Hos Mommer

14. august 2018

Drivhus i to etager

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:02
Tags:

Mange af haveselskabets medlemmer havde i begyndelsen af året tilmeldt sig til at åbne haven, men har afmeldt det igen pga. tørken.
I forgårs løb der en mail ind om to ikke aflyste åbne haver ikke ret langt fra os, hvoraf især den ene lød temmelig interessant. Vi besluttede os for at køre hen og se den, for “drivhus i to etager” var ikke lige noget, jeg var stødt ind i før, hvis man ser bort fra botaniske haver.

P1020790P1020799

Det var en spændende have. En landbohave, så de havde masser af plads – og måtte have brugt tonsvis af vand de seneste tre måneder for at holde den så smuk, som tilfældet var.
Jeg tog ikke billeder af staudebedene eller den store urtehave, men jeg fik en god sludder om nogle af de smukke, men for mig ukendte, planter med værtinden, som var en på mange måder kreativ kvinde, der også var keramiker og havde butik i et af udhusene.
Pergolaerne så ret godt ud, som de stod her, og insekthotellet på billede to må være Danmarks største. Alt det brænde blev nemlig ikke båret indenfor for at skulle give varme i en brændeovn, men var anbragt her udelukkende til pynt. Og altså til insekter.

P1020800

Og så var der jo lige det der drivhus. Det var, lige som alle andre konstruktioner i den spændende have, bygget af husherren selv.
Det var godt nok flot! Men det kræver en stor grund. Meget stor. Og det kræver også, at man ikke har bagvedliggende naboer, som i vores tilfælde sikkert ville blive en kende mugne, hvis vi spolerede fjordudsigten med sådan en kolos af et drivhus.
Der var plads til det hele: Seks tomatplanter, tre agurker, fem chilier, tre peberplanter – og så ellers bare en masse vækster, jeg ikke lige kunne identificere. Plus en brændeovn, bord og stole (og en lænestol) og en stor regnvandstank. To, faktisk. Et plantebord, selvfølgelig, og mange plantekasser – men alligevel er der masser af gulvplads; ingen steder er der knebent med plads.
På førstesalen var der yderligere et bord og et par stole – samt en mildt sagt god udsigt.

P1020794P1020797

Hønsene på den gård bor på firestjernet luksushotel, som er bygget i samme stil som drivhuset.
Mellem stuehus og udhuse havde parret indrettet en hyggelig gårdhave, hvor kaffen til de beundrende gæster blev serveret.

HønsehusetP1020810

Det er skønt at gå rundt sådan et sted og blive inspireret, selv om vi aldrig får huse, som der står i denne have – ikke så meget som et enkelt et af slagsen, men en lille pergola kunne det måske godt blive til et eller andet sted ved Den Stråtækte, og et par af stauderne skal jeg også have investeret i, bl.a. frøkenhat, som jeg troede var en halvkedelig staude med en lille blomst, men som i denne have havde flotte blomster på 10-12 cm i diameter.

Reklamer

27. juli 2018

Arme Pinocchio og stakkels anlægsgartnere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: ,

P1020625Pinocchios noseDet må have været slemt nok for Pinocchio, at hans næse voksede, når han løj. Hvis den oven i det kom til at få facon som en hundelort, ville det have været endnu værre for ham.
I drivhuset har jeg en chiliplante, man kalder Pinocchio’s Nose. Navnet er glimrende valgt, for dens frugter skulle blive 20-30 cm lange, og det gør langt de fleste da også – de er ret flotte at se på, og planten er uhyre rigtbærende. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men de vil se flotte ud, hængende i køkkenet på en snor. De blever helt røde, når de er modne.
Nogle af dem snor sig af uforklarlige årsager om sig selv, med besynderlige resultater til følge, som fx dette hundelortslignende eksemplar.

I dag har der været tre hårdarbejdende mænd i vores have.
Det er som resultat af havearkitektens besøg i foråret … den øverste terrasse skal ryddes, og i stedet skal der plantes lutter bunddækkende, hvide roser.
Anlægsgartneren og jeg var enige om, at der ikke skal plantes 25-30 roser nu – ejheller hækplanter som erstatning for dem, de måtte hive op for at få maskinen ind i haven. Det må vente, til der kommer regn, ellers kan jeg gå og vande nærmest i døgndrift.

Terrassen ryddesTerrassen ryddes

Ryddet blev der. Der blev også drukket en masse vand og knap så meget kaffe. Det var varmt arbejde, men heldigvis har temperaturen i dag ikke været over 26°, og der har blæst en frisk brise, så det har ikke været så slemt for dem, som det ville have været i går.
Jeg havde regnet med, at arbejdet ville være afsluttet i maj, men han har ikke haft tid før nu. Det er nok udmærket, for det havde ikke været sjovt at skulle gå og sørge for, at så mange nyplantede roser (og andet) ikke gik til.
Til gengæld er det ret kedeligt at se på nu, og det vil det være indtil der kan plantes igen, hvilket ikke på nuværende tidspunkt vides hvornår bliver.

P1020623 

Det er næsten ikke til at se forskel, men det jordfarvede til højre for shelteret er normalt grønt græs!
Jeg vander rigtig meget i haven, men græsset må altså kæmpe selv – det overlever forhåbentlig, selv om jeg aldrig har set så tør og vissen en plæne.

Havearkitekten sagde lutter helt ens, hvide roser, fordi hun syntes det ville passe perfekt til husets hvide vægge med det sorte bindingsværk.
Jeg er måske mere tilbøjelig til at blande cremefarvede og hvide roser, samt måske 3-4 stykker af et eller andet opstammet for at bryde fladen lidt.
Og hvilke roser? Anlægsgartneren foreslog White Cover, men det var jo ikke noget diktat.
Mine lektier er derfor at surfe lidt rundt for at finde ud af, om der er en eller flere, jeg hellere vil have. Det er sjove lektier …
Og til at plante oppe bag shelteret skal han skaffe mig et Filippaæbletræ. Det vil stå så glimrende lige der, og det kommer ikke til at tage naboernes fjordudsigt, for det skal ikke have lov til at blive højere end de vækster, der står i forvejen.

9. juni 2018

Det virker!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: ,

DrypvandingssystemetDet krævede lidt mere end den store kædestrammereksamen at hitte ud af, hvordan vandingsanlægget til drivhuset fungerer, men vi præsterede faktisk et ret godt teamwork i den proces.
Først læste John hele vejledningen igennem, hvorefter han sagde, at den skulle jeg også læse, for der var et par ting, der var lidt uklare for ham. Pyha, tænkte jeg – det er altså John, der er den praktiske gris her, ikke mig, men eftersom det er mig, der er hovedansvarlig for drivhuset, måtte jeg hellere gøre, som han bad mig om.
Luftslange, fødeslanger, gødningsbeholder (det er altså smart, at den også kan dosere flydende gødning med vandet) drypslanger, luftboblefjerner, trykreguleringventil …
Hvis vandbeholderen kun sidder 100-125 cm over fødeslangehøjde, skal drypslangerne være 50 cm. Ellers 40 cm.
Godt så.
Hvis der er niveauforskel på stederne, hvor drypslangerne skal dryppe, skal de forkortes med 3-5 cm for hver 10 cm niveauforskel. Længste slanger øverst.
Okay. Der blev godt nok repeteret noget fysik her …
Hvis ikke alle drypslanger drypper, fjernes luftbobler i systemet med den lille sprøjte.
Drypslanger må højst trykkes 5 mm ned i fødeslangen, og de skal placeres lidt højere end stedet, hvor de er monteret på fødeslangen.
Anlægget kan give mellem 10 og 50 liter i døgnet. Indstilles ved hjælp af det lille drypbæger således […]
Der løber mere vand igennem, når det er varmt, så man skal indstille mængden, når det er varmest i drivhuset.

Drypvandingssystemet (1)Drypvandingssystemet (2)

Og der var meget, meget, meget mere tekst.
Jeg har gengivet en brøkdel det i temmelig forenklet udgave, men det var heldigvis sådan, at det den ene ikke forstod, forstod den anden, eller også kom vi frem til forståelsen ved at snakke om det – og jeg skal være ærlig og sige, at det var John, der forstod mest, men jeg kunne da pippe op med et enkelt guldkorn eller to.

Tomater bruger op til 2 liter/døgn, agurker op til 2½. Hvad mon chilier bruger? Og den store basilikumpotte?
Jeg har tre store tomater, en agurk, fire chilier og basilikummen, og jeg er startet med 10-12 liter/døgn. Vi har heldigvis nogle dage til at kontrollere, om jeg har estimeret nogenlunde korrekt. Hvis jeg har det, burde vandstanden i selve kapillærkasserne ikke ændre sig.
Herunder er det en tomatplante, der får drop.
Systemet fungerer bedst, når der er mellem 35 og 100 drypslanger. Jeg har 45, men nogle af dem er ‘blændede’, fordi det bliver for meget med fem drypsteder for fx chilierne, som ikke er så tørstige som tomater og agurker.

Drypvandingssystemet (3)

Det virker tilsyneladende efter hensigten.
Det er SÅ smart.
Det skulle vi have gjort efter første sæson, hvor vores humane drivhusvander ikke udførte sit arbejde helt tilfredsstillende, men jeg troede, sådanne automatiske vandingsanlæg kostede flere tusind kroner, og så viser det sig, at man kan få sådan et som dette her for sølle 420 kroner.
Jeg kunne jo bare have undersøgt det noget før … det var godt, at John gjorde det for mig. Han kunne godt fornemme, at jeg havde det lidt skidt med tanken om, at al den frodighed kunne risikere at være mere eller mindre død, når vi komner hjem fra Norge.
Nu kan jeg tage det aldeles afslappet.

8. juni 2018

Bare skær dem helt ned – de skal nok komme stærkt igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

I overskriften gengiver jeg havekonsulentens ord om roserne ude foran. Jeg har svært ved at klippe roser ned om foråret – nu er de lige kommet så godt i gang, og så skal der brutalt skæres det hele af igen. Næsten da.
IMG_8468Jeg skærer, men åbenbart ikke nok … da hun kom til roserne på vores rundtur gennem haven, sagde hun, at det da vist var på tide at få dem skåret ned.
“Øhh, det har jeg da gjort for i år”, svarede jeg, og så kunne hun ikke lade være med at grine. “Du skal skære dem meget mere ned. Så bliver de tætte forneden og vokser ikke helt op og dækker vinduerne, som alle de der vil gøre.”
Hun havde jo nok ret … det er ligesom hende, der er eksperten – så jeg gjorde som hun sagde, og naturligvis havde hun ret. Roserne er så kraftige som aldrig før … og er alligevel vokset op over det nederste af vinduerne … men de får nu også godt med gødning. 
De hyppige fotoseancer fra turisternes side er da også i fuld gang. Det bliver først rigtig smukt, når dahliaerne begynder at blomstre, men det kan turisterne jo ikke vide, og det varer også et stykke tid endnu, selv om de er godt på vej.

I aftes mødtes Det Stærkt Sammentømrede Engelskhold. Desværre var der en, der ikke kunne komme.
Nu er der kun tre af de seks, der stadig arbejder (+ Andrew, selvfølgelig), men vi holder fast i at mødes med jævne mellemrum – det er jo så sandelig ikke kun arbejdspladsen, det være sig nuværende eller forhenværende, der tales om hele tiden.
Vi har alle stor fornøjelse af at mødes; jeg nyder altid at blive opdateret på rigets tilstand, og de andre nyder at kunne sige chef- og arbejdsrelaterede ting i et forum, hvor alle ved, at alt forbliver inden for samme forum.
”Du ligner altså et insekt, Andrew! Tag de grimme briller af, når du skal fotograferes!”, sagde jeg.
Men om han ville, det stædige asen …

P1020342

Næste gang satser jeg på at kunne lokke dem til at køre ned til mig, selv om de synes der er frygtelig langt fra Farum og Birkerød og hvor de ellers kommer fra i Nordsjælland. Der er jo altså ikke længere, end jeg har op til dem … det er næsten lige som at tale med jyder, som tilsyneladende mener, at der er længere til Sjælland fra Jylland end omvendt.

28. maj 2018

Er det ikke temmelig selvmodsigende?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags: , ,

Altså … hvis man vil have bunddækkende roser, virker det så ikke temmelig tåbeligt at stamme dem op?

image

Rosen kan såmænd sikkert godt anvendes enten som bunddække eller som opstammet, men vel ikke på én gang!

Jeg har fået tilbud fra anlægsgartneren om at rydde nogle buske øverst i haven langs hækken, og hvor der i stedet skal plantes en hel masse hvide roser. Jeg tror det kan blive flot, og da hans tilbud var yderst rimeligt, får han tjansen både at grave buskene op med rødder und alles samt levere og plante alle 25 rosenplanter, som han kan skaffe til en brøkdel af den pris, jeg selv skulle have givet for dem. Også selv om de ikke skal være opstammede.


1500 gram lupinkronbladeSådan ser 1500 gram lupinkronblade ud.
Jeg har rundt omkring på nettet – især på USA’ske blogge – set både flotte blålige, næsten rent turkise eller grøngråblå farver, hvis man alene bruger lupinernes kronblade til at farve garn med. Inkluderer man stænglen, kommer vi fluks over i det gule eller gulgrønne, hvilket vi på ingen måde har problemer med at få på anden vis.
Det var heldigvis nemt at få kronbladene af ved at køre med hånden ned langs stænglen.
Suppen har kogt og står nu og køler af til i morgen. Den er ikke specielt koncentreret blå eller blågrøn, på trods af den store blomstermængde i forhold til vandmængden, så jeg er ret spændt på, hvilket resultat der kommer ud af det i morgen, når jeg får puttet noget garn i gryden.

I Sverige vokser der lupiner i titusindvis i vejkanterne, så jeg havde ingen skrupler over at klippe en hel masse og tage med hjem. Man kunne ikke engang se, at jeg havde taget nogen der, hvor vi valgte at standse for at forsyne os.

Lupiner lupiner

25. maj 2018

På farten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:15
Tags: , ,

Efter nogle hyggelige og snaksomme dage med Karen, satte vi hende af ved en metrostation og satte selv kursen mod Sverige.
Vi havde lumske anelser om, at græsplænen nok måtte være blevet temmelig langhåret – og disse anelser holdt stik. Den var blevet endog særdeles langhåret, så den skal slås to gange, inden vi kører hjem igen.
Vi skulle også herop for at markere, hvor trixtanktømmeren skal tømme trixtank, for vi har fået brev om, at der vil komme en nyansat, som ikke nødvendigvis lige ved, hvor den er. Den er nu nem nok at finde, også for en førstegangstømmer, men vi gør pænt som anmodet og sætter en gul Nettopose op som markør. Ja, de har altså ikke bedt om specifikt en Nettopose, men skrev, at en farvet plastpose var en rigtig god ide.

Langhåret græs

På trappen op til det lille græsrepos lå en fin, lille fuglerede. Hvordan den er landet lige der, kan jeg ikke gennemskue; der er ingen træer eller buske i nærheden, den kan have været i.
Ikke desto mindre lå den der. Jeg håber ikke, den er kasseret i utide, men er brugt færdig for i år. På billedet fornemmer man vist klart, hvor langt græsset er – og det virker faktisk ikke særlig tørt, selv om her er tørt. Lige så tørt som i Danmark, men her loves der torden og regn både i morgen eftermiddag og søndag, så John får travlt med at slå græsset i morgen formiddag, hvis vejrudsigten skulle tale sandhed. Det tror jeg, at mange kunne bruge, det der regn – også derhjemme, men det lader ikke til, at der sker noget de nærmeste par dage på den front. 
Jeg håber bare, at min have klarer sig, til jeg kommer hjem og passer den igen. Jeg vandede grundigt igennem i aftes – selv buskene hang med bladene …
Jeg synes godt, jeg kunne fornemme, hvor meget markerne mangler vand mange steder – det er vist ved at nærme sig krisestadiet, desværre. Jeg håber dog ikke for landmændene, at det går så galt.
Vi siger god weekend herfra og håber på lidt vand. Jeg kunne virkelig godt tænke mig et godt, gammeldags tordenvejr med masser af lyn, larm og væde.

17. maj 2018

Service og service

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

I går berettede jeg om god service fra Årstiderne.
Samme dag oplevede jeg også en lidt anden service … måske ikke direkte dårlig, men i hvert fald ikke lige så god.
For 1½ måned siden var vi i Thyme Planteskole ved Køge for at bestille en havekonsulent, som her koster 1400 kroner, hvilket er væsentligt billigere i forhold til Haveselskabets “fordelagtige” medlemstilbud på 2430 kr. Medarbejderen var meget ivrig for at få mig som medlem: “Så får du 10 % rabat på vores varer – og selvfølgelig også på havekonsulenten.”
Okay, tænkte jeg – det skader jo ingen.
Havekonsulenten kom. Og havde en regning på 1400 kroner med. Jeg sagde intet til hende, for det var ikke hendes skyld, men tænkte bare, at jeg næste gang, jeg er deroppe, vil gøre opmærkom på, at de skylder mig 140 kroner.
Det var i går. Jeg præsenterede mig selv og mit ærinde, men det ville denne kassedame intet have med at gøre, så hun hidkaldte hjælp, som kom i form af en stor mand, som indledte således:
Det der er jo for længst afsluttet i vores regnskaber, så det kan vi ikke give penge tilbage på.
– Det er ikke helt fair – jeg lod mig lokke til at blive medlem for at få de 10 % – både på konsulenten og på jeres planter.
– Dem får du så kun 2 % på! Og beløbet akkumuleres hen over året, og så får du en opgørelse i september.
– Så burde I informere jeres personale lidt bedre – 2 % kan da være ligemeget. Men jeg vil have mine 10 % på havekonsulenten, som hun lovede mig.
– Det ved jeg ikke lige, hvordan jeg kan gøre … det er ikke bare sådan … vi har jo vores system, som man ikke bare kan ændre i
(blev sagt i et ikke helt skjult irriteret tonefald).
– Hvor der er vilje, er der vej. Og der er formentlig vilje?

P1020280

Det var der. Modstræbende, godt nok, og dialogen var da også lidt længere end den her citerede, men efter jeg foreslog, at han jo bare kunne give mig en dekort på 140 kroner på de varer, jeg havde på vognen, valgte han at kapitulere.
Næste gang kører jeg til Toksværd Planteskole. Delvist fordi jeg har et gavekort dertil …

John har travlt i shelteret. Udenpå er det blevet drivtømmerfarvet og indvendigt skal det være gråhvidt.
Jeg har heldigvis vældig travlt med at fjerne ukrudt, så jeg har ikke tid til at hjælpe ham.
Tre gange skal det have; først grunder, dernæst to gange med selve malingen, men så holder det også i 10 år, hævdede manden i malerforretningen.
Hvor ER det dog ærgerligt, at jeg har så travt med at gå i bedene … eller … heldigvis har John ikke ikke så meget imod malerarbejde som jeg har, og det pynter, synes vi. Det bliver et lidt mere venligt rum at opholde sig i.

15. maj 2018

Det blev en lang dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: ,

Turen fra Newcastle til Amsterdam foregik uden buler på vandet. Det var næsten havblik hele vejen, så det var noget af en kontrast til udturen. Til gengæld var det så tåget i går morges, at vi blev en halv time forsinket, fordi de skulle vente på lods. Tågen var forsvundet, da vi kom i land, hvilket også gik lynhurtigt denne gang … men nu er der selvfølgelig heller ikke så mange, der illegalt forsøger at komme fra England til Holland …
Vi lå på motorvejene i 12 timer – selvfølgelig med de respektive pauser, men det var en lang dag. Vi glemmer lykkeligt fra gang til gang, hvor meget vejarbejde der altid er i Tyskland, og det gjorde det ikke bedre, at vi ramte Hamburg i eftermiddagsmyldretiden.
Hjem kom vi dog til sidst, og jeg kunne lige nå en have- og drivhusvandring inden det blev for mørkt.
HOLDnuop, hvor det hele har lidt af vokseværk i de 16 dage. Især ukrudtet, selvfølgelig, men også det hele i drivhuset. Agurken, som kun havde fire blade udover kimbladene, var nu blevet 70 cm høj og med otte agurker i gang; den ene allerede omkring 1/3 af fuld størrelse.
Tomaterne og chilierne var også gået groamok, men der er vist ikke kommet noget op af alt det, jeg har sået rundt omkring i haven. Dammit.

Jeg er glad for, at jeg trodsede samtlige råd og tommelfingerregler og satte dahliaerne i jorden, inden vi tog afsted, for de har jo haft det som blommen i et æg med det varme sommervejr, der har været. De er kommet op næsten alle sammen, så også på dahliafronten er det fint.
Men det ukrudt, altså … jeg synes egentlig ikke, at jeg er specielt flittig med at gå og ordne have, men når jeg kommer hjem efter 16 dage, hvor der kun er blevet vandet, enten fra naturens side eller fra Sørens, så er det ret tydeligt, at jeg alligevel får en masse ordnet uden jeg føler, at jeg går og arbejder særlig meget. Det var slemt, dette her. Heldigvis har vi nogle dage foran os, hvor vi ikke har ret mange væk fra hjemmet-ting; der skal bare hentes symaskine i Køge i morgen, så vi kan gå grundigt til den i haven og få den bare nogenlunde pæn nok til at modtage gæster i.
Jeg måtte fortælle både John og mig selv, at vi IKKE skulle nå det hele i dag – så var vi da blevet totalt smadrede. Jeg kørte derfor til Røde Kors-strik for at give mig selv en pause, men jeg tror nok, at John gik lidt mere til den, mens jeg var væk. Han ser i hvert fald en anelse brugt ud her til aften.

P1070034

De lyse nætter begyndte, mens vi var væk. Dejligt.
Vi sover altid med et vindue åbent, og vi bruger ikke at trække for – vi har ingen problemer med at sove af den grund, og jeg elsker at vågne op til lyset. Selv i Havdrup, hvor vores soveværelse vendte mod syd, havde vi aldrig trukket for.
Nogle har brug for næsten total mørklægning for at kunne sove. Det er jeg glad for, at ingen af os behøver – hverken med eller uden havearbejdstræthed. Og i aften går vi nok i seng, inden det bliver mørkt …

6. maj 2018

Wiltshire har sit eget sprog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:16
Tags: , , , ,

Det nye drivhus er færdigt og er indviet. Sådan et hedder a greenhouse på engelsk, og det har da også gjort mig grøn. Af misundelse. Nøj, hvor ville jeg gerne have sådan et stort drivhus, men i Den Stråtækte har vi ingen steder, et sådant hus kunne bygges.
Det er bygget efter mål, og det er særdeles solidt bygget i metal. De øverste vinduer åbner og lukker automatisk, mens den lange side manuelt kan åbnes og lukkes efter behov. Der er tagrende med et nedløbsrør, som fører opsamlet regnvand ned i en beholder, der er gravet ned under drivhuset, og hvori der er monteret en pumpe inde under bordet, så der (forhåbentlig) altid er regnvand til at vande med. C er i gang med at pumpe. 
Læg mærke til risten i gulvet. Den er lagt som et led i at være en tro kopi af de viktorianske drivhuse, men dengang var der indlagt varme under risten; det har C&T ikke gjort. Endnu … det skulle ikke undre mig, om det skete engang.
Sommeren er kommet. 22 grader i går, og i dag og især i morgen skulle det blive endnu varmere. The hottest bank holiday weekend in recorded history.

P1020063

P1020065P1020050

Swimmingpoolen er også færdig og indviet. I går blev den brugt flittigt. Af nogle … vandet er 16 grader og ALT for koldt til mig, men børnene var i mange gange i løbet af den varme dag.

P1020030

Charlotte og Tim har en havemand, der kommer og ordner the walled garden, lidt ude foran huset og andre havesmåting, som er kedelige, men som skal gøres. Ray, som han hedder, er meget snakkesalig og har gerne en masse at fortælle. Han ynder at sige, at han ikke er født i landsbyen, men at han var to år, da han kom hertil i 1953. Han bor her stadig og har aldrig bevæget sig langt væk. Han har aldrig været i London. (En 24-årig landmandssøn, som har gravet noget ud for T&C, fortalte stolt, at I was in London once. To a tractor show!)
Jowjow, når her så dejligt, hvorfor så tage væk?
P1020042Ray er meget svær at forstå – selv Anna har svært ved det. Vi talte om ham ved morgenbordet, og Tim fortalte, at i Wiltshire har man sine egne ord, som ikke kan findes i de engelske ordbøger. Da Tim spurgte, hvad en græsbro (en stenbro med græs ovenpå) hedder, svarede han: We call it a drag, hvor drag udtales som en mellemting mellem drag and drug. Det ord kan ikke slås op med denne betydning. De har ikke bare deres egne ord, men en accent, der minder lidt om vendelbomålets, så jeg skal virkelig anstrenge mig for at forstå Ray – og jeg misser en del, må jeg indrømme.
I Wiltshire er de ikke bange for højder, men for dybder, hvilket i og for sig giver ret god mening … ingen bliver bange ved at kigge opad, men mange får det skidt, når de kigger ned.
Tim spurgte en lokal: Aren’t you afraid of heights?
Manden kiggede overbærende på ham og sagde: No. I’m not. In Wiltshire some people are afraid of depths, though. Why should anyone be afraid of heights?

25. april 2018

Godt, at det er en naturgrund

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:11
Tags: ,

Den grundstørrelse, vi har her på torpet (3000 m2), ville jeg hellere have haft i Danmark, men det vidste jeg jo ikke før efter købet af Den Stråtækte – og jeg vil ikke bytte den idyl ud med et hus med en større have. Langt det meste af haven heroppe i svenskerhuset er græsplæne, og med en traktor er det ikke noget problem at slå det – det tager 1½ time, så er den klaret.

PlejetUplejetJeg har bare nogle krukker, jeg sætter blomster i, og mirakuløst nok overlever de altid sommeren igennem, selv om jeg ikke er her til at vande og passe dem. Jeg sætter gerne pelargonier i dem – de kan godt tåle at tørre lidt ud.
De krukker fik jeg plantet til i går; jeg fik også hevet alle de gamle, visne bregneblade af, knækket de høje, stive, visnede strittejaverter af fjerbusken og fjernet de nedvisnede asters. Det tog vel et par timer, så var den have forårsklar.
Der skal så lidt til at gøre hele forskellen på at give et forsømt og uplejet indtryk af stedet og på at få det til at se ud, som om det er ejet af nogen, der godt gider gøre lidt ud af at få det til at se pænt ud.
Mosset, der hurtigt breder sig ud over alle de øverste sten i de mange stensætninger, hev jeg også af. Jeg kan meget bedre lide at se på en nøgen sten end på en mosbeklædt sten.
John synes jeg er lidt fjollet at bruge kræfter på den slags, men i så fald har jeg ikke noget imod at være fjollet – det er ikke noget større arbejde, for mosset sidder helt løst ovenpå, og jeg synes altså, at det får stedet til at se passet ud i stedet for forsømt.

Nogle år har jeg forsøgt at anlægge noget, der kunne minde om bede, og har sat et par stauder i dem, men jeg har ikke rigtig gidet gøre noget ved dem, efter jeg har fået have i Danmark, og derudover kan motivationen ligge på et forholdsvis lille sted, nu hvor torpet er sat til salg.
Men derfor skal det jo alligevel helst give et nogenlunde pænt indtryk på potentielle købere, og det synes jeg det gør nu. Det er på ingen måde perfekt, men det er okay.

18. april 2018

Sten er drillesyge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Sten er noget underligt noget – de er åbenbart programmeret til at drille mest muligt hvor de nu engang bor.
På gården, fx, kom de op af jorden hver eneste vinter, så vi hvert forår kunne slæbe os dårlige rygge til for at samle dem op fra markerne, så ikke de gik i maskinerne.
Bortset fra, at det var hårdt arbejde, så var det nu også meget hyggeligt, fordi mine forældre samlede døtre og svigersønner til at indsamle stenene; mor lavede god mad (senere fik jeg den tjans), og om aftenen kravlede vi nærmest invaliderede rundt, men vi hyggede os.
Sten i haven kravler derimod ned i jorden igen. Først bliver de hentet fra en markopsamling og sat som kantsten, hvorfra de stille, men konstant synker tilbage i jorden, hvor de kom fra.
Kunne det dog ikke være omvendt? På den anden side, hvis det virkelig var sådan, blev der ingen marksten at hente til at lave kanter i haverne med … det er ikke nemt, det her …

IMG_8373

Det var ren nostalgi i dag, fordi vi ude fra strandengene kunne høre viberne ‘vibe’ deres karakteristiske sang vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii. Det var nemlig ensbetydende med forår, når vi gik ude i markerne og hørte viben vibe og lærken slå sine triller. Sidstnævnte er det længe siden jeg har hørt, desværre.
Det har været så hyggeligt at gå derude og høre på alle fuglene. Viben, som sagt, og strandskaderne med deres skrig, gæssene der skræpper, ændernes rappen og mågernes gøen. En af dem lød som en lille, hysterisk tæppetisser af en hund …

Og frokost på terrassen. Herligt. Jeg var så inspireret af det fantastiske vejr, at jeg lavede en rigtig sommerfrokost til os.

Jeg har sat omkring 90 dorthealiljer, jeg har tilplantet drivhuset med chili, tomater, en agurk og lidt varmeelskende krydderurter, og jeg har fået ordnet et par bede mere og hævet lidt kantsten … jeg skulle jo gerne være forårsfærdig med haven, inden vi tager til England; inklusive at få dahliaerne i jorden, men det bliver jeg også. Tror jeg. Hvis vejret holder, for jeg gider ikke arbejde ude i regnvejr.

13. april 2018

Dagene flyver afsted

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags:

Havekonsulent, havevejr, en bisættelse … jeg har for lidt tid for tiden. Lige om lidt skal vi til bagboen til et glas fredagsvin – bare fordi vi/de har lyst.
Vi passede hinandens huse, mens vi var på ferie, så vi skal lige have udvekslet ferieminder. Og så er de bare enormt hyggeligt selskab.

Havekonsulenten var her i går. Et er, at sådan en nok er til at betale for, men de ting, hun foreslog at sætte i gang, kræver en større lottogevinst.
Problemet er jo, at vi ikke længere selv kan klare de større ting, såsom at hive seks-syv store buske op – OG fjerne alle rødderne, så der kan plantes nyt. Vi kan slet ikke selv fjerne 25 meter for gammel hæk, der trænger gevaldigt til en udskiftning, fordi den er klippet forkert og er blevet for bar på de nederste 50 cm. Vi havde selv talt om den hæk, men var ikke indstillet på at skulle starte forfra og vente 5-6 år på, at en ny hæk gror op og bliver tæt. Hvad jeg ikke var klar over var, at man kan købe færdige hække i højder fra 100 til 210 cm, men som man måske kan gætte, er det ikke jordens billigste løsning. Det er dog den eneste brugbare, så nu har vi inviteret en lokal anlægsgartner ind til os; så kan han få lov til at give et tilbud. Både på med og uden hæk, for jeg har undersøgt det lidt, og det er virkelig dyrt, men buskene skal vi under alle omstændigheder have fjernet, så jeg kan slippe af med den meget rodede og kedelige del af haven og i stedet få skabt noget, der er i harmoni og som vi kan glæde os over synet af.

I dag fik jeg, udover at være til bisættelse af naboens nabo, ordnet lidt mere have og fik sået kermesbær, japansk indigo, lilla blåbælg, mamelukærme, drumsticks og øjeblomst.
Det bliver spændende, om de har lyst til at komme op af jorden … og om de når det inden vi rejser til England om 14 dage.

Og nu til noget helt andet: Er der en derude, der kan bruge en klassisk espressokande som den på billedet?
Jeg bruger den ikke mere, efter vi investerede i en automatisk espressomaskine, som også selv maler bønnerne.
Vandbeholderen forneden kan rumme tre dl.  
Jeg skal bare af med den, så er der en, der vil have den, skal den kun koste portoen – som vil udgøre 60 kroner med Post Danmark eller 45 kroner med GLS.

10. april 2018

Det var så det forår …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:09
Tags: , , ,

I går nåede vi helt op på 18°.
Jeg tog havetøjet på allerede fra morgenstunden, og så gik jeg ellers i gang med at rydde bede for skvalderkål og andet ukrudt. Jeg nåede langt, men det var da også godt, for i dag skal jeg absolut ikke ud! Det er kun 6° og der blæser en hård vind lige ind fra fjorden.
John var også i gang, så terrassen blev højtryksspulet (det er vigtigt at huske begge s’er …) og de hvide havemøbler sat på plads derude.
Jeg var ellers inviteret til veterandag på min gamle arbejdsplads, men noget sagde mig, at jeg nok hellere må springe denne gang over, og hvad det så end var, der talte til mig, så var det kloge ord – jeg ville have ærgret mig en del, hvis jeg havde brugt det meste af den pragtfulde dag på at bruge 1½ time på at køre til Hørsholm, være der i tre timer og så køre tilbage igen – i myldretid, oven i købet.
Jeg ville især have ærgret mig, hvis det viser sig at i går var den bedste dag i et stykke tid, hvilket det ser ud til.
På torsdag får jeg besøg af en havekonsulent, så der må det meget gerne være opholdsvejr, tak!

RK-tæppe - vindmøller (1)

Jeg vil, med dagens kølige blæsevejr, heller ikke ærgre mig over at mødes med Røde Kors-nørklerne i eftermiddag. Jeg skal aflevere tæppet, som jeg har strikket med plantefarvet garn, samt noget af ‘rågarnet’ inden det farves.
Opskriften er fundet på Ravelry og er gratis.
Jeg strikkede det i de gule og grønne farver, der blev tilovers fra det gule og grønne sjal, jeg viste forleden dag. Nede under tæppet har jeg lagt det garn, der nu er tilovers.
Var jeg lige heldig? Det tror jeg nok … der var dog flere farver at tage af fra lageret, så jeg var ikke ved at panikke, men synes det var ret pudsigt, at det passede så godt. Det hvide garn har jeg naturligvis masser af.
Det er strikket i dobbelt garn på p. 5 og er et alle tiders restegarnsprojekt, idet trekanterne kan farvekombineres/-varieres i det uendelige. Det består af ni moduler – man strikker et af de små kvadrater ad gangen, hvilket vil sige, at størrelsen ligeledes kan tilpasses helt efter behov. Dette måler 1,07 x 1,07 meter, hvilket (næsten) er RK-standarden, som er 1 x 1 meter. Det er hurtigt strikket – det tog kun en uge, og jeg sidder altså ikke hele dagen og strikker.
Den måde, man laver venderækker på, giver pæne konstrastgarnsovergange.
Sjovt var det på kanterne at lege med at få gradueret garnet så blidt, at overgangene med farveskift blev stort set usynlige. Det lykkedes ikke over alle fire kanter, for efterhånden løb jeg tør for garn, men alt i alt er jeg godt tilfreds med resultatet og kan kun håbe på, at der er en mor derude i den barske virkelighed, der også vil blive glad for tæppet på et eller andet tidspunkt.

RK-tæppe - vindmøller (3)

1. april 2018

Når foråret ikke vil komme til mig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:01
Tags: ,

Når foråret ikke vil komme til mig, så må jeg komme til foråret – hvis ellers det giver mening at anvende det gamle ord om Muhammed på den måde.
Jeg havde i første omgang besluttet mig til ikke at forspire nogen planter indendørs i år, for det kunne godt komme til at konflikte med, at vi skal til England først i maj. Hvis ikke de kan plantes ud inden afrejsen, vil de have brug for meget vand, og jeg af bitter erfaring, at det nemt kan gå galt, når man ikke kan overvåge dem hver dag. Hvis vejret på den anden side har tænkt sig endnu et stykke tid at lege mini-istid, så kan jeg måske ikke engang få sået det altsammen udendørs inden vi tager afsted. Da vi bestilte færgerne til England, havde vi ingen anelse om, at kulden ville bide sig så fast. Vi planlagde jo turen efter the bluebells, men måske er de forsinkede i år?
DMI påstår godt nok, at det bliver helt op til 14° på onsdag, men lad os nu se – og hvem siger det betyder, at foråret er kommet for alvor?

IMG_8342IMG_8344

Hvad gør den små Ellen så?
Hun ændrer mening, laver alligevel avispotter og sår 10 forskellige slags frø. Lidt af hvert, men ikke det alt sammen af hvert, så der vil også være til at så på friland, hvis det pludselig skulle blive sommer. Vi har set før, at vi praktisk talt går direkte fra vinter til sommer.
Jeg fandt de gamle frysetørringsbakker frem, som de forærede væk i mit gamle firma, da der blev købt nyt frysetørringsanlæg. De er perfekte til det her: Der kan lige være 5 x 5 potter i hver bakke, og de lækker ikke. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på dem før? De har bare stået ude i skuret, men det er godt, at jeg ikke har nænnet at smide dem ud – for en gangs skyld er Murphy kommet til kort.
Jeg lavede kun to bakker. Hvis jeg er hjemme hele foråret 2019, vil jeg nok gå mere til den og lave 100 potter.
Disse to bakker vil, hvis ikke planterne er kommet i haven, hvad de nok ikke er, når vi rejser, blive afleveret hos en af mine søde naboer, som jeg er sikker på ikke vil have noget imod at varetage den daglige overvågning/pasning.

IMG_8347

Nu står de oppe i et af de buede vinduer, fint mærkede, så jeg har styr på planternes identitet. Om nogle uger kan jeg umuligt huske hvad jeg lagde hvor, og da jeg ikke kender alle kimplanternes udseende, er jeg nødt til at støtte min hukommelse.
Næste skridt er at væbne sig med tålmodighed … spirer de alle sammen, mon? De er blevet og bliver behandlet helt ens, hvilket de ikke nødvendigvis skal, men jeg ved ikke nok om de enkelte planter til at kunne give dem den optimale behandling, så det må gå, som det bedst kan.

24. marts 2018

Sådan er det tit

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: ,

Vi kender det nok alle sammen: Man skal fil fest og mangler en ny kjole. Når det er sådan, at man går i byen med det formål at finde et bestemt klædningsstykke, kan man ikke finde noget noget som helst som man kan lide eller som passer – enten en selv eller pengepungen eller begge dele.
Er det derimod sidst på måneden, og pengene er små, finder man masser af ting, man skrækkelig gerne ville eje, hvis man havde mulighed for at købe.
Det var lidt sådan, det var i går. Jeg har flere gange købt tøj i en bestemt forretning herovre, fordi jeg for flere år siden faldt pladask for to af deres mærker.
Hver gang jeg har haft noget med hjem, har købet været forholdsvis uplanlagt.
I går var det planlagt; jeg skulle have et par bluser i mindre størrelser end det har været nødvendigt de sidste 8-10 år.
Men kunne jeg finde noget, jeg kunne lide? Nixen. Typisk, ikke sandt?
Dvs. der var én bluse, jeg kunne lide, men den havde de så ikke i lige netop den størrelse, jeg skulle have. Også typisk. Murphy slog lige til igen.
Jeg gik derfor derfra med uforrettet sag.
Fandt dog lidt som kompensation; bl.a. nogle store påskeæg til børnene.

Nye havemøbler?

Rent tøjmæssigt blev det dermed en billig omgang, men jeg så et havespisebordsæt, som jeg vældig godt kunne lide. Det ville passe særdeles fint oppe i shelteret, men selv om jeg har ledt overalt i det danske cyberspace, har jeg ikke kunnet finde et mage til derhjemme, og ingen af de engelske forhandlere sender til Danmark – hvilket dog ikke overraskede mig.
Måske kunne jeg henvende mig til en dansk forhandler og spørge, om de har mulighed for at tage hjem på bestilling.
Eller … det har de selvfølgelig – sådan noget er altid kun et spørgsmål om prisen, men jeg gider ikke betale en formue for fragt; de skal kunne få det hjem sammen med en større ordre. Det er værd at prøve … jeg har ingen problemer med at se mig selv nærmest flytte ind oppe i shelteret hele sommersæsonen, hvis møbler som disse blev sat derop.

Hængesofa

Charlotte har heller ingen problemer med at se sig selv i sådan en hængedims hjemme i deres have. Nu er den kommet som dobbeltsofa, hvilket er nyt. Ikke for at Tim skal kunne sidde der, som hun sagde med et skævt smil, men nu vil hun kunne lægge benene op og rigtig slænge sig.
England kan noget med visse ting, hvor jeg synes vi halter lidt efter i lille Danmark. De kan mere med hensyn til alt, der har med haver at gøre.

12. marts 2018

Fra lidenskab til videnskab og tilbage igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags:

Hvorfor har man ikke et liv mere at gøre godt med? Tænk hvis man kunne leve et ekstra liv og tage alle de erfaringer med, man har fra det første.
Nu skal vi ikke ind i en dyberegående diskussion om, hvad der modner en, hvad der former en eller hvorfor man er blevet den, man er, for i bund og grund er det naturligvis ikke så enkelt. Fx burde jeg aldrig have indladt mig med Charlottes far, som viste sig at være voldelig og lidt af en psykopat – men så havde jeg jo ikke fået verdens vidunderligste og skønne datter. Jeg havde nok fået andre børn, men ikke lige hende, og faderens dårlige egenskaber har hun overhovedet ingen tendenser til.
Nå. Det var et sidespring.
Grunden til indledningen er egentlig, at jeg gerne ville have et helt liv foran mig til at gå op i haven, dens vækster og pleje. En meget større have, end jeg har nu. Det ville jeg ikke som ung; det er først kommet med pensionisttilværelsen, så det der næste liv ville alligevel føles lidt for langt inden jeg nåede til havedelen.
Kan jeg i stedet ikke bare få lov at blive 100? Og være rask og rørig til det sidste? Og falde død om lige midt i dahliabedet?

Hvem skulle have troet, at noget, jeg aldrig har nydt, skulle gå hen og blive nærmest en lidenskab? Ikke mig. Heller ikke John eller min datter.
Med lidenskab fører trang til videnskab – i hvert fald når man er mig.
Før i tiden, da jeg havde en landmandsfar, fik jeg altid nogle spande gødning af ham, og så fik haven en omgang eller to i løbet af sommeren.
Jeg har også gødet her i Den Stråtækte, men gik stadigvæk ikke så meget op i, hvad der er hvad eller hvorfor. Det har dog undret mig, at dahliaerne blomstrede flottere i 2016 end i 2017. Gødningen? Ikke den rigtige? Jamen hvad er så den rigtige?
Se, det er ikke helt nemt at finde ud af. Dahliaselskabet åbner ikke for sine lækkerier og tips uden man er meldt ind, og det har jeg ikke lyst til. I stedet googlede jeg højt og lavt, men fandt ikke de helt gode informationskilder, før jeg nåede til England, som til gengæld lærte mig temmelig meget om gødning.
Jeg vidste, hvad NPK står for (kvælstof, fosfor, kalium), men ikke hvad de forskellige forhold mellem dem har af effekt. Hvorfor er det vigtigt, om man giver NPK 19-3-10 eller NPK 14-3-5?
Det ved jeg lidt mere om nu. Højt kvælstofindhold giver masser af grønt = god til plænen. Højt fosforindhold giver frugt og/eller blomster. Til jordfrugter som løg og kartofler: 0 kvælstof.

Jeg synes, jeg kunne konkludere, at de i England går mere end os op i til enhver tid at give den helt rigtige gødning til hver enkelt plante.
Det kan på den anden side ikke forbavse, for hvem går mere op i deres haver end englænderne?
Én hjemmeside kom med en havequiz, som jeg blev vældig klog af, så jeg gemte min egen udgave af den, med svarene sat ind ved spørgsmålene.

Det er godt vi skal have bilen med derover til maj – så skal jeg have købt nogle sække NPK 10-60-10 med hjem til mine dahliaer, og så har de bare at gå fuldstændig blomsteramok i år.

5. februar 2018

Drømme – et stykke tid endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , ,

Skæve istapperHvis ikke jeg gik ud i dag, kunne jeg sagtens bilde mig selv ind, at det er blevet forår – solen har skinnet fra en høj og, det meste af dagen, klar himmel, og fjorden har været så blå, så blå. Man skulle bare sørge for at blive inden døre, for i modsat fald røg forårstankerne lige pr. omgående, da termometret viste ÷3°.
Istapperne fra stråtaget gjorde også deres til, at drømmen forsvandt – jeg ville i øvrigt gerne vide, hvordan de kan blive så skæve, når der stort set ingen vind er – men pyt, de besad bare deres egen skæve charme.
I mangel af det ægte forår, kørte jeg I stedet videre på forårstanken via de meget rustikke og hjemmegjorte poser, jeg lige har fået tilsendt fra Albinus Frø. Dette er ikke en reklame – og så er det jo alligevel, fordi jeg nævner firmaet ved navn, men det er hende vel undt.

Frø til sommer

Frø til sommer (1)Se bare her: Små, fine poser med håndskrevent poseindhold. Herligt.
Jeg skulle bare have lidt kermesbær, for jeg har set på amerikanske blogs, hvor fine farver de kan give. Jeg husker kermesbær fra mit barndomshjem, hvor de fik lov at vokse frem forskellige steder i haven. Her i Den Stråtækte er de tænkt at skulle sås omme bag shelteret, hvor de for min skyld gerne må gro lidt vildt. Og de kan koldsås! Ved ikke om det hedder sådan, men det har jeg lige døbt det begreb, at jeg kan smide frøene ud nu selv på denne kolde årstid. Jeg venter dog lige en måneds tid, men det er dejligt, at jeg slipper for at forspire dem – især fordi vi er væk en uges tid i marts, hvor planterne helst skal tilses hver dag.
Perilla kan ligeledes koldsås – en vækst jeg aldrig har hørt om før, men beskrivelsen “en blanding af basilikum og mynte” lyder tiltalende, så den måtte lige prøves. I kurven med den.
Oppe på de små terrasser over det nu græsbeklædte Atlanterhav, hvor Finn kørte rundt med sine modeltog, er jorden gruset, hård og elendig og næsten intet kan gro der. Ikke engang mynte gider vokse … så må det være slemt … men jeg tænkte, at så må mexikansk hat være velegnet.
Øjeblomsten så smuk ud, og bunddække kan man altid bruge …
Opiumsvalmuer er dejligt frodigt-vulgære at se på – jeg har dem i orange og vil gerne supplere med en anden farve.
Mamelukærmer kan sås overalt, hvor der er huller.
Drumsticks = den “skulpturelle plante” så bare spændende ud, selv om vores boligstil ikke ligefrem kan kaldes “tidens” … medmindre man har glemt et ‘for’ foran ‘tiden’. Men det har man næppe.

Hov. Jeg skulle jo bare have en pose kermesbær …
Sådan går det tit, når jeg internetshopper.
Men jeg har bare huller i bedene, og indtil alt det for nyligt plantede breder sig tilstrækkeligt, er det rigtig fint at fylde ud med sommerblomster.
Poserne og ordrebekræftelsen (alene dens omfangsrighed gør, at jeg er nødt til at anbefale Albinus Frø), er lagt hen i min havedagbog/have to-do-bog.

24. januar 2018

Jeg – en heldig kvinde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , ,

Atter en gang må jeg konstatere, at jeg er en privilegeret (nej, IKKE priviligeret – tænk på, at det hedder et privilegium) kvinde at være gift med en mand, der har skruet hænderne rigtigt på. Så rigtigt, at han kan skrue tingene sammen på den rigtige måde.
Så rigtigt, at han sætter i gang nærmest omgående, når jeg pipper op om ønsker om ting, der kunne være rare at have, virke bedre eller på anden måde blive optimeret.
IMG_8221Det allerbedste er, at han ikke sukker dybt eller opgivende, himmelvender øjnene eller på anden måde kommer med mere eller mindre fine hentydninger til, at jeg er krævende. Faktisk kan han rigtig godt lidt at få den slags større eller mindre udfordringer – også i denne mørketid, hvor der ikke er så meget andet at tage fat på udendørs.
Vi har et lille rum med 3¼ væg og et halvtag lige ved siden af køkkendøren. Derinde hænger der haveredskaber og der står et plantebord, som den forrige ejer lod stå. Han lod virkelig meget stå af alskens art, men dette var helt fint. Jeg har brugt det til potter og potteskjulere, men efter jeg har taget plantefarvning op, har jeg også brugt det til gryderne, fadet, spandene og de øvrige redskaber, der er blevet dedikeret til dette formål.
Det vil sige, at der efterhånden skulle være dobbelt så meget på den samme plads. Det kunne kun gå galt, og de sidste gange har jeg været virkelig irriteret over at skulle flytte rundt på en masse, hvis jeg havde brug for et eller andet.
Det der ‘et eller andet’ var nemlig på forunderlig vis, helt af sig selv, altid kravlet underst eller bagerst.
Mærkeligt, ikke? Selv om jeg satte det øverst, befandt det sig nederst næste gang jeg skulle bruge det …
I aftes sagde jeg til John, at jeg godt kunne tænke mig at få to hylder derude. Lidt smallere end bordet, men brede nok til, at alle potterne og skjulerne kan stå der, således at jeg kan bruge bordet til plantefarvningstingene.
De er sat op! Det tog ikke manden lang tid at finde de fornødne materialer frem og få den lille sag bragt i orden. Plus et lodret bræt, hvor jeg kan skrue kroge i efter behov til planteskeer og lignende.
Perfekt.
Det tog mig fem minutter at rydde op derude – lige nu er der oven i købet plads tilovers, men kender jeg mig ret, varer det ikke så længe, før det hele er 100 % udnyttet.

9. december 2017

Jul på flaske

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

Nu har jeg vist skrevet så rigeligt om, at jeg endnu har roser udenfor, så nu vil jeg skynde mig at fortælle, at det ikke er roser alt sammen; at jeg også har andre blomster derude, nemlig den lille mamelukærmebusk, jeg købte i foråret. Jeg satte ‘busken’, som i virkeligheden kun var to små pinde, i jorden i april. I maj begyndte den at blomstre, og det gør den endnu! Jeg ved ikke, hvad der skal til for at standse den, men formentlig hård frost – de par minusgrader vi har haft et par gange, ser ikke ud til at have generet den. Vokset er den også – temmelig meget, faktisk, så det har været en virkelig god investering. Okay – hele sommeren var den nærmest helt lyserød af mamelukærmer, men det, der endnu er tilbage, er ret godt gået, synes jeg.
Jeg nænner ikke at gå ud og fortælle den, at det snart er jul …

P1060724P1000637

For det er det jo. Snart jul.
Nede på Knuthenlund havde de en ganske enkel form for bordpynt på deres tre caféborde.
Less is more, som det var meget moderne med en overgang – enkelt, men meget sødt, så jeg stjal ideen, købte to brugte mælkeflasker, som de ‘tilfældigvis’ havde til salg, gik hjem og fik etiketterne af dem, fandt noget andet end mælk at hælde i dem, og vupti: En lidt anderledes og på én gang nuser og rustik juledekoration.
Jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvor jeg skulle stille dem, men foreløbig er de endt i vindueskarmen i køkkenet.

P1000643 P1000644

Sådan noget kan jeg ikke selv finde på, men jeg er rigtig god til at hugge andres gode ideer.

13. november 2017

Sneglenes og mine vinterforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:56
Tags: ,

Engang i forrige årtusinde, da jeg gik i folkeskole, havde vi noget, der hed biologi. Vi havde også en god lærer, der tog os med på småture i skolens nærområde for vise os naturen, som den ser ud i virkeligheden og ikke bare i en bog. Han vidste ALT, syntes jeg – ingen af os kunne stille ham et spørgsmål, han ikke kunne svare på. Samtidig var han en god formidler, så vi hørte alle sammen godt efter for ikke at gå glip af noget. Jeg kan ikke huske alt det, han lærte os, men nok langt det meste, vil jeg tro – men jeg kan ikke huske, hvad han hed … 
Snegl i vinterdragtJeg mener det var ham, der fortalte os, at vores havesnegle går i hi. De danner en kalkforsegling og lukker dermed døren til deres lille hus for vinteren.
Når jeg googler dette, omhandler det udelukkende vinbjergsnegle, men de almindelige små havesnegle kan også være med – jeg har set mange i disse seneste dahliaknoldopgravningsdage.
”Når vinteren kommer, da lukker vinbjergsneglene sit hus med en særlig kalkforsegling for at overvintre og klare sig mod kulden og frosten.”
Jeg er med på, at det er deres form for at gå i hi, men jeg har ret svært ved at forstå, hvordan kalkforseglingen kan hjælpe dem til at klare kulde og frost – det er jo ikke ligefrem en effektiv hulmursisolering, dyret har udført her, og i det blæser næppe heller ind, hvor dyret har anbragt sig i sin vinteropbevaring.
Nå. Det er ikke alt, man skal forstå, og en kendsgerning er det jo, at mange af de små kræ overlever vinteren. 
Jeg hører alle sige, at de ikke kan have deres dahliaer i fred, fordi sneglene æder dem. Jeg har SÅ mange snegle i dahliabedene, og de har ikke så meget som smagt på herlighederne. Har vi specielle dahliahadende snegle her på præstøegnen, eller smager mine dahliaer forkert for snegle?
Uanset hvad, lader de i hvert fald mine dahliaer i fred – men når jeg støder på disse snegle, kyler jeg dem over i sivene på den anden side af vejen, for jeg gider ikke have dem i så stort et antal, selv om jeg ikke synes de fortjener at dø lige som dræbersneglene.
Endelig er jeg færdig med bedet til roserne og med at tage alle de mange dahliaknolde op. Desuden har jeg flyttet alle montbretierne hen på ét sted, så der forhåbentlig kommer en koralrød og tæt lille ‘sø’ af de smukke blomster. De 25 løg, jeg satte sidste forår, har allerede firedoblet sig, så det blev til et pænt bed. Det var mine (sidste) vinterforberedelser.
Nu mangler vi bare at sætte vinterbelysningen op rundt omkring, men det får vente, til vi er vel hjemme fra Jylland.

IMG_8202

FasanbalancegangFasanbalancegangGrå- og skovspurve kan ikke gå i hi, så vi fodrer dem.
Det er lidt svært at se, men de sidder i kø på hegnet for at komme til både glaskuglen og ind i glasset med jordnøddesmør og melorme. Nogle gange er der over 20 i kø.
(Billedet illustrerer også ret tydeligt, hvilket fantastisk vejr vi har for tiden – det er en sand fornøjelse at gå ude og vinterforberede haven.)
Det, småfuglene spilder på jorden, kommer fasanerne og tager. De ville meget gerne gå til det glas også, men det kan de heldigvis ikke finde ud af – de kan ikke balancere mere end et par sekunder på pileflethegnet.

11. november 2017

Hårdt arbejde – og det modsatte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags: ,

Som nævnt for 11 dage siden, måtte pæretræet lade livet til fordel for roser, som er en hel del flottere at se på. Planteskolen ringede i forgårs og bekræftede, at de havde fået alkymisten hjem til mig, men at han, som han også sagde i butikken, ikke kunne skaffe de to David Austin-roser.
Det forstår jeg stadig ikke, hvorfor han ikke kunne, men Rosenposten.dk har meldt mig, at de sender dem i næste uge.
Heldigvis kan man da klare tingene selv …
Det kræver nu, at jeg skal se at få nosset mig færdig med at rydde hele stykket, hvor pæretræ, vinca og sæbeurt dominerede. Det er hårdt arbejde, for der er maaaange rødder, der skal hives op. Derudover kommer alle de forårsløg, som har kæmpet en brav kamp for at få lys og plads nok for især vincaen. Dem har jeg delt og kommet i jorden igen.
Jeg har derfor været nødt til at dele stykket op i tre dages arbejde. Sikke et skrog, man er blevet … men nu hvor jeg alligevel var ude, besluttede jeg mig til også at dele dahliaerne op i tre grupper, taget op i tre omgange. Så er der nemlig plads nok til, at der kan ligge et hold ad gangen og tørre i fyrrummet, inden jeg pakker dem ned i kasserne.
Jeg er lidt imponeret over, hvor stor forskel der er på hvor meget en knold vokser eller formerer sig i løbet af sæsonen. De fylder forskelligt imellem tekopstørrelse og næsten gulvspandstørrelse.

IMG_8194IMG_8193

John synes, at det er grimt nu ude ved gavlen. Jamen det er det da bestemt også, men når først roserne kommer op og dækker, og der kommer et eller andet pænere end vinca i bunden, så bliver det flot. Ja, ligefrem smukt, vil jeg vove at spå. Jeg har ikke spor svært ved at visualisere det fantastiske, kommende rosenflor – bare en skam, at jeg skal stå ude på vejen for selv at se det til den tid, men så får de forbikørende da noget pænt at se på.

House MittensIMG_8189

“Hvordan vil du dog få brugt alt det garn?”, var der nogle, der spurgte i forbindelse med al vores plantefarvning.
Det går foreløbig ganske udmærket; jeg har allerede brugt 1682 gram af det, jeg selv har farvet – senest disse House Mittens og min egen afart af en de engang så populære Mary-huer. Dette var pilotmodellen, som jeg, med yderligere et par modifikationer, skal strikke flere af, for den er hurtig og nem, tager kun en aften at stikke.
Og den slags hører absolut ikke ind under kategorien ‘hårdt arbejde’ – tværtimod.

7. november 2017

Frosttålende dahliaer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:43
Tags: , ,

Da John stod op i morges, lød hans kommentar, at nu var det nok slut med dahliaerne, for græsplænen og strandengen var hvide. Jeg tænkte, at han vel måtte kunne se, om det var slut – de står jo lige udenfor, hvor han kiggede ud.
Da jeg lidt senere fik maget mig ud af fjerene, kunne jeg konstatere, at ja, frostvejr var det umiskendeligt, men også at dahliaerne stadig så friske og ufrysende ud. Sidste år bukkede de under med det samme under årets første frost, men det må vel have frosset mere, end det har gjort i nat.
Beviset er herunder. Jeg plukkede flere buketter og tog ind, bare hvis nu det skulle være sidste dag, de lever, men resten får lov at stå, så længe de kan – jeg nyder jo synet hver eneste dag, så knoldene bliver ikke gravet op, før de ligger sammenklaskede hen ad jorden.

IMG_8174

Bortset fra det halvkolde vejr, så var det en aldeles vidunderlig og smuk morgen – og dag. Hele dagen.
Sikke et vejr. Det fås ikke flottere, ikke på denne årstid: Høj, klar himmel med kun få skyer i formiddags og helt blå himmel efter frokost. Ikke en vind rørte sig indtil ved 16-tiden, så fjorden var spejlblank det meste af dagen.
Solen stod lavt over fjorden et par timer endnu efter vi stod op, og med morgendisen hængende en rum tid, var der masser af tid til at nyde synet, hver gang, vi kom forbi et vindue.
Har jeg fortalt før, at jeg vist aldrig bliver træt af at bo her? Og at jeg aldrig bliver træt af udsigten over fjorden? At den aldrig er ens to dage i træk?
Nå. Har jeg det? Mange gange før, oven i købet?
Sorry. Dette bliver sandsynligvis ikke den sidste gang af den grund.
Jeg ELSKER stedet her.

image

image

1. november 2017

De sidste havesysler … eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: ,

Montbretierne skal flyttes, så der kan blive plads til endnu flere dahliaer næste år.
Hvad skal det dog ikke ende med? John er vist lidt bekymret for, at hele haven bliver inddraget til ét stort dahliabed, men det behøver han nu ikke at være – jeg flytter bare lidt rundt på det bestående, så der forhåbentlig kommer lidt mere system i rodet. Ikke fordi jeg er vild med meget systematiske og ligekantede haver, og der er sikkert heller ingen andre end mig selv, der kan gennemskue mit system.
De sidste kartofler er gravet op; det er fint, for vi skal have kartofler i weekenden, da vi får gæster i Sverige.
Alt er faktisk hakket af på min lange efterårs-to-do-liste – man er helt stolt … dog er jeg ikke færdig med de montbretier; jeg har kun forberedt jorden, hvor de skal flyttes hen, de er endnu ikke gravet op og flyttet. Det bliver næste uge.
I dag hev jeg en død rose op med rod und alles fra rosenbedet langs muren. I stedet skulle David Austin-rosen Gertrude Jekyll hen og stå på den ledige plads, men man må ikke plante roser, hvor der har stået roser uden at give noget rosenforbedringsjord som ernæringstilskud. Måske er det noget pjat, men vi kørte ikke desto mindre på planteskolen for at få fat i noget. Jeg vil ikke risikere, at Gertrude dør for mig – hun er så smuk og velduftende.

IMG_6544IMG_6552

Samtidig bestilte jeg en alkymist-rose (den fantastiske rose, vi så på Rønnebæksholm (herover)) og to David Austin-roser (A Shropshire Lady og Tea Clipper (herunder. Er de ikke flotte?)) Førstnævnte kunne han godt få hjem til mig, men de to sidste vidste han ikke, om han ville kunne skaffe.
Så var jeg nødt til at fortælle ham, at jeg sagtens kunne købe dem på internettet, men at jeg helst ville købe dem af ham, for jeg vil gerne handle i hans dejlige planteskole. Så kan han tygge lidt på den, kan han – jeg kan ikke forstå, at hvis jeg kan få fat i dem, hvorfor skulle han så ikke kunne?
Roserne skal stå op ad gavlen på huset. Der har indtil nu stået et espalieret pæretræ, men det giver ikke rigtig noget og har irriteret mig i et par år.
Jeg vil hellere have noget smukt at se på.

A Shropshire Lady  Tea Clipper

John har fjernet pæretræet i dag, hvilket afslørede, at der skal gøres noget ved muren til foråret, for den er bestemt ikke køn. Udgifter, udgifter, udgifter, men samme pæretræ forhindrede, at der blev gjort noget, da resten af husets mure blev ordnet, så nu må det gøres, så snart det bliver muligt.
Men så bliver der også bare SÅ pænt derude.

29. september 2017

Vi har da bare valgt den værst mulige dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , ,

I dag er det flot vejr. Blæsende, med masser af hvide heste ude på vandet, men flot. Solskin og høj himmel.
John ville derfor skære æren (vi taler altså om træet ær!) ned i dag, for han gider forståeligt nok ikke stå med en elektrisk sav i regnvejr.
Den skal væk, fordi den er grim, efter vi på naboens anmodning skar den ned sidste sommer, fordi den tog noget af deres udsyn til fjorden. Det kan vi ikke have, så den blev væsentligt forkortet. Dt pyntede ikke ligefrem, så nu kan den lige så godt komme helt væk. Det er muligt, det er en fin hækplante, men det er, efter min mening, ikke et træ, der pynter i en lille have.

Med ærUden ær

Det gør naboens thujahæk bestemt heller ikke – jeg kan ikke fordrage thuja; det minder mig alt for meget om kirkegårde.
Heldigvis har jeg god gang i en sneboldbusk (anes til venstre for bænken), som allerede til næste år vil være for stor der hvor den blev sat, så den bliver flyttet to meter længere tilbage, lige ved siden af, hvor æren stod. Jeg skal bare lige have renset for skvalderkålsrødder først …
Det var første punkt på efterårslisten. Et andet punkt er også klaret, nemlig at flytte den klematis, der groede op ad æren.
HyldebærSelv om vi har kæmpet bravt med den hyld, der også stod, har den stædigt kæmpet imod hele sommeren, og vi er ikke færdige med at slås med den endnu, men de klaser bær, jeg fandt, kom i farvegryden. I er surt miljø skulle farven gerne blive holdbar, så nu prøver jeg. Jeg kan nu ikke forstå, hvis den ikke skulle være holdbar, taget i betragtning, hvor stort set umuligt det er at vaske spildt hyldebærsaft af tøjet.

Det så da også ud som om det var en ret potent farve, så det blev til både et andet og et tredje bad, men det hele blev lidt blegere allerede i skyllevandet – og … tredje bad blev blåt!? Det sluger åbenbart de rødlige farver først.
Nå. Jeg kan vel altid bruge det til et par vanter i fair isle eller norsk mønster, og ingen af farverne er helt tossede.

Hvorfor dagens overskrift? Fordi i dag er det godt vejr. På søndag bliver det godt vejr.
I morgen bliver det et allerh……. dårligt vejr! Selv yr.no, som var Sønderjyllands-optimistisk helt frem til i går, siger nu 12 mm regn mellem kl. 18 og 00. Hvis det så bare kunne vente til efter kl. 19, ville jeg være glad, men så heldig har man nok ikke lov til at være. Vi har med andre ord valgt den potentielt dårligste dag/aften til at se i tusindvis af stære. Det kunne godt gå hen og blive en helt anden slags sort sol end planlagt. Damn.

12. september 2017

Det er så småt ved at blive efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: , ,

Vi nærmer os. Vejret er stadig dejligt, solrigt og lunt – for det meste – men indimellem kommer der lidt regn susende forbi i kort tid nok til med rette at kunne kaldes en byge, men samme byge er lige præcis lang og kraftig nok til at gøre vasketøjet lidt vådere, end da det blev hængt ud.
Vi nærmer os efteråret lige så stille.
Havde jeg nu gået på arbejde, havde jeg måske brokket mig lidt over vejret, men i dette herlige pensionistliv, hvor jeg kan gå ud, når jeg har lyst, og vejret i øvrigt indbyder til det, føles det ikke så slemt. I går og i dag har jeg opholdt mig meget oppe i shelteret, hvor en lille byge eller to ikke kan komme til at genere mig.
Gæssene lægger an til … et eller andet. Jeg ved ikke, om de kommer forbi for at tanke lidt op til en videre færd, eller de er kommet for at tilbringe vinteren her, men der er dagen igennem en lind strøm af ind- og udflyvninger af større eller mindre flokke gæs. Vi kan høre dem hver morgen, så snart det er blevet lyst. Nogle flyver til fjorden; andre fra – de har etableret et trafikknudepunkt lige over for vores hus, og vi nyder det i fulde drag.
Når de så ligger på vandet i store klumper, kan vi høre hvordan de snakker dernede. De taler meget sammen, selv efter mørkets frembrud – de må have meget at fortælle hinanden om den nys overståede sommer.

IMG_9842

I haven er efterårssyslerierne så småt i gang; John skyndte sig at pakke parasollerne væk i tørvejr og sikkerhed i garagen, inden de igen blev våde.
Jeg satte mig med en notesbog og skrev i punktform de ting, jeg skal have flyttet enten om en måneds tid eller til foråret. Det blev til mange … dem, der siger, at man aldrig bliver færdig i en have, har vist ret. Jeg planter og flytter, planter og flytter igen. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg på ingen måde er havearkitekt og derfor har svært ved at forestille mig, hvordan det kommer til at se ud, når det hele kommer i vækst.
Det, der fx starter med at være to små pinde af en mamelukærmebusk, gror som var den betalt for det, og det jeg troede hurtigt ville komme til at fylde, fylder (stadig) stort set ingenting.
Planer er til for at ændres. Jeg har overvejet at få besøg af en havearkitekt, men jeg ved også med mig selv, hvor svært jeg har ved at gøre noget, andre råder mig til, så måske er det spildte penge.
Og måske er det ikke – sådan en må nødvendigvis have en masse ideer; man har for det første lov at sortere, og for det andet er det altid sundt at få andre øjne til at kigge på sagerne – man har det som bekendt med at gro lidt fast i egne forestillinger eller ideer.

14. august 2017

Så skal vi lære det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:47
Tags: , ,

Så er de lettet. Med planmæssig afgang mod London Heathrow, og de vil kunne være hjemme klokken godt 22 dansk tid.
Jeg skriver det hver gang, det sker: Her er SÅ stille nu. John og jeg skal igen lære at være bare os to.
Det er nu ikke så svært endda; det er bare lige her efter afskeden, det er vemodigt og føles ekstra stille – og det er jo ikke fordi børnene larmer, for det gør de sjældent; det er kun fordi et hus føles en hel del anderledes, når det er beboet af seks personer frem for to.
Anna sagde, at det kunne være så dejligt, hvis man kunne skære denne lille plet ud af Danmark (inklusive hele Præstøfjorden) og plumpe den ned i England højst 20 minutters kørsel fra deres hus derovre.
Aubrey svarede, da jeg spurgte om han glædede sig til at komme hjem: “Sort of. But I don’t want to leave you either.”
Jeg ved godt hvad han mener.
Fordi de skal begynde på privatskole efter ferien, får de en meget lang sommerferie næste år. De skal nemlig til at gå i skole om lørdagen, men det kompenseres der for ved bl.a. at give dem tre ugers påskeferie, tre ugers juleditto og otte ugers sommerferie, så hvis Charlotte får travlt med forretningen, ved hun ikke rigtig, hvad hun skal gøre i ungernes lange ferier.
Når vi hidtil har spurgt dem, om de kunne tænke sig at være på ferie hos os uden forældrene, har de sagt nej, for de vil ikke flyve alene. I dag sagde de: Yeahhh!!! Må vi godt flyve alene nu?
Hehe.
Ja, det må I gerne. Så I vil altså godt komme på ferie hos os uden far og mor til næste sommer?
Det ville de i hvert fald, så det kunne tyde på, at vi fremover har feriebørn. Måske allerede i påsken …

Det har været virkelig dejligt at være sammen med dem i hele tre uger. Bortset fra i 2013, hvor jeg pga. brystkræften havde udgangsforbud fra Danmark, har vi ikke haft så lang tid sammenhængende, siden Charlotte flyttede hjemmefra.
Det er mest imponerende, at Tim kan holde sin svigerfamilie ud så længe, men han hævder, som så ofte før, at han hellere vil være sammen med os i tre uger, end han vil være sammen med sin egen familie i en uge.
Der er flere årsager til, at jeg tror på, at han rent faktisk mener det.

Dahlia 2017

Og nu skal vi på kur. Vi skal til at leve delvist på middelhavsmåden, delvist ved fuldstændig at undgå brød, kartofler, pasta og hvide ris.
Det bliver spændende, om vi kan holde det, men Charlotte siger, det er yderst effektivt.
Jeg blev alarmeret, da jeg fandt ud af, at jeg havde taget fire kilo på, mens vi var i Sydafrika. FIRE!!! Det viste sig heldigvis, at de to af dem må have været væske … jeg havde tykke ben og følte mig oppustet i fem dage efter først den lange bustur og derefter den endnu længere flyvetur.
Men jeg vejer stadig alt for meget, og nu skal det være slut. John er med mig, og nu er det officielt, så vi kan ikke tillade os at falde i vandet.
Det vil i hvert fald være flovt.

6. juli 2017

Mens vi venter på g…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: , , ,

Blå og grå hueDet er nærmest ved at blive til en pensionistvise, dette her … jeg går og venter og venter. Ikke på Godot. Ikke på besøg af mit barn. Jeg venter på garn. Og jeg synes de er sløve, dem jeg har fundet denne gang – det er nemlig ikke den samme som til Find Your Fade, fordi jeg vil have det dyre garn billigst muligt, men jeg skulle nok ikke have sparet de sidste kroner … jeg afgav ordren 1. juli, og jeg har endnu intet hørt om ordreafsendelse. Så tjekkede jeg, om de havde trukket pengene, men det havde de ikke. For lidt siden kom der dog en elektronisk faktura fra dem, men de havde ikke givet mig de lovede 15 % i rabat på den første ordre for at tilmelde mig nyhedsbrevet. Den slags har jeg ingen skrupler over – jeg framelder det igen om ikke så længe, og egentlig har jeg lyst til at bestille det garn hos den anden leverandør og lave denne ordre om til et fortrydelseskøb, når de engang får taget sig sammen til at afsende min ordre. Sløve padder! De andre afsendte samme dag, de modtog ordren.
I mellemtiden har jeg brugt prøveindkøbet af Baby Merino plus lidt mere af samme garn fra lageret til en hue til hver af børnebørnene. De elsker huerne, de fik sidste vinter, af dette garn, så de skal selvfølgelig have nogle flere. Aubrey flytter nærmest ind i dem det meste af vinteren, fordi de er så bløde.

IMG_6631

Jeg sidder oppe på terrassen og strikker – det er alt for varmt nu til havearbejde. Den form for husmormotion udførte jeg i formiddags, hvor jeg tog et par timer eller tre i bedene. Det må være nok for i dag – man er vel pensionist! Eller noget … det er jeg jo faktisk først til næste år.

IMG_6638  IMG_6640

Hvad er der med de der tidsler? Bier og sommerfugle elsker dem ubetinget. Jeg forstår godt, at man anbefaler tidsler, hvis man ønsker besøg af mange bier og sommerfugle i sin have – der er konstant et mylder i den fine, blå mandstro. Desværre ikke af så mange sommerfugle, for vi har næsten ingen, men masser af (humle)bier og svirrefluer. Jeg ser ikke mange honningbier, men de specialiserer sig vist også i enkelte blomsterarter, mens humlebier er knap så kræsne og tager, hvad de kan få. Til gengæld er det lige før, at de fleste af de 29 arter humlebier, der findes i Danmark, kan ses i vores have, så jeg er glad for vores tidsler. Jeg troede indtil for nylig naivt, at en humlebi var en humlebi, men jeg kan godt se, at der er forskel på dem, der sidder og mæsker sig i min mandstro. Der er større og der er mindre humlebier og de har mange forskellige farvetegninger.

29. juni 2017

Passende vejr for årstiden – hvis vi havde været i oktober

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:31
Tags: , ,

Da vi kom hjem fra Sverige i går, blæste det som på en rigtig efterårsdag. Det var højvande, det var gråt og det regnede lidt indímellem. For lidt, desværre, men DMI bliver stædigt ved med at advare om voldsomt vejr og skybrud over hele landet, så jeg kan da håbe på, at vi får mere end de sølle tre mm, det hidtil er blevet til.
Drivhustjekket afslørede en løs tagplade, som det vist var i 11. time, jeg opdagede. En af de store grene på vinen havde langsomt og uopdaget skubbet pladen ud af det, der holder den fast, og som derfor nu var lige på nippet til at blæse helt væk.
Det fiksede John omgående, så nu kan det bare blæse videre, kan det.
Det gør det så også … dog noget mindre end i aftes og i nat.

P1070027P1070019

Jeg kom til at tænke på sidste uges CPH Garden og på, hvor heldige de må siges at have været med vejret – tænk, hvis det skulle have åbnet i går og varet til på søndag med det møgelendige vejr, vi har?
Herover ses en af showhaverne med vand, spændende sten, verdens nok solideste gyngestativ og lidt gamle vinballoner. I går tog jeg en ballon som den nederste i billedet med hjem fra Sverige … det er da en begyndelse …
Ikke fordi jeg vil kopiere, for godt nok så det smart og rustikt ud med de gedigne stolper til gyngen, men man kan ikke sidde op og gynge, og man er nødt til at ligge i fosterstilling, hvis man er mere end otte år, så opstillingen er mere for et syns skyld end praktisk anvendelig. Billede to er den samme showhave set fra den anden side.

P1070016

Derimod kunne jeg bedre se denne alternative grill hjemme i min have. Jeg ville sjældent have brug for noget i den størrelse, men det, at den var brændefyret og at man kan lægge emnerne til stegning hele vejen rundt, tiltalte mig. Jeg har ingen anelse om, hvor god den er i brug eller hvor besværlig den er at rense, men det ser blæret, godt og spændende ud.

P1070008

Her er en af de mere avancerede hønsegårde, jeg har set, men den kan stilles op selv i en lille rækkehushave, kunne det se ud til. Ligefrem frilandshøns bliver det dog i givet fald ikke – vi kommer nok nærmere burhøns, og det er vi som bekendt imod!
Jeg ville så gerne have høns, men til dette har John nedlagt et af sine sjældne vetoer, så det er jeg vist desværre nødt til at respektere.
Han har jo også – næsten – ret. Vi er nemlig ikke så heldigt stillede som Ditte og Peter, at vi har en datter så tæt på, at hun nærmest bare skal række armen ud ad sit vindue for at lukke hønsene ind og ud, og med vores rejseaktivitet skal vi ulejlige andre lidt for meget med sådan en opgave.
“Næsten”, fordi det må kunne løses ved at rævesikre haven, men det er så her, John står af!

P1070010

Naturplanteskolen – umiddelbart en pleonasme, ikke? Men de skulle have nogle gode sager, og navnet på bogen Fantasilater er ikke helt uden evner.
Jeg håber CPH Garden bliver en årlig tradition, for det var meget inspirerende. Og lidt dyrt … jeg har en svag karakter og lader mig for nemt friste.

23. juni 2017

I found my fade

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , ,

Alle naturens farver omkring os virkede faded i morges, og når det har været tåget, kan man meget tydeligt se de hundredvis af spindelvæv, der altid vil være overalt, hvor man færdes. Jeg elsker, når de står med alle de mange dugdråber på, og jeg kan slet ikke lade være med at fotografere dem.

P1070033P1070034

imageDet er ikke helt korrekt at bruge ordet fade som jeg anvender det i den første sætning, men jeg skal helst have det ind i dagens indlæg, da det er et centralt ord i dag. Fade er et af flere eksempler på, at dansk kan være et rigere sprog end engelsk … se blot, hvor mange forskellige ord der er på dansk for det ene ord på engelsk.
Jeg synes det var sjovt at strikke de ‘fades’, Inge fandt, og nummer to var ikke mindre sjovt. Der kunne snildt komme et tredje på banen, hvis det skulle være.
Som navneord halter brugen af fade også, for man kan ikke “finde en fade”, men I Found My Fade kan vel være lige så godt som sjalets egentlige navn Find Your Fade. Navngiveren/designeren er amerikaner, så i stedet for at komme med en sandsynligvis usand påstand om, at hun ikke ved, hvad hun selv siger, har hun nok snarere en bagtanke med det … kanske noget i retning af et ordspil på faith? Who knows?
Jeg er vild med de afdæmpede farver, selv om det langtfra gør sjalet så sprælsk som Inges. Der er ærgerligt, at garnet er så hundedyrt, for jeg kan sagtens se mig selv i en trøje eller sweater i de farver. Et eller andet norsk mønster, måske, men gnieren i mig vægrer sig ved at skulle give så mange penge for garn en gang til. Og dog … hvis jeg kender mig ret, ender det nok alligevel med, at jeg gør det … især hvis jeg ‘tilfældigvis’ skulle falde over det helt rigtige design.

IMG_6536


Jeg ville også have skrevet om og vist billeder fra i onsdags, da John og jeg mødtes med Ditte til CPH Garden, som jeg gætter på skal forestille at være en dansk og noget mindre udgave af The Chelsea Flower Show, men da jeg så Signes fantastiske billeder derindefra, blev jeg enig med mig selv om at lade hendes indlæg og fotos tale arrangementets sag, for det gør hun meget bedre end jeg er i stand til.
Jeg vil dog ikke undlade varmt at anbefale at tage ind og opleve det – det er rigtig godt gået af en debut at være, og jeg håber, de gentager succesen til næste år. De få skønheds(logistik)fejl er Haveselskabet garanteret selv klar over, så de er sikkert rettet til næste gang.
Ét af mine billeder skal I dog have. Sådan en må være ekstraordinær lille:

P1070031

20. juni 2017

Hvad er der med det der ‘russisk’?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: , ,

Jeg har en efterhånden stor, fransk esdragon i krydderurtebedet, for fransk skal det være, når det drejer sig om esdragon; den russiske dur ikke, den er for mild og uinteressant i smagen, siger man, og jeg er enig. Fransk, altså. Min franske er frodig, på trods af, at en eller anden hævdede, at den ikke kan overvintre i Danmark. Den har det nok lige som humlebien og har foreløbig klaret to vintre. Der er masser til at tørre allerede nu – Karen fik en nytørret portion af både den og timian med hjem i torsdags.
Jeg har to mandstro i staudebedet. En Eryngium bourgatii ‘Big Blue’, som har en fantastisk blå farve, som man næsten ikke tror er ægte, men det er den. Jeg har i hvert fald ikke malet den.
Ikke så langt derfra har jeg sat en russisk mandstro, som vist nok bliver blå på et tidspunkt, men lige nu ligner den bare enhver anden tidsel, så John skal holdes i stramme tøjler for ikke at rive den op. Altså er noget med russisk heller ikke helt godt her.
Russisk salvie er heller ikke så god en krydderurt som den ‘rigtige’ salvie. Kan alt det mon være en tilfældighed?
Og dog … russisk scilla er vist okay. Og er der overhovedet forskel på dansk og russisk boghvede?

P1060964 P1060967

Sidste år købte jeg i England en pakke tidselfrø; en bestemt slags tidsel, som skulle kunne trække sommerfugle til, og sommerfugle synes jeg vi har en beklagelig mangel på hernede i Den Stråtækte.
Der kom ikke ret mange op, faktisk kun to steder fandt de op af jorden. Forleden viste jeg John dem og sagde, at når han går og hiver tidsler op, må han IKKE tage disse her – se lige forskellen på dem og de andre, som bare er ukrudt, John, den er stor, ikke? – Jojo, det er den da…
I går gik han og ordnede med buskrydderen omme bagved – bl.a. der hvor tidslerne befinder sig.
Og smadrede den ene af de flotte og omhyggeligt (fra min side) skånede tidsler – men lod den anden være …???
Han gør det jo ikke med vilje, så jeg beherskede mig. Jeg blev ikke sur. Jeg talte pænt og stille og roligt, da jeg spurgte ham, hvorfor den ene var væk og ikke den anden.
Jamen den du sagde, jeg ikke måtte røre, står der da endnu! Lige derovre!
Der var TO!
Nå for pokker. Sorry.
Og hvorfor manden kunne kende den ene tidsel og ikke dens enæggede tvilling, får stå hen i det uvisse, men jeg undrer mig. Meget.
Og der er en grund til, at han hverken vil eller må røre staudebedene.
Engang for mange år siden i Havdrup havde han også ordnet et bed. Alt ukrudtet stod tilbage og det, der skulle være der, var der ikke.
Det var dengang vi blev enige om at fordele havearbejdet på en anden måde, og det går som regel godt – med enkelte undtagelser.

Næste side »

Blog på WordPress.com.