Tjeklisten

Murphy har igen slået til. Det var frygtelig længe om at blive rigtigt forår med sol og tålelige temperaturer. Jeg synes ikke det er sjovt at gå i haven i skidragt, så det blev ikke til så forfærdelig meget, mens det stadig var koldt og vådt.
Lidt blev det dog til, for jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle være nået hele haven igennem inden afgangen i morgen til Kruger Park i Sydafrika.
Det nåede jeg også. Jeg nåede ikke helt i bund i alle bedene, men jeg nåede det meste, og drivhuset er plantet til. De udendørs krukker er ikke ordnet endnu, for jeg vil ikke give naboen alt for meget at passe mens vi er væk.

For en gangs skyld tager vi afsted tidligt på sæsonen og har ingen rejseplaner hele sommeren udover denne safari, så vi er hjemme lige til sidst i september og kan dermed selv passe have og drivhus. Vi har planlagt nogle småture, men er højst væk i to nætter ad gangen.

Men ham Murphy, altså … nu har vi haft et generelt set dårligt, koldt og regnfuldt forår, og hvad sker der så? Lige præcis i den uge vi er væk, bliver det pragtfuldt vejr med masser af solskin og næsten ingen regn. Måske lidt på onsdag, men det gør heller ikke spor, for jeg har sået forskelligt og flyttet rundt på noget ude i bedene, så de må helst ikke blive for tørre.

John har pakket håndbagagen om mindst tre gange, for han ville ikke bruge den sædvanlige rygsæk, da udstyret så ikke var nok beskyttet mod stød, men kameratasken har ikke så meget plads til alt det andet, der også skal med som håndbagage, især når man ved, at risikoen for kuffertforsinkelse eller endog for, at den aldrig når frem, er større her end ved så mange andre destinationer.

Han kan heller ikke finde ud af, hvilket fotoudstyr han vil have med. Først sagde han, at han ikke gad slæbe på den bedste (men også tungeste) linse, hvortil jeg indvendte, at så vidt vi ved, bliver det sidste gang, vi skal ud at opleve The Big Five, og hvis ikke han skulle bruge en rigtig god linse til den tur, hvornår skulle han så?
“Jamen den fylder så meget, og den skal ikke i kufferten!”
”Nej, det skal den bestemt ikke, men hvis jeg nu forsøger at få plads til din skjorte og undertøjet, vi bliver anbefalet at tage med i håndbagagen, går det så ikke?”
”Jeg prøver …”

Det har han så gjort nogle gange, men nu er han vist blevet enig med sig selv om, hvad han gør med hvilket udstyr. Og min Nordace, som er rygsækken over alle rygsække, er nu fyldt til bristepunktet. Det er helt utroligt, hvor meget der kan være i den, selvom den faktisk ikke engang er særlig stor.

Det hjælper dog lidt på kapaciteten, at jeg har valgt at lade pc’en blive hjemme denne gang. Bloggeriet må for en gangs skyld vente, til vi er hjemme igen.

Jeg glæder mig vildt til alle de mange game drives, men jeg glæder mig ikke til turen derned – eller hjem igen for den sags skyld. Vi skal via Dubai, og det er hhv. 6 timer dertil, 8 timer videre til Johannesburg og endelig en times tid til Hoedspruit, som ligger i nærheden af Nyatis camp. Det er bare rene flyvetider; dertil kommer ventetiderne.
Vi flyver 15:35 og er fremme næste dag kl. 13:55. Det bliver sejt! Vi får helt sikkert ikke meget søvn i det døgn, så det er godt, vi skal ned og ikke lave noget som helst andet end på game drives, både på solopgangsture og solnedgangs-ditto, en flodsejlads, spise udsøgt mad og drikke gode vine – ikke kun indendørs, men også ude i bomaen under den fantastiske afrikanske stjernehimmel. Udflugten til Drakensberg springer vi over og vil i stedet nyde campen. Det er en flot tur, men vi var på en tilsvarende i 2017, da vi havde englænderne med.
Vores bungalows terrasse befinder sig nærmest lige over Olifants River, så vi kan se dyrene komme for at drikke om aftenen, so what’s not to like? Bortset altså fra den lange rejse, men man kan ikke få alt – og slet ikke Sydafrika inden for en bekvemmelig afstand.

Alle billeder er fra Nyatis hjemmeside, men de har sikkert ikke noget imod lidt gratis reklame. Vi kender hele fem par, som har været på samme tur, og ingen af dem kan få hænderne ned, når de taler om den rejse.

Jeg har ingen problemer med at se mig selv sidde på denne terrasse …

… og heller ingen ved at forestille mig John i hængekøjen (det har han dog og hævder, at hængekøjen er helt og aldeles min!)
Det ser da ud til at være verdens fedeste sted, ikke sandt? Jeg er så meget luksusmenneske, at jeg foretrækker sådanne forhold.

Kom maj, du søde milde …

Hvor bliver foråret af? Eller faldt det bare på en mandag i år? Jeg kan kun mindes en enkelt dag, hvor jeg fyldt med fryd og forårsfornemmelser gik i haven og nød det dejlige forårsvejr, mens jeg arbejdede i bedene.
Jeg arbejder stadig i bedene. Lidt. En gang imellem. Jeg er nemlig ikke ude i ret lang tid, inden jeg bliver kold helt ind i sjælen, selv om jeg udfører fysisk arbejde.
Det er ikke sjovt, og det er heller ikke spor hyggeligt, bare det rene pligtarbejde, men jeg ville så gerne være færdig med alt det mindre sjove havearbejde, inden vi smutter afsted til Sydafrika på vores livs sandsynligvis sidste safari.
Ude i drivhuset har der været hyggebelysning i et par nætter, fordi jeg har set mig nødsaget til at sætte stearinlys derud. Selv om det har frosset et par grader udenfor, har det ikke frosset inde i drivhuset – i hvert fald har alt overlevet indtil videre.
Men det der forår, altså … der blæser en strid østenvind, som føles som om den kommer direkte fra Sibirien. Til gengæld er strømmen billig, men lige nu vil jeg hellere have milde forårsvinde end billig tøjvask, tak.

Lidt opmuntringer er der da indimellem.

Nu har jeg skrevet om plan A, plan B osv. vedrørende vores tanker om en fremtid uden Den Stråtækte.
Hvem kunne lige vide, at der ville komme en plan X midt i det hele? X står som bekendt for en ubekendt størrelse, og den kom da også helt bag på os begge.
Måske skyldes det primært, at Charlotte vil gøre meget for at undgå, at jeg flytter til England, men jeg vælger at tro, at sådan er det ikke – og selv om det skulle være sådan, lyder plan X næsten for god til at være sand, men ikke desto mindre leger vi nu alle med tanken.
Hun sagde nemlig, at hun overvejer at købe sommerhus i Danmark. “Så kan I leje en mindre lejlighed i tryg forvisning om, at I bare kan tage ud i mit sommerhus, lige så tit I har lyst”.
Det talte vi meget om den dag. Tænk, hvis vi kunne få tingene til at gå op i en højere enhed, således at vi sælger nogenlunde samtidig med, at de køber. Det ville være det ideelle, for vi vil dermed kunne levere stort set alt, hvad der er brug for af service af alskens art, plus senge og andre møbler, i og med, at vi vil skulle downsize en hel del.
Tænk at have sådan et sted, som man bare kan bruge uden at skulle have ansvaret for pasning og vedligehold, hvilket C lagde vægt på, at sådan skulle det blive – den slags vil hun betale sig fra, for det er meningen, at vi skal nyde, ikke yde.
Vi skal, af skattetekniske årsager, bare helst holde et par år til i Den Stråtækte, og uden at kunne love noget som helst i den retning, kunne jeg i det mindste love, at vi vil gøre vores bedste for at overholde den del af aftalen – det er jo absolut også det, vi allerhelst vil. Mindst to år og og helst fem.
Lyder det for godt til at være sandt? Måske, og det er så langt fra en realitet endnu, men det er ren win-win, for C vil virkelig gerne kunne vedblive at have en base i Danmark, også når vi er væk.
Man må aldrig gå ned på planer …

Mosekoner brygger og troldkvinder kværner

Jeg stod og strøg duge, da John kom ind fra haven og bad mig komme med ud, for han havde lige opdaget noget meget underligt noget i flisbunken fra træet, der blev fældet i juli.
Man bliver jo nysgerrig … og en strygepause siger jeg ikke nej til, selv om jeg samtidig kan stå og nyde den dejlige udsigt.

“Se!”, sagde han, “Har du nogensinde set sådan noget før?”

Det så spændende ud. Jeg var ikke i tvivl om, at det var en svamp, men hvilken? John så skeptisk på mig; han var vist ikke helt sikker på min vurdering, men hvad skulle det ellers være og hvad har man Google Lens til? Jeg hentede telefonen, søgte, og inden for et millisekund kom svaret: troldsmør.
Det havde jeg hørt om, men fik da ikke selv tanken. Så det er altså troldsmør.
Naturbasen siger: “I sommerstadiet (plasmodiet) er det en lysende gul, uregelmæssigt formet masse med nubret overflade, der langsomt bevæger sig hen over voksestedet, medens den spiser planteaffald, bakterier og sporer.
Biologi: Egentlig hører myxomyceterne ikke sammen med svampene, da de er encellede organismer, der har masser af cellekerner i samme protoplasma uden cellevægge. Man kan måske sige, at de er dyr om sommeren og svampe om vinteren. Kan bruges til garnfarvning, hvor garnet ved forskellige bejdser giver gule/grønlige farver.”
Den kan nogle gange findes i haver på barkflis efter kraftig regn. Aha!
”Okay, John, er du overbevist?”
Det var han.
Den ene klump smør var beige og derfor ikke helt ung; den anden meget mere gul. Det har nok været nogle unge, der var ved at flytte hjemmefra, for klumpen befandt sig en halv meter væk, og ikke på barkflisen, men så ikke ud til at mistrives af den grund.
”Dyr om sommeren og svampe om vinteren”. Jaja, man skal lære nyt hver dag.

Der findes mosekoner og troldkvinder. Billedet herover er dog ikke mosebryg, men hører mere til kategorien tåge. Det var bare det nærmeste jeg kunne finde i eget fotoarkiv.

Nu mangler jeg at se lygtemænd og elverpiger. Førstnævnte eksisterer og må være spændende at opleve. Elverpigerne skal man nok have en god fantasi for at få øje på.
Det har jeg nu egentlig også, så måske …
Jeg har set kornmod, men ikke morild, hvilket min søster engang har oplevet på en kajaktur i mørke. Det var fuldstændig magisk, sagde hun. Det tror jeg gerne, og det er sæson for det lige nu: “I Danmark kan morild med en god portion held opleves i august eller september. Natten efter en varm sensommerdag er det bedste tidspunkt at gå på jagt efter det glitrende fænomen.”
Vi burde gå en tur ned til vandet, når det er blevet mørkt. Det kunne jo være, vi var heldige.

Flerdobbelt skybrud m.m.

Jeg er ret glad for, at vi ikke har hus med kælder.
I går havde vi flerdobbelt skybrud. Måske ikke helt firdobbelt, men nok omkring tredobbelt. Jeg målte ikke præcist i hvor mange minutter regnen var så voldsom, som jeg ikke kan huske at have oplevet det før. Vi fik 12 mm på under 10 minutter, men på lidt mere end fem; dvs. et eller andet sted mellem dobbelt og firdobbelt. Det var fascinerende at stå og kigge på – som alt voldsomt vejr er, hvilket afspejles i de mange udsendelser om World’s Worst Weather, man kan se over BBC. Det er bare ikke altid sjovt at befinde sig midt i … i går, i de få minutter det var værst, kom der to cykelturister forbi vores hus. De var våde til skindet og så da også en anelse sammenbidte ud. Uvejret kom så pludseligt, at de nok ikke har haft en chance for at finde ly, og er man først blevet våd, er det hele også lige meget. Vil jeg tro …

Hos os skete der ikke noget. De vidste nok, hvad de gjorde dengang i 1780, da vores hus blev bygget. Det ligger på en skrånende grund, så alt overskydende vand løber væk. Der er ingen steder, det kan søge hen og være til skade.
Charlotte oplevede et tilsvarende voldsomt uvejr i England, og hos dem kan megen regn heller ikke forvolde nogen skade – de vidste også hvad de gjorde dengang i 1410.
Mine dahliaer overlevede denne gang. Jeg var ellers bekymret, for nu var de lige kommet så flot igen efter efter stormvejret for godt et par uger siden, men det er åbenbart mere en stærk blæst end det er tung regn, de ikke kan klare.

Dahliaer havde de også oceaner af i begge de åbne haver, vi i lørdags besøgte på Orebyvej ved Sakskøbing. Den ene haveejer frøformerede oven i købet dahliaer – mere for sjov og fordi hun kan, for resultatet er ikke til at forudse, når det er bierne, der har ansvaret. Det er kun styrbart, når man formerer dem via knolde, men jeg kan da godt se, at det må være sjovt at se hvad der kan komme ud af det.
Collagen herunder er et udpluk af sortimentet. Nogle af dem var dinner plate dahlias – altså med meget store hoveder. Sådan en enkelt havde jeg engang, men den døde desværre. Jeg må have nogle flere – det er imponerende med dahliahoveder på størrelse med menneskehoveder!

---

På vejen hjem lagde vi vejen om Maribo, da en af Thomas Dambos mange trolde står i nærheden af campingpladsen.
Den Frie Vilje var ikke engang svær at finde, som Dambos trolde sommetider kan være. Symbolsk?
Gad vide, om nogle af de mange redekasser nogensinde har beboere? Selv om de har lidt skæve vinkler, har det vel i praksis ingen betydning for en redebyggende fugl? Til gengæld skal fuglene nok være ret sociale …

---

Det kunne være jeg skulle indføre et fast afsnit kaldet “Dagens Fejloversættelse” eller “Dagens Undersættelse”.
I går så jeg denne:
They have never before been made in this magnitude blev til ‘de er aldrig før blevet produceret i denne størrelse’.
Der var ikke tale om den enkelte vares fysiske størrelse, for den var helt normal, men derimod ‘produceret i den størrelsesorden før’, hvilket er noget ganske andet.

Det var ikke en maskinoversættelse, for der er sjældent problemer med at oversætte ord til ord. Tværtimod; det er det de er bedst til, og det er det, der ofte gør dem så grinagtige.

Vi holder os til at være halvvilde

Generationskløften har fået en ny dimension. Jeg ser ikke udsendelserne om kolonihaverne, men jeg læste en artikel om generationernes store uenighed om havers funktion og udseende.
Min generation, som er efterkrigstidens børn, er, ifølge artiklen, stolte af at have haver, der ikke nødvendigvis behøver at være nyttehaver, fordi der er mangel på mad, men kan stå og være til pynt. Til så meget pynt, at de skal være støvsuget for ukrudt og vilde planter.
Den vinkel havde jeg ikke set “den pæne have” fra.
Vi/de ældre/gamle vil altså have pæne haver, med sirlige bede og tætklippede græsplæner. De unge/yngre vil have biodiversitet og vilde haver.
Jeg ligger nok et sted midt imellem. Desværre ikke hvad alder angår, men holdningsmæssigt.
Vild have-tanken er god for insekterne, men også for mig på den måde, at jeg ikke længere behøver at have det skidt med, at ukrudtet også kan ses imellem alle de blomster jeg synes skal være der.
For jeg har staudebede og nyder dem. Der er både blomster, som insekter er fuldstændig vilde med, samt nogle, som ikke er så interessante i den sammenhæng, men er det ikke sådan i alle livets sammenhænge? Altså, at der skal være plads til os alle sammen? Det er ligegyldigt, om det handler om seksualitet, politisk overbevisning eller haver.
Jeg har sået blodkløver bag insekthotellet. Der er dusinvis af dagpåfugleøje i mine skabiosa. Der er snesevis af humlebier i oreganoplanterne rundtomkring. Der er snesevis af honningbier, sommerfugle og andre småinsekter i de mange sarplanter. Der er snesevis af flere forskellige slags bier og alle mulige andre insekter i timianen, når den blomstrer. Alle tre spreder sig villigt eller sår sig selv. Især sar og timian kan fylde hele haven med deres duft. Insekterne er glade, og når de er glade, er jeg det også.

Jeg VIL ikke have mælkebøtter eller tidsler i min have. Punktum. Mælkebøtter er der rigeligt af i den danske natur, og tidsler har vi masser af på strandengene på den anden side af vejen. Med mine insektvenlige planter kan jeg godt tillade mig at mene sådan og dermed nyde mine dahliaer, som er bedre for mine øjne end for insekterne.
Jeg behøver med andre ord ikke at have en mindre jungle for at være vild med vilje.
Selv John har skiftet mening desangående, men han har også været nærmest ekstrem, fordi havde det stået til ham, havde vi haft en barokhave med de strammest mulige linjer og skarpe kanter.
Nu synes han, at mine lidt rodede staudebede er pæne! Tænk, det indrømmede han helt frivilligt i går, da vi sad og fik os en snak om det der blev til dagens emne.
Han har godt nok aldrig blandet sig i, hvad der skulle plantes og i det hele taget hvordan vores have skal se ud … han har givetvis været klar over, at hvis jeg skal have hovedansvaret for dens pasning, skal jeg også bestemme, hvad der skal plantes hvorhenne. Johns ansvar er alene græsplænen og hækkene.
Jeg måtte flere gange under tørken nedlægge veto mod at klippe græsplænen – han syntes den altid skal se nyklippet ud, men selv det har han nu slækket lidt på.

De fleste af dahliaerne overlevede heldigvis stormen, men de kunne have stået pænere. Pyt nu med det. De blomstrer, og det er det vigtigste.

Jeg vil heller ikke have skvalderkål. Det er sværere at opfylde end det med mælkebøtter og tidsler. Det er virkelig et sisyfosarbejde, men jeg gør det. Indædt og stædigt rydder jeg et par gange om året rosenbedet langs huset for de forbandede skvalderkål. Om foråret er der nemlig helt fyldt op med først vintergækker, dernæst krokus, påskeliljer og skilla, og til sidst nogle tulipaner. Jeg er bange for, at rodnettet fra den uønskede plante vil tage magten og forhindre forårsbebuderne i at dukke frem, og det vil jeg ikke risikere.
Noget helt andet er, at fem-seks af roserne burde tages op og erstattes af nye og remonterende, som jeg har gjort det, hvor Gertrude Jekyll står og blomstrer så fint for anden gang i år. Det er bare så kæmpestort et arbejde at få rødderne op, at jeg bliver ved med at udskyde det.
Og det bliver ikke nemmere, som årene går, men rosenbuskene er, ganske som husets frue, ikke så kønne mere, som de har været.
Jeg har dog fået lov at blive lidt endnu …

Uvejr i august

TV2 påstod, at det sker cirka hvert femte år, at vi har uvejr i august. Det siger de samtidig med, at de viser en uvejrsfrekvens således: 2010, 2014, 2018 … men okay, det er da så fem år siden sidst …
At kalde det længe ventede regn- og tordenvejr i 2018 er oven i købet en overdrivelse. Det regnede meget, ja. Det gjorde det den 10. august, og det var ventet med megen længsel, for vi havde ikke set vand siden engang i maj. Det lynede og tordnede også i den forbindelse, men det gør det flere gange hver sommer.
Jeg kan måle uvejrets voldsomhed på mine dahliaer, og dette de forgangne par dage var rekorden mens vi har boet i Den Stråtækte. Aldrig har de stakkels dahliaer lidt så meget … åh, det var et sørgeligt syn, var det. De så fine ud i går morges, selv om det havde blæst både mandag og natten til i går, men i løbet af formiddagen kom de til at således ud:

Det var værre, end det kan fornemmes her på billederne. Flere var ikke kun lagt ned, men var nogle steder knækket helt over, så de stod ikke til at redde, og det var selvfølgelig de allersmukkeste af dem (nederste billede), som jeg havde sat i forreste række, så man rigtig kunne nyde synet af dem.
De ikke-knækkede hjalp John mig med at få lidt styr på i form af masser af støttepinde, som han bankede ned, hvorefter vi forsigtigt rejste de faldne kæmper og bandt dem op. For nogles vedkommende vil de fortsætte blomstringen, mens jeg for andres vedkommende er noget mere i tvivl.
ØV, hvor var det ærgerligt!

Selvfølgelig er vi glade for, at vi ikke bor eller opholder os i Norge (men derimod fik lagt ferien dertil i den, viste det sig, optimale periode i 2023-sæsonen) eller nede i Sydeuropa og er således sluppet for både mudderskred, oversvømmelser og monsterhagl.
Men når der nu ikke er sket nogen deciderede ulykker her på matriklen eller blot i vores nærhed, var dette for os det værste, der skete i forbindelse med uvejret – som absolut var slemt nok mange steder i landet.
Nu har vi ellers fået regn nok, tak. Lige fra jeg gik i skole, har man sagt, at det gode vejr kom, når skolerne begyndte igen efter sommerferien. Den holder ikke i år, for uvejret kom samtidig med skolestarten.

---

Jeg har tabt et væddemål med mig selv. Jeg køber normalt nogle hundedyre plantesække hos Gartneri Toftegaard. De koster fire gange så meget som dem, jeg kan købe hos Land & Fritid, og i et anfald af spareiver regnede jeg med, at jeg da bare kunne gøde mig fra forskellen på den billige og den dyre jord.
Det kunne jeg ikke.
En enkelt af tomatarterne er ligeglad, nemlig Artisan Green Tiger, som i øvrigt er blevet min yndlingstomat. Ingen andre planter er nær så frodige som i tidligere år – især lider chiliplanterne, som ærlig talt er nogle ynkelige størrelser i år. Artisan Green Tiger er måske i virkeligheden heller ikke ligeglad, for i og med, at det er første år jeg har den, har jeg ikke noget sammenligningsgrundsag, så det kan sagtens være, at den kan blive voldsomt stor i en ordentlig plantesæk. Det er under alle omstændigheder en tomat, jeg fremover vil have hvert år.
Alle tomater giver dog et relativt pænt udbytte, men ikke i samme grad som jeg havde håbet på.
Det bliver dermed Toftegaards økologiske plantesække fremover. Så kan jeg lære det, kan jeg … og jeg dyrker jo rent faktisk heller ikke selv drivhusafgrøder for at spare penge, men fordi jeg synes det hjemmedyrkede smager bedre – og fordi det er sjovt at have et drivhus.

Her kan Den Stråtækte alligevel ikke helt være med …

Her kan Den Stråtækte alligevel ikke helt være med … vi mangler nemlig den der gyngesofa …

Mine englændere plejer hver deres gedigne forkølelse på Mauritius. Hvorfor de slæber sådan en med helt derned, er uvist, men det var nok heller ikke med vilje.
De slapper af på det ene af de to resorts de skal bo på i en uge hvert sted, og jeg håber de snart kommer ovenpå igen og får overskud til at undersøge øen lidt nærmere, når nu de er kommet så langt væk hjemmefra.
For denne udsigt er da dejlig, men bortset fra sofaen er der altså ikke umiddelbart den store forskel på Mauritius’ kystlinje og vores udsigt til Præstø Fjord.
Det har jeg så ikke lige tænkt mig at sige til dem … og nu til noget helt andet:

Ovenstående billeder er noget jeg fandt siddende lidt fast på et fleecetæppe oppe i shelteret.
Jeg tyede fluks til Google Lens, som indtil nu har været min bedste og trofaste ven, men denne gang svigtede den mig på det groveste. Jeg prøvede flere gange og fra forskellige vinkler, men GL fastholdt stædigt, at det er et fossil!
Nu er det yderst begrænset, hvor mange fossiler der normalt kan graves fri fra vores fleecetæpper, så jeg troede ikke helt på den oplysning.
Dimsen var fire-fem mm i diameter, omkring fem cm lang og var formet som en pølse. Materialet lignede ler.
Jeg brækkede den over og så noget indeni, der kunne minde om en puppe.
Da jeg lirkede den ud, var det ikke en puppe, men en larve, for den var blød … men død. Der var en i hvert af leddene, men alle var livløse.
Hvad i alverden kunne det være???

Jeg tog nogle billeder og forsøgte igen fra min pc, hvilket gav et bedre udbytte. Første hit var en mud dauber wasp, som er hjemmehørende i New England.
Nå. Hmmm. Men lerhusene fra den og fra mit fund var 100 % identiske, så jeg måtte være inde på et rigtigt spor.
I næste forsøg gav Naturbasen.dk mig navnet Auplopus carbonarius, som ikke har noget dansk navn, andet end at den tilhører vejhvepsefamilien (som jeg heller ikke kendte), men det må være sådan en, der har taget fejl af mit knastørre fleecetæppe og et mudret område. Det må være en meget forvirret vejhveps …

Jeg har indsendt observationen til Naturbasen. Så vil det vise sig, om de verificerer mit fund, eller jeg er helt galt på den.

Men hvorfor skulle jeg være det? Herover har jeg indsat et billede af Auplopus carbonarius, jeg lige kom til at låne fra en fransk side. Ligheden er slående.

Næh, hvorfor tage til Mauritius, når man kan opleve en hidtil ukendt natur på ens egen matrikel?
Siger hende, der elsker at rejse …

Der høstes

Der er faldet en hel del regn hernede på Sydsjælland, og haven er bogstavelig talt blomstret op. Græsplænen er grøn igen; ukrudtet er der også gang i igen, men det er ikke så slemt endda, for jeg nåede at få udryddet det efter norgesturen.
Løgene er høstet i dag og lagt til tørre. Det ville være noget af en overdrivelse at påstå, at vi hermed er blevet selvforsynende, men lidt har også ret, og her er da i det mindste til et par måneder.
Jeg er ved at få sporet mig ind på, hvad jeg gider dyrke (nej, IKKE gro!!!) i køkkenhaven. Salat gider jeg nok ikke mere. Enten spiser sneglene det før vi gør, og hvis ikke det, kan vi ikke nå at spise det, inden det går i frø. Det samme gælder for spinat. Jeg havde sået et nyt hold salat lige inden vi tog til England for at have til cirka nu, men vores nye naboers kæmpekat havde tydeligvis brugt netop den kasse til toilet mens vi var væk. Dumme dyr. Nu er der net over; jorden er renset og der er sået et sidste hold salat, for selv om jeg ikke gider have det til næste år, er det ved at være for sent med noget andet i år.
Fremtidige afgrøder vil således blive løg, gulerødder, ærter, porrer, lidt dild og en enkelt squashplante.
Og så kartofler i kartoffelspandene, som jeg har fire af, men det bliver dobbelt så mange til næste år. Det bliver heller ikke til en praleværdig høst, men til gengæld er det så meget mere lækkert, når vi nyder det lille udbytte. Det er lige så godt som alverdens gourmetmad, når der kommer kartofler, gulerødder, ærter og porrer af egen avl på tallerkenen.
Vi spiser os stopmætte, for det er rent slik og vi kan næsten ikke få nok – men gør det noget?

Tomaterne i drivhuset eksperimenteres der stadig med, men jeg kommer da nærmere mht. at beslutte, hvad der nok helst skal være der hvert år … og hvad jeg aldrig skal have mere … sidstnævnte er ribstomater. Der er en grund til, at de hedder sådan, for de er vitterligt ikke større end ribs. Det er overhovedet ikke ulejligheden værd, og så smager de ikke engang så godt som de andre sorter jeg har.
Årets vinder er Artisan Green Tiger, som har en skøn sødligt-syrlig smag. Der er tre slags bøftomater i drivhuset i år; de to af dem (Beefmaster og Oxheart) smager næsten ens og er rigtig gode. Jeg høstede fire i dag, som tilsammen vejede 1300 gram – det kan da blive til noget, i modsætning til de fjollede ribstomater. Bøftomater er desværre meget tilbøjelige til griffelråd, så i år har jeg givet dem ekstra meget kalk i flere varianter: Noget er hentet hjem fra kalkbruddet og resten er en god portion knuste æggeskaller lagt på jorden ved siden af planterne. Kun ganske få har en smule griffelråd, så måske virker min metode?
Én af mine eksperimentarter er overraskende længe om at modne: Indigo Rose, som indtil videre kun er sort og grøn. Når den er moden, vil der intet grønt være tilbage på tomaten. Den er jeg ret spændt på! Der er sat maange af, hvilket lover en forhåbentlig en rig høst, så de har bare at smage godt.

Måske ikke så klimavenligt, men …

Vi har gjort noget, man helst ikke skal i disse tider: Vi har ladet et træ fælde – og det oven i købet af rent egoistiske grunde. Det tog nemlig efterhånden for meget af vores dejlige fjordudsigt inde fra stuen. Det var en ær, og træet var et sødt, lille et, da vi overtog huset for ni år siden, men efterhånden var det blevet for stort, svinede helt vildt meget med alle dets minihelikopterblomster om foråret, og sidst, men ikke mindst, tog det alt for meget lys fra stuen.
Vi havde fuglefodring i træet, hvilket også forårsagede en masse svineri på havebordet og –stolene. Der er tørret kilovis af fuglelort af de møbler, og det var altså ret irriterende at skulle vaske dem af hver eneste gang, inden de kunne bruges.

Jeg havde længe tænkt på, at det skulle væk, men kunne ikke finde et godt salgsargument for ideen til John, som principielt altid er imod alle former for fældning, næsten uanset hvad det drejer sig om. Argumenterne var stadig under overvejelse, da han efter hjemkomsten fra Norge spurgte, hvad jeg syntes om ideen om at få fældet det træ.
Jeg var nær faldet ned fra stolen … alle disse mange måneders overvejelser, og så kommer manden lige ind fra sidelinjen og overrasker mig i stor grad.
Der kom naturligvis ikke nogen diskussion af emnet fra min side, og vi kontaktede en lokal mand, som påtog sig opgaven, han udførte mens vi var i England.
Charlotte spåede, at vi ville fortryde det; at vi skulle have nøjedes med en topkapning, men vi har ikke fortrudt. Ikke så meget som et sekund. At gøre træet mindre ville ikke hjælpe på nogen af de nævnte irritationer, vi havde over det.
Nu har vi lys i stuen, ikke noget fugle- eller bladsvineri, og vi synes vores udsyn er blevet bedre end det nogensinde har været.

John fik samtidig fjernet det nærmest helt rådnede og sammensunkne rishegn, den forrige ejer havde været så glad for. Det tog i vores øjne bare plads op og var ikke spor pænt. Ikke længere, i hvert fald. Det var det sidste af slagsen på matriklen, og fjernelsen af dem har skaffet os en del mere haveplads end vi havde, da vi flyttede ind.

Så fint ser det ud inde fra stuen nu. Det ser også uldent og gråt ud, men det er 29°, så mon ikke det ender med et brag? Det håber vi.
Nu skal vi ‘bare’ have Jørgen til at komme og lægge nogle flere holmegårdssten og dermed udvide terrassen med den lille meter, de kom ud af anstrengelserne – mest for at gøre det pænt, så ikke det ligner en lappeløsning. John vil så sammentømre et lavt hegn, der i sin opbygning er mage til det på den anden side af gavlen, så der kan komme lidt mindre stilforvirring over Den Stråtækte.

Det startede med noget, som vi fik en til at udføre for os.
Hvorfor fører alle projekter – store som små – altid til en masse ekstra arbejde?
Jeg har vist endnu til gode at opleve, at et projekt ikke bliver mere omfattende end planlagt. Det er måske ikke så underligt, at broer, sygehuse og andre store projekter altid ender med at blive dobbelt så dyre som budgetteret.

Jeg er meget, meget imponeret

I går udfyldte jeg en elektronisk skadeanmeldelse på det optøede fryserindhold. Jeg skulle udfylde indkøbsår og –måned for begge frysere, samt nyværdien af dem. Jeg skrev januar i år og med værdien 1 krone. I kommentarfeltet skrev jeg, at det var irrelevant, da det var frysernes indhold og ikke fryserne, der skulle erstattes, men at jeg havde meget svært ved at værdisætte samme indhold.
Jeg var lidt spændt på reaktionen.
I dag blev jeg ringet op af en forsikringsmand “angående den skade jeg meldte i går”. Holddaop, det var sandelig hurtig respons!
Han sagde, at han godt kunne se, at det var svært at sætte værdi på, men han ville gerne vide bare lidt om, hvor vi var henne.
Suk. Det kunne jeg jo godt forstå … han spurgte så, om det var 1000 kroner? 2000 kroner?
Jeg svarede, at det nok var mere, for noget af det var nogle dyre ting, bl.a. en dyrekølle og to kilo jomfruhummere.
“Hvad siger du så til 4000 kroner? Kan du acceptere det? Hvis du kan, sætter jeg pengene ind på din nemkonto i dag, og så lukker vi sagen her.”
Du GOdeste! Har man nogensinde hørt om så hurtig en forsikringssagsekspedition? Nu er det selvfølgelig i deres øjne ikke særlig mange penge det drejer sig om, men alligevel. Jeg var voldsomt imponeret og sagde det da også til ham.
En time senere kunne jeg se, at der var sat 4050 kroner ind. Hvorfor de sidste 50 ved jeg ikke, men et gæt er, at han vil have det til at se mere beregnet ud.

Mens jeg var i England, fik jeg besked fra SAS om, at nu var min sag færdigbehandlet (det var flyaflysningen i marts, jeg havde søgt erstatning for), og hvis jeg oplyste dem om kontonr. osv., ville de inden for fem hverdage overføre penge til mig.
Det var mildt sagt en noget længere sagsbehandling, men de penge løb også ind i dag. 3724 kroner.
Jeg føler mig som en holden kvinde og jeg er glad.

Hvad der kommer let, går let. Jeg har i dag bestilt – og betalt – færgebillet til julerejsen til England. Det kan altid betale sig at være i god tid. Det kostede mig cirka det samme som det forsikringen gav mig, men jeg sparer omkring 2500-3000 kroner ved at bestille nu og ikke om 2-3 måneder. Det er da også en slags penge …

Alt i alt var det et stort, velvoksent plaster på det særdeles blodige køkkengulv fra i mandags.

Både i dag og i går har vi spist grønsager fra køkkenhaven: kartofler, ærter, gulerødder, løg, forårsløg, squash og sommerporrer. Agurk og tomater til frokost blev hentet fra drivhuset.

Mens vi var væk, havde vi fået 25 mm regn, og i det forløbne døgn har vi fået 32 mm.
Nogle gange er det altså svært at finde noget at brokke sig over, så jeg tror ganske enkelt, at jeg vil nøjes med at være glad.

A narrow escape …

Holddaop!
Der kunne jeg vist have haft mistet min svigersøn.
Tim har lige sendt mig et uddrag af en mailkorrespondance han i 2017 havde med en person, hvis navn jeg ikke vil nævne her (jeg vil ikke have nogen søgninger sendt hertil pga. det lidt specielle navn), men som er, eller som i hvert fald var, da korrespondancen fandt sted, Creative Director hos Lincoln Square Productions UK, part of Walt Disney EMEA Productions Ltd.
Jeg vil også spare jer for selve korrespondancen, og jeg har da heller ikke selv fået den hele, kan jeg regne ud, men den korte version er, at denne mand, som Tim før har haft et samarbejde med, spurgte om det ikke var en god ide at arbejde for, at Tim kom med på en planlagt ubådsekspedition, når den engang skulle afsted, fordi man vidste, at han var i besiddelse af scientific evidence which has never been properly explained to the public, og hvor det derfor ville være super, hvis Tim og en videnskabsmand inden for området kom med på ekspeditionen.

Jeg ved ikke hvorfor Tim endte med ikke at deltage, men et bud er, at der nok ikke var nogen, der var villige til at betale prisen, det ville koste – og jeg ved, at Tim ikke selv hverken kunne eller ville bekoste det.

Jeg ved bare, at Tim i sin mail til mig skrev: Looking back on it – this was a narrow escape!

Det må man sige. Vi rejser derover på fredag, og jeg satser på i næste uge at høre lidt mere om hele historien og hvorfor Tim ikke kom med alligevel. Dengang det var på tale første gang, var han faktisk ivrig nok for det, men der har jo været en del advarsler fra sagkyndige fra 2018 og op til både turene i 2021, 2022 og selve den fatale tur, så man kan enten håbe, at Tim har læst om det og sprunget fra – eller, som jeg først skrev, at ingen ville betale så mange penge for hans tur i dybet. Formentlig er ingen af jer interesserede, men hvis det skulle være, havde The New York Times den 20. juni en god artikel om, bl.a. hvordan Rush stædigt og stadigt nægtede at lytte til nogen af de mange advarsler.
Tim har lige bedyret over for mig, at han har lovet sig selv og familien at takke nej til en tilsvarende ekspedition, hvis han skulle blive inviteret! Om den så kom fra Stephen Spielberg selv.

Og nu til noget mere opmuntrende:
Igen i år har kongelyshætteuglelarverne indtaget … ja, kongelysene, såmænd.
Det er helt perfekt, når naturen og jeg kan samarbejde på denne måde: De kommer først, når stauden er afblomstret og har sat frø af. Dem er der nemlig så mange af, som i den kommende tid i så rigelig grad vil så sig selv over det meste af haven, hvorfor jeg snildt kan undvære alt, hvad disse små, grådige skønheder måtte have lyst til at fortære.

Alkymisten benyttede sig af vores fravær

Det viste sig at være ret heldigt, at vi kortede ferien af med to dage og derfor kom hjem i går i stedet for i morgen.
Alkymisten – min yndlingsrose – havde nemlig overtaget kontrollen mens vi var væk. Min nylige og ellers omhyggelige opbinding kunne ikke holde, da der kom mange blomster – og lidt blæsevejr. Det var ikke så godt, for den ragede dermed lige lidt for langt ud på vores vej. Man kunne dog godt komme forbi den; det var straks værre for de stakkels skraldemænd, som kommer hver tirsdag. Hvis det altså var sket på det tidspunkt, hvilket vi endnu ikke har fået spurgt vores naboer om. Skraldespandene, som dog var tomme, var omklamret af kæmperose i en grad, der ville have gjort tornekrattet i Torneroses eventyr til skamme.

Det skar i mit hjerte at skulle være nødt til at skære den store gren af, men noget måtte der jo gøres, og det skulle være nu. John foreslog at slå nogle meget store kroge i bindingsværket, men jeg turde ikke stole på, at dette vil være stærkt nok til at kunne klare belastningen i blæsevejr. Bedst ville det være at kunne banke en tyk og lang pæl i jorden og så binde rosen op til den, men det er en fysisk umulighed.
Der var derfor desværre kun én vej: Grenen måtte helt væk. Den var virkelig enormt stor – jeg var ikke klar over, da jeg købte rosen, at den kunne blive så voldsom.
Jeg tog alle blomstrende grene ind, der så ud til at kunne holde nogle dage i vaser. Det blev til mange, og den største og mest langstilkede buket af dem alle, som jeg forærede vores havepassere, er ikke engang med på billedet.
Jeg fik desværre ikke taget et førbillede af den væltede kæmpealkymist, så herunder vises den kun som den så ud efter nedskæringen.

I det hele taget er alt i haven gået totalt amok mens vi har været væk. Bortset fra græsplænen, som virkelig er ynkelig at se på, for den er selvfølgelig ikke blevet vandet.
Vi havde fået 5 mm regn, men det var ikke nok til at gøre græsplænen grøn igen. I går meldte DMI, at vi vil få 25 mm på mandag, men den har de ædt i sig igen og reduceret mængden til 15 mm … det kan nå at blive ændret mange gange endnu inden mandag. Jeg kan nu også godt forstå, at det må være svært at forudsige, hvor den enkelte byge rammer.
Roser, stauder, køkkenhave, alt i drivhuset og ikke mindst alt ukrudtet havde haft kronede dage, for alt det havde vores søde naboer passet (= vandet) upåklageligt.
Så bliver det alligevel synligt, hvor meget jeg går og ordner og nusser til hverdag. Jeg synes egentlig ikke, jeg bruger vildt meget tid for at holde haven pæn, men synet i går gjorde det meget tydeligt hvor hurtigt alting kommer til at se temmelig rodet og forsømt ud, når der ikke bliver gjort andet end at vande.

Den er da bare smuk, min aggressive Alchymist, ikke sandt?
Nu er jeg spændt på, hvor længe den holder i vase, for normalt tager jeg ikke blomster ind fra denne rose.

Don Quixote havde kun vindmøllerne …

Don Quixote havde da kun sine vindmøller at kæmpe mod. Jeg har både sæbeurt og skvalderkål – og også lidt snerler og padderok, men det er de mindste onder af de fire.
Igen i år kæmper jeg en indædt kamp for at få bugt med sæbeurt i rosen- og dahliabede og skvalderkål i alle de andre. Det er dog blevet bedre/nemmere, fordi bedene uden voldsomme rodnet opsender færre og færre planter for hvert år, så kampen er ikke helt forgæves her. Indædt, absolut, men ikke forgæves, hvilket trods alt er en motiverende faktor – og en af de øvrige forskelle på den gode Don Quixote og mig.
Nu er jeg (næsten) færdig med at kæmpe for denne gang. Helt færdig bliver jeg aldrig. Eller … jeg er godt nok sommetider helt færdig efter en dag i haven, men det er mig, der er det; ikke haven, desværre … jeg trøster mig med, at det er med til at holde mig i form, og efter en lang og inaktiv vinter var der ingen tvivl om, at kroppen havde fået lov til at gå mere eller mindre i forfald i løbet af mørketiden.
Apropos mørketid: Der er kun 33 dage til det allerede igen går den anden vej. Sådan har jeg det hvert år: Jeg når kun lige at glæde mig over de lyse aftener og nætter, inden det vender. Heldigvis går det ikke så hurtigt, og i år tager vi til midnatssolens land i 14 dage. Vi kommer hjem til Sankt Hans, og fordi vi nok kører helt til Lofoten, kommer vi ikke til at opleve ret meget mørke i den ferie. Jeg elsker midnatssol og kan sagtens sove alligevel. Vi trækker kun gardiner for hvor vi skal sove, hvis vi får solen direkte i ansigtet.

Alle de ukrudtsmæssige fortrædeligheder i maj opvejes i pænt stor grad af, at blomstringen for alvor er kommet i gang.
Lige nu har jeg blomstrende Klematis montana, løjtnanshjerte (er det ikke fint med de små dråber inde i den hvide del af blomsten?), judaspenge, akelejer, et kvædetræ, timian, knopurt, storkenæb og blåpuder og nogle hvide kant-nogen. Mælkebøtterne tæller ikke med …
Jeg bliver mere og mere imponeret over kameraet i min nye telefon. Det er faktisk bedre end mit Lumix, hvilket jeg hader at måtte indrømme, men det er sandt. Jeg har hele tiden påstået, at et mobilkamera ikke er nok til mig, fordi jeg bl.a. har brug for en god zoomfunktion. Mit nye Samsung har tre linser og det kan zoome x30, ganske som mit mini-Lumix kan, og farvegengivelsen er bedre, end Lumix kan præstere! Dette har irriterende svært ved at gengive røde og blå farver. Samsung har ingen problemer i den retning.
I går tog jeg nogle billeder med både det ene og det andet kamera, og Samsung var en klar vinder. Jeg skal da lige love for, at der er sket noget på den front, og både John og jeg er forbløffede over den kvalitet, de kan bygge ind i sådan en flad ting, som en smartfon jo er.
Alle blomsterbillederne her er taget med telefonen.
Lumix er ikke helt skrottet endnu, for det har nogle features, telefonen ikke har, men det er nok kun et spørgsmål om tid.

Hvad der også er smart er, at billeder taget med telefonen går direkte op og bliver lagret i Google Photos. Her i googleskyen deler John og jeg 2 TB dataplads, så vi har vist plads nok til alle de billeder, vi kommer til at tage i resten af vores liv!

Død telefon og levende hegn

Fredag morgen var min telefon stille sovet ind. Meget stille … ikke den før, men den før igen døde nemlig en meget larmende død – sådan helt opera-agtigt, hvor stjernen kan nå at synge en hel arie inden udånding. De var dog begge to virkelig meget, meget døde. Denne var gået i et bootloop, kunne de fortælle mig hos Elgiganten, og ikke engang deres ekspertise kunne vække den til live igen. Jeg hader sådan noget!!! Jeg vil selv bestemme hvornår jeg skal have ny telefon. Jeg vil i hvert fald gerne have et rimeligt varsel, tak.
Ekspedienten viste mig igennem Samsung-samlingen (jeg VIL IKKE have en iPhone). Den jeg helst ville have, kostede 6700 kroner. Det er for mange penge for en mobiltelefon, synes jeg, men det var mit held, at teleselskaberne vil gøre alt for at kapre kunder, så hvis jeg ville tegne et halvt års abonnement hos Telenor, kunne jeg få telefonen for 2999 kroner. Det vil sige, at jeg kunne få den for 2999 + (6 x 219) = 4313 kroner. Jeg vil ikke sige mit 3-abonnement op, for vi har flere koblet på, men det betyder, at jeg stadig har sparet 2387 kroner, selv om jeg betaler for et abonnement, jeg ikke vil bruge. Fjollet politik, hvis I spørger mig.
Nu var jeg så bare spændt på, hvor meget der egentlig lå oppe i skyen. Hvad med mine kontakter? Noterne? Billederne? Og alle mine øvrige ting på telefonen?
Det ville koste 500 kroner at få Elgiganten til at klargøre min nye telefon, og jeg havde ikke spor lyst til at betale det bare for måske at finde ud af, at jeg alligevel selv skulle udføre en masse tastearbejde. Jeg satsede derfor på, at jeg nok selv kunne finde ud af det hele. Jeg kunne godt fornemme på den unge mand (selv om han prøvede at skjule det), at han vist ikke havde den helt store tillid til mine evner i den retning. I hans øjne var jeg jo en ældgammel kone, der givetvis må være totalt fortabt i den elektroniske verden.
Heldigvis er det med tiden blevet mere og mere overskyet, så at sige, og vi (jeg …) opbevarer mere og mere deroppe i de højere sfærer. Det viste sig da også, at så snart jeg havde foretaget de indledende øvelser, væltede det bare ind med langt det meste fra den gamle telefon. Især var jeg lettet over, at alle mine kontakter var der.
MitId kom hurtigt på plads, ligeledes kørekortet og sundhedskortet. Alt i alt tog det hele vel et par timer, inden det hele var på plads, så det var meget mindre omfattende, end jeg havde frygtet. Det gør ikke spor, at det sommetider går den vej!

Dette afsnit er mest for min egen skyld – min offentlige dagbog.
Vi skulle have ny hæk bag haven, ud mod vejen. 25 meter drejede det sig om. Jørgen kom klokken 8 i morges og begyndte at grave den gamle op. Klokken 13:30 var han færdig. Da havde han gravet alle rødder op, blandet champost i jorden, sat 125 hækplanter, lagt siveslange ud og givet det yderligere et lag kompost. Jeg var vildt imponeret! De 5½ time var inklusive en halv times kaffepause om formiddagen + en senere vand- og sludrepause sammen med John. John kørte den gamle hæk væk, men alligevel … det er en effektiv anlægsgartner, vi fandt dengang vi flyttede ind. Vi bruger ham hver gang vi har gang i noget, vi ikke selv kan klare, såsom fliselægning og opsætning af drivhus, så dette var fjerde gang, han lavede noget for os.
Vi indhentede tilbud fra to andre, som forlangte hhv. 13.500 og 18.500 kroner for det samme arbejde. Jørgen ville gøre det for 6.000 kroner! Der er bare ingen, som kan hamle op med ham, så han er forståeligt nok en travl mand, men han har altid tid til os, siger han.
Godt, at han er så ung, at han sikkert vil arbejde lige så længe, som John og jeg med rimelighed kan forvente at blive boende i Den Stråtækte.

The clue is in the name

Forleden var der en der undrede sig over, at jeg kaldte pinseliljer for påskeliljer.
Det var så ikke en fejl, for det var påskeliljer.

Jeg tror der er en del, der tror, at fordi det er en kort trompet, så er det pinseliljer, men forskellen er primært, at påskeliljer blomstrer en måneds tid før pinseliljer – the clue is in the name. Desuden har pinseliljer lavere vækst – der er nok ikke mange, der kan fremvise så lang en stilk, som der er på påskeliljerne nede i tagrørene. Det er lidt svært at læse, men stilken er 76 cm, hvilket er mere end normalt, men skyldes muligvis det lidt alternative voksested.
For mig er den eneste ‘rigtige’ pinselilje Narcissus poeticus, som har en karakteristisk rød rand om den korte trompet, kommer længe efter påskeliljerne, dufter helt fantastisk og som stod i min barndoms have på gården. Den hedder Pheasant’s Eye på engelsk – er der nogen, der kalder den fasanøje på dansk?

Her står nogle af ‘mine’ påskeliljer gemt nede blandt sidste års visne tagrør. Måske kan man ane, at blokkene bare bliver ved og ved. Nu er alle fuldt udsprungne, så høsten i dag var årets sidste. Der står mange mage til langs vores husmur, men om det er de tidligere ejere af Den Stråtækte, der har sat løgene i engen, eller de har hentet løgene dernede fra, ved jeg ikke.

Navneforvekslingen er lidt den samme som for påskeklokker og juleroser. Jeg troede engang, at de alle hed juleroser, men igen: The clue is in the name. Påskeklokker blomstrer fra februar-marts, mens juleklokker alle er hvide og blomstrer i januar.

Sådan kan man hele tiden blive klogere.
Jeg har således først nu lært, at tulipanløg bør plantes om hvert år. Så kan jeg bedre forstå, at af de 50 løg i flotte harmonerende farver, jeg satte i ovenstående lille bed for tre år siden, kom der kun nogle få op i sæson to, og nu er der kun disse få blomstrende tilbage. Jeg satte 30 nye tulipaner i efteråret, men de er noget længere om at komme op end de få gamle, der blomstrer nu. Eller også kommer de slet ikke …
Det er dermed slut for mit vedkommende med tulipaner. Der kommer i hvert fald ikke flere til; jeg vil nøjes med de få hårdføre, der kommer igen og igen. Det giver mig rigeligt med arbejde, at jeg hvert efterår skal hive alle dahliaerne op og grave dem ned igen i det sene forår. Jeg gider ikke det samme med omvendt fortegn for tulipanernes vedkommende.
Dog fik jeg en god ide i forbindelse med min narcis-research (jeg var jo nødt til at have lidt hold i min påstand om påske/pinseliljer): Der er nogle, der sætter en trådkurv med narcisser ned, hvor de graver dahliaerne op. Når så disse skal i jorden om foråret, tager man kurven op igen.
Det er altså genialt fundet på! Jeg elsker mine dahliabede, som er vildt flotte senere på året, men bedene er stort set helt nøgne og kedelige fra november til juni.
Spørgsmålet er nu bare, hvor jeg opbevarer trådkurvene med løg henover sommeren, men det burde der kunne findes en løsning på.

Solen drager, men …

Solen drager mig mod haven, men temperaturen gør sandelig ikke! Den har lige sneget sig op på fire grader, så selv om solen er ved at få magt, er der et godt stykke vej endnu til, at noget kan komme i jorden eller ud i drivhuset. Jeg er glad for, at jeg ventede med at begynde med den sædvanlige forspiring til vi var kommet hjem fra England.
Ildtægerne fryser åbenbart også stadig … de havde klumpet sig sammen på et blad i solen. Det er sådan et smukt, lille insekt, og så er det oven i købet aldeles harmløst.
Jeg læste engang, at de elskede katost, og vi har da også nogle stykker af denne fine blomst i haven – og det bliver vi ved med, hvis det kan få ildtægerne til at blive.

Vi var dog en tur i en planteskole i dag, men det var for at få det spejlbassin, jeg ville bruge gavekortet fra Die Zwei Mädchen til. De kommer herned om tre uger, så jeg ville meget gerne have det etableret inden da. De havde bare ikke nogen! De anbefalede mig at køre i et byggemarked, for planteskolerne kunne desværre ikke konkurrere med priserne i disse.
Nå. Surt. Det blev ikke til noget i denne omgang, men kun til to nye kokosdimser til hængekurvene, samt en dværg-sommerfuglebusk, som egner sig til en krukke, da den ikke bliver over 1-1½ meter høj. The clue is in the name … de anbefaler tilligemed at klippe den grundigt ned hvert forår for at fremme blomsterdannelsen.
Nu må jeg så se, om jeg kan finde et lille spejlbassin i et byggemarked, og i stedet vil jeg nok i stedet finde en eller anden form for jern til haven for gavekortet. Det er noget så dekorativt – jeg har allerede nogle jernting i bedene. Plus en vinballon, en tre-liters vinflaske og en amfora-lignende krukke uden bund. Jeg blev voldsomt inspireret i en åben have engang, da jeg så de mange forskelligartede ting, det kreative par ‘tilfældigt’ havde anbragt rundtomkring i haven.

Rabarber, peberrod og hvidløg har trodset det kolde vejr, og det lader til, at også påskeliljerne når at springe ud inden påske. Nogle sorter når det i hvert fald, andre måske ikke.

---

Og nu til noget helt andet: Jeg skrev for en god måned siden om, at vi havde doneret vores afsjælede legemer til videnskaben.
Det har nu været igennem hele systemet og er officielt registreret. Vi har således fået et donorkort.
Det kan de bare ikke stave til!

Hva’ gi’r I? Københavns Universitet, og så kan de ikke stave til donor!
Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde, men jeg nøjedes med at smile lettere opgivende og ryste på hovedet, hvorefter jeg sendte dem en mail, hvori jeg på høfligste og forhåbentlig humoristisk vis gjorde dem opmærksom på, at ja, det hedder at donere, og ja, man kan modtage en donation, men en donor staves med to o’er.
De skrev lige så høfligt tilbage til mig, at det var rettet på nyeste udgave af kortet, og at jeg ikke var den eneste, der havde gjort opmærksom på den fejl.
Jeg har kun lige fået mit kort … skulle det så ikke være det nyeste? Man kan dog nok ikke bebrejde dem, hvis de ikke vil lade noget gå til spilde. Eller hvad?
Men Peter: Til tasterne! 😆

Don’t make a mountain out of a molehill

Don’t make a mountain out of a molehill er et engelsk udtryk, som mange af jer sikkert kender.
Det betyder to treat a minor problem as if it were a very serious problem; dvs, at man ikke skal gøre en mus til en elefant.
Vore muldvarpe har på ingen måde tænkt sig at efterleve idiomet, for skuddene på vores græsplæne og i bedene er enorme! Jeg har aldrig set så store muldvarpeskud og har faktisk haft den tanke, hvorvidt den skyldige mon har været udsat for radioaktiv stråling og er blevet til et monster. Vi har i hvert fald nærmest bjerge i haven og og ikke bare muldvarpeskud.

Det måtte der gøres noget ved, for når vi visse steder trådte hen over græsset, kunne vi mærke, at jorden sank en lille smule.
Muldvarpesakse går vi ikke ind for – dyrene gør trods alt bare det, de er sat i verden for at gøre, men de må altså meget gerne gøre det et andet sted end hos os, så ikke haven ligner et bjerglandskab.
Lugten af hvidløg har vi hørt, at de ikke kan lide … det må stamme fra en, der selv afskyr hvidløg, for det virker ikke at lægge hvidløg i gangene.
Hvad så? Vi besluttede os for at prøve, om vi kan skræmme den/dem væk med støj, så i går kørte vi til Silvan for at købe en solcelledrevet ultralydssender.

Det er jo smart og grønt nok med de solceller i toppen, men hvad nu, hvis man har en længere periode, hvor solen ikke skinner? Skynder muldvarpene sig så at vende tilbage? Det stod der ikke noget om, men det forudsætter selvfølgelig også, at de allerede var flyttet væk fra støjen.
Vi ved endnu ikke, om den virker, for man skal give det en fjorten dages tid, inden man kan se en eventuel effekt. Ordet ‘eventuel’ er min egen tilføjelse, for sådan stod der sjovt nok ikke i brugsanvisningen.
Til gengæld stod der, at man ikke må bruge en hammer, når man skal sætte den ned i jorden.
Den tager vi lige igen: Øverst sidder to små solceller, og producenten føler sig nødsaget til at fraråde at bruge en hammer, når dimsen skal i jorden!
Den morede vi os en kende over … jamen, jamen … havde det ikke stået der, havde vi naturligvis taget den store mukkert til at hamre støjsenderen ned i græsplænen med. Eller hvad? Tror de ikke, man er i stand til at tænke selv? Vi er trods alt ikke amerikanere … og den er ikke engang fremstillet i USA, men i UK, så vidt jeg kan finde ud af.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har den største tillid til effekten, for undersøger man mulighederne, bliver saksen hele tiden nævnt som det bedste og mest virkningsfulde tiltag, men man er vel dobbeltmoralsk, for mens jeg ikke har nogen skrupler over at sætte smækfælder op for mus og rotter, så har jeg det, når det gælder muldvarpe.

Én kvæde og 100 dahliaer …

I foråret var der over 100 blomster på mit relativt nye kvædetræ, som endnu ikke havde givet frugt. Sidste år var der omkring 40 blomster, men der gik et eller andet galt, så de ikke blev bestøvet.
Det gjorde der ikke i år, og der blev sat over 100 kvæder af. Jeg glædede mig allerede … tænkte, at det blev svært, men nødvendigt at udtynde, for det spinkle træ kunne umuligt bære så mange frugter.
Det problem løste sig selv, for en dag, jeg kom ud for at se til træet, var der ingen kvæder tilbage på det. Ikke en eneste var der. Jeg fattede ikke en bjælde – hvad var der dog sket? De havde da nået at få en rimelig størrelse. Var jeg for længe om at tynde ud, så træet selv kunne se, at dets mange, mange børn ville knække dets grene? Næppe, men hvad så?
Senere skulle det dog vise sig, at der var en enkelt tilbage, som stædigt holdt fast, og nu er den plukket. Det var kongen over alle kvæder – aldrig har jeg set en så ren, glat og fejlfri kvæde; de fleste af dem, jeg tidligere har fået foræret, får lidt eller meget ‘uldent’, ruskindslignende skind. Smagen har dog ikke fejlet noget, men jeg var nu alligevel imponeret over den i dag. Den ligger bare i køkkenet og og får lov til at dufte dejligt, så længe den kan, for jeg kan ikke bruge en enkelt kvæde til noget.

Hvis kvædetræet endnu ikke har nået sin storhedstid, så har mine dahliaer nået den for i år. De står så flot som de ikke før har stået, og de bliver bare ved med at blomstre. Jeg håber det varer lææænge inden der kommer frost, for de dahliaer har flere uger i sig endnu. Nogle steder har der været frost, men altså ikke her – nok fordi vi bor så tæt på vandet.
Den gulorange hedder Caribbean Fantasy. Efternavnet fordi den samme knold kan komme med flere varianter af blomster, som svinger fra helt lysegule over den viste til næsten mest rødlige. Jeg tror den lyslilla hedder Crazy Love. Jeg er vild med den; den er meget frodigtblomstrende.

Fire forskellige af mine flotteste dahliaer, som jeg passer godt på fra år til år, kom aldrig op, selv om alle knolde blev plantet ud samme dag, hvorimod dem, jeg i forvejen har flest af, kom alle sammen. Endnu en underlighed, for alle plejer at komme fint hvert år. Så vidt jeg ved, kan dahliaknolde ikke blive for gamle?
Jeg må bare have investeret i nogle nye knolde til foråret, for jeg vil helst have mange slags, der dog gerne må passe bare lidt sammen i farveholdningen i det samme bed … hvad de ikke helt gør i år, som det ses. Jeg ved ikke lige, hvad der gik galt der, for jeg har dem i forskellige, mærkede kasser.

Lige inden vi tog afsted til England, kunne jeg se, at rådhusvinen oven på bådehuset var tæt på at blive rød, så jeg sagde til John, at den vil nok have haft sin storhedstid, inden vi kom hjem igen.
Det var sandt nok – vi fik kun lige de sidste røde pip fra toppen af den i går og i dag. Resten af bladene var væk, da vi kom hjem. Det er selvfølgelig ærgerligt at være gået glip af det flotte syn, men man kan ikke få alt.

Billedet er således ikke fra i år.

En god nummer to

Jeg har det lige som min medblogger Betty: Jeg synes ikke rigtig, jeg har noget at skrive om, og når jeg så får taget mig sammen, dukker der alt for meget op i tankerne, og hvem gider læse romanlange indlæg? Ikke mange, tror jeg. Jeg vil derfor prøve at beherske mig en smule i dette indlæg.
Vi har været på Lolland to gange på en uge. Først for at se to åbne haver; en med permakultur og en, der har planer om at være selvforsynende ved hjælp af en urtehave på 1000 m². Den første var ærlig talt ret uspændende, men den anden var interessant – det hjalp nok også lidt på det, at jeg fik en god snak først med værtinden og bagefter med en fra Haveselskabet.
Værtinden havde en filosofi, jeg kan tilslutte mig. Helt uden jeg selv havde sat disse ord på det, er det også sådan min have fungerer: “Haven er ikke udtalt hverken det ene eller det andet, den er – som naturen selv – et virvar af små og store strukturer, planter der trives mere eller mindre godt, og tiltag, hvor nogle virker bedre end andre.”

I dag gik turen til Fejø – uden bil, men medbringende vore cykler.
Det har vi gjort før, for næsten præcis fem år siden, og turen beviste, at det godt kan lade sig gøre at lave en god toer.
Men nu var nummer et jo heller ikke en film …
Der var ikke så mange, der havde travlt med at høste æbler i dag, og der var heller ikke det samme store udvalg i vejboderne. Kan det virkelig passe, at høsten er senere i år end i det køligere 2017? Det lyder underligt, synes jeg, men ikke desto mindre var det sådan, det var. Jeg fik dog et par forskellige æblemost med hjem, samt smagt på en af øens cidere, da vi spiste frokost i Dybvig Havn. Det blev også til en bakke med blommer plus et enkelt stjålet æble, men det var der ingen der så, at jeg tog.

I en af de første plantager vi kom forbi, lå der flere æbler på jorden, end der sad på træerne, hvilket virker temmelig urentabelt. Man kan vist ikke bruge dem til noget, når de har været på jorden … eller tager jeg helt fejl?

Det fremgår mange steder og på mange mere eller mindre finurlige måder, at det er en æbleø.

Vi cyklede øen rundt (i det omfang det kan lade sig gøre at køre ‘rundt’) og til sidst ud på Skalø, som ikke er en rigtig ø, men forbundet med Fejø med en smal tange.
Der lå mange store sten, hvorpå der sad skarver eller måger. Samt en enkelt fiskehejre, men den kom ikke med på billedet, for den blev sur over, at vi standsede op.

Det er et fuldstændig enestående sensommervejr, og selv om vi i princippet er gået ind i efteråret, kan det ikke mærkes. Det var 20° og sol fra en skyfri himmel, så det var det helt perfekte vejr til en cykeldag.
Vi besluttede derfor at gentage succesen i næste uge, hvis vejret holder. Måske til Orø? Der har vi aldrig været.
Vi får se. Vi gider ikke, hvis det bliver dårligt vejr, men en sensommer som denne har man ganske enkelt en forpligtelse til at nyde, hvis man overhovedet har den mulighed.

Jeg er ét stort spørgsmålstegn

I går, da jeg gik ud for at vande krukkerne på terrassen, mødte der mig et syn, der må have fået mig til at ligne ét stort spørgsmålstegn.
Godt halvdelen af den ene pottes blomster var klippet over – lige så fint og nydeligt, som hvis jeg selv havde gjort det med en saks.
Problemet er bare, at jeg normalt ikke går rundt og klipper blomsterstilke over, for så blot at lade dem ligge og flyde ved siden af potten, som det var sket her.
Det kan ikke have været snegle. Det kan ikke have været et rådyr, for de kan ikke komme om i den del af haven – og i øvrigt har vi dem slet ikke i nærheden af os …
Hvem i alverden er det så, der går og klipper mine blomster over??? Og den formastelige gider ikke engang spise dem, men lægger dem bare ved siden af potten!!!
John og jeg stod og gloede ned på fænomenet i flere minutter, mens vi brainstormede os igennem alle de muligheder vi kunne forestille os, men vi nåede ikke frem til noget brugbart, så jeg vil meget gerne have løsningsforslag fra haveejere/biologer/botanikere, der har forstand på den slags underlige fænomener.

Jeg ligner nok også et spørgsmålstegn, når jeg ser en plakat som billedet herunder viser. Kan man eventuelt forestille sig et grinende spørgsmålstegn?
Dyr og tøj kan have rynker, men kan førstnævnte også have flæser? Visse havsnegle ser godt nok ud, som om de har taget flæsekjolen på, men det er forhåbentlig ikke sådan nogle, der er tale om her.
Det er fra havnegrillen på Nysted Havn, og spørgsmålstegnet går ikke på, at jeg ikke kan forstå, hvad der skulle have stået, men hvorfor man da for pokker ikke lige læser korrektur, inden den slags går i trykken?

Mit tredje og sidste spørgsmål lyder: “Er disse svin virkelig sortbroget dansk landrace?” Vi så dem på Rabarbergården ved Holløse på Nordsjælland.
Farmer, som ellers altid har været mit online-leksikon, når det kommer til landbrugsspørgsmål, blogger desværre ikke mere, så nu ved jeg ikke, hvem jeg kan spørge.
En googling førte mig frem til, at det mere ligner Glouchestershire Old Spot, fordi denne nordsjællandske udgave er markant mørkere end den danske landrace.
Men selvfølgelig ved Rabarbergården hvilken svinerace de har – jeg har bare aldrig set dem så mørke før. Er de ganske enkelt bare snavsede, mon?

Det er ikke livet om at gøre at få svar (dog måske med undtagelse af det første spørgsmål), men som landbrugsdatter kommer jeg nok aldrig forbi det at blive nysgerrig, hvad den slags ting angår, selv om jeg så glimrende ved, at det da er aldeles ligegyldigt, om jeg ved det eller ej.

Hvor er de henne alle sammen?

Da vi var i Jylland i sidste uge, undrede vi os lidt over, at der var så få mennesker rundt omkring, hvor vi kom frem. Det var lige meget, hvor vi var, så kunne vi på ingen måde mærke, at det var lige midt i højsæsonen, med Søndervig og Hvide Sande som de eneste undtagelser.
Ikke, at det generede os, tværtimod, men det var da underligt. Er de alle sammen fløjet sydpå nu, hvor stort set alle coronarestriktioner er ophævet? Men tyskerne kører da nordpå, til de vestjyske strande, gør de ikke? Bevares, der var turister, men tidspunktet taget i betragtning så vi forbløffende få.

I dag kørte vi nordpå. En smule nordpå … vi ville op til Thymes planteskole i Herfølge og derefter havde vi booket bord til en sen frokost på Gjorslev traktørsted på Stevns. De har en fin buffet, og jeg er stadig så mæt, at jeg sandsynligvis først indtager mit næste måltid i morgen ved frokosttid.
Herover ses stranden ved Strøby Ladeplads. Ikke Danmarks bedste strand, men dog en udmærket strand, som ikke ligger så langt fra Køge. Der var ikke en sjæl at se. Husene ligger skønt; lige på den anden side af vejen, så man kan gå herned på to minutter. Men det gjorde man altså af en eller anden årsag ikke. Ikke i dag, i hvert fald.

Vi ville til Thyme fordi det var længe siden vi havde været netop der. Det er en dejlig planteskole, som gør det nemt at få nogle behov til at opstå. Det skete dog ikke i dag, hvor jeg kun kom hjem med det, jeg kom efter – heriblandt en fairy-rose, som skal stå i en krukke ude foran, ved siden af hoveddøren. Jeg håber den kan overvintre i krukken, men det skulle den kunne.
Derudover skulle jeg have mere Ferramol, noget tomatgødning og lidt kobbertape. Jeg er i gang med en udmattelseskrig mod dræbersnegle og plettede voldsnegle, som jeg har i nogenlunde lige mængder i haven. Udover den kemiske krig mødes vi ansigt til ansigt på slagmarken en del aftener. Dræbersneglene bliver klippet over, og voldsneglene bliver enten trådt på (de små) eller kylet over i sivene (de store) på den anden side af vejen.
Der er specielt tre steder, hvor jeg er nødt til at komme Ferramol på hver anden dag, så hurtige er de til at spise det – og eftersom de dør af det, må der gemme sig virkelig mange i haven. De tre steder er ved hhv. en lille, næsten nyfødt blåregn, som der skal nurses godt om, to kermesbær og en hosta. De kan lide alle mine hosta, men der er specielt én, som må være ekstra lækker, og hvis ikke jeg kigger efter alle tre steder dagligt, bliver planterne lynhurtigt spist. Det kan de overleve én gang, men ikke gentagne gange.
Disse tre slags planter er så lækre, at selv dahliaerne får lov til at stå nogenlunde i fred. Der bliver spist Ferramol ved dem også, men langt fra i de mængder, der indtages de tre andre steder. Jeg bliver nærmest ruineret af alt det Ferramolkøb, så i sidste uge bestilte jeg noget i England, som Charlotte tager med til mig – derovre koster det kun det halve, og det er præcis det samme middel, som jeg køber herhjemme. Desuden har de også noget effektivt svampemiddel til roser, som jeg ikke kan få herhjemme.
Hvor er det godt, man har sine forbindelser …

Lidt pensionistliv

Jeg har det lidt lige som i Pensionistvisen – og så alligevel ikke, for tiden føles ikke spor lang. Tværtimod, så flyver den afsted; den ene dag tager den anden, og pludselig er der gået en uge. Igen. Det går alt for stærkt, gør det.
Bloggeriet bliver det ikke til så meget med – jeg nyder livet hver eneste dag, men begynder jeg at skrive for meget om mine hverdagsaktiviteter, kommer det helt sikkert til at ligne en kopi af omtalte pensionistvise.
Bloggen er vist ved at udvikle sig til at blive en slags rejseblog eller i hvert fald en blog, hvor jeg kun kommer med indlæg, hvis jeg har oplevet et eller andet ud over det sædvanlige.
Holde helt op med at blogge har jeg ikke lyst til, men skrive bare for at skrive, hvis der ikke er noget interessant i andres øjne end mine egne, kan næppe lokke læsere til.
Det vil i givet fald nok bare blive lige som det er blevet med dette indlæg: Nogle billeder af min have. Jeg elsker min have, men jeg er ganske klar over, at det ikke er ensbetydende med, at andre gider se på en uendelig række af billeder fra den.

I slipper dermed ikke denne gang. Herover er sat to billeder ind af min alkymist-rose. Øverst fra sidste år; nederst fra i år. Den var længe om at etablere sig, men sidste sommer tog den for alvor fat, og nu kan jeg næsten ikke styre den. Den er stukket helt af, også i sammenligning med de tre andre roser jeg satte i samme bed. Fire forskellige roser, men holdt i nogenlunde samme farveområde. Jeg er totalt betaget af alkymisten, hvis blomster ændrer sig fra varm fersken til næsten helt hvid. Det er en skam, at den ikke remonterer, men den kompenserer for det med dens enorme blomsterrigdom.
(Og jo: John har pudset ettallet, tøhø. OG de tre andre tal, så de alle fire nu skinner så fint. Det var nødvendigt, efter Annemarie og Nicolai malede gavlen for os.)

Herunder billedspam af alkymistens aldersvariation. Den yngste først; den ældste sidst.

Den dufter ikke vildt meget, men den dufter! Den holder pænt længe i en vase, og når der er så mange, kan jeg sagtens tage ind til flere vaser.
Snart kommer alle de hvide roser omme i baghaven – der er flere grunde til, at vi ikke er meget for at feriere i juni og i skolernes sommerferie, og en af dem er havens skønhed i netop de tre måneder. En anden er drivhuset.

I stedet for ferie tager vi på småture. I morgen kører vi (igen) til Den Fuldkomne Fisker ved Onsevig. Det var så god en oplevelse sidste sommer, at vi vover en gentagelse; denne gang med overnatning, for der er altså virkelig langt hjem derfra, selv når man er John. Han kan fint køre hele vejen til og fra Hoek van Holland uden afløsning, men når han har indtaget en større middag, og klokken er blevet ti-halvelleve om aftenen, er han ikke lige så frisk. Med overnatning er der yderligere den gevinst, at han kan tillade sig at drikke noget med lidt procenter i.
På den lille campingplads kender de den gamle talemåde, at man ikke kan få både i pose og i sæk, så som gæst bliver man bedt om at beslutte sig til, om man vil have i pose eller i sæk. Vi valgte sækken, hvor vi får den store menu og har eget bad og toilet i den hytte, vi skal sove i.
Om 14 dage tager vi på  gourmetophold på hotel Thinggaard i Hurup, Thy, så lidt sker der da indimellem. Ditte og Peter har også fundet et sted, vi skal hen. Vi har faktisk travlt!

Lidt lige som frilandsrugbrødet

Da jeg forleden var i Meny, skulle jeg bl.a. have kartofler.
Der er mange forskellige at vælge imellem – en af mulighederne var kartofler, der var “høstet i sæson”.
Det undrede mig en kende – det må være alternativet til “høstet uden for sæson”, men kan man det? Har man drivhuskartofler i Danmark? Eller andre steder? Har du et bud, Lene?
Jeg har lidt på fornemmelsen, at det er et af de mange fjollede forsøg på at få os naive kunder til at tro, at en vare er mere autentisk – ganske som det frilandsrugbrød, jeg engang så i en anden Meny.

I mit drivhus er der allerede mange tomater, der er i fuld gang med at vokse sig store og smagfulde. I år har jeg fire slags, nemlig to slags bøftomater og to slags cherry-/cocktailtomater (hvad er forskellen?). Alle fire bliver røde, for det skal tomater helst være i min verden, lige som squash skal være grønne. Jeg har smagt de gule squash, og de smager, efter min mening, ikke så godt som de grønne.
Tomatsorten herunder købte jeg frø til, da vi var i England. Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at afprøve, om billede og tekst virkelig taler sandt; at de kan komme op på mellem 500 og 1500 gram, men det skønne navn Gigantomo tyder på, at tomaterne godt kunne finde på at blive relativt store.
Men … jeg må have tålmodighed til næste år, for i år har jeg fyldt helt op i drivhuset, og jeg kan ikke så eller høste uden for sæson. Jo … måske så, men høsten vil ikke blive til noget.

Lige som de i England kan noget med mel (jeg købte desværre kun én pose af det, som viste sig at give det bedste brød ever), er det ikke for ingenting, at England nærmest er én stor og meget smuk have. De kan nemlig også noget med frø derovre. Udvalget er gigantisk. Det er stort i Danmark, men det er meget større i England. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at gå helt frø-amok. Det lykkedes, og jeg kom hjem med bare fire poser. Det er vel nok godt, at jeg ikke har have i England, for jeg ville ville blive rundtosset af at skulle være nødt til at vælge mellem de mange, mange muligheder, man har derovre.

Hvad jeg også snart kan høste, er frø af sidste års vajdplanter. Der kommer i tusindvis, så hvis I har planer om at indigofarve på bæredygtig vis, så kan I få frø her fra Den Stråtækte.
Det er toårige planter, som farver blåt det første år og sætter frø det andet. Jeg fik ikke høstet og farvet i 2021, så alle planterne fik lov at stå. Nu er det nærmest en vajdskov.
På det lille udsnit af billedet kan det ses, hvor mange frø der sættes af. Det er en yderst formeringsvillig plante!

Nu vil vi ud og bruge lige så mange penge på benzin som på en frokost. Næsten. Vi kører en tur til restaurant Solsikken på Skælskør havn. De skriver om sig selv: “Vi er en a la carte restaurant, med 2 dejlige lokaler, og en stor terrasse nede i vandet”.
Godt, så. Vi har booket bord på terrassen, så det bliver spændende, om vi får våde fødder!

Eksplosioner

Vi kom hjem i aftes ved nitiden – omkring tre timer efter planen, fordi der var kø, kø og atter kø i Tyskland – især, som altid, omkring Hamburg. Jeg hader de køer, og det er ikke engang mig, der sidder bag rattet, men min stadig udholdende og faktisk rigtig seje mand. Han kørte hele turen uden at bede mig om at afløse ham. 13 timer, kun afbrudt af de nødvendige pauser, hvoraf ingen var særlig lange – efter hans eget ønske, skal lige siges.

Vejen til Harwich gik nord om London, med den gamle by Lavenham som delmål. Den har vi besøgt nogle gange, men Ditte og Peter havde ikke set byen med de skæve, men ret charmerende huse. Byen var engang rig pga. uldproduktion, men det marked faldt sammen på samme måde som tulipanboblen i Holland, og så havde man ikke længere råd til at bygge til og om, hvilket vi har glæde af i dag, for den gamle del af byen står i store træk som den gjorde for 5-600 år siden og betragtes, med sine 340 fredede bygninger, som den bedst bevarede middelalderby i England.

Det hvide hus herover er toldboden; ved siden af The Crooked House.
De hvide og lyserøde herunder er bare … to middelalderhuse … men mere skævt kan det vel næsten ikke blive. Ikke uden at falde sammen, ville jeg tro. Gad vide, hvordan gulvene ser ud i alle de huse?

Og herunder Harry Potters fødehjem. Det er i øvrigt til salg – kan erhverves for £ 950.000, hvis det skulle have interesse.

På vej fra Lavenham til Harwich skete der det, der bare ikke må ske: Peter og Dittes bil punkterede. Vejene i England er ofte meget dårlige, og han kom til at køre i et kloakhul. Det kunne dækket ikke tåle.
Den korte historie er, at de først kom med færgen hjem et døgn efter os, for det tog laaaang tid for SOS International at skaffe bugsering. De stakkels mennesker sad og ventede i bilen i mange timer på hjælp. Heldigvis lykkedes det i går at få et nyt dæk; de er i skrivende stund på vej op gennem Tyskland og forventes hjem i aften.

En anden og mere grøn eksplosion var sket hjemme i vores drivhus og i haven.
Det er da helt vildt, som alting havde groet i de 17 dage, vi var væk. Tomaterne og agurkeplanten trængte i stor grad til support, selv om jeg havde (troede jeg) sørget for det inden vi rejste, men der skulle mere til nu.
De bede, som var fint ryddet for ukrudt inden vi tog afsted, kan jeg godt begynde forfra med nu. Jeg nåede ikke at plante de forspirede blomster ud, og nu har alskens ikke-ønskede vækster indtaget den plads, de ellers var tiltænkt.
Nå. Det er jo altid rart, at man ikke bliver arbejdsløs lige med det samme. Der er også stadig en halv snes krukker, der skal have fine blomster at pynte sig med.
Sneglene skulle også have ‘mad’ – en af mine squashplanter var næsten ædt af den dræbersnegl, som brutalt blev klippet over her til formiddag, men der er flere hvor den kom fra, er jeg sikker på.
I drivhuset var tre agurker blevet store og fine, så i aften står den på årets første hjemmelavede tzatziki.
Jeg har travlt. Det er godt, jeg lige har haft ferie …

Livets gang i …

Der sker ikke en pind og vi laver så lidt som muligt. Gudskelov for det, for det er lige præcis sådan vi ønsker det lige nu.
Vi sidder på terrassen og ser gartnerne arbejde.
Charlotte har fået gartnere. Hun havde det ikke helt godt med, at jeg ville offentliggøre dette på bloggen – var bange for, at folk ville tro, at hun intet laver selv, nu hvor hun både har rengøringshjælp og gartnere.
Jeg lovede at fortælle, at hun stadig arbejder meget (okay, mest i haven, ikke med at gøre rent), men alene de kedelige og meget rutineprægede ting var ved at vokse hende over hovedet, så da hun fik muligheden, engagerede hun to gartnere til at komme tre timer hver anden uge. Faktisk er det ikke meget med gennemsnitligt tre mandetimer om ugen, men fordi de er professionelle, er det nok til at tage det grove således, at Charlotte har mere tid til alt det sjove ved haven. Og den er stor – jeg kan sagtens forstå, hvis arbejdet med den var ved at kvæle hende.

Vi ved jo alle, hvor stor en forskel det gør, at staudebedes kanter er trimmede. Det tog damegartneren alle tre timer at trimme kanterne på de seks coronabede, som de bliver kaldt, fordi de blev anlagt i 2020 under den første lockdown.
Alene de mange vejledninger, råd og tips, Charlotte får af de to, er alle pengene værd, hævder hun. Det tror jeg gerne … at kunne lide at have en pæn have er bestemt ikke ensbetydende med, at man ved alt om alle planter; hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre.

Billederne herover og herunder er fra den dag, vi legede turistguider for Ditte og Peter. Det er langs Kennet & Avon-kanalen, vi her går en kort tur, dels for at vise idyllen og dels for at se på de mange mere eller mindre charmerende barges, eller narrowboats, som ses overalt på de engelske kanaler. Nogle er de rene ruiner; andre er små kunstværker, både ude og (tilsyneladende) inde. Man er vel lidt af en voyeur – jeg vil så gerne se, hvordan de forskellige har indrettet sig, men de fleste af dem værner forståeligt nok om deres privatliv og har nedrullede gardiner.

Vi smuttede lige en tur til Whitehall Garden Centre i går, fordi det regnede. Der ligger en mindre Whitehall tæt på, men ved Lacock ligger der en KÆMPEstor en, som har alt til faget hørende – og så lidt til … de har tøj, de har køkkenudstyr, de har … ja, stort set alt; inklusive en rigtig god restaurant, hvor vi indtog frokosten. Jeg elsker at komme i den store og bare gå og ose. Englænderne kan noget med havemøbler. Englænderne kan i det hele taget noget med haver!
Jeg nøjedes ikke helt med at ose i går, for undervejs opstod der en hel del behov for ting, jeg absolut ikke mente at kunne leve uden fremover.
I det hele taget køber jeg, når vi er i bil herover, altid en masse, som vi ikke kan få i Danmark. Denne gang er det (bl.a.) mel og olivenolie. Og jo, begge dele kan naturligvis fås i DK, men ikke de mærker og kvaliteter jeg køber. Med olivenolien gik jeg nærmest i hamstringsmode, for i de to Waitroses, jeg har været inde i denne gang, havde de en særdeles god olivenolie til nedsat pris. Folk hamstrer åbenbart også olier herovre, for de henstillede til, at man kun købte to flasker pr. kunde. Der var dog ikke tilnærmelsesvis tomme hylder, og den jeg købte, var ikke blevet hamstret, sikkert pga. prisen, for ½ liter koster 16 pund, så det er normalt ikke en, jeg tager flere flasker med hjem af. Lige nu er den sat ned fra 16 pund til 3,75 pund! Jeg købte to det ene sted og en det andet sted. Den har holdbarhed til februar 2023, hvilket måske forklarer prisnedsættelsen, men jeg skal nok få dem brugt inden da – og i øvrigt holder de sig snildt længere end angivet.
Slut for nu – vi skal snart på pub, fordi det skal være nem mad i dag – og hvad er nemmere end at få andre til at lave den?

Jeg tror jeg flytter

Jeg flytter hverken fra adressen eller fra John, men jeg får sådan en lyst til at flytte mere eller mindre permanent op i shelteret, fordi vi for et par uger siden købte et mere mageligt siddearrangement dertil … som man dog stadig kan bruge som spisebord, hvilket vi hverken kan eller vil undvære deroppe.
To sofaer og to stole, plus de hvide stole vi havde i forvejen. Nu kan vi sidde 10 deroppe og stadig sidde fint. Man kan også sove deroppe nu, hvilket jeg har savnet – det gjorde jeg sommetider i Sverige om sommeren. Det var så skønt og nu kan jeg sove ude igen, hvis jeg vil.
De seneste solskinsdage har jeg næsten boet deroppe, når jeg da ikke lige har gået og ordnet i haven, som nu er ved at være forårsklar.

Jeg ELSKER vores shelter.
Lige bag det, i et hjørne, som man ikke kan se nogen steder fra hverken hus eller have, har vi anlagt lidt flere højbede, så nu har jeg næsten en rigtig køkkenhave.
Hvor de sorte trækasser står, var der en syren, som måtte lade livet i år, fordi den stjal det eneste lille fjordkig, naboerne skråt bag os har. Som de flinke mennesker vi er, blev den naturligvis fældet på deres forsigtige anmodning. Jeg var kun glad, for jeg havde længe villet være fri for den syren, da jeg netop havde flere højbede i tankerne, men John havde nedlagt veto. Han er dog heldigvis bare lige så flink en nabo, så væk kom syrenen; en mand med en stubfræser blev hyret til at splintre dens rodsystem i millioner, så den ikke finder på at komme med hundredvis af rodskud.
Nu er højbedene anlagt og i år har jeg gulerødder, løg, porrer, spinat, ærter, squash, dild og salat. Flere hvidløg har overlevet vinteren, så de skal høstes i løbet af sommeren.
I en af de små kasser har jeg to peberrodsplanter, jeg fik sidste år og i en anden har jeg vinrabarber.
Det med peberroden er ret smart, for fra sådan en kasse kan de ikke brede sig til hele haven, hvilket var problemet der, hvor jeg fik dem fra.

Det ser ikke særlig kønt ud, men det gør ikke noget, for vi kan som sagt ikke se denne køkkenhave. Man kan fra vejen, men det er de andre beboeres problem … og hækken bliver jo tættere end den er nu. Måske gør vi noget mere ved det engang. Måske …
Drivhuset er næsten helt tilplantet; der mangler blot et par tomatplanter – igen måske – jeg har allerede 11 planter i gang. Det skal passes af andre det meste af august, når vi skal på krydstogt i Nordatlanten, så det er nok ikke det smarteste med alt for mange mindre krukker, der skal tilses i hvert fald hver anden dag.
Vi får se, om jeg kan dy mig … jeg har som sædvanlig uhyre svært ved at beherske mig på denne årstid – jeg kan slet ikke få sat nok i gang, men det dur altså bare ikke at give andre end mig selv noget der ligner et halvdagsjob med at passe vores have.
Bliver det hele for voldsomt, må jeg engagere mig med nogen, der tager penge for den slags – så er min samvittighed i det mindste i orden.

Eksperiment

Jeg havde ikke tænkt over, at det allerede var ramsløgtid, før de i en vejrudsigt viste en mand gå og plukke fine, nye og spædgrønne ramsløg.
”Allerede!”, sagde jeg til John. “Så skal vi da ud at samle ramsløg”.
Som sagt, så gjort. I går. Store er de ikke endnu, men de er der, og det er nu, de er allerbedst.
Som sædvanlig har jeg svært ved at beherske mig, for selv om det ikke var det tætte ramsløgtæppe, der kommer inden for de næste 2-3 uger, så er der på ‘mit’ sted så voldsomme mængder, så hvis jeg orkede (og måtte … ) kunne jeg uden problemer forsyne samtlige supermarkeder på Sydsjælland med ramsløg.
Jeg beherskede mig dog så meget, at selv John spurgte, om jeg var sikker på, at jeg havde nok.
Det var jeg sikker på, og da de kom i vasken til skylning, tænkte jeg, at nu havde jeg vist igenigen været lidt for grådig.
I aften skal vi have ramsløgtærte, som fx denne her, som er meget lækker, men det tager kun 100 gram, og jeg hentede en anelse mere end det.
De kan holde sig relativt længe i køleskab, men jeg fik den tanke, om jeg yderligere kunne forlænge holdbarheden ved at gøre det modsatte af at pakke “i beskyttende atmosfære”, nemlig vakuumpakke mindre portioner.

Som sagt, så gjort.
Nu ligger der seks portioner ramsløg i det lille ekstrakøleskab, som jeg har netop til den slags ting, der har bedst af at blive opbevaret køligt, men ikke har plads til i køleskabet i køkkenet.
Det er her, på reservekølelageret, jeg opbevarer de solovntørrede tomater, pestoen fra den basilikumbusk, jeg har hver sommer i drivhuset, samt agurkesalaten fra sidste sommers mange agurker. Når jeg opbevarer disse ting i køleskab, holder de meget længe, også farven – alle tre nævnte ting ser stadig lige så friske ud som den dag, jeg lavede dem, så et ekstra køleskab kan anbefales.
Det ekstra køleskab kom sig af, at vi fik Sus og Jans, da de renoverede deres sommerhus. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var rigtig nyttigt at have, så da det døde i løbet af denne vinter, købte vi fluks et nyt, som er lidt mindre end det, vi fik, men da det er uden den unødvendige frostboks, er det i realiteten lige så rummeligt.
Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at et nyt kunne fås for den ringe sum af 1300 kroner – det er sikkert hurtigt tjent hjem pga. et langt mindre strømforbrug. Som en yderligere besparelse holder jeg det på 5-6°, hvilket er fint til formålet. I køkkenet er det 2°, hvilket er under normen, men ifølge min erfaring holder tingene sig i op til dobbelt så lang tid som ved 4°.
Det er også godt at have ekstra kølekapacitet, når der er købt ind til mange gæster eller når englænderne er her i en uge. Jeg kan godt lide at købe stort ind og/eller købe ind til mange dage – det sparer penge og tid, og når englænderne er her, vil jeg helst ikke tilbringe for meget af den dyrebare tid i et supermarked – helst kun den tid det, sammen med Charlotte, tager at købe de ting, hun ikke kan få i England og derfor vil have med hjem.

Alle går rundt og forelsker sig …

Okay, jeg går så godt nok ikke rundt og forelsker mig. Ikke i andre mænd, i hvert fald, men jeg er ikke kun forelsket i det forår, jeg kan mærke er lige om hjørnet nu. Jeg elsker forår!
Det er oven i købet forår på en endnu bedre måde, end det har været de sidste to år, for coronapesten er blevet håndterbar. Covid-19 er her, men vi er ikke mere nervøse for virussen. Nogle er, kan vi se på dem, der stadig bærer mundbind i det offentlige rum, men John og jeg er kun glade for at være sluppet for dem. En del lande har gjort som Danmark, men der er stadig mange, der ikke har ophævet alle restriktioner. De kommer nok med, når vi kommer lidt længere hen på året. Håber jeg …

Vejret er flot, og det kribler i fingrene for at komme i haven og ikke mindst for at få noget i jorden.
Det er bare for tidligt endnu, men jeg kan heldigvis sætte til forspiring. Ihh, hvor havde jeg svært ved at beherske mig nede foran frøstativerne på planteskolen, da vi kørte til Toksværd i dag, men jeg tror det lykkedes så nogenlunde.
Nu har jeg 140 små potter med frø i + en lidt større potte med mikroskopiske frø i. Måske. De var så små og så elektriske, at jeg kun med sikkerhed ved, at to af dem ramte potten. Der var otte frø, og jeg håber søreme, at flere af dem, selv om de var meget flyvske, landede det rigtige sted. De skulle gerne blive til en slyngplante, der hedder rosenslynge. Hvis kun to fandt deres mål, håber jeg sandelig, at de er spiredygtige begge to.

Vi kan høre, hvordan både små og store fugle er begyndt at kurtisere hinanden. Vi kan høre, at der snakkes meget nede ved fjorden, hvor vi ser mange gæs, der går to og to, og rundt omkring i haven ser vi de mindre fugle sidde og pudse sig og gøre sig lækre, mens de synger af hjertens lyst.
Vi mente begge, at vi så et vibepar i dag, men er det ikke lidt tidligt?

I haven fik jeg klippet sidste års visne stauder af og studset nogle af de buske, der har godt af at blive holdt lidt nede.
Hvert år ved denne tid tænker jeg på en bestemt kvinde, som selv ved hvem hun er – der kommer lidt flere af de smukke dorthealiljer op, hver gang det bliver forår, og jeg fryder mig over dem alle.
Tak til dig, Kirsten!

Vintergækvandring

Hvis jeg havde depressive tendenser, ville jeg nok sætte mig hen i et hjørne af stuen og indhylle mig i sort humør.
Det har jeg ikke, og det gør jeg ikke.
Jeg sætter mig dog … men lige i midten af stuen, foran et vindue, sætter en Elly Griffith-bog på lyd og griber mit strikketøj.
Som i øvrigt også er drønkedeligt at strikke på, men jeg satser stærkt på, at resultatet bliver en pæn sweater med V-hals.
Findes der et mere kedeligt håndarbejde end kroppen på en sweater i glatstrikning? Jeg kan ikke rigtig komme i tanke om noget – det skulle da lige være, hvis jeg var gået i gang med et dobbelt sengetæppe i udelukkende glatstrik, men det vil aldrig ske.
Undervejs med denne Petite Knits stockholmsweater, som forhåbentlig ikke bliver en hidtil ukendt variant af stockholmsyndromet, er jeg dybt taknemmelig for, at lydbøgerne for længst er opfundet … den skal nok blive færdig, og den bliver en drøm at have på, men som strikkeunderholdning er den bestemt ikke meget værd.

Vejret tegnede så fint, da vi stod op – og langt hen ad formiddagen – men nu er det igen gråt og trist.
Det fine vejr bevirkede, at jeg fik en voldsom lyst til at forsøge mig med en dansk udgave af en Snowdrop Walk, som jeg har nydt nogle gange i England, så jeg satte mig fuld af optimisme ved pc’en og googlede vintergækker i parker.
Hvis der overhovedet var nogen, var det i Jylland: Augustenborg (jaja, på Als, I know …), Gråsten, Marselisborgskovene, m.m., men det skulle jo være på Sjælland eller Lolland-Falster, og ironien er, at vi kørte hjem fra Sønderjylland i torsdags. Det var dog elendigt vejr både onsdag og torsdag, så da kom ordet vintergækvandring overhovedet ikke til mig.
Vi har før fundet pæne mængder af vintergækker, bl.a. ved Maribo, men ingen, der bare tilnærmelsesvis ligner Englands flere hektar store vintergækklædte arealer.

Det ene af billederne herover er 11 år gammelt og været vist flere gange her på bloggen, fordi det er et af mine yndlingsbilleder, som giver et lille indtryk af, hvor mange snowdrops der er her ved Heale House.
Jeg kan stadig bedst lide det mere beskrivende engelske navn, men vintergækvandring har alliteration, som ikke forekommer i snowdrop walk.
En vintergækvandring i min egen have er hurtigt overstået. Jeg har klynger forskellige steder, men størrelsen på dem kan næppe imponere nogen.
Nogle ‘klynger’ består af to blomster, men helheden har trods alt et dekorativt element i sig. Og se: Purløg har fundet op af jorden.
Det har erantis, påskeliljer og (nogle) tulipaner også, men det er ikke specielt usædvanligt for februar.
Helleborus er på vej, men der er langt til blomstringen endnu. Og den trænger til at blive klippet, lige som jeg. Jeg skal klippes på tirsdag, men mon ikke jeg kan nå at lade helleborusen få et forspring, hvad det angår?
Helleborus – julerose – påskeklokke – nyserod. Kært barn har mange navne. Men hvorfor har man haft brug for at lave nysepulver?

Men altså: Kedeligt strik, kedeligt vejr og ingen vintergækvandringer i denne omgang.
Nu går jeg ud og trøstespiser.
Det vil sige … det gør jeg så heller ikke, for vi er på Nupo til frokost for tiden, så det måltid er også hamrende kedeligt. John er også på pulvermorgenmad, men den har jeg valgt at springe helt over.
Når man (heldigvis rent midlertidigt) har et kedeligt liv, må man se på de lyse sider: Om 14 dage er mine englændere her … om alt går vel … børnene fik ikke deres andet stik, fordi de fik covid-19, og de kan ikke nå at få det inden deres vinterferie. Heldigvis er en højst 180 dage gammel positiv PCR-test tilstrækkeligt bevis på overstået smitte, så jeg går ud fra, at alt går vel.

Skønhed og vellugt

Vi har da bare det flotteste efterår i år, har vi ikke? Skønne, dybe, brændende farver til overflod. Og så oven i købet et vejr, så man kan nyde farveeksplosionen i lang tid.
John siger, at det siger jeg hvert år, så der er åbenbart ikke noget usædvanligt ved det …
I forgårs var jeg på planteskole for at købe et eller andet, der kan stå i en af de store baljer jeg har stående på terrassen. Jeg gik efter en japansk løn, der hedder Bloodgood, men der havde billedet i Haveselskabets blad snydt kraftigt, for den havde slet ikke den skrappe, rødorange farve som blev vist. Man skal ikke gå efter at købe flotte efterårsfarver, hvis ikke det er efterår! Jeg var blevet slemt skuffet, hvis jeg havde stolet på det billede.
I stedet købte jeg en lille stjernetop, som ikke kun er smuk rød nu, men får små, lyslilla blomster om sommeren. Ydermere bliver den ikke ret høj, så den vil ikke vokse op og skærme for noget af den dejlige udsigt. Ikke et eneste sted står der noget om, at dens løv også har en flot efterårsfarve, så det med at gå på planteskole og med egne øjne se planterne, som de står lige nu, er bestemt den bedste måde at udvælge på.
Benved er også meget flot, men den har jeg et andet sted, og den bliver for høj til terrassen. Måske vil jeg yderligere have en anden plante – eller to – jeg har tre store baljer i rustfrit stål, som Søren har smedet og foræret os. Det vil se rigtig godt ud med andet end sommerblomster i dem, er jeg sikker på.

Her til formiddag har vi været ude hos min kvædeleverandør. Det er en af nørkledamerne (den samme, der har de skønne filippaæbler), som siger, at der er mange flere på træet, end hun kan bruge, så jeg kan tage alle dem jeg vil.
Jeg må da nok også lige sige, at hun på ingen måde har overdrevet – hun har tonsvis af kvæder! Træet er ved at segne af de store, flotte frugter, så jeg gik helt amok og blev ærlig talt lidt grådig, men jeg skal nok få dem brugt til noget fornuftigt.
Kirsebær og flere slags æbler til fri afhentning hos bagboen. Valnødder galore hos en anden fra vejen til både plantefarvning og til at spise. Filippaæbler og kvæder på Jungshoved.
Jeg er et temmelig privilegeret menneske, men jeg ved det godt, og jeg er både taknemmelig og glad.

Nu er saftkogeren sat på arbejde.
Mens den har travlt, vil jeg se dagens Barnaby mens jeg laver den lange og tidskrævende italienske aflukning på April Cardigan, som jeg blev færdig med i aftes.
Jeg kan gøre hvad jeg vil når jeg vil. Næsten altid, i hvert fald …
Jeg ER et meget privilegeret menneske.