Hos Mommer

13. maj 2019

En engelsk kanal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:05
Tags: , , ,

Vi sejlede på en engelsk kanal i dag. Det må endelig ikke forveksles med Den Engelske Kanal. Vi sejlede på The Kennet & Avon Canal, som blev etableret sidst i det attende århundrede for at fragte kul fra minerne og ind til byerne.
Vi lagde ud i et meget smalt farvand, og Aubrey spurgte skuffet, om det var sådan her hele vejen, men vi kunne trøste ham med, at det var det ikke.

P1020865vi

En kanal var det jo dog, så bred blev den aldrig, men vi tøffede os gennem nogle dejlige landskaber; med trækronerne sommetider hængende i en bue over båden, og sommetider med et vidt udsyn til det fine, kuperede landskab.

P1020875

Far styrede på de smalleste steder. Anna fik lov, når der var fred og ingen fare. Charlotte ville prøve på vej tilbage. Alle klarede det glimrende.

P1020876P1020881P1020895

Jeg tog et hav af billeder, fordi der var så smukt hele tiden. John havde det på samme måde, selvom vi begge vidste, at billederne sandsynligvis ville ligne hinanden alle sammen, når vi kom hjem og så dem igen.
Det afholdt os dog ikke fra at knipse løs i én uendelighed …

P1020878

Vi nåede at sejle på hele to akvædukter, hvilket især Aubie fandt ret spændende … at sejle over en flod var alligevel noget særligt, syntes han.
Herunder ses den anden af dem – vi lagde til, gik i land og havde lige præcis tid til en kopkaf og scones med clotted cream og marmelade, inden vi var nødt til at sætte kursen hjem igen. Vi havde båden til 17:30, og vi havde i utvetydige vendinger fået at vide, at det ikke var nogen god ide at aflevere den for sent.

P1020894

Vi sejlede helt tæt forbi en fiskehejre, som ikke havde sans for andet end den fisk, den netop havde fået øje på. Den stod så bomstille så længe, at hvis det ikke var fordi vi alle havde set den både flyve over os og lande, ville vi have troet, at det var en figur af plastik.

P1020908

Vi sejlede forbi flere hold ællinger, som fandt stor fornøjelse i at jagte vores båd – de må være vant til, at folk kaster mad ud til dem, for det var næppe vores personligheder de var interesserede i. De svømmede så stærkt, at deres hækbølge næsten var større end vores …

P1020901

Herunder er vi på vej over den første akvædukt.

P1020913

Det var tydeligt at se forskel på dem der boede på en båd permanent og dem, der brugte den som sommerhus. Vi så nogle typer på en af bådene … de skulede så skeptisk på os, at vi ikke turde tage øjenkontakt, og vi ikke engang så meget som overvejede at tage et billede af dem, men jeg forsikrer jer for, at de var skræmmende, med deres mange år gamle rastafarihår og så mange tatoveringer, at farvemængden lagde flere kilo til deres kropsvægt.

P1020870

Vores returankomsttidspunkt blev – af rent held – ramt så perfekt, at vi lagde til klokken 17:30:05. Vi har tidspunktet så nøjagtigt, fordi Tim tæt på spurgte, om vi havde nået det til tiden. Jeg kiggede på uret og sagde “It’s 5:29:48. You have 12 seconds till mooring.”
Det tog så desværre 17 sekunder, men udlejeren, som stod og ventede på os, var behørigt imponeret og smilede højt, da Tim undskyldte, at vi var fem sekunder for sent på den.

Reklamer

5. maj 2019

Et døgn i et mini-sjato

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , ,

P1040391Sus og Jan købte deres dejlige sommerhus sidste år, og vi gik, engang vi var på besøg deroppe og kørte ud for at se nærmere på området, på et tidspunkt en tur på Hundested Havn, hvor vi faldt over disse fine, håndskårne, ca. 20 cm store, bogstaver. De ville købe, så der kunne skrives SJATO, fordi de har fundet det skønneste minislot (mit hjem er mit slot, ved I nok!), men butikken havde ikke flere a’er. De ville ikke skrive chateau, for bogstaverne var ikke ligefrem gratis …
Det var lidt øv med det manglende a, men jeg fik øje på et snabel-a, som bekendt kaldes ‘at’ på engelsk, så det købte de i stedet for og syntes, det blev en herlig blanding af deres initialer, engelsk og dansk.
Desværre er det kun os selv, der kan se det, for samtlige deres gæster har spurgt, hvad den der underlige kombination dog skal betyde. Vi synes ikke desto mindre stadig selv, at det er vækdig sjovt …

Ved Nakkehoved Fyr

Die Drei Mädchen-døgnet blev fuldstændig som forventet: Meget hyggeligt, meget snakkende, meget lækker mad, meget god vin, meget grineri, meget sen sengetid, men heldigvis ikke for meget alvor, selv om der naturligvis også skulle være plads til det. Det er jo – også – en opdatering på vores liv siden sidst, og det kan trods alt ikke være lutter sjov fra ende til anden. Vores glæde ved samværet er dog ikke mindre af den grund, men de to af os har også kendt hinanden i 41 år, og den tredje kom ind i billedet i ‘86.

Vi kørte en tur til Nakkehoved Fyr, hvor kun Karen havde været før, men for lææænge siden. Der er søreme smukt!
Det var vejret til gengæld ikke. Fredag aften var det tordenvejr, men i stedet for regn faldt der hagl, store hagl, og det i så store mængder, at der stadig var hvidt på græsplænen til langt op ad formiddagen. Det var kun 5 ° om lørdagen, så pga. den blæst der også var, blev det en særdeles kold tur på Nakkehoved; for mit vedkommende med bådepandebånd, halstørklæde og skindhandsker. Den 4. maj. Hrmpf.

En træ-elefant

Kan I se elefanten?

Kommende grankoglerKommende grankogle

Årets grankogler er i deres vorden for tiden. Bittesmå, nuser og vildt smukke, når de står i solen med deres lilla og rødlige farver – jeg gik nærmest fotoamok ude i ‘slotsparken’.

3. maj 2019

Det var regn, jeg bad om …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: , , , ,

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Aubie gone fishing

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

1. maj 2019

Nørklerne i Præstø – altruister og en enkelt egoist

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:36
Tags: ,

Hver tirsdag – hvis jeg ikke lige skal noget andet – tager jeg til Præstø for at tilbringe 2-3 timer i selskab med Nørklerne, som strikker for Røde Kors. Folk er vældig garngavmilde i Præstø og omegn, så vi har så meget garn, at vi er ved at drukne i det, hvorfor de søde damer driller mig lidt med, at det er tarveligt, at jeg sidder og strikker af mit eget medbragte garn. Jeg svarer, at de kan bare vente til jeg er død, så får de nok mindst 30-40 kilo garn mere. Charlotte har i hvert fald lovet mig, at det skal hun nok sørge for.
Jeg har, som nogle nok har regnet ud, en SABLE, som står for Stash Amassed Beyond Life Expectancy. Amerikanere elsker forkortelser og kan forbogstaverne danne et udtaleligt ord, er det helt perfekt i deres øjne. Det var også en amerikaner, der skrev I had to tink most of the evening. Den skulle jeg tænke længe over, for eftersom det var med små bogstaver, kunne det ikke være en forkortelse, og af konteksten fremgik det, at hun ikke havde glemt et ‘h’ i think, men jeg kunne ikke slå ordet tink op nogen steder.
Endelig faldt tiøren: Hun havde selvfølgelig brugt aftenen på at strikke baglæns – tink er knit stavet bagfra.

Den halvårlige forsendelse fra præstønørklerneDen halvårlige forsendelse fra præstønørklerne

Den halvårlige forsendelse fra præstønørklerne

Godt nok har vi meget garn, men det skal nok blive brugt.
I går blev der ikke strikket så meget, for der havde efterhånden ophobet sig så meget strik, at vi kastede os over at få det pakket. Først sorterer vi i tæpper, bluser, leggings, underbukser, huer, sokker, osv., derefter bliver det lagt i kasser med angivelse af hvad og hvor meget.
Det blev til alle de kasser, der ses på billedet – sådan cirka den mængde sender vi to gange om året over til Røde Kors’ pakkecentral i Kliplev. Vi er ikke så mange nørklere i Præstø, så jeg synes det er godt gået af os. (Jeg skulle burde nok skrive ‘dem’, for jeg er bestemt ikke en af de flittigste, men lidt har også ret.)

Hvad der IKKE har ret, er følgende: Vi har et medlem, hvis skæbne vi diskuterede i går og blev enige om for første gang i lokalhistorien at fortælle en nørkler, at hun ikke længere er velkommen som medlem af klubben og dermed ikke behøver at vise sig mere for at hente garn. Hun foretrækker at strikke derhjemme, og vi har fundet ud af hvorfor: Hun henter gratis garn i pæne mængder, som hun strikker af – og sælger videre via bl.a. en Facebookside. Da man fandt ud af det, kendte forargelsen ingen grænser. Det er simpelthen under lavmålet at gøre den slags. For ikke så længe siden blev hun på en pæn måde gjort opmærksom på, at de små djævlehuer til nyfødte, som hun strikkede af de sidste rester og afleverede til os, ikke helt stod mål med de mængder garn, hun hentede.
Det er jo garn, som andre af forskellige årsager har foræret os, fordi de så ved, at det bliver brugt til et godt formål.
Det anfægtede da ikke damen, som atter en gang slæbte nogle kilo garn hjem, men kom retur med kun en brøkdel af det i form af de sædvanlige djævlehuer. Nu ryger hun ud, gør hun. Tænk, at hun vil være sig selv bekendt.

17. marts 2019

En rig weekend

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:35
Tags: , , ,

Man kan søreme nå meget på kort tid … middag hos søster fredag aften og afsted lørdag formiddag til Ditte og Peter, hvor vi fluks efter frokosten satte kursen mod den økologiske landsby i Torup, som vi endnu havde til gode at se.
Det var ret interessant at se de alternative byggestile og –materialer. Lige pludselig kom der en ung mand løbende efter os, som råbte efter Ditte og Peter. Altså ikke vredt, og det viste sig at være sønnen til et gammelt vennepar, der boede her og havde set dem gå forbi. Han spurgte, om vi havde lyst til at se et økohus, hvilket vi naturligvis havde. Han var så sød, og det var spændende at blive vist rundt og få forklaret.

P1020479P1020487

Der var lidt for enhver smag – også inde i caféen, hvor vi fik fire forskellige typer kaffe.
Vejret var ikke for godt, men vi blev da i det mindste ikke våde.
Om aftenen gik turen til Tinggården, hvor Jan Friis-Mikkensen holder til. Det blev til en udsøgt fire-retters menu med udvalgte vine. Det hele var ovenud godt, men især betog deres ostebord mig, fordi de arrangerede en lille buffet med omkring 25 oste, hvor vi fik hver enkelt beskrevet – og i øvrigt kunne vælge lige så mange, vi ville – og/eller tage ad flere omgange.

P1040286

P1040289

Jeg valgte seks, som blev lagt på tallerkenen i spiserækkefølge. Den sidste skal jeg da lige love for var smag i – den holdt længe og måtte skylles ned med en kraftig rødvin. Men gode var alle ostene.
Jeg satte stor pris på, at der ikke bare kom tre kokkevalgte valnødestore stykker mere eller mindre intetsigende ost ind på en tallerken – dette tinggårdskoncept kan jeg stærkt anbefale andre at tage op, men det kræver naturligvis lidt mere arbejde.
Husets datter var chauffør, så der var ikke en af os, der skulle sidde og vansmægte, mens de tre andre nød de gode og velvalgte drikkevarer.

Efter morgenmadsindtagelse blev vi enige om, at luften sikkert havde vældig godt af os, så vi gik en tur ned til fjorden.
En køn tur, hvor vi nede ved vandet så hvor meget af stranden der var blevet ædt af vejr og vind … den bænk hvor jeg sidder og føler mig som Ellen, fem år, var for ikke så længe siden en bænk med normal siddehøjde, ligesom bordet også kunne siddes ved og ikke kun bruges til stående souper.

P1020496P1020498

Kønt var der. Meget kønt. Dette herunder er Dittes yndlingsudsigt.

P1020494

Efter denne hyggelige weekend gik turen hjemover via Bauhaus i Roskilde, hvor der blev købt fiberdug til det kommende rosenbed og senere via Rema1000 i Rønnede, hvor aftensmaden blev sikret.
Nu er vi trætte og vil tage det meget, meget afslappet inden vi forhåbentlig får forårsvejret retur i morgen, så vi kan komme i gang med haven.

5. marts 2019

Nu igen?!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , , , ,

Nu igen?
Var der nogen, som sagde, da de fandt ud af, at vi skal på gourmetophold lige om lidt. I morgen, faktisk. Jamen, det har I da lige været?
Det har vi, ja, men det var impulsivt, fordi det lige der kunne lade sig gøre at indfange Pia og Allan i deres ellers så travle dage. Grib dagen …  
 Dette her har været planlagt et stykke tid og var derfor for længst booket, da vi var på Holberggård. Vi tog denne gang den udvidede udgave, fordi vi synes det er lidt fjollet at køre til Jylland for én nat. Nu har vi to nætter og dermed en hel plus to halve dage til vores disposition.

Dag ét kører vi til Lundhede Planteskole. Jeg ledte højt og lavt på nettet for at finde hønsegødning (altså ikke ‘råvaren’, hvis man kan sige sådan, men forarbejdet i fx pilleform til havegødning), men der var voldsomt store prisforskelle på den tilsyneladende samme vare. Billigst var Lundhede Planteskole, så jeg bestilte både hønsegødning i stor stil og tre 50-liters sække med et par forskellige slags jord i. Det kostede 569 kroner.
Fragten kostede til gengæld 599 kroner … så meget for at have fundet en billig leverandør – så var der jo ikke sparet noget som helst; tværtimod.
Men. Det kostede søreme ikke noget selv at afhente varerne!
Jamen tænk dog …
Jeg spurgte John, om ikke vi lige kunne lægge turen forbi Lundhede Plantskole, nu vi alligevel var i nærheden. Han brummede lidt og gik på Google Maps.
– Det det der ‘lige’ er altså en omvej på 100 km. Hvad skal du have der?
– Hønselort.
Hønselort???!!! Du vil køre rundt i Jylland og hele vejen hjem med hønselort i bilen???!!!
– Bare rolig. Det er i pilleform og lugter [forhåbentlig … bank under bordet …] ikke.
Jeg fik blikket, men han accepterede. Sagde dog, at han for en sikkerheds skyld ville tage et par plastsække med.

Vi regner med at nå Tekstilmuseet i Herning på vej fra planteskolen til Norsminde Kro – tak, Anne, for inspiration.
Hvad der skal ske på dag to og tre, ligger endnu mere eller mindre hen i det uvisse. Planer har vi, men det afhænger lidt af vejret, hvilken eller hvilke der bliver hevet op af hatten. Selve kroen ligger i naturskønne omgivelser, men hvis det er dårligt vejr (= regnvejr), har vi talt om Moesgaard eller Aros.
Vi glæder os. Meget. Man kan blive helt afhængig af gourmetmad – jeg håber det bliver godt, men de har noget at leve op til efter oplevelsen forrige fredag. Mon dog ikke også de er i stand til det? Martsmenuen er endnu ikke kommet på deres hjemmeside, så indtil videre er torsdagens menu en overraskelse.

3. marts 2019

I al stilhed …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

 Sidste år inviterede jeg nogle få gæster på min fødselsdag, fordi jeg ville markere, at jeg blev folkepensionist.
Vi var næsten hele familien samlet for 14 dage siden og vi tre søskende skal være sammen igen om knap to uger, så i år er vi bare os to helt alene sammen i dag – ganske efter eget ønske. Ingen venner – ingen familie. Bare tosomhedshygge.
“Hvad ønsker du dig?” spurgte John.
”Ikke noget”, svarede jeg.
Det mener jeg, og det ved han godt – vi lever i en hurtig og privilegeret verden, hvor vi bare køber det vi har brug for – eller lyst til, når vi har brug for det – eller lyst til det. Vi har ikke tid til – eller lyst til – at vente på jul eller fødselsdag.
Mange vil nok være uenige med mig, men sådan har vi det altså her hos os!
John og jeg er stort set holdt op med at give hinanden gaver, og jeg har sagt til Charlotte, at jeg mere og mere kommer til at både ligne og forstå min far, som aldrig ville have gaver – “jeg mangler jo ikke noget”, som han sagde hver gang vi spurgte ham. Dengang forstod ingen af os søskende det, men det gør jeg nu. Det med djævelens vold og magt at skulle finde på et gaveønske er svært. Vi kan sagtens  finde på at give gaver, men oftest i utide og det er impulsive gaver, hvor vi lige er faldet over et eller andet vi ved vil glæde den anden part. Eller barnet. Eller børnebørnene. Eller en eller anden …
Johns gave til mig i dag var derfor følgende:
”Så vil jeg gerne have lov til at invitere dig til brunch på Café Mocca – og jeg står også for aftensmaden”.
Se, det er en gave, jeg sætter pris på! En hel dag uden overhovedet at skulle tænke madtanker – skønt.

Jeg spiste så meget lækker mad på cafeen, at jeg næsten ikke kunne vralte ud til bilen … håber virkelig, at jeg når at blive sulten igen til aftensmaden! Bare lidt …

Der er i øvrigt ikke så lidt sandhed i teksten på det nederste billede, som jeg har hugget fra FB – ikke at jeg gør mig nogen illusioner om, at jeg ser yngre ud end jeg er, men jeg har aldrig vænnet mig til sms-sprog, så jeg skriver altid pæne og grammatisk korrekte helsætninger, når jeg sms’er.

23. februar 2019

Det var fantastisk mad!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , ,

Vi var, sammen med Pia og Allan, på Holberggård i aftes for at indtage en 10-retters menu. Plus vinmenu – vi fik fem forskellige vine til de ti retter. Plus overnatning, for med en så overdådig menu ville det ikke være fair at forlange at den ene halvdel af os skulle sidde og lade et enkelt glas vin vare hele aftenen, for vi ved jo så glimrende, at hvis de rigtige vine bliver sat sammen med god mad, går det hele op i en nærmest guddommelig enhed.
Det blev derfor en halvdyr fornøjelse, men det var alle pengene værd. Det var så godt, at vi snildt kunne finde på at tage på Holberggård igen.
Hvordan et lille kursussted ved Nyråd tæt på Vordingborg har præsteret at få shanghajet en stjernekok vides ikke, men han er en michelinstjerne værdig. Eller to. For HUlan, det var fantastisk.
Ti retter lyder voldsomt, men det var meget, meget små portioner, så vi var ikke mere end lige tilpas mætte, da vi gik fra bordet. Eller måske vaklede vi en lille smule, for der blev så absolut ikke sparet på vinen til os – vi nåede aldrig at tømme glasset, før de var der igen og skænkede op til os. Vinene var i øvrigt også superbe. Især to af dem; en riesling og en Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore var excellente. Denne sidste købte jeg to med hjem af. De skal nydes ved en speciel lejlighed.
Og nu kommer der billedspam. I får simpelthen samtlige retter ‘serveret’ med titel og tilhørende vin. Bare så I kan blive misundelige …

P1040220P1040221

1) Til venstre på 1. tallerken: Rå laks, citroncreme og spinat, esdragon og sesam; til højre 2) salat med fennikelsyltet kammusling, mayo og rasp.
3) Ristet lange, jordskokkemayo og græskar.
Hertil Riesling Kabinett, Mosel, Hubertushof.

P1040222P1040223

4) Torsk i blomkålscreme, judasøre og purløg. 5) Stegt risotto, røget frilandskylling, mizuna og grønne tomater.
Hertil Chardonnay, Enrique Mendoza, Alicante.

P1040224P1040231

6) Kalvemørbrad, kirsebær, trøffelolie og østershatte. Den tog prisen! Det var aldeles og gennemført suverænt – jeg har ganske enkelt ikke ord til at yde den tilstrækkelig retfærdighed.
7) Confit af gris. Æblechutney og grønkål.
Hertil Hilberg-Pasquero Barbera d’Alba Superiore.

P1040232P1040235

P1040237

8) Kalvebov i rosmarinsky. Urtemos, persillerod, ramsløg og druer i kanel.
9) Vesterhavsost fra Thise Mejeri. Valnødder, karse, grøn jordbærsirup og sødskærm.
Hertil Santa Rosa, Enrique Mendoza, Alicante.

Endelig 10) Cremet is, skovmærkesirup og hvid chokomandel.
Hertil Porto Branco, Barbeito, Portugal.
Og mig, som normalt ikke bryder mig så meget om is … det gjorde jeg i aftes, og jeg kunne have spist meget mere, selv om det var ret nummer 10.

Den eneste ret, jeg godt kunne have levet uden, var den stegte risotto; for Johns vedkommende var det torsken, men ellers overgik retterne hele tiden hinanden i smagsoplevelser.
Vi blev enige om, at vi nok ville have serveret kalvemørbraden efter griseconfitten og kalveboven, men det var trods alt til at leve med, at man havde valgt den nævnte rækkefølge.
Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det var godt. Prøv det selv! Hvis I altså alligevel har et ærinde på Sydsjælland. Og holder øje med deres hjemmeside, for dette er ikke noget, der foregår hver uge hos dem.

18. februar 2019

Familie, familie, familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:54
Tags: ,

I går var hele familien her. Næsten … vi manglede faktisk otte. Fem er på Sri Lanka og to var på arbejde. Tre, hvis vi regner Rune med, for han arbejder 11 uger ad gangen som maskinmester i Mærskflåden og er altså ude for tiden.
Vi var derfor kun 14, men de/vi 14 kunne uden problemer snakke for alle 22!
Det var smadderhyggeligt, men vi var lidt trætte i morges, så dagen i dag har stået på ren afslapning med kun en tur til Sibirien, hvor vi gik en tur langs den dejlige strand i det skønne vejr – som vi vist også skulle nyde ekstra intenst i dag, for det forsvinder åbenbart snart for os igen for en periode.
Det er en perfekt strand, fordi der, udover selve stranden, vokser træer helt ud til vandet, så for hver få hundrede meter er der et nyt, væltet træ, der helst skal studeres oppe fra den vandrette stamme – nogle mere udfordrende end andre …

P1020312P1020334

Jeg har slet ikke tid til internettet, men det overlever nok uden mig for en kort periode.
Der kom dog lige en pause for mit vedkommende, mens englænderne prøvede det nye spil, Carcassonne, som jeg havde købt til børnene. Det viste sig at være et solidt hit; de havde ikke spillet det ret længe, før Anna spurgte, om de måtte få det med hjem, og selvfølgelig må de det. Det var såmænd også meningen med det, for når de er her så sjældent, skal jeg ikke gemme spil, der er aldersrelaterede. Hvad det måske i virkeligheden slet ikke er, for forældrene syntes også, det var sjovt at spille – det handler meget om strategi, så vidt jeg kunne forstå.
Der lå nu også en del research bagved, inden jeg fandt frem til netop dette spil, som oven i købet kan udbygges, så hvis det bliver ved med at være interessant, skal jeg have bestilt overbygningen til det.

P1020340

11. oktober 2018

Så er det på tide at stoppe for i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: , ,

Vi har travlt, Ditte og jeg – ihh, hvor vi dog syr. Hun lagde ud med en toiletpung af nogle rester fra et af sin mors tidligere værker.
Det var to fluer med ét smæk: At lære symaskinen at kende igen efter en lang pause og at sy noget, der kan minde hende om den dybt savnede mor.
Næste projekt fra Dittes side er en Oslo Craft Bag – der findes et gratis symønster på nettet, hvis man skulle have lyst til at gå i krig med sådan en.
Den er måske ikke det allernemmeste som det første taskeprojekt, men jeg har lavet to før, så jeg har gjort mig nogle erfaringer, som Ditte nu kan nyde godt af.
Blandt andet er originalen ikke nær høj nok, men det finder man jo først ud af, når man er færdig med den.

Håndarbejdstasken - forbedret (1)En håndarbejdstaske (2)

Disse to herover er mine – Dittes bliver bare SÅ flot – hun har fundet nogle gode stoffer frem fra restebunkerne, så resultatet glæder jeg mig til at prale på hendes vegne af senere.

Toiletpungene blev også gode – når vi selv skal sige det, og det skal vi, for John gør det ikke, men Ditte og jeg er gode til at beundre hinandens værker.

Dittes toiletpungIMG_8595IMG_8596

Efter at have syet to toiletpunge, og mens Ditte syr på den store taske, er jeg gået i gang med et førstegangsprojekt: En pung med 28 lommer til kredit- og andre kort. Plus mønt- og seddelrum m.m. Den skal der lige tænkes over, og da jeg begik den første fejl, pillede jeg op igen. Da jeg begik den anden fejl, lagde jeg skidtet til side og gik ind for at blogge. Jeg er simpelthen blevet for træt i hovedet nu, kan jeg godt mærke, så jeg er stoppet for i dag.
Ditte er også stoppet for i dag.
Der er en dag igen både i morgen og i overmorgen, inden Ditte skal hjem igen, så der er tid nok.
Det er altså ret hyggeligt med sådan en fælles syseance. Det har jeg aldrig prøvet før, og når man ikke skal vente på hinanden ved hverken skærebord, strygebræt eller symaskine, så er der overhovedet ingen irritationsmomenter tilbage til at forstyrre eller forsinke arbejdet.

IMG_8591

Det er første gang, men jeg tror ikke, det er sidste, vi arrangerer sådan en omgang maratonsyning.
Mine toiletpunge kan i øvrigt købes, hvis man skulle være interesseret …

13. september 2018

Mosters strikkeskole – igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:03
Tags: , ,

For små to år siden var det Malle, der sad her i sofaen i næsten et par døgn for at lære de mest basale strikketeknikker. Hun gik derefter på med krum hals og har siden klaret strikningen fint – hun sparede ikke på udfordringer til sig selv. Hun var en lærenem elev, og sådan en til har jeg lige haft boende i et par dage.
Annemarie, som er Malles kusine og min yngste niece (det var hende, der var med i England), har, lige siden hun hørte om strikkekurset i Den Stråtækte, også ønsket sig at lære at strikke, og nu kunne det blive. Hun ankom i går formiddags, og vi kastede os fluks over oplæringen.
Jeg havde, lige som til Malle, syet en strikketaske og havde lagt et strikkepindesæt i, plus andre livsvigtige, basase nødvendigheder, når man er strikker: En hæklenål, en saks, en nål med stump ende, markører, centimetermål, pindestørrelsemåler samt et par andre småting, plus bogen Nem strik på store pinde. Det er løsthængende bluser/sweaters lige i Annemaries stil, så hun glæder sig til at komme i gang.

Annemarie på strikkekursus

Hvor er det nemt at være lærer, når det med det samme bliver forstået, hvad der bliver sagt. Og hvis ikke, så spørge med det samme, så man ikke kommer hjem og alligevel ikke har fattet en brik.
Okay – jeg lærte hende at strikke ret, mens vi var i England sammen, og som lektier til i går havde hun lovet at strikke den tofarvede karklud færdig, hun begyndte på derovre, således at vi kunne starte med at lære at lukke masker af. Det var rigtig godt, for hun kom derfor med en god bund, så at sige; havde styr på teknikken, så vi kunne kaste os over at lære at strikke vrangmasker uden det hele krampede sammen på hende, fordi det var uvante bevægelser. 
Annemarie lærte stort set det hele i løbet af dagen i går, så nu kan hun strikke retriller, glatstrikning, 2-2-rib og 1-1-rib, tage masker både ud og ind, strikke knaphuller og sy et færdigt arbejde sammen. Hun er med andre ord moden til selvstændige arbejder allerede.
Med sig hjem har hun to arbejder i gang: Et gæstehåndklæde og en karklud. Derudover har hun fået garn til et par af Miss Lemons babyfutter, som hun så mig lave et par af, mens hun var her. Annemarie blev nemlig moster, mens vi var i England, så hun vil gerne overraske sin søster med et par af de søde futter til den lille, nye Adam.
Det er rigtig ved at komme på mode igen at strikke. Hele fire af Annemaries bedste veninder strikker – det kan jeg kun glæde mig over.
Jeg fik aldrig lov til at lære Charlotte at strikke. Hun har villet sy tøj – og har også gjort det – siden hun var 11 år.

4. september 2018

Og lige pludselig er det hele overstået … del 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:48
Tags: , , ,

Lige pludselig er det hele overstået. Det gælder flowershows og det gælder ferier og familiebesøg. Man har glædet sig længe, men inden man ser sig om, er det datid – vi er lige ankommet, og nu skal vi hjem. Life’s not fair, is it?
Otte dage farer afsted så hurtigt som jeg ved ikke hvad – i hvert fald alt, ALT for hurtigt.

Salisbury

I dag har vi stort set lavet ingenting, men i går var vi i Salisbury for at anskaffe de sidste manglende ting til Annas og Aubreys første skoledag i morgen. De manglede bl.a. hockeysko. Hvert semester dyrker de én bestemt og af skolen besluttet sportsgren. Det kan fx være fordelt mellem hockey, rugby og cricket. Aubrey starter i år med rugby, som den stakkels dreng hader, fordi han er vildt bange for at ende nederst i en scrum, med det for ham lidt ærgerlige resultat, at han bliver regnet for temmelig god til spillet, fordi han pga. omtalte angst næsten løber som en olympisk sprinter, når han får bolden, så de andre overhovedet ikke kan indhente ham.

P1030130

Som til Rom er der flere veje til Salisbury, og en af dem er The Scenic Route, som bl.a. byder på huse som dette. Kan det blive mere engelsk?
Vi kommer også forbi The Bridge Inn, hvor vi ville spise frokost på vejen hjem. Den kunne dog muligvis tænkes at have lukket, da pubberne har det med at holde lukket om mandagen herovre. Ikke dem alle, men mange, så vi købte nogle sandwiches som backup, hvis det skulle være tilfældet.
Den havde så ikke helt lukket, da vi kom, men køkkenet var. De var flinke og sagde, at hvis vi købte vores drikkevarer hos dem, så var vi velkomne til at indtage den medbragte mad siddende ved deres borde.

 At The Bridge InnAt The Bridge Inn

Det gjorde vi så …

The SwanThe Swan

I søndags inviterede Tim & Charlotte på en tak for al jeres hjælp-Sunday RoastThe Swan, som er en ny (for dem …) pub, beliggende i Enford ikke så langt fra deres hjem.
I England er der sjældent langt mellem pubberne, og C & T har hele fem inden for en radius af 5-10 minutters kørsel fra deres landsby.
De fem af os kørte i Wolseslyen – det er lidt sjovt at se den opmærksomhed, som den gamle bil får. Folk vinker så glade til os – ganske som vi selv gør, også hjemme i Danmark, når vi ser en veteranbil.

P1030035

Mosaikguldsmeden her så vi lægge æg i en af blomsterkummerne ved havedammen. Jeg troede de lagde æg i vandet, men måtte lige google, for det der foregik her, var helt sikkert æglægning – og ikke alle arterne lægger æg i vandet, kunne jeg konstatere. Hvad jeg ikke fandt ud af var, hvor længe æggene er om at blive klækket og blive til nymfer og voksne, men jeg håber da for dette meget smukke eksemplar, at de når det inden vinteren.

31. august 2018

Forberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:07
Tags: , ,

Der bliver arbejdet en hel del, for der er naturligvis mange forberedelser, inden et flowershow kan løbe af stablen, og selv om John endnu ikke er så effektiv som vanligt, er vi dog tre personer flere, end de plejer at være. Charlotte synes vist også, at det går lidt nemmere i år med det hele.
Under aftensmåltidet spurgte jeg, fejlagtigt nok mest henvendt til Tim, om de er afslappede eller stressede med hensyn til i morgen.
Charlotte svarede bare: “Det skal du altså ikke spørge Tim om – han er aldrig bekymret for den slags, fordi han mangler overblikket. Det er helt andre ting, der vil kunne stresse ham.”
Da jeg så bad C om at svare på spørgsmålet, svarede hun, at hun har styr på det og ikke er stresset, fordi der langt fra mangler at blive ordnet så meget, som der plejer på nuværende tidspunkt.
Pavillonen kom på plads i går – om der skal endevæg på, besluttes i morgen; det afhænger af vindstyrken, men heldigvis bliver det højst sandsynligt tørvejr. Ekstra borde og stole er hentet i The Village Hall, og Charlotte er ved at stryge dugene, der skal bruges.
Vi har endnu ikke fået regn, mens vi har været her, og det lader til at skulle holde tørt, til vi skal hjem igen.

P1030024P1030058

Der er hængt bunting op i massevis. Det var dem, Charlotte syede for tre år siden, da de holdt det første flowershow, men de holder heldigvis godt.

P1030059P1030062P1030064

Vi har været i Pewsey for at hente øl fra det lokale mikrobryggeri. De laver både øl og cider, og da de fandt ud af, at C havde sin danske familie med, skulle vi da lige have nogle smagsprøver, “for vi er jo så gode til at brygge øl i Danmark, så vi ville sikkert kunne værdsætte deres gode øl”. Til både Johns og min forbavselse kunne selv jeg lide dem – især var den ene af de tre vi smagte meget blød og fin uden at smage af humle, som normalt er grunden til at jeg ikke bryder mig om øl, som er for bittert til mig. Desværre tilbød de os ikke at smage cideren, for den ville jeg trods alt nok bedre have kunnet lide … jeg kan ret godt lide en god cider.

P1030055P1030057 

“Vale Ale” – det er et ret genialt navn, som dels er et ordspil over – naturligvis – Pale Ale og at bryggeriet ligger i Pewsey Vale.

P1030049

Ungerne rensede og ordnede det meste af deres base camp-udstyr. De har godt nok meget efterhånden; på billedet ses kun en del af udstyret. Det ses, at de har en del litteratur om overlevelse i vildmarken og den slags ting. Det har været en dårlig sæson for campen, fordi det først var så vådt, at det hele nærmest druknede, og senere blev det så varmt, at de ikke kunne holde ud at være der, og i øvrigt måtte de ikke tænde bål i den periode, så det var alt i alt ikke så godt. Nu er det fint sensommervejr, og de kan komme i gang igen med at benytte deres fine base camp.

27. august 2018

Fra den ene yderlighed til den anden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

For 2½ uge siden gik vi stadig og gispede over varmen, som nogle af os bandede langt væk, fordi det var for meget af det gode.
I dag har vi tændt op i brændeovnen. Fra subtropisk sommer til dansk efterår på 16 dage.
Der er mere end én rekord i dette, da der ikke før er gået præcis fire måneder uden behov for lidt hyggevarme i stuen, for også om sommeren (dansk normalsommer, vel at mærke) kan der godt virke lidt køligt sommetider.
I morges og i formiddags var det kun 19° indenfor og bare 14° ude, så lige over frokost kapitulerede jeg og tændte op.
Hvor er det dog hyggeligt! Ingen kan få mig til at sige, at jeg savner varmen. I dag regner det, men det var i sidste øjeblik, for var der ikke kommet noget i dag heller, havde jeg været nødt til at vande. Igen. Men det slap jeg altså for.

Lyng

Lyngen er brugt op. Det vil sige … det blev den faktisk ikke helt, for der havde været rigeligt med krudt i suppen til et fjerde og måske også femte bad. Der hænger med andre ord kun tre dyp på stativet, men jeg skal tvinge mig selv til at stoppe og lade være med at ærgre mig over ikke at udnytte farvesuppen 100 %. Den er trods alt gratis, mens jeg bruger en hel del penge på garn.
Det ses – igen – tydeligt, hvor forskelligt forskellige garntyper falder ud, selv når de stammer fra samme dyp. Helt bagerst kan anes de forskellige udgangspunkter: natur og et par grå nuancer. Jeg farvede også noget caffe latte-farvet merino, som ses yderst til venstre.
Dette var samtidig et eksperiment. De gamle og veletablerede farveguruer vil til enhver tid hævde, at det er en dødssynd at farve garn, der er ikke er vundet i fed. Det måtte komme an på en prøve, så jeg tog nogle nøgler, som jeg først bejdsede og derefter kom i farvesuppen.
IMG_8515Tre forskellige kvaliteter og tykkelser. Det lykkedes over al forventning. Jeg har boret en finger ind og skilt garnet ad for at lure, om der var farvet lige så meget inde i midten som yderst på nøglet, og det var der. Så skulle da pokker stå i at have alt det mas med at vinde op i fed inden farveprocessen sættes i gang. 
Og til Ditte: Det sidste grå garn vi investerede i, giver en fantastisk farve på lyng. Billedet yder den ikke helt retfærdighed, men det er øverste række nr. 2 og 3 plus det grønne nøgle. Det må du prøve!
De gamle sagde også, at hvis ikke et garn er helt og aldeles ensfarvet, er man en dårlig farver og får dumpekarakter. Jeg synes ikke det gør spor, at der kommer lidt spil i garnet, som fx dette lilla, som er cochenille overfarvet med indigo.
Og nej, det er ikke et overtræk til et strygejern, det er sålen af den ene af et par babysko, jeg lige har strikket af det lækre garn.

25. juni 2018

Solblegede mariehøns og alternativ stavning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:57
Tags: , , ,

Jeg lagde i dag mærke til, hvor mange mariehøns der pludselig er kommet; de fleste af dem mere orange, end jeg synes de plejer at være. Der var også nogle med den ‘rigtige’ røde farve, men ikke i nær så stort et omfang.
De er begge syvplettede. Er den den samme art, eller er det ikke? Google var for en gangs skyld ikke min ven, så jeg fandt ikke noget svar.
De er såmænd nok bare blevet afblegede af al den sol … men gad vide, om det er ved at udvikle sig til at blive et mariehønseår? Vi har virkelig mange her hos os, men dog ikke i de mængder, der sommetider ses, hvor alt nærmest er dækket af rødt.

P1020431P1020433

Bortset fra et par haverunder, hvor jeg lige fik pillet en smule ukrudt op, er meget af dagen foregået oppe i shelteret, hvor jeg har siddet og hygget, strikket, holdt sommerferie og nydt udsigten. Og ikke mindst den behagelige temperatur … solen har ikke skinnet så meget i dag, men det gør ikke spor, for det er rigeligt varmt til mig med 23°, og jeg kan alligevel ikke tåle at få sol efter kemoterapien. Bare ti minutter uden beskyttelse, så er jeg skoldet og huden klør. Den har godt nok lange bivirkninger, den kemo.
Det er altså ikke brok, bare en konstatering – hellere de smågener end dø af kræft!

Indimellem lurede jeg lidt rundt på de sociale medier og måtte smile højt over en stavemåde, jeg ikke havde oplevet før:
Bugge.
Kan I gætte, hvad der skulle have stået, når ordet som her står alene? Det hjælper at sige det højt, og ja: Der skulle have stået booke.
Det var en af de mere festlige stavefejl.
Måske er vedkommende nordmand.

16. juni 2018

Nu skal I nok få fred …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Nu stopper det for en periode, det der plantefarvningshalløj, så alle jer, der måtte være blevet grundigt trætte af mig, kan ånde forholdsvis lettet op.
Ditte og Peter er kørt hjem, jeg har fået ryddet op i farvemateriellet, og resten af i dag ser en af os skiftevis fodbold og Le Mans – den anden ordner lidt roser, lidt bloggeri og lidt strikkeri.
I morgen holder vi weekend, inden vi kører til Sverige mandag, på tirsdag pakker vi feriebil og på onsdag går turen mod Norge.
Der vil jeg nok heller ikke skrive om plantefarvning, men ganske kort tid efter vi er kommet hjem derfra, kommer englænderne formentlig, og plantefarvningen vender stærkt tilbage, for så er tagrørene nok klar – A & A synes heldigvis det er hyggeligt at hjælpe mig med processen.

P1020381Vi har farvet i storproduktionsskala og vi har storhygget. Vi har både storsnakket og småsnakket – og også bare tiet stille sammen, mens vi passede hver vores småsyslerier. Det er noget af det, der gør, at Ditte og jeg holder meget af hinandens selskab – det passer os begge så fint, at vi behøver ikke at være ‘på’ 24/7, hvorfor vi også glæder os meget til at dele sommerhus på Fanø til september.
Vi ved, at vi nyder hinandens selskab og lejlighedsvise uselskabelighed. Vi har spist dejlig mad og drukket gode vine.
Vi har, som man måske har kunnet fornemme, haft fem fantastiske og farverige dage.
Vi måtte investere i et ekstra tørrestativ, da vi ikke havde nok i et efter al indigo- og krapfarvningen. Parallelt med farvningen har vi også bejdset i nærmest industristørrelse, så der har været virkelig mange kilo garn gennem vores hænder. Jeg tør slet ikke forsøge at regne ud, hvor meget det drejer sig om.

Det sidste, vi havde i gryderne, var tjørn og prikbladet perikon. Jeg satte en plante af sidstnævnte i haven sidste år, og den har allerede bredt sig noget … så meget, at jeg ingen skrupler havde over at klippe den helt ned – den skal nok komme stærkt igen. Der blev lige 400 gram materiale, så vi kunne farve 50 gram hver. Det er dem til venstre – 1., 2. og tredje bad – og den overraskede positivt. I vil sikkert tænke, at vi da vist har hundredvis af gule farver i forvejen, men det er ikke helt rigtigt, for dette er en flot, gulgrøn nuance vi ikke har set før, og vi er ret vilde med den begge to.
De to tykke til højre er tjørn, 1. bad på gråt garn og 2. bad på lyst garn. De er en del kønnere i virkeligheden, men den sang har jeg også sunget før …

14. juni 2018

Skal du slet ikke blogge i dag heller?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:33
Tags: , ,

NEJ, jeg har jo overhovedet ikke tid til det der bloggeri!
Vi farver og farver og farver – og vi er vist i øvrigt ved at have erhvervet os et regulært farversyndrom. Nogle gange kan vi ikke huske fra næse til mund:
Hvor lagde jeg nu Den Lede Tråd? (Den, som i fagsprog hedder førertråd og som holder sammen på feddene i farve-/bejdsebadet. Jeg omdøbte den omgående til Den Lede Tråd i bedste Shu-bi-dua-stil.)
Derhenne!
Hov … er det her garn nu det bejdsede eller det ubejdsede?
Det er det bejdsede.
Tak!
Det der er 2. bad.
Nej, det er 1. bad! 2. bad ligger i spanden endnu.
Nårhja …
Det er derfor ret godt, at vi er to, for heldigvis er det sådan, at det, den ene glemmer, kan den anden huske og vice versa. Det er sikkert årsagen til, at der (endnu) ikke er gået noget galt. Så vidt vi ved …

P1020375

I dag har vi bejdset meget garn, og vi har ordnet alt garnet fra i går. I går indsamlede vi råmaterialer til at farve med gråbynke og hvidtjørn; i dag har vi farvet med førstnævnte; i morgen skal vi farve med sidstnævnte samt udføre et forsøg i meget lille skala med musevikke, hvis blomst har en fantastisk, blå farve. Hvidtjørnen skulle give en rødlig nuance! Farveverdenen er da fuldstændig forunderlig …

Hmmm. Er der mon nogen derude, der vil købe noget plantefarvet garn? Vi er leveringsdygtige i stort set alle farver …

12. juni 2018

4,8 kilo garn farvet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:21
Tags: , ,

P1020365

Vi stillede maskineriet op til Den Store Garnfarvningsseance. Både Ditte og jeg har investeret i en 30-liters gryde, så den ene (min) blev brugt til indigofarvningen, mens Dittes blev brugt til bejdsning.
Hahah, siger Ditte – de er alligevel ikke ens, for min har også timer!
Øv, siger Ellen, min har kun termostat.
Vi blev hurtigt enige om, at Brødrene Price har fået jævnbyrdige modstandere, hvad indbyrdes apparaturkonkurrence angår.

Nå. Til sagen. Hvor meget garn skal vi kunne indigofarve pr. dyp? 300 gram hver. Okay, så skal vi bruge 30 gram indigo. Kypen blev fremstillet i bedste laboratorieånd, stod en halv time og varmede op til at arbejde for os, mens vi fik os hver en kopkaf, og så gik vi ellers i gang.
Første bad fik 10 minutter. Det blev den flotteste, skønneste, dybeste, blå farve, så vi var glade.
Andet bad blev lige så blåt, så vi var lidt overraskede. 10 minutter.
Tredje bad blev lige så blåt, så vi var meget overraskede. 10 minutter.
Fjerde bad blev næsten lige så blåt (8 min.), så vi var lidt bekymrede. Har vi garn nok? Hvor længe kan det her blive ved? Nu var især Ditte begyndt at eksperimentere med overfarvning af gule farver, men badet var stadig lidt for potent til at give de ønskede farver.
Femte bad begyndte langt om længe at give lidt lysere farver.
Sjette bad. 5 minutter.
Syvende bad. 5 minutter.
Ottende bad. 5 minutter.
Var det mig, der skrev, at hasselblade var højpotente? Det var det, men indigo slår hassel med flere potenslængder.
Vi var nødt til at stoppe efter 8. bad. For det første havde vi ikke mere tørreplads, og for det andet var klokken blevet halvti, så det var på tide at stoppe for i dag, men vi lægger nok ud i morgen tidlig med at se, om der ikke skulle være lidt mere power tilbage i farvesuppen.

P1020366

På stativet hænger på de midterste, vandrette strenge, set oppefra og ned, bad 1 – 5.
Hvis man i tankerne deler stativet på midten, har Ditte venstre halvdel.
Den samme fordeling fortsætter i de strenge, der går den anden vej på billedet. Her kan man se, at Ditte mest har gjort i overfarvninger af gule farver, mens jeg begyndte at drage cochenille- og krapfarver ind i billedet – med de flotteste farver som resultat. Jeg er vild med dem. De kommer ikke til deres ret på dette billede – ingen af farvene er rigtigt gengivet, desværre, nok pga. det sene tidspunkt, så I må bare tro mig på mit ord: De er smadderflotte.
Men altså … næsten fem kilo garn farvet på 30 gram indigo. Det er helt vildt, især sat i kontrast til, at til ‘normal’ plantefarvning går der stort set altid fire gange så meget materiale til som garn – altså 400 gram blade til 100 gram garn.

10. juni 2018

Gå en tur i fjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:10
Tags: , ,

Ja, jeg skrev gå en tur i fjorden.
Det var der nemlig et par, der gjorde i dag. De havde ankret deres sejlbåd for svaj et sted, hvor folk ofte vælger at ligge på denne måde. Så undgår de både havnemylder og ditto afgift.
Fjorden er meget lavvandet visse steder (det er ikke så underligt, at den derfor kastede op forleden dag), hvilket ses på billedet her. Den er på dette sted godt en kilometer bred, så de vader altså rundt cirka 400-500 meter fra land – og det når dem ikke engang til knæene.
Hunden bliver lige luftet samtidig, kan man se …

Jeg tror bare, jeg bliver hjemme i haven – har hverken behov for at gå i eller på vandet.

Lavvandet fjord

I dag holdt jeg søndagsfri. Normalt er der for os ingen forskel på hverdage og weekender, men det var der så alligevel i dag. Jeg er endelig kommet igennem hele haven, og lige i dag gad jeg ikke så meget som se på ukrudtsbeholderen, så jeg satte mig op i shelteret og fik strikket den sidste firkant i et tæppe færdig. IPadden var medbragt, fordi for en meget sjælden gangs skyld fik jeg lyst til at ødelægge al fuglesangen ved at høre på lidt musik.
Der blev søgt på Youtube på mine overall yndlingshit gennem tiderne. Dem er der en del af, bl.a. Bryan Adams’ Summer of ‘69.
Det var nemlig some of the best days of my life. Jeg var 16 år. Jeg var i London for første gang. Jeg startede i gymnasiet. Jeg var ung, men uden ansvar (for andre, altså … man har jo altid ansvar for sit eget liv), jeg havde det i det hele taget bare SÅ fedt den sommer, og når den gode Adams leverer et så dunkende hit som han gjorde om netop den sommer – ja, så skal det næsten blive til en af de foretrukne fra min side.
Den blev, ifølge Wikipedia, i 2006 kåret af canadierne som den bedste sang at høre under bilkørsel. Gad vide, om de holdt en folkeafstemning om det?
At den er fra 1985 og at Bryan Adams kun var 10 år i 1969, er sagen totalt underordnet.
I hvert fald lader vi os ikke forstyrre af fakta – det er bare et skønt nummer.

Jeg sang med inde i mit hoved, men jeg var desværre ikke Singin’ in the Rain

20. maj 2018

Fiberfolk, spisefolk og hyggefolk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , ,

Ditte havde spurgt om jeg ville med til et lille marked i Roskilde, som henvendte sig til sådan nogle som os.
imageDet ville jeg meget gerne … John og Peter legede chauffører for os, og vi mødtes klokken 10. Vores mænd gik på havnen og fik en is, mens vi daaamer gik ind for at se på herlighederne. Det var der desværre også virkelig mange andre, der også havde fået lyst til. ALT for mange. Det er jo fantastisk, at arrangørerne har så stor en succes fra time ét, men vi blev der ikke så længe som vi havde gjort, hvis der ikke havde været sådan et overvældende, klaustrofoberende mylder.
Det var måske meget heldigt, for der var som sagt mange fristelser … jeg var dog virkelig dygtig til at styre mig og købte kun 200 gram garn – naturligvis ikke plantefarvet; Ditte og jeg havde talt om, at det ville være temmelig tåbeligt at købe noget af det, vi selv forsøger os med. Men der var megen god inspiration at hente.

Hotel Søfryd JyllingeHotel Søfryd Jyllinge (1)

Frokosten blev indtaget på Hotel Søfryd i Jyllinge, som ligger på en skråning ned til Roskilde Fjord. Fra restauranten (i gavlen oppe til højre i billedet) var der en enestående udsigt over fjorden, som vi nød lige så meget som den gode og ret omfattende pinsebuffet, de serverede for os.
Vi spiste alle fire alt for meget – jeg er ikke blevet sulten endnu og skal bestemt ikke have mere mad i dag!

John og Ida hygger

Det var så også to dage i træk med rigeligt mad. I går kom min niece Heidi, husbond Nikolaj og deres to piger for at hente Pernilles dukkehus, som Ella skulle overtage. De kørte hjem med en del af Annas gamle legetøj … bare ikke lige dukkehuset, som var årsagen til deres besøg, men som ikke kunne være i deres bil.
De bor ikke så langt fra Roskilde, så det passede heldigvis fint, at vi kunne smide det ind til dem, når vi havde taget afsked med Ditte og Peter.
Det var rart at komme af med de ting – vores børnebørn er vokset fra det meste af det, vi har haft liggende til dem; det stod bare og fyldte oppe på deres værelse, så det er fint nok, at det nu kan gå videre.
John sidder med Idas ande-sutteklud på hovedet. Ida havde en fest med at hive den af og blive lige frydefuldt forskrækket, hver gang han sagde BØHH.
Ella var travlt optaget af at lave noget af de hamaperler, hun bl.a. fik.
Hvor bliver de dog alt for hurtigt alt for store, de små.

3. maj 2018

Barnaby og Bluebells

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:00
Tags: , , ,

I morges sagde vi midlertidigt farvel til familien og satte kursen mod Oxfordshire, hvor meget af ‘Midsomer County’ er placeret. På vejen prøvede jeg at finde en eller flere bluebell-locations, inden vi begyndte at løbe ind i Barnaby-locations. Der viste sig at være et sted næsten på vejen – og jeg skal da lige love for, at der var bluebells galore! I kilometervis af blomster og dermed i millionvis af dem. Ikke engang panoramafunktionen på kameraet kunne gengive den overvældende mængde af de smukke, blå klokkeblomster.

Bluebells galoreBluebells galore

Vi så dem mange gange i løbet af dagen sådan hist og pist – nogle gange i større mængder; andre gange bare i snesevis af små pletter. Jeg nød dem, uanset hvor mange eller få der var.
Nu skal I ikke komme og sige, at anemoner er lige så smukke eller smukkere, fordi det er ikke det, det drejer sig om, men anemoner har jeg set på i 65 år, hvorimod bluebells er et forholdsvis nyt fænomen for mig, så alene af den grund overmåde betagende hver gang. Og jeg bliver helt sikkert ikke træt af at opleve dem, for det når jeg ikke at gøre i 65 år!

IMG_0990P1010952

Vi kørte igennem den ene idylliske landsby efter den anden – denne del af Oxfordshire er ikke uden grund meget populær for filminstruktører; det er ikke kun brugt til Barnaby-serien, men også Morse og flere andre.
Herover Goring. Den lille chalup har jeg sagt til John, at han meget gerne må købe til mig – den kunne jeg godt se mig selv tøffe rundt i Præstø Fjord i.
Det kunne min mand til gengæld ikke – han syntes den var tudegrim, desværre, så han hævdede, at jeg må sejle rundt alene, og det tror jeg ikke rigtig, jeg har lyst til.

ThameThameThame

Vi gjorde eftermiddagskaffestop i Thame, som af visse tv-kiggere nok kendes bedre som Causton. Nyd det lille byhus herover … vi kunne desværre ikke fjerne den grimme bil foran.
Vi besøgte Wallingford, hvor Agatha Christie boede, vi kørte igennem Nettlebed og vi kiggede forbi Greys Court. Der er ikke plads til alle de mange billeder, jeg har taget i løbet af dagen, for jeg ville også have plads til at vise det sted, vi fandt via Last Minute Booking, hvor man kan være heldig at få fire- eller femstjernede overnatningssteder for næsten ingen penge, fordi man bestiller i … sidste øjeblik, såmænd.
På denne måde fandt vi The Hayloft Room i April House, mellem Thame og Oxford. Det rum gider vi simpelthen ikke klage over. Heller ikke prisen, som (heldigvis) ikke helt lignede den listede overrnatningspris.

The Hayloft

The Hayloft

Således sluttede første halvdel af Barnabyturen på allerbedste vis. I morgen tager vi anden halvdel, inden vi leger housekeepers for vores lille familie.

Til sidst vil jeg bede om hjælp til identificering af denne plante. Den stod i skoven sammen med alle de mange bluebells – men denne var der kun få af.
Den er ca. 20 cm høj.

Ukendt plante

10. marts 2018

En lang dags rejse mod … hygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:26
Tags: ,

Det er faktisk forkert af mig at [mis]bruge det meste af titlen på Eugene O’Neills skrækkelige tragedie som dagens overskrift, for der er kun selve ordene til fælles – og de er endda overdrevet her, for jeg var trods alt ikke hele dagen om at komme fra Præstø til Birkerød. Og selv om det hurtigt blev mørkt efter jeg ankom, var det en rejse der førte til at møde fem gode, gamle kolleger – og lærer Andrew, som sandelig holder fast i at ville deltage i at møde sit Dream Team, selv om vi alle er ældre end ham. De fleste en hel del ældre …
Men to timer tager det i alt fra Den Stråtækte, når det kører på skinner, og det gjorde det i alle betydninger i går. Søde John kørte mig til Køge, hvor jeg hoppede ind i et E-tog, og 1 time og 9 minutter efter stod jeg af på Birkerød Station, hvor aftenens værtinde hentede mig. Det kan ikke være nemmere.
Til gengæld er det ikke helt så nemt, når man skal hjem igen. Der går ingen hurtigtog og der går ingen direkte tog. Jeg forstår selvfølgelig godt hvorfor, men som individ ville jeg ønske det var omvendt; at rejsen var kortest, når man er træt og længes efter sin seng. Som kompensation for den længere tid er billetten 12 kroner billigere – 63 kroner i stedet for eftermiddagens 75.  
Jeg blev sat af på stationen lidt over kl. 23. Tog bumletoget og skiftede på Hovedbanegården til et andet bumletog. Heldigvis havde jeg selskab af Andrew til jeg skiftede tog, men de 16 minutter på den hundekolde perron var laaange.
Kl. 01 landede jeg i Køge, hvor John holdt og ventede på mig. Jamen han ER altså sød! Vi var hjemme 01:45, så ingen af os var helt friske mere.
Det var meningen, at han skulle have haft sovet, og jeg skulle vække ham en time før forventet ankomst, så han kunne nå at få en kopkaf, inden han kørte.
Det skete bare ikke, for han blev indfanget af en film.
Vi sov – aldeles uhørt for os begge – helt til halvni, så vi er ikke specielt smadrede, heldigvis.

Og hvor var det dog dejligt, skønt og herligt igen at have en aften sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold! Jeg NØD det … jeg blev opdateret både på Rigets Tilstand og på kollegernes liv og færden siden vi sidst sås; der var, som altid, en del nyheder, både gode og dårlige.
Det er en fast bestanddel af sammenkomsten, at de fortæller Marianne og mig, hvad der er sket på vores gamle arbejdsplads, men det er bestemt ikke fordi vi taler arbejde hele aftenen, for det har ingen af os lyst til. Vi når gerne hele verden rundt en gang eller to, men der er alligevel aldrig tid nok, synes jeg, så allerede inden jeg er hjemme igen, glæder jeg mig til næste gang, vi skal mødes. 
Hvis jeg blev nødt til at vælge, ville jeg hellere holde fast i disse sammenkomster end i de halvårlige veteranarrangementer oppe i firmaet.

28. december 2017

Dagen før dagen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:53
Tags: , , , ,

Det er allerede i morgen. I morgen tager de afsted igen.
Jamen de er jo lige kommet!
Vi har ikke engang foretaget os særlig meget, men selvfølgelig har dagene været fyldt med julens traditioner og forpligtelser, selv om det sidste lyder negativt. Det er ikke sådan ment.

P1000835

Vi gik igen i dag en lang tur – blandt andet ned til shelteret i form af en omvendt båd, men det havde de tre af dem allerede set fra vandsiden, da de kajakkede i sommer.
Soppe kan man jo altid. Aubrey skal som sædvanlig lige se, hvor langt man kan komme ud uden at blive våd. Opgaven besværliggøres en anelse ved, at det ved man først, når man er blevet våd, og det blev en af os, selv om der blev holdt godt øje med vandstanden op ad støvlerne.
Aubrey! Ikke længere ud!
But I’m keeping an eye on my wellies, mummy. I won’t get wet. I’m very careful. I’m NOT getting wet. Surely.
Kom nu ind. Gå langsomt! Og tag små skridt!

It’s too late, mummy. My socks feel a bit wet now.

Hvorfor var ingen af os overrasket?
Sådan skal det bare være. Intet nyt under solen her.
Solen, som for en gangs skyld kiggede lidt frem. Også kun lidt, men det har også ret i en mørk tid.

P1000838

Alene det, at der overhovedet kan komme modlys, gør mig helt glad …

4. december 2017

Og mig, som aldrig vinder noget!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:03
Tags: , , , ,

Billedresultat for hvid jul dalbyJeg vinder ALDRIG noget. Alligevel deltager jeg sommetider i konkurrencer – man er vel optimist …
Således udfyldte jeg et spørgeskema efter at have besøgt CPH Garden i sommer. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det (også) var en konkurrence; jeg kan jo bare godt lide at lufte mine meninger.
Jeg glemte alt om spørgeskemaet/konkurrencen, og det gjorde Haveselskabet åbenbart også, for for 14 dage siden fik jeg en mail om, at jeg havde vundet i lodtrækningen, og at de troede, at sagen for længst var ude af verden, men de havde så ikke lige givet mig besked eller fået spurgt til min adresse. Hvis jeg ville være så venlig at oplyse den, så ville de sende mig præmien, som var Claus Dalbys Hvid Jul.
Jamen altså … jeg er snart 65 år, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i mit liv jeg har vundet noget, så det var stort – også selv om det var en forholdsvis beskeden præmie – det er ikke det der tæller!

Det kan kompensere lidt – meget lidt – for de nærmest astronomiske summer, vi har brugt i dag. Vi benyttede os af en julebillet med Scandlines, hvilket betyder, at vi kan sejle Rødby/Puttgarten t/r for 99 kroner. Deres Bordershop gider vi på ingen måde; den er værre end IKEA, men vi kan tage til Burg og handle, hvilket vi gjorde. Vi tog færgen 08:15, så der var rigeligt med plads både på færge og i butikker. Det gjorde ikke noget. 
John har lovet at huske mig på, at jeg ikke skal falde for vintilbud det næste år … eller noget … vi har RIgeligt med vin nu. Og spiritus. Og øl. Vi kender mærkerne vi køber, og vi ved dermed, at vi sparer virkelig mange penge på varerne med procenter i – også dem uden, for den sags skyld.
Fx for de tre pakker mandelmel, jeg købte, betalte besparelsen alene på dem hvad færgebilletten kostede. Mandelmel er vildt dyrt, men en uundværlig bestanddel i den lækrelækre konfektkage, jeg skal lave lige om lidt. Det er jo snart jul …
Jeg giver, så vidt jeg husker, 54 kroner for 200 gram i Meny og Brugsen. I Tyskland kostede det bare 20 kroner for 200 gram, så jeg hamstrede tre poser, men skulle nok have taget et par stykker til …

 KnuthenlundKnuthenlund (1)

Når nu vi var på de sydlige himmelstrøg, ville jeg gerne se Knuthenlund-butikken. Da det passede lige med frokosttid, spiste vi på deres lille café, inden jeg gik rundt og fandt lidt varer. Meget få varer, for var det billigt i Tyskland, var det til gengæld meget dyrt her.
Nå. Man hverken kan eller skal sammenligne de to ting; det var bare så stor en kontrast.

8. oktober 2017

Du bli’r hvad du spiser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: , , ,

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

P1070341P1070352

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

P1070355    P1070346

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

P1070357

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

5. oktober 2017

Så skal jeg til det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

image

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

16. februar 2017

Godt vi gjorde hvad vi gjorde i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: , ,

Heldigt nok, at vi tog til Faxe kalkbrud i går, selv om vejrudsigten sagde, at det ville blive fint og stille solskinsvejr både torsdag og fredag. Belært af årelang erfaring fra tidligere vejrudsigter ved vi kun alt for godt, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Og ganske rigtigt: I morges sagde DMI, at det ville blive overskyet og blæsende. Det havde de til gengæld ret i, men det må være svært at forudsige for tiden, for udsigten er kun rigtig for samme dag og gerne ændret kraftigt til den næste.

P1050842

Vi havde en masse lidt mere end daggammelt brød, hvilket ungerne gerne ville til havnen med for at give det til ænderne. Vi fodrer ellers ikke ænder med brød, da det faktisk ikke er særlig godt for dem, men hvad gør man ikke for børnebørnenes skyld?
Vi blev enige om at køre lige efter morgenmaden, hvis nu DMI skulle have ret i det med det overskyede … endnu var det dog fint og solrigt.
Som på billedet herover så det ud, da vi satte kursen mod Præstø – og som på billedet herunder så det ud, da vi ankom bare 10 minutter senere. Koldt og ret blæsende var det lige pludselig blevet, men ænderne og blishønsene var glade for maden. Det var mågerne desværre også …

P1050881

Det var meget underholdende at se fuglene skjøjte hen over isen for at få fat i brødet. Ænderne var dårlige skøjteløbere, men blishønsene var elendige. Mågerne havde den store fordel at kunne flyve hen og tage brødet, inden det nåede ned, hvorfor jeg gik lidt hen ad bådebroen og kastede lidt brød ud for at lokke dem væk, mens der blev fodret ænder henne hos børnene.

P1050887

Aubrey havde sin nye hue på. Det er en, jeg har strikket dobbelt i én tråd supersoft på pinde 1½ – det vil sige, at jeg har sådan set strikket huen to gange og foldet den ene halvdel op i den anden. Det tog næsten lige så lang tid som at strikke en hel sweater, men den blev tæt og god, og Aubie elskede den med det samme. Den er lige det største, men det var ligemeget for hans vedkommende – det er lige før, han sover med den på. Så er der noget ved at strikke til ham, når han bliver så glad for det færdige resultat!

P1050441P1050438P1050910

Nu er det hjemmehygge med ild i brændeovnen, Kajkager på tallerkenerne (to af os), kaffe/te/kakao i kopperne (alle), strikketøjet i hænderne (én af os, lige om lidt), laptoppen på bordet (tre af os), kortene på bordet gulvet (to af os) og en bog i hånden (en af os). Lejlighedsvis småsnak (fire af os), ærgerlige eller glade udråb, når kabalerne ikke går op, henholdsvis gør det (to af os).
Ikke mere ud i dag, tak!

13. februar 2017

Snemænd og minecrafting

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:39
Tags: , ,

Vi var knap nok landet i Den Stråtækte, før børnene var ude i haven for at samle den resterende smule sne til en snemand.
Det skal lige siges, at de alle fire har haft et par dejlige dage i København. Ungerne syntes, ganske overraskende, at Glyptoteket var vældig interessant pga. mumierne og alle de frække nøgne mænd (mummy – why are they all naked?) … de var ret betagede af 3D-filmen i Planetariet, og de fik lov at have sneboldkampe hver gang de var i nærheden af brugbar sne. Alle var dermed glade hele tiden. Aftensmaden søndag var (børnene fik lov at vælge) på cafe Den Hvide Disk (en pølsevogn). De havde spist en kæmpefrokost et eller andet sted, så valget blev accepteret, især måske fordi Tim også synes, det er alletiders med de københavnske pølsevogne. Desserten blev indtaget på Cafe Vivaldi.

P1050832P1050834

Jeg skulle, efter aftensmaden, lige indvies i Minecrafts mysterier. Ikke at jeg blev specielt meget klogere, men de havde begge to meget at fortælle mig.
Det er vist flere år siden, jeg har tilbragt mere end et kvarter i denne stilling med rumpen lige i vejret … der var godt nok også ret langt op igen. Meget længere end der var ned …

P1050839

Nåmmen jeg har ikke så meget tid i dag, men alle andre end mig sidder og ser Kender du typen, så jeg fik lige en halv time …

20. januar 2017

SE! Det hedder TE!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: ,

Hver gang jeg ser ordet te stavet the, kommer jeg til at udtale det som den engelske betegnelse for bestemt en- eller flertal. `
Det staves te. TE, sagde jeg! Og det har aldrig været stavet the. Jo, måske da det kom til landet i den sidste halvdel af 1600-tallet, men i hvert fald ikke så længe der har eksisteret ordbøger.

imageP1050753

Min Madam Blå-tedåse kunne snildt være omkring 100 år gammel – dengang kunne man godt stave til te.
Og lad nu være med at sige, at I synes the ser pænere ud end te. Sådan er det bare, og hvis vi alle stavede efter personlige staveskønhedsreferencer, kunne det hurtigt blive det rene, mere eller mindre ulæselige staveanarki, så I kan lige så godt vænne (nej, ikke vende!) jer til at stave det korrekt.

Så fik jeg lige markeret igen.
Mest fordi der intet spændende er at berette her fra det svenske – vi slapper totalt af alle tre. Vi kan lige overkomme at rejse os for enten at brygge en kopkaf eller fodre den evigt sultne brændeovn og det lige så forslugne brændekomfur.
Vi laver nemlig fotoalbum alle tre. Det er noget så hyggeligt at sidde og konstruere et album side for side – lige fra ét stort panoramabillede over to helsider til ti billeder på én side og stort set samtlige varianter mellem disse to yderpunkter. Nogle af dem tiltet og/eller overlappet lidt.
Søren laver et (salgs?)katalog med sine malerier. Han er et meget kreativt menneske, som maler og har lavet smukke ting både i rustfrit stål og i gammelt jern, sådan lidt på Robert Jacobsen-måden. Næsten. Bare lidt pænere, hvis man spørger mig.
John foreviger vores USA-tur og jeg laver en fotorevy over “Året der gik” for 2016. CEWE kommer til at tjene godt på os om ikke særlig længe, men vi venter med at uploade albummene til vi er hjemme igen – bredbåndet er lige det smalleste til det heroppe.

9. januar 2017

Igen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:34
Tags: , , ,

Når man når min fremskredne alder, har tingene det med at gentage sig. Der er mindre og mindre nyt under solen.
Jeg kan huske, at da jeg for 40-45 år siden læste Agatha Christies romaner for første gang (læsningen af disse fremragende bøger har gentaget sig et par gange), morede jeg mig i min ungdoms uskyld lidt over Miss Marples evne til ofte at komme frem til opklaringen ved at sammenligne en person med en, hun tidligere havde stiftet bekendtskab med i større eller mindre grad.
Dertil er jeg selv nået. Faktisk har jeg været der i nogle år. Altså ikke der, hvor jeg opklarer mordgåder, men til at gribe mig selv i at sammenligne nye personer, jeg møder, med folk, jeg før har mødt. Mange er de gange, hvor jeg har sagt til John (eller nøjedes med at tænke for mig selv), at han/hun minder mig om ham/hende. For Miss Marples vedkommende drejede det sig altid om personligheden bag facaden; for mit er det lige så ofte udseendet, indtrykket går på.
Roser til PernilleDer er ikke så meget mere, der kan overraske, for man har set det meste før. På godt og ondt …
Det er jo udmærket. Eller er det? Bliver man for tilbøjelig til at resignere, fordi man ved, at folk vil begå de samme fejltagelser igen og igen? Altså ikke de samme folk de samme fejltagelser … men mere i retning af been there, done that.
Jeg kan ikke ændre verden, og det er efterhånden sjældent, jeg orker at gøre en indsats, og hvis, skal det helst kunne kombineres med mit behagelige pensionistliv, som fx det at strikke og hækle mikroplastfrie karklude. Og bruge dem, naturligvis. Og forære dem væk og komme med en mikroprædiken om hvorfor jeg i stedet for blomster kommer med karklude.
Det skal ikke koste noget på det personlige plan – jeg har nemlig på ingen måde tænkt mig at holde op med at flyve, for hvordan skal jeg så få set noget af alt det, jeg mangler at se, tage mine fire yndlingsmennesker med til Sydafrika, eller bare besøge dem i England, for den sags skyld? Indtil en eller anden opfinder et superhurtigt transkontinentalt, transatlantisk og transpacifisk maglevtog, vil mennesket flyve; jorden er blevet mindre, og alle mange vil flytte sig langt.

Jeg har været til 60-års fødselsdage før – jeg skal oven i købet to gange i år. I går var det Inge, vi fejrede ved en god brunch i Roskilde Golfklub – ikke kun igen, men igenigen, såmænd, hvilket den dog ikke bliver ringere af – de laver en mindeværdig brunch. Det var på alle måder hyggeligt, og der skete noget, jeg også har oplevet en hel del gange efterhånden: Jeg mødte et menneske for første gang, og efter fire timer, hvor der ikke havde været talepause i to minutter, havde vi ikke fået talt nok sammen, men selskabet brød op, så det var vi naturligvis også nødt til at gøre. Jeg vidste, hvem hun var og omvendt, men vi havde ikke mødtes før. Det kommer vi dog forhåbentlig til igen. Hun blogger ikke mere, men det var ingen hindring for at finde interessante samtaleemner.
Lige om lidt kører vi mod Dragør, for vi skal ind til Karin og Bjarne til først frokost og dernæst åbent hus for gamle venner i anledning af den fødselsdag, Pernille ikke længere selv kan holde. Det har vi også prøvet før; det er allerede blevet en tradition, som på én gang er både vemodig og meget hyggelig.

Næste side »

Blog på WordPress.com.