Hos Mommer

9. oktober 2018

Jeg burde stå tidligt op noget oftere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Jeg burde stå tidligt op noget oftere.
HavørnI går morges var der en flot solopgang, som jeg dog ikke gik helt glip af, fordi den orangerøde farve gav genskær inde i soveværelset, hvorfor jeg godt kunne regne ud, at jeg nok lige burde stå op og bevæge mig ud i køkkenet. I hvert fald i nogle minutter.
Søndag morgen skulle vi afsted ved godt syvtiden, fordi vi havde aftalt at tage til Tyskland for at købe stort ind af øl og vin.
Dér sad så lige en af havørnene og skuede ud over fjorden – det er meget længe siden, jeg har set dem, men nu var den her altså – bare små 100 meter fra vejen.
Jeg nøjedes med at zoome fra bilen, for det var ikke svært at regne ud hvad der ville ske, hvis jeg steg ud og forsøgte at komme nærmere.

Det er egentlig ikke fordi, jeg sover længe – som jeg vist har skrevet om før, vågner vi begge et eller andet sted mellem klokken halvseks og klokken syv, men hvor John altid står op, når han vågner, bliver jeg under dynen til halvni, mens jeg lægger puslespil og spiller de daglige spil Ruzzle. Jeg læser bøger eller blogge og jeg går lidt på Facebook. Jeg storhygger.
John har i mellemtiden drukket mindst to kopper kaffe og læst samtlige nyheder, og jeg er blevet til at tale med uden det bliver gryntede enstavelsesord. Det er en rytme, som vi begge trives fint med. Jeg kan dog godt se, at hvis jeg ellers kunne komme ud af fjerene, så ville jeg oftere kunne se nogle helt andre fjer – blandt andet netop havørnens, for John siger, at han forholdsvis ofte ser den/dem om morgenen.
Han sidder også og nyder den gyldne time, som jeg nød på vejen til Rødby i søndags. Solen skinnede hele vejen, men der var en grå og blytung himmel som baggrund, så efterårsfarverne kom rigtig til deres ret i det bløde lys.
Jeg får kun taget mig sammen til at stå tidligt op, når vi skal noget – det er stadig en enorm nydelse for mig at kunne blive liggende efter 58 års alt for tidlig opståen, så at sige. I folkeskolen skulle jeg op kl. syv; i gymnasiet kl. halvsyv. Da jeg arbejdede på Roskilde Sygehus, var det halvseks og i alle mine 35 år på Amager og senere Hørsholm var det mellem halvseks og seks.
Det har resulteret i, at jeg stadig vågner tidligt, men det, at jeg kan blive liggende … åhhh, det er skønt.
Det gør også en stor forskel, at man vågner af sig selv og ikke bliver vækket – bare 10 minutter kan gøre forskellen på at føle sig udhvilet eller træt.
Jojo, man kan nyde pensionistlivet på mange måder. Dette er en af dem.
Smukke solnedgange går jeg sjældent glip af, uanset hvornår jeg står op – dette er fra i aften.

P1030401

Reklamer

30. september 2018

Og hvad får du så tiden til at gå med?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: , , ,

“Kan du få tiden til at slå til?” Eller “Og hvad får du så tiden til at gå med?” Eller “Savner du aldrig dit arbejde?”
Alle tre sætninger, jeg sommetider hører, når jeg møder både nye personer og nogle jeg kender (fx gamle kolleger), men ikke er decideret venner eller i familie med. Disse to grupper ved udmærket, at jeg aldrig keder mig. Jeg har nemlig slet ikke tid nok. Jeg har faktisk ALT for lidt tid, har jeg.
Tænk, jeg troede virkelig, at jeg, trods det, at jeg glædede mig meget til at jobstoppe, ville finde tiden lidt lang, bare en gang imellem.
Syltede henkogte chiliDet gør jeg ikke – meget tværtimod.
Okay. Hvis sandheden skal frem, er en del af årsagen måske, at jeg har skruet lidt ned for tempoet.
Men kun lidt, naturligvis. Og det er naturligvis også kun en del af årsagen.
Hvornår får jeg tid nok, mon?
Hvad jeg heller ikke forstår er hvordan jeg dengang overhovedet havde tid til at arbejde – og oven i købet med en hulens lang transporttid – for bortset fra plantefarvningen har jeg gang i de samme interesser og laver stort set de samme ting som jeg har gjort i mange, mange år, såsom at sylte (relativt sæsonbetonet), affodre familien, sy, strikke og læse. Jeg har dog, i modsætning til i de arbejdsramte tider, anskaffet mig en have, der skal passes. Vi holder måske også lidt mere ferie end tidligere.  
Men alligevel …

Syltede henkogte pærerOg hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist.
Jeg så frem til det i de sidste 10 år af mit arbejdsliv, og det var (siger det lige igenigen) ikke fordi, jeg ikke kunne lide mit arbejde og da slet ikke fordi jeg havde dårlige kolleger eller en dårlig chef, men ganske enkelt fordi der var så mange ting, jeg glædede mig voldsomt til at få mere tid til.
Og fik jeg så det? Teoretisk: masser. 70 timer hver eneste uge, hvis jeg regner transporttiden med.
Føles det sådan? Nix. For jeg mangler tid, gør jeg.

Da vi kom hjem i tirsdags, havde det søde, ældre par i nr. 1 sat en kasse pærer til os. Der var fem kilo, hvilket vi absolut ikke kunne nå at spise, så jeg måtte for første gang i mit liv ud i at forsøge mig med henkogning af pærer. Min mor henkogte tonsvis af pærer, og i de sidste små 20 år af sit liv lavede hun med ikke særlig lange mellemrum pærevælling til Charlotte. Bare nævn ordet ‘pærevælling’ til hende, og hun får et saligt glimt i øjnene – mormors pærevælling var bare det allerbedste, hun vidste, og hun elskede at komme på gården og blive forkælet med denne, for de fleste af os, underlige ret.
Nu har jeg så henkogt pærer, og jeg tager et par glas med til Jylland, når vi skal være sammen med englænderne derovre om tre uger.
Det bliver spændende om: 1) Jeg overhovedet kan finde ud af at lave pærevælling, men hvis ja til det, så 2) Er det i virkeligheden mest lyse og glade barndomsminder for C, eller smager det hende stadigvæk? 3) Vil Tim og børnene kunne lide det, eller er min skønne datter også på dette punkt temmelig enestående?
Om ikke andet, kan jeg bruge nogle af dem til at lave Pærer Belle Helene; så bliver i hvert fald John, Aubrey og Tim glade. Såmænd også Charlotte.
Det er vist en rigtig 70’er-dessert, er det ikke? Eller skal vi op i 80’erne?

24. juni 2018

Nok min hidtil korteste sommerferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:52
Tags: , ,

Så er vi hjemme igen. Trondheim tur/retur: Præcis fire døgn.
Vores søde naboer kom farende og spurgte, om der var noget galt, hvortil John svarede: Næh, ikke andet end at i Norge var det 3°, blæst og slud og regn, så vi vendte hjem igen til sommervejret.
Det kunne de godt forstå.
Jeg nævnte på et tidspunkt, at hvis vi havde arbejdet endnu, havde situationen været en anden, og vi var nok ikke taget hjem igen, men vi talte om, at vi stadig helt sikkert havde lavet om på planerne, for det ville have været for dumt og for tåbeligt at være stædig og blevet ved – vi havde jo heller ikke det rigtige tøj med, selv om vi selvfølgelig havde medbragt en varm sweater, men vi skulle ikke have haft andet med end vintertøj!
Vi har set vej 17 før og ville se den under bedre vejrforhold end sidst. Det ville vi ikke komme til.
Vi har været på Lofoten før i godt vejr. Nu ville vi komme derop til vildt dårligt vejr.
Det er svært at få øje på de gode argumenter for at holde fast i den oprindelige ferieplan.
Man kan lige så godt indrette sig efter forholdene og få det bedste ud af det – havde vi arbejdet, var vi bare blevet i Mellem- eller Sydsverige, men fordi vi er pensionister, kunne vi lige så godt bare køre hjem.
John foreslog dog i går, at vi kunne tage til Bornholm i nogle dage – det har vi talt om i et par år uden uden at få det gjort. God ide. Jeg tjekkede, og der var masser af feriehuse og/eller -lejligheder at få, men det hjælper ikke så meget, når færgerne er udsolgt! Den eneste, vi kunne komme med, afgik kl. 00:20, og det gad vi ikke. Det må da være irriterende for Bornholms turisme, at færgen skal være en begrænsende faktor.
Bornholm må derfor vente lidt endnu på besøg fra vores side.

P1020425

Det var en helt ny fornemmelse at kunne sidde ude og nyde frokosten, hvilket vi gjorde både i går og i dag, selv om det i går kun var omkring 15° (derfor trøje og vest), men det blev hele tiden varmere og varmere. Vi overnattede i Örebro og kom ud til bilen kl. 9 til 19° og strålende sol.

Det viste sig at være meget godt, at jeg kom hjem … visse planter stod allerede og gispede af tørst, for vores krukkevandere er væk i nogle dage – hvilket vi godt vidste, men regnede ikke med, at det kunne nå at blive et problem, men det kunne det altså.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, for nu bliver haven i det mindste passet optimalt. Vi bliver simpelthen fremover nødt til at planlægge alle ferier til at ligge i vinterhalvåret, men man tager altså ikke til Norge i oktober. 
Eller …  det kunne vi nok lige så godt have gjort i år … det havde ikke gjort den store forskel.

5. marts 2018

Det gælder om at benytte sig af fordelene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags:

Nu hvor jeg har rundet de 65 år, må jeg benytte mig af de fordele det giver at være blevet folkepensionist. Der er billige entreer mange steder – langt om længe – i England starter det allerede ved 60 år.
Sidst vi var i København, burde vi have haft et rejsekort, men det havde vi ikke, med det resultat, at vi var længe om at finde en parkeringsplads, og da vi endelig fandt en, var det rasende dyrt.
P1010585Rejsekortbestillingen skød jeg derefter lidt, for nu kunne jeg lige så godt vente, til jeg var blevet 65. (På den anden side skal man opgive CPR-nummer, så måske går det automatisk med de billige billetter?)
Det blev i hvert fald først bestilt i dag, og jeg skal bruge det på fredag.
Troede jeg.
Der går nemlig mellem 7 og 10 dage inden det kommer.
Der er da også bare ligemeget, tænkte jeg – jeg har fået ny telefon, så nu er den moderne nok til, at DSB-appen kan downloades, hvilket jeg gjorde.
Det er da blevet nemt! Især når man er vant til at bruge de klippekort, der vist slet ikke findes mere?
Tast hvorfra hvortil hvornår og billettype – acceptér med mobile pay og vupti: en billet haves i hånden, så at sige.
Jeg får dog nok ikke brugt appen så meget, for nu får vi jo rejsekort …

At jeg så kører på 65-billet, er helt okay, hvis vi taler økonomi. Det er lidt mindre okay, når vi taler Ellen, men jeg kan vel lige så godt vænne mig til det. Det lyder altså bare virkelig gammelt.

Det bliver nok hovedsagelig i forbindelse med københavnerture, vi vil tage toget, for det kan overhovedet ikke betale sig – ikke engang med min nyerhvervede mimrerabat – at rejse med tog rundt i landet.
Jeg ‘bestilte’ for testens skyld en tur til Aarhus med den billigst opnåelige billet. Det kan godt betale sig, hvis man rejser én person, men skal både John og jeg afsted, sparer vi mange penge ved at tage bilen. Er man en hel familie, er det jo nærmest hele feriebudgettet, der ryger, hvis man rejser med tog.

Jeg plejer at køre selv, når jeg skal mødes med Det Fast Sammentømrede Engelskhold, men min søde John tilbød at køre mig til Køge og hente mig igen der, uanset hvor sent jeg måtte finde på at ankomme. Han er nu altså meget sød en gang imellem …
Nu skal jeg så bare finde ud af, hvad jeg skal tage med som “en salat eller en grønsagsret”. Det er ikke helt ligemeget, hvad det er, når den skal med ud på en togtur. Det der med en ovnret, der tages med i fadet, er det smartest at undgå.

14. februar 2018

Selvforkælelse. Nydelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: ,

Dengang jeg var arbejdsramt, stod jeg op 15 minutter før jeg skulle ud ad døren: I bad, på med makeup og tøj, brygge en kopkaf til at drikke i bilen og så ellers afsted. Jeg spiste aldrig morgenmad og havde ikke gjort det, siden jeg var barn og min mor tvang mig til det. Jeg har altid haft meget svært ved at spise kort tid efter, jeg er vågnet. Mens Charlotte voksede op, smurte jeg hendes madpakke mens hun spiste – så var både samvær og samvittighed i orden.
Dengang drømte jeg om det kommende pensionistliv: At have alverdens tid til rådighed til rigtig at forkæle mig selv med lækre cremer, med selv at lave lyse striber i håret, med at eksperimentere med frisuren, med at have rigeligt med tid at bruge på pedi- og manicure.
Der var selvfølgelig weekenderne, men der skulle jeg altid nå så meget andet.
Da jeg arbejdede på et hospital, så jeg skræmmende mange både gamle og halvgamle mennesker med uplejede fødder, grimme negle og revner i hælene så dybe som Grand Canyon, og jeg lovede mig selv, at sådan skulle jeg aldrig komme til at se ud. Hvis jeg ikke selv kan klare det mere, vil jeg betale mig fra at få plejet mine fødder. Det gjorde min far, og han elskede det hverandenmånedlige besøg hos fodterapeuten. Der var også alt for mange kvinder med skæg, både som overskæg og som lange hår på hage og hals. Jeg finder det grimt og sørger for ikke selv at kunne forveksles med den skæggede dame. Dette blev en del lettere efter kemoterapien, for kropsbehåringen kom kun igen i meget lille grad, hvilket er okay – værre er det, at hovedhåret kun er halvdelen af hvad det var før. Men pyt. Det er bedre end alternativet.

Nu har jeg været uden for arbejdsmarkedet i næsten fem år. Jeg har ikke brugt hele eller halve formiddage på mig selv så ofte jeg forestillede mig det dengang, men jeg gør det med jævne mellemrum, og jeg stornyder det, når det sker.
Jeg ordner mine fødder – og når jeg selv skal sige det, er mine fødder fine og ikke spor ‘gamle’ at se på.
Jeg smører hele kroppen ind i lækre cremer. Gerne flere forskellige, for der skal ikke det samme til hoved og fødder. Det hjælper sikkert ikke spor; det gør mig i hvert fald ikke et sekund yngre at se på, men det føles dejligt, og jeg går ikke nærmest støvende rundt og drysser skæl, som jeg også har oplevet gamle mennesker gøre. Det er altså ikke særlig lækkert.
Som en af Die Drei Mädchen engang udtrykte det: Man kan ikke købe sig til en yngre hud, men man kan købe en superlækker fornemmelse, og det er netop sådan det er: En følelse af luksuriøs lækkerhed, som jeg gerne betaler lidt ekstra for.
Jeg viser mig aldrig uden makeup – slet ikke uden for privatsfæren og helst heller ikke, selv om der bare er John og mig, for jeg er farveløs og nærmest usynlig uden – ikke mindst fordi jeg ikke længere har øjenvipper eller -bryn. Charlotte grinede ad mig, fordi jeg, selv om jeg lå syg med høj feber, alligevel forsøgte at komme lidt omkring øjnene, så jeg så knap så elendig ud, når John kom hjem fra arbejde.
Forfængeligheden længe leve.
Til gengæld er jeg aldrig gået særlig meget op i modetøj og mærkevarer. Sådan er vi så forskellige.
Caring for myself is not self-indulgence, it is self-preservation.
image

24. januar 2018

Jeg – en heldig kvinde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , ,

Atter en gang må jeg konstatere, at jeg er en privilegeret (nej, IKKE priviligeret – tænk på, at det hedder et privilegium) kvinde at være gift med en mand, der har skruet hænderne rigtigt på. Så rigtigt, at han kan skrue tingene sammen på den rigtige måde.
Så rigtigt, at han sætter i gang nærmest omgående, når jeg pipper op om ønsker om ting, der kunne være rare at have, virke bedre eller på anden måde blive optimeret.
IMG_8221Det allerbedste er, at han ikke sukker dybt eller opgivende, himmelvender øjnene eller på anden måde kommer med mere eller mindre fine hentydninger til, at jeg er krævende. Faktisk kan han rigtig godt lidt at få den slags større eller mindre udfordringer – også i denne mørketid, hvor der ikke er så meget andet at tage fat på udendørs.
Vi har et lille rum med 3¼ væg og et halvtag lige ved siden af køkkendøren. Derinde hænger der haveredskaber og der står et plantebord, som den forrige ejer lod stå. Han lod virkelig meget stå af alskens art, men dette var helt fint. Jeg har brugt det til potter og potteskjulere, men efter jeg har taget plantefarvning op, har jeg også brugt det til gryderne, fadet, spandene og de øvrige redskaber, der er blevet dedikeret til dette formål.
Det vil sige, at der efterhånden skulle være dobbelt så meget på den samme plads. Det kunne kun gå galt, og de sidste gange har jeg været virkelig irriteret over at skulle flytte rundt på en masse, hvis jeg havde brug for et eller andet.
Det der ‘et eller andet’ var nemlig på forunderlig vis, helt af sig selv, altid kravlet underst eller bagerst.
Mærkeligt, ikke? Selv om jeg satte det øverst, befandt det sig nederst næste gang jeg skulle bruge det …
I aftes sagde jeg til John, at jeg godt kunne tænke mig at få to hylder derude. Lidt smallere end bordet, men brede nok til, at alle potterne og skjulerne kan stå der, således at jeg kan bruge bordet til plantefarvningstingene.
De er sat op! Det tog ikke manden lang tid at finde de fornødne materialer frem og få den lille sag bragt i orden. Plus et lodret bræt, hvor jeg kan skrue kroge i efter behov til planteskeer og lignende.
Perfekt.
Det tog mig fem minutter at rydde op derude – lige nu er der oven i købet plads tilovers, men kender jeg mig ret, varer det ikke så længe, før det hele er 100 % udnyttet.

22. januar 2018

En god bankrådgiver og en dårlig vandhane

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: , ,

Vi havde bedt banken om et møde i forbindelse med, at jeg snart skal gå over til folkepension – jeg tænkte, at de nok har nogle gode forslag til, hvordan vi smartest muligt kan gøre det rent skatteteknisk, for jeg havde lidt på fornemmelsen, at det sikkert kan lade sig gøre at flytte rundt på et og andet, ihukommende rådgiverens ord fra dengang, arbejdet gav os seniorer et rollatorkursus: Det har meget at sige, hvornår I begynder at spise af jeres pensioner! Men om overhovedet, med hvad og hvordan havde jeg ingen anelse om.
Men ganske rigtigt: Han havde lige regnet ud, hvordan den skal kringles, så vi udnytter lovgivningen uden naturligvis på nogen måde at omgå den. Vi skal jo helst ikke sættes fast for kreativ bogføring!
Det korte af det lange er, at mit fradrag steg med så meget pr. måned, at jeg får mere ud af at få folkepension, end jeg hele tiden har fået i efterløn. Det er ikke så ringe endda, men den efterløn huggede de jo også irriterende meget af pga. mine pensionsordninger.
Hvor er det godt, at der findes den slags dygtige rådgivere, når nu man overhovedet ikke selv kan gennemskue hverken pensions- eller skattejunglen.

IMG_8216Kort efter hjemkomst fra Næstved kom Søren, efter aftale, til frokost. Han skulle hjælpe John med at skifte en eller anden dims under vasken, for vores vandhane kan næsten ikke finde ud af at give koldt vand – den gør det ligesom jeg forestiller mig prostatapatienter leverer vand …
Der var bare den hage ved det, at problemet ikke løstes ved at skifte den dims – kun det delproblem, at man ikke kunne lukke individuelt for opvaskemaskinens vandtilførsel. Det kan man nu, men det var altså ikke fordeleren, den var gal med, eftersom der er fuldt tryk på forsyningen til opvaskemaskinen, mens vandhanen stadig er lige elendig.
Afsted til byggemarkedet, for konklusionen måtte være, at vandhanen skal udskiftes – og vi var enige om IKKE igen at købe en halvbillig udgave, for det bliver alligevel dyrere i længden, kunne vi atter en gang konstatere. Man får hvad man betaler for.
Lige nu ligger mændene og roder rundt ude på køkkengulvet, forhåbentlig med det resultat, at der kan komme lidt power på det vand igen.
Her i huset er der ikke lukket for det varme vand; derimod næsten helt for det kolde … og således kan man på fem minutter bruge en betragtelig del af den skattelettelse, der ikke engang er trådt i kraft endnu …

16. januar 2018

Ih, hvor er det kommunalt … eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , ,

imageKommunalt kan man vel ikke kalde det, når det er Udbetaling Danmark, man har med at gøre, men den gamle vise faldt mig ind, da jeg i dag ansøgte om at få folkepension.
Hvis jeg medsender “den rigtige dokumentation”, kan de måske behandle min sag på tre uger, ellers kan der gå seks. Så var det jeg spurgte mig selv hvorfor? Fordi for at kunne konstatere, om det er den rigtige dokumentation, er man vel nødt til at tjekke, om det nu også er den rigtige? Eller hyr? Det går der jo tid med …
Men skidt med, om der går seks uger, for det er der alligevel til jeg imagefylder de famøse 65 år. Jeg forstod ikke helt visse af deres spørgsmål, så jeg endte med bare at skrive et eller andet … de har derfor sandsynligvis ikke fået de rigtige tal – og måske oven i købet de forkerte tal i de forkerte rubrikker. Jeg kan vel påregne at få folkepension om et års tid … faktisk er det altså også lidt ligemeget med de tal, for jeg ved, at jeg ikke er berettiget til mere end grundbeløbet, og så kan det vel være ligegyldigt, i hvilken kolonne tallene figurerer. Men det synes Udbetaling Danmark nok ikke.

I øvrigt synes jeg det burde kunne gøres noget simplere. Alle har, uanset størrelsen på andre indtægter, ret til grundbeløbet. Derfor burde det kun være nødvendigt at dokumentere grunden(e) til, at man eventuelt mener man er berettiget til et eller flere tillæg, men det skal åbenbart bare være besværligt.
Det er også ret kommunalt.

Jeg har ellers gjort noget rigtig folkepensionistagtigt i dag … man må jo øve sig … jeg var med til at pakke et halvt års Røde Kors-Billedresultat for old retired pensioner free clipartnørklerier til videresendelse til pakke- og distributionscentret i Kliplev. Det blev til ni store papkasser med strikkede tæpper og strikket tøj til alverdens frysende, katastroferamte børn.
Det synes jeg er meget; imponerende meget, taget i betragtning hvor få medlemmer vi er i Præstø – kun 18-19 stykker, men nogle er mere aktive end andre, og nogle er vist helt inaktive.
Det er ligeledes imponerende at se hvor meget garn, der bliver givet til nørklerne. De får også alt mit engang. Altså det, jeg ikke når at bruge inden jeg dør … men skal jeg være ærlig, så er jeg bange for, at mit garnlager altid vil være stort.
Pyt – det vil jo gå til et godt formål.

15. januar 2018

Ændrede behov

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: ,

I vores lidt yngre dage, når vi med glimt i øjnene talte om et “pludseligt opstået behov”, mente vi begge ofte noget, I er nødt til at kunne gætte, for jeg skriver det ikke her!
Tiderne ændrer sig, og vi bliver ældre. “Pludseligt opstået behov” betyder oftere en tur i IKEA eller en tur til Næstved eller noget i den retning. Lidt mere kedeligt, måske, men det er vel livets gang.
John har fået et behov (dog ikke helt pludseligt) for et skrivebord i stuen, for han er træt af at sidde ude i køkkenet eller oppe på 1. sal, når han sidder ved sin pc. Vi har 1) et gammelt hus og 2) nogle eksisterende møbler, som skrivebordet skal passe sammen med. Det har ikke været helt nemt, men vi satser på, at han fandt det i dag på Vemmetofte Kloster. Den sælgende dame var stolt af det og ked af at det var nødvendigt for hende at skulle skille sig af med det. Hun sagde, at det var helt unikt og designet og lavet af sønnen af manden, der har snedkereret kirkestolene i Ribe Domkirke (er de så nye? Det må de vel være … på den anden side ved jeg ikke hvor gammelt skrivebordet er. Det må jeg huske at spørge om). Det lyder fornemt, men vi ser det først på fredag, hvor det skal hentes. Eller fortrydes, hvis ikke vi vil have det alligevel, men det er vi ret sikre på, at vi vil.

Tingene er ikke altid så enkle. Hvis det skrivebord skal ind, skal der flyttes på noget andet, og det er ikke bare sådan lige med vores lavloftede stuer med ikke særlig meget fri vægplads.
Resultat: Nedlæggelse af en smal bogreol og en tur til IKEA for at finde en erstatning, som kan stå langs skunken på første sal.
Og så opstår behovene jo, når man er i den butik …
John, vi kan lige så godt tage en vogn med rundt.
Hvorfor det? Vi skal jo bare have de to reoler, så vi kan tage en vogn i vareudleveringen.
Jeg ved jo, at der for mit vedkommende opstår en del behov, når vi går rundt i IKEA …
[Et stille suk fra Hr. Nielsen]

imageOg det gjorde der sandelig. Opstod behov, altså. I flertal.
Jeg ville have skiftet måtten ved køkkendøren ud til haven. Til fire kroner (ja, FIRE!) gider jeg ikke engang overveje at vaske den. Det er lige før, man knap nok gider banke den, når den er så billig.
Ih, sikke nogle pæne glaskrukker, og jeg står faktisk og mangler et par stykker …
Hov! Den toiletbørste er noget pænere end den vi har …
Vi mangler hverdagsservietter …
Og en sæbedispenser til køkkenet. Den vi har, er revnet, så det er kun et spørgsmål om tid, inden den går helt i styker …
Et lille fleecetæppe lige i vores søgrønblå badeværelsestilbehørsfarve – det hjemmesyede tæppe trænger snart til en udskiftning …
Og et par ting til …

Således lykkedes det mig at bruge 50 % flere penge, end vi John oprindelig havde planlagt. Det var søreme godt, at jeg ikke sendte ham afsted uden mig! Sikke meget, vi så havde manglet … og han kunne jo i øvrigt ikke håndtere pakkerne med reolerne alene.

11. januar 2018

Rastløs kedsomhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:46
Tags: ,

Min mor sagde altid, at intelligente mennesker aldrig keder sig, så det nægter jeg at indrømme, at jeg gør.
Men jeg kan jo ikke strikke hele dagen – det bliver for kedeligt.
Jeg er rastløs. Jeg kan ikke komme ud. Eller … det kan jeg naturligvis godt, men jeg gider ikke, for der er ikke noget at lave i haven, og en gåtur er no go (tøhø) i dette vejr, som er gråt, surt, vådt, trist og kedeligt. Måske er jeg mere vejrpåvirkelig, end jeg vil indrømme over for mig selv?

John er kørt for at hente isoleringsmateriale til røgovnen, for her i den kolde periode skal tingene have noget længere i den end om sommeren, og hvis der er noget, det systematiske ordensmenneske John ikke kan have, så er det uregelmæssigheder. “En lakseside plejer at skulle have 35 minutter. Så dur det da ikke, at jeg ikke på forhånd ved, om den skal have 45 eller helt op til 60 minutter. Det er jo umuligt at planlægge spisetiden, så!”
Se, sådan noget tager jeg nok ikke så tungt, men det gør han, og nu gør han noget ved det. Jeg var lige ved at køre med bare for at blive beskæftiget i en lille time, men så kunne jeg godt selv se, at jeg var for tåbelig.

imageI stedet kredser jeg lidt rundt om mig selv. Strikker lidt. Laver en kop te. Kigger ud ad vinduet. Skriver dette indlæg. Prøver at tage mig sammen til at få syet de to pudebagbeklædninger, jeg har lovet Malle. Burde også tage mig sammen til at sy de to andre ting, jeg længe har haft i tankerne. Burde, burde …
Nu skal I altså ikke tro, at der hænger en vinterdepression truende over hovedet på mig, for det gør der så langt fra, men holddanuheltop, hvor har jeg svært ved at komme i omdrejninger i dag.
Om lidt kommer John hjem igen – også medbringende vores Malta & Gozo Marco Polo Pocket Guide, så kan jeg begynde at studere den, mens jeg drikker resten af teen. Vi har også købt en elektronisk udgave af Turen Går Til Malta; den kan gemmes og læses på telefonen, mens vi er på farten dernede. Vi er nødt til at finde ud af lidt om øen, inden vi kommer derned, så vi kan prioritere hvad vi skal se i løbet af ugen, og vi ved bogstaveligt intet om øen/øerne i forvejen … kender kun et malteserkors, og det har så ikke en pind med Malta at gøre, fandt jeg lige ud af ved en googling. Godt så. Man skal lære nyt hver dag.

Jeg tror jeg hiver farvegryden frem og ser, om der bliver forskel på avokadoskaller og -sten. Så får jeg da udrettet bare en smule konstruktivt i dag.

29. december 2017

Status og prognose

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , , , ,

I overmorgen er der rigtig mange, der gør status over året, der gik, men når nu jeg endelig har en chance for at være en anelse forud for min tid, vil jeg gøre det i dag og samtidig kigge lidt fremad.
Man må nemlig aldrig gå ned på planer. Hellere for mange end for få. Den dag, jeg ingen planer har, er jeg død.
Det må naturligvis bare ikke stresse, at man ikke når det hele … det går slet ikke at blive den første pensionist, der går ned med stress … men det er måske også mere ønsker end deciderede planer, og i øvrigt er der ingen deadline. Andet end den ultimative og helt bogstavelige, altså.

P1000830

Sådan nogle oplevede vi en del af i 2017. Dette er solopgangen, som ikke-syvsoverne oplevede den i forgårs. Dvs. som John og jeg oplevede den. Tim og Charlotte måtte nøjes med billederne, mens Anna og Aubrey så den – de var så ikke lige så imponerede som mig.
Af ferierejser blev det til Mallorca, Irland, England, Sydafrika og England igen. Og et sommerhus i en uge. Sverige tæller ikke, så det er forholdsvis moderat, faktisk, selv om jeg til min skræk var feriemæt efter safarien. Det gik over, hvilket kan ses i prognoserne om lidt.
John byggede shelter i haven og jeg nåede lidt videre med mine haveplaner.
Sådan. Det var lige et helt år. På ganske få linjer. Hvem sagde Pensionistvisen?

Næste år er de allerede fastlagte ferieplaner Malta, som er snart, England, som er i starten af maj (bluebells!), Norge midt i juni (midnatssol), sommerhus på Fanø i September (strikkefestival).
De løsere planer omfatter endnu en Englandstur og så er enten Klassiske Sicilien eller Et Syditaliensk Eventyr med Kulturrejser Europa et ønske fra os begge. De to rejser lyder lige spændende, og det er svært at vælge, men der er jo heller ingen, der siger, at vi ikke kan tage den ene i år og den anden i 2019. Der står stadig et sydamerikakrydstogt på ønskelisten, men så skal Sverigeshuset lige være solgt først.

Og så er 2018 året, hvor jeg bliver folkepensionist! AvavavAV. Lad nu være med at komme med den sædvanlige om, at alder bare er et tal, for jeg er alligevel ikke enig. Selvfølgelig er alder et tal, men det er ikke ‘bare’ et tal, for nogle gør mere ondt end andre. Lige som ord. Der er forskel, er der. Punktum.
Det gjorde ondt at blive 50, lidt mere ondt at blive 60 (bortset fra glæden ved at kunne jobstoppe – og gøre det), og det vil gøre mere ondt at blive 65.
Folkepensionist. Alene ordet kan gøre mig træt oven i hovedet. En folkepensionist er noget, jeg forbinder med at være gammel. Ikke ældre. Gammel.
Jeg får e-post med jævne mellemrum, der minder mig om det kommende skelsår.
Fra ATP. Fra Borger.dk. Fra FTF-A om, at de agter at stoppe med at trække penge til arbejdsløshedskassen så snart jeg er blevet 65. Flinke folk, såmænd … de stopper formentlig også med at give mig efterløn, men det nævnede de ikke noget om.

4. december 2017

Og mig, som aldrig vinder noget!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , , ,

Billedresultat for hvid jul dalbyJeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 KnuthenlundKnuthenlund (1)

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

16. november 2017

Kan det virkelig passe?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:16
Tags: , ,

Kan det virkelig passe, at man kan slynge honning nu? Jeg har svært ved at tro det, men ikke desto mindre står der på et skilt ikke så langt fra os, at de sælger “Nyslynget honning”. Jeg tror ikke på, at man kan arbejde med bistader nu, men jeg skal passe på med, hvad jeg siger, for jeg har ingen forstand på biavl overhovedet.
imageJeg formoder, at det er et forholdsvis letgennemskueligt salgstrick, lige som et andet skilt i vores nærområde, der reklamerer med “Nyopgravede kartofler” – selv om det på den anden side godt kunne have været rigtigt, hvis det havde været ud for Lenes mands gård, det havde stået. De har været virkelig hårdt ramt af vandet, så at sige, i dette efterår. Det passer dog ikke, hvor jeg så skiltet – der er kartoflerne for længst væk fra marken.
Apropos salgstrick, så jeg det afbillede til højre på en vejledning for biavlere. Jeg synes nu ærlig talt, den var mere relevant på en vejledning for biavlernes kunder, men lad det nu være …

Jeg er ikke stødt på alle fiduserne, men “Ægte honning”, ”Håndslynget” og “Krystalhonning” har jeg set. Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig, at “uægte honning” skulle være? Jeg købte ikke produkterne …
“Koldrørt” og “Langtidsmodnet” har jeg endnu til gode at grine ad i virkeligheden, men de er da vist også så langt ude, at de må høre til sjældenhederne.

Jeg ville ellers så gerne tro, at dem, der kører med stalddørssalg, er gode og ærlige folk, men det er måske for naivt? Der er nok brodne kar her også.
Efter vi er gået over til LCHF, er vi blevet noget større forbrugere af æg end tidligere, så jeg er begyndt at købe 30 ad gangen på en nærliggende gård.
Jeg syntes godt nok, at 70 kroner for 30 æg var halvdyrt, men jeg tog en bakke med hjem, nu vi var kommet.
Næste gang prøvede vi et andet sted, der ligger noget tættere på os. Her fik jeg 30 æg for 45 kroner! De var oven i købet væsentligt større end de første og dyre, så jeg ved godt, hvor jeg vil købe mine æg fremover.

Nu er det snart december og dermed vil vi kunne købe det lækre bisonkød igen. Det er virkelig godt – og dyrt, men sådan må det vel være. Der er sikkert en grund til, at den slags ikke ses i supermarkedernes kølediske; de kan ikke sælge så dyrt kød, vil jeg tro.
Det er også snart lakseudsalgstid nede ved Sortsø, hvis de sælger ud igen i år, hvad jeg håber – jeg elsker Johns hjemmerøgede laks!

Jojo, vi høvler gerne land og rige rundt for at få fat i alle de gode sager. Landænderne til juleaften er, som skrevet i et tidligere indlæg, også bestilt.
Vi har jo tiden til den slags; det er så hyggeligt og ikke til at sammenligne med et supermarked, selv om det naturligvis går noget hurtigere at foretage alle sine indkøb der. Man skal dog lige vide, at man visse steder risikerer at falde over de fritgående andebryster … hvis man overhovedet kan komme ind i butikken for alle kæmpeænderne …

P1000191image

9. november 2017

Det var heldigvis ikke en permanent tilstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:03
Tags: ,

Vi har rejst en del i år – også selv om den sidste englandstur jo ‘bare’ var et familiebesøg og derfor ikke en rigtig rejse.
Men de tre rejser til henholdsvis Mallorca, Irland og Sydafrika over bare fire måneder bevirkede noget, jeg ville have troet umuligt: Jeg blev rejsemæt. Normalt har vi ikke overstået den ene rejse, før jeg er i gang med at planlægge den næste, men efter safarien kneb det med lysten til at tænke på den næste rejse.
Bare jeg dog ikke var blevet syg … både John og Charlotte blev helt bekymrede for mig, da jeg sagde, at jeg var rejsemæt.
Det er vist heldigvis overstået igen.
Det begyndte med, at vi for nogle uger siden sad og så noget tv, der viste ruskvejr fra Vesterhavet. Jeg sagde til John, at jeg savnede vores faste efterårsuge derovre. De sidste tre år har vi slet ikke været afsted, og før dette var vi på Djursland tre år i træk. I alle 19 år (på nær et) før det igen lejede vi hus ved Vesterhavet.
Da jeg nævnte det, svarede John, at vi da bare kan finde et hus og leje det for en uge. Sådan lige om lidt. Han savnede det nemlig også, viste det sig.
Det fandt jeg så. Man får jo nærmest smidt selv luksushusene i nakken på denne tid af året. Det blev derfor til et dejlig stort hus beliggende 100 meter fra vandet – det er ikke helt almindeligt, at de ligger så tæt på stranden, så det lød besnærende. Huset så vældig fint ud, så det satte vi os på og skal afsted om ikke så forfærdelig længe. Hvis det viser sig at være lige så okay, som det ser ud til, vil Charlotte og familien derovre gerne med i efterårsferien 2018, for de savner efterhånden også æ haw.
Nu var jeg så småt i gang … feriesulten var ved at genindfinde sig. Hvilken lettelse …
 Forleden aften spurgte jeg John, hvor man mon kunne tage hen i januar eller februar for at komme væk fra vintertristheden? Det skulle helst være inden for Europas grænser, men det behøvede heller ikke at være et sted med sommertemperaturer.
Hvad med Malta? Og så gik han i gang med at kigge på Malta – muligheder og middeltemperaturer.
Han fandt hurtigt noget; jeg kiggede på det, vi blev enige, jeg bestilte.
Så nu skal vi til Malta. Lige på det tidspunkt, hvor vinteren for os er skrækkelig langtrukken og kedelig. Der er ikke specielt varmt, kun 15-16°, men i solen vil det være perfekt for os.
Og naturligvis skinner solen, mens vi er dernede … vi har nemlig lejet et hus med masser af plads samt en tagterrasse. Den skulle helst bruges.
Vi har på forhånd booket os til en tur til Gozo, ellers vil vi lade inspirationen råde. Øen er kun halvt så stor som Bornholm, så vi satser på at tage busserne rundt fremfor at leje bil selv.
Feriemætheden er overstået – Ellen er sit go’e, gamle rejselystne selv igen og nu er der atter rejser at glæde sig til. Next step: foråret 2018.
Sommerhus på Fanø næste september er i øvrigt også klaret … nu skal jeg prøve strikkefestivallen derovre. Sammen med Ditte – jeg glæder mig allerede.

10. oktober 2017

En diverse-dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags: ,

I går gik det meste af dagen med veteransammenkomst på mit gamle arbejde. Jeg gik glip af de seneste to gange, fordi vi var ude at rejse, så i går skulle det være – mest fordi Verdens Bedste Chef var på programmet. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg gider blive ved med det der veteran-noget – næste gang vil det være fem år siden, jeg stoppede. Og så alligevel: Det viser sig jo hver gang at være hyggeligt nok, når man først falder i snak med både afgåede og endnu ikke jobstoppede kolleger.

IMG_8093En af vores søde bagboer (hende, vi fik valnødder af) har haft lånt vores trailer i et par uger, og selv om vi hver gang understreger, at hun bare kan låne løs, kom hun i aftes og sagde tak med en plade chokolade og en flaske druesaft på merlot-druer. En lidt pudsig ting, som jeg ikke har set før, men det hele bliver gemt til jul, så kan børnene få ‘rødvin’ juleaften.

I morges stod vi op til et herligt vejr, så jeg fik først af alt sat en vask over, spiste morgenmad, tog havetøjet på og myldrede derefter straks ud i solen. Nu skulle den sneboldbusk altså flyttes.
Det blev den så. Kvæsurten blev ligeledes flyttet; de russiske mandstro kom over ved siden af den rigtige mandstro og de tre soløjer kom også hen et sted, hvor jeg mener, de vil stå bedre. Hvis ikke, må de flyttes igen.
Indimellem stod jeg bare og nød den smukke og spejlblanke fjord, gæssenes skvadren, fiskerbådens tøffen og den næsten ikke-eksisterende morgendis, der lidt mystisk og blidt lå over det hele.
Da jeg havde arbejdet to timer i haven, besluttede jeg, at det måtte være nok for i dag. Man er vel pensionist … 
Hækken havde flere steder nogle store klaser ligusterbær og jeg besluttede mig for at give dem en chance, selv om Dittes forsøg med at farve med dem ikke faldt særlig smukt ud.
Resultatet her bliver vist også lidt mærkeligt, selv om bærrene er mere modne, og jeg har brugt relativt flere, men jeg ved det først endeligt i morgen.
Røde Kors-strikkedag var det også, så heller ikke denne dag kan siges at have været ensformig.
Der er, for vores vedkommende, åbenbart et godt stykke vej til Pensionistvisen med Grethe Sønch og Volmer Sørensen. Det gør ikke noget.

IMG_8095

26. september 2017

Man ved, man er pensionist, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:05
Tags: ,

Med fare for at fornærme nogen. På forhånd undskyld …
Men altså … man ved, man er pensionist, når man melder sig ind i Røde Kors’ nørkleklub.
Det har jeg gjort – jeg spurgte, om man kunne blive passivt medlem, for jeg havde egentlig hverken tid eller lyst til at komme i nørkleklubben hver tirdsag eftermiddag, men vil meget gerne have alle deres opskrifter, fordi jeg har så meget garn og så mange rester, jeg ikke nænner at kassere.
Jeg fik en meget sød mail tilbage om, at hun da gerne ville komme på min adresse, medbringende garn, pinde og opskrifter. Hun kunne selvfølgelig ikke vide, hvor mobil jeg er eller ikke er, men jeg skyndte mig at skrive tilbage, at jeg takkede for tilbuddet, men at jeg ville komme til deres normale møde i dag for at hilse på nørkledamerne.

IMG_7946

Jeg havde strikket et tæppe, hvor jeg fik brugt temmelig meget garn fra de af mine plantefarvningsforsøg, der mest gav 50 shades of yellow.
Det havde jeg naturligvis med i dag, hvor jeg fik en sød og venlig velkomst af de strikkende fruer.
Jeg fornærmer nok ikke nogen ved at konstatere, at jeg var den yngste deltager … en bliver 90 år lige om lidt, en fejrer guldbryllup på lørdag (og har i den anledning inviteret os hjem til hende på tirsdag); de fleste er vel mellem 70 og 80 år, men de var friske hele bundtet og som sagt hyggelige og elskværdige. Jeg tog de ord i mig igen, som jeg heldigvis kun havde sagt til mig selv, for jeg har faktisk fået lyst til at deltage i det omfang, det er muligt – i dag sagde jeg bare, at der vil være en del tirsdage, hvor jeg ikke har mulighed for at komme.

P1070307

Der er også den lille ekstragevinst, at de fleste har boet her på egnen stort set altid, så allerede på dag ét har jeg fået fortalt en del lokalhistorie – fx havde guldbryllupsdamen gået i skole med en, der dengang boede her i Den Stråtækte – alle var straks udmærket klar over, hvor jeg bor, for alle kender vores hus. Det har jeg tidligere fundet ud af via min frisør …
Jojo, det skal såmænd nok blive hyggeligt med den nørkleklub, og der er atter blevet slået en fordom ihjel. Der blev snakket mere, end der blev strikket. 
Flittige er de dog ikke desto mindre, damerne – der kom et ordentligt vred færdigt strik på bordet. Jeg tabte underkæben og sagde holddaOP, hvor er I flittige! Det vil jeg aldrig kunne leve op til!
Fluks sagde de næsten i kor, at det altså ikke er en konkurrence, og om man kommer med lidt eller meget, er aldeles ligegyldigt. Punktum.

22. september 2017

Hvorfor gør de det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: , ,

Lene, som altid har så gode og tankevækkende indlæg, citerede Brinkmann i det seneste af slagsen. Derfra ledte hun citatet over til at filosofere lidt over, hvorfor Ditte og jeg mon går så højt op i plantefarvning for øjeblikket.
Lene er så ikke den eneste, der har undret sig … der er løbet en del kommentarer ind, der måske ikke altid udtrykker direkte undren, men man aner den mellem linjerne.
Hvorfor gør I det? Hvad skal I dog bruge alt det garn til? Vil I sælge af det?
Svarene er hhv. fordi det er sjovt, det skal vi nok finde ud af, og ja, måske engang, men ikke lige nu.
Da jeg for 13-14 år siden fik uld fra to får, fik jeg det alt sammen kartet. Jeg ville lære mig selv at spinde, og allerede dengang tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve selv at farve dette hjemmespundne garn med naturens egne farver, men jeg fik aldrig gjort noget ved det.
Ikke før nu. Og så skete det simpelthen, at det omgående greb både mig og om sig, så at sige. Tanken om, at man selv går ud og samler råmaterialer og råvarer, har altid trukket i mig – jeg samler jo fx også svampe.
Ditte har farvet garn i 70’erne, og hun siger, det er min skyld, at hun fik lyst til at genoptage det.
Det er nok processen, der er det sjoveste, ikke så meget målet – og nu er vi ved at bevæge os ind på Lenes tanker i indlægget, selv om jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal forstå det Brinkmann-citat.

Vi farver ikke garn, fordi vi har som mål at få et stort garnlager, og vi farver heller ikke for at tjene på det. Vi farver ganske enkelt, fordi vi kan, fordi vi synes det er sindssygt sjovt og også spændende at se resultaterne. Tiden er helt vores egen, så der går ikke noget fra nogen Set i Præstøved, at vi murer os inde i Den Stråtækte i fire dage for at hellige os eksperimenterne.
Jeg har svært ved at forklare, hvorfor det trækker så gevaldigt i os begge to, men hvis vi havde en tier for hver gang, vi har kigget ned i gryderne og sagt “Ihhh, hvor er det altså spændende!” siden i tirsdags, ville det have kunnet betale det garn, vi har købt til formålet.
Behøver man at kunne forklare en hobby, en lidenskab eller en passion? Så længe det ikke bliver en besættelse, og der er vi trods alt ikke endnu.
Vi farver ikke for at lære noget. Målet er at have det sjovt, ikke at lære nyt, men det er en sidegevinst, at vi lærer noget af at farve.

Jeg har købt 10 kilo garn i år alene til farveformålet og har farvet små seks kilo af dem. En del har spurgt, hvornår jeg dog får strikket alt det garn, men det er jeg er nu ikke bekymret over. Siden 2008, hvor jeg begyndte at føre regnskab over indkøbt og forbrugt garn, har jeg i gennemsnit brugt 7,5 kilo garn om året, hvilket en hel del strikkere, jeg kender, kun vil have en overbærende hovedrysten tilovers for, fordi mange af dem strikker meget, meget mere.
Med andre ord har jeg dermed ikke engang farvet til et års forbrug …

(Billedet er med for at vise, at vi har flere farverige personligheder i Præstø og omegn.)

29. august 2017

Fin feriedag på Fejø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

I går, da vi sad og nød en kop eftermiddagskaffe på terrassen, sagde John, at han godt kunne tænke sig at tage cyklerne med en tur til Fejø, hvilket jeg syntes var en herlig ide – det var bare for sent i går, så vi nøjedes med at tage dem med til Knudshoved Odde og køre helt ud på spidsen af den.
Det var da også ganske nydeligt, men vi blev enige om, at hvis vejret holdt, ville vi tage til Fejø i dag.

Knudshoved Odde (5)

Det holdt. Det blev årets 12. sommerdag, så vi havde fuldstændig perfekt vejr til turen. Vi tog færgen over kl. 11:30 og var på Fejø et kvarter senere.
Den er med sine 16 km2 til at overse, især med elcykler, og alligevel nåede vi ikke at køre på alle vejene, som jeg ellers havde forestillet mig, at vi skulle.

På vej mod FejøVelkommen til Fejø

Fejø er kendt for alle sine frugtplantager – hovedsageligt æbler, hvilket ses allerede ved ankomsten i den lille havn.
Det var sandelig heller ikke æbleplantager, der manglede i øbilledet – det var simpelthen så hyggeligt at køre rundt på den lille ø. Man havde allerede travlt med æblerne, og de traktorer, vi mødte på vores vej, var ikke just højteknologiske og bragte os mange år tilbage i tiden. Og alle traktorførerne hilste pænt på os. Hyggeligt. Igen …

KernegårdenKernegården

KernegårdenVi kørte ud til Skalø, spiste den medbragte tunsalat, kørte tilbage igen og nordpå. Drejede op mod og kørte ud til Sletteren Strand, kørte tilbage igen (det er mest blinde stikveje fra ‘hovedvejen’), fik øje på de mange skilte op ad Hjortemosevej og skulle se, hvad det var for noget – vi havde mest hæftet os ved det der CAFÉ, for vi var begge skrækkeligt kaffetørstige.
Vi undrede os lidt over, at der ikke rigtig skete noget, efterhånden som vi kom ud ad vejen – det var først, da vi kom tilbage igen, vi opdagede, at det hele foregik nede i nr. 41 … lige bortset fra solnedgangen; den kunne de alligevel ikke sige var deres egen.
Kernegården var et spændende sted, og vi fik dagens bedste kopkaf her, samt en sludder med værtinden.
Hun, mand og børn på dengang fire og seks år blev trætte af livet i Gentofte og flyttede til Kernegården, hvor de nu har boet i 18 år. De lever af mosteriet/cideriet samt caféen om sommeren. Tapas havde hun ikke mere, kun kaffe og kage, for der er ikke kunder til mere så sent på sæsonen, men vi skulle heller ikke spise, så det var fint nok med os.

Derfra kørte vi til Dybvig Havn, og da vi skulle derfra igen, gik der et eller andet galt med min cykel. Den kammede over i gearene, og jeg kunne næsten ikke komme frem på den. Den omvej, vi ellers havde aftalt, blev droppet, og vi kørte den direkte vej til færgen, hvortil der var 5,6 km. Det var absolut rigeligt at skulle trække en cykel, men det gik med hiv og sving – og et så blødt som muligt tråd i pedalerne. Det blev til 26 km.

Jeg tror ikke det er sidste gang, vi har været på Fejø. Vi nåede jo så heller ikke alle vejene, så der er en god undskyldning for en gentagelse til næste år.

15. juli 2017

Hvis jeg stadig var på arbejdsmarkedet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:12
Tags: ,

Hvis jeg stadig var på arbejdsmarkedet, kun havde mine 5-6 ugers ferie om året og skulle bruge et par stykker af dem på at leje et hus et eller andet sted og bare nyde livet, ville jeg synes, det var fuldstændig fantastisk, hvis vi havde fundet lige præcis et sted som dette her.
(De sidste arbejdsår havde jeg godt nok otte ugers ferie om året, men jeg betalte selv de sidste to. Det var for også at kunne få tid nok til at rejse til England og til at kunne holde fri, når de var i Danmark.)

IMG_6723

Vi har overhovedet ikke ord for, hvor meget vi nyder at sidde oppe i shelteret – vi sidder her om morgenen, vi sidder her om formiddagen, til frokost, om eftermiddagen, og vi sidder her og spiser aftensmaden. Vi nyder det i en grad, jeg slet, slet ikke har ord til at kunne udtrykke.
Det lyder måske som om vi sidder der hele dagen, men det gør vi så ikke – det er hver gang vi synes vi lige har brug for en pause, vi sætter os heroppe. Det er derfor alt lige fra morgenteen over frokostvandet og eftermiddagskaffen til vinen om aftenen, at vi sidder her og fortæller hinanden, hvor sindssygt privilegerede og heldige vi er at have fundet sådan et vidunderligt sted at tilbringe vores otium.

P1070076P1070079

Jeg ved godt, at dette lyder alt for meget som praleri, men sådan er det ikke ment.
Det er udtryk for en glæde, en taknemmelighed, en følelse af ydmyghed … dette sidste fordi vi ikke havde fundet det, hvis ikke jeg havde haft brystkræft.
Det har jeg også nævnt før, er jeg sikker på … men er det da ikke fantastisk, som livet nogle gange kan servere noget for os midt i al elendigheden, men som man bare bliver overlykkelig for, når elendigheden ender med ikke at være så elendig endda?
Jeg vågner om morgenen, kigger ud på fjorden og tænker, at nu ligger der endnu en hel, lang og skøn dag foran mig … hvad skal jeg bruge den til?
Se, lige præcis, at man overhovedet kan stille dette spørgsmål, er et sikkert tegn på, at man ikke længere har et lønnet arbejde, ikke længere hænger i en klokkestreng eller har kedelige og mere eller mindre stressende deadlines, ikke har referater, der skal skrives, tekster, der skal oversættes eller korrekturlæses eller brande der skal slukkes …
Jeg kan vågne, når mit system har lyst til at vågne, og jeg kan bruge tid på at overveje, hvordan jeg ønsker at bruge dagen.
Det er bare SÅ … fuldstændig … vidunderligt …

10. april 2017

Godt, vi snart skal på ferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: ,

P1060169

Gæster fra i forgårs til i går. Ude til frokost i dag. Afsted til Ditte og Peter i morgen formiddag, varende til onsdag eftermiddag (og misforstå mig ikke, for vi glæææder os), båden i vandet torsdag og derfor Søren til frokost, ned til Pia og Allan fredag (hvilket vi sevfølgelig også glæder os til). Ordne hus og have lørdag, pakke søndag, for vi skal, som tidligere skrevet, køre afsted til lufthavnen allerede 03:30 natten til mandag.
Men det fortsætter … vi er inviteret til frokost allerede om tirsdagen nede på Mallorca!
Hvem skulle nu lige have troet det?
Der kom en mail i formiddags fra en forhenværende kollega, som havde set på min blog, at vi skulle afsted, så hun og manden ville meget gerne have lov til at invitere os på frokost i den lejlighed de ejer dernede. Og vi skal i øvrigt med samme enormt tidlige fly derned. Ja tak! Det vil vi da vildt gerne! 
Det er en lille verden sommetider. Og vi keder os bestemt ikke i den …

Det var en overdådig frokost vi fik i dag, så vi har siddet og stønnet lidt i et par timer – ingen af os skal have noget aftensmad – men nu skal jeg lige finde ud af, hvilket eller hvilke strikkearbejder jeg skal have med i morgen.
Vi føler os ikke som Grethe Sønck og Volmer Sørensen i Pensionistvisen. Det håber jeg aldrig vi kommer til at gøre.
Det par, vi var til frokost hos i dag, er 81 og 86 år, friske som havørne og nogle dejlige eksempler på, at det også kan være godt at blive gammel. Hun springer springer stadig rundt som en gazelle; han har fået ny hofte og springer måske ikke ligefrem, men han går så fint, så fint. De er et par søde, friske mennesker, som man kun kan håbe på, man selv bare tilnærmelsesvis kommer til at ligne – hvis vi ellers overhovedet får lov til at blive så gamle.
De har lige haft diamantbryllup. Det når John og jeg ikke, og der vil nok ikke komme så mange i fremtiden. Vi bliver godt nok ældre og ældre, men med den skilsmisserate vi har, må det nødvendigvis forekomme sjældnere, at folk opnår at have været gift i 60 år.

18. marts 2017

NU står verden ikke længere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , ,

John har meldt sig under Facebookfanen! Han har ellers hele tiden nægtet særdeles hårdnakket at hoppe med på den galej, men han er muligvis blevet påvirket af, at jeg tit siger Nårh, det? Det har jeg læst på Facebook, når han undrer sig over hvorfra jeg ved dette eller hint om venner eller familie.
imageSommetider glemte jeg at orientere ham, hvilket vist irriterede ham lidt indimellem.
Inge er så flink at lade Hasse logge på hendes profil, men det har jeg pure nægtet John – Hvis du vil vide hvad der sker på FB, så må du få din egen profil der! Min profil er min profil og den er ikke til låns. Punktum. Ikke engang til min mand.
Den holdning kunne han jo ikke rigtig gøre noget ved …
Min teori er, at han efterhånden var blevet en smule nysgerrig, hvad det medie angår. Da Inge, Hasse, John og jeg sad på Taverna Zorba i Aalborg og checkede ind på den, samtidig med, at vi takkede Eric for anbefalingen og næsten samtidig med, at Hasse tog et billede, som Inge lagde op, kunne jeg fornemme, at John godt kunne se, at FB måske havde sine nyttige og måske også lidt pudsige sider. Jeg tænkte dog ikke nærmere over det lige den aften, men uden at have spurgt John selv, vil jeg tro, at det var en af de mange bække små, der efterhånden blev til Facebook-åen.

Han har nu sendt venneanmodninger og accepteret andres ditto, han har uploadet profil- og baggrundsbillede, og han er foreløbig blevet medlem af to grupper … jojo, der er skam gang i ham. Han høvler rundt blandt andre fotointeresserede for at se hvad der rører sig rundtomkring.
OG han er mildt sagt irriteret over alle de reklamer og sponserede links, der hele tiden dukker op, men sådan er det bare, kunne jeg fortælle ham – der er ulemper ved stort set alt, og dette er altså Facebooks.

Jeg har, lige fra jeg mødte John første gang, syntes, at hans ansigt minder om en lidt blidere udgave af Simon Spies’ uden det store skæg. Min faster sagde det samme til mig, da hun mødte ham: “Ih hvor han ligner Spies – har du selv tænkt på det?”
Det havde jeg jo, men det var altså ikke derfor, jeg faldt for ham – og hans stemme ligner på ingen måde Spies’ stemme – heldigvis. Johns er den diametrale modsætning (nej, ikke diameNtrale – det har noget med en diameter at gøre) … han har en meget behagelig stemme, faktisk.
Hvis nogen skulle være i tvivl, er det John på det øverste billede …

28. februar 2017

Jeg fik da gåturen ….

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:25
Tags:

Jeg fylder snart år, og da John spurgte hvad jeg ønsker mig, sagde jeg fluks “En dejlig middag for to på Fjordkroen!” Den ligger i gåafstand, og en god gave ville være at kunne slippe for at lave mad den dag.
Vi inviterer ikke familien, for min niece fylder 25 ganske kort tid efter og har inviteret venner og hele familien til stor fest, så vi har valgt, at det bliver forbigået i stilhed denne gang. Weekenden efter skal vi til Nordjylland, så det passer os egentlig godt at nøjes med at fejre mig i skøn tosomhed.
Herrestegudheden da (som min far altid sagde) – 64 år – det er da også lidt ligemeget, ikke? Et fjollet, skævt tal, der bare fortæller, at det allerede er fire år siden, jeg jobstoppede. Den tid er virkelig fløjet afsted med en hastighed, der på det nærmeste efterlader mig helt stakåndet.

Udsigten er glimrende

Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville spadsere hen til kroen for at bestille bord – så fik jeg i det mindste et minimum af frisk luft i dag; noget det godt kan knibe pinligt meget med, når jeg først har forskanset mig i systuen. Hvilket jeg har. Igen. Er startet på anden og forbedrede udgave af Tasken Til De Store Strikkearbejder. Denne gang bliver den helt sikkert bedre, og jeg var så snedig at starte med at lave de kedeligste ting, så det bliver mere og mere interessant efterhånden som arbejdet skrider frem.
Den lille spadseretur var derimod forgæves. På Fjordkroens skilt står, at de har åbent hele året; mandag-fredag fra klokken 17 og lørdag-søndag fra kl. 12. Jeg var der 16:50, men da de endnu ikke havde tændt lyset eller åbnet døren kl. 17:10, gik jeg hjem igen, fordi jeg frøs.
Jeg ville ringe til dem, men kunne på deres hjemmeside konstatere, at de fra 1. november til 1. april holder lukket mandage og tirsdage … forståeligt nok, men lidt underligt, at de ikke skriver det på deres skilt ved indgangsdøren.
Nå. Det primære formål var gåturen, og nu kan jeg så tage den igen i morgen!

12. februar 2017

Nørkle, nusse, gøre klar og købe nyt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: ,

Lige nu flintrer mine englændere rundt inde i København. Da Charlotte hørte vejrudsigten, ændredes planerne til fortrinsvis at bestå af indendørs aktiviteter. De er jo ikke englændere for ingenting, så de er ikke så hårdføre som vi vikinger er. Selv ikke C, som i den henseende er blevet mere engelsk end dansk. Men okay – det føles virkelig hundehamrende koldt, når det blæser så meget som det gør, også for os vikinger.
C & T havde kobberbryllup d. 31. januar. Det fejrer man ikke i England. Det kunne de selvfølgelig sagtens have gjort alligevel, men Tim har travlt med at flytte domicil og C har travlt med at forberede den nye butik, så det var ikke en fest, der havde nogen prioritet.
Hun har længe ønsket at vise børnene København, så hun bookede to nætter på et centralt hotel – ikke mindst for også at føle, at de gjorde bare lidt ud af det kobberbryllup.
Og hvordan reagerede ungerne?
“Hvorfor det??? Vi vil meget hellere direkte hjem til mommer og moffar!”
“Jamen … I kommer til København. Det er en dejlig by.”
“Vi har da været i Tivoli!”
… Nogle dage senere:
“Er der SNE hos mommor og moffar? Hvad laver vi så i København?”
Selv om den reaktion naturligvis glæder de gamle morforældrehjerter, håber jeg sandelig for dem alle sammen, at de får et par gode dage i København. De ville sikkert blive endnu bedre, hvis de kunne vente til sommer, men der var lige det med kobberbrylluppet, så det skulle være nu …

Jeg nusser huset invasionsparat. Invasion lyder så negativt – sådan er det ikke ment, men når husets normale indbyggertal vokser til det tredobbelte, så er vi langt fra den normale hverdag. Heldigvis.
Lægge håndklæder frem. Åbne mere for radiatorerne i de to værelser, da ingen af de fire holder af at sove så køligt som John og mig. Lægge en lille velkomstgave og et par nye annefutter ved hvert af børnenes hovedgærder. Lægge madplan med lutter livretter (ikke mine, forstås).
Yndlingsosten, pålægschokoladen, honningen, leverpostejen og de überlækre frosne tebirkes fra Meny er i hus. Disse og andre ting skal bare være de samme fra gang til gang – traditionerne er vigtige, og de glæder sig alle fire til hver deres helt bestemte ting, der hører sig til ethvert besøg hos os.

Radiatoren på børnenes værelse virkede ikke, heller ikke, da John havde lirket en lille pal løs. Det plejer ellers at virke, men ikke denne gang. Der blev åbnet i går, men i morges var det kun 1/4 af radiatoren, der var lunken, mens resten af den var helt kold – underligt, meget underligt. De kommer som sagt i morgen til frokost; vi kan derfor ikke nå en blikkenslager, so what to do?
John kørte afsted for at købe en elektrisk olieradiator, for ungerne hverken kan eller skal sove i 12°. Mens han var væk, skruede jeg lidt op og ned for termostaten, og da han kom tilbage, virkede radiatoren! Han havde naturligvis drejet på den flere gange inden da … det må være mit magic touch.
Nå. Det er altid godt med lidt backup, hvis vi skulle løbe tør for olie …

imageimageimageimageimage

Dahliaerne? Det er årets fem nye, som er ankommet fra Peter Nyssen. Der er meget at glæde sig til – både nu og senere.

21. november 2016

Hvordan siger man tak for mad på engelsk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: ,

imageDet er altså rigtig ærgerligt, at man ikke længere selv får adgang til alle de fjollede søgninger, der leder folk hen til ens blog. De fleste var selvfølgelig forholdsvis kedelige, men der har sandelig også været mange perler indimellem, som jeg nåede at få hele 13 indlæg ud af.
min barnepige er en vampyr” (jamen du GOdeste da! Hvor gammel er du? Er du okay? Se at få spist nogle hvidløg hurtigst muligt). Eller underligheder: “ting der ikke findes men aligevel findes af køer” … hvordan kan man finde noget, som ikke findes? Gælder sikkert også køer …
Nu får jeg kun adgang til topsøgningerne, og de er ikke særlig morsomme; faktisk kan det ikke undre spor, at disse søgeord leder til min blog, men i dag dukkede spørgsmålet hvordan siger man tak for mad på engelsk op. Det er et godt spørgsmål, hvortil svaret er, at det gør man ikke. Man har ikke en tilsvarende høflighed på engelsk, selv om briterne ellers er kendt for at være et yderst belevent folkefærd.
Charlotte har lært sine børn, at inden man rejser sig fra bordet, siger man først tak for mad. For også at gøre det lidt engelsk, har de lært i den samme sætning at sige please may I get down? Det siges meget hurtigt, men det hele kommer med: TakformadpleasemayIgetdown? Det er hermed svaret på overskriftens spørgsmål – please may I get down er det, der kommer ‘tak for mad’ nærmest, når man er barn, færdig med at spise og ikke længere gider sidde og høre på voksensnakken. Hvad så med os voksne? Tjah … man kan selvfølgelig rose maden undervejs eller til sidst, men ellers siger man ikke noget specielt til værtsparret, når man er færdig med at spise.

P1050176

I dag har vi bare nydt først en smuk solopgang og senere det dejlige vejr, som vist varer et par dage endnu, inden kulden vender tilbage.
De gyldne morgensolstråler lyste ned på en af blishøneøerne (den sorte stribe midt i vandet) – det var en af de morgener, hvor vi bare nød solopgangen fra den spæde start, til solen stod højt på himlen. Et af de mange goder ved pensionistlivet er, at man har tiden til den slags langsomleven.

P1050164P1050169

P1050172En af Marjatta-eleverne syntes tilsyneladende, at det var forår, for han havde kun taget en kortærmet skjorte på, da han gik sin sædvanlige morgentur fra sit bosted til Marjattas gård, hvor han arbejder. Solbrillerne manglede heller ikke … han så overhovedet ikke ud til at fryse, og han havde ikke travlt med at komme frem til sit bestemmelsessted. Det var godt nok otte grader på det tidspunkt … lunt for årstiden, men jeg tror nok, jeg ville have frosset en anelse, hvis jeg skulle have gået en god kilometer i skjorteærmer.
Dette er naturligvis ikke skrevet/vist for at hænge gutten her ud … jeg tvivler på, at nogen vil kunne genkende ham ud fra billedet … jeg syntes bare det var lidt pudsigt at se ham komme gående i den mundering d. 21. november.

27. oktober 2016

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: ,

Familien foran det store akvarium i Den Blå PlanetEnglænderne skulle først flyve klokken 20 i aftes, så vi blev enige om at besøge Den Blå Planet om eftermiddagen. Den ligger lige ved siden af lufthavnen, men lukker desværre klokken 17, så de fik lidt længere ventetid … sådan måtte det så bare være … det var for lidt tid til at kunne nå noget andet.
Det forekommer mig, at jeg har læst en eller anden i blogland, der var skuffet over Den Blå Planet.
Det var vi bestemt ikke – det var flot sat op; med god, brugervenlig og informativ skiltning på de enkelte akvarier på dansk, tysk og engelsk – tilligemed uden alle de sædvanlige ‘danskerfejl’ – der har været en god korrekturlæser inde over her. Det kan vi lide!

Fisk med blå øjneFisk med blå øjne

Denne fisk, som jeg naturligvis ikke kan huske hvad hedder, havde de underligste, nærmest selvlysende blå øjne.
Vi så fire forskellige fodringer: Koralrevet, det store oceanarium (oppe til højre), skyttefiskene og havodderne. Der var gode formidlere til alle fire ting.

Nu er vi alene hjemme igen efter syv dage med hytten fyldt. Den uge er fløjet afsted med lysets hastighed.
Der er nu ryddet op, den første af flere maskiner med sengetøj og håndklæder er vasket og – måske lidt optimistisk, men vejret er så fint – hængt ud på tørresnoren.
Jeg har været ude og rydde staudebede for ukrudt i et par timer … trængte til at få rørt mig lidt, og jeg skal da lige love for, at ukrudtet synes vi har haft en god september.
Pensionistlivet er med andre ord vendt tilbage til normaltilstanden. Nu skal vi bare have fat i vennerne, for det er alt for længe siden, vi har været sociale, synes vi. Ved ikke lige hvad der skete, men pludselig er året næsten gået. Igen. Der er kun to måneder tilbage af det. Skræmmende. Jeg synes lige, det er begyndt.


Hallo er du vågen    Er du stadig vågen

Apropos år: Jeg var inde for at svare på en undersøgelse og kunne ikke helt finde ud af grunden til disse to spørgsmål, som de havde proppet ind mellem de mere seriøse.
Er det for at finde ud af, om jeg er vågen endnu? Eller om jeg kender ugedagenes rækkefølge? Og hvilket år vi skriver i kalenderen? “Indtast ikke et interval”??? Jeg havde sådan set ikke tænkt mig at svare, at vi er i 2015-2020 … eller år 2016,75 …

16. september 2016

Hvis man kun har én stor rejse tilbage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Hvis man kun har én stor rejse tilbage, hvor skulle den i givet fald gå hen?
Det er, måske ikke et af livets, men et af Johns og mine store spørgsmål.
Der er jo så uendelig mange muligheder.
Vi skal nok få råd til flere af de mindre rejser, men den rejse, jeg taler om her, kan der kun blive én af, og så gælder det om at være så sikker som muligt på, at man har valgt rigtigt.
Afrika igen, men det var så skønt? Australien? New Zealand?
Jeg sad og kiggede på Stjernegaards krydstogter, og især to af dem (de har mange spændende og/eller eksotiske krydstogter) sprang mig i øjnene.

imageimage

Hvem har ikke drømt om at se nogle af stillehavsøerne? At se en rigtig Bountystrand? Ligge under en høj kokospalme og håbe på, at man ikke får en kokosnød i øjet …? Ulempen ved denne rejse er, at der er ni hele dage på havet. Det er godt nok lige i overkanten …
imageJeg vil ikke engang hævde, at jeg har drømt om Sydamerika – tværtimod har den del af verden altid haft ret lav prioritet for mit vedkommende, men med dette krydstogt får man både Uruguay, Argentina og Chile med for pengene, og, meget vigtigt: Vi runder Kap Horn mellem the “roaring forties” and the even more wild “furious fifties”. De fleste, der har læst lidt om sejlads før og nu ved, at Kap Horn er noget særligt for enhver sømand af verden. Ildlandet … de chilenske fjorde … Punta Arenas … Argentina, som jeg af en eller anden grund hellere vil se end Brasilien – og det har ikke noget med Zikavirus at gøre … Uruguay, som jeg overhovedet intet ved om, men det kommer jeg så til … jeg kan godt høre på mig selv, at det nok er Sydamerika, der trækker mest, selv om jeg også gerne vil se stillehavsøerne.
Hvorfor kan man ikke bare det hele? Hvorfor skal der altid prioriteres?
Og inden vi når så langt, er der nok kommet flere rejser i spil, hvilket ikke er med til at gøre det nemmere.
Hvis det var jer, hvilket af disse to krydstogter ville I vælge? Og hvorfor?

13. september 2016

Fakta er …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: ,

Fakta er et sted, jeg var i formiddags. Tænk, at det skulle nå så vidt, at jeg helt frivilligt handler i Fakta – det havde jeg ikke troet muligt, men der er flere årsager; bl.a. er det det supermarked, der ligger tættest på (4 km), og når jeg som fx i dag bare stod og manglede et par appelsiner, så kunne jeg lige så godt cykle dertil som til Præstø. Desuden benytter jeg lejligheden til at se, hvad de har på tilbud af de varer, jeg normalt køber alligevel. I dag var det Senseo Café Noir til 20 kroner pakken. Normalprisen er 32-35 kroner, og når det er på tilbud i Brugsen, koster det 25 kroner pakken.
Det gode smør til en 10’er – det var også i orden.
Jeg vil dog stadig ikke køre i Fakta med min store uge-indkøbsseddel, for så ved jeg, at de højst sandsynligt ikke har alt, hvad jeg skal bruge, men jeg kan jo godt se, at det er lidt fjollet at give mere for præcis den samme vare, bare fordi jeg partout vil handle i Brugsen eller i Menu. Jeg skal bare sørge for jævnligt at fylde lageret op med tefiltre, kaffe, flåede tomater og andet i samme stil, hvor jeg får den samme vare billigere.
Sådan er det altså også at blive pensionist …
Nu kan nogle af jer måske undre sig lidt over, hvorfor jeg går op i den slags småting, for vi kan vel ikke være helt fattige med den rejseaktivitet, vi lægger for dagen. Det er vi heller ikke, men rejsekontoen er en speciel opsparingskonto, som vi helst ikke piller ved. Det at kunne rejse meget er noget, vi har glædet os til i mange år, og vi stornyder, at det nu er blevet en mulighed for os. Jeg sætter en ære i at klare dagligdagen for efterlønnen og den pension, jeg får udbetalt. Det er til gengæld ikke de voldsomme midler, så derfor …

Solopgang ved Præstøfjorden

En anden (og herlig!) side af pensionistlivet er, at man har uanede mængder af tilgængelige solopgange, lige til at nyde og forevige. Måske ikke lige ved højsommertide, men fx som denne perle, der er fra den 20. august klokken 06:15; dvs. på et tidspunkt, der er til at overskue også for sådan en som mig, der godt kan lide at dvæle i sengen om morgenen. Og de bliver mere og mere menneskelige, så at sige, de solopgange – det er ikke kun negativt, at dagen nærmer sig tidspunktet på året, hvor den i længde må se sig overgået af natten.

21. august 2016

Besøg fra fortiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Nu håber jeg ikke, min forhenværende chef tager overskriften ilde op … men det tror jeg ikke, for det er naturligvis ikke ham, der skal opfattes som et fortidsminde, men han har været hernede i Den Stråtækte i dag for at se, hvordan vi bor – noget vi har talt om gennem et stykke tid, men det er så først blevet til noget i dag.
Et år eller to før jeg jobstoppede, købte han en MG fra 1968, som han har brugt en del tid på at renovere og gøre køreklar. Han har altid arbejdet meget, så jeg tror det var et led i at have brug for at koble 100 % fra med et eller andet, der var så fjernt fra dagligdagen som muligt – men den teori står for min egen regning. Han er jo trods alt også en mand, og rigtig mange mænd (og nogle få kvinder) har noget med biler, uanset hvordan og med hvad de går rundt og tjener til det daglige brød – John var sandelig heller ikke uimponeret af den, må man sige. Jeg må da også indrømme, at det kunne være ret fedt at køre tur i et smukt landskab i dette røde lyn – jeg gad bare ikke have arbejdet med bilen – det overlader jeg glad og gerne til det modsatte køn.

P1030674P1030675

Chef og jeg har hilst på hinanden de gange, jeg har været til vin- og veteranklubmøder på mit gamle arbejde, og vi har for længe siden aftalt, at en dag, når vejret var til det, skulle han tage sin MG og køre den lange tur ned til os. Aftalen er røget et par gange af forskellige årsager, men i dag blev det, og det var særdeles hyggeligt at snakke med ham igen.
Da vi sad oppe på terrassen og snakkede om både firma og mange andre ting, nød han udsigten og havde ingen problemer med at forstå, hvorfor jeg ikke savnede arbejdet … kunne sagtens se, at jeg er et andet sted i livet nu.
Hvilket vi også var inde på – at det er vigtigt selv at få lov at vælge, hvornår arbejdslivet skal være slut, som også Lene har været inde på for ganske nylig.
Det er ideelt at have været glad for arbejdet og ikke mindst for den leder man havde, for derefter at takke af i god ro og orden og med fuld forståelse fra arbejdsgivers side (der er trods alt heller ikke noget odiøst i at gå på pension, som samme chef selv sagde, da jeg sagde op), for at kunne nyde den fjerde alder fuldt ud. At den startede med en kræftsygdom gider vi ikke tænke på nu; den var et uvelkomment intermezzo i mit liv, men jo samtidig den direkte årsag til, at vi i dag bor, hvor vi bor.
Skulle man undre sig over udtrykket “den fjerde alder”, er det fordi jeg, som tidligere nævnt, mener, at den tredje alder er voksenlivet uden hjemmeboende børn, men stadig som en del af det arbejdende folk. Den fjerde alder er et aktivt pensionistliv, og den femte … gider vi heller ikke tænke på lige nu. Den kommer måske eller måske ikke, men det vil vi ikke vide noget om.

P1030677

Tak for besøget – hils mine gamle kolleger!

4. juli 2016

En spejlvendt jomfrurejse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:33
Tags: ,

Den noget kryptiske overskrift er et forsøg på at beskrive dagens oplevelse.
Det var som bekendt en brugt jolle, vi købte, så den har for år tilbage foretaget sin jomfrurejse, hvorimod John og jeg i bekymrende grad er novicer på området – også selv om vi havde en båd engang i Sverige.
Kan man så ikke kalde det spejlvendt, når det er skipperne og ikke båden, der tager sin første tur?

P1020790

Okay … det var så ikke lutter jomfruer, der var ombord. Vi havde spurgt Søren, om han ville med – han har sejlet en del i sine lidt yngre dage – en 30-fods sejlbåd – så han har styr på det hele med sin beståede duelighedsprøve.

Den er godt nok lavvandet, den Præstøfjord! John sad nok så fint og så ud som om han havde styr på det hele og var vældig stolt af den store hækbølge, motoren kunne levere. Jeg sad og kiggede ned i vandet … og blev ret forskrækket, for bunden så pludselig ud, som om den ikke var ret langt nede. John tog farten næsten helt af, og min mistanke blev bekræftet, da skruen pludselig sagde klonk, klonk, fordi den stødte på et par sten, der lå. Motoren blev lynhurtigt løftet og årerne taget i brug, til vi var uden for grundstødningsfare.

Der stages ind til pladsen

Nu har jeg bestilt et søkort over Præstø Fjord. Selv ude midt på fjorden kunne vi ikke have motoren nede – vi havde ikke lige regnet med, at vi havde lokale Doggerbanker her, men det har vi altså, og dem vil vi vide hvor ligger, inden vi tager ud næste gang.
Vi har fået plads i Præstø havn. John fandt ud af, at nede ved Kystens Perle bliver der stjålet både både og motorer i stor stil, så der vil vi selvfølgelig alligevel ikke have den liggende. Heller ikke selv om motoren er låst fast til båden med en snedig anordning, John fandt i Biltema, fordi den er så tung, at den ikke vil blive taget med hjem, før vi lægger op for vinteren.
I Præstø jollehavn er der aldrig blevet stjålet en båd eller en motor, sagde havnefogeden. Det må være rigtigt, for bådene er ikke engang låst! Alle og enhver kan tage båden, men det gør alle og enhver åbenbart ikke. Vi tager dog benzindunken med frem og tilbage, for det er olieblandet benzin, som frister visse unge knallertejere lidt for meget, kunne samme havnefoged også fortælle.

P1020795

Kajplads 1612 – lige ved siden af undervandsbåden, som John kaldte den … det er meget længe siden, den har været ude af havnen. ‘Havnen’ kan sikkert ikke finde ejeren og gider åbenbart heller ikke selv ofre hvad det måtte koste at få den fjernet, men den båd kommer aldrig ud at sejle mere.
Jeg gik lidt rundt, mens Søren viste John de rigtige knob til fortøjningen.

P1020793

Her ved sejlklubben ligger husene nogle meter oppe, og de har næsten alle nogle fine pavilloner i bunden af haverne, så ejerne kan sidde i læ og tørvejr og studere sejlerlivet.
Nå. Vi fik vores jolledebut. Nu skal vi bare lære fjorden udenad …

10. maj 2016

Så kan vi roligt tage op og male …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , , ,

I pinsen har vi inviteret mine søstre og deres børn og svigerbørn til Sverige – med lumske bagtanker, som vi dog ikke har lagt skjul på: “Jeg laver god mad til jer, hvis I gider svinge en pensel, især der, hvor der skal kravles højt op, for det tør John og jeg ikke mere.”
Det er der heldigvis andre der tør, så fra på fredag kommer der familieinvasion. Tænk hvis dette fuldstændig fantastiske vejr kunne holde, for det er og har været mit største skrækscenarie: Man inviterer en halv snes mennesker til at male huset udvendigt – og så står det ned i stride strømme hele pinsen. Kryds fingre med mig, tak – I har sikkert heller ikke selv noget imod en herlig, solfyldt og varm pinse. Jeg er i hvert fald ikke blevet træt af det gode vejr endnu. Regnen vil vi ikke engang se om natten – ikke før der er malet færdig, tak.
Desværre ser det ikke helt godt ud, medmindre jeg holder mig til SMHI’s prognose, som er lidt mere optimistisk end YR’s – som igen plejer at være mest nøjagtig, men jeg håber de tager fejl for en gangs skyld.

P1020095P1020099

Nu har jeg også givet Søren lidt ekstra arbejde, for jeg fik plantet ni krukker til, plus det hvide arvestykke fra gården, som jeg synes passer så godt her til Den Stråtækte … selv om den godt kunne trænge til at få en omgang af den samme maling, som huset fik sidste forår. Vi har bare ikke noget, for maleren efterlod vist ikke noget i reserve til os.
Med alt det nye, der er plantet, er jeg ret glad for, at Søren gider komme og vande, for med denne varme, ingen regn, frø, der er sået og planter, der endnu ikke har etableret sig, så skal der vandes igennem.
Og mine dahliaer er endelig kommet op. Kun fem af dem indtil videre … men det er bedre end ingen dahliaer kommet op. Nu er det næsten seks uger siden, jeg proppede dem i jorden, og jeg var ærlig talt begyndt at blive en anelse bekymret for, om de overhovedet havde tænkt sig at komme op af jorden.

Solen stråler, solsorten synger, gæssene vogter gæslinger, viberne viber, Himlen er høj, fjorden er dybt blå.
Det er den gyldne time, og jeg har lige stået ude for at nyde det hele og har haft et af de øjeblikke, hvor jeg næsten ikke kan rumme al den glæde, der fylder mig op indefra. Ja, næsten lykkelig, som TV2 har udtrykt det … jeg elsker bare dette her sted.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.