Hos Mommer

9. august 2017

Hvordan spiser man i Khoka Moya?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:45
Tags: , , ,

Dagen er gået med at lave så meget ingenting som muligt, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at komme med endnu et safariindlæg med billedspam galore, iblandet lidt kulinariske beskrivelser. Jeg ved endnu ikke, om dette er det sidste eller det næstsidste … men her kommer lidt om den gode mad. Vi indtog alle måltider i lejren på en åben, men overdækket terrasse. Der var sidde/hyggearealer og der var en forsænkning med en stor bålplads med langbænke i passende afstand fra ilden, over hvilken børnene ristede skumbananer tre aftener.

IMG_7501IMG_6847
Vi tager først lige et par af de smukke fugle – en lilac breasted roller og en … stær af en slags, tror jeg nok. Men utrolig smuk, når man så den flyve.

Morgenmaden, som blev trommet ind kl. 10, bestod altid af baked beans med lidt ekstra ting i, stegte kartofler, stegte tomater og enten bacon eller pølser. Tre slags müsli/cornflakes, to slags yoghurt, to store frugtfade, hvidt og mørkt brød, man selv rister, og en eller anden slags muffin. Derudover stod der en og stegte spejlæg eller røræg efter ønske. På bordene stod mælk og to slags marmelade.

IMG_6857

(Impalaer …)

Frokosten var klokken to og havde altid en stor og varieret salatbuffet med to slags dressinger. Som lunt var der forskellige grønsager og altid enten kød og fisk eller to slags kød. Altid tre lune ting, som fx stegte kartofler, squash … alt der kan steges. Når vi troede, vi var helt færdige, kom de med desserten …
På de dage, der ikke indeholdt udflugter, havde man fri mellem morgenmaden og frokosten og mellem den og sidste gamedrive, som startede 15:30 – sådan var det i tre dage, fordi der var en heldagsudflugt og to halvdagsudflugter på de andre tre dage.

IMG_6859

(Girafmor med barn …)

Aftensmåltidet lignede i princippet meget frokostmåltidet, men kødet og/eller fisken var lidt mere spændende; fx springbok, og desserten var mere … skal vi sige … voluminøs! Det lyder måske lidt ensformigt, men de var gode til at variere tilbehøret, og ingen gik sultne fra bords, fordi det var så svært at begrænse sig, synes de fleste af os. Vi blev dog bedre til det i løbet af ugen – det var nødvendigt, hvis vi ikke skulle trilles ud til safarivognene!

IMG_6922

(Zebraer ved det lille vandhul …)

Den ene af aftenerne vendte vi ikke tilbage til teltlejren, men til et sted, som de havde holdt hemmeligt indtil nu. Her havde de rigget en kæmpe boma til, med bar og grill med tre slags kød og ved siden af medbragt tilbehør og salater. Vi blev alle bænket, og personalet kom syngende ind, fortsatte syngende og dansende rundt om bålet, mens hårene rejste sig på armene af nok de fleste af os.
Det kan bare ikke beskrives, det skal opleves. I øvrigt lige som alt andet hernede …
En afrikansk stjernehimmel er af en eller anden grund meget større end vores. Det føles, som om stjernerne falder helt ned i hovedet på os, og de virker som om de er meget, meget større.

IMG_7273AFRIKA 2017-443

Anna og Aubrey var (igen) helt opslugte af det fremmede, men spændende scenarie. Han var i virkeligheden hammertræt efter dagens oplevelser, men sad intenst opslugt og klappede og rokkede med til de hede, dunkende, varme og inciterende afrikanske rytmer, som har noget udefinerbart over sig. Jeg ville sige erotisk, det vil Aubie helt sikkert ikke … men ingen lades upåvirket af dem.

IMG_7517IMG_7522

Næsehornsfamilien. Næsehornsfar gik og græssede et lille stykke væk.
Resten er bare billeder, billeder, billeder – efter redigering er der ‘kun’ 620 tilbage, så der skal kasseres flere, men det er godt nok svært.

IMG_6892IMG_6918IMG_6920

En lidt tåbeligt udseende giraf i den blå time og en meget opmærksom kuduhan, som lige har hørt et eller andet farligt i nærheden (ikke os).

IMG_6934

Burchell’s zebra (kan kendes på, at de er lysegulbrune et eller andet sted på kroppen).

IMG_6969

En landende grib.

IMG_7135

En flok græssende bøfler.

IMG_7160IMG_7159

Børn og mødre.

IMG_7568

Og til slut kamæelonen. Da Lyton havde sat baren op på vores sidste gamedrive, spurgte han, hvad vi manglede at se. Vi mente, at nu havde vi vist set alt, hvad der var at se, men han sagde, at vi endnu havde kamæleonen til gode. Da vi kørte igen, var det blevet helt mørkt, men han lyste med hurtige bevægelser rundt i det nu kulsorte landskab.
Med ét stoppede han bilen og lyste på denne fyr, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. Vi sad bare totalt målløse: Hvordan i himlens navn kan du få øje på den, samtidig med, at du kører?
Det er da nemt nok: Bladene er meget mindre end dyret.
Okay. Godt så. Det havde han selvfølgelig ret i …

Reklamer

6. august 2017

Blyde River Canyon, Bourke’s Luck Potholes og God’s Window

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:45
Tags: ,

Af de seks hele dage, vi havde i Khoka Moya, var der kun en enkelt dag, hvor der ikke var mulighed for gamedrives, nemlig om søndagen, hvor der var heldagsudflugt til bl. a. Blyde River Canyon, som vi, sidste gang vi var i Sydafrika, havde fået at vide var et absolut must at se, men dengang passede det ikke ind i programmet, så det var fint, at det hørte med til denne tur.
Jeg har set flere canyons, og jeg må konstatere, at de er alle meget forskellige. Grand Canyon var den største, men i mine øjne egentlig ikke den mest imponerende – smag og behag er dog som bekendt forskellig.

IMG_7280IMG_7281IMG_7282

Ved første stop fik jeg fluks øje på koraltræet. Jeg elsker bare koraltræerne med deres nærmest selvlysende røde blomster.
Bjergene i området havde områder med grønne alger, som lyste så fint i solskinnet – det var disse farver, der gjorde denne canyon forskellig fra andre.

Blyde River CanyonBlyde River Canyon

Vi gik ned til Bourke’s Luck Potholes, som var temmelig imponerende at se, men det er godt nok svært at tage billeder, der kan give det rigtige indtryk af, hvor mere og mere overvældende det virkede, efterhånden som man nærmede sig.

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Det er vinter hernede og dermed tørketid. Jeg kunne godt tænke mig at se dette natursceneri i regntiden – men det kommer jeg ikke til.

Bourke's Luck Potholes

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Længere sydpå kunne man se ud gennem God’s Window, hvis man skulle have lyst til det, hvilket vi havde … det er såmænd da også en meget pæn udsigt han har, ham Gud … vi blev høfligt bedt om at holde hans vindue rent.

God's WindowGod's Window

At God's Window

Så jo, Sydafrika er meget andet end safarier og vilde dyr, hvilket vi oplevede mange gange i 2004, da vi kørte ad Garden Route og langs den sydligste kyst ved Kap Agulhas; videre til Stellenbosch og rundt om Kap Det Gode Håb.
Fordi børnene havde førsteprioritet på denne ferie, var det helt bevidst, at det hele skulle dreje om safariture, men denne heldagstur var en dejlig og smuk afveksling, som også børnene nød, selv om det medførte nogle timer i bus – ikke mindst fordi der var flere lejligheder til at købe souvenirs.

IMG_7296

Vi skal være igennem den bevogtede port til området, hvor Khoka Moya-lejren ligger, senest klokken 17:30, hvor der er bare en halv time til det bliver mørkt, ellers bliver vagterne sure over at være tvunget på overarbejde.
Vi nåede det, og inden vi nåede frem til teltlejren, kom der fem giraffer spankulerende, som vi med nød og næppe kunne nå at fange med kameraerne gennem bussens vinduer, inden lyset blev for svagt. Vi så desuden både bøfler, impalaer, kuduer og elefanter på den korte tur.
Så vi fik nogle af dyrene at se, selv om det slet ikke var meningen den dag.

Giraffer i Manyeleti

4. august 2017

Er en safari noget for børn?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags: , ,

Safari er noget for lidt større børn, vil jeg nok sige. Vores rejse var ekstra børnevenlig, og der var da også andre mindreårige børn end vores i vores gruppe på 28, hvor den yngste var fem og Anna var den ældste på 11. Jeg synes ikke, det var en god ide at bringe en femårig med (for lille til at forstå og for lille til at lystre en fremmed øjeblikkeligt), men der var to ældre søskende, og hun kunne jo ikke være alene hjemme … her var det, som for vores vedkommende, bedsteforældrene, der gav turen – bedsteforældre, der reelt var for gamle til at deltage … det er altså ikke helt smart med krykker, når man man skal på et gamedrive eller ind og ud af en bus. Vi var MEGET glade for, at vi hver gang var bare os seks på turene i den åbne vogn.

IMG_7417IMG_7420

imageOvenstående billeder er taget efter en halvanden times bushwalk, hvor rangerne tog alle over 16 år ud at vandre i bushen, i grupper på højst seks.
Imens var der to guider, som malede børnene. A & A var bushbabies (galago), en nuser lille fyr, som vi så den ægte vare af flere gange, men da den er et natdyr, kunne vi ikke tage billeder; vi så den bare ‘fanget’ i Lytons projektørlys.
Samme ranger Lyton var utrolig sød og virkelig glad for sine to bushbabies, som han omtalte dem som under resten af ferien – where are my two little bushbabies? Oh there you are!
Lyton var speciel – det viste sig, at han var den ledende ranger i området, og at guiden havde bedt om at få ham til os, da hun hørte, hvor levende interesseret A&A var i Afrika og i dyrene – det fandt hun ud af i løbet af de otte timer i bussen.

IMG_7050IMG_7058

Den dag, vi så en skole, var vi bagefter henne for at se den traditionelle måde at lave majsmel på. Aubrey prøvede, men var glad for, at han ikke behøvede at stå der i tre timer for at lave nok til en families dagsforbrug …
Bagefter fik vi smagsprøver på den mad, man spiser i det område. Der var sat stole op, men Aubie satte sig på jorden for at spise, og på forespørgsel fra guiden Sanne (står lige til venstre for Tim) om hvorfor, lød svaret: It’s not really tribal to sit on plastic chairs, and I want to be tribal!
Det havde knægten jo ret i, og Sanne var helt solgt.

IMG_7389

Børnene sad oppe foran og havde derfor let ved at stille Lyton spørgsmål. Han svarede dem, som han ville svare voksne, og han tog i det hele taget børnene helt seriøst. De stillede nu også nogle gode spørgsmål, som viste, at de i forvejen havde læst meget om dyrene i Afrika og vidste noget allerede.

IMG_7147

IMG_6954

Her var der bøfler på den anden side af vandet. En anden dag så vi 54 elefanter komme for at drikke. Det var flot at se, men desværre ødelagde den store flok de gipsafstøbninger, børnene havde været ude for at lægge ned i dyresporene dagen før.

IMG_7407

Vi var som sagt på otte gamedrives á tre timer, og ungerne kedede sig ikke et øjeblik på de ture (det gjorde vi heller ikke), selv om der (en sjælden gang) kunne gå op til en halv time, inden der skete noget interessant – det var spændende at prøve selv at få øje på noget, men det gjorde vi uhyre sjældent – det ER virkelig svært. Selv en giraf er svær at få øje på; det tror man er løgn, indtil man har prøvet IKKE at kunne se giraffen, selv om den står 50 meter fra én.

IMG_7263IMG_7565

Når vi nærmede os solnedgangstid, standsede Lyton et godt sted og riggede en særdeles velforsynet bar til. Der var alt, hvad man kunne ønske sig, men vi fik selvfølgelig kun en enkelt genstand – det dur jo ikke at have en flok halvfulde turister at holde styr på – men det er hyggeligt at se solen gå ned mens man får en sludder med hinanden og med den dygtige og sympatiske mand.

IMG_7183

Det var safariture set fra børnehøjde. Flere billeder af flere dyr kommer senere.
I hvert fald for vores børns vedkommende var det en kæmpe succes – de havde ikke spor lyst til at tage hjem igen, da den dag oprandt, men de er kommet hjem med mange, mange gode minder i bagagen og de fik begge alle de ønsker opfyldt, de kom herned med.
Både forældrenes og bedsteforældrenes forventninger blev også mere end indfriet. John og jeg har været på to safarier før, og Tim og Charlotte var på en på deres bryllupsrejse, men ingen af os har før set så mange – og så mange forskellige – dyr eller haft så god en ranger.
Vi vil derfor aldrig på safari mere, har vi besluttet, for det kan ikke blive så godt igen. Denne tur skal være den, jeg vil huske.
Jeg kan på det varmeste anbefale Albatros’ Khoka Moya-tur. Man behøver jo ikke at tage en af de to-tre børnevenlige udgaver, de har.
Senere vil jeg komme lidt ind på maden og på de tre ture, vi blev taget med på uden for området – der blev ikke spildt noget tid på de otte dage!

3. august 2017

Manyeleti – første dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:09
Tags: , , ,

Det er nok ingen hemmelighed, at wi-fi’en lod en del tilbage at ønske i vores teltlejr, eftersom der har været tavshed fra min side i et stykke tid. Jeg opgav på forhånd, da jeg oplevede, at det tog flere minutter at loade en FB-side. Så var jeg klar over, at jeg ikke engang gad forsøge at uploade et indlæg med masser af billeder.
Det bliver derfor en skønsom blanding af overordnede indtryk, temaer og kronologi – noget forvirrende, måske, men skidtpyt, ikke?

27 timer efter vi gik ud ad døren i Den Stråtækte, ankom vi til Khoka Moya i Manyeleti lige vest for den store Kruger Park. Det var et langt døgn (1½ + 10 timers flyvning; 8 timer i bus plus det løse), og vi var efterhånden trætte, fordi vi alle sover elendigt i en flyver. Det begyndte at blive en smule spændende allerede ved flyskiftet i Zürich, hvor vi skulle mødes, for englænderne kom først tre minutter før planlagt afgang … de nåede det dog lige.

IMG_6809

Aubrey satte sig i bussen med et lille, tilfreds smil om munden, og det forlod ham ikke, før han faldt i søvn ½ minut før første stop … we are actually IN Africa now. Cool.
God guide. God mad. Godnat …
Næste morgen var der en tidlig, frivillig tur – normalt lader de gæsterne sove længe den første dag, men vi ville have det hele med, så vi mødtes kl. 06:15, fik en kop varm kakao, hilste på vores faste ranger, Lyton, og så afsted.

IMG_6765IMG_6770

Der gik ikke mange minutter, før vi så de første dyr, og inden for 10 minutter havde vi set impala, kudu, zebra og elefant.
Herefter kørte han off road, hvilket gjorde det hele endnu mere autentisk. Det er forbudt for private og for personbiler i det hele taget at køre uden for de angivne veje, men disse rangers har speciel tilladelse til at køre overalt. Vi ville, som nævnt før, af flere årsager aldrig køre ind selv, for man får 100 gange mere ud af at være sammen med en ranger. De taler sammen via radio og hjælper hinanden – we’ve just seen the lion females with the cubs – go to …
Kort tid efter kom vi til de to sovende hanløver, som ved, hvor hunnerne er, men ikke interesserer sig for dem, før de kommer i brunst.

IMG_6783IMG_6788

De var heller ikke interesserede i os. Som i overhovedet ikke. De var 100 % ligeglade … så længe vi bliver i bilen, ikke taler højt og ikke rækker arme ud eller rejser os op, er bilen en for dyrene en velkendt enhed, som hverken er farlig eller interessant.
Vi fandt ikke hunløverne, men det er stadig dag ét, så der kommer flere chancer.
Pumba kom også et smut forbi med sin familie – vortesvinet I ved, fra Løvernes Konge. Zazu fløj forbi og hilste.

IMG_6812

Kaffe/kakao/tepause blev der også tid til. Den kaffe smager altså bedre under disse omstændigheder end enhver anden kopkaf…

Kaffepause

Tilbage igen kl. 9:45, hvor der var morgenmad. Ingen andre end os seks havde været ude den morgen.
Teltlejren er ikke indhegnet, så de vilde dyr kommer helt tæt på. I ordets bogstaveligste forstand, så vi fik at vide, hvordan vi skal opføre os, mens vi er her. “Alt, der løber, er mad, så man løber ikke. Aldrig. Og hvis der pludselig står en elefant foran jer, skal I bare stå helt stille, så vil den ignorere jer.”
Okay. Godt så. Hmmm.
Da vi skulle tilbage fra morgenmaden, gik Charlotte og Anna først, men kom tilbage igen … “der står en stor bøffel lige ved siden af stien, så vi vil gerne ledsages af en ranger”.
Det syntes rangerne også var en god ide. Bøflen er det farligste dyr, farligere end løverne, for disse løber, hvis de ser os. Blev der sagt … men i hvert fald skal vi have stor respekt for bøflerne.

P1070167P1070166

Teltet var omkring 50 m2 og havde en herlig bred dobbeltseng med varmetæpper i; det blev virkelig koldt om natten, og der er ikke voldsomt meget isolering i en teltdug. Der var bad og toilet, en sofa, et skrivebord, samt to liggestole ude foran. På billede to ses englændernes telt fra vores terrasse.
Herunder skimtes en flok impalaer, som selvfølgelig er ufarlige, men der kom både bøfler, hyæner og elefanter gående lige forbi. Så bliver man lige så stille indenfor og siger ikke en lyd. Ingen gæster går uden for teltet uden at blive fulgt af en ranger, når det er blevet mørkt.
Om aftenen hørte vi et stort kor af frøer og hver nat hørte vi løver brøle tæt på. Lidt skræmmende i starten, men det blev forbavsende hurtigt hyggeligt med alle disse fremmede, men fra tv-udsendelser alligevel velkendte og meget afrikanske lyde.

P1070168IMG_7222

Det blev til et væld af oplevelser allerede på første tur. Ungerne elskede det og kedede sig ikke et sekund, selv om det var en tretimers tur – det var fantastisk at se deres spændte, forventningsfulde og glade ansigter. Al træthed var som blæst væk for os alle.
Og der skulle komme syv game drives mere … det her kunne kun blive godt.

Hvordan tager man på safari? (Del 1)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:27
Tags: , ,

Lad mig indlede med at sige, at jeg så glimrende ved, at vi er forskellige, at vi har forskellige måder at feriere på og også på at synes, at lige netop min måde er den bedste.
Men når det er sagt, er jeg nødt til kraftigt at understrege, at det i mine øjne ikke er en rigtig safari, når man kører rundt i egen (= lejet) bil rundt i en eller anden sydafrikansk nationalpark og ser en struds, et næsehorn, to giraffer, et par halvtamme løver eller et par elefanter fra den vej, man nu engang har tilladelse til at køre på.

IMG_6900

Fordi hvis man tror det er sådan, er det næsten 100 % sikkert, at man ikke får set hyæner få bøffel til morgenmad. Eller se omkring 100 gribbe sidde og slås om aftensmaden, som består af den samme bøffel.

IMG_6967

For slet ikke at tale om at se løvefamiien, der har nedlagt den bøffel og ligger og mæsker sig, inden hverken hyæner, sjakaler eller gribbe overhovedet får chancen for at deltage i ædegildet.
Man må nemlig, uanset, hvad folk siger, de har gjort eller kan eller må, IKKE køre i parkerne på egen hånd. Man må nogle steder køre på ‘hovedvejene’, som i få tilfælde er asfalterede eller i det mindste ret brede og under alle omstændigheder farbare for en ikke-4-hjulstrækker … det, mange tror, er off road, er de mindre veje, og en virkelig off road er off road i en grad, man nok ikke rigtig forestiller sig … måske som i noget, man ser i en gammel film –men hvis man bare er en nogenlunde ansvarsfuld chauffør, kører man ikke engang ad de små veje (hvad man så heller ikke må …) – og i selve Krugerparken må ikke engang rangerne køre off road, så det er bedre at forsøge at få fat i et af de steder, der ejer eller har specielle tilladelser til at benytte Krugerparkens grænseområder – hvilket vi gjorde via Albatros Rejser til Khoka Moya i Manyeleti.

P1070129

Er man på egen hånd, ser man nok heller ikke 50-60 elefanter komme og drikke ved vandhullet, lige når vi mennesker skal til at spise frokost. Eller ser bøflerne. Hyænerne. Impalaerne … bevæge sig frit rundt i lejren.
Men vi bliver skam undervist i hvordan man skal agere, hvis der pludselig står en elefant lige foran en …

P1070134

Og – og – og – og så ikke mindst OG: Man kan ikke – hvilket ikke kan understreges stærkt nok – man kan ikke selv få øje på dyrene, når man forsøger sig på egen hånd. Enten er man født til at kunne det, som vores fantastiske ranger Lyton var det, eller også har man lært det på et hundedyrt rangerkursus.

IMG_7239

Der er flere grunde til, at man bare ikke får øje på denne leopard – for det første falder den (for os), helt ind i landskabet, og for det andet taler rangerne sammen. De er hele tiden i kontakt med hinanden via radio og fortæller hvor de ser hvad. Vi ved heller ikke, at vi først og fremmest skal kigge op og ikke ned, fordi det er lettere at få øje på leopardens bytte end på leoparden.

IMG_7117IMG_7112

Okay – lettere og lettere – men fx som her: Kig på en linje mellem centrum og klokken tre. Der ligger/hænger en dikdik-antilope, men det tror jeg, man skal være ranger for at vide. Når man kommer tæt på og kan zoome med kameraet, er det tydeligt nok. Næsten … for jeg vil vove den påstand, at det får man bare ikke øje på som uøvet.
Ejheller får vi øje på denne lille fætter, som ligger og slår mave og er helt ligeglad med den diesellugtende vogn, som standser op lige ved siden af.

IMG_7240

Kan I forestille jer at få øje på hende? Fra en ‘hovedvej’ mindst et par kilometer væk? Næppe …

IMG_7233

Man finder heller ikke denne løveflok, bestående af fem hunner og 10 unger, plus de to hanløver, som ligger et stykke væk og bare går og venter på, at hunnerne kommer i brunst igen, for de gemmer sig alle langt, langt væk fra de steder, man må/kan køre i en personbil.

IMG_7256

Man ser dem ikke, fordi dette er efter solnedgang, hvor alle andre end personer med speciel tilladelse skal være helt ude af parken – vi ser det, fordi vi har en god ranger. Vi ser fem løvemødre og 10 løveunger være så mætte, at de knap kan røre sig (læg mærke til ungen, der ligger helt inde i bøffelkadaveret) – vi ser deres tykke, tykke maver og vi undrer os over, at de, trods mætheden, overhovedet ikke er interesserede i os.
Det er der en forklaring på, som kommer senere.

IMG_7195

Det her – det er off road. Leoparden ligger lige til højre for stolpen i midten af billedet. Ikke specielt nem at få øje på, vel?
Et er så at se noget, man får at vide præcis hvor er (hvilket oftest er overraskende svært), noget helt andet er at få øje på noget, samtidig mens man kører bil i uvejsomt terræn og måske oven i købet holder et spotlight i den hånd, der ikke er beskæftiget med rattet. Det kræver en ranger.

IMG_7219

Der kommer mere, for jeg er nødt til at pointere for (bl.a.) mine to søstre, der tror, de kan tage på safari på egen hånd og få en masse ud af det. Jeg er nødt til at understrege igen og igen, at safarier tager man på med nogen, der ved rigtig meget om hvordan man finder ind til dyrene – og hvorfor man ikke selv kan gøre det til en oplevelse, man aldrig nogensinde glemmer.

Det var lidt af det praktiske. Der vil naturligvis også komme noget om den ubeskrivelige stemning, man oplever. Den ER ubeskrivelig, men jeg vil naturligvis forsøge at beskrive, hvor fuldstændig fantastisk det er at se solen gå ned; at se stjernehimlen, som vi ikke oplever den så højt mod nord, at få en Sundowner lige midt ude i bushen (efter solnedgang, venner – det vil I aldrig selv kunne gøre!) – at … ja, prøv selv. Det er bare. Helt. Fantastisk.

18. november 2016

Hvad sker der med de der principper?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , , ,

image

August 2016:
“Jeg vil aldrig mere tage på ferie i juli og august måned!”
“Der er måske kun til én stor ferie mere, så det bliver nok et krydstogt rundt om Kap Horn.”

Senere samme år:
“John, kunne du ikke tænke dig at komme på en safari med vore børnebørn? Det skal være til næste år, for det skal være inden de bliver 12 år.”
Den var John omgående med på, så jeg kontaktede Albatros og fik de sidste to telte på en af de få ture, der er ekstra børnevenlige.
Det her var den korte udgave – vi spurgte naturligvis først Tim og Charlotte, hvad de mente om ideen, men de var heldigvis også helt med på den.

Det ekstra børnevenlige består i, at de kommer hjem med et certifikat, hvorpå der står, at de er Junior Rangers; at de skal ud og tage gipsafstøbninger af dyrespor, at de skal se en skole og at de skal lære at slå på en afrikansk tromme af en eller anden art. Plus at de selvfølgelig skal med på turene med os og ud for at se de vilde dyr på nærmeste hold.
imageAnna og Aubie har lavet en camp nede i bunden af marken hjemme i landsbyen, og især drengen er meget betaget af alt, der har med tribal life at gøre. At han samtidig er temmelig sart, hvad angår maden han indtager, er en helt anden historie, og enten bliver han helt vild efter at have oplevet Afrika, eller også er han kureret for livstid med sit tribal living.
Vi skal afsted i en af de to ‘forbudte’ måneder og lige nu vides det ikke, om vi nogensinde kommer til at runde Kap Horn.
Så meget for mine principper.
Men vi glæder os allerede fuldstændig totalt og helt vildt! Det er ren og skær egoisme – jeg har længe ønsket at komme på en tredje safari, for jeg blev bidt af Afrika (heldigvis ikke i Afrika), da vi var der første gang (og endnu mere anden gang). Der er jo mange andre steder i verden, vi også kunne tænke os at se, men nu gav jeg mig selv en undskyldning for endnu en safaritur. Desuden vil vi gerne give børnebørnene en tur, som vi håber de vil huske os gamle bedsteforældre for, også om mange år.
Charlotte er så sød at sige, at de ikke vil sige noget til børnene – det skal vi selv have lov til, når vi kommer derover til jul.
Samme Charlotte fylder 40 år lige om lidt, Tim knokler for sit firma, ungerne er bare dejlige, så de har alle fortjent lidt ekstra. Vi har muligheden, så hvorfor ikke benytte os af den til at gøre noget, der kan gøre seks personer glade. Det virker måske lidt plat at tale om penge, men vi kan rent faktisk komme afsted alle seks for en lille smule mindre, end krydstogtet koster for bare John og mig.
Så hvad er der at betænke sig på?

21. november 2011

Mandagstema – eksotisk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:00
Tags: , , ,

I dag synes Helene, at emnet skulle være eksotisk, som kommer fra græsk og betyder fremmed.
Mange af os forbinder nok eksotisk med et eller andet, der kommer fra Østen, men principielt kunne det lige så godt komme fra Grønland eller Polen – det skal bare ikke komme fra Danmark…

På engelsk er an exotic dancer en stripper, men det vil jeg så ikke komme nærmere ind på.

Dette billede forestiller, på trods af nøgenheden, ikke en stripper – det hedder Mother and Child og er en klippeformation i Zimbabwes Matobo nationalpark.

Mother and Child, Zimbabwe

Afrika er det mest eksotiske, jeg har oplevet – Østen er jeg ikke så vild med at forsøge at besøge, så derfor er mit eksotiske bidrag fra Zimbabwe, som vi besøgte i 2007.

Matobo National Park, Zimbabwe

Matobo National Park, Zimbabwe

Matobo National Park, ZimbabweMatobo National Park, Zimbabwe
Matobo Nationalpark har sten og klippeformationer over det hele og i alle afskygninger. Vi boede i huset her i et par nætter – det var lige så eksotisk indvendig som udvendig.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Dette var dæleme også eksotisk – ingen dør; ingen vinduer – men en udsigtsplads lige ved siden af sengen.
Toilettet var et par meter længere bagved sengen; hævet godt ½ meter, så man kunne sidde på ‘tønden’ (billedet er taget fra samme tønde) og stadig nyde udsigten. Man skulle jo nødig gå glip af noget som helst.
Med andre ord: heller ingen dør. Så skal man altså kende hinanden godt for at synes, at det er interessant, men i Afrika kan alt ske, og dette var faktisk en luksuslodge efter zimbabwianske (hedder det det?) forhold.
Vandingshullet var kun 50 meter væk, så det var bare om at sætte sig og nyde synet af elefanterne, når de kom for at få deres aftendrink.

Rhinos in Matobo National Park, Zimbabwe

Det var også temmelig eksotisk at stå så tæt (fem-seks meter) på en næsehornsmor med sit barn.
Næsehorn er meget nærsynede, og jeg håbede derfor stærkt på, at den ikke ville opdage mig og gå til angreb – guiden havde sagt, at hvis den fik øje på mig, skulle jeg bare stå helt stille. Jeg måtte absolut ikke begynde at løbe min vej, men sætte mig på hug og kigge ydmygt ned i jorden.
Det lød så ganske afgjort lettere sagt end gjort, men jeg fik heldigvis ikke mulighed for at afprøve, om jeg ville være i stand til at parere denne ordre … næsehornene var fuldstændig ligeglade med mig.
Nogle gange er det bedste af alt at blive totalt ignoreret.

Flere eksotiske bidrag kan ses her.

15. august 2011

Primitivt…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:16
Tags: ,

Jeg har lyst til at lege med i Mandagstema. Igen… jeg har været der før – ved egentlig ikke hvorfor jeg stoppede, for det er ganske hyggeligt at lege lidt med rundt omkring.

Dagens emneord er primitivt. Det er et ord, vi bruger til at definere alt det, der ikke lever op til vores normer og standarder – for nu at være lidt grov.
Men det, der er normen efter vores målestok, behøver ikke nødvendigvis at være normen for andres.
Beboelsen, jeg har valgt som illustration til dagens emne, vil jeg kalde primitiv, men alt er relativt og i sammenligning med nogle af de hytter, vi så senere på vores tur, er den ikke spor primitiv – der er sikkert en del afrikanere, der hellere end gerne ville bytte.

2004 AFRIKA-065

Er det primitivt at bære sine varer på hovedet? Måske, men sikke en rank holdning de har, og det er meget sundere end at bære dem i en skuldertaske eller et håndbårent indkøbsnet.

2004 AFRIKA-064

Andres primitive bud kan ses her.

10. juni 2011

Drama i Durban

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , , ,

Her i Blogland bliver man til stadighed inspireret af andre bloggere. Man kan få lyst til at opleve noget nyt, fordi der har været en god beskrivelse af et eller andet.
Man kan også gribe sig selv i at skrive en kommentar, der er alt for lang og i stedet burde være et indlæg. Det skete i går, da Kong Mor skrev om om sin søn, som har det alt for godt, hvor han nu end er – men han er væk fra mor, og der er mobiltavshed…

Jeg kom til at tænke på de sidste tre måneder af 1996, hvor Charlotte rejste rundt i Afrika. Hun havde sparet op under sit sabbatår, og nu skulle nogle af pengene bruges på en gammel drøm om at se Afrika fra Kenya til Cape Town. De første to måneder var hun sammen med andre på to sammenhængende ture arrangeret af Topas Rejser, så der var jeg kun moderat nervøs. Hun havde ingen mobiltelefon, og selv om hun havde haft det, var der nok ingen dækning, og der var i hvert fald ingen opladningsmuligheder – det var en meget primitiv ferie, hun helt bevidst valgte. De skulle selv deltage i madlavning og teltopslagning hver aften.

Jeg var forberedt på, at kommunikationsvejene kunne være lange, men at der skulle gå tre uger, før jeg fik det første brev fra hende, var jeg alligevel ikke forberedt på… du milde himmel, hvor det barn kunne fylde i mine tanker. Har hun det godt? Hvor er hun? Hvem er hun sammen med? Er de søde og flinke? Hun havde givet mig nogle poste restante-adresser, så jeg kunne skrive og holde hende underrettet om det hjemlige.

Hun havde det selvfølglig godt – hun havde sendt et brev allerede efter tre dage dernede, men det havde været utilgiveligt længe undervejs. Derefter kom brevene med uregelmæssige mellemrum – dejlige, tykke breve, for hun brugte dem som en dagbog, så der var det hele med (tror hendes naive mor…). Det var skønt at følge med i den spændende tur, og jeg var så glad på hendes vegne og efterhånden næsten ubekymret. Bortset fra, da hun havde været ved at dø af en blodforgiftning. Havde det ikke været for en beslutningsdygtig og kompetent guide, var det gået helt galt, især fordi hun ikke selv vidste, hvad røde striber op ad armen kunne være et tegn på. Godt jeg først vidste det, efter det hele var overstået.
(Udpluk af samtale efter hjemkomst: “Røde striber?! Barn dog! For hulen! Blodforgiftning!! Det kan man sgu da dø af!”
“Ja, mor. Det ved jeg godt nu. Men det var jo bare en lille rift – og selv om tommelfingeren blev dobbelt så tyk, tænkte jeg jo ikke over, at det kunne være farligt.”   … pyh altså…)

Bortset fra denne ubetydelige nærdødsoplevelse gik alt godt – efter to måneder sagde hun farvel til sine rejsekammerater og sine to guider for at tage rundt på egen hånd i Sydafrika i fire uger, inden turen gik hjem d. 22. december. DA havde jeg det skidt – hver eneste dag tænkte jeg på hende næsten hele tiden, og en nat skete det, der bare ikke måtte ske: Telefonen ringede ved 2-tiden, og en Charlotte, hvis stemme jeg næsten ikke kunne genkende, sagde: “Mor, mor – spær mit kort!”
Mit hjerte stod stille, men jeg fik da spurgt, hvad der var sket. Hun var blevet overfaldet; var dog ikke kommet fysisk til skade, men havde mistet kam2004 AFRIKA-088era og kreditkort og havde kun de få dollar, hun havde haft gemt i et dertil indrettet bælte.
Hun havde været på vej fra vandrerhjemmet i Durban til stationen, hvorfra hun skulle have et tog til Plettenberg, hvor hun skulle have et stop hos min kollegas datter, som boede der.
Hun insisterede på, at alt var okay, men at jeg gerne måtte udtænke en måde til at sende nogle penge ned til hende, så hun kunne få lidt mad i de sidste 14 dage.
Efter overfaldet fandt hun tilbage til vandrerhjemmet, hvor en meget sød schweizer tog sig af hende, lod hende tude og hjalp hende med at få ringet til mig. Men alt var okay. Sagde hun. Vi aftalte, at hun skulle tage ud til Louise i Plettenberg som aftalt og blive hos hende et par dage, til jeg havde fundet ud af noget.

Jeg fik ikke mere søvn i øjnene den nat. Hold da fast, hvor havde jeg det dårligt, og næste morgen styrtede jeg omgående hen til kollegaen, som jo var Louises mor. Hun tog aktion med det samme, ringede til datteren, fortalte hvad der var sket og sagde, at hun skulle forsyne C med så mange penge hun kunne undvære og helst lidt til, så skulle vi nok sørge for at fylde bankkontoen op igen herhjemme fra Danmark. Fint – så var det praktiske problem løst.
C ringede, da hun var vel ankommet hos Louise.
– Åh, hvor er jeg glad for at høre fra dig. Hvordan har du det?
– Jeg har det godt nu. Louise er smaddersød, og nu har jeg kun et par blå mærker tilbage på halsen.
– HVAD??? Det sagde du ikke noget om!!!
– Nej – jeg ville ikke gøre dig bekymret, og jeg havde jo klaret mig ud af det. Ikke gøre mig bekymret… tænk, at hun havde haft overskud til at tænke sådan.
– Du sagde også, at du ikke var blevet voldtaget. Løj du også om det?
– Nej – det er heldigvis sandt.

Vi snakkede længe sammen, og jeg fik hele historien. Da vi lagde på, var jeg sikker på, at hun igen var ved godt mod, men der var ingen tvivl om, at danske Louise i Sydafrika havde været lige hvad hun havde brug for. Vi er hende dybt taknemmelig, og da John og jeg otte år senere var i Plettenberg, opsøgte vi hende og takkede hende for, hvad hun havde gjort for Charlotte efter dengang, der skete det, at…

… hun var på vej i Durbans gader på vej mod stationen, og der pludselig trådte en mand ud foran hende, lagde hænderne lidt for ubehageligt hårdt om halsen på hende og forlangte hendes kamera, penge og kreditkort. Til dette havde min superseje datter svaret, at det kunne hun altså ikke, hvis han blev ved med at forsøge på at kvæle hende – han var lige som nødt til at slippe hende, for at de kunne komme videre i processen.
Han tog hendes briller – så spurgte hun, hvad i alverden han troede han kunne bruge dem til… hun kunne ikke se uden dem, og han ville ikke kunne se med dem! Hun fik sine briller igen. Pungen tog han selvfølgelig også, men hun fik sig forhandlet frem til, at hun kunne beholde sit pas og sine flybilletter, som han alligevel ikke ville kunne anvende eller sælge.
Han ville også have hendes kamerataske, og her sagde hun til ham, at han godt kunne få kameraet, men filmene ville hun altså gerne have lov til at beholde, for de kunne ikke have nogen værdi for ham. På dette tidspunkt i ‘forhandlingerne’, nærmede der sig en anden mand, og overfaldsmanden smed film og rygsæk og stak af. Han må have været noget af en amatør, men at C kunne være så cool at give sig til at diskutere med ham, er jeg den dag i dag vildt imponeret over. Charlotte siger, at det jo bare drejer sig om ikke at vise, at man er bange – se dem ind i øjnene og udstråle en voldsom selvtillid har en stor effekt.

18. marts 2011

T står for…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 09:23
Tags: , , , ,

Trist, tragisk, tungsind, tristesse, traume… det er da temmelig trøstesløst at vågne op til dette syn en 18. marts – meget taktløst af vejrguderne, men jeg forsøger at holde tilstrækkelig tappert ud, mens jeg trøstespiser lidt for ikke at komme til at tudbrøle.
Okay, så er det vel heller ikke værre, men jeg skulle lige have brændt en masse T’er af…

P1010781

OG NU STARTER VI HELT FORFRA:

T står for:

Ikke troperne, men Taffelbjerget eller Table Mountain, tablecloth og township som mine bidrag til denne uges ABC-leg.

Tre ting ud af alle de mange, vi så i Cape Town, da vi tilbragte tre uger i Sydafrika.

Taffelbjerget med sin flade top, som ligger en kilometer over byen.
2004 AFRIKA-203

Vi tog op på Table Mountain i godt vejr og følte, vi kunne se til Sydpolen.
Dagen efter var det dækket af skyer, hvilket de kalder for The Tablecloth. Det er et meget underligt fænomen – skyerne vælter ned af bjergets side som et vandfald i stærk bevægelse, men varmen fra byen gør, at ‘vandfaldet’ forsvinder halvt nede af bjerget – det fordamper simpelthen.
2004 AFRIKA-270

Vi så Cape Towns townships – en meget speciel oplevelse, men en vi nødig ville have været foruden.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

2004 AFRIKA-304

En lokal slagter, som også tilberedte kødet for dem, der ikke selv havde den mulighed. Noget anderledes forhold end dem, vi kender, må man sige.
En ting, vi forbavsedes og forundredes over var, hvor rene alle var – tøjet var pinligt rent. Altid. Også selv om man sommetider var flere hundrede, der skulle deles om én eneste vandhane nede på det lokale torv.
Selv om forholdene var kummerlige, var der rent, også inde i husene. Og blikhytterne…

15. marts 2011

God bedring, hvis du skulle blive syg…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:25
Tags: ,

Jamen tak skal I have… og godnat… jeg går i seng lige om lidt med en hals, der er beklædt med sandpapir og en almentilstand, der var bedre i morges.

Jeg har overhovedet ikke tid til at være syg. Jeg har overhovedet ikke lyst til at være syg. Jeg skal male. Fliser, vægge og lofter. Jeg skal holde en meget vigtig weekend i Sverige.
Det kommer jeg også til, for viljekraft alene har klaret sagerne før. Næsten da. Og selvbedrag kender vi ikke… Nu indtager jeg en Panodil Hot for en sikkerheds skyld, og så går jeg på langs, sover i 12 timer og er på toppen igen i morgen.
Det er som sagt set før, og optimismen kender ingen grænser.

Mit godnatbillede er mit yndlingstræ over alle yndlingstræer – jeg elsker træsilhouetter i almindelighed, men baobab er toppen. Selv om jeg så dem i hundredevis under vores rejse til Botswana og Zimbabwe, blev jeg lige fascineret af dem hver gang. Hver evig eneste gang, jeg så dem.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA         2007 AFRIKA-1212007 AFRIKA-122

Gode billeder at falde i søvn til.

18. februar 2011

P står for…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , , ,

… ret mange ting.

Det kan stå for paddehatte. Det hedder det vel slet ikke sådan rent taksonomisk, men i dag på alfabetlegens P-dag gør det, og to glimrende eksempler er Parasolhat og Præstepik. Joh, det hedder den på dansk, så jeg må gerne skrive det frække ord her. Det er en god svamp paddehat at imponere teenagere med (fnise, fnise… narj, hedder den virkelig det?). Hvorfor det lige er gået ud over præsteskabet, skal jeg lade være usagt…

PA020014OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det kan også stå for Panorama, Paf, Paradis, Pram og Padle. Alle fem ord passer godt på vores tur i Okavangodeltaet, som visse trofaste læsere vil kunne genkende, for dette er rent genbrug.
(Eller… de padler vist ikke?)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA         OLYMPUS DIGITAL CAMERA

P kan også stå for Perlemor. Det er nemlig sådan en som mig, fordi mine to fornavne betyder ’lysende perle’ – yderst passende, når jeg selv skal sige det… så jeg må dermed være en perlemor 😉

Ikke et ord om Pensionister!
Men en Pengeseddel skal I have:

Hvis ikke den lige havde været fra Zimbabwe, kunne den have været meget rar at eje. Den pålydende værdi slår vist selv inflations-Tyskland tilbage i tyverne.

30. juli 2010

På afrikansk vandration

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: ,

Jeg læste i dag på Røde Kors’ hjemmeside, at en dansk familie på fem (9, 12, 19, 44 og 48 år) frivilligt i to dage har sat sig selv på afrikansk vandration – 20 liter i døgnet i alt – og de skal selv hente vandet 3½ km væk. Til fods, selvfølgelig. Artiklen kan læses her.

Det er såmænd ret interessant, og jeg har respekt for, at de overhovedet tør give sig i kast med det. De to dage var vist lidt slemme at komme igennem…

Når det er sagt, spørger jeg mig selv, hvad det eksperiment kan bruges til. De fleste af os ved vel godt, at man rigtig mange steder på det afrikanske kontinent har ganske anderledes og barskere forhold end her. Jeg kan sagtens forestille mig, hvor hårdt et liv de har.
Men ingen vinder noget ved, at overliggeren flyttes til laveste niveau. Det var nok heller ikke hensigten med det, men hvad er så meningen?
Flytter det nogle folk hen til at få lyst til at give [større] bidrag til Røde Kors, UNICEF, SOS Børnebyerne og hvad der ellers måtte være af lignende orgaisationer?

Hvis det er tilfældet, er det o.k. Så er jeg til gengæld forbavset over, at det er sådan noget, der skal til. Jeg bliver bedre motiveret ved at se eller læse om den barske virkelighed, de er udsat for rundt omkring i verden. Ikke kun i Afrika.

I støtter vel et eller andet, ikke?

Ikke kun Kattens Værn, vel?

Det tænkte jeg nok… (jeg står i midten)
God weekend alle sammen. Og hvis ikke I har vand nok, så er det bare at bevæge sig udendørs – dér er rigeligt…

23. april 2010

B for Botswana

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: , ,

Petunias ABC-tema er startet forfra – igen – og dermed er det tredje gang, man har chancen for at give sit bidrag til ugens bogstav.
Jeg har mildest talt været on/off, men det er bestemt ikke konceptets skyld, for det er en sjov og hyggelig ide.
Som noget af det sidste i 2. omgang var der ikke uventet et Z, som jeg fluks konverterede til at indeholde fotos fra en skøn ferie i Zimbabwe. Nu, hvor vi er nået til B, slipper I ikke for… Botswana. Et land, jeg stort set ikke vidste noget om, før vi besluttede os til at tage på denne for os så fantastiske ferie.
Vi kendte begge Okavangodeltaet fra diverse naturudsendelser og jeg kendte Precious Mma Ramotswe fra Alexander McCall Smiths lune romaner om denne dejlige dame-detektiv fra Botswana. Og det var det, men vi fik lært så meget, meget mere.

Efterhånden er I blevet belemret med sikkert alt for mange billeder af dyr og skønne landskaber, hvorfor jeg i dag har valgt – med en enkelt undtagelse – at illustrere den lidt mere skæve side af livet dernede. Uretfærdigt kan man sige, for Botswana er et land, der fungerer relativt fint og har en god infrastruktur, hvilket man i øvrigt kan udlede alene af den kendsgerning, at man i medierne stort set aldrig hører noget om dette land.
Trængslerne for de stakkels zimbabwanere var 1000 gange værre end for botswanerne, men det kan vi eventuelt tale mere om, når vi når til Z igen…

OLYMPUS DIGITAL CAMERA         OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Herover Francistown, som er den største grænseby ind mod Zimbabwe. Busserne er ikke turistbusser… eller… det er de måske alligevel, for de er proppede med zimbabwanere, der tager hertil for at købe de mest basale fødemidler, som er umuligt at skaffe i deres eget land. Supermarkederne i denne by har kronede dage, for man kan intet få på den anden side af grænsen. Herover en af vores lodges – man stoler på hinanden i sådan en camp, for der er kun en halvdør op til og helt åbent ud til udsigten. Det var en hytte i tre plan: Nederst terrasse med to magelige stole, dernæst sengen (det der rodede noget nederst i billedet), og øverst toilet og bad uden afskærmning af nogen som helst art – man skal jo kunne nyde udsigten, uanset hvad man måtte have af øvrige behov… Det skulle vi altså lige vænne os til. Der er visse ting, der er meget private, selv efter 20 års ægteskab, men det ser man åbenbart anderledes på i Afrika, for det var helt sikkert ikke en discount-camp og derfor ikke af sparehensyn, at der manglede en væg.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA         Til venstre: En lastbil fuld af glade børn. Vi forstod ikke et eneste ord af de mange, de råbte ned til os, men vi gættede på, at det var den lokale skolebus.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Til venstre: Turister og guider spiser frokost på en af de større øer i Okavangodeltaet.
Til højre: De fladbundede bådes (mokoros) førere holder pause på en af de større øer i Okavangodeltaet. De sidder næsten lige ved siden af os…
Vi sad og mæskede os med lækre sandwiches og masser af frugt, men meget hurtigt gik det op for os, at ‘de andre’ ikke indtog andet end vand. En hel dags arbejde for dem, og de har ikke engang en madpakke! Jeg mistede appetitten; det samme gjorde mine medturister efter vi havde hvisket lidt sammen. Derefter indsamlede vi prompte, hvad der var tilbage i madkurvene og gik hen og gav det hele til de formentlig temmelig sultne mennesker. At den ene af dem er ret fed, skal man ikke lade sig narre af; det skyldes simpelthen forkert og mangelfuld ernæring.

Se, oplevelser af den slags har vi jo det lidt dårligt med, men sådan er det dernede, og det må vi ikke lade os påvirke af, fik vi at vide. Det er nemmere sagt end gjort, men de fik rigelige drikkepenge den dag, gjorde de så.

19. marts 2010

ABC-tema – Z

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:21
Tags: , ,

Det kører på sidste vers. I England og mange andre steder ville dette være slutningen, men jeg kunne forestille mig, at vi kører videre lidt endnu her i Norden?

For seks uger siden truede jeg med at vende frygteligt tilbage med Afrika, når vi nåede til Z, og da jeg normalt holder, hvad jeg lover, skal vi da lige en tur til Zimbabwe (og Botswana), og vi skal se nogle få zebraer. Hvis ikke det lige var, fordi det hører til i en anden verdensdel, kunne jeg måske også nævne zombier, for hvor var det dog forstemmende at se den apati og resignation, der prægede en del af billedet og af befolkningen. Den voldsomme inflation; ingen varer at få – kun hvis man var så heldig at bo i nærheden af grænsen til Botswana, kunne man få hvad man havde brug for der (spørg mig ikke, hvordan de kunne betale for det, men grænsehandelen var særdeles omfattende).

Denne rejse er nu taget af plakaten hos African Routes, har jeg set, men dengang var argumentet, at Zimbabwe i høj grad havde brug for de penge, vi lagde som ‘rige’ turister. Det kunne vi godt forstå, men nu er det måske blevet for usikkert at færdes i landet, selv med erfarne guider. Konceptet har de også taget af: det hed 50+, hvilket var perfekt til John og mig i 2007. Vi var de yngste deltagere; de fleste var 60+ og et enkelt par 80+, men det er ikke hr. og fru Brok-Hansen, der er med på sådan en rejse, så vi havde det festligt. Vi var også de eneste danskere, hvilket i sig selv var et stort +. Vi var John og Ellen, fire par fra Sydafrika og et fra Irland + to guider og en chauffør.

Jeg kunne skrive uendeligt mange historier eller én uendelig lang om denne ferie, men nu er dette jo en blog og ikke en netbog, så jeg vil nøjes med at anbefale Afrika som et aldeles vidunderligt og spændende rejsemål. Jeg ved godt, at ‘Afrika’ er mange, mange ting, men jeg håber sandelig også, at vi kommer til at opleve kontinentet flere gange endnu. Vi vil så gerne til Namibia, til Kenya/Tanzania, én gang til til Sydafrika, for der var mange ting, vi ikke nåede første gang; til Malawi, til… ja… suk.
Og til sidst et lille udvalg af de billeder, der blev taget. Vi måtte desværre begrænse os – se forklaring her
Mus hen over billederne for at få tekst eller klik på dem for at forstørre.

En ZZZzzzz-ende zebra? Næhhh...den er desværre død Chobefloden med solnedgangselefant Okavango set nedefra - næsten da
Okavango set oppefra       SÅ tæt var vi på mor og barn. Fascinerende og skræmmende på én gang Victoria Falls oppefra - Bungeejumpbroen til venstre...
Morgenmad - kl. 0700 - vi skulle jo videre... Mit yndlingstræ - baobab Hjem-fra-arbejde-myldretid på floden
Vi så også levende zebraer... Igen baobabtræer Og lidt flere af de levende, der er min undskyldning for at deltage i ugens bogstav

That’s all folks… jeg håber I holdt ud uden alt for mange ZZZzzzzzzzzz undervejs.

5. marts 2010

To ting. Tre, faktisk…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: ,

Jeg er – med support fra Telenor – kommet online igen. Sådan da, for den trådløse forbindelse virker ikke, så jeg sidder på hjemmekontoret med et godt, gammeldags kabel. Men det virker, og det er det vigtigste. Jeg fyrer lige det indlæg af, jeg brændte inde med i aftes, og så er vi ellers næsten på vej til Sverige.

I går forgårs pralede jeg uhæmmet med det skønne forårsvejr.
I dag vil jeg meget gerne prale med min søde og betænksomme mand.

Han kom hjem med en fødselsdagsbuket til mig, som han 100% vidste, at jeg ville blive helt vild glad for: En buket bestående kun af Protea og lidt grønt.
Da vi var i Sydafrika, faldt jeg pladask for landets nationalblomst, hvilket jeg tidligere har udbredt mig om. Det er ikke hver dag, man ser dem hos en dansk blomsterhandler, men John fandt en i går, der havde dem. Smukke, smukke Pincushion flowers, som de også kaldes. Hvis jeg passer godt på buketten, kan den holde i tre uger – så er det i orden, at den koster en smule mere end en buket fra tankstationen. (Kan jeg jo sagtens sige… 😉 )

Protea Protea Protea

 Det var det søde – her kommer det sure:
Nemlig endnu et eksempel på Greengrocer’s Apostrophe, fundet i Brugsen. Det er dog, så vidt jeg kunne gennemskue, et tysk produkt, så Brugsen skal ikke hånes denne gang. Hvis producenten havde flyttet apostroffen ned efter 3-tallet, så havde der været 0 og ikke 2 apostroffejl på denne vare.P2180060

29. januar 2010

ABC i ord og billeder – S

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , , , ,

Jeg nægter at skrive om Sne. Jeg vil heller ikke skrive Spor om Sol og Sommer.

Nej, jeg vil uden blusel og med kyshånd gribe chancen til (endnu en gang) at liste to af de ting ind, som fylder/har fyldt meget i mit liv: Storbritannien og Safari. Safari i Sydafrika. (Den første af slagsen. Den anden gik til Zimbabwe, men den kan passende vente…)

Det første ord, fordi jeg altid har elsket at feriere der, og kan vist blære mig med at have været over det hele – jeg var vild med det længe før Charlotte drog derover for at blive. Det andet ord, fordi det repræsenterer det bedste, der nogensinde er sket for John og mig… øhhh, altså… jeg mener… af en karakter, der er egnet til denne blog.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA         KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Til venstre et parti fra byen Bourton-on-the-Water, som ligger i det smukke Cotswolds.
Herover et parti fra Sydwales. Den flade ting lidt under midten er et kapel!  Kan bedre fornemmes, hvis man klikker billedet større.
Trænger til en kærlig hånd 
Endelig huset i den lille landsby – nogle af jer vil kunne genkende det, men jeg har ikke nyere billeder end dette fra sidste sommer, da de lige var flyttet ind. Der vil blive opdateret på billedfronten sidst i februar, når jeg tager derover.

Safari – Sydafrika – åh, hvor kunne jeg bruge mange ord her, men jeg skal fatte mig i korthed. Det var så Stort altsammen. Det bliver hvert billede også, hvis man klikker på det.

(S)løv(e)         Stribraer     Bøfler

Løve – hvis vi giver ham et par adjektiver med på vejen, så holder den: Stolt og Selvsikker;
Zebraer – det lyder som S. På dansk. Vi kan da også bare sige Stribraer… billedet bliver muligvis genbrugt om seks uger;
Smukt flodparti med Stærke bøfler . 

PS: Det Sner. Pissometeret holdt, hvad det lovede i går.

Update kl. 20:00: Det Sner som ind i H……
Update igen kl. 22:30: Barometeret har pisset et par gange. Det er heeelt viiiilllldt – nu får vi da alt det Sne, de fik andre steder i landet tidligere på året; jeg så tidligere på aftenen på tv-vejrkortet, at de tilsyneladende har det smukkeste vejr vest for Storebælt.
PYT – jeg nyder det – det er SaftSUsemig flot at se på, det er fascinerende, og det er fredag. Ingen klager herfra.

18. januar 2010

Fugle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:12
Tags: , , , ,

Mandagstemaet er ‘Fugle’.
Her i denne ekstrakolde og for en gangs skyld snerige vintertid er der mange af de små vingede væsener, der går til. Nogen siger, at sådan må det være, og hvis vi fodrer dem, er det kun for vores egen skyld, for naturen har sin egen måde at regulere bestanden på. Survival of the fittest, sagde gamle Darwin.
Læs Petunias indlæg, siger Ellen.

Darwin havde da ret i, at det er de stærkeste, der overlever. Af sig selv. Men hvis vi skulle efterleve den naturlov, så var der vist ikke megen hjælp at hente for de mennesker i vores samfund, der har behov for hjælp. Vi mennesker er jo også bare dyr, blot lidt højere udviklet. På nogle punkter i hvert fald… men på andre…? Nogle gange kan jeg godt have mine tvivl om, hvor langt vi er nået i vores udvikling. Er der nogen dyr, der udøver terror? Altså bortset fra visse menneskedyr?

Nå. Dette er ikke en politisk blog.
Billeder af fugle begrænser sig for mit eget vedkommende til matriklens foderhus, der er meget populært hos områdets skovspurve. Ikke at der er noget galt med skovspurve, men billederne af dem ville aldrig vinde en fotokonkurrence. Det er der rigtig mange af de andre mandagstemadeltagere, der ville kunne gøre, så jeg vil slet ikke så meget som forsøge at gøre dem rangen stridig.
John derimod har, måske ikke overraskende, taget nogle forholdsvis gode fuglebilleder på vores ferier og i Sverige.
Hvis man muser hen over billederne, kan man få en ide om min viden om fuglenavne. Den er ret lille.
Ved at klikke et par gange kan man måske også se billederne i større format, hvis det skulle have interesse.

   Skovspurvene hjemme  Svenske flagspætter.    En svensk dompap.
En afrikansk fugl... En anden afrikansk fugl. en tredje afrikansk fugl. Kingfisher eller isfugl.
En fjerde afrikansk fugl... Blåmejse :-) Svensk spætmejse.

7. november 2009

12 år for et komfur – er det ikke at dø i for ung en alder?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:09
Tags: , ,

Det var fredag i går. Det var total dovneaften efter en arbejdsom uge.
Jeg havde købt et halvbagt brød i Irma + nogle supergode oste. Drikkelig rødvin fandtes på nærlageret og skulle bare åbnes.
Ny HD-dims installeret, så der blev nydt HD-naturfilm i stor stil – først Death Valley, så Amazonas.

Tændte for ovn – vente, vente, vente. Åbnede ovnlåge – ka-BUMM – jeg sprang mindst en meter af forskrækkelse og for at undgå, at meget varm ovnlåge, nu delt i to, maltrakterede mine tæer.
JOHHHHN! Kom lige! Se her! Den låge fikser du lige, ikke? John er en meget handy mand at have inden for murene, så jeg gik egentlig bare ud fra, at efter ganske få minutter var lågen repareret og det halvbagte brød i ovnen.

Jeg vil skåne jer for de mange mumlende eder og bare fortælle, at her til formiddag kørte vi ud og fandt os et godt, nyt komfur. Det var nødvendigt, hvis ikke jeg vil leve uden ovn, og det vil jeg ikke.
Komfuret har 12 år og en dags drift bag sig – vi fik det leveret 5. november 1997. Vi fik at vide, at det var en ganske pæn alder; faktisk i den høje ende i forhold til komfurgennemsnitslevealderen, så det var svaret på min overskrift. Jeg havde forventet, at det kunne holde mindst fem år til.

Resten af komfuret fejler intet – den glaskeramiske overflade ser stadig ud som om komfuret blev taget i brug i går. Men ovnen er et gabende, lågeløst hul, som er CO2-uvenligheden i højeste potens. I hvert fald, hvis jeg prøver at bruge den…

Den slags uforudsete udgifter irriterer mig. For tre uger siden skiftede vi et toilet, som kun var seks år. Hvad mon bliver det næste?

 Inden jeg så går helt i selvsving af rent brokkeri, skal jeg nok bare sætte tingene lidt i perspektiv og være glad for, at vores køkken ikke ser ud som dette fra et Township i Cape Town. Vi var derinde. Vi så det med vores egne øjne. Med beboernes tilladelse, selvfølgelig – det var en guidet tur. Som tak for kigget gav vi dem fem Rand, svarende til små fem danske kroner, hvilket vi senere fandt ud af var en måneds husleje for dem.

Selv om det måske ikke fremgår af billedet, var der, forholdene taget i betragtning, meget rent.

Vores komfur blev 12 år i forgårs – min far bliver 89 i dag, så lige om lidt kører vi på gården og er med til at fejre ham.

19. oktober 2009

Natur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:39
Tags: , , , ,

Dagens Mandagstema er Natur.
Naturen er altid dejlig, og man skal i disse CO2-mættede tider ikke tage den for givet til evig tid.
Jeg holder meget af den danske natur, elsker den svenske og norske og var dybt, dybt betaget af den afrikanske, som jo natur(!)ligvis er meget forskellig alt efter, hvor man befinder sig.
Vi har befundet os i Sydafrika, som er forholdsvis friseret, men kunne (blandt meget andet) byde på de skønneste blomster.
Vi har også befundet os i Botswana og Zimbabwe, som var noget helt andet. Og tredje.
Botswana er (blandt meget andet) Okavangodeltaet. Zimbabwe er (blandt meget andet) Victoriafaldene og nogle pragtfulde nationalparker.

En hvilkensomhelst ferie på dette fantastiske kontinent er én lang og underskøn naturoplevelse – krydret med enkelte ‘spændende’ episoder.

Det sværeste ved dagens opgave var at vælge…
Billederne kan forhåbentlig klikkes større.


Koraltræ i Sydafrika

Protea (SA’s nationalblomst)

Flaskerensertræ i SA

Okavango

Okavango. Termitbo med naturlig voldgrav.

Okavango set lidt fra oven.

Zimbabwe – Matobo Hills: “Mother & Child”

Victoria Falls, Zimbabwe

Nydelige fugle har de også dernede.

17. august 2009

Maskulin

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:26
Tags: ,

Er mandagens tema.
Det første, der faldt mig ind, var en episode fra vores ferie til Zimbabwe/Botswana i 2007. Vi sad i safarijeepen ikke så langt fra vandingshullet og ventede på, at elefanterne skulle samles for at mødes til deres aftendrink.

AftensvandDe kom også – nogle ganske få til at starte med, men der kom flere og flere til efterhånden og til sidst stod de som sild i tønde og drak vand.

 

Så kom ham her… meget stor og majestætisk var han. Og han gik bare stille og roligt ned mod de Han styrer...andre. Gjorde ingenting som sådan, men gik ind mod midten af flokken, som uden nogen som helst diskussion veg til side for ham og overlod ham vandingshullet, så han i fred og ro og alene om kilden kunne drikke, hvad han nu havde behov for. Han var på ingen måde aggressiv eller truende. Han var der bare.

Da han gik igen, kom de andre tilbage og drak videre. Det var helt bestemt en enlig og meget maskulin herre, der stod stor respekt om.

9. juli 2009

Lige nu…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:27
Tags: ,

Blandt andet set her….

Udenfor mit vindue er der… en dejlig solnedgang.  Alle mine mange krukker ude i haven – de er ved at være meget frodige nu.
Jeg tænker på…  hvor meget tid jeg egentlig bruger foran denne pc, efter jeg har mødt – og selv blev aktivt medlem af – blogverdenen.
Jeg er taknemmelig for… temmelig mange ting, faktisk. For at være rask. For at min mand også er det. For et godt liv, et lykkeligt barn og for glade og ikke mindre lykkelige og veltilpassede børnebørn. For at have gode venner og kolleger og for meget, meget mere end det nævnte.
I køkkenet er der… en hulens masse ‘nymodens’ hjælpemidler, en stak udprintede, men stadig uprøvede opskrifter, der bare må prøves snart, dagens post, som jeg ikke gider åbne, for den ser så uendelig uinteressant ud. Rudekuverter. Kontoudtog. Gaaab.
Jeg er klædt i… er det ikke lidt lige meget? Skal vi ikke bare kalde det almindeligt hverdagstøj?…
Jeg laver… så lidt som muligt og ikke mere i dag. Bortset fra at sidde foran skærmen lidt endnu.
Jeg skal… på arbejde igen i morgen. Sjettesidste arbejdsdag inden ferien.
Jeg læser… Leif Davidsens På udkig efter Hemingway. Lige begyndt. Tegner godt. LD er god.
Jeg håber… at vi ikke får alt for meget regnvejr eller alt for stor en myggeplage på vores kommende ferie højt mod nord.  Myg elsker mig simpelthen. Så kan det altså være lige meget at være attraktiv…
Jeg hører… fuglene sige godnat til mig og hinanden udenfor…
Rundt om i huset… er der en dejlig stilhed omkring mig – John sover trygt.
En af mine yndlingsting er… at strikke. Hmmm. Kan det godt kaldes ‘en ting’? Aha; svaret er selvølgelig: …mit strikketøj 🙂
I løbet af weekenden skal jeg nå… At vaske tøj…at fortælle mine naboer, at det snart er den årlige tre uger lange blomsterkrukkepasnings- og postkassetømningsperiode…at få købt vin til ferien, for det har vi bestemt ikke tænkt os at købe i Norge eller Sverige…at strikke på mit kaunisjal…at besøge far, som er alene hjemme denne weekend… og derfor også lave lidt mad til ham… at slappe af…

clip_image002

Af billeder har jeg lyst til at dele… disse to af baobabtræer. Jeg er dybt fascineret af baobabtræet, og da det er skidesvært at få det naturligt indplaceret i et blogindlæg, øjnede jeg lige chancen her.
2007 AFRIKA-121Selv John, som ellers ikke er helt lille af statur, forsvinder jo nærmest foran sådan et. Sig nu ja til, at det er et fantastisk træ!

 

(Bente H, læg venligst mærke til, at jeg har lært noget af dig 🙂 En blog kan vel i princippet ikke have copyright, men jeg ville helst ikke nævne navne…)

30. marts 2009

Ovenfra

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:36
Tags: , ,

Mandagstemaet er ovenfra. Det er næsten for oplagt og måske en anelse fantasiløst fra min side, for det skal handle om flyvning.

Den mest intense oplevelse, jeg nogen sinde har haft “ovenfra”, var flyveturen i et lille 6-personers fly over Okavangodeltaet.
Med en pilot, vi troede var en passager, indtil vi så ham sætte sig bag rattet, eller hvad det nu hedder i et fly. Roret, hedder det vist. Hvorfor mon egentlig det? Nå, men han var så UNG! Han så smaddergodt ud og så ikke ud til at være en dag over 20. Det var dog ikke første gang, han sad bag det rat ror, kunne vi tydeligt fornemme, da vi først kom i luften.
Den føromtalte dame (som var over 80 og aldrig holdt op med at overraske os), sagde som noget af det første, da hun skulle berette om turen for nogen, der ikke havde været med: “Oh…that pilot… he was quite a dish, wasn’t he?”
Okavango-elefanter

Se elefanterne – og girafferne på næste billede. Og termitboene. Oh, det var så stort alt sammen.
Okavango-giraffer
Den næstbedste flyvetur var over Victoriafaldene en uges tid senere, men det var der et billede af her.

Jeg har ikke mere at sige… ser bare det hele lidt ovenfra.

19. marts 2009

En Fortælling (måske mest for kvinder)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:51
Tags: ,

Mænd må gerne læse med. Hvis I tør.

En af mine kolleger har lige ventet fire dage på, at hendes kuffert vendte hjem.
Jamen den slags har vi vist både hørt om før og også prøvet før?

Har I prøvet at mellemlande i London Heathrow, inden I skal videre ud i verden? Har I også oplevet, at bagagen ikke når frem samtidig med jer, når I har mellemlandet i LHR? Ja? OK. Velkommen i klubben med de mange medlemmer.

Da vi skulle feriere i Botswana og Zimbabwe i 2007, skulle vi mellemlande i LHR (vente vente i 4 timer); videre til Johannesburg (vente vente vente i 6 timer) for at nå endemålet Victoria Falls Airport.

Ellen (længe inden afrejse): “Jeg tror, det er en god ide at fordele vores tøj, sko, udstyr, m.m. for at helgardere os i forhold til mellemlandingen i London Heathrow. Lad os tage en halvdel hver af hinandens tøj.”
John, med løftede øjenbryn: “Næh, nej da – hvorfor dog det??? …Jeg kan bedst lide at have styr på min egen kuffert – så ved jeg hvor tingene er!” (Hrmpf. Siger du dermed, at jeg roder?). Jeg prøvede et par gange til, men opgav så…

Ok, ok, OK. Ellen pakker rodet kuffert og tilpasser sin håndbagage, så hun ville kunne undvære samme rodede kuffert i et par dage.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hvem fik ikke sin kuffert, da vi landede i Vic Falls? I får kun ét gæt, men jeg kan give et hint: Det var ikke mig.
Vi krydsede fingre for at Johns kuffert skulle nå at ankomme til hotellet, inden vi drog videre mod syd allerede næste morgen; alternativt blive fragtet videre til den til næste overnatning på turen. Eller måske næste igen.
Efter indskrivning på hotel drog vi (eskorteret af bevæbnet vagt – vi var trods alt i Zimbabwe, hvorfor udvalget også var meget begrænset) ud og købte bukser – MEGET for store, selv til John 🙂 – en skjorte og to T-shirts (meget souvenir-agtige), men der var ingen toiletsager, strømper eller undertøj at få.
Han havde da heldigvis de selvlysende grønne strømper + tandbørsten fra flyet…
Næste morgen blev vi hentet af African Routes, hvis guide var var uhyre tjenstvillig, hjælpsom og kompetent, så vi satsede på, at kuffert nok skulle indhente os.

Det gjorde den ikke. 
Da vi dagen efter kom til Botswana, havde vi ingen problemer havde med at købe, hvad der manglede af tøj og toiletsager.
Vi havde ingen ekstra hukommelseskort til vores to kameraer. “Har du ikke engang lagt DEM i håndbagagen??? De fylder jo ikke ikke en s…! Du kan have dem i din hule tand! For pokker! Altså!”     “Jam’… der var en god lomme i toilettasken, der passede lige præcis i størrelse til de kort.”  “Yeah – meget praktisk…”
Vi manglede vores Vivitar (billedbank) til lager/backup af billeder. “Havde du også lagt DEN i kufferten??? Din bøf – det gør man da bare ikke!”  Problemet med det var nu behersket, for pga. de manglende kort var vi nødt til at rationere mængden af fotos.
“Jam’… jeg havde jo ikke forestillet mig… der var da ingen problemer sidste gang vi var i Afrika? “Nej, men dér mellemlandede vi sgu da også i Frankfurt.”

Staklen fik aldrig sin kuffert mens vi ferierede, men den stod og ventede på ham i Vic Falls Lufthavn, da vi skulle hjem igen 14 dage senere. Ribbet for alt, hvad man havde ment kunne omsættes, så den var blevet temmelig mager; indeholdt stort set ikke andet end sokker, underbukser og et par skjorter… ingen billedbank, ingen vandresko, ingen toiletsager, intet af betydning.

Da vi kom til Kastrup, var det min kuffert, der manglede, men det gjorde ikke lige så meget, når man var hjemme igen. Den kom dagen efter, og i øvrigt var forsinkelsen faktisk forudset, for vi mellemlandede i … jep, I gættede rigtigt: I London Heathrow.

John, nogle dage efter hjemkomst til DK: “Du… Ellen?” “Ja?”
“Ved du hvad, jeg har tænkt på?” “Nej?”  “Jeg tror, det er en rigtig god ide, hvis vi næste gang, vi rejser, deler vores ting i to kufferter.”
Jeg lader som næsten ingenting og smiler uskyldigt: “Det var en rigtig god ide, du fik der, John – det gør vi da bare.”

Mænd, altså 😛

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Billedet er fra Victoria Falls Airport, der er ret lille med kun to gates, som oven i købet er placeret som illustreret, så man kommer ud samme sted fra begge to 😀 Da vores fly blev annonceret, blev vi bedt om at gå til gate 2… Det gjorde vi så med et stille smil på læberne.
Jeg spurgte hviskende John, om vi ikke skulle stille os op foran gate 1, bare for at se, hvad der ville ske…
Da jeg så det blik, han sendte mig, blev jeg enig med mig selv om, at lufthavnsoplevelserne nok helst skulle betragtes som overståede for vores vedkommende.

 

 

 

 

Blog på WordPress.com.