Knuste drivhusdrømme?

I formiddags gik John ud i bådehuset for at afmontere de nederste loftsbrædder for at gøre det nemmere i morgen, når der kommer en fra drivhusfirmaet for at måle op; dvs. afvise eller godkende, at det kan lade sig gøre.
John kaldte mig ud: “Prøv lige at se her …”
Jeg prøvede lige at se der.
Det eksisterende fundament viste sig at være pilhamrende skævt – både den ene og den anden vej. Der er 14 cm højdeforskel på højre og venstre side og ikke nok med det: Hele den støbte langside bugter sig op og ned, og endelig er fundamentet også skævt den anden vej, således at gavlene ikke er lige høje.
Vi kontaktede en, der kan skære i beton og fik den besked, at det ville koste os 10.000 kroner at få det skåret lige.
Glem det, sagde vi til hinanden. Nu kan han få lov at se det ved selvsyn i morgen, fordi det ikke skal hedde sig, at vi bare er nogen, der springer fra, fordi vi lige havde fået en fiks ide.

Lige med det samme blev jeg ret ærgerlig over det, men der er jo ikke noget at gøre. Vi havde allerede nået og rent faktisk også overskredet det økonomiske smertepunkt, og 10.000 ekstra er udelukket; det vil vi simpelthen ikke ofre på drivhussagen.
John havde jo nået at flytte brændeopbevaringen, så nu er er frit udsyn til verdens grimmeste drivhus.
Men … hvad nu hvis det ikke var verdens grimmeste drivhus?
Tænke, tænke, tænke igen …
Jeg surfede lidt rundt og fandt en løsning.

Tror jeg da … John har kigget på det og regner med, at det kan lade sig gøre, men der skal lige måles og regnes lidt mere.
John bygger ny gavl på bådehuset og maler den sort.
Vi river det gamle drivhus ned, køber et T-hus på 13 m² og sætter det op, hvor det gamle stod – en fordel ved det er, at John slipper for at bygge et nyt skur.
Det skal nok blive godt. Jeg har forliget mig med realiteterne og tror egentlig ikke, det bliver så tosset endda med den alternative løsning, vi (nok) har fundet frem til. Der skal lægges nogle fliser, så der kan komme et ordentligt gulv i det nye og ca. 3 m² større hus, og jordvolden midt i det hele, bag pigstenene på 3. billede, skal dæmmes op eller beplantes eller noget … et eller andet i hvert fald, så det kan blive pænt at se på.
Man skal aldrig gå ned på projekter, og planer er til for at ændres, har jeg efterhånden konstateret nogle gange.
T-huset her er da heller ikke helt tosset, vel?

Sæsonens første istap

John har det meste af dagen gået ude og arbejdet på at gøre klar til det nye drivhus. Jeg synes han er modig at turde gå i gang, inden firmaet har givet endeligt grønt lys for, at det kan lade sig gøre, men han er ikke i tvivl om, at det kan det.
Hvis han får ret, er alt fint. Hvis ikke, bliver en del af haven og pladsen, hvor vi har vores brænde, lagt temmelig meget om …

Vejret har været smukt. Ikke en sky, men en smuk, frostglitrende solopgang og resten af dagen rimfrost der, hvor solen ikke nåede hen. Sæsonens første istapper hang og dryppede fra bådehustaget. De var ikke store, men de var der.

Jeg måtte ud og flytte den klematis Montana, jeg havde anbragt meget strategisk i nærheden af bådehuset. Den stod bare ikke særlig strategisk mere efter Johns nedrivningsprojekt – tværtimod stod den og strittede temmelig umotiveret op midt i det hele.
Det er typisk. Det var første sommer, den havde fået rigtig godt fat og blomstrede, så det var en lyst. Nu bliver den formentlig sat en del tilbage, hvis den overhovedet kommer igen. Jeg forestiller mig, at den skal stå og skjule en del af skuret, John bygger senere. Det skal nemlig helst være så usynligt som muligt, hvorfor vi også maler det sort, hvilket nærmest får det til at forsvinde.
Lige nu står den i en stor balje inde i det gamle drivhus og klarer sig forhåbentlig vinteren igennem.

Af dagens øvrige gøremål kan nævnes Charlottes fødselsdagsgave, som blev postet i dag. Hun havde ønsket sig “Tidens Mode 1840-1890”, men havde advaret mig om, at det nok ikke var nemt at skaffe den, da den kun fås antikvarisk.
Jeg tror, jeg har kapret Danmarks eneste tilgængelige eksemplar. Dog kun ved surfing – jeg har ikke ringet rundt til antikvarboghandlerne, hvilket ville have været næste træk, hvis det ikke lykkedes at skaffe den via nettet.
Anna skal seks dage til Berlin med skolen og kommer hjem på Charlottes fødselsdag. Godt nok fylder hun 14 år om en måneds tid, men hun er altså ikke ældre, end at hun tilbød at melde fra den tur, fordi hun troede, at Charlotte ville blive ulykkelig over ikke at have hele sin lille familie samlet til fødselsdagsmorgenbordet … altså ikke fordi Anna mente, at hun selv var uundværlig, men fordi de altid gør så meget ud af deres fødselsdagsmorgener, så hun mente, det var helt ubærligt, at den for hendes stakkels mor ikke skulle være som den plejer.
C fik dog overbevist Anna om, at det ville være helt i orden, og at det ikke er noget problem for hende, at de i stedet fyrede alle ritualerne af til aftensmadbordet i stedet for.
Det var mens vi var derovre, at denne samtale udspandt sig. Det var rørende, at Anna tilbød at blive hjemme fra den tur, hun havde glædet sig så meget til, indtil hjemkomstdatoen pludselig sprang hende i øjnene, men jeg kan såmænd godt huske, hvor vigtig min egen fødselsdag var, og hvor lidt jeg forstod hvorfor den tilsyneladende ikke betød lige så meget for mine forældre.

En drivhusdrøm går i opfyldelse

Lige siden vi flyttede ind hernede, har jeg kigget på drivhuset med ikke specielt glade øjne. Det er tudegrimt, synes jeg – især nok fordi jeg kom fra det fine drivhus, som John byggede til mig i 2012. Desværre har det været sådan, at vi, pga. den meget kuperede grund, ikke kan placere et drivhus andre steder end der, hvor det grimme står, og det vil heller ikke kunne blive ret meget større. Efterhånden havde jeg resigneret, delvist fordi John ikke rigtig var med her – han syntes det var okay, som det var. Det bedste ved det er den skønne gamle vin, som giver så mange søde druer hvert år.
Sidste år fik John skudt sig selv i foden. Han kom nemlig til at sige, at vi jo kunne save taget af bådehuset og så bygge et drivhus ovenpå. Bådehuset er nemlig gravet delvist ned, så det ville ikke blive et drivhus med høje betonvægge set udefra.
Den ide kunne jeg ikke slippe, men John kunne have sparket sig selv, for hvor skal vi så have plæneklipperen, æblerne, krukkerne og flere andre ting?

Bådehuset er kun pænt at se på i de par uger om året, hvor rådhusvinen er rød. Herover ses, hvordan huset er gravet ind i den lille bakke. Rododendronen og den stedsegrønne ved siden af er allerede væk, og det ses, at der ikke bliver så meget beton at se fra haven.
Han kom selv på løsningen: Det gamle drivhus skal jo i givet fald væk, så der kan bygges et fint lille skur, hvor det stod. Jamen, selvfølgelig!

Der er sjældent langt fra tanke til handling for mit vedkommende, når det gælder den slags, så i søndags havde vi besøg af den danske forhandler af Alitex-drivhuset.
Han var en flink fyr, og Alitex er et fantastisk drivhus (det er sådan et, Charlotte har), men jeg faldt besvimet om, da jeg i går morges fik en pris på det. Han havde ellers proklameret, at det sagtens kunne laves til en fornuftig pris, når nu fundamentet allerede fandtes.
Det viste sig, at en ‘fornuftig pris’ var 180.000 kroner! Jeg tør ikke tænke på, hvad det havde kostet, hvis vi også skulle have haft muret et fundament.
Så mange penge ville vi bare ikke ofre på sagen. Punktum. Det var da for vildt – men nu var tanken jo mere end bare sået; den havde etableret sig ret grundigt hos os begge.

I går kørte vi derfor til Hundige for at besøge Vica.
Til venstre ses Vica-huset; til højre det Alitex-hus, vi fik tilbud på. Det er bestemt ikke det samme hus vi får, men til gengæld får vi et drivhus langt, langt, LANGT billigere, og godt nok vil vi gerne betale for kvalitet, men vi kan også godt finde ud af at gå på kompromis med os selv.
Der blev skrevet under på en kontrakt, og inden næste sæson vil der stå et drivhus, hvor vi nu har bådehus. De gav os oven i købet Black Friday-rabat, hvilket lige præcis kunne betale det skur, vi har kigget på. What’s not to like?
Snart skal jeg ikke længere se ud på en kedelig ensartet flade, men kan se på – og, ikke mindst, igennem – et dejligt drivhus. Jeg glæder mig.
Og John glæder sig også – Søren har lovet at komme og hjælpe med at skære taget af og bygge det nye skur – han ville oven i købet gerne have det gamle drivhus.
Jeg var en smule bekymret for, om det ville blive for meget for John (han skal dog ikke selv montere drivhuset; det gør Vica), men den fejede han hurtigt af – det skulle jeg ikke tænke på; han har tid nok til det, og Søren hjælper. Ikke noget problem.
Der er alligevel fint gang i ham endnu, min søde, gamle mand – han elsker den slags projekter.
Og jeg elsker allerede mit nye drivhus.

Der er stadig noget at se

I mandags kørte vi til Birkegårdens Haver – bare for at finde ud af, at der var lukket og sæsonen slut for i år. Vi var lige ved at køre igen, da jeg så, at hvis man betalte en halvtredser enten på mobilepay eller i en dertil indrettet kasse, måtte man gerne gå ind og se sig omkring. Nu var vi kørt så langt, så det gjorde vi. Det var såmænd også fint nok – vi behøvede ikke at kunne besøge cafeteriaet, men nød at have hele området for os selv, kun med selskab af nogle ansatte, der havde travlt med at stille alle mulige halloweenting op rundtomkring, fordi de holder åbent i den første efterårsferieweekend.

Der var de skønneste efterårsfarver indimellem – se bare bladet her til højre. Der er ikke pillet ved billedet; det var i voldsom grad et rødorange blad, jeg fandt.
De havde haft frostvejr, kunne vi se på deres dahliaer. De havde lagt en eller anden dug over, formentlig fordi de gerne vil kunne vise de smukke blomster frem i uge 42. Blomsterne havde da heller ikke taget skade, men bladene var bestemt ikke pæne mere.
Vi har 7-9-13, bank under bordet og hvad der ellers findes af besværgelser, ikke haft frost endnu. Mine dahliaer er på deres smukkeste og mest blomsterfrodige stadium lige nu, så jeg ville blive ret ked af det, hvis frosten kommer og ødelægger det hele alt for tidligt. Bedene bugner af blomster, også selv om jeg tager mange ind og sætter i vaser.
Herunder en echinacea eller purpursolhat. Jeg har den ikke selv, men det har jeg måske til næste år, for jeg stjal en, hvor frøene var færdigudviklede.

Jeg har fået nye fødder. Jeg har købt (endnu) et par støvler af mærket New Feet, som jeg faldt for sidste år på Fyn. De sidder som var de fremstillet lige præcis til mig. Det var også bare fordi John skulle til bandagisten i Køge for at finde et par gode knævarmere. Det betød lidt ventetid for mig, og kostede dermed et par nye støvler. Det er noget værre noget … jeg lader mig nok for let friste.
Men jeg stod lige og manglede dem …

Vi spiste frokost på Cafe Baum, som er blevet vores yndlingssted i Køge. Man kan få alle deres vine (og de har maaange) på glas. Det ville jeg virkelig ønske, at mange flere kunne finde på at tage op, for det er hammerirriterende at skulle spises af (tøhø) med husets vin, der sjældent får englene til at synge. Hvis Cafe Baum kan, kan andre vel også! John drikker sjældent vin, og slet ikke rødvin, så jeg skal ofte – i hvert fald til frokost – kun have et enkelt glas. Er det aftensmad, kan jeg godt drikke en halv flaske, men da ikke en hel! 
Jeg fik oven i købet lov til at smage på tre forskellige. Jeg nævnte, at jeg nok mest var til zinfandel-drue i dag, men han kom med en zin, en negroamaro og en syrah, fordi han mente at de alle tre kunne bruges til den valgte mad. Jeg valgte negroamaroen.
Man skal prøve noget nyt, når mulighed gives.

En blomst i blomsten

I dag, da jeg var ude for at skære visne dahliablomster af, så jeg, at min dinner plate-dahlia havde en knop i blomsten.
Den hedder ikke dinner plate; det er en betegnelse for dahliaer med store blomsterhoveder, og denne er da også pænt stor. Jeg ved ikke, hvad den hedder, men jeg er glad for den.

Det har jeg godt nok ikke set før – en blomsterknop i et blomsterhoved.

Det bliver interessant at se, om den udvikler sig til en blomst, og i givet fald, om den når det, inden ‘moderblomsten’ visner ned.
En dahlia i en dahlia – det er nok ikke første gang i historien, det sker, men det kan ikke være helt almindeligt. Er der nogen, der har set det før?
Vi er ikke hjemme de næste fire dage, så den får fred og ro fra min side til at udvikle sig.
Nu har vejret bare at arte sig, har det!

Morgenprojektet

Vi har for længe siden aftalt med bagboerne (som i princippet er genboer, men det er bagsiden af vores hus, der ligger ud til vejen), at det helgrimme og halvdøde nåletræ i vores have skulle væk.
Det pyntede ingen steder, og det var begyndt at blive grimt med brune nåle.
Jeg blev så glad, da jeg fik dem til at indrømme, at det tog noget af deres fine udsigt fra deres terrasse, for jeg havde ikke kunnet få John til at nedlægge det. Jeg ved ikke, hvad det er med ham og store/høje træer, men han hader at fælde dem; ikke pga. arbejdet, der ligger i det, men fordi han synes det er synd.
På billedet ser træet faktisk ikke særlig stort ud, men kønt er det ikke, og når det oven i det generer et smukt udsyn til fjorden, er der ikke så meget at diskutere. John var da heller ikke to sekunder om at acceptere at nedlægge det efter en snak med bagboerne.

Godt nok har vi været gift i 30 år, men der er visse ting vi aldrig bliver enige om – en af dem er, om der skal være store (og grimme) træer i små haver.
Det synes jeg ikke, at der skal, men via lidt samarbejde med gode bagboer er der nu one down and one to go.
Det sidste for store træ skal jeg lige have rottet mig sammen med nogle andre af vejens beboere om – jeg er sikker på, at det tager meget af deres udsigt, men at de bare ikke nænner at sige det til os …

Nå, men én ting ad gangen, og nu er bagboerne i hvert fald glade.
Han stod der så tidligt i morges for at fortælle John, at nu kunne de godt gå i gang for hans skyld, at jeg endnu ikke var trådt ud af badet, så jeg fik travlt, hvis jeg skulle nå at fotodokumentere processen. Det årle tidspunkt bevirkede nogle mindre gode billeder, da jeg var nødt til at tage dem i modlys.
Han var lynhurtigt færdig! Bagboen er nordsvensker, så han har helt styr på det med at få lagt et træ lige præcis hvor han har planlagt det.
Først sidegrene så højt han kunne nå; derefter op på en stige og skære stammen over i et par meters højde.
Så afgrenede John det, og vips var de færdige næsten før de var begyndt.
John kunne godt se, at det pyntede, at det kom væk. Sådan går det tit, og det ved jeg jo godt – det er derfor jeg punker ham lidt indimellem; han har bare så svært ved at se for sig, hvordan det vil se ud bagefter – og så er han generelt lidt imod forandringer, men det er han slet ikke selv klar over.

Det er et af de mere olieholdige træer, så det er ikke så godt at brænde det af i brændeovnen, desværre, men John savede stammen over nogle gange, så nu har vi en smuk, lille brændestabel liggende. Der kan så flytte insekter ind om vinteren, hvis de skulle få behov derfor, eller gærdesmutten kan flytte, hvis den skulle få lyst til det.
Brændet får i hvert fald lov til at ligge der, til det forsvinder af sig selv, hvilket formentlig ikke bliver i vores tid i Den Stråtækte – og hyggeligt ser det ud.

Trelleborg og nyt legetøj

I dag havde Haveselskabet arrangeret et plantemarked ved Trelleborg, hvor jeg ikke kunne huske at have været – selv om John påstår, at det har jeg …
Jeg kom ikke hjem med så meget, blot tre hosta og en enkelt floks, som til gengæld er højere end jeg er! Spændende, om den bliver lige så høj i min have. Derefter gik vi ind på Trelleborgs område gennem museet, hvor jeg fandt en gave til Tim. Han er svær at give gaver, men han holder meget af at læse, selv om man aldrig vil opleve ham læse en skønlitterær bog. Det er altid enten biografier eller, oftest, en fagbog eller en dokumentarisk beskrivelse af et eller andet. Bogen jeg fandt i dag hed The Vikings – Culture and Conquest, skrevet af Martin Arnold, som er Senior Lecturer in Old Norse-Icelandic Studies at Hull University.
Den bog er jeg næsten sikker på, at Tim vil finde læseværdig.

Øverst hele ringborgen taget med panoramafunktionen på mit lille Lumix. Det besluttede sig åbenbart for at skifte indstillinger midt i det hele, resulterende i, at det kom til at se temmelig uprofessionelt og ubehjælpsomt ud, men det var den eneste måde, jeg kunne få hele borgen med på.
Der er såmænd ikke så meget at se på området, men det er da interessant nok, hvis man har fantasi til at lade bygningerne vokse, få liv og forestille sig livet dengang. Billedet lige herover er aftryk af nogle af de 15 huse, der ligger uden for ringborgen – formentlig brugt til dyr og til værksteder.

Inde i langhuset var der meget mørkt, lige når man kom ind ude fra den skarpe sol – det varede dog ikke længe, inden vi kunne se interiøret.
Dragten er en kopi af en rig vikingekvindes. Mon stoffet er farvet med kraprod?

Herunder ses forskellen på Johns nye kamera og mit lille Lumix.
Begge billeder er taget på automatic, og der er ikke pillet ved dem efterfølgende. Jeg kan godt forbedre mit billede digitalt, men det ville i givet fald ikke være specielt illustrativt, og det ville aldrig komme til at ligne Johns alligevel …
Johns nyerhvervede kamera er et Canon 6D mark II, som er nummeret før et ‘rigtigt’ kamera til professionel brug, og mit er som sagt et Lumix TZ90.
Den ret voldsomme prisforskel skulle så sandelig helst også afspejle, at det er et godt kamera, han har investeret i.

Herunder ses resultatet af lidt leg oppe fra vores shelter. Jeg kan godt lide den dybde, han kan få i sine billeder.

Hvis man skulle være interesseret, har John kamerahuset til et Canon 6D til salg. Linsen har han beholdt til den nye version af monsterkameraet, som jeg kalder det.
Det er godt. Det er et sindssygt godt kamera han har købt, men jeg synes det er alt for tungt at slæbe rundt på.
Hvis jeg vil tage bedre billeder (ikke bedre end Johns, men bedre end Lumix TZ90 kan præstere), tager jeg mit andet LumixFZ82 i brug – det er et glimrende systemkamera til sådan en amatør som mig. Også rigeligt tungt, men det værste er, at det ikke kan være i min taske, når jeg ikke bruger det. Hvornår mon man opfinder et minimonsterkamera? Alt kan jo ellers laves mindre og mindre, men åbenbart ikke gode kameraer.

En overraskelse og en sidegevinst

Lige pludselig, i går midt på eftermiddagen, stod der to for os så velkendte personer ved vores dør: “Gi’r I en kopkaf?”
Jamen det gør vi da altid gerne. Vi havde godt nok ikke Gevalia i huset, men vi har noget der er bedre, så det fik vi brygget og serveret for Inge og Hasse, som kiggede ind på vej hjem fra Danmarks Borgcenter i Vordingborg, som de havde brugt en del af dagen på.
Det blev til små to hyggelige timer. Desværre kunne vi ikke byde på aftensmad, hvad jeg ellers normalt ville have gjort, for vi skulle ud af døren ved femtiden for at kunne være i Skælskør ved sekstiden.

I aftes var der nemlig flere åbne haver i Skælskør. Vi holdt os dog til én: Jette og Hall Thimans have, for det der egentlig trak i går var sidegevinsten, nemlig, at Thiman i den forbindelse åbnede sit værksted, hvilket kun sker ved særlige lejligheder. Det er Jette Thiman, der har hovedansvaret for haven, og sjældent har jeg da set en så veltrimmet have – jeg skal bare aldrig melde mig til at holde åben have, for så ukrudtsfri en have vil aldrig kunne opleves i Den Stråtækte! Never ever! Det var helt misundelsesværdigt, men jeg kender også mig selv …
Hun havde bl.a. en del dahliaer, og især de tre afbildede syntes jeg var smukke. Jeg skal have fundet ud af hvad de hedder, så jeg kan få inkluderet dem i min egen samling. Hvis I kender en eller flere af dem, så sig endelig frem.

Vi er begge meget glade for Hall Thimans fugle, som han snitter i lindetræ og derefter maler. Han holder sig til de fugle, man normalt kan se uden for vores vinduer, og det har jeg også holdt mig til i vores lille samling, som efterhånden består af ni fugle. Bortset fra fuglekongen, som jeg ikke har set IRL.
De overholder så nogenlunde de rigtige størrelsesforhold – og så alligevel ikke, for gærdesmutten og rødhalsen er for store i forhold til de andre fugle, men hvad pokker; det er kunst og det er så fint. Synes vi.
De syv første fugle i samlingen er erhvervet under vores besøg på Reersøgalleriet, hvor vi, hver gang vi er der, lige skal have en ny fugl med hjem.
Nu mangler vi bare at finde et grantræ, som skal skæres i passende størrelse, tørres og afbarkes, så det kommer til at ligne et særdeles afdanket minijuletræ, hvorefter fuglene skal anbringes på grenene – og flagspætten naturligvis inde på stammen.
Det havde Thimann gjort med nogle af sine mange fugle, og den ide tog jeg omgående til mig.
Man jeg bliver så nemt inspireret, når man jeg ser hvad andre har fundet på. Jeg er ikke særlig opfindsom eller kreativ selv, men jeg er både nem at begejstre og rigtig god til at abe efter!

Det er både umenneskeligt og fjollet

Jeg kan allerede ikke huske hvor jeg faldt over dette skilt, som det konservative parti i England er ansvarlig for, men jeg kan huske, at jeg med det samme tænkte, at det da ikke er særlig menneskevenligt, og ikke kun det, men også temmelig fjollet, for så bliver der jo bare dobbelt så mange, som der var før.

 

Siden sidste indlæg har min mand haft fødselsdag. 74 år. Det blev kun fejret ham og mig imellem, for han syntes ikke, det var noget at gøre noget ud af. Det håber jeg, at han synes til næste år, fordi for mig er 75 på sin vis lige så rund en fødselsdag som 50 år – naturligvis bortset fra, at der ikke er et rundt 0 i selve tallet.
Fest vil han under ingen omstændigheder holde, men da jeg foreslog en brunch, hvor vi inviterer både familie, venner og vej, var han ikke helt afvisende.
Det kunne da være hyggeligt … men det er nok lige tidligt nok at begynde planlægningen …

I drivhuset har agurken lige måttet lade livet, igen pga. spindemider lige som sidste år. Det er SÅ irriterende og meget ærgerligt, men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var en eneste en af de små sataner det første år, jeg havde en agurkeplante? I år og som sagt sidste år tog de på rekordtid totalt magten over planten – der gik kun ganske få dage, fra jeg opdagede dem, til hele planten nærmest var pakket ind i det fine spind. De gider ingen af de andre planter, hverken basilikum, tomater eller chiler, hvoraf den ene (Aji golden) i øvrigt er gået fuldstændig amok i frugter – der er mange hundrede, så der bliver rigeligt til både tørring og til chilipasta.
Udenfor trives den ene squash fint, mens de to andre er nogle ynkelige skvatmikler. Så meget for Gartneri Toftegaards økologiske squash. Den tredje, som allerede har givet mig en del squash, er købt i Brugsen, mens de to andre (som blev plantet et par uger før), ikke har givet noget endnu.
Gad vide, om det også er agurken dernedefra, der er for sart? Det er vel ret ligegyldigt, om de små udplantningsplanter er økologiske – det handler vel mere om, hvad jeg fodrer jorden og planten med hjemme hos os? 
Vi vil være bortrejst hele juni til næste år, så måske vil det være en god ide at springe agurkedyrkningen over og i det hele taget begrænse mig meget i drivhuset i 2020.
Det er nemt for mig at love mig selv lige nu, hvor jeg er temmelig ærgerlig over det med spindemiderne; det er mere tvivlsomt, om jeg kan huske det til næste år, når der går forårsfornemmelser i mig.
Man kunne jo også afprøve rådene med at plante bønner rundt om agurken og samtidig lægge nogle kryddernelliker på jorden rundt omkring stænglen.
De påstår, at det virker, og det kan i hvert fald ikke gøre nogen skade.

Det må være noget i luften …

Det må være noget i luften, men jeg ved ikke hvad …
… det er vi har i luften hernede på præstøegnen, men visse af vores planter vokser et godt stykke uden for normalområet.
Senest rosen, jeg skrev om – hvis det virkelig er en Fairy, som normalt bliver 60 cm, så har den fået vokseværk.
Så er der mine chilier, som bliver en meter højere end den angivne maxstørrelse.
Mamelukærmebusken, som iflg. havekonsulenten skulle starte forfra hvert år, fortsatte i foråret hvor den slap i efteråret og er nu så stor, at jeg er nødt til at beskære den. Det har heldigvis haft den sidegevinst, at da jeg prøvede at sætte syv små pinde af de afskårne grene i fugtig jord, bare for at se, hvordan de ville opføre sig, udviklede alle syv rødder og skyder fine grønne blade, så nu har jeg til to buske i stedet for den stedsegrønne og grimme thuja, som heldigvis døde, men som nu har efterladt en stor tom plads – plus nogle, som jeg kan forære væk.

På en tur gennem sivene i dag (jeg skulle plukke tagrørsblomster, som giver den flotteste, grønne farve), så jeg masser af kåltidsler, som angiveligt skulle være “en flerårig 40 – 150 cm høj urt”, men som, hvor jeg gik, ragede langt op over mit hoved; de højeste har været over to meter.
Naturplanteskolen.dk hævder, at kåltidsel anses for at være en delikatessegrønsag i Japan og Indien. Ku’ være man sku’ prøve den af …

Horsetidsler (tror jeg det må være) var der også – de var dog ikke vokset mere end de forventes at gøre. Det er en smuk blomst, som er elsket af bier og sommerfugle, men sidstnævnte har vi ikke rigtig set noget til endnu i år, desværre.
Til gengæld var der mange bier – kan det virkelig passe, at jeg så fem forskellige slags smovse rundt i tidslerne? Nogle af dem dykkede på hovedet ned i blomsterne, som vi husker Joakim von And dykke ned i sin pengetank.

Det er med andre ord ikke bare tagrør, der er at finde over for vores hus og ned mod fjorden, selv om det umiddelbart er dem, der er dominerende, men går jeg bare 10 meter væk fra vejen, kan jeg, uden at flytte mig, få øje på hassel, japansk pileurt (ikke godt!), horsetidsel, kåltidsel, gyldenris, rejnfan, hybenbuske, tagrør, snerle, hjortetrøst, brombær, pil, æbletræ, fuglekirsebær, dueurt, cikorie, alm. syre, nogle gule blomster, der minder om mælkebøtter men ikke er det – og sikkert også mere, men dette var, hvad hukommelsen kunne finde frem til, efter jeg var kommet ind igen og begyndt på at skrive.
Åhhh, jeg håber aldrig, at omstændighederne nogensinde kommer til at tvinge mig til at bo i en by eller andetsteds, hvor jeg ikke bare kan åbne min dør for at være midt i naturen. Så kan de lige så godt anbringe mig six feet under med det samme.

En rosenbusk

Der er kommet flere fine forslag til de små, lyserøde roser, jeg viste i fredags.
De ligner vældig godt, når jeg billedgoogler navnene, men når jeg så får læst om dem, er der ikke rigtig nogen, der har ramt rigtigt, for omtalte rosenbusk er ikke bare stor, den er er meget stor!
De roser, der indtil nu har været i spil, sidder på buske der bliver omkring 60 cm høje.
Denne er lidt større …
Det er én busk, som nok er i nærheden af de tre meter i højden og endnu mere i bredden. Man kan ikke helt tale om omfang her, for den bliver bremset til den anden side af en stedsegrøn busk, hvorfor den sætter alt krudtet ind her ud mod vejen, men det bliver den ikke mindre smuk af.
Når man graver lidt ind og tager en gren hist og pist, kan man ikke se, der er taget noget, så i den henseende er det en god rose at have i sin have.

Nogle af vores høstanemoner (som er en blomst, jeg også er meget glad for) står ved garagen og ser så fine ud lige nu.

De er ikke så vandkrævende, og godt for det, for fik vi regn? Jeg kan ikke sige “ikke en dråbe”, for det regnede trods alt i omkring 20 sekunder.
I morges viste John mig DMIs radar og sagde glad: “Vi får masser af regn lige om lidt!”
Jeg kiggede på den og sagde: “Det tror jeg ikke. Den front der drejer lige præcis lige nord om os.”
Det troede John ikke helt på – eller også ville han bare ikke tro på det, men jeg havde ret. Desværre. Sommetider behøver jeg nemlig ikke at få ret – det blev kun til så meget regn, at fliserne blev næsten våde, mens der stadig var knastørt under buske og træer.

Det fik mig til at tænke på en skøn og meget engelsk tegneserie om en lady og hendes mand. HUN går helt vildt op i sin kæmpestore have/park; HAN vil helst bare slappe af og nyde livet fra en lænestol.
En af striberne (I må tænke jer til tegningerne) går således:
1. billede. Han kigger op fra avisen: Do you know … we’ve been married for over 40 years and I’ve never won an argument.
2. billede. Hun går rundt med en støvekost: I know …
3. billede. Hun fortsætter uanfægtet med at støve af: You’ve never been right.

Sådan. En simpel konstatering uden yderligere ståhej.
John synes af en eller anden grund ikke, at den er særlig morsom.

Nederste billede er fra Charlottes bog om samme adelige ægtepar.
Det siger lidt om, at haveejeres evige kamp mod skvalderkål (Ground elder) på ingen måde er mindre i England, end den er her i Danmark.

En mystisk plante

I kanten af et af dahliabedene er der dukket en plante op, som er lidt af et mysterium for mig.
Det ligner en agave – og så alligevel ikke, for bladene er for bløde.
Det kunne også ligne agapanthus en lille smule – og så alligevel ikke, for bladene er for stive, men der står en del agapanthus i bedet ved siden af.
Det er ikke nemt … PlantSnap kom frem til, at det må være en yuccapalme, og det ligner den da også, men hvordan pokker den skulle have sået sig selv lige der, er mig i så fald en gåde. Jeg ejer nemlig ikke en yuccapalme, og området vrimler heller ikke ligefrem med dem, hvorfor den næppe heller kan være bragt af vinden eller af en fugl.

En billedgoogling gav det resultat, at det er en Agave azul, som også kaldes tequilaagaven “Agave tequilana, commonly called blue agave (agave azul) or tequila agave, is an agave plant that is an important economic product of Jalisco, Mexico, due to its role as the base ingredient of tequila, a popular distilled beverage. The high production of sugars named agavins, mostly fructose, in the core of the plant is the main characteristic that makes it suitable for the preparation of alcoholic beverages.” _Wiki
Da jeg borede lidt mere i det, fandt jeg også nedenstående, som ligner til forveksling: Yucca filamentosa ‘Hofer’s Blue’ – Adam’s Needle.
Er der måske en af jer kloge læsere, der kan be- eller afkræfte disse teorier? Den er omkring 50 cm høj, og den er kommet i år, for i foråret var bedet helt bart, så den er relativt hurtigt voksende.
Det er ikke fordi den er særlig pæn, især ikke i selskab med dahliaer, men nu får den lov at stå indtil jeg forhåbentlig har identificeret den med større sikkerhed. Måske har den oven i købet tænkt sig at blomstre på et tidspunkt – hvem ved?

Hvis det virkelig er en Agave azul, kan det være, jeg skal gå bort fra gin, næsten endnu inden jeg for alvor er begyndt, og i stedet begynde at fremstille Den Stråtæktes Egen Tequila.
Det ville være ret alternativt.

CPH Garden 2019

For to år siden blev det første CPH Garden afholdt inde i Valbyparken, og John og jeg tog derind sammen med Ditte. Vi havde egentlig aftalt at springe i år over, men da Ditte spurgte, om vi ville se det sammen med hende og Peter, sagde vi ikke nej, for det er jo altid hyggeligt at være sammen med dem.
I år foregik det i Ballerup, hvilket var en god beslutning, for der var oceaner af plads i forhold til sidst.
Derved blev der også plads til mange flere spise- og drikkesteder, hvad der var for lidt af i 2017. Disse var strategisk anbragt i områdets periferi, således at alt til haverne – og haveejerne – var anbragt inden for ‘fourageringsvoldene’.

Vi skulle lige afprøve disse havestole fra Grythyttan og fik en overmåde positiv overraskelse – de var supergode at sidde i, fordi de fjedrede lidt. Vi talte om, at dem kunne vi da godt bruge seks af til bordet på siddepladsen foran huset.
Lige indtil vi så prisen. 3250 kroner. Pr. stol. Så skal en af os vinde i Lotto først!
Det er godt at have havedrømme …
Signe Wenneberg, som stod og solgte sin gin, havde taget en vis Fru Kjærsgaards ord til sig. Jeg tror ikke bemeldte dame havde forestillet sig, hvad hun satte i gang med den spidse bemærkning.
Jeg smagte ikke ginen, men det gjorde Ditte, og hun købte en af hver af de to typer. Jeg burde også have købt, for det ville næsten være som at støtte lokalproducenterne, idet jeg fandt ud af, at SW brygger i samarbejde med Braunstein, som ligger i Køge.

Der var alvor, og der var pjat. Sidstnævnte i form af en panton- og en coronastol forklædt som betrukket med henholdsvis hvid- og rødkål.
Der var også otte showhaver, som vi havde glædet os til at se, for i 2017 var vi imponerede over de fleste af dem.
Lad os bare sige, at det var vi bestemt ikke i år.
Vi var tværtimod temmelig skuffede … havde de udvist lidt mere fantasi eller kreative evner, havde det været i orden, men sådan skulle de altså ikke se ud i år. Forskelligheden i 2017 var stor blandt showhaverne, men i år lignede de hinanden alt for meget, syntes vi.
Nå. Man kan ikke få alt, men ellers var der nu næsten alt at få, hvad haveejere kan drømme om.
Måske med streg under drømme, for tendensen er tilsyneladende, at der skal investeres i vildt dyre ting – apropos mit indlæg før dette med Bo Bedre-hjem, så var årets CPH Garden i nogen grad en udstilling af, hvordan man ret nemt kommer af med adskillige snese tusinde kroner. En flot udstilling, godt nok, men det kræver en anden pengepung end vores. Nogle af udstillerne havde givet messerabatter, ganske som man som besøgende forventer, men vi havde mistanke om, at flere af dem havde skruet priserne en god tand i vejret i dagens anledning.

Nu skal det ikke være brok det hele, for selvfølgelig var der også megen inspiration at hente, og overordnet set havde de taget ved lære af erfaringerne fra debutarrangementet i 2017 og dermed fået forbedret rigtig meget i forhold til det.
Jeg tror dog alligevel, at vi springer CPH Garden over i 2021 – medmindre nogen kommer og fortæller os, at de har nogle helt fantastiske showhaver.

Og her er den så …

Her er den så, den lille kongelys-hætteugle. Det tror jeg i hvert fald, for i morges kravlede den rundt i græsset bare en meter fra, hvor mine kongelys står. Græsset var stadig dugvådt, og den kunne ikke flyve.
Meget egoistisk hentede jeg kameraet mens den lå der og var temmelig hjælpeløs, men nu ville jeg altså have et par billeder af andet end dens afkom.

Efter at have taget billeder af den i græsset, bar jeg den op i shelteret, hvor den så ud til at befinde sig noget bedre, og da jeg kom tilbage til den nogle minutter senere, var den forsvundet.

Som sagt kan jeg ikke være helt sikker på, at det er samme art, og eksemplaret i min have nægtede stædigt at folde vingerne ud, mens jeg kiggede på den, men herunder er et billede af den med garanti ægte vare, og med lidt god vilje kan man godt se ligheden, ikke sandt?

Som sagt er det måske ikke verdens smukkeste, men som Kirsten skrev, er den nu ganske pæn alligevel, og hvis arten virkelig er sjælden i Danmark, som Jørgen skrev, og som jeg også har læst mig til, er der jo endnu mere grund til at være glad over at have set den.

Labre larver

Ude på det, jeg kalder Knolden, står der en lille gruppe kongelys.
I går opdagede jeg, at planterne var fulde af larver, og da den har afblomstret, så jeg ingen som helst grund til at gøre noget for at få larverne væk. Det er bare med at få insekterne til at formere sig i maksimal grad, og jeg vil gerne gøre mit til, at sommerfugle og bier får lidt bedre levevilkår. Med andre ord: Jeg havde heller ikke gjort noget ved larverne, hvis planterne stadig stod i blomst.
Jeg tog nogle billeder af larverne for at kunne gå ind og identificere dem via en billedgoogling.

Fine var de, de labre larver, og alt har en forklaring: De sad på kongelysene, fordi det er larver af … filtbladet kongelys-hætteugle, Shargacucullia verbasci, såmænd.
Det er så ikke ligefrem en smuk sommerfugl, men en sommerfugl er det ikke desto mindre, og den kan ikke gøre for, at den ikke er så smuk og farverig – tænk hvis nogen kom og udryddede alle ikke-smukke skabninger? Vi er nogle stykker, der ikke ville blive levnet mange chancer …

I eftermiddag og aften får jeg besøg af flere labre larver, nemlig medlemmerne af Det Fast Sammentømrede Engelskhold.
Desværre ikke alle; de damer er svære at samle, er de, men det bliver godt alligevel, selv om de fraværende vil blive savnet.
Jeg havde tidligt meldt ud, at de skulle komme, når haven var på sit smukkeste, og det må man sige, at den er lige nu – stort set alt er i blomstring.
Der mangler naturligvis stadig dahliaerne, men de vil dukke frem, pynte og lyse op, når rigtig meget af det andet er afblomstret.

Kun Jekyll – ingen Hyde

Min smukke, smukke David Austin-rose Gertrude Jekyll flyttede jeg sidste forår over på et lidt mere beskyttet sted, hvor den hele sommeren kæmpede for at overleve den usædvanlige og vedholdende tørke. Jeg hjalp den så godt jeg kunne ved at være Den Konstant Arbejdende Vandbærer, men selv de varmeelskende dahliaer havde det ikke godt, selv om jeg brugte store mængder vand over sommeren for at forhindre dem og roserne i at dø.
Det lykkedes heldigvis, og nu har den masser af blomster – store, tætte og særdeles velduftende. Denne lille busk kan fylde mange kubikmeter luft.
Gertrude Jekyll har eksisteret og har rent faktisk – omend indirekte – noget med den 133 år gamle roman at gøre: Hendes lillebror kendte dens forfatter, Robert Louis Stevenson, og gav denne lov til at anvende familienavnet i The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Gertrude Jekyll selv var en velkendt havearkitekt.

I et tidligere indlæg påstod jeg, at roser ikke blomstrer i første sæson efter plantning. Det var en fejlhuskning af format, for stort set alle dem, der blev plantet så sent som i november, plus dem jeg plantede i det tidlige forår, har så mange knopper, at det er helt overvældende.

Rosen med den fersken/orange midte er Alchymist, som er en af de fire forskellige roser jeg plantede ved gavlen i stedet for det espalierede pæretræ, som alligevel ikke gav nogen pærer. Alchymist dufter kun meget lidt, men dens blomsterrigdom og disses variation gennem udviklingen fra unge til gamle blomster kompenserer for det.

Vi fodrer som bekendt fugle, og gerne hele året for at nyde synet af dem, men nu er det slut for denne sæson. En skade har nemlig opdaget glasset med melormelarver i peanutbutter, som vi – og ikke mindst småfuglene – ellers var så begejstrede for, fordi skovspurvene, som vi har i lidt for store mængder, ikke kunne finde ud af at sidde på huset, der holdt glasset. Det blev derfor kun brugt af mejser og rødkælken. 
Flagspætten har fundet røret med nødder.
Både skade og flagspætte er flotte fugle, men de er store og kan derfor rasere en fuglefoderplads på ingen tid, og vi nægter at have dem på kost, så nødderøret bliver ikke fyldt op igen før det bliver vinter. Så må vi tage den derfra og eventuelt foretage os et eller andet, der forhindrer disse grovædere at tage maden ud af munden på de mindre fugle.
Jeg ved ikke helt hvad, men vi må gå i tænkeboks, hvis de vender retur til vinter.
Nogen gode råd, derude?

En anden slags millimeter end dem fra i går

John fik en ret smart ide i dag. Han elsker småprojekter, så der var ikke langt fra tanke til handling.

Vi har haft et problem med, at filteret til slangen til vandforsyningen fra sheltertaget ned til vandtønden nede ved drivhuset irriterende hurtigt stoppede til, hvorfor tønden ofte ikke blev fyldt op under et regnvejr – for vi opdagede det selvfølgelig aldrig før regnen var stoppet igen. Så er der ikke meget fidus i at have en regnopsamlingstønde,  hvis ikke den fyldes op under et regnvejr …

Så fik Nielsen som sagt et af sine lyse indfald: Vi kunne købe en ekstra regnvandstønde og bruge den som en filterløs mellemstation for vandet fra sheltertaget.
Vi brugte lidt tid i morges på at se på forskellige muligheder for tønder. Der var ingen grund til at ofre en formue, da den ville blive gemt godt af vejen og dermed usynlig fra både hus, have og shelter.
Vi var på vej til Jem & Fix, da han udbrød: “For pokker! Vi kan da bare bruge den gamle skraldespand!”
Så kørte vi hjem igen – vi var heldigvis ikke nået ret langt.

Vi havde nemlig den gamle skraldespand stående, fordi vi selv skulle skaffe os af med den efter vi fik nye, da vi skulle til at affaldssortere pr. 1. oktober.
Han borede et hul i låget på skraldespanden og placerede en dykpumpe nede i den.
(Og nej, han står ikke med et kosteskaft i munden, selv om det godt kunne se sådan ud!)
Han slæbte hele molevitten om bag shelteret, satte nedløbsrøret på plads og tilsluttede strømmen.
Nu kan vandet løbe direkte fra taget og ned i skraldespanden uden at skulle igennem det sarte filter, som vi ikke kunne fjerne, for hvis den meget lange slange ned til drivhuset hvor trætønden står, stopper til et eller andet sted undervejs, er det mildt sagt noget hø.

Det var altså et godt påfund!
Ingen kan se den alternative regnvandsopsamler, så det gør ikke spor, at den ikke ligefrem er noget kønt syn. Det er der faktisk mange regnvandstønder, der ikke er …
Når tønden er blevet godt og vel halvt fuld, går pumpen automatisk i gang og sender vandet videre ned til tønden ved drivhuset, hvor jeg mest bruger regnvand.
Ikke flere ærgrelser over tilstoppede filtre.
Det er da genbrug på den allerbedste måde! Godt vi ikke havde fået kasseret den gamle skraldespand – ideen er hermed givet videre.

Mine marker og mine dyr

Nu er haven ved at være præsentabel. Ikke perfekt, men vi kan være den bekendt. Ordet perfekt vil jeg aldrig kunne komme til at anvende for vores have, for så skulle jeg befinde mig ude i den altid for at nusse om den. Jeg er der meget, men så sandelig da ikke altid – der er trods alt andet her i livet end haven, hvor meget jeg end nyder den.
Der er fx golf. Vores bank har inviteret os til en golfdag for begyndere. De har også inviteret til en for øvede, men der skal vi ikke blande os. Seks timer, hvor vi får lov til at snuse til golfspillet og blive vejledt af kyndige instruktører. Det bliver sjovt! Jeg har prøvet det én gang før i forbindelse med mit arbejde, og det viste sig at være mere interessant, end jeg umiddelbart ville have troet. Vi tager dog nok ikke golf op; vi har mere end rigeligt at tage os til i forvejen, men jeg glæder mig alligevel til dagen og også over, at John nu får chancen til at afprøve det.

I dag har jeg etableret en minimark: Jeg har plantet de japanske indigo ud i et hjørne, hvor jeg håber de finder sig godt til rette og giver mig masser af farvemateriale. Ikke så langt fra dem står kartoffelmarken, bestående af 12 planter, som har det vældig godt og er stærkt på vej med nye kartofler til os.
Marker behøver ikke at være store, men jeg kender godt nok ikke definitionen på, hvor stor den skal være for at kunne kaldes for mark.

I rosmarinen sad en smuk grøn guldbasse. Den var så ligeglad med mig og min rumsteren med den, at jeg troede den var død, men det var den ikke.

På en pæl nede ved fjorden sad i morges en, der er noget mere vanskelig at fotografere end guldbassen, nemlig havørnen. Billedet er som det er, fordi jeg måtte zoome kraftigt – vi turde ikke nærme os den, da vi var bange for at skræmme den væk. Den sad der over en halv time og var ophøjet ligeglad med den enlige kragefugl, der hele tiden forsøgte at jage den væk. Vi undrede os lidt over, at det var en kragefugl, der var så aggressiv, da den næppe har en rede lige i nærheden; det har derimod viber og gæs, men det kan jo være, kragen bare var solidarisk!

Holger og Nemo er fundet for længst, men hvor er rosen?

Vi var hjemme i aftes kl. 22:30. Det havde taget præcis 12 timer at køre fra Amsterdam … jeg er altså nogle gange en anelse imponeret af min efterhånden ikke helt unge ægtemage. Han kørte hele vejen uden at ville afløses. Cirka 950 km. Det er altså godt gået kørt, synes jeg. Selvfølgelig holdt vi pauser, men ingen lange; der skulle bare lige strækkes ben, købes en kopkaf og så ellers afsted igen. Den længste pause var mens vi handlede toldfrit hos Fleggaard i Kupfermühle.

Det var mørkt, da vi nåede hjem, men vi kunne godt se, hvor meget ukrudtet og græsset var vokset – græsset dog ikke så meget, som vi havde frygtet, men det pyntede alligevel svært, da John fik den slået i dag. Drivhuset måtte jeg vente med at tjekke til i morges, men der viste sig at skulle tyndes ud i vinen, og tomaterne og agurken bindes mere op – det var vokset rigtig meget alt sammen.

De 76 roser, hvoraf kun to ikke har overlevet (men de står ved siden af hinanden, øv, ren Murphy), var næsten forsvundet i ukrudt, så der måtte jeg i gang med det samme. Det ville være ret ærgerligt, hvis de blev kvalt, når nu de er kommet så godt i vækst, som de er. Der er ingen knopper at se, men så vidt jeg husker, har jeg endnu ikke set blomstrende roser det første år de er i vækst. De skal nok komme til næste år – der er i hvert fald en vældig grokraft i de resterende 74 planter.

Jeg er helt smadret i ryg og arme nu, men i morgen går turen til plantemarked på Rønnebæksholm – jeg håber at finde lidt flere hosta, samt nogle planter, jeg kan komme i de krukker, jeg med vilje ventede med at tilplante til nu. Der er jo ingen grund til at trække alt for store veksler på naboernes vandevenlighed. Jeg havde sået nogle i drivhuset, men de små avispotter har været tørret ud, kunne jeg se, så der er kun ganske få, der har overlevet.
Heldigvis har alle mine 11 japanske indigoplanter klaret den, så der bliver meget mere farvemateriale i år – sidste år blev det kun til fem planter.
Ih, hvor var det skønt at komme hjem. Jeg elsker at holde ferie, og jeg elsker at komme hjem, især efter vi er flyttet til Den Stråtækte.

Jeg er bare SÅ klar

Jeg er klar til det hele: Klar til sommeren, klar til at nyde en hel masse regnvejr, klar til at tage til England, klar til en Drei Mädchen-weekend, klar til blogtræf på Gavnø på søndag.
Inden der er gået 10 dage, kan der sættes flueben ved det hele – dog måske ikke lige sommeren; den må godt vente lidt endnu, også selv om jeg er klar til den. Regnvejret er det vel i bund og grund også lidt usikkert med, men jeg har da lov at håbe.

Charlotte er ikke klar – i hvert fald ikke til den stormende kuling, de forventer lige lige om lidt. Lidt usædvanligt for årstiden, men det er der jo så meget vejr, der er overalt på kloden efterhånden.
Det er ved at være normalen, at det er unormalt, og hvordan skal man så sætte normalen?
De får tilstrækkeligt med regn derovre – sådan er goderne så ulige fordelt.
March winds and April showers bring forth May flowers.
Det er en skam vi ikke har så mange slanger her i nærheden af Den Stråtækte, for så var der åbenbart en løsning på det stadig udeblivende regnvejr: If you killed a snake, hang it over a fence and it will rain.
Nok om det … der er trods alt grænser for, hvad jeg tror på …

Vi var en tur i Køge, hvor vi havde forskellige ærinder. Ét af dem var at finde to små stole til det lille bord, der ikke har været i brug i årevis, men som vi nu har sat ved køkkendøren.
Det er ikke verdens mest spændende sted at sidde, men efter vi fik lagt nye sten og gjort krydderurtebedet pænt, er det i det mindste bedre end før. Det havde på sin vis været ideelt sidste sommer, fordi der aldrig kommer sol her, men da gad vi simpelthen ikke opholde os på den plet. Vi havde i øvrigt heller ingen stole …

Men nu er vi klar selv til en hedebølge, selv om vi på ingen måde håber på en sommer mage til den i 2018. På IN-GEN måde, selv om det indtil videre tyder på, at en tilsvarende er begyndt en hel måned før sidste år … hvor jeg brugte dobbelt så meget vand som normalt, og i år er jeg begyndt at vande på kritiske steder (dvs. nyetablerede planter) allerede nu. Der er, som statistikken ser ud lige nu, en risiko for, at jeg når op på det tredobbelte forbrug i år.
Det kan oven i købet være, at et højt forbrug ender med at være normalforbruget.
Ikke en ønskværdig situation. Så hellere noget regn, men man skal som bekendt være forsigtig med, hvad man ønsker sig.

Om jeg fatter hvorfor …

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor det skal koste mig 1000 kroner, hvis jeg har en defekt lyddæmper på min bil, når motorcykler uden beregning, men til voldsom gene for omgivelserne, bare kan fyre flere hundrede dB af med fare for at sprænge samtlige trommehinder på deres vej. Der er ingen logik her!
Nå. Jeg bliver nok nødt til at lære mig selv at forsøge at abstrahere fra motorcykelidioterne, for jeg tror desværre ikke, de reagerer på mit brokkeri.
Men det er sandelig ikke nemt at ignorere dem!
Ferrariklubben var også ude i dag. Tre stykker lige efter hinanden, og de var lige gode til at køre 150 km/t, samtidig med, at de overhalede på et sted, hvor der var dårlige oversigtsforhold. Jeg ville virkelig ønske, at de kørte i fjorden, de tåber. Beklager.

Heldigvis er der også andet, der har fart på. Mine dahliaer, fx. De har overvintret på et loft uden vinduer, i kasser, der er helt tillukkede, og alligevel havde nogle de fleste af dem temmelig lange stængler. Grønne var de ikke, for det kræver sollys, men de udviser så sandelig en livskraft, der vil noget!
De kom alle i jorden i dag. Nogle af stænglerne er oven jorde; andre knækkede eller blev begravet, så hvis der bliver den lovede frost i nat, overlever førstnævnte ikke, men de skal nok komme alligevel med den livsvilje, de har udvist.
Da jeg havde fået dem alle i jorden, ville jeg til at sætte den sidste knold i en potte, men den var i mellemtiden forsvundet, så jeg spurgte John, om han havde smidt en pose ud med billede af en rød dahlia.
– Jada. Den var jo tom.
– Det tror jeg ikke …
– Jo den var! Nu skal jeg hente den, så kan du selv se!
…
– Øhhh, hmmm. Det var pokkers …
Den (gennemsigtige plastpose) var naturligvis ikke spor tom, og han så en anelse flov ud. Jeg må dog medgive, at knolden var meget lille og tør, så jeg er spændt på, om den overhovedet bliver til noget, men tom var posen ikke, så knolden skal have en chance. Mænd, altså … men på den anden side er jeg glad for, at han gider rydde op efter mig. Det er lige som når jeg laver mad, så rydder han også løbende op – i dag med at fjerne mine små ukrudtsbunker, samle kasserne sammen og sætte dem på plads, sætte redskaber på plads, osv. Og smide affald ud …

Og hvad har vi her til højre? Min kartoffeleksperiment, som indtil videre lader til at lykkes. Fra alle fire spande er der skudt de første grønne blade op, så nu skal de ud fra drivhuset. I morgen … i nat er der som sagt risiko for frost, men så skulle det også være slut for denne gang. Har jeg valgt at tro på.

Plante- og andre fibre

Ditte, som altid har styr på hvornår den slags ting foregår, spurgte, om jeg igen i år ville med, når Fiberfolk holdt deres messe i Roskilde, og naturligvis ville jeg det. Jeg mangler jo i høj grad garn, så det var bare med at gribe lejligheden til at få fat i noget …
Jeg købte dog kun 300 gram, hvoraf de 200 skal bruges til endnu et kaossjal, fordi jeg er blevet så glad for det, jeg købte garn til sidste år.
I år var der meget mere plads end sidste år, hvor det ikke var spor sjovt at gå rundt, fordi man enten blev trådt i hælene eller selv kom til det samme på en anden. Denne gang foregik det i Hal 7 i Musicon, hvor vi efter fiberfesten spiste frokost (som var en brunch) i Ragnarock og senere gik en tur rundt og så på alt det nye, som var sket siden sidst vi var her. Hvilket var en del.

Jeg er ret betaget af Musicon. De har bl.a. masser af humor derude. Alene gadenavnene: Penselstrøget, Rabalderstræde, Basgangen, Bagtæppet, Lydmuren …
Deres skiltning refererer for en stor dels vedkommende til musik, som vi alle kender; se fx den fine måde, hvorpå de beder bilisterne om at tage hensyn.
Og deres luftguitarer er helt gratis!

I går handlede det mest om uldfibre, selvom der var også var både silke og hør blandt de mange garner, men i dag drejede det sig udelukkende om plantefibre for mit vedkommende, idet jeg nu har ‘tilplantet’ drivhuset.
Det er meget sjovt (okay, nok mest for mig selv) at se, hvor uendelig lidt det fylder fra starten, når jeg (forhåbentlig også i år) senere på sæsonen skal bruge machete, inden jeg kan komme ind til tomaterne og alt det andet.

Jeg har lige læst, at spindemider elsker agurker, men hader koriander. Derfor skal man så/plante koriander under agurken. Eftersom jeg har én agurk i den største murerbalje, der kan fås, er der masser af plads. Jeg har nok nogenlunde det samme forhold til koriander, som spindemiderne har, men der er jo ingen der siger, at jeg behøver at plukke af den – bare det kan holde de forbaskede mider væk, er jeg glad.

Dagens sidste fiber er en fiberdug. Endelig har jeg fået lagt en sådan på ude i bedet ud mod vejen. Vi begik for et par år siden den fejl bare at lægge en stenkant og fylde op med muld. Jeg troede i min naivitet, at så kunne alt det uønskede ikke finde op gennem 25-30 cm ekstra jord.
Det kunne det … men nu kunne jeg ikke nå ned og få fat i rødderne på sæbeurten og skvalderkålen, som dominerede bedet sidste sommer.
For et par uger siden forbedrede jeg jorden og plantede nogle roser. Nu er der så fiberdug over, så forhindrer den forhåbentlig noget af alt det uønskede skidt i at etablere sig igen i år.
Havearbejde er sisyfosarbede, men jeg tror nu alligevel, at jeg hygger mig mere med arbejdet, end den gamle græker gjorde.

Man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt

I dag åbnede Gartneri Toftegaard for sæsonen, så vi kørte afsted i formiddags for at lægge en mindre formue der. Fem plantesække med den afsindigt gode jord fra Fagerhult i Sverige, en dunk med Toftegaards drivhusgødning, fire chilier, tre tomater, to squash, en agurk og en … jiaogulan. Jeg har aldrig så meget som hørt navnet, men det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at tage et eksemplar med hjem. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg jo aldrig ud af om det er noget jeg kan lide. Om ikke andet kan den vel se pæn ud, og kan den oven i dette overvintre, er det fint nok. En googling gav bl.a. følgende:
“Jeg står på en grøn skråning og betragter de rullende bakker af jiaogulan, også kendt som udødelighedsurten.
Plantens navn stammer fra den bemærkelsesværdigt længere levetid hos mennesker, der bor i den bjergrige Guizhou-provins i det sydvestlige Kina, hvor befolkningen regelmæssigt drikker en te fremstillet af jiaogulan/nady-blade.”
Jamen du godeste dog! Kan jeg nu ligefrem udødeliggøre mig selv? Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har det lidt ligesom Niels Bohr, da han blev spurgt, om han virkelig troede på den slags (i forbindelse med, at intervieweren havde lagt mærke til en hestesko over NB’s indgangsdør).
Niels Bohr svarede: “Nej, naturligvis ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
Et humoristisk og genialt svar fra et af Danmarks største genier nogensinde.

Jeg har ikke sat planterne i plantesækkene endnu, for sækkene med jord lå selvfølgelig udenfor, så jeg vil tro, at både jord og planter vil have godt af at opholde sig et par dage i drivhuset for at akklimatisere sig. Nej, ikke AFklimatisere! Jeg undrer mig over, at nogle en hel del kan tro, at det hedder således, for hvor er logikken i at skulle afklimatisere et eller andet? Hvad denne afklimatisering så end måtte indebære …

I forbindelse med min søgning ville jeg også lige tjekke, hvad jeg eventuelt kan gøre for at forebygge et angreb af spindemider på min agurkeplante. Sidste sommer var jeg nødt til at smide den ud længe før tid, fordi den var ødelagt af spindemider, som jeg havde opdaget alt, alt for sent.
Her stødte jeg på et yderst interessant biologisk – eller måske rettere fysiologisk – fænomen. De to klip er fra samme artikel og sætningerne stod et par afsnit fra hinanden:


Det er ret godt klaret at lægge æg med en diameter på 2-4 gange sin egen kropslængde, synes jeg.

Jeg håber jeg kan undgå spindemider i år – det var sikkert den voldsomme og tørre varme, der var skyld i sidste års heftige angreb, for det var første gang i min syvårige drivhuskarriere, det skete, men ingen ved jo endnu, hvad dette år vil bringe. Nu ved jeg i det mindste, at jeg skal være på vagt – det var jeg ikke sidste år.

Man kan se hvor man er nået til …

I går blæste det en del, og da det tilligemed kun var seks grader, valgte vi at blive inde det meste af dagen. Jeg tog i nørkleklubben og John tog til træning. I dag har der kun været en mild forårsbrise og da temperaturen lige præcis rundede et tocifret tal, gik vik ud. Dvs. John gik ind igen – han ville vaske vinduerne i drivhuset. De var slemme. Rigtig slemme efter den tropiske frodighed, der var fremherskende derinde sidste sommer. Han var til gengæld ikke i tvivl om, hvor langt han var nået …

Jeg fik lagt de sidste stenkanter og vi fik hentet forårets sidste læs kompost på genbrugspladsen. Vi fik hentet postpakken med kartoffelpotter og vi var på planteskole for at købe lidt stauder og … kartoffeljord.
Grin I bare over, at jeg kan finde på at bruge penge på den slags, men det kan man faktisk købe, specielt blandet netop med henblik til kartoffelpotterne, som jeg i år vil afprøve.
Vi har ingen steder, der kan være en køkkenhave, men nyopgravede kartofler er noget af det bedste, jeg ved, og hvad gør man så? Man prøver dette koncept af.
Jeg har set Charlottes nabo bruge en lille tønde til at dyrke kartofler i på metoden med at tage hvad man skal bruge og lade planten producere videre hele tiden. Det virkede glimrende, påstod Karen, som nabodamen hedder, så hvorfor skulle det ikke virke for mig? Hvis jeg virkelig kan hente nyopgravede kartofler fra først i juni og indtil frosten kommer, er det da ruldstændig fantastisk.
Jeg har nu fire potter i gang. 12 kartofler. Hvad siger du så, Lene? Din mand kan godt begynde at ryste i bukserne, for der kommer skræmmende stærk konkurrence fra min side i år!

Den bedste måde at dø på

Vi var til begravelse i går. Johns søsters mands mor, som blev 91 år. Claus er 72 … det er en relativt sen alder at blive forældreløs i, kan man med rette hævde, og det er da heller ingen tragedie, selv om det altid er trist at miste. Hun var mæt af dage, som man siger, og det sidste år har hun været parat. Ikke fysisk syg og frisk nok i hovedet, men træt. Meget træt. Hun blev fundet bevidstløs af hjemmehjælperen en morgen; hun vågnede aldrig igen, men døde kort efter ankomst til sygehus.
Det er en misundelsesværdig død. Jeg – og nok de fleste, gætter jeg på – ønsker at komme herfra på samme måde. Bare ‘glemme’ at vågne op en morgen uden forudgående sygdom andet end de skavanker, der nu engang oftest følger med så høj en alder.
Hun nåede at blive tipoldemor to gange. Det er der trods alt endnu ikke mange, der gør. Levealderen er godt nok støt stigende, men til gengæld får folk deres børn senere og senere, så indtil videre går det vist lige op.
Jeg har set et billede med alle fem generationer på – det er specielt.

Nu skal Kamma blive til jord – i hvert fald ifølge præsten. Jeg holder mig oven jorde i forhåbentlig et stykke tid endnu, men mine hænder er meget ‘underjordiske’ for tiden.
Jeg går bare og venter på, at Gartneri Toftegård skal åbne (hvilket sker 6. april), så jeg kan få plantet tomater, chili og agurk i drivhuset.
Udenfor er bedene forårsklar. Stauderne er oppe, og dahliaerne skal snart ned. Der kommer måske frost natten til mandag, men så satser jeg ellers på, at det er slut med det. Det varer jo trods alt en tre ugers tid fra nedgravningen, inden dahliaerne kommer op af jorden, så det skal blive virkelig dårligt vejr for at forhindre mig i at få dem i jorden i løbet af påsken.

Eric spurgte, om rosmarinen stod i drivhus, siden den har overvintret. Det gør den ikke; den står tæt på det, men ikke inde i, og den er så stor som vist her … en pæn størrelse busk, som der kan skæres mange grene af uden det ses.

Efterlysning!

Jeg er lidt imponeret: Grønt Design plantede 76 roser i efteråret, og der er ikke én, der er død. Ikke engang halvdød eller bare lettere skrantende; de er alle 76 nærmest ved at eksplodere af grolyst og livskraft. Jeg glæder mig til at se, hvor mange blomster der når at komme allerede i år.
Jeg har, på dagens haverunde, konstateret, at selv om det meste led temmelig meget under sidste sommers megen hede og tørke, så er der næsten ingenting, der er gået ud. Måske de hostaer og den duehoved, jeg sidst i august købte på Rønnebæksholm plantemarked. Hvornår begynder hostaer normalt at vise tegn på liv om foråret?
Det er ellers ikke fordi, jeg ikke vandede sidste sommer. Vi brugte i 2018 omkring 35 m³ mere end vi plejer, og alt det er gået til havevanding. Alligevel led det meste under varmen, selv dahliaerne, som jo kommer fra Mexico, havde svært ved at trives.
Rosmarinen, som nogle ‘kloge’ hoveder overfor mig har påstået ikke kan overleve i Danmark, er i min have blevet til en stor busk, som trives og blomstrer uden at vide, at den åbenbart burde være død … den har nogle meget nuser, meget små lyslilla/blå blomster, som er under en cm lange. Det lille billede viser blomsten i naturlig størrelse. I hvert fald på min skærm …

Og nu til dagens overskrift: Min efterlysning går på kermesbær. Jeg vil så gerne have et par planter omme bag shelteret, men kan kun finde dem som frø. Det er der måske en udmærket grund til, men de frø, jeg købte sidste år, spirede slet ikke. Ikke et eneste af dem!
Er der nogen af jer, der ved noget om kermesbær? Kender I nogen, man kan få en plante af? Kan man overhovedet bare grave en plante op et sted og sætte den et andet sted? Hvis ikke, hvordan får man så bedst frøene til at spire? Hvorfor kan man ikke købe kermesbærplanter på en planteskole?
Mine forældre havde en del kermesbær i haven, og jeg synes de var så flotte, når deres frugter modnedes og stod med deres mørke, næsten sortbordeaux majskolbelignende stande.
Og så kan man bruge dem til at farve garn med … jeg vil derfor blive en glad kvinde, hvis en eller anden kunne hjælpe mig til at få kermesbær i haven.

Kejserens nye … hat!

Det var en god ide, dengang jeg fandt på at melde mig ind i Haveselskabet, for de har en del interessante foredrag.
I sidste uge var vi i Slagelse for at høre hortonom Bente Mortensen fortælle om den gode jord – en titel, som naturligvis fluks fik mig til at tænke på litteraturnobelpristageren Pearl S. Buck. Jeg læste Den Gode Jord engang i min tidlige ungdom og kan ikke mindes, at jeg var specielt betaget af den, men jeg har nok været for ung til den. Det er jeg ikke længere. For ung, altså. Måske for ung til at dø, trods alt, men på ingen måde for ung på alle andre områder, jeg umiddelbart kan komme i tanke om.
Nå … vi fik en masse nyttig information om hvad der gør jord god eller dårlig; bl.a. også, hvordan man tyder varedeklarationen på poser med forskellig slags muld og spagnum. Ledningsevne (skal være høj til plantesække og lav til priklejord), Omsætningsgrad (om der høstet højt eller lavt i mosen), om der er få eller mange mikronæringsstoffer m.m.
Hun var bestemt ikke begejstret for Champost, som ellers bliver rost af mange og som virkelig forstår at promovere sig selv. De følger af en grund, man har lov til at gætte på, ikke reglerne (loven, faktisk) om varedeklaration, så man ved reelt ikke, hvad man får, og forsøg fra Bentes side viser, at det ligger tæt på at være det dårligste man som haveejer kan investere i.
Jojo, jeg blev meget klogere – især også hvad gødning angår; det var i det hele taget et rigtig godt foredrag holdt af en meget vidende kvinde.

I går var vi, også via Haveselskabet, på rundvisning på Tvedemose, som nærmest ligger i vores baghave, og hvor der dyrkes svampe i millionvis. Brune og hvide champignon, shiitake, enoki, bøgehatte, kejserhatte og østershatte, som dog bliver dyrket hos en anden avler. Kejserhattene ses herover. De bliver dyrket i flasker med vækstmedium, og de vokser fra spæde babyer til kæmper på fire-fem dage. Det samme gælder for de fleste svampe, hvilket jeg jo egentlig godt vidste fra Sverige, hvor der kan være ingen svampe én dag og i hundredvis på den samme plet få dage efter.

Der arbejdes fra syv morgen til 23 aften med at plukke og pakke. Man plukker virkelig – man høster ikke som sådan, men udtager hele tiden de største, så der kan blive plads til, at flere kan vokse sig større. Hvis de kommer til at mangle vokserum, går de i stå og sætter sporer, hvilket vi ikke vil have.
Vi blev meget klogere på mange svampe i går. Vi kan ikke bruge den viden til noget relateret til vore egne haver, men det er altid rart at indfange ny viden, og således også i går.
Ejeren (eller en af dem; det er et familieforetagende) fortalte også en del interessante ting om kunder og markedsmekanismer; hvad de ikke kunne sælge for et par år siden, men som i dag har den største markedsandel.

Helt stenet

Det er ikke småting, vi udsætter os selv for, når det er blevet forår og haven trækker i én. Det blev godt nok ikke til specielt meget i løbet af ugen, for det har været lige rigeligt koldt til, at det var sjovt at være ude.
I går sendte en fra vejen et link til en FB-gruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte i vores nærområde: “Se! Her er de sten, du efterlyste!”
Det var et par, som boede kun seks km væk, der havde nogle marksten til afhentning, og jeg havde netop et par dage i forvejen spurgt naboerne, om de kendte nogen, der kendte nogen …
Os derfor afsted med traileren i formiddags og hente alle stenene. Alene at læsse dem var lidt hårdt ved både arme og ryg, og de skulle læsses af igen 10 minutter senere derhjemme.

Det ser ikke engang ud af særlig meget, og der er da heller ikke nok til mit projekt, men rækker nok til omkring halvdelen, som udgøres af bedet her.
Det er et af dahliabedene bagerst og et montbretiabed forrest. Det irriterer mig, at græsset kravler ind og bemægtiger sig en god bid af dem hvert år. Omme i baghaven har jeg med held fået stoppet ethvert invasionsforsøg fra græssets side ved at kante bedene med sten. For det første er det altså effektivt og for det andet synes jeg det passer fint i stilen til Den Stråtækte.

Først hentede vi sten. Så hentede John et lille læs kompost på genbrugspladsen, som jeg brugte en del af, da jeg ordnede det nye rosenbed, hvorefter jeg plantede de syv roser, og endelig begyndte jeg at forberede til stenlægningen. Det kræver meget af vintertrætte armmuskler at tage græstørv op og ruske dem fri for så meget jord som muligt. Faktisk kræver det mere end at slæbe sten, eller også var det de to ting i forening, der gjorde udslaget, men færdig er jeg i hvert fald for i dag.
Jeg nåede så langt som billedet viser, inden jeg gik død – eller rettere, mine arme og min ryg gjorde det, så jeg tror jeg vil beskæftige mig med blogge og Barnaby resten af eftermiddagen.
Jeg talte med Charlotte ved frokosttid – hun var i haven hele dagen i går og er helt smadret i dag, så det er ikke kun de godt 20 år jeg er ældre end hende; vi er bare i dårlig form, er vi.
Men fitnesscentre, go home – vi klarer motionen med havearbejde.

Det skrider … men heldigvis fremad

Gavlen er færdig og fliserne er ved at blive lagt. Der er skåret ud til det vindue i badeværelset, som aldrig har været der, men som nu kommer. Kun et lille et, men alene det, at vi får noget, vi kan åbne, bliver skønt.
Jo, der er gang i den i Den Stråtækte, så jeg er glad. Af flere årsager. Der bliver gjort pænere og vejret er allerede blevet pænere. Faktisk rigtig flot i dag, med sol fra en skyfri himmel. Det er ikke varmt, men det føles varmt nok, når man går og arbejder i haven.

Flise-Jørgen kom i går, ganske som aftalt. Hernede er vores håndværkere til at stole på – de fleste af dem i hvert fald. Vi er stødt på en enkelt af modsatte slags, men ellers har de overholdt aftalerne med os.
Da Jørgen gik hjem i går, var de sekskantede fliser og byggeaffaldet, der holdt højbedet, væk, og der var stampet stabilgrus på plads, så der så ud som på billedet til højre.
I dag kom han igen, lagde først det nye kloakdæksel på og begyndte derefter på krydderurtebedsmuren.

Det skal nok blive pænt.
Vinduet er som sagt skåret ud på den udvendige side. På mandag kommer Troels igen for at sætte det nye i.
Der kommer almindeligt, klart glas i, hvilket John ikke var særlig begejstret for, men han blev nedstemt af både Troels og mig.
John indvendte, at det altså er et toilet, og klart glas kan man faktisk kigge igennem!
Troels og jeg sagde, at vinduet er nordvendt og så lille, at der ikke må komme glas i, der hindrer bare den mindste smule lys at komme igennem – og der er ingen naboer, der kan kigge ind af det vindue!
Nej, sagde han, men når man skal ned oppe fra terrassen, kan man se ind. Ikke deroppefra, men på vejen ned. 
Okay, så syr jeg et foldegardin, hvis det gør dig glad.

Så accepterede han (kun lettere modstræbende) det klare glas – og nu skal jeg lære at sy et foldegardin, men det må vel være til at finde ud af.
Jeg søgte lidt rundt og fandt et hav af forskellige metoder til foldegardiner, så det største problem lige nu er at gennemskue hvilken en der er den nemmeste og samtidig giver det pæneste resultat. De to ting følges ikke nødvendigvis ad.
Foldegardiner hedder Roman blinds på engelsk. Persienner hedder Venetian blinds. Lidt pudsigt, som gardiner er italienske på engelsk.
For år tilbage citerede jeg en oversættelse fra engelsk, som var helt i skoven, men her får I den igen, for den tåler en gentagelse:
He hid behind the Venetian blinds. Det blev overundersat til: Han gemte sig bag de blinde i Venedig.
Når man oven i købet på filmen så manden, der kiggede stjålent ud gennem persiennerne, forstår jeg ikke, at en oversætter kan kvaje sig så eftertrykkeligt. Filmen foregik i øvrigt ikke i Venedig …

Kurve kan flettes. De kan også sys

Da jeg skulle skære stof til ‘pølse’-dækkeservietterne, skar jeg forkert i første omgang. Jeg bandede indædt, for umiddelbart var der lige gået 10 fat quarters (stofstykker på ca. 45 x 57 cm) til spilde. Sådan kan det gå, når man jeg forlader sig mig på sin hukommelse. Strimlerne til at lave stofpølser af skulle ikke være 10 cm, de skulle være 6,5 cml, og hvorfor jeg begik den åndssvage fejl, aner jeg ikke.
Der stod jeg så med 76 stykker stof på 10 x 27 cm. What to do?  
Det har jeg ikke helt fundet ud af endnu, men de ni af dem er nu brugt, nemlig til kurven til venstre på billederne.

Den største er tiltænkt det igangværende strikketøj, som har plads ved siden af tv-kiggestolen. Den er ikke til at tage med i byen, for hankene er ikke bærehanke, men pyntehanke. Det er derfor jeg har undladt den på de to mindre kurve. Der mangler dog noget. En pynteknap i hver ende, måske? 
Jeg skal beslutte mig nu, for den brune er allerede blevet fyldt med gode hjemmelavede sager, såsom chilipasta, marmelader og kryddersalt.
Det skal min søster have i aften, når vi lander hos hende.
Kurvene kan bruges til alverdens småtterier – de er gode til ting, der ellers ville ligge og rode.
De er nemme at lave i lige præcis de mål, som måtte passe til et eller andet specifikt formål – det eksempel kunne fx være til bleer; det vil se lidt pænere ud på bade- eller børneværelset end den grimme pose de ligger i. De kan også bruges til at holde styr på de små cremedåser på badeværelset eller til at have rene gæstehåndklæder i – muligheder er der nok af.

Jeg startede på kurvemageriet i går, for det er aldeles ikke vejr til udendørs aktiviteter.
Det håber jeg på, at det bliver i næste uge, for alle roserne kommer i dag, og flise-Jørgen kommer på mandag og begynder på at lave det pænt omme ved køkkendøren. Der er fine og meget gamle brosten på begge sider af de sekskantede fliser. Det burde derfor have været brosten, der blev lagt, men det bliver det altså ikke; det ville blive alt for dyrt. I stedet lægger han herregårdssten og bygger samtidig krydderurtebedet op i de samme sten.
Og nyt kloakdæksel. Det bliver forhåbentlig pænt – det kan i hvert fald kun pynte, for ih, hvor passer disse sekskantede fliser, som også lå ude foran hoveddøren og som terrasse bag stuen, bare dårligt til Den Stråtækte. Det ude foran var noget af det første, vi fik ordnet, da vi flyttede herned, og John byggede selv en træterrasse året efter for at skjule fliserne bagved, så nu er der snart ikke flere sekskantede fliser at se.
Man bliver aldrig færdig, når man køber sådan et gammelt hus … der er altid et eller andet projekt på tegnebordet eller under udførelse, men det gør heller ikke noget; vi skal jo holde os i gang, siges der.
Vi vil bare ikke selv lægge fliser – det er der andre, der er meget bedre til, end vi er. Og har kræfterne …