En god nummer to

Jeg har det lige som min medblogger Betty: Jeg synes ikke rigtig, jeg har noget at skrive om, og når jeg så får taget mig sammen, dukker der alt for meget op i tankerne, og hvem gider læse romanlange indlæg? Ikke mange, tror jeg. Jeg vil derfor prøve at beherske mig en smule i dette indlæg.
Vi har været på Lolland to gange på en uge. Først for at se to åbne haver; en med permakultur og en, der har planer om at være selvforsynende ved hjælp af en urtehave på 1000 m². Den første var ærlig talt ret uspændende, men den anden var interessant – det hjalp nok også lidt på det, at jeg fik en god snak først med værtinden og bagefter med en fra Haveselskabet.
Værtinden havde en filosofi, jeg kan tilslutte mig. Helt uden jeg selv havde sat disse ord på det, er det også sådan min have fungerer: “Haven er ikke udtalt hverken det ene eller det andet, den er – som naturen selv – et virvar af små og store strukturer, planter der trives mere eller mindre godt, og tiltag, hvor nogle virker bedre end andre.”

I dag gik turen til Fejø – uden bil, men medbringende vore cykler.
Det har vi gjort før, for næsten præcis fem år siden, og turen beviste, at det godt kan lade sig gøre at lave en god toer.
Men nu var nummer et jo heller ikke en film …
Der var ikke så mange, der havde travlt med at høste æbler i dag, og der var heller ikke det samme store udvalg i vejboderne. Kan det virkelig passe, at høsten er senere i år end i det køligere 2017? Det lyder underligt, synes jeg, men ikke desto mindre var det sådan, det var. Jeg fik dog et par forskellige æblemost med hjem, samt smagt på en af øens cidere, da vi spiste frokost i Dybvig Havn. Det blev også til en bakke med blommer plus et enkelt stjålet æble, men det var der ingen der så, at jeg tog.

I en af de første plantager vi kom forbi, lå der flere æbler på jorden, end der sad på træerne, hvilket virker temmelig urentabelt. Man kan vist ikke bruge dem til noget, når de har været på jorden … eller tager jeg helt fejl?

Det fremgår mange steder og på mange mere eller mindre finurlige måder, at det er en æbleø.

Vi cyklede øen rundt (i det omfang det kan lade sig gøre at køre ‘rundt’) og til sidst ud på Skalø, som ikke er en rigtig ø, men forbundet med Fejø med en smal tange.
Der lå mange store sten, hvorpå der sad skarver eller måger. Samt en enkelt fiskehejre, men den kom ikke med på billedet, for den blev sur over, at vi standsede op.

Det er et fuldstændig enestående sensommervejr, og selv om vi i princippet er gået ind i efteråret, kan det ikke mærkes. Det var 20° og sol fra en skyfri himmel, så det var det helt perfekte vejr til en cykeldag.
Vi besluttede derfor at gentage succesen i næste uge, hvis vejret holder. Måske til Orø? Der har vi aldrig været.
Vi får se. Vi gider ikke, hvis det bliver dårligt vejr, men en sensommer som denne har man ganske enkelt en forpligtelse til at nyde, hvis man overhovedet har den mulighed.

Jeg er ét stort spørgsmålstegn

I går, da jeg gik ud for at vande krukkerne på terrassen, mødte der mig et syn, der må have fået mig til at ligne ét stort spørgsmålstegn.
Godt halvdelen af den ene pottes blomster var klippet over – lige så fint og nydeligt, som hvis jeg selv havde gjort det med en saks.
Problemet er bare, at jeg normalt ikke går rundt og klipper blomsterstilke over, for så blot at lade dem ligge og flyde ved siden af potten, som det var sket her.
Det kan ikke have været snegle. Det kan ikke have været et rådyr, for de kan ikke komme om i den del af haven – og i øvrigt har vi dem slet ikke i nærheden af os …
Hvem i alverden er det så, der går og klipper mine blomster over??? Og den formastelige gider ikke engang spise dem, men lægger dem bare ved siden af potten!!!
John og jeg stod og gloede ned på fænomenet i flere minutter, mens vi brainstormede os igennem alle de muligheder vi kunne forestille os, men vi nåede ikke frem til noget brugbart, så jeg vil meget gerne have løsningsforslag fra haveejere/biologer/botanikere, der har forstand på den slags underlige fænomener.

Jeg ligner nok også et spørgsmålstegn, når jeg ser en plakat som billedet herunder viser. Kan man eventuelt forestille sig et grinende spørgsmålstegn?
Dyr og tøj kan have rynker, men kan førstnævnte også have flæser? Visse havsnegle ser godt nok ud, som om de har taget flæsekjolen på, men det er forhåbentlig ikke sådan nogle, der er tale om her.
Det er fra havnegrillen på Nysted Havn, og spørgsmålstegnet går ikke på, at jeg ikke kan forstå, hvad der skulle have stået, men hvorfor man da for pokker ikke lige læser korrektur, inden den slags går i trykken?

Mit tredje og sidste spørgsmål lyder: “Er disse svin virkelig sortbroget dansk landrace?” Vi så dem på Rabarbergården ved Holløse på Nordsjælland.
Farmer, som ellers altid har været mit online-leksikon, når det kommer til landbrugsspørgsmål, blogger desværre ikke mere, så nu ved jeg ikke, hvem jeg kan spørge.
En googling førte mig frem til, at det mere ligner Glouchestershire Old Spot, fordi denne nordsjællandske udgave er markant mørkere end den danske landrace.
Men selvfølgelig ved Rabarbergården hvilken svinerace de har – jeg har bare aldrig set dem så mørke før. Er de ganske enkelt bare snavsede, mon?

Det er ikke livet om at gøre at få svar (dog måske med undtagelse af det første spørgsmål), men som landbrugsdatter kommer jeg nok aldrig forbi det at blive nysgerrig, hvad den slags ting angår, selv om jeg så glimrende ved, at det da er aldeles ligegyldigt, om jeg ved det eller ej.

Hvor er de henne alle sammen?

Da vi var i Jylland i sidste uge, undrede vi os lidt over, at der var så få mennesker rundt omkring, hvor vi kom frem. Det var lige meget, hvor vi var, så kunne vi på ingen måde mærke, at det var lige midt i højsæsonen, med Søndervig og Hvide Sande som de eneste undtagelser.
Ikke, at det generede os, tværtimod, men det var da underligt. Er de alle sammen fløjet sydpå nu, hvor stort set alle coronarestriktioner er ophævet? Men tyskerne kører da nordpå, til de vestjyske strande, gør de ikke? Bevares, der var turister, men tidspunktet taget i betragtning så vi forbløffende få.

I dag kørte vi nordpå. En smule nordpå … vi ville op til Thymes planteskole i Herfølge og derefter havde vi booket bord til en sen frokost på Gjorslev traktørsted på Stevns. De har en fin buffet, og jeg er stadig så mæt, at jeg sandsynligvis først indtager mit næste måltid i morgen ved frokosttid.
Herover ses stranden ved Strøby Ladeplads. Ikke Danmarks bedste strand, men dog en udmærket strand, som ikke ligger så langt fra Køge. Der var ikke en sjæl at se. Husene ligger skønt; lige på den anden side af vejen, så man kan gå herned på to minutter. Men det gjorde man altså af en eller anden årsag ikke. Ikke i dag, i hvert fald.

Vi ville til Thyme fordi det var længe siden vi havde været netop der. Det er en dejlig planteskole, som gør det nemt at få nogle behov til at opstå. Det skete dog ikke i dag, hvor jeg kun kom hjem med det, jeg kom efter – heriblandt en fairy-rose, som skal stå i en krukke ude foran, ved siden af hoveddøren. Jeg håber den kan overvintre i krukken, men det skulle den kunne.
Derudover skulle jeg have mere Ferramol, noget tomatgødning og lidt kobbertape. Jeg er i gang med en udmattelseskrig mod dræbersnegle og plettede voldsnegle, som jeg har i nogenlunde lige mængder i haven. Udover den kemiske krig mødes vi ansigt til ansigt på slagmarken en del aftener. Dræbersneglene bliver klippet over, og voldsneglene bliver enten trådt på (de små) eller kylet over i sivene (de store) på den anden side af vejen.
Der er specielt tre steder, hvor jeg er nødt til at komme Ferramol på hver anden dag, så hurtige er de til at spise det – og eftersom de dør af det, må der gemme sig virkelig mange i haven. De tre steder er ved hhv. en lille, næsten nyfødt blåregn, som der skal nurses godt om, to kermesbær og en hosta. De kan lide alle mine hosta, men der er specielt én, som må være ekstra lækker, og hvis ikke jeg kigger efter alle tre steder dagligt, bliver planterne lynhurtigt spist. Det kan de overleve én gang, men ikke gentagne gange.
Disse tre slags planter er så lækre, at selv dahliaerne får lov til at stå nogenlunde i fred. Der bliver spist Ferramol ved dem også, men langt fra i de mængder, der indtages de tre andre steder. Jeg bliver nærmest ruineret af alt det Ferramolkøb, så i sidste uge bestilte jeg noget i England, som Charlotte tager med til mig – derovre koster det kun det halve, og det er præcis det samme middel, som jeg køber herhjemme. Desuden har de også noget effektivt svampemiddel til roser, som jeg ikke kan få herhjemme.
Hvor er det godt, man har sine forbindelser …

Lidt pensionistliv

Jeg har det lidt lige som i Pensionistvisen – og så alligevel ikke, for tiden føles ikke spor lang. Tværtimod, så flyver den afsted; den ene dag tager den anden, og pludselig er der gået en uge. Igen. Det går alt for stærkt, gør det.
Bloggeriet bliver det ikke til så meget med – jeg nyder livet hver eneste dag, men begynder jeg at skrive for meget om mine hverdagsaktiviteter, kommer det helt sikkert til at ligne en kopi af omtalte pensionistvise.
Bloggen er vist ved at udvikle sig til at blive en slags rejseblog eller i hvert fald en blog, hvor jeg kun kommer med indlæg, hvis jeg har oplevet et eller andet ud over det sædvanlige.
Holde helt op med at blogge har jeg ikke lyst til, men skrive bare for at skrive, hvis der ikke er noget interessant i andres øjne end mine egne, kan næppe lokke læsere til.
Det vil i givet fald nok bare blive lige som det er blevet med dette indlæg: Nogle billeder af min have. Jeg elsker min have, men jeg er ganske klar over, at det ikke er ensbetydende med, at andre gider se på en uendelig række af billeder fra den.

I slipper dermed ikke denne gang. Herover er sat to billeder ind af min alkymist-rose. Øverst fra sidste år; nederst fra i år. Den var længe om at etablere sig, men sidste sommer tog den for alvor fat, og nu kan jeg næsten ikke styre den. Den er stukket helt af, også i sammenligning med de tre andre roser jeg satte i samme bed. Fire forskellige roser, men holdt i nogenlunde samme farveområde. Jeg er totalt betaget af alkymisten, hvis blomster ændrer sig fra varm fersken til næsten helt hvid. Det er en skam, at den ikke remonterer, men den kompenserer for det med dens enorme blomsterrigdom.
(Og jo: John har pudset ettallet, tøhø. OG de tre andre tal, så de alle fire nu skinner så fint. Det var nødvendigt, efter Annemarie og Nicolai malede gavlen for os.)

Herunder billedspam af alkymistens aldersvariation. Den yngste først; den ældste sidst.

Den dufter ikke vildt meget, men den dufter! Den holder pænt længe i en vase, og når der er så mange, kan jeg sagtens tage ind til flere vaser.
Snart kommer alle de hvide roser omme i baghaven – der er flere grunde til, at vi ikke er meget for at feriere i juni og i skolernes sommerferie, og en af dem er havens skønhed i netop de tre måneder. En anden er drivhuset.

I stedet for ferie tager vi på småture. I morgen kører vi (igen) til Den Fuldkomne Fisker ved Onsevig. Det var så god en oplevelse sidste sommer, at vi vover en gentagelse; denne gang med overnatning, for der er altså virkelig langt hjem derfra, selv når man er John. Han kan fint køre hele vejen til og fra Hoek van Holland uden afløsning, men når han har indtaget en større middag, og klokken er blevet ti-halvelleve om aftenen, er han ikke lige så frisk. Med overnatning er der yderligere den gevinst, at han kan tillade sig at drikke noget med lidt procenter i.
På den lille campingplads kender de den gamle talemåde, at man ikke kan få både i pose og i sæk, så som gæst bliver man bedt om at beslutte sig til, om man vil have i pose eller i sæk. Vi valgte sækken, hvor vi får den store menu og har eget bad og toilet i den hytte, vi skal sove i.
Om 14 dage tager vi på  gourmetophold på hotel Thinggaard i Hurup, Thy, så lidt sker der da indimellem. Ditte og Peter har også fundet et sted, vi skal hen. Vi har faktisk travlt!

Lidt lige som frilandsrugbrødet

Da jeg forleden var i Meny, skulle jeg bl.a. have kartofler.
Der er mange forskellige at vælge imellem – en af mulighederne var kartofler, der var “høstet i sæson”.
Det undrede mig en kende – det må være alternativet til “høstet uden for sæson”, men kan man det? Har man drivhuskartofler i Danmark? Eller andre steder? Har du et bud, Lene?
Jeg har lidt på fornemmelsen, at det er et af de mange fjollede forsøg på at få os naive kunder til at tro, at en vare er mere autentisk – ganske som det frilandsrugbrød, jeg engang så i en anden Meny.

I mit drivhus er der allerede mange tomater, der er i fuld gang med at vokse sig store og smagfulde. I år har jeg fire slags, nemlig to slags bøftomater og to slags cherry-/cocktailtomater (hvad er forskellen?). Alle fire bliver røde, for det skal tomater helst være i min verden, lige som squash skal være grønne. Jeg har smagt de gule squash, og de smager, efter min mening, ikke så godt som de grønne.
Tomatsorten herunder købte jeg frø til, da vi var i England. Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at afprøve, om billede og tekst virkelig taler sandt; at de kan komme op på mellem 500 og 1500 gram, men det skønne navn Gigantomo tyder på, at tomaterne godt kunne finde på at blive relativt store.
Men … jeg må have tålmodighed til næste år, for i år har jeg fyldt helt op i drivhuset, og jeg kan ikke så eller høste uden for sæson. Jo … måske så, men høsten vil ikke blive til noget.

Lige som de i England kan noget med mel (jeg købte desværre kun én pose af det, som viste sig at give det bedste brød ever), er det ikke for ingenting, at England nærmest er én stor og meget smuk have. De kan nemlig også noget med frø derovre. Udvalget er gigantisk. Det er stort i Danmark, men det er meget større i England. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at gå helt frø-amok. Det lykkedes, og jeg kom hjem med bare fire poser. Det er vel nok godt, at jeg ikke har have i England, for jeg ville ville blive rundtosset af at skulle være nødt til at vælge mellem de mange, mange muligheder, man har derovre.

Hvad jeg også snart kan høste, er frø af sidste års vajdplanter. Der kommer i tusindvis, så hvis I har planer om at indigofarve på bæredygtig vis, så kan I få frø her fra Den Stråtækte.
Det er toårige planter, som farver blåt det første år og sætter frø det andet. Jeg fik ikke høstet og farvet i 2021, så alle planterne fik lov at stå. Nu er det nærmest en vajdskov.
På det lille udsnit af billedet kan det ses, hvor mange frø der sættes af. Det er en yderst formeringsvillig plante!

Nu vil vi ud og bruge lige så mange penge på benzin som på en frokost. Næsten. Vi kører en tur til restaurant Solsikken på Skælskør havn. De skriver om sig selv: “Vi er en a la carte restaurant, med 2 dejlige lokaler, og en stor terrasse nede i vandet”.
Godt, så. Vi har booket bord på terrassen, så det bliver spændende, om vi får våde fødder!

Eksplosioner

Vi kom hjem i aftes ved nitiden – omkring tre timer efter planen, fordi der var kø, kø og atter kø i Tyskland – især, som altid, omkring Hamburg. Jeg hader de køer, og det er ikke engang mig, der sidder bag rattet, men min stadig udholdende og faktisk rigtig seje mand. Han kørte hele turen uden at bede mig om at afløse ham. 13 timer, kun afbrudt af de nødvendige pauser, hvoraf ingen var særlig lange – efter hans eget ønske, skal lige siges.

Vejen til Harwich gik nord om London, med den gamle by Lavenham som delmål. Den har vi besøgt nogle gange, men Ditte og Peter havde ikke set byen med de skæve, men ret charmerende huse. Byen var engang rig pga. uldproduktion, men det marked faldt sammen på samme måde som tulipanboblen i Holland, og så havde man ikke længere råd til at bygge til og om, hvilket vi har glæde af i dag, for den gamle del af byen står i store træk som den gjorde for 5-600 år siden og betragtes, med sine 340 fredede bygninger, som den bedst bevarede middelalderby i England.

Det hvide hus herover er toldboden; ved siden af The Crooked House.
De hvide og lyserøde herunder er bare … to middelalderhuse … men mere skævt kan det vel næsten ikke blive. Ikke uden at falde sammen, ville jeg tro. Gad vide, hvordan gulvene ser ud i alle de huse?

Og herunder Harry Potters fødehjem. Det er i øvrigt til salg – kan erhverves for £ 950.000, hvis det skulle have interesse.

På vej fra Lavenham til Harwich skete der det, der bare ikke må ske: Peter og Dittes bil punkterede. Vejene i England er ofte meget dårlige, og han kom til at køre i et kloakhul. Det kunne dækket ikke tåle.
Den korte historie er, at de først kom med færgen hjem et døgn efter os, for det tog laaaang tid for SOS International at skaffe bugsering. De stakkels mennesker sad og ventede i bilen i mange timer på hjælp. Heldigvis lykkedes det i går at få et nyt dæk; de er i skrivende stund på vej op gennem Tyskland og forventes hjem i aften.

En anden og mere grøn eksplosion var sket hjemme i vores drivhus og i haven.
Det er da helt vildt, som alting havde groet i de 17 dage, vi var væk. Tomaterne og agurkeplanten trængte i stor grad til support, selv om jeg havde (troede jeg) sørget for det inden vi rejste, men der skulle mere til nu.
De bede, som var fint ryddet for ukrudt inden vi tog afsted, kan jeg godt begynde forfra med nu. Jeg nåede ikke at plante de forspirede blomster ud, og nu har alskens ikke-ønskede vækster indtaget den plads, de ellers var tiltænkt.
Nå. Det er jo altid rart, at man ikke bliver arbejdsløs lige med det samme. Der er også stadig en halv snes krukker, der skal have fine blomster at pynte sig med.
Sneglene skulle også have ‘mad’ – en af mine squashplanter var næsten ædt af den dræbersnegl, som brutalt blev klippet over her til formiddag, men der er flere hvor den kom fra, er jeg sikker på.
I drivhuset var tre agurker blevet store og fine, så i aften står den på årets første hjemmelavede tzatziki.
Jeg har travlt. Det er godt, jeg lige har haft ferie …

Livets gang i …

Der sker ikke en pind og vi laver så lidt som muligt. Gudskelov for det, for det er lige præcis sådan vi ønsker det lige nu.
Vi sidder på terrassen og ser gartnerne arbejde.
Charlotte har fået gartnere. Hun havde det ikke helt godt med, at jeg ville offentliggøre dette på bloggen – var bange for, at folk ville tro, at hun intet laver selv, nu hvor hun både har rengøringshjælp og gartnere.
Jeg lovede at fortælle, at hun stadig arbejder meget (okay, mest i haven, ikke med at gøre rent), men alene de kedelige og meget rutineprægede ting var ved at vokse hende over hovedet, så da hun fik muligheden, engagerede hun to gartnere til at komme tre timer hver anden uge. Faktisk er det ikke meget med gennemsnitligt tre mandetimer om ugen, men fordi de er professionelle, er det nok til at tage det grove således, at Charlotte har mere tid til alt det sjove ved haven. Og den er stor – jeg kan sagtens forstå, hvis arbejdet med den var ved at kvæle hende.

Vi ved jo alle, hvor stor en forskel det gør, at staudebedes kanter er trimmede. Det tog damegartneren alle tre timer at trimme kanterne på de seks coronabede, som de bliver kaldt, fordi de blev anlagt i 2020 under den første lockdown.
Alene de mange vejledninger, råd og tips, Charlotte får af de to, er alle pengene værd, hævder hun. Det tror jeg gerne … at kunne lide at have en pæn have er bestemt ikke ensbetydende med, at man ved alt om alle planter; hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre.

Billederne herover og herunder er fra den dag, vi legede turistguider for Ditte og Peter. Det er langs Kennet & Avon-kanalen, vi her går en kort tur, dels for at vise idyllen og dels for at se på de mange mere eller mindre charmerende barges, eller narrowboats, som ses overalt på de engelske kanaler. Nogle er de rene ruiner; andre er små kunstværker, både ude og (tilsyneladende) inde. Man er vel lidt af en voyeur – jeg vil så gerne se, hvordan de forskellige har indrettet sig, men de fleste af dem værner forståeligt nok om deres privatliv og har nedrullede gardiner.

Vi smuttede lige en tur til Whitehall Garden Centre i går, fordi det regnede. Der ligger en mindre Whitehall tæt på, men ved Lacock ligger der en KÆMPEstor en, som har alt til faget hørende – og så lidt til … de har tøj, de har køkkenudstyr, de har … ja, stort set alt; inklusive en rigtig god restaurant, hvor vi indtog frokosten. Jeg elsker at komme i den store og bare gå og ose. Englænderne kan noget med havemøbler. Englænderne kan i det hele taget noget med haver!
Jeg nøjedes ikke helt med at ose i går, for undervejs opstod der en hel del behov for ting, jeg absolut ikke mente at kunne leve uden fremover.
I det hele taget køber jeg, når vi er i bil herover, altid en masse, som vi ikke kan få i Danmark. Denne gang er det (bl.a.) mel og olivenolie. Og jo, begge dele kan naturligvis fås i DK, men ikke de mærker og kvaliteter jeg køber. Med olivenolien gik jeg nærmest i hamstringsmode, for i de to Waitroses, jeg har været inde i denne gang, havde de en særdeles god olivenolie til nedsat pris. Folk hamstrer åbenbart også olier herovre, for de henstillede til, at man kun købte to flasker pr. kunde. Der var dog ikke tilnærmelsesvis tomme hylder, og den jeg købte, var ikke blevet hamstret, sikkert pga. prisen, for ½ liter koster 16 pund, så det er normalt ikke en, jeg tager flere flasker med hjem af. Lige nu er den sat ned fra 16 pund til 3,75 pund! Jeg købte to det ene sted og en det andet sted. Den har holdbarhed til februar 2023, hvilket måske forklarer prisnedsættelsen, men jeg skal nok få dem brugt inden da – og i øvrigt holder de sig snildt længere end angivet.
Slut for nu – vi skal snart på pub, fordi det skal være nem mad i dag – og hvad er nemmere end at få andre til at lave den?

Jeg tror jeg flytter

Jeg flytter hverken fra adressen eller fra John, men jeg får sådan en lyst til at flytte mere eller mindre permanent op i shelteret, fordi vi for et par uger siden købte et mere mageligt siddearrangement dertil … som man dog stadig kan bruge som spisebord, hvilket vi hverken kan eller vil undvære deroppe.
To sofaer og to stole, plus de hvide stole vi havde i forvejen. Nu kan vi sidde 10 deroppe og stadig sidde fint. Man kan også sove deroppe nu, hvilket jeg har savnet – det gjorde jeg sommetider i Sverige om sommeren. Det var så skønt og nu kan jeg sove ude igen, hvis jeg vil.
De seneste solskinsdage har jeg næsten boet deroppe, når jeg da ikke lige har gået og ordnet i haven, som nu er ved at være forårsklar.

Jeg ELSKER vores shelter.
Lige bag det, i et hjørne, som man ikke kan se nogen steder fra hverken hus eller have, har vi anlagt lidt flere højbede, så nu har jeg næsten en rigtig køkkenhave.
Hvor de sorte trækasser står, var der en syren, som måtte lade livet i år, fordi den stjal det eneste lille fjordkig, naboerne skråt bag os har. Som de flinke mennesker vi er, blev den naturligvis fældet på deres forsigtige anmodning. Jeg var kun glad, for jeg havde længe villet være fri for den syren, da jeg netop havde flere højbede i tankerne, men John havde nedlagt veto. Han er dog heldigvis bare lige så flink en nabo, så væk kom syrenen; en mand med en stubfræser blev hyret til at splintre dens rodsystem i millioner, så den ikke finder på at komme med hundredvis af rodskud.
Nu er højbedene anlagt og i år har jeg gulerødder, løg, porrer, spinat, ærter, squash, dild og salat. Flere hvidløg har overlevet vinteren, så de skal høstes i løbet af sommeren.
I en af de små kasser har jeg to peberrodsplanter, jeg fik sidste år og i en anden har jeg vinrabarber.
Det med peberroden er ret smart, for fra sådan en kasse kan de ikke brede sig til hele haven, hvilket var problemet der, hvor jeg fik dem fra.

Det ser ikke særlig kønt ud, men det gør ikke noget, for vi kan som sagt ikke se denne køkkenhave. Man kan fra vejen, men det er de andre beboeres problem … og hækken bliver jo tættere end den er nu. Måske gør vi noget mere ved det engang. Måske …
Drivhuset er næsten helt tilplantet; der mangler blot et par tomatplanter – igen måske – jeg har allerede 11 planter i gang. Det skal passes af andre det meste af august, når vi skal på krydstogt i Nordatlanten, så det er nok ikke det smarteste med alt for mange mindre krukker, der skal tilses i hvert fald hver anden dag.
Vi får se, om jeg kan dy mig … jeg har som sædvanlig uhyre svært ved at beherske mig på denne årstid – jeg kan slet ikke få sat nok i gang, men det dur altså bare ikke at give andre end mig selv noget der ligner et halvdagsjob med at passe vores have.
Bliver det hele for voldsomt, må jeg engagere mig med nogen, der tager penge for den slags – så er min samvittighed i det mindste i orden.

Eksperiment

Jeg havde ikke tænkt over, at det allerede var ramsløgtid, før de i en vejrudsigt viste en mand gå og plukke fine, nye og spædgrønne ramsløg.
”Allerede!”, sagde jeg til John. “Så skal vi da ud at samle ramsløg”.
Som sagt, så gjort. I går. Store er de ikke endnu, men de er der, og det er nu, de er allerbedst.
Som sædvanlig har jeg svært ved at beherske mig, for selv om det ikke var det tætte ramsløgtæppe, der kommer inden for de næste 2-3 uger, så er der på ‘mit’ sted så voldsomme mængder, så hvis jeg orkede (og måtte … ) kunne jeg uden problemer forsyne samtlige supermarkeder på Sydsjælland med ramsløg.
Jeg beherskede mig dog så meget, at selv John spurgte, om jeg var sikker på, at jeg havde nok.
Det var jeg sikker på, og da de kom i vasken til skylning, tænkte jeg, at nu havde jeg vist igenigen været lidt for grådig.
I aften skal vi have ramsløgtærte, som fx denne her, som er meget lækker, men det tager kun 100 gram, og jeg hentede en anelse mere end det.
De kan holde sig relativt længe i køleskab, men jeg fik den tanke, om jeg yderligere kunne forlænge holdbarheden ved at gøre det modsatte af at pakke “i beskyttende atmosfære”, nemlig vakuumpakke mindre portioner.

Som sagt, så gjort.
Nu ligger der seks portioner ramsløg i det lille ekstrakøleskab, som jeg har netop til den slags ting, der har bedst af at blive opbevaret køligt, men ikke har plads til i køleskabet i køkkenet.
Det er her, på reservekølelageret, jeg opbevarer de solovntørrede tomater, pestoen fra den basilikumbusk, jeg har hver sommer i drivhuset, samt agurkesalaten fra sidste sommers mange agurker. Når jeg opbevarer disse ting i køleskab, holder de meget længe, også farven – alle tre nævnte ting ser stadig lige så friske ud som den dag, jeg lavede dem, så et ekstra køleskab kan anbefales.
Det ekstra køleskab kom sig af, at vi fik Sus og Jans, da de renoverede deres sommerhus. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var rigtig nyttigt at have, så da det døde i løbet af denne vinter, købte vi fluks et nyt, som er lidt mindre end det, vi fik, men da det er uden den unødvendige frostboks, er det i realiteten lige så rummeligt.
Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at et nyt kunne fås for den ringe sum af 1300 kroner – det er sikkert hurtigt tjent hjem pga. et langt mindre strømforbrug. Som en yderligere besparelse holder jeg det på 5-6°, hvilket er fint til formålet. I køkkenet er det 2°, hvilket er under normen, men ifølge min erfaring holder tingene sig i op til dobbelt så lang tid som ved 4°.
Det er også godt at have ekstra kølekapacitet, når der er købt ind til mange gæster eller når englænderne er her i en uge. Jeg kan godt lide at købe stort ind og/eller købe ind til mange dage – det sparer penge og tid, og når englænderne er her, vil jeg helst ikke tilbringe for meget af den dyrebare tid i et supermarked – helst kun den tid det, sammen med Charlotte, tager at købe de ting, hun ikke kan få i England og derfor vil have med hjem.

Alle går rundt og forelsker sig …

Okay, jeg går så godt nok ikke rundt og forelsker mig. Ikke i andre mænd, i hvert fald, men jeg er ikke kun forelsket i det forår, jeg kan mærke er lige om hjørnet nu. Jeg elsker forår!
Det er oven i købet forår på en endnu bedre måde, end det har været de sidste to år, for coronapesten er blevet håndterbar. Covid-19 er her, men vi er ikke mere nervøse for virussen. Nogle er, kan vi se på dem, der stadig bærer mundbind i det offentlige rum, men John og jeg er kun glade for at være sluppet for dem. En del lande har gjort som Danmark, men der er stadig mange, der ikke har ophævet alle restriktioner. De kommer nok med, når vi kommer lidt længere hen på året. Håber jeg …

Vejret er flot, og det kribler i fingrene for at komme i haven og ikke mindst for at få noget i jorden.
Det er bare for tidligt endnu, men jeg kan heldigvis sætte til forspiring. Ihh, hvor havde jeg svært ved at beherske mig nede foran frøstativerne på planteskolen, da vi kørte til Toksværd i dag, men jeg tror det lykkedes så nogenlunde.
Nu har jeg 140 små potter med frø i + en lidt større potte med mikroskopiske frø i. Måske. De var så små og så elektriske, at jeg kun med sikkerhed ved, at to af dem ramte potten. Der var otte frø, og jeg håber søreme, at flere af dem, selv om de var meget flyvske, landede det rigtige sted. De skulle gerne blive til en slyngplante, der hedder rosenslynge. Hvis kun to fandt deres mål, håber jeg sandelig, at de er spiredygtige begge to.

Vi kan høre, hvordan både små og store fugle er begyndt at kurtisere hinanden. Vi kan høre, at der snakkes meget nede ved fjorden, hvor vi ser mange gæs, der går to og to, og rundt omkring i haven ser vi de mindre fugle sidde og pudse sig og gøre sig lækre, mens de synger af hjertens lyst.
Vi mente begge, at vi så et vibepar i dag, men er det ikke lidt tidligt?

I haven fik jeg klippet sidste års visne stauder af og studset nogle af de buske, der har godt af at blive holdt lidt nede.
Hvert år ved denne tid tænker jeg på en bestemt kvinde, som selv ved hvem hun er – der kommer lidt flere af de smukke dorthealiljer op, hver gang det bliver forår, og jeg fryder mig over dem alle.
Tak til dig, Kirsten!

Vintergækvandring

Hvis jeg havde depressive tendenser, ville jeg nok sætte mig hen i et hjørne af stuen og indhylle mig i sort humør.
Det har jeg ikke, og det gør jeg ikke.
Jeg sætter mig dog … men lige i midten af stuen, foran et vindue, sætter en Elly Griffith-bog på lyd og griber mit strikketøj.
Som i øvrigt også er drønkedeligt at strikke på, men jeg satser stærkt på, at resultatet bliver en pæn sweater med V-hals.
Findes der et mere kedeligt håndarbejde end kroppen på en sweater i glatstrikning? Jeg kan ikke rigtig komme i tanke om noget – det skulle da lige være, hvis jeg var gået i gang med et dobbelt sengetæppe i udelukkende glatstrik, men det vil aldrig ske.
Undervejs med denne Petite Knits stockholmsweater, som forhåbentlig ikke bliver en hidtil ukendt variant af stockholmsyndromet, er jeg dybt taknemmelig for, at lydbøgerne for længst er opfundet … den skal nok blive færdig, og den bliver en drøm at have på, men som strikkeunderholdning er den bestemt ikke meget værd.

Vejret tegnede så fint, da vi stod op – og langt hen ad formiddagen – men nu er det igen gråt og trist.
Det fine vejr bevirkede, at jeg fik en voldsom lyst til at forsøge mig med en dansk udgave af en Snowdrop Walk, som jeg har nydt nogle gange i England, så jeg satte mig fuld af optimisme ved pc’en og googlede vintergækker i parker.
Hvis der overhovedet var nogen, var det i Jylland: Augustenborg (jaja, på Als, I know …), Gråsten, Marselisborgskovene, m.m., men det skulle jo være på Sjælland eller Lolland-Falster, og ironien er, at vi kørte hjem fra Sønderjylland i torsdags. Det var dog elendigt vejr både onsdag og torsdag, så da kom ordet vintergækvandring overhovedet ikke til mig.
Vi har før fundet pæne mængder af vintergækker, bl.a. ved Maribo, men ingen, der bare tilnærmelsesvis ligner Englands flere hektar store vintergækklædte arealer.

Det ene af billederne herover er 11 år gammelt og været vist flere gange her på bloggen, fordi det er et af mine yndlingsbilleder, som giver et lille indtryk af, hvor mange snowdrops der er her ved Heale House.
Jeg kan stadig bedst lide det mere beskrivende engelske navn, men vintergækvandring har alliteration, som ikke forekommer i snowdrop walk.
En vintergækvandring i min egen have er hurtigt overstået. Jeg har klynger forskellige steder, men størrelsen på dem kan næppe imponere nogen.
Nogle ‘klynger’ består af to blomster, men helheden har trods alt et dekorativt element i sig. Og se: Purløg har fundet op af jorden.
Det har erantis, påskeliljer og (nogle) tulipaner også, men det er ikke specielt usædvanligt for februar.
Helleborus er på vej, men der er langt til blomstringen endnu. Og den trænger til at blive klippet, lige som jeg. Jeg skal klippes på tirsdag, men mon ikke jeg kan nå at lade helleborusen få et forspring, hvad det angår?
Helleborus – julerose – påskeklokke – nyserod. Kært barn har mange navne. Men hvorfor har man haft brug for at lave nysepulver?

Men altså: Kedeligt strik, kedeligt vejr og ingen vintergækvandringer i denne omgang.
Nu går jeg ud og trøstespiser.
Det vil sige … det gør jeg så heller ikke, for vi er på Nupo til frokost for tiden, så det måltid er også hamrende kedeligt. John er også på pulvermorgenmad, men den har jeg valgt at springe helt over.
Når man (heldigvis rent midlertidigt) har et kedeligt liv, må man se på de lyse sider: Om 14 dage er mine englændere her … om alt går vel … børnene fik ikke deres andet stik, fordi de fik covid-19, og de kan ikke nå at få det inden deres vinterferie. Heldigvis er en højst 180 dage gammel positiv PCR-test tilstrækkeligt bevis på overstået smitte, så jeg går ud fra, at alt går vel.

Skønhed og vellugt

Vi har da bare det flotteste efterår i år, har vi ikke? Skønne, dybe, brændende farver til overflod. Og så oven i købet et vejr, så man kan nyde farveeksplosionen i lang tid.
John siger, at det siger jeg hvert år, så der er åbenbart ikke noget usædvanligt ved det …
I forgårs var jeg på planteskole for at købe et eller andet, der kan stå i en af de store baljer jeg har stående på terrassen. Jeg gik efter en japansk løn, der hedder Bloodgood, men der havde billedet i Haveselskabets blad snydt kraftigt, for den havde slet ikke den skrappe, rødorange farve som blev vist. Man skal ikke gå efter at købe flotte efterårsfarver, hvis ikke det er efterår! Jeg var blevet slemt skuffet, hvis jeg havde stolet på det billede.
I stedet købte jeg en lille stjernetop, som ikke kun er smuk rød nu, men får små, lyslilla blomster om sommeren. Ydermere bliver den ikke ret høj, så den vil ikke vokse op og skærme for noget af den dejlige udsigt. Ikke et eneste sted står der noget om, at dens løv også har en flot efterårsfarve, så det med at gå på planteskole og med egne øjne se planterne, som de står lige nu, er bestemt den bedste måde at udvælge på.
Benved er også meget flot, men den har jeg et andet sted, og den bliver for høj til terrassen. Måske vil jeg yderligere have en anden plante – eller to – jeg har tre store baljer i rustfrit stål, som Søren har smedet og foræret os. Det vil se rigtig godt ud med andet end sommerblomster i dem, er jeg sikker på.

Her til formiddag har vi været ude hos min kvædeleverandør. Det er en af nørkledamerne (den samme, der har de skønne filippaæbler), som siger, at der er mange flere på træet, end hun kan bruge, så jeg kan tage alle dem jeg vil.
Jeg må da nok også lige sige, at hun på ingen måde har overdrevet – hun har tonsvis af kvæder! Træet er ved at segne af de store, flotte frugter, så jeg gik helt amok og blev ærlig talt lidt grådig, men jeg skal nok få dem brugt til noget fornuftigt.
Kirsebær og flere slags æbler til fri afhentning hos bagboen. Valnødder galore hos en anden fra vejen til både plantefarvning og til at spise. Filippaæbler og kvæder på Jungshoved.
Jeg er et temmelig privilegeret menneske, men jeg ved det godt, og jeg er både taknemmelig og glad.

Nu er saftkogeren sat på arbejde.
Mens den har travlt, vil jeg se dagens Barnaby mens jeg laver den lange og tidskrævende italienske aflukning på April Cardigan, som jeg blev færdig med i aftes.
Jeg kan gøre hvad jeg vil når jeg vil. Næsten altid, i hvert fald …
Jeg ER et meget privilegeret menneske.

Jamen, der sker jo ikke noget?

Der var engang hvor jeg syntes, at jeg havde noget yderst interessant at berette næsten hver eneste dag. Det gør jeg ikke mere – det bliver til hver tredje eller højst hver anden dag. Pensionistlivet leves stornydes på niende år, hvilket afspejler sig i en mindre forekomst af uforglemmelige og/eller fortælleværdige oplevelser eller episoder (og det er mig, der afgør dette. I andre må leve med min vurdering af ‘interessantheden’).
Der sker bare tit det, at når jeg så synes, at nu må det være på tide at forfatte et indlæg, så bliver det nemt til et rodet og for langt foretagende, fordi der alligevel er for mange og dermed for forskellige ting, der presser sig på.
Som nu.
Vi har været til plantemarked i Kettinge, Lolland. I en gammel grusgrav, som nu er blevet helt monetsk i sit udtryk – en fin mølle var der også.
Jeg købte ingen planter, men et fint stativ til klatreting, som fx lathyrus. “Lad være med at komme kl. 13 alle sammen, men fordel jer over åbningstiden”. Jaja, det er godt med jer. Forslaget var sådan set fornuftigt nok, så vi adlød og kom kl. 14, men der var ingen tvivl om, at alt det mest interessante var væk på det tidspunkt.

Vi har været i Haveselskabets have på Frederiksberg. Da vi havde travet den igennem, ville vi have spist frokost på en af de op til flere restauranter i nærheden, men vi skulle have haft bestilt bord. På en onsdag! Det er også alle de pensionister … de har for meget tid. Vi kørte igen og spiste i stedet på restaurant Krabben i Vallensbæk havn. Det var så vores københavnerdag for denne gang … den varede under to timer. Krabben serverede en god frokost, men den var en anelse pebret i pris.
Der var blærenød (havde aldrig set sådan en før), træskeletter og selvfølgelig også meget andet, men desværre ikke længere det helt store udvalg af blomstrende vækster.

  

Vi har set havørnen. To på en gang, faktisk, men de er så irriterende at flyve ude over vandet og dermed være lige netop for langt væk til at få taget gode billeder.
I må derfor bære over med billedkvaliteten og bare tro mig på mit ord: Det er en havørn på billederne! Er jeg næsten helt sikker på … vi har jo også rørhøge, og de fleste rovfugle har spredte fingre, men denne fugl var kæmpestor.

Jeg har læst hele Carl Christian Toftes bog ‘Ørneflugt’, som vi købte i Maribo. Ud over at nyde hans dejlige tegninger, handlede den meget om at læse vejret og dermed lære at forudse, hvornår de store fugletræk så indfinder sig.
Jeg ville virkelig gerne opleve det, han – man – kalder en rovfugleskrue. Atter et nyt begreb for mig, men man skal helst lære noget hver dag.
En rovfugleskrue er, når de store fugle udnytter den termiske opdrift, som nogle steder kan være ret koncentreret, og hvorfor man i træktiden ofte kan se mange på én gang. CCT har oplevet “en havørn, en vandrefalk, 73 musvåger, 10 røde glenter, to blå kærhøge og en spurvehøg” i en skrue. Det må have været et fantastisk syn!

Tak til Haveselskabet

I dag har jeg brugt et par timer på at sidde med et arbejde, man kunne have sat et barn til – og jeg nød det! Jeg tænkte atter engang på, hvor privilegeret et liv man lever som fuldtidspensionist: Jeg lå længe og danderede den i sengen, inden jeg tog mig sammen til at stå op, lave te og riste en skive af det brød John købte i går morges, fordi min søster overnattede her. Her kom jeg sjovt nok lige til at tænke på Pensionistvisen.
Vi får ellers stort set kun bagerbrød, når englænderne er her, men det skulle de jo også have været nu …
Dagens tomathøst blev plukket (godt 1½ kilo – nu har jeg høstet lige knap 10 kilo) og derefter forberedt med henkogning for øje.
Med det sidste nummer af Haveselskabets blad var der vedlagt en skabelon til frøposer, som jeg skyndte mig at skanne, så skabelonen holder evigt, og da glassene med tomater var sat i ovnen, fandt jeg heavy weight paper frem og printede en hel masse ud på det tynde karton, som jeg klippede ud mens jeg hørte lydbog med ørerne og så en ottendedel kvartfinale med et halvt øje.
For at få pæne og lige kanter (jajaja, jeg er lidt pjattet, men det skal se ordentligt ud!), blev de ridset lidt, hvor de skulle bukkes, og derefter limet sammen, hvorefter sorteringsarbejdet kunne begynde.

Jeg skulle have været til nørklestrik, men jeg gad ikke. Atter et pensionistprivilegium: Jeg kommer hvis jeg har lyst (hvad jeg dog oftest har), men bliver hjemme, hvis jeg har noget andet i gang, hvilket jeg altså havde i dag.
De frøposer er en smart ide, og jeg er ret glad for den foræring. Indtil nu lå frøene bare og rodede i diverse plastposer og kaffefiltre, men nu kunne der komme system i rodet.

Jeg har et lille problem: Vores have er alt for lille til alt det, jeg samler frø af.
Der er et par steder, hvor jeg godt kunne snuppe en bid af græsplænen og anlægge et bed mere eller udvide et eksisterende, men jeg er bange for, at det vil være at skyde mig selv i foden at give mig endnu mere arbejde med haven end jeg har i forvejen. Man bliver jo ikke yngre, men jeg er fristet …
Jeg passer hus og have for naboerne, som jeg har den (gensidige) aftale med, at man plukker og fortærer, hvad der bliver modent under pasningen. Jeg havde overset en squash, som var blevet til en monstersquash, inden jeg opdagede den.

Når de bliver så store, kaldes de på engelsk marrows, og til dem kan man finde masser af anvendelse på nettet. De er også store nok til, at der kan tages levedygtige frø …
I aften bliver en delmængde af den største til en squashlasagne. John er intetanende kørt afsted for at købe et par manglende ingredienser til den, men han ved endnu ikke, at det bliver kødfri dag i dag.
Det har han såmænd heller ikke noget imod – det er bare lige som når vi får fisk: Han skal helst knurre lidt, men han mener det ikke så alvorligt. Han har ændret holdning til mad gennem de mange år, vi har kendt hinanden, og hvor vegetarmad før var nærmest et skældsord, er det nu helt acceptabelt. Vores hveranden-uges HelloFresh-kasse er vegetarkassen, og han synes det er meget lækker mad, vi får gennem dem. Det synes jeg også.

Ferietid

Jeg går ellers rundt og bilder mig selv ind, at der for vores vedkommende ikke er forskel på ferie og ikke-ferie, når vi ikke direkte er ude at rejse, men et eller andet sker der åbenbart her i juli, for det gik pludselig op for mig, at det var fem dage siden jeg postede et indlæg; et interval, der hører til sjældenhederne for mit vedkommende.
Jeg har simpelthen ikke haft tid!
Og hvorfor har jeg ikke haft det? Det kan jeg ikke svare fyldestgørende på, og det behøver jeg da heller ikke, men noget af det skyldes, at vi – for fjerde gang – har været på gourmetophold på Christies i Sdr. Hostrup. Der kom igen et tilbud vi ikke kunne modstå. Det undrede mig, at det skulle være fra fredag til lørdag midt i en feriesæson, men det var først i går, jeg ærgrede mig over det. Holdddnuop, hvor tog det lang tid at komme hjem. Det var lørdag og dermed sommerhusskiftedag; der var kø nordpå fra Tyskland; der var kø over Fyn, og der var kø over Storebælt. Heldigvis bestod køen ved betalingsanlægget åbenbart langt overvejende af turister, som ikke havde anden mulighed end at bruge et betalingskort, for til de opmarchbåse var der laaaange køer, hvorimod vi kørte direkte til en af PayByPlate-banerne og sparede derved en del tid. Alligevel tog det en time længere end beregnet at komme hjem. Der var også en næsten stillestående feriekø fra Slagelse, gennem betalingsanlægget mod vest og videre over broen. Feriemyldretid, så det baskede.
Det gode er, at en bil er det absolut bedste sted at opholde sig, når temperaturen overstiger det behagelige. I fredags rundede vi hele 33° udenfor, mens vi i bilen følte det dejligt køligt. Det var ikke specielt rart, når vi var nødt til at forlade bilen.

Vi lagde hjemvejen forbi Den Geografiske Have i Kolding – Ditte og Peter havde ikke set den, og det var ti år siden, vi havde været der, så vi regnede med, at der var sket en del, hvad der da også var … den er et besøg værd, hvis man skulle komme forbi. Temperaturen var nogenlunde okay, og der var mange pausebænke på skyggefulde steder, så det gik.
Frokosten sprang vi over. Vi havde fået et rigeligt morgenmåltid på kroen, og fordi det var varmt, var sulten nærmest ikke-eksisterende. En kopkaf fra Starbucks rakte fint.
Vi var hjemme ved 17-tiden, så vi riggede til til det ostebord, jeg havde planlagt inden vi tog afsted. Jeg vidste nemlig, at uanset hvornår på dagen vi kom hjem, ville jeg ikke have lyst til at stå og kokkerere selv et simpelt aftensmåltid – ikke engang til gode venner.
Da jeg havde ydet førstehjælp til drivhuset (nogle af planterne var voldsomt tørstige, selv om de var blevet vandet om morgenen dagen før), var jeg glad for den dejligt nemme løsning, for så gad jeg egentlig ikke lave meget mere den dag.
Feriedovenskaben længe leve … og ost er altid godt!

Hvad der ikke er godt er, at England er blevet til et rødt land. Det er simpelthen bare for meget! Her kan I roligt sætte de værste bandeord ind, I kender – jeg vil undlade at gøre det, da dette skal forestille at være en stueren og sober blog, hvilket ville gå midlertidigt fløjten, hvis jeg satte de ord på, som jeg har lyst til i denne situation.

Det betaler sig at klage

Måske kan man huske, at jeg sidste sommer skrev til Hornum Frø og klagede over, at posen med frø af skarlagenrøde tallerkensmækkere viste sig at give bleggule blomster.
Damen, jeg korresponderede med, forlangte dokumentation for, at det ikke var mig, der enten var farveblind eller ikke kunne læse (ikke hendes ord!), i form af en eller anden kode på frøposen, som jeg heldigvis stadig havde. Hun var faktisk ret sød og imødekommende, og da hun først var blevet overbevist om, at det ikke var mig, der var forkert på den, lovede hun mig en ny pose frø med den rigtige farve blomster.
Jeg havde næsten glemt alt om den affære, da der i februar med posten ankom to poser frø ledsaget af en venlig hilsen fra føromtalte dame. Den ene pose indeholdt skarlagenrøde tallerkensmækkere og den anden var, “som et lille plaster på såret”, en pose med lige så knaldrød latyrus.
Det kalder jeg fin service. Og blomsterkarsen er så skarlagenrød, at det nærmest gør ondt i øjnene. Latyrussen har endnu ikke blomster.

Er der mon overhovedet nogen af mine små mamelukærmeblomsterbørn ude i landet, der er kommet sig oven på vinterens frost?
Alle mine fire er stærkt på vej, så selv om de længe så helt døde ud, tog de for alvor fat for nogle få uger siden, og nu er selv disse to viste, som jeg satte i jorden som babyer sidste sommer, omkring 30-40 cm høje. Moderbusken måtte jeg klippe næsten helt tilbage, men den trives også fint igen og skyder både nedefra og fra nogle af de ikke helt døde grene.
Sig endelig til, hvis jeres er helt døde, så laver jeg gerne nogle stiklinger.

Sidste sommer havde jeg for første gang sået vajd, som farver indigoblåt – og det til min overraskelse i en nuance, jeg bedre kunne lide end den, der kommer jeg får ud af japansk indigo, så sidstnævnte er skrottet for mit vedkommende.
Til farvning skal førsteårsbladene bruges. Andet år sætter den frø, men så indeholder planten ikke længere det stof, der giver den karakteristiske blå farve.
Det er ikke de par kroner til frø, der vælter budgettet, men det er altid sjovere selv at avle, så jeg lod et par planter stå til at give mig frø i år. Ditte fik en af dem, for holddaop, hvor bliver vajd stor på andetåret! Den ene, jeg havde tilbage, har jeg delt i tre og sat forskellige steder. Hvis alle de blomster bliver til frø, kan jeg forsyne alle Sjællands plantefarvefolk med vajdfrø.

Hold da maule, hvor der var sten i Stenmaglehaven

Sidste år besøgte vi kun én have via vores medlemskab af Haveselskabet, hvilket vi ellers gør et par gange eller tre hver sæson, men situationen var som bekendt blevet en anden. Nu er der åbent igen, og i går tog vi til Nyrup for at se Stenmaglehaven.
Vi ser på haver af flere grunde: For at blive inspireret, som jeg fx blev det til at sætte vores store, brune vinballon ud i et af bedene, hvilket jeg aldrig havde fundet på af mig selv, men det ser godt og lidt finurligt ud. Vi gør det med skam at melde også af ren og skær nysgerrighed – man er vel lidt af en skabsvoyeur – og endelig gør vi det for at blive imponerede over at se alt det arbejde, som mange lægger i deres have.

Dennis og hans kæreste Louise har lagt mere end meget arbejde i haven. De har også lagt 600 ton store sten, hvor den største vejer 11 ton!
Da de byggede til, lagde de den derfra kommende overskudsjord rundt om den overdækkede terrasse, han også (næsten) selv byggede, hvorefter de fra forskellige steder fik fat i masser af kæmpestore sten.
Navnet Stenmaglehaven har han selv fundet på. Sten betyder sten og magle betyder stor, så han mente, det var et passende navn til netop denne have.
Det var værtsparret selv, der gav os en guidet tur rundt over det hele. Han er ikke kun bidt af en gal arbejdshest, men viste sig også at være i besiddelse af en god portion lune, så vi fik både havens historie og en del anekdoter om tilblivelsen med på vejen.

Vi blev mere og mere imponerede, efterhånden som vi kom rundt. Selve haven er 26.000 m², men de har mere jord end det. De har gravet ud til søer og endda en lille å, og de har lige anlagt en frugthave på 1000 m².
De er tilsyneladende ret glade for hosta, for mange forskellige varianter af disse står spredt med jævn hånd overalt og de fleste er en hel del større end mine vist nogensinde bliver.
Den smukke bronzeblad, som anes til højre på billedet herunder, kunne jeg have købt en aflægger af, hvis jeg havde haft lyst til det. Det havde jeg egentlig nok, vores have er bare slet ikke stor nok til sådan en plante, men hvor er den dog smuk.

Der var masser af rododendron, og der var mange planter, jeg ikke kendte

De to mennesker arbejder altid. De har begge fuldtidsjob, og alligevel har parret overskud til at kreere og ikke mindst vedligeholde alt dette, som de bruger alle aftener, weekender og fridage på. Imponerende er det, og hvis I har lyst og mulighed, så er haven et besøg værd. De har åbent for besøgende næsten hver weekend, men det kan tjekkes på deres hjemmeside.
Jeg har været ude at kæmpe med sæbeurts- og skvalderkålsrodnet i tre timer i dag og er gået totalt død nu. Men jeg er selvfølgelig også adskillige år ældre end det arbejdsomme par fra i går.
Det er i hvert fald min undskyldning … og i øvrigt begyndte det at regne.

En ny svamp – for mig

Da jeg lå og hev ukrudt op fra et af bedene, fik jeg pludselig øje på nogle små, nærmest neonrøde kugler. Min første tanke var, at en eller anden havde tabt nogle legetøjsperler, for farven så temmelig kunstig ud. Da jeg ville tage en af dem op, eksploderede den nærmest, og en endnu rødere, tyk væske flød ud fra dem. Ret ulækkert, men nu blev jeg nysgerrig, for hvad pokker kunne det dog være?
Google Lens er min nye bedste ven, og den kunne på en brøkdel af et sekund fortælle mig, at det er almindelig rødært.
Som navnet antyder, er det en ganske hyppigt observeret svamp, som bor på døde træstubbe – hvilket min da også gjorde. Så den var godt nok ny, men kun for mig i min have, men det gør ikke noget – jeg har lært noget nyt i dag. Der stod oven i købet, at den slimede substans kan bruges til at farve med, men for det første var der ikke ret mange ‘ærter’, og for det andet virkede materialet ikke specielt lækkert at arbejde med, så jeg tror jeg springer over denne gang, selv om jeg ellers altid er med på at prøve noget nyt inden for garnfarvning.
Mit kamera kan – som sædvanlig – ikke finde ud af at gengive røde farver, og selv om jeg prøvede at photoshoppe billederne, kunne jeg ikke [finde ud af at] få den rigtige frem, hvorfor jeg begik en forbrydelse og huggede et billede fra nettet, hvor slimens farve er korrekt.

Vi har fået rigeligt med regn, og selv om det kun var rigtig varmt i et par dage, er det i det mindste ikke de arktiske temperaturer, vi havde helt frem til den dag, vi havde sommer.
Alt er derfor eksploderet – det er ikke kun mine rødært, der kan det, men stort set alt, der er i haven. Også ukrudtet … der er virkelig noget at tage fat på, hvis ikke det skal kvæle det, der helst skulle blive til de dominerende planter.
Nå. Det er jo sundt med noget fysisk arbejde, siges der. Man skal have pulsen op, siges der. Jeg burde være meget sund …
Bortset fra, at jeg de sidste to døgn har sovet for lidt, spist for meget, snakket for meget og drukket for meget vin. Men det har været superhyggeligt, har det, så vi har blæst højt og flot på sundheden. Den mentale sundhed har nemlig været helt i top i de par dage, og det virker helt sikkert også livsforlængende.

Sommeren faldt på en mandag i år

Sommeren faldt på en mandag i år, så jeg benyttede mig af det fantastiske vejr og fik alle dahliaerne i jorden. Næsten alle … der er altid nogle knolde, der falder af og som jeg derfor ikke ved om er levedygtige eller ej. De kommer i jorden på steder, hvor det ikke gør noget, hvis ikke de kommer, og gør de, kan de eventuelt flyttes et andet sted hen.

Vi har rekordmange myg i år. Millioner af dem. Vores naboer, som begge underviser på Marjattas Steiner-seminarium, sagde, at der er ikke millioner; der er milliarder! På trappen foran en af administrationsbygningerne lå de en morgen i så tykt et lag, at folk gled i dem, og de sad så tæt på en væg, at den var myggegrå i stedet for den sædvanlige lysegule. Addr. Hos os sværmer de i tætte, tætte flokke, så for en gangs skyld er jeg glad for, at vinden tager lidt til i løbet af dagen, så de ikke selv kan bestemme hvor de vil flyve. Vi købte myggenet til vores Tilleyhatte til sidste sommers alaskatur, som aldrig blev til noget pga. coronapesten, så det outfit bar jeg i formiddagstimerne, indtil myggeplagen aftog lidt. De Marjatta-børn, der gik forbi ude på vejen, mens jeg arbejdede i bedet ude foran iført hat og net, kiggede en ekstra gang – sådan noget underligt noget havde de vist ikke set før, og disse lidt ‘specielle’ børn har ikke altid noget filter, så de kigger aldeles uhæmmet nysgerrige og ugenerte på mig – men det er da fint, hvis jeg har givet dem noget at tale om. Jeg kan tåle det …

Det er lidt lige som en ny version af nogle af Ægyptens ti plager, dette her: Coronapest, arktisk kulde og nu myg i et antal så voldsomt som de bibelske græshoppesværme. Vi ved ikke, hvorfor det er så slemt netop i år, men alle vi taler med, er enige i, at der aldrig før har været så mange myg her i området.

Men sommeren blev brugt fornuftigt og udnyttet fuldt ud. Dahliaer i jorden, køretur til Kværkeby i et ærinde, jeg fortæller om senere; så en tur til Thymes planteskole i Herfølge for at købe i hvert fald nogle af årets krukkeblomster.
De bliver forhåbentlig sat i krukker i morgen, hvis ikke det regner for meget. Die zwei anderen Mädchen kommer på torsdag, så jeg har hujende travlt med at gøre haven bare nogenlunde præsentabel til besøget.
Sommeren er åbenbart allerede overstået, men John har købt en terrassevarmer, så vi kunne jo håbe på, at den vil være effektiv nok til at holde kulden stangen i tilstrækkelig grad til i hvert fald at kunne sidde ude og drikke eftermiddagskaffen. Det vil med størst sandsynlighed blive umuligt at indtage aftensmaden udendørs – terrassevarmer eller ej.
Uanset vejret, så har alle Die Drei Mädchen ikke mødtes i langt over et år, så vi glæææder os alle tre til at være sammen fra torsdag til lørdag. Der skal speedsnakkes, skal der!
Stakkels John, men han må klare sig så godt han kan … han er nok glad for, at lydbøgerne er opfundet …

Hvem vander have om vinteren?

Verden er af lava – som nogle tror det hedder. Hvis den var det, så ville der nok ikke herske “vaskeægte polartemperaturer”, som vejrvært Søren etellerandet hævdede i forgårs.
Men den er en lille smule af lave. Det er hundehamrende koldt med frostvejr om natten.
Jeg har hentet årets (kommende) høst hos Gartneri Toftegaard, men den skal godt nok pusles om for ikke at dø en alt for tidlig død. To olielamper kan heldigvis klare natarbejdet for mig og lige netop holde temperaturen over frysepunktet inde i drivhuset, så indtil videre har det hele overlevet fint – selv agurken, som vist er den sarteste af dem alle.
Dahliaerne ligger stadig i kasserne på loftet. Sidste år kom de i jorden 24. april, men det tør jeg ikke i år, så de må vente lidt endnu.
Blodkløveren er spiret, ligeledes spinaten i ‘køkkenhaven’. Hvidløgene er kommet fint i gang, men resten lader vente på sig, ganske som de ønskelige højere dag- og nattemperaturer.
April er ofte årets tørreste måned, så uagtet de rekordlave temperaturer har jeg været nødt til med jævne mellemrum at vande de tilsåede arealer. Det virker helt forkert …
Hvad gør man så, når man ikke rigtig kan nyde udelivet?
Man kører fx med John til Slagelse til hans sidste stik, selv om jeg bare kan sidde i bilen og vente. Og strikke.
Man kan også sy. Dog ikke i bilen …
Jeg syede fire tasker af rester, men fik ikke lov at beholde nogen af dem selv, så jeg fandt de røde farver frem og syede en femte taske. Jeg kan lige så godt lide rødt som blåt, så jeg er glad for denne taske, selv om jeg altså måtte skille mig af med begge de blå.
I øvrigt har jeg hentet et nyt, gratis, fotoredigeringsprogram: Gimp. En test kårede det som værende det bedste, fordi det læner sig op ad Photoshop, som John har, men som jeg ikke gider sætte mig ind i. Gimp har rigeligt med features til mig – egentlig for mange, faktisk, men det bliver det, jeg vil bruge fremover.
Denne lille effekt med at highlighte selve tasken fandt jeg i dag. Der bliver fulgt en kontur inde i billedet i stedet for bare at lave en skygge, der følger billedets rammer. Me like …

På Pinterest så jeg en, der havde syet bagagemærker – og tilligemed havde været så venlig at fortælle hvordan.
Det var da en sjov ide, så jeg gik i gang … sikke noget pillearbejde, hvis det skulle blive pænt, hvilket det helst skulle, men også til dette lille projekt kan jeg få anvendt selv de mindste rester stof, så glorien blev pudset lidt samtidig.
Det med mit navn på var pilotudgaven, som bestemt ikke blev særlig pæn, men jeg lærte af det, så de næste tre blev lidt bedre.
Bagsiden har ikke vinylvindue, så de supplerende oplysninger kan gemmes på indersiden af mærket – der er ingen grund til at skilte alt for tydeligt med adresse, telefon og mail.

Som sagt har John nu fået 2. vaccination, så han er en glad mand.
Jeg skal have mit første stik på fredag, og pudsigt nok skal Charlotte også have sit første samme dag.
De har 11 uger imellem, så mens jeg er færdig 4. juni, skal hun ikke have sidste stik før 16. juli.

Vi er begyndt at ryge!

Vi er begyndt at ryge.
Eller skal man retteligen sige ‘røge’?
Uanset hvad der er det korrekte, har vi efterhånden røget i tre-fire år, men hidtil har vi holdt os til varmrøgning af laks – hvilket i øvrigt smager heeelt vildt godt, når den lige er blevet hevet ud fra røgovnen!
Varmrøget laks med Christina Ovesens porrecreme til; så har man en superlækker frokost.

Så faldt jeg tilfældigt over en vejledning i, hvordan man koldryger bacon. Det er en ganske anderledes og helt anderledes proces end den varmrøgede laks, som bare bliver smidt i røgkammeret ved 70° i omkring 35 minutter, så er den færdig og kan (skal helst …) spises med det samme.
Bacon, derimod, tager et par uger eller mere, afhængigt af modningstiden.
Først skal man finde en god ribbensteg, men det fandt vi forleden dag. Den skal saltes i et par døgn med en blanding af nitritsalt, sukker og lidt krydderier. Nitritsalt for at få rødt og ikke gråt bacon, samt, ikke mindst, for at konservere kødet lidt i den relativt lange proces.
Efter saltning skal det skylles rent og derefter tørre, for det må ikke være det mindste vådt, når rygningen igangsættes; så kan røgen ikke trænge ind i kødet, men bliver fanget af væden.
Lige nu hænger det i røgovnen og inhalerer mest muligt. 
Baconstykket skal ryges i 10-12 timer og derefter modne i helst to uger. Det bliver det, der bliver det sværeste, for det er meget svært at vente så længe på at finde ud af, om vores første forsøg var succes eller fiasko … men forhåbentlig da det førstnævnte.
Det påstås, at det er klasser bedre end det bacon man køber i supermarkederne, hvilket jeg vil håbe passer, for det tager godt nok sin tid.
Jeg synes nu ellers nok, at man kan købe noget udmærket bacon, men så er prisen også derefter, og der skal ikke meget til at overgå det billige af slagsen.
Nu prøver vi, og så ser vi hvordan det går. Det er meget, meget spændende!
Hvis det lykkes, er der flere ting, vi skal prøve. Hvad med røget kalkunlår, fx? Og hvis jeg kan lokke lidt vildtkød ud af svoger, kunne det også være sjovt at prøve – men jeg vil tro, at han er villig til at stille lidt kød til rådighed, hvis vi deler det røgede kød i porten.

Ellers nyder vi bare foråret. Det er stadig halvkøligt, men i solen er det fint og lunt, og havearbejdet giver i sig selv lidt varme.
Haven er ved at være præsentabel, og jeg har fået sået lidt forskelligt … garanteret for tidligt endnu, men min tålmodighed rakte ikke længere. Jeg kan bare så om, hvis det går galt, for en selv nok så lille frøpose indeholder fem gange så mange frø, som jeg har behov for.
Billedet herunder er af en askeknop. Et af de smukkeste eksempler på bladknopper, efter min ringe mening. Andet billede er det koglelignende padderok-sporehus. Det er bare med at få dem fjernet fra bedene, inden de smider sporerne, men de er lidt sjovere at se på end det senere nok så velkendte og svært udryddelige levn fra kultiden.

Lidt ‘local warming’ ville være så fint

Jeg har ingen intentioner om at kaste mig ud i en diskussion om global opvarmning, men rent egoistisk og rent lokalt ville jeg meget gerne have lidt mere opvarmning end tilfældet er, så jeg kan så mine nyetablerede højbede til og begynde at plante de forspirede planter ud i drivhuset, for de er ved at gå helt amok oppe i vindueskarmen. De står nok lidt for varmt, men jeg har ingen steder med den ideelle temperatur for dem, desværre. Det varer kun et par dage, så bliver jeg vist nødt til at løbe risikoen og satse på, at der ikke kommer mere nattefrost, og hvis der trues med det, må jeg sætte et par stearinlys i drivhuset. Det har jeg gjort før med held – det lille fif kan lige netop holde temperaturen en grad eller to over udetemperaturen, hvilket forhåbentlig er tilstrækkeligt – vi får vel næppe sibiriske temperaturer på denne tid af året.
Nu tegnede det ellers lige så godt med forårets indtog, og så kommer meteorologerne og lover os en hundekold påske. Det er ikke godt – heller ikke for dem, der havde håbet på lidt mere venlige vinde, så man kunne afholde udendørs påskearrangementer uden at skulle trække i tøj, der kan klare en arktisk vinter.

Søren var her i går. Han havde spurgt John om han kunne få lidt hjælp til at reparere et foderbræt, der ikke havde det så godt mere.
Det ville John gerne hjælpe med, og jeg ville godt lave en lammekølle til aftensmad – det smager da altid bare lidt af påskekomsammen …
De to herrer tilbragte en del af eftermiddagen i garagen, hvor der, i stedet for en reparation, blev bygget et helt nyt foderbræt.
John elsker at lave sådan noget, og Søren havde sjovt nok ikke spor imod at komme hjem med et nyt frem for et repareret gammelt.
Det blev halvstort – det er lige før, han kan fodre rovfugle i det, men det tror jeg ikke han er interesseret i.
Det var så fint, at jeg tillod mig at spørge, om ikke det også skulle tækkes med strå for at gøre det 100 % blæret, men det skulle det ikke. Det skal i stedet have en eller anden form for afdækning oppe på tagrygningen, så der ikke trænger vand ind i bræddeenderne og ødelægger træet. Egnet materiale til dette havde Søren derhjemme, så han udfører selv den sidste finish på huset.
Så spurgte jeg, om ikke de havde glemt at bygge en terrasse, for det var da et gevaldigt udhæng, de havde lavet.
Det var her jeg kunne fornemme, at de vist helst så, jeg gik ind og lavede maden færdig. Det sagde de ikke direkte – bare at de sådan set var færdige med byggeriet, og om maden mon også var ved at være det, for de var efterhånden ved at være sultne …
Lammekøllen havde ligget i sous viden i 36 rimer og var smørmør. Meget, meget lækker var den, og de 36 timer var vist mere end rigeligt. I min sous vide-vejledning står der oven i købet, at den skulle have haft 48 timer, hvilket jeg ikke forstår, da selv det sejeste oksekød ikke skal have mere end 18-24 timer. Er der en sous vide-ekspert til stede, der kan forklare mig hvorfor lam så anbefales det dobbelte? Jeg vil tro, at 24 timer havde været nok, hvilket jeg har tænkt mig at efterprøve næste gang.

Projekt højbede

Det er da et værre aprilsvejr, og det er ikke engang april. Det ene øjeblik skinner solen fra en overvejende blå himmel, og det næste regner det ned fra en tung og blygrå ditto, men ikke mere end 5-10 minutter, så er det solskinsvejr igen. 
Jeg får næsten mere motion af at gå ind og ud, end jeg får af selve havearbejdet.
Det er endnu for koldt at vente på tørvejr i shelteret; jeg er nødt til at arbejde for at holde varmen, men er dog ikke voldsomt utilfreds med, at kulden holder fast, for vintergækker, dorthealiljer og krokus blomstrer meget længere, end de ville have gjort, hvis foråret havde sat ind med et brag af varme.
Tulipanerne og påskeliljerne er til gengæld længere om at komme ordentligt i vækst, men lad os da bare få trukket sæsonen lidt i langdrag – det varer jo noget tid endnu, inden alle sommerblomsterne kommer.

Fjorden elsker jeg uanset vejret. Den kan være stille eller dramatisk – det er ligegyldigt, for den er altid dejlig at kigge på.

Jeg nævnte for nogle dage siden, at jeg overvejede højbede bag shelteret.
Jeg fandt nogle flotte i cortenstål, men sommetider er det godt at sove på det inden beslutning.
Tænk, at jeg skulle sige det …
Men altså … jeg indså, at ingen andre end os selv ser de højbede, så det er faktisk lidt fjollet at ofre flere tusinde kroner på dem.
Dernæst har rigtige højbede ingen bund, og alligevel er disse meget tunge. Altså er det voldsomt arbejdskrævende at fortryde placeringen af dem.
Eftersom det er et forsøg, købte jeg i stedet nogle store, rektangulære murerbaljer og en masse plantesække. Jeg havde, fra efterårets etablering af montbretiabed, syv sække kompostjord, som jeg kan blande med plantesækkenes indhold – skulle der mon ikke komme noget brugbar jord ud af det? Det tror jeg på, indtil det modsatte er bevist.
John er i fuld sving med at klargøre baljerne til mig. Han har boret drænhuller og er nu ved at skrue lægter under dem, så de dræn også kan virke efter hensigten, samt få løftet baljen bare en smule mere op til en mere arbejdsvenlig højde.

Det bliver – hvis forsøget altså lykkes – stadig en af Danmarks mindste køkkenhaver, men det er okay. Foreløbig er der købt pluksalat, ærter, gulerødder og squash. Sidstnævnte har jeg prøvet flere gange med forskellige vækstforhold, men uden større succes. Hvis dette her heller ikke lykkes, er squash skrottet hos mig for fremtiden.
Jeg skulle have købt flere baljer, for det er der plads til, men nu bruger jeg 2021 til at se, om det overhovedet kan lade sig gøre at få noget til at gro i det hjørne.
Og til jer, der har hørt, at murerbaljer er giftige: Ideen fik jeg af en havekonsulent, og jeg går ud fra, at en sådan ved noget om den slags.
Da jeg gravede i sagen, viser det sig, at baljerne ikke gør mine grønsager giftige; det er bortskaffelsen, der kan udgøre et problem, og hvis det er sådan det er, så må man forbyde produktion (eller import) af dem. Disse her er fremstillet, så bortskaffelsesproblemet er der allerede, hvad enten jeg eller en murer køber dem, og så kan jeg lige så godt få lidt glæde af dem i mellemtiden.

Jeg har flyttet en bigbag

Sikke en herlig forårsdag i dag. Lidt kold, måske, men det opdager man slet ikke, når man skal flytte rundt med indholdet af en bigbag med kompost. 
Guf for bedene – håber jeg … ellers skulle pokker da stå i at have alt det arbejde. Jeg er helt død nu.

Vi lagde ud i morges med en meget rød solopgang. Fjorden var ud for vores hus pænt fyldt op med gæs og svaner, der ikke vågnede så tidligt som os.
Dernæst, mens vi indtog morgenmaden, indløb beskeden, at min kompost ville ankomme mellem kl. 8 og kl. 12.
Jeg havde bestilt varmebehandlet, organisk kompostjord, så det skulle gerne kun være mig selv, der leverer ukrudtet, og jeg havde i dagene op til i dag brugt en masse krudt på at rydde ukrudt i dahliabedene ud mod vejen.
Fragtmanden havde kun en palleløfter at arbejde med, så vi kunne ikke få bigbag’en anbragt, hvor vi helst ville, hvorfor vi måtte flytte lidt rundt på skraldespande og trailer for at få plads til den uden at genere naboerne.
Jeg havde nemlig regnet med, at det ville tage mig flere dage at få fordelt indholdet, men det er sket! Vi er færdige! HELT færdige!
Jeg havde nemlig IKKE regnet med, at John ville kunne tage så meget fat, som han gjorde. Han tømte hele baduljen op i trillebøren, så jeg skulle bare fordele, kultivere det lidt ned og rive pænt efter mig.
Bare … skrev jeg virkelig det? Det var sandelig også hårdt arbejde, men for hulan, hvor er både selvtilfredsheden og glorien stor.
Det var ikke alle steder som ved de to endnu helt bare dahliabede, at servicen kunne blive så udsøgt som på billedet – i staudebedene måtte jeg fordele ved at bruge enten en spade eller de bare hænder – jeg skulle jo nødig få slået nogen af de spirende stauder ihjel.

Farveplantemarken har også fået en god portion kompost, så jeg satser på storproduktion af vajd i år. Jeg springer japansk indigo over denne gang; jeg var mere tilfreds med den farve, som vajd gav. Jeg lod 3-4 planter overvintre, således at jeg fra i år bliver selvforsynende med frø. Bare for sjov … det er ikke indkøbet af den pose frø, der vælter budgettet, men det er altid sjovere at kunne det hele selv.

Nu mangler vi bare at få målt op, hvor mange højbede der kan være bag shelteret. Jeg ville så gerne have bare en lillebitte køkkenhave til lidt radiser, salat og den slags ‘hurtigting’, men vi har ingen muligheder for det uden at ødelægge havebilledet, så at sige. Tænk, at jeg skulle nå til at ærgre mig over at have en grund på kun godt 800 m² …
Jeg har forsøgt mig bag shelteret, men jorden er dårlig og fyldt med gamle rødder, så det er ikke lykkedes mig at få noget ud af noget som helst, men mon ikke et par højbede skulle kunne klare den sag? Det skal i hvert fald komme an på en prøve, og hvis jeg bestiller inden søndag, får jeg højbedsjord til halv pris. Det bliver så endnu en bigbag, der skal tømmes …
Jeg er vældig god til at sætte os i arbejde, men jeg har ikke tænkt mig at gå ned på haveplaner sådan lige foreløbig.

Så sørger jeg da bare selv for det forår

Når foråret ikke rigtig vil indfinde sig, må jeg selv sørge for at lege forår.
Jeg indledte forspiringen i dag ved at lave masser af små avispotter og sætte dem i de fantastiske frysetørringsbakker, vi fik lov til at tage, da firmaet indkøbte en ny og større frysetørrer. De er ganske enkelt geniale til formålet: De passer på en prik til 5 x 5 potter, de er nogenlunde pæne at se på, og da de er af aluminium, ruster de aldrig. Jeg tog seks, og jeg bruger dem alle seks hvert år.

Genial er også the potmaker, som jeg vist har nævnt et par gange før. Først ruller man en strimmel avis om toppen; dernæst lukkes den sammen i bunden, som mases godt ned over knoppen, der er vist herover. Derved bliver den lille potte i stand til at holde sammen på sig selv lige til de spæde planter skal i større potter.
Herunder står et hold færdige potter i aluminiumsbakkerne. Til venstre nogle duftgeranier, hvoraf 13 af de 15 stiklinger er godt på vej, så jeg går ikke ned på duftgeranium i år. Heller ikke på duftgeranium …

Herunder med jord – og frø. Der er sået vajd, olieplanter, zinnia, scabiosa og blomsterkarse, som alle nu står oppe i det lille kvistvindue, hvor de står optimalt og oven i købet ikke visuelt generer nogen. Det er nemlig spændende for mig, men jeg indrømmer gerne, at det her forspiringshalløj ikke ligefrem pynter i en stue.

Herunder frø til spiretest. Er de blevet for gamle? Vil de overhovedet spire? Fx den mørklilla katost og høstanemonen. Ingen af delene har jeg prøvet at så selv, så for ikke at bruge for meget forgæves krudt på det, har jeg lagt frøene på gennemvædede vatrondeller. Hvis ikke der sker noget i løbet af nogle dage, ryger frøene ud. I det lille glas er der lathyrus, hvis frø har en ret hård skal, som derfor med fordel kan blødes op inden såning.
De små, gule pletter er to slags tomater. En Toftegaards Sweet Grape, hvorfra jeg selv har taget frø og en med Charlottes Gardener’s Delight, hvor jeg havde originalfrø tilovers fra sidste år. Hvis alle disse tomater bliver til noget, drukner jeg i tomater, men det gør ikke noget. Sidste år forsøgte jeg mig med semitørre tomater på glas, og de viste sig at smage helt vildt godt i fx salater, så i år vil jeg lave mange flere glas af dem. De svinder i sagens natur meget (mere end de 50 %, betegnelsen antyder), så der går virkelig mange til pr. glas.
Jeg skal, udover de allerede nævnte, også have en Beauty Lottringa bøftomat fra Toftegaard, som viste sig at være umådeligt fuld af smag.

Der skal sås flere slags frø, men nu skal jeg snart se Foyle.
Jeg købte en pose med 30 vajdfrø, men der var 50 i, så der bliver rigeligt med farveplanter til både Ditte og mig.
Jeg tog frø fra farve-vau på Bornholm i efteråret, men dem tror jeg, at jeg gemmer indtil videre … jeg tog dem inden jeg fandt ud af, at der vokser masser af vau ude i nærheden af Stevnsfortet.
Naturligvis skal jeg også have chili i drivhuset, men dem lader jeg Gartneri Toftegaard passe, indtil de er store nok til at komme i plantekasserne.

Det lader jo desværre til, at foråret og sommeren bliver lige så rejseinaktive som i 2020, så vi må sørge for at holde os beskæftiget på anden vis!

Nu kan jeg Gå Med Lethed

En enkelt eller to udtrykte ønske om billeddokumentation på den Annette Danielsen-sweater, jeg begyndte på for et par uger siden.
Her er den så: Gå Med Lethed. Sikkert døbt således fordi den er strikket i mohair, som er fnuglet. Vil jeg tro …
Jeg valgte at strikke den med samme bundfarve til hele sweateren og ‘prikkerne’ i lutter lyse farver – det er jo forår. Lige om lidt er det første forårsmåned, og allerede nu er vejret forårsagtigt, selv om vi stadig visse steder har skrueis på fjorden.

Det er så forårsagtigt, at jeg har været i haven de sidste par dage. Jeg har vanen tro fundet et et par projekter, der passende kunne udføres nu, inden alt det sjove for alvor begynder – bl.a. endnu et forsøg på fjernelse af det forbaskede sæbeurt, som jeg næsten hader mere end skvalderkål, fordi det er endnu sværere end det at få bugt med. Jeg kunne ikke engang trænge igennem med en greb, men måtte skære rodnettet over bid for bid med en spade, inden jeg kunne få løftet jorden og løsnet rødderne. Jeg har været igennem dette stykke før, men jeg håber det på et eller andet tidspunkt vil lykkes mig at vinde den kamp, selv om jeg kun alt for godt ved, hvad der sker, når jeg er nødt til at skære rødder over.
Nå. Det er kun sundt at arbejde fysisk. Siger man. Pulsen skal op. Siger man. Det kan jeg nu uden problemer få bare ved tanken om det arbejde, der i bogstavelig forstand ligger begravet i to af bedene. Det er trods alt lykkedes i dahliabedet, så jeg har hverken mistet tro eller håb.

Nedenstående har jeg stjålet fra et FB-opslag i en sproggruppe jeg er medlem af, så et par af jer har sikkert allerede set teksten.
Hun præsterede at få pænt mange af de hyppigst sete sprogfejl ind i den korte tekst. Mon ikke I alle kan finde dem alle? 
“Hvis nogen af jer nogensinde ser følgende opslag fra mig:
Hej! Jeg syntes lige, i skal have afvide, at jeg er i udemærket selvskab med massere af mine ynglings mennesker. Vi ses vidst imorgen, når jeg køre hjem. Hilsen fra mine venner og jeg.
… så betyder det, at jeg er er blevet kidnappet og har brug for hjælp, okay?”
Jeg kan tilføje, at det samme gælder for mit vedkommende!

Specialbyggede fuglehuse

Da først John begyndte at bygge de fuglehuse til mejserne, som jeg fortalte om forleden, gik der sport i det for mit vedkommende.
Ikke, at jeg begyndte på at snedkerere fuglehuse; det vil jeg overhovedet ikke blande mig i, når jeg har en mand, der er meget bedre til den slags, end jeg nogensinde ville kunne blive. Jeg holder mig helst fra hans maskineri, lige som han ikke har tænkt sig at tage min symaskine i brug. Vi hylder forskellene og går ikke ind for ligeret for enhver pris.
Næh … jeg begyndte at surfe rundt på nettet for at finde ud af, hvilken boligform de forskellige fugle foretrækker. Kunne man måske, ved hjælp af en sådan viden, kunne lokke flere af én art til fremfor en anden?
Vi har to rødhalse, vi meget gerne vil have til at blive, ligeledes gærdesmutterne, som vi også mener at have to par af.
Jeg fandt forskellige huse til dem, og da målene var angivet, selv på dem, der skulle købes færdige, viste jeg dem til John.
Se her: Dem kan du sikkert sagtens finde ud af at lave selv, ikke sandt? De er da noget så nuser!

Selvfølgelig kunne han det. Han fandt en vinkelmåler frem og sad og regnede og tegnede en halv times tid, hvorefter han gik ud og begyndte at save.
Det første billede viser et gærdesmuttehus; det andet det velkendte og mere almindelige til mejserne, og det sidste er til rødhalsen. Disse kan, ifølge mine kilder, godt lide at have en overdækket terrasse, fordi de har det bedst med at have mulighed for at kunne stå og sondere omgivelserne, inden de begiver sig ud i dem. 
Det hus kunne jeg ikke stå for – det er da den rene luksus, og jeg håber virkelig, at rødhalsen vil beslutte sig for at tage det i brug.  
Da John kom ind for at vise mig prototypen til denne luksusudgave af et fuglehus med terrasse, sagde han, at han havde tænkt sig at kalde det for Robinhus. (En rødhals hedder, som de fleste nok ved, Robin på engelsk.)
Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans påfund og fik hurtigt kogt lidt mere suppe på den ide, så jeg fortsatte i bedste ejendomsmæglerstil med at foreslå at kalde det andet for Home og det tredje for Estate. Nybolig dur ikke, for det ville kun passe det første år.
John ville dog ikke kaste sig ud i at lave små fine navneskilte til husene …
Han besluttede at male dem mørkegrønne, dels fordi det ubehandlede træ virker alt for lyst og dermed for synligt og dels fordi det ikke holder særlig længe, netop på grund af, at det ikke er trykimprægneret. På denne måde håber vi, at levetiden vil kunne forlænges med nogle år, og desuden falder husene noget mere naturligt ind i omgivelserne, når man får dem anbragt, hvor de skal hænge.
Hvis ellers fuglene så overhovedet kan finde dem … men mon dog ikke?

Det er svært at være i dårligt humør i dag

Det er det mest fantastiske vejr i dag: Næsten vindstille og med en høj, klar, dybblå himmel … men koldt.
Kulde og skønhed hænger som regel sammen på denne årstid, og nu skal dahliaerne op; de er nemlig ikke længere skønne, fordi det var frostvejr i nat.
Mit humør er også himmelhøjt, for englænderne har fået deres testpakke, der, som vist tidligere nævnt, bestod af min specielle teblanding og hyggesokker til børnene. Hyggesocks er ungernes egen betegnelse for de fleecesokker, jeg køber tre-fire par af til dem hver hvert år. De bliver slidt op relativt hurtigt, for de flytter simpelthen ind i dem, når de får nye. De kommer af, når de skal i skoleuniformen, men det er så også det. Al indendørs tid foregår i hyggesocks – for Aubreys vedkommende sover han oven i købet med dem på.
Anna sendte den sødeste hilsen til mig som tak for både the hyggesocks and the wonderful, hyggelige smell of mormor-tea that filled the kitchen when I came home from school. Hun er næsten 15 år, men i forholdet til mormoderen er der ikke meget teenager over hende, bare et kærligt og dejligt barnebarn. Samme barns moder har dog spurgt mig om man gerne må slå sin teenagedatter ihjel, hvortil jeg kun kunne svare, at der havde jeg også været engang, men jeg valgte at lade være – af flere årsager, og som jeg sagde til Charlotte, at hvis hun gør det, fratager hun sig selv enhver chance for at blive mormor, hvilket jeg på ingen måde kan anbefale. Der er selvfølgelig ikke garanti for, at C bliver mormor, men uden en datter er der garanti for, at hun ikke bliver det … og det går jo også nok alt sammen, men Anna lider af den samme voldsomme PMS som hendes mor gjorde som ung, og først nu forstår Charlotte til fulde, hvor rædsom hun må have været i et par dage (om måneden, forstås …), inden hun efter et par mor-datter-samtaler nødtvungent måtte indse, at det nok ikke var resten af verden, der bestod af idioter.

Tilbage til dahliaoptagningen … nogle af knoldene har prioriteret at producere KÆMPEknolde frem for mange blomster. Visse af dem er nærmest blevet store som roer, men det er jo ikke det, der er meningen – de skal give mange blomster, skal de, men hvad søren kan jeg gøre for at ændre på det forhold? Jeg er gået bort fra at tro, at jorden ikke er god nok – det tror jeg den er, måske oven i købet lidt for god, for stort set alle knolde havde trivedes mere end godt og formeret sig voldsomt i løbet af sommeren.
Nu er de alle pakket i kasser. Vores søde postdame sprurgte en dag, om vi skulle bytte knolde, for hun ville frygtelig gerne have et eksemplar af den flotte, bordeaux pompon, jeg har. Det var da i orden, og nu har jeg taget fra til hende. Jeg er spændt på hvad jeg får i stedet for. Jeg sagde, at hun kunne bestemme – hun kunne jo se, hvad jeg havde, så bare det ikke blev en af dem – og helst heller ikke gule, tak.

Dahliaglorien er pudset, og humøret er lige så højt som himlen er i dag.

Den lokale jungle er fældet

I næste uge er vi ikke hjemme; i denne uge er det indtil videre fint vejr, så det var i dag, at drivhuset skulle ryddes og renses.
Det var sandelig godt, vi fik det nye, for aldrig før har jeg fået så meget ud af et drivhus – men okay – det har måske også lidt at sige, at det også er det største drivhus, jeg har haft … dog kun tre kvadratmeter større end de to tidligere. 
Der er forsyninger frem til næste høst af henkogte tomater (som jeg ofte bruger i stedet for en dåse flåede tomater), ovntørrede tomater, agurkesalat, syltet snackpeber, pesto, sambal oelek, ‘ren’ chilipasta, chilisovs og chilimarmelade. De to bønneplanter i hjørnerne udenfor drivhuset har ligeledes givet bønner til hele vinteren.
Glorien er stor og tung, men det mærker jeg ikke, for den svæver over mit hoved (nej, ikke mit hovede! Det hedder et hoved).
Agurkeplanten havde ikke meget rodnet, mens tomaterne og basilikummerne var gået helt amok i roddannelser – der er ikke noget mystisk i, at de drak så meget, som de gjorde, men det var vel også derfor, at ydelsen var i top. Næste år skal jeg bare huske at give tomatplanterne lidt stjålent materiale fra et af alle de kalkbrud, vi har i lokalområdet, så tomaterne ikke igen får griffelråd. De tre af sorterne var ligeglade, men bøftomaten, som jeg gerne vil have igen, fordi den var helt vildt smagfuld, led desværre meget af det.

To af de fire tomatsorter var jeg ekstra glad for, så for første gang har jeg selv forsøgt mig med at tage frø. Jeg vil dog ikke satse 100 % på held med dette, så jeg vil også til næste år købe planter hos Toftegaard.
Snackpeber kommer også i drivhuset igen til næste år, lige som, selvfølgelig, agurk og chilien early jalapeno.
Resten besluttes senere, men jeg kunne godt finde på at prøve med en aubergine, bare for at se om den vil trives hos mig.

Dahliaerne er det langtfra slut med endnu; tværtimod bliver de hele tiden flottere og frodigere og kommer med flere flere og flere blomster, så jeg håber det varer rigtig længe, inden nattefrosten indfinder sig ved Den Stråtækte.
Vi har aftalt med Troels Tækker, at han skal mønne stråtaget i år, men han har lovet at vente med at komme til i den sidste halvdel af november, fordi det vil komme til at svine en del med halm, og han var enig i, at det ville være synd at ødelægge det smukke dahliasyn ved at få bedene til at ligne stormvejrsramte, nyhøstede marker.

Rådhusvinen er tæt på at nå sit maximum, så vi når at få fuld glæde af den, inden vi tager på efterårsferie.
Efteråret er bare den smukkeste årstid, men det har jeg vist sagt før …

Nu fik bagboerne besøg af datter og børnebørn, så jeg lige.
Jeg er ikke misundelig, for jeg under dem det naturligvis så gerne, men jeg saaaavner mine egne, gør jeg!

Hvad er der dog galt med min jord?

For tre sæsoner siden satte jeg 30 montbretialøg i et nyetableret bed. Jeg havde klare forestillinger om et frodigt, rødorange syn a la dem, vi flere gange har set i engelske haver og parker, men jeg har endnu til gode at se mere end 10 små, forkølede blomster på én gang i mit bed.
Hvorfor? Jeg ved det desværre ikke, men vi er helt sikkert lysår fra den frodighed, man ser på billedet herunder.

Første år var der ikke mange blomster, men det tænkte jeg ikke så meget over … de skulle jo lige have lov til at etablere sig.
Andet år – 2019 – var der måske 10 løg, der blomstrede. Lidt.
Tredje år – altså i år – kom der masser af de karakteristiske små spidse grønne blade op af jorden, men der kom aldrig så meget som en eneste blomst!
Jeg har gødet, men måske ikke nok. Jorden ser fin nok ud, men jeg kan jo ikke se, hvad den indeholder.
Jeg kunne se, at kvikgræs overtog mere og mere, men det var svært, for ikke at sige umuligt, at få det effektivt fjernet uden at ødelægge montbretierne.
Græsset og nogle få skvalderkål overtog mere og mere, uden der skete nogen yderligere vækst for det, der egentlig skulle være i det bed.

I dag har vi været i Bauhaus for at købe nogle sække med kompost, og jeg har hevet revl og krat op fra bedet.
Renset og sorteret det i skidt for sig og kanel for sig … der var rigtig meget skidt, men også forbløffende mange montbretia-løg. Som i virkelig, virkelig mange.
Mange hundrede, viste det sig. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke talte dem … det var ganske vist flere hundrede enormt små løg, men de var der, så formerings(overlevelses-?)evnen havde så sandelig ikke fejlet noget, selv om de ikke gad blomstre.
Langt de fleste løg var ganske, ganske små, kun mellem 3 og 8 mm i diameter. Til sammenligning var dem jeg satte, vel omkring 3 cm i diameter.
Med andre ord, så har jeg nu vildt mange rensede minimontbretier, hvormed jeg har tænkt mig at (over?)fylde bedet, når jeg har blandet jordforbedringen med den grundigt rensede jord.
Jeg kunne dog godt frygte, at en medvirkende årsag til elendigheden er, at jeg ikke har vandet bedet grundigt nok i den tørre sommer, vi har haft. Når jeg har vandet, var det fordi dahliaerne i de to andre bede i den del af haven hang med bladene, og de har trods alt haft et større energi- og vanddepot i deres knolde end der kan være i de små og ubetydelige løg.
Jeg blev ikke helt færdig, for det var hårdt arbejde at ruske i al den jord, så jeg orkede ikke at tage det sidste og slet ikke at blande kompost ned i jorden, men forhåbentlig når jeg resten i morgen, inden vejret vender og vi får regn.
Med en have keder man sig aldrig … men jeg ville ønske jeg vidste meget mere om de forskellige planter, så jeg kunne være mere sikker på at gøre det rigtige – det er desværre ikke alt, man kan google sig til, og jeg ville så gerne have et flot rødt montbretiabed, for det er en af mine yndlingsblomster.