Hos Mommer

8. oktober 2017

Du bli’r hvad du spiser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: , , ,

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

P1070341P1070352

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

P1070355    P1070346

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

P1070357

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

Reklamer

5. oktober 2017

Så skal jeg til det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

image

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

16. februar 2017

Godt vi gjorde hvad vi gjorde i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Heldigt nok, at vi tog til Faxe kalkbrud i går, selv om vejrudsigten sagde, at det ville blive fint og stille solskinsvejr både torsdag og fredag. Belært af årelang erfaring fra tidligere vejrudsigter ved vi kun alt for godt, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Og ganske rigtigt: I morges sagde DMI, at det ville blive overskyet og blæsende. Det havde de til gengæld ret i, men det må være svært at forudsige for tiden, for udsigten er kun rigtig for samme dag og gerne ændret kraftigt til den næste.

P1050842

Vi havde en masse lidt mere end daggammelt brød, hvilket ungerne gerne ville til havnen med for at give det til ænderne. Vi fodrer ellers ikke ænder med brød, da det faktisk ikke er særlig godt for dem, men hvad gør man ikke for børnebørnenes skyld?
Vi blev enige om at køre lige efter morgenmaden, hvis nu DMI skulle have ret i det med det overskyede … endnu var det dog fint og solrigt.
Som på billedet herover så det ud, da vi satte kursen mod Præstø – og som på billedet herunder så det ud, da vi ankom bare 10 minutter senere. Koldt og ret blæsende var det lige pludselig blevet, men ænderne og blishønsene var glade for maden. Det var mågerne desværre også …

P1050881

Det var meget underholdende at se fuglene skjøjte hen over isen for at få fat i brødet. Ænderne var dårlige skøjteløbere, men blishønsene var elendige. Mågerne havde den store fordel at kunne flyve hen og tage brødet, inden det nåede ned, hvorfor jeg gik lidt hen ad bådebroen og kastede lidt brød ud for at lokke dem væk, mens der blev fodret ænder henne hos børnene.

P1050887

Aubrey havde sin nye hue på. Det er en, jeg har strikket dobbelt i én tråd supersoft på pinde 1½ – det vil sige, at jeg har sådan set strikket huen to gange og foldet den ene halvdel op i den anden. Det tog næsten lige så lang tid som at strikke en hel sweater, men den blev tæt og god, og Aubie elskede den med det samme. Den er lige det største, men det var ligemeget for hans vedkommende – det er lige før, han sover med den på. Så er der noget ved at strikke til ham, når han bliver så glad for det færdige resultat!

P1050441P1050438P1050910

Nu er det hjemmehygge med ild i brændeovnen, Kajkager på tallerkenerne (to af os), kaffe/te/kakao i kopperne (alle), strikketøjet i hænderne (én af os, lige om lidt), laptoppen på bordet (tre af os), kortene på bordet gulvet (to af os) og en bog i hånden (en af os). Lejlighedsvis småsnak (fire af os), ærgerlige eller glade udråb, når kabalerne ikke går op, henholdsvis gør det (to af os).
Ikke mere ud i dag, tak!

13. februar 2017

Snemænd og minecrafting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: , ,

Vi var knap nok landet i Den Stråtækte, før børnene var ude i haven for at samle den resterende smule sne til en snemand.
Det skal lige siges, at de alle fire har haft et par dejlige dage i København. Ungerne syntes, ganske overraskende, at Glyptoteket var vældig interessant pga. mumierne og alle de frække nøgne mænd (mummy – why are they all naked?) … de var ret betagede af 3D-filmen i Planetariet, og de fik lov at have sneboldkampe hver gang de var i nærheden af brugbar sne. Alle var dermed glade hele tiden. Aftensmaden søndag var (børnene fik lov at vælge) på cafe Den Hvide Disk (en pølsevogn). De havde spist en kæmpefrokost et eller andet sted, så valget blev accepteret, især måske fordi Tim også synes, det er alletiders med de københavnske pølsevogne. Desserten blev indtaget på Cafe Vivaldi.

P1050832P1050834

Jeg skulle, efter aftensmaden, lige indvies i Minecrafts mysterier. Ikke at jeg blev specielt meget klogere, men de havde begge to meget at fortælle mig.
Det er vist flere år siden, jeg har tilbragt mere end et kvarter i denne stilling med rumpen lige i vejret … der var godt nok også ret langt op igen. Meget længere end der var ned …

P1050839

Nåmmen jeg har ikke så meget tid i dag, men alle andre end mig sidder og ser Kender du typen, så jeg fik lige en halv time …

20. januar 2017

SE! Det hedder TE!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Hver gang jeg ser ordet te stavet the, kommer jeg til at udtale det som den engelske betegnelse for bestemt en- eller flertal. `
Det staves te. TE, sagde jeg! Og det har aldrig været stavet the. Jo, måske da det kom til landet i den sidste halvdel af 1600-tallet, men i hvert fald ikke så længe der har eksisteret ordbøger.

imageP1050753

Min Madam Blå-tedåse kunne snildt være omkring 100 år gammel – dengang kunne man godt stave til te.
Og lad nu være med at sige, at I synes the ser pænere ud end te. Sådan er det bare, og hvis vi alle stavede efter personlige staveskønhedsreferencer, kunne det hurtigt blive det rene, mere eller mindre ulæselige staveanarki, så I kan lige så godt vænne (nej, ikke vende!) jer til at stave det korrekt.

Så fik jeg lige markeret igen.
Mest fordi der intet spændende er at berette her fra det svenske – vi slapper totalt af alle tre. Vi kan lige overkomme at rejse os for enten at brygge en kopkaf eller fodre den evigt sultne brændeovn og det lige så forslugne brændekomfur.
Vi laver nemlig fotoalbum alle tre. Det er noget så hyggeligt at sidde og konstruere et album side for side – lige fra ét stort panoramabillede over to helsider til ti billeder på én side og stort set samtlige varianter mellem disse to yderpunkter. Nogle af dem tiltet og/eller overlappet lidt.
Søren laver et (salgs?)katalog med sine malerier. Han er et meget kreativt menneske, som maler og har lavet smukke ting både i rustfrit stål og i gammelt jern, sådan lidt på Robert Jacobsen-måden. Næsten. Bare lidt pænere, hvis man spørger mig.
John foreviger vores USA-tur og jeg laver en fotorevy over “Året der gik” for 2016. CEWE kommer til at tjene godt på os om ikke særlig længe, men vi venter med at uploade albummene til vi er hjemme igen – bredbåndet er lige det smalleste til det heroppe.

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

29. december 2016

Base Camp – et børneparadis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , , ,

Overordnet set havde vi vist så godt vejr i England i julen, som man overhovedet kunne have. Det dårligste vejr havde vi faktisk den dag, vi kørte den smukke tur til Manor Farm. Murphy strikes again
Stormen, som hed Urd i Danmark, hed Barbara i England, men den var værst i Skotland; hvor vi var, var det et slemt blæsevejr d. 23. men kunne på ingen måde kaldes for en storm. Det var dog slemt nok til at genere børnenes Base Camp lidt – den havde blæst noget af den ellers tykke og tunge presenning ud af position, så noget af indmaden i ‘hovedhuset’ var blevet vådt.

Base camp

Lejren med lejrbål og ‘udhuse’ (workshops) ligger nederst på græsmarken. Langs denne løber en grøft, som der kun er er vand i, hvis det virkelig har regnet meget, og som derfor er god at lege i resten af tiden. Herunder ses til venstre nedgangen til deres clay mine og til højre ses træet, der meget venligt har lagt det meste af sin tykke stamme ned, så den kan bruges som bro.

The ditchThe ditch

To af dagene vi var der, var det så godt vejr, at vi stort set ikke så børnene; de opholdt sig i lejren, hvor de tændte bål og selv lavede deres frokost, som bestod af bålbrændte kartofler, kogt pasta, opvarmede baked beans og lidt pølser på spid. Den ene dag kom de først ind, da der blev kaldt på dem via deres walkie-talkies, som de fik sidste jul, for lejren befinder sig så langt væk fra huset, at man ikke kan råbe dem op – da var klokken 18 og det havde været mørkt længe, men det blev det kun mere hyggeligt af, og de havde taget pandelygter på begge to, så de kunne finde stien tilbage til huset.

Der fortælles om the tribal life

Jeg husker godt dette eventyrlige liv. Jeg havde det selv på gården, hvor næsten al min tid, når vejret var til det, foregik i det, vi kaldte Den gamle Have. Der lå også et hus, da jeg var barn; min far kunne huske det havde været beboet, men det var længe siden, da jeg begyndte at lege der. Det var lerklinet, og med årene faldt det helt sammen. Jeg fik hele denne udvikling – eller måske afvikling – med, for jeg husker tydeligt det forladte hus med en forsømt, men rigtig have, en brostensbelagt gårdsplads med brønd og en lille staldbygning. Det hele faldt efterhånden sammen, haven fik lov til at gro helt til, og det var naturligvis et fantastisk sted for os unger at lege. Min farfar købte husmandsstedets jord, allerede mens det var beboet, hvilket er forklaringen på, at Den gamle Have hørte til gården.  
Jeg tændte et hav af bål og utallige er de mere eller mindre forkullede kartofler, jeg har spist i Den gamle Have. Det var mit livs bedste kartofter, uanset hvor sorte de var udenpå eller hvor halvrå de var i midten.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jeg byggede huler og jeg kæmpede mig igennem ‘junglen’. Det var et rent eventyrliv.

P1050584

Så jo, jeg forstår så glimrende hvorfor ungerne ikke er til at drive væk fra deres lejr, og hvorfor de går så højt op i at dyrke deres tribal life.
De glæder sig i øvrigt helt vildt til at komme med på safari til sommer – jeg tror de har den helt rigtige alder til denne oplevelse.

23. december 2016

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: , , , ,

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Mormor at workP1050485

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

P1050491P1050492P1050494

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Fuld af vaflerP1050501

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

22. december 2016

Et elefanthvidløg og et rottehul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , , , ,

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

KæmpehvidløgKæmpehvidløg

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

P1050467

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

P1050476

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

9. december 2016

Fabrikslignende forhold

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , ,

Der har virkelig været gang i storproduktionen her i Den Stråtækte. Jeg har syet syv brødkurve og John har lavet seks fuglefoderhuse.

BrødkurveHvorfor i alverden har jeg lavet hele syv brødkurve? Det har jeg fordi vi lige om lidt skal til julefrokost med hele min nærmeste familie (dog naturligvis, men desværre, uden englænderne). Vi har ikke aftalt noget med at give hinanden julegaver, for det gør vi normalt kun til dem, med hvem vi holder selve juleaften.
Der er bare det, at jeg for det første godt kan lide at strikke og sy (bare for de af jer, der ikke lige vidste det i forvejen …) og for det andet kan jeg godt lide at give gaver. Nu kan søstre og niecer/nevø så vælge en brødkurv hver – hvis de vil have sådan en – dem der ikke vil, kan diskret vende ryggen til og lade som ingenting. Der er ikke aftagetvang.
Det er der heller ikke fra kassen med strikkede tørklæder, vanter, pandebånd og huer, jeg tager med. De kan tage, hvad de vil have – resten går til en Kirkens Korshær-butik inden så længe. Kassen er mine pilotprojekter og/eller bare ting jeg har haft lyst til at strikke, men ikke selv kan bruge, enten pga. farven eller fordi jeg ikke går med tophue eller bare har alt for rigeligt af det i forvejen. Inge aftog et silketørklæde i dag – dejligt. Både med uventede kaffegæster (vi havde ikke engang Merrild i huset), og at der bliver taget af kassen …

FuglefoderhusFuglefoderhus

Kristine kom med det glimrende forslag at bruge tavlelak til at illudere skifer – ideelt til kragetæer, som hun sagde … tøhø … men det var en god ide, for det ser bedre ud med sort tag end med det naturfarvede – husene ser mere færdige og lidt mere prof ud (nej, ikke proff! Der er ikke to f’er i professionel. Så lær det dog, XL-BYG).
Mejserne er vilde med jordnøddesmør/melorme-blandingen. Vores lille halvtamme rødkælk går også til den, mens grå- og skovspurvene nøjes med at kigge, hvilket passer os strålende, for der er alt for mange af dem, når vi hænger en kornblanding op. Om de ikke kan finde ud af at sidde på den lille pind eller de ikke kan lide maden, skal jeg ikke kunne sige, men det det er også ligemeget, vi er glade, bare de holder sig væk.
Vi kan begge godt lide et rigt fugleliv i haven, men ikke så skovspurverigt, som tilfældet er – over 50 er for mange, for de tømmer et stort rør på et døgn, hvilket vi finder er lige i overkanten.

7. december 2016

Det er stadig syslevinter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , , , ,

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

FuglefoderhusFuglefoderhus (1)

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Brødkurv (2) - CopyBrødkurv (4)

Brødkurv (1) - Copy

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

23. november 2016

Nu med fiskekugler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: ,

Fiskekugler … uden r efter fiske … hvis der blev sat et r der, ville det sikkert kunne skabe nogle lidt uhensigtsmæssige associationer hos et par stykker.
Nogle gange bliver jeg positivt overrasket: Jeg bestilte kuglerne hos nauticum.dk i går ved middagstid. I morges kl. 9:30 ringede postbuddet på vores dør med pakken. Det kan ikke lade sig gøre at ekspedere det hurtigere, men hvorfor pakker skal prioriteres over breve, forstår jeg ikke.

P1050210P1050206

P1050213Jeg er faldet pladask for de smukke kugler, som må kunne finde en eller anden form for anvendelse hele året her hos os – vi bor trods alt helt ned til vandet, så det vil ikke virke forkert. Hvis jeg fjerner de julede ting fra bålfadet, kan der sagtens ligge noget i det hele året og se nysseligt ud.
Nu mangler jeg bare en kugle eller to af flettet pil. Måske kunne jeg godt finde ud af at lave en selv, men det kræver, at jeg har noget egnet pil, og det har jeg desværre ikke. Mos kan sagtens skaffes, men det har vi mest af i Sverige, så det må vente et stykke tid.
Resten af vinterbelysningen er ligeledes kommet på plads nu. Det hedder ikke julebelysning hos os, for vi sætter ikke lys i noget, der minder om juletræer, netop for at have en gyldig undskyldning for at have det tændt i hele mørketiden; dvs. frem til omkring slutningen af februar. Det er så hyggeligt, når bare der ikke er for meget af det … vi er på ingen måde ude på at komme i lokal- eller landsdækkende tv for vores overdådige (jule)belysning.
Postbuddet kom også med to andre pakker. Nu er alle julegaverne i hus. De, der fylder mere end de vejer, er sendt videre til England, sammen med den traditionelle chokoladekalender til børnene; resten af gaverne kan vi have i kufferterne. Det er en ret god fornemmelse ikke at skulle tænke mere på julegaverne for i år.

25. oktober 2016

Må vi gerne grine?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , , ,

Faktisk spurgte vi ikke om lov først – det kom helt spontant, grineriet.
Tim legede Chili-Claus. Eller nok rettere et af hans ofre, men det kneb en anelse med medlidenheden fra vores side.
Jeg har et fad fyldt med med citronchili og Ungarnsk lang stående på køkkenbordet. Den første har styrke 7, den sidste er lidt mildere. En lidt kry Tim sagde, at han da sagtens kunne spise en hel chili af de stærkeste jeg har, hvorefter Aubrey naturligvis skyndte sig hen for at finde en fra fadet.
I wouldn’t do that if I were you, sagde jeg, the yellow ones are pretty strong.
Sig så ikke, han ikke var advaret, men han insisterede. Så var han også selv ude om det … jeg gav Aubie en af de mindre eksemplarer af citronchilerne og sagde giv far den der.
Et festligt syn, som var en ganske god imitation af Bubber, da han blev lokket af Chili-Claus.
Nej, jeg tog ikke billeder – det nænnede jeg trods alt ikke, men der var en del fagter og meget lyd på, da chilien efter få sekunder begyndte at virke, og alle vi fem andre kom vist desværre til at grine højt og larmende. Jeg gav ham et glas mælk, og i den næste halve time bedøvede han sin munds indre med isterninger.
Vi kørte en tur for at finde raslesten, og da vi kom hjem igen, var alt okay igen for Tims vedkommende. My mouth is normal now.

P1040847

Raslesten fandt vi desværre ingen af, men vi fandt masser af runde flintesten, som jeg nu vil sætte nogle af over i min stenslibertromle, så de kan blive slebet og poleret rigtig fint blanke til næste gang vi ses. Det er en proces, der tager fem uger, så de får dem ikke lige med hjem i morgen.

P1040852

Vi stødte også på en lidt alternativ udgave af den lille havfrue og en lille pige, som frelste vandmænd fra Den Frygtelige Udtørringsskæbne.

P1040850P1040854

Der var dejlig vindstille, hvilket næsten kan kompensere for, at solen ikke rigtig ville skinne i dag, og det er et dejligt syn, når både Østersøen og Præstøfjorden så smukt blanke.

P1040855

Der kom en stor flok gæs flyvende … det fangede opmærksomheden et øjeblik.

23. oktober 2016

Endelig ude!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

I morges skinnede solen, men inden vi var færdige med morgenmaden og kommet i tøjet, var den væk igen.
Det så dog i det mindste ikke ud til, at det ville regne, så vi satte plan A i kraft, hvilket var at køre ud til Vemmetofte Strandskov, hvor vi har været flere gange før, men englænderne elsker den tur. Især Tim er fascineret af, at man har en bøgeskov i umiddelbar nærhed af en sandstrand – det kender han ikke fra sit hjemland.
Vi var bare den tredje bil på parkeringsområdet da vi kom, men da vi vendte tilbage, kunne man næsten ikke komme til for biler – der var mange, der havde fået lyst til at komme ud, her hvor regnen langt om længe holdt en tiltrængt pause.

IMG_8016

Såååå stor … man skulle tro, Charlotte var ved at fortælle sin mor lystfiskerhistorier, men det var hun ikke.
Solen tittede næsten frem bag skyerne hvor vi gik, men længere nordpå så det lidt truende ud.

IMG_8000

Det er rent billedspam i dag, for bortset fra, at vi gik den lange tur langs stranden ud og inde i skoven hjem, er der på nuværende tidspunkt ikke sket noget som helst, der er værd at skrive hjem om. Eller skrive ud om …

P1040770

Farverne var der, og de var eventyrligt smukke, når solen lige kiggede ned til os. Vi mangler bare de helt røde, men disse her er absolut acceptable.
Billedet med spejlingen, som John tog af Charlotte og undertegnede, synes vi er ret godt – og det er ikke modellernes skyld!

IMG_8042

Børnene har lært at sænke slagskibe – med papir og blyant, vel at mærke – og de synes det er en herlig beskæftigelse.
Det er heldigt, for nu småregner det igenigenigen.

22. oktober 2016

En meget misbrugt ælling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags:

Der bliver i høj grad lavet ingenting på denne grå og regntunge dag.
Ingenting er blandt andet at køre til Næstved Storcenter for at købe overtøj og skihandsker til familiens yngste i NameIt, som er blevet den foretrukne børnetøjbutik her i Danmark. Som tidligere nævnt kan vi noget med vintertøj, som de ikke kan i England.  
Ingenting er at få en kopkaf i Starbucks, hvor tre af os i ventetiden fordrev tiden med at knipse en lille ælling rundt til hinanden. Det lyder ikke særlig underholdende, men det var det, og Aubie havde helt ondt i maven af grin. Tim kaldte den, til Aubie store fryd, a very abused duck, men vi fortsatte ufortrødent vores knipseri og fik en hel del sjov ud af … ingenting. Charlotte var vist helt flov over sin mor …

P1040721P1040723

P1040727Ingenting er at tegne tegninger og finde på sjove slogans.
Ingenting er at sidde og læse de sidste sider af en god bog, sidde med et strikketøj, lægge et elektronisk puslespil, ligge (!) og skrive på artiklen til The Wilsford Chatter, den meget lokale landsbyavis, som Tim har lovet at skrive en artikel til i næste måneds udgave.
Han lå virkelig sådan i næsten en times tid og skrev på artiklen … påstod oven i købet, at han lå udmærket. Han har aldrig lært tifingersystemet, hvilket muligvis kunne være årsagen til, at det ikke generer ham kun at bruge den ene hånd til betjening af tastaturet.
Ingenting er at snakke om alting og ingenting, alt imens vi foretager os de forskellige slags ingenting.

Ingenting er at lige om lidt sætte Asterix og Vikingerne på og sidde og flade ud over en hyggelig film.
Ingenting er for længst at have sat langsommad over og så ellers lade det passe sig selv resten af dagen.
Vejret er nemlig overhovedet ikke til andet end at lave ingenting.
Nu gider vi snart ikke mere regn! Vi vil så gerne ud, og det er altså sjovere i tørvejr, også selv om man har det rigtige tøj på.
Og okay, alt det nævnte kan nok i virkeligheden ikke kaldes for ‘ingenting’, for vi sidder jo ikke og glor ud i luften, men fordi der ikke er nogen af de mere sure eller kedelige forpligtelser involveret, føles det som at lave ingenting.

20. oktober 2016

Der må gerne grines

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: ,

Jeg havde, indtil for ganske få år siden, selv kun en hånlatter til overs for dem, der faldt for alt det Halloween-pjat. Det er jo ikke dansk, det er alt for kommercielt, osv, osv.
Men den (eneste?) bemærkning, Jens Otto Krag til evig tid vil blive husket for: “Man har et standpunkt, til man tager et nyt”, gælder også for mig.
Jeg er stadig ikke hoppet på Valentine-vognen (og ikke et ord om, at det skyldes min alder!), men er, af flere årsager, blevet temmelig glad for at pynte til Halloween – en af årsagerne er, at jeg holder meget af efterårets varme, orange farver, hvilket vel ingen kan være i tvivl om, hvis man har fulgt min blog under vores New England-tur.
Faktisk kan jeg langt bedre lide denne varme farve end påskens gule farve. Jeg pynter meget sjældent op til påske … har ikke rigtig lyst, og er ret sikker på, at årsagen er, at gul er den farve, jeg mindst af alle byder mig om. Underligt, egentlig … der er jo ikke særlig langt til de orange og røde, som jeg holder så meget af.

P1040692

En anden årsag er, at jeg har børnebørn. I 2014 var de her – ganske som de plejer – i deres efterårsferie, og Charlotte sagde, at de ville elske at få lov til at skære græskarhoveder ud.
Den slags lader en ægte mormor sig naturligvis ikke sige to gange – det er bare rend mig i principperne, hvorfor vi pilede ud og valgte nogle flotte græskar.
Sidste år pyntede jeg helt frivilligt op og i år er jeg vist nærmest gået helt Halloween-amok – måske en kende inspireret af de mange og mangeartede opstillinger, vi oplevede i New England. Jeg undlader dog alt det med hekse, spøgelser, edderkopper og spindelvæv og ønsker kun at beskæftige mig med den hyggelige del af halloweenhalløjet.

P1040695

Der må gerne grines. Jeg bliver ikke ked af det … er fuldstændig immun … alt vil prelle af på mig, for om to timer går turen til lufthavnen. Når mine englændere kommer, er det meste andet forholdsvis ligegyldigt.

17. oktober 2016

Inaktivitet i tredje potens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

Når nu man er to efterlønnere og en pensionist samlet i en hytte i Sverige, har man så ikke lov til at holde søndag på en mandag, bare fordi man kan?
Det er i hvert fald det vi gør, men det er nu ikke udelukkende fordi vi kan, det er også fordi vejret absolut ikke indbyder til nogen som helst form for udendørs aktiviteter. Det er gråsort, det er fugtigt og det er trist. Det er muligt, at visse entusiaster ville være gået en lang tur, men vi gider simpelthen ikke. Jeg har svunget mig op til at få hentet noget brænde, og John og Søren er nede i kælderen for at konvertere en kasseret lamelbund til optændingsbrænde.

P1040687

Mændene ordner billeder, når de ikke hugger pindebrænde, så de hygger også.
Det triste vejr har givet mig en ret god undskyldning for at komme videre med Johns sweater, som jeg begyndte på inden ferien … det er altså superhyggeligt med sådan en indehyggestrikkedag, men hvorfor pokker begyndte jeg med bullen, når jeg ved, at jeg kommer til at hade at strikke ærmerne? Okay, jeg ved faktisk godt hvorfor, men jeg er, for at slippe for at lide af SSS, nødt til at strikke dem begge på én gang, med klippe-op-masker imellem, eftersom jeg er nødt til at strikke dem på rundpind pga. mønstret. Det har jeg gjort før; det er ikke så farligt, som det lyder, og det er skønt at slippe for at strikke to ens ærmer. Efter hinanden, forstås …
Yderligere fordele: Man er sikker på, at de bliver 100 % ens, fordi der bliver taget ud præcis samme steder og at de bliver nøjagtig lige lange.

I ovnen står der en lammebov, som er omgivet af 80 graders varme, lidt rødvin, vand, gulerødder, tomater, løg, hvidløg, timian, salvie, krusemynte, salt og peber.
Alt dette går tilsammen op i en højere enhed og udsender en herlig duft, som bevirker, at vi alle tre glæder os til aftensmaden.
Livet er godt. Også selv om det er efterår. Både ude i naturen og for vores eget vedkommende …

P1040680

25. september 2016

Tour de Lene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 02:36
Tags: , ,

Efter en god nattesøvn, der stort set satte os i normaltilstand rent søvnrytmemæssigt, slappede vi bare i af i formiddags. Lene viste os rundt på deres dejlige sted – vi så hendes pilearaler, hendes værksted og lager; vi gik en tur ned til Lake Erie, som var smuk, blå og stille i dag.

P1030905

P1030906

Lene begyndte at interessere sig for pilefleting i 2005. Inden da kunne hun knap nok kende et piletræ fra andre træer, men i dag dyrker hun omkring 35 forskellige arter, hun sælger af den høstede pil, hun sælger sine flettede varer, hun sælger stiklinger og hun underviser i pileflet. Det er (endnu) ikke så almindeligt i Canada som i DK, så hun er lidt af en pioner herovre og har fået en god forretning ud af det.

P1030903P1030904P1030911

Pil er ikke bare pil – de ser meget forskellige ud, og Lene har lavet nogle flotte, flotte ting, hvor hun har udnyttet disse forskelle.

P1030914P1030915P1030919

Hun har sagt, at vi kan få et minikursus, hvis vi er interesserede. Det er vi! I hvert fald en af os … jeg vil meget gerne prøve en eller to småting, jeg vil kunne have med hjem i kufferten.

Eftermiddagen gik med at køre tur, køre til Niagara-on-the-Lake, til et bryggeri (Oast) og en vinproducent, som der er overraskende (for os) mange af her i Ontario. Vinene er ikke bare drikkelige; de er faktisk rigtig gode, både de hvide og de røde, så vi kom til at købe nogle stykker til at sidde og nyde om aftenen sammen med Lene og Finn.

P1030941

En lidt alternativ taburet … og det er ikke kun USA, der er landet med de specielle postkasser – Canada kan sagtens være med her.

P1030928P1030930

Vi oplever så meget, at jeg løber helt sur i stednavnene – jeg var nødt til at se på et kort, hvor vi egentlig har været … havde knap nok styr på, om vi har været mod nord, syd, øst eller vest, for jeg har intet med kørslen at gøre. Jeg sidder bare bag i bilen sammen med Lene, pladrer og snakker og kigger og nyder at være turist med gode privatguider.
Her var jeg dog helt klar over, at vi kørte mod vest …

P1030950

Nu sidder vi igen og nyder Lenes eminente kogekunst og Finns gode vine. Jojo, han brygger skam selv, og det kan på ingen måde sammenlignes med det sprøjt, det var så moderne at fremstille i firserne.

4. september 2016

Lost in London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:50
Tags: , , ,

I aftes blev middagen indtaget i Soho på en af Bukowski-restauranterne, som jeg ikke kendte før i aftes. En sød og frisk, men ikke overfrisk, ung gut kom hen til os og spugte hvor vi kom fra og hvad vi ville have at spise. Vi sagde Danmark og hvad vil du anbefale.
”Don’t take the clam chowder – it’s absolutely rubbish. Absolutely! Not worth eating. But the lamb and the ribs are excellent.”
”Vi er lidt i tvivl om hvilken af disse to rødvine, vi skal vælge.”
Så kom fyren med glas og lod os alle tre smage begge vine, så vi var i stand til at træffe en beslutning. Enstemmig, heldigvis.
Der var MASSER af mad, og det smagte fuldstændig, som trækulsgrillet kød skal smage.

P1030753P1030754

I dag skulle vi finde til Battersea Park, fordi der var noget bestemt “vandkunst”, jeg gerne ville se.
Battersea Park fandt vi nemt, men inde i parken gik det så grusomt galt. Nu er det ikke en helt lille park, og det var overskyet – så er jeg totalt lost. Kan overhovedet ikke finde ud af noget som helst, hvad retning angår – på trods af, at vi fik et kort over parken og fik forklaret vejen hen til vandkunstens placering, gik vi i den helt forkerte retning. Hvilket vi fandt ud af, da vi havde gået hele parken igennem og opdagede, at Themsen overhovedet ikke var, hvor den burde være. Themsen har man nok ikke flyttet, så sandsynligheden for, at det var Die Drei Mädchen, der var gået galt i byen, var ikke helt lille. Vi gik og vi gik og vi gik. Kom blandt andet forbi et hundeshow med mange både to- og firbenede deltagere; med tivoli und alles … jeg var ved at give op til sidst, men de to andre blev stædige og mobbede mig på det grusommeste.
Og lige pludselig langt om længe stod vi ved søerne, hvor Samara Scott havde lagt stof i og farvet vandet. Godt så. Det var det … vi gik over Themsen og fandt en bus til Kensington High Street, hvor frokosten blev indtaget og shoppegenet derefter aktiveret.

P1030763P1030764

I parken var der svævende aktiviteter af forskellig art – kvinden til venstre var god, mens drengen til højre aldrig nåede videre; han var ikke stor nok til at nå rebet på det næste hold planker.

P1030774P1030757

Albert Bridge, som vi krydsede til fods – og vi sørgede naturligvis for at undgå at gå i takt … vi ville ikke risikere, at den gik i selvsving!
Og ja – vi bor tæt på Paddington station, så selvfølgelig står bjørnen her også.
Lige nu står den på afslapning – vi er sandelig en køn treenighed … én har ondt i knæet, én har ondt i ryggen og én har ondt i røven. Én sover, én strækker ryg og én skriver et blogindlæg. Der samles kræfter til at gå ud og spise aftensmad. Sådan var det ikke for 35 år siden, da vi mødte hinanden, men tiden går som bekendt, og den sætter sine spor undervejs.
Og det er så ikke ensbetydende med, at vi ikke har det sjovt. På ingen måde …

18. august 2016

Vi er lidt udfarende for tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: ,

Gul furehat i potteplantenVi er lidt udfarende for tiden – i hvert fald én af os.
I tirsdags var jeg sammen med Die Drei Mädchen samlet – vi skulle lige have aftalt detaljerne i vores tur til London og til Charlotte om en tre ugers tid.
Det var altså svært at få aftalt. Ikke fordi vi ikke kunne blive enige, men igenigen var det for længe siden vi havde været sammen, så vi nåede som regel kun meget kort ud ad en tangent, inden den tog en drejning og samtalen pludselig drejede sig om noget helt andet – tredje – fjerde – femte … HOV! Hvor var det lige vi kom fra? Nåjo … vi starter igen. Hvorefter det samme gentog sig.
Vi kom vistnok i mål – i hvert fald med det vigtigste, men hele verdenssituationen blev ordnet ved samme lejlighed, så vi nåede vidt omkring.
Karen havde opdaget en svamp i sin potteplante; et fænomen, ingen af os har set før, men en googling har siden oplyst mig om, at det vist er forholdsvis almindeligt. Den hedder gul furehat, og man skal bare lade den være, for den gavner mere end den skader – men man skal ikke spise den.
image

I går var det Det Fast Sammentømrede Engelskhold – vi var der alle syv for en gangs skyld. Herligt at møde dem igen, men hvorfor skal den slags altid falde oven i hinanden? Jeg bliver lidt træt, for jeg har meget langt hjem og kommer derfor sent i seng.
Hos Helle (4)I dag har John fået klippet øjne. Han har fået taget noget af øjenlågene, som besluttet af øjenlægen tidligere på året. Han tager det pænt, men hævder, at han på ingen måde forstår, hvorfor folk gør det af rent kosmetiske årsager!
SÅ sjovt er det heller ikke, mener han.
Han har lige taget en lang lur på sofaen, og fordi han ikke må ligge på siden, som han plejer, lyder der en kraftig snorken derhenne. Det er nu egentlig meget hyggeligt at høre på, når man vel at mærke ikke selv skal sove, men I skal nok ikke spørge mig i aften og i nat, om jeg synes det samme der …
I morgen skulle vi have været hos bagboen og spise, men det er blevet udsat til lørdag – så ser John nok også lidt bedre ud. I enhver forstand.
Lørdag formiddag skal vi på Rønnebæksholm, hvor Haveselskabet afholder Havemarked, og hvor der bl.a. skal finde en dahliakonkurrence sted. Jeg har ikke tænkt mig at deltage, selv om jeg synes jeg har en smuk vinderkandidat i Rip city, men det må kunne give mig god inspiration til min udvidelse af dahliabedet næste år. Jeg er virkelig faldet for den blomst, og i lørdags fik jeg det perfekte kursus i nem, men effektiv vinteropbevaring.

2. august 2016

Glade, trætte og mætte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: , , ,

Vi havde en gammel aftale med Ditte og Peter om, at de skulle komme et par dage i deres ferie, og de par dage er nu lige overstået. De er kørt hjem til Nordsjælland, John er taget et smut til drømmeland og jeg selv til blogland.
Det er dog utroligt, som der kan blive snakket på godt et døgn … man skulle tro, at det ville være tid nok, men vi kom da ikke i seng før klokken to i nat.
Man er måske en anelse træt nu, men det er på den go’e måde.

Nyord (3)

I går eftermiddags kørte vi til Nyord, hvor vi investerede i et par glas af den berømte Nyord-sennep i Noorbohandelen. Vi så også senneps‘fabrikken’ – helt tilfældigt, fordi det begyndte at regne kraftigt, hvorfor vi søgte læ i rekordfart, da regntøjet lå i bilen. Det viste sig at være en heldig byge, for Ditte opdagede, at man kunne købe sorte sennepskorn, som vi begge længe har ledt efter op til syltesæsonerne, men ikke har kunnet finde. Før i dag. Vi købte også noget groft sort og gult sennepspulver til hjemmeproduktion af en god, men meget stærk sennep.

P1030482

I dag ville luften helt sikkert have godt af os, så vi kørte en tur til Bregentved og Gisselfeld, som D&P måske, måske ikke havde set før – det var i givet fald maaange år siden. Bregentved ligger noget så idyllisk, og de små, stråtækte bindingsværksskønheder på den anden side af vejen er faktisk meget mere fotogene end selve Bregentved hovedbygning.

P1030486

P1030488Vi har aldrig set så mange springbalsaminer samlet på ét sted. Smukt var det. Også den gulgrønne tidsel af (for os) ukendt art, som vi lidt senere genså ved Villa Galina. Ingen af os havde set den før, men den kan vel næppe være egnsspecifik. Ingen torne på stænglen, kun nogle halvbløde af slagsen på bladene.

Derefter Gisselfeld, hvor vi lovede Peter at springe den store park over og kun bevæge os rundt i et mindre område (alt er relativt) for at se det meget flotte orangeri og bygningerne omkring området, hvor de store jule- og livsstilsmesser afholdes. Plus herskabsstaldene.

P1030495

Flot. To stavefejl i den korte, engelske tekst.
Inde i orangeriet, hvor der for nylig er indrettet en lille tesalon, var der en tavle, hvor der var skrevet ‘the’ to steder – med kridt. Det var derfor ret nemt at viske de to overflødige h’er ud … Ditte blev vist lidt flov over mig, men det var kun hende, der så det.
“Du kan altså ikke få folk til at holde op med at skrive te med h, Ellen!” 
“Det har du givetvis ret i, men det skal ikke forhindre mig i stædigt at blive ved med at prøve!”
Til sidst kørte vi til Villa Galina, hvor vi ville have købt en kopkaf.
Lukket mandag og tirsdag …
Nå – det var alligevel også blevet frokosttid, så den kørte vi hjem og indtog.
Vi takker for en masse timer med en masse snak og en masse hygge!

17. juli 2016

Hvorfor hedder det ikke “at tage en farfar”?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , , ,

Der er mange måder at slappe af på. Hygge på.
Som det særdeles tydeligt fremgår af nedenstående billeder, så er der en vældig god grund til, at vi forærede Anna og Aubie den hængekøje vi selv havde fået forærende. Giverne har givetvis ment os det godt, men det er altså ikke lige John og mig at slappe af i sådan et monstrum. Faktisk er det meget anstrengende og overhovedet ikke afslappende – jeg startede med omgående at lande på den anden side af ombordstigningssiden. Kom op igen ved egen hjælp, men overlod hellere end gerne indretningen til generationen et par stykker under min.

P1030060P1030061

Ungerne havde ellers en hængekøje hver, men det viste sig at være godt at få en tredje, for når Amelia, som tit kommer ind for lege, er der, slås de tre altid om de to hængekøjer. Nu har de en hver. Der blev snakket og hygget til den helt store guldmedalje i flere timer.

P1030076

Mændene tog en morfar. Tim ude, John inde. Charlotte og jeg sov ikke – jeg strikkede, mens hun kortvarigt var en levende illustration til Pigen i Gyngen. Lidt efter tog hun fat på lidt havearbejde. Hverken hun eller jeg er gode til at sove midt på dagen, medmindre vi er syge.

P1030074P1030082

P1030077
Mommer, where’s morfar?
Han tager lige en morfar.
He WHAT???
Det betyder, at han tager en lur … takes a nap.
Okay.   Pause.   Do you take a farfar if you’re a farfar?

Godt tænkt, Anna, men nej, det gør man af en eller anden årsag ikke, og vi kunne ikke forklare hende hvorfor det kun er morfar, der har lagt navn til vendingen.

P1030056Sissinghurst (87)

Vi nåede også en tur på planteskole, hvor jeg var tæt på at købe disse pastiller … gjorde det dog ikke.
Og hvis der nogensinde var nogen, der formastede sig til at forære mig den viste ‘knagerække’, ville jeg være parat til at begå mord.
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ikke er hundemenneske, men selv om jeg havde været, ville jeg ikke bryde mig om denne rædsel.
Beklager, hvis I ikke er enige – jeg vil ikke engang tilbyde at købe en med hjem til den, der eventuelt måtte ønske sig sådan en! No way!

11. juli 2016

Turist på Falster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , , ,

Da vi kørte hjemmefra kl. 10 i går formiddags, var det mørkt og meget, meget vådt, så vi pakkede gummistøvler og regnfrakker med i udflugtstasken, men tog sandaler og T-shirt på i bilen. Da vi nåede til Guldborg, var det helt tørt og over 20°. Vi fik slet ikke brug for regntøjet, mens Pia og Allan som yderst effektive turistguider fragtede os rundt på Falster. Det var en All inclusive, for Pia havde sørget for frokost, eftermiddagskaffe med kage, afsluttende med en dejlig tre-retters middag i hjemmet om aftenen. Bedre service fås ikke – det var på alle måder en god dag!

Danmarks smukkeste præstegårdDanmarks smukkeste præstegård (2)

Vi stoppede op mange steder; bl.a. ved Danmarks smukkeste præstegård. De har da sikkert haft deres grunde, dem der har kåret den, og de har nok også fået lov til at gå ind og fotografere den fra mere flatterende vinkler, end vi kunne komme til ude fra vejen, for vi var ikke specielt imponerede.
Jeg kan dog ikke stå for sådanne gamle navnebjælker, eller hvad de nu måtte hedde.

Corselitze park (15)

Et andet stop var Corselitze, hvor parken stort set altid er åben for offentligheden. Bygningen kan man kun komme ind i et par gange om året, og det var ikke nu … men parken er smuk og velplejet, så det var en fornøjelse at gå rundt derinde.

Corselitze park (18)

Der var fine rosenpergolaer og ved siden af dem en decideret rosenhave. Smukke var roserne da bestemt, men der var kun én, der duftede.

Roser i Corselitze parkCorselitze park (34)

Vi så i hundredvis af nogle biller, ingen af os kendte, men lidt research har ledt mig frem til, at det er Eurydema ornata, rød kåltæge. RETTELSE: Det er ildtæger (Pyrrhocoris apterus). Jeg oploadede billedet til fugleognatur.dk, hvor der hurtigt var en, der gjorde mig opmærksom på min fejltagelse. Har aldrig hørt om den hverken kål- eller ildtæger før, men det var så dagens nye lærdom. De fandtes i alle aldre og med mange forskellige tegninger på ryggen. De havde forfærdelig travlt med at parre sig – henne til venstre på stammen, hvor de alle sad, havde de etableret et horehus, blev vi enige om … sjældent har jeg set så voldsom en parringsaktivitet som her. Under akten kunne de godt flytte rundt, men de kunne ikke altid blive enige om, hvem der skulle gå forlæns og hvem der skulle gå baglæns.

Eurydema ornata - rød kåltægeEurydema ornata - rød kåltæge (1)Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)

Normalt løber det nærmest koldt ned ad ryggen på mig, bare jeg hører ordet tæge, men jeg må nok sige, at disse her fascinerede os alle fire, og vi stod temmelig længe og studerede deres liv og færden. Vi talte om, at det var lidt underligt, så forskellige de så ud på ryggen. Havde vi studeret dem lidt længere, kunne vi have lært at skelne dem fra hinanden, men da vi alligevel ikke havde lyst til at tage dem med hjem som kæledyr, forlod vi dem uden at have navngivet dem alle, som det ellers er blevet så moderne at gøre i alskens naturudsendelser.

Eurydema ornata - rød kåltæge (3)Eurydema ornata - rød kåltæge (4)Ildtæger (Pyrrhocoris apterus)
Parken var helt monetsk i sit udtryk visse steder – åkanderne var der skam også – dog ikke lige her ved broen, desværre.

Corselitze park (30)

Et andet sted gik der en ENORM hest – jeg vil ikke vædde, men jeg tror, at det var sådanne store krabater, min far kaldte for belgiere.
Se dens fødder – den står fast, gør den! Den virkede ikke særlig glad ud over at se os – jeg var glad for, at jeg stod på den rigtige side af hegnet.

P1020911

En araber er en elegant og meget strømlinet hest, men jeg kan godt lide robustheden, der er over den viste hest. Den minder lidt om verdens største hesterace, Shire hesten, som kunne/kan bære en ridder i fuld udrustning.

25. juni 2016

Nu havde jeg lige sat mig godt til rette …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: ,

Vi sad ude på den nye terrasse og nød de grillede jomfruhummere med passende tilbehør. Det brumlede lidt i det fjerne … var det en flyvemaskine eller var det torden? Lummert var det …
Vi fik ryddet af bordet, og klokken var efterhånden blevet 21. Flyvemaskinen havde vist ikke været en flyvemaskine – der var rumlen i det fjerne.
Det lynede også, kunne vi se, da vi gik om på den anden side af huset, men lynene var langt væk og lyste kun de tunge skyer op fra oven.
Lynene var næsten 180° omkring os. Over Præstø mod sydøst. De var direkte syd for os og lidt sydvest. De var helt ude over Feddet mod øst.
Det tordnede.
I nogenlunde samme halvcirkel.
Det var diset. Det var lummert. Det var vidunderligt. Et aldeles herligt vejr. Jeg elsker tordenvejr. Det gør min datter og mine børnebørn også. Lidt er der da gået i arv … 
Min mor lærte mig at læse, da jeg var fire år. Hun lærte mig også at tælle. Til 10 og til 100 og til meget mere. Hvordan man tæller sekunder uden at have et ur.
Min far lærte mig at regne den ud. Min mor lærte mig at regne og at gange med cirka 340. Allerede da jeg var 4-5 år. Det lærte jeg Charlotte, da hun var i samme alder, og hun har igen lært sine børn det.
”Hver gang du tæller tre sekunder fra du ser lynet til du hører tordenbraget, er uvejret én kilometer væk fra os …
Og én. Og to. Og tre … BRUUUmmmm.” … Og én … kaPAAAUUUUWWWW. Tæt på nu …

Uvejrsaften (3)

John var træt og ville i seng. Jeg ville både se og høre uvejret, så jeg hev en hynde ud. Lidt efter gik jeg ind for at hente et fleecetæppe og et glas rødvin til at gøre oplevelsen lidt mere perfekt … og kom ud til store dråber, der faldt. Tættere og tættere.
Det blev så ikke i aften, at jeg skulle sidde udenfor og opleve det hele, men jeg hentede en stol fra køkkenet og satte mig lige midt foran den åbne hoveddør for at få hele sceneriet fra første parket.

Lær jeres børn at nyde naturen og de spektakulære syn, den kan præstere. Her i lille fredelige Danmark er der ingen grund til at være bange for et tordenvejr, medmindre I er ude på en åben mark, hvilket jeg også har prøvet. Det var en anelse mere skræmmende og en hel del mere larmende, men min mor havde lært mig, at jeg skulle lægge mig fladt ned, og det huskede jeg. Heldigvis. For det var lige op over.
Men jeg var stadig mest fascineret, selv om jeg blev meget våd og næsten døv i et par sekunder af det kæmpebrag der kom i forbindelse med, at lynet slog ned i en telefonpæl tæt på, hvor jeg havde smidt mig. Det var en meget våd 12-årig Ellen, der kom hjem til en lidt bekymret mor.

19. juni 2016

Vejrhøj er et godt navn – der var masser af vejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:09
Tags: , , ,

Weekenden er tilbragt i særdeles godt selskab i sommerhus med Ditte og Peter og i går også med Inge og Hasse.
Sommerhuset ligger i et yderst smukt hjørne af Sjælland; helt ude på Ordrup Næs. Jeg har været på Dragsholm før, men Ditte og Peter kunne vise os nye (for os) landskaber og veje, der skar igennem nogle af de skønneste steder, vi har set i Danmark.

P1020581

Bjergene kaldes området, og i et land, der kalder et af sine højeste punkter for Himmelbjerget, er det vel relevant nok … her er vi på vej op til Vejrhøj, som med sine 121 meter rager pænt op i landskabet. I klart vejr skulle man kunne se Roskilde Domkirke, men jeg fandt den nu ikke.

P1020582P1020585

Man kommer ikke udenom den nydelige udsigt, der var deroppefra. Her tænker jeg dog ikke på Peter, selv om han er en nydelig mand … og holddaop, hvor det blæste deroppe.

P1020586

Til lørdag aften var der bestilt bord i Spisehuset på Dragsholm. Der er både á la carte-retter og enten 2-, 3- eller 4-retters menu.
Vi tog ikke den navnkundige gourmetrestaurant, da vi også gerne ville have råd til benzinen hjem, men Spisehuset havde vi bestemt ingen klager over – det er da også samme køkken til begge steder, og man kunne såmænd sagtens have bildt mig ind, at det var gourmetresturanten, vi spiste i – vi slap måske derfor for det skrækkelige spytlignende skum, der åbenbart er blevet et nødvendigt onde på de finere spisesteder.
Dette her var så umanerlig lækkert, at jeg hører englesangen endnu. Vi tog enten to eller tre retter fra menuen; John og jeg sprang desserten over og tog to forretter og hovedretten.

P1020595P1020596

Herover agurkesuppe (kold) og hvide asparges med hummercreme. I michelinklassen.

P1020597P1020598

Herover langtidsstegt kalveculotte med Lammefjordens grønsager, samt desserten, som fire tog: rabarberkage, men vist ikke en helt almindelig rabarberkage.
Hvis forretterne var i michelinklassen, så var hovedretten trestjernet. Den kalveculotte var så mør, saftig, god og lækker, at vi alle seks sad småstønnende i en grad der nærmede sig et leje, der ellers kun hører soveværelset til, med himmelvendte øjne og var, på trods af i forvejen høje forventninger, forbavsede over, at noget kunne være SÅ godt. Og vi er ikke helt nemme at imponere … hvilket ikke er det samme som, at vi ikke er nemme at stille tilfreds, men der skal altså en del til at efterlade seks personer, der alle går en del op i mad, nærmest stumme af beundring.
Det med stumheden varede dog ikke så længe.

P1020599

Mætte og tilfredse både med maden og selskabet red vi hjem i solnedgangen – Inge og Hasse helt til Roskilde, mens vi andre nøjedes med de få kilometer til sommerhuset.
Skulle I få lyst til at forkæle jer selv med et udsøgt måltid, der er til at betale uden at skulle ansøge om et banklån først, kan vi på det kratigste anbefale Spisehuset på Dragsholm slot!
Vi er nu hjemme igen i Den Stråtækte, hvor John tager en lur, mens jeg skriver. De sidste to nætters søvn blev ikke helt så lang som normalt, men det kan vi indhente i nat.

2. juni 2016

Vi gjorde det!!!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: , ,

I går var vi i Tivoli, i et fantastisk sommervejr, som vist ikke fås meget bedre i hele kongeriget. Der var masser af mennesker, men ikke et eneste sted måtte vi stå i kø til forlystelserne, så børnene fik virkelig brugt deres turpas – og moderen gjorde også. John og jeg sprang over – hvis der skulle en voksen op med børnene, måtte det blive Charlotte, som i øvrigt synes det er lige så sjovt som børnene gør.
Det eneste, jeg ville prøve, var Himmelskibet. Jeg havde lovet mig selv at skulle nå at se den udsigt, inden jeg dør, så nu er også det hakket af på listen.
For vi gjorde det, gjorde vi. Charlotte, Aubie og jeg i Himmelskibet og Charlotte og Aubie i Det gyldne Tårn.

P1020317P1020316

Jeg synes de var superseje, de to her – der er godt nok langt op! Og lige så langt ned i det frie fald. Aubrey sagde, da han var kommet ned: I felt completely ill on the way down! Men syg blev han ikke, og han var lidt stolt over, at han tog turen. Med rette. Synes mommer.
Det var også ret fedt at være oppe i Himmelskibet – der er en ganske god udsigt deroppefra, men jeg måtte ikke have kameraet med derop, desværre.

P1020319P1020322

I dag har vi været på Stevns Klint. Det er stadig sommer, men der blæser en forholdsvis kraftig østenvind, så de kloge mødre mente det ikke var så klogt at tage en strandtursdag, som vi ellers havde talt om. I stedet blev det yndlingslegepladsen på Feddet Camping og som sagt Stevns Klint.
Hvor både John og jeg kom med ned ad trapperne. Især John var lidr forbavset over sig selv, for det troede han ikke, hans knæ kunne klare – det var samme knæ, der gjorde, at vi sagde, at hvis Charlotte ville se Møns Klint nedefra, måtte hun og Tim selv tage den tur engang ved lejlighed. John og jeg har ikke lige lyst til de 496 trin.

P1020355

Der er nu også smukt nok ved Stevns. Og … miraklet skete: Aubie blev næsten ikke våd. Murphy igen. Her på denne årstid, hvor det ikke ville betyde det store, hvis uheldet var ude, var uheldet ikke ude, mens han næsten altid præsterer at blive våd fra yderst til inderst i vinterhalvåret.

P1020345

Inden vi kørte hjem, gav morfar en is på havnen i Rødvig, hvor Anna forsøgte at tage arven op fra Arthur med at hive sværdet op fra stenen.
Det lykkedes ikke, og Aubie gennemskuede hvorfor: This is cheating! They’ve cemented the sword in the stone! I don’t wanna try that!

P1020360

13. maj 2016

Man skal bare kende de rigtige lokkemidler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: , ,

Sms til alle: “Jeg er kommet til at bage en rabarberkage, men har ikke noget cremefraiche – er der en af jer, der har mulighed for at købe noget og tage med herop?”
30 sekunder efter: “Uhm. Den klarer jeg”   –   “Det lyder lækkert, jeg skal nok købe noget”   –  “Vi er lige kørt hjemmefra, så det skal vi nok gøre” …
Jeg indså, at jeg om et par timer ville have stået med fire liter cremefraiche, hvis ikke jeg havde svaret alle på nær én, at tak, men det var allerede klaret. Imponerende … tjenstvilligheden er stor med gulerødder i form af Gerdas rabarberkage.
Det er en smørheftig sag, men særdeles velegnet, når man er mange:
P1020114Pisk 4 æg med 100 g sukker. Pisk 500 g meget blødt smør, 240 g mel og 1 tsk bagepulver i. Til sidst blandes 400 g hakkede nødder i (jeg brugte halvt mandler og halvt hasselnødder, for køkkenskabet formåede ikke 400 gram af én slags). Skær 1400 gram rabarber i stykker og bland dem med 500 g sukker og 4 tsk vanillesukker (jeg brugte 2 tsk vanillepulver).
Fordel dejen i en bradepande foret med bagepapir og fordel rabarber/sukkerfyldet oven på dejen. Bag ved 200° i 35 minutter eller til rabarberne er møre og kanten sprød og gylden.
Når det kommer til fortæringen af kagen, deler vandene sig gerne. Nogle sværger til flødeskum, andre til cremefraiche. Ingen havde dog noget at indvende mod min forespørgsel eller kom med alternative forslag, men vi er vist også ret enige i det spørgsmål i min familie.
Jeg har det temmelig svært med flødeskum i alle sammenhænge undtagen én: Jeg indrømmer blankt, at i en Irish Coffee smager cremefraiche ganske forfærdeligt …

Rabarberkagen var ikke planlagt, men da jeg så, hvor mange naboen havde på sin grund, var jeg simpelthen nødt til at bruge nogle af dem. De bruger dem slet ikke selv, så jeg har permanent tilladelse til at tage så mange jeg vil.
Jeg tog 2½ kilo, og det kunne ikke engang ses, at jeg havde været på rov, men jeg er sikker på, at der er nogle fra familien, der vil sætte pris på at få lidt rabarber med hjem.
Folk begynder at ankomme om en times tid. Hele hytten er rengjort og parat, og maling, pensler og stiger er linet op i kælderen.
I aften står den dog kun på hygge … slaveriet er ophævet, har jeg læst et eller andet sted …

8. maj 2016

Det franske marked

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: , ,

Årets franske marked i Præstø, som efterhånden er blevet noget af et tilløbsstykke, kunne ikke opleves i bedre vejr, end vi gjorde i dag – og som de også havde både fredag og lørdag – med solen skinnende fra en skyfri himmel og temperaturen på omkring de 20°.
Vi havde aftalt med Ditte og Peter, at de skulle komme ned til os om lørdagen, hygge, spise noget mad og drikke noget vin, og så stå op søndag morgen tilstrækkelig tidligt til at være på markedet, når det åbnede kl. 10. Bare en halv time senere end det, kan man ikke komme til nogen steder, og biler er smidt over hele byen de mest underlige steder.

IMG_5798

Jeg havde taget en let sommerjakke på, men det blev hurtigt for varmt.
Vi var hele markedet igennem, men købte kun af de franske specialiteter – både Ditte og jeg købte tre forskellige pølser og et par oste.
Hvert år slår markedet sidste års publikumsrekord. I 2015 var her 45.000 besøgende på de tre dage i lille Præstø – gad vide hvor mange der har været i år, hvor vejret har været så aldeles skønt og markedsegnet?
IMG_5804

Peter og jeg købte chokolade … lækker, lækker, lækker chokolade – to lagkagestykker hver; jeg ved ikke, hvad Peter købte, men jeg købte en med rom og en med amaretto. Uf, hvor de var alt, alt for gode.

IMG_5807IMG_5810

Frokosten kørte vi til Vordingborg for at indtage. Vi regnede ikke med, at der ville være en ledig kvadratcentimeter på nogen af Præstøs frokostrestauranter, og i øvrigt kender vi kun én af dem.
John og jeg spiste sidste år i januar på Borgens restaurant, som hører til museet ved Gåsetårnet, og hvor vi den dag havde en rigtig god oplevelse med den lækre mad. Ditte og Peter sætter også stor pris på veltilberedt og måske ikke 100 % traditionel mad, så dette sted turde vi godt anbefale. Ingen af os blev skuffede.

IMG_5827IMG_5832

Det ser måske ikke ud af så meget, men der var ost bagefter og vi blev rigeligt mætte alle fire.
Efter frokosten gik turen atter mod Den Stråtækte, hvor vi syntes, vi kunne høre en kopkaf kalde på os.
Ved 16:30-tiden sagde de to søde mennesker farvel og tak for denne gang.
Det er en af de mange fordele ved at være flyttet så langt væk: Ens gæster bliver ofte og overnatter, fordi der er så skrækkeligt langt hjem. Det er dejligt at have så lang tid sammen, for man når at komme næsten alverden rundt i samtaleemner, når man har over et døgn at gøre godt med.

25. april 2016

Die drei Mädchen strike again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:39
Tags: , , ,

Den tosprogede overskrift dækker over, at jeg i aften skal mødes med de to andre af Die drei Mädchen for at planlægge en fælles ferie. Det var vi sidst på i 2009, hvor vi havde nogle skønne forårsdage sammen i Paris … dengang lovede vi hinanden, at denne succes skulle gentages hvert andet år, men er det blevet til noget? Nej, er det oplagte – og rigtige – svar, men nu skal det være.
Dengang i Paris ville Karen helst have eneværelse, så det fik hun, men Sus og jeg var enige om, at vi sagtens kunne dele et dobbeltværelse.
Hvad vi ikke lige havde taget højde for var, at franskmændene ikke indretter hotelværelser som alle andre imagegør. De kan være meget, meget små – i hvert fald, når man ikke bor på et mangestjernet hotel. John og jeg har boet på et værelse i Paris, hvor det i langt højere grad end ude på arbejdsmarkedet kørte efter sidst ind, først ud-princippet. Det var så småt, at der ikke engang var plads til at skifte mening, og hvis man ikke skulle falde ud af sengen, var det en rigtig god ide at ligge meget tæt. Hele tiden. Det gjorde heller ikke spor, for det er 22 år siden, og vi ville have ligget på samme måde i en king size …
Sådan var det også på det værelse, Sus og jeg fik, og de havde ingen større ledige – vi spurgte selvfølgelig, for tætheden virkede sjovt nok noget mindre attraktiv denne gang.
Okay – nu skulle venskabet stå sin prøve. Sus og jeg holder forfærdelig meget af hinanden, og vi har delt mange oplevelser, men at sove nærmest arm i arm var ikke med i planerne.
Venskabet holdt – der var ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og blive enige om, at det her skulle bare kunne lade sig gøre, hvilket det da også gjorde uden skrammer på krop eller sjæl, og vi har grinet ad det mange gange siden, men det kommer ikke til at gentage sig.

De to år blev af forskellige årsager til syv, men som sagt skal det nu være – denne gang skal vi til England. Vi skal bo hos Charlotte fra mandag til fredag, men starter med et par dage i London. Kun et par dage, for London kan man altid komme til, men det er ikke så mange forundt at bo i et fantastisk hus midt i et fantastisk område og oven i købet blive kørt rundt til seværdighederne af og med sin egen guide – og alt dette ganske gratis – det handler, som i så mange andre af livets sammenhænge, at have forbindelserne i orden, og hvad lige præcis denne tur angår, har to af de tre damer den allerbedste forbindelse. Den specielle guide glæder sig oven i købet til at få besøg af Die drei Mädchen, som hun har kendt altid.

Og hvis nye(re) læsere skulle undre sig over vores kaldenavn, så at sige, er forklaringen her.

24. april 2016

Små søndagssysler i små glimt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

 

YES min yndlingsplanteskole af flere årsagerDet var frostvejr i nat, men alle nyplantede planter fra Flemmings Planteskole havde overlevet helt uden mén … og så se da lige klippet fra hjemmesiden: Der findes heldigvis danskere, der ved, at der ikke skal apostrof i genitiv på dansk.
Der er således håb endnu …

Da jeg kom på nettet, kunne jeg se, at FB nærmest svømmede over af snebilleder fra det meste af Danmark og Sverige (i Skåne og Blekinge har de mange steder fået 20 cm sne) – det var åbenbart for tidligt, at vi fik skiftet vinterdækkene ud med sommerdækkene …
Her ved Præstøfjorden er vi indtil videre er sluppet med fem dråber vand og et enkelt tordenbrag.
For en god time siden kom solen, og den ser ud til at have tænkt sig at blive resten af dagen, så ingen sne her, hvilket passer mig glimrende.

Måske

På svampeforummet på FB er der flere, der har fundet vårmusseroner, og i den forbindelse så jeg en noget alternativ måde at stave til måske på.

IMG_5770

IMG_5772John har leget med kamera. Den foderbeholder af glas, som han fik i julegave, fungerer helt efter hensigten. Fuglene kommer og spiser, selv om vi sidder ved spisebordet lige på den anden side. Musvitterne er lidt sky og flyver væk, når de får øje på os, men sumpmejser (som jeg tror denne er) og gråspurve lader sig overhovedet ikke anfægte af, at vi er så tæt på – vi kan endog bevæge os, uden de flygter.
Disse billeder er taget med fjernbetjening med kameraet sat op udenfor.

Det er altså ikke fordi, foderboblen har indbygget guillotine, selv om det kan se sådan ud på det øverste billede, men den lille fugls sorte hoved er visuelt helt forsvundet i ophængsdimsen.
Den har en meget stor fordel, denne måde at fodre fugle på: Den er rottesikker. Rotterne kan ikke komme til den og fuglene spilder ikke noget på jorden, som de kan komme og hente; det hele bliver inde i glasset – dermed selvfølgelig også de tomme skaller, så man skal holde øje med det og tømme og fylde op igen.
Beholderen kan tages af og vaskes, så den altid er ren, pæn og appetitlig – både for fugle og mennesker.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.