Tromsø m.m.

Jeg lægger ud med en opdatering på taxapriserne i Tromsø. Booking.com gav os jo det enestående ‘tilbud’ på 870 kroner for at køre os de 5,2 km til hotellet. Jeg fandt ud af, at en almindelig taxi ville koste 125 kroner. Det var så ikke helt rigtigt, for taxametret stod på 221 kroner. John gav ham 250 kroner, men bondefangerturen var dog stadig omkring fire gange så dyr.
Vi fandt ud af, at der var lufthavnsbus fra hotellet, så den blev vi enige om at tage, når vi skulle retur til lufthavnen.
Det kostede 110 kroner pr. billet for 15 minutters kørsel – altså 220 kroner for os to. Det var også bondefangeri, var det, men nu kender I mulighederne, hvis I skulle finde på at tage en tur til Tromsø, hvilket jeg så absolut kan anbefale.

Herover udsigten fra vores værelse på Scandic Ishavshotel. ‘A’et’ ude til højre er den smukke Ishavskatedral, som vi nærstuderede, da vi var her for fem år siden og derfor ikke gad se denne gang. Vi besøgte af samme grund heller ikke Polarmuseet, men det er også værd at se.

Vi gik i stedet en tur langs hovedstrøget, som har masser af butikker, bl.a. den fedeste garnbutik – uhhh, havde jeg været alene, ville jeg have kunnet bruge meget lang tid her, men nu nøjedes jeg med et lille kvarter, selv om der var en stol til John. Han kiggede dog grundigt på de flotte norske sweatre.
Jeg var meget disciplineret og købte kun fire nøgler.

Deres pølsevogne er en anelse mere stilfulde end vores Cafe den Hvide Disk – og med bålfad, så kunderne kan holde varmen.

Vi brugte noget tid i Tromsøs svar på sandskulpturfestivallerne i Danmark. Her var det isskulpturer i stedet for; selv glasset til den drink, der hørte med, var lavet af is. ALT var is; borde, bænke, figurer, vægge og … ja … det hele … og ganske som for sandskulpturernes vedkommede var vi temmelig imponerede over, hvad de havde præsteret at skære/forme i og af is. Se fx. blæksprutten herunder: Når man kigger nærmere på detaljerne, er det kunstværker, man ser, og polarforskerens pelsjakke ligner virkelig pels.

Biblioteket er et kapitel (!) for sig – en smuk og anderledes bygning, som vi da lige skulle ind og se – især fordi det begyndte at sne kraftigt …

Øverst var der læsesal – vi blev der kun i kort tid, for vi kunne ikke tale sammen; der var dødsstille, selv om der var fuldt af unge, formentlig studerende, bag os, men udsigten var nydelig, og vi fik varmen igen.

Gadebilledet er, som i mange af de norske byer vi har været i, hyggeligt og farverigt. Vi er midt i en by, men mange af bygningerne er træhuse, og de er bestemt ikke ens og kedelige at se på.

Sne manglede vi ikke. VI overvejede en slædehundetur onsdag inden vi skulle hjem, men for det første passede det ikke helt med tidspunkterne, og for det andet ville 1½ times tur koste næsten 2000 kroner. Pr. næse! Godt nok norske, men det var lige i overkanten, syntes vi, så vi nøjedes med minderne fra turen den første gang vi var heroppe.
Turen hjem var stressende. Vi havde kun 1½ time i Oslo til transfer, så når flyet fra Tromsø er fem kvarter forsinket, sidder nerverne uden på tøjet. Det værste var, at hvis vi missede det næste fly, ville John også misse sin første aftale med GLAD-fysioterapeuten torsdag morgen, hvilket ville have været noget rigtigt hø.
Den korte udgave: Vi nåede det. Det var fra SAS til SAS, så de ventede på os – der var flere danskere, der skulle med dette dagens sidste fly til CPH.

Nordlysspam

John tog små 60 billeder af nordlyset tirsdag aften. Nogle få af dem har han slettet, men selv om de resterende umiddelbart ser relativt ens ud, synes vi selv det er interessant at se, hvordan det hele tiden flytter sig hen over himlen og hvordan det uafladeligt forandrer sig, både i retning, facon og intensitet.
På nogle af billederne ses Karlsvognen, som vi brugte som en slags reference til at se, hvor hurtigt nordlyset flyttede sig, men det bevægede sig den aften rundt over stort set hele himlen.

En af kommentarerne i går lød: “Selvom du skriver, at nordlys er flottere på billeder, så tror jeg, at det alligevel er ret fedt at opleve det selv”.
Det er nemlig rigtigt. Det er virkelig en wow-oplevelse, selv om intensiteten af lyset er mindre for det blotte øje, end det er på billederne her.
Det er umuligt at beskrive, man skal selv opleve det for at forstå hvad jeg mener.

Jeg så tre stjerneskud, mens vi stod der og fik et mindre hold i nakken af at beundre himlen.
Desværre kom ingen af dem med på Johns billeder.
Han blev nærmest helt rundtosset af hele tiden at skulle dreje både sig selv og kameraet på stativ rundt efter mine anvisninger:
Ihhh – SE derovre!
Hvor?
Der – til venstre.
…
Neiiii, nu skal du kigge i den stik modsatte retning!
Okay, okay, okay!
Og nu tilbage igen hvor du var før!
Jajaja …
På et tidspunkt holdt jeg mig væk – jeg tror han trængte til en lille pause fra mig.
Så gik jeg hen til guiden for at blive fotograferet under nordlyset. Hun eksponerede (også) i fem sekunder og havde et lille trick med at føre en tændt lygte i en halvcirkel over sit hoved i cirka et sekund. Hun lyste ikke direkte på folk, men den smule lys bevirkede, at personerne kunne ses på billedet, mens det ikke influerede på fotokvaliteten af nordlyset.

Det var det. Ikke mere i dag. Nordlyset må tale for sig selv. Næsten …
Jeg kan ikke vurdere, om det er et lille stjerneskud, der er kommet med på nederste billede cirka to tredjedele oppe ad den tykke stribe til højre. Det må det vel næsten være, for der sad ikke noget på linsen – det ville have kunnet ses på de andre billeder også.
I næste indlæg vil der komme lidt billeder fra Tromsø, som er Norges største by nord for polarcirklen, hvilket betyder, at der er museer, den flotte Ishavskatedral og andre nydelige kirker. Der er hyggelige byhuse og museer, der er masser af restauranter, cafeer og butikker – bl.a. den fedeste garnbutik. MED herreventestol, så John kunne tage en slapper, mens jeg kiggede på garn.

Vi så MASSER af nordlys

Vi har simpelthen været mere heldige, end politiet tillader, som min gamle far så ofte sagde: Vi havde én chance og vi bookede turen den 15. november. Ingen kan forudsige vejret så lang tid i forvejen – det kniber som bekendt sommetider med at forudsige det fra den ene dag til den næste. Det var snevejr og dermed overskyet næsten hele tirsdagen, men det klarede en smule op sidst på eftermiddagen; dog ikke nok til, at jeg helt turde tro på, at vi fik lyset at se.
Men det gjorde vi. I en grad, så selv guiden var imponeret; hun sagde, at det var den kraftigste og længstvarende aktivitet hun havde oplevet i denne sæson. Om det passer, ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at vi gik, stod og sad udenfor i ÷11° i over to timer og bare nød det fantastiske skue. Turen skulle egentlig vare nogle timer mere, men vi var blevet nordlysmætte og ville gerne hjem. Nogle frøs vist også en del …
Det voksede og voksede, det lys; fyldte på et tidspunkt tre fjerdedele af himlen – det var vildt.

Jeg vil i dette indlæg kun vise nogle af guidens billeder, for John tog en masse, som endnu er i raw og skal ændres til .jpg, inden jeg kan bruge dem. Guiden sagde, at vi var velkomne til at dele, så ingen copyrights er overskredet her. Når John har ordnet sine, bliver I sandsynligvis totalspammet med nordlysbilleder.

Som det fremgår af billederne, var vi med Pukka Travels. Det er lidt af et sats, når man ikke kender nogen af Tromsøs mange, mange udbydere af nordlys- og andre ture, men for hvad det er værd, kan jeg kun sige, at vi ingen klager har overhovedet. Ingen er herre over vejret, så de kan ikke tage æren for den stjerneklare himmel (det kunne de dog alligevel lidt, for radar og vejrudsigter var nøje studeret inden afgang) og den relativt stærke aktivitet, men alt det andet var (også) upåklageligt.
De havde medbragt en dejlig rensdyrsuppe; de lavede bål direkte på sneen, gravede ‘bænke’ ud og lagde termotæpper på, så vi kunne sidde tørt og varmt. Vi sad der vel ½ time, og vi frøs ikke. Når bålet bygges som på det lille billede (nederst) og tændes oppefra, smelter sneen ikke før bålet er ved at brænde ud. Det var SÅ hyggeligt, var det. Vores lille gruppe bestod af amerikanere (alle fire både søde, slanke og ikke højrøstede!), tre tyskere, en belgier og to danskere.
Tilbage i bilen fik vi varm chokolade (eller te), hvilket var lige, hvad vi trængte til på det tidspunkt.

Som sagt var vi meget heldige. Overordnet er solpletaktiviteten nederst i en bølgedal i disse år, så egentlig var tidspunktet dårligt valgt, men i vores alder planlægger vi ikke flere år frem. “Large magnetic storms are most common during the peak of the eleven-year sunspot cycle or during the three years after that peak.”
Er vi i live og nogenlunde mobile, når der igen kommer et kraftigt soludbrud, kunne vi snildt have lyst til at gentage dette her.
Det er nemlig sådan (nu skuffer vi sikkert mange), at det blotte øje fint ser nordlyset, men ikke så nærmest selvlysende grønt som på de billeder, man altid ser af det. Kameraet kan se det, og det er efter min mening ikke snyd som sådan, for der er ikke manipuleret, blot eksponeret i fire sekunder for at få farverne frem.
Man taler om densitet i forbindelse med nordlys, og der skal en høj densitet (> 7) til, for at øjet kan opfatte det som lysende voldsomt grønt. Eller rødt eller lilla/blåt. Farven er afhængig af, hvor højt oppe i atmosfæren det foregår, og om det er ilt eller kvælstof, der ‘antændes’. Vi oplevede en densitet på bare 3-4, men kunne godt se, at det var grønt, og vi kunne sagtens se, hvordan det hele tiden forandrede og flyttede sig; bølgede og bevægede sig – og oven i købet ‘dansede’, inden det begyndte at aftage og vi satte kursen hjemover mod Tromsø.

Tromsø er et af de bedste steder at besøge for at se nordlys, både fordi det ligger lige midt i nordlysbæltet og fordi det er en hyggelig by, hvor der er en masse man kan foretage sig om dagen, mens man går og venter på mørkets frembrud. Mere om det i et andet indlæg.
Jeg vil hermed aflive den tro, forbavsende mange har: At man kan holde sommerferie i Tromsø eller et hvilket som helst andet sted nord for polarcirklen – og se nordlys. Det kan man IKKE! Man kan jo heller ikke se stjerneskud om dagen, vel? Det skal være mørkt … der er en grund til, at nordlyssæsonen går fra september til marts.

Bunden er nået og målet er fuldt

Man skal veje sine ord med omhu: Jeg har siden 2012 stædigt fastholdt, at ferievejret ikke kunne blive dårligere end det var det år.
Som man dog kan tage fejl. Dengang regnede det da ‘bare’ hele tiden – denne gang har vi også vintertemperatur, og vi har kørt igennem sludbyger. På Sognefjellet faldt der sne i nat.
Hvor vi var, regnede og blæste det i nat, så vi lagde ud i morges med at tjekke yr.no for de næste dage i de områder vi havde tænkt os at gæste.
Ingen steder og ingen dage nåede man over 10-12 grader. På Lofoten ville det højst blive 9 grader. Det ville ikke blive konstant regnvejr, men solskin måtte betragtes som værende et sjældent forekommende fænomen.

Nu løb målet fuldt. Regnmåleren …
Og bunden nået. Temperaturkurvens bund …
Vi søgte videre på yr og besluttede at køre hjem til Danmark og sommeren. Det her gider vi ganske enkelt ikke – klokken 10:20 var det fire grader og det var ikke bunden!
Nu måtte vi se på de lyse sider:
1) Vi har ikke booket noget som helst.
2) Vi er ikke arbejdsramte, og der er ingen grund til at spilde kostbar pensionisttid på elendigt ferievejr. Hvis vi havde haft et arbejde, var vi nok ikke vendt om, men det var vejret jo ikke blevet bedre af. Vi kan holde ferie når vi vil, og det vil vi ikke nu.
3) Vi har oplevet smukke Norge i det bedste vejr to gange; sidst, da vi var på Nordkap, hvor vi oven i købet havde en af de fem årlige dage helt uden en sky på himlen.

Jeg gider ikke høre den med “Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.” Der findes helt afgjort dårligt vejr, hvis man spørger mig, og hvis vi vil på vinterferie i Norge, tager vi ikke afsted til Skt. Hans.

Det kunne blive værre, viste det sig … bundrekorden blev tre plusgrader, men med den vind føltes det som minus 10 grader! Brrrrrr.
Nu sidder vi i en lille knaldhytte i Sveg i Sverige og har hele 11 grader (!) udenfor. I aften fejres der midsommer i Sverige. Det bliver en kold fornøjelse heroppe. Vi har tænkt os at blive inden døre med elradiatoren tændt.
 

Vi vil bruge de næste par dage på at finde hjem til Den Stråtækte, hvor det er rigtig sommer.
Den vil vi så nyde – måske tage et kroophold et eller andet sted. Vi kan gå ud at spise, hvad vi normalt ikke er særlig gode til. Vi vil med andre ord holde sommerferie. Rigtig sommerferie. Med sommerlige temperaturer.

Jeg havde nu ellers glædet mig meget til den norgestur … det er godt, at vi har så meget andet at glæde os til. Og over.

Nu er grænsen nået …

Nu er grænsen nået – grænserne, faktisk, for vi taler både om sne- og trægrænse her. Og måske også Ellens ferievejrstålmodighedsgrænse, for vi har haft regnvejr en hel del gange i dag. Og vi nåede ned på 6 graders varme kulde, da vi kørte over Dovrefjellet. Jeg håber sandelig, at det vejr bedrer sig inden længe, men hvis ikke, så kører vi hjem. Punktum. Det her gider jeg ikke én gang til. Man kan dog se, at de må have haft dete lige så tørt som i DK, for græsset er gult, og mange steder kunstvander de. I regnvejret …

Vi nåede til Oppdal, hvor temperaturen er 13 grader og dermed acceptabel – sådan med hiv og sving og en anselig tolerancetærskel fra min side.
Vi fandt en udmærket campinghytte på Granmo Camping, og efter biludpakning gik vi en tur rundt på pladsen og ned til elven, som løber stille og roligt langs pladsen. De reklamerer ellers meget med rafting her i området, men der kan i hvert fald ikke være noget white water med i prisen, for der er meget lidt vand i de elve, vi indtil nu har set.

Jeg elsker de norske campingpladser med deres fastliggere. Der er da godt nok en campingvogn på de fleste af lodderne, men de er ikke nødvendigvis mobile – faktisk er de fleste muret godt og grundigt inde af det halve sommerhus og terrassen således, at man ville være nødt til at skille hele baduljen ad, inden man kan komme ud at køre med campingvognen. Men det er de jo nok slet ikke interesserede i, kunne jeg tænke mig.

De fantastiske norske naturscenerifremvisninger her på bloggen må vente – vi kørte bl.a. gennem den smukke Gudbrandsdal, men vejret var – som jeg vist har nævnt – ikke helt med os, så vi fandt ingen grund til at fotostoppe.
I morgen rammer vi delmål 1: Vei 17. Så må vi se, hvad den og vejret bringer.

En sjov og smuk sejltur

Forrige nat, efter vi var faldet i søvn, gjaldede råbet ned gennem gangen: “Der er masser af nordlys!”:
John og jeg kiggede på hinanden … vi gad simpelthen ikke stå op igen. Jeg gik hen til vinduet, men så kun et svagt nordlys; vi skulle til den anden side, hvis vi skulle have det hele med, men som sagt … og det kommer jo nok igen i morgen ….
I går morges gik det op for mig, at jeg bare kunne have slynget en dyne om mig (for anstændighedens skyld) og kigget ud ad et stort vindue lidt længere nede ad gangen. Det med manglende påklædning var de såmænd så vant til, fortalte værten næste morgen – de ser alt fra bare underbukser og hele skalaen deropefter, når folk halvt bevidstløse vælter ud af sengene …
Men det var den chance for nordlys, vi skulle have taget, for der kom ikke rigtigt mere, desværre. Vi må prøve igen en anden gang. Vi har været så uheldige at ramle lige ind i et voldsomt og langvarigt lavtryk, hvilket er ret usædvanligt heroppe på denne årstid.

I går havde man arrangeret en bådtur med den glimrende båd, der fungerer som bus, taxa og turistbåd. Det var en stærk fætter, som virkelig kunne få fart over feltet. Sådan noget elsker jeg, når bare jeg ikke bliver søsyg, og det blev jeg ikke, selv om bølgerne gik højt, da vi først kom udenskærs. 3½-4 meter høje bølger, kunne skipperen oplyse. Det er altså meget, når man står på en lille båd.
Lige så meget, som jeg afskyr at nedsænke mit legeme i hav- og poolvand, lige så meget elsker jeg at bevæge mig oven på førstnævnte, så lidt fisk må der trods alt være i mig, selv om jeg ikke helt lever op til mit stjernetegn. Hvis ellers det giver nogen mening at sige, at man har det som en fisk på vandet, så var det sådan, jeg havde det i går.

Herover et laksebrug, som vi kom forbi. Jeg har det ikke helt godt med disse burlaks, men dobbeltmoralsk er jeg også, for jeg spiser dem jo …
De er hedigvis meget kontrollerede, hvilket selvfølgelig er noget, men vi kommer altså ikke udenom, at laks, der er fanget ude i havet og som har levet det frie liv, smager en hel del bedre end opdrættede laks.

Havørne så vi ingen af på bådturen, på trods af, at man påstod, at de var alle vegne … godt man selv har dem nærmest i baghaven, men der var selvfølgelig nogle, der var slemt skuffede over deres fravær.

Selvfølgelig er det en stor skuffelse, at vi ikke fik set lyset, når nu vi er draget så højt mod nord, men bortset fra det, har det været en meget flot og oplevelsesrig tur, med en særdeles kompetent guide, som har været i Siriuspatruljen i fem år og derefter politimand hjemme i DK i et par år, inden han fandt ud af, at han hellere ville være guide for sådan nogle som os, så udover vores egne gode oplevelser har vi hørt flere gode historier fra hans tid i Grønland.

En tur med en 32-fods-trækker

Dagens clou var hundeslædeturen! Det var præcis som jeg havde håbet, at det var – ingen skuffede miner eller uindfriede forventninger fra vores side.
Da vi ankom til Tromsøs vildmarkscenter, som ligger lidt inde i landet, var vi ikke i tvivl om, at her var slædehunde i et større antal – både lugten og lyden afslørede det, men 300 slædehunde skal vel også larme en hel del, når de synes, at det går alt for langsomt med at komme ud og trække slæderne.

Du GOdeste, hvor var de hunde ivrige og hvor kunne de dog hyle af forventningsglæde! 
Herover ses ægteparret Nielsen, pakket godt sammen og siddende i futtog på et rensdyrskind og med et filtet tæppe over sig. Til højre er slædeførerne ved at rigge hundene til (begge billeder kan klikkes større).
Der var fra fem-hundesslæder (to personer på slæden) og helt op til 10-hundesslæder (fire personer på slæden). John og jeg kom afsted med en med otte hundekræfter, som en sød, ung jente havde fuldstændig styr på.
Det var SÅ fedt. Kan så absolut anbefales, hvis man alligevel er på disse kanter … faktisk vil jeg hævde, at sådan en oplevelse er en rejse værd …

Vi var ude i en times tid, hvor vejret – igen – vekslede mellem lidt sol og vindstille til en hujende vind med både sne og hagl i sig.
Det gjorde ikke spor – jeg følte mig som en uhyre autentisk polarekspeditionsdeltager, når vejret indimellem var rigtig slemt, og som man nok fornemmer på billedet, var vi pakket ind til at kunne klare stort set hvad som helst rent vejrmæssigt.
Tilbage i lejren fik vi lov til at kigge på og klappe nogle slædehundehvalpe og til sidst fik vi serveret frokost inde i en kåtelignende indretning, med bålvarme og det hele. Frokost = rensdyrsuppe, chokoladekage og kaffe.

Efter frokosten gik turen videre helt ud på de yderste skær til Sommarøy Arctic Hotel, hvor turens sidste to døgn skal tilbringes. Her er vi væk fra byens lys, hvorfor der skulle være større chance for at se nordlys. I aften skal vi ud i tre timer, så jeg satser kraftigt på at skifte fra en Roald Amundsen look-alike til en Joanna Lumley-look-alike. Værten hævder, at her er nordlys fire ud af fem aftener, så i og med, at vi skal tilbringe to aftener/nætter herude, må chancen siges at være pæn.

Hvis der er bare den mindste smule solskin, har vandet herude en flot, grønlig, næsten helt azurkyst-blågrøn farve, hvilket skyldes et stort indhold af kisel. Ved ebbe kan man gå ud og finde koraller på de fine sandstrande, som på billedet herover gemmer sig i højvandet, og det er oven i købet tilladt at tage koraller med hjem … de er nok heller ikke lige så farvestrålende som ved Great Barrier Reef.
Der er sikkert mange, der i høj grad ville foretrække netop dette rev fremfor at ligge og rode rundt oppe ved grænsen til Ishavet, men vi er ikke rigtig til de varme steder, så dette her passer os såmænd fint.

Jagten er gået ind

Jagten på nordlyset …
Efter flyvetur til Bodø via Oslo opholdt vi os ombord på et af Hurtigrutens skibe (Nordlys, såmænd) i 25 timer, fra Bodø til Tromsø. Hvorfor det hedder Hurtigruten, er jeg aldrig blevet helt klar over, for så hurtigt går det såmænd ikke, men pyt med det – det var en dejlig båd med gode kahytter og de serverede glimrende mad. Den var med i rejsens pris, men det var vinen ikke … så var den også bare blevet dobbelt så dyr.
Vi parerede ordre og undlod at kaste underlige ting i toilettet …
Hvis man på telefonen nede i kahytten trykkede F1, gav man grønt lys for, at de måtte vække os, hvis de fra broen observerede nordlys i løbet af natten.
Det gjorde de ikke, men mens vi sad og spiste, annoncerede de, at der var nordlys i skibets højre side.
Vupti – glemt var alt om mad; jeg tror samtlige passagerer stod i højre side af skibet i løbet af 10 sekunder.
Det var godt nok nordlys, meeeen … jeg håber sandelig vi får set en bedre udgave af det senere. Alle var enige om, at det var en ommer.

Vejret er særdeles blandet; det svinger på ingen tid fra klar, blå himmel til forrygende snestorm … man er en anelse spændt på, hvordan det bliver i morgen, når vi skal ud og køre med hundeslæde.

Ved ankomst til Tromsø blev vi hentet af en bus, som kørte os til Ishavsakvariet, Polarmuseet og Ishavskatedralen – plus selvfølgelig rundt i byen, inden vi blev sat af ved hotellet. Et glimrende hotel, men vores værelse lugtede så ramt af gammel sved, når den er værst, at jeg sporenstregs gik ned til receptionen og bad om et andet værelse – og fik det. Fy for pokker, siger jeg bare, og heldigvis gad receptionisten ikke diskutere med mig, så vi fik bare et andet – og faktisk bedre – værelse.

Ikke så meget mere i dag – der er endnu ikke så meget at skrive hjem om, men jeg ville lige give lyd fra mig, så ikke I tror jeg er død.

Heeelt hjemme

Olieplanten, tomater og chili er groet voldsomt; det ser dog ikke ud til, at min søster har kunnet plukke mange tomater til sig selv, mens hun har passet hytten og haven … men det har vel også været møgvejr herhjemme det meste af tiden, går jeg ud fra.
Hækken er desværre også groet voldsomt, og med Johns ryg … skal jeg virkelig ud og sætte liv og lemmer på spil med den elektriske hækklipper? Det bliver i givet fald en ny oplevelse – jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg aldrig nogensinde har prøvet at klippe en hæk, men det skal åbenbart snart være; haven er reduceret til halv størrelse på de tre uger …

I morgen skal jeg i Brugsen for at få fyldt køleskabet igen – de har søndagsåbent, hvad de altid har den sidste og første søndag i en måned. Jeg forstår ikke, hvorfor de vælger at åbne to søndage i træk for derefter at lukke to (eller tre i træk) – hvorfor ikke holde åbent hver anden søndag? Underligt …
Det bliver dejligt at skulle betale danske priser igen – Norge var godt nok dyrt at holde sig i live i, skulle jeg mene.

43 gode, norske kroner for en lille pakke økologisk solsikkebrød! Og så synes vi, at brød er dyrt i Danmark!
Kursen er så tæt på 100, at vi lader som om, at den er 100 – priserne kan derfor sammenlignes uden at man er i besiddelse af de store regneevner.
44 kroner for en pakke knækbrød er lige så vanvittigt. Det er glutenfrit, okay, men alligevel.

Jeg købte en pakke bacontern med 200 gram i. For 50 kroner og 80 øre!!! Jeg kunne ikke lige finde prisskiltet, da jeg hev pakken ned i kurven, så jeg opdagede det først, da jeg tjekkede kassebonen, fordi det supermarkedsbesøg nærmest havde kostet mig en halv månedsløn. Havde jeg vidst det, havde jeg nok fundet på noget andet end bacontern.

Man kunne købe halve og kvarte agurker. Jeg købte en hel og gav 14,90 for den. Det var til at overse, så hvorfor lige agurker skal sælges i kvarte, forstår jeg nok ikke … ville bedre kunne forstå, hvis de solgte baconterninger stykvis!
En pakke smør med 200 gram i kostede 36,60 kroner. Dér fik jeg også hjertestop. De har ikke engang fedtafgift i det land.
Kartofler: 39,90 for to kilo. Lokalt producerede oven i købet.
¼ liter madlavningsfløde (18 %, tror jeg det var): 18,90.
En pakke 2-minutters-kogetids-æggenudler: 37,20!
13,10 for en minimælk (som hedder ekstra letmælk i Norge).
36,50 for seks bananer.
Seks æg: 30 kroner – og jeg kunne blive ved. Det var dog ikke alting, der var så horribelt dyrt – det er selvfølgelig de værste eksempler, jeg har hængt ud her.

Éngangsgrillen kostede til gengæld kun 14,90 … det udlignede det jo en hel del … og de havde en stor Landmann-gasgrill på tilbud til 2500 kroner – en superlækker en, jeg har set til 6000 kroner herhjemme. Pokkers, at vi ikke kunne have den i camperen – vi står lige og mangler sådan en i Sverige, men vil ikke give så mange penge for en ‘fritidsgrill’.

Jeg kunne forstå på Ragnhild, at lønningerne er højere end i Danmark. Det er de sandelig også nødt til at være, hvis ikke Norge skal blive affolket i løbet af kort tid, fordi nordmændene dør af sult.

Måske er det derfor, de bruger sølekopper? Jeg kan overhovedet ikke gætte, hvad det betyder, men det lyder sjovt i en danskers ører. En skoletaske hedder en skolesekk. De er nu meget søde alligevel, de nordmænd.
Priserne skal i hvert fald ikke være en grund til, at vi ikke tager til Norge igen – og oven i købet, rent undtagelsesvis, den selvsamme tur pga. det vildt dårlige vejr denne gang.
Vi så kun tre danske biler på vores færd – danskerne har det med at mene, at det eneste saliggørende er at tage sydpå til en smeltende og (for mig) ulidelig varme; der er ikke mange, der så meget som overvejer at tage nordpå. Okay – der er ikke godtvejrsgaranti som der er syd for Alperne, men det bytter jeg gerne med for at undgå temperaturer over 30°. Det er sandt at sige heller ikke en børnevenlig ferie, vi har været på, men der er nok mere end fire par danskere, der ikke længere har børn med på ferie …

Tak for denne gang, Norge – vi vender tilbage på et tidspunkt. Hvis vi får råd … nu bliver vi jo snart pensionister.
Hvilket vi i øvrigt gerne ville have været i Norge: Ragnhild fortalte, at en norsk folkepensionist får 80 % af sin løn i folkepension! Det ville sandelig ikke have været tosset, hva’?

Billederne der aldrig blev taget; eller den var såååå stor!

Jeg har vel nok taget en lille million billeder, mens vi har holdt ferie, men der er en fire-fem stykker, der i høj grad mangler i samlingen.

Elgen.
Den store og meget flotte elg, der stod ved vejen og kiggede på os, mens vi nærmede os. Han var en rigtig flot fyr tyr, med et kæmpestort gevir – han var bestemt ikke nogen årsunge. John stoppede selvfølgelig camperen hurtigst muligt, men inden jeg fik tændt for kameraet, var elgtyren forsvundet ind i skoven igen. Vi holdt et stykke tid og ventede, men vores største og flotteste elg til dato havde desværre besluttet sig til ikke at vise sig for os mere.

Havørnen. Der er vist ikke meget mere at sige end øv, at vi ikke nåede at fange den i flugten. Men den var imponerende at skue.

1000 måger (cirka), der var ved at forsyne sig med en fiskestime. Vi kørte et stykke oppe og kunne nede i bugten se et cirkelrundt stykke vand på størrelse med en stor cirkusmanege, hvor det plaskede voldsomt fra. Der lå helt tydeligt en stime fisk lige i overfladen, som havfuglene nu legede det store tag-selv-bord med. Det er sådan noget, man ellers kun ser i naturprogrammer, hvor de har ligget i flere uger et eller andet sted og ventet på, at netop dette skulle ske.

Gulspurvene. Helt derude, hvor Terje Viken boede; midt i alt det grå og regnfulde, så jeg de guleste fugle, jeg nogensinde har set i naturen. De lyste op og var så smukke, at jeg kun kunne få det til at være gulspurve. Men jeg så dem på vej til toiletbygningen, og til det formål medbringer jeg normalt ikke mit kamera …

Hele sværme af musvåger. I dag på vej mod Ystad.
Flere steder høstede man byg og græsfrø eller havde lige gjort det. Det må gøre en masse mus hjemløse, for en del steder så vi flere musvåger på én gang; hvor der var flest, talte jeg 11 over den samme lille mark. Det er normalt ikke en flok- men en territorialfugl, så vi undrede os lidt; der må have været mus nok til alle.
Uden at kende det nøjagtige antal (jeg vidste jo ikke fra starten, at det ville have været en god ide at tælle dem), har vi vel set omkring 40 musvåger i dag.
Meget kan mit lille Lumix, men tage fugle i flugt, eller bare svævende højt til vejrs, kommer der altså ikke noget brugbart ud af – og hvor vi så den største musvågesværm, kunne vi ikke komme til at holde ind til siden.

Undskyldninger, undskyldninger, undskyldninger … I know …

Der må derfor billedkompenseres på anden vis. Det gyldne og bløde aftenlys, der fyldte vores stue og modtog os varmt i går. Det bliver jo tidligt mørkt hernede på de sydlige breddegrader …

Den blomstrende husløg – eller noget … jeg ved ikke hvad planten hedder, men blomsten er så fin.

Squashplanten, der allerede lægger an til at ville kunne forsyne en middelstor provinsby.

Urskovshumlen, der på 13 dage har nået at invadere terrassen og nu forsøger at kvæle havestolene. Jeg havde ellers været ude med macheten én gang, lige inden vi tog af sted, men det har på ingen måde standset junglens fremmarch.

Og John: Det var godt at sove i stolen. Han syntes godt nok, at det havde været underligt og han var vågnet mange gange i løbet af natten. Det tror jeg skam gerne, men han havde den mindst smertefulde nat siden faldet, så i den stol vil vi kunne finde ham ved nattetide, til vi kører hjem på lørdag. Det overraskede ham, at han slet ikke havde opdaget min blitzen, men han har tilgivet mig og søger ikke skilsmisse …
Tak igen for alle jeres varmende sympatitilkendegivelser – I er så søde alle sammen, at John er helt rørt. Han forstår vist efterhånden også lidt bedre, hvad det er, jeg synes er så skønt ved blogland

Smerter og angst

Sent om eftermiddagen søndag blev det slemt for John. Rigtig slemt. Jeg kunne se, mærke og høre på ham, at han var bange. Han ville ikke have noget aftensmad, men gik tidligt i seng i håb om, at en ‘rigtig’ og bred seng ville gøre tingene lidt bedre. Han fik en 1½-mands underkøje og jeg tog overkøjen.

Det blev ikke bedre – tværtimod – jeg var meget vågen i nat, fordi jeg kunne høre, at John var vågen. Og stønnede, stakkels mand. Jeg hørte, at han forsynede sig med flere paracetamoler og ibuprofener … men jeg hørte heldigvis også, at han sov ind imellem. Åh for hulen hvor mit hjerte blødte for ham. Jeg har været fuldstændig sammenknuget indeni hele natten og hele dagen – med sympatismerter og det hele – det er altså rædselsfuldt at se et elsket menneske lide så voldsomt.

Klokken 7 mandag morgen kaldte han på mig og bad mig om at hjælpe ham ud af sengen; han var aldeles ude af stand til at klare det ved egen kraft. Han bad mig om at trække ham op ved at hive ham i armene, men det var jeg på forhånd klar over ikke var måden at gøre det på.
Han klarede at rulle om på maven, hvorefter jeg trak ham i benene, til de var uden for sengen, og på den måde kom han m.e.g.e.t langsomt op at stå.
Vi var helt enige om, at nu måtte der en læge til. Vi kørte til sygehuset i Mo i Rana, hvor de kun var interesserede i at høre hvornår John har fødselsdag. Da han har den 6. august, skulle vi køre til Øvermo Lægecenter, fra hvilket de tager de turisterne med fødselsdag fra 1. – 6. i en måned. Damen sagde med et beklagende smil, at lægen nok bare skrev en rekvisition tilbage til sygehuset, men sådan var reglerne: de måtte ikke se på nogen overhovedet uden en lægehenvisning. Jeg tænkte på, hvad de mon havde gjort, hvis han fx havde blødt som en stukket gris fra et sår i hovedet …
Nå, men vi fandt lægehuset, hvor receptionsdamen sagde, at vi kunne få en tid i morgen. I morgen! Nu knækkede snoren, og vi fik i temmelig tydelige vendinger forklaret, at det var altså ikke godt nok; vi var simpelthen nødt til at få en akuttid i dag.
Hun gik ind og talte med en læge, hvorefter hun returnerede med svaret, at vi kunne komme til at se en læge kl. 13:30, hvilket var 2½ time senere. John sad imens og led temmelig mange kvaler, og der gik mange tanker i gennem hovederne på os begge. Mange af dem fik vi sat ord på:
– Hvad nu hvis de beholder mig? – Eller sender mig hjem med fly? – Er der alligevel sket noget mere alvorligt end vi først troede? – Bliver jeg invalid? – Ellen kan da ikke køre camperen de sidste 1800 km alene. – JO, jeg kan. Hvis jeg skal, så kan jeg også. Jeg vil hade det, men jeg KAN, kan jeg. Det skal du ikke bekymre dig om …

Vi kom ind til lægen kl. 14:15. Han udspurgte selvfølgelig John på kryds og tværs, undersøgte ham efter alle kunstens regler og virkede i det hele taget kompetent og beroligende. Hvad der var allervigtigst var, at han var sikker på, at der ikke var sket noget méndannende eller invaliderende, men hvis det ‘bare’ var muskelsmerter, ville der gå op til 2-3 uger, og var der et ‘skeletbrud’, som det så sødt hedder på norsk, er det alligevel kun tiden, der kan helbrede; man kan ikke gøre noget kirurgisk for at fremme helingsprocessen, som i givet fald vil tage op til 5-6 uger.
Det lyder måske ikke særlig rart, men det var alligevel en helt anden John resten af dagen. Nu har han bare ondt og er ikke bange mere. Det er jeg heller ikke, og mit mavesår gik i sig selv igen.
Frygten er simpelthen det værste; smerter uden frygt kan man bedre klare, og i øvrigt udskrev lægen en recept på noget morfinlignende noget, som John må tage to af inden han skal sove. Hvis han er nødt til at tage dem om dagen, må han ikke køre bil, men det gør ikke spor – bare han kan være ved siden af mig … morfinrus eller ej.

Vi tager selvfølgelig den hurtigste vej hjem nu – der er ikke vildt meget overskud tilbage i John, så vi tager den direkteste og hurtigste vej hjem, hvilket er gennem Sverige stort set hele vejen. Natten til tirsdag blev tilbragt i Ingemar Stenmarks Tärnaby, hvor vi boede i en hytte lige ned til elven (vi skal stadig helst have en meget bred seng, en af os).
Vi kører på E12 fra Mo i Rana til Umeå, som også kaldes ‘Den blå vej’, fordi der er vand af den ene eller den anden art hele vejen – det er meget smukt, men stadig mørkt og regnfuldt. Beklager, Ragnhild, at vi ikke kunne følge dine turforslag, men vi lover at prøve igen en anden gang  

Det er et rigtigt fiskested, dette her ved Tärnaby – på køkkenhytten er der sat skilte op med fangstrekorderne gennem tiderne.

Rekorderne kan læses ved at klikke billederne større. En ørred på over fem kilo må vist siges at være meget pænt.

Simple living er fint-fint, når det er fiskeinteressen, der er i højsædet.

Og nu er myggene tilbage i stor stil – så kan I snakke om to-motores, I nordmænd … her er de lige så store som ørne og rener.
Se selv:

Men der er nu også dejligt her ved den brede elv …

Det allerbedste er, at John er ved nogenlunde godt mod igen. Og han er sulten!

Overnatning på Saltfjellet

I nat skal vi sove i en hytte på Saltfjellet lidt nord for Polarcirklen. En rigtig norsk hytte med græs på taget.
John ligger ikke for godt i camperen; sengen er lidt for lille til ham, så han vil lige prøve af, om det kan bedre ryggen lidt, hvis han får en bedre seng at ligge i. Det går ganske udmærket med hans ryg i løbet af dagen, men om morgenen er den ikke for god, hvilket han derfor tilskriver sengen.
Denne fine hytte skal hermed afprøves – vi håber det hjælper lidt på tingenes tilstand.
Folk gloede en smule, da vi kom med en autocamper og lejede os ind i en hytte – heldigvis tror de, vi er dumme svenskere, fordi de ikke umiddelbart kan gennemskue, at bilen er lejet af nogle dumme danskere …

Internet er her desværre ikke i hytten – det er dog kun det andet overnatningssted, der ikke har haft det, og lige som sidst sagde de, at de arbejder på sagen, for de er ganske klar over, at det efterhånden er noget, langt de fleste kræver at have adgang til.
Jeg skulle dog være så velkommen til at sætte mig op i receptionsbygningen, hvor jeg kan få forbindelse til cyberspace. Det er fint nok – jeg kan få sendt min kladde af sted og måske kigget mig lidt omkring i blogland, hvor jeg af naturlige årsager ikke har været så meget rundt i den seneste tid.
Men jeg kan ikke sidde og spille Rumble i aften – med mindre jeg igen bruger min telefon som modem, som jeg var nødt til i går pga. den ret dårlige forbindelse, som hele tiden faldt ud – jeg var vist ret heldig overhovedet at få fyret indlægget af og svaret på et par mails.
Det er skrækkeligt, så bidt jeg så hurtigt blev af den lille, fjollede ordleg, som accepterer de underligste ord og nægter at godkende andre, som er gode nok. Tesi, fx – det er der da noget, der hedder … og flere andre, som jeg selvfølgelig ikke kan huske lige nu.

Den smukkeste del af norgesferien er slut nu. Vi fik det sidste af det ekstremt smukke i dag på vejen rundt fra Reipå, hvor vi overnattede, og mod Fauske øst for Bodø. Desværre var vejret (igen) mørkt og regnfuldt, så vi kunne ikke se meget andet, end at det må være ufattelig smukt i solskin. Vi er simpelthen nødt til at tage en del af denne tur igen i solskinsvejr. Der er bare lige det, at hvordan kan man vide nøjagtigt, hvornår man skal tage heropad? Man kan jo ikke sidde om morgenen og finde ud af, at det er godt vejr den dag og så lige smutte af sted – der er en pæn bid vej inden man er fremme.

Dette er broen over Saltstraumen, som skulle være den ‘stærkeste malstrøm i verden’ iflg. turistguiderne.
Her på Saltfjellet er vi et pænt stykke inde i landet – ret tæt på grænsen ind mod Sverige – vejret er blevet bedre og det er heller ikke længere pivkoldt.
Nu er jeg spændt på, om jeg til gengæld bliver ædt af myg, for dem har vi stort set ikke set eller mærket noget til hele vejen fra Trondheim og til nu, formentlig fordi vi har været helt ude ved kysten hele tiden.

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget: der er tv i hytten, så John kan lige få det sidste af Tour de France med!

Godt man er født fisk …

Godt man er født i fiskenes tegn, for i dag har den i enhver henseende stået på vand.
Vand, vand, vand og vand. Over os, under os, ved siden af os og omkring os.
Det har regnet. Meget. Skyerne har ligget enormt lavt.
Alligevel vil jeg holde helt og aldeles fast i, at dette er en af de smukkeste ferier jeg har været på – John og jeg er enige om at prøve igen engang i bedre vejr. Vi oplevede det perfekteste vejr sidste gang vi var af sted højt mod nord … denne gang må nok siges rent vejrmæssigt at have bundrekord.
Det kan derfor kun blive bedre, og alligevel er vi som sagt dybt, dybt betagede og kan ikke takke Ragnhild nok for at have anbefalet os at tage denne tur, og vi kan kun give anbefalingen videre: GØR det. Tag riksvei 17 og nyd den hele vejen fra Steinkjer til Bodø. Det behøver bestemt ikke at være i en autocamper; der er masser, masser af overnatningsmuligheder på hele ruten, så om I tager bilen eller endog en cykel, vil I aldrig fortryde det.

Vandet i fjordene var i dag grønt. Jadegrønt, smaragdgrønt, irgrønt og sågar malakitgrønt. Vi spurgte os selv hvorfor det har denne meget specelle farve, selv i gråvejr, men vi fik ikke noget svar.
Overalt hvor vi kørte, var der større eller mindre vandfald ned af bjergsiderne, og da vi var ved at nærme os dagens mål, fik vi lige den yderste flig af Svartisen af se – Svartisen ligger omkring polarcirklen, og vi så en bræ, der er født af dette isplateau.

Jeg kunne vise 10000 billeder fra i dag, men for alle andre end os selv vil de nok synes forholdsvis ens, og i øvrigt har vi den dårligste internetforbindelse til dato – den falder hele tiden ud, så jeg er temmelig spændt på, om det overhovedet vil lykkes at få noget som helst ud i cyberspace.

Ringene i vandet er noget fiskeopdræt, vil jeg gætte på – det er i hvert fald ikke mig, der har smidt med sten!

Små idylliske steder var der med meget meget jævne mellemrum – og solen tittede frem en enkelt gang i løbet af dagen.

I morgen går turen til Bodø og derefter sætter vi næsen hjemover igen og tager os god tid til det – turen skal helst vare fire dage ad E6 og over Oslo, så der skulle gerne være plads til en afstikker eller to.

Jeg skulle hilse jer alle mange gange fra John og sige tusind tak for alle jeres sympatitilkendegivelser – de har både lunet og hjulpet.
Han er stadig ikke helt på toppen og er meget glad for, at Torghat-bjergbestigningen var overstået, da uheldet skete.
Han er dog ved godt mod og er temmelig sikker på, at der ikke er sket noget alvorligt, men han har lovet lige at kigge op til vores egen læge, når vi er hjemme igen.

En slem forskrækkelse

I dag har vi været otte timer om at bevæge os 136 kilometer. Google maps sagde tre timer, men der er blevet holdt både mere og mindre frivillige ekstra pauser – og vi har sejlet tre gange.
Det er stort set uladsiggørligt at køre bil længere vestpå i Norge, men det er stadig Kystriksvei 17, vi kører på. Det er fuldt forståeligt, at Norge selv kalder den for de smukkeste ferierute i Norge – vi var derfor lidt spændt på, om den ville være myldrende fuld af sådan nogle som os, men der er absolut ikke flere turister, end at man knapt mærker, man er flere om at være på vejen. Danskere har vi kun set tre hold af indtil nu … men vi ved selvfølgelig ikke, hvor mange andre der har lejet billige, svenske autocampere, men svenske biler har vi heller ikke set mange af – der er nogle få tyskere, men ellers er alle andre ferierende nordmænd.
På grund af vejret, måske? Det er hammerhammerkoldt, og i formiddags har det regnet lidt igen.
Det var virkelig heldigt, at det eneste dag uden nogen som helst regn var i går, hvor vi skulle klatre på sten, som ellers ville have været skræmmende glatte.

Og apropos glat …
Da vi skulle sejle anden gang, ville John hente sit kamera, som lå og puttede sig i hans dyne. Han åbnede køkkendøren, satte skamlen ned, steg op i camperen, tog kameraet og trådte ned på skamlen igen.
Han havde slet ikke tænkt over, at det var et metaldæk, den stod på, så den skred væk under ham, og han faldt tungt og hårdt.
Meget tungt og meget hårdt – han landede på ryggen med et brag, som jeg hørte omme fra den anden side af camperen.
Jeg styrtede over til ham – han LÅ der bare! Halvt inde under vognen. Hold fast, hvor blev jeg bange.
Han stønnede – så var jeg da klar over, at han ikke var besvimet, men han så ud, som om han slet ikke kunne røre sig. For fanden da nok. Hvad var der sket med ham? Han bevægede sig slet ikke. Færgen havde lagt an til afsejling, men en dame stoppede den med fagter op mod broen. Der kom en ansat ned og spurgte hvad der var sket, og mens jeg forklarede det, forsøgte John at komme på benene igen. Han blødte fra hånden, men kom langsomt op at stå … og satte sig lidt efter på dørtrinet. Han sagde, at det gjorde meget ondt i ryggen, men at der ikke var noget brækket; hverken her eller der. Han var ligbleg og kunne slet ikke lade være med at stønne af smerter … jeg stod bare med en hånd på hans skulder og iagttog ham … det gjorde den ansatte også. John sagde, at han gerne ville ind i vognen og sidde, så manden hjalp ham ind og spugte, om han skulle tilkalde en læge eller en ambulance, men John sagde, at de bare skulle sejle – han havde ‘bare’ fået et ordentligt slag i ryggen. Fingeren blødte, fordi han havde revet sig på kameraremmen, som var gået af i faldet.

Da han havde siddet i 5-10 minutter (vi skulle heldigvis sejle en hel time), bad han om at få kameraet for at se, om det havde lidt overlast.
Det havde det underligt nok ikke, men jeg tror også, at det landede på John og ikke på dækket. Efter yderligere nogle minutter ville han op og gå, fordi det gjorde ondt i ryggen. Vi gik op i salonen, og jeg skævede nervøst til ham mange gange, men nu kunne han da smile til mig og forsikre mig om, at alt var i orden. Altså bortset fra smerterne … men jeg skulle ikke være bekymret. Som om …

Det gik nu okay, og han kørte selv fra færgen. Vi holdt ind kort tid efter for at spise frokost, som han supplerede med et par ibuprofener. Ingen af os var særlig sultne, men pausen havde han godt af, og pillerne virkede hurtigt. I den næste by, vi kom til, var der heldigvis et apotek, så vi kunne øge lageret af smertestillende medicin; vi havde jo kun nødforsyninger med hjemmefra, hvilket sandsynligvis ikke ville være nok til de næste par dage.

Ganske kort efter den tredje og sidste sejltur (hvor vi netop så færgen sejle og derfor måtte vente yderligere en time) var der en campingplads, hvor vi har booket os ind for natten. Og måske også for i morgen nat. Det vil vise sig. Nu sover John en god søvn, kan jeg høre … adrenalinpumpen har godt nok også kørt på højtryk for os begge; det bliver man meget træt af.
Det lader gudskelov til, at det trods alt var et heldigt fald, selv om det gør ondt på ham (han er normalt ikke pivet). Det kunne have gået meget værre, og hvis det kun koster en ekstra dag her i Nesma, er det altså billigt sluppet.

Der er ikke så mange billeder i dag, selv om det på ingen måde har skortet på de sædvanlige dejlige landskaber.
Den færge, hvor det gik så galt, måtte vi vente på i 1½ time, men vi fik fint tiden til at gå i en skøn lille butik, hvor man havde specialiseret sig i kaffe og olivenolier. Meget spændende sted, hvor fyren her var temmelig længe om at brygge mig en herlig cafe latte – den blev virkelig tilberedt efter alle kunstens regler og med størst mulig omhu – jeg fik den ikke i et papkrus, som man kunne tro ud fra billedet, men i et glas.

PS: Opdatering: Vi har set en havørn i dag! Thank God for vores mange pauser. Billede blev det ikke til, men den var god nok, fortæller min mand – med strittende vingespidser og det hele! Ehhh … havde ørnen altså … ikke John. Der er ikke ret meget andet end håret, der stritter på ham i dag …

Torghatten besteget

Den gamle gut, der ejer campingpladsen, ville gerne snakke og fortælle os om egnens historie – og vi ville gerne lytte.
Vi var nu glade for, at han ikke fortalte hvor svær turen op til hullet i Torghatten var, for så er det ikke sikkert, vi havde kastet os ud i det. Eller … måske havde vi nok alligevel … her er det taget fra 12 kilometers afstand – det siger lidt om hvor stort hullet er.

 

Vi satte bilen på parkeringspladsen og begav os af sted. Det så da ikke særlig slemt ud … og når man vendte sig om, var udsigten nydelig.

 

Det blev hurtigt lidt værre – her er ‘stien’:
Hvad der virkelig fik os til at tabe underkæberne var, at en ikke helt ung kvinde (midt i fyrrerne, vil jeg tro) tog turen med sit bevægelseshandicappede, 12-14-årige barn på ryggen! Vi havde godt nok undret os noget over den rullestol, der stod efterladt, da stien ikke længere kunne klares med en sådan, men det var altså forklaringen. Tænk engang, at konen overhovedet kunne klare det.

Så er vi ved at nærme os; efter 20 minutters klatren, hvor vi undervejs var nødt til at sætte os et par gange eller tre og få pusten.
Det var lidt hårdt ved knæene.

Men det lykkedes. Og jeg skal da lige love for, at det var et stort hul i væggen … se bare hvor små menneskene forneden til venstre i billedet er. Ingen billeder kan dog yde synet retfærdighed. Det skal opleves. 
Hullet er 166 m langt, 28-75 m højt og 10-28 m bredt.
Manden med den gule jakke fik vi os en lille sludder med. Vi overhalede ham i går og igen i dag – han er på cykeltur; ganske alene. Han er på den ‘forkerte’ side af de halvtreds år, så da vi i dag kunne konstatere, at han også havde overskud til denne bjergbestigning, måtte vi fortælle ham, at vi synes han er lidt sej. Han viste sig at være tysker; var startet fra Kristiansand i det sydligste Norge d. 4. juli; skulle cykle frem til d. 30. juli, hvor han satser på at være på Lofoten, hvorfra han tager toget tilbage. Det er dæleme godt gået cyklet, er det. (Torg)hatten af for ham.

Udsigten var naturligvis betagende smuk deroppefra. Hullet ligger kun 140 meter over havet; hele hatten er 258 m høj – vi kunne have svoret på, at vi var mindst 2 kilometer over havet, sådan som vi havde det, da vi nåede op. I virkeligheden havde vi kun klatret/gået en kilometer. Som vi selvfølgelig skulle klatre ned igen, men det lyder jo af ingenting, og vi er faktisk ikke højere oppe end Himmelbjerget. Jeg er altså sikker på, at man har skrevet forkert, da man skrev de tal i turistguiden!

Den med fuld sol fra kl. 12 holdt ikke helt – solen kom først frem, da vi var på vej ned igen ved 13-tiden, og ‘fuld sol’ ville være noget af en overdrivelse, men vi kan da se blå himmel.
Det har heldigvis ikke regnet så meget som en dråbe siden i går eftermiddags, hvilket vi var ret glade for, da vi kravlede rundt på alle de sten – de kunne ellers nemt have været farligt glatte.

Jeg tror vi sover godt i nat …

Nu skal man ikke gøre en myg til en elefant …

Men det er sandelig og overhelehovedet heller ikke nødvendigt her i Norge – det klarer de helt selv. De er MEGAstore, myggene heroppe … en elefant ville løbe skrigende bort, hvis den skulle komme på tværs af en af disse nordnorske myg. Nogle få af dem ville kunne tappe mig for blod på forholdsvis kort tid, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget kløende gift, de kan få pumpet i mig på ingen tid, så jeg halvt vanvittig kradser mig til blods og dermed bliver tappet for de sidste dråber, der måtte være tilbage.
Godt jeg har investeret i litervis af antimyggemidler – plus en næsten tilsvarende mængde antiklømiddel. Jeg er dog ikke blevet stukket endnu.

Smukt er her stadig overalt – uanset vejret. Vi har kravlet af sted langs en af de allervestligste veje i Norge det meste af dagen … vej 771, hvis nogen skulle være interesseret. Gennemsnitshastigheden har vel været omkring 40 km/timen. Men smuk, smuk, smuk. Gentager jeg mig selv?

Vejret i dag har været temmelig halvmørkt og temmelig regnfuldt. Jeg troede, vi var i midnatssolens land? Men okay … det er i det mindste lyst det meste af døgnet; det er bare den sol, der helst ikke vil vise sig. Hvis jeg går i seng omkring klokken 23, behøver jeg ikke lys til at læse ved. Det er faktisk meget heldigt, for der er ingen lampe oppe på pigekammeret …
Her til aften er det endelig ved at klare en smule op, så vi er fulde af optimisme mht. dagen i morgen, hvor vi kører ud til Torghatten, som er et hul i en klippe – sikkert Norges mest fotograferede hul.

Vejrudsigten for i morgen ser aldeles glimrende ud – fuld sol i morgen eftermiddag. Måske ikke ligefrem hedebølge, men det er ganske underordnet, bare det ikke regner, når vi skal op og klatre for at finde hullet i klippevæggen.
Den dér labre brise blev jeg nødt til at slå op – det lyder forjættende, men betyder såmænd bare frisk brise på meteorologdansk.

Frokosten blev også i dag indtaget indendørs, men igen med udsigt til et nydeligt land- og søskab.
 

Pludselig begyndte vandet at blive turkisfarvet i stedet for blygråt, hvilket vi tog for at være et godt varsel.

Vel ankomne til en så lille campingplads, at den end ikke er nævnt i vores guide, sidder vi nu og slapper af efter dagens anstrengelser og hele to færgeoverfarter.
Det er turens billigste plads indtil nu, og udsigten er måske ikke noget at prale af, men vi får det hele for 200 kroner …  bad, internet, strøm og læ for labre luftninger. Det kan vist ikke gøres billigere, så vi kan lige så godt blive her i to nætter, hvilket betyder, at vi har hele dagen til torghatudflugten i morgen. Man skal jo passe på ikke at stresse, ikk’?
Det er altså ikke fordi, vi skal eller vil spare på overnatningspladserne, at jeg hele tiden skriver, hvad de koster; vi tager dem, som de kommer, uanset prisen – det er mere for at fortælle, at det ikke nødvendigvis er de dyre pladser, der er de bedste – snarere tværtimod …

Min yndlingstidsel – man ser dem overalt i grøftekanterne; nogle steder står de meget tæt og danner næsten en hel tidselskov. Er den ikke smuk?

Jeg føler mig lidt som Terje Vigen

I 7. klasse stod klassens geni og reciterede følelsesladet og professionelt hele Terje Vigen uden at kaste så meget som et eneste blik på teksten. Jeg var så imponeret over hans præstation, og samtidig så betaget af Henrik Ibsens fængslende digt, at jeg aldrig siden har glemt starten af det: “Der bode en underlig gråsprængt en, på den yderste, nøgne ø; han gjorde visst intet menneske mén. Hverken på land eller sjø”

Den dér med en underlig, gråsprængt én passer jo i og for sig meget godt på John, og jeg havde digtet i tankerne hele vejen ud til de yderste skær, hvor Aglen Camping ligger. Man praler med at have havørne herude … sådan en fætter ville vi meget gerne have ind på både nethinden og kameralinsen. Den opmærksomme læser vil se, at der er en havørn på velkomstskiltet på den røde bygning, men vi så desværre ingen.
Vi er virkelig langt ude. Og det regner. Meget. Det har det gjort hele dagen – feriens absolut dårligste vejr indtil nu. Det er så dystermørkt, at gps’en helst vil stå på natindstilling og vi er så langt ude, at her ikke er internetdækning. Sagde de i receptionen på tirsdagens plads – man kan jo så undre sig en anelse over, at de har en emailadresse … men lad det nu ligge. Den unge fyr sagde, at vi bare kunne komme igen til næste år, så vil der være dækning. 
Derfor kommer der to indlæg i dag– jeg må se at få fyret indlæggene af, mens jeg kan.

Vi var helt enige om, at turen bestemt er værd at gøre igen – i solskin. Der var usandsynligt smukt hele vejen derud, men vi kunne ikke få hele panoramaet med pga. de tunge og lavthængende skyer.

Overalt er der masser af lupiner i vejkanterne – billedet er taget ud af forruden og derfor ikke specielt godt. Ét sted havde de røde lupiner (godt nok i en have); den farve mindes jeg ikke at have set før – den var både smuk og speciel.

 

Vejen var så smal som på billedet her de sidste 30-35 km mod vest i forhold til Namsos – det var ikke de store hastigheder, der lod sig gøre her, men det gjorde ikke spor; så meget mere kunne den smukke natur nydes. Både med og uden regn.

Da vi havde fået en kopkaf, så det ud til at klare lidt op, så vi tog (for en sikkerheds skyld) regnjakkerne på og begav os af sted op mod en bakketop, der vender ud mod yderskærene og Norskehavet. Halvvejs oppe begyndte det at regne, men pokker ta’ os, om vi gad gå tilbage igen allerede, så vi stod strabadserne igennem. Billederne blev derfor ikke helt lige, hvad vi havde regnet med, og havørnen(e) gad bestemt heller ikke vise sig. Troede ikke, at sådan nogle tog sig af en smule regnvejr.
Hvornår det holdt op med at regne? Da vi kom tilbage til camperen, selvfølgelig …
Vi har ikke set ret mange tyskere på campingpladserne på vores vej heropad, hvilket har undret mig, for de er normalt fordelt overalt i Europa på denne tid af året, men nu ved jeg hvorfor: De er nemlig alle samlet her på Aglen camping. Der er, med to undtagelser (os og en svensker), udelukkende fiskende tyskere i pensionsalderen på denne campingplads.

Trondheim

Først må jeg lige æde nogle ord i mig igen: det var nok alligevel ikke Norges kedeligste campingplads, vi boede på i nat – den tog sig noget bedre ud i solskin – og den der elv så jeg slet ikke i går, selv om vi kørte over den for at komme ind på pladsen … og jeg sov altså ikke!

Egentlig havde vi planlagt at køre til Steinkjer i dag og fortsætte videre op ad Kystriksvei 17 til Bodø, som Ragnhild har anbefalet os. Nu traf det sig bare således, at samme Ragnhild tilbød sig som guide i Trondheim, hvilket vi naturligvis ikke kunne sige nej til.
Vi fandt derfor en campingplads lidt uden for Trondheim og kørte efter frokost tilbage til byen for at se, som det kunne lade sig gøre at finde hinanden … vi har jo kun de halvdårlige billeder fra vores blogge.
Jeg ringede og fortalte, hvor vi befandt os. Ragnhild fortalte, at vi så bare skulle gå over broen, dreje til højre ad Fjordgate og gå, indtil vi nåede en stor, åben plads.  
Det lød jo ret enkelt … da vi kom til pladsen, slog John sig på bukselommerne og bandede derpå slemt: han havde lagt sin pung med penge og samtlige kreditkort tæt på vinduet i camperen (i hvert fald et meget synligt sted), fordi han troede, at han skulle betale bompenge for at komme ind i byen. Nu fik han sig en god, ekstra spadseretur, mens jeg ventede på Ragnhild …
Jeg så en dame stille sig i den anden ende af pladsen, kigge sig omkring, tage sin mobil frem og taste et nummer … jeg tænkte, at det lignede hende på det lyse, krøllede hår, og hvis min mobil ringer lige om lidt, så er det hende.
Min mobil ringede, og jeg sagde derfor ikke meget andet end “Hej – jeg står og vinker til dig lige nu”. Hun kiggede op og fik øje på en Ellen, der vinkede. Jamen hvor svært kan det dog være?
Lige da vi havde hilst pænt på hinanden, dukkede John op igen – MED tegnebog, heldigvis, og vi begyndte på vores færd gennem byen.
Vi så et Trondheim, som vi bestemt ikke ville have set, hvis vi havde været turister på egen hånd – Ragnhild fortalte og forklarede, mens vi gik.
Ind imellem blev det også til lidt snak om Norge generelt – alt i alt 2½ meget givtige og hyggelige timer blev det til, inden vi skiltes igen.
I biblioteket kunne man se resterne af en gammel 1100-tals-kirke – med skeletter og det hele.
Vi så den KÆMPEstore domkirke, det gamle havnekvarter med købmandsgårdene til venstre i billedet og det arbejdende folks områder til højre. Det hele er, lige som vi kender det fra DK, nu lavet om til mondæne beboelser og der er et rigt cafe- og restaurantliv.

Jeg kunne vise mange, mange flere billeder, og jeg kunne skrive mange, mange flere ord, men det vil blive alt for langt … jeg vil derfor ikke sige ret meget mere end tusind tak til dig, Ragnhild, fordi du gad ulejlige dig med at føre os to danskere igennem en smuk, ren og velholdt by. Det var en rigtig god eftermiddag og vi er på grund af dig en dejlig oplevelse rigere – endnu en gang må jeg konstatere, at blogland rummer en rigdom af muligheder – jeg holder aldrig op med at forbavses over alt det gode, jeg nærmest får forærende, bare fordi jeg har meldt mig under blogfanerne engang.

Ellen: “Hvad kan du især anbefale, at vi ser på rute 17 mod Bodø?”
Ragnhild: “Alt!” 
Godt så. Det er da heldigt, vi har sat 4-5 dage af til den små 700 km lange tur, som Google maps siger vil tage 11 timer og 27 minutter uden ophold …
Tak igen for i dag, Ragnhild. Vi gør med største glæde gengæld, hvis du engang skulle befinde dig i nærheden af Roskilde eller Køge  

Til slut et kig over fjorden sådan cirka fra, hvor vi har parkeret camperen – der er nogle fastliggere, der har kapret sig den allerbedste udsigt og nærmest har fået anlagt sig hele parcelhushaver med udekøkken og det hele i forbindelse med deres monsterstore campingvogne.
Og til allerslut, på utallige opfordringer, interiørbilleder fra camperen: vi kan i dag fremvise et kig på køkkenet, mens der bliver kogt kaffevand; plus Johns seng, som den ser ud, når alt andet end John ligger i den, og endelig et sceneri fra kommandorummet, når begge pc’er er sluttet til.

Glomma – Norges største elv

I aftes så vi en nydelig solnedgang, og i morges vågnede vi op til det skønneste vejr og indtog derfor naturligvis morgenmaden i det fri. Skyggerne var endnu lange, men vi var også tidligt oppe …

 

Stort set hele dagen har vi kørt langs Norges største elv, Glomma. Eller Glåma, som der står nogle steder. Den er gånnok bred. Men selv om den er det, kan man tydeligt se, at der er meget strøm – vandet bevæger sig temmelig hurtigt.
På et udsigtssted stod der en stormflodssøjle – det er da helt vildt, så højt vandet har stået; højest i 1789 og næsthøjest så sent som i begyndelsen af juni 1995. Man kan lige ane stregerne på billedet til højre (ellers klik det større), og man kan måske også fornemme, hvor langt der er ned til elven – det ligner noget, der hedder 8-10 meter over det leje, den flyder i i dag.

 

Men nydeligt er her altså nu, hvor det hele opfører sig særdeles fredeligt … her er der leget lidt med panorama stitch.

Frokosten blev indtaget langs en eller anden lille biflod – eller bielv, hedder det vel her – til Glomma … tættere kunne vi ikke komme med camperen – billedet er taget ud gennem døren.

På et tidspunkt, efter vi havde passeret vandskellet (pludselig løb floder og elve den anden vej!), fik jeg et glimt af et meget smukt flodløb. Heldigvis var der en parkeringsplads kort efter, så vi gik tilbage for at kigge lidt nærmere på det – og det var selvfølgelig lige så smukt og skønt som forventet. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af at kigge på vand – hverken havvand eller flodvand, der fosser af sted.

Vi – eller rettere John – gad ikke køre længere end til ved fire-tiden, så det blev Kvikne Camping 120 km stik syd for Trondheim. De ligger ikke vildt tæt, campingpladserne her omkring, og da der var 1½ times kørsel til den næste, blev det altså her, for når John ikke gider køre mere, diskuterer jeg det ikke med ham, fordi alternativet er, at jeg så kører i stedet for, og da jeg så afgjort helst vil være fri for det, får han helt suverænt lov til at bestemme over køre/hviletiderne her i foretagendet.
Vi er dog helt enige om, at denne campingplads må være en af Norges kedeligste – vi fatter ikke, at man gider være fastligger her – men den er okay for en nat, og internettet er gratis; i modsætning til i går, hvor jeg måtte slippe 60 kroner for 24 timers netadgang. Det kunne jeg lige så godt, for 1 time (ikke nok) kostede 20 kr og tre timer (nok) 40 kr. Men så kunne jeg lige så godt tage morgenen med for den sidste tyver.
Jeg har nemlig kvajet mig: Vores Net1-udbyder påstår jo, at de dækker overalt i DK, N og S, bare vi husker at tage modemet med os.
Da jeg ville tilslutte i går, virkede det ikke … jeg kiggede i manualen og kunne se, at jeg, for at kunne bruge Net1 som mobilt bredbånd, skulle have installeret et eller andet Axess-noget, som ligger på installations-cd’en til modemet.
Det er da også fint nok. Den cd ligger bare hjemme på ødegården … heldigvis har de fleste campingpladser trådløs netadgang i dag; selv denne, selv om der i campingguiden stod, at der ikke var mulighed for www.

Væksterne er anderledes heroppe, men mangfoldige og smukke. Alle disse er fra gåturen ned til fossen.

Vejret har været mest solrigt – en enkelt byge blev det til, men det var mens vi kørte. Her ved aftenstide ser det lidt dystert ud og der blæser en kold vind. Vi skal bestemt ikke sidde ude og spise – men hvad gør også det, når vi har en hyggelig camper?

Velkommen til Norge

Vi kom af sted lidt i ni i morges og satte kursen mod Jönköping, Mariestad, Karlstad, Arvika og Charlottenberg, som var sidste by i Sverige, hvor vi så masser af grænsehandelsbutikker – selv Tyskland kan vist dårligt være med her. Det bliver lidt spændende at se, hvad prisniveauet er i Norge, men uanset hvad, skal vi jo have mad – og vi har alligevel ikke tænkt os at gå ud og spise, men leve på bedste campingmaner; med enkel, men god mad. Jeg har ikke tænkt mig at stå en time eller mere i køkkenet for at producere et eller andet gastronomisk Michelinstjerne-værdigt.

Frokosten indtog vi lidt nord for Mariestad; lige der, hvor Götakanalen starter sin videre færd fra Vänern mod øst.
Jeg kunne ikke stå for den lille skeptiske, rødhårede pige med den flotte redningsvest …
Sluser var der selvfølgelig også – tre inden for en relativ kort afstand, så terrænet må stige pænt her.

Som omtalt i tidligere indlæg, elsker vi den svenske skov – når vi bor i den.
Når vi kører og kører og kører og ikke kan se andet end svensk skov, så langt øjet rækker (hvilket ikke er særlig langt), er det lige i overkanten, også selv om der er en sø eller en elv ind imellem til at bryde monotonien. Det er af samme årsag ikke de mange, potentielt præmievindende, pragtfulde billeder af de store vidder, der præger dagens indlæg, for vi har kørt og kørt og kørt. Lige nu handler det bare om at nå Steinkjer så hurtigt, som det kan lade sig gøre.

Natten bliver tilbragt tæt på en sø lige syd for Kongsvinger, og i morgen går turen nordpå mod Trondheim, som vi dog ikke når … det går ikke så hurtigt her i Norge, men pyt – vi har tiden for os. Endnu. Og på trods af mine ord lige før …

Dette billede er udelukkende til ære for Mia, som har ønsket sig at se interiørbilleder. Man ser halvdelen af spisestuen og det meste af soveværelset på første sal plus et kig til førerkabinen.