Hos Mommer

19. maj 2017

Præstømester i sneglekastning?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:47
Tags:

I modsætning til kalvekastning, som betyder, at en ko aborterer, og ikke en form for uetisk sport på linje med tyrefægtning, skal sneglekastning her tages ganske bogstaveligt.
Jeg gik ude i forhaven i dag – eller rettere: jeg lå på knæ ude i forhaven i dag; der skulle ryddes for det værste skvalderkål, og så skulle der kastes med snegle. I forhaven har vi pudsigt nok ikke set nogen dræbersnegle, som for vores vedkommende bliver aflivet uden nåde, så snart vi ser en, men vi har masser af de helt almindelige med hus på. Dem har jeg i princippet intet imod, så jeg vil helst ikke slå dem ihjel, men eftersom de er dahliaelskere om en hals, vil jeg heller ikke have dem i haven.
Nu er jeg så heldig, at ‘genboen’ er fjordland med siv- og engarealer, og de ligger kun et sneglekast væk (den vil garanteret ikke blive brugt i en ejendomsmæglerreklame), så hver gang jeg finder en snegl, bliver den smidt derover i det lønlige håb, at den ikke overvejer at flytte hjem igen.
Jeg har smidt flere snese snegle derover i dag – hvis der var noget, der hed præstømesterskabet i sneglekast, stillede jeg gerne op – jeg er nok den, der har trænet mest.

P1030577P1030578

Min squashplante har sneglene heller ikke fundet endnu, og hvis ellers den forbliver uopdaget, vil der snart være den første squash, som allerede er stærkt på vej, men som jeg dog tror bliver mere traditionel at se på end denne lidt pudsige blanding, jeg så i England engang. Jeg kunne godt lide at vide, hvordan man har fået fremavlet dette udseende – det kan ikke være tilfældigt, for alle frugterne på planten ser således ud.
Det kunne være, jeg skulle lave mig en squashbro …
Og mine kartofler er kommet op – det er første gang i mit liv, jeg har kartofler i haven, men jeg husker tydeligt den fantastiske smag af nyopgravede kartofler, som jeg selvfølgelig fik masser af i barn- og ungdommen, mens jeg boede hjemme på gården. Jeg glæder mig allerede!

16. maj 2017

ØV. Ærgerligt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

De har altid en nyyydelig rødorange krukkeblomst på planteskolen i Osby. Hvert eneste år køber jeg lige netop den til den gamle, meget rustne, men alligevel smukke etellerandet, som står i indkørslen til torpet.
I år havde jeg besluttet at købe en halv snes til at tage med hjem og plante i krukker på de to terrasser i haven i Den Stråtækte – jeg elsker simpelthen den blomst, og billederne herunder yder den ikke helt retfærdighed, fordi den er nyplantet og derfor lidt tyndbenet at se på. En måneds tid senere vælter den ud over krukken i stor frodighed. Den er selvrensende og klarer sig fint, selv om jeg ikke kan gå og nusse om den, som jeg ville gøre derhjemme.
P1020106P1020107

Ind i bilen med os og afsted til Osby.
Som sagt har de den hvert år.
Bare ikke i år.
Dammit.
Jeg måtte nøjes med pelargonier. De er da også meget pæne, men dem kan man jo få alle vegne.
Jeg har lige fundet ud af, at den, jeg ikke kunne få fat i i dag, bliver kaldt superbell på dansk (!) eller Calibrachoa, så nu må jeg finde ud af, om jeg kan købe den i Danmark. Jeg har aldrig set den derhjemme på nogen af de planteskoler, jeg normalt frekventerer, men det må vel kunne lade sig gøre.

P1060792P1060794

Krukkerne er nu plantet til med pelargonier og lidt blå lobelia.
Jeg købte en Äkta Johannesurt med hjem – jeg kendte den ikke, men den så så sød og spinkel ud. Det er tilsyneladende en “læge- og krydderurt, som kommer med små, gule, citronduftende blomster”. Det måtte prøves.
Google, google …
Du godeste … det er bare en prikperikum. Dem kan man finde ude i naturen – man kan kende den på … prikkerne, såmænd (på bladene), men det havde den nys indkøbte ikke. De kommer nok lidt senere.
Den var så ikke et nyt bekendtskab alligevel, men så har jeg da fået en ny plante, jeg kan bruge til at lave snaps af … perikum giver den smukkeste rødbrune farve, når den bliver lagt i spiritus.

9. maj 2017

Endelig er drivhuset tilplantet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Cherry- og blommetomater in speChili 'Ungarsk lang'

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
BjørnerodChilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm2 af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.

8. maj 2017

Lokale rekorder … regionale, måske?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: ,

P1030103Ude i mit krydderurtebed kom der i år en påskelilje op, som ikke var der sidste år. Det er ikke en jeg har sat, og eftersom jeg etablerede bedet for to år siden, har den været længe om at arbejde sig helt op over jordoverfladen, men den skulle også igennem 30-40 cm jord, inden den kunne se lyset.
Til gengæld kunne den slet ikke stoppe igen, da den først kom i gang med at vokse – indtil videre har den en højde på 70 centimeter, men jeg formoder den er færdig med at vokse nu.
Hvor høje bliver påskeliljer normalt? Jeg har nogle, der er pænt høje, men de nåede dog ikke over en halv meter, så jeg synes 70 cm virker som meget.
Når jeg googler lidt rundt, angives de højeste som værende op til 45 cm, så mon jeg er i besiddelse af en rekord?
Den må føle sig meget ensom der, midt imellem timian og purløg, og da den ingen umiddelbare konkurrenter har, undrer det mig, at den insisterer på at vokse så voldsomt, men der er mange måder at hævde sig selv på.

En af dem er at købe nogle enorme løver og sætte i sin indkørsel til et ganske almindeligt parcelhus.

P1030104Lungholm Lolland (2)

Jeg beklager, kære tætpå-bo, men det her synes vi nok er overkill i middelsvær grad – vores gæster ankommer grinende og spørger hvad pokker vi har gang i her ved fjorden. Jeg tror, det må være region Sjællands største løver.
John og jeg fralægger os ethvert ansvar og griner selv med. Selv løverne på Lungholm gods er kun halv størrelse af disse her … vi ved ikke helt, hvad der har stukket parret, for vi har ikke noget med dem at gøre, så vi kan ikke spørge dem. Ingen har noget med dem at gøre; de har boet der i et års tid, men vil ikke hilse på nogen. Hvis vi vinker til dem, kigger de væk eller ned i jorden, og det gælder ikke bare os, har vi erfaret.

I går kom der fem ryttere forbi. De to forreste heste gik forbi løverne uden at tage notits af dem, men de tre andre nægtede pure at passere dem.
Det så altså skægt ud – de prustede og stampede og gjorde i det hele taget alt, hvad nervøse eller bange heste gør. Det tog hele fem minutter at overbevise hestene om, at løverne ikke ville angribe. De var konsekvente, rytterne: Hestene ville helst over på den anden side af vejen, men det fik de ikke lov til; de blev tvunget til at gå lige forbi løverne, hvilket nok var en klog rytterstrategi, også selv om det tog en rum tid at overbevise dem.
Hvordan pokker ved danske heste, at løver er noget, man skal være bange for? Og så denne slags løver, der trods alt ikke lugter af rovdyr?

30. april 2017

Fortsættelse af skvalderkål-føljetonen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Efter antallet af kommentarer på gårsdagens indlæg at dømme, står jeg ikke alene med at synes, at skvalderkål er noget fanden har skabt på en dag, han var i dårligt humør. I princippet har alt vel en højere mening og må formodes at indgå i naturens store kredsløb på en hensigtsmæssig måde, men skvalderkål, hvepse og dræbersnegle er tre af de ting, jeg har meget svært ved at se meningen med. Og jeg er ikke lydhør, selv om en eller flere af jer skulle finde på at belære mig om, hvordan det eventuelt måtte hænge sammen …

P1060720P1060723

Rosenbedet, som serverer mange, mange blomster i form af vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer, tazetter, tulipaner og agapanthus, inden roserne selv kommer rigtigt i gang, har jeg nu indset er en evig kamp for at holde skvalderkålen på et acceptabelt niveau. Alle de ellers så gode forslag i går kan ikke bruges her, netop pga. alle blomsterne, som jeg stornyder, efterhånden som de kommer. De må ikke forsvinde i en drastisk antiskvalderkålkampagne.
Så er det trods alt nemmere med det, jeg kastede mig over i dag, selv om det er lidt hårdt ved ryggen og for armmusklerne at ruske det tætte net af rødder fri for jord. Til venstre herover ses det tætte, grønne dække, men det er ned med greben og så ellers få alle rødderne op. Den metode har jeg brugt med held flere steder i haven, og det er særdeles effektivt. De få blade, der dukker frem senere, er nemme at nippe af. Jeg luger aldrig i områder, hvor der er skvalderkål, for man skærer bare rødderne over og formerer dermed planterne i stedet for at udrydde dem. Temmelig uhensigtsmæssigt … 

P1060724

Her har kun vokset skvalderkål og matrem siden vi flyttede ind, men nu er dette nyetablerede bed så nogenlunde klar til beplantning. De sidste sten på lageret blev brugt til kant.
Bagerst har jeg sat en Lavatera Barnsley (mamelukærmebusk), som jeg synes er så smuk. Desværre har jeg, uden at vide det i købsøjeblikket, købt den sarteste af varianterne, så det er lidt spændende, om den kan overleve en vinter. Den skal i hvert fald nok nurses lidt om, hvis det bliver hård frost. 
Hvad der ellers skal i her, skal jeg til at google rundt og undersøge lige om lidt. Skal det være et farveorgie? Nok ikke. Skal der flere forskellige, men i samme farvetoner? Eller skal der 10-12 ens stauder i? Eventuelt af en god skæreplante? 


Til slut en skøn bemærkning fra en af mine facebookvenner, som ofte har en god kommentar:
Nyhed: Verdens ældste person er død.
Christians kommentar: Hmmm … er det ikke noget, der jævnligt vil forekomme?

29. april 2017

Til (den evige) kamp mod skvalderkålen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags:

Som så mange i blogland har været inde på, har de seneste meget kolde 14 dage haft én fordel: Det meste er sat i stampe og forårets blomster har haft en usædvanlig lang sæson. Da vi tog afsted, nævnte jeg for John, at det var en smule ærgeligt, at alt, både tulipanerne og alle påskeliljerne ville være væk, når vi kom hjem igen, men det var så ikke tilfældet – nogle få tulipaner blomster, men de er ikke engang kommet alle sammen endnu, og jeg kan ikke mindes, at jeg før har oplevet påskeliljer blomstre så længe.
Det eneste, der på ingen måde har stået i stampe, er skvalderkålen. Den har vokset sig stor og stærk, mens vi var væk, og jeg er altså ikke helt enig med dem, der hævder, at det er et nydeligt bunddække. Den bliver gladeligt 3/4 meter høj, hvis den har gode forhold, og det har den ved alle de gamle roser. På grund af samme gamle roser har jeg ingen mulighed for at komme de forbistrede skvalderkål ordentligt til livs. Jeg gik endda så vidt, at jeg, stærkt imod mine principper, købte round-up i geleform. Det skal man give den uønskede plante en ganske lille smule af på et blad, så skulle giften trænge ned og ødelægge roden uden af forurene noget andet; i dette tilfælde mine fine roser.
Det hjælp ikke en døjt. Jeg gav det to chancer, for jeg kunne jo lige så godt få det brugt, nu jeg havde købt det, men det er ikke de mange penge værd.
Der skete bare det, at skvalderkålen så lidt brunlig og mistrøstig ud i nogle uger for så at tage fat igen med fornyet styrke.
Hvordan jeg skal få bugt med dem, når de står i rosenbed, aner jeg ganske enkelt ikke. I princippet er der kun at gøre at grave alt op, men det vil jeg simpelthen ikke byde de gamle roser – jeg er sikker på, at de ikke vil overleve sådan en behandling.
Man kan, når man er medlem af Haveselskabet, få en havekonsulent ud i 1½ time for 1800 kroner. Jeg kunne godt blive fristet … jeg vil ikke ofre en mindre formue på at få lagt hverken en hel eller en halv haveplan, men at gå rundt og snakke om en masse ting, få en masse ideer og forslag og formentlig også få en masse gode råd med på vejen, lyder som en god investering.

P1010342

IMG_5747

For at finde et billede, der kunne illustrere hvad det er, jeg helst ikke vil ødelægge, sad jeg og kiggede på de første billeder vi tog i forbindelse med overtagelsen af Den Stråtækte … jeg var faktisk selv lidt overrasket over, hvor meget her er sket, selv om jeg naturligvis godt er klar over det.
Og overse venligst, at det var noget sludder at sige …
Men ville det ikke også være synd at gøre noget, der ville kunne skade de skønne roser? Det ligner ikke så meget mere den jungle, vi overtog i august 2014 – og alligevel kan jeg hele tiden finde på noget nyt at plante, lave om eller flytte rundt på, men det er en del af det at have en have.

4. april 2017

Traneflyvning over torpet – og mere nabohjælp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , , ,

Efter sådan en sørgelig historie som den i går fik jeg lyst til at gå ud i det skønne vejr og se, hvad mit lille Lumix kunne præstere, når det fik lys nok til rådighed. Det var ikke småting. Eller rettere: Det var det!
Et solbærblad og et stikkelsbærblad på vej frem mod foråret får en skønhed og afslører detaljer, som man normalt ikke får øje på, men det hjælper når de bliver blæst op.
Kaprifolien gemte på sine tårer og blinkede til mig i stedet for, og mit yndlingsmotiv, mosset, bliver jeg aldrig træt af at makrokigge på.
Der kommer lige lidt billedspam, men man kan scrolle forbi, hvis man vil se traner over torpet og hvordan Verdens Bedste Nabo igenigen lige hjalp John.

P1060249Solbær

Stikkelsbær

Kaprifolium

Vejret blev over middag så flot, at jeg satte mig ud på terrassen med strikketøjet, da jeg trængte til en kaffepause. Der begyndte at dukke lidt skyer op, så jeg skulle lige til at trække ind igen, da jeg hørte jeg den velkendte lyd af traner i luften, og ganske rigtigt: Der kom en flok på omkring 50 fugle, som kredsede et stykke tid over torpet – formentlig for at finde nogle gode opvinde, for de ankom lavt og forsvandt højt, højt oppe, men det tog dem omkring 10 minutter at komme højt nok op til, at de kunne blive enige om at fortsætte turen, så vi havde masser af tid til at fotografere.

Traner over Spjutatorpet (2)

Og naboen kom …
John var ude for at få gjort kål på lidt flere af de store stammer/grene fra asketræet, som blev nedlagt for et lille års tid siden.
De sidste lå på jorden og var derfor ikke til at få savet over, men så kom Verdens Bedste Nabo forbi, så hvad John lavede, og skyndte sig hjem for at hente Verdens Ældste Traktor. Den var et museum værdig, allerede da vi kom hertil i 1996, men den fungerer upåklageligt, siger han. Ellers piller han bare lidt ved den …

P1060276

Sådan noget kan han nemlig også.
Engang vi havde Charlotte og Tim med heroppe, talte de med naboen, og jeg sagde til ham, at han talte utrolig godt engelsk. Jeg var nok i mit stille sind en anelse forbavset over hans flydende, korrekte og ikke svensklydende engelsk, for da han arbejdede, var han truckfører på et savværk. Man har vel sine fordomme …
Han svarede, at han i nogle år i sine yngre dage havde været pilot for De Flyvende Læger i Australien.
Nådada og ups. Så meget for mine fordomme … og det forklarede en del; blandt andet, hvorfor den mand ved ALT hvad der er værd at vide om motorer.

1. april 2017

Ikke spor træt, men glorien er meget tung …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

Dahlia chat noirMine knæ er ømme, mine ben føles tunge og min ryg er øm.
Det er naturligvis ikke fordi jeg er gået for voldsomt til den ude i haven … jeg er sikker på, at det bare er glorien, der er så stor, at vægten af den belaster mit havebrugte legeme.
Jeg tror det er godt, at vi skal ud i aften – både John og jeg stoppede ved frokosttide og har slappet af lige siden. Det nytter jo ikke, at vi kommer i aften og er uunderholdende og mest af alt ligner to, der bare burde kravle i seng.
Glorien er ikke engang tung, fordi jeg er forårsfærdig i haven, men fordi jeg næsten er forårsfærdig i haven … jeg har sat halvdelen af dahliaerne, og resten må vente til i morgen. Der er nogle på vej fra England (Charlottes fødselsgave til mig), men dem er der sat plads af til i bedet.

Karma FuchsianaCornel Brons

Disse fem dahliaer er nye i samlingen. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg købte den på billede tre – den passer ikke ind i farveholdningen, jeg har valgt, men hvis jeg kender Murphy ret, er det desværre nok ikke den, der vælger at lade være med at komme.
Jeg var til dahliaforedrag for et par uger siden, hvor vi blev belært om den optimale måde at vinteropbevare dahliaer på. Det viste sig, at jeg havde gjort det hele skrupforkert!
Otto's ThrillKarma Pink Corona

Men, men, men … knoldene jeg tog op i efteråret og vaskede (som man ikke må, for så tørrer de ud) og puttede i mørke kasser uden mulighed for ventilation (som man slet ikke må, for så rådner de), havde det perfekt. De var ikke indtørrede, og de var ikke rådne; tværtimod var de fleste begyndt at skyde stængler op, på trods af, at det har været buldermørkt i kasserne.
Det var formanden for Dansk Dahliaselskab, der holdt foredraget (gennem Haveselskabet), og da han så mit lange ansigt (og andres), spurgte han, hvordan jeg havde gjort, hvilket jeg fortalte ham. Han sagde dog, at jeg bare skulle tage det roligt og se, hvad de blev til i år. Hvis man selv havde fundet frem til en metode, der virker, er der jo ingen grund til at lave den om! Og den ser ud til at virke. Jeg lagde fugtige aviser over knoldene, inden jeg lagde dem til at vintersove under nogle gamle håndklæder, og der var ikke én knold, der var det mindste tør – ej heller rådden, så bortset fra, at jeg ikke har set dem komme op af jorden endnu, er jeg alligevel ret sikker på, at min metode virker.
Jeg ved godt, at det er tidligt at lægge dem i jorden, men det var også 1. april sidste år, og det fungerede perfekt. Det varer jo noget, inden de titter op, og så er nattefrosten forhåbentlig helt væk for i år.
April er næsten helt booket op nu: Vi skal til Sverige; vi skal have weekendgæster, vi skal på flere besøg i påsken, og vi skal til Mallorca resten af april, så de skal i jorden alle sammen inden vi rejser.
Jeg kunne derfor lige så godt se at komme i gang.

31. marts 2017

Der er laaang vej endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

18° lige fra klokken 11 og sløret sol hele dagen undtagen tidligt i morges, hvor der var fuld sol – så er der ingen grund til klage. Jeg sprang direkte i havebukserne og begyndte at flytte rundt på de ting, der skulle flyttes, så dahliabedet kan udvides.
Hvornår bliver man færdig med en have? Det gør man nok aldrig. Jeg gør i hvert fald ikke, sådan som jeg går og planter om hele tiden. I princippet burde jeg nok konsultere en havearkitekt, men jeg ved med mig selv, at uanset hvor gode ideer en sådan måtte have, vil jeg sandsynligvis ikke være enig i alle dele af planerne, og så er det jo lidt spild af penge – også selv om der kommer nogle aha-ideer på bordet.

P1060218

P1060216Det er også kun sundt med alt det arbejde – det holder en i gang.
Eller også holder det en i stolen … jeg kan så sandelig mærke, at jeg er brugt i dag; at jeg er totalt ude af form – selv om John svagt antydede, at problemet måske nærmere var, at der er kommet for meget ‘form’ efterhånden …
Nå. Hvis jeg havde været 30 år, havde jeg ikke gidet havearbejde. Man kan ikke få alt. Nu gider jeg godt havearbejde, og heldigvis har jeg den fornødne tid der skal til, så der er faktisk ingen grund til at smadre sig selv helt – prøver jeg på at sige til mig selv.
Der var naturligvis kaffepause(r) ved bordet ude foran i dag. John sad og kiggede lidt mistrøstigt på rodet på billedet herover, men jeg sagde, at han bare skulle forestille sig et frodigt bed fyldt med dahlia i alle mulige bordeaux nuancer, men sådan noget er jeg vist bedre til end han er.
Der var i løbet af marts kravlet en lille helleborus op gennem græsset – den og de mange nøgne jomfruer var jeg nødt til at finde en ny plads til.
Til min store overraskelse kommer der masser af montbretia op, hvilket spolerede planerne lidt for dahliabedet, idet jeg var sikker på, at de alle var gået til, men i stedet kommer der både to, tre eller hele fire nye skud op ved hvert af løgene, jeg satte sidste forår. Nogle få af dem blev flyttet, men resten må blive stående i år. Så må der komme lidt flere dahlia ud i det nyetablerede højbed, indtil jeg finder en egnet løsning på montbretia-overfloden.
Beslutninger, beslutninger … men dette må vel siges at høre til i kategorien luksusproblemer.

29. marts 2017

Foråret nydes indefra i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

I dag er den da helt galt med vejret – det har tilsyneladende overhovedet ikke tænkt sig at klare op. Hvis det så endda bare kunne regne rigtigt, så regntønden kunne fyldes, men det bliver bare til lidt støvregn. Der er dog nok en del landmænd, der er glade for, at det ikke bliver til mere.

P1060213

Dagens haverunde er derfor indtil videre kun blevet til morgeninspektionen af vindueshaven oppe på første sal. Det er et rigtig godt sted til formålet, for der er lys og plads nok, men vi behøver ikke at være tvunget til at gå og kigge på det hele tiden. Det er spændende nok, såmænd, at se hvordan det spirer og gror, men det er ikke ligefrem et æstetisk smukt syn.
I forgårs fik nogle af de spæde planter lidt bedre jord og lidt mere plads at udfolde sig på, og der er er sket en del med dem bare på de par dage.
Især det med den forbedrede jordkvalitet har en betydning, tror jeg … i papirpotterne er der den muld, vi købte os til, for typisk nok havde jeg ikke noget spiringsmuld den dag jeg fik lyst til at putte frø i jorden. Jeg ved nu til en anden gang, det måtte være tilfældet, at det er med at komme afsted med sig for at købe det rigtige jord, for frøene har vist haft barske vilkår i den muld; det er pakket alt for hårdt, sådan helt af sig selv. Ikke desto mindre har de fleste af frøene spiret, så jeg må se at få givet alle de små pus lidt mere optimale vækstforhold.

Til sidst får I Morten Ingemanns stribe fra i går. Det er jo ellers en sober og stueren blog, denne her, og de fleste af MI’s striber er temmelig platte, men indimellem serverer han virkelig en perle, der kan få os begge til at grine højt allerede fra den årle morgenstund. Det skete så i går, og en som denne er grunden til, at vi køber hans kalender; den er alle de ikke helt så sjove striber værd.
Han har selvfølgelig copyright, den gode Morten, men jeg vil hævde, at det er ret dårlig stil, hvis han sagsøger mig for at reklamere for hans kalender!

P1060212

28. marts 2017

Utålmodigheden bliver ikke mindre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:25
Tags: ,

P1060204Shelteret står bare og venter på, at vi for alvor tager det i brug.
Drivhuset er vasket og gjort forårsklart.
Vandtønden er monteret og venter bare på regnvejr (det må så godt vente lidt endnu …).
Det store, grimme kirkegårdsstedsegrønne træ er opstammet, så der kunne blive plads til en blåregn, som jeg forestiller mig lynhurtigt blive kæmpestor, kravle op ad stammen og skjule, hvad der skal skjules.
Planterne, som kom med posten fra Jespers Planteskole, er sat i jorden; herunder omtalte blåregn og tre klematis, hvor en står i en stor krukke og skal løbe op ad en hjørnestolpe på shelteret, og de to andre skal dække det grimme hegn, som nu står blotlagt og generer især Johns øjne. Jeg kan bedre abstrahere fra det grimme syn, mens jeg hver dag går og tjekker hvor meget det hele er vokset siden i går …
Haven er så kuperet, at vi kan samle regnvand op fra shelteret, lade det løbe gennem en slange og ned i regnvandstønden, som er stillet i skjul bag drivhuset og derfor ikke generer nogen … det øverste af vandtønden står lavere end gulvet i shelteret, så det skulle gerne gå helt af sig selv med regnvandspåfyldningen.
Hvis jeg kan få 40 tønder vand i løbet af sommeren, går det vist nogenlunde lige op med det ekstra forbrug til havevanding i 2016. Det får jeg nok ikke, men hvis jeg skal gå med kanden, bruger jeg ikke nær så meget vand, som når jeg går med en slange.
Vejret er tåget, trist og uinspirerende hele formiddagen, men efter frokost klarer det op, og så kan vi slet ikke holde os inde.

Formiddag

Eftermiddag

Man skulle ikke tro, at disse to billeder er taget med bare et par timers mellemrum.
Der var 30° inde i drivhuset i dag – jeg er ret ivrig for at få sat tomatplanter i plantesækkene inden weekenden, men jeg er nødt til at styre mig, for Gartneri Toftegaard åbner først 7. april. På fredag lover de helt op mod 20°, men vi har jo set, hvor hurtigt de kan lave om på de prognoser … i hvert fald bliver det sikkert rigeligt varmt nok til, at jeg kan få gravet op, så der kan blive god plads til alle mine dahliaer.

17. marts 2017

Jamen … det er jeg da også – det er vi alle sammen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:54
Tags: , ,

“Syv procent af de børn der fødes i Danmark, er enten et barn af en indvandrer eller en efterkommer” lød det i morgenes radioavis.

Jeg vil på det allerstædigste hævde, at 100 % af de børn der fødes i Danmark, er et barn af en efterkommer, og det uanset hvem barnet er en efterkommer af; det være sig af en med indvandrerbaggrund eller en, hvis slægt har boet i Danmark siden Gorm den Gamle – medmindre spontan genese har indfundet sig siden jeg lærte om forplantningens mysterier, men det har jeg svært ved at tro på.
Jeg er ikke sikker på det første tal, så hæng mig venligst ikke op på det, tak … de 100 % er jeg derimod ret sikker på!

Det var så også det mest ophidsende der er sket i dag. Intet havearbejde for vores vedkommende, for det er rent efterårsvejr nu; med regn- og især ruskvejr. Jeg nåede heldigvis tilbage fra Næstved, inden sluserne åbnede sig, så de seks plantesække må vente til en anden dag med at blive fordelt i det nye højbed med den lige så nye muldjord.
Jeg har ingen erfaring med købe-muldjord, så jeg ved ikke, om man bør gøre noget ved den. Umiddelbart virker den fin, men den virker samtidig ret kompakt i det, derfor plantesækkene, som jeg forestiller mig kan bruges til at løsne jorden lidt.
Plantesække koster stort set ingenting – man kan sagtens finde steder hvor de koster bare en tier stykket – jeg købte 10, hvoraf der skal bruges fire til drivhuset og seks til bedet – det bliver ikke dem, der sprænger mit havebudget, men et eller andet sted er jeg jo nødt til at tænke i sparebaner, fortæller jeg mig selv; ellers ruinerer jeg os nok snart ved at gå amok i indkøb til haven, men til den pris kan der ikke være noget forgjort ved det, for skade muldjorden kan det vel næppe.
Gartneri Toftegaard

Og snart går turen hertil igen: Gartneri Toftegaard med alle deres dejlige chili, tomater og krydderurter.
Forårsfornemmelser er godt!

16. marts 2017

Forårsfornemmelser før og nu …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: ,

Mit svar til Lene i går inspirerede mig til dagens overskrift.
Forårsfornemmelser er normalt noget, man forbinder med lyst og med P1060106forelskelse, og sådan har det da også engang været for John og mig.
Tiderne ændrer sig … lysten er der skam stadig, men lige her for tiden er den rettet mod noget andet, nemlig haven, og skulle der være en snert af den oprindelige betydning tilbage, når dagen er omme, drukner den i træthed, ømme rygge og ditto lårmuskler, og om aftenen smider vi os i sengen på uskøn måde, ude af stand til andet end at jamre lidt på en særdeles ikke-erotisk måde.
Jajaja – alting har sin tid …

Det gælder også for risgærder. To trailerfulde pilråddent risgærde er kørt på haveaffaldspladsen, og en del snebær er gravet op. Den før lidt for smalle sti er blevet dobbelt så bred, og ca. en kvadratmeter brostensbelægning er opdaget og gravet fri.
John er stadig ikke helt glad ved tanken om hullet ud til vejen, og nok slet ikke for at fjerne det risgærde, selv om det var hans eget forslag. Næsten P1060110da … han synes der bliver for åbent, og at folk for nemt kan kigge op på terrassen. Jeg siger pyt; det er mest Marjatta-elever der passerer forbi, og de er som regel fuldt beskæftiget med at gå og snakke med sig selv. Skulle de alligevel få lyst til at kigge op, så fred være med det.

Nu kan vi snart så græs, men må nok hellere vente, til posten har været der med alt det, jeg lige har købt på en internet-planteskole; bl.a. tre buske til at sætte i hullet, John står ved på øverste billede. Jeg købte meget. Så meget, at John ryster lidt på hovedet, men det skal nok blive godt – bl.a. en klematis, der ikke bliver alt for voldsom og derfor er velegnet til krukke og som skal kravle op ad en af stolperne på shelteret. Det påstod de, at den var velegnet til, så det vælger jeg at tro på.
Lige nu er det tudegrimt, men jeg har ingen problemer med at se det for mig, som jeg regner med det kommer til at se ud, når græsset er tilbage og de nye buske blomstrer.
Knolden til højre bliver fyldt med floks, storkenæb og kongelys, så der bliver masser af smukt at kigge på.

15. marts 2017

To gange trætte rygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Endelig nåede temperaturen op på et tocifret tal … også kun lige, men det har føltes herligt og varmt, for solen har skinnet stort set hele dagen – undtagen i 10 sekunder, da jeg ville tage et før-billede med udsigt.
Jeg har været ude hele dagen. Krydderurtebedet er reetableret og jeg har fået sat skik på endnu en kant ved at lægge sten og fylde lidt ekstra jord på bag dem. Der viste sig at ligge en masse dertil velegnede sten under den store ene, som måtte lade livet, så shelteret kunne være der. Jeg er ikke god til at få stukket kanterne lige (som i gider faktisk ikke sådan noget), så det bliver aldrig gjort. Nu bliver det til gengæld svært at slå græs helt inde mod stenene, men alt med græsslåning er ikke mit bord, hehe.
Der skal snart købes stauder, for der er plads til flere nu, hvor jeg har udvidet bedet en anelse og flyttet lidt rundt på nogle af de bestående.

Pænere kanter i bedetPænere kanter i bedet

Det er vigtigt, at dette bed bliver pænt og indbydende, for man kan se det fra terrassen, når man sidder oppe på den og stornyder livet, det nye shelter og den vidunderlige udsigt over Præstø Fjord. Vi drak eftermiddagskaffen deroppe for første gang i år … skønt, skønt, skønt.
Når man ser vejledninger for stauder, skal man plante dem med en afstand, der får dem til at råbe til hinanden de første år. Når man så studerer haveblade, vil der være mange, både professionelle og amatører, der siger, at de planter tæt, tæt, tæt, hvilket da også ser meget bedre ud – også når planterne begynder at flyde lidt ind i hinanden. Jeg har, som den novice jeg er, hidtil rettet mig efter autoriteterne, men jeg tror jeg fremover vil plante dem så tæt, som det næsten kan lade sig gøre og så senere tynde lidt ud i dem – det værste der kan ske er, at jeg om få år kan gøre nogle glade med lidt stiklinger eller aflæggere eller hvad det nu hedder i staudeterminologien.

The Shelter næsten færdigt

Shelteret er stort set færdigt – det, der mangler, kan man ikke se fra denne side, men det er tagrenden bagved, så jeg kan få samlet regnvand op igen. Holddaop, hvor brugte jeg meget vand sidste sommer til havevanding. Det er for fjollet og det er spild af vandværksvand, men man kan ikke samle regnvand op, når man har stråtag.
Jeg kan godt se nogle hængende blomsterkrukker for mit indre øje; det vil bløde lidt op på al firkantetheden. Jeg glæder mig til næste år, hvor vi må male det drivtømmerfarvet. Trykimprægneret træ må først males efter et år, men hvad nu, hvis det allerede har ligget et år i trælasthandelen? Sådan noget får man ikke John til at spørge om …
Der er nu to ømme rygge i familien Nielsen, men det vi har nået i dag, er det hele værd.

PS: Jeg har ringet til entreprenørfirmaet og fortalt ejeren, hvor glade vi var for kvaliteten af det udførte arbejde.

5. marts 2017

Intervalarbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags: ,

Når man skiftevis løber og går, kaldes det intervaltræning.
Jeg har lige opfundet begrebet intervalarbejde. Eller rettere: John har, men jeg fandt på ordet.
John har brugt næsten to dage på internettet for at finde de helt rigtige materialer til den helt rigtige pris. Han har regnet og streget ud og regnet igen, konfereret lidt med mig om nogle få ting, der intet havde med det tekniske at gøre, men med det forventede og/eller ønskede færdige udseende.
Det blev truffet endelige beslutninger, varerne bestilt og i fredags kom fragtmanden med alt træet.
Først skulle der ryddes. Så skulle pavillonen tages ned. Dette skete den 21. februar, og Søren får nu forhåbentlig glæde af den.
Så skulle der måles ud og sættes vinkler på præcis 90°. Her vil vi ikke have nogen skæve vægge.

Step 2 pavilon tages ned (4)P1050963

I går blev dagen, hvor Søren igen måtte hidkaldes, for man kan ikke sætte stolperne op alene, og jeg er ikke god nok til den slags arbejde.
Sådan siger John ikke, men det tror jeg han mener, og fred være med det – jeg vil også meget hellere være fri, og det er han ganske klar over.

P1050967P1050969

Søren kørte igen, for han havde en anden aftale, men John fortsatte med at skære de dobbeltklinkede brædder til og sætte dem ned i rillerne. Han kom ikke ind før han var færdig; det er det, jeg mener med intervalarbejde: Han knokler og knokler til han næsten segner, og så kan der være op til flere dages pause.
Han segnede nu ikke … ikke denne gang, og pausen er ganske ufrivillig, men vejret i dag er da totalt elendigt – det er først for en times tid siden, det holdt op med at regne og blæse, så fjordvandet næsten nåede helt op på terrassen.
The Shelter, som vi har døbt det, bliver ikke så højt, som det kan synes her, men vil nå op til hvor væggene går på billedet. Det er nemmere at skære stolperne til bagefter, siger sagkundskaben.
Det bliver et fedt sted at opholde sig en lun sommeraften – og på alle mulige andre tidspunkter – udsigten har jeg vist pralet af før, men jeg repeterer gerne. Vi bliver aldrig træt af den, selv når vi repeterer flere gange dagligt …

P1030058

23. februar 2017

Når Muhammed ikke vil komme til bjerget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , ,

Nu kan det bare begynde at sne, næsten lige så tosset det vil, for jeg har lige købt ind til en belejring. Bortset fra, at vi skal til Johns søsters fødselsdag på lørdag, behøver vi ikke at skulle begive os ud i vinteren hele den næste uges tid.
Det er rigtig godt med de madplaner, jeg har været flink til at lave i et par år nu, og jeg holder stædigt fast i Brugsen, selv om jeg må konstatere, at nogle af de ansatte i min nyopdagede yndlingsfilial i Fensmark har gået på det samme fejlstavningskursus som alle andre brugsmedarbejdere.
Næsten alle … det store vinskilt var til min glæde skrevet korrekt, men til skiltet med forårsbakken kunne overskriften passende være Find Fem Seks Fejl.

P1050932P1050934

Når jeg ikke kan komme ud i haven, må haven komme ind til mig.
Nu har jeg derfor lavet avispotter med min dertil indrettede paper pot maker fra HRH Prince Charles himself (ej, dog ikke, men fra Highgrove) – og jeg har også puttet noget i dem.
P1050936Det vides dog ikke endnu, om frøene overhovedet kan blive til noget, for nogle af dem var tre år gamle. Jeg har ingen anelse om, hvor længe frø bevarer spireevnen, men det er vel forskelligt fra plante til plante – og har man ikke hørt, at man har kunnet få flere tusinde år gamle frø til at spire? Nå, ikke? Jeg satser dog og krydser fingre for, at i hvert fald nogle af dem beslutter sig for at ville spire.
Der er olieplanter, blodrød torskemund, en smuk staude, som hverken haveejeren eller jeg kender navnet på, men som jeg med samme ejers velsignelse fik nogle frø fra; der er to farver stokroser og der er evighedsblomster, som jeg huggede frø fra i Wales’ botaniske have. Kan I huske evighedsblomster? De var meget moderne en overgang, men er tilsyneladende forsvundet helt ud af det danske havebillede. Min mor havde dem nogle år i træk – de er meget søde og jeg kunne godt lide deres knitrende pergamentagtighed, når man strøg med fingeren hen over kronbladene, og tanken om at kunne have hjemmedyrkede blomster i vaserne hele vinteren synes jeg lyder tiltalende.

21. februar 2017

Endelig sker der lidt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:18
Tags: , ,

John er præcis lige så utålmodig som jeg – han viser det bare ikke. Den mand kunne blive verdensmester i pokerfjæs, hvis han ellers var et konkurrencemenneske, hvilket han ikke er.
I morges, endnu inden jeg var færdig med at morgenmadshygge med de sidste sider af Solopgang (Victoria Hislop er svær at slippe, Lene! Nu har jeg læst tre af hendes bøger og mangler kun Hjemkomsten), hørte jeg motorstøj ude fra haven. Jeg fik i en fart hevet noget arbejdstøj på og gik ud for at se … jojo, han var ved at motorsavsmassakrere den kinesiske ene. Eller hvad det nu er for en – men uanset hvad, er den snart fortid her i haven. Holddaop, hvor giver det meget lys; der kan sikkert sagtens trives kartofler her, indtil vi finder ud af, hvad vi vil stille op med det skrækkeligt grimme hjørne af haven. “Kan du nu se, hvorfor jeg helst ikke ville fælde det her?”, spurgte John. Jo, det kunne jeg sagtens se, men hvis noget er grimt, skal man da ikke bare lade det være grimt, men gøre noget ved det, og det gør vi så nu. Børnebørnene mister deres hule, som de havde meget glæde af at lave forrige sommer, men vi finder nok et andet sted, de kan bruge til det, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Der skabes plads og lys til ny terrasse (2)

Der skal vist noget nyt plankeværk til. Og/eller en masse klematis, kunne jeg lige pludselig se for mig. Alt træet kommer jo væk, og her er grimt, grimt, grimt, som I kan se. Terrassen får ganske vist en to meter høj væg på hele den ene side, så man vil ikke kunne se dette hjørne derfra, men det vil kunne ses fra flere andre steder i haven. Det fremgår tydeligt her, at den forrige ejer levede sit liv efter det forhåndenværende søms princip. Mange steder havde han brugt flere forskellige slags materialer inden for et ganske lille område, så meget så ret Klondyke-agtigt ud. Det meste har vi fået gjort pænt, men dette hjørne er det værste.  
Nå. Man skal aldrig gå ned på planer. Det tror jeg så heller ikke, vi gør.

Helleborus i knopHelleborus i knop (2)Helleborus i knop (3)

I haven sker der rigtig meget lige nu. To af de tre helleborus, jeg købte sidste år, står sågar i knop. Og mens John var afsted med afskåret træ, pillede jeg strittejawertusser af, for solen skinnede så dejligt, at jeg ikke kunne finde ind igen. Næsten alt er på vej op, selv den franske esdragon, som jeg godt kan være lidt bekymret for, hvis vi skulle få det lovede frostvejr i weekenden. Den står godt nok på en god læplads, men den står trods alt ude. 
Og til jer, der måtte mene, at jeg har været for hurtigt ude: De strittende tingester, jeg i dag har knækket af, ville ikke have kunnet isolere det mindste!

18. februar 2017

Det klør, gør det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: ,

IMG_5764Nu klør det altså i havefingrene! Både i Johns og mine … hans fordi han gerne vil i gang med at gøre klar til den nye terrasse og mine fordi jeg vil i gang i bedene. John kan så småt begynde, men han skal bruge Søren til noget træfældning, og han kan ikke her i weekenden.
Det er desværre nok for tidligt endnu med de bede, men mon ikke jeg så småt kan begynde rundtomkring at fjerne visne strittejawertusser fra sidste blomstring? Nu tror jeg ikke mere på, at der kommer så store mængder sne, at de er nødvendige for at isolere – eller hvorfor det nu lige er, at man ikke må fjerne dem før om foråret.

‘Træfældning’ er måske et voldsomt ord – det er den store, stedsegrønne plante, der står bag pavillonen, der skal væk. Jeg tror, det er en kinesisk ene, men er ikke sikker, og det er også ligemeget, for dens skæbne er nu beseglet. Jeg har ønsket den væk lige siden vi flyttede ind, men John syntes den skulle blive. Nu har han selv foreslået, at den bliver slagtet, så den nye terrasse kan tage sig ud på bedst mulige vis … og jeg havde naturligvis intet som helst at indvende mod det!
Det bliver ren win-win – ny, overdækket terrasse og ingen kinesisk ene – plus, at der bliver noget plads, både hvor den står nu og bag den, hvor der vil blive plads til nye planter.
Det har jeg bare ikke nævnt noget om endnu til John … jeg skal også først se, hvordan det bliver, når terrassen er færdig, inden jeg kan begynde at se for mig, hvad der ville se pænt ud – og hvad der vil kune gro der, for det bliver et lidt mørkt hjørne af haven.

Det er simpelthen også snart bydende nødvendigt, at jeg kan komme ud – jeg bruger alt for lang tid på internettet på at blive inspireret til nye tiltag i haven. Alle, der kender mig, morer sig strålende over min haveiver, der jo er et ganske nyt fænomen fra min side.
Men altså … jeg har tiden til det nu. Al den tid, der skal til, og selv om jeg holder meget af at strikke og sy, nytter det ikke noget at sidde på sin flade hele dagen med den slags sysler. Man skal UD, skal man, og når man har et sted som vores, hvor det, næsten uanset vejret, er skønt at være ude og med jævne mellemrum kigge ud over fjorden, så er det da bare med at benytte sig af det.
Så forår, tak! Snarest!

24. januar 2017

Er græskar i musestørrelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Græskarrene fra Halloween er for længst smidt ud, men jeg lod et i ministørrelse ligge ved siden af nogle miniblomster i græskarfarve. Blomsterne er nu gået heden, men minigræskarret har gjort nytte – som museføde.

P1050765

I går morges fik John øje på en lille mus, som tilsyneladende holder til inde under den gamle trappe, som ikke længere bruges af os mennesker. Den pilede ud og ind gennem en revne og spiste af det lille græskar, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. ‘Spisehullet’ vender væk fra os, så det blev først opdaget nu, hvad der var gang i. Vi gætter på, at der har været mad til den i flere dage, for selv om det er et lille græskar, så er en mus heller ikke ret stor.

Der er mange mus her i nabolaget, men det er nok ikke så underligt, for her er masser af mad, og her tænker jeg ikke kun på efterladte græskar, men hvad naturen og de mange haver har at byde på i nabolaget omkring Den Stråtækte.
Vi har fanget tre mus i køkkenet siden august. De kommer sandsynligvis ind et eller andet sted bag køleskabet, men de når heldigvis aldrig mere end nogle få centimeter længere end lige uden for dette, så går de i fælden, som John har lagt en rosin i, hvilket er en alt for stor fristelse for en lille mus.
Med de mange mus, vi ser både foran og bagved huset, tror jeg, vi skal være glade for, at der kun er kommet tre ind – og så længe de bare holder sig udenfor, har jeg intet imod dem. Tværtimod – de er faktisk meget søde og pudsige at iagttage, når de har travlt med at skaffe sig føde.
Det er noget helt andet med rotter, som jeg hverken vil have ude eller inde. Der har været én i år, men den fik vi hurtigt gjort kål på.

10. januar 2017

Arbejd, arbejd, arbejd …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

Efter John meget blæret har monteret en fjernbetjent garageport, er det sjældent, vi har brug for at stige ud af bilen, mens den holder udenfor, fordi en af os skal ud og åbne porten, men alligevel sker det jo, at man af en eller anden grund skal sætte sine fødder på pladsen foran garagen.
Det er stadig, selv efter to år hernede, vild luksus for os at kunne sætte bilen i garage og oven i købet gå fra den og direkte ind i fyrrummet. I Havdrup skulle vi gå langt for at komme fra bilen og ind, hvilket var hammerirriterende under de fleste forhold, og med regn, snestorm og mange indkøbsposer som de tre mest irriterende.

P1050689P1050691

Pladsen foran portene, som burde være græs, er i stedet efterhånden blevet til noget værre pladderværk, som længe har generet både os og pænt fodtøj. Det er jo ikke nok, at vi selv kan gå tørskoede ind, når vores gæster får svinet skoene til, så nu fik vi endelig taget os sammen til at få bestilt de granitskærver, vi har talt om lige siden sidste sommer. Den flinke vognmand smed dem af lige præcis hvor vi skal bruge dem, så nu skal de bare bredes lidt ud. Søren er kommet for at hjælpe med det – til gengæld får han marinerede bisonspareribs til aftensmad – ledsaget af en god vin, naturligvis.

P1050697P1050698

Da jeg gik ud for at gøre d’herrer opmærksom på, at jeg helst ikke ville se nogen hjertetilfælde, sagde Søren bare – uden overhovedet at se på mig:
Nejnej, det har vi sgu da ikke tid til!
Jeg fik dem dog til at stille sig op og lade som om de holdt pause, men de er godt nok hurtige til at få spredt de skærver.
Stenene er mændenes; dem vil jeg ikke have noget at gøre med, selv om jeg er glad for, at det bliver lidt pænere nu.

P1050686

Jeg har nemlig fået muldjord. Igen afleveret præcis hvor den skal bruges – det er bare at skære hul på sækkene.
I efteråret fik vi endelig lagt en række store kantsten ude ved gavlen. Det var så meningen, at der skulle fyldes jord i til et hævet bed. Vi har talt om det bed lige siden vi flyttede ind, for det var grimt, grimt, grimt, men vi har haft svært ved at finde ud af, hvad vi skulle gøre ved det, da det vender østsydøst og ikke er skærmet af for modvinden, hvorfor det ikke vil være hvad som helst, der kan trives der.
Jeg har tænkt på at sætte David Austin-roser, men de fleste af dem kræver mindst seks timers solskin om dagen, hvilket kommer til at knibe her, selv på en dag med sol fra morgen til aften.
Når muldjorden er blevet fordelt, må jeg tænke igen. Jeg er nok foreløbigt nået frem til at plante én David Austin-rose, bare for at se, om den kan overleve. Derudover vil jeg, af samme grund, sætte et par dahliaer. Hvis disse solkrævende vækster klarer den, skal jeg finde ud af, om jeg vil fortsætte med det ene eller det andet, men den beslutning vil ikke kunne træffes før til efteråret.

3. november 2016

Den dag dahliaerne døde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: ,

Så meget for mantraer. Pfft. Ikke fordi jeg troede på den slags i forvejen, og nattens frostvejr har ikke ændret spor på det.
Alt var rimfrosthvidt i morges – taget, græsplænen, blade på træer og buske. Og dahliaerne. Øv.
Nå, tænkte jeg, så er dagen kommet til knoldoptagelse. Da jeg kiggede ud fra køkkenet, så det ud til, at flere af blomsterne kunne klippes af og sættes i vase, men da de kom ind, faldt de helt sammen, de stakkels blomsterhoveder – og det var så sent som i går, jeg tog billedet med de stadig fine dahliaer i det morgenbløde novemberlys.

De sørgelige rester efter den første frost

Var jeg lidt vemodig over, at det var slut med blomsterudsigten for i år, blev jeg glædeligt overrasket over at se, hvor store knoldene var blevet i sommerens løb. De små og uanselige knolde, jeg satte i foråret, og som alle kunne sendes i en lille papkasse fra England, må have slået vækstrekorder i år. Der ville ikke kunne være to af disse dahliaknolde i den kasse, de sendte mig 21 knolde plus 25 montbretialøg i!

Sugar diamond er voksetP1050003

Til venstre er det Sugar Diamond, af hvilken jeg satte tre tynde ‘rør’ i jorden – de er nu mangedoblet, både i antal og størrelse.
Til højre Carribean Fantasy, hvor der kom otte op af de ti, jeg satte, men med den vækst, de har præsteret, er jeg på ingen måde utilfreds.
Min intensive pasning og gødning har vist givet pote – så meget kan de vel næppe vokse hvert år? Deler man dem bare hårdt og brutalt? Det må man vel kunne gøre … men ikke denne gang.
Dahliaknolde er næsten lige så forskellige under jorden, som de er over den, hvilket tydeligt ses på disse to billeder. Jeg tør dog ikke stole på, at jeg kan huske dem på knoldene, når vi når til, at de skal i jorden næste år, så jeg har printet billeder af alle blomstene, skrevet navn og cirkahøjde på og plastlamineret dem. Disse identifikationsmærker nu kan ligge sammen med de respektive knolde hele vinteren uden at tage skade.

P1050007

Jeg har skyllet knoldene fri for jord, idet jeg regner med, at de så tørrer hurtigere. Nu ligger de og fylder en stor del af fyrrummet, men når de er tilstrækkelig tørre, kommer jeg dem i kasser og stiller dem op på loftet, hvor der gerne skulle være mørkt og frostfrit hele vinteren igennem.
Det er ret spændende, om – hvis de altså overlever vinteren, men det satser jeg på, at de gør – de enkelte planter bliver tilsvarende større næste år. Jeg mener i hvert fald nu bedre at forstå, hvorfor parret, vi besøgte i forbindelse med Haveselskabet, kunne have dahliaer, der var højere end mig. Mit gæt er, at hvis jeg havde taget chancen og ladet dem blive i jorden vinteren over, vil knoldene blive sat tilbage og/eller delvist rådne op, hvorfor de nærmest skal starte forfra hvert år, hvis de ellers overhovedet overlever. Vores bagbo tager aldrig knoldene op – de overlever godt nok, men deres dahliaer bliver aldrig ret store.

11. september 2016

Ude er godt, men hjemme er … sandelig også godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:55
Tags: ,

I lufthavnen stod der to ægtemænd og ventede på de to ikke-enlige af Die Drei Mädchen, som alle havde haft en dejlig, dejlig tur, idet både England, barn og børnebørn viste sig fra hver deres bedste side, så det hele kunne vist godt siges at have været ovenud vellykket.
Alligevel er det jo altid skønt at få et varmt og solidt velkomstkram af den slags, der siger “det er rart at se dig igen”. Jeg elsker at være sammen med veninderne uden ægtemænd, jeg elsker at være hos Charlotte og børnene, men det er nu allerbedst, når John også er med. Bortset fra, at jeg også elsker alenetid med Charlotte. Det er ikke nemt at stille mig tilfreds … eller også er det godt altsammen, bare på hver sin måde.
Når katten er ude, spiller musene på bordet. Jeg må være en kat, for vi havde ikke set noget til sæsonens mus inden jeg tog afsted, men da jeg kom hjem igen, var der gået seks i fælderne. Efter jeg kom hjem, har der ikke været en eneste … jeg vil nok helst ikke vide hvorfor …

P1030819P1010882

Susanne og jeg blev meget inspireret af de engelske haver. Jeg vidste godt, at jeg ville blive blive det, for det gør jeg hver gang, men det var dejligt at se, at de også faldt i hendes smag. Ja, også i Karens for den sags skyld, men hun nøjedes med at nyde dem, da hun ikke rigtig har mulighed for at omsætte indtrykkene i praksis.
Dette viktorianske drivhus kunne jeg godt tænke mig, men det bliver ved ønsket. Charlotte ville også gerne have et, men hun må foreløbig nøjes med den noget mindre udgave af det, for det store, som vi så i Avebury, koster 12.500 pund. Og det er uden soklen og mistbænkene.

P1030813P1030812

Hvad vi derimod godt kunne forsøge os med at praktisere, er at sætte artiskokker sammen med dild. To køkkenurter er det jo, men det så virkelig godt ud sammen, som det stod i flere af bedene i Munkehaven i Avebury. Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde ville kunne få de to ting til at vokse sig så store her i landet, men det kunne jo komme an på en prøve.

Nu går jeg rundt og nyder det usædvanligt flotte septembervejr … nyder Den Stråtækte … nyder haven, udsigten, samværet, at gå og nusse i bedene, mens John pudser vinduer.
Jeg måtte igen filosofere lidt over planters evne til at forsvinde rent visuelt: Lige så forundret John blev over, at visse af stue- og krukkeplanterne blev usynlige for Søren, da vi var i England i juli, lige så usynlige blev de rent faktisk for min mand, mens jeg var væk. Det er altså noget underligt noget … skaden kan dog lettere gøres god igen, da det denne gang drejede sig om en uge og ikke to, men han så altså sjov ud i ansigtet, da jeg spurgte, om han kunne se dem nu, hvor jeg var hjemme igen og kunne pege på de stakkels tørstende planter.

23. august 2016

Det er nødvendigt med understøttelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:08
Tags: ,

I dag var vi på det første besøg i en have gennem Haveselskabet, som jeg lige har meldt mig til. 10.000 m2, stod der i beskrivelsen, selv om de har tre tønder land, hvilket svarer til 16.500 m2, men det passer nok meget godt med, at det er de 10.000, de går og bruger meget tid på.
Sikke en have! Du GOdeste, hvor var den flot.

P1030695

Det første vi så, var æbletræet her, som ikke kunne stå alene – selv med over halvdelen af æblerne pillet af, så resten kunne vokse sig store og stærke.
P1030696P1030715

Umiddelbart for mange sten efter min smag, men i så stor en have – og rundt om så stort et hus – er det i orden. Der er stadig masser af plads til have, så her var det bare flot. De havde langt over 100 krukker med vækster, der kommer i garage om vinteren, sammen med alle dahliaerne. Og med ‘garage’ mener jeg nok nærmest en busremise. Ægteparret var i pensionsalderen, men have og hus lå i Præstøs industrikvarter, så han har haft en virksomhed, hvor der var brug for så stor en garage.
150 dahliaer. Det er mange. Virkelig mange. Hver af ‘buskene’ her er bare en enkelt knold, der blev lagt i jorden i foråret. Nogle af knoldene er dog så store, at “de lige blev hakket over med spaden”, som haveværten forklarede.

P1030699

Mange af dem har en imponerende højde. Desværre kendte ejerne ikke navnene på ret mange af dahliaerne, for disse herover ville jeg gerne have fat i.
Hvad de ikke har i højden, har nogle af dem i blomsterstørrelse – de var enorme, simpelthen – se blot den herunder, der er lige så stor som mit hoved.

P1030711

Nogle af dem ville jeg som sagt gerne have; andre var mere specielle end de var kønne, som fx dem klokken 5, klokken 7 og i centrum i collagen herunder, men alt i alt var det det store dahliaområde et imponerende syn.
Hver nat er fruen ude og klippe dræbersnegle over – foreløbig er de oppe på over 9000 i år. Møgdyr.

Have i Præstø med mange dahliaer

Men altså … godt nok er det lige før jeg går og ønsker mig en større have end der kan blive af de 820 m2 grund, der blev os til del her ved Præstøfjorden, men de 10.000 m2 vi så i dag er trods alt lige meget nok i den anden ende af skalaen. Hele haven var overordentlig flot passet og vedligeholdt – det var tydeligt at se, at det ikke kun var fordi, de viste den frem i dag, at den var så pæn, men den tager al deres tid, og de bliver ikke yngre, som de sagde.
Jeg er sikker på, at vi vil få meget fornøjelse og inspiration af haveselskabet.

22. august 2016

Hvor er der meget jeg ikke ved

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: , , ,

Der er meget jeg ikke ved, og der er desværre også en del jeg burde vide, men som jeg ikke husker. Blandt andet, at jeg så udmærket ved, hvor lidt der Magnolia i augustbliver ud af asierne, når først de er udkernede og udvandede, men det glemmer jeg hver gang, så derfor købte jeg to for for lidt, da vi var i Køge i onsdags. Nu kan jeg ikke finde sølle to asier, så jeg kan få lavet forråd nok til næste sæson. De skal jo nok dukke op, men lagen står og venter.
Jeg troede der var en gårdbutik ikke så langt herfra, der havde asier, så afsted med mig. På cykel – vejret er jo skønt. Ingen asier, så det var forgæves 10 kilometer på cykel, men det skader heldigvis ikke.
På vej gennem Tappernøje så jeg et blomstrende magnolietræ. Jeg troede ikke helt mine egne øjne og måtte undersøge sagen, da jeg var hjemme igen … fandt ud af, at det er forholdsvis almindeligt: Træet blomstrer i foråret i april/maj, og det kan få en mindre efterblomstring i august/september.
Så lærte jeg det. Det var vitterligt også en mindre efterblomstring med højst 30-40 blomster, men de var der …

Jeg er løbet tør for chilimarmelade og må ty til en en købe-en. Ikke godt. Inge og Hasse (og andre) kan godt lide min chilimarmelade, så jeg turde ikke andet end at sætte i gang og få lavet en portion, hvilket nu er gjort. 16 af de lidt mindre glas på cirka to deciliter blev det til, så er der lidt at forære væk af. Der er vist lidt mere bid i denne end i den forrige, så jeg er lidt spændt på, om den er for stærk for nogle – det er ellers supergodt til ost. 

Chilimarmelade 2016

Det er åbenbart lige meget hvor mange glas jeg køber hos Gläser und Flaschen, så bliver jeg ved med at løbe tør. I dag måtte jeg købe 10 glas i Brugsen, men så kommer jeg til at give dobbelt så meget for dem som i Tyskland, hvilket irriterer mig, så jeg må hellere i gang med en bestilling, så jeg har et reservelager igen. Det er ikke fordi jeg skal producere så meget mere i år, men jeg mangler at lave noget chili-tomatrelish og ditto chutney, og jeg har simpelthen ikke flere glas.

P1030678

Brugsen er blevet bedre til at stave, men summen af lasterne er konstant, for nu kan de ikke regne. Disse to skilte stod lige ved siden af hinanden, og umiddelbart mener jeg ikke, at der skal en kandidateksamen til for at regne ud, at når der er mindre i flasken til en højere pris, så kan kiloprisen ikke være lavere. Kiloprisen til venstre er korrekt, men til højre skulle der have stået 59,56 kroner og ikke 48,50. Det undrede mig, at den økologiske ketchup var billigst, så der skulle måske ikke have stået 31,50?

20. august 2016

Der kan vist godt gå røg af en brand, uden der er ild. Eller røg …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: ,

Kl. halvfem i morges blev jeg vækket af en infernalsk larm, som formåede at trænge igennem flere lag søvn – jeg må have været virkelig dybt nede, men langt om længe gik det op for mig, at det var røgalarmen helt ovre ved børnebørnenes soveværelse. Man kan ikke komme længere væk fra vores soveværelse end det, så nu er det da bevist, at den kan høres overalt i huset. I hvert fald af mig … John sov bare.
Der var ikke antydning af røg, men jeg kunne ikke stoppe den, mens den sad i loftet, men den stoppede, da jeg pillede den ned, så jeg lagde den på skrivebordet og ville undersøge sagen nærmere på et mere menneskeligt tidspunkt.
Jeg var lige faldet i søvn igen, da den hylede igen! Sgu! Tre meter fra sengen, og John hørte ikke en lyd, den bøf – og selvfølgelig var der stadig ingen røg nogen steder.
Jeg har selv været ude for det et par gange, og jeg har hørt en hel del brokke sig over, at røgalarmer alt for ofte går, når der ingen røg er.
Det er altså noget irriterende ulven kommer-noget, men den er umulig at ignorere, så man er nødt til at reagere på den, selv om det er falsk alarm i 90 % af tilfældene eller mere … eller også skal man bare være John … tænk, han spurgte, om ikke den bare ville fortælle, at den manglede batteri! Jeg bare på ham og sagde, at næste gang vækker jeg ham, om så jeg skal smide koldt vand i hovedet på ham.
Jeg ønsker mig en røgalarm der virker, når og som den skal.

Haveselskabet på Rønnebæksholm

Heldigvis var jeg trods bøvlet med den røg, der ikke var der, frisk nok til at køre til Rønnebæksholm, hvor Haveselskabet afholdt et arrangement. Jeg havde et stykke tid tænkt på at melde mig ind, så nu blev det. I Bårse-Lundby-afdelingen, som, ikke overraskende, hører under Sydsjælland.
De havde hvervetilbud, så jeg fik 15 måneders medlemskab for, hvad ni måneder normalt koster … ingen grund til klage over det …
Jeg vandt oven i købet på indgangsbilletten, hvilket indebar, at der var frit valg på præmiebordet. Det var naturligvis planter næsten alt sammen; det var hundesvært at vælge, men jeg gik hjem med en engelsk pelargonie, P. grandiflorum, som ikke var i florum og da slet ikke grandi, men den bliver forhåbentlig smuk engang – den så i det mindste sund og stærk ud.

Haveselskabet på Rønnebæksholm (7)Haveselskabet på Rønnebæksholm (9)Haveselskabet på Rønnebæksholm (10)Haveselskabet på Rønnebæksholm (14)

Når nu vi var der, slog vi lige lige et smut ind i Herregårdshaven for at se, hvad de har fundet på i år. Der var en del dahliaer, som jeg havde håbet på, men også kæmpebede holdt i matchende farver. Det er flot, når der er blomster i sådan en overflod, men det er vores have ikke helt stor nok til.
Det er den, som vi (via Haveselskabet) kan komme til at se i næste uge, til gengæld. 10.000 m2 have, som blandt meget andet indeholder 150 dahliaer. Den have må jeg simpelthen se! Jeg ser det som en absolut nøvendighed for en nyudsprungen dahliafan og nyt haveselskabsmedlem.

19. august 2016

Græsrodsbevægelse stoppet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:19
Tags:

Knolden før

Det bed, jeg kalder for Knolden, fordi det bare var en grim, græs- og skvalderkålsdækket kuppel, da vi købte huset, har jeg efterhånden fået tæmmet.
Sidste år fjernede jeg ukrudt og græs og fik efterhånden plantet syv forskellige slags storkenæb, en kvæsurt, en silkekatost, en oregano (bier og sommerfugle elsker den!) tre pudenelliker, tre bakkenelliker og to phloks.
I år har jeg flyttet en storkenæb, to bakkenelliker og to pudenelliker, købt tre kongelys, yderligere to phloks og endelig sat en klematis ‘Montana’ (den med en overflod af små, lyserøde blomster), som det er meningen skal løbe op i rådhusvinen og forhåbentlig ‘overdøve’ den lidt i starten af sommeren. Dette kræver en hel del overvågen fra min side, fordi vinen vokser meget aggressivt, men indtil videre er det gået fint, og klematissen ligger endnu yderst, som den skal.

Bedet er efterhånden ved at blive pænt. Det er under alle omstændigheder blevet pænere …
Men græsset løber ind i bedet og storkenæbbene løber ud i græsset.
Henne ved terrassen ligger der masser af sten, som bare ligger der, fordi jeg ikke har fundet et velegnet formål til dem.
Dem har jeg nu flyttet en del af og lagt som kantsten i det forfængelige håb, at jeg nu har standset både storkenæbsudløberne og græsrodsbevægelsen.

IMG_5774

Jeg brugte også en spade … ikke kun den lille planteskovl.

IMG_5777

Det kan sikkert ikke standse noget som helst, men om ikke andet er det kommet til at se lidt pænere ud.
Derfor er jeg begyndt på samme øvelse et andet sted i haven, men det bliver ikke gjort færdig i dag, kunne jeg godt mærke på mig selv.
Der skal flyttes mere endnu, ikke kun her, men også andre steder fra – det bliver dog senere, når det er færdigt med at blomstre.
Man bliver aldrig færdig med en have … jeg troede det bare var mig, der var en klaphat til at planlægge bede, når jeg sådan er nødt til at gå og flytte det, jeg næsten lige har plantet, men erfarne og mangeårige haveejere forsikrer mig om, at det gør de alle. Hele deres haveliv igennem.
Dejligt beroligende – det bevirker, at jeg føler mig mindre havedum.

16. august 2016

Det er frugtår i år

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: ,

P1030607Jeg synes det bugner med frugt i år – især æbletræerne er ved at segne under vægten af alle æblerne.
Jeg synes også at have lagt mærke til, at hvert andet år er der langt flere frugter end hvert andet år, hvis man ellers kan sige sådan. Er det noget pjat, er det helt tilfældigt, eller er der noget om det?
Jeg har engang hørt, at mange frugter varsler en hård vinter, men den tror jeg ikke på. Hvordan skulle træerne kunne vide, om næste vinter bliver mild eller streng? 
Vi har mange æbletræer langs fjorden, det er desværre ikke gode spiseæbler, men de er gode til chutney og til gele, så jeg skal på æbleskud på et tidspunkt, når de bliver lidt mere modne.

Vi har kun et blommetræ (reine claude, uhmm), men det er, som æbletræerne, gået helt frugtamok. Jeg har plukket 10 kilo, og der er lige så mange tilbage på træet endnu.
Vi har næsten mavepine af at spise så mange blommer, og af de 10 kilo har jeg lavet 17 glas blomme-abrikosmarmelade og otte glas syltede blommer i rom, men jeg er nok nødt til at lave flere af sidstnævnte. Det smager SÅ godt – især sammen med en god flødeis.
Ellers nogle gode forslag? Ren blommemarmelade, er det ikke lidt tamt? Jeg kunne selvfølgelig bare prøve … måske kan man blande nogle ikke helt modne æbler i for at give det lidt ‘bid’? Kan man fryse blommer?

Seks kilo reine claude

To glas syltede kirsebær fik jeg også stjålet til ovre på den anden side af vejen – der har været så mange kirsebær, at fuglene for en gangs skyld ikke nåede at tage dem alle sammen. De er en smule sure, men skal syltekirsebær ikke være det? Det tror jeg. 
Hyben har jeg fundet så store, at selv om jeg syntes, jeg næsten ingenting tog, blev der fire glas marmelade ud af det.
Brombærrene er større end de plejer – man kan virkelig få samlet til forråd i år, hvis man vil, og jeg kan få fremstillet en hel masse både til hjemmebrug og til værtindegaver det næste års tid … hjemmesyltede/hjemmelavede ting er altid populært.

Sylltede blommer i romSylltede blommer i rom og blomme-abrikosmarmelade

Myntegele er der lavet første batch af, men der skal laves mere. Her har jeg fundet ud af, at selv om jordbærmynteblade smager godt, både ‘rene’ og til at komme i en kande postevand, så dur de ikke til gele. Efter afkogning i æblesaft, som jeg altid gør, smagte det udelukkende af … æblesaft!
Jeg plukkede marokkansk mynte og kogte det ind en gang til, og nu smagte det af mynte, som det skulle.
Lidt ærgerligt, for jordbærmynten er overmåde frodig, men man kan ikke få alt.

11. august 2016

Før- og efterbillede i ét billede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

P1030603Normalt er før- og efterbilleder to eller flere billeder, men her i Den Stråtækte er vi meget rationelle og kan klare den med at tage en enkelt billede.
Stien fra terrassen uden for havedøren (den John lavede som en overraskelse til mig, mens jeg var i England sidst i maj) har altid været tudegrim og var eftehånden blevet ret smal, fordi hasselurten bredte sig ind over den.
Disse løbske hasselurtplanter fjernede jeg forleden dag, og stien blev på 50 minutter 50 % bredere.
Da vi stod og krattede lidt i den i dag, fordi vi prøvede at finde ud af, hvad pokker vi skulle stille op med denne grimme sti, fandt vi ud af, at brostenene, som ligger rundt om hjørnet, faktisk fortsætter ned ad den. Så gik John ellers i gang med lugejern og stiv kost – jeg var heldigvis anderswo engagiert, men det er sådan noget John er så supergod til, fordi han ikke giver op; fordi han glæder sig til at se det færdige resultat. Jeg går gerne død i sådan noget på halvvejen – er meget bedre til at tage en bid staudebed og gøre det pænt eller plante de planter om, jeg plantede forleden dag og lignende meningsfuldt arbejde … 

Og sådan gik der lige pludselig to timer. I kender sikkert godt scenariet, jeg er ret god til at gennemspille: Jeg skal bare lige bruge 10-20 minutter på et eller andet, men den ene opgave fører til den næste, og jeg fortsætter uden at tænke nærmere over det, indtil maveuret ringer og jeg finder ud af, at klokken er 13 – hvor det så er i orden at være blevet en smule brødflov.

Vi skulle ellers ikke noget i dag, men at gå og hygge sig i haven er også en slags ikke noget, for vi havde ingen aftaler, hverken med os selv eller andre, så det med at gå og nusse (og det er altså ikke for at forklejne Johns indsats), er på en måde ren afslapning.

Swimming at Jackie Kennedys private beach on Scorpio

Englænderne slapper også af – de bor stadig på Lefkada, har lejet en båd og svømmer ved Jackie Kennedys private strand på Scorpios, som Onassis ejede. Hun døde for 22 år siden, så hun kommer nok ikke og brokker sig – i dag er den vist ejet af en russisk milliardær, så jeg håber de har undersøgt, hvor tæt de må komme på øen.

30. juli 2016

Red hvad reddes kan

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags:

Jeg mener ikke, at min havepasser læser min blog … jeg har nemlig i sinde at være flink og høflig og sige pænt tak for indsatsen, selv om jeg var lidt øvsindet, da vi kom hjem, men umiddelbart har vi vist ikke andre, vi kan bede om græsplæneslåning, drivhus-, krukke- og stueplantevanding samt postkassetømning.
En del af forklaringen kunne jeg (næsten) forstå. Han bor kun 12 km fra os, og han havde fået så meget regn på de 17 dage, at han ikke kunne huske noget tilsvarende i de 35 år han har boet der.
Vi havde fået 5 mm på de samme 17 dage … manden har troet, at vores have havde fået rigeligt med vand, og det havde den så ikke.
Men. Uanset om der så er skybrud udenfor, regner det altså ikke i drivhuset eller på ‘utilregnelige’ krukker. Eller på mine potteplanter inde i stuerne.
Det meste af det kan reddes. Chiliplanterne, heldigvis, måske tomaten og nok også squashen, men agurken er stendød og basilikummens tilstand kritisk.
Krukkerne kan også reddes, men det vil tage lidt tid, før nogle af dem bliver rigtig pæne igen. Det pudsige var, at stueplanterne i vinduerne ud mod fjorden og to store gulvplanter var fint vandede, men ikke resten. Han har simpelthen ikke set dem! Hvordan det end kan kan lade sig gøre, har de været usynlige, mens vi har været væk.
Jeg siger ikke noget. Jeg siger IKKE noget! Andet end tak. Han har gjort sit bedste, og vi er som sagt glade for, at han gider hjælpe os.
Vi tager bare ikke væk i mere end en uge ad gangen i juli eller august fremover – har vi lovet os selv lige nu. Så må vi se, om det holder vand. Tøhø …

Sugar Diamond 30.  juli

Dahliaerne havde, til min glæde, stortrivedes under fraværet. Den pink i midten herover, som hedder Sugar Diamond, var vokset langt mere end forventet; det var faktisk alle dahliaerne, men den nævnte tog prisen. Vi må have god dahliajord, for Sugar Diamond står til at skulle blive 90 cm, men den må være 120-130 cm høj nu.
Happy Halloween og Downham Royal havde også fået blomster. Jeg bliver mere og mere glad for dahlia, kan jeg godt mærke. Så glad, at jeg er tæt på at nå frem til en beslutning om at tage dem op til vinter og passe godt på dem, hvor jeg i starten kynisk tænkte, at de må overleve ude i haven, hvis de kan. Især den der Sugar Diamond vil jeg gerne se igen til næste år. Og næste igen … men de er allesammen smukke – kameraet kan ikke finde ud af at gengive de meget dybe og intense farver.

Sugar Diamond 11.  juliHappy HalloweenDownham Royal

Indendørs er der støvsuget mindst et halvt kilo edderkopper ned fra hjørner og lofter, udenfor er rosernes døde hoveder skåret af, hele forhaven og noget af baghaven er trimmet, John har været ude og købe ny elektrisk hækklipper, da den gamle døde af overanstrengelse og nok også alderdom sidste sommer, rododendronen er befriet for junglen af rådhusvin … det er helt vildt, som den kan brede sig på ingen tid … så nu ser her pænt ud igen. Næsten. Jeg har savnet min have, har jeg. Tænk, at jeg skulle høre mig selv sige sådan.

Høstanemoner

Høstanemonerne sprang ud mens vi var væk. Dem er jeg også blevet meget glad for – primært pga. udseendet, men jeg har lige fundet ud af, at de også imagekan gøre nytte.
Det har jeg en del muligheder for at afprøve …
Nedenstående er citeret fra samme haveside:
Høstanemoner er indbegrebet af bondehave og bedstemor. De har en sødme og en luftighed over sig, der bare er yndig.
Bondehave og bedstemor … jamen det er da så sandt, så sandt.

5. juli 2016

23 down – 117 to go

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Der strikkes spidser. Mange spidser. 140 spidser skal der til – 35 på hver side af sjalet. Eneste fordel er, at jeg efter den tiende spids kan dem i søvne. Efter 50 drømmer jeg om dem om natten, og inden jeg er helt færdig, er drømmen nærmere et mareridt. Det er det, der hedder en spidsbelastning …  og jeg overdriver kun lidt …

P1020796

imageimageFronten nærmer sig og ligner mere og mere et rigtigt uvejr, når man kigger på DMI’s radar. Klokken henholdsvis 13:50 og 14:20 så det således ud, og med den aktuelle vindretning ser det ud som om det har retning mod Den Stråtækte, så mon ikke den står på spidsstrikning og tordenvejrshygge resten af eftermiddagen? Plus et enkelt Murdoch-mysterium.
I formiddags, mens vi holdt pause på øverste terrasse, gik det pludselig op for mig, at det var noget nær det perfekteste cykelvejr: Meget lidt vind og en sol, der ikke bagte voldsomt ned, men var lidt diset i sit udtryk.
John var med på ideen med at cykle ud på Jungshoved en tur, men vi nåede ikke længere end til garagen.
En af os havde nemlig glemt at sætte batterierne til opladning efter sidste cykeltur, så en anden af os blev en anelse vrissen. Den anden af os kunne selvfølgelig bare have tjekket, men det er i så høj grad blevet den enes ansvar, at den anden bare regner med, at det bliver gjort, og man går jo normalt ikke og tjekker, om pligterne passes.

Pausen, vi holdt, var en velfortjent en af slagsen efter at have ryddet lidt ud i vildnisset bag den forhenværende modeljernbane. Det gjorde jeg også sidste år, men noget har jeg overset, for da jeg begyndte at pille i de efterhånden lidt for omfangsrige puder af lavt bjørnegræs, afsløredes der en række sten, jeg ikke har set før. Bjørnegræsset er såmænd pænt nok, men som alt andet kan også det tage overhånd, og jeg er ikke bange for at tage for meget; det har alt for godt fat til at være i fare for at gå ud, og når Finn nu har haft ulejligheden med at sætte stenene så fint, kan vi lige så godt nyde synet af dem.

IMG_5742P1020799

Næste side »

Blog på WordPress.com.