Hos Mommer

17. juni 2019

Og her er den så …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Her er den så, den lille kongelys-hætteugle. Det tror jeg i hvert fald, for i morges kravlede den rundt i græsset bare en meter fra, hvor mine kongelys står. Græsset var stadig dugvådt, og den kunne ikke flyve.
Meget egoistisk hentede jeg kameraet mens den lå der og var temmelig hjælpeløs, men nu ville jeg altså have et par billeder af andet end dens afkom.

Kongelys-hætteugle (5)Kongelys-hætteugle (6)

Efter at have taget billeder af den i græsset, bar jeg den op i shelteret, hvor den så ud til at befinde sig noget bedre, og da jeg kom tilbage til den nogle minutter senere, var den forsvundet.

Som sagt kan jeg ikke være helt sikker på, at det er samme art, og eksemplaret i min have nægtede stædigt at folde vingerne ud, mens jeg kiggede på den, men herunder er et billede af den med garanti ægte vare, og med lidt god vilje kan man godt se ligheden, ikke sandt?

Som sagt er det måske ikke verdens smukkeste, men som Kirsten skrev, er den nu ganske pæn alligevel, og hvis arten virkelig er sjælden i Danmark, som Jørgen skrev, og som jeg også har læst mig til, er der jo endnu mere grund til at være glad over at have set den.

Reklamer

14. juni 2019

Labre larver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:59
Tags: , , ,

Ude på det, jeg kalder Knolden, står der en lille gruppe kongelys.
I går opdagede jeg, at planterne var fulde af larver, og da den har afblomstret, så jeg ingen som helst grund til at gøre noget for at få larverne væk. Det er bare med at få insekterne til at formere sig i maksimal grad, og jeg vil gerne gøre mit til, at sommerfugle og bier får lidt bedre levevilkår. Med andre ord: Jeg havde heller ikke gjort noget ved larverne, hvis planterne stadig stod i blomst.
Jeg tog nogle billeder af larverne for at kunne gå ind og identificere dem via en billedgoogling.

P1040495

Fine var de, de labre larver, og alt har en forklaring: De sad på kongelysene, fordi det er larver af … filtbladet kongelys-hætteugle, Shargacucullia verbasci, såmænd.
Det er så ikke ligefrem en smuk sommerfugl, men en sommerfugl er det ikke desto mindre, og den kan ikke gøre for, at den ikke er så smuk og farverig – tænk hvis nogen kom og udryddede alle ikke-smukke skabninger? Vi er nogle stykker, der ikke ville blive levnet mange chancer …

I eftermiddag og aften får jeg besøg af flere labre larver, nemlig medlemmerne af Det Fast Sammentømrede Engelskhold.
Desværre ikke alle; de damer er svære at samle, er de, men det bliver godt alligevel, selv om de fraværende vil blive savnet.
Jeg havde tidligt meldt ud, at de skulle komme, når haven var på sit smukkeste, og det må man sige, at den er lige nu – stort set alt er i blomstring.
Der mangler naturligvis stadig dahliaerne, men de vil dukke frem, pynte og lyse op, når rigtig meget af det andet er afblomstret.

12. juni 2019

Kun Jekyll – ingen Hyde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags: , ,

Min smukke, smukke David Austin-rose Gertrude Jekyll flyttede jeg sidste forår over på et lidt mere beskyttet sted, hvor den hele sommeren kæmpede for at overleve den usædvanlige og vedholdende tørke. Jeg hjalp den så godt jeg kunne ved at være Den Konstant Arbejdende Vandbærer, men selv de varmeelskende dahliaer havde det ikke godt, selv om jeg brugte store mængder vand over sommeren for at forhindre dem og roserne i at dø.
Det lykkedes heldigvis, og nu har den masser af blomster – store, tætte og særdeles velduftende. Denne lille busk kan fylde mange kubikmeter luft.
Gertrude Jekyll har eksisteret og har rent faktisk – omend indirekte – noget med den 133 år gamle roman at gøre: Hendes lillebror kendte dens forfatter, Robert Louis Stevenson, og gav denne lov til at anvende familienavnet i The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Gertrude Jekyll selv var en velkendt havearkitekt.

P1030231

I et tidligere indlæg påstod jeg, at roser ikke blomstrer i første sæson efter plantning. Det var en fejlhuskning af format, for stort set alle dem, der blev plantet så sent som i november, plus dem jeg plantede i det tidlige forår, har så mange knopper, at det er helt overvældende.

P1030237P1030234

Rosen med den fersken/orange midte er Alchymist, som er en af de fire forskellige roser jeg plantede ved gavlen i stedet for det espalierede pæretræ, som alligevel ikke gav nogen pærer. Alchymist dufter kun meget lidt, men dens blomsterrigdom og disses variation gennem udviklingen fra unge til gamle blomster kompenserer for det.

P1030230Vi fodrer som bekendt fugle, og gerne hele året for at nyde synet af dem, men nu er det slut for denne sæson. En skade har nemlig opdaget glasset med melormelarver i peanutbutter, som vi – og ikke mindst småfuglene – ellers var så begejstrede for, fordi skovspurvene, som vi har i lidt for store mængder, ikke kunne finde ud af at sidde på huset, der holdt glasset. Det blev derfor kun brugt af mejser og rødkælken. 
Flagspætten har fundet røret med nødder.
Både skade og flagspætte er flotte fugle, men de er store og kan derfor rasere en fuglefoderplads på ingen tid, og vi nægter at have dem på kost, så nødderøret bliver ikke fyldt op igen før det bliver vinter. Så må vi tage den derfra og eventuelt foretage os et eller andet, der forhindrer disse grovædere at tage maden ud af munden på de mindre fugle.
Jeg ved ikke helt hvad, men vi må gå i tænkeboks, hvis de vender retur til vinter.
Nogen gode råd, derude?

31. maj 2019

En anden slags millimeter end dem fra i går

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: , , ,

P1030222

John fik en ret smart ide i dag. Han elsker småprojekter, så der var ikke langt fra tanke til handling.

Vi har haft et problem med, at filteret til slangen til vandforsyningen fra sheltertaget ned til vandtønden nede ved drivhuset irriterende hurtigt stoppede til, hvorfor tønden ofte ikke blev fyldt op under et regnvejr – for vi opdagede det selvfølgelig aldrig før regnen var stoppet igen. Så er der ikke meget fidus i at have en regnopsamlingstønde,  hvis ikke den fyldes op under et regnvejr …

Så fik Nielsen som sagt et af sine lyse indfald: Vi kunne købe en ekstra regnvandstønde og bruge den som en filterløs mellemstation for vandet fra sheltertaget.
Vi brugte lidt tid i morges på at se på forskellige muligheder for tønder. Der var ingen grund til at ofre en formue, da den ville blive gemt godt af vejen og dermed usynlig fra både hus, have og shelter.
Vi var på vej til Jem & Fix, da han udbrød: “For pokker! Vi kan da bare bruge den gamle skraldespand!”
Så kørte vi hjem igen – vi var heldigvis ikke nået ret langt.

Vi havde nemlig den gamle skraldespand stående, fordi vi selv skulle skaffe os af med den efter vi fik nye, da vi skulle til at affaldssortere pr. 1. oktober.
Han borede et hul i låget på skraldespanden og placerede en dykpumpe nede i den.
(Og nej, han står ikke med et kosteskaft i munden, selv om det godt kunne se sådan ud!)
Han slæbte hele molevitten om bag shelteret, satte nedløbsrøret på plads og tilsluttede strømmen.
Nu kan vandet løbe direkte fra taget og ned i skraldespanden uden at skulle igennem det sarte filter, som vi ikke kunne fjerne, for hvis den meget lange slange ned til drivhuset hvor trætønden står, stopper til et eller andet sted undervejs, er det mildt sagt noget hø.

P1030227P1030225P1030226

Det var altså et godt påfund!
Ingen kan se den alternative regnvandsopsamler, så det gør ikke spor, at den ikke ligefrem er noget kønt syn. Det er der faktisk mange regnvandstønder, der ikke er …
Når tønden er blevet godt og vel halvt fuld, går pumpen automatisk i gang og sender vandet videre ned til tønden ved drivhuset, hvor jeg mest bruger regnvand.
Ikke flere ærgrelser over tilstoppede filtre.
Det er da genbrug på den allerbedste måde! Godt vi ikke havde fået kasseret den gamle skraldespand – ideen er hermed givet videre.

27. maj 2019

Mine marker og mine dyr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , ,

Nu er haven ved at være præsentabel. Ikke perfekt, men vi kan være den bekendt. Ordet perfekt vil jeg aldrig kunne komme til at anvende for vores have, for så skulle jeg befinde mig ude i den altid for at nusse om den. Jeg er der meget, men så sandelig da ikke altid – der er trods alt andet her i livet end haven, hvor meget jeg end nyder den.
Der er fx golf. Vores bank har inviteret os til en golfdag for begyndere. De har også inviteret til en for øvede, men der skal vi ikke blande os. Seks timer, hvor vi får lov til at snuse til golfspillet og blive vejledt af kyndige instruktører. Det bliver sjovt! Jeg har prøvet det én gang før i forbindelse med mit arbejde, og det viste sig at være mere interessant, end jeg umiddelbart ville have troet. Vi tager dog nok ikke golf op; vi har mere end rigeligt at tage os til i forvejen, men jeg glæder mig alligevel til dagen og også over, at John nu får chancen til at afprøve det.

P1040472P1040473

I dag har jeg etableret en minimark: Jeg har plantet de japanske indigo ud i et hjørne, hvor jeg håber de finder sig godt til rette og giver mig masser af farvemateriale. Ikke så langt fra dem står kartoffelmarken, bestående af 12 planter, som har det vældig godt og er stærkt på vej med nye kartofler til os.
Marker behøver ikke at være store, men jeg kender godt nok ikke definitionen på, hvor stor den skal være for at kunne kaldes for mark.

P1040468P1040471

I rosmarinen sad en smuk grøn guldbasse. Den var så ligeglad med mig og min rumsteren med den, at jeg troede den var død, men det var den ikke.

P1030219

På en pæl nede ved fjorden sad i morges en, der er noget mere vanskelig at fotografere end guldbassen, nemlig havørnen. Billedet er som det er, fordi jeg måtte zoome kraftigt – vi turde ikke nærme os den, da vi var bange for at skræmme den væk. Den sad der over en halv time og var ophøjet ligeglad med den enlige kragefugl, der hele tiden forsøgte at jage den væk. Vi undrede os lidt over, at det var en kragefugl, der var så aggressiv, da den næppe har en rede lige i nærheden; det har derimod viber og gæs, men det kan jo være, kragen bare var solidarisk!

24. maj 2019

Holger og Nemo er fundet for længst, men hvor er rosen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , ,

Vi var hjemme i aftes kl. 22:30. Det havde taget præcis 12 timer at køre fra Amsterdam … jeg er altså nogle gange en anelse imponeret af min efterhånden ikke helt unge ægtemage. Han kørte hele vejen uden at ville afløses. Cirka 950 km. Det er altså godt gået kørt, synes jeg. Selvfølgelig holdt vi pauser, men ingen lange; der skulle bare lige strækkes ben, købes en kopkaf og så ellers afsted igen. Den længste pause var mens vi handlede toldfrit hos Fleggaard i Kupfermühle.

P1030216

Det var mørkt, da vi nåede hjem, men vi kunne godt se, hvor meget ukrudtet og græsset var vokset – græsset dog ikke så meget, som vi havde frygtet, men det pyntede alligevel svært, da John fik den slået i dag. Drivhuset måtte jeg vente med at tjekke til i morges, men der viste sig at skulle tyndes ud i vinen, og tomaterne og agurken bindes mere op – det var vokset rigtig meget alt sammen.

De 76 roser, hvoraf kun to ikke har overlevet (men de står ved siden af hinanden, øv, ren Murphy), var næsten forsvundet i ukrudt, så der måtte jeg i gang med det samme. Det ville være ret ærgerligt, hvis de blev kvalt, når nu de er kommet så godt i vækst, som de er. Der er ingen knopper at se, men så vidt jeg husker, har jeg endnu ikke set blomstrende roser det første år de er i vækst. De skal nok komme til næste år – der er i hvert fald en vældig grokraft i de resterende 74 planter.

P1030218

Jeg er helt smadret i ryg og arme nu, men i morgen går turen til plantemarked på Rønnebæksholm – jeg håber at finde lidt flere hosta, samt nogle planter, jeg kan komme i de krukker, jeg med vilje ventede med at tilplante til nu. Der er jo ingen grund til at trække alt for store veksler på naboernes vandevenlighed. Jeg havde sået nogle i drivhuset, men de små avispotter har været tørret ud, kunne jeg se, så der er kun ganske få, der har overlevet.
Heldigvis har alle mine 11 japanske indigoplanter klaret den, så der bliver meget mere farvemateriale i år – sidste år blev det kun til fem planter.
Ih, hvor var det skønt at komme hjem. Jeg elsker at holde ferie, og jeg elsker at komme hjem, især efter vi er flyttet til Den Stråtækte.

26. april 2019

Jeg er bare SÅ klar

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: , ,

 Jeg er klar til det hele: Klar til sommeren, klar til at nyde en hel masse regnvejr, klar til at tage til England, klar til en Drei Mädchen-weekend, klar til blogtræf på Gavnø på søndag.
Inden der er gået 10 dage, kan der sættes flueben ved det hele – dog måske ikke lige sommeren; den må godt vente lidt endnu, også selv om jeg er klar til den. Regnvejret er det vel i bund og grund også lidt usikkert med, men jeg har da lov at håbe.

Charlotte er ikke klar – i hvert fald ikke til den stormende kuling, de forventer lige lige om lidt. Lidt usædvanligt for årstiden, men det er der jo så meget vejr, der er overalt på kloden efterhånden.
Det er ved at være normalen, at det er unormalt, og hvordan skal man så sætte normalen?
De får tilstrækkeligt med regn derovre – sådan er goderne så ulige fordelt.
March winds and April showers bring forth May flowers.
Det er en skam vi ikke har så mange slanger her i nærheden af Den Stråtækte, for så var der åbenbart en løsning på det stadig udeblivende regnvejr: If you killed a snake, hang it over a fence and it will rain.
Nok om det … der er trods alt grænser for, hvad jeg tror på …

Vi var en tur i Køge, hvor vi havde forskellige ærinder. Ét af dem var at finde to små stole til det lille bord, der ikke har været i brug i årevis, men som vi nu har sat ved køkkendøren.
Det er ikke verdens mest spændende sted at sidde, men efter vi fik lagt nye sten og gjort krydderurtebedet pænt, er det i det mindste bedre end før. Det havde på sin vis været ideelt sidste sommer, fordi der aldrig kommer sol her, men da gad vi simpelthen ikke opholde os på den plet. Vi havde i øvrigt heller ingen Nye stolestole …

Men nu er vi klar selv til en hedebølge, selv om vi på ingen måde håber på en sommer mage til den i 2018. På IN-GEN måde, selv om det indtil videre tyder på, at en tilsvarende er begyndt en hel måned før sidste år … hvor jeg brugte dobbelt så meget vand som normalt, og i år er jeg begyndt at vande på kritiske steder (dvs. nyetablerede planter) allerede nu. Der er, som statistikken ser ud lige nu, en risiko for, at jeg når op på det tredobbelte forbrug i år.
Det kan oven i købet være, at et højt forbrug ender med at være normalforbruget.
Ikke en ønskværdig situation. Så hellere noget regn, men man skal som bekendt være forsigtig med, hvad man ønsker sig.

20. april 2019

Om jeg fatter hvorfor …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags: , , , ,

Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor det skal koste mig 1000 kroner, hvis jeg har en defekt lyddæmper på min bil, når motorcykler uden beregning, men til voldsom gene for omgivelserne, bare kan fyre flere hundrede dB af med fare for at sprænge samtlige trommehinder på deres vej. Der er ingen logik her!
Nå. Jeg bliver nok nødt til at lære mig selv at forsøge at abstrahere fra motorcykelidioterne, for jeg tror desværre ikke, de reagerer på mit brokkeri.
Men det er sandelig ikke nemt at ignorere dem!
Ferrariklubben var også ude i dag. Tre stykker lige efter hinanden, og de var lige gode til at køre 150 km/t, samtidig med, at de overhalede på et sted, hvor der var dårlige oversigtsforhold. Jeg ville virkelig ønske, at de kørte i fjorden, de tåber. Beklager.

Overvintrede dahliaerOvervintrede dahliaer

Heldigvis er der også andet, der har fart på. Mine dahliaer, fx. De har overvintret på et loft uden vinduer, i kasser, der er helt tillukkede, og alligevel havde nogle de fleste af dem temmelig lange stængler. Grønne var de ikke, for det kræver sollys, men de udviser så sandelig en livskraft, der vil noget!
De kom alle i jorden i dag. Nogle af stænglerne er oven jorde; andre knækkede eller blev begravet, så hvis der bliver den lovede frost i nat, overlever førstnævnte ikke, men de skal nok komme alligevel med den livsvilje, de har udvist.
Da jeg havde fået dem alle i jorden, ville jeg til at sætte den sidste knold i en potte, men den var i mellemtiden forsvundet, så jeg spurgte John, om han havde smidt en pose ud med billede af en rød dahlia.
– Jada. Den var jo tom.
– Det tror jeg ikke …
– Jo den var! Nu skal jeg hente den, så kan du selv se!
Kartoflerne

– Øhhh, hmmm. Det var pokkers …
Den (gennemsigtige plastpose) var naturligvis ikke spor tom, og han så en anelse flov ud. Jeg må dog medgive, at knolden var meget lille og tør, så jeg er spændt på, om den overhovedet bliver til noget, men tom var posen ikke, så knolden skal have en chance. Mænd, altså … men på den anden side er jeg glad for, at han gider rydde op efter mig. Det er lige som når jeg laver mad, så rydder han også løbende op – i dag med at fjerne mine små ukrudtsbunker, samle kasserne sammen og sætte dem på plads, sætte redskaber på plads, osv. Og smide affald ud …

Og hvad har vi her til højre? Min kartoffeleksperiment, som indtil videre lader til at lykkes. Fra alle fire spande er der skudt de første grønne blade op, så nu skal de ud fra drivhuset. I morgen … i nat er der som sagt risiko for frost, men så skulle det også være slut for denne gang. Har jeg valgt at tro på.

7. april 2019

Plante- og andre fibre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , ,

kaossjal

Til kaossjal

Ditte, som altid har styr på hvornår den slags ting foregår, spurgte, om jeg igen i år ville med, når Fiberfolk holdt deres messe i Roskilde, og naturligvis ville jeg det. Jeg mangler jo i høj grad garn, så det var bare med at gribe lejligheden til at få fat i noget …
Jeg købte dog kun 300 gram, hvoraf de 200 skal bruges til endnu et kaossjal, fordi jeg er blevet så glad for det, jeg købte garn til sidste år.
I år var der meget mere plads end sidste år, hvor det ikke var spor sjovt at gå rundt, fordi man enten blev trådt i hælene eller selv kom til det samme på en anden. Denne gang foregik det i Hal 7 i Musicon, hvor vi efter fiberfesten spiste frokost (som var en brunch) i Ragnarock og senere gik en tur rundt og så på alt det nye, som var sket siden sidst vi var her. Hvilket var en del.

P1040331

Jeg er ret betaget af Musicon. De har bl.a. masser af humor derude. Alene gadenavnene: Penselstrøget, Rabalderstræde, Basgangen, Bagtæppet, Lydmuren …
Deres skiltning refererer for en stor dels vedkommende til musik, som vi alle kender; se fx den fine måde, hvorpå de beder bilisterne om at tage hensyn.
Og deres luftguitarer er helt gratis!

P1040336P1040337

Start på sæson 2019I går handlede det mest om uldfibre, selvom der var også var både silke og hør blandt de mange garner, men i dag drejede det sig udelukkende om plantefibre for mit vedkommende, idet jeg nu har ‘tilplantet’ drivhuset.
Det er meget sjovt (okay, nok mest for mig selv) at se, hvor uendelig lidt det fylder fra starten, når jeg (forhåbentlig også i år) senere på sæsonen skal bruge machete, inden jeg kan komme ind til tomaterne og alt det andet.

Jeg har lige læst, at spindemider elsker agurker, men hader koriander. Derfor skal man så/plante koriander under agurken. Eftersom jeg har én agurk i den største murerbalje, der kan fås, er der masser af plads. Jeg har nok nogenlunde det samme forhold til koriander, som spindemiderne har, men der er jo ingen der siger, at jeg behøver at plukke af den – bare det kan holde de forbaskede mider væk, er jeg glad.

Dagens sidste fiber er en fiberdug. Endelig har jeg fået lagt en sådan på ude i bedet ud mod vejen. Vi begik for et par år siden den fejl bare at lægge en stenkant og fylde op med muld. Jeg troede i min naivitet, at så kunne alt det uønskede ikke finde op gennem 25-30 cm ekstra jord.
Det kunne det … men nu kunne jeg ikke nå ned og få fat i rødderne på sæbeurten og skvalderkålen, som dominerede bedet sidste sommer.
For et par uger siden forbedrede jeg jorden og plantede nogle roser. Nu er der så fiberdug over, så forhindrer den forhåbentlig noget af alt det uønskede skidt i at etablere sig igen i år.
Havearbejde er sisyfosarbede, men jeg tror nu alligevel, at jeg hygger mig mere med arbejdet, end den gamle græker gjorde.

5. april 2019

Man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags: , , ,

P1040330

I dag åbnede Gartneri Toftegaard for sæsonen, så vi kørte afsted i formiddags for at lægge en mindre formue der. Fem plantesække med den afsindigt gode jord fra Fagerhult i Sverige, en dunk med Toftegaards drivhusgødning, fire chilier, tre tomater, to squash, en agurk og en … jiaogulan. Jeg har aldrig så meget som hørt navnet, men det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at tage et eksemplar med hjem. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg jo aldrig ud af om det er noget jeg kan lide. Om ikke andet kan den vel se pæn ud, og kan den oven i dette overvintre, er det fint nok. En googling gav bl.a. følgende:
“Jeg står på en grøn skråning og betragter de rullende bakker af jiaogulan, også kendt som udødelighedsurten.
Plantens navn stammer fra den bemærkelsesværdigt længere levetid hos mennesker, der bor i den bjergrige Guizhou-provins i det sydvestlige Kina, hvor befolkningen regelmæssigt drikker en te fremstillet af jiaogulan/nady-blade.”

Jamen du godeste dog! Kan jeg nu ligefrem udødeliggøre mig selv? Det tror jeg naturligvis ikke på, men jeg har det lidt ligesom Niels Bohr, da han blev spurgt, om han virkelig troede på den slags (i forbindelse med, at intervieweren havde lagt mærke til en hestesko over NB’s indgangsdør).
Niels Bohr svarede: “Nej, naturligvis ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
Et humoristisk og genialt svar fra et af Danmarks største genier nogensinde.

Jeg har ikke sat planterne i plantesækkene endnu, for sækkene med jord lå selvfølgelig udenfor, så jeg vil tro, at både jord og planter vil have godt af at opholde sig et par dage i drivhuset for at akklimatisere sig. Nej, ikke AFklimatisere! Jeg undrer mig over, at nogle en hel del kan tro, at det hedder således, for hvor er logikken i at skulle afklimatisere et eller andet? Hvad denne afklimatisering så end måtte indebære …

I forbindelse med min søgning ville jeg også lige tjekke, hvad jeg eventuelt kan gøre for at forebygge et angreb af spindemider på min agurkeplante. Sidste sommer var jeg nødt til at smide den ud længe før tid, fordi den var ødelagt af spindemider, som jeg havde opdaget alt, alt for sent.
Her stødte jeg på et yderst interessant biologisk – eller måske rettere fysiologisk – fænomen. De to klip er fra samme artikel og sætningerne stod et par afsnit fra hinanden:
image
image
Det er ret godt klaret at lægge æg med en diameter på 2-4 gange sin egen kropslængde, synes jeg.

Jeg håber jeg kan undgå spindemider i år – det var sikkert den voldsomme og tørre varme, der var skyld i sidste års heftige angreb, for det var første gang i min syvårige drivhuskarriere, det skete, men ingen ved jo endnu, hvad dette år vil bringe. Nu ved jeg i det mindste, at jeg skal være på vagt – det var jeg ikke sidste år.

3. april 2019

Man kan se hvor man er nået til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

Vinduesvask i drivhusetI går blæste det en del, og da det tilligemed kun var seks grader, valgte vi at blive inde det meste af dagen. Jeg tog i nørkleklubben og John tog til træning. I dag har der kun været en mild forårsbrise og da temperaturen lige præcis rundede et tocifret tal, gik vik ud. Dvs. John gik ind igen – han ville vaske vinduerne i drivhuset. De var slemme. Rigtig slemme efter den tropiske frodighed, der var fremherskende derinde sidste sommer. Han var til gengæld ikke i tvivl om, hvor langt han var nået …

Jeg fik lagt de sidste stenkanter og vi fik hentet forårets sidste læs kompost på genbrugspladsen. Vi fik hentet postpakken med kartoffelpotter og vi var på planteskole for at købe lidt stauder og … kartoffeljord.
Grin I bare over, at jeg kan finde på at bruge penge på den slags, men det kan man faktisk købe, specielt blandet netop med henblik til kartoffelpotterne, som jeg i år vil afprøve.
Vi har ingen steder, der kan være en køkkenhave, men nyopgravede kartofler er noget af det bedste, jeg ved, og hvad gør man så? Man prøver dette koncept af.
Jeg har set Charlottes nabo bruge en lille tønde til at dyrke kartofler i på metoden med at tage hvad man skal bruge og lade planten producere videre hele tiden. Det virkede glimrende, påstod Karen, som nabodamen hedder, så hvorfor skulle det ikke virke for mig? Hvis jeg virkelig kan hente nyopgravede kartofler fra først i juni og indtil frosten kommer, er det da ruldstændig fantastisk.
Jeg har nu fire potter i gang. 12 kartofler. Hvad siger du så, Lene? Din mand kan godt begynde at ryste i bukserne, for der kommer skræmmende stærk konkurrence fra min side i år!

30. marts 2019

Den bedste måde at dø på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: ,

P1040328Vi var til begravelse i går. Johns søsters mands mor, som blev 91 år. Claus er 72 … det er en relativt sen alder at blive forældreløs i, kan man med rette hævde, og det er da heller ingen tragedie, selv om det altid er trist at miste. Hun var mæt af dage, som man siger, og det sidste år har hun været parat. Ikke fysisk syg og frisk nok i hovedet, men træt. Meget træt. Hun blev fundet bevidstløs af hjemmehjælperen en morgen; hun vågnede aldrig igen, men døde kort efter ankomst til sygehus.
Det er en misundelsesværdig død. Jeg – og nok de fleste, gætter jeg på – ønsker at komme herfra på samme måde. Bare ‘glemme’ at vågne op en morgen uden forudgående sygdom andet end de skavanker, der nu engang oftest følger med så høj en alder.
Hun nåede at blive tipoldemor to gange. Det er der trods alt endnu ikke mange, der gør. Levealderen er godt nok støt stigende, men til gengæld får folk deres børn senere og senere, så indtil videre går det vist lige op.
Jeg har set et billede med alle fem generationer på – det er specielt.

Nu skal Kamma blive til jord – i hvert fald ifølge præsten. Jeg holder mig oven jorde i forhåbentlig et stykke tid endnu, men mine hænder er meget ‘underjordiske’ for tiden.
Jeg går bare og venter på, at Gartneri Toftegård skal åbne (hvilket sker 6. april), så jeg kan få plantet tomater, chili og agurk i drivhuset.
Udenfor er bedene forårsklar. Stauderne er oppe, og dahliaerne skal snart ned. Der kommer måske frost natten til mandag, men så satser jeg ellers på, at det er slut med det. Det varer jo trods alt en tre ugers tid fra nedgravningen, inden dahliaerne kommer op af jorden, så det skal blive virkelig dårligt vejr for at forhindre mig i at få dem i jorden i løbet af påsken.

P1020537

Eric spurgte, om rosmarinen stod i drivhus, siden den har overvintret. Det gør den ikke; den står tæt på det, men ikke inde i, og den er så stor som vist her … en pæn størrelse busk, som der kan skæres mange grene af uden det ses.

27. marts 2019

Efterlysning!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags:

Levedygtige roserJeg er lidt imponeret: Grønt Design plantede 76 roser i efteråret, og der er ikke én, der er død. Ikke engang halvdød eller bare lettere skrantende; de er alle 76 nærmest ved at eksplodere af grolyst og livskraft. Jeg glæder mig til at se, hvor mange blomster der når at komme allerede i år.
Jeg har, på dagens haverunde, konstateret, at selv om det meste led temmelig meget under sidste sommers megen hede og tørke, så er der næsten ingenting, der er gået ud. Måske de hostaer og den duehoved, jeg sidst i august købte på Rønnebæksholm plantemarked. Hvornår begynder hostaer normalt at vise tegn på liv om foråret?
Det er ellers ikke fordi, jeg ikke vandede sidste sommer. Vi brugte i 2018 omkring 35 m3 mere end vi plejer, og alt det er gået til havevanding. Alligevel led det meste under varmen, selv dahliaerne, som jo kommer fra Mexico, havde svært ved at trives.
Rosmarinen, som nogle ‘kloge’ hoveder overfor mig har påstået ikke kan overleve i Danmark, er i min have blevet til en stor busk, som trives og blomstrer uden at vide, at den åbenbart burde være død … den har nogle meget nuser, meget små lyslilla/blå blomster, som er under en cm lange. Det lille billede viser blomsten i naturlig størrelse. I hvert fald på min skærm …

Rosmarin i blomstRosmarinblomster

Og nu til dagens overskrift: Min efterlysning går på kermesbær. Jeg vil så gerne have et par planter omme bag shelteret, men kan kun finde dem som frø. Det er der måske en udmærket grund til, men de frø, jeg købte sidste år, spirede slet ikke. Ikke et eneste af dem!
Er der nogen af jer, der ved noget om kermesbær? Kender I nogen, man kan få en plante af? Kan man overhovedet bare grave en plante op et sted og sætte den et andet sted? Hvis ikke, hvordan får man så bedst frøene til at spire? Hvorfor kan man ikke købe kermesbærplanter på en planteskole?
Mine forældre havde en del kermesbær i haven, og jeg synes de var så flotte, når deres frugter modnedes og stod med deres mørke, næsten sortbordeaux majskolbelignende stande.
Og så kan man bruge dem til at farve garn med … jeg vil derfor blive en glad kvinde, hvis en eller anden kunne hjælpe mig til at få kermesbær i haven.

26. marts 2019

Kejserens nye … hat!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:14
Tags: , ,

Det var en god ide, dengang jeg fandt på at melde mig ind i Haveselskabet, for de har en del interessante foredrag.
I sidste uge var vi i Slagelse for at høre hortonom Bente Mortensen fortælle om den gode jord – en titel, som naturligvis fluks fik mig til at tænke på litteraturnobelpristageren Pearl S. Buck. Jeg læste Den Gode Jord engang i min tidlige ungdom og kan ikke mindes, at jeg var specielt betaget af den, men jeg har nok været for ung til den. Det er jeg ikke længere. For ung, altså. Måske for ung til at dø, trods alt, men på ingen måde for ung på alle andre områder, jeg umiddelbart kan komme i tanke om.
Nå … vi fik en masse nyttig information om hvad der gør jord god eller dårlig; bl.a. også, hvordan man tyder varedeklarationen på poser med forskellig slags muld og spagnum. Ledningsevne (skal være høj til plantesække og lav til priklejord), Omsætningsgrad (om der høstet højt eller lavt i mosen), om der er få eller mange mikronæringsstoffer m.m.
Hun var bestemt ikke begejstret for Champost, som ellers bliver rost af mange og som virkelig forstår at promovere sig selv. De følger af en grund, man har lov til at gætte på, ikke reglerne (loven, faktisk) om varedeklaration, så man ved reelt ikke, hvad man får, og forsøg fra Bentes side viser, at det ligger tæt på at være det dårligste man som haveejer kan investere i.
Jojo, jeg blev meget klogere – især også hvad gødning angår; det var i det hele taget et rigtig godt foredrag holdt af en meget vidende kvinde.

KejserhatteKejserhatte

I går var vi, også via Haveselskabet, på rundvisning på Tvedemose, som nærmest ligger i vores baghave, og hvor der dyrkes svampe i millionvis. Brune og hvide champignon, shiitake, enoki, bøgehatte, kejserhatte og østershatte, som dog bliver dyrket hos en anden avler. Kejserhattene ses herover. De bliver dyrket i flasker med vækstmedium, og de vokser fra spæde babyer til kæmper på fire-fem dage. Det samme gælder for de fleste svampe, hvilket jeg jo egentlig godt vidste fra Sverige, hvor der kan være ingen svampe én dag og i hundredvis på den samme plet få dage efter.

Hvide champignonBrune champignon

Der arbejdes fra syv morgen til 23 aften med at plukke og pakke. Man plukker virkelig – man høster ikke som sådan, men udtager hele tiden de største, så der kan blive plads til, at flere kan vokse sig større. Hvis de kommer til at mangle vokserum, går de i stå og sætter sporer, hvilket vi ikke vil have.
Vi blev meget klogere på mange svampe i går. Vi kan ikke bruge den viden til noget relateret til vore egne haver, men det er altid rart at indfange ny viden, og således også i går.
Ejeren (eller en af dem; det er et familieforetagende) fortalte også en del interessante ting om kunder og markedsmekanismer; hvad de ikke kunne sælge for et par år siden, men som i dag har den største markedsandel.

24. marts 2019

Helt stenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , ,

Det er ikke småting, vi udsætter os selv for, når det er blevet forår og haven trækker i én. Det blev godt nok ikke til specielt meget i løbet af ugen, for det har været lige rigeligt koldt til, at det var sjovt at være ude.
I går sendte en fra vejen et link til en FB-gruppe, der beskæftiger sig med køb, salg og bytte i vores nærområde: “Se! Her er de sten, du efterlyste!”
Det var et par, som boede kun seks km væk, der havde nogle marksten til afhentning, og jeg havde netop et par dage i forvejen spurgt naboerne, om de kendte nogen, der kendte nogen …
Os derfor afsted med traileren i formiddags og hente alle stenene. Alene at læsse dem var lidt hårdt ved både arme og ryg, og de skulle læsses af igen 10 minutter senere derhjemme.

Sten til kanter

Det ser ikke engang ud af særlig meget, og der er da heller ikke nok til mit projekt, men rækker nok til omkring halvdelen, som udgøres af bedet her.
Det er et af dahliabedene bagerst og et montbretiabed forrest. Det irriterer mig, at græsset kravler ind og bemægtiger sig en god bid af dem hvert år. Omme i baghaven har jeg med held fået stoppet ethvert invasionsforsøg fra græssets side ved at kante bedene med sten. For det første er det altså effektivt og for det andet synes jeg det passer fint i stilen til Den Stråtækte.

Kantning manglerSten til kanter

Først hentede vi sten. Så hentede John et lille læs kompost på genbrugspladsen, som jeg brugte en del af, da jeg ordnede det nye rosenbed, hvorefter jeg plantede de syv roser, og endelig begyndte jeg at forberede til stenlægningen. Det kræver meget af vintertrætte armmuskler at tage græstørv op og ruske dem fri for så meget jord som muligt. Faktisk kræver det mere end at slæbe sten, eller også var det de to ting i forening, der gjorde udslaget, men færdig er jeg i hvert fald for i dag.
Jeg nåede så langt som billedet viser, inden jeg gik død – eller rettere, mine arme og min ryg gjorde det, så jeg tror jeg vil beskæftige mig med blogge og Barnaby resten af eftermiddagen.
Jeg talte med Charlotte ved frokosttid – hun var i haven hele dagen i går og er helt smadret i dag, så det er ikke kun de godt 20 år jeg er ældre end hende; vi er bare i dårlig form, er vi.
Men fitnesscentre, go home – vi klarer motionen med havearbejde.

19. marts 2019

Det skrider … men heldigvis fremad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:42
Tags: ,

Fliserne ved køkkendøren (1)Gavlen er færdig og fliserne er ved at blive lagt. Der er skåret ud til det vindue i badeværelset, som aldrig har været der, men som nu kommer. Kun et lille et, men alene det, at vi får noget, vi kan åbne, bliver skønt.
Jo, der er gang i den i Den Stråtækte, så jeg er glad. Af flere årsager. Der bliver gjort pænere og vejret er allerede blevet pænere. Faktisk rigtig flot i dag, med sol fra en skyfri himmel. Det er ikke varmt, men det føles varmt nok, når man går og arbejder i haven.

Flise-Jørgen kom i går, ganske som aftalt. Hernede er vores håndværkere til at stole på – de fleste af dem i hvert fald. Vi er stødt på en enkelt af modsatte slags, men ellers har de overholdt aftalerne med os.
Da Jørgen gik hjem i går, var de sekskantede fliser og byggeaffaldet, der holdt højbedet, væk, og der var stampet stabilgrus på plads, så der så ud som på billedet til højre.
I dag kom han igen, lagde først det nye kloakdæksel på og begyndte derefter på krydderurtebedsmuren.

Fliserne ved køkkendøren (3)

Det skal nok blive pænt.
Vinduet er som sagt skåret ud på den udvendige side. På mandag kommer Troels igen for at sætte det nye i.
Der kommer almindeligt, klart glas i, hvilket John ikke var særlig begejstret for, men han blev nedstemt af både Troels og mig.
John indvendte, at det altså er et toilet, og klart glas kan man faktisk kigge igennem!
Troels og jeg sagde, at vinduet er nordvendt og så lille, at der ikke må komme glas i, der hindrer bare den mindste smule lys at komme igennem – og der er ingen naboer, der kan kigge ind af det vindue!
Nej, sagde han, men når man skal ned oppe fra terrassen, kan man se ind. Ikke deroppefra, men på vejen ned. 
Okay, så syr jeg et foldegardin, hvis det gør dig glad.

Fliserne ved køkkendøren (2)

Så accepterede han (kun lettere modstræbende) det klare glas – og nu skal jeg lære at sy et foldegardin, men det må vel være til at finde ud af.
Jeg søgte lidt rundt og fandt et hav af forskellige metoder til foldegardiner, så det største problem lige nu er at gennemskue hvilken en der er den nemmeste og samtidig giver det pæneste resultat. De to ting følges ikke nødvendigvis ad.
Foldegardiner hedder Roman blinds på engelsk. Persienner hedder Venetian blinds. Lidt pudsigt, som gardiner er italienske på engelsk.
For år tilbage citerede jeg en oversættelse fra engelsk, som var helt i skoven, men her får I den igen, for den tåler en gentagelse:
He hid behind the Venetian blinds. Det blev overundersat til: Han gemte sig bag de blinde i Venedig.
Når man oven i købet på filmen så manden, der kiggede stjålent ud gennem persiennerne, forstår jeg ikke, at en oversætter kan kvaje sig så eftertrykkeligt. Filmen foregik i øvrigt ikke i Venedig …

15. marts 2019

Kurve kan flettes. De kan også sys

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:41
Tags: , , , ,

Da jeg skulle skære stof til ‘pølse’-dækkeservietterne, skar jeg forkert i første omgang. Jeg bandede indædt, for umiddelbart var der lige gået 10 fat quarters (stofstykker på ca. 45 x 57 cm) til spilde. Sådan kan det gå, når man jeg forlader sig mig på sin hukommelse. Strimlerne til at lave stofpølser af skulle ikke være 10 cm, de skulle være 6,5 cml, og hvorfor jeg begik den åndssvage fejl, aner jeg ikke.
Der stod jeg så med 76 stykker stof på 10 x 27 cm. What to do?  
Det har jeg ikke helt fundet ud af endnu, men de ni af dem er nu brugt, nemlig til kurven til venstre på billederne.

P1020472P1020473

Den største er tiltænkt det igangværende strikketøj, som har plads ved siden af tv-kiggestolen. Den er ikke til at tage med i byen, for hankene er ikke bærehanke, men pyntehanke. Det er derfor jeg har undladt den på de to mindre kurve. Der mangler dog noget. En pynteknap i hver ende, måske? 
Jeg skal beslutte mig nu, for den brune er allerede blevet fyldt med gode hjemmelavede sager, såsom chilipasta, marmelader og kryddersalt.
Det skal min søster have i aften, når vi lander hos hende.
Kurvene kan bruges til alverdens småtterier – de er gode til ting, der ellers ville ligge og rode.
De er nemme at lave i lige præcis de mål, som måtte passe til et eller andet specifikt formål – det eksempel kunne fx være til bleer; det vil se lidt pænere ud på bade- eller børneværelset end den grimme pose de ligger i. De kan også bruges til at holde styr på de små cremedåser på badeværelset eller til at have rene gæstehåndklæder i – muligheder er der nok af.

P1020475

Jeg startede på kurvemageriet i går, for det er aldeles ikke vejr til udendørs aktiviteter.
Det håber jeg på, at det bliver i næste uge, for alle roserne kommer i dag, og flise-Jørgen kommer på mandag og begynder på at lave det pænt omme ved køkkendøren. Der er fine og meget gamle brosten på begge sider af de sekskantede fliser. Det burde derfor have været brosten, der blev lagt, men det bliver det altså ikke; det ville blive alt for dyrt. I stedet lægger han herregårdssten og bygger samtidig krydderurtebedet op i de samme sten.
Og nyt kloakdæksel. Det bliver forhåbentlig pænt – det kan i hvert fald kun pynte, for ih, hvor passer disse sekskantede fliser, som også lå ude foran hoveddøren og som terrasse bag stuen, bare dårligt til Den Stråtækte. Det ude foran var noget af det første, vi fik ordnet, da vi flyttede herned, og John byggede selv en træterrasse året efter for at skjule fliserne bagved, så nu er der snart ikke flere sekskantede fliser at se.
Man bliver aldrig færdig, når man køber sådan et gammelt hus … der er altid et eller andet projekt på tegnebordet eller under udførelse, men det gør heller ikke noget; vi skal jo holde os i gang, siges der.
Vi vil bare ikke selv lægge fliser – det er der andre, der er meget bedre til, end vi er. Og har kræfterne …

11. marts 2019

Troels er færdig og jeg er lige begyndt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Vejret har været lidt imod Troels, så han er først blevet færdig i dag med gavlen – han har ikke kunnet male før.
Det er blevet så fint. Når man ser huset fra en vinkel hvor man kan se begge gavle, er det lige præcis sådan det skal være, hvilket en af naboerne da også sagde til os i dag, da han så resultatet. Vi kan kun undre os over, hvorfor vi ikke gjorde det dengang vi satte en murer og en maler på at gøre den hvide gavl pæn, men det er altid meget nemmere at være bagklog.

P1020352P1020462

Troels er færdig, og jeg/vi er kun lige begyndt. I haven. Det er stadig tidligt, men forårsfornemmelserne har i høj grad indfundet sig – og de er af en lidt anden karakter end de var engang … apropos indlægget om, at man ændrer sig livet igennem. Den her med at elske sin have havde jeg overHOvedet ikke set komme – hverken jeg selv eller folk, der kender mig. Ikke desto mindre kribler det i fingrene for at komme i gang med årets havesysler, og i gang er jeg da også. Vi har fjernet et par hylegrimme buske og i stedet sat nogle røde havepotentil, som gerne skulle komme til at give dahliabedet lidt læ.
 I tænkeboksen og på tegnebrættet har jeg haft bedet under stilladset. Det har længe været min onde ånd, for uanset hvad jeg gør, kommer der hele tiden nye sæbeurt og snebærbuske op. Godt nok mindre år for år, for jeg har hvert år gjort en grundig indsats for at reducere fremspringet af de generende planter, men udryddet kan man sandt for dyden ikke sige, at de er. Endnu. Det kommer forhåbentlig, men der var rigtig meget, der havde nået at gro både vildt og til, inden vi overtog huset – især de forbaskede snebær kan jeg finde alt for mange steder, hvor de ikke er ønskede.
Jeg har nu tænkt færdig (det blev ikke til så meget tegneri) og har besluttet mig for (og bestilt) velduftende og “yderst hårdføre” roser. Det er nødvendigt med hårdføre planter, for gavlen vender ud mod fjorden – der er jo også en grund til, at murværket nu er beklædt med træ.
Jeg bestilte syv roser til nævnte bed og en til en nordvæg, hvor der aldrig kommer sol, hvilket der heldigvis findes roser, der trives udmærket med; heriblandt New Dawn.  
Der er en eller anden ínstans, der beder os almindelige mennesker om at indmelde hvad vi synes skulle kategoriseres som invasive arter. Jeg tror jeg melder sæbeurt ind, for den er sværere at udrydde end skvalderkål, skulle jeg hilse fra mig selv og sige. Rødderne når lige så dybt som padderokkens, og en lille bitte bid rod afføder straks en ny plante. Sæbeurt er såmænd ganske nydelig (pænere end skvalderkål), men jeg vil altså ikke have den overalt i haven!

28. februar 2019

Jeg troede ikke på det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , ,

P1020368

Jamen det var jo hele tre ting …
Først troede jeg ikke mine egne øjne, da jeg forleden dag kunne grave kartofler op i min egen have.
I dag skulle jeg ordne et andet bed. Jeg havde lagt mærke til de små buske, der stod rundt omkring og så ud til at stortrives på trods af, at vi lige har haft vinter – selv om det næppe kan kaldes sådan i år, med de meget milde forhold, der har hersket hele tiden.
Planten lignede lidt mælkebøtte, men var det ikke. Så slog det mig: Det er da rucola! Jeg såede noget sidste år, som aldrig nåede at blive til mere end lidt pjatteri, så der kom ikke nok til at kunne række til  noget i salatskålen, men jeg lod dem bare stå, og nu er der rucola nærmest i spandevis. Jeg har smagt på det og den er god nok.
Der er med andre ord endnu en urtehavehøst her i februar. Hvem skulle have troet det?

Den tredje overraskelse leverede min søster. Da de var her forrige søndag og vi talte lidt om familietræffet i England til sommer, nævnte hun, at kun så gerne ville se Highclere Castle – altså der, hvor Downton Abbey blev optaget.
”Glem det”, sagde jeg, “der er fully booked resten af året. Det er blevet vildt populært, og det er begrænset, hvor mange de vil tage ind ad gangen.”
Hun troede åbenbart ikke på mig, hvilket var glimrende, for hun undersøgte selv sagen og ringede og sagde, at der var billetter at få. Jeg var ellers sikker på at have set det modsatte, men heldigvis huskede jeg forkert. Det må have været i 2018, vi ikke kunne få billetter.
Nu har alle fra familien, der mødes hos Charlotte og Tim til sommer, billetter til det fantastiske Highclere – både til the castle and gardens.
Jeg glæder mig allerede.

image

20. februar 2019

Selvforsynende?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:43
Tags: ,

Charlotte og Tim har tre acres grund, hvilket er godt 12.000 m2, hvilket igen, i bonderøvs-/landbrugssprog, er 2,2 tønder land. De har en stor have, men de fleste af kvadratmetrene er paddock; altså græsmark. De holder den delvist tæmmet og har plantet nogle træer, men ellers er det mest børnene, der bruger den til deres base camp.
I søndags kom C til at tale med en af kusinerne om den store grund, og Annemarie spurgte om C kendte bogen Den nye komplette håndbog i selvforsyning, som Bonderøven vist var involveret i. Det gjorde C ikke, men vi kom til at tale om den her til morgen, hvor vi så fandt ud af 1) præcis hvad den hedder, 2) at forfatteren er irsk, hedder John Seymour og skrev den første udgave allerede i 1980, og endelig 3) at Bonderøven har anbefalet den, fordi det har været hans bibel siden han var 11 år og en af årsagerne til, at han blev til Bonderøven. Nu er bogen genoptrykt med farvebilleder und alles, og vi fik lige pludselig et ærinde til Køge for at se, om de havde den der, så C kunne få den med hjem med det samme.
Det havde de, og hun blev glad.

P1020343P1020346

Efter boghandelbesøget gik vi på Vivaldi, hvor nogle fik varm chokolade og andre kaffe, og hvor jeg smugkiggede lidt i bogen, som så meget interessant ud. C & T skal ikke være selvforsynende – selv om vi har joket en del med, at det måske var værd at overveje at blive, Brexit taget med ind i ligningen.
De har desværre bare ikke jord nok. Bogen siger, at der skal fem tønder land til for at kunne gøre en familie på seks 100 % selvforsynende, bortset fra kaffe og te. Og strøm, selvfølgelig, men nu taler vi kun om fødevarer.
P1020347De skal med andre ord anskaffe sig knap tre tønder land mere, men så kan vi også flytte derover uden at skulle risikere at komme til at sulte. Det svarer nogenlunde til naboens paddock, så det skulle vel ikke være umuligt … med mindre naboen også vil til selv at sørge for forsyningen af fødevarerne … 
Og nej. Det er stadig bare en joke, omend det med Brexit faktisk ikke er spor morsomt, men det gider vi ikke komme ind på lige nu.
At ingen af os nogensinde kommer til andet end at lege med tanken og måske drømme lidt, gør ikke bogen mindre interessant, så efter at have kigget lidt mere i den, blev jeg enig med mig selv om, at det er ærgerligt, at C tager den med hjem til England allerede i morgen, så nu har jeg også bestilt den som en fødselsdagsgave fra mig til mig.
Hun har såmænd seriøst overvejet at få sig en større køkkenhave, men er klar over, at det er temmelig arbejdskrævende. Vi må se, hvad det ender med. Under alle omstændigheder er det som sagt en interessant og inspirerende bog.
Tanken om at være selvforsynende er da mere end bare en lille smule fascinerende, ikke sandt?
Og nej igen, jeg er ikke sponsoreret af nogen … hverken af forlag, boghandlere eller forfattere …

4. februar 2019

En hveps nu???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: , , ,

Jeg har været i drivhuset i dag for at beskære vinen, og nu jeg var i gang med saksen alligevel, tog jeg nogle vildskud fra en hyld samt en betragtelig del af bådehustagets efeu, som snigende, men usvigeligt er ved at kravle ind under og hen over rododendronen ved gavlen.
IMG_8582Jeg nyder naturligvis altid at have en mand (på trods af, at han indimellem lever livet farligt og er tæt på få mig til at overveje et lille mord), men der er tidspunkter, hvor jeg nyder det mere end andre. Et af dem var i dag. Da han så mit omfangsrige have- og drivhusrod, sagde han, at han nok skulle samle det alt sammen op og smide det i traileren.
Jamen altså … det er bare så dejligt at have en mand, der på denne måde sørger for, at jeg primært får lov til næsten udelukkende at foretage mig det jeg synes er den sjoveste del af havearbejdet. Han rydder næsten altid op efter mig udenfor – jeg er en privilegeret kvinde, I know.

Inde igen, med en velfortjent og tiltrængt kopkaf, med ild i brændeovnen og med strikketøjet i hånden, hørte jeg en summen tæt på. En summen, der var for kraftig til at være en af de sløve fluer, der indimellem dukker frem selv ved midvinter.
Fuglefoderhus (1)Det var da heller ikke en flue, men en hveps. Det mindes jeg ikke at have oplevet i starten af februar, men jeg fik den indfanget og lukket ud i kulden i det lønlige håb, at den dør af det.
Fuglene er sultne for tiden. Selv rødhalsen, som normalt kun går nede på jorden, har fundet ud af både at sidde kort tid på jordnødderøret og at flyve som en kolibri og lige nå at snuppe en bid fra glasset med jordnøddesmør og melorme, mens den efter bedste (og den er ikke særlig god) evne står stille i luften. 
Spurve og mejser flyver bare ind i Eva Solo-kuglen og sidder og æder løs, indtil de bliver jaget væk af den næste i køen. Fordelen ved denne store udgave af glaskuglen er – størrelsen. De små fugle kan ikke komme til at smide det ud, de i første omgang sorterer væk, så det forbliver inde og dermed ikke bliver potentiel rotteføde. 
Rottefængeren så helst, at vi slet ikke fodrede fuglene, men vi mener selv at have fundet en måde, så der bliver så lidt spild som muligt, og vi har da heller ikke (7-9-13, bank under bordet) set rotter hverken forrige, sidste eller i denne vinter. Det er et kedeligt dilemma: Vi nyder at fodre fuglene, men hader rotter af et godt hjerte.

2. december 2018

Endelig!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:30
Tags:

Så skete det langt om længe: Roserne kom i jorden og hullet i hækken blev lukket.
Henrik fra Grønt Design var ked af det skete; at jeg ganske enkelt var blevet glemt. Og så noget med sygdom. Han sagde, at der også var gået noget galt med hans mailsystem, så mine mails ikke gik igennem til ham, hvilket også var sket for andre kunder. Den ved jeg så ikke rigtig, hvad jeg skal mene om, men nu er sagen afsluttet, og så gider jeg ikke bruge mere energi på det. Han er faktisk en meget sympatisk fyr, så min irritation er overstået nu.
Som kompensation lovede han at plante alle 76 roser, hvilket ikke var med i tilbuddet. Han skulle plante den 150 cm høje hæk, men roserne skulle jeg selv klare. Jeg tøvede naturligvis ikke i to sekunder, da han tilbød denne kompensation for min utilfredshed. 76 roser er mange, og jeg ville have været længe om det, er jeg sikker på. Det ville dog ikke have gjort noget, for det var potteroser, sagde Henrik.

_1010317

Det var det så bare ikke. Det var barrodsroser, så det kunne næsten kun gå for langsomt med plantningen, hvilket ville have betydet, at jeg skulle have tilbragt hele dagen ude i regnvejr! Nøj, hvor var jeg glad for at være sluppet for den tjans.
De er jo professionelle, så hvad der sandsynligvis ville have taget mig det meste af dagen, klarede de på 2½ time. Inklusive de 10 hækplanter. Okay, de var to mænd, og jeg er én kvinde, men ville jeg have kunnet klare roserne på fem timer? Det får jeg heldigvis aldrig opklaret, men jeg tror det ikke.
Forhåbentlig får jeg lidt glæde af alle roserne allerede i løbet af næste sommer. Jeg kan for mit indre øje se det meget sarte pink, hvide og cremefarvede tæppe af rosenbuske på den øverste terrasse i haven, og jeg ser frem til også at nyde synet med mine ydre øjne.
Aspirin Rose, White Cover, Sea Foam og White Meidiland.

Aspirin Rose 50-90 cmWhite Cover 40-60 cmSea Foam 60-80 cmWhite Meidiland 60-80 cm

Her illustreret med stjålne billeder – så kan jeg måske finde ud af, hvad der er hvad, når de engang kommer med blomster.
Er det en god ide at dække jorden med bark, så længe planterne står og råber til hinanden? Jeg gider ikke bruge hele sommeren på at gå og luge ukrudt.

21. november 2018

Mit fingerbøl er blevet for stort!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:01
Tags: , , ,

Det blæser stadig den der halve pelikan, så jeg gider ikke gå i haven.
Dahliaerne skal snart op, men der skal være mening med galskaben, og så længe vi ikke har fået frost, har det ingen hast.
Jeg går også og venter på at skulle plante alle roserne, som jeg regner med, at Henrik fra Grønt Design kommer med i morgen eller fredag.
Jeg kan ikke anbefale det firma. Jeg har rykket og rykket, fordi jeg gerne ville have haft roserne i jorden i tide til, at de kunne nå at etablere sig bare en lille smule, og det tror jeg ikke, de kan nu.
Efter den sidste rykker, hvor jeg ikke lagde skjul på min irritation, lovede han endelig at komme i denne uge.
Det er ikke i orden. Han er ellers en sympatisk fyr, men måske lidt for sympatisk, for han hævder at have meget travlt, men så må han dæleme lade være med at tage mere ind, end han kan nå at færdiggøre. Han svarer ikke engang på mails – ejheller da jeg ringede til ham, men da vi ringede fra Johns telefon, tog han den med det samme – og lovede at være her i løbet af ugen. Jamen altså … han skal bare plante nogle få hækplanter; roserne har det hele tiden været meningen, at jeg selv skulle klare, så jeg ville mene, det måtte være en overkommelig opgave.  
Jeg tog kontakt til ham i slutningen af april og fik (efter en rykker …) et tilbud sidst i maj. Han har fjernet buskadset, men eftersom der ikke er tilplantet, er projektet ikke afsluttet. Den ekstreme sommer har han i sagens natur ikke været herre over, men fra 1. september har jeg ventet ham. Indtil videre forgæves, men nu får vi se.
Jeg er en anelse træt af håndværkere af alskens art for tiden. Mureren, der skulle have ordnet vores gavl, vendte heller aldrig tilbage. Han afgav et tilbud, men det var kropumuligt at få ud af ham, hvornår han kunne komme.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne have tillid til håndværkere, men der er godt nok mange, der ser stort på afgivne løfter.

Det er som nævnt indendørsvejr, og toiletpungspilotforsøg nummer to er udført.
Stadig ikke godt nok, men lidt bedre. Det lykkes forhåbentlig på et tidspunkt … denne gang var det stropperne, der gik galt. Jeg prøvede at placere dem både på den ene og den anden måde og endte med denne.
IMG_8692Som så underlig ud, da jeg var færdig, i hvert fald ikke, som jeg havde forestillet mig det, men jeg gad ikke pille alt det håndarbejde op igen. Jeg foretrækker arbejder, hvor man stort set ikke skal have fat i synålen, så dette var absolut et skridt i den forkerte retning – både stropper og sidesømme måtte sys i hånden. Skråplan.
Måske slet ingen stropper næste gang? Eller bare sy dem på den måde, jeg ville mene var god og ikke på den foreskrevne? Det er jo ikke altid, at den der har designet modellen eller forfattet opskriften, har den bedste metode til det, der skal laves.
Denne gang blev lynlåsen i det mindste okay.

Mit fingerbøl er blevet for stort. Det faldt hele tiden af, hvilket ikke bidrog til det gode håndsyingshumør. Normalt er det tøjet, der har det med at skrumpe om natten. Fingerbøl har det åbenbart omvendt. Godt nok har jeg tabt mig lidt, men jeg havde ikke lige regnet med, at det kunne mærkes på denne måde! Jeg kan ikke sy uden fingerbøl; slet ikke, hvis nålen skal igennem flere lag stof. Der skal noget til, der kan trykke til på nålen, og det kan mine (små …) sarte fingre ikke. Jeg må have investeret i et nyt.

Det er sjovt med farver: Lige til højre for den blå sidder en kridhvid silke og til højre for den igen er der en lysbeige bomuld, men det ser omvendt på billedet. Mig ikke forstå … er det mon lidt det samme fænomen som med de oldgamle sort/hvide tv-apparater, hvor speakerne skulle have lyseblå skjorter på? De syntes nemlig hvide på skærmen, hvorimod hvide skjorter så gråsnavsede ud.

8. oktober 2018

Et tåbeligt kvindemenneske og en fjollet frø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags: ,

På trods af samtlige advarsler og løftede pegefingre fra rottemanden har vi besluttet os for at fodre fugle igen i vinter. John kørte derfor til Land & Folk (som jeg kom til at kalde Land & Fritid, da vi var på Fanø, og det har hængt ved lige siden) i Bårse for at købe et par sække af den udmærkede blanding, vi har købt de sidste to vintre hos dem. Den uden hele korn, for det gider fuglene ikke spise; de kyler kornene ned på jorden, og så har vi rotteplagen. Det er ikke den allerbedste blanding, den som vi købte i Kirke Hyllinge, men det er den næstbedste, og den er okay.
Fyrre- eller sumpmejse i glaskugleDe havde den bare ikke hos L&F i år (endnu?). De havde kun en vildfugleblanding med masser af knækkede kerner og ditto majs. Konen ved kassen påstod, at de aldrig havde haft andet end den, hvortil John temmelig undrende spurgte hvordan det så kunne være, at han havde købt den anden og meget bedre gennem de seneste to vintre …
Hun påstod bare igen, at dette var den eneste blanding, de nogensinde havde haft.
Tåbelige kvindemenneske. Vi ved sgu da godt, hvor vi køber hvilket foder, men nu er L&F skrottet hvad det angår, og vi tog den lange vej til Kirke Hyllinge for at få fat i Hansen-blandingen, som vi ved, at fuglene bare elsker. Der går intet til spilde, hvorimod selv fra glaskuglen her præsterede de at smide alt det uønskede korn udenbords, hvilket naturligvis straks medførte et værre svineri.
Det ærgrede John lidt at skulle køre 2 x 83 km bare for fuglefoder, så han spurgte, om der ikke var et eller andet fra Stof & Stil, som jeg manglede – så kunne han åbenbart bedre forsvare den lange tur over for sig selv, hvis der var mere end ét ærinde.
Ikke noget problem, svarede jeg – jeg kan altid få et eller flere behov til at opstå i den forretning!
Vi kom dermed ud på lidt af en rundtur i dag, og således kom der både det gode fuglefoder, diverse lynlåle, lidt spoler og tråd med hjem.

IMG_8588

Plus denne fjollede frø, som jeg faldt for lige på stedet. John kunne heller ikke stå for den, så nu står den på brønddækslet og spejder intenst ned mod fjorden for at se, om der skulle være nogle af de der farlige fiskehejrer i sigte.
Os, som har svoret en hellig ed på, at vi aldrig, ALDRIG vil have havenisser eller lignende rædsler, har købt en fuldstændig fjollet frø!
Jeg er helt flov.
Men jeg kan ikke desto mindre godt lide den lille fætter frø her.

6. oktober 2018

Røde og hvide farver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: ,

I dag har det været den smukkeste, stilleste dag her ved fjorden. Ikke en vind rører sig, og solen skinner mens det samtidig er en smule diset, så himmel og fjord går næsten ud i ét; især når man kigger over mod feddet, hvortil der er fire km i fugleflugtslinje. Jeg elsker ‘min’ fjord til alle tider, men nok allermest, når der er havblik. Det er for mig det mest idylliske syn, når småbåde, blishøneøer, svaner og gæs lydløst driver på spejlblankt vand.
Jeg fik øje på svanerne i modlys, mens jeg talte med Charlotte i telefonen. Med den i hånden og stadig snakkende fik jeg hentet kameraet, tændt det, zoomet, klikket, zoomet mere og klikket igen – i alt tog jeg seks billeder, uden C opdagede, at jeg havde gang i noget andet end at tale med hende.
Man kan vel enhånds-multitaske … men svanerne havde, på den korte tid det tog mig at hente kameraet, flyttet sig så langt mod syd, at de fik Hollænderskoven som baggrund og desværre ikke længere så ud som om de flød i luften. Ejheller nåede jeg at fange de omkring 20, der landede elegant lige bag flokken.
Jeg synes dog stadig, at de 50 hvide svaner er et flot syn, fordi de under disse lysforhold er blevet til sorte svaner.
Når solen senere står lavt i vest, er dette negativ vendt til positiv, fordi fjorden bliver dybblå og svanerne lysende hvide … også et flot syn, men meget sværere for kameraet at indfange, fordi svanerne så bliver for hvide. Ikke for vores øje, men for kameraets.

IMG_8545

I haven er det den røde farve, der er dominerende lige nu. Dette fantastiske skue varer kun en uges tid, så det er med at nyde synet mens det er her.
Bladene fra vildvinen på bådehusets tag er så røde/rødorange, at det næsten skærer i øjnene, når solen skinner på dem.

 IMG_8549

Efteråret er i gang. Blade – også andre end vildvinens – ændrer støt og roligt farve. Da vi kørte hjem fra Sverige i lørdags, så vi et langt stykke med helt New Englandske farver; nemlig hele efterårsspektret inklusive de ildrøde ahornblade, som ikke er så almindeligt at se på vore breddegrader.
Det er en lidt vemodig årstid, fordi den varsler vinterens komme, men sjældent – faktisk nok aldrig før – har jeg været så parat til efterår, som jeg er i år, hvilket skyldes den ekstreme og lange sommer, vi havde. Jeg fik ganske enkelt nok sommer. Rigeligt med sommer! Jeg nyder derfor efteråret mere end vanligt, og når det så viser sig fra sin smukkeste side, som det er sket i dag … ja, så har jeg ingen klager.

26. august 2018

Et par huller blev udfyldt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags:

Den oprindelige grund til næstvedbesøget i går var Haveselskabets årlige marked  på Rønnebæksholm. Der var jeg også for to år siden, og det var dengang, jeg meldte mig ind i Haveselskabet. Det er både amatører og professionelle, der sælger her, så man kan godt være heldig at finde nogle gode og ikke for dyre ting at sætte i sin have, da mange af stadeholderne bare sælger ud af overskuddet fra egen matrikel.
Således da også i går. Én havde stauder for 25 kroner stykket; fem for 100 kroner. Jeg tog fire hostaer og en duehoved.
Duehoved??? Det navn er jeg ikke tidligere stødt på, men for det første ville det være synd at kalde mig for haveekspert, og for det andet så den rigtig fin ud. Jeg tog den især, fordi damen sagde, at den blomstrer fra august til oktober, og hvem ville ikke synes det var fedt at have noget, der gider blomstre så sent? Allerede nu er der ikke mange blomstrende planter tilbage i min have, bortset fra dahliaerne og montbretierne, som oven i købet også er ret så ynkelige at se på, fordi alt mistrivedes under tørken, på trods af, at jeg var flittig til at vande.

DuehovedHosta under svære vilkår

Duehoved herover til venstre.
Jeg fik en temmelig lang og interessant snak med en kvinde, som havde boet 20 år i England – hvad var så mere naturligt end at bruge en rum tid på at tale om engelske haver? Vi var rørende enige om, at de kan noget med haver i UK. Jeg har mange gange set artiskokker i prydbedene i store haver derovre, og det ser hamrende godt ud. Jeg ville ikke tro, de kunne overleve en dansk vinter, men denne dame mente, at det kunne jeg sikkert godt få den til, hvis jeg bare ikke satte den på et meget vindudsat sted. Der er ingen steder i min have, hvor der ikke kommer vind, men selvfølgelig kommer der mere vind nogle steder end andre. Jeg tog den mindste plante i håb om, at den har nemmere ved at tilpasse sig. Den var i blomst, hvilket absolut ikke gjorde noget – det er der, artiskokkerne er smukkest.  
Nu prøver jeg i hvert fald. Hvo intet vover …
Hostaerne kommer virkelig på en overlevelsesprøve. De kan efter sigende gro steder, hvor der aldrig kommer sol, så nu har jeg sat nogle på nordsiden af garagen; helt ind mod muren. Der er næsten ingen jord at gøre godt med, og der er altid halvmørkt, men nu får vi se, om det kan lade sig gøre.
Med hjem kom også en phloks, fordi der skal flere hen på phlokspletten, så den kan komme til at se lidt mere frodig ud, end tilfældet er. Der er jo bare ingenting, der har groet, som det skal i år, men jeg satser stærkt på, at haverne næste år får en hel del bedre betingelser, end de har haft i år.

Artiskok i blomstArtiskokker i England

14. august 2018

Drivhus i to etager

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:02
Tags:

Mange af haveselskabets medlemmer havde i begyndelsen af året tilmeldt sig til at åbne haven, men har afmeldt det igen pga. tørken.
I forgårs løb der en mail ind om to ikke aflyste åbne haver ikke ret langt fra os, hvoraf især den ene lød temmelig interessant. Vi besluttede os for at køre hen og se den, for “drivhus i to etager” var ikke lige noget, jeg var stødt ind i før, hvis man ser bort fra botaniske haver.

P1020790P1020799

Det var en spændende have. En landbohave, så de havde masser af plads – og måtte have brugt tonsvis af vand de seneste tre måneder for at holde den så smuk, som tilfældet var.
Jeg tog ikke billeder af staudebedene eller den store urtehave, men jeg fik en god sludder om nogle af de smukke, men for mig ukendte, planter med værtinden, som var en på mange måder kreativ kvinde, der også var keramiker og havde butik i et af udhusene.
Pergolaerne så ret godt ud, som de stod her, og insekthotellet på billede to må være Danmarks største. Alt det brænde blev nemlig ikke båret indenfor for at skulle give varme i en brændeovn, men var anbragt her udelukkende til pynt. Og altså til insekter.

P1020800

Og så var der jo lige det der drivhus. Det var, lige som alle andre konstruktioner i den spændende have, bygget af husherren selv.
Det var godt nok flot! Men det kræver en stor grund. Meget stor. Og det kræver også, at man ikke har bagvedliggende naboer, som i vores tilfælde sikkert ville blive en kende mugne, hvis vi spolerede fjordudsigten med sådan en kolos af et drivhus.
Der var plads til det hele: Seks tomatplanter, tre agurker, fem chilier, tre peberplanter – og så ellers bare en masse vækster, jeg ikke lige kunne identificere. Plus en brændeovn, bord og stole (og en lænestol) og en stor regnvandstank. To, faktisk. Et plantebord, selvfølgelig, og mange plantekasser – men alligevel er der masser af gulvplads; ingen steder er der knebent med plads.
På førstesalen var der yderligere et bord og et par stole – samt en mildt sagt god udsigt.

P1020794P1020797

Hønsene på den gård bor på firestjernet luksushotel, som er bygget i samme stil som drivhuset.
Mellem stuehus og udhuse havde parret indrettet en hyggelig gårdhave, hvor kaffen til de beundrende gæster blev serveret.

HønsehusetP1020810

Det er skønt at gå rundt sådan et sted og blive inspireret, selv om vi aldrig får huse, som der står i denne have – ikke så meget som et enkelt et af slagsen, men en lille pergola kunne det måske godt blive til et eller andet sted ved Den Stråtækte, og et par af stauderne skal jeg også have investeret i, bl.a. frøkenhat, som jeg troede var en halvkedelig staude med en lille blomst, men som i denne have havde flotte blomster på 10-12 cm i diameter.

27. juli 2018

Arme Pinocchio og stakkels anlægsgartnere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: ,

P1020625Pinocchios noseDet må have været slemt nok for Pinocchio, at hans næse voksede, når han løj. Hvis den oven i det kom til at få facon som en hundelort, ville det have været endnu værre for ham.
I drivhuset har jeg en chiliplante, man kalder Pinocchio’s Nose. Navnet er glimrende valgt, for dens frugter skulle blive 20-30 cm lange, og det gør langt de fleste da også – de er ret flotte at se på, og planten er uhyre rigtbærende. Desværre er jeg ikke vild med smagen, men de vil se flotte ud, hængende i køkkenet på en snor. De blever helt røde, når de er modne.
Nogle af dem snor sig af uforklarlige årsager om sig selv, med besynderlige resultater til følge, som fx dette hundelortslignende eksemplar.

I dag har der været tre hårdarbejdende mænd i vores have.
Det er som resultat af havearkitektens besøg i foråret … den øverste terrasse skal ryddes, og i stedet skal der plantes lutter bunddækkende, hvide roser.
Anlægsgartneren og jeg var enige om, at der ikke skal plantes 25-30 roser nu – ejheller hækplanter som erstatning for dem, de måtte hive op for at få maskinen ind i haven. Det må vente, til der kommer regn, ellers kan jeg gå og vande nærmest i døgndrift.

Terrassen ryddesTerrassen ryddes

Ryddet blev der. Der blev også drukket en masse vand og knap så meget kaffe. Det var varmt arbejde, men heldigvis har temperaturen i dag ikke været over 26°, og der har blæst en frisk brise, så det har ikke været så slemt for dem, som det ville have været i går.
Jeg havde regnet med, at arbejdet ville være afsluttet i maj, men han har ikke haft tid før nu. Det er nok udmærket, for det havde ikke været sjovt at skulle gå og sørge for, at så mange nyplantede roser (og andet) ikke gik til.
Til gengæld er det ret kedeligt at se på nu, og det vil det være indtil der kan plantes igen, hvilket ikke på nuværende tidspunkt vides hvornår bliver.

P1020623 

Det er næsten ikke til at se forskel, men det jordfarvede til højre for shelteret er normalt grønt græs!
Jeg vander rigtig meget i haven, men græsset må altså kæmpe selv – det overlever forhåbentlig, selv om jeg aldrig har set så tør og vissen en plæne.

Havearkitekten sagde lutter helt ens, hvide roser, fordi hun syntes det ville passe perfekt til husets hvide vægge med det sorte bindingsværk.
Jeg er måske mere tilbøjelig til at blande cremefarvede og hvide roser, samt måske 3-4 stykker af et eller andet opstammet for at bryde fladen lidt.
Og hvilke roser? Anlægsgartneren foreslog White Cover, men det var jo ikke noget diktat.
Mine lektier er derfor at surfe lidt rundt for at finde ud af, om der er en eller flere, jeg hellere vil have. Det er sjove lektier …
Og til at plante oppe bag shelteret skal han skaffe mig et Filippaæbletræ. Det vil stå så glimrende lige der, og det kommer ikke til at tage naboernes fjordudsigt, for det skal ikke have lov til at blive højere end de vækster, der står i forvejen.

9. juni 2018

Det virker!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags: ,

DrypvandingssystemetDet krævede lidt mere end den store kædestrammereksamen at hitte ud af, hvordan vandingsanlægget til drivhuset fungerer, men vi præsterede faktisk et ret godt teamwork i den proces.
Først læste John hele vejledningen igennem, hvorefter han sagde, at den skulle jeg også læse, for der var et par ting, der var lidt uklare for ham. Pyha, tænkte jeg – det er altså John, der er den praktiske gris her, ikke mig, men eftersom det er mig, der er hovedansvarlig for drivhuset, måtte jeg hellere gøre, som han bad mig om.
Luftslange, fødeslanger, gødningsbeholder (det er altså smart, at den også kan dosere flydende gødning med vandet) drypslanger, luftboblefjerner, trykreguleringventil …
Hvis vandbeholderen kun sidder 100-125 cm over fødeslangehøjde, skal drypslangerne være 50 cm. Ellers 40 cm.
Godt så.
Hvis der er niveauforskel på stederne, hvor drypslangerne skal dryppe, skal de forkortes med 3-5 cm for hver 10 cm niveauforskel. Længste slanger øverst.
Okay. Der blev godt nok repeteret noget fysik her …
Hvis ikke alle drypslanger drypper, fjernes luftbobler i systemet med den lille sprøjte.
Drypslanger må højst trykkes 5 mm ned i fødeslangen, og de skal placeres lidt højere end stedet, hvor de er monteret på fødeslangen.
Anlægget kan give mellem 10 og 50 liter i døgnet. Indstilles ved hjælp af det lille drypbæger således […]
Der løber mere vand igennem, når det er varmt, så man skal indstille mængden, når det er varmest i drivhuset.

Drypvandingssystemet (1)Drypvandingssystemet (2)

Og der var meget, meget, meget mere tekst.
Jeg har gengivet en brøkdel det i temmelig forenklet udgave, men det var heldigvis sådan, at det den ene ikke forstod, forstod den anden, eller også kom vi frem til forståelsen ved at snakke om det – og jeg skal være ærlig og sige, at det var John, der forstod mest, men jeg kunne da pippe op med et enkelt guldkorn eller to.

Tomater bruger op til 2 liter/døgn, agurker op til 2½. Hvad mon chilier bruger? Og den store basilikumpotte?
Jeg har tre store tomater, en agurk, fire chilier og basilikummen, og jeg er startet med 10-12 liter/døgn. Vi har heldigvis nogle dage til at kontrollere, om jeg har estimeret nogenlunde korrekt. Hvis jeg har det, burde vandstanden i selve kapillærkasserne ikke ændre sig.
Herunder er det en tomatplante, der får drop.
Systemet fungerer bedst, når der er mellem 35 og 100 drypslanger. Jeg har 45, men nogle af dem er ‘blændede’, fordi det bliver for meget med fem drypsteder for fx chilierne, som ikke er så tørstige som tomater og agurker.

Drypvandingssystemet (3)

Det virker tilsyneladende efter hensigten.
Det er SÅ smart.
Det skulle vi have gjort efter første sæson, hvor vores humane drivhusvander ikke udførte sit arbejde helt tilfredsstillende, men jeg troede, sådanne automatiske vandingsanlæg kostede flere tusind kroner, og så viser det sig, at man kan få sådan et som dette her for sølle 420 kroner.
Jeg kunne jo bare have undersøgt det noget før … det var godt, at John gjorde det for mig. Han kunne godt fornemme, at jeg havde det lidt skidt med tanken om, at al den frodighed kunne risikere at være mere eller mindre død, når vi komner hjem fra Norge.
Nu kan jeg tage det aldeles afslappet.

8. juni 2018

Bare skær dem helt ned – de skal nok komme stærkt igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

I overskriften gengiver jeg havekonsulentens ord om roserne ude foran. Jeg har svært ved at klippe roser ned om foråret – nu er de lige kommet så godt i gang, og så skal der brutalt skæres det hele af igen. Næsten da.
IMG_8468Jeg skærer, men åbenbart ikke nok … da hun kom til roserne på vores rundtur gennem haven, sagde hun, at det da vist var på tide at få dem skåret ned.
“Øhh, det har jeg da gjort for i år”, svarede jeg, og så kunne hun ikke lade være med at grine. “Du skal skære dem meget mere ned. Så bliver de tætte forneden og vokser ikke helt op og dækker vinduerne, som alle de der vil gøre.”
Hun havde jo nok ret … det er ligesom hende, der er eksperten – så jeg gjorde som hun sagde, og naturligvis havde hun ret. Roserne er så kraftige som aldrig før … og er alligevel vokset op over det nederste af vinduerne … men de får nu også godt med gødning. 
De hyppige fotoseancer fra turisternes side er da også i fuld gang. Det bliver først rigtig smukt, når dahliaerne begynder at blomstre, men det kan turisterne jo ikke vide, og det varer også et stykke tid endnu, selv om de er godt på vej.

I aftes mødtes Det Stærkt Sammentømrede Engelskhold. Desværre var der en, der ikke kunne komme.
Nu er der kun tre af de seks, der stadig arbejder (+ Andrew, selvfølgelig), men vi holder fast i at mødes med jævne mellemrum – det er jo så sandelig ikke kun arbejdspladsen, det være sig nuværende eller forhenværende, der tales om hele tiden.
Vi har alle stor fornøjelse af at mødes; jeg nyder altid at blive opdateret på rigets tilstand, og de andre nyder at kunne sige chef- og arbejdsrelaterede ting i et forum, hvor alle ved, at alt forbliver inden for samme forum.
”Du ligner altså et insekt, Andrew! Tag de grimme briller af, når du skal fotograferes!”, sagde jeg.
Men om han ville, det stædige asen …

P1020342

Næste gang satser jeg på at kunne lokke dem til at køre ned til mig, selv om de synes der er frygtelig langt fra Farum og Birkerød og hvor de ellers kommer fra i Nordsjælland. Der er jo altså ikke længere, end jeg har op til dem … det er næsten lige som at tale med jyder, som tilsyneladende mener, at der er længere til Sjælland fra Jylland end omvendt.

Næste side »

Blog på WordPress.com.