Hos Mommer

13. marts 2017

“Vi laver det da bare om til en oplevelse!”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

Rune med paraply 1992Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve  noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt.
Det er vi også. Det har vi vist altid været, men det var min søster, der i 1992 satte ord på og dermed gjorde det til noget bogstaveligt.
Vi fire var på ferie i Sverige sammen med hende, hendes tre børn og mine forældre. Under en udflugt i Bergslagen, hvor vi boede, begyndte det at øsregne undervejs, og jeg har nok gået og småbrokket mig en anelse over det – specielt fordi vi kun havde én paraply med og ikke lige havde taget højde for vådt vejr den dag. Rune, 2½ år, gik rundt med paraplyen, selv om det så ud som om det var det omvendte, der var tilfældet – især når man så ham bagfra, hvor man kun kunne se en omvandrende paraply.
Meretes ord lød: Vi laver det da bare om til en oplevelse!
De ord har jeg aldrig glemt, og de har siden været en fast bestanddel af – og til dels bestemmende for – mit liv.
Det skal stå meget skidt til for ikke at kunne anvende familiens bevingede ord.
Det kan både være i det store og i det små. Charlotte husker fx John for, 10 minutter i hendes sengetid på en ganske almindelig hverdag, at kunne finde på at sige Jeg gi’r en is på havnen i Roskilde, hvis der er nogen, der vil med! Så gik der tre kvarter med det; vi havde 14 km dertil, men det blev dagens oplevelse.
På ferier har vi altid sørget for, at der var sjove og/eller gode ting både for børnene og for os, hvilket bevirkede, at de langt bedre kunne ‘sluge’ vores i deres øjne måske lidt mindre interessante udflugter. Da de blev større, skulle vi bare finde en campingplads med en god swimmingpool, så så vi dem stort set ikke – og alligevel ville de faktisk oftest gerne med, når vi tog på sightseeing.

Steamtrain in Dorset

Charlotte har taget det med sig over i sit eget voksenliv. Selv om de begge er travle mennesker, og det måske er mest fristende at lave ingenting i weekenderne, tager de sig tiden til de gode og sjove oplevelser, for jo travlere man har, desto vigtigere er det at tænke på at få nogle gode stunder med sig, som man kan tære lidt på i det næste travle stykke tid.
I går var det en tur til Dorset for at tage en tur med et gammeldags damptog – inklusive en frokost undervejs.
Her var der atter en lejlighed til at få luftet noget af tøjet, som de sidst brugte på Goodwood Revival i 2016.

Meeting The Wessex BelleSteamtrain in Dorset 2

De ser ud, som om det blev en god tur. Jeg har endnu ikke fået de nærmere detaljer, for jeg taler først med C, når børnene er kommet fra skole.

31. december 2015

Mysteriet om den forsvundne mandel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , , ,

Sidste år, hvor Charlotte for første gang skulle være værtinde for en dansk jul, gik det så fint, som det kunne, men også lige så galt som det kunne på ét punkt: Der blev ikke fundet en mandel i risalamanden. Vi har aldrig i vores liv spist så meget risalamande, men mandlen dukkede aldrig op, og Charlotte endte med at lade os trække strå om mandelgaven. Vi havde ellers nøje (gen)instrueret den hel- og de to halvengelske personer om forløbet ved denne danske juleskik, men en eller anden må det til trods have fået spist mandlen. Selvfølgelig blev Charlotte drillet med, at hun slet ikke havde puttet nogen i, men fordi det var første gang i sit 38-liv, hun havde det ansvar, var vi på den anden side ikke i tvivl om, at skylden ikke lå hos hende.
Eftersom børnene virkelig var meget omhyggelige – og opsat på at finde mandlen – kom Tim øjeblikkelig under stærk mistanke.

I år, hvor det var mit ansvar, fik jeg naturligvis et hav af påmindelser: “Husk nu at putte mandlen i. Vi skulle jo nødig have en gentagelse af sidste år.”
Vi talte en del om det – “HUSK nu at ‘tygge’ med tungen, inden I begynder at bruge tænderne! Mandlen ser således ud”, og blev herefter holdt frem til beskuelse.
Jeg puttede den i og rørte rundt i skålen, så ingen vidste, hvor den var.
Der blev spist meget, meget forsigtigt. MEGET forsigtigt.
Ingen mandel. John blev beskyldt for at gemme den, hvilket han har gjort flere gange, så folk spiser sig en mavepine til, inden han afslører, at han fik den i første mundfuld. Det var ikke tilfældet denne gang, viste det sig.
Der var ganske enkelt ingen, der havde fået mandlen. INGEN MANDEL IGEN???!!!
Nu tror jeg simpelthen på nisser. Drillenisser. Det her burde ikke kunne lade sig gøre. Slet ikke. Og slet ikke to år i træk. Denne gang blev værtinden ikke anklaget for forglemmelse – alle var klar over, at mandlen havde befundet sig i skålen, og alle var lige dybt forundrede over, hvor den kunne være forsvundet hen.

Heldigvis havde jeg lagt to mandler til side og jeg havde ikke serveret al risalamanden, så jeg lavede en lille portion til.
Der blev spist endnu mere meget, meget forsigtigt. Inden længe holdt Aubrey triumferende mandlen i vejret, og alle åndede nærmest helt lettet op.

Den for alle ukendte mandelgave for børn og voksne indeholdt en fin, fin nissemor på 25-30 cm, syet i forskellige mørkerøde og grå julestoffer, og som ser ud som en rigtig nissemor skal se ud, en æske fyldte cholokader i luksusudgave og en slikkepind i en størrelse, der kunne få selv en Aubie med en meget sød tand til at mene, at den var stor nok.

Men den der mandel, altså – Charlotte og jeg tør næsten ikke tænke på næste juleaften. Første gang tilskrev vi det spøgefuldt, at ‘noget’ åbenbart straffede os formastelige udlændinge for at forsøge at indføre nye skikke til det yderst traditionsrige England, men den kunne vi ikke helt bruge i år.

Nytårsaftensmorgen 2015

Et nyt år er ved at gry – denne morgens solopgang symboliserede det på smukkeste vis – godt nytår derude!

8. december 2015

Når man bor i sit drømmehus …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Julebag i juleæskeNår man bor i sit drømmehus, er det så ikke meget passende og heldigt, at ens yndlingssmåkager hedder Drømme?
Det hedder mine, og det har de gjort i omkring 40 år.
Min mor bagte altid med margarine. Det var nok både godt og skidt, at jeg hurtigt efter at være flyttet hjemmefra lærte at bruge smør til al bagning – det gør en verden til forskel. Så fra ikke at bryde mig særlig meget om julens småkager, kom jeg hurtigt til at kunne lide dem. Det er heldigvis først i de sidste 10 år, jeg ikke har kunnet tåle at spise så mange som i mine yngre dage.
Drømmene er nu bagt og lagt i dåsen – min engelske dåse med versene fra The Twelve Days of Christmas på låget – som lige passer i størrelse til denne portion.
Det er verdens nemmeste småkager at få rørt sammen, formet og bagt. Der er flere varianter af dem, har jeg lige google-konstateret, men her er min version. De skæve tal skyldes, at der ifølge opskriften skal bruges 225 g smør, men man kan da lige så godt bruge hele pakken. Originalen lyder på ½ stang vanilje, men jeg synes der skal en hel i.
250 g smør, 1 stang vanilje, 168 g sukker, 278 g hvedemel, 1 tsk bagepulver og ca. 50 g hasselnøddekerner.
Julebag i juleæske (1)1. Vaniljen flækkes og kornene skrabes ud. Smørret smeltes ved svag varme sammen med vaniljekornene.
2. Gryden tages fra varmen, der tilsættes sukker og røres til blandingen er afkølet (så længe venter jeg ikke).
3. Mel og bagepulver blandes i og dejen røres sammen.
4. Herefter trilles den til små kugler, som sættes på en plade med bagepapir. Jeg får ca. 60 af denne portion.
5. En nøddekerne trykkes ned i hver kage og pladen sættes i en forvarmet ovn ved 200 Grader i 10 min. til kagerne er gyldne.
De vil stadig være bløde, men stivner hurtigt – de må endelig ikke blive mere end svagt lysebrune i kanten. I opskriften står der 12-15 minutter, men i min ovn er det for meget. Første plade fik 10 minutter og anden plade 9 minutter – og de havde ikke kunnet tåle så meget som 10 sekunder mere, kan I se.
De ser ikke ud af så meget, men de smager som … en drøm.

Drømmeagtigt er det også udenfor. Det er diset, men fuldstændig vindstille, så fjorden har en egen magi over sig i dag.

Og … så tidligt som klokken 15:14 kan man begynde at tage solnedgangsbilleder. Man kan sandelig godt mærke, at det snart er årets korteste dag.

P1090844

9. oktober 2015

Æblerne opfører sig underligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: ,

Vi købte nogle store og meget lækre danske æbler for nogle dage siden. Forleden morgen så tre af dem ud som på billedet herunder.
HVAD er dog det? Hvorfor revner de pludselig bare sådan lige? Jeg har aldrig set dette fænomen før. De har ligget lige så stille og slået revner. Der har ikke været mus i dem (det ville heller ikke se sådan ud), og jeg har ikke tabt dem på gulvet; det er sket i løbet af natten, mens de har ligget i den lille trækasse bagved. De var heller ikke så skinnende og småfedtede, da jeg lagde dem i kassen.
Nogen forklaring, anyone? Jeg er dybt mystificeret.

Revnede æbler

Atter en gang har nogen udfordret min store principfasthed. Jeg er nemlig en uhyre principfast dame. Normalt. Ændrer ikke mening om noget … næsten ikke …  og i hvert fald ikke hvad Halloween angår. Sådan noget amerikansk, kommercialiseret pjat!
Holdningsændringen begyndte så småt sidste år, hvor jeg kapitulerede og købte græskar, som ungerne kunne udhule og sætte lys i. Charlotte fortalte, at de elsker at lave græskarlygter og håbede meget, at man kunne købe store græskar i Danmark, så selvfølgelig købte mommer græskar til dem.
I år er jeg gået så vidt, at jeg er tyvstartet på pynten … jeg er næsten helt flov over at indrømme det.
Jeg sad og stenede lidt over morgenmaden, mens Idényt blev skimmet igennem, og blev inspireret af en flot, orange halloweenopstilling. Min blev meget mindre, og jeg havde egentlig slet ikke forestillet mig, at jeg skulle arrangere noget i den retning, men da jeg så, de havde disse orange chiliplanter i Meny til bare en tier potten, røg der to i vognen, samt de to græskar – nu står det hele og lyser lidt op på den grimme trappe foran den dør, der kun er en dør udefra. Hvis jeg finder en skrigorange krysantemum, skulle det slet ikke forbavse mig, at jeg også kom til at købe den.
Og lur mig, om ikke der bliver købt to græskar til, når Charlotte og børnene kommer i efterårsferien? De skal jo have lov at skære lygter, de kære små …

P1080679

19. juli 2015

The Flower Show, part 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Konkurrencer af enhver art er en del af en fete. Blomster-, blomsterarrangements- og frugt/grønsagskonkurrencer giver næsten sig selv, men der var også arrangeret væddeløb af forskellig art. Da Tim annoncerede, at om to minutter ville the children’s dash take place, styrtede ungerne hen til startlinjen og stillede op. To dash betyder at styrte afsted – eller måske passer ordet spæne bedre; her er det så bare blevet til et substantiv.
Det er et meget Edwardiansk ord for det, siger Tim – et dash foregår altid over en meget kort distance, hvad den danske betydning da også indikerer.

P1070466

Præsten markerer, at han har konstateret, at den første er nået over målstregen.
Der var et løb for børn, et løb for voksne, et løb for voksne og børn og et egg-and-spoon-race (det hed pudsigt nok ikke a dash), ligeledes først for børnene og dernæst for alle. Endelig blev der til lejligheden opfundet et dog dash.

P1070469P1070471

P1070510Æggene var af praktiske årsager erstattet af kartofler. På billede 1 ses bevis for, at alle startede samtidig, men på ganske få sekunder var feltet spredt ud over, hvad jeg ville have troet kunne ske på så kort tid. Hvis billede to klikkes større, vil man tydeligt kunne se det intenst koncentrerede ansigtsudtryk hos de to vindende herrer. Ifølge præsten passerede de målstregen på præcis samme tid, og begge var åbenbart for meget kylling til at ville løbe om bare med de to som kombattanter.
Hundene var lige så konkurrencemindede som deres herrer. Her blev udfaldet ikke overraskende afgjort af hundens størrelse …

Det var alskens typer repræsenteret i går: Landsbyens rigeste kvinde, som samtidig er landsbyens sødeste – aldeles usnobbet og slet ikke som Penelope Keith i To the Manor Born – hvilket i øvrigt er en særdeles underholdende serie.
Der var landsbyens Maude Varnæs, som gik hjem (i seng, formodede Tim) meget kort tid efter, hun ikke havde vundet blomsterarrangementskonkurrencen. Der herskede ingen tvivl i nogens sind om, at hun havde følt sig meget sikker på at vinde, så det var ubærligt for hende ikke at gøre det. Retfærdigvis skal det siges, at jeg også syntes, hun havde lavet det smukkeste arrangement, men det syntes dommeren altså ikke.

P1070515P1070516

P1070418Endelig var der the Raffle – lotteriet, som 14 havde doneret præmier til og hvortil der blev solgt virkelig mange lodder. En havde købt så mange, at han vandt tre af præmierne. John havde fra nummer 91 til 95. Numrene 90 og 96 blev udtrukket. Jeg prøvede at trøste ham med den sædvanlige med held i hhv. kærlighed og spil, men det hjalp ikke rigtigt … Aubie blev trukket og trak et glas med slik i. Det foregik på den måde, at man blev trukket, fik så lov at trække den næste, hvorefter man fik lov til at vælge det, man helst ville have.
Det var såmænd ikke de store og dyre præmier, men det er som bekendt tanken, der tæller. Et ældre ægtepar havde givet den flotte og meget store picnickurv. Det var en, de selv havde fået i gave, men som de vidste, de aldrig ville komme til at bruge.
Den var ikke den første, der blev trukket; det var de tre øl, mener jeg – faktisk var det en af de sidst valgte. Måske fordi alle har en i forvejen …

P1070437P1070514

Som sagt en yderst vellykket dag, som med stor sandsynlighed vil blive gentaget om et års tid.
I dag går spadsereturen ud til det nye henge, man lige har opdaget mellem denne landsby og nabolandsbyen. Det passer perfekt med, at den ligger cirka på halvvejen mellem hjemmet og den pub, hvor vi giver en afskedslunch, når man går over markerne. Mere om det senere …

PS: Rotten overlevede alle splat-angreb. Vi troede på et tidspunkt, den var spist af den store hund, men det viste sig, at den blot var bortført for en tid … alle er glade.

18. juli 2015

Succes!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:57
Tags: ,

Vejret artede sig. Børnene artede sig (det havde vi nu også forventet) og havde en skøn dag. Det havde vi også. Det havde alle vist – alt forløb fuldstændig efter bogen. Tror jeg. For egentlig kender jeg overhovedet ikke bogen, men det forløb, som jeg forventer, der ville stå i sådan en bog.
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde, for der er så meget at fortælle – jeg er bange for, at det hele ikke kan være i ét indlæg – der er mange, mange billeder at vise, både fra de sidste forberedelser, som næsten foregik i løb for at få alt klar til kl. 14, og fra resten af eftermiddagen.

P1070426The trophiesP1070435

Tipierne blev sat op, hvis børnene skulle få lyst til at lege indianere. Den skarpe iagttager vil måske bemærke, at stoffet er mage til the bunting.
C syede på et tidspunkt disse tipier og solgte dem, men hun stoppede med det, inden stoflageret var opbrugt; derfor de mange rester til vimplerne.
De victorianske kageopsatser og tallerkener blev udlånt til lejligheden af en, der har en antikvitetsforretning i Pewsey. Damen sagde, at de var meget værdifulde, hvilket selvfølgelig resulterede i, at vi dårligt turde bruge dem, men heldigvis holdt de alle sammen.

P1070442P1070440

I køkkenet blev der brygget fem liter kaffe og fem liter te. Blomster, donerede lodtrækningspræmier, kager, frugt og grønsager løb ind i en lind strøm. Der kom en million kager. Cirka. Billedet blev taget, inden alle kagebidragsydere var ankommet. Nogle kager var mere dekorative end andre, men alle var meget lækre – man skulle jo nødig risikere at stå tilbage for de andre …
Der blev blandet Pimm’s No. 1 i en dertil indrettet hvid ‘spand’, som kan anes yderst til højre. Pimm’s fortyndes med limonade, som serveres med frugtfyld og et par mynteblade i glasset – så er det vist (også) så engelsk som det kan blive.

P1070483

De havde fået samme lune og meget lidt præsteagtige præst, som døbte Anna og Aubrey sidste år, til at komme og annoncere nogle af vinderne og afgøre diverse væddeløb – ingen tør anklage en præst for at snyde eller være partisk, så det var nok et klogt valg.

P1070446P1070487

Herover repræsentanterne for Best Vegetable/Fruit. Vinderen blev bakken nederst til venstre.

Best Flower Arrangement

Alle deltagerne i Best Flower Arrangement var desværre meget vanskelige at fotografere, fordi de stod op ad den kridhvide teltside, hvor solen stod ind på. Jeg valgte derfor at lave en collage af dem i forsøget på at give i det mindste et lille indtryk af, hvor smukke buketterne var.
Alle navne var skjulte, og dommeren kendte ingen (andre end Charlotte) i landsbyen, så det var virkelig upartisk – bortset fra, at C viste sin buket og sagde, at den ikke måtte vinde. Heller ikke svigermors, som C vidste var lavet af købeblomster. Det er snyd, synes C; hun ønsker at opmuntre folk til, at de kun skal fremvise hjemmedyrkede produkter. Selv svigermors ellers så loyale mand havde sagt: “Just make sure that she doesn’t win!”

P1070465

Charlotte havde købt en megafon i dagens anledning, og Tim befandt sig tydeligvis som en fisk i vandet, hver gang han fik lov til at bruge den – herover er han ved at annoncere, at de fire pokaler vil blive uddelt klokken 15:30.
Jeg talte 56 gæster, men tallet er forbundet med en vis usikkerhed. Det er, uanset usikkerheden, et fint og tilfredsstillende resultat i en landsby med små 70 indbyggere.

Best Bloom trophy

Aubies vinderbuketHerover er Charlotte ved at få Alan til at overrække pokalen til vinderen af Best Bloom. Aubrey vandt Children’s Best Flower Arrangement – og hvor var han stolt! Han havde virkelig tænkt over, hvad der skulle i hans lille buket, så han fortjente den, den lille fyr.

Kristine spurgte til hatte ved sådan et arrangement. De glimrede ved deres fravær – der var kun et par stråhatte eller fire, og det var pga. solen og ikke for at se smart ud. Vil jeg tro … påklædningen var i det hele taget generelt meget afslappet – smart casual, som der ville have stået, hvis man havde valgt at angive the dresscode for dagen.
Mere senere – der er meget at fortælle endnu.

17. juli 2015

Rotten bliver splattet – eller gør den nu også det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

P1070407I aftes blev røret til Splat the Rat hængt op i æbletræet.
Da det kom til stykket, viste det sig, at Aubie alligevel ikke havde det så slemt med at ofre sit nye sovedyr for sagen – hvad moderen måske nok også havde kalkuleret lidt med. Til Aubreys ikke helt stille fryd var det nemlig stort set umuligt at baske den forbaskede rotte. Man tror, det er så nemt – især når man står og ser på, hvordan de andre klumregøjer misser hvert eneste slag, så bliver man da helt klar over, hvornår man skal slå i forhold til, hvornår go’et kommer i ready – steady – GO!
Pærelet – lige indtil man selv prøver … vi morede os kongeligt, og Aubie blev mindre og mindre bekymret for rotten, da det gik op for ham, at den sandsynligvis ikke når at få mange slag i morgen – ‘bekymringen’ stak i øvrigt heller ikke dybere, end at han selv helhjertet forsøgte sig med med nogle gevaldige slag i luften, og som ville have sendt kræet til nabolandsbyen, hvis han havde ramt det …

Apropos splat:
Jeg producerede i går marmelade i fabriksagtige mængder.
Det var min debut for stikkelsbærrenes vedkommende, så jeg indledte processen ved at gå ind på tre-fire engelske hjemmesider for at blive lidt klogere på stikkelbærmarmelade. Opskrifterne var ret enslydende, så jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg fulgte devisen 1 kilo bær, 750 g sukker og ½ liter vand, så gik jeg nok ikke helt galt i byen. Alle opskrifterne pointerede, at stikkelsbær indeholder meget pektin, hvorfor det er unødvendigt at tilsætte geleringsmiddel. Fint. Jeg gik i gang med mine 2½ kilo bær, hvoraf der var en del ikke helt modne, som vist oven i købet indeholder mere pektin end de modne, så vidt jeg ved.
Efter 45 minutters kogning udførte jeg geleprøven. Fuldstændig flydende. Det fik lov at koge en halv time mere. Stadig flydende.
Så tilsatte jeg halvdelen af den mængde melatin, jeg ville have brugt til fx jordbærmarmelade.
P1070362Næsten fuldstændig flydende.
Så tilsatte jeg, så det fik præcis den mængde, der fik hindbærmarmeladen til at få den perfekte marmeladekonsistens.
Nu fremkom der endelig rynker, når jeg skubbede til det tynde lag marmelade på den kolde tallerken, så jeg fyldte de mange glas.
I morges, da vi skulle prøvesmage produktionen på toastbrød – Aubie så mest frem til stikkelsbærmarmeladen og Anna mest til hindbærmarmeladen – viste den førstnævnte sig at være næsten helt flydende; der kunne kun lægges et ultratyndt lag på brødet, inden det begyndte at løbe af.
Smagen fejlede heldigvis ikke spor, og vi blev enige om, at den marmelade kommer til at holde meget længe, så lidt som der kan bruges ad gangen.
Men hvorfor??? Jeg var en anelse gnaven og mere end en anelse ærgerlig. Hvorfor påstod alle, at den gelerer sig selv, og at man derfor ikke kan lave stikkelsbærsaft, fordi det uundgåeligt vil blive til gele? Det er virkelig møgirriterende. Jeg har hverken tid eller lyst til at hive det alt sammen ud af glassene igen – og vil det overhovedet hjælpe, selv om jeg gjorde det?
Stikkelsbærmarmeladeeksperthjælp søges, tak!

12. juli 2015

Bunting and Small Skippers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: , ,

P1070233I går byggede Tim og John The Skittle Alley (keglebanen) til The Flower Show. Lige inden spisetid  blev den færdig og derfor naturligvis indviet af os alle seks. Den er bygget med de autoriserede olympiske mål (eller noget …) og den virkede fint – Anna og Aubrey syntes det var et herligt spil, så så snart aftensmaden var indtaget, gik de to i gang igen – men blev lige pludselig meget, meget stille, og så er det, at man straks skal blive en anelse mistroisk. Jeg gik hen for at se, hvad de havde gang i, hvilket viste sig at være at lede fortvivlet efter en af kuglerne, som på mystisk vis havde forvildet sig langt væk fra banen og var forsvundet ud i noget højt græs. Den er i skrivende tidspunkt endnu ikke fundet, trods intensiv eftersøgning, så vi må nok kapitulere og køre ud og købe et nye sæt kugler. Godt det ikke skete fredag aften!

BuntingP1070238Charlotte har allerede syet metervis af bunting (flagpynt … eller hvad kalder man det egentlig på dansk?), og i dag fortsætter vi begge med at skære stof, sy og stryge. Hun havde en masse liggestolestof liggende, så det er nu næsten alt sammen konverteret til bunting. Det har taget en del tid, for det første fordi én gang skrædder, altid skrædder, så hver af de to halvdele af trekanterne naturligvis passer på millimeter! For det andet fordi færdiglavet bunting ville koste 120 kroner meteren, hvilket hurtigt kan komme til at løbe op, når man skal bruge mange meter, så de bliver håndproducerede efter alle kunstens regler. Jeg har fået lov til at låne dem med hjem til Johns fødsesdag … det bliver da festligt.

P1070240

Af øvrige aktiviteter, der vil blive etableret, kan nævnes Splat the Rat (er det ikke et skønt navn?), som foregår ved, at man lader en rotte (i form af et tøjdyr, forstås) falde ned gennem et ugennemsigtigt rør. Under/ved siden af dets munding står spilleren med et bat og skal fornemme, hvornår rotten kommer ud og så ellers forsøge at give den et ordentligt bask med battet.
Skråstregbredpande Thymelicus sylvestris (1)Vi er bare løbet ind i det problem, at Aubie er blevet så forelsket i den fjollede rotte, at han nu sover med den om natten og er fuldstændig knust ved tanken om, at folk skal til at slå på den … den havde vi ikke lige set komme, og vi har ikke helt fundet ud af, hvordan vi kommer videre herfra.
Der vil være Quoits (dér lærte jeg et nyt ord: ringspil), og der vil være Guess the name of the frog. De har en lille dam i haven, hvor der bor en skrubtudse, som børnene har navngivet. Præmien vil her være en æske Toms chokoladefrøer, som vi havde med fra Danmark.
Der er vist mere endnu, men det må komme senere. Lige nu sidder de andre og er fuldstændig opslugt af Wimbledonfinalen, så jeg vil ikke forstyrre dem.

Sommerfuglen her er der i dusinvis af i et af lavendelbedene. Jeg har aldrig set den før, men Charlotte siger, at den hedder Small Skipper, så det var dagens andet nye ord.
Jeg måtte naturligvis finde ud af, hvad den hedder på dansk, men heller ikke det navn er jeg stødt på før. Stregbredpande (Thymelicus lineola).
Det er da et af de mere fjollede sommerfuglenavne, synes jeg. Der findes åbenbart flere slags bredpander, men disse er mest almindelige i Jylland – lærte jeg også under min research.
Faktisk er jeg i tvivl om hvorvidt dette oven i købet er en skråstregbredpande (T. sylvestris), da jeg ikke kunne komme tæt nok på den til at se, om den sorte streg går skråt for eller parallelt med kroppen.
Det er nok også lidt ligemeget – den var en køn lille fætter, og under alle omstændigheder har jeg nu både en for mig ny art i billedarkivet og har lært noget nyt.

1. januar 2015

Jeg ELSKER fyrværkeri!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

1) Jeg synes også, at det er synd for de dyr, der er ved at dø at skræk nytårsaften. Vi har selv haft en stor hankat, vi – med dyrlægens hjælp – endte med at bedøve hver nytårsaften. 360 dage om året tyranniserede han hele nabolaget, men op til nytår var han ikke mange sure sild værd, men gemte sig ude på toilettet, hvorfra han ikke engang kom ud, når han skulle tisse. Han havde på ingen måde ikke traumer bagefter og var hurtigt igen kvarterets katteskræk.
2) Jeg ved godt, at det forurener.
3) Jeg ved godt, at der hvert år sker ulykker på trods af alle oplysningskampagner.
Men. Lad mig lige sætte tingene lidt i relief.
1) Jeg har langt mere ondt af de alt for mange børn, der hele året må leve med vold, incest og/eller forældres alkoholmisbrug, og som myndighederne vælger at overse, fordi det er for dyrt at gøre noget for at hjælpe de stakkels børn. Se, det er noget, jeg kan blive gal og forarget over.
2) Det er lidt lige som med maden: Det er ikke hvad man spiser mellem jul og nytår, der feder, men det man spiser mellem nytår og jul. Den forurening, vi producerer nytårsaften, er nok ret lille sammenlignet med den vi producerer resten af året. (Jeg er nødt i samme åndedrag lige blære mig med, at jeg på trods af al den gode julemad ikke har taget så meget som et gram på i julen! Jeg har heller ikke tabt mig, men det gør ikke noget i denne sammenhæng.) Jeg kunne godt tænke mig at se nogle sammenlignende tal på forureningen. Hvad med markafbrændinger, fx? Mon ikke de er lige så slemme? Når medier vil lave skræmmekampagner, er det oftest enestående tal, for kom de ind i en relevant sammenhæng, ville de se ganske anderledes ud.
3) Bare ærgerligt, hvis folk ikke kan tage ansvar for eget liv. Der dør eller ‘tilskadekommer’ hvert år en hel del mennesker i trafikken – skulle vi af den grund forbyde bilkørsel? Vi kan sætte regler op, ja, men jeg er ikke tilhænger af evindelige og mere eller mindre velgennemtænkte forbud og er meget imod barnepigesamfundet og politikernes leflen for at tækkes vælgerne.

Jeg synes fyrværkeri er vildt flot, og jeg elsker at gå op på bakkerne lige bag vores hus for i et 360°-view at nyde for hundredtusinder af kroner gå op i fest og farver. Jeg håber ikke, det bliver forbudt! Dette var forhåbentlig sidste gang, vi har mulighed for det, og det bliver en af de ganske få ting, jeg ved, jeg kommer til at savne, når vi flytter ned i Den Stråtækte.

Det var så min måde at få luft på i dag – en ualmindelig sløv dag, som for det meste er tilbragt med at se QI i én uendelighed – BBC Entertainment sender QI fra 13:30 til 21:30, og der er indtil videre ikke én af dem, jeg har set før. Genial, intelligent og morsom underholdning med Stephen Fry i centrum for geniale, intelligente og ikke mindst morsomme mennesker.

19. december 2013

Farmors mellemværk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: ,

Farmors mellemværk (3)Farmors mellemværk kommer nu til ære og værdighed igen, takket være Aages og Toves gode ide – uafhængigt af hinanden, selvfølgelig, men i princippet den samme ide. Godt andre kan tænke, når jeg ikke selv kan – hvad gjorde jeg dog før blogland?

I dag kiggede jeg i gemmerne, og ganske som jeg havde husket, var der hæklet mellemværk fra et par dynevår, som var slidt helt op, men som jeg for år tilbage klippede det fine håndarbejde af og gemte.
Jeg vil tro, at det er min farmors, som blev født i 1877, men det kan muligvis være endnu ældre. Tror det dog ikke, for jeg har mere af hendes udstyr; bl.a. en mundserviet med hendes initialer MP broderet på med et flot schwung i bogstaverne.

“Klippet af”, skrev jeg. Det vil sige, at nu skulle jeg have adskilt det fint hæklede mellemværk fra det fintvævede bomuld, det var syet på.
Syet på i hånden med bittebittesmå sting. Det var bare om at være yderst forsigtig undervejs for ikke at komme til at skære selve hækleriet over – hvilket desværre lykkedes mig tre gange, men jeg tror, jeg fik reddet det ved at fange løkkerne og sy dem til igen.
Det tog mig tre stive klokketimer at frigøre de 2 x 117 cm hæklede borter.

Farmors mellemværk (2)

Det øverste billede er gengivelse i naturlig størrelse; herover er det en anelse formindsket – borten er 7,5 cm bred. Jeg vil tro, at der er hæklet med en 1,00 hæklenål. Det var dengang, den slags ting var noget, de unge damer blev sat til at lave om aftenen, så de kunne have deres udstyr i orden.

Farmors mellemværk (1)Jeg kan blive helt dårlig ved tanken om, hvor mange af denne slags smukke håndarbejder, der er gået tabt i tidens løb. Meget er naturligvis blevet slidt op, men der er desværre også meget, der er blevet smidt ud, fordi det ikke lige var oppe i tiden, at man skulle have den slags i sit hjem. Heldigvis havde far og mor plads nok til at gemme på, så for vores families vedkommende er der blevet gemt en del af den slags.
Dette var dog det eneste i min besiddelse, der var langt nok til køkkengardinerne i Sverige.

For det er jo det, mellemværket skal bruges til: At forlænge gardinerne, jeg på mystisk vis fik kvajet mig med og som dermed blev for korte.
Når vi kommer til Sverige igen på lørdag, vil de blive pillet ned og klippet over et passende stykke fra nederste kant, så jeg kan sy mellemværket i. Jeg vil dog gøre det på maskine og ikke i hånden, og jeg vil gøre det med så lange sting, at mine efterkommere forhåbentlig ikke vil skulle være tre timer om at fjerne det fra gardinerne igen.

18. december 2013

Julemad, julemad og atter julemad.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , ,

Vi starter med et lille sidespring – de florerer jo så heftigt her i julefrokosttiden, har man hørt …
Læst i Søndag her til morgen:
Der er fire stadier i en mands liv: 1) Han tror på julemanden. 2) Han tror ikke på julemanden. 3) Han er julemanden. 4) Han ligner julemanden.

Det har været noget af en indkøbsrundtur i dag. Først en tur til Kildebrønde Frugtplantage for at købe den meget lækre, ufiltrerede og helt rene æblesaft, de laver her. Det er blevet en tradition, når englænderne er her, at mommer og morfar har købt sådan en 5-liters dunk til at gå og tappe af. Ungerne får aldrig sodavand; ikke Torskerogn - 1 kilofordi de ikke må, men de kan bedre lide dette, og det er vi ikke utilfredse med.

Dernæst til Køge for at købe røget ål til julefrokosten. Det er et must på julefrokostbordet, og så længe det kan købes, skal vi også have røget ål.
Fiskehandleren havde frisk torskerogn til 80 kroner kiloet, hvilket er pænt billigt … nu har jeg kogt et helt kilo torskerogn til at frokostfråse med i de næste dage.
Endelig blev der købt rødspætter til aftensmaden. Herligt. En hel til mig, fordi det smager bedst, og fileter til John, fordi han er bensart.

Ost fra ostevognen. Vi er blevet så skrækkelig kræsne begge to og kan slet ikke lide ost fra supermarkederne mere. Selv om mange af supermarkedsostene er de samme som dem, vi kan købe i en vogn på torvet eller i vores yndlingsforretning i Osted, smager de anderledes. I betydningen en dårligere/ringere kvalitet, når de har ligget i plastic i Brugsens køledisk.

En nyrøget sønderjysk spegepølse fra slagtervognen. Han havde også en sylte, som jeg må indrømme er næsten lige så god som min. Heldigvis kun næsten, for i Brugsen afhentede jeg mit i forvejen bestilte halve grisehoved og supplerede med lidt svineskank, så jeg kan lave mommers ægte, gode, ikke alt for fede sylte til julefrokosten.

Rullepølserne er lagt i saltlage og skal hygge sig der et døgns tid endnu inden kogning med efterfølgende presning. Flertal, fordi jeg både laver en af gris og en af et krondyrslag, som jeg fik af jæger-svogeren. Krondyrrullepølse har jeg ikke prøvet før og ved faktisk ikke, om jeg skulle have lavet den anderledes, end når jeg laver den af svinekød – men hvis ikke den er god nok, må jeg jo bare have et slag til og prøve igen en anden gang … Bone's i Roskilde (1)Bone's i Roskilde
(Billederne er fra Bone’s i Roskilde)

Garn i symaskineforretningen, som både sælger garn, stoffer og symaskiner. Jeg går lidt strikamok i tophuer for tiden, så uld/alpacagarn til 17 kroner nøglet kan Ellen ikke stå for.

Garn i garnforretningen. Når der ligger 100-grams fed i en lækker uldkvalitet og er sat ned fra 135 til 95 kroner feddet, kan Ellen ikke stå for fristelsen. John smilede bare sit skæve smil og kommenterede, at det søreme er godt, jeg forærede svigermor seks kilo garn for godt et par måneder siden, så jeg har plads til alt det nye, jeg køber.
Det kommenterede jeg til gengæld ikke …

Hvad har I på julefrokostbordet, som bare skal være der, hvis I vil undgå at blive lynchet af familien?

21. juni 2012

Every body that should be here, is here …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:42
Tags: , ,

Citat fra My Fair Lady; scenen fra Ascot, hvor damerne promenerer og viser deres skrud og kolossale hatte frem. Charlotte og Tim gik og sang den i skøn samdrægtighed, mens de gjorde sig klar.
I aftes blev sidste hånd lagt på værket på Charlottes outfit, som selvfølgelig er selvdesignet og ditto syet. Hatten er en Jane Corbett-hat, og man bedes venligst lægge mærke til, at det er de samme knapper på hatten som på frakken; en ret fiks lille detalje, som vi håber, der vil blive lagt mærke til.

P1030401P1030402

Sidste hånd på værket

Det er en ærmeløs kjole, hvor en ‘selvstændig’ jakke er knappet fast til kjolen i taljen.
Nu er jeg jo moar og dermed så subjektiv, som det overhovedet kan lade sig gøre at være, men jeg synes det er noget af det eleganteste, hun endnu har lavet.
Når man skal til Royal Ascot, som inviteret gæst i The Royal Enclosure, hedder man ikke Tim og Charlotte; så hedder man Timothy Maltin, Esq og Mrs Timothy Maltin!
Den var nok ikke gået i Danmark …

Royal Ascot 2012Royal Ascot 2012Royal Ascot 2012 - badges are being fixed

Der skal selvfølgelig en velduftende rose i knaphullet …

P1030431P1030434

Parat til fotografering inden afgang:

Royal Ascot 2012Royal Ascot 2012

De huskede paraplyerne, så vejret holder forhåbentlig tørt – det er heldigvis lunt nok (20°) … jeg krydser alt, hvad der kan krydses for, at de får sig den bedste dag i selskab med de bedste venner. Det er fjerde år i træk, de to vennepar deltager ved denne berømte begivenhed i det traditionsrige England, så det må kunne siges at være en tradition også for dem nu.

Royal Ascot 2012

Jeg har huset helt for mig selv til børnene bliver hentet fra skolen af en sød nabo ved 15:30-tiden. Det er derfor nu, der skal blogges – senere får jeg naturligvis ikke tid. Heller ikke efter børnene er lagt i seng, for Tim skal låne min pc fra kl. 21 og et par timer frem både i aften og i morgen aften til at skype på.
Mikrofonen i hans egen pc viste sig at være gået i stykker, så vi var nødt til at få oprettet mig på Skype, fordi Tim skal ‘deltage’ i en fiktiv retssag, der køres som case study af nogle texanske advokatstuderende, som vil gentage Titanic-retssagen, men inddraget de nye vinkler og forklaringer, som Tim gjorde rede for i dokumentaren fra National Geographic. Man har på universitetet ‘kørt’ denne retssag hvert år i 15 år, og White Star Line har endnu ikke vundet sagen. Nogle af de studerende håber på, at det kan ændres dette år på baggrund af Tims forklaring, så rederiet bliver kendt uskyldig i de ekstreme naturfænomener, der havde den virkelige skyld for, at det gik så galt.
Det er da heldigt, at jeg lige er her med en næsten ny pc, som skypede uden problemer – Tim testede det i aftes med nogle af de involverede, og det kørte fint.
Nu skal vi bare have købt en ordentlig pc til Charlotte, så vi kan skype en gang imellem. Det er sandsynligvis ikke noget, vi vil gøre ofte, for vi bevæger os som tidligere nævnt rundt rundt i vores respektive huse, når vi taler sammen, men nogle gange kunne det være praktisk, hvis hun vil vise mig hvad børnene laver ‘lige nu’.

18. december 2011

På denne sjette dag før jul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags: ,

Den sidste søndag i advent. Det er snart jul – de fleste glæder sig; nogle flygter fra den, andre ser passivt til, at nogen gør noget for at få en jul ud af det.

I radioen har vi allerede hørt de traditionelle julesange op til flere gange. Jeg har dog, til min store (men glædelige) overraskelse, endnu ikke været udsat for Whams ‘Last Christmas’, som jeg a.f.s.k.y.r.
Jeg hører ikke særlig tit radio, men alligevel lykkes det som regel det medie at liste sig ind på mig og smide den sang i fjæset på mig, inden jeg når at reagere.

Ellers kan jeg skam vældig godt lide de fleste af de traditionelle julesange, -salmer og -meloder – bare ikke lige den netop omtalte.
En af mine favoritter er ‘The Twelve Days Of Christmas’.
Disse 12 dage starter d. 25. december – dagen, hvor julen snarere slutter end begynder for mange af os. Vi bruger denne dag til at slappe helt af og lade julefreden sænke sig over os.
I denne sang begynder en ung piges mareridt denne dag, fordi hun fra da og i 11 dage fremover i ekstremt overvældende grad bliver overøst med gaver fra sin tilbeder.
Det er selvfølgelig ikke sådan, den skal tolkes; faktisk er sangen slet og ret religiøs symbolik i hvert af de 12 vers.

Den kan ses på videoen herunder i en ny, lettere humoristisk version. Eller … den er fra 1998, så ny og ny … men den var ny for mig:

Herunder kan man – hvis man har 8½ minut til overs – se en temmelig imponerende; nogle ville måske sige en lettere overdreven, fremførelse af den gamle Christmas Carol.
Det er The King’s Singers and the Mormon Tabernacle Choir, der giver den hele armen i en eller anden fantasktisk koncertsatl

8½ minut er selvfølgelig meget, hvis man har har travlt, men det har I da ikke i dag, har I?
I slapper 100 % af og nyder søndagsfreden lige som alle os andre, der kan prale med, at juleforberedelserne er overståede og gaverne pakket ind.

EngelEngelEngel

I haven har vi masser af fugle, som min kapermand har ‘leget’ lidt med i dag – plus en spansk marguerit, der hårdnakket nægter at give op.

P1070303P1070304

4. december 2011

Nedtælling…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , , , ,

P10702812. søndag i aP1070272dvent.
Julegaverne er ved at være i hus. Bogstavelig talt: Anna får et dukkehus af sine forældre, så vi har lovet at træde hjælpende til med indboet.
Sådan lidt med krydsede fingre, for engelske dukkehuse er i skala 1:10, mens danske er i skala 1:12. Vi håber at den går – det er i det mindste den rigtige vej, synes vi, for det er bedre at stille lidt for små end lidt for store møbler ind i huset.
Til jul får hun en spisestue, et badeværelse, et børneværelse og et sofaarrangement til en dagligstue – plus en fin dame og noget service til at stille i spisestueskænken. Åhh, det er så fint og så småt, så småt … jeg kan slet ikke stå for sådan noget… nu må man bare håbe, at Anna bliver lige så betaget …
Jeg kunne nemt have købt mig fuldstændig fattig – det gjorde jeg såmænd næsten også – og skal snart til den igen, for til fødselsdagen i januar kunne jeg godt finde på at købe et soveværelse og et køkken til hende.
Jeg husker ganske tydeligt Titania’s Palace, som jeg så, da det var udstillet i Legoland for mange år siden (og som nu står på Egeskov); jeg kunne meget nemt blive grebet af samlermani med alle de fine miniatureting, man kan få til et dukkehus.

Dukkehusmøblementet blev købt i Hvalsø Kræmmerhal; vi vidste, at der er en stand med udelukkende den slags sager, og satsede på, at det var lidt billigere der end i ‘rigtige’ butikker – og at vi sikkert også kunne prange lidt. Det ku’ vi også … det blev til en yderst acceptabel pris for alt det indkøbte. Jeg lovede jo også at komme igen, mon ikke det hjalp lidt?

Nu mangler jeg kun fire julegaver – skønt.

Vi kom for tidligt til Hvalsø (troede de åbnede kl. 10), så vi kørte en tur på veje, vi aldrig havde været på før – og kom bl.a. forbi Åstrup Gods, som jeg aldrig havde hørt om før i dag.
Hvor var det flot; med voldgrav og det hele.
Aastrup ved Hvalsø (2)Aastrup ved Hvalsø (5)

Det var også en modsætningernes tur – fra skønhed til grimhed, for kort efter godset kom vi forbi et hus, som jeg meget, meget nødigt ville være nabo til – sikke da en eventyrlig gang rodebutik, men han kommer garanteret ikke til at fryse i vinter… han har kun en snæver passage på fliserne for at komme hen til sin hoveddør, og det er træ, træ, træ altsammen. Mon ikke han kunne have gavn af at se ‘Ryd op i dit liv’? Eller er han uden for pædagogisk rækkevidde?

Aastrup ved Hvalsø (1)Aastrup ved Hvalsø (6)

Så meget rod kan man ikke slutte et indlæg med på en adventssøndag – runder derfor af med lidt af det hjemmelavede, der pynter i stuen.
Hjerter magen til pynter også nogle af dørene på min arbejdsplads. Håber jeg i hvert fald, at folk synes – der er indtil videre ikke nogen, der har nænnet at pille hverken dem eller mig ned og fortælle mig, at de er grimme…

P1070262P1070266

Kræmmerhusene er håndsyede; med bevidst klodsede og uregelmæssige sting, hvilket giver et sødt, rustikt look – desuden er det meget nemmere og hurtigere at sy, når det ikke behøver at være alt for smukt.

27. november 2011

Dippy eggs

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , , ,

P1070197“Mommer, will you make my soldiers for my dippy egg, please?”

I weekenderne laver Charlotte blødkogte æg, så Tim og ungerne kan få deres elskede ‘dippy eggs’: Man smører et stykke toastbrød og skærer det i syv strimler; det er soldaterne, som man dypper ned i blommen. Bagefter spiser man hviden med en ske.
Charlotte og jeg valgte at spise vores blødkogte æg på traditionel dansk facon. Det skulle efter sigende også være fransk tradition at spise blødkogte æg på beskrevne måde, men jeg ved ikke andet, end hvad mine englændere siger – det var aldeles ukendt for mig indtil for nylig.
OG en lille opdatering: efter at have læst Kong Mors kommentar op for Tim, sagde han, at det er børnene, der kalder dem dippy eggs. Det rigtige navn er ‘Eggs and Soldiers’. Tim holder meget af det andet lille ordspil, for ‘dippy’ betyder ikke helt rigtig oven i hovedet; småskør; ikke særlig skarp. Det er dermed en finurlig kontrast til ‘egghead’ og bliver nu en meget intern lille joke – hvilket slet ikke var meningen, men forklaringen her er nødvendig for dem, der i forvejen kendte denne måde at spise æg på.

Vejret er usædvanlig smukt for årstiden, så jeg måtte ud og tage ‘vinterbilleder’ af det nok efterhånden velkendte hus, så dem vil jeg ikke vise – men vi kan da i stedet fremvise Jamie Dancer gående omkring på græsplænen.
  P1070202
I aftes var jeg barnepige for ungerne, mens far og mor var til et housewarmingparty hos et vennepar fra landsbyen. Det var jordens sødeste unger i aftes – ikke et eneste ukvemsord mellem dem eller nogen forsøg på at køre om hjørner med mig; de lagde sig pænt til at sove, da det var tid til det … efter fire små godnathistorier læst af den efterhånden hæse mormor … som belønning for excellent opførsel kørte vi på planteskolen, som har meget andet end planter, og hvor de fik lov til at vælge hver en ting til at hænge på juletræet. Anna valgte en pingvin. Meget julet …

Var det noget med en adventskrans af drivtømmer? Det hvide papir var kun til beskyttelse af fyrfadslysholderne – den var faktisk ganske pæn, synes jeg.  Meget alternativ, men pæn.
P1070204

I dag var det bollebagningstid med det af mig importerede Amomel og rigtige gær – de bedste boller kan nemlig kun bages med Amomel. Og smør i stedet for margarine. For himlens skyld smør! Der burde være en lov imod at bage med margarine … og hvad enten I tror på mig eller ej, så er det altså kun Amomel, der dur til denne opskrift. Intet andet. Min søster troede mig ikke; bagte dem med margarine og noget andet mel og kunne ikke forstå, at de ikke blev lige så gode som mine, for hun havde da fulgt opskriften (som lyder på margarine). Jamen jeg sagde jo …. 

P1070216

Her drikkes Sunday High Tea med det fine Rosenborgstel, som C fik af min far – dog med varm kakao i kopperne i stedet for te.
Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt at indrømme, at jeg ikke kunne drømme om at bage mine boller med spelt eller fuldkornsemmer eller hvad det nu hedder altsammen, når man skal være åh så sund. Mine boller skal være af det fineste hvedemel og med ‘rigeligt smør’, ellers kan det være helt ligemeget. Vi får dem alligevel kun en gang om året, så det er ikke dem, der ødelægger hverken helbred eller livvidde. Til gengæld kan de ikke bruges som kanonkugler.

Blog på WordPress.com.