Endelig blev det forår. Det var så sandelig også ventet med længsel!
Da jeg i torsdags så weekendudsigten, blev jeg enig med mig selv om at lave et par hold rabarbermuffins og invitere vejen på kaffe og te helt nede ved fjorden. Dvs. … kaffen/teen og servicet måtte folk selv medbringe. Jeg ville ikke melde noget ud før i dag, for vejrudsigter har det med ikke at holde, så jeg ville se det gode vejr, inden jeg kunne tro på det.
Under stormen var der drevet et sæt ind med bord og to bænke. Ingen ved hvem af de mange hundrede muligheder det kunne tilhøre, og ejerne vil ikke vide, hvor de skulle begynde at lede, så to initiativrige mænd fra vejen mente, at det hermed tilhører alle os brugere af den lille sti ned til vandet (som stort set kun er lig med dem, der bor på vores vej), så nu er det stillet op helt nede ved vandet.
I dag blev det indviet på bedste vis. 10 ud af 14 kunne komme på trods af det ultrakorte varsel, og det blev til et par virkelig hyggelige små to timer, vi nåede at tilbringe på stedet, inden det lige pludselig blev halvkoldt.
Vi var alle enige om, at det da snildt kunne gå hen og blive en tradition.
Der kommer snart jordbær, og på et tidspunkt også kirsebær og senere igen blåbær = masser af muligheder for muffin-varianter af forskellig art. Jeg påtager mig gerne bagningen, og det er jo nemt at invitere, når jeg ikke har ansvar for mere end det. Jeg tog dog en borddug med, for bordet er ikke så pænt efter den formentlig lange svømmetur i efteråret.
I formiddags kørte vi en tur ud til Roneklint, for jeg havde hørt, at de havde fået ryddet lidt op efter oversvømmelsen.
I begyndelsen af marts kørte vi ned for at se stedet, hvor vi sætter kajakkerne i vandet når englænderne er her, hvilket var et temmelig forstemmende syn – det lignede simpelthen en krigszone.
Nu havde man fået kørt noget af alt det opskyllede sand op til en lille vold ned mod vandet, så parkeringspladsen igen mindede lidt om en parkeringsplads. De to skraldespande på billedet står nu hhv. til højre og venstre for den lille parkeringsplads, som ses på billedet lige efter. Det fortæller lidt om, hvor meget sand, der er flyttet.
Marehalm (eller måske hjelme eller … hvad det nu er der vokser der) er på vej op gennem sandet, og nogle af de mange rejnfan er også på vej op, men meget af floraen må have en ret lang vej, inden planterne ser lyset, så at sige, men de skal nok komme, er jeg sikker på.
Det går lidt langsomt med oprydningen langs fjorden, men det var også meget slemt mange steder, og de arme kommuner har nok en hel del andet i den forbindelse, som de er nødt til at give højere prioritet, men det ville bare klæde området gevaldigt, hvis det var blevet pænt igen, inden turistsæsonen begynder for alvor.