Verdens Bedste Guide havde lovet os at udmatte os totalt således, at vi ville være i stand til at sove på den lange tur hjem. Om lørdagen var der føromtalte ranch, som lå 100 km uden for Buenos Aires. Herfra kom vi hjem lidt i kl. 18 og havde et par timer til at komme i bad og få noget andet tøj på. Vi steg af båden igen, blev hentet i bussen og kørt ind til et sted, hvor der ville blive serveret en trerettersmenu plus vine, og efter det et tangoshow, hvor temaet – for kostumernes vedkommende – ville strække sig fra tangoens fødsel og op til vore dage.
Det var et pudsigt sted, hvor man følte sig sat tilbage i tiden, hvad der selvfølgelig var bevidst. Det var nærmest 20’er-stil, uden jeg skal forsøge at gøre mig klog på, hvorfor jeg lige synes det, men det var min første tanke, da jeg kom ind.
Længere inde end på billedet herover kom man ind i en stor sal med en scene i den ene ende. Ovenover scenen en balkon til orkestret. Michael tog et billede til os, og jeg vil lige pointere, at så tyk er jeg altså heller ikke blevet på turen, men jeg læner mig åbenbart lidt for mageligt tilbage i stolen …
I øvrigt var vi blevet for godt vant på skibet, for den mad vi fik her, var ikke god. Den var faktisk ret dårlig. Altså ikke som i rådden eller noget, men elendigt tilberedt. Manden overfor John er kok, og han kunne absolut heller ikke lide maden. Det gjorde det heller ikke nemmere, at vi alle stadig var mere end halvmætte efter alt det kød på ranchen.
Kl. 22:30 begyndte tangoshowet, som varede i 1½ time. Det var ½ time for langt, selv om det var virkelig flot at se på – det var ikke de rene amatører, de havde kapret til at danse – men også her havde det nok noget at sige, at vi allerede var kørt trætte, inden showet begyndte.
Vi var tilbage på båden en halv time efter midnat. Nu skulle der pakkes (færdig), og kufferterne stilles ud på gangen, hvorefter nogen ville hente dem og bringe dem til terminalen, hvor vi kunne afhente dem søndag morgen..
..hvor vi efter udchekning atter blev hentet af bussen og kørt rundt i Buenos Aires (med adskillige gange ud og ind af bussen til diverse fotostop) frem til klokken 14, hvor vi blev sat af i lufthavnen.
Da var vi allesammen blevet grundigt trætte, og alle i gruppen sov vist en del mere, end vi havde gjort på vej hertil, så de 13 timer til Amsterdam føltes ikke helt så slemme.
Første billede efter tangoshowet er Buenos Aires’ vartegn: En tulipanlignende blomst, der folder sig sammen om natten og folder sig ud igen om morgenen.
Herefter følger tre billeder fra det farverige kvarter La Boca, som er et must, når man er i Buenos Aires. Jeg vil nøjes med tre billeder af de mange, jeg tog, men prøv at klikke på mit link til kvarteret, så skal I bare se.
Vi var inde på kirkegården, hvor alle de rige har ‘lejligheder’. Man køber en plads for temmelig mange penge og opfører et større eller mindre mausoleum.
Her så vi Eva Perons gravmæle, hvilket var årsagen til vores besøg. Det var dog næsten umuligt at tage et godt billede af det, fordi hendes ‘gade’ var ret smal, men det er det herunder med blomsterne på døren.
Byen overraskede os på den go’e måde. Den var flottere og noget mere spændende, end vi havde regnet med. Her kunne vi godt tilbringe nogle dage, men jeg var nu alligevel glad for, at vi skulle hjem. Vi har fået så mange indtryk med os, at det vil tage lang tid at bearbejde dem alle.
Nu tror jeg ikke, der kommer mere om krydstogtet, så I slipper for at høre mere fra mig desangående. Der kommer muligvis på et tidspunkt nogle konklusioner og/eller betragtninger over fordele og ulemper ved den ferieform, men selve turbeskrivelserne/oplevelserne må det vist være nok med nu.