Hos Mommer

26. november 2020

John er en vanskelig herre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:35
Tags: , ,

John er en vanskelig herre. Det er ikke pænt sagt om min søde mand, men jeg mener det.
Dog i den forstand, at han er aldeles umulig at finde på gaver til. Det har jeg skrevet om før, og fra at sige “sokker og underbukser”, når man spørger til ønsker, siger han nu bare, at han ingen ønsker har, så det er ikke blevet nemmere, og emnet dukker op hvert år. Ikke så meget op til hans fødselsdag, hvor han hellere vil have en eller anden oplevelse, som jeg så også kan deltage i, men det vil vi ikke gøre til jul.
Derfor: Hvad skal jeg dog give ham? Charlotte spurgte om det samme i går, og sammen fandt vi frem til noget, men jeg er lige blank.
John er i skrivende stund på vej til Køge, og da jeg spurgte, hvad vi skulle der, kiggede han bare på mig og svarede: Det er jo snart jul …
Man forstår vel en hårfin hentydning, hvorfor jeg derfor er blevet hjemme – temmelig spændt på, hvad han har fundet på, for som regel er det mig, der køber julegaven til mig, så det er ret fedt, at han i år selv er kommet på et eller andet – som jeg oven i købet ikke har nogen anelse om hvad er.
Dengang hele familien samledes i Sverige til jul, lod vi sommetider være med at give hinanden noget, for der var alligevel en million pakker under træet, og ingen lagde mærke til, at John og jeg ikke havde nogen til hinanden, men nu, hvor vi kun bliver tre juleaften, skal der være lidt at pakke op. Min søster og jeg er heller ikke normalt på julegave med hinanden, men i år er vi.

P1020754P1020767

Det er ikke fordi der er meget at fortælle om. Hver anden dag er stadig flot og hver anden stadig grå. I dag er en af de grå.
P1050341 - CopyFuglene omkring os er ligeglade med om solen skinner, bare de får deres mad, og det gør de. Vi har lige købt en ret stor underskål til det rør, vi ellers ikke ville have i haven mere, fordi fuglene sviner meget med maden, hvilket tiltrækker rotter. Efter skålen er kommet på, er der stort set intet spild nede på jorden, fordi de når at rydde op efter sig selv. Der kan godt sidde en halv snes fugle i skålen og vente på, at det skal blive deres tur til at komme i hullet, så at sige, og i mellemtiden mener de heldigvis, at de lige så godt kan foretage sig noget fornuftigt …
Selv om John har klistret alle huller til, bortset fra de to nederste, tømmer de røret på tre dage.
Bålfadsarrangementet ude foran er tømt på nogenlunde samme tid.
Det er desværre ikke det helt store udvalg i fuglearter, vi kan præstere her; de fleste er skovspurve, musvitter og blåmejser, men spætmejsen, sumpmejsen og den lille Robin ser vi dog også stort set dagligt.
Vi har set stillits, bogfinke, grønirisk og dompap, men sjældent. Vi har også gærdesmutter, som dog ikke spiser denne slags mad, men holder sig i stedet til at begrænse antallet af edderkopper i haven. Det skal de ikke høre spor for.

30 kommentarer

  1. Uha, det kan være svært at hitte på. Han interesserer sig jo meget for fotografering, så måske et makroobjektiv? Så kan han tage supernærbilleder af edderkopperne, før gærdesmutterne smutter med dem. Det er ganske vist en pebret pris, men det var, hvad jeg kunne finde på.

    Kommentar af Eric — 26. november 2020 @ 14:28

    • Tak for forsøget, men han hævder, at han nu har alt, hvad han kan ønske sig på linseområdet – herunder mulighed for makrofotografering. Det eneste han har haft lange øjne efter i den retning er en linse til omkring 100.000 kroner – men den får han ikke af mig!
      I hvert fald ikke før jeg vinder i Lotto …

      Kommentar af Ellen — 26. november 2020 @ 17:23

  2. Må jeg foreslå en sammenfoldelig letvægtstaburet, så John kan hvile bentøjet efter behov og ikke efter om der er siddemulighed, når I er på udflugt. Se evt. her: https://www.spejdersport.dk/walkstool-basic-jagtstol-50-cm?gclid=Cj0KCQiAwf39BRCCARIsALXWETwuz3u3DOgTZQEfRIqW9a5XgNRWZKdtiIxilquNmpX-90d8sVgUftAaAokNEALw_wcB
    Eller en god pandelampe til at have liggende i bilen. Guld værd, hvis der sker noget uventet.
    Eller østershattemycelium, hvis det frister.
    Eller et abonnement på et tidsskrift.

    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 26. november 2020 @ 14:36

    • Tak for forslag – det med taburetten er slet ikke tosset.
      Jeg kunne sagtens blive fristet af at dyrke østershatte, men jeg ved godt hvem der får æren, hvis John skulle få et kit 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. november 2020 @ 17:25

      • Bemærk at prisen lige nu er nedsat nu med 20 % og der er fri fragt. Nedsættelsen er nok meget kortvarig.

        Kommentar af Kristine — 26. november 2020 @ 18:33

        • 👍👍

          Kommentar af Ellen — 26. november 2020 @ 19:03

  3. Pandelampe er en rigtig god gaveidé, som jeg godt kunne overveje til min mand, som heller ikke har ønsker. Og så kunne I jo sidde med hver jeres lamper i bilen, John med pandelampe og du med strikkelampe 😂

    Kommentar af Fru Moll — 26. november 2020 @ 15:45

    • Det kunne vi jo … jeg tror nu bare, at jeg overlader ham min (som altid ligger i bilen netop til mørkestrik), hvis han skulle få brug for en 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. november 2020 @ 17:26

  4. Kombinationen af hankøn og en vis alder er vist et generelt problem, når det gælder juleønsker. Min far ønskede sig stort set kun rødvin og god chokolade de sidste 20 år af sit liv.
    Peter har udvidet sin (ellers helt identiske) med god rom/cognac og en livrem! Jeg har heller ingen ide om, hvad jeg skal begave ham med endnu; man vil jo gerne være lidt opfindsom …

    Kommentar af fiberfryd — 26. november 2020 @ 16:13

    • De er ikke nemme, vores mænd 😉
      Hvad med et kit, så han kan brygge sin egen øl? Sådan et fik John engang af Charlotte.

      Kommentar af Ellen — 26. november 2020 @ 17:28

  5. Bent har fødselsdag 10 dage før jul, det gør det ikke nemmere. Vi har besluttet ikke at give hinanden julegaver, det er nemmest.
    Det han ønsker sig, køber han selv 🙂 det er gerne noget til cyklen, det har jeg ikke forstand på.

    Kommentar af Lisbeth — 26. november 2020 @ 16:21

    • Nej, det gør det ikke nemmere, og vi plejer for det meste også bare at købe det, vi mangler, men jeg synes også, at det bliver en trist juleaften, hvis der slet ingen gaver er.
      Min datter har fødselsdag d. 12. december og mine to børnebørn hhv. den 7. og 14, januar. Vildt dårlig timing 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. november 2020 @ 17:31

  6. Vi giver gaver efter ønske og behov, ikke efter jul og fødselsdag. For nylig har Gordon haft den idé, at jeg har brug for et pianette. Det har krævet lange overtalelser for at overbevise ham om, at jeg _ikke_ har brug for sådan et monstrum. Men nu er det (forhåbentlig) lykkedes.

    Kommentar af Henny Stewart — 27. november 2020 @ 0:37

    • Haha – Se på den lyse side af det: I det mindste kom han da bare ikke hjem med et 😀

      Kommentar af Ellen — 27. november 2020 @ 9:14

      • Det gjorde han så alligevel … Jeg kommer nu fra et hjem med klaver. På den anden side set er det vel et sundhedstegn, at man efter 22 års ægteskab ikke har formået at tæmme hinanden. Men om jeg gider lære at spille klaver, se det er et helt andet spørgsmål.

        Kommentar af Henny Stewart — 4. december 2020 @ 6:09

        • Han er da vist heller ikke nem at tæmme … og du forærer ham sejren, hvis du begynder at lære at spille klaver 😀

          Kommentar af Ellen — 4. december 2020 @ 12:47

  7. Sjov tråd, den her. Selv har jeg afskaffet al gavegivning bortset fra en enkelt, men jeg kan godt huske, hvordan det var, da jeg var barn. Jeg GLÆDEDE mig helt vildt til at åbne pakkerne og for resten også til, når familien åbnede pakkerne fra mig. Den følelse kan jeg da godt savne, men jeg savner ikke at skulle finde på noget at ønske mig og at skulle beskrive det helt præcist, fordi ellers ville det nok ikke blive nøjagtigt, som jeg ville have det.

    Kommentar af Kirsten — 27. november 2020 @ 9:01

    • Det var jo sådan, da man var barn. Juleaftensdag er årets længste dag!
      Jeg elsker at give børnebørnene gaver, men blandt os voksne imellem holder jeg også mindst lige så meget af at give som at modtage, men når jeg ikke ved hvad jeg skal give, så …

      Kommentar af Ellen — 27. november 2020 @ 9:17

  8. Sikke en god idé med den store underskål til røret – jeg har også sådan et rør til fuglefoder, og nu vil jeg prøve at finde sådan en opsamler. Vi har de samme fugle som jer, men her er det dompap, der er flest af året rundt.
    Her har vi droppet julegaverne, men jeg kan godt forstå, I gerne vil have gaver i år, hvor I bliver tre juleaften. Vi har jo alt i vores alder, så det er ikke nemt 🙂

    Kommentar af Madame — 27. november 2020 @ 10:04

    • Vi har købt den over nettet hos Vivara.dk (som har ALT til havens dyreliv) – den hedder ‘underskål maxi’ og her er link: https://www.vivara.dk/underskal-maxi
      Pudsigt, at I har flest dompap, men I har selvfølgelig andre forhold end vi har.
      Ja, vi har alt i vores alder, og det vi ikke har, det køber vi, når vi har brug for det, så det er bestemt ikke nemt 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. november 2020 @ 10:26

  9. Jeg tilhører den samme kategori af vanskelige mænd som John, men måske kunne du tage en tom skotøjsæske, fylde den med sammenkrøllet avispapir, lægge et gavekort øverst til en af jeres berømte dundermiddage for to med tilhørende vinmenu og så ellers pakke æsken ind efter alle kunstens regler i verdens flotteste gavepapir og bredeste silkebånd, afsluttet med en prangende sløjfe. Sådan en gave ville jeg blive glad for!

    Kommentar af Uffe Jerner — 27. november 2020 @ 19:39

    • Hehe, du er jo også, lige som han, i den vanskelige alder …
      Gaveideen er glimrende – så er der jo både en flot gave og en oplevelse, jeg også får glæde af.
      (Og så må vi da håbe, at Madame læser din kommentar og lader sig inspirere 😉 )

      Kommentar af Ellen — 27. november 2020 @ 20:28

  10. Min John er ret nem faktisk; dog er det blevet en anelse sværere efter film på DVD blev erstattet af film til download, men det går endda. Jeg lytter til hans begejstrede udbrud i årets løb, og hver gang han siger noget om noget julegaveegnet, tager jeg pokeransigt på og skriver mig det bag øret. Og så skynder jeg mig at købe den pågældende ting, som han lykkeligt har glemt alt om, når vi når frem til jul. Blandt andet har der stået en lille samling whisky’er i bunden af linnedskabet i flere år nu, men han har ikke opdaget dem. Hvilket jeg heller ikke havde regnet med… 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 29. november 2020 @ 17:18

    • Haha, nej, lige præcis dér ville min John heller aldrig nogensinde finde en gave 😀
      Det er en god ide at gøre som du gør, og det gør jeg også … hvis jeg kan … for problemet er nemlig, at han som regel selv når at købe det, længe inden vi når til jul eller fødselsdag!

      Kommentar af Ellen — 29. november 2020 @ 17:32

  11. I år køber jeg en bog om Matador (den er ny) og en dvd-boks med den gamle Folk og fæ til Lasse. Det bliver han helt sikkert glad for. Hvis jeg ønsker mig noget, så køber jeg det, jeg gider ikke vente til jul, hvis jeg skal bruge det i september, men det gør det svært for ungerne, de forlanger at jeg skal ønske mig noget, så de kan give en gave. I år har jeg ønsket mig en foodprocessor, selv om jeg normalt ville hade af få ting til køkkenet – hvis Lasse køber husholdningsting til mig er det skilsmissegrund, men den gamle er usikker at bruge, sikkerhedsdimsen virker ikke, så jeg kan åbne den, mens kniven stadig kører rundt, og det kan jeg ikke administrere i længden.

    Kommentar af frnielsen — 1. december 2020 @ 10:42

    • Det er godt, at du har fundet noget til Lasse, som han bliver glad for, men ellers tror jeg, at vi to lever en slags parallelliv … jeg brugte nemlig præcis de samme ord til John med, at husholdningsting i gave var skilsmissegrund 😀
      Indtil jeg nåede til at ønske mig en masse ting fra Le Creuset-serien, for det var rasende dyrt og rene luksusting, når jeg egentlig ikke manglede de ting jeg ønskede mig. At ønske sig en ny foodprocessor er vist en god ide …

      Kommentar af Ellen — 1. december 2020 @ 10:48

  12. Jeg har også et fugle-foder-rør-net, når jeg putter hele hasselnødder i, så spiser (især spætten) i lang tid, men hvis det er kerner eller halve nødder, så er de væk på en eftermiddag. Jeg hælder lidt blandede kerner og nødder i bunden af fuglegoderhuset hver dag.

    Kommentar af frnielsen — 1. december 2020 @ 10:43

    • Åh ja, spætter … de kan godt nok rasere en fuglefoderplads på ingen tid. Vi havde spætter i Sverige, men har (endnu) ikke set nogen hernede. Det gør ikke så meget …

      Kommentar af Ellen — 1. december 2020 @ 10:50

  13. OK sådan en fugle-foder med skål under må jeg have – det må være løsningen. Jeg vil gerne have at der er mange fugle til foråret, og solsortene er helt afhængige af menneskemad om vinteren.

    Kommentar af Donald — 1. december 2020 @ 13:04

    • Ja, og vi kan jo også godt lide at se dem på foderbrættet hele vinteren.
      Solsorte er vel næppe helt afhængige af os? Det ville da ikke se godt ud for bestanden, så. Vi giver dem et æble i ny og næ, men det er kun småfuglene vi fodrer konstant.

      Kommentar af Ellen — 1. december 2020 @ 17:54


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.