Hos Mommer

13. september 2018

Mosters strikkeskole – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

For små to år siden var det Malle, der sad her i sofaen i næsten et par døgn for at lære de mest basale strikketeknikker. Hun gik derefter på med krum hals og har siden klaret strikningen fint – hun sparede ikke på udfordringer til sig selv. Hun var en lærenem elev, og sådan en til har jeg lige haft boende i et par dage.
Annemarie, som er Malles kusine og min yngste niece (det var hende, der var med i England), har, lige siden hun hørte om strikkekurset i Den Stråtækte, også ønsket sig at lære at strikke, og nu kunne det blive. Hun ankom i går formiddags, og vi kastede os fluks over oplæringen.
Jeg havde, lige som til Malle, syet en strikketaske og havde lagt et strikkepindesæt i, plus andre livsvigtige, basase nødvendigheder, når man er strikker: En hæklenål, en saks, en nål med stump ende, markører, centimetermål, pindestørrelsemåler samt et par andre småting, plus bogen Nem strik på store pinde. Det er løsthængende bluser/sweaters lige i Annemaries stil, så hun glæder sig til at komme i gang.

Annemarie på strikkekursus

Hvor er det nemt at være lærer, når det med det samme bliver forstået, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke, så spørge med det samme, så man ikke kommer hjem og alligevel ikke har fattet en brik.
Okay – jeg lærte hende at strikke ret, mens vi var i England sammen, og som lektier til i går havde hun lovet at strikke den tofarvede karklud færdig, hun begyndte på derovre, således at vi kunne starte med at lære at lukke masker af. Det var rigtig godt, for hun kom derfor med en god bund, så at sige; havde styr på teknikken, så vi kunne kaste os over at lære at strikke vrangmasker uden det hele krampede sammen på hende, fordi det var uvante bevægelser. 
Annemarie lærte stort set det hele i løbet af dagen i går, så nu kan hun strikke retriller, glatstrikning, 2-2-rib og 1-1-rib, tage masker både ud og ind, strikke knaphuller og sy et færdigt arbejde sammen. Hun er med andre ord moden til selvstændige arbejder allerede.
Med sig hjem har hun to arbejder i gang: Et gæstehåndklæde og en karklud. Derudover har hun fået garn til et par af Miss Lemons babyfutter, som hun så mig lave et par af, mens hun var her. Annemarie blev nemlig moster, mens vi var i England, så hun vil gerne overraske sin søster med et par af de søde futter til den lille, nye Adam.
Det er rigtig ved at komme på mode igen at strikke. Hele fire af Annemaries bedste veninder strikker – det kan jeg kun glæde mig over.
Jeg fik aldrig lov til at lære Charlotte at strikke. Hun har villet sy tøj – og har også gjort det – siden hun var 11 år.

Reklamer

4. september 2018

Og lige pludselig er det hele overstået … del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:48
Tags: , , ,

Lige pludselig er det hele overstået. Det gælder flowershows og det gælder ferier og familiebesøg. Man har glædet sig længe, men inden man ser sig om, er det datid – vi er lige ankommet, og nu skal vi hjem. Life’s not fair, is it?
Otte dage farer afsted så hurtigt som jeg ved ikke hvad – i hvert fald alt, ALT for hurtigt.

Salisbury

I dag har vi stort set lavet ingenting, men i går var vi i Salisbury for at anskaffe de sidste manglende ting til Annas og Aubreys første skoledag i morgen. De manglede bl.a. hockeysko. Hvert semester dyrker de én bestemt og af skolen besluttet sportsgren. Det kan fx være fordelt mellem hockey, rugby og cricket. Aubrey starter i år med rugby, som den stakkels dreng hader, fordi han er vildt bange for at ende nederst i en scrum, med det for ham lidt ærgerlige resultat, at han bliver regnet for temmelig god til spillet, fordi han pga. omtalte angst næsten løber som en olympisk sprinter, når han får bolden, så de andre overhovedet ikke kan indhente ham.

P1030130

Som til Rom er der flere veje til Salisbury, og en af dem er The Scenic Route, som bl.a. byder på huse som dette. Kan det blive mere engelsk?
Vi kommer også forbi The Bridge Inn, hvor vi ville spise frokost på vejen hjem. Den kunne dog muligvis tænkes at have lukket, da pubberne har det med at holde lukket om mandagen herovre. Ikke dem alle, men mange, så vi købte nogle sandwiches som backup, hvis det skulle være tilfældet.
Den havde så ikke helt lukket, da vi kom, men køkkenet var. De var flinke og sagde, at hvis vi købte vores drikkevarer hos dem, så var vi velkomne til at indtage den medbragte mad siddende ved deres borde.

 At The Bridge InnAt The Bridge Inn

Det gjorde vi så …

The SwanThe Swan

I søndags inviterede Tim & Charlotte på en tak for al jeres hjælp-Sunday RoastThe Swan, som er en ny (for dem …) pub, beliggende i Enford ikke så langt fra deres hjem.
I England er der sjældent langt mellem pubberne, og C & T har hele fem inden for en radius af 5-10 minutters kørsel fra deres landsby.
De fem af os kørte i Wolseslyen – det er lidt sjovt at se den opmærksomhed, som den gamle bil får. Folk vinker så glade til os – ganske som vi selv gør, også hjemme i Danmark, når vi ser en veteranbil.

P1030035

Mosaikguldsmeden her så vi lægge æg i en af blomsterkummerne ved havedammen. Jeg troede de lagde æg i vandet, men måtte lige google, for det der foregik her, var helt sikkert æglægning – og ikke alle arterne lægger æg i vandet, kunne jeg konstatere. Hvad jeg ikke fandt ud af var, hvor længe æggene er om at blive klækket og blive til nymfer og voksne, men jeg håber da for dette meget smukke eksemplar, at de når det inden vinteren.

31. august 2018

Forberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , ,

Der bliver arbejdet en hel del, for der er naturligvis mange forberedelser, inden et flowershow kan løbe af stablen, og selv om John endnu ikke er så effektiv som vanligt, er vi dog tre personer flere, end de plejer at være. Charlotte synes vist også, at det går lidt nemmere i år med det hele.
Under aftensmåltidet spurgte jeg, fejlagtigt nok mest henvendt til Tim, om de er afslappede eller stressede med hensyn til i morgen.
Charlotte svarede bare: “Det skal du altså ikke spørge Tim om – han er aldrig bekymret for den slags, fordi han mangler overblikket. Det er helt andre ting, der vil kunne stresse ham.”
Da jeg så bad C om at svare på spørgsmålet, svarede hun, at hun har styr på det og ikke er stresset, fordi der langt fra mangler at blive ordnet så meget, som der plejer på nuværende tidspunkt.
Pavillonen kom på plads i går – om der skal endevæg på, besluttes i morgen; det afhænger af vindstyrken, men heldigvis bliver det højst sandsynligt tørvejr. Ekstra borde og stole er hentet i The Village Hall, og Charlotte er ved at stryge dugene, der skal bruges.
Vi har endnu ikke fået regn, mens vi har været her, og det lader til at skulle holde tørt, til vi skal hjem igen.

P1030024P1030058

Der er hængt bunting op i massevis. Det var dem, Charlotte syede for tre år siden, da de holdt det første flowershow, men de holder heldigvis godt.

P1030059P1030062P1030064

Vi har været i Pewsey for at hente øl fra det lokale mikrobryggeri. De laver både øl og cider, og da de fandt ud af, at C havde sin danske familie med, skulle vi da lige have nogle smagsprøver, “for vi er jo så gode til at brygge øl i Danmark, så vi ville sikkert kunne værdsætte deres gode øl”. Til både Johns og min forbavselse kunne selv jeg lide dem – især var den ene af de tre vi smagte meget blød og fin uden at smage af humle, som normalt er grunden til at jeg ikke bryder mig om øl, som er for bittert til mig. Desværre tilbød de os ikke at smage cideren, for den ville jeg trods alt nok bedre have kunnet lide … jeg kan ret godt lide en god cider.

P1030055P1030057 

“Vale Ale” – det er et ret genialt navn, som dels er et ordspil over – naturligvis – Pale Ale og at bryggeriet ligger i Pewsey Vale.

P1030049

Ungerne rensede og ordnede det meste af deres base camp-udstyr. De har godt nok meget efterhånden; på billedet ses kun en del af udstyret. Det ses, at de har en del litteratur om overlevelse i vildmarken og den slags ting. Det har været en dårlig sæson for campen, fordi det først var så vådt, at det hele nærmest druknede, og senere blev det så varmt, at de ikke kunne holde ud at være der, og i øvrigt måtte de ikke tænde bål i den periode, så det var alt i alt ikke så godt. Nu er det fint sensommervejr, og de kan komme i gang igen med at benytte deres fine base camp.

27. august 2018

Fra den ene yderlighed til den anden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

For 2½ uge siden gik vi stadig og gispede over varmen, som nogle af os bandede langt væk, fordi det var for meget af det gode.
I dag har vi tændt op i brændeovnen. Fra subtropisk sommer til dansk efterår på 16 dage.
Der er mere end én rekord i dette, da der ikke før er gået præcis fire måneder uden behov for lidt hyggevarme i stuen, for også om sommeren (dansk normalsommer, vel at mærke) kan der godt virke lidt køligt sommetider.
I morges og i formiddags var det kun 19° indenfor og bare 14° ude, så lige over frokost kapitulerede jeg og tændte op.
Hvor er det dog hyggeligt! Ingen kan få mig til at sige, at jeg savner varmen. I dag regner det, men det var i sidste øjeblik, for var der ikke kommet noget i dag heller, havde jeg været nødt til at vande. Igen. Men det slap jeg altså for.

Lyng

Lyngen er brugt op. Det vil sige … det blev den faktisk ikke helt, for der havde været rigeligt med krudt i suppen til et fjerde og måske også femte bad. Der hænger med andre ord kun tre dyp på stativet, men jeg skal tvinge mig selv til at stoppe og lade være med at ærgre mig over ikke at udnytte farvesuppen 100 %. Den er trods alt gratis, mens jeg bruger en hel del penge på garn.
Det ses – igen – tydeligt, hvor forskelligt forskellige garntyper falder ud, selv når de stammer fra samme dyp. Helt bagerst kan anes de forskellige udgangspunkter: natur og et par grå nuancer. Jeg farvede også noget caffe latte-farvet merino, som ses yderst til venstre.
Dette var samtidig et eksperiment. De gamle og veletablerede farveguruer vil til enhver tid hævde, at det er en dødssynd at farve garn, der er ikke er vundet i fed. Det måtte komme an på en prøve, så jeg tog nogle nøgler, som jeg først bejdsede og derefter kom i farvesuppen.
IMG_8515Tre forskellige kvaliteter og tykkelser. Det lykkedes over al forventning. Jeg har boret en finger ind og skilt garnet ad for at lure, om der var farvet lige så meget inde i midten som yderst på nøglet, og det var der. Så skulle da pokker stå i at have alt det mas med at vinde op i fed inden farveprocessen sættes i gang. 
Og til Ditte: Det sidste grå garn vi investerede i, giver en fantastisk farve på lyng. Billedet yder den ikke helt retfærdighed, men det er øverste række nr. 2 og 3 plus det grønne nøgle. Det må du prøve!
De gamle sagde også, at hvis ikke et garn er helt og aldeles ensfarvet, er man en dårlig farver og får dumpekarakter. Jeg synes ikke det gør spor, at der kommer lidt spil i garnet, som fx dette lilla, som er cochenille overfarvet med indigo.
Og nej, det er ikke et overtræk til et strygejern, det er sålen af den ene af et par babysko, jeg lige har strikket af det lækre garn.

25. juni 2018

Solblegede mariehøns og alternativ stavning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:57
Tags: , , ,

Jeg lagde i dag mærke til, hvor mange mariehøns der pludselig er kommet; de fleste af dem mere orange, end jeg synes de plejer at være. Der var også nogle med den ‘rigtige’ røde farve, men ikke i nær så stort et omfang.
De er begge syvplettede. Er den den samme art, eller er det ikke? Google var for en gangs skyld ikke min ven, så jeg fandt ikke noget svar.
De er såmænd nok bare blevet afblegede af al den sol … men gad vide, om det er ved at udvikle sig til at blive et mariehønseår? Vi har virkelig mange her hos os, men dog ikke i de mængder, der sommetider ses, hvor alt nærmest er dækket af rødt.

P1020431P1020433

Bortset fra et par haverunder, hvor jeg lige fik pillet en smule ukrudt op, er meget af dagen foregået oppe i shelteret, hvor jeg har siddet og hygget, strikket, holdt sommerferie og nydt udsigten. Og ikke mindst den behagelige temperatur … solen har ikke skinnet så meget i dag, men det gør ikke spor, for det er rigeligt varmt til mig med 23°, og jeg kan alligevel ikke tåle at få sol efter kemoterapien. Bare ti minutter uden beskyttelse, så er jeg skoldet og huden klør. Den har godt nok lange bivirkninger, den kemo.
Det er altså ikke brok, bare en konstatering – hellere de smågener end dø af kræft!

Indimellem lurede jeg lidt rundt på de sociale medier og måtte smile højt over en stavemåde, jeg ikke havde oplevet før:
Bugge.
Kan I gætte, hvad der skulle have stået, når ordet som her står alene? Det hjælper at sige det højt, og ja: Der skulle have stået booke.
Det var en af de mere festlige stavefejl.
Måske er vedkommende nordmand.

16. juni 2018

Nu skal I nok få fred …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Nu stopper det for en periode, det der plantefarvningshalløj, så alle jer, der måtte være blevet grundigt trætte af mig, kan ånde forholdsvis lettet op.
Ditte og Peter er kørt hjem, jeg har fået ryddet op i farvemateriellet, og resten af i dag ser en af os skiftevis fodbold og Le Mans – den anden ordner lidt roser, lidt bloggeri og lidt strikkeri.
I morgen holder vi weekend, inden vi kører til Sverige mandag, på tirsdag pakker vi feriebil og på onsdag går turen mod Norge.
Der vil jeg nok heller ikke skrive om plantefarvning, men ganske kort tid efter vi er kommet hjem derfra, kommer englænderne formentlig, og plantefarvningen vender stærkt tilbage, for så er tagrørene nok klar – A & A synes heldigvis det er hyggeligt at hjælpe mig med processen.

P1020381Vi har farvet i storproduktionsskala og vi har storhygget. Vi har både storsnakket og småsnakket – og også bare tiet stille sammen, mens vi passede hver vores småsyslerier. Det er noget af det, der gør, at Ditte og jeg holder meget af hinandens selskab – det passer os begge så fint, at vi behøver ikke at være ‘på’ 24/7, hvorfor vi også glæder os meget til at dele sommerhus på Fanø til september.
Vi ved, at vi nyder hinandens selskab og lejlighedsvise uselskabelighed. Vi har spist dejlig mad og drukket gode vine.
Vi har, som man måske har kunnet fornemme, haft fem fantastiske og farverige dage.
Vi måtte investere i et ekstra tørrestativ, da vi ikke havde nok i et efter al indigo- og krapfarvningen. Parallelt med farvningen har vi også bejdset i nærmest industristørrelse, så der har været virkelig mange kilo garn gennem vores hænder. Jeg tør slet ikke forsøge at regne ud, hvor meget det drejer sig om.

Det sidste, vi havde i gryderne, var tjørn og prikbladet perikon. Jeg satte en plante af sidstnævnte i haven sidste år, og den har allerede bredt sig noget … så meget, at jeg ingen skrupler havde over at klippe den helt ned – den skal nok komme stærkt igen. Der blev lige 400 gram materiale, så vi kunne farve 50 gram hver. Det er dem til venstre – 1., 2. og tredje bad – og den overraskede positivt. I vil sikkert tænke, at vi da vist har hundredvis af gule farver i forvejen, men det er ikke helt rigtigt, for dette er en flot, gulgrøn nuance vi ikke har set før, og vi er ret vilde med den begge to.
De to tykke til højre er tjørn, 1. bad på gråt garn og 2. bad på lyst garn. De er en del kønnere i virkeligheden, men den sang har jeg også sunget før …

14. juni 2018

Skal du slet ikke blogge i dag heller?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:33
Tags: , ,

NEJ, jeg har jo overhovedet ikke tid til det der bloggeri!
Vi farver og farver og farver – og vi er vist i øvrigt ved at have erhvervet os et regulært farversyndrom. Nogle gange kan vi ikke huske fra næse til mund:
Hvor lagde jeg nu Den Lede Tråd? (Den, som i fagsprog hedder førertråd og som holder sammen på feddene i farve-/bejdsebadet. Jeg omdøbte den omgående til Den Lede Tråd i bedste Shu-bi-dua-stil.)
Derhenne!
Hov … er det her garn nu det bejdsede eller det ubejdsede?
Det er det bejdsede.
Tak!
Det der er 2. bad.
Nej, det er 1. bad! 2. bad ligger i spanden endnu.
Nårhja …
Det er derfor ret godt, at vi er to, for heldigvis er det sådan, at det, den ene glemmer, kan den anden huske og vice versa. Det er sikkert årsagen til, at der (endnu) ikke er gået noget galt. Så vidt vi ved …

P1020375

I dag har vi bejdset meget garn, og vi har ordnet alt garnet fra i går. I går indsamlede vi råmaterialer til at farve med gråbynke og hvidtjørn; i dag har vi farvet med førstnævnte; i morgen skal vi farve med sidstnævnte samt udføre et forsøg i meget lille skala med musevikke, hvis blomst har en fantastisk, blå farve. Hvidtjørnen skulle give en rødlig nuance! Farveverdenen er da fuldstændig forunderlig …

Hmmm. Er der mon nogen derude, der vil købe noget plantefarvet garn? Vi er leveringsdygtige i stort set alle farver …

12. juni 2018

4,8 kilo garn farvet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:21
Tags: , ,

P1020365

Vi stillede maskineriet op til Den Store Garnfarvningsseance. Både Ditte og jeg har investeret i en 30-liters gryde, så den ene (min) blev brugt til indigofarvningen, mens Dittes blev brugt til bejdsning.
Hahah, siger Ditte – de er alligevel ikke ens, for min har også timer!
Øv, siger Ellen, min har kun termostat.
Vi blev hurtigt enige om, at Brødrene Price har fået jævnbyrdige modstandere, hvad indbyrdes apparaturkonkurrence angår.

Nå. Til sagen. Hvor meget garn skal vi kunne indigofarve pr. dyp? 300 gram hver. Okay, så skal vi bruge 30 gram indigo. Kypen blev fremstillet i bedste laboratorieånd, stod en halv time og varmede op til at arbejde for os, mens vi fik os hver en kopkaf, og så gik vi ellers i gang.
Første bad fik 10 minutter. Det blev den flotteste, skønneste, dybeste, blå farve, så vi var glade.
Andet bad blev lige så blåt, så vi var lidt overraskede. 10 minutter.
Tredje bad blev lige så blåt, så vi var meget overraskede. 10 minutter.
Fjerde bad blev næsten lige så blåt (8 min.), så vi var lidt bekymrede. Har vi garn nok? Hvor længe kan det her blive ved? Nu var især Ditte begyndt at eksperimentere med overfarvning af gule farver, men badet var stadig lidt for potent til at give de ønskede farver.
Femte bad begyndte langt om længe at give lidt lysere farver.
Sjette bad. 5 minutter.
Syvende bad. 5 minutter.
Ottende bad. 5 minutter.
Var det mig, der skrev, at hasselblade var højpotente? Det var det, men indigo slår hassel med flere potenslængder.
Vi var nødt til at stoppe efter 8. bad. For det første havde vi ikke mere tørreplads, og for det andet var klokken blevet halvti, så det var på tide at stoppe for i dag, men vi lægger nok ud i morgen tidlig med at se, om der ikke skulle være lidt mere power tilbage i farvesuppen.

P1020366

På stativet hænger på de midterste, vandrette strenge, set oppefra og ned, bad 1 – 5.
Hvis man i tankerne deler stativet på midten, har Ditte venstre halvdel.
Den samme fordeling fortsætter i de strenge, der går den anden vej på billedet. Her kan man se, at Ditte mest har gjort i overfarvninger af gule farver, mens jeg begyndte at drage cochenille- og krapfarver ind i billedet – med de flotteste farver som resultat. Jeg er vild med dem. De kommer ikke til deres ret på dette billede – ingen af farvene er rigtigt gengivet, desværre, nok pga. det sene tidspunkt, så I må bare tro mig på mit ord: De er smadderflotte.
Men altså … næsten fem kilo garn farvet på 30 gram indigo. Det er helt vildt, især sat i kontrast til, at til ‘normal’ plantefarvning går der stort set altid fire gange så meget materiale til som garn – altså 400 gram blade til 100 gram garn.

10. juni 2018

Gå en tur i fjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:10
Tags: , ,

Ja, jeg skrev gå en tur i fjorden.
Det var der nemlig et par, der gjorde i dag. De havde ankret deres sejlbåd for svaj et sted, hvor folk ofte vælger at ligge på denne måde. Så undgår de både havnemylder og ditto afgift.
Fjorden er meget lavvandet visse steder (det er ikke så underligt, at den derfor kastede op forleden dag), hvilket ses på billedet her. Den er på dette sted godt en kilometer bred, så de vader altså rundt cirka 400-500 meter fra land – og det når dem ikke engang til knæene.
Hunden bliver lige luftet samtidig, kan man se …

Jeg tror bare, jeg bliver hjemme i haven – har hverken behov for at gå i eller på vandet.

Lavvandet fjord

I dag holdt jeg søndagsfri. Normalt er der for os ingen forskel på hverdage og weekender, men det var der så alligevel i dag. Jeg er endelig kommet igennem hele haven, og lige i dag gad jeg ikke så meget som se på ukrudtsbeholderen, så jeg satte mig op i shelteret og fik strikket den sidste firkant i et tæppe færdig. IPadden var medbragt, fordi for en meget sjælden gangs skyld fik jeg lyst til at ødelægge al fuglesangen ved at høre på lidt musik.
Der blev søgt på Youtube på mine overall yndlingshit gennem tiderne. Dem er der en del af, bl.a. Bryan Adams’ Summer of ‘69.
Det var nemlig some of the best days of my life. Jeg var 16 år. Jeg var i London for første gang. Jeg startede i gymnasiet. Jeg var ung, men uden ansvar (for andre, altså … man har jo altid ansvar for sit eget liv), jeg havde det i det hele taget bare SÅ fedt den sommer, og når den gode Adams leverer et så dunkende hit som han gjorde om netop den sommer – ja, så skal det næsten blive til en af de foretrukne fra min side.
Den blev, ifølge Wikipedia, i 2006 kåret af canadierne som den bedste sang at høre under bilkørsel. Gad vide, om de holdt en folkeafstemning om det?
At den er fra 1985 og at Bryan Adams kun var 10 år i 1969, er sagen totalt underordnet.
I hvert fald lader vi os ikke forstyrre af fakta – det er bare et skønt nummer.

Jeg sang med inde i mit hoved, men jeg var desværre ikke Singin’ in the Rain

20. maj 2018

Fiberfolk, spisefolk og hyggefolk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , ,

Ditte havde spurgt om jeg ville med til et lille marked i Roskilde, som henvendte sig til sådan nogle som os.
imageDet ville jeg meget gerne … John og Peter legede chauffører for os, og vi mødtes klokken 10. Vores mænd gik på havnen og fik en is, mens vi daaamer gik ind for at se på herlighederne. Det var der desværre også virkelig mange andre, der også havde fået lyst til. ALT for mange. Det er jo fantastisk, at arrangørerne har så stor en succes fra time ét, men vi blev der ikke så længe som vi havde gjort, hvis der ikke havde været sådan et overvældende, klaustrofoberende mylder.
Det var måske meget heldigt, for der var som sagt mange fristelser … jeg var dog virkelig dygtig til at styre mig og købte kun 200 gram garn – naturligvis ikke plantefarvet; Ditte og jeg havde talt om, at det ville være temmelig tåbeligt at købe noget af det, vi selv forsøger os med. Men der var megen god inspiration at hente.

Hotel Søfryd JyllingeHotel Søfryd Jyllinge (1)

Frokosten blev indtaget på Hotel Søfryd i Jyllinge, som ligger på en skråning ned til Roskilde Fjord. Fra restauranten (i gavlen oppe til højre i billedet) var der en enestående udsigt over fjorden, som vi nød lige så meget som den gode og ret omfattende pinsebuffet, de serverede for os.
Vi spiste alle fire alt for meget – jeg er ikke blevet sulten endnu og skal bestemt ikke have mere mad i dag!

John og Ida hygger

Det var så også to dage i træk med rigeligt mad. I går kom min niece Heidi, husbond Nikolaj og deres to piger for at hente Pernilles dukkehus, som Ella skulle overtage. De kørte hjem med en del af Annas gamle legetøj … bare ikke lige dukkehuset, som var årsagen til deres besøg, men som ikke kunne være i deres bil.
De bor ikke så langt fra Roskilde, så det passede heldigvis fint, at vi kunne smide det ind til dem, når vi havde taget afsked med Ditte og Peter.
Det var rart at komme af med de ting – vores børnebørn er vokset fra det meste af det, vi har haft liggende til dem; det stod bare og fyldte oppe på deres værelse, så det er fint nok, at det nu kan gå videre.
John sidder med Idas ande-sutteklud på hovedet. Ida havde en fest med at hive den af og blive lige frydefuldt forskrækket, hver gang han sagde BØHH.
Ella var travlt optaget af at lave noget af de hamaperler, hun bl.a. fik.
Hvor bliver de dog alt for hurtigt alt for store, de små.

3. maj 2018

Barnaby og Bluebells

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , , ,

I morges sagde vi midlertidigt farvel til familien og satte kursen mod Oxfordshire, hvor meget af ‘Midsomer County’ er placeret. På vejen prøvede jeg at finde en eller flere bluebell-locations, inden vi begyndte at løbe ind i Barnaby-locations. Der viste sig at være et sted næsten på vejen – og jeg skal da lige love for, at der var bluebells galore! I kilometervis af blomster og dermed i millionvis af dem. Ikke engang panoramafunktionen på kameraet kunne gengive den overvældende mængde af de smukke, blå klokkeblomster.

Bluebells galoreBluebells galore

Vi så dem mange gange i løbet af dagen sådan hist og pist – nogle gange i større mængder; andre gange bare i snesevis af små pletter. Jeg nød dem, uanset hvor mange eller få der var.
Nu skal I ikke komme og sige, at anemoner er lige så smukke eller smukkere, fordi det er ikke det, det drejer sig om, men anemoner har jeg set på i 65 år, hvorimod bluebells er et forholdsvis nyt fænomen for mig, så alene af den grund overmåde betagende hver gang. Og jeg bliver helt sikkert ikke træt af at opleve dem, for det når jeg ikke at gøre i 65 år!

IMG_0990P1010952

Vi kørte igennem den ene idylliske landsby efter den anden – denne del af Oxfordshire er ikke uden grund meget populær for filminstruktører; det er ikke kun brugt til Barnaby-serien, men også Morse og flere andre.
Herover Goring. Den lille chalup har jeg sagt til John, at han meget gerne må købe til mig – den kunne jeg godt se mig selv tøffe rundt i Præstø Fjord i.
Det kunne min mand til gengæld ikke – han syntes den var tudegrim, desværre, så han hævdede, at jeg må sejle rundt alene, og det tror jeg ikke rigtig, jeg har lyst til.

ThameThameThame

Vi gjorde eftermiddagskaffestop i Thame, som af visse tv-kiggere nok kendes bedre som Causton. Nyd det lille byhus herover … vi kunne desværre ikke fjerne den grimme bil foran.
Vi besøgte Wallingford, hvor Agatha Christie boede, vi kørte igennem Nettlebed og vi kiggede forbi Greys Court. Der er ikke plads til alle de mange billeder, jeg har taget i løbet af dagen, for jeg ville også have plads til at vise det sted, vi fandt via Last Minute Booking, hvor man kan være heldig at få fire- eller femstjernede overnatningssteder for næsten ingen penge, fordi man bestiller i … sidste øjeblik, såmænd.
På denne måde fandt vi The Hayloft Room i April House, mellem Thame og Oxford. Det rum gider vi simpelthen ikke klage over. Heller ikke prisen, som (heldigvis) ikke helt lignede den listede overrnatningspris.

The Hayloft

The Hayloft

Således sluttede første halvdel af Barnabyturen på allerbedste vis. I morgen tager vi anden halvdel, inden vi leger housekeepers for vores lille familie.

Til sidst vil jeg bede om hjælp til identificering af denne plante. Den stod i skoven sammen med alle de mange bluebells – men denne var der kun få af.
Den er ca. 20 cm høj.

Ukendt plante

10. marts 2018

En lang dags rejse mod … hygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:26
Tags: ,

Det er faktisk forkert af mig at [mis]bruge det meste af titlen på Eugene O’Neills skrækkelige tragedie som dagens overskrift, for der er kun selve ordene til fælles – og de er endda overdrevet her, for jeg var trods alt ikke hele dagen om at komme fra Præstø til Birkerød. Og selv om det hurtigt blev mørkt efter jeg ankom, var det en rejse der førte til at møde fem gode, gamle kolleger – og lærer Andrew, som sandelig holder fast i at ville deltage i at møde sit Dream Team, selv om vi alle er ældre end ham. De fleste en hel del ældre …
Men to timer tager det i alt fra Den Stråtækte, når det kører på skinner, og det gjorde det i alle betydninger i går. Søde John kørte mig til Køge, hvor jeg hoppede ind i et E-tog, og 1 time og 9 minutter efter stod jeg af på Birkerød Station, hvor aftenens værtinde hentede mig. Det kan ikke være nemmere.
Til gengæld er det ikke helt så nemt, når man skal hjem igen. Der går ingen hurtigtog og der går ingen direkte tog. Jeg forstår selvfølgelig godt hvorfor, men som individ ville jeg ønske det var omvendt; at rejsen var kortest, når man er træt og længes efter sin seng. Som kompensation for den længere tid er billetten 12 kroner billigere – 63 kroner i stedet for eftermiddagens 75.  
Jeg blev sat af på stationen lidt over kl. 23. Tog bumletoget og skiftede på Hovedbanegården til et andet bumletog. Heldigvis havde jeg selskab af Andrew til jeg skiftede tog, men de 16 minutter på den hundekolde perron var laaange.
Kl. 01 landede jeg i Køge, hvor John holdt og ventede på mig. Jamen han ER altså sød! Vi var hjemme 01:45, så ingen af os var helt friske mere.
Det var meningen, at han skulle have haft sovet, og jeg skulle vække ham en time før forventet ankomst, så han kunne nå at få en kopkaf, inden han kørte.
Det skete bare ikke, for han blev indfanget af en film.
Vi sov – aldeles uhørt for os begge – helt til halvni, så vi er ikke specielt smadrede, heldigvis.

Og hvor var det dog dejligt, skønt og herligt igen at have en aften sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold! Jeg NØD det … jeg blev opdateret både på Rigets Tilstand og på kollegernes liv og færden siden vi sidst sås; der var, som altid, en del nyheder, både gode og dårlige.
Det er en fast bestanddel af sammenkomsten, at de fortæller Marianne og mig, hvad der er sket på vores gamle arbejdsplads, men det er bestemt ikke fordi vi taler arbejde hele aftenen, for det har ingen af os lyst til. Vi når gerne hele verden rundt en gang eller to, men der er alligevel aldrig tid nok, synes jeg, så allerede inden jeg er hjemme igen, glæder jeg mig til næste gang, vi skal mødes. 
Hvis jeg blev nødt til at vælge, ville jeg hellere holde fast i disse sammenkomster end i de halvårlige veteranarrangementer oppe i firmaet.

28. december 2017

Dagen før dagen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:53
Tags: , , , ,

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

P1000835

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!

It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

P1000838

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

4. december 2017

Og mig, som aldrig vinder noget!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , , ,

Billedresultat for hvid jul dalbyJeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 KnuthenlundKnuthenlund (1)

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

8. oktober 2017

Du bli’r hvad du spiser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: , , ,

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

P1070341P1070352

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

P1070355    P1070346

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

P1070357

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

5. oktober 2017

Så skal jeg til det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

image

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

16. februar 2017

Godt vi gjorde hvad vi gjorde i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Heldigt nok, at vi tog til Faxe kalkbrud i går, selv om vejrudsigten sagde, at det ville blive fint og stille solskinsvejr både torsdag og fredag. Belært af årelang erfaring fra tidligere vejrudsigter ved vi kun alt for godt, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Og ganske rigtigt: I morges sagde DMI, at det ville blive overskyet og blæsende. Det havde de til gengæld ret i, men det må være svært at forudsige for tiden, for udsigten er kun rigtig for samme dag og gerne ændret kraftigt til den næste.

P1050842

Vi havde en masse lidt mere end daggammelt brød, hvilket ungerne gerne ville til havnen med for at give det til ænderne. Vi fodrer ellers ikke ænder med brød, da det faktisk ikke er særlig godt for dem, men hvad gør man ikke for børnebørnenes skyld?
Vi blev enige om at køre lige efter morgenmaden, hvis nu DMI skulle have ret i det med det overskyede … endnu var det dog fint og solrigt.
Som på billedet herover så det ud, da vi satte kursen mod Præstø – og som på billedet herunder så det ud, da vi ankom bare 10 minutter senere. Koldt og ret blæsende var det lige pludselig blevet, men ænderne og blishønsene var glade for maden. Det var mågerne desværre også …

P1050881

Det var meget underholdende at se fuglene skjøjte hen over isen for at få fat i brødet. Ænderne var dårlige skøjteløbere, men blishønsene var elendige. Mågerne havde den store fordel at kunne flyve hen og tage brødet, inden det nåede ned, hvorfor jeg gik lidt hen ad bådebroen og kastede lidt brød ud for at lokke dem væk, mens der blev fodret ænder henne hos børnene.

P1050887

Aubrey havde sin nye hue på. Det er en, jeg har strikket dobbelt i én tråd supersoft på pinde 1½ – det vil sige, at jeg har sådan set strikket huen to gange og foldet den ene halvdel op i den anden. Det tog næsten lige så lang tid som at strikke en hel sweater, men den blev tæt og god, og Aubie elskede den med det samme. Den er lige det største, men det var ligemeget for hans vedkommende – det er lige før, han sover med den på. Så er der noget ved at strikke til ham, når han bliver så glad for det færdige resultat!

P1050441P1050438P1050910

Nu er det hjemmehygge med ild i brændeovnen, Kajkager på tallerkenerne (to af os), kaffe/te/kakao i kopperne (alle), strikketøjet i hænderne (én af os, lige om lidt), laptoppen på bordet (tre af os), kortene på bordet gulvet (to af os) og en bog i hånden (en af os). Lejlighedsvis småsnak (fire af os), ærgerlige eller glade udråb, når kabalerne ikke går op, henholdsvis gør det (to af os).
Ikke mere ud i dag, tak!

13. februar 2017

Snemænd og minecrafting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: , ,

Vi var knap nok landet i Den Stråtækte, før børnene var ude i haven for at samle den resterende smule sne til en snemand.
Det skal lige siges, at de alle fire har haft et par dejlige dage i København. Ungerne syntes, ganske overraskende, at Glyptoteket var vældig interessant pga. mumierne og alle de frække nøgne mænd (mummy – why are they all naked?) … de var ret betagede af 3D-filmen i Planetariet, og de fik lov at have sneboldkampe hver gang de var i nærheden af brugbar sne. Alle var dermed glade hele tiden. Aftensmaden søndag var (børnene fik lov at vælge) på cafe Den Hvide Disk (en pølsevogn). De havde spist en kæmpefrokost et eller andet sted, så valget blev accepteret, især måske fordi Tim også synes, det er alletiders med de københavnske pølsevogne. Desserten blev indtaget på Cafe Vivaldi.

P1050832P1050834

Jeg skulle, efter aftensmaden, lige indvies i Minecrafts mysterier. Ikke at jeg blev specielt meget klogere, men de havde begge to meget at fortælle mig.
Det er vist flere år siden, jeg har tilbragt mere end et kvarter i denne stilling med rumpen lige i vejret … der var godt nok også ret langt op igen. Meget længere end der var ned …

P1050839

Nåmmen jeg har ikke så meget tid i dag, men alle andre end mig sidder og ser Kender du typen, så jeg fik lige en halv time …

20. januar 2017

SE! Det hedder TE!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Hver gang jeg ser ordet te stavet the, kommer jeg til at udtale det som den engelske betegnelse for bestemt en- eller flertal. `
Det staves te. TE, sagde jeg! Og det har aldrig været stavet the. Jo, måske da det kom til landet i den sidste halvdel af 1600-tallet, men i hvert fald ikke så længe der har eksisteret ordbøger.

imageP1050753

Min Madam Blå-tedåse kunne snildt være omkring 100 år gammel – dengang kunne man godt stave til te.
Og lad nu være med at sige, at I synes the ser pænere ud end te. Sådan er det bare, og hvis vi alle stavede efter personlige staveskønhedsreferencer, kunne det hurtigt blive det rene, mere eller mindre ulæselige staveanarki, så I kan lige så godt vænne (nej, ikke vende!) jer til at stave det korrekt.

Så fik jeg lige markeret igen.
Mest fordi der intet spændende er at berette her fra det svenske – vi slapper totalt af alle tre. Vi kan lige overkomme at rejse os for enten at brygge en kopkaf eller fodre den evigt sultne brændeovn og det lige så forslugne brændekomfur.
Vi laver nemlig fotoalbum alle tre. Det er noget så hyggeligt at sidde og konstruere et album side for side – lige fra ét stort panoramabillede over to helsider til ti billeder på én side og stort set samtlige varianter mellem disse to yderpunkter. Nogle af dem tiltet og/eller overlappet lidt.
Søren laver et (salgs?)katalog med sine malerier. Han er et meget kreativt menneske, som maler og har lavet smukke ting både i rustfrit stål og i gammelt jern, sådan lidt på Robert Jacobsen-måden. Næsten. Bare lidt pænere, hvis man spørger mig.
John foreviger vores USA-tur og jeg laver en fotorevy over “Året der gik” for 2016. CEWE kommer til at tjene godt på os om ikke særlig længe, men vi venter med at uploade albummene til vi er hjemme igen – bredbåndet er lige det smalleste til det heroppe.

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

29. december 2016

Base Camp – et børneparadis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , , ,

Overordnet set havde vi vist så godt vejr i England i julen, som man overhovedet kunne have. Det dårligste vejr havde vi faktisk den dag, vi kørte den smukke tur til Manor Farm. Murphy strikes again
Stormen, som hed Urd i Danmark, hed Barbara i England, men den var værst i Skotland; hvor vi var, var det et slemt blæsevejr d. 23. men kunne på ingen måde kaldes for en storm. Det var dog slemt nok til at genere børnenes Base Camp lidt – den havde blæst noget af den ellers tykke og tunge presenning ud af position, så noget af indmaden i ‘hovedhuset’ var blevet vådt.

Base camp

Lejren med lejrbål og ‘udhuse’ (workshops) ligger nederst på græsmarken. Langs denne løber en grøft, som der kun er er vand i, hvis det virkelig har regnet meget, og som derfor er god at lege i resten af tiden. Herunder ses til venstre nedgangen til deres clay mine og til højre ses træet, der meget venligt har lagt det meste af sin tykke stamme ned, så den kan bruges som bro.

The ditchThe ditch

To af dagene vi var der, var det så godt vejr, at vi stort set ikke så børnene; de opholdt sig i lejren, hvor de tændte bål og selv lavede deres frokost, som bestod af bålbrændte kartofler, kogt pasta, opvarmede baked beans og lidt pølser på spid. Den ene dag kom de først ind, da der blev kaldt på dem via deres walkie-talkies, som de fik sidste jul, for lejren befinder sig så langt væk fra huset, at man ikke kan råbe dem op – da var klokken 18 og det havde været mørkt længe, men det blev det kun mere hyggeligt af, og de havde taget pandelygter på begge to, så de kunne finde stien tilbage til huset.

Der fortælles om the tribal life

Jeg husker godt dette eventyrlige liv. Jeg havde det selv på gården, hvor næsten al min tid, når vejret var til det, foregik i det, vi kaldte Den gamle Have. Der lå også et hus, da jeg var barn; min far kunne huske det havde været beboet, men det var længe siden, da jeg begyndte at lege der. Det var lerklinet, og med årene faldt det helt sammen. Jeg fik hele denne udvikling – eller måske afvikling – med, for jeg husker tydeligt det forladte hus med en forsømt, men rigtig have, en brostensbelagt gårdsplads med brønd og en lille staldbygning. Det hele faldt efterhånden sammen, haven fik lov til at gro helt til, og det var naturligvis et fantastisk sted for os unger at lege. Min farfar købte husmandsstedets jord, allerede mens det var beboet, hvilket er forklaringen på, at Den gamle Have hørte til gården.  
Jeg tændte et hav af bål og utallige er de mere eller mindre forkullede kartofler, jeg har spist i Den gamle Have. Det var mit livs bedste kartofter, uanset hvor sorte de var udenpå eller hvor halvrå de var i midten.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jeg byggede huler og jeg kæmpede mig igennem ‘junglen’. Det var et rent eventyrliv.

P1050584

Så jo, jeg forstår så glimrende hvorfor ungerne ikke er til at drive væk fra deres lejr, og hvorfor de går så højt op i at dyrke deres tribal life.
De glæder sig i øvrigt helt vildt til at komme med på safari til sommer – jeg tror de har den helt rigtige alder til denne oplevelse.

23. december 2016

Rødkål, Buck’s Fizz, stjerner, vafler og gymnastiske øvelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: , , , ,

Vi lagde ud med en sen morgenmad (sen for os; normal for familien herovre, når de har fri), derefter satte en af os rødkål over, mens en anden en af os lavede en dessertkage til den 25.
Kl. 12:30 gik turen – i stiv kuling – til den anden ende af landsbyen, hvor vi skulle have en drink hos Elizabeth og Julian (Elizabeth er Tims mor). Det viste sig at være den traditionelle julemorgendrink Buck’s Fizz, som er 2/3 champagne og 1/3 appelsinjuice (helst friskpresset). Dertil serveredes der Elizabeths version af Angels on horseback og små sandwiches med røget laks. Versionen er dadler fyldt med mangochutney, omviklet med bacon og stegt i ovn. Dette smager aldeles glimrende, men nogle af os var nødt til at bytte om på det autoriserede forhold mellem champagne og juice … det smager fint, men jeg synes, at alkohol slår hårdere på den tid af dagen; derfor lidt mere juice til os daaamer. Mændene tog champagnen ufortyndet …

Mormor at workP1050485

Efter hjemkomst skulle jeg lære børnene at folde stjerner. Det gik helt fint, men der skulle koncentreres voldsomt, når de skulle klippes til, som det ses. Aubie fangede faktisk først fidusen med at få strimlerne drejet rigtigt, hvilket han selvfølgelig var rævestolt af. Det var rigtig fint med denne lille sejr, som han ikke engang hoverede på grund af, men som man kunne se, at han blev meget glad over indeni, for normalt er det jo Anna, der er bedst til alting, fordi hun er et år ældre.

P1050491P1050492P1050494

Hun tog i stiv arm, at lillebror var en tand bedre til stjernefoldning, men var efter denne udfordring lige nødt til at vise mig, hvad en døråbning og en smal gang også kan bruges til … lidt oprejsning måtte der til!

Efter aftensmaden (hønsekødsuppe) lavede Charlotte vafler, som ingen af dem rigtig kunne huske hvad var, men jeg skal da lige love for, at de faldt i god jord hos Aubie og Tim (ja, også hos John og mig, såmænd, men vi vidste hvad vi gik ind til). Anna spiste ikke så mange – hendes tand er meget lidt sød, men Aubrey spiste mere end rigeligt for dem begge to – han var så stoppet med vafler, at de næsten stod ud af ørerne på ham.

Fuld af vaflerP1050501

Træet er blevet pyntet, så alt i alt blev det en lillejuleaften meget efter traditionerne i min familie. Det bliver dagen og især aftenen i morgen også, og så på søndag får den fuld skrue med en jul 100 % efter traditionel engelsk metode.

22. december 2016

Et elefanthvidløg og et rottehul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , , , ,

Hvis Marlborough var slem i går, var det endnu værre i Devizes i dag. Det tog en krig at komme ind i byen; det tog en anden krig at komme ind til centrum, en tredje at finde en parkeringsplads, en fjerde at komme ud fra parkeringspladsen og endelig en femte krig at komme ud af byen. Vi kunne næsten konkurrere med hundredårskrigen … Walter Rose, den gode slagter, havde sagt til C, at det ville være bedre at hente juleaftensanden i dag frem for i morgen, da der i morgen vil være nærmest kaos i byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han så mener, at kaos er!

KæmpehvidløgKæmpehvidløg

Men vi fik anden og vi fik også klaret hvad vi ellers havde af sidste øjebliks småærinder i byen. Og jeg fik elefanthvidløg. Det stod der på hylden, selv om der står Glorious Garlic på løgets net. Begge dele kan snildt forsvares, skulle jeg mene – jeg har da aldrig i mine livskabte dage set så store hvidløg – hvert enkelt fed svarer vel i vægt til det meste af et helt almindeligt hvidløg. De har haft deres rødder i Mexico, kan jeg læse på skiltet. Jeg ville derfor noget hellere have, at vi importerede hvidløg fra Mexico end fra Kina, hvis vi alligevel skal hente dem fra den anden ende af kloden.

P1050467

Forestil jer en pyramide, man har skåret toppen af og vendt på hovedet, så har I the kiln, som billedet herover forestiller, og som er ovnen, der altid var ild i, når malten skulle tørres. Den havde ikke været tømt – eller brugt – siden omkring 1850, hvor der kom nye beskatningslove i England, og hvorefter det så ikke kunne svare sig at drive et malttørreri.
Den er nu tømt og renset, hvilket var et KÆMPEarbejde. Man kan ikke bruge rummet til noget, for der er kun en lav lem derindtil. Jeg kunne måske lige klemme mig igennem lemmen og den smalle, cirka en meter lange tunnel derind, men havde med min klaustrofobi light ikke spor lyst til at gøre forsøget og overlod det til Charlotte kravle ind og tage lidt billeder. Bjælkerne i loftet er dem, der holder gulvet i vores soveværelse. Det var her, de specielle fliser med huller i lå; fliserne som nu ligger ude ude langs væggene oppe i vores soveværelse. 
The kiln er blevet ungernes hule – de har slæbt alverdens ting derind og de råhygger derinde, kan vi høre. De kalder den for the den eller the rathole, og det er et fuldstændig fantastisk sted at have hule, når man er barn – de skulle bare vide, hvor privilegerede de er, men det har jeg vist sagt før.

P1050476

The kiln befinder sig lige inde på den anden side af fars og mors hyggekrog, så de kan kommunikere alle fire og alligevel befinde sig i hver sin verden.

9. december 2016

Fabrikslignende forhold

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: , , ,

Der har virkelig været gang i storproduktionen her i Den Stråtækte. Jeg har syet syv brødkurve og John har lavet seks fuglefoderhuse.

BrødkurveHvorfor i alverden har jeg lavet hele syv brødkurve? Det har jeg fordi vi lige om lidt skal til julefrokost med hele min nærmeste familie (dog naturligvis, men desværre, uden englænderne). Vi har ikke aftalt noget med at give hinanden julegaver, for det gør vi normalt kun til dem, med hvem vi holder selve juleaften.
Der er bare det, at jeg for det første godt kan lide at strikke og sy (bare for de af jer, der ikke lige vidste det i forvejen …) og for det andet kan jeg godt lide at give gaver. Nu kan søstre og niecer/nevø så vælge en brødkurv hver – hvis de vil have sådan en – dem der ikke vil, kan diskret vende ryggen til og lade som ingenting. Der er ikke aftagetvang.
Det er der heller ikke fra kassen med strikkede tørklæder, vanter, pandebånd og huer, jeg tager med. De kan tage, hvad de vil have – resten går til en Kirkens Korshær-butik inden så længe. Kassen er mine pilotprojekter og/eller bare ting jeg har haft lyst til at strikke, men ikke selv kan bruge, enten pga. farven eller fordi jeg ikke går med tophue eller bare har alt for rigeligt af det i forvejen. Inge aftog et silketørklæde i dag – dejligt. Både med uventede kaffegæster (vi havde ikke engang Merrild i huset), og at der bliver taget af kassen …

FuglefoderhusFuglefoderhus

Kristine kom med det glimrende forslag at bruge tavlelak til at illudere skifer – ideelt til kragetæer, som hun sagde … tøhø … men det var en god ide, for det ser bedre ud med sort tag end med det naturfarvede – husene ser mere færdige og lidt mere prof ud (nej, ikke proff! Der er ikke to f’er i professionel. Så lær det dog, XL-BYG).
Mejserne er vilde med jordnøddesmør/melorme-blandingen. Vores lille halvtamme rødkælk går også til den, mens grå- og skovspurvene nøjes med at kigge, hvilket passer os strålende, for der er alt for mange af dem, når vi hænger en kornblanding op. Om de ikke kan finde ud af at sidde på den lille pind eller de ikke kan lide maden, skal jeg ikke kunne sige, men det det er også ligemeget, vi er glade, bare de holder sig væk.
Vi kan begge godt lide et rigt fugleliv i haven, men ikke så skovspurverigt, som tilfældet er – over 50 er for mange, for de tømmer et stort rør på et døgn, hvilket vi finder er lige i overkanten.

7. december 2016

Det er stadig syslevinter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , , , ,

Vejret er ikke til udedørs aktiviteter i dag, så der er sat et halvt grisehoved og et par skanke over sammen med en masse dejlige krydderier efter fru Plums anvisninger. Nu skal der laves sylte til familiens julefrokost på søndag hos min ene søster. Og den kommer til at smage godt! De unge kan også lide den, for den er ikke spor fed, bare meget smagfuld og lækker. Det er gamle fordomme, der hersker over syltehaderiet – og måske også alt det fedt, man kom med i de dårlige gamle dage … plus andre ulækkerheder fra grisehovedet. Det her er i hvert fald godt.

FuglefoderhusFuglefoderhus (1)

Min dygtige mand har kopieret det fuglehus, vi lige har købt. Det fungerer nemlig så godt, at vi fik lyst til at sætte flere op. Det tog ham næsten ingen tid at måle, save ud og slå sømmene i – med et resultat, der på alle måde matcher det købte. Bortset fra skifertaget … jeg foreslog at købe et sort skriveunderlag, skære det til og sætte på.

Brødkurv (2) - CopyBrødkurv (4)

Brødkurv (1) - Copy

Jeg har syet et par brødbakker. Vendbare. Bare for at se om jeg kunne, og det kunne jeg godt. Det var jeg måske ikke så forbavset over, men jeg var i tvivl om hvilket stof jeg skulle vælge. Hvad den første (den sorte) angik, var der plads til forbedring, så der var kun ét at gøre: lave en til for at se om de udtænkte forbedringer ville virke.
Jeg har masser af hør, fordi jeg fik købt noget forkert til nogle dobbelte dækkeservietter. Det viste sig at være lidt for kraftigt til dem, men det er fint til disse brødkurve. Alligevel måtte de have lidt støtte mellem stoflagene for ikke at skvatte sammen. Bunden gav jeg lidt Fast2Fuse – en god opfindelse.
Jeg tror jeg sætter en mindre serieproduktion i gang – de kan være udmærkede at have på lager til smågaver.

Det er virkelig rendyrket pensionistliv, dette her: Jeg ser Inspector Morse hver eftermiddag. Jeg var ikke så begejstret for dem da jeg var yngre – syntes han var for sløv og at det hele skred for langsomt frem, så jeg så kun nogle ganske få afsnit, men nu synes jeg de er hyggelige at sidde og strikke til, og de passer fint til mit pensionistadstadige, mentale tempo.

23. november 2016

Nu med fiskekugler

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:23
Tags: ,

Fiskekugler … uden r efter fiske … hvis der blev sat et r der, ville det sikkert kunne skabe nogle lidt uhensigtsmæssige associationer hos et par stykker.
Nogle gange bliver jeg positivt overrasket: Jeg bestilte kuglerne hos nauticum.dk i går ved middagstid. I morges kl. 9:30 ringede postbuddet på vores dør med pakken. Det kan ikke lade sig gøre at ekspedere det hurtigere, men hvorfor pakker skal prioriteres over breve, forstår jeg ikke.

P1050210P1050206

P1050213Jeg er faldet pladask for de smukke kugler, som må kunne finde en eller anden form for anvendelse hele året her hos os – vi bor trods alt helt ned til vandet, så det vil ikke virke forkert. Hvis jeg fjerner de julede ting fra bålfadet, kan der sagtens ligge noget i det hele året og se nysseligt ud.
Nu mangler jeg bare en kugle eller to af flettet pil. Måske kunne jeg godt finde ud af at lave en selv, men det kræver, at jeg har noget egnet pil, og det har jeg desværre ikke. Mos kan sagtens skaffes, men det har vi mest af i Sverige, så det må vente et stykke tid.
Resten af vinterbelysningen er ligeledes kommet på plads nu. Det hedder ikke julebelysning hos os, for vi sætter ikke lys i noget, der minder om juletræer, netop for at have en gyldig undskyldning for at have det tændt i hele mørketiden; dvs. frem til omkring slutningen af februar. Det er så hyggeligt, når bare der ikke er for meget af det … vi er på ingen måde ude på at komme i lokal- eller landsdækkende tv for vores overdådige (jule)belysning.
Postbuddet kom også med to andre pakker. Nu er alle julegaverne i hus. De, der fylder mere end de vejer, er sendt videre til England, sammen med den traditionelle chokoladekalender til børnene; resten af gaverne kan vi have i kufferterne. Det er en ret god fornemmelse ikke at skulle tænke mere på julegaverne for i år.

25. oktober 2016

Må vi gerne grine?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , , ,

Faktisk spurgte vi ikke om lov først – det kom helt spontant, grineriet.
Tim legede Chili-Claus. Eller nok rettere et af hans ofre, men det kneb en anelse med medlidenheden fra vores side.
Jeg har et fad fyldt med med citronchili og Ungarnsk lang stående på køkkenbordet. Den første har styrke 7, den sidste er lidt mildere. En lidt kry Tim sagde, at han da sagtens kunne spise en hel chili af de stærkeste jeg har, hvorefter Aubrey naturligvis skyndte sig hen for at finde en fra fadet.
I wouldn’t do that if I were you, sagde jeg, the yellow ones are pretty strong.
Sig så ikke, han ikke var advaret, men han insisterede. Så var han også selv ude om det … jeg gav Aubie en af de mindre eksemplarer af citronchilerne og sagde giv far den der.
Et festligt syn, som var en ganske god imitation af Bubber, da han blev lokket af Chili-Claus.
Nej, jeg tog ikke billeder – det nænnede jeg trods alt ikke, men der var en del fagter og meget lyd på, da chilien efter få sekunder begyndte at virke, og alle vi fem andre kom vist desværre til at grine højt og larmende. Jeg gav ham et glas mælk, og i den næste halve time bedøvede han sin munds indre med isterninger.
Vi kørte en tur for at finde raslesten, og da vi kom hjem igen, var alt okay igen for Tims vedkommende. My mouth is normal now.

P1040847

Raslesten fandt vi desværre ingen af, men vi fandt masser af runde flintesten, som jeg nu vil sætte nogle af over i min stenslibertromle, så de kan blive slebet og poleret rigtig fint blanke til næste gang vi ses. Det er en proces, der tager fem uger, så de får dem ikke lige med hjem i morgen.

P1040852

Vi stødte også på en lidt alternativ udgave af den lille havfrue og en lille pige, som frelste vandmænd fra Den Frygtelige Udtørringsskæbne.

P1040850P1040854

Der var dejlig vindstille, hvilket næsten kan kompensere for, at solen ikke rigtig ville skinne i dag, og det er et dejligt syn, når både Østersøen og Præstøfjorden så smukt blanke.

P1040855

Der kom en stor flok gæs flyvende … det fangede opmærksomheden et øjeblik.

23. oktober 2016

Endelig ude!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

I morges skinnede solen, men inden vi var færdige med morgenmaden og kommet i tøjet, var den væk igen.
Det så dog i det mindste ikke ud til, at det ville regne, så vi satte plan A i kraft, hvilket var at køre ud til Vemmetofte Strandskov, hvor vi har været flere gange før, men englænderne elsker den tur. Især Tim er fascineret af, at man har en bøgeskov i umiddelbar nærhed af en sandstrand – det kender han ikke fra sit hjemland.
Vi var bare den tredje bil på parkeringsområdet da vi kom, men da vi vendte tilbage, kunne man næsten ikke komme til for biler – der var mange, der havde fået lyst til at komme ud, her hvor regnen langt om længe holdt en tiltrængt pause.

IMG_8016

Såååå stor … man skulle tro, Charlotte var ved at fortælle sin mor lystfiskerhistorier, men det var hun ikke.
Solen tittede næsten frem bag skyerne hvor vi gik, men længere nordpå så det lidt truende ud.

IMG_8000

Det er rent billedspam i dag, for bortset fra, at vi gik den lange tur langs stranden ud og inde i skoven hjem, er der på nuværende tidspunkt ikke sket noget som helst, der er værd at skrive hjem om. Eller skrive ud om …

P1040770

Farverne var der, og de var eventyrligt smukke, når solen lige kiggede ned til os. Vi mangler bare de helt røde, men disse her er absolut acceptable.
Billedet med spejlingen, som John tog af Charlotte og undertegnede, synes vi er ret godt – og det er ikke modellernes skyld!

IMG_8042

Børnene har lært at sænke slagskibe – med papir og blyant, vel at mærke – og de synes det er en herlig beskæftigelse.
Det er heldigt, for nu småregner det igenigenigen.

22. oktober 2016

En meget misbrugt ælling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags:

Der bliver i høj grad lavet ingenting på denne grå og regntunge dag.
Ingenting er blandt andet at køre til Næstved Storcenter for at købe overtøj og skihandsker til familiens yngste i NameIt, som er blevet den foretrukne børnetøjbutik her i Danmark. Som tidligere nævnt kan vi noget med vintertøj, som de ikke kan i England.  
Ingenting er at få en kopkaf i Starbucks, hvor tre af os i ventetiden fordrev tiden med at knipse en lille ælling rundt til hinanden. Det lyder ikke særlig underholdende, men det var det, og Aubie havde helt ondt i maven af grin. Tim kaldte den, til Aubie store fryd, a very abused duck, men vi fortsatte ufortrødent vores knipseri og fik en hel del sjov ud af … ingenting. Charlotte var vist helt flov over sin mor …

P1040721P1040723

P1040727Ingenting er at tegne tegninger og finde på sjove slogans.
Ingenting er at sidde og læse de sidste sider af en god bog, sidde med et strikketøj, lægge et elektronisk puslespil, ligge (!) og skrive på artiklen til The Wilsford Chatter, den meget lokale landsbyavis, som Tim har lovet at skrive en artikel til i næste måneds udgave.
Han lå virkelig sådan i næsten en times tid og skrev på artiklen … påstod oven i købet, at han lå udmærket. Han har aldrig lært tifingersystemet, hvilket muligvis kunne være årsagen til, at det ikke generer ham kun at bruge den ene hånd til betjening af tastaturet.
Ingenting er at snakke om alting og ingenting, alt imens vi foretager os de forskellige slags ingenting.

Ingenting er at lige om lidt sætte Asterix og Vikingerne på og sidde og flade ud over en hyggelig film.
Ingenting er for længst at have sat langsommad over og så ellers lade det passe sig selv resten af dagen.
Vejret er nemlig overhovedet ikke til andet end at lave ingenting.
Nu gider vi snart ikke mere regn! Vi vil så gerne ud, og det er altså sjovere i tørvejr, også selv om man har det rigtige tøj på.
Og okay, alt det nævnte kan nok i virkeligheden ikke kaldes for ‘ingenting’, for vi sidder jo ikke og glor ud i luften, men fordi der ikke er nogen af de mere sure eller kedelige forpligtelser involveret, føles det som at lave ingenting.

20. oktober 2016

Der må gerne grines

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: ,

Jeg havde, indtil for ganske få år siden, selv kun en hånlatter til overs for dem, der faldt for alt det Halloween-pjat. Det er jo ikke dansk, det er alt for kommercielt, osv, osv.
Men den (eneste?) bemærkning, Jens Otto Krag til evig tid vil blive husket for: “Man har et standpunkt, til man tager et nyt”, gælder også for mig.
Jeg er stadig ikke hoppet på Valentine-vognen (og ikke et ord om, at det skyldes min alder!), men er, af flere årsager, blevet temmelig glad for at pynte til Halloween – en af årsagerne er, at jeg holder meget af efterårets varme, orange farver, hvilket vel ingen kan være i tvivl om, hvis man har fulgt min blog under vores New England-tur.
Faktisk kan jeg langt bedre lide denne varme farve end påskens gule farve. Jeg pynter meget sjældent op til påske … har ikke rigtig lyst, og er ret sikker på, at årsagen er, at gul er den farve, jeg mindst af alle byder mig om. Underligt, egentlig … der er jo ikke særlig langt til de orange og røde, som jeg holder så meget af.

P1040692

En anden årsag er, at jeg har børnebørn. I 2014 var de her – ganske som de plejer – i deres efterårsferie, og Charlotte sagde, at de ville elske at få lov til at skære græskarhoveder ud.
Den slags lader en ægte mormor sig naturligvis ikke sige to gange – det er bare rend mig i principperne, hvorfor vi pilede ud og valgte nogle flotte græskar.
Sidste år pyntede jeg helt frivilligt op og i år er jeg vist nærmest gået helt Halloween-amok – måske en kende inspireret af de mange og mangeartede opstillinger, vi oplevede i New England. Jeg undlader dog alt det med hekse, spøgelser, edderkopper og spindelvæv og ønsker kun at beskæftige mig med den hyggelige del af halloweenhalløjet.

P1040695

Der må gerne grines. Jeg bliver ikke ked af det … er fuldstændig immun … alt vil prelle af på mig, for om to timer går turen til lufthavnen. Når mine englændere kommer, er det meste andet forholdsvis ligegyldigt.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.