Den noget kryptiske overskrift er et forsøg på at beskrive dagens oplevelse.
Det var som bekendt en brugt jolle, vi købte, så den har for år tilbage foretaget sin jomfrurejse, hvorimod John og jeg i bekymrende grad er novicer på området – også selv om vi havde en båd engang i Sverige.
Kan man så ikke kalde det spejlvendt, når det er skipperne og ikke båden, der tager sin første tur?
Okay … det var så ikke lutter jomfruer, der var ombord. Vi havde spurgt Søren, om han ville med – han har sejlet en del i sine lidt yngre dage – en 30-fods sejlbåd – så han har styr på det hele med sin beståede duelighedsprøve.
Den er godt nok lavvandet, den Præstøfjord! John sad nok så fint og så ud som om han havde styr på det hele og var vældig stolt af den store hækbølge, motoren kunne levere. Jeg sad og kiggede ned i vandet … og blev ret forskrækket, for bunden så pludselig ud, som om den ikke var ret langt nede. John tog farten næsten helt af, og min mistanke blev bekræftet, da skruen pludselig sagde klonk, klonk, fordi den stødte på et par sten, der lå. Motoren blev lynhurtigt løftet og årerne taget i brug, til vi var uden for grundstødningsfare.
Nu har jeg bestilt et søkort over Præstø Fjord. Selv ude midt på fjorden kunne vi ikke have motoren nede – vi havde ikke lige regnet med, at vi havde lokale Doggerbanker her, men det har vi altså, og dem vil vi vide hvor ligger, inden vi tager ud næste gang.
Vi har fået plads i Præstø havn. John fandt ud af, at nede ved Kystens Perle bliver der stjålet både både og motorer i stor stil, så der vil vi selvfølgelig alligevel ikke have den liggende. Heller ikke selv om motoren er låst fast til båden med en snedig anordning, John fandt i Biltema, fordi den er så tung, at den ikke vil blive taget med hjem, før vi lægger op for vinteren.
I Præstø jollehavn er der aldrig blevet stjålet en båd eller en motor, sagde havnefogeden. Det må være rigtigt, for bådene er ikke engang låst! Alle og enhver kan tage båden, men det gør alle og enhver åbenbart ikke. Vi tager dog benzindunken med frem og tilbage, for det er olieblandet benzin, som frister visse unge knallertejere lidt for meget, kunne samme havnefoged også fortælle.
Kajplads 1612 – lige ved siden af undervandsbåden, som John kaldte den … det er meget længe siden, den har været ude af havnen. ‘Havnen’ kan sikkert ikke finde ejeren og gider åbenbart heller ikke selv ofre hvad det måtte koste at få den fjernet, men den båd kommer aldrig ud at sejle mere.
Jeg gik lidt rundt, mens Søren viste John de rigtige knob til fortøjningen.
Her ved sejlklubben ligger husene nogle meter oppe, og de har næsten alle nogle fine pavilloner i bunden af haverne, så ejerne kan sidde i læ og tørvejr og studere sejlerlivet.
Nå. Vi fik vores jolledebut. Nu skal vi bare lære fjorden udenad …
Hos Mommer 