Jamen, der sker jo ikke noget?

Der var engang hvor jeg syntes, at jeg havde noget yderst interessant at berette næsten hver eneste dag. Det gør jeg ikke mere – det bliver til hver tredje eller højst hver anden dag. Pensionistlivet leves stornydes på niende år, hvilket afspejler sig i en mindre forekomst af uforglemmelige og/eller fortælleværdige oplevelser eller episoder (og det er mig, der afgør dette. I andre må leve med min vurdering af ‘interessantheden’).
Der sker bare tit det, at når jeg så synes, at nu må det være på tide at forfatte et indlæg, så bliver det nemt til et rodet og for langt foretagende, fordi der alligevel er for mange og dermed for forskellige ting, der presser sig på.
Som nu.
Vi har været til plantemarked i Kettinge, Lolland. I en gammel grusgrav, som nu er blevet helt monetsk i sit udtryk – en fin mølle var der også.
Jeg købte ingen planter, men et fint stativ til klatreting, som fx lathyrus. “Lad være med at komme kl. 13 alle sammen, men fordel jer over åbningstiden”. Jaja, det er godt med jer. Forslaget var sådan set fornuftigt nok, så vi adlød og kom kl. 14, men der var ingen tvivl om, at alt det mest interessante var væk på det tidspunkt.

Vi har været i Haveselskabets have på Frederiksberg. Da vi havde travet den igennem, ville vi have spist frokost på en af de op til flere restauranter i nærheden, men vi skulle have haft bestilt bord. På en onsdag! Det er også alle de pensionister … de har for meget tid. Vi kørte igen og spiste i stedet på restaurant Krabben i Vallensbæk havn. Det var så vores københavnerdag for denne gang … den varede under to timer. Krabben serverede en god frokost, men den var en anelse pebret i pris.
Der var blærenød (havde aldrig set sådan en før), træskeletter og selvfølgelig også meget andet, men desværre ikke længere det helt store udvalg af blomstrende vækster.

  

Vi har set havørnen. To på en gang, faktisk, men de er så irriterende at flyve ude over vandet og dermed være lige netop for langt væk til at få taget gode billeder.
I må derfor bære over med billedkvaliteten og bare tro mig på mit ord: Det er en havørn på billederne! Er jeg næsten helt sikker på … vi har jo også rørhøge, og de fleste rovfugle har spredte fingre, men denne fugl var kæmpestor.

Jeg har læst hele Carl Christian Toftes bog ‘Ørneflugt’, som vi købte i Maribo. Ud over at nyde hans dejlige tegninger, handlede den meget om at læse vejret og dermed lære at forudse, hvornår de store fugletræk så indfinder sig.
Jeg ville virkelig gerne opleve det, han – man – kalder en rovfugleskrue. Atter et nyt begreb for mig, men man skal helst lære noget hver dag.
En rovfugleskrue er, når de store fugle udnytter den termiske opdrift, som nogle steder kan være ret koncentreret, og hvorfor man i træktiden ofte kan se mange på én gang. CCT har oplevet “en havørn, en vandrefalk, 73 musvåger, 10 røde glenter, to blå kærhøge og en spurvehøg” i en skrue. Det må have været et fantastisk syn!

Tak til Haveselskabet

I dag har jeg brugt et par timer på at sidde med et arbejde, man kunne have sat et barn til – og jeg nød det! Jeg tænkte atter engang på, hvor privilegeret et liv man lever som fuldtidspensionist: Jeg lå længe og danderede den i sengen, inden jeg tog mig sammen til at stå op, lave te og riste en skive af det brød John købte i går morges, fordi min søster overnattede her. Her kom jeg sjovt nok lige til at tænke på Pensionistvisen.
Vi får ellers stort set kun bagerbrød, når englænderne er her, men det skulle de jo også have været nu …
Dagens tomathøst blev plukket (godt 1½ kilo – nu har jeg høstet lige knap 10 kilo) og derefter forberedt med henkogning for øje.
Med det sidste nummer af Haveselskabets blad var der vedlagt en skabelon til frøposer, som jeg skyndte mig at skanne, så skabelonen holder evigt, og da glassene med tomater var sat i ovnen, fandt jeg heavy weight paper frem og printede en hel masse ud på det tynde karton, som jeg klippede ud mens jeg hørte lydbog med ørerne og så en ottendedel kvartfinale med et halvt øje.
For at få pæne og lige kanter (jajaja, jeg er lidt pjattet, men det skal se ordentligt ud!), blev de ridset lidt, hvor de skulle bukkes, og derefter limet sammen, hvorefter sorteringsarbejdet kunne begynde.

Jeg skulle have været til nørklestrik, men jeg gad ikke. Atter et pensionistprivilegium: Jeg kommer hvis jeg har lyst (hvad jeg dog oftest har), men bliver hjemme, hvis jeg har noget andet i gang, hvilket jeg altså havde i dag.
De frøposer er en smart ide, og jeg er ret glad for den foræring. Indtil nu lå frøene bare og rodede i diverse plastposer og kaffefiltre, men nu kunne der komme system i rodet.

Jeg har et lille problem: Vores have er alt for lille til alt det, jeg samler frø af.
Der er et par steder, hvor jeg godt kunne snuppe en bid af græsplænen og anlægge et bed mere eller udvide et eksisterende, men jeg er bange for, at det vil være at skyde mig selv i foden at give mig endnu mere arbejde med haven end jeg har i forvejen. Man bliver jo ikke yngre, men jeg er fristet …
Jeg passer hus og have for naboerne, som jeg har den (gensidige) aftale med, at man plukker og fortærer, hvad der bliver modent under pasningen. Jeg havde overset en squash, som var blevet til en monstersquash, inden jeg opdagede den.

Når de bliver så store, kaldes de på engelsk marrows, og til dem kan man finde masser af anvendelse på nettet. De er også store nok til, at der kan tages levedygtige frø …
I aften bliver en delmængde af den største til en squashlasagne. John er intetanende kørt afsted for at købe et par manglende ingredienser til den, men han ved endnu ikke, at det bliver kødfri dag i dag.
Det har han såmænd heller ikke noget imod – det er bare lige som når vi får fisk: Han skal helst knurre lidt, men han mener det ikke så alvorligt. Han har ændret holdning til mad gennem de mange år, vi har kendt hinanden, og hvor vegetarmad før var nærmest et skældsord, er det nu helt acceptabelt. Vores hveranden-uges HelloFresh-kasse er vegetarkassen, og han synes det er meget lækker mad, vi får gennem dem. Det synes jeg også.

Ferietid

Jeg går ellers rundt og bilder mig selv ind, at der for vores vedkommende ikke er forskel på ferie og ikke-ferie, når vi ikke direkte er ude at rejse, men et eller andet sker der åbenbart her i juli, for det gik pludselig op for mig, at det var fem dage siden jeg postede et indlæg; et interval, der hører til sjældenhederne for mit vedkommende.
Jeg har simpelthen ikke haft tid!
Og hvorfor har jeg ikke haft det? Det kan jeg ikke svare fyldestgørende på, og det behøver jeg da heller ikke, men noget af det skyldes, at vi – for fjerde gang – har været på gourmetophold på Christies i Sdr. Hostrup. Der kom igen et tilbud vi ikke kunne modstå. Det undrede mig, at det skulle være fra fredag til lørdag midt i en feriesæson, men det var først i går, jeg ærgrede mig over det. Holdddnuop, hvor tog det lang tid at komme hjem. Det var lørdag og dermed sommerhusskiftedag; der var kø nordpå fra Tyskland; der var kø over Fyn, og der var kø over Storebælt. Heldigvis bestod køen ved betalingsanlægget åbenbart langt overvejende af turister, som ikke havde anden mulighed end at bruge et betalingskort, for til de opmarchbåse var der laaaange køer, hvorimod vi kørte direkte til en af PayByPlate-banerne og sparede derved en del tid. Alligevel tog det en time længere end beregnet at komme hjem. Der var også en næsten stillestående feriekø fra Slagelse, gennem betalingsanlægget mod vest og videre over broen. Feriemyldretid, så det baskede.
Det gode er, at en bil er det absolut bedste sted at opholde sig, når temperaturen overstiger det behagelige. I fredags rundede vi hele 33° udenfor, mens vi i bilen følte det dejligt køligt. Det var ikke specielt rart, når vi var nødt til at forlade bilen.

Vi lagde hjemvejen forbi Den Geografiske Have i Kolding – Ditte og Peter havde ikke set den, og det var ti år siden, vi havde været der, så vi regnede med, at der var sket en del, hvad der da også var … den er et besøg værd, hvis man skulle komme forbi. Temperaturen var nogenlunde okay, og der var mange pausebænke på skyggefulde steder, så det gik.
Frokosten sprang vi over. Vi havde fået et rigeligt morgenmåltid på kroen, og fordi det var varmt, var sulten nærmest ikke-eksisterende. En kopkaf fra Starbucks rakte fint.
Vi var hjemme ved 17-tiden, så vi riggede til til det ostebord, jeg havde planlagt inden vi tog afsted. Jeg vidste nemlig, at uanset hvornår på dagen vi kom hjem, ville jeg ikke have lyst til at stå og kokkerere selv et simpelt aftensmåltid – ikke engang til gode venner.
Da jeg havde ydet førstehjælp til drivhuset (nogle af planterne var voldsomt tørstige, selv om de var blevet vandet om morgenen dagen før), var jeg glad for den dejligt nemme løsning, for så gad jeg egentlig ikke lave meget mere den dag.
Feriedovenskaben længe leve … og ost er altid godt!

Hvad der ikke er godt er, at England er blevet til et rødt land. Det er simpelthen bare for meget! Her kan I roligt sætte de værste bandeord ind, I kender – jeg vil undlade at gøre det, da dette skal forestille at være en stueren og sober blog, hvilket ville gå midlertidigt fløjten, hvis jeg satte de ord på, som jeg har lyst til i denne situation.

Det betaler sig at klage

Måske kan man huske, at jeg sidste sommer skrev til Hornum Frø og klagede over, at posen med frø af skarlagenrøde tallerkensmækkere viste sig at give bleggule blomster.
Damen, jeg korresponderede med, forlangte dokumentation for, at det ikke var mig, der enten var farveblind eller ikke kunne læse (ikke hendes ord!), i form af en eller anden kode på frøposen, som jeg heldigvis stadig havde. Hun var faktisk ret sød og imødekommende, og da hun først var blevet overbevist om, at det ikke var mig, der var forkert på den, lovede hun mig en ny pose frø med den rigtige farve blomster.
Jeg havde næsten glemt alt om den affære, da der i februar med posten ankom to poser frø ledsaget af en venlig hilsen fra føromtalte dame. Den ene pose indeholdt skarlagenrøde tallerkensmækkere og den anden var, “som et lille plaster på såret”, en pose med lige så knaldrød latyrus.
Det kalder jeg fin service. Og blomsterkarsen er så skarlagenrød, at det nærmest gør ondt i øjnene. Latyrussen har endnu ikke blomster.

Er der mon overhovedet nogen af mine små mamelukærmeblomsterbørn ude i landet, der er kommet sig oven på vinterens frost?
Alle mine fire er stærkt på vej, så selv om de længe så helt døde ud, tog de for alvor fat for nogle få uger siden, og nu er selv disse to viste, som jeg satte i jorden som babyer sidste sommer, omkring 30-40 cm høje. Moderbusken måtte jeg klippe næsten helt tilbage, men den trives også fint igen og skyder både nedefra og fra nogle af de ikke helt døde grene.
Sig endelig til, hvis jeres er helt døde, så laver jeg gerne nogle stiklinger.

Sidste sommer havde jeg for første gang sået vajd, som farver indigoblåt – og det til min overraskelse i en nuance, jeg bedre kunne lide end den, der kommer jeg får ud af japansk indigo, så sidstnævnte er skrottet for mit vedkommende.
Til farvning skal førsteårsbladene bruges. Andet år sætter den frø, men så indeholder planten ikke længere det stof, der giver den karakteristiske blå farve.
Det er ikke de par kroner til frø, der vælter budgettet, men det er altid sjovere selv at avle, så jeg lod et par planter stå til at give mig frø i år. Ditte fik en af dem, for holddaop, hvor bliver vajd stor på andetåret! Den ene, jeg havde tilbage, har jeg delt i tre og sat forskellige steder. Hvis alle de blomster bliver til frø, kan jeg forsyne alle Sjællands plantefarvefolk med vajdfrø.

Hold da maule, hvor der var sten i Stenmaglehaven

Sidste år besøgte vi kun én have via vores medlemskab af Haveselskabet, hvilket vi ellers gør et par gange eller tre hver sæson, men situationen var som bekendt blevet en anden. Nu er der åbent igen, og i går tog vi til Nyrup for at se Stenmaglehaven.
Vi ser på haver af flere grunde: For at blive inspireret, som jeg fx blev det til at sætte vores store, brune vinballon ud i et af bedene, hvilket jeg aldrig havde fundet på af mig selv, men det ser godt og lidt finurligt ud. Vi gør det med skam at melde også af ren og skær nysgerrighed – man er vel lidt af en skabsvoyeur – og endelig gør vi det for at blive imponerede over at se alt det arbejde, som mange lægger i deres have.

Dennis og hans kæreste Louise har lagt mere end meget arbejde i haven. De har også lagt 600 ton store sten, hvor den største vejer 11 ton!
Da de byggede til, lagde de den derfra kommende overskudsjord rundt om den overdækkede terrasse, han også (næsten) selv byggede, hvorefter de fra forskellige steder fik fat i masser af kæmpestore sten.
Navnet Stenmaglehaven har han selv fundet på. Sten betyder sten og magle betyder stor, så han mente, det var et passende navn til netop denne have.
Det var værtsparret selv, der gav os en guidet tur rundt over det hele. Han er ikke kun bidt af en gal arbejdshest, men viste sig også at være i besiddelse af en god portion lune, så vi fik både havens historie og en del anekdoter om tilblivelsen med på vejen.

Vi blev mere og mere imponerede, efterhånden som vi kom rundt. Selve haven er 26.000 m², men de har mere jord end det. De har gravet ud til søer og endda en lille å, og de har lige anlagt en frugthave på 1000 m².
De er tilsyneladende ret glade for hosta, for mange forskellige varianter af disse står spredt med jævn hånd overalt og de fleste er en hel del større end mine vist nogensinde bliver.
Den smukke bronzeblad, som anes til højre på billedet herunder, kunne jeg have købt en aflægger af, hvis jeg havde haft lyst til det. Det havde jeg egentlig nok, vores have er bare slet ikke stor nok til sådan en plante, men hvor er den dog smuk.

Der var masser af rododendron, og der var mange planter, jeg ikke kendte

De to mennesker arbejder altid. De har begge fuldtidsjob, og alligevel har parret overskud til at kreere og ikke mindst vedligeholde alt dette, som de bruger alle aftener, weekender og fridage på. Imponerende er det, og hvis I har lyst og mulighed, så er haven et besøg værd. De har åbent for besøgende næsten hver weekend, men det kan tjekkes på deres hjemmeside.
Jeg har været ude at kæmpe med sæbeurts- og skvalderkålsrodnet i tre timer i dag og er gået totalt død nu. Men jeg er selvfølgelig også adskillige år ældre end det arbejdsomme par fra i går.
Det er i hvert fald min undskyldning … og i øvrigt begyndte det at regne.

En ny svamp – for mig

Da jeg lå og hev ukrudt op fra et af bedene, fik jeg pludselig øje på nogle små, nærmest neonrøde kugler. Min første tanke var, at en eller anden havde tabt nogle legetøjsperler, for farven så temmelig kunstig ud. Da jeg ville tage en af dem op, eksploderede den nærmest, og en endnu rødere, tyk væske flød ud fra dem. Ret ulækkert, men nu blev jeg nysgerrig, for hvad pokker kunne det dog være?
Google Lens er min nye bedste ven, og den kunne på en brøkdel af et sekund fortælle mig, at det er almindelig rødært.
Som navnet antyder, er det en ganske hyppigt observeret svamp, som bor på døde træstubbe – hvilket min da også gjorde. Så den var godt nok ny, men kun for mig i min have, men det gør ikke noget – jeg har lært noget nyt i dag. Der stod oven i købet, at den slimede substans kan bruges til at farve med, men for det første var der ikke ret mange ‘ærter’, og for det andet virkede materialet ikke specielt lækkert at arbejde med, så jeg tror jeg springer over denne gang, selv om jeg ellers altid er med på at prøve noget nyt inden for garnfarvning.
Mit kamera kan – som sædvanlig – ikke finde ud af at gengive røde farver, og selv om jeg prøvede at photoshoppe billederne, kunne jeg ikke [finde ud af at] få den rigtige frem, hvorfor jeg begik en forbrydelse og huggede et billede fra nettet, hvor slimens farve er korrekt.

Vi har fået rigeligt med regn, og selv om det kun var rigtig varmt i et par dage, er det i det mindste ikke de arktiske temperaturer, vi havde helt frem til den dag, vi havde sommer.
Alt er derfor eksploderet – det er ikke kun mine rødært, der kan det, men stort set alt, der er i haven. Også ukrudtet … der er virkelig noget at tage fat på, hvis ikke det skal kvæle det, der helst skulle blive til de dominerende planter.
Nå. Det er jo sundt med noget fysisk arbejde, siges der. Man skal have pulsen op, siges der. Jeg burde være meget sund …
Bortset fra, at jeg de sidste to døgn har sovet for lidt, spist for meget, snakket for meget og drukket for meget vin. Men det har været superhyggeligt, har det, så vi har blæst højt og flot på sundheden. Den mentale sundhed har nemlig været helt i top i de par dage, og det virker helt sikkert også livsforlængende.

Sommeren faldt på en mandag i år

Sommeren faldt på en mandag i år, så jeg benyttede mig af det fantastiske vejr og fik alle dahliaerne i jorden. Næsten alle … der er altid nogle knolde, der falder af og som jeg derfor ikke ved om er levedygtige eller ej. De kommer i jorden på steder, hvor det ikke gør noget, hvis ikke de kommer, og gør de, kan de eventuelt flyttes et andet sted hen.

Vi har rekordmange myg i år. Millioner af dem. Vores naboer, som begge underviser på Marjattas Steiner-seminarium, sagde, at der er ikke millioner; der er milliarder! På trappen foran en af administrationsbygningerne lå de en morgen i så tykt et lag, at folk gled i dem, og de sad så tæt på en væg, at den var myggegrå i stedet for den sædvanlige lysegule. Addr. Hos os sværmer de i tætte, tætte flokke, så for en gangs skyld er jeg glad for, at vinden tager lidt til i løbet af dagen, så de ikke selv kan bestemme hvor de vil flyve. Vi købte myggenet til vores Tilleyhatte til sidste sommers alaskatur, som aldrig blev til noget pga. coronapesten, så det outfit bar jeg i formiddagstimerne, indtil myggeplagen aftog lidt. De Marjatta-børn, der gik forbi ude på vejen, mens jeg arbejdede i bedet ude foran iført hat og net, kiggede en ekstra gang – sådan noget underligt noget havde de vist ikke set før, og disse lidt ‘specielle’ børn har ikke altid noget filter, så de kigger aldeles uhæmmet nysgerrige og ugenerte på mig – men det er da fint, hvis jeg har givet dem noget at tale om. Jeg kan tåle det …

Det er lidt lige som en ny version af nogle af Ægyptens ti plager, dette her: Coronapest, arktisk kulde og nu myg i et antal så voldsomt som de bibelske græshoppesværme. Vi ved ikke, hvorfor det er så slemt netop i år, men alle vi taler med, er enige i, at der aldrig før har været så mange myg her i området.

Men sommeren blev brugt fornuftigt og udnyttet fuldt ud. Dahliaer i jorden, køretur til Kværkeby i et ærinde, jeg fortæller om senere; så en tur til Thymes planteskole i Herfølge for at købe i hvert fald nogle af årets krukkeblomster.
De bliver forhåbentlig sat i krukker i morgen, hvis ikke det regner for meget. Die zwei anderen Mädchen kommer på torsdag, så jeg har hujende travlt med at gøre haven bare nogenlunde præsentabel til besøget.
Sommeren er åbenbart allerede overstået, men John har købt en terrassevarmer, så vi kunne jo håbe på, at den vil være effektiv nok til at holde kulden stangen i tilstrækkelig grad til i hvert fald at kunne sidde ude og drikke eftermiddagskaffen. Det vil med størst sandsynlighed blive umuligt at indtage aftensmaden udendørs – terrassevarmer eller ej.
Uanset vejret, så har alle Die Drei Mädchen ikke mødtes i langt over et år, så vi glæææder os alle tre til at være sammen fra torsdag til lørdag. Der skal speedsnakkes, skal der!
Stakkels John, men han må klare sig så godt han kan … han er nok glad for, at lydbøgerne er opfundet …

Hvem vander have om vinteren?

Verden er af lava – som nogle tror det hedder. Hvis den var det, så ville der nok ikke herske “vaskeægte polartemperaturer”, som vejrvært Søren etellerandet hævdede i forgårs.
Men den er en lille smule af lave. Det er hundehamrende koldt med frostvejr om natten.
Jeg har hentet årets (kommende) høst hos Gartneri Toftegaard, men den skal godt nok pusles om for ikke at dø en alt for tidlig død. To olielamper kan heldigvis klare natarbejdet for mig og lige netop holde temperaturen over frysepunktet inde i drivhuset, så indtil videre har det hele overlevet fint – selv agurken, som vist er den sarteste af dem alle.
Dahliaerne ligger stadig i kasserne på loftet. Sidste år kom de i jorden 24. april, men det tør jeg ikke i år, så de må vente lidt endnu.
Blodkløveren er spiret, ligeledes spinaten i ‘køkkenhaven’. Hvidløgene er kommet fint i gang, men resten lader vente på sig, ganske som de ønskelige højere dag- og nattemperaturer.
April er ofte årets tørreste måned, så uagtet de rekordlave temperaturer har jeg været nødt til med jævne mellemrum at vande de tilsåede arealer. Det virker helt forkert …
Hvad gør man så, når man ikke rigtig kan nyde udelivet?
Man kører fx med John til Slagelse til hans sidste stik, selv om jeg bare kan sidde i bilen og vente. Og strikke.
Man kan også sy. Dog ikke i bilen …
Jeg syede fire tasker af rester, men fik ikke lov at beholde nogen af dem selv, så jeg fandt de røde farver frem og syede en femte taske. Jeg kan lige så godt lide rødt som blåt, så jeg er glad for denne taske, selv om jeg altså måtte skille mig af med begge de blå.
I øvrigt har jeg hentet et nyt, gratis, fotoredigeringsprogram: Gimp. En test kårede det som værende det bedste, fordi det læner sig op ad Photoshop, som John har, men som jeg ikke gider sætte mig ind i. Gimp har rigeligt med features til mig – egentlig for mange, faktisk, men det bliver det, jeg vil bruge fremover.
Denne lille effekt med at highlighte selve tasken fandt jeg i dag. Der bliver fulgt en kontur inde i billedet i stedet for bare at lave en skygge, der følger billedets rammer. Me like …

På Pinterest så jeg en, der havde syet bagagemærker – og tilligemed havde været så venlig at fortælle hvordan.
Det var da en sjov ide, så jeg gik i gang … sikke noget pillearbejde, hvis det skulle blive pænt, hvilket det helst skulle, men også til dette lille projekt kan jeg få anvendt selv de mindste rester stof, så glorien blev pudset lidt samtidig.
Det med mit navn på var pilotudgaven, som bestemt ikke blev særlig pæn, men jeg lærte af det, så de næste tre blev lidt bedre.
Bagsiden har ikke vinylvindue, så de supplerende oplysninger kan gemmes på indersiden af mærket – der er ingen grund til at skilte alt for tydeligt med adresse, telefon og mail.

Som sagt har John nu fået 2. vaccination, så han er en glad mand.
Jeg skal have mit første stik på fredag, og pudsigt nok skal Charlotte også have sit første samme dag.
De har 11 uger imellem, så mens jeg er færdig 4. juni, skal hun ikke have sidste stik før 16. juli.

Vi er begyndt at ryge!

Vi er begyndt at ryge.
Eller skal man retteligen sige ‘røge’?
Uanset hvad der er det korrekte, har vi efterhånden røget i tre-fire år, men hidtil har vi holdt os til varmrøgning af laks – hvilket i øvrigt smager heeelt vildt godt, når den lige er blevet hevet ud fra røgovnen!
Varmrøget laks med Christina Ovesens porrecreme til; så har man en superlækker frokost.

Så faldt jeg tilfældigt over en vejledning i, hvordan man koldryger bacon. Det er en ganske anderledes og helt anderledes proces end den varmrøgede laks, som bare bliver smidt i røgkammeret ved 70° i omkring 35 minutter, så er den færdig og kan (skal helst …) spises med det samme.
Bacon, derimod, tager et par uger eller mere, afhængigt af modningstiden.
Først skal man finde en god ribbensteg, men det fandt vi forleden dag. Den skal saltes i et par døgn med en blanding af nitritsalt, sukker og lidt krydderier. Nitritsalt for at få rødt og ikke gråt bacon, samt, ikke mindst, for at konservere kødet lidt i den relativt lange proces.
Efter saltning skal det skylles rent og derefter tørre, for det må ikke være det mindste vådt, når rygningen igangsættes; så kan røgen ikke trænge ind i kødet, men bliver fanget af væden.
Lige nu hænger det i røgovnen og inhalerer mest muligt. 
Baconstykket skal ryges i 10-12 timer og derefter modne i helst to uger. Det bliver det, der bliver det sværeste, for det er meget svært at vente så længe på at finde ud af, om vores første forsøg var succes eller fiasko … men forhåbentlig da det førstnævnte.
Det påstås, at det er klasser bedre end det bacon man køber i supermarkederne, hvilket jeg vil håbe passer, for det tager godt nok sin tid.
Jeg synes nu ellers nok, at man kan købe noget udmærket bacon, men så er prisen også derefter, og der skal ikke meget til at overgå det billige af slagsen.
Nu prøver vi, og så ser vi hvordan det går. Det er meget, meget spændende!
Hvis det lykkes, er der flere ting, vi skal prøve. Hvad med røget kalkunlår, fx? Og hvis jeg kan lokke lidt vildtkød ud af svoger, kunne det også være sjovt at prøve – men jeg vil tro, at han er villig til at stille lidt kød til rådighed, hvis vi deler det røgede kød i porten.

Ellers nyder vi bare foråret. Det er stadig halvkøligt, men i solen er det fint og lunt, og havearbejdet giver i sig selv lidt varme.
Haven er ved at være præsentabel, og jeg har fået sået lidt forskelligt … garanteret for tidligt endnu, men min tålmodighed rakte ikke længere. Jeg kan bare så om, hvis det går galt, for en selv nok så lille frøpose indeholder fem gange så mange frø, som jeg har behov for.
Billedet herunder er af en askeknop. Et af de smukkeste eksempler på bladknopper, efter min ringe mening. Andet billede er det koglelignende padderok-sporehus. Det er bare med at få dem fjernet fra bedene, inden de smider sporerne, men de er lidt sjovere at se på end det senere nok så velkendte og svært udryddelige levn fra kultiden.

Lidt ‘local warming’ ville være så fint

Jeg har ingen intentioner om at kaste mig ud i en diskussion om global opvarmning, men rent egoistisk og rent lokalt ville jeg meget gerne have lidt mere opvarmning end tilfældet er, så jeg kan så mine nyetablerede højbede til og begynde at plante de forspirede planter ud i drivhuset, for de er ved at gå helt amok oppe i vindueskarmen. De står nok lidt for varmt, men jeg har ingen steder med den ideelle temperatur for dem, desværre. Det varer kun et par dage, så bliver jeg vist nødt til at løbe risikoen og satse på, at der ikke kommer mere nattefrost, og hvis der trues med det, må jeg sætte et par stearinlys i drivhuset. Det har jeg gjort før med held – det lille fif kan lige netop holde temperaturen en grad eller to over udetemperaturen, hvilket forhåbentlig er tilstrækkeligt – vi får vel næppe sibiriske temperaturer på denne tid af året.
Nu tegnede det ellers lige så godt med forårets indtog, og så kommer meteorologerne og lover os en hundekold påske. Det er ikke godt – heller ikke for dem, der havde håbet på lidt mere venlige vinde, så man kunne afholde udendørs påskearrangementer uden at skulle trække i tøj, der kan klare en arktisk vinter.

Søren var her i går. Han havde spurgt John om han kunne få lidt hjælp til at reparere et foderbræt, der ikke havde det så godt mere.
Det ville John gerne hjælpe med, og jeg ville godt lave en lammekølle til aftensmad – det smager da altid bare lidt af påskekomsammen …
De to herrer tilbragte en del af eftermiddagen i garagen, hvor der, i stedet for en reparation, blev bygget et helt nyt foderbræt.
John elsker at lave sådan noget, og Søren havde sjovt nok ikke spor imod at komme hjem med et nyt frem for et repareret gammelt.
Det blev halvstort – det er lige før, han kan fodre rovfugle i det, men det tror jeg ikke han er interesseret i.
Det var så fint, at jeg tillod mig at spørge, om ikke det også skulle tækkes med strå for at gøre det 100 % blæret, men det skulle det ikke. Det skal i stedet have en eller anden form for afdækning oppe på tagrygningen, så der ikke trænger vand ind i bræddeenderne og ødelægger træet. Egnet materiale til dette havde Søren derhjemme, så han udfører selv den sidste finish på huset.
Så spurgte jeg, om ikke de havde glemt at bygge en terrasse, for det var da et gevaldigt udhæng, de havde lavet.
Det var her jeg kunne fornemme, at de vist helst så, jeg gik ind og lavede maden færdig. Det sagde de ikke direkte – bare at de sådan set var færdige med byggeriet, og om maden mon også var ved at være det, for de var efterhånden ved at være sultne …
Lammekøllen havde ligget i sous viden i 36 rimer og var smørmør. Meget, meget lækker var den, og de 36 timer var vist mere end rigeligt. I min sous vide-vejledning står der oven i købet, at den skulle have haft 48 timer, hvilket jeg ikke forstår, da selv det sejeste oksekød ikke skal have mere end 18-24 timer. Er der en sous vide-ekspert til stede, der kan forklare mig hvorfor lam så anbefales det dobbelte? Jeg vil tro, at 24 timer havde været nok, hvilket jeg har tænkt mig at efterprøve næste gang.

Projekt højbede

Det er da et værre aprilsvejr, og det er ikke engang april. Det ene øjeblik skinner solen fra en overvejende blå himmel, og det næste regner det ned fra en tung og blygrå ditto, men ikke mere end 5-10 minutter, så er det solskinsvejr igen. 
Jeg får næsten mere motion af at gå ind og ud, end jeg får af selve havearbejdet.
Det er endnu for koldt at vente på tørvejr i shelteret; jeg er nødt til at arbejde for at holde varmen, men er dog ikke voldsomt utilfreds med, at kulden holder fast, for vintergækker, dorthealiljer og krokus blomstrer meget længere, end de ville have gjort, hvis foråret havde sat ind med et brag af varme.
Tulipanerne og påskeliljerne er til gengæld længere om at komme ordentligt i vækst, men lad os da bare få trukket sæsonen lidt i langdrag – det varer jo noget tid endnu, inden alle sommerblomsterne kommer.

Fjorden elsker jeg uanset vejret. Den kan være stille eller dramatisk – det er ligegyldigt, for den er altid dejlig at kigge på.

Jeg nævnte for nogle dage siden, at jeg overvejede højbede bag shelteret.
Jeg fandt nogle flotte i cortenstål, men sommetider er det godt at sove på det inden beslutning.
Tænk, at jeg skulle sige det …
Men altså … jeg indså, at ingen andre end os selv ser de højbede, så det er faktisk lidt fjollet at ofre flere tusinde kroner på dem.
Dernæst har rigtige højbede ingen bund, og alligevel er disse meget tunge. Altså er det voldsomt arbejdskrævende at fortryde placeringen af dem.
Eftersom det er et forsøg, købte jeg i stedet nogle store, rektangulære murerbaljer og en masse plantesække. Jeg havde, fra efterårets etablering af montbretiabed, syv sække kompostjord, som jeg kan blande med plantesækkenes indhold – skulle der mon ikke komme noget brugbar jord ud af det? Det tror jeg på, indtil det modsatte er bevist.
John er i fuld sving med at klargøre baljerne til mig. Han har boret drænhuller og er nu ved at skrue lægter under dem, så de dræn også kan virke efter hensigten, samt få løftet baljen bare en smule mere op til en mere arbejdsvenlig højde.

Det bliver – hvis forsøget altså lykkes – stadig en af Danmarks mindste køkkenhaver, men det er okay. Foreløbig er der købt pluksalat, ærter, gulerødder og squash. Sidstnævnte har jeg prøvet flere gange med forskellige vækstforhold, men uden større succes. Hvis dette her heller ikke lykkes, er squash skrottet hos mig for fremtiden.
Jeg skulle have købt flere baljer, for det er der plads til, men nu bruger jeg 2021 til at se, om det overhovedet kan lade sig gøre at få noget til at gro i det hjørne.
Og til jer, der har hørt, at murerbaljer er giftige: Ideen fik jeg af en havekonsulent, og jeg går ud fra, at en sådan ved noget om den slags.
Da jeg gravede i sagen, viser det sig, at baljerne ikke gør mine grønsager giftige; det er bortskaffelsen, der kan udgøre et problem, og hvis det er sådan det er, så må man forbyde produktion (eller import) af dem. Disse her er fremstillet, så bortskaffelsesproblemet er der allerede, hvad enten jeg eller en murer køber dem, og så kan jeg lige så godt få lidt glæde af dem i mellemtiden.

Jeg har flyttet en bigbag

Sikke en herlig forårsdag i dag. Lidt kold, måske, men det opdager man slet ikke, når man skal flytte rundt med indholdet af en bigbag med kompost. 
Guf for bedene – håber jeg … ellers skulle pokker da stå i at have alt det arbejde. Jeg er helt død nu.

Vi lagde ud i morges med en meget rød solopgang. Fjorden var ud for vores hus pænt fyldt op med gæs og svaner, der ikke vågnede så tidligt som os.
Dernæst, mens vi indtog morgenmaden, indløb beskeden, at min kompost ville ankomme mellem kl. 8 og kl. 12.
Jeg havde bestilt varmebehandlet, organisk kompostjord, så det skulle gerne kun være mig selv, der leverer ukrudtet, og jeg havde i dagene op til i dag brugt en masse krudt på at rydde ukrudt i dahliabedene ud mod vejen.
Fragtmanden havde kun en palleløfter at arbejde med, så vi kunne ikke få bigbag’en anbragt, hvor vi helst ville, hvorfor vi måtte flytte lidt rundt på skraldespande og trailer for at få plads til den uden at genere naboerne.
Jeg havde nemlig regnet med, at det ville tage mig flere dage at få fordelt indholdet, men det er sket! Vi er færdige! HELT færdige!
Jeg havde nemlig IKKE regnet med, at John ville kunne tage så meget fat, som han gjorde. Han tømte hele baduljen op i trillebøren, så jeg skulle bare fordele, kultivere det lidt ned og rive pænt efter mig.
Bare … skrev jeg virkelig det? Det var sandelig også hårdt arbejde, men for hulan, hvor er både selvtilfredsheden og glorien stor.
Det var ikke alle steder som ved de to endnu helt bare dahliabede, at servicen kunne blive så udsøgt som på billedet – i staudebedene måtte jeg fordele ved at bruge enten en spade eller de bare hænder – jeg skulle jo nødig få slået nogen af de spirende stauder ihjel.

Farveplantemarken har også fået en god portion kompost, så jeg satser på storproduktion af vajd i år. Jeg springer japansk indigo over denne gang; jeg var mere tilfreds med den farve, som vajd gav. Jeg lod 3-4 planter overvintre, således at jeg fra i år bliver selvforsynende med frø. Bare for sjov … det er ikke indkøbet af den pose frø, der vælter budgettet, men det er altid sjovere at kunne det hele selv.

Nu mangler vi bare at få målt op, hvor mange højbede der kan være bag shelteret. Jeg ville så gerne have bare en lillebitte køkkenhave til lidt radiser, salat og den slags ‘hurtigting’, men vi har ingen muligheder for det uden at ødelægge havebilledet, så at sige. Tænk, at jeg skulle nå til at ærgre mig over at have en grund på kun godt 800 m² …
Jeg har forsøgt mig bag shelteret, men jorden er dårlig og fyldt med gamle rødder, så det er ikke lykkedes mig at få noget ud af noget som helst, men mon ikke et par højbede skulle kunne klare den sag? Det skal i hvert fald komme an på en prøve, og hvis jeg bestiller inden søndag, får jeg højbedsjord til halv pris. Det bliver så endnu en bigbag, der skal tømmes …
Jeg er vældig god til at sætte os i arbejde, men jeg har ikke tænkt mig at gå ned på haveplaner sådan lige foreløbig.

Så sørger jeg da bare selv for det forår

Når foråret ikke rigtig vil indfinde sig, må jeg selv sørge for at lege forår.
Jeg indledte forspiringen i dag ved at lave masser af små avispotter og sætte dem i de fantastiske frysetørringsbakker, vi fik lov til at tage, da firmaet indkøbte en ny og større frysetørrer. De er ganske enkelt geniale til formålet: De passer på en prik til 5 x 5 potter, de er nogenlunde pæne at se på, og da de er af aluminium, ruster de aldrig. Jeg tog seks, og jeg bruger dem alle seks hvert år.

Genial er også the potmaker, som jeg vist har nævnt et par gange før. Først ruller man en strimmel avis om toppen; dernæst lukkes den sammen i bunden, som mases godt ned over knoppen, der er vist herover. Derved bliver den lille potte i stand til at holde sammen på sig selv lige til de spæde planter skal i større potter.
Herunder står et hold færdige potter i aluminiumsbakkerne. Til venstre nogle duftgeranier, hvoraf 13 af de 15 stiklinger er godt på vej, så jeg går ikke ned på duftgeranium i år. Heller ikke på duftgeranium …

Herunder med jord – og frø. Der er sået vajd, olieplanter, zinnia, scabiosa og blomsterkarse, som alle nu står oppe i det lille kvistvindue, hvor de står optimalt og oven i købet ikke visuelt generer nogen. Det er nemlig spændende for mig, men jeg indrømmer gerne, at det her forspiringshalløj ikke ligefrem pynter i en stue.

Herunder frø til spiretest. Er de blevet for gamle? Vil de overhovedet spire? Fx den mørklilla katost og høstanemonen. Ingen af delene har jeg prøvet at så selv, så for ikke at bruge for meget forgæves krudt på det, har jeg lagt frøene på gennemvædede vatrondeller. Hvis ikke der sker noget i løbet af nogle dage, ryger frøene ud. I det lille glas er der lathyrus, hvis frø har en ret hård skal, som derfor med fordel kan blødes op inden såning.
De små, gule pletter er to slags tomater. En Toftegaards Sweet Grape, hvorfra jeg selv har taget frø og en med Charlottes Gardener’s Delight, hvor jeg havde originalfrø tilovers fra sidste år. Hvis alle disse tomater bliver til noget, drukner jeg i tomater, men det gør ikke noget. Sidste år forsøgte jeg mig med semitørre tomater på glas, og de viste sig at smage helt vildt godt i fx salater, så i år vil jeg lave mange flere glas af dem. De svinder i sagens natur meget (mere end de 50 %, betegnelsen antyder), så der går virkelig mange til pr. glas.
Jeg skal, udover de allerede nævnte, også have en Beauty Lottringa bøftomat fra Toftegaard, som viste sig at være umådeligt fuld af smag.

Der skal sås flere slags frø, men nu skal jeg snart se Foyle.
Jeg købte en pose med 30 vajdfrø, men der var 50 i, så der bliver rigeligt med farveplanter til både Ditte og mig.
Jeg tog frø fra farve-vau på Bornholm i efteråret, men dem tror jeg, at jeg gemmer indtil videre … jeg tog dem inden jeg fandt ud af, at der vokser masser af vau ude i nærheden af Stevnsfortet.
Naturligvis skal jeg også have chili i drivhuset, men dem lader jeg Gartneri Toftegaard passe, indtil de er store nok til at komme i plantekasserne.

Det lader jo desværre til, at foråret og sommeren bliver lige så rejseinaktive som i 2020, så vi må sørge for at holde os beskæftiget på anden vis!

Nu kan jeg Gå Med Lethed

En enkelt eller to udtrykte ønske om billeddokumentation på den Annette Danielsen-sweater, jeg begyndte på for et par uger siden.
Her er den så: Gå Med Lethed. Sikkert døbt således fordi den er strikket i mohair, som er fnuglet. Vil jeg tro …
Jeg valgte at strikke den med samme bundfarve til hele sweateren og ‘prikkerne’ i lutter lyse farver – det er jo forår. Lige om lidt er det første forårsmåned, og allerede nu er vejret forårsagtigt, selv om vi stadig visse steder har skrueis på fjorden.

Det er så forårsagtigt, at jeg har været i haven de sidste par dage. Jeg har vanen tro fundet et et par projekter, der passende kunne udføres nu, inden alt det sjove for alvor begynder – bl.a. endnu et forsøg på fjernelse af det forbaskede sæbeurt, som jeg næsten hader mere end skvalderkål, fordi det er endnu sværere end det at få bugt med. Jeg kunne ikke engang trænge igennem med en greb, men måtte skære rodnettet over bid for bid med en spade, inden jeg kunne få løftet jorden og løsnet rødderne. Jeg har været igennem dette stykke før, men jeg håber det på et eller andet tidspunkt vil lykkes mig at vinde den kamp, selv om jeg kun alt for godt ved, hvad der sker, når jeg er nødt til at skære rødder over.
Nå. Det er kun sundt at arbejde fysisk. Siger man. Pulsen skal op. Siger man. Det kan jeg nu uden problemer få bare ved tanken om det arbejde, der i bogstavelig forstand ligger begravet i to af bedene. Det er trods alt lykkedes i dahliabedet, så jeg har hverken mistet tro eller håb.

Nedenstående har jeg stjålet fra et FB-opslag i en sproggruppe jeg er medlem af, så et par af jer har sikkert allerede set teksten.
Hun præsterede at få pænt mange af de hyppigst sete sprogfejl ind i den korte tekst. Mon ikke I alle kan finde dem alle? 
“Hvis nogen af jer nogensinde ser følgende opslag fra mig:
Hej! Jeg syntes lige, i skal have afvide, at jeg er i udemærket selvskab med massere af mine ynglings mennesker. Vi ses vidst imorgen, når jeg køre hjem. Hilsen fra mine venner og jeg.
… så betyder det, at jeg er er blevet kidnappet og har brug for hjælp, okay?”
Jeg kan tilføje, at det samme gælder for mit vedkommende!

Specialbyggede fuglehuse

Da først John begyndte at bygge de fuglehuse til mejserne, som jeg fortalte om forleden, gik der sport i det for mit vedkommende.
Ikke, at jeg begyndte på at snedkerere fuglehuse; det vil jeg overhovedet ikke blande mig i, når jeg har en mand, der er meget bedre til den slags, end jeg nogensinde ville kunne blive. Jeg holder mig helst fra hans maskineri, lige som han ikke har tænkt sig at tage min symaskine i brug. Vi hylder forskellene og går ikke ind for ligeret for enhver pris.
Næh … jeg begyndte at surfe rundt på nettet for at finde ud af, hvilken boligform de forskellige fugle foretrækker. Kunne man måske, ved hjælp af en sådan viden, kunne lokke flere af én art til fremfor en anden?
Vi har to rødhalse, vi meget gerne vil have til at blive, ligeledes gærdesmutterne, som vi også mener at have to par af.
Jeg fandt forskellige huse til dem, og da målene var angivet, selv på dem, der skulle købes færdige, viste jeg dem til John.
Se her: Dem kan du sikkert sagtens finde ud af at lave selv, ikke sandt? De er da noget så nuser!

Selvfølgelig kunne han det. Han fandt en vinkelmåler frem og sad og regnede og tegnede en halv times tid, hvorefter han gik ud og begyndte at save.
Det første billede viser et gærdesmuttehus; det andet det velkendte og mere almindelige til mejserne, og det sidste er til rødhalsen. Disse kan, ifølge mine kilder, godt lide at have en overdækket terrasse, fordi de har det bedst med at have mulighed for at kunne stå og sondere omgivelserne, inden de begiver sig ud i dem. 
Det hus kunne jeg ikke stå for – det er da den rene luksus, og jeg håber virkelig, at rødhalsen vil beslutte sig for at tage det i brug.  
Da John kom ind for at vise mig prototypen til denne luksusudgave af et fuglehus med terrasse, sagde han, at han havde tænkt sig at kalde det for Robinhus. (En rødhals hedder, som de fleste nok ved, Robin på engelsk.)
Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans påfund og fik hurtigt kogt lidt mere suppe på den ide, så jeg fortsatte i bedste ejendomsmæglerstil med at foreslå at kalde det andet for Home og det tredje for Estate. Nybolig dur ikke, for det ville kun passe det første år.
John ville dog ikke kaste sig ud i at lave små fine navneskilte til husene …
Han besluttede at male dem mørkegrønne, dels fordi det ubehandlede træ virker alt for lyst og dermed for synligt og dels fordi det ikke holder særlig længe, netop på grund af, at det ikke er trykimprægneret. På denne måde håber vi, at levetiden vil kunne forlænges med nogle år, og desuden falder husene noget mere naturligt ind i omgivelserne, når man får dem anbragt, hvor de skal hænge.
Hvis ellers fuglene så overhovedet kan finde dem … men mon dog ikke?

Det er svært at være i dårligt humør i dag

Det er det mest fantastiske vejr i dag: Næsten vindstille og med en høj, klar, dybblå himmel … men koldt.
Kulde og skønhed hænger som regel sammen på denne årstid, og nu skal dahliaerne op; de er nemlig ikke længere skønne, fordi det var frostvejr i nat.
Mit humør er også himmelhøjt, for englænderne har fået deres testpakke, der, som vist tidligere nævnt, bestod af min specielle teblanding og hyggesokker til børnene. Hyggesocks er ungernes egen betegnelse for de fleecesokker, jeg køber tre-fire par af til dem hver hvert år. De bliver slidt op relativt hurtigt, for de flytter simpelthen ind i dem, når de får nye. De kommer af, når de skal i skoleuniformen, men det er så også det. Al indendørs tid foregår i hyggesocks – for Aubreys vedkommende sover han oven i købet med dem på.
Anna sendte den sødeste hilsen til mig som tak for både the hyggesocks and the wonderful, hyggelige smell of mormor-tea that filled the kitchen when I came home from school. Hun er næsten 15 år, men i forholdet til mormoderen er der ikke meget teenager over hende, bare et kærligt og dejligt barnebarn. Samme barns moder har dog spurgt mig om man gerne må slå sin teenagedatter ihjel, hvortil jeg kun kunne svare, at der havde jeg også været engang, men jeg valgte at lade være – af flere årsager, og som jeg sagde til Charlotte, at hvis hun gør det, fratager hun sig selv enhver chance for at blive mormor, hvilket jeg på ingen måde kan anbefale. Der er selvfølgelig ikke garanti for, at C bliver mormor, men uden en datter er der garanti for, at hun ikke bliver det … og det går jo også nok alt sammen, men Anna lider af den samme voldsomme PMS som hendes mor gjorde som ung, og først nu forstår Charlotte til fulde, hvor rædsom hun må have været i et par dage (om måneden, forstås …), inden hun efter et par mor-datter-samtaler nødtvungent måtte indse, at det nok ikke var resten af verden, der bestod af idioter.

Tilbage til dahliaoptagningen … nogle af knoldene har prioriteret at producere KÆMPEknolde frem for mange blomster. Visse af dem er nærmest blevet store som roer, men det er jo ikke det, der er meningen – de skal give mange blomster, skal de, men hvad søren kan jeg gøre for at ændre på det forhold? Jeg er gået bort fra at tro, at jorden ikke er god nok – det tror jeg den er, måske oven i købet lidt for god, for stort set alle knolde havde trivedes mere end godt og formeret sig voldsomt i løbet af sommeren.
Nu er de alle pakket i kasser. Vores søde postdame sprurgte en dag, om vi skulle bytte knolde, for hun ville frygtelig gerne have et eksemplar af den flotte, bordeaux pompon, jeg har. Det var da i orden, og nu har jeg taget fra til hende. Jeg er spændt på hvad jeg får i stedet for. Jeg sagde, at hun kunne bestemme – hun kunne jo se, hvad jeg havde, så bare det ikke blev en af dem – og helst heller ikke gule, tak.

Dahliaglorien er pudset, og humøret er lige så højt som himlen er i dag.

Den lokale jungle er fældet

I næste uge er vi ikke hjemme; i denne uge er det indtil videre fint vejr, så det var i dag, at drivhuset skulle ryddes og renses.
Det var sandelig godt, vi fik det nye, for aldrig før har jeg fået så meget ud af et drivhus – men okay – det har måske også lidt at sige, at det også er det største drivhus, jeg har haft … dog kun tre kvadratmeter større end de to tidligere. 
Der er forsyninger frem til næste høst af henkogte tomater (som jeg ofte bruger i stedet for en dåse flåede tomater), ovntørrede tomater, agurkesalat, syltet snackpeber, pesto, sambal oelek, ‘ren’ chilipasta, chilisovs og chilimarmelade. De to bønneplanter i hjørnerne udenfor drivhuset har ligeledes givet bønner til hele vinteren.
Glorien er stor og tung, men det mærker jeg ikke, for den svæver over mit hoved (nej, ikke mit hovede! Det hedder et hoved).
Agurkeplanten havde ikke meget rodnet, mens tomaterne og basilikummerne var gået helt amok i roddannelser – der er ikke noget mystisk i, at de drak så meget, som de gjorde, men det var vel også derfor, at ydelsen var i top. Næste år skal jeg bare huske at give tomatplanterne lidt stjålent materiale fra et af alle de kalkbrud, vi har i lokalområdet, så tomaterne ikke igen får griffelråd. De tre af sorterne var ligeglade, men bøftomaten, som jeg gerne vil have igen, fordi den var helt vildt smagfuld, led desværre meget af det.

To af de fire tomatsorter var jeg ekstra glad for, så for første gang har jeg selv forsøgt mig med at tage frø. Jeg vil dog ikke satse 100 % på held med dette, så jeg vil også til næste år købe planter hos Toftegaard.
Snackpeber kommer også i drivhuset igen til næste år, lige som, selvfølgelig, agurk og chilien early jalapeno.
Resten besluttes senere, men jeg kunne godt finde på at prøve med en aubergine, bare for at se om den vil trives hos mig.

Dahliaerne er det langtfra slut med endnu; tværtimod bliver de hele tiden flottere og frodigere og kommer med flere flere og flere blomster, så jeg håber det varer rigtig længe, inden nattefrosten indfinder sig ved Den Stråtækte.
Vi har aftalt med Troels Tækker, at han skal mønne stråtaget i år, men han har lovet at vente med at komme til i den sidste halvdel af november, fordi det vil komme til at svine en del med halm, og han var enig i, at det ville være synd at ødelægge det smukke dahliasyn ved at få bedene til at ligne stormvejrsramte, nyhøstede marker.

Rådhusvinen er tæt på at nå sit maximum, så vi når at få fuld glæde af den, inden vi tager på efterårsferie.
Efteråret er bare den smukkeste årstid, men det har jeg vist sagt før …

Nu fik bagboerne besøg af datter og børnebørn, så jeg lige.
Jeg er ikke misundelig, for jeg under dem det naturligvis så gerne, men jeg saaaavner mine egne, gør jeg!

Hvad er der dog galt med min jord?

For tre sæsoner siden satte jeg 30 montbretialøg i et nyetableret bed. Jeg havde klare forestillinger om et frodigt, rødorange syn a la dem, vi flere gange har set i engelske haver og parker, men jeg har endnu til gode at se mere end 10 små, forkølede blomster på én gang i mit bed.
Hvorfor? Jeg ved det desværre ikke, men vi er helt sikkert lysår fra den frodighed, man ser på billedet herunder.

Første år var der ikke mange blomster, men det tænkte jeg ikke så meget over … de skulle jo lige have lov til at etablere sig.
Andet år – 2019 – var der måske 10 løg, der blomstrede. Lidt.
Tredje år – altså i år – kom der masser af de karakteristiske små spidse grønne blade op af jorden, men der kom aldrig så meget som en eneste blomst!
Jeg har gødet, men måske ikke nok. Jorden ser fin nok ud, men jeg kan jo ikke se, hvad den indeholder.
Jeg kunne se, at kvikgræs overtog mere og mere, men det var svært, for ikke at sige umuligt, at få det effektivt fjernet uden at ødelægge montbretierne.
Græsset og nogle få skvalderkål overtog mere og mere, uden der skete nogen yderligere vækst for det, der egentlig skulle være i det bed.

I dag har vi været i Bauhaus for at købe nogle sække med kompost, og jeg har hevet revl og krat op fra bedet.
Renset og sorteret det i skidt for sig og kanel for sig … der var rigtig meget skidt, men også forbløffende mange montbretia-løg. Som i virkelig, virkelig mange.
Mange hundrede, viste det sig. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke talte dem … det var ganske vist flere hundrede enormt små løg, men de var der, så formerings(overlevelses-?)evnen havde så sandelig ikke fejlet noget, selv om de ikke gad blomstre.
Langt de fleste løg var ganske, ganske små, kun mellem 3 og 8 mm i diameter. Til sammenligning var dem jeg satte, vel omkring 3 cm i diameter.
Med andre ord, så har jeg nu vildt mange rensede minimontbretier, hvormed jeg har tænkt mig at (over?)fylde bedet, når jeg har blandet jordforbedringen med den grundigt rensede jord.
Jeg kunne dog godt frygte, at en medvirkende årsag til elendigheden er, at jeg ikke har vandet bedet grundigt nok i den tørre sommer, vi har haft. Når jeg har vandet, var det fordi dahliaerne i de to andre bede i den del af haven hang med bladene, og de har trods alt haft et større energi- og vanddepot i deres knolde end der kan være i de små og ubetydelige løg.
Jeg blev ikke helt færdig, for det var hårdt arbejde at ruske i al den jord, så jeg orkede ikke at tage det sidste og slet ikke at blande kompost ned i jorden, men forhåbentlig når jeg resten i morgen, inden vejret vender og vi får regn.
Med en have keder man sig aldrig … men jeg ville ønske jeg vidste meget mere om de forskellige planter, så jeg kunne være mere sikker på at gøre det rigtige – det er desværre ikke alt, man kan google sig til, og jeg ville så gerne have et flot rødt montbretiabed, for det er en af mine yndlingsblomster.

Man kan da heller ikke være væk bare et øjeblik …

Vi havde været oppe hos Ditte og Peter siden onsdag formiddag og kom hjem 17:15 i går, hvor jeg som det første gik ud for at se til drivhuset og kunne konstatere, at en agurkeplante, som forsøger at efterligne kultidens kæmpeplanter, kun lige netop kan tåle, at man springer en dag over med at vande.
Da jeg ville fylde kanden på sædvanlig måde ved at bruge den elektriske pumpe fra vandopsamlingsbeholderen, virkede den ikke. Heldigvis har jeg op til flere reservetanke, så agurken blev vandet.
Da jeg var på vej ind for at fortælle John, at han godt måtte se på den pumpe, kunne han fortælle mig, at vi ingen strøm havde.
Okay – så var det ikke underligt, at pumpen ikke virkede.
John gik til genboen for at høre nærmere, og denne kunne fortælle, at i forbindelse med nedgravning af den store gasledning havde man gravet et stort kabel over helt ovre ved Rønnebæk, så der må have været flere tusinde husstande uden strøm.
Den skulle komme igen kl. 17:11 (!), men den kom kl. 18:15. Det var okay – det var vist først sket ved 15-tiden, så de har været hurtige, og for så stort et område er de nok nødt til at åbne i bidder, hvis ikke nettet skal blive overbelastet.

I går formiddags kørte vi til Fredensborg, fordi jeg via Madame havde set, at slotsparkens køkkenhave, som normalt er lukket for offentligheden, er åben i juli. John og jeg har aldrig set den slotspark, og det var mange år siden, at Ditte og Peter havde.
Den er imponerende flot – jeg var meget betaget af det KÆMPEstore magnolietræ, som i omfang næsten kunne måle sig med de enorme baobabtræer vi så i Botswana engang. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvor gammelt magnolietræet er, men for mange år siden løb en mand ind i stammen, og han sidder der endnu – I kan selv se hans buksebeklædte bagdel.

Ellers var jeg næsten mest imponeret over køkkenhaven – var dog noget forundret over, at rabarberbedet var fire gange så stort som kartoffelbedet. HolddaOP med rabarber de havde … hvad i alverden mon de bruger alle dem til?
Man havde anlagt en løgtørringsbænk, men vi blev enige om, at vi synes en hel del bedre om Charlottes løgtørringsløsning. Hendes kæmpeliljer døde af sen frost i foråret, så stativet, de læner sig op ad, stod ubrugt. Det har hun så pyntet med høstede løg. Ret elegant, ikke sandt?

Efter køkkenhaven gik kursen mod rosenhaven, som var fint indrammet af klippede buske.
Herunder en austinrose, Charlotte for nogle år siden købte, og som hedder … Charlotte, såmænd.

Rosenhaven studerede Ditte og jeg så grundigt, at vores mænd, som benyttede lejligheden til at hvile benene, åbenbart fik hvilet disse mere end tilstrækkeligt, fordi de på et tidspunkt kom hen og spurgte os, om vi ikke også skulle se resten af parken …
Men okay, så … hvis I ikke mener, I trænger til mere hvile … vi styrede hen mod det 1000 m² store staudebed, som jeg også havde glædet mig til at se.

Her fandt jeg ud af, at jeg er nødt til at investere i en violfrøstjerne.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle blive inspireret af en slotspark – så ambitiøs er jeg trods alt ikke for min, i sammenligning ynkeligt lille, haves vedkommende, men det staudebed var altså (også) flot!

Under konstant overvågning

John har nogle gange en uregelmæssig hjerterytme og noget flimmer, som han, sidst han var hos lægen, udtrykte sin bekymring over. I dag har han været på Næstved sygehus for at få sat nogle elektroder på, som han skal gå med døgnet rundt i nøjagtig en uge – han skal tage dem af på onsdag kl. 11.40 nul dut.
Han er lidt spændt på, hvordan det bliver at sove med dem på, men det skal nok gå – han plejer ikke at ligge og rotere, men ligger normalt meget roligt det meste af natten. Skulle der falde en elektrode af, lyder der en alarm, og så må han skifte den ud med en fra reservelageret, som han fik med hjem.
Ellers skal han opføre sig ganske som han plejer – hverken mere eller mindre. Hvis han selv mærker uregelmæssigheder, skal han skrive det ned i en ‘dagbog’, han fik med hjem i form af et A4-ark.
Ifølge Murphy vil der overhovedet ikke blive noget bøvl med hans hjerte i løbet af den næste uge – det vil opføre sig aldeles eksemplarisk …

Den yuccapalme, som på mystisk vis dukkede op i dahliabedet sidste sommer, har nu fået en blomst. Mange blomster … eller hvad? Betragtes dette som ‘en blomst’? Der er kun én stængel. 
Jeg har stadig ingen ide om, hvor den er kommet fra – nok næppe fra et fuglebårent frø, da den kræver et bestemt insekt til bestøvning. Man kan dog selv bestøve blomsterne med en pensel, kunne jeg læse mig til, men alligevel lyder det ikke sandsynligt, at den er kommet flyvende hertil. Eftersom heller ingen mig bekendt har plantet den, må det for evigt forblive et mysterium, hvordan den er havnet lige netop der.
Den er ganske nydelig, når den er i blomst, så den får lov at blive stående, da den tilsyneladende ingen problemer har med de milde vintre vi holder os i disse år, og skulle den alligevel gå til, har jeg ikke mistet andet end en kilde til momentvis undren.

Mine dahliaer er noget klejne. På dette tidspunkt plejer de at være store og kraftige, og jeg kan ikke regne ud, hvorfor de er mindre i år. Jeg har gødet jorden, men bør man have vekseldrift med dahliaer, fordi det er noget skidt at sætte knoldene i det samme jordstykke år efter år? Vil det hjælpe at give dem et ordentligt boost med ekstra meget gødning, eller gør det ondt værre? Det er vel mest sandsynligt jorden, der er udpint.
Jeg har tjekket hvor jeg kan købe mig til kompostjord, så det vil jeg have en bigbag af til foråret. Vi kan desværre ikke længere hente det på nogen af vores genbrugspladser, hvilket jeg finder temmelig ærgerligt, men så må jeg jo betale mig fra det, for kompost gider jeg simpelthen ikke selv gå i gang med. Jeg troede det var en mulighed og læste derfor en del om det, men det er alt for besværligt til, at jeg gider. Vi er nødt til i givet fald have det i en lukket beholder, fordi vi ved, at vi har rotter, men sikke da et arbejde man så påtager sig. Jeg ville oven i købet ikke engang kunne producere en fjerdedel af, hvad jeg har brug for – ergo er det udelukket.

Lidt har også ret

Det lille tag, vi har liggende over brændestablen, er virkelig bogstavelig talt lille, bare to m², men man kan lige så godt få det ud af det som man kan. Det giver da trods alt et par vandkandefulde pr. 10 mm nedbør.
Ideen opstod fordi John forleden kørte ud for at købe en regnopsamlingsbeholder til det ene drivhushjørne, men på trods af vores aftale om, at den ikke måtte være ret høj og dermed nærmest usynlig bag squashplanten, kom han hjem med en, der var alt for stor og rent visuelt næsten ville fylde mere end drivhuset, så der skulle den i hvert fald ikke stå.
Der er en uudnyttet plads til venstre for brændestablen, så der blev vi enige om i stedet at sætte beholderen, som kun er på 100 liter.
Hvis man skal samle regnvand op fra et tag, så kræver det en tagrende og et nedløbsrør, og når man har et sort tag, en sort opsamlingsbeholder og sortmalet træværk, så kræver det en sort tagrende, og de eneste, som havde det, var Bauhaus i Roskilde og Ishøj.
Vi satte kursen mod Roskilde og fik hvad vi skulle bruge, men det er for varmt til at arbejde, så det får vente til en køligere aften- eller morgenstund.

Til jer, der har fået aflæggere af mamelukærmebusken: Sådan ser min ud nu – to meter i diameter, fordi den ikke frøs tilbage sidste vinter – og der er mange, mange flere blomster på vej. De to pinde, jeg satte et andet sted sidste år, er 80 cm høje og har også blomster nu, så de er hurtige til at komme i vej. De gule prikbladet perikon, der ser ud som om de har forvildet sig ind i busken, stod for sig selv sidste år, men det er en god farveplante, så den bliver snart høstet og kan dermed ikke blande sig der mere i år, men det viser lidt om, hvor hurtigt mamelukærmebusken bliver stor.

Den hvide rosenmark er også i fuld sving nu. Der er fire slags og de to af dem blomster nu – de to andre kommer snart, og det var selvfølgelig bevidst, at jeg valgte nogle, der blomstrer på forskellige tidspunkter. Én fejl har jeg dog begået: Jeg må have været for fokuseret på, at de skulle være hvide, så jeg glemte at tjekke, om de også dufter. Disse har en meget svag duft, men der skulle jo have hersket en meget mere gennemtrængende duft af roser.
Fjols, Ellen, men det er der ikke noget at gøre ved nu.
Den ene slags skulle man tro var en rambler (jeg ihukommer jo mit besøg i rosenhaven …), fordi buskene har helt vildt mange knopper. Det bliver et flot syn om nogle dage …

Ellers sker her ikke en pind – vi fører virkelig et pensionistliv, som vi ikke har gjort det før. Det er lige før vi lever op til teksten i Pensionistvisen …
Heldigvis har jeg min have, mit drivhus og den fantastiske udsigt, så det går endda, men jeg er da glad for, at det ikke er vinter.
I aftes havde dog vi gæster til at bryde monotonien – parret fra vejen, der har solgt deres hus og flytter tilbage til Norge, var inde til en afskedsmiddag. Det bliver spændende at se, hvad det er for nogle der kommer i stedet for, men de er efter sigende søde og flinke.
Selvfølgelig er de det. Der flytter kun gode mennesker her til vores skønne plet.

Der sker underlige ting i min have

Forleden dag hørte jeg en særdeles aggressiv summen. Vi har i år nogle bier, som lyder anderledes. De er mere oppe i diskanten og mere hidsige at høre på end biers normalt relativt fredelige og lidt dybe summen. Det må være en art, vi ikke før har haft besøg af, men i år har vi mange af dem – og heldigvis også mange andre slags. Den anden dag gik en eller anden dog helt amok, og lyden flyttede sig ikke, så jeg gik hen og kiggede. Det var en bi, der sad oven på en anden bi og tilsyneladende stak og stak og stak det stakkels offer.
Det var her, min undren kom ind: 1) Umiddelbart så det ud til at være to bier af samme race, men selv om det ikke skulle være det, bekæmper bier vel normalt ikke hinanden? 2) Når en bi stikker, mister den brodden, når den forsøger at trække den til sig, så hvordan kunne denne blive ved med at stikke? Hvis det altså var det den gjorde …
Umiddelbart kunne det ligne en parring, men det kan det ikke have været, for biers parring foregår i luften og altså ikke på denne måde. Men hvad var det så?
Den lidt mindre bi på ryggen af den lidt større var altså den der stak og den med den aggressive summen. Den anden kom med et ynkeligt lille piv indimellem, men sagde ellers ikke noget.

Min Marjatta-agurk måtte lade livet i dag. Den har længe skrantet og har kun leveret to agurker i alt. Det så heller ikke ud til, at der ville komme flere – alle de små agurker visnede hurtigt hen og blev til ingenting.
Så meget for biodynamisk dyrkning … efter disse Steiner-principper blev den dog ikke dyrket hos mig, men sådan har dens tidlige barndom været. Det var måske mine ikke-kosmiske metoder, den ikke kunne tåle, det sarte væsen?
Den har aldrig været nær så voksevillig som den anden, men er ranglet og har kun leveret et enkelt sideskud, mens den anden bliver ved og ved med at skyde ud til alle sider – jeg har beskåret den flere gange allerede.
Den anden agurk, som er fra Gartneri Toftegaard og derfor ‘kun’ økologisk, er så frodig og rigtydende, at den giver os 2-4 agurker hver anden dag. Vi er allerede ved at blive kvalt i agurker, så derfor havde jeg heller ikke dårlig samvittighed over at kyle den syge ud – den tog bare plads op i drivhuset. 
Nu har den ananaskirsebær, jeg fik af Malle, i stedet fået dens plads i krukken.

Det er nu alligevel lidt underligt, for hos mig har begge agurkeplanter naturligvis fået præcis den samme behandling, så hvorfor den ene ser syg ud var syg og smed alle anlæg til nye agurker, har jeg ingen ide om. Den var ikke angrebet af spindemider, svamp eller anden dårligdom, men bladene blev gule nedefra og op. Den var frisk nok at se på i toppen, bortset fra agurkerne, som stort set med det samme begyndte at sygne hen.

Nå. Det er ikke alt, man skal forstå – men man skal undre sig, og det gør jeg.

Jeg har skrevet til Hornum

Måske er det en skrøne, at spindemider ikke bryder sig om blomsterkarse, men indtil videre har jeg ikke haft spindemider i agurkeplanterne. Jeg gransker dem indgående hver eneste morgen for at se, om de små, irriterende, agurkeplanteødelæggende sataner har fundet vej ind i mit drivhus.
Jeg købte en ‘scarlet’ blomsterkarse, dels fordi jeg elsker den stærke røde farve, som desværre ikke rigtig går til ret mange andre blomsterfarver, og dels fordi jeg syntes det kunne være flot som kontrast til alt det grønne i drivhuset – og i øvrigt vil blomsterne så nydeligt matche tomaterne, når disse engang bliver modne …
En anden rød blomst, som heller ikke skal passe sammen med noget andet og derfor står helt alene – sammen med fem andre – i hjørnet ved drivhuset, er pralbønnen. Den har tilsyneladende ikke spor lyst til at være pralbønne, men er en hummer-wannabe.

Jeg ville aldrig have valgt den fesne, lysegule farve, som det viser sig, at alle mine tallerkensmækkere har! Jeg er ikke vild med gule blomster og undgår dem i videst muligt omfang, med erantis og påskeliljer som eneste undtagelser, men de er tilgivet, fordi de hører til blandt årets første blomster.
Denne blomst nærmest drukner imellem sine egne blade, og jeg er mere end en anelse utilfreds med den falske varebetegnelse på posen, hvilket jeg netop har skrevet og fortalt Hornum. Jeg kan ikke tro, at jeg er den eneste, der uforvarende har fået en pose med frø i den forkerte farve, så at sige, så et eller andet sted sidder der en frøavler, der ikke har styr på sin produktion, og det må helst ikke gentage sig.
Heldigvis er spindemiderne nok ligeglade med farven, så nu er der kun tilbage at håbe på, at de virker efter hensigten. Hvis ikke, og der indfinder sig spindemider, ryger den blomsterkarse ud med det øvrige haveaffald!

Vi fik 14 mm regn i morges. Det, sammen med den dahlia-livreddende vandingsindsats jeg var nødt til at udøve i aftes, har fået hele haven til at strutte af saft, kraft og livsvilje. Nu skal jeg have gødet både dahliaer, roser og stauder, så det hele nærmest kan eksplodere.
Formentlig sammen med ukrudtet, desværre … men man skal jo holde sig i form med noget, og det er altså trods alt sjovere at fjerne ukrudt end at gå i fitnesscenter. Synes jeg, men jeg kan godt komme i tanke om en del, som vil være uenige med mig.

Glas i haven – plus jern og sten

Sidste sommer var vi ude for at se på en åben have – noget vi gør et par gange hvert år, fordi det kan være så utroligt inspirerende at se, hvad andre gør ved og i deres haver. Denne var ingen undtagelse. Flere steder tittede der spøjse ting frem fra staudebedene; ting, som i hvert fald sådan en have-ukreativ en som mig aldrig ville have fundet på at anbringe i haven, men det så hammergodt ud, så jeg tog ideen til mig. Sidste år blev det bare til, at den gamle, brune vinballon, som vi fandt i svenskerhuset, blev hevet ned fra loftet for at komme til ære og værdighed igen – og det på en måde, som ingen svensker sikkert kunne forestille sig! Den kom nemlig til at stå i bedet ved hobbithuset, som jeg har omdøbt bådehuset til. Det er gravet ind i en skråning, så vinduet, der ser ud til at være lige over jorden, kan jeg ikke se ud ad, når jeg befinder mig inde i skuret. Med den megen efeu ligner det et hobbithus, synes jeg.
Det er i øvrigt her, jeg satte fire af dine kermesbær, Jørgen.

Forleden dag, da vi besøgte et fuldstændig fantastisk havecenter i Audebo, skulle jeg (også) lige hen og lure lidt rundt i restehjørnet.
Det gav pote, for jeg fandt tre flasker, som de ville have sølle 15 kroner for. Det var okay med mig, men jeg havde ikke villet give de oprindelige 80 kroner. Flaskerne står foreløbig og udfylder en tom plads i krydderurtebedet.
Har man muligheden, så kig ind i Audebo Havecenter. De hævder at have alt til haven, og jeg tror på dem!
Vi kørte derop, fordi jeg på nettet havde set, at de havde en stor udstilling af espalierer, og da min Alchymistrose her på tredje sæson endelig har taget sig sammen til at komme lidt i højden, skulle der noget til at holde den – og helst noget, der passer til vores gamle hus.
Det fandt vi da også – det helt perfekte i sort støbejern, som i stilen passer med rygningen på både drivhuset og stråtaget, hvilket man dog nok ikke umiddelbart lægger mærke til, men det ved vi selv, og det er nok for os.

Et andet sted har jeg sat en KÆMPE vinflaske, som vi engang fik som tak for en tjeneste. Flasken rummer 5 liter, hvilket er lidt underligt, for da jeg slog ‘vinflaske 5 liter’ op for at finde navnet på netop denne størrelse, findes de tilsyneladende på enten 4,5 eller 6 liter, men italienerne vil åbenbart gerne være lidt anderledes … beviset er her:

Oppe i sverigeshuset fandt jeg engang et par gamle jerngryder, som jeg tog med hjem. De er nu begge beplantede og anbragt på ‘tilfældige’ steder. Om det er de blivende jerngrydeopholdssteder, ved jeg ikke – jeg går og flytter lidt rundt på det hele indimellem; dog ikke vinballonen.
Jeg har for meget tid, har jeg …

Man starter som liiiiille, og så bli’r man stor …
Det sidste billede er min basilikum. Den kom med hjem i en lille potte fra Meny, men den er vokset godt, og den bliver større endnu. Jeg har fire børn i gang fra den, i fire forskellige størrelser, så jeg hele sommeren igennem har frisk og ny basilikum at plukke af. Når jeg kniber blomsterstandene af for at buske planten, sætter jeg dem i vand og laver nye planter i stedet for at smide dem ud.
Ud fra én plante til en tyver vil jeg kunne forsyne det meste af nabolaget med basilikum hele sommeren. 
Vi går ikke ned på pesto i år.
Ejheller agurker.
Eller tomater. 
Eller chili.

“Hvor ikke en hyld kan gro, der kan intet menneske bo”

Der må da være steder i Danmark, hvor der bor mennesker, men ikke hyldetræer? Hvad med helt ude vestpå?
Det er selvfølgelig en udmærket måde at sige, at hyld er særdeles nøjsomme og alt for gerne etablerer sig så snart de får den mindste chance for det.
Vi har nogle i vores hæk, og selv om jeg klipper og klipper og klipper, skyder den voldsomt op igen. HELE tiden! Google kan fortælle mig, at dragetræet (Poulownia) er verdens hurtigst voksende træ med 2½-3 meter om året. Mine hyld klarer da nemt mere end det … men det er nok bare fordi de ved de er uøskede.
Da vi kom hjem i aftes, havde min Toftegaard-agurk præsteret tre fuldvoksne agurker og Marjatta-agurken én. Marjattas har indtil videre været helt lige, og Toftegaards altid krumme. Skal jeg lægge noget i det? Det undrer mig en smule …
Toftegaards principper er ‘kun’ økologiske, mens Marjattas grønsager er biodynamisk dyrket. Deres fortsatte liv hos mig er ikke biodynamisk; jeg ved ikke hvordan man gør, og jeg er nok også ligeglad … mine hjemmedyrkede agurker indeholder ikke noget politisk ukorrekt, så det er fint med mig. Der er ikke så meget som antydningen af forskel på smagen på de to agurkeplanters frugter – det ville også have forbavset mig, hvis der var, lige som det er underligt, at Toftegaards plante er mere end tre gange så stor og kraftig som Marjattas. De kom i drivhuset samtidig, og da havde de samme størrelse.
I aftes fik vi bare nyopgravede kartofler med tzatziki til. Ikke andet, og det var så lækkert – rent slik.

Herover en dims jeg så forleden dag. Det er blevet så trendy at kalde de naive personer, der tror på alskens konspirationsteorier, for bærere af sølvpapirshatte. Jeg er selv begyndt at bruge udtrykket en del, for holddaop, hvor er der skræmmende mange, man kan bilde næsten hvad som helst ind. Også folk, jeg kender og som jeg normalt betragter som værende pænt højt intelligente, overrasker mig indimellem med hvad de i fuld overbevisning om et givent emnes sandhedsværdi deler på de sociale medier. Hvor er den kritiske sans blevet af?
“Man skal undre sig!” Det er ikke første gang, jeg citerer hvad min første chef sagde for 42 år siden, men hun har stadig ret. Man skal nemlig undre sig. Man skal spørge sig selv, om dit eller dat nu også lyder som om det kan være sandt. Hvem er kilden?
Bliver man (på FB) opfordret til at kopiere og ikke dele, så er det spam, fup og svindel.
Nå. Tilbage til sagen: Da jeg så det på den store afstand troede jeg, at dette herover var bier, der pludselig havde fået sig en kollektiv sølvpapirshat, men en zoom viste, at det var det nok ikke, men hvad er det så? Gør mig klogere, please!

Der findes dog også flinke svindlere … se bare her hvordan de fra Netflix tilbyder at oplade mit kreditkort! Det bør man da ikke sige nej tak til …
De tror sikkert selv, de er blevet så gode, men der er stadig meget, de ikke ved om brug af det danske sprog.
Når man så, som jeg, ikke engang abonnerer på Netflix, skal man være mere end almindelig tumpet for at hoppe på den, men chancen for at ramme er nok stor – jeg har efterhånden på fornemmelsen, at vi er de eneste i Danmark der ikke bruger Netflix.

Havearbejde og haveglæder

Havearbejde og haveglæder er to ord, som både kan være synonyme og antonyme, hvilket må høre til sjældenhederne.
Jeg er lige ved at nå dertil, hvor de er 100 % synonyme, for stort set alt det kedelige, såsom fx skvalderkålkampen, er overstået for denne gang. Den skal nok komme igen – det kan godt være, at nogen har sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen, men det samme gælder ikke for skvalderkål!
Aldrig har min have haft så lidt ukrudt som i år. Jeg skrev først “været så ukrudtsfri”, men det ville være at overdrive, for ukrudtsfri bliver den næppe, men lige nu er den så tæt på, som den nok nogensinde bliver.
Sådan havde den med stor sandsynlighed ikke set ud uden coronapesten, så noget godt har hele den ulykkelige situation trods alt ført med sig.

Dette her er også halvhårdt arbejde. John, som er den lille blå prik tæt på kl. 12 på billedet, er ved at slå stien ned til fjorden, selv om det ikke er vores grund, men han gør det fordi vi selv (og naboerne) helst vil kunne gå derned uden at medbringe en machete. Glæden kommer så, når vi står dernede og nyder stilheden og fuglelivet.

Kender I soløje? Jeg kalder den min lille spejlægsblomst, men det er ikke et passende officielt navn til en plante. De små blomster ser ud som om de svæver over bladene og den lille buskagtige plante blomstrer rigt hele sommeren. Til højre en enkelt stolt kavaler. Hvorfor mon den hedder det, når den er lyserød? Til gengæld er jomfru i det grønne lyseblå. Lidt underligt, men det er ikke alt man skal forstå.

En af roserne har fine, bolsjestribede knopper. Når man ser hele planten lidt på afstand, ser det vitterligt ud som om der vokser små bolsjer på den, men dens blomst, som ses herunder, ligner ikke sin knop.

Jeg er opvokset på en gård og er derfor vant til at kalde jorder med afgrøder for marker. Det gør jeg stadig, men nu er det den noget reducerede pensionistudgave. Min kartoffelmark (bestående af fire af de specielle kartoffelspande) er grøn og frodig, men jeg har endnu ikke tjekket frodigheden under jorden. Jeg har lige plantet en jordbærmark (seks planter).
Min farvemark med hhv. japansk indigo (ti planter) og vajd (otte planter) har forladt drivhuset og gror lystigt i denne varme, når bare jeg husker at vande, og det gør jeg.
Førstnævnte er det tredje gang, jeg har, men det er første gang jeg prøver vajd, som skulle være ret potent og, som indigoen, give en blå farve. Jeg gider ikke selv dyrke (nej, det hedder ikke gro!) planter, som giver gule og grønlige farver, da disse findes i overmåde righoldige mængder i naturen.
Her til morgen har jeg beskåret mamelukærmebusken en smule og brugt noget af det til 11 nye stiklinger af den.
Er der nogen, der kunne være interesseret i en? Det er denne her, jeg har, og den blomstrer fra lige om lidt til helt hen i december. Alle de nye planter, jeg laver, plejer at blive til noget, men jeg skal ikke selv bruge flere. Jeg har lovet Sus et par stykker, men det betyder, at jeg om nogle uger sandsynligvis har ni levedygtige planter, som kan afhentes.

Oldenborrelarver og rørhøg

Det var åbenbart oldenborreår sidste år. Det er det hvert fjerde år, fordi fire år er længden af oldenborrens livscyklus, og eftersom det ifølge denne kilde var det både i 1887 og i 1891, kunne Excel hurtigt fortælle mig, at det sidst var i 2019. Det må jeg så bare tro på … og da jeg ikke ved, hvor længe larven er om at blive den store, fede kæmpe, jeg i år har fundet to eksemplarer af i haven, skal jeg ikke imødegå det.
Jeg anede intet om oldenborrer, før jeg fandt først en i dahliabedet og i går en til i jorden, da jeg flyttede lidt rundt på insekthotellet, vi har etableret i et ellers relativt ubrugeligt område ved garagen, men google var som altid min megetvidende ven.
Oldenborrer har jeg set før, men ikke deres tykke og velnærede larver – intet under, at stære og andre fugle anser dem for at være en lækkerbisken. Den på billedet, jeg tog i går, er vel 4-5 cm lang. Det er en syrenblomst ved siden af den.
Jeg er på ingen måde vild med larver, og jeg får kvalme bare ved tanken om at skulle spise dem – man taler jo om at ‘dyrke’ dem, fordi de er så rig en proteinkilde. Det bliver altså uden mig! Så er jeg den, der lynhurtigt konverterer til vegetar.
Men der var nu også noget (ret lidt, dog …) fascinerende ved denne fætter, måske mest pga. størrelsen.

Det endnu ikke særlig luksuriøse insekthotel (bliver udbygget lidt efter lidt) lever altså op til formålet indtil videre, men jeg tror næppe, at oldenborreplagen bliver så voldsom som førnævnte (i øvrigt vældig interessante) kilde beskriver den. I 1887 blev det lov, at oldenborrerne skulle bekæmpes, og det år blev der i Danmark samlet over 7,5 millioner pund, eller ca. 4 milliarder voksne oldenborrer. Det næste oldenborre-år, 1891, blev der ”kun” samlet ca. det halve.
I Vejle amt var oldenborren skyld i et tab på 1 million kr. i årene 1881-82 (da var det jo så ikke engang oldenborreår, kan jeg regne ud). Skaderne var meget store, ikke kun i Danmark, men i store dele af Europa, hvor den kunne lægge landsdele øde. I Irland var et angreb så voldsomt, at befolkningen måtte bage brød af ristede oldenborrer i stedet for mel.

“Oldenborren blev lyst i band af kirken, men billen var resistent mod alle former for himmelske påvirkninger. Skolelærer Schelderup fik læst og påskrevet af Bergsøe for et foredrag, han i 1859 havde holdt i Holbæks landøkonomiske forening: “Sammenblandingen af tiende, oldenborrer, præster, landmænd og Vorherre hører hjemme i middelalderens tykkeste mørke, ikke i vor oplyste tid”.”
Jeg kan vældig godt lide den gamle skolelærer Schelderup … han må have været lidt forud for sin tid.

Til sidst et par pralebilleder af rørhøgen, som bor lige over for vores hus. Vi ser den næsten dagligt, men vi har ikke i år set to på én gang, hvilket vi gjorde nogle gange sidste år, hvor vi var ret sikre på, at de havde en rede nede i tagrørene 100 meter fra os. Det har den derfor nok også i år, men sikre kan vi ikke være, før vi har set begge de halvstore fugle, som har et vingefang på mellem 110 og 125 cm.
Havørnene er noget større med et vingefang på 200-245 cm, men de bor på den anden side af fjorden, og vi ser dem ikke så ofte som vi ser rørhøgen.

Pensionistvisen?

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke har brug for en stresscoach …
Livet går sin meget stille og meget rolige gang for os – vi kunne have stået model til pensionistvisen. I ved, den der indleder hvert vers således:
Se ugen starter mandag, hvor mor hun står op så’n ved halvottetiden
mens far han sover rævesøvn og ta’r et ekstra kvarter til på siden..
Disse to første linjer er de samme for seks af ugens dage, kun dagens navn skifter. Søndag er anderledes, for da er deres lille verden på den anden ende, fordi børn og børnebørn kommer i en halv time.
For Johns og mit vedkommende er rollerne dog byttet om. John står først op, mens jeg bliver liggende i sengen til halvni og lader min iPad underholde mig på forskellig vis. John sidder også med sin iPad, men han vil helst sidde i en stol.
Langt de fleste dage begynder på samme måde for os – variationen er svær at få øje på.
Selv om det er syv år siden jeg jobstoppede, nyder jeg stadig at kunne blive liggende og gasse mig og lade andre om at begive sig ud i den myldretidstrafik, der så godt nok ikke er meget af for tiden. Jeg vågner mellem klokken fem og klokken syv, oftest ved sekstiden, men vi skal have en eller anden aftale for at få mig ud af fjerene inden 8:30.
Og aftaler har vi ikke så mange af for tiden.
Det var derfor nærmest en begivenhed, at vi, fordi jeg var løbet tør for jord til krukkerne, begav os afsted til Land og Folk, som Land og Fritid hedder i daglig tale i det nielsenske hjem. Naturligvis tog vi begge afsted – så skete der også noget i dag! Rollerne var pænt fordelt: Jeg gik ind i butikken og betalte, mens John blev udenfor og læssede sækkene ind i bagagerummet.

Når vi skal til Bårse, kører vi ofte ad Broskovvej, fordi den er smal og smuk. Ja, altså selve vejen er ikke smuk, men det er landskabet, vi kan nyde, mens vi kører, og der er noget specielt over sådanne meget smalle veje, synes jeg.
Den har været at betragte som en halv alle (kun træer i den ene side), men alle træerne er i år blevet meget effektivt stynet.
Midt på ruten står et af den slags (døde) træer, der gerne får mig til at tænke på Fyrtøjet af HC Andersen. Det tænder for min fantasi; jeg synes, at en sådan ruin af et træ er smuk, og jeg er glad for, at man ikke synes det behøver at blive fældet.
Jeg har arbejdet i haven i dag – det gør jeg næsten hver dag, så på et eller andet tidspunkt kommer jeg vel igennem det hele. Der bliver flyttet lidt fra her til der eller fra der til her; yderligere et par kvadratmeter bliver totalryddet for ukrudt, og den daglige mælkebøttejagt bliver udført.
Spændende liv, man fører, ikke sandt? Sidder I ikke helt ude på kanten af stolen?
Inden for en overskuelig fremtid skal jeg have lidt gang i plantefarvningen igen, men det har jeg jo også skrevet om mange gange før.
Det er ikke nemt at fastholde sine læsere i disse coronatider …

Sysler og tanker i en coronatid

Dahliaerne er i jorden. 39 planter blev det til, plus dem jeg har foræret væk til naboer, fordi der ikke var plads til dem alle i vores have. Nogle af planterne havde afsluttet sidste sæson med så store knolde, at de nu skulle deles i to eller tre – det bliver efterhånden til mange.
Da John og jeg var færdige med vores glimrende samarbejde (han gravede hullerne, jeg satte knolde, vandede og fyldte hullerne igen), fandt jeg en kasse til med dahliaknolde … jeg er selv en knold, er jeg. Det var oven i købet nogle af de smukkeste af dem alle, så der skal findes en plads i min have. Punktum. Jeg er gået i tænkeboks for at finde ud af det, men jeg kommer nok ikke uden om at rykke rundt på noget for at få det hele til at gå op.

Drivhuset er også næsten tilplantet nu. Vi kommer til at drukne i agurker, tomater og chili, hvis alle planterne viser grokraft, men pyt med det – der er i givet fald sikkert nogle naboer, der ikke vil have noget imod at blive forsynet med hjemmedyrkede ting – der er næppe nogen af os på vejen, der skal på sommerferie i år – i hvert fald ikke i udlandet.

Charlotte har lavet en lille del af deres have om; den del der er inden for murene, så at sige. Hun havde planlagt det allerede sidste år, men ikke rigtig haft tid til at gøre noget ved det. Også her har corona spillet ind, fordi hun for det første ikke selv har noget at lave, og for det andet har fået hjælpere.
Den have er nu døbt Coronahaven …

Deres have er meget, meget stor, for det kan man tillade sig i dag. Dengang huset blev bygget, var prydhaven ikke større end det, der er inden for murene her. Resten af den tilhørende jord skulle bruges til at producere mad – ganske som det også var herhjemme. Faktisk var det luksus overhovedet at have så meget prydhave, som der har været her, men ejerne har hørt til den mere privilegerede del af samfundet, idet det var et malttørreri fra opførelsen i 1410 og frem til engang i 1800-tallet. På ingen måde overklassestatus, men alligevel et godt stykke fra de stakkes fattige folk, der kæmpede for bare at opretholde livet. Mon ikke erhvervet kan sammenlignes med de danske møllere?

Frisøren fik besøg af mig i dag – min gamle booking fra februar holdt, så jeg slap for at skulle vente en måned.
Jeg anser mig selv for at være født under en heldig stjerne: Jeg er fra det sidste kvartal, hvor man kunne gå på efterløn som 60-årig og fra det sidste år, hvor man kunne få folkepension som 65-årig.
Jeg besøgte min datter og børnebørn i den sidste uge, inden verden lukkede ned, og nu holdt min frisørtid fra før samme verden ændrede sig radikalt.
Det er da alt sammen heldigt – man må se på de lyse sider …

Vi havde besøg af et par venner i tirsdags. Hun gik på efterløn sidste efterår og har nydt hvert eneste sekund siden da, selv om hun, lige som jeg, faktisk var ret glad for sit arbejde. Det kom lidt bag på hende, at det var SÅ skønt at jobstoppe, selv om jeg naturligvis havde udbredt mig om, hvor fedt pensionistlivet er – og vi er, som tidligere skrevet her på bloggen, kun glade for, at vi lige nu ikke skal bøvle med et arbejde (eller risikere at miste det).

Forårssysler

Det er så rart, når man kan se hvor langt man er nået. Det var jeg ikke i tvivl om, da jeg malede de gamle betonkrukker, jeg tog med fra gården i 2011. Allerede dengang trængte de til at blive frisket op, men det er først sket nu. Jeg tog dem i første omgang med til Sverige, fordi jeg syntes den hvide farve passede så fint til det røde svenskerhus. Da vi solgte ødegården, tog jeg dem naturligvis med hjem til Danmark.
Og nu har de endelig fået en omgang betonmaling.
‘Søjlen’ havde oprindelig et stort, relativt fladt fad øverst, men det kunne ikke holde til at flytte til Sverige, så nu sætter jeg bare en træpotte på piedestalen. Jeg har en allerede meget stor duftgeranium, som skal plantes ud i træbaljen lige om lidt. Jeg tager stiklinger i sensommeren og sætter i jord, og inden længe slår de rod og bruger hele vinterhalvåret på at vokse sig store, hvilket de gør i voldsom grad, selv om de står køligt.

Der bliver naturligvis også puslet i drivhuset. Der mangler en del endnu, inden det bliver hvad jeg håber på det bliver, men jeg er godt på vej. John har sat seks hylder op, og jeg har bestilt to plantetårne på 1,50 meter, som jeg endnu ikke helt ved hvor skal stå, men det skal jeg nok finde ud af.

Vi har været en smule bekymrede for, hvad bagboerne ville synes om, at vi øgede drivhusets areal med næsten 50 %. Dermed øges jo også tagarealet, så ville det tage for meget af deres udsigt?
Det har det heldigvis ikke gjort, og de har været her for at rose os til skyerne for “det fantastiske drivhus, som paser så fint i stilen til Den Stråtækte”.
I dag inviterede de os op på deres terrasse til eftermiddagskaffe, så vi med egne øjne kunne se, hvor smukt det tager sig ud, og hvor fint det passer i stil og farver til de endnu gule og visne tagrørsplanter og den blå, blå fjord.
Det kunne vi godt se … det har kun pyntet i forhold til det gamle, gyselige drivhus, og det tager på ingen måde deres fjordudsigt fra dem, så alle er glade.