Mens vi venter på g…

Det er nærmest ved at blive til en pensionistvise, dette her … jeg går og venter og venter. Ikke på Godot. Ikke på besøg af mit barn. Jeg venter på garn. Og jeg synes de er sløve, dem jeg har fundet denne gang – det er nemlig ikke den samme som til Find Your Fade, fordi jeg vil have det dyre garn billigst muligt, men jeg skulle nok ikke have sparet de sidste kroner … jeg afgav ordren 1. juli, og jeg har endnu intet hørt om ordreafsendelse. Så tjekkede jeg, om de havde trukket pengene, men det havde de ikke. For lidt siden kom der dog en elektronisk faktura fra dem, men de havde ikke givet mig de lovede 15 % i rabat på den første ordre for at tilmelde mig nyhedsbrevet. Den slags har jeg ingen skrupler over – jeg framelder det igen om ikke så længe, og egentlig har jeg lyst til at bestille det garn hos den anden leverandør og lave denne ordre om til et fortrydelseskøb, når de engang får taget sig sammen til at afsende min ordre. Sløve padder! De andre afsendte samme dag, de modtog ordren.
I mellemtiden har jeg brugt prøveindkøbet af Baby Merino plus lidt mere af samme garn fra lageret til en hue til hver af børnebørnene. De elsker huerne, de fik sidste vinter, af dette garn, så de skal selvfølgelig have nogle flere. Aubrey flytter nærmest ind i dem det meste af vinteren, fordi de er så bløde.

Jeg sidder oppe på terrassen og strikker – det er alt for varmt nu til havearbejde. Den form for husmormotion udførte jeg i formiddags, hvor jeg tog et par timer eller tre i bedene. Det må være nok for i dag – man er vel pensionist! Eller noget … det er jeg jo faktisk først til næste år.

 

Hvad er der med de der tidsler? Bier og sommerfugle elsker dem ubetinget. Jeg forstår godt, at man anbefaler tidsler, hvis man ønsker besøg af mange bier og sommerfugle i sin have – der er konstant et mylder i den fine, blå mandstro. Desværre ikke af så mange sommerfugle, for vi har næsten ingen, men masser af (humle)bier og svirrefluer. Jeg ser ikke mange honningbier, men de specialiserer sig vist også i enkelte blomsterarter, mens humlebier er knap så kræsne og tager, hvad de kan få. Til gengæld er det lige før, at de fleste af de 29 arter humlebier, der findes i Danmark, kan ses i vores have, så jeg er glad for vores tidsler. Jeg troede indtil for nylig naivt, at en humlebi var en humlebi, men jeg kan godt se, at der er forskel på dem, der sidder og mæsker sig i min mandstro. Der er større og der er mindre humlebier og de har mange forskellige farvetegninger.

Passende vejr for årstiden – hvis vi havde været i oktober

Da vi kom hjem fra Sverige i går, blæste det som på en rigtig efterårsdag. Det var højvande, det var gråt og det regnede lidt indímellem. For lidt, desværre, men DMI bliver stædigt ved med at advare om voldsomt vejr og skybrud over hele landet, så jeg kan da håbe på, at vi får mere end de sølle tre mm, det hidtil er blevet til.
Drivhustjekket afslørede en løs tagplade, som det vist var i 11. time, jeg opdagede. En af de store grene på vinen havde langsomt og uopdaget skubbet pladen ud af det, der holder den fast, og som derfor nu var lige på nippet til at blæse helt væk.
Det fiksede John omgående, så nu kan det bare blæse videre, kan det.
Det gør det så også … dog noget mindre end i aftes og i nat.

Jeg kom til at tænke på sidste uges CPH Garden og på, hvor heldige de må siges at have været med vejret – tænk, hvis det skulle have åbnet i går og varet til på søndag med det møgelendige vejr, vi har?
Herover ses en af showhaverne med vand, spændende sten, verdens nok solideste gyngestativ og lidt gamle vinballoner. I går tog jeg en ballon som den nederste i billedet med hjem fra Sverige … det er da en begyndelse …
Ikke fordi jeg vil kopiere, for godt nok så det smart og rustikt ud med de gedigne stolper til gyngen, men man kan ikke sidde op og gynge, og man er nødt til at ligge i fosterstilling, hvis man er mere end otte år, så opstillingen er mere for et syns skyld end praktisk anvendelig. Billede to er den samme showhave set fra den anden side.

Derimod kunne jeg bedre se denne alternative grill hjemme i min have. Jeg ville sjældent have brug for noget i den størrelse, men det, at den var brændefyret og at man kan lægge emnerne til stegning hele vejen rundt, tiltalte mig. Jeg har ingen anelse om, hvor god den er i brug eller hvor besværlig den er at rense, men det ser blæret, godt og spændende ud.

Her er en af de mere avancerede hønsegårde, jeg har set, men den kan stilles op selv i en lille rækkehushave, kunne det se ud til. Ligefrem frilandshøns bliver det dog i givet fald ikke – vi kommer nok nærmere burhøns, og det er vi som bekendt imod!
Jeg ville så gerne have høns, men til dette har John nedlagt et af sine sjældne vetoer, så det er jeg vist desværre nødt til at respektere.
Han har jo også – næsten – ret. Vi er nemlig ikke så heldigt stillede som Ditte og Peter, at vi har en datter så tæt på, at hun nærmest bare skal række armen ud ad sit vindue for at lukke hønsene ind og ud, og med vores rejseaktivitet skal vi ulejlige andre lidt for meget med sådan en opgave.
“Næsten”, fordi det må kunne løses ved at rævesikre haven, men det er så her, John står af!

Naturplanteskolen – umiddelbart en pleonasme, ikke? Men de skulle have nogle gode sager, og navnet på bogen Fantasilater er ikke helt uden evner.
Jeg håber CPH Garden bliver en årlig tradition, for det var meget inspirerende. Og lidt dyrt … jeg har en svag karakter og lader mig for nemt friste.

I found my fade

Alle naturens farver omkring os virkede faded i morges, og når det har været tåget, kan man meget tydeligt se de hundredvis af spindelvæv, der altid vil være overalt, hvor man færdes. Jeg elsker, når de står med alle de mange dugdråber på, og jeg kan slet ikke lade være med at fotografere dem.

Det er ikke helt korrekt at bruge ordet fade som jeg anvender det i den første sætning, men jeg skal helst have det ind i dagens indlæg, da det er et centralt ord i dag. Fade er et af flere eksempler på, at dansk kan være et rigere sprog end engelsk … se blot, hvor mange forskellige ord der er på dansk for det ene ord på engelsk.
Jeg synes det var sjovt at strikke de ‘fades’, Inge fandt, og nummer to var ikke mindre sjovt. Der kunne snildt komme et tredje på banen, hvis det skulle være.
Som navneord halter brugen af fade også, for man kan ikke “finde en fade”, men I Found My Fade kan vel være lige så godt som sjalets egentlige navn Find Your Fade. Navngiveren/designeren er amerikaner, så i stedet for at komme med en sandsynligvis usand påstand om, at hun ikke ved, hvad hun selv siger, har hun nok snarere en bagtanke med det … kanske noget i retning af et ordspil på faith? Who knows?
Jeg er vild med de afdæmpede farver, selv om det langtfra gør sjalet så sprælsk som Inges. Der er ærgerligt, at garnet er så hundedyrt, for jeg kan sagtens se mig selv i en trøje eller sweater i de farver. Et eller andet norsk mønster, måske, men gnieren i mig vægrer sig ved at skulle give så mange penge for garn en gang til. Og dog … hvis jeg kender mig ret, ender det nok alligevel med, at jeg gør det … især hvis jeg ‘tilfældigvis’ skulle falde over det helt rigtige design.

---

Jeg ville også have skrevet om og vist billeder fra i onsdags, da John og jeg mødtes med Ditte til CPH Garden, som jeg gætter på skal forestille at være en dansk og noget mindre udgave af The Chelsea Flower Show, men da jeg så Signes fantastiske billeder derindefra, blev jeg enig med mig selv om at lade hendes indlæg og fotos tale arrangementets sag, for det gør hun meget bedre end jeg er i stand til.
Jeg vil dog ikke undlade varmt at anbefale at tage ind og opleve det – det er rigtig godt gået af en debut at være, og jeg håber, de gentager succesen til næste år. De få skønheds(logistik)fejl er Haveselskabet garanteret selv klar over, så de er sikkert rettet til næste gang.
Ét af mine billeder skal I dog have. Sådan en må være ekstraordinær lille:

Hvad er der med det der ‘russisk’?

Jeg har en efterhånden stor, fransk esdragon i krydderurtebedet, for fransk skal det være, når det drejer sig om esdragon; den russiske dur ikke, den er for mild og uinteressant i smagen, siger man, og jeg er enig. Fransk, altså. Min franske er frodig, på trods af, at en eller anden hævdede, at den ikke kan overvintre i Danmark. Den har det nok lige som humlebien og har foreløbig klaret to vintre. Der er masser til at tørre allerede nu – Karen fik en nytørret portion af både den og timian med hjem i torsdags.
Jeg har to mandstro i staudebedet. En Eryngium bourgatii ‘Big Blue’, som har en fantastisk blå farve, som man næsten ikke tror er ægte, men det er den. Jeg har i hvert fald ikke malet den.
Ikke så langt derfra har jeg sat en russisk mandstro, som vist nok bliver blå på et tidspunkt, men lige nu ligner den bare enhver anden tidsel, så John skal holdes i stramme tøjler for ikke at rive den op. Altså er noget med russisk heller ikke helt godt her.
Russisk salvie er heller ikke så god en krydderurt som den ‘rigtige’ salvie. Kan alt det mon være en tilfældighed?
Og dog … russisk scilla er vist okay. Og er der overhovedet forskel på dansk og russisk boghvede?

 

Sidste år købte jeg i England en pakke tidselfrø; en bestemt slags tidsel, som skulle kunne trække sommerfugle til, og sommerfugle synes jeg vi har en beklagelig mangel på hernede i Den Stråtækte.
Der kom ikke ret mange op, faktisk kun to steder fandt de op af jorden. Forleden viste jeg John dem og sagde, at når han går og hiver tidsler op, må han IKKE tage disse her – se lige forskellen på dem og de andre, som bare er ukrudt, John, den er stor, ikke? – Jojo, det er den da…
I går gik han og ordnede med buskrydderen omme bagved – bl.a. der hvor tidslerne befinder sig.
Og smadrede den ene af de flotte og omhyggeligt (fra min side) skånede tidsler – men lod den anden være …???
Han gør det jo ikke med vilje, så jeg beherskede mig. Jeg blev ikke sur. Jeg talte pænt og stille og roligt, da jeg spurgte ham, hvorfor den ene var væk og ikke den anden.
Jamen den du sagde, jeg ikke måtte røre, står der da endnu! Lige derovre!
Der var TO!
Nå for pokker. Sorry.
Og hvorfor manden kunne kende den ene tidsel og ikke dens enæggede tvilling, får stå hen i det uvisse, men jeg undrer mig. Meget.
Og der er en grund til, at han hverken vil eller må røre staudebedene.
Engang for mange år siden i Havdrup havde han også ordnet et bed. Alt ukrudtet stod tilbage og det, der skulle være der, var der ikke.
Det var dengang vi blev enige om at fordele havearbejdet på en anden måde, og det går som regel godt – med enkelte undtagelser.

Hvad har Tim med Moses at gøre?

Man må ikke sige det. Man må ikke klage over vejret – især ikke, hvis dette her er sidste dag, inden det vender igen.
Men altså … den varme! Vi har haft 28° i dag, så det var behageligst, da jeg cyklede til Præstø og hjem igen efter frokost. Terrassen var udelukket efter kl. 12 – der må have været 40° – og da jeg havde ordnet et skyggefuldt bed, kapitulerede jeg. Ikke mere arbejde i dag!
Timianplanterne elsker dog denne varme. Mange steder i haven gror denne velduftende art langs sten- og andre terrasser og viser sig lige nu i et overdådigt blomsterflor, som går tone-i-tone med en storkenæb, der også er mange af.

Kl. 16:10 satte jeg mig med et strikketøj foran tv’et og så Bibelens Gåder: Moses’ Stav. Det var en ikke specielt interessant udsendelse om en Graham Philips, der havde sat sig for at finde den stav, som forvandlede sig til en slange og som skilte vandene og derved reddede israelitterne. Ad kringlede veje havnede staven i Devon, England, men detaljerne skal jeg skåne jer for, for som sagt synes jeg, det hele var lidt langt ude.
Jeg fulgte derfor ikke særlig opmærksomt med, da jeg pludselig hørte en kendt stemme – Tims!
Han fortalte om Stanley May, som angiveligt købte staven af en devonsk lord, hvorefter May købte en billet til første klasse til … Titanic. Her var det, at Tim bogstavelig talt kom ind i billedet og forklarede lidt om Stanley May og Odell-familien. Exit Moses’ stav, som gik ned med Titanic.
Troede jeg, men ‘historiedetektiven’ fandt en drejning, så han kunne lede videre efter den famøse stav. Jaja, man kommer åbenbart vidt omkring, når man skal løse bibelens gåder.
Skulle nogen mod forventning få lyst til at se udsendelsen, kommer Tim på banen cirka en halv time inde i den. Men jeg advarer: Det interessanteste var Tims komplet uventede opdukken! For mig, i det mindste …

It’s a jungle out there!

Vi var hjemme i aftes kl. 20, og jeg kunne næsten ikke vente med at gå en haverunde. Junglerunde … holddaOP, hvor var alting vokset på de knap tre uger, vi var væk, men en nabo kunne fortælle, at det har haft regnet meget, og der har både været varme og sol. Så ved vi godt, at det hele går amok. Intet er gået ud og alt er kommet op – selv de små enkeltknolde fra vinterens dahliaopbevaring, som jeg ellers var ved at smide ud, fordi de var faldet af ‘moderen’ og så meget døde ud, har givet resultat i form af en del små dahliaplanter … jeg besluttede i sidste øjeblik at smide dem ud i et stykke jord. Langt de fleste af dem er der kommet en plante ud af, så nu ved jeg det til en anden gang.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at det var ukrudtet, der var vokset allermest; så meget, at de ønskede planter for nogles vedkommende havde det lidt trangt, så det kløede i mine fingre for at komme i gang allerede i aftes, men jeg styrede mig. Der kom nemlig også Barnaby, så ham valgte jeg at sidde og hygge mig med i stedet for at gå i haven.

Vi gik begge i gang straks efter morgenmaden, og nu er der pænt ude foran.
Allerede i morgen kommer Das Mädchen Karen og skal være her i nogle dage, så det er med at nå så meget som muligt inden hun arriverer – men hun har sikkert ikke noget imod at sidde på en stol eller gå med rundt og underholde mig, mens jeg nusser omkring i haven …

Det er skønt at se, hvordan stort set alt jeg har plantet siden vi flyttede ind, har fået rigtig godt fat.
Noget er blevet større end forventet, så jeg skal til at flytte rundt på noget for at det kan stå optimalt i forhold til hinanden, men sådan er det vel at have have: Man bliver aldrig færdig.
Min foreløbig eneste David Austin-rose, Gertrude Jekyll, er præcis så smuk som forventet, og hendes blomster er så store, tunge og tætte, at de har brug for støtte. Det har de så fået nu, så de velduftende blomster er kommet op i en lidt mere fornuftig højde.
I drivhuset var det hele vokset til mere end dobbelt størrelse af, hvad jeg havde forventet, så der skulle bindes tomater, chilier og agurk op, samt tyndes kraftigt ud i vinen.

Der skal også pakkes ud. Det gider jeg overhovedet ikke – jeg vil meget hellere være ude i haven … det er nok godt, at Karen kommer i morgen, så er der ikke rigtig nogen undskyldning for at lade hele ferieoppakningen ligge og rode. Nogle kan ikke lide at pakke kufferten til en ferie. Det elsker jeg, men at pakke den ud igen efter hjemkomst … vorherrebevares! Nå. Sæt i gang, Ellen!

Mottisfont Abbey and gardens

Mottisfont har længe været et ønske for os, men eftersom stedet er bedst kendt for sine kæmpestore muromkransede rosenhaver, er dette første gang vi er så tidligt på den, at det er muligt at nyde de over 500 roser.
De fleste af dem er de helt gamle roser, som ser ud som på billederne herunder. De dufter fantastisk, men de remonterer ikke, så de skal ses her i starten af juni … faktisk var den officielle rosenhaveåbning i dag, så her var en del besøgende, men stedet er stort, så det var okay, og vi var her ydermere, da de åbnede kl. 10, men det var lidt voldsomt, da vi kørte igen.

Jeg ved, at nogle mener, at en ‘rigtig’ rose skal se ud som dem, man ser i massevis til konfirmationer og i forbindelse med studenterdimissioner (nej, ikke dimensioner …), men det er, hvad Charlotte kalder firserroser, og som blev fremelsket til at kunne remontere, men som næsten aldrig dufter. De gamle, engelske roser så som sagt helt anderledes ud (og var meget smukkere efter min beskedne mening – jeg elsker deres lidt pjuskede udseende pga. de mange kronblade), og det var dem, som David Austin satte sig for at forædle til at ligne sig selv, men både dufte vidunderligt og remontere. Det lykkedes ham som bekendt til fulde, men det er ikke David Austin-roser på Mottisfont.

Der var mange roser – og også mange andre blomster, selvfølgelig – det var helt berusende at gå rundt i de overdådigt duftende og blomstrende haver.

Selve det imponerende Mottisfont House var engang et priory, men det gik det, som det gik for så mange andre af den slags religiøse steder efter reformationen: De blev købt af rigmænd. Den sidste ejer her var Maud Russel, som, efter sin mands død i 1942, havde en langvarig affære med den kun omkring halvt så gamle Ian Fleming (I ved: James Bonds ‘far’). MR skrev dagbog hver dag stort set hele sit liv, og barnebarnet Emily Russel har editeret og offentliggjort dem fra 1938-45 i en bog, som jeg vil prøve at få fat i, for den lyder interessant.
Mange steder i huset var der lagt/sat/ophængt citater fra hendes dagbøger – her på servietterne på det opdækkede spisebord.

Det var virkelig dejligt og meget inspirerende at se – både haverne, parken med de enorme træer (jeg har aldrig set så stort et London plane tree) og det imponerende hus.
Maud Russell blev en gammel dame (1892-1982). Hun overdrog Mottisfont til National Trust i 1957, men blev boende på stedet til 1972.

Præstømester i sneglekastning?

I modsætning til kalvekastning, som betyder, at en ko aborterer, og ikke en form for uetisk sport på linje med tyrefægtning, skal sneglekastning her tages ganske bogstaveligt.
Jeg gik ude i forhaven i dag – eller rettere: jeg lå på knæ ude i forhaven i dag; der skulle ryddes for det værste skvalderkål, og så skulle der kastes med snegle. I forhaven har vi pudsigt nok ikke set nogen dræbersnegle, som for vores vedkommende bliver aflivet uden nåde, så snart vi ser en, men vi har masser af de helt almindelige med hus på. Dem har jeg i princippet intet imod, så jeg vil helst ikke slå dem ihjel, men eftersom de er dahliaelskere om en hals, vil jeg heller ikke have dem i haven.
Nu er jeg så heldig, at ‘genboen’ er fjordland med siv- og engarealer, og de ligger kun et sneglekast væk (den vil garanteret ikke blive brugt i en ejendomsmæglerreklame), så hver gang jeg finder en snegl, bliver den smidt derover i det lønlige håb, at den ikke overvejer at flytte hjem igen.
Jeg har smidt flere snese snegle derover i dag – hvis der var noget, der hed præstømesterskabet i sneglekast, stillede jeg gerne op – jeg er nok den, der har trænet mest.

Min squashplante har sneglene heller ikke fundet endnu, og hvis ellers den forbliver uopdaget, vil der snart være den første squash, som allerede er stærkt på vej, men som jeg dog tror bliver mere traditionel at se på end denne lidt pudsige blanding, jeg så i England engang. Jeg kunne godt lide at vide, hvordan man har fået fremavlet dette udseende – det kan ikke være tilfældigt, for alle frugterne på planten ser således ud.
Det kunne være, jeg skulle lave mig en squashbro …
Og mine kartofler er kommet op – det er første gang i mit liv, jeg har kartofler i haven, men jeg husker tydeligt den fantastiske smag af nyopgravede kartofler, som jeg selvfølgelig fik masser af i barn- og ungdommen, mens jeg boede hjemme på gården. Jeg glæder mig allerede!

ØV. Ærgerligt …

De har altid en nyyydelig rødorange krukkeblomst på planteskolen i Osby. Hvert eneste år køber jeg lige netop den til den gamle, meget rustne, men alligevel smukke etellerandet, som står i indkørslen til torpet.
I år havde jeg besluttet at købe en halv snes til at tage med hjem og plante i krukker på de to terrasser i haven i Den Stråtækte – jeg elsker simpelthen den blomst, og billederne herunder yder den ikke helt retfærdighed, fordi den er nyplantet og derfor lidt tyndbenet at se på. En måneds tid senere vælter den ud over krukken i stor frodighed. Den er selvrensende og klarer sig fint, selv om jeg ikke kan gå og nusse om den, som jeg ville gøre derhjemme.

Ind i bilen med os og afsted til Osby.
Som sagt har de den hvert år.
Bare ikke i år.
Dammit.
Jeg måtte nøjes med pelargonier. De er da også meget pæne, men dem kan man jo få alle vegne.
Jeg har lige fundet ud af, at den, jeg ikke kunne få fat i i dag, bliver kaldt superbell på dansk (!) eller Calibrachoa, så nu må jeg finde ud af, om jeg kan købe den i Danmark. Jeg har aldrig set den derhjemme på nogen af de planteskoler, jeg normalt frekventerer, men det må vel kunne lade sig gøre.

Krukkerne er nu plantet til med pelargonier og lidt blå lobelia.
Jeg købte en Äkta Johannesurt med hjem – jeg kendte den ikke, men den så så sød og spinkel ud. Det er tilsyneladende en “læge- og krydderurt, som kommer med små, gule, citronduftende blomster”. Det måtte prøves.
Google, google …
Du godeste … det er bare en prikperikum. Dem kan man finde ude i naturen – man kan kende den på … prikkerne, såmænd (på bladene), men det havde den nys indkøbte ikke. De kommer nok lidt senere.
Den var så ikke et nyt bekendtskab alligevel, men så har jeg da fået en ny plante, jeg kan bruge til at lave snaps af … perikum giver den smukkeste rødbrune farve, når den bliver lagt i spiritus.

Endelig er drivhuset tilplantet

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
Chilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm² af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.

Lokale rekorder … regionale, måske?

Ude i mit krydderurtebed kom der i år en påskelilje op, som ikke var der sidste år. Det er ikke en jeg har sat, og eftersom jeg etablerede bedet for to år siden, har den været længe om at arbejde sig helt op over jordoverfladen, men den skulle også igennem 30-40 cm jord, inden den kunne se lyset.
Til gengæld kunne den slet ikke stoppe igen, da den først kom i gang med at vokse – indtil videre har den en højde på 70 centimeter, men jeg formoder den er færdig med at vokse nu.
Hvor høje bliver påskeliljer normalt? Jeg har nogle, der er pænt høje, men de nåede dog ikke over en halv meter, så jeg synes 70 cm virker som meget.
Når jeg googler lidt rundt, angives de højeste som værende op til 45 cm, så mon jeg er i besiddelse af en rekord?
Den må føle sig meget ensom der, midt imellem timian og purløg, og da den ingen umiddelbare konkurrenter har, undrer det mig, at den insisterer på at vokse så voldsomt, men der er mange måder at hævde sig selv på.

En af dem er at købe nogle enorme løver og sætte i sin indkørsel til et ganske almindeligt parcelhus.

Jeg beklager, kære tætpå-bo, men det her synes vi nok er overkill i middelsvær grad – vores gæster ankommer grinende og spørger hvad pokker vi har gang i her ved fjorden. Jeg tror, det må være region Sjællands største løver.
John og jeg fralægger os ethvert ansvar og griner selv med. Selv løverne på Lungholm gods er kun halv størrelse af disse her … vi ved ikke helt, hvad der har stukket parret, for vi har ikke noget med dem at gøre, så vi kan ikke spørge dem. Ingen har noget med dem at gøre; de har boet der i et års tid, men vil ikke hilse på nogen. Hvis vi vinker til dem, kigger de væk eller ned i jorden, og det gælder ikke bare os, har vi erfaret.

I går kom der fem ryttere forbi. De to forreste heste gik forbi løverne uden at tage notits af dem, men de tre andre nægtede pure at passere dem.
Det så altså skægt ud – de prustede og stampede og gjorde i det hele taget alt, hvad nervøse eller bange heste gør. Det tog hele fem minutter at overbevise hestene om, at løverne ikke ville angribe. De var konsekvente, rytterne: Hestene ville helst over på den anden side af vejen, men det fik de ikke lov til; de blev tvunget til at gå lige forbi løverne, hvilket nok var en klog rytterstrategi, også selv om det tog en rum tid at overbevise dem.
Hvordan pokker ved danske heste, at løver er noget, man skal være bange for? Og så denne slags løver, der trods alt ikke lugter af rovdyr?

Fortsættelse af skvalderkål-føljetonen

Efter antallet af kommentarer på gårsdagens indlæg at dømme, står jeg ikke alene med at synes, at skvalderkål er noget fanden har skabt på en dag, han var i dårligt humør. I princippet har alt vel en højere mening og må formodes at indgå i naturens store kredsløb på en hensigtsmæssig måde, men skvalderkål, hvepse og dræbersnegle er tre af de ting, jeg har meget svært ved at se meningen med. Og jeg er ikke lydhør, selv om en eller flere af jer skulle finde på at belære mig om, hvordan det eventuelt måtte hænge sammen …

Rosenbedet, som serverer mange, mange blomster i form af vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer, tazetter, tulipaner og agapanthus, inden roserne selv kommer rigtigt i gang, har jeg nu indset er en evig kamp for at holde skvalderkålen på et acceptabelt niveau. Alle de ellers så gode forslag i går kan ikke bruges her, netop pga. alle blomsterne, som jeg stornyder, efterhånden som de kommer. De må ikke forsvinde i en drastisk antiskvalderkålkampagne.
Så er det trods alt nemmere med det, jeg kastede mig over i dag, selv om det er lidt hårdt ved ryggen og for armmusklerne at ruske det tætte net af rødder fri for jord. Til venstre herover ses det tætte, grønne dække, men det er ned med greben og så ellers få alle rødderne op. Den metode har jeg brugt med held flere steder i haven, og det er særdeles effektivt. De få blade, der dukker frem senere, er nemme at nippe af. Jeg luger aldrig i områder, hvor der er skvalderkål, for man skærer bare rødderne over og formerer dermed planterne i stedet for at udrydde dem. Temmelig uhensigtsmæssigt … 

Her har kun vokset skvalderkål og matrem siden vi flyttede ind, men nu er dette nyetablerede bed så nogenlunde klar til beplantning. De sidste sten på lageret blev brugt til kant.
Bagerst har jeg sat en Lavatera Barnsley (mamelukærmebusk), som jeg synes er så smuk. Desværre har jeg, uden at vide det i købsøjeblikket, købt den sarteste af varianterne, så det er lidt spændende, om den kan overleve en vinter. Den skal i hvert fald nok nurses lidt om, hvis det bliver hård frost. 
Hvad der ellers skal i her, skal jeg til at google rundt og undersøge lige om lidt. Skal det være et farveorgie? Nok ikke. Skal der flere forskellige, men i samme farvetoner? Eller skal der 10-12 ens stauder i? Eventuelt af en god skæreplante? 

---

Til slut en skøn bemærkning fra en af mine facebookvenner, som ofte har en god kommentar:
Nyhed: Verdens ældste person er død.
Christians kommentar: Hmmm … er det ikke noget, der jævnligt vil forekomme?

Til (den evige) kamp mod skvalderkålen!

Som så mange i blogland har været inde på, har de seneste meget kolde 14 dage haft én fordel: Det meste er sat i stampe og forårets blomster har haft en usædvanlig lang sæson. Da vi tog afsted, nævnte jeg for John, at det var en smule ærgeligt, at alt, både tulipanerne og alle påskeliljerne ville være væk, når vi kom hjem igen, men det var så ikke tilfældet – nogle få tulipaner blomster, men de er ikke engang kommet alle sammen endnu, og jeg kan ikke mindes, at jeg før har oplevet påskeliljer blomstre så længe.
Det eneste, der på ingen måde har stået i stampe, er skvalderkålen. Den har vokset sig stor og stærk, mens vi var væk, og jeg er altså ikke helt enig med dem, der hævder, at det er et nydeligt bunddække. Den bliver gladeligt 3/4 meter høj, hvis den har gode forhold, og det har den ved alle de gamle roser. På grund af samme gamle roser har jeg ingen mulighed for at komme de forbistrede skvalderkål ordentligt til livs. Jeg gik endda så vidt, at jeg, stærkt imod mine principper, købte round-up i geleform. Det skal man give den uønskede plante en ganske lille smule af på et blad, så skulle giften trænge ned og ødelægge roden uden af forurene noget andet; i dette tilfælde mine fine roser.
Det hjælp ikke en døjt. Jeg gav det to chancer, for jeg kunne jo lige så godt få det brugt, nu jeg havde købt det, men det er ikke de mange penge værd.
Der skete bare det, at skvalderkålen så lidt brunlig og mistrøstig ud i nogle uger for så at tage fat igen med fornyet styrke.
Hvordan jeg skal få bugt med dem, når de står i rosenbed, aner jeg ganske enkelt ikke. I princippet er der kun at gøre at grave alt op, men det vil jeg simpelthen ikke byde de gamle roser – jeg er sikker på, at de ikke vil overleve sådan en behandling.
Man kan, når man er medlem af Haveselskabet, få en havekonsulent ud i 1½ time for 1800 kroner. Jeg kunne godt blive fristet … jeg vil ikke ofre en mindre formue på at få lagt hverken en hel eller en halv haveplan, men at gå rundt og snakke om en masse ting, få en masse ideer og forslag og formentlig også få en masse gode råd med på vejen, lyder som en god investering.

For at finde et billede, der kunne illustrere hvad det er, jeg helst ikke vil ødelægge, sad jeg og kiggede på de første billeder vi tog i forbindelse med overtagelsen af Den Stråtækte … jeg var faktisk selv lidt overrasket over, hvor meget her er sket, selv om jeg naturligvis godt er klar over det.
Og overse venligst, at det var noget sludder at sige …
Men ville det ikke også være synd at gøre noget, der ville kunne skade de skønne roser? Det ligner ikke så meget mere den jungle, vi overtog i august 2014 – og alligevel kan jeg hele tiden finde på noget nyt at plante, lave om eller flytte rundt på, men det er en del af det at have en have.

Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

Ikke spor træt, men glorien er meget tung …

Mine knæ er ømme, mine ben føles tunge og min ryg er øm.
Det er naturligvis ikke fordi jeg er gået for voldsomt til den ude i haven … jeg er sikker på, at det bare er glorien, der er så stor, at vægten af den belaster mit havebrugte legeme.
Jeg tror det er godt, at vi skal ud i aften – både John og jeg stoppede ved frokosttide og har slappet af lige siden. Det nytter jo ikke, at vi kommer i aften og er uunderholdende og mest af alt ligner to, der bare burde kravle i seng.
Glorien er ikke engang tung, fordi jeg er forårsfærdig i haven, men fordi jeg næsten er forårsfærdig i haven … jeg har sat halvdelen af dahliaerne, og resten må vente til i morgen. Der er nogle på vej fra England (Charlottes fødselsgave til mig), men dem er der sat plads af til i bedet.

Disse fem dahliaer er nye i samlingen. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg købte den på billede tre – den passer ikke ind i farveholdningen, jeg har valgt, men hvis jeg kender Murphy ret, er det desværre nok ikke den, der vælger at lade være med at komme.
Jeg var til dahliaforedrag for et par uger siden, hvor vi blev belært om den optimale måde at vinteropbevare dahliaer på. Det viste sig, at jeg havde gjort det hele skrupforkert!

Men, men, men … knoldene jeg tog op i efteråret og vaskede (som man ikke må, for så tørrer de ud) og puttede i mørke kasser uden mulighed for ventilation (som man slet ikke må, for så rådner de), havde det perfekt. De var ikke indtørrede, og de var ikke rådne; tværtimod var de fleste begyndt at skyde stængler op, på trods af, at det har været buldermørkt i kasserne.
Det var formanden for Dansk Dahliaselskab, der holdt foredraget (gennem Haveselskabet), og da han så mit lange ansigt (og andres), spurgte han, hvordan jeg havde gjort, hvilket jeg fortalte ham. Han sagde dog, at jeg bare skulle tage det roligt og se, hvad de blev til i år. Hvis man selv havde fundet frem til en metode, der virker, er der jo ingen grund til at lave den om! Og den ser ud til at virke. Jeg lagde fugtige aviser over knoldene, inden jeg lagde dem til at vintersove under nogle gamle håndklæder, og der var ikke én knold, der var det mindste tør – ej heller rådden, så bortset fra, at jeg ikke har set dem komme op af jorden endnu, er jeg alligevel ret sikker på, at min metode virker.
Jeg ved godt, at det er tidligt at lægge dem i jorden, men det var også 1. april sidste år, og det fungerede perfekt. Det varer jo noget, inden de titter op, og så er nattefrosten forhåbentlig helt væk for i år.
April er næsten helt booket op nu: Vi skal til Sverige; vi skal have weekendgæster, vi skal på flere besøg i påsken, og vi skal til Mallorca resten af april, så de skal i jorden alle sammen inden vi rejser.
Jeg kunne derfor lige så godt se at komme i gang.

Der er laaang vej endnu

18° lige fra klokken 11 og sløret sol hele dagen undtagen tidligt i morges, hvor der var fuld sol – så er der ingen grund til klage. Jeg sprang direkte i havebukserne og begyndte at flytte rundt på de ting, der skulle flyttes, så dahliabedet kan udvides.
Hvornår bliver man færdig med en have? Det gør man nok aldrig. Jeg gør i hvert fald ikke, sådan som jeg går og planter om hele tiden. I princippet burde jeg nok konsultere en havearkitekt, men jeg ved med mig selv, at uanset hvor gode ideer en sådan måtte have, vil jeg sandsynligvis ikke være enig i alle dele af planerne, og så er det jo lidt spild af penge – også selv om der kommer nogle aha-ideer på bordet.

Det er også kun sundt med alt det arbejde – det holder en i gang.
Eller også holder det en i stolen … jeg kan så sandelig mærke, at jeg er brugt i dag; at jeg er totalt ude af form – selv om John svagt antydede, at problemet måske nærmere var, at der er kommet for meget ‘form’ efterhånden …
Nå. Hvis jeg havde været 30 år, havde jeg ikke gidet havearbejde. Man kan ikke få alt. Nu gider jeg godt havearbejde, og heldigvis har jeg den fornødne tid der skal til, så der er faktisk ingen grund til at smadre sig selv helt – prøver jeg på at sige til mig selv.
Der var naturligvis kaffepause(r) ved bordet ude foran i dag. John sad og kiggede lidt mistrøstigt på rodet på billedet herover, men jeg sagde, at han bare skulle forestille sig et frodigt bed fyldt med dahlia i alle mulige bordeaux nuancer, men sådan noget er jeg vist bedre til end han er.
Der var i løbet af marts kravlet en lille helleborus op gennem græsset – den og de mange nøgne jomfruer var jeg nødt til at finde en ny plads til.
Til min store overraskelse kommer der masser af montbretia op, hvilket spolerede planerne lidt for dahliabedet, idet jeg var sikker på, at de alle var gået til, men i stedet kommer der både to, tre eller hele fire nye skud op ved hvert af løgene, jeg satte sidste forår. Nogle få af dem blev flyttet, men resten må blive stående i år. Så må der komme lidt flere dahlia ud i det nyetablerede højbed, indtil jeg finder en egnet løsning på montbretia-overfloden.
Beslutninger, beslutninger … men dette må vel siges at høre til i kategorien luksusproblemer.

Foråret nydes indefra i dag

I dag er den da helt galt med vejret – det har tilsyneladende overhovedet ikke tænkt sig at klare op. Hvis det så endda bare kunne regne rigtigt, så regntønden kunne fyldes, men det bliver bare til lidt støvregn. Der er dog nok en del landmænd, der er glade for, at det ikke bliver til mere.

Dagens haverunde er derfor indtil videre kun blevet til morgeninspektionen af vindueshaven oppe på første sal. Det er et rigtig godt sted til formålet, for der er lys og plads nok, men vi behøver ikke at være tvunget til at gå og kigge på det hele tiden. Det er spændende nok, såmænd, at se hvordan det spirer og gror, men det er ikke ligefrem et æstetisk smukt syn.
I forgårs fik nogle af de spæde planter lidt bedre jord og lidt mere plads at udfolde sig på, og der er er sket en del med dem bare på de par dage.
Især det med den forbedrede jordkvalitet har en betydning, tror jeg … i papirpotterne er der den muld, vi købte os til, for typisk nok havde jeg ikke noget spiringsmuld den dag jeg fik lyst til at putte frø i jorden. Jeg ved nu til en anden gang, det måtte være tilfældet, at det er med at komme afsted med sig for at købe det rigtige jord, for frøene har vist haft barske vilkår i den muld; det er pakket alt for hårdt, sådan helt af sig selv. Ikke desto mindre har de fleste af frøene spiret, så jeg må se at få givet alle de små pus lidt mere optimale vækstforhold.

Til sidst får I Morten Ingemanns stribe fra i går. Det er jo ellers en sober og stueren blog, denne her, og de fleste af MI’s striber er temmelig platte, men indimellem serverer han virkelig en perle, der kan få os begge til at grine højt allerede fra den årle morgenstund. Det skete så i går, og en som denne er grunden til, at vi køber hans kalender; den er alle de ikke helt så sjove striber værd.
Han har selvfølgelig copyright, den gode Morten, men jeg vil hævde, at det er ret dårlig stil, hvis han sagsøger mig for at reklamere for hans kalender!

Utålmodigheden bliver ikke mindre

Shelteret står bare og venter på, at vi for alvor tager det i brug.
Drivhuset er vasket og gjort forårsklart.
Vandtønden er monteret og venter bare på regnvejr (det må så godt vente lidt endnu …).
Det store, grimme kirkegårdsstedsegrønne træ er opstammet, så der kunne blive plads til en blåregn, som jeg forestiller mig lynhurtigt blive kæmpestor, kravle op ad stammen og skjule, hvad der skal skjules.
Planterne, som kom med posten fra Jespers Planteskole, er sat i jorden; herunder omtalte blåregn og tre klematis, hvor en står i en stor krukke og skal løbe op ad en hjørnestolpe på shelteret, og de to andre skal dække det grimme hegn, som nu står blotlagt og generer især Johns øjne. Jeg kan bedre abstrahere fra det grimme syn, mens jeg hver dag går og tjekker hvor meget det hele er vokset siden i går …
Haven er så kuperet, at vi kan samle regnvand op fra shelteret, lade det løbe gennem en slange og ned i regnvandstønden, som er stillet i skjul bag drivhuset og derfor ikke generer nogen … det øverste af vandtønden står lavere end gulvet i shelteret, så det skulle gerne gå helt af sig selv med regnvandspåfyldningen.
Hvis jeg kan få 40 tønder vand i løbet af sommeren, går det vist nogenlunde lige op med det ekstra forbrug til havevanding i 2016. Det får jeg nok ikke, men hvis jeg skal gå med kanden, bruger jeg ikke nær så meget vand, som når jeg går med en slange.
Vejret er tåget, trist og uinspirerende hele formiddagen, men efter frokost klarer det op, og så kan vi slet ikke holde os inde.

Man skulle ikke tro, at disse to billeder er taget med bare et par timers mellemrum.
Der var 30° inde i drivhuset i dag – jeg er ret ivrig for at få sat tomatplanter i plantesækkene inden weekenden, men jeg er nødt til at styre mig, for Gartneri Toftegaard åbner først 7. april. På fredag lover de helt op mod 20°, men vi har jo set, hvor hurtigt de kan lave om på de prognoser … i hvert fald bliver det sikkert rigeligt varmt nok til, at jeg kan få gravet op, så der kan blive god plads til alle mine dahliaer.

Jamen … det er jeg da også – det er vi alle sammen

“Syv procent af de børn der fødes i Danmark, er enten et barn af en indvandrer eller en efterkommer” lød det i morgenes radioavis.

Jeg vil på det allerstædigste hævde, at 100 % af de børn der fødes i Danmark, er et barn af en efterkommer, og det uanset hvem barnet er en efterkommer af; det være sig af en med indvandrerbaggrund eller en, hvis slægt har boet i Danmark siden Gorm den Gamle – medmindre spontan genese har indfundet sig siden jeg lærte om forplantningens mysterier, men det har jeg svært ved at tro på.
Jeg er ikke sikker på det første tal, så hæng mig venligst ikke op på det, tak … de 100 % er jeg derimod ret sikker på!

Det var så også det mest ophidsende der er sket i dag. Intet havearbejde for vores vedkommende, for det er rent efterårsvejr nu; med regn- og især ruskvejr. Jeg nåede heldigvis tilbage fra Næstved, inden sluserne åbnede sig, så de seks plantesække må vente til en anden dag med at blive fordelt i det nye højbed med den lige så nye muldjord.
Jeg har ingen erfaring med købe-muldjord, så jeg ved ikke, om man bør gøre noget ved den. Umiddelbart virker den fin, men den virker samtidig ret kompakt i det, derfor plantesækkene, som jeg forestiller mig kan bruges til at løsne jorden lidt.
Plantesække koster stort set ingenting – man kan sagtens finde steder hvor de koster bare en tier stykket – jeg købte 10, hvoraf der skal bruges fire til drivhuset og seks til bedet – det bliver ikke dem, der sprænger mit havebudget, men et eller andet sted er jeg jo nødt til at tænke i sparebaner, fortæller jeg mig selv; ellers ruinerer jeg os nok snart ved at gå amok i indkøb til haven, men til den pris kan der ikke være noget forgjort ved det, for skade muldjorden kan det vel næppe.

Og snart går turen hertil igen: Gartneri Toftegaard med alle deres dejlige chili, tomater og krydderurter.
Forårsfornemmelser er godt!

Forårsfornemmelser før og nu …

Mit svar til Lene i går inspirerede mig til dagens overskrift.
Forårsfornemmelser er normalt noget, man forbinder med lyst og med forelskelse, og sådan har det da også engang været for John og mig.
Tiderne ændrer sig … lysten er der skam stadig, men lige her for tiden er den rettet mod noget andet, nemlig haven, og skulle der være en snert af den oprindelige betydning tilbage, når dagen er omme, drukner den i træthed, ømme rygge og ditto lårmuskler, og om aftenen smider vi os i sengen på uskøn måde, ude af stand til andet end at jamre lidt på en særdeles ikke-erotisk måde.
Jajaja – alting har sin tid …

Det gælder også for risgærder. To trailerfulde pilråddent risgærde er kørt på haveaffaldspladsen, og en del snebær er gravet op. Den før lidt for smalle sti er blevet dobbelt så bred, og ca. en kvadratmeter brostensbelægning er opdaget og gravet fri.
John er stadig ikke helt glad ved tanken om hullet ud til vejen, og nok slet ikke for at fjerne det risgærde, selv om det var hans eget forslag. Næsten da … han synes der bliver for åbent, og at folk for nemt kan kigge op på terrassen. Jeg siger pyt; det er mest Marjatta-elever der passerer forbi, og de er som regel fuldt beskæftiget med at gå og snakke med sig selv. Skulle de alligevel få lyst til at kigge op, så fred være med det.

Nu kan vi snart så græs, men må nok hellere vente, til posten har været der med alt det, jeg lige har købt på en internet-planteskole; bl.a. tre buske til at sætte i hullet, John står ved på øverste billede. Jeg købte meget. Så meget, at John ryster lidt på hovedet, men det skal nok blive godt – bl.a. en klematis, der ikke bliver alt for voldsom og derfor er velegnet til krukke og som skal kravle op ad en af stolperne på shelteret. Det påstod de, at den var velegnet til, så det vælger jeg at tro på.
Lige nu er det tudegrimt, men jeg har ingen problemer med at se det for mig, som jeg regner med det kommer til at se ud, når græsset er tilbage og de nye buske blomstrer.
Knolden til højre bliver fyldt med floks, storkenæb og kongelys, så der bliver masser af smukt at kigge på.

To gange trætte rygge

Endelig nåede temperaturen op på et tocifret tal … også kun lige, men det har føltes herligt og varmt, for solen har skinnet stort set hele dagen – undtagen i 10 sekunder, da jeg ville tage et før-billede med udsigt.
Jeg har været ude hele dagen. Krydderurtebedet er reetableret og jeg har fået sat skik på endnu en kant ved at lægge sten og fylde lidt ekstra jord på bag dem. Der viste sig at ligge en masse dertil velegnede sten under den store ene, som måtte lade livet, så shelteret kunne være der. Jeg er ikke god til at få stukket kanterne lige (som i gider faktisk ikke sådan noget), så det bliver aldrig gjort. Nu bliver det til gengæld svært at slå græs helt inde mod stenene, men alt med græsslåning er ikke mit bord, hehe.
Der skal snart købes stauder, for der er plads til flere nu, hvor jeg har udvidet bedet en anelse og flyttet lidt rundt på nogle af de bestående.

Det er vigtigt, at dette bed bliver pænt og indbydende, for man kan se det fra terrassen, når man sidder oppe på den og stornyder livet, det nye shelter og den vidunderlige udsigt over Præstø Fjord. Vi drak eftermiddagskaffen deroppe for første gang i år … skønt, skønt, skønt.
Når man ser vejledninger for stauder, skal man plante dem med en afstand, der får dem til at råbe til hinanden de første år. Når man så studerer haveblade, vil der være mange, både professionelle og amatører, der siger, at de planter tæt, tæt, tæt, hvilket da også ser meget bedre ud – også når planterne begynder at flyde lidt ind i hinanden. Jeg har, som den novice jeg er, hidtil rettet mig efter autoriteterne, men jeg tror jeg fremover vil plante dem så tæt, som det næsten kan lade sig gøre og så senere tynde lidt ud i dem – det værste der kan ske er, at jeg om få år kan gøre nogle glade med lidt stiklinger eller aflæggere eller hvad det nu hedder i staudeterminologien.

Shelteret er stort set færdigt – det, der mangler, kan man ikke se fra denne side, men det er tagrenden bagved, så jeg kan få samlet regnvand op igen. Holddaop, hvor brugte jeg meget vand sidste sommer til havevanding. Det er for fjollet og det er spild af vandværksvand, men man kan ikke samle regnvand op, når man har stråtag.
Jeg kan godt se nogle hængende blomsterkrukker for mit indre øje; det vil bløde lidt op på al firkantetheden. Jeg glæder mig til næste år, hvor vi må male det drivtømmerfarvet. Trykimprægneret træ må først males efter et år, men hvad nu, hvis det allerede har ligget et år i trælasthandelen? Sådan noget får man ikke John til at spørge om …
Der er nu to ømme rygge i familien Nielsen, men det vi har nået i dag, er det hele værd.

PS: Jeg har ringet til entreprenørfirmaet og fortalt ejeren, hvor glade vi var for kvaliteten af det udførte arbejde.

Intervalarbejde

Når man skiftevis løber og går, kaldes det intervaltræning.
Jeg har lige opfundet begrebet intervalarbejde. Eller rettere: John har, men jeg fandt på ordet.
John har brugt næsten to dage på internettet for at finde de helt rigtige materialer til den helt rigtige pris. Han har regnet og streget ud og regnet igen, konfereret lidt med mig om nogle få ting, der intet havde med det tekniske at gøre, men med det forventede og/eller ønskede færdige udseende.
Det blev truffet endelige beslutninger, varerne bestilt og i fredags kom fragtmanden med alt træet.
Først skulle der ryddes. Så skulle pavillonen tages ned. Dette skete den 21. februar, og Søren får nu forhåbentlig glæde af den.
Så skulle der måles ud og sættes vinkler på præcis 90°. Her vil vi ikke have nogen skæve vægge.

I går blev dagen, hvor Søren igen måtte hidkaldes, for man kan ikke sætte stolperne op alene, og jeg er ikke god nok til den slags arbejde.
Sådan siger John ikke, men det tror jeg han mener, og fred være med det – jeg vil også meget hellere være fri, og det er han ganske klar over.

Søren kørte igen, for han havde en anden aftale, men John fortsatte med at skære de dobbeltklinkede brædder til og sætte dem ned i rillerne. Han kom ikke ind før han var færdig; det er det, jeg mener med intervalarbejde: Han knokler og knokler til han næsten segner, og så kan der være op til flere dages pause.
Han segnede nu ikke … ikke denne gang, og pausen er ganske ufrivillig, men vejret i dag er da totalt elendigt – det er først for en times tid siden, det holdt op med at regne og blæse, så fjordvandet næsten nåede helt op på terrassen.
The Shelter, som vi har døbt det, bliver ikke så højt, som det kan synes her, men vil nå op til hvor væggene går på billedet. Det er nemmere at skære stolperne til bagefter, siger sagkundskaben.
Det bliver et fedt sted at opholde sig en lun sommeraften – og på alle mulige andre tidspunkter – udsigten har jeg vist pralet af før, men jeg repeterer gerne. Vi bliver aldrig træt af den, selv når vi repeterer flere gange dagligt …

Når Muhammed ikke vil komme til bjerget …

Nu kan det bare begynde at sne, næsten lige så tosset det vil, for jeg har lige købt ind til en belejring. Bortset fra, at vi skal til Johns søsters fødselsdag på lørdag, behøver vi ikke at skulle begive os ud i vinteren hele den næste uges tid.
Det er rigtig godt med de madplaner, jeg har været flink til at lave i et par år nu, og jeg holder stædigt fast i Brugsen, selv om jeg må konstatere, at nogle af de ansatte i min nyopdagede yndlingsfilial i Fensmark har gået på det samme fejlstavningskursus som alle andre brugsmedarbejdere.
Næsten alle … det store vinskilt var til min glæde skrevet korrekt, men til skiltet med forårsbakken kunne overskriften passende være Find Fem Seks Fejl.

Når jeg ikke kan komme ud i haven, må haven komme ind til mig.
Nu har jeg derfor lavet avispotter med min dertil indrettede paper pot maker fra HRH Prince Charles himself (ej, dog ikke, men fra Highgrove) – og jeg har også puttet noget i dem.
Det vides dog ikke endnu, om frøene overhovedet kan blive til noget, for nogle af dem var tre år gamle. Jeg har ingen anelse om, hvor længe frø bevarer spireevnen, men det er vel forskelligt fra plante til plante – og har man ikke hørt, at man har kunnet få flere tusinde år gamle frø til at spire? Nå, ikke? Jeg satser dog og krydser fingre for, at i hvert fald nogle af dem beslutter sig for at ville spire.
Der er olieplanter, blodrød torskemund, en smuk staude, som hverken haveejeren eller jeg kender navnet på, men som jeg med samme ejers velsignelse fik nogle frø fra; der er to farver stokroser og der er evighedsblomster, som jeg huggede frø fra i Wales’ botaniske have. Kan I huske evighedsblomster? De var meget moderne en overgang, men er tilsyneladende forsvundet helt ud af det danske havebillede. Min mor havde dem nogle år i træk – de er meget søde og jeg kunne godt lide deres knitrende pergamentagtighed, når man strøg med fingeren hen over kronbladene, og tanken om at kunne have hjemmedyrkede blomster i vaserne hele vinteren synes jeg lyder tiltalende.

Endelig sker der lidt!

John er præcis lige så utålmodig som jeg – han viser det bare ikke. Den mand kunne blive verdensmester i pokerfjæs, hvis han ellers var et konkurrencemenneske, hvilket han ikke er.
I morges, endnu inden jeg var færdig med at morgenmadshygge med de sidste sider af Solopgang (Victoria Hislop er svær at slippe, Lene! Nu har jeg læst tre af hendes bøger og mangler kun Hjemkomsten), hørte jeg motorstøj ude fra haven. Jeg fik i en fart hevet noget arbejdstøj på og gik ud for at se … jojo, han var ved at motorsavsmassakrere den kinesiske ene. Eller hvad det nu er for en – men uanset hvad, er den snart fortid her i haven. Holddaop, hvor giver det meget lys; der kan sikkert sagtens trives kartofler her, indtil vi finder ud af, hvad vi vil stille op med det skrækkeligt grimme hjørne af haven. “Kan du nu se, hvorfor jeg helst ikke ville fælde det her?”, spurgte John. Jo, det kunne jeg sagtens se, men hvis noget er grimt, skal man da ikke bare lade det være grimt, men gøre noget ved det, og det gør vi så nu. Børnebørnene mister deres hule, som de havde meget glæde af at lave forrige sommer, men vi finder nok et andet sted, de kan bruge til det, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Der skal vist noget nyt plankeværk til. Og/eller en masse klematis, kunne jeg lige pludselig se for mig. Alt træet kommer jo væk, og her er grimt, grimt, grimt, som I kan se. Terrassen får ganske vist en to meter høj væg på hele den ene side, så man vil ikke kunne se dette hjørne derfra, men det vil kunne ses fra flere andre steder i haven. Det fremgår tydeligt her, at den forrige ejer levede sit liv efter det forhåndenværende søms princip. Mange steder havde han brugt flere forskellige slags materialer inden for et ganske lille område, så meget så ret Klondyke-agtigt ud. Det meste har vi fået gjort pænt, men dette hjørne er det værste.  
Nå. Man skal aldrig gå ned på planer. Det tror jeg så heller ikke, vi gør.

I haven sker der rigtig meget lige nu. To af de tre helleborus, jeg købte sidste år, står sågar i knop. Og mens John var afsted med afskåret træ, pillede jeg strittejawertusser af, for solen skinnede så dejligt, at jeg ikke kunne finde ind igen. Næsten alt er på vej op, selv den franske esdragon, som jeg godt kan være lidt bekymret for, hvis vi skulle få det lovede frostvejr i weekenden. Den står godt nok på en god læplads, men den står trods alt ude. 
Og til jer, der måtte mene, at jeg har været for hurtigt ude: De strittende tingester, jeg i dag har knækket af, ville ikke have kunnet isolere det mindste!

Det klør, gør det …

Nu klør det altså i havefingrene! Både i Johns og mine … hans fordi han gerne vil i gang med at gøre klar til den nye terrasse og mine fordi jeg vil i gang i bedene. John kan så småt begynde, men han skal bruge Søren til noget træfældning, og han kan ikke her i weekenden.
Det er desværre nok for tidligt endnu med de bede, men mon ikke jeg så småt kan begynde rundtomkring at fjerne visne strittejawertusser fra sidste blomstring? Nu tror jeg ikke mere på, at der kommer så store mængder sne, at de er nødvendige for at isolere – eller hvorfor det nu lige er, at man ikke må fjerne dem før om foråret.

‘Træfældning’ er måske et voldsomt ord – det er den store, stedsegrønne plante, der står bag pavillonen, der skal væk. Jeg tror, det er en kinesisk ene, men er ikke sikker, og det er også ligemeget, for dens skæbne er nu beseglet. Jeg har ønsket den væk lige siden vi flyttede ind, men John syntes den skulle blive. Nu har han selv foreslået, at den bliver slagtet, så den nye terrasse kan tage sig ud på bedst mulige vis … og jeg havde naturligvis intet som helst at indvende mod det!
Det bliver ren win-win – ny, overdækket terrasse og ingen kinesisk ene – plus, at der bliver noget plads, både hvor den står nu og bag den, hvor der vil blive plads til nye planter.
Det har jeg bare ikke nævnt noget om endnu til John … jeg skal også først se, hvordan det bliver, når terrassen er færdig, inden jeg kan begynde at se for mig, hvad der ville se pænt ud – og hvad der vil kune gro der, for det bliver et lidt mørkt hjørne af haven.

Det er simpelthen også snart bydende nødvendigt, at jeg kan komme ud – jeg bruger alt for lang tid på internettet på at blive inspireret til nye tiltag i haven. Alle, der kender mig, morer sig strålende over min haveiver, der jo er et ganske nyt fænomen fra min side.
Men altså … jeg har tiden til det nu. Al den tid, der skal til, og selv om jeg holder meget af at strikke og sy, nytter det ikke noget at sidde på sin flade hele dagen med den slags sysler. Man skal UD, skal man, og når man har et sted som vores, hvor det, næsten uanset vejret, er skønt at være ude og med jævne mellemrum kigge ud over fjorden, så er det da bare med at benytte sig af det.
Så forår, tak! Snarest!

Er græskar i musestørrelse

Græskarrene fra Halloween er for længst smidt ud, men jeg lod et i ministørrelse ligge ved siden af nogle miniblomster i græskarfarve. Blomsterne er nu gået heden, men minigræskarret har gjort nytte – som museføde.

I går morges fik John øje på en lille mus, som tilsyneladende holder til inde under den gamle trappe, som ikke længere bruges af os mennesker. Den pilede ud og ind gennem en revne og spiste af det lille græskar, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. ‘Spisehullet’ vender væk fra os, så det blev først opdaget nu, hvad der var gang i. Vi gætter på, at der har været mad til den i flere dage, for selv om det er et lille græskar, så er en mus heller ikke ret stor.

Der er mange mus her i nabolaget, men det er nok ikke så underligt, for her er masser af mad, og her tænker jeg ikke kun på efterladte græskar, men hvad naturen og de mange haver har at byde på i nabolaget omkring Den Stråtækte.
Vi har fanget tre mus i køkkenet siden august. De kommer sandsynligvis ind et eller andet sted bag køleskabet, men de når heldigvis aldrig mere end nogle få centimeter længere end lige uden for dette, så går de i fælden, som John har lagt en rosin i, hvilket er en alt for stor fristelse for en lille mus.
Med de mange mus, vi ser både foran og bagved huset, tror jeg, vi skal være glade for, at der kun er kommet tre ind – og så længe de bare holder sig udenfor, har jeg intet imod dem. Tværtimod – de er faktisk meget søde og pudsige at iagttage, når de har travlt med at skaffe sig føde.
Det er noget helt andet med rotter, som jeg hverken vil have ude eller inde. Der har været én i år, men den fik vi hurtigt gjort kål på.

Arbejd, arbejd, arbejd …

Efter John meget blæret har monteret en fjernbetjent garageport, er det sjældent, vi har brug for at stige ud af bilen, mens den holder udenfor, fordi en af os skal ud og åbne porten, men alligevel sker det jo, at man af en eller anden grund skal sætte sine fødder på pladsen foran garagen.
Det er stadig, selv efter to år hernede, vild luksus for os at kunne sætte bilen i garage og oven i købet gå fra den og direkte ind i fyrrummet. I Havdrup skulle vi gå langt for at komme fra bilen og ind, hvilket var hammerirriterende under de fleste forhold, og med regn, snestorm og mange indkøbsposer som de tre mest irriterende.

Pladsen foran portene, som burde være græs, er i stedet efterhånden blevet til noget værre pladderværk, som længe har generet både os og pænt fodtøj. Det er jo ikke nok, at vi selv kan gå tørskoede ind, når vores gæster får svinet skoene til, så nu fik vi endelig taget os sammen til at få bestilt de granitskærver, vi har talt om lige siden sidste sommer. Den flinke vognmand smed dem af lige præcis hvor vi skal bruge dem, så nu skal de bare bredes lidt ud. Søren er kommet for at hjælpe med det – til gengæld får han marinerede bisonspareribs til aftensmad – ledsaget af en god vin, naturligvis.

Da jeg gik ud for at gøre d’herrer opmærksom på, at jeg helst ikke ville se nogen hjertetilfælde, sagde Søren bare – uden overhovedet at se på mig:
Nejnej, det har vi sgu da ikke tid til!
Jeg fik dem dog til at stille sig op og lade som om de holdt pause, men de er godt nok hurtige til at få spredt de skærver.
Stenene er mændenes; dem vil jeg ikke have noget at gøre med, selv om jeg er glad for, at det bliver lidt pænere nu.

Jeg har nemlig fået muldjord. Igen afleveret præcis hvor den skal bruges – det er bare at skære hul på sækkene.
I efteråret fik vi endelig lagt en række store kantsten ude ved gavlen. Det var så meningen, at der skulle fyldes jord i til et hævet bed. Vi har talt om det bed lige siden vi flyttede ind, for det var grimt, grimt, grimt, men vi har haft svært ved at finde ud af, hvad vi skulle gøre ved det, da det vender østsydøst og ikke er skærmet af for modvinden, hvorfor det ikke vil være hvad som helst, der kan trives der.
Jeg har tænkt på at sætte David Austin-roser, men de fleste af dem kræver mindst seks timers solskin om dagen, hvilket kommer til at knibe her, selv på en dag med sol fra morgen til aften.
Når muldjorden er blevet fordelt, må jeg tænke igen. Jeg er nok foreløbigt nået frem til at plante én David Austin-rose, bare for at se, om den kan overleve. Derudover vil jeg, af samme grund, sætte et par dahliaer. Hvis disse solkrævende vækster klarer den, skal jeg finde ud af, om jeg vil fortsætte med det ene eller det andet, men den beslutning vil ikke kunne træffes før til efteråret.

Den dag dahliaerne døde

Så meget for mantraer. Pfft. Ikke fordi jeg troede på den slags i forvejen, og nattens frostvejr har ikke ændret spor på det.
Alt var rimfrosthvidt i morges – taget, græsplænen, blade på træer og buske. Og dahliaerne. Øv.
Nå, tænkte jeg, så er dagen kommet til knoldoptagelse. Da jeg kiggede ud fra køkkenet, så det ud til, at flere af blomsterne kunne klippes af og sættes i vase, men da de kom ind, faldt de helt sammen, de stakkels blomsterhoveder – og det var så sent som i går, jeg tog billedet med de stadig fine dahliaer i det morgenbløde novemberlys.

Var jeg lidt vemodig over, at det var slut med blomsterudsigten for i år, blev jeg glædeligt overrasket over at se, hvor store knoldene var blevet i sommerens løb. De små og uanselige knolde, jeg satte i foråret, og som alle kunne sendes i en lille papkasse fra England, må have slået vækstrekorder i år. Der ville ikke kunne være to af disse dahliaknolde i den kasse, de sendte mig 21 knolde plus 25 montbretialøg i!

Til venstre er det Sugar Diamond, af hvilken jeg satte tre tynde ‘rør’ i jorden – de er nu mangedoblet, både i antal og størrelse.
Til højre Carribean Fantasy, hvor der kom otte op af de ti, jeg satte, men med den vækst, de har præsteret, er jeg på ingen måde utilfreds.
Min intensive pasning og gødning har vist givet pote – så meget kan de vel næppe vokse hvert år? Deler man dem bare hårdt og brutalt? Det må man vel kunne gøre … men ikke denne gang.
Dahliaknolde er næsten lige så forskellige under jorden, som de er over den, hvilket tydeligt ses på disse to billeder. Jeg tør dog ikke stole på, at jeg kan huske dem på knoldene, når vi når til, at de skal i jorden næste år, så jeg har printet billeder af alle blomstene, skrevet navn og cirkahøjde på og plastlamineret dem. Disse identifikationsmærker nu kan ligge sammen med de respektive knolde hele vinteren uden at tage skade.

Jeg har skyllet knoldene fri for jord, idet jeg regner med, at de så tørrer hurtigere. Nu ligger de og fylder en stor del af fyrrummet, men når de er tilstrækkelig tørre, kommer jeg dem i kasser og stiller dem op på loftet, hvor der gerne skulle være mørkt og frostfrit hele vinteren igennem.
Det er ret spændende, om – hvis de altså overlever vinteren, men det satser jeg på, at de gør – de enkelte planter bliver tilsvarende større næste år. Jeg mener i hvert fald nu bedre at forstå, hvorfor parret, vi besøgte i forbindelse med Haveselskabet, kunne have dahliaer, der var højere end mig. Mit gæt er, at hvis jeg havde taget chancen og ladet dem blive i jorden vinteren over, vil knoldene blive sat tilbage og/eller delvist rådne op, hvorfor de nærmest skal starte forfra hvert år, hvis de ellers overhovedet overlever. Vores bagbo tager aldrig knoldene op – de overlever godt nok, men deres dahliaer bliver aldrig ret store.

Ude er godt, men hjemme er … sandelig også godt

I lufthavnen stod der to ægtemænd og ventede på de to ikke-enlige af Die Drei Mädchen, som alle havde haft en dejlig, dejlig tur, idet både England, barn og børnebørn viste sig fra hver deres bedste side, så det hele kunne vist godt siges at have været ovenud vellykket.
Alligevel er det jo altid skønt at få et varmt og solidt velkomstkram af den slags, der siger “det er rart at se dig igen”. Jeg elsker at være sammen med veninderne uden ægtemænd, jeg elsker at være hos Charlotte og børnene, men det er nu allerbedst, når John også er med. Bortset fra, at jeg også elsker alenetid med Charlotte. Det er ikke nemt at stille mig tilfreds … eller også er det godt altsammen, bare på hver sin måde.
Når katten er ude, spiller musene på bordet. Jeg må være en kat, for vi havde ikke set noget til sæsonens mus inden jeg tog afsted, men da jeg kom hjem igen, var der gået seks i fælderne. Efter jeg kom hjem, har der ikke været en eneste … jeg vil nok helst ikke vide hvorfor …

Susanne og jeg blev meget inspireret af de engelske haver. Jeg vidste godt, at jeg ville blive blive det, for det gør jeg hver gang, men det var dejligt at se, at de også faldt i hendes smag. Ja, også i Karens for den sags skyld, men hun nøjedes med at nyde dem, da hun ikke rigtig har mulighed for at omsætte indtrykkene i praksis.
Dette viktorianske drivhus kunne jeg godt tænke mig, men det bliver ved ønsket. Charlotte ville også gerne have et, men hun må foreløbig nøjes med den noget mindre udgave af det, for det store, som vi så i Avebury, koster 12.500 pund. Og det er uden soklen og mistbænkene.

Hvad vi derimod godt kunne forsøge os med at praktisere, er at sætte artiskokker sammen med dild. To køkkenurter er det jo, men det så virkelig godt ud sammen, som det stod i flere af bedene i Munkehaven i Avebury. Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde ville kunne få de to ting til at vokse sig så store her i landet, men det kunne jo komme an på en prøve.

Nu går jeg rundt og nyder det usædvanligt flotte septembervejr … nyder Den Stråtækte … nyder haven, udsigten, samværet, at gå og nusse i bedene, mens John pudser vinduer.
Jeg måtte igen filosofere lidt over planters evne til at forsvinde rent visuelt: Lige så forundret John blev over, at visse af stue- og krukkeplanterne blev usynlige for Søren, da vi var i England i juli, lige så usynlige blev de rent faktisk for min mand, mens jeg var væk. Det er altså noget underligt noget … skaden kan dog lettere gøres god igen, da det denne gang drejede sig om en uge og ikke to, men han så altså sjov ud i ansigtet, da jeg spurgte, om han kunne se dem nu, hvor jeg var hjemme igen og kunne pege på de stakkels tørstende planter.

Det er nødvendigt med understøttelse

I dag var vi på det første besøg i en have gennem Haveselskabet, som jeg lige har meldt mig til. 10.000 m², stod der i beskrivelsen, selv om de har tre tønder land, hvilket svarer til 16.500 m2, men det passer nok meget godt med, at det er de 10.000, de går og bruger meget tid på.
Sikke en have! Du GOdeste, hvor var den flot.

Det første vi så, var æbletræet her, som ikke kunne stå alene – selv med over halvdelen af æblerne pillet af, så resten kunne vokse sig store og stærke.

Umiddelbart for mange sten efter min smag, men i så stor en have – og rundt om så stort et hus – er det i orden. Der er stadig masser af plads til have, så her var det bare flot. De havde langt over 100 krukker med vækster, der kommer i garage om vinteren, sammen med alle dahliaerne. Og med ‘garage’ mener jeg nok nærmest en busremise. Ægteparret var i pensionsalderen, men have og hus lå i Præstøs industrikvarter, så han har haft en virksomhed, hvor der var brug for så stor en garage.
150 dahliaer. Det er mange. Virkelig mange. Hver af ‘buskene’ her er bare en enkelt knold, der blev lagt i jorden i foråret. Nogle af knoldene er dog så store, at “de lige blev hakket over med spaden”, som haveværten forklarede.

Mange af dem har en imponerende højde. Desværre kendte ejerne ikke navnene på ret mange af dahliaerne, for disse herover ville jeg gerne have fat i.
Hvad de ikke har i højden, har nogle af dem i blomsterstørrelse – de var enorme, simpelthen – se blot den herunder, der er lige så stor som mit hoved.

Nogle af dem ville jeg som sagt gerne have; andre var mere specielle end de var kønne, som fx dem klokken 5, klokken 7 og i centrum i collagen herunder, men alt i alt var det det store dahliaområde et imponerende syn.
Hver nat er fruen ude og klippe dræbersnegle over – foreløbig er de oppe på over 9000 i år. Møgdyr.

Men altså … godt nok er det lige før jeg går og ønsker mig en større have end der kan blive af de 820 m² grund, der blev os til del her ved Præstøfjorden, men de 10.000 m² vi så i dag er trods alt lige meget nok i den anden ende af skalaen. Hele haven var overordentlig flot passet og vedligeholdt – det var tydeligt at se, at det ikke kun var fordi, de viste den frem i dag, at den var så pæn, men den tager al deres tid, og de bliver ikke yngre, som de sagde.
Jeg er sikker på, at vi vil få meget fornøjelse og inspiration af haveselskabet.