Admiraler i hobetal

Vi nåede ikke at få glæde af alle blommerne, selv om jeg har syltet virkelig mange, har lavet rigeligt marmelade og har foræret væk til alle, vi kom i nærheden af. Det skyldes nu mest, at vi ikke kunne nå helt op i toppen af træet, men er der ikke noget om, at man ikke må beskære blommetræer? Hvis det er rigtigt, går det nok ikke at kappe toppen af træet.
Men har vi ikke fået glæde af dem, så har en veritabel hær af admiraler.
Blommer gærer meget hurtigt efter de er faldet ned fra træet, hvilket admiralerne kan lugte på lang afstand. De er netop nu ved at tanke op til den lange flyvetur sydpå, og som jeg desværre er sørgeligt klar over, så omdannes sukkeret i alkohol til fedt, men lige så irriterende det er for mig, lige nyttigt er det for sommerfuglene, da det bevirker, at de kan lagre tilstrækkeligt med fedt i bagkroppen til turen.

Til gengæld er her stort set ingen hvepse, og jeg kan ikke finde ud af hvorfor – har prøvet at surfe lidt rundt på nettet, men kunne ingen relevante artikler finde. Der blev tidligt på sommeren etableret et hvepsebo under stråtaget lige ved siden af af det altid åbne vindue til vores soveværelse – hvilket i øvrigt resulterede i et par uønskede besøg inde i soveværelset, når de ikke lige kunne finde den rigtige indgang til deres bo. De var ganske fredelige og lod sig verfe ud igen uden de store sværdslag fra vores side.
Fredelig sameksistens med hvepse … hvem skulle nu have troet det?
Vi gjorde ikke noget ved boet, for de overvintrer ikke, og de genbruger det ikke til næste år.
Det var dog overraskende, at allerede da vi kom hjem fra Sydafrika d. 3. august, var der ikke flere hvepse, som fløj til og fra boet. Hvor mon de forsvandt hen så tidligt? De plejer jo at hærge godt og grundigt netop nu, hvor frugterne begynder at falde ned fra træerne, men vi har ingen.
Bier har vi stadig masser af; der sidder oven i købet snesevis af demog mæsker sig i de samme nedfaldne blommer, som admiralerne har travlt med.
Men ingen hvepse.
Ikke, at jeg er synderlig ked af det, for jeg bryder mig ikke om arbejdsløse, berusede og aggressive hvepse, hvorimod jeg er glad for de forholdsvis mange bier, jeg har set gennem sommeren, men det er da lidt underligt, at hvepsene sådan pludselig er forsvundet.

Wales’ botaniske have

Hjemmefra havde jeg læst lidt om den botaniske have i Wales, og efter at have læst et par hovedpunkter op for John, blev vi enige om, at det skulle være hovedmålet for vores tre dage i Sydwales.
Den skuffede da heller ikke, men inden der kommer billedspam herfra, vil jeg lige gøre Pia opmærksom på billedet her til højre og orientere om, at jeg ikke kan anbefale dem at tage til Wales, for hun og Allan vil altid skulle hver sin vej ud fra alting … det bliver nok bare for besværligt at finde hinanden igen i det lange løb …
Det har slået mig i dag, at waliserne underligt nok insisterer på at skrive ALLE skilte, turistbrochurer, menuer m.m. på både engelsk og walisisk, men ingen af de efterhånden fem gange, jeg har været i landet, har jeg hørt folk tale walisisk indbyrdes.

Spindeklubben holdt træf i haven i dag. De plejer vist at sidde indenfor, men havde altså foretrukket at sidde ude i den varme, vi stadig har. Dog ikke så slemt som i går, men varmt nok. Jeg stod i nogle minutter og kiggede; der var én begynder, hvis garn til forveksling ligner det, der kommer ud af mine forsøg med rokken, mens de resterende kvinder var meget professionelle at se på. En enkelt patchworker var blevet lukket ind i spindefolden.

I en af bygningerne var der et historisk apotek. Hvis man undrer sig over relevansen til en botanisk have, så var det urterne, der var bindeleddet – et af rummene var helliget de mange lægeplanter, man gennem århundrederne har brugt.

Apotekeren herover har været her meget, meget længe, men der er da nogen, der vasker hans kittel. Det er nok den samme herre, hvis ‘logbog’ man ser et udsnit af.

Hvis I ikke tror, her var blomster, tager I fejl … der var i tusindvis af blomster, buske, træer, ja alle slags vækster … alt, hvad man næsten kan forestille sig fra hele verden. Jeg tog vildt mange billeder; en del af dem med navneskiltene på, for jeg fik en masse ideer til staudebedet derhjemme.
Glaspaladset herover var et stor tropisk sommerfuglehus. Desværre var de ikke blevet rigtig tamme endnu; især den store blå fra Amazonas var svær at indfange med kameraet, men det lykkedes mig vist alligevel at få de fleste af arterne med hjem.

Jeg blev lidt forbavset over at opdage, at den brune i midten og den blå forneden på collagen er den samme sommerfugl.
Vejen hjem til hotellet gik igennem Brecon Beacon nationalparken. Det ville sikkert have været en fantastisk smuk tur, hvis ikke vejret i lige præcis de par timer havde valgt at være diset … faktisk kørte vi oppe i skyerne, selv om vi kun var 500-600 meter oppe. Solen kom ikke rigtig igen resten af eftermiddagen, men det gjorde ikke spor, for det er varmt nok endda.

Til sidst de ghanesiske regnskovstræer med The world’s largest single-span dome i baggrunden. Jeg synes jeg husker Eden Projects kupler som større, men lad det nu være. Stor var den ubestrideligt, og da vi kom ud efter en times tid derinde, var vejret helt slået om.

Dagens pletskud – og delvis besættelse

Som en slags fortsættelse af gårsdagens indlæg, kan jeg meddele, at jeg er blevet besat – i hvert fald delvis.
Nej, okay … det er jeg så forhåbentlig ikke, men denne mail kunne love mig, at jeg kunne tjene massevis af Euro, også selvom jeg ikke skulle være interesseret i at arbejde hjemme på fuldtid, men kun være interesseret i en delvis besættelse …

Næh, den slags kan ikke lokke, men det kan en tur med kameraet i omegnen af vores dejlige, svenske sted, mens John bakser med at sætte nye rammer om vinduet på første sal. Billedet er taget med spionkameraet helt nede fra åen – han havde ingen anelse om, at jeg lurede på ham i skjul bag træerne. Han havde lovet mig at lade være med at falde ud ad vinduet, men jeg var nødt til lige at tjekke, om han holdt løftet.
Skovjordbær er meget små og smager faktisk slet ikke af jordbær, men de smagte godt, selv om den indsamlede portion nok højst kunne have mættet Titania og hendes familie.

På vej ned mod åen sad denne lille fyr. Han var fuldstændig ligeglad med både mig og kameraet – han har måske været syg, men død var han ikke, for han rørte på sig og flyttede lidt rundt. Det er yderst sjældent, at man får lov at komme så tæt på, så det lille Lumix måtte nu vise, hvad det duede til.

Gid alle sommerfugle kunne sidde lige så roligt, når jeg kommer forbi med kameraet. Det ville i givet fald kunne udvikle sig til en besættelse …
Dette er en stregbredpande, men er ikke helt sikker på, om det er en skråstregbredpande … tror det ikke, da jeg ikke kan se en orange kile forneden på bagsiden af vingen. Du godeste, hvor dette i betænkelig grad nærmer sig nørderi.
Jeg så for første gang en [skrå]stregbredpande, da vi var i England sidste sommer – jeg mindes ikke at have set den før i vores svenske nærområde, men den findes altså, kan jeg hermed konstatere, og jeg har fundet ud af, at stregbredpande hedder mindre tåtelsmyggare på svensk – et navn, der på ingen måde lader det lidt fjollede danske navn noget at høre.

Mor her blev en anelse upopulær, men …

Keglebanen skulle males mahogni-vinrød, hvis I kan forestille jer den farve. Meget mørk brunrødbordeaux. Malerforretningen kunne ikke blande den ønskede, men kun en, der var to nuancer lysere. (Og hvorfor han ikke kunne det, når det er samme farve, det drejer sig om, må I ikke spørge om – vi spurgte, men svaret var bare this colour is not available, I’m afraid). Jeg kiggede på farveprøven og mente, at det da nok gik an med den lidt lysere udgave. Charlotte var ikke sikker, men gav sig.
Det fortrød hun i dag – hun kom halvskummende ind og sagde: “Har du SET, hvor pink den er? Grrrr.”
Pink? Nej. Naarrjjj. Ikke pink. Vel? Vel?

Jeg synes stadig ikke, man kan kalde den for pink, men særdeles rød er den uomtvisteligt. Meget mere rød, end jeg havde forestillet mig ud fra farvekortet – hvis jeg fik et ‘mahogni’bord eller en flaske vin i den farve, ville jeg tvivle en hel del på ægtheden af begge dele. Jeg indrømmer blankt, at den er gyselig. Faktisk var jeg lige der ret upopulær, men datteren lod sig jo overtale …
Jeg spurgte om jeg kunne gøre det godt igen ved at plukke alle de modne hindbær. Jeg ved ikke, om jeg fik associationer til hindbærrene via malingen; det kan vel næppe udelukkes, men jeg plukkede tre kilo, som der først skal spises af til dessert og derefter laves marmelade af resten. Jeg er vist tilgivet, men det er ikke sådan specielt helhjertet og med den store entusiasme, at John og Charlotte går og maler den keglebane …

Og nu til billedspam. Her, ganske som i Sverige, er denne slags tidsler umådelig populære hos insekterne. Igen så jeg den smukke sommerfugl med det grimme navn skråstregbredpande Thymelicus sylvestris, og denne gang er jeg sikker på det med den skrå streg, som ses tydeligt på billedet.
Jeg så bier og humlebier, jeg så svirrefluer (alle insektbilleder kan klikkes større), nældens takvinge og en, jeg mener må være en engrandøje.

De befinder sig nede i den lidt mere vilde del af haven, nede ved skuret, for så høje tidsler vil man, trods deres skønhed, ikke have i den rigtige have. Mest fordi de fuldstændig uhæmmet sår sig selv.
Men smukke er de og kan pynte så tilstrækkeligt på et gammelt, rustent skur, at det hele nærmest går op i en højere enhed.

Her en okkergul randøje. Charlotte siger, den hedder meadow brown, hvilket ville passe bedre overens med engrandøje, men jeg kan ikke få det til at passe, når jeg billedgoogler. Er der en sommerfugleekspert til stede?

Jeg er temmelig vild med at tage billeder af insekter og sommerfugle, især når jeg kan få dem til at sidde stille, hvad der absolut ikke altid er helt nemt. Det går langt bedre på tidslerne end på lavendlerne – også for den samme art. Jeg tror, at tidselnektaren er så fantastisk lækker, at de glemmer alt omkring sig, når de sidder og mæsker sig.

Bunting and Small Skippers

I går byggede Tim og John The Skittle Alley (keglebanen) til The Flower Show. Lige inden spisetid  blev den færdig og derfor naturligvis indviet af os alle seks. Den er bygget med de autoriserede olympiske mål (eller noget …) og den virkede fint – Anna og Aubrey syntes det var et herligt spil, så så snart aftensmaden var indtaget, gik de to i gang igen – men blev lige pludselig meget, meget stille, og så er det, at man straks skal blive en anelse mistroisk. Jeg gik hen for at se, hvad de havde gang i, hvilket viste sig at være at lede fortvivlet efter en af kuglerne, som på mystisk vis havde forvildet sig langt væk fra banen og var forsvundet ud i noget højt græs. Den er i skrivende tidspunkt endnu ikke fundet, trods intensiv eftersøgning, så vi må nok kapitulere og køre ud og købe et nye sæt kugler. Godt det ikke skete fredag aften!

Charlotte har allerede syet metervis af bunting (flagpynt … eller hvad kalder man det egentlig på dansk?), og i dag fortsætter vi begge med at skære stof, sy og stryge. Hun havde en masse liggestolestof liggende, så det er nu næsten alt sammen konverteret til bunting. Det har taget en del tid, for det første fordi én gang skrædder, altid skrædder, så hver af de to halvdele af trekanterne naturligvis passer på millimeter! For det andet fordi færdiglavet bunting ville koste 120 kroner meteren, hvilket hurtigt kan komme til at løbe op, når man skal bruge mange meter, så de bliver håndproducerede efter alle kunstens regler. Jeg har fået lov til at låne dem med hjem til Johns fødsesdag … det bliver da festligt.

Af øvrige aktiviteter, der vil blive etableret, kan nævnes Splat the Rat (er det ikke et skønt navn?), som foregår ved, at man lader en rotte (i form af et tøjdyr, forstås) falde ned gennem et ugennemsigtigt rør. Under/ved siden af dets munding står spilleren med et bat og skal fornemme, hvornår rotten kommer ud og så ellers forsøge at give den et ordentligt bask med battet.
Vi er bare løbet ind i det problem, at Aubie er blevet så forelsket i den fjollede rotte, at han nu sover med den om natten og er fuldstændig knust ved tanken om, at folk skal til at slå på den … den havde vi ikke lige set komme, og vi har ikke helt fundet ud af, hvordan vi kommer videre herfra.
Der vil være Quoits (dér lærte jeg et nyt ord: ringspil), og der vil være Guess the name of the frog. De har en lille dam i haven, hvor der bor en skrubtudse, som børnene har navngivet. Præmien vil her være en æske Toms chokoladefrøer, som vi havde med fra Danmark.
Der er vist mere endnu, men det må komme senere. Lige nu sidder de andre og er fuldstændig opslugt af Wimbledonfinalen, så jeg vil ikke forstyrre dem.

Sommerfuglen her er der i dusinvis af i et af lavendelbedene. Jeg har aldrig set den før, men Charlotte siger, at den hedder Small Skipper, så det var dagens andet nye ord.
Jeg måtte naturligvis finde ud af, hvad den hedder på dansk, men heller ikke det navn er jeg stødt på før. Stregbredpande (Thymelicus lineola).
Det er da et af de mere fjollede sommerfuglenavne, synes jeg. Der findes åbenbart flere slags bredpander, men disse er mest almindelige i Jylland – lærte jeg også under min research.
Faktisk er jeg i tvivl om hvorvidt dette oven i købet er en skråstregbredpande (T. sylvestris), da jeg ikke kunne komme tæt nok på den til at se, om den sorte streg går skråt for eller parallelt med kroppen.
Det er nok også lidt ligemeget – den var en køn lille fætter, og under alle omstændigheder har jeg nu både en for mig ny art i billedarkivet og har lært noget nyt.

Meget kan man glemme, men ligefrem brysterne?

Det gjorde jeg så heller ikke. Glemte dem, altså. Men det var lige før. Og kun det ene – det andet sidder trods alt fast endnu, så det glemmer jeg først den dag, jeg glemmer mig selv, hvilket visse i øvrigt påstår må ske snart.
I morges stod John og jeg og kiggede ud af køkkenvinduet og nød synet, da følgende ordveksling fandt sted:
“Hvorfor Jeg var stod det faktisk lige og du tænkte syntes på vi om først vi skulle alligevel køre skulle til køre Sverige til i Sverige morgen i dag.”
Vi har simpelthen været gift for længe – vi tænker tit det samme på samme tid.
Vi sagde det i munden på hinanden og det kan derfor oversættes til et mere forståeligt dansk ved at tage hvert andet ord og forme to sætninger:
“Hvorfor var det lige, du syntes vi først skulle køre til Sverige i morgen?” og
“Jeg stod faktisk og tænkte på, om vi alligevel skulle køre til Sverige i dag?”

Så det gjorde vi … kørte til Sverige.
Grunden til overskriften er, at jeg sommetider, når jeg ved, at vi ikke skal nogen steder eller selv forventer besøg af nogen art, godt kan finde på at lade være med at tage min brystprotese på om morgenen. Egentlig bare noget pjat, for den generer mig på ingen måde – det giver mig bare en illusion af frihed og ekstra afslapning, hvis jeg ikke tager den på.
Da vi så alligevel besluttede, at vi skulle noget, var jeg nær taget afsted uden protesen. Det ville måske heller ikke have gjort noget – jeg gik jo i over fire måneder sidste år uden at have en overhovedet, men lige så afslappende det er at undlade at tage den på derhjemme, lige så forkert føles det at tage nogen steder uden at have den på. Sådan er man så mærkeligt indrettet en gang imellem.

Jeg så en sommefugl, som jeg først troede var en perlemorsommerfugl, som vi ser så mange af hvert år, men da jeg fik billedet over på pc’en, lagde jeg mærke til de hvide pletter på vingerne.
En ihærdig googling ledte mig frem til, at det er en vejrandøje. Sådan en har jeg mig bekendt ikke set før. Eller også har jeg bare troet, at jeg så en perlemorsommerfugl …
Bellis var der som sædvanlig i tusindvis af i græsplænen (er det mon derfor, de også hedder tusindfryd?), og jeg synes hver gang det er så synd at slå plænen, men det kan nu engang ikke være anderledes.

Jeg gør ikke i nælderne, men …

… jeg fotograferer i tidslerne, gør jeg. (Og ja, jeg har nu smidt parykken …)
Efter en mangeårig kamp mod en skov af mandshøje brændenælder lige uden for vores græsplæne, er krigen nu ved at være vundet, og brændenælderne er afløst af … mandshøje tidsler.
Man kan måske undre sig over, hvad forskellen er på at slås med vejrmøller og med brændenælder, men sidstnævnte er altså meget, meget lidt kønne, og vi kunne næsten ikke se skoven for bare nælder. Vi er lidt overraskede over, at tidslerne har overtaget i stedet for, men de får lov at blive af flere årsager.
For det første er det faktisk en ganske køn plante, omend den er lidt stikkende i det. For det andet viser tidselskoven sig at være et sandt eldorado for sommerfugle, bier og andre insekter.

Jeg kunne på ethvert givent tidspunkt se flere eksemplarer af forskellige sommerfugle; jeg kunne se honningbier og humlebier, svirre- og andre fluer og forskellige biller.
Jeg tog støvler på og bevægede mig ind i tidselskoven for at fotografere, men det var svært i det skarpe lys. Sommerfuglene er superfølsomme overfor selv de mindste bevægelser, og de satte sig sjældent lige foran mig. Noget lykkedes det dog mig at få i kassen – og nu kommer der billedspam:

Dagpåfugleøje og nældesommerfugl. Jeg kendte nældens takvinge, men vidste ikke, at der var noget, der hedder nældesommerfugl. Så lærte jeg også noget i dag. Der er i øvrigt stadig masser af brændenælder; de er bare ikke så dominerende mere, men der er rigeligt til, at både nældens takvinge (som jeg også så) og disse nældesommerfugle findes i stort tal.

Herover perlemorsommerfugl og okkergul randøje. Begge nye for mig – det er simpelthen kanongodt, vi har fået denne tidselskov.
Det var først, da jeg kiggede nærmere på den til venstre, at det gik for mig, at det nok slet ikke var en kejserkåbe, men at den ligner til forveksling, og man skal kigge godt efter for at se forskellen – som er så lille, at jeg stadig er i tvivl om, hvorvidt jeg har navngivet begge rigtigt.
Kejserkåben har tre striber på vingerne, mens perlemorsommerfuglene (som der er flere arter af) kun har pletter. Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl … er der en sommerfugleekspert til stede? Jeg kender faktisk en, men han læser ikke min blog. Jeg må sende ham et link til dette indlæg …

De to billeder, jeg viste forleden dag af kejserkåber, er jeg nu ret sikker på i stedet er af en kejserkåbe, henholdsvis en perlemorsommerfugl. Jeg er lidt spændt på, om jeg har ret, eller om variationerne inden for den samme art simpelthen bare er så store.

Udover de viste så jeg nældens takvinge, kålsommerfugl, blåfugl og sortåret hvidvinge. Det var foreløbig ti arter.
Svalehalen, dværgblåfuglen og sørgekåben så jeg ikke noget til i dag, desværre. Jeg mangler at få identificeret nedenstående, så alt i alt bliver det til 14 forskellige slags sommerfugle her på torpet. Det er jeg glad for, da jeg ikke synes jeg ser så mange hjemme i Danmark mere.

Det Hvide C og (mere) chili

I går, da vi var på vej til Køge, sad der en sommerfugl på en træstamme lige uden for vores indgang. Den sad helt stille og lod sig hellere end gerne forevige, så vi vovede os tættere og tættere på og fik nogle rigtig gode skud i kassen.
Jeg kendte den som sagt ikke; den kunne godt minde lidt om Nældens takvinge, men vingerne så forkerte ud. Ved opslag i bogen fandt vi ud af, at den hedder Det Hvide C – et underligt navn til en sommerfugl, som jeg aldrig har hørt om før, men der var ingen tvivl om, at det var sådan en fætter.
Klik eventuelt billedet større og nyd det flotte eksemplar – se blot alle de gyldne hår, der stritter ud fra kroppen.
Men … hvor er det C?

Jeg ved simpelthen snart ikke, hvad jeg skal gøre med alle mine chili – jeg bliver nok nødt til at kapitulere og indse, at jeg ikke kan få brugt dem alle.
Lige nu er der dog ikke rigtig nogen, der er modne, men med det flotte vejr vi har, modnes der hele tiden flere i drivhuset.
Især citronchilien og Aji benito har været helt utrolig frugtrige; har begge givet mange hundrede chili bare på én plante af hver.

Citronchilien er den, jeg er blevet mest glad for. Det er en styrke 7, så den trækker tænder ud, men bruger man den med måde, er den virkelig god, lever op til sit navn og er frisk i smagen.
Ranken til højre er citronchili (de store) og Criolla sella (mindre, orange), også styrke 7. Især de sidstnævnte er meget tyndhudede og er derfor gode til at hænge til tørre, hvilket jeg blev inspireret af at se Overleverens billeder af de ungarnske gaver.
Ranken til venstre er citronchili og Aji benito, som er en 5’er. Alle chiliene harmonerer smukt med vores køkkengardiner …
Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre at tørre dem på denne simple måde, men der sker jo ikke noget ved at forsøge, og lykkes det, kan de holde meget længe.

Jeg har lavet en forholdsvis mild chilimarmelade og en lidt stærkere, så nu skulle der eksperimenteres med de stærke gule. Jeg købte derfor gule peberfrugter i stedet for røde i håb om at kunne holde marmeladen gul, hvilket lykkedes til fulde.
Den blev stærk. Ikke vindstyrke 12, som Chili-Klaus kalder det; faktisk kunne den godt have været endu stærkere, men den blev okay – jeg er nok også bare ved at vænne mig til de stærke sager, for jeg kunne godt forestille mig en chilinovice synes, at den er så rigelig stærk, som den er her.

Chilimarmelade til højre – lige så fint farvet citronchiligul, som Aji benitoen farvede de første udgaver røde.
Man kan måske fornemme, at jeg efterhånden har syltede chili til at forsyne hele kvarteret – der er også sat et par batch oppe i Sverige – men det er rart at have lidt at forære væk af.
Glasset til venstre er udelukkende med Brazil multicolour. Hvis jeg selv skal sige det, og det gør jeg, ser det altså bare hamrende godt ud med de farverige chilier i glassene, så bliver de ikke spist, kan de heldigvis stå til pynt – hvis de ellers beholder farven … det ved jeg ikke helt endnu.

Fredeligt, solrigt og blæsende

24° – en behagelig temperatur, selv om solen skinner fra en skyfri himmel. Der blæser samtidig en lidt kraftig vind, hvorfor det ikke føles for varmt. Den tørrer desværre også alting endnu mere ud …
Døre og vinduer er åbne, så selv om jeg sidder inde i stuen og syr på livet løs på Karens rygsæk, føles det som om jeg opholder mig udendørs. En gang imellem går jeg en tur ned til åen eller ud for at se til John, som går og er aktiv med at skove nede bag grunden, hvor der er skygge, men decideret opholde mig udendørs i dag gør jeg ikke … jeg er blevet både ekstra lys- og solfølsom; noget, jeg var blevet advaret imod som en af bivirkningerne, men hvis jeg kan nøjes med den slags småting, skal jeg overhovedet ikke klage – og jeg nyder at sidde inde i køligheden og alligevel føle jeg er ude. Blikket kastes ofte ned mod åen, og måske lyder det uforståeligt for mange, men jeg slapper fuldstændig af og hygger mig gevaldigt, når jeg sidder og syr, så det er rendyrket ferie for mig, dette her.

Hr og fru Dompap er blevet stamgæster i solsikkebakken – de sidder og hygger sig lææænge ad gangen.
Det lykkedes at snuppe et par sommerfugle til med kameraet, og nej, Conny, jeg ved ikke, hvad jeg gør. Det kan være, jeg har en duft, der ikke virker afskrækkende på sommerfugle? Og så har jeg altså en god zoom på Canonen.

Stedet set fra Johns synsvinkel i dag. De tre pile angiver hvor redekasserne er anbragt, men, som tidligere berettet, foretrak musvitterne sjovt nok i år en redeplads næsten lige ved siden af vores hoveddør … faktisk har jeg aldrig set nogle af disse redekasser blive brugt, hvilket er lidt underligt, for de sidder ret fint og ugeneret, ville jeg mene. Måske er der noget galt med hullernes proportioner; kasserne sad her, da vi købte stedet, så de er måske ikke lavet med de autoriserede mål, der er nøje udregnet og tilpasset efter hvilken fugl, man kunne tænke sig ynglede i kassen.

De rene småtterier

Charles tante til de to unge damer, da han blev bedt om at ‘sige noget til dem’: “Pyha, den er vel nok møglummer i dag, hva’?”

Nu har vi set de høje fjelde, det dybe hav, den store elg, de store brusende elve, de mange musvåger og den høje himmel.
Sidstnævnte i dag … i Norge var den godt nok ikke specielt høj – nogle gange hang skyerne så lavt, at vi kørte inde midt i dem. Det har nu alligevel været stort altsammen, så nu synes jeg det må være passende at gå en tur i småtingsafdelingen.

I dag var himlen så høj som den kan blive, og jeg gik på makrojagt.
Vi kender nok alle en stormhat (blomsten til højre), men jeg har altid kaldt den karetblomsten.
Da jeg var en lille pige, plukkede min mor dem i staudebedet og viste mig, hvad der afsløres, når man tager ‘hatten’ af. “Se, min pige – her har du den flotteste prinsessekaret med et par meget elegante eventyrheste spændt for”.
Af en eller anden grund gik den lige ind, og jeg elskede den blomst fra den dag – og ødelagde en masse stormhatblomster for at se, om de nu også alle indeholdt hestene og den flotte karet …

Prinsessens karet

De store kålsommerfugle var næsten umulige at indfange med kameraet, selv om de sværmede lystigt rundt i hobetal ned ved nogle gule blomster.
Lige så snart jeg nærmede mig, fløj de væk, de små bæster, så jeg måtte zoome, hvilket mildt sagt ikke gik særlig godt.

Citronsommerfuglene, som primært holdt sig til latyrussen, var en anelse mindre sky. Sommerfuglen til højre, er det en hvid admiral?
Det er lidt ærgerligt, at de for det meste folder vingerne sammen, når de sidder og samler nektar. Man skal være enormt heldig for at fange dem i fuld udfoldelse, så at sige.

Bierne var noget mere samarbejdsvillige. Bortset fra, at den til venstre ikke er en bi, men en bille – en Trichius fasciatus, fandt jeg ud af … den har ikke noget dansk navn, men er en af pragtbillerne, stod der i bogen, og den “opholder sig på varme, solbeskinnede steder på blomster”. Så har vi vist fat i den rigtige.

Græshoppen sad på vores trappe. Det var en bette én; ikke mere end 1 cm lang – og alligevel har den været ude og gøre sine hoser grønne.

Stille flyder … bamse

De svenske småbyer er ofte ret kreative, når det gælder udsmykning.
I fredags lagde vi mærke til bamse, der lå lige så stille og flød på ryggen på Helgeåen midt i Broby. I dag måtte jeg lige have nogle billeder af ham …

Til midsommer var der bål midt ude på åen … det er altid spændende at se, hvad der ligger, næste gang vi kommer forbi.

Ellers er der vist ikke megen tvivl om, hvilket tegn denne weekend har stået i. Det har været SÅ dejligt at skvadre løs med de to damer, som jeg har kendt i hhv. 34 og 25 år. De kørte hjem ved 14:30-tiden, hvorefter jeg havde ambitiøse planer om at få fjernet alle skvalderkålblomsterne rundt omkring – de er nærmest ved at overtage haven.
Godt nok skal det være en naturgrund og ikke en prydhave, men der er dog en grænse, og når jeg ikke længere kan se studenternellikerne for skvalderkål, er den nået for mit vedkommende. Noget fik jeg da også fjernet, men det var for varmt, så jeg gav hurtigt op igen – men studenternellikerne blev dog frigjort.

Før og efter:

Vi har set mange arter af natsværmere denne gang. På bord og væg sad noget, der mest af alt lignede en lille, afbrækket birkekvist; vi har set en natpåfugleøje og nogle hvide, halvlodne fætre, som jeg ikke kender, men de er flotte allesammen, når man kommer tæt på dem – eller hvis man klikker på billederne for at se dem i stort format.

Billederne over og under her til venstre viser ‘birkekvistene’ – naturlig længde var vel mellem 1½ og 2 cm.
Opdatering kl. 11: I midten en Scopula floslactata, har jeg lige fundet ud af. Det hedder den altså – også på dansk …
Fyren herunder til højre hedder aftenpåfugleøje, hvilket en af de to andre Mädchen (Karen) gjorde mig opmærksom på. Jeg var overbevist om, at den hed natpåfugleøje, men det gør den ikke.
Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvad birkekvisten hedder.

HA! Opdatering igen 11:15: Den hedder da Måneplet, den birkekvist. Stædighed betaler sig.

Jeg fik også indfanget en enkelt storplettet perlemorsommerfugl. De er godt nok svære at ramme, sådan nogle. Meget, meget flyvske er de …

Mission completed

Terrassen er malet færdig, græsplænen er slået, osso bukoen står og simrer på komfuret, ramommerkagen er i ovnen, livet er herligt, og vi er lidt ømme alle tre, men ikke for ømme til at pudse glorier.
Vi var ellers stensikre på, at terrasseprojektet ville tage to dage – ih hvor skal vi hygge os i morgen og køre ture, så Hanne kan fotografere på livet løs.

Før, under og næsten efter.
Vi blev helt blændede, både af den hvide farve og vores egne præstationer…

Humlen er godt på vej, men ellers har denne vinter været meget hård ved planterne – klematisen er helt død og kaprifolien er mere end halvdød – vi er nødt til at tænke på noget udskiftning, men det er svært at få noget til at tage ordentlig fat, inden vinteren kommer og fryser det hele tilbage.

Vi har haft besøg af hele fem almindelige svalehaler. På en og samme tid, vel at mærke – ellers kan vi jo ikke vide med sikkerhed, at det er fem forskellige… Gad vide hvorfor den hedder almindelig svalehale, når den er forholdsvis sjælden?
De er helt vilde med de blomster, vi har neden for trappen – de er meget bedre end en sommerfuglebusk.

Underlige dyr har vi nok af… Denne lille fyr er såmænd ret køn i farverne, men jeg foretrækker nu sommerfuglen.