SÅ heldigt!

Det er aprilsvejr i dag, vekslende mellem næsten helt blå himmel og blygrå, nærmest sort ditto, som giver regn i stænger.
Det regner dog sjældent mere end få minutter ad gangen, inden vi har blå himmel igen, så det er okay.
Bortset fra, at nu er alle svampene pladdervåde. Det var bedre i går, hvor hattene var tørre, men man kan ikke få alt.
I dag føler jeg dog næsten, at jeg har fået alt, for jeg har fundet blomkålssvamp. En af kongerne, som jeg underligt nok glemte på listen forleden dag, hvor jeg nævnte mine fem yndlingssvampe, så der er altså seks af slagsen, idet blomkålssvamp så absolut hører til blandt favoritterne; jeg finder den bare yderst sjældent – men i dag var der et par eksemplarer til mig derude.
Nu begynder det for alvor at ligne noget … der er masser til både at tage med hjem og til at spise til aftensmaden igen i aften.
Jeg var ude i formiddags, mens John huggede optændingsbrænde. Her til eftermiddag gik vi begge ud en tur i den stadig grønne skov.

Der er bare MASSER af svampe derude i skoven nu – selvfølgelig flest af dem, vi ikke spiser, men de kan også være et smukt syn, når de står der i klynger. Den gule her ved jeg ikke hvad hedder; jeg ved bare, at jeg ikke tager den med i kurven, men derfor kan jeg sagtens nyde synet af dem alligevel.
Jeg har taget nogle af dem, vi ikke spiser, med i kurven, nemlig sortfiltet netbladhat og randbæltet hovporesvamp. De skulle begge være egnede som farvesvampe, så det har jeg tænkt mig at lade komme an på en prøve.

At gå rundt i områder som dette … jamen, kan man andet end blive glad?
Hjemme igen fik jeg øje på de små trompetmosser i vores stendige. Det hedder ikke trompetmos, men det kalder jeg det.

Naturen er forunderlig. Jeg kan ikke blive træt af den.

Der er for mange træer i den skov!

Nogle steder er der for mange træer. Ikke i vores skov, hvor antallet er ganske passende, men i den lige ovre på den anden side af åen. Jeg tænker kun over det, når der er en så nydelig solnedgang, som der var i går. Den kan ikke ses i sin fulde udstrækning eller når solen er så langt nede, at farverne er allersmukkest, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det, for jeg har ingen anelse om, hvem der ejer de træer. Det er ellers bare lige et lille, smalt bælte på et par hundrede meter, det drejer sig om.
Nå. Det var nu meget pænt alligevel, også med træer … men når der kommer blade på, er det ikke så godt.

Når dette indlæg bliver udgivet, har vi fået gæster – mændenes søster kommer med sin mand. Så er den gren af familien samlet. Jeg havde taget sous vide-maskinen med herop, fordi jeg ville tilberede en lammekølle i den – sådan en bliver nemlig vildt lækker med sous vide-metoden – men glemte vaccumpakkeren, og så kan det være aldeles fuldstændig ligemeget. Fjols, Ellen!

For at aflede mine tanker fra at give mig selv et velfortjent spark, gik jeg ud med mit Lumix og tog nærbilleder af mosser.

Jeg er meget betaget af den mikroverden, der udfolder sig i moslandskabet, når man kommer tæt på. Tragten herover er tre mm i virkeligheden.

De små ’dunhammere’ herover er bare én mm. Og de spæde stikkelsbærblade ser så morgenfriske ud, når de er våde.

Vi har lige haft en haglbyge med centimeterstore hagl, som gjorde landskabet hvidt på et par minutter. Godt jeg ikke var ude i det – det så temmelig hårdtslående ud. Fem minutter efter skinnede solen igen. April er snart slut, men lur mig om ikke dette vejr fortsætter ind i maj.

Turen gik til Nordsjælland

Vi skulle en tur op os se det sted, hvortil Pernille flyttede sin hest for ikke så lang tid siden.
Den blev mobbet, hvor den stod før, men nu står den et rigtig godt sted. Det var nyt for mig, at heste kan mobbe hinanden, men det kan de åbenbart. Han fik ikke lov til at gå til høboksen, når der blev leveret mad ude på folden, så han var vist konstant sulten, det stakkels kræ. Det var også elendige folde, hvor de nogle steder kunne gå i mudder til anklerne, hvilket hverken heste eller mennesker har specielt godt af.
Det er som sagt et dejligt sted med særdeles ordnede forhold – man kunne have ligget og sovet på gulvet i stalden, så rent var der.
Samme stald er i øvrigt bygget af jernbanesveller – meget sjov ide.

Nu må jeg indrømme, at jeg ikke synes det er det interessanteste i denne verden at se en kvinde ride rundt på en bane for at motionere en hest, så jeg gik på jagt efter makromotiver.
Fandt et par muligheder i døvnælderne og en løgkarse.
Det lærte mig, at døvnælders grifler er sorte, hvilket jeg aldrig havde lagt mærke til før.

Vi kørte lidt rundt i omegnen, nu vi var kommet til det nordligste Sjælland, hvor der jo er ganske kønt, for nu at underdrive lidt. Sikke nogle landsteder, man kan få at se … pyha, siger jeg bare, men pengepungen skal altså også være mere end i orden, hvis man skal købe sit hestested i Nordsjælland.
Inden vi vendte næsen hjemover, forærede vi os selv en ParadIS ved Hornbæk strand, hvor vi også gik en tur.
Her så jeg en, der gik i vandet med strømpebukser på … troede jeg, indtil vi kom lidt tættere på hende.

Hun gik ikke i vandet med strømpebukser på – holddaop, hvor var hun mørk i huden, men det virkede måske også ekstra voldsomt med den hvide strand som forgrund. Og de to unge damers mælkehvide ben til sammenligning … man er godt nok selvlysende på denne årstid.