Så kan vi skrue yderligere ned for varmen

I princippet kunne vi godt skrue mere ned for varmen, end vi allerede har gjort, men det gør vi nok ikke.
Vi ligger på 20°, indtil vi tænder op i brændeovnen, hvilket bringer det op på omkring 23°, og som er rigeligt til os.
Vi vidste godt, at englænderne er mere kuldskære end os, og da de var her, havde vi for deres skyld skruet alle radiatorerne en tand op, samt lagt varmetæpper i børnenes senge. Det var første gang de prøvede sådan nogle tingester, og de ELSKEDE at komme i en (meget) varm seng, så jeg tror jeg ved hvad næste ønskeliste kommer til at indeholde.
Alligevel spurgte de allerede om formiddagen, om jeg ikke havde lyst til at tænde op i brændeovnen, og naturligvis efterkom jeg deres ønske; de var jo alle fire under rekreation.
Men holddaop, hvor John og jeg havde det varmt i den uge de var her … vi var sommetider oppe på 24-25°, og alligevel sad de og puttede i de tykke fleecetæpper, jeg havde købt til dem som ekstragave, og som de fik lige efter ankomst. De flyttede alle fire omgående ind i dem, men kun to af tæpperne kom med til England, dels af kuffertpladshensyn og dels fordi børnene syntes det kunne være fedt at have hver et så skønt tæppe begge steder. Det passede ikke Tim helt (han er den mest kuldskære af dem), men han fik ikke lov at bestemme.

Vi skruede lidt ned igen, da de var taget afsted, og med de udetemperaturer vi har for øjeblikket, er det ikke nødvendigt at tænde op før hen under aften, og det er egentlig mest for hyggens skyld.
Som rumtemperatur kunne det såmænd fint være endnu et par grader lavere, for vi trives begge godt i de hjemmestrikkede sweatre, og vi har da også afprøvet 18°, men det viste sig, at møblerne bliver ubehageligt kolde at sidde i, så vi holder os til de 20°. Det er tankevækkende, hvor stor en forskel på sølle 2° kan gøre – men spørg bare planeten Jorden om det … der skal endnu mindre forskelle til for at skabe globale katastrofer …

Den netop færdige Zipper Sweater ville kunne holde mig dejligt varm i 16°, tror jeg – også selv om jeg sad stille, men så skal jeg altså lige først have installeret et varmetæppe i min strikkestol, så jeg ikke bliver kold i r….. Det bliver nok lidt svært, for varmetæpper må ikke bøjes. Gad vide, om de findes i små udgaver? Det må undersøges.
Farven, som kameraet ikke kunne finde ud af at gengive korrekt den dag jeg farvede garnet, kunne det godt finde ud af i dag. Måske fordi vejret er så flot, som det er; med høj, klar, blå himmel (og heller ikke meget vind, men det har ikke noget med lyset at gøre; kun mit humør).
Jeg er ret vild med den sweater og kunne snildt finde på at strikke en til, for det tog mindre end 14 dage at strikke den. MED hytten fuld af gæster i den ene uge …
Jeg har helt tilfældigt også lige noget garn på lager, der kan bruges … men hvilken farve skal jeg farve det i? Beslutninger, beslutninger …

Hun er lige blevet 46, men …

For mine englændere blev december 2022 “måneden der forsvandt”. Aubrey har været syg i tre uger af den, viste det sig, ret så ondartede skarlagensfeber. Hans udslæt forsvandt i sidste øjeblik – Charlotte var bange for, at han ellers ville være blevet nægtet adgang på et fly, som han så ud. Anna var også syg, men ikke af skarlagensfeber og kun en uges tid; ligeså for Tim. Charlotte havde hostet og småsnottet et stykke tid, men bukkede helt under for en lille uge siden og havde to døgn med 39°, så i nogle dage lå hele familien brak, men vi ved jo godt, hvordan det så er: Det moderlige ophav følte sig, trods egen elendighed, forpligtet til at få bare en smule mad i de andre, for især Aubrey havde tabt sig mere end godt var for den i forvejen radmagre dreng. Charlottes første feberfrie nat var natten til i går, hvor de skulle op klokken 6 for at køre afsted til lufthavnen. “Om vi så skal rekvirere et ambulancefly, så kommer vi til Danmark som planlagt, gør vi!” Jeg havde sagt, at vi ikke var bange for at blive smittet, og skulle det ske, er det bare ærgerligt. Hellere blive lidt syge end sige, at de skulle holde sig væk. Det ville vi vi aldrig nogensinde kunne få os selv til.
John hentede dem i lufthavnen, og da han kom hjem med dem, faldt Charlotte mig om halsen og jeg fik et fastere og længere knus end normalt – “NOJ, hvor er det godt at være her, for hvor HAR jeg dog bare savnet min MOR!!!”
Der er visse ting, der åbenbart ikke forandrer sig, selv om jeg snart er 70 år og Charlotte lige er blevet 46. Hun er naturligvis normalt en uhyre selvstændig kvinde, der sjældent er i tvivl om, hvor meget der skal gøres hvad af hvornår, men jeg havde det altså meget fint med at sige, at nu skal hun ikke tænke på noget som helst den næste uge – jeg har selvfølgelig sørget for alt. Min fornemmeste pligt er nu blot at forkæle dem alle maksimalt, så de kan vende tilbage i restitueret tilstand.
De havde det bedre alle sammen, da de skulle afsted, men det havde sandelig også varet længe nok med al den dårligdom.
Alt tyder derfor på, at de kommer til at vende tilbage til England så gode som nye. Humøret fejler heldigvis ikke noget, selv om fysikken endnu er lidt svag.

De har lige alle fire spillet kinaskak, hvilket ledsagedes af et hav af lyde og mere eller mindre hånlige bemærkninger fra dem alle om de tre andres manglende evner til at foretage et intelligent træk. Og tre af dem holdt et ekstra godt øje med Tim, som greb enhver lejlighed til at flytte sine brikker efter egne, til formålet opfundne regler. Det lykkedes ham aldrig, men det afholdt ham ikke fra at forsøge igen og igen. Det er et meget underholdende spil for både de fire aktive spillere og de to tilskuere – eller måske rettere tilhørere.
Nu ser vi Mr. Beans juleshow i tv. Det er også ret underholdende.
Der glider en del småkager og varm kakao ned undervejs både til spil og til tv-kiggeri, så opfedningen er i gang. Måske ikke den sundeste variant, men det er jul, så det er sådan det skal være.
Siger mommer, og hun ved bedst!

Hyggesokker, hyggetæpper, hygge..

Mine englændere har bestilt flybilletter denne gang. Der er ikke så mange dage i julen for dem, fordi de skal tilbage og nå at være lidt sammen med Tims familie, inden det nye år indfinder sig, hvorfor de besluttede at flyve, fordi de dermed sparer to dage, som ellers kun skulle bruges på transport.
Og hvad sker der? British Airways er nemlig ikke en pind bedre end SAS: De har truet med at strejke i julen. Det er klart, at de vil ramme, hvor det gør mest ondt, men hvor er det dog irriterende. Vi ved endnu ikke, om der bliver gjort alvor af truslen, men hvis det sker, så tager de bilen til Danmark. Kan de flyve hertil, men strejken begynder mens de er i DK, så bliver de, til de igen kan flyve hjem. Især det sidste ville jeg jo intet have imod, men det behøver jeg ikke at fortælle Charlotte.
Det ser derfor ud til, at der skal meget til at forhindre dem i at komme som planlagt. Om eventuelle strejker hjælper på situationen derovre, er til gengæld et andet spørgsmål, som jeg ikke vil gå ind i her.

Meny havde ‘bamsetæpper’ til salg, så jeg købte fire af dem. De elsker alle sammen at putte sig i varme fleecetæpper, og disse bamsetæpper var indbegrebet af alt, hvad man kan forestille sig af blødhed. Jeg har masser af fleecetæpper i Den Stråtækte, men disse her var mere end en smule blødere, meget tykkere og meget mere vamsede. De kan tage dem med hjem, hvis de vil. For nogle år siden havde jeg to også meget bløde tæpper med til England, men der er stadig rift om, hvem der skal have lige præcis dem, når det er hyggetid. Børnene vinder dog som regel … men nu har jeg altså købt fire, så der er ikke længere grund til konkurrence om brugsretten.
Hyggesokkerne fandt jeg i dag – også i Meny. John synes jeg er fjollet at købe sådan nogle, fordi jeg strikker så mange sokker, men han forstår vist ikke rigtigt, at der er stor forskel på hyggesokker og ‘bare’ sokker. Sidstnævnte kan bestemt også bruges, men de er beregnet til at have i støvlerne. Hyggesokker er sådan nogle som på billedet herunder, og det er noget man flytter ind i, når man er hjemme. Især Aubrey. Jeg tror kun han har sine af, når han er i bad. Okay, han har dem heller ikke på i skole, men derhjemme bor han i dem – sover sågar med dem på, så de er hurtigt slidt op; han kan snildt nå at forbruge to par i vinterhalvåret.

Hverken tæpper og sokker er rigtige gaver, men en delmængde af det, nogle måske vil mene hører ind under begrebet forkælelse. Men hvad så? Man har ikke kun ret til at forkæle sine børnebørn, man har faktisk pligt til det. Bare til orientering. Det kan godt være, at børnene bliver hhv. 16 og 17 år inden for den næste måned, men de er stadig ikke for gamle til spændte at stryge op på deres værelser for at se, om der ikke skulle ligge en lille ting fra mormor til dem på deres senge.
De er blevet så store, at de lader som om de ikke gør det, men det gør de, for det er bemærkelsesværdigt hvor hurtigt de finder det nødvendigt at bære deres kufferter op på førstesalen. Jeg smiler stort indvendig og nyder det garanteret endnu mere end de gør.

Var det den første eller den sidste?

Vi er ved at være en stor familie, og nogles kalender er mere besat end andres, så det viste sig umuligt at samle alle i december. Den først mulige weekenddag var derfor i går, selv om vores Doodle startede allerede engang i november, men til gengæld kom alle (undtagen englænderne, naturligvis, og de to mænd, som var ude at sejle). Meretes ældste barnebarn var desværre stadig i isolation, og da der er hele tre af familierne, der snart skal på vinterferie, måtte han blive hjemme, staklen. Han har ikke engang været syg; kun testet positiv.
Fordi det er så svært at samle alle, blev vi enige om at gennemføre trods fraværet af de tre. Bedre sent end aldrig, og selv om det i princippet måtte være denne sæsons sidste julefrokost, var det også den første i 2022. For helt at mudre det til, havde Bodil, som lagde hus til, nægtet at kalde det julefrokost, fordi al julepynt var taget ned. Dugen var blå, og vi fik ikke juleservietter.

Der var heller ikke meget jul over den udendørs badetur.
Du godeste, hvor de hyggede sig, da de først var kommet i, hvilket skete drypvis, tøhø, men efterhånden var alle, der havde taget badetøj med, i det dejligt varme vand. Jeg havde ikke taget badetøj med … havde på forhånd besluttet, at synet af Ellen i badedragt ikke er noget, hun bør udsætte nogen i familien for. Det kunne til nød gå i Den Blå Lagune i Island, hvor jeg var omgivet af lutter fremmede, men der er ingen grund til at udsætte de stakkels uskyldige børn for sådant et syn! Selv de interesserede firbenede tilskuere kunne risikere at få et chok. Jeg har ellers for et stykke tid siden (netop fordi vi skulle til Island) købt en badedragt med et lille skørt, men det gjorde på ingen måde sagen bedre – tværtimod syntes jeg, at jeg kom til at ligne balletdanser-flodhestene fra Disneys Fantasia …
Det var nu ellers en lille smule fristende … under disse omstændigheder kunne måske selv jeg lokkes til at hoppe i vandet midt om vinteren, men det må blive en anden gang.
Bodil fik vildmarksbadet af sin mand i 60-års fødselsdagsgave sidste sommer, og hun er meget glad for det.

På vores tur ned til deres lille sø fik Annemarie øje på et af naturens egne kunstværker.
Jeg har åbenbart aldrig før set set en død majsstængel på nært hold, for dens måde at klynge sig til jorden på overraskede mig – hvor er det dog smukt! Jeg fik helt lyst til at hive den op af jorden, for det må da kunne anvendes til et eller andet dekorativt. Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke gjorde det …

En lille labradorhvalp bød huset også på i går. Jeg er ikke hundemenneske, men der må ske noget med alderen, for ikke blot synes jeg, at englændernes lille Pebbles er noget så nuser; det samme synes jeg om denne lille fætter her. Eller … kusine, for den hedder Sophie. Udtalt på engelsk. Alle otte hunde i kuldet blev kaldt noget med S. De har solgt de andre syv, men valgte at beholde hende her.
Den har lige den alder, hvor man – jeg – tænker, at man burde kunne give den en stoppille – den må aldrig blive hverken større eller mindre klumpedumpet end den er lige nu.

Det er typisk

Dårligt vejr ved Vesterhavet. Det var godt.
Smukt vejr på Sjælland. Det var også godt.
Faktisk er det svært at finde noget at klage over vedrørende mine englænderes længe ventede besøg i Danmark.
Vi tog til Sagnlandet Lejre, fordi de gerne ville se den store kongehal. Vejret var perfekt – ikke kun for os, men ikke mindst for alle de mange, der havde taget varer med til vikingemarkedet, som blev afholdt. Og kongehallen imponerede unge som ældre, ganske som forventet.

Da Merete fandt ud af, at de, fordi det var så længe siden sidst, og de også gerne ville bo nogle dage i Den Stråtækte, blev her længere end normalt, spurgte hun om vi så ikke skulle prøve at samle hele familien om søndagen. Det kunne godt blive hos hende; samtidig er det geografisk lidt i midten, så man slap for at køre helt ned til os. God ide …

Da vi, via en Doodle, skulle finde en dag til at samle samme familie til en julekomsammen, kunne det først lade sig gøre at samle alle den 23. januar!
Jeg spåede, at nu hvor det var med så kort varsel, kommer de sikkert hele bundtet.
Og ganske rigtigt: Med bare ni dages varsel sagde alle ja tak, de ville meget gerne komme. Alle repræsentanter, i hvert fald … to mænd prioriterede fodbold højere, en skulle på arbejde og en var nødt til at pleje nogle gedigne tømmermænd. Min yngste søster skulle komme direkte fra Sverige og derfor først til aftensmaden, men holdt så længe stille på motorvejen pga. en voldsom ulykke, at de gav op og kørte hjem i stedet for, hvilket reducerede antallet til 18, men alligevel pænt mange.
Typisk, ikke? Man giver langt varsel, og det er svært at finde en dato, hvor alle kan. Med kort varsel kan man derimod godt få samlet tropperne. Det er ikke første gang det er sket.

Merete havde købt græskar til alle under 18 år. Det var en rigtig god ide, og alle gik til den med stor entusiasme. Alle, undtagen Aubrey, måtte have lidt hjælp undervejs. Der skete dog et mindre uheld med den ene af græskarmonsterets to tænder, så det til hans ærgrelse endte med kun at have én tand.
Den lille Valdemar gjorde sig vældig umage med at tegne, men det viste sig at være noget af en udfordring at skære ud efter anvisningerne.
Han holdt ellers skarpt øje med, om moderen nu gjorde det ordentligt. Da hun var færdig, spurgte han, hvor skorpionen var henne?
Camilla havde ikke helt gennemskuet, at det var en skorpion, der skulle blive resultatet af de røde streger, så det hoved, der kom ud af det, var lidt skuffende for den lille mand.

I søndags var det stadig fantastisk vejr, så vi opholdt os på terrassen lige til kl. 17:30. Iført overtøj, selvfølgelig, men ingen af os nænnede at gå ind, før der skulle rigges til til aftensmaden, som bestod af hjemmelavede flæskestegsburgere. Udover en stor flæskesteg i den elektriske ovn, havde Meretes kæreste haft en anden steg på Webergrillen i 12 timer, fordi han havde lyst til at lave pulled pork til os. Det skulle han bestemt ikke høre noget for – han havde også lavet coleslaw til mindst 50 personer. Der var rødkål, icebergsalat, hjemmelavet agurkesalat og diverse dressinger/marinader i rigelige mængder, så alle kunne lave lige præcis deres egen yndlingsburger.
Merete og jeg fik denne glimrende ide med burgere, fordi jeg ikke kunne lide, at hun skulle have alt for meget arbejde bare fordi hun var så sød at at lægge hus til. Sådan en hjemmegjort burger kan alle lide, og kokkereringsarbejdet er til at overse.
Især når kæresten laver det meste, men det var nu ikke Meretes og min plan … han er bare en smaddersød fyr.

Nu er englænderne taget afsted. John er ved at være hjemme fra at have kørt dem i lufthavnen. Som altid er her pludselig meget stille, men det har været skønt at være sammen med dem i hele 11 dage. Vi ses igen allerede til jul, så alt det forsømte er godt i gang med at blive indhentet.

Vi skulle bare lige have en kopkaf

Bag Den Stråtækte ligger der et stort og flot hus, som bruges som sommerhus. Vores hus er fra 1780, så det blev bygget 120 år før Jægersborg, som det store hus hedder. Vi kom altså først, så at sige, men vores sted blev på et tidspunkt købt af onklen til de nuværende ejere, som er et sødt, ældre ægtepar. Jørgen, som han hedder, kom der gennem sin barn- og ungdom, fordi det var hans onkel, som ejede Jægersborg. Onkel og tante var barnløse, så da han døde, købte Jørgen og Aase det af boet.
Onklen og tanten begyndte i starten af 1930’erne at drive stedet som pensionat i sommerperioden. De flyttede ud i udhuset, så mens de boede der sammen med hønsene, lejede de værelserne i huset ud, plus tre værelser i en sidebygning, som ikke findes mere. De kunne have op til 13 gæster, for 14 var, hvad der kunne sidde i spisestuen, og husherren (= onkel) sad altid med ved bordet. Tante gjorde ikke, for hun havde jo travlt med maden!

Jørgen viste mig en bog fra 1936, hvor de danske “Badehoteller, Sommerpensionater og Kursteder i Danmark..” var listet.
Jeg elsker simpelthen den slags og kunne have brugt timer på at læse i den, hvis det altså ikke var fordi vi var inviteret op til dem til en kop eftermiddagskaffe og derfor skulle være selskabelige – hvilket ikke var spor svært i deres selskab.

Men altså: Allerede i 1936 kunne man udgive 28. årgang af et sådant værk. Som man kan se på teksten for Jægersborg Sommerpensionat, fik man “god forplejning” der. Alfred og kone var selvforsynende med alt i frugt og grønsager. Han var desuden jæger og udvekslede ofte byttet fra jagtturene med de lokale landmænd, så han kunne variere kosten med svine- og oksekød. Høns havde de som nævnt selv og fisk var der masser af i fjorden. På grund af disse gunstige betingelser fungerede pensionatet også under krigen – her var der ikke mangel på mad, selv om det selvfølgelig kneb med varer som smør, sukker og kaffe. Pensionatet fungerede helt frem til start-tresserne, hvor charterturismen holdt sit indtog. Der er nu otte huse på vores vej, men indtil nogle år efter pensionatets endeligt var der kun to – Den Stråtækte og Jægersborg.
Jeg slog op på oldmoney.dk for at finde ud af, hvad fem kroner i 1936 svarer til i nutidskroner. 181,57 kroner fik de det til, og efter at have kigget lidt rundt i bogen kunne jeg se, at det var en almindelig pris for den slags steder. Det varierede fra tre kroner til otte kroner (109-291 kr), og eftersom det jo var med fuldpension, så jeg vil tro, at det ikke kun var forbeholdt de meget velstående borgere. En arbejder tjente omkring 48 kroner om ugen. I Køge kostede en toværelses lejlighed 270 kroner om året (!) i 1930, så mon ikke rigtig mange havde mulighed for at kunne holde nogle dages ferie på et sommerpensionat?

Her ses Den Stråtækte fra hhv. 1949, 1959 og 1988. Jægersborg er det hvide hus bag vores – det ser mindre ud, end det er, så perspektivet må have forvrænget det.
Det så ikke ud, som om vi selv havde noget videre jord dengang – til gengæld så det ud, som om der var dyrket på vandsiden, hvor der nu kun vokser tagrør. Denne strandgrund tilhørte vores hus, indtil Finn, som vi købte det af, solgte den fra, fordi han på et tidspunkt manglede penge.

Tiden flyver som bekendt i godt selskab. Den kop eftermiddagskaffe varede lige til klokken 19, hvor vi, efter at have fået et mindre chok af at kigge på uret, modstræbende brød op og sagde tak for i dag. Vi fik, som det fremgår, talt meget lokalhistorie, men også en del om vores mange rejser. Jørgen og Aase har været lige så ivrige rejsende som os, så der er grundlag for en hel del flere erfaringsudvekslinger.

Hvor og hvordan spiser man på Bornholm?

For at komme eventuelle smarte bemærkninger som svar på ‘hvordan’ i forkøbet: Man spiser på helt samme måde, som man gør i resten af Danmark, men der ligger naturligvis noget andet i spørgsmålet end dette.
Jeg havde spurgt nørklerne, fordi der er flere bornholmere i gruppen, men jeg må indrømme, at jeg ikke tog imod deres råd, for jeg tager ikke på ferie for at spise stjerneskud – ikke engang de gode – eller kæmpetarteletter. Beklager, kære nørklere …
Kadeau er vist lige lidt for meget til den lidt for dyre side.
Ditte er – udover at være min planteguru – også supersmager, og både hun og Peter sætter lige så stor pris på gourmetmenuer og lignende former for ‘fin’ mad, som John og jeg gør. Måske endda mere … og hun kendte selvfølgelig også de gode steder, så vi skulle nok finde frem til noget godt.

Vi var for længst blevet enige om et glimrende koncept: To afteners madansvar til det ene par, to afteners ditto til det andet par og to gange spise luksusmad et eller andet fantastisk sted. Når det ene par havde aftensmadtjansen, skulle det andet par intet lave overhovedet, men skulle bare hygge og vente på at blive serviceret uden at have medansvar hverken før eller efter servering. På den måde blev der kun to dage, hvor man ikke holdt ferie, så at sige. Vi havde så lige overset, at der også var en aften på ankomstdagen, men vi fandt ud af, at Svaneke Røgeri havde en takeaway-“Røgduet”, hvor der til to personer var lidt af hvert af deres sortiment. Vi købte to duetter. Der var både brød, smør og alt tænkeligt tilbehør til os alle fire i så rigelig mængde, at det holdt som supplement til flere dages frokoster.

Middagen på Le Port i Vang, som jeg nævnte i første bornholmsindlæg, var upåklagelig.
Vores andet hjemmefra bookede arrangement, som skulle finde sted på Stammershalle Badehotel, skød vi bagefter ned. Det var med vinmenu, og vi var vist alle lidt skuffede, både over nogle af vinene og specielt over nogle af retterne.
Vi havde ellers ventet os meget af det sted. Måske også for meget.
De to første retter (af fire) var excellente. Virkelig überlækre, og de to hvide vine var også gode. Hovedretten, derimod, lod en del tilbage at ønske. Det var ‘krogmodnet svinekotelet’ … allerede der blev jeg mistænksom (nej, ikke mistænkelig!), for ‘krogmodnet’ er sandsynligvis bare et ord, der skal overbevise os om, at uhada hvor de dog kæler for maden – lidt i stil med det ‘håndskårne’ (men gennemsigtigt tynde) pålæg, som kommer direkte fra en fabrik og den ‘håndsaltede’, ligeledes fabriksfremstillede, laks. Disse to eksempler er altså ikke fra Stammershalle … bare hvis I skulle være i tvivl.
Nå, men til den ‘krogmodnede’ gris, som retfærdigvis var fantastisk velsmagende, var der som tilbehør … en papirstynd skive squash. Godt nok en yderst dekorativt arrangeret skive squash, men det var så det. Intet andet, og den smagte præcis, som squash gør, når man ikke har gjort noget ved den, nemlig ikke af det fjerneste. Den var aldeles neutral, og eftersom der ikke er megen substans i sådan en, fyldte det heller ingenting i maven.
Desserten var noget figen med is – med små hagl af engelsk lakrids på, som jeg møjsommeligt forsøgte at skrabe af og give til John, hvilket desværre ikke var muligt uden samtidig at forære ham det meste af isen. De kunne dog ikke vide, at jeg ikke kan lide lakrids, men jeg syntes alligevel, at det ikke var helt okay at tvinge mig til det, når vi ikke havde mulighed for selv at vælge de fire retter. Den smule lakrids dominerede fuldstændig smagen for mit vedkommende.

Vi kan varmt anbefale Le Port, men man har måske fornemmet, at vi ikke syntes de kunne holde kadencen på Stammershalle? To ud af fire er ikke godt nok – især ikke til den pris, og portionerne var for små. Rødvinen til kødet var også skuffende, men der er jeg nok ret vanskelig at tilfredsstille, selv om jeg ofte er blevet positivt overrasket over en vin, jeg ikke ville have overvejet at vælge.
Jeg ved, at andre har været vildt begejstrede over Stammershalle, så enten stiller vi for høje krav, eller også har de ændret stil – men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er førstnævnte, der er tilfældet …

Endnu en tur i Mallings Kløft

Efter en stressfremkaldende myldretidstur ankom Sus og Jan sent fredag eftermiddag. Den slags trafik er de slet ikke vant til og især Jan var ved at besvime bare ved tanken, da jeg sagde, at det havde jeg kørt i i 35 år. Hvordan kunne du dog holde det UD???
Svaret var, at det kunne jeg sådan set heller ikke, men at det hjalp gevaldigt, da jeg fik hjemmearbejdsdag fast hver onsdag – så var det som at have to weekender på en uge, selv om den ene var en arbejdsweekend på kun en dag.
Det er nok også lidt værre lige nu, fordi man fraråder folk at tage offentlig trafik, men tage bilen i stedet – stik modsat af, hvad man har prædiket de sidste 30-40 år, men coronapesten har forandret mangt og meget.

De kom dog frem uden øvrige problemer end irritationen over kofanger mod kofanger-trafikken, og herefter skulle der bare hygges og snakkes og spises og drikkes gode vine, hvilket der skete/blev i rigelige mængder for alle fire elementers vedkommende …
Lørdag formiddag trængte vi derfor alle fire til luft, så vi tog dem med til Mallings Kløft, som har vist sig at være et hit, fordi den er så speciel. I går fandt vi, hele vejen langs ‘floden’ i kløften, arum eller dansk ingefær, hvilket jeg ikke synes vi gør ret mange steder i skovene på Sjælland.

Som sædvanlig skulle den farlige flod krydses flere gange med livet som indsats. Vi bliver som børn igen hver gang.
Man kan ikke komme igennem kløften uden at skulle over vadesteder tre gange. Det kan godt være en smule bekymrende, når man har dårlige knæ, men det gik. Turen tilbage tager vi altid oppe på markstien, fordi Johns knæ, og i går også Sus’, har det ikke helt godt med de skrå stier. Det kan gå den ene vej, men ikke begge.

Vi gik forbi en fold med en snes af fårene, som ses herunder, og da jeg googlede fåreracer for at finde ud af racen, fandt jeg en engelsk side, hvor man beskrev 240 racer! Jeg anede ikke, at der var så mange, så det blev ikke en nem opgave. Jeg opgav. Enten er det oxfordfår eller også er det gotlandsfår.
Tror jeg. Det kan sagtens være noget helt tredje, og jeg ville blive glad for et kvalificeret bud på racen med det sorte hoved og den buttede snude.
Jeg så også egetræer med tusindvis af grønne agern og fik den tanke, at de måske kan farve lige så flot brunt som grønne valnødder kan?
Det skal undersøges og/eller afprøves.

I aftes var vi igen på Mejerigården nede ved Gedser. Igen tog vi seksrettersmenuen og igen blev vi ikke skuffede. Det gjorde Sus og Jan heller ikke, heldigvis. Det er altid farligt at have anbefalet et sted og rost det i høje toner, for vi har jo ikke alle samme smag, men det var en succes. Seks retter med vinmenu – undtagen for John, som i stedet drak et par Erdinger 0,5 %, så vi havde en god og ædru chauffør til hjemturen, hvor Sus og jeg sov sødt næsten hele vejen.
Det er et skønt sted, og vi har en god undskyldning for at komme derned igen, for vi har også aftalt med Ditte og Peter, at vi skal på Mejerigården engang. John vil så gerne derned en torsdag, så han kan få afprøvet den wienerschnitzel, han kastede lange blikke efter første gang vi var der.
I aftes blev vi på fornemmeste vis betjent af den lille svenske dame, som optræder på reklamefilmene fra Mejerigården. Hun havde let til smil, kvikke, men ikke overkvikke, bemærkninger på læberne og et glimt i øjnene, som vi ikke kunne stå for, så hun reddede sig lidt gode drikkepenge.

Det har regnet!

Endelig!
Endelig kom der lidt regn. Det har ikke ligefrem været skybrud, for siden det begyndte så småt sidst på eftermiddagen i går, har vi fået seks millimeter. Det må siges at være til at overse, men det er bedre end ingenting, og det regner endnu – stille og roligt, hvilket er den bedste måde at regne på.
I aftes skulle jeg til Birkerød for at være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold – værtinden havde fået ny terrasse og inviterede holdet på sushi og hvidvin for at fejre det.
Det blev det skam også på fineste vis. Inde i stuen. Hvor er det bare ren Murphy, men vi kunne da heldigvis sidde og se ud på den fine nye terrasse.
Jeg er normalt ikke specielt vild med sushi, men denne kræsenhed skulle da på ingen måde forhindre mig i at deltage i en sammenkomst med de dejlige mennesker … og hvad skete? Jeg var vild med det … jeg fik den bedste sushi nogensinde, så enten har jeg ændret smag eller det skyldtes stemningen og det gode selskab – eller det er en ekstra god sushi-leverandør, de har i Birkerød. Godt var det i hvert fald, så jeg skal måske til at spise lidt mere sushi fremover?
Memet er naturligvis en corona-pun, for i aftes var jeg i høj grad omgivet af positive mennesker, dog forhåbentlig ingen af coronaslagsen, men selvfølgelig optog emnet en del af aftenens samtale.

Vi fik også talt lidt om sproget og dets udvikling. Eller afvikling …
Vi er en hel del, der er irriteret over den hyppige anvendelse af ordet fremadrettet, selv om det er blevet godkendt i betydningen fremover. Jeg vil nok ikke begynde at bruge ordet af den grund, men fortsætte med at sige fremover, når det er det jeg mener.
Vi er også mange, der finder de mange anglicismer lidt for smarte. De anvendes ofte af personer, der gerne vil virke smarte og nok også kloge – men som tit kommer til i stedet at virke ret dumme.
Du har min ryg er et af rædselseksemplerne – det giver ingen mening på dansk.
Andrew overraskede os med at fortælle, at det ikke er en pind bedre på engelsk. Han er ved at kaste op over hyppigheden af vendingen going forward, som er parallellen til fremadrettet, men som (også) lyder helt forkert i en sprogkyndigs ører.
Ligeledes udtrykket I’ll revert to you i betydningen jeg vender tilbage [med et svar/når jeg har undersøgt sagen].
Det bliver (mis)brugt i tide og utide, især i mails, men revert to betyder at vende tilbage til noget tidligere/en tidligere tilstand, så det betyder reelt, at afsenderen igen vil blive modtageren – hvilket vedkommende selvsagt aldrig har været og det er derfor noget rent vrøvl.
Andrew fortæller det igen og igen (det er en del af hans job), men den slags er svært af aflive, når det først er etableret.
Hvis I tror, vi havde en kedelig aften, når vi brugte tid på den slags, så tror I forkert – der er en grund til, at Andrew stadig kalder os sit Dream Team – vi elsker alle sammen at nørde med den slags, og selv om jeg godt kan mærke, at mit engelske lige så stille ruster, fordi jeg ikke længere bruger det i dagligdagen, så er det dejligt at være sammen med folk, der er lige så skøre som mig, hvad sproglige finurligheder angår.

Det er bare den bedste danske sommer!

Jamen altså! Jeg havde bestilt godt vejr til de dage, vi har besøg af englænderne, men normalt er vejrguderne overhovedet ikke til sinds at lytte til mine fromme ønsker.
Det må de så alligevel have gjort denne gang, for dette sommervejr fås ikke ret meget bedre. Alle måltider bliver indtaget udenfor, hvilket ikke er normalen for Den Stråtækte. Hvad skal vi dog med Middelhavet, når vi kan gøre det lige så godt ved Præstøfjorden?

I dag var vi på Roneklint Kajakcenter for at hente de to kajakker jeg havde booket til drengene. De stævnede ud fra Fugletårnet ved Roneklint, ganske som de plejer, og tog hul på de 8-9 km hjem til Den Stråtækte.
På vejen så de en havørn, som fløj temmelig tæt på dem. Det var selvfølgelig en stor oplevelse – også selv om de har set havørne før, når de kajakker på fjorden. De holdt et par pauser undervejs, så da de ankom godt kl. 14, var en solid frokost ret velkommen.

Da vi havde spist aftensmad, tog Charlotte og Tim en kort hyggetur på fjorden i den gyldne time, og da de kom tilbage igen, tændte vi op i mexicanerovnen oppe på terrassen og råhyggede os der, til det var blevet helt mørkt og på tide at få børnene i seng. De er godt nok blevet 13 og 14 år, men har stadig brug for deres skønhedssøvn – i dag måske især Aubrey, som var en smule træt, selv om han naturligvis ikke ville indrømme det.
Vi så en smuk måneopgang. Mit kamera opførte sig ikke særlig eksemplarisk (faktisk har jeg aldrig rigtig været glad for mit sidste Lumix, som lever helt sit eget liv), så dette var hvad jeg kunne præstere her til aften.

Fem af os stod på et tidspunkt og fotograferede månen – nogle med større held end visse andre, hovedsageligt fordi nogle vist nok har et bedre kamera end visse andre … jeg viser kun billeder fra den ‘nogen’ der bandede over kameraet … jeres fantasi må klare resten, men det var en smuk, smuk måneopgang, vil jeg bare sige. Ret mørkorange mens den kravlede op over horisonten.

Det er lunt, det er mildt, det er skønt.
Meget af vores liv leves oppe i shelteret, hvor man på samme tid kan spille kinaskak og yatzy, strikke og skrive på en kriminalroman, hvis man er mange nok, og det er vi.
Anna, som på det seneste har set en del Agatha Christie-film og er blevet så fascineret og inspireret af Miss Marple, at hun har besluttet sig for at skrive en kriminalroman. Hun har flere A4-sider med notater, som ligner mindmapping og derfor ser uhyre kringlede ud, men det skal de også være, siger hun, for det er hele plottet, som helst både skal hænge sammen og være svært at gennemskue for selv så uhyre intelligente læsere som os. Hun har foreløbig skrevet 30 sider, men der er vist lang vej endnu.
Det er så fint. Jeg kan – selv om det er maaange år siden – glimrende huske hvordan det var at være teenager og drømme om, hvad man gerne ville opnå. Ville blive til. Hvad man havde af drømme og fantasier. Hvordan man forestillede sig resten af ens liv – dvs. de næste måske 10-15 år, fordi alt på den anden side af 30 år er HÅBløst gammelt. Man kunne jo lige så godt være død der …

Hele vejen

Når man har gjort noget to gange, så er det en tradition, ikke sandt? 
Nu har vi to gange haft vejen inde til en lille julekomsammen, så ‘man’ blev enige om, at nu hænger vi simpelthen på den; at det hermed er blevet en tradition.
Det gør vi også gerne hvert år, for det var simpelthen så hyggeligt. Vi kender jo hinanden alle sammen – nogle mødes med jævne mellemrum; andre kun ved særlige lejligheder som i aftes, men vi hilser altid på hinanden, og når vi møder hinanden udenfor, får vi gerne en lille sludder – dette sker dog mest i sommerhalvåret. I går var vi så heldige, at alle kunne deltage, undtagen det ældre par, som bruger huset som sommerhus; de er her ikke så tit i vintermånederne.
John har lavet en fin bordplade (den står på bukke = nemmere at pakke væk), som vi, fordi vi ‘kun’ var 14 personer, i går kunne sætte sammen med bordet, som altid står der. Jeg synes det er hyggeligst, når vi ikke bliver delt op i to grupper. Det var første gang, vi brugte dette ekstra bord, så det var samtidig en lille test af, hvor mange vi maksimalt vil kunne bænke. Det blev til 20 personer uden man behøver at sidde lårene af hinanden. Rart at vide … jeg troede egentlig ikke, vi ville kunne rumme hele familien på én gang, men det kan godt lade sig gøre nu, for hvis vi sætter de mindste børn for bordenderne, kan der være fire mere, og vi er ‘kun’ 23, når Malle og Anders får deres lille pige til maj. Det vil sige, at skulle de beslutte sig for en lillesøster eller -bror til hende, vil vi stadig kunne være der hele styrken. Der er godt nok to, der er singler, men vi skal nok finde en plads til alle, hvis dette skulle ændre sig.
Det er sikkert en banalitet for mange af jer, men det er første gang jeg har haft et hus, hvor jeg kan bespise mere end 12 personer uden at skulle ommøblere det halve af huset – og mere end 16 har altid været totalt umuligt.
Nu er vi ikke længere afhængige af, at en af mine søstre gider lægge hus til, når vi samler alle, hvilket vi gør hvis det er muligt, når englænderne er her … det bord skulle han have snedkereret for længe siden, men bedre sent end aldrig, og ideen kom altså først for ikke så længe siden.

Apropos snedkerarbejde: En af vejens beboere har for ikke så længe siden taget trædrejning op som hobby, og han forærede os tre små fine juletræer i aftes.
Han er virkelig dygtig – man skulle tro, han aldrig havde lavet andet. Hvis man søger efter snedkerboet på Instagram eller Facebook, kan man se hans flotte arbejder – flest på FB, da han er ny på IG.
Jeg har bestilt en garnskål, som jeg får efter nytår (og som er sådan en som på det lille billede). Han får selv lov til at bestemme træsorten. 

Jeg slap for at se på gamle biler

I dag slutter den store biludstilling kl. 17; Charlotte, Tim, John og Andy kørte kl. 9 i morges afsted mod Birmingham for at se den. Tim og Andy fordi de skulle køres op for at kunne køre Wolseleyen hjem, Charlotte fordi der skulle være en til at køre deres almindelige bil hjem og John fordi han meget gerne ville se den store udstilling.
Jeg lurede stemningen i går – jeg havde nemlig indtryk af, at godt nok havde børnene syntes det var spændende at være med, da den skulle køres derop (ikke mindst gav det jo en fridag fra skolen), men at det ikke behøvede en gentagelse, og jeg havde ganske ret: De ville hellere blive herhjemme sammen med mig. Jeg var glad. Jeg havde taget med, hvis alle andre var taget afsted, men som landet nu lå, gik jeg hellere end gerne glip af udstillingen!

Der blev råhygget. Først med et par spil skak, men Aubrey er for god til Anna, så det var to meget hurtige spil.
Den dreng er lidt af et skaktalent. Han er medlem af en skakklub på skolen, og han vinder ofte over nogle af de ældre elever. Han banker sin far stort set hver gang, og han har også vundet over familiens erklærede skakmestre, nemlig Tims bror og hans fætter, så Anna var et nemt offer, men hun tog en slags hævn ved at lære Aubie at spille en melodi på klaveret, hvortil Anna er så klart den bedste. Sådan har vi hver vores styrker og svagheder.

 

Efter klaverundervisningen introducerede jeg Aubrey for spillet Clockmaker, mens Anna begyndte på et puslespil af den gammeldags slags af pap.
Det spil faldt han straks for, så da nabodatteren kom ind, sad de alle tre snart og spillede Clockmaker på hver deres enhed, mens jeg begyndte på at masseproducere de lovede pandekager. Her stod de alle tre nogenlunde lige, hvad pandekagekapaciteten angik: Amelia og Anna seks, Aubrey otte.

 

Efter pandekagerne satte de et spil Matador i gang, så jeg tænkte, at det vist var nu, hvis jeg skulle snige mig til at få blogget lidt i dag.

Tims Wolseley er fra 1919. Han sikrede sig en del opmærksomhed ved at lade de rette vide, at han agtede at køre den 100 år gamle bil de godt 100 miles op til udstillingshallerne. Det foregik således under stor bevågenhed fra fagpressen, og der blev taget billeder undervejs på strategiske steder.
Så lang en tur havde nemlig ikke været gjort før i så gammel en bil, så turen var virkelig interessant, hvis man går op i den slags.
På udstillingen bad man dem om at lade være med at vaske og polere den alt for meget – den skulle have lov at stå med mudder og snavs som en slags illustration af den lidt usædvanlige bedrift fra både føreres og bils side. Syv timer havde det taget dem, inklusive diverse fotostop og en frokost, men det var stadig en laaang tur, som under normale omstændigheder køres på bare to timer.

Endnu lidt opfyldning

Vi er hjemme igen.
Det er vi i en hel uge, inden vi skal til England en tur – eller rettere halvanden uge, men vi syntes vi var nødt til at kompensere for deres aflysning af danmarksturen. Jeg kan da ikke vente fra august til jul med at se dem. No way!
Med andre ord: Lige netop mormorkontoen blev ikke påfyldt i denne omgang, men det gjorde andre, bl.a. hygge-/vennekontoen og feriefølelsekontoen. Ikke feriekontoen – tværtimod – men den gode fornemmelse af at have ferie.
Og desværre også vægtkontoen. Det går ikke, dette her; jeg er alt for tyk igen. Det er den gode vin, som næsten omgående sætter sig. Kunne den da ikke bare løbe igennem? Åbenbart ikke. Kunne jeg da ikke bare lade den være? Nej. Ikke når jeg holder ferie, men det gør jeg ikke den næste halvanden uge, og heldigvis ryger det forholdsvis hurtigt af igen, når jeg nøjes med at drikke vand.

Fredag kørte vi en tur til Mariager, hvor ingen af os havde været før. Det var en hyggelig lille by, hvor der bl.a. var en fin garnforretning (med mandesofa, så John hvilede sig imens), et bibliotek med et flot skilt, masser af bindingsværkshuse, en gammel kro (eftermiddagskaffe!) og det rødeste egetræ, jeg indtil nu har set.

Lørdag var hjemrejsedag. Da vi kørte hjem fra Hirtshals efter det nordatlantiske krydstogt, spiste vi frokost på Restaurant Mast i Middelfart, hvilket var så lækkert, at vi lovede os selv at gentage succesen, når vi skulle hjem fra Djursland.
Det løfte holdt vi, og det var ikke mindre lækker mad denne gang – de kan noget på det sted, kan de. Først tuntatar, derefter ristet kulmule med Pommes Anna og en cremet, skummende, überlækker hollandaise (jajaja, jeg ved det … vægten …), men holdnuop, det var godt.
Det er hermed en tradition. To gange, så er det en tradition. Det er allerede en af mine yndlingsrestauranter.

Mens vi er i England, skal deres gamle Wolseley køres til udkanten af Birmingham til et show i weekenden. Det klarer Tim og Andy (som er veteranbileksperten, som Tim værdsætter umådelig højt) om torsdagen. Om søndagen kører Charlotte, børnene, John og jeg derop og ser showet, som slutter kl. 17. Bilen må selvfølgelig ikke fjernes fra showet før, og på det tidspunkt har Tim på ingen måde lyst til at køre den gamle bil den lange tur hjem igen, så C booker værelser på et hotel til os alle, og så agerer vi ledsagevogn til Tim på hjemturen. Det bliver en ferie i ferien … ikke så tosset.
Sidste år vandt Wolseleyen en af præmierne, og når sådan noget sker, stiger værdien af bilen. De håber selvfølgelig på endnu en præmie, så bilen kan gå hen og blive til en rigtig god investering … det er en alternativ form for pensionsopsparing, men det er de ret gode til i den familie.

Ud over kanten

Mandag og tirsdag skulle vi have været Die Drei Mädchen + zwei Männer, men den tredje Mädchen måtte desværre melde afbud.
Det blev hyggeligt alligevel, selv om vi savnede den tredje, og vejret viste sig oven i købet fra sin bedste oktoberside, trods det lovede møgvejr. Det benyttede vi os af mandag eftermiddag og kørte til Gisselfeld, som har en smuk park.
Vores parkvej gik forbi et valnøddetræ, men af en anden art end den, vi normalt ser i DK. Jeg fandt ud af, hvad den hed til efternavn efter fornavnet Juglans, men har da glemt det igen … nødderne sad enkeltvis og lignede umiddelbart mere figner end valnødder.
Jeg tog et dusin med hjem med henblik på at se, om de også kan farve garn – og det viste sig i dag, at den art farver mindst lige så godt som de ‘normale’ valnødder, hvilket måske ikke var specielt overraskende, men det har farvet 950 gram garn nydeligt mørkebrunt for mig, så der var godt med krudt i de 12 nødder.

Inde i Paradehusets butik faldt jeg over den afbildede bog, som var kraftigt nedsat, hvorfor jeg kun var et par nanosekunder om at beslutte mig for, at den skal Charlotte og Tim have som en lille ekstra julegave. De elsker at se klassiske og/eller historiske haver, når de ferierer rundt omkring i Europa, så det var et oplagt køb.
Stig Lauritsen, som elsker at fortælle, som er den ene af forpagterne af det fantastiske Paradehus, og som vi efterhånden har mødt nogle gange, pakkede bogen ind for mig, men lige så god og spændende han er som gartner, landskabsarkitekt og fortæller, lige så elendig viste han sig at være til at pakke ind – denne her vinder han i hvert fald ikke mange præmier for … men pyt – jeg pakker den alligevel om til jul, og ingen kan alt.

Tirsdag var vejret overraskende nok stadig lige godt, så vi kørte Sus og Jan lidt rundt i det sydsjællandske og var bl.a. ved Kanten ved Faxe Kalkbrud, som, siden sidst vi var der, har fået monteret en udsigtsplatform, som vi selvfølgelig skulle afprøve.
Det var desværre uden glasbund – sådan en gør det ellers lige en tand mere spændende og, for mange, temmelig meget mere udfordrende, men ud over kanten kom vi.

Vi var på alle måder heldige de to dage – i dag er det vådt, gråt og trist. Rigtigt indevejr, men det gør ikke noget – jeg skulle jo farve garn …

Der er ikke så meget mere at sige

Der er ikke så meget mere at sige – i hvert fald har jeg ikke så meget mere at sige, for jeg tror de fleste af mine ord er brugt op i løbet af weekenden.
Og dog … jeg har lyttet lige så meget, som jeg har snakket. Mere, faktisk. Hovedet er fyldt op af opdateringer m.m., og jeg er træt og brugt, men på den go’e måde, for det har naturligvis været lige så hyggeligt som det plejer at være.

I år var det på Liselund i Slagelse. Et sted, som viste sig at være velegnet til formålet: Vi kunne alle få enkeltværelser; der var masser af plads til både workshops, salg af garn og bøger, foredrag og sofastrikkehygge.
Et sted i parken ligger et ikke specielt charmerende lille træhus. Kuriositeten består i, at det er bygget af træ fra fregatten Sjælland, men ingen har råd til at vedligeholde det, så det står bare og forfalder mere og mere. Der var åbenbart heller ikke råd til at bygge en udvendig trappe … eller også har den været der, men er faldet ned eller fjernet. Træværkets anderledes udseende mellem de to døre kunne tyde på, at dette nok er tilfældet.

Festival er måske er stort ord, når vi ikke er flere, end vi er, men det har denne begivenhed bare heddet fra starten, hvor der vist også var en del flere deltagere, og sådanne navne lader sig ikke lige sådan ændre.
Til gengæld er det jo vældig hyggeligt. Billederne er fra den store dagligstue, hvor der var fire sofagrupper og et spisebord, og således plads nok til, at vi alle kunne sidde der på én gang.
Men holdnuop, hvor der kan snakkes, hvilket der måske er en del af jer, der ikke har svært ved at forestille sig … især sidst på formiddagen i dag fik lydnivauet lige en ekstra tak opad, måske fordi det nu sang på sidste vers, for efter frokosten sluttede festen, og vi skiltes for denne gang.

Den store strikkefestival på Fanø, som jeg var til sidste år, er da meget sjov at have set. Der er en million stande med en million varianter af strik og garn, men der er også en million mennesker, og jeg hader at skulle både gå og stå skulder ved skulder. Man kan ikke se ordentligt på varerne, man kan ikke få en snak om dem, og det kan være svært at komme til at betale – selv med Mobilepay …
Jeg siger ikke, at jeg aldrig skal til Fanø mere, og Webstrikfestivallen er noget helt, helt andet og kan i virkeligheden ikke sammenlignes med Fanøarrangementet, men det vil til enhver tid være denne lille begivenhed, jeg har deltaget i denne weekend, der har min førsteprioritet.
Der er bare lige det, at til næste år skal det nok foregå i Esbjerg i weekenden lige efter Fanø-arrangementet … hmmm … man kunne jo bare blive derovre.

Så er det tid igen …

Det er tid til den årlige webstrikfestival. Årlig, ja, men jeg deltog ikke sidste år, fordi Ditte og jeg valgte at tage til Fanø i stedet for. Det er ikke fordi, de to begivenheder overlapper hinanden, men de ligger tæt, så for mig bliver det for meget med begge to. Det er der andre, der ikke synes, men helst skal have begge med.
Til gengæld har jeg nu oplevet den store på Fanø, og det behøver jeg absolut ikke hvert år.
Denne lille en af slagsen er nemlig meget hyggeligere. I år bliver vi 50, og det bliver i Slagelse denne gang, så vi sjællændere ikke skal krydse bæltet, hvad vi skal to år ud af tre, fordi vi skiftes mellem at holde det på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Jeg er ved at pakke.
Det tager meget, meget længere tid at ordne strikkesagerne og pakke dem ned, end det tager at pakke tøj og toiletsager, som tager fem minutter, mens jeg har gået og forberedt det andet sådan lidt on/off siden i forgårs.

Det startede med, at Ditte forleden i gruppen spurgte, om andre havde meldt sig til Westknits Mystery Shawl KAL 2019: Starflake, som starter i morgen. Det måtte jeg lige se på, og det viste sig at se spændende nok ud til at deltage i, hvorfor jeg fluks meldte mig under fanerne, så vi kan sidde og hygge os med det første clue i morgen. Ved en MKAL ved man ikke, hvordan slutresultatet kommer til at se ud; man ved kun hvad det ender med at blive, i dette tilfælde et sjal, hvilket ikke er specielt overraskende, når initiativtageren er Stephen West.
Denne gang får man opskriften over fire gange – altså fire fredage i træk. Inden da har man fået oplyst, hvilken slags og hvor meget garn man skal bruge, og man har set forskellige farveforslag fra hans side, så man kan få en ide om, hvad man skal have fat i.
Der gik derfor en rum tid med at vinde plantefarvet garn på nøgler og strikke prøver til at gøre mig i stand til at vælge den helt rigtige farvesammensætning.

Jeg skal jo have flere strikkearbejder med end dette ene … men hvad? Det er altid det store spørgsmål. Det skal helst på én gang udtrykke, at man ikke er den rene amatør (det har de dog formentlig fundet ud af, da jeg har deltaget i en del år nu), og samtidig skal det være et arbejde, hvor man kan tåle at blive distraheret i middelsvær grad uden at skulle strikke baglæns i tide og utide.
Det er blevet en helgardering. Jeg har strikket (masser af) farveprøver til et andet SW-sjal, nemlig Clockwork (sjalet på det indsatte billede i indlægget), og er også startet på det.
Jeg har også taget garn nok med til at starte på både huer, pandebånd og sokker. Det er snart jul, så jeg skal se at komme videre med at strikke til ‘familiekassen’, som jeg tager med når vi ses i julen. Alle i familien synes det er herligt at rode i kassen og udvælge det, de lige står og mangler – og jeg har ikke strikket nær nok endnu …

Min svigefulde kaktus

Min efterhånden store og meget tunge kaktus havde haft hele syv blomster, mens vi var i England. Det kan den simpelthen ikke være bekendt! Her går man og passer og plejer den efter alle kunstens regler, og så vælger den at komme med sin vidunderlige blomsterpragt, mens jeg er ude at rejse. Og så syv! Det har den ikke haft før; jeg tror den hidtidige rekord var tre, for selv om den før har haft mange knopper, har den endnu ikke blomstret fra dem alle på én gang.
Den er forvist til syværelset, for køn er den godt nok ikke de 364 dage om året, hvor den ikke blomstrer – til gengæld kompenserer den så rigeligt for det med sine helt eventyrligt smukke blomster.
Det ser dog ikke ud som om den er helt færdig med årets blomstring; jeg kan se mange knopper på vej, så jeg håber. Sommetider bliver knopperne til noget, andre gange ikke. Jeg var nødt til at fotografere de sørgelige blomsterrester gennem vinduet hvor den står, for jeg kan ganske enkelt ikke løfte den mere – jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre, for den trænger i høj grad til en større potte. Det er måske derfor, den desperat sætter så mange blomster af så hurtigt igen? Den skriger på hjælp?
Det er de små, lodne bolde på billedet til højre, der er knopperne. Og kaktussen er ikke så deform, som billedet antyder; det er den underlige fotovinkel og vinduesglasset, der snyder.
Det er interessant at se, hvor meget den udvider sig, hvis jeg har sultet den gennem et stykke tid. En enkelt af de kæmpestore saguarokaktus, som vi så i Arizona, kan optage flere hundrede liter vand når det endelig regner (eller var det flere tons?), og tilsvarende kan man også se min kaktus’ ribber (eller hvad de nu hedder) udvide sig, når den bliver vandet efter en omgang udtørring.

Ellers har det været en rigtig dovnedag i dag, men det skal der også være plads til. Jeg lagde ud med at cykle til Præstø, hvor der var “Sydsjællands største kræmmermarked” i dag – hele hovedgaden, menytorvet og havnen var inddraget; én sagde, at der var 178 stadepladser i alt.
Det var kræmmermarked på godt og ondt. Mest godt, for der var ikke alt gøglet, som jeg alligevel helst vil undvære.
Jeg fandt en sød lille glasvase (som jeg ikke kan få for mange af), samt kaprede fire fine Spiegelau termoglas på 350 ml (gode caffe latteglas) for 100 kroner, så jeg var glad. Andet købte jeg ikke. Jeg var der kl. 10, da de åbnede, gik først langs havnen og derefter tilbage ad Adelgade, hvilket var en forkert disposition. Det viste sig nemlig, at de fleste andre gik den anden vej, og da der i mellemtiden åbenbart var ankommet de fleste af de 10.000 besøgende man regnede med, måtte jeg kæmpe mig mod strømmen af mennesker, hvilket resulterede i, at jeg ikke nåede det hele igennem fordi jeg mistede tålmodigheden, blev ramt af klaustrofobi light og derfor fandt en smutvej tilbage til cyklen.

Stort set resten af dagen har jeg tilbragt i min lille lune rede, med fødderne oppe, et strikketøj i hænderne og Jens Andersens glimrende og heldigvis veloplæste biografi om Kronprins Frederik i ørerne.
Det blæser en del, men vinden kom fra den rigtige side, så det var virkelig en dejlig lun rede, jeg hyggede mig i, mens John fulgte med i Tour de France.

Jeg er mere blå end Ditte

Vi vidste godt, at jeg er mere blå end Ditte, men i går blev jeg det også rent fysisk.
Normalt scroller jeg hurtigt forbi, når folk cyberspacer billeder af egne bare fødder med lakerede negle … synes ærlig talt, at andres bare fødder generelt er temmelig uinteressante.
Nu gør jeg det selv. Altså sender billeder ud af mine bare tæer, men det er kun for at vise hvor blå jeg blev, da jeg skulle ilte det indigofarvede garn. Ditte blev ikke nær så blå; jeg tror hun har det lige som John, som kan male iført smoking og tage direkte til fest. Jeg har knap nok dyppet penslen første gang, inden jeg har malerpletter overalt, både på tøj, hænder og i håret.

Vi har kun farvet cochenille og indigo denne gang. Til gengæld har vi farvet meget garn, for begge farvebade viste sig at være højpotente, og vi kunne blive ved og ved med at lægge garn i, uden farveintensiteten faldt nævneværdigt.
Egentlig var planen at farve med de tørrede svampe, jeg fik med hjem fra svampefarvningskurset, men tinkloriden, som skal bruges til at bejdse med, kommer først på mandag. Det gør ikke noget, for nu har vi en glimrende undskyldning for at lave endnu en farveseance. Det er simpelthen meget hyggeligere, når man er to om det. 
Denne gang blev det til 4.350 gram indigogarn og 2.750 gram cochenillegarn – sådan cirka ligeligt fordelt mellem os. Ditte har farvet lidt mere cochenille end jeg har, men det var omvendt for indigoens vedkommende, så det går nogenlunde lige op.

Vi har farvet en del forskellige typer garn, og det har været interessant at se, hvor forskelligt de tager imod farven.

Nu er vi trætte. Meget trætte. Vi kan godt mærke, at vi ikke er 40 år længere, og vi sidder faktisk ikke ret meget ned, når vi farver garn, fordi vi pisker rundt og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og lægger i og hiver op og skyller og lægger i blød og hænger op og …
Tit lyder det: “Nej, NU skal jeg altså lige have en kopkaf!”
Sommetider får vi såmænd også gjort alvor af det og får den brygget, men oftest når den at blive kold, inden vi får drukket den.
Vi har farvet intenst i to dage. I morgen slutter Peter sig til os, og Inge og Hasse kommer også. Ved frokosttide er vi alle samlet, så Ditte og jeg har ingen farveplaner for i morgen, hvor den kun skal stå på hygge og samvær. Vi orker alligevel ikke mere i denne omgang. Næste step bliver at finde ud af, hvad vi dog skal gøre ved alt det garn … mine foreløbige planer går på at strikke op til flere tone i tone-sjaler.

Golf – begynderheld og teamwork

Vi har prøvet at spille golf i dag. Vi mødtes godt en snes ivrige golfspillere in spe kl. 9 og startede med at få lidt morgenmad, inden instruktøren tog os ud for at lade os øve overhovedet at ramme bolden, hvilket sjovt nok viste sig at være ret svært.
Ned i knæ, lad numsen stritte bagud, lad være med at kigge på køllen – hold blikket på bolden. Ingen af os lignede vist dem, man ser normalt, når der vises billeder af golfspillere in action, og selv om vi gjorde vores bedste, kan Thomas Bjørn stadig sove roligt om natten.
(Og hvorfor Johns kamera havde besluttet sig for at tage sepiabilleder i dag, har vi ingen forklaring på.)

Da man mente, at nu var vi tilstrækkeligt professionelle til at gå hen og øve os i at putte, blev vi ledt over på den dertil indrettede bane. Det gik helt galt for mit vedkommende, for jeg kom hele tiden til at slå for hårdt til bolden. Det var jo det, vi lige havde brugt det meste af en time på, altså at slå alt, hvad vi kunne, så det var vildt svært for mig kun lige at skulle puffe blidt til bolden med putteren.
Efter et kvarters tid blev vi delt op i hold á tre eller fire – det passede dermed til seks hold, som så blev sendt ud på 6-hullersbanen. Hvert hold startede på hver sit af de seks huller, og vi nåede da også igennem dem alle. Det er rigtig godt tænkt, at man højst har otte slag til at få en golfbold i hullet – havde der været frit slag (!), havde de fleste af os nok stået derude endnu.

Jeg blev sat sammen med to for mig ukendte herrer – man havde meget strategisk sørget for, at ingen ægtefæller kom til at spille sammen; arrangørerne ville måske ikke risikere nogen efterfølgende skilsmisser …
Jeg kom på hold 5 og vi startede dermed på hul 5. Vi tre blev et stykke inde i spillet enige om, at vi skulle have lov til at danne en ny form for golf-teamwork, for herre1 var rigtig god til at slå bolden hen på greenen i første hug; herre2 var god til at putte, og jeg var overraskende god til at slå en bold op af en sandgrav. Dette fortæller indirekte om, hvor ‘god’ jeg også var til at lægge bolden i den forbaskede sandgrav …
Sidste hul for os var banens berygtede hul 4, hvor der konstant var et par supervisorer, fordi den er svær for alle og for sådan nogle totalamatører som os stort set umuligt at ramme greenen. Bolden skulle slås ind mellem nogle høje træer og op over et lumsk buskads. Der lå en pose med øvebolde, som vi blev bedt om at starte med, da bolden med 99 % sikkerhed ville blive slået ind et sted, hvor ingen nogensinde finder den igen.
Derefter gik man ned og lagde en ny bold ved ‘droppointet’, fik lagt et slag til og spillede så hullet færdigt.
Men hvad skete lige for Ellen? Hun slog det perfekte slag og landede bolden to meter fra hullet i første slag!
Jeg aner ikke hvorfor det lige skete, men der havde jeg reelt en chance for at slå en birdie, som på vores par-3-bane ville have betydet i hul på to slag, men nu var jeg som før nævnt bare ikke specielt god til at putte, så jeg var tre slag om at få bolden i hul, selv om den var landet så tæt på. Dammit. Der havde jeg ellers haft chancen for at kunne indskrive mig i The Hall of Fame på den golfbane.
Samtlige vidner (der var heldigvis mange) gav mig dog den credit, at hvis der var en præmie for dagens bedste slag, så var jeg den indlysende kandidat til at få den.
Det var der desværre ikke, men vi vandt dog præmien for bedst scorende hold, (hvilket afgjort mest skyldtes de to gutter, der var så gode til det, jeg for det meste var ret dårlig til), så jeg kom hjem med to flasker rosevin. De stod ganske fint til kobbertøjet …

Vi tager ikke golf op som fritidsinteresse, men det var sjovt at prøve, og det er især godt at have lært mange af fagudtrykkene, så vi ved hvad der tales om, når de nævner fx par, handicap, birdie og eagle. Det har vi helt styr på nu. Tror vi.

Det er nok ikke til Bo Bedre

Det er varmt.
Det er sommer i Danmark.
Det er også sommer i Den Stråtækte.
Jeg arbejdede lidt ude i haven i morges, men det blev hurtigt for varmt til andet end at sætte sig i skyggen under æren (det hedder træet …) med strikketøjet og en kopkaf, nyde stedet, udsigten, en lydbog og livet i al almindelighed.

Ansatte fra boligmagasinet Bo Bedre, som jeg i øvrigt kun har set ganske få eksemplarer af, og det for mange år siden, ville sikkert løbe skrigende bort ved synet af vores hjem. Det er vist ikke lige deres stil – og heldigvis for det … at have et “Bo Bedre-hjem” er ikke nødvendigvis godt i mine øjne.
Men hvad ved jeg om boligstil og -indretning? Ikke en pind. Hvad ved jeg om, hvordan en have skal se ud efter tidens tendenser? En lille smule. Retter jeg mig efter det? Måske lidt, men det handler mest om, hvad vi trives bedst med.
Hvad ved jeg om, hvad John og jeg synes om og hvor og hvordan vi helst vil bo? En hel masse.

Bagboerne havde i går eftermiddags og aftes fyldt vores trailer med hækafklip, og han og John kørte afsted med det i dag. Sidst på eftermiddagen spurgte jeg dem, om de ikke kunne komme og gøre os selskab, så vi havde en undskyldning for at snuppe en G&T (som John jo lige har lært mig at drikke). Det ville de gerne. Der kom lidt snacks på bordet, herunder de første drivhusagurker, lidt gin og lidt tonic, hvilket tilsammen udgjorde grundlaget for meget hygge, mens vi snakkede og snakkede og kiggede lidt på sejlklubben, som altid er ude på fjorden om onsdagen for at øve sig på et eller andet. At sejle kunne dog være et udmærket bud …

De gik igen omkring 18:30, så jeg var glad for, at jeg har mad fra Årstiderne i denne uge – det tog kun 20 minutter at tilberede.
Det har virkelig været varmt i dag.
Hvor er det dog godt, at vi selv kan bestemme, hvornår vi vil lave noget og hvor meget vi gider. Ingen bestemmer over os.
Pensionistlivet er ret fedt (har jeg sagt det før?) og nu er vores venner heldigvis så småt ved at komme med på vognen, så vi ikke længere er afhængige af weekenderne, men kan tage hverdagene i brug til samvær med andre end os selv.

“Vi har snydt lidt …”

I dag har den stået på svampefarvningskursus i Hornbæk. Det var gratis for medlemmer af Svampeforeningen (som hedder Foreningen til Svampekundskabens Fremme, men det er så tungt at sige), så det var et tilbud jeg ikke kunne modstå. Man skal lære nyt hver dag, og jeg har lært meget i dag – af søde, dygtige, vidende mennesker. Mennesker med forstand på svampe og et enkelt menneske også med forstand på kemi, fordi en af svampekendernes ægteviede er kemiker. Han deltog i dag og kunne bidrage med den mere videnskabelige side af farvemysterierne, hvilket jeg holder meget af. Svampefarvning er, fuldstændig som plantefarvning, absolut ikke en eksakt videnskab, og det er umuligt at reproducere noget som helst, men ikke desto mindre ligger der noget kemi bagved, som det er rart at vide lidt om.

Underviserne i dag var meget dedikerede til svampe, men kendte stort set intet til plantefarvning, så vi fik en del interessante samtaler og sammenligninger ud af det. Herover ses, hvor flotte farver svampe kan præstere. Ganske almindelige svampe, som enhver kan gå ud i de danske (og svenske) skove og finde. Til nogle af dem skal man måske være en smule heldig, men de findes!

Det er en god ide at have et tørreapparat, som jeg heldigvis er den heldige ejer af, for man finder stort set aldrig nok svampe på én gang til at kunne farve noget af betydning, men hvis man tørrer dem, kan de holde sig i årtier.
Herunder ses først cinnoberbladet slørhat og dernæst brunporesvamp. De kan enten give nogle skrigende eller nogle forholdsvis afdæmpede farver, afhængigt af hvilken bejdse man har anvendt.

Disse garner herover er – nedefra og op – ubejdset, bejdset med aluminiumsulfat, tinsulfat, kobbersulfat og jernsulfat. Samme type garn, samme farvebad, så det er tydeligt, at det er bejdsen, der gør hele forskellen.
Det er lidt nørdet, alt det her, jeg ved det godt, men indlægget er i høj grad også en støtte til min hukommelse. Jeg er holdt op med at tro, at jeg kan huske det hele, når der er gået et stykke tid.

Det lille billede til højre er resultatet af det garn, jeg selv havde med.
Til venstre noget lysegråt, alunbejdset uldgarn, i midten garn indeholdende hør og uld, farvet i 2. bad af den cinnoberbladede slørhat og til sidst noget alunbejdset, naturfarvet superwash strømpegarn i 1. bad af cinnoberbladet slørhat.
De var lidt forbavsede over, at farveudfaldet på mit garn gik så meget til den teglrøde side, når nu det var alun- og ikke tinbejdset, men jeg har erfaringer fra plantefarvningerne med, at superwashgarn ofte tager en del mere imod farve end ikke-behandlet lammeuld.
Jeg skal helt sikkert eksperimentere mere med svampefarvning – jeg var så heldig at få noget tørret materiale med hjem af netop de to svampe, vi forsøgte os med i dag.

(Hvorfor den overskrift i dag? Fordi kursusholderne i forvejen havde kogt nogle tørrede svampe til farveekstrakter for at spare tid.)

En engelsk kanal

Vi sejlede på en engelsk kanal i dag. Det må endelig ikke forveksles med Den Engelske Kanal. Vi sejlede på The Kennet & Avon Canal, som blev etableret sidst i det attende århundrede for at fragte kul fra minerne og ind til byerne.
Vi lagde ud i et meget smalt farvand, og Aubrey spurgte skuffet, om det var sådan her hele vejen, men vi kunne trøste ham med, at det var det ikke.

vi

En kanal var det jo dog, så bred blev den aldrig, men vi tøffede os gennem nogle dejlige landskaber; med trækronerne sommetider hængende i en bue over båden, og sommetider med et vidt udsyn til det fine, kuperede landskab.

Far styrede på de smalleste steder. Anna fik lov, når der var fred og ingen fare. Charlotte ville prøve på vej tilbage. Alle klarede det glimrende.

Jeg tog et hav af billeder, fordi der var så smukt hele tiden. John havde det på samme måde, selvom vi begge vidste, at billederne sandsynligvis ville ligne hinanden alle sammen, når vi kom hjem og så dem igen.
Det afholdt os dog ikke fra at knipse løs i én uendelighed …

Vi nåede at sejle på hele to akvædukter, hvilket især Aubie fandt ret spændende … at sejle over en flod var alligevel noget særligt, syntes han.
Herunder ses den anden af dem – vi lagde til, gik i land og havde lige præcis tid til en kopkaf og scones med clotted cream og marmelade, inden vi var nødt til at sætte kursen hjem igen. Vi havde båden til 17:30, og vi havde i utvetydige vendinger fået at vide, at det ikke var nogen god ide at aflevere den for sent.

Vi sejlede helt tæt forbi en fiskehejre, som ikke havde sans for andet end den fisk, den netop havde fået øje på. Den stod så bomstille så længe, at hvis det ikke var fordi vi alle havde set den både flyve over os og lande, ville vi have troet, at det var en figur af plastik.

Vi sejlede forbi flere hold ællinger, som fandt stor fornøjelse i at jagte vores båd – de må være vant til, at folk kaster mad ud til dem, for det var næppe vores personligheder de var interesserede i. De svømmede så stærkt, at deres hækbølge næsten var større end vores …

Herunder er vi på vej over den første akvædukt.

Det var tydeligt at se forskel på dem der boede på en båd permanent og dem, der brugte den som sommerhus. Vi så nogle typer på en af bådene … de skulede så skeptisk på os, at vi ikke turde tage øjenkontakt, og vi ikke engang så meget som overvejede at tage et billede af dem, men jeg forsikrer jer for, at de var skræmmende, med deres mange år gamle rastafarihår og så mange tatoveringer, at farvemængden lagde flere kilo til deres kropsvægt.

Vores returankomsttidspunkt blev – af rent held – ramt så perfekt, at vi lagde til klokken 17:30:05. Vi har tidspunktet så nøjagtigt, fordi Tim tæt på spurgte, om vi havde nået det til tiden. Jeg kiggede på uret og sagde “It’s 5:29:48. You have 12 seconds till mooring.”
Det tog så desværre 17 sekunder, men udlejeren, som stod og ventede på os, var behørigt imponeret og smilede højt, da Tim undskyldte, at vi var fem sekunder for sent på den.

Et døgn i et mini-sjato

Sus og Jan købte deres dejlige sommerhus sidste år, og vi gik, engang vi var på besøg deroppe og kørte ud for at se nærmere på området, på et tidspunkt en tur på Hundested Havn, hvor vi faldt over disse fine, håndskårne, ca. 20 cm store, bogstaver. De ville købe, så der kunne skrives SJATO, fordi de har fundet det skønneste minislot (mit hjem er mit slot, ved I nok!), men butikken havde ikke flere a’er. De ville ikke skrive chateau, for bogstaverne var ikke ligefrem gratis …
Det var lidt øv med det manglende a, men jeg fik øje på et snabel-a, som bekendt kaldes ‘at’ på engelsk, så det købte de i stedet for og syntes, det blev en herlig blanding af deres initialer, engelsk og dansk.
Desværre er det kun os selv, der kan se det, for samtlige deres gæster har spurgt, hvad den der underlige kombination dog skal betyde. Vi synes ikke desto mindre stadig selv, at det er vækdig sjovt …

Die Drei Mädchen-døgnet blev fuldstændig som forventet: Meget hyggeligt, meget snakkende, meget lækker mad, meget god vin, meget grineri, meget sen sengetid, men heldigvis ikke for meget alvor, selv om der naturligvis også skulle være plads til det. Det er jo – også – en opdatering på vores liv siden sidst, og det kan trods alt ikke være lutter sjov fra ende til anden. Vores glæde ved samværet er dog ikke mindre af den grund, men de to af os har også kendt hinanden i 41 år, og den tredje kom ind i billedet i ‘86.

Vi kørte en tur til Nakkehoved Fyr, hvor kun Karen havde været før, men for lææænge siden. Der er søreme smukt!
Det var vejret til gengæld ikke. Fredag aften var det tordenvejr, men i stedet for regn faldt der hagl, store hagl, og det i så store mængder, at der stadig var hvidt på græsplænen til langt op ad formiddagen. Det var kun 5 ° om lørdagen, så pga. den blæst der også var, blev det en særdeles kold tur på Nakkehoved; for mit vedkommende med bådepandebånd, halstørklæde og skindhandsker. Den 4. maj. Hrmpf.

Kan I se elefanten?

Årets grankogler er i deres vorden for tiden. Bittesmå, nuser og vildt smukke, når de står i solen med deres lilla og rødlige farver – jeg gik nærmest fotoamok ude i ‘slotsparken’.

Det var regn, jeg bad om …

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

Nørklerne i Præstø – altruister og en enkelt egoist

Hver tirsdag – hvis jeg ikke lige skal noget andet – tager jeg til Præstø for at tilbringe 2-3 timer i selskab med Nørklerne, som strikker for Røde Kors. Folk er vældig garngavmilde i Præstø og omegn, så vi har så meget garn, at vi er ved at drukne i det, hvorfor de søde damer driller mig lidt med, at det er tarveligt, at jeg sidder og strikker af mit eget medbragte garn. Jeg svarer, at de kan bare vente til jeg er død, så får de nok mindst 30-40 kilo garn mere. Charlotte har i hvert fald lovet mig, at det skal hun nok sørge for.
Jeg har, som nogle nok har regnet ud, en SABLE, som står for Stash Amassed Beyond Life Expectancy. Amerikanere elsker forkortelser og kan forbogstaverne danne et udtaleligt ord, er det helt perfekt i deres øjne. Det var også en amerikaner, der skrev I had to tink most of the evening. Den skulle jeg tænke længe over, for eftersom det var med små bogstaver, kunne det ikke være en forkortelse, og af konteksten fremgik det, at hun ikke havde glemt et ‘h’ i think, men jeg kunne ikke slå ordet tink op nogen steder.
Endelig faldt tiøren: Hun havde selvfølgelig brugt aftenen på at strikke baglæns – tink er knit stavet bagfra.

Godt nok har vi meget garn, men det skal nok blive brugt.
I går blev der ikke strikket så meget, for der havde efterhånden ophobet sig så meget strik, at vi kastede os over at få det pakket. Først sorterer vi i tæpper, bluser, leggings, underbukser, huer, sokker, osv., derefter bliver det lagt i kasser med angivelse af hvad og hvor meget.
Det blev til alle de kasser, der ses på billedet – sådan cirka den mængde sender vi to gange om året over til Røde Kors’ pakkecentral i Kliplev. Vi er ikke så mange nørklere i Præstø, så jeg synes det er godt gået af os. (Jeg skulle burde nok skrive ‘dem’, for jeg er bestemt ikke en af de flittigste, men lidt har også ret.)

Hvad der IKKE har ret, er følgende: Vi har et medlem, hvis skæbne vi diskuterede i går og blev enige om for første gang i lokalhistorien at fortælle en nørkler, at hun ikke længere er velkommen som medlem af klubben og dermed ikke behøver at vise sig mere for at hente garn. Hun foretrækker at strikke derhjemme, og vi har fundet ud af hvorfor: Hun henter gratis garn i pæne mængder, som hun strikker af – og sælger videre via bl.a. en Facebookside. Da man fandt ud af det, kendte forargelsen ingen grænser. Det er simpelthen under lavmålet at gøre den slags. For ikke så længe siden blev hun på en pæn måde gjort opmærksom på, at de små djævlehuer til nyfødte, som hun strikkede af de sidste rester og afleverede til os, ikke helt stod mål med de mængder garn, hun hentede.
Det er jo garn, som andre af forskellige årsager har foræret os, fordi de så ved, at det bliver brugt til et godt formål.
Det anfægtede da ikke damen, som atter en gang slæbte nogle kilo garn hjem, men kom retur med kun en brøkdel af det i form af de sædvanlige djævlehuer. Nu ryger hun ud, gør hun. Tænk, at hun vil være sig selv bekendt.

En rig weekend

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

Nu igen?!

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
– Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

I al stilhed …

Sidste år inviterede jeg nogle få gæster på min fødselsdag, fordi jeg ville markere, at jeg blev folkepensionist.
Vi var næsten hele familien samlet for 14 dage siden og vi tre søskende skal være sammen igen om knap to uger, så i år er vi bare os to helt alene sammen i dag – ganske efter eget ønske. Ingen venner – ingen familie. Bare tosomhedshygge.
“Hvad ønsker du dig?” spurgte John.
”Ikke noget”, svarede jeg.
Det mener jeg, og det ved han godt – vi lever i en hurtig og privilegeret verden, hvor vi bare køber det vi har brug for – eller lyst til, når vi har brug for det – eller lyst til det. Vi har ikke tid til – eller lyst til – at vente på jul eller fødselsdag.
Mange vil nok være uenige med mig, men sådan har vi det altså her hos os!
John og jeg er stort set holdt op med at give hinanden gaver, og jeg har sagt til Charlotte, at jeg mere og mere kommer til at både ligne og forstå min far, som aldrig ville have gaver – “jeg mangler jo ikke noget”, som han sagde hver gang vi spurgte ham. Dengang forstod ingen af os søskende det, men det gør jeg nu. Det med djævelens vold og magt at skulle finde på et gaveønske er svært. Vi kan sagtens finde på at give gaver, men oftest i utide og det er impulsive gaver, hvor vi lige er faldet over et eller andet vi ved vil glæde den anden part. Eller barnet. Eller børnebørnene. Eller en eller anden …
Johns gave til mig i dag var derfor følgende:
”Så vil jeg gerne have lov til at invitere dig til brunch på Café Mocca – og jeg står også for aftensmaden”.
Se, det er en gave, jeg sætter pris på! En hel dag uden overhovedet at skulle tænke madtanker – skønt.

Jeg spiste så meget lækker mad på cafeen, at jeg næsten ikke kunne vralte ud til bilen … håber virkelig, at jeg når at blive sulten igen til aftensmaden! Bare lidt …

Der er i øvrigt ikke så lidt sandhed i teksten på det nederste billede, som jeg har hugget fra FB – ikke at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ser yngre ud end jeg er, men jeg har aldrig vænnet mig til sms-sprog, så jeg skriver altid pæne og grammatisk korrekte helsætninger, når jeg sms’er.

Det var fantastisk mad!

Vi var, sammen med Pia og Allan, på Holberggård i aftes for at indtage en 10-retters menu. Plus vinmenu – vi fik fem forskellige vine til de ti retter. Plus overnatning, for med en så overdådig menu ville det ikke være fair at forlange at den ene halvdel af os skulle sidde og lade et enkelt glas vin vare hele aftenen, for vi ved jo så glimrende, at hvis de rigtige vine bliver sat sammen med god mad, går det hele op i en nærmest guddommelig enhed.
Det blev derfor en halvdyr fornøjelse, men det var alle pengene værd. Det var så godt, at vi snildt kunne finde på at tage på Holberggård igen.
Hvordan et lille kursussted ved Nyråd tæt på Vordingborg har præsteret at få shanghajet en stjernekok vides ikke, men han er en michelinstjerne værdig. Eller to. For HUlan, det var fantastisk.
Ti retter lyder voldsomt, men det var meget, meget små portioner, så vi var ikke mere end lige tilpas mætte, da vi gik fra bordet. Eller måske vaklede vi en lille smule, for der blev så absolut ikke sparet på vinen til os – vi nåede aldrig at tømme glasset, før de var der igen og skænkede op til os. Vinene var i øvrigt også superbe. Især to af dem; en riesling og en Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore var excellente. Denne sidste købte jeg to med hjem af. De skal nydes ved en speciel lejlighed.
Og nu kommer der billedspam. I får simpelthen samtlige retter ‘serveret’ med titel og tilhørende vin. Bare så I kan blive misundelige …

1) Til venstre på 1. tallerken: Rå laks, citroncreme og spinat, esdragon og sesam; til højre 2) salat med fennikelsyltet kammusling, mayo og rasp.
3) Ristet lange, jordskokkemayo og græskar.
Hertil Riesling Kabinett, Mosel, Hubertushof.

4) Torsk i blomkålscreme, judasøre og purløg. 5) Stegt risotto, røget frilandskylling, mizuna og grønne tomater.
Hertil Chardonnay, Enrique Mendoza, Alicante.

6) Kalvemørbrad, kirsebær, trøffelolie og østershatte. Den tog prisen! Det var aldeles og gennemført suverænt – jeg har ganske enkelt ikke ord til at yde den tilstrækkelig retfærdighed.
7) Confit af gris. Æblechutney og grønkål.
Hertil Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore.

8) Kalvebov i rosmarinsky. Urtemos, persillerod, ramsløg og druer i kanel.
9) Vesterhavsost fra Thise Mejeri. Valnødder, karse, grøn jordbærsirup og sødskærm.
Hertil Santa Rosa, Enrique Mendoza, Alicante.

Endelig 10) Cremet is, skovmærkesirup og hvid chokomandel.
Hertil Porto Branco, Barbeito, Portugal.
Og mig, som normalt ikke bryder mig så meget om is … det gjorde jeg i aftes, og jeg kunne have spist meget mere, selv om det var ret nummer 10.

Den eneste ret, jeg godt kunne have levet uden, var den stegte risotto; for Johns vedkommende var det torsken, men ellers overgik retterne hele tiden hinanden i smagsoplevelser.
Vi blev enige om, at vi nok ville have serveret kalvemørbraden efter griseconfitten og kalveboven, men det var trods alt til at leve med, at man havde valgt den nævnte rækkefølge.
Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det var så godt. Prøv det selv! Hvis I altså alligevel har et ærinde på Sydsjælland. Og holder øje med deres hjemmeside, for dette er ikke noget, der foregår hver uge hos dem.

Familie, familie, familie

I går var hele familien her. Næsten … vi manglede faktisk otte. Fem er på Sri Lanka og to var på arbejde. Tre, hvis vi regner Rune med, for han arbejder 11 uger ad gangen som maskinmester i Mærskflåden og er altså ude for tiden.
Vi var derfor kun 14, men de/vi 14 kunne uden problemer snakke for alle 22!
Det var smadderhyggeligt, men vi var lidt trætte i morges, så dagen i dag har stået på ren afslapning med kun en tur til Sibirien, hvor vi gik en tur langs den dejlige strand i det skønne vejr – som vi vist også skulle nyde ekstra intenst i dag, for det forsvinder åbenbart snart for os igen for en periode.
Det er en perfekt strand, fordi der, udover selve stranden, vokser træer helt ud til vandet, så for hver få hundrede meter er der et nyt, væltet træ, der helst skal studeres oppe fra den vandrette stamme – nogle mere udfordrende end andre …

Jeg har slet ikke tid til internettet, men det overlever nok uden mig for en kort periode.
Der kom dog lige en pause for mit vedkommende, mens englænderne prøvede det nye spil, Carcassonne, som jeg havde købt til børnene. Det viste sig at være et solidt hit; de havde ikke spillet det ret længe, før Anna spurgte, om de måtte få det med hjem, og selvfølgelig må de det. Det var såmænd også meningen med det, for når de er her så sjældent, skal jeg ikke gemme spil, der er aldersrelaterede. Hvad det måske i virkeligheden slet ikke er, for forældrene syntes også, det var sjovt at spille – det handler meget om strategi, så vidt jeg kunne forstå.
Der lå nu også en del research bagved, inden jeg fandt frem til netop dette spil, som oven i købet kan udbygges, så hvis det bliver ved med at være interessant, skal jeg have bestilt overbygningen til det.