Englænderne ankom i torsdags, så fredag var afslapningsdag, inden vi skulle være sammen med hele familien i går, lørdag. Det meste af formiddagen gik med at lave de to retter, vi skulle levere til Den Store Frokost. Charlotte ordnede ingredienserne til ‘Vibbers herlige sild’, som er en meget lækker ‘sildesalat’. Vi skulle være 15 voksne og 7 børn, og da opskriften var til seks personer, mente jeg, at vi hellere måtte lave dobbelt portion.
Det var ALT for meget – de andre grinede, da de så mængden af herlig silderet. Jeg fortalte hvorfor der var så meget, og de spurgte, om det mon var beregnet til at være en hovedret? Ja, tøhø, det må da være sådan … nå, men vi har i hvert fald sild nok til resten af juleugens frokoster, også selv om alle de andre fik en portion med hjem.
Julestrikkekassen blev næsten helt tømt, hvilket jeg derfor betragter som værende en succes.
Aubrey opdagede, at han fandt lun leverpostej med champignon og bacon totalt uimodståeligt – lun flæskesteg og ditto medisterpølse røg også ned i aubreydybet. Samt naturligvis frugtsalat i 
betragtelige mængder. Han er inde i en spisemegetperiode, men det i går tangerede dog vist alligevel en rekord.
Børnene hyggede sig sammen med både hinanden og noget af alt legetøjet, som Merete har i huset til børnebørnsbesøg, men da vi nærmede os deres normale sengetid, var de blevet meget trætte hele bundtet … jeg synes det er skønt at se et lille barn sidde med sut i munden og håndtere youtubeklip som om hun var født med den smartfon i hånden.
Hvad man vel næsten også er, når man er født efter 2007.
Mellem alle ‘hovedretterne’ og desserten, der som nævnt var frugtsalat (og ost), gik vi en relativt lang tur ned til stranden.
Hvor min skøre lillesøster ikke kunne stå for, at vandet var så stille og klart – hun måtte en tur i vandet. Hun prøvede at lokke andre med, men uden succes, hvilket dog ikke afholdt hende fra det. Som jeg sagde: Hun er skør, men det vil ikke alle være enige med mig i, vil jeg tro. De fleste vil sige, at hun er sej, og det er jeg ikke uenig i. Men også lidt skør …
Jeg vil ikke isætte billeddokumentation, fordi hun ikke havde medbragt badetøj … vi må derfor hellere holde det betagende syn inden for familiens rammer.
I dag var vi på Muldiverset, hvor vi spiste frokost. Derefter ville vi ud i den friske luft, men vi syntes alle, at den var lige frisk nok, så den generelle stemning blev hurtigt mere for at runde en bager og derefter tage hjem og spise kage samtidig med indtagelse af et krus varm kakao.
I morgen formiddag skal vi en tur afsted til tølløseegnen, så englænderne kan se Malle og Anders’ hus; derefter bare hjem for at spise frokost, sætte ænderne over og få kogt risengrøden til risalamanden.
Med andre ord: Vi hverken er eller bliver på nogen måde overanstrengte, men det gør ikke spor. Man skal helst kunne slappe af i julen.
Det gør vi også gerne hvert år, for det var simpelthen så hyggeligt. Vi kender jo hinanden alle sammen – nogle mødes med jævne mellemrum; andre kun ved særlige lejligheder som i aftes, men vi hilser altid på hinanden, og når vi møder hinanden udenfor, får vi gerne en lille sludder – dette sker dog mest i sommerhalvåret. I går var vi så heldige, at alle kunne deltage, undtagen det ældre par, som bruger huset som sommerhus; de er her ikke så tit i vintermånederne. 
Apropos snedkerarbejde: En af vejens beboere har for ikke så længe siden taget trædrejning op som hobby, og han forærede os tre små fine juletræer i aftes. 
Fordi Anna, som tidligere berettet, var på lejrskole i Berlin (de havde boet på et slot – hun var ved at strømme over af begejstring, da hun fortalte mig om det), skulle de først fejre C torsdag aften. 
I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng. 
Gaveseancen foregik på den måde, at Anna og Aubrey delte alle pakkerne ud, og da bunken var fordelt, begyndte man udpakningen, hvorunder der lød spredte, men konstante udbrud af ohhhs, wows, thank yous og diverse andre lyde og ord. Man kan nok forestille sig variationen, mon ikke?
.
Midt i det hele kom der 13 dobbeltdækkere, der skulle øve sig til en senere opvisning, så det var perfekt timet her til flowershowet. Vi har sommetider set syv dobbeltdækkere øve sig, men det var første gang der kom hele 13. De er allerede ret dygtige, så det var en fornøjelse at kigge på.
er en til børn og en til voksne. Det var noget, min mor i sin tid indførte. Så længe jeg kan huske tilbage, har mandelgaven været en god ting at få. Det har været attraktivt at æde sig en mavepine til for at få fat i mandlen. Den der fjollede, lyserøde marcipangris syntes mor nemlig var noget værre pjat og ikke spor attraktiv at kæmpe om. Slik fik vi allerede dengang alligevel så rigeligt af julen igennem, så ingen syntes om at vinde noget, der ikke engang smagte særlig godt.
Var det et barn, der vandt, blev voksenmandelgaven gemt til næste år, og omvendt, selvfølgelig, hvis det var en voksen, der var den heldige – hvis ellers gaven stadig villle være god rent aldersmæssigt året efter. Hvis ikke, fandt vi en måde at få den smuglet ind mellem de andre gaver, eventuelt som en delegave til et søskendepar.
Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt. 
Når man bor i sit drømmehus, er det så ikke meget passende og heldigt, at ens yndlingssmåkager hedder Drømme?
1. Vaniljen flækkes og kornene skrabes ud. Smørret smeltes ved svag varme sammen med vaniljekornene.
Æggene var af praktiske årsager erstattet af kartofler. På billede 1 ses bevis for, at alle startede samtidig, men på ganske få sekunder var feltet spredt ud over, hvad jeg ikke ville have troet kunne ske på så kort tid. Hvis billede to klikkes større, vil man tydeligt kunne se det intenst koncentrerede ansigtsudtryk hos de to vindende herrer. Ifølge præsten passerede de målstregen på præcis samme tid, og begge var åbenbart for meget kylling til at ville løbe om bare med de to som kombattanter.
Endelig var der the Raffle – lotteriet, som 14 havde doneret præmier til og hvortil der blev solgt virkelig mange lodder. En havde købt så mange, at han vandt tre af præmierne. John havde fra nummer 91 til 95. Numrene 90 og 96 blev udtrukket. Jeg prøvede at trøste ham med den sædvanlige med held i hhv. kærlighed og spil, men det hjalp ikke rigtigt … Aubie blev trukket og trak et glas med slik i. Det foregik på den måde, at man blev trukket, fik så lov at trække den næste, hvorefter man fik lov til at vælge det, man helst ville have.
Herover er Charlotte ved at få Alan til at overrække pokalen til vinderen af Best Bloom. Aubrey vandt Children’s Best Flower Arrangement – og hvor var han stolt! Han havde virkelig tænkt over, hvad der skulle i hans lille buket, så han fortjente den, den lille fyr.
I aftes blev røret til Splat the Rat hængt op i æbletræet.
Næsten fuldstændig flydende.
I går byggede Tim og John The Skittle Alley (keglebanen) til The Flower Show. Lige inden spisetid blev den færdig og derfor naturligvis indviet af os alle seks. Den er bygget med de autoriserede olympiske mål 
Charlotte har allerede syet metervis af bunting 
Vi er bare løbet ind i det problem, at Aubie er blevet så forelsket i den fjollede rotte, at han nu sover med den om natten og er fuldstændig knust ved tanken om, at folk skal til at slå på den … den havde vi ikke lige set komme, og vi har ikke helt fundet ud af, hvordan vi kommer videre herfra.
fordi de ikke må, men de kan bedre lide dette, og det er vi ikke utilfredse med.
Hos Mommer 