Der er forskel på cab og cap

Jeg kan godt forstå, hvis grønlænderne har det lidt svært med sprog. Deres eget er utroligt svært (men det synes de jo nok ikke selv), dansk er deres andet sprog, så engelsk kommer først som tredje sprog. Ikke så underligt, at det kan gå galt, og jeg vil ikke pege fingre ad dem, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine, da jeg så dette skilt mens vi stod og ventede på vores kufferter udenfor lufthavnen.
En cab er en taxi. Hvis man taler om indlandsisen, og det gør man her, så hedder det the icecap.

Grønlands største lufthavn. Man bliver sommetider overrasket, men det var meget hyggeligt, og servicen var upåklagelig. Fordi de var ved at få nyt bagagebånd, kom bagagen på traktorvogne på området her foran, hvor vores guide stillede bussen, så han kunne køre bagagen til Polar Lodge. Det havde været hurtigere selv at trække den (bagagen altså; ikke bussen), for der var en genvej, som bussen ikke kunne tage, hvorfor vi kom til at vente på vores kuffterter. Vi trak dem selv til lufthavnen, da vi skulle hjem.

Her ses vores ‘icecab’ på Punkt 660 foran Grønlands icecap. Her er ret stort, og ví er ret små.

På vej tilbage fra indlandsisen gjorde vi holdt ved denne sø. Løbende henover midten af billedet fra venstre mod højre kan anes en mørkere stribe i isen. Hertil gik vandet indtil et par måneder før vi var der. Det forsvandt i løbet af en nat! Otte meter vand, der forsvinder fra en ganske stor sø … imponerende … ganske langsomt havde noget vand smeltet en bredere og bredere vej gennem isen, pludselig går det stærkt, fordi et eller andet bryder sammen, og en sø kan tømmes på ultrakort tid. Der har været nogle udsendelser i fjernsynet om det fascinerende fænomen.

Nu sætter jeg også en streg – ikke i isen, men i indlægget. Slut med Grønland i denne omgang.

---

Præcis i dag har min blog eksisteret i 10 år.
Fra de første, famlende forsøg til, hvad den har udviklet sig til gennem årene. Den har været med til lidt af hvert i mit (og andres) liv, hvor de tre nok mest betydningsfulde ting var min fars død, mit jobstop og min kræft. I sammenligning er alt andet småting, men det har været skønne 10 år, som har givet og lært mig meget, og, som noget af det allerbedste, har givet mig nogle fantastiske venner og nogle hyggelige bekendtskaber, som jeg aldrig ville have mødt, hvis det ikke havde været for blogland.
Nogle af jer har været med fra starten; der er nogle der er forsvundet og nye læsere er kommet til.
Hvor længe jeg bliver ved, vides ikke – intet varer evigt – men jeg er ikke part til at stoppe endnu.

Reklamer

Og hvordan var så maden i Grønland?

Maden var en positiv overraskelse.
Vi havde købt hele udflugtspakken og hele ‘madpakken’, for efter en googling om det kulinariske liv i Kangerlussuaq, var vi klar over, at der hverken var en Chinatown eller et Little Italy i den by. Hvilket så ikke kom helt bag på os … den tilsyneladende eneste restaurant, der var kendt for at lave rigtig god mad, var Roklubben, og eftersom det var der, man skulle spise, når man tog ‘madpakken’ med, var valget lige som ikke specielt vanskeligt.
Morgenmaden var med i rejsens pris og til alle fire frokoster kunne vi hente, hvad de kaldte sandwiches, men hvad jeg mere syntes lignede landgangsbrød, i vandrehjemmets køkkens køleskab. De var delikat veltillavede og ditto smagende, men temmelig vanskeligt tilgængelige – det lod sig dog gøre med en tallerken, kniv og gaffel. Værre var det, da vi skulle indtage dem håndholdt udendørs på et stop på vej ind til indlandsisen om søndagen. Det gik, trods en del vanskeligheder for de fleste, så nogenlunde … der blev bare efterladt en masse mad til polarrævene og ravnene, men det gjorde intet. Faktisk blev vi af guiden direkte bedt om at lade være med at tage rester med tilbage, men endelig smide dem, hvor vi stod – der var nemlig mange, der kunne få glæde af det. Vi tog derfor kun indpakningen med tilbage.

Aftensmaden bestod af dagens ret, hvilket skulle tages bogstaveligt, for der var kun én ret til os, undtagen én aften ud af de fire. Til gengæld var den ene ret virkelig god – hver dag. Først lam på dag 1, så en oksesteak (KÆMPEstor, men på alle måder perfekt!) på dag 2, stegt hellefisk dag 3, og om søndagen, den sidste aften, en stor, grønlandsk buffet med alt til faget hørende. Vil jeg tro … jeg er jo ikke ligefrem ekspert på området.
På øverste billede ses mattak, som er hud fra hvidhvalen. Der var ikke så meget, sikkert fordi folk erfaringsmæssigt ikke ligefrem hamstrer af denne specialitet. Det var sejt at tygge i, men jeg syntes til min overraskelse ganske godt om det; måske fordi det havde ligget og marineret i et eller andet.

Der var moskusokse i to varianter; den ene røget. Der var suppe, rensdyrtatar, stegt hval, hellefisk, snow crab (uhmmm), laks, rejer, en pastasalat, kartoffelsalat, en slags kartoffelmos (“knust kartoffel”), lammekoteletter og rensdyrpølser. Plus et par ting mere, jeg ikke lige husker nu, men jeg husker glimrende, hvor überlækkert det hele var.

Og ikke kun var det lækkert, det var også meget professionelt og delikat arrangeret på fadene, så alt i alt var både jeg og samtlige andre gæster glade. Jeg spiste naturligvis alt for meget, hvilket ikke er nogen nyhed, når der bliver serveret så dejlig mad for mig.
Det var som sagt søndag aften, så der var flere gæster fra byen, som kom og nød Roklubbens berømte buffet – restauranten var helt fuld – meget godt gået i en by med bare 510 fastboende sjæle en aften midt i november.

Lynkursus i grønlandspåklædning

Jeg har aldrig haft så meget tøj på på én gang. Holddaop, hvor det tog lang tid at få det hele på. Og af igen. Og på. Og af. Det skulle af og på flere gange om dagen, for man kunne naturligvis ikke holde ud at have så mange lag på, når man opholdt sig indendørs, hvor de bestemt ikke sparede på varmen heroppe.
Sent søndag aften blev der oven i købet en ekstra øvelse (selv om vi på det tidspunkt følte os fuldbefarne i klæd-af-og-på-disciplinen), for jeg havde netop gjort mig parat til natten, smidt alle kludene og kravlet til køjs med samme ‘påklædning’ som altid: Kun iført en let parfume. Efter mig kom John ind fra badeværelset (vi havde ikke vores eget) og kunne meddele, at han lige havde haft stukket næsen udenfor – og det vrimlede med nordlys. Endnu flottere end i aftes.
Der var kun én vej frem: På med alt klunset igen, for man kan ikke opholde sig udenfor i så meget som et par minutter med for lidt tøj på uden at blive stivfrossen – og da slet ikke, når man bare skal stå stille. Altså:

1. Trusser og bh (denne udelod jeg dog denne ene gang)
2. Vandresokker (ikke de tyndeste)
3. Uldne gamacher
4. Skiundertrøje
5. Tykke, hjemmestrikkede, let filtede sokker
6. Fleecetrøje med høj hals
7. Nummer to par uldne gamacher
8. Tyk, hjemmestrikket, ulden sweater
9. Termobukser, dvs. forede vinterbukser, yderst
10. Den meget varme og til formålet indkøbte vinterfrakke
11. Strikket hue
12. Varme, terrængående støvler, som er store nok til at rumme begge par sokker, og alligevel kunne vrikke med tæerne
13. Laaangt, hjemmestrikket halstørklæde (nogle gange dækker man også munden med det)
14. Vanter – en enkelt gang to par
15. Hætten op over hovedet

Men så er man også totalt klar til Grønlands kulde. Jeg lignede en michelinmand og jeg ved præcis, hvorfor Charlotte hadede at få flyverdragt und alles på, da hun var lille, men det er alt sammen aldeles ligegyldigt, for jeg kom ikke til at fryse på noget tidspunkt, hvilket var det vigtigste.

Hvis man er heldig, kan man sommetider se både rødt, blåt og lilla nordlys. Vi var heldige, og her ses den blålilla variation.
Som en ekstrabonus fik vi lige et stjerneskud med, men det så vi først, da vi så billederne på en stor skærm.
Grønland er fantastisk at opleve.
Det bliver ikke vores foretrukne feriested, for her er alt for koldt, øde og barsk til os, men nu har vi oplevet det, og jeg ville afgjort ikke have undværet denne oplevelse; kulden kan sagtens holdes ud i nogle få dage, hvis man ellers har det rigtige tøj, hvilket vi jo altså havde.
Vi kom fra ÷24° i går og har været ude at ordne lidt i haven i dag i 12°, hvilket ikke kræver den store kædestrammereksamen for at regne ud, at det giver en forskel på 36°. Vi har flere gange haft tilsvarende kuldegrader i Danmark, men så har jeg ikke skullet opholde mig udendørs i flere timer ad gangen.

Prøv at forestille jer dette fylde hele himlen. Det bevæger sig konstant; det bølger og det blafrer. Jeg var glad for, at jeg ikke skulle koncentrere mig om at fotografere, for billederne skulle eksponere mellem 10 og 35 sekunder, og der skete noget nyt hele tiden et andet sted end lige der, hvor man nu kiggede. Jeg blev helt svimmel sommetider, ikke kun af ærefrygt over dette fantastiske skue, men fordi jeg kiggede op og samtidig drejede rundt med meget korte mellemrum.

YES!!! Nordlyset var der!

Carsten, vores guide, lovede os, at vi nok skulle få nordlyset at se, inden vi tog hjem igen. Jeg må indrømme, at jeg var ret skeptisk pga. det tætte skydække, men han fik ret. Jeg var ellers godt nok negativ, da han i aftes kørte os ud mod indlandsisen, men skydækket blev søreme tyndere og tyndere. Pludselig kunne vi se stjerner og så var det der, nordlyset. Billederne må I vente med, til jeg er hjemme igen, for dem stod John for, og eftersom de er i raw-format, kan jeg ikke bare kopiere dem over på min pc.
Men det var der, det var stort og det var flot! Det fyldte bare HELE himlen!
I aften tror jeg det bliver endnu flottere, for i dag har solen skinnet fra en skyfri himmel.

I dag har vi været inde på Punkt 660, som hedder således, fordi det ligger 660 m.o.h. Der begynder indlandsisen – eller rettere, det gjorde den, for i løbet af de sidste 15 år er den kravlet temmelig meget baglæns ind mod midten af Grønland, så vi måtte gå et langt stykke, før vi nåede selve indlandsisen.
Langt og langt … vi gik måske 800 meter i fugleflugtslinje, men det føltes langt, fordi det gik op og ned og sommetider var meget glat.
Vi kunne konstatere, at vores fodtøj var helt i orden, for vi skred ikke i svinget nogen gange, men gik på ‘stien’, som om vi havde øvet os i årevis – Knud Rasmussen ville have været grøn af misundelse, er vi sikre på.

Det var svært at kende forskel på os – mere end én gang fik man lige i skyndingen henvendt sig til den forkerte, fordi man troede, det var ens egen ægtefælle – og det var det så ikke … man kunne næsten kun kende forskel via stemmen. Som jeg tørt bemærkede, så ville det ikke engang hjælpe at føle sig frem under disse forhold …

Jeg kunne også konstatere, at vores tøj var i orden. I dag frøs det 24 grader, men jeg blev på intet tidspunkt kold.
Det gjorde vores frokost til gengæld … vi indtog et landgangsbrød i fri luft, og inden jeg nåede ned i den anden ende af det, var ægget, rejerne og tomaterne frosset. Johns sky på rullepølsen var også frosset, inden han fik den spist færdig. Det var simpelthen mit livs koldeste bord.

Når man går sådanne steder, føler man sig meget, meget lille. Virkelig lille. Jeg ville ikke bryde mig om at blive væk her.

Her er vi på vej tilbage til bussen – kan I se de to personer lige i midten af billedet? Så lille føler man sig hele tiden.

Dybfrosne floder kan vi også klare heroppe. Med okker i vandet, så det får en speciel farve.
Tænk, at jeg har gjort det! Jeg har gået på den grønlandske indlandsis. Det er altså stort.

Altså, de der vejrudsigter …

Turen herop gik smertefrit og aldeles som planlagt. Hvad der til gengæld ikke er gået helt efter planen, er vejret, for det er overskyet, selv om YR lovede sol fra en skyfri himmel. Guiden sagde, at man aldrig skulle bruge YR, men DMI, hvilket er stik modsat erfaringerne fra Danmark.
I Kangerlussuaq har man 300 solskinsdage og kun 125 mm nedbør om året – vi har bare ikke set solen endnu, men DMI lover, at den snart kommer. Guiden har også – meget modigt af ham, synes jeg – lovet, at vi nok skal få nordlys at se, inden vi tager hjem igen. Jeg håber virkelig, at han har ret!

Inde på indlandsisen skinner solen, og guiden har lovet, at den kører vi imod i aften for at se på nordlys. Man kan på billedet godt fornemme, at der er sol et sted derude, og man kan ane de flotte blågrønne farver. I eftermiddag går turen til Russelgletsjeren, så formiddagen skal bare gå.
Kangerlussuaq huser 500 sjæle, og selv om den via lufthavnen er porten til Grønland, så kan selv den mest entusiastiske ikke kalde det for en driftig by.
I lufthavnen mødte vi guiden, som sagde, at vi bare skulle gå udenfor, så ville vores kufferter komme om små 10 minutter.
Den skulle jeg lige have igen: Sagde han virkelig, at vi skulle gå udenfor? Det gjorde han, så det gjorde vi, og ganske rigtigt kom vores bagage da også efter kort tid. De er ved at lave nyt bagagebånd, så al bagagehåndtering er manuel lige nu. Det er simpelthen den mindste internationale lufthavn, jeg har oplevet. Man går ud og ind som på en busstation i en mindre provinsby derhjemme. Bag gate 1 er indenrigs, og bag gate 2 ligger securityområdet, som jo skal være der, men det ser ikke ud som om det bliver taget specielt højtideligt heroppe. Her er nok også alt for koldt for terrorister …

I går var vi på tundraen – her er permafrost fra 1½ meters dybde, så husene står på pæle, som man dog ikke kan se, for ikke at sætte sig eller flytte sig. Energiforsyningen til byen sker via dieselgeneratorer, og fordi vi tilligemed bor klos op ad lufthavnen, er det så som så med den der rene, grønlandske luft. Den er der dog, så snart vi bevæger os uden for byen.
Her så vi moskusoksen, som ikke er en okse, men et får. Det giver da også mening, når man ser nærmere på den, men den klovn, der i sin tid navngav dyret til at skulle hedde moskusokse, giver jeg ikke så meget for.
Jeg var desværre ikke tæt nok på till at kunne plukke lidt uld fra den. Havde jeg kunnet det, ville det nærmest have kunnet betale hele rejsen – det koster 1000 kroner for 100 gram, men det er også det lækreste, fineste og blødeste uld, man overhovedet kan forestille sig – man tror næsten ikke sine egne hænder, når man mærker på det.

Maden er en positiv overraskelse og klart bedre end forventet. Vi bliver hver aften kørt til Roklubben og får et måltid varm mad i gourmetklasse, så vi glæder os ret meget til buffeten søndag aften, hvor der bl.a. vil blive serveret moskusokse i flere varianter.

I Kangerlussuaq (som udtales ganger’slussuak – jeg troede først, at guiden læspede, men der udtales et ‘s’ foran ‘-luss-‘. Grønlandsk har nogle sindssygt lange ord, og så staver de det ikke engang, som det udtales!) standser man ikke bussens motor, bare fordi man skal bruge et par timer på at spise. Den er stoppet om natten, og således er det for de fleste af de biler, man ser køre rundt i byen, hvilket selvfølgelig er medvirkende til, at her stinker af diesel hele tiden. De betaler ikke afgift heroppe, så de får brændstoffet til godt fem kroner literen.

PS: Jeg vender tilbage og bliver først ajour med jer andre, når vi er hjemme igen – datatid er vildt dyrt heroppe, så den er for mit vedkommende rationeret.

Det bliver rasende koldt

Vi pakker kuffert. Til grønlandsturen. Den globale opvarmning huserer ikke deroppe lige for øjeblikket, for selvom dagsgennemsnitstemperaturen for november skulle ligge på ÷8°, så holder den sig lige nu og i de kommende dage på ÷20° eller derunder i Kangerlussuaq, hvor vi skal til i morgen.
Det er richtig dajli’ koldt!
Vi har dog garderet os – jeg har lånt skiundertøj og fleecebluser af en af Die Drei Mädchen, og John havde selv noget fra sin tid som taxachauffør. Varme støvler og ditto sokker, huer, halstørklæder, vanter og sweaters, de nye frakker, vi købte på Fanø – jeg tror vi kan klare under 30 graders frost og snestorm.
Det handler om lag-på-lag-på-lag, og det har vi tænkt os at efterleve. Gallatøjet og – for mit vedkommende – stiletterne lader vi blive hjemme. Desuden skulle det ikke føles nær så koldt på Grønland, som den samme minustemperatur føles som herhjemme – det finder vi snart ud af om passer … derudover er vinden næsten ikke-eksisterende; bare 0-1 m/sek, så chillfactor kan lades ude af betragtning.

Og dette her er endnu bedre! Lave temperaturer og klar himmel hører jo sammen, så vi vil meget hellere have kulden end den relative varme, der indfinder sig om en uges tid. Vi tager jo primært derop i håbet om endelig at opleve nordlys, og det kan man ikke med en overskyet himmel. Lige nu er vi derfor fulde af fortrøstning.
Og til de mange, der har spurgt os om, hvorfor vi tager derop, når det er mørkt døgnet rundt, kan jeg svare, at det gør vi skam heller ikke ikke … som det fremgår, står solen op lidt i ni og er på himlen til næsten halvfire, hvilket ligner Danmark ved juletide, så vi skal nok få glæde af de tilmeldte ture både til tundraen, indlandsisen og Russelgletsjeren.
Vi vil meget gerne til Grønland på et eller andet tidspunkt om sommeren for at opleve Isfjorden, men man ser ikke nordlys, når der er lyst døgnet rundt, selv om en del tror det – man ser jo heller ikke stjerneskud om dagen, vel?
Glæder vi os? JA, vi gør da. Kulden afskrækker os slet ikke – vi ved jo, at vi har det rigtige tøj med. Vi har fordelt det i to kufferter, med cirka halvdelen af hver vores tøj i hver kuffert, selv om John atter en gang nærmest skulle overtales til det. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvorfor han gerne vil dele hus og seng med mig, men synes jeg er fjollet hver gang jeg foreslår ham, at vi deles om kufferterne. Det er oven i købet ham, der har den dårlige erfaring med ikke at ville gøre det.
Kryds venligst alt, hvad der kan krydses for, at vi får et af vores højeste ønsker opfyldt. Det der nordlys, forstås …