Endelig er drivhuset tilplantet

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
Chilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm² af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.

Er her en plantedoktor til stede?

Hjælllp! Hvorfor ser mine squash sådan ud? Der er og har været sat masser af, men de fleste når ikke længere end til at se sådan ud:

Der er over 20 frugter på denne ene plante, men indtil videre er der kun modnet sølle to til fuld størrelse i rask tilstand. Der ser ud til at være i alt fire sunde squash på planten lige nu, men der er alt for meget råddenskab, og selv om de er fine nu, kan de sagtens finde på at begynde at rådne. Er der nogen bud på, hvorfor de gør det? Er der simpelthen for fugtigt i et drivhus? Planten er enorm og fylder mere end den kvadratmeter, man anbefaler at sætte af pr. plante, men på trods af denne frodighed er der jo altså noget galt. Jeg håber virkelig, at der er en af jer, der har et kvalificeret bud på, hvad jeg kan gøre for at forhindre det.

Ellers går det fint i drivhuset. Basilikumplanten er nærmest en busk, selv om jeg allerede har skovet én gang til tørring, plus plukket til salatskålen.
Tomaten og agurken er nærmest gået amok; der er over 50 tomater, der ser ud til at blive modne nærmest på en gang – jeg håber bare det sker, inden vi tager på ferie. Ikke fordi jeg har spor imod, at Søren får sig nogle tomater, mens vi er væk, men jeg ville da også gerne selv have nogen!
Agurken leverer næsten dagligt en smagfuld kæmpe, så vi spiser tzatziki i én uendelighed. Endnu er vi ikke blevet trætte af det, men det er ikke udelukket, at vi når at blive det.
Hvor er jeg glad for, at jeg ikke lod mig friste til at købe mere end én af hver slags. Undtagen af chilien, hvoraf jeg har en ungarsk lang og en citronchili. Den første er ikke så skrækkelig stærk, så den skal nok fortrinsvis anvendes til årets chilimarmelade. Den anden er den med den absolut bedste smag, men den er ret stærk og dermed drøj i brug. De er henholdsvis stærkt rød og ditto gul, så de bliver flotte at tørre og senere knuse til diverse anvendelser.

Jeg har lige en til stakkels Liv, som har fået spærret sit dankort. Du kan da også bare lade være med at falde for den slags numre!

Retfærdigvis skal det fluks siges, at det heller ikke er det, hun er … altså faldet for dette svindelnummer, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan man forestiller sig, at man kan opdatere sit nøglekort!

Jeg ville nok ikke kunne blive EU-godkendt

De fleste husker sikkert EU-polemikken om agurkernes krumning.
At det hele viste sig overvejende at være en and, en misforståelse, en rigtig god historie, som var ikke bare vand, men champagne på EU-modstandernes mølle, og at EU – dengang EF – faktisk ikke som sådan lovgav om agurkernes krumning, er noget helt andet … det var nemlig danskerne selv, der fandt på det længe, længe før, EU var så meget som en fjern ide – her er en interessant historie om historien – og helt ved siden af var det jo alligevel ikke alt sammen, for man inddelte dem i klasser, og ingen ville åbenbart købe andet end klasse 1.
Men lad os nu bare for sjov forudsætte, at krumme agurker stadig pr. definiton er en absolut sekundavare …

… så ville jeg aldrig kunne komme af med disse eksemplarer. Som det ses på nederste billede, har jeg dog også agurker, der ikke er oppe på at krumme mere end 10 mm pr. 10 cm, så alt håb er ikke ude endnu.
Det var sandelig godt, jeg kun købte én plante. I går tog jeg to store agurker ind; lige nu hænger der fire, der burde tages nu, og 16, der er i forskellige børne- og ungdomsstadier, og som bliver voksne inden for den næste 1½ uges tid. I aftes lavede jeg en stor portion tzatziki, som vi begge to heldigvis holder meget af. Man kunne i princippet vel også lave masser af agurkesalat (som er et kæmpehit, når jeg laver det til familiesammenkomsterne, fordi de alle tror, det er så skrækkelig besværligt at lave, at de aldrig selv gør det), men jeg synes det bliver lidt underligt af at blive gemt på glas. Er der nogen, der ved, hvordan det kan gøres, så det holder sig pænere? Eller har forslag til, hvordan man spiser sig igennem et ton agurker uden at blive kvalt i dem?

NU går agurkerne helt agurk!

Holddaop. Man kan ikke være hjemmefra i sølle tre dage, uden at drivhuset begynder at leve helt sit eget liv. Det er vist ikke nok at have allieret sig med Søren, mens vi er væk; jeg er nødt til at spørge søde, gamle Madam Mim i huset bag os, om ikke de kan tage nogle agurker og måske nogle tomater fra undervejs, for Søren vil simpelthen ikke kunne nå at tygge sig igennem alle de agurker alene. I onsdags forærede jeg en anden bagbo en agurk og tog to med til Sverige torsdag morgen; i dag måtte jeg binde agurkeplanten op igen, fordi de store agurker havde hevet for meget i snoren. De tre velvoksne agurker tog jeg selvfølgelig ind, men der er så mange stærkt på vej, at jeg vist kan holde hele vejen forsynet med agurker. Og jeg har altså kun én plante!
Så store som den, den israelske dreng holder, er mine dog ikke (eller også er det en lille alfedreng), men gad vide, hvor store de ville kunne blive, hvis de fik lov? Det må komme an på en prøve på et tidspunkt.

“Madam Mim” er kærligt ment. Det er, som sikkert de fleste bekendt, den søde heks i Anders And-universet, og jeg har altid godt kunnet lide hende.
Vores bagbo, som det som sagt drejer sig om, så jeg første gang, da vi overtog Den Stråtækte i august. Det var en meget varm periode, så hun gik rundt iført en knælang herreundertrøjelignende tingest uden ærmer, et forklæde og intet andet – bortset fra underbukser. Trusser ville ikke være det rigtige ord her. En brystbeholder (det er til gengæld det rigtige ord i denne sammenhæng) bekymrede hun sig heller ikke om at tage på, og da hun er lige så nem at hoppe over som at gå udenom, er pågældende attributter forholdsvis store og deres tyngdepunkt under navlehøjde. Når så håret sidder i samme lidt uordentlige frisure som Madam Mims og underbiddet er det samme … tjah, så var hun altså døbt inde i mit hoved ved første øjekast. Min Madam Mims hår er dog hvidt og ikke blålilla.
Vældig sød er hun som sagt; en underskøn og temmelig speciel type, og når jeg siger til folk, der har set hende (også udenfor undertrøjesæsonen), at det var så vores lokale Madam Mim, fniser de lidt, men giver mig øjeblikkelig ret.
Jeg tør godt skrive dette, for ingen i naboskabet ved, at jeg har en blog, og Madam Mim med mand er ved at sælge hus, for de har rundet de 80 og vil gerne have en mindre have og være tættere på børn og børnebørn, så de er formentlig flyttet herfra inden så forfærdelig længe.

Agurketid

Årets – eller rettere min – første agurk er høstet. Den anden også, såmænd.
Jeg havde ellers ikke tænkt mig at skulle have agurker i drivhuset, men min datter hævdede, at det simpelthen var en bunden opgave! Man lystrer jo naturligvis sit døtrene nedhav (bedre forslag, anyone?), og jeg skal da lige love for, at jeg er blevet overrasket. Selvfølgelig er egen avl pr. definition altid bedre, men at der er så stor forskel på købeagurker og egne drivhusagurker, kom bag på mig – der er en verden til forskel i smagen. Tilligemed meget mere kød i forhold til kerner. Jeg vil fra og med i år (stadig ikke fremadrettet …) altid have agurker i mit drivhus!
Der er mange på vej – Søren vil blive kvalt i agurker, når han skal passe hus, have og drivhus mens vi er på ferie.

Ved Tangkrogen i Aarhus så vi disse skraldespande. Det er tilsyneladende et mysterium, hvorfor de hedder som de gør.
Kun for singler? Vi turde simpelthen ikke bruge dem …
Stiften havde været ude med mikrofonen, men mysteriet er tilsyneladende endnu ikke løst. Er der nogen der ved, hvorfor man har fundet på det navn til skraldespandene? Er det udelukkende for at være Karl Smart og for at man skal lægge mærke til dem? Alt andet lige er de ret smarte – jeg citerer fra Stiften:
“Aarhus Kommune stillede for et par uger siden 15 nye og meget smarte affaldsbøtter op omkring Tangkrogen. Det er dem, der er mærket med »singleskrald«.
Bøtterne er udstyret med solceller, der driver et stempel, der presser affaldet sammen. Det betyder, at der i sådan en singleskraldebøtte kan være seks gange så meget affald som i en almindelig skraldebøtte.
Derudover udmærker bøtterne sig også ved, at de selv sender et signal til dem, der skal tømme dem, når de er ved at være fulde.”
Det lyder som en rigtig god ide, andre fint kunne tage op.

Her fortsættes der med haveplanerne. Lige uden for køkkendøren ligger bådehuset, som er fuldstændig dækket af rådhusvin. Ganske nydeligt, men en anelse ensformigt at se på.
Jeg fik den glimrende ide, at her måtte med fordel kunne etableres et krydderurtebed – det er vældig praktisk at have sådan et i umiddelbar nærhed af køkkenet.
Som sagt, så gjort. Der er endnu kun plantet et par stykker, jeg havde i vindueskarmen, plus en citrontimian, som vansmægtede der, hvor jeg i første omgang havde plantet den, men hvis jeg kender mig ret, bliver der lynhurtigt pladsmangel i bedet.

Bønnerne er ikke gået helt agurk – endnu

Jeg er ude i drivhuset hver dag og kigge. Det vokser heeelt vildt derude; vindrueplanten er vel allerede reduceret til det halve, og alligevel kan jeg klippe og klippe i én uendelighed. Gad vide, hvornår jeg skal stoppe? Jeg klipper voldsomt tilbage i den ene side og ikke særlig meget i den anden, i håbet om, at det kan give mig et hint om, hvad der er optimalt at gøre. De små druer vokser for hver dag – det er en fornøjelse at følge.

Bønnerne har ikke ligefrem fået plukkestørrelse endnu. Mon ikke det kan fornemmes, hvor små de endnu er, når jeg oplyser, at det ikke er et hampereb til skibsfortøjning, men en ganske almindelig opbindingssnor, man ser til højre?
Agurken skal man vide hvor er for at se den, så for at hjælpe har jeg tegnet udenom den med rødt.
Begge billeder er taget 1. juni, og i dag er agurkeplanten blevet 1/3 større end dette – den ender med at kvæle melonen ved siden af, og da jeg ikke sådan lige kan flytte rundt på planterne, må jeg bruge snoretræk i mit forsøg på at styre dem.
Er der noget bedre end høst af egen avl?

Jeg er i det hele taget dybt forundret over mig selv … jeg har altid skullet hives med ud i haven og nærmest trues med bål og brand for at udføre selv den mindste smule havearbejde. Jeg elskede at plante krukker til og passe dem; resten har jeg alle dage afskyet noget så inderligt.
Men nu? Jeg elsker at gå derude og nusse og pille og gøre pænt – det er ikke længere mareridtsfremkaldende også at skulle foretage mig det mere kedelige af arbejdet. Det er selvfølgelig stadig sjovest at plante nyt og at se tingene gro, men at jeg skulle nå så langt, som jeg er i dag, forbløffer både John og mig selv.
Det er helt sikkert vores elskede nye, gamle hus, der har gjort det ved mig – det er simpelthen utroligt, så glade vi begge er for at være her.
Jeg vågner hver eneste morgen med et smil på læben og skal lige en runde og studere fjorden fra alle vinkler, inden jeg for alvor sætter dagen i gang.

Jeg er herovre! Hvor? Heeer!

I dag ville vi køre forbi Sparresholm for at se, hvordan det ser ud.
Det var pakket ind. Som i fuldstændig indhyllet i presenninger, så det må blive en anden gang – vi nøjedes med at tage et par billeder af den forårsgrønne bøgeskov, der ligger i forbindelse med godset. Farven er skønnest lige nu.

Derefter gik turen til gartneri Toftegaard for at købe chili, tomat og bønner.
To chili, én tomat og to bønneplanter. Sørgeligt lidt, men …
… jeg havde sat mig selv på streng ration: kun én plante pr. plantekasse, så kan de passe sig selv i næsten tre uger, selv til højsommer, og da jeg alligevel ikke kan være væk længere end det tidsrum pga. antistofbehandlingerne, passer det jo fint.
Til næste år tror jeg, at jeg vil tillade mig at gå totalt drivhusamok!

De to chilier og tomaten står og råber til hinanden inde i drivhuset, men kommer frodigheden op på samme niveau som sidste år, skal det såmænd nok ende med at blive helt jungleagtigt igen. Chilierne var Monkey face og Serrano.
Bønnen til højre for plantekassen – en borlotti – skal med til Sverige. I en krukke på terrassen har jeg sat en bønne, der bliver mere busket end høj.

Efter et besøg i fiskeforretningen (=> stegt kullerfilet med råstegte kartofler, rosenkål/bacon og stegte blommer til aftensmad), kørte vi hjem og spiste frokost, inden vi kørte i Hobbyland for at købe lidt krukkeblomster.
Det var da godt, jeg ikke smækkede med døren, da jeg i tankerne sagde farvel til Thyme planteskole ved Herfølge, for lige så imponeret jeg var over Hobbyland, da jeg købte tazetter, lige så uimponeret var jeg i dag over deres udvalg i krukkeblomster.
Det var ikke helt godt nok, så vi skal til Thyme i løbet af weekenden. Eller nok nærmere i næste uge – jeg kunne forestille mig, at med den vejrudsigt bliver der sort af mennesker på alle planteskolerne.
Jeg købte kun edderkoppeblomsten og en (den til højre), jeg ikke kan huske, hvad hedder.
Håber, at edderkoppeblomsten hedder sådan, fordi den ligner en edderkop og ikke fordi den tiltrækker edderkopper. Jeg har godt nok lidt svært ved at se den lighed, men jeg bliver vel klogere på et tidspunkt …

Nu kan det være nok … gange tre

Nu kan det være nok med alle de chili.
Vi skriver 3. november, og de modnes stadig i stor stil ude i drivhuset, selvom der nu er så fugtigt og køligt, at især citronchiliens blade er ved at mugne. Jeg plukkede alle de modne i dag og sagde derefter til John, at nu kunne han endelig få lov til at smide ud og gøre rent i drivhuset.
Det er simpelthen så skønt at have en mand, der frivilligt tilbyder at udføre den slags arbejde, som jeg virkelig afskyr.
Det gør også mere ondt på mig end på ham at smide planter ud, der stadig er snesevis af frugter på, men det hjælper ikke noget – jeg har chili i enhver tænkelig form til de næste par år eller mere.
Englænderne fik nogle glas med hjem, men der er stadig mange, mange, både syltede, som marmelade og herunder som tørrede.

I dag blev det til en ordentlig portion. Igenigen. Jeg aner snart ikke, hvad jeg skal stille op med dem, men nogle af dem blev frosset ned (kun omkring 15 stk.) Resten blev hængt på snore til tørring. 10 korte snore og 2 lange, som skal med til Sverige – af simpel pladsnød – man skulle tro, jeg var ved at åbne en forretning …

En tidligere kollega fortalte mig, at hun lyntørrer dem over brændeovnen og knuser dem i en krydderikværn sammen med flagesalt.
Det skal jeg også prøve. Endnu en god værtindegaveide.

Vi skal først til Sverige i uge 46, hvorfor de i den mellemliggende tid er nødt til at hænge i køkkenet … jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om, at det var så rigtydende planter, jeg havde købt.

Det kan også være nok med det blæsevejr. Jeg så i gårsdagens vejrudsigt, at de lovede stiv til stormende kuling i Nordsøen i nat, så jeg sendte min lille familie en venlig, men lidt bekymret tanke.
Ved middagstid sendte jeg en sms – svaret indløb et par timer senere, da de var ved at køre fra borde; en time forsinket pga. modvind.
Børnene var blevet syge ved morgenbordet, og da forældrene ikke havde det meget bedre, tog de noget brød med sig og gik tilbage til kahytten for at prøve at få noget søvn, hvilket de voksne ikke havde fået meget af, da båden havde rullet så meget om natten, at de frygtede, at børnene skulle trille ud af deres køjer.

Da vi kom hjem i går, opdagede vi, at dækkenet til grillen var blæst helt i stykker. Vi havde lige købt et nyt til vinteren! Dammit. Det kalder jeg at smide penge ud ad vinduet.
Grillen skal ind og stå i drivhuset vinteren over, men kunne i sagens natur først komme derind i dag.

Endelig kan det være nok med brænderøgslugt. Jeg er endnu forundret over, at brænderøg kan hænge så eftertrykkeligt fast i et hus, der hverken har tæpper, stofmøbler eller gardiner. Vi vænnede os til det og mærkede den ikke rigtig, når vi var inden døre, men hver gang vi kom ind udefra, var den meget tydelig.
I dag vaskede jeg 10 håndklæder og fire af de syv sæt sengetøj, jeg havde haft med til ferien.
Sengetøjet lugtede svagt af brænderøg! Er det ikke imponerende?
Håndklæderne lugtede dog ikke, men badeværelset var også det eneste rum, der ikke var påvirket af røg.

Sylteglas og reolsystemer

Som nævnt i går, har jeg ikke nok glas til resten af syltesæsonen.
Brugsen havde ikke flere, og da vi alligevel havde et ærinde i Roskilde, kørte vi til Kvickly på Hyrdehøj.
Hvor vi heller ikke kunne finde nogen. På høflig forespørgsel fik vi svaret, at “dem har vi ikke fået hjem endnu!”
”Nå”, svarede jeg en anelse vrissent, “så var det nok på tide, I fik det, for syltesæsonen er ved at være slut.”
Importøren i Roskilde havde heldigvis masser, så nu har jeg forhåbentlig nok til resten af sæsonen. Det er dog ikke sikkert – kommer helt an på, hvor mange chilier der endnu kan nå at modne – der er stadig hundredevis på vej, selv om jeg har høstet over 500 allerede. Jeg kan selvfølgelig godt sylte dem som grønne, men de er langt flottere, når de er modne.
Vi får se … 

Ellers er vi ved at line op til at få gjort stuen i stand – dvs. male vægge og loft. Det har trængt alt for pinligt længe, og nu skal det altså være.
Vi startede med at købe lidt nye møbler … somme tider skal der ske noget nyt, og vi har næsten holdt sølvbryllup med det reolsystem vi har, og som vi købte brugt i vores fattigere yngre dage. Det har helt sikkert aftjent sin værnepligt nu.

Vi ville meget gerne have haft sammensat et system fra superelegante Klim (til højre), men det blev alligevel en tand for pebret, så vi endte med et Atom-system. Ikke præcis som på billedet til venstre, men noget der ligner.

Jeg skal altså snart male loft. Jeg HADER at male lofter, men John kan ikke arbejde med armene løftet, så der er ikke så meget at diskutere. Eller hugge om … Heldigvis tager han væggene.

Så kan vi trække vejret igen

Jeg forstår såmænd så glimrende, at man kan ærgre sig en anelse, hvis ens ferie lige er startet, men det kommer nok ikke bag på mine læsere, at jeg synes det er fedt, at vi nu har fået lidt regn og at temperaturen er krøbet ned på behagelige 21°.
Der er igen kommet liv i fuglene, og sneglene tager sig en spadseretur hen over de våde terrassebrædder i et særdeles mageligt tempo. Heldigvis ingen dræbersnegle – dem har vi indtil videre kun myrdet fire af i år. Vi tror, det må være den meget kolde april, de ikke har kunnet tåle.

Vi bliver beriget med masser, masser af chili – de er gået helt amok i drivhuset; maxhøjderne, som Toftegaard gartneri angiver for nogle af planterne, er for alles vedkommende overskredet og for tre af dem med temmelig meget.

Aji Benito til venstre skulle blive 40 cm høj – den er 125. Min Criolla sella er 170 cm. Hungarian Hot Wax til højre burde være 40 cm, men er 65.
Det gør dog ikke spor – det er rent praleri dette her, og plantehøjderne må vel være et tegn på, at de er tilfredse med opholdet i vores drivhus.

Da Pernille var her, måtte vi lige en tur til stranden, inden vi begyndte på aftensmaden; dvs. vi var der ved 18:30-tiden … bare fordi … sidst vi så badebroen, så den således ud:

Den gjorde den ikke i forgårs …

Vandet var ligeledes knapt så stift som på øverste billede og havde oven i købet en temperatur tilstrækkelig høj til, at det var lige før, at selv jeg kunne have hoppet i.
Lige før, sagde jeg … og man kan da heller ikke havbade med paryk på. Var min indiskutable undskyldning …