Nogle vil kunne nikke genkendende til dette

“Ingen strikkerske har brug for mere garn. Det er et faktum. Det burde være muligt at gå ind i en garnbutik, købe garn til en trøje og ikke mere, strikke trøjen færdig, hæfte alle tråde og først derefter købe garn til den næste trøje. Det er der ingen, der gør.

Et garnnøgle er en forsikring om, at alt er muligt, og hvis jeg ejer endnu flere nøgler, bliver endnu mere muligt. Derfor samler jeg mig et lager.

Jeg bliver inspireret, når jeg går i garnbutikker, og hvert nøgle er et løfte. Hvem kan lade være med at købe løfter, hvis de koster under 30 kroner stykket? Og jeg skal passe på, hvis jeg finder et usædvanligt garn, et pænt garn, et garn på tilbud, en farve, som er ved at være udsolgt, et garn, der passer til den der trøje, man har tænkt sig at strikke om fem trøjer, og så nogle ekstra nøgler, hvis det angivne antal skulle være for lidt.

Desuden siger jeg til mig selv, at det ikke spiller nogen rolle, om der bliver lidt restgarn, for jeg kan altid strikke en barnetrøje eller en restgarnstrøje.”

Det var nogle meget få af de mange ord, man kan læse i Det Blå Garn af Karin Erlandsson.
Det var helt uhyggeligt, så godt hun ramte. Jeg læste passagen op for John, fordi Erlandsson leverede en bedre beskrivelse, end jeg nogensinde ville kunne. Jeg ved ikke, om han forstod det af den grund, men det var en god forklaring.
Jeg har hermed besluttet mig til ikke at have dårlig samvittighed over mit garnlager!

Erlandsson har i løbet af bogen andre særdeles rammende beskrivelser af, hvad der foregår i en strikkers hjerne, så er man strikker i en eller anden grad, stor såvel som lille, kan bogen anbefales – og nej, dette indlæg er ikke sponsoreret.
Hun skriver også om strikningens historie og om, hvad strik har betydet historisk set. På et tidspunkt var det forbeholdt mænd – vidste I det?

Når alle de roser er uddelt til forfatteren, er jeg nødt til at sige, at jeg overhovedet ikke har den samme tilgang til det at strikke, som hun har.
Hun piller hellere en trøje op flere gange fremfor at lave en strikkeprøve. Hun kunne ikke drømme om at følge en opskrift og strikkefasthed er noget, andre går op i – hun har præsteret at lave den ene halvdel af et trøjeforstykke 50 % længere end den anden halvdel, og hun opdagede det først, da hun var i gang med at sy den sammen, så måle et arbejde undervejs er åbenbart også noget, hun ikke tager så højtideligt. Jeg kan dog godt se, at det med en strikkeprøve i hendes tilfælde er overflødigt, når hun alligevel svinger så meget inden for samme arbejde med samme garn og pindestørrelse.
Hendes mor kommenterede bogen med følgende ord: “Jeg håber da ikke, at den bog vil få nogen til at tro, at du er god til at strikke”.

Jeg har moret mig, jeg har hygget mig, jeg har nikket bifaldende, jeg har rystet på hovedet og jeg har himlet overbærende med øjnene over hendes bog, men jeg har nydt at læse hvert et ord og vil afslutningsvis erstatte Karl Marx’ proletarer med strikkere – “STRIKKERE I ALLE LANDE, FORENER EDER”.

Varme fødder og kolde stuer

Vi var på besøg hos nogle venner i går, og da vi kom hjem, føltes huset unormalt koldt. Jeg havde faktisk studset allerede om formiddagen, da vi kørte – det virkede køligere end normalt i rummene, men ikke så meget, at jeg tænkte nærmere over det.
Da vi kom hjem halvsent på aftenen, var vi ikke længere i tvivl: Vi måtte være løbet tør for olie. Det er aldrig før sket i mit liv, men det skal retfærdigvis også siges, at i det meste af mit voksenliv har jeg haft fjernvarme.
Den Stråtækte har imidlertid oliefyr, og, bare for at komme eventuelle spørgsmål i forkøbet: Det har vi ikke tænkt os at ændre på. Det vil koste os mange penge, som vi med størst sandsynlighed ikke vil kunne få hjem igen ved salg, og vi vil slet ikke kunne bo her længe nok til, at ínvesteringen tjener sig selv hjem.
Vi har en ordning hos OK, hvor de selv, via graddage, holder styr på, hvornår vi skal have påfyldt. Det har de klaret godt i de ni år, vi har haft ordningen, men denne gang smuttede det altså.
Fordelene ved en fast ordning er flere: Vi skal ikke selv holde øje med oliestanden, og skulle vi løbe tør, koster det ikke noget at få dem ud samme dag, det koster heller ikke ekstra, hvis der bliver påfyldt mindre end 700 liter, og endelig er der en ganske pæn fast rabat på selve olien.
Jeg ringede 7:30 og fem minutter kom der en ordrebekræftelse på, at olien kommer i dag.
Det er godt, at vi har brændeovn i stuen … vores reserveolieradiator, som går på strøm, blev tilsluttet i køkkenet, så vi klarer os fint, til olien kommer.
Som kom klokken 10, inden jeg var færdig med dette indlæg! Det var sandelig hurtig service!

Vi har også masser af varme trøjer og varme sokker … og apropos det, kan jeg da lige vise, hvad der foreløbig er kommet ud af pangpang-eksperimentet fra farvedagene først på ugen.
Der kom i hvert fald knald på, men jeg tænkte, at der da nok skal være en lille pige ude i den store verden, der vil blive glad for et par sokker i disse farver.
Det ene fed blev mere rødt end det andet, og det passede på forunderlig vis 100,00 % med, at de viste sokker brugte præcis hele det rødeste fed. Det andet indeholder mindre garn, så der lavede jeg lidt om på konceptet og har nu strikket den ene sok.
Og jo: Jeg strikker altid sokker på to pinde og syr dem sammen. Jeg har strikket i snese- måske hundredvis af sokker på fire pinde, og jeg gider det ikke mere – vil hellere sy sammen. Der findes mange opskrifter og metoder til to pinde, så det kan blive noget mere varieret end de traditionelle sokker.

Et par af de andre farveseancer gav ovenstående resultat. En syrenmeleret baby merino og en ensfarvet, tynd, blågrå følgetråd, som forhåbentlig vil give farveskiftene lidt blødere overgange. Det kan lige række til en bluse til mig selv – som jeg næsten ikke kan vente med at komme i gang med … jeg har sådan på fornemmelsen, at mit nuværende lidt større projekt kommer en tur i syltekrukken og midlertidigt må se sig selv som en ufo (unfinished object). Men hvad pokker – en mere eller mindre, og jeg har en liggende i forvejen. De skal nok blive færdige. Engang.
Jeg har altid flere arbejder i gang, for der skal være noget til alenestunder, til tv-strik, til bilstrik og noget, der overhovedet ikke kræver brug af strikkehjernen, som fx i går, hvor koncentrationen skulle lægges på lytte- og snakkeområdet. Godt nok kan man multitaske, men det skal ikke være noget med tællearbejde eller indviklede mønstre, når man skal hygge med venner og/eller veninder.

Beskrivelse af en rejse til England. Kedeligt? Måske …

Turen til England var den nemmeste, hurtigste og mest smertefrie tur nogensinde. Gid alle ture kunne blive som denne, men så ville Stena Line nok hurtigt gå nedenom og hjem.
Normalt er der laaange køer i Tyskland, samt i og omkring Utrecht i Holland. Enten myldretid eller vejarbejde. Eller begge dele … og så er det virkelig slemt.
Når vi ankommer til Hoek van Holland, til hvilket vi af ovenstående årsager er nødt til at beregne god tid til, kommer vi som regel ikke ombord før omkring halvotte-otte, hvilket i realiteten er okay, for den sejler ikke før kl. 10. Det er bare lang tid at vente, når vi har beregnet så god tid, at vi er der halvseks-seks. (Tidsangivelser er eftermiddags-/aftentider).
Denne gang var vi ombord og bænket i restauranten allerede ved halvsyvtiden, nok fordi der ikke skulle en hulens bunke lastbiler og løse anhængere om bord. Vi kunne derfor spise tidligt og komme tidligt i seng, hvilket er godt, fordi vi bliver vækket 05:30 og bliver bedt om at gå til vores biler en time senere. Det plejer også at tage en krig at komme af, fordi skibet er tætpakket og vi altid ender på hængedækket, hvilket igen betyder, at vi kommer sidst fra borde og ender sidst i den laaange paskontrolkø. Denne gang var vi ude og igennem både pas- og toldkontrol på under 10 minutter! Aldeles uhørt i forhold til den times tid, der normalt går, fra vi sætter os i bilen.
Der var kun omkring 40-50 biler med. Et drømmescenarie – for os …  
De er nu altså også nogle elendige organisatorer, både i England og Holland. De kunne lære noget af Scandlines, som er supereffektive mht. fra- og ombordkørsel.

Det gik desværre ikke lige så smertefrit, da vi skulle hjem igen, men der var også mange flere med den 26.12. end der var den 16.
Når man skal igennem paskontrollen i Holland, skal man vælge bane længe inden man kan se de boder, hvor kontrollørerne sidder. Vi skal så lige lære at huske, at “All passports” er i banen helt til venstre. Nogle gange står der en og dirigerer os til bestemte baner, men ikke i går. Vi kom naturligvis til at lægge os i den forkerte, og det tog 100 år i forhold til boden med “EEC/EU Passports”, fordi britiske pas bliver særdeles grundigt kontrolleret. Man kan ikke bare lige skifte bane, så vi bandede lidt, men måtte pænt vente i en halv times tid, inden vi – naturligvis – bare blev verfet igennem.

Gennem Holland, men især Tyskland, var der en del mere trafik, end vi havde forventet en 27. december. Godt nok var det hverdag igen, men vi troede naivt, at de fleste ville holde juleferie. Deri tog vi åbenbart fejl. Jeg havde booket en færge fra Puttgarden kl. 16:45, men vi missede den med 10 minutter, selv om gps fra start sagde, at vi ville være der 14:12, så køerne og et par pauser gjorde turen små tre timer længere. Heldigvis havde jeg købt flexbillet, så vi kommer med første færge uanset booket tidspunkt. Jeg tør ikke andet, for det er umuligt at forudsige et præcist tidspunkt inden for de 40 minutter, der er mellem færgerne.
Af en eller anden grund er turen hjem altid meget længere end turen ud. Ikke altid i realtid, men altid mentalt. Det har vel nok en del at gøre med forventningens glæde.

Selv om jeg brokker mig nok så meget over kødannelser og andre former for ventetider, er færgen Hoek van Holland/Harwich alligevel den rejseform, vi foretrækker, fordi vi bruger den som den overnatning, vi er nødt til at have, når vi har bil med til England.
John klarer stadig turen uden jeg behøver at afløse ham ved rattet. Jeg er fuld af respekt for det – og superglad, selvfølgelig. Jeg ville naturligvis overtage, hvis jeg blev bedt om det, og jeg stoler på, at han gør det, hvis han finder det nødvendigt med en lidt længere pause end de korte kaffepauser vi holder undervejs, men kors, hvor er det skønt, at han kan klare det så godt.
Der er flere ting, han ikke længere kan med sine 78 år, men sæt ham bag et rat, og han er 40 år igen. Han bliver ikke døsig undervejs og er ikke engang specielt træt efter den lange køretur. Underligt, men skønt. Gad vide hvad det er med ham og biler? I sine lidt yngre dage tog han den med campingvogn fra Venedig og hjem, med kun et hvil på tre timer på en rasteplads. Han har også kørt hjem fra Pyrenæerne i ét stræk. Jeg ville overhovedet ikke kunne klare det på samme måde og krydser alt, hvad der kan krydses for, at han kan klare det nogle år endnu. Han ville ikke kunne tage de nævnte meget lange ture mere, men det er aldeles ligegyldigt, for at kunne tage den til England er alt rigeligt.

---

Anna flyttede omgående ind i sin sorte Zipper sweater og kom med en forsigtig forespørgsel om muligheden for endnu en i en mosgrøn farve.
Gæt, hvad svaret blev …
Jeg har bestilt garn …

Det blev en dyr lynlås

Jeg lærer det aldrig! Aldrig nogensinde.
Først er jeg glad. Så bliver jeg lidt vred på mig selv. Så siger jeg PYT! Så bliver jeg glad igen og tænker, at verden går jo ikke under fordi jeg ikke overholder mine egne regler. Ikke engang min egen verden.
Min glorie var ellers vokset og vokset gennem de sidste par måneder, fordi jeg – lige indtil i går – havde et garnregnskab, der viste, at jeg havde 56 nøgler i underskud, hvilket vil sige, at jeg – lige indtil i går – havde gjort et pænt indhug i mit garnlager. Jeg havde strikket op, hvad der svarer til 254 nøgler, men kun købt, hvad der svarer til 198 nøgler – lige indtil i går … nu er jeg i overskud med 15 nøgler.
Og jeg skulle bare ind for at købe en lynlås til Zippersweateren til Anna.
Jeg har, lige siden det hed Peters Restlager (eller var det Resthal?), købt stof af alskens art plus ditto tilbehør her, men det ligger lidt uden for Roskilde, hvorfor vi nu har langt til den butik. Indtil nu har jeg været derinde, når vi alligevel har haft et ærinde i området, men i går manglede jeg bare en enkelt lynlås. Det er også typisk: Jeg har mindst 50 lynlåse på lager, også den, jeg syntes skulle i sweateren, men den var fem centimeter for kort.
At køre 140 km for en lynlås var temmelig fjollet, så jeg undersøgte om der dog ikke skulle være en mere nærliggende mulighed.
Stofdepotet.dk i Næstved så særdeles velegnet ud; de havde masser af forskellige lynlåse, og vi havde i forvejen et ærinde i Næstved i går.

Hvad der først gik op for mig, da vi var der var, at de også har garn. Meget garn. Meget lækkert garn. Meget billigt garn.
Den kendsgerning bøjede Ellens rygrad allerede i indgangspartiet, hvor der lå en del cones med “Frit valg 100 kroner”. Jeg tog det lyse og det sorte, som er tweedagtigt. Jeg turde ikke se på John, men gik uskyldsrent og mentalt fløjtende videre hen til lynlåsstativerne.
Det var hurtigt overstået, og de havde den helt rigtige.
Afdelingen med garn – den var stor – drog mig i uimodståelig grad, og selv om det var svært, nøjedes jeg med at købe den store, gråblå cone, hvor farven er kønnere, når mit eget og ikke kameraets øje ser den.
De to store cones indeholder hver 1550 gram garn. Det føles som supersoft … blødt, lækkert og løber omkring 435 meter/100 gram. Det lyse har 400 gram, men det er så let og luftigt, at det føles som cashmere, og det løber 714 meter. (Inden garn-ukyndige spørger, hvor det løber hen, er det en almindelig garnterm at tale om garnets løbelængde.)
Der var ingen oplysninger om garnet, og selv om jeg var ret sikker på, at det var uld, underkastede jeg det for en sikkerheds skyld uldtesten, da jeg kom hjem (hvis det lugter af brændt hår, når man sætter en tændstik til en lille prøve, er det uld), og den var god nok.
Løbelængden beregnede jeg omtrentligt ved at veje 10 meter af hvert garn på en brevvægt. At måle på så lille en mængde er naturligvis behæftet med en vis usikkerhed, men det giver mig da en ide om det.
John kunne sagtens se sig selv i en vest i det blågrå garn, så den startede jeg på, da jeg havde syet lynlåsen i sweateren til Anna. Et værre hadearbejde, i øvrigt, men det skal jo gøres, og det endte med at blive en sweater, jeg fint kan være bekendt at aflevere til mit dejlige barnebarn.

Jeg forsvarer mit køb (over for mig selv. Ingen andre beder mig om det) med 1) jeg skal nok nå at få strikket de 15 nøgler op, inden året er omme og 2) jeg har i gennemsnit givet 11,25 kroner for, hvad der svarer til et nøgle. Man kan sige, at det blev en dyr lynlås, men det er vildt billigt for det skønne garn, og nu har jeg til nogle gode projekter.
Så behøver jeg ikke at købe mere garn i lang tid.
Det tror jeg selv på. Lige nu …

Syrener i september

Vi var en kort tur på Samsø i fredags for at besøge Johns bror og slog dermed to fluer med ét smæk. Jeg skulle nemlig også helt vestpå i Jylland for at hente en maskine, som jeg er meget spændt på, om jeg har kvajet mig enormt ved at købe.
Jeg har købt en strikkemaskine. Jeg har på ingen måde tænkt mig at holde op med at håndstrikke, men jeg forestillede mig, at jeg kunne lave nogle tæpper af alle de mange kilo plantefarvede garn jeg har – og som jeg bare ved, at jeg aldrig får strikket op i hånden.
Først kiggede jeg efter nye strikkemaskiner, men da jeg så priserne, besvimede jeg.
Så kiggede jeg på brugte og besvimede næsten.
Men så en dag så jeg, at en af mine webstrikker’kolleger’ havde en til salg til en meget rimelig pris.
Det kan da ikke gå helt galt, tænkte jeg; var dog stadig lidt i tvivl, men endte med at købe den. Da vi hentede den i lørdags, blev jeg temmelig overrasket over at se, hvor mange kasser og hvor meget ekstra der fulgte med. HolddaOP, tænkte jeg, det finder jeg aldrig ud af! Jeg gik næsten i sort, men holdt gode miner til slet spil.
Nu har John monteret hovedapparatet på et lille bord, så nu skal jeg bare have samlet resten af den. Bare … HA … som om … det må blive som når man skal spise en elefant: i små bidder.
Så om det viser sig at være et fejlkøb, jeg ikke kommer til at bruge særlig meget, vil vise sig.
Jeg har ikke givet op på forhånd. Det ville simpelthen være for dumt – jeg skal bare lige tage mig lidt sammen.

Verden og vejret er af lave.
På Samsø så jeg blomstrende syrener, hvilket jeg aldrig har set før på den næstsidste dag i september. Hjemme i min egen have er stort set alting også startet forfra igen; dog ikke syrenerne, men roser, der ikke plejer at remontere, gør det i år, og en masse stauder er større og frodigere end da de normalt skulle være store og frodige.

Samsø har mange smukke landskaber – her et engdrag med masser af den røde tangurt, som vel i sig selv ikke er noget særligt, men den røde farve giver det et anderledes præg.

---

Og så har jeg igen eksperimenteret. Jeg har syltet æbler for første gang. Opskriften gik på, at man til syltelagen skulle bruge en tredjedel æblecidereddike, en tredjedel vand og en tredjedel kanelwhisky (og sukker, naturligvis), men den sidstnævnte væske erstattede jeg altså med lige dele vand og eddike. Lyder kanelwhisky ikke ualmindelig rædselsfuldt?
Resten af det lød udmærket: stjerneanis, kanelstang, rosmarin og timian.

Nu bliver det bare spændende hvordan det smager, når det om nogle dage har trukket færdig.
Jeg kunne godt forestille mig det som et fint tilbehør til stegt svinekød. Eller måske kylling?

Noget, jeg normalt ikke lider af …

Et ord, der sædvanligvis ikke høres i det nielsenske hjem, er “garnmangel”. Med et garnlager på den størrelse mit har, er det ifølge John et fyord her i huset.
Ikke desto mindre sker det tit, at jeg lige står og mangler noget bestemt garn, så jeg er nødt til at købe.
Bare jeg holder mit løfte til mig selv om hvert år at have forbrugt mere garn, end der bliver købt hjem, er jeg glad – og jeg holder skam også løftet, men alligevel vil jeg nok i princippet kunne holde mig selv med garn i 30-40 år endnu uden at købe nyt. I princippet …

Jeg fik den sødeste besked fra Anna for et par uger siden.
Jeg læste den, blev på én gang rørt og øjeblikkelig klar over, at jeg vist lige havde fået en opgave.
Jeg takkede for de søde ord og bad om eventuelt farveønske, hvis jeg nu tilfældigvis skulle få den ide at strikke en mage til.
Hun var ikke længe om at svare, at en darkish green nok ikke ville blive afvist.
Det havde jeg søreme ikke noget af på lageret, så jeg bestilte omgående noget i den ønskede farve. Håber jeg.
Vi taler om PetiteKnits Ballonsweater, og da Anna er lige så petite som designeren selv, går der ikke så meget garn til – og modellen er dermed tilsvarende hurtig at strikke. Det tog mig derfor kun en uge at konstatere, at jeg ikke havde regnet rigtig mængde ud af det ene af de to garner, jeg bruger. Jeg kunne i princippet sagtens nå at få det hjem via Garnius, som jeg købte det hos, men betale fuld pakkeporto for ét nøgle garn var jeg lidt øv over, så jeg fandt en oversigt over forhandlere på Sydsjælland – det kunne da være, at der var en i nærheden.
Den nærmeste lå i Karrebæksminde, så jeg skrev til hende i går, søndag, og spurgte, om hun havde den farve hjemme. Det havde hun, og jeg kunne bare hente det i løbet af dagen. Hun var alligevel hjemme og lidt ligeglad med om det var søndag eller hverdag.
John var helt med på at tage en lille udflugt til Enø, og dermed kom ‘fragten’ til at udgøre omkring 18 kroner, hvilket var væsentligt billigere end med Bring.
Garnet viste sig at bo på en gård med et ikke særlig stort garnlager, så det har nok ikke været indehaverens hovedindtægtskilde, men jeg var ligeglad og takkede hende bare for at have reddet min dag.

Når man kører over græshoppebroen i Karrebæksminde og ud på Enø, kommer man snart forbi stejlepladsen, som i mine øjne er ret stor. Der må have været et omfattende fiskeri dengang man brugte stejlepladsen til at tørre garn eller fisk på. Fiskegarn, forstås. Ikke strikkegarn …

Vi studsede over de store mængder af biler der var overalt på vejene i går. Det lignede mest af alt en omgang myldretidstrafik, hvilket vi undrede os såre over, men kom frem til, at folk må have haft lyst til at komme ud og nyde den fantastiske sensommer, vi har i år, og hvor vi hver dag tror, at NU må det da være sidste dag, det er så flot vejr. På Enø var der næsten lige så overbefolket som på en dag i sommerferien. Cafe Vivaldi havde dog lukket, og hvorfor mon det? De kunne have skovlet masser af penge ind.

Nu er sweateren færdig og kan overdrages, når vi ses i efterårsferien.

“Jamen I er jo aldrig hjemme!”

“Jamen I er jo aldrig hjemme!” er noget vi tit får slynget i ansigtet, når vi taler med folk. Det passer naturligvis ikke. Vi er for eksempel hjemme i dag … har kun lige været i Brugsen for at købe lidt fornødenheder til norgesturen, som begynder på fredag. Vi var også hjemme i mandags og er igen i morgen …

Det var vi ikke i weekenden. Hjemme, altså. Det var en af de skønne, skønne Drei-Mädchen-weekender – med mænd, dog. Det lægger jo altid en lille dæmper på de orale udfoldelser, men er hyggeligt nok alligevel.
Først var vi i Sydhavnen, hvor vi skulle se den ene mädchens nye lejlighed.
Jeg var overrasket på den go’e måde. Jeg bliver aldrig bybo, men skulle det være, var Sydhavnen nok et godt valg. Hvis man har vundet en af de større gevinster i Lotto …
Det var næsten som at tage en bådtur på Themsen i London, fordi der var så meget nyt og spændende byggeri. Specielt var jeg vild med husbådene, som lå lige midt i alt det nye. Hyggeligt at se på for alle dem i lejlighederne, men gad vide, hvordan husbådsejerne ser på det?
Af de herlige husbåde var denne herunder den, jeg helst ville have. Den skulle bare ikke ligge i Københavns Sydhavn …
Mon ikke børnene her lærer at svømme før de kan gå?
Sus fortalte, at børnene bliver bragt til institutioner i alt, man kan forestille sig muligt at transportere børn i – og lidt til; bl.a. ser hun paddleboards, hvor barnet sidder foran, mens mor eller far SUP’er hen til børnehaven.

Nogle har egen kajplads. De har dog ikke egen garage til den anden side. Man kan ikke få alt … ikke engang i et luksusbyggeri.

Efter at have gået en tur rundt i Sydhavnen, kørte vi op til deres dejlige sommerhus ved Udsholt.
Lørdag kørte vi en tur rundt i det nordsjællandske og var bl.a. inde hos Camilla Plum. Det var okay – vi skulle jo ikke spise der, og hun skulle efter sigende have en stor og velforsynet planteskole.
Det havde hun også. Derudover et hus eller to med alverdens ting og sager – og jeg mener alverdens! Der var stor spændvidde, for nu at sige det kort.
Salatskålen herunder samt vasen (?) bagved blev vi enige om kunne være hadegaver af format.

Retfærdigvis skal det siges, at der også var mange pæne ting, man snildt kunne forestille sig i eget hjem, men de er jo ikke sjove at vise billeder af.

---

Søndag eftermiddag var hele vejen inviteret til kaffe hos et par af de nyligt tilflyttede. Vældig hyggeligt.

---

Tirsdag deltog jeg i Nørklernes sommerfrokost. Jytte med sommerhus ved Marienlyst havde inviteret, og vi indledte med et besøg i Stubbekøbing Museum, som kører med udstillingen Strik på 1ste, hvor selveste Vivian Høgsbro har en meget stor finger med i spillet. Hun selv, Lotte Kjær og Bente Geil, som nok er kendt af de fleste strikkere, udstiller her.
Der er meget andet at se på museet, som jeg varmt kan anbefale, både for strikkere og ikke-strikkere. Jeg skal herned igen engang, for vi Nørklere nåede kun strikkeafdelingen, hvor Vivian underholdt os i en halv times tid med strikkeriets historie og kuriositeter.

Arbejdet på det sidste billede har en strikkefasthed på 75 masker pr. 10 cm. Når jeg fortæller, at hvis vi i dag synes vi strikker ‘fint’ på tynde pinde, så ligger strikkefastheden nok højest på omkring 32-35 masker – altså ikke engang det halve, så kan også ikke-strikkekyndige sikkert forstå, at vi her må tale om noget, der er virkelig tidskrævende.
Mine tyndeste strikkepinde er 1 mm. Jeg har kun brugt dem én gang til et par pulsvarmere med perler, og selv så lille et arbejde tog 100 år at strikke. Sådan cirka. På museet så jeg et arbejde, hvor jeg kunne se, at det måtte være endnu finere. Vivian kunne bekræfte, at det var strikket på pinde nr. 0,5! Så har man meget gode øjne og enten meget god tid, meget god tålmodighed eller en meget streng madmor, som forlanger meget af sine piger.

Lige pludselig fløj tiden afsted

Holddaop. Der gik lige en hel uge siden sidste blogindlæg. Tiden flyver selvfølgelig også i godt selskab, og fra onsdag til fredag lavede Ditte og jeg Den Stråtækte om til et rent kvindehus, fordi John i samme periode var taget til Samsø for at besøge Søren, hvilket naturligvis skulle udnyttes! Det var således kun to kvinder, men mere behøver man ikke for at kunne holde en garnfarvningsseance.
Det var leg, og det var projektarbejde. John vil gerne have en Zipper sweater mage til den jeg har lavet til mig selv, og som jeg er blevet virkelig glad for. Han vil gerne have den i en mørkeblå udgave, så projektet gik ud på, om jeg kunne finde ud af at indfarve i den rigtige nuance. Nu er John heldigvis så flink, at bare den bliver mørkeblå, så er det pr. definition også den rigtige nuance.
Det blev til et par instagramindlæg, men i øvrigt ikke meget fotografering fra min side. Det var som sagt også mest leg, og den form for leg er ikke nødvendigvis specielt fotogen, hvilket vil fremgå af de få billeder jeg huskede at tage.

 

Kan I se hvad jeg mener? Det garn ser frygtelig rodet ud, men når det bliver strikket op, kan det godt gå an til fx sokker. Blandet med en ensfarvet kan der komme en fin hue ud af det til et barn eller en modig kvinde. Eller en meget modig mand …
De kan også sættes sammen med matchende farver til et sjal – der er masser af muligheder for at transformere ‘rodet’ garn til garn der ser ud, som om det hele tiden har været meningen, at det skulle se sådan ud. Der er ikke noget, der hedder mislykkede farvninger!
Sokkerne herunder er resultaterne af tidligere farvelege. Det er børnestørrelser – der skal nok være nogen i familien, der kan lide dem, og hvis ikke, ryger de til Røde Kors, som ikke er kræsne med, hvad de får.

---

Nu er det ENdelig blevet forårsvarmt nok til visse udendørslege. Eller … drivhusarbejde må vel siges at være en mellemting mellem inden- og udendørsarbejde, men nu er alting parat derude til at kunne sætte tomater og et par chili i plantesækkene. På mandag kører vi til Gartneri Toftegaard for at hente de to chiliplanter jeg vil nøjes med i år. Jeg har selv sået ni forskellige tomatsorter og har fået en enkelt foræret … jeg kommer ikke til at gå ned på tomater i år!

For første gang har jeg sået agurker, fordi min erfaring er, at Toftegaards er for sarte, hvilket stemmer fint overens med havemagasinets påstand om, at de planter, man har sået og drevet frem selv, er mere hårdføre end planter, der først skal omstille sig fra et andet miljø – og agurkeplanter er virkelig sarte; ingen tvivl om det, så nu prøver jeg det også.
Squash har jeg af samme grund også sået, selv om de ikke er lige så sarte planter som agurker.

Oppe i højbedene er der nu sat stikløg, sået ærter, forårsløg (nej, det hedder ikke springløg!), gulerødder og tre forskellige slags salat.

Jeg er i gang!

Så kan vi skrue yderligere ned for varmen

I princippet kunne vi godt skrue mere ned for varmen, end vi allerede har gjort, men det gør vi nok ikke.
Vi ligger på 20°, indtil vi tænder op i brændeovnen, hvilket bringer det op på omkring 23°, og som er rigeligt til os.
Vi vidste godt, at englænderne er mere kuldskære end os, og da de var her, havde vi for deres skyld skruet alle radiatorerne en tand op, samt lagt varmetæpper i børnenes senge. Det var første gang de prøvede sådan nogle tingester, og de ELSKEDE at komme i en (meget) varm seng, så jeg tror jeg ved hvad næste ønskeliste kommer til at indeholde.
Alligevel spurgte de allerede om formiddagen, om jeg ikke havde lyst til at tænde op i brændeovnen, og naturligvis efterkom jeg deres ønske; de var jo alle fire under rekreation.
Men holddaop, hvor John og jeg havde det varmt i den uge de var her … vi var sommetider oppe på 24-25°, og alligevel sad de og puttede i de tykke fleecetæpper, jeg havde købt til dem som ekstragave, og som de fik lige efter ankomst. De flyttede alle fire omgående ind i dem, men kun to af tæpperne kom med til England, dels af kuffertpladshensyn og dels fordi børnene syntes det kunne være fedt at have hver et så skønt tæppe begge steder. Det passede ikke Tim helt (han er den mest kuldskære af dem), men han fik ikke lov at bestemme.

Vi skruede lidt ned igen, da de var taget afsted, og med de udetemperaturer vi har for øjeblikket, er det ikke nødvendigt at tænde op før hen under aften, og det er egentlig mest for hyggens skyld.
Som rumtemperatur kunne det såmænd fint være endnu et par grader lavere, for vi trives begge godt i de hjemmestrikkede sweatre, og vi har da også afprøvet 18°, men det viste sig, at møblerne bliver ubehageligt kolde at sidde i, så vi holder os til de 20°. Det er tankevækkende, hvor stor en forskel på sølle 2° kan gøre – men spørg bare planeten Jorden om det … der skal endnu mindre forskelle til for at skabe globale katastrofer …

Den netop færdige Zipper Sweater ville kunne holde mig dejligt varm i 16°, tror jeg – også selv om jeg sad stille, men så skal jeg altså lige først have installeret et varmetæppe i min strikkestol, så jeg ikke bliver kold i r….. Det bliver nok lidt svært, for varmetæpper må ikke bøjes. Gad vide, om de findes i små udgaver? Det må undersøges.
Farven, som kameraet ikke kunne finde ud af at gengive korrekt den dag jeg farvede garnet, kunne det godt finde ud af i dag. Måske fordi vejret er så flot, som det er; med høj, klar, blå himmel (og heller ikke meget vind, men det har ikke noget med lyset at gøre; kun mit humør).
Jeg er ret vild med den sweater og kunne snildt finde på at strikke en til, for det tog mindre end 14 dage at strikke den. MED hytten fuld af gæster i den ene uge …
Jeg har helt tilfældigt også lige noget garn på lager, der kan bruges … men hvilken farve skal jeg farve det i? Beslutninger, beslutninger …

Skulle jeg være blevet såret?

Når jeg køber garn fra norske Garnius (som også har en dansk hjemmeside og åbenbart et lager i Danmark; der er i hvert fald ikke noget med told og moms og alt det pjat), kommer det med Bring, som ikke leverer til det pakkeudleveringssted, jeg normalt bruger, men til en sød dame, som også har byens dyrehandel.
Jeg har købt garn fra dem præcis 11 gange i løbet af 2021 og 2022, og jeg har selv afhentet det halvdelen af gangene. Okay det bliver så fem gange … og hver gang har damen og jeg fået os en kort garn- og strikkesnak.
Når jeg ikke selv henter det, har jeg en sød mand, som jeg bare skal spørge, så henter han gerne mine pakker; herunder dem fra Garnius.
I dag havde vi en lille formiddagsrundtur, hvor vi 1) gjorde vores borgerpligt og stemte), 2) købte et par småting i Coop365 og 3) hentede min pakke fra Garnius.

Hun kunne ikke finde min pakke. Hun ledte højt og lavt, men forgæves. “Har jeg fået de rigtige fire sidste cifre?” Det havde hun, og hun ledte en gang til.
Jeg sagde, at den ikke var ret stor, og at den var fra Garnius – deres kasser er let genkendelige.
”Åh”, sagde hun, “jamen så ligger den jo her blandt de kendte!”
Mig: ???
”Det plejer at være din mand, der henter dit garn, ikke sandt? Og du hedder Ellen Nielsen?”
”Johhh …?”
”Ham kan jeg nemlig godt huske; han er så sød når han kommer og siger, at han skal hente en pakke til sin kone, og de er altid fra Garnius, så jeg lagde pakken på hylden, som jeg har reserveret til pakker til folk, jeg kender.

Jeg tog det pænt, selv om hun nu har set mig flere gange end hun har set John, men på trods af vores små hyggesnakke har jeg åbenbart ikke givet noget særlig imponerende indtryk. Hun kendte navnet på Johns kone, men ikke mit navn. Jajaja. Faktisk kunne jeg ikke lade være med at grine og lovede, at jeg nok fremover skulle sende min søde mand, men lige i dag var jeg altså nødt til at tage med for at kunne afgive min stemme.

Og apropos stemmer, så er det da en anelse spændende i dag – ingen kan vide, om det vipper til den ene eller den anden side, og det skal sandsynligvis afgøres af en enkelt mand.
Desværre.
Gad vide hvem af fløjene, der får sig en kold dukkert?
Det ved ingen. Endnu. Jeg er imod exitpolls, selv om nogle påstår, at de ingen effekt har, men kan man vide det? Der har aldrig været så mange tvivlere som nu, og måske kunne nogle blive påvirket i en bestemt retning ved at høre, hvad andre stemmer.
Måske ikke. Men hvis exitpolls ikke er tilladt, er man ude over enhver form for påvirkning fra dem på selve valgdagen.

Lidt om crop circles og farm shops

Men først et billede af en genvej, som jeg gerne ville have: En professionel steamer. Charlotte kunne ikke sy sine ting så pænt som hun gør uden sådan en dims, men den kan også klare en strikket bluse på mindre end fem minutter! Man behøver hverken at skylle den op, strække den i facon eller rulle den ind i håndklæder. Næh – bare på ginen og damp lidt hist og pist, så er det strikkede arbejde perfekt.
Jeg har så lige opdaget, at man også kan få små, håndholdte apparater, så jeg har netop leveret et julegaveønske til Charlotte.

Pewsey Vale, som vi opholder os i, er verdenskendt for deres crop circles, og ikke ret langt fra huset kan man se en lille udstilling om emnet. Jeg var ikke inde, men tog billeder af plakaterne, som hang udenfor.
Folk kommer hvert år fra nær og fjern for at se disse korncirkler. Mange af turisterne tror de er guddommeligt skabt (se evt. teksten i billedet med den grønne cirkel), og jeg har en mistanke om, at dem, der har lavet den lille udstilling, tror det samme – hvilket Charlotte bekræftede. 
Jeg har faktisk, via Charlotte, selvfølgelig, engang mødt en af dem, der laver korncirklerne, og selv om han var en pæn fyr, var der ikke noget guddommeligt over ham! Men dygtige, det er de bestemt.

Og nu vi er ved landbruget, kan jeg helt naturligt dreje emnet ind på deres farm shops herovre. Denne gang var jeg inde i to, jeg ikke havde besøgt før, plus deres lokale, hos hvem vi køber noget hver gang vi er her.
Det er spændende butikker, hvorfra jeg altid kommer til at købe nogle produkter, som jeg ikke kan få i Danmark. Fx har de forskellige slags melblandinger, som er lige til at komme i bagemaskinen; bl.a. flere slags let maltede, så man ikke selv behøver at finde frem til en passende blanding. Det lyder dovent, og det er det også. Jeg er elendig til at bage, men men de engelske melblandinger kan i samarbejde med bagemaskinen frembringe lækkert brød i Den Stråtækte.

Indgangspartiet og inde fra en af de to fløje i butikken.

Der ligger en pub ved siden af, hvorfra de får de tærter og Cornish pasties, som sælges her.
De brygger også deres eget øl – på billedet er der et kig ned i bryggeriet. John købte en pale ale, som han hævdede var glimrende.
Jeg købte en lokal cider, men ingen har endnu slået Thatchers Haze, som er min absolutte favorit. Thatchers-bryggeriet er beliggende i Somerset, og vi skal se det engang, har jeg lovet mig selv.

Turen går hjemad allerede i morgen, men jeg har sikret mig alle de varer, jeg plejer at have med hjem – plus nogle, jeg ikke plejer, men som fristede over evne, hvilket der som regel er noget, der gør. De kan noget med farm shops og delikatesser herovre, men jeg må nok også erkende, at jeg i højere grad opsøger den slags, når jeg er i England – eller udlandet generelt – end jeg gør hjemme i Danmark.

I aftes spiste vi på The Swan, hvor jeg sad på første parket til at kunne holde øje med den smukke solnedgang.

Tiden flyver – igen …

Vi er lige kommet, men det er allerede mandag.
Det er det mest fantastiske vejr, man overhovedet kan forlange på denne årstid – vores vejrheld må da snart være sluppet op.
Jeg har beundret strik, tomater og dahliaer, og vi har nydt Annas efterhånden pænt habile klaverspil. Hun slås lige nu lidt med et af numrene fra Amelie, men hun er tæt på at være der. Mormor er naturligvis imponeret …

Charlotte er netop blevet færdig med sin sweater fra Louise Harden. Jeg lovede at understrege, at den IKKE er dampet endnu og derfor ikke falder 100 % som den skal. Men på min blog skulle den, for det er kun hendes andet strikkearbejde, og mor er naturligvis imponeret …

Hun er nu begyndt at designe et fair isle-mønster til en vest, hun vil strikke som det næste projekt.
Som et af sine kun tre fag til A-levels har Anna musik, og det fremgår tydeligt, at hun lever i vores elektroniske nutid, selv om hun også ved noget om den klassiske musik. Jeg fatter ikke en bjælde af det software, så mormor er naturligvis imponeret …

I dag benyttede vi os af det gode vejr og kørte til Stourhead Gardens, om hvem NT siger, at man kan se en smuk efterårspark.

Det var så sandelig ingen overdrivelse. Vi gik alle tre totalt fotoamok, fordi motiverne stod i kø. Vi tog maange billeder, men jeg skal skåne jer og nøjes med et lille udvalg, selv om det var svært at vælge.

Vi gik rundt om den næsten spejlblanke sø og måtte hele tiden standse op for at tage et nyt billede – der viste sig at være meget lig det forrige, som igen var meget lig det forrige, men vi så det åbenbart hver gang som et nyt motiv, bare fordi vi havde taget nogle få skridt, så vinklen ændrede sig en smule.

Charlotte har fået nye briller og solbriller. De er næsten større end man så dem i firserne, så det lille menneske forsvinder nærmest bag dem … de almindelige briller er endnu større end solbrillerne.
Hun har altid haft sin egen stil, og selv om hun vælger ting, der sommetider undrer moar, så går det aldrig galt for hende. Synes samme moar …

Vi har været der før, i 2013, men det var i maj, så det hele ser anderledes ud nu. Det er et sted, man kan tage til flere gange om året og opleve det som et nyt sted hver gang.

Nå. Jeg må løbe. Vi skal spise, og så er vi tre, der skal på pub, mens Aubrey er i skakklubben.

Tanker om øliv

Kunne jeg bo på en ikke-brofast ø? Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke kunne, og jeg har aldrig haft lyst til at prøve. Der er et eller andet, der stritter i mig ved tanken om, at jeg ikke bare kan tage min bil og køre afsted, hvis jeg skulle få lyst – eller endnu værre: Hvis det skulle blive nødvendigt. Her tænker jeg ikke på egen sygdom, for det er der nok råd for, også på øer, men på hvis andre bliver syge og har brug for mig lige nu.
Det er sikkert bare noget pjat, og mange andre har det fint med det, men nej tak, ikke mig.
Det var måske nok noget andet, hvis jeg havde min familie og vennerne på samme ø, men at få så langt til alt og alle – i hvert fald psykisk – virker temmelig afskrækkende på mig. Jeg vil kunne komme ud at spise (og ikke på den samme restaurant hver gang), jeg vil kunne tage til nørklestrik, jeg vil ikke være afhængig af en færge, og vi er for gamle til at sejle i egen båd. Jeg tør godt springe ud i faldskærm, men jeg ville være hundeangst for at skulle styre eget fartøj, det være sig nok så lille og ukompliceret.

Vi talte om det på vejen hjem. Inde i mit hoved har Bornholm altid ligget meget langt væk, og jeg har betragtet det som lidt af en rejse at tage dertil, men faktisk tager det præcis samme tid at komme til Bornholm (inkl. ventetiden ved færgen fra Ystad) som det tager at køre til Skagen, hvilket jeg ikke betragter som en rejse. Det er jo bare til Nordjylland! Det er inde i mit hoved, jeg ved det godt, og Bornholm er en skøn ø at besøge, men alle de ture taget i betragtning, som John og jeg med stor fornøjelse kører, så ville jeg hurtigt komme til at føle mig indespærret på selv en halvstor ø som Bornholm.

Fanø er også dejlig. Og Ærø. Og Læsø. Og … alle øer er dejlige, og da vi for ikke så længe siden var på Fejø, var det tydeligt, at livet leves langsommere på en lille ø.
Det er bare ikke der, jeg er i mit liv – ikke engang her i min fremskredne alder. Om jeg nogensinde når dertil, skal jeg ikke kunne sige, men nok næppe.
Samtidig synes jeg det er ærgerligt, at så mange små øsamfund er i fare for at blive lukket mere eller mindre ned, fordi folk flytter derfra. Når skolen og købmanden lukker, er det straks problematisk at få dagligdagen til at fungere. Det er virkelig synd, og jeg ville ønske, det ikke skete – de må så bare klare det uden min deltagelse, hvad jeg er sikker på heller ikke er noget problem …

Men nu er vi hjemme igen fra dejlige Bornholm.
Jeg har købt noget lækkert garn, og nu skal jeg i gang med at strikke denne korte bluse til min dejlige Anna. Hun vil så gerne have sådan en, og jeg ville da være en dårlig mormor, hvis ikke jeg fattede den hårfine hentydning og gik i gang med det samme. Desværre når jeg nok ikke at blive færdig til vi skal derover, men jeg vil gøre mit bedste. Så fin og slank, som hun er, vil den være helt perfekt til hende.
Garnet er vundet op, så bare sæt i gang, mommer.

Vintergækvandring

Hvis jeg havde depressive tendenser, ville jeg nok sætte mig hen i et hjørne af stuen og indhylle mig i sort humør.
Det har jeg ikke, og det gør jeg ikke.
Jeg sætter mig dog … men lige i midten af stuen, foran et vindue, sætter en Elly Griffith-bog på lyd og griber mit strikketøj.
Som i øvrigt også er drønkedeligt at strikke på, men jeg satser stærkt på, at resultatet bliver en pæn sweater med V-hals.
Findes der et mere kedeligt håndarbejde end kroppen på en sweater i glatstrikning? Jeg kan ikke rigtig komme i tanke om noget – det skulle da lige være, hvis jeg var gået i gang med et dobbelt sengetæppe i udelukkende glatstrik, men det vil aldrig ske.
Undervejs med denne Petite Knits stockholmsweater, som forhåbentlig ikke bliver en hidtil ukendt variant af stockholmsyndromet, er jeg dybt taknemmelig for, at lydbøgerne for længst er opfundet … den skal nok blive færdig, og den bliver en drøm at have på, men som strikkeunderholdning er den bestemt ikke meget værd.

Vejret tegnede så fint, da vi stod op – og langt hen ad formiddagen – men nu er det igen gråt og trist.
Det fine vejr bevirkede, at jeg fik en voldsom lyst til at forsøge mig med en dansk udgave af en Snowdrop Walk, som jeg har nydt nogle gange i England, så jeg satte mig fuld af optimisme ved pc’en og googlede vintergækker i parker.
Hvis der overhovedet var nogen, var det i Jylland: Augustenborg (jaja, på Als, I know …), Gråsten, Marselisborgskovene, m.m., men det skulle jo være på Sjælland eller Lolland-Falster, og ironien er, at vi kørte hjem fra Sønderjylland i torsdags. Det var dog elendigt vejr både onsdag og torsdag, så da kom ordet vintergækvandring overhovedet ikke til mig.
Vi har før fundet pæne mængder af vintergækker, bl.a. ved Maribo, men ingen, der bare tilnærmelsesvis ligner Englands flere hektar store vintergækklædte arealer.

Det ene af billederne herover er 11 år gammelt og været vist flere gange her på bloggen, fordi det er et af mine yndlingsbilleder, som giver et lille indtryk af, hvor mange snowdrops der er her ved Heale House.
Jeg kan stadig bedst lide det mere beskrivende engelske navn, men vintergækvandring har alliteration, som ikke forekommer i snowdrop walk.
En vintergækvandring i min egen have er hurtigt overstået. Jeg har klynger forskellige steder, men størrelsen på dem kan næppe imponere nogen.
Nogle ‘klynger’ består af to blomster, men helheden har trods alt et dekorativt element i sig. Og se: Purløg har fundet op af jorden.
Det har erantis, påskeliljer og (nogle) tulipaner også, men det er ikke specielt usædvanligt for februar.
Helleborus er på vej, men der er langt til blomstringen endnu. Og den trænger til at blive klippet, lige som jeg. Jeg skal klippes på tirsdag, men mon ikke jeg kan nå at lade helleborusen få et forspring, hvad det angår?
Helleborus – julerose – påskeklokke – nyserod. Kært barn har mange navne. Men hvorfor har man haft brug for at lave nysepulver?

Men altså: Kedeligt strik, kedeligt vejr og ingen vintergækvandringer i denne omgang.
Nu går jeg ud og trøstespiser.
Det vil sige … det gør jeg så heller ikke, for vi er på Nupo til frokost for tiden, så det måltid er også hamrende kedeligt. John er også på pulvermorgenmad, men den har jeg valgt at springe helt over.
Når man (heldigvis rent midlertidigt) har et kedeligt liv, må man se på de lyse sider: Om 14 dage er mine englændere her … om alt går vel … børnene fik ikke deres andet stik, fordi de fik covid-19, og de kan ikke nå at få det inden deres vinterferie. Heldigvis er en højst 180 dage gammel positiv PCR-test tilstrækkeligt bevis på overstået smitte, så jeg går ud fra, at alt går vel.

Det var som syv …

Jeg må sige, at jeg blev overrasket i går, da jeg fik en mail fra ExpressTest om, at de beklagede den lange svartid, men de ville refundere pengene, jeg havde betalt for de forkerte test.
Efter jeg havde angivet de efterspurgte oplysninger vedr. kortholders navn, de sidste fire cifre på kortet og det indbetalte beløb, fik jeg kort tid efter en ny mail om, at nu var pengene indsat på kortet, og at der ville gå 3-5 hverdage inden det ville figurere på min konto.
Jeg var af flere årsager helt sikker på, at det ikke var en svindelmail; oplysningerne jeg skulle afgive, var mere en kontrol fra deres side på, at jeg var mig, og at de sendte pengene til den rigtige.
Det er såmænd ikke de 158 pund, selv om det bestemt også er en slags penge; det er mere princippet, og jeg synes det er fint, at de tog min særdeles knotne mail alvorligt.
Miraklernes tid er ikke forbi – jeg havde vinket farvel til de penge.

Der løb også en anden mail ind i går. Der løb sådan set en hel del ind, men jeg skal skåne jer for indholdet i de resterende.
Det var en notifikation fra Røde Kors om, hvor meget nørkletøj de har sendt ud den seneste dekade.
Det er da helt vildt, hvor meget tøj der er sendt til Hviderusland!
Jeg kan ikke forstå, hvorfor der tilsyneladende ikke er behov for tøj andre steder i verden, men med de udsendte ca. 43 tons kan jeg da godt se, at de stakkels børn i Hviderusland må have et kæmpestort behov. Og jeg gad vide hvorfor blev der ikke sendt mere ud i 2015?
I er muligvis fløjtende ligeglade med sådan en graf, men jeg bliver en anelse eftertænksom, når jeg ser tallene. Det er altså meget tøj, og jeg er glad for, at jeg er en del af de mange, der er med til at bidrage.

Jeg yder dermed min beskedne indsats. Jeg betaler også faste, månedlige ydelser til SOS Børnebyerne, UNICEF og Red Barnet. Med andre ord støtter jeg verdens børn. Det bruger jeg de penge på, jeg nu engang har besluttet mig for at bruge på den slags, og det er bevidst, at jeg har valgt børnene til og alt andet fra, hvorfor jeg konsekvent siger nej, når de ringer fra Kræftens Bekæmpelse eller hvem det ellers måtte være, der vil have min uvurderlige støtte. Ingen kan redde hele verden, og slet ikke jeg.
Jeg har, af to årsager, fravalgt at være fadder for et barn: 1) Jeg vil ikke involveres personligt i et enkelt barn ud af de mange millioner, der lider nød. 2) Hvad nu, hvis jeg pludselig bliver kørt over af en lastbil eller dør af anden årsag? For det sker jo på et tidspunkt. Hvad så med det barn, som formentlig er blevet mere eller mindre afhængig af min månedlige ydelse?
Jeg havde en kollega, som havde et sådant ‘ekstra’ barn i Brasilien, og som hun besøgte engang. Hun syntes det var en dejlig oplevelse, men hun var også en smule chokeret over, hvor afhængig hele familien faktisk var af de penge, hun sendte hver måned, så hun fik de samme tanker: Hvad nu, hvis …?
Næh, så hellere lade mine penge forsvinde i den store pulje, så det ikke går ud over enkeltpersoner, når jeg stiller træskoene.

Lækkert garn, überlækker mad og et uventet møde

Vi befinder os i Vestjylland i et sommerhus ikke så langt fra Oksbøl. Huset er ikke så stort, men det er dejligt, og det hører til de mere velforsynede af slagsen, så det gider vi ikke brokke os over.

I går blev en halvtravl dag. Vi lagde ud med Ribe Middelalderby, hvor noget familie til Peter er i gang med at udsmykke den lille kirke. Hende havde de aftalt at mødes med, og hun viste sig at være en af de skønne ildsjæle, som med begejstring og íldhu formidlede sit projekt på forbilledlig og fascinerende vis. Vi blev alle fire klogere på maling, maleteknikker og andet, som det var for 1000 år siden. Det var en hel del mere farverigt, end man umiddelbart forestiller sig, hvis man har de gamle kalkmalerier i tankerne, hvad man nok kan fornemme på billedet.

Next stop var Fanø, hvor vi sad det meste af en time og ventede på at komme over med færgen, men det lykkedes til sidst. Mændene satte os af ved det store telt, hvor Ditte og jeg fordybede os i garn i et par timer.
Ohhh, der var meget garn og der var også meget heeelt vildt lækkert garn. Jeg købte hvad der ses på billedet. Det er måske ikke så meget garn, men det der er repræsenterer en mindre større formue. Så er det også med silke i noget af det, yak i noget andet og noget tredje var det gode fra Manos del Uruguay.
Der kommer nok nogle sjaler ud af det – dem har jeg jo næsten ingen af i forvejen …

Dagens sidste – STORE – oplevelse var Høfde 4, som Ditte havde fundet frem til.
Det var da helt utroligt godt! På vores egen private rangliste kommer den ind som en klar toer, kun overgået af Norsminde kro.
Vi fik tre retter med tilhørende vine. Ibericoskinke med syltet galiamelon, trøffelmayonnaise og rygeostcreme. Det var bare SÅ godt.
Derefter skindstegt kulmule med stegt hjertesalat med parmeanost, cremet sauce med ørredrogn og korianderkarse. Til sidst en munkeost, som Ditte kendte. Den var også virkelig god.
Det var vinene til også. De to af dem, i hvert fald. Den tredje, en temmelig alternativ rødvin, lugtede ikke godt. Som i virkelig ikke godt. Stald, latrinær og petroleum var nogle af vores forslag. Tjeneren, som vidste meget om sine vine, indrømmede, at den var meget speciel, men bad os om at give den en chance, for den ville være meget anderledes, når man spiste osten til.
Jeg gav den den chance. Og en til. Den smagte præcis lige så rædsomt, som den lugtede, syntes jeg. Ditte kunne godt lide den, hvilket forbavsede mig, men jeg hidkaldte tjeneren og sagde, at nu havde den fået to chancer, og jeg kunne simpelthen ikke drikke den. Sorry.
Så kom han med en Saint Émilion Grand Cru. Det var i orden – den kunne jeg sagtens drikke til den gode ost – den var så god, at jeg tilgav tjeneren for min yderst tvivlsomme oplevelse med den anden vin.

Og hvem møder man så lige på Høfde 4? En af mine gamle kolleger, såmænd. Mig fra Sydsjælland og hende fra Nordsjælland mødtes i det vestligste Danmark. Vi havde ingen problemer med at genkende hinanden, selv om det er over otte år siden sidst, så der blev givet et par ordentlige kram (coronapesten er allerede glemt) og vekslet nogle få ord, inden vi igen passede hver vores selskab.
Hvis nogen fra min tidligere arbejdsplads skulle læse dette, så var det MaM, jeg mødte. Jeg bad hende hilse alle jeg kendte.

Godt, vi snart skal på ferie …

Englandsrejsen blev ret spontant besluttet lige inden Danmark fjernede den røde farve fra verdenskortet, og en væsentlig grund til, at vi kun var derovre i otte dage var, at vi skulle lægge hus til en for længst aftalt fætter-/kusinesammenkomst i lørdags. Et par af jyderne ville ankomme om fredagen og blive til søndag, så det var nødvendigt for os med et par dage inden til forberedelserne.
Vi blev ikke så mange i år – kun 12 – men det var til gengæld den eksklusive kerne, som altid møder op, uanset hvor i landet det måtte foregå.

Det var, også som altid, meget hyggeligt at mødes igen. Vi sidder ikke ligefrem lårene af hinanden, idet mange af os kun mødes hvert andet år. Snakken går derfor livligt fra start til slut, da der altid er en del at opdatere hinanden med om vores liv siden sidst.
Vi er derfor en anelse sløve i dag, så den står på ren dovenskab. Tre overnattede hos os til søndag, og samme søndag skulle vi have besøg af vores yngste niece og hendes kæreste, som ville komme til en sen frokost.
Så jo, vi er lidt trætte, men det er en god træthed, når den skyldes hyggeligt samvær med personer, man holder af.

Godt, vi snart skal på ferie.
På torsdag, helt tilfældigt på vores 32-års bryllupsdag, vender vi atter en gang næsen mod Vestjylland, hvor vi har lejet et sommerhus i en uge. Ditte og jeg skal lige over for at se den sidste strikkefestival, arrangeret med Christel Seyfarth som initiativtager, der vil finde sted på Fanø. Det tager ikke hele ugen, men så finder vi nok noget andet at foretage os. Jeg kunne ikke finde noget at leje fra midtuge til midtuge på selve Fanø, men det kunne jeg i nærheden af Oksbøl, så vi er nødt til at tage frem og tilbage til øen. Jeg synes det er for fjollet at skulle have sommerhusskiftedag lørdag, når strikkefestivallen foregår fredag, lørdag og søndag, og jeg forstår nok ikke helt, hvorfor ikke flere udlejere giver den mulighed på Fanø.
Fjorten dage efter dette er der webstrikfestival i Svendborg; denne gang med flere deltagere end vanligt, men jeg tror folk trænger til ekstra meget samvær efter coronapesten. Sidste år blev den gennemført, men der var nogle, der ikke ville komme, fordi pesten stadig huserede, og der stadig var en del restriktioner.
Med to sådanne begivenheder er der dermed lagt op til at komme hjem med en masse nyt garn, som John ikke kan forstå, at jeg har brug for, men det har jeg. Helt sikkert …

Rent billedmæssigt er vi stadig i England. Det er lidt som at være der endnu, når jeg sidder og kigger på billederne. Lidt …
Herover er det en af de syv River Avons i England; denne er River Avon, Hampshire, running from Pewsey to Christchurch (also known as Salisbury Avon).
Der er yderligere tre i Skotland og en i Wales. Grunden til de mange River Avons er formentlig, at avon er et gammelt ord for flod, så deres River Avons er tautologier, fordi det betyder flod flod.

Kom hviledagen i hu …

Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig, står der i 2. Mosebog.
Nu er det sådan, at jeg er pensionist, men ikke rigtig tror på religion under nogen form, hvilket derfor på enhver måde retfærdiggør, at jeg i dag stort set kun sad ned, mens vi kørte til Næstved og hjem igen. Hviledage kan jeg holde, når jeg har lyst (det har jeg temmelig ofte …), men lige i dag spidsede det hele lidt til.
Næstved, fordi John lige stod og manglede en rygsæk. Han har kun omkring 117 tasker, men han manglede altså en bestemt – en rygsæk af en bestemt størrelse til et bestemt kamera og en bestemt linse. Han er blevet træt af at bære det rundt, hængende om håndleddet, hvilket jeg udmærket forstår – faktisk har jeg aldrig forstået, at han overhovedet har orket det på noget tidspunkt. Jeg tog med, fordi han ville ind i et sportsoutlet, vi ikke har set før. Det har vi nu; det var en god forretning og John fik en rygsæk, der passede perfekt til formålet.

Jeg har strikket sokker på to pinde. Hvorfor har jeg næsten hele mit liv spildt tid med at bruge fem pinde til sokkestrikning? Det er langt nemmere at strikke to halvdele og så sy dem sammen, hvilket sagtens kan gøres pænt, helt fladt og ikke generende. Der er også flere variationsmuligheder på denne måde – jeg har fire forskellige slags sokker, jeg kan lide at strikke – længe leve alsidigheden. Sokkerne er nu blokket. Jeg købte tre størrelser Sockenbretter i Tyskland, men kun én af hver af tre størrelser, så jeg er nødt til at sætte alt på ét bræt, så at sige. I hvert fald sætte to sokker på ét bræt med det resultat, at den ene sok bliver en sokketykkelse større end den anden, men er der ikke noget om, at ens fødder ikke er lige store?
Sokkeblokkere, Sockenbretter … det hedder sock blockers på engelsk, og jeg kan bare ikke sige det ord uden at få associationer til noget helt, helt andet. Og jeg siger ikke hvad! Det kræver garanteret en lige så snavset tankegang som min.

Vi skal til England på onsdag, så jeg har bagt to hold muffins til fryseren, fordi vi om lørdagen efter vi kommer hjem næste onsdag, skal have hytten fuld af gæster, så det er med at forberede sig i god tid. Maden får vi heldigvis udefra, men jeg kender ikke leverandøren, som dog har fine anmeldelser. Kender I Gaudium?

I morgen skal vi have foretaget en Covidtest for at få lov at komme ombord på flyveren, og jeg skal have udfyldt den Passenger Locator Form, hvor der bl.a. skal anføres ordrenummeret til andendagstesten, jeg har bestilt og betalt, og som vi skal tage derovre. England har ellers farvet Danmark grønt fra og med i morgen, men forskellen fra orange til grøn mærkes kun, hvis man ikke er vaccineret, hvilker irriterer mig. Ret meget, faktisk!

PS: Fuldstændig uden for kontekst, men jeg kom sådan til at grine: John sidder og ser tv, hvor Rob Brydon taler om børns fantasivenner. Han siger afslutningsvis: Many children have fantasy friends. Many adults have a lot of fantasy friends, too. It’s called being on Facebook.

En fremmed krydser mit spor

Vi har septiktank, hvorfor vi har haft besøg af Jan flere gange, så vi synes næsten vi efterhånden kender hinanden og får os altid en hyggelig sludder om alt og intet, mens vi venter på, at slamsugerbilen gør sit arbejde.
Forleden ringede han for at spørge, om hans kone måtte kontakte mig. Hun var blevet nysgerrig, fordi Jan havde fortalt om, at han havde lagt mærke til nogle flotte, hjemmefarvede garner, der hang til tørre, engang Ditte og jeg havde en af vores flere døgn varende farveseancer, og hvor han akut måtte hidkaldes. Der hang meget garn til tørre.
Selvfølgelig kunne hun ringe til mig, hvilket hun gjorde, og i dag kom hun til Den Stråtækte.
Det var da bare så hyggeligt. Jeg så hvad hun lavede og hun så nogle af mine strikkerier og alt mit garn og blev ret overrasket over, så mange farver man kan få ud af planter. Oven i købet for manges vedkommende planter, som man lige kan gå ud og samle i nabolaget. Hun fandt det lige så forunderligt som jeg selv gør, at alle plantefarver passer sammen, selv om det er farver, man normalt ikke ville drømme om at sætte sammen. Det er sådan noget, plantefarver kan … et par af mine sweaters, halstørklæder og sjaler beskrev det bedre end ord. 
Vi snakkede farver og farvning, vi snakkede strik og strikkeopskrifter. Vi snakkede også syning, og jeg har nu en bestilling på en strikketaske.
Linda administrerer en FB-gruppe, som hedder Lindas Hyggesokker. Dem strikker hun virkelig mange af; mange er vilde med dem, og hun har mange på venteliste til at købe et par.

Det er lidt sjovt, at man kan møde et vildfremmed menneske, som man efter sådan cirka 20 nanosekunder snakker aldeles utvungent med, som om man har kendt hinanden længe.
Det er dog ikke første gang, jeg oplever det – en fælles interesse hjælper det selvfølgelig pænt på vej, men jeg bliver nu alligevel både glad og lidt forundret hver gang det sker.

Ellers sker der ikke specielt meget for tiden. Der er hele otte dage til vi skal trøstespise næste gang på Hotel Troense.
Så må jeg jo få tiden til at gå med at lave noget ud af alle de tomater, jeg høster. Drivhuset er gået helt amok – indtil nu har jeg høstet 17,8 kilo tomater, og der skal da nok være en halv snes kilo mere derude.
Det er godt, at en af mulighederne er at ovntørre tomater. Det gør jeg med de mindste. To fyldte plader i ovnen giver kun fem-seks små glas. Meget små glas, så det kan sluge en masse tomater uden det fylder for meget på lageret bagefter – og så smager de bare hammergodt i en pastasalat. I alle salater, faktisk.
Bøftomaterne er heeelt vildt smagfulde. Jeg har aldrig smagt så gode tomater, så de bliver spist, som de er – det ville være synd at gøre noget som helst ved dem. Den største af dem vejer 527 gram! De mindste tomater (Toftegaards Sweet Grape) er ikke større end fuglekirsebær, så med dem, cherrytomater, Gardener’s Delight (fra Charlotte), to slags blommetomater og bøftomaterne er det meste af størrelsesregistret repræsenteret.

Pensionistvisen, vers 371

Vi er vist efterhånden alle trætte af coronapesten.
Vi er vist også efterhånden trætte af dagligt at høre eller læse om, at vi er trætte af coronapesten.
Livet leves stort set som i Pensionistvisen. Livet føles som Pensionistvisen!
Dagene ligner hinanden en hel del.
I dag har jeg studeret Gartneri Toftegaards hjemmeside for at finde ud af, hvad jeg skal købe af chili og tomat til drivhuset. De åbner ikke før 8. april …
Jeg har også købt nogle nødvendige materialer til syning af tasker, punge og diverse organizers. Ikke stoffer, for dem har jeg tonsvis af, men fyldstoffer, så tingene får lidt stivhed og substans.
Dagene har, trods ensartetheden, også lidt fyldstoffer indimellem:
Jeg har blandet jorden til højbedene og fyldt den i.
Jeg har sat omkring 100 montbretialøg.
Jeg har strikket Two Harbors Poncho til Anna.

Jeg faldt tilfældigt over et billede af den, tænkte, at det da vist lige var en Anna-model, sendte det til hende og spurgte om det var noget jeg måtte strikke til hende.
Svaret kom næsten prompte i form af et stort JA TAK! Så havde jeg set rigtigt, og opskriften blev fluks bestilt. Farveønsket var en mere blå end modellen og mindre kontrast mellem krave og bul.
Jeg håber farverne er ramt rigtigt … før første gang købte jeg via internettet garn, jeg ikke kendte, og så er det svært at vide, om farven er gengivet korrekt. De kaldte den ‘jeansblå’, hvorfor jeg havde forventet en mere dæmpetblå farve, men jeg håber, at Anna kan acceptere den.
Den ser fuldstændig forkert ud i proportionerne, men den overholder alle angivne mål, og pigen ser da vældig sød ud med den på, ikke sandt? Det vil den spinkle Anna så nok også gøre.
Jeg er så stor en egoist, at jeg ikke sender den til hende, men vil selv overrække den, når vi engang får lov at tage derover.
Det er spændende, hvornår man vil åbne grænser i de forskellige lande. Ifølge den senest opdaterede vaccinationsplan har John fået sidste stik i den første uge af maj og jeg i den anden uge af maj. Det er faktisk ikke ændret, selv om vaccinationskalenderen er ændret flere gange.
Men ét er, hvornår vi er klar. Noget andet er, hvornår de enkelte lande er det. Jeg håber så meget, at de vil åbne for vaccinerede personer, men holddaop, hvor er antivaxxerne imod det. Sikke de dog kan råbe “diskrimination!!!”, både her og i England – og sikkert også andre steder.
Ja, det er diskrimination. Å hva’ så? Det er et valg, I har truffet, og hvorfor skulle det ikke have konsekvenser? Sådan må det være. Hvis ikke I vil vaccineres, må I om bag i køen.
(Hvorfor har man mon i øvrigt besluttet, at antivaxxere skal staves med to x’r, når vaccine staves med to c’er?)

Til sidst en bemærkning, jeg hørte i tv forleden, og som gav mig dagens grin:
Når man ikke overholder reglerne, er det et klart brud på de regler, der gælder.

Nu kan jeg Gå Med Lethed

En enkelt eller to udtrykte ønske om billeddokumentation på den Annette Danielsen-sweater, jeg begyndte på for et par uger siden.
Her er den så: Gå Med Lethed. Sikkert døbt således fordi den er strikket i mohair, som er fnuglet. Vil jeg tro …
Jeg valgte at strikke den med samme bundfarve til hele sweateren og ‘prikkerne’ i lutter lyse farver – det er jo forår. Lige om lidt er det første forårsmåned, og allerede nu er vejret forårsagtigt, selv om vi stadig visse steder har skrueis på fjorden.

Det er så forårsagtigt, at jeg har været i haven de sidste par dage. Jeg har vanen tro fundet et et par projekter, der passende kunne udføres nu, inden alt det sjove for alvor begynder – bl.a. endnu et forsøg på fjernelse af det forbaskede sæbeurt, som jeg næsten hader mere end skvalderkål, fordi det er endnu sværere end det at få bugt med. Jeg kunne ikke engang trænge igennem med en greb, men måtte skære rodnettet over bid for bid med en spade, inden jeg kunne få løftet jorden og løsnet rødderne. Jeg har været igennem dette stykke før, men jeg håber det på et eller andet tidspunkt vil lykkes mig at vinde den kamp, selv om jeg kun alt for godt ved, hvad der sker, når jeg er nødt til at skære rødder over.
Nå. Det er kun sundt at arbejde fysisk. Siger man. Pulsen skal op. Siger man. Det kan jeg nu uden problemer få bare ved tanken om det arbejde, der i bogstavelig forstand ligger begravet i to af bedene. Det er trods alt lykkedes i dahliabedet, så jeg har hverken mistet tro eller håb.

Nedenstående har jeg stjålet fra et FB-opslag i en sproggruppe jeg er medlem af, så et par af jer har sikkert allerede set teksten.
Hun præsterede at få pænt mange af de hyppigst sete sprogfejl ind i den korte tekst. Mon ikke I alle kan finde dem alle? 
“Hvis nogen af jer nogensinde ser følgende opslag fra mig:
Hej! Jeg syntes lige, i skal have afvide, at jeg er i udemærket selvskab med massere af mine ynglings mennesker. Vi ses vidst imorgen, når jeg køre hjem. Hilsen fra mine venner og jeg.
… så betyder det, at jeg er er blevet kidnappet og har brug for hjælp, okay?”
Jeg kan tilføje, at det samme gælder for mit vedkommende!

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde, og det har jeg så heller ikke gjort.
Jeg har sagt, at jeg vil bestræbe mig på at nedbringe mit garnlager ved ikke at købe mere, end jeg forbruger, regnet på hele kalenderår – ja, faktisk helst forbruge en hel del mere, end jeg køber.
Den 3. januar indledte jeg 2021 med at købe 1475 gram garn, som jeg modtog den 7. januar. En god start på ‘bestræbelserne’ …
Pyt, tænkte jeg. Det får jeg hurtigt strikket forbi, så at sige, og ganske rigtigt: pr. dags dato har jeg strikket 2046 gram (~ 41 nøgler), så der er allerede et underskud på 571 gram. Dygtig pige …
I [mit] garnregi er det lige så godt at have underskud, som det er godt at være negativ, når det er i coronaregi.
Den glorie blev ikke pudset særlig længe, for i går bestilte jeg yderligere 200 gram mohair til et projekt, strikdesigneren Anette Danielsen har haft gang i på Instagram, og mohair er ikke en lagervare hos mig – i hvert fald ikke så meget, at jeg kunne skrabe sammen til det projekt.
Sådan er det næsten altid – det er derfor, der overhovedet bliver købt noget: Det er ligemeget, om man har 50 kilo garn på lager – man står altid lige og mangler noget, når man finder et nyt projekt at kaste sig over. Det er en af naturlovene.
Men jeg holder stadig mit ikke-løfte til mig selv, også efter, at de 200 gram er ankommet.

Meteorologerne er til gengæld virkelig gode til at love noget, der ikke holder.
I forgårs i Tv-avisen blev vi lovet rigtig snestorm på vores egn; en snestorm, som skulle vare det meste af dagen. Lars E ville have klappet i hænderne, fluks taget dommedagsstemmen på og forbudt al udkørsel.
Men hvad blev det? Et brag af et flot solskinsvejr! Vinden havde lagt sig lidt, så jeg kunne komme ud og tage billeder af lidt hvidere sne og is end tilfældet var i forgårs.
I nat kom der et lille drys, men heldigvis kun lige nok til at hvidte landskabet, som var blevet brunt af al den fygning de sidste par dage.
Det er en af de flere kedelige ting ved snefygning: Blæsten flytter både sne og jord fra markerne og lægger i stedet det hele på og ved siden af vejene, så de bliver ufremkommelige og ydermere får marker og vejrabatter til at se ud som om man har strøet kanelsukker over det hele. Snavsetgråt kanelsukker …
Men nu er det altsammen hvidt; det er stadig højt og flot solskin, og det blæser næsten ikke. Flot er det, må jeg modstræbende indrømme.

Rottemanden har været her og har taget den udendørs fælde med sig igen. Vi har set to døde rotter, men ingen levende ved fuglepladsen den sidste halvanden uges tid, og han kunne ikke se, at der havde været aktivitet omkring fælden siden eftersynet ugen før, så lige nu er vi tilsyneladende rottefri. Det varer sikkert ikke ved, men så kontakter vi ham bare igen.
Vi har smilet lidt i skægget, fordi vi, et stykke tid før vi selv meldte det, havde set rottemanden køre forbi os og længere op ad vejen, hvorved vi kunne regne ud, at også andre, flere matrikler fra os, har anmeldt rotter, men to af vores nærmeste naboer har set rotter ude på vejen og har ringet på hos os og fortalt os, at vi har rotter. Bare fordi vi har et gammelt hus, går nogle automatisk ud fra, at så er det kun os, der kan have rotter.
Det har de misforstået. Der er rotter overalt, fortalte rottemanden – også i langt nyere huse end vores – og altså også hos andre på vores vej.

Sokker – et efterslæb fra forrige indlæg

Jeg har strikket snese og atter snese af sokker, først med fem pinde, senere med magic loop-metoden. Jeg var blevet træt af at bøvle med de fem pinde og var glad for at opdage, at man kunne strikke småt rundt på en lang rundpind, men magien ved magic loop er forsvundet nu, så skal der strikkes rundt, bliver det med brug af to rundpinde. Det er dejligt med flere muligheder at vælge imellem.
Når jeg efterhånden, uanset metode, var gået helt død i sokker, mens familien til evighed synger til mosteren om flere sokker, hvad skulle jeg så gøre?
Strikke sokker frem og tilbage, naturligvis, på go’ gammeldaws strikkefacon. Ingen rundpinde, bare nemt, hovedløst strik.
Der kan findes mange opskrifter på det, når man først begynder at google two needle socks.
Jeg har prøvet en del forskellige – en af dem ses herunder.

Det ser temmelig mystisk ud, men efter sammensyning ligner det ‘rigtige’ sokker.
Selvom der ligger et arbejde i at sy, er det alt i alt hurtigere at strikke sokker på denne måde – synes jeg.

Til skeptikerne (“der må da ikke være syninger i sokker”): Sammensyningen er ikke særlig synlig, og man kan ikke mærke den – ikke engang hvis man er lidt sart.
Herover ses sammensyningen fra hhv. ret- og vrangside. Opskriften, som jeg har ændret lidt i, kan findes via dette link, hvis det skulle have interesse. Løb ikke skrigende bort, fordi den er på russisk. Hun har oversat den til engelsk lige nedenunder. De må have små fødder i Rusland, for følger man opskriften, bliver det kun til en størrelse 35, cirka, men den er nem at justere på.
Alle opskrifterne er nemme at justere, så man kan ramme enhver ønskelig størrelse. Jeg har produceret sokker og futter fra størrelse 33 til 43 blot ved at ændre på garntykkelse og/eller pindestørrelse.

Spiralsokkerne, som ses på sidste billede, kan jeg også godt lide – både at strikke (også på to pinde) og have på. De er igen lidt anderledes, men ikke mere, end at der også er masser af opskrifter derude.
Når jeg skriver, at jeg strikker på to pinde, er det alene for at gøre det klart, at jeg strikker frem og tilbage; ikke rundt. Jeg strikker nemlig altid frem og tilbage på rundpinde, og det har jeg gjort i mange, mange år. Når man stikker på de gammeldags ca. 30 cm lange pinde, ‘bærer’ man sit arbejde, mens man strikker. Bruger man en rundpind, lægger det sig i skødet i stedet for at skulle løftes.
Det er ikke så selvfølgeligt, som man tror – mine mednørklere i Præstø strikker for de flestes vedkommende stadig på lige pinde, og det har de ikke i sinde at ændre på. Faktisk er de (igen ikke alle, men de fleste af dem) temmelig konservative. Jeg vil helst ikke virke aldersdiskriminerende, men noget har det nok med alderen at gøre. De par stykker, der er yngre end mig, er det kun med et par år; de fleste er (en del) ældre). Retfærdigvis skal det siges, at det ikke er de ældste, der er de mest konservative. Tværtimod, faktisk … 
Variation skal der til – inden for sokkestrikning som for så meget andet

Snestorm, sokkestrikning, sammenligninger, cykler

Overskriftens fire ting har ikke meget med hinanden at gøre, men jeg holder af alliterationer.
Og dog hænger de to første sammen, fordi når det er sådan en forrygende snestorm, som vi har i dag, så bliver der strikket i Den Stråtækte (der var den igen, den alliteration). Alligevel hænger de ikke helt sammen, fordi der hver dag bliver strikket i Den Stråtækte – uanset vejret.

Jeg har i dag talt i telefon i over en time angående vores forsikringer. Det endte med en hurtig beslutning: Nu flytter vi selskab. For det første slipper vi 5000 kroner billigere om året, og for det andet er der ingen selvrisici; kun på elektronikforsikringen og på bilernes kaskoforsikringer, men da kun under særlige omstændigheder, mens der var på alt i det gamle – oven i købet på ret store beløb.
Og jeg var muggen. To gange har jeg henvendt mig til det gamle selskab, fordi det irriterede mig, at jeg ikke kunne se de forsikringer, som 1) jeg selv har oprettet og 2) jeg betaler. Lige så snart policerne var udarbejdet, blev jeg elektronisk ikke-eksisterende og kunne kun se policerne via Johns e-boks eller via NemID hos forsikringsselskabet selv.
– Jamen det er pga. databeskyttelsesloven. Skal du også kunne se dem, skal vi ændre alle policer, så du står som medforsikret.
– Det er altså John der er medforsikret … men fint nok, I ændrer bare på de policer. Nu.

Det gjorde de. Vi signerede digitalt på ændringerne.
Og der skete intet. Nada. Nothing. Jeg kunne stadig ikke se vores egne forsikringer.
Da jeg for et års tid siden havde brug for at kigge i en police, brokkede jeg mig igen og fik samme svar.
Denne gang udvidede de det dog med:
– Jamen jeg kan se på policen, at du er medforsikret, så du skulle selv kunne se policerne.
– Det kan jeg bare stadig ikke … så havde jeg jo li’som heller ingen grund til at ringe og brokke mig over, at jeg ikke har adgang til dem …  
– Det var da mærkeligt … men du er altså 100 % medforsikret, så bare rolig.
Jeg var ikke rolig; det var ikke det svar, jeg forventede.
Hun kom med hele svadaen en gang til, og jeg bad hende om at få det ændret, så jeg kan se mine egne forsikringer, tak!

Seancen med dobbelt digital signatur blev gentaget. Intet skete.
Da jeg gjorde opmærksom på det, sagde de, at det kunne de søreme da ikke forstå, men så kunne jeg jo bare bede om at låne min mands NemID, hvis jeg ville kigge.
– Det mener du ikke seriøst? Jeg kan ikke få lov til at se mine egne forsikringer uden at bruge Johns NemID?
Det er bare ikke i orden! Det er da kønsdiskrimination, så det basker. Vi er ikke nået en meter længere på det punkt, siden dengang for mange år siden, hvor jeg ejede et hus, som John flyttede ind i. Mit hus. Jeg købte det. Så kom John, han flyttede ind og nogle år efter giftede vi os.
Vupti. Så forsvandt jeg. Jeg figurerede ikke længere nogen steder; det var tilsyneladende gået over til at blive Johns hus.
(Jeg kender godt juraen i det, men det er princippet!).

Nu har jeg mistet tålmodigheden. Jeg fik en laaaang snak med en mand, som før coronapesten ville have mødt op på vores adresse in persona.
Nu har jeg sagt ja til skifte. Det kunne jeg gøre i telefonen. Jeg skulle ikke engang spørge John – et telefonisk ‘ja’ var tilstrækkeligt.
Jeg kan ikke se mine egne forsikringer, men jeg kan telefonisk sige en anden persons forsikringer op.
Det er jo fantastisk.

En anden sammenligning, som intet har med ovenstående at gøre:
I går så jeg over BBC Brit en udsendelse om en stor engelsk cykelfabrik.
Vi skulle lige forstå, hvad sådan en cykel vejer:
“Cyklen vejer 12,5 kilo. Det svarer til 12,5 kilo sukker.”
Det er også fantastisk … på engelsk var det ikke meget bedre: This bicycle weighs 12.5 kilo, which is equivalent to 12.5 bags of sugar.
Hvorfor skal det sammenlignes med sukker? Hvorfor skal 12,5 kilo cykel overhovedet sammenlignes med noget?
Det er lidt lige som i dansk tv, hvor stort set alle overfladestørrelser skal sammenlignes med fodboldbaner; en uskik, der længe har undret mig.

Sokkerne? Det må blive næste gang; jeg har allerede skrevet et for langt indlæg, men tak fordi I gad høre på mig.

Jeg er inde i en periode

Tro nu ikke, at overskriften er en undersættelse af det engelske I have my period. Det er noget helt andet!
Med tiden har planeten Jorden og senere menneskeheden været inde i forskellige perioder. Nogle har varet i millioner af år, andre bare nogle snese.
Visse kunstnere har haft deres perioder – Picasso, for eksempel, har haft både en blå og en rosa periode.
Ikke at jeg betragter mig selv som kunstner; det er mere for at illustrere, at jeg i kortere eller længere tid interesserer mig mere for én ting end for så meget andet. I modsætning til Picasso har jeg gennem livet haft flere perioder.
Der var stenslibningsperioden i begyndelsen af 90’erne, som jeg prøvede at tage op igen i 2016, men det fangede ikke helt denne gang, hvor den i første omgang varede i nogle år.

Lige nu er jeg inde i en elefanthueperiode. Jeg er i gang med den femte, og der kommer flere endnu – vi skal også lige have nogle røde og helt lyse.
Jeg er gået over til kun at bruge Røde Kors’ opskrift. Den er for det første den bedste af de to jeg har afprøvet, og for det andet bliver det sandsýnligvis der, de havner på et tidspunkt alligevel, for jeg kan ikke forestille mig, at familien har brug for så mange elefanthuer, hvorimod Røde Kors er umættelig.
Det er egentlig underligt, at jeg får det på denne måde, for der ligger en selvmodsigelse i at hævde, at jeg har ‘perioder’ samtidig med, at jeg på ingen måder ynder rutiner – går hurtigt helt død på sådanne. Der var en grund til, at jeg befandt mig bedst i den udviklingsafdeling, jeg var i i de sidste 25 år af mit arbejdsliv, og hvor man ikke nødvendigvis om morgenen kunne vide hvad dagen ville bringe. Eller også troede man, at man vidste det, men virkeligheden viste sig så at være en anden. Det var ret fedt, syntes jeg, mens andre måtte søge væk, netop fordi de holdt af at vide hvad der skulle ske hvert minut af dagen.
En del af svaret ligger måske i, at huen er strikket på en dags tid samt, at det er forskellige garner og farver, jeg anvender? Ikke-rutinen udmønter sig også i, at der kun er én hue, hvor der for sokkers, vanters (og ærmers) vedkommende altid skal laves en til 100 % mage til den første – for først- og sidstnævnte kaldes dette for SSS: Second Sock/Sleeve Syndrome. SMS (for mitten) er allerede optaget. Jeg kan ikke svare på mit eget spørgsmål, men givet er det, at rutinehaderen her har sine perioder … mindre diplomatiske personer har måske mere lyst til at kalde det for ‘flip’ …

Bagning er ikke en disciplin, jeg nogensinde bliver danmarksmester i – Den Store Bagedyst vil aldrig få en henvendelse fra mig; jeg elsker at se det (og at spise kager), men bryder mig ikke særligt meget om at bage, hvilket nok er gavnligt for mit luksuslegeme.
Det seneste års tid har jeg ikke desto mindre også haft en bageperiode, nemlig muffin-perioden.
Jeg har fundet ud af, hvor nemt det er at lave muffins, og de kan varieres på et utal af måder. Vi belønner os selv med en hver i to dage, mens de resterende otte kommer i fryseren, så jeg har til gæster.
Gæster har vi så ikke haft voldsomt mange af det sidste års tid, hvorfor det endnu ikke er blevet til mere end fem forskellige slags. Muffins, altså. Ikke gæster … men englænderne kunne tage godt fra, da de var her i sommer, og Troels Tækker gjorde kål på de sidste fra fryseren.
Jeg har lige taget et hold citron-birkes-muffins ud af ovnen. De dufter lovende …

Pensionistvisen er ikke længere forbeholdt pensionisterne

Næsten alle i hele verden lever som Sønck og Sørensen gør i deres Pensionistvise. Jeg ved, at rigtig mange andre har det som jeg, selv om det også er en eviggyldig sandhed, at der altid er nogle, der har det værre end én selv.
For eksempel føler jeg mig så meget heldigere end alle de mange, der skal passe op til flere børn, enten passe de små eller deltage i en ukendt/uvant skoleundervisning (for nogle både-og!), samtidig med, at de skal sørge for tre måltider om dagen, samtidig med, at de skal passe et fuldtidsarbejde hjemmefra, samtidig med, at de skal undgå at hele huset ligner en svinesti, fordi alle er hjemme hele tiden. Jeg kan blive helt svedt bare ved tanken. Nogle – mange, sikkert – har måske ikke engang den anden forælder til at tage en del af slæbet.
Da jeg forleden talte med Charlotte om det, peb hun lidt over hvor hårdt det er. Hun fik selvfølgelig den forventede portion morpylder og medlidenhed, men da jeg nævnte, at hun trods alt ikke havde elementerne rengøring og fuldtidsjob, kunne hun godt se, at mange havde det værre.
Hun har nemlig, i modsætning til under første lockdown, kunnet beholde sine to rengøringspiger. De må gerne sige nej tak, men de må også gerne tage ud og gøre rent, hvis de overholder de givne retningslinjer, hvilket de gør, for de har svært ved at undvære de penge, de tjener ved det.

For mig er der ingen forpligtelser eller opgaver udover de sædvanlige. Al min tid er min egen. Al Johns tid er hans. Al vores tid er vores.
Privilegerede, kan man sige.
Men holdnuop, hvor er det altså keeeedeligt.
Jo, vi kan da køre og gå ture, hvilket vi også gør, men det lille krydderi med at spise en frokost på restaurant eller cafe eller købe en kopkaf og måske en lille kage er der ikke. Der sker ikke en hujende fis, som kan pifte hverdagen lidt op – og hverdage har vi syv af om ugen i disse tider.
Dette er ikke en kritik af nedlukningen, for den er nødvendig, og sådan må det være et stykke tid endnu. Det er vi alle fælles om at gennemføre.
Det er bare en klagesang. En gedigen omgang selvmedlidenhed. Hvis ikke andre har ondt af mig, må jeg jo selv have det …
Ingen gourmet- eller andre kroophold, ingen udenlandsrejser, ingenting.
Vi har lejet et sommerhus i Sønderjylland i begyndelsen af marts. Det er ikke sikkert, at verden er genåbnet, men vi har lov til at tage til en anden landsdel og undersøge ukendte landskaber, selv om vi skal passe os selv i sommerhuset, fordi vi ikke kan gå ud og spise, men så sker der da bare lidt.

Jeg får strikket som aldrig før! Jenny Alderbrandts sommerfuglehue, hvor jeg skal tage mig voldsomt sammen for at strikke de tilhørende vanter, synes jeg er ret pæn, så mon ikke en eller anden vil have den? Ellers vil Røde Kors altid, og tæppet til dem ligger bare og venter på at kunne blive afleveret. Jeg er i gang med det næste tæppe, men det er et indimellem-arbejde.
Der bliver fyldt mere og mere i Den Store Kurv, hvor der derfor vil blive en hel del at vælge imellem for hele familien, når vi til næste jul kan mødes igen.

Løftet opfyldt!

Mit til enhver tid gældende løfte til mig selv er opfyldt for 2020.
Jeg vil ikke tale om eller komme med nytårsforsætter, for det er at bede om nederlag, når man lover sig selv, at næste år vil jeg …
Derimod er der en forskel på at love at gøre et forsøg på hvert år at nedbringe garnlageret i stedet for at øge det. Det kan jeg nemlig godt overholde … altså at forsøge. Det er ikke altid, at forsøget lykkes; det gør det normalt kun, når jeg holder plantefarvningsgarnet uden for regnskabet og dermed kun huler ud i det omfangsrige lager af klar til brug-garn, men i år har jeg præsteret at nedbringe lageret for både det og garn til plantefarvning.
Jeg har strikket i alt 12,647 kilo garn op i år og har ‘kun’ totalt købt 10,9 kilo; dvs. at jeg har brugt 35 nøgler fra lageret.
Det er i øvrigt rekordår for mængde strikket garn, men det har muligvis noget med coronapesten at gøre – aldrig har vi været så meget hjemme som i år. 
Jeg er meget stolt af mig selv og kan næsten ikke få hænderne ned, men det skal de – ellers kan jeg ikke strikke.
Jeg er nemlig meget, meget dygtig, og jeg beklager, at jeg er nødt til at rose mig selv, men John gør det ikke, for han synes kun, at jeg er dygtig, hvis jeg helt kunne lade være med at købe noget, hvilket naturligvis er totalt umuligt at overholde, hvis jeg skulle være så fjollet at love mig selv eller ham det … og så er det ellers ikke fordi han nogensinde kunne finde på at blande sig i mine garnkøb. Han respekterer, at jeg har min hobby, lige som han har sin, og skulle vi endelig begynde at regne sammen hvad vi bruger på den slags, er hans linser ikke ligefrem billige, så vi er for længst blevet enige om, at vi ikke har noget at lade hinanden høre, og så længe vi ikke mangler noget andet, skal vi have lov at hygge os med hver vores.

 

Hvis nogen mod forventning skulle kigge nærmere på uddraget af excelfilen, bedes man bære over med ordvalget (‘færdiggarn’ er noget vrøvl). Det er ikke skabt med henblik på offentliggørelse, men jeg var simpelthen nødt til at prale i år. Der bliver oven i købet tilføjet yderligere omkring 150 gram strik af det plantefarvede inden nytårsaften, for jeg er næsten færdig med et par tagrørsgrønne futter.
Jeg bestræber mig på at strikke så meget som muligt af de gule og gulgrønne farver til Røde Kors, for selv om jeg synes det er dejlige farver, kan jeg ikke bruge dem til ret meget fornuftigt – i hvert fald ikke, hvis jeg vil have folk til at gå med det, jeg frembringer.
Jeg har lavet flere tæpper og sweaters i de gullige farver til Røde Kors – herunder er vist det tæppe, jeg strikker på lige nu, som er baseret på det klassiske patchworkmønster Log Cabin. Så bliver det ikke kedeligt at strikke …
Jeg forestiller mig, at hvis jeg var en nødlidende mor, der ikke havde noget varmt at svøbe eller klæde sit lille barn i, ville jeg være revnende ligeglad med farven på det, bare det virker, og det gør det.

Sådan så mit første arbejde ikke ud!

Advarsel: Dette indlæg vil indeholde praleri.
Jeg lærte at strikke som seks-syvårig, og da jeg var otte, strikkede jeg min første sweater. Jeg havde en meget tålmodig mor, som uden at kny pillede op eller strikkede tilbage hist og pist, når jeg havde begået en fejl. Hun ville ikke genstrikke det oppillede for mig, fordi forskellen så ville blive for stor i strikkekvalitet. Det kunne selv jeg se … men færdig blev den til sidst; jeg var rævestolt og havde ikke øje for, hvor ujævnt og grimt den var strikket.
Siden er kvaliteten af mine præstationer gradvist blevet bedre, kan jeg vist godt tillade mig at sige – mindre som pral end som konstatering.
Som det vil være nogle bekendt, ville min gennem 35-40 år stædigt strikkefornægtende datter til min store overraskelse lære at strikke.
Jeg er endnu ikke kommet mig helt over chokket …
Hun lærte det i august, bare et par dage inden de skulle hjem til England, men heldigvis ser verden meget anderledes ud, end da jeg var barn og ung.
Blandt andet har man opfundet internettet og dermed YouTube, så er der noget, man ikke kan finde ud af, er der altid onlinehjælp at hente.
Jeg viste hende hvordan man slår masker op, hvordan man strikker ret- og vrangmasker, hvordan man tager ud og ind og hvordan man lukker af.
Vi mangler sammensyning af de strikkede stykker, men jeg satser kraftigt på at vi får lov til at tage derover i maj, og hun bliver nok ikke færdig inden da.
Jeg forklarede hvorfor det er så vigtigt at overholde en given strikkefasthed, hvilket hun, som skrædder og tilskærer, ikke havde problemer med at forstå.
Kan man de nævnte basale teknikker, kan man i princippet strikke alt, hvad der nogensinde er designet til at skulle håndstrikkes.
I princippet …

Hun tog hjem til England og øvede sig, så hendes strik kunne blive mere jævnt end det hun præsterede mens hun endnu var i Danmark – selv om det faktisk var ret pænt præsteret af en nybegynder.
I september begyndte hun at gå i garnforretninger (der er desværre næsten ingen i en stor radius omkring Charlotte) og surfe rundt på internettet for at finde det helt rigtige garn til det projekt, hun fandt frem til allerede mens hun var her, fordi jeg fandt en side med masser af opskrifter på vintage knitting, hvilket jeg vidste ville være lige noget for hende.
Det viste sig at være noget af en opgave at finde det rigtige garn, fordi hun ikke kunne bruge det fra den lokale garnbutik. Vi fik os en snak om løbelængder – Patons Beehive fingering (2-ply) findes ikke mere, men heldigvis var garnbutikindehaveren en ældre dame, som havde et godt bud på en tilsvarende tykkelse garn. Charlotte købte et par nøgler og gav sig i kast med strikkeprøver, men hun kunne kun få det i naturfarvet, og hun ville have blåt, men nu havde hun et udgangspunkt og kunne gå på nettet.
Så blev farverne den vanskelige del! Skærmen viste sig at være i uoverensstemmelse med virkeligheden, så der skulle et par fire forsøg til, inden hun fandt det næsten helt rigtige garn, som også havde den rigtige løbelængde, men det lykkedes med kun en svag fornemmelse af kompromis.
Vi er enige om, at næste gang hun er i DK, skal vi besøge et par af de fantastiske garnforretninger, vi har her i landet. I UK er der (stadig!) alt for meget akrylgarn. De hævder fx hårdnakket, at det da er det eneste, man kan bruge til babyer! De er skøre, de briter, som Obelix siger.
Man kan få mange udmærkede garner på nettet derovre, men ikke i de to fysiske forretninger, C har adgang til, og enhver strikker ved, hvor vigtigt det er at føle på garnet, inden man beslutter sig.
Nu er hun færdig med ryggen, og mor er stolt.
Det er hun faktisk også selv … the feather-stitch fandt hun selv ud af at afkode, selv om det var lidt kryptisk beskrevet.

Nyt ord: snood

Anna har fødselsdag den 7. januar. Og ikke nok med det: Aubrey har den 14. januar. Det er endnu dårligere timet end Annas mors fødselsdag, den 12. december, som vi altid markerede ved at begynde julepyntningen den dag – på den måde blev der gjort noget særligt ud af fødselsdagen, og ingen var trætte af julen endnu på dette tidspunkt.
Det er noget andet med Annas, fordi folk efter nytår er trætte af alt det sociale samvær (måske dog mindre i år end normalt), og fordi mange har brugt det meste af den månedsløn, der skulle holde hele januar.
Jeg har spurgt Charlotte, hvad hun dog har tænkt på, men det er hun ikke meget for at svare sin mor på …
Nu er børnene ved at være så store, at det ikke længere er upraktisk kun at få gaver en gang om året. Da de (og selvfølgelig også Charlotte) var små, gik deres udvikling så hurtigt, at legetøjsfornyelse en gang om året ikke helt var nok til at følge med. Så er det jo heldigt, at jeg altid har elsket at give dem gaver i utide …

 

Nu er det ikke længere en for hurtig udvikling, der er problemet, men mere, at jeg ikke altid ved, hvad jeg skal give dem i fødselsgave før efter jeg har set hvad de får juleaften, og fordi jeg først ved det der, kan det knibe med at være sikker på at få dem sendt til England til tiden – hvis det altså skal sendes fra DK, hvad det ikke altid skal, men alligevel har vi altid en anelse travlt for at være sikker på, at hun får det på dagen.
Charlotte gør sit bedse for at koordinere ønskerne, men Tims familie er ret anarkistiske på det punkt – de skal nok selv bestemme, hvad de vil give hvornår, hvilket på sin vis er forståeligt nok, men altså nogle gange en anelse upraktisk.
Okay, så er det da heller ikke værre end som så … det er ikke ligefrem noget, der giver os søvnløse nætter.
På Annas ønskeseddel, som i øvrigt er dejlig lang, står der bl.a. wool snood.
Ellen, som ellers mener sig værende relativt god til engelsk, måtte have fat i sin gode ven Google, som billedlig talt kunne fortælle mig, at sådan en er et halsrør, som jeg på engelsk kender som cowl.
Faktisk kommer der flest cowls op, når jeg googler snood, så jeg vil tro, jeg har fat i det rigtige ved at strikke nedenstående sag i kølige blå farver.
Jeg havde lige netop garn tilovers til også at strikke et par farvematchende uglevanter, som jeg ikke kunne stå for, da jeg så dem. Tænk, at der bare skal et par velplacerede snoninger (og et par små knapper) til for at frembringe denne visdommens fugl.

Jeg har også strikket en Feather-hat. Jeg synes bare ikke, at det mønster ligner fjer, snarere blade, så jeg valgte en efterårsfarve.
Jeg ved ikke, hvem der skal have den, så den kommer nok bare i den familiekasse, som desværre ikke bliver ryddet i år, fordi vi ikke kan samles pga. coronapesten. Skal jeg give hele indholdet i den til Røde Kors, eller skal jeg gemme det til næste år? Det kan jeg simpelthen ikke beslutte mig for.
Jeg har også designet en hue, jeg kalder Bikuber, selv om det er firkanter og ikke sekskanter. Det var for at lege med alle de mange, mange farvenuancer, jeg får ud af det, når jeg farver garn, og jeg synes selv, det blev ret godt illustreret.

Så mange gider familien sandsynligvis ikke aftage, så alle viste huer, inklusive bladhuen, kan købes, hvis det skulle have interesse. 150 kroner pr. stk, og så betaler jeg (brev)portoen. De passer et damehoved/teenager af gennemsnitsstørrelse.

Kan en guitar være blå?

Aubrey og Anna har hver deres interesser, hvilket vel ikke er specielt overraskende. De er meget tæt knyttet sammen som søskende, fordi der er kun er et år mellem dem, men siamesiske tvillinger er de bestemt ikke. Nogle gange hænger de sammen som ærtehalm og andre gange kan man frygte, at de er tæt på at slå hinanden ihjel.
Da de var her i august, sov de for første gang ikke i samme værelse, så det er godt, at vi har tre gæsteværelser. Havde vi kun haft to, havde de velsagtens overlevet alligevel, men nu var de glade for at slippe for hhv. den enes snorken og den andens slubren, når der skulle drikkes vand …
Jeg tror ikke, at nogen af delene er særlig slemme, men da de begge er teenagere, bliver problemerne måske forstørret en anelse.
Deres primære fritidsinteresser er ret forskellige: Anna spiller så meget guitar, at det havde kostet hende en omgang seneskedehindebetændelse, da hun var her. Hun havde spillet i alt for mange timer under nedlukningen i foråret.
Aubrey cykler. Han havde også cyklet rigtig meget, men det havde kun sat ham i en endnu bedre form, end han var i i forvejen. Han cykler og cykler og cykler – hans personlige rekord er 66 miles (godt 100 km), men da sov han også godt om natten. Han har én ven, han oftest cykler sammen med, men de er en gruppe på seks, der synes det er sjovt at cykle sammen og/eller konkurrere mod hinanden.

Da jeg i morges surfede lidt rundt på Pinterest, fangede denne hue mit blik.
Den skal Aubie da have! Det er oplagt, så jeg bestilte fluks opskriften – hovedsagelig for at få cykelmønstret, for resten af huen er ret basal at strikke – og i øvrigt strikker jeg den med ribbort.

Så kom det evigt tilbagevendende problem, når jeg falder over det helt perfekte til den ene: Hvad skal jeg finde på til den anden, som er nogenlunde parallelt? For forskel må der ikke gøres – på ingen måde – de er ved at være store, men så store er de ikke endnu. Tror jeg … og får den ene noget, skal den anden også have.
Det tog dog ikke mange sekunder, ikke engang på en tidlig morgenstund, at komme på ideen, at det må kunne lade sig gøre at finde en guitarhue.

Det kunne det også. Lade sig gøre, altså. Jeg fandt nogle stykker og downloadede fire af dem, men valget ender nok med at stå mellem disse to. Jeg kan simpelthen ikke beslutte mig … bliver det den blå, bliver det uden øreklapperne, men med ribbort, og bliver det den brune, bliver den i blå farver og uden det spraglede i toppen.
Uh, det er svært, og jeg kan selvfølgelig ikke spørge hvilken en hun foretrækker.
Nu strikker jeg lige Aubies cykler først, så kan det være, jeg undervejs får en åbenbaring mht. Anna.

Jeg må have fået coronakuller – jeg er gået helt amok i chokoladejulekalendere og har bestilt fire af luksusslagsen fra Summerbird. To med ét stykke chokolade bag hver låge til børnene og to med to stykker bag hver låge (en til Charlotte og Tim og en til John og mig).
Det blev dermed lige en anelse dyrere end to af de billige fra Brugsen, som jeg normalt køber og sender over til børnene, men hvad pokker – hvis vi ikke kan komme derover til jul, sparer vi en masse penge på englandstransport, så jeg kan tillade mig at få udgifterne til at slå til på anden vis.