N står for…

NORGE, NATUR og NORDKAP. Naturligvis.
Af to grunde: ABC-legen er, så vidt jeg ved, født i Norge, så dette er 1) et velfortjent cadeau og 2) fordi Norge er et af de smukkeste lande i verden. Naturen dér er ganske enkelt helt enestående… der er en god grund til, at Geirangerfjorden er kommet på UNESCOs World Heritage List.

Vi ferierede i Norge i 2001, 2005 og 2009. Første gang bare John og jeg med endemålet Lofoten (og en hvalsafari), anden gang med hele den pukkelryggede [familie] i et helt utroligt hus, der nærmest hang ud over Sognefjorden, og den sidste gang gik turen til Nordkap i en autocamper, hvilket var det ultimative clou efter de to allerede fantastiske ferier i Norge.
Normalt gentager vi ikke vores ‘store’ ferieture, fordi det gælder lige som for film, at toeren aldrig kommer på højde med etteren. Ikke desto mindre har John og jeg en klippefast aftale om, at nordkapturen kørende i en autocamper skal gentages – det var bare så stort.

På vej mod Lofoten i 2001.

Tim i 2005 – med styr på det hele…

Højt mod nord…

Meget højt mod nord…

Og helt, helt oppe mod nord – jamen vi kunne da simpelthen se helt til Nordpolen. Øhhh, næsten i hvert fald, hvis det ikke lige var for en dum detalje som jordens krumning. For der var nemlig ikke en sky. Der var heller ikke tåget. Der var ikke engang en lillebitte smule diset. Det sker måske på fem af årets 365 dage, og vi ramte en af dem.
Stort. Stort. Rigtig stort.
Og nej… dette er ikke en kriminalroman, for vi har hverken be- eller opgravet de to motorcyklister, som kan anes nederst til højre! Det var et italiensk par på bryllupsrejse, og som vi tog et billede af (med deres eget kamera) – der er sateme langt fra Rom til Nordkap. På motorcykel. Respekt, siger jeg bare…

Vi kunne se over mod Knivskjellsodden, som er Norges nordligste punkt. Vi så lige et par rener på vejen…

Norge er som sagt noget af det smukkeste.

Simpelthen.

Så se dog at komme af sted! Har I besluttet, hvor 2011-ferien går hen? Nej? Jeg foreslår så Norge.

Se andre N’er her

De sidste feriedage

Onsdag, 5. august. Dagens distance: nul km.

Med andre ord: Vi har ikke lavet en pind hele dagen andet end at gå rundt om pynten her på Ekön, nydt skærgården og i øvrigt det helt fantastiske vejr.
Også her på campingpladsen er der Fastliggere med stort F. Se bare dette arrangement. Andre har deciderede små haver, som de går og passer og pusler så nysseligen om.
Jeg har fået alt for meget sol i dag (blevet pinligt rød på hele frontpartiet på trods af SPF 15)… derfor fryser jeg, selv om det stadig holder sine tæt mod 20 grader kl. mere end 20. John overtalte mig ikke desto mindre alligevel til at komme med ned til klipperne nede mod vandet, for det var blikstille og fuldmåne og meget smukt og det syntes han, jeg skulle opleve. O.k. da – det var lidt svært at finde en hurtig undskyldning, så jeg følte mig nødsaget til at hive et par cowboybukser og min nye, norske striktrøje på. Det var nu ulejligheden værd, for smukt viste det da sig helt bestemt også at være. Månen kan ikke blive mere fuld end hvad vi oplevede lige her, og den spejlede sig så fornemt og selvsikkert i vandet. John prøvede at fotografere synsindtrykket, men det var vist ikke helt nemt. Det tog i hvert fald lang tid, og der var mange myg, der i høj grad benyttede sig af lejligheden. Hov – hvad sagde jeg? Myg? Jamen, de måtte vel også indfinde sig på et eller andet tidspunkt… OFF! var desværre efterladt i camperen, så jeg måtte nøjes med at vifte og slå med armene.

Torsdag, 6. august. Dagens distance: 350 km.
Mål: Spjutatorpet = ”hjemme”. Camper tømt og rengjort indvendig. Vi har valgt at betale 600 SEK for, at udlejeren rengør den både ud- og indvendig, så han skal nok få lov til at gøre arbejdet… men gaskomfur, køleskab og vask kan vi ikke lide at aflevere i uren stand, og der skulle også lige støvsuges, syntes vi – og er rigtig glade for, at vi slipper for at vaske vognen udvendig; der sidder flere kilo udsplattede insekter fast rundt omkring.
Vejret er igen blevet aldeles upåklageligt, faktisk er det meget, meget varmt, men John har jo også fødselsdag …

Resten kan siges meget kort: Det har været en rigtig dejlig ferie, og vi må erklære os enige med de, der har påstået, at den form for ferie er stærkt vanedannende.

Fra i morgen aften er det ikke længere ”rigtig” ferie – så er det egentlig bare en weekend, inden hverdagen igen rammer os med en knytnæve lige i ansigtet mandag morgen.

Efterrationalisering:
Hvis man af en eller anden grund ikke bryder sig særlig meget om børn, er det en perfekt tur at tage – vi har kun set ganske få af slagsen; det er helt åbenbart en ferie, man først tager som midaldrende eller mere. Eller måske inden, man får børn (som parret på bryllupsrejse, der skålede i champagne ved globen på Nordkap), men de (børnene, altså) vil sikkert også kede sig bravt undervejs med de mange, mange kilometer, de skal sidde fastlåst i en bil.
Hvis man derimod holder meget af at se på fugleliv, kan denne tur ikke anbefales. Vi har ikke oplevet stort andet end skader, krager og vipstjærter – og så måger i hobetal, naturligvis. Der var så lige gråspurvene i Olderfjord, jajada, men alt i alt ikke specielt ophidsende ornitologiske oplevelser at skrive hjem om.
Vi gjorde det rigtige ved at køre op gennem Norge og hjem gennem Finland/Sverige. En venlig sjæl havde på sin hjemmeside (kan desværre ikke huske adressen) fortalt, at det er måden at gøre det på, for Norge er ikke kønnest i modlys; man skal nyde alle de fantastisk smukke fjorde med solen i ryggen. Det havde han ubetinget ret i – tak for det, hvem du så end er, for det havde vi slet ikke tænkt på.

Vi havde hørt så meget om den forfærdelige myggeplage, man må finde sig i på en tur som denne, men det har da ikke engang været så slemt, som det kan være i Danmark på en sommeraften. Jeg ved ikke, om det for mygs vedkommende er ved at være sent på sæsonen, men jeg var i hvert fald overrasket over, hvor få gange vi oplevede, at der overhovedet var myg.

Man skal så absolut bruge så meget som muligt af tiden i Norge. Ikke et ondt ord om svenske skove, for de er skam også dejlige, men når man har kørt langs med, henholdsvis igennem, 2000 km. svensk skov, er man efterhånden overbevist om, at variationen er begrænset. De norske fjelde, fjorde og fosser kan vi derimod ikke blive trætte af. Det virker ikke ensformigt, men nyt og bare næsten uvirkeligt smukt næsten hele tiden. De to dage, vi endte med at tilbringe på Ekön, kunne vi, hvor smukt der end er dér, have brugt mere fornuftigt ved at starte i Reine på det sydligste Lofoten og så køre op gennem hele den smukke øgruppe.
Det høje nord passer vældig godt til os, men ud over det har vi nok også været ualmindeligt heldige med vejret. Oplevelsen havde sikkert været en kende anderledes, hvis vi havde haft to uger med silende regn og temperaturer mellem 10 og 15 grader.
Vi havde camperen i 14 dage. Vi skulle have lejet den for tre uger – det var alligevel ikke blevet forfærdeligt meget dyrere, for, fordi vi kun havde 3400 ”fri kilometer”, kommer vi til at betale for en masse ekstra – vi har kørt 5342 km, og vi kommer til at slippe 1,8 svensk krone for hver af de næsten 2000 km, vi har kørt ”for meget”. O.k.; det svarer ikke til en uges camperleje, som var 6650 SEK, men alligevel …
Vi var blevet anbefalet at tage ud på Vardø, helt ude mod det yderste øst (man kommer næsten til at tænke på Terje Vigen: ”Der bodde en underlig, gråsprængt enpå den yderste, nøgne ø…”), men det kunne vi ikke nå. Hvis vi gør turen igen, hvilket absolut ikke er udelukket, vil vi sørge for at have tre uger til den.

Endnu et uddrag af en landsbydames dagbog

Torsdag, 30. juli. Dagens distance: 204 km.
Så nåede vi til Alta og bor på Alta Strand Camping, hvorfra der er 240 km. til Nordkap, 1863 til Nordpolen og 2252 til København (se slut i forrige indlæg). Så fik vi lige styr på det.
Det er en dejlig by, hvor folk gør meget ud af deres haver. Nogle steder er der en blomsterrigdom, som jeg slet ikke havde forventet her. Koldt og goldt? Langtfra.  
Og endelig har vi set rener på vores vej. Som samme rener også mente, var lige så meget deres vej, men det var nu så vældig hyggeligt langt om længe at møde de små krabater. For små, det er de altså, og de ser ualmindelig tåbelige ud bagfra, når de løber – et underligt, kalveknæet løb, hvor bagbenene bevæger sig fra midten og ud til siderne på en ubeskrivelig, men ret morsom måde (har taget et videoklip med en af dem). Vi så oven i købet flere hold rensdyr i dag.
Himlen over Alta er meget høj og meget blå; træerne (for her er stadig træer) er meget lave og meget grønne. John læste i en nyerhvervet turistbrochure om   Finmarken, at Honningsvåg ligger 150 km nord for trægrænsen, hvilken altså ikke er så forfærdelig langt herfra. Så blev det da vist opklaret, det med træerne. Det holdt så bare ikke vand – se dagbog for i morgen; der er træer næsten helt til Nordkap. De er godt nok små, men de er der.
Her er 20 grader i skyggen – vi kunne lige så godt have siddet helt langt nede sydpå, så flot og varmt er det. Sad ude og nød solen længe. Træerne er som sagt ikke særlig høje, men det er tydeligt at se, at nogle af dem er gamle – der er noget helt bonsaiagtigt over nogle af dem – se bare fyrretræet herover. 
Johns Visakort er blevet spærret. Først kunne han ikke betale for diesel på det i går, hvilket han bare kløede sig lidt i håret panden over og brugte så sit Diners. I dag kunne han heller ikke hæve kontanter (godt han havde Diners), og nu begyndte han at lugte lunten. Jeg havde hele tiden haft i tankerne, at han nok burde have fortalt sin bank, at der ville komme en postering på 18000 SEK for leje af + depositum for camperen. Det havde han ikke lige fortalt nogen bankfolk, og nu spærrede Visa altså kortet, fordi han har brugt over 20000 kr. inden for en måned. Det krævede da heldigvis kun en opringning til banken, som lovede, at han ville kunne bruge kortet igen i morgen.
Nu gider vi ikke have flere uheld med den fjollede kaffe, så i aften lavede John Nescafé udenfor…
Dagens myggerapport: Ingen, eller i hvert fald kun meget få.

Fredag, 31. juli. Dagens distance: 378 km.
Vi gjorde det sgu! Kl. 13:30 ankom vi til Nordkap. I absolut meget skinnende og meget højt solskinsvejr. Der var simpelthen frit udsyn lige til Nordpolen, og hvor mange dage om året af den slags er der nu lige her? Vist ikke ret mange, men vi ramte, gjorde vi. HA! Godt timet. Fra Alta var der 1863 km. til Nordpolen, men her fra Nordkap er der nu pludselig 2093 km. Mig ikke forstå. Man påstod også i Alta, at der var 2252 til Kbh., men fra Nordkap er der 2756 km. – en forskel på 500 km, men vi har kun kørt 240 for at komme fra Alta til Nordkap. Af ret så snoede veje, så en fugleflugtslinje ville formentlig have reduceret denne afstand en hel del. Mig derfor stadig overhovedet ikke forstå… Og jeg ved ikke, hvem jeg skal spørge for at få det rigtige svar. Jeg vil forsøge at google mig frem til det, når vi er hjemme igen.
Det var en meget flot tur herop, og vi er begge særdeles glade for, at vi alligevel ikke sprang denne sidste del af turen over (som vi havde talt om hjemmefra at gøre). Der er træer (små, men det var træer) hele vejen, undtagen helt ude på Magerøya (Nordkapøen), som var meget gold, men alligevel spændende på sin egen måde, for der var intet rækværk og dermed frit fald, hvis man skulle køre af vejen. Men hvorfor skulle man nu også det? John er heldigvis en sikker chauffør, så der var slet ingen fare, men jeg må alligevel indrømme, at jeg koncentrerede mig en tand mere end normalt om mit strikketøj ind imellem. Inden vi nåede så langt som til Magerøya, var der et utroligt spændende landskab med raukarlignende klipper (sådan nogen, som vi kalder for pandekageklipperne på Øland): Meget tynde lag på lag på lag af… ja, af hvad? Skifer? Det lignede skifer. Og har vi set rensdyr i dag? Ork ja, det har vi da… masser, masser af rensdyr. I hundredvis, faktisk. Overalt i landskabet og ikke mindst på vejen. Det gik præcis som spået: Først var det enormt spændende at møde rensdyr. Efterhånden tog vi det mere og mere nonchalant, og til sidst tænkte man bare: ”Øj, mand; ikke et til. Kom nu af vejen, for pokker, vi skal videre.” Men de er nu stadig søde. De har så mange forskellige skind; spændende fra næsten helt hvide over forskelligt spraglede til helt koksgrå. Og de har meget store (og meget lodne og forskelligt udseende) gevirer i forhold til deres ringe størrelse. 
Skal vi nævne omkostninger? O.k. – det er vel ikke helt comme il faut, og måske også lidt lige meget, for vi vidste godt, at det ikke var gratis, men her følger så alligevel priserne – Nordkap er da godt nok blevet en industri: 507 NOK for at få lov til at køre igennem tunnelen. Få lov til? Der står der ikke en lyd om afgifter, inden vi kører igennem (vi vidste godt, at det kostede en del, men det er sagen uvedkommende), men når man så er kommet gennem tunnellen, ligger betalingsanlægget der. De 507 kr. er for en 6-12 m lang bil og to personer. Pr. vej! Med andre ord 1014 NOK, hvis man vil hjem igen. Det vil vi egentlig gerne. Trods alt.  Så kommer vi til indgangen til Nordkapklippens parkeringsområde. 215 kr. pr. person for at få lov til at køre ind på området. 430 NOK for at få lov til at kigge ud i ingenting, kan man en anelse flabet sige. Men o.k. – billetten gælder i to dage. Man kan blive her eller køre frem og tilbage, så mange gange, man lyster… dog ikke gennem tunnellen – man må pænt blive på Magerøya.
Der var et turistcenter med restaurant og butik. Fandt en køleskabsmagnet med termometer. Jamen sådan et kunne man jo få brug for…
Vi købte også to krus + en cap til John med ”Nordkap” diskret påtrykt.

Selv om det var sidste chance for at se døgnsol heroppe, endte vi med at køre tilbage, for der var maaange timer til midnat, og Nordkapklippen er trods alt bare en klippe, som er kold og gold og hvor det blæser meget og hvor der absolut intet er at foretage sig. Jeg ville snildt kunne have brugt tiden på at strikke eller læse eller løse krydserpåtværs, men John bliver så forfærdelig rastløs… Det er også lidt lige meget, for nu har vi været der, og det var en rigtig god fornemmelse – også her midt på dagen.
Skal sandheden frem, så har vi heller ikke meget lyst til at ”indvie” toilettet i camperen, for aftalen går på, at den af os, der først behøver at bruge det, erhverver dermed tømningsrettenpligten, og det er der absolut ikke nogen af os, der har lyst til. Det kan godt være, det ikke er så slemt, men ingen af os har mod på at prøve.
Næste gang, vi kommer :whistle: vil vi sørge for at ankomme meget sent…
Vi kørte så langt tilbage som til Olderfjord, hvor vi tilbragte natten på byens campingplads, og fejrede begivenheden med at grille det føromtalte rensdyrkød. For POKKER, det var godt. Meget lækker og speciel smag. Det var kanongodt, faktisk.  
Vi har gråspurve her lige ved siden af os, som vi sidder og indtager vores aftensmad – sådan nogle har vi ikke set siden Sydsverige – de sad og kiggede nysgerrigt (bedende?) over på os, så jeg skyndte mig at hente lidt brød og smuldrede det til dem. Det rygtedes hurtigt ude i byen, at der blev serveret mad på plads nr. 9, så vi oplevede mange små gråspurve, der lige skulle her forbi og fouragere. Meget hyggeligt. Nogle af dem tog deres børn med i byen og sad og gav dem mad i det lille piletræ lige ved siden af. Da alle fuglene var affodrede, vendte vi atter blikket ud mod fjorden og blev dybt fascinerede af en familie, der gik i vandet! Helt ærligt, vi er ved Polarhavet, for pokker! Respekt. Jeg ved godt, at der er noget, der hedder vinterbadere, men det er noget andet…
Campingpladsen kostede kun 150 NOK for plads og el og uden myg. Næsten uden myg.

Se bare – det blæser, og det er koldt, men det er helt klart klart vejr. Flot vejr. Faktisk noget klarere, end billedets skarphed kunne antyde, men det er taget med Johns kamera og fylder dermed ½ harddisk. Ca… var nødt til at komprimere det meget, og så røg skarpheden altså åbenbart (?) (Hjelmene nederst til højre tilhører ikke et par begravede Aliens, der lige skal foreviges her ved globen, men det belgiske brudepar, som ankom på motorcykel.)

Vi var blevet anbefalet at, når vi nu var så højt mod nord, tage ud på Vardø, helt ude mod det yderste øst (jeg kommer til at tænke på Terje Vigen: ”Der bodde en underlig, gråsprængt en på den yderste, nøgne ø…”), men det kunne vi ikke nå. Hvis vi gør turen igen, hvilket absolut ikke er udelukket, vil vi sørge for at have tre uger til den.

Uddrag af en landsbydames dagbog

Der har været totalt dødt her på bloggen i tre uger. Jeg har været på ferie, men det er nok ikke nogen hemmelighed. Den var skøn, ferien altså, og jeg kan ikke dy mig for at skrive lidt om den – jeg belaster jer måske oven i købet med et dagbogsuddrag eller to til. Men for pokker, hvor har jeg har travlt nu – der er mange blogge, der skal besøges og læses, inden jeg er ajour med jer igen. Vi mødte kun en enkelt campingplads med internetadgang for gæsterne, og jeg valgte at springe det over – så var der bare gået alt for mange timer med det. Jeg har dermed lige klaret mig tre uger uden (net)forbindelse med omverdenen, hvilket er ny, personlig rekord.
Blogge skal læses, haven (krukkerne) skal gennemgås og nusses om, ferietøjet skal vaskes, og så forlanger man oven i købet, at jeg tager på arbejde på mandag. Strengt.

Jeg tager lige et hop ind i feriedagbogen, som nåede op på 10 A4-sider:

Mandag, 27. juli. Dagens distance: 440 km.
Kørte fra Tärnaby i Sverige kl. 08:45 med kurs mod Narvik.
Vejret tegnede ikke for godt om morgenen, men det blev godt, så snart vi nåede på den anden side af fjeldet og ind i Norge. Det er også blevet varmt… jo højere mod nord, jo bedre og varmere vejr, åbenbart. Det har været en vidunderlig smuk tur hele vejen, med vand, vand og atter vand – fosser og fjorde i stor stil. Har plukket blåbær til morgenmadsyoghurten.
Nåede til Ulvsvåg ca. 100 km. syd for Narvik. Fandt en plads helt ud til vandet, så vi kan se Lofoten på den anden side. Sad ude og spiste i dejligt solskin.
Stadig hverken rener eller elge! Kun advarselsskilte mod dem…
Den ene af vores naboer sidder og strikker. Det gør jeg også. Vi smiler til hinanden og løfter strikketøjet til en hilsen.
Kl. 23 var solen endnu ikke gået ned. Men tæt på…

Tirsdag, 28. juli. Dagens distance: 325 km. Kørte kl. 08:45 med kurs mod Tromsø.
Denne dag var den første, hvor vi skulle ud og sejle for at komme videre ad E6. De skulle lige til at lægge fra, men så os komme og ventede på os, så det var helt perfekt. Der er ikke så meget med afgangstider her – man sejler sådan lidt efter behov, har vi på fornemmelsen.

Vejret er bare dejligt – sol og vel en 23-25 grader (vi har intet termometer, men det er varmt). Vi lagde til for aftenen ved Ramsfjord Camping, 30 km. syd for Tromsø. Vi vil bruge en del af dagen i morgen til at kigge nærmere på Tromsø og vil i det hele taget prøve at tage den lidt med ro heroppe, for det er området her meget højt mod nord, vi hele tiden har talt om at undersøge lidt nærmere, for hvem ved, om vi kommer igen? Den 23. juli var sidste døgn uden solnedgang, så vi kom lige fem dage for sent. Pyt nu med det – ved Nordkap er sidste døgnsol 31. juli, så det når vi nok lige.
Hvis vi sommetider kan smile lidt over fastliggere i Danmark, så er det da ingenting mod de norske: De har form som et veritabelt kolonihavehus, som man lige docker campingvognen ind til, og så har man ellers lædermøbler, radiator, terrasse og hele pibetøjet. Meget underholdende syn… Nogle er større end andre; vi så et meget stort ”sidehus” næste morgen, men det fik vi desværre ikke fotograferet – det var lige før, det var med en førstesal med høj rejsning i soveværelset og det hele.
Myg? Hvad er det? Her er ikke en myg at se. Eller mærke for den sags skyld. Fint med mig – ingen klager herfra.
Væltede et krus nylavet Nescafé om aftenen. Fandens også. Bare fordi jeg ville lege flink hustru, for jeg drikker ikke sådan noget selv. Et enkelt krus kan fylde ret meget, men det meste landede heldigvis i gaskomfurområdet, og jeg fik da langt om længe tørret op igen.

Den ene af vores naboer sidder og strikker. Det gør jeg også. Vi smiler til hinanden og løfter strikketøjet til en hilsen. Ganske som i går. Strikkere i alle lande, forener eder!

Onsdag, 29. juli. Dagens distance: kun 139 km. Kørte 09:45 mod Tromsø.
Fandt Nescafépletter på yderdøren og meget kold Nescafé på hylden nederst i køleskabslågen. Nu må det hele da være opdaget 🙂
  Under Tromsø – og jeg mener under, som i nede under, hugget ud i klippen, var der et komplet vejanlæg med rundkørsler og det hele. Underlig fornemmelse… Parkeringshuset lå også under jorden. Jeg HADER den slags. Min eneste allerallerstørste svaghed. Får total klaustrofobi og har det absolut ikke godt, før jeg er vel ude i det fri igen. Hvilket jeg på et tidspunkt var overbevist om, vi aldrig var kommet, for den udkørsel, vi først fandt, kunne camperen ikke komme igennem. Bakke, bakke, bakke, meget, meget forsigtigt. Vi måtte spørge os frem, for der var enormt dårlig skiltning – faktisk var der overhovedet ingen henvisninger til nogen som helst udkørsel i det åndssvage parkeringshus, så spørg mig lige, hvordan jeg havde det (jeg var fuldstændig stiv; både indeni og udenpå, og jeg kunne kun tale gennem sammenbidte tænder). Nå, men ud fandt vi da til sidst, og det Tromsø, som lå oven over jorden, var da en dejlig by. John og jeg købte hver en norsk trøje/jakke på markedet på Stortorget. De er så flotte. Jajaja, jeg strikker selv, men alene garnet ville have kostet mig en 6-700 kr., og så kommer hele arbejdet oveni. De er oven i købet forede.
Jeg købte også en rensdyr-yderfilet i en special- og delikatesseforretning. 676 g kød til 543 NOK kiloet; dvs. 367 NOK at betale ved kasse 1. Så er det kød godt nok også betalt, skulle jeg mene, men nu havde jeg besluttet mig for at ville prøve. Jeg fik anvisning om grilltilberedning, så vi kan kun håbe på, at det kommer til at smage godt. Mere herom, når vi når så langt.
Ved trettentiden var Tromsø gennemgået, så efter den traumatiske, underjordiske oplevelse gik turen videre gennem stadigt smukke landskaber. Og grønne fjorde… enten dybgrønne eller nærmest turkise. Her er mange flere og større træer, end jeg havde forventet. Gad vide, hvornår det stopper? Ved Alta? Eller endnu højere oppe? Ville have troet, det ville have været et meget mere goldt landskab. Vi skulle sejle to gange, så vi nåede ikke langt i dag – kun til Rotsundelv camping mellem Tromsø og Alta. (190 NOK for plads og el + 20 – tyve – kr. pr. bad. Normalt er et bad med i prisen).
Det eneste, vi hidtil har set til rener, var et udstoppet eksemplar foran en forretning i Tromsø. Er det bare en anelse skuffende? Ja sgu. Jeg havde regnet med at have set masser, masser af elge og rener på nuværende tidspunkt.
Og så har vi da i øvrigt et termometer: Kom lige i tanke om det, der ligger som standardudstyr til køleskabet. Jeg synes, luften virker kold nu, men det viste sig faktisk at være en 17-18 grader kl. 19:00, hvilket vel egentlig må siges at være meget pænt så højt mod nord. Og nu er her myg. Mange myg. Dog stadig ikke, som forventet, helt enormt mange myg, og OFF! virker efter hensigten.
Den her camper har noget imod Nescafé. Eller også kan den netop lide det, for den under i hvert fald ikke os noget: Her til aften tabte John dåsen ned i gaskomfursområdet. Han skulle sætte den på plads og troede, han havde skruet låget på, men det havde han ikke… Nå, som han selv sagde, så var spildet da tørt denne gang.
Dagens menu: Italiensk, kaldte jeg det nok så flot og med store, sydeuropæiske håndbevægelser, hvilket John grinede stort over, men altså: Venetiansk suppe (fra pose, men ganske udmærket efter lidt oppepning 🙂 ). Ravioli med svampe og dertil en gorgonzolasauce (ready to use, men varmet lidt op). Der skal helst spares madlyst op til rensdyrfileten – vi skal virkelig være sultne, for så er den simpelthen bare nødt til at smage supergodt. Satser på, at den skal indtages, når vi har indtaget Nordkap.  

Her så vi mange rensdyr – de arme skind…