Hos Mommer

27. marts 2017

Hvordan man snyder sig selv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: ,

P1060184Jeg holder regnskab med mit garn – hvor meget jeg forbruger og hvor meget jeg køber.
Mit garnlager er nemlig for stort; godt nok har jeg sagt til Charlotte, at hun bare skal give det hele til Røde Kors, hvis det bliver hende, der engang skal rydde op efter mig, men der er trods ingen grund til, at de skal kunne åbne en hel garnbutik af den grund. Jeg kender ikke lagerets eksakte størrelse i kilo og gram, kun hvor meget det fylder rent fysisk, hvilket er tre flettede kurve, en lille købmandsdisk og hvad der kan stoppes ned bag hjørnesofaen. Der skal såmænd nok være mange, der har større lager end mig, men det gør ingen forskel på, at jeg synes mit er for stort.
Mit løfte til mig selv er derfor hvert år at have forbrugt mere, end jeg køber, og det er da også overholdt de tre ud af de fire år der er gået, siden jeg afgav det.
I løbet af ni år (= siden jeg startede Excelarket) er der i alt købt 66,476 kilo garn mod 66,928 kilo forbrugt, så totalt set er det ikke ligefrem noget imponerende indhug, der er gjort i det lager, men jeg købte altså også alt for meget i de første fire år efter regnskabsstarten, hvilket selvfølgelig trækker i den forkerte retning, men sådan er statistik jo … hvis man sidder med det ene ben halvt nedsænket i flydende nitrogen og det andet helt nedsænket i kogende vand, skulle man statistisk set have det ganske behageligt.
Hvad der er sket i år er noteret, men ikke regnet med i de to tal … og nu kommer jeg til overskriften.
P1060187P1060191

Jeg har nemlig besluttet mig til at snyde mig selv. Jeg har valgt at tage mig selv meget bogstaveligt og kun lade det garn indgå i lagertilgangsregnskabet, som jeg selv køber. Det garn, jeg får forærende, som fx det på dagens billeder (som er det fantastiske Merinosilk, jeg fik af Ditte i fredags – 100 gram, svarende til næsten 1½ kilometer, suuuuperblødt garn, og alligevel fylder det ikke mere end min østers …), og det garn, som Inge købte og gav mig til det sjal, jeg skal strikke til hende, indgår straks som værende lagergarn og trækker dermed til den rigtige side i regnskabet i forhold til løftet til mig selv.

Er jeg smart? Er jeg naiv? Er jeg lidt dum? Skør? Er jeg bare typisk Ellen?
I behøver ikke nødvendigvis at svare på disse retoriske spørgsmål.
Skal jeg selv svare, bliver det nok et ja til dem alle.

21. marts 2017

Mere bestillingsarbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

imageJeg mangler ikke ret meget på Sørens norske sweater, men den får lige lov til at holde en pause, fordi Inge i sidste weekend viste mig et sjal, hun var faldet for … om jeg ville strikke det til hende?
Sådan noget kan jeg jo ikke svare på, før jeg har set opgavens omfang og sværhedsgrad, men da jeg så sjalet, var jeg solgt med det samme. Mønstret kunne købes på Ravelry, så det gjorde jeg kort tid efter hjemkomst, men farverne fik Inge den fornøjelse selv at finde og købe, idet den slags er umuligt at vælge på andres vegne.
Jeg så sjalet i en flot, søgrøn-blå udgave, og jeg indrømmer blankt (ganske som Inge også havde tænkt), at havde vi kun set det som på billedet øverst til højre, og som viser originalopskriften, var ingen af os faldet for det – faktisk syntes vi begge, at det er direkte grimt. Jeg bilder ellers mig selv ind, at jeg er god til at abstrahere fra det givne og se mine egne muligheder, men den evne ville have svigtet mig totalt ved dette sjal.
Googler man sjalet, vil det dukke op i et hav af mere eller mindre kønne varianter. Nederste billede viser de farver, som Inge kom med i går.

imageimageimageimage

Det er meget enkelt at strikke, men jeg kunne se, at det er asymmetrisk, og jeg er så dårlig til (og også alt for doven til at gide have det arbejde med) at rekonstruere sådan noget selv – så vil jeg hellere købe opskriften og bare strikke løs.
Inge ved slet ikke, hvor mange andre der også har det sjal, men fordi det er fundet på Ravelry, vil de foreløbig 2582 andre sandsynligvis være fordelt over det meste af verden, og så skulle man da være meget uheldig for at løbe ind i en med præcis det samme sjal som en selv, og under alle omstændigheder vil farvevalget være varierende.
”If you’ve ever held a pair of knitting needles in your hands, you’ve probably heard of the Find Your Fade shawl.  Everyone is knitting the pattern and for good reason.  It’s a super simple knit, the pattern is easily memorized, the knitting is constantly changing so you never get bored and the color options are endless.  I don’t remember ever enjoying a project more & the 2581 other folks on Ravelry who’ve knitted a Find Your Fade can’t be wrong.”

Inges sjal 2Inges sjal (1)

Det første havde hun nu ikke ret i, bloggeren jeg citerede herover, men resten er rigtigt, og de farver Inge har valgt, er jeg helt vild med, så det kunne kun gå for langsomt med at komme i gang. Vi stod længe og lagde farvepuslespil for at finde den rigtige rækkefølge. Vi lavede det hele tiden om, men blev til sidst enige om, at det faktisk er aldeles ligegyldigt, hvordan man blander de farver – stort set samtlige muligheder vil være okay.

9. marts 2017

Moster Ellens strikkeskole

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , ,

Malles første sweaterMalle er kommet hjem fra sit to-måneders vikariat i Norge og har lige en uges tid, inden hun skal starte på Rigshospitalets onkologiske afdeling, så hun spurgte om hun måtte komme ned hos os og helst overnatte, så vi “virkelig kan gå i strikkemode, og du kan nå at lære mig en hel masse”.
Selvfølgelig måtte hun det – der var også noget med hendes første sweater, som hun syntes så helt forkert ud, da hun havde syet det første ærme i – om jeg mon kunne redde hvad der end måtte kunne reddes?
Puha, tænkte jeg, det håber jeg søreme, at jeg kan, for tænk hvis hun har strikket en hel sweater og der er et eller andet fundamentalt galt …
Det var noget med kraven, vi fik det reddet, og Malle var glad. Særdeles glad og stolt af værket og ville gerne have taget et billede, som jeg fik eksklusivrettigheder til at lægge på bloggen. (Ærmerne er ikke så selvlysende, men en diskret hvid; det er blitzen, der får dem til at virke skrigende).

Udover færdiggørelsen af dette arbejde nåede vi igennem fletteteknikken, at strikke med to farver og hvordan man strikker efter et diagram. Hun var, lige som da hun skulle lære at strikke, lynhurtig til at fange, hvad jeg sagde, men var heldigvis ikke bleg for at spørge, når det en sjælden gang ikke var tilfældet. Hun fik Marius-bogen med hjem – der er gode og pædagogiske vejledninger i den, og der er mønstre på næsten alt, man kan tænke sig: sweaters, huer, pandebånd, strømper, ølvanter (ja!), flaske- og bistrokaffekandevarmere, puder, en opvaskemiddelholder (ja!) og endnu mere, som jeg ikke lige kan huske, for nu har Malle jo fået bogen …
Vi nåede også at komme alt, alt for sent i seng, fordi vi snakkede og snakkede og snakkede. Det var meget hyggeligt, for det er sjældent, at jeg har andre end Charlotte fra generationen efter mig på tomandshånd, så det var rigtig fint at snakke med et ungt menneske og fornemme, hvordan man ser og oplever verden, når man stadig har tre år, til man bliver 30.

Kloakrørsreparation

I dag har der været to mænd for at ordne sagen med det knuste kloakrør. I går måtte jeg derfor redde planterne i krydderurtebedet, fordi de (mændene) skulle igennem det for at grave sig ned til stedet, hvor bruddet var. De stakkels mænd måtte bruge spader til det hele, da der ikke var plads til maskineri. Det var synd for dem, men jeg var glad, for det indebar, at der blev ødelagt meget lidt i forhold til hvad jeg havde frygtet.
Det er typisk: Nu havde planterne endelig grundigt etableret sig med et solidt rodnet, og så er man nødt til at grave det hele op igen. Jeg satte dem i store spande med rigeligt jord, men de er sandsynligvis sat et stykke tilbage alligevel. Nå pyt, det går nok – bare de overlever, og det tror jeg, at de gør. Det var især den franske esdragon, der havde fået et forbavsende stort rodnet; den ville have kunnet blive en stor og kraftig busk allerede her i løbet af dens tredje vækstsæson. Og så siger man, at fransk esdragon er vanskelig at få til at overvintre i Danmark! Sjældent har jeg set noget så levedygtigt, men vi har selvfølgelig heller ikke haft meget frost i denne vinter, og krydderurtebedet er placeret et (næsten) ideelt sted.
I morgen kommer de og gør deres reetableringsarbejde færdigt – det er rart, at alle afløb fungerer optimalt igen.

19. februar 2017

Reklame?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: , ,

Tjah, det er vel en reklame, men jeg er hverken sponsoreret af dem eller blevet bedt om at reklamere – så havde jeg nemlig ikke skrevet om det.
IMG_5847Jeg blev inspireret af Conny, som har impulskøbt lidt strikketing i Netto, og disse indkøb fik mig til at tænke på de navnebånd, jeg har købt gennem Ikastetiket – og fra hvem jeg lige har bestilt 75 nye. Forandring må der til indimellem …

Øverst ses det bånd jeg har og nedenunder ses et preview af det jeg snart får.
imageIkke den helt store og verdensomvæltende forandring, kan man med rette indvende, men hvis tekst og billede skal være i overensstemmelse med sandheden, er der ikke plads til de store ændringer.
Jeg har derfor nøjedes med at ændre lidt på skrifttypen, baggrunden er blevet grå og det bliver syet med sølvtråd. Det nye bånd bliver, som det gamle, 10 mm i højden.

Det er ikke engang dyrt. Lidt afhængigt af modellen man vælger, skal man som minimum bestille enten 75 eller 100 stykker, hvilket umiddelbart forekommer voldsomt, men til den pris gør det ikke ondt, hvis ikke man får brugt dem alle. Kun 136,75 kroner, plus porto (19,95 kr.), for 75 bånd – det er i orden med mig.
Det er supernemt at designe lige det bånd i lige den bundfarve og trådfarve, man måtte ønske. Der er flere forskellige skrifttyper; man kan vælge en eller to linjer; der er en del forskellige figurer til at vælge at sætte på og det kan fås med eller uden strygebagside. Båndet her fås i tre bredder, men de har mange slags bånd med andre muligheder. Og etiketter har de selvfølgelig også … ellers ville navnet være misvisende.
Det er da smart! Og ret blæret at kunne sætte sådan et mærke på sine arbejder.
Jeg sætter dem dog ikke på alt, jeg laver – fx er det vist en smule overkill at sætte dem på IMG_5848karklude, og på tørklæder og sjaler går den heller ikke, selv om jeg gerne ville kunne, for det er et stort arbejde at frembringe disse, men det binder brugeren til at tænke på hvordan de skal foldes om halsen, hvilket er uhensigtsmæssigt.

Man kunne måske også lave sig et bånd som det der sad på min julegave fra Charlotte.
Tror I lige, det blev gemt? Den gamle mor her blev da helt rørt, selv om hun godt ved, at man kan købe den slags bånd overalt i England; det er dog frivilligt, om man vil købe dem, men det ville hun gerne …

16. februar 2017

Godt vi gjorde hvad vi gjorde i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Heldigt nok, at vi tog til Faxe kalkbrud i går, selv om vejrudsigten sagde, at det ville blive fint og stille solskinsvejr både torsdag og fredag. Belært af årelang erfaring fra tidligere vejrudsigter ved vi kun alt for godt, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Og ganske rigtigt: I morges sagde DMI, at det ville blive overskyet og blæsende. Det havde de til gengæld ret i, men det må være svært at forudsige for tiden, for udsigten er kun rigtig for samme dag og gerne ændret kraftigt til den næste.

P1050842

Vi havde en masse lidt mere end daggammelt brød, hvilket ungerne gerne ville til havnen med for at give det til ænderne. Vi fodrer ellers ikke ænder med brød, da det faktisk ikke er særlig godt for dem, men hvad gør man ikke for børnebørnenes skyld?
Vi blev enige om at køre lige efter morgenmaden, hvis nu DMI skulle have ret i det med det overskyede … endnu var det dog fint og solrigt.
Som på billedet herover så det ud, da vi satte kursen mod Præstø – og som på billedet herunder så det ud, da vi ankom bare 10 minutter senere. Koldt og ret blæsende var det lige pludselig blevet, men ænderne og blishønsene var glade for maden. Det var mågerne desværre også …

P1050881

Det var meget underholdende at se fuglene skjøjte hen over isen for at få fat i brødet. Ænderne var dårlige skøjteløbere, men blishønsene var elendige. Mågerne havde den store fordel at kunne flyve hen og tage brødet, inden det nåede ned, hvorfor jeg gik lidt hen ad bådebroen og kastede lidt brød ud for at lokke dem væk, mens der blev fodret ænder henne hos børnene.

P1050887

Aubrey havde sin nye hue på. Det er en, jeg har strikket dobbelt i én tråd supersoft på pinde 1½ – det vil sige, at jeg har sådan set strikket huen to gange og foldet den ene halvdel op i den anden. Det tog næsten lige så lang tid som at strikke en hel sweater, men den blev tæt og god, og Aubie elskede den med det samme. Den er lige det største, men det var ligemeget for hans vedkommende – det er lige før, han sover med den på. Så er der noget ved at strikke til ham, når han bliver så glad for det færdige resultat!

P1050441P1050438P1050910

Nu er det hjemmehygge med ild i brændeovnen, Kajkager på tallerkenerne (to af os), kaffe/te/kakao i kopperne (alle), strikketøjet i hænderne (én af os, lige om lidt), laptoppen på bordet (tre af os), kortene på bordet gulvet (to af os) og en bog i hånden (en af os). Lejlighedsvis småsnak (fire af os), ærgerlige eller glade udråb, når kabalerne ikke går op, henholdsvis gør det (to af os).
Ikke mere ud i dag, tak!

11. februar 2017

Der er så meget jeg ikke forstår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

ReliefmønsterDer er så meget jeg ikke forstår – blandt andet, hvordan strikkefastheden kan passe nøjagtigt i bredden, men ikke i højden. Min logik siger mig, at hvis den ene dimension passer, vil den anden automatisk gøre det, men det holder åbenbart ikke …
Den norske sweater jeg er i gang med til Søren, passer på en prik med 24 masker i bredden på 10 cm, men hvor opskriften angiver 28 pinde i højden, skal der 33 af mine pinde til for at give 10 cm. Hvordan kan det lade sig gøre???
Jeg kan selvfølgelig sagtens regulere længden – det kostede bare et reliefmønster mere midt foran, inden jeg begynder på selve mønsterstrikket – men det nævnte fænomen er grunden til, at jeg aldrig gider at strikke mine strikkeprøver på fulde 10 x 10 cm, men bare 10 x 4-5 cm, for det er vigtigst, at det passer med antallet af masker, da længden er nemmere at regulere. Men hvad vil en uerfaren strikker stille op? Hvis man tager en større pind for at få dem til at fylde mere i højden, vil arbejdet jo også blive bredere.
Jeg forstår ganske enkelt ikke dette her, men skulle der være nogen derude, der kan give mig en god forklaring, vil jeg blive glad. Tænk, hvis Malle kommer og spørger mig … hun synes jo, jeg er en ren strikkeguru, så der skulle helst ikke være noget, jeg ikke kan svare på!

Bilarbejdet er for tiden karklude, når jeg har et ikke-bilegnet projekt i gang derhjemme. Karklude i så mange udgaver som muligt, for det er måske ikke lige det mest spændende håndarbejde, jeg kan komme i tanke om, så variation må der til.
Jeg har strikket et par stykker med skiftevis én pind ret og én pind 1 r, 1 vr. Det bliver nydeligt. Især på den ene side … jeg kan bedst lide, at mine klude ser ens ud på begge sider (selv om der sikkert ikke er andre end mig selv, der tænker over det), så den jeg i gang med nu, strikkes med 2 r, 1 vr på alle pinde, hvilket kommer til at se således ud:

Karklud -r-r-vKarklud -r-r-v (1)

Man skal bare sørge for, at maskeantallet er deleligt med 3, så jeg har til denne slået 83 m op (75 til mønster og 2 x 4 til kantmasker.
Den sidste maske tages vr løs af og strikkes ret på næste p – det er den kant, jeg altid strikker og som fungerer bedst for mig.
Først og sidst på kluden strikkes 8 p ret. Supernemt og totalt hjerneløst strikketøj, men det er også godt indimellem.

8. februar 2017

Strikkevejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:52
Tags: , ,

Den undskyldning har jeg vist brugt lidt rigeligt på det sidste: “Det er ikke vejr til andet end at hygge og strikke og se tv og drikke kaffe/te”.
Det er det altså heller ikke. Det bliver ved med at blæse en halv pelikan, og småsner gør det også indimellem. “Klæd dig bare godt på”, vil I sige, “og så ud med dig!” Nixen, siger jeg bare. Jeg må kompensere senere, for jeg skal ikke ud i det blæsevejr – I prefer to chill out rather than being chilled outside. Det kan jeg ikke oversætte.

P1050804P1050809 - Copy

image

Og min nye kimono hjælper ikke i denne sammenhæng. Den er supervarm, men på ingen måde vindtæt. Det var træls at strikke Ormen hin Lange, som skulle udgøre borten rundt foran. Det lykkedes dog til sidst uden jeg gik helt død i den, men de tokommanul meter føltes lige så lang som en jysk motorvej.

Malle er stadig på strikkebanen. Først babytæppet, så sokkerne, som også er færdige. Nu er hun i gang med denne grafiske sweater. Hun havde lige lidt problemer med ærmeudtagningerne, men eftersom jeg ikke hørte noget siden “Okay, jeg klør på, men det kan godt være, jeg skriver igen”, går jeg ud fra, at alt gik som det skulle. Hun er stadig sej, er hun.

Det synes jeg også, at jeg selv er. Ingen andre siger det til mig; så må jeg jo selv gøre det …
P1050817Søren har åbenbart været betaget af de norske sweatere, jeg har strikket til John – i hvert fald spurgte han forleden dag, om jeg tog imod bestillinger.
Det gør jeg normalt ikke, men her gjorde jeg en undtagelse, fordi han altid er så flink til at komme og hjælpe, når vi har brug for en ekstra hånd eller to, og derudover ramte han et meget heldigt spørgetidspunkt, fordi jeg var tæt på at være færdig med kimonoen, men havde endnu ikke besluttet mig for næste projekt.
Den skulle være mage til denne sweater, som Dalegarn designede i forbindelse med VM 1999, så jeg gik i gang på nettet for at finde det rigtige og originale garn.
Der viste sig at være en relativ stor prisforskel på præcis det samme garn, og når man skal bruge 26 nøgler, bliver 6,50 pr. nøgle også til en slags penge.
Det er den fjerde (!) af slagsen, jeg nu er i gang med. Jeg har strikket den blå til John, en råhvid til mig og en koksgrå til Charlotte. Heldigvis er det 10-12 år siden, jeg strikkede den sidste, så nu gider jeg godt igen, hvilket Søren blev ret glad for. Når først man er nået over de kedelige ‘bundstykker’ (som der faktisk også er et (relief)mønster i), bliver den rigtig sjov at strikke, selv om man HELE tiden er nødt til at kigge på mønsterdiagrammet.
Jeg er i gang. Det er snevejret også …

31. januar 2017

Jeg er åbenbart sart for tiden … og andet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: , , , ,

Jeg er en lille smule forelsket i en dommer. I dommer John Deed, som bliver vist hver hverdag klokken 14. Deed betyder bl.a. bedrift, så jeg tør vædde en del på, at det er pun indtended. Hvert afsnit starter temmelig kedeligt, og efter tyve minutter overvejer jeg, om jeg ikke bare skal slukke. Men så begynder det … ganske langsomt bygger man afsnittet og dermed spændingen op, og det ender hver gang med, at jeg sidder ude på kanten af stolen og er spændt på, hvordan Judge Deed dømmer de formastelige. Eller hvorfor han ikke gør det – hvilket i givet fald er fordi de alligevel ikke var så formastelige endda.
Inden da er der for øjeblikket nogle gamle Hammerslag og inden det Pricebrødrene.
Hvis madprogrammer jeg ellers godt kan lide at se, men uvist hvorfor generer det mig mere end tidligere, at Adam Price er ude af stand til at tygge med lukket mund. Det er ulækkert i forskellig grad, afhængigt af hvad han lige har proppet ind, men altid ulækkert. Han er dygtig, han har vid, jeg holder meget af hans sproglige evner, men jeg afskyr hans tyggen med åben mund og at han taler med mad i munden. Jeg koncentrerer mig lidt ekstra om strikketøjet, hver gang det sker.

Apropos strikketøj: Min niece har som sit andet strikkeprojekt (det første var et babytæppe) kastet sig over et par sokker. Jeg måtte yde lidt telefonisk hjælp i aftes … har I nogensinde prøvet at forklare med ord, hvordan man stikker en hæl? Det er altså svært, men det endte med at gå op i en højere enhed, bl.a. fordi hun internettede sig frem til en opskrift, som jeg mente ville være nogenlunde let forståelig. Den hun havde fat i, inden hun kapitulerede og ringede til mig, indeholdt tydeligvis en fundamental fejl, så jeg kan godt forstå, at hun ikke kunne gennemskue, hvad pokker hun skulle stille op med den hæl. Jeg måtte smile lidt over, at hun var ret sikker på, at det var opskriften og ikke hende selv, der var fejlbehæftet.
Jeg har nu set billeddokumentation for hælen; den ser fin og helt rigtig ud.
Hun strikker i øvrigt sokkerne vha. Magic Loop-metoden, som jeg har oplevet, at selv garvede strikkere ikke helt kan forstå konceptet til. Moster her er – stadig – imponeret, og YouTube er guld.


Ved kasserne i Meny kunne man i dag i det sædvanlige opbud af ugeblade læse følgende tre forsøg på forside-lokkemad fra tre sladderblade:

P1050771P1050772P1050773

Åh, jamen er det da ikke pragtfuldt? Jeg går ud fra, at kongehuset selv kun kan more sig over den slags.
Det bekræfter virkelig hvor seriøst man skal tage denne ‘lekture’ – det er sandelig godt, man kun læser det hos frisøren … og eftersom jeg kun kommer der hver 8. uge, når jeg at se meget meget lidt af al sladderen. I dag nåede jeg kun at se hvem der døde i 2016, samt gallakjolerne til nytårskuren. 
Mon ikke jeg overlever alligevel?

16. januar 2017

En rigtig god arbejdsfordeling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags: ,

Vi slår lige to fluer med ét smæk her …

Jeg kan 1) forhåbentlig berolige især Farmer, der lidt bekymret spurgte, om vi var opmærksomme på, at jorden i vores let forhøjede bed ville kunne komme til at skade muren bagved.
Se bare, hvor langt der stadig er op til den – det vil jeg antage er helt okay. Bunken nederst til venstre skal fordeles i andre bede, men den rører stadig ikke ved muren, selv her under den midlertidige placering.

P1050744

Jeg vil 2) illustrere den helt fantastiske arbejdsfordeling, man en sjælden gang kan finde i Den Stråtækte: John tog jordfordelingstjansen og jeg tog sofatjansen med at strikke videre på kimonotrøjen.
Bemærk, hvor meget det er muligt at ligge ned og stadig befinde sig i en behagelig strikkestilling!

P1050745

Jeg kan lige akkurat holde det ud … det er lidt ærgerligt, at det hævner sig for meget, hvis det her var noget, man excellerede i hele tiden.
På den anden side …de ville nu nok meget hurtigt blive meget kedeligt. Jeg elsker at strikke, men da ikke hele dagen!

11. januar 2017

Tilflydende havemøbler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: ,

Som bekendt havde vi ret meget vand ret tæt på os for præcis en uge siden (der er allerede gået en uge! Chokerende!). Da John forleden dag kiggede ud over fjorden, som først fredag eller lørdag havde nogenlunde normal vandstand, fik han øje på noget, der ikke var der før oversvømmelserne.
Kikkerten kunne afsløre, at det var en havestol. Den kan kun være blevet bragt hertil af ‘tidevandet’ fra i onsdags, men jeg tror ikke, jeg gider efterlyse ejermanden. Hvis fjorden fryser til, som den gjorde sidste vinter, vil det være et ideelt sted at sætte sig og studere havørne på nært hold. Måske …

IMG_5835

Man skal se rigtig godt efter for at opdage, at der er noget her, der ikke plejer at være der – John har bedre falkeøjne end jeg umiddelbart troede – eller også er han bare mere langsynet end jeg troede … jeg havde aldrig fået øje på den stol, men den er der!

IMG_5833

I dag skulle der også være forhøjet vandstand visse steder i landet, men ikke her. Der blæser en strid vind, som indimellem bringer enten sne eller slud med sig. Jeg skal ikke uden for en dør, tak, helst ikke, men vi løb tør for rugbrød og mælk, så John tilbød helt frivilligt at trodse elementernes rasen.
Og nu skal jeg så heller ikke gøre det værre end det er – der er intet farligt ved det; kun ubehag.

Malle og strik 1Malle og strik 2

Malle rejste til Norge i tirsdags, og onsdag løb der ovenstående melding ind. Hun er glad og det er jeg også – nu er jeg forholdsvis sikker på, at hun nok skal få styr på strikkeriet, inden hun kommer hjem igen.
001Jeg spurgte ikke hvad “en Grethe med tilsvarende alder” betød, men gik ud fra, at navn og alder passede sammen i Malles øjne – nemlig en halvgammel kone lige som moster her.

image

Herover er hvad vi indtil videre ved om job og kolleger, men hun virker ikke utilfreds … jeg kan tilføje, at det er et rehabiliteringscenter, hun er på.

Jeg har været næsten hele mit garnlager igennem i dag for at se, om jeg kunne skrabe sammen til (endnu) en kimonotrøje fra Jamieson’s of Shetland. Det er mange år siden, jeg strikkede den første, og jeg synes den er så flot, at man godt kan tillade sig at have to af slagsen.
Jeg tror, jeg har fundet nok garn til en grå og flødefarvet udgave; lidt mere tone-i-tone end den viste.
Ordet, der bekymrer mig, er “tror” – jeg vil tude, hvis det viser sig, at jeg mangler til et kvart ærme.
I teorien; dvs. når jeg vejer og regner løbelængder ud, er der nok, men vi ved jo alle, at det er i sådanne situationer, at Murphy slår til med ubarmhjertig hånd.
Jeg vælger dog at være optimist, og lige om lidt skal jeg i gang med strikkeprøven – også for at se, om de to farver til kontraststriberne passer, når man strikker dem ind og ikke bare holder dem op mod garnet.

6. januar 2017

Overrasket, men glad

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:13
Tags: ,

Jeg har en sej niece. Jeg har faktisk fire seje niecer og en sej nevø, som både jeg og deres forældre er stolte af … de er alle fem godt i vej og har styr på liv og karriereveje. Jeg holder meget af dem alle, men i dag skal Amalie, som for mig fra den dag hun blev døbt har heddet Malle, fremhæves.
I maj 2016 bad hun mig om at hækle nogle klude for hende, for hun ville gerne støtte ikke mere mikroplast-kampagnen. Jeg parerede ordre og hæklede syv karklude til hende i de ønskede farver – og har i øvrigt hæklet og strikket et hav (et ikke-plastfyldt hav!) af klude siden. Malle sagde tak, og så troede jeg ikke den var længere, men ganske kort tid efter begyndte hun selv at hækle – hun har sikkert tænkt, at de klude så nu alligevel ud til at kunne klares selv af en nybegynder. I hvert fald kom hun hurtigt selv i gang.
Og hun hæklede og hun hæklede. Hun avancerede hurtigt fra kludene til sjove dyr til sin lille niece på tre år, og søreme om ikke hun også har hæklet en sweater til sig selv. My Little Pony herunder kan jeg ikke stå for, og jeg synes hun er nået langt på et halvt år.

Fra Malles FB-sideFra Malles FB-sideFra Malles FB-side

For ikke så længe siden blev hun færdig som sygeplejerske, og da hendes vikariat på Herlev Sygehus var ved at løbe ud, søgte hun om at komme til Norge i en periode. Der er hun nu stærkt på vej til – rejser på tirsdag – og i går henvendte hun sig til mig og erklærede, at når hun kommer hjem igen om tre måneder, har hun til hensigt at have lært at strikke!
Så hvad har jeg brug for, moster? Jeg har nemlig tænkt mig at slæbe alt det nødvendige med fra Danmark.
Det endte med en aftale om, at hun og kæresten kommer til middag i aften, for jeg har en masse pinde og dobbelt eller endog tredobbelt af andre både nødvendige og aldeles uundværlige strikkedimser, som jeg derfor sagtens kan undvære i tre måneder. Der vil også være en lille overraskelse til hende: Et wiresæt fra Drops – så har hun alle pinde fra 3,5 til 8 mm. Det er måske lidt frækt af mig, for et lån forpligter ikke, hvilket gaven derimod måske godt kunne fortolkes til at gøre, men sådan mener jeg det ikke … man kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og skulle hun finde ud af, at det med at strikke alligevel ikke lige var noget for hende, finder det wiresæt nok en anden ejermand.
Det er godt, at YouTube er opfundet – og internettet i det hele taget – jeg havde ikke kunnet lære at strikke uden en erfaren strikker (min mor!) til at løse akut opståede problemer, men i dag er der ufatteligt mange instruktionsvideoer på nettet, så det skal nok gå.
Moster her er meget glad for, at der endelig er bare en enkelt i familien, der har lyst til at tage strikketraditionen op, og jeg håber hun kommer hjem med masser af strikkeblod på tanden.

6. december 2016

Vintertid er sysletid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

Jeg strikker hele året, men jeg syr nok mest om vinteren – ved egentlig ikke hvorfor, men sådan er det.
Sommetider tænker jeg på de ikke særlig gode, gamle dage, hvor husets kvinder var tvangsindlagt til at karte og spinde, væve, strikke og – for de unges vedkommende – sy brudeudstyr. Håndsyet, forstås.
Jeg har lige læst i en bog om nordiske strikketraditioner, at de unge kvinder skulle have et par dusin strømper strikkede strømper med sig – en finsk brud skulle have strømper nok til 20 år i medgift!
ShetlandssjalIfølge norsk tradition fra Selbu, Telemark og Gudbrandsdalen skulle bruden strikke ekstra fine vanter til – og hold nu fast – brudgommen, hans far, alle hans brødre og til hele bryllupsfølget. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke levede dengang og kom derfra! Vi taler fingervanter her – ti tynde, irriterende fingre pr. sæt vanter til … lad os bare sige til 15 personer, selv om det sikkert ikke er nok. De holdt store bryllupper (også) dengang.
Derudover skulle der jo også sys udstyr – skjorter, natkjoler, sengelinned, viskestykker og hvad ved jeg … alt muligt.
Alle piger lærte det – det var ikke en mulighed at sige, at man ikke kunne eller ville. Evnerne må selvsagt have været ulige fordelt, og det må have været et helvede for de stakkels tøser, der ikke var så god – de var pr. definition ikke helt gode kommende koner, selv om de sagtens kunne være ferme til alt muligt andet.

På Shetlandsøerne fik kvinderne på sin vis øjnene op for deres færdigheder og satte de fine sjaler i produktion, hvilket gav dem en tiltrængt ekstraindkomst. De dygtige shetlandskvinder kunne håndspinde verdens tyndeste og fineste uldgarn – nogle af jer har måske hørt om et Wedding Ring Shawl? Hele det store sjal kunne trækkes gennem en vielsesring.

Hue med neverkontbortJeg strikker kun hvad jeg gider. Det har i øvrigt indbefattet flere shetlandssjaler.
Jeg syr kun hvad jeg synes er sjovt at sy. Jeg havde et arbejde og kunne forsørge mig selv. Jeg har en mand, der tager sin tørn, hvad det huslige angår. Sådan da … men han laver så meget andet i form af vedligehold, som jeg enten ikke kan eller har særlig meget lyst til. Jeg længes ikke tilbage til noget som helst …
De gode gamle dage var ikke gode. Jeg er med i en FB-gruppe, der hedder Os der er født i 50’erne, og som jeg egentlig ikke forstår, jeg ikke får meldt mig ud af igen, fordi langt de fleste mest af alt sidder og svælger i deres barndom og kan I huske dit og kan I huske dat? Jeg foretrækker at leve i nuet, for fortiden kan man ikke bruge til særlig meget – bortset fra, at man kan tage ved lære af den, selvfølgelig, men svælge i den? Ikke mig.

Jeg har lige strikket en hue. På pinde 2,0! Dobbelt! Dvs. at jeg strikkede den to gange, bortset fra borten. Og ikke nok med det, jeg er startet på en til med et norsk mønster. På pinde 1,75. Det bliver superflot med så små masker, men jeg tror ikke, jeg går i gang med en sweater til mig selv eller til John sådan lige med det samme.

4. december 2016

Hvornår er en spotpris en spotpris … og andet i småtingsafdelingen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: , , ,

Mail fra et rejsebureau. Måske er der et godt og/eller spændende tilbud –

Spotpris 1
jeg skal altid lige kigge, og denne gang var der tilsyneladende et, så jeg læste videre:
Spotpris 2
Nåda … det lyder ikke specielt voldsomt … jeg kigger lidt længere ned:
Spotpris 3

Okay. Godt så. “Spotprisen” viste sig at være en formidabel rabat på hele 2,7 %. Det er så ikke det tilbud, der får mig til at flintre hen og ringe til dem med det samme for at være sikker på at komme med til den pris. Der gøres meget for at få folk til at kigge, og jeg faldt da også lige i.

JOHNS SWEATER ER FÆRDIG. Endelig!
Jeg er heeeelt færdig, som min nevø sagde ude fra toilettet, før han kunne klare de afsluttende sager selv.

Johns norske sweater (4)

 Og allerbedst af det hele: Den passer ham! Som var den skræddersyet, hvad den jo næsten også kan kaldes, men jeg har lidt for mange gange været uheldig med strikkede sager til John.
Nu er den skyllet op, centrifugeret og lagt til tørre. Det pyntede lidt på garnregnskabet – jeg har jo lovet mig selv, at når året rinder ud, skal der være brugt mere, end der er købt. Købet af garnet til denne sweater var lige ved at ødelægge det hele, men nu er jeg oppe på at have brugt hvad der svarer til 20 lagernøgler (købt seks kilo garn og brugt syv), så jeg er tilfreds – og der er jo fire uger endnu til nytår …
John har joket lidt med, at nu mangler jeg bare at strikke strømperne til ham. Det er nogle knælange grimrianer i et mønster, der passer til sweateren, og det er lidt ærgerligt, at jeg ikke gider strikke dem, ellers kunne jeg godt forestille mig gøre det bare for at tvinge ham til at købe et par plusfors og så ellers gå og promenere med hele udstyret.
Vanterne er okay, men huen er ikke den mest klædelige, synes jeg – heller ikke den til damen – jeg ville føle mig som førerdyret i en rensdyrflok, hvis jeg skulle rende rundt med de kvaster ved ørerne.

Ellers går livet sin stille og rolige, men naturskønne gang hernede – gæssene er hele tiden mange nok til at flyve i flok – der kommer masser forbi hver eneste morgen. Sommetider dækker de næsten hele himlen, og når det sker samtidig med en nydelig solopgang, så kan man næsten ikke forlange mere af livet – det er fuldstændig umuligt at være morgensur. Det er jeg nu aldrig …
Desværre er jeg aldrig hurtig nok med kameraet til at få taget de store flokke, men jeg fik en mindre i går.

P1050305

Køerne er blevet hentet i dag – nu er de kommet på stald for vinteren. Vi kommer til at savne dem; de er så hyggelige at have gående, men de kommer nok igen til foråret. Eller nogle andre … det er ligemeget, bare vi har nogle hyggekøer.

17. oktober 2016

Inaktivitet i tredje potens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

Når nu man er to efterlønnere og en pensionist samlet i en hytte i Sverige, har man så ikke lov til at holde søndag på en mandag, bare fordi man kan?
Det er i hvert fald det vi gør, men det er nu ikke udelukkende fordi vi kan, det er også fordi vejret absolut ikke indbyder til nogen som helst form for udendørs aktiviteter. Det er gråsort, det er fugtigt og det er trist. Det er muligt, at visse entusiaster ville være gået en lang tur, men vi gider simpelthen ikke. Jeg har svunget mig op til at få hentet noget brænde, og John og Søren er nede i kælderen for at konvertere en kasseret lamelbund til optændingsbrænde.

P1040687

Mændene ordner billeder, når de ikke hugger pindebrænde, så de hygger også.
Det triste vejr har givet mig en ret god undskyldning for at komme videre med Johns sweater, som jeg begyndte på inden ferien … det er altså superhyggeligt med sådan en indehyggestrikkedag, men hvorfor pokker begyndte jeg med bullen, når jeg ved, at jeg kommer til at hade at strikke ærmerne? Okay, jeg ved faktisk godt hvorfor, men jeg er, for at slippe for at lide af SSS, nødt til at strikke dem begge på én gang, med klippe-op-masker imellem, eftersom jeg er nødt til at strikke dem på rundpind pga. mønstret. Det har jeg gjort før; det er ikke så farligt, som det lyder, og det er skønt at slippe for at strikke to ens ærmer. Efter hinanden, forstås …
Yderligere fordele: Man er sikker på, at de bliver 100 % ens, fordi der bliver taget ud præcis samme steder og at de bliver nøjagtig lige lange.

I ovnen står der en lammebov, som er omgivet af 80 graders varme, lidt rødvin, vand, gulerødder, tomater, løg, hvidløg, timian, salvie, krusemynte, salt og peber.
Alt dette går tilsammen op i en højere enhed og udsender en herlig duft, som bevirker, at vi alle tre glæder os til aftensmaden.
Livet er godt. Også selv om det er efterår. Både ude i naturen og for vores eget vedkommende …

P1040680

2. september 2016

Var det nu også helt gennemtænkt, Ellen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:17
Tags:

Nej, det var vist ikke helt gennemtænkt, men nu er det for sent at fortryde.
Jeg har konstateret – som om jeg ikke vidste det i forvejen – at gennemtænkning ikke er helt synonymt med ønsketænkning.
Men jeg vil så gerne strikke en norsk sweater til John.
På relativt tynde pinde.
imageJeg har lige været i pakkeudleveringen for at hente Tilly Woolcot i store mængder. Det er ret tyndt garn med en løbelængde på 700 meter pr. 100 gram, så der skal strikkes med dobbelt garn – og alligevel skal jeg kun bruge pinde 3½. Eller måske oven i købet pinde 3 til denne sweater i størrelse XL, men så skal jeg ekstrapolere mønstret, hvilket jeg ikke har ret meget lyst til at springe ud i.
Det kalder jeg ambitiøst, men der var et godt tilbud på garnet, som jeg ikke kunne stå imod.
Nu ligger jeg derfor inde med fire kegler garn á 500 gram. Det skal ikke bruges altsammen, men det kunne kun købes i 500 gram ad gangen.
Jeg kunne naturligvis bare strikke begge sweaters …
Nogle hardcore strikkere vil måske undre sig over, at jeg vil strikke norsk i halvt uld og halvt bomuld, men jeg har en trøje i samme blanding (købt færdig i Norge), som er strikket på hvad jeg tror svarer til pinde 2½, og som er meget behagelig at have på. Den er derfor ikke for varm at have på indendørs.
Det bliver lidt af et eksperiment og noget af en udfordring (her kan man for en gangs skyld med rette bruge ordet udfordring) for sådan en som mig, der helst vil være færdig dagen før jeg begynder. Jeg vil ikke fortælle John, at jeg strikker til ham, for hvis han ikke ved det, bliver han ikke utålmodig – den bliver med stor sandsynlighed til en UFO en gang imellem – det er sådan et arbejde, hvor jeg bliver nødt til at have noget andet indimellem.
Hvad jeg derimod stensikkert ikke har tænkt mig at strikke, er huen, som kvinden har på.
Det er ikke lige min stil … men på den anden side … hvis man lukker spidserne sammen i toppen, er den måske meget sød? Så ligner man da i det mindste ikke et rensdyr med klokker i geviret.

Nu har jeg checket os alle tre ind hos SAS, og lige om lidt skal der pakkes. Gad vide, hvad kuffertgennemlysningen siger til en metalæske? Jeg har marmelader med til UK, og jeg vil helst ikke have, at et eller flere af glassene går i stykker under den sommetider noget hårdhændede behandling af bagagen.
Nå – de kan jo bare kigge, hvis de får lyst. Indholdet af æsken må jeg gerne medbringe.

26. august 2016

Her er masser af svampe!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:10
Tags: ,

Jeg troede, her ville have været både for tørt og for varmt til svampevækst i plukkeværdig grad, men jeg tog fejl.
Nogle gange kan jeg godt lide at tage fejl …
Jeg gik, kort efter ankomst til torpet, hen til mit ‘prøvested’ – er der ingen kantareller her, er der som regel heller ikke nogen på de andre af mine steder.
Der var over et kilo – langt flere, end jeg nogensinde har plukket lige på dette sted, så jeg forføjede mig videre til de næste tre steder.
Som dog skuffede lidt; tilsammen havde disse tre kun lige så mange som på det første, men det er fint og rigeligt nok til os.
I morgen hedder det derfor ud i skovene, men det bliver med min stifinder.

image

imageAnne gav mig en god ide: At bruge karkludestrikning som mønsterafprøvning og ditto øvelser.
For et par år siden købte jeg denne bog, som indtil nu bare har stået på hylden.
(Er det ikke lidt pudsigt, at nordmændene kalder den for “De bedste”? Danskerne forholder sig mere neutrale her.)
Jeg ved faktisk slet ikke, hvorfor jeg købte den bog, men nu har jeg da fundet noget at bruge den til.

Jeg er i gang med en hue (!) i et meanderlignende mønster på pinde 2, men det er ikke et godt bilstrikketøj; det er karkludene derimod.
Strikkefastheden på huen snød mig temmelig meget, selv om jeg havde lavet en prøve og taget højde for forskellen – er der mon en, der har har et lille barn med en hovedomkreds på omkring 52 cm, der vil have en hue i blå farver? Billede kommer, når den engang er blevet helt færdig.
Jeg kunne på en måde godt tænke mig at strikke en norsk trøje på pinde 2. Det bliver kanonflot på så tynde pinde. På den anden side er jeg næsten klar over, at jeg nok aldrig får gjort den færdig. Alene tanken om alt regnearbejdet for at få omregnet et mønster, så det passer med pindene og ikke bliver til et to-års barn i stedet for til mig, kan gøre mig helt svedt …
Eller er det bare vejret? Her klokken 18 er der stadig 27° udenfor.

31. juli 2016

24, næsten 25

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:48
Tags: , ,

Det er ikke min alder, jeg taler om i overskriften – heldigvis da – for godt nok er det på visse (ganske, ganske få) punkter irriterende at være næsten 40 år mere end 24 år, men i det store og hele vil jeg ikke bytte. Faktisk slet og overhovedet ikke. Livet er meget nemmere at overkomme nu, og havde jeg vidst det var så skønt at være pensionist/efterlønner, var jeg aldrig begyndt at arbejde.
Hvilket naturligvis er et paradoks. Jeg var bevidst arbejdsløs fra 12 dage før Charlottes fødsel til hun var 13 måneder, ellers har jeg aldrig prøvet at være uden et lønnet arbejde. Barselsorloven var dengang 12 uger, hvilket var totalt uacceptabelt for mig, så jeg takkede nej til den tilbudte fastansættelse på Hvidovre Hospital, hvor jeg var vikar. Da C var et halvt år, forlod jeg hendes far. Da hun var et år, søgte jeg atter ind på arbejdsmarkedet, og da hun var 13 måneder, var jeg i arbejde på Københavns Universitet i et 12-ugers (ja, de var jo altså ikke længere dengang) barselsvikariat, som ledte mig direkte videre til den arbejdsplads, jeg havde de næste 35 år.
Var det nemmere dengang, eller har jeg bare været heldig?

P1030461

Næh, ikke leveår, men mikroplastfrie karklude. Jeg er næsten færdig med nummer 25. De er stadig IndimellemDeMereUdfordrende-arbejder; ellers bliver strikke/hæklelivet vist lige en tand for kedeligt. Karkludene jeg lavede og gav til Malle, var efter ønske holdt i jordfarver eller i beige, men til eget brug har jeg ikke noget imod lidt spræl i hverdagen.
Det lidt sjovere (inden for strikkeriet) er for tiden min anden udgave af Windswept fra Fiddlesticks Knitting. Det er så nemt at strikke, at man tror det er løgn, selv om det ser kompliceret ud. Jeg kunne godt have det som bilstrikketøj, og det må komme an på en prøve om det også er tv-strikketøj … det afhænger nok af, hvad jeg ser. Det værste bliver kanten hele vejen rundt – ikke fordi den er svær, men fordi der skal strikkes omkring 100 ens spidser.
Nå. Det skotske sjal havde 140, så dette overlever jeg vel også, især når resultatet bliver så pænt, som jeg synes det gør.
Det første var lidt mørkt, denne gang bliver det næsten helt hvidt.

Windswept - CopyWindswept (5) - Copy

Windswept backWindsweptEdging detail

Det småregner. Jeg havde lige hængt vasketøj ud, da det begyndte … irriterende, altså, men nu får det lov at hænge – det bliver vel tørvejr igen.
Der er dømt strikkesøndag resten af dagen.

5. juli 2016

23 down – 117 to go

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Der strikkes spidser. Mange spidser. 140 spidser skal der til – 35 på hver side af sjalet. Eneste fordel er, at jeg efter den tiende spids kan dem i søvne. Efter 50 drømmer jeg om dem om natten, og inden jeg er helt færdig, er drømmen nærmere et mareridt. Det er det, der hedder en spidsbelastning …  og jeg overdriver kun lidt …

P1020796

imageimageFronten nærmer sig og ligner mere og mere et rigtigt uvejr, når man kigger på DMI’s radar. Klokken henholdsvis 13:50 og 14:20 så det således ud, og med den aktuelle vindretning ser det ud som om det har retning mod Den Stråtækte, så mon ikke den står på spidsstrikning og tordenvejrshygge resten af eftermiddagen? Plus et enkelt Murdoch-mysterium.
I formiddags, mens vi holdt pause på øverste terrasse, gik det pludselig op for mig, at det var noget nær det perfekteste cykelvejr: Meget lidt vind og en sol, der ikke bagte voldsomt ned, men var lidt diset i sit udtryk.
John var med på ideen med at cykle ud på Jungshoved en tur, men vi nåede ikke længere end til garagen.
En af os havde nemlig glemt at sætte batterierne til opladning efter sidste cykeltur, så en anden af os blev en anelse vrissen. Den anden af os kunne selvfølgelig bare have tjekket, men det er i så høj grad blevet den enes ansvar, at den anden bare regner med, at det bliver gjort, og man går jo normalt ikke og tjekker, om pligterne passes.

Pausen, vi holdt, var en velfortjent en af slagsen efter at have ryddet lidt ud i vildnisset bag den forhenværende modeljernbane. Det gjorde jeg også sidste år, men noget har jeg overset, for da jeg begyndte at pille i de efterhånden lidt for omfangsrige puder af lavt bjørnegræs, afsløredes der en række sten, jeg ikke har set før. Bjørnegræsset er såmænd pænt nok, men som alt andet kan også det tage overhånd, og jeg er ikke bange for at tage for meget; det har alt for godt fat til at være i fare for at gå ud, og når Finn nu har haft ulejligheden med at sætte stenene så fint, kan vi lige så godt nyde synet af dem.

IMG_5742P1020799

3. juli 2016

Krydderi … ikke på tilværelsen, men i næsen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

John sad og så indledningen af dagens Tour de France-etape; jeg kiggede med med et kvart øje, lyttede med et halvt øre og undrede mig. Jeg forstår simpelthen ikke sproget: “… så taber han den reelle tid, han måtte miste …” Ja … ?
Jeg opgav og foretog mig forskellige småting, mens manden zappede mellem Formel1 og TdF – det må være frustrerende at ville se to ting på én gang.
Den ene småting var at få kværnet flere tørrede chili, for Søren fik dem med hjem, jeg lavede forleden dag.
Det kræver mundbind og beskyttelsesbriller! Chilierne bliver kværnet i en hermetisk lukket beholder, men bare det at klippe enderne af dem for at få frøene ud får mig til at nyse. Når jeg skal have det færdige produkt via en tragt fra kværn til glas, kommer der åbenbart også chilistøv i luften. Det sved i næsen og jeg nøs og nøs og nøs, mens øjnene løb i vand.
Nu har jeg heldigvis til lang tid.

Miss Grace (2)

P2080032Miss Grace er endelig blevet skyllet op og tørret. Det er ikke decideret blokket med nåle und alles, for jeg synes ikke, det skal være alt for luftigt – det blev to meter på den lange side uden at strække det, hvilket er stort nok. Jeg ønsker mig en gine til at drapere den slags mere fotogent på – og til at prøve bluser på.
Er der en, der har en til salg? Den behøver ikke at have modelmål … nok nærmere de mere eller mindre tøndeformede, Charlotte havde stående, da hun arbejdede hos Hardy Amies. Flere græske skibsrederfruer havde deres egen gine stående, så de kunne bestille tøj in absentia.
Miss Grace var sjovt at strikke, og måske kommer der et til engang. Lige nu er jeg i gang med mit femte babysvøb scottish style (det, der blev døbt Prinsesvøbet, da kronprinsparrets ældste kom til verden). Jeg elsker at strikke dette sjal, og da jeg forærede mine to niecer et, da de fik deres respektive første barn, var jeg godt klar over, at det skabte præcedens, så nu strikker jeg bare til lager – der er stadig to niecer og en nevø tilbage, som ikke har fået børn endnu.

Der var havnefest i Præstø i aftes. Bortset fra, at det var en anden slags musik, var det næsten som at være tilbage i Havdrup under roskildefestivallen: Vi kunne snildt høre hvad de havde gang i, når vi opholdt os udenfor. En havnefest må forhåbentlig gerne være våd, for de fik sig nogle gevaldige byger indimellem, men måske også en krukke med guld – regnbuen endte lige præcis ovre i Præstø.

P1020768

Jeg elsker de kontraster, naturen kan fremvise i den slags vejr – her var det fint vejr ved Den Stråtækte, men vi fik vores part af regnvejret kort efter.

6. juni 2016

Vi må selv lave regnen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:59
Tags: , ,

imageDer er pakket, der er vandet, der er fundet mere bomuldsgarn til karklude, for nu er Miss Grace færdig – min udgave er dog i lidt mere dæmpede blå farver, for jeg ligner et lig i røde. Intet foto endnu, det skal spændes ud først, og det har jeg remedierne til i Sverige.
Pakket … kun lidt tøj – igen – for vi skal bare nogle få dage til Samsø på det for længe siden omtalte Ballen Badehotel. Derfor også bomuldsgarnet – bilhåndarbejde kan ikke undværes.
Vi får formentlig ikke et tilsvarende uvejr, som vi havde, da vi var på Schloss Tremsbüttel. Vi kunne ellers i høj grad godt bruge noget vand efterhånden; måske ikke i de mængder eller den voldsomhedsgrad, vi oplevede i Tyskland, men vand trænger vi til.
Græsplænen er helt gul, men den må klare sig selv, hvilket meget andet i haven ikke kan. Mine dahlier fra England, fx – de gror så flot og hurtigt, men de bliver også passet og plejet og vandet efter alle kunstens regler. Til gengæld er der kun kommet ni op af de 25 montbretia, jeg satte … ikke helt tilfredsstillende efter min mening.

P1020417P1020418

Til alle de klude må der prøves noget nyt, så jeg har lige lært tunesisk hækling, eller hakning, som min mor kaldte det, for da jeg så mønstret, kunne jeg genkende det, hun lærte mig, da jeg var barn, men som jeg ikke har brugt siden.
Det er et flot mønster, men bliver dog lidt for tæt til en klud, så jeg må tage en større nål til det næste, og så vil jeg prøve tunesisk hækling, metode 2, som Drops har en video med. De stikker ned et andet sted til opsamlingsrækken, hvillket betyder, at mønstret bliver helt anderledes, sammenlignet med dette.
Jeg har både en strikket og en hæklet karklud i brug og kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt den ene er bedre end den anden. Det er helt fint, for det gør fremstillingsmetoderne så meget mere varierede.
Next stop Samsø. Har kigget på Visitsamsoe, og mon ikke vi skal forsøge at se falkecentret? Det finder vi ud af, når vi kommer derover.

20. maj 2016

Miljøglorien kan – næsten – pudses

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

Mens vi var i Sverige, spurgte Malle mig, om jeg kunne hækle. Ja, det kan jeg – men det kan din mor også … hvorfor spørger du?
”Jo … de her fiberklude, du bruger som karklude … er du klar over, at de indeholder 20 % mikroplast?”
Det var jeg ikke, og jeg har læst artikler om mikroplastens omfang og skadelighed, så jeg fik helt dårlig samvittighed, hvad der dog ikke var Malles mening. Næh, hun ville have mig til at hækle karklude til hende.
Jeg er ikke vild med at hækle, men efter fire numsevarmere – dobbeltsidede, oven i købet – kunne jeg vel for pokker hækle lidt karklude til det miljøbevidste unge menneske.

Plastfrie karklude

I brugsen havde de fire nøgler bomuldsgarn på tilbud, så der røg 2 x 2 nøgler neutrale farver (ønske!) i kurven, og nu er de første to karklude færdige.
I to forskellige mønstre, naturligvis. Variation må der til. Hvis hækling er kedeligt, så er hækling med lutter fastmasker det kedeligste, men nettet nærmest svømmede over med opskrifter på hæklede karklude i forskellige varianter.
Den tredje bliver strikket. Patentstrik, selvfølgelig.
Lige pludselig er jeg, mod al forventning, blevet helt grebet af det, så mon ikke der kommer lidt bomuldsgarn i garnkurven, når vi kører ned til vores tyske slot om få dage? Det er et perfekt passager-håndarbejde. Nemt og overskueligt, noget man nærmest kan arbejde med i blinde, så man samtidig kan kigge ud ad vinduet. Ikke noget med at sidde med mønsterark, som ikke har noget egnet sted at ligge i bilen.
Jeg har bomuldsrester i mange farver, bare ikke jordfarver, men jeg har intet imod lidt kulør i køkkenet. Jeg har flere gange været tæt på at smide de rester ud – godt jeg ikke nåede så vidt, for nu tror jeg, jeg er nødt til at gå over til hjemmefabrikerede bomuldskarklude. Man er vel miljøbevidst!

Plastfrie karklude (1)Plastfrie karklude (2)

“Vores tyske slot”??? … Nej, vi har ikke købt et tysk slot. Vi har så rigeligt i Den Stråtækte og i Sverige, men vi skal, om ikke så længe, ned og bo på Schloss Tremsbüttel et par nætter.

Tremsbüttel

Med morgenmad og en treretters aftenmenu. Det bliver sikkert okay. Jeg mangler bare at finde ud af, hvad man med fordel kan se i området.

4. april 2016

Giv os i dag vort daglige brød

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:33
Tags: , ,

IMG_5644Det fjerde brød er i gang ude i bageriet. Som ved alle de andre gange er der brugt en basisopskrift, der er ændret en smule af lærlingen, som er mig. Selv om jeg fulgte opskriften til punkt og prikke, ville der alligevel blive ændret i den, for jeg ved simpelthen ikke, hvad de forskellige melnavne dækker over: wholemeal, malthouse flour, granary flour, unbleached white bread flour, strong white bread flour, very strong white bread flour, type 55 French flour.
Jeg har selvfølgelig en ide om, hvad de omtrent dækker over, men fx er fuldkornshvedemel flere forskellige slags også her i landet; afhængigt af, hvem producenten er. Strong og very strong har nok noget med proteinindholdet at gøre, men hvad er så proteinprocenten i dem? Type 55 French flour kunne måske ligne det italienske tipo 00? Maltmel fandt jeg i brugsen, men ved ikke, om det er det samme som det engelske malthouse flour. Jeg kan godt lide mannitobamel, men ved ikke, hvilket af de engelske der kommer det nærmest. Om nogen af dem overhovedet …
Jeg er nok nødt til at købe en pose med hjem af hver type for at kunne sammenligne ordentligt. Godt, vi har bil med næste gang, vi skal derover.
Resultatet, indtil jeg får købt mit referencelager, er, at jeg hver gang tager et par forskellige meltyper og blander dem, plus at jeg kommer lidt frø af en eller anden slags i.
Jeg skal også have deres fast-acting dried yeast og noget easy-blend dried yeast med hjem for at se, om brødene bliver bedre eller dårligere sammenlignet med mit almindelige, friske gær.

Stjerner fra Falster

De to illustrationer er fra strikkeudstillingen, som ærlig talt var en smule skuffende. Langt det meste var eksempler på Vivian Høxbro- og Annette Danielsen-design; begge virkelig gode strikkedesignere, som jeg har haft fornøjelsen af at møde gennem Webstrikkerne, men jeg behøver ikke at tage på museum for at se deres modeller.
Stine Leths abstrakte vægpynt var dog interessant, lige som Høxbros opstrikning af de mange forskellige falsterske stjerner var det. Disse sidste er vel nærmest at sammenligne med skotternes klanmønstre. Det stod der ikke spor om nogen steder, men det var den tanke, der umiddelbart dukkede frem, da jeg læste om dem.
Betjeningen var hyggelig. Manden, der stod og tog imod de 30 kroner pr. person, entreen kostede, var også ham, der fortalte så levende om væveriet.
Der gik en kvinde rundt, som, efter at vi havde vævet rundt i det sammen med billetmanden, spurgte, om ikke vi ville have en kopkaf og en kage? “Have og have”, tænkte jeg, “de har vel næppe tænkt sig at forære os den?” Det havde de så heller ikke, men vi fik en hel kande hen på bordet bare til os to, og der var en fin, hjemmebagt muffin til – og det til den svimlende sum af 25 kroner. Vi er ikke ligefrem i storbyen, men det gør heller ikke spor!

28. marts 2016

It ain’t over till the fat lady sings

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:24
Tags: , , ,

Hvis man vil blære sig på et fremmedsprog, skal man sørge for at lære en masse idiomer og talemåder. Kan man det – og får man dem smidt ind i det rigtige øjeblik, naturligvis, får man gerne et anerkendende blik. Jeg har før skevet om emnet, og, om ikke for andre, så for mig selv, er den slags sproglæring en evig kilde til underholdning.

It ain’t over till the fat lady sings er ikke det rigtige udtryk at anvende i dagens sammenhæng, men jeg kom til at tænke på det, og nu bliver det nævnt, fordi jeg elsker denne blomstrende talemåde. Det er lidt i retning af, at ingen kender dagen før solen går ned – og så alligevel ikke, fordi det på engelsk hovedsageligt bruges i forbindelse med sportsudøvelse i betydningen that one should not presume to know the outcome of an event which is still in progress. Oprindelsen er sat i forbindelse med Wagner-operaerne, som for det første kan være er ulideligt lange og for det andet altid ender med, at en temmelig omfangsrig dame synger. I meget lang tid … jeg bliver aldrig gode venner med Wagner! 
Grunden til, at jeg kom til at tænke på udtrykket, er vores amerikanske køleskab, som i flere måneder ikke har villet levere andet end koldt vand, og dermed altså ingen isterninger. John har på det nærmeste haft skilt køleskabet ad, men uden at finde en forklaring på isstrejken. Vandforsyningen fungerer som sagt, men det har i flere måneder ikke taget vand ind og frosset det til is.
Ikke før i morges. Jeg sad fredeligt over min morgente, da der kom lyde, som tog mig et par sekunder at identificere: Det var lyden af isterninger, der faldt på plads i aftapningsboksen!
Hvorfor i alverden så denne lange pause? Vi talte for sjov om muligheden for, at køleskabet skulle have indbygget sommertid, således at vi kun kan få isterninger mens vi er på sommertid. Noget vrøvl, selvfølgelig, men vi fatter godt nok ikke en bønne af dette her.

Strikblomster på Stændertorvet (1) - Copy

På Stændertorvet i Roskilde var der blomster midt på stenbroen. Strikkede blomster, og på en af dem var der oven i købet en lille sommerfugl.
Det var Inge og Hasse, der lavede den sædvanlige “Er I friske, så kom og spis med i aften. Kom så snart I er klar.”
Selvfølgelig var vi friske, og da vi kom, sagde Inge, at vi var nødt til at runde Stændertorvet, for der var noget, hun ville vise mig.
Spøjs ide, men det var holdbare blomster, som ikke klaskede sammen i kronbladene på grund af en smule regnvejr.

Strikblomster på Stændertorvet (1)Strikblomster på Stændertorvet (3)

29. februar 2016

Numsevarmere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:43
Tags:

På en webstrikker-kollegas statusopdatering på FB så jeg for ikke så længe siden, at hun havde lavet sig nogle gode numsevarmere.
Jeg kan ikke helt huske, at det var hendes navn for dem, men jeg siger tak for den gode ide, og under alle omstændigheder er det nu mit navn for disse små, særdeles Numsevarmerpraktiske runde nogen, man snildt kan have med sig overalt i en taske eller i en kuffert.
Hvorfor skriver hun nu i en kuffert? Hun har da vel ikke tænkt sig at tage sådanne rædsler med ud på rejserne? Jo, det har hun, for det primære formål med at få brugt endnu flere garnresterer at kunne holde varmen på Reading station (win-win).
Da vi var afsted i januar, havde vi nær reddet os en blærebetændelse begge to på den station. Vi har normalt en times ventetid, men pga. ændringer i togplanen havde vi 1½ time sidste gang – så det har vi nok også næste gang.
Stationen er ikke opvarmet, og der er ingen decideret ventesal, men der er flere steder, hvor man kan sidde, hvis man enten køber en Starbuck’s Coffee eller en Cornish Pasty eller …
Det gør heller ikke spor, at vi skal købe den kaffe, for der er simpelthen så skidekoldt på den station, at kaffen er en nødvendighed for at overleve i den time eller halvanden. Problemet er bare, at stolene er af metal, så det er sikkert ikke svært at regne ud, at de er helt vildt kolde at sidde i. Jeg ved ikke, om englændere er født med filt der hvor vi andre har nogle ganske almindelige endebalder, for de andre gæster ser faktisk ikke ud til at være specielt kolde i r….
Det bliver John og jeg. Meget. Jeg foldede mit halstørsklæde og satte mig på det … heldigvis havde jeg et meget stort og langt et med. Stakkels John måtte nøjes med at sidde på en avis, men det var dog bedre end ingenting. Alligevel var det temmelig ubehageligt at sidde der så længe, og gå rundt er heller ingen løsning. For det første giver det ikke rigtig varmen, og for det andet har vi hver en kuffert + håndbagage at slæbe rundt med.
Selv om sommeren føles de stole hundekolde at sidde i, så nu bliver der fabrikeret to numsevarmere … de kan jo også bruges andre steder, hvor man lige kunne bruge noget blødt eller noget lunt at sidde på.
Man hækler to cirkler i passende størrelse pr. numse. Dernæst vasker man dem (nej, ikke numserne …) for at gøre dem endnu tættere, for til sidst at hækle dem sammen.
Start med at lave en ring af 12 stangmasker (stm). Første stm er altid 3 luftmasker. På næste omgang hækles 2 stm i hver stm. På 3. omg 2 stm i hver 2. stm. På 4. omgang 2 stm i hver 3. stm. Konceptet er sikkert forstået nu … fortsæt til numsestørrelse på personen, der skal bruge den.

15. februar 2016

Nu er det alene et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Nu er det kun et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst til … at blive ved med at strikke den skifergrå farve på Emiliana.
Gid jeg også kunne sige “Nu er det kun et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst  til … at være syg”. Det er en lidt sej omgang for os begge. Vi skulle have været kørt til Sverige i dag, men har udsat det foreløbig til i morgen.
Vi skiftes til at vække hinanden om natten – er det ikke den ene, der hoster, så er det den anden, selvfølgelig startende lige efter, den ene er faldet i søvn igen. Jeg overvejede at lægge mig op i gæsteværelset, men med vores hostelydstyrke er det fuldstændig ligemeget, konkluderede jeg – det er lige før, vi forventer klager fra naboerne for også at holde dem vågne.
Englænderne har vinterferie nu. Det var heldigt, at de, pga. at vi lige har været derovre, har besluttet sig for ikke at komme til Danmark igen før til maj, hvor børnene har midterm, dvs. en uge fri fra skolen. Senere vil midterms vistnok være forbundet med eksamener (= vores terminsprøver?), men ikke endnu.
Det havde været et par ynkelige skvatmikler til forældre, de i så fald var kommet over til nu.

Emiliana (4)

KaunitæppetEmiliana bliver et nydeligt og helt vidunderligt blødt sjal. Det var det rigtige garn, jeg fandt frem fra gemmerne, er jeg for længst blevet enig med mig selv om.
Jeg vil tro, at jeg strikker det ensfarvede, koksgrå stykke til samme bredde som vævemønsterstykket, hvilket vil give masser af garn tilovers, så lige nu er jeg vældig entusiastisk og har planer om at strikke både et pandebånd og et par vanter, hvor det samme vævemønster går igen.

Til ære for Kristine har jeg sat et billede i af mit kaunitæppe (kauni er navnet på et estisk garn, nok mest kendt for de meget lange farveløb). Jeg har også strikket Ruth Sørensens Blomstereng i kaunis tynde rainbow-garn. Fordelen ved kaunigarnerne er, at selv om de spænder over hele regnbuens spektrum, passer farverne alligevel sammen.
Jeg fik engang en stor pose med kaunigarnrester – ikke meget af hver farve, men der var nok til, at jeg bl.a. kunne lave det dominostrikkede tæppe, som altid ligger på min fodskammel. Det er bevidst, at der intet system er i placeringen af firkanterne.
P1110140P1110135P1110139

Herunder ses hvordan garnets farveløb er i rainbowgarnet. På blomsterengtæppet begynder man bare to forskellige steder i forløbet. Bliver farveforskellen for lille, bryder man garnet og starter igen et stykke længere fremme – det er der ingen, der opdager, for det er svært at få øje på, selv når man ved, at det er sket (midterste billede). Bagsiden af blomsterengen har et smukt, vævet udtryk. Tæppet bor i vores hus i Sverige.

PB040160PB040126PB040124

Dette var et slående eksempel på metabloggeri, vil nogle hævde. Absolut ja, men der sker jo ikke en pind interessant, når man er lagt ned af sygdom.

10. februar 2016

Forberedelser – og TINK

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: ,

imageDet bliver ved med at regne i dag, så jeg gad ikke gå tur. Det var derfor nærliggende at lave skemaer til det Emiliana-sjal, jeg er gået i gang med.
Annemette har vist bare strikket derudad uden kontrolstationer undervejs … hun har i hvert fald ikke skrevet noget om eventuelle problemer.
Jeg er nødt til at kunne tælle efter, om jeg er på rette spor, hvilket også forebygger at skulle pille op, fordi jeg ikke var det.
Det får mig til at tænke på, at jeg engang brugte virkelig lang tid på at regne ud, hvad en kvinde i USA mente med, at I had to tink almost all evening.
Tink … jeg kendte ikke ordet og kunne ikke slå det op nogen steder. Hvad i himlens navn mente konen dog? Det var ikke en trykfejl, så der skulle have stået think. Holddaop, hvor det irriterede mig.
Så slog det mig: Det var selvfølgelig knit stavet bagfra! Der er to måder at pille op på: En hvor man hiver alle maskerne af pinden, trækker i garnet, til man er tilbage hvorfra det gik galt og sætter maskerne tilbage på pinden igen. Det kan man bare ikke altid, man er sommetider nødt til at strikke baglæns én maske ad gangen. Det er vildt sent og vildt irriterende, men tink er et godt og sprogkreativt ord for det.
Ekkirts dur overhovedet ikke … jeg brugte en hel time på at ekkirts … nej, vel?

Selv i den ensfarvede første del af arbejdet lykkedes det mig at lave en udtagningsfejl temmelig hurtigt. Da der endnu kun var meget få masker på pinden, startede jeg bare forfra, men jeg kunne godt forudse, at det ville ske igen. Og igen. Der er et vævemønster også i den ensfarvede del, og det ser ikke godt ud, hvis det bliver forskudt pga. en fejl.
Derfor lavede jeg et skema, så jeg for hver eneste pind kunne, om nødvendigt, tælle mig frem til, om der var fejl. Fordelen er også, at jeg kan strege hver pind ud efterhånden, for hvor langt var jeg nu lige, da jeg blev afbrudt?

EmilianaEmiliana (3)

Det er ikke til at se det, men de to billeder er taget af det samme arbejde. Farven til højre ligner bedst – den hedder af uforklarlige årsager Feather, mens den koksgrå, som kommer ind i arbejdet nu, mere forståeligt hedder Graphite.
Nu skal jeg til selve vævemønstret, som består af 78 rækker, der er beskrevet som de viste otte. Der tages ikke ens ud i hver sektion á fire, så det kan ikke læres udenad, man er nødt til at kigge på hver eneste række for at se hvad der skal ske.
imageimage
Der er også en tegnet version af mønstret, som er lige så godt  – eller bedre end – at bruge som tekstbeskrivelsen, men jeg vil alligevel helst have et skema, så jeg hele tiden har 100 % styr på, hvor jeg er – det har jeg det tryggest med. Når jeg strikker efter skemaet, bruger jeg en Post-it til at markere hvor jeg er nået til. Måske kan man forestille sig, hvordan jeg har det, når den er røget af, næste gang jeg tager fat på at strikke efter et stort skema? Derfor er det rart med nedenstående skemaer, så man kan strege ud efterhånden.

Emiliana (2)

Således gik der et par timer af en grå februareftermidag med at lave skemaer – godt, at Excel både kan regne, kopiere og autoudfylde.

21. januar 2016

Ildsjæle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Pia og Allan fortæller ofte om de ildsjæle, de har nede på Sydhavnsøerne.
De findes også andre steder, bl.a. i Frederiksværk, hvor nogle gode mennesker har taget initiativ til at få stablet en café (karl-e) på benene udelukkende ved doneringer og frivilligt arbejde.
Det er (foreløbig) lykkedes; de har lige åbnet og de har givet projektet tre måneder til at finde ud af, om det kan lade sig gøre at få det til at løbe rundt.

karl-e Frederiksværkkarl-e Frederiksværk

Til rummet i stueplan har Dittes datter malet et par alternative spilleborde, og i kælderetagen var der i aftes nørklecafé, hvilket samme Ditte har taget initiativet til.
Hun var lidt spændt på, om der overhovedet ville dukke nogen op, men om ikke andet kunne hun og jeg da bare hygge os, blev vi enige om.
Lidt af nysgerrighed og lidt mere fordi jeg syntes det var længe siden, jeg havde snakket med Ditte, meldte jeg mig under nørklecaféfanerne, og til gengæld bød hun på aftensmad og en seng at sove i, så jeg slap for at køre den temmelig lange tur hjem temmelig sent.

Nørklecafé FrederiksværkNørklecafé Frederiksværk

Ditte bød velkommen til de 17 andre strikkequinder. Det var et smukt fremmøde, især når man tager den noget sene annoncering i betragtning, så mon ikke det kan blive fast hver 14. dag, som ønsket er? Det tror jeg, men fremover bliver det dog uden mig …
Ikke fordi det ikke var hyggeligt, men jeg kan næppe påregne at blive bespist og ‘besovet’ hver anden uge fremover, og jeg kører trods alt helst ikke over 200 km for to-tre timers strik – ikke engang selv om det er for at være sammen med Ditte. Og selv om jeg kunne regne med det, går det ikke, for der gik (naturligvis) snak og hygge i den efter hjemkomst, så det blev temmelig sent, inden vi fandt vores senge.

2. januar 2016

Brian Cox and my new socks

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Det er ikke fordi jeg har tænkt mig at skrive indlægget på engelsk, men dette var den eneste måde, jeg kunne få det til at rime og hænge sammen på.
En del af eftermiddagen er gået med at se et par udsendelser med den engelske fysiker Brian Cox, som jeg sjovt nok først stødte på i en Would I Lie to You? Han er en meget sympatisk mand og en behagelig og levende formidler. I dag var han den omrejsende fortæller i et par udsendelser fra BBC Earth om vores solsystem.
Hans udtale fik mig til at tænke på, da jeg første gang gik til undervisning for at tage mit CPE (Certificate of Proficiency in English). Til Cambridges certifikater er det altid ‘indfødte’ lærere, altså lærere med engelsk som modersmål, og dette var ingen undtagelse. Jeg studsede over, at hun udtalte alle -ing-endelser som -ink. Beink, havink, stayink, osv.
Da jeg nævnte det for Charlotte, sagde hun, at jeg skulle spørge, om hun kom fra Manchester.
Det gjorde jeg næste gang, og hun kiggede dybt undrende på mig, bekræftede og spurgte, hvordan jeg dog kunne vide det???
Jeg svarede naturligvis, at det kunne jeg høre på hendes accent …
Hvis man studsede over mit “første gang”, er svaret, at jeg tog CPE-undervisningen to gange. First Certificate (FCE) sprang jeg arrogant over og gik direkte til Cambridge Advanced English (CAE), hvor jeg scorede et A, som er højeste karakter.
Der viste sig at være et uventet stort spring fra Advanced til Proficiency, og da jeg havde en ide om, at jeg også ville bestå den med A, hvilket jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville have kunnet efter første forsøg, tog jeg undervisningen igen året efter.
Og gik op til eksamen og fik B. Dammit. Det var irriterende tæt på A – jeg kunne se præcist hvor tæt, fordi det bliver beregnet efter procent rigtige svar. A kræver mellem 90 og 100 % rigtige svar, og jeg ramte 88 % – hvilket altså blev til et B, som er 80-89 %. Jeg gad dog ikke prøve en gang til, for man skal bare have C (70-79 %) for at bestå.
Hvis man vil se, hvad den seks timer lange eksamen indebærer, kan man klikke her. Den var sej, skulle jeg hilse og sige.

AndesokkerAndesokker (2)

Mens jeg lyttede til Brian Cox, fik jeg gjort mine nye ‘støvler’ færdige. Da jeg satte dem på taburetten til fotografering, spurgte John, om de var til en and. De ser godt nok også temmelig flade ud, inden de kommer på fødderne.
Eftersom jeg har fået opskriften af Anne, er det eneste rigtige navn til dem naturligvis Andestøvlerne, som de fremover vil hedde her i huset.
Jeg har dem på nu, og de er allerede blevet mine nye yndlingshjemmefutter. Jeg går i gang med næste par lige om lidt.

17. december 2015

Endnu et skridt på konfektvejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags: , ,

Jeg havde en ide om, at jeg nok på et tidspunkt ville få lyst til at lave en anden slags konfekt end romkuglerne, som børnene ikke er så vilde med.
Jeg fik søreme ret igen … i dag lavede jeg maripan/nougatkonfekt, caffe latte-trøfler og vaniljeditto. Det vil sige … lige nu står de to sidstnævnte i køleskabet og stivner forhåbentlig snart tilstrækkeligt til, at jeg kan afslutte processerne, men indtil videre ser det ganske lovende ud, lige som smagsprøven undervejs ikke var skuffende. Det mest spændende bliver næste step: Kan jeg få konfektstykkerne til at se lige så professionelle ud, når jeg har smeltet den hvide chokolade og forsøgt at fordele den i de flotte, tynde striber? Trøffelmassen til caffe latterne ændrede jeg lidt på ved at bruge lidt mere fløde og en smule smør, da jeg syntes, den smagte for meget af mørk og alt for bitter chokolade. Til vaniljetrøflerne brugte jeg hvid chololade i stedet for mælkechokolade, samt puttede et par spiseskefulde gammel Peter Heering i, men det tror jeg ikke ødelagde dem.

Hue

Jeg har gjort et nyt bekendtskab. Hjembragt fra Oslo. Drops Baby Merino. Jeg kunne både se og mærke, at det var spundet på en speciel måde, så jeg ville prøve at strikke et af de mønstre, som normalt er så svære at få jævne og pæne. Rent eksperimentelt.

Hue (1)Hue (2)

Jeg har allerede bestilt mere garn – det var en uventet, men supergod oplevelse. Det er simpelthen umuligt at strikke grimt! Ingen masker ‘drukner’ eller bliver for kraftigt fremhævet, og jeg gør intet andet end bare strikke løs. Normalt skal jeg fifle med trådene på bagsiden eller i det mindste strikke langsomt og omhyggeligt for at få trækket i garnerne ens. Her strikker jeg bare næsten lige så hurtigt, som var det almindelig glatstrikning, og alligevel bliver forsiden rigtig pæn og bagsiden næsten lige så pæn som forsiden. Jeg tror jeg vil finde et eller andet hamrende indviklet mønster og købe garn til en jumper eller sweater – med det garn vil det gå som en leg.
Dette er tre fjerdedele af en hue, som jeg troede jeg selv skulle have, men som vist ender med at blive Annas, da strikkefastheden snød mig – træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Jeg bestilte derfor garn, så Aubie også kan få sådan en hue – plus til en til mig selv. Forretningen lovede, at jeg ville have garnet inden jul.
Der skal godt nok strikkes huer … Annas bliver færdig i aften, så Aubie skal også kunne få sin med hjem.
Nu skal jeg kun sove fire gange til, inden de kommer.

6. december 2015

Roser i december og livslinjevanter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags: , ,

AnisodonteaJeg har lært, at det ikke er ualmindeligt, at roserne blomstrer til langt hen på året, men er nu stadig ret fascineret af, at otte af de elleve rosenplanter op ad muren stadig kan have så mange blomster/knopper, som tilfældet er. De er nærmest gået i dvale, tror jeg, for de fire, jeg tog ind i går formiddags, har overhovedet ikke forandret sig siden da.
Jeg er ligeledes imponeret over den anisodontea, jeg købte i foråret, også bare blomstrer og blomstrer og blomstrer. Den skal egentlig overvintre inden døre, men den får lov at blive ude, for den fylder lige lovlig meget til at komme ind i stuerne. Så må den klare sig så godt den kan.

Roser i decemberRoser i december (1)

For mig er det bestemt ikke normalt at kunne sætte egne roser i vand i samme periode, som der er julepyntet i mit hjem – og jeg stornyder det, fordi jeg elsker roser, men af en eller anden grund ville de ikke trives på rækkehusgrunden, så efter et par forsøg opgav jeg helt.
Selv om vi har haft Gorm på besøg, og selv om det også lige nu blæser cirka en halv Gorm, Livslinjevanter (1)så står roserne et godt, nærmest ideelt, sted i forhold til Danmarks fremherskende vindretning. De står næsten helt i læ, og jeg køber altså ikke din frække bemærkning om, at de får varme fra muren, fordi det er et gammelt hus, IngeWinking smile

Der strikkes lystigt videre. Som nævnt rusker det godt i det derude, så vi bliver inden døre; som sædvanlig med ild i brændeovnen og lige om lidt med første afsnit af Vikings på afspilleren … er lidt spændt på, om det er en serie, vi gider se.

Livslinjevante nr. 1 er færdig og nr. 2 er godt på vej.
Jeg så opskriften et eller andet sted på nettet og syntes, at det var en sød ide at lade tommeludtagningen følge håndens livslinje.
De er forbedret lidt i forhold til opskriften, og næste par bliver yderligere forbedret med en ribkant forneden. Topindtagningen var helt umulig – både svær at lære udenad og ret grim, så jeg gik over til det, jeg kalder for Selbuvotter-metoden, som giver en meget pænere vantetop.
Vanter skal, efter min mening, ikke have stjerneindtagning, hverken symmetrisk eller forskudt.

Er I klar over, hvor svært det er at tage et billede af højre hånd med venstre hånd, når man ikke er venstrehåndet? Det er ikke kun, når man skal læse, at armene er for korte!
Jeg måtte holde kameraet et sted skråt bagved mit venstre øre og så ellers klikke løs, med bittesmå justeringer af retningen, i håb om bare et enkelt brugbart billede.
Jeg ville ikke bede John om at tage et billede, for det skulle bruges lige nu, og han har travlt med at etablere en tørresnor i garagen. Nu har vi opgivet at tørre tøj udenfor – det bliver jo ved og ved med at blæse.

Næste side »

Blog på WordPress.com.