Hos Mommer

11. august 2019

Den ultimative skaldyrsbuffet (2)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , , , ,

Vi har en del aftaler for tiden – det er da godt, at vi ikke også skal passe et arbejde …
I fredags var vi sammen med Ditte og Peter til Arkens fantastiske skaldyrsbuffet. Da vi oplevede den for første gang sidste år havde John stadig eftervirkninger af blodproppen, så i år fik han meget mere ud af det. Vores to medbragte venner var heldigvis lige så begejstrede som vi selv over den buffet, så vi blev enige om, at eftersom det var anden gang for vores vedkommende, kan det nu kaldes en tradition.

Skaldyrsbuffet 2019Skaldyrsbuffet 2019 (1)

Denne gang var der hele 73 forskellige ting på menuen, så man kan umuligt nå det hele igennem – i hvert fald ikke sådan nogle som os. Det er ærgerligt, men en kendsgerning. Jeg mente selv, at jeg nåede over halvdelen igennem, men ved gennemgang af kortet kunne jeg konstatere, at det var jeg ikke …
Det er så måske heller ikke alting, man har lyst til at prøve, men min mave var alligevel ikke stor nok.
Det delikateste af det hele er nok de små portionsanretninger, som ikke indeholder mere end en mundfuld eller to, og dem er der rigtig mange af.
Kokkene er hele tiden omkring buffeten og enten rydder op eller kommer ind med nyt, så den når aldrig at blive ulækker eller se rodet ud.

Skaldyrsbuffet 2019 (2)Skaldyrsbuffet 2019 (3)

Jeg ville nå hele det varme register igennem, så det startede jeg med.
Den buffet kan ikke beskrives. Jeg havde forsøgt mig til Ditte og Peter, men selv om jeg normalt er forholdsvis god til den slags, kan jeg kun sige, at den skal opleves.

P1040604I går var det årets julefrokost, vi var til; denne gang hos en kusine og hendes mand oppe i Højby Lyng.
Det var virkelig hyggeligt og yderst snaksomt, så regnvejret kunne ikke ødelægge andet, end at vi måtte opgive at sidde udenfor, selv om det er fast tradition, at i hvert fald eftermiddagskaffen skal indtages på terrassen/i haven, og jeg kan ikke mindes, at vejret har ødelagt det for os før, men nu skulle det åbenbart være.
Det er hyggeligt med traditioner.

Mindre hyggeligt er det, når jeg ser, hvad Meny i Præstø (som ellers ikke hører til de værste) kan præstere.
Altså, for pokker da. Dette er jo ikke engang genitiv, som (alt for) mange ynder at bruge apostrof til, men et ganske almindeligt fuge-s. Grrr.

I dag står den på afslapning. For mit vedkommende bl.a. med strikketøj i hænderne og Stephen Fry i ørerne.
Han er genial! Intet mindre. En sand kunstner og ordekvilibrist.
Jeg er på 2. bog i Harry Potter-serien. Det er muligt, at de er skrevet til børn, men så er jeg et barn. Jeg elsker det univers, J.K.Rowling har skabt, så jeg læste alle bøgerne, da de udkom.
En eller anden fortalte mig, at Stephen Frys oplæsning af disse bøger var a combination made in heaven, og det er sandt. Han spiller samtlige roller og han gør det så eminent, at jeg kan nyde bøgerne for anden gang. Hvis vi bare havde oplæsere som ham … jeg ville ikke have læst bøgerne igen, men dette er noget andet.
For at få adgang til dem, er jeg begyndt at abonnere på audible.co.uk, hvilket man kan gennem amazon.co.uk
Det er ikke helt samme koncept som fx bookmate, for jeg får kun én gratis bog om måneden (må dog gerne købe flere …), men de har flere gratis lydbøger med og af Stephen Fry, så jeg har nu flere ventende i mit bibliotek og glæder mig til at nyde dem.

16. juli 2019

Afslutning på lørdagens hvepsedrama a la Midsomer Murders

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:45
Tags: , , ,

Allerede sent lørdag aften modtog Charlotte nedenstående lange sms fra den stakkels fyr, som gik glip af det meste af flowershowet, fordi han blev stukket af en hveps.
Hans humor fejler i hvert fald ikke noget; Charlotte læste teksten op for os, og det var en skøn besked at få – men han er også en sød mand, som er kendt og afholdt af alle i landsbyen.

Dear Tim and Charlotte,

I am writing to thank you both for a lovely afternoon at your beautiful home. As ever everything was so very well organised and everyone seemed to thoroughly enjoy themselves. Indeed, after enjoying the company of your delightful children and admiring the local wildlife I soon felt so relaxed that I even decided to take a nap in your kitchen – the kind of thing you can (should?) only do with dear old friends.

Of course, you can imagine my surprise when I awoke from said nap to find two rather lovely Viking ladies lifting my shirt and taking my trousers down before injecting themselves and me with something ‘off-prescription’! This interesting and noteworthy turn of events was one that I must admit I had missed on the village flyer and certainly was one that has not happened, at least to me, at prior village gatherings (although I admit I rarely venture into the darker recesses of the village hall …) However, I must say I admire your unique entertaining flair – it was  certainly memorable. I wonder, will it be on next year’s schedule?

A most unexpected surprise it was only slightly marred for me by the arrival of a very friendly gay man with a large camera sporting a very long lens – perhaps the less said the better … Anyway, I have clearly not attended enough garden parties in the past as I was entirely unaware of this particular social custom but I can assure you I intend to be a regular from now on – if this is what happens in little Watford I can only begin to imagine what I might have missed out on at those Buckingham Palace shin digs – I always thought it was just Pimm’s and a couple of cucumber sandwiches? I shall certainly ensure I wear better quality underwear to any future functions – clearly one never knows when things are going to get interesting…

A little more seriously, my thanks to you all for your care and concern, and especially to Charlotte and to Annemarie who took such good care of me – always useful to have a medic ‘on-staff’ at these things! Indeed, I recall my own first Epipen administration so I’m glad I could assist Annemarie’s studies in some small way …
To have survived flames, wrecks and gunfire only to be felled by a Maltin wasp would have been a rather ignominious ending so everyone’s efforts were very much appreciated!

With thanks and warmest regards, always, Robin

Den “very friendly gay man” var den ene halvdel af landsbyens mandepar (hvor begge halvdele er populære; ingen gammeldags fordomme her, selv om det er et lille samfund (de havde inviteret hele landsbyen med til deres bryllup). Der er plads til alle, også landsbytossen). Han (altså ikke landsbytossen) er biokemiker med en ph.d. i genetik – og han er biavler, så han har lidt forstand på insektstik og gik derfor ind for at følge lidt med i hvad der skete – samt for at fotografere til The Watford Chatter, som Robin nok ikke slipper for at være en væsentlig del af i næste udgivelse … 

Da han lå på gulvet (og var kommet til sig selv igen), opdagede han, at han blev fotograferet bogstavelig talt med bukserne nede og sagde med et skævt smil: “This is your dream scenario, isn’t it, Mark?

HvepsefjernerenHvepsefjernerenHvepsefjerneren

Best vegetable

Søndag morgen kom Mark igen, iført det, jeg spurgte om var hans ebola-suit (Mark har flere gange i faglig sammenhæng været i Afrika under ebolaudbrud) for at fjerne det hvepsebo, Tim fandt i hækken, betænkelig tæt på familiens daglige færden. Han er som sagt biavler, så det var hverdagskost for ham. Han var sikker på, at dronningen var kommet med ned i sækken, så både Robin og alle andre kan nu ånde lettet op.

Og til sidst: Best Vegetable havde to vindere. Den ‘rigtige’ og så disse muterede gulerødder fik lige mange stemmer; gulerøddernes ejer nok primært for at udvise den skønne humor, som ingen af deltagerne kunne stå for.

13. juli 2019

Vi kommer tættere og tættere på et ægte Barnaby-afsnit

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:02
Tags: ,

Feriens højdepunkt, the flower show, skulle løbe af stablen i dag. Vi var mange hænder til at hjælpe, så kl. 13:30, en halv time før det hele skulle begynde, sad vi og kiggede på hinanden og Charlotte og spurgte: “Hvad skal vi nu lave? Hvad mangler der?”, hvortil hun lettere forundret svarede: “Vi er færdige, er vi!”
Vi har jo lige som været med før, så der var ikke så meget nyt under solen for vores vedkommende, men for alle andre danskere end Annemarie, som også var med sidste år, (og John og mig, forstås), var dette en førstegangsoplevelse.
Klokken blev 14, og der var kun kommet Tims mor med mand plus et enkelt par mere … den blev 14:10, og vi blev en anelse nervøse: Kom der slet ingen i år? Det ville bare ikke være særlig godt! Men så begyndte folk heldigvis at strømme til, og inden 14:30 var de fleste arriveret.

P1030370P1030373

Første officielle punkt var hundevæddeløbet. Det tog en rum tid for ejerne at få deres hunde til at stille op på en linje – på én gang i hvert fald, for der manglede hele tiden en af dem.
Det lykkedes dog til sidst, og da de satte i gang, tog The Italian Greyhound som forventet lynhurtigt en særdeles overbevisende føring – lige indtil det stakkels nervøse væsen følte sig forfulgt af Copper og tog en skarp drejning til højre for at undslippe den åbenbart farlige hund.

P1030377P1030382

Derefter kom børnevæddeløbet, hvor vores lille Ella vist følte sig lidt for underlegen, for hun ville ikke deltage.
Dernæst var det mændenes tur, og derefter igen kvindernes.
Man kan lige ane Tim helt til venstre i billedet. Han kan bare ikke løbe stærkere end vi andre kan gå. Næsten … Anna og Aubie var megaflove over ham til en forældredag, hvor fædrene skulle løbe om kap. Tim løb alt hvad han kunne, men han kom i mål flere minutter senere end alle de andre. I et 100-metersløb …
Af ren og skær solidaritet med sin mand deltog Charlotte i kvindeløbet (hun har heller aldrig været en sprinter), hvor hun løb på meget feminin måde, mens hun løftede op i kjolens underdel med den ene hånd.
Til begge løb var det den yngste deltager, der vandt.

P1030389P1030390

En eller anden (måske Aubie?) foreslog et væddeløb på alle fire. Her var der sjovt nok ikke ret mange, der meldte sig frivilligt …
Det brugte ungerne det meste af sommeren efter safarituren på at øve sig i, så her var det Aubie, der hurtigt tog en klar føring.

Pludselig blev det lidt dramatisk.
Charlotte kom løbende ud fra køkkenet og sagde til mig: “Få fat i Annemarie. Hurtigt!! Anna er ved at få et anafylaktisk chok!”
Jeg fik vinger, samtidig med, at en smule af min rationelle hjerne undrede sig over, hvordan pokker det kunne lade sig gøre.
Annemarie læser medicin, men mangler stadig 2½ år af studiet. Ikke desto mindre var hun den mest naturlige at gribe fat i, og da vi kom styrtende ind i køkkenet, var det ikke Anna, men en mand i 40’erne, der så på gulvet og var besvimet efter at være blevet stukket af en hveps. Jeg havde hørt forkert.
Heldigvis. Nej, sådan mener jeg det ikke – og så alligevel …
Charlotte havde i mellemtiden fundet en Epipen frem (hvis C får så meget som en halv reje, vil hun få et anafylaktisk chok; derfor har hun altid Epipen i sin taske). I lettere panisk tilstand fik C holdt sin pegefinger det forkerte sted på pennen, så hun fik en mikrodosis adrenalin.
Afsted efter en ny pen, og den fik Annemarie injiceret på korrekt vis. Han gik heldigvis ikke i chok, men selvfølgelig blev der alligevel ringet efter kompetent hjælp, som hurtigt nåede frem.

P1030398P1030409

Det var lige før, det udviklede sig til et ægte Midsomer-afsnit. Det var dog ikke mord, og der døde gudskelov ingen, så Barnaby gad ikke dukke op for at undersøge sagen – ingen arresterede derfor hvepsen, som var skyld i hele miseren.
Det eneste potentielle dødsfald er Charlottes pegefinger, som utilsigtet fik en dosis adrenalin. Den er i skrivende stund stadig meget hvid og mærkbart koldere end resten af hendes fingre, så det er bevist på meget illustrativ vis, at adrenalin virkelig sørger for at lukke ned for de ydre blodkar og koncentrerer sig om at skaffe blod til organer, der er vitale i en kampsituation.

P1030405

All is well that ends well, og jeg vil, til ære for Ellas forældre, som har rykket for en opdatering på The Second Danish Invasion, slutte med at bringe et billede af hende sammen med Annemarie og siddende mellem mormor og bedstefar i den gamle Wolseley.

26. december 2018

Jul på Dudmore

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:01
Tags: , , ,

I går var det Den Store Juledag i England. For vores vedkommende foregik den på Dudmore, som Tims bror efter otte år endelig er blevet (næsten) færdig med at sætte i stand og derfor nu er flyttet ind i. Han købte stedet som noget af en ruin for nogle af sine bonuspenge det pågældende år.
Han fik en bonus på en million. Pund. Han gjorde det vist godt det år …

DudmoreDudmore

Jeg tror ved, det har kostet flere penge at renovere end han gav for det, for det var virkelig i meget dårlig stand, men det er nu blevet rigtig flot indvendigt. Nu mangler han bare alt det udvendige plus en jungle af en have, men det skal nok blive godt engang.
Jeg ville give min venstre arm for at have sådan et køkken at arbejde i. Jeg er superglad for vores i Den Stråtækte, men dette er endnu bedre – med et kæmpestort AGA-komfur, ditto arbejdsbord og i den anden halvdel et skønt plankebord, der uden problemer kan sidde en halv snes mennesker omkring.

DudmoreP1030864

P1030868Dudmore

Vi vidste godt, at vi kunne forvente en overdådig julemiddag, og vi blev da heller ikke skuffede; først en dejlig forret, så den traditionelle kalkun, efterfulgt af frugtsalat med custard og til sidst et opulent og yderst lækkert ostebord, men dette blev dog først nydt efter at have gået en tur og efter gaveudpakningen, så vi kunne nå at oparbejde bare en lille smule appetit igen.

Jul på DudmoreDudmore-mostJul på DudmoreOst på Dudmore

Broderen kan oven i købet blære sig med sin egen æblesaft. De har haft et lige så stort æbleår derovre, som vi har haft i DK, så han fik små 200 flasker bare fra et enkelt af æbletræerne.
P1030891Gaveseancen foregik på den måde, at Anna og Aubrey delte alle pakkerne ud, og da bunken var fordelt, begyndte man udpakningen, hvorunder der lød spredte, men konstante udbrud af ohhhs, wows, thank yous og diverse andre lyde og ord. Man kan nok forestille sig variationen, mon ikke?

Børnene fik gaverne fra os i aftes, fordi den danske udgave af julen holdes den 24. Desuden var pakkerne så store, at det ville være ret praktisk ikke også at skulle have dem med i bilen, som var proppet nok i forvejen.
Bl.a. fik Anna en guitar og Aubie en greb. Den dreng har de besynderligste ønsker – sidste år var det et jordbor –men det er redskaber, han bruger i deres base camp, og hans mor var blevet lidt mere end en anelse træt af, at hun lidt for ofte skulle hente sin greb langt nede på marken, fordi han havde ‘glemt’ at tage den med tilbage.

Det er allerede næstsidste dag herovre. Sidste hele dag, da vi skal afsted herfra allerede ved middagstid i morgen. Tiden er fløjet endnu hurtigere end den plejer, men det gør den for det første i godt selskab, og for det andet har der været gang i et eller andet hele tiden – det er først i dag, vi laver slet ingenting, hvilket vi alle synes vi har fuldt fortjent.

23. december 2018

Scener fra et ægteskab og fra et landsbyliv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:09
Tags: , , , ,

Scene: Et sted i huset, hvor Tim engang har anbragt en printer, som ikke gør hvad der forventes af den. Charlotte roder med den og lydene fra hende bliver mere og mere indædte at høre på, men lige meget – eller lidt  – virker den.
– Tim – can I divorce you for this? This bloody, damned, foolish printer does. not. WORK!!!

– Oh, just forget what I said before. I’ve now skipped the divorce and gone directly to murder!

Ingen løfter et øjenbryn. Børnene fortsætter med hvad de har gang i, Tim ligeså. John hører lydbog og er derfor udenfor rækkevidde; jeg griner fordi jeg ved, at det bare et et udtryk for et hyggeligt dagligliv her i den engelske udgave af Den Stråtækte. Charlotte bander normalt ikke og er tålmodig i en grad, hun i hvert fald på ingen måde har arvet efter sin mor, men elektronik, der ikke virker, drives her mad.

Herunder ses årets julekort – eller nogle af dem; der er løbet flere ind i løbet af dagen, som endnu ikke er kommet op på snoren.
Lige så meget jeg hyggede mig med julesangesyngningen, lige så meget har jeg godt nok kun en overbærende hovedrysten tilovers for denne skik.
Tim har købt en en kasse med julekort. Formentlig er der 100 i, måske flere.

P1030851
Alle i landsbyen skriver kort til alle i landsbyen, som har omkring 35 husstande. Så skal der skrives kort til familien, som de ser alle sammen inden nytår, og der skal skrives kort till venner, bekendte og forretningsforbindelser rundtomkring.
Alt der kan afleveres uden brug af British Mail, bliver det. Det vil sige, at alle i landsbyen går rundt og afleverer et julekort til alle andre i landsbyen.
Da Tims forældre kom forbi i forgårs, sagde Tim: Oh – here’s your Christmas card. Don’t forget it!
Julesangerne fra forleden fik kortene med hjem, for så slap Tim for nogle på ruten dagen efter, hvor han gik rundt med resten af landsbykortene.
Det er nemlig et af de punkter, hvor Charlotte opponerer mod at blive britisk; hun nægter simpelthen at skrive julekort på den måde. Hun sender et par stykker til nogle af deres nærmeste venner, som ikke bor i nærheden, og som de derfor ikke ser i julen.
Skal der skrives landsbyjulekort og uddeles, må Tim selv gøre det, selv om han i de første år prøvede med, at det normalt er kvinderne, der skriver disse kort. Det hjalp ikke spor, så Tim sidder trofast og skriver en lille hilsen på de mange kort hvert år.
I er muligvis enige med Tim i, at sådan skal det være, men i modsætning til tålmodigheden ligner C mig åbenbart her, for det med julekort har jeg aldrig kunnet se det fornuftige i – og da slet ikke på den engelske måde.

Men bortset fra dette – og det skal ikke opfattes som brok, for det må de da ganske selv om – så er det tæt på lillejuleaften, som er et ukendt begreb i England, men træet skal pyntes lige om lidt, for sådan har vi altid gjort det i Charlottes familie. Vi spiser suppe, fordi det er godt at have resterne til, når man kommer hjem fra de store julefrokoster, hvor der måske skal lidt til, men ikke ret meget. Når træet er pyntet, laver vi vafler og hygger os med dem.

21. december 2018

Christmas Carol Singers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:12
Tags: , ,

Du GOdeste, hvor er her blevet julet siden vi kom i går. Forsinket pga. nogle sindssyge personers leg med droner i Gatwick, hvilket kunne mærkes i London Heathrow. En times forsinkelse gav det, pga. ekstraordinær travlhed, så vi nåede vores tog med tre minutters margin. Hader den slags …
Men vi er fremme, hvilket er det vigtigste. I går blev der pyntet over kaminen i spisestuen. Meget engelsk. Vi pakkede gaver ind i hobevis. Det er nok både dansk og engelsk.

P1030801P1030804.

I formiddags kørte vi til Marlborough for at få købt al julemaden ind. Det var der sandelig også ufatteligt mange andre, der gjorde. Det var sidste skoledag, så der var en masse mødre, der lige skulle have klaret alle indkøbene inden de skulle hente børnene. John og jeg skulle i Boots for at hamstre Beechams og andre sager til at gøre kål på de forkølelser, som jeg, men især John stadig ligger under for.
Charlotte har lavet juledekorationer, og børnene trillede romkugler af massen, som jeg lavede til dem.

P1030808P1030809

Hvis man undrer sig over, at der er tre børn, så kan jeg fortælle, at den tredje er nabodatteren, som på det nærmeste er flyttet ind her, men hun er en sød og dejlig pige, så det har ingen noget imod. Og der er altså ikke noget galt i hjemmet, vil jeg skynde mig at understrege, men begge forældre arbejder meget, så hun kommer herind og hygger sig.

P1030812

Og så har vi lige oplevet et klassisk engelsk fænomen: Christmas Carol singers. De er 20-25 personer fra landsbyen, som, startende fra Watford House, hvor de varmer stemmerne op, går landsbyen igennem til stort set alle dens husstande og synger julens sange. Nogle få steder (i år fem) bliver de inviteret ind – det går vist lidt på skift – og får et glas et eller andet og lidt knas. I dette tilfælde glögg og romkugler (som andre vist kalder havregrynskugler), fordi Charlotte godt kan lide at demonstrere sine nordiske rødder ved denne slags lejligheder.
Alle blev på mirakuløs vis proppet ind i spisestuen, hvor der skiftevis blev sunget på livet løs og budt glögg rundt.
Stemningen var høj, selv om det var det første sted på ruten.
Det var simpelthen så hyggeligt – jeg elsker den slags traditioner. Hele seancen tog kun omkring 30-40 minutter, men vi stod tæt, så det var fint nok.
Billederne er elendige – det er umuligt for mig at fotografere så mange i så lille et rum, men kan stemningen fornemmes bare en lille smule, er jeg tilfreds.

P1030813P1030822

Der var en, der spurgte mig, hvad vi danskere mener om Brexit, men jeg svarede, at det ville de slet ikke ønske at få svaret på ved sådan en hyggelig lejlighed som denne.
Så tog Richard lige over – Richard er manden på billedet herover helt til højre og ham, der på meget humoristisk vis skriver og redigerer landsbyavisen, som udkommer en gang om måneden – og brød ud i
WE WISH YOU A MERRY BREXIT, WE WISH YOU A MERRY BREXIT AND A HAPPY NEW YEAR.
Der var ikke et øje tørt.

2. september 2018

Og pludselig er det hele overstået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags: ,

Så mange forberedelser, og så er det hele overstået på godt tre timer … men det var sjovt, og det gik godt, selv om der ikke var så mange deltagere, som der plejer at være; mest fordi tidspunktet var flyttet, ikke fordi de ikke gad mere – tværtimod, for de der ikke kunne komme, ærgrede sig. Havde de i hvert fald sagt …

Best vegetableTombolapræmierneEn af pokalerne

Der kom blomsterarrangementer (til Best Flower Arrangement) for børn og for voksne; der kom enkeltblomster (til Best Bloom) og der kom kurve med grønsager (til Best Vegetable). Der blev doneret mange præmier til tombolaen, hvor John senere var så heldig at vinde en boks med tre af de spændende øl, vi var ude at prøvesmage dagen før.

P1030091P1030092

Der var både hundevæddeløb og børnevæddeløb. De voksne gad ikke løbe …
De ville hellere spise Drømmekagen fra Brovst. Den er de totalt vilde med herovre. De har aldrig smagt noget lignende, hævder de … alle ville vide, hvad det var for en superlækker topping. Gad vide, om der er nogen danskere, der ikke kender en drømmekage? Den er nu også god.

P1030068P1030082

Den tredobbelte vinderMidt i det hele kom der 13 dobbeltdækkere, der skulle øve sig til en senere opvisning, så det var perfekt timet her til flowershowet. Vi har sommetider set syv dobbeltdækkere øve sig, men det var første gang der kom hele 13. De er allerede ret dygtige, så det var en fornøjelse at kigge på.

Til de to første shows fik Charlotte nogle professionelle folk til at komme og være dommere i de forskellige kategorier, men sidste år besluttede hun sig for at lave stemmesedler og i stedet lade demokratiet tale. Det syntes man var meget sjovere, så sådan blev det også i år.
Hvad ingen af os havde regnet med var, at Charlotte løb med alle tre pokaler i voksenkategorierne! Heldigvis løb hverken Anna eller Aubrey af med Children’s Best Flower Ararangement – det ville have været virkelig pinligt. Det var slemt nok i forvejen, og hun blev drillet en del med, at det bliver nemt at få indsamlet disse vandrepokaler til næste års flowershov.
Folk tog det dog pænt og grinede bare mere for hver gang Charlotte måtte op og modtage en pokal – de havde jo trods alt også selv stemt på hendes frembringelser – sæt det havde været en dommer, der havde afgjort det. Så ville alle nok have troet, at det var aftalt spil.

Da de sidste var gået omkring kl. 17:30, var vi alle godt brugt, men der skulle naturligvis ryddes en del op, før der kunne holdes fyraften. Det ord blev vi enige om at tage helt bogstaveligt, for vi kunne lige overkomme at lave en skål salat og riste nogle af deres lækre pølser på bålfadet, de har investeret i i år. Der sad vi og stenede og råhyggede til længe efter det var blevet mørkt, hvorefter der ikke gik voldsomt lang tid, før vi lå i vores senge.

P1030097P1030103

18. december 2017

Mandelgaver. Tjek.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags: , ,

Mandelgaverne er i hus. De nævnes i flertal, fordi jeg har to af slagsen – ikke fordi, der bliver uddelt to mandelgaver, for det gør der ikke, men der imageer en til børn og en til voksne. Det var noget, min mor i sin tid indførte. Så længe jeg kan huske tilbage, har mandelgaven været en god ting at få. Det har været attraktivt at æde sig en mavepine til for at få fat i mandlen. Den der fjollede, lyserøde marcipangris syntes mor nemlig var noget værre pjat og ikke spor attraktiv at kæmpe om. Slik fik vi allerede dengang alligevel så rigeligt af julen igennem, så ingen syntes om at vinde noget, der ikke engang smagte særlig godt.
Hvad jeg aldrig som barn undrede mig over var, at det altid var en god mandelgave, uanset om man var fem eller fyrre år – kan dog huske, at jeg en gang naivt sagde, at det da var meget heldigt, at det ikke var far, der fik mandlen i år …
Mor havde altid en til børn og en til voksne. I en periode, da der var børnebørn i alle aldre mellem 2 og 17 år, havde hun oven i købet tre mandelgaver, da en tolvårig med stor sandsynlighed ikke ville blive glad for det samme som en toårig.
Men der var altid kun én mandel. Ikke noget med snyd her.
imageVar det et barn, der vandt, blev voksenmandelgaven gemt til næste år, og omvendt, selvfølgelig, hvis det var en voksen, der var den heldige – hvis ellers gaven stadig villle være god rent aldersmæssigt året efter. Hvis ikke, fandt vi en måde at få den smuglet ind mellem de andre gaver, eventuelt som en delegave til et søskendepar.

Jeg har som hovedregel kørt samme koncept videre og har en mandelgave til de voksne og en til Anna/Aubrey.
I den fantastiske boghandel i Næstved fandt jeg brætspillet Forbidden Desert, som er på engelsk. Ét er nemlig at forstå det talte dansk, noget helt andet er at læse det – det finder selv elitelæseren Anna umådeligt svært, og Aubrey kan slet ikke pga. sin ordblindhed. Det dur derfor ikke rigtigt med danske spil. Forbidden Desert får hæderlige anmeldelser, og det har en snert af noget tribal survival, som jeg forestiller mig må tiltale ungerne.
Traditionen tro vil den senere komme under træet som en fællesgave til dem fra os, hvis det bliver en voksen, der løber af med sejren og får samlet flest mandler – et koncept, vi indførte sidste år og omgående blev enige om at fortsætte med, for det var langt sjovere end at sidde og fedte med en enlig mandel. Især når den viser sig slet ikke at være der, men på mystisk vis forsvundet …

13. marts 2017

“Vi laver det da bare om til en oplevelse!”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:47
Tags: , , ,

Rune med paraply 1992Nogle af jer roser os for at være gode til at få noget ud af tingene – altid at sørge for at opleve  noget – også selv om det måske ikke umiddelbart er oplagt.
Det er vi også. Det har vi vist altid været, men det var min søster, der i 1992 satte ord på og dermed gjorde det til noget bogstaveligt.
Vi fire var på ferie i Sverige sammen med hende, hendes tre børn og mine forældre. Under en udflugt i Bergslagen, hvor vi boede, begyndte det at øsregne undervejs, og jeg har nok gået og småbrokket mig en anelse over det – specielt fordi vi kun havde én paraply med og ikke lige havde taget højde for vådt vejr den dag. Rune, 2½ år, gik rundt med paraplyen, selv om det så ud som om det var det omvendte, der var tilfældet – især når man så ham bagfra, hvor man kun kunne se en omvandrende paraply.
Meretes ord lød: Vi laver det da bare om til en oplevelse!
De ord har jeg aldrig glemt, og de har siden været en fast bestanddel af – og til dels bestemmende for – mit liv.
Det skal stå meget skidt til for ikke at kunne anvende familiens bevingede ord.
Det kan både være i det store og i det små. Charlotte husker fx John for, 10 minutter i hendes sengetid på en ganske almindelig hverdag, at kunne finde på at sige Jeg gi’r en is på havnen i Roskilde, hvis der er nogen, der vil med! Så gik der tre kvarter med det; vi havde 14 km dertil, men det blev dagens oplevelse.
På ferier har vi altid sørget for, at der var sjove og/eller gode ting både for børnene og for os, hvilket bevirkede, at de langt bedre kunne ‘sluge’ vores i deres øjne måske lidt mindre interessante udflugter. Da de blev større, skulle vi bare finde en campingplads med en god swimmingpool, så så vi dem stort set ikke – og alligevel ville de faktisk oftest gerne med, når vi tog på sightseeing.

Steamtrain in Dorset

Charlotte har taget det med sig over i sit eget voksenliv. Selv om de begge er travle mennesker, og det måske er mest fristende at lave ingenting i weekenderne, tager de sig tiden til de gode og sjove oplevelser, for jo travlere man har, desto vigtigere er det at tænke på at få nogle gode stunder med sig, som man kan tære lidt på i det næste travle stykke tid.
I går var det en tur til Dorset for at tage en tur med et gammeldags damptog – inklusive en frokost undervejs.
Her var der atter en lejlighed til at få luftet noget af tøjet, som de sidst brugte på Goodwood Revival i 2016.

Meeting The Wessex BelleSteamtrain in Dorset 2

De ser ud, som om det blev en god tur. Jeg har endnu ikke fået de nærmere detaljer, for jeg taler først med C, når børnene er kommet fra skole.

31. december 2015

Mysteriet om den forsvundne mandel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: , , ,

Sidste år, hvor Charlotte for første gang skulle være værtinde for en dansk jul, gik det så fint, som det kunne, men også lige så galt som det kunne på ét punkt: Der blev ikke fundet en mandel i risalamanden. Vi har aldrig i vores liv spist så meget risalamande, men mandlen dukkede aldrig op, og Charlotte endte med at lade os trække strå om mandelgaven. Vi havde ellers nøje (gen)instrueret den hel- og de to halvengelske personer om forløbet ved denne danske juleskik, men en eller anden må det til trods have fået spist mandlen. Selvfølgelig blev Charlotte drillet med, at hun slet ikke havde puttet nogen i, men fordi det var første gang i sit 38-liv, hun havde det ansvar, var vi på den anden side ikke i tvivl om, at skylden ikke lå hos hende.
Eftersom børnene virkelig var meget omhyggelige – og opsat på at finde mandlen – kom Tim øjeblikkelig under stærk mistanke.

I år, hvor det var mit ansvar, fik jeg naturligvis et hav af påmindelser: “Husk nu at putte mandlen i. Vi skulle jo nødig have en gentagelse af sidste år.”
Vi talte en del om det – “HUSK nu at ‘tygge’ med tungen, inden I begynder at bruge tænderne! Mandlen ser således ud”, og blev herefter holdt frem til beskuelse.
Jeg puttede den i og rørte rundt i skålen, så ingen vidste, hvor den var.
Der blev spist meget, meget forsigtigt. MEGET forsigtigt.
Ingen mandel. John blev beskyldt for at gemme den, hvilket han har gjort flere gange, så folk spiser sig en mavepine til, inden han afslører, at han fik den i første mundfuld. Det var ikke tilfældet denne gang, viste det sig.
Der var ganske enkelt ingen, der havde fået mandlen. INGEN MANDEL IGEN???!!!
Nu tror jeg simpelthen på nisser. Drillenisser. Det her burde ikke kunne lade sig gøre. Slet ikke. Og slet ikke to år i træk. Denne gang blev værtinden ikke anklaget for forglemmelse – alle var klar over, at mandlen havde befundet sig i skålen, og alle var lige dybt forundrede over, hvor den kunne være forsvundet hen.

Heldigvis havde jeg lagt to mandler til side og jeg havde ikke serveret al risalamanden, så jeg lavede en lille portion til.
Der blev spist endnu mere meget, meget forsigtigt. Inden længe holdt Aubrey triumferende mandlen i vejret, og alle åndede nærmest helt lettet op.

Den for alle ukendte mandelgave for børn og voksne indeholdt en fin, fin nissemor på 25-30 cm, syet i forskellige mørkerøde og grå julestoffer, og som ser ud som en rigtig nissemor skal se ud, en æske fyldte cholokader i luksusudgave og en slikkepind i en størrelse, der kunne få selv en Aubie med en meget sød tand til at mene, at den var stor nok.

Men den der mandel, altså – Charlotte og jeg tør næsten ikke tænke på næste juleaften. Første gang tilskrev vi det spøgefuldt, at ‘noget’ åbenbart straffede os formastelige udlændinge for at forsøge at indføre nye skikke til det yderst traditionsrige England, men den kunne vi ikke helt bruge i år.

Nytårsaftensmorgen 2015

Et nyt år er ved at gry – denne morgens solopgang symboliserede det på smukkeste vis – godt nytår derude!

8. december 2015

Når man bor i sit drømmehus …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Julebag i juleæskeNår man bor i sit drømmehus, er det så ikke meget passende og heldigt, at ens yndlingssmåkager hedder Drømme?
Det hedder mine, og det har de gjort i omkring 40 år.
Min mor bagte altid med margarine. Det var nok både godt og skidt, at jeg hurtigt efter at være flyttet hjemmefra lærte at bruge smør til al bagning – det gør en verden til forskel. Så fra ikke at bryde mig særlig meget om julens småkager, kom jeg hurtigt til at kunne lide dem. Det er heldigvis først i de sidste 10 år, jeg ikke har kunnet tåle at spise så mange som i mine yngre dage.
Drømmene er nu bagt og lagt i dåsen – min engelske dåse med versene fra The Twelve Days of Christmas på låget – som lige passer i størrelse til denne portion.
Det er verdens nemmeste småkager at få rørt sammen, formet og bagt. Der er flere varianter af dem, har jeg lige google-konstateret, men her er min version. De skæve tal skyldes, at der ifølge opskriften skal bruges 225 g smør, men man kan da lige så godt bruge hele pakken. Originalen lyder på ½ stang vanilje, men jeg synes der skal en hel i.
250 g smør, 1 stang vanilje, 168 g sukker, 278 g hvedemel, 1 tsk bagepulver og ca. 50 g hasselnøddekerner.
Julebag i juleæske (1)1. Vaniljen flækkes og kornene skrabes ud. Smørret smeltes ved svag varme sammen med vaniljekornene.
2. Gryden tages fra varmen, der tilsættes sukker og røres til blandingen er afkølet (så længe venter jeg ikke).
3. Mel og bagepulver blandes i og dejen røres sammen.
4. Herefter trilles den til små kugler, som sættes på en plade med bagepapir. Jeg får ca. 60 af denne portion.
5. En nøddekerne trykkes ned i hver kage og pladen sættes i en forvarmet ovn ved 200 Grader i 10 min. til kagerne er gyldne.
De vil stadig være bløde, men stivner hurtigt – de må endelig ikke blive mere end svagt lysebrune i kanten. I opskriften står der 12-15 minutter, men i min ovn er det for meget. Første plade fik 10 minutter og anden plade 9 minutter – og de havde ikke kunnet tåle så meget som 10 sekunder mere, kan I se.
De ser ikke ud af så meget, men de smager som … en drøm.

Drømmeagtigt er det også udenfor. Det er diset, men fuldstændig vindstille, så fjorden har en egen magi over sig i dag.

Og … så tidligt som klokken 15:14 kan man begynde at tage solnedgangsbilleder. Man kan sandelig godt mærke, at det snart er årets korteste dag.

P1090844

9. oktober 2015

Æblerne opfører sig underligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: ,

Vi købte nogle store og meget lækre danske æbler for nogle dage siden. Forleden morgen så tre af dem ud som på billedet herunder.
HVAD er dog det? Hvorfor revner de pludselig bare sådan lige? Jeg har aldrig set dette fænomen før. De har ligget lige så stille og slået revner. Der har ikke været mus i dem (det ville heller ikke se sådan ud), og jeg har ikke tabt dem på gulvet; det er sket i løbet af natten, mens de har ligget i den lille trækasse bagved. De var heller ikke så skinnende og småfedtede, da jeg lagde dem i kassen.
Nogen forklaring, anyone? Jeg er dybt mystificeret.

Revnede æbler

Atter en gang har nogen udfordret min store principfasthed. Jeg er nemlig en uhyre principfast dame. Normalt. Ændrer ikke mening om noget … næsten ikke …  og i hvert fald ikke hvad Halloween angår. Sådan noget amerikansk, kommercialiseret pjat!
Holdningsændringen begyndte så småt sidste år, hvor jeg kapitulerede og købte græskar, som ungerne kunne udhule og sætte lys i. Charlotte fortalte, at de elsker at lave græskarlygter og håbede meget, at man kunne købe store græskar i Danmark, så selvfølgelig købte mommer græskar til dem.
I år er jeg gået så vidt, at jeg er tyvstartet på pynten … jeg er næsten helt flov over at indrømme det.
Jeg sad og stenede lidt over morgenmaden, mens Idényt blev skimmet igennem, og blev inspireret af en flot, orange halloweenopstilling. Min blev meget mindre, og jeg havde egentlig slet ikke forestillet mig, at jeg skulle arrangere noget i den retning, men da jeg så, de havde disse orange chiliplanter i Meny til bare en tier potten, røg der to i vognen, samt de to græskar – nu står det hele og lyser lidt op på den grimme trappe foran den dør, der kun er en dør udefra. Hvis jeg finder en skrigorange krysantemum, skulle det slet ikke forbavse mig, at jeg også kom til at købe den.
Og lur mig, om ikke der bliver købt to græskar til, når Charlotte og børnene kommer i efterårsferien? De skal jo have lov at skære lygter, de kære små …

P1080679

19. juli 2015

The Flower Show, part 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Konkurrencer af enhver art er en del af en fete. Blomster-, blomsterarrangements- og frugt/grønsagskonkurrencer giver næsten sig selv, men der var også arrangeret væddeløb af forskellig art. Da Tim annoncerede, at om to minutter ville the children’s dash take place, styrtede ungerne hen til startlinjen og stillede op. To dash betyder at styrte afsted – eller måske passer ordet spæne bedre; her er det så bare blevet til et substantiv.
Det er et meget Edwardiansk ord for det, siger Tim – et dash foregår altid over en meget kort distance, hvad den danske betydning da også indikerer.

P1070466

Præsten markerer, at han har konstateret, at den første er nået over målstregen.
Der var et løb for børn, et løb for voksne, et løb for voksne og børn og et egg-and-spoon-race (det hed pudsigt nok ikke a dash), ligeledes først for børnene og dernæst for alle. Endelig blev der til lejligheden opfundet et dog dash.

P1070469P1070471

P1070510Æggene var af praktiske årsager erstattet af kartofler. På billede 1 ses bevis for, at alle startede samtidig, men på ganske få sekunder var feltet spredt ud over, hvad jeg ikke ville have troet kunne ske på så kort tid. Hvis billede to klikkes større, vil man tydeligt kunne se det intenst koncentrerede ansigtsudtryk hos de to vindende herrer. Ifølge præsten passerede de målstregen på præcis samme tid, og begge var åbenbart for meget kylling til at ville løbe om bare med de to som kombattanter.
Hundene var lige så konkurrencemindede som deres herrer. Her blev udfaldet ikke overraskende afgjort af hundens størrelse …

Det var alskens typer repræsenteret i går: Landsbyens rigeste kvinde, som samtidig er landsbyens sødeste – aldeles usnobbet og slet ikke som Penelope Keith i To the Manor Born – hvilket i øvrigt er en særdeles underholdende serie.
Der var landsbyens Maude Varnæs, som gik hjem (i seng, formodede Tim) meget kort tid efter, hun ikke havde vundet blomsterarrangementskonkurrencen. Der herskede ingen tvivl i nogens sind om, at hun havde følt sig meget sikker på at vinde, så det var ubærligt for hende ikke at gøre det. Retfærdigvis skal det siges, at jeg også syntes, hun havde lavet det smukkeste arrangement, men det syntes dommeren altså ikke.

P1070515P1070516

P1070418Endelig var der the Raffle – lotteriet, som 14 havde doneret præmier til og hvortil der blev solgt virkelig mange lodder. En havde købt så mange, at han vandt tre af præmierne. John havde fra nummer 91 til 95. Numrene 90 og 96 blev udtrukket. Jeg prøvede at trøste ham med den sædvanlige med held i hhv. kærlighed og spil, men det hjalp ikke rigtigt … Aubie blev trukket og trak et glas med slik i. Det foregik på den måde, at man blev trukket, fik så lov at trække den næste, hvorefter man fik lov til at vælge det, man helst ville have.
Det var såmænd ikke de store og dyre præmier, men det er som bekendt tanken, der tæller. Et ældre ægtepar havde givet den flotte og meget store picnickurv. Det var en, de selv havde fået i gave, men som de vidste, de aldrig ville komme til at bruge.
Den var ikke den første, der blev trukket; det var de tre øl, mener jeg – faktisk var det en af de sidst valgte. Måske fordi alle har en i forvejen …

P1070437P1070514

Som sagt en yderst vellykket dag, som med stor sandsynlighed vil blive gentaget om et års tid.
I dag går spadsereturen ud til det nye henge, man lige har opdaget mellem denne landsby og nabolandsbyen. Det passer perfekt med, at den ligger cirka på halvvejen mellem hjemmet og den pub, hvor vi giver en afskedslunch, når man går over markerne. Mere om det senere …

PS: Rotten overlevede alle splat-angreb. Vi troede på et tidspunkt, den var spist af den store hund, men det viste sig, at den blot var bortført for en tid … alle er glade.

18. juli 2015

Succes!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:57
Tags: ,

Vejret artede sig. Børnene artede sig (det havde vi nu også forventet) og havde en skøn dag. Det havde vi også. Det havde alle vist – alt forløb fuldstændig efter bogen. Tror jeg. For egentlig kender jeg overhovedet ikke bogen, men det forløb, som jeg forventer, der ville stå i sådan en bog.
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde, for der er så meget at fortælle – jeg er bange for, at det hele ikke kan være i ét indlæg – der er mange, mange billeder at vise, både fra de sidste forberedelser, som næsten foregik i løb for at få alt klar til kl. 14, og fra resten af eftermiddagen.

P1070426The trophiesP1070435

Tipierne blev sat op, hvis børnene skulle få lyst til at lege indianere. Den skarpe iagttager vil måske bemærke, at stoffet er mage til the bunting.
C syede på et tidspunkt disse tipier og solgte dem, men hun stoppede med det, inden stoflageret var opbrugt; derfor de mange rester til vimplerne.
De victorianske kageopsatser og tallerkener blev udlånt til lejligheden af en, der har en antikvitetsforretning i Pewsey. Damen sagde, at de var meget værdifulde, hvilket selvfølgelig resulterede i, at vi dårligt turde bruge dem, men heldigvis holdt de alle sammen.

P1070442P1070440

I køkkenet blev der brygget fem liter kaffe og fem liter te. Blomster, donerede lodtrækningspræmier, kager, frugt og grønsager løb ind i en lind strøm. Der kom en million kager. Cirka. Billedet blev taget, inden alle kagebidragsydere var ankommet. Nogle kager var mere dekorative end andre, men alle var meget lækre – man skulle jo nødig risikere at stå tilbage for de andre …
Der blev blandet Pimm’s No. 1 i en dertil indrettet hvid ‘spand’, som kan anes yderst til højre. Pimm’s fortyndes med limonade, som serveres med frugtfyld og et par mynteblade i glasset – så er det vist (også) så engelsk som det kan blive.

P1070483

De havde fået samme lune og meget lidt præsteagtige præst, som døbte Anna og Aubrey sidste år, til at komme og annoncere nogle af vinderne og afgøre diverse væddeløb – ingen tør anklage en præst for at snyde eller være partisk, så det var nok et klogt valg.

P1070446P1070487

Herover repræsentanterne for Best Vegetable/Fruit. Vinderen blev bakken nederst til venstre.

Best Flower Arrangement

Alle deltagerne i Best Flower Arrangement var desværre meget vanskelige at fotografere, fordi de stod op ad den kridhvide teltside, hvor solen stod ind på. Jeg valgte derfor at lave en collage af dem i forsøget på at give i det mindste et lille indtryk af, hvor smukke buketterne var.
Alle navne var skjulte, og dommeren kendte ingen (andre end Charlotte) i landsbyen, så det var virkelig upartisk – bortset fra, at C viste sin buket og sagde, at den ikke måtte vinde. Heller ikke svigermors, som C vidste var lavet af købeblomster. Det er snyd, synes C; hun ønsker at opmuntre folk til, at de kun skal fremvise hjemmedyrkede produkter. Selv svigermors ellers så loyale mand havde sagt: “Just make sure that she doesn’t win!”

P1070465

Charlotte havde købt en megafon i dagens anledning, og Tim befandt sig tydeligvis som en fisk i vandet, hver gang han fik lov til at bruge den – herover er han ved at annoncere, at de fire pokaler vil blive uddelt klokken 15:30.
Jeg talte 56 gæster, men tallet er forbundet med en vis usikkerhed. Det er, uanset usikkerheden, et fint og tilfredsstillende resultat i en landsby med små 70 indbyggere.

Best Bloom trophy

Aubies vinderbuketHerover er Charlotte ved at få Alan til at overrække pokalen til vinderen af Best Bloom. Aubrey vandt Children’s Best Flower Arrangement – og hvor var han stolt! Han havde virkelig tænkt over, hvad der skulle i hans lille buket, så han fortjente den, den lille fyr.

Kristine spurgte til hatte ved sådan et arrangement. De glimrede ved deres fravær – der var kun et par stråhatte eller fire, og det var pga. solen og ikke for at se smart ud. Vil jeg tro … påklædningen var i det hele taget generelt meget afslappet – smart casual, som der ville have stået, hvis man havde valgt at angive the dresscode for dagen.
Mere senere – der er meget at fortælle endnu.

17. juli 2015

Rotten bliver splattet – eller gør den nu også det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

P1070407I aftes blev røret til Splat the Rat hængt op i æbletræet.
Da det kom til stykket, viste det sig, at Aubie alligevel ikke havde det så slemt med at ofre sit nye sovedyr for sagen – hvad moderen måske nok også havde kalkuleret lidt med. Til Aubreys ikke helt stille fryd var det nemlig stort set umuligt at baske den forbaskede rotte. Man tror, det er så nemt – især når man står og ser på, hvordan de andre klumregøjer misser hvert eneste slag, så bliver man da helt klar over, hvornår man skal slå i forhold til, hvornår go’et kommer i ready – steady – GO!
Pærelet – lige indtil man selv prøver … vi morede os kongeligt, og Aubie blev mindre og mindre bekymret for rotten, da det gik op for ham, at den sandsynligvis ikke når at få mange slag i morgen – ‘bekymringen’ stak i øvrigt heller ikke dybere, end at han selv helhjertet forsøgte sig med med nogle gevaldige slag i luften, og som ville have sendt kræet til nabolandsbyen, hvis han havde ramt det …

Apropos splat:
Jeg producerede i går marmelade i fabriksagtige mængder.
Det var min debut for stikkelsbærrenes vedkommende, så jeg indledte processen ved at gå ind på tre-fire engelske hjemmesider for at blive lidt klogere på stikkelbærmarmelade. Opskrifterne var ret enslydende, så jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg fulgte devisen 1 kilo bær, 750 g sukker og ½ liter vand, så gik jeg nok ikke helt galt i byen. Alle opskrifterne pointerede, at stikkelsbær indeholder meget pektin, hvorfor det er unødvendigt at tilsætte geleringsmiddel. Fint. Jeg gik i gang med mine 2½ kilo bær, hvoraf der var en del ikke helt modne, som vist oven i købet indeholder mere pektin end de modne, så vidt jeg ved.
Efter 45 minutters kogning udførte jeg geleprøven. Fuldstændig flydende. Det fik lov at koge en halv time mere. Stadig flydende.
Så tilsatte jeg halvdelen af den mængde melatin, jeg ville have brugt til fx jordbærmarmelade.
P1070362Næsten fuldstændig flydende.
Så tilsatte jeg, så det fik præcis den mængde, der fik hindbærmarmeladen til at få den perfekte marmeladekonsistens.
Nu fremkom der endelig rynker, når jeg skubbede til det tynde lag marmelade på den kolde tallerken, så jeg fyldte de mange glas.
I morges, da vi skulle prøvesmage produktionen på toastbrød – Aubie så mest frem til stikkelsbærmarmeladen og Anna mest til hindbærmarmeladen – viste den førstnævnte sig at være næsten helt flydende; der kunne kun lægges et ultratyndt lag på brødet, inden det begyndte at løbe af.
Smagen fejlede heldigvis ikke spor, og vi blev enige om, at den marmelade kommer til at holde meget længe, så lidt som der kan bruges ad gangen.
Men hvorfor??? Jeg var en anelse gnaven og mere end en anelse ærgerlig. Hvorfor påstod alle, at den gelerer sig selv, og at man derfor ikke kan lave stikkelsbærsaft, fordi det uundgåeligt vil blive til gele? Det er virkelig møgirriterende. Jeg har hverken tid eller lyst til at hive det alt sammen ud af glassene igen – og vil det overhovedet hjælpe, selv om jeg gjorde det?
Stikkelsbærmarmeladeeksperthjælp søges, tak!

12. juli 2015

Bunting and Small Skippers

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags: , ,

P1070233I går byggede Tim og John The Skittle Alley (keglebanen) til The Flower Show. Lige inden spisetid  blev den færdig og derfor naturligvis indviet af os alle seks. Den er bygget med de autoriserede olympiske mål (eller noget …) og den virkede fint – Anna og Aubrey syntes det var et herligt spil, så så snart aftensmaden var indtaget, gik de to i gang igen – men blev lige pludselig meget, meget stille, og så er det, at man straks skal blive en anelse mistroisk. Jeg gik hen for at se, hvad de havde gang i, hvilket viste sig at være at lede fortvivlet efter en af kuglerne, som på mystisk vis havde forvildet sig langt væk fra banen og var forsvundet ud i noget højt græs. Den er i skrivende tidspunkt endnu ikke fundet, trods intensiv eftersøgning, så vi må nok kapitulere og køre ud og købe et nye sæt kugler. Godt det ikke skete fredag aften!

BuntingP1070238Charlotte har allerede syet metervis af bunting (flagpynt … eller hvad kalder man det egentlig på dansk?), og i dag fortsætter vi begge med at skære stof, sy og stryge. Hun havde en masse liggestolestof liggende, så det er nu næsten alt sammen konverteret til bunting. Det har taget en del tid, for det første fordi én gang skrædder, altid skrædder, så hver af de to halvdele af trekanterne naturligvis passer på millimeter! For det andet fordi færdiglavet bunting ville koste 120 kroner meteren, hvilket hurtigt kan komme til at løbe op, når man skal bruge mange meter, så de bliver håndproducerede efter alle kunstens regler. Jeg har fået lov til at låne dem med hjem til Johns fødsesdag … det bliver da festligt.

P1070240

Af øvrige aktiviteter, der vil blive etableret, kan nævnes Splat the Rat (er det ikke et skønt navn?), som foregår ved, at man lader en rotte (i form af et tøjdyr, forstås) falde ned gennem et ugennemsigtigt rør. Under/ved siden af dets munding står spilleren med et bat og skal fornemme, hvornår rotten kommer ud og så ellers forsøge at give den et ordentligt bask med battet.
Skråstregbredpande Thymelicus sylvestris (1)Vi er bare løbet ind i det problem, at Aubie er blevet så forelsket i den fjollede rotte, at han nu sover med den om natten og er fuldstændig knust ved tanken om, at folk skal til at slå på den … den havde vi ikke lige set komme, og vi har ikke helt fundet ud af, hvordan vi kommer videre herfra.
Der vil være Quoits (dér lærte jeg et nyt ord: ringspil), og der vil være Guess the name of the frog. De har en lille dam i haven, hvor der bor en skrubtudse, som børnene har navngivet. Præmien vil her være en æske Toms chokoladefrøer, som vi havde med fra Danmark.
Der er vist mere endnu, men det må komme senere. Lige nu sidder de andre og er fuldstændig opslugt af Wimbledonfinalen, så jeg vil ikke forstyrre dem.

Sommerfuglen her er der i dusinvis af i et af lavendelbedene. Jeg har aldrig set den før, men Charlotte siger, at den hedder Small Skipper, så det var dagens andet nye ord.
Jeg måtte naturligvis finde ud af, hvad den hedder på dansk, men heller ikke det navn er jeg stødt på før. Stregbredpande (Thymelicus lineola).
Det er da et af de mere fjollede sommerfuglenavne, synes jeg. Der findes åbenbart flere slags bredpander, men disse er mest almindelige i Jylland – lærte jeg også under min research.
Faktisk er jeg i tvivl om hvorvidt dette oven i købet er en skråstregbredpande (T. sylvestris), da jeg ikke kunne komme tæt nok på den til at se, om den sorte streg går skråt for eller parallelt med kroppen.
Det er nok også lidt ligemeget – den var en køn lille fætter, og under alle omstændigheder har jeg nu både en for mig ny art i billedarkivet og har lært noget nyt.

1. januar 2015

Jeg ELSKER fyrværkeri!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

1) Jeg synes også, at det er synd for de dyr, der er ved at dø at skræk nytårsaften. Vi har selv haft en stor hankat, vi – med dyrlægens hjælp – endte med at bedøve hver nytårsaften. 360 dage om året tyranniserede han hele nabolaget, men op til nytår var han ikke mange sure sild værd, men gemte sig ude på toilettet, hvorfra han ikke engang kom ud, når han skulle tisse. Han havde på ingen måde ikke traumer bagefter og var hurtigt igen kvarterets katteskræk.
2) Jeg ved godt, at det forurener.
3) Jeg ved godt, at der hvert år sker ulykker på trods af alle oplysningskampagner.
Men. Lad mig lige sætte tingene lidt i relief.
1) Jeg har langt mere ondt af de alt for mange børn, der hele året må leve med vold, incest og/eller forældres alkoholmisbrug, og som myndighederne vælger at overse, fordi det er for dyrt at gøre noget for at hjælpe de stakkels børn. Se, det er noget, jeg kan blive gal og forarget over.
2) Det er lidt lige som med maden: Det er ikke hvad man spiser mellem jul og nytår, der feder, men det man spiser mellem nytår og jul. Den forurening, vi producerer nytårsaften, er nok ret lille sammenlignet med den vi producerer resten af året. (Jeg er nødt i samme åndedrag lige blære mig med, at jeg på trods af al den gode julemad ikke har taget så meget som et gram på i julen! Jeg har heller ikke tabt mig, men det gør ikke noget i denne sammenhæng.) Jeg kunne godt tænke mig at se nogle sammenlignende tal på forureningen. Hvad med markafbrændinger, fx? Mon ikke de er lige så slemme? Når medier vil lave skræmmekampagner, er det oftest enestående tal, for kom de ind i en relevant sammenhæng, ville de se ganske anderledes ud.
3) Bare ærgerligt, hvis folk ikke kan tage ansvar for eget liv. Der dør eller ‘tilskadekommer’ hvert år en hel del mennesker i trafikken – skulle vi af den grund forbyde bilkørsel? Vi kan sætte regler op, ja, men jeg er ikke tilhænger af evindelige og mere eller mindre velgennemtænkte forbud og er meget imod barnepigesamfundet og politikernes leflen for at tækkes vælgerne.

Jeg synes fyrværkeri er vildt flot, og jeg elsker at gå op på bakkerne lige bag vores hus for i et 360°-view at nyde for hundredtusinder af kroner gå op i fest og farver. Jeg håber ikke, det bliver forbudt! Dette var forhåbentlig sidste gang, vi har mulighed for det, og det bliver en af de ganske få ting, jeg ved, jeg kommer til at savne, når vi flytter ned i Den Stråtækte.

Det var så min måde at få luft på i dag – en ualmindelig sløv dag, som for det meste er tilbragt med at se QI i én uendelighed – BBC Entertainment sender QI fra 13:30 til 21:30, og der er indtil videre ikke én af dem, jeg har set før. Genial, intelligent og morsom underholdning med Stephen Fry i centrum for geniale, intelligente og ikke mindst morsomme mennesker.

19. december 2013

Farmors mellemværk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: ,

Farmors mellemværk (3)Farmors mellemværk kommer nu til ære og værdighed igen, takket være Aages og Toves gode ide – uafhængigt af hinanden, selvfølgelig, men i princippet den samme ide. Godt andre kan tænke, når jeg ikke selv kan – hvad gjorde jeg dog før blogland?

I dag kiggede jeg i gemmerne, og ganske som jeg havde husket, var der hæklet mellemværk fra et par dynevår, som var slidt helt op, men som jeg for år tilbage klippede det fine håndarbejde af og gemte.
Jeg vil tro, at det er min farmors, som blev født i 1877, men det kan muligvis være endnu ældre. Tror det dog ikke, for jeg har mere af hendes udstyr; bl.a. en mundserviet med hendes initialer MP broderet på med et flot schwung i bogstaverne.

“Klippet af”, skrev jeg. Det vil sige, at nu skulle jeg have adskilt det fint hæklede mellemværk fra det fintvævede bomuld, det var syet på.
Syet på i hånden med bittebittesmå sting. Det var bare om at være yderst forsigtig undervejs for ikke at komme til at skære selve hækleriet over – hvilket desværre lykkedes mig tre gange, men jeg tror, jeg fik reddet det ved at fange løkkerne og sy dem til igen.
Det tog mig tre stive klokketimer at frigøre de 2 x 117 cm hæklede borter.

Farmors mellemværk (2)

Det øverste billede er gengivelse i naturlig størrelse; herover er det en anelse formindsket – borten er 7,5 cm bred. Jeg vil tro, at der er hæklet med en 1,00 hæklenål. Det var dengang, den slags ting var noget, de unge damer blev sat til at lave om aftenen, så de kunne have deres udstyr i orden.

Farmors mellemværk (1)Jeg kan blive helt dårlig ved tanken om, hvor mange af denne slags smukke håndarbejder, der er gået tabt i tidens løb. Meget er naturligvis blevet slidt op, men der er desværre også meget, der er blevet smidt ud, fordi det ikke lige var oppe i tiden, at man skulle have den slags i sit hjem. Heldigvis havde far og mor plads nok til at gemme på, så for vores families vedkommende er der blevet gemt en del af den slags.
Dette var dog det eneste i min besiddelse, der var langt nok til køkkengardinerne i Sverige.

For det er jo det, mellemværket skal bruges til: At forlænge gardinerne, jeg på mystisk vis fik kvajet mig med og som dermed blev for korte.
Når vi kommer til Sverige igen på lørdag, vil de blive pillet ned og klippet over et passende stykke fra nederste kant, så jeg kan sy mellemværket i. Jeg vil dog gøre det på maskine og ikke i hånden, og jeg vil gøre det med så lange sting, at mine efterkommere forhåbentlig ikke vil skulle være tre timer om at fjerne det fra gardinerne igen.

18. december 2013

Julemad, julemad og atter julemad.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , ,

Vi starter med et lille sidespring – de florerer jo så heftigt her i julefrokosttiden, har man hørt …
Læst i Søndag her til morgen:
Der er fire stadier i en mands liv: 1) Han tror på julemanden. 2) Han tror ikke på julemanden. 3) Han er julemanden. 4) Han ligner julemanden.

Det har været noget af en indkøbsrundtur i dag. Først en tur til Kildebrønde Frugtplantage for at købe den meget lækre, ufiltrerede og helt rene æblesaft, de laver her. Det er blevet en tradition, når englænderne er her, at mommer og morfar har købt sådan en 5-liters dunk til at gå og tappe af. Ungerne får aldrig sodavand; ikke Torskerogn - 1 kilofordi de ikke må, men de kan bedre lide dette, og det er vi ikke utilfredse med.

Dernæst til Køge for at købe røget ål til julefrokosten. Det er et must på julefrokostbordet, og så længe det kan købes, skal vi også have røget ål.
Fiskehandleren havde frisk torskerogn til 80 kroner kiloet, hvilket er pænt billigt … nu har jeg kogt et helt kilo torskerogn til at frokostfråse med i de næste dage.
Endelig blev der købt rødspætter til aftensmaden. Herligt. En hel til mig, fordi det smager bedst, og fileter til John, fordi han er bensart.

Ost fra ostevognen. Vi er blevet så skrækkelig kræsne begge to og kan slet ikke lide ost fra supermarkederne mere. Selv om mange af supermarkedsostene er de samme som dem, vi kan købe i en vogn på torvet eller i vores yndlingsforretning i Osted, smager de anderledes. I betydningen en dårligere/ringere kvalitet, når de har ligget i plastic i Brugsens køledisk.

En nyrøget sønderjysk spegepølse fra slagtervognen. Han havde også en sylte, som jeg må indrømme er næsten lige så god som min. Heldigvis kun næsten, for i Brugsen afhentede jeg mit i forvejen bestilte halve grisehoved og supplerede med lidt svineskank, så jeg kan lave mommers ægte, gode, ikke alt for fede sylte til julefrokosten.

Rullepølserne er lagt i saltlage og skal hygge sig der et døgns tid endnu inden kogning med efterfølgende presning. Flertal, fordi jeg både laver en af gris og en af et krondyrslag, som jeg fik af jæger-svogeren. Krondyrrullepølse har jeg ikke prøvet før og ved faktisk ikke, om jeg skulle have lavet den anderledes, end når jeg laver den af svinekød – men hvis ikke den er god nok, må jeg jo bare have et slag til og prøve igen en anden gang … Bone's i Roskilde (1)Bone's i Roskilde
(Billederne er fra Bone’s i Roskilde)

Garn i symaskineforretningen, som både sælger garn, stoffer og symaskiner. Jeg går lidt strikamok i tophuer for tiden, så uld/alpacagarn til 17 kroner nøglet kan Ellen ikke stå for.

Garn i garnforretningen. Når der ligger 100-grams fed i en lækker uldkvalitet og er sat ned fra 135 til 95 kroner feddet, kan Ellen ikke stå for fristelsen. John smilede bare sit skæve smil og kommenterede, at det søreme er godt, jeg forærede svigermor seks kilo garn for godt et par måneder siden, så jeg har plads til alt det nye, jeg køber.
Det kommenterede jeg til gengæld ikke …

Hvad har I på julefrokostbordet, som bare skal være der, hvis I vil undgå at blive lynchet af familien?

21. juni 2012

Every body that should be here, is here …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:42
Tags: , ,

Citat fra My Fair Lady; scenen fra Ascot, hvor damerne promenerer og viser deres skrud og kolossale hatte frem. Charlotte og Tim gik og sang den i skøn samdrægtighed, mens de gjorde sig klar.
I aftes blev sidste hånd lagt på værket på Charlottes outfit, som selvfølgelig er selvdesignet og ditto syet. Hatten er en Jane Corbett-hat, og man bedes venligst lægge mærke til, at det er de samme knapper på hatten som på frakken; en ret fiks lille detalje, som vi håber, der vil blive lagt mærke til.

P1030401P1030402

Sidste hånd på værket

Det er en ærmeløs kjole, hvor en ‘selvstændig’ jakke er knappet fast til kjolen i taljen.
Nu er jeg jo moar og dermed så subjektiv, som det overhovedet kan lade sig gøre at være, men jeg synes det er noget af det eleganteste, hun endnu har lavet.
Når man skal til Royal Ascot, som inviteret gæst i The Royal Enclosure, hedder man ikke Tim og Charlotte; så hedder man Timothy Maltin, Esq og Mrs Timothy Maltin!
Den var nok ikke gået i Danmark …

Royal Ascot 2012Royal Ascot 2012Royal Ascot 2012 - badges are being fixed

Der skal selvfølgelig en velduftende rose i knaphullet …

P1030431P1030434

Parat til fotografering inden afgang:

Royal Ascot 2012Royal Ascot 2012

De huskede paraplyerne, så vejret holder forhåbentlig tørt – det er heldigvis lunt nok (20°) … jeg krydser alt, hvad der kan krydses for, at de får sig den bedste dag i selskab med de bedste venner. Det er fjerde år i træk, de to vennepar deltager ved denne berømte begivenhed i det traditionsrige England, så det må kunne siges at være en tradition også for dem nu.

Royal Ascot 2012

Jeg har huset helt for mig selv til børnene bliver hentet fra skolen af en sød nabo ved 15:30-tiden. Det er derfor nu, der skal blogges – senere får jeg naturligvis ikke tid. Heller ikke efter børnene er lagt i seng, for Tim skal låne min pc fra kl. 21 og et par timer frem både i aften og i morgen aften til at skype på.
Mikrofonen i hans egen pc viste sig at være gået i stykker, så vi var nødt til at få oprettet mig på Skype, fordi Tim skal ‘deltage’ i en fiktiv retssag, der køres som case study af nogle texanske advokatstuderende, som vil gentage Titanic-retssagen, men inddraget de nye vinkler og forklaringer, som Tim gjorde rede for i dokumentaren fra National Geographic. Man har på universitetet ‘kørt’ denne retssag hvert år i 15 år, og White Star Line har endnu ikke vundet sagen. Nogle af de studerende håber på, at det kan ændres dette år på baggrund af Tims forklaring, så rederiet bliver kendt uskyldig i de ekstreme naturfænomener, der havde den virkelige skyld for, at det gik så galt.
Det er da heldigt, at jeg lige er her med en næsten ny pc, som skypede uden problemer – Tim testede det i aftes med nogle af de involverede, og det kørte fint.
Nu skal vi bare have købt en ordentlig pc til Charlotte, så vi kan skype en gang imellem. Det er sandsynligvis ikke noget, vi vil gøre ofte, for vi bevæger os som tidligere nævnt rundt rundt i vores respektive huse, når vi taler sammen, men nogle gange kunne det være praktisk, hvis hun vil vise mig hvad børnene laver ‘lige nu’.

18. december 2011

På denne sjette dag før jul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:27
Tags: ,

Den sidste søndag i advent. Det er snart jul – de fleste glæder sig; nogle flygter fra den, andre ser passivt til, at nogen gør noget for at få en jul ud af det.

I radioen har vi allerede hørt de traditionelle julesange op til flere gange. Jeg har dog, til min store (men glædelige) overraskelse, endnu ikke været udsat for Whams ‘Last Christmas’, som jeg a.f.s.k.y.r.
Jeg hører ikke særlig tit radio, men alligevel lykkes det som regel det medie at liste sig ind på mig og smide den sang i fjæset på mig, inden jeg når at reagere.

Ellers kan jeg skam vældig godt lide de fleste af de traditionelle julesange, -salmer og -meloder – bare ikke lige den netop omtalte.
En af mine favoritter er ‘The Twelve Days Of Christmas’.
Disse 12 dage starter d. 25. december – dagen, hvor julen snarere slutter end begynder for mange af os. Vi bruger denne dag til at slappe helt af og lade julefreden sænke sig over os.
I denne sang begynder en ung piges mareridt denne dag, fordi hun fra da og i 11 dage fremover i ekstremt overvældende grad bliver overøst med gaver fra sin tilbeder.
Det er selvfølgelig ikke sådan, den skal tolkes; faktisk er sangen slet og ret religiøs symbolik i hvert af de 12 vers.

Den kan ses på videoen herunder i en ny, lettere humoristisk version. Eller … den er fra 1998, så ny og ny … men den var ny for mig:

Herunder kan man – hvis man har 8½ minut til overs – se en temmelig imponerende; nogle ville måske sige en lettere overdreven, fremførelse af den gamle Christmas Carol.
Det er The King’s Singers and the Mormon Tabernacle Choir, der giver den hele armen i en eller anden fantasktisk koncertsatl

8½ minut er selvfølgelig meget, hvis man har har travlt, men det har I da ikke i dag, har I?
I slapper 100 % af og nyder søndagsfreden lige som alle os andre, der kan prale med, at juleforberedelserne er overståede og gaverne pakket ind.

EngelEngelEngel

I haven har vi masser af fugle, som min kapermand har ‘leget’ lidt med i dag – plus en spansk marguerit, der hårdnakket nægter at give op.

P1070303P1070304

4. december 2011

Nedtælling…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , , , ,

P10702812. søndag i aP1070272dvent.
Julegaverne er ved at være i hus. Bogstavelig talt: Anna får et dukkehus af sine forældre, så vi har lovet at træde hjælpende til med indboet.
Sådan lidt med krydsede fingre, for engelske dukkehuse er i skala 1:10, mens danske er i skala 1:12. Vi håber at den går – det er i det mindste den rigtige vej, synes vi, for det er bedre at stille lidt for små end lidt for store møbler ind i huset.
Til jul får hun en spisestue, et badeværelse, et børneværelse og et sofaarrangement til en dagligstue – plus en fin dame og noget service til at stille i spisestueskænken. Åhh, det er så fint og så småt, så småt … jeg kan slet ikke stå for sådan noget… nu må man bare håbe, at Anna bliver lige så betaget …
Jeg kunne nemt have købt mig fuldstændig fattig – det gjorde jeg såmænd næsten også – og skal snart til den igen, for til fødselsdagen i januar kunne jeg godt finde på at købe et soveværelse og et køkken til hende.
Jeg husker ganske tydeligt Titania’s Palace, som jeg så, da det var udstillet i Legoland for mange år siden (og som nu står på Egeskov); jeg kunne meget nemt blive grebet af samlermani med alle de fine miniatureting, man kan få til et dukkehus.

Dukkehusmøblementet blev købt i Hvalsø Kræmmerhal; vi vidste, at der er en stand med udelukkende den slags sager, og satsede på, at det var lidt billigere der end i ‘rigtige’ butikker – og at vi sikkert også kunne prange lidt. Det ku’ vi også … det blev til en yderst acceptabel pris for alt det indkøbte. Jeg lovede jo også at komme igen, mon ikke det hjalp lidt?

Nu mangler jeg kun fire julegaver – skønt.

Vi kom for tidligt til Hvalsø (troede de åbnede kl. 10), så vi kørte en tur på veje, vi aldrig havde været på før – og kom bl.a. forbi Åstrup Gods, som jeg aldrig havde hørt om før i dag.
Hvor var det flot; med voldgrav og det hele.
Aastrup ved Hvalsø (2)Aastrup ved Hvalsø (5)

Det var også en modsætningernes tur – fra skønhed til grimhed, for kort efter godset kom vi forbi et hus, som jeg meget, meget nødigt ville være nabo til – sikke da en eventyrlig gang rodebutik, men han kommer garanteret ikke til at fryse i vinter… han har kun en snæver passage på fliserne for at komme hen til sin hoveddør, og det er træ, træ, træ altsammen. Mon ikke han kunne have gavn af at se ‘Ryd op i dit liv’? Eller er han uden for pædagogisk rækkevidde?

Aastrup ved Hvalsø (1)Aastrup ved Hvalsø (6)

Så meget rod kan man ikke slutte et indlæg med på en adventssøndag – runder derfor af med lidt af det hjemmelavede, der pynter i stuen.
Hjerter magen til pynter også nogle af dørene på min arbejdsplads. Håber jeg i hvert fald, at folk synes – der er indtil videre ikke nogen, der har nænnet at pille hverken dem eller mig ned og fortælle mig, at de er grimme…

P1070262P1070266

Kræmmerhusene er håndsyede; med bevidst klodsede og uregelmæssige sting, hvilket giver et sødt, rustikt look – desuden er det meget nemmere og hurtigere at sy, når det ikke behøver at være alt for smukt.

27. november 2011

Dippy eggs

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , , ,

P1070197“Mommer, will you make my soldiers for my dippy egg, please?”

I weekenderne laver Charlotte blødkogte æg, så Tim og ungerne kan få deres elskede ‘dippy eggs’: Man smører et stykke toastbrød og skærer det i syv strimler; det er soldaterne, som man dypper ned i blommen. Bagefter spiser man hviden med en ske.
Charlotte og jeg valgte at spise vores blødkogte æg på traditionel dansk facon. Det skulle efter sigende også være fransk tradition at spise blødkogte æg på beskrevne måde, men jeg ved ikke andet, end hvad mine englændere siger – det var aldeles ukendt for mig indtil for nylig.
OG en lille opdatering: efter at have læst Kong Mors kommentar op for Tim, sagde han, at det er børnene, der kalder dem dippy eggs. Det rigtige navn er ‘Eggs and Soldiers’. Tim holder meget af det andet lille ordspil, for ‘dippy’ betyder ikke helt rigtig oven i hovedet; småskør; ikke særlig skarp. Det er dermed en finurlig kontrast til ‘egghead’ og bliver nu en meget intern lille joke – hvilket slet ikke var meningen, men forklaringen her er nødvendig for dem, der i forvejen kendte denne måde at spise æg på.

Vejret er usædvanlig smukt for årstiden, så jeg måtte ud og tage ‘vinterbilleder’ af det nok efterhånden velkendte hus, så dem vil jeg ikke vise – men vi kan da i stedet fremvise Jamie Dancer gående omkring på græsplænen.
  P1070202
I aftes var jeg barnepige for ungerne, mens far og mor var til et housewarmingparty hos et vennepar fra landsbyen. Det var jordens sødeste unger i aftes – ikke et eneste ukvemsord mellem dem eller nogen forsøg på at køre om hjørner med mig; de lagde sig pænt til at sove, da det var tid til det … efter fire små godnathistorier læst af den efterhånden hæse mormor … som belønning for excellent opførsel kørte vi på planteskolen, som har meget andet end planter, og hvor de fik lov til at vælge hver en ting til at hænge på juletræet. Anna valgte en pingvin. Meget julet …

Var det noget med en adventskrans af drivtømmer? Det hvide papir var kun til beskyttelse af fyrfadslysholderne – den var faktisk ganske pæn, synes jeg.  Meget alternativ, men pæn.
P1070204

I dag var det bollebagningstid med det af mig importerede Amomel og rigtige gær – de bedste boller kan nemlig kun bages med Amomel. Og smør i stedet for margarine. For himlens skyld smør! Der burde være en lov imod at bage med margarine … og hvad enten I tror på mig eller ej, så er det altså kun Amomel, der dur til denne opskrift. Intet andet. Min søster troede mig ikke; bagte dem med margarine og noget andet mel og kunne ikke forstå, at de ikke blev lige så gode som mine, for hun havde da fulgt opskriften (som lyder på margarine). Jamen jeg sagde jo …. 

P1070216

Her drikkes Sunday High Tea med det fine Rosenborgstel, som C fik af min far – dog med varm kakao i kopperne i stedet for te.
Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt at indrømme, at jeg ikke kunne drømme om at bage mine boller med spelt eller fuldkornsemmer eller hvad det nu hedder altsammen, når man skal være åh så sund. Mine boller skal være af det fineste hvedemel og med ‘rigeligt smør’, ellers kan det være helt ligemeget. Vi får dem alligevel kun en gang om året, så det er ikke dem, der ødelægger hverken helbred eller livvidde. Til gengæld kan de ikke bruges som kanonkugler.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.