Endnu en tur i Mallings Kløft

Efter en stressfremkaldende myldretidstur ankom Sus og Jan sent fredag eftermiddag. Den slags trafik er de slet ikke vant til og især Jan var ved at besvime bare ved tanken, da jeg sagde, at det havde jeg kørt i i 35 år. Hvordan kunne du dog holde det UD???
Svaret var, at det kunne jeg sådan set heller ikke, men at det hjalp gevaldigt, da jeg fik hjemmearbejdsdag fast hver onsdag – så var det som at have to weekender på en uge, selv om den ene var en arbejdsweekend på kun en dag.
Det er nok også lidt værre lige nu, fordi man fraråder folk at tage offentlig trafik, men tage bilen i stedet – stik modsat af, hvad man har prædiket de sidste 30-40 år, men coronapesten har forandret mangt og meget.

De kom dog frem uden øvrige problemer end irritationen over kofanger mod kofanger-trafikken, og herefter skulle der bare hygges og snakkes og spises og drikkes gode vine, hvilket der skete/blev i rigelige mængder for alle fire elementers vedkommende …
Lørdag formiddag trængte vi derfor alle fire til luft, så vi tog dem med til Mallings Kløft, som har vist sig at være et hit, fordi den er så speciel. I går fandt vi, hele vejen langs ‘floden’ i kløften, arum eller dansk ingefær, hvilket jeg ikke synes vi gør ret mange steder i skovene på Sjælland.

Som sædvanlig skulle den farlige flod krydses flere gange med livet som indsats. Vi bliver som børn igen hver gang.
Man kan ikke komme igennem kløften uden at skulle over vadesteder tre gange. Det kan godt være en smule bekymrende, når man har dårlige knæ, men det gik. Turen tilbage tager vi altid oppe på markstien, fordi Johns knæ, og i går også Sus’, har det ikke helt godt med de skrå stier. Det kan gå den ene vej, men ikke begge.

Vi gik forbi en fold med en snes af fårene, som ses herunder, og da jeg googlede fåreracer for at finde ud af racen, fandt jeg en engelsk side, hvor man beskrev 240 racer! Jeg anede ikke, at der var så mange, så det blev ikke en nem opgave. Jeg opgav. Enten er det oxfordfår eller også er det gotlandsfår.
Tror jeg. Det kan sagtens være noget helt tredje, og jeg ville blive glad for et kvalificeret bud på racen med det sorte hoved og den buttede snude.
Jeg så også egetræer med tusindvis af grønne agern og fik den tanke, at de måske kan farve lige så flot brunt som grønne valnødder kan?
Det skal undersøges og/eller afprøves.

I aftes var vi igen på Mejerigården nede ved Gedser. Igen tog vi seksrettersmenuen og igen blev vi ikke skuffede. Det gjorde Sus og Jan heller ikke, heldigvis. Det er altid farligt at have anbefalet et sted og rost det i høje toner, for vi har jo ikke alle samme smag, men det var en succes. Seks retter med vinmenu – undtagen for John, som i stedet drak et par Erdinger 0,5 %, så vi havde en god og ædru chauffør til hjemturen, hvor Sus og jeg sov sødt næsten hele vejen.
Det er et skønt sted, og vi har en god undskyldning for at komme derned igen, for vi har også aftalt med Ditte og Peter, at vi skal på Mejerigården engang. John vil så gerne derned en torsdag, så han kan få afprøvet den wienerschnitzel, han kastede lange blikke efter første gang vi var der.
I aftes blev vi på fornemmeste vis betjent af den lille svenske dame, som optræder på reklamefilmene fra Mejerigården. Hun havde let til smil, kvikke, men ikke overkvikke, bemærkninger på læberne og et glimt i øjnene, som vi ikke kunne stå for, så hun reddede sig lidt gode drikkepenge.

Uden regn ingen regnbue. Eller …?

Det var ligegyldigt, hvor eller hos hvem man kiggede på FB i aftes, så kunne man fornemme de tilfredse suk over det meste af landet. Overalt frydede man sig over regnen, men kom der noget hos os? Ikke engang en enkelt dråbe kunne det blive til, og vi trænger lige så meget som de andre.
Vores genboer kiggede forbi ved 18-tiden og spurgte om vi havde det godt, for det var længe siden de havde set os. Det var der en forklaring på, og den fik de over et glas hvidvin. De havde deres børn og børnebørn på besøg samtidig med, at vi havde vores. Normalt låner Charlotte og Tim parkeringsplads oppe ved siden af deres garage, når de kommer i bil, men vi troede ikke det kunne lade sig gøre i år pga. deres egne gæster.
Det kunne det dog godt … deres datter og svigersøn har lige købt en Jaguar, og genboerne havde det ret fedt med tanken om, at der skulle holde både en Jaguar og en Bentley foran deres hus, så jo, selvfølgelig skulle C & T bare sætte deres bil der – der var lige netop plads nok.
Mens vi sad og opdaterede hinanden på vores besøg og om vores alle sammens fortræffelige børn og børnebørn, kom buddet fra Den Grønne Asparges. Stærkt forsinket (18:50), men vi var blevet advaret om, at de først ville komme deromkring i dag.
Til gengæld havde jeg ikke taget højde for, at det kun passer med to af de fire dage, som der er til i kassen, fordi vi enten har gæster eller selv skal ud to-fr-lø, så vi spurgte, om ikke de blev og spiste, for så kunne vi få gjort kål på to af dagene på én gang.
Det var da i orden, syntes de, og hun og jeg kastede os i skøn samdrægtighed over det, der nærmest blev til en hel buffet. Vi havde ikke arbejdet sammen før, men det gik som en leg, og selv om der var en del at lave, havde vi det hele klar i løbet af 50 minutter. Maden smagte glimrende, og som altid, når man i løbet af nulkommafem får arrangeret en så impulsiv sammenkomst, blev det smadderhyggeligt. Hun hentede lidt dessert i deres fryser, så alt i alt blev det til en finere middag.

Tæppet på billedet er til Røde Kors – et af dem som har været sjove at strikke, og plantefarvegarnsglorien blev pudset ved samme lejlighed.
Jeg kalder det regnbuen, og med lidt god vilje synes jeg godt, det kan ligne en sådan.
En anden glorie blev også pudset – det er lige før jeg segner under alt det blanke metal … 
I formiddags lavede jeg chilimarmelade (the best ever!) og en rygende stærk chilipasta; efter frokost satte jeg fem henkogningsglas over med tomater og krydderurter, samt en lille bradepande med tomater, der skal tørre.
Selv om dette er rent blær, så lad alligevel være med at være imponerede – jeg kan fortælle, at tomaterne kun tog 40 minutter at forberede fra start til slut, så det er altså ikke det store arbejde, der ligger i al dette lækre vinterforråd, men jeg har fået brugt næsten alle de mange kilo tomater, så jeg er glad.

Nørkle, nusse, gøre klar og købe nyt

Lige nu flintrer mine englændere rundt inde i København. Da Charlotte hørte vejrudsigten, ændredes planerne til fortrinsvis at bestå af indendørs aktiviteter. De er jo ikke englændere for ingenting, så de er ikke så hårdføre som vi vikinger er. Selv ikke C, som i den henseende er blevet mere engelsk end dansk. Men okay – det føles virkelig hundehamrende koldt, når det blæser så meget som det gør, også for os vikinger.
C & T havde kobberbryllup d. 31. januar. Det fejrer man ikke i England. Det kunne de selvfølgelig sagtens have gjort alligevel, men Tim har travlt med at flytte domicil og C har travlt med at forberede den nye butik, så det var ikke en fest, der havde nogen prioritet.
Hun har længe ønsket at vise børnene København, så hun bookede to nætter på et centralt hotel – ikke mindst for også at føle, at de gjorde bare lidt ud af det kobberbryllup.
Og hvordan reagerede ungerne?
“Hvorfor det??? Vi vil meget hellere direkte hjem til mommer og moffar!”
“Jamen … I kommer til København. Det er en dejlig by.”
“Vi har da været i Tivoli!”
… Nogle dage senere:
“Er der SNE hos mommor og moffar? Hvad laver vi så i København?”
Selv om den reaktion naturligvis glæder de gamle morforældrehjerter, håber jeg sandelig for dem alle sammen, at de får et par gode dage i København. De ville sikkert blive endnu bedre, hvis de kunne vente til sommer, men der var lige det med kobberbrylluppet, så det skulle være nu …

Jeg nusser huset invasionsparat. Invasion lyder så negativt – sådan er det ikke ment, men når husets normale indbyggertal vokser til det tredobbelte, så er vi langt fra den normale hverdag. Heldigvis.
Lægge håndklæder frem. Åbne mere for radiatorerne i de to værelser, da ingen af de fire holder af at sove så køligt som John og mig. Lægge en lille velkomstgave og et par nye annefutter ved hvert af børnenes hovedgærder. Lægge madplan med lutter livretter (ikke mine, forstås).
Yndlingsosten, pålægschokoladen, honningen, leverpostejen og de überlækre frosne tebirkes fra Meny er i hus. Disse og andre ting skal bare være de samme fra gang til gang – traditionerne er vigtige, og de glæder sig alle fire til hver deres helt bestemte ting, der hører sig til ethvert besøg hos os.

Radiatoren på børnenes værelse virkede ikke, heller ikke, da John havde lirket en lille pal løs. Det plejer ellers at virke, men ikke denne gang. Der blev åbnet i går, men i morges var det kun 1/4 af radiatoren, der var lunken, mens resten af den var helt kold – underligt, meget underligt. De kommer som sagt i morgen til frokost; vi kan derfor ikke nå en blikkenslager, so what to do?
John kørte afsted for at købe en elektrisk olieradiator, for ungerne hverken kan eller skal sove i 12°. Mens han var væk, skruede jeg lidt op og ned for termostaten, og da han kom tilbage, virkede radiatoren! Han havde naturligvis drejet på den flere gange inden da … det må være mit magic touch.
Nå. Det er altid godt med lidt backup, hvis vi skulle løbe tør for olie …

Dahliaerne? Det er årets fem nye, som er ankommet fra Peter Nyssen. Der er meget at glæde sig til – både nu og senere.

Sådan opfatter vi så forskelligt

Da vi kom hjem fra England, lå der en invitation fra vores naboer: “Kom og vær med til at fejre, at alle husene nu er beboet … [tekst] … medbring en ret til et fælles tag-selv-bord, drikkevarer til eget forbrug og godt humør.”
”Alle husene” på vejen er otte, så vi er ikke mange, men det gør ikke spor – tværtimod. I Havdrup var der 77 rækkehuse, og John og jeg var meget asociale og deltog aldrig i noget fælles, da vi boede der, for vi havde slet ikke lyst til at involvere os i bare en brøkdel af alle de mennesker.
Her er det noget andet. Folk er så utrolig søde, gæstfri, venlige og … involverede, hvis man kan sige det sådan. Alle interesserer sig for hinanden, uden det er på en anmassende eller påtrængende måde, og alle ser efter alles huse og spørger om der er noget, de kan gøre, hvis nogen er ude at rejse.
Derfor deltager vi da også i sammenkomsten – ikke af pligt, men af lyst.
Jeg sagde til John, at jeg ville lave bagte cherrytomater med rødløg og masser af hele hvidløgsfed, det hele vendt i en anelse balsamico, en smule honning og olivenolie. Til sidst mozarella ovenpå i små klumper efter færdigbagning af de andre ingredienser i ovnen.
Det smager hujende godt til stort set alt, og jeg laver det forholdsvis tit.

Jeg kunne godt se, at John så lidt betænkelig ud …
– Hvad er der i vejen? Det smager da godt …
– Jo, men … det er jo tilbehør.
– Ja. Det skal der da også være på en buffet.
– Der står “en ret”. Og der står ikke “buffet”, der står “tag-selv-bord”. (John tager alting meget bogstaveligt).
– Det er det samme som en buffet … og det dur ikke, at der kommer otte hovedretter og ikke noget tilbehør – de kunne lige så godt have skrevet “en ting”.
– Det gjorde de jo ikke … jeg tror altså ikke, det er rigtigt at komme bare med noget tilbehør. Du kan da heller ikke komme med en skål salat, fx.
– Det kan jeg da – jeg gider bare ikke tage ud at handle, og jeg har íngredienserne til tomatfadet.

Denne snak gik lidt frem og tilbage.
For at gøre manden glad sagde jeg, at jeg havde noget rødfisk ude i fryseren; det kunne jeg sprødstege og lægge oven på tomaterne.
Så er det pludselig med særdeles enkle midler forvandlet til en fiskeret og ikke ‘bare’ tilbehør. Man har jo lov til at fiske (tøhø) ved siden af fisken og nøjes med tomaterne.
Jeg er stadig overbevist om, at der ikke havde været noget forgjort ved at komme med tilbehør og ikke en hovedret, men John er født nervøs over at risikere ikke at gøre det forventede (hvilket ikke har generet mig i det meste af mit voksenliv), så for at gøre ham tryg igen, supplerer jeg med fisken.
Sådan er vi så forskellige … hvem siger, at lige børn leger bedst?

En skøn aften – og en næsten helt overklippet navlestreng

Det Fast Sammentømrede Engelskhold var her i aftes. Det meste af det … og så kan I måske med rette spørge, hvor sammentømret det så er …
Det ene afbud var fra en, der simpelthen ikke kunne få det til at passe ind i kalenderen, lige meget hvad vi gjorde, og det andet var fra en der, sammen med sin mand, “er begyndt at puffe lidt til en golfbold, og da jeg omsider havde fundet ud af at ramme bolden, ramte jeg i min iver ud i luften et par gange med et vrid/hold i ryggen til følge. Det gør så ondt så ondt – har været til kiropraktor i dag for 3. gang og skal igen i morgen … kan ingenting overhovedet … sjældent har jeg været ude for lignende – det er voldsomt smertefuldt og gør mig bare passiv og stille”. Uf da altså.
Den stakkels kvinde skulle have nøjedes med at puffe til den golfbold; hun er stadig totalt smertelammet og dermed lige så totalt inaktiv.

Det blev altså til fem ud af syv. Det var der ikke noget at gøre ved – desuagtet havde vi det som vanligt herligt i hinandens selskab og kunne sagtens snakke for alle syv. De havde taget tidligt fri fra arbejde for at kunne være hernede, mens det endnu var lyst. Der er jo en laaaang vej fra Hørsholm.
Beklager den elendige billedkvalitet, men det var hvad det blev til fra min side i aftes – de fik hver et par af mine hjemmestrikkede futter på, som ligger til fri afbenyttelse i en kurv ude i entreen. Malene spurgte, om jeg kunne lokkes til at strikke et par til hende, for hun havde aldrig før haft så varme fødder – hun frøs normalt næsten altid om dem.
Det kunne jeg ikke stå for, så hun fik sit par med hjem. Det kan være hun nærmest flytter ind i dem, som Anna og Aubrey gjorde, da de blev introduceret til dem. Futterne er tudegrimme, men effektive. Lige som mig, tøhø … man skal ikke lade sig narre af udseendet …

Jeg har filosoferet lidt i de sidste par dage, fordi det var forhenværende kolleger, der skulle komme.
Efter at have været jobstoppet i over 2½ år, har jeg vist endelig klippet navlestrengen over til min gamle arbejdsplads. Jeg har gennem et stykke tid mere og mere kunnet mærke, hvordan jeg får det på stadig større afstand. Jeg har ikke længere den samme lyst til at kigge forbi og få en sludder (ikke at jeg gjorde det, men lysten var der ofte). Jeg gider ikke engang rigtig køre op til vinsmagningerne længere – har kun været til to af arrangementerne i år.
Veteranklubben holder møde den 5. oktober, og det var lige før, jeg meldte afbud til den, fordi det er dagen efter, at jeg har været på Fyn hele weekenden til strikkefestival. Dog også kun lige før – jeg meldte mig til, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil fortryde det, men jeg var forbavset over, at jeg overhovedet fik tanken om at melde fra – det var det, der fik mig til at tænke på moderbindinger, navlestrenge og den slags.
Faktisk er den eneste streng, jeg overhovedet ikke har lyst til at klippe over, netop den, der bevægede sig helt til Præstø i aftes. Det hold håber jeg virkelig på har lyst til at blive ved med at mødes, selv om der nu er to af os, der er jobstoppet. Indtil videre er der heldigvis ikke tegn på andet, så jeg er glad.
Er det normalt, at man er så længe om at slippe? Jeg kender egentlig ikke særlig mange pensionister, der har været så længe på en og samme arbejdsplads, så jeg har ikke nogen at udveksle erfaringer med. Andet end en af veteranerne, som er blevet veteran siden sidste møde. Hun nåede at være der i 39 år, så hende må jeg lige have en sludder med. Jeg ved dog, at hun, lige som mig, stornyder pensionisttilværelsen – det er jo ikke ligefrem, fordi vi sidder derhjemme og græder …

Og det kalder de bredbånd!

Eltel var her i dag – Eltel er firmaet, som Fibia har fået til at lægge bredbånd ind hos os.
Nu virker det fra i morgen.
Det er altså noget småtteri – som i virkelig bittebittesmåt, og det kalder man for bredbånd. Ikke specielt logisk, sådan rent umiddelbart, men der skal såmænd nok vise sig at være en god grund til det, hvis man borer lidt.

Herunder ses det, der er afbildet på tegningen øverst til højre.

Først det yderste lag beskyttelse (jacket), så det blå, som kaldes buffer, derefter cladding og til sidst the core.
Vi er som sagt nede i småtingsafdelingen her – the core er omkring 8 µm tyk – altså 8/1000 millimeter, hvilket forklarer, hvorfor selv mit gode lille Lumix har lidt svært ved at fokusere på claddingen, som er 125 µm.
Godt nok er det småt – men det er alligevel ikke mindre, end at fyren gudhjælpemig kunne splejse to ‘rør’ sammen i denne fikse lille maskine, som koster 65.000 kroner. Jeg måtte gerne fotografere, men jeg skulle ikke lige komme til at sparke til hans udstyr – så ville jeg blive meget upopulær.

Det bliver nu alligevel meget rart igen at kunne se andre tv-programmer end DRs – jeg savner BBC-programmerne mest, og der især QI med Stephen Fry, samt Would I Lie to You, som heller ikke er uden evner. TV2 har vi kunnet konstatere, at vi overhovedet ikke har savnet, så hvis det kan lade sig gøre at vælge det fra, bliver det nok sådan. Det vil vise sig, når vi kigger på mulighederne.

Mens ‘fiberredningen’ stod på, kom der cykelgæster i vores have. Først stillede hun sig op og fotograferede, så holdt han og hun en lille drikke- og kortkigningspause, hvorefter de kørte igen. Men tilbage, hvor de kom fra???

Der gik 10 minutter, så vendte de tilbage med et helt hold, som også slog sig ned og holdt en lille pause.
Alle fotograferede på livet løs.
Det er da lidt hyggeligt – og det sker efterhånden dagligt, efterhånden som cykelturisterne indfinder sig, men bilisterne standser også op.
Fremover, når jeg fotograferer smukke engelske huse, vil jeg ikke længere prøve at gøre det mere eller mindre gedulgt, for hvis de ejere har det lige som os, vil de kun synes det er dejligt, at andre synes så godt om deres hus, at de vil have billeder af det med hjem til feriekataloget.
Deres billeder bliver forhåbentlig bedre end mine … jeg snuppede turisterne gennem stuevinduet, for jeg ville trods alt ikke gå udenfor og forstyrre dem. De talte spansk, så jeg ville have haft svært ved at fortælle dem, at det var helt i orden, at de holdt en pause lige der. Det var nemlig ældre mennesker, som efter min erfaring ikke altid er lige gode til engelsk, og mit spanske stort set begrænser sig til hola, no og si!

Det er da også ganske nysseligt, det billede, de tager med sig hjem, hvis jeg selv skal sige det … det findes næppe mere typisk dansk end dette.