os piger og vi fik i fællesskab frembragt en morgenbakke til mor, så hun kunne få morgenmad på sengen, eftersom mors dag er den dag, hun skal friholdes fra huslige pligter, så vi kæmpede efter bedste evne med at lave alle dagens måltider. Det gik ikke altid lige godt, så mor forbarmede sig oftest over os, men var jo glad for tanken. Da vi var flyttet hjemmefra, fortsatte han traditionen uden assistance fra sine børn.
Vi talte ikke om emnet mere den dag, men i går kom John hjem fra en gåtur og sagde, at han godt ville have lov til at invitere mig på middag ovre på Fjordkroen i aften.
Jeg var åbenlyst forbavset – og glad, naturligvis, men det er normalt mig, der inviterer os ud at spise. Glemt var naturligvis alt om mors dag-snakken for et par uger sigen, så jeg smilede skævt da han sagde, at “det er da i anledning af mors dag – hvad ellers? Men de havde jo ikke åbent på dagen.”
Jeg var længe om at finde nøglen, men bedre sent end aldrig.
I øvrigt har jeg inviteret John på kroophold ved Silkeborg på fars dag …

Vi har også åbnet Den Stråtækte igen

Nu gjorde vi det. Vi inviterede gæster. Det har vi haft før, men kun tre gange i de forløbne to måneder. De to første gange kun udendørs, og den tredje, som var mine søstre, indledte vi med kaffe på terrassen, men vi spiste indenfor om aftenen.
Nu har Ditte og Peter været her siden i går formiddags. De er kørt igen, men nåede at være her i små 27 timer. De har deres eget badeværelse mens de er her; vi har overhovedet ikke rørt ved hinanden og vi har holdt god afstand hele tiden. Vi kunne ikke konstant overholde to meter, men vi tror på, at den afstand vi overholdt, var okay.
Det var dejligt at være sammen igen. Vi har savnet hinanden og nu mente vi, at det kunne være nok, at nu skulle vi altså ses.
Vi skal bare alle sammen lære at omgås på en ny måde, og vi tror disse nye hygiejneregler vil holde i lang tid fremover – måske oven i købet længere end til der forefindes en effektiv vaccine. Vi talte om, at det at have indlært en god hygiejne (både hånd- og anden) på coronamåden vil kunne forhindre megen sygdom, ikke mindst i børneinstitutionerne.
Det føles stadig lidt underligt ikke at kunne give familien eller gode venner et knus til goddag og farvel, men så er det jo trods alt heller ikke vigtigere – det er langt bedre at kunne være sammen uden knus end ikke at kunne være sammen. Det vil nok føles som noget andet ikke at kunne give børnebørnene et ordentligt bjørnekram, men det varer desværre nok en rum tid endnu inden jeg får lov til at afprøve det i praksis.

Nu har vi alle hørt, hvad der må åbne i fase to og hvad der ikke må. Det er der mange meninger om, og min egen angående dette skal jeg lade være usagt. Eller rettere uskrevet.
Der er en ting der har undret mig under det meste af coronaforløbet: Hvorfor anbefaler man, at man ikke er sammen for længe ad gangen?
Hvorfor er det bedre at være sammen med nogen i en halv time frem for i to timer? Det kan jeg ikke forstå. Forudsat, selvfølgelig, at man overholder de foreskrevne anvisninger. Men det er måske netop det? Det er måske fordi, at når man er sammen i længere tid, er man mere tilbøjelig til at falde tilbage i gamle vaner? Ellers kan jeg i hvert fald ikke få øje på logikken.

I går kørte vi (i to biler …) til Mallings Kløft, som vi opdagede sidst i februar. Vi gik igennem hele kløften, som selvfølgelig gav os en langt smukkere tur end sidst. Når man kommer op af kløften i dens modsatte ende, kan man se Farøbroerne – og man kan også gå ad en sti langs vandet hen til dem, men det gjorde vi ikke. Det bliver en anden gang …
Den lille å skal krydses tre gange undervejs, men det er stadig ikke spor farligt …
Danmark fås ikke meget smukkere end lige nu; med lysegrønne skove, gule rapsmarker, blå himmel og blåt vand. Vi gik bare og stornød det hele og talte igenigen om, hvor heldige og privilegerede vi er, fordi vi er pensionister i en tid som denne. For Peter er det godt nok noget helt nyt; han er først så småt ved at vænne sig til tanken, som han stadig synes er en smule underlig.

Pensionistvisen?

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke har brug for en stresscoach …
Livet går sin meget stille og meget rolige gang for os – vi kunne have stået model til pensionistvisen. I ved, den der indleder hvert vers således:
Se ugen starter mandag, hvor mor hun står op så’n ved halvottetiden
mens far han sover rævesøvn og ta’r et ekstra kvarter til på siden..
Disse to første linjer er de samme for seks af ugens dage, kun dagens navn skifter. Søndag er anderledes, for da er deres lille verden på den anden ende, fordi børn og børnebørn kommer i en halv time.
For Johns og mit vedkommende er rollerne dog byttet om. John står først op, mens jeg bliver liggende i sengen til halvni og lader min iPad underholde mig på forskellig vis. John sidder også med sin iPad, men han vil helst sidde i en stol.
Langt de fleste dage begynder på samme måde for os – variationen er svær at få øje på.
Selv om det er syv år siden jeg jobstoppede, nyder jeg stadig at kunne blive liggende og gasse mig og lade andre om at begive sig ud i den myldretidstrafik, der så godt nok ikke er meget af for tiden. Jeg vågner mellem klokken fem og klokken syv, oftest ved sekstiden, men vi skal have en eller anden aftale for at få mig ud af fjerene inden 8:30.
Og aftaler har vi ikke så mange af for tiden.
Det var derfor nærmest en begivenhed, at vi, fordi jeg var løbet tør for jord til krukkerne, begav os afsted til Land og Folk, som Land og Fritid hedder i daglig tale i det nielsenske hjem. Naturligvis tog vi begge afsted – så skete der også noget i dag! Rollerne var pænt fordelt: Jeg gik ind i butikken og betalte, mens John blev udenfor og læssede sækkene ind i bagagerummet.

Når vi skal til Bårse, kører vi ofte ad Broskovvej, fordi den er smal og smuk. Ja, altså selve vejen er ikke smuk, men det er landskabet, vi kan nyde, mens vi kører, og der er noget specielt over sådanne meget smalle veje, synes jeg.
Den har været at betragte som en halv alle (kun træer i den ene side), men alle træerne er i år blevet meget effektivt stynet.
Midt på ruten står et af den slags (døde) træer, der gerne får mig til at tænke på Fyrtøjet af HC Andersen. Det tænder for min fantasi; jeg synes, at en sådan ruin af et træ er smuk, og jeg er glad for, at man ikke synes det behøver at blive fældet.
Jeg har arbejdet i haven i dag – det gør jeg næsten hver dag, så på et eller andet tidspunkt kommer jeg vel igennem det hele. Der bliver flyttet lidt fra her til der eller fra der til her; yderligere et par kvadratmeter bliver totalryddet for ukrudt, og den daglige mælkebøttejagt bliver udført.
Spændende liv, man fører, ikke sandt? Sidder I ikke helt ude på kanten af stolen?
Inden for en overskuelig fremtid skal jeg have lidt gang i plantefarvningen igen, men det har jeg jo også skrevet om mange gange før.
Det er ikke nemt at fastholde sine læsere i disse coronatider …

Sysler og tanker i en coronatid

Dahliaerne er i jorden. 39 planter blev det til, plus dem jeg har foræret væk til naboer, fordi der ikke var plads til dem alle i vores have. Nogle af planterne havde afsluttet sidste sæson med så store knolde, at de nu skulle deles i to eller tre – det bliver efterhånden til mange.
Da John og jeg var færdige med vores glimrende samarbejde (han gravede hullerne, jeg satte knolde, vandede og fyldte hullerne igen), fandt jeg en kasse til med dahliaknolde … jeg er selv en knold, er jeg. Det var oven i købet nogle af de smukkeste af dem alle, så der skal findes en plads i min have. Punktum. Jeg er gået i tænkeboks for at finde ud af det, men jeg kommer nok ikke uden om at rykke rundt på noget for at få det hele til at gå op.

Drivhuset er også næsten tilplantet nu. Vi kommer til at drukne i agurker, tomater og chili, hvis alle planterne viser grokraft, men pyt med det – der er i givet fald sikkert nogle naboer, der ikke vil have noget imod at blive forsynet med hjemmedyrkede ting – der er næppe nogen af os på vejen, der skal på sommerferie i år – i hvert fald ikke i udlandet.

Charlotte har lavet en lille del af deres have om; den del der er inden for murene, så at sige. Hun havde planlagt det allerede sidste år, men ikke rigtig haft tid til at gøre noget ved det. Også her har corona spillet ind, fordi hun for det første ikke selv har noget at lave, og for det andet har fået hjælpere.
Den have er nu døbt Coronahaven …

Deres have er meget, meget stor, for det kan man tillade sig i dag. Dengang huset blev bygget, var prydhaven ikke større end det, der er inden for murene her. Resten af den tilhørende jord skulle bruges til at producere mad – ganske som det også var herhjemme. Faktisk var det luksus overhovedet at have så meget prydhave, som der har været her, men ejerne har hørt til den mere privilegerede del af samfundet, idet det var et malttørreri fra opførelsen i 1410 og frem til engang i 1800-tallet. På ingen måde overklassestatus, men alligevel et godt stykke fra de stakkes fattige folk, der kæmpede for bare at opretholde livet. Mon ikke erhvervet kan sammenlignes med de danske møllere?

Frisøren fik besøg af mig i dag – min gamle booking fra februar holdt, så jeg slap for at skulle vente en måned.
Jeg anser mig selv for at være født under en heldig stjerne: Jeg er fra det sidste kvartal, hvor man kunne gå på efterløn som 60-årig og fra det sidste år, hvor man kunne få folkepension som 65-årig.
Jeg besøgte min datter og børnebørn i den sidste uge, inden verden lukkede ned, og nu holdt min frisørtid fra før samme verden ændrede sig radikalt.
Det er da alt sammen heldigt – man må se på de lyse sider …

Vi havde besøg af et par venner i tirsdags. Hun gik på efterløn sidste efterår og har nydt hvert eneste sekund siden da, selv om hun, lige som jeg, faktisk var ret glad for sit arbejde. Det kom lidt bag på hende, at det var SÅ skønt at jobstoppe, selv om jeg naturligvis havde udbredt mig om, hvor fedt pensionistlivet er – og vi er, som tidligere skrevet her på bloggen, kun glade for, at vi lige nu ikke skal bøvle med et arbejde (eller risikere at miste det).

Det var det

Det var det.
(Det fik mig til at tænke på en krydserpåtværs jeg engang løste: Ordforklaringen var DET DET VAR. Løsningen: DDR. Elsker bare den slags …)
Men altså: Det var det. Min hidtil korteste karriere i arbejdslivet.
Jeg skal ikke mere møde i Røde Kors-butikken. Nøglen er afleveret og vi har sagt pænt farvel til hinanden. Lederen var sød og gav mig ret i, at man som frivillig skal synes det er sjovt, og eftersom jeg ikke gjorde det, var der kun én mulighed: at indrømme, at det var en fejltagelse, at jeg begyndte.
Hun sagde, at hvis jeg fortrød, at jeg havde fortrudt, var jeg til enhver tid velkommen igen. Jeg takkede, men tænkte indeni det tror jeg ikke jeg gør.
Man skal dog aldrig sige aldrig, og hvis jeg bliver alene, er situationen måske en anden, men den bro kan jeg krydse, når eller hvis jeg kommer til den.

Det gælder nemlig bare om at nyde det mens man har sig, for man ved ikke, hvornår Styx skal krydses.
I dag var jeg hos lægen, fordi jeg gennem nogen tid har haft en særdeles uregelmæssig puls. Især om natten kunne den gå fra omkring 60 til op til 120 på ingen tid, hvilket efterhånden bekymrede mig en del, for hvorfor nu det? Jeg lå i min seng, for pokker! Så skal jeg da ikke have en puls som havde jeg lige løbet. Det vækker mig et par gange hver nat, og det sker også om dagen, at pulsen stiger lige pludselig, men ikke i så høj en grad – eller også er jeg bare fokuseret på noget andet om dagen. I sengen har jeg alt for meget tid til at tænke grimme tanker og gå i selvsving. Jeg havde også lidt ondt i midten af brystkassen nogle dage, hvilket bestemt ikke formindskede selvsvinget – tværtimod – men det er væk igen, så det var nok bare en infektion, der ikke rigtig fik fat.
Jeg havde tænkt arterieflimmer. Jeg havde tænkt forsnævringer i kranspulsårerne og alt for højt kolesteroltal med hvad det nu engang kan medfølge.
Jeg tænkte i det hele taget alt for mange tanker, og i dag tog jeg mig sammen til at ringe til lægen.
“Kan du være her om to timer?”
Det kunne jeg …
Han bekræftede, at det sandsynligvis var noget atrieflimren, men bortset fra det, lød jeg fornuftig nok, hvad hjerte og lunger angår.
Jeg skulle ikke være bange, for det er ikke farligt som sådan, men han ville gerne se et EKG og nogle blodprøvesvar, så det skal jeg have ordnet på tirsdag og får svar onsdag. Afhængigt af disse resultater skal jeg måske have en eller anden overvågningsdims på i nogle dage, så man kan følge mit hjerte. Det skal man jo ellers altid … følge sit hjerte, mener jeg … men jeg plejer godt nok ikke at have folk til det.
Svarene vil også afgøre, om jeg skal medicineres.

Det er altså noget hø med den dåbsattest. Er det ikke den ene af os, så er det åbenbart den anden, der er noget galt med. Vi har simpelthen bare ikke tid til den slags pjat. Som det er lige nu, er det kun juli, august og november vi ikke skal noget, som indebærer to eller flere nætter uden for matriklen.

Der sker ting og sager med alderen

I dag har jeg gjort noget, jeg for fem år siden ville have forsvoret nogensinde skulle ske for mig.
Jeg har meldt mig til frivilligt arbejde i Røde Kors-butikken en dag om ugen. Okay – en halv dag om ugen – nu skal vi jo heller ikke overdrive …
Hver fredag fra 14:30-17:00. Og så har jeg jo også Nørklerne hver tirsdag i tre timer.
Det er trods alt en arbejdsuge, der er til at leve med, men havde nogen fortalt mig, at jeg frivilligt ville gå med til den slags, havde jeg grinet hånligt og sagt: “ALDRIG!!! Never ever! Det ville da være totalt fjollet frivilligt at opsøge arbejde, når man har glædet sig i 10 år til at jobstoppe!”
Jajaja. Sådan kan tingene ændre sig. Det er jo ellers ikke fordi vi går rundt og keder os, men det er altid rart at få nyt indhold i et efterhånden lettere rutinepræget liv, og især John savner nok lidt udadvendt og socialt liv i hverdagen, så han var faktisk ikke svær at lokke – det bliver dermed os begge to, der ofrer tid på sagen.
Nu må vi se, hvordan det går. Det bliver et helt nyt arbejdsområde for mit vedkommende, men det bliver da meget sjovt at prøve det også.
John har fra sin tid i olie/benzinbranchen masser af butikserfaring, men han kommer til gengæld nok til at hjælpe mest med at køre med ud for at tømme tøjcontainere, samt indsamle og aflevere fx møbler.
Vi har fortalt dem, at vi rejser meget og derfor relativt ofte vil være ude af stand til at passe butikspligterne, men de mangler virkelig folk, så de var lykkelige, hvis vi ville give dem den tid, vi har mulighed for.
Vi skulle skrive under på en aftale, og vi opdagede hurtigt, at det gamle ord om, at når man rækker Fanden en lillefinger… holder endnu.
“Jeg skal spørge jer”, sagde butikslederen, “om der er andet frivilligt arbejde inden for Røde Kors, I vil tage del i?”
“Lad os nu lige komme i gang og se hvordan det går! Vi vil ikke binde os til for meget, så foreløbig holder vi os til den halve dag om ugen, vi har talt om.”
De er hurtige … men der blev ikke skrevet mere på aftalen i denne omgang.
SÅ ivrige er vi heller ikke for at arbejde igen. Som sagt, så er det ikke fordi tiden falder os specielt lang, men vi ville gerne hjælpe, når nu de står og mangler frivillig arbejdskraft.

Billedet er sagen aldeles uvedkommende, men den ene dag på Djursland havde vandet en helt vidunderlig farve, som Johns gode kamera heldigvis formåede at fange.

Endnu lidt opfyldning

Vi er hjemme igen.
Det er vi i en hel uge, inden vi skal til England en tur – eller rettere halvanden uge, men vi syntes vi var nødt til at kompensere for deres aflysning af danmarksturen. Jeg kan da ikke vente fra august til jul med at se dem. No way!
Med andre ord: Lige netop mormorkontoen blev ikke påfyldt i denne omgang, men det gjorde andre, bl.a. hygge-/vennekontoen og feriefølelsekontoen. Ikke feriekontoen – tværtimod – men den gode fornemmelse af at have ferie.
Og desværre også vægtkontoen. Det går ikke, dette her; jeg er alt for tyk igen. Det er den gode vin, som næsten omgående sætter sig. Kunne den da ikke bare løbe igennem? Åbenbart ikke. Kunne jeg da ikke bare lade den være? Nej. Ikke når jeg holder ferie, men det gør jeg ikke den næste halvanden uge, og heldigvis ryger det forholdsvis hurtigt af igen, når jeg nøjes med at drikke vand.

Fredag kørte vi en tur til Mariager, hvor ingen af os havde været før. Det var en hyggelig lille by, hvor der bl.a. var en fin garnforretning (med mandesofa, så John hvilede sig imens), et bibliotek med et flot skilt, masser af bindingsværkshuse, en gammel kro (eftermiddagskaffe!) og det rødeste egetræ, jeg indtil nu har set.

Lørdag var hjemrejsedag. Da vi kørte hjem fra Hirtshals efter det nordatlantiske krydstogt, spiste vi frokost på Restaurant Mast i Middelfart, hvilket var så lækkert, at vi lovede os selv at gentage succesen, når vi skulle hjem fra Djursland.
Det løfte holdt vi, og det var ikke mindre lækker mad denne gang – de kan noget på det sted, kan de. Først tuntatar, derefter ristet kulmule med Pommes Anna og en cremet, skummende, überlækker hollandaise (jajaja, jeg ved det … vægten …), men holdnuop, det var godt.
Det er hermed en tradition. To gange, så er det en tradition. Det er allerede en af mine yndlingsrestauranter.

Mens vi er i England, skal deres gamle Wolseley køres til udkanten af Birmingham til et show i weekenden. Det klarer Tim og Andy (som er veteranbileksperten, som Tim værdsætter umådelig højt) om torsdagen. Om søndagen kører Charlotte, børnene, John og jeg derop og ser showet, som slutter kl. 17. Bilen må selvfølgelig ikke fjernes fra showet før, og på det tidspunkt har Tim på ingen måde lyst til at køre den gamle bil den lange tur hjem igen, så C booker værelser på et hotel til os alle, og så agerer vi ledsagevogn til Tim på hjemturen. Det bliver en ferie i ferien … ikke så tosset.
Sidste år vandt Wolseleyen en af præmierne, og når sådan noget sker, stiger værdien af bilen. De håber selvfølgelig på endnu en præmie, så bilen kan gå hen og blive til en rigtig god investering … det er en alternativ form for pensionsopsparing, men det er de ret gode til i den familie.

Jeg er bare SÅ klar

Jeg er klar til det hele: Klar til sommeren, klar til at nyde en hel masse regnvejr, klar til at tage til England, klar til en Drei Mädchen-weekend, klar til blogtræf på Gavnø på søndag.
Inden der er gået 10 dage, kan der sættes flueben ved det hele – dog måske ikke lige sommeren; den må godt vente lidt endnu, også selv om jeg er klar til den. Regnvejret er det vel i bund og grund også lidt usikkert med, men jeg har da lov at håbe.

Charlotte er ikke klar – i hvert fald ikke til den stormende kuling, de forventer lige lige om lidt. Lidt usædvanligt for årstiden, men det er der jo så meget vejr, der er overalt på kloden efterhånden.
Det er ved at være normalen, at det er unormalt, og hvordan skal man så sætte normalen?
De får tilstrækkeligt med regn derovre – sådan er goderne så ulige fordelt.
March winds and April showers bring forth May flowers.
Det er en skam vi ikke har så mange slanger her i nærheden af Den Stråtækte, for så var der åbenbart en løsning på det stadig udeblivende regnvejr: If you killed a snake, hang it over a fence and it will rain.
Nok om det … der er trods alt grænser for, hvad jeg tror på …

Vi var en tur i Køge, hvor vi havde forskellige ærinder. Ét af dem var at finde to små stole til det lille bord, der ikke har været i brug i årevis, men som vi nu har sat ved køkkendøren.
Det er ikke verdens mest spændende sted at sidde, men efter vi fik lagt nye sten og gjort krydderurtebedet pænt, er det i det mindste bedre end før. Det havde på sin vis været ideelt sidste sommer, fordi der aldrig kommer sol her, men da gad vi simpelthen ikke opholde os på den plet. Vi havde i øvrigt heller ingen stole …

Men nu er vi klar selv til en hedebølge, selv om vi på ingen måde håber på en sommer mage til den i 2018. På IN-GEN måde, selv om det indtil videre tyder på, at en tilsvarende er begyndt en hel måned før sidste år … hvor jeg brugte dobbelt så meget vand som normalt, og i år er jeg begyndt at vande på kritiske steder (dvs. nyetablerede planter) allerede nu. Der er, som statistikken ser ud lige nu, en risiko for, at jeg når op på det tredobbelte forbrug i år.
Det kan oven i købet være, at et højt forbrug ender med at være normalforbruget.
Ikke en ønskværdig situation. Så hellere noget regn, men man skal som bekendt være forsigtig med, hvad man ønsker sig.

Forandring fryder hele vejen gennem livet

Vi flytter os stadig. Det er forhåbentlig et tegn på, at vi ikke er gået helt i frø endnu, og nu er vi så nået til et sted, vi ikke var for ti år siden – nok ikke engang for fem:
1) Vi tager på charterrejser.
2) Vi ofrer mere (end vi nogensinde før havde kunnet forestille os) på gourmetoplevelser.
Mine søskende forstår vist ikke helt det med charterrejser, men de er heller ikke så gamle endnu, og vi begyndte først med den slags i 2014; med Tunesien for over 20 år siden som vist nok den eneste undtagelse. Det er jo heller ikke helt det samme i dag, som da Spies og Tjæreborg indledte æraen med billige ferier og grisefester på Mallorca – i dag både kræver og forventer mange noget andet og mere. De rejser, der leverer det, der ligner vores ungdoms charterrejser, undgår vi, men der ligger en tryghed i de guidede rejser; en tryghed, vi især sætter pris på, når vi begiver os ud i noget for os totalt fremmed – som fx krydstogtet til Sydamerika og turene til Sydafrika.
Det er heller ikke kun med guider, for vi tager også stadigvæk på (bil)ferier på egen hånd, hvilket vi helst heller ikke vil undvære – vi bliver i hvert fald ved, så længe vi er i stand til det.

Og gourmetoplevelserne … jeg ved ikke engang helt, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Jeg har skam altid sat pris på god mad, og jeg har kun yderst sjældent spist ude, hvor jeg har valgt ‘almindelig’ mad. I starten af vores forhold, når John inviterede mig ud at spise, og jeg spurgte hvor han ville hen, kunne han finde på at sige: “Hvad med [der eller der]; de laver en god hakkebøf.”
– Hakkebøf!!?? Jeg går altså ikke på restaurant for at få hakkebøf; jeg gør det for at få en anderledes madoplevelse, jeg ikke selv kan eller vil præstere.
Det tog noget tid, inden det gik op for ham, at jeg mente det, fordi for ham var det lækreste, han kunne forestille sig, noget med bøffer, bearnaisesauce og pommes frites, men den slags er både nemt og hurtigt at lave, så jeg søgte helst noget andet.
Han er heldigvis nået videre, og i dag har han faktisk slet ikke lyst til en rød bøf, selv når han har muligheden.

Men fra at spise ude og så til at ville ofre så mange penge på en madoplevelse, er der trods alt et stykke vej. For bare et par år siden forstod jeg ikke dem, der tager Michelin helt bogstaveligt mht., at en trestjernet michelinrestaurant er en rejse værd. Jeg forstod ikke, at man var parat til at bruge, hvad der svarer til en uges ferie eller to på en så relativ kort oplevelse.
Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror dog stadig ikke, at jeg kommer til at spise på en restaurant, hvor det koster 3-4000 kroner pr. person bare for maden, men det ophold, vi lige har været på på Norsminde Kro, hørte ikke til i discountklassen.
Det var hver en krone værd.
Det var fantastisk. Ganske enkelt superbt.
Det er farligt med de superlativer, for jeg brugte de samme ord efter oplevelsen på Holberggård, men dette var faktisk lige en tand bedre, selv om jeg ikke havde troet det muligt for 14 dage siden.
Bortset fra desserten. Isen smagte godt, men jeg kommer altså aldrig til at betragte rødbeder som noget, der hører til på en desserttallerken.
Men alt det andet … John og jeg sad ret meget med himmelvendte øjne, fordi vi konstant hørte englesang. Han nød det hele akkurat lige så meget som jeg gjorde, og vi blev enige om, at det her var ikke sidste gang.
Jeg kunne skrive meget mere om det – jeg har jo ikke engang fortalt, hvad vi spiste, men indlægget er allerede blevet for langt … det må blive senere.

Nu igen?!

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
– Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

Det må vi have gjort noget ved …

Jeg har en skuffe i reolsystemet dedikeret til rejsepapirer, og siden vi gik på pension, har der konstant ligget en eller flere rejser og ventet på os. En af årsagerne er selvfølgelig, at vi forholdsvis tit er i England, og at jeg altid bestiller disse rejser i god tid.
Når vi lejer sommerhus i Jylland, er jeg også altid i god tid for at have et så stort udvalg som muligt.
Det var derfor helt forkert, at skuffen var tom, da vi kom hjem fra Sydamerika. Ingen ventende rejse – hverken stor eller lille. Det var helt forkert, for der skal altid være en rejse at se frem til, så i de seneste par dage har jeg arbejdet på at gøre alvor af at få set på den næste englandstur, som bliver i maj, og som, udover naturligvis at besøge familien derovre, denne gang skal gå til Lake District i det nordlige England. Vi har været der før, men det er 32 år siden, så det tåler efterhånden nok et gensyn – og det bliver det så alligevel ikke, for vi skal for det meste se andre steder end sidst. 
Sagen er undersøgt, FDM er kontaktet; vi fik en laaang sludder om England, og alle de foreslåede B&Bs er bookede. Nu skal jeg bare have anskaffet nogle færgebilletter.
Lake District er SÅ smukt et område.

Ydermere kom der endnu en rejse i skuffen i dag.
Ditte har nemlig sørget for at booke vores fælles tur til Færøerne og Island i september. Det bliver første gang, vi skal på ferie med venner, og vi glæder os rigtig meget.
Vi skal sejle fra Hirtshals til Færøerne til Island til Færøerne og tilbage til Hirtshals – altså endnu et krydstogt … vi er slet ikke til at stoppe igen, når vi først kommer i gang, åbenbart.
Desuden skal jeg se at få set på nogle flybilletter, også til England, men det er først til juli, så det haster ikke voldsomt.
Charlotte har inviteret hele sin danske familie til at komme over og besøge dem i juli, og det lader til, at de fleste vil kunne få det til at passe ind i ferieplanerne. 17 kan det blive til, hvis alle kommer, plus at de som bekendt selv er fire, så der skal lige sørges for nogle sovepladser, men hun er i gang med planlægningen, så det går vist – de tre af sengene kan nøjes med at være de billige børnesenge fra IKEA, plus to juniorsenge, som hun har gemt fra A&A, og de sidste 12 skal hun nok finde, siger hun – de otte af dem findes allerede, og hun er ved at gøre et sjældent brugt værelse i stand; der vil hun anbringe en dobbelt sovesofa og en køjeseng.
Det bliver da noget af en festuge …
Man må aldrig gå ned på planer! Hverken af den ene eller den anden slags.

Krydstogt eller ej? Pro et contra

Først og fremmest vil jeg henvise til Ibs blog. Ib var en af rejsefællerne, og han har skrevet et rigtig godt indlæg om hele turen. Han indleder med meget malende at beskrive de timer med temmelig hård sø, vi var ude for, men overordnet set har han en ganske anden og meget interessant tilgang til krydstogtets oplevelser, end jeg har fokuseret på. Det er spændende at se den samme ferie beskrevet med så forskellige – og dog på en måde ens – øjne. God fornøjelse med læsningen.

Hvis nogen for 10 år siden havde spurgt os, om vi kunne tænke os at rejse på krydstogt, ville vi nok have givet et rungende NEJ som svar.
Det er pudsigt, som ting og holdninger kan ændre sig med alderen … vores første krydstogt var i oktober 2015, og det var godt nok til, at vi dengang sagde, at det kunne vi godt finde på en gang til.
Jeg kan kun anbefale denne rejseform, men anbefaler også, at man venter, til man har nået en moden alder. I vores gruppe spændte det fra 55 til 75 år – så vidt jeg ved … jeg kender ikke den nøjagtige alder på samtlige deltagere. Det skal heller ikke kun være krydstogter; så afhængige er vi ikke blevet, men det er alle tiders som en afveksling. I dette tilfælde var det alene det at skulle sejle rundt om Kap Horn, der triggede, for jeg havde og har stadig ingen ønsker om at rejse rundt i Sydamerika.
Naturligvis er der både godt og skidt, men hvis vi havde ment, der var mest skidt, havde vi nok ikke kastet os ud i det én gang til, og hvad der er ‘pro’ for mig, kunne sagtens være ‘contra’ for andre, hvilket gerne skulle afspejles af den lidt alternative opbygning af tabellen.

	PRO	CONTRA
1	Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med.	Livet leves stille og roligt. Sjælen følger med.
2	Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. Det er superlækkert selv at kunne sætte et varieret og velsmagende måltid sammen – både morgen, middag og aften.	Der fokuseres meget på mad, og der er mere end rigeligt af det. De fleste tager lidt på på sådan en ferie.
3	Man skal ikke bekymre sig om noget som helst – alting er klaret, ordnet og (vel)tilrettelagt. En god guide er guld værd, og jeg synes jeg får meget mere ud af det, når vi får historierne og bagrunden med.	Man skal ikke bekymre sig om noget som helst. Der er ikke meget plads til selvstændige oplevelser – men der er dog flere gange, hvor landgang sker på egen hånd. Det er bare svært at vide, hvordan man skal prioritere på den korte tid, der er til rådighed.
4	Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib, og at opleve så forskellige folkeslag og religioner, både blandt personale og passagerer, leve sammen i fred og fordragelighed er positivt og livsbekræftende.	Der er alverdens nationaliter på et krydstogtskib. Der er dog altid flest amerikanere og asiater, hvilket kan være en anelse belastende (beklager, hvis jeg hermed støder nogle), for især amerikanere fylder meget; mentalt og ofte også fysisk.
5	Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet. Jeg elsker fred og ro omkring mig, og det er heldigvis muligt at finde steder, hvor det kan opnås – og ikke kun i kahytterne, som i øvrigt er vældig godt isolerede. Der var bl.a. roligt på Sky View Café på 14. dæk, hvor vi havde 180° udsigt og hvor vi tilbragte en del timer (øverste billede), samt biblioteket, som nok var de to fredeligste steder indendørs.	Der er underholdning i omkring 18 timer i døgnet. Man behøver aldrig at kede sig. Det er for meget med al den beskæftigelsesterapi. Der er en konstant baggrundsstøj i form af quizzer, auktioner og diverse levende orkestre eller solister. Eller bare højttalere i form af amerikanere. Sorry igen 🙂
6	Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne. Denne gang var det en klar fordel – det var ganske enkelt alle sammen yderst behagelige personer; de var vidende, berejste, underholdende og spændende at tale med. Gruppen var behageligt lille (18), og vi fandt hurtigt sammen.	Rejser man med et rejseselskab, er man meget sammen med gruppen på udflugter og til aftensmåltiderne. På første krydstogt var det ikke en fordel. Der var ikke rigtig nogen af de øvrige i selskabet, vi swingede godt med (og vi regner ikke os selv for at være vanskelige at omgås). Gruppen var også lidt for stor (30), og der var specielt to par, vi næsten altid skulle vente på, hvilket jeg finder yderst irriterende.

Der er givetvis flere både proer og contraer, men indlægget er allerede for langt … godt gået, hvis I er med endnu.
Hvis man nemt bliver søsyg, er det nok ikke den første ferieform, der falder én ind, men vi havde faktisk to i gruppen, der blev søsyge næsten med det samme. Det bekymrede mig lidt på deres vegne, for jeg kunne slet ikke mærke nogen søgang – men …
De fik udleveret plaster og tabletter i Guest Relations, og så klarede de begge den fint på resten af turen, også da vi løb ind i så slemt vejr, at glas og porcelæn røg i dørken i stor stil.

Den form for ledningsføring, som vi så i alle byer, var ikke gået på vore breddegrader.

Hverdag igen

Hverdagen har indfundet sig. Det var den ikke længe om, for jetlaget var nærmest ikke-eksisterende for mit vedkommende – de fire timers forskel har ikke været inde og drille mig, men jeg er vist også lidt underlig i den retning, for normalen er, at det virker værst på folk at rejse østpå. Jeg har det lige omvendt og er længere om at vænne mig til tidsforskelle, når jeg rejser vestpå. Med andre ord: Jeg var inde i min normale søvnrytme fra dag ét … jeg var det faktisk også allerede på dag to, da vi kom til Chile, så det har på ingen måde været slemt.
Der var fire timers forskel fra DK både i Chile og Argentina, men iflg. nogle tabeller skulle der være 5, hhv. 4 timers forskel. Chile har dog vistnok sommertid, derfor udligningen. Vil jeg gætte på …
Andre tidszonekort, som fx det til højre, viser, at Chile og Argentina kører med samme tidszone. Tallene er regnet ud fra GMT, så der skal lægges en time til for at måle fra DK. Chile og New York ligger på samme længdegrad, så egentlig skulle der være seks timers forskel til Chile …
Forvirret? Det er jeg også. Jeg tror bare, at jeg holder mig til den kendsgerning, at der var fire timers forskel fra start til slut på ferien; det er det nemmeste. Det er heller ikke alt, man skal forstå.

Der stod en kasse fra Årstiderne og ventede på os, da vi kom hjem mandag aften. Det var skønt at få en blid overgang fra slet ikke at have skullet tænke på mad i 18 dage til dagligt at skulle beslutte sig for dagens menu.
Diæten overholdes strengt – bortset fra, at vi har inviteret bagboerne ind til aftensmad som tak for huspasning, postkassetømning og blomstervanding mens vi har været væk – men de får skam lækker low-carb-mad fra årstiderne; jeg har bare været ude at handle for at supplere, så der er til fire i stedet for to. Plus lidt forskellige oste som dessert. Diæten overholdes dermed. Ehhh … lige bortset fra den vin, jeg naturligvis vil servere til maden, men nu skal vi jo heller ikke blive fanatiske, vel? Der vil bare ikke være noget, der hedder vin til hverdag før om en rum tid, for jeg har taget seks – SEKS!!! – kilo på siden 1. december. Jeg kan åbenbart hverken tåle at holde jul eller tage på ferie, hvilket er noget skidt, er det. Det er da godt, man kan gøre noget ved det.

Det er ikke kun tidszoner, jeg kan undre mig over.
Jeg kan også undre mig over, at en menymedarbejder ikke lægger mærke til, hvad der står på det prisskilt, der er placeret ved citronmelissen.
Hvis man er i stand til at sætte et skilt, der uden for enhver tvivl hører til ovre i vinafdelingen, midt i krydderurterne … ja, så mener jeg ikke, at vedkommende kan være specielt nærværende mht. sit arbejde.
Det sjoveste var, at barkoden ikke virkede ved kassen, så kassemanden spurgte om jeg kunne huske hvad min pose kostede.
“Ja. Det kan jeg. Den koster 69,95 og det er i øvrigt ikke citronmelisse, men en vin fra Piemonte!”
Han undrede sig, kunne man tydeligt se, over den skøre kunde, men jeg kunne jo forsikre ham om, at det var rigtigt, og at det måske var en god ide at sende en medarbejder til krydderurterne for at få rettet den fejl, hvilket han var ganske enig i – og tog aktion med det samme.

Årets – men forhåbentlig ikke min – sidste dag

Anna: I’m sorry, Amelia, but you can’t be here tonight – it’s mommer’s and morfar’s last day.
Ellen: I certainly hope not!
Anna så helt forskrækket ud, men så gik det op for hende, at jeg 1) smilede til hende, og 2) hvad det egentlig var hun havde sagt.
Man kan hurtigt komme galt afsted, sådan rent sprogligt.

Dagen lagde noget så nydeligt ud, men ellers ser det ikke så godt ud for i aften, sådan rent vejrmæssigt. Hvis det bliver lige så kedeligt, som de lover, så tror vi, at vi kommer sovende ind i det nye år. Nu får vi se hvad det bliver til …

Vores sidste dage (i Anna-sprog) inden Den Store Rejse går bl.a. med forberedelser til samme. Vi skulle, mindst tre dage før afrejse, selv checke ind på båden, da de hævder, at det gør det hele lidt mere glidende og ikke mindst hurtigt den dag, vi border. Det tror jeg på, for det var sandelig en omstændelig affære. Jeg skulle også angive med navn, email og telefonnummer hvem der skal underrettes i tilfælde af, at der sker os noget. På én gang betryggende og lidt skræmmende, men det er rart at vide, at de gerne vil have styr på tingene.

Kreditkortoplysninger på os begge med navn, de sidste fire cifre og udløbsdato skulle de have. Skibet er pengeløst, men det må endelig ikke forveksles med, at det er gratis! Det betyder, at til alt det vi kunne finde på at købe, skal vi bare vifte med det indmeldte kreditkort, så accepterer vi (formentlig) oversigten over beløbene på vores sidste aften (!) og skriver under én gang for alle, hvorefter de trækker pengene.
Vi har dog tilkøbt den lille drikkepakke, selv om vi på ingen måde kan nå at drikke alt det (vi taler alkoholiske drikke her; kaffe, te og vand er med i billetprisen), som pakken giver ret til at indtage, men købte man den, blev man automatisk opgraderet til en udvendig kahyt, som alene ville have kostet 1500 kroner mere pr. næse end drikkepakken kostede, hvorfor vi hurtigt blev enige om, at det ville være direkte dumt ikke at tilkøbe den.
Vi skal derfor bo i et Ocean Stateroom i 14 dage. Man kunne godt have en lumsk anelse om, at de har taget ejendomsmæglerkameraet i brug her, men alene det, at vi ikke skal bo under vandoverfladen, vil få mig til at føle mig meget bedre tilpas, min klaustrofobi light taget i betragtning.
Vi er også ved at gå sommertøjet igennem. Vi kommer til at opleve temperaturer fra 30° i Santiago til 15° nede ved Kap Horn, så der skal lidt forskelligt med – men heldigvis intet vintertøj.
John har det godt og har fået grønt lys for rejsen af SOS; vi havde ikke turdet tage til den anden ende af kloden uden at være forsikrede.
Om vi glæder os?
Jowda. Heeeelt vildt!

Hvor ligger Wismar?

– John, ved du, hvor Wismar ligger?
– I Tyskland.
– Ja, men hvor i Tyskland?
– Øh … det ved jeg faktisk ikke.
– Det vidste jeg heller ikke, før jeg så dette tilbud fra TravelBird på en julemarkedstur til Wismar. 
(Grynte, grynte, mumle)
– Synes du ikke, vi skulle tage et lille smut til Tyskland i December? Bare to overnatninger? Og se på lidt tysk julemarked?
(Grynte, mumle, mumle)
– Hvad siger du? 
– Det kommer an på, hvor i Tyskland Wismar ligger! For to nætter gider jeg ikke køre ret langt.
– Vi kan også tage tre nætter – men der er ikke langt, for det ligger næsten præcis midt mellem Lübeck og Rostock.
– Okay, det kan vi godt, så. To nætter er fint. Er det et billigt tilbud, siden du lige fik den ide?
– Ja … forholdsvis … fair nok, i hvert fald.  
     Der ser smukt ud på billederne, og Wismar er faktisk på World Heritage Site-listen, så jeg kan få et kryds mere. (Hvilket bringer mig op på 104.)
– Godt for dig. Ser det ud til at være et okay hotel?
– Jaja, fint nok. Og vi er jo dernede på no time.
– Du har overtalt mig, bare rolig. Vi tager ned og ser på julemarked.

Så nu har jeg bestilt to nætter i den første halvdel af december.
Wismar er en af hansestæderne, og jeg ved fra Jørgen, som har været der, at den har nogle flotte bygninger, så uanset hvor dårligt vejret bliver, skal vi nok få lidt ud af turen. Kan vi klare Grønland i november, så kan vi også klare Wismar i december.
Vi får pengene for svenskerhytten 30. november, så det går nok lige an at bruge lidt penge på en julemarkedstur, og jeg elsker den stemning, der er på de tyske af slagsen.
“To nætter i Wismar” … jeg lyder næsten lige så irriterende som ham med alle lottomillionerne, der bare skulle have en ny kaffemaskine, ikke sandt? 
Men 1) de fik huset (for) billigt, for nu skulle det være; 2) man betaler skat af fortjenesten i Sverige, og 3) ejendomsmægleren skal betales, så 4) det salg er vi ikke blevet millionærer af.
Vi sparer dog alle driftsomkostningerne, og alene de vil kunne give os nogle årlige småture af denne slags, hvilket vi har lovet hinanden at tage, således at vi mærker på den gode måde, at vi ikke har vores elskede home away from home mere.

Jeg burde stå tidligt op noget oftere

Jeg burde stå tidligt op noget oftere.
I går morges var der en flot solopgang, som jeg dog ikke gik helt glip af, fordi den orangerøde farve gav genskær inde i soveværelset, hvorfor jeg godt kunne regne ud, at jeg nok lige burde stå op og bevæge mig ud i køkkenet. I hvert fald i nogle minutter.
Søndag morgen skulle vi afsted ved godt syvtiden, fordi vi havde aftalt at tage til Tyskland for at købe stort ind af øl og vin.
Dér sad så lige en af havørnene og skuede ud over fjorden – det er meget længe siden, jeg har set dem, men nu var den her altså – bare små 100 meter fra vejen.
Jeg nøjedes med at zoome fra bilen, for det var ikke svært at regne ud hvad der ville ske, hvis jeg steg ud og forsøgte at komme nærmere.

Det er egentlig ikke fordi, jeg sover længe – som jeg vist har skrevet om før, vågner vi begge et eller andet sted mellem klokken halvseks og klokken syv, men hvor John altid står op, når han vågner, bliver jeg under dynen til halvni, mens jeg lægger puslespil og spiller de daglige spil Ruzzle. Jeg læser bøger eller blogge og jeg går lidt på Facebook. Jeg storhygger.
John har i mellemtiden drukket mindst to kopper kaffe og læst samtlige nyheder, og jeg er blevet til at tale med uden det bliver gryntede enstavelsesord. Det er en rytme, som vi begge trives fint med. Jeg kan dog godt se, at hvis jeg ellers kunne komme ud af fjerene, så ville jeg oftere kunne se nogle helt andre fjer – blandt andet netop havørnens, for John siger, at han forholdsvis ofte ser den/dem om morgenen.
Han sidder også og nyder den gyldne time, som jeg nød på vejen til Rødby i søndags. Solen skinnede hele vejen, men der var en grå og blytung himmel som baggrund, så efterårsfarverne kom rigtig til deres ret i det bløde lys.
Jeg får kun taget mig sammen til at stå tidligt op, når vi skal noget – det er stadig en enorm nydelse for mig at kunne blive liggende efter 58 års alt for tidlig opståen, så at sige. I folkeskolen skulle jeg op kl. syv; i gymnasiet kl. halvsyv. Da jeg arbejdede på Roskilde Sygehus, var det halvseks og i alle mine 35 år på Amager og senere Hørsholm var det mellem halvseks og seks.
Det har resulteret i, at jeg stadig vågner tidligt, men det, at jeg kan blive liggende … åhhh, det er skønt.
Det gør også en stor forskel, at man vågner af sig selv og ikke bliver vækket – bare 10 minutter kan gøre forskellen på at føle sig udhvilet eller træt.
Jojo, man kan nyde pensionistlivet på mange måder. Dette er en af dem.
Smukke solnedgange går jeg sjældent glip af, uanset hvornår jeg står op – dette er fra i aften.

Og hvad får du så tiden til at gå med?

“Kan du få tiden til at slå til?” Eller “Og hvad får du så tiden til at gå med?” Eller “Savner du aldrig dit arbejde?”
Alle tre sætninger, jeg sommetider hører, når jeg møder både nye personer og nogle jeg kender (fx gamle kolleger), men ikke er decideret venner eller i familie med. Disse to grupper ved udmærket, at jeg aldrig keder mig. Jeg har nemlig slet ikke tid nok. Jeg har faktisk ALT for lidt tid, har jeg.
Tænk, jeg troede virkelig, at jeg, trods det, at jeg glædede mig meget til at jobstoppe, ville finde tiden lidt lang, bare en gang imellem.
Det gør jeg ikke – meget tværtimod.
Okay. Hvis sandheden skal frem, er en del af årsagen måske, at jeg har skruet lidt ned for tempoet.
Men kun lidt, naturligvis. Og det er naturligvis også kun en del af årsagen.
Hvornår får jeg tid nok, mon?
Hvad jeg heller ikke forstår er hvordan jeg dengang overhovedet havde tid til at arbejde – og oven i købet med en hulens lang transporttid – for bortset fra plantefarvningen har jeg gang i de samme interesser og laver stort set de samme ting som jeg har gjort i mange, mange år, såsom at sylte (relativt sæsonbetonet), affodre familien, sy, strikke og læse. Jeg har dog, i modsætning til i de arbejdsramte tider, anskaffet mig en have, der skal passes. Vi holder måske også lidt mere ferie end tidligere.  
Men alligevel …

Og hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist.
Jeg så frem til det i de sidste 10 år af mit arbejdsliv, og det var (siger det lige igenigen) ikke fordi, jeg ikke kunne lide mit arbejde og da slet ikke fordi jeg havde dårlige kolleger eller en dårlig chef, men ganske enkelt fordi der var så mange ting, jeg glædede mig voldsomt til at få mere tid til.
Og fik jeg så det? Teoretisk: masser. 70 timer hver eneste uge, hvis jeg regner transporttiden med.
Føles det sådan? Nix. For jeg mangler tid, gør jeg.

Da vi kom hjem i tirsdags, havde det søde, ældre par i nr. 1 sat en kasse pærer til os. Der var fem kilo, hvilket vi absolut ikke kunne nå at spise, så jeg måtte for første gang i mit liv ud i at forsøge mig med henkogning af pærer. Min mor henkogte tonsvis af pærer, og i de sidste små 20 år af sit liv lavede hun med ikke særlig lange mellemrum pærevælling til Charlotte. Bare nævn ordet ‘pærevælling’ til hende, og hun får et saligt glimt i øjnene – mormors pærevælling var bare det allerbedste, hun vidste, og hun elskede at komme på gården og blive forkælet med denne, for de fleste af os, underlige ret.
Nu har jeg så henkogt pærer, og jeg tager et par glas med til Jylland, når vi skal være sammen med englænderne derovre om tre uger.
Det bliver spændende om: 1) Jeg overhovedet kan finde ud af at lave pærevælling, men hvis ja til det, så 2) Er det i virkeligheden mest lyse og glade barndomsminder for C, eller smager det hende stadigvæk? 3) Vil Tim og børnene kunne lide det, eller er min skønne datter også på dette punkt temmelig enestående?
Om ikke andet, kan jeg bruge nogle af dem til at lave Pærer Belle Helene; så bliver i hvert fald John, Aubrey og Tim glade. Såmænd også Charlotte.
Det er vist en rigtig 70’er-dessert, er det ikke? Eller skal vi op i 80’erne?

Nok min hidtil korteste sommerferie

Så er vi hjemme igen. Trondheim tur/retur: Præcis fire døgn.
Vores søde naboer kom farende og spurgte, om der var noget galt, hvortil John svarede: Næh, ikke andet end at i Norge var det 3°, blæst og slud og regn, så vi vendte hjem igen til sommervejret.
Det kunne de godt forstå.
Jeg nævnte på et tidspunkt, at hvis vi havde arbejdet endnu, havde situationen været en anden, og vi var nok ikke taget hjem igen, men vi talte om, at vi stadig helt sikkert havde lavet om på planerne, for det ville have været for dumt og for tåbeligt at være stædig og blevet ved – vi havde jo heller ikke det rigtige tøj med, selv om vi selvfølgelig havde medbragt en varm sweater, men vi skulle ikke have haft andet med end vintertøj!
Vi har set vej 17 før og ville se den under bedre vejrforhold end sidst. Det ville vi ikke komme til.
Vi har været på Lofoten før i godt vejr. Nu ville vi komme derop til vildt dårligt vejr.
Det er svært at få øje på de gode argumenter for at holde fast i den oprindelige ferieplan.
Man kan lige så godt indrette sig efter forholdene og få det bedste ud af det – havde vi arbejdet, var vi bare blevet i Mellem- eller Sydsverige, men fordi vi er pensionister, kunne vi lige så godt bare køre hjem.
John foreslog dog i går, at vi kunne tage til Bornholm i nogle dage – det har vi talt om i et par år uden uden at få det gjort. God ide. Jeg tjekkede, og der var masser af feriehuse og/eller -lejligheder at få, men det hjælper ikke så meget, når færgerne er udsolgt! Den eneste, vi kunne komme med, afgik kl. 00:20, og det gad vi ikke. Det må da være irriterende for Bornholms turisme, at færgen skal være en begrænsende faktor.
Bornholm må derfor vente lidt endnu på besøg fra vores side.

Det var en helt ny fornemmelse at kunne sidde ude og nyde frokosten, hvilket vi gjorde både i går og i dag, selv om det i går kun var omkring 15° (derfor trøje og vest), men det blev hele tiden varmere og varmere. Vi overnattede i Örebro og kom ud til bilen kl. 9 til 19° og strålende sol.

Det viste sig at være meget godt, at jeg kom hjem … visse planter stod allerede og gispede af tørst, for vores krukkevandere er væk i nogle dage – hvilket vi godt vidste, men regnede ikke med, at det kunne nå at blive et problem, men det kunne det altså.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, for nu bliver haven i det mindste passet optimalt. Vi bliver simpelthen fremover nødt til at planlægge alle ferier til at ligge i vinterhalvåret, men man tager altså ikke til Norge i oktober. 
Eller …  det kunne vi nok lige så godt have gjort i år … det havde ikke gjort den store forskel.

Det gælder om at benytte sig af fordelene

Nu hvor jeg har rundet de 65 år, må jeg benytte mig af de fordele det giver at være blevet folkepensionist. Der er billige entreer mange steder – langt om længe – i England starter det allerede ved 60 år.
Sidst vi var i København, burde vi have haft et rejsekort, men det havde vi ikke, med det resultat, at vi var længe om at finde en parkeringsplads, og da vi endelig fandt en, var det rasende dyrt.
Rejsekortbestillingen skød jeg derefter lidt, for nu kunne jeg lige så godt vente, til jeg var blevet 65. (På den anden side skal man opgive CPR-nummer, så måske går det automatisk med de billige billetter?)
Det blev i hvert fald først bestilt i dag, og jeg skal bruge det på fredag.
Troede jeg.
Der går nemlig mellem 7 og 10 dage inden det kommer.
Der er da også bare ligemeget, tænkte jeg – jeg har fået ny telefon, så nu er den moderne nok til, at DSB-appen kan downloades, hvilket jeg gjorde.
Det er da blevet nemt! Især når man er vant til at bruge de klippekort, der vist slet ikke findes mere?
Tast hvorfra hvortil hvornår og billettype – acceptér med mobile pay og vupti: en billet haves i hånden, så at sige.
Jeg får dog nok ikke brugt appen så meget, for nu får vi jo rejsekort …

At jeg så kører på 65-billet, er helt okay, hvis vi taler økonomi. Det er lidt mindre okay, når vi taler Ellen, men jeg kan vel lige så godt vænne mig til det. Det lyder altså bare virkelig gammelt.

Det bliver nok hovedsagelig i forbindelse med københavnerture, vi vil tage toget, for det kan overhovedet ikke betale sig – ikke engang med min nyerhvervede mimrerabat – at rejse med tog rundt i landet.
Jeg ‘bestilte’ for testens skyld en tur til Aarhus med den billigst opnåelige billet. Det kan godt betale sig, hvis man rejser én person, men skal både John og jeg afsted, sparer vi mange penge ved at tage bilen. Er man en hel familie, er det jo nærmest hele feriebudgettet, der ryger, hvis man rejser med tog.

Jeg plejer at køre selv, når jeg skal mødes med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, men min søde John tilbød at køre mig til Køge og hente mig igen der, uanset hvor sent jeg måtte finde på at ankomme. Han er nu altså meget sød en gang imellem …
Nu skal jeg så bare finde ud af, hvad jeg skal tage med som “en salat eller en grønsagsret”. Det er ikke helt ligemeget, hvad det er, når den skal med ud på en togtur. Det der med en ovnret, der tages med i fadet, er det smartest at undgå.

Selvforkælelse. Nydelse

Dengang jeg var arbejdsramt, stod jeg op 15 minutter før jeg skulle ud ad døren: I bad, på med makeup og tøj, brygge en kopkaf til at drikke i bilen og så ellers afsted. Jeg spiste aldrig morgenmad og havde ikke gjort det, siden jeg var barn og min mor tvang mig til det. Jeg har altid haft meget svært ved at spise kort tid efter, jeg er vågnet. Mens Charlotte voksede op, smurte jeg hendes madpakke mens hun spiste – så var både samvær og samvittighed i orden.
Dengang drømte jeg om det kommende pensionistliv: At have alverdens tid til rådighed til rigtig at forkæle mig selv med lækre cremer, med selv at lave lyse striber i håret, med at eksperimentere med frisuren, med at have rigeligt med tid at bruge på pedi- og manicure.
Der var selvfølgelig weekenderne, men der skulle jeg altid nå så meget andet.
Da jeg arbejdede på et hospital, så jeg skræmmende mange både gamle og halvgamle mennesker med uplejede fødder, grimme negle og revner i hælene så dybe som Grand Canyon, og jeg lovede mig selv, at sådan skulle jeg aldrig komme til at se ud. Hvis jeg ikke selv kan klare det mere, vil jeg betale mig fra at få plejet mine fødder. Det gjorde min far, og han elskede det hverandenmånedlige besøg hos fodterapeuten. Der var også alt for mange kvinder med skæg, både som overskæg og som lange hår på hage og hals. Jeg finder det grimt og sørger for ikke selv at kunne forveksles med den skæggede dame. Dette blev en del lettere efter kemoterapien, for kropsbehåringen kom kun igen i meget lille grad, hvilket er okay – værre er det, at hovedhåret kun er halvdelen af hvad det var før. Men pyt. Det er bedre end alternativet.

Nu har jeg været uden for arbejdsmarkedet i næsten fem år. Jeg har ikke brugt hele eller halve formiddage på mig selv så ofte jeg forestillede mig det dengang, men jeg gør det med jævne mellemrum, og jeg stornyder det, når det sker.
Jeg ordner mine fødder – og når jeg selv skal sige det, er mine fødder fine og ikke spor ‘gamle’ at se på.
Jeg smører hele kroppen ind i lækre cremer. Gerne flere forskellige, for der skal ikke det samme til hoved og fødder. Det hjælper sikkert ikke spor; det gør mig i hvert fald ikke et sekund yngre at se på, men det føles dejligt, og jeg går ikke nærmest støvende rundt og drysser skæl, som jeg også har oplevet gamle mennesker gøre. Det er altså ikke særlig lækkert.
Som en af Die Drei Mädchen engang udtrykte det: Man kan ikke købe sig til en yngre hud, men man kan købe en superlækker fornemmelse, og det er netop sådan det er: En følelse af luksuriøs lækkerhed, som jeg gerne betaler lidt ekstra for.
Jeg viser mig aldrig uden makeup – slet ikke uden for privatsfæren og helst heller ikke, selv om der bare er John og mig, for jeg er farveløs og nærmest usynlig uden – ikke mindst fordi jeg ikke længere har øjenvipper eller -bryn. Charlotte grinede ad mig, fordi jeg, selv om jeg lå syg med høj feber, alligevel forsøgte at komme lidt omkring øjnene, så jeg så knap så elendig ud, når John kom hjem fra arbejde.
Forfængeligheden længe leve.
Til gengæld er jeg aldrig gået særlig meget op i modetøj og mærkevarer. Sådan er vi så forskellige.
Caring for myself is not self-indulgence, it is self-preservation.

Jeg – en heldig kvinde

Atter en gang må jeg konstatere, at jeg er en privilegeret (nej, IKKE priviligeret – tænk på, at det hedder et privilegium) kvinde at være gift med en mand, der har skruet hænderne rigtigt på. Så rigtigt, at han kan skrue tingene sammen på den rigtige måde.
Så rigtigt, at han sætter i gang nærmest omgående, når jeg pipper op om ønsker om ting, der kunne være rare at have, virke bedre eller på anden måde blive optimeret.
Det allerbedste er, at han ikke sukker dybt eller opgivende, himmelvender øjnene eller på anden måde kommer med mere eller mindre fine hentydninger til, at jeg er krævende. Faktisk kan han rigtig godt lidt at få den slags større eller mindre udfordringer – også i denne mørketid, hvor der ikke er så meget andet at tage fat på udendørs.
Vi har et lille rum med 3¼ væg og et halvtag lige ved siden af køkkendøren. Derinde hænger der haveredskaber og der står et plantebord, som den forrige ejer lod stå. Han lod virkelig meget stå af alskens art, men dette var helt fint. Jeg har brugt det til potter og potteskjulere, men efter jeg har taget plantefarvning op, har jeg også brugt det til gryderne, fadet, spandene og de øvrige redskaber, der er blevet dedikeret til dette formål.
Det vil sige, at der efterhånden skulle være dobbelt så meget på den samme plads. Det kunne kun gå galt, og de sidste gange har jeg været virkelig irriteret over at skulle flytte rundt på en masse, hvis jeg havde brug for et eller andet.
Det der ‘et eller andet’ var nemlig på forunderlig vis, helt af sig selv, altid kravlet underst eller bagerst.
Mærkeligt, ikke? Selv om jeg satte det øverst, befandt det sig nederst næste gang jeg skulle bruge det …
I aftes sagde jeg til John, at jeg godt kunne tænke mig at få to hylder derude. Lidt smallere end bordet, men brede nok til, at alle potterne og skjulerne kan stå der, således at jeg kan bruge bordet til plantefarvningstingene.
De er sat op! Det tog ikke manden lang tid at finde de fornødne materialer frem og få den lille sag bragt i orden. Plus et lodret bræt, hvor jeg kan skrue kroge i efter behov til planteskeer og lignende.
Perfekt.
Det tog mig fem minutter at rydde op derude – lige nu er der oven i købet plads tilovers, men kender jeg mig ret, varer det ikke så længe, før det hele er 100 % udnyttet.