Jeg har igen lært noget

Det kan ikke siges ofte nok, at man helst skal lære noget nyt hver dag, og jeg er ikke uenig i den påstand. Det bliver måske ikke til hver eneste dag for mit vedkommende, men dog ofte nok til, at det kan forsvares, vil jeg mene.
En af Die Drei Mädchen, min ene søster og åbenbart mange andre har anskaffet sig en airfryer. Lige pludselig havde en masse mennesker omkring mig tilsyneladende en airfryer, hvilket dog ikke umiddelbart fik mig til at investere i sådan en – det skulle lige undersøges først, hvad fordelen(e) er ved sådan en tingest.
Karen kunne slet ikke få hænderne ned af bar’ begejstring. Det kunne jeg fornemme selv gennem telefonen, og hun brugte lang tid på at fortælle mig om alle fortræffelighederne.
Da jeg begyndte at surfe lidt, fandt jeg hurtigt den første fordel, som ikke har noget med dens kulinariske formåen at gøre: Den fylder mindre end halvdelen af min miniovn, som jeg længe har været lidt træt af. Jeg bruger den for lidt, og den fylder for meget, både fysisk og visuelt, fordi den er sort, men jeg kunne ikke få en i hvid, da jeg købte den.
Airfryeren kunne fås i hvid. Den var væsentligt mindre end mini(!)ovnen og langt billigere end jeg havde troet den ville være, så ind med den og ud med miniovnen – mere skulle der ikke til for at få mere plads på køkkenbordet.
Mange skrev, at de var startet med mindste størrelse, men hurtigt fortrød og købte en større, da de mange muligheder gik op for dem.
Den fælde ville jeg ikke falde i, så jeg købte en på 6,5 liter.
Den er ny endnu, og indtil videre er der kun afprøvet pommes frites, en flæskesteg og boller.

Der kommer de sprødeste og lækre friter ud af det. Man vender dem bare med en lille spsk olie og evt. salt og krydderier efter smag.
Flæskestegen blev John nysgerrig efter at prøve, da han på YouTube havde set Umut Sakarya tilberede en sådan.
Det var i øvrigt en uventet, men kærkommen sidegevinst! Tænk, at der er opfundet et køkkenapparat, der kan gøre min mand interesseret i at lave mad! Det lød næsten for godt til at være sandt, og det var det måske også, for han har i hvert fald ikke selv taget initiativ igen til selv at forsøge sig. Jeg bliver nok nødt til at puffe blidt til ham …
Flæskestegen fik en fin, sprød svær, så heller ingen klager over den.

I dag skulle jeg prøve at bage boller. Jeg brugte denne opskrift, hvor man speedhæver bollerne i maskinen ved 50°. Min kan ikke gå længere ned end 60°, men jeg prøvede alligevel, og det gik fint – det tog kun 20 minutter at få dem til at fylde hele skålen. Derefter bager man dem, først i 12 minutter, hvorefter man vender dem og giver dem fem minutter mere.

Så nu har jeg lært at lave lynboller. Det tog en time fra start til slut med en almindelig gærdej, så det er en god opskrift at kunne ty til, hvis man lige får lyst til nybagte boller.
Det sker nemlig indimellem, at jeg kan få den slags lyster, men så sjældent, at jeg aldrig ligger inde med frisk gær, for det når altid at blive for gammelt.
Så læste jeg forleden, at frisk gær sagtens kan fryses – OG ikke mindst være leve- og formeringsdygtig efter optøning … den tanke havde jeg aldrig tænkt, men jeg købte fluks tre pakker, delte dem i hver to og lagde dem i fryseren i en lynlåspose.
I dag tog jeg 25 gram gær ud og lagde det direkte i den lune mælk/smørblanding.
Var lidt spændt, men de hævede som var de betalt for det.
Bollerne smagte dejligt – præcis som hjemmebagte boller skal smage.
Er der nogen der vil have en miniovn?

Brødnid

Jeg har købt en ny bagemaskine. Det er mere end et år siden, den gamle først indimellem og senere oftest bagte brød, jeg enten smed direkte ud eller i hvert fald ikke ville servere for andre end os selv.
De hævede ikke ordentligt og blev nogle værre kanonkugler. Gæren var i orden mht. udløbsdato. Melet også, selv om jeg havde haft noget af det ret længe, idet det var købt i England helt tilbage i starten af 2020, men umiddelbart okay at bruge. Jeg var sikker på, at der måtte være noget galt med varmelegemet, og til sidst mistede jeg tålmodigheden og afsøgte markedet for en god maskine, som endte med at blive en fra Panasonic. Ikke den billigste, men den kan både bage rugbrød og selv lave surdej, hvad den gamle ikke kunne.

Den blev straks afprøvet efter ankomst med at halvt kilo af det gode mel, jeg købte da vi var derovre i julen.
Resultat? Det hidtil hårdeste brød! Dejen var overHOvedet ikke hævet, så det var så kompakt, at det ikke engang var bagt ordentligt igennem. Jeg bandede og svovlede – og undrede mig i endnu højere grad end før. Et er, at jeg ikke er god til at bage brød, men det kan da ikke passe, at jeg ikke engang kan proppe nogle få ingredienser i en beholder og trykke på en knap!
Kan I huske den Hitchcockfilm, hvor mordvåbenet er en frossen lammekølle, som senere bliver tilberedt og fortæret i selskab med den politimand, som skulle opklare sagen? Det “stumpe mordvåben” blev dermed aldrig fundet. Det var sådan et brød, jeg fik med den nye maskine.
Jeg kunne have givet John en ordentlig en i nødden og derefter smidt brødet i fjorden. Mordet på min stakkels mand ville dermed forblive uopklaret i al evighed.

Jeg har disse to typer tørgær, købt i England. Den danske dur ikke. Som man kan læse, er gæren til venstre uegnet til bagemaskiner, og man anbefales i stedet at anvende deres “Easy Bake”, som er den til højre, og som er den, jeg har brugt det sidste år, men nu havde jeg den alvorligt mistænkt for alligevel ikke at være specielt god. Både Charlotte og jeg har bedst erfaring med en gær fra Doves Farm, men den er ofte udsolgt … nok fordi det er den bedste.

Jeg gik på nettet og søgte viden om forskellene på engelsk tørgær.
Jeg ville ikke give op endnu og forsøgte igen; denne gang med det gær, som kun kan bruges til manuel bagning, fordi det er for grovkornet og derfor ikke kan arbejde hurtigt nok. Jeg doserede 25 % mere end opskriften angav, men kom ellers præcis de samme ingredienser i som ved første bagning.

Miraklet skete!
Ud kom et brød, der næsten var hævet helt ud af maskinen, selv om jeg kun havde bagt et mellemstort brød (man kan bage et lille, et mellem og et stort. Det kalder Panasonic for medium, large og extra large …).
Det var altså gæren, der ikke duede. Man kan ikke bruge den gær, man kan bruge, og den gær, man ikke kan bruge, er fænomenal!
Det er altså vildt mærkeligt! Er der noget at sige til, at man indimellem får grå hår i hovedet?
Og nej, det er ikke noget, jeg permanent har. Af en eller anden grund bliver jeg ikke gråhåret – måske fordi jeg fik det ‘fornyet’ for ni år siden?

Herover resultatet af de to bagninger. Samme ingredienser, samme bageprogram. Forskelligt gær.
Brødet smager himmelsk. Til maj, når vi igen skal til England i bil, skal jeg have købt nogle forskellige poser af deres mange slags eminente bagemaskinemelblandinger. Hvorfor halter vi så langt bagud med det herhjemme? Fordi vi ikke bruger bagemaskiner i stort omfang, fordi vi ikke kan få ordentligt gær til dem?

Men nu har jeg altså to bagemaskiner, for jeg må jo nok konkludere, at det ikke var den, der var noget galt med.
Jeg håber, der er et familiemedlem, der vil overtage den, for jeg er trods alt glad for, at jeg nu har anskaffet mig en, der kan meget mere, når jeg nu ikke selv kan, og jeg synes det er fedt, at den kan lave surdejs- og rugbrød.

Og – den sidste lille krølle på historien er, at jeg netop har fundet ud af, at jeg kan købe det føromtalte bedste tørgær fra Doves Farm hos Med24. Det har jeg nu bestilt et par poser af, så jeg også kan sende en over til Charlotte, hvis hun stadig ikke kan få fat i det derovre.

Jeg er inde i en periode

Tro nu ikke, at overskriften er en undersættelse af det engelske I have my period. Det er noget helt andet!
Med tiden har planeten Jorden og senere menneskeheden været inde i forskellige perioder. Nogle har varet i millioner af år, andre bare nogle snese.
Visse kunstnere har haft deres perioder – Picasso, for eksempel, har haft både en blå og en rosa periode.
Ikke at jeg betragter mig selv som kunstner; det er mere for at illustrere, at jeg i kortere eller længere tid interesserer mig mere for én ting end for så meget andet. I modsætning til Picasso har jeg gennem livet haft flere perioder.
Der var stenslibningsperioden i begyndelsen af 90’erne, som jeg prøvede at tage op igen i 2016, men det fangede ikke helt denne gang, hvor den i første omgang varede i nogle år.

Lige nu er jeg inde i en elefanthueperiode. Jeg er i gang med den femte, og der kommer flere endnu – vi skal også lige have nogle røde og helt lyse.
Jeg er gået over til kun at bruge Røde Kors’ opskrift. Den er for det første den bedste af de to jeg har afprøvet, og for det andet bliver det sandsýnligvis der, de havner på et tidspunkt alligevel, for jeg kan ikke forestille mig, at familien har brug for så mange elefanthuer, hvorimod Røde Kors er umættelig.
Det er egentlig underligt, at jeg får det på denne måde, for der ligger en selvmodsigelse i at hævde, at jeg har ‘perioder’ samtidig med, at jeg på ingen måder ynder rutiner – går hurtigt helt død på sådanne. Der var en grund til, at jeg befandt mig bedst i den udviklingsafdeling, jeg var i i de sidste 25 år af mit arbejdsliv, og hvor man ikke nødvendigvis om morgenen kunne vide hvad dagen ville bringe. Eller også troede man, at man vidste det, men virkeligheden viste sig så at være en anden. Det var ret fedt, syntes jeg, mens andre måtte søge væk, netop fordi de holdt af at vide hvad der skulle ske hvert minut af dagen.
En del af svaret ligger måske i, at huen er strikket på en dags tid samt, at det er forskellige garner og farver, jeg anvender? Ikke-rutinen udmønter sig også i, at der kun er én hue, hvor der for sokkers, vanters (og ærmers) vedkommende altid skal laves en til 100 % mage til den første – for først- og sidstnævnte kaldes dette for SSS: Second Sock/Sleeve Syndrome. SMS (for mitten) er allerede optaget. Jeg kan ikke svare på mit eget spørgsmål, men givet er det, at rutinehaderen her har sine perioder … mindre diplomatiske personer har måske mere lyst til at kalde det for ‘flip’ …

Bagning er ikke en disciplin, jeg nogensinde bliver danmarksmester i – Den Store Bagedyst vil aldrig få en henvendelse fra mig; jeg elsker at se det (og at spise kager), men bryder mig ikke særligt meget om at bage, hvilket nok er gavnligt for mit luksuslegeme.
Det seneste års tid har jeg ikke desto mindre også haft en bageperiode, nemlig muffin-perioden.
Jeg har fundet ud af, hvor nemt det er at lave muffins, og de kan varieres på et utal af måder. Vi belønner os selv med en hver i to dage, mens de resterende otte kommer i fryseren, så jeg har til gæster.
Gæster har vi så ikke haft voldsomt mange af det sidste års tid, hvorfor det endnu ikke er blevet til mere end fem forskellige slags. Muffins, altså. Ikke gæster … men englænderne kunne tage godt fra, da de var her i sommer, og Troels Tækker gjorde kål på de sidste fra fryseren.
Jeg har lige taget et hold citron-birkes-muffins ud af ovnen. De dufter lovende …

Maskinbrød og menneskesprog

Jeg har nu bagt en hel del brød i min nye brødbagemaskine – med større eller mindre held, dog heldigvis med overvægt af ‘større’.
Der har nemlig været et par smuttere, og jeg har haft mistænkt gæren for at være den skyldige. At jeg har eksperimenteret lidt med meltyperne har givetvis også haft en del af skylden, men primært er det gæren, tror jeg. Jeg har for det meste brugt frisk gær; kun én gang har jeg brugt tørgær, men det gik helt galt, og i det hele taget har jeg dårlige erfaringer med det tørgær, man køber i Danmark og i Sverige. Alle opskrifter er med tørgær, også de danske, men i England er det meget vanskeligt at købe frisk gær.
I det store og hele var jeg ikke 100 % tilfreds med mine brød. 90 %, måske, men der manglede lige det sidste, før jeg kunne få hænderne helt op.

Jeg var derfor spændt på at komme over til Charlotte og smage hendes brød. De kører med andre typer tørgær, og hvis jeg troede, at vi havde mange forskellige slags mel at vælge imellem her i DK, kunne jeg konstatere, at de har mange flere i England.
Gæren kunne jeg sagtens have med hjem derovrefra, men med kun håndbagage tilladt måtte jeg springe melet over denne gang, så når vi om et par måneder tager bilen derover, skal jeg have adskillige kilo med hjem.
For der er forskel.
Jeg smagte to af Charlottes brød, og de var uden for enhver tvivl bedre end mine.
Det er nok meget godt, at jeg bliver tvunget til i første omgang at bage med det engelske gær, for det er her som med alle andre forsøg: Man ændrer én parameter ad gangen, ellers ved man ikke, hvorfor det lykkedes – eller ikke lykkedes.
Der er stadig et lille stykke op til Charlottes standard, men der var dog en klar forbedring, så jeg vil fremover kun bruge det engelske tørgær.

Det er ikke fordi jeg ikke har studeret danske sider om brødmaskinebagning, og andre end mig kan åbenbart godt bruge dansk tørgær, men med den nemme adgang, jeg har til den engelske udgave, er det et nemt valg for mig.
Den ene af de danske sider leverede en del glimrende eksempler på ukorrekt stavning og grammatik.

Og det tal, er stødt stigende. Jeg bliver stødt over d’er, der ikke skal være der – men antallet af brødbagemaskiner i DK er sikkert støt stigende. Det komma har heller intet at gøre der; sætningens udsagnsled og grundled er blevet delt.
…vel og mærke… Neiijj! Vel AT mærke!
ikke længere er en drøm, at vågne op til. Nej. Der skal ikke komma foran ‘at’, når det efterfølges af en infinitiv (= at-måde: at være, at blive, osv.)
…så man fx undgår madspil. Det ekstra d fra før kunne passende have været puttet herind … det er da helt fint, hvis maden spiller, men madspild bør undgås i videst muligt omfang.
Skal du lave et, 3, eller 5 franskbrød? Tal mindre end 10 skrives som hovedregel med bogstaver, men man bør i det mindste være konsekvent. Dette er et godt eksempel på, hvor fjollet det ser ud, når man ikke er det. Jeg kom i første omgang til at læse sætningen med tryksvagt ‘et’, hvilket ikke rigtig gav mening.