Hos Mommer

17. maj 2020

Får på græs – og lejet arbejdskraft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: ,

Vores yngste niece har været her siden fredag. Det var en gammel halv aftale, som nu blev effektueret.
Hun ville gerne have hjælp til en cardigan, hun har lyst til at strikke, men ikke helt vidste Der males gavlvinduehvordan skulle gribes an, da hun endnu ikke er en voldsomt erfaren strikker. Hun ville også gerne have hjælp til vejledning til garnalternativ, for som studerende havde hun desværre ikke råd til det i opskriften foreslåede.
Det mente jeg at have en god løsning på: Hvis hun ville male de to kvistvinduer plus et gavlvindue for os, ville jeg med glæde forære hende originalgarnet som tak for hjælpen. John og jeg vil helst ikke op på stiger mere, men for en ung kvinde er det ikke noget problem.
Hun tog da også imod tilbuddet, så efter en af de så trendy internetkonferencer om farven på garnet, bestilte jeg hvad hun besluttede sig for og gav hende som lektier til weekendopholdet at skulle lave en strikkeprøve, så vi kunne kaste os direkte over selve cardiganen, når hun kom.
Vinduerne var klaret i løbet af lørdag formiddag, så indtil hun tog afsted igen sidst på eftermiddagen i dag, var det kun strik og hygge. Og lidt god mad … John følte sig nok en anelse overflødig mellem måltiderne, men så må han jo bare lære at strikke …

Fårene kommer på marken

Mens Annemarie stod på stigen og tjente sit garn, kom der liv på marken skråt overfor os, så vi fik fårudsætningen, tøhø, fra første parket. Det blev nærmest et helt tilløbsstykke, som det ses. De kom i tre omgange, for der kunne ikke være mere end 8-9 får på hvert læs, men nu har vi en hel flok får og nogle små lam gående tæt på Den Stråtækte. Hyggeligt, hyggeligt, og de havde ikke opholdt sig i deres nye omgivelser ret længe, før de var totalt afslappede og så ud som om de aldrig havde opholdt sig andre steder end lige netop på den mark.

 Blodkløver

I dag formiddag kørte vi en tur til Strandskoven ved Vemmetofte for at gå en tur der i håb om, at der ville være en smule læ for den kraftige vestenvind, der desværre er temmelig fremherskende i disse dage. På vej dertil så vi en mark med en farve blomster, vi ikke havde set før, så vi standsede bilen og jeg løb ind for at kigge. Det var en kløver, ingen tvivl om det, men hvilken? Google kunne hurtigt fortælle mig, at det var blodkløver, som jeg indtil i dag aldrig havde hørt om. Det er en smuk farve, så det må I da gerne så meget mere af, kære landmænd.

Vemmetofte Stranskov

Det må være al den regn i marts der er årsag til, at disse bøgetræer har lagt sig ned. Det er en rigtig bøgestrand, det her.
Jeg havde engang en kollega, hvis efternavn var Bøgestrand, og som i sin grønne ungdom havde et band sammen med sine to brødre.
De kaldte sig The Beachbeechboys.

16. april 2020

Forårssysler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:58
Tags: , , ,

Det er så rart, når man kan se hvor langt man er nået. Det var jeg ikke i tvivl om, da jeg malede de gamle betonkrukker, jeg tog med fra gården i 2011. Allerede dengang trængte de til at blive frisket op, men det er først sket nu. Jeg tog dem i første omgang med til Sverige, fordi jeg syntes den hvide farve passede så fint til det røde svenskerhus. Da vi solgte ødegården, tog jeg dem naturligvis med hjem til Danmark.
Og nu har de endelig fået en omgang betonmaling.
‘Søjlen’ havde oprindelig et stort, relativt fladt fad øverst, men det kunne ikke holde til at flytte til Sverige, så nu sætter jeg bare en træpotte på piedestalen. Jeg har en allerede meget stor duftgeranium, som skal plantes ud i træbaljen lige om lidt. Jeg tager stiklinger i sensommeren og sætter i jord, og inden længe slår de rod og bruger hele vinterhalvåret på at vokse sig store, hvilket de gør i voldsom grad, selv om de står køligt.

P1010352P1010366P1010361

Der bliver naturligvis også puslet i drivhuset. Der mangler en del endnu, inden det bliver hvad jeg håber på det bliver, men jeg er godt på vej. John har sat seks hylder op, og jeg har bestilt to plantetårne på 1,50 meter, som jeg endnu ikke helt ved hvor skal stå, men det skal jeg nok finde ud af.

P1010380

Vi har været en smule bekymrede for, hvad bagboerne ville synes om, at vi øgede drivhusets areal med næsten 50 %. Dermed øges jo også tagarealet, så ville det tage for meget af deres udsigt?
Det har det heldigvis ikke gjort, og de har været her for at rose os til skyerne for “det fantastiske drivhus, som paser så fint i stilen til Den Stråtækte”.
I dag inviterede de os op på deres terrasse til eftermiddagskaffe, så vi med egne øjne kunne se, hvor smukt det tager sig ud, og hvor fint det passer i stil og farver til de endnu gule og visne tagrørsplanter og den blå, blå fjord.
Det kunne vi godt se … det har kun pyntet i forhold til det gamle, gyselige drivhus, og det tager på ingen måde deres fjordudsigt fra dem, så alle er glade.

25. marts 2020

Så er vi i gang!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags: , , , ,

Selv om hele verden er gået stort set i stå, er der stadig en hel del, der skal, kan eller gerne må arbejde.
Alle, der gør en endog meget stor indsats for alle os andre, har min dybeste respekt, og de får heldigvis også meget tak og påskønnelse for det fra høj og lav og fra alle grene af samfundet.
Det har nogle uforudsete aspekter – jeg har fx lige set, at langturschauffører ikke har mulighed for at komme på toilettet eller i bad på rastepladserne. Det kan vel ikke undre, at faciliteterne er lukket ned, men det er noget hø, at disse stakkels mennesker, som skaffer forsyninger til os, ikke længere har adgang til disse basale faciliteter.

P1010145
Der er også nogle, der ‘bare’ gerne må arbejde, hvilket John og jeg nyder godt af lige nu, fordi Flise-Jørgen er gået i gang med vores nye drivhus.
Han er anlægsgartner med sit eget lille enmandsfirma, så han har intet personale, og da han har et arbejde, der foregår i fri luft, har han (endnu, i hvert fald) ingen restriktioner. Vi har ingen problemer med at overholde den reglementerede afstand, og jeg undlader at invitere ham ind på kaffe, som vi ellers har for vane at gøre med folk, der kommer og laver noget for os. Han får stadig kaffe og kage, men han indtager det udenfor.
Og jeg glææææder mig til drivhuset står færdigt!

P1010140

Ture må vi heldigvis stadig gerne gå, også mere end den ene gang om dagen, som det nu er begrænset til i England.
Så det gør vi. Billedet her er fra stien bag Skt. Peders Kapel, hvorfra der er fin udsigt over fjorden. Jeg har aldrig, ikke engang som ung, ønsket mig at bo i en by, og i disse tider er jeg så glad for ikke at gøre det, at det trodser enhver beskrivelse.
 Det er også heldigt, at vi ikke længere har ødegård i Sverige, for vi ville ikke kunne tage derop, så hurra for, at vi ikke bor i vores lille rækkehus mere! Vi kender nogle, der er temmelig ærgerlige over ikke at kunne tage op til deres fristed … jeg føler med dem.
Det er mit indtryk, at flere og flere tager denne situation alvorligt. Der var ingen grund til at klage over noget eller nogen, da jeg i dag var i Meny.
Derfor ville det ærgre mig så meget mere, hvis det bliver sådan, at det er de få, der skal ødelægge det for de mange, men lad os nu se, hvor galt det går …

Man kan også både lytte til og læse bøger. Jeg anmelder normalt ikke bøger; det er der så mange andre bedre kvalificerede der gør, og jeg vil heller ikke komme med anden anmeldelse end at sige, at Hvor Flodkrebsene Synger er en fuldstændig fantastisk bog. Jeg fik den anbefalet af min niece, som ikke kunne rose den nok. Og hun har ret. Jeg var ærlig talt en anelse skeptisk, for jeg havde egentlig regnet med, at jeg ikke nødvendigvis ville mene det samme om en bog som en 29-årig kvinde, men det gør jeg altså. Indtil videre er det årets bog for mig, og det skulle ikke forbavse mig, hvis det forblev sådan resten af 2020. Der skal meget til at slå den.

22. marts 2020

Det kan godt være, at visse projekter er udskudt, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: , ,

Flere af vores rejseplaner er i fare. Ikke engang bare i fare – jeg er sikker på, at de allerede er døde.
Så må vi finde på noget andet. Ikke fordi vi skulle have været afsted nu, men det er da utroligt, som man går og bliver rastløs, bare fordi man har fået et påbud, der i bund og grund ikke ændrer noget på vores umiddelbare hverdag.
Vi kørte til Stevns til vores sædvanlige ramsløgsted, hvor jeg fik plukket min sædvanlige temmelig store portion, så den står på ramsløgstærte i aften eller i morgen. Jeg ved nemlig ikke, om jeg gider lave den sidste dag af kassen fra Årstiderne her til aften, eller jeg bruger råvarerne til noget andet.
De meldte ud, at de ændrede “Low carb-kassen” til “Ketokassen” for at give os endnu færre kulhydrater. Den fik selvfølgelig en chance, men nøj, den var kedelig! Den gad vi ikke.
Jeg ændrede derfor til “Pescetarkassen”, som vi netop har prøvet for første gang. Det var så også sidste gang, fandt vi hurtigt ud af … jeg har lige ændret igen, denne gang til “Verdenskassen”. Nu håber vi på at få noget mere spændende mad. Heldigvis er det supernemt at skifte mellem abonnementerne.

KantprojektKantprojekt

På vejen tilbage kørte John en vej, jeg aldrig har været på, og som John ikke har ‘bekørt’ siden han kørte taxa. Den førte os forbi en entreprenør, som havde nogle bunker med store, firkantede sten liggende. Vi kørte ind og så på dem. Blev enige om, at de var de helt rigtige at lægge som kantsten til at standse jordskredsfaren der hvor brænde’skuret’ havde stået. Jeg ringede til det nummer, der stod på skiltet.
Sååå tæt på ...Vi kunne hente alle de sten vi skulle bruge. Jeg takkede og sagde, at vi bare lige skulle hjem og hente traileren, så kom vi igen.
Traileren var fuld af haveaffald. Det var haveaffaldspladsen på genbrugsstationen også!
Det var simpelthen så heldigt, at vi pludselig stod og skulle have tømt traileren, for var vi kommet ½ time senere, havde det været slut med pladsen. Vi holdt som nummer tre i en afleveringskø, der var vokset til seks efter os, da vi kørte igen, og jeg tror bestemt, at nogle af dem ville være nødt til at køre med uforrettet sag. Men det er klart – folk har jo tid nu, så det vælter ind med haveaffald. Jeg håber, der kommer nogen og får det stuvet lidt sammen i morgen, så der bliver plads til mere. Billedet viser bilen efter os – se hvor tæt han holder på indkørslen, og det er ellers en temmelig stor plads, der er til haveaffald.
Vi kørte tilbage til entreprenøren, som kom ud og hilste på. På behørig afstand, naturligvis. Han var en gut nok på Johns alder – og han har intet problem med, at frisørerne holder lukket. Hans kridhvide, men kraftige hestehale nåede ham til taljen – et ikke helt almindeligt syn blandt mænd i den alder.
Vi fik 40 sten og kunne bare komme igen, hvis vi havde skønnet forkert.
Det vil tage os et par dage eller tre at lægge disse sten – det er hårdt arbejde, især for Johns knæ og ryg.

PS: Min søster og svoger er hjemme igen! Det er så godt. De skal holde sig isolerede i 14 dage og må ikke forlade hjemmet i den periode, men det er en lille pris at betale for at være hjemme i DK.

24. januar 2020

Det var det

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , ,

Det var det.
(Det fik mig til at tænke på en krydserpåtværs jeg engang løste: Ordforklaringen var DET DET VAR. Løsningen: DDR. Elsker bare den slags …)
Men altså: Det var det. Min hidtil korteste karriere i arbejdslivet.
Jeg skal ikke mere møde i Røde Kors-butikken. Nøglen er afleveret og vi har sagt pænt farvel til hinanden. Lederen var sød og gav mig ret i, at man som frivillig skal synes det er sjovt, og eftersom jeg ikke gjorde det, var der kun én mulighed: at indrømme, at det var en fejltagelse, at jeg begyndte.
Hun sagde, at hvis jeg fortrød, at jeg havde fortrudt, var jeg til enhver tid velkommen igen. Jeg takkede, men tænkte indeni det tror jeg ikke jeg gør.
Man skal dog aldrig sige aldrig, og hvis jeg bliver alene, er situationen måske en anden, men den bro kan jeg krydse, når eller hvis jeg kommer til den.

Det gælder nemlig bare om at nyde det mens man har sig, for man ved ikke, hvornår Styx skal krydses.
I dag var jeg hos lægen, fordi jeg gennem nogen tid har haft en særdeles uregelmæssig puls. Især om natten kunne den gå fra omkring 60 til op til 120 på ingen tid, hvilket efterhånden bekymrede mig en del, for hvorfor nu det? Jeg lå i min seng, for pokker! Så skal jeg da ikke have en puls som havde jeg lige løbet. Det vækker mig et par gange hver nat, og det sker også om dagen, at pulsen stiger lige pludselig, men ikke i så høj en grad – eller også er jeg bare fokuseret på noget andet om dagen. I sengen har jeg alt for meget tid til at tænke grimme tanker og gå i selvsving. Jeg havde også lidt ondt i midten af brystkassen nogle dage, hvilket bestemt ikke formindskede selvsvinget – tværtimod – men det er væk igen, så det var nok bare en infektion, der ikke rigtig fik fat.
Jeg havde tænkt arterieflimmer. Jeg havde tænkt forsnævringer i kranspulsårerne og alt for højt kolesteroltal med hvad det nu engang kan medfølge.
Jeg tænkte i det hele taget alt for mange tanker, og i dag tog jeg mig sammen til at ringe til lægen.
“Kan du være her om to timer?”
Det kunne jeg …
Han bekræftede, at det sandsynligvis var noget atrieflimren, men bortset fra det, lød jeg fornuftig nok, hvad hjerte og lunger angår.
Jeg skulle ikke være bange, for det er ikke farligt som sådan, men han ville gerne se et EKG og nogle blodprøvesvar, så det skal jeg have ordnet på tirsdag og får svar onsdag. Afhængigt af disse resultater skal jeg måske have en eller anden overvågningsdims på i nogle dage, så man kan følge mit hjerte. Det skal man jo ellers altid … følge sit hjerte, mener jeg … men jeg plejer godt nok ikke at have folk til det.
Svarene vil også afgøre, om jeg skal medicineres.

Det er altså noget hø med den dåbsattest. Er det ikke den ene af os, så er det åbenbart den anden, der er noget galt med. Vi har simpelthen bare ikke tid til den slags pjat. Som det er lige nu, er det kun juli, august og november vi ikke skal noget, som indebærer to eller flere nætter uden for matriklen.

3. januar 2020

Min skøre familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:57
Tags: , ,

PennyfarthingDer flød en lind strøm af korte videoer via Whatsapp mellem England og Danmark i går. Af en af mig endnu ukendt årsag har Aubrey fået fat i en penny-farthing til en meget overkommelig pris, og selvfølgelig skulle de alle prøve at køre på den.
Først et klip med Aubrey, så et med Anna, efterfulgt af et med Rufus (legekammerat), så Tim og til sidst Charlotte.
Det var åbenbart ikke muligt at få svar på, hvorfor den er erhvervet, andet end at “Tim og Aubie har planer!”
Godt så … jeg finder vel ud af det en dag.
Væltepeteren virker i øvrigt ikke særlig autentisk, vel? Forskellen på de to hjul er alt for lille i forhold til den, vi kender – og også i forhold til de gamle engelske for den sags skyld, hvorfor den således hellere burde betegnes som en … en … måske en shilling-halfcrown … ? I hvert fald mønter med mindre størrelsesforskel end da man i sin tid navngav cyklen.
Nu må vi se, om jeg tør sætte mig op på den, når vi kommer derover – hun svarede underligt nok ikke på min bemærkning om, at jeg måske bare er en anelse dum fremfor modig …
Man kan blive helt bekymret for dem derovre sommetider, men da de lader til at more sig kongeligt, så går det hele såmænd nok endda.

Jeg behøver ellers ikke flere halvskøre personager omkring mig lige nu: Jeg har været på arbejde i dag, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg har gjort det rigtige; at butikslivet nok ikke bliver noget, jeg vil komme til at finde specielt interessant, selv om der er dukket op til flere ‘interessante’ kunder op de tre gange, jeg nu har stået i Røde Kors-butikken. Ingen detaljer her; bare en konstatering af, at mine diplomatiske evner bliver sat på lidt af en prøve indimellem. Jeg giver mig selv en chance en måned eller to endnu, men hvis jeg til den tid stadig synes, de 3½ timer føles som enormt lang tid, så må den butik altså fortsætte uden min deltagelse.
Jeg føler dog, at det vil være lidt af en falliterklæring at måtte melde fra igen, men på den anden side er arbejdet frivilligt og ulønnet, så hvis ikke jeg synes det er sjovt, er det vel heller ikke rimeligt, at jeg bruger tid på det, vel?
Giv mig nu ret, please … problemet er, at jeg jo ved, at de mangler folk, men jeg bliver nødt til at pakke samvittigheden væk, hvis det ikke kommer til at føles anderledes.
Det har ikke noget at gøre med dem, jeg arbejder sammen med; de er meget søde, men det er arbejdets karakter. Der var nok en grund til, at jeg i min ungdoms vår valgte som jeg gjorde – selv om mit arbejde ændrede sig i takt med, at jeg blev ældre og selv ændrede mig.

2. december 2019

Bunken vokser …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: , ,

Bunken af julestrik vokser og garnlageret svinder.
Hvis familien ikke vil have det, så lægger jeg det ned i Røde Kors-butikken, hvor der plejer at være god omsætning i strikkede varer – måske fordi folk ved, at det ikke er brugt tøj? I hvert fald er vinterting som sokker, huer og vanter knap nok blevet lagt ud til salg, før det er væk.

P1000370Jeg var på arbejde for første gang i fredags, hvor jeg nåede at få et pænt indblik i, hvordan butikken fungerer – og jeg må sige, at der er styr på tingene. Det eneste, der irriterer mig en smule er, at de lige lidt for ofte prøver at kapre mig til både helt andre funktioner og til ekstra vagter i butikken. På en måde kan jeg godt forstå det, når nu de åbenbart mangler frivillige (selv om de er 135 i Præstø alene). “Helt andre funktioner” kunne være familienetværket, hvor de fx laver mad og hygger sammen med familier (det er vist nok primært enlige mødre), der på den ene eller den anden måde har brug for støtte og for at ‘netværke’ med andre, og det, må jeg indrømme, er slet ikke noget for mig. Jeg er frygtelig asocial, hvad den slags angår, og jeg har derfor altid haft den dybeste respekt for folk, der har overskud til den form for arbejde.
Næste gang bliver jeg nødt til at fortælle dem rent ud, at med mine 3 timer hos Nørklerne og 3½ time i butikken om ugen yder jeg, hvad jeg er indstillet på at yde, og de skal ikke hele tiden spørge mig om ekstra.
I fredags blev jeg spurgt om jeg kunne være interesseret i sommetider at tage en ekstra tirsdagsvagt, fordi de har en frivillig, der er begyndt at blive dement og dermed ikke er til megen hjælp mere – tværtimod, så kræver det en ekstra person når hun har vagt, men de nænner ikke at fortælle hende, at hun ikke skal komme mere.
Jeg må have set tilstrækkelig skræmt ud, for hende der spurgte mig sagde, at det skulle jeg bare glemme igen …
Det er nemt for mig at sige, når det ikke er mig, der skal fyre damen, men jeg synes, at de er nødt til at være ubarmhjertige og gøre det. Hvis ikke, bliver det i hvert fald uden mig som hendes støttepædagog!

Nå. Det skal nok gå alt sammen. Jeg kunne godt fornemme, at man var glad for at få en, der med det samme forstod, hvordan man betjener pc’en, der bruges til prismærker (og også kunne fortælle hende, der lærte mig op, en fiks lille genvej eller to …), for der blev sagt, at der kun var en lille halv snes af butikkens 35 frivillige, der kunne finde ud af det. Jaja – man er vel en af de yngste … jeg er virkelig kommet blandt it-analfabeter, både i butikken og blandt nørklerne, men det er altid rart at blive anset for at være ‘hende den dygtige, der forstår sig på den slags ting’.

Hvis man finder noget, man selv kunne være interesseret i, og som der endnu ikke er kommet pris på, spørger man en anden, hvad vedkommende synes det skal koste. I mit tilfælde blev Lone tilkaldt, “for hun har forstand på pelse”.
Hun sagde, at capen er sommerhermelin og fra et meget fornemt gammelt københavnsk firma. Jeg var godt klar over begge dele, men prisen?
75 kroner, og så fik jeg en minkkrave, som også lå i rodekassen, med i købet.
Jeg købte det til Charlotte, som i ledige stunder morer sig med at sy vintage tøj fra forskellige perioder. Lidt for sent kom jeg i tanke om, at man jo nærmest bliver lynchet, hvis man i England viser sig i ægte pels.
Jeg må se, hvad hun siger – ellers har jeg en hermelincape og en løs minkkrave jeg nok ikke rigtig kan bruge til noget.
Ideer, anyone?

P1000366

23. november 2019

Det årlige laksecirkus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: ,

For fjerde år i træk (nej, ikke i streg … hvorfor er det blevet så smart at sige sådan?) hentede vi i dag regnbueørreder nede hos Sortsø Fisk. Det bliver mere og mere populært, har vi måttet konstatere. Sidste weekend kajakkede min søster med sin klub fra Præstø Havn til Sortsø, ganske som de plejer, for at få en tur ud af det og selvfølgelig også for at få fisk med hjem.
Friske regnbueørrederTuren fik de, men ikke fiskene. De havde været der klokken 11, og mens de stod i kø, meldtes der alt udsolgt for den dag. Ret surt!
De fik at vide, at folk havde stået i kø fra klokken 8 på trods af, at åbningstiden først er klokken 9, så de valgte heldigvis at begynde at sælge klokken lidt over 8.
Hun gik sejlede med andre ord forgæves og sagde derfor til os, at hvis vi som planlagt kørte derned i dag, så skulle vi sørge for at være der tidligt … og “gider I i øvrigt købe tre store fisk med hjem til mig, hvis der er nogen tilbage?”
Det var der, og det gad vi godt. Tre fisk til hver af os – 2 x 10 kilo, så det var nogle pænt store eksemplarer.
Vi var der kl. 8:30, hvor der allerede var en pænt lang kø, men salget var heldigvis i fuld gang. Inden vi var nået halvt igennem køen, var den dobbelt så lang, som da vi kom. Det blæste koldt, så det var ikke en udsøgt fornøjelse at stå der i over en halv time, men vi fik fisk, gjorde vi.

Friske regnbueørreder - klar til frost

Jeg elsker at kunne lægge 10 poser med ordnede og rensede fileter i fryseren. Samt tre poser indeholdende fars nok til en gang lækre laksefrikadeller.
Jeg hader at filetere og pille ben ud af fisk og ser virkelig ikke frem til den del af det. Ikke fordi det er specielt ulækkert, men det er hamrende besværligt for sådan en amatør som mig, der kun fileterer disse tre-fire fisk om året, og jeg bliver aldrig god til det. Det sviner ad pommern til og det tog en time pr. fisk, når jeg regner det hele med, altså inklusive at hakke det afpudsede kød til fars, pakke det hele i poser og rengøre køkkenet bagefter.
Ben og hoveder gider jeg ikke koge til fond, selv om mange nok vil ryste på hovedet af mig for det.
Jeg har yderst sjældent brug for fiskefond, så hvorfor skulle jeg gøre mig den ulejlighed? I stedet bærer John det hele ned til vandkanten – det er jo frisk fisk, og der er sikkert nogle, der bliver glade for de rester.

Nej, vi skal ikke have fisk i aften. Min søster kommer på et eller andet tidspunkt for at hente sine tre – og ordne dem, hvis hun kan nå det inden vi skal spise den lammeculotte, jeg laver til os. Så bliver køkkenet svinet til endnu en gang, men hellere det end ordne alle seks alene. Det tilbød jeg ganske enkelt ikke, hvilket der er fuld forståelse for … hun ved desværre ikke hvornår hun kan være her, for hun skal arbejde og ved ikke hvornår hun bliver færdig. Senest kl. 16, siger hun, men forhåbentlig for hende noget før.

22. november 2019

Der sker ting og sager med alderen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , ,

I dag har jeg gjort noget, jeg for fem år siden ville have forsvoret nogensinde skulle ske for mig.
Jeg har meldt mig til frivilligt arbejde i Røde Kors-butikken en dag om ugen. Okay – en halv dag om ugen – nu skal vi jo heller ikke overdrive …
Hver fredag fra 14:30-17:00. Og så har jeg jo også Nørklerne hver tirsdag i tre timer.
Det er trods alt en arbejdsuge, der er til at leve med, men havde nogen fortalt mig, at jeg frivilligt ville gå med til den slags, havde jeg grinet hånligt og sagt: “ALDRIG!!! Never ever! Det ville da være totalt fjollet frivilligt at opsøge arbejde, når man har glædet sig i 10 år til at jobstoppe!”
Jajaja. Sådan kan tingene ændre sig. Det er jo ellers ikke fordi vi går rundt og keder os, men det er altid rart at få nyt indhold i et efterhånden lettere rutinepræget liv, og især John savner nok lidt udadvendt og socialt liv i hverdagen, så han var faktisk ikke svær at lokke – det bliver dermed os begge to, der ofrer tid på sagen.
Nu må vi se, hvordan det går. Det bliver et helt nyt arbejdsområde for mit vedkommende, men det bliver da meget sjovt at prøve det også.
John har fra sin tid i olie/benzinbranchen masser af butikserfaring, men han kommer til gengæld nok til at hjælpe mest med at køre med ud for at tømme tøjcontainere, samt indsamle og aflevere fx møbler.
Vi har fortalt dem, at vi rejser meget og derfor relativt ofte vil være ude af stand til at passe butikspligterne, men de mangler virkelig folk, så de var lykkelige, hvis vi ville give dem den tid, vi har mulighed for.
Vi skulle skrive under på en aftale, og vi opdagede hurtigt, at det gamle ord om, at når man rækker Fanden en lillefinger… holder endnu.
“Jeg skal spørge jer”, sagde butikslederen, “om der er andet frivilligt arbejde inden for Røde Kors, I vil tage del i?”
“Lad os nu lige komme i gang og se hvordan det går! Vi vil ikke binde os til for meget, så foreløbig holder vi os til den halve dag om ugen, vi har talt om.”
De er hurtige … men der blev ikke skrevet mere på aftalen i denne omgang.
SÅ ivrige er vi heller ikke for at arbejde igen. Som sagt, så er det ikke fordi tiden falder os specielt lang, men vi ville gerne hjælpe, når nu de står og mangler frivillig arbejdskraft.

Djursland 2019

Billedet er sagen aldeles uvedkommende, men den ene dag på Djursland havde vandet en helt vidunderlig farve, som Johns gode kamera heldigvis formåede at fange.

18. september 2019

Morgenprojektet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Vi har for længe siden aftalt med bagboerne (som i princippet er genboer, men det er bagsiden af vores hus, der ligger ud til vejen), at det helgrimme og halvdøde nåletræ i vores have skulle væk.
Det pyntede ingen steder, og det var begyndt at blive grimt med brune nåle.
Jeg blev så glad, da jeg fik dem til at indrømme, at det tog noget af deres fine udsigt fra deres terrasse, for jeg havde ikke kunnet få John til at nedlægge det. Jeg ved ikke, hvad det er med ham og store/høje træer, men han hader at fælde dem; ikke pga. arbejdet, der ligger i det, men fordi han synes det er synd.
På billedet ser træet faktisk ikke særlig stort ud, men kønt er det ikke, og når det oven i det generer et smukt udsyn til fjorden, er der ikke så meget at diskutere. John var da heller ikke to sekunder om at acceptere at nedlægge det efter en snak med bagboerne.

P1030782P1030781P1030786

Godt nok har vi været gift i 30 år, men der er visse ting vi aldrig bliver enige om – en af dem er, om der skal være store (og grimme) træer i små haver.
Det synes jeg ikke, at der skal, men via lidt samarbejde med gode bagboer er der nu one down and one to go.
Det sidste for store træ skal jeg lige have rottet mig sammen med nogle andre af vejens beboere om – jeg er sikker på, at det tager meget af deres udsigt, men at de bare ikke nænner at sige det til os …

P1030785P1030788

Nå, men én ting ad gangen, og nu er bagboerne i hvert fald glade.
Han stod der så tidligt i morges for at fortælle John, at nu kunne de godt gå i gang for hans skyld, at jeg endnu ikke var trådt ud af badet, så jeg fik travlt, hvis jeg skulle nå at fotodokumentere processen. Det årle tidspunkt bevirkede nogle mindre gode billeder, da jeg var nødt til at tage dem i modlys.
Han var lynhurtigt færdig! Bagboen er nordsvensker, så han har helt styr på det med at få lagt et træ lige præcis hvor han har planlagt det.
Først sidegrene så højt han kunne nå; derefter op på en stige og skære stammen over i et par meters højde.
Så afgrenede John det, og vips var de færdige næsten før de var begyndt.
John kunne godt se, at det pyntede, at det kom væk. Sådan går det tit, og det ved jeg jo godt – det er derfor jeg punker ham lidt indimellem; han har bare så svært ved at se for sig, hvordan det vil se ud bagefter – og så er han generelt lidt imod forandringer, men det er han slet ikke selv klar over.
P1030787

Det er et af de mere olieholdige træer, så det er ikke så godt at brænde det af i brændeovnen, desværre, men John savede stammen over nogle gange, så nu har vi en smuk, lille brændestabel liggende. Der kan så flytte insekter ind om vinteren, hvis de skulle få behov derfor, eller gærdesmutten kan flytte, hvis den skulle få lyst til det.
Brændet får i hvert fald lov til at ligge der, til det forsvinder af sig selv, hvilket formentlig ikke bliver i vores tid i Den Stråtækte – og hyggeligt ser det ud.

1. juli 2019

En eks-bonderøvs fortælling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags: , ,

Det var Farmers seneste indlæg, der sendte mig direkte tilbage til barndommens gade. Eller snarere marker … til tiden efter mine forældre fik halmfyr og der derfor skulle bringes omkring 4500 halmballer til lade.
I 1977 fik de opført en 110 m2 tilbygning, hvor der var en swimmingpool og et dejligt opholdsområde, men det ville blive så dyrt i vand- og rumopvarmning, at de også fik etableret et halmfyr – det meste af halmen blev jo alligevel brændt af ude på markerne, så det kunne lige så godt bruges fornuftigt i stedet for. De har altid brugt ca. 1000 baller halm til hesteholdet, men nu blev tallet altså mere end firedoblet. Det var de små baller – bonderøvsballer, som Farmer så beskrivende kalder dem – hver balle vejede 11-12 kilo, som igen svarede til tre liter olie, regnede far på et tidspunkt ud.

Sådan så det ud, når halmen blev presset. Når opsamleren var fuld (omkring 75 baller), kørte far – senere John – hjem foran laden, hvor der stod en transportør, som førte ballerne videre ind og op under ladens loft, hvorfra de faldt af transportbåndet igen. Her stod vi tre søskende, hvoraf de to smed ballerne videre helt hen til stedet, hvor de skulle stables og den tredje stablede. På skift. I starten var der kun os søskende, men efterhånden kom der kærester til, som blev tvangsindlagt til at hjælpe.
Mændene lagde på transportøren, for de blev hurtigt ekskluderet fra at stable ballerne. Det kunne de nemlig ikke finde ud af at gøre ordentligt, og første gang hele skidtet skred, så vi kunne starte næsten forfra, blev de fyret på gråt papir.
Jeg har senere tænkt på, at de nok gjorde det med vilje, for det var langt mere behageligt at stå ude frem for at være i laden – især når vi var ved at nå op under taget. Det kunne godt nok blive hedt deroppe!
Vi tre piger blev efterhånden mestre i halmballestabling. Vi kunne bygge en helt lige og meget stabil halmmur fra gulv til loft, hvilket var ret mange meter.

Mor stod for forplejningen af høstfolket. Hun lavede altid rigtig god og rigelig mad, både til frokost og aften, og far fandt de gode vine frem, når arbejdsdagen var slut. Vi var som regel hundesultne, for vi blev ved, til duggen faldt eller mørket faldt på, hvilket der nu end kom først.
Efter mors død blev det mig, der overtog madlavningstjansen, men det var ikke det store problem at miste mig i laden, for efterhånden var der næsten altid nogen ‘udefra’, der syntes det var hyggeligt at komme og hjælpe til, og børnebørn kom der også til med tiden. Jeg havde intet imod at slippe for stabling, og mine søstre var glade for at slippe for at være med til at lave al den mad.

Vi var snavsede, da vi kom ind – selvom ‘snavsede’ ikke engang dækker. Vi var møghamrende beskidte, var vi. Kulsorte i ansigter og hår. Vi kunne næsten ikke vaske os rene igen, og det var først var tredje gang, jeg kom shampoo i håret, at det begyndte at skumme. Vandet løb ned ad os i sorte striber, og der blev brugt meget sæbe!

Nogle få gange præsterede vi at få al halmen ind i løbet af en enkelt weekend, hvis vi tog tidligt eller eventuelt helt fri fredag. Far kørte altid lige så mange læs hjem, han kunne placere foran laden, inden vi dukkede op, og så var det ellers bare at gå i gang. Det var lidt hårdt, for så fik vi ikke de tiltrængte små pauser mellem hvert læs, før det halmbjerg var væk.
Efter sådanne dage var vi mere end godt brugt og havde meget lange arme – vi havde vel hver især groft regnet løftet 20-30 tons halm i løbet af den korte tid, fordi hver balle gik gennem mindst tre par hænder. Det var ikke altid sjovt at komme i gang igen på dag to – for slet ikke at tale om dag tre! Der kunne godt være tale om en hel del muskelømhed.
Der var til gengæld ikke de store problemer med at falde i søvn om aftenen …
Selv om vi nok ikke har været så gennemført trætte hverken før eller siden, husker vi tilbage til den tid med glæde og som værende hyggelig og dejlig.

24. maj 2019

Holger og Nemo er fundet for længst, men hvor er rosen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , ,

Vi var hjemme i aftes kl. 22:30. Det havde taget præcis 12 timer at køre fra Amsterdam … jeg er altså nogle gange en anelse imponeret af min efterhånden ikke helt unge ægtemage. Han kørte hele vejen uden at ville afløses. Cirka 950 km. Det er altså godt gået kørt, synes jeg. Selvfølgelig holdt vi pauser, men ingen lange; der skulle bare lige strækkes ben, købes en kopkaf og så ellers afsted igen. Den længste pause var mens vi handlede toldfrit hos Fleggaard i Kupfermühle.

P1030216

Det var mørkt, da vi nåede hjem, men vi kunne godt se, hvor meget ukrudtet og græsset var vokset – græsset dog ikke så meget, som vi havde frygtet, men det pyntede alligevel svært, da John fik den slået i dag. Drivhuset måtte jeg vente med at tjekke til i morges, men der viste sig at skulle tyndes ud i vinen, og tomaterne og agurken bindes mere op – det var vokset rigtig meget alt sammen.

De 76 roser, hvoraf kun to ikke har overlevet (men de står ved siden af hinanden, øv, ren Murphy), var næsten forsvundet i ukrudt, så der måtte jeg i gang med det samme. Det ville være ret ærgerligt, hvis de blev kvalt, når nu de er kommet så godt i vækst, som de er. Der er ingen knopper at se, men så vidt jeg husker, har jeg endnu ikke set blomstrende roser det første år de er i vækst. De skal nok komme til næste år – der er i hvert fald en vældig grokraft i de resterende 74 planter.

P1030218

Jeg er helt smadret i ryg og arme nu, men i morgen går turen til plantemarked på Rønnebæksholm – jeg håber at finde lidt flere hosta, samt nogle planter, jeg kan komme i de krukker, jeg med vilje ventede med at tilplante til nu. Der er jo ingen grund til at trække alt for store veksler på naboernes vandevenlighed. Jeg havde sået nogle i drivhuset, men de små avispotter har været tørret ud, kunne jeg se, så der er kun ganske få, der har overlevet.
Heldigvis har alle mine 11 japanske indigoplanter klaret den, så der bliver meget mere farvemateriale i år – sidste år blev det kun til fem planter.
Ih, hvor var det skønt at komme hjem. Jeg elsker at holde ferie, og jeg elsker at komme hjem, især efter vi er flyttet til Den Stråtækte.

24. marts 2019

Helt stenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , ,

Det er ikke småting, vi udsætter os selv for, når det er blevet forår og haven trækker i én. Det blev godt nok ikke til specielt meget i løbet af ugen, for det har været lige rigeligt koldt til, at det var sjovt at være ude.
I går sendte en fra vejen et link til en FB-gruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte i vores nærområde: “Se! Her er de sten, du efterlyste!”
Det var et par, som boede kun seks km væk, der havde nogle marksten til afhentning, og jeg havde netop et par dage i forvejen spurgt naboerne, om de kendte nogen, der kendte nogen …
Os derfor afsted med traileren i formiddags og hente alle stenene. Alene at læsse dem var lidt hårdt ved både arme og ryg, og de skulle læsses af igen 10 minutter senere derhjemme.

Sten til kanter

Det ser ikke engang ud af særlig meget, og der er da heller ikke nok til mit projekt, men rækker nok til omkring halvdelen, som udgøres af bedet her.
Det er et af dahliabedene bagerst og et montbretiabed forrest. Det irriterer mig, at græsset kravler ind og bemægtiger sig en god bid af dem hvert år. Omme i baghaven har jeg med held fået stoppet ethvert invasionsforsøg fra græssets side ved at kante bedene med sten. For det første er det altså effektivt og for det andet synes jeg det passer fint i stilen til Den Stråtækte.

Kantning manglerSten til kanter

Først hentede vi sten. Så hentede John et lille læs kompost på genbrugspladsen, som jeg brugte en del af, da jeg ordnede det nye rosenbed, hvorefter jeg plantede de syv roser, og endelig begyndte jeg at forberede til stenlægningen. Det kræver meget af vintertrætte armmuskler at tage græstørv op og ruske dem fri for så meget jord som muligt. Faktisk kræver det mere end at slæbe sten, eller også var det de to ting i forening, der gjorde udslaget, men færdig er jeg i hvert fald for i dag.
Jeg nåede så langt som billedet viser, inden jeg gik død – eller rettere, mine arme og min ryg gjorde det, så jeg tror jeg vil beskæftige mig med blogge og Barnaby resten af eftermiddagen.
Jeg talte med Charlotte ved frokosttid – hun var i haven hele dagen i går og er helt smadret i dag, så det er ikke kun de godt 20 år jeg er ældre end hende; vi er bare i dårlig form, er vi.
Men fitnesscentre, go home – vi klarer motionen med havearbejde.

22. februar 2019

Når Troels Tækker ikke tækker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:49
Tags: ,

Vores gavl er blevet så grim – pudset falder af og der kommer grimme pletter ind til murstenene, fordi den vender ud mod fjorden og dermed er meget udsat for vejr og vind. Vi fik den ordnet i 2016, men det varede blot nogle få måneder, inden det igen begyndte at krakelere, og nu kan vi ikke længere udskyde at gøre noget ved det. Vi har bare ikke ret meget lyst til at betale en murer hvert andet eller tredje år for at komme og ordne noget, der alligevel kommer til at se grimt ud efter ganske kort tid.
De to andre gavle er beklædt med sortmalede brædder på den øverste halvdel. Det blev vi enige om også at få gjort med denne tredje gavl. Hvorfor det ikke hele tiden har været sådan, forstår vi ikke helt, for det er langt den mest udsatte gavl. 
Den slags arbejde kan vi (ikke længere) selv udføre, men så kan man ringe til en ven; i dette tilfælde Troels Tækker, som, inden han uddannede sig til tækker, uddannede sig til tømrer, så vi regnede med, at det kunne han nok godt – han tækker alligevel ikke her ved vintertide.
Han var i hvert fald den første der skulle spørges, for vi ved, at han er god, holder hvad han lover og oven i købet er rimelig i pris.

Gavlen skal beklædes

Det ville han heldigvis gerne klare for os. Han byttede lidt rundt på nogle aftaler og kom og satte stillads op allerede to dage efter han havde været her for at se på opgaven (og fået accept af tilbuddet). Han ville nemlig gerne benytte sig af, at vejrudsigten for denne og de næste dage ser god og ikke-regnfuld ud, så han kom tidligt i morges og begyndte at banke de første brædder i.
Når man sætter noget uden på en eksisterende mur, skal eventuelle vinduer flyttes ud med tilsvarende afstand; ellers kommer det til at se underligt ud. Dette havde han lige fået klaret, da jeg tog billedet her.
Selv om han var så hurtig til vinduesflytningen, som man på nogen måde kan forvente, blev det hurtigt koldt i denne ende af huset – bare det at John skulle op og åbne vinduet, så Troels kunne få fat, og lidt senere igen lukke det, gav, på trods af, at døren til rummet blev holdt lukket mens ‘udflytningen’ stod på, nok kølig luft nede i stuen til, at jeg trak et tykt sjal over skuldrene.
Vejret er flot, men der blæser en god vind, og den blæser lige ind fra fjorden og rammer dermed gavlen.
Der bliver sat et eller andet mellem mur og træ, der giver yderligere isolerering, således at det med rette kan kaldes en ‘klimamur’, hvilket igen vil sige, at håndværkerfradraget kan tages i anvendelse. Det er dejligt, at skatten dermed betaler en del af udgiften til arbejdet.
Håndværkerfradraget er gjort permanent – nu ved både håndværkerne og kunderne hvad de har at rette sig efter. “Tidligere var håndværkerfradraget en politisk ventil, der hvert år blev skruet op og ned for. Det gav uhensigtsmæssig stop-and-go adfærd”.

19. december 2018

Stor begejstring, lille øv og en lidt trist historie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:38
Tags: , , ,

Begejstringen er pga. vores pc’er, der har drukket af ungdommens kilde. Sikke en forandring!
It-krise? Ring til Henrik Friese. Det var det rigtige valg at ringe til ham. Vores bærbare er så hurtige som lynet, og der er ingen centrifuger, der kører for at køle harddisken ned. Det er bare SÅ godt.
Det er dermed ikke spor øv, men det er det, at min julegave til Tim lige er spoleret.
Jeg ringede for nogle uger siden til Charlotte for at fortælle hende, at jeg havde fundet alle tiders gave til Tim, nemlig bogen Wolseley – a Very British Car, skrevet af danskeren Anders Ditlev Clausager. Jeg var ret glad for mit fund – lige indtil i går, hvor C ringede:
Øhhh, jeg er ked af det, men Tim er lige kommet hjem med den bog, du har købt til ham. Han fandt den i London og er meget begejstret over den.
ØV, altså. Nå, men det viser jo bare, at han virkelig ville have været blevet glad for gaven.
Nu får han i stedet et par lidet spændende seler. Det er dog et ønske, men alligevel …

Han har købt sin tredje Wolsesly. Nummer to kom som samlesæt, men nummer tre var i køreklar stand. Den var også nyere end de andre; Tim kalder den for sin Matadorbil, fordi den er fra 30’erne.
Den er blevet brugt som bryllupsbil, og det fortsætter den med; noget, Tim gør, fordi hans gode hjerte ikke kan holde til, hvis to af landsbyboerne skal gå fra hus og hjem.
Hele England er gået i stå – jeg behøver vel ikke at nævne årsagen? Ingen tør bruge penge, ingen tør investere, små virksomheder lukker og ingen tør starte noget nyt op. Charlottes lille skrædderi lever også et meget stille liv og har gjort det i nogle måneder, men de er jo så privilegerede, at hun kun har det som hobby.
Alt, alt for mange mister deres job, bl.a. ham, der nu skal være chauffør på Wolseleyen. Han står uden arbejde, og konen er hjælpelærer på børnenes gamle skole og tjener derfor ikke ret meget. De har brugt deres opsparing på at kunne blive boende i deres hus, men hvis ikke deres situation ændrer sig, må de sælge det og flytte til noget, de helst ikke vil flytte til.
Tim og Charlotte har det skidt med den slags kedelige historier, så Tim spurgte den stakkels mand, om det ville gøre en forskel for dem, hvis han kunne lave lidt penge på at køre Wolseleyen som bryllupsbil.
Det ville det, hævdede han, så nu er de ved at få lavet en hjemmeside, hvorigennem man kan booke bilen.
Tim betaler driftsomkostningerne. Manden selv skal holde bilen ren og køreklar, men så får han også ubeskåret de penge, der måtte gå ind fra lejen af bilen – indtil han eventuelt får arbejde igen.
Jeg håber virkelig, at det vil gå godt med det lille projekt, og jeg synes ærlig talt, at jeg har en meget  god og betænksom svigersøn.

2. november 2018

Jeg nåede det!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:41
Tags: , ,

Hvis man bare er ihærdig nok, så kan man nå meget. Jeg gad egentlig ikke ordne alle svenskertingene i går, men guleroden i form af gæster i dag bevirkede, at jeg blev stædig.
Og jeg nåede det! Systuen er atter fuldt fremkommelig. Jeg fik ikke bare alt af vejen; jeg fik det hele på plads – med andre ord, så blev der byttet rundt på nogle ting, samt smidt nogle få ting ud, der blev nedgraderet til værende ikke længere ønskelige. Man har vel set Ryd op i dit liv … det var virkelig skræmmende at se, hvor meget ragelse folk kan gemme og/eller rage til sig i den faste overbevisning, at de nok skal få brug for det en dag.
Sådan håber jeg ikke, at mit hjem nogensinde bliver … men mon ikke folk, der kan fylde hele huset totalt op og mere til med alt muligt skidt og møg, også slås med andre problemer end et overdimensioneret samlergen?

IMG_8652IMG_8647IMG_8648

Sengetæpperokeringen var en af de mere hyggelige opgaver – de blå fra det ene gæsteværelse kom over i det andet gæsteværelse. Det, der lå der, kom til Sverige.
De blå patchworktæpper i børneværelset er fra vores soveværelse i Sverige og de blomstrede tæpper og puder er fra sovesofaerne i Sverige. Nu ser det hele pænere ud (her; ikke der. Det er så bare ikke mit problem), men jeg skal have fundet noget pænt, blåt stof til nye gardiner til børnenes værelse. Det fører åbenbart en del med sig at sælge hus i Sverige …

IMG_8654

Amagerhylden, som stammer fra gården, skiller jeg mig ikke af med frivilligt, men den passede elendigt til stilen i Havdrup og kom derfor til Sverige, hvor den passede fint, men nu er den heldigvis ganske nydelig over skrivebordet fra Vemmetofte, vi købte for ikke så længe siden. Skrivebordet, altså … vi har ikke købt Vemmetofte!
Nu mangler vi bare en stol, der passer til det, men sådan en er svær at finde. Vi har prøvet med en kontorstol på hjul, men det ser så skrækkeligt ud, at John er mere end villig til at gå på kompromis på mageligheden for at slippe for synet.
Og novemberkaktussen nåede da kun lige netop ind i november, før den stod i fuldt flor. Den tyvstartede, og det synes jeg den gør tidligere og tidligere for hvert år – men flot er den lige nu med alle sine blomster. Bliver den ved i samme stil, må den omdøbes til oktoberkaktus. Den startede med at hedde julekaktus; så blev det til decemberkaktus, derefter novemberkaktus, og nu er vi altså ved at ramme oktober. Jeg ved ikke lige, hvad der sker for den, men det er vel okay, så længe den blomstrer så fint og bruger tiden indimellem på at vokse sig større. Den startede som en minikaktus, jeg fik af en kollega for otte år siden.

31. august 2018

Forberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , ,

Der bliver arbejdet en hel del, for der er naturligvis mange forberedelser, inden et flowershow kan løbe af stablen, og selv om John endnu ikke er så effektiv som vanligt, er vi dog tre personer flere, end de plejer at være. Charlotte synes vist også, at det går lidt nemmere i år med det hele.
Under aftensmåltidet spurgte jeg, fejlagtigt nok mest henvendt til Tim, om de er afslappede eller stressede med hensyn til i morgen.
Charlotte svarede bare: “Det skal du altså ikke spørge Tim om – han er aldrig bekymret for den slags, fordi han mangler overblikket. Det er helt andre ting, der vil kunne stresse ham.”
Da jeg så bad C om at svare på spørgsmålet, svarede hun, at hun har styr på det og ikke er stresset, fordi der langt fra mangler at blive ordnet så meget, som der plejer på nuværende tidspunkt.
Pavillonen kom på plads i går – om der skal endevæg på, besluttes i morgen; det afhænger af vindstyrken, men heldigvis bliver det højst sandsynligt tørvejr. Ekstra borde og stole er hentet i The Village Hall, og Charlotte er ved at stryge dugene, der skal bruges.
Vi har endnu ikke fået regn, mens vi har været her, og det lader til at skulle holde tørt, til vi skal hjem igen.

P1030024P1030058

Der er hængt bunting op i massevis. Det var dem, Charlotte syede for tre år siden, da de holdt det første flowershow, men de holder heldigvis godt.

P1030059P1030062P1030064

Vi har været i Pewsey for at hente øl fra det lokale mikrobryggeri. De laver både øl og cider, og da de fandt ud af, at C havde sin danske familie med, skulle vi da lige have nogle smagsprøver, “for vi er jo så gode til at brygge øl i Danmark, så vi ville sikkert kunne værdsætte deres gode øl”. Til både Johns og min forbavselse kunne selv jeg lide dem – især var den ene af de tre vi smagte meget blød og fin uden at smage af humle, som normalt er grunden til at jeg ikke bryder mig om øl, som er for bittert til mig. Desværre tilbød de os ikke at smage cideren, for den ville jeg trods alt nok bedre have kunnet lide … jeg kan ret godt lide en god cider.

P1030055P1030057 

“Vale Ale” – det er et ret genialt navn, som dels er et ordspil over – naturligvis – Pale Ale og at bryggeriet ligger i Pewsey Vale.

P1030049

Ungerne rensede og ordnede det meste af deres base camp-udstyr. De har godt nok meget efterhånden; på billedet ses kun en del af udstyret. Det ses, at de har en del litteratur om overlevelse i vildmarken og den slags ting. Det har været en dårlig sæson for campen, fordi det først var så vådt, at det hele nærmest druknede, og senere blev det så varmt, at de ikke kunne holde ud at være der, og i øvrigt måtte de ikke tænde bål i den periode, så det var alt i alt ikke så godt. Nu er det fint sensommervejr, og de kan komme i gang igen med at benytte deres fine base camp.

2. juli 2018

Og det kalder man ferie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:00
Tags:

Overskriften er ikke helt sand. Vi skulle have været på ferie nu – det er sandt nok.
Men det er også sandt, jeg for længst har defineret ferie som det at være væk hjemmefra, og det er vi ikke. Ikke i dag, i hvert fald.
På onsdag tager vi en smuttur til Tåsinge for at tage på kæresteophold på Hotel Troense.
Fnis I bare – det gjorde jeg selv. Kæresteophold er nok ikke lige det første man tænker på i forbindelse med folk i vores alder.
Men når nu vi gerne (bl.a.) ville have en 5-retters menu, så var vi vist nødt til at tage nævnte koncept. Hvis ikke vi havde været kærester, havde vi kun fået en 3-retters menu, og vi havde ikke fået ‘bobler’ og en frugtkurv på værelset.
Så kæresteophold blev det. Om to dage.

P1020470 - Copy

Derimod er jeg ikke, som jeg før har været inde på, specielt vild med at male.
Det ændrer desværre ikke på den kendsgerning, at vinduet i gæsteværelset trængte gevaldigt, og det har det gjort længe, fordi det på et tidspunkt regnede ind. 
Hvis ikke man skulle male vinduer, når man har et vejr som dette i ugevis, ja, i månedsvis, så ved jeg ikke hvornår man skulle.
Så vinduesmaling blev det. I dag.
Når John tager dem ud af rammerne og sliber dem ned, så skulle jeg trods alt være et skarn, hvis jeg ikke kunne bruge den times tid på at male dem.
Nu er det gjort, og de er sat på plads igen. Tænk, at jeg kunne være så længe om at tage mig sammen til den smule. Det er det med hadeopgaver …

Vi har ikke fortrudt, at vi vendte om – der er stadig hammerkoldt på Lofoten; især taget i betragtning, hvor varmt der er her i landet. Havde vi haft samme vejr herhjemme, havde situationen været en anden, og så havde vi fortsat ferien, men sådan er det ikke, og nu har vi vist kogt suppe nok på den fortrudte ferie … Das Dritte Mädchen fik så ondt af os, at hun inviterede os op i deres nyerhvervede sommerhus, så det skal weekenden gå med.
Ikke-ferien ender med at blive god alligevel.

Stor katost

Billedet er rent sommerblær – det er min ret store og flotte silkekatost. Den ene af dem, her i forhaven; den anden står omme i selve haven.
Jeg er vild med katost; jeg har også en hel gruppe med hvide katost. Bierne er heldigvis også vilde med dem, og det lyder som et helt bistade, når man kommer i nærheden af de buskstore stauder.

8. juni 2018

Bare skær dem helt ned – de skal nok komme stærkt igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

I overskriften gengiver jeg havekonsulentens ord om roserne ude foran. Jeg har svært ved at klippe roser ned om foråret – nu er de lige kommet så godt i gang, og så skal der brutalt skæres det hele af igen. Næsten da.
IMG_8468Jeg skærer, men åbenbart ikke nok … da hun kom til roserne på vores rundtur gennem haven, sagde hun, at det da vist var på tide at få dem skåret ned.
“Øhh, det har jeg da gjort for i år”, svarede jeg, og så kunne hun ikke lade være med at grine. “Du skal skære dem meget mere ned. Så bliver de tætte forneden og vokser ikke helt op og dækker vinduerne, som alle de der vil gøre.”
Hun havde jo nok ret … det er ligesom hende, der er eksperten – så jeg gjorde som hun sagde, og naturligvis havde hun ret. Roserne er så kraftige som aldrig før … og er alligevel vokset op over det nederste af vinduerne … men de får nu også godt med gødning. 
De hyppige fotoseancer fra turisternes side er da også i fuld gang. Det bliver først rigtig smukt, når dahliaerne begynder at blomstre, men det kan turisterne jo ikke vide, og det varer også et stykke tid endnu, selv om de er godt på vej.

I aftes mødtes Det Stærkt Sammentømrede Engelskhold. Desværre var der en, der ikke kunne komme.
Nu er der kun tre af de seks, der stadig arbejder (+ Andrew, selvfølgelig), men vi holder fast i at mødes med jævne mellemrum – det er jo så sandelig ikke kun arbejdspladsen, det være sig nuværende eller forhenværende, der tales om hele tiden.
Vi har alle stor fornøjelse af at mødes; jeg nyder altid at blive opdateret på rigets tilstand, og de andre nyder at kunne sige chef- og arbejdsrelaterede ting i et forum, hvor alle ved, at alt forbliver inden for samme forum.
”Du ligner altså et insekt, Andrew! Tag de grimme briller af, når du skal fotograferes!”, sagde jeg.
Men om han ville, det stædige asen …

P1020342

Næste gang satser jeg på at kunne lokke dem til at køre ned til mig, selv om de synes der er frygtelig langt fra Farum og Birkerød og hvor de ellers kommer fra i Nordsjælland. Der er jo altså ikke længere, end jeg har op til dem … det er næsten lige som at tale med jyder, som tilsyneladende mener, at der er længere til Sjælland fra Jylland end omvendt.

10. april 2018

Det var så det forår …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , , ,

I går nåede vi helt op på 18°.
Jeg tog havetøjet på allerede fra morgenstunden, og så gik jeg ellers i gang med at rydde bede for skvalderkål og andet ukrudt. Jeg nåede langt, men det var da også godt, for i dag skal jeg absolut ikke ud! Det er kun 6° og der blæser en hård vind lige ind fra fjorden.
John var også i gang, så terrassen blev højtryksspulet (det er vigtigt at huske begge s’er …) og de hvide havemøbler sat på plads derude.
Jeg var ellers inviteret til veterandag på min gamle arbejdsplads, men noget sagde mig, at jeg nok hellere må springe denne gang over, og hvad det så end var, der talte til mig, så var det kloge ord – jeg ville have ærgret mig en del, hvis jeg havde brugt det meste af den pragtfulde dag på at bruge 1½ time på at køre til Hørsholm, være der i tre timer og så køre tilbage igen – i myldretid, oven i købet.
Jeg ville især have ærgret mig, hvis det viser sig at i går var den bedste dag i et stykke tid, hvilket det ser ud til.
På torsdag får jeg besøg af en havekonsulent, så der må det meget gerne være opholdsvejr, tak!

RK-tæppe - vindmøller (1)

Jeg vil, med dagens kølige blæsevejr, heller ikke ærgre mig over at mødes med Røde Kors-nørklerne i eftermiddag. Jeg skal aflevere tæppet, som jeg har strikket med plantefarvet garn, samt noget af ‘rågarnet’ inden det farves.
Opskriften er fundet på Ravelry og er gratis.
Jeg strikkede det i de gule og grønne farver, der blev tilovers fra det gule og grønne sjal, jeg viste forleden dag. Nede under tæppet har jeg lagt det garn, der nu er tilovers.
Var jeg lige heldig? Det tror jeg nok … der var dog flere farver at tage af fra lageret, så jeg var ikke ved at panikke, men synes det var ret pudsigt, at det passede så godt. Det hvide garn har jeg naturligvis masser af.
Det er strikket i dobbelt garn på p. 5 og er et alle tiders restegarnsprojekt, idet trekanterne kan farvekombineres/-varieres i det uendelige. Det består af ni moduler – man strikker et af de små kvadrater ad gangen, hvilket vil sige, at størrelsen ligeledes kan tilpasses helt efter behov. Dette måler 1,07 x 1,07 meter, hvilket (næsten) er RK-standarden, som er 1 x 1 meter. Det er hurtigt strikket – det tog kun en uge, og jeg sidder altså ikke hele dagen og strikker.
Den måde, man laver venderækker på, giver pæne konstrastgarnsovergange.
Sjovt var det på kanterne at lege med at få gradueret garnet så blidt, at overgangene med farveskift blev stort set usynlige. Det lykkedes ikke over alle fire kanter, for efterhånden løb jeg tør for garn, men alt i alt er jeg godt tilfreds med resultatet og kan kun håbe på, at der er en mor derude i den barske virkelighed, der også vil blive glad for tæppet på et eller andet tidspunkt.

RK-tæppe - vindmøller (3)

2. april 2018

Manden i piletræerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags: , ,

Bare to bogstaver udgør forskellen på Kenneth Grahames dejlige klassiker og en forårshungrende ægtemage, der i dagens fine solskin bare ville ud og foretage sig et eller andet. Brøderup Efterskole har efterhånden fået tæmmet det stykke jord, de fik foræret af ejerne til den gård, der har givet vores vej navn. Da vi kom hjem fra Malta, var der sket noget med sivene, men de kunne ikke komme til at rydde piletræerne, fordi jorden var for våd.
Nu vejer John ikke lige så meget som den maskine, skolen så gerne vil anvende, så han gik derned i dag for at få nedlagt de sidste træer. Ud fra billedet her kan man måske ikke fornemme det, men når der kommer blade på, tager de en del af vores fine fjordudsigt, både set fra køkkenet og oppe fra shelteret. Ikke så meget oppe fra gæsteværelset …

IMG_8359

Jeg har siddet og binge-watchet (“den praksis at umådeholdent se flere afsnit af en enkelt tv-serie, tv-show eller film (fx trilogi) ud i én køre”) tre af fire udsendelser om Kunsten at blive snydt. Herligt nyt udtryk (binge-watching, altså …), der har fundet ind i sproget – og nu har jeg så hermed lavet det om til et verbum og givet det dansk bøjning. Lige som at google. Jeg ved ikke, om det er officielt tilladt endnu, men hvis ikke, så bliver det det helt sikkert.

Det var meget interessant at se. På flere måder – bl.a. undrede jeg mig over, så mange af deltagerne, der åbenbart havde misforstået noget – eller også misforstod jeg bare deres måde at udtrykke sig på, men det handlede om at kunne finde frem til det af 10 mulige malerier, der var en kopi, og flere af personerne sagde noget i stil med Det der er ikke en typisk Krøyer eller Det er slet ikke Krøyers stil. Det drejede sig jo ikke om at finde noget, der måske kunne have været malet af den pågældende kunstner, men om at finde den nøjagtige kopi af et af vedkommendes værker.
En af dem sagde Og her har vi en nøgen dame med bare bryster. Ja …?
Den bedste (eller værste …) formulering kom dog fra ham, der lægger stemme ind over og kommenterer det hele, for han sagde følgende i alle tre udsendelser (jeg citerer kun fra de to sidste, for jeg kan ikke huske den første ordret):
Det er Kristian Vodders karrieres hidtil største svindelnummer.
Johannes har lavet det største svindelnummer i sin karriere.
I mine ører er det det samme som at sige, at de alle har lavet flere svindelnumre, men at disse bare var de største. Sådan er det forhåbentlig ikke ment. Den første udsendelse handlede om skagensmalerne, den anden om guldaldermalerne og den tredje om Cobra-gruppen. Fjerde og sidste udsendelse kommer i aften, og jeg glæder mig til at se den.
Det var gennemgående, at det var børn, der var bedst til at finde frem til kopien – det hyggede jeg mig en del over. Nogle af de mere professionelle deltagere, såsom fx en galleriejer og en kunstmaler, gættede forkert.
Som sagt vældig interessant, og har I mulighed for Tv on demand, så kan jeg anbefale at se udsendelserne.

11. juni 2017

It’s a jungle out there!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

Vi var hjemme i aftes kl. 20, og jeg kunne næsten ikke vente med at gå en haverunde. Junglerunde … holddaOP, hvor var alting vokset på de knap tre uger, vi var væk, men en nabo kunne fortælle, at det har haft regnet meget, og der har både været varme og sol. Så ved vi godt, at det hele går amok. Intet er gået ud og alt er kommet op – selv de små enkeltknolde fra vinterens dahliaopbevaring, som jeg ellers var ved at smide ud, fordi de var faldet af ‘moderen’ og så meget døde ud, har givet resultat i form af en del små dahliaplanter … jeg besluttede i sidste øjeblik at smide dem ud i et stykke jord. Langt de fleste af dem er der kommet en plante ud af, så nu ved jeg det til en anden gang.

P1060896P1060902

Det kom ikke som nogen overraskelse, at det var ukrudtet, der var vokset allermest; så meget, at de ønskede planter for nogles vedkommende havde det lidt trangt, så det kløede i mine fingre for at komme i gang allerede i aftes, men jeg styrede mig. Der kom nemlig også Barnaby, så ham valgte jeg at sidde og hygge mig med i stedet for at gå i haven.

Gertrude Jekyll

Gertrude JekyllVi gik begge i gang straks efter morgenmaden, og nu er der pænt ude foran.
Allerede i morgen kommer Das Mädchen Karen og skal være her i nogle dage, så det er med at nå så meget som muligt inden hun arriverer – men hun har sikkert ikke noget imod at sidde på en stol eller gå med rundt og underholde mig, mens jeg nusser omkring i haven …

Det er skønt at se, hvordan stort set alt jeg har plantet siden vi flyttede ind, har fået rigtig godt fat.
Noget er blevet større end forventet, så jeg skal til at flytte rundt på noget for at det kan stå optimalt i forhold til hinanden, men sådan er det vel at have have: Man bliver aldrig færdig.
Min foreløbig eneste David Austin-rose, Gertrude Jekyll, er præcis så smuk som forventet, og hendes blomster er så store, tunge og tætte, at de har brug for støtte. Det har de så fået nu, så de velduftende blomster er kommet op i en lidt mere fornuftig højde.
I drivhuset var det hele vokset til mere end dobbelt størrelse af, hvad jeg havde forventet, så der skulle bindes tomater, chilier og agurk op, samt tyndes kraftigt ud i vinen.

Der skal også pakkes ud. Det gider jeg overhovedet ikke – jeg vil meget hellere være ude i haven … det er nok godt, at Karen kommer i morgen, så er der ikke rigtig nogen undskyldning for at lade hele ferieoppakningen ligge og rode. Nogle kan ikke lide at pakke kufferten til en ferie. Det elsker jeg, men at pakke den ud igen efter hjemkomst … vorherrebevares! Nå. Sæt i gang, Ellen!

5. juni 2017

It’s Ragtime Again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:16
Tags: , ,

P1060878Det hedder It’s Showtime Again; jeg ved det godt, men ordene faldt mig lige ind, og overskriften mere end antyder, at der nu kommer et indlæg om Charlottes skurvogn i Woodborough.
Jeg synes, det er så dejligt for hende, at hun allerede har så mange kunder, at hun har måttet sige nej til et par stykker og ikke har tid til at holde fri alle dagene, vi er herovre. Dette sidste er hun lidt ked af, hvilket jeg udmærket forstår, for sådan ville jeg også have haft det, men vi er som sagt kun glade på hendes vegne.
Det er bare en beskedent udseende skurvogn, som er billig i leje, men som koster hende en hulens masse penge til opvarmning, hvilket det er ikke nemt at gøre noget ved, og det dur ikke at spare på varmen, for stive fingre arbejder for langsomt og kan ikke sy pænt nok. Kulde er heller ikke særlig smart, når kunderne skal smide tøjet i forbindelse med prøvningerne …

P1060879Ragtime (2)

Hvis jeg havde den figur, jeg engang havde, så ville jeg bestille tøj hos Charlotte, men det har jeg ikke, så det vil jeg ikke … på den anden side kunne det være, jeg skulle prøve alligevel på et tidspunkt, hvor hun ikke har så travlt – jeg er trods alt ikke tykkere end de massive, tøndeformede, græske skibsrederfruer, hun syede tøj til, da hun var hos Hardy Amies, men ikke desto mindre må jeg kunne sætte hendes skrædderkunst på prøve: Kan jeg komme til at se pæn og 10 kilo tyndere ud, er hun endnu dygtigere end selv mor her tror …

P1060881P1060883P1060889

Jeg har aldrig kunnet/villet bære ærmeløse kjoler, men det kan og vil mange. Hendes modeller har navne – herover er to udgaver af Audrey, samt Fern-frakken i midten – sidstnævnte ville jeg til gengæld meget gerne kunne bære, for den er ret elegant. Synes mor …
Hvis I er hurtige, er det en åbningsudsalgsvare, så den kan erhverves for 400 pund, hvilket er billigt for sådan en frakke. Synes mor …

P1060882P1060890

Hun er stadig i gang med at sy alle modeller op i alle størrelser i stout (mønstrene bliver gemt i mapper), så når hun får en ny ordre på en størrelse, hun endnu ikke har syet op, er det det første hun gør, hvorfor der ligger ekstra arbejde med mange af ordrerne her i starten.

P1060887

Hun har købt en lille dvd-afspiller – så står/sidder hun og lytter til Matador, Frasier (morsom amerikansk serie) eller Folk og Fæ (serien om den yorkshireske dyrlæge James Herriot). Jeg tror, hun ville kunne recitere serierne fra ende til anden, hvis hun blev bedt om det, for hun elsker dem alle tre, og at sætte dem på giver hende ro i sjælen og giver hende en fornemmelse af selskab.

P1060888

Se … hun er da sød, den lille skrædder. Synes mor …
Også selv om de nye briller ikke kun får Anna og Aubrey til at tænke på Harry Potter. Men han er nu også sød.

21. maj 2017

Arbejdsdag!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:43
Tags: ,

Sidste år var det John og mig, der hidkaldte familien til malehjælp til Sverige, og hvor de mødte dejligt talstærkt op.
I går var det Bodil og Hans, der ‘hævnede’ sig ved at have hidkaldt søstre og børn til arbejdsdag på deres dejlige sted i Nordsjælland. Bortset fra, at mellemsøsteren må have glemt at skrive det ind i kalenderen, for hun havde fået lavet sig to andre aftaler i går. Den kommer hun til at høre for længe …
Det var derfor en lille, sluttet kreds på otte, der mødte op – heldigvis havde Bodil arrangeret sig med “den 4. søster”, som hun kaldte Fru Zaupper i går. Hende og ægtemagen troppede trofast op på gården, når der var arbejdsdage der, så traditionen er videreført, og det var som altid hyggeligt.

Arbejdsdag i majArbejdsdag i maj (2)

Den små Ella havde lige lært at cykle, så hun fremviste stolt sin nye kunnen.
Paradisæbletræet viste sig i al sin pragt og vælde – det var et sandt  overflødighedshorn af blomster.
Min fornemmeste pligt på disse arbejdsdage er at servicere folket mht. indtagelse af frokost og aftensmad. Alle de andre vil hellere end gerne slippe for at lave mad, og jeg har intet imod det. Især ikke når menuen står på dyreryg og dådyrroastbeef! Ikke fordi jeg er ekspert i den slags fornemme mad, men google var atter en gang min ven, og det blev så godt, så godt.

Arbejdsdag i maj (5)Arbejdsdag i maj (6)

Tre af mændene skulle bygge en overdækning til hugget brænde – Hans var træt af altid at skulle lægge pressenninger over.
Handymanden John blev udnævnt til formand/sjakbejs, og under hans kyndige vejledning gik det hele fuldstændig efter bogen. Sagde de selv.

Arbejdsdag i maj (15)

Midt på eftermiddagen var der tid til en kaffepause, som vi sad i det ret så høje græs og nød. Det skal slås lige om lidt, så de kan få hø til alle hestene, men det var okay, at vi trampede lidt rundt i det i går. Det var primært for at sidde og nyde bålet af grene og kviste fra det udtyndede læhegn, at vi gik i engen til kaffen og kagen, men det var rigtig hyggeligt.
Ella fik en mælkebøttekrans i håret. Så er det sommer …

Arbejdsdag i maj (16)Arbejdsdag i maj (17)

Det blev en lang, men en hyggelig dag, og værtsparret var tilsyneladende tilfredse med indsatsen.
Det er så fint, at vi kan hjælpe hinanden på denne måde, for nogle gange er opgaverne lidt for store til, at den enkelte synes det er specielt sjovt, men når vi samles på denne måde for at få opgaverne løst, går det hele meget lettere – det er en metode, jeg kan anbefale.

15. maj 2017

Elefanten er ved at være skåret ud i spiselige bidder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: ,

Man kan sagtens spise en elefant, man skal bare tage den én bid ad gangen, var det engang meget moderne at sige.
Brændeovnen og vores vedspis kan også sagtens spise et kæmpestort asketræ; det foregår på nogenlunde samme måde, og nu er der flere rummeter med bidder, end der er hele stykker asketræ tilbage. Jeg har lidt på fornemmelsen, hvordan de to mænd har det i ryggen, når de om lidt holder fyraften.
De har været meget flittige i dag. Det har vi sådan set alle tre, men min maling af entreen har ikke været nær så fysisk anstrengende.

P1060788

Seks trailerfulde med næsten ovnklart brænde er kommet i hus. Så mangler der bare fire af de store stammer, så er asketræet skåret helt ud i bidder. Jeg vil tro, vi med det har brænde til fire år. Det er meget godt gået, når man tænker på, at det stort set er den eneste opvarmningskilde, vi bruger. Elradiatorerene tages kun i anvendelse, når vi ankommer om vinteren for lige at få boostet huset i gang. Fra dag to kan brændeovnen i den ene stue og det gammeldags komfur i køkkenet holde to stuer, soveværelset og køkkenet varmt. Badeværelset har dog altid en elradiator kørende; det er det eneste rum i huset, vi vil være sikre på at holde konstant frostfrit, dels for toilettets og vandvarmerens skyld og dels for at have flydende vand til at spæde hydroforen med, når vi sætter vand på anlægget.

P1060787

Tranerne skreg på livet løs, både da det lysnede meget tidligt i morges, igen ved ottetiden og til sidst ved 10-tiden, hvor jeg gik ned til åen for at se om jeg kunne få øje på dem, men jeg kunne kun høre dem, ikke se dem. De bor nede i bunden af lysningen her, et par hundrede meter fra vores bro, som er stedet, billedet her er taget fra, men sommetider kommer de helt tæt på, sandsynligvis for at finde mad.
Man kan ikke kalde tranernes skrig for kønne eller musikalske at høre på, men det er et meget karakteristisk kald, som for mig hører med til Sverige, og jeg synes det er så hyggeligt at blive vækket af dem – også selv om klokken kun er halvfem om morgenen. Jeg kan jo bare sove igen – men når tranerne morgenskriger, er det sent forår eller sommer i Sverige.
Og sommer har det været i dag. 22° og en sol, der har skinnet det meste af dagen. Dejligt, dejligt, dejligt.
Nu kommer mændene ind. Med hver en øl i hånden – den er så sandelig også velfortjent nu.
Jeg tror jeg vil skænke mig selv et glas rødvin og holde dem med selskab …

13. april 2017

Midlertidigt ordrestop

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:56
Tags: ,

Det har givet pote, at Charlotte har et stort vindue ind til sit skur, således at folk kan se skrædderen i arbejde. Folk stopper op og kigger – og kigger længe, fordi hun tegner, klipper eller syr. Ofte inviterer hun dem indenfor. Langt de fleste siger, at det vil de ikke, for de skal ikke købe noget, men C understreger, at det betyder ikke spor, de kan bare komme ind og kigge alligevel. Nogle gange ‘rammer’ hun kvinderne gennem deres børn eller børnebørn: Har I nogensinde set en rigtig skrædder i arbejde? Spørger hun, henvendt til børnene.
Det har endnu ingen af dem set, og så kommer de ind og kigger. Charlotte fortæller hvad hun laver, men henvender sig igen til børnene og fortæller på det niveau, det kræver til lejligheden. Hun slutter gerne af med at sige, at de meget gerne må fortælle henne i deres skole, hvad de har set.
Til slut får de et af hendes postkort, hvor adresse og telefonnummer naturligvis står bagpå …

001

(Moar er imponeret over det knaphul. Jeg ville aldrig i livet kunne sy det så pænt.)

Det har vist sig at have en yderst effektiv effekt, at man kan se håndværkeren i arbejde. Det kan man selvfølgelig heller ikke så mange steder, og jeg ved fra mig selv, at hvis der er en næsten hvilken som helst udstilling, hvor man kan se næsten hvem som helst arbejde med næsten hvad som helst, så er det fascinerende at se folk, der kan deres håndværk, udføre dette.
001 - CopyDet er såmænd ikke fordi, Charlotte er specielt exhibitionistisk anlagt, men på den anden side hverken generer eller forstyrrer det hende, at der kigges.
Og det har som sagt vist sig at være ganske effektivt. Hun har – kun midlertidigt, naturligvis – stoppet for ordretilgang, for hun kan ganske enkelt ikke nå at sy til flere lige nu, hvis hun også skal holde hvad hun lover, hvilket hun selvfølgelig skal; det er vigtigere end at kapre flest mulige kunder. Det skræmmer dem tilsyneladende heller ikke væk, men det ved hun først helt sikkert, hvis de kommer igen, som de lover at gøre. Hun har dog lidt på fornemmelsen, at det kun virker positivt, at hun har måttet sige nej til et par stykker, for hvis hun har så travlt, så må hun jo være god …
Det var vist en virkelig god ide, hun fik med at leje sig ind i det skur på lige netop det sted, og ih, hvor jeg under hende det. Jeg kan høre, hvor meget hun nyder at snakke med folk og at arbejde med det, hun elsker og heldigvis også er god til. Hun har nydt at gå hjemme, mens børnene var små, men hun har savnet især det sociale ved at være på arbejdsmarkedet.
Jeg undrede mig over, hvor hurtigt mine fire år uden for arbejdsmarkedet er gået. For Charlotte er det 11 år, og jeg synes egentlig, de er gået stort set lige så hurtigt. Hun har jo lige fået baby Anna! Jeg husker det i hvert fald, som var det i går.

1. april 2017

Ikke spor træt, men glorien er meget tung …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

Dahlia chat noirMine knæ er ømme, mine ben føles tunge og min ryg er øm.
Det er naturligvis ikke fordi jeg er gået for voldsomt til den ude i haven … jeg er sikker på, at det bare er glorien, der er så stor, at vægten af den belaster mit havebrugte legeme.
Jeg tror det er godt, at vi skal ud i aften – både John og jeg stoppede ved frokosttide og har slappet af lige siden. Det nytter jo ikke, at vi kommer i aften og er uunderholdende og mest af alt ligner to, der bare burde kravle i seng.
Glorien er ikke engang tung, fordi jeg er forårsfærdig i haven, men fordi jeg næsten er forårsfærdig i haven … jeg har sat halvdelen af dahliaerne, og resten må vente til i morgen. Der er nogle på vej fra England (Charlottes fødselsgave til mig), men dem er der sat plads af til i bedet.

Karma FuchsianaCornel Brons

Disse fem dahliaer er nye i samlingen. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg købte den på billede tre – den passer ikke ind i farveholdningen, jeg har valgt, men hvis jeg kender Murphy ret, er det desværre nok ikke den, der vælger at lade være med at komme.
Jeg var til dahliaforedrag for et par uger siden, hvor vi blev belært om den optimale måde at vinteropbevare dahliaer på. Det viste sig, at jeg havde gjort det hele skrupforkert!
Otto's ThrillKarma Pink Corona

Men, men, men … knoldene jeg tog op i efteråret og vaskede (som man ikke må, for så tørrer de ud) og puttede i mørke kasser uden mulighed for ventilation (som man slet ikke må, for så rådner de), havde det perfekt. De var ikke indtørrede, og de var ikke rådne; tværtimod var de fleste begyndt at skyde stængler op, på trods af, at det har været buldermørkt i kasserne.
Det var formanden for Dansk Dahliaselskab, der holdt foredraget (gennem Haveselskabet), og da han så mit lange ansigt (og andres), spurgte han, hvordan jeg havde gjort, hvilket jeg fortalte ham. Han sagde dog, at jeg bare skulle tage det roligt og se, hvad de blev til i år. Hvis man selv havde fundet frem til en metode, der virker, er der jo ingen grund til at lave den om! Og den ser ud til at virke. Jeg lagde fugtige aviser over knoldene, inden jeg lagde dem til at vintersove under nogle gamle håndklæder, og der var ikke én knold, der var det mindste tør – ej heller rådden, så bortset fra, at jeg ikke har set dem komme op af jorden endnu, er jeg alligevel ret sikker på, at min metode virker.
Jeg ved godt, at det er tidligt at lægge dem i jorden, men det var også 1. april sidste år, og det fungerede perfekt. Det varer jo noget, inden de titter op, og så er nattefrosten forhåbentlig helt væk for i år.
April er næsten helt booket op nu: Vi skal til Sverige; vi skal have weekendgæster, vi skal på flere besøg i påsken, og vi skal til Mallorca resten af april, så de skal i jorden alle sammen inden vi rejser.
Jeg kunne derfor lige så godt se at komme i gang.

31. marts 2017

Der er laaang vej endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

18° lige fra klokken 11 og sløret sol hele dagen undtagen tidligt i morges, hvor der var fuld sol – så er der ingen grund til klage. Jeg sprang direkte i havebukserne og begyndte at flytte rundt på de ting, der skulle flyttes, så dahliabedet kan udvides.
Hvornår bliver man færdig med en have? Det gør man nok aldrig. Jeg gør i hvert fald ikke, sådan som jeg går og planter om hele tiden. I princippet burde jeg nok konsultere en havearkitekt, men jeg ved med mig selv, at uanset hvor gode ideer en sådan måtte have, vil jeg sandsynligvis ikke være enig i alle dele af planerne, og så er det jo lidt spild af penge – også selv om der kommer nogle aha-ideer på bordet.

P1060218

P1060216Det er også kun sundt med alt det arbejde – det holder en i gang.
Eller også holder det en i stolen … jeg kan så sandelig mærke, at jeg er brugt i dag; at jeg er totalt ude af form – selv om John svagt antydede, at problemet måske nærmere var, at der er kommet for meget ‘form’ efterhånden …
Nå. Hvis jeg havde været 30 år, havde jeg ikke gidet havearbejde. Man kan ikke få alt. Nu gider jeg godt havearbejde, og heldigvis har jeg den fornødne tid der skal til, så der er faktisk ingen grund til at smadre sig selv helt – prøver jeg på at sige til mig selv.
Der var naturligvis kaffepause(r) ved bordet ude foran i dag. John sad og kiggede lidt mistrøstigt på rodet på billedet herover, men jeg sagde, at han bare skulle forestille sig et frodigt bed fyldt med dahlia i alle mulige bordeaux nuancer, men sådan noget er jeg vist bedre til end han er.
Der var i løbet af marts kravlet en lille helleborus op gennem græsset – den og de mange nøgne jomfruer var jeg nødt til at finde en ny plads til.
Til min store overraskelse kommer der masser af montbretia op, hvilket spolerede planerne lidt for dahliabedet, idet jeg var sikker på, at de alle var gået til, men i stedet kommer der både to, tre eller hele fire nye skud op ved hvert af løgene, jeg satte sidste forår. Nogle få af dem blev flyttet, men resten må blive stående i år. Så må der komme lidt flere dahlia ud i det nyetablerede højbed, indtil jeg finder en egnet løsning på montbretia-overfloden.
Beslutninger, beslutninger … men dette må vel siges at høre til i kategorien luksusproblemer.

16. marts 2017

Forårsfornemmelser før og nu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: ,

Mit svar til Lene i går inspirerede mig til dagens overskrift.
Forårsfornemmelser er normalt noget, man forbinder med lyst og med P1060106forelskelse, og sådan har det da også engang været for John og mig.
Tiderne ændrer sig … lysten er der skam stadig, men lige her for tiden er den rettet mod noget andet, nemlig haven, og skulle der være en snert af den oprindelige betydning tilbage, når dagen er omme, drukner den i træthed, ømme rygge og ditto lårmuskler, og om aftenen smider vi os i sengen på uskøn måde, ude af stand til andet end at jamre lidt på en særdeles ikke-erotisk måde.
Jajaja – alting har sin tid …

Det gælder også for risgærder. To trailerfulde pilråddent risgærde er kørt på haveaffaldspladsen, og en del snebær er gravet op. Den før lidt for smalle sti er blevet dobbelt så bred, og ca. en kvadratmeter brostensbelægning er opdaget og gravet fri.
John er stadig ikke helt glad ved tanken om hullet ud til vejen, og nok slet ikke for at fjerne det risgærde, selv om det var hans eget forslag. Næsten P1060110da … han synes der bliver for åbent, og at folk for nemt kan kigge op på terrassen. Jeg siger pyt; det er mest Marjatta-elever der passerer forbi, og de er som regel fuldt beskæftiget med at gå og snakke med sig selv. Skulle de alligevel få lyst til at kigge op, så fred være med det.

Nu kan vi snart så græs, men må nok hellere vente, til posten har været der med alt det, jeg lige har købt på en internet-planteskole; bl.a. tre buske til at sætte i hullet, John står ved på øverste billede. Jeg købte meget. Så meget, at John ryster lidt på hovedet, men det skal nok blive godt – bl.a. en klematis, der ikke bliver alt for voldsom og derfor er velegnet til krukke og som skal kravle op ad en af stolperne på shelteret. Det påstod de, at den var velegnet til, så det vælger jeg at tro på.
Lige nu er det tudegrimt, men jeg har ingen problemer med at se det for mig, som jeg regner med det kommer til at se ud, når græsset er tilbage og de nye buske blomstrer.
Knolden til højre bliver fyldt med floks, storkenæb og kongelys, så der bliver masser af smukt at kigge på.

5. marts 2017

Intervalarbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags: ,

Når man skiftevis løber og går, kaldes det intervaltræning.
Jeg har lige opfundet begrebet intervalarbejde. Eller rettere: John har, men jeg fandt på ordet.
John har brugt næsten to dage på internettet for at finde de helt rigtige materialer til den helt rigtige pris. Han har regnet og streget ud og regnet igen, konfereret lidt med mig om nogle få ting, der intet havde med det tekniske at gøre, men med det forventede og/eller ønskede færdige udseende.
Det blev truffet endelige beslutninger, varerne bestilt og i fredags kom fragtmanden med alt træet.
Først skulle der ryddes. Så skulle pavillonen tages ned. Dette skete den 21. februar, og Søren får nu forhåbentlig glæde af den.
Så skulle der måles ud og sættes vinkler på præcis 90°. Her vil vi ikke have nogen skæve vægge.

Step 2 pavilon tages ned (4)P1050963

I går blev dagen, hvor Søren igen måtte hidkaldes, for man kan ikke sætte stolperne op alene, og jeg er ikke god nok til den slags arbejde.
Sådan siger John ikke, men det tror jeg han mener, og fred være med det – jeg vil også meget hellere være fri, og det er han ganske klar over.

P1050967P1050969

Søren kørte igen, for han havde en anden aftale, men John fortsatte med at skære de dobbeltklinkede brædder til og sætte dem ned i rillerne. Han kom ikke ind før han var færdig; det er det, jeg mener med intervalarbejde: Han knokler og knokler til han næsten segner, og så kan der være op til flere dages pause.
Han segnede nu ikke … ikke denne gang, og pausen er ganske ufrivillig, men vejret i dag er da totalt elendigt – det er først for en times tid siden, det holdt op med at regne og blæse, så fjordvandet næsten nåede helt op på terrassen.
The Shelter, som vi har døbt det, bliver ikke så højt, som det kan synes her, men vil nå op til hvor væggene går på billedet. Det er nemmere at skære stolperne til bagefter, siger sagkundskaben.
Det bliver et fedt sted at opholde sig en lun sommeraften – og på alle mulige andre tidspunkter – udsigten har jeg vist pralet af før, men jeg repeterer gerne. Vi bliver aldrig træt af den, selv når vi repeterer flere gange dagligt …

P1030058

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.