Nørklerne i Præstø – altruister og en enkelt egoist

Hver tirsdag – hvis jeg ikke lige skal noget andet – tager jeg til Præstø for at tilbringe 2-3 timer i selskab med Nørklerne, som strikker for Røde Kors. Folk er vældig garngavmilde i Præstø og omegn, så vi har så meget garn, at vi er ved at drukne i det, hvorfor de søde damer driller mig lidt med, at det er tarveligt, at jeg sidder og strikker af mit eget medbragte garn. Jeg svarer, at de kan bare vente til jeg er død, så får de nok mindst 30-40 kilo garn mere. Charlotte har i hvert fald lovet mig, at det skal hun nok sørge for.
Jeg har, som nogle nok har regnet ud, en SABLE, som står for Stash Amassed Beyond Life Expectancy. Amerikanere elsker forkortelser og kan forbogstaverne danne et udtaleligt ord, er det helt perfekt i deres øjne. Det var også en amerikaner, der skrev I had to tink most of the evening. Den skulle jeg tænke længe over, for eftersom det var med små bogstaver, kunne det ikke være en forkortelse, og af konteksten fremgik det, at hun ikke havde glemt et ‘h’ i think, men jeg kunne ikke slå ordet tink op nogen steder.
Endelig faldt tiøren: Hun havde selvfølgelig brugt aftenen på at strikke baglæns – tink er knit stavet bagfra.

Godt nok har vi meget garn, men det skal nok blive brugt.
I går blev der ikke strikket så meget, for der havde efterhånden ophobet sig så meget strik, at vi kastede os over at få det pakket. Først sorterer vi i tæpper, bluser, leggings, underbukser, huer, sokker, osv., derefter bliver det lagt i kasser med angivelse af hvad og hvor meget.
Det blev til alle de kasser, der ses på billedet – sådan cirka den mængde sender vi to gange om året over til Røde Kors’ pakkecentral i Kliplev. Vi er ikke så mange nørklere i Præstø, så jeg synes det er godt gået af os. (Jeg skulle burde nok skrive ‘dem’, for jeg er bestemt ikke en af de flittigste, men lidt har også ret.)

Hvad der IKKE har ret, er følgende: Vi har et medlem, hvis skæbne vi diskuterede i går og blev enige om for første gang i lokalhistorien at fortælle en nørkler, at hun ikke længere er velkommen som medlem af klubben og dermed ikke behøver at vise sig mere for at hente garn. Hun foretrækker at strikke derhjemme, og vi har fundet ud af hvorfor: Hun henter gratis garn i pæne mængder, som hun strikker af – og sælger videre via bl.a. en Facebookside. Da man fandt ud af det, kendte forargelsen ingen grænser. Det er simpelthen under lavmålet at gøre den slags. For ikke så længe siden blev hun på en pæn måde gjort opmærksom på, at de små djævlehuer til nyfødte, som hun strikkede af de sidste rester og afleverede til os, ikke helt stod mål med de mængder garn, hun hentede.
Det er jo garn, som andre af forskellige årsager har foræret os, fordi de så ved, at det bliver brugt til et godt formål.
Det anfægtede da ikke damen, som atter en gang slæbte nogle kilo garn hjem, men kom retur med kun en brøkdel af det i form af de sædvanlige djævlehuer. Nu ryger hun ud, gør hun. Tænk, at hun vil være sig selv bekendt.

Reklamer

Plante- og andre fibre

Ditte, som altid har styr på hvornår den slags ting foregår, spurgte, om jeg igen i år ville med, når Fiberfolk holdt deres messe i Roskilde, og naturligvis ville jeg det. Jeg mangler jo i høj grad garn, så det var bare med at gribe lejligheden til at få fat i noget …
Jeg købte dog kun 300 gram, hvoraf de 200 skal bruges til endnu et kaossjal, fordi jeg er blevet så glad for det, jeg købte garn til sidste år.
I år var der meget mere plads end sidste år, hvor det ikke var spor sjovt at gå rundt, fordi man enten blev trådt i hælene eller selv kom til det samme på en anden. Denne gang foregik det i Hal 7 i Musicon, hvor vi efter fiberfesten spiste frokost (som var en brunch) i Ragnarock og senere gik en tur rundt og så på alt det nye, som var sket siden sidst vi var her. Hvilket var en del.

Jeg er ret betaget af Musicon. De har bl.a. masser af humor derude. Alene gadenavnene: Penselstrøget, Rabalderstræde, Basgangen, Bagtæppet, Lydmuren …
Deres skiltning refererer for en stor dels vedkommende til musik, som vi alle kender; se fx den fine måde, hvorpå de beder bilisterne om at tage hensyn.
Og deres luftguitarer er helt gratis!

I går handlede det mest om uldfibre, selvom der var også var både silke og hør blandt de mange garner, men i dag drejede det sig udelukkende om plantefibre for mit vedkommende, idet jeg nu har ‘tilplantet’ drivhuset.
Det er meget sjovt (okay, nok mest for mig selv) at se, hvor uendelig lidt det fylder fra starten, når jeg (forhåbentlig også i år) senere på sæsonen skal bruge machete, inden jeg kan komme ind til tomaterne og alt det andet.

Jeg har lige læst, at spindemider elsker agurker, men hader koriander. Derfor skal man så/plante koriander under agurken. Eftersom jeg har én agurk i den største murerbalje, der kan fås, er der masser af plads. Jeg har nok nogenlunde det samme forhold til koriander, som spindemiderne har, men der er jo ingen der siger, at jeg behøver at plukke af den – bare det kan holde de forbaskede mider væk, er jeg glad.

Dagens sidste fiber er en fiberdug. Endelig har jeg fået lagt en sådan på ude i bedet ud mod vejen. Vi begik for et par år siden den fejl bare at lægge en stenkant og fylde op med muld. Jeg troede i min naivitet, at så kunne alt det uønskede ikke finde op gennem 25-30 cm ekstra jord.
Det kunne det … men nu kunne jeg ikke nå ned og få fat i rødderne på sæbeurten og skvalderkålen, som dominerede bedet sidste sommer.
For et par uger siden forbedrede jeg jorden og plantede nogle roser. Nu er der så fiberdug over, så forhindrer den forhåbentlig noget af alt det uønskede skidt i at etablere sig igen i år.
Havearbejde er sisyfosarbede, men jeg tror nu alligevel, at jeg hygger mig mere med arbejdet, end den gamle græker gjorde.

Ikke kun i England

Skulle nogen være ved at løbe tør for strikkemønstre og/eller ideer, kan jeg anbefale Allfreeknitting, som tilbyder mere end 3000 gratis opskrifter.
Der er dermed rigeligt at gå i gang med. Det er naturligvis ikke alle 3000, man synes er værd at give sig i kast med – faktisk er der en hel del ret fjollede ting – men der skal nok være et par opskrifter, der rammer ens smag.

I går kunne jeg konstatere, at det ikke kun er i England, man har taget det gode danske ord ‘hygge’ til sig; det har man også i USA.
Det er da lidt sjovt, ikke sandt? Ikke mindst, at der ikke kun sker afsmitning fra engelsk til dansk, men at det også kan lade sig gøre den anden vej. Det drejer sig sandt at sige ikke om voldsomt meget, men lidt har også ret. Bluetooth er jo i bund og grund også dansk; det er så bare blevet oversat til engelsk, og derfor gælder det ikke helt.

---

Billederne herover er resultatet af farvningen med mit hjemmedyrkede japanske indigo.
Ditte og jeg delte en pose frø, så vi havde cirka 10 frø hver at gøre godt med. Hendes ville slet ikke makke ret, men fem af mine spirede og groede. De stod dog nok lidt for udsat, for det blev så langt fra til den frodighed, jeg har set på billeder af dyrkning af japansk indigo. Der blev kun 164 gram ud af det, da det var tørret, og det var med stængler und alles.
Ikke desto mindre skulle det prøves af – som jeg nævnte lige før, så har lidt også ret. Jeg sorterede ikke stænglerne fra, for jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage dem med, og på den måde undgik jeg helt spild.
Jeg fulgte fremgangsmåden fra Midgaards Have, og resultatet blev slet ikke tosset. Det er ikke den rigtige, dybe blå indigofarve, men ofte bliver japansk indigo til denne grønblå farve, som er lidt klarere i virkeligheden end billedet gengiver, og som jeg vældig godt kan lide. Hvis jeg ville indfarve med den rigtige indigo, har jeg jo det autoriserede pulver, så dette her er meget sjovere.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen. Gad vide om det er for sent at så for i år?

Hvorfor tror jeg egentlig, at …?

Hvorfor tror jeg egentlig, at der er forskel på at pakke til tre uger langt væk i forhold til tre uger ikke så langt væk?
For det er der ikke – i hvert fald ikke, når man i begge tilfælde rejser med fly. Det er noget andet, når vi er i egen bil; så er der ikke mange grænser for, hvad jeg kan finde på at tage med.

Strikketøjet er startet, så jeg bare kan fortsætte i flyet uden de store dikkedarer. Hulmønsteret er printet, klippet ud og lamineret, så det ingenting fylder. Det påbegyndte er et tørklæde til Charlotte i noget garn, der hedder Manos del Uruguay. Det er temmelig dyrt her i Danmark, hvorfor jeg plejer at købe det i England.

Eftersom vi lægger til i Montevideo, Uruguay, håber jeg på, at det bliver muligt at finde garnet dernede, men jeg ved jo ikke, om de eksporterer det hele.
”Manos del Uruguay er en særlig garnproducent, der har eksisteret siden 1968. Siden opstarten har der været fokus på at hjælpe kvinder i landsbyer i Uruguay. Det er tilmed værd at bemærke, at der er tale om en garnproducent, der er medlem af World Fair Trade Organisation. Manos del Uruguay holder mange kvinder beskæftiget – kvinder der fremstiller garn i høj kvalitet.”
Se, det kan vi lide … både garnet og dets baggrund … det er et super-überlækkert garn, som jeg har strikket flere tørklæder af til Charlotte, og nu skal hun altså have et til.
Denne lace-udgave af garnet er meget tynd, og selv om jeg mod forventning skulle nå langt, vil det stadig ikke fylde ret meget.

Skiundertøjet er pakket med, så der er taget højde for alle vejr-eventualiteter. Tror jeg. Der er masser af tøj med, og alligevel er der plads tilovers i kufferten, både hvad volumen og vægt angår (kun 16 kilo, og jeg må have 23!) Der er bekymrende meget plads til souvenirs. Johns kuffert vejer 22 kilo, så han er næsten fyldt op.

Nogle ting er nok overflødige, men man kender vel sin Murphy …
Insektforskrækker og kløestillende middel (bare for en sikkerheds skyld) Ö
Zovir (ditto – jeg gider IKKE rende rundt med et forkølelsessår) Ö
Reservestrikkepind (hvis ikke jeg har en ekstra med, knækker den, jeg bruger) Ö
Tre kvaliteter i tørklæder (1) ‘fint’ pashmina, 2) et tyndt, men stort og 3) et strikket; ikke stort, men varmt) Ö
Bælte (som om jeg får problemer med at holde bukserne oppe, når man kan få lækker mad HELE døgnet …) Ö
Badedragt (mig, som aldrig bader under andet end en bruser … men der er noget med massage, duftbade og alt det der fantastisk lækre) Ö

Jeg håber ikke, at jeg har glemt noget. Pakkeliste bruger jeg ikke, og selv om jeg gjorde, ville jeg garanteret glemme noget alligevel … den ville jo blive skrevet af mig selv …

Nu mangler jeg bare at ruste mig selv til 15 timer i en flyver, men det kan jeg ikke, ved jeg. FEMTEN timer har John regnet ud, at det tager fra Amsterdam til Santiago!!! Det bliver rædselsfuldt, og jeg ville ønske, at et sæde på første klasse ikke kostede mere end hele denne ferie gør, for jeg ville virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne kunne lægge mig ned.

Mosters strikkeskole – igen

For små to år siden var det Malle, der sad her i sofaen i næsten et par døgn for at lære de mest basale strikketeknikker. Hun gik derefter på med krum hals og har siden klaret strikningen fint – hun sparede ikke på udfordringer til sig selv. Hun var en lærenem elev, og sådan en til har jeg lige haft boende i et par dage.
Annemarie, som er Malles kusine og min yngste niece (det var hende, der var med i England), har, lige siden hun hørte om strikkekurset i Den Stråtækte, også ønsket sig at lære at strikke, og nu kunne det blive. Hun ankom i går formiddags, og vi kastede os fluks over oplæringen.
Jeg havde, lige som til Malle, syet en strikketaske og havde lagt et strikkepindesæt i, plus andre livsvigtige, basase nødvendigheder, når man er strikker: En hæklenål, en saks, en nål med stump ende, markører, centimetermål, pindestørrelsemåler samt et par andre småting, plus bogen Nem strik på store pinde. Det er løsthængende bluser/sweaters lige i Annemaries stil, så hun glæder sig til at komme i gang.

Hvor er det nemt at være lærer, når det med det samme bliver forstået, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke, så spørge med det samme, så man ikke kommer hjem og alligevel ikke har fattet en brik.
Okay – jeg lærte hende at strikke ret, mens vi var i England sammen, og som lektier til i går havde hun lovet at strikke den tofarvede karklud færdig, hun begyndte på derovre, således at vi kunne starte med at lære at lukke masker af. Det var rigtig godt, for hun kom derfor med en god bund, så at sige; havde styr på teknikken, så vi kunne kaste os over at lære at strikke vrangmasker uden det hele krampede sammen på hende, fordi det var uvante bevægelser. 
Annemarie lærte stort set det hele i løbet af dagen i går, så nu kan hun strikke retriller, glatstrikning, 2-2-rib og 1-1-rib, tage masker både ud og ind, strikke knaphuller og sy et færdigt arbejde sammen. Hun er med andre ord moden til selvstændige arbejder allerede.
Med sig hjem har hun to arbejder i gang: Et gæstehåndklæde og en karklud. Derudover har hun fået garn til et par af Miss Lemons babyfutter, som hun så mig lave et par af, mens hun var her. Annemarie blev nemlig moster, mens vi var i England, så hun vil gerne overraske sin søster med et par af de søde futter til den lille, nye Adam.
Det er rigtig ved at komme på mode igen at strikke. Hele fire af Annemaries bedste veninder strikker – det kan jeg kun glæde mig over.
Jeg fik aldrig lov til at lære Charlotte at strikke. Hun har villet sy tøj – og har også gjort det – siden hun var 11 år.

Jeg ønsker mig en gine

Jeg ønsker mig en gine, men for mig ville den ideelle gine også have arme, og det er jeg ikke sikker på findes. Den ville nok også være temmlig besværlig at klæde på, men stort set alt kan jo lade sig gøre i dag, så hvorfor ikke også en gine med arme?
Det er ikke engang, fordi jeg syr tøj; det overlader jeg til min dygtige datter, for det kan jeg slet ikke finde ud af, men jeg synes det ser så pænt ud, når Anne viser sit strikketøj frem på en gine.

Restesweateren er færdig. Den er ikke helt efter det oprindelige koncept, som naturligvis er at få brugt en masse rester. Navnet holder dog alligevel med lidt god vilje, for jeg har genereret så mange rester ved at strikke den, at jeg ville kunne lave to til næsten identiske med denne, men det gider jeg ikke – medmindre nogen vil købe dem, for jeg har ikke selv brug for tre næsten ens. Denne er strikket fortrinsvis af tagrørsfarvet garn, hvor den mest neongrønne er den gennemgående farve. Man kan ikke umiddelbart se, at der går én farve igennem på hele sweateren, men den bevirker, at de indsatte farveskift får en mere glidende overgang og at kontrasterne dermed ikke bliver så voldsomme.
I tasken ligger næste projekt, som bliver lidt mere diskret i farverne, strikket på tyndere pinde og af garn farvet med lyng. Det bliver til en vest til John – sådan en rigtig gammelmandsvest med V-hals og kun striber i ribkanterne. Men gammelmandsvest eller ej; det er sådan en han ønsker sig, for han føler sig tit kold på ryggen og omkring lænden, men fryser ikke på sine arme.
Og i øvrigt er han vel som 73-årig også ved at kunne kaldes for en gammel mand? Hvor går grænsen egentlig mellem en ældre herre og en gammel mand?
Er det ikke også lidt pudsigt, at man ikke så tit bruger det omvendte udtryk? Altså en ældre mand og en gammel herre?

Det er længe siden jeg har lavet så lidt

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været så inaktiv, hvis vi lige ser bort fra de 24 uger, jeg var i kemoterapi, og hvor jeg ikke ligefrem var noget energibundt.
Men den varme, altså. 33° i dag. Nu er det ikke sjovt længere. Det har det i øvrigt ikke været på noget tidspunkt, siden vi røg op over 25°.
Jeg er træt af at vande have. Haver, faktisk, for genboen holder stadig ferie i et Midtsverige, der holder sine behagelige 21° og har fået så meget regn, at brandfaren ikke længere behøver at bekymre nogen deroppe. Nu er den vist kun akut i Sydsverige, men det er da også så rigeligt.
Regn får vi heller ikke her ved Den Stråtækte. I formiddags kunne vi se en kraftig byge, der trak over Feddet – dvs. 3-4 kilometer væk på den anden side af fjorden – og varede i omkring en halv time, men fik vi så meget som en dråbe? Nix.

John har det heller ikke for smart i denne hede – jo varmere, jo værre, og han har lidt problemer med at trække vejret. Han har det ikke helt vildt dårligt, men slemt nok til, at vi i dag opsøgte lægen, som satte nitroglycerindepotdosen op til det dobbelte.
Hans lunger fejler intet, det er hjertet, der kæmper for at give ham den nødvendige ilt. Vi frygtede lidt, at det måske kune være en mild KOL, fordi han røg indtil for otte år siden, men det er der ikke antydning af. Heldigvis.

Nu sidder jeg jo ikke ligefrem og glor ud i luften, selv om jeg kalder mig inaktiv, men det er ikke blevet til ret meget mere end til at vinde garn op i store mængder til en bespoke Ellen-udgave af en raglansweater strikket fra oven og ned, samt at strikke på et Fair Isle-sampler-halstørklæde, version 2.0. Man kan ikke kalde sweateren for et resteprojekt, for jeg starter med hele nøgler … men jeg vil ende med at have en masse rester.
Og så vander jeg som sagt haver, men det er først om aftenen.
Lidt mad skal der også laves, men i denne uge er det fra Årstiderne, så det er dejlig nemt.
Hvis vi får uventede gæster, vil de blive mødt af et ømt syn. Det er lidt irriterende at have brystprotesen på i denne hede, så når jeg ikke skal noget eller venter gæster, render jeg rundt i bare en (meget) tynd bluse og trusser.
Og det er mange år siden, at det var et kønt syn, skulle jeg hilse fra mig selv og sige …

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?
Man strikker da et tykt og varmt halstørklæde!
Det har i et stykke tid været mit bilstrikketøj, og nu er det færdigt.
To meter uldent halstørklæde, strikket i dobbelt garn.
Inden I besvimer bare ved tanken om at sidde med sådan et arbejde denne sommer, så bemærk, at det jo var bilstrikketøjet, og da vores bil har aircondition, er den faktisk det behageligste sted at opholde sig!
Det er strikket i lutter plantefarvet garn efter dip dip dye-princippet, så der blev brugt en masse rester – og skabt en masse nye rester …

Nogle af overgangene er meget synlige; andre er næsten usynlige, men det kunne ikke være anderledes.
Nu mangler jeg bare at finde en, der vil overtage det, men det kan være jeg skal vente lidt med at spørge, ellers tror folk bare, jeg har fået hedeslag.

Hvad jeg ikke har. Jeg har nydt de sidste par dage med temperaturer, der er til at overleve for en nordbo som mig – og jeg bryder mig ikke om udsigten til at slå varmerekorden på onsdag!

Og apropos varme og varmerekorder:
Husk, at man kan drikke for meget vand. Holbæk sygehus har konstant 10-15 personer indlagt, fordi de har drukket for meget vand. 1½ liter om dagen er nok. 1½ liter væske … kaffe og te tæller også med i væskeindtagelsen. Mange siger, at kaffe er vanddrivende, men det er kun i meget mildt omfang og har så lille en effekt, at det kun er, hvis man drikker mellem 6 og 10 kopper om dagen, man måske har behov for at drikke ét ekstra glas vand!
Og drikker man kun postevand, som jeg gør, for jeg bryder mig ikke om bobler, så skal man også huske at få erstattet de salte og mineraler, man sveder eller tisser ud – det er så farligt at komme i underskud med disse, at det kan koste et ophold på intensivafdelingen.
Det var lige en løftet pegefinger fra min side, men jeg vil så nødig opleve, at nogen af jer skal på hospitalet.
Drik kun, når I er tørstige – det vil være nok for de fleste.

Afstrikningsdag – for mig

Sidste dag i denne omgang i Røde Kors-Nørklerne. Derefter afgang til Norge, skarpt efterfulgt af englænderbesøg. Regner jeg med … jeg ved endnu ikke helt hvornår de kommer. Jeg ved endnu heller ikke, hvornår vi er hjemme fra Norge, men på et eller andet tidspunkt får vi vel det alt sammen koordineret og defineret nærmere. Godt, at vi kan kontakte hinanden via telefonen, når det bliver nødvendigt.
I dag fik vi i det mindste lagt ruten så nogenlunde. 4151 km, som den ser ud her. Det tager lige 61 timer, hvis vi tager den i ét hug, men det har vi sådan set ikke tænkt os … især turen mellem Steinkjer og Bodø vil tage lang tid, fordi vi vil køre mod vest for at tage kystvej 17.
Til gengæld skulle turen Narvik-Malmø ikke tage så lang tid – især ikke, fra når vi rammer Kiruna, så går det stært.
Alt er selvfølgelig relativt, men sammenlignet med forventet gennemsnitshastighed i Norge (60 km/t) burde det kunne gøres med to overnatninger.

Lofoten og Vesterålen har vi ikke lagt os fast på – det kommer an på vejr og vind – men vi ville gerne nå derop igen, for der er for det første umanerlig smukt, for det andet mangler vi den sydligste del, og vi kan sejle fra Bodø til Reine, og endelig må man aldrig gå ned på planer – hellere for ambitiøs end det modsatte.
Andenes er også kun et ‘måske’, men derfra sejles der ud for at kigge på hvaler, og det kan vi aldrig få nok af.

Lige nu går vi lidt rundt om os selv og i huset for at huske de forskellige ting. Forlængerledning, fx. Vi har et køleskab til bilen, men det skal i et strømstik om natten, hvis vi vil have noget tilbage på bilbatteriet næste morgen, og det vil vil gerne – men den lille ventilator larmer irriterende meget, så det gider vi ikke høre på om natten.

Tingene til min ‘køkkenkasse’ er samlet  sammen – krydderier, kaffe, te, viskestykker, karklude osv. Vi regner med at bo i campinghytter og også med selv at sørge for frokosten, når vi finder et dejligt sted at indtage en sådan. Dem er der næsten for mange af …
Jeg regner også med selv at sørge for kokkerering af aftensmåltiderne, når vi bor i campinghytte. Den slags har jeg ikke noget imod, selv om vi er på ferie – vi tager på rigeligt af de lidt dyrere ferier, så når der er mulighed for en budgetudgave, er det helt fint – så kan der måske blive råd til en ekstra en anden gang.
Lige om lidt står den på operation Tøm Dit Køleskab til aftensmad. Vi kan ikke tage andet end æg og lignende holdbare ting med i køletasken, for den kan ikke være tændt på Oslobåden.
Ferieforberedelser er så hyggelige. Nogle kan ikke lide at pakke kuffert eller bil – vi elsker det, for det er jo optakt til noget godt.

Fiberfolk, spisefolk og hyggefolk

Ditte havde spurgt om jeg ville med til et lille marked i Roskilde, som henvendte sig til sådan nogle som os.
Det ville jeg meget gerne … John og Peter legede chauffører for os, og vi mødtes klokken 10. Vores mænd gik på havnen og fik en is, mens vi daaamer gik ind for at se på herlighederne. Det var der desværre også virkelig mange andre, der også havde fået lyst til. ALT for mange. Det er jo fantastisk, at arrangørerne har så stor en succes fra time ét, men vi blev der ikke så længe som vi havde gjort, hvis der ikke havde været sådan et overvældende, klaustrofoberende mylder.
Det var måske meget heldigt, for der var som sagt mange fristelser … jeg var dog virkelig dygtig til at styre mig og købte kun 200 gram garn – naturligvis ikke plantefarvet; Ditte og jeg havde talt om, at det ville være temmelig tåbeligt at købe noget af det, vi selv forsøger os med. Men der var megen god inspiration at hente.

Frokosten blev indtaget på Hotel Søfryd i Jyllinge, som ligger på en skråning ned til Roskilde Fjord. Fra restauranten (i gavlen oppe til højre i billedet) var der en enestående udsigt over fjorden, som vi nød lige så meget som den gode og ret omfattende pinsebuffet, de serverede for os.
Vi spiste alle fire alt for meget – jeg er ikke blevet sulten endnu og skal bestemt ikke have mere mad i dag!

Det var så også to dage i træk med rigeligt mad. I går kom min niece Heidi, husbond Nikolaj og deres to piger for at hente Pernilles dukkehus, som Ella skulle overtage. De kørte hjem med en del af Annas gamle legetøj … bare ikke lige dukkehuset, som var årsagen til deres besøg, men som ikke kunne være i deres bil.
De bor ikke så langt fra Roskilde, så det passede heldigvis fint, at vi kunne smide det ind til dem, når vi havde taget afsked med Ditte og Peter.
Det var rart at komme af med de ting – vores børnebørn er vokset fra det meste af det, vi har haft liggende til dem; det stod bare og fyldte oppe på deres værelse, så det er fint nok, at det nu kan gå videre.
John sidder med Idas ande-sutteklud på hovedet. Ida havde en fest med at hive den af og blive lige frydefuldt forskrækket, hver gang han sagde BØHH.
Ella var travlt optaget af at lave noget af de hamaperler, hun bl.a. fik.
Hvor bliver de dog alt for hurtigt alt for store, de små.

Flittige hænder og varme fødder

Jeg har fundet en ny sokkeopskrift. Dem er der selvfølgelig masser, masser af, så det er ikke svært at finde nye; der er bare ikke så mange af dem, jeg finder interessante nok til at strikke, men denne her var god. At det så oven i købet er hurtigt at strikke et par, er kun en bonus. Tre timer pr. sok – det er i ordenmed mig.
De strikkes på skrå og sys sammen til sidst. De ser ret underlige og uigennemskuelige ud undervejs, for der er både tå og hæl i. Den anden sok skal strikkes spejlvendt i forhold til den første, hvilket lykkedes mig, men ikke uden det alligevel gik lidt galt: Den opmærksomme læser vil kunne se, at der er en dobbelt, mørk retrille der, hvor de er syet sammen. Lidt ærgerligt, når man nu får dem syet pænt og aldeles usynligt sammen, men jeg husker (forhåbentlig) til næste gang, at det er vigtigt at starte og begynde med hver sin farve, hvis jeg strikker striber på denne måde. Og hvorfor gik det overhovedet galt? Aner det ikke!
Men der skal strikkes flere af dem – de er som sagt hurtigt strikket, og de sidder godt på foden.

Med hensyn til projekt pungsyning har jeg kun fået lavet én i dag, men jeg skal også nå at pakke både gaver, danske specialiteter til Charlotte (som fx kammerjunkere og min egen teblanding), kuffert, skopose, elektronik- og strikketasker. Jeg benytter mig virkelig af, at det er bilen og ikke mig selv, der skal bære det hele, så jeg har meget mere med, end jeg plejer.
Jeg får sikkert ikke brugt det alt sammen, men nu er jeg helgarderet. Tror jeg. Jeg har i hvert fald strikkeprojekter nok med til at kunne strande derovre i en måneds tid eller mere.
Som om jeg ikke kan købe garn i England … men de bruger nu godt nok lidt for meget akrylgarn til min smag.

Vi kører i morgen tidlig, men ikke sindssygt tidligt som før i tiden, for vi er blevet gamle og tager ikke turen til Amsterdam i ét hug, men overnatter i Oldenburg. Lige midt i centrum. Det bliver spændende at se, hvordan den by er; jeg har aldrig været inde i den.

Denne pung er lidt større end de andre (26 x 20 x 6 cm) og derfor for stor som kosmetikpung, men velegnet til en masse andre ting – Ditte ville måske sige strikkepose, men det synes jeg den er for lille til, hvis det ikke er babytøj, man har gang i. Det kunne også være en lille toilettaske, hvis man ikke har så meget med, som jeg har i sådan én – jeg har den største af slagsen, og den er kun lige netop stor nok. 
Det er dog brugeren alene, der bestemmer størrelsen – hvis det altså er en bestilling, ellers er det syersken!
Dette var en bestilling til mig selv.

Det var så det forår …

I går nåede vi helt op på 18°.
Jeg tog havetøjet på allerede fra morgenstunden, og så gik jeg ellers i gang med at rydde bede for skvalderkål og andet ukrudt. Jeg nåede langt, men det var da også godt, for i dag skal jeg absolut ikke ud! Det er kun 6° og der blæser en hård vind lige ind fra fjorden.
John var også i gang, så terrassen blev højtryksspulet (det er vigtigt at huske begge s’er …) og de hvide havemøbler sat på plads derude.
Jeg var ellers inviteret til veterandag på min gamle arbejdsplads, men noget sagde mig, at jeg nok hellere må springe denne gang over, og hvad det så end var, der talte til mig, så var det kloge ord – jeg ville have ærgret mig en del, hvis jeg havde brugt det meste af den pragtfulde dag på at bruge 1½ time på at køre til Hørsholm, være der i tre timer og så køre tilbage igen – i myldretid, oven i købet.
Jeg ville især have ærgret mig, hvis det viser sig at i går var den bedste dag i et stykke tid, hvilket det ser ud til.
På torsdag får jeg besøg af en havekonsulent, så der må det meget gerne være opholdsvejr, tak!

Jeg vil, med dagens kølige blæsevejr, heller ikke ærgre mig over at mødes med Røde Kors-nørklerne i eftermiddag. Jeg skal aflevere tæppet, som jeg har strikket med plantefarvet garn, samt noget af ‘rågarnet’ inden det farves.
Opskriften er fundet på Ravelry og er gratis.
Jeg strikkede det i de gule og grønne farver, der blev tilovers fra det gule og grønne sjal, jeg viste forleden dag. Nede under tæppet har jeg lagt det garn, der nu er tilovers.
Var jeg lige heldig? Det tror jeg nok … der var dog flere farver at tage af fra lageret, så jeg var ikke ved at panikke, men synes det var ret pudsigt, at det passede så godt. Det hvide garn har jeg naturligvis masser af.
Det er strikket i dobbelt garn på p. 5 og er et alle tiders restegarnsprojekt, idet trekanterne kan farvekombineres/-varieres i det uendelige. Det består af ni moduler – man strikker et af de små kvadrater ad gangen, hvilket vil sige, at størrelsen ligeledes kan tilpasses helt efter behov. Dette måler 1,07 x 1,07 meter, hvilket (næsten) er RK-standarden, som er 1 x 1 meter. Det er hurtigt strikket – det tog kun en uge, og jeg sidder altså ikke hele dagen og strikker.
Den måde, man laver venderækker på, giver pæne konstrastgarnsovergange.
Sjovt var det på kanterne at lege med at få gradueret garnet så blidt, at overgangene med farveskift blev stort set usynlige. Det lykkedes ikke over alle fire kanter, for efterhånden løb jeg tør for garn, men alt i alt er jeg godt tilfreds med resultatet og kan kun håbe på, at der er en mor derude i den barske virkelighed, der også vil blive glad for tæppet på et eller andet tidspunkt.

Hvis det havde været 23. december …

Jeg ville nok have været en del mere begejstret, hvis dagens vejrudsigt var kommet den 23. december, for de lover op til 20 cm sne, begyndende med at falde om ikke så længe og frem til i morgen tidlig. Grrrr.

Det er sandelig godt, at jeg har masser af garn at farve og bejdse – og at jeg oven i det lige har bestilt 10 kilo lammeuld mere … som Ditte gudskelov gerne vil aftage halvdelen af!
Seneste farveafprøvning var sandeltræ, som blev til en mellemting mellem laksefarvet og teglrød.
En nydelig farve, især til Fair Isle-strik. Måske lidt fesen, vil nogle måske sige, men med den/de rigtige medspiller(e) kan det sagtens blive fint.
Af færdige plantfarvningsprojekter er der lige nu blåtræs-sjalet, som jeg begyndte på i Kastrup lufthavn og færdiggjorde i forgårs, der er et i gule og grønne nuancer, samt et med angora, avokado og ligusterbær. Endelig er der også et næsten-Exploration Station, men det er købegarn.

   

Og hvad skal hun dog bruge alle de sjaler til? Svaret er, at det ved hun faktisk ikke … det er herligt at farve og strikke dem, men jeg kan jo slet ikke bruge så mange.
Er der nogen, der vil købe dem? De er billige, især set i forhold til, hvad de skulle have kostet, hvis jeg skulle have haft det, man normalt anser for at være mindstelønnen – dvs. 2500 kroner, men så skulle jeg nok have heddet Christel Seyfarth … som i øvrigt tager 4200 kroner for et færdigstrikket sjal.
Jeg skal bare have garn, farvemateriale og porto dækket ind, så er jeg glad. Og så måske lige til en flaske vin til mig selv som tak for indsatsen. Disse ting har jeg sat til at udgøre 400 kroner. Det er næsten at betragte som en foræring, vil jeg vove at påstå.
Sjalerne spænder godt to meter på langsiden, så de er gode som et tykt halstørklæde og dermed aldeles velegnet her til den nye istid – men de kan også nå rundt og lune om skuldrene på terrassen om aftenen. Hvis vi altså nogensinde komme til at bruge den igen …

Det blev lige 12.000 ekstra

Masker, altså. Det krævede 12.000 flere masker, end jeg troede, for at færdiggøre tæppet. Godt og vel endda.
Da jeg begyndte på Røde Kors-tæppet, slog jeg et antal masker op og strikkede, til banen var en meter lang. Røde Kors-tæpper skal måle 1 x 1 meter.
Så samlede jeg masker op langs banen og strikkede en bane til på. De blev målt til 14 cm, og så kræver det ikke den store kædestrammereksamen at regne ud, at der skal syv baner til; som afslutning en hestetømmekant hele vejen rundt, og vupti, så har vi et tæppe i de foreskrevne mål.
Ikke så mange dikkedarer, men et halvt kilo lager-restegarn er blevet anvendt på fornuftig og overskudsagtig vis.

Det vil sige …
Tæppets sider var kun 86 centimeter. Hvordan det kan gå til, forstår jeg ikke, for det passede efter første bane.
Det må være kalorier … I ved de der små bæster, der spiser af ens tøj om natten og når det hænger i skabet. De spiser åbenbart også strikketøj, men det vidste jeg først nu!
Tæppet var dog trods alt kvadratisk, selv om det ikke ser sådan ud på billederne, men 86 cm var 14 for lidt, kunne jeg godt regne ud.
Det krævede heller ikke den store kædestrammereksamen at regne ud, at så måtte der en kant til på syv centimeter til hele vejen rundt, hvilket var lidt af en streg i regningen. Den kant ser ikke ud af noget som helst, vel? Men det tog lige to dage at strikke de 13 omgange, der skulle til for at give de fornødne syv cm.
Nå, men det blev okay og fint. Den tynde, røde stribe drukner næsten her, men den er skarp og lysende rød, ganske som jeg syntes den skulle være for at live lidt op på tæppet. De blå farver er også kommet til at virke lidt matte, men ideen kan godt fornemmes – der skal laves flere tæpper efter den opskrift – som i øvrigt er mit eget påhit – men næste gang bliver det med dobbelt garn, så jeg ikke igen skal strikke en hel m² på pinde 3!
Har I forresten lagt mærke til, at der forholdsvis ofte står “km²”, når der utvivlsomt menes “m²”? Selv ejendomsmæglere har jeg set begå den fejl.
“Lejlighed på 125 km² til salg”. Det svarer til en lejlighed lidt større end Læsø. Den må siges at være pænt stor.
Min teori er, at folk tror, at k’et står for kvadrat … hvad de så forestiller sig totallet betyder, kan jeg ikke helt gennemskue.

Uha, det er svært med de tal …

Jeg vil SÅ gerne være færdig med Amsterdam-halstørklædet nu. Jeg er nået til det punkt, hvor det kun kan gå for langsomt, selv om jeg knokler og knokler. Der mangler fem farvestriber – og så lige en hæklet kant hele vejen rundt … satsede ellers på, at John skulle kunne have det på i morgen, hvor vi skal ‘i byen’, men jeg har ikke sagt det højt, for så skuffer jeg kun mig selv.
Jeg ser BBC Brit eller BBC Earth mens jeg strikker med en intensitet, at jeg får helt ondt i armene, hvad jeg ellers aldrig får af at strikke.
Det gik fuldstændig galt for oversætteren i dag – jeg så desværre ikke, hvem det var, men vedkommende må være talblind.
A hundred-foot high [something] blev oversat til tre meter.
Three quarters of a million blev til 75.000.
One hundred thousand blev til 1000.
Hvis ikke man forstår engelsk, men ellers er i besiddelse af en smule sund sans, må man have studset en del over de danske tal i den pågældende sammenhæng.
At 30 mi² blev til de rigtige 77 km², kan undre en anelse, men her skulle ikke blot oversættes, her skulle også regnes – eller i hvert fald slås op. At det så er 77,6 km², således at der burde have stået 78 km², er i petitesseafdelingen.
Og jo: Jeg kan skam udmærket lytte, læse undertekster og strikke på Amsterdam samtidig!
If you want something said, ask a man; if you want something done, ask a woman, som Margaret Thatcher sagde.

38 down, 5 to go. Og så sidder jeg bare her og skriver.
Sæt i gang, Ellen!

Ih, hvor er det kommunalt … eller …?

Kommunalt kan man vel ikke kalde det, når det er Udbetaling Danmark, man har med at gøre, men den gamle vise faldt mig ind, da jeg i dag ansøgte om at få folkepension.
Hvis jeg medsender “den rigtige dokumentation”, kan de måske behandle min sag på tre uger, ellers kan der gå seks. Så var det jeg spurgte mig selv hvorfor? Fordi for at kunne konstatere, om det er den rigtige dokumentation, er man vel nødt til at tjekke, om det nu også er den rigtige? Eller hyr? Det går der jo tid med …
Men skidt med, om der går seks uger, for det er der alligevel til jeg fylder de famøse 65 år. Jeg forstod ikke helt visse af deres spørgsmål, så jeg endte med bare at skrive et eller andet … de har derfor sandsynligvis ikke fået de rigtige tal – og måske oven i købet de forkerte tal i de forkerte rubrikker. Jeg kan vel påregne at få folkepension om et års tid … faktisk er det altså også lidt ligemeget med de tal, for jeg ved, at jeg ikke er berettiget til mere end grundbeløbet, og så kan det vel være ligegyldigt, i hvilken kolonne tallene figurerer. Men det synes Udbetaling Danmark nok ikke.

I øvrigt synes jeg det burde kunne gøres noget simplere. Alle har, uanset størrelsen på andre indtægter, ret til grundbeløbet. Derfor burde det kun være nødvendigt at dokumentere grunden(e) til, at man eventuelt mener man er berettiget til et eller flere tillæg, men det skal åbenbart bare være besværligt.
Det er også ret kommunalt.

Jeg har ellers gjort noget rigtig folkepensionistagtigt i dag … man må jo øve sig … jeg var med til at pakke et halvt års Røde Kors-nørklerier til videresendelse til pakke- og distributionscentret i Kliplev. Det blev til ni store papkasser med strikkede tæpper og strikket tøj til alverdens frysende, katastroferamte børn.
Det synes jeg er meget; imponerende meget, taget i betragtning hvor få medlemmer vi er i Præstø – kun 18-19 stykker, men nogle er mere aktive end andre, og nogle er vist helt inaktive.
Det er ligeledes imponerende at se hvor meget garn, der bliver givet til nørklerne. De får også alt mit engang. Altså det, jeg ikke når at bruge inden jeg dør … men skal jeg være ærlig, så er jeg bange for, at mit garnlager altid vil være stort.
Pyt – det vil jo gå til et godt formål.

Som forventet

Forleden dag blev babytæppet farvet i alkanna. Det var jo, som jeg skrev dengang, spændende, om pletterne ville blive tilstrækkeligt camoufleret til at virke usynlige. Jeg regnede med det og satsede på det, men intet kunne vides før efter farvningen.
Jeg tror godt, jeg kan tillade mig at sige, at missionen lykkedes – nu mangler det bare at blive verificeret fra moderens side, men mon dog ikke hun godkender tæppets nye farve? Hun har trods alt selv valgt den.

Man skal lede efter pletterne, og hvis man ikke ved, at de er der, lægger man ikke umiddelbart mærke til dem.

Fair Isle-sampleren er også færdig. Godt og vel to meter dobbelt halstørklæde, som blev pænt, nydeligt og helt ensartet i maskerne efter vask og centrifugering.
Det blev behørigt beundret af mange søde mennesker i går inde hos Karin og Bjarne – jeg blev oven i købet spurgt, om det ikke var et, jeg ville overveje at strikke flere af og sælge, men det tror jeg nu nok ikke, at jeg vil. Og dog, man ved jo aldrig … det var sjovt at strikke, fordi det aldrig nåede at blive til ensformigt og rutinepræget strik.

Nu skal jeg dog lige blive færdig med Johns Amsterdam-halstørklæde først. Jeg er i gang, og det får lov at komme med på ferie til Malta.
Jeg fandt otte farver til, og eftersom der er 46 striber i det, kan tørklædet med 23 forskellige farver blive symmetrisk.
Nogle gange er jeg til symmetri, andre gange det modsatte.
Der er ingen grund til at blive alt for forudsigelig. Der vil ikke være en sjæl, der lægger mærke til, at dette bliver symmetrisk, men jeg ved det, og det er nok.
Det bliver vidunderligt blødt, og John glæder sig allerede til det bliver færdigt, men jeg har ikke lovet, at det bliver til at kunne bruge i denne vinter.
Det skal nok blive pænere i ‘knopperne’, når det engang bliver vasket og centrifugeret. Det er så dejligt at se, hvordan sådanne kraftige svingninger kan udrette mirakler for strikkeensartetheden.

Rødkål skal bare spises

Det var det. Forsøg mislykket. Eller … måske ikke mislykket som sådan, men konklusionen er i hvert fald for mit vedkommende, at rødkål skal spises og ikke bruges til at farve garn med.
I går farvede jeg med det neutrale bad og i dag med syre- og basebadene. jeg fik indstillet pH, så den gulgrønne farve havnede i en smuk, nærmest petroleumsblå farve, men det gik helt galt, da det rundede 50-55°, så den blå farve er altså en koldtvandsfarve. Det er indigo også, næsten, det må ikke overstige 55°. Blåkålsbadet blev helt rødt igen, da det blev for varmt! Jeg slukkede, lod det køle ned og justerede endnu en gang pH, hvilket fik det tilbage til den ønskede farve, men det er altså ikke særlig betryggende, at det er så ustabilt, så jeg tog det op, skyllede garnet og konstaterede, at resultatet endte stort set som da jeg farvede med neutralbadet. De to billeder herunder er samme suppe kold og varm, samt resultatet af det neutrale.
Ikke ligefrem rødkålsfarvet, vel?

Det sure bad så vældig fint ud, lige til jeg skyllede garnet, så blev farven skyllet 95 % af.
Efter farvning i neutral pH så det fint rødlilla ud, indtil jeg skyllede. Exit rødkål! Det er glimrende tilbehør til gammeldaws and og flæskesteg, men ikke egnet til at farve garn med.

Og når der nu er så mange andre fantastiske muligheder, er der jo ingen grund til at fortsætte med noget, der ikke rigtig vil lykkes.
Jeg er næsten færdig med Fair Isle-sampleren og har fundet næste projekt (som skal med til Malta), hvortil jeg skulle bruge 16 farver i netop de lidt støvede nuancer, planterne giver. Jeg klarede selv de 15, og den 16. manglede kun fordi jeg ikke havde 150 gram i den samme mørkegrå farve.
Det er Amsterdam af Susie Haumann. Fair Isle-sampleren er et damehalstørklæde, mens Amsterdam sagtens kan bruges af mænd … John synes, det er meget flot, så det har måske allerede en ejer, inden jeg overhovedet er begyndt.
Jeg slog de foreslåede farver op på farvekort på nettet, skrev ned hvad jeg syntes de lignede, gik i garnkasserne og fandt frem til det viste. De fleste ligger acceptabelt tæt op ad opskriftens; kun et par stykker afviger en del, men det gør ikke spor – faktisk har jeg lyst til at inddrage endnu flere farver, fordi de alle indgår tre eller fire gange i stribemønstret. Så længe de går så så fint sammen, som tilfældet er, kan man i princippet have alle 46 striber i forskellige farver, fordi de bindes sammen af den mørkegrå, som går igen i et vævemønster hele vejen. Jeg går lige ind og finder otte farver mere …

En anden status

Eftersom jeg skriver alt, hvad der har med garn og strik at gøre, ind i mit dertil indrettede fine excelark, forpligter det mig til at filosofere lidt over tallene her ved nytårstide. Det forpligter naturligvis ikke jer, der læser dette, men så kan man scrolle eller lukke mig ned for i dag.
2017 var året, hvor jeg måtte etablere to former for lagre: Det ene for alt det garn, jeg havde hobet op inden plantefarvningsdjævelen fik tag i mig, og det andet for garnet, jeg har købt for at kunne mætte samme djævel.
Jeg har købt 12,700 kilo garn til farvning. Det er godt nok meget – synes jeg selv – John synes det er ENORMT meget. Samme John må dog indrømme, at jeg samtidig arbejder ihærdigt på at få brugt det, jeg selv farver.
Faktisk har jeg anvendt 2,534 kilo af det plantefarvede, hvilket udgør 20 % af det indkøbte. Min mand løftede anerkendende øjenbrynene ved dette faktum. I alt har jeg strikket 9,107 kilo i år, hvilket kun er overgået af de 12,608 kilo i 2013, men hvoraf de fem kilo var en foræring af rester til min svigermor, som er rigtig god til at bruge selv små rester garn, så det er lidt snyd – men ikke desto mindre forsvandt det jo fra lageret. 
Årets ni kilo er fordelt på 77 effekter, hvilket næsten får det til at lyde imponerende, når jeg selv skal sige det … over seks i snit pr. måned.
Et arbejde, der vil tælle pænt i regnskabet, er min fair isle-sampler, men den er jeg kun 2/3 færdig med, så den vil figurere på 2018-regnskabet.

Den er sjov at strikke – never a dull moment – jeg havde lovet mig selv, at der ikke skulle figurere det samme mønster to gange på de godt to meter, jeg satser på bliver det endelige mål, men det er sket ved en fejl. Det er dog næsten umuligt at gennemskue, hvilket det drejer sig om (prøv selv, om I kan finde det), og det er en sand fornøjelse på denne måde at lære lidt mere om at sætte farver sammen; se hvad det betyder for helhedsindtrykket, om man bruger komplementærfarver eller tone-i-tone-farver til et mønster, eller om man bruger to, fire eller seks farver. Fejl er der til min irritation også begået, men irritationen var dog ikke større, end at jeg ikke gad strikke baglæns for at rette. Hvad der næsten irriterer mig mest er, at jeg tog et billede af siden, hvor fejlene kan ses og først opdagede det så sent, at det blev for mørkt til en ommer. Halstørklædet er et rør, for bagsiden vil være alt for afvigende fra forsiden til at kunne accepteres på et halstørklæde, så det bliver sikkert varmt nok til en ekspedition til Sydpolen.

Nu er det juuuul – endelig jul …

Det er dagen før dagen og dermed årets næstlængste dag – bare spørg Aubrey. Og han spurgte faktisk først, da vi sad og spiste aftensmad.
When is it Christmas?
It’s tomorrow.
Tomorrow??!!!
Og lige præcis fra det svar gik tiden i stå for drengen. Den ville slet ikke gå, men stod fuldstændig stille. Det er i orden, at der er lææænge til jul – det kan man forholde sig til, men at den er i morgen … uha, det er svært.
Vi kørte til Faxe i formiddags, fordi nogen fik et akut behov for at frekventere en boghandel. Her måtte jeg lige tage et billede af tre af mine fem allerbedste her i livet, iført hjemmefarvede og hjemmestrikkede huer. Anna har det ret fint med, at vores kronprinsesse har lagt navn til hendes hue.

I eftermiddags blev der spillet Yatzy og dermed også øvet hovedregning – men det vidste børnene ikke, at der blev 🙂
Det sidste af eftermiddagen gik med at se BBC Brits udsendelser om verdens dummeste/farligste bilister, som på én gang er både skræmmende og morsomme.
Aftensmadstide kom og gik, og da køkkenet så fint ud igen, blev juletræet båret ind for at blive pyntet.
Det var vist skuffende lille, set fra børnenes synspunkt, men det er altså også en anelse trangt med pladsen i vores små stuer. Vi bor trods alt i et hus fra 1780, så der er ikke vildt højt til loftet – men jeg kan godt se, at det snildt kunne have været 10-15 cm højere. Det må jeg huske til 2019 …

Der blev pyntet, der blev hængt stjernekastere på træet – i tre størrelser – og den mindste af dem blev afprøvet.
De virkede efter hensigten.
På et tidspunkt kunne vi finde Aubrey liggende under sofabordet …
Hvad laver du der?? Er du træt?
Ja, lidt.
Er det fordi der er for længe til i morgen aften?
Ja!
Vil du gerne i seng nu?
Nej!
Da træet var færdigpyntet, startede juleudgaven af Den Store Bagedyst, som ungerne til vores forbavselse blev totalt grebet af.
I begyndelsen sad de i hver sin lænestol med hver sin iPad, mens de halvhjertet kiggede og lyttede, men ved første dommerbedømmelse blev ipadden lagt væk. De så hvert eneste minut af resten af udsendelsen, mens de gradvist kravlede tættere og tættere på tv’et begge to, og de endte med nærmest at græde med de to par, der blev smidt ud. De sagde NOOO og YES! undervejs, når et eller andet gik skidt eller godt for bagerne – det var meget underholdende at følge både dem der konkurrerede og de to små tilskuere.
Nu sover de begge to. Tror vi da … og i morgen er det årets længste dag.

Gyldne tider

Inden jeg for alvor går juleamok i røde, hvide og grønne farver, fik jeg lyst til at farve endnu et batch med løgskaller – denne gang på lutter gule skaller, hvor det første gang var en 60:40-blanding af gule og røde skaller.
Jeg elsker simpelthen disse varme, dybe, gyldne farver, og der er masser af krudt i sådan en omgang løgsuppe, hvor forholdet garn/skaller er 1:1. Her er vist resultaterne fra fire bade (de to garner yderst til venstre er begge fra første bad og med udgangspunkt i hhv. lysegråt merino og naturfarvet lammeuld), men der er også et femte bad, hvor garnet hænger til tørre endnu. Der kunne også have været blevet til et sjette, men det droppede jeg. Det var nok alligevel bare blevet for fesent.

Det er superærgerligt, at jeg ikke kan bære disse farver, for jeg har virkelig lyst til at strikke et tone-i-tone-sjal med dem. Jeg gør det også nok en dag – jeg kan vel altid sælge det, når jeg er færdig med at være på efterløn og ikke risikerer nogen ballade. Det er jeg i øvrigt om et halvt år … for sulan, hvor den tid dog flyver. Inden jeg får set mig om, er jeg 90 år. Eller død.
Nå. Så længe jeg kan trække vejret og bruge mine hænder, vil jeg strikke.
Herunder et plantefarvningsstrikkeprojekt; et rør bestående af eksempler fra bogen 200 Fair Isle-mønstre af Mary Jane Mucklestone. God bog … god julegaveide til en strikker. Siger det bare …

Jeg løber således ikke tør lige med det samme og havde egentlig en plan om ikke at gentage det samme mønster på røret, som skal bruges som halstørklæde, når det engang er færdigt (det er sådan et indimellem alt det andet-arbejde), men jeg ved endnu ikke, om den holder. Hvis ikke, er der såmænd ingen, der vil lægge mærke til, hvis et mønster bliver gentaget i andre farver et andet sted en meter væk.
Bortset fra den røde tråd i form af mørkegrå bundfarve, er alle garnerne hjemmefarvede. Fordelen ved plantefarver er nemlig, at de på forunderlig vis passer fint sammen, selv om de i princippet er vidt forskellige. Jeg har dog, trods det, besluttet at undlade at sætte cochenille og indigo i og holde det i gule, grønne og kraprøde nuancer. Samt de keeedelige fra lavforsøget. De er begge kommet kommet til ære og værdighed – det er de gråbeige ude til venstre, så som Fru Moll skrev i en kommentar, går de fint sammen med andre farver; de kan bare ikke rigtig stå alene. Ikke til noget til mig, i hvert fald.

Hårdt arbejde – og det modsatte

Som nævnt for 11 dage siden, måtte pæretræet lade livet til fordel for roser, som er en hel del flottere at se på. Planteskolen ringede i forgårs og bekræftede, at de havde fået alkymisten hjem til mig, men at han, som han også sagde i butikken, ikke kunne skaffe de to David Austin-roser.
Det forstår jeg stadig ikke, hvorfor han ikke kunne, men Rosenposten.dk har meldt mig, at de sender dem i næste uge.
Heldigvis kan man da klare tingene selv …
Det kræver nu, at jeg skal se at få nosset mig færdig med at rydde hele stykket, hvor pæretræ, vinca og sæbeurt dominerede. Det er hårdt arbejde, for der er maaaange rødder, der skal hives op. Derudover kommer alle de forårsløg, som har kæmpet en brav kamp for at få lys og plads nok for især vincaen. Dem har jeg delt og kommet i jorden igen.
Jeg har derfor været nødt til at dele stykket op i tre dages arbejde. Sikke et skrog, man er blevet … men nu hvor jeg alligevel var ude, besluttede jeg mig til også at dele dahliaerne op i tre grupper, taget op i tre omgange. Så er der nemlig plads nok til, at der kan ligge et hold ad gangen og tørre i fyrrummet, inden jeg pakker dem ned i kasserne.
Jeg er lidt imponeret over, hvor stor forskel der er på hvor meget en knold vokser eller formerer sig i løbet af sæsonen. De fylder forskelligt imellem tekopstørrelse og næsten gulvspandstørrelse.

John synes, at det er grimt nu ude ved gavlen. Jamen det er det da bestemt også, men når først roserne kommer op og dækker, og der kommer et eller andet pænere end vinca i bunden, så bliver det flot. Ja, ligefrem smukt, vil jeg vove at spå. Jeg har ikke spor svært ved at visualisere det fantastiske, kommende rosenflor – bare en skam, at jeg skal stå ude på vejen for selv at se det til den tid, men så får de forbikørende da noget pænt at se på.

“Hvordan vil du dog få brugt alt det garn?”, var der nogle, der spurgte i forbindelse med al vores plantefarvning.
Det går foreløbig ganske udmærket; jeg har allerede brugt 1682 gram af det, jeg selv har farvet – senest disse House Mittens og min egen afart af en de engang så populære Mary-huer. Dette var pilotmodellen, som jeg, med yderligere et par modifikationer, skal strikke flere af, for den er hurtig og nem, tager kun en aften at stikke.
Og den slags hører absolut ikke ind under kategorien ‘hårdt arbejde’ – tværtimod.

England kom før os

I morges tikkede der en sms ind fra Charlotte: Frostvejr derovre – ÷3° i nat – så hendes dahliaer er nu afgået ved døden. Nu ville hun lige høre hvordan det så ud hos os, hvortil jeg kunne sige, at vi havde haft næsten fuldmåne, klar himmel, men … mirakusløst nok ingen frost, så dahliaerne lever endnu i bedste velgående hos os. Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid nu, inden de også går til, men det er usædvanligt, at de derovre har haft nattefrost før os.
Her er himlen flot, høj og blå; ingen vind, så det er den rene nydelse at kigge ud på den blanke fjord og på fuglelivet derude.
Hvad der ikke var nogen nydelse, var at komme ind i stuen og se duftgeranien ligge på gulvet. Den var åbenbart blevet for stor og for tung til potten og har væltet sig selv bare sådan uden videre.
Jeg bar den ud og gav den en større potte. En stor gren med mange sideskud var knækket helt af, så disse sideskud brækkede jeg af og satte i en anden potte. Da jeg ville sætte de resterende to trejdedele af den store geranium (og den var blevet meget stor) op i vindueskarmen oppe i systuen, fik den overbalance, faldt ned over kasser med garn (heldigvis med låg på) og landede på gulvet sammen med en masse jord.
SÅ blev jeg sur. Nu røg den helt ud, og kun stiklingerne er tilbage.
Den skulle ellers have pyntet i ‘døbefonten’ ude foran til foråret, men den gik altså ikke. Jeg satser på stiklingerne i stedet.

Da vi var i England, viste Charlotte mig noget lækkert uldstof, hun havde købt til at sy en frakke til sig selv.
Hovedfarven var lilla, men med næsten usynlige nister i matchende farver.
Jeg sagde, at det var pudsigt, for jeg var næsten sikker på, at den farve havde jeg liggende derhjemme – nemlig det der var farvet med det sure alkannabad.
Hvis det holdt stik, og farven ramte, ville hun gerne have en baret, der passer til frakken. Sammen fandt vi en opskrift, der passede fruen, og det viste sig, at med tre tråde garn kom opskriften til at passe. Jeg tog tre alkanna-indfarvninger, med ovenstående resultat til følge.
Det blev vist lige tilpas nistret, men det er svært at vurdere, når jeg ikke har en prøve af stoffet.
Det var ellers en herlig ting at strikke. Det tog tre timer, så var den færdig. Flere af den slags bestillinger, tak …
Jeg kunne jo strikke en til mig selv. Jeg ser normalt aldeles tåbelig ud med hue, men denne var slet ikke så tosset på mig, så måske skulle jeg prøve.
For eventuelle interesserede er det denne opskrift, jeg har brugt som basis. Jeg strikkede den lidt større end billederne viser.

Du bli’r hvad du spiser

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

   

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

Så skal jeg til det igen

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

Man ved, man er pensionist, når …

Med fare for at fornærme nogen. På forhånd undskyld …
Men altså … man ved, man er pensionist, når man melder sig ind i Røde Kors’ nørkleklub.
Det har jeg gjort – jeg spurgte, om man kunne blive passivt medlem, for jeg havde egentlig hverken tid eller lyst til at komme i nørkleklubben hver tirdsag eftermiddag, men vil meget gerne have alle deres opskrifter, fordi jeg har så meget garn og så mange rester, jeg ikke nænner at kassere.
Jeg fik en meget sød mail tilbage om, at hun da gerne ville komme på min adresse, medbringende garn, pinde og opskrifter. Hun kunne selvfølgelig ikke vide, hvor mobil jeg er eller ikke er, men jeg skyndte mig at skrive tilbage, at jeg takkede for tilbuddet, men at jeg ville komme til deres normale møde i dag for at hilse på nørkledamerne.

Jeg havde strikket et tæppe, hvor jeg fik brugt temmelig meget garn fra de af mine plantefarvningsforsøg, der mest gav 50 shades of yellow.
Det havde jeg naturligvis med i dag, hvor jeg fik en sød og venlig velkomst af de strikkende fruer.
Jeg fornærmer nok ikke nogen ved at konstatere, at jeg var den yngste deltager … en bliver 90 år lige om lidt, en fejrer guldbryllup på lørdag (og har i den anledning inviteret os hjem til hende på tirsdag); de fleste er vel mellem 70 og 80 år, men de var friske hele bundtet og som sagt hyggelige og elskværdige. Jeg tog de ord i mig igen, som jeg heldigvis kun havde sagt til mig selv, for jeg har faktisk fået lyst til at deltage i det omfang, det er muligt – i dag sagde jeg bare, at der vil være en del tirsdage, hvor jeg ikke har mulighed for at komme.

Der er også den lille ekstragevinst, at de fleste har boet her på egnen stort set altid, så allerede på dag ét har jeg fået fortalt en del lokalhistorie – fx havde guldbryllupsdamen gået i skole med en, der dengang boede her i Den Stråtækte – alle var straks udmærket klar over, hvor jeg bor, for alle kender vores hus. Det har jeg tidligere fundet ud af via min frisør …
Jojo, det skal såmænd nok blive hyggeligt med den nørkleklub, og der er atter blevet slået en fordom ihjel. Der blev snakket mere, end der blev strikket. 
Flittige er de dog ikke desto mindre, damerne – der kom et ordentligt vred færdigt strik på bordet. Jeg tabte underkæben og sagde holddaOP, hvor er I flittige! Det vil jeg aldrig kunne leve op til!
Fluks sagde de næsten i kor, at det altså ikke er en konkurrence, og om man kommer med lidt eller meget, er aldeles ligegyldigt. Punktum.

Man skal holde hvad man lover!

I dag er det et rigtigt efterårsvejr, blæsende og gråt – dog uden regn, selv om det har truet flere gange. Jeg fik tørret sengetøj udenfor på en time, men tørrestativet havde trukket helt skævt af alt det riv og rusk.
Det har med andre ord været indevejr. Jeg har brugt dagen på at farve med det sidste bad blåtræ. Vi brugte kun halvdelen af suppen i sidste uge, og det skal helst bruges, inden det begynder at rådne eller gære eller andre udelikate ting.
Der var masser af krudt endnu. Når jeg ikke ved ret meget, er det jo spændende hver gang jeg gør noget, som ikke lige står nogen steder, men man kan altså godt gemme blåtræsuppe i en uge, uden den taber pusten. Det gjorde den først efter 6. bad, selv om jeg brugte 100 gram garn til hvert bad.
Når man regner de 450 gram fra sidste uges forsøg, har jeg dermed 1050 gram fordelt på 11 nuancer, hvilket er rigeligt til et hvilket som helst tone-i-tone-projekt, jeg måtte finde på at gå i gang med.

Lige nu er jeg startet på Fino Shadow Shawl, som man kan hente opskriften til kvit og frit på Ravelry.
Jeg har fundet syv nuancer af indigofarverne, som jeg vil bruge til sjalet, og det ser ud til at blive udmærket. 
Der skal noget nemt strik til, for på lørdag drager vi afsted sammen med Ditte og Peter til Schackenborg, sort sol, 4-retters menu, et superior room og morgenbuffet. Det bliver godt. Jeg håber de har gemt nogle stære til os dernede – jeg synes jeg har set lidt for rigeligt med billeder af sort sol på FB allerede.
DMI lover tørvejr næste weekend. Der er forhåbentlig nogen, der har lært dem, at man skal holde hvad man lover.
John og jeg har, skeptiske som vi er, bestilt to regnslag, som er store og solide nok til at dække over både os selv, rygsække og fotoudstyr. John tager monsterlinsen med, og den må ikke blive våd.
Mon ikke det så er lige som når man har husket paraplyen? Har man det, får man ikke brug for den.

Det nemme strik skal helst også holde til weekenden efter igen, for så går turen atter til Jylland, denne gang Silkeborg, til Webstrikfestival – også sammen med Ditte, og da hun er chauffør, skal der strikkes i bilen.
Til strikkefestivalen er det vigtigt at have et strikketøj, hvor man ikke skal tænke for meget over det, man har gang i, for så er det ret sikkert, at det går galt, når man samtidig skal have ordnet verdenssituationen sammen med en masse andre kvinder.
Jeg kan bare ikke nøjes med det sjal, for jeg ved jeg går død i at strikke på det samme fra fredag eftermiddag til søndag middag, så jeg skal have fundet ud af et eller andet andet at have med. Det burde være muligt, for jeg har opskrifter på seks-syv sjaler liggende; det ene smukkere end det andet. Men hvilket skal det være efter – eller samtidig med – Fino Shadow Shawl? 
Beslutninger, beslutninger, beslutninger …

Når nu det alligevel bare regner …

Når nu det alligevel bare regner, kan jeg jo lige så godt gå i gang med at producere noget med mit plantefarvede garn.
Jeg er selv meget betaget af den gyldengrønne, der kom ud af indigo-overfarvningen af gyldenrisen, så den havde jeg lyst til at lægge ud med.

Pludselig slog det mig, at farven da vist næsten til forveksling ligner den ene farve på Stephen Wests Chadwick, som jeg sidste år købte opskriften til. Jeg gik fluks ind og hentede den frem … jojo, den var god nok!
Dengang drillede det mig, og jeg kunne i øvrigt ikke finde de perfekt matchende farver på lageret, så jeg opgav og satte opskriften ind i mappen igen.
Der var åbenbart en eller anden højere magt, der dengang havde lyst til at fortælle mig, at jeg bare ventede på det rigtige garn, for nu er jeg i fuld sving, og ingenting driller.

Herunder er det originalen på billedet med den skæggede hals og mit eget garn som WIP (work in progress). Plus det øverst i højre side, naturligvis. Det koksgrå er ikke hjemmefarvet …
Jeg har oven i købet præsteret at få spillet i garnet med, men inden nogen af jer eventuelt skulle gå hen og blive alt for imponeret, var det ikke bevidst fra min side, at det spil kom frem. At det så er en bonus, er rent held.

Det er såmænd ikke fordi jeg synes, at et mønster absolut skal strikkes med de farver, designeren har foreslået, men lige præcis denne gyldengrønne er bare så flot, og da jeg aldrig har set den i virkeligheden, var det ret oplagt i dette tilfælde at holde sig til det originale forslag.

Jeg er ved at bejdse det sidste garn jeg har, for jeg har efterhånden fået samlet tilstrækkeligt med avokadosten og –skaller til en omgang farvning.
Spændende …

Meget … rustikt

Endelig lykkedes det mig at farve en anden farve end gulgrøn.
Jeg plukkede 1400 gram solbær i haven i Sverige og brugte 80 af dem til at prøvefarve 10 g bejdset og 10 g ubejdset uld.
Da jeg så udviklingen i gryden, blev jeg glad.

Det var da så sandelig noget andet end gul!
Resten af solbærrene var allerede puttet i en anden gryde og trak med sukker, og inden jeg var færdig med at lade garnet ligge i farvebadet, var solbærsyltetøjet kogt færdig og kommet på glas.
Det ærgrede jeg mig en del over, da jeg så det færdige garnresultat, for jeg ville godt have haft noget mere i den yndige, støvede rosa farve.
Det er tæt på-billedet herunder, der kommer den rigtige farve nærmest; den er ikke så babyagtig som på det andet billede.
Jeg kan ikke engang lide solbærsyltetøj; jeg lavede det udelukkende med henblik på at forære det væk. Hvor fjollet kan man være? Øv, altså. Inden vi kommer til Sverige næste gang, er resten af solbærrene for længst væk.

Der er stort set ikke forskel på bejdset og ubejdset garn. Forklaringen skal nok hentes i, at jeg dagen efter (!) læste, at ved bærfarvning skal man bejdse med salt – men så ved jeg det til en anden gang.

Jeg hentede også gul snerre med hjem fra Sverige. Naboen havde i tonsvis af dem og man kunne ikke se, at jeg havde plukket et par kilo af jomfru Marias sengehalm, som jeg har fundet ud af, at planten også hedder. Lady’s bedstraw på engelsk. Derovre vil de åbenbart ikke blande kirken ind i det.
Endelig tog jeg birkeblade med hjem – der er lige som nok at tage af deroppe. Jeg tog helt friskudsprungne blade fra små træer.
Resultatet var … lys gulgrøn, søreme … det skulle blive grågrøngult, men jeg har igen svært ved at finde det grå.

Jeg er begyndt på et par futter af garnet farvet med gul snerre og hasselblade. På grund af mit hjemmespundne garns manglende ensartethed kommer det til at se virkelig autentisk og rustikt ud.
Ikke nok med det … efter at have strikket disse få cm, så mine hænder ud som om jeg har røget 50 filterløse cigaretter om dagen i 50 år. Det så mildt sagt ikke særlig godt ud – John kiggede lidt bekymret på, mens jeg vaskede hænderne, men det gik næsten helt af. Resten kunne nulres af i håndklædet, så det blå køkkenhåndklæde er nu grønt i små pletter. Jeg må hellere inddrage det udelukkende til brug til plantefarvningsstrikketøjshåndvask, så ikke jeg pletfarver samtlige husstandens håndklæder.
Jeg havde skyllet garnet tre gange og sidste gang med eddike, men der er åbenbart masser af meget mere farve tilbage, end jeg havde troet.
Det var ellers ment som vintersovefutter til ungerne (de kan slet ikke sove eller hygge uden mommers futter), men de (futterne, altså) skal vist vaskes grundigt, hvis ikke de sagesløse børn skal vågne om morgenen med nikotingule fødder.

Per aspera ad astra

Gennem trængsler til stjernerne – således fortalte min latinlærer mig, at per aspera ad astra betød. I dag siger Gyldendals Store Danske gennem vanskelighed til stjernerne.
Det er ikke helt det samme, vel? Trængsler er værre end vanskeligheder, ikke sandt? Og hvorfor er vanskelighed ikke angivet som flertal?
På engelsk bliver det oversat til through hardships to the stars, og hardship betyder nærmere trængsler eller strabadser end bare vanskeligheder. Det skal ikke være nemt. Eller er det bare mig, som bagatelliserer ordet vanskeligheder?
Jeg kom til at tænke på udtrykket, mens jeg sad og strikkede på Stjerneruter, som det endte med, at jeg valgte at strikke med det møjsommeligt anskaffede garn. For det første kan veje til stjernerne vel med lidt god vilje godt kaldes for stjerneruter, og for det andet var vejen frem til netop dette strikkearbejde fyldt med en del vanskeligheder, inden jeg kunne begynde.
Vejen herfra er ikke vanskelig, men den er lang. Meget lang. Det skulle den også helst være, for det kan ikke hjælpe noget, at jeg strikker for hurtigt – det kommer der alt for mange færdige arbejder ud af.
(Jeg kunne jo bare begynde på tæpper til Røde Kors med garnerne i 50 shades of yellow … men det må vente, til jeg har eksperimenteret lidt mere.)

De der stjerneruter har nogle bump på vejen endnu, men de skal nok rette sig ud, når arbejdet bliver vasket og centrifugeret.
Heldigvis kan det bruges som tv-strikketøj, for mønstret er ikke så vanskeligt, som det ser ud til ved første øjekast. I virkeligheden er det i princippet kun et halvt mønster man skal kunne, i og med, at det er forskudt, så nu er det sådan, at jeg bare skal kigge på starten af rækken, så kan jeg den rækkes mønster (næsten) udenad, så det er hverken et problem at snakke eller se tv.
De blå tråde er sat af strategiske årsager – skulle jeg strikke forkert, vil jeg opdage det ved slutningen af mønstret, så jeg kan aldrig komme til at skulle strikke mere end 30 masker baglæns. Det er nødvendigt, for tanken om at skulle pille et større stykke op er på ingen måde behagelig – jeg tror det kunne få mig til at lægge det hele fra mig i et godt stykke tid.
Det gør jeg muligvis alligevel på et tidspunkt, men det skulle gerne være en frivillig pause og ikke fordi jeg har kvajet mig – jeg kender mig og ved, at det i givet fald vil kræve store overvindelser at tage det op igen.