I skrift og tale

Når det er så mørkt og trist vejr, som det har været de sidste par dage, sidder jeg ofte og strikker (surprise …).
Til det lytter jeg altid til et eller andet, enten lydbog eller podcasts fra DR.
Hvad DR angår, er der især fem programmer, jeg lytter til: Vildt Naturligt, Hjernekassen, Djævelen i Detaljen, Ubegribeligt og Klog på Sprog.
Jeg er født nysgerrig, og jeg håber jeg dør nysgerrig. Jeg vil hele tiden vide mere, og jeg slår det op, hvis der er noget jeg ikke ved eller på anden måde skal have uddybet.
Her til formiddag har jeg hørt Hjernekassen med Peter Lund Madsen, hvor gæsten, en assyriolog, fortalte om skriftsprogets oprindelse og udvikling. Hun sagde et par ting, der slog mig, bl.a. at det ikke er så underligt, at mange er ordblinde. Det forklarede hun med, at evnen til at kunne læse ikke sidder i vores DNA (min formulering, ikke hendes), da denne færdighed kun er 5-6000 år gammel, hvor det at kommunikere mundtligt er noget ældre end homo sapiens – og faktisk ikke engang specifikt for mennesket.
Sådan har jeg aldrig tænkt, men det giver fint mening for mig. Det blev atter en gang understreget, både direkte og indirekte, at ordblindhed intet har med intelligens at gøre, og at man altså ikke er dum, fordi man har svært ved at stave eller læse. Kan man ikke det, kan man noget andet, og til dette vil jeg – også for egen regning – pointere, at hvis der er noget man ikke er god til, kan man søge hjælp hos andre, som er det.
Med andre ord: Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er så svært at spørge efter hjælp til skilteskrivning, fx. Det er af en eller anden grund forbudt at gøre folk opmærksom på fejlagtig stavning, mens det er helt tilladt at undlade at købe en eller anden vare, hvis den er fejlbehæftet. Man må gerne komme med kritik af produkter, men ikke af skiltning.
Det er lidt i samme uforståelige stil med, at det er helt i orden at have behov for briller, mens det er næsten umuligt at få folk til at få et høreapparat, fordi det åbenbart er pinligt at have nedsat hørelse.

Alle programværter afbryder deres gæster. Nogle mere end andre; især Huxi Bach er slem, hvilket er ret irriterende, fordi han dykker ned i nogle meget interessante emner, men han skal hele tiden lige have skåret tingene ud i pap; ikke fordi han ikke selv forstår dem, men fordi han regner med, at hans lyttere ikke gør det. De andre værter er på samme hold: “Du må lige forklare, hvad [dit-eller-dat] betyder”. Det kan være hele begreber, men er oftest enkeltord. Jeg bilder mig selv ind, at jeg nok har en IQ på lidt mere end 100, men bestemt ikke mensaklog (en anden Hjernekasse handlede om Mensa). Hvis jeg hører eller læser et ord jeg ikke kender, så slår jeg det op. Det er meget irriterende, at så mange radioværter synes, at vi skal have forklaret selv relativt almindeligt anvendte ord og termer. Jeg ved godt, at ikke alle er født lige nysgerrige, men måske netop derfor kunne de godt pirre lidt til folk ved ikke at forklare alting ihjel.

Assyriologen kom også ind på, at fra skriftsprogets begyndelse var det ikke kun forbeholdt en elite at kunne forstå symbolerne; det kom til senere, at nogle syntes det var smart at gøre det vanskeligt, fordi man dermed gjorde sig selv bedre og i besiddelse af magt. Det princip er der desværre mange magthavere der hylder den dag i dag: Lad os endelig ikke uddanne folket – og da slet ikke den kvindelige del af det …
Hvis alle kan læse og skrive, har man den mulighed via formulering at gøre stoffet vanskeligt tilgængeligt (kancellisprog). I den anden grøft har vi amerikanerne, som gør en dyd ud af at skrive en hel bog om det, vi andre kan formulere i tre sætninger. Dette var assyriologens ord, ikke mine, men jeg er enig. Første gang jeg stødte på det, var i Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus. Da jeg havde læst de to første kapitler, var jeg allerede vildt irriteret over forfatterens evindelige gentagelser og blev enig med mig selv om, at nu havde jeg fattet budskabet. Og de gør det i stort og småt, de amerikanere … hvis jeg støder på en amerikansk opskrift, går der ca. 4000 ord til at komme til selve opskriften, fordi de skal forklare ALT – mit seneste eksempel er fra i morges: “Disse buns hedder milk buns  fordi de er bagt med mælk som væske i stedet for vand.” Du godeste, altså. Eller hvad mener I om denne fra samme romanlange opskrift?

Nå. Det var vist et sidespring. Jeg skrev et indlæg om dette for godt 1½ år siden.

For at vende tilbage til det, at vi er født talende, men ikke skrivende, så at sige: Vi kan lære at tale flere sprog fra vi er meget små, mens vi ikke kan lære at læse eller skrive før 5-6-årsalderen. I øvrigt et glimrende argument for at ikke at sende børn i skole allerede som 4-årige, hvilket de desværre gør i mange lande.
Evnerne til at læse symbolskrift (fx japansk) og til at læse alfabetskrift sidder to forskellige steder i hjernen. En mand, der både kunne læse japansk og engelsk, fik en hjerneskade og mistede evnen til at læse japansk, men kunne stadig læse engelsk.
Det er lidt en parallel til tosprogethed, som i virkeligheden ikke findes, fordi der kun er plads til ét modersmål i vores hjerner. Alle andre sprog, selv om man eventuelt kan flere til næsten perfektion, vil være andetsprog, og de er lagret et andet sted end vores modersmål er. Det blev (igen) opdaget via en andens ulykke, nemlig en hjerneskade som bevirkede, at personen ikke længere kunne tale dansk, men fint kunne huske sine tillærte fremmedsprog.

Hjernen er forunderlig, og vi kan ikke bruge den for meget. Nogle bruger den for lidt …

Jeg har lært meget nyt i dag!

Haveselskabet havde inviteret til en tur i Ulvshaleskoven på Møn, hvor den nu pensionerede skovfoged H.C. Gravesen (HCG) ville guide os igennem og fortælle om biodiversiteten på stedet.
Det er jo altid herligt at høre fagfolk fortælle, især når de er gode formidlere, hvilket han var.
Når vejret så samtidig er det perfekteste man kan forvente at have på en niende oktober, kan man ikke forlange ret meget mere. Vi bevægede os rundt mellem rimmer og dobber, kiggede på de usædvanligt mange arter af træer, fik samlet lidt løgbruskhat til aftensmaden, trådt på tusindvis af noget, jeg først troede var frø, men som slet ikke var frø – og jeg så en bøgenonne.

Bøgenonnen var en lysende gulgrøn, behåret fætter, som en lille pige fandt. Hun var blevet tvangsindlagt af sin mormor til at deltage, men hun havde øje for de spændende ting.

Herover er det, jeg troede var frø. De var 2-3 mm i diameter og lå stort set overalt. Det forvirrede mig, at der lå flest under lindetræer (de lignede jo også linser, tøhø), men som sagt så jeg dem alle vegne. Lindens frø ser ikke sådan ud, så hvad var det så? Skovfogeden havde naturligvis svaret: Det er galmider. Dette er sandsynligvis lindegalmider, og pludselig gav det hele mening – om end jeg troede, at galler altid sidder på bladene. Der må have været millioner af dem alene i denne skov.
Jeg så et tørstetræ for første gang i mit liv. Jeg har engang farvet med tørret tørstetræ, og nu vil jeg kunne kende træet igen, da det har en specielt udseende, meget mørk bark.
Vi gik langs Den Smukke Sti. Der er jo ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe!

Måske har en enkelt eller to af jer undret jer over, hvad rimmer og dobber dog kan være. 
I dette tilfælde er det en slags store og meget lange bølger af flintesten, som over lang tid blev aflejret efter isen fra sidste istid trak sig tilbage. De er i Wikipedia kun forklaret som et fænomen fra Jylland, men her findes de altså opbygget af flint og ikke sand.
Ulvshale Skov er derfor, ifølge HCG, nok en af Danmarks mærkeligste skove. Det er en ældgammel naturskov, der vokser oven på halvanden meter flintesten: “Skovbunden er faktisk et spildprodukt af Møns Klint og bølger i rimmer og dobber som et stort vaskebræt, hvor træerne vokser på rimmerne, og der er ellesumpe i de laveste af dobberne”, kunne han fortælle.
Han kom på et tidspunkt med en interessant betragtning: At træer, der ‘altid’ har vokset i Danmark, kun har én stavelse. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er jo rigtigt. Bøg, lind, eg, ær, ask, el, navr (flere?). Denne ene stavelse indikerer, at det er meget gamle ord.

‘Veteranisering’. I ved muligvis, hvad ordet dækker, men også her lærte jeg noget nyt:
Man gør træer ældre ved at efterligne det, naturen selv gør, men vi fremskynder det ved fx at afrive noget af barken, brænde træet forneden på den ene side eller flække stammen. Det er ikke hærværk, selv om det ligner, og det fremmer biodiversiteten, fordi mange smådyr lever på døende og ikke dødt træ, og når et træ vælter, er det dødt, men ikke døende.
Smart tænkt af en eller anden.

Jamen, jeg blev så klog i dag. I hvert fald mere vidende, end jeg var da turen begyndte, og det har, så vidt jeg ved, aldrig skadet nogen at erhverve sig mere viden.

John fik håneretten

Vi købte for et stykke tid siden et smukt gammelt spejl i en spinkel støbejernsramme til entreen og har i et stykke tid ledt efter passende belysning til at placere ved dets sider. På kræmmermarkedet i Lov gik vi forgæves – var så uheldige, at en stadeholder for nylig havde smidt en del ud, fordi han ikke kunne sælge dem! Typisk. Ren Murphy – for både ham og os.
De skal være gamle, lamperne. Rigtig gamle, for de skal passe både til spejlet og til huset.
John foreslog Det Blå Marked i Haslev, men jeg var ret sikker på, at hvis ikke vi kunne finde nogen i Lov, så kan vi heller ikke i Haslev, men jeg løsrev mig modstræbende fra syningen af tasken og kørte med til Haslev.

På en af gavlvæggene fik vi øje på dette kæmpestore fotografi af stadeholderne. Det er 10 x 4 meter, og på afstand ligner det bare en meget stor forstørrelse af et foto, men da vi gik helt hen til det, kunne vi se, at det var lavet af perler! Det består af 1.638.000 perler, og det har taget 1½ år at lave. Vi var behørigt imponerede – selvfølgelig kan det tydeligt ses, at det er perler, når man stiller sig lige under billedet, men det er jo ikke meningen, at man skal det. Jeg tager hatten af for den eller dem, der har haft overblik nok til at kunne fremstille dette værk. Herunder en detalje: Sandalerne på kvinden i blåt, der står som nummer fem fra venstre.

Vi bevægede os i mageligt tempo gennem hallerne, for den slags, vi ledte efter, gemmer sig som regel i kasser og andre ikke særlig synlige steder.
Ét sted så jeg skiltet nederst til venstre. Det er ikke første gang, jeg er stødt på det, men det er første gang, jeg har taget et billede af det … jeg har aldrig forstået teksten. Eller rettere: Ordene forstår jeg selvfølgelig godt, men hvordan skal man tolke dem?
Vi så mange ting – den samme, som har lavet det enorme perle‘maleri’, har også lavet et af Elvis Presley og hans Graceland. Det var vel 2 x 3 meter og havde ‘kun’ taget ½ år at lave.

Vi fandt to Holmegaard julesnapsflasker, så nu har vi en god undskyldning for at lave yderligere et par spændende kryddersnapse. Det gør vi en del i … vi drikker dem yderst sjældent, men de er sjove at lave – og at have.
Jeg fandt to fine kobberplaketter til min kobbervæg i køkkenet og en lille flettet dims med tre glaskrukker, som skal pyntes med blomster og stå på bordet, der skal stå på vores kommende overdækkede terasse.
Og – tadahhhh: Vi fandt et sæt lamper. Vi fandt et rigtigt par, oven i købet. Der var flere, som var sat sammen i par, men man behøvede ikke engang at kigge særlig godt efter for at se, at de ikke var ens. Tror de virkelig, vi er så blinde?
Men pludselig var de der – “Vil du have dem der? Du skal få dem for 40 kroner for begge to, men så skal du også tage skærmene med”. Det var da til at overse – skærmene var ikke så pæne, men det findes der råd for. De skal nok slet ikke have skærme, men i stedet nogle kertepærer.
Og John vandt håneretten, for han fik ret i, at det var i Haslev, vi skulle finde vores lampetter.

Blus på bålet og på rustkatedralen

Man har glemt at tage strømforsyningen til pc’en med til Sverige. Klump, Ellen!
Det bliver derfor bare til et par stemningsbilleder fra Skt. Hansaften og af rustkatedralen, eller hvad det nu er for et navn, dette bygningsværk har fået i folkemunde, og som vi for første gang så med lys i i aftes. Det sker nemlig ikke hver aften, men jeg må sige, at det pyntede. Faktisk var den ret flot at se på på afstand, men det var svært at finde et godt sted at tage et billede.

Køn er den altså normalt ikke, Roskildes nye varmecentral, hvis I spørger mig, men det så lidt pænere ud med ildfarver på i aftes. Sommetider er det vist andre farver der bliver sat på.

Nede ved bålpladsen var der sørget for anbringelse af nogle gedigne birkestammer som siddepladser – OG rigtige stole, oven i købet – luksus for alle pengene.
Der blev dækket op på traileren med kaffe, te, kakao og hjemmebag, plus til en irsk kaffe eller cognac til ikke-chaufførerne.

Det er ikke lige til at se det, men dette er en 13 år gammel labrador, der nyder at varme sin trætte krop i bålvarmen. Den gider ingenting mere – undtagen når Hans tager jagttøjet på, så bliver den som ung igen. Jagt er sjovt, og det bliver en god jagthund åbenbart aldrig træt af.

Ø

Ved bålet kom der på et tidspunkt helt krøyerske farver over sceneriet.
Hyggeligt var det helt sikkert – og da jeg altid har påstået, at to gange gør alting til en tradition, må vi hermed konstatere, at Skt. Hansaften hos Hans og Bodil nu er en tradition.

Min skrupskøre familie

De gjorde det sgu! Hoppede i søen. De er ikke rigtig kloge.
Min yngste søster Bodil (og hendes mand) huggede sig gennem isen ved Ystad sidste vinter og vinterbadede. To dage i træk, oven i købet, i forbindelse med et weekendophold, de tog derovre.
Jeg ved godt, at sådanne mennesker findes, men jeg havde da aldrig troet, at jeg skulle være i familie med op til flere af dem.
Bodil erklærede i går, at hun også godt kunne tænke sig et iskoldt bad nede ved badesøen i nærheden af torpet – “er der nogen, der vil med?”
Min anden søster og jeg blev stumme som østers, men samme stumme søsters to døtre var lige så bindegale friske og sagde ja. Min datter er heldigvis lige så fornuftig som sin mor og tog kun med for fotodokumentationens skyld.
Opdatering! Det var den ældste niece, der foreslog det … der er lige blevet klaget over indlæggets forkerte oplysninger, så jeg vil skynde mig at bruge årets mest brugte ord: Jeg beklager 😀

Her er de tre nymfer på vej ud.

De nægtede, trods drillerier og provokationer, at springe fra den store højde, men som det ses, kom de rent faktisk i alle tre.

Det var ikke kun lige ned og op igen med det samme – det blev til nogle sekunders svømning.
De påstod alle tre bagefter, at det havde været dejligt.
Den påstand har jeg ikke spor lyst til at efterprøve.
Bodil sagde til Charlotte, at hun skulle tage at prøve, for man bliver helt høj af det.
Okay – hvis man bliver højere af det, ville hun måske overveje det. Måske … og nej. Nok ikke. For det var vist ikke helt det, Bodil mente.

Vinklubbens 21. generalforsamling

I aften har jeg været til den 21. generalforsamling i firmaets vinklub.
De fire af de syv bestyrelsesmedlemmer har været de samme gennem alle årene; en femte har været med i 15 år.
De stiller op igen og igen, og de bliver valgt ind igen og igen, fordi de brænder for sagen og kan blive ved og ved med at stable nogle særdeles spændende arrangementer på benene. De er fantastiske, hele bundtet.

Bestyrelsen sørger for, at der på generalforsamlingen er mindst én flaske vin pr. deltager. Altså ikke til at drikke her og nu, men til at vinde i lodtrækningen og tage med hjem og nyde sammen med den, man helst vil nyde en god flaske vin sammen med.
Man har meldt sig til ved at udfylde en slip med sit navn, og denne slip bliver, efter selve generalforsamlingen, trukket op af en hat af en lykkens gudinde.
Inden det hele begynder, har man naturligvis kigget vinene ud og prioriteret dem efter, hvornår man måtte blive udtrukket.
“Hmmm … den der, hvis jeg bliver udtrukket blandt de første 10; den, hvis jeg kommer i midten, og den, hvis jeg er blandt de sidste”.
Hvilket jeg næsten altid er … jeg har én gang været blandt de ti første og ellers alle de andre gange været i den sidste halvdel. I 2011 var jeg næstsidst.
Vinene er dog altid gode – man vil aldrig kunne hive noget sprøjt med hjem.

Der granskes indgående … Hmmm … den? … eller måske den? Nej – den der, tror jeg … gad vide hvilket nummer jeg bliver udtrukket som? …

Generalforsamlingen er overstået, og middagen skal til at starte – først to hvide vine; en riesling fra Østrig og en chardonnay fra NZ.
Man kan måske gætte, hvem der har taget billedet? Jeg har altid et strikketøj med til selve generalforsamlingen, hvor vi bare skal sidde og lytte.
Og lytte og lytte. Det er fint nok, men jeg skal altså have noget i hænderne, så.

Lidt senere er de røde vine også kommet på bordene. Et par af flaskerne er præmier fra lodtrækningen, men voldsomt ser det ud.
Læg dog mærke til, hvor lidt vi fylder i glassene. Man har vel vinklubpli.

Lodtrækningen.
Ja.
Fortalte jeg, hvor ‘uheldig’ jeg ellers altid er?
I dag blev mit navn råbt op som det allerførste! Wayyyyy – never happened before!
Men DET havde jeg jo ikke lige taget højde for – og vi skal skynde os at vælge og smutte ned på plads igen, ellers tager det alt for lang tid at få fordelt de 70 flasker.
Okay så – en hurtig beslutning fra det næstyderste højre: en flaske Gevrey Chambertin 2004 Premier Cru går man vel ikke helt fejl af.
Det var 70 flasker, men kun 58 deltagere.
Altså alle navne ned i hatten igen, så 12 heldige personer kunne gå hjem med hele to flasker. Det er indtil nu ikke sket for mig før.
Ellen blev råbt op som nummer fire!
Nu lød der spredte buh-råb og visse dæmpede antydninger om bestikkelse – alt med smil på, selvfølgelig, så jeg gik aldeles uanfægtet, kold og rolig, med totalt ren samvittighed og et kæmpesmil på og erhvervede mig en Alamos Chardonnay…

God aften.

Kender du typen? Din egen type? MBTI-typen?

MBTI står for Meyers-Briggs Type Indicator. Der er 16 personlighedstyper. Ingen er mere rigtig eller god end andre – det fortæller blot, hvordan man er som person og hvordan man virker på andre. Denne viden om en selv og sine kolleger kan hjælpe til at forstå, hvorfor man selv og andre reagerer, som vi gør.
Hvis man googler det, kommer der masser af hits – inklusiv nogle, hvor man gratis kan teste sig selv.
Gratistesten er ikke så uddybende og omfangsrig som den professionelle, men er meget sjov at forsøge sig med.
På arbejdet har jeg to gange været igennem den professionelle omgang; efterfulgt af en halv dags workshop for at lære at anvende egne og kollegers resultater.

Jeg må åbenbart have været ærlig første gang, for mine præferencer ændrede sig ikke mellem de to test. Man skal nemlig ikke tro, at man kan snyde – dertil er testen alt for kompleks.
Det er nemlig det, det handler om: om ens præferencer; hvordan man foretrækker, at tingene skal være; ikke hvordan de burde være, og slet ikke, hvordan det forventes af en, at man reagerer i en bestemt situation.

Der er ekstrovert (E) kontra introvert (I), sansende (S) kontra intuitiv (N), tænkende (T) kontra følende (F) og vurderende (J) kontra opfattende (P).
(Tredje ord i ‘I’ er reserveret, og andet ord i ‘N’ er fantasifuld. Sorry…)

Jeg synes, det er SÅ spændende – man lærer ikke blot noget om sig selv, men i lige så høj og nyttig grad om andre. Man bliver mindre irriteret over ‘underlige’ reaktioner, fordi man nu forstår hvorfor de er som de er.

Før pausen satte ‘læreren’ det følgende billede på, og samtidig skrev han noget på en lap papir.
Så spurgte han, hvem der først så noget anderledes ved dette billede.
Karin var der efter ganske få sekunder. Derefter Anne. Resten af os opdagede det aldrig – kunne overhovedet ikke se det, før vi fik det skåret ud i pap. Kan I se det?

Det læreren skrev på sin seddel, var: 1) Karin og 2) Anne. Han vidste lige præcis for hvem og i hvilken rækkefølge det ville blive opdaget. Clever guy…

Jeg er ENTP; det er to af mine kolleger også.
Min chef er ENTJ. Der er nok en grund til, at han er dér og jeg er her

Tolkningen er selvfølgelig meget, meget bredere og uddybende end her, men prøv eventuelt selv – det er virkelig spændende, lover jeg.
Nogle af tingene omkring ens personlighed er logiske eller bare glædelige at erfare; med andre egenskaber fik man smidt noget i hovedet, der måske er mindre attraktivt, men pyt … hvem er da også perfekt?

Jeg snakkede med Charlotte om det, og hun blev grebet af tanken – prøvede først de gratis test, men endte med at købe bøger om det og testede både sig selv, Tim og flere af sine veninder, så hun var hurtigt meget mere inde i forståelsen af det hele end jeg var.
Der findes også bøger, hvor man kan teste sine børn – selv ret små børn; det er selvfølgelig bare forældrene, der svarer på spørgsmålene.
Det hjalp C så meget, især i forhold til, hvordan Anna skal tackles. De to børn skal have beskederne meget forskelligt. Efter MBTI-testen blev Charlotte derfor meget klogere på de to små personligheder; agerede derefter, og fik det nemmere med dem begge to – uden de opdagede, hvad der skete … alt gled bare lidt nemmere.

Anna skal nemlig helst slet ikke have at vide, hvad og hvordan hun skal gøre, for så går hun nemt i baglås eller bliver Rasmus Modsat, hvorimod Aubrey helst skal have helt faste rammer og linjer og føler sig meget tryg ved at vide præcis, hvad der forventes af ham. Anna kommer man længst med ved at lade hende selv regne det ud.

MBTI – prøv det selv …

Nyt køkken – uden vask

Her er et hul:

Her er en vask:

Lige nu er disse to uforenelige størrelser, da vasken er for dyb. De gamle installationer skal flyttes, og det skal der en VVS-mand til. Jeg ringer til ham i morgen tidlig, og jeg håber søreme, han kan komme hurtigt. Et køkken uden vask og vand er forholdsvis upraktisk.

Det skal nok blive pænt… nu skal jeg have fundet noget maling til vægge og fliser. Til loftet har vi til overs fra loftet i den svenske stue.
Det lakker mod enden – det bliver skønt, når vi engang er helt færdige.

Rygsækken blev færdig. Ind imellem skabstømning og, da de nye underskabe var monterede, påpladssætning samt anden ad hoc-assistance, fik jeg syet rygsækken, så nu har jeg en god håndbagagetaske. Endnu en… Den er ikke så skæv, som den ser ud til, men uden indhold er den noget slatten. Den skal nok blive fyldt op og ud inden længe.

20-års jubilæum

Vores vinklub på arbejdet fejrer 20-års jubilæum i år, og i aftes var vi til den årlige generalforsamling.

Bestyrelsen blev genvalgt – hele bundtet… der har ikke været meget udskiftning i den bestyrelse gennem de 20 år. Lidt har der selvfølgelig været, men de fire af de syv har siddet der i alle årene. De gør et kanongodt arbejde, arrangerer nogle herlige og ofte helt anderledes arrangementer end hvad man traditionelt kunne forvente ved en vinsmagning.
De fleste gange foregår det i kantinen, men vi har ofte været forskellige steder ‘i byen’ og dér fået en god oplevelse.

De har arrangeret både vertikal- og horisontalsmagninger, hvor det første er, når man smager vine fra den samme producent i forskellige årgange, modsat det andet, hvor man smager vine fra én årgang fra forskellige producenter. Nyttig viden, ikke?

Vi har smagt den samme drue, men dyrket og produceret i forskellige lande verden over, hvilket der kommer meget forskellige vine ud af.

De har to gange arrangeret ‘ekstremsmagninger’, hvor vi har fået vine fra lande, man normalt ikke ville overveje at købe vine fra… eksempler er Ægypten, England, Jordan, Kina og Danmark. Jeg kan huske jeg hæftede mig ved, at DK faktisk producerede den bedste af aftenens vine, og det skal i den forbindelse nævnes, at det er omkring 15 år siden; altså før vindyrkning blev så udbredt her i landet, som det senere blev. Englands vin var bestemt heller ikke dårlig.
Vinen fra Kina var derimod aldeles rædselsfuld og blev i et par år fremover brugt som ‘præmie’ til dem, der kom for sent til generalforsamlingen. Så ku’ de lære det, ku’ de…

Vi har hørt på kapaciteten Flemming Hvelplund hele tre gange; vi har haft besøg af Peter Vinding-Diers, hans nevø Peter Sisseck og andre notabiliteter inden for branchen. Vi har hørt på foredrag af producenter, slotsejere, importører og forhandlere. Og ‘bare’ gode vinkendere, der har det som hobby.

Efter selve generalforsamlingen med hvad der nu engang skal høre til sådan en, bliver sedler med hver enkelt af aftenens deltageres navne hevet op af en vinkøler en efter en, og man kan i denne givne rækkefølge få lov til at vælge sig en flaske vin fra resterne af årets smagninger. Man skal ikke være et geni for at regne ud, at det er en fordel at blive råbt op blandt de 10 første, hvilket jeg har været så heldig at blive et par gange, men i går tror jeg, at jeg lå omkring de nr. 70 (ud af 85).
Det kom der noget så usædvanligt som en italiensk Merlot ud af. En Camerló fra Monteveglio… ved ikke engang hvor det ligger… men vinen kan nu nok drikkes alligevel, vil jeg tro. Bortset fra ekstremvinene får vi normalt rigtig gode vine til smagningerne.

Vi fik serveret mad fra halvfemsernes køkken og dertil vinene øverst til højre – alle fra  vinklubbens fødselsår 1991; lige netop sådan en detalje, som bestyrelsen er så god til.
Desværre var 1991 ikke noget særlig godt år, så det havde været vanskeligt for dem at finde egnede vine, men jeg skulle hilse og sige, at det lykkedes dem ganske glimrende.
Der blev serveret en fisketimbale, noget unghanebryst (med Pommes Anna, Pia ), nogle lækre oste og til sidst en alt for lækker chokoladedessert. Ikke mousse – det var vist mest i 80’erne.

Alt, alt for sent kom jeg i tanke om at foreslå, at os, der har været med fra den spæde start, skulle have haft en ekstrapræmie… Der er ikke flere af os, end det nok godt kunne have ladet sig gøre, men sådan er det tit med mig. For sent. Alt for sent

Vores mange abonnementer

Jeg synes ikke, vi abonnerer på særlig meget. Hvis nogen spørger mig, vil jeg uden at rødme svare, at vi næsten ikke abonnerer på noget.
Lige indtil jeg skal til at foretage en nødvendig oprydning i kurven, hvor vi lægger bladene indtil videreformidling af dem. Den kurv bliver lidt for hurtigt fyldt.

En opremsning af abonnementerne får mig til at tænke på, om ikke det er for meget af det gode, men vi holder jo netop af disse magasiner; ellers abonnerede vi ikke på dem…

Siden Saxo er et blad, der udkommer fire gange årligt og beskæftiger sig udelukkende med Danmarks historie. Hvis min historielærer fra gymnasiet så dette indlæg, ville han falde besvimet om: Ellen interesseret i historie??? Never.
Men sådan kan det jo gå… jeg læser det med stor interesse.
200 kr om året

Illustreret Videnskab udkom, dengang vi startede med at abonnere, en gang om måneden, men nu må det vist være hver ca. tredje uge, for vi har lige modtaget blad nr. 15 i år. De strammer den efterhånden lidt, men på den anden side er det et godt blad, som vi helst ikke vil undvære.
1134 kr om året.

Digital Foto kan John slet ikke undvære. Jeg lader selvfølgelig som om jeg aldrig kigger i det… 😉 Udkommer altid samtidig med Ill. Vid.
1223 kr om året

Mål og Mæle er et lille sprognørdmagasin, som udkommer fire gange om året. Jeg elsker det blad…
215 kr om året.

Anglofilia – Mia Folkmanns skønne magasin for lovers of everything English – tak for det blad, Mia – jeg håber du fortsætter med at udgive det.
230 kr om året.

Danmarks Naturfredningsforening – nok mest for at støtte et godt formål, men medlemsbladet er da absolut værd at læse.
315 kr. om året.

Danske Torpare for danskere med hus eller grund i Sverige. Mange medlemsfordele og et rigtig godt blad, der udkommer hver anden måned.
300 kr om året.

Ældresagen her i ét ord, selv om foreningen insisterer på, at det er i to ord – Ældre Sagen… det er bare ikke korrekt dansk, at I bare ved det derinde i Ældresagen.
Nå. Men her er billige rejser at hente; samt nogle gode råd til de ældre. Altså alle de andre ældre. Ikke mig… jeg er ikke ældre endnu. Halvgammel måske, men på ingen måde ældre.
380 kr. om året.

Og så det løse…
Indtil for to år siden købte jeg ugebladet Søndag hver uge, men det stoppede jeg med, da det gik op for mig, at jeg egentlig kun købte det for krydsordenes skyld. Nu køber jeg det kun 3-4 gange om året, oftest i forbindelse med en flyvetur til UK, hvor der også gerne bliver investeret i et Sudokublad.  Hendes Verden bliver købt, hvis der er et godt strikke- eller patchwork-tillæg.

Du godeste… det beløber sig til 3997 kr om året – 333 kr hver eneste måned. Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg startede – og fuldførte – dette indlæg, for det er første gang jeg regner på det, og jeg var slet ikke klar over, hvor mange penge vi bruger på abonnementer … håber ikke, John læser dette indlæg 🙂

Jeg har da fundet et sted at spare, hvis vi skulle komme i pengebekneb, når vi bliver ældre…

Testkører på motorcykel

Var det noget?
Det er helt i orden, hvis du siger næhnejtak. Det ville jeg også gøre.

Det er også rigeligt med én af slagsen i familien.

John og jeg har tilsammen to døtre, som er født i samme år. Vi var fra starten helt enige om, at det var børn nok og behøvede ikke ‘at bekræfte vores kærlighed’ ved absolut også at skulle have et fælles. Kærlighed kan bekræftes på så mange andre måder…

John har været til forældredag i dag. Det var i hvert fald den undskyldning, han gav sin chef, da han meldte, at han ikke havde tænkt sig at arbejde i dag… han skulle nemlig til Sverige og opleve sin datter køre.
Hun er lidt sej, samme datter. John er rævestolt af hende; moderen til barnet er mere end en anelse bekymret over, at hun lige præcis har valgt denne beskæftigelse som sin hobby, og papmoderen her står nok et sted midt mellem disse to, men samme papmor kan ikke lade være med at synes, det er sindssygt sejt, og nu har jeg altså for en gangs skyld tænkt mig at skrive et indlæg, hvor hun er hovedpersonen.
Der er mange gode grunde til, at hun stort set ikke optræder her på bloggen, men dette slipper hun ikke for.
Vi taler om en lille og meget spinkel pige, som ikke vejer over 50 kilo, men jeg tør godt vædde med, at hun kan stille op og konkurrere mod nogle af de mere hardcore rockere, bl.a. fordi hun også er i stand til at bruge hovedet, når hun bruger maskinen.
Hov. Skrev jeg virkelig det? Tænk, min slettetast virker lige pludselig ikke…

Hun har i flere år kørt konkurrenceløb og har i et stykke tid været en af testkørerne, som det nordiske fagblad Bike bruger.

De knæbeskyttere, hun har på, har asfaltfarve, som John siger – hun ligger simpelthen næsten helt ned i svingene. Uden at vælte. Og hold da k… hvor kører hun stærkt, som farmand med et lidt skævt smil sagde for lidt siden, da han kom hjem fra forældredagen.

Dette billede må kunne illustrere forældres prægning af børn. Det er ikke ‘vores’ barn, men John kunne ikke stå for denne lille fyr.

(Hvis nogen skulle undre sig over den manglende overensstemmelse mellem påstandene om stor fart og de manglende fartstriber på billederne, vil jeg atter en gang understrege, at John har et temmelig godt kamera. Med sportsfunktion.)

Det var dagens praleri…

Magsiner om livet på landet – mest i England(et)

Inspireret af Bentes gode indlæg om ugeblade/magasiner, fik jeg lyst til at give mit besyv med.
Jeg indrømmede blankt i min kommentar derovre, at jeg elsker de engelske Country Life, House & Garden og andre i samme genre. Det er både rigtigt og ikke rigtigt, at sådanne medier dyrker ‘illusionen om det perfekte liv’. Rigtigt, fordi der naturligvis ikke vises billeder og reportager fra byernes mindre pæne kvarterer. Forkert, fordi man ikke nødvendigvis behøver at føle sig mindreværdig, fordi man ikke har en lignende tilværelse som de, der er omtalt i bladene; det er kun de ganske få forundt – hvilket vi udmærket ved, alle os almindeligheder…
Mode- kvinde- og trendmagasiner har aldrig sagt mig noget, men landsteder, pragtfulde huse og ditto haver giver mig julelys i øjnene – og jeg har altid elsket at dagdrømme.

Der er forskel på en illusion og en drøm; man skal bare være klar over hvad der er hvad og ikke lade sig lede af strømmen eller det guruerne fortæller, man skal gøre lige nu for ikke at være håbløst bagud. Jeg har som lige nævnt altid elsket at dagdrømme, og disse herlige haver og huse fra nævnte magasiner giver mig en ofte yderst tiltrængt virkelighedsflugt for en kort stund. Nogle lytter til musik og går til masser af koncerter, andre dyrker kunsten og kulturen, andre igen gør noget tredje – jeg gør bare noget fjerde… Man kan bruge sine penge og/eller erhverve sig ny viden på mange måder, og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert – vi prioriterer bare forskelligt. At der så er nogen, der højprioriterer Billedbladet eller Se & Hør, kan også undre mig en hel del, men dem om det…

Mine yndlingsmagasiner er gode til at lade sig inspirere af i både de små og store ting. For mig er det rent faktisk også interessant at læse om, hvordan denne eller hin har restaureret det engang erhvervede ældgamle hus, og endelig er disse blade (også) fyldt med gode råd til hus- og haveejere – se f.eks. denne side med gode råd til mikro-hønserier… Det skal der såmænd nok være nogen, der har brug for at vide. Jeg selv kan ikke bruge det til andet end synes, det var interessant at lære dette om høns – det bliver pakket ind i min store boks med almenviden.
Læg også mærke til notitsen om blomkålssvampen – det er en af de allerbedste spisesvampe, og man kan ikke forveksle den med andre. Det vidste jeg godt, men der skal nok være nogen, der lige lærte noget nyt her…
Charlotte bruger bladene som inspiration til deres store, gamle hus og deres ditto have. Der er meget, man skal tænke på og tage stilling til, og specielt som dansker er der forfærdelig meget, man ikke ved om engelske, traditionelle haver.

Af danske magasiner vil jeg helst ikke undvære Illustreret Videnskab (og John nyder derudover sit fotomagasin). På trods af, at jeg er fisk og dermed sprognørd, dagdrømmer og eskapist, har jeg en pragmatisk og videnskabelig tilgang til det meste her i livet, og jeg nyder at vide lidt om alt og meget om lidt. Til førstnævnte er et populærvidenskabeligt blad en rigtig god forsyningskilde.

 

 

Tre ting der glæder mig

Jeg vil da osse være med i Madames lille leg. Det var nu lidt svært at holde sig til tre ting – der er så mangt og meget, der kan glæde mig og gøre min hverdag god og rar at opholde sig i. Det blev til:

Strik. Jeg har svært ved at forestille mig et liv uden at kunne strikke ved enhver given lejlighed. Her ses et lille (meget lille) udpluk af mit garn. Tasken er den altid pakkede og tidligere omtalte strikketaske – lige til at snuppe med til Sverige. Den indeholder alt, hvad man kan få brug for og lidt til. På sofaen hygger babysvøbet sig; jeg er i gang med 3. inderbort (de indviede vil vide, hvad jeg mener).

Bøger. Jeg kunne heller ikke forestille mig et liv uden bøger. Dette er, ganske som med garnet, et meget lille udpluk af husets bogsamling. Der findes bøger alle vegne, for jeg har fantastisk svært ved at skille mig af med dem – det er jo næsten, som var det mine børn. Min mor lærte mig at læse, da jeg var 5 år, for mit behov blev slet, slet ikke dækket af det, hun havde tid til at læse højt for mig. Jeg lærte det efter sigende på no time, og jeg har læst og læst lige siden. Det var RET kedeligt i skolen i dansktimerne de første par år… Jeg kunne dog hverken skrive eller regne, da jeg kom i skole, så der var heldigvis noget at lave 🙂

Den lille mexikanerovn, som står og fryser lige nu, men om sommeren er det bare lykken at give den ild i r…. nå nej, maven og sidde ude og hygge med dens varme – alene, sammen med John eller med familie eller venner. “Alene” skal forstås på den måde, at John er A- og jeg er B-menneske, så jeg har ofte kun mit eget fortrinlige selskab efter kl. 21-22.
Vi har mexikaneren i den store udgave på terrassen i Sverige. Når der er blus på den og den store parasol er slået op, så duggen ikke har en chance, kan man sidde ude om aftenen fra meget tidligt til meget sent på året.
Jeg håber ikke, det er tegn på en indre pyroman, at jeg elsker levende ild.
(Dog helst yderst kontrolleret, og det er altså ikke mig, der lige har været en tur i Australien.)

Og festen varede i otte dage…

Vi har været hos min far i aften. Han havde selv lavet flæskestegen og hvad der nu ellers hører til sådan en. Søster hjalp lige lidt med sovsen, for det kan godt være svært, når man er 88 år og først begyndte at lave mad, da vores mor døde for syv år siden.
Han havde købt et par Baroloer, som vi nød til maden. De var gode, men lidt for unge endnu, på trods af deres fem år og “drikkemoden nu”.
Kvalitet, smag, buket og aroma og alt det der blev, som næsten altid, behandlet grundigt og seriøst – far har altid elsket et godt glas vin, også længe før det blev moderne. Helt tilbage fra min spædeste barndom kan jeg huske disse vinseancer  i hjemmet.
Vi skal lige huske, at han er bonde landmand, og sådan nogen drak ikke sådan bare lige vin i tide og utide dengang i halvtredserne. Eller før. Da drak man oftest øl til maden – også når der var gæstebud, men altså ikke i mine forældres hjem.

Nå, men tilbage til overskriften: Søsteren sprugte far: “Har du nu købt vin igen?” På det bekræftende svar kom udmeldingen fra denne anden autoritet: “Du har bare SÅ mange flasker nede i  vinkælderen, og jeg tror, det er på høje tid, hvis det ikke allerede er for sent, at mange af dem bliver drukket. Har du styr på årgangene? Nej, vel? Så jeg foreslår, at næste gang du har samlet dine børn, svigerbørn og børnebørn, skal vi altså se at få ryddet lidt ud i de reoler”.
YES, jeg er med. Helt med. Jeg skal bare lige have arrangeret mindst en uges ferie.

Med til baggrundshistorien  hører, at far i mange år var en halvoffentlig person. Han startede sin politiske karriere som 18-årig og kom i sognerådet (det hed det i 1956) og til han sluttede sin byrådskarriere (det hed byråd fra 1970) engang i firserne. Når han fejrede sine runde fødselsdage og sin afsked + det løse, blev han begavet med vin, vin og meget vin, for mange kendte hans passion, og gjorde man ikke det, var og er det nu engang meget almindeligt at give vin ved den slags lejligheder.
Vi børn har så sandelig lært at drikke vin. På den seriøse måde…

Han har stadig flasker af den gode årgang 1975. De er helt garanteret “gået over”. Han har masser, masser af gode, gode vine, men mange af dem er desværre nok blevet for gamle på trods af de relativt ideelle opbevaringsforhold. Intet – heller ikke gode vine – holder evigt.
Så nu skal det snart være – der skal åbnes flasker, skal der. Mange vil bare kunne hældes ud, men der skal jo nok være et par perler indimellem. Og jeg mener perler – ikke det seneste politiord for noget helt andet 🙂

Jamen jeg glæder mig da… Hvornår var det nu, det var?