Mens det meste af Danmark åbenbart går og gisper i en landsdækkende hedebølge, bevæger vi os rundt blandt isbjerge. Temperaturen ligger på omkring 10 grader, så vi tager masser af tøj på – men det kan vi gøre. Man kan derimod ikke tage tøj af, til man har det passende.
Qaqortoq er en fin, lille by med omkring 2500 indbyggere, så det tal bliver næsten fordoblet, når de får besøg af et krydstogtskib. Vi gik en tur med guiden gennem byen og fik mange gode indtryk, selv om den er lille.
Bl.a. kan man finde 40 stenkunstværker rundtomkring. Nogle af dem skal man kigge godt efter for at få øje på, og vi fandt langtfra dem alle,
Men vi fandt Brættet. Det er stedet ved havnen, hvor fiskerne sælger deres friskfangede bytte til byens folk, og der var lagt varer til salg, selv om det var søndag.
Vi gættede på, at kødet var fra en sæl, og bagved lå der flotte, store havørreder og så fristende ud, men jeg kunne ikke have dem med hjem!
Det grønlandske sprog bruger mange bogstaver. Se blot både gågaden og den anden gade, som jeg afholdt mig fra at forsøge at udtale.
Efter Qaqortoq skulle næste formiddags højdepunkt være Prins Christians Sund. Det var faktisk hele turens højdepunkt indtil nu, men først historien om Michaels (guidens) klage over den ringe og mangelfulde betjening i restauranten:
Han havde indkaldt os til et orienteringsmøde, hvortil han havde booket et mødelokale på skibet. Midt i det hele troppede der tre personer op – en med tre striber og to med to. Den ene var cateringchefen, kunne vi forstå, og denne bad Michael uddybe, hvad der var galt, hvilket han gjorde på en meget sober, men også meget myndig måde.
De høje herrer beklagede dybt, undskyldte mange gange og fortrak igen.
Samme aften stod tjenerne der som små, plantede spyd, og på vores to borde stod der hvidvine på køl og optrukne rødvinsflasker – oven i købet med en bedre kvalitet vin, end den klassiske drikkepakke giver ret til. Sådan har det været hver aften siden, og vi har næsten helt ondt af tjenerne, som må have modtaget en skideballe to kill all skideballer.
Men okay – klagen var berettiget, og det havde så sandelig en markant større effekt, at det var Michael, der kom med den fremfor en af os andre.
Han kender, efter mange år i branchen, gud og hvermand, høj som lav, så hans ord har vægt.
Det har disse også. Vægt, altså.
Endelig kom isbjergene, og vi var dybt betagede.
De kom i Fifty Shades of Blue og i mange faconer. Den dybe, dybe blågrønne farve er svær for kameraet at indfange, men fantastisk var det at skue.
Nogle var større end andre, men vi var lidt skuffede over ikke at se nogen af de helt store … lige indtil der kom et andet krydstogtskib imod os. Det sejlede imellem isbjerget og os, og selv om bjerget lå et stykke på den anden side af skibet, ragede det op over dette og var dermed noget højere end end et 11-etagers krydstogtskib! Det kunne vi ikke fornemme, når de bare flød rundt på vandet i ensom majestæt.
Prins Christians Sund går på tværs helt nede ved Grønlands sydspids.
Da vi sad på dæk 11 og nød synet, hørte vi en amerikaner gøre sig klog over for et ældre (også amerikansk) ægtepar. Den Kloge-Åge kan ingen ide have om Grønlands udseende og/eller geografi, for han forklarede følgende:
”Her på denne side [af sundet] er det Grønland. Jeg fik ikke helt fat i, hvad kaptajnen sagde om den anden side, men Grønland er det ikke! Island måske? I don’t know … “
Du godeste! Det er garanteret ikke det eneste, han ikke ved. Jeg havde sådan en lyst til at hoppe op fra min stol og forklare manden, at det da for pokker er det HELE her, der er Grønland! Om han nogensinde havde hørt om Google maps? Eller andre former for landkort, for den sags skyld?
Men jeg gjorde det ikke. Jeg styrede mig.
De ser SÅ små ud …