Jeg er blevet ældre. Skrøbelighed kommer snigende og nogle ting bliver sværere at udføre. Andre ting virker bare mere omstændelige. Det handler om at gøre tingene så nemt som muligt, men at bære plantesække á 50 liter kan for mit vedkommende kun gøres på én måde: Jeg løfter en op, slynger armene omkring den og bærer den hen hvor den skal være. Man kan også lægge to ad gangen i en trillebør – det gjorde jeg med dem, der skulle fordeles i nogle af højbedene. Foreløbig har jeg købt 12, men det er ikke nok.
De skal først læsses ind i bilen. Så skal de ud af bilen. Endelig skal de fragtes hen til bestemmelsesstedet, hvor de skal løftes og smides ned på jorden, løftes og smides ned på jorden, mindst tre og ofte 4-5 gange. Det skal man for at løsne jorden inde i sækkene. Da jeg havde klargjort seks kapillærkasser i drivhuset på denne måde, var jeg mere træt i armene og resten af systemet, end jeg har lyst til at indrømme, men det blev gjort.
Alle seks kasser er nu fyldt med regnvand. To vandkander ad gangen – det bliver til nogle gange, når der skal cirka 45 liter i hver kasse. Det er immervæk nemmere, når jeg bare kan stå med en vandslange, men nu var der regnvand nok til det. Jeg ved ikke engang, om jeg har gjort tomaterne en bjørnetjeneste, for de kan godt lide kalk.
Som altid har jeg sået alle mulige sommerblomster og tomater i spirepotter, som står og hygger sig i systuen en god måneds tid, inden de får lov at komme videre i livet. Herover er det to squash, der har fået en – midlertidig – større og mere madholdig potte. De skal op i et af højbedene.
Der er meget arbejde med alt dette, og jeg kan faktisk også godt lide at pusle med det. Jeg skal nok bare lære, at der ingen steder står, at man partout skal klargøre alle seks plantekasser på én gang. Man har lov til at begynde i god tid. Husk det, Ellen …
Indtil videre har jeg ikke vovet noget som helst, som overskriften antyder, at jeg har … tilsyneladende er intet anderledes end det plejer. Men jeg har prøvet noget nyt:
Eksperimentet består i, at jeg for alle tomaternes vedkommende har sprunget leddet med en 12-cm-potte til hver plante over. De blev smidt direkte ud i voksenlivet i plantesække eller store potter nærmest fra fosterstadiet uden først at komme i børnehave. De er så bittebittesmå, at de næsten forsvinder i den store potte.
Jeg er dog ret spændt på, hvordan de klarer denne nok noget brutale omstilling, men jeg krydser fingre for, at den går. Ude i naturen må de jo li’som klare sig selv helt fra frø, men jeg har stadig lidt reserveplanter i spirepotterne, hvis det går galt.
Det har to formål: 1) at gøre livet bare en lille smule nemmere for mig selv, og 2) at gøre livet bare en lille smule nemmere for vores hus- og havepassere, når vi tager til Sydafrika midt i maj. Måske kan de nøjes med at tjekke om alt ser godt ud og helt slippe for at vande ude i drivhuset, mens vi er væk.
Jeg håber også, at vi er hjemme igen tids nok til at foregribe spindemideangreb på agurkeplanten. I år vil jeg købe rovmider, hvilket jeg ikke fik til at passe rent tidsmæssigt, da vi tog afsted sidste år, så planten var allerede under en mild spindemidebelejring, da vi kom hjem fra Norge, og selv om jeg kæmpede en brav kamp, gik det helt galt, da planten blev overladt til sig selv, mes vi var i England i starten af juli. Der var ikke andet at gøre end smide planten ud.
I år har vi ingen længerevarende planer i juni, juli og august, så jeg satser på at holde skansen!
Spindemider er noget, fanden har skabt i vrede, og jeg har svært ved at se deres berettigelse i naturen (for slet ikke at tale om i mit drivhus!). De rangerer kun lige netop over flåterne, som jeg slet ikke kan se et formål med.