Hos Mommer

11. juni 2017

It’s a jungle out there!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

Vi var hjemme i aftes kl. 20, og jeg kunne næsten ikke vente med at gå en haverunde. Junglerunde … holddaOP, hvor var alting vokset på de knap tre uger, vi var væk, men en nabo kunne fortælle, at det har haft regnet meget, og der har både været varme og sol. Så ved vi godt, at det hele går amok. Intet er gået ud og alt er kommet op – selv de små enkeltknolde fra vinterens dahliaopbevaring, som jeg ellers var ved at smide ud, fordi de var faldet af ‘moderen’ og så meget døde ud, har givet resultat i form af en del små dahliaplanter … jeg besluttede i sidste øjeblik at smide dem ud i et stykke jord. Langt de fleste af dem er der kommet en plante ud af, så nu ved jeg det til en anden gang.

P1060896P1060902

Det kom ikke som nogen overraskelse, at det var ukrudtet, der var vokset allermest; så meget, at de ønskede planter for nogles vedkommende havde det lidt trangt, så det kløede i mine fingre for at komme i gang allerede i aftes, men jeg styrede mig. Der kom nemlig også Barnaby, så ham valgte jeg at sidde og hygge mig med i stedet for at gå i haven.

Gertrude Jekyll

Gertrude JekyllVi gik begge i gang straks efter morgenmaden, og nu er der pænt ude foran.
Allerede i morgen kommer Das Mädchen Karen og skal være her i nogle dage, så det er med at nå så meget som muligt inden hun arriverer – men hun har sikkert ikke noget imod at sidde på en stol eller gå med rundt og underholde mig, mens jeg nusser omkring i haven …

Det er skønt at se, hvordan stort set alt jeg har plantet siden vi flyttede ind, har fået rigtig godt fat.
Noget er blevet større end forventet, så jeg skal til at flytte rundt på noget for at det kan stå optimalt i forhold til hinanden, men sådan er det vel at have have: Man bliver aldrig færdig.
Min foreløbig eneste David Austin-rose, Gertrude Jekyll, er præcis så smuk som forventet, og hendes blomster er så store, tunge og tætte, at de har brug for støtte. Det har de så fået nu, så de velduftende blomster er kommet op i en lidt mere fornuftig højde.
I drivhuset var det hele vokset til mere end dobbelt størrelse af, hvad jeg havde forventet, så der skulle bindes tomater, chilier og agurk op, samt tyndes kraftigt ud i vinen.

Der skal også pakkes ud. Det gider jeg overhovedet ikke – jeg vil meget hellere være ude i haven … det er nok godt, at Karen kommer i morgen, så er der ikke rigtig nogen undskyldning for at lade hele ferieoppakningen ligge og rode. Nogle kan ikke lide at pakke kufferten til en ferie. Det elsker jeg, men at pakke den ud igen efter hjemkomst … vorherrebevares! Nå. Sæt i gang, Ellen!

Reklamer

5. juni 2017

It’s Ragtime Again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:16
Tags: , ,

P1060878Det hedder It’s Showtime Again; jeg ved det godt, men ordene faldt mig lige ind, og overskriften mere end antyder, at der nu kommer et indlæg om Charlottes skurvogn i Woodborough.
Jeg synes, det er så dejligt for hende, at hun allerede har så mange kunder, at hun har måttet sige nej til et par stykker og ikke har tid til at holde fri alle dagene, vi er herovre. Dette sidste er hun lidt ked af, hvilket jeg udmærket forstår, for sådan ville jeg også have haft det, men vi er som sagt kun glade på hendes vegne.
Det er bare en beskedent udseende skurvogn, som er billig i leje, men som koster hende en hulens masse penge til opvarmning, hvilket det er ikke nemt at gøre noget ved, og det dur ikke at spare på varmen, for stive fingre arbejder for langsomt og kan ikke sy pænt nok. Kulde er heller ikke særlig smart, når kunderne skal smide tøjet i forbindelse med prøvningerne …

P1060879Ragtime (2)

Hvis jeg havde den figur, jeg engang havde, så ville jeg bestille tøj hos Charlotte, men det har jeg ikke, så det vil jeg ikke … på den anden side kunne det være, jeg skulle prøve alligevel på et tidspunkt, hvor hun ikke har så travlt – jeg er trods alt ikke tykkere end de massive, tøndeformede, græske skibsrederfruer, hun syede tøj til, da hun var hos Hardy Amies, men ikke desto mindre må jeg kunne sætte hendes skrædderkunst på prøve: Kan jeg komme til at se pæn og 10 kilo tyndere ud, er hun endnu dygtigere end selv mor her tror …

P1060881P1060883P1060889

Jeg har aldrig kunnet/villet bære ærmeløse kjoler, men det kan og vil mange. Hendes modeller har navne – herover er to udgaver af Audrey, samt Fern-frakken i midten – sidstnævnte ville jeg til gengæld meget gerne kunne bære, for den er ret elegant. Synes mor …
Hvis I er hurtige, er det en åbningsudsalgsvare, så den kan erhverves for 400 pund, hvilket er billigt for sådan en frakke. Synes mor …

P1060882P1060890

Hun er stadig i gang med at sy alle modeller op i alle størrelser i stout (mønstrene bliver gemt i mapper), så når hun får en ny ordre på en størrelse, hun endnu ikke har syet op, er det det første hun gør, hvorfor der ligger ekstra arbejde med mange af ordrerne her i starten.

P1060887

Hun har købt en lille dvd-afspiller – så står/sidder hun og lytter til Matador, Frasier (morsom amerikansk serie) eller Folk og Fæ (serien om den yorkshireske dyrlæge James Herriot). Jeg tror, hun ville kunne recitere serierne fra ende til anden, hvis hun blev bedt om det, for hun elsker dem alle tre, og at sætte dem på giver hende ro i sjælen og giver hende en fornemmelse af selskab.

P1060888

Se … hun er da sød, den lille skrædder. Synes mor …
Også selv om de nye briller ikke kun får Anna og Aubrey til at tænke på Harry Potter. Men han er nu også sød.

21. maj 2017

Arbejdsdag!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

Sidste år var det John og mig, der hidkaldte familien til malehjælp til Sverige, og hvor de mødte dejligt talstærkt op.
I går var det Bodil og Hans, der ‘hævnede’ sig ved at have hidkaldt søstre og børn til arbejdsdag på deres dejlige sted i Nordsjælland. Bortset fra, at mellemsøsteren må have glemt at skrive det ind i kalenderen, for hun havde fået lavet sig to andre aftaler i går. Den kommer hun til at høre for længe …
Det var derfor en lille, sluttet kreds på otte, der mødte op – heldigvis havde Bodil arrangeret sig med “den 4. søster”, som hun kaldte Fru Zaupper i går. Hende og ægtemagen troppede trofast op på gården, når der var arbejdsdage der, så traditionen er videreført, og det var som altid hyggeligt.

Arbejdsdag i majArbejdsdag i maj (2)

Den små Ella havde lige lært at cykle, så hun fremviste stolt sin nye kunnen.
Paradisæbletræet viste sig i al sin pragt og vælde – det var et sandt  overflødighedshorn af blomster.
Min fornemmeste pligt på disse arbejdsdage er at servicere folket mht. indtagelse af frokost og aftensmad. Alle de andre vil hellere end gerne slippe for at lave mad, og jeg har intet imod det. Især ikke når menuen står på dyreryg og dådyrroastbeef! Ikke fordi jeg er ekspert i den slags fornemme mad, men google var atter en gang min ven, og det blev så godt, så godt.

Arbejdsdag i maj (5)Arbejdsdag i maj (6)

Tre af mændene skulle bygge en overdækning til hugget brænde – Hans var træt af altid at skulle lægge pressenninger over.
Handymanden John blev udnævnt til formand/sjakbejs, og under hans kyndige vejledning gik det hele fuldstændig efter bogen. Sagde de selv.

Arbejdsdag i maj (15)

Midt på eftermiddagen var der tid til en kaffepause, som vi sad i det ret så høje græs og nød. Det skal slås lige om lidt, så de kan få hø til alle hestene, men det var okay, at vi trampede lidt rundt i det i går. Det var primært for at sidde og nyde bålet af grene og kviste fra det udtyndede læhegn, at vi gik i engen til kaffen og kagen, men det var rigtig hyggeligt.
Ella fik en mælkebøttekrans i håret. Så er det sommer …

Arbejdsdag i maj (16)Arbejdsdag i maj (17)

Det blev en lang, men en hyggelig dag, og værtsparret var tilsyneladende tilfredse med indsatsen.
Det er så fint, at vi kan hjælpe hinanden på denne måde, for nogle gange er opgaverne lidt for store til, at den enkelte synes det er specielt sjovt, men når vi samles på denne måde for at få opgaverne løst, går det hele meget lettere – det er en metode, jeg kan anbefale.

15. maj 2017

Elefanten er ved at være skåret ud i spiselige bidder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: ,

Man kan sagtens spise en elefant, man skal bare tage den én bid ad gangen, var det engang meget moderne at sige.
Brændeovnen og vores vedspis kan også sagtens spise et kæmpestort asketræ; det foregår på nogenlunde samme måde, og nu er der flere rummeter med bidder, end der er hele stykker asketræ tilbage. Jeg har lidt på fornemmelsen, hvordan de to mænd har det i ryggen, når de om lidt holder fyraften.
De har været meget flittige i dag. Det har vi sådan set alle tre, men min maling af entreen har ikke været nær så fysisk anstrengende.

P1060788

Seks trailerfulde med næsten ovnklart brænde er kommet i hus. Så mangler der bare fire af de store stammer, så er asketræet skåret helt ud i bidder. Jeg vil tro, vi med det har brænde til fire år. Det er meget godt gået, når man tænker på, at det stort set er den eneste opvarmningskilde, vi bruger. Elradiatorerene tages kun i anvendelse, når vi ankommer om vinteren for lige at få boostet huset i gang. Fra dag to kan brændeovnen i den ene stue og det gammeldags komfur i køkkenet holde to stuer, soveværelset og køkkenet varmt. Badeværelset har dog altid en elradiator kørende; det er det eneste rum i huset, vi vil være sikre på at holde konstant frostfrit, dels for toilettets og vandvarmerens skyld og dels for at have flydende vand til at spæde hydroforen med, når vi sætter vand på anlægget.

P1060787

Tranerne skreg på livet løs, både da det lysnede meget tidligt i morges, igen ved ottetiden og til sidst ved 10-tiden, hvor jeg gik ned til åen for at se om jeg kunne få øje på dem, men jeg kunne kun høre dem, ikke se dem. De bor nede i bunden af lysningen her, et par hundrede meter fra vores bro, som er stedet, billedet her er taget fra, men sommetider kommer de helt tæt på, sandsynligvis for at finde mad.
Man kan ikke kalde tranernes skrig for kønne eller musikalske at høre på, men det er et meget karakteristisk kald, som for mig hører med til Sverige, og jeg synes det er så hyggeligt at blive vækket af dem – også selv om klokken kun er halvfem om morgenen. Jeg kan jo bare sove igen – men når tranerne morgenskriger, er det sent forår eller sommer i Sverige.
Og sommer har det været i dag. 22° og en sol, der har skinnet det meste af dagen. Dejligt, dejligt, dejligt.
Nu kommer mændene ind. Med hver en øl i hånden – den er så sandelig også velfortjent nu.
Jeg tror jeg vil skænke mig selv et glas rødvin og holde dem med selskab …

13. april 2017

Midlertidigt ordrestop

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: ,

Det har givet pote, at Charlotte har et stort vindue ind til sit skur, således at folk kan se skrædderen i arbejde. Folk stopper op og kigger – og kigger længe, fordi hun tegner, klipper eller syr. Ofte inviterer hun dem indenfor. Langt de fleste siger, at det vil de ikke, for de skal ikke købe noget, men C understreger, at det betyder ikke spor, de kan bare komme ind og kigge alligevel. Nogle gange ‘rammer’ hun kvinderne gennem deres børn eller børnebørn: Har I nogensinde set en rigtig skrædder i arbejde? Spørger hun, henvendt til børnene.
Det har endnu ingen af dem set, og så kommer de ind og kigger. Charlotte fortæller hvad hun laver, men henvender sig igen til børnene og fortæller på det niveau, det kræver til lejligheden. Hun slutter gerne af med at sige, at de meget gerne må fortælle henne i deres skole, hvad de har set.
Til slut får de et af hendes postkort, hvor adresse og telefonnummer naturligvis står bagpå …

001

(Moar er imponeret over det knaphul. Jeg ville aldrig i livet kunne sy det så pænt.)

Det har vist sig at have en yderst effektiv effekt, at man kan se håndværkeren i arbejde. Det kan man selvfølgelig heller ikke så mange steder, og jeg ved fra mig selv, at hvis der er en næsten hvilken som helst udstilling, hvor man kan se næsten hvem som helst arbejde med næsten hvad som helst, så er det fascinerende at se folk, der kan deres håndværk, udføre dette.
001 - CopyDet er såmænd ikke fordi, Charlotte er specielt exhibitionistisk anlagt, men på den anden side hverken generer eller forstyrrer det hende, at der kigges.
Og det har som sagt vist sig at være ganske effektivt. Hun har – kun midlertidigt, naturligvis – stoppet for ordretilgang, for hun kan ganske enkelt ikke nå at sy til flere lige nu, hvis hun også skal holde hvad hun lover, hvilket hun selvfølgelig skal; det er vigtigere end at kapre flest mulige kunder. Det skræmmer dem tilsyneladende heller ikke væk, men det ved hun først helt sikkert, hvis de kommer igen, som de lover at gøre. Hun har dog lidt på fornemmelsen, at det kun virker positivt, at hun har måttet sige nej til et par stykker, for hvis hun har så travlt, så må hun jo være god …
Det var vist en virkelig god ide, hun fik med at leje sig ind i det skur på lige netop det sted, og ih, hvor jeg under hende det. Jeg kan høre, hvor meget hun nyder at snakke med folk og at arbejde med det, hun elsker og heldigvis også er god til. Hun har nydt at gå hjemme, mens børnene var små, men hun har savnet især det sociale ved at være på arbejdsmarkedet.
Jeg undrede mig over, hvor hurtigt mine fire år uden for arbejdsmarkedet er gået. For Charlotte er det 11 år, og jeg synes egentlig, de er gået stort set lige så hurtigt. Hun har jo lige fået baby Anna! Jeg husker det i hvert fald, som var det i går.

1. april 2017

Ikke spor træt, men glorien er meget tung …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

Dahlia chat noirMine knæ er ømme, mine ben føles tunge og min ryg er øm.
Det er naturligvis ikke fordi jeg er gået for voldsomt til den ude i haven … jeg er sikker på, at det bare er glorien, der er så stor, at vægten af den belaster mit havebrugte legeme.
Jeg tror det er godt, at vi skal ud i aften – både John og jeg stoppede ved frokosttide og har slappet af lige siden. Det nytter jo ikke, at vi kommer i aften og er uunderholdende og mest af alt ligner to, der bare burde kravle i seng.
Glorien er ikke engang tung, fordi jeg er forårsfærdig i haven, men fordi jeg næsten er forårsfærdig i haven … jeg har sat halvdelen af dahliaerne, og resten må vente til i morgen. Der er nogle på vej fra England (Charlottes fødselsgave til mig), men dem er der sat plads af til i bedet.

Karma FuchsianaCornel Brons

Disse fem dahliaer er nye i samlingen. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg købte den på billede tre – den passer ikke ind i farveholdningen, jeg har valgt, men hvis jeg kender Murphy ret, er det desværre nok ikke den, der vælger at lade være med at komme.
Jeg var til dahliaforedrag for et par uger siden, hvor vi blev belært om den optimale måde at vinteropbevare dahliaer på. Det viste sig, at jeg havde gjort det hele skrupforkert!
Otto's ThrillKarma Pink Corona

Men, men, men … knoldene jeg tog op i efteråret og vaskede (som man ikke må, for så tørrer de ud) og puttede i mørke kasser uden mulighed for ventilation (som man slet ikke må, for så rådner de), havde det perfekt. De var ikke indtørrede, og de var ikke rådne; tværtimod var de fleste begyndt at skyde stængler op, på trods af, at det har været buldermørkt i kasserne.
Det var formanden for Dansk Dahliaselskab, der holdt foredraget (gennem Haveselskabet), og da han så mit lange ansigt (og andres), spurgte han, hvordan jeg havde gjort, hvilket jeg fortalte ham. Han sagde dog, at jeg bare skulle tage det roligt og se, hvad de blev til i år. Hvis man selv havde fundet frem til en metode, der virker, er der jo ingen grund til at lave den om! Og den ser ud til at virke. Jeg lagde fugtige aviser over knoldene, inden jeg lagde dem til at vintersove under nogle gamle håndklæder, og der var ikke én knold, der var det mindste tør – ej heller rådden, så bortset fra, at jeg ikke har set dem komme op af jorden endnu, er jeg alligevel ret sikker på, at min metode virker.
Jeg ved godt, at det er tidligt at lægge dem i jorden, men det var også 1. april sidste år, og det fungerede perfekt. Det varer jo noget, inden de titter op, og så er nattefrosten forhåbentlig helt væk for i år.
April er næsten helt booket op nu: Vi skal til Sverige; vi skal have weekendgæster, vi skal på flere besøg i påsken, og vi skal til Mallorca resten af april, så de skal i jorden alle sammen inden vi rejser.
Jeg kunne derfor lige så godt se at komme i gang.

31. marts 2017

Der er laaang vej endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

18° lige fra klokken 11 og sløret sol hele dagen undtagen tidligt i morges, hvor der var fuld sol – så er der ingen grund til klage. Jeg sprang direkte i havebukserne og begyndte at flytte rundt på de ting, der skulle flyttes, så dahliabedet kan udvides.
Hvornår bliver man færdig med en have? Det gør man nok aldrig. Jeg gør i hvert fald ikke, sådan som jeg går og planter om hele tiden. I princippet burde jeg nok konsultere en havearkitekt, men jeg ved med mig selv, at uanset hvor gode ideer en sådan måtte have, vil jeg sandsynligvis ikke være enig i alle dele af planerne, og så er det jo lidt spild af penge – også selv om der kommer nogle aha-ideer på bordet.

P1060218

P1060216Det er også kun sundt med alt det arbejde – det holder en i gang.
Eller også holder det en i stolen … jeg kan så sandelig mærke, at jeg er brugt i dag; at jeg er totalt ude af form – selv om John svagt antydede, at problemet måske nærmere var, at der er kommet for meget ‘form’ efterhånden …
Nå. Hvis jeg havde været 30 år, havde jeg ikke gidet havearbejde. Man kan ikke få alt. Nu gider jeg godt havearbejde, og heldigvis har jeg den fornødne tid der skal til, så der er faktisk ingen grund til at smadre sig selv helt – prøver jeg på at sige til mig selv.
Der var naturligvis kaffepause(r) ved bordet ude foran i dag. John sad og kiggede lidt mistrøstigt på rodet på billedet herover, men jeg sagde, at han bare skulle forestille sig et frodigt bed fyldt med dahlia i alle mulige bordeaux nuancer, men sådan noget er jeg vist bedre til end han er.
Der var i løbet af marts kravlet en lille helleborus op gennem græsset – den og de mange nøgne jomfruer var jeg nødt til at finde en ny plads til.
Til min store overraskelse kommer der masser af montbretia op, hvilket spolerede planerne lidt for dahliabedet, idet jeg var sikker på, at de alle var gået til, men i stedet kommer der både to, tre eller hele fire nye skud op ved hvert af løgene, jeg satte sidste forår. Nogle få af dem blev flyttet, men resten må blive stående i år. Så må der komme lidt flere dahlia ud i det nyetablerede højbed, indtil jeg finder en egnet løsning på montbretia-overfloden.
Beslutninger, beslutninger … men dette må vel siges at høre til i kategorien luksusproblemer.

16. marts 2017

Forårsfornemmelser før og nu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: ,

Mit svar til Lene i går inspirerede mig til dagens overskrift.
Forårsfornemmelser er normalt noget, man forbinder med lyst og med P1060106forelskelse, og sådan har det da også engang været for John og mig.
Tiderne ændrer sig … lysten er der skam stadig, men lige her for tiden er den rettet mod noget andet, nemlig haven, og skulle der være en snert af den oprindelige betydning tilbage, når dagen er omme, drukner den i træthed, ømme rygge og ditto lårmuskler, og om aftenen smider vi os i sengen på uskøn måde, ude af stand til andet end at jamre lidt på en særdeles ikke-erotisk måde.
Jajaja – alting har sin tid …

Det gælder også for risgærder. To trailerfulde pilråddent risgærde er kørt på haveaffaldspladsen, og en del snebær er gravet op. Den før lidt for smalle sti er blevet dobbelt så bred, og ca. en kvadratmeter brostensbelægning er opdaget og gravet fri.
John er stadig ikke helt glad ved tanken om hullet ud til vejen, og nok slet ikke for at fjerne det risgærde, selv om det var hans eget forslag. Næsten P1060110da … han synes der bliver for åbent, og at folk for nemt kan kigge op på terrassen. Jeg siger pyt; det er mest Marjatta-elever der passerer forbi, og de er som regel fuldt beskæftiget med at gå og snakke med sig selv. Skulle de alligevel få lyst til at kigge op, så fred være med det.

Nu kan vi snart så græs, men må nok hellere vente, til posten har været der med alt det, jeg lige har købt på en internet-planteskole; bl.a. tre buske til at sætte i hullet, John står ved på øverste billede. Jeg købte meget. Så meget, at John ryster lidt på hovedet, men det skal nok blive godt – bl.a. en klematis, der ikke bliver alt for voldsom og derfor er velegnet til krukke og som skal kravle op ad en af stolperne på shelteret. Det påstod de, at den var velegnet til, så det vælger jeg at tro på.
Lige nu er det tudegrimt, men jeg har ingen problemer med at se det for mig, som jeg regner med det kommer til at se ud, når græsset er tilbage og de nye buske blomstrer.
Knolden til højre bliver fyldt med floks, storkenæb og kongelys, så der bliver masser af smukt at kigge på.

5. marts 2017

Intervalarbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags: ,

Når man skiftevis løber og går, kaldes det intervaltræning.
Jeg har lige opfundet begrebet intervalarbejde. Eller rettere: John har, men jeg fandt på ordet.
John har brugt næsten to dage på internettet for at finde de helt rigtige materialer til den helt rigtige pris. Han har regnet og streget ud og regnet igen, konfereret lidt med mig om nogle få ting, der intet havde med det tekniske at gøre, men med det forventede og/eller ønskede færdige udseende.
Det blev truffet endelige beslutninger, varerne bestilt og i fredags kom fragtmanden med alt træet.
Først skulle der ryddes. Så skulle pavillonen tages ned. Dette skete den 21. februar, og Søren får nu forhåbentlig glæde af den.
Så skulle der måles ud og sættes vinkler på præcis 90°. Her vil vi ikke have nogen skæve vægge.

Step 2 pavilon tages ned (4)P1050963

I går blev dagen, hvor Søren igen måtte hidkaldes, for man kan ikke sætte stolperne op alene, og jeg er ikke god nok til den slags arbejde.
Sådan siger John ikke, men det tror jeg han mener, og fred være med det – jeg vil også meget hellere være fri, og det er han ganske klar over.

P1050967P1050969

Søren kørte igen, for han havde en anden aftale, men John fortsatte med at skære de dobbeltklinkede brædder til og sætte dem ned i rillerne. Han kom ikke ind før han var færdig; det er det, jeg mener med intervalarbejde: Han knokler og knokler til han næsten segner, og så kan der være op til flere dages pause.
Han segnede nu ikke … ikke denne gang, og pausen er ganske ufrivillig, men vejret i dag er da totalt elendigt – det er først for en times tid siden, det holdt op med at regne og blæse, så fjordvandet næsten nåede helt op på terrassen.
The Shelter, som vi har døbt det, bliver ikke så højt, som det kan synes her, men vil nå op til hvor væggene går på billedet. Det er nemmere at skære stolperne til bagefter, siger sagkundskaben.
Det bliver et fedt sted at opholde sig en lun sommeraften – og på alle mulige andre tidspunkter – udsigten har jeg vist pralet af før, men jeg repeterer gerne. Vi bliver aldrig træt af den, selv når vi repeterer flere gange dagligt …

P1030058

22. januar 2017

Nye planer i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Det er svært at etablere sig som skrædder, selv i England og selv i et område med indbyggere, der overordnet set regnes for at være velhavende.
Alligevel er det vanskeligt at finde kunder, der er villige til at ville betale mellem 1200 og 3000 pund for at få sig noget bespoke tayloring. Dem der vil og kan, har allerede deres faste skrædder, som de er loyale over for. Nu vil hun prøve et andet koncept af: Made to measure.

Skuret til Ragtime 6Skuret til Ragtime - før

Hun har lejet sig ind i et skur, som ligger sammen med andre tilsvarende – nogle lidt større, nogle lidt mindre, nogle grimmere, nogle pænere – i forbindelse med et stort havecenter. Der er 10-12 kunsthåndværkere og småhandlende af forskellig slags, som på denne måde får et billigt forretnings- og/eller arbejdslokale.
Charlotte overtog det lige efter nytår og har brugt tiden på at male ALT, samt lægge nyt gulv og få sat nogle lamper op. Udlejeren sagde, at der lige var blevet malet, så det var lige til at bruge. Det var Charlotte så ikke helt enig i, så hun gik i gang.
Mor her er ret stolt af, at hun selv har kunnet lægge gulvet, efter at have stillet John et par spørgsmål, da vi var derovre i julen.
Udenfor skal der stilles krukker med blomster, når vejret bliver til det, og i det hele taget skal hun få det til at se lidt mere indbydende ud.

Skuret til Ragtime - før 3Skuret til Ragtime 7

Nu er hun næsten færdig, selv om der stadig mangler nogle detaljer, som fx noget for vinduerne, men arbejdsbordet og den store industrisymaskine er flyttet herned, så nu skal der sys modeller.
Hun vil sy lidt forskellige faconer af de almindeligste størrelser op i stout (ubleget, lidt groft og stift lagenlærred) og hænge på bøjler og giner. Skuret til Ragtime 8Hun har dermed faste mønstre til prøvning og til senere at klippe efter. Hun vil så i lettere grad tilrette mønstrene til folks forskelligheder, og kunden vil kunne vælge ærmelængde på bluser, jakker og kjoler, men det bliver som sagt skåret over nogle standarder og der bliver heller ikke mere end en enkelt prøvning undervejs, i modsætning til ægte bespoke, hvor der er flere prøvninger, og hvor mønster og design er 100 % individuelt og udarbejdet helt forfra hver gang.

Kunden vælger også selv stof, og som hjælp til at finde det rigtige snit og de rigtige farver har C allieret sig med en veninde, som er god til den slags.
Det er C egentlig også selv, men det er lige så meget for at hjælpe veninden i gang igen efter hun har været igennem en meget lang og meget sej kamp med at restituere sig efter hun for seks år siden blev kørt over af skolebussen (ja, sgu!), da hun skulle aflevere sin ældste søn i skolen. Hendes etårige søn, som hun havde på armen, blev dræbt, og Niki selv så tæt på at dø af sine mange hårde kvæstelser, at det er et mirakel, at hun overhovedet er her og at hun efterhånden kan gå igen.
(Skolebuschaufføren fik en fængselsdom, hvilket ingen fandt uretfærdigt.)
Det var både en skrækkelig historie og et sidespring fra indlægget her, men jeg syntes alligevel, at det hørte med til historien om Charlottes kommende og forhåbentlig blomstrende forretningsliv.
Butikken skal hedde Ragtime – et godt navn med indbygget ordspil.

16. januar 2017

En rigtig god arbejdsfordeling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags: ,

Vi slår lige to fluer med ét smæk her …

Jeg kan 1) forhåbentlig berolige især Farmer, der lidt bekymret spurgte, om vi var opmærksomme på, at jorden i vores let forhøjede bed ville kunne komme til at skade muren bagved.
Se bare, hvor langt der stadig er op til den – det vil jeg antage er helt okay. Bunken nederst til venstre skal fordeles i andre bede, men den rører stadig ikke ved muren, selv her under den midlertidige placering.

P1050744

Jeg vil 2) illustrere den helt fantastiske arbejdsfordeling, man en sjælden gang kan finde i Den Stråtækte: John tog jordfordelingstjansen og jeg tog sofatjansen med at strikke videre på kimonotrøjen.
Bemærk, hvor meget det er muligt at ligge ned og stadig befinde sig i en behagelig strikkestilling!

P1050745

Jeg kan lige akkurat holde det ud … det er lidt ærgerligt, at det hævner sig for meget, hvis det her var noget, man excellerede i hele tiden.
På den anden side …de ville nu nok meget hurtigt blive meget kedeligt. Jeg elsker at strikke, men da ikke hele dagen!

18. december 2016

Elektroniske julehjerter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , , ,

Det måtte jo komme: Elektronisk genererede julehjerteskabeloner.

Jeg er nødt til at bruge et indlæg på et link, jeg i går så ovre hos Betty. Det er lektor ved Institut for datalogi i Aarhus, Gerth Stølting Brodal, der har regnet ud, hvordan man kan flette hjerter med navn på. Eller tal. Et hvilket som helst navn, man måtte ønske, dog kun med bogstaver fra det danske alfabet – det er bare at skrive det ind på siden her, printe, skære og flette. Ret genialt og meget blæret.

imageimageimage

Jeg havde store ambitioner. Man har vel været rigtig god til det der med at flette avancerede julehjerter, så hvor svært kan det her med navne lige være? Jeg ville aldrig i lívet kunne regne ud, hvordan de skal tegnes/skæres, men skære efter en skabelon og flette dem, det kan jeg!
Brodal anbefalede, at man højst brugte syv bogstaver … jeg kan godt se hvorfor, for hjerterne vokser ikke i størrelse, men i antal ruder. Den flettede del er 9 x 9 cm.
Okay – jeg starter med YOU og ME, så. Man skal trods alt ikke udfordre skæbnen alt for meget.
imageJeg printede på almindeligt hvidt skrivepapir og på ditto rødt.
De blev ikke klippet ud, men skåret med en meget tynd og spids hobbykniv – det er mere nøjagtigt og ‘ikke-hakkende’ end hvad selv den spidseste og skarpeste saks kan præstere.
Kort tid efter sad jeg med en lang næse og røde kinder. Der stod UOY og EM. Dammit – hvorfor skrev han ikke, hvilken vej man skulle folde?
Det gjorde han måske også, men på en lidt kringlet måde, og jeg kunne først se hvad han mente, da jeg havde gjort det forkert.
Han sagde også, at man skal starte med ét bogstav og kun på én side af hjertet. Pfftt, tænkte jeg igen – man er vel erfaren udi hjertefletning.
Man skal ikke bruge almindeligt, hvidt papir. Det røde var okay, men jeg måtte skifte det hvide ud med Premium Paper, som ikke brister så let.

imageHer ses skabelonen til hjertet med ANNA på den ene side og AUBREY på den anden. 
(Print endelig med liggende format – ellers bliver hjerterne for små til at kunne håndteres. Alle de der strittende ting er svære at styre, og de må for guds skyld ikke knække af!)

Jeg har desuden lige indset fornuften i at holde sig til det anbefalede ene navn pr. hjerte …

Jeg har også gjort det andet, han anbefalede: Starte med ét bogstav.
Nu har jeg således to hjerter, der ser således ud:

P1050454

Hovmod står for fald!
Men jeg trængte til den lille sejr med det store A, og jeg har ikke tabt modet. Endnu.
Jeg holder bare lige en lille pause … tror dog alligevel ikke, at jeg vil kaste mig over den nemme ANNA, for jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til den noget mere besværlige AUBREY.

8. november 2016

Først den ene vej …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

Først den ene vej og så den anden vej … denne sangleg var et af de faste indslag ved barndommens juletræsfester, og jeg kom til at tænke på den i formiddags, da John og Søren kastede sig over at flytte træ.
Men allerførst på med en hel del tøj – vi vågnede op til ÷9° – det var godt nok halvkoldt. Heldigvis havde brændeovnen formået at “brænde over”, fordi den blev stopfodret lige inden vi gik til køjs, så stuetemperaturen var hurtigt oppe på 20° igen.
De tilsavede stykker træ blev fragtet fra bunken omme i haven og ind i garagen, hvor vi vil kunne stå og kløve det, selvom det er regn- eller snevejr.
Traileren var med – for det første sparede det en masse rygskadende ture med en trillebør og for det andet kan vi hente lidt brænde med hjem.

Da jeg formanede dem om at huske at holde pause, inden de får ondt i ryggen, svarede de i munden på hinanden henholdsvis
Det nåede vi ikke og Det er skam for sent … tossede mandfolk. Heldigvis mente de det ikke, men de er vist ikke brødre for ingenting.

Først den ene vej ... (1)Først den ene vej ... (2) 

Ale-lageVejret var og er dog superflot; med solen skinnende fra en høj og klar, blå himmel, så mændene havde ingen problemer med at holde varmen.
Man fornemmer måske via de sidste ord, at jeg ikke var med til at slæbe træ? Det er i givet fald en helt rigtig fornemmelse … jeg havde travlt med forberedelser til aftensmaden … om to dage …
1½ liter ale, med masser af frisk rosmarin og timian, seks hvidløgsfed, 100 g honning, salt, hel peber og skrællen af en citron. Koges i 10 minutter.
Det skulle køle helt ned – en tur ude på terrassen fremskyndede denne køleproces betydeligt – inden det blev hældt i en pose sammen med en hel kylling. Det skal i køleskabet i 1-3 dage, stod der. Jeg tror jeg tager den gyldne middelvej og lader det ligge i to dage. Det dufter aldeles dejligt – også selv om jeg ikke er øldrikker, men mad med øl smager skønt; fx ølbraiserede svinekæber eller portergryde, og jeg er sikker på, at dette også holder.
Kyllingen skal ovnsteges på en rist, med lagen i et fad nede under. Til sidst ristes champignon, som kommes i væden. Det kan næsten ikke gå galt, og jeg glæder mig allerede til torsdagens middag.

Æbler efter frostÆbler efter frost (1)

Skyggerne er allerede, her i starten af november kl. 14:30, meget lange.
Nå. Det vender igen om seks uger. De er gået, inden man kan nå at sige vintersolhverv.

21. august 2016

Besøg fra fortiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Nu håber jeg ikke, min forhenværende chef tager overskriften ilde op … men det tror jeg ikke, for det er naturligvis ikke ham, der skal opfattes som et fortidsminde, men han har været hernede i Den Stråtækte i dag for at se, hvordan vi bor – noget vi har talt om gennem et stykke tid, men det er så først blevet til noget i dag.
Et år eller to før jeg jobstoppede, købte han en MG fra 1968, som han har brugt en del tid på at renovere og gøre køreklar. Han har altid arbejdet meget, så jeg tror det var et led i at have brug for at koble 100 % fra med et eller andet, der var så fjernt fra dagligdagen som muligt – men den teori står for min egen regning. Han er jo trods alt også en mand, og rigtig mange mænd (og nogle få kvinder) har noget med biler, uanset hvordan og med hvad de går rundt og tjener til det daglige brød – John var sandelig heller ikke uimponeret af den, må man sige. Jeg må da også indrømme, at det kunne være ret fedt at køre tur i et smukt landskab i dette røde lyn – jeg gad bare ikke have arbejdet med bilen – det overlader jeg glad og gerne til det modsatte køn.

P1030674P1030675

Chef og jeg har hilst på hinanden de gange, jeg har været til vin- og veteranklubmøder på mit gamle arbejde, og vi har for længe siden aftalt, at en dag, når vejret var til det, skulle han tage sin MG og køre den lange tur ned til os. Aftalen er røget et par gange af forskellige årsager, men i dag blev det, og det var særdeles hyggeligt at snakke med ham igen.
Da vi sad oppe på terrassen og snakkede om både firma og mange andre ting, nød han udsigten og havde ingen problemer med at forstå, hvorfor jeg ikke savnede arbejdet … kunne sagtens se, at jeg er et andet sted i livet nu.
Hvilket vi også var inde på – at det er vigtigt selv at få lov at vælge, hvornår arbejdslivet skal være slut, som også Lene har været inde på for ganske nylig.
Det er ideelt at have været glad for arbejdet og ikke mindst for den leder man havde, for derefter at takke af i god ro og orden og med fuld forståelse fra arbejdsgivers side (der er trods alt heller ikke noget odiøst i at gå på pension, som samme chef selv sagde, da jeg sagde op), for at kunne nyde den fjerde alder fuldt ud. At den startede med en kræftsygdom gider vi ikke tænke på nu; den var et uvelkomment intermezzo i mit liv, men jo samtidig den direkte årsag til, at vi i dag bor, hvor vi bor.
Skulle man undre sig over udtrykket “den fjerde alder”, er det fordi jeg, som tidligere nævnt, mener, at den tredje alder er voksenlivet uden hjemmeboende børn, men stadig som en del af det arbejdende folk. Den fjerde alder er et aktivt pensionistliv, og den femte … gider vi heller ikke tænke på lige nu. Den kommer måske eller måske ikke, men det vil vi ikke vide noget om.

P1030677

Tak for besøget – hils mine gamle kolleger!

11. august 2016

Før- og efterbillede i ét billede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

P1030603Normalt er før- og efterbilleder to eller flere billeder, men her i Den Stråtækte er vi meget rationelle og kan klare den med at tage en enkelt billede.
Stien fra terrassen uden for havedøren (den John lavede som en overraskelse til mig, mens jeg var i England sidst i maj) har altid været tudegrim og var eftehånden blevet ret smal, fordi hasselurten bredte sig ind over den.
Disse løbske hasselurtplanter fjernede jeg forleden dag, og stien blev på 50 minutter 50 % bredere.
Da vi stod og krattede lidt i den i dag, fordi vi prøvede at finde ud af, hvad pokker vi skulle stille op med denne grimme sti, fandt vi ud af, at brostenene, som ligger rundt om hjørnet, faktisk fortsætter ned ad den. Så gik John ellers i gang med lugejern og stiv kost – jeg var heldigvis anderswo engagiert, men det er sådan noget John er så supergod til, fordi han ikke giver op; fordi han glæder sig til at se det færdige resultat. Jeg går gerne død i sådan noget på halvvejen – er meget bedre til at tage en bid staudebed og gøre det pænt eller plante de planter om, jeg plantede forleden dag og lignende meningsfuldt arbejde … 

Og sådan gik der lige pludselig to timer. I kender sikkert godt scenariet, jeg er ret god til at gennemspille: Jeg skal bare lige bruge 10-20 minutter på et eller andet, men den ene opgave fører til den næste, og jeg fortsætter uden at tænke nærmere over det, indtil maveuret ringer og jeg finder ud af, at klokken er 13 – hvor det så er i orden at være blevet en smule brødflov.

Vi skulle ellers ikke noget i dag, men at gå og hygge sig i haven er også en slags ikke noget, for vi havde ingen aftaler, hverken med os selv eller andre, så det med at gå og nusse (og det er altså ikke for at forklejne Johns indsats), er på en måde ren afslapning.

Swimming at Jackie Kennedys private beach on Scorpio

Englænderne slapper også af – de bor stadig på Lefkada, har lejet en båd og svømmer ved Jackie Kennedys private strand på Scorpios, som Onassis ejede. Hun døde for 22 år siden, så hun kommer nok ikke og brokker sig – i dag er den vist ejet af en russisk milliardær, så jeg håber de har undersøgt, hvor tæt de må komme på øen.

23. juni 2016

Nu har vi gjort vores borgerpligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

P1020646Vi ville ikke have haft meldt indbruddet til politiet, da vi stort set ikke fik stjålet noget, bortset fra de ildelugtende parfumer og en gammel pc.
Naboen var dog ikke helt enig, fordi det viser sig, at der har været en hel stribe indbrud i omegnens ubeboede torper/sommerhuse, kom han i går og fortalte os.
Vi gjorde som han anbefalede og har hermed gjort vores borgerpligt … har også været hos forsikringsselskabet og har nu sat to sådanne skilte op på huset – en på hoveddøren og en ved en af kælderdørene. Jeg ved ikke, hvor meget jeg tror på, at den slags virker tilstrækkeligt afskrækkende … det kommer vel lidt an på, hvor de stjålne sager er tænkt at havne, kunne jeg forestille mig.
Nå. Det kan i hvert fald ikke skade – tænkte jeg, indtil en anden tanke slog mig: Hvad nu, hvis skiltet får visse personager til at tro, at her virkelig er noget at komme efter?
Så bad jeg mig selv om at stoppe den paranoia! Jeg nåede heldigvis ikke at sige tanken højt.

Jeg har skovet. Kæmpebrændenælder, generende grene, småtræer og buske. Selv om jeg synes jeg passede på, stikker og brænder det irriterende mange steder på arme og ben – samt på de steder, hvor de var så frække at brænde igennem handskerne!
Da jeg gik død, var jeg sikker på, at det måtte være ved at være frokosttid, men da jeg kom ind, var klokken kun 11.
Jeg ved ikke, om det siger mest om mit starttidspunkt, min tidsfornemmelse eller min fysiske form, men uanset hvad, stoppede jeg for i dag.

En død ask

imageEn død askMændene har savet. De kom ind klokken 13, også totalt gået døde, men det var mere velfortjent end for mit vedkommende, for de fik skåret alt det op, som ses forrest i billedet. Så kan vi ellers gå i gang med brændeflækkeren, men det bliver ikke denne gang vi starter på det, da det er 27° og dermed alt for varmt til hårdt fysisk arbejde, fik vi meget hurtigt overbevist hinanden om.

Det nedlagte asketræ er helt mørkt inde i midten. Gad vide om det er normalt, eller det er årsagen til, at det var trekvart dødt, da vi fik det fældet?
Veddet fejler dog tilsyneladende ikke noget; det er hårdt og tungt, det har en dejlig høj rumtæthed og er dermed godt til brændeovnen – lige så godt som eg og næsten lige så godt som bøg – og bedre end birk, som vi også har meget af heroppe. Det meste af dette vidste jeg godt, men det var nyt for mig, at avnbøg er det tungeste træ i skoven. Det er så ikke lige dem, vi har flest af her i vores skov, men vi klarer os fint med hvad vi har.

14. maj 2016

Der vil være ømme arme i aften

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: ,

Her arbejdes … hårdt.
Ingen er i tvivl om, hvor langt man er nået. Farven ser noget skrigende ud, men den bliver mørkere og mere svenskrød-autentisk, når den tørrer, og huset bliver så fint, så fint.
Temperaturen er faldet 10 grader, men det har ikke regnet, så vi er glade.
P1020124P1020138

De er nået langt længere, end John og jeg selv i vores mest optimistiske øjeblikke havde turdet håbe på.
Godt, jeg har masser af gammelt arbejdstøj liggende heroppe, for to havde glemt en varm trøje (“det var jo sommer, da vi kørte hjemmefra …”), og en havde glemt tøj, der måtte maleplettes på. “Jeg har aldeles ikke glemt noget noget som helst – du har ikke fortalt mig, at vi skulle op og male!”
Disse undskyldninger holdt således ikke, og alle syv fik fornøjelsen af at svinge penslerne.

P1020127P1020139P1020119

Med udsigt til bagsværd – og Anders i sit “norske fjeldvandreroutfit”, som han insisterede på at kalde det. Han var så vældig stolt af, at strømperne så fint farvematchede anorakken, at han nærmest insisterede på at blive foreviget og fremvist her på bloggen iført sit übersexede arbejdstøj.
Anders er ny i familien, men faldt imponerende hurtigt til her i dennne halvtossede flok. Han havde selvfølgelig mødt sin nye svigermor og -far, men ikke resten af os. Vi siger velkommen til den unge mand, som hurtigt var accepteret og dermed en af os. Han fik yderligere en stjerne i Johns øjne, da han viste sig at være hurtig til at lære et nyt kortspil. Det var første gang, han spillede Tips – og han vandt!
Halvtossede er vi som sagt – i hvert fald nogle af os, nemlig dem, der er kørt ned til badepladsen for at … bade! De tre unge og min yngste søster syntes, det kunne være så fantastisk lige at få sig et svensk søbad, og jeg skal da bestemt ikke være den, der forhindrer dem, når nu de har den slags tilbøjeligheder.
Nå. Jeg har ikke tid til mere skriveri. Skal ud og lave tilbehøret til det langtidsstegte lam, der har stået i ovnen siden i morges.
Måske lidt fantasiløst, fordi vi fik den samme ret for en uge siden, men det er kun John, der ved det – og den var god!

12. maj 2016

Vedligehold, vedligehold

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Pyhhha – 23,5° – hvad er det mon så i solen? 10 eller 15 grader mere?
John har malet (noget af) terrassen og jeg har malet trappegelænderet.
Man kan da se, hvor man er nået til … så slemt var det dog ikke at se på, før John gav det en tur med højtryksspuleren, men selvfølgelig trængte det, ellers havde jeg ikke malet.
Der er indkøbt blomster, som er plantet i de fire krukker, jeg har her på torpet – huset ser meget mere beboet og pænt ud, og sidste år klarede alle blomsterne sig mirakuløst nok fint hele sommeren uden ret meget vanding fra min side.
Pauserne blev nydt lidt mere end normalt, fordi det har været så varmt, men hvis pensionistlivet var én lang pause, kunne man jo ikke påskønne det at holde pauser! Det ville i øvrigt også være ret kedeligt …

P1020101P1020102

Vi har også været afsted for at købe rødfarve til huset. I det tidlige forår 2013 købte vi 3 x 10 liter, fordi planen var, at vi ville male hele huset, nu hvor vi havde al den tid i verden, der skulle til, fordi vi begge var jobstoppet pr. midt maj. Vi ville være cirka halvdelen af tiden i Sverige hele sommeren igennem, for rækkehuset gad vi ikke være så meget i. Den anden halvdel af tiden skulle deles mellem det og campingvognen.
Men så kom der lige en omgang brystkræft i vejen … og andre ting, åbenbart, for nu er der gået tre år, og vi kan smide 30 liter rødfarve ud, fordi den har fået frost og dermed er blevet så klumpet, at den ikke er til at arbejde med. Lidt temmelig ærgerligt, men det er der desværre ikke så meget at gøre ved. Troede egentlig, at den bagerste kælder er frostfri, men farvehandleren sagde, at sådan kommer den slags maling kun til at se ud, hvis den har fået frost. Al anden maling, vi opbevarer i den kælder, fejler intet …

P1020104

Og hvad er dog dette? Det er noget, der gør livet til et helvede for en hel del mennesker i øjeblikket, nemlig birkepollen. Johns bil er mere gul end sort, og min iPadskærm var blevet grundigt gulstøvet efter bare en halv times tid ude på terrassen – under parasollen.
Man kan faktisk se dem flyve rundt her i den lavtstående sol, selv om de er mikroskopisk små, men luften er helt diset af birkepollen – tallet for birk er i dag 188/m3 for København, men det må være noget højere her, hvor vi befinder os i dag.
Godt, vi ikke er pollenallergikere … jeg føler med alle dem, der er det.

27. april 2016

Skal vi ikke hellere lege?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:41
Tags: , , ,

Mændene går rundt som løver i bur. De går ud, så snart der er det mindste ophold i sludregnen – og sommetider også selv om der kommer lidt ned … faktisk kommer de kun ind, når der kommer meget ned, men det gør der desværre tit.
John har højtryksspulet (her er det essentielt at huske begge s’er) terrassen; det er et arbejde, hvor forskellen er lig nul, om det regner eller ej.
Noget af regntiden har de brugt på at regne den nøjagtige afstand ud mellem de tilskårne brædder/balustre. Det var ret morsomt at høre på, for de var langt fra enige.Tallene fløj gennem luften – Aj, hør nu her … Kan du ikke se, at … Det der er sgu da cm, ikke mm … Altså, var det ikke 15 brædder, du sagde?… Nej, 11! …
Så regnede de lidt hver for sig, men kunne da alligevel ikke lade være med at mundhugges i al venskabelighed og sammenligne tal hele tiden.
Det viste sig, at de bare brugte hver sin metode, for de kom frem til præcis det samme resultat, da de endelig var færdige.

Nu går det stærkt. Det er holdt op med at sludregne, solen titter frem, så herrerne strøg ud og gik i gang. De er færdige lige om lidt, for måske lige bortset fra de nævnte udregninger, er de gode til at arbejde sammen. Det tog dem kun 40 minutter at nå fra billede 1 til billede 2.

P1010810P1010812

Al deres talsnak fik mig til at tænke tilbage på dengang jeg var arbejdsramt, hvor jeg sommetider overhørte mine lærde kolleger, mens de sad og diskuterede statistik og signifikans og al den slags. Sådan noget skulle oftest gerne munde ud i en rapport, og nu, hvor jeg har været tre år væk fra dette arbejdsmiljø, tør jeg godt afsløre, hvad hemmeligheden bag de videnskabelige artikler er – hvordan de forskellige, nærmest faste udtryk skal oversættes.

Phrase                               Translation
------------------------------------------------------------------------------
It has been long known.....................I haven't bothered to check the references
It is known.....................................I believe
It is believed...................................I think
It is generally believed......................My collegues and I think
There has been some discussion.........Nobody agrees with me
It is proven....................................It agrees with something mathematical
Of great theoretical importance..........I find it interesting
Of great practical importance............This justifies my employment
Of great historical importance........ ...This ought to make me famous
Some samples were chosen for study...The others didn't make sense
Typical results are shown....……………...The best results are shown
Correct within order of magnitude…....Wrong
The values were obtained empirically..The values were obtained by accident
The results are inconclusive.......…....The results seem to disprove my hypothesis
Additional work is required................Someone else can work out the details
It might be argued that....................I have a good answer to this objection
Nu har jeg ikke været ansat i en farmaceutisk virksomhed for ingenting, så denne sidste får I også med. 
Den er ment som en vits, men den er så tæt på sandheden, at det næsten kun gør den morsommere:
A Short History of Medicine: 
"Doctor, I have an ear ache."
2000 B.C. - "Here, eat this root."
1000 A.D. - "That root is heathen, say this prayer."
1850 A.D. - "That prayer is superstition, drink this potion."
1940 A.D. - "That potion is snake oil, swallow this pill."
1985 A.D. - "That pill is ineffective, take this antibiotic."
2000 A.D. - "That antibiotic is artificial. Here, eat this root!"

26. april 2016

Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: ,

P1010806Vi kørte hjemmefra i et forrygende vintervejr med masser af slud og nærmest stormvejr. Mændene sad foran i bilen og brummede over “det satans vejr … vi skal op og arbejde, skal vi!”
Det dårlige vejr fortsatte og fortsatte, og mændene fortsatte med at kommentere på vejret med dystre stemmer – lige indtil vi var små 30 km fra torpet, hvor både luft og veje var tørre, og himlen havde fået blå pletter. Da vi nåede frem, skinnede solen højt og flot, så mændene stoppede deres mukkerier og skyndte sig at spise en bid mad, hvorefter de gik ud og gik i gang.
Solen kommer og går, men det holder tørt!

Rolf havde holdt hvad han lovede og havde lagt træet ned. Naboen havde også gjort hvad han havde lovet, nemlig brugt sin traktor til at trække stammerne op på plænen, så vi ikke selv skal slæbe det hele alt for langt. Han havde også afgrenet stammerne og skåret dem over et par gange, så de har lidt mere håndterbare størrelser. Det var ikke aftalt, men han er, som sagt flere gange før, verdens bedste nabo.

P1010802 

Vi kommer ikke til at kede os heroppe i et godt stykke tid fremover. Det ser måske ikke ud af så meget på billedet, men det er meget brænde, der ligger her og venter på en sav og en brændekløver. Jeg vil tro, at med det, vi har tilbage, vil vi have brænde til de næste fem år – også hvis vi ikke sparer på det, hvilket vi aldrig gør heroppe.
Arbejde mangler vi ikke … det er godt nok ikke lønnet, men kan man ikke sige, at det er en form for løn, at vi har brændet helt gratis?
Der er heller ikke en chef, der står og kigger på sit ur eller kommer og omprioriterer, hvad vi skal lave. Vi møder, når vi har lyst og holder lige så mange og lange pauser, som det passer os. Ferien skal ikke ske i samråd med andre. Vi har kun én kollega, men vi kommer vældig godt ud af det.
Faktisk en ret god arbejdsplads.

18. februar 2016

Skomager, bliv ved din læst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags:

Skomagerbugtaleren i PræstøJeg har fået mig et par overraskelser i dag.
Da vi var i England, gik sidelynlåsen i stykker på mine yndlingsstøvler. ØVøvøvøv – det er de bedste støvler, jeg nogen sinde har haft. Det er præcis fire år og en måned siden, jeg fik dem; jeg har gået virkelig meget med dem, og de er overhovedet ikke slidt endnu.
Bortset fra den lynlås. Jeg tog støvlerne med hjem, for jeg nænnede ikke at smide dem ud.

I dag, da jeg havde et ærinde i garnbutikken i Adelgade (jeg købte andet end garn. Har endnu ikke købt garn i år. Jeg er meget dygtig!), opdagede jeg, at der på det modsatte hjørne lå en rigtig, gammeldags skomager!
Jeg skyndte mig hjem for at hente mine støvler – begge to, for han kunne næppe få en lynlås mage til den, der gik i stykker. Jørn Petrius, som han hedder, sagde, at det da også var et par alt for gode støvler at smide ud – de så jo næsten nye ud. Da jeg oplyste ham deres høje alder, var han temmelig forbavset. Han kunne godt reparere mine støvler … da han oplyste prisen, hoppede jeg lidt, men da han forklarede, at fordi de 300 kroner alene gik til de to lynlåse plus porto, så var der faktisk kun 300 kroner tilbage til ham – for 3-4 timers arbejde! Selv om det således måske virker som mange penge for mig, kan man ikke påstå, at det må være en guldgrube for ham.

Skomagerbugtaleren i Præstø (1)Skomagerbugtaleren i Præstø (2)

Her sidder han – i sin lille skobutik, som også sælger nyt fodtøj, men mit gæt er, at han bruger langt det meste af sin tid på at reparere, for det var ikke verdens største udvalg, han kunne præstere.
Da jeg spurgte, om jeg måtte offentliggøre disse billeder af ham, fik jeg lov, hvis jeg lovede at fortælle, at han også reparerer tasker og i det hele taget stort set alt i læder.

Han fortalte mig, at han har repareret sko i 33 år, så han er blevet ved sin læst.
Eller er han? Han er nærmere vendt tilbage til den.
Det var nemlig dagens anden overraskelse: Da jeg slog ham op for at finde hans navn, kom der en hjemmeside op om hans … bugtalergesjæft!
Det kom mildt sagt bag på mig. Manden har vist beskæftiget sig med lidt af hvert op gennem tiden, men i december 2014 slog han sig ned i Præstø som skomager.
Han er med andre ord ikke selv et godt eksempel på det gamle ord, jeg har brugt som dagens titel, men det gør ikke spor – jeg er bare virkelig glad for, at jeg kan få repareret mine dejlige støvler.
Jeg var dog nødt til at købe et par nye i England, da jeg kun havde dem med, der gik i stykker – plus et par sko, men de var for det meste for kolde at have på udendørs.

22. januar 2016

Om at gøre en forskel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags:

Nu har vi lige talt om ildsjæle; om at sådan nogle gør en forskel i lokalsamfundene.
Det er blevet ret fortærsket, ikke? Udtrykket “at gøre en forskel”. Jeg hørte det første gang i 2002, men hvornår det dukkede op første gang, ved jeg ikke.
Alt og alle skal helst “kunne gøre en forskel”, og det er selvsagt på en positiv måde – ellers giver det ikke megen mening.
Hvis man tænker dybere over, hvad der står, er det i bund og grund noget vrøvl, men det er temmelig mange af de smarte udtryk, som smarte coaches og management-‘smarties’ fører sig frem med.
Jeg er ikke en ildsjæl, og jeg har ikke gjort en forskel i lokalsamfundet, men jeg har forårsaget en ret stor forskel i et ret lille samfund.

IMG_5411IMG_5417

Jeg har nemlig ordnet kobbertøjet i Den Stråtækte. ”Pudset” kan man næppe tillade sig at kalde det, når man bare smører det med mirakelblandingen, som jeg er sikker på, at jeg har nævnt før (1 kop mel, 1 kop vand, 1 kop eddike, 2 tsk salt og 2 tsk citronsyre).

IMG_5412IMG_5415

En lille smule knofedt og supermarkedspudsemiddel måtte der dog suppleres med til kedlen, da den var lidt hårdt angrebet, men så blev den også fin!
Der var to gode grunde til, at jeg mente jeg burde gøre en forskel på kobbertøjet: Den ene, at jeg fik en meget, meget smuk kobberkedel af Ditte, men som trængte til at blive frisket lidt op (kedlen, altså!), og den anden, at vi endelig har fået taget os sammen til at invitere to par genboer på middag. De har godt nok været her før, men ikke til middag, og da det ene par pga. ombygning ikke har et køkken, der fungerer, virkede det som passende tidspunkt at invitere på lidt mad. Og når man får gæster, går det ikke an at have grimme kobberting.
Gæsterne kommer i morgen og skal bl.a. have boeuf bourguignon.
I aften skal vi have kanin, som jeg kun yderst sjældent ser i supermarkedet, men i dag havde de dem frosne, så nu skal det være.
John hævder, at han aldrig har smagt det før, men jeg har lavet det, ved jeg. Kan det virkelig være over 30 år siden? Det smager lidt hen ad kylling, men skal have noget længere tid – synes jeg, men jeg er vist ikke helt enig med opskrifterne. Problemet er bare, at jeg ikke kan vide, hvor gammel kaninen er, og er den ikke ung, kan den være ret sej.

18. januar 2016

Tæt på 104 år siden …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:29
Tags: , , , , ,

Dette indlæg blev født pga. en kommentar fra Overleveren. Den gik på luftspejlinger, så hun nævnte Tim, hvilket fik mig til at tænke på, at der var en del, der i sin tid udtrykte ønske om at se National Geografics dokumentar om Tims (videnskabeligt accepterede) nytænkende og revolutionerende bud på, hvorfor det gik så galt for Titanic den nat i april 1912, som det gjorde.
Jeg skrev om den dengang, men læserskaren er vist næsten helt udskiftet, og til jer, der stadig hænger på her, men aldrig fik mulighed for at se dokumentaren i tv, kan jeg oplyse, at jeg har fundet ud af, at den nu kan ses på YouTube. Begge link starter et godt stykke inde i filmen på min pc – det har muligvis noget med URL-hukommelse at gøre, men vær lige opmærksomme!

Den havde premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis, hvilket allerede er ved at være fire år siden. Som tiden dog flyver …

Charlotte har altid været rap i replikken, og således også den aften kort før premieren, hvor VIP’erne bag dokumentaren var samlet for at fejre filmens færdiggørelse. Charlotte, som sad mellem James Cameron og Robert (Bob) Ballard (ham, der fandt vraget), blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Hun var selvfølgelig med i egenskab af Tims kone, men havde selv haft en finger med i Titanic-spillet på den måde, at hun lige nåede at være med til at sy de sidste kostumer til Kate Winslet til James Camerons storfilm om Titanic. Hun havde nemlig været elev hos Angels Costumes.
Den unge dame tog til London med sin projektmappe for at lede efter en læreplads og stemte derfor dørklokker på en masse teatre og altså også hos Angels Costumes, som dengang hed Angels & Berman. De havde aldrig prøvet at have elever før, men C må have gjort et godt indtryk, for de sagde til hende, at de var villige til at prøve med hende. Efter skriverier frem og tilbage med skolen kom det i orden, og hun havde et par særdeles spændende år.
Hun syede ikke til herrer, men fik lov at kigge med, når berømtheder som Leonardo DiCaprio og Hugh Grant kom til prøvninger, og var der selvfølgelig også, når Kate Winslet og Julia Roberts (hun var også med til at sy til Notting Hill og Shakespeare in Love) skulle prøve tøj. Det var selvfølgelig stort for en kun 20-årig dansk provinspige, og selv om det var hårdt, var det også lærerigt og sjovt – og at have arbejdet sådan et sted så naturligvis ret godt ud på CV’et.
Hun var den ene af to elever ud af små 80 på skrædder‘studiet’ på Teknisk Skole, som fik en rigtig læreplads. De resterende måtte have al deres praktik på skolen. Jeg var faktisk ret stolt af mit barn. Også dengang …
Det var en af mine Zwei Mädchen, der sagde til hende, at “du skal da bare tage til London og præsentere dig selv og dine arbejder, så skal det nok lykkes, så god som du er”, og for det råd er Charlotte hende evigt taknemmelig.
Man må så sandelig også sige, at det forandrede hendes liv på mange måder.

5. oktober 2015

Efterår i flere betydninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: ,

Man kan vel godt kalde det efterår i to betydninger, når Veteranklubben den 5. oktober mødes på mit gamle arbejde? Vi er en flok, som må kunne siges at være i vort livs efterår. Jeg håber sandelig bare, at vinterens mørke vil være meget længe om at indfinde sig for vores vedkommende.
Mens jeg hyggede mig med efterårstræffet, hyggede John sig med efterårstrækket.
De kommer i store mængder nu, gæssene – der er ikke mange minutters pause mellem mellemlandingerne her ved Den Stråtækte. Nogle flyver også bare forbi; de er åbenbart endnu ikke trætte nok til at trænge til nattens rast.

Hvid sol (1)

Gåsetrækkene fik jeg ingen billeder af i dag, men forleden var der sort sol af hvide måger.
Jeg kan egentlig overhovedet ikke lide måger, men dette var ikke desto mindre et flot syn. De kom ind i tusindvis og lagde sig på fjorden – de har jo kronede ormedage ude hos landmændene, hvor man ofte ser marker, hvor man næsten ikke kan se den sorte muld for de utallige hvide måger.
Om aftenen søger de ud på vandet, hvor de føler sig mere trygge end inde på land.
Havørnen kan nemlig bedre lide blishøns. Det forstår jeg godt, men for min skyld måtte den meget gerne gøre et grundigt indhug i alle disse måger …

Hvid sol (3)

Sådan her så fjorden ud over en strækning på omkring 1½ kilometer. Jeg har aldrig set noget lignende. Hvis de var ankommet dagen efter premieren på Alfred Hitchcocks ikoniske (nyt modeord) Fuglene, var der sikkert udbrudt panik i området omkring Præstøfjorden.
Jojo, det er efterår. På godt og ondt. Musene finder ind i store mængder. Vi lægger dagligt giftigt korn ud i køkkenet – næste dag eller på et eller andet tidspunkt i løbet af natten forsvinder det, hvorpå en ny portion bliver serveret. Vi ved, at musene dør ret hurtigt efter indtagning, så det er helt sikkert ikke den samme mus, der tager sig en ny portion hver dag. John er netop i skrivende stund på en rekognosceringsrunde for at se om han kan finde stedet, hvor de finder ind. Vi håber optimistisk, at der kun er ét … men det er bekymrende voldsomt med den hast, giften forsvinder med for øjeblikket.

IMG_1147

Efterårsfarverne er ved at have indfundet sig for alvor. Det lader sig ikke længere skjule, at naturen har iklædt sig flammefarverne til et sidste farvebrag, inden året går helt i vinterhi.

5. september 2015

Den evigt fascinerende glaspuster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Som allerede nævnt to gange, var vi i Glasriket i forgårs, og på trods af de mange svinkeærinder undervejs, nåede vi frem til Skruv (eller Skruf, som nogle staver det, men på kortene står der Skruv). Vi skulle købe et pissebarometer, og det gjorde vi da også.
Desværre har man her i det politisk overkorrekte Sverige omdøbt og redesignet det flere hundrede år gamle stykke værktøj:
Skrufs er bl.a. kendt for det tykmavede vandbarometer i glas efter en model fra 1700-tallet. Det har fået tilnavnet ”pissebarometeret”. Ved lavtryk og dermed dårligt vejr bliver noget af vandet presset ud gennem barometerets pibe. Der er produceret 600.000 stk. gennem årene, så det må betragtes som en succes. Men omkring 2007 valgte Skrufs Glasværk at "produktudvikle" vandbarometeret, så det nu forestiller en kat og har fået navnet "Kissekatten"”. Hvis I spørger mig, var det en rigtig dårlig ide, men der var desværre ingen, der spurgte mig …

P1080173

Glaspustere fascinerer mig. Hver gang. Jeg kan stå længe og se på, hvordan de forvandler en klump glødende glasmasse til et eller andet smukt stykke håndværk; det være sig drikkeglas, vaser, karafler, pissebarometre …
Ham herover gik et øjeblik senere i samarbejde med en kollega og fik frembragt et forvokset pindsvin, som i virkeligheden var en vase. Man kan ikke rigtig se ‘piggene’ fordi han stod og drejede den rundt, og kameraet var nødt til at bruge lang eksponering, fordi jeg ikke ville blitze.

P1080180P1080186

Jeg får sådan en lyst til at købe det meste af butikken, når jeg kommer derind – der er SÅ mange smukke, smukke ting, men priserne afspejler, at vi taler om flot design og ægte håndværk her, så jeg nøjes gerne med at købe én ting.

 P1080163P1080165

Jeg blev lidt forelsket i både de alternative cognacglas, som jeg tror vil give den ædle drik endnu mere glød, de to karafler, hvor især RainMan med hullerne i er meget alternativ, samt fyrfadslysholderne, men vi har altså nok af det hele derhjemme.
Især på den midtersammentrykkede karaffel og på lysholderne kunne man se, det er håndlavet: Ikke to var ens.

P1080167

I virkeligheden er de faktisk meget rimelige med priserne … det største problem er nok, at vi, som nævnt, allerede har hvad vi skal bruge og mere til.
415 kroner for karaflen Munskänk er ikke dyrt – især ikke, når man regner om til danske priser. I butikkerne står den til 649 SEK, så der er absolut tale om fabrikspriser – og det er ikke fordi, det er andensorteringsvarer, de sælger her.

P1080164

Skruv eller Skruf er stadig selvstændigt og blev ikke, som så mange andre i dette område, slået sammen til én forretning. Dette har siden ændret sig igen, idet der inden for den seneste snes er dukket flere små og selvstændige glashytter op, som gør det mere i kunsthåndværk og ikke så meget i ting, der kan anvendes til andet end pynt.
Jeg er kommet en del i Sverige gennem de seneste 35 år, og det har været interessant at følge udviklingen inden for glasværkernes verden.

29. juli 2015

Rødmende fluesvamp?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: , , ,

John, Søren og jeg gik i går, mellem to byger – vi var heldige og blev slet ikke våde – den store tur for at finde lidt flere svampe. Det var godt nok et magert resultat: Ikke så meget som en eneste – hverken kantarel eller Karl Johan. Jeg fandt én grøn skørhat og to rødmende fluesvampe. Måske. Temmelig sikkert, faktisk, men når det gælder fluesvampe, er selv den sidste 0,1 % usikkerhed nok til, at jeg ikke putter den i kurven. Det ville jeg kun gøre, hvis jeg havde en statsautoriseret svampeekspert med mig. De fleste ved sikkert, at fluesvampe normalt er giftige, men rødmende fluesvamp er faktisk spiselig.
Okay – alle svampe er selvfølgelig spiselige, men virkningen er meget forskellig … rødmende fluesvamp skulle være god, og man dør ikke af den, som man gør, hvis man spiser snehvid eller grøn fluesvamp. Denne er helt sikkert ingen af de to nævnte, men jeg skal som sagt ikke have forsøgt mig udi de (måske) spiselige fluesvampes verden uden ekspertbistand.

Rødmende fluesvamp?

Guldsmeden eller libellen herunder er også spiselig. Ikke for mig, men det må være en god og solid mundfuld for fugle.
Den sad på vores meget malingtrængende terrasse. (Jeg kan lige så godt selv sige det – I andre tænker det sikkert alligevel.) Der er købt nye ‘overliggere’, som skulle have været sat på under dette ophold heroppe, men stort set al mændenes tid er gået med at:
Skille plæneklipper ad. Sætte de nye tændspoler i, som vi havde med. Samle den igen. Hmmmm. Skille den ad. Ud og købe nye tændrør. Samle den igen. Lade batteriet op. Klø sig i nakken. Ud og købe nyt batteri. Klø sig i nakken. Skille den ad. Flytte en eller anden lille dims to mm. Samle den igen. YES. Slå græs, langt om længe.
Dette var den ultrakorte udgave. Holllldnuop, hvor har de både bandet og undret sig, de to, men jeg er glad for, at John har haft en sparringspartner i Søren, for jeg er, nok ikke overraskende, mindre end intet værd i motorsammenhænge, hvorimod de to herrer overvejer at slå sig ned som Honda-plænetraktoreksperter … de var det ikke, da vi kom, men de er det nu, hævder de.

Guldsmed - libel

28. juli 2015

Godt man ikke har ferie …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: , ,

Godt man ikke har ferie, for det ville have temmelig ærgerligt med det vejr – som Søren nu har haft i over halvdelen af sin ferie. Han skulle ikke noget i sine 14 dages ferie, så han er med i Sverige i de par dage, vi desværre kun har tid til at være her denne gang.

Da vi kom i går, var regnmåleren løbet over. Krukkepanterne trivedes fint; dem havde jeg ellers troet var bukket under for hedebølgen, men det var ikke sket. I nat og det meste af formiddagen regnede det igen, og lige for lidt siden kunne jeg tømme yderligere 20 mm af regnmåleren. Det har været koldt, 14,5°, og så mørkt, at vi har måttet tænde lys inden døre. Brændeovnen er der naturligvis ild i.

Løbesod førLøbesod efter

Afbrænding i regnvejr (1)Det var derfor oplagt at kaste sig ud i at få ordnet nichen, hvor det store, gamle ildsted engang har været. Den løbesod har irriteret mig længe, men der er bare ikke noget maling, der kan dække det. Inden der er gået to minutter, er det sort igen.
Lige indtil man har været i England, hvor man kan købe noget, der virker …
Stenene til venstre gav John tre lag vandglas, inden de blev malet, og alligevel gik der ikke lang tid, før der var trukket noget gult etellerandet ud og fik det til at se grimt ud. Det kunne vi også male igen og igen, uden det kunne ses.
Lige indtil man har været i England, hvor man kan købe noget, der virker …
Det er jo en sand fornøjelse, dette her – og det var kun grunderen. Næste gang vi kommer, skal det hele have en gang halvblank maling, så bliver det simpelthen så flot, så flot.

Vores søde nabo er vist en stædig rad: Nu havde han besluttet at brænde affaldstræ af i dag, og så holdt han fast i det, selv om regnen stod ned i kaskader. Billedet er taget gennem vores stuevindue; der er 100 meter over til hans bål, og det regner meget – så bliver sådan et billede ikke bedre end det viste. Gad vide, hvordan han holdt liv i det bål? Det røg naturligvis meget, men vi så skam også store flammer.

I skrivende stund er solen dukket frem; temperaturen er steget 4 grader, så der er håb for resten af dagen. Det skal ikke være tørvejr i mange fem minutter, før der er et vældigt liv i de to meter høje tidsler lige uden for vores grund.

Klit-hvepsesvirreflue?Engrandøje og ???

Den første ligner mest en klit-hvepsesvirreflue (billedgoogle er min ven), men det lyder ikke logisk, at de skulle kunne findes midt i en svensk skov. Der sad en artsfælle og spiste i al fredsommelighed ved siden af en engrandøje (som jeg takket være Dovregubben til gengæld er ret sikker på).

P1070624

Den herover aner jeg ikke hvad er og vil meget gerne have et bud. Den ligger størrelsesmæssigt mellem en bi og en humlebi, men det er en flue. Hvilken?

Pragtnymfe

Pragtnymfen havde forvildet sig ind på vores græsplæne – den har jeg ellers kun set i umiddelbar nærhed af åer eller vandløb.

24. juli 2015

Det er på én gang hårdt og nemt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Rullegræsset kom tidligt – allerede ved 10-tiden. De havde set vejrudsigten for i morgen og dermed det massive regnvejr, der er blevet lovet os, så derfor stod de tidligt op og skar vores græs, så vi kunne nå at blive færdige med at lægge det allerede i dag.
Det er da fin service! De havde i starten sagt, at de nok først kunne være her ved 15-16-tiden.

JÆGERSBORGVEJ-26P1070571

P1070582Det er dette stykke jord, vi har gået og været halvirriterede på i et halvt års tid – sådan et stykke bart jord er bestemt ikke det smukkeste syn i denne verden, men nu havde vi endelig fået Atlanterhavet helt fyldt op med jord fra forhaven, så endelig kunne det blive færdigt.
Billedet til venstre er taget i april 2014, da Finn endnu ejede Den Stråtækte. Her ser man også i baggrunden den kæmpestore krybende ene, der fyldte en halv have.
Da vi gerne vil have det pænt til om 14 dage, var der kun én vej: rullegræs.
Hvis man lægger det selv, er prisen absolut overkommelig, selv med levering, så John er i fuldt sving.

Sådan ser 40 m2 græsplæne ud, når den kommer i ruller.
Der bliver vist en del til overs; det var svært at måle nøjagtigt med alle de buer og skæve vinkler, der er i det stykke, der skal dækkes, men resterne kan lægges, hvor enen groede, så det er fint nok. Hellere bestille for meget end for lidt græs.
De enkelte ruller er nok lidt tungere, end John havde regnet med, så det er hårdt arbejde, men med tilstrækkelig lange og tilstrækkelig mange pauser går det, siger han.
Nu er han snart færdig – er allerede noget længere end på undervejs-billedet.

P1070583

Hårdt arbejde er det, men så er det også en fiks og færdig smuk grøn plæne, der ligger her. Den skal bare vandes grundigt i det første stykke tid, til rødderne har fået etableret sig i den nye jord.
Og det er pænt til festen. Det er det vigtigste.

1. maj 2015

Jeg er en glad kvinde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags: ,

Skvalderkål Galore (1)Nogle gange bliver man positivt overrasket. Nogle gange bliver man oven i købet positivt overrasket over, hvor billigt noget kan være. Det er sjældent, det sker, men det sker.
Det skete for mig i dag.
For en god uges tid siden kastede jeg handsken og skrev til Byggestart og bad om et tilbud på at komme i bund i haven i Den Stråtækte. Jeg gider simpelthen ikke gå og slås med alt det skvalderkål længere – jeg kan ikke se en ende på det og er i det hele taget i den grad demotiveret, fordi der er så lang vej endnu, inden jeg kan komme i gang med den sjove del af gør-haven-pæn-igen-processen.
Allerede dagen efter ringede der en mand, der ville sende en mand, der er rigtig god til netop til den slags l….opgaver (som vi var fuldstændig enige om, at det er); med min tilladelse ville han give denne mand mit nummer, så han selv kunne kontakte mig for at vurdere opgavens omfang – og give en pris, naturligvis.
Billederne her giver vist et glimrende indtryk af, hvor slemt det står til …

Skvalderkål Galore (2)

Han hedder Per og han har set vores have, fået en kopkaf og givet et tilbud. Jeg skriver med tæerne, for jeg kan ikke få hænderne ned.
Han var overhovedet ikke ved at besvime. Den opgave, jeg slet ikke kan overskue (jeg har så heller aldrig kunnet fordrage denne yderst kedelige del af havearbejde), inklusive at rette de fire meter af stengærdet op, som er ved at skride sammen, og som John ikke har ryg til at give sig i kast med … hele den opgave hævdede manden ville kunne klares på to, højest tre dage.
WHAT??? Selv om jeg kunne tage mig sammen og virkelig gå til den, ville jeg være mindst 14 dage om at komme det hele igennem, og så siger han to dage!
Det ville med andre ord sige, at vi ramte en pris, som bare var en femtedel af den pris jeg havde håbet på i mine allermest optimistiske øjeblikke og langt mindre end den pris, jeg frygtede, men hvor jeg så ville have sagt, at han måtte komme så langt han kunne, og stoppe, når vi nåede mit prisloft. Nu klarer han mere end det hele for meget under det halve, og han så overhovedet ikke skræmt ud: “Det skal jeg hurtigt få klaret, men det kan godt være, jeg skal komme igen en halv dags tid senere på sommeren og gå det igennem igen, for der vil altid være nogle skvalderkålsrødder, der ikke kommer med i første omgang.”
Det tror jeg på, og han skal være så velkommen. Hurra for denne verdens Permænd. Faktisk har jeg allerede i tankerne lavet en aftale med ham om fremover at komme 3 x 1 dag om året og lave det meste af det havevedligeholdsarbejde, som jeg afskyr. De penge vil være givet godt ud, og vi er et skridt nærmere til at gøre Den Stråtækte så alderdomsvenlig som muligt.

18. april 2015

Jeg gjorde det! Men hadede hvert sekund

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: ,

Så er det overstået! Og uanset hvad Maler-Glenn siger, så får de kun den ene gang, de vinduer – eller også spørger jeg Tim eller Charlotte, om de kan kravle op og give dem et lag til, når de kommer til august. Jeg skal i hvert fald ikke igen op på en stige, der står i en vinkel på 45°, hvilende på et stråtag, så man skal stå med fødderne på langs af trinene for ikke at bore huller ind i stråtaget. Det har intet med højdeskræk at gøre; det lider jeg slet ikke af, men det der er jeg altså blevet for gammel til, åbenbart. For 20 år siden balancerede jeg rundt på stiger så let som ingenting, og det generede mig overhovedet ikke, men det var så dengang …
Fordi stigen hvilede på taget, kunne jeg ikke engang sætte bøtten med maling fra mig, så jeg kunne ikke holde ordentligt fast. Men det lykkedes mig uden uheld. Jeg malede de satans vinduer. Jeg gør det bare ikke igen. Punktum.
John blev pænt nede på jorden, umiddelbart ved siden af stigen. Det var ikke som sådan nødvendigt at holde den, men jeg bad ham om at blive for den psykologiske og opmuntrende støttes skyld – og ikke mindst fordi det skulle helst opdages med det samme, hvis jeg faldt ned …
Det er da godt, at det pynter – ellers skulle da pokker stå i at stå den slags igennem. Nu mangler vi bare, at Troels Tækker indfinder sig, så vi kan få mønnet og skiftet kragetræerne.

Gavlvindue førGavlvindue efter

Eric mente, at malingen, der blev brugt til gavlen, kunne tænkes at indeholde cement. Det viste sig at være silikatmaling, som også kommer til at ligne kalk, og som skulle holde den hvide farve helt utrolig godt. Det skal desværre have en grunder først, så man skal hele skidtet igennem to gange, hvilket min tålmodighed på ingen måde rækker til. Vi spurgte Glenn i dag, hvad han skulle have for at ordne hele huset – men at han gerne måtte dele tilbuddet i to, så det 1) kun er for vinklen, man ser på billedet herover, og 2) hele huset. Vi har nemlig på fornemmelsen, at det bliver hundedyrt, og i givet fald er John heldigvis i besiddelse af den fornødne tålmodighed, så han kan smøre bagsiden af huset selv. Det er s…..besværligt at smøre på, og man må kun tage ét felt ad gangen, for man kan ikke pletreparere det. OG: Man må ikke spilde på det sorte bindingsværk! Allerede der er jeg helt og holdent stået af. Hvad man stiller op med en stor, ubrudt facade, kan jeg ikke lige gennemskue, men det er så heller ikke et problem i Den Stråtækte.
Jeg skal ikke lægge skjul på at det ville passe mig særdeles glimrende at få Glenn til at klare den sag, for derefter ikke at skulle tænke mere på facadevedligehold (bortset fra vinduerne) i heldigste fald i al den tid, vi har Den Stråtækte, men nu må vi se, hvad han kommer op med. 

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.