Hos Mommer

23. januar 2019

Buenos Aires – tangoshow og La Boca

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: , ,

Verdens Bedste Guide havde lovet os at udmatte os totalt således, at vi ville være i stand til at sove på den lange tur hjem. Om lørdagen var der føromtalte ranch, som lå 100 km uden for Buenos Aires. Herfra kom vi hjem lidt i kl. 18 og havde et par timer til at komme i bad og få noget andet tøj på. Vi steg af båden igen, blev hentet i bussen og kørt ind til et sted, hvor der ville blive serveret en trerettersmenu plus vine, og efter det et tangoshow, hvor temaet – for kostumernes vedkommende – ville strække sig fra tangoens fødsel og op til vore dage.

P1040143

Gruppebillede 3 - TangoshowDet var et pudsigt sted, hvor man følte sig sat tilbage i tiden, hvad der selvfølgelig var bevidst. Det var nærmest 20’er-stil, uden jeg skal forsøge at gøre mig klog på, hvorfor jeg lige synes det, men det var min første tanke, da jeg kom ind.
Længere inde end på billedet herover kom man ind i en stor sal med en scene i den ene ende. Ovenover scenen en balkon til orkestret. Michael tog et billede til os, og jeg vil lige pointere, at tyk er jeg altså heller ikke blevet på turen, men jeg læner mig åbenbart lidt for mageligt tilbage i stolen …
I øvrigt var vi blevet for godt vant på skibet, for den mad vi fik her, var ikke god. Den var faktisk ret dårlig. Altså ikke som i rådden eller noget, men elendigt tilberedt. Manden overfor John er kok, og han kunne absolut heller ikke lide maden. Det gjorde det heller ikke nemmere, at vi alle stadig var mere end halvmætte efter alt det kød på ranchen.
Kl. 22:30 begyndte tangoshowet, som varede i 1½ time. Det var ½ time for langt, selv om det var virkelig flot at se på – det var ikke de rene amatører, de havde kapret til at danse – men også her havde det nok noget at sige, at vi allerede var kørt trætte, inden showet begyndte.
Vi var tilbage på båden en halv time efter midnat. Nu skulle der pakkes (færdig), og kufferterne stilles ud på gangen, hvorefter nogen ville hente dem og bringe dem til terminalen, hvor vi kunne afhente dem søndag morgen..

Buenos Aires' vartegn

..hvor vi efter udchekning atter blev hentet af bussen og kørt rundt i Buenos Aires (med adskillige gange ud og ind af bussen til diverse fotostop) frem til klokken 14, hvor vi blev sat af i lufthavnen.
Da var vi allesammen blevet grundigt trætte, og alle i gruppen sov vist en del mere, end vi havde gjort på vej hertil, så de 13 timer til Amsterdam føltes ikke helt så slemme.

P1040175P1040182

Første billede efter tangoshowet er Buenos Aires’ vartegn: En tulipanlignende blomst, der folder sig sammen om natten og folder sig ud igen om morgenen.
Herefter følger tre billeder fra det farverige kvarter La Boca, som er et must, når man er i Buenos Aires. Jeg vil nøjes med tre billeder af de mange, jeg tog, men prøv at klikke på mit link til kvarteret, så skal I bare se.

P1040183

Vi var inde på kirkegården, hvor alle de rige har ‘lejligheder’. Man køber en plads for temmelig mange penge og opfører et større eller mindre mausoleum.
Her så vi Eva Perons gravmæle, hvilket var årsagen til vores besøg. Det var dog næsten umuligt at tage et godt billede af det, fordi hendes ‘gade’ var ret smal, men det er det herunder med blomsterne på døren.

P1040158P1040159

Byen overraskede os på den go’e måde. Den var flottere og noget mere spændende, end vi havde regnet med. Her kunne vi godt tilbringe nogle dage, men jeg var nu alligevel glad for, at vi skulle hjem. Vi har fået så mange indtryk med os, at det vil tage lang tid at bearbejde dem alle.

Nu tror jeg ikke, der kommer mere om krydstogtet, så I slipper for at høre mere fra mig desangående. Der kommer muligvis på et tidspunkt nogle konklusioner og/eller betragtninger over fordele og ulemper ved den ferieform, men selve turbeskrivelserne/oplevelserne må det vist være nok med nu.

Reklamer

22. januar 2019

DE kunne ride!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:35
Tags: ,

Vi lagde til i Buenos Aires lørdag morgen og dermed havde vi 1½ dag i Argentinas hovedstad. På den hele dag – lørdagen – blev vi først kørt lidt rundt i byen og derefter fragtet ud til en ranch, hvor der skulle tilbringes nogle timer.
Jeg tænkte først, at det var lidt øv … det lød meget turistet, da guiden forklarede hvad der skulle ske.
Det var bestemt også turistet, men jeg syntes alligevel det var helt okay fordi:
1) Vi fik det lækreste, lækre argentinske oksekød og
2) Vi så en opvisning på hesteryg, som jeg aldrig har set magen til og heller aldrig kommer til igen.

P1020205

Meget af Argentina er fladt. Meget, meget fladt. De påstår, at det er derfor, at kvægets kød er så mørt, for køernes muskler bliver næsten ikke rørt, eftersom de ikke skal bevæge sig op og ned i et bakket landskab. Om den teori holder vand, skal jeg ikke kunne sige, men det er en kendsgerning, at kødet vi fik serveret, kunne skæres ud med en gaffel.

P1020166P1020172

Der var mange besøgende, og her kunne vi se hovedretten på den kæmpestore grill. Pølser, kylling (den var også mør), store stege og også en specialitet: blodpølse. Den var der en del, der ikke turde smage, men den slags synes jeg næsten er en pligt, når man er gæst. Den var dog temmelig speciel i smagen, men det var ikke fordi, den smagte af blod; nærmere af for meget allehånde.
Men oksekødet! Du GOdeste, det var godt. De havde tilberedt det til alle præferencer mellem næsten råt og gennemstegt, så der var til enhver smag.

P1020174P1020192

I midten af de to kæmpegrillriste blev gløderne lavet. Og her til højre ses en hot dog. I den bogstaveligste betydning, jeg kan forestille mig.
Den lagde sig under gløderne … der faldt ikke gløder ned, men der må dog alligevel have været ret varmt, skulle jeg mene.

P1020197P1020203

Som det fornemmes, var der mange gæster, men der kunne godt have været omkring 200 mere. Gauchoerne, som vi senere så ride, serverede maden. Herover ses den store kniv, som er en del af deres traditionelle påklædning, og som var den, de brugte til at slagte kvæget med.
Efter maden var der lidt tangoopvisning, og så kom det, jeg havde ventet på: At se deres legendariske evner til at sidde på en hestryg.

P1020210

Og så kom de, hestene, galopperende fra en bagvedliggende mark. Kort efter så vi fem gauchoer hver have kontrol over mellem 8 og 14 heste. Alene det var ret imponerende. Han red forrest, og hestene fulgte ham. Andre heste fulgte en anden osv. Skulle en enkelt af hestene formaste sig til at lege udbryder, blev den omgående hentet på plads af en af de hunde, vi først havde undret os over tilstedeværelsen af.

Gauchos, Argentina

Ham herover havde færrest heste, men til gengæld var han den bedste rytter af dem alle. Og de var alle mere end gode … men ham her med den røde hue var helt og aldeles suveræn. Når han stod op i sadlen i fuld galop, var det som om han var gyroophængt. Hans ben bevægede sig naturligvis efter hesten, men over hans hoved kunne man have tegnet en snorlige streg, så ubevægelig var hans torso. Jeg skrev ‘fuld galop’, og jeg mener fuld galop – det gik helt vildt stærkt, da de gav opvisning i ringridning.

Gauchos, ArgentinaGauchos, Argentina

Kan I fornemme det? Farten? Elegancen? Sikkerheden?
Ringen ser ud til at være på størrelse med en fingerring, mens ‘lansen’ er på størrelse med en kuglepen. De fik ikke ringen hver gang, de forsøgte, men mange gange, og førnævnte fyr med rød kasket fik den hver eneste gang.
Ellen var dybt betaget, men hun var langt fra den eneste, og vi havde alle bemærket hvem den dygtigste af dem var.
Den ældste var 75 år (herunder; sidste billede), så på sin vis var han lige så imponerende, for jeg skal da lige love for, at han kunne ride endnu – lige så godt og stærkt som sine langt yngre kolleger – bortset altså fra ham med den røde hue.

Gauchos, ArgentinaGauchos, Argentina

15. januar 2019

Anderledes madkultur. Puerto Madryn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , ,

P1040101Man må undre sig … jeg så et par i dag, som fik mig til at tænke på, at jeg da vist bare kan spise los, for der er et godt stykke vej endnu, til jeg kommer til at se sådan ud. Det var enorme. Forleden dag havde hun en uendelig stram T-shirt på, hvor der stod I am the future. Jeg var lige ved at komme til at stirre. Det er bestemt heller ikke pænt af mig at udstille dem her, men det opdager de aldrig, og jeg tror ikke, at nogen vil genkende dem.
Der er mange madkulturer på et krydstogtskib. I går så jeg følgende frokost blive ‘tilberedt’: Man tager en stor burgerbolle, som man tager al indmaden ud af og smider væk. Dernæst hældes en lille deciliter ketchup på de to skorpehalvdele. Et mindre bjerg rosastegt oksekød skæres ud og kommes i bollen. Bon appetit.
Og der er bare SÅ meget lækkert at vælge imellem, men sådan er vi jo så forskellige …

P1020088P1020061

I dag ligger vi i Puerto Madryn, Argentina. I skibsavisen står der, at der ingen offentlig transport findes i byen, da det er a very small town. Det synes jeg nu ikke, at man kan kalde den, med højhuse og det hele, men det er rigtigt nok, at der ingen offentlig transport er.
Der er ingen arrangerede udflugter fra rejsebureauets side, så vi gik selv ind og kiggede lidt på byen, som har en flot standpromenade.

P1020072

Tidevandet var helt ude da vi ankom, så stranden var bred. Inde fra stranden så vi lystbådene blive kørt ud med traktor, og vi så, at man netfiskede med håndkraft: Tre personer vadede ud med et net imellem sig, hvorefter de langsomt gik parallelt med stranden, til de nåede molen. Her gik de ind, og vi kunne se, at de hev masser af fisk ud af nettet. Den form for fiskeri giver næppe problemer med fiskekvoterne.

P1020068P1020083

Langs byens gader stod disse træer, hvis blade mest lignede mimoser, men de krøllede sig ikke sammen, og blomsterne lignede … noget andet end mimoser … men smukke var de.

P1020074

Det var dette hotel herunder ikke (den grønne bygning). Smukt, altså. Det var i hvert fald ikke det første hotel, jeg ville forsøge at få et værelse på.
I det hele taget var byen fyldt med kontraster – fx var apoteket det mest moderne, man kan tænke sig (John var løbet tør for kleenex) – det var nyt og gammelt blandet med hinanden.

P1020078

Herunder ses kystvagten på arbejde. Eller hvad de nu var … de var muligvis på arbejde, men jeg tror nu ikke, det er verdens værste job, dette her – de høvlede frem og tilbage med større eller mindre fart hele tiden, uden vi kunne finde ud af, hvad de egentlig havde gang i.

P1020087

I dag har jeg talt med mit barn. Jeg kunne ikke vente længere med at høre hendes stemme, og hvordan det går med dem derovre langt væk i England – og i øvrigt har både Anna og Aubrey haft fødselsdag uden jeg kunne komme til at ringe og ønske dem tillykke, så nu skulle det være.
12 og 13 år er de nu.
Det er dog skrækkeligt, så hurtigt tiden går.

12. januar 2019

Kold ild

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:52
Tags: , , ,

I dag har vi tilbragt hele dagen i verdens sydligste by, Ushuaia. Vi har set verdens sydligste posthus og vi har gjort stop på det sydligste punkt på verdens længste vej, The Pacific Highway, som vi faktisk har kørt på før på denne tur. Den går fra Alaska til Ildlandet, hvor vi er nu. Tierra del Fuego. Gad vide hvorfor det har fået det navn, for her er dæleme ikke varmt. I teorien er det højsommer hernede, men temperaturen er 6 grader og det blæser ikke kun ½ pelikan, men nærmere 1½, selv om de ikke her regner det for andet end en mild brise.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Posthuset ved verdens ende …
Vi befinder os i Nationalparken Tierra del Fuego. Lige som Magellanstrædet ved første øjekast godt kunne minde om Norge, mindede turen til denne park om, når man nærmer sig Alperne, men når man så får øje på detaljerne, er det naturligvis helt anderledes. Væksterne, især.
Her gror tre slags bøgetræer, og det er da også uden tvivl bøgeblade vi ser, men de er meget små, kun godt en centimeter lange, og træernes vækst er meget langsom. Ikke så underligt, med sommertemperaturer på maksimalt 10-12 grader og vinterditto på ned til minus 15.
Den gule dims herunder fandt jeg på stranden – formentlig en eller anden slags svamp. Jeg fandt også hvad jeg tror er et søpindsvin i miniformat.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Herunder de små bøgeblade og ved siden af en busk, der havde lavendellignende blade og margueritlignende blomster.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

Fotostoppene var legio, da vi gik rundt inde i nationalparken, men det er alt sammen så stort og prægtigt, at det var vanskeligt at indfange det.
Jeg kan kun anbefale, at man selv tager derned og ser det – vel vidende, at ikke alle kan eller vil.

Nationalpark Tierra del Fuego

På træerne sad tusindvis af disse vækster, som jeg kun kunne forbinde med mistelten, og så alligevel ikke, for de havde forkert farve og tekstur. Jeg fandt dog ud af, at den kaldes falsk mistelten, hvilket absolut giver mening.

Nationalpark Tierra del FuegoNationalpark Tierra del Fuego

I morgen meget tidlig runder vi Kap Horn, og vi har aftalt med hinanden, at vi skal op og have det hele med fra ved sekstiden. Man tager ikke sådan en rejse, hvor et af højdepunkterne netop hedder Kap Horn, bare for at komme hjem og med blussende kinder indrømme, at man sov fra det!

I går, som jeg måske skriver om senere, var vi i Puntas Arenas, hvor vi skulle have brugt tre timer på en sejlads ud til en ø, hvor der er albatrosser, pingviner og søløver. Vi så alle i høj grad frem til denne oplevelse, for solen skinnede fra en skyfri himmel.
Det blæste dog for meget … det var så ikke engang blæsten, man var nervøs for, men for strømforholdene. I går var der så stærke strømninger i farvandet, at de ikke turde tage turister med ud i det. ØV, tænkte vi, men ingen er herre over vejret, og sikkerheden går naturligvis frem for alt.
Jeg ville nu meget gerne se en albatros. Vi ser skarver, måger, terner og petreller (der er vist ikke noget dansk navn for dem?) i massevis, men så vidt vi har kunnet se, har der ikke været albatrosser imellem. De er her dog, for andre i vores gruppe hævder at have set dem.

Blog på WordPress.com.