Coming up and going down – blomster og drivhus

Mit nye drivhus kom i går og er det næste stykke tid årsag til, at min lille bil må bo ude, fordi vi vil have det liggende under tag, så længe det befinder sig i sin pap- og træemballage.
I dag er det et fuldstændig fantastisk vejr – den himmel fås ikke meget mere blå end dette – så John ringede efter Søren og sagde, at nu var det tid til at pille det gamle drivhus ned, for vi skal have gjort klar til, at Jørgen kan komme og lægge ny belægning samt montere det nye drivhus.
Søren får det gamle, plus fliserne det står på, så han hjælper gerne John med nedrivningsprocessen.
(Grunden til de to forskellige himmelfarver skyldes, at jeg fotograferer mod hhv. øst og nord med kameraet stillet på Auto. Det gør en overraskende stor forskel på himlen, mens det grønne er nogenlunde ens at se på. Bare lidt undren fra en amatør.)

Vi skriver 22. januar, men det kunne lige så godt have været i slutningen af februar eller begyndelsen af marts. Temperaturen er dog ikke tocifret, men solen skinner og mændene arbejder sig varme.
Det gjorde jeg også. Mens solen stadig stod og varmede væggen mod sydøst, klippede jeg den alt for høje (>50 cm) og tætte vinca ned, så de mange påskeliljer, tulipaner og vintergækker kan få plads og lys nok til deres videre færd op af jorden.
Hvorfor de forrige ejere har plantet Vinca major her, forstår jeg ikke – der står fire rosenbuske; de har som nævnt sat mange forårsløg, og vincaen er vildt svær at komme til livs, hvilket bekræftes af havenyt.dk: “Udløberne fra især Vinca major kan også finde vej op i buske på området. Under jorden kan det blive næsten massivt med rødder. Det må derfor tilrådes kun at bruge Vinca et sted, hvor man ikke skal færdes, og hvor der ikke skal vokse så meget andet end store træer og veletablerede buske.”
Øv. Jeg får dem ikke væk uden at grave det hele op, og det vil jeg ikke. Tror jeg … roserne kunne måske godt trænge til foryngelse, så det var måske værd at prøve at få en havemand til at komme og gøre for mig. Om ikke andet, så kan jeg plante remonterende og velduftende roser, som jeg bedre kan lide at have i min have.
Nu er vincaen dog hæmmet så meget, at påskeliljer og andet kan komme op og pynte – det var nødt til at være nu, da det hele er allerede langt fremme.
Jeg tror vi har byttet klima med England, for da jeg talte med Charlotte i dag, sagde hun, at hos hende er ikke engang vintergækkerne på vej op. De har haft mange flere frostnætter end vi har, og de har oven i købet haft temmelig hård frost i perioder. Dog heller ingen sne.
Da jeg sendte hende disse billeder med hhv. vintergæk og erantis, tulipaner og påskeliljer, kunne hun godt se, at det er blevet den omvendte verden, for de er normalt tre uger foran os.

Knuste drivhusdrømme?

I formiddags gik John ud i bådehuset for at afmontere de nederste loftsbrædder for at gøre det nemmere i morgen, når der kommer en fra drivhusfirmaet for at måle op; dvs. afvise eller godkende, at det kan lade sig gøre.
John kaldte mig ud: “Prøv lige at se her …”
Jeg prøvede lige at se der.
Det eksisterende fundament viste sig at være pilhamrende skævt – både den ene og den anden vej. Der er 14 cm højdeforskel på højre og venstre side og ikke nok med det: Hele den støbte langside bugter sig op og ned, og endelig er fundamentet også skævt den anden vej, således at gavlene ikke er lige høje.
Vi kontaktede en, der kan skære i beton og fik den besked, at det ville koste os 10.000 kroner at få det skåret lige.
Glem det, sagde vi til hinanden. Nu kan han få lov at se det ved selvsyn i morgen, fordi det ikke skal hedde sig, at vi bare er nogen, der springer fra, fordi vi lige havde fået en fiks ide.

Lige med det samme blev jeg ret ærgerlig over det, men der er jo ikke noget at gøre. Vi havde allerede nået og rent faktisk også overskredet det økonomiske smertepunkt, og 10.000 ekstra er udelukket; det vil vi simpelthen ikke ofre på drivhussagen.
John havde jo nået at flytte brændeopbevaringen, så nu er er frit udsyn til verdens grimmeste drivhus.
Men … hvad nu hvis det ikke var verdens grimmeste drivhus?
Tænke, tænke, tænke igen …
Jeg surfede lidt rundt og fandt en løsning.

Tror jeg da … John har kigget på det og regner med, at det kan lade sig gøre, men der skal lige måles og regnes lidt mere.
John bygger ny gavl på bådehuset og maler den sort.
Vi river det gamle drivhus ned, køber et T-hus på 13 m² og sætter det op, hvor det gamle stod – en fordel ved det er, at John slipper for at bygge et nyt skur.
Det skal nok blive godt. Jeg har forliget mig med realiteterne og tror egentlig ikke, det bliver så tosset endda med den alternative løsning, vi (nok) har fundet frem til. Der skal lægges nogle fliser, så der kan komme et ordentligt gulv i det nye og ca. 3 m² større hus, og jordvolden midt i det hele, bag pigstenene på 3. billede, skal dæmmes op eller beplantes eller noget … et eller andet i hvert fald, så det kan blive pænt at se på.
Man skal aldrig gå ned på projekter, og planer er til for at ændres, har jeg efterhånden konstateret nogle gange.
T-huset her er da heller ikke helt tosset, vel?

En drivhusdrøm går i opfyldelse

Lige siden vi flyttede ind hernede, har jeg kigget på drivhuset med ikke specielt glade øjne. Det er tudegrimt, synes jeg – især nok fordi jeg kom fra det fine drivhus, som John byggede til mig i 2012. Desværre har det været sådan, at vi, pga. den meget kuperede grund, ikke kan placere et drivhus andre steder end der, hvor det grimme står, og det vil heller ikke kunne blive ret meget større. Efterhånden havde jeg resigneret, delvist fordi John ikke rigtig var med her – han syntes det var okay, som det var. Det bedste ved det er den skønne gamle vin, som giver så mange søde druer hvert år.
Sidste år fik John skudt sig selv i foden. Han kom nemlig til at sige, at vi jo kunne save taget af bådehuset og så bygge et drivhus ovenpå. Bådehuset er nemlig gravet delvist ned, så det ville ikke blive et drivhus med høje betonvægge set udefra.
Den ide kunne jeg ikke slippe, men John kunne have sparket sig selv, for hvor skal vi så have plæneklipperen, æblerne, krukkerne og flere andre ting?

Bådehuset er kun pænt at se på i de par uger om året, hvor rådhusvinen er rød. Herover ses, hvordan huset er gravet ind i den lille bakke. Rododendronen og den stedsegrønne ved siden af er allerede væk, og det ses, at der ikke bliver så meget beton at se fra haven.
Han kom selv på løsningen: Det gamle drivhus skal jo i givet fald væk, så der kan bygges et fint lille skur, hvor det stod. Jamen, selvfølgelig!

Der er sjældent langt fra tanke til handling for mit vedkommende, når det gælder den slags, så i søndags havde vi besøg af den danske forhandler af Alitex-drivhuset.
Han var en flink fyr, og Alitex er et fantastisk drivhus (det er sådan et, Charlotte har), men jeg faldt besvimet om, da jeg i går morges fik en pris på det. Han havde ellers proklameret, at det sagtens kunne laves til en fornuftig pris, når nu fundamentet allerede fandtes.
Det viste sig, at en ‘fornuftig pris’ var 180.000 kroner! Jeg tør ikke tænke på, hvad det havde kostet, hvis vi også skulle have haft muret et fundament.
Så mange penge ville vi bare ikke ofre på sagen. Punktum. Det var da for vildt – men nu var tanken jo mere end bare sået; den havde etableret sig ret grundigt hos os begge.

I går kørte vi derfor til Hundige for at besøge Vica.
Til venstre ses Vica-huset; til højre det Alitex-hus, vi fik tilbud på. Det er bestemt ikke det samme hus vi får, men til gengæld får vi et drivhus langt, langt, LANGT billigere, og godt nok vil vi gerne betale for kvalitet, men vi kan også godt finde ud af at gå på kompromis med os selv.
Der blev skrevet under på en kontrakt, og inden næste sæson vil der stå et drivhus, hvor vi nu har bådehus. De gav os oven i købet Black Friday-rabat, hvilket lige præcis kunne betale det skur, vi har kigget på. What’s not to like?
Snart skal jeg ikke længere se ud på en kedelig ensartet flade, men kan se på – og, ikke mindst, igennem – et dejligt drivhus. Jeg glæder mig.
Og John glæder sig også – Søren har lovet at komme og hjælpe med at skære taget af og bygge det nye skur – han ville oven i købet gerne have det gamle drivhus.
Jeg var en smule bekymret for, om det ville blive for meget for John (han skal dog ikke selv montere drivhuset; det gør Vica), men den fejede han hurtigt af – det skulle jeg ikke tænke på; han har tid nok til det, og Søren hjælper. Ikke noget problem.
Der er alligevel fint gang i ham endnu, min søde, gamle mand – han elsker den slags projekter.
Og jeg elsker allerede mit nye drivhus.

Det er både umenneskeligt og fjollet

Jeg kan allerede ikke huske hvor jeg faldt over dette skilt, som det konservative parti i England er ansvarlig for, men jeg kan huske, at jeg med det samme tænkte, at det da ikke er særlig menneskevenligt, og ikke kun det, men også temmelig fjollet, for så bliver der jo bare dobbelt så mange, som der var før.

 

Siden sidste indlæg har min mand haft fødselsdag. 74 år. Det blev kun fejret ham og mig imellem, for han syntes ikke, det var noget at gøre noget ud af. Det håber jeg, at han synes til næste år, fordi for mig er 75 på sin vis lige så rund en fødselsdag som 50 år – naturligvis bortset fra, at der ikke er et rundt 0 i selve tallet.
Fest vil han under ingen omstændigheder holde, men da jeg foreslog en brunch, hvor vi inviterer både familie, venner og vej, var han ikke helt afvisende.
Det kunne da være hyggeligt … men det er nok lige tidligt nok at begynde planlægningen …

I drivhuset har agurken lige måttet lade livet, igen pga. spindemider lige som sidste år. Det er SÅ irriterende og meget ærgerligt, men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var en eneste en af de små sataner det første år, jeg havde en agurkeplante? I år og som sagt sidste år tog de på rekordtid totalt magten over planten – der gik kun ganske få dage, fra jeg opdagede dem, til hele planten nærmest var pakket ind i det fine spind. De gider ingen af de andre planter, hverken basilikum, tomater eller chiler, hvoraf den ene (Aji golden) i øvrigt er gået fuldstændig amok i frugter – der er mange hundrede, så der bliver rigeligt til både tørring og til chilipasta.
Udenfor trives den ene squash fint, mens de to andre er nogle ynkelige skvatmikler. Så meget for Gartneri Toftegaards økologiske squash. Den tredje, som allerede har givet mig en del squash, er købt i Brugsen, mens de to andre (som blev plantet et par uger før), ikke har givet noget endnu.
Gad vide, om det også er agurken dernedefra, der er for sart? Det er vel ret ligegyldigt, om de små udplantningsplanter er økologiske – det handler vel mere om, hvad jeg fodrer jorden og planten med hjemme hos os? 
Vi vil være bortrejst hele juni til næste år, så måske vil det være en god ide at springe agurkedyrkningen over og i det hele taget begrænse mig meget i drivhuset i 2020.
Det er nemt for mig at love mig selv lige nu, hvor jeg er temmelig ærgerlig over det med spindemiderne; det er mere tvivlsomt, om jeg kan huske det til næste år, når der går forårsfornemmelser i mig.
Man kunne jo også afprøve rådene med at plante bønner rundt om agurken og samtidig lægge nogle kryddernelliker på jorden rundt omkring stænglen.
De påstår, at det virker, og det kan i hvert fald ikke gøre nogen skade.

Om jeg fatter hvorfor …

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor det skal koste mig 1000 kroner, hvis jeg har en defekt lyddæmper på min bil, når motorcykler uden beregning, men til voldsom gene for omgivelserne, bare kan fyre flere hundrede dB af med fare for at sprænge samtlige trommehinder på deres vej. Der er ingen logik her!
Nå. Jeg bliver nok nødt til at lære mig selv at forsøge at abstrahere fra motorcykelidioterne, for jeg tror desværre ikke, de reagerer på mit brokkeri.
Men det er sandelig ikke nemt at ignorere dem!
Ferrariklubben var også ude i dag. Tre stykker lige efter hinanden, og de var lige gode til at køre 150 km/t, samtidig med, at de overhalede på et sted, hvor der var dårlige oversigtsforhold. Jeg ville virkelig ønske, at de kørte i fjorden, de tåber. Beklager.

Heldigvis er der også andet, der har fart på. Mine dahliaer, fx. De har overvintret på et loft uden vinduer, i kasser, der er helt tillukkede, og alligevel havde nogle de fleste af dem temmelig lange stængler. Grønne var de ikke, for det kræver sollys, men de udviser så sandelig en livskraft, der vil noget!
De kom alle i jorden i dag. Nogle af stænglerne er oven jorde; andre knækkede eller blev begravet, så hvis der bliver den lovede frost i nat, overlever førstnævnte ikke, men de skal nok komme alligevel med den livsvilje, de har udvist.
Da jeg havde fået dem alle i jorden, ville jeg til at sætte den sidste knold i en potte, men den var i mellemtiden forsvundet, så jeg spurgte John, om han havde smidt en pose ud med billede af en rød dahlia.
– Jada. Den var jo tom.
– Det tror jeg ikke …
– Jo den var! Nu skal jeg hente den, så kan du selv se!
…
– Øhhh, hmmm. Det var pokkers …
Den (gennemsigtige plastpose) var naturligvis ikke spor tom, og han så en anelse flov ud. Jeg må dog medgive, at knolden var meget lille og tør, så jeg er spændt på, om den overhovedet bliver til noget, men tom var posen ikke, så knolden skal have en chance. Mænd, altså … men på den anden side er jeg glad for, at han gider rydde op efter mig. Det er lige som når jeg laver mad, så rydder han også løbende op – i dag med at fjerne mine små ukrudtsbunker, samle kasserne sammen og sætte dem på plads, sætte redskaber på plads, osv. Og smide affald ud …

Og hvad har vi her til højre? Min kartoffeleksperiment, som indtil videre lader til at lykkes. Fra alle fire spande er der skudt de første grønne blade op, så nu skal de ud fra drivhuset. I morgen … i nat er der som sagt risiko for frost, men så skulle det også være slut for denne gang. Har jeg valgt at tro på.

Hvem sagde forår?

Det er vist kun kalenderen, der siger forår for tiden.
Der sker ikke så meget hernede i Den Stråtækte. Det er nemlig blevet vinter igen, med både frost og slud.
I aftes lavede jeg drivhuset om til det gravsted, det forhåbentlig IKKE bliver for mine nyplantede agurk, chili og tomater. Jeg satte to gravlys derind og lod dem selvfølgelig være tændt hele natten. Umiddelbart virker det som det modsatte af overkill, men visse drivhuserfarne hævder, at det virker; at det lige præcis kan holde temperaturen over frysepunktet. Det er naturligvis afhængigt af flere faktorer, hvor mange lys der skal til.
Jeg kan i sagens natur stadig ikke vide, om det var lysene, der gjorde forskellen, eller det bare ikke var frostvejr i hverken drivhus eller udenfor under nogen omstændigheder, men da jeg tjekkede i morges, var der 3° og alle planter havde det fint. Der var 4° udenfor, men da vi ikke har et min/max-termometer, ved jeg ikke hvor koldt det nåede at blive, da det var koldest. Vi har jo – også i den forbindelse – den fordel, at vi bor tæt på vand …

Billederne er lidt aprilstemning fra England – og et udtryk for lidt mere end en anelse misundelse fra min side.
Tim har lige sendt billeder med børnene ved swimmingpoolen – uden våddragter! De har simpelthen nærmest sommer derovre. De får også vand fra oven indimellem, så det er helt ideelt. Charlotte har næsten for mange kunder lige nu (nemlig seks, gående fra ingen at have haft i flere måneder), så hun synes ikke helt, at hun har tid nok til sin have, men hun nægter på den anden side at brokke sig over, at der endelig er kommet lidt gang i forretningen igen.
Vi fik lidt sne/slud i nat, men det kunne knap måles, og der er, ifølge DMI, ikke udsigt til regn på denne side af 20. april.
Jeg håber virkelig, at man tager fejl i den forudsigelse!

Det er længe siden, at manden til højre har udført nogen form for fysisk arbejde … ham forevigede jeg for præcis otte år siden. Også i England. Danmark er ikke særlig fotogent lige i øjeblikket.

Plante- og andre fibre

Ditte, som altid har styr på hvornår den slags ting foregår, spurgte, om jeg igen i år ville med, når Fiberfolk holdt deres messe i Roskilde, og naturligvis ville jeg det. Jeg mangler jo i høj grad garn, så det var bare med at gribe lejligheden til at få fat i noget …
Jeg købte dog kun 300 gram, hvoraf de 200 skal bruges til endnu et kaossjal, fordi jeg er blevet så glad for det, jeg købte garn til sidste år.
I år var der meget mere plads end sidste år, hvor det ikke var spor sjovt at gå rundt, fordi man enten blev trådt i hælene eller selv kom til det samme på en anden. Denne gang foregik det i Hal 7 i Musicon, hvor vi efter fiberfesten spiste frokost (som var en brunch) i Ragnarock og senere gik en tur rundt og så på alt det nye, som var sket siden sidst vi var her. Hvilket var en del.

Jeg er ret betaget af Musicon. De har bl.a. masser af humor derude. Alene gadenavnene: Penselstrøget, Rabalderstræde, Basgangen, Bagtæppet, Lydmuren …
Deres skiltning refererer for en stor dels vedkommende til musik, som vi alle kender; se fx den fine måde, hvorpå de beder bilisterne om at tage hensyn.
Og deres luftguitarer er helt gratis!

I går handlede det mest om uldfibre, selvom der var også var både silke og hør blandt de mange garner, men i dag drejede det sig udelukkende om plantefibre for mit vedkommende, idet jeg nu har ‘tilplantet’ drivhuset.
Det er meget sjovt (okay, nok mest for mig selv) at se, hvor uendelig lidt det fylder fra starten, når jeg (forhåbentlig også i år) senere på sæsonen skal bruge machete, inden jeg kan komme ind til tomaterne og alt det andet.

Jeg har lige læst, at spindemider elsker agurker, men hader koriander. Derfor skal man så/plante koriander under agurken. Eftersom jeg har én agurk i den største murerbalje, der kan fås, er der masser af plads. Jeg har nok nogenlunde det samme forhold til koriander, som spindemiderne har, men der er jo ingen der siger, at jeg behøver at plukke af den – bare det kan holde de forbaskede mider væk, er jeg glad.

Dagens sidste fiber er en fiberdug. Endelig har jeg fået lagt en sådan på ude i bedet ud mod vejen. Vi begik for et par år siden den fejl bare at lægge en stenkant og fylde op med muld. Jeg troede i min naivitet, at så kunne alt det uønskede ikke finde op gennem 25-30 cm ekstra jord.
Det kunne det … men nu kunne jeg ikke nå ned og få fat i rødderne på sæbeurten og skvalderkålen, som dominerede bedet sidste sommer.
For et par uger siden forbedrede jeg jorden og plantede nogle roser. Nu er der så fiberdug over, så forhindrer den forhåbentlig noget af alt det uønskede skidt i at etablere sig igen i år.
Havearbejde er sisyfosarbede, men jeg tror nu alligevel, at jeg hygger mig mere med arbejdet, end den gamle græker gjorde.

Man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt

I dag åbnede Gartneri Toftegaard for sæsonen, så vi kørte afsted i formiddags for at lægge en mindre formue der. Fem plantesække med den afsindigt gode jord fra Fagerhult i Sverige, en dunk med Toftegaards drivhusgødning, fire chilier, tre tomater, to squash, en agurk og en … jiaogulan. Jeg har aldrig så meget som hørt navnet, men det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at tage et eksemplar med hjem. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg jo aldrig ud af om det er noget jeg kan lide. Om ikke andet kan den vel se pæn ud, og kan den oven i dette overvintre, er det fint nok. En googling gav bl.a. følgende:
“Jeg står på en grøn skråning og betragter de rullende bakker af jiaogulan, også kendt som udødelighedsurten.
Plantens navn stammer fra den bemærkelsesværdigt længere levetid hos mennesker, der bor i den bjergrige Guizhou-provins i det sydvestlige Kina, hvor befolkningen regelmæssigt drikker en te fremstillet af jiaogulan/nady-blade.”
Jamen du godeste dog! Kan jeg nu ligefrem udødeliggøre mig selv? Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har det lidt ligesom Niels Bohr, da han blev spurgt, om han virkelig troede på den slags (i forbindelse med, at intervieweren havde lagt mærke til en hestesko over NB’s indgangsdør).
Niels Bohr svarede: “Nej, naturligvis ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
Et humoristisk og genialt svar fra et af Danmarks største genier nogensinde.

Jeg har ikke sat planterne i plantesækkene endnu, for sækkene med jord lå selvfølgelig udenfor, så jeg vil tro, at både jord og planter vil have godt af at opholde sig et par dage i drivhuset for at akklimatisere sig. Nej, ikke AFklimatisere! Jeg undrer mig over, at nogle en hel del kan tro, at det hedder således, for hvor er logikken i at skulle afklimatisere et eller andet? Hvad denne afklimatisering så end måtte indebære …

I forbindelse med min søgning ville jeg også lige tjekke, hvad jeg eventuelt kan gøre for at forebygge et angreb af spindemider på min agurkeplante. Sidste sommer var jeg nødt til at smide den ud længe før tid, fordi den var ødelagt af spindemider, som jeg havde opdaget alt, alt for sent.
Her stødte jeg på et yderst interessant biologisk – eller måske rettere fysiologisk – fænomen. De to klip er fra samme artikel og sætningerne stod et par afsnit fra hinanden:


Det er ret godt klaret at lægge æg med en diameter på 2-4 gange sin egen kropslængde, synes jeg.

Jeg håber jeg kan undgå spindemider i år – det var sikkert den voldsomme og tørre varme, der var skyld i sidste års heftige angreb, for det var første gang i min syvårige drivhuskarriere, det skete, men ingen ved jo endnu, hvad dette år vil bringe. Nu ved jeg i det mindste, at jeg skal være på vagt – det var jeg ikke sidste år.

Man kan se hvor man er nået til …

I går blæste det en del, og da det tilligemed kun var seks grader, valgte vi at blive inde det meste af dagen. Jeg tog i nørkleklubben og John tog til træning. I dag har der kun været en mild forårsbrise og da temperaturen lige præcis rundede et tocifret tal, gik vik ud. Dvs. John gik ind igen – han ville vaske vinduerne i drivhuset. De var slemme. Rigtig slemme efter den tropiske frodighed, der var fremherskende derinde sidste sommer. Han var til gengæld ikke i tvivl om, hvor langt han var nået …

Jeg fik lagt de sidste stenkanter og vi fik hentet forårets sidste læs kompost på genbrugspladsen. Vi fik hentet postpakken med kartoffelpotter og vi var på planteskole for at købe lidt stauder og … kartoffeljord.
Grin I bare over, at jeg kan finde på at bruge penge på den slags, men det kan man faktisk købe, specielt blandet netop med henblik til kartoffelpotterne, som jeg i år vil afprøve.
Vi har ingen steder, der kan være en køkkenhave, men nyopgravede kartofler er noget af det bedste, jeg ved, og hvad gør man så? Man prøver dette koncept af.
Jeg har set Charlottes nabo bruge en lille tønde til at dyrke kartofler i på metoden med at tage hvad man skal bruge og lade planten producere videre hele tiden. Det virkede glimrende, påstod Karen, som nabodamen hedder, så hvorfor skulle det ikke virke for mig? Hvis jeg virkelig kan hente nyopgravede kartofler fra først i juni og indtil frosten kommer, er det da ruldstændig fantastisk.
Jeg har nu fire potter i gang. 12 kartofler. Hvad siger du så, Lene? Din mand kan godt begynde at ryste i bukserne, for der kommer skræmmende stærk konkurrence fra min side i år!

En hveps nu???

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

Hvad kan man mon så kalde det?

Mine chilier er gået totalt groamok i drivhuset.
I beskrivelsen fra Gartneri Toftegaard angives der ofte højden de kan opnå, både hvis man planter i 10-literskrukke og i fx en plantesæk. De bliver ikke så høje i krukker, som de gør når de har mere jord at gøre godt med.
For mine chilier står der, at den, for den størstes vedkommende, kan blive op til 1,20 meter under optimale forhold. De andre bliver omkring en meter – det er både Gartneri Toftegaard og en engelsk hjemmeside enige om:

Den højeste af mine fire chilier (Bubba) rager 2,5 meter op inde i drivhuset; to andre er ca. 2 meter og den fjerde er 1,80 meter. Herfra skal trækkes 40 cm, fordi de står i kapillærkasser, men tilbage bliver, at de alle er næsten en meter højere end de er angivet til at kunne blive “under optimale forhold”, som GT udtrykker det.
Hvad kalder man så de forhold, de tilsyneladende må have i mit drivhus?

Den mest rigtydende hedder Pinocchio’s nose. Det er beskrivelsen af den, jeg har sat ind i tekstboksen herover, og den bliver virkelig meget lang.
I forgårs lavede jeg chilipasta (sambal oelek) af et halvt kilo af ‘næsen’ plus lidt citronchili. Den blev rigtig god, og Sus fik da også et glas med hjem, da de kørte herfra i formiddags.
Chilipasta kan laves på et utal af forskellige måder. Jeg blandede noget almindelig rød peber og et par dåser koncentreret tomatpuré i min, for jeg ville ikke have den så stærk, at den kan få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet (frit efter en tidligere kollega, som under sine kemobehandlinger jokede med, at “min chilipasta kan få håret til at rejse sig på hovedet af mig”).  
Den blev stærk, og det skal den også være, men ikke stærkere, end at den skal anvendes i teskestørrelser i stedet for knivspidsmængder.
Harissa er også en chilipasta, men som stammer fra Tunesien. Der er langt flere ingredienser i harissa, så den er besværligere at lave, og når jeg samtidig ikke bryder mig så meget om harissa som om sambal oelek, var det ikke svært at beslutte hvilken en af dem jeg ville stile efter.
Jeg fik 12 små (på mellem trekvart og én deciliter) glas ud af portionen, så jeg laver nok en til om ikke så længe – det holder sig godt nok i årevis, og der bruges i sagens natur kun små mængder ad gangen, men det er godt som værtindegave – til dem man ved holder af chilismagen, vel at mærke – men en lille smule giver et fint pift til mange ting. 
Jeg skal også have lavet chilimarmelade. Den er både Inge og Hasse og Sus og Jan ret glade for – plus mig selv, naturligvis. John spiser ikke den slags, men det er godt på ostebordet, synes mange af os.

Arme Pinocchio og stakkels anlægsgartnere

Det må have været slemt nok for Pinocchio, at hans næse voksede, når han løj. Hvis den oven i det kom til at få facon som en hundelort, ville det have været endnu værre for ham.
I drivhuset har jeg en chiliplante, man kalder Pinocchio’s Nose. Navnet er glimrende valgt, for dens frugter skulle blive 20-30 cm lange, og det gør langt de fleste da også – de er ret flotte at se på, og planten er uhyre rigtbærende. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men de vil se flotte ud, hængende i køkkenet på en snor. De blever helt røde, når de er modne.
Nogle af dem snor sig af uforklarlige årsager om sig selv, med besynderlige resultater til følge, som fx dette hundelortslignende eksemplar.

I dag har der været tre hårdarbejdende mænd i vores have.
Det er som resultat af havearkitektens besøg i foråret … den øverste terrasse skal ryddes, og i stedet skal der plantes lutter bunddækkende, hvide roser.
Anlægsgartneren og jeg var enige om, at der ikke skal plantes 25-30 roser nu – ejheller hækplanter som erstatning for dem, de måtte hive op for at få maskinen ind i haven. Det må vente, til der kommer regn, ellers kan jeg gå og vande nærmest i døgndrift.

Ryddet blev der. Der blev også drukket en masse vand og knap så meget kaffe. Det var varmt arbejde, men heldigvis har temperaturen i dag ikke været over 26°, og der har blæst en frisk brise, så det har ikke været så slemt for dem, som det ville have været i går.
Jeg havde regnet med, at arbejdet ville være afsluttet i maj, men han har ikke haft tid før nu. Det er nok udmærket, for det havde ikke været sjovt at skulle gå og sørge for, at så mange nyplantede roser (og andet) ikke gik til.
Til gengæld er det ret kedeligt at se på nu, og det vil det være indtil der kan plantes igen, hvilket ikke på nuværende tidspunkt vides hvornår bliver.

 

Det er næsten ikke til at se forskel, men det jordfarvede til højre for shelteret er normalt grønt græs!
Jeg vander rigtig meget i haven, men græsset må altså kæmpe selv – det overlever forhåbentlig, selv om jeg aldrig har set så tør og vissen en plæne.

Havearkitekten sagde lutter helt ens, hvide roser, fordi hun syntes det ville passe perfekt til husets hvide vægge med det sorte bindingsværk.
Jeg er måske mere tilbøjelig til at blande cremefarvede og hvide roser, samt måske 3-4 stykker af et eller andet opstammet for at bryde fladen lidt.
Og hvilke roser? Anlægsgartneren foreslog White Cover, men det var jo ikke noget diktat.
Mine lektier er derfor at surfe lidt rundt for at finde ud af, om der er en eller flere, jeg hellere vil have. Det er sjove lektier …
Og til at plante oppe bag shelteret skal han skaffe mig et Filippaæbletræ. Det vil stå så glimrende lige der, og det kommer ikke til at tage naboernes fjordudsigt, for det skal ikke have lov til at blive højere end de vækster, der står i forvejen.

Et varmt emne for tiden

Mange skriver om overfloden i drivhusene netop nu, men det er jo også nu, den er der … overfloden. Min egen jungle giver i hvert fald så rigeligt med mad, også da vi var flere på kost end nu. (Aubreys udbrud, da han så mit drivhus: Wow – that’s my kind of a greenhouse! Det var frodigheden, han blev begejstret over, for han er hverken vild med tomater, agurker eller chili, men vindruerne kunne glimrende spises, selv om de endnu ikke var helt modne …
Anna kunne til gengæld næsten spise mig ud af huset i agurker – hun ‘opdagede’ agurkesalat og præsterede den første aften de var her, med oste-grillpøser på menuen, at spise det halve af portionen jeg havde lavet af to agurker. Det barn viste sig at kunne spise agurkesalat til alt, undtagen morgenmad og koldskål.
Der var selvsagt altid hjemmelavet agurkesalat, mens englænderne var her.

I aftes lavede jeg agurkesuppe, og den blev god! Jeg blandede flere opskrifter sammen og fik dermed det bedste resultat, er jeg sikker på. Jeg linker ikke, for der findes så mange forskellige forslag, der alligevel ligner hinanden mere eller mindre. Men jeg kom 1½ (skrællet og udkernet) agurk, en avokado, 4 dl grønsagsbouillon, 1½ dl skyr, 1½ dl creme fraiche og lidt salt i blenderen.
Pynten/fyldet var et par tomater, ½ agurk, forårsløg og ½ rødløg i tern, rejer, basilikum og en anelse chili. Jeg var spændt på, om John kunne lide det, for det er ikke, hvad man normalt forstår ved mandemad, men han elskede den! Kold suppe er aldeles perfekt til et vejr som dette, og det skal vi helt sikkert have igen om en uges tid … vi er nemlig efterhånden ved at være en anelse trætte af tzatziki.

Tomatmodningshastigheden overstiger også, hvad vi kan nå at følge med til, så i dag henkogte jeg seks glas.
Fyld tomater, skåret over (eller i flere stykker, afhængigt af størrelsen) og fyld glasset halvt op. Kom 1 fed hvidløg, lidt basilikum, rosmarin, timian og salvie i glasset og fyld op med tomater. Pres dem godt sammen og fyld op igen.
Denne portion er af to kilo tomater.
Kom ½-1 tsk æblecidereddike og et nip salt i hvert glas. Fyld op med olivenolie til ca. 2 cm under kanten. Der går ikke ret meget til, hvis du har presset tomaterne godt sammen.
Luk glassene helt (hvis det er glas som disse med gummiring, ellers kun halvt) og sæt dem i vandbad i en kold ovn.
Sæt ovnen på 120° og lad dem stå ved den temperatur i 1½ time. Lad afkøle i ovnen.
Det er godt til vinterens simremad eller pastasaucer. Som i virkelig, virkelig godt!
Jeg lavede fx kalkunlår i en stegeso, kom et glas henkogte tomater og lidt andre grønsager i og lod lårene blive møre ved lav temperatur.
Det var lige til tre michelinstjerner, så godt smagte det.

Det virker!

Det krævede lidt mere end den store kædestrammereksamen at hitte ud af, hvordan vandingsanlægget til drivhuset fungerer, men vi præsterede faktisk et ret godt teamwork i den proces.
Først læste John hele vejledningen igennem, hvorefter han sagde, at den skulle jeg også læse, for der var et par ting, der var lidt uklare for ham. Pyha, tænkte jeg – det er altså John, der er den praktiske gris her, ikke mig, men eftersom det er mig, der er hovedansvarlig for drivhuset, måtte jeg hellere gøre, som han bad mig om.
Luftslange, fødeslanger, gødningsbeholder (det er altså smart, at den også kan dosere flydende gødning med vandet) drypslanger, luftboblefjerner, trykreguleringventil …
Hvis vandbeholderen kun sidder 100-125 cm over fødeslangehøjde, skal drypslangerne være 50 cm. Ellers 40 cm.
Godt så.
Hvis der er niveauforskel på stederne, hvor drypslangerne skal dryppe, skal de forkortes med 3-5 cm for hver 10 cm niveauforskel. Længste slanger øverst.
Okay. Der blev godt nok repeteret noget fysik her …
Hvis ikke alle drypslanger drypper, fjernes luftbobler i systemet med den lille sprøjte.
Drypslanger må højst trykkes 5 mm ned i fødeslangen, og de skal placeres lidt højere end stedet, hvor de er monteret på fødeslangen.
Anlægget kan give mellem 10 og 50 liter i døgnet. Indstilles ved hjælp af det lille drypbæger således […]
Der løber mere vand igennem, når det er varmt, så man skal indstille mængden, når det er varmest i drivhuset.

Og der var meget, meget, meget mere tekst.
Jeg har gengivet en brøkdel det i temmelig forenklet udgave, men det var heldigvis sådan, at det den ene ikke forstod, forstod den anden, eller også kom vi frem til forståelsen ved at snakke om det – og jeg skal være ærlig og sige, at det var John, der forstod mest, men jeg kunne da pippe op med et enkelt guldkorn eller to.

Tomater bruger op til 2 liter/døgn, agurker op til 2½. Hvad mon chilier bruger? Og den store basilikumpotte?
Jeg har tre store tomater, en agurk, fire chilier og basilikummen, og jeg er startet med 10-12 liter/døgn. Vi har heldigvis nogle dage til at kontrollere, om jeg har estimeret nogenlunde korrekt. Hvis jeg har det, burde vandstanden i selve kapillærkasserne ikke ændre sig.
Herunder er det en tomatplante, der får drop.
Systemet fungerer bedst, når der er mellem 35 og 100 drypslanger. Jeg har 45, men nogle af dem er ‘blændede’, fordi det bliver for meget med fem drypsteder for fx chilierne, som ikke er så tørstige som tomater og agurker.

Det virker tilsyneladende efter hensigten.
Det er SÅ smart.
Det skulle vi have gjort efter første sæson, hvor vores humane drivhusvander ikke udførte sit arbejde helt tilfredsstillende, men jeg troede, sådanne automatiske vandingsanlæg kostede flere tusind kroner, og så viser det sig, at man kan få sådan et som dette her for sølle 420 kroner.
Jeg kunne jo bare have undersøgt det noget før … det var godt, at John gjorde det for mig. Han kunne godt fornemme, at jeg havde det lidt skidt med tanken om, at al den frodighed kunne risikere at være mere eller mindre død, når vi komner hjem fra Norge.
Nu kan jeg tage det aldeles afslappet.

Om at gøre livet nemmere både for sig selv og andre

Snart tager vi til Norge. Jeg har ikke lyst til at tage på ferie i børnenes skolesommerferie; det er der slet ingen grund til. Jeg elsker børn, bare ikke andres … lidt hårdt sagt, måske, men hvis ungerne ikke kan opføre sig ordentligt, vil jeg helst ikke være i nærheden af dem. Og mine unger (børnebørn) ved godt, hvordan de skal opføre sig, når de er ude – de bliver ret forargede, hvis andre børn opfører sig uopdragent i det offentlige rum. At de så kan være stride derhjemme, er kun som det skal være. Det er bedre der end andre steder, og børn, der altid opfører sig eksemplarisk, er desværre ofte børn fyldt med frygt.
Nå. Indledningen var et sidespring. Det var det med skoleferierne, jeg lidt for hurtigt kom bort fra.
Men man tager altså ikke Norge i oktober. Eller april, for den sags skyld, og eftersom vi ikke står på ski, er det nødt til at blive om sommeren. Vi tager dog så tidligt afsted, at vi er hjemme igen sådan cirka, når sommerferien starter.
Jeg har nævnt én grund til at blive hjemme, når det er højsommer, men der er flere. En anden er, at det er svært at få nogen til at passe (læs: vande) drivhuset i tilstrækkeligt omfang. Hvis det er så varmt, som det er nu, så bliver der drukket igennem fra tomaternes og agurkens side, og det er ikke nok at sjatvande … når der bliver drukket meget vand, skal det erstattes. Enkelt, logisk … og så åbenbart alligevel ikke.

Drivhuset er, som nævnt i et tidligere indlæg, gået totalt groamok i år. Jeg har ofret nogle bedre plantesække, som er på 50 liter i stedet for 40. Desuden har jeg købt den største murerbalje og sat én agurk i. Da vi tog til England, var der, foruden kimbladene, fire små rigtige blade. Da vi kom hjem, var der en agurk på, der var 1/3 høstklar, og her 14 dage senere er jeg allerede begyndt at forære agurker væk, fordi vi ikke selv kan spise dem alle.
Det er lige før, man skal have machete med, når man går ind i drivhuset, men det ville på den anden side være mere end en anelse tåbeligt …
Jeg ville blive meget, meget ked af det, hvis alt det var mere eller mindre dødt, når vi kommer hjem fra Norge, så nu har vi bestilt et automatisk vandingsanlæg. Det var John, der gik i research-mode, og vi tror, han har fundet et godt et fra Vitavia. Et sådant system er ikke nær så dyrt, som jeg troede, så hvis det ellers virker efter hensigten, er den smule penge givet rigtig godt ud.

Det bliver nu meget nemmere at passe vores drivhus. Man skal faktisk bare tjekke, om systemet virker og så ellers tage det med hjem, som er blevet modent siden sidst, der blev tjekket.
Så nu er der kun nogle krukker, der skal tilses – og vandes – men det klarer naturen ofte selv i form af regn, hvilket naturligvis ikke er tilfældet inde i drivhuset.

Wiltshire har sit eget sprog

Det nye drivhus er færdigt og er indviet. Sådan et hedder a greenhouse på engelsk, og det har da også gjort mig grøn. Af misundelse. Nøj, hvor ville jeg gerne have sådan et stort drivhus, men i Den Stråtækte har vi ingen steder, et sådant hus kunne bygges.
Det er bygget efter mål, og det er særdeles solidt bygget i metal. De øverste vinduer åbner og lukker automatisk, mens den lange side manuelt kan åbnes og lukkes efter behov. Der er tagrende med et nedløbsrør, som fører opsamlet regnvand ned i en beholder, der er gravet ned under drivhuset, og hvori der er monteret en pumpe inde under bordet, så der (forhåbentlig) altid er regnvand til at vande med. C er i gang med at pumpe. 
Læg mærke til risten i gulvet. Den er lagt som et led i at være en tro kopi af de viktorianske drivhuse, men dengang var der indlagt varme under risten; det har C&T ikke gjort. Endnu … det skulle ikke undre mig, om det skete engang.
Sommeren er kommet. 22 grader i går, og i dag og især i morgen skulle det blive endnu varmere. The hottest bank holiday weekend in recorded history.

Swimmingpoolen er også færdig og indviet. I går blev den brugt flittigt. Af nogle … vandet er 16 grader og ALT for koldt til mig, men børnene var i mange gange i løbet af den varme dag.

Charlotte og Tim har en havemand, der kommer og ordner the walled garden, lidt ude foran huset og andre havesmåting, som er kedelige, men som skal gøres. Ray, som han hedder, er meget snakkesalig og har gerne en masse at fortælle. Han ynder at sige, at han ikke er født i landsbyen, men at han var to år, da han kom hertil i 1953. Han bor her stadig og har aldrig bevæget sig langt væk. Han har aldrig været i London. (En 24-årig landmandssøn, som har gravet noget ud for T&C, fortalte stolt, at I was in London once. To a tractor show!)
Jowjow, når her så dejligt, hvorfor så tage væk?
Ray er meget svær at forstå – selv Anna har svært ved det. Vi talte om ham ved morgenbordet, og Tim fortalte, at i Wiltshire har man sine egne ord, som ikke kan findes i de engelske ordbøger. Da Tim spurgte, hvad en græsbro (en stenbro med græs ovenpå) hedder, svarede han: We call it a drag, hvor drag udtales som en mellemting mellem drag and drug. Det ord kan ikke slås op med denne betydning. De har ikke bare deres egne ord, men en accent, der minder lidt om vendelbomålets, så jeg skal virkelig anstrenge mig for at forstå Ray – og jeg misser en del, må jeg indrømme.
I Wiltshire er de ikke bange for højder, men for dybder, hvilket i og for sig giver ret god mening … ingen bliver bange ved at kigge opad, men mange får det skidt, når de kigger ned.
Tim spurgte en lokal: Aren’t you afraid of heights?
Manden kiggede overbærende på ham og sagde: No. I’m not. In Wiltshire some people are afraid of depths, though. Why should anyone be afraid of heights?

Endelig er drivhuset tilplantet

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
Chilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm² af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.

Er her en plantedoktor til stede?

Hjælllp! Hvorfor ser mine squash sådan ud? Der er og har været sat masser af, men de fleste når ikke længere end til at se sådan ud:

Der er over 20 frugter på denne ene plante, men indtil videre er der kun modnet sølle to til fuld størrelse i rask tilstand. Der ser ud til at være i alt fire sunde squash på planten lige nu, men der er alt for meget råddenskab, og selv om de er fine nu, kan de sagtens finde på at begynde at rådne. Er der nogen bud på, hvorfor de gør det? Er der simpelthen for fugtigt i et drivhus? Planten er enorm og fylder mere end den kvadratmeter, man anbefaler at sætte af pr. plante, men på trods af denne frodighed er der jo altså noget galt. Jeg håber virkelig, at der er en af jer, der har et kvalificeret bud på, hvad jeg kan gøre for at forhindre det.

Ellers går det fint i drivhuset. Basilikumplanten er nærmest en busk, selv om jeg allerede har skovet én gang til tørring, plus plukket til salatskålen.
Tomaten og agurken er nærmest gået amok; der er over 50 tomater, der ser ud til at blive modne nærmest på en gang – jeg håber bare det sker, inden vi tager på ferie. Ikke fordi jeg har spor imod, at Søren får sig nogle tomater, mens vi er væk, men jeg ville da også gerne selv have nogen!
Agurken leverer næsten dagligt en smagfuld kæmpe, så vi spiser tzatziki i én uendelighed. Endnu er vi ikke blevet trætte af det, men det er ikke udelukket, at vi når at blive det.
Hvor er jeg glad for, at jeg ikke lod mig friste til at købe mere end én af hver slags. Undtagen af chilien, hvoraf jeg har en ungarsk lang og en citronchili. Den første er ikke så skrækkelig stærk, så den skal nok fortrinsvis anvendes til årets chilimarmelade. Den anden er den med den absolut bedste smag, men den er ret stærk og dermed drøj i brug. De er henholdsvis stærkt rød og ditto gul, så de bliver flotte at tørre og senere knuse til diverse anvendelser.

Jeg har lige en til stakkels Liv, som har fået spærret sit dankort. Du kan da også bare lade være med at falde for den slags numre!

Retfærdigvis skal det fluks siges, at det heller ikke er det, hun er … altså faldet for dette svindelnummer, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan man forestiller sig, at man kan opdatere sit nøglekort!

Jeg ville nok ikke kunne blive EU-godkendt

De fleste husker sikkert EU-polemikken om agurkernes krumning.
At det hele viste sig overvejende at være en and, en misforståelse, en rigtig god historie, som var ikke bare vand, men champagne på EU-modstandernes mølle, og at EU – dengang EF – faktisk ikke som sådan lovgav om agurkernes krumning, er noget helt andet … det var nemlig danskerne selv, der fandt på det længe, længe før, EU var så meget som en fjern ide – her er en interessant historie om historien – og helt ved siden af var det jo alligevel ikke alt sammen, for man inddelte dem i klasser, og ingen ville åbenbart købe andet end klasse 1.
Men lad os nu bare for sjov forudsætte, at krumme agurker stadig pr. definiton er en absolut sekundavare …

… så ville jeg aldrig kunne komme af med disse eksemplarer. Som det ses på nederste billede, har jeg dog også agurker, der ikke er oppe på at krumme mere end 10 mm pr. 10 cm, så alt håb er ikke ude endnu.
Det var sandelig godt, jeg kun købte én plante. I går tog jeg to store agurker ind; lige nu hænger der fire, der burde tages nu, og 16, der er i forskellige børne- og ungdomsstadier, og som bliver voksne inden for den næste 1½ uges tid. I aftes lavede jeg en stor portion tzatziki, som vi begge to heldigvis holder meget af. Man kunne i princippet vel også lave masser af agurkesalat (som er et kæmpehit, når jeg laver det til familiesammenkomsterne, fordi de alle tror, det er så skrækkelig besværligt at lave, at de aldrig selv gør det), men jeg synes det bliver lidt underligt af at blive gemt på glas. Er der nogen, der ved, hvordan det kan gøres, så det holder sig pænere? Eller har forslag til, hvordan man spiser sig igennem et ton agurker uden at blive kvalt i dem?

NU går agurkerne helt agurk!

Holddaop. Man kan ikke være hjemmefra i sølle tre dage, uden at drivhuset begynder at leve helt sit eget liv. Det er vist ikke nok at have allieret sig med Søren, mens vi er væk; jeg er nødt til at spørge søde, gamle Madam Mim i huset bag os, om ikke de kan tage nogle agurker og måske nogle tomater fra undervejs, for Søren vil simpelthen ikke kunne nå at tygge sig igennem alle de agurker alene. I onsdags forærede jeg en anden bagbo en agurk og tog to med til Sverige torsdag morgen; i dag måtte jeg binde agurkeplanten op igen, fordi de store agurker havde hevet for meget i snoren. De tre velvoksne agurker tog jeg selvfølgelig ind, men der er så mange stærkt på vej, at jeg vist kan holde hele vejen forsynet med agurker. Og jeg har altså kun én plante!
Så store som den, den israelske dreng holder, er mine dog ikke (eller også er det en lille alfedreng), men gad vide, hvor store de ville kunne blive, hvis de fik lov? Det må komme an på en prøve på et tidspunkt.

“Madam Mim” er kærligt ment. Det er, som sikkert de fleste bekendt, den søde heks i Anders And-universet, og jeg har altid godt kunnet lide hende.
Vores bagbo, som det som sagt drejer sig om, så jeg første gang, da vi overtog Den Stråtækte i august. Det var en meget varm periode, så hun gik rundt iført en knælang herreundertrøjelignende tingest uden ærmer, et forklæde og intet andet – bortset fra underbukser. Trusser ville ikke være det rigtige ord her. En brystbeholder (det er til gengæld det rigtige ord i denne sammenhæng) bekymrede hun sig heller ikke om at tage på, og da hun er lige så nem at hoppe over som at gå udenom, er pågældende attributter forholdsvis store og deres tyngdepunkt under navlehøjde. Når så håret sidder i samme lidt uordentlige frisure som Madam Mims og underbiddet er det samme … tjah, så var hun altså døbt inde i mit hoved ved første øjekast. Min Madam Mims hår er dog hvidt og ikke blålilla.
Vældig sød er hun som sagt; en underskøn og temmelig speciel type, og når jeg siger til folk, der har set hende (også udenfor undertrøjesæsonen), at det var så vores lokale Madam Mim, fniser de lidt, men giver mig øjeblikkelig ret.
Jeg tør godt skrive dette, for ingen i naboskabet ved, at jeg har en blog, og Madam Mim med mand er ved at sælge hus, for de har rundet de 80 og vil gerne have en mindre have og være tættere på børn og børnebørn, så de er formentlig flyttet herfra inden så forfærdelig længe.

Agurketid

Årets – eller rettere min – første agurk er høstet. Den anden også, såmænd.
Jeg havde ellers ikke tænkt mig at skulle have agurker i drivhuset, men min datter hævdede, at det simpelthen var en bunden opgave! Man lystrer jo naturligvis sit døtrene nedhav (bedre forslag, anyone?), og jeg skal da lige love for, at jeg er blevet overrasket. Selvfølgelig er egen avl pr. definition altid bedre, men at der er så stor forskel på købeagurker og egne drivhusagurker, kom bag på mig – der er en verden til forskel i smagen. Tilligemed meget mere kød i forhold til kerner. Jeg vil fra og med i år (stadig ikke fremadrettet …) altid have agurker i mit drivhus!
Der er mange på vej – Søren vil blive kvalt i agurker, når han skal passe hus, have og drivhus mens vi er på ferie.

Ved Tangkrogen i Aarhus så vi disse skraldespande. Det er tilsyneladende et mysterium, hvorfor de hedder som de gør.
Kun for singler? Vi turde simpelthen ikke bruge dem …
Stiften havde været ude med mikrofonen, men mysteriet er tilsyneladende endnu ikke løst. Er der nogen der ved, hvorfor man har fundet på det navn til skraldespandene? Er det udelukkende for at være Karl Smart og for at man skal lægge mærke til dem? Alt andet lige er de ret smarte – jeg citerer fra Stiften:
“Aarhus Kommune stillede for et par uger siden 15 nye og meget smarte affaldsbøtter op omkring Tangkrogen. Det er dem, der er mærket med »singleskrald«.
Bøtterne er udstyret med solceller, der driver et stempel, der presser affaldet sammen. Det betyder, at der i sådan en singleskraldebøtte kan være seks gange så meget affald som i en almindelig skraldebøtte.
Derudover udmærker bøtterne sig også ved, at de selv sender et signal til dem, der skal tømme dem, når de er ved at være fulde.”
Det lyder som en rigtig god ide, andre fint kunne tage op.

Her fortsættes der med haveplanerne. Lige uden for køkkendøren ligger bådehuset, som er fuldstændig dækket af rådhusvin. Ganske nydeligt, men en anelse ensformigt at se på.
Jeg fik den glimrende ide, at her måtte med fordel kunne etableres et krydderurtebed – det er vældig praktisk at have sådan et i umiddelbar nærhed af køkkenet.
Som sagt, så gjort. Der er endnu kun plantet et par stykker, jeg havde i vindueskarmen, plus en citrontimian, som vansmægtede der, hvor jeg i første omgang havde plantet den, men hvis jeg kender mig ret, bliver der lynhurtigt pladsmangel i bedet.

Bønnerne er ikke gået helt agurk – endnu

Jeg er ude i drivhuset hver dag og kigge. Det vokser heeelt vildt derude; vindrueplanten er vel allerede reduceret til det halve, og alligevel kan jeg klippe og klippe i én uendelighed. Gad vide, hvornår jeg skal stoppe? Jeg klipper voldsomt tilbage i den ene side og ikke særlig meget i den anden, i håbet om, at det kan give mig et hint om, hvad der er optimalt at gøre. De små druer vokser for hver dag – det er en fornøjelse at følge.

Bønnerne har ikke ligefrem fået plukkestørrelse endnu. Mon ikke det kan fornemmes, hvor små de endnu er, når jeg oplyser, at det ikke er et hampereb til skibsfortøjning, men en ganske almindelig opbindingssnor, man ser til højre?
Agurken skal man vide hvor er for at se den, så for at hjælpe har jeg tegnet udenom den med rødt.
Begge billeder er taget 1. juni, og i dag er agurkeplanten blevet 1/3 større end dette – den ender med at kvæle melonen ved siden af, og da jeg ikke sådan lige kan flytte rundt på planterne, må jeg bruge snoretræk i mit forsøg på at styre dem.
Er der noget bedre end høst af egen avl?

Jeg er i det hele taget dybt forundret over mig selv … jeg har altid skullet hives med ud i haven og nærmest trues med bål og brand for at udføre selv den mindste smule havearbejde. Jeg elskede at plante krukker til og passe dem; resten har jeg alle dage afskyet noget så inderligt.
Men nu? Jeg elsker at gå derude og nusse og pille og gøre pænt – det er ikke længere mareridtsfremkaldende også at skulle foretage mig det mere kedelige af arbejdet. Det er selvfølgelig stadig sjovest at plante nyt og at se tingene gro, men at jeg skulle nå så langt, som jeg er i dag, forbløffer både John og mig selv.
Det er helt sikkert vores elskede nye, gamle hus, der har gjort det ved mig – det er simpelthen utroligt, så glade vi begge er for at være her.
Jeg vågner hver eneste morgen med et smil på læben og skal lige en runde og studere fjorden fra alle vinkler, inden jeg for alvor sætter dagen i gang.

Jeg er herovre! Hvor? Heeer!

I dag ville vi køre forbi Sparresholm for at se, hvordan det ser ud.
Det var pakket ind. Som i fuldstændig indhyllet i presenninger, så det må blive en anden gang – vi nøjedes med at tage et par billeder af den forårsgrønne bøgeskov, der ligger i forbindelse med godset. Farven er skønnest lige nu.

Derefter gik turen til gartneri Toftegaard for at købe chili, tomat og bønner.
To chili, én tomat og to bønneplanter. Sørgeligt lidt, men …
… jeg havde sat mig selv på streng ration: kun én plante pr. plantekasse, så kan de passe sig selv i næsten tre uger, selv til højsommer, og da jeg alligevel ikke kan være væk længere end det tidsrum pga. antistofbehandlingerne, passer det jo fint.
Til næste år tror jeg, at jeg vil tillade mig at gå totalt drivhusamok!

De to chilier og tomaten står og råber til hinanden inde i drivhuset, men kommer frodigheden op på samme niveau som sidste år, skal det såmænd nok ende med at blive helt jungleagtigt igen. Chilierne var Monkey face og Serrano.
Bønnen til højre for plantekassen – en borlotti – skal med til Sverige. I en krukke på terrassen har jeg sat en bønne, der bliver mere busket end høj.

Efter et besøg i fiskeforretningen (=> stegt kullerfilet med råstegte kartofler, rosenkål/bacon og stegte blommer til aftensmad), kørte vi hjem og spiste frokost, inden vi kørte i Hobbyland for at købe lidt krukkeblomster.
Det var da godt, jeg ikke smækkede med døren, da jeg i tankerne sagde farvel til Thyme planteskole ved Herfølge, for lige så imponeret jeg var over Hobbyland, da jeg købte tazetter, lige så uimponeret var jeg i dag over deres udvalg i krukkeblomster.
Det var ikke helt godt nok, så vi skal til Thyme i løbet af weekenden. Eller nok nærmere i næste uge – jeg kunne forestille mig, at med den vejrudsigt bliver der sort af mennesker på alle planteskolerne.
Jeg købte kun edderkoppeblomsten og en (den til højre), jeg ikke kan huske, hvad hedder.
Håber, at edderkoppeblomsten hedder sådan, fordi den ligner en edderkop og ikke fordi den tiltrækker edderkopper. Jeg har godt nok lidt svært ved at se den lighed, men jeg bliver vel klogere på et tidspunkt …

Nu kan det være nok … gange tre

Nu kan det være nok med alle de chili.
Vi skriver 3. november, og de modnes stadig i stor stil ude i drivhuset, selvom der nu er så fugtigt og køligt, at især citronchiliens blade er ved at mugne. Jeg plukkede alle de modne i dag og sagde derefter til John, at nu kunne han endelig få lov til at smide ud og gøre rent i drivhuset.
Det er simpelthen så skønt at have en mand, der frivilligt tilbyder at udføre den slags arbejde, som jeg virkelig afskyr.
Det gør også mere ondt på mig end på ham at smide planter ud, der stadig er snesevis af frugter på, men det hjælper ikke noget – jeg har chili i enhver tænkelig form til de næste par år eller mere.
Englænderne fik nogle glas med hjem, men der er stadig mange, mange, både syltede, som marmelade og herunder som tørrede.

I dag blev det til en ordentlig portion. Igenigen. Jeg aner snart ikke, hvad jeg skal stille op med dem, men nogle af dem blev frosset ned (kun omkring 15 stk.) Resten blev hængt på snore til tørring. 10 korte snore og 2 lange, som skal med til Sverige – af simpel pladsnød – man skulle tro, jeg var ved at åbne en forretning …

En tidligere kollega fortalte mig, at hun lyntørrer dem over brændeovnen og knuser dem i en krydderikværn sammen med flagesalt.
Det skal jeg også prøve. Endnu en god værtindegaveide.

Vi skal først til Sverige i uge 46, hvorfor de i den mellemliggende tid er nødt til at hænge i køkkenet … jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om, at det var så rigtydende planter, jeg havde købt.

Det kan også være nok med det blæsevejr. Jeg så i gårsdagens vejrudsigt, at de lovede stiv til stormende kuling i Nordsøen i nat, så jeg sendte min lille familie en venlig, men lidt bekymret tanke.
Ved middagstid sendte jeg en sms – svaret indløb et par timer senere, da de var ved at køre fra borde; en time forsinket pga. modvind.
Børnene var blevet syge ved morgenbordet, og da forældrene ikke havde det meget bedre, tog de noget brød med sig og gik tilbage til kahytten for at prøve at få noget søvn, hvilket de voksne ikke havde fået meget af, da båden havde rullet så meget om natten, at de frygtede, at børnene skulle trille ud af deres køjer.

Da vi kom hjem i går, opdagede vi, at dækkenet til grillen var blæst helt i stykker. Vi havde lige købt et nyt til vinteren! Dammit. Det kalder jeg at smide penge ud ad vinduet.
Grillen skal ind og stå i drivhuset vinteren over, men kunne i sagens natur først komme derind i dag.

Endelig kan det være nok med brænderøgslugt. Jeg er endnu forundret over, at brænderøg kan hænge så eftertrykkeligt fast i et hus, der hverken har tæpper, stofmøbler eller gardiner. Vi vænnede os til det og mærkede den ikke rigtig, når vi var inden døre, men hver gang vi kom ind udefra, var den meget tydelig.
I dag vaskede jeg 10 håndklæder og fire af de syv sæt sengetøj, jeg havde haft med til ferien.
Sengetøjet lugtede svagt af brænderøg! Er det ikke imponerende?
Håndklæderne lugtede dog ikke, men badeværelset var også det eneste rum, der ikke var påvirket af røg.

Sylteglas og reolsystemer

Som nævnt i går, har jeg ikke nok glas til resten af syltesæsonen.
Brugsen havde ikke flere, og da vi alligevel havde et ærinde i Roskilde, kørte vi til Kvickly på Hyrdehøj.
Hvor vi heller ikke kunne finde nogen. På høflig forespørgsel fik vi svaret, at “dem har vi ikke fået hjem endnu!”
”Nå”, svarede jeg en anelse vrissent, “så var det nok på tide, I fik det, for syltesæsonen er ved at være slut.”
Importøren i Roskilde havde heldigvis masser, så nu har jeg forhåbentlig nok til resten af sæsonen. Det er dog ikke sikkert – kommer helt an på, hvor mange chilier der endnu kan nå at modne – der er stadig hundredevis på vej, selv om jeg har høstet over 500 allerede. Jeg kan selvfølgelig godt sylte dem som grønne, men de er langt flottere, når de er modne.
Vi får se … 

Ellers er vi ved at line op til at få gjort stuen i stand – dvs. male vægge og loft. Det har trængt alt for pinligt længe, og nu skal det altså være.
Vi startede med at købe lidt nye møbler … somme tider skal der ske noget nyt, og vi har næsten holdt sølvbryllup med det reolsystem vi har, og som vi købte brugt i vores fattigere yngre dage. Det har helt sikkert aftjent sin værnepligt nu.

Vi ville meget gerne have haft sammensat et system fra superelegante Klim (til højre), men det blev alligevel en tand for pebret, så vi endte med et Atom-system. Ikke præcis som på billedet til venstre, men noget der ligner.

Jeg skal altså snart male loft. Jeg HADER at male lofter, men John kan ikke arbejde med armene løftet, så der er ikke så meget at diskutere. Eller hugge om … Heldigvis tager han væggene.

Så kan vi trække vejret igen

Jeg forstår såmænd så glimrende, at man kan ærgre sig en anelse, hvis ens ferie lige er startet, men det kommer nok ikke bag på mine læsere, at jeg synes det er fedt, at vi nu har fået lidt regn og at temperaturen er krøbet ned på behagelige 21°.
Der er igen kommet liv i fuglene, og sneglene tager sig en spadseretur hen over de våde terrassebrædder i et særdeles mageligt tempo. Heldigvis ingen dræbersnegle – dem har vi indtil videre kun myrdet fire af i år. Vi tror, det må være den meget kolde april, de ikke har kunnet tåle.

Vi bliver beriget med masser, masser af chili – de er gået helt amok i drivhuset; maxhøjderne, som Toftegaard gartneri angiver for nogle af planterne, er for alles vedkommende overskredet og for tre af dem med temmelig meget.

Aji Benito til venstre skulle blive 40 cm høj – den er 125. Min Criolla sella er 170 cm. Hungarian Hot Wax til højre burde være 40 cm, men er 65.
Det gør dog ikke spor – det er rent praleri dette her, og plantehøjderne må vel være et tegn på, at de er tilfredse med opholdet i vores drivhus.

Da Pernille var her, måtte vi lige en tur til stranden, inden vi begyndte på aftensmaden; dvs. vi var der ved 18:30-tiden … bare fordi … sidst vi så badebroen, så den således ud:

Den gjorde den ikke i forgårs …

Vandet var ligeledes knapt så stift som på øverste billede og havde oven i købet en temperatur tilstrækkelig høj til, at det var lige før, at selv jeg kunne have hoppet i.
Lige før, sagde jeg … og man kan da heller ikke havbade med paryk på. Var min indiskutable undskyldning …