Hos Mommer

29. juli 2020

Fordrivelse af ventetiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , , ,

P1050043

Englænderne ankommer et eller andet sted mellem kl. 17 og kl. 18, afhængigt af trafikmængden, men der er formentlig ikke lange køer ved grænsen i dag.
Det vil sige, at jeg skal have en hel dag til at gå, præcis som når børn venter på juleaften. Tiden føles alt for lang. Det er næsten fem måneder siden jeg så dem, og de har ikke været i Danmark siden jul. Helt uhørt lang tid i forhold til hvordan det plejer at være.
Huset er rengjort, gæsteværelserne står parat, lammekødet ligger og hygger sig i sous viden, tzatzikien og agurkesalaten er lavet, der er friske blomster i vaserne, og der er købt ind til i hvert fald 3-4 dage, så jeg ikke skal tænke på den slags irriterende trivialiteter. Med andre ord: Jeg er totalt klar, og der er stadig lææænge til de er fremme ved målet.
Drivhuset har undergået dagens nuslen og puslen.
Bøftomaterne har griffelråd (åbenbart et tegn på kalkmangel – jeg skal ikke bruge regnvand til tomaterne, kan jeg konkludere ud fra litteraturen om det) på de to første tomater der kom, men resten af de i alt kun 23 ser fine ud. 23 frugter er bare alt for sølle præsteret for den store plantes vedkommende, så det var nok både første og sidste gang der står bøftomater i Ellens drivhus.

Til Stribe

Sweateren til Søren er strikket færdig, men jeg mangler alt sy-, klippe- og monteringsarbejde, plus at strikke halskanten, og da alt dette vil tage mere end en dag, får den lov at ligge til familien er taget retur til England.
I går brugte jeg et par timer på at lave garnnøgler til en Stribe fra Conraddesign. Opskriften siger 12 farver, men hvorfor nøjes med det?
Den slags opskrifter er perfekte til, når man, som jeg, stort set aldrig har mere end to nøgler i præcis samme farve. Det er i øvrigt meget sjovere at strikke større ting, når man hele tiden skal skifte farve.

Det blæser som var det en efterårsdag, så det er ikke særlig interessant at opholde sig udendørs – jeg håber sandelig, at det aftager, for jeg har booket to kajakker, som Tim og Aubrey skal hente hertil, så de kan hygge sig i nogle dage med at udforske Præstø Fjord. Hvis det blæser som i dag, vil det være for svært og også direkte farligt for dem at få dem padlet hjem til Den Stråtækte helt ude fra Roneklint.

P1050050

P1050051

Jeg holder så meget af farven på min ægte mandstro. Humlebierne holder så meget af mandstro. Ren win-win.
Jeg har både ægte mandstro og russisk mandstro. Jeg burde være blevet mistænksom, da jeg så navnet på den sidste i planteskolen, men jeg tænkte ikke hurtigt nok og opdagede derfor først for sent, at jeg skulle have ladet den blive på planteskolen. Russisk esdragon er nemlig ikke en pind værd som krydderurt, og det viste sig, at russisk mandstro er en lidt kedelig og bleg efterligning af ægte mandstro, så jeg skal huske at gå uden om planter, der hedder noget med ‘russisk’ til fornavn.

1. juli 2020

Dagens høst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: , ,

Nu ser det heldigvis ud til, at der bliver et par dages pause, inden der modnes flere agurker.
Dagens høst var fem, og i køleskabet lå der fire i forvejen …
Dagens høstVi har spist tzatziki i store mængder, og vi har fået den gode agurkesuppe to gange – og skal tredje gang på fredag, når min søster kommer en tur, men det er trods alt begrænset, hvor mange agurker to personer kan indtage pr. dag.

Normalt laver jeg gammeldags agurkesalat samme dag den skal bruges, men nu har jeg forsøgt mig med at gemme den på glas, så jeg har til efterår/vinter. I går, ved den ugentlige nørklekomsammen, fortalte en af dem, at det gjorde hun da hvert år – det kan sagtens holde sig, når man skyller glassene med atamon.
Fint. Det prøver jeg.
Agurkesalat er jo altid godt på en leverpostejmad, men det er særlig godt til den mad, der normalt hører vinteren til, såsom frikadeller eller en god, gammeldags flæskesteg.
Fem agurker blev til fem glas agurkesalat. Den fine, sprødgrønne farve holder sig næppe, men bare smagen gør, så går det nok.

P1050014

Jæger/samler-generne forlader os åbenbart aldrig. Jeg elsker simpelthen at hælde sommeren på glas og flasker og dermed skabe en del af vores vinterforråd.
Den dag vi var ved Vallø for at se på den flotte rosenhave, kørte vi gennem en skov med snesevis af hyldetræer, så jeg plukkede en stor pose blomster.
Da vi kom hjem, satte jeg dem over til hyldeblomstsirup, hvilket gav 12 kvartlitersflasker, så der skulle også gerne være til vinterens forbrug. Jeg fik engang pralet til Kristine over, at jeg ikke er nogen sukkergris, hvad morgengrøden angår. Det var sandt nok, da jeg skrev det, men i mellemtiden er jeg blevet pinligt afhængig af hjemmelavet rabarber-, æble- eller hyldeblomstsirup på den. Bare en enkelt eller måske to spiseskefulde på, og den i øvrigt gode grød, som jeg varierer meget, er lige højnet et par klasser eller tre.
Lige som for al øvrig mads vedkommende her i huset, vil jeg også helst have god variation i morgenmaden. Der bliver vekslet mellem den rigtig sunde (skyr/yoghurt/chiagrød (på kokosmælk) med masser af frugt i), grød af temmelig varieret art (kan indeholde forskellige blandinger af grovvalsede havregryn, hirseflager, müsli, boghvede (gryn eller valsede) eller en af Muldiversets gode blandinger). Der bliver altid kogt en pære, et par blommer eller anden egnet frugt med i grøden, og endelig får vi sommetider brød, som helst skal være hjemmebagt – dog ikke altid, når vi har overnattende gæster.
Brød var forbuden frugt (!) i lang tid under vores LCHF-periode, men nu går vi lidt til og fra med at kontrollere det der kulhydratindtag, for det blev altså for meget for os begge i længden at undvære både kartofler, pasta og brød. Og vin …
Vægtmæssigt er vi ikke nede, hvor vi nok helst ville være, men lige så nemme de første 10-12 kilo var at tabe, lige så pokkers svære er de sidste, men vi tager heller ikke på. Den tilstand har vi begge valgt at acceptere, for det skal også være dejligt at være pensionist, og vi prioriterer livsglæde over det optimale udseende.

23. juni 2020

Der sker underlige ting i min have

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:36
Tags: , , ,

Forleden dag hørte jeg en særdeles aggressiv summen. Vi har i år nogle bier, som lyder anderledes. De er mere oppe i diskanten og mere hidsige at høre på end biers normalt relativt fredelige og lidt dybe summen. Det må være en art, vi ikke før har haft besøg af, men i år har vi mange af dem – og heldigvis også mange andre slags. Den anden dag gik en eller anden dog helt amok, og lyden flyttede sig ikke, så jeg gik hen og kiggede. Det var en bi, der sad oven på en anden bi og tilsyneladende stak og stak og stak det stakkels offer.
Det var her, min undren kom ind: 1) Umiddelbart så det ud til at være to bier af samme race, men selv om det ikke skulle være det, bekæmper bier vel normalt ikke hinanden? 2) Når en bi stikker, mister den brodden, når den forsøger at trække den til sig, så hvordan kunne denne blive ved med at stikke? Hvis det altså var det den gjorde …
Umiddelbart kunne det ligne en parring, men det kan det ikke have været, for biers parring foregår i luften og altså ikke på denne måde. Men hvad var det så?
Den lidt mindre bi på ryggen af den lidt større var altså den der stak og den med den aggressive summen. Den anden kom med et ynkeligt lille piv indimellem, men sagde ellers ikke noget.

P1020004

Min Marjatta-agurk måtte lade livet i dag. Den har længe skrantet og har kun leveret to agurker i alt. Det så heller ikke ud til, at der ville komme flere – alle de små agurker visnede hurtigt hen og blev til ingenting.
Så meget for biodynamisk dyrkning … efter disse Steiner-principper blev den dog ikke dyrket hos mig, men sådan har dens tidlige barndom været. Det var måske mine ikke-kosmiske metoder, den ikke kunne tåle, det sarte væsen?
Den har aldrig været nær så voksevillig som den anden, men er ranglet og har kun leveret et enkelt sideskud, mens den anden bliver ved og ved med at skyde ud til alle sider – jeg har beskåret den flere gange allerede.
Den anden agurk, som er fra Gartneri Toftegaard og derfor ‘kun’ økologisk, er så frodig og rigtydende, at den giver os 2-4 agurker hver anden dag. Vi er allerede ved at blive kvalt i agurker, så derfor havde jeg heller ikke dårlig samvittighed over at kyle den syge ud – den tog bare plads op i drivhuset. 
Nu har den ananaskirsebær, jeg fik af Malle, i stedet fået dens plads i krukken.

Syg agurkSærdeles rask agurk

Syge agurker

Det er nu alligevel lidt underligt, for hos mig har begge agurkeplanter naturligvis fået præcis den samme behandling, så hvorfor den ene ser syg ud var syg og smed alle anlæg til nye agurker, har jeg ingen ide om. Den var ikke angrebet af spindemider, svamp eller anden dårligdom, men bladene blev gule nedefra og op. Den var frisk nok at se på i toppen, bortset fra agurkerne, som stort set med det samme begyndte at sygne hen.

Nå. Det er ikke alt, man skal forstå – men man skal undre sig, og det gør jeg.

19. juni 2020

Jeg har skrevet til Hornum

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:48
Tags: , , ,

Måske er det en skrøne, at spindemider ikke bryder sig om blomsterkarse, men indtil videre har jeg ikke haft spindemider i agurkeplanterne. Jeg gransker dem indgående hver eneste morgen for at se, om de små, irriterende, agurkeplanteødelæggende sataner har fundet vej ind i mit drivhus.
Jeg købte en ‘scarlet’ blomsterkarse, dels fordi jeg elsker den stærke røde farve, som desværre ikke rigtig går til ret mange andre blomsterfarver, og dels fordi jeg syntes det kunne være flot som kontrast til alt det grønne i drivhuset – og i øvrigt vil blomsterne så nydeligt matche tomaterne, når disse engang bliver modne …
En anden rød blomst, som heller ikke skal passe sammen med noget andet og derfor står helt alene – sammen med fem andre – i hjørnet ved drivhuset, er pralbønnen. Den har tilsyneladende ikke spor lyst til at være pralbønne, men er en hummer-wannabe.

P1020012P1020013

Pralbønne som hummer-wannabeJeg ville aldrig have valgt den fesne, lysegule farve, som det viser sig, at alle mine tallerkensmækkere har! Jeg er ikke vild med gule blomster og undgår dem i videst muligt omfang, med erantis og påskeliljer som eneste undtagelser, men de er tilgivet, fordi de hører til blandt årets første blomster.
Denne blomst nærmest drukner imellem sine egne blade, og jeg er mere end en anelse utilfreds med den falske varebetegnelse på posen, hvilket jeg netop har skrevet og fortalt Hornum. Jeg kan ikke tro, at jeg er den eneste, der uforvarende har fået en pose med frø i den forkerte farve, så at sige, så et eller andet sted sidder der en frøavler, der ikke har styr på sin produktion, og det må helst ikke gentage sig.
Heldigvis er spindemiderne nok ligeglade med farven, så nu er der kun tilbage at håbe på, at de virker efter hensigten. Hvis ikke, og der indfinder sig spindemider, ryger den blomsterkarse ud med det øvrige haveaffald!

Vi fik 14 mm regn i morges. Det, sammen med den dahlia-livreddende vandingsindsats jeg var nødt til at udøve i aftes, har fået hele haven til at strutte af saft, kraft og livsvilje. Nu skal jeg have gødet både dahliaer, roser og stauder, så det hele nærmest kan eksplodere.
Formentlig sammen med ukrudtet, desværre … men man skal jo holde sig i form med noget, og det er altså trods alt sjovere at fjerne ukrudt end at gå i fitnesscenter. Synes jeg, men jeg kan godt komme i tanke om en del, som vil være uenige med mig.

10. juni 2020

Glas i haven – plus jern og sten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:11
Tags: ,

Sidste sommer var vi ude for at se på en åben have – noget vi gør et par gange hvert år, fordi det kan være så utroligt inspirerende at se, hvad andre gør ved og i deres haver. Denne var ingen undtagelse. Flere steder tittede der spøjse ting frem fra staudebedene; ting, som i hvert fald sådan en have-ukreativ en som mig aldrig ville have fundet på at anbringe i haven, men det så hammergodt ud, så jeg tog ideen til mig. Sidste år blev det bare til, at den gamle, brune vinballon, som vi fandt i svenskerhuset, blev hevet ned fra loftet for at komme til ære og værdighed igen – og det på en måde, som ingen svensker sikkert kunne forestille sig! Den kom nemlig til at stå i bedet ved hobbithuset, som jeg har omdøbt bådehuset til. Det er gravet ind i en skråning, så vinduet, der ser ud til at være lige over jorden, kan jeg ikke se ud ad, når jeg befinder mig inde i skuret. Med den megen efeu ligner det et hobbithus, synes jeg.
Det er i øvrigt her, jeg satte fire af dine kermesbær, Jørgen.

P1030937

P1030944Forleden dag, da vi besøgte et fuldstændig fantastisk havecenter i Audebo, skulle jeg (også) lige hen og lure lidt rundt i restehjørnet.
Det gav pote, for jeg fandt tre flasker, som de ville have sølle 15 kroner for. Det var okay med mig, men jeg havde ikke villet give de oprindelige 80 kroner. Flaskerne står foreløbig og udfylder en tom plads i krydderurtebedet.
Har man muligheden, så kig ind i Audebo Havecenter. De hævder at have alt til haven, og jeg tror på dem!
Vi kørte derop, fordi jeg på nettet havde set, at de havde en stor udstilling af espalierer, og da min Alchymistrose her på tredje sæson endelig har taget sig sammen til at komme lidt i højden, skulle der noget til at holde den – og helst noget, der passer til vores gamle hus.
Det fandt vi da også – det helt perfekte i sort støbejern, som i stilen passer med rygningen på både drivhuset og stråtaget, hvilket man dog nok ikke umiddelbart lægger mærke til, men det ved vi selv, og det er nok for os.
P1030936

Et andet sted har jeg sat en KÆMPE vinflaske, som vi engang fik som tak for en tjeneste. Flasken rummer 5 liter, hvilket er lidt underligt, for da jeg slog ‘vinflaske 5 liter’ op for at finde navnet på netop denne størrelse, findes de tilsyneladende på enten 4,5 eller 6 liter, men italienerne vil åbenbart gerne være lidt anderledes … beviset er her:

P1030947P1030946

Oppe i sverigeshuset fandt jeg engang et par gamle jerngryder, som jeg tog med hjem. De er nu begge beplantede og anbragt på ‘tilfældige’ steder. Om det er de blivende jerngrydeopholdssteder, ved jeg ikke – jeg går og flytter lidt rundt på det hele indimellem; dog ikke vinballonen.
Jeg har for meget tid, har jeg …

P1030938P1030941

P1030940Man starter som liiiiille, og så bli’r man stor
Det sidste billede er min basilikum. Den kom med hjem i en lille potte fra Meny, men den er vokset godt, og den bliver større endnu. Jeg har fire børn i gang fra den, i fire forskellige størrelser, så jeg hele sommeren igennem har frisk og ny basilikum at plukke af. Når jeg kniber blomsterstandene af for at buske planten, sætter jeg dem i vand og laver nye planter i stedet for at smide dem ud.
Ud fra én plante til en tyver vil jeg kunne forsyne det meste af nabolaget med basilikum hele sommeren. 
Vi går ikke ned på pesto i år.
Ejheller agurker.
Eller tomater. 
Eller chili.

7. juni 2020

“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:51
Tags: , , , , ,

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
P1010683Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

P1010607

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

image

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

18. maj 2020

Formering og vækst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags:

P1010546Blæsten har lagt sig, men nu er regnen kommet, så jeg holder mig inden døre. Her til eftermiddag dog en del i drivhuset, hvor det heldigvis ikke regner.
Flere af mine stueplanter skreg på mad i form af ny og/eller mere jord, og min plantebørnehave både inde og i drivhuset skulle enten have jord for første gang eller have større potter.

To basilikumplanter er stærkt på vej til at blive til seks, og de bliver til endnu flere. Hvis man tager en lille kvist og sætter i vand, vil der i løbet af 1-2 uger dannes et solidt rodnet, og den nye basilikum kan plantes. Man kan også starte med at knibe en hel plante og få 10-20 nye sat i vand med det samme, men jeg kan godt lide, at de ikke alle bliver voksne på én gang, så jeg sætter et eller to børn i vej ad gangen.

Ny basilikum på vejNye krydderurter på vej

Herover til venstre ses de små, men livskraftige rødder, og til højre, nederst til højre, er to nye skud sat i jorden. Over dem er der gang i hhv. citrontimian, esdragon og en større basilikum.
I plantekasserne er der tre chili og en snackpeber. Vi kommer ikke til at gå ned på chili … heller ikke i år, men denne gang har jeg tre styrke 5-planter, for vi synes, at mere end det bliver for stærkt til vores ganer. Man kan selvfølgelig bare bruge mindre, men det er svært at dosere, når der skal så lille en mængde til. Sidste år havde jeg en styrke 2-3, en 7’er og en 9’er. Den første smagte ikke af en pind, den anden var lige stærk nok, og den tredje aldeles uspiselig. Heldigvis er de smukke at se på, når man træder dem på en snor og lader dem hænge og pynte i køkkenet til næste sæson.

Tomaterne fra Gartneri Toftegaard er blevet temmelig store, og dem jeg fik som frø af Charlotte, har nu vokset sig så store som gartneritomaterne var, da de kom i plantekasserne for fem uger siden – nogle uger før alle eksperterne sagde, at vi skulle vente flere uger endnu …
Det samme gælder for agurkerne. Vi har spist årets første, og to til er meget snart klar.

P1010549P1010550

Jeg kneb sideskud af tomaterne i dag og satte et par af dem i fugtig jord. De er særdeles villige til at slå rod og blive til nye tomatplanter, så bortset fra, at de naturligvis halter bagud, skal de nok nå at give tomater, og man kan sagtens forsyne en middelstor landsby med tomatplanter på denne måde – eller i hvert fald have nogle til at forære venner og familie.
Mellem agurkerne står en potte med tallerkensmækkere. Jeg læste, at visse af de skadedyr, der elsker agurkeplanter (bl.a. de forbaskede spindemider), ikke bryder sig spor om lugten af tallerkensmækkere, så det må komme an på en prøve. Om ikke andet, så kan de røde blomster vel pynte på et tidspunkt.

Brøndkarse

Brøndkarsen, som jeg skulle bruge en potte af for 14 dage siden, blev sat ud i en større potte. Det er en tørstig sjæl (der er nok en grund til navnet), men den vokser til gengæld også som var den betalt for det, så vi mangler ikke brøndkarse for tiden.

24. april 2020

Sysler og tanker i en coronatid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:46
Tags: , ,

Dahliaerne er i jorden. 39 planter blev det til, plus dem jeg har foræret væk til naboer, fordi der ikke var plads til dem alle i vores have. Nogle af planterne havde afsluttet sidste sæson med så store knolde, at de nu skulle deles i to eller tre – det bliver efterhånden til mange.
Da John og jeg var færdige med vores glimrende samarbejde (han gravede hullerne, jeg satte knolde, vandede og fyldte hullerne igen), fandt jeg en kasse til med dahliaknolde … jeg er selv en knold, er jeg. Det var oven i købet nogle af de smukkeste af dem alle, så der skal findes en plads i min have. Punktum. Jeg er gået i tænkeboks for at finde ud af det, men jeg kommer nok ikke uden om at rykke rundt på noget for at få det hele til at gå op.

Drivhuset er også næsten tilplantet nu. Vi kommer til at drukne i agurker, tomater og chili, hvis alle planterne viser grokraft, men pyt med det – der er i givet fald sikkert nogle naboer, der ikke vil have noget imod at blive forsynet med hjemmedyrkede ting – der er næppe nogen af os på vejen, der skal på sommerferie i år – i hvert fald ikke i udlandet.

Charlotte har lavet en lille del af deres have om; den del der er inden for murene, så at sige. Hun havde planlagt det allerede sidste år, men ikke rigtig haft tid til at gøre noget ved det. Også her har corona spillet ind, fordi hun for det første ikke selv har noget at lave, og for det andet har fået hjælpere.
Den have er nu døbt Coronahaven …

P1020045

Deres have er meget, meget stor, for det kan man tillade sig i dag. Dengang huset blev bygget, var prydhaven ikke større end det, der er inden for murene her. Resten af den tilhørende jord skulle bruges til at producere mad – ganske som det også var herhjemme. Faktisk var det luksus overhovedet at have så meget prydhave, som der har været her, men ejerne har hørt til den mere privilegerede del af samfundet, idet det var et malttørreri fra opførelsen i 1410 og frem til engang i 1800-tallet. På ingen måde overklassestatus, men alligevel et godt stykke fra de stakkes fattige folk, der kæmpede for bare at opretholde livet. Mon ikke erhvervet kan sammenlignes med de danske møllere?

Frisøren fik besøg af mig i dag – min gamle booking fra februar holdt, så jeg slap for at skulle vente en måned.
Jeg anser mig selv for at være født under en heldig stjerne: Jeg er fra det sidste kvartal, hvor man kunne gå på efterløn som 60-årig og fra det sidste år, hvor man kunne få folkepension som 65-årig.
Jeg besøgte min datter og børnebørn i den sidste uge, inden verden lukkede ned, og nu holdt min frisørtid fra før samme verden ændrede sig radikalt.
Det er da alt sammen heldigt – man må se på de lyse sider …

Vi havde besøg af et par venner i tirsdags. Hun gik på efterløn sidste efterår og har nydt hvert eneste sekund siden da, selv om hun, lige som jeg, faktisk var ret glad for sit arbejde. Det kom lidt bag på hende, at det var SÅ skønt at jobstoppe, selv om jeg naturligvis havde udbredt mig om, hvor fedt pensionistlivet er – og vi er, som tidligere skrevet her på bloggen, kun glade for, at vi lige nu ikke skal bøvle med et arbejde (eller risikere at miste det).

16. april 2020

Forårssysler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags: , , ,

Det er så rart, når man kan se hvor langt man er nået. Det var jeg ikke i tvivl om, da jeg malede de gamle betonkrukker, jeg tog med fra gården i 2011. Allerede dengang trængte de til at blive frisket op, men det er først sket nu. Jeg tog dem i første omgang med til Sverige, fordi jeg syntes den hvide farve passede så fint til det røde svenskerhus. Da vi solgte ødegården, tog jeg dem naturligvis med hjem til Danmark.
Og nu har de endelig fået en omgang betonmaling.
‘Søjlen’ havde oprindelig et stort, relativt fladt fad øverst, men det kunne ikke holde til at flytte til Sverige, så nu sætter jeg bare en træpotte på piedestalen. Jeg har en allerede meget stor duftgeranium, som skal plantes ud i træbaljen lige om lidt. Jeg tager stiklinger i sensommeren og sætter i jord, og inden længe slår de rod og bruger hele vinterhalvåret på at vokse sig store, hvilket de gør i voldsom grad, selv om de står køligt.

P1010352P1010366P1010361

Der bliver naturligvis også puslet i drivhuset. Der mangler en del endnu, inden det bliver hvad jeg håber på det bliver, men jeg er godt på vej. John har sat seks hylder op, og jeg har bestilt to plantetårne på 1,50 meter, som jeg endnu ikke helt ved hvor skal stå, men det skal jeg nok finde ud af.

P1010380

Vi har været en smule bekymrede for, hvad bagboerne ville synes om, at vi øgede drivhusets areal med næsten 50 %. Dermed øges jo også tagarealet, så ville det tage for meget af deres udsigt?
Det har det heldigvis ikke gjort, og de har været her for at rose os til skyerne for “det fantastiske drivhus, som paser så fint i stilen til Den Stråtækte”.
I dag inviterede de os op på deres terrasse til eftermiddagskaffe, så vi med egne øjne kunne se, hvor smukt det tager sig ud, og hvor fint det passer i stil og farver til de endnu gule og visne tagrørsplanter og den blå, blå fjord.
Det kunne vi godt se … det har kun pyntet i forhold til det gamle, gyselige drivhus, og det tager på ingen måde deres fjordudsigt fra dem, så alle er glade.

10. april 2020

Noget er som det plejer at være

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , , , ,

Hele verden er vendt på hovedet i en grad, ingen havde kunnet forestille sig, men visse ting er ganske som de plejer. Jeg ville så langt hellere have, at verden var normal, og at visse ting ikke var som de plejer at være, fordi dette ‘plejer’ er mit sisyfosarbejde med det forbaskede skvalderkål. Hvert år når jeg i bund – og hvert næste år opdager jeg, at det gjorde jeg ikke alligevel, fordi der dukker et nyt, lysegrønt tæppe frem. Grrrr. Det er fast arbejde, og der er ikke nogen, der kommer og fyrer mig. Desværre, kunne jeg godt sige, og det er altså ikke for at gøre grin med alle de mange, der er blevet arbejdsløse fordi verden er vendt på hovedet. Dem føler jeg virkelig med.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Drivhuset er blevet færdigt. De nåede det i går, de to mænd – med hiv og sving og med kun tre korte pauser. Jørgen kom klokken 8 og tog først hjem igen klokken 16, så han fik ødelagt en hel skærtorsdag, den stakkels mand. Jeg var glad for, at han ikke var på helligdagsbetaling, men havde afgivet tilbud, og han har sikkert bandet over, at han ikke nåede det til 1. april, som han havde lovet. Det var på ingen måde hans skyld, at han ikke nåede det, men han er en flink mand.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Her er John ved at montere de automatiske vinduesåbnere/lukkere. Dem kan man ikke undvære, når man ikke altid er hjemme – og selv om alt tyder på, at vi er det i denne sommer, regner vi ikke med, at det vil være normen fremover!

Chili- og tomatgartneri Toftegaard har åbent på en lukket måde … man kan bestille sine planter over internettet og så komme og hente dem på en aftalt dag – i mit tilfælde på søndag – og når man henter selv (man kan også få dem sendt med fragtmand), kan man ringe på en klokke og via en slags fingersprog (vil jeg tro) og Mobilepay købe de gode plantesække, jeg plejer at bruge.
Det er så dejligt, når forretningsdrivende har mulighed for at finde alternative løsninger, så ikke deres produktion går tabt og forretningen ned.

Ellens nye drivhusEllens nye drivhus

Det er nu, jeg skal flytte rundt på plantekasser og -baljer og finde ud af, hvordan de forskellige ting skal fordeles, for når der først er 45 liter vand i beholderne, flytter man ikke lige rundt på dem! Til venstre skal der tomater bagerst og basilikum og agurk forrest. Til højre de tre chiliplanter og den ene snackpeber, jeg har købt. Udenfor i hjørnet vil jeg forsøge mig med pralbønner, som har de smukkeste blomster.
Jeg har allerede en del mere i det nye drivhus end i det gamle, men har lige så meget tom gulvplads, som der totalt var før. Cirka … hvor er det FEDT!
Det er lidt af en videnskab at sætte planterne rigtigt i et drivhus, og selv om jeg har læst på lektien og gør som foreskrevet, er det ikke sikkert det virker optimalt for mig alligevel. Jeg forsøgte med forskellige placeringer i det gamle drivhus, og nu skal jeg til at eksperimentere lidt igen. Det gør ikke noget – det går sjældent helt galt, så jeg skal nok få nogle afgrøder ud af det.
Jeg håber bare, at jeg vil være i stand til at holde spindemiderne væk!

3. april 2020

For lidt og for meget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Den 30. marts stod vandet en del højere end normalt.
I dag er det blæst ud af fjorden igen. Man føler sig helt hensat til sydengelske/cornwallske kyster med deres kraftige tidevand – bortset fra tidsintervallet mellem flod og ebbe, som ikke helt overholder den internationale standard her hos os.

Flod i Præstø FjordEbbe i Præstø Fjord

Drivhuset skrider langsomt frem. Vi var alle tre med i morges for at holde, så ikke den desværre stadigt kraftige vind vred for meget i rammerne. Heldigvis havde den aftaget en lille smule, men ikke nok til, at Jørgen følte sig helt tryg. Det gik dog uden uheld, og da rammen først var solidt forankret, kunne der ikke ske noget – og så tog vinden naturligvis yderligere en smule af …
Det har ikke regnet, så mændene har været flittige hele dagen, men det har drillet dem temmelig meget, så det bliver ikke færdigt til at lege med til denne weekend. Jeg tror, Jørgen bander lidt, men han er så venlig at holde det for sig selv, selv om jeg er ret sikker på, at han havde satset på at være færdig i dag, men det kommer til at stå som vist her til på mandag, hvor han vil prøve at finde tid til at komme – han er en travl mand, så han har andre aftaler, men i værste fald ville han gøre det færdigt i påsken – han har fuld forståelse for, at jeg er utålmodig, og han havde jo lovet mig det til 1. april.

P1010229

Kristine troede vist, at grunden til min kedsomhed var fordi jeg var løbet tør for strikkeideer, men det tror jeg aldrig vil ske. Ideer og kommende projekter har jeg så mange af, at jeg aldrig får tid nok til at føre dem alle ud i livet, men, som jeg skrev til hende, hverken kan eller vil jeg sidde og strikke hele dagen og aftenen. Variation i livet dagene må der til – også i disse triste coronatider.
Seneste påhit er en plantefarvningsafart af en kendt sweater – faktisk Johns yndlingssweater, som han har to af. Ikke to helt ens, men de ligner hinanden meget. Jeg fik en ide om, at det kunne være sjovt at strikke en til ham i en koksgrå bundfarve og med masser af forskellige plantefarver til mønstret. Min søde mand er ikke bange for farver, i hvert fald ikke, når der er en neutral bundfarve, så han var fluks med på ideen.

Islænder P1010203

imageIde til venstre – projekt til højre. Der er bevidst kun to pinde mellem mønsterfarverne. Skal der være fire som på originalen, har jeg ikke mørkt garn nok, men John er meget tilfreds og glæder sig til sin one of a kind-sweater. Det er med 100 % stats- og Ellengaranti, at der aldrig nogensinde vil blive strikket en sweater helt mage til – hverken af mig eller andre. Der vil kunne forekomme efterligninger, men ikke en eksakt kopi.
Jeg er også i gang med min egen farveversion af Søster Elise, mit fjerde Kaleidoskopsjal, og endelig Røde Kors-nørkleriet, så på strikkefronten keder jeg mig skam på ingen måde.

2. april 2020

Man ved man keder sig, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , ,

Screenshot_20200401-162748_WhatsAppMan ved man keder sig, når man pludselig synes det kunne være hyggeligt, ud over at være særdeles tiltrængt, at tørre den store, MANGEbladede palme og de sprøde, letafknækkelige julekaktusblade af med en opvredet klud.
Det er ikke fordi vejret indbyder til lidt ekstra rengøring – tværtimod! Det blæser ALT for meget, så jeg kan ikke komme i haven. Eller rettere: Det kan jeg i princippet godt, men jeg har ikke spor lyst. Chillfaktoren = Antarktis! Jeg har gået lidt rundt om mig selv – og stueplanterne – og engang imellem kigget ud til John og Jørgen, som går og samler drivhusrammer. Det går laaangsomt, synes jeg, men det skal jeg for guds skyld ikke have sagt højt, for jeg ved de arbejder så hurtigt de kan under de ikke særlig morsomme arbejdsbetingelser. Heldigvis har de kunnet samle rammerne i læ inde i garagen, ellers var de da sikkert døde af kulde.
Nu er de stoppet for i dag. De skulle til at sætte væggene op, men det blæser simpelthen for meget til, at de turde gå i gang med det – de var bange for, at noget kunne blive vredet pga. blæsten, hvilket ville være overmåde ærgerligt.
I morgen prøver de igen, men vejrudsigten lover desværre ikke meget mindre blæsevejr end i dag, så vi må se … jeg havde ellers kraftigt satset på at kunne indrette drivhus i weekenden, men nu tør jeg ikke helt tro på det.

I går var jeg ellers så glad, fordi arbejdet skred planmæssigt frem. Jeg har lovet at opdatere Charlotte dagligt på drivhusfronten, og i går så en del af vores korrespondance ud som på billedet oppe til højre. Det varede med skam at melde et øjeblik, inden jeg forstod hvad hun mente, men så fik jeg øje på jordboret og måtte fluks ud og referere ‘samtalen’ til mændene, som heller ikke kunne lade være med at grine.

Drivhusrammesamling

Det er jo bare mig, der er spændt på mit nye legetøj og derfor ikke kan få drivhuset færdigt hurtigt nok, for med disse temperaturer er der ikke noget der haster voldsomt mht. at få planter i det. Gartneri Toftegaard har slet ikke åbent endnu, og det har højere prioritet at få plantet alle mine bittesmå planter om, så de har hver sin potte, hvilket vil give dem plads nok til at vokse sig store og stærke.

Tomater, Zinnia, Judaspenge, Evighedsblomster, Torskemund og StorkenæbJapansk indigo og farvevajd

Forspiringen er blevet en pæn succes – jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan få brugt alt det, der er spiret – fx får jeg ikke, selv om det bliver et større drivhus, plads til seks ens tomatplanter. Jeg vil helst have flere forskellige sorter, og der skal også være plads til både chiliplanter, agurk og basilikum.
Japansk indigo og farvevajd er ligeledes vældig spirevilligt, så der bliver trængsel i både have og i drivhus i år.
Men det gør ikke noget.
Vi skal jo ikke ud at rejse.
Selv om det var gået alligevel – vi har dejlige, gode og hjælpsomme naboer.

25. marts 2020

Så er vi i gang!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags: , , , ,

Selv om hele verden er gået stort set i stå, er der stadig en hel del, der skal, kan eller gerne må arbejde.
Alle, der gør en endog meget stor indsats for alle os andre, har min dybeste respekt, og de får heldigvis også meget tak og påskønnelse for det fra høj og lav og fra alle grene af samfundet.
Det har nogle uforudsete aspekter – jeg har fx lige set, at langturschauffører ikke har mulighed for at komme på toilettet eller i bad på rastepladserne. Det kan vel ikke undre, at faciliteterne er lukket ned, men det er noget hø, at disse stakkels mennesker, som skaffer forsyninger til os, ikke længere har adgang til disse basale faciliteter.

P1010145
Der er også nogle, der ‘bare’ gerne må arbejde, hvilket John og jeg nyder godt af lige nu, fordi Flise-Jørgen er gået i gang med vores nye drivhus.
Han er anlægsgartner med sit eget lille enmandsfirma, så han har intet personale, og da han har et arbejde, der foregår i fri luft, har han (endnu, i hvert fald) ingen restriktioner. Vi har ingen problemer med at overholde den reglementerede afstand, og jeg undlader at invitere ham ind på kaffe, som vi ellers har for vane at gøre med folk, der kommer og laver noget for os. Han får stadig kaffe og kage, men han indtager det udenfor.
Og jeg glææææder mig til drivhuset står færdigt!

P1010140

Ture må vi heldigvis stadig gerne gå, også mere end den ene gang om dagen, som det nu er begrænset til i England.
Så det gør vi. Billedet her er fra stien bag Skt. Peders Kapel, hvorfra der er fin udsigt over fjorden. Jeg har aldrig, ikke engang som ung, ønsket mig at bo i en by, og i disse tider er jeg så glad for ikke at gøre det, at det trodser enhver beskrivelse.
 Det er også heldigt, at vi ikke længere har ødegård i Sverige, for vi ville ikke kunne tage derop, så hurra for, at vi ikke bor i vores lille rækkehus mere! Vi kender nogle, der er temmelig ærgerlige over ikke at kunne tage op til deres fristed … jeg føler med dem.
Det er mit indtryk, at flere og flere tager denne situation alvorligt. Der var ingen grund til at klage over noget eller nogen, da jeg i dag var i Meny.
Derfor ville det ærgre mig så meget mere, hvis det bliver sådan, at det er de få, der skal ødelægge det for de mange, men lad os nu se, hvor galt det går …

Man kan også både lytte til og læse bøger. Jeg anmelder normalt ikke bøger; det er der så mange andre bedre kvalificerede der gør, og jeg vil heller ikke komme med anden anmeldelse end at sige, at Hvor Flodkrebsene Synger er en fuldstændig fantastisk bog. Jeg fik den anbefalet af min niece, som ikke kunne rose den nok. Og hun har ret. Jeg var ærlig talt en anelse skeptisk, for jeg havde egentlig regnet med, at jeg ikke nødvendigvis ville mene det samme om en bog som en 29-årig kvinde, men det gør jeg altså. Indtil videre er det årets bog for mig, og det skulle ikke forbavse mig, hvis det forblev sådan resten af 2020. Der skal meget til at slå den.

22. januar 2020

Coming up and going down – blomster og drivhus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

Mit nye drivhus kom i går og er det næste stykke tid årsag til, at min lille bil må bo ude, fordi vi vil have det liggende under tag, så længe det befinder sig i sin pap- og træemballage.
I dag er det et fuldstændig fantastisk vejr – den himmel fås ikke meget mere blå end dette – så John ringede efter Søren og sagde, at nu var det tid til at pille det gamle drivhus ned, for vi skal have gjort klar til, at Jørgen kan komme og lægge ny belægning samt montere det nye drivhus.
Søren får det gamle, plus fliserne det står på, så han hjælper gerne John med nedrivningsprocessen.
(Grunden til de to forskellige himmelfarver skyldes, at jeg fotograferer mod hhv. øst og nord med kameraet stillet på Auto. Det gør en overraskende stor forskel på himlen, mens det grønne er nogenlunde ens at se på. Bare lidt undren fra en amatør.)

P1000670P1000672

Vi skriver 22. januar, men det kunne lige så godt have været i slutningen af februar eller begyndelsen af marts. Temperaturen er dog ikke tocifret, men solen skinner og mændene arbejder sig varme.
Det gjorde jeg også. Mens solen stadig stod og varmede væggen mod sydøst, klippede jeg den alt for høje (>50 cm) og tætte vinca ned, så de mange påskeliljer, tulipaner og vintergækker kan få plads og lys nok til deres videre færd op af jorden.
Hvorfor de forrige ejere har plantet Vinca major her, forstår jeg ikke – der står fire rosenbuske; de har som nævnt sat mange forårsløg, og vincaen er vildt svær at komme til livs, hvilket bekræftes af havenyt.dk: “Udløberne fra især Vinca major kan også finde vej op i buske på området. Under jorden kan det blive næsten massivt med rødder. Det må derfor tilrådes kun at bruge Vinca et sted, hvor man ikke skal færdes, og hvor der ikke skal vokse så meget andet end store træer og veletablerede buske.”
Øv. Jeg får dem ikke væk uden at grave det hele op, og det vil jeg ikke. Tror jeg … roserne kunne måske godt trænge til foryngelse, så det var måske værd at prøve at få en havemand til at komme og gøre for mig. Om ikke andet, så kan jeg plante remonterende og velduftende roser, som jeg bedre kan lide at have i min have.
Nu er vincaen dog hæmmet så meget, at påskeliljer og andet kan komme op og pynte – det var nødt til at være nu, da det hele er allerede langt fremme.
Jeg tror vi har byttet klima med England, for da jeg talte med Charlotte i dag, sagde hun, at hos hende er ikke engang vintergækkerne på vej op. De har haft mange flere frostnætter end vi har, og de har oven i købet haft temmelig hård frost i perioder. Dog heller ingen sne.
Da jeg sendte hende disse billeder med hhv. vintergæk og erantis, tulipaner og påskeliljer, kunne hun godt se, at det er blevet den omvendte verden, for de er normalt tre uger foran os.

22 jan 2020 - 322 jan 2020 - 222 jan 2020 - 1

5. december 2019

Knuste drivhusdrømme?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , ,

I formiddags gik John ud i bådehuset for at afmontere de nederste loftsbrædder for at gøre det nemmere i morgen, når der kommer en fra drivhusfirmaet for at måle op; dvs. afvise eller godkende, at det kan lade sig gøre.
John kaldte mig ud: “Prøv lige at se her …”
Jeg prøvede lige at se der.
Det eksisterende fundament viste sig at være pilhamrende skævt – både den ene og den anden vej. Der er 14 cm højdeforskel på højre og venstre side og ikke nok med det: Hele den støbte langside bugter sig op og ned, og endelig er fundamentet også skævt den anden vej, således at gavlene ikke er lige høje.
Vi kontaktede en, der kan skære i beton og fik den besked, at det ville koste os 10.000 kroner at få det skåret lige.
Glem det, sagde vi til hinanden. Nu kan han få lov at se det ved selvsyn i morgen, fordi det ikke skal hedde sig, at vi bare er nogen, der springer fra, fordi vi lige havde fået en fiks ide.

Lige med det samme blev jeg ret ærgerlig over det, men der er jo ikke noget at gøre. Vi havde allerede nået og rent faktisk også overskredet det økonomiske smertepunkt, og 10.000 ekstra er udelukket; det vil vi simpelthen ikke ofre på drivhussagen.
John havde jo nået at flytte brændeopbevaringen, så nu er er frit udsyn til verdens grimmeste drivhus.
Men … hvad nu hvis det ikke var verdens grimmeste drivhus?
Tænke, tænke, tænke igen …
Jeg surfede lidt rundt og fandt en løsning.

IMG_8587P1000359P1000380P1000359
Tror jeg da … John har kigget på det og regner med, at det kan lade sig gøre, men der skal lige måles og regnes lidt mere.
John bygger ny gavl på bådehuset og maler den sort.
imageVi river det gamle drivhus ned, køber et T-hus på 13 m2 og sætter det op, hvor det gamle stod – en fordel ved det er, at John slipper for at bygge et nyt skur.
Det skal nok blive godt. Jeg har forliget mig med realiteterne og tror egentlig ikke, det bliver så tosset endda med den alternative løsning, vi (nok) har fundet frem til. Der skal lægges nogle fliser, så der kan komme et ordentligt gulv i det nye og ca. 3 m2 større hus, og jordvolden midt i det hele, bag pigstenene på 3. billede, skal dæmmes op eller beplantes eller noget … et eller andet i hvert fald, så det kan blive pænt at se på.
Man skal aldrig gå ned på projekter, og planer er til for at ændres, har jeg efterhånden konstateret nogle gange.
T-huset her er da heller ikke helt tosset, vel?

26. november 2019

En drivhusdrøm går i opfyldelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags: , ,

Lige siden vi flyttede ind hernede, har jeg kigget på drivhuset med ikke specielt glade øjne. Det er tudegrimt, synes jeg – især nok fordi jeg kom fra det fine drivhus, som John byggede til mig i 2012. Desværre har det været sådan, at vi, pga. den meget kuperede grund, ikke kan placere et drivhus andre steder end der, hvor det grimme står, og det vil heller ikke kunne blive ret meget større. Efterhånden havde jeg resigneret, delvist fordi John ikke rigtig var med her – han syntes det var okay, som det var. Det bedste ved det er den skønne gamle vin, som giver så mange søde druer hvert år.
Sidste år fik John skudt sig selv i foden. Han kom nemlig til at sige, at vi jo kunne save taget af bådehuset og så bygge et drivhus ovenpå. Bådehuset er nemlig gravet delvist ned, så det ville ikke blive et drivhus med høje betonvægge set udefra.
Den ide kunne jeg ikke slippe, men John kunne have sparket sig selv, for hvor skal vi så have plæneklipperen, æblerne, krukkerne og flere andre ting?

P1020511P1030684

Bådehuset er kun pænt at se på i de par uger om året, hvor rådhusvinen er rød. Herover ses, hvordan huset er gravet ind i den lille bakke. Rododendronen og den stedsegrønne ved siden af er allerede væk, og det ses, at der ikke bliver så meget beton at se fra haven.
Han kom selv på løsningen: Det gamle drivhus skal jo i givet fald væk, så der kan bygges et fint lille skur, hvor det stod. Jamen, selvfølgelig!

Der er sjældent langt fra tanke til handling for mit vedkommende, når det gælder den slags, så i søndags havde vi besøg af den danske forhandler af Alitex-drivhuset.
Han var en flink fyr, og Alitex er et fantastisk drivhus (det er sådan et, Charlotte har), men jeg faldt besvimet om, da jeg i går morges fik en pris på det. Han havde ellers proklameret, at det sagtens kunne laves til en fornuftig pris, når nu fundamentet allerede fandtes.
Det viste sig, at en ‘fornuftig pris’ var 180.000 kroner! Jeg tør ikke tænke på, hvad det havde kostet, hvis vi også skulle have haft muret et fundament.
Så mange penge ville vi bare ikke ofre på sagen. Punktum. Det var da for vildt – men nu var tanken jo mere end bare sået; den havde etableret sig ret grundigt hos os begge.

Helios_(62)Aiton 3

I går kørte vi derfor til Hundige for at besøge Vica.
Til venstre ses Vica-huset; til højre det Alitex-hus, vi fik tilbud på. Det er bestemt ikke det samme hus vi får, men til gengæld får vi et drivhus langt, langt, LANGT billigere, og godt nok vil vi gerne betale for kvalitet, men vi kan også godt finde ud af at gå på kompromis med os selv.
Der blev skrevet under på en kontrakt, og inden næste sæson vil der stå et drivhus, hvor vi nu har bådehus. De gav os oven i købet Black Friday-rabat, hvilket lige præcis kunne betale det skur, vi har kigget på. What’s not to like?
Snart skal jeg ikke længere se ud på en kedelig ensartet flade, men kan se på – og, ikke mindst, igennem – et dejligt drivhus. Jeg glæder mig.
Og John glæder sig også – Søren har lovet at komme og hjælpe med at skære taget af og bygge det nye skur – han ville oven i købet gerne have det gamle drivhus.
Jeg var en smule bekymret for, om det ville blive for meget for John (han skal dog ikke selv montere drivhuset; det gør Vica), men den fejede han hurtigt af – det skulle jeg ikke tænke på; han har tid nok til det, og Søren hjælper. Ikke noget problem.
Der er alligevel fint gang i ham endnu, min søde, gamle mand – han elsker den slags projekter.
Og jeg elsker allerede mit nye drivhus.

8. august 2019

Det er både umenneskeligt og fjollet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:13
Tags: , , , ,

Jeg kan allerede ikke huske hvor jeg faldt over dette skilt, som det konservative parti i England er ansvarlig for, men jeg kan huske, at jeg med det samme tænkte, at det da ikke er særlig menneskevenligt, og ikke kun det, men også temmelig fjollet, for så bliver der jo bare dobbelt så mange, som der var før.

Homeless 

Siden sidste indlæg har min mand haft fødselsdag. 74 år. Det blev kun fejret ham og mig imellem, for han syntes ikke, det var noget at gøre noget ud af. Det håber jeg, at han synes til næste år, fordi for mig er 75 på sin vis lige så rund en fødselsdag som 50 år – naturligvis bortset fra, at der ikke er et rundt 0 i selve tallet.
Fest vil han under ingen omstændigheder holde, men da jeg foreslog en brunch, hvor vi inviterer både familie, venner og vej, var han ikke helt afvisende.
Det kunne da være hyggeligt … men det er nok lige tidligt nok at begynde planlægningen …

Aji golden chili

I drivhuset har agurken lige måttet lade livet, igen pga. spindemider lige som sidste år. Det er SÅ irriterende og meget ærgerligt, men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var en eneste en af de små sataner det første år, jeg havde en agurkeplante? I år og som sagt sidste år tog de på rekordtid totalt magten over planten – der gik kun ganske få dage, fra jeg opdagede dem, til hele planten nærmest var pakket ind i det fine spind. De gider ingen af de andre planter, hverken basilikum, tomater eller chiler, hvoraf den ene (Aji golden) i øvrigt er gået fuldstændig amok i frugter – der er mange hundrede, så der bliver rigeligt til både tørring og til chilipasta.
P1030463Udenfor trives den ene squash fint, mens de to andre er nogle ynkelige skvatmikler. Så meget for Gartneri Toftegaards økologiske squash. Den tredje, som allerede har givet mig en del squash, er købt i Brugsen, mens de to andre (som blev plantet et par uger før), ikke har givet noget endnu.
Gad vide, om det også er agurken dernedefra, der er for sart? Det er vel ret ligegyldigt, om de små udplantningsplanter er økologiske – det handler vel mere om, hvad jeg fodrer jorden og planten med hjemme hos os? 
Vi vil være bortrejst hele juni til næste år, så måske vil det være en god ide at springe agurkedyrkningen over og i det hele taget begrænse mig meget i drivhuset i 2020.
Det er nemt for mig at love mig selv lige nu, hvor jeg er temmelig ærgerlig over det med spindemiderne; det er mere tvivlsomt, om jeg kan huske det til næste år, når der går forårsfornemmelser i mig.
Man kunne jo også afprøve rådene med at plante bønner rundt om agurken og samtidig lægge nogle kryddernelliker på jorden rundt omkring stænglen.
De påstår, at det virker, og det kan i hvert fald ikke gøre nogen skade.

20. april 2019

Om jeg fatter hvorfor …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags: , , , ,

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor det skal koste mig 1000 kroner, hvis jeg har en defekt lyddæmper på min bil, når motorcykler uden beregning, men til voldsom gene for omgivelserne, bare kan fyre flere hundrede dB af med fare for at sprænge samtlige trommehinder på deres vej. Der er ingen logik her!
Nå. Jeg bliver nok nødt til at lære mig selv at forsøge at abstrahere fra motorcykelidioterne, for jeg tror desværre ikke, de reagerer på mit brokkeri.
Men det er sandelig ikke nemt at ignorere dem!
Ferrariklubben var også ude i dag. Tre stykker lige efter hinanden, og de var lige gode til at køre 150 km/t, samtidig med, at de overhalede på et sted, hvor der var dårlige oversigtsforhold. Jeg ville virkelig ønske, at de kørte i fjorden, de tåber. Beklager.

Overvintrede dahliaerOvervintrede dahliaer

Heldigvis er der også andet, der har fart på. Mine dahliaer, fx. De har overvintret på et loft uden vinduer, i kasser, der er helt tillukkede, og alligevel havde nogle de fleste af dem temmelig lange stængler. Grønne var de ikke, for det kræver sollys, men de udviser så sandelig en livskraft, der vil noget!
De kom alle i jorden i dag. Nogle af stænglerne er oven jorde; andre knækkede eller blev begravet, så hvis der bliver den lovede frost i nat, overlever førstnævnte ikke, men de skal nok komme alligevel med den livsvilje, de har udvist.
Da jeg havde fået dem alle i jorden, ville jeg til at sætte den sidste knold i en potte, men den var i mellemtiden forsvundet, så jeg spurgte John, om han havde smidt en pose ud med billede af en rød dahlia.
– Jada. Den var jo tom.
– Det tror jeg ikke …
– Jo den var! Nu skal jeg hente den, så kan du selv se!
Kartoflerne

– Øhhh, hmmm. Det var pokkers …
Den (gennemsigtige plastpose) var naturligvis ikke spor tom, og han så en anelse flov ud. Jeg må dog medgive, at knolden var meget lille og tør, så jeg er spændt på, om den overhovedet bliver til noget, men tom var posen ikke, så knolden skal have en chance. Mænd, altså … men på den anden side er jeg glad for, at han gider rydde op efter mig. Det er lige som når jeg laver mad, så rydder han også løbende op – i dag med at fjerne mine små ukrudtsbunker, samle kasserne sammen og sætte dem på plads, sætte redskaber på plads, osv. Og smide affald ud …

Og hvad har vi her til højre? Min kartoffeleksperiment, som indtil videre lader til at lykkes. Fra alle fire spande er der skudt de første grønne blade op, så nu skal de ud fra drivhuset. I morgen … i nat er der som sagt risiko for frost, men så skulle det også være slut for denne gang. Har jeg valgt at tro på.

11. april 2019

Hvem sagde forår?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Det er vist kun kalenderen, der siger forår for tiden.
Der sker ikke så meget hernede i Den Stråtækte. Det er nemlig blevet vinter igen, med både frost og slud.
I aftes lavede jeg drivhuset om til det gravsted, det forhåbentlig IKKE bliver for mine nyplantede agurk, chili og tomater. Jeg satte to gravlys derind og lod dem selvfølgelig være tændt hele natten. Umiddelbart virker det som det modsatte af overkill, men visse drivhuserfarne hævder, at det virker; at det lige præcis kan holde temperaturen over frysepunktet. Det er naturligvis afhængigt af flere faktorer, hvor mange lys der skal til.
Jeg kan i sagens natur stadig ikke vide, om det var lysene, der gjorde forskellen, eller det bare ikke var frostvejr i hverken drivhus eller udenfor under nogen omstændigheder, men da jeg tjekkede i morges, var der 3° og alle planter havde det fint. Der var 4° udenfor, men da vi ikke har et min/max-termometer, ved jeg ikke hvor koldt det nåede at blive, da det var koldest. Vi har jo – også i den forbindelse – den fordel, at vi bor tæt på vand …

10 april 20199.april 2011

Meget tyk mand ...Billederne er lidt aprilstemning fra England – og et udtryk for lidt mere end en anelse misundelse fra min side.
Tim har lige sendt billeder med børnene ved swimmingpoolen – uden våddragter! De har simpelthen nærmest sommer derovre. De får også vand fra oven indimellem, så det er helt ideelt. Charlotte har næsten for mange kunder lige nu (nemlig seks, gående fra ingen at have haft i flere måneder), så hun synes ikke helt, at hun har tid nok til sin have, men hun nægter på den anden side at brokke sig over, at der endelig er kommet lidt gang i forretningen igen.
Vi fik lidt sne/slud i nat, men det kunne knap måles, og der er, ifølge DMI, ikke udsigt til regn på denne side af 20. april.
Jeg håber virkelig, at man tager fejl i den forudsigelse!

Det er længe siden, at manden til højre har udført nogen form for fysisk arbejde … ham forevigede jeg for præcis otte år siden. Også i England. Danmark er ikke særlig fotogent lige i øjeblikket.

7. april 2019

Plante- og andre fibre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , ,

kaossjal

Til kaossjal

Ditte, som altid har styr på hvornår den slags ting foregår, spurgte, om jeg igen i år ville med, når Fiberfolk holdt deres messe i Roskilde, og naturligvis ville jeg det. Jeg mangler jo i høj grad garn, så det var bare med at gribe lejligheden til at få fat i noget …
Jeg købte dog kun 300 gram, hvoraf de 200 skal bruges til endnu et kaossjal, fordi jeg er blevet så glad for det, jeg købte garn til sidste år.
I år var der meget mere plads end sidste år, hvor det ikke var spor sjovt at gå rundt, fordi man enten blev trådt i hælene eller selv kom til det samme på en anden. Denne gang foregik det i Hal 7 i Musicon, hvor vi efter fiberfesten spiste frokost (som var en brunch) i Ragnarock og senere gik en tur rundt og så på alt det nye, som var sket siden sidst vi var her. Hvilket var en del.

P1040331

Jeg er ret betaget af Musicon. De har bl.a. masser af humor derude. Alene gadenavnene: Penselstrøget, Rabalderstræde, Basgangen, Bagtæppet, Lydmuren …
Deres skiltning refererer for en stor dels vedkommende til musik, som vi alle kender; se fx den fine måde, hvorpå de beder bilisterne om at tage hensyn.
Og deres luftguitarer er helt gratis!

P1040336P1040337

Start på sæson 2019I går handlede det mest om uldfibre, selvom der var også var både silke og hør blandt de mange garner, men i dag drejede det sig udelukkende om plantefibre for mit vedkommende, idet jeg nu har ‘tilplantet’ drivhuset.
Det er meget sjovt (okay, nok mest for mig selv) at se, hvor uendelig lidt det fylder fra starten, når jeg (forhåbentlig også i år) senere på sæsonen skal bruge machete, inden jeg kan komme ind til tomaterne og alt det andet.

Jeg har lige læst, at spindemider elsker agurker, men hader koriander. Derfor skal man så/plante koriander under agurken. Eftersom jeg har én agurk i den største murerbalje, der kan fås, er der masser af plads. Jeg har nok nogenlunde det samme forhold til koriander, som spindemiderne har, men der er jo ingen der siger, at jeg behøver at plukke af den – bare det kan holde de forbaskede mider væk, er jeg glad.

Dagens sidste fiber er en fiberdug. Endelig har jeg fået lagt en sådan på ude i bedet ud mod vejen. Vi begik for et par år siden den fejl bare at lægge en stenkant og fylde op med muld. Jeg troede i min naivitet, at så kunne alt det uønskede ikke finde op gennem 25-30 cm ekstra jord.
Det kunne det … men nu kunne jeg ikke nå ned og få fat i rødderne på sæbeurten og skvalderkålen, som dominerede bedet sidste sommer.
For et par uger siden forbedrede jeg jorden og plantede nogle roser. Nu er der så fiberdug over, så forhindrer den forhåbentlig noget af alt det uønskede skidt i at etablere sig igen i år.
Havearbejde er sisyfosarbede, men jeg tror nu alligevel, at jeg hygger mig mere med arbejdet, end den gamle græker gjorde.

5. april 2019

Man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , , ,

P1040330

I dag åbnede Gartneri Toftegaard for sæsonen, så vi kørte afsted i formiddags for at lægge en mindre formue der. Fem plantesække med den afsindigt gode jord fra Fagerhult i Sverige, en dunk med Toftegaards drivhusgødning, fire chilier, tre tomater, to squash, en agurk og en … jiaogulan. Jeg har aldrig så meget som hørt navnet, men det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at tage et eksemplar med hjem. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg jo aldrig ud af om det er noget jeg kan lide. Om ikke andet kan den vel se pæn ud, og kan den oven i dette overvintre, er det fint nok. En googling gav bl.a. følgende:
“Jeg står på en grøn skråning og betragter de rullende bakker af jiaogulan, også kendt som udødelighedsurten.
Plantens navn stammer fra den bemærkelsesværdigt længere levetid hos mennesker, der bor i den bjergrige Guizhou-provins i det sydvestlige Kina, hvor befolkningen regelmæssigt drikker en te fremstillet af jiaogulan/nady-blade.”

Jamen du godeste dog! Kan jeg nu ligefrem udødeliggøre mig selv? Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har det lidt ligesom Niels Bohr, da han blev spurgt, om han virkelig troede på den slags (i forbindelse med, at intervieweren havde lagt mærke til en hestesko over NB’s indgangsdør).
Niels Bohr svarede: “Nej, naturligvis ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
Et humoristisk og genialt svar fra et af Danmarks største genier nogensinde.

Jeg har ikke sat planterne i plantesækkene endnu, for sækkene med jord lå selvfølgelig udenfor, så jeg vil tro, at både jord og planter vil have godt af at opholde sig et par dage i drivhuset for at akklimatisere sig. Nej, ikke AFklimatisere! Jeg undrer mig over, at nogle en hel del kan tro, at det hedder således, for hvor er logikken i at skulle afklimatisere et eller andet? Hvad denne afklimatisering så end måtte indebære …

I forbindelse med min søgning ville jeg også lige tjekke, hvad jeg eventuelt kan gøre for at forebygge et angreb af spindemider på min agurkeplante. Sidste sommer var jeg nødt til at smide den ud længe før tid, fordi den var ødelagt af spindemider, som jeg havde opdaget alt, alt for sent.
Her stødte jeg på et yderst interessant biologisk – eller måske rettere fysiologisk – fænomen. De to klip er fra samme artikel og sætningerne stod et par afsnit fra hinanden:
image
image
Det er ret godt klaret at lægge æg med en diameter på 2-4 gange sin egen kropslængde, synes jeg.

Jeg håber jeg kan undgå spindemider i år – det var sikkert den voldsomme og tørre varme, der var skyld i sidste års heftige angreb, for det var første gang i min syvårige drivhuskarriere, det skete, men ingen ved jo endnu, hvad dette år vil bringe. Nu ved jeg i det mindste, at jeg skal være på vagt – det var jeg ikke sidste år.

3. april 2019

Man kan se hvor man er nået til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

Vinduesvask i drivhusetI går blæste det en del, og da det tilligemed kun var seks grader, valgte vi at blive inde det meste af dagen. Jeg tog i nørkleklubben og John tog til træning. I dag har der kun været en mild forårsbrise og da temperaturen lige præcis rundede et tocifret tal, gik vik ud. Dvs. John gik ind igen – han ville vaske vinduerne i drivhuset. De var slemme. Rigtig slemme efter den tropiske frodighed, der var fremherskende derinde sidste sommer. Han var til gengæld ikke i tvivl om, hvor langt han var nået …

Jeg fik lagt de sidste stenkanter og vi fik hentet forårets sidste læs kompost på genbrugspladsen. Vi fik hentet postpakken med kartoffelpotter og vi var på planteskole for at købe lidt stauder og … kartoffeljord.
Grin I bare over, at jeg kan finde på at bruge penge på den slags, men det kan man faktisk købe, specielt blandet netop med henblik til kartoffelpotterne, som jeg i år vil afprøve.
Vi har ingen steder, der kan være en køkkenhave, men nyopgravede kartofler er noget af det bedste, jeg ved, og hvad gør man så? Man prøver dette koncept af.
Jeg har set Charlottes nabo bruge en lille tønde til at dyrke kartofler i på metoden med at tage hvad man skal bruge og lade planten producere videre hele tiden. Det virkede glimrende, påstod Karen, som nabodamen hedder, så hvorfor skulle det ikke virke for mig? Hvis jeg virkelig kan hente nyopgravede kartofler fra først i juni og indtil frosten kommer, er det da ruldstændig fantastisk.
Jeg har nu fire potter i gang. 12 kartofler. Hvad siger du så, Lene? Din mand kan godt begynde at ryste i bukserne, for der kommer skræmmende stærk konkurrence fra min side i år!

4. februar 2019

En hveps nu???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
IMG_8582Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Fuglefoderhus (1)Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

20. august 2018

Hvad kan man mon så kalde det?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags:

Mine chilier er gået totalt groamok i drivhuset.
I beskrivelsen fra Gartneri Toftegaard angives der ofte højden de kan opnå, både hvis man planter i 10-literskrukke og i fx en plantesæk. De bliver ikke så høje i krukker, som de gør når de har mere jord at gøre godt med.
For mine chilier står der, at den, for den størstes vedkommende, kan blive op til 1,20 meter under optimale forhold. De andre bliver omkring en meter – det er både Gartneri Toftegaard og en engelsk hjemmeside enige om:

image

Den højeste af mine fire chilier (Bubba) rager 2,5 meter op inde i drivhuset; to andre er ca. 2 meter og den fjerde er 1,80 meter. Herfra skal trækkes 40 cm, fordi de står i kapillærkasser, men tilbage bliver, at de alle er næsten en meter højere end de er angivet til at kunne blive “under optimale forhold”, som GT udtrykker det.
Hvad kalder man så de forhold, de tilsyneladende må have i mit drivhus?

Dagens høst fra drivhusetDen mest rigtydende hedder Pinocchio’s nose. Det er beskrivelsen af den, jeg har sat ind i tekstboksen herover, og den bliver virkelig meget lang.
I forgårs lavede jeg chilipasta (sambal oelek) af et halvt kilo af ‘næsen’ plus lidt citronchili. Den blev rigtig god, og Sus fik da også et glas med hjem, da de kørte herfra i formiddags.
Chilipasta kan laves på et utal af forskellige måder. Jeg blandede noget almindelig rød peber og et par dåser koncentreret tomatpuré i min, for jeg ville ikke have den så stærk, at den kan få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet (frit efter en tidligere kollega, som under sine kemobehandlinger jokede med, at “min chilipasta kan få håret til at rejse sig på hovedet af mig”).  
Den blev stærk, og det skal den også være, men ikke stærkere, end at den skal anvendes i teskestørrelser i stedet for knivspidsmængder.
Harissa er også en chilipasta, men som stammer fra Tunesien. Der er langt flere ingredienser i harissa, så den er besværligere at lave, og når jeg samtidig ikke bryder mig så meget om harissa som om sambal oelek, var det ikke svært at beslutte hvilken en af dem jeg ville stile efter.
Jeg fik 12 små (på mellem trekvart og én deciliter) glas ud af portionen, så jeg laver nok en til om ikke så længe – det holder sig godt nok i årevis, og der bruges i sagens natur kun små mængder ad gangen, men det er godt som værtindegave – til dem man ved holder af chilismagen, vel at mærke – men en lille smule giver et fint pift til mange ting. 
Jeg skal også have lavet chilimarmelade. Den er både Inge og Hasse og Sus og Jan ret glade for – plus mig selv, naturligvis. John spiser ikke den slags, men det er godt på ostebordet, synes mange af os.

27. juli 2018

Arme Pinocchio og stakkels anlægsgartnere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: ,

P1020625Pinocchios noseDet må have været slemt nok for Pinocchio, at hans næse voksede, når han løj. Hvis den oven i det kom til at få facon som en hundelort, ville det have været endnu værre for ham.
I drivhuset har jeg en chiliplante, man kalder Pinocchio’s Nose. Navnet er glimrende valgt, for dens frugter skulle blive 20-30 cm lange, og det gør langt de fleste da også – de er ret flotte at se på, og planten er uhyre rigtbærende. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men de vil se flotte ud, hængende i køkkenet på en snor. De blever helt røde, når de er modne.
Nogle af dem snor sig af uforklarlige årsager om sig selv, med besynderlige resultater til følge, som fx dette hundelortslignende eksemplar.

I dag har der været tre hårdarbejdende mænd i vores have.
Det er som resultat af havearkitektens besøg i foråret … den øverste terrasse skal ryddes, og i stedet skal der plantes lutter bunddækkende, hvide roser.
Anlægsgartneren og jeg var enige om, at der ikke skal plantes 25-30 roser nu – ejheller hækplanter som erstatning for dem, de måtte hive op for at få maskinen ind i haven. Det må vente, til der kommer regn, ellers kan jeg gå og vande nærmest i døgndrift.

Terrassen ryddesTerrassen ryddes

Ryddet blev der. Der blev også drukket en masse vand og knap så meget kaffe. Det var varmt arbejde, men heldigvis har temperaturen i dag ikke været over 26°, og der har blæst en frisk brise, så det har ikke været så slemt for dem, som det ville have været i går.
Jeg havde regnet med, at arbejdet ville være afsluttet i maj, men han har ikke haft tid før nu. Det er nok udmærket, for det havde ikke været sjovt at skulle gå og sørge for, at så mange nyplantede roser (og andet) ikke gik til.
Til gengæld er det ret kedeligt at se på nu, og det vil det være indtil der kan plantes igen, hvilket ikke på nuværende tidspunkt vides hvornår bliver.

P1020623 

Det er næsten ikke til at se forskel, men det jordfarvede til højre for shelteret er normalt grønt græs!
Jeg vander rigtig meget i haven, men græsset må altså kæmpe selv – det overlever forhåbentlig, selv om jeg aldrig har set så tør og vissen en plæne.

Havearkitekten sagde lutter helt ens, hvide roser, fordi hun syntes det ville passe perfekt til husets hvide vægge med det sorte bindingsværk.
Jeg er måske mere tilbøjelig til at blande cremefarvede og hvide roser, samt måske 3-4 stykker af et eller andet opstammet for at bryde fladen lidt.
Og hvilke roser? Anlægsgartneren foreslog White Cover, men det var jo ikke noget diktat.
Mine lektier er derfor at surfe lidt rundt for at finde ud af, om der er en eller flere, jeg hellere vil have. Det er sjove lektier …
Og til at plante oppe bag shelteret skal han skaffe mig et Filippaæbletræ. Det vil stå så glimrende lige der, og det kommer ikke til at tage naboernes fjordudsigt, for det skal ikke have lov til at blive højere end de vækster, der står i forvejen.

23. juli 2018

Et varmt emne for tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Mange skriver om overfloden i drivhusene netop nu, men det er jo også nu, den er der … overfloden. Min egen jungle giver i hvert fald så rigeligt med mad, også da vi var flere på kost end nu. (Aubreys udbrud, da han så mit drivhus: Wow – that’s my kind of a greenhouse! Det var frodigheden, han blev begejstret over, for han er hverken vild med tomater, agurker eller chili, men vindruerne kunne glimrende spises, selv om de endnu ikke var helt modne …
Anna kunne til gengæld næsten spise mig ud af huset i agurker – hun ‘opdagede’ agurkesalat og præsterede den første aften de var her, med oste-grillpøser på menuen, at spise det halve af portionen jeg havde lavet af to agurker. Det barn viste sig at kunne spise agurkesalat til alt, undtagen morgenmad og koldskål.
Der var selvsagt altid hjemmelavet agurkesalat, mens englænderne var her.

P1020589

I aftes lavede jeg agurkesuppe, og den blev god! Jeg blandede flere opskrifter sammen og fik dermed det bedste resultat, er jeg sikker på. Jeg linker ikke, for der findes så mange forskellige forslag, der alligevel ligner hinanden mere eller mindre. Men jeg kom 1½ (skrællet og udkernet) agurk, en avokado, 4 dl grønsagsbouillon, 1½ dl skyr, 1½ dl creme fraiche og lidt salt i blenderen.
Pynten/fyldet var et par tomater, ½ agurk, forårsløg og ½ rødløg i tern, rejer, basilikum og en anelse chili. Jeg var spændt på, om John kunne lide det, for det er ikke, hvad man normalt forstår ved mandemad, men han elskede den! Kold suppe er aldeles perfekt til et vejr som dette, og det skal vi helt sikkert have igen om en uges tid … vi er nemlig efterhånden ved at være en anelse trætte af tzatziki.

P1020592

Tomatmodningshastigheden overstiger også, hvad vi kan nå at følge med til, så i dag henkogte jeg seks glas.
Fyld tomater, skåret over (eller i flere stykker, afhængigt af størrelsen) og fyld glasset halvt op. Kom 1 fed hvidløg, lidt basilikum, rosmarin, timian og salvie i glasset og fyld op med tomater. Pres dem godt sammen og fyld op igen.
Denne portion er af to kilo tomater.
Kom ½-1 tsk æblecidereddike og et nip salt i hvert glas. Fyld op med olivenolie til ca. 2 cm under kanten. Der går ikke ret meget til, hvis du har presset tomaterne godt sammen.
Luk glassene helt (hvis det er glas som disse med gummiring, ellers kun halvt) og sæt dem i vandbad i en kold ovn.
Sæt ovnen på 120° og lad dem stå ved den temperatur i 1½ time. Lad afkøle i ovnen.
Det er godt til vinterens simremad eller pastasaucer. Som i virkelig, virkelig godt!
Jeg lavede fx kalkunlår i en stegeso, kom et glas henkogte tomater og lidt andre grønsager i og lod lårene blive møre ved lav temperatur.
Det var lige til tre michelinstjerner, så godt smagte det.

9. juni 2018

Det virker!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: ,

DrypvandingssystemetDet krævede lidt mere end den store kædestrammereksamen at hitte ud af, hvordan vandingsanlægget til drivhuset fungerer, men vi præsterede faktisk et ret godt teamwork i den proces.
Først læste John hele vejledningen igennem, hvorefter han sagde, at den skulle jeg også læse, for der var et par ting, der var lidt uklare for ham. Pyha, tænkte jeg – det er altså John, der er den praktiske gris her, ikke mig, men eftersom det er mig, der er hovedansvarlig for drivhuset, måtte jeg hellere gøre, som han bad mig om.
Luftslange, fødeslanger, gødningsbeholder (det er altså smart, at den også kan dosere flydende gødning med vandet) drypslanger, luftboblefjerner, trykreguleringventil …
Hvis vandbeholderen kun sidder 100-125 cm over fødeslangehøjde, skal drypslangerne være 50 cm. Ellers 40 cm.
Godt så.
Hvis der er niveauforskel på stederne, hvor drypslangerne skal dryppe, skal de forkortes med 3-5 cm for hver 10 cm niveauforskel. Længste slanger øverst.
Okay. Der blev godt nok repeteret noget fysik her …
Hvis ikke alle drypslanger drypper, fjernes luftbobler i systemet med den lille sprøjte.
Drypslanger må højst trykkes 5 mm ned i fødeslangen, og de skal placeres lidt højere end stedet, hvor de er monteret på fødeslangen.
Anlægget kan give mellem 10 og 50 liter i døgnet. Indstilles ved hjælp af det lille drypbæger således […]
Der løber mere vand igennem, når det er varmt, så man skal indstille mængden, når det er varmest i drivhuset.

Drypvandingssystemet (1)Drypvandingssystemet (2)

Og der var meget, meget, meget mere tekst.
Jeg har gengivet en brøkdel det i temmelig forenklet udgave, men det var heldigvis sådan, at det den ene ikke forstod, forstod den anden, eller også kom vi frem til forståelsen ved at snakke om det – og jeg skal være ærlig og sige, at det var John, der forstod mest, men jeg kunne da pippe op med et enkelt guldkorn eller to.

Tomater bruger op til 2 liter/døgn, agurker op til 2½. Hvad mon chilier bruger? Og den store basilikumpotte?
Jeg har tre store tomater, en agurk, fire chilier og basilikummen, og jeg er startet med 10-12 liter/døgn. Vi har heldigvis nogle dage til at kontrollere, om jeg har estimeret nogenlunde korrekt. Hvis jeg har det, burde vandstanden i selve kapillærkasserne ikke ændre sig.
Herunder er det en tomatplante, der får drop.
Systemet fungerer bedst, når der er mellem 35 og 100 drypslanger. Jeg har 45, men nogle af dem er ‘blændede’, fordi det bliver for meget med fem drypsteder for fx chilierne, som ikke er så tørstige som tomater og agurker.

Drypvandingssystemet (3)

Det virker tilsyneladende efter hensigten.
Det er SÅ smart.
Det skulle vi have gjort efter første sæson, hvor vores humane drivhusvander ikke udførte sit arbejde helt tilfredsstillende, men jeg troede, sådanne automatiske vandingsanlæg kostede flere tusind kroner, og så viser det sig, at man kan få sådan et som dette her for sølle 420 kroner.
Jeg kunne jo bare have undersøgt det noget før … det var godt, at John gjorde det for mig. Han kunne godt fornemme, at jeg havde det lidt skidt med tanken om, at al den frodighed kunne risikere at være mere eller mindre død, når vi komner hjem fra Norge.
Nu kan jeg tage det aldeles afslappet.

3. juni 2018

Om at gøre livet nemmere både for sig selv og andre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags:

Snart tager vi til Norge. Jeg har ikke lyst til at tage på ferie i børnenes skolesommerferie; det er der slet ingen grund til. Jeg elsker børn, bare ikke andres … lidt hårdt sagt, måske, men hvis ungerne ikke kan opføre sig ordentligt, vil jeg helst ikke være i nærheden af dem. Og mine unger (børnebørn) ved godt, hvordan de skal opføre sig, når de er ude – de bliver ret forargede, hvis andre børn opfører sig uopdragent i det offentlige rum. At de så kan være stride derhjemme, er kun som det skal være. Det er bedre der end andre steder, og børn, der altid opfører sig eksemplarisk, er desværre ofte børn fyldt med frygt.
Nå. Indledningen var et sidespring. Det var det med skoleferierne, jeg lidt for hurtigt kom bort fra.
Men man tager altså ikke Norge i oktober. Eller april, for den sags skyld, og eftersom vi ikke står på ski, er det nødt til at blive om sommeren. Vi tager dog så tidligt afsted, at vi er hjemme igen sådan cirka, når sommerferien starter.
Jeg har nævnt én grund til at blive hjemme, når det er højsommer, men der er flere. En anden er, at det er svært at få nogen til at passe (læs: vande) drivhuset i tilstrækkeligt omfang. Hvis det er så varmt, som det er nu, så bliver der drukket igennem fra tomaternes og agurkens side, og det er ikke nok at sjatvande … når der bliver drukket meget vand, skal det erstattes. Enkelt, logisk … og så åbenbart alligevel ikke.

Frodigt drivhus

Drivhuset er, som nævnt i et tidligere indlæg, gået totalt groamok i år. Jeg har ofret nogle bedre plantesække, som er på 50 liter i stedet for 40. Desuden har jeg købt den største murerbalje og sat én agurk i. Da vi tog til England, var der, foruden kimbladene, fire små rigtige blade. Da vi kom hjem, var der en agurk på, der var 1/3 høstklar, og her 14 dage senere er jeg allerede begyndt at forære agurker væk, fordi vi ikke selv kan spise dem alle.
Det er lige før, man skal have machete med, når man går ind i drivhuset, men det ville på den anden side være mere end en anelse tåbeligt …
Jeg ville blive meget, meget ked af det, hvis alt det var mere eller mindre dødt, når vi kommer hjem fra Norge, så nu har vi bestilt et automatisk vandingsanlæg. Det var John, der gik i research-mode, og vi tror, han har fundet et godt et fra Vitavia. Et sådant system er ikke nær så dyrt, som jeg troede, så hvis det ellers virker efter hensigten, er den smule penge givet rigtig godt ud.

Frodig majsommer

Det bliver nu meget nemmere at passe vores drivhus. Man skal faktisk bare tjekke, om systemet virker og så ellers tage det med hjem, som er blevet modent siden sidst, der blev tjekket.
Så nu er der kun nogle krukker, der skal tilses – og vandes – men det klarer naturen ofte selv i form af regn, hvilket naturligvis ikke er tilfældet inde i drivhuset.

6. maj 2018

Wiltshire har sit eget sprog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:16
Tags: , , , ,

Det nye drivhus er færdigt og er indviet. Sådan et hedder a greenhouse på engelsk, og det har da også gjort mig grøn. Af misundelse. Nøj, hvor ville jeg gerne have sådan et stort drivhus, men i Den Stråtækte har vi ingen steder, et sådant hus kunne bygges.
Det er bygget efter mål, og det er særdeles solidt bygget i metal. De øverste vinduer åbner og lukker automatisk, mens den lange side manuelt kan åbnes og lukkes efter behov. Der er tagrende med et nedløbsrør, som fører opsamlet regnvand ned i en beholder, der er gravet ned under drivhuset, og hvori der er monteret en pumpe inde under bordet, så der (forhåbentlig) altid er regnvand til at vande med. C er i gang med at pumpe. 
Læg mærke til risten i gulvet. Den er lagt som et led i at være en tro kopi af de viktorianske drivhuse, men dengang var der indlagt varme under risten; det har C&T ikke gjort. Endnu … det skulle ikke undre mig, om det skete engang.
Sommeren er kommet. 22 grader i går, og i dag og især i morgen skulle det blive endnu varmere. The hottest bank holiday weekend in recorded history.

P1020063

P1020065P1020050

Swimmingpoolen er også færdig og indviet. I går blev den brugt flittigt. Af nogle … vandet er 16 grader og ALT for koldt til mig, men børnene var i mange gange i løbet af den varme dag.

P1020030

Charlotte og Tim har en havemand, der kommer og ordner the walled garden, lidt ude foran huset og andre havesmåting, som er kedelige, men som skal gøres. Ray, som han hedder, er meget snakkesalig og har gerne en masse at fortælle. Han ynder at sige, at han ikke er født i landsbyen, men at han var to år, da han kom hertil i 1953. Han bor her stadig og har aldrig bevæget sig langt væk. Han har aldrig været i London. (En 24-årig landmandssøn, som har gravet noget ud for T&C, fortalte stolt, at I was in London once. To a tractor show!)
Jowjow, når her så dejligt, hvorfor så tage væk?
P1020042Ray er meget svær at forstå – selv Anna har svært ved det. Vi talte om ham ved morgenbordet, og Tim fortalte, at i Wiltshire har man sine egne ord, som ikke kan findes i de engelske ordbøger. Da Tim spurgte, hvad en græsbro (en stenbro med græs ovenpå) hedder, svarede han: We call it a drag, hvor drag udtales som en mellemting mellem drag and drug. Det ord kan ikke slås op med denne betydning. De har ikke bare deres egne ord, men en accent, der minder lidt om vendelbomålets, så jeg skal virkelig anstrenge mig for at forstå Ray – og jeg misser en del, må jeg indrømme.
I Wiltshire er de ikke bange for højder, men for dybder, hvilket i og for sig giver ret god mening … ingen bliver bange ved at kigge opad, men mange får det skidt, når de kigger ned.
Tim spurgte en lokal: Aren’t you afraid of heights?
Manden kiggede overbærende på ham og sagde: No. I’m not. In Wiltshire some people are afraid of depths, though. Why should anyone be afraid of heights?

9. maj 2017

Endelig er drivhuset tilplantet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Cherry- og blommetomater in speChili 'Ungarsk lang'

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
BjørnerodChilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm2 af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.