Hos Mommer

16. januar 2018

Ih, hvor er det kommunalt … eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags: , ,

imageKommunalt kan man vel ikke kalde det, når det er Udbetaling Danmark, man har med at gøre, men den gamle vise faldt mig ind, da jeg i dag ansøgte om at få folkepension.
Hvis jeg medsender “den rigtige dokumentation”, kan de måske behandle min sag på tre uger, ellers kan der gå seks. Så var det jeg spurgte mig selv hvorfor? Fordi for at kunne konstatere, om det er den rigtige dokumentation, er man vel nødt til at tjekke, om det nu også er den rigtige? Eller hyr? Det går der jo tid med …
Men skidt med, om der går seks uger, for det er der alligevel til jeg imagefylder de famøse 65 år. Jeg forstod ikke helt visse af deres spørgsmål, så jeg endte med bare at skrive et eller andet … de har derfor sandsynligvis ikke fået de rigtige tal – og måske oven i købet de forkerte tal i de forkerte rubrikker. Jeg kan vel påregne at få folkepension om et års tid … faktisk er det altså også lidt ligemeget med de tal, for jeg ved, at jeg ikke er berettiget til mere end grundbeløbet, og så kan det vel være ligegyldigt, i hvilken kolonne tallene figurerer. Men det synes Udbetaling Danmark nok ikke.

I øvrigt synes jeg det burde kunne gøres noget simplere. Alle har, uanset størrelsen på andre indtægter, ret til grundbeløbet. Derfor burde det kun være nødvendigt at dokumentere grunden(e) til, at man eventuelt mener man er berettiget til et eller flere tillæg, men det skal åbenbart bare være besværligt.
Det er også ret kommunalt.

Jeg har ellers gjort noget rigtig folkepensionistagtigt i dag … man må jo øve sig … jeg var med til at pakke et halvt års Røde Kors-Billedresultat for old retired pensioner free clipartnørklerier til videresendelse til pakke- og distributionscentret i Kliplev. Det blev til ni store papkasser med strikkede tæpper og strikket tøj til alverdens frysende, katastroferamte børn.
Det synes jeg er meget; imponerende meget, taget i betragtning hvor få medlemmer vi er i Præstø – kun 18-19 stykker, men nogle er mere aktive end andre, og nogle er vist helt inaktive.
Det er ligeledes imponerende at se hvor meget garn, der bliver givet til nørklerne. De får også alt mit engang. Altså det, jeg ikke når at bruge inden jeg dør … men skal jeg være ærlig, så er jeg bange for, at mit garnlager altid vil være stort.
Pyt – det vil jo gå til et godt formål.

Reklamer

10. januar 2018

Som forventet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: ,

Fair Isle-samplerenForleden dag blev babytæppet farvet i alkanna. Det var jo, som jeg skrev dengang, spændende, om pletterne ville blive tilstrækkeligt camoufleret til at virke usynlige. Jeg regnede med det og satsede på det, men intet kunne vides før efter farvningen.
Jeg tror godt, jeg kan tillade mig at sige, at missionen lykkedes – nu mangler det bare at blive verificeret fra moderens side, men mon dog ikke hun godkender tæppets nye farve? Hun har trods alt selv valgt den.

P1000863P1010004

Man skal lede efter pletterne, og hvis man ikke ved, at de er der, lægger man ikke umiddelbart mærke til dem.

Fair Isle-sampleren er også færdig. Godt og vel to meter dobbelt halstørklæde, som blev pænt, nydeligt og helt ensartet i maskerne efter vask og centrifugering.
Det blev behørigt beundret af mange søde mennesker i går inde hos Karin og Bjarne – jeg blev oven i købet spurgt, om det ikke var et, jeg ville overveje at strikke flere af og sælge, men det tror jeg nu nok ikke, at jeg vil. Og dog, man ved jo aldrig … det var sjovt at strikke, fordi det aldrig nåede at blive til ensformigt og rutinepræget strik.

Nu skal jeg dog lige blive færdig med Johns Amsterdam-halstørklæde først. Jeg er i gang, og det får lov at komme med på ferie til Malta.
Jeg fandt otte farver til, og eftersom der er 46 striber i det, kan tørklædet med 23 forskellige farver blive symmetrisk.
Amsterdam - startenimageNogle gange er jeg til symmetri, andre gange det modsatte.
Der er ingen grund til at blive alt for forudsigelig. Der vil ikke være en sjæl, der lægger mærke til, at dette bliver symmetrisk, men jeg ved det, og det er nok.
Det bliver vidunderligt blødt, og John glæder sig allerede til det bliver færdigt, men jeg har ikke lovet, at det bliver til at kunne bruge i denne vinter.
Det skal nok blive pænere i ‘knopperne’, når det engang bliver vasket og centrifugeret. Det er så dejligt at se, hvordan sådanne kraftige svingninger kan udrette mirakler for strikkeensartetheden.

6. januar 2018

Rødkål skal bare spises

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Det var det. Forsøg mislykket. Eller … måske ikke mislykket som sådan, men konklusionen er i hvert fald for mit vedkommende, at rødkål skal spises og ikke bruges til at farve garn med.
I går farvede jeg med det neutrale bad og i dag med syre- og basebadene. jeg fik indstillet pH, så den gulgrønne farve havnede i en smuk, nærmest petroleumsblå farve, men det gik helt galt, da det rundede 50-55°, så den blå farve er altså en koldtvandsfarve. Det er indigo også, næsten, det må ikke overstige 55°. Blåkålsbadet blev helt rødt igen, da det blev for varmt! Jeg slukkede, lod det køle ned og justerede endnu en gang pH, hvilket fik det tilbage til den ønskede farve, men det er altså ikke særlig betryggende, at det er så ustabilt, så jeg tog det op, skyllede garnet og konstaterede, at resultatet endte stort set som da jeg farvede med neutralbadet. De to billeder herunder er samme suppe kold og varm, samt resultatet af det neutrale.
Ikke ligefrem rødkålsfarvet, vel?
Kold baseVarm baseNeutral pH

Det sure bad så vældig fint ud, lige til jeg skyllede garnet, så blev farven skyllet 95 % af.
Efter farvning i neutral pH så det fint rødlilla ud, indtil jeg skyllede. Exit rødkål! Det er glimrende tilbehør til gammeldaws and og flæskesteg, men ikke egnet til at farve garn med.

P1000877Og når der nu er så mange andre fantastiske muligheder, er der jo ingen grund til at fortsætte med noget, der ikke rigtig vil lykkes.
Jeg er næsten færdig med Fair Isle-sampleren og har fundet næste projekt (som skal med til Malta), hvortil jeg skulle bruge 16 farver i netop de lidt støvede nuancer, planterne giver. Jeg klarede selv de 15, og den 16. manglede kun fordi jeg ikke havde 150 gram i den samme mørkegrå farve.
Det er Amsterdam af Susie Haumann. Fair Isle-sampleren er et damehalstørklæde, mens Amsterdam sagtens kan bruges af mænd … John synes, det er meget flot, så det har måske allerede en ejer, inden jeg overhovedet er begyndt.
Jeg slog de foreslåede farver op på farvekort på nettet, skrev ned hvad jeg syntes de lignede, gik i garnkasserne og fandt frem til det viste. De fleste ligger acceptabelt tæt op ad opskriftens; kun et par stykker afviger en del, men det gør ikke spor – faktisk har jeg lyst til at inddrage endnu flere farver, fordi de alle indgår tre eller fire gange i stribemønstret. Så længe de går så så fint sammen, som tilfældet er, kan man i princippet have alle 46 striber i forskellige farver, fordi de bindes sammen af den mørkegrå, som går igen i et vævemønster hele vejen. Jeg går lige ind og finder otte farver mere …

30. december 2017

En anden status

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:20
Tags: ,

Eftersom jeg skriver alt, hvad der har med garn og strik at gøre, ind i mit dertil indrettede fine excelark, forpligter det mig til at filosofere lidt over tallene her ved nytårstide. Det forpligter naturligvis ikke jer, der læser dette, men så kan man scrolle eller lukke mig ned for i dag.
2017 var året, hvor jeg måtte etablere to former for lagre: Det ene for alt det garn, jeg havde hobet op inden plantefarvningsdjævelen fik tag i mig, og det andet for garnet, jeg har købt for at kunne mætte samme djævel.
Jeg har købt 12,700 kilo garn til farvning. Det er godt nok meget – synes jeg selv – John synes det er ENORMT meget. Samme John må dog indrømme, at jeg samtidig arbejder ihærdigt på at få brugt det, jeg selv farver.
Faktisk har jeg anvendt 2,534 kilo af det plantefarvede, hvilket udgør 20 % af det indkøbte. Min mand løftede anerkendende øjenbrynene ved dette faktum. I alt har jeg strikket 9,107 kilo i år, hvilket kun er overgået af de 12,608 kilo i 2013, men hvoraf de fem kilo var en foræring af rester til min svigermor, som er rigtig god til at bruge selv små rester garn, så det er lidt snyd – men ikke desto mindre forsvandt det jo fra lageret. 
Årets ni kilo er fordelt på 77 effekter, hvilket næsten får det til at lyde imponerende, når jeg selv skal sige det … over seks i snit pr. måned.
Et arbejde, der vil tælle pænt i regnskabet, er min fair isle-sampler, men den er jeg kun 2/3 færdig med, så den vil figurere på 2018-regnskabet.

P1000851

P1000852

Den er sjov at strikke – never a dull moment – jeg havde lovet mig selv, at der ikke skulle figurere det samme mønster to gange på de godt to meter, jeg satser på bliver det endelige mål, men det er sket ved en fejl. Det er dog næsten umuligt at gennemskue, hvilket det drejer sig om (prøv selv, om I kan finde det), og det er en sand fornøjelse på denne måde at lære lidt mere om at sætte farver sammen; se hvad det betyder for helhedsindtrykket, om man bruger komplementærfarver eller tone-i-tone-farver til et mønster, eller om man bruger to, fire eller seks farver. Fejl er der til min irritation også begået, men irritationen var dog ikke større, end at jeg ikke gad strikke baglæns for at rette. Hvad der næsten irriterer mig mest er, at jeg tog et billede af siden, hvor fejlene kan ses og først opdagede det så sent, at det blev for mørkt til en ommer. Halstørklædet er et rør, for bagsiden vil være alt for afvigende fra forsiden til at kunne accepteres på et halstørklæde, så det bliver sikkert varmt nok til en ekspedition til Sydpolen.

23. december 2017

Nu er det juuuul – endelig jul …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:44
Tags: , , , , ,

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!

Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

P1000757

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

P1040648P1040649P1040650

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

30. november 2017

Gyldne tider

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Inden jeg for alvor går juleamok i røde, hvide og grønne farver, fik jeg lyst til at farve endnu et batch med løgskaller – denne gang på lutter gule skaller, hvor det første gang var en 60:40-blanding af gule og røde skaller.
Jeg elsker simpelthen disse varme, dybe, gyldne farver, og der er masser af krudt i sådan en omgang løgsuppe, hvor forholdet garn/skaller er 1:1. Her er vist resultaterne fra fire bade (de to garner yderst til venstre er begge fra første bad og med udgangspunkt i hhv. lysegråt merino og naturfarvet lammeuld), men der er også et femte bad, hvor garnet hænger til tørre endnu. Der kunne også have været blevet til et sjette, men det droppede jeg. Det var nok alligevel bare blevet for fesent.

Anden farvning med løgskaller

Det er superærgerligt, at jeg ikke kan bære disse farver, for jeg har virkelig lyst til at strikke et tone-i-tone-sjal med dem. Jeg gør det også nok en dag – jeg kan vel altid sælge det, når jeg er færdig med at være på efterløn og ikke risikerer nogen ballade. Det er jeg i øvrigt om et halvt år … for sulan, hvor den tid dog flyver. Inden jeg får set mig om, er jeg 90 år. Eller død.
Nå. Så længe jeg kan trække vejret og bruge mine hænder, vil jeg strikke.
Herunder et plantefarvningsstrikkeprojekt; et rør bestående af eksempler fra bogen 200 Fair Isle-mønstre af Mary Jane Mucklestone. God bog … god julegaveide til en strikker. Siger det bare …

Begyndelsen på 'planterør'

Jeg løber således ikke tør lige med det samme og havde egentlig en plan om ikke at gentage det samme mønster på røret, som skal bruges som halstørklæde, når det engang er færdigt (det er sådan et indimellem alt det andet-arbejde), men jeg ved endnu ikke, om den holder. Hvis ikke, er der såmænd ingen, der vil lægge mærke til, hvis et mønster bliver gentaget i andre farver et andet sted en meter væk.
Bortset fra den røde tråd i form af mørkegrå bundfarve, er alle garnerne hjemmefarvede. Fordelen ved plantefarver er nemlig, at de på forunderlig vis passer fint sammen, selv om de i princippet er vidt forskellige. Jeg har dog, trods det, besluttet at undlade at sætte cochenille og indigo i og holde det i gule, grønne og kraprøde nuancer. Samt de keeedelige fra lavforsøget. De er begge kommet kommet til ære og værdighed – det er de gråbeige ude til venstre, så som Fru Moll skrev i en kommentar, går de fint sammen med andre farver; de kan bare ikke rigtig stå alene. Ikke til noget til mig, i hvert fald.

11. november 2017

Hårdt arbejde – og det modsatte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags: ,

Som nævnt for 11 dage siden, måtte pæretræet lade livet til fordel for roser, som er en hel del flottere at se på. Planteskolen ringede i forgårs og bekræftede, at de havde fået alkymisten hjem til mig, men at han, som han også sagde i butikken, ikke kunne skaffe de to David Austin-roser.
Det forstår jeg stadig ikke, hvorfor han ikke kunne, men Rosenposten.dk har meldt mig, at de sender dem i næste uge.
Heldigvis kan man da klare tingene selv …
Det kræver nu, at jeg skal se at få nosset mig færdig med at rydde hele stykket, hvor pæretræ, vinca og sæbeurt dominerede. Det er hårdt arbejde, for der er maaaange rødder, der skal hives op. Derudover kommer alle de forårsløg, som har kæmpet en brav kamp for at få lys og plads nok for især vincaen. Dem har jeg delt og kommet i jorden igen.
Jeg har derfor været nødt til at dele stykket op i tre dages arbejde. Sikke et skrog, man er blevet … men nu hvor jeg alligevel var ude, besluttede jeg mig til også at dele dahliaerne op i tre grupper, taget op i tre omgange. Så er der nemlig plads nok til, at der kan ligge et hold ad gangen og tørre i fyrrummet, inden jeg pakker dem ned i kasserne.
Jeg er lidt imponeret over, hvor stor forskel der er på hvor meget en knold vokser eller formerer sig i løbet af sæsonen. De fylder forskelligt imellem tekopstørrelse og næsten gulvspandstørrelse.

IMG_8194IMG_8193

John synes, at det er grimt nu ude ved gavlen. Jamen det er det da bestemt også, men når først roserne kommer op og dækker, og der kommer et eller andet pænere end vinca i bunden, så bliver det flot. Ja, ligefrem smukt, vil jeg vove at spå. Jeg har ikke spor svært ved at visualisere det fantastiske, kommende rosenflor – bare en skam, at jeg skal stå ude på vejen for selv at se det til den tid, men så får de forbikørende da noget pænt at se på.

House MittensIMG_8189

“Hvordan vil du dog få brugt alt det garn?”, var der nogle, der spurgte i forbindelse med al vores plantefarvning.
Det går foreløbig ganske udmærket; jeg har allerede brugt 1682 gram af det, jeg selv har farvet – senest disse House Mittens og min egen afart af en de engang så populære Mary-huer. Dette var pilotmodellen, som jeg, med yderligere et par modifikationer, skal strikke flere af, for den er hurtig og nem, tager kun en aften at stikke.
Og den slags hører absolut ikke ind under kategorien ‘hårdt arbejde’ – tværtimod.

6. november 2017

England kom før os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

I morges tikkede der en sms ind fra Charlotte: Frostvejr derovre – ÷3° i nat – så hendes dahliaer er nu afgået ved døden. Nu ville hun lige høre hvordan det så ud hos os, hvortil jeg kunne sige, at vi havde haft næsten fuldmåne, klar himmel, men … mirakusløst nok ingen frost, så dahliaerne lever endnu i bedste velgående hos os. Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid nu, inden de også går til, men det er usædvanligt, at de derovre har haft nattefrost før os.
Her er himlen flot, høj og blå; ingen vind, så det er den rene nydelse at kigge ud på den blanke fjord og på fuglelivet derude.
Hvad der ikke var nogen nydelse, var at komme ind i stuen og se duftgeranien ligge på gulvet. Den var åbenbart blevet for stor og for tung til potten og har væltet sig selv bare sådan uden videre.
Jeg bar den ud og gav den en større potte. En stor gren med mange sideskud var knækket helt af, så disse sideskud brækkede jeg af og satte i en anden potte. Da jeg ville sætte de resterende to trejdedele af den store geranium (og den var blevet meget stor) op i vindueskarmen oppe i systuen, fik den overbalance, faldt ned over kasser med garn (heldigvis med låg på) og landede på gulvet sammen med en masse jord.
SÅ blev jeg sur. Nu røg den helt ud, og kun stiklingerne er tilbage.
Den skulle ellers have pyntet i ‘døbefonten’ ude foran til foråret, men den gik altså ikke. Jeg satser på stiklingerne i stedet.

Baret - alkannaBaret - alkanna (2)Baret - alkanna (3)

Da vi var i England, viste Charlotte mig noget lækkert uldstof, hun havde købt til at sy en frakke til sig selv.
Hovedfarven var lilla, men med næsten usynlige nister i matchende farver.
Jeg sagde, at det var pudsigt, for jeg var næsten sikker på, at den farve havde jeg liggende derhjemme – nemlig det der var farvet med det sure alkannabad.
Hvis det holdt stik, og farven ramte, ville hun gerne have en baret, der passer til frakken. Sammen fandt vi en opskrift, der passede fruen, og det viste sig, at med tre tråde garn kom opskriften til at passe. Jeg tog tre alkanna-indfarvninger, med ovenstående resultat til følge.
Det blev vist lige tilpas nistret, men det er svært at vurdere, når jeg ikke har en prøve af stoffet.
Det var ellers en herlig ting at strikke. Det tog tre timer, så var den færdig. Flere af den slags bestillinger, tak …
Jeg kunne jo strikke en til mig selv. Jeg ser normalt aldeles tåbelig ud med hue, men denne var slet ikke så tosset på mig, så måske skulle jeg prøve.
For eventuelle interesserede er det denne opskrift, jeg har brugt som basis. Jeg strikkede den lidt større end billederne viser.

8. oktober 2017

Du bli’r hvad du spiser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: , , ,

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

P1070341P1070352

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

P1070355    P1070346

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

P1070357

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

5. oktober 2017

Så skal jeg til det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

image

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

26. september 2017

Man ved, man er pensionist, når …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:05
Tags: ,

Med fare for at fornærme nogen. På forhånd undskyld …
Men altså … man ved, man er pensionist, når man melder sig ind i Røde Kors’ nørkleklub.
Det har jeg gjort – jeg spurgte, om man kunne blive passivt medlem, for jeg havde egentlig hverken tid eller lyst til at komme i nørkleklubben hver tirdsag eftermiddag, men vil meget gerne have alle deres opskrifter, fordi jeg har så meget garn og så mange rester, jeg ikke nænner at kassere.
Jeg fik en meget sød mail tilbage om, at hun da gerne ville komme på min adresse, medbringende garn, pinde og opskrifter. Hun kunne selvfølgelig ikke vide, hvor mobil jeg er eller ikke er, men jeg skyndte mig at skrive tilbage, at jeg takkede for tilbuddet, men at jeg ville komme til deres normale møde i dag for at hilse på nørkledamerne.

IMG_7946

Jeg havde strikket et tæppe, hvor jeg fik brugt temmelig meget garn fra de af mine plantefarvningsforsøg, der mest gav 50 shades of yellow.
Det havde jeg naturligvis med i dag, hvor jeg fik en sød og venlig velkomst af de strikkende fruer.
Jeg fornærmer nok ikke nogen ved at konstatere, at jeg var den yngste deltager … en bliver 90 år lige om lidt, en fejrer guldbryllup på lørdag (og har i den anledning inviteret os hjem til hende på tirsdag); de fleste er vel mellem 70 og 80 år, men de var friske hele bundtet og som sagt hyggelige og elskværdige. Jeg tog de ord i mig igen, som jeg heldigvis kun havde sagt til mig selv, for jeg har faktisk fået lyst til at deltage i det omfang, det er muligt – i dag sagde jeg bare, at der vil være en del tirsdage, hvor jeg ikke har mulighed for at komme.

P1070307

Der er også den lille ekstragevinst, at de fleste har boet her på egnen stort set altid, så allerede på dag ét har jeg fået fortalt en del lokalhistorie – fx havde guldbryllupsdamen gået i skole med en, der dengang boede her i Den Stråtækte – alle var straks udmærket klar over, hvor jeg bor, for alle kender vores hus. Det har jeg tidligere fundet ud af via min frisør …
Jojo, det skal såmænd nok blive hyggeligt med den nørkleklub, og der er atter blevet slået en fordom ihjel. Der blev snakket mere, end der blev strikket. 
Flittige er de dog ikke desto mindre, damerne – der kom et ordentligt vred færdigt strik på bordet. Jeg tabte underkæben og sagde holddaOP, hvor er I flittige! Det vil jeg aldrig kunne leve op til!
Fluks sagde de næsten i kor, at det altså ikke er en konkurrence, og om man kommer med lidt eller meget, er aldeles ligegyldigt. Punktum.

25. september 2017

Man skal holde hvad man lover!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: , ,

I dag er det et rigtigt efterårsvejr, blæsende og gråt – dog uden regn, selv om det har truet flere gange. Jeg fik tørret sengetøj udenfor på en time, men tørrestativet havde trukket helt skævt af alt det riv og rusk.
Det har med andre ord været indevejr. Jeg har brugt dagen på at farve med det sidste bad blåtræ. Vi brugte kun halvdelen af suppen i sidste uge, og det skal helst bruges, inden det begynder at rådne eller gære eller andre udelikate ting.
 Der var masser af krudt endnu. Når jeg ikke ved ret meget, er det jo spændende hver gang jeg gør noget, som ikke lige står nogen steder, men man kan altså godt gemme blåtræsuppe i en uge, uden den taber pusten. Det gjorde den først efter 6. bad, selv om jeg brugte 100 gram garn til hvert bad.
Når man regner de 450 gram fra sidste uges forsøg, har jeg dermed 1050 gram fordelt på 11 nuancer, hvilket er rigeligt til et hvilket som helst tone-i-tone-projekt, jeg måtte finde på at gå i gang med.

Lige nu er jeg startet på Fino Shadow Shawl, som man kan hente opskriften til kvit og frit på Ravelry.
Jeg har fundet syv nuancer af indigofarverne, som jeg vil bruge til sjalet, og det ser ud til at blive udmærket. 
Der skal noget nemt strik til, for på lørdag drager vi afsted sammen med Ditte og Peter til Schackenborg, sort sol, 4-retters menu, et superior room og morgenbuffet. Det bliver godt. Jeg håber de har gemt nogle stære til os dernede – jeg synes jeg har set lidt for rigeligt med billeder af sort sol på FB allerede.
DMI lover tørvejr næste weekend. Der er forhåbentlig nogen, der har lært dem, at man skal holde hvad man lover.
John og jeg har, skeptiske som vi er, bestilt to regnslag, som er store og solide nok til at dække over både os selv, rygsække og fotoudstyr. John tager monsterlinsen med, og den må ikke blive våd.
Mon ikke det så er lige som når man har husket paraplyen? Har man det, får man ikke brug for den.

Det nemme strik skal helst også holde til weekenden efter igen, for så går turen atter til Jylland, denne gang Silkeborg, til Webstrikfestival – også sammen med Ditte, og da hun er chauffør, skal der strikkes i bilen.
Til strikkefestivalen er det vigtigt at have et strikketøj, hvor man ikke skal tænke for meget over det, man har gang i, for så er det ret sikkert, at det går galt, når man samtidig skal have ordnet verdenssituationen sammen med en masse andre kvinder.
Jeg kan bare ikke nøjes med det sjal, for jeg ved jeg går død i at strikke på det samme fra fredag eftermiddag til søndag middag, så jeg skal have fundet ud af et eller andet andet at have med. Det burde være muligt, for jeg har opskrifter på seks-syv sjaler liggende; det ene smukkere end det andet. Men hvilket skal det være efter – eller samtidig med – Fino Shadow Shawl
Beslutninger, beslutninger, beslutninger …

30. august 2017

Når nu det alligevel bare regner …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:06
Tags: ,

IMG_7748Når nu det alligevel bare regner, kan jeg jo lige så godt gå i gang med at producere noget med mit plantefarvede garn.
Jeg er selv meget betaget af den gyldengrønne, der kom ud af indigo-overfarvningen af gyldenrisen, så den havde jeg lyst til at lægge ud med.

Pludselig slog det mig, at farven da vist næsten til forveksling ligner den ene farve på Stephen Wests Chadwick, som jeg sidste år købte opskriften til. Jeg gik fluks ind og hentede den frem … jojo, den var god nok!
Dengang drillede det mig, og jeg kunne i øvrigt ikke finde de perfekt matchende farver på lageret, så jeg opgav og satte opskriften ind i mappen igen.
Der var åbenbart en eller anden højere magt, der dengang havde lyst til at fortælle mig, at jeg bare ventede på det rigtige garn, for nu er jeg i fuld sving, og ingenting driller.

Herunder er det originalen på billedet med den skæggede hals og mit eget garn som WIP (work in progress). Plus det øverst i højre side, naturligvis. Det koksgrå er ikke hjemmefarvet …
Jeg har oven i købet præsteret at få spillet i garnet med, men inden nogen af jer eventuelt skulle gå hen og blive alt for imponeret, var det ikke bevidst fra min side, at det spil kom frem. At det så er en bonus, er rent held.

Chadwick

Det er såmænd ikke fordi jeg synes, at et mønster absolut skal strikkes med de farver, designeren har foreslået, men lige præcis denne gyldengrønne er bare så flot, og da jeg aldrig har set den i virkeligheden, var det ret oplagt i dette tilfælde at holde sig til det originale forslag.

Jeg er ved at bejdse det sidste garn jeg har, for jeg har efterhånden fået samlet tilstrækkeligt med avokadosten og –skaller til en omgang farvning.
Spændende …

23. juli 2017

Meget … rustikt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Endelig lykkedes det mig at farve en anden farve end gulgrøn.
Jeg plukkede 1400 gram solbær i haven i Sverige og brugte 80 af dem til at prøvefarve 10 g bejdset og 10 g ubejdset uld.
Da jeg så udviklingen i gryden, blev jeg glad.

SolbærSolbær (1)Solbær (2)

Det var da så sandelig noget andet end gul!
Resten af solbærrene var allerede puttet i en anden gryde og trak med sukker, og inden jeg var færdig med at lade garnet ligge i farvebadet, var solbærsyltetøjet kogt færdig og kommet på glas.
Det ærgrede jeg mig en del over, da jeg så det færdige garnresultat, for jeg ville godt have haft noget mere i den yndige, støvede rosa farve.
Det er tæt på-billedet herunder, der kommer den rigtige farve nærmest; den er ikke så babyagtig som på det andet billede. 
Jeg kan ikke engang lide solbærsyltetøj; jeg lavede det udelukkende med henblik på at forære det væk. Hvor fjollet kan man være? Øv, altså. Inden vi kommer til Sverige næste gang, er resten af solbærrene for længst væk.

Solbær (3)Solbær (4)

Der er stort set ikke forskel på bejdset og ubejdset garn. Forklaringen skal nok hentes i, at jeg dagen efter (!) læste, at ved bærfarvning skal man bejdse med salt – men så ved jeg det til en anden gang.

Jeg hentede også gul snerre med hjem fra Sverige. Naboen havde i tonsvis af dem og man kunne ikke se, at jeg havde plukket et par kilo af jomfru Marias sengehalm, som jeg har fundet ud af, at planten også hedder. Lady’s bedstraw på engelsk. Derovre vil de åbenbart ikke blande kirken ind i det.
Endelig tog jeg birkeblade med hjem – der er lige som nok at tage af deroppe. Jeg tog helt friskudsprungne blade fra små træer.
Resultatet var … lys gulgrøn, søreme … det skulle blive grågrøngult, men jeg har igen svært ved at finde det grå.

Birkeblade (1)Gul snerre-hasselblade

Jeg er begyndt på et par futter af garnet farvet med gul snerre og hasselblade. På grund af mit hjemmespundne garns manglende ensartethed kommer det til at se virkelig autentisk og rustikt ud. 
Ikke nok med det … efter at have strikket disse få cm, så mine hænder ud som om jeg har røget 50 filterløse cigaretter om dagen i 50 år. Det så mildt sagt ikke særlig godt ud – John kiggede lidt bekymret på, mens jeg vaskede hænderne, men det gik næsten helt af. Resten kunne nulres af i håndklædet, så det blå køkkenhåndklæde er nu grønt i små pletter. Jeg må hellere inddrage det udelukkende til brug til plantefavningsstrikketøjshåndvask, så ikke jeg pletfarver samtlige husstandens håndklæder.
Jeg havde skyllet garnet tre gange og sidste gang med eddike, men der er åbenbart masser af meget mere farve tilbage, end jeg havde troet.
Det var ellers ment som vintersovefutter til ungerne (de kan slet ikke sove eller hygge uden mommers futter), men de (futterne, altså) skal vist vaskes grundigt, hvis ikke de sagesløse børn skal vågne om morgenen med nikotingule fødder.

18. juli 2017

Per aspera ad astra

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: ,

Gennem trængsler til stjernerne – således fortalte min latinlærer mig, at per aspera ad astra betød. I dag siger Gyldendals Store Danske gennem vanskelighed til stjernerne.
Det er ikke helt det samme, vel? Trængsler er værre end vanskeligheder, ikke sandt? Og hvorfor er vanskelighed ikke angivet som flertal?
På engelsk bliver det oversat til through hardships to the stars, og hardship betyder nærmere trængsler eller strabadser end bare vanskeligheder. Det skal ikke være nemt. Eller er det bare mig, som bagatelliserer ordet vanskeligheder?
Jeg kom til at tænke på udtrykket, mens jeg sad og strikkede på Stjerneruter, som det endte med, at jeg valgte at strikke med det møjsommeligt anskaffede garn. For det første kan veje til stjernerne vel med lidt god vilje godt kaldes for stjerneruter, og for det andet var vejen frem til netop dette strikkearbejde fyldt med en del vanskeligheder, inden jeg kunne begynde.
Vejen herfra er ikke vanskelig, men den er lang. Meget lang. Det skulle den også helst være, for det kan ikke hjælpe noget, at jeg strikker for hurtigt – det kommer der alt for mange færdige arbejder ud af.
(Jeg kunne jo bare begynde på tæpper til Røde Kors med garnerne i 50 shades of yellow … men det må vente, til jeg har eksperimenteret lidt mere.)

Stjerneruter

De der stjerneruter har nogle bump på vejen endnu, men de skal nok rette sig ud, når arbejdet bliver vasket og centrifugeret.
Heldigvis kan det bruges som tv-strikketøj, for mønstret er ikke så vanskeligt, som det ser ud til ved første øjekast. I virkeligheden er det i princippet kun et halvt mønster man skal kunne, i og med, at det er forskudt, så nu er det sådan, at jeg bare skal kigge på starten af rækken, så kan jeg den rækkes mønster (næsten) udenad, så det er hverken et problem at snakke eller se tv.
De blå tråde er sat af strategiske årsager – skulle jeg strikke forkert, vil jeg opdage det ved slutningen af mønstret, så jeg kan aldrig komme til at skulle strikke mere end 30 masker baglæns. Det er nødvendigt, for tanken om at skulle pille et større stykke op er på ingen måde behagelig – jeg tror det kunne få mig til at lægge det hele fra mig i et godt stykke tid.
Det gør jeg muligvis alligevel på et tidspunkt, men det skulle gerne være en frivillig pause og ikke fordi jeg har kvajet mig – jeg kender mig og ved, at det i givet fald vil kræve store overvindelser at tage det op igen.

9. juli 2017

Det var virkelig svært …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Det viste sig atter en gang at være overrraskende svært at finde frem til det rigtige garn.
Det var nemlig heller ikke det, jeg troede det var i anden omgang, men hun havde det, det skulle være, så jeg endte med at komme hjem med det rigtige garn. Det var dejlige farver alle tre; dvs. også de to forkerte, jeg først havde set på til dette projekt, og jeg ville snildt kunne finde på et eller andet at lave af dem også. En anden gang … nu har jeg købt garn nok i denne omgang. Punktum.
Det rigtige er det venstreste, og jeg begyndte på jakken i aftes.

Kristine anbefalede at spise frokost på Ninas Naturcafé i Kirkelte. Alene det, at Nina ikke skriver Ninas med apostrof, kunne få mig til at spise hos hende, men det viste sig at være en god anbefaling, for det var lækker og meget indbydende mad. Vi valgte begge en sandwich med dådyrpølse og en ostetallerken til deling til kaffen ad libitum bagefter. Vejret holdt tørt, mens vi sad der, men fem minutter efter vi var kørt derfra, kom der en særdeles heftig byge af nærmest skybrudsagtig karakter, så hvis den også ramte Ninas café, så er der en hel masse, der har fået sindssygt travlt med at flytte sig.

Ninas NaturcafeNinas Naturcafe (1)

Det var ikke bare en sandwich, for der var tænkt alternative tanker her.
For 144 kroner kan man få kage (+ kaffe/te) ad libitum. Jeg var naturligvis inde og lure lidt på den kagebuffet … hvis man har en sød tand, må det være svært ikke at blive fristet, for der var skræmmende mange lækkkert udseende kager at vælge imellem. Jeg har en sød tand, men der er dog grænser for, hvor meget af den slags, jeg kan spise på én gang, så jeg blev ikke fristet. Frokosten var alt rigeligt til os.

Strikket Renæssance

Kristine gjorde mig også opmærksom på Strikket Renæssance på Frederiksborg Slot i Hillerød. Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne havde fået til opgave at strikke en dragt efter hver enkeltes eget valg og design, men efter inspiration af renæssancen.
Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg ville bede John at gå med og se den slags, men det var i orden med ham … jeg tror jeg fik solgt den på, at han bare så på det som godt og professionelt håndværk, lige som jeg kan nyde at se på fx trædrejning.
Jeg var temmelig imponeret over de forskellige strikkeres kreationer. Selvfølgelig var det strikket på maskine, måske med ganske få undtagelser, men deres design var betagende. Alle havde skrevet en lille stil om eget arbejde, men det ville jeg ikke bruge tid på at læse alt sammen, så jeg skimmede det kun hurtigt igennem. Havde jeg været alene, havde jeg dvælet meget, meget længere. 
Er man strikker og i nærheden af Hillerød, kan jeg anbefale udstillingen. Den kan ses til 27. juli.

7. juli 2017

Murphy strikes again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:20
Tags: ,

Det var da godt, jeg brokkede mig over leveringstiderne på garn i går … her til formiddag løb beskeden ind om, at jeg kan afhente garnet. Telepati?
Naturligvis blev det fluks hentet, og jeg åbnede pakken en smule bævende, for der var nemlig en risiko for, at det ikke var den rigtige farve, idet jeg har været et stort fjols og undladt at gemme banderolen fra garnet; ligeledes har jeg smidt e-ordren ud, så jeg var nødt til at se, om jeg kunne vurdere farven fra skærmen, men det er virkelig svært, som i næsten umuligt.
Jeg vaklede mellem to muligheder, og med dagens overskrift har man nok gættet, at jeg valgte den forkerte.
Havde jeg bare dengang gjort det, jeg har gjort her til højre, nemlig klippet ud og sat farverne ved siden af hinanden, havde jeg måske ikke været i tvivl, men også kun måske, og det er altid så nemt at være bagklog.
Jeg bandede derfor en del – jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg så garnet i virkeligheden.
Til venstre det forkerte Baby Merino, til højre min fejlvurdering og i midten den rigtige. Ingen af dem ser på billedet ud, som de gør i virkeligheden – igen: det er svært med farver og computerskærme: Det hele nøgle ligner mest billedet til højre, ikke? Men det er det til venstre.

IMG_6647

Selvfølgelig kan garnet sendes retur og byttes ad denne vej, men der vil gå alt for lang tid, så gode råd var dyre.
Jeg besluttede mig for en taktik, der altid virkede, da jeg endnu var i arbejde: På forhånd at afvæbne folk, så de næsten ikke kan tillade sig at blive sure – og faktisk heller aldrig blev det. Jeg kontaktede min livlinje i hvad det nu end måtte være, afhængigt af fejlen, og indledte med at sige “Jeg har kvajet mig og jeg har brug for din hjælp!” Ikke noget med at spille uskyldig, komme med elendige undskyldninger eller mumle noget om, at man søreme da ikke kan forstå, hvordan det er gået til, eller anden form for udenomssnak. Når der kommer en, som uden at blinke indrømmer en fejl, er folk uden tøven parate til at smide hvad de har i hænderne og træde til for at bistå.

Den taktik benyttede jeg overfor John, og han havde heldigvis ikke noget imod at køre en tur til Helsinge i morgen formiddag, så jeg kan bytte garnet i den fysiske butik. Jeg forklarede, at jeg havde brug for at se alternativet i virkeligheden, så jeg ikke gentager dette glansnummer. Risikoen er lille, men den er der, og min søde mand var meget forstående. Vi har da også kun 120 km til Helsinge … godt jeg ikke havde handlet et eller andet sted i Jylland …
Jeg kunne godt have kørt selv. Selvfølgelig kunne jeg det, men det er da så keeedeligt.
Og jeg har ringet til butikken og sikret mig, at de har masser af både det garn, jeg tror det er og også af den sidste, men nok usandsynlige mulighed, for hvis vi kørte 240 km forgæves, var manden min måske alligevel nok blevet en anelse stram i ansigtet.
De er i øvrigt tilgivet deres langsommelighed, for damen var noget så sød og lagde begge alternativer til side til mig, selv om hun ved, at jeg kun skal have den ene farve med hjem.

6. juli 2017

Mens vi venter på g…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: , , ,

Blå og grå hueDet er nærmest ved at blive til en pensionistvise, dette her … jeg går og venter og venter. Ikke på Godot. Ikke på besøg af mit barn. Jeg venter på garn. Og jeg synes de er sløve, dem jeg har fundet denne gang – det er nemlig ikke den samme som til Find Your Fade, fordi jeg vil have det dyre garn billigst muligt, men jeg skulle nok ikke have sparet de sidste kroner … jeg afgav ordren 1. juli, og jeg har endnu intet hørt om ordreafsendelse. Så tjekkede jeg, om de havde trukket pengene, men det havde de ikke. For lidt siden kom der dog en elektronisk faktura fra dem, men de havde ikke givet mig de lovede 15 % i rabat på den første ordre for at tilmelde mig nyhedsbrevet. Den slags har jeg ingen skrupler over – jeg framelder det igen om ikke så længe, og egentlig har jeg lyst til at bestille det garn hos den anden leverandør og lave denne ordre om til et fortrydelseskøb, når de engang får taget sig sammen til at afsende min ordre. Sløve padder! De andre afsendte samme dag, de modtog ordren.
I mellemtiden har jeg brugt prøveindkøbet af Baby Merino plus lidt mere af samme garn fra lageret til en hue til hver af børnebørnene. De elsker huerne, de fik sidste vinter, af dette garn, så de skal selvfølgelig have nogle flere. Aubrey flytter nærmest ind i dem det meste af vinteren, fordi de er så bløde.

IMG_6631

Jeg sidder oppe på terrassen og strikker – det er alt for varmt nu til havearbejde. Den form for husmormotion udførte jeg i formiddags, hvor jeg tog et par timer eller tre i bedene. Det må være nok for i dag – man er vel pensionist! Eller noget … det er jeg jo faktisk først til næste år.

IMG_6638  IMG_6640

Hvad er der med de der tidsler? Bier og sommerfugle elsker dem ubetinget. Jeg forstår godt, at man anbefaler tidsler, hvis man ønsker besøg af mange bier og sommerfugle i sin have – der er konstant et mylder i den fine, blå mandstro. Desværre ikke af så mange sommerfugle, for vi har næsten ingen, men masser af (humle)bier og svirrefluer. Jeg ser ikke mange honningbier, men de specialiserer sig vist også i enkelte blomsterarter, mens humlebier er knap så kræsne og tager, hvad de kan få. Til gengæld er det lige før, at de fleste af de 29 arter humlebier, der findes i Danmark, kan ses i vores have, så jeg er glad for vores tidsler. Jeg troede indtil for nylig naivt, at en humlebi var en humlebi, men jeg kan godt se, at der er forskel på dem, der sidder og mæsker sig i min mandstro. Der er større og der er mindre humlebier og de har mange forskellige farvetegninger.

1. juli 2017

Jeg foretrækker ellers at kunne gå lige til sagen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: ,

Siden jeg strikkede Sørens norske sweater, har jeg tænkt på at strikke en jakke til mig selv. Norsk mønster og forholdsvis tynde pinde 3 eller 3,5. Jakke, fordi når man er lige tyk på midten (fra hvad er ligheden mellem en kanin?), er det ikke særlig flatterende at blive snøret ind af en ribbort og dermed komme til at ligne en kartoffelsæk, som Ditte så smukt udtrykte det.
Jeg blev meget glad for at strikke med Tynd Merinould fra Sandnes, som blev brugt til begge Fades, men det er rasende dyrt.
Drops Baby Merino er lige så godt og med præcis samme løbelængde.
Prisforskel: fra 46 til 20 kroner pr. nøgle. Det bliver til en sjat penge, når der skal bruges over 20 nøgler.
Hvorfor så ikke bare købe det der Drops-garn?
Fordi det ikke findes i de farver, jeg vil have.
Hvorfor finder jeg ikke bare to andre farver, der er lige så gode?
Fordi det kan jeg ikke. Jeg har prøvet.

IMG_6609IMG_6617

Det første billede er farverne fra Drops, som kom tættest på de ønskede. Det andet er Sandnesfarverne, som jeg foretrækker. Kameraet kunne ikke fange nogen af farverne rigtigt … fIMG_6614aktisk ser Dropsgarnerne rigtig fine ud her på min skærm, men det samme er desværre ikke tilfældet i virkeligheden. Jeg er i gang med at strikke en pænt stor strikkeprøve af Dropsgarnet, men det tog ikke mange pinde at konstatere, at de har tabt farvekampen – det virker helt forkert for mig ved siden af sandnesgarnet.
Jeg havde allerede strikket en prøve med sandnesgarnet for at spore mig ind på pindestørrelsen.
Først 3,5. For løst. Så 3,0. For stramt. Så 3,25. Lige i øjet. Vaske. Tørre. Tælle.
What??? 31 masker på 10 cm for begge de små pinde? Underligt … for efter vask så det stadig pænest ud med 3,25-udgaven, selv om 3,0-udgaven var blevet lidt pænere. Tælle igen. Den var god nok med de 31 masker. Hmmm.
Jeg har kun en ærmepind i 3,25, så jeg kørte til Præstø for at få en 80 cm-udgave.
Det havde de ikke … “Den størrelse bruger man ikke i Danmark! Her bruger vi kun ‘hele’ halve størrelser”.
Nånånå. Jeg bruger den da. Plus pind 3,75 mm. Og kender andre danskere, der også gør, hvilket jeg fortalte damen i den ellers så gode garnbutik, men det ændrede jo ikke på, at hun ikke førte den ønskede størrelse.
Det bliver godt nok en jakke med en del forskellige overvejelser, men hvis jeg skal give over 1000 kroner alene for garnet, så vil jeg altså være 100 % sikker på, at det bliver det helt rigtige.
  Og mig, som helst bare vil kaste mig direkte ud i strikkeopgaver uden alt det palaver med mig selv inden …

Men nu har jeg gjort det. Jeg har bestilt det hundedyre garn. Dropsgarnet kan bruges til en hue til Aubie – børnene elsker det garn, fordi det er blødt nok til selv så uldsarte personer som mine børnebørn. Og Inge …

Jakken? Et af disse to mønstre – og kan jeg beslutte mig for hvilket? Nix. Er nok nødt til at strikke en stor prøve af begge, når det rigtige garn ankommer til Den Stråtækte.
Nu mangler jeg bare noget regnearbejde, fordi strikkefastheden ikke passer med opskrifternes.
Hvem har også lovet mig, at det skal være nemt?

23. juni 2017

I found my fade

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , ,

Alle naturens farver omkring os virkede faded i morges, og når det har været tåget, kan man meget tydeligt se de hundredvis af spindelvæv, der altid vil være overalt, hvor man færdes. Jeg elsker, når de står med alle de mange dugdråber på, og jeg kan slet ikke lade være med at fotografere dem.

P1070033P1070034

imageDet er ikke helt korrekt at bruge ordet fade som jeg anvender det i den første sætning, men jeg skal helst have det ind i dagens indlæg, da det er et centralt ord i dag. Fade er et af flere eksempler på, at dansk kan være et rigere sprog end engelsk … se blot, hvor mange forskellige ord der er på dansk for det ene ord på engelsk.
Jeg synes det var sjovt at strikke de ‘fades’, Inge fandt, og nummer to var ikke mindre sjovt. Der kunne snildt komme et tredje på banen, hvis det skulle være.
Som navneord halter brugen af fade også, for man kan ikke “finde en fade”, men I Found My Fade kan vel være lige så godt som sjalets egentlige navn Find Your Fade. Navngiveren/designeren er amerikaner, så i stedet for at komme med en sandsynligvis usand påstand om, at hun ikke ved, hvad hun selv siger, har hun nok snarere en bagtanke med det … kanske noget i retning af et ordspil på faith? Who knows?
Jeg er vild med de afdæmpede farver, selv om det langtfra gør sjalet så sprælsk som Inges. Der er ærgerligt, at garnet er så hundedyrt, for jeg kan sagtens se mig selv i en trøje eller sweater i de farver. Et eller andet norsk mønster, måske, men gnieren i mig vægrer sig ved at skulle give så mange penge for garn en gang til. Og dog … hvis jeg kender mig ret, ender det nok alligevel med, at jeg gør det … især hvis jeg ‘tilfældigvis’ skulle falde over det helt rigtige design.

IMG_6536


Jeg ville også have skrevet om og vist billeder fra i onsdags, da John og jeg mødtes med Ditte til CPH Garden, som jeg gætter på skal forestille at være en dansk og noget mindre udgave af The Chelsea Flower Show, men da jeg så Signes fantastiske billeder derindefra, blev jeg enig med mig selv om at lade hendes indlæg og fotos tale arrangementets sag, for det gør hun meget bedre end jeg er i stand til.
Jeg vil dog ikke undlade varmt at anbefale at tage ind og opleve det – det er rigtig godt gået af en debut at være, og jeg håber, de gentager succesen til næste år. De få skønheds(logistik)fejl er Haveselskabet garanteret selv klar over, så de er sikkert rettet til næste gang.
Ét af mine billeder skal I dog have. Sådan en må være ekstraordinær lille:

P1070031

17. juni 2017

Nu også i syrenfarvede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags:

Bootees (2)Sikke da et vejr! Min søster bliver 60 i morgen, hvor de lover lige så godt eller bedre vejr, så hun må have været sød.
I aften skal det fejres med bravour, så lige om lidt sætter vi kursen mod det sted, hun har lejet. En hel gård, nærmest, kan jeg forstå, tilhørende en fyr hun kender, der har et band, og samme band spiller op efter maden. Det skal nok blive godt. Jeg ved ikke hvor mange vi bliver, men kender jeg hende ret, så har hun samlet revl og krat (nej, ikke rav og krat! Det giver ingen mening) – jeg vil gætte på, at vi nok bliver omkring det samme antal personer, som hun fylder år.

Jeg har siddet oppe på terassen og syet de to andre babystøvler sammen. Jeg måtte på et tidspunkt kapitulere, fordi det blev for varmt at arbejde i haven, og hvad var så mere nærliggende end at få ordnet dette lille hængeparti?

Det slog mig, i hvor høj grad de passede til min provencedug, som jeg købte på det franske marked i Præstø sidste år, så det kom der et par billeder eller fire ud af.

Bootees (3)Bootees (4)Bootees (5)

De er altså nuser, de små støvler, og for de interesserede har Kristine fundet opskriften her.
Jeg både googlede og billedgooglede ellers selv højt og lavt efter booties og bootees, og følte jeg havde været hele internettet igennem, men Kristine var dygtigere og fandt dem, så nu er der ingen undskyldning for ikke at strikke dem, hvis man har sådanne lyster.
Opskriften er på engelsk, men har man lidt problemer med det, så er der flere gode ordlister rundt omkring, bl.a. her hos Sommerfuglen.

16. juni 2017

Hercule Poirots sekretær har fået nyt arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags:

Når man sidder i en bil i omkring 6000 kilometers tid, og det hovedsagelig er husbonden, der har været chauffør, så ryger der en del masker af pindene. Især på strækket hjemmefra til Hoek van Holland og vice versa, samt de næsten tre timer, vi sad ved færgen i Hoek van Holland og de to timers ventetid i Dublin havn.
Det blev ikke til så meget de dage, hvor vi kørte næsten hele dagen på The Wild Atlantic Way i Irland, for der var så meget smukt at se på hele tiden.
Jeg fik afsluttet min egen farveversion af Find Your Fade, som jeg først lavede til Inge. Jeg fik strikket et Take It All, som jeg ellers havde forestillet mig at skulle have overtalt samme Inge til at være det næste sjal/tørklæde til hende, men det skal jeg ikke, for jeg bryder mig ikke om det. Det er for lille og lidt for uspændende at strikke – så hellere et tredje Find Your Fade. Jeg fik også strikket et pandebånd i nogle af resterne fra mit Find Your Fade.
Og så løb jeg tør. Ikke for garn, men for opskrifter, for jeg havde ikke regnet med at være så flittig i ferien, men jeg fik også strikket en del mere end forventet, mens vi var hos Charlotte.

Miss Lemons booteesMiss Lemons bootees

Den slags er der jo heldigvis råd for. Charlotte skulle afsted for at finde den helt rigtige farve tråd til en jakke hun skal i gang med. Hun spurgte om jeg ville med, for hun skulle i Miss Lemon’s Wool Shop i Pewsey. Enhver Agatha Christie-læser vil vide, at Miss Lemon var Hercule Poirots sekretær, men nu er hun reinkarneret som garn- og stofbutikindehaver i en lille engelsk provinsby.
En herlig butik! Flere steder i butikken stod disse bootees i mange forskellige udgaver, og jeg kunne ikke stå for dem. Jeg kender ingen, der snart skal have barn, men det skulle ikke forhindre mig i at spørge Miss Lemon, om jeg måtte tage et billede af de bittesmå støvler. Det måtte jeg … hun havde ingen nedskrevet opskrift på dem, men hun fortalte mig, at de er dobbelte, og at jeg derfor skal strikke seks kvadrater á 24 m x 24 retriller (eller hvad der skal til for at få nøjagtige kvadrater). Derefter fortalte hun, hvordan de sys sammen. De røde er fra butikken, og de blå er min udgave. Jeg fik også strikket de seks kvadrater til et par lyserøde/hvide støvler, men de er ikke syet sammen endnu – heldigvis kunne jeg huske, hvordan det skulle gøres.

11. maj 2017

Jeg lærer det åbenbart aldrig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags:

Hvorfor lærer jeg aldrig at afslutte et arbejde? At være den evige starter er min skæbne, hvis det skal udtrykkes lidt dramatisk. Sådan var det i arbejdslivet, og sådan er det fortsat i pensionistlivet.
Næsten færdigSørens norske sweater har været færdig et stykke tid, og jeg kan bare ikke tage mig sammen til at få ordnet de sidste detaljer. Det tog mig lang til at tage mig sammen til at sy maskestingene til forlængelsen af mønstret midt foran og at strikke den dobbelte halskant. Det tog lang tid at tage mig sammen til at sy og klippe op.
I mandags var jeg forkølet og lidt skidt tilpas, så jeg forskansede mig i syrummet med sweateren og fik syet lynlåsen i. Det lykkedes først i tredje forsøg at gøre det nogenlunde pænt, for selv om jeg havde riet den godt fast, forskubbede symaskinen den i tre maskers højde to gange, inden det lykkedes mig at få en lige overkant! Dammit. Jeg bliver så træt af den slags. Jeg nåede også at få syet halskanten ned på plads og det ene ærme i. Jeg tillægger skylden for det manglende andet ærme på den drilagtige lynlås, men det har resulteret i, at den nu bare ligger der og griner af mig, hver gang jeg kommer ind i syrummet.
I morgen SKAL den gøres færdig, for Søren skal have den på søndag, når han kører med os til Sverige, og inden da skal den naturligvis være færdig og være skyllet op, centrifugeret og tørret, så den kan blive jævn og pæn i strikningen. Han har flere gange spurgt mig, hvad jeg skal have for garnet, og jeg har ikke svaret ham. Det bliver en gave til ham, fordi han altid er så villig til at stille op til både huspasning og til at tage med til Sverige (og i det hele taget bare komme), når John har brug for lidt flere fysiske kræfter end jeg kan præstere.

IMG_5961IMG_5962

Jeg elsker at starte nye arbejder op – sidst var det Inges sjal, der lige kom ind fra sidelinjen og overrulede alle andre projekter. Det var dog så sjovt at strikke (det var for en gangs skyld også hurtigt afsluttet), at jeg nu er gået i gang med et nummer to, som skal være til mig selv. Det er i farverne på første billede. De grå og pink farver er til … bare fordi … hvis jeg nu skulle få lyst til et tredje sjal. Eller måske et til til Inge. Eller måske noget helt andet igen. Man ved aldrig, og nu har jeg lært, at Drops Baby Merino er et lige så fantastisk garn som sandnesgarnet. Og så koster det af en eller anden årsag kun 20 kroner nøglet – på tilbud, ganske vist – men det er et godt stykke under halvdelen af selv tilbudsprisen på sandnesgarnet. Inge får lov at uldsart-teste dropsgarnet næste gang vi ses – hun er den ultimative tester, for kan hun holde garnet ud, kan alle. Siger hun, og det tror jeg på.

7. maj 2017

Sommerens topmodel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Gårsdagens besøg af Inge og Hasse havde to formål: Det ene var naturligvis bare at være sammen, for det var ved at være længe siden, og det andet var at overdrage sjalet Find Your Fade, som hun i marts spurgte om jeg ville strikke til hende.
Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, om både den asymmetriske facon og de valgte farver levede op til forventningerne – selv om det var et sjal, hun selv havde fundet mønster og garn til, kan virkeligheden undertiden godt vise sig at være anderledes end forestillingerne. Det var de for mig … jeg ved såmænd ikke engang helt, hvad det var jeg havde forestillet mig, men lidt anderledes var det, og det var ikke fordi jeg ikke brød mig om det.
Det var dog ganske som Inge havde forestillet sig det, og hun var vild med det. Dejligt, når ens arbejde ikke munder ud i en skuffelse. Sjalet hang på hende resten af dagen, mens vi var ude. Jeg fik fruen til at agere model ude i haven, og da vi kørte en tur, foreslog hun at blive fotograferet i en rapsmark, fordi hun forestillede sig en god effekt med den gule baggrund – jeg synes faktisk, det hele druknede lidt for meget i gult, men prøves af skulle det da.

Find your fade (1)Find your fade (2)

Find your fade (3)Find your fade (4)

Jeg overvejer at strikke et til mig selv i kun to eller højst tre farver … nok blå eller blålige … Inge overvejer et til i måske pink eller lyserøde farver. Vi er begge gået i tænkeboks …
Sjalet var så sjovt at strikke, at jeg ikke har spor imod at strikke to mere. Sandnes Tynn merinoull var også noget fantastisk garn at strikke af, men det er bestemt heller ikke billigt, hvilket dog er i orden, når man kan både se og mærke den gode kvalitet. Desuden er det totalt kradsefrit, så selv den allermest uldsarte kan tåle at have det ind mod halsen. Inge påstod i hvert fald, at når hun kan holde det ud, må alle kunne holde det ud.

27. marts 2017

Hvordan man snyder sig selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: ,

P1060184Jeg holder regnskab med mit garn – hvor meget jeg forbruger og hvor meget jeg køber.
Mit garnlager er nemlig for stort; godt nok har jeg sagt til Charlotte, at hun bare skal give det hele til Røde Kors, hvis det bliver hende, der engang skal rydde op efter mig, men der er trods ingen grund til, at de skal kunne åbne en hel garnbutik af den grund. Jeg kender ikke lagerets eksakte størrelse i kilo og gram, kun hvor meget det fylder rent fysisk, hvilket er tre flettede kurve, en lille købmandsdisk og hvad der kan stoppes ned bag hjørnesofaen. Der skal såmænd nok være mange, der har større lager end mig, men det gør ingen forskel på, at jeg synes mit er for stort.
Mit løfte til mig selv er derfor hvert år at have forbrugt mere, end jeg køber, og det er da også overholdt de tre ud af de fire år der er gået, siden jeg afgav det.
I løbet af ni år (= siden jeg startede Excelarket) er der i alt købt 66,476 kilo garn mod 66,928 kilo forbrugt, så totalt set er det ikke ligefrem noget imponerende indhug, der er gjort i det lager, men jeg købte altså også alt for meget i de første fire år efter regnskabsstarten, hvilket selvfølgelig trækker i den forkerte retning, men sådan er statistik jo … hvis man sidder med det ene ben halvt nedsænket i flydende nitrogen og det andet helt nedsænket i kogende vand, skulle man statistisk set have det ganske behageligt.
Hvad der er sket i år er noteret, men ikke regnet med i de to tal … og nu kommer jeg til overskriften.
P1060187P1060191

Jeg har nemlig besluttet mig til at snyde mig selv. Jeg har valgt at tage mig selv meget bogstaveligt og kun lade det garn indgå i lagertilgangsregnskabet, som jeg selv køber. Det garn, jeg får forærende, som fx det på dagens billeder (som er det fantastiske Merinosilk, jeg fik af Ditte i fredags – 100 gram, svarende til næsten 1½ kilometer, suuuuperblødt garn, og alligevel fylder det ikke mere end min østers …), og det garn, som Inge købte og gav mig til det sjal, jeg skal strikke til hende, indgår straks som værende lagergarn og trækker dermed til den rigtige side i regnskabet i forhold til løftet til mig selv.

Er jeg smart? Er jeg naiv? Er jeg lidt dum? Skør? Er jeg bare typisk Ellen?
I behøver ikke nødvendigvis at svare på disse retoriske spørgsmål.
Skal jeg selv svare, bliver det nok et ja til dem alle.

21. marts 2017

Mere bestillingsarbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

imageJeg mangler ikke ret meget på Sørens norske sweater, men den får lige lov til at holde en pause, fordi Inge i sidste weekend viste mig et sjal, hun var faldet for … om jeg ville strikke det til hende?
Sådan noget kan jeg jo ikke svare på, før jeg har set opgavens omfang og sværhedsgrad, men da jeg så sjalet, var jeg solgt med det samme. Mønstret kunne købes på Ravelry, så det gjorde jeg kort tid efter hjemkomst, men farverne fik Inge den fornøjelse selv at finde og købe, idet den slags er umuligt at vælge på andres vegne.
Jeg så sjalet i en flot, søgrøn-blå udgave, og jeg indrømmer blankt (ganske som Inge også havde tænkt), at havde vi kun set det som på billedet øverst til højre, og som viser originalopskriften, var ingen af os faldet for det – faktisk syntes vi begge, at det er direkte grimt. Jeg bilder ellers mig selv ind, at jeg er god til at abstrahere fra det givne og se mine egne muligheder, men den evne ville have svigtet mig totalt ved dette sjal.
Googler man sjalet, vil det dukke op i et hav af mere eller mindre kønne varianter. Nederste billede viser de farver, som Inge kom med i går.

imageimageimageimage

Det er meget enkelt at strikke, men jeg kunne se, at det er asymmetrisk, og jeg er så dårlig til (og også alt for doven til at gide have det arbejde med) at rekonstruere sådan noget selv – så vil jeg hellere købe opskriften og bare strikke løs.
Inge ved slet ikke, hvor mange andre der også har det sjal, men fordi det er fundet på Ravelry, vil de foreløbig 2582 andre sandsynligvis være fordelt over det meste af verden, og så skulle man da være meget uheldig for at løbe ind i en med præcis det samme sjal som en selv, og under alle omstændigheder vil farvevalget være varierende.
”If you’ve ever held a pair of knitting needles in your hands, you’ve probably heard of the Find Your Fade shawl.  Everyone is knitting the pattern and for good reason.  It’s a super simple knit, the pattern is easily memorized, the knitting is constantly changing so you never get bored and the color options are endless.  I don’t remember ever enjoying a project more & the 2581 other folks on Ravelry who’ve knitted a Find Your Fade can’t be wrong.”

Inges sjal 2Inges sjal (1)

Det første havde hun nu ikke ret i, bloggeren jeg citerede herover, men resten er rigtigt, og de farver Inge har valgt, er jeg helt vild med, så det kunne kun gå for langsomt med at komme i gang. Vi stod længe og lagde farvepuslespil for at finde den rigtige rækkefølge. Vi lavede det hele tiden om, men blev til sidst enige om, at det faktisk er aldeles ligegyldigt, hvordan man blander de farver – stort set samtlige muligheder vil være okay.

9. marts 2017

Moster Ellens strikkeskole

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , ,

Malles første sweaterMalle er kommet hjem fra sit to-måneders vikariat i Norge og har lige en uges tid, inden hun skal starte på Rigshospitalets onkologiske afdeling, så hun spurgte om hun måtte komme ned hos os og helst overnatte, så vi “virkelig kan gå i strikkemode, og du kan nå at lære mig en hel masse”.
Selvfølgelig måtte hun det – der var også noget med hendes første sweater, som hun syntes så helt forkert ud, da hun havde syet det første ærme i – om jeg mon kunne redde hvad der end måtte kunne reddes?
Puha, tænkte jeg, det håber jeg søreme, at jeg kan, for tænk hvis hun har strikket en hel sweater og der er et eller andet fundamentalt galt …
Det var noget med kraven, vi fik det reddet, og Malle var glad. Særdeles glad og stolt af værket og ville gerne have taget et billede, som jeg fik eksklusivrettigheder til at lægge på bloggen. (Ærmerne er ikke så selvlysende, men en diskret hvid; det er blitzen, der får dem til at virke skrigende).

Udover færdiggørelsen af dette arbejde nåede vi igennem fletteteknikken, at strikke med to farver og hvordan man strikker efter et diagram. Hun var, lige som da hun skulle lære at strikke, lynhurtig til at fange, hvad jeg sagde, men var heldigvis ikke bleg for at spørge, når det en sjælden gang ikke var tilfældet. Hun fik Marius-bogen med hjem – der er gode og pædagogiske vejledninger i den, og der er mønstre på næsten alt, man kan tænke sig: sweaters, huer, pandebånd, strømper, ølvanter (ja!), flaske- og bistrokaffekandevarmere, puder, en opvaskemiddelholder (ja!) og endnu mere, som jeg ikke lige kan huske, for nu har Malle jo fået bogen …
Vi nåede også at komme alt, alt for sent i seng, fordi vi snakkede og snakkede og snakkede. Det var meget hyggeligt, for det er sjældent, at jeg har andre end Charlotte fra generationen efter mig på tomandshånd, så det var rigtig fint at snakke med et ungt menneske og fornemme, hvordan man ser og oplever verden, når man stadig har tre år, til man bliver 30.

Kloakrørsreparation

I dag har der været to mænd for at ordne sagen med det knuste kloakrør. I går måtte jeg derfor redde planterne i krydderurtebedet, fordi de (mændene) skulle igennem det for at grave sig ned til stedet, hvor bruddet var. De stakkels mænd måtte bruge spader til det hele, da der ikke var plads til maskineri. Det var synd for dem, men jeg var glad, for det indebar, at der blev ødelagt meget lidt i forhold til hvad jeg havde frygtet.
Det er typisk: Nu havde planterne endelig grundigt etableret sig med et solidt rodnet, og så er man nødt til at grave det hele op igen. Jeg satte dem i store spande med rigeligt jord, men de er sandsynligvis sat et stykke tilbage alligevel. Nå pyt, det går nok – bare de overlever, og det tror jeg, at de gør. Det var især den franske esdragon, der havde fået et forbavsende stort rodnet; den ville have kunnet blive en stor og kraftig busk allerede her i løbet af dens tredje vækstsæson. Og så siger man, at fransk esdragon er vanskelig at få til at overvintre i Danmark! Sjældent har jeg set noget så levedygtigt, men vi har selvfølgelig heller ikke haft meget frost i denne vinter, og krydderurtebedet er placeret et (næsten) ideelt sted.
I morgen kommer de og gør deres reetableringsarbejde færdigt – det er rart, at alle afløb fungerer optimalt igen.

19. februar 2017

Reklame?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: , ,

Tjah, det er vel en reklame, men jeg er hverken sponsoreret af dem eller blevet bedt om at reklamere – så havde jeg nemlig ikke skrevet om det.
IMG_5847Jeg blev inspireret af Conny, som har impulskøbt lidt strikketing i Netto, og disse indkøb fik mig til at tænke på de navnebånd, jeg har købt gennem Ikastetiket – og fra hvem jeg lige har bestilt 75 nye. Forandring må der til indimellem …

Øverst ses det bånd jeg har og nedenunder ses et preview af det jeg snart får.
imageIkke den helt store og verdensomvæltende forandring, kan man med rette indvende, men hvis tekst og billede skal være i overensstemmelse med sandheden, er der ikke plads til de store ændringer.
Jeg har derfor nøjedes med at ændre lidt på skrifttypen, baggrunden er blevet grå og det bliver syet med sølvtråd. Det nye bånd bliver, som det gamle, 10 mm i højden.

Det er ikke engang dyrt. Lidt afhængigt af modellen man vælger, skal man som minimum bestille enten 75 eller 100 stykker, hvilket umiddelbart forekommer voldsomt, men til den pris gør det ikke ondt, hvis ikke man får brugt dem alle. Kun 136,75 kroner, plus porto (19,95 kr.), for 75 bånd – det er i orden med mig.
Det er supernemt at designe lige det bånd i lige den bundfarve og trådfarve, man måtte ønske. Der er flere forskellige skrifttyper; man kan vælge en eller to linjer; der er en del forskellige figurer til at vælge at sætte på og det kan fås med eller uden strygebagside. Båndet her fås i tre bredder, men de har mange slags bånd med andre muligheder. Og etiketter har de selvfølgelig også … ellers ville navnet være misvisende.
Det er da smart! Og ret blæret at kunne sætte sådan et mærke på sine arbejder.
Jeg sætter dem dog ikke på alt, jeg laver – fx er det vist en smule overkill at sætte dem på IMG_5848karklude, og på tørklæder og sjaler går den heller ikke, selv om jeg gerne ville kunne, for det er et stort arbejde at frembringe disse, men det binder brugeren til at tænke på hvordan de skal foldes om halsen, hvilket er uhensigtsmæssigt.

Man kunne måske også lave sig et bånd som det der sad på min julegave fra Charlotte.
Tror I lige, det blev gemt? Den gamle mor her blev da helt rørt, selv om hun godt ved, at man kan købe den slags bånd overalt i England; det er dog frivilligt, om man vil købe dem, men det ville hun gerne …

16. februar 2017

Godt vi gjorde hvad vi gjorde i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Heldigt nok, at vi tog til Faxe kalkbrud i går, selv om vejrudsigten sagde, at det ville blive fint og stille solskinsvejr både torsdag og fredag. Belært af årelang erfaring fra tidligere vejrudsigter ved vi kun alt for godt, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Og ganske rigtigt: I morges sagde DMI, at det ville blive overskyet og blæsende. Det havde de til gengæld ret i, men det må være svært at forudsige for tiden, for udsigten er kun rigtig for samme dag og gerne ændret kraftigt til den næste.

P1050842

Vi havde en masse lidt mere end daggammelt brød, hvilket ungerne gerne ville til havnen med for at give det til ænderne. Vi fodrer ellers ikke ænder med brød, da det faktisk ikke er særlig godt for dem, men hvad gør man ikke for børnebørnenes skyld?
Vi blev enige om at køre lige efter morgenmaden, hvis nu DMI skulle have ret i det med det overskyede … endnu var det dog fint og solrigt.
Som på billedet herover så det ud, da vi satte kursen mod Præstø – og som på billedet herunder så det ud, da vi ankom bare 10 minutter senere. Koldt og ret blæsende var det lige pludselig blevet, men ænderne og blishønsene var glade for maden. Det var mågerne desværre også …

P1050881

Det var meget underholdende at se fuglene skjøjte hen over isen for at få fat i brødet. Ænderne var dårlige skøjteløbere, men blishønsene var elendige. Mågerne havde den store fordel at kunne flyve hen og tage brødet, inden det nåede ned, hvorfor jeg gik lidt hen ad bådebroen og kastede lidt brød ud for at lokke dem væk, mens der blev fodret ænder henne hos børnene.

P1050887

Aubrey havde sin nye hue på. Det er en, jeg har strikket dobbelt i én tråd supersoft på pinde 1½ – det vil sige, at jeg har sådan set strikket huen to gange og foldet den ene halvdel op i den anden. Det tog næsten lige så lang tid som at strikke en hel sweater, men den blev tæt og god, og Aubie elskede den med det samme. Den er lige det største, men det var ligemeget for hans vedkommende – det er lige før, han sover med den på. Så er der noget ved at strikke til ham, når han bliver så glad for det færdige resultat!

P1050441P1050438P1050910

Nu er det hjemmehygge med ild i brændeovnen, Kajkager på tallerkenerne (to af os), kaffe/te/kakao i kopperne (alle), strikketøjet i hænderne (én af os, lige om lidt), laptoppen på bordet (tre af os), kortene på bordet gulvet (to af os) og en bog i hånden (en af os). Lejlighedsvis småsnak (fire af os), ærgerlige eller glade udråb, når kabalerne ikke går op, henholdsvis gør det (to af os).
Ikke mere ud i dag, tak!

11. februar 2017

Der er så meget jeg ikke forstår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

ReliefmønsterDer er så meget jeg ikke forstår – blandt andet, hvordan strikkefastheden kan passe nøjagtigt i bredden, men ikke i højden. Min logik siger mig, at hvis den ene dimension passer, vil den anden automatisk gøre det, men det holder åbenbart ikke …
Den norske sweater jeg er i gang med til Søren, passer på en prik med 24 masker i bredden på 10 cm, men hvor opskriften angiver 28 pinde i højden, skal der 33 af mine pinde til for at give 10 cm. Hvordan kan det lade sig gøre???
Jeg kan selvfølgelig sagtens regulere længden – det kostede bare et reliefmønster mere midt foran, inden jeg begynder på selve mønsterstrikket – men det nævnte fænomen er grunden til, at jeg aldrig gider at strikke mine strikkeprøver på fulde 10 x 10 cm, men bare 10 x 4-5 cm, for det er vigtigst, at det passer med antallet af masker, da længden er nemmere at regulere. Men hvad vil en uerfaren strikker stille op? Hvis man tager en større pind for at få dem til at fylde mere i højden, vil arbejdet jo også blive bredere.
Jeg forstår ganske enkelt ikke dette her, men skulle der være nogen derude, der kan give mig en god forklaring, vil jeg blive glad. Tænk, hvis Malle kommer og spørger mig … hun synes jo, jeg er en ren strikkeguru, så der skulle helst ikke være noget, jeg ikke kan svare på!

Bilarbejdet er for tiden karklude, når jeg har et ikke-bilegnet projekt i gang derhjemme. Karklude i så mange udgaver som muligt, for det er måske ikke lige det mest spændende håndarbejde, jeg kan komme i tanke om, så variation må der til.
Jeg har strikket et par stykker med skiftevis én pind ret og én pind 1 r, 1 vr. Det bliver nydeligt. Især på den ene side … jeg kan bedst lide, at mine klude ser ens ud på begge sider (selv om der sikkert ikke er andre end mig selv, der tænker over det), så den jeg i gang med nu, strikkes med 2 r, 1 vr på alle pinde, hvilket kommer til at se således ud:

Karklud -r-r-vKarklud -r-r-v (1)

Man skal bare sørge for, at maskeantallet er deleligt med 3, så jeg har til denne slået 83 m op (75 til mønster og 2 x 4 til kantmasker.
Den sidste maske tages vr løs af og strikkes ret på næste p – det er den kant, jeg altid strikker og som fungerer bedst for mig.
Først og sidst på kluden strikkes 8 p ret. Supernemt og totalt hjerneløst strikketøj, men det er også godt indimellem.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.