Hos Mommer

27. september 2020

Black Friday

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

Fredag morgen skulle jeg afsted lidt i klokken ni for at samle Ditte op på samkøringspladsen ved Sorø. Vi skulle til webstrikfestival i Esbjerg og kunne lige så godt nøjes med at køre i én bil.
Det regnede. Det regnede temmelig kraftigt, så jeg kunne ikke ræse afsted, men gps’en sagde, at jeg havde 10 minutter ekstra at løbe på.
Vinduesviskerne havde ikke været brugt i laaang tid, for hvis det regner, venter jeg bare med at køre ud for at handle … hvorfor køre i regnvejr, når man selv kan bestemme? Men det betød altså, at viskerne larmede som bare … den der fræsende lyd henover ruden, som nok alle bilejere kender, og som er en yderst irriterende lyd. Den blev bare ved og ved og var ved at drive mig til vanvid, men jeg kunne ikke gøre noget ved det på det tidspunkt.
Det viste sig at være heldigt, at jeg havde den ekstra tid, for bilen var tørstig, så jeg var nødt til at tanke, inden jeg mødte Ditte. Dammit. Hvorfor så jeg ikke det i går? Fjols.
Jeg kørte ind på en tankstation – og kunne ikke få benzindækslet af! Mere dammit. Jeg er så privilegeret, at jeg normalt bare siger til John, at min bil er sulten, så tanker han den op for mig, men jeg har da for pokker selv prøvet at tanke, hvor det ikke voldte problemer. Jeg prøvede uden nøgle og jeg prøvede med nøgle, men det forbaskede dæksel kørte bare rundt, så jeg var nødt til at kapitulere og ringe til John for at klage min nød.
I samme øjeblik jeg havde fortalt om problemet, kunne jeg løfte benzindækslet af. Jeg takkede John for den telepatiske hjælp, genindlæste mit betalingskort, fordi jeg havde været for længe om at komme i gang, og fik langt om længe tanket op.
Så kunne jeg ikke få nøglen ud af dækslet! MEGET mere dammit. Det tog dog heldigvis kun 30 paniske sekunder, så fik jeg nøglen ud.
Og ankom til mødestedet præcis kl. 10:00! Kørte måske en halv anelse hurtigere end helt forsvarligt i den kraftige regn, men jeg hader at komme for sent til en aftale.
Da vi skulle køre videre, gik der noget galt, fordi gps’en ikke kendte en ny vej (og fordi jeg i indstillingerne har forbudt den at bede mig om at “make a U-turn, if possible”), så den ledte os af nogle besynderlige bittesmå og snoede veje for at få gelejdet os ud på motorvejen. En kæmpestor lastbil foran os må have haft samme fjollede gps, og derudover turde han ikke køre over 20 km/t på de smalle veje, så det gik særdeles langsommeligt. Langt om længe fik han mulighed for at køre ind til siden for at lade os komme forbi, og efter yderligere fem minutters sydsjællandsk sightseeing kunne vi fange motorvejen ved afkørsel 38 i stedet for 37.
Det bliver en meget meget lang dag, dette her, tænkte jeg.

Klokken halvotte samme fredag morgen havde jeg meldt min bil til Pay by Plate og fik den besked, at bl.a. over Storebælt ville det virke 20 minutter efter tilmelding, mens det ville tage 24 timer for fx Øresundsbroen.
 Pyt. Jeg skulle jo netop kun over Storebælt, men som jeg sagde til Ditte, at som den dag var begyndt for mig, så skulle det på ingen måde forbavse mig, hvis det ikke virkede med bare at køre igennem betalingsanlægget.
Det gjorde det dog, og som ved et mirakel holdt vinduesviskerne i samme øjeblik op med at larme som et tordenvejr.
Den sorte fredag lysnede en smule, og inden vi nåede over Fyn, var det holdt op med at regne.
Den sorte fredag var overstået.
Resten af weekenden gik med strik, snak, afstandtagningsoverholdelse i videst muligt omfang, ingen gensynsknus og, viste det sig, glæde over, at vi kun var 32, der havde valgt at melde sig til i år, fordi vi havde været nødt til at sende nogen hjem, hvis vi havde været >50.

19. august 2020

Uden regn ingen regnbue. Eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , , ,

Det var ligegyldigt, hvor eller hos hvem man kiggede på FB i aftes, så kunne man fornemme de tilfredse suk over det meste af landet. Overalt frydede man sig over regnen, men kom der noget hos os? Ikke engang en enkelt dråbe kunne det blive til, og vi trænger lige så meget som de andre.
Vores genboer kiggede forbi ved 18-tiden og spurgte om vi havde det godt, for det var længe siden de havde set os. Det var der en forklaring på, og den fik de over et glas hvidvin. RegnbuenDe havde deres børn og børnebørn på besøg samtidig med, at vi havde vores. Normalt låner Charlotte og Tim parkeringsplads oppe ved siden af deres garage, når de kommer i bil, men vi troede ikke det kunne lade sig gøre i år pga. deres egne gæster.
Det kunne det dog godt … deres datter og svigersøn har lige købt en Jaguar, og genboerne havde det ret fedt med tanken om, at der skulle holde både en Jaguar og en Bentley foran deres hus, så jo, selvfølgelig skulle C & T bare sætte deres bil der – der var lige netop plads nok.
Mens vi sad og opdaterede hinanden på vores besøg og om vores alle sammens fortræffelige børn og børnebørn, kom buddet fra Den Grønne Asparges. Stærkt forsinket (18:50), men vi var blevet advaret om, at de først ville komme deromkring i dag.
Til gengæld havde jeg ikke taget højde for, at det kun passer med to af de fire dage, som der er til i kassen, fordi vi enten har gæster eller selv skal ud to-fr-lø, så vi spurgte, om ikke de blev og spiste, for så kunne vi få gjort kål på to af dagene på én gang.
Det var da i orden, syntes de, og hun og jeg kastede os i skøn samdrægtighed over det, der nærmest blev til en hel buffet. Vi havde ikke arbejdet sammen før, men det gik som en leg, og selv om der var en del at lave, havde vi det hele klar i løbet af 50 minutter. Maden smagte glimrende, og som altid, når man i løbet af nulkommafem får arrangeret en så impulsiv sammenkomst, blev det smadderhyggeligt. Hun hentede lidt dessert i deres fryser, så alt i alt blev det til en finere middag.

Tæppet på billedet er til Røde Kors – et af dem som har været sjove at strikke, og plantefarvegarnsglorien blev pudset ved samme lejlighed.
Jeg kalder det regnbuen, og med lidt god vilje synes jeg godt, det kan ligne en sådan.
En anden glorie blev også pudset – det er lige før jeg segner under alt det blanke metal … 
ChilimarmeladeI formiddags lavede jeg chilimarmelade (the best ever!) og en rygende stærk chilipasta; efter frokost satte jeg fem henkogningsglas over med tomater og krydderurter, samt en lille bradepande med tomater, der skal tørre.
Selv om dette er rent blær, så lad alligevel være med at være imponerede – jeg kan fortælle, at tomaterne kun tog 40 minutter at forberede fra start til slut, så det er altså ikke det store arbejde, der ligger i al dette lækre vinterforråd, men jeg har fået brugt næsten alle de mange kilo tomater, så jeg er glad.

5. august 2020

Min datter kan stadig overraske mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:17
Tags: , ,

Mens Tim og Aubrey var ude med kajakkerne i formiddags, sad Charlotte og Anna oppe i shelteret og hyggede sig, mens jeg lige fik ordnet nogle tomater til henkogning og lavet en stor portion pesto, så de kan få noget med hjem fra mit basilikumtræ.
Jeg gjorde dem selskab og satte mig over for Charlotte.
– Godt. Nu sidder du ned, mor. Hold også lige fast i armlænet, for nu får du en overraskende meddelelse.
Jeg frygtede det værste – jeg ved såmænd ikke hvad jeg frygtede, bare det uspecifikke værste, for tonefaldet var alvorligt. På den anden side, så sad Anna der jo, så hvis det virkelig var noget slemt, ville C nok have valgt et tidspunkt, hvor vi var alene.
Tonefaldet var da også kun alvorligt, fordi hun ville se mit ansigtsudtryk, da hun spurgte, om jeg ikke lige ville lære hende at strikke, inden de skal hjem.
– Strikke!? Dig???!!! Du har da altid holdt meget fast i, at det ville du ALDRIG fatte interesse for. Du har skrædderiet og du har dine broderier til aftensyslerierne. Siger du …
– Ja, men jeg kan jo ikke bruge alle de broderier – jeg kan ikke plastre husets vægge til med dem, og jeg har det lige som dig: Jeg kan ikke bare sidde inaktivt hen om aftenen, og jeg gider ikke læse altid, når jeg holder fri. Mine hænder skal have noget at beskæftige sig med.

P1020305

Æblet faldt åbenbart alligevel ikke så langt fra stammen, og som en på Instagram fluks kommenterede, så er det bedre sent end aldrig.
Jeg fandt garn og pinde frem, og så gik vi ellers i gang. Naturligvis først med at slå masker op, skarpt forfulgt af seks pinde med retstrikning, efterfulgt af at lære vrangmasker, så hun også kan strikke glatstrikning.
Mere nåede vi ikke på de tre kvarter vi havde, inden de skulle afsted til København for at besøge en af C’s gamle veninder, men vi har både i morgen og fredag inden de skal hjemover igen, og da ‘barnet’ hurtigt viste sig at være lidt af et naturtalent, når hun langt nok til at kunne lave strikkeprøver uden min supervision.
Det, hun i virkeligheden gerne vil strikke, er vintagebluser og –cardigans som de så ud i 1940’erne, hvilket nok ikke ligefrem overraskede mig. Jeg måtte dog fortælle hende, at det sommetider indebærer strik, der måske ikke lige er for begyndere, men det havde hun gennemskuet, så hun har tænkt sig at bruge tiden frem til efterårsferien (hvor vi skal være sammen i en uge igen, om Corona vil) med at strikke prøver med forskellige teknikker og hul- og flettemønstre, samt prøve forskellige garner af, for jeg serverede også et mindre foredrag om hvor forskelligt de forskellige garner opfører sig og kan være nemmere eller vanskeligere at arbejde med.
Typisk for Charlotte, som sjældent gør noget halvt, og som også via skrædderiet har lært, at man ikke bliver verdensmester i noget som helst på kort tid, så vil hun hellere bruge to måneder på at øve sig således, at når hun for alvor går i gang med en bluse, så bliver resultatet pænt at se på, fordi hun har brugt tid på at lære at strikke så jævnt, som det kan lade sig gøre. Hun vil aldrig kunne få sig selv til at gå med noget, der skriger til himlen af amatørarbejde – så hellere bruge lang tid inden alvoren begynder, og alvoren kunne meget vel vise sig at være som billedet her – det er ikke ligefrem et begynderarbejde …

29. juli 2020

Fordrivelse af ventetiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , , ,

P1050043

Englænderne ankommer et eller andet sted mellem kl. 17 og kl. 18, afhængigt af trafikmængden, men der er formentlig ikke lange køer ved grænsen i dag.
Det vil sige, at jeg skal have en hel dag til at gå, præcis som når børn venter på juleaften. Tiden føles alt for lang. Det er næsten fem måneder siden jeg så dem, og de har ikke været i Danmark siden jul. Helt uhørt lang tid i forhold til hvordan det plejer at være.
Huset er rengjort, gæsteværelserne står parat, lammekødet ligger og hygger sig i sous viden, tzatzikien og agurkesalaten er lavet, der er friske blomster i vaserne, og der er købt ind til i hvert fald 3-4 dage, så jeg ikke skal tænke på den slags irriterende trivialiteter. Med andre ord: Jeg er totalt klar, og der er stadig lææænge til de er fremme ved målet.
Drivhuset har undergået dagens nuslen og puslen.
Bøftomaterne har griffelråd (åbenbart et tegn på kalkmangel – jeg skal ikke bruge regnvand til tomaterne, kan jeg konkludere ud fra litteraturen om det) på de to første tomater der kom, men resten af de i alt kun 23 ser fine ud. 23 frugter er bare alt for sølle præsteret for den store plantes vedkommende, så det var nok både første og sidste gang der står bøftomater i Ellens drivhus.

Til Stribe

Sweateren til Søren er strikket færdig, men jeg mangler alt sy-, klippe- og monteringsarbejde, plus at strikke halskanten, og da alt dette vil tage mere end en dag, får den lov at ligge til familien er taget retur til England.
I går brugte jeg et par timer på at lave garnnøgler til en Stribe fra Conraddesign. Opskriften siger 12 farver, men hvorfor nøjes med det?
Den slags opskrifter er perfekte til, når man, som jeg, stort set aldrig har mere end to nøgler i præcis samme farve. Det er i øvrigt meget sjovere at strikke større ting, når man hele tiden skal skifte farve.

Det blæser som var det en efterårsdag, så det er ikke særlig interessant at opholde sig udendørs – jeg håber sandelig, at det aftager, for jeg har booket to kajakker, som Tim og Aubrey skal hente hertil, så de kan hygge sig i nogle dage med at udforske Præstø Fjord. Hvis det blæser som i dag, vil det være for svært og også direkte farligt for dem at få dem padlet hjem til Den Stråtækte helt ude fra Roneklint.

P1050050

P1050051

Jeg holder så meget af farven på min ægte mandstro. Humlebierne holder så meget af mandstro. Ren win-win.
Jeg har både ægte mandstro og russisk mandstro. Jeg burde være blevet mistænksom, da jeg så navnet på den sidste i planteskolen, men jeg tænkte ikke hurtigt nok og opdagede derfor først for sent, at jeg skulle have ladet den blive på planteskolen. Russisk esdragon er nemlig ikke en pind værd som krydderurt, og det viste sig, at russisk mandstro er en lidt kedelig og bleg efterligning af ægte mandstro, så jeg skal huske at gå uden om planter, der hedder noget med ‘russisk’ til fornavn.

11. juli 2020

Det lykkedes ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags: , ,

Hvordan den kvinde i plantefarvningsgruppen havde fået den flotte røde farve ved at bruge umodne nedfaldskastanjer, går over min forstand. Jeg har, så vidt jeg ved, gjort som hun beskrev, men resultatet blev kedeligt, synes jeg. Til højre på naturfarvet garn; til venstre på gråt garn. Nydeligt, hvis man er til kameluld … det er jeg bare ikke.
Så kunne det også være ligemeget. Jeg kastede mig i stedet over en omgang cochenillefarvning. Det var vist de mest potente skjoldlus, jeg har farvet med. 25 gram af dem klarede at farve godt 1,4 kilo garn. Farven blev svagere og svagere, selvfølgelig, men blev alt i alt lige præcis hvad jeg gik efter, nemlig til et sjal i tone-i-tone-nuancer, hvortil jeg købte farvegarn og opskrift da jeg besøgte G-uld i Ravning.
Det var godt, at noget lykkedes for mig, og det kameluldslignende garn kan vel altid bruges til et par sokker eller herre-hjemmesko.

Umodne kastanjerP1020139

Krapfarvet garn til mønsterfarveNu klør det i fingrene for at komme i gang med det sjal, men jeg er også startet på en sweater til i samme stil som den jeg strikkede til John. Det bliver den tredje, for jeg strikkede en til mig selv bagefter, med kun krapfarvet garn til mønsterfarven og uden mandelynlåsen ved halsåbningen. Da lillebror Søren så Johns udgave, var han ægte imponeret og vist en anelse misundelig, så jeg besluttede mig for at strikke en til ham og er godt i gang med den. Han ved det bare ikke endnu.
Heldigvis kan jeg godt tillade mig at begynde på sjalet, for det er et godt bilstrikketøj; det er sweateren ikke, fordi jeg har en million farver i gang. Mindst …
Holdnuop, hvor er det garn længe om at tørre …

Aftenidyl på Præstø Fjord

Det er stadig ikke det bedste sommervejr, men forleden aften nød vi en stille stund efter al den megen irriterende blæst.
To både lå for svaj inde i rundingen ved Hollænderskoven, hvor de fleste vælger at lægge sig, fordi der ofte er mindst vind her.
Det så meget idyllisk ud i solnedgangens milde farver.
I dag blæser det lidt igen, men det er da i det mindste blevet lunere, selv om vi mangler noget endnu inden det kommer til at minde om rigtigt sommerferievejr. Det er lidt synd for dem, der holder ferie nu … jeg er selv lidt ligeglad, for vi skal ikke noget. Vi skal slet ikke noget …
Vi ville ellers have taget bare et par overnatninger og dertil have fundet en hyggelig kro et eller andet sted i landet, men ingen af dem, vi havde lyst til at bo på, havde noget ledigt, så det tyder forhåbentlig på, at de er ved at indhente nogle af de under nedlukningen mistede indtægter.
Der indløb en mail med et tilbud fra Christies i Sdr. Hostrup om, at de lige havde fået et større afbud med 11 ledige værelser til følge. Et værelse + en 5-retters menu samt morgenmad til 595 kroner pr. næse – det gad vi godt, men de 11 værelser blev revet væk – jeg nåede det i hvert fald ikke, desværre.
Så vi skal ikke noget – andet end eventuelle dagsudflugter.
Vi kan bare glæde os til englænderne kommer primo august, hvilket vi så sandelig også i høj grad gør. Til den tid vil det være fem måneder siden vi har set dem – en kedelig rekord, som vi ikke håber bliver gentaget.

6. maj 2020

Den blev heeelt færdig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:47
Tags:

Endelig. Sweateren har ligget færdigstrikket et par uger, men jeg skulle åbenbart tage mig voldsomt sammen for at få monteringsarbejdet overstået. Det tager det meste af en dag, når jeg regner strikningen af kraven med, for den kan jeg ikke strikke før jeg har syet rundt om halsen og klippet det af, der skal væk for at få den rigtige runding.
Lynlåsen skulle sys i – helst nogenlunde pænt, og det er svært. Synes jeg. Der er givetvis andre, der ikke regner det for noget særligt, men for mig er det sværere at få pænt i strik end i stof.
Så skulle der sys og klippes til ærmegab, ærmerne maskinsys i sømmen, klippes op og sys sammen igen – denne gang med garnet, jeg strikkede af.
Kraven blev strikket, bukket dobbelt, syet til opslagskanten og til slut syede jeg ærmerne i. Det er ikke ligefrem arbejde jeg synes er skingrende morsomt, men eftersom der ikke kommer en lille, venlig fe og gør det for mig, er der ikke rigtig nogen vej udenom. 
Den blev vasket, centrifugeret og lagt til tørre. 
Og nu er den færdig. Heeeelt færdig.

Johns sweaterJohns sweater

Ja, ærmerne er lidt for lange, men det var et ønske fra John, så sådan blev det.
Nej, lynlåsen tager ikke kraven med, men det var også et ønske fra John. Han hader at have noget siddende stramt om halsen. Efter et langt liv med obligatorisk slips de fleste af ugens dage, er han lykkelig for at være fri for det. (Han har muligvis også fået lidt mere hals siden dengang, men det siger jeg ikke noget om til ham. Han ved det nok også godt selv.)
John er 100 % tilfreds med udfaldet og glæder sig til at kunne bruge den – det er efterhånden lige varmt nok, men en kølig aften på terrassen skulle vel nok gøre det muligt at indvie den på passende vis.
Hvis bare jeg kunne få den fe til at komme, strikkede jeg hjertens gerne en til, men denne gang til mig selv. Jeg har lige farvet masser af garn i forskellige nuancer af kraprød – det ville blive rigtig fint med dem sammen med den koksgrå, næsten sorte farve, jeg har brugt her.

3. april 2020

For lidt og for meget …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Den 30. marts stod vandet en del højere end normalt.
I dag er det blæst ud af fjorden igen. Man føler sig helt hensat til sydengelske/cornwallske kyster med deres kraftige tidevand – bortset fra tidsintervallet mellem flod og ebbe, som ikke helt overholder den internationale standard her hos os.

Flod i Præstø FjordEbbe i Præstø Fjord

Drivhuset skrider langsomt frem. Vi var alle tre med i morges for at holde, så ikke den desværre stadigt kraftige vind vred for meget i rammerne. Heldigvis havde den aftaget en lille smule, men ikke nok til, at Jørgen følte sig helt tryg. Det gik dog uden uheld, og da rammen først var solidt forankret, kunne der ikke ske noget – og så tog vinden naturligvis yderligere en smule af …
Det har ikke regnet, så mændene har været flittige hele dagen, men det har drillet dem temmelig meget, så det bliver ikke færdigt til at lege med til denne weekend. Jeg tror, Jørgen bander lidt, men han er så venlig at holde det for sig selv, selv om jeg er ret sikker på, at han havde satset på at være færdig i dag, men det kommer til at stå som vist her til på mandag, hvor han vil prøve at finde tid til at komme – han er en travl mand, så han har andre aftaler, men i værste fald ville han gøre det færdigt i påsken – han har fuld forståelse for, at jeg er utålmodig, og han havde jo lovet mig det til 1. april.

P1010229

Kristine troede vist, at grunden til min kedsomhed var fordi jeg var løbet tør for strikkeideer, men det tror jeg aldrig vil ske. Ideer og kommende projekter har jeg så mange af, at jeg aldrig får tid nok til at føre dem alle ud i livet, men, som jeg skrev til hende, hverken kan eller vil jeg sidde og strikke hele dagen og aftenen. Variation i livet dagene må der til – også i disse triste coronatider.
Seneste påhit er en plantefarvningsafart af en kendt sweater – faktisk Johns yndlingssweater, som han har to af. Ikke to helt ens, men de ligner hinanden meget. Jeg fik en ide om, at det kunne være sjovt at strikke en til ham i en koksgrå bundfarve og med masser af forskellige plantefarver til mønstret. Min søde mand er ikke bange for farver, i hvert fald ikke, når der er en neutral bundfarve, så han var fluks med på ideen.

Islænder P1010203

imageIde til venstre – projekt til højre. Der er bevidst kun to pinde mellem mønsterfarverne. Skal der være fire som på originalen, har jeg ikke mørkt garn nok, men John er meget tilfreds og glæder sig til sin one of a kind-sweater. Det er med 100 % stats- og Ellengaranti, at der aldrig nogensinde vil blive strikket en sweater helt mage til – hverken af mig eller andre. Der vil kunne forekomme efterligninger, men ikke en eksakt kopi.
Jeg er også i gang med min egen farveversion af Søster Elise, mit fjerde Kaleidoskopsjal, og endelig Røde Kors-nørkleriet, så på strikkefronten keder jeg mig skam på ingen måde.

30. marts 2020

Højvande m.m.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:16
Tags: ,

Man havde varslet en vandstand på op til 1½ meter over normalen ved de østvendte kyster. Så galt gik det ikke; det endte med godt en meter over, men det er rigeligt til at være meget synligt, når der er så fladt som her ved os. Både denne og andre marker, hvor gæs, ænder og viber har reder, blev næsten helt oversvømmet. Hvor længe kan æg holde til at ligge i koldt vand? Vel næppe i så mange timer, som dette tog – om overhovedet. Kan der komme ilt ind til fostret, hvis ægget er under vand? Hvor længe er det om at dø af kulde? Jeg håber på, at det var så tidligt i ynglesæsonen, at de lægger et nyt hold æg – jeg synes især det er synd for viben, som er den fugl jeg holder mest af at følge i den tid de opholder sig her hos os. Vibens kald minder mig om foråret på gården, når vi gik ude i markerne og samlede sten. Ganske som også lærkens sang omgående sender mig mentalt tilbage til svundne tider, men den har vi ikke i hørbar afstand fra vores hus; vi skal nogle få kilometer væk for at høre den.

P1010160

Alt vandet nede under den røde streg er normalt græseng, så der er desværre nok gået adskillige æg til.

P1010163P1010165

Da jeg i går kørte til Præstø for at handle, overså jeg, at skiltet med “Vand på vejen” var låst op. Det sidder normalt sammenfoldet og ‘hængelåst’. Når vejen oversvømmes, hvilket ikke sjældent sker, folder nøgleindehaveren skiltet ud, men det er så lille, at det helt bogstaveligt er til at overse.
Herover er det vejen forbi Nysø set fra hhv. nord og syd. Foran mig var der lige kørt en igennem, da jeg stoppede for at fotografere, men det var en noget større bil end min lille Citigo. Jeg kørte derfor ikke igennem, men vendte bilen og tog den fornødne omvej … skulle ikke nyde noget af at sidde og blomstre midt på vandvejen.

 P1010171

Nogle af hegnspælene til elhegnet kan med lidt god vilje netop anes ved de to forreste rækker hvide skumtoppe på bølgerne. Det er vist godt, at strømmen endnu ikke er tilsluttet …

Soumak - Rowan 

Når det bliver for koldt til havearbejdet, kan man strikke. Nogle kan … jeg kan … John får lagt en del puslespil … jeg er blevet færdig med Soumak.
To meter tørklæde/sjal lavet udelukkende af hjemmefarvede garner. Det er en rigtig god fornemmelse, selv om det desværre ikke gjorde noget nævneværdigt indhug i lageret: Sølle 349 gram gik der til alt dette. Jeg må hellere lave et til. Har faktisk lyst til at lave endnu et, men jeg kan ikke selv bruge to! Skulle jeg mon være så heldig, at der er en derude, der har lyst til at eje dette eller et næsten tilsvsvarende maxitørklæde?

19. marts 2020

Ak, ak, gak og Soumak

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:24
Tags: ,

Vi er inde i den anden uge af den enestående (og det er så ikke specielt positivt ment …) situation, hele verden befinder sig i.
Min yngste søster og svoger sidder i Brasilien og venter på at komme hjem. De var i Argentina og fik besked på at komme ud af landet og ind i Brasilien ASAP, for Argentina lukkede ned lige om lidt. Der er også kommet restriktioner i Brasilien, men herfra skulle de kunne komme hjem snart. De er i daglig kontakt med deres rejsekonsulent og virker ikke bekymrede.
I Charlottes lille landsby har nogen på eget initiativ nedsat en emergency committee. C kaldte den a disastrous committee, men det faldt ikke i god jord. Hun er i hovedet ved at sammensætte en mail, som hun vil sende til dem i landsbyen, hvis mailadresse hun kender, for den selvbestaltede gruppe er gået over stregen og skaber mere panik end det modsatte.
“Jeg vil bede om dine forældres telefonnummer, så jeg kan kontakte dem, hvis I alle fire skulle blive syge.”
“De bor i Danmark, som du udmærket ved. Hvad vil du have, de skal gøre? De kan ikke komme herover, og jeg vil heller ikke have dem herover, hvis vi er syge. Vi dør vel sagtens ikke alle fire sådan lige på en gang, så jeg skal nok selv tale med dem i givet fald … faktisk vil jeg helst ikke have, at I kontakter mine forældre under nogen omstændigheder.”

“Vi har sagt til folk i landsbyen, at de ikke må lufte deres hunde.”
Hvad har I??? Det er da aldeles fjollet. Selvfølgelig skal folk da lufte deres hunde.”
Der var mere i samme stil. Charlotte, som normalt ikke har svært ved at beherske sig, måtte tage et godt tag i sig selv, og nu overvejer hun at mane til både besindelse og fornuft. De ældre i landsbyen blev ikke spor beroliget af dette tiltag – tværtimod.

Jeg har tænkt på, hvordan det skal gå, når alarmberedskabet bliver holdt i live 24/7. Vi bliver bombarderet med information, hvilket i og for sig er i orden, og så alligevel ikke, for der bliver altså vadet for meget rundt i det. Dronningens tale var god, men inden den blev sendt, skulle vi høre meget om hvad hun kunne tænkes at sige, og bagefter blev den dissekeret ud til den sidste præposition.
Jeg tror godt, vi forstod hvad hun sagde.
Jeg gider heller ikke se og høre på et ægtepar fra Holstebro, der har forfærdelig ondt af sig selv, fordi de ikke kan se deres børnebørn. Den situation er langt, langt de fleste i – sådan er det bare lige nu.
Vi bliver mere og mere indskrænkede, tøhø, og det er også i orden, selv om jeg synes logikken halter lidt imellem. Det hele er kun lige begyndt. Vores sind og kroppe er ikke skabt til at være i konstant alarmberedskab i mange uger. Jeg kan godt frygte, at om ikke så længe har man vænnet sig til denne usædvanlige situation og derfor begynder at slække på forsigtigheden, hvis det først kulminerer om 4-6 uger, som nogle regner med … tanken er ikke rar.
Der er dog stadig nogle, der ikke har fattet en pind. I dag i Meny, hvor der næsten ingen kunder var, og vi få overholdt så fint de opsatte afstandsmærker, kom der, mens jeg stod og fik klaret betalingen, en mand i trediverne og placerede sig tungt åndende og klos op ad mig og ville betale for et eller andet. Med kontanter i hånden. Jeg hvæsede til ham, at han da for pokker godt lige kunne tage og holde den angivne afstand, men han gloede bare på mig, og han flyttede sig ikke. Fjols.
Mange unge har det seneste års tid talt meget om forældregenerationens mangel på ansvarlighed i forbindelse med klimakrisen. Jeg synes ikke de har så meget at have det i, da en del af dem udviser en alarmerende uansvarlighed ved at ignorere anbefalinger/påbud.

Soumak

Hvorfor jeg skrev Soumak i overskriften? Det hedder det sjal/tørklæde, jeg har masser af tid til at strikke på. Det er fra et Rowanhæfte, og det er perfekt til alt mit plantefarvede garn.
Opskriften sagde 10 farver og jeg sagde pffft – hvorfor dog nøjes med 10? Indtil videre, hvor jeg er omkring halvt færdig, har jeg omkring 20 farver i spil. 
Bagsiden er næsten pænere end forsiden … men det er tydeligere når man ser det i virkeligheden.

SoumakSoumak

26. februar 2020

En rørende fortælling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:22
Tags: ,

Dukken LivEn af lederne af Røde Kors’ præstøafdeling var sidste efterår i Afrika. Jeg ved ikke hvor og jeg kender heller ikke den præcise årsag, hvilket heller ikke er vigtigt i denne sammenhæng, men det var naturligvis noget med at besøge et kriseramt område. Hun havde medbragt en snes eksemplarer af dukken Liv, som der ligger opskrift til på vores medlemsdel af RK-hjemmesiden. En dukke, jeg i hvert fald ikke havde tænkt mig at lave nogen af, for jeg bryder mig egentlig ikke om den.
Indtil Annelise fortalte om reaktionen på de dukker, der var blevet delt ud.
Delt ud til børn, der intet legetøj havde.
Deres øjne havde strålet og de havde taget om dukken og holdt den som om det var deres eget lille, nyfødte barn. De havde nuslet og puslet og kurret og sagt nååårrrhhh – eller tilsvarende hvad man nu end måtte sige i den del af verden.
De dukker var blevet knuselsket fra det første sekund de blev lagt i et lille barns arme. Måske en pige, men jeg ved det ikke – i sådanne tilfælde er det sikkert lidt ligemeget hvilket køn modtageren har – drenge kan jo sagtens lege med bamser.
Den Røde Kors-delegerede kunne have udleveret 100 dukker eller flere og var meget ked af, at hun kun havde omkring 20.
Det havde været så uendelig rørende at se disse børns reaktioner på denne lille, grimme, strikkede dukke.
Røde Kors er begyndt at lægge en af dem ned i det, de kalder deres babypakker. Måske har babyen ældre søskende, der vil blive glad for dukken, måske ikke, men helt sikkert er det, at den skal nok komme til at glæde et eller andet barn et eller andet sted i vores somme steder rædsomme verden.
En større produktion er derfor efterspurgt nu hos nørklerne, så man kan få masser af dukker til at pakke med i forsyningerne.
En dukke er naturligvis ikke en livsnødvendighed på linje med varmt tøj, men jeg hader, når børn lider nød – på alle måder – så jeg er nu gået i gang med at strikke nogle stykker. Jeg fik næsten selv fugtige øjne af historien fra Afrika, så kan jeg gøre bare en lillebitte smule ved at bruge noget af alt mit garn til at gøre tilværelsen bare en lillebitte smule mere udholdelig for et uskyldigt barn, gør jeg det så hjertens gerne.
Denne første strikkede jeg af plantefarvede rester, men jeg tror det er en bedre ide at lave dem af mere farvestrålende garn, så de næste bliver med pangfarver.

To brødre

Apropos strik, så havde de to brødre taget ens sweatre på i går, da de skulle ned og besøge deres søster. John tilbød at skifte, men Søren mente, at det da kunne være ligemeget.
Jeg sagde, at jeg ikke håbede, det ville foranledige Søster til at efterspørge en til sig selv eller til hendes mand … hvilket faktisk var lige, hvad det gjorde, men jeg havde instrueret mændene i blankt at afvise et eventuelt ønske.
Jeg har strikket fire af dem (disse to + en til Charlotte og en til mig selv), så nu er det slut, er det.
Det var godt, at jeg var så forudseende, men på den anden side er John klog nok til ikke at love noget på mine vegne.

4. februar 2020

En (for)underlig mekanisme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: , , , , ,

Jeg er blevet forkølet. Godt, gammeldags snotforkølet. Ikke influenzaramt, som så mange ynder at fortælle deres omverden, at de er, fordi det lyder lidt bedre end forkølelse. Jeg har ikke feber, bare et hoved fyldt med vat og snot. Det sidste på det stadium, hvor det er nærmest ukontrollabelt, så jeg er nødt til at sidde med en klud under næsen for ikke at både føle mig og syne alt for ulækker.
Det er her, min undren kommer ind i billedet: Hvad er det for en forunderlig fysiologisk mekanisme, der træder i kraft, når man om aftenen kan gå hamrende snottet i seng, men så snart man sover, indstilles den nasale produktion og er ude af drift, lige indtil man vågner igen? For sådan er det jo: Ingen snot hele natten, men efter at have været vågen i mindre end fem minutter er der fuld kraft på igen.
Den funktion måtte meget gerne virke full time for mit vedkommende – jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor ens krop reagerer med alt det snot. Hvad skal det dog til for?

Røde kors-strik

Røde kors-strikJeg er derfor ikke til nørklestrik i dag – vil ikke risikere at smitte de andre. (Og på tirsdag kommer jeg heller ikke, Grethe – da er vi i Sønderjylland Smile )
Jeg har strikket babytæppet færdig herhjemme i stedet for. 1 x 1 meter. Det lyder ikke af så meget, men det tager en rum tid at strikke. De længste rækker omkring midten kunne jeg kun nå 3-4 stykker af på de tre timer tirsdag eftermiddag. Selvfølgelig gik det hurtigt i begyndelsen og slutningen, men de midterste var halvseje at komme igennem. Pyt med det – hvis jeg var mor til en lille, frysende baby, ville jeg blive glad for dette tæppe i ren uld.
Jeg er også glad, for det er den perfekte måde at få strikket en masse plantefarvede garnrester op på. Den sorte farve har Røde Kors leveret.

Samme Røde Kors, som har meldt ud, at de mangler undertrøjer. Det er jeg så gået i gang med. De skal strikkes i bomuldsgarn, så jeg forsynede mig fra præstøafdelingens store lager i tirsdags. Det var jo ellers meningen, at jeg selv ville levere garnet for at få brugt af mit eget store lager, men jeg gør ikke rigtig i bomuldsgarn. Nu strikker jeg nogle undertrøjer, og så går jeg nok i gang med endnu et tæppe som det i dag viste.
Undertrøjerne er heldigvis hurtige at strikke – jeg klarede (næsten) den ene halvdel i løbet af Badehotellet i aftes og en Foyle for lidt siden.
Røde kors-strik

Hverken vejret eller jeg er til andet end at strikke i dag, men i morgen skal vi ud og finde et eller andet passende sted at prøve Johns nye linse af.
Han har vist mig lidt af dens evner. Det er et rigtigt ejendomsmæglerkamera, for han kan sidde i sin stol og fotografere hen mod vores tv tre meter fra ham og få det til at se ud som om vi befinder os i en riddersal på et eller andet slot. Vores køkken ser ud som om det er 100 m2. Så kan man spørge sig selv om (jeg spurgte dog John …) hvorfor det så skulle være bedre til at fotografere nordlys med, men det har noget med linsens blændetal (ned til 2.8) og dermed store lysfølsomhed at gøre.
Vi har bare to nætter i Tromsø om 14 dage, så vi er temmelig spændt på, om vi er heldige nok til at kunne se [nord]lyset. Det er virkelig et sats.

31. januar 2020

Min indre dialog

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

John havde en aftale i dag med nogle gamle kolleger til en gensynsfrokost. Efter mere end 20 år – han var lidt spændt på, hvordan det ville gå, men han er endnu ikke kommet hjem, så det er nok ikke gået helt galt.

P1000681Jeg benyttede mig af lejligheden til at tage til AOHs messe i Rødovrehallen.
Der var måske ikke ligefrem kaos, da jeg ankom lidt over 10, men det snerpede … jeg kørte ind uden det store håb om, at der skulle være flere pladser, men søreme om ikke jeg så en, som andre enten havde overset pga. bilernes størrelse eller fordi pladsen var for snæver, hvilket den ikke var til mig. Heldigvis har jeg en lille bil, så den passede fint ind der – oven i købet i godt selskab tæt op ad Geilsk.

Hvad skal du nu til håndarbejdsmesse for? Du mangler hverken garn eller stof!
Jeg er da nødt til at se, om der er nogen spændende nyheder …
Du kommer bare hjem med noget, du i virkeligheden ikke har brug for.
Arrhhh … jeg skal nok være standhaftig.
Hmmm …

To timer senere:
Nå. Var du så standhaftig?
Næsten. Jeg købte ikke ret meget. Kun lidt mohair til følgegarn til mit plantefarvede garn. Det var et godt tilbud til under 1/4 af normalprisen.
Og så lidt Manos del Uruguay. Det er verdens bedste garn, ved du nok! Og her fik jeg rabat, fordi jeg købte to fed.
Var det nu også nødvendigt?
Næhhh, måske ikke … og dog … johhh … JO, det var, var det! Absolut nødvendigt.

imageDet skal understreges, at ovenstående er min egen indre dialog. Min søde mand kunne ikke drømme om at stille mig den slags inkvisitoriske spørgsmål.
Han ville heller ikke have så meget at have dem i, fordi han selv benyttede lejligheden til at træffe en aftale i København om at se på en brugt linse. Selv om den er brugt, ville han skulle af med 10 gange så meget, som jeg brugte i dag – hvis han altså besluttede sig for at købe den. Den er perfekt til at fotografere nordlys med, så sådan en kan han naturligvis ikke undvære …

Jeg fik, som skrevet, fat i noget fantastisk Manos-garn, så nu skal jeg til at kaste mig over mit tredje Kaleidoscope-sjal fra Kaosyarn. Jeg købte garn og opskrift af Pia selv, da hun stod på Fiberfolk i Roskilde, og jeg elsker det sjal. Dette bliver det fineste fine af dem alle, fordi det bliver strikket i lacegarn. Det kommer derfor til at tage 100 år at strikke det, men det er forhåbentlig umagen værd, og så har jeg et perfekt bilhåndarbejde til de næste par langture.
Billedet er Pias eget fra hjemmesiden, men jeg håber hun tilgiver mig, når nu jeg reklamerer lidt for hendes fine sjal? Mit eget foto yder ikke sjalet tilstrækkelig retfærdighed.

Desværre (eller måske heldigvis?) var der ikke ret mange stande med patchwork i forhold til, hvad jeg husker fra tidligere år – i stedet var der stande i hobetal med symaskiner af alskens mærker. Jeg plejer ellers altid at finde et nyt og interessant mønster til et eller andet, men altså ikke denne gang.
Så sparede jeg da de penge …

16. januar 2020

Alt i mig skriger NEJ, NEJ, NEIIJ!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:23
Tags:

P1000607Det var en dramatisk overskrift, og jeg er ikke i livsfare eller noget i den retning, men ikke desto mindre er det sandt: Alt i mig skriger NEJ, hver gang jeg skal til det.
Det var sjette gang jeg gjorde det, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde vænner mig til det: At klippe i et strikketøj.
Jeg husker udmærket hvordan jeg havde det første gang. Det var med en anelse ondt i maven. Men heldigvis ikke rystende hænder, for man skal IKKE klippe skævt. Det var en norsk sweater; jeg havde læst mig til, hvordan man skulle gøre og havde naturligvis fulgt det til punkt og prikke, men alligevel var det med angst og bæven jeg klippede, for jeg var sikker på, at nu ville hele skidtet begynde at trævle sig selv op lige om lidt, og adskillige timers spildt arbejde – og garn – ville ligge i en ubrugelig bunke foran mig.
Det gjorde der dog ikke.
Hvorfor gør jeg det så, hvis det er så angstfremkaldende, vil nogle måske spørge, men jeg gør det fordi mønsterstrik er heeelt vildt irriterende at strikke frem og tilbage. Jeg kan godt strikke vrangpinde med to tråde over fingeren, men det er ikke spor sjovt, og jeg synes ikke jeg kan gøre det pænt nok. Derfor strikker jeg et rør på rundpinde, hvorefter jeg på maskine syr to gange rundt om, hvor der skal klippes til ærmerne og evt. til en lynlås eller knapper foran. På den måde skal der kun strikkes ret. Den deraf følgende lige halsrunding (!) klares på lidt samme måde: Ri en kontrasttråd hvor rundingen skal være, sy, klip og saml masker op til kraven.

P1000600

Her er der klippet op til ærmegabene og lynlåsen foran er syet i – det gik søreme også godt denne sjette gang, men sweateren nåede at ligge færdigstrikket i to dage, fordi jeg skulle tage mig temmelig meget sammen til at færdiggøre den. I går skulle det dog være, for jeg ville have den færdig til vores lille smuttur til Hamburg, som starter i morgen tidlig. Bare et par dage, og de bliver ikke så aktive, som vi havde regnet med ved bestillingen, hvor John ikke havde mere ondt i benene end han altid har.
Det er okay; vi har et godt hotel, regner vi med, og lørdag aften står den på en femretters gourmetmiddag, så det kan ikke gå helt galt.
Kan de overhovedet lave gourmetmad i Tyskland? Det kan de vel nok; jeg har sikkert bare ikke været på de rigtige restauranter, men jeg er ret spændt på, hvad de har tænkt sig at servere for os.

Sweateren er færdig, og jeg er heeeelt færdig … for denne gang. Jeg gør det aldrig mere – ikke før næste gang.
Det skal tilføjes, at John er virkelig glad for den; han elsker farverne (typiske mandefarver, ikke sandt?), og han synes den er dejlig let og blød at have på. Det skulle den også gerne være, for den er strikket i ren alpaka, så den er blødere end en barnenumse.
Den er en halv anelse for stram over maven, men han lovede hjertelægen i Roskilde at tabe tre kilo, og når han har gjort det, passer sweateren perfekt!

2. december 2019

Bunken vokser …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: , ,

Bunken af julestrik vokser og garnlageret svinder.
Hvis familien ikke vil have det, så lægger jeg det ned i Røde Kors-butikken, hvor der plejer at være god omsætning i strikkede varer – måske fordi folk ved, at det ikke er brugt tøj? I hvert fald er vinterting som sokker, huer og vanter knap nok blevet lagt ud til salg, før det er væk.

P1000370Jeg var på arbejde for første gang i fredags, hvor jeg nåede at få et pænt indblik i, hvordan butikken fungerer – og jeg må sige, at der er styr på tingene. Det eneste, der irriterer mig en smule er, at de lige lidt for ofte prøver at kapre mig til både helt andre funktioner og til ekstra vagter i butikken. På en måde kan jeg godt forstå det, når nu de åbenbart mangler frivillige (selv om de er 135 i Præstø alene). “Helt andre funktioner” kunne være familienetværket, hvor de fx laver mad og hygger sammen med familier (det er vist nok primært enlige mødre), der på den ene eller den anden måde har brug for støtte og for at ‘netværke’ med andre, og det, må jeg indrømme, er slet ikke noget for mig. Jeg er frygtelig asocial, hvad den slags angår, og jeg har derfor altid haft den dybeste respekt for folk, der har overskud til den form for arbejde.
Næste gang bliver jeg nødt til at fortælle dem rent ud, at med mine 3 timer hos Nørklerne og 3½ time i butikken om ugen yder jeg, hvad jeg er indstillet på at yde, og de skal ikke hele tiden spørge mig om ekstra.
I fredags blev jeg spurgt om jeg kunne være interesseret i sommetider at tage en ekstra tirsdagsvagt, fordi de har en frivillig, der er begyndt at blive dement og dermed ikke er til megen hjælp mere – tværtimod, så kræver det en ekstra person når hun har vagt, men de nænner ikke at fortælle hende, at hun ikke skal komme mere.
Jeg må have set tilstrækkelig skræmt ud, for hende der spurgte mig sagde, at det skulle jeg bare glemme igen …
Det er nemt for mig at sige, når det ikke er mig, der skal fyre damen, men jeg synes, at de er nødt til at være ubarmhjertige og gøre det. Hvis ikke, bliver det i hvert fald uden mig som hendes støttepædagog!

Nå. Det skal nok gå alt sammen. Jeg kunne godt fornemme, at man var glad for at få en, der med det samme forstod, hvordan man betjener pc’en, der bruges til prismærker (og også kunne fortælle hende, der lærte mig op, en fiks lille genvej eller to …), for der blev sagt, at der kun var en lille halv snes af butikkens 35 frivillige, der kunne finde ud af det. Jaja – man er vel en af de yngste … jeg er virkelig kommet blandt it-analfabeter, både i butikken og blandt nørklerne, men det er altid rart at blive anset for at være ‘hende den dygtige, der forstår sig på den slags ting’.

Hvis man finder noget, man selv kunne være interesseret i, og som der endnu ikke er kommet pris på, spørger man en anden, hvad vedkommende synes det skal koste. I mit tilfælde blev Lone tilkaldt, “for hun har forstand på pelse”.
Hun sagde, at capen er sommerhermelin og fra et meget fornemt gammelt københavnsk firma. Jeg var godt klar over begge dele, men prisen?
75 kroner, og så fik jeg en minkkrave, som også lå i rodekassen, med i købet.
Jeg købte det til Charlotte, som i ledige stunder morer sig med at sy vintage tøj fra forskellige perioder. Lidt for sent kom jeg i tanke om, at man jo nærmest bliver lynchet, hvis man i England viser sig i ægte pels.
Jeg må se, hvad hun siger – ellers har jeg en hermelincape og en løs minkkrave jeg nok ikke rigtig kan bruge til noget.
Ideer, anyone?

P1000366

18. november 2019

Vinterbelysningen er på plads

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:25
Tags: ,

Vinterbelysningen er på plads udenfor, og John har købt og monteret en lampe med bevægelsessensor omme ved brændet, så vi kan se hvad vi laver, når vi glemmer at hente brænde, mens det endnu er lyst.
FLASHLHTJeg synes det bliver meget tidligt mørkt, selv om der stadig er over en måned til det begynder at vende. Godt, at strikketøjet er opfundet – ligeledes elektrisk lys, så ikke jeg er nødt til at sidde ved petroleumlampens skær som i de ikke så gode, gamle dage. Eller endnu værre: ved tællelysets skær.
Jeg drillede min gamle far med, at han i sine sidste år var nødt til at have en 100 watts-pære på sin skrivebordslampe.
Jeg sender ham tit en kærlig tanke, fordi jeg er færdig med at grine over den slags – jeg er lidt forskrækket over, hvor meget mere lys jeg allerede har brug for, længe før min far nåede det lysbehovsstadium, hvor jeg befinder mig her som 66-årig.
Hyggebelysning er okay, og jeg nyder det i snakkeøjemed, men skal jeg strikke, læse eller sy – eller såmænd bare lave mad – skal jeg bruge så meget lys, at der ikke er så forfærdelig meget hygge tilbage.
Det er der bare ikke rigtig noget at gøre ved.

P1000317P1000320P1000321P1000322

Den står stadig i strikketingsjulekassens tegn, og efterhånden er der kommet en del ting i den. Herover fire af fem par fingerløse vanter.
Sådanne har jeg ellers altid kun haft et overbærende smil tilovers for … mente, at de ikke ville virke efter hensigten, når det yderste af fingrene ville være uden dækning.
Sådan er det ikke, har jeg fundet ud af, og jeg håber, at familien har fundet ud af det samme, for der kommer nok til at være en del af dem i julekassen, da jeg er blevet ret pjattet med at strikke dem.
Jeg er fjollet, for jeg bilder mig selv ind, at de er meget hurtigere at strikke, når der mangler toppen af hånden og tommelen. Selvfølgelig er de lidt hurtigere, men det er ærlig talt nok ikke særlig meget.
Ulempen ved alt det strikkeri er, at jeg har forfærdelig svært ved at tage mig sammen til at komme ud og få frisk luft. På det punkt har jeg med skam at melde en rygrad som en kålorm, men en del af forklaringen er nok, at jeg ikke gider gå ud bare for at GÅ. Jeg skal helst foretage mig noget fornuftigt, og en gåtur betragtes åbenbart ikke som fornuftig nok ifølge mit indre jeg.
Jeg ville ønske, at jeg holdt mere af at gå. Måske kunne det hjælpe, hvis jeg prøvede at tage en bog med i ørerne, men det har jeg i princippet også været imod, da jeg mener, at når man færdes ude i naturen skal man nyde naturen og ikke andet.
Den holdning holder vist bare ikke, hvis jeg skal tage mig sammen til at vintermotionere.

30. oktober 2019

Så kom den – frosten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:37
Tags: , , ,

Den gik ikke længere. Jeg så på stjernehimlen i aftes og ønskede mig lidt flere skyer, så vi kunne holde nattefrosten væk lidt endnu, men mit ønske blev ikke opfyldt. De fleste af dahliaerne har dog mirakusløst nok overlevet, så det kan kun lige netop have haft sneget sig under frysepunktet.
Jeg vågnede til en af de smukkere solopgange. Da John en lille halv time senere fik øjne, var den stadig lige betagende, og efter yderligere en halv times tid begyndte fjorden at dampe i morgenlyset. Betagende. I virkeligheden … det er svært at gengive på et billede, da det helst skal ses som panorama.
Den første nattefrost 30. oktober 2019

Men smukt var det ikke desto mindre.
Jeg elsker bare at bo her …

Solopgang over Præstø Fjord

Smuk var også den dampende fjord, som ses herunder. Jeg kom først til at tænke på Avalon og derefter på Betty, som jeg bare har SÅ meget respekt for, fordi hun er vinterbader … for mig står det for noget ovenud rædsomt at skulle nedsænke sit luksuslegeme i vand med den temperatur – eller endda koldere.

Den første nattefrost 30. oktober 2019

Disse støvet-grårosa farver forærer mig en glimrende visuel overgang til at vise resultatet af farvningen forleden, hvor jeg – blandt andet – farvede 300 gram af de 400 gram lysegråt garn, som jeg købte, da vi var i Ravning for at besøge g-uld.
Originalgarnet/-farven ses længst til venstre; derefter de tre gradueringer. Forskellen er ikke stor, men den og også farverne er lige præcis som jeg havde forestillet mig, at de skulle være. Nu er der garn til min egen version af Piletørklædet, men jeg har forbudt mig selv at gå i gang, for der mangler stadig ting til julekassen, og jeg ved udmærket hvad der sker, hvis jeg først kaster mig over det halstørklæde.

No4 cochenillefarvet

Billedet af tørklædet er g-ulds, men jeg satser på, at det er i orden at sætte det ind her, når jeg nu har købt både garn og opskrift af dem. Det bliver bare så suuuperblødt, gør det – og jeg er ikke engang uldsart … må hellere til sin tid passe på, at en uldsart person ikke kommer til at røre ved det, for så kunne jeg måske risikere at få en bestilling.
Fordi cochenille ikke behøver en indledende bejdsning og fordi farvebadet helst ikke må overstige 85°, er det farvede garn lige så blødt og lækkert som det ufarvede. Bejdsningen kan sommetider godt gøre det en lille smule hårdere, er min erfaring.

13. oktober 2019

En god tur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:31
Tags: , ,

Ditte opdager simpelthen alle begivenheder, der har med garn og strik at gøre. Jeg var ikke klar over, at mine skyklapper var så store … men det er okay, for hun gør mig opmærksom på det, og så kan jeg jo vælge dem til eller fra.
Til webstrikfestivallen gjorde hun mig opmærksom på Tour de G-uld. Det var selvfølgelig en tur over til Ravning for at se G-uldholdets butik og omgivelser.
Det er ikke G-uldpigerne mere, for Annes mand, Daniel, er gået all in i foretagendet. Hvordan det økonomisk er bygget op, skal jeg ikke kunne sige og er også aldeles ligeglad, men de lagde vægt på, at Anne og Louise ikke længere kaldte sig selv for G-uldpigerne.

P1000055P1000058P1000059

De kan noget med plantefarvning derovre.
Jeg var på et endagskursus hos Anne i august 2017, hvilket var i min garnfarvnings spæde start, men som bekendt ikke mindskede min interesse for det.
Vi – små 40 kvinder – blev samlet op i hhv. København, Roskilde og Sorø og blev så ellers transporteret til Ravning lidt vest for Vejle.
Her blev vi trakteret med en dejlig frokost, vin, kaffe og kage, samt fik serveret historien om dem – hvornår, hvorfor og hvordan. Interessant nok, og jeg synes de er nået meget langt på de kun seks år siden start.
Vi fik sjovt nok også lov til at boltre os i butikken og købe alt det, vi ville …
Der blev gramset på garn i stor stil, og jeg tror, det lille, men voksende, firma havde en god omsætning i går.
Jeg købte ikke noget plantefarvet garn; jeg vil hellere selv farve, men jeg fandt noget lækkert, lysegråt merino, som jeg vil indfarve.

P1000056

Jeg overhørte en lille del af en snak i bussen om en hetz, der var kørt på et finsk livsstilsmagasin, der hedder Laine. Jeg kan ikke finde noget om det på nettet, men Ditte vidste selvfølgelig alt om det … det var noget med, at et eller andet tossehoved fandt på at bebrejde udgiverne, at de ikke brugte andet end ‘hvide’ modeller.
Det bredte sig som en steppebrand (i dette tilfælde på Instagram), som den slags så ofte gør, og blev til en modbydelig hetz. Det er jo så dejligt nemt at være anonym på de sociale medier og derfor alt for nemt at hoppe med på en gyllevogn og lystigt svine andre til.
Jeg står altså fuldstændig af, når jeg hører sådan noget. Hvis Laine var blevet bebrejdet for racistiske udtalelser, var det noget andet, men blive hetzet pga. manglende human farvevariation er da for fjollet og i mine øjne en underlig form for omvendt racisme.
OG … uanset om man er enig i et eller andet eller ej, så er det en skrækkelig uskik at tilsvine andre – det sker også åbenlyst, åbenbart, for Ditte kunne fortælle om en dansker i hendes hjemby med pakistanske rødder (men født i Danmark), som fortalte hvordan folk på gaden kaldte ham for alle mulige rædsomme ting og spurgte hvorfor han ikke bare rejste hjem, hvor han kom fra!
Eller hvordan svært overvægtige af fremmede bliver anmodet direkte om at se at få taget sig sammen til at tabe sig!
Jamen hvad er det da for noget?
Hvad er vi for et samfund, der har individer, der synes det er i orden at opføre sig sådan?
Jeg oplever ikke den slags hernede i vores fredelige del af Sydsjælland – eller også er det igen mine skyklapper, der er rekordstore.

6. oktober 2019

Der er ikke så meget mere at sige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: , ,

Der er ikke så meget mere at sige – i hvert fald har jeg ikke så meget mere at sige, for jeg tror de fleste af mine ord er brugt op i løbet af weekenden.
Og dog … jeg har lyttet lige så meget, som jeg har snakket. Mere, faktisk. Hovedet er fyldt op af opdateringer m.m., og jeg er træt og brugt, men på den go’e måde, for det har naturligvis været lige så hyggeligt som det plejer at være.

Liselund, SlagelseFregatten SjællandFregatten Sjælland

I år var det på Liselund i Slagelse. Et sted, som viste sig at være velegnet til formålet: Vi kunne alle få enkeltværelser; der var masser af plads til både workshops, salg af garn og bøger, foredrag og sofastrikkehygge.
Et sted i parken ligger et ikke specielt charmerende lille træhus. Kuriositeten består i, at det er bygget af træ fra fregatten Sjælland, men ingen har råd til at vedligeholde det, så det står bare og forfalder mere og mere. Der var åbenbart heller ikke råd til at bygge en udvendig trappe … eller også har den været der, men er faldet ned eller fjernet. Træværkets anderledes udseende mellem de to døre kunne tyde på, at dette nok er tilfældet.

StrikkefestivalhyggeStrikkefestivalhyggeStrikkefestivalhygge

Festival er måske er stort ord, når vi ikke er flere, end vi er, men det har denne begivenhed bare heddet fra starten, hvor der vist også var en del flere deltagere, og sådanne navne lader sig ikke lige sådan ændre.
Til gengæld er det jo vældig hyggeligt. Billederne er fra den store dagligstue, hvor der var fire sofagrupper og et spisebord, og således plads nok til, at vi alle kunne sidde der på én gang.
Men holdnuop, hvor der kan snakkes, hvilket der måske er en del af jer, der ikke har svært ved at forestille sig … især sidst på formiddagen i dag fik lydnivauet lige en ekstra tak opad, måske fordi det nu sang på sidste vers, for efter frokosten sluttede festen, og vi skiltes for denne gang.

Den store strikkefestival på Fanø, som jeg var til sidste år, er da meget sjov at have set. Der er en million stande med en million varianter af strik og garn, men der er også en million mennesker, og jeg hader at skulle både gå og stå skulder ved skulder. Man kan ikke se ordentligt på varerne, man kan ikke få en snak om dem, og det kan være svært at komme til at betale – selv med Mobilepay …
Jeg siger ikke, at jeg aldrig skal til Fanø mere, og Webstrikfestivallen er noget helt, helt andet og kan i virkeligheden ikke sammenlignes med Fanøarrangementet, men det vil til enhver tid være denne lille begivenhed, jeg har deltaget i denne weekend, der har min førsteprioritet.
Der er bare lige det, at til næste år skal det nok foregå i Esbjerg i weekenden lige efter Fanø-arrangementet … hmmm … man kunne jo bare blive derovre.

3. oktober 2019

Så er det tid igen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: , ,

Det er tid til den årlige webstrikfestival. Årlig, ja, men jeg deltog ikke sidste år, fordi Ditte og jeg valgte at tage til Fanø i stedet for. Det er ikke fordi, de to begivenheder overlapper hinanden, men de ligger tæt, så for mig bliver det for meget med begge to. Det er der andre, der ikke synes, men helst skal have begge med.
Til gengæld har jeg nu oplevet den store på Fanø, og det behøver jeg absolut ikke hvert år.
Denne lille en af slagsen er nemlig meget hyggeligere. I år bliver vi 50, og det bliver i Slagelse denne gang, så vi sjællændere ikke skal krydse bæltet, hvad vi skal to år ud af tre, fordi vi skiftes mellem at holde det på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Jeg er ved at pakke.
Det tager meget, meget længere tid at ordne strikkesagerne og pakke dem ned, end det tager at pakke tøj og toiletsager, som tager fem minutter, mens jeg har gået og forberedt det andet sådan lidt on/off siden i forgårs.

Det startede med, at Ditte forleden i gruppen spurgte, om andre havde meldt sig til Westknits Mystery Shawl KAL 2019: Starflake, som starter i morgen. Det måtte jeg lige se på, og det viste sig at se spændende nok ud til at deltage i, hvorfor jeg fluks meldte mig under fanerne, så vi kan sidde og hygge os med det første clue i morgen. Ved en MKAL ved man ikke, hvordan slutresultatet kommer til at se ud; man ved kun hvad det ender med at blive, i dette tilfælde et sjal, hvilket ikke er specielt overraskende, når initiativtageren er Stephen West.
Denne gang får man opskriften over fire gange – altså fire fredage i træk. Inden da har man fået oplyst, hvilken slags og hvor meget garn man skal bruge, og man har set forskellige farveforslag fra hans side, så man kan få en ide om, hvad man skal have fat i.
Der gik derfor en rum tid med at vinde plantefarvet garn på nøgler og strikke prøver til at gøre mig i stand til at vælge den helt rigtige farvesammensætning.

Jeg skal jo have flere strikkearbejder med end dette ene … men hvad? Det er altid det store spørgsmål. Det skal helst på én gang udtrykke, at man ikke er den rene amatør (det har de dog formentlig fundet ud af, da jeg har deltaget i en del år nu), og samtidig skal det være et arbejde, hvor man kan tåle at blive distraheret i middelsvær grad uden at skulle strikke baglæns i tide og utide.
Det er blevet en helgardering. Jeg har strikket (masser af) farveprøver til et andet SW-sjal, nemlig Clockwork (sjalet på det indsatte billede i indlægget), og er også startet på det.
Jeg har også taget garn nok med til at starte på både huer, pandebånd og sokker. Det er snart jul, så jeg skal se at komme videre med at strikke til ‘familiekassen’, som jeg tager med når vi ses i julen. Alle i familien synes det er herligt at rode i kassen og udvælge det, de lige står og mangler – og jeg har ikke strikket nær nok endnu …

1. maj 2019

Nørklerne i Præstø – altruister og en enkelt egoist

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:36
Tags: ,

Hver tirsdag – hvis jeg ikke lige skal noget andet – tager jeg til Præstø for at tilbringe 2-3 timer i selskab med Nørklerne, som strikker for Røde Kors. Folk er vældig garngavmilde i Præstø og omegn, så vi har så meget garn, at vi er ved at drukne i det, hvorfor de søde damer driller mig lidt med, at det er tarveligt, at jeg sidder og strikker af mit eget medbragte garn. Jeg svarer, at de kan bare vente til jeg er død, så får de nok mindst 30-40 kilo garn mere. Charlotte har i hvert fald lovet mig, at det skal hun nok sørge for.
Jeg har, som nogle nok har regnet ud, en SABLE, som står for Stash Amassed Beyond Life Expectancy. Amerikanere elsker forkortelser og kan forbogstaverne danne et udtaleligt ord, er det helt perfekt i deres øjne. Det var også en amerikaner, der skrev I had to tink most of the evening. Den skulle jeg tænke længe over, for eftersom det var med små bogstaver, kunne det ikke være en forkortelse, og af konteksten fremgik det, at hun ikke havde glemt et ‘h’ i think, men jeg kunne ikke slå ordet tink op nogen steder.
Endelig faldt tiøren: Hun havde selvfølgelig brugt aftenen på at strikke baglæns – tink er knit stavet bagfra.

Den halvårlige forsendelse fra præstønørklerneDen halvårlige forsendelse fra præstønørklerne

Den halvårlige forsendelse fra præstønørklerne

Godt nok har vi meget garn, men det skal nok blive brugt.
I går blev der ikke strikket så meget, for der havde efterhånden ophobet sig så meget strik, at vi kastede os over at få det pakket. Først sorterer vi i tæpper, bluser, leggings, underbukser, huer, sokker, osv., derefter bliver det lagt i kasser med angivelse af hvad og hvor meget.
Det blev til alle de kasser, der ses på billedet – sådan cirka den mængde sender vi to gange om året over til Røde Kors’ pakkecentral i Kliplev. Vi er ikke så mange nørklere i Præstø, så jeg synes det er godt gået af os. (Jeg skulle burde nok skrive ‘dem’, for jeg er bestemt ikke en af de flittigste, men lidt har også ret.)

Hvad der IKKE har ret, er følgende: Vi har et medlem, hvis skæbne vi diskuterede i går og blev enige om for første gang i lokalhistorien at fortælle en nørkler, at hun ikke længere er velkommen som medlem af klubben og dermed ikke behøver at vise sig mere for at hente garn. Hun foretrækker at strikke derhjemme, og vi har fundet ud af hvorfor: Hun henter gratis garn i pæne mængder, som hun strikker af – og sælger videre via bl.a. en Facebookside. Da man fandt ud af det, kendte forargelsen ingen grænser. Det er simpelthen under lavmålet at gøre den slags. For ikke så længe siden blev hun på en pæn måde gjort opmærksom på, at de små djævlehuer til nyfødte, som hun strikkede af de sidste rester og afleverede til os, ikke helt stod mål med de mængder garn, hun hentede.
Det er jo garn, som andre af forskellige årsager har foræret os, fordi de så ved, at det bliver brugt til et godt formål.
Det anfægtede da ikke damen, som atter en gang slæbte nogle kilo garn hjem, men kom retur med kun en brøkdel af det i form af de sædvanlige djævlehuer. Nu ryger hun ud, gør hun. Tænk, at hun vil være sig selv bekendt.

7. april 2019

Plante- og andre fibre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , ,

kaossjal

Til kaossjal

Ditte, som altid har styr på hvornår den slags ting foregår, spurgte, om jeg igen i år ville med, når Fiberfolk holdt deres messe i Roskilde, og naturligvis ville jeg det. Jeg mangler jo i høj grad garn, så det var bare med at gribe lejligheden til at få fat i noget …
Jeg købte dog kun 300 gram, hvoraf de 200 skal bruges til endnu et kaossjal, fordi jeg er blevet så glad for det, jeg købte garn til sidste år.
I år var der meget mere plads end sidste år, hvor det ikke var spor sjovt at gå rundt, fordi man enten blev trådt i hælene eller selv kom til det samme på en anden. Denne gang foregik det i Hal 7 i Musicon, hvor vi efter fiberfesten spiste frokost (som var en brunch) i Ragnarock og senere gik en tur rundt og så på alt det nye, som var sket siden sidst vi var her. Hvilket var en del.

P1040331

Jeg er ret betaget af Musicon. De har bl.a. masser af humor derude. Alene gadenavnene: Penselstrøget, Rabalderstræde, Basgangen, Bagtæppet, Lydmuren …
Deres skiltning refererer for en stor dels vedkommende til musik, som vi alle kender; se fx den fine måde, hvorpå de beder bilisterne om at tage hensyn.
Og deres luftguitarer er helt gratis!

P1040336P1040337

Start på sæson 2019I går handlede det mest om uldfibre, selvom der var også var både silke og hør blandt de mange garner, men i dag drejede det sig udelukkende om plantefibre for mit vedkommende, idet jeg nu har ‘tilplantet’ drivhuset.
Det er meget sjovt (okay, nok mest for mig selv) at se, hvor uendelig lidt det fylder fra starten, når jeg (forhåbentlig også i år) senere på sæsonen skal bruge machete, inden jeg kan komme ind til tomaterne og alt det andet.

Jeg har lige læst, at spindemider elsker agurker, men hader koriander. Derfor skal man så/plante koriander under agurken. Eftersom jeg har én agurk i den største murerbalje, der kan fås, er der masser af plads. Jeg har nok nogenlunde det samme forhold til koriander, som spindemiderne har, men der er jo ingen der siger, at jeg behøver at plukke af den – bare det kan holde de forbaskede mider væk, er jeg glad.

Dagens sidste fiber er en fiberdug. Endelig har jeg fået lagt en sådan på ude i bedet ud mod vejen. Vi begik for et par år siden den fejl bare at lægge en stenkant og fylde op med muld. Jeg troede i min naivitet, at så kunne alt det uønskede ikke finde op gennem 25-30 cm ekstra jord.
Det kunne det … men nu kunne jeg ikke nå ned og få fat i rødderne på sæbeurten og skvalderkålen, som dominerede bedet sidste sommer.
For et par uger siden forbedrede jeg jorden og plantede nogle roser. Nu er der så fiberdug over, så forhindrer den forhåbentlig noget af alt det uønskede skidt i at etablere sig igen i år.
Havearbejde er sisyfosarbede, men jeg tror nu alligevel, at jeg hygger mig mere med arbejdet, end den gamle græker gjorde.

21. marts 2019

Ikke kun i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: , ,

Skulle nogen være ved at løbe tør for strikkemønstre og/eller ideer, kan jeg anbefale Allfreeknitting, som tilbyder mere end 3000 gratis opskrifter.
Der er dermed rigeligt at gå i gang med. Det er naturligvis ikke alle 3000, man synes er værd at give sig i kast med – faktisk er der en hel del ret fjollede ting – men der skal nok være et par opskrifter, der rammer ens smag.

imageRelaxation Slipper Socks

I går kunne jeg konstatere, at det ikke kun er i England, man har taget det gode danske ord ‘hygge’ til sig; det har man også i USA.
Det er da lidt sjovt, ikke sandt? Ikke mindst, at der ikke kun sker afsmitning fra engelsk til dansk, men at det også kan lade sig gøre den anden vej. Det drejer sig sandt at sige ikke om voldsomt meget, men lidt har også ret. Bluetooth er jo i bund og grund også dansk; det er så bare blevet oversat til engelsk, og derfor gælder det ikke helt.


Japansk indigoJapansk indigo (1)

Billederne herover er resultatet af farvningen med mit hjemmedyrkede japanske indigo.
Ditte og jeg delte en pose frø, så vi havde cirka 10 frø hver at gøre godt med. Hendes ville slet ikke makke ret, men fem af mine spirede og groede. De stod dog nok lidt for udsat, for det blev så langt fra til den frodighed, jeg har set på billeder af dyrkning af japansk indigo. Der blev kun 164 gram ud af det, da det var tørret, og det var med stængler und alles.
Ikke desto mindre skulle det prøves af – som jeg nævnte lige før, så har lidt også ret. Jeg sorterede ikke stænglerne fra, for jeg tænkte, at det ikke kunne skade at tage dem med, og på den måde undgik jeg helt spild.
Jeg fulgte fremgangsmåden fra Midgaards Have, og resultatet blev slet ikke tosset. Det er ikke den rigtige, dybe blå indigofarve, men ofte bliver japansk indigo til denne grønblå farve, som er lidt klarere i virkeligheden end billedet gengiver, og som jeg vældig godt kan lide. Hvis jeg ville indfarve med den rigtige indigo, har jeg jo det autoriserede pulver, så dette her er meget sjovere.
Jeg kunne godt tænke mig at prøve igen. Gad vide om det er for sent at så for i år?

3. januar 2019

Hvorfor tror jeg egentlig, at …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: ,

Hvorfor tror jeg egentlig, at der er forskel på at pakke til tre uger langt væk i forhold til tre uger ikke så langt væk?
For det er der ikke – i hvert fald ikke, når man i begge tilfælde rejser med fly. Det er noget andet, når vi er i egen bil; så er der ikke mange grænser for, hvad jeg kan finde på at tage med.

Strikketøjet er startet, så jeg bare kan fortsætte i flyet uden de store dikkedarer. Hulmønsteret er printet, klippet ud og lamineret, så det ingenting fylder. Det påbegyndte er et tørklæde til Charlotte i noget garn, der hedder Manos del Uruguay. Det er temmelig dyrt her i Danmark, hvorfor jeg plejer at købe det i England.

_1010416

Eftersom vi lægger til i Montevideo, Uruguay, håber jeg på, at det bliver muligt at finde garnet dernede, men jeg ved jo ikke, om de eksporterer det hele.
Manos del Uruguay er en særlig garnproducent, der har eksisteret siden 1968. Siden opstarten har der været fokus på at hjælpe kvinder i landsbyer i Uruguay. Det er tilmed værd at bemærke, at der er tale om en garnproducent, der er medlem af World Fair Trade Organisation. Manos del Uruguay holder mange kvinder beskæftiget – kvinder der fremstiller garn i høj kvalitet.”
Se, det kan vi lide … både garnet og dets baggrund … det er et super-überlækkert garn, som jeg har strikket flere tørklæder af til Charlotte, og nu skal hun altså have et til.
Denne lace-udgave af garnet er meget tynd, og selv om jeg mod forventning skulle nå langt, vil det stadig ikke fylde ret meget.

Skiundertøjet er pakket med, så der er taget højde for alle vejr-eventualiteter. Tror jeg. Der er masser af tøj med, og alligevel er der plads tilovers i kufferten, både hvad volumen og vægt angår (kun 16 kilo, og jeg må have 23!) Der er bekymrende meget plads til souvenirs. Johns kuffert vejer 22 kilo, så han er næsten fyldt op.

Nogle ting er nok overflødige, men man kender vel sin Murphy …
Insektforskrækker og kløestillende middel (bare for en sikkerheds skyld) Ö
Zovir (ditto – jeg gider IKKE rende rundt med et forkølelsessår) Ö
Reservestrikkepind (hvis ikke jeg har en ekstra med, knækker den, jeg bruger) Ö
Tre kvaliteter i tørklæder (1) ‘fint’ pashmina, 2) et tyndt, men stort og 3) et strikket; ikke stort, men varmt) Ö
Bælte (som om jeg får problemer med at holde bukserne oppe, når man kan få lækker mad HELE døgnet …) Ö
Badedragt (mig, som aldrig bader under andet end en bruser … men der er noget med massage, duftbade og alt det der fantastisk lækre) Ö

Billedresultat for exhausted cartoonJeg håber ikke, at jeg har glemt noget. Pakkeliste bruger jeg ikke, og selv om jeg gjorde, ville jeg garanteret glemme noget alligevel … den ville jo blive skrevet af mig selv …

Nu mangler jeg bare at ruste mig selv til 15 timer i en flyver, men det kan jeg ikke, ved jeg. FEMTEN timer har John regnet ud, at det tager fra Amsterdam til Santiago!!! Det bliver rædselsfuldt, og jeg ville ønske, at et sæde på første klasse ikke kostede mere end hele denne ferie gør, for jeg ville virkelig, virkelig, VIRKELIG gerne kunne lægge mig ned.

13. september 2018

Mosters strikkeskole – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

For små to år siden var det Malle, der sad her i sofaen i næsten et par døgn for at lære de mest basale strikketeknikker. Hun gik derefter på med krum hals og har siden klaret strikningen fint – hun sparede ikke på udfordringer til sig selv. Hun var en lærenem elev, og sådan en til har jeg lige haft boende i et par dage.
Annemarie, som er Malles kusine og min yngste niece (det var hende, der var med i England), har, lige siden hun hørte om strikkekurset i Den Stråtækte, også ønsket sig at lære at strikke, og nu kunne det blive. Hun ankom i går formiddags, og vi kastede os fluks over oplæringen.
Jeg havde, lige som til Malle, syet en strikketaske og havde lagt et strikkepindesæt i, plus andre livsvigtige, basase nødvendigheder, når man er strikker: En hæklenål, en saks, en nål med stump ende, markører, centimetermål, pindestørrelsemåler samt et par andre småting, plus bogen Nem strik på store pinde. Det er løsthængende bluser/sweaters lige i Annemaries stil, så hun glæder sig til at komme i gang.

Annemarie på strikkekursus

Hvor er det nemt at være lærer, når det med det samme bliver forstået, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke, så spørge med det samme, så man ikke kommer hjem og alligevel ikke har fattet en brik.
Okay – jeg lærte hende at strikke ret, mens vi var i England sammen, og som lektier til i går havde hun lovet at strikke den tofarvede karklud færdig, hun begyndte på derovre, således at vi kunne starte med at lære at lukke masker af. Det var rigtig godt, for hun kom derfor med en god bund, så at sige; havde styr på teknikken, så vi kunne kaste os over at lære at strikke vrangmasker uden det hele krampede sammen på hende, fordi det var uvante bevægelser. 
Annemarie lærte stort set det hele i løbet af dagen i går, så nu kan hun strikke retriller, glatstrikning, 2-2-rib og 1-1-rib, tage masker både ud og ind, strikke knaphuller og sy et færdigt arbejde sammen. Hun er med andre ord moden til selvstændige arbejder allerede.
Med sig hjem har hun to arbejder i gang: Et gæstehåndklæde og en karklud. Derudover har hun fået garn til et par af Miss Lemons babyfutter, som hun så mig lave et par af, mens hun var her. Annemarie blev nemlig moster, mens vi var i England, så hun vil gerne overraske sin søster med et par af de søde futter til den lille, nye Adam.
Det er rigtig ved at komme på mode igen at strikke. Hele fire af Annemaries bedste veninder strikker – det kan jeg kun glæde mig over.
Jeg fik aldrig lov til at lære Charlotte at strikke. Hun har villet sy tøj – og har også gjort det – siden hun var 11 år.

7. september 2018

Jeg ønsker mig en gine

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: ,

Jeg ønsker mig en gine, men for mig ville den ideelle gine også have arme, og det er jeg ikke sikker på findes. Den ville nok også være temmlig besværlig at klæde på, men stort set alt kan jo lade sig gøre i dag, så hvorfor ikke også en gine med arme?
Det er ikke engang, fordi jeg syr tøj; det overlader jeg til min dygtige datter, for det kan jeg slet ikke finde ud af, men jeg synes det ser så pænt ud, når Anne viser sit strikketøj frem på en gine.

"Restesweater" - tagrørsfarvet garnLyngfarvet garn

Restesweateren er færdig. Den er ikke helt efter det oprindelige koncept, som naturligvis er at få brugt en masse rester. Navnet holder dog alligevel med lidt god vilje, for jeg har genereret så mange rester ved at strikke den, at jeg ville kunne lave to til næsten identiske med denne, men det gider jeg ikke – medmindre nogen vil købe dem, for jeg har ikke selv brug for tre næsten ens. Denne er strikket fortrinsvis af tagrørsfarvet garn, hvor den mest neongrønne er den gennemgående farve. Man kan ikke umiddelbart se, at der går én farve igennem på hele sweateren, men den bevirker, at de indsatte farveskift får en mere glidende overgang og at kontrasterne dermed ikke bliver så voldsomme.
I tasken ligger næste projekt, som bliver lidt mere diskret i farverne, strikket på tyndere pinde og af garn farvet med lyng. Det bliver til en vest til John – sådan en rigtig gammelmandsvest med V-hals og kun striber i ribkanterne. Men gammelmandsvest eller ej; det er sådan en han ønsker sig, for han føler sig tit kold på ryggen og omkring lænden, men fryser ikke på sine arme.
Og i øvrigt er han vel som 73-årig også ved at kunne kaldes for en gammel mand? Hvor går grænsen egentlig mellem en ældre herre og en gammel mand?
Er det ikke også lidt pudsigt, at man ikke så tit bruger det omvendte udtryk? Altså en ældre mand og en gammel herre?

8. august 2018

Det er længe siden jeg har lavet så lidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , ,

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været så inaktiv, hvis vi lige ser bort fra de 24 uger, jeg var i kemoterapi, og hvor jeg ikke ligefrem var noget energibundt.
Den grønne sweaterMen den varme, altså. 33° i dag. Nu er det ikke sjovt længere. Det har det i øvrigt ikke været på noget tidspunkt, siden vi røg op over 25°.
Jeg er træt af at vande have. Haver, faktisk, for genboen holder stadig ferie i et Midtsverige, der holder sine behagelige 21° og har fået så meget regn, at brandfaren ikke længere behøver at bekymre nogen deroppe. Nu er den vist kun akut i Sydsverige, men det er da også så rigeligt.
Regn får vi heller ikke her ved Den Stråtækte. I formiddags kunne vi se en kraftig byge, der trak over Feddet – dvs. 3-4 kilometer væk på den anden side af fjorden – og varede i omkring en halv time, men fik vi så meget som en dråbe? Nix.

John har det heller ikke for smart i denne hede – jo varmere, jo værre, og han har lidt problemer med at trække vejret. Han har det ikke helt vildt dårligt, men slemt nok til, at vi i dag opsøgte lægen, som satte nitroglycerindepotdosen op til det dobbelte.
Hans lunger fejler intet, det er hjertet, der kæmper for at give ham den nødvendige ilt. Vi frygtede lidt, at det måske kune være en mild KOL, fordi han røg indtil for otte år siden, men det er der ikke antydning af. Heldigvis.

Nu sidder jeg jo ikke ligefrem og glor ud i luften, selv om jeg kalder mig inaktiv, men det er ikke blevet til ret meget mere end til at vinde garn op i store mængder til en bespoke Ellen-udgave af en raglansweater strikket fra oven og ned, samt at strikke på et Fair Isle-sampler-halstørklæde, version 2.0. Man kan ikke kalde sweateren for et resteprojekt, for jeg starter med hele nøgler … men jeg vil ende med at have en masse rester.
Og så vander jeg som sagt haver, men det er først om aftenen.
Lidt mad skal der også laves, men i denne uge er det fra Årstiderne, så det er dejlig nemt.
Hvis vi får uventede gæster, vil de blive mødt af et ømt syn. Det er lidt irriterende at have brystprotesen på i denne hede, så når jeg ikke skal noget eller venter gæster, render jeg rundt i bare en (meget) tynd bluse og trusser.
Og det er mange år siden, at det var et kønt syn, skulle jeg hilse fra mig selv og sige …

6. august 2018

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: ,

Hvordan holder man varmen i denne usædvanlige sommer?
Man strikker da et tykt og varmt halstørklæde!
Det har i et stykke tid været mit bilstrikketøj, og nu er det færdigt.
To meter uldent halstørklæde, strikket i dobbelt garn.
Inden I besvimer bare ved tanken om at sidde med sådan et arbejde denne sommer, så bemærk, at det jo var bilstrikketøjet, og da vores bil har aircondition, er den faktisk det behageligste sted at opholde sig!
Det er strikket i lutter plantefarvet garn efter dip dip dye-princippet, så der blev brugt en masse rester – og skabt en masse nye rester …

P1020779P1020781
Nogle af overgangene er meget synlige; andre er næsten usynlige, men det kunne ikke være anderledes.
Nu mangler jeg bare at finde en, der vil overtage det, men det kan være jeg skal vente lidt med at spørge, ellers tror folk bare, jeg har fået hedeslag.

Hvad jeg ikke har. Jeg har nydt de sidste par dage med temperaturer, der er til at overleve for en nordbo som mig – og jeg bryder mig ikke om udsigten til at slå varmerekorden på onsdag!

Og apropos varme og varmerekorder:
Husk, at man kan drikke for meget vand. Holbæk sygehus har konstant 10-15 personer indlagt, fordi de har drukket for meget vand. 1½ liter om dagen er nok. 1½ liter væske … kaffe og te tæller også med i væskeindtagelsen. Mange siger, at kaffe er vanddrivende, men det er kun i meget mildt omfang og har så lille en effekt, at det kun er, hvis man drikker mellem 6 og 10 kopper om dagen, man måske har behov for at drikke ét ekstra glas vand!
Og drikker man kun postevand, som jeg gør, for jeg bryder mig ikke om bobler, så skal man også huske at få erstattet de salte og mineraler, man sveder eller tisser ud – det er så farligt at komme i underskud med disse, at det kan koste et ophold på intensivafdelingen.
Det var lige en løftet pegefinger fra min side, men jeg vil så nødig opleve, at nogen af jer skal på hospitalet.
Drik kun, når I er tørstige – det vil være nok for de fleste.

19. juni 2018

Afstrikningsdag – for mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags:

FerierutenSidste dag i denne omgang i Røde Kors-Nørklerne. Derefter afgang til Norge, skarpt efterfulgt af englænderbesøg. Regner jeg med … jeg ved endnu ikke helt hvornår de kommer. Jeg ved endnu heller ikke, hvornår vi er hjemme fra Norge, men på et eller andet tidspunkt får vi vel det alt sammen koordineret og defineret nærmere. Godt, at vi kan kontakte hinanden via telefonen, når det bliver nødvendigt.
I dag fik vi i det mindste lagt ruten så nogenlunde. 4151 km, som den ser ud her. Det tager lige 61 timer, hvis vi tager den i ét hug, men det har vi sådan set ikke tænkt os … især turen mellem Steinkjer og Bodø vil tage lang tid, fordi vi vil køre mod vest for at tage kystvej 17.
Til gengæld skulle turen Narvik-Malmø ikke tage så lang tid – især ikke, fra når vi rammer Kiruna, så går det stært.
Alt er selvfølgelig relativt, men sammenlignet med forventet gennemsnitshastighed i Norge (60 km/t) burde det kunne gøres med to overnatninger.

Lofoten og Vesterålen har vi ikke lagt os fast på – det kommer an på vejr og vind – men vi ville gerne nå derop igen, for der er for det første umanerlig smukt, for det andet mangler vi den sydligste del, og vi kan sejle fra Bodø til Reine, og endelig må man aldrig gå ned på planer – hellere for ambitiøs end det modsatte.
Andenes er også kun et ‘måske’, men derfra sejles der ud for at kigge på hvaler, og det kan vi aldrig få nok af.

Lige nu går vi lidt rundt om os selv og i huset for at huske de forskellige ting. Forlængerledning, fx. Vi har et køleskab til bilen, men det skal i et strømstik om natten, hvis vi vil have noget tilbage på bilbatteriet næste morgen, og det vil vil gerne – men den lille ventilator larmer irriterende meget, så det gider vi ikke høre på om natten.

Tingene til min ‘køkkenkasse’ er samlet  sammen – krydderier, kaffe, te, viskestykker, karklude osv. Vi regner med at bo i campinghytter og også med selv at sørge for frokosten, når vi finder et dejligt sted at indtage en sådan. Dem er der næsten for mange af …
Jeg regner også med selv at sørge for kokkerering af aftensmåltiderne, når vi bor i campinghytte. Den slags har jeg ikke noget imod, selv om vi er på ferie – vi tager på rigeligt af de lidt dyrere ferier, så når der er mulighed for en budgetudgave, er det helt fint – så kan der måske blive råd til en ekstra en anden gang.
Lige om lidt står den på operation Tøm Dit Køleskab til aftensmad. Vi kan ikke tage andet end æg og lignende holdbare ting med i køletasken, for den kan ikke være tændt på Oslobåden.
Ferieforberedelser er så hyggelige. Nogle kan ikke lide at pakke kuffert eller bil – vi elsker det, for det er jo optakt til noget godt.

20. maj 2018

Fiberfolk, spisefolk og hyggefolk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , ,

Ditte havde spurgt om jeg ville med til et lille marked i Roskilde, som henvendte sig til sådan nogle som os.
imageDet ville jeg meget gerne … John og Peter legede chauffører for os, og vi mødtes klokken 10. Vores mænd gik på havnen og fik en is, mens vi daaamer gik ind for at se på herlighederne. Det var der desværre også virkelig mange andre, der også havde fået lyst til. ALT for mange. Det er jo fantastisk, at arrangørerne har så stor en succes fra time ét, men vi blev der ikke så længe som vi havde gjort, hvis der ikke havde været sådan et overvældende, klaustrofoberende mylder.
Det var måske meget heldigt, for der var som sagt mange fristelser … jeg var dog virkelig dygtig til at styre mig og købte kun 200 gram garn – naturligvis ikke plantefarvet; Ditte og jeg havde talt om, at det ville være temmelig tåbeligt at købe noget af det, vi selv forsøger os med. Men der var megen god inspiration at hente.

Hotel Søfryd JyllingeHotel Søfryd Jyllinge (1)

Frokosten blev indtaget på Hotel Søfryd i Jyllinge, som ligger på en skråning ned til Roskilde Fjord. Fra restauranten (i gavlen oppe til højre i billedet) var der en enestående udsigt over fjorden, som vi nød lige så meget som den gode og ret omfattende pinsebuffet, de serverede for os.
Vi spiste alle fire alt for meget – jeg er ikke blevet sulten endnu og skal bestemt ikke have mere mad i dag!

John og Ida hygger

Det var så også to dage i træk med rigeligt mad. I går kom min niece Heidi, husbond Nikolaj og deres to piger for at hente Pernilles dukkehus, som Ella skulle overtage. De kørte hjem med en del af Annas gamle legetøj … bare ikke lige dukkehuset, som var årsagen til deres besøg, men som ikke kunne være i deres bil.
De bor ikke så langt fra Roskilde, så det passede heldigvis fint, at vi kunne smide det ind til dem, når vi havde taget afsked med Ditte og Peter.
Det var rart at komme af med de ting – vores børnebørn er vokset fra det meste af det, vi har haft liggende til dem; det stod bare og fyldte oppe på deres værelse, så det er fint nok, at det nu kan gå videre.
John sidder med Idas ande-sutteklud på hovedet. Ida havde en fest med at hive den af og blive lige frydefuldt forskrækket, hver gang han sagde BØHH.
Ella var travlt optaget af at lave noget af de hamaperler, hun bl.a. fik.
Hvor bliver de dog alt for hurtigt alt for store, de små.

28. april 2018

Flittige hænder og varme fødder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:30
Tags: ,

P1010862Jeg har fundet en ny sokkeopskrift. Dem er der selvfølgelig masser, masser af, så det er ikke svært at finde nye; der er bare ikke så mange af dem, jeg finder interessante nok til at strikke, men denne her var god. At det så oven i købet er hurtigt at strikke et par, er kun en bonus. Tre timer pr. sok – det er i ordenmed mig.
De strikkes på skrå og sys sammen til sidst. De ser ret underlige og uigennemskuelige ud undervejs, for der er både tå og hæl i. Den anden sok skal strikkes spejlvendt i forhold til den første, hvilket lykkedes mig, men ikke uden det alligevel gik lidt galt: Den opmærksomme læser vil kunne se, at der er en dobbelt, mørk retrille der, hvor de er syet sammen. Lidt ærgerligt, når man nu får dem syet pænt og aldeles usynligt sammen, men jeg husker (forhåbentlig) til næste gang, at det er vigtigt at starte og begynde med hver sin farve, hvis jeg strikker striber på denne måde. Og hvorfor gik det overhovedet galt? Aner det ikke!
Men der skal strikkes flere af dem – de er som sagt hurtigt strikket, og de sidder godt på foden.

Med hensyn til projekt pungsyning har jeg kun fået lavet én i dag, men jeg skal også nå at pakke både gaver, danske specialiteter til Charlotte (som fx kammerjunkere og min egen teblanding), kuffert, skopose, elektronik- og strikketasker. Jeg benytter mig virkelig af, at det er bilen og ikke mig selv, der skal bære det hele, så jeg har meget mere med, end jeg plejer.
Jeg får sikkert ikke brugt det alt sammen, men nu er jeg helgarderet. Tror jeg. Jeg har i hvert fald strikkeprojekter nok med til at kunne strande derovre i en måneds tid eller mere.
Som om jeg ikke kan købe garn i England … men de bruger nu godt nok lidt for meget akrylgarn til min smag.

Vi kører i morgen tidlig, men ikke sindssygt tidligt som før i tiden, for vi er blevet gamle og tager ikke turen til Amsterdam i ét hug, men overnatter i Oldenburg. Lige midt i centrum. Det bliver spændende at se, hvordan den by er; jeg har aldrig været inde i den.

Toilettaske 26 x 20 x 6

Denne pung er lidt større end de andre (26 x 20 x 6 cm) og derfor for stor som kosmetikpung, men velegnet til en masse andre ting – Ditte ville måske sige strikkepose, men det synes jeg den er for lille til, hvis det ikke er babytøj, man har gang i. Det kunne også være en lille toilettaske, hvis man ikke har så meget med, som jeg har i sådan én – jeg har den største af slagsen, og den er kun lige netop stor nok. 
Det er dog brugeren alene, der bestemmer størrelsen – hvis det altså er en bestilling, ellers er det syersken!
Dette var en bestilling til mig selv.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.