Hos Mommer

10. april 2017

Godt, vi snart skal på ferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: ,

P1060169

Gæster fra i forgårs til i går. Ude til frokost i dag. Afsted til Ditte og Peter i morgen formiddag, varende til onsdag eftermiddag (og misforstå mig ikke, for vi glæææder os), båden i vandet torsdag og derfor Søren til frokost, ned til Pia og Allan fredag (hvilket vi sevfølgelig også glæder os til). Ordne hus og have lørdag, pakke søndag, for vi skal, som tidligere skrevet, køre afsted til lufthavnen allerede 03:30 natten til mandag.
Men det fortsætter … vi er inviteret til frokost allerede om tirsdagen nede på Mallorca!
Hvem skulle nu lige have troet det?
Der kom en mail i formiddags fra en forhenværende kollega, som havde set på min blog, at vi skulle afsted, så hun og manden ville meget gerne have lov til at invitere os på frokost i den lejlighed de ejer dernede. Og vi skal i øvrigt med samme enormt tidlige fly derned. Ja tak! Det vil vi da vildt gerne! 
Det er en lille verden sommetider. Og vi keder os bestemt ikke i den …

Det var en overdådig frokost vi fik i dag, så vi har siddet og stønnet lidt i et par timer – ingen af os skal have noget aftensmad – men nu skal jeg lige finde ud af, hvilket eller hvilke strikkearbejder jeg skal have med i morgen.
Vi føler os ikke som Grethe Sønck og Volmer Sørensen i Pensionistvisen. Det håber jeg aldrig vi kommer til at gøre.
Det par, vi var til frokost hos i dag, er 81 og 86 år, friske som havørne og nogle dejlige eksempler på, at det også kan være godt at blive gammel. Hun springer springer stadig rundt som en gazelle; han har fået ny hofte og springer måske ikke ligefrem, men han går så fint, så fint. De er et par søde, friske mennesker, som man kun kan håbe på, man selv bare tilnærmelsesvis kommer til at ligne – hvis vi ellers overhovedet får lov til at blive så gamle.
De har lige haft diamantbryllup. Det når John og jeg ikke, og der vil nok ikke komme så mange i fremtiden. Vi bliver godt nok ældre og ældre, men med den skilsmisserate vi har, må det nødvendigvis forekomme sjældnere, at folk opnår at have været gift i 60 år.

18. marts 2017

NU står verden ikke længere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , ,

John har meldt sig under Facebookfanen! Han har ellers hele tiden nægtet særdeles hårdnakket at hoppe med på den galej, men han er muligvis blevet påvirket af, at jeg tit siger Nårh, det? Det har jeg læst på Facebook, når han undrer sig over hvorfra jeg ved dette eller hint om venner eller familie.
imageSommetider glemte jeg at orientere ham, hvilket vist irriterede ham lidt indimellem.
Inge er så flink at lade Hasse logge på hendes profil, men det har jeg pure nægtet John – Hvis du vil vide hvad der sker på FB, så må du få din egen profil der! Min profil er min profil og den er ikke til låns. Punktum. Ikke engang til min mand.
Den holdning kunne han jo ikke rigtig gøre noget ved …
Min teori er, at han efterhånden var blevet en smule nysgerrig, hvad det medie angår. Da Inge, Hasse, John og jeg sad på Taverna Zorba i Aalborg og checkede ind på den, samtidig med, at vi takkede Eric for anbefalingen og næsten samtidig med, at Hasse tog et billede, som Inge lagde op, kunne jeg fornemme, at John godt kunne se, at FB måske havde sine nyttige og måske også lidt pudsige sider. Jeg tænkte dog ikke nærmere over det lige den aften, men uden at have spurgt John selv, vil jeg tro, at det var en af de mange bække små, der efterhånden blev til Facebook-åen.

Han har nu sendt venneanmodninger og accepteret andres ditto, han har uploadet profil- og baggrundsbillede, og han er foreløbig blevet medlem af to grupper … jojo, der er skam gang i ham. Han høvler rundt blandt andre fotointeresserede for at se hvad der rører sig rundtomkring.
OG han er mildt sagt irriteret over alle de reklamer og sponserede links, der hele tiden dukker op, men sådan er det bare, kunne jeg fortælle ham – der er ulemper ved stort set alt, og dette er altså Facebooks.

Jeg har, lige fra jeg mødte John første gang, syntes, at hans ansigt minder om en lidt blidere udgave af Simon Spies’ uden det store skæg. Min faster sagde det samme til mig, da hun mødte ham: “Ih hvor han ligner Spies – har du selv tænkt på det?”
Det havde jeg jo, men det var altså ikke derfor, jeg faldt for ham – og hans stemme ligner på ingen måde Spies’ stemme – heldigvis. Johns er den diametrale modsætning (nej, ikke diameNtrale – det har noget med en diameter at gøre) … han har en meget behagelig stemme, faktisk.
Hvis nogen skulle være i tvivl, er det John på det øverste billede …

28. februar 2017

Jeg fik da gåturen ….

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:25
Tags:

Jeg fylder snart år, og da John spurgte hvad jeg ønsker mig, sagde jeg fluks “En dejlig middag for to på Fjordkroen!” Den ligger i gåafstand, og en god gave ville være at kunne slippe for at lave mad den dag.
Vi inviterer ikke familien, for min niece fylder 25 ganske kort tid efter og har inviteret venner og hele familien til stor fest, så vi har valgt, at det bliver forbigået i stilhed denne gang. Weekenden efter skal vi til Nordjylland, så det passer os egentlig godt at nøjes med at fejre mig i skøn tosomhed.
Herrestegudheden da (som min far altid sagde) – 64 år – det er da også lidt ligemeget, ikke? Et fjollet, skævt tal, der bare fortæller, at det allerede er fire år siden, jeg jobstoppede. Den tid er virkelig fløjet afsted med en hastighed, der på det nærmeste efterlader mig helt stakåndet.

Udsigten er glimrende

Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville spadsere hen til kroen for at bestille bord – så fik jeg i det mindste et minimum af frisk luft i dag; noget det godt kan knibe pinligt meget med, når jeg først har forskanset mig i systuen. Hvilket jeg har. Igen. Er startet på anden og forbedrede udgave af Tasken Til De Store Strikkearbejder. Denne gang bliver den helt sikkert bedre, og jeg var så snedig at starte med at lave de kedeligste ting, så det bliver mere og mere interessant efterhånden som arbejdet skrider frem.
Den lille spadseretur var derimod forgæves. På Fjordkroens skilt står, at de har åbent hele året; mandag-fredag fra klokken 17 og lørdag-søndag fra kl. 12. Jeg var der 16:50, men da de endnu ikke havde tændt lyset eller åbnet døren kl. 17:10, gik jeg hjem igen, fordi jeg frøs.
Jeg ville ringe til dem, men kunne på deres hjemmeside konstatere, at de fra 1. november til 1. april holder lukket mandage og tirsdage … forståeligt nok, men lidt underligt, at de ikke skriver det på deres skilt ved indgangsdøren.
Nå. Det primære formål var gåturen, og nu kan jeg så tage den igen i morgen!

12. februar 2017

Nørkle, nusse, gøre klar og købe nyt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: ,

Lige nu flintrer mine englændere rundt inde i København. Da Charlotte hørte vejrudsigten, ændredes planerne til fortrinsvis at bestå af indendørs aktiviteter. De er jo ikke englændere for ingenting, så de er ikke så hårdføre som vi vikinger er. Selv ikke C, som i den henseende er blevet mere engelsk end dansk. Men okay – det føles virkelig hundehamrende koldt, når det blæser så meget som det gør, også for os vikinger.
C & T havde kobberbryllup d. 31. januar. Det fejrer man ikke i England. Det kunne de selvfølgelig sagtens have gjort alligevel, men Tim har travlt med at flytte domicil og C har travlt med at forberede den nye butik, så det var ikke en fest, der havde nogen prioritet.
Hun har længe ønsket at vise børnene København, så hun bookede to nætter på et centralt hotel – ikke mindst for også at føle, at de gjorde bare lidt ud af det kobberbryllup.
Og hvordan reagerede ungerne?
“Hvorfor det??? Vi vil meget hellere direkte hjem til mommer og moffar!”
“Jamen … I kommer til København. Det er en dejlig by.”
“Vi har da været i Tivoli!”
… Nogle dage senere:
“Er der SNE hos mommor og moffar? Hvad laver vi så i København?”
Selv om den reaktion naturligvis glæder de gamle morforældrehjerter, håber jeg sandelig for dem alle sammen, at de får et par gode dage i København. De ville sikkert blive endnu bedre, hvis de kunne vente til sommer, men der var lige det med kobberbrylluppet, så det skulle være nu …

Jeg nusser huset invasionsparat. Invasion lyder så negativt – sådan er det ikke ment, men når husets normale indbyggertal vokser til det tredobbelte, så er vi langt fra den normale hverdag. Heldigvis.
Lægge håndklæder frem. Åbne mere for radiatorerne i de to værelser, da ingen af de fire holder af at sove så køligt som John og mig. Lægge en lille velkomstgave og et par nye annefutter ved hvert af børnenes hovedgærder. Lægge madplan med lutter livretter (ikke mine, forstås).
Yndlingsosten, pålægschokoladen, honningen, leverpostejen og de überlækre frosne tebirkes fra Meny er i hus. Disse og andre ting skal bare være de samme fra gang til gang – traditionerne er vigtige, og de glæder sig alle fire til hver deres helt bestemte ting, der hører sig til ethvert besøg hos os.

Radiatoren på børnenes værelse virkede ikke, heller ikke, da John havde lirket en lille pal løs. Det plejer ellers at virke, men ikke denne gang. Der blev åbnet i går, men i morges var det kun 1/4 af radiatoren, der var lunken, mens resten af den var helt kold – underligt, meget underligt. De kommer som sagt i morgen til frokost; vi kan derfor ikke nå en blikkenslager, so what to do?
John kørte afsted for at købe en elektrisk olieradiator, for ungerne hverken kan eller skal sove i 12°. Mens han var væk, skruede jeg lidt op og ned for termostaten, og da han kom tilbage, virkede radiatoren! Han havde naturligvis drejet på den flere gange inden da … det må være mit magic touch.
Nå. Det er altid godt med lidt backup, hvis vi skulle løbe tør for olie …

imageimageimageimageimage

Dahliaerne? Det er årets fem nye, som er ankommet fra Peter Nyssen. Der er meget at glæde sig til – både nu og senere.

21. november 2016

Hvordan siger man tak for mad på engelsk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags: ,

imageDet er altså rigtig ærgerligt, at man ikke længere selv får adgang til alle de fjollede søgninger, der leder folk hen til ens blog. De fleste var selvfølgelig forholdsvis kedelige, men der har sandelig også været mange perler indimellem, som jeg nåede at få hele 13 indlæg ud af.
min barnepige er en vampyr” (jamen du GOdeste da! Hvor gammel er du? Er du okay? Se at få spist nogle hvidløg hurtigst muligt). Eller underligheder: “ting der ikke findes men aligevel findes af køer” … hvordan kan man finde noget, som ikke findes? Gælder sikkert også køer …
Nu får jeg kun adgang til topsøgningerne, og de er ikke særlig morsomme; faktisk kan det ikke undre spor, at disse søgeord leder til min blog, men i dag dukkede spørgsmålet hvordan siger man tak for mad på engelsk op. Det er et godt spørgsmål, hvortil svaret er, at det gør man ikke. Man har ikke en tilsvarende høflighed på engelsk, selv om briterne ellers er kendt for at være et yderst belevent folkefærd.
Charlotte har lært sine børn, at inden man rejser sig fra bordet, siger man først tak for mad. For også at gøre det lidt engelsk, har de lært i den samme sætning at sige please may I get down? Det siges meget hurtigt, men det hele kommer med: TakformadpleasemayIgetdown? Det er hermed svaret på overskriftens spørgsmål – please may I get down er det, der kommer ‘tak for mad’ nærmest, når man er barn, færdig med at spise og ikke længere gider sidde og høre på voksensnakken. Hvad så med os voksne? Tjah … man kan selvfølgelig rose maden undervejs eller til sidst, men ellers siger man ikke noget specielt til værtsparret, når man er færdig med at spise.

P1050176

I dag har vi bare nydt først en smuk solopgang og senere det dejlige vejr, som vist varer et par dage endnu, inden kulden vender tilbage.
De gyldne morgensolstråler lyste ned på en af blishøneøerne (den sorte stribe midt i vandet) – det var en af de morgener, hvor vi bare nød solopgangen fra den spæde start, til solen stod højt på himlen. Et af de mange goder ved pensionistlivet er, at man har tiden til den slags langsomleven.

P1050164P1050169

P1050172En af Marjatta-eleverne syntes tilsyneladende, at det var forår, for han havde kun taget en kortærmet skjorte på, da han gik sin sædvanlige morgentur fra sit bosted til Marjattas gård, hvor han arbejder. Solbrillerne manglede heller ikke … han så overhovedet ikke ud til at fryse, og han havde ikke travlt med at komme frem til sit bestemmelsessted. Det var godt nok otte grader på det tidspunkt … lunt for årstiden, men jeg tror nok, jeg ville have frosset en anelse, hvis jeg skulle have gået en god kilometer i skjorteærmer.
Dette er naturligvis ikke skrevet/vist for at hænge gutten her ud … jeg tvivler på, at nogen vil kunne genkende ham ud fra billedet … jeg syntes bare det var lidt pudsigt at se ham komme gående i den mundering d. 21. november.

27. oktober 2016

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: ,

Familien foran det store akvarium i Den Blå PlanetEnglænderne skulle først flyve klokken 20 i aftes, så vi blev enige om at besøge Den Blå Planet om eftermiddagen. Den ligger lige ved siden af lufthavnen, men lukker desværre klokken 17, så de fik lidt længere ventetid … sådan måtte det så bare være … det var for lidt tid til at kunne nå noget andet.
Det forekommer mig, at jeg har læst en eller anden i blogland, der var skuffet over Den Blå Planet.
Det var vi bestemt ikke – det var flot sat op; med god, brugervenlig og informativ skiltning på de enkelte akvarier på dansk, tysk og engelsk – tilligemed uden alle de sædvanlige ‘danskerfejl’ – der har været en god korrekturlæser inde over her. Det kan vi lide!

Fisk med blå øjneFisk med blå øjne

Denne fisk, som jeg naturligvis ikke kan huske hvad hedder, havde de underligste, nærmest selvlysende blå øjne.
Vi så fire forskellige fodringer: Koralrevet, det store oceanarium (oppe til højre), skyttefiskene og havodderne. Der var gode formidlere til alle fire ting.

Nu er vi alene hjemme igen efter syv dage med hytten fyldt. Den uge er fløjet afsted med lysets hastighed.
Der er nu ryddet op, den første af flere maskiner med sengetøj og håndklæder er vasket og – måske lidt optimistisk, men vejret er så fint – hængt ud på tørresnoren.
Jeg har været ude og rydde staudebede for ukrudt i et par timer … trængte til at få rørt mig lidt, og jeg skal da lige love for, at ukrudtet synes vi har haft en god september.
Pensionistlivet er med andre ord vendt tilbage til normaltilstanden. Nu skal vi bare have fat i vennerne, for det er alt for længe siden, vi har været sociale, synes vi. Ved ikke lige hvad der skete, men pludselig er året næsten gået. Igen. Der er kun to måneder tilbage af det. Skræmmende. Jeg synes lige, det er begyndt.


Hallo er du vågen    Er du stadig vågen

Apropos år: Jeg var inde for at svare på en undersøgelse og kunne ikke helt finde ud af grunden til disse to spørgsmål, som de havde proppet ind mellem de mere seriøse.
Er det for at finde ud af, om jeg er vågen endnu? Eller om jeg kender ugedagenes rækkefølge? Og hvilket år vi skriver i kalenderen? “Indtast ikke et interval”??? Jeg havde sådan set ikke tænkt mig at svare, at vi er i 2015-2020 … eller år 2016,75 …

16. september 2016

Hvis man kun har én stor rejse tilbage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Hvis man kun har én stor rejse tilbage, hvor skulle den i givet fald gå hen?
Det er, måske ikke et af livets, men et af Johns og mine store spørgsmål.
Der er jo så uendelig mange muligheder.
Vi skal nok få råd til flere af de mindre rejser, men den rejse, jeg taler om her, kan der kun blive én af, og så gælder det om at være så sikker som muligt på, at man har valgt rigtigt.
Afrika igen, men det var så skønt? Australien? New Zealand?
Jeg sad og kiggede på Stjernegaards krydstogter, og især to af dem (de har mange spændende og/eller eksotiske krydstogter) sprang mig i øjnene.

imageimage

Hvem har ikke drømt om at se nogle af stillehavsøerne? At se en rigtig Bountystrand? Ligge under en høj kokospalme og håbe på, at man ikke får en kokosnød i øjet …? Ulempen ved denne rejse er, at der er ni hele dage på havet. Det er godt nok lige i overkanten …
imageJeg vil ikke engang hævde, at jeg har drømt om Sydamerika – tværtimod har den del af verden altid haft ret lav prioritet for mit vedkommende, men med dette krydstogt får man både Uruguay, Argentina og Chile med for pengene, og, meget vigtigt: Vi runder Kap Horn mellem the “roaring forties” and the even more wild “furious fifties”. De fleste, der har læst lidt om sejlads før og nu ved, at Kap Horn er noget særligt for enhver sømand af verden. Ildlandet … de chilenske fjorde … Punta Arenas … Argentina, som jeg af en eller anden grund hellere vil se end Brasilien – og det har ikke noget med Zikavirus at gøre … Uruguay, som jeg overhovedet intet ved om, men det kommer jeg så til … jeg kan godt høre på mig selv, at det nok er Sydamerika, der trækker mest, selv om jeg også gerne vil se stillehavsøerne.
Hvorfor kan man ikke bare det hele? Hvorfor skal der altid prioriteres?
Og inden vi når så langt, er der nok kommet flere rejser i spil, hvilket ikke er med til at gøre det nemmere.
Hvis det var jer, hvilket af disse to krydstogter ville I vælge? Og hvorfor?

13. september 2016

Fakta er …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:55
Tags: ,

Fakta er et sted, jeg var i formiddags. Tænk, at det skulle nå så vidt, at jeg helt frivilligt handler i Fakta – det havde jeg ikke troet muligt, men der er flere årsager; bl.a. er det det supermarked, der ligger tættest på (4 km), og når jeg som fx i dag bare stod og manglede et par appelsiner, så kunne jeg lige så godt cykle dertil som til Præstø. Desuden benytter jeg lejligheden til at se, hvad de har på tilbud af de varer, jeg normalt køber alligevel. I dag var det Senseo Café Noir til 20 kroner pakken. Normalprisen er 32-35 kroner, og når det er på tilbud i Brugsen, koster det 25 kroner pakken.
Det gode smør til en 10’er – det var også i orden.
Jeg vil dog stadig ikke køre i Fakta med min store uge-indkøbsseddel, for så ved jeg, at de højst sandsynligt ikke har alt, hvad jeg skal bruge, men jeg kan jo godt se, at det er lidt fjollet at give mere for præcis den samme vare, bare fordi jeg partout vil handle i Brugsen eller i Menu. Jeg skal bare sørge for jævnligt at fylde lageret op med tefiltre, kaffe, flåede tomater og andet i samme stil, hvor jeg får den samme vare billigere.
Sådan er det altså også at blive pensionist …
Nu kan nogle af jer måske undre sig lidt over, hvorfor jeg går op i den slags småting, for vi kan vel ikke være helt fattige med den rejseaktivitet, vi lægger for dagen. Det er vi heller ikke, men rejsekontoen er en speciel opsparingskonto, som vi helst ikke piller ved. Det at kunne rejse meget er noget, vi har glædet os til i mange år, og vi stornyder, at det nu er blevet en mulighed for os. Jeg sætter en ære i at klare dagligdagen for efterlønnen og den pension, jeg får udbetalt. Det er til gengæld ikke de voldsomme midler, så derfor …

Solopgang ved Præstøfjorden

En anden (og herlig!) side af pensionistlivet er, at man har uanede mængder af tilgængelige solopgange, lige til at nyde og forevige. Måske ikke lige ved højsommertide, men fx som denne perle, der er fra den 20. august klokken 06:15; dvs. på et tidspunkt, der er til at overskue også for sådan en som mig, der godt kan lide at dvæle i sengen om morgenen. Og de bliver mere og mere menneskelige, så at sige, de solopgange – det er ikke kun negativt, at dagen nærmer sig tidspunktet på året, hvor den i længde må se sig overgået af natten.

21. august 2016

Besøg fra fortiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Nu håber jeg ikke, min forhenværende chef tager overskriften ilde op … men det tror jeg ikke, for det er naturligvis ikke ham, der skal opfattes som et fortidsminde, men han har været hernede i Den Stråtækte i dag for at se, hvordan vi bor – noget vi har talt om gennem et stykke tid, men det er så først blevet til noget i dag.
Et år eller to før jeg jobstoppede, købte han en MG fra 1968, som han har brugt en del tid på at renovere og gøre køreklar. Han har altid arbejdet meget, så jeg tror det var et led i at have brug for at koble 100 % fra med et eller andet, der var så fjernt fra dagligdagen som muligt – men den teori står for min egen regning. Han er jo trods alt også en mand, og rigtig mange mænd (og nogle få kvinder) har noget med biler, uanset hvordan og med hvad de går rundt og tjener til det daglige brød – John var sandelig heller ikke uimponeret af den, må man sige. Jeg må da også indrømme, at det kunne være ret fedt at køre tur i et smukt landskab i dette røde lyn – jeg gad bare ikke have arbejdet med bilen – det overlader jeg glad og gerne til det modsatte køn.

P1030674P1030675

Chef og jeg har hilst på hinanden de gange, jeg har været til vin- og veteranklubmøder på mit gamle arbejde, og vi har for længe siden aftalt, at en dag, når vejret var til det, skulle han tage sin MG og køre den lange tur ned til os. Aftalen er røget et par gange af forskellige årsager, men i dag blev det, og det var særdeles hyggeligt at snakke med ham igen.
Da vi sad oppe på terrassen og snakkede om både firma og mange andre ting, nød han udsigten og havde ingen problemer med at forstå, hvorfor jeg ikke savnede arbejdet … kunne sagtens se, at jeg er et andet sted i livet nu.
Hvilket vi også var inde på – at det er vigtigt selv at få lov at vælge, hvornår arbejdslivet skal være slut, som også Lene har været inde på for ganske nylig.
Det er ideelt at have været glad for arbejdet og ikke mindst for den leder man havde, for derefter at takke af i god ro og orden og med fuld forståelse fra arbejdsgivers side (der er trods alt heller ikke noget odiøst i at gå på pension, som samme chef selv sagde, da jeg sagde op), for at kunne nyde den fjerde alder fuldt ud. At den startede med en kræftsygdom gider vi ikke tænke på nu; den var et uvelkomment intermezzo i mit liv, men jo samtidig den direkte årsag til, at vi i dag bor, hvor vi bor.
Skulle man undre sig over udtrykket “den fjerde alder”, er det fordi jeg, som tidligere nævnt, mener, at den tredje alder er voksenlivet uden hjemmeboende børn, men stadig som en del af det arbejdende folk. Den fjerde alder er et aktivt pensionistliv, og den femte … gider vi heller ikke tænke på lige nu. Den kommer måske eller måske ikke, men det vil vi ikke vide noget om.

P1030677

Tak for besøget – hils mine gamle kolleger!

4. juli 2016

En spejlvendt jomfrurejse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:33
Tags: ,

Den noget kryptiske overskrift er et forsøg på at beskrive dagens oplevelse.
Det var som bekendt en brugt jolle, vi købte, så den har for år tilbage foretaget sin jomfrurejse, hvorimod John og jeg i bekymrende grad er novicer på området – også selv om vi havde en båd engang i Sverige.
Kan man så ikke kalde det spejlvendt, når det er skipperne og ikke båden, der tager sin første tur?

P1020790

Okay … det var så ikke lutter jomfruer, der var ombord. Vi havde spurgt Søren, om han ville med – han har sejlet en del i sine lidt yngre dage – en 30-fods sejlbåd – så han har styr på det hele med sin beståede duelighedsprøve.

Den er godt nok lavvandet, den Præstøfjord! John sad nok så fint og så ud som om han havde styr på det hele og var vældig stolt af den store hækbølge, motoren kunne levere. Jeg sad og kiggede ned i vandet … og blev ret forskrækket, for bunden så pludselig ud, som om den ikke var ret langt nede. John tog farten næsten helt af, og min mistanke blev bekræftet, da skruen pludselig sagde klonk, klonk, fordi den stødte på et par sten, der lå. Motoren blev lynhurtigt løftet og årerne taget i brug, til vi var uden for grundstødningsfare.

Der stages ind til pladsen

Nu har jeg bestilt et søkort over Præstø Fjord. Selv ude midt på fjorden kunne vi ikke have motoren nede – vi havde ikke lige regnet med, at vi havde lokale Doggerbanker her, men det har vi altså, og dem vil vi vide hvor ligger, inden vi tager ud næste gang.
Vi har fået plads i Præstø havn. John fandt ud af, at nede ved Kystens Perle bliver der stjålet både både og motorer i stor stil, så der vil vi selvfølgelig alligevel ikke have den liggende. Heller ikke selv om motoren er låst fast til båden med en snedig anordning, John fandt i Biltema, fordi den er så tung, at den ikke vil blive taget med hjem, før vi lægger op for vinteren.
I Præstø jollehavn er der aldrig blevet stjålet en båd eller en motor, sagde havnefogeden. Det må være rigtigt, for bådene er ikke engang låst! Alle og enhver kan tage båden, men det gør alle og enhver åbenbart ikke. Vi tager dog benzindunken med frem og tilbage, for det er olieblandet benzin, som frister visse unge knallertejere lidt for meget, kunne samme havnefoged også fortælle.

P1020795

Kajplads 1612 – lige ved siden af undervandsbåden, som John kaldte den … det er meget længe siden, den har været ude af havnen. ‘Havnen’ kan sikkert ikke finde ejeren og gider åbenbart heller ikke selv ofre hvad det måtte koste at få den fjernet, men den båd kommer aldrig ud at sejle mere.
Jeg gik lidt rundt, mens Søren viste John de rigtige knob til fortøjningen.

P1020793

Her ved sejlklubben ligger husene nogle meter oppe, og de har næsten alle nogle fine pavilloner i bunden af haverne, så ejerne kan sidde i læ og tørvejr og studere sejlerlivet.
Nå. Vi fik vores jolledebut. Nu skal vi bare lære fjorden udenad …

10. maj 2016

Så kan vi roligt tage op og male …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , , ,

I pinsen har vi inviteret mine søstre og deres børn og svigerbørn til Sverige – med lumske bagtanker, som vi dog ikke har lagt skjul på: “Jeg laver god mad til jer, hvis I gider svinge en pensel, især der, hvor der skal kravles højt op, for det tør John og jeg ikke mere.”
Det er der heldigvis andre der tør, så fra på fredag kommer der familieinvasion. Tænk hvis dette fuldstændig fantastiske vejr kunne holde, for det er og har været mit største skrækscenarie: Man inviterer en halv snes mennesker til at male huset udvendigt – og så står det ned i stride strømme hele pinsen. Kryds fingre med mig, tak – I har sikkert heller ikke selv noget imod en herlig, solfyldt og varm pinse. Jeg er i hvert fald ikke blevet træt af det gode vejr endnu. Regnen vil vi ikke engang se om natten – ikke før der er malet færdig, tak.
Desværre ser det ikke helt godt ud, medmindre jeg holder mig til SMHI’s prognose, som er lidt mere optimistisk end YR’s – som igen plejer at være mest nøjagtig, men jeg håber de tager fejl for en gangs skyld.

P1020095P1020099

Nu har jeg også givet Søren lidt ekstra arbejde, for jeg fik plantet ni krukker til, plus det hvide arvestykke fra gården, som jeg synes passer så godt her til Den Stråtækte … selv om den godt kunne trænge til at få en omgang af den samme maling, som huset fik sidste forår. Vi har bare ikke noget, for maleren efterlod vist ikke noget i reserve til os.
Med alt det nye, der er plantet, er jeg ret glad for, at Søren gider komme og vande, for med denne varme, ingen regn, frø, der er sået og planter, der endnu ikke har etableret sig, så skal der vandes igennem.
Og mine dahliaer er endelig kommet op. Kun fem af dem indtil videre … men det er bedre end ingen dahliaer kommet op. Nu er det næsten seks uger siden, jeg proppede dem i jorden, og jeg var ærlig talt begyndt at blive en anelse bekymret for, om de overhovedet havde tænkt sig at komme op af jorden.

Solen stråler, solsorten synger, gæssene vogter gæslinger, viberne viber, Himlen er høj, fjorden er dybt blå.
Det er den gyldne time, og jeg har lige stået ude for at nyde det hele og har haft et af de øjeblikke, hvor jeg næsten ikke kan rumme al den glæde, der fylder mig op indefra. Ja, næsten lykkelig, som TV2 har udtrykt det … jeg elsker bare dette her sted.

17. april 2016

Nogle vil have orgier …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: ,

Nogle vil have orgier, andre vil bare leve livet og have lov til at gøre som man lyster.
Jeg er ofte inderligt træt af barnepigesamfundet, træt af, at der hele tiden skal lovgives og ikke mindst hovsalovgives, fordi de få ødelægger det for de mange.
Misforstå mig ikke – jeg ønsker ikke at leve i et retsløst samfund, men for lidt og for meget er ikke af det gode.
Jeg tror vi har brug for oplysning, oplysning, oplysning. Jeg tror ikke på kriminalisering af livets goder, selv om et givent gode for nogle personer viser sig at være svært at styre.
Jeg kunne godt selv finde ud af at holde op med at ryge. Det kunne John også. Der var ingen, der tvang os.
Han kan godt lide en god øl; jeg som bekendt et godt glas vin.
Vi kan også lide god mad og hører – nok ikke helt tilfældigt – ikke til dem, der trækker befolkningens gennemsnitlige BMI ned. Jeg gider bare ikke af den grund gøres til en pensionistalkoholiker og grovæder.

 Ideen til dette indlæg blev født, fordi jeg læste Dovregubben Jesper Hansens indlæg fra i går. Han er selv lidt af en livsnyder, og det er hyggeligt at følge med i hans betragtninger. Er selvfølgelig ikke altid enig med ham, men denne gang sad jeg og nikkede i fuld samdrægtighed. Citat fra indledningen:
…Radioavisen, der netop havde fortalt, at flere og flere pensionister ikke kan styre deres alkoholforbrug. Endnu en gang stak puritanismen sit ækle ansigt frem i det hastigt mere og mere glædesløse Danmark.”
Indlægget Vi vil have orgier, som også blev bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 15. april, fortjener at blive læst – og ikke bare af pensionister, hvad JH i øvrigt ikke er endnu.
Jeg har ikke hørt og har ikke kunnet få bekræftet noget om det, han henviser til med Rudersdal kommune, som angiveligt skulle have forbudt hjemmehjælperne at købe tobak og alkohol til de borgere, som ikke selv kan købe deres dagligvarer. Jeg håber godt nok også, at det er en and, for den er da for langt ude!

Jeg håber mange ting … jeg håber, at jeg aldrig bliver så hjælpeløs, at jeg ikke kan foretage mine indkøb over internettet. Varerne skal selvfølgelig også påpladssættes, når de kommer ind i huset, men den tager vi derfra. Jeg håber, at Charlotte og Tim mener, hvad de siger nu, nemlig, at de nok skal tage sig af mig, når jeg bliver [rigtig] gammel. Jeg håber, at jeg vil være i stand til at indtage en passende dosis et eller andet dødeligt, lige inden jeg bliver totalt hjælpeløs og 100 % afhængig af andre. Tanken om at komme i blealderen igen er virkelig skræmmende!
Ingen, udover mig selv, skal bestemme, om jeg skal indtage alhohol i mit eget hjem. Vi er nødt til at forventes at tage ansvar for vores eget liv. Går det galt, er det fint at kunne blive hjulpet, men vi skal ikke længere ind i et overvågnings- og barnepigesamfund, end vi allerede er.
Journalisten Tom Jensen har skrevet følgende: “Hvis vi eksempelvis ikke har nogen forventning om, at vi selv skal tage vare på vores egen sundhed, men at andre nok skal klare det for os og gribe ind, hvis det er ved at gå galt – så ryger både friheden og ansvaret.”

Ligefrem orgier behøver jeg måske ikke, men en overdådig portion selvbestemmelsesret, livsglæde og dermed livskvalitet vil jeg gerne svælge i.

13. marts 2016

Et otium i balance

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:30
Tags: ,

Herunder er gengivet, hvad Freja Bech-Jessen fra Kristeligt Dagblad fik ud af interviewet med os. Der er et par poetiske friheder, men hun er tilgivet, for hun var så sød …

Et otium i balance: John står op ved solopgang, mens Ellen sover længe
Ægteparret John og Ellen gik på pension for tre år siden. De har fundet en god balance i deres nye liv, hvor de først og fremmest følges ad, men også finder plads til deres forskelligheder

John står op ved solopgang. Han vil ikke gå glip af dagens første gyldne stråler over Præstø Fjord, hvis bred der er frit udsyn til fra de østvendte vinduer i huset i Sjolte Strandhuse. Ellen bliver derimod liggende længe under dynen. Kun de gange, hvor solopgangen er særligt smuk – for smuk til ikke at dele –vækker John sin kone. Så står de der ved køkkenvinduet sammen i slåbrok og med morgenhår og ser på, når solens runde skive slipper fjordens flade horisont.
Det er på mange måder sådan, Ellen og John har indrettet livet efter arbejdet: Sammen, men alligevel lidt hver for sig.
Når par går på pension, sættes parforholdet ofte på prøve. De mange timer på arbejdspladsen blandt kolleger skiftes ud med tosomhed i selskab med et menneske, man måske nok har delt matrikel med, men som man først nu for alvor skal til at dele en hverdag med.
For Ellen og John, der gik på pension for tre år siden med et halvt års forskydelse, er det lykkedes at finde en god balance, hvor de følges ad, men alligevel får plads og rum til at dyrke hver deres interesser. Ellen syer og strikker, går på opdagelse i nye opskrifter, sylter hjemmedyrkede agurker og tørrer chili fra haven, mens John skærer nye lægter til terrassen i værkstedet, fotograferer fugletræk og planter stauder i haven.
Sammen hygger de om børnebørnene, går lange ture langs fjorden, planlægger deres næste rejse og ser film eller serier midt på formiddagen, bare fordi de imagekan.
“Vi har altid været gode til at være sammen, også på ferier, hvor vi jo har været sammen uden pauser, så vi har helt sikkert haft en forventning om, at det nok skulle gå godt. Men vi har alligevel været meget bevidste om at planlægge, hvordan vores liv skulle være. Ikke kun økonomisk, selvom det er meget vigtigt, men også i forhold til, hvordan vores hverdag skulle se ud. Vi har talt om, hvad vi gerne ville, og hvordan vi forestillede os, det ville blive. Det, tror jeg, har betydet meget for, hvordan det har formet sig for os. Vi har ikke været uforberedte,” siger Ellen.

John har en karriere som salgschef i et benzinselskab bag sig og arbejdede de sidste år af sit arbejdsliv på en institution for utilpassede unge og som taxachauffør. Han er med sine 70 år knap otte år ældre end Ellen, der var ansat som chefsekretær i samme medicinalvirksomhed i 35 år.
Aldersforskellen har betydet noget for deres vilje til at planlægge deres liv efter arbejdet, mener parret, der allerede tidligt begyndte at tale om, hvordan det skulle tilrettelægges, så de kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet nogenlunde samtidig.
“Selv om det kan virke som en evighed, når man stadig har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, så gælder det om at tænke langsigtet. Det er jo et helt liv, der skal planlægges. Det får man ikke bare styr på i løbet af den første uge,” siger Ellen.
Alligevel er der kommet overraskelser undervejs. Det var for eksempel ikke meningen, at parret skulle bo i et lille stråtækt hus med udsigt over Præstø Fjord. De skulle egentlig have tilbragt deres otium i deres ældrevenlige rækkehus i Havdrup og på deres svenske ødegård.  image

Men Ellen fik konstateret brystkræft, og de to besluttede sig for at få en oplevelse ud af de mange besøg på Næstved Sygehus’ stråleafdeling. Derfor varierede de ruten frem og tilbage og kom en dag forbi huset ved fjorden.
Hverken John eller Ellen kunne stå for det stråtækte tag og det sorte bindingsværk og endte med at skifte den fremtidssikrede bolig ud med dette hus med snørklede trapper og skæve vinkler.
“Selvom vi sådan set havde det hele planlagt ned til mindste detalje, så er det jo skønt at opleve, hvordan livet stadig kan folde sig ud på måder, vi ikke lige havde forudset, og at vi sammen har kræfterne og modet til at springe ud i nye ting,” siger Ellen.
“Og så handler det også om, at vi havde oplevet sygdom. Ellen var alvorligt syg på det tidspunkt, men er heldigvis rask nu, og jeg blev for år tilbage ramt af en blodprop. Det gav os nok en følelse af, at vi havde – og stadig har – brug for at gribe livet her og nu,” siger John.
Han understreger dog, at parret med en gennemgribende renovering og ved bevidst at indrette deres soveværelse i stueetagen også har fremtidssikret deres nye bolig.
Huset, der er opført i 1780, har føjet en ny dimension til ægteparrets liv som pensionister. Der er altid noget, der skal laves, males eller sømmes på plads. Og nu har Ellen og John planer om at grave sig ned i lokalhistorien for at finde ud af, hvem der har boet i huset før dem, og hvilke liv de har levet.
“Vi havde ellers vores interesser og fritidsaktiviteter på plads, men der kan åbenbart sagtens komme nye til. Og den her er vi fælles om,” siger Ellen.

image

25. februar 2016

Ændrede jeres alvorlige sygdomme noget i jeres liv?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

Overskriften er et af de mange spørgsmål, som Freja stillede os i mandags. Det korte svar er ja, der sker noget med en, når man ser døden i øjnene.
John fik en alvorlig blodprop som bare 47-årig, sandsynligvis fordi han havde et meget belastende arbejde, hvor han stort set aldrig havde fri, fordi han på det tidspunkt havde ansvaret for ikke mindre end tre tankstationer, hvoraf de to havde åbent døgnet rundt, hvorfor han kunne blive ringet op midt om natten på alle ugens syv dage. Det var kun i ferier, han var fredet. I alt for mange timer anede jeg ikke, om jeg havde ham eller ej – det var et slemt døgn for os alle.
Efter sådan en oplevelse bliver temmelig mange ting sat i relief, og den lykkelige slutning på denne historie er, at han og tre jævnaldrende blev fyret fem år senere, fordi de var blevet for dyre – man kunne få to i den halve alder til den halve pris. At de også kun var halvt så gode, var sjovt nok ikke vigtigt.
Det var også ligemeget, for John var glad. Jeg kunne se det på ham, da han fortalte mig det – han var ikke engang ked af det, men lettet! Jeg skulle da lige synke et par gange, men okay … hvis han var glad, var der jo ingen grund til, at jeg skulle være det modsatte.
For små tre år siden fik jeg som bekendt brystkræft. Ikke en akut sygdom som Johns, men så meget mere tid var der til at tænke over, hvad der var det værste der kunne ske og hvad der var det bedste.
Der skete det bedste: At jeg blev erklæret rask. Ingen garantier, men lige nu er jeg rask.

Vi lærte, at man skal ikke udsætte noget. Hvis det er muligt at gøre det nu, så gør vi det nu.
Jeg har altid været mere impulsiv end John, men i stedet for at stritte imod og forsøge at overtale mig til at “se tiden lidt an”, så lader han sig lettere lokke i dag end før i tiden – det være sig i det små såvel som i det store. Hans egen oplevelse flyttede ham en del mht. visse ting, men det var en kombination af min kræft og det, at vi jobstoppede, der flyttede ham det sidste stykke – det er trods alt også begrænset, hvor impulsiv man kan være, når begge er i arbejde.

Vi har altid elsket at rejse, og vi har mange rejsemål på ønskelisten – også nogle vi sandsynligvis aldrig når/kan/får råd til – men det er okay. I arbejdslivet havde vi kun seks ugers ferie (jeg betalte mig dog til otte i de sidste tre-fire år – England fik hele tiden højere prioritet), men nu har vi alverdens tid. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at vi rejser hele tiden, men vi gør det i det omfang, vi har mulighed for. Oftest småture, men indimellem kan der blive til en af de større.

Jeg tror, vi har talt om Madeira i 20 år. Nu bliver det en realitet og vi skal afsted inden for en overskuelig fremtid.
I aftes bestilte jeg et tre-nætters ophold i forsommeren på Ballen Badehotel på Samsø, som vi har talt om at se, siden vi så Strisser på Samsø.
Jeg fik øje på et godt tilbud gennem Ældresagen og spurgte John, om han ville med. Det ville han gerne …
Madeira er i øvrigt også gennem Ældresagen – den smule, medlemskabet koster om året, bliver betalt tilbage flere gange for vores vedkommende; Rabatten på ballenopholdet (herligt ord!) alene modsvarer årskontingentet for os begge.
Jeg kan kun anbefale det – jeg har været medlem siden jeg var 55, men man kan fra man er 50.

22. februar 2016

Hvad var det værste og hvad var det bedste?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:14
Tags:

For kort tid siden mailede en journalist fra Kristeligt Dagblad til mig. Hun er i gang med en længere artikelserie om pensionistlivet før, under og efter, så at sige, og var i sin research faldet over min blog, af hvilken hun kunne forstå, at vi begge var stoppet på arbejdsmarkedet og om vi i den forbindelse kunne tænke os at blive interviewet til artikelserien.
Den slags har jeg svært ved at sige nej til; John var også med på ideen med det samme og syntes det kunne være interessant.
Freja kom i dag, sammen med en fotograf, på besøg i Den Stråtækte, og det, hun havde ment ville tage en time, endte med at blive masser af hyggelig – og meget interessant – snak, der varede næsten 2½ time.
De fleste af spørgsmålene havde hun forberedt os på, men hun var en god interviewer og fik os til at reflektere over mange ting, som vi egentlig aldrig havde tænkt dybere over. Artikelserien vil gå på fra flere vinkler (hun interviewer otte par) at belyse forberedelserne til pensionistlivet, selve overgangen fra job til fri og endelig livet derefter – altså nuet. Var det svært? Kan I fylde jeres tid ud? Hvad laver I? Begyndte I virkelig at planlægge jeres pensionistliv allerede dengang I mødte hinanden for næsten 30 år siden?? Hvorfor det? Hvad arbejdede I med? Var I karrieremennesker? Og så videre og så videre. Hun var selvfølgelig passende nysgerrig og spørgende, men det er ikke kun mine fordomme der fortæller mig, at der er forskel på journalister fra Ekstrabladet og fra Kristeligt dagblad. Hun var sød, sober og aldrig snagende.
Hun var (også) ude efter den gode historie; den der fortæller, at vi rent faktisk er nogle, der både har været meget glade for vores respektive arbejdspladser og alligevel kunne afslutte den del af livet med en følelse af, at nu er den ultimative frihed nået og at det bare er idel lykke at leve det liv, vi gør.
Der var en snak om, at hhv. en blodprop og en omgang kræft havde lært os at gribe dagen og chancerne. Det er slut med at udsætte … hvis vi kan gøre et eller andet nu, hvorfor så vente?
Til spørgsmålet om, hvordan selve overgangen havde været, kunne vi kun svare, at det svar ville hun ikke kunne bruge til noget, fordi jeg til min afskedsreception godt vidste, at jeg netop var blevet diagnosticeret med brystkræft, og hvorfor det første år bare var noget, der skulle overstås – men at jeg dog var meget glad for ikke at skulle have dårlig samvittighed over ikke at kunne passe arbejdet ordentligt, men kunne koncentrere mig fuldt ud om behandlingen og om at blive rask igen.
Det sværeste spørgsmål var det, hun spørger alle om – hun vidste godt, at vi faktisk ikke ville kunne svare: Hvad er det værste ved pensionistlivet? Holddaop, hvor vi skulle lede efter et svar. Hun spurgte om ikke hun kunne skrive, at det var at have mistet netværket og det sociale liv på arbejdspladsen? Mnjonæhhh, helst ikke … for sådan er det jo ikke – der er absolut intet ‘værste’ ved at være jobstoppet.
I tænkepausen spurgte hun om hvad der så var det bedste, og til det tøvede vi ikke med at svare, at det var denne fuldstændige frihed til at gøre præcis hvad der passer os. Det fik mig til at stoppe op og sige, at det værste var faktisk, at der efterhånden er nogle fysiske begrænsninger, som bestemt ikke huer os, men som der altså ikke er så meget at gøre ved, når man er 63 og 70 år. Hun var vist ikke helt tilfreds med det svar, for det havde jo ikke direkte noget med pensionistlivet at gøre, men deri var jeg uenig, så det blev vist der, det endte, og hun pillede den med kollegerne af igen.
Da fotografen skulle til at gøre gavn for sin løn, sagde jeg, at DET var det allerværste: At blive fotograferet! Men det nægtede hun søreme at skrive i artiklen – det hørte med, hvilket jeg jo også godt vidste.
Det er dog utroligt, hvad bloggeri kan føre med sig. Jeg er spændt på at se artiklen.

12. februar 2016

Bedre, men langtfra godt nok

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: , , ,

De er blevet bedre men ikke gode nok

De er blevet bedre, nogle af dem fra det irriterende krapyl, der prøver at svindle oplysninger ud af folk, men der er lang vej endnu, og skulle det endelig komme så vidt, at sproget skulle blive fejlfrit, kan man altid i sin viewer muse hen over linket, der oftest er – det vil kunne afsløre en eller anden internetadresse, der absolut intet har med sagen at gøre. Plus, at der i ægte henvendelser aldrig vil være link, der skal klikkes på eller filer, der skal åbnes – medmindre man har en forhåndsaftale om dette.
Man bør også undre sig over, hvorfor de direkte skulle involvere kunderne i forbedrede sikkerhedsforanstaltninger – det er et internt anliggende. Hvis man så oven i købet ikke er kunde i Danske Bank … så har jeg ærlig talt ingen medlidenhed med dem, der klikker på linket.
Noget helt andet er, at skulle jeg modtage en sprogligt fejlfri skrivelse, ville det næsten også kunne vække min mistanke, selv om mailen var ægte nok, men det lader vi være med at blande ind i sagen lige nu …
Jeg er helt sikker på, at jeg ville have mærket, hvis jeg var blevet underskrevet! Især af mine sessioner … det lyder ikke spor rart.

Næh, lad os hellere nyde lidt morgenstemning. Solopgangen og lyset var fuldstændig betagende i morges, så jeg stod (for en sjælden gangs skyld) op før John og bare stornød hele skuet lige fra den spæde start, til det bløde lys blev afløst af det lidt mere skarpe.

Morgenstemning 12 februar 2016

Jeg kan ikke andet end …

Morgenstemning 12 februar 2016 (2)

blive glad helt ind i sjælen …

Morgenstemning 12 februar 2016 (3)

af at opleve en stemning som denne.
Igen.
Men selv om jeg siger – og mener – igen, er det alligevel aldrig det samme som noget jeg har set før.
Det er det, der gør livet hernede så godt.
Rettelse. Det er noget af det, der gør livet hernede så godt …

4. januar 2016

John og jeg glæder os til at komme i seng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: ,

Ih, hvor vi glæder os til at komme i seng i aften.
Det er desværre ikke helt af de samme grunde som det var engang … vi har nemlig fået nye dyner.
Det kom lige pludselig over mig … lige som når man fra den ene dag til den næste slet ikke kan holde sit hår ud og styrer direkte hen til telefonen for at aftale en tid med frisøren for at høre, om hun har tid, helst med det samme.

Ænder, gæs og svaner gemmer sig for vinden

Jeg var midt i at skifte sengetøjet, da jeg kategorisk smed min dyne på gulvet, gik ind i stuen til John og sagde: “Jeg vil have en ny dyne! Nu.”
”Det kunne jeg da også godt tænke mig”, sagde manden min, så det tog cirka 10 sekunder at beslutte os til at køre i Jysk for at se, om Larsen mon havde et godt tilbud til os.
Det havde han …

Vores egen isfjord

Vi har slet ingen varmekilde i soveværelset, men den kølige rumtemperatur generer os ikke; det er vi vant til – og har det bedst med – men vi ligger begge op ad en kold væg, så vi har et fleecetæppe liggende oven på vores dyner, som i øvrigt intet fejler, men nu fik jeg altså lyst til fornemmelsen af en ny dyne. De gamle bliver vasket og brugt som gæstedyner. Vi har otte sovepladser, men kun seks dyner – det er lidt fjollet.
Vi har inden for de seneste to år købt nye dyner til de fire englændere, men ingen til os selv – kun nye hovedpuder … 

Vi har aldrig skiftet mellem sommer- og vinterdyner, men har brugt den samme året rundt.
Jysk kører med tre kategorier, nemlig sval, varm og meget varm. Vi valgte en meget varm, hvilket ingen af os har prøvet før, så vi glæder os som sagt til at komme i seng. Det kan være, vi vågner gispende og ved at dø af hede …

Hvide ponchoerHvide ponchoer

Ponchoerne er blevet lidt længere i løbet af natten – det har været meget flot solskin i dag, men det bliver ved med at blæse 10-11 sekundmeter.
I dag gik jeg trods det en længere tur, men jeg var også pakket ind som til en nordpolsekspedition. Både min samvittighed og jeg havde det godt, da jeg kom hjem igen, og selv om det havde bidt lidt i kinderne, frøs jeg overhovedet ikke.

15. december 2015

Tre dage som strøg afsted i smult vand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags: ,

Hjemme igen. Jeg synes vi forlod huset for fem minutter siden, men tre dage må nok også siges at være en temmelig kort ferie.
Det var som altid hyggeligt at være os to afsted, og det var fint med et lille afbræk i hverdagen, men det var en smule ærgerligt, at standarden ikke helt var som forventet.
Det er der dog ikke noget at gøre ved nu – jeg er ikke alene om min skuffelse, hvilket trøster mig en smule, for jeg følte mig ærlig talt lidt som et utaknemmeligt gammelt brokkehoved, der aldrig kan stilles tilfreds, men som Moster Tulle skrev: Aldrig mere Pearl Seaways!

På skøjter i OsloPå skøjter i Oslo

Vi vender ryggen til, som de to drenge og to piger gør til mig, og ser fremad i stedet.
Vores næste ferie går til England og efter den igen kommer en tur til Madeira, så der er hele tiden noget at glæde sig til – lige nu allermest til, at der kun er seks dage til mine englændere kommer her for at holde julen i Danmark.

Dykkeren

Vender ryggen til Pearl Seaways, som Dykkeren her vender ryggen til Oslo og til mig – og ser ud som om han står og tisser ned i vandet, men det gør han ikke … sådan ser han heller ikke ud, når man ser ham fra siden – og husker kun det hyggelige og gode ved turen; fx morgenmadsbuffeten, som var fuldstændig suveræn, eller de gode og lune tjenende ånder, som på trods af travlhed altid var venlige og havde en kvik bemærkning.
Oslo fejlede heller ikke spor … vi talte undervejs om, hvor længe det var siden sidst. Jeg mente mindst 10 år; John mente 6-7 år.
Det var i 2001, har vi lige konstateret ved at se på vores billedarkiv. Som tiden dog går.

Jeg er stort set parat til julen – mangler bare at pakke gaver ind og lave en enkelt konfektting plus Den Perfekte Rullepølse. For perfekt og meget populær er den, hvilket jeg kan tillade mig at sige, fordi det ikke er mig selv, der har fundet på at lave den på lige præcis den måde.

14. december 2015

Gamle kendinge og et nyt vartegn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

P1090909

P1090907Vi bor så fint her på oslobåden – jeg kan godt lide det, der står ved indgangen til vores gang.
Bortset fra det, havde jeg ærlig talt ikke regnet med, at vi skulle synes, at den ældgamle englandsbåd var hyggeligere, men det var den. Især er commodore-loungen her på Pearl Seaways nærmest usammenlignelig med den på englandsbåden, som lignede et klassisk herregårdsbibliotek. Udvalget af snacks og drikkevarer var også noget bedre. Kahytten fejler dog ikke spor; den er oven i købet lidt større, end vi har set dem før; med to pænt store vinduer (det kan vel ikke hedde koøjer i den størrelse?), hvorfra vi kigger over mod operaen og mod solnedgangen.

Operaen var flot. Smuk. Imponerende. Vi kan godt forstå, hvis de er stolte af den bygning, som egentlig mindede os en del om Moesgård-museet, men det må være tilfældigt, for det er et norsk arkitektfirma, der har tegnet bygningen.

P1090886

Efter en tur i Oslo Citycenter, hvor vi var i Strikkedilla og Starbucks Coffee, gik vi ad Karl Johan, hvor vi kunne konstatere, at der var i hvert fald én forretning, der har ligget her, siden jeg for maange år siden første gang var i Oslo, nemlig Kondomeriet – “Hvilken gave ligger under din seng i år?”
God humor, ligesom den på skiltet fra 24fitness.

P1090898P1090899

På isen lige neden for operaen var der et mindre naturens drama i gang: tre kragefugle, der bed i en fugl, som var levende, men som åbenbart ikke kunne komme væk. Det var ikke rart at se på, men sådan er det jo ude i den barske verden – den svage må dø, så den stærke kan overleve.

Det var hammerkoldt – minus 8o, så selv om vi havde taget masser af tøj på, bed det alligevel lidt i næsen … man må nok sige, at vi indtil videre er lidt forvænte i DK mht. temperaturen.

P1090892P1090891

Der var masser af folk på gaden i Oslo denne gang. Da vi arbejdede, kunne vi ikke tage et oslocruise startende på en søndag, så vi har flere gange været her, hvor Karl Johan nærmest lå øde hen, hvilket unægtelig gør det lidt kedeligere.
Der var også betænkelig mange tiggere. Som i virkelig mange.
En af dem sad og så tilpas ynkelig ud – lige indtil hendes mobiltelefon ringede. Hun svarede den, men jeg kunne ikke forstå, hvad hun sagde. John jokede lidt med, at hun nok havde sagt noget i retning af “Altså, lille Vaslav, jeg har jo sagt, at du ikke må ringe, mens jeg er på arbejde!”

7. december 2015

Det stille liv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: ,

IMG_4982Endelig. Overskriften kan forstås på to måder: Det er langt om længe holdt op med at blæse, og John og jeg er ikke specielt udadfarende for tiden.
Det har været smukt, blankt, køligt og stille, så vi har virkelig nydt, at sigtbarheden igen er blevet god nok til at kunne se over til den anden side af fjorden.
Jeg går og nusser med at finde steder til min julepynt, og John har været ude for at nedlægge fire grimme buske, som stod op ad gavlen ud mod vejen, og hvor vi i stedet vil anlægge et rosenbed. Desværre kan han hverken hugge eller stikke i det fast sammenfiltrede net af rødder, så vi vil omarrangere den bunke sten, der bare var smidt bag buskene, således at der bliver etableret et højbed. Vi regner med, at hvis roserne har en 30-40 cm god jord at få slået rødder i, skal de nok selv finde længere ned mellem de gamle rødder. Ellers må de nøjes med det, de får.

IMG_4994

Fuglene går til foderet – det gør musene også. Der bor to inde bag det lille trekantede hul kl. 9 til venstre for foderbeholderstangen. De virker helt forvirrede over, så meget mad der er, og det er lidt sjovt at se både fugle og mus gå rundt nede på græsset mellem hinanden og spise æbler og samle nedfaldent korn op.
Jeg har de sidste to dage haft stor lyst til at lave konfekt, men regner med, at det er alt for tidligt, når man vil lave noget med trøfler og noget andet noget med smør i. Hvis der er fløde blandet i chokoladen, kan det vel ikke engang holde sig i køleskab? Eller hvad? Det er altså irriterende, at man tvinges til at lade være med at lave noget, når nu ånden er over en.
Så ville jeg bage småkager – og manglede selvfølgelig en vigtig ingrediens til mine favoritkager, nemlig en vaniljestang. Den – og flere til – er nu i hus, men det blev for sent at bage i dag.

P1090837

Den hemmelige mandelgave kom med posten i går. Jeg pakkede den ud af papkassen og blev positivt overrasket over, hvor stor pakken var.
Men … de havde sat en etiket på, hvor der stod Den hemmelige mandelgave til voksne.
Pokkers også – jeg havde jo netop bedt om den til både børn og voksne – det var dog heldigt nok, at de havde sat den etiket på, ellers havde jeg intetanende beholdt den og Anna eller Aubie var nok blevet noget lang i ansigtet, hvis en af dem skulle være så heldig at få mandlen.
Jeg ringede til Mosehuset og fortalte om fejlleveringen. Hun beklagede meget og spurgte om det var mig, der boede ved Præstø. Ja …
“Nå, men så pakker jeg den rigtige udgave til dig og kommer med den i morgen formiddag, når jeg kører på arbejde – jeg bor på Jungshoved, så det er ikke noget problem”.
Fornem service – ingen klager herfra.

26. november 2015

Som en klar efterårsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , ,

Det er svært at forestille sig, at det meste af Sjælland for få dage siden var nærmest lammet af store snemængder. Dog ikke nede hos os i Den Stråtækte – vi må have et bedre klima her ved Præstøfjorden … i dag har vi kun set små og ganske ubetydelige skyklatter på himlen. Vinden har været stort set ikke-tilstedeværende, mens det modsatte må siges om solen. Det er lunt og mildt – alt er jo relativt, for havde det været i september, ville vi nok have knurret lidt over temperaturen på 7°, men d. 26. november er der ingen grund til klage.

P1090698

P1090704Fjorden var visse steder spejlblank, hvilket gjorde svanernes spejlbilleder tæt på perfekte, og i det klare lys var de om muligt hvidere end hvide – bare ærgerligt, at kameraet ikke er i stand til at fange det fantastiske lys. Eller zoome tilstrækkeligt ind.
Jeg har prøvet at liste mig ind på dem, men de er næsten lige så sky som gæs og søger omgående længere ud, hvis jeg nærmer mig selv nok så forsigtigt.
Blishøneøen = havørnemaddepotet flytter sig hele tiden. Den starter nord for os og bevæger sig langsomt sydover. Om de svømmer i skøn samdrægtighed, der er en lille strøm, eller de lader sig flytte med den smule vind, der er, ved vi ikke.
Nej – vinden er nok ikke en faktor, for blishønsene flytter sig altid fra nord mod syd, men vinden skifter retning. Vi ved endnu heller ikke, hvordan de returnerer til den nordlige del af ruten – vi ser dem pudsigt nok kun flytte sig fra nord mod syd, selv om vi synes vi kigger ud ad vinduerne med meget korte mellemrum.
Det kan vi nemlig slet ikke lade være med. Uanset hvordan vejret arter sig, selv om mellemrummene mellem kiggene nok er endnu kortere på en dag som i dag, hvor vi naturligvis heller ikke kunne lade være med at gå en tur og bare nyde, nyde, nyde.
Mindst én gang daglig fortæller vi os selv og/eller hinanden, hvor fantastisk god en beslutning det var at flytte herned.

P1090706

Livet er godt.

2. november 2015

Jeg har noget med at tælle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Jeg har altid talt. Ikke som i snakket, men som at tælle ting. Når vi kører igennem Øresundstunnellen tæller jeg hvor mange lysstofrør der er døde. For eventuelle interesserede ligger det mellem 10 og 40. Bund- og toprekord er 0 og 136. Interessant, ikke?
Går jeg op eller ned ad ukendte trapper, tæller jeg trin. Gad vide, om jeg har autistiske karaktertræk?
I juletiden tæller jeg hvor mange lyskæder vi passerer. Kun de gule og hvide. Alle andre farver ignoreres totalt, for de er grimme. En tur til ødegården giver omkring 400 … hvis vi altså kører, når det er mørkt, hvilket vi ikke har gjort, siden jeg jobstoppede.
Jeg har også lavet en lille konkurrence med mig selv om at gætte klokken: Når jeg vågner om morgenen, skal jeg ved at se på lysets intensitet finde ud af, hvad klokken er. Nogle gange går det bedre end andre gange, og jeg har tabt, hvis jeg rammer mere end et kvarter forkert. I morges ramte jeg plet. Jeg gættede på, at det måtte være tæt på 6:30, og Johns ur (som jeg skal stå ud af sengen for at se), stod på 6:33. Ih, hvor er jeg dygtig …
Det er måske en underlig vane, det der tælleri, men jeg kan ikke lade være. Dengang jeg ejede en Fiat 127, gjorde næsten en femtedel af Danmarks befolkning det samme, for da jeg talte dem på vej fra arbejde, holdt op mod totalt antal biler, var det omkring den brøkdel, jeg nåede frem til. Der var sandelig ikke meget unikt over en Fiat 127, men jeg var nu glad for de to, jeg nåede at have. Gåsetræk Jungshoved 2 november 2015 (12)

Disse gæs, vi mødte i dag på Jungshoved, kunne jeg ikke tælle. De blev ved og ved med at flyve rundt og op, og jeg har ikke noget kvalificeret gæt på antallet, men over 1000 skal der nok have været. Vi har aldrig før set så mange på én gang.

Gåsetræk Jungshoved 2 november 2015 (5)

Mens vi stod og fotograferede dem, kom ejeren af marken forbi og standsede op. “Kan I ikke skyde de forbandede gæs?”
Vi måtte indrømme, at vi nok var bedst til at skyde med kameraet. “Jeg hader de bæster! De kan hurtigt ødelægge en hel afgrøde.”
”Må I ikke skyde dem?”, spurgte jeg, “men jeg kan selvfølgelig godt se, at det vil tage sin tid at få den bestand under kontrol.”
“Sommetider får vi tilladelse til det, men de er virkelig en plage! Og der bliver flere og flere af dem. Nå, men god dag til jer.”
Så kørte han igen.
Det gjorde vi også. Kørte videre til skoven, hvor der for absolut sidste gang i år skulle kigges efter trompetsvampe.
Dem, vi fandt, var ikke spor svære at tælle: NUL og niks. Men vi fik gået en tur i den efterårssmukke skov, og det tæller også lidt.

P1090371

11. oktober 2015

Lidt usædvanligt fra min side

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:31
Tags: , ,

Nu gør jeg noget, jeg ellers aldrig gør: Annoncerer mit fravær.
Jeg har dog ikke tænkt mig at gøre det på FB, kun til jer …
Eftersom jeg altid blogger fra mine rejser, finder I jo alligevel ud af det om nogle dage. Forhåbentlig. En dag mere eller mindre vil derfor ingen forskel gøre. Problemet er, at jeg ikke ved hvordan, eller om overhovedet, jeg kan få internetforbindelse den næste tid.
Jeg vil nemlig befinde mig i kahyt 3315 lige her på Rhapsody of the Seas: Eller … det vil jeg nok kun om natten …

Blæret, ikke?
Vores livs første krydstogt. Måske også det sidste … eller måske det første af flere … vi er meget spændt på, hvordan det vil være. Går vi fuldstændig bananas over at være sammen med andre mennesker hele tiden, eller imagevil der plads nok til, at man kan få en fornemmelse af at være alene? Vil der være konstant støj? Det er nok min største frygt – det er et amerikansk rederi, og amerikanske turister fylder gerne uacceptabelt meget i lydlandskabet. Vi kan selvfølgelig være os selv i kahytten, men da vi ikke har ubegrænsede midler, er det ikke ligefrem præsidentsuiten, vi har; bare en indvendig kahyt på 14 m2 – den er dermed ikke lille nok til at være klaustrofobiprovokerende, men heller ikke stor nok til, at man gider opholde sig der i længere tid.

Nå. Spændende bliver det i hvert fald. Vi skal ture rundt i det græske øhav i 10 døgn. Det er igen Kulturrejser Europa, vi har købt rejsen igennem, og vi har valgt de udflugter til i land, der var mulighed for på forhånd. Vi skal kun sejle i to heldøgn; resten bliver fortrinsvis om natten, så vi har dagene i land de steder, skibet ligger i havn.
Nå vi er i havn, kan jeg muligvis bruge mit transportable modem – og måske ikke. Vi vil have mulighed for at koble os op på skibets satellit, men rejsebureauet siger, at det kan være dyrt. Hvor dyrt ‘dyrt’ er, vil vise sig.
Det kan altså være, der kommer en lang pause fra min side, og det kan være, at jeg spammer jer dagligt med mine oplevelser, men belært af tidligere erfaringer ved jeg, at nogle af jer meget sødt bliver lidt bekymrede for mig allerede ved anden dags fravær. Det behøver I ikke at blive – jeg har det forhåbentlig bedre end godt.

29. august 2015

Hvad er det modsatte af et udfarende liv?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:27
Tags: ,

Hvad er det modsatte af et udfarende liv? For det er jo ikke et indfarende … John vil dog nok påstå, at jeg sommetider er ret opfarende.
Kors, hvor er vi dog inaktive. Eller … det er vi vel ikke, for vi får da cyklet de dage, hvor regnen ikke står ned i stænger. Vi har også været i haven et par timer i dag. Og der er gjort rent i hele huset, så inaktive, nej, det er vi ikke, men vi får ikke rigtig oplevet noget; det er virkelig agurketid både i livet, i drivhuset og her på bloggen.
Vi har ikke den samme lyst til at fare afsted i tide og utide og se en masse, som da vi boede i rækkehuset; vi vil hellere blive i Den Stråtækte og nyde livet, huset og udsigten.
Du godeste, hvor jeg føler mig gammel, når jeg kan skrive – og mene – sådan noget … mig som altid er gået ind for, at vi skal UD, UD, UD – vi skal ikke bare sidde her og gro fast, vi skal opleve noget, vi skal ikke spilde tiden, vi skal …

Ved Offerlunden

Og hvad sker der? Dagens højdepunkt var Offerlunden på Feddet, hvor der er en yderst hyggelig lille plet, hvor man kan sidde og nyde, hvad man end måtte have medbragt. For vores vedkommende var det kun vand, men det bliver nok kaffe eller en frokost næste gang, vi cykler herud.
Bænken står næsten i vandkanten, hvorfra man med enten meget god vilje eller en god zoom kan kigge hjem til Den Stråtækte, som ligger og trykker sig mellem huse, der ser meget større ud, men faktisk slet ikke er det. Det lyder underligt, men ikke desto mindre sandt. Det er os lige præcis i midten.På Feddet (1)

Der er også sket noget andet med mig … hvor jeg før i tiden stornød mit eget selskab, når John havde aften- eller nattevagter, synes jeg i dag slet ikke, at det er dejligt at være alene hjemme. Det skal på ingen måde forveksles med at være bange for det, bare at jeg har det bedst, når jeg er sammen med John.
Og det, selv om vi er sammen 24/7! Hvad er det dog med mig? I går tog han til Køge og var væk i bare tre timer, men jeg savnede ham gudhjælpemig!
Hvor er individualisten Ellen blevet af? Forsvandt hun med lønmodtageren Ellen?
Det er selvfølgelig ikke en dødssynd, John synes det er både sødt og sjovt og har det i øvrigt på samme måde, men det er da underligt, at jeg ikke engang kan nyde tre timer med mig selv. Vi går ikke og holder i hånd hele tiden, naturligvis, men bare det at vide, at han er her … jeg tør overhovedet ikke tænke den tanke, at jeg en dag skulle blive enke – problemet er, at John heller ikke bryder sig spor om tanken om at blive enkemand. Jeg ved ikke helt, hvordan vi til sin tid får løst dette, for kollektivt selvmord er nok også udelukket.
Nå. Der er forhåbentlig en del år endnu, inden det bliver aktuelt, men alene det, at tanken overhovedet kan dukke op, er lidt skræmmende …

22. august 2015

Når man ser en edderkop i et fugletårn, er det så en fugleedderkop?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

I dag skulle det være. Vi ville ud til fugletårnet på sydspidsen af Feddet. De sidste fire kilometer dertil må man ikke køre i bil, medmindre man bor på Fedgården eller i et af de tilliggende huse, men man må gerne cykle derud. Og gå, naturligvis, men det var ikke i spil for os. Vi cyklede – ikke kun de fire km, men også de cirka ni til Feddet camping, hvorfra bilforbuddet starter.
Inklusive en lille omvej, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at læse skilte, kom vi op på 28 km i dag. Benene har det udmærket, men bagdelen er blevet noget øm, desværre. Den bliver vel hærdet på et tidspunkt …

På Feddet (6)En fugleedderkop?

Når man ser en edderkop i et fugletårn, må man vel kunne kalde den for en fugleedderkop … den kan blive stor nok til det, hvis man klikker på billedet.
Inde i tårnet var der en havørn, en gås og en vandrefalk (tror jeg nok); alle udskårede i træ og i naturlig størrelse.
Æggene må dog være dinosauræg, hvis de skal forestille at være naturlig størrelse.

På Feddet (8)På Feddet (9)

Der var også lagt to forskellige brochurer til os inde i tårnet – en naturvejledning og en naturvildledning. Anden beskrivelse har jeg ikke for det, når der under en af illustrationerne står således:

Naturvildledning

Lidt temmelig pinlig fejl, skulle jeg mene …

Vi kom forbi et sted, hvor der på få kvadratmeter var over hundrede admiraler. Sommerfugle, altså … også nogle få dagpåfugleøjer og kålsommerfugle, men helt dominerende var admiralerne – et meget fascinerende skue at se så mange samlet på ét sted.
Hvorfor der så ingen var i tilsvarende grupper af de samme blomster, har jeg ikke en fornuftig forklaring på – de var der kun dette ene sted.

Admiral (2)Admiral (6)

Og nu må jeg atter en gang appellere til jer kloge læsere: Hvad er det for en blomst/plante, de sidder på, alle de admiraler? Jeg har den i haven (hvor det dog nok skal opfattes som ukrudt, der har forvildet sig ind, men indtil videre får den lov at stå), den står i massevis nede i sivene ved fjorden og her var det midt på Feddet.
Jeg har billedgooglet og jeg har kigget i min flora, men begge dele forgæves, så nu forlader jeg mig på hjælp fra jer.

12. august 2015

Tankerne flyder og skyerne flyver … væk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:57
Tags: , ,

Hvor føles det som uendelig længe siden, at jeg bare har kunnet sætte mig i en stol ude på terrassen, slappe 100 % af, lade tankerne flyde frit rundt og ikke hele tiden komme til at tænke på et eller andet i forbindelse med et eller andet i forbindelse med i lørdags.
Jeg brugte 1½ time i formiddags på at male skorstensnichen for anden gang. Det var det. Jeg har indtil videre intet andet lavet i dag – andet end en omgang stuvede kantareller til frokost.
Jeg har oven i købet sovet til middag, men det blev vist ikke til så meget. Jeg ville bare så gerne være forholdsvis sikker på ikke at falde i søvn, efter festfyrværkeriet på himlen går i gang ved midnatstide, men jeg er elendig til at sove om dagen, især når jeg har haft en normal og god søvn den foregående nat, hvilket jeg havde. Det går lidt nemmere, hvis man har været til fest …

P1070854

Eftermiddagen er tilbragt på terrassen med en kopkaf og strikketøjet. I starten var det næsten overskyet, men indtil videre har yr.no holdt, hvad de lovede; alle skyerne er nu væk, så vi er nok en del, der ser frem til de første af det næste døgns timer.

imageNu har jeg så småt rigget gæstesengen til, så jeg kan ligge i den absolut mageligste stilling og se stjerneskud. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor den hedder gæstesengen, for der er mest mig, der bruger den … vi skal være mere end 14, der sover heroppe, før den er nødvendig.
Skulle jeg falde i søvn midt i det hele, er det ærgerligt, men trods alt ingen katastrofe, når jeg alligevel har tænkt mig at sove ude hele natten. Hvis bare jeg lægger et militærtæppe over dynen, kan der falde nærmest litervis af dug, uden det går igennem tæppet. Lidt myggespray i ansigtet, og jeg er kampklar.
Jeg er ret glad for, at vores terrasse ligger i første sals højde; ellers ville jeg nok være en smule nervøs for at blive rendt over ende af en elg. Vi ser dem stort set aldrig om dagen, men vi ser tit spor efter dem om dagen, så vi ved, de er der, men oppe på terrassen kan ingen komme, så jeg føler mig helt tryg. Jeg får måske besøg af et par flagermus, men jeg stoler blindt (!) på deres evner til at navigere uden om mig i mørket.
Jeg glæder mig. Jeg har ikke sovet på terrassen siden før jeg fik kræft, så sidste gang må have været i 2012. Alt for længe siden …

14. oktober 2014

Der er fordele og ulemper ved næsten alt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: ,

Timian i blomst midt i oktober - i SverigeForleden skrev jeg, at vi holder weekend og hverdage, når det passer os. Det er skønt at have den frihed, og jeg har stadig ikke fortrudt ét sekund, at jeg stoppede med at arbejde sådan cirka 20 nanosekunder efter jeg var blevet 60 – heller ikke selv om jeg skulle bruge det første efterlønsår på at slås med (eller mod?) en omgang brystkræft. Jeg tror det var fint nok, at jeg ikke skulle passe et job – eller have dårlig samvittighed over ikke at kunne passe det …
Nu er der en (til), der er gået på pension. Hun blev ved, til hun fyldte 70, og jeg har kendt hende, siden hun startede kort tid efter jeg selv gjorde det – hvilket derfor må have været omkring 1980.
Hun har det åbenbart svært med tanken om at skulle undvære kollegerne, så hun har taget initiativ til en veteranklub. Det er meningen, at vi veteraner skal mødes i kantinen 2-3 gange om året og selvfølgelig benytte lejligheden til at tale med både hinanden og med gamle kolleger.
Jeg har naturligvis meldt mig under veteranfanerne.

Fordelene ved pensionistlivet er nok indlysende, og lige nu kan jeg ikke komme i tanke om mere end en enkelt ulempe: Vi elsker at have gæster i Sverige, men vi gør det lidt svært for os selv, når vi holder weekend uden for weekenderne.
Vi kender hele fem par, hvor den ene er jobstoppet, men det hjælper ikke så meget, når den den anden halvdel af parret stadig er arbejdsramt, så ved at være her uden for weekenderne afskærer vi os selv fra at have gæster, desværre.
Det kunne vi selvfølgelig lave om på, og det gør vi da også gerne, men lige siden vi købte Den Stråtækte har der været så mange ting, der skulle passe sammen. Specielt en af Die Drei Mädchen brokker sig over, at vi er fuldstændig umulige at få lavet en aftale med.
Det tager jeg dog som et positivt tegn … tænk hvis vi bare sad og ventede på, at nogen gad være sammen med os.

P1000106Sverige ligner sig selv, selv om det er fem uger siden vi var her sidst. Alt for længe! Men igen: Vi har travlt. Også med at holde ferie, hvis sandheden skal frem; jeg har jo været udenlands i to af de fem uger.
Her har der, som hjemme, været en varm og dejlig sensommer. Alle krukkeplanterne har haft en renæssance, mens vi har været væk, men nu har de stakkels blomster for alvor svære vilkår og går nok snart alle blomsters gang.

Det gamle træ, oh lad det stå … æbletræet er gammelt; hvert år tror vi, at nu kan det da vist ikke mere, og hvert år snyder det os og kommer med frugter. Nogle år få, andre mange. Som i år – det er vist generelt et rigtig godt æbleår i år. Jeg aner ikke, hvad det er for en sort – de er til den syrlige side, men har en kraftig og intens smag, så træet får lov at blive stående, så længe det bare kan give en lille smule udbytte.

22. februar 2013

Når drømme bliver til virkelighed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Rejsedrømme har vi masser af, John og jeg. Vi drømmer om at se Australien og New Zealand, se mere af USA end vi allerede har gjort, køre i Canadas fantastiske natur, se på hvaler ved Alaskas kyster, køre Europa tyndt i campingvognen, se mere af Afrika, end vi allerede har gjort, tage en tur til New York og kombinere det med at besøge Lene i Canada … vi når aldrig nogen sinde det hele, men hvor mange er det mon også beskåret at få alle sine drømme opfyldt?

Canada i MotorhomeI dag kom vi en lille smule nærmere en af dem. Vi har jo sparet lidt sammen for at få råd til at tage i hvert fald én af de store ture, når vi begge er stoppet med at arbejde.
Vi har kigget på Australien, men det forbliver vist en drøm: 37000 kroner pr. næse for tre uger i motorhome! Exit Australien. Der fandtes også billigere muligheder, men det er for dumt at rejse helt til Australien, vel vidende, at det kun bliver denne ene gang, og så nøjes med at se bare et lille hjørne, men inden vi er færdige med transportomkostninger og overnatninger, er vi oppe på rædi mange penge, inden vi overhovedet har fået mad – som jeg dog ikke regner med i rejseomkostningerne, når jeg laver den selv. Vi skal også have mad, når vi ikke er ude at rejse.

Men. Det vestlige Canada i tre uger i motorhome. Efterfulgt af et ottedages krydstogt fra Seattle til Alaska og tilbage igen (vi er jo i virkeligheden ikke så glade for alt for høje temperaturer, så det gjorde ikke så ondt at droppe Australien).
Det kan gøres for cirka det, vi har sat af til det. Også selvom vi spenderer lidt ekstra for at få udvendig kahyt med balkon.
Krydstogt AlaskaJarmen arltså – jeg har overhovedet ingen problemer med at se os for mig, siddende på den private balkon, grimme (altså os) og med morgenhår (gælder kun mig; sådan noget har John ikke) og en kop te (gælder også kun mig; sådan noget drikker John ikke) i hånden, mens vi ser hvalerne dykke og delfinerne springe rundt omkring os. Det samme sceneri gentager sig om eftermiddagen eller aftenen, hvor vi forhåbentlig  ikke længere er alt for grimme, og hvor teen og kaffen er erstattet af et glas rødvin …

Vi har surfet lidt rundt i dag og endte med My Planet. Turen skal ændres en smule, fordi vi vil kombinere to rejser, men det skulle ikke være noget problem. Lige om lidt skal jeg i gang med en mail til MP, hvori vi beskriver, hvad det er, vi gerne vil.
Vi vil helst tage turen fra midt-august til midt-september, men ved selvfølgelig ikke endnu, om det kan lade sig gøre – vi aner ikke, hvor populært det krydstogt er, fx, men i værste fald må vi vente til næste år.
Én ting er vi nemlig enige om: når nu vi ved, hvad det er vi vil, er der ingen grund til at vente for længe – vi ved ikke, hvor længe vi har os.

For hunde, hvor jeg allerede glæder mig.
Og det er næsten det halve af det hele …

19. september 2012

Ting går i ring – er det også en slags livscyklus?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: , ,

I søndags, om morgenen, mens vi sad stille og hyggeligt og fejrede en bryllupsdag, ingen af os endnu havde husket, kastede John en bold i luften, som jeg ikke var længe om at gribe.

“Jeg har tænkt på, om ikke det var en god ide at købe os en campingvogn. Igen.”

En walisisk kystDa jeg havde genfundet min underkæbe og derfor blev i stand til at tale, svarede jeg, at det sandelig var noget af en bombe at fyre af kl. 8 en søndag morgen … men det skal jeg da tænke over – giv mig lige et minut …
I de første år af vores bekendtskab var økonomien ikke den bedste. Vi klarede os fint nok og manglede ikke noget i hverdagen, men vi elskede alle at rejse, og pengene til den slags fornøjelser var bestemt ikke til charterrejser, da vi altid var fire i ferierne, fordi Pernille selvfølgelig også skulle med.
Vi købte en brugt campingvogn sammen med min yngste søster og svoger og havde i en årrække de skønneste ferier og weekender i den go’e, gamle Adria. Da vi ikke længere havde hjemmeboende børn, var campingvognsepoken overstået, og jeg glædede mig til at holde ferie på andet end campingpladser, nu vi kun var to.

Jeg havde overhovedet ikke haft i tankerne, at vi skulle genoptage den fordums ferieform … jeg er jo blevet totalt vild med autocampere, men det er udelukket at erhverve sådan en, med mindre en af os vinder i Lotto.

John havde skytset parat; her gengivet i temmelig forkortet udgave: “Den behøver jo ikke at være ny; vi kan sagtens få en god, brugt en, der holder vores tid ud, til en fornuftig pris. Den kommer måske til at koste en af de to helt store ferier, vi håber på at få råd til, når vi stopper med at arbejde. Til gengæld er vi frie som fugle. Vi kan tage til Moseldalen, mens de høster druer. Vi kan tage en måned til Sydfrankrig, Nordspanien eller Toscana, når de fleste andre turister er væk derfra. Vi kan være fire uger om at køre Nordkap tur/retur, hvis det er det, vi vil. Vi kan tage den med til England og bruge Charlottefamilien som udgangspunkt til Cornwall, Skotland, Wales … Når vi ikke skal betale hoteller eller B&Bs, har vi råd til enten at holde oftere ferie eller holde længere ferier ad gangen. Eller måske oven i købet både-og. Maden skal vi have alligevel, og da vi kan lave den selv, tæller det slet ikke med i regnskabet.”

Ved Comosøen i 1996Jamen manden er jo genial. Det er da det, vi gør! Jeg kunne meget tydeligt se det hele for mig.
Ja, den vil nok koste os en af de helt store ferier, men hvad pokker … vi vil trods alt hellere have friheden og økonomien til at kunne køre af sted, når vi har lyst – og helst mange flere gange om året, så længe vi overhovedet kan køre bil. Hurtigruten er også på menuen, men sådan noget skal være, når vi ikke længere kan tage de lange bilture.
Vi har kigget på brugte campingvogne en masse – det er nu, vi skal købe, for mange af dem er reduceret pænt meget i pris, fordi det er krise; sæsonen er slut, og sælgerne så gerne vil af med dem inden vinteren.

Lige pludselig bliver tiden derfor skruet tilbage til 1988 … der er i sandhed sket meget med både campingvogne og os på de 24 år, men jeg er sikker på, at det var en rigtig god ide, John fik der. Der er forhåbentlig stadig nogle landevejsår tilbage i os efter maj 2013.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.