Når nu det alligevel bare regner …

Når nu det alligevel bare regner, kan jeg jo lige så godt gå i gang med at producere noget med mit plantefarvede garn.
Jeg er selv meget betaget af den gyldengrønne, der kom ud af indigo-overfarvningen af gyldenrisen, så den havde jeg lyst til at lægge ud med.

Pludselig slog det mig, at farven da vist næsten til forveksling ligner den ene farve på Stephen Wests Chadwick, som jeg sidste år købte opskriften til. Jeg gik fluks ind og hentede den frem … jojo, den var god nok!
Dengang drillede det mig, og jeg kunne i øvrigt ikke finde de perfekt matchende farver på lageret, så jeg opgav og satte opskriften ind i mappen igen.
Der var åbenbart en eller anden højere magt, der dengang havde lyst til at fortælle mig, at jeg bare ventede på det rigtige garn, for nu er jeg i fuld sving, og ingenting driller.

Herunder er det originalen på billedet med den skæggede hals og mit eget garn som WIP (work in progress). Plus det øverst i højre side, naturligvis. Det koksgrå er ikke hjemmefarvet …
Jeg har oven i købet præsteret at få spillet i garnet med, men inden nogen af jer eventuelt skulle gå hen og blive alt for imponeret, var det ikke bevidst fra min side, at det spil kom frem. At det så er en bonus, er rent held.

Det er såmænd ikke fordi jeg synes, at et mønster absolut skal strikkes med de farver, designeren har foreslået, men lige præcis denne gyldengrønne er bare så flot, og da jeg aldrig har set den i virkeligheden, var det ret oplagt i dette tilfælde at holde sig til det originale forslag.

Jeg er ved at bejdse det sidste garn jeg har, for jeg har efterhånden fået samlet tilstrækkeligt med avokadosten og –skaller til en omgang farvning.
Spændende …

Reklamer

Meget … rustikt

Endelig lykkedes det mig at farve en anden farve end gulgrøn.
Jeg plukkede 1400 gram solbær i haven i Sverige og brugte 80 af dem til at prøvefarve 10 g bejdset og 10 g ubejdset uld.
Da jeg så udviklingen i gryden, blev jeg glad.

Det var da så sandelig noget andet end gul!
Resten af solbærrene var allerede puttet i en anden gryde og trak med sukker, og inden jeg var færdig med at lade garnet ligge i farvebadet, var solbærsyltetøjet kogt færdig og kommet på glas.
Det ærgrede jeg mig en del over, da jeg så det færdige garnresultat, for jeg ville godt have haft noget mere i den yndige, støvede rosa farve.
Det er tæt på-billedet herunder, der kommer den rigtige farve nærmest; den er ikke så babyagtig som på det andet billede. 
Jeg kan ikke engang lide solbærsyltetøj; jeg lavede det udelukkende med henblik på at forære det væk. Hvor fjollet kan man være? Øv, altså. Inden vi kommer til Sverige næste gang, er resten af solbærrene for længst væk.

Der er stort set ikke forskel på bejdset og ubejdset garn. Forklaringen skal nok hentes i, at jeg dagen efter (!) læste, at ved bærfarvning skal man bejdse med salt – men så ved jeg det til en anden gang.

Jeg hentede også gul snerre med hjem fra Sverige. Naboen havde i tonsvis af dem og man kunne ikke se, at jeg havde plukket et par kilo af jomfru Marias sengehalm, som jeg har fundet ud af, at planten også hedder. Lady’s bedstraw på engelsk. Derovre vil de åbenbart ikke blande kirken ind i det.
Endelig tog jeg birkeblade med hjem – der er lige som nok at tage af deroppe. Jeg tog helt friskudsprungne blade fra små træer.
Resultatet var … lys gulgrøn, søreme … det skulle blive grågrøngult, men jeg har igen svært ved at finde det grå.

Jeg er begyndt på et par futter af garnet farvet med gul snerre og hasselblade. På grund af mit hjemmespundne garns manglende ensartethed kommer det til at se virkelig autentisk og rustikt ud. 
Ikke nok med det … efter at have strikket disse få cm, så mine hænder ud som om jeg har røget 50 filterløse cigaretter om dagen i 50 år. Det så mildt sagt ikke særlig godt ud – John kiggede lidt bekymret på, mens jeg vaskede hænderne, men det gik næsten helt af. Resten kunne nulres af i håndklædet, så det blå køkkenhåndklæde er nu grønt i små pletter. Jeg må hellere inddrage det udelukkende til brug til plantefavningsstrikketøjshåndvask, så ikke jeg pletfarver samtlige husstandens håndklæder.
Jeg havde skyllet garnet tre gange og sidste gang med eddike, men der er åbenbart masser af meget mere farve tilbage, end jeg havde troet.
Det var ellers ment som vintersovefutter til ungerne (de kan slet ikke sove eller hygge uden mommers futter), men de (futterne, altså) skal vist vaskes grundigt, hvis ikke de sagesløse børn skal vågne om morgenen med nikotingule fødder.

Per aspera ad astra

Gennem trængsler til stjernerne – således fortalte min latinlærer mig, at per aspera ad astra betød. I dag siger Gyldendals Store Danske gennem vanskelighed til stjernerne.
Det er ikke helt det samme, vel? Trængsler er værre end vanskeligheder, ikke sandt? Og hvorfor er vanskelighed ikke angivet som flertal?
På engelsk bliver det oversat til through hardships to the stars, og hardship betyder nærmere trængsler eller strabadser end bare vanskeligheder. Det skal ikke være nemt. Eller er det bare mig, som bagatelliserer ordet vanskeligheder?
Jeg kom til at tænke på udtrykket, mens jeg sad og strikkede på Stjerneruter, som det endte med, at jeg valgte at strikke med det møjsommeligt anskaffede garn. For det første kan veje til stjernerne vel med lidt god vilje godt kaldes for stjerneruter, og for det andet var vejen frem til netop dette strikkearbejde fyldt med en del vanskeligheder, inden jeg kunne begynde.
Vejen herfra er ikke vanskelig, men den er lang. Meget lang. Det skulle den også helst være, for det kan ikke hjælpe noget, at jeg strikker for hurtigt – det kommer der alt for mange færdige arbejder ud af.
(Jeg kunne jo bare begynde på tæpper til Røde Kors med garnerne i 50 shades of yellow … men det må vente, til jeg har eksperimenteret lidt mere.)

De der stjerneruter har nogle bump på vejen endnu, men de skal nok rette sig ud, når arbejdet bliver vasket og centrifugeret.
Heldigvis kan det bruges som tv-strikketøj, for mønstret er ikke så vanskeligt, som det ser ud til ved første øjekast. I virkeligheden er det i princippet kun et halvt mønster man skal kunne, i og med, at det er forskudt, så nu er det sådan, at jeg bare skal kigge på starten af rækken, så kan jeg den rækkes mønster (næsten) udenad, så det er hverken et problem at snakke eller se tv.
De blå tråde er sat af strategiske årsager – skulle jeg strikke forkert, vil jeg opdage det ved slutningen af mønstret, så jeg kan aldrig komme til at skulle strikke mere end 30 masker baglæns. Det er nødvendigt, for tanken om at skulle pille et større stykke op er på ingen måde behagelig – jeg tror det kunne få mig til at lægge det hele fra mig i et godt stykke tid.
Det gør jeg muligvis alligevel på et tidspunkt, men det skulle gerne være en frivillig pause og ikke fordi jeg har kvajet mig – jeg kender mig og ved, at det i givet fald vil kræve store overvindelser at tage det op igen.

Det var virkelig svært …

Det viste sig atter en gang at være overrraskende svært at finde frem til det rigtige garn.
Det var nemlig heller ikke det, jeg troede det var i anden omgang, men hun havde det, det skulle være, så jeg endte med at komme hjem med det rigtige garn. Det var dejlige farver alle tre; dvs. også de to forkerte, jeg først havde set på til dette projekt, og jeg ville snildt kunne finde på et eller andet at lave af dem også. En anden gang … nu har jeg købt garn nok i denne omgang. Punktum.
Det rigtige er det venstreste, og jeg begyndte på jakken i aftes.

Kristine anbefalede at spise frokost på Ninas Naturcafé i Kirkelte. Alene det, at Nina ikke skriver Ninas med apostrof, kunne få mig til at spise hos hende, men det viste sig at være en god anbefaling, for det var lækker og meget indbydende mad. Vi valgte begge en sandwich med dådyrpølse og en ostetallerken til deling til kaffen ad libitum bagefter. Vejret holdt tørt, mens vi sad der, men fem minutter efter vi var kørt derfra, kom der en særdeles heftig byge af nærmest skybrudsagtig karakter, så hvis den også ramte Ninas café, så er der en hel masse, der har fået sindssygt travlt med at flytte sig.

Det var ikke bare en sandwich, for der var tænkt alternative tanker her.
For 144 kroner kan man få kage (+ kaffe/te) ad libitum. Jeg var naturligvis inde og lure lidt på den kagebuffet … hvis man har en sød tand, må det være svært ikke at blive fristet, for der var skræmmende mange lækkkert udseende kager at vælge imellem. Jeg har en sød tand, men der er dog grænser for, hvor meget af den slags, jeg kan spise på én gang, så jeg blev ikke fristet. Frokosten var alt rigeligt til os.

Kristine gjorde mig også opmærksom på Strikket Renæssance på Frederiksborg Slot i Hillerød. Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne havde fået til opgave at strikke en dragt efter hver enkeltes eget valg og design, men efter inspiration af renæssancen.
Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg ville bede John at gå med og se den slags, men det var i orden med ham … jeg tror jeg fik solgt den på, at han bare så på det som godt og professionelt håndværk, lige som jeg kan nyde at se på fx trædrejning.
Jeg var temmelig imponeret over de forskellige strikkeres kreationer. Selvfølgelig var det strikket på maskine, måske med ganske få undtagelser, men deres design var betagende. Alle havde skrevet en lille stil om eget arbejde, men det ville jeg ikke bruge tid på at læse alt sammen, så jeg skimmede det kun hurtigt igennem. Havde jeg været alene, havde jeg dvælet meget, meget længere. 
Er man strikker og i nærheden af Hillerød, kan jeg anbefale udstillingen. Den kan ses til 27. juli.

Murphy strikes again

Det var da godt, jeg brokkede mig over leveringstiderne på garn i går … her til formiddag løb beskeden ind om, at jeg kan afhente garnet. Telepati?
Naturligvis blev det fluks hentet, og jeg åbnede pakken en smule bævende, for der var nemlig en risiko for, at det ikke var den rigtige farve, idet jeg har været et stort fjols og undladt at gemme banderolen fra garnet; ligeledes har jeg smidt e-ordren ud, så jeg var nødt til at se, om jeg kunne vurdere farven fra skærmen, men det er virkelig svært, som i næsten umuligt.
Jeg vaklede mellem to muligheder, og med dagens overskrift har man nok gættet, at jeg valgte den forkerte.
Havde jeg bare dengang gjort det, jeg har gjort her til højre, nemlig klippet ud og sat farverne ved siden af hinanden, havde jeg måske ikke været i tvivl, men også kun måske, og det er altid så nemt at være bagklog.
Jeg bandede derfor en del – jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg så garnet i virkeligheden.
Til venstre det forkerte Baby Merino, til højre min fejlvurdering og i midten den rigtige. Ingen af dem ser på billedet ud, som de gør i virkeligheden – igen: det er svært med farver og computerskærme: Det hele nøgle ligner mest billedet til højre, ikke? Men det er det til venstre.

Selvfølgelig kan garnet sendes retur og byttes ad denne vej, men der vil gå alt for lang tid, så gode råd var dyre.
Jeg besluttede mig for en taktik, der altid virkede, da jeg endnu var i arbejde: På forhånd at afvæbne folk, så de næsten ikke kan tillade sig at blive sure – og faktisk heller aldrig blev det. Jeg kontaktede min livlinje i hvad det nu end måtte være, afhængigt af fejlen, og indledte med at sige “Jeg har kvajet mig og jeg har brug for din hjælp!” Ikke noget med at spille uskyldig, komme med elendige undskyldninger eller mumle noget om, at man søreme da ikke kan forstå, hvordan det er gået til, eller anden form for udenomssnak. Når der kommer en, som uden at blinke indrømmer en fejl, er folk uden tøven parate til at smide hvad de har i hænderne og træde til for at bistå.

Den taktik benyttede jeg overfor John, og han havde heldigvis ikke noget imod at køre en tur til Helsinge i morgen formiddag, så jeg kan bytte garnet i den fysiske butik. Jeg forklarede, at jeg havde brug for at se alternativet i virkeligheden, så jeg ikke gentager dette glansnummer. Risikoen er lille, men den er der, og min søde mand var meget forstående. Vi har da også kun 120 km til Helsinge … godt jeg ikke havde handlet et eller andet sted i Jylland …
Jeg kunne godt have kørt selv. Selvfølgelig kunne jeg det, men det er da så keeedeligt.
Og jeg har ringet til butikken og sikret mig, at de har masser af både det garn, jeg tror det er og også af den sidste, men nok usandsynlige mulighed, for hvis vi kørte 240 km forgæves, var manden min måske alligevel nok blevet en anelse stram i ansigtet.
De er i øvrigt tilgivet deres langsommelighed, for damen var noget så sød og lagde begge alternativer til side til mig, selv om hun ved, at jeg kun skal have den ene farve med hjem.

Mens vi venter på g…

Det er nærmest ved at blive til en pensionistvise, dette her … jeg går og venter og venter. Ikke på Godot. Ikke på besøg af mit barn. Jeg venter på garn. Og jeg synes de er sløve, dem jeg har fundet denne gang – det er nemlig ikke den samme som til Find Your Fade, fordi jeg vil have det dyre garn billigst muligt, men jeg skulle nok ikke have sparet de sidste kroner … jeg afgav ordren 1. juli, og jeg har endnu intet hørt om ordreafsendelse. Så tjekkede jeg, om de havde trukket pengene, men det havde de ikke. For lidt siden kom der dog en elektronisk faktura fra dem, men de havde ikke givet mig de lovede 15 % i rabat på den første ordre for at tilmelde mig nyhedsbrevet. Den slags har jeg ingen skrupler over – jeg framelder det igen om ikke så længe, og egentlig har jeg lyst til at bestille det garn hos den anden leverandør og lave denne ordre om til et fortrydelseskøb, når de engang får taget sig sammen til at afsende min ordre. Sløve padder! De andre afsendte samme dag, de modtog ordren.
I mellemtiden har jeg brugt prøveindkøbet af Baby Merino plus lidt mere af samme garn fra lageret til en hue til hver af børnebørnene. De elsker huerne, de fik sidste vinter, af dette garn, så de skal selvfølgelig have nogle flere. Aubrey flytter nærmest ind i dem det meste af vinteren, fordi de er så bløde.

Jeg sidder oppe på terrassen og strikker – det er alt for varmt nu til havearbejde. Den form for husmormotion udførte jeg i formiddags, hvor jeg tog et par timer eller tre i bedene. Det må være nok for i dag – man er vel pensionist! Eller noget … det er jeg jo faktisk først til næste år.

 

Hvad er der med de der tidsler? Bier og sommerfugle elsker dem ubetinget. Jeg forstår godt, at man anbefaler tidsler, hvis man ønsker besøg af mange bier og sommerfugle i sin have – der er konstant et mylder i den fine, blå mandstro. Desværre ikke af så mange sommerfugle, for vi har næsten ingen, men masser af (humle)bier og svirrefluer. Jeg ser ikke mange honningbier, men de specialiserer sig vist også i enkelte blomsterarter, mens humlebier er knap så kræsne og tager, hvad de kan få. Til gengæld er det lige før, at de fleste af de 29 arter humlebier, der findes i Danmark, kan ses i vores have, så jeg er glad for vores tidsler. Jeg troede indtil for nylig naivt, at en humlebi var en humlebi, men jeg kan godt se, at der er forskel på dem, der sidder og mæsker sig i min mandstro. Der er større og der er mindre humlebier og de har mange forskellige farvetegninger.

Jeg foretrækker ellers at kunne gå lige til sagen

Siden jeg strikkede Sørens norske sweater, har jeg tænkt på at strikke en jakke til mig selv. Norsk mønster og forholdsvis tynde pinde 3 eller 3,5. Jakke, fordi når man er lige tyk på midten (fra hvad er ligheden mellem en kanin?), er det ikke særlig flatterende at blive snøret ind af en ribbort og dermed komme til at ligne en kartoffelsæk, som Ditte så smukt udtrykte det.
Jeg blev meget glad for at strikke med Tynd Merinould fra Sandnes, som blev brugt til begge Fades, men det er rasende dyrt.
Drops Baby Merino er lige så godt og med præcis samme løbelængde.
Prisforskel: fra 46 til 20 kroner pr. nøgle. Det bliver til en sjat penge, når der skal bruges over 20 nøgler.
Hvorfor så ikke bare købe det der Drops-garn?
Fordi det ikke findes i de farver, jeg vil have.
Hvorfor finder jeg ikke bare to andre farver, der er lige så gode?
Fordi det kan jeg ikke. Jeg har prøvet.

Det første billede er farverne fra Drops, som kom tættest på de ønskede. Det andet er Sandnesfarverne, som jeg foretrækker. Kameraet kunne ikke fange nogen af farverne rigtigt … faktisk ser Dropsgarnerne rigtig fine ud her på min skærm, men det samme er desværre ikke tilfældet i virkeligheden. Jeg er i gang med at strikke en pænt stor strikkeprøve af Dropsgarnet, men det tog ikke mange pinde at konstatere, at de har tabt farvekampen – det virker helt forkert for mig ved siden af sandnesgarnet.
Jeg havde allerede strikket en prøve med sandnesgarnet for at spore mig ind på pindestørrelsen.
Først 3,5. For løst. Så 3,0. For stramt. Så 3,25. Lige i øjet. Vaske. Tørre. Tælle.
What??? 31 masker på 10 cm for begge de små pinde? Underligt … for efter vask så det stadig pænest ud med 3,25-udgaven, selv om 3,0-udgaven var blevet lidt pænere. Tælle igen. Den var god nok med de 31 masker. Hmmm.
Jeg har kun en ærmepind i 3,25, så jeg kørte til Præstø for at få en 80 cm-udgave.
Det havde de ikke … “Den størrelse bruger man ikke i Danmark! Her bruger vi kun ‘hele’ halve størrelser”.
Nånånå. Jeg bruger den da. Plus pind 3,75 mm. Og kender andre danskere, der også gør, hvilket jeg fortalte damen i den ellers så gode garnbutik, men det ændrede jo ikke på, at hun ikke førte den ønskede størrelse.
Det bliver godt nok en jakke med en del forskellige overvejelser, men hvis jeg skal give over 1000 kroner alene for garnet, så vil jeg altså være 100 % sikker på, at det bliver det helt rigtige.
Og mig, som helst bare vil kaste mig direkte ud i strikkeopgaver uden alt det palaver med mig selv inden …

Men nu har jeg gjort det. Jeg har bestilt det hundedyre garn. Dropsgarnet kan bruges til en hue til Aubie – børnene elsker det garn, fordi det er blødt nok til selv så uldsarte personer som mine børnebørn. Og Inge …

Jakken? Et af disse to mønstre – og kan jeg beslutte mig for hvilket? Nix. Er nok nødt til at strikke en stor prøve af begge, når det rigtige garn ankommer til Den Stråtækte.
Nu mangler jeg bare noget regnearbejde, fordi strikkefastheden ikke passer med opskrifternes.
Hvem har også lovet mig, at det skal være nemt?

I found my fade

Alle naturens farver omkring os virkede faded i morges, og når det har været tåget, kan man meget tydeligt se de hundredvis af spindelvæv, der altid vil være overalt, hvor man færdes. Jeg elsker, når de står med alle de mange dugdråber på, og jeg kan slet ikke lade være med at fotografere dem.

Det er ikke helt korrekt at bruge ordet fade som jeg anvender det i den første sætning, men jeg skal helst have det ind i dagens indlæg, da det er et centralt ord i dag. Fade er et af flere eksempler på, at dansk kan være et rigere sprog end engelsk … se blot, hvor mange forskellige ord der er på dansk for det ene ord på engelsk.
Jeg synes det var sjovt at strikke de ‘fades’, Inge fandt, og nummer to var ikke mindre sjovt. Der kunne snildt komme et tredje på banen, hvis det skulle være.
Som navneord halter brugen af fade også, for man kan ikke “finde en fade”, men I Found My Fade kan vel være lige så godt som sjalets egentlige navn Find Your Fade. Navngiveren/designeren er amerikaner, så i stedet for at komme med en sandsynligvis usand påstand om, at hun ikke ved, hvad hun selv siger, har hun nok snarere en bagtanke med det … kanske noget i retning af et ordspil på faith? Who knows?
Jeg er vild med de afdæmpede farver, selv om det langtfra gør sjalet så sprælsk som Inges. Der er ærgerligt, at garnet er så hundedyrt, for jeg kan sagtens se mig selv i en trøje eller sweater i de farver. Et eller andet norsk mønster, måske, men gnieren i mig vægrer sig ved at skulle give så mange penge for garn en gang til. Og dog … hvis jeg kender mig ret, ender det nok alligevel med, at jeg gør det … især hvis jeg ‘tilfældigvis’ skulle falde over det helt rigtige design.

---

Jeg ville også have skrevet om og vist billeder fra i onsdags, da John og jeg mødtes med Ditte til CPH Garden, som jeg gætter på skal forestille at være en dansk og noget mindre udgave af The Chelsea Flower Show, men da jeg så Signes fantastiske billeder derindefra, blev jeg enig med mig selv om at lade hendes indlæg og fotos tale arrangementets sag, for det gør hun meget bedre end jeg er i stand til.
Jeg vil dog ikke undlade varmt at anbefale at tage ind og opleve det – det er rigtig godt gået af en debut at være, og jeg håber, de gentager succesen til næste år. De få skønheds(logistik)fejl er Haveselskabet garanteret selv klar over, så de er sikkert rettet til næste gang.
Ét af mine billeder skal I dog have. Sådan en må være ekstraordinær lille:

Nu også i syrenfarvede

Sikke da et vejr! Min søster bliver 60 i morgen, hvor de lover lige så godt eller bedre vejr, så hun må have været sød.
I aften skal det fejres med bravour, så lige om lidt sætter vi kursen mod det sted, hun har lejet. En hel gård, nærmest, kan jeg forstå, tilhørende en fyr hun kender, der har et band, og samme band spiller op efter maden. Det skal nok blive godt. Jeg ved ikke hvor mange vi bliver, men kender jeg hende ret, så har hun samlet revl og krat (nej, ikke rav og krat! Det giver ingen mening) – jeg vil gætte på, at vi nok bliver omkring det samme antal personer, som hun fylder år.

Jeg har siddet oppe på terassen og syet de to andre babystøvler sammen. Jeg måtte på et tidspunkt kapitulere, fordi det blev for varmt at arbejde i haven, og hvad var så mere nærliggende end at få ordnet dette lille hængeparti?

Det slog mig, i hvor høj grad de passede til min provencedug, som jeg købte på det franske marked i Præstø sidste år, så det kom der et par billeder eller fire ud af.

De er altså nuser, de små støvler, og for de interesserede har Kristine fundet opskriften her.
Jeg både googlede og billedgooglede ellers selv højt og lavt efter booties og bootees, og følte jeg havde været hele internettet igennem, men Kristine var dygtigere og fandt dem, så nu er der ingen undskyldning for ikke at strikke dem, hvis man har sådanne lyster.
Opskriften er på engelsk, men har man lidt problemer med det, så er der flere gode ordlister rundt omkring, bl.a. her hos Sommerfuglen.

Hercule Poirots sekretær har fået nyt arbejde

Når man sidder i en bil i omkring 6000 kilometers tid, og det hovedsagelig er husbonden, der har været chauffør, så ryger der en del masker af pindene. Især på strækket hjemmefra til Hoek van Holland og vice versa, samt de næsten tre timer, vi sad ved færgen i Hoek van Holland og de to timers ventetid i Dublin havn.
Det blev ikke til så meget de dage, hvor vi kørte næsten hele dagen på The Wild Atlantic Way i Irland, for der var så meget smukt at se på hele tiden.
Jeg fik afsluttet min egen farveversion af Find Your Fade, som jeg først lavede til Inge. Jeg fik strikket et Take It All, som jeg ellers havde forestillet mig at skulle have overtalt samme Inge til at være det næste sjal/tørklæde til hende, men det skal jeg ikke, for jeg bryder mig ikke om det. Det er for lille og lidt for uspændende at strikke – så hellere et tredje Find Your Fade. Jeg fik også strikket et pandebånd i nogle af resterne fra mit Find Your Fade.
Og så løb jeg tør. Ikke for garn, men for opskrifter, for jeg havde ikke regnet med at være så flittig i ferien, men jeg fik også strikket en del mere end forventet, mens vi var hos Charlotte.

Den slags er der jo heldigvis råd for. Charlotte skulle afsted for at finde den helt rigtige farve tråd til en jakke hun skal i gang med. Hun spurgte om jeg ville med, for hun skulle i Miss Lemon’s Wool Shop i Pewsey. Enhver Agatha Christie-læser vil vide, at Miss Lemon var Hercule Poirots sekretær, men nu er hun reinkarneret som garn- og stofbutikindehaver i en lille engelsk provinsby.
En herlig butik! Flere steder i butikken stod disse bootees i mange forskellige udgaver, og jeg kunne ikke stå for dem. Jeg kender ingen, der snart skal have barn, men det skulle ikke forhindre mig i at spørge Miss Lemon, om jeg måtte tage et billede af de bittesmå støvler. Det måtte jeg … hun havde ingen nedskrevet opskrift på dem, men hun fortalte mig, at de er dobbelte, og at jeg derfor skal strikke seks kvadrater á 24 m x 24 retriller (eller hvad der skal til for at få nøjagtige kvadrater). Derefter fortalte hun, hvordan de sys sammen. De røde er fra butikken, og de blå er min udgave. Jeg fik også strikket de seks kvadrater til et par lyserøde/hvide støvler, men de er ikke syet sammen endnu – heldigvis kunne jeg huske, hvordan det skulle gøres.

Jeg lærer det åbenbart aldrig …

Hvorfor lærer jeg aldrig at afslutte et arbejde? At være den evige starter er min skæbne, hvis det skal udtrykkes lidt dramatisk. Sådan var det i arbejdslivet, og sådan er det fortsat i pensionistlivet.
Sørens norske sweater har været færdig et stykke tid, og jeg kan bare ikke tage mig sammen til at få ordnet de sidste detaljer. Det tog mig lang til at tage mig sammen til at sy maskestingene til forlængelsen af mønstret midt foran og at strikke den dobbelte halskant. Det tog lang tid at tage mig sammen til at sy og klippe op.
I mandags var jeg forkølet og lidt skidt tilpas, så jeg forskansede mig i syrummet med sweateren og fik syet lynlåsen i. Det lykkedes først i tredje forsøg at gøre det nogenlunde pænt, for selv om jeg havde riet den godt fast, forskubbede symaskinen den i tre maskers højde to gange, inden det lykkedes mig at få en lige overkant! Dammit. Jeg bliver så træt af den slags. Jeg nåede også at få syet halskanten ned på plads og det ene ærme i. Jeg tillægger skylden for det manglende andet ærme på den drilagtige lynlås, men det har resulteret i, at den nu bare ligger der og griner af mig, hver gang jeg kommer ind i syrummet.
I morgen SKAL den gøres færdig, for Søren skal have den på søndag, når han kører med os til Sverige, og inden da skal den naturligvis være færdig og være skyllet op, centrifugeret og tørret, så den kan blive jævn og pæn i strikningen. Han har flere gange spurgt mig, hvad jeg skal have for garnet, og jeg har ikke svaret ham. Det bliver en gave til ham, fordi han altid er så villig til at stille op til både huspasning og til at tage med til Sverige (og i det hele taget bare komme), når John har brug for lidt flere fysiske kræfter end jeg kan præstere.

Jeg elsker at starte nye arbejder op – sidst var det Inges sjal, der lige kom ind fra sidelinjen og overrulede alle andre projekter. Det var dog så sjovt at strikke (det var for en gangs skyld også hurtigt afsluttet), at jeg nu er gået i gang med et nummer to, som skal være til mig selv. Det er i farverne på første billede. De grå og pink farver er til … bare fordi … hvis jeg nu skulle få lyst til et tredje sjal. Eller måske et til til Inge. Eller måske noget helt andet igen. Man ved aldrig, og nu har jeg lært, at Drops Baby Merino er et lige så fantastisk garn som sandnesgarnet. Og så koster det af en eller anden årsag kun 20 kroner nøglet – på tilbud, ganske vist – men det er et godt stykke under halvdelen af selv tilbudsprisen på sandnesgarnet. Inge får lov at uldsart-teste dropsgarnet næste gang vi ses – hun er den ultimative tester, for kan hun holde garnet ud, kan alle. Siger hun, og det tror jeg på.

Sommerens topmodel

Gårsdagens besøg af Inge og Hasse havde to formål: Det ene var naturligvis bare at være sammen, for det var ved at være længe siden, og det andet var at overdrage sjalet Find Your Fade, som hun i marts spurgte om jeg ville strikke til hende.
Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, om både den asymmetriske facon og de valgte farver levede op til forventningerne – selv om det var et sjal, hun selv havde fundet mønster og garn til, kan virkeligheden undertiden godt vise sig at være anderledes end forestillingerne. Det var de for mig … jeg ved såmænd ikke engang helt, hvad det var jeg havde forestillet mig, men lidt anderledes var det, og det var ikke fordi jeg ikke brød mig om det.
Det var dog ganske som Inge havde forestillet sig det, og hun var vild med det. Dejligt, når ens arbejde ikke munder ud i en skuffelse. Sjalet hang på hende resten af dagen, mens vi var ude. Jeg fik fruen til at agere model ude i haven, og da vi kørte en tur, foreslog hun at blive fotograferet i en rapsmark, fordi hun forestillede sig en god effekt med den gule baggrund – jeg synes faktisk, det hele druknede lidt for meget i gult, men prøves af skulle det da.

Jeg overvejer at strikke et til mig selv i kun to eller højst tre farver … nok blå eller blålige … Inge overvejer et til i måske pink eller lyserøde farver. Vi er begge gået i tænkeboks …
Sjalet var så sjovt at strikke, at jeg ikke har spor imod at strikke to mere. Sandnes Tynn merinoull var også noget fantastisk garn at strikke af, men det er bestemt heller ikke billigt, hvilket dog er i orden, når man kan både se og mærke den gode kvalitet. Desuden er det totalt kradsefrit, så selv den allermest uldsarte kan tåle at have det ind mod halsen. Inge påstod i hvert fald, at når hun kan holde det ud, må alle kunne holde det ud.

Hvordan man snyder sig selv

Jeg holder regnskab med mit garn – hvor meget jeg forbruger og hvor meget jeg køber.
Mit garnlager er nemlig for stort; godt nok har jeg sagt til Charlotte, at hun bare skal give det hele til Røde Kors, hvis det bliver hende, der engang skal rydde op efter mig, men der er trods ingen grund til, at de skal kunne åbne en hel garnbutik af den grund. Jeg kender ikke lagerets eksakte størrelse i kilo og gram, kun hvor meget det fylder rent fysisk, hvilket er tre flettede kurve, en lille købmandsdisk og hvad der kan stoppes ned bag hjørnesofaen. Der skal såmænd nok være mange, der har større lager end mig, men det gør ingen forskel på, at jeg synes mit er for stort.
Mit løfte til mig selv er derfor hvert år at have forbrugt mere, end jeg køber, og det er da også overholdt de tre ud af de fire år der er gået, siden jeg afgav det.
I løbet af ni år (= siden jeg startede Excelarket) er der i alt købt 66,476 kilo garn mod 66,928 kilo forbrugt, så totalt set er det ikke ligefrem noget imponerende indhug, der er gjort i det lager, men jeg købte altså også alt for meget i de første fire år efter regnskabsstarten, hvilket selvfølgelig trækker i den forkerte retning, men sådan er statistik jo … hvis man sidder med det ene ben halvt nedsænket i flydende nitrogen og det andet helt nedsænket i kogende vand, skulle man statistisk set have det ganske behageligt.
Hvad der er sket i år er noteret, men ikke regnet med i de to tal … og nu kommer jeg til overskriften.

Jeg har nemlig besluttet mig til at snyde mig selv. Jeg har valgt at tage mig selv meget bogstaveligt og kun lade det garn indgå i lagertilgangsregnskabet, som jeg selv køber. Det garn, jeg får forærende, som fx det på dagens billeder (som er det fantastiske Merinosilk, jeg fik af Ditte i fredags – 100 gram, svarende til næsten 1½ kilometer, suuuuperblødt garn, og alligevel fylder det ikke mere end min østers …), og det garn, som Inge købte og gav mig til det sjal, jeg skal strikke til hende, indgår straks som værende lagergarn og trækker dermed til den rigtige side i regnskabet i forhold til løftet til mig selv.

Er jeg smart? Er jeg naiv? Er jeg lidt dum? Skør? Er jeg bare typisk Ellen?
I behøver ikke nødvendigvis at svare på disse retoriske spørgsmål.
Skal jeg selv svare, bliver det nok et ja til dem alle.

Mere bestillingsarbejde

Jeg mangler ikke ret meget på Sørens norske sweater, men den får lige lov til at holde en pause, fordi Inge i sidste weekend viste mig et sjal, hun var faldet for … om jeg ville strikke det til hende?
Sådan noget kan jeg jo ikke svare på, før jeg har set opgavens omfang og sværhedsgrad, men da jeg så sjalet, var jeg solgt med det samme. Mønstret kunne købes på Ravelry, så det gjorde jeg kort tid efter hjemkomst, men farverne fik Inge den fornøjelse selv at finde og købe, idet den slags er umuligt at vælge på andres vegne.
Jeg så sjalet i en flot, søgrøn-blå udgave, og jeg indrømmer blankt (ganske som Inge også havde tænkt), at havde vi kun set det som på billedet øverst til højre, og som viser originalopskriften, var ingen af os faldet for det – faktisk syntes vi begge, at det er direkte grimt. Jeg bilder ellers mig selv ind, at jeg er god til at abstrahere fra det givne og se mine egne muligheder, men den evne ville have svigtet mig totalt ved dette sjal.
Googler man sjalet, vil det dukke op i et hav af mere eller mindre kønne varianter. Nederste billede viser de farver, som Inge kom med i går.

Det er meget enkelt at strikke, men jeg kunne se, at det er asymmetrisk, og jeg er så dårlig til (og også alt for doven til at gide have det arbejde med) at rekonstruere sådan noget selv – så vil jeg hellere købe opskriften og bare strikke løs.
Inge ved slet ikke, hvor mange andre der også har det sjal, men fordi det er fundet på Ravelry, vil de foreløbig 2582 andre sandsynligvis være fordelt over det meste af verden, og så skulle man da være meget uheldig for at løbe ind i en med præcis det samme sjal som en selv, og under alle omstændigheder vil farvevalget være varierende.
”If you’ve ever held a pair of knitting needles in your hands, you’ve probably heard of the Find Your Fade shawl.  Everyone is knitting the pattern and for good reason.  It’s a super simple knit, the pattern is easily memorized, the knitting is constantly changing so you never get bored and the color options are endless.  I don’t remember ever enjoying a project more & the 2581 other folks on Ravelry who’ve knitted a Find Your Fade can’t be wrong.”

Det første havde hun nu ikke ret i, bloggeren jeg citerede herover, men resten er rigtigt, og de farver Inge har valgt, er jeg helt vild med, så det kunne kun gå for langsomt med at komme i gang. Vi stod længe og lagde farvepuslespil for at finde den rigtige rækkefølge. Vi lavede det hele tiden om, men blev til sidst enige om, at det faktisk er aldeles ligegyldigt, hvordan man blander de farver – stort set samtlige muligheder vil være okay.

Moster Ellens strikkeskole

Malle er kommet hjem fra sit to-måneders vikariat i Norge og har lige en uges tid, inden hun skal starte på Rigshospitalets onkologiske afdeling, så hun spurgte om hun måtte komme ned hos os og helst overnatte, så vi “virkelig kan gå i strikkemode, og du kan nå at lære mig en hel masse”.
Selvfølgelig måtte hun det – der var også noget med hendes første sweater, som hun syntes så helt forkert ud, da hun havde syet det første ærme i – om jeg mon kunne redde hvad der end måtte kunne reddes?
Puha, tænkte jeg, det håber jeg søreme, at jeg kan, for tænk hvis hun har strikket en hel sweater og der er et eller andet fundamentalt galt …
Det var noget med kraven, vi fik det reddet, og Malle var glad. Særdeles glad og stolt af værket og ville gerne have taget et billede, som jeg fik eksklusivrettigheder til at lægge på bloggen. (Ærmerne er ikke så selvlysende, men en diskret hvid; det er blitzen, der får dem til at virke skrigende).

Udover færdiggørelsen af dette arbejde nåede vi igennem fletteteknikken, at strikke med to farver og hvordan man strikker efter et diagram. Hun var, lige som da hun skulle lære at strikke, lynhurtig til at fange, hvad jeg sagde, men var heldigvis ikke bleg for at spørge, når det en sjælden gang ikke var tilfældet. Hun fik Marius-bogen med hjem – der er gode og pædagogiske vejledninger i den, og der er mønstre på næsten alt, man kan tænke sig: sweaters, huer, pandebånd, strømper, ølvanter (ja!), flaske- og bistrokaffekandevarmere, puder, en opvaskemiddelholder (ja!) og endnu mere, som jeg ikke lige kan huske, for nu har Malle jo fået bogen …
Vi nåede også at komme alt, alt for sent i seng, fordi vi snakkede og snakkede og snakkede. Det var meget hyggeligt, for det er sjældent, at jeg har andre end Charlotte fra generationen efter mig på tomandshånd, så det var rigtig fint at snakke med et ungt menneske og fornemme, hvordan man ser og oplever verden, når man stadig har tre år, til man bliver 30.

I dag har der været to mænd for at ordne sagen med det knuste kloakrør. I går måtte jeg derfor redde planterne i krydderurtebedet, fordi de (mændene) skulle igennem det for at grave sig ned til stedet, hvor bruddet var. De stakkels mænd måtte bruge spader til det hele, da der ikke var plads til maskineri. Det var synd for dem, men jeg var glad, for det indebar, at der blev ødelagt meget lidt i forhold til hvad jeg havde frygtet.
Det er typisk: Nu havde planterne endelig grundigt etableret sig med et solidt rodnet, og så er man nødt til at grave det hele op igen. Jeg satte dem i store spande med rigeligt jord, men de er sandsynligvis sat et stykke tilbage alligevel. Nå pyt, det går nok – bare de overlever, og det tror jeg, at de gør. Det var især den franske esdragon, der havde fået et forbavsende stort rodnet; den ville have kunnet blive en stor og kraftig busk allerede her i løbet af dens tredje vækstsæson. Og så siger man, at fransk esdragon er vanskelig at få til at overvintre i Danmark! Sjældent har jeg set noget så levedygtigt, men vi har selvfølgelig heller ikke haft meget frost i denne vinter, og krydderurtebedet er placeret et (næsten) ideelt sted.
I morgen kommer de og gør deres reetableringsarbejde færdigt – det er rart, at alle afløb fungerer optimalt igen.

Reklame?

Tjah, det er vel en reklame, men jeg er hverken sponsoreret af dem eller blevet bedt om at reklamere – så havde jeg nemlig ikke skrevet om det.
Jeg blev inspireret af Conny, som har impulskøbt lidt strikketing i Netto, og disse indkøb fik mig til at tænke på de navnebånd, jeg har købt gennem Ikastetiket – og fra hvem jeg lige har bestilt 75 nye. Forandring må der til indimellem …

Øverst ses det bånd jeg har og nedenunder ses et preview af det jeg snart får.
Ikke den helt store og verdensomvæltende forandring, kan man med rette indvende, men hvis tekst og billede skal være i overensstemmelse med sandheden, er der ikke plads til de store ændringer.
Jeg har derfor nøjedes med at ændre lidt på skrifttypen, baggrunden er blevet grå og det bliver syet med sølvtråd. Det nye bånd bliver, som det gamle, 10 mm i højden.

Det er ikke engang dyrt. Lidt afhængigt af modellen man vælger, skal man som minimum bestille enten 75 eller 100 stykker, hvilket umiddelbart forekommer voldsomt, men til den pris gør det ikke ondt, hvis ikke man får brugt dem alle. Kun 136,75 kroner, plus porto (19,95 kr.), for 75 bånd – det er i orden med mig.
Det er supernemt at designe lige det bånd i lige den bundfarve og trådfarve, man måtte ønske. Der er flere forskellige skrifttyper; man kan vælge en eller to linjer; der er en del forskellige figurer til at vælge at sætte på og det kan fås med eller uden strygebagside. Båndet her fås i tre bredder, men de har mange slags bånd med andre muligheder. Og etiketter har de selvfølgelig også … ellers ville navnet være misvisende.
Det er da smart! Og ret blæret at kunne sætte sådan et mærke på sine arbejder.
Jeg sætter dem dog ikke på alt, jeg laver – fx er det vist en smule overkill at sætte dem på karklude, og på tørklæder og sjaler går den heller ikke, selv om jeg gerne ville kunne, for det er et stort arbejde at frembringe disse, men det binder brugeren til at tænke på hvordan de skal foldes om halsen, hvilket er uhensigtsmæssigt.

Man kunne måske også lave sig et bånd som det der sad på min julegave fra Charlotte.
Tror I lige, det blev gemt? Den gamle mor her blev da helt rørt, selv om hun godt ved, at man kan købe den slags bånd overalt i England; det er dog frivilligt, om man vil købe dem, men det ville hun gerne …

Godt vi gjorde hvad vi gjorde i går …

Heldigt nok, at vi tog til Faxe kalkbrud i går, selv om vejrudsigten sagde, at det ville blive fint og stille solskinsvejr både torsdag og fredag. Belært af årelang erfaring fra tidligere vejrudsigter ved vi kun alt for godt, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Og ganske rigtigt: I morges sagde DMI, at det ville blive overskyet og blæsende. Det havde de til gengæld ret i, men det må være svært at forudsige for tiden, for udsigten er kun rigtig for samme dag og gerne ændret kraftigt til den næste.

Vi havde en masse lidt mere end daggammelt brød, hvilket ungerne gerne ville til havnen med for at give det til ænderne. Vi fodrer ellers ikke ænder med brød, da det faktisk ikke er særlig godt for dem, men hvad gør man ikke for børnebørnenes skyld?
Vi blev enige om at køre lige efter morgenmaden, hvis nu DMI skulle have ret i det med det overskyede … endnu var det dog fint og solrigt.
Som på billedet herover så det ud, da vi satte kursen mod Præstø – og som på billedet herunder så det ud, da vi ankom bare 10 minutter senere. Koldt og ret blæsende var det lige pludselig blevet, men ænderne og blishønsene var glade for maden. Det var mågerne desværre også …

Det var meget underholdende at se fuglene skjøjte hen over isen for at få fat i brødet. Ænderne var dårlige skøjteløbere, men blishønsene var elendige. Mågerne havde den store fordel at kunne flyve hen og tage brødet, inden det nåede ned, hvorfor jeg gik lidt hen ad bådebroen og kastede lidt brød ud for at lokke dem væk, mens der blev fodret ænder henne hos børnene.

Aubrey havde sin nye hue på. Det er en, jeg har strikket dobbelt i én tråd supersoft på pinde 1½ – det vil sige, at jeg har sådan set strikket huen to gange og foldet den ene halvdel op i den anden. Det tog næsten lige så lang tid som at strikke en hel sweater, men den blev tæt og god, og Aubie elskede den med det samme. Den er lige det største, men det var ligemeget for hans vedkommende – det er lige før, han sover med den på. Så er der noget ved at strikke til ham, når han bliver så glad for det færdige resultat!

Nu er det hjemmehygge med ild i brændeovnen, Kajkager på tallerkenerne (to af os), kaffe/te/kakao i kopperne (alle), strikketøjet i hænderne (én af os, lige om lidt), laptoppen på bordet (tre af os), kortene på bordet gulvet (to af os) og en bog i hånden (en af os). Lejlighedsvis småsnak (fire af os), ærgerlige eller glade udråb, når kabalerne ikke går op, henholdsvis gør det (to af os).
Ikke mere ud i dag, tak!

Der er så meget jeg ikke forstår

Der er så meget jeg ikke forstår – blandt andet, hvordan strikkefastheden kan passe nøjagtigt i bredden, men ikke i højden. Min logik siger mig, at hvis den ene dimension passer, vil den anden automatisk gøre det, men det holder åbenbart ikke …
Den norske sweater jeg er i gang med til Søren, passer på en prik med 24 masker i bredden på 10 cm, men hvor opskriften angiver 28 pinde i højden, skal der 33 af mine pinde til for at give 10 cm. Hvordan kan det lade sig gøre???
Jeg kan selvfølgelig sagtens regulere længden – det kostede bare et reliefmønster mere midt foran, inden jeg begynder på selve mønsterstrikket – men det nævnte fænomen er grunden til, at jeg aldrig gider at strikke mine strikkeprøver på fulde 10 x 10 cm, men bare 10 x 4-5 cm, for det er vigtigst, at det passer med antallet af masker, da længden er nemmere at regulere. Men hvad vil en uerfaren strikker stille op? Hvis man tager en større pind for at få dem til at fylde mere i højden, vil arbejdet jo også blive bredere.
Jeg forstår ganske enkelt ikke dette her, men skulle der være nogen derude, der kan give mig en god forklaring, vil jeg blive glad. Tænk, hvis Malle kommer og spørger mig … hun synes jo, jeg er en ren strikkeguru, så der skulle helst ikke være noget, jeg ikke kan svare på!

Bilarbejdet er for tiden karklude, når jeg har et ikke-bilegnet projekt i gang derhjemme. Karklude i så mange udgaver som muligt, for det er måske ikke lige det mest spændende håndarbejde, jeg kan komme i tanke om, så variation må der til.
Jeg har strikket et par stykker med skiftevis én pind ret og én pind 1 r, 1 vr. Det bliver nydeligt. Især på den ene side … jeg kan bedst lide, at mine klude ser ens ud på begge sider (selv om der sikkert ikke er andre end mig selv, der tænker over det), så den jeg i gang med nu, strikkes med 2 r, 1 vr på alle pinde, hvilket kommer til at se således ud:

Man skal bare sørge for, at maskeantallet er deleligt med 3, så jeg har til denne slået 83 m op (75 til mønster og 2 x 4 til kantmasker.
Den sidste maske tages vr løs af og strikkes ret på næste p – det er den kant, jeg altid strikker og som fungerer bedst for mig.
Først og sidst på kluden strikkes 8 p ret. Supernemt og totalt hjerneløst strikketøj, men det er også godt indimellem.

Strikkevejr

Den undskyldning har jeg vist brugt lidt rigeligt på det sidste: “Det er ikke vejr til andet end at hygge og strikke og se tv og drikke kaffe/te”.
Det er det altså heller ikke. Det bliver ved med at blæse en halv pelikan, og småsner gør det også indimellem. “Klæd dig bare godt på”, vil I sige, “og så ud med dig!” Nixen, siger jeg bare. Jeg må kompensere senere, for jeg skal ikke ud i det blæsevejr – I prefer to chill out rather than being chilled outside. Det kan jeg ikke oversætte.

Og min nye kimono hjælper ikke i denne sammenhæng. Den er supervarm, men på ingen måde vindtæt. Det var træls at strikke Ormen hin Lange, som skulle udgøre borten rundt foran. Det lykkedes dog til sidst uden jeg gik helt død i den, men de tokommanul meter føltes lige så lang som en jysk motorvej.

Malle er stadig på strikkebanen. Først babytæppet, så sokkerne, som også er færdige. Nu er hun i gang med denne grafiske sweater. Hun havde lige lidt problemer med ærmeudtagningerne, men eftersom jeg ikke hørte noget siden “Okay, jeg klør på, men det kan godt være, jeg skriver igen”, går jeg ud fra, at alt gik som det skulle. Hun er stadig sej, er hun.

Det synes jeg også, at jeg selv er. Ingen andre siger det til mig; så må jeg jo selv gøre det …
Søren har åbenbart været betaget af de norske sweatere, jeg har strikket til John – i hvert fald spurgte han forleden dag, om jeg tog imod bestillinger.
Det gør jeg normalt ikke, men her gjorde jeg en undtagelse, fordi han altid er så flink til at komme og hjælpe, når vi har brug for en ekstra hånd eller to, og derudover ramte han et meget heldigt spørgetidspunkt, fordi jeg var tæt på at være færdig med kimonoen, men havde endnu ikke besluttet mig for næste projekt.
Den skulle være mage til denne sweater, som Dalegarn designede i forbindelse med VM 1999, så jeg gik i gang på nettet for at finde det rigtige og originale garn.
Der viste sig at være en relativ stor prisforskel på præcis det samme garn, og når man skal bruge 26 nøgler, bliver 6,50 pr. nøgle også til en slags penge.
Det er den fjerde (!) af slagsen, jeg nu er i gang med. Jeg har strikket den blå til John, en råhvid til mig og en koksgrå til Charlotte. Heldigvis er det 10-12 år siden, jeg strikkede den sidste, så nu gider jeg godt igen, hvilket Søren blev ret glad for. Når først man er nået over de kedelige ‘bundstykker’ (som der faktisk også er et (relief)mønster i), bliver den rigtig sjov at strikke, selv om man HELE tiden er nødt til at kigge på mønsterdiagrammet.
Jeg er i gang. Det er snevejret også …

Jeg er åbenbart sart for tiden … og andet …

Jeg er en lille smule forelsket i en dommer. I dommer John Deed, som bliver vist hver hverdag klokken 14. Deed betyder bl.a. bedrift, så jeg tør vædde en del på, at det er pun indtended. Hvert afsnit starter temmelig kedeligt, og efter tyve minutter overvejer jeg, om jeg ikke bare skal slukke. Men så begynder det … ganske langsomt bygger man afsnittet og dermed spændingen op, og det ender hver gang med, at jeg sidder ude på kanten af stolen og er spændt på, hvordan Judge Deed dømmer de formastelige. Eller hvorfor han ikke gør det – hvilket i givet fald er fordi de alligevel ikke var så formastelige endda.
Inden da er der for øjeblikket nogle gamle Hammerslag og inden det Pricebrødrene.
Hvis madprogrammer jeg ellers godt kan lide at se, men uvist hvorfor generer det mig mere end tidligere, at Adam Price er ude af stand til at tygge med lukket mund. Det er ulækkert i forskellig grad, afhængigt af hvad han lige har proppet ind, men altid ulækkert. Han er dygtig, han har vid, jeg holder meget af hans sproglige evner, men jeg afskyr hans tyggen med åben mund og at han taler med mad i munden. Jeg koncentrerer mig lidt ekstra om strikketøjet, hver gang det sker.

Apropos strikketøj: Min niece har som sit andet strikkeprojekt (det første var et babytæppe) kastet sig over et par sokker. Jeg måtte yde lidt telefonisk hjælp i aftes … har I nogensinde prøvet at forklare med ord, hvordan man stikker en hæl? Det er altså svært, men det endte med at gå op i en højere enhed, bl.a. fordi hun internettede sig frem til en opskrift, som jeg mente ville være nogenlunde let forståelig. Den hun havde fat i, inden hun kapitulerede og ringede til mig, indeholdt tydeligvis en fundamental fejl, så jeg kan godt forstå, at hun ikke kunne gennemskue, hvad pokker hun skulle stille op med den hæl. Jeg måtte smile lidt over, at hun var ret sikker på, at det var opskriften og ikke hende selv, der var fejlbehæftet.
Jeg har nu set billeddokumentation for hælen; den ser fin og helt rigtig ud.
Hun strikker i øvrigt sokkerne vha. Magic Loop-metoden, som jeg har oplevet, at selv garvede strikkere ikke helt kan forstå konceptet til. Moster her er – stadig – imponeret, og YouTube er guld.

---

Ved kasserne i Meny kunne man i dag i det sædvanlige opbud af ugeblade læse følgende tre forsøg på forside-lokkemad fra tre sladderblade:

Åh, jamen er det da ikke pragtfuldt? Jeg går ud fra, at kongehuset selv kun kan more sig over den slags.
Det bekræfter virkelig hvor seriøst man skal tage denne ‘lekture’ – det er sandelig godt, man kun læser det hos frisøren … og eftersom jeg kun kommer der hver 8. uge, når jeg at se meget meget lidt af al sladderen. I dag nåede jeg kun at se hvem der døde i 2016, samt gallakjolerne til nytårskuren. 
Mon ikke jeg overlever alligevel?

En rigtig god arbejdsfordeling

Vi slår lige to fluer med ét smæk her …

Jeg kan 1) forhåbentlig berolige især Farmer, der lidt bekymret spurgte, om vi var opmærksomme på, at jorden i vores let forhøjede bed ville kunne komme til at skade muren bagved.
Se bare, hvor langt der stadig er op til den – det vil jeg antage er helt okay. Bunken nederst til venstre skal fordeles i andre bede, men den rører stadig ikke ved muren, selv her under den midlertidige placering.

Jeg vil 2) illustrere den helt fantastiske arbejdsfordeling, man en sjælden gang kan finde i Den Stråtækte: John tog jordfordelingstjansen og jeg tog sofatjansen med at strikke videre på kimonotrøjen.
Bemærk, hvor meget det er muligt at ligge ned og stadig befinde sig i en behagelig strikkestilling!

Jeg kan lige akkurat holde det ud … det er lidt ærgerligt, at det hævner sig for meget, hvis det her var noget, man excellerede i hele tiden.
På den anden side …de ville nu nok meget hurtigt blive meget kedeligt. Jeg elsker at strikke, men da ikke hele dagen!

Tilflydende havemøbler

Som bekendt havde vi ret meget vand ret tæt på os for præcis en uge siden (der er allerede gået en uge! Chokerende!). Da John forleden dag kiggede ud over fjorden, som først fredag eller lørdag havde nogenlunde normal vandstand, fik han øje på noget, der ikke var der før oversvømmelserne.
Kikkerten kunne afsløre, at det var en havestol. Den kan kun være blevet bragt hertil af ‘tidevandet’ fra i onsdags, men jeg tror ikke, jeg gider efterlyse ejermanden. Hvis fjorden fryser til, som den gjorde sidste vinter, vil det være et ideelt sted at sætte sig og studere havørne på nært hold. Måske …

Man skal se rigtig godt efter for at opdage, at der er noget her, der ikke plejer at være der – John har bedre falkeøjne end jeg umiddelbart troede – eller også er han bare mere langsynet end jeg troede … jeg havde aldrig fået øje på den stol, men den er der!

I dag skulle der også være forhøjet vandstand visse steder i landet, men ikke her. Der blæser en strid vind, som indimellem bringer enten sne eller slud med sig. Jeg skal ikke uden for en dør, tak, helst ikke, men vi løb tør for rugbrød og mælk, så John tilbød helt frivilligt at trodse elementernes rasen.
Og nu skal jeg så heller ikke gøre det værre end det er – der er intet farligt ved det; kun ubehag.

Malle rejste til Norge i tirsdags, og onsdag løb der ovenstående melding ind. Hun er glad og det er jeg også – nu er jeg forholdsvis sikker på, at hun nok skal få styr på strikkeriet, inden hun kommer hjem igen.
Jeg spurgte ikke hvad “en Grethe med tilsvarende alder” betød, men gik ud fra, at navn og alder passede sammen i Malles øjne – nemlig en halvgammel kone lige som moster her.

Herover er hvad vi indtil videre ved om job og kolleger, men hun virker ikke utilfreds … jeg kan tilføje, at det er et rehabiliteringscenter, hun er på.

Jeg har været næsten hele mit garnlager igennem i dag for at se, om jeg kunne skrabe sammen til (endnu) en kimonotrøje fra Jamieson’s of Shetland. Det er mange år siden, jeg strikkede den første, og jeg synes den er så flot, at man godt kan tillade sig at have to af slagsen.
Jeg tror, jeg har fundet nok garn til en grå og flødefarvet udgave; lidt mere tone-i-tone end den viste.
Ordet, der bekymrer mig, er “tror” – jeg vil tude, hvis det viser sig, at jeg mangler til et kvart ærme.
I teorien; dvs. når jeg vejer og regner løbelængder ud, er der nok, men vi ved jo alle, at det er i sådanne situationer, at Murphy slår til med ubarmhjertig hånd.
Jeg vælger dog at være optimist, og lige om lidt skal jeg i gang med strikkeprøven – også for at se, om de to farver til kontraststriberne passer, når man strikker dem ind og ikke bare holder dem op mod garnet.

Overrasket, men glad

Jeg har en sej niece. Jeg har faktisk fire seje niecer og en sej nevø, som både jeg og deres forældre er stolte af … de er alle fem godt i vej og har styr på liv og karriereveje. Jeg holder meget af dem alle, men i dag skal Amalie, som for mig fra den dag hun blev døbt har heddet Malle, fremhæves.
I maj 2016 bad hun mig om at hækle nogle klude for hende, for hun ville gerne støtte ikke mere mikroplast-kampagnen. Jeg parerede ordre og hæklede syv karklude til hende i de ønskede farver – og har i øvrigt hæklet og strikket et hav (et ikke-plastfyldt hav!) af klude siden. Malle sagde tak, og så troede jeg ikke den var længere, men ganske kort tid efter begyndte hun selv at hækle – hun har sikkert tænkt, at de klude så nu alligevel ud til at kunne klares selv af en nybegynder. I hvert fald kom hun hurtigt selv i gang.
Og hun hæklede og hun hæklede. Hun avancerede hurtigt fra kludene til sjove dyr til sin lille niece på tre år, og søreme om ikke hun også har hæklet en sweater til sig selv. My Little Pony herunder kan jeg ikke stå for, og jeg synes hun er nået langt på et halvt år.

For ikke så længe siden blev hun færdig som sygeplejerske, og da hendes vikariat på Herlev Sygehus var ved at løbe ud, søgte hun om at komme til Norge i en periode. Der er hun nu stærkt på vej til – rejser på tirsdag – og i går henvendte hun sig til mig og erklærede, at når hun kommer hjem igen om tre måneder, har hun til hensigt at have lært at strikke!
Så hvad har jeg brug for, moster? Jeg har nemlig tænkt mig at slæbe alt det nødvendige med fra Danmark.
Det endte med en aftale om, at hun og kæresten kommer til middag i aften, for jeg har en masse pinde og dobbelt eller endog tredobbelt af andre både nødvendige og aldeles uundværlige strikkedimser, som jeg derfor sagtens kan undvære i tre måneder. Der vil også være en lille overraskelse til hende: Et wiresæt fra Drops – så har hun alle pinde fra 3,5 til 8 mm. Det er måske lidt frækt af mig, for et lån forpligter ikke, hvilket gaven derimod måske godt kunne fortolkes til at gøre, men sådan mener jeg det ikke … man kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og skulle hun finde ud af, at det med at strikke alligevel ikke lige var noget for hende, finder det wiresæt nok en anden ejermand.
Det er godt, at YouTube er opfundet – og internettet i det hele taget – jeg havde ikke kunnet lære at strikke uden en erfaren strikker (min mor!) til at løse akut opståede problemer, men i dag er der ufatteligt mange instruktionsvideoer på nettet, så det skal nok gå.
Moster her er meget glad for, at der endelig er bare en enkelt i familien, der har lyst til at tage strikketraditionen op, og jeg håber hun kommer hjem med masser af strikkeblod på tanden.

Vintertid er sysletid

Jeg strikker hele året, men jeg syr nok mest om vinteren – ved egentlig ikke hvorfor, men sådan er det.
Sommetider tænker jeg på de ikke særlig gode, gamle dage, hvor husets kvinder var tvangsindlagt til at karte og spinde, væve, strikke og – for de unges vedkommende – sy brudeudstyr. Håndsyet, forstås.
Jeg har lige læst i en bog om nordiske strikketraditioner, at de unge kvinder skulle have et par dusin strømper strikkede strømper med sig – en finsk brud skulle have strømper nok til 20 år i medgift!
Ifølge norsk tradition fra Selbu, Telemark og Gudbrandsdalen skulle bruden strikke ekstra fine vanter til – og hold nu fast – brudgommen, hans far, alle hans brødre og til hele bryllupsfølget. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke levede dengang og kom derfra! Vi taler fingervanter her – ti tynde, irriterende fingre pr. sæt vanter til … lad os bare sige til 15 personer, selv om det sikkert ikke er nok. De holdt store bryllupper (også) dengang.
Derudover skulle der jo også sys udstyr – skjorter, natkjoler, sengelinned, viskestykker og hvad ved jeg … alt muligt.
Alle piger lærte det – det var ikke en mulighed at sige, at man ikke kunne eller ville. Evnerne må selvsagt have været ulige fordelt, og det må have været et helvede for de stakkels tøser, der ikke var så god – de var pr. definition ikke helt gode kommende koner, selv om de sagtens kunne være ferme til alt muligt andet.

På Shetlandsøerne fik kvinderne på sin vis øjnene op for deres færdigheder og satte de fine sjaler i produktion, hvilket gav dem en tiltrængt ekstraindkomst. De dygtige shetlandskvinder kunne håndspinde verdens tyndeste og fineste uldgarn – nogle af jer har måske hørt om et Wedding Ring Shawl? Hele det store sjal kunne trækkes gennem en vielsesring.

Jeg strikker kun hvad jeg gider. Det har i øvrigt indbefattet flere shetlandssjaler.
Jeg syr kun hvad jeg synes er sjovt at sy. Jeg havde et arbejde og kunne forsørge mig selv. Jeg har en mand, der tager sin tørn, hvad det huslige angår. Sådan da … men han laver så meget andet i form af vedligehold, som jeg enten ikke kan eller har særlig meget lyst til. Jeg længes ikke tilbage til noget som helst …
De gode gamle dage var ikke gode. Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Os der er født i 50’erne, og som jeg egentlig ikke forstår, jeg ikke får meldt mig ud af igen, fordi langt de fleste mest af alt sidder og svælger i deres barndom og kan I huske dit og kan I huske dat? Jeg foretrækker at leve i nuet, for fortiden kan man ikke bruge til særlig meget – bortset fra, at man kan tage ved lære af den, selvfølgelig, men svælge i den? Ikke mig.

Jeg har lige strikket en hue. På pinde 2,0! Dobbelt! Dvs. at jeg strikkede den to gange, bortset fra borten. Og ikke nok med det, jeg er startet på en til med et norsk mønster. På pinde 1,75. Det bliver superflot med så små masker, men jeg tror ikke, jeg går i gang med en sweater til mig selv eller til John sådan lige med det samme.

Hvornår er en spotpris en spotpris … og andet i småtingsafdelingen

Mail fra et rejsebureau. Måske er der et godt og/eller spændende tilbud –

jeg skal altid lige kigge, og denne gang var der tilsyneladende et, så jeg læste videre:

Nåda … det lyder ikke specielt voldsomt … jeg kigger lidt længere ned:

Okay. Godt så. “Spotprisen” viste sig at være en formidabel rabat på hele 2,7 %. Det er så ikke det tilbud, der får mig til at flintre hen og ringe til dem med det samme for at være sikker på at komme med til den pris. Der gøres meget for at få folk til at kigge, og jeg faldt da også lige i.

JOHNS SWEATER ER FÆRDIG. Endelig!
Jeg er heeeelt færdig, som min nevø sagde ude fra toilettet, før han kunne klare de afsluttende sager selv.

Og allerbedst af det hele: Den passer ham! Som var den skræddersyet, hvad den jo næsten også kan kaldes, men jeg har lidt for mange gange været uheldig med strikkede sager til John.
Nu er den skyllet op, centrifugeret og lagt til tørre. Det pyntede lidt på garnregnskabet – jeg har jo lovet mig selv, at når året rinder ud, skal der være brugt mere, end der er købt. Købet af garnet til denne sweater var lige ved at ødelægge det hele, men nu er jeg oppe på at have brugt hvad der svarer til 20 lagernøgler (købt seks kilo garn og brugt syv), så jeg er tilfreds – og der er jo fire uger endnu til nytår …
John har joket lidt med, at nu mangler jeg bare at strikke strømperne til ham. Det er nogle knælange grimrianer i et mønster, der passer til sweateren, og det er lidt ærgerligt, at jeg ikke gider strikke dem, ellers kunne jeg godt forestille mig gøre det bare for at tvinge ham til at købe et par plusfors og så ellers gå og promenere med hele udstyret.
Vanterne er okay, men huen er ikke den mest klædelige, synes jeg – heller ikke den til damen – jeg ville føle mig som førerdyret i en rensdyrflok, hvis jeg skulle rende rundt med de kvaster ved ørerne.

Ellers går livet sin stille og rolige, men naturskønne gang hernede – gæssene er hele tiden mange nok til at flyve i flok – der kommer masser forbi hver eneste morgen. Sommetider dækker de næsten hele himlen, og når det sker samtidig med en nydelig solopgang, så kan man næsten ikke forlange mere af livet – det er fuldstændig umuligt at være morgensur. Det er jeg nu aldrig …
Desværre er jeg aldrig hurtig nok med kameraet til at få taget de store flokke, men jeg fik en mindre i går.

Køerne er blevet hentet i dag – nu er de kommet på stald for vinteren. Vi kommer til at savne dem; de er så hyggelige at have gående, men de kommer nok igen til foråret. Eller nogle andre … det er ligemeget, bare vi har nogle hyggekøer.

Inaktivitet i tredje potens

Når nu man er to efterlønnere og en pensionist samlet i en hytte i Sverige, har man så ikke lov til at holde søndag på en mandag, bare fordi man kan?
Det er i hvert fald det vi gør, men det er nu ikke udelukkende fordi vi kan, det er også fordi vejret absolut ikke indbyder til nogen som helst form for udendørs aktiviteter. Det er gråsort, det er fugtigt og det er trist. Det er muligt, at visse entusiaster ville være gået en lang tur, men vi gider simpelthen ikke. Jeg har svunget mig op til at få hentet noget brænde, og John og Søren er nede i kælderen for at konvertere en kasseret lamelbund til optændingsbrænde.

Mændene ordner billeder, når de ikke hugger pindebrænde, så de hygger også.
Det triste vejr har givet mig en ret god undskyldning for at komme videre med Johns sweater, som jeg begyndte på inden ferien … det er altså superhyggeligt med sådan en indehyggestrikkedag, men hvorfor pokker begyndte jeg med bullen, når jeg ved, at jeg kommer til at hade at strikke ærmerne? Okay, jeg ved faktisk godt hvorfor, men jeg er, for at slippe for at lide af SSS, nødt til at strikke dem begge på én gang, med klippe-op-masker imellem, eftersom jeg er nødt til at strikke dem på rundpind pga. mønstret. Det har jeg gjort før; det er ikke så farligt, som det lyder, og det er skønt at slippe for at strikke to ens ærmer. Efter hinanden, forstås …
Yderligere fordele: Man er sikker på, at de bliver 100 % ens, fordi der bliver taget ud præcis samme steder og at de bliver nøjagtig lige lange.

I ovnen står der en lammebov, som er omgivet af 80 graders varme, lidt rødvin, vand, gulerødder, tomater, løg, hvidløg, timian, salvie, krusemynte, salt og peber.
Alt dette går tilsammen op i en højere enhed og udsender en herlig duft, som bevirker, at vi alle tre glæder os til aftensmaden.
Livet er godt. Også selv om det er efterår. Både ude i naturen og for vores eget vedkommende …

Var det nu også helt gennemtænkt, Ellen?

Nej, det var vist ikke helt gennemtænkt, men nu er det for sent at fortryde.
Jeg har konstateret – som om jeg ikke vidste det i forvejen – at gennemtænkning ikke er helt synonymt med ønsketænkning.
Men jeg vil så gerne strikke en norsk sweater til John.
På relativt tynde pinde.
Jeg har lige været i pakkeudleveringen for at hente Tilly Woolcot i store mængder. Det er ret tyndt garn med en løbelængde på 700 meter pr. 100 gram, så der skal strikkes med dobbelt garn – og alligevel skal jeg kun bruge pinde 3½. Eller måske oven i købet pinde 3 til denne sweater i størrelse XL, men så skal jeg ekstrapolere mønstret, hvilket jeg ikke har ret meget lyst til at springe ud i.
Det kalder jeg ambitiøst, men der var et godt tilbud på garnet, som jeg ikke kunne stå imod.
Nu ligger jeg derfor inde med fire kegler garn á 500 gram. Det skal ikke bruges altsammen, men det kunne kun købes i 500 gram ad gangen.
Jeg kunne naturligvis bare strikke begge sweaters …
Nogle hardcore strikkere vil måske undre sig over, at jeg vil strikke norsk i halvt uld og halvt bomuld, men jeg har en trøje i samme blanding (købt færdig i Norge), som er strikket på hvad jeg tror svarer til pinde 2½, og som er meget behagelig at have på. Den er derfor ikke for varm at have på indendørs.
Det bliver lidt af et eksperiment og noget af en udfordring (her kan man for en gangs skyld med rette bruge ordet udfordring) for sådan en som mig, der helst vil være færdig dagen før jeg begynder. Jeg vil ikke fortælle John, at jeg strikker til ham, for hvis han ikke ved det, bliver han ikke utålmodig – den bliver med stor sandsynlighed til en UFO en gang imellem – det er sådan et arbejde, hvor jeg bliver nødt til at have noget andet indimellem.
Hvad jeg derimod stensikkert ikke har tænkt mig at strikke, er huen, som kvinden har på.
Det er ikke lige min stil … men på den anden side … hvis man lukker spidserne sammen i toppen, er den måske meget sød? Så ligner man da i det mindste ikke et rensdyr med klokker i geviret.

Nu har jeg checket os alle tre ind hos SAS, og lige om lidt skal der pakkes. Gad vide, hvad kuffertgennemlysningen siger til en metalæske? Jeg har marmelader med til UK, og jeg vil helst ikke have, at et eller flere af glassene går i stykker under den sommetider noget hårdhændede behandling af bagagen.
Nå – de kan jo bare kigge, hvis de får lyst. Indholdet af æsken må jeg gerne medbringe.

Her er masser af svampe!

Jeg troede, her ville have været både for tørt og for varmt til svampevækst i plukkeværdig grad, men jeg tog fejl.
Nogle gange kan jeg godt lide at tage fejl …
Jeg gik, kort efter ankomst til torpet, hen til mit ‘prøvested’ – er der ingen kantareller her, er der som regel heller ikke nogen på de andre af mine steder.
Der var over et kilo – langt flere, end jeg nogensinde har plukket lige på dette sted, så jeg forføjede mig videre til de næste tre steder.
Som dog skuffede lidt; tilsammen havde disse tre kun lige så mange som på det første, men det er fint og rigeligt nok til os.
I morgen hedder det derfor ud i skovene, men det bliver med min stifinder.

Anne gav mig en god ide: At bruge karkludestrikning som mønsterafprøvning og ditto øvelser.
For et par år siden købte jeg denne bog, som indtil nu bare har stået på hylden.
(Er det ikke lidt pudsigt, at nordmændene kalder den for “De bedste”? Danskerne forholder sig mere neutrale her.)
Jeg ved faktisk slet ikke, hvorfor jeg købte den bog, men nu har jeg da fundet noget at bruge den til.

Jeg er i gang med en hue (!) i et meanderlignende mønster på pinde 2, men det er ikke et godt bilstrikketøj; det er karkludene derimod.
Strikkefastheden på huen snød mig temmelig meget, selv om jeg havde lavet en prøve og taget højde for forskellen – er der mon en, der har har et lille barn med en hovedomkreds på omkring 52 cm, der vil have en hue i blå farver? Billede kommer, når den engang er blevet helt færdig.
Jeg kunne på en måde godt tænke mig at strikke en norsk trøje på pinde 2. Det bliver kanonflot på så tynde pinde. På den anden side er jeg næsten klar over, at jeg nok aldrig får gjort den færdig. Alene tanken om alt regnearbejdet for at få omregnet et mønster, så det passer med pindene og ikke bliver til et to-års barn i stedet for til mig, kan gøre mig helt svedt …
Eller er det bare vejret? Her klokken 18 er der stadig 27° udenfor.

24, næsten 25

Det er ikke min alder, jeg taler om i overskriften – heldigvis da – for godt nok er det på visse (ganske, ganske få) punkter irriterende at være næsten 40 år mere end 24 år, men i det store og hele vil jeg ikke bytte. Faktisk slet og overhovedet ikke. Livet er meget nemmere at overkomme nu, og havde jeg vidst det var så skønt at være pensionist/efterlønner, var jeg aldrig begyndt at arbejde.
Hvilket naturligvis er et paradoks. Jeg var bevidst arbejdsløs fra 12 dage før Charlottes fødsel til hun var 13 måneder, ellers har jeg aldrig prøvet at være uden et lønnet arbejde. Barselsorloven var dengang 12 uger, hvilket var totalt uacceptabelt for mig, så jeg takkede nej til den tilbudte fastansættelse på Hvidovre Hospital, hvor jeg var vikar. Da C var et halvt år, forlod jeg hendes far. Da hun var et år, søgte jeg atter ind på arbejdsmarkedet, og da hun var 13 måneder, var jeg i arbejde på Københavns Universitet i et 12-ugers (ja, de var jo altså ikke længere dengang) barselsvikariat, som ledte mig direkte videre til den arbejdsplads, jeg havde de næste 35 år.
Var det nemmere dengang, eller har jeg bare været heldig?

Næh, ikke leveår, men mikroplastfrie karklude. Jeg er næsten færdig med nummer 25. De er stadig IndimellemDeMereUdfordrende-arbejder; ellers bliver strikke/hæklelivet vist lige en tand for kedeligt. Karkludene jeg lavede og gav til Malle, var efter ønske holdt i jordfarver eller i beige, men til eget brug har jeg ikke noget imod lidt spræl i hverdagen.
Det lidt sjovere (inden for strikkeriet) er for tiden min anden udgave af Windswept fra Fiddlesticks Knitting. Det er så nemt at strikke, at man tror det er løgn, selv om det ser kompliceret ud. Jeg kunne godt have det som bilstrikketøj, og det må komme an på en prøve om det også er tv-strikketøj … det afhænger nok af, hvad jeg ser. Det værste bliver kanten hele vejen rundt – ikke fordi den er svær, men fordi der skal strikkes omkring 100 ens spidser.
Nå. Det skotske sjal havde 140, så dette overlever jeg vel også, især når resultatet bliver så pænt, som jeg synes det gør.
Det første var lidt mørkt, denne gang bliver det næsten helt hvidt.

Det småregner. Jeg havde lige hængt vasketøj ud, da det begyndte … irriterende, altså, men nu får det lov at hænge – det bliver vel tørvejr igen.
Der er dømt strikkesøndag resten af dagen.

23 down – 117 to go

Der strikkes spidser. Mange spidser. 140 spidser skal der til – 35 på hver side af sjalet. Eneste fordel er, at jeg efter den tiende spids kan dem i søvne. Efter 50 drømmer jeg om dem om natten, og inden jeg er helt færdig, er drømmen nærmere et mareridt. Det er det, der hedder en spidsbelastning …  og jeg overdriver kun lidt …

Fronten nærmer sig og ligner mere og mere et rigtigt uvejr, når man kigger på DMI’s radar. Klokken henholdsvis 13:50 og 14:20 så det således ud, og med den aktuelle vindretning ser det ud som om det har retning mod Den Stråtækte, så mon ikke den står på spidsstrikning og tordenvejrshygge resten af eftermiddagen? Plus et enkelt Murdoch-mysterium.
I formiddags, mens vi holdt pause på øverste terrasse, gik det pludselig op for mig, at det var noget nær det perfekteste cykelvejr: Meget lidt vind og en sol, der ikke bagte voldsomt ned, men var lidt diset i sit udtryk.
John var med på ideen med at cykle ud på Jungshoved en tur, men vi nåede ikke længere end til garagen.
En af os havde nemlig glemt at sætte batterierne til opladning efter sidste cykeltur, så en anden af os blev en anelse vrissen. Den anden af os kunne selvfølgelig bare have tjekket, men det er i så høj grad blevet den enes ansvar, at den anden bare regner med, at det bliver gjort, og man går jo normalt ikke og tjekker, om pligterne passes.

Pausen, vi holdt, var en velfortjent en af slagsen efter at have ryddet lidt ud i vildnisset bag den forhenværende modeljernbane. Det gjorde jeg også sidste år, men noget har jeg overset, for da jeg begyndte at pille i de efterhånden lidt for omfangsrige puder af lavt bjørnegræs, afsløredes der en række sten, jeg ikke har set før. Bjørnegræsset er såmænd pænt nok, men som alt andet kan også det tage overhånd, og jeg er ikke bange for at tage for meget; det har alt for godt fat til at være i fare for at gå ud, og når Finn nu har haft ulejligheden med at sætte stenene så fint, kan vi lige så godt nyde synet af dem.