St. Malo – Guernsey – Poole – ”hjemme”

Vi skulle være ude af huset kl. 10, men var færdige kl. 9 og kunne lige så godt køre, da der nu var pakket sammen og gjort rent.
Vi sad og gloede ud over havnen i St. Malo i 1½ time, inden vi kunne checke ind før afsejlingen til Guernsey. Vi havde regnet med at have to timer på øen, hvilket skulle være nok til at køre hele vejen rundt, men vi nåede ikke at se en pind, for færgen var godt en time forsinket, så vi nåede kun at køre i land (vi skulle med en anden færge videre til Poole) og lede en rum tid efter, hvor vi skulle køre til for at komme ind til det andet check-in. Her sad vi så og ventede i omkring to timer; med et par flyt af bilen undervejs – man skal checke ind mindst en time før afgang, så vi turde ikke rigtig køre nogen steder. Men nu kan vi da sige, at vi har været på en af kanaløerne …
Det var alt i alt ikke en ligefrem spændende dag; vi tog af sted kl. 9 og var hos Charlotte kl. 21:20 engelsk tid. Selve sejltiden er to timer + tre timer, med mindst 2-3 timers ventetid, og to gange omstændelig og lidt rodet ombordtil- og frakørsel. Det er tilmed hundedyrt, så det er ikke et kanalkryds, vi kan anbefale.
Og med overtrætte og derfor hylende børn i store mængder kan tre timers overfart meget nemt blive en meget lang tur. Man får tildelt nummerede hvilestole, lige som i et fly, så man har ikke mulighed for at flytte et andet sted hen for at få lidt fred – i hvert fald ikke, når færgen er fyldt op.

I torsdags kørte vi til en afveksling en tur til en smuk kyst. Vi fandt et par restauranter med excellente udsigter, hvor vi på den ene drak en kopkaf og på den anden spiste alt godt fra havet – for mit vedkommende. Den slags kan ikke rigtig friste John, så han fik lidt gris med fritter og grønt. Det ved man da, hvad er. Men pil-selv-rejer! Og østers!! “Og hvad er det der??? Snegle???” Det var jo snegle fra havet, ikke fra haven, og de smagte godt, men intet af det kunne på nogen måde gøre min mand misundelig. Han synes ikke mindst, at der er alt for meget hårdt arbejde forbundet med at få maden fisket ud af diverse skaller. Hvis nogen ville gøre det arbejde for ham, ville han – måske – overveje det. Jeg var da også over en time om at få gjort kål på fadet, men det var herligt!

Generelt var vi (også) ret imponerede over Bretagnes mindre og lidt større byer – alt var så rent, pænt og velholdt, med masser, massser af blomster både i haver og i krukker. De engelske pubber har skarp konkurrence her.

Billedet øverst til højre er fra St. Malo. Manden stod og førte sin dukke til musikledsagelse, og da jeg dykkede ned i min lynlåslukkede taske for at finde en euro til ham, stod drengen lynsnart meget, meget tæt på mig. Jeg sendte ham mit mest bistre og skræmmende blik – som han da heller ikke undlod at reagere på – og jeg ‘glemte’ hurtigt alt om at donere noget til den dukkefører.

Men – nu er vi hos familien, vi nyder det selvfølgelig, og der vil i løbet af ugen komme masser af ord om det kommende flower show. De har godt nok tænkt sig at gøre noget ud af det.

Vi havde åbenbart set de flotteste kyster allerede

I dag blev vi enige om 1) at droppe at køre helt ud til Pointe du Raz, som vi ellers havde talt om hjemmefra; der var for langt bare for at kunne sige, at vi har været ved Frankrigs vestligste punkt, og 2) i stedet at køre en tur ad forskellige grønne veje, som vi fandt på kortet.
En af dem gik oppe langs kysten og endte ved Roscoff, men det var ikke noget at skrive hjem om – vi er allerede forvænte mht. de bretonske kyster, så efter den i øvrigt glimrende frokost vendte vi i stedet næsen sydover og fandt ud af, at her gælder åbenbart det samme som i Tyskland: En grøn vej betyder, at man kører gennem en skov, og man kan ikke se andet end træer … ret irriterende, faktisk.

I Roscoff så vi en fodgængerbro, der ikke førte nogen steder hen! Andet end ned i vandet … vi så også mennesker på den, men ingen som gik i retning mod højre på billedet … det er selvfølgelig også en måde at slippe af med folk på, men hvad mon får dem til at gå derud?

Alt i alt er der ikke meget at berette om dagen i dag, men vi kom forbi et stort supermarked, så jeg skulle lige ind og se, om de mon ikke kunne friste med et eller andet.
Det kunne de: Confit de canard til halv pris! Samme størrelse dåse som jeg køber derhjemme, men til 9,75 € i stedet for 150 kroner. Jeg købte fire dåser. John fandt senseokaffepuder til 90 øre stykket; derhjemme koster de – på tilbud – 1,51 krone stykket. Han købte fem maxipakker á 54 puder. Så kan han vel klare sig en uges tid … og jeg overdriver naturligvis slet ikke … den mand har danmarksrekorden i kaffedrikning, tror jeg.

Billederne (undtagen det af broen, selvsagt) er fra gårdspladsen foran vores lejede hus. Herover muren til naboens skur og garage og herunder kig mod venstre til bedet ind mod en græsplæne og ind til hønsegården, hvor der i øvrigt huserer en yderst irriterende hane, som fuldstændig har misforstået, hvornår man skal gale. Vi ville sådan ønske, at der hurtigst muligt blev besluttet at få kogt noget suppe på ham, eller måske bruge ham til en slowfood-coq-au-vin. Det kan kun gå for langsomt at komme af med ham, men jeg har desværre på fornemmelsen, at han stadig galer, når vi tager afsted igen.

Udover and og kaffe blev der også investeret i forskellige slags cider og en enkelt flaske calvados. Sidstnævnte hører vel mest til Normandiets specialiteter, men her i Bretagne ser man det ene ‘cideri’ efter det andet; de fleste sælger direkte, nogle få gør ikke, men alle forretninger har en del forskellige at vælge imellem, men hvordan skal man dog kunne gøre det? Jeg kender naturligvis ingen af dem, så jeg kan ikke gå efter andet, end at den skal være brut – jeg vil ikke risikere at komme hjem med noget sødt og derfor for mig udrikkeligt stads. Jeg har købt fem forskellige helflasker; dvs. 75 cl, så det bliver noget med at dele, men mon ikke jeg finder en eller flere, der vil dele med mig? Det tror jeg. Cider er – som oftest – en udmærket drik.

Frankrigs største turistfælde?

Jeg havde læst om det, så jeg var forberedt. “Man skal være indstillet på at gå skulder ved skulder, men det er det værd”.
På en af hjemmesiderne anbefalede man at være der senest kl. 9, fordi man så undgår stort set alle turistbusserne. Det lød fornuftigt, så vi tjekkede via Google Maps og så, at det skulle tage en times tid at køre dertil.
Derfor afsted med os klokken otte. Vi havde så ikke lige forudset vejarbejdet, som sinkede os i 20 minutter, men det var på en måde heldigt nok, at vi opdagede det, for det er vi nødt til at tage højde for, når vi skal nå færgen fra St. Malo på fredag.

Vi blev godt nok lidt lange i ansigterne da vi så den enorme parkeringsplads. Som i kæmpe-hyper-meeeegastor. Heldigvis var den slet ikke fyldt op; vi kom til at parkere på P5 – mit gæt er, at det efter størrelsen at dømme nok sluttede med P50 … plus alle busserne … det er helt vildt.

Parkeringsafgiften inkluderede en gratis shuttlebus, som vi tog, da der er et godt stykke at gå derud.
Da vi kom, var der land omkring øen, men det var der ikke, da vi tog afsted igen. Det der tidevand var næsten det mest fascinerende og det eneste, der kan få mig til at stå stille i laaang tid ad gangen uden at foretage mig noget som helst andet end se det komme ind. Eller forsvinde ud igen. Her gik det tilsyneladende meget stærkt, men det skyldes formentlig, at her er fladt, fladt, fladt.

Mellem det første og det sidste billede i ovenstående lille serie er der 10 minutter.
Vi var helt oppe på toppen, selvfølgelig – og vi gik ikke “skulder ved skulder”, selv om der var mange mennesker.
De smalle stræder i den nederste tredjedel var pakket til bristepunktet med caféer, souvenirbutikker, crêperier og restauranter.

De øverste to tredjedele så ud til at være helliget noget beboelse, et par hoteller og så selvfølgelig klostret med kirke og en lille kirkegård.
Vejret havde hele morgenen og formiddagen set dystert ud, men John og jeg var enige om, at det ikke ville begynde at regne, så det dertil egnede tøj lod vi ligge i bilen.
Dér havde vi forregnet os, for pludselig begyndte det at høvle ned. Souvenirbutikkerne fik god gang i engangs-regnfrakkesalget, og John og jeg søgte ly i en restaurant, hvor vi fik os hver en kopkaf og en crêpe. Dvs. – her i Frankrig får man ikke en kopkaf. Ellen får en café au lait og John en café americano, som oftest er en espresso med en kande varmt vand til, så man kan fortynde, til smagen passer … det er ikke helt Johns kop te at få kaffe på den måde, men det går og er bedre end ingenting. Siger han.
Da forfriskningen var indtaget, var det næsten holdt op med at regne, og vi satte kursen ned mod indgangen og shuttlebusserne. Klokken var nu tæt på 12, og det væltede ind med turister! I veritable horder strømmede franske pensionister, japanere og engelske og franske skolebørn ind – vi kunne på smalle steder næsten ikke kæmpe os imod strømmen. Godt, vi var ankommet tidligt; jeg hader sådan noget, og mit ansigtsudtryk må have afspejlet det, for i bilen bemærkede John: “Det var vist ikke rigtig noget for dig.” “NEJ! Var det så tydeligt?” Det var det, selv om jeg ikke havde sagt et ord.
Men nu har vi set Frankrigs største turistfælde og kan krydse endnu et sted af på UNESCOs World Heritage Site.

“Gider I lige komme og hjælpe med at fjerne den sten i baghaven?”

I dag gik turen til Trègastel, som ligger på Côtes du Granit Roses og som så ud til at have nogle gode udsigtspunkter. Som sædvanlig kodede jeg gps’en med svinkeærinder undervejs, så vi havde flere delmål. Vi måtte derudover hele tiden standse op, fordi vi tabte vejret over al den skønhed og lige var nødt til at stå ud af bilen og samle det op igen – herunder ved en lille bugt, hvor nogle havde fundet ned for at bade. Igen meget cornwallsk med sådan en lille, “hemmelig” bugt.

Overalt i Bretagne ser vi hortensia i store mængder – den busk har alle, der har et stykke jord.
Jeg mener at have lært, at farven på blomsterne er afhængig af jordbundens beskaffenhed eller af, hvad man giver planten at spise. Er der derfor en, der kan forklare mig, hvorfor der fx er en med hvid blomst midt i det hele? Eller hvorfor der er flere forskellige farver på hortensiabillede 2? 

Udover hortensia er der, ligeledes i næsten samtlige haver, mandshøje perikonbuske og ditto fuchsia. I DK bliver Perikon bare 30-50 centimeter høj …

Efter en frokost ved en lille havn kørte vi videre mod dagens mål i Trègastel, der som nævnt ligger på Côtes de Granit Rose, og søgte ned til stranden. Kysten hedder således pga. klippernes farve. Det er dog en sandhed med modifikationer, vil jeg mene – jeg vil kalde dem for brune, men kysten er speciel; med kæmpestore, glatte sten, som er meget større, end billedet umiddelbart giver indtryk af, men de skal vist ses ved solnedgangstide for at virke rødlige. Vi fik os en god gå- og klatretur for at komme helt ud på de yderste sten/klipper. Man kan se, hvor store de er ved at sammenligne med manden under pilen på billedet herunder. Billedet kan klikkes større.

Man må gerne kalde mig Aubrey – lige pludselig var der en bølge meget større end alle de andre. Det var ikke med vilje, som Aubie ville have sagt …

På billedet af John fornemmes stenenes størrelse igen – og til sidst på huset herunder, som har en af særdeles betragtelig størrelse i haven.

Har jeg nævnt før, at jeg er ret begejstret for Bretagne? Nå, okay … men måske forstår I hvorfor?

Turen går til … Dinan

I nat blev det et forskrækkeligt uvejr, som H.C. Andersen ville have udtrykt det. Det buldrede og bragede og regnede og lynede til den store guldmedalje, hvilket alt sammen fik sat en effektiv stopper for det varme vejr – hele formiddagen var det bare 14-15°, hvilket var fint nok med os; man kan tage lunt tøj på, men man kan ikke smide mere, end anstændigheden tillader.
I løbet af eftermiddagen nåede vi dog atter op på 23°, men det er en behagelig sommertemperatur, der passer lige til os.
Der sker vist det samme i Danmark, har jeg lige set på DMI – mange af jer vil opleve skybrud og den voldsomme varme forsvinder, men det er vel i orden med de fleste af jer, går jeg ud fra? Mere end 30° er nok lige i overkanten for de fleste.
Vi kørte til Dinan i dag for at undersøge den gamle bydel nærmere.

 

Den var da nydelig …
Crêperiet, som anes nederst til venstre på første billede, og som er taget forfra på det andet, frekventerede vi, da det blev eftermiddagskaffetid.
Der ligger crêperier overalt her – i byerne på hvert andet gadehjørne og for hver 200 meter på gaderne (sådan cirka næsten uden at overdrive), og på landet med jævne mellemrum. Antallet af crêperier slår antallet af pizzeriaer i Sverige, og dem er der ellers rigtig mange af.
John blev en lille dreng igen og bestilte en pandekage med nutella (yrk!), mens jeg gik knapt så meget amok og bestilte en med citronsaft på.
Jeg ville absolut ikke have brudt mig om at bytte, men sådan havde John det vist også, så alle var glade – og det var rigtig gode pandekager.

Regn om natten og om morgenen, og så ellers fint og tørt vejr om dagen – det er sådan vi kan lide det. Noget af det, jeg synes godt om ved Bretagne er, at her er så grønt og frodigt, men hvis dette er normalen med masser af væde og masser af varme, kan det næsten ikke blive anderledes.
Stort set alle haver bugner af skønne store roser og hortensiaer, og de oftest grove husmure prydes ligeledes tit af rigtblomstrende arrangementer. Her sat på en kirkemur.

Vores lejede hus ligger, som tidligere nævnt, langt ude på landet i et smukt og meget kuperet terræn. Det er godt, jeg ikke har noget imod at lave mad i min ferie, for der er mange kilometer til spisestederne i området, og vil man have flere at vælge imellem, er man nødt til at køre den halve time til Dinan. Det betyder også, at både telefon- og internetforbindelse er særdeles ustabile, men det går naturligvis alligevel … bortset fra, at det var ret irriterende, at jeg ikke kunne modtage min Visa-bekræftelseskode, da jeg i formiddags bestilte billet til Eurotunnellen til vores hjemtur fra England … det lykkedes dog i andet forsøg, fordi jeg var så snedig at gå udenfor, til koden var modtaget – og så skynde mig ind og fortsætte igen i håb om, at transaktionen ikke havde nået at time out.

Cap Erqui og Cap Fréhel

Vi lagde ud i morges med at finde det nærmeste supermarked for at få købt ind til weekenden. Det lå 8,5 km væk; det næste 32 km væk, så vi tog selvfølgelig det, der lå tættest på. Og som var et Lidl! Pokkers også, men jeg var nødt til at krybe til korset og handle der. Resten af ugen vil vi kigge efter supermarkeder på vores vej, for jeg VIL ikke Lidl. Principielt! Og i øvrigt var jeg ikke imponeret, så fordommene er i behold. De havde kun langtidsholdbar mælk, fx, men vi fik da, så vi kan klare os gennem weekenden.

Oplevelsesturen i dag skulle ikke være for lang – der er blevet kørt nok de sidste tre dage. Vi nøjedes derfor med at smutte op til nordkysten for at se, om tidevandet og kyststrækningerne kunne genkendes fra de engelske kyster.
Det hele lignede fint noget vi kender – meget cornwallsk i sit udtryk, men det gør ikke spor, tværtimod, for vi er begge ret begejstrede for Englands sydvestligste hjørne, og selvfølgelig var det ikke helt det samme, da vegetationen er lidt anderledes.

Forskellen på flod og ebbe er lige her tæt på syv meter. Disse to billeder viser forskellen på et par timer, hvor det nederste er minimum, og hvor det netop er bebyndt at løbe ind igen. Vi gad ikke vente seks timer på, at det skulle blive højest; mest fordi der var et orkester, der var ved at line op til noget strandfest i aften. De kunne nu godt have øvet sig hjemmefra – det lød forfærdeligt, rent ud sagt.

Vi kørte ud til Cap Fréhel og gik det sidste stykke ud til spidsen, som – også – minder om Cornwall; denne gang Land’s End.
Uha, der var højt ned, men vi lider heldigvis ikke af højdeskræk, så vi nød bare synet og udsigten.

Havet havde en vidunderlig grøn farve visse steder – formentlig pga. kalk, for det mindede lidt om farven på vandet ved Stevns Klint; vejret var perfekt med sine yderst behagelige 22°, så vi havde slet ingen klager over dagen.
Frokosten var medbragt, sammen med vand, kaffe og lidt kage. Ren luksus at kunne indtage den på en skyggefuld plet i så smukke omgivelser.

Det bedste af det hele: Bierne er forsvundet. Som i helt væk, hver og en af dem!
Jeg kan kun komme til den konklusion, at det har været en sværm på rejse, hvor noget af den af en eller anden årsag er kommet væk fra dronningen.
Enten er de døde nu eller også drog de videre igen på et tidspunkt – jeg er faktisk lidt ligeglad, bare de er væk, for der var virkelig mange i går; det var en smule temmelig skræmmende, at de blev ved med at kunne finde ind gennem de gamle mure/bindingsværk. Vi kunne høre dem bzzzz’e hidsigt inde bag stikkontakterne … det var helt Hitchcock’sk.

Vi er landet på landet – laaangt ude på landet i Bretagne

Hedebølgen er vi kørt forbi nu – næsten da … det er ‘kun’ omkring 30° her ved 21:30-tiden, men vi mærker det ikke inde i huset, som er et stenhus og (derfor?) dejlig køligt.
Internetforbindelsen skulle åbenbart også køles ned for at virke, for da vi ankom, viste den 2G med 1 streg, og ikke engang min mailbox kunne åbnes. Nu viser den 3G med fire streger … mig ikke helt forstå, men jeg skynder mig at benytte mig af det. Hvis blogningen fra min side bliver uregelmæssig i den næste uge, er det pga. dårlig forbindelse og ikke manglende vilje – og jeg tør næsten ikke uploade billeder … den viser 1,31 ned og 0,30 op, så det er ikke ligefrem bredbåndet, vi har fat i her …

Huset er ellers fint nok, bortset fra at det vrimlede med bier både ude og inde. Vi fandt stedet på muren, hvor de så ud til at samles, men det tog os noget tid at finde ud af, hvor de kom ind i huset. Vi plastrede alle potentielle indgangshuller i bjælkerne til med stanniol, men om bierne holdt op med at komme ind, fordi vi havde lukket adgangsvejene, eller det var fordi de var gået i seng, ved vi først i morgen.
Jeg forsøgte telefonisk at kontakte ejeren af huset, men ikke engang det var der forbindelse nok til i eftermiddags. I morgen kører vi ud og handler, samt kører en tur til nordkysten, så der skal det nok lykkes os at få forbindelse på et eller andet tidspunkt.
Gudskelov sover bier lige som os om natten, så jeg er ikke bekymret for vores nattesøvn.
Vi blev fint modtaget af en af naboerne, som kom og tjekkede, at vi blev godt installeret. Han ville så gerne snakke, men mit franske er mildt sagt ringe – lærdommen begrænser sig til et halvt år på HF-niveau som aftenkursus for 35 år siden … jeg kan dog pænt mange ord, men jeg er ikke god til at sætte dem sammen til sætninger og jeg har svært ved at forstå det talte sprog – især når det bliver talt med en tyktflydende bretonsk (må det vel være) accent, som det var tilfældet her. Vi endte dog med at mene, at vi nok havde forstået essensen i, hvad vi hver især ville fortælle, så det gode naboskab er (endnu) ikke spoleret.

Som sagt vil jeg spare lidt på billederne, men disse to vil jeg have med. De viser udsnit af et stykke, der er cirka dobbelt så langt som på billede to. Der ser ud som om jorden er skyllet væk under alle trærødderne, men arealet lå over halvvejs oppe på et ret skråt stykke jord, som ikke på nogen måde kunne se ud til at kunne blive oversvømmet. Mystik, mystik … forklaring, anyone?

Jeg ledte efter et hotel tæt ved motorvejen …

Jeg ledte efter et hotel tæt ved motorvejen … vi skulle jo bare overnatte og så videre næste morgen.
Det var så sandelig et hotel særdeles tæt ved motorvejen, og vores værelse vendte oven i købet ud til den; den fantastiske udsigt ses herunder. Det kunne man ikke se på internettet, desværre, men vi må trøste os med, at vi er tilbage på motorvejen i morgen tidlig på ganske få minutter. Hvis vi holder vinduet lukket, larmer det næsten ikke, og sengene er glimrende.

Så var det klasser bedre, Asterix-Alberts lille, fredelige villakvarters-B&B fra i går. Til hovedret fik vi lammesteg, så mør at den smeltede på tungen – den virkede som sous vide-tilberedt, men det var ikke det, der var hemmeligheden, fandt jeg ud af senere – “later I vill tell you my little secret!”
Det lød jo forjætttende. Vi fik en treretters-middag, der sagde spar to. Holddaop, det var lækkert, både smags- og synsmæssigt.
Han satte sig og sludrede længe med os under og efter indtagelsen af hovedretten, kun afbrudt af dessertserveringen, og his little secret viste sig at være, at han er tidligere hotel- og restaurantejer (med ham selv som chefkok). Det blev for hårdt for familielivet, så han gearede voldsomt ned, men inden da havde hans restaurant fået en couvert (kaldte han det), som er noget man åbenbart får, hvis Michelin har en i kikkerten til måske at opnå en stjerne næste gang en repræsentant kigger forbi.
Han fik aldrig sin stjerne, for, som han sagde, han var parat til det, og køkkenet var også, men selve restaurationslokalet forlangte Michelinfolket shinet så meget op, at det var lige voldsomt nok. Han kvittede derfor det hele og slog sig i stedet ned som B&B-bestyrer og en lille nebengeschäft med arbejdsplads-catering; dvs. ikke andet aftenarbejde, end hvad B&B’en kræver.
Men det forklarer til fulde, hvorfor vi fik sådan noget fantastisk mad!
Det er simpelthen allerede nu besluttet, at han bliver vor mand i Holland, når vi fremover skal til og fra England i bil. Det passer ganske glimrende med, at han ligger halvvejs mellem Den Stråtækte og Calais. Vi har booket ham til hjemturen – MED aftensmad, selvfølgelig – heldigvis var et af hans kun to værelser ledige den nat.
Han ligner da Asterix, ikke? Med krølle på skægget og det hele … han er ivrig motorcyklist, og i den lokale klub bliver han godt nok kaldt for Vikingen …