Hos Mommer

9. august 2017

Hvordan spiser man i Khoka Moya?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:45
Tags: , , ,

Dagen er gået med at lave så meget ingenting som muligt, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at komme med endnu et safariindlæg med billedspam galore, iblandet lidt kulinariske beskrivelser. Jeg ved endnu ikke, om dette er det sidste eller det næstsidste … men her kommer lidt om den gode mad. Vi indtog alle måltider i lejren på en åben, men overdækket terrasse. Der var sidde/hyggearealer og der var en forsænkning med en stor bålplads med langbænke i passende afstand fra ilden, over hvilken børnene ristede skumbananer tre aftener.

IMG_7501IMG_6847
Vi tager først lige et par af de smukke fugle – en lilac breasted roller og en … stær af en slags, tror jeg nok. Men utrolig smuk, når man så den flyve.

Morgenmaden, som blev trommet ind kl. 10, bestod altid af baked beans med lidt ekstra ting i, stegte kartofler, stegte tomater og enten bacon eller pølser. Tre slags müsli/cornflakes, to slags yoghurt, to store frugtfade, hvidt og mørkt brød, man selv rister, og en eller anden slags muffin. Derudover stod der en og stegte spejlæg eller røræg efter ønske. På bordene stod mælk og to slags marmelade.

IMG_6857

(Impalaer …)

Frokosten var klokken to og havde altid en stor og varieret salatbuffet med to slags dressinger. Som lunt var der forskellige grønsager og altid enten kød og fisk eller to slags kød. Altid tre lune ting, som fx stegte kartofler, squash … alt der kan steges. Når vi troede, vi var helt færdige, kom de med desserten …
På de dage, der ikke indeholdt udflugter, havde man fri mellem morgenmaden og frokosten og mellem den og sidste gamedrive, som startede 15:30 – sådan var det i tre dage, fordi der var en heldagsudflugt og to halvdagsudflugter på de andre tre dage.

IMG_6859

(Girafmor med barn …)

Aftensmåltidet lignede i princippet meget frokostmåltidet, men kødet og/eller fisken var lidt mere spændende; fx springbok, og desserten var mere … skal vi sige … voluminøs! Det lyder måske lidt ensformigt, men de var gode til at variere tilbehøret, og ingen gik sultne fra bords, fordi det var så svært at begrænse sig, synes de fleste af os. Vi blev dog bedre til det i løbet af ugen – det var nødvendigt, hvis vi ikke skulle trilles ud til safarivognene!

IMG_6922

(Zebraer ved det lille vandhul …)

Den ene af aftenerne vendte vi ikke tilbage til teltlejren, men til et sted, som de havde holdt hemmeligt indtil nu. Her havde de rigget en kæmpe boma til, med bar og grill med tre slags kød og ved siden af medbragt tilbehør og salater. Vi blev alle bænket, og personalet kom syngende ind, fortsatte syngende og dansende rundt om bålet, mens hårene rejste sig på armene af nok de fleste af os.
Det kan bare ikke beskrives, det skal opleves. I øvrigt lige som alt andet hernede …
En afrikansk stjernehimmel er af en eller anden grund meget større end vores. Det føles, som om stjernerne falder helt ned i hovedet på os, og de virker som om de er meget, meget større.

IMG_7273AFRIKA 2017-443

Anna og Aubrey var (igen) helt opslugte af det fremmede, men spændende scenarie. Han var i virkeligheden hammertræt efter dagens oplevelser, men sad intenst opslugt og klappede og rokkede med til de hede, dunkende, varme og inciterende afrikanske rytmer, som har noget udefinerbart over sig. Jeg ville sige erotisk, det vil Aubie helt sikkert ikke … men ingen lades upåvirket af dem.

IMG_7517IMG_7522

Næsehornsfamilien. Næsehornsfar gik og græssede et lille stykke væk.
Resten er bare billeder, billeder, billeder – efter redigering er der ‘kun’ 620 tilbage, så der skal kasseres flere, men det er godt nok svært.

IMG_6892IMG_6918IMG_6920

En lidt tåbeligt udseende giraf i den blå time og en meget opmærksom kuduhan, som lige har hørt et eller andet farligt i nærheden (ikke os).

IMG_6934

Burchell’s zebra (kan kendes på, at de er lysegulbrune et eller andet sted på kroppen).

IMG_6969

En landende grib.

IMG_7135

En flok græssende bøfler.

IMG_7160IMG_7159

Børn og mødre.

IMG_7568

Og til slut kamæelonen. Da Lyton havde sat baren op på vores sidste gamedrive, spurgte han, hvad vi manglede at se. Vi mente, at nu havde vi vist set alt, hvad der var at se, men han sagde, at vi endnu havde kamæleonen til gode. Da vi kørte igen, var det blevet helt mørkt, men han lyste med hurtige bevægelser rundt i det nu kulsorte landskab.
Med ét stoppede han bilen og lyste på denne fyr, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. Vi sad bare totalt målløse: Hvordan i himlens navn kan du få øje på den, samtidig med, at du kører?
Det er da nemt nok: Bladene er meget mindre end dyret.
Okay. Godt så. Det havde han selvfølgelig ret i …

Reklamer

4. august 2017

Er en safari noget for børn?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags: , ,

Safari er noget for lidt større børn, vil jeg nok sige. Vores rejse var ekstra børnevenlig, og der var da også andre mindreårige børn end vores i vores gruppe på 28, hvor den yngste var fem og Anna var den ældste på 11. Jeg synes ikke, det var en god ide at bringe en femårig med (for lille til at forstå og for lille til at lystre en fremmed øjeblikkeligt), men der var to ældre søskende, og hun kunne jo ikke være alene hjemme … her var det, som for vores vedkommende, bedsteforældrene, der gav turen – bedsteforældre, der reelt var for gamle til at deltage … det er altså ikke helt smart med krykker, når man man skal på et gamedrive eller ind og ud af en bus. Vi var MEGET glade for, at vi hver gang var bare os seks på turene i den åbne vogn.

IMG_7417IMG_7420

imageOvenstående billeder er taget efter en halvanden times bushwalk, hvor rangerne tog alle over 16 år ud at vandre i bushen, i grupper på højst seks.
Imens var der to guider, som malede børnene. A & A var bushbabies (galago), en nuser lille fyr, som vi så den ægte vare af flere gange, men da den er et natdyr, kunne vi ikke tage billeder; vi så den bare ‘fanget’ i Lytons projektørlys.
Samme ranger Lyton var utrolig sød og virkelig glad for sine to bushbabies, som han omtalte dem som under resten af ferien – where are my two little bushbabies? Oh there you are!
Lyton var speciel – det viste sig, at han var den ledende ranger i området, og at guiden havde bedt om at få ham til os, da hun hørte, hvor levende interesseret A&A var i Afrika og i dyrene – det fandt hun ud af i løbet af de otte timer i bussen.

IMG_7050IMG_7058

Den dag, vi så en skole, var vi bagefter henne for at se den traditionelle måde at lave majsmel på. Aubrey prøvede, men var glad for, at han ikke behøvede at stå der i tre timer for at lave nok til en families dagsforbrug …
Bagefter fik vi smagsprøver på den mad, man spiser i det område. Der var sat stole op, men Aubie satte sig på jorden for at spise, og på forespørgsel fra guiden Sanne (står lige til venstre for Tim) om hvorfor, lød svaret: It’s not really tribal to sit on plastic chairs, and I want to be tribal!
Det havde knægten jo ret i, og Sanne var helt solgt.

IMG_7389

Børnene sad oppe foran og havde derfor let ved at stille Lyton spørgsmål. Han svarede dem, som han ville svare voksne, og han tog i det hele taget børnene helt seriøst. De stillede nu også nogle gode spørgsmål, som viste, at de i forvejen havde læst meget om dyrene i Afrika og vidste noget allerede.

IMG_7147

IMG_6954

Her var der bøfler på den anden side af vandet. En anden dag så vi 54 elefanter komme for at drikke. Det var flot at se, men desværre ødelagde den store flok de gipsafstøbninger, børnene havde været ude for at lægge ned i dyresporene dagen før.

IMG_7407

Vi var som sagt på otte gamedrives á tre timer, og ungerne kedede sig ikke et øjeblik på de ture (det gjorde vi heller ikke), selv om der (en sjælden gang) kunne gå op til en halv time, inden der skete noget interessant – det var spændende at prøve selv at få øje på noget, men det gjorde vi uhyre sjældent – det ER virkelig svært. Selv en giraf er svær at få øje på; det tror man er løgn, indtil man har prøvet IKKE at kunne se giraffen, selv om den står 50 meter fra én.

IMG_7263IMG_7565

Når vi nærmede os solnedgangstid, standsede Lyton et godt sted og riggede en særdeles velforsynet bar til. Der var alt, hvad man kunne ønske sig, men vi fik selvfølgelig kun en enkelt genstand – det dur jo ikke at have en flok halvfulde turister at holde styr på – men det er hyggeligt at se solen gå ned mens man får en sludder med hinanden og med den dygtige og sympatiske mand.

IMG_7183

Det var safariture set fra børnehøjde. Flere billeder af flere dyr kommer senere.
I hvert fald for vores børns vedkommende var det en kæmpe succes – de havde ikke spor lyst til at tage hjem igen, da den dag oprandt, men de er kommet hjem med mange, mange gode minder i bagagen og de fik begge alle de ønsker opfyldt, de kom herned med.
Både forældrenes og bedsteforældrenes forventninger blev også mere end indfriet. John og jeg har været på to safarier før, og Tim og Charlotte var på en på deres bryllupsrejse, men ingen af os har før set så mange – og så mange forskellige – dyr eller haft så god en ranger.
Vi vil derfor aldrig på safari mere, har vi besluttet, for det kan ikke blive så godt igen. Denne tur skal være den, jeg vil huske.
Jeg kan på det varmeste anbefale Albatros’ Khoka Moya-tur. Man behøver jo ikke at tage en af de to-tre børnevenlige udgaver, de har.
Senere vil jeg komme lidt ind på maden og på de tre ture, vi blev taget med på uden for området – der blev ikke spildt noget tid på de otte dage!

3. august 2017

Manyeleti – første dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:09
Tags: , , ,

Det er nok ingen hemmelighed, at wi-fi’en lod en del tilbage at ønske i vores teltlejr, eftersom der har været tavshed fra min side i et stykke tid. Jeg opgav på forhånd, da jeg oplevede, at det tog flere minutter at loade en FB-side. Så var jeg klar over, at jeg ikke engang gad forsøge at uploade et indlæg med masser af billeder.
Det bliver derfor en skønsom blanding af overordnede indtryk, temaer og kronologi – noget forvirrende, måske, men skidtpyt, ikke?

27 timer efter vi gik ud ad døren i Den Stråtækte, ankom vi til Khoka Moya i Manyeleti lige vest for den store Kruger Park. Det var et langt døgn (1½ + 10 timers flyvning; 8 timer i bus plus det løse), og vi var efterhånden trætte, fordi vi alle sover elendigt i en flyver. Det begyndte at blive en smule spændende allerede ved flyskiftet i Zürich, hvor vi skulle mødes, for englænderne kom først tre minutter før planlagt afgang … de nåede det dog lige.

IMG_6809

Aubrey satte sig i bussen med et lille, tilfreds smil om munden, og det forlod ham ikke, før han faldt i søvn ½ minut før første stop … we are actually IN Africa now. Cool.
God guide. God mad. Godnat …
Næste morgen var der en tidlig, frivillig tur – normalt lader de gæsterne sove længe den første dag, men vi ville have det hele med, så vi mødtes kl. 06:15, fik en kop varm kakao, hilste på vores faste ranger, Lyton, og så afsted.

IMG_6765IMG_6770

Der gik ikke mange minutter, før vi så de første dyr, og inden for 10 minutter havde vi set impala, kudu, zebra og elefant.
Herefter kørte han off road, hvilket gjorde det hele endnu mere autentisk. Det er forbudt for private og for personbiler i det hele taget at køre uden for de angivne veje, men disse rangers har speciel tilladelse til at køre overalt. Vi ville, som nævnt før, af flere årsager aldrig køre ind selv, for man får 100 gange mere ud af at være sammen med en ranger. De taler sammen via radio og hjælper hinanden – we’ve just seen the lion females with the cubs – go to …
Kort tid efter kom vi til de to sovende hanløver, som ved, hvor hunnerne er, men ikke interesserer sig for dem, før de kommer i brunst.

IMG_6783IMG_6788

De var heller ikke interesserede i os. Som i overhovedet ikke. De var 100 % ligeglade … så længe vi bliver i bilen, ikke taler højt og ikke rækker arme ud eller rejser os op, er bilen en for dyrene en velkendt enhed, som hverken er farlig eller interessant.
Vi fandt ikke hunløverne, men det er stadig dag ét, så der kommer flere chancer.
Pumba kom også et smut forbi med sin familie – vortesvinet I ved, fra Løvernes Konge. Zazu fløj forbi og hilste.

IMG_6812

Kaffe/kakao/tepause blev der også tid til. Den kaffe smager altså bedre under disse omstændigheder end enhver anden kopkaf…

Kaffepause

Tilbage igen kl. 9:45, hvor der var morgenmad. Ingen andre end os seks havde været ude den morgen.
Teltlejren er ikke indhegnet, så de vilde dyr kommer helt tæt på. I ordets bogstaveligste forstand, så vi fik at vide, hvordan vi skal opføre os, mens vi er her. “Alt, der løber, er mad, så man løber ikke. Aldrig. Og hvis der pludselig står en elefant foran jer, skal I bare stå helt stille, så vil den ignorere jer.”
Okay. Godt så. Hmmm.
Da vi skulle tilbage fra morgenmaden, gik Charlotte og Anna først, men kom tilbage igen … “der står en stor bøffel lige ved siden af stien, så vi vil gerne ledsages af en ranger”.
Det syntes rangerne også var en god ide. Bøflen er det farligste dyr, farligere end løverne, for disse løber, hvis de ser os. Blev der sagt … men i hvert fald skal vi have stor respekt for bøflerne.

P1070167P1070166

Teltet var omkring 50 m2 og havde en herlig bred dobbeltseng med varmetæpper i; det blev virkelig koldt om natten, og der er ikke voldsomt meget isolering i en teltdug. Der var bad og toilet, en sofa, et skrivebord, samt to liggestole ude foran. På billede to ses englændernes telt fra vores terrasse.
Herunder skimtes en flok impalaer, som selvfølgelig er ufarlige, men der kom både bøfler, hyæner og elefanter gående lige forbi. Så bliver man lige så stille indenfor og siger ikke en lyd. Ingen gæster går uden for teltet uden at blive fulgt af en ranger, når det er blevet mørkt.
Om aftenen hørte vi et stort kor af frøer og hver nat hørte vi løver brøle tæt på. Lidt skræmmende i starten, men det blev forbavsende hurtigt hyggeligt med alle disse fremmede, men fra tv-udsendelser alligevel velkendte og meget afrikanske lyde.

P1070168IMG_7222

Det blev til et væld af oplevelser allerede på første tur. Ungerne elskede det og kedede sig ikke et sekund, selv om det var en tretimers tur – det var fantastisk at se deres spændte, forventningsfulde og glade ansigter. Al træthed var som blæst væk for os alle.
Og der skulle komme syv game drives mere … det her kunne kun blive godt.

Hvordan tager man på safari? (Del 1)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:27
Tags: , ,

Lad mig indlede med at sige, at jeg så glimrende ved, at vi er forskellige, at vi har forskellige måder at feriere på og også på at synes, at lige netop min måde er den bedste.
Men når det er sagt, er jeg nødt til kraftigt at understrege, at det i mine øjne ikke er en rigtig safari, når man kører rundt i egen (= lejet) bil rundt i en eller anden sydafrikansk nationalpark og ser en struds, et næsehorn, to giraffer, et par halvtamme løver eller et par elefanter fra den vej, man nu engang har tilladelse til at køre på.

IMG_6900

Fordi hvis man tror det er sådan, er det næsten 100 % sikkert, at man ikke får set hyæner få bøffel til morgenmad. Eller se omkring 100 gribbe sidde og slås om aftensmaden, som består af den samme bøffel.

IMG_6967

For slet ikke at tale om at se løvefamiien, der har nedlagt den bøffel og ligger og mæsker sig, inden hverken hyæner, sjakaler eller gribbe overhovedet får chancen for at deltage i ædegildet.
Man må nemlig, uanset, hvad folk siger, de har gjort eller kan eller må, IKKE køre i parkerne på egen hånd. Man må nogle steder køre på ‘hovedvejene’, som i få tilfælde er asfalterede eller i det mindste ret brede og under alle omstændigheder farbare for en ikke-4-hjulstrækker … det, mange tror, er off road, er de mindre veje, og en virkelig off road er off road i en grad, man nok ikke rigtig forestiller sig … måske som i noget, man ser i en gammel film –men hvis man bare er en nogenlunde ansvarsfuld chauffør, kører man ikke engang ad de små veje (hvad man så heller ikke må …) – og i selve Krugerparken må ikke engang rangerne køre off road, så det er bedre at forsøge at få fat i et af de steder, der ejer eller har specielle tilladelser til at benytte Krugerparkens grænseområder – hvilket vi gjorde via Albatros Rejser til Khoka Moya i Manyeleti.

P1070129

Er man på egen hånd, ser man nok heller ikke 50-60 elefanter komme og drikke ved vandhullet, lige når vi mennesker skal til at spise frokost. Eller ser bøflerne. Hyænerne. Impalaerne … bevæge sig frit rundt i lejren.
Men vi bliver skam undervist i hvordan man skal agere, hvis der pludselig står en elefant lige foran en …

P1070134

Og – og – og – og så ikke mindst OG: Man kan ikke – hvilket ikke kan understreges stærkt nok – man kan ikke selv få øje på dyrene, når man forsøger sig på egen hånd. Enten er man født til at kunne det, som vores fantastiske ranger Lyton var det, eller også har man lært det på et hundedyrt rangerkursus.

IMG_7239

Der er flere grunde til, at man bare ikke får øje på denne leopard – for det første falder den (for os), helt ind i landskabet, og for det andet taler rangerne sammen. De er hele tiden i kontakt med hinanden via radio og fortæller hvor de ser hvad. Vi ved heller ikke, at vi først og fremmest skal kigge op og ikke ned, fordi det er lettere at få øje på leopardens bytte end på leoparden.

IMG_7117IMG_7112

Okay – lettere og lettere – men fx som her: Kig på en linje mellem centrum og klokken tre. Der ligger/hænger en dikdik-antilope, men det tror jeg, man skal være ranger for at vide. Når man kommer tæt på og kan zoome med kameraet, er det tydeligt nok. Næsten … for jeg vil vove den påstand, at det får man bare ikke øje på som uøvet.
Ejheller får vi øje på denne lille fætter, som ligger og slår mave og er helt ligeglad med den diesellugtende vogn, som standser op lige ved siden af.

IMG_7240

Kan I forestille jer at få øje på hende? Fra en ‘hovedvej’ mindst et par kilometer væk? Næppe …

IMG_7233

Man finder heller ikke denne løveflok, bestående af fem hunner og 10 unger, plus de to hanløver, som ligger et stykke væk og bare går og venter på, at hunnerne kommer i brunst igen, for de gemmer sig alle langt, langt væk fra de steder, man må/kan køre i en personbil.

IMG_7256

Man ser dem ikke, fordi dette er efter solnedgang, hvor alle andre end personer med speciel tilladelse skal være helt ude af parken – vi ser det, fordi vi har en god ranger. Vi ser fem løvemødre og 10 løveunger være så mætte, at de knap kan røre sig (læg mærke til ungen, der ligger helt inde i bøffelkadaveret) – vi ser deres tykke, tykke maver og vi undrer os over, at de, trods mætheden, overhovedet ikke er interesserede i os.
Det er der en forklaring på, som kommer senere.

IMG_7195

Det her – det er off road. Leoparden ligger lige til højre for stolpen i midten af billedet. Ikke specielt nem at få øje på, vel?
Et er så at se noget, man får at vide præcis hvor er (hvilket oftest er overraskende svært), noget helt andet er at få øje på noget, samtidig mens man kører bil i uvejsomt terræn og måske oven i købet holder et spotlight i den hånd, der ikke er beskæftiget med rattet. Det kræver en ranger.

IMG_7219

Der kommer mere, for jeg er nødt til at pointere for (bl.a.) mine to søstre, der tror, de kan tage på safari på egen hånd og få en masse ud af det. Jeg er nødt til at understrege igen og igen, at safarier tager man på med nogen, der ved rigtig meget om hvordan man finder ind til dyrene – og hvorfor man ikke selv kan gøre det til en oplevelse, man aldrig nogensinde glemmer.

Det var lidt af det praktiske. Der vil naturligvis også komme noget om den ubeskrivelige stemning, man oplever. Den ER ubeskrivelig, men jeg vil naturligvis forsøge at beskrive, hvor fuldstændig fantastisk det er at se solen gå ned; at se stjernehimlen, som vi ikke oplever den så højt mod nord, at få en Sundowner lige midt ude i bushen (efter solnedgang, venner – det vil I aldrig selv kunne gøre!) – at … ja, prøv selv. Det er bare. Helt. Fantastisk.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.