Falmet skønhed

John var ikke helt på mærkerne i morges, så vi tog det meget roligt i formiddags. Så roligt, at han sov til klokken 11, hvorefter han mente, at vi godt kunne gå en tur, hvis bare jeg var indstillet på, at det blev i pensionisttempo, hvilket jeg naturligvis var – jeg var bare lettet over, at mavepinen blev bedre og ikke værre.
Vi tog bussen op til Mellieha, hvor vi gik en tur rundt og hvor vi spiste frokost.
Det er en lille by, som tilsyneladende lever i et særdeles mageligt tempo – der var ikke mange mennesker på gaderne, ejheller mange biler, som vi ellers ser overalt på øen i stort og tæt antal.
De har mange af disse fine skilte med husnavne på – det så vi også i Marsaxlokk, og her har jeg gengivet et lille udvalg.
Nogle af gaderne er som i Valetta: meget stejle. Her var der da slet ingen fare for at blive kørt over … det var vældig hyggeligt, og oppe fra kirken var der naturligvis en fantastisk udsigt.

Byen giver hverken indtryk af at være fattig eller forsømt, men indimellem de ellers velholdte bygninger ser man nogle døre, hvor det tydeligvis er meget længe siden, de sidst har set maling. Pudsigt nok syntes jeg det var de smukkeste – deraf dagens overskrift. Nok ikke mange vil være enige med mig, men jeg var fascineret af de falmede skønheder. De karakteristiske balkoner, som vi kender fra billeder fra Valetta, fandtes også her, omend ikke i så stort et antal.

Restauranten, hvor vi indtog en dejlig frokost, var hyggelig og serverede glimrende mad. Menukortet var, som menukort er flest, nemlig indeholdende en del fejl. Én gik igen flere gange, men de var da i det mindste konsekvente, så. Jeg ved ikke, hvilket dyr de muskler havde siddet på, og jeg nænnede ikke at spørge, så jeg valgte i stedet pasta carbonara – helt uden muskler. John valgte en burger, som vel må formodes at indeholde muskler, men det stod der ikke noget om på menukortet.
Muscles og mussels udtales ens, så det er naturligvis derfor, at misforståelsen er opstået, men det fik da fremkaldt smilet hos os.

Det blev dagens hovedmåltid. Vi skulle gerne få ham Nielsen på dupperne igen, så i aften bliver vi hjemme i huset, hvor jeg bare kokkererer en omelet til os, hvortil han har tænkt sig at drikke cola.
Så må jeg drikke vinen helt alene – ih, hvor ærgerligt …

Great Chalfield Manor and Garden

England, og hvad England har at byde på, holder aldrig op med at imponere mig – glæde mig – forbavse mig.
I dag var det endnu et middelalderhus. Der har været en bygning siden 900-tallet, men som det ser ud i dag, blev det opført i 1480’erne, og det står fuldstændig som dengang; med The Great Hall, hvor rigmanden spiste sammen med familie og hvem der nu ellers måtte være i nærheden. De havde mindre, private rum bagtil, men livet levedes i The Great Hall.

Vores guide til The Manor viste sig at være en sand guldgrube af viden. Man starter med at have helt ondt af ham, fordi han skal lire sin remse af op til tre gange om dagen i fire af ugens dage, men for det første er de naturligvis flere, der skiftes, og for det andet varede det ikke længe, inden jeg fik en anelse om, at han varierede det fra gang til gang. Selvfølgelig er der ting, der skal fortælles til hver gruppe, men ellers var det vores indtryk, at han bare øste ud af sin enorme viden om den tid i almindelighed og dette manor i særdeleshed – den ene gang siger han nogle ting og den næste gang fortæller han om nogle andre – så bliver det heller ikke så kedeligt for ham selv.
Det var hamrende interessant hele vejen igennem. Jeg havde måske frygtet lidt for, at den time kunne blive lang, men vi kunne alle tre have hørt på ham i tre timer uden problemer med det. En herlig humor havde han også – alt i alt en suberp formidler.

Der var drystone walls med små, fine planter, der var have i flere niveauer, der var voldgrav og der var springvand – med røde åkander.

Familien, der har haft stedet i mange, mange år, og som overdrog stedet til National Trust i 1943, bor der stadig. Det bliver ofte brugt til location for film, og der er turister tirsdag, onsdag, torsdag og søndag, men de bebor hele huset, også den del, vi så i dag.

Desværre måtte vi – igen – ikke fotografere indendørs. Det har intet med blitz eller ikke blitz at gøre, men med de sociale medier – og dermed også os bloggere – at gøre. Folk er tilbøjelige til at lægge billeder ud på nettet, og da der er flere af møblerne, der stammer tilbage fra husets opførelse, er disse møbler selvsagt aldeles uvurderlige. Man havde rundt omkring i landet set flere eksempler på, at de sociale medier blev brugt til at organisere tyverier af disse rariteter, hvorfor man rigtig mange steder stoppede for tilladelser til at fotografere. De er selv kede af det, for de er udmærket klar over, at de færreste fotograferede med onde hensigter i tankerne, men det var den eneste mulige forholdsregel, de kunne tage.

Det er ærgerligt, men jeg forstår det godt – jeg kunne godt have tænkt mig at fotografere det KÆMPEstore ildsted, der var i The Great Hall, og det kunne folk med skumle hensigter heller ikke sådan lige slippe afsted med at bortføre, men det er selvfølgelig enten/eller med det fotohalløj. Det var godt nok stort, det ildsted; med hele træstammer på omkring tre meter stillet op på indianertipimåde inde i det.

På sin vis var jeg lige så imponeret over dette sted som af Powis, selv om dette ikke var nær så imposant. Min betagelse skyldes ikke kun den eminente guide, men også, at der i stedet for en overvældende storslåethed var noget meget, meget hyggeligt over dette sted, hvilket jeg virkelig håber fremgår af mine billeder.

Chastleton House, Oxfordshire

Vejret så stadig hæderligt ud i morges, så vi besluttede os for at se Chastleton House & Gardens, som ligger oppe i Oxfordshire. Der ville ikke være åbent før kl. 13, men vi kørte, så snart børnene var afleveret i skolen, for så kunne vi også nå at drikke kaffe i Bourton-on-the-Water og spise frokost i Stow-on-the-Wold.

Charlotte var meget optimistisk og tog hverken overtøj eller paraply med, hvorimod jeg ikke stolede på den himmel, så jeg tog regnfrakken med.
I Bourton-osv. dryppede det lidt, men det var mens vi drak formiddagskaffen.
I Stowe-osv. var det fint vejr, og det blev det ved med at være lige til vi parkerede ved Chastleton House, hvor der var relativt langt fra parkeringspladsen til huset. Vi gik derned i solskin, men med tordenbrag og en yderst dramatisk himmel bag os.

Til venstre den fine udsigt og det store hus foran os. Til højre den truende himmel.
Der var 20 minutter, til vi kunne blive lukket ind i huset, så vi nåede en hurtig rundtur i haven, inden det begyndte at regne, hvilket det gjorde netop som vi blev lukket ind.

Herover ses til højre den store sal og til venstre et rejse-kabalebord. Man stikker kortene ned i lommer, så kabalen ryger ikke på gulvet, selv når man kører i en hestetrukken vogn. Ret smart tænkt.

Huset er jacobiansk – bygget 1607-1612 og var i samme families eje i næsten 400 år. Bygherren var rig, men familien havde færre og færre penge op gennem generationerne, så der var kun råd til det allermest nødvendige vedligehold, men ingen forbedringer eller moderniseringer, og til sidst overdrog de det til National Trust i 1991. Synd for familien, men heldigt for eftertiden, for vi kan nu se et hus, der stort set ikke er moderniseret og derfor ser ud, som det gjorde, da det blev opført. Komfuret blev sat ind engang, selvfølgelig, det var der ikke i 1600-tallet, og på et tidspunkt blev der indlagt elektricitet, men som sagt: i store træk originalt og derfor meget interessant at se.

Da vi var nødt til at køre for ikke at komme for sent til at hente børnene fra skole, var det et tordenvejr uden lige; Charlotte ville være blevet gennemblødt på et minut, og der var små 10 minutters gang op til bilen …
Henne ved billetkontoret var der en personaleparkeringsplads, så C fik min regnfrakke og hentede bilen, mens jeg stod i tørvejr. Det lykkedes derfor at klare situationen uden hun blev til en druknet mus, men jeg har sagt til datteren på ægte mor-maner, at fra og med i morgen tager hun ikke ud af huset uden at tage en regnfrakke med!

Provinsparret kommer til storbyen

Det er farligt at tage en tur til København. I hvert fald for bankkontoen …
John havde et kameraærinde hos Photografika, og da vi ikke skulle til Winemaker’s Dinner eller andet ‘alkoholdigt’, valgte vi at køre derind. For at gøre parkeringen lidt nemmere, satte vi bilen i parkeringshuset på Israels Plads, hvor der altid er masser af plads, og gik hen til Skindergade.
På vejen ligger Uldstedet, som har noget meget lækkert garn. Meget lækkert garn er desværre ikke gratis …

Ved havnefronten ligger dette hus i et drivhus. Så I udsendelsen Kan man bo i et drivhus? Interessant forsøg.
Ved Israels Plads ligger Torvehallerne. Vi har hørt så meget om dem, men endnu ikke set dem. Pyhhhh – hvis jeg boede i nærheden, ville min husholdning blive meget, meget omkostningsrig, for holddaop, hvor var der bare mange überlækre butikker. Alt i alle butikker var alt for fristende stillet op til, at min kålormsrygrad kunne tåle det. Især fiskehandleren faldt jeg for, eller rettere faldt for det han havde i butikken; fiskehandleren selv var ikke en god reklame for sine sunde spiser, for han var smældfed.
Vi skal have dorader til aften. Meget lækre dorader, frisk torskerogn og kammuslinger er desværre ikke gratis …

Når nu vi alligevel var i byen, kunne vi lige så godt lægge vejen forbi det italienske supermared, Ello, ude i Sydhavnen, så jeg kunne erhverve mig den Pecorino med trøfler, som vi faldt pladask for inde på l’Alsace og som vi fik at vide var leveret af Ello.
Den havde de heldigvis stadig – lige som de naturligvis havde en masse andre italienske specialiteter, jeg absolut måtte have med hjem.
Meget lækre italienske specialiteter og ditto vine er desværre ikke gratis …

Når man står ved Ello, kigger man over på noget meget moderne byggeri med de ældgamle husbåde liggende lige ved siden af. Det gav en lidt pudsig kontrast.
En hyggelig, men kort tur. Vi havde desværre ikke engang tid til at spise frokost i København, da vi så ville risikere at havne i myldretidstrafikken på vej hjem og dermed komme for sent til Næstved. Det må blive en anden gang.

Danmarks sydligste punkt

Vi havde set på DOF-basen, at der er rigtig mange edderfugle ved Gedser Odde lige nu – i morges og i formiddags blev der observeret over 2000. Vedkommende, der havde talt disse edderfugle, havde også set en masse andre fuglearter, så nu måtte turen gå til Gedser Odde i det skønne, men blæsende vejr, vi har haft i dag.

Et sted, vi ikke har været før. Ærgerligvis bliver der længere og længere til nye steder, så hvis der er nogen derude, der har gode turforslag/ting der må ses på Sjælland, Lolland/Falster og Møn, modtages de med kyshånd.
Vi så masser af edderfugletræk, men de kom i modlys, så jeg forstår godt hvorfor manden, der var ude og tælle i morges, startede allerede kl. 05:30.

Jeg kan anbefale stedet, hvis man er fugleinteresseret. Kig evt. på DOF-basen inden afgang.

Efter odden kørte vi til fugletårnene i Bøtø, men de havde ikke noget særligt at byde på.
Videre ad bittebittesmå veje mod Stubbekøbing med Hesnæs som mål. Jeg har set de stråindpakkede huse før, men det er mange år siden, vi sidst var her. Dette fænomen kendes ikke fra andre steder i landet end her i godsets Corselitzes område.

I udkanten af Hesnæs har de den Bageste Vej … jeg lagde ikke mærke til, om de havde den Forreste i den anden ende af byen.

---

Og hvorfor satte jeg tagget ‘Sygdom’ ind i et indlæg om Gedser Odde?
Det gjorde jeg, fordi jeg har været på Ringsted og blive drænet for forhåbentlig sidste gang: kun 80 ml! Den magiske grænse er 100 ml, så målet er nået!
Nu venter jeg simpelthen bare på, at Næstved kontakter mig, så jeg kan komme i gang med strålerne ASAP. Hvis ikke de kontakter mig i morgen formiddag, kontakter jeg dem i morgen eftermiddag.

Endelig fik vi set Turning Torso tæt på

Vi har i årevis talt om at køre ind i Malmø for at se det berømte højhus helt tæt på, men aldrig fået taget os sammen til det.
Mens vi arbejdede, var tiden på torpet os for dyrebar til at foretage os den slags svinkeærinder, og siden maj … tjah … det er af en eller anden grund bare blevet ved snakken, men nu skulle det så være.
Det er utrolig let at finde frem til – ingen gps’er nødvendige her, for man kan se det hele tiden; det er bare med hele tiden at vende næsen mod Turning Torso, så kan man ikke undgå at ramme plet.
Den dybblå himmel måtte være den perfekte baggrund for den blege, forvredne krop, tænkte vi – og vi tænkte rigtigt.

Det må altså være en smule underligt at opholde sig i en lejlighed, hvor alle vinduer sidder i en skæv vinkel i forhold til lodret. Gad vide, om ikke man selv vil forsøge at stille sig i en skæv vinkel, så man passer til vinduerne – i hvert fald i starten?
Vi så engang en udsendelse om torsoen, hvor der blev interviewet et dansk par, der sagde, at de syntes lejligheden var meget svær at møblere.
Det tror jeg på – og selv om jeg synes det er et spændende byggeri, kunne jeg ikke tænke mig at rykke teltpælene til Malmø for at flytte ind i dette skæve tårn.

På vejen ud mod motorvejen igen kørte vi lige forbi Skandinaviens største shoppingcenter Emporia. Godt navn, i øvrigt. Emporium betyder iflg. The Free Dictionary “A place where various goods are bought and sold; a marketplace”.

Der er omkring 200 butikker, og vi skal da også ind og kigge en dag, for det så ret flot ud.
Men det var ikke i dag, der var dagen; med sådan et vejr gider vi ikke gå i shoppingcenter – det må vente til en dag hvor det regner.

Regn … ja tænk engang … vi har ikke fået en dråbe vand i de seks dage, vi har været i Sverige i denne omgang. Usædvanligt for årstiden – i det hele taget har det bare været det mest vidunderlige vejr, så ingen klager herfra. Nu kan vi lidt igen.

Vi bor lige midt i regnbuen

Det er ikke os, der bor midt i en regnbue, men en masse mennesker ved Ølsemagle strand ved Køge kan sige sådan.
Vi var ude på revlen i mandags for at se om der var fugle.
Det var der ikke, men jeg fik øje på en vandretliggende regnbue et par kilometer væk, inde i landet. Den havde ingen af os set før, så vi satte os for at finde den og se, hvad det var for noget.

Det viste sig at være dette cirkelrunde lejlighedskompleks, som ikke umiddelbart virker specielt farvestærkt, men …
Som man kan se, vokser det med en etage mod venstre, som vender mod vest.
Det, vi kunne se ude fra stranden mod øst, var det øverste indvendige af cirklen, som er malet i regnbuens farver.

Det var alternativt – det er ikke bare på Amager, der er tænkt nye tanker udi arkitekturen.

Det er helt unikt, også mht. energiforbrug. Eller rettere mangel på samme. Med andre ord et meget spændende byggeri, syntes både John og jeg, da vi gik inde i cirklen for at studere det nærmere – spændende og anderledes, selv om vi absolut ikke selv kunne tænke os at bo i lejlighed.
Billedet øverst til højre er skamløst stjålet fra Ivarssons hjemmeside … nu må jeg se, om nogen kommer efter mig …

Rabalderparken

Rabalder Parken (hvorfor i to ord?) er en del af Musicon, som er et større projekt på en nedlagt cementfabrik i Roskilde. Inge har skrevet lidt om det; John har gennem sin arbejdstid set det udvikle sig fra den spæde start til det, det er blevet til – hvor det dog endnu ikke er færdigt.

Det er en god og kreativ ide med ordspillende vejnavne (fx Penselstrøget). Der er masser af steder at hænge ud for unge – og ældre såmænd også, men det er primært møntet på den yngre generation.

Der er se-på-kunst og der er brugbar kunst – herunder det førstnævnte.

De underlige dimser, der hænger på burene, viste sig at være plastposer med jord, hvor der tilsyneladende havde været plantet et eller andet i dem alle, men man havde åbenbart glemt at tage enten naturen i ed (den varme juli) eller en, der ville påtage sig at vande, for det var længe, længe siden, der havde været levende planter i de poser.

‘Elektriske cykler’, som giver motion og en ide om, hvor hurtigt man skal træde i pedalerne for at drive den elpisker, der befinder sig i glasburet mellem cyklerne. Jeg ville helt sikkert aldrig få pisket noget som helst fløde så megt som halvstift!
Et alternativt picnicareal med temmelig umagelige bænke og upraktiske borde.

Opsatte hængekøjer, hvis man skulle få behov for at hvile sig. Det kan man også gøre på de numse-fortrykte bænke – både til store og små bagdele.

Gennem hele Rabalderparken løber et stort afvandingsanlæg, som, når der ikke lige er regnvejr eller sågar skybrud, som det også kan klare, fungerer som skaterbaner for enhver smag og dygtighedsgrad. Her en for de mere øvede, mens de lange og kun let skrånende asfalterede kanaler er for små børn og begyndere.

Liggestole til de trætte – igen næppe særlig komfortable, men de er der … i baggrunden ses nogle af ungdomsboligerne.
Er I i nærheden, så tag ind og se jer omkring i Musicon og Rabalderparken, som var en medvirkende årsag til, at Roskilde Kommune fik tildelt Byplanprisen i 2012.

Nedtælling…

2. søndag i advent.
Julegaverne er ved at være i hus. Bogstavelig talt: Anna får et dukkehus af sine forældre, så vi har lovet at træde hjælpende til med indboet.
Sådan lidt med krydsede fingre, for engelske dukkehuse er i skala 1:10, mens danske er i skala 1:12. Vi håber at den går – det er i det mindste den rigtige vej, synes vi, for det er bedre at stille lidt for små end lidt for store møbler ind i huset.
Til jul får hun en spisestue, et badeværelse, et børneværelse og et sofaarrangement til en dagligstue – plus en fin dame og noget service til at stille i spisestueskænken. Åhh, det er så fint og så småt, så småt … jeg kan slet ikke stå for sådan noget… nu må man bare håbe, at Anna bliver lige så betaget …
Jeg kunne nemt have købt mig fuldstændig fattig – det gjorde jeg såmænd næsten også – og skal snart til den igen, for til fødselsdagen i januar kunne jeg godt finde på at købe et soveværelse og et køkken til hende.
Jeg husker ganske tydeligt Titania’s Palace, som jeg så, da det var udstillet i Legoland for mange år siden (og som nu står på Egeskov); jeg kunne meget nemt blive grebet af samlermani med alle de fine miniatureting, man kan få til et dukkehus.

Dukkehusmøblementet blev købt i Hvalsø Kræmmerhal; vi vidste, at der er en stand med udelukkende den slags sager, og satsede på, at det var lidt billigere der end i ‘rigtige’ butikker – og at vi sikkert også kunne prange lidt. Det ku’ vi også … det blev til en yderst acceptabel pris for alt det indkøbte. Jeg lovede jo også at komme igen, mon ikke det hjalp lidt?

Nu mangler jeg kun fire julegaver – skønt.

Vi kom for tidligt til Hvalsø (troede de åbnede kl. 10), så vi kørte en tur på veje, vi aldrig havde været på før – og kom bl.a. forbi Åstrup Gods, som jeg aldrig havde hørt om før i dag.
Hvor var det flot; med voldgrav og det hele.

Det var også en modsætningernes tur – fra skønhed til grimhed, for kort efter godset kom vi forbi et hus, som jeg meget, meget nødigt ville være nabo til – sikke da en eventyrlig gang rodebutik, men han kommer garanteret ikke til at fryse i vinter… han har kun en snæver passage på fliserne for at komme hen til sin hoveddør, og det er træ, træ, træ altsammen. Mon ikke han kunne have gavn af at se ‘Ryd op i dit liv’? Eller er han uden for pædagogisk rækkevidde?

Så meget rod kan man ikke slutte et indlæg med på en adventssøndag – runder derfor af med lidt af det hjemmelavede, der pynter i stuen.
Hjerter magen til pynter også nogle af dørene på min arbejdsplads. Håber jeg i hvert fald, at folk synes – der er indtil videre ikke nogen, der har nænnet at pille hverken dem eller mig ned og fortælle mig, at de er grimme…

Kræmmerhusene er håndsyede; med bevidst klodsede og uregelmæssige sting, hvilket giver et sødt, rustikt look – desuden er det meget nemmere og hurtigere at sy, når det ikke behøver at være alt for smukt.

Nu har jeg set en del af Kongernes Nordsjælland

I går stod den i ’Kongernes Nordsjællands’ tegn. Et nyere koncept, som forskellige virksomheder og instanser i Nordsjælland er gået sammen med Visit Nordsjælland om. Grunden til, at jeg og alle de andre, der deltog i gårsdagens arrangement var, at det (igen) handlede om at promovere event- og konferencecentre; at vise og fortælle os mødeplanlæggere, hvad Nordsjælland har at byde på – også kulturelt. Det skal jo ikke være seriøst det hele, så vi fik gode ideer til hvordan man kombinerer arbejde og pauser, hvis man skal holde et møde eller et seminar – især hvis der er ikke-danskere med som deltagere, hvad der jo ofte er, når man vælger at tage ud af huset.
Det var to ruter at vælge imellem – jeg havde valgt rute 2, som de kaldte Erik af Pommern. Vi startede på Bymose Hegn Kursuscenter i Helsinge, hvor vi hørte på et foredrag af Birgitte Nymann.

Herfra ud i en spritny dobbeltdækkerbus (hvor jeg tog en plads øverst, forrest, så jeg rigtig kunne nyde udsigten) med guide og det hele. Vi blev befragtet ad små og smukke veje til Kysthusene, som var det første Dansk Folkeferie-projekt i Danmark; opført under Stauning-regeringen i 1938, hvor danskerne fik deres første ferielov med ret til to ugers ferie. Ja tænk engang… det er kun godt 70 år siden. Nu brokker vi os jeg mig over, at seks uger er for lidt…
Dagens eneste mavesure opstød skyldes, at Kysthusenes marketingdirektør måtte stå og læse stedets historie op fra et manuskript. Den synes jeg godt nok, at hun burde kunne udenad, for hun var ikke ny på stedet…
Stedet lå pragtfuldt, men bortset fra det, er det ikke et sted, jeg vil anbefale.
Lave noget lækkert spiseligt kunne de dog godt… man er vel dansker, så vi skulle ‘smøres’ med noget mad. New wave-mad vil jeg kalde det – vi spiste nye grannåle, hevet lige ned fra træet! Manchego-ost med ansjoser m.m. ovenpå. Lyssej-kaviar farvet grønt af wasabi. Og andet… det var faktisk meget lækkert, selv om der vist ikke var så mange, der gik til grannålene med den helt store entusiasme.

Op i bussen igen og videre til Kronborg, hvor den livlige og entusiastiske Christina havde fundet de store nøgler frem for at vise os det Kronborg, man ikke får lov til at se som almindelig turist. Det var naturligvis meget spændende – vi så Erik af Pommerns egen sal fra dengang han i første halvdel af 1400-tallet byggede fæstningen Krogen til at hjælpe ham med at skovle penge ind på den nyligt udtænkte øresundstold, som Danmark tjente helt vildt mange penge på gennem flere århundreder.
Hen til et andet sted på slottet og op ad en spindeltrappe. Op op op, til det næstøverste loft med de imponerende bjælker. Videre op op til øverste loft og derefter ud på telegraftaget, hvorfra de i fordums tid modtog og videreformidlede budskaber vha. den optiske telegraf, der gik helt til Bremen.

Hvad mener I om at sidde her og indtage en lækker middag med gode venner/familien? Det så enormt hyggeligt ud trods meget højt til loftet og sten over det hele. Der kan dækkes op til 40 personer. (Alle billeder kan med fordel klikkes større.)

Åh, det er svært… jeg tog en million billeder hen over dagen, men er ligesom nødt til at vælge…

Efter Kronborg kørte vi til Konventum, den tidligere LO-skole, som i dag ejes af en privat fond, der ejer lige omkring 1200 værker af danske nutidskunstnere (1969 og senere). Det var et meget, meget spændende sted, som snildt kunne komme i betragtning, næste gang der skal holdes et globalt møde af en eller anden art. Der var kunst overalt og i alle former. Endog (til)byggeriet og de meget trendy træer ved indgangspartiet var kunst.

Loftet i det store auditorium var kunst. Jeg var simpelthen nødt til at spørge vores omviser, om det var kunst eller akustik. Det var kunst…

Og så var der endelig også masser, masser af den ganske almindelige kunst, der sådan bare var malet på ganske almindeligt lærred…

Dagen afsluttedes med en gallamiddag (6 retter) på Kulturværftet, som tadaaa … surprise … er det gamle Helsingør værft, der for adskillige millioner er transformeret til kulturhus.
Maden var upåklagelig, men hvad omgivelserne angår, stod jeg totalt af, hvilket rigtig mange af os faktisk gjorde. Min første tanke var: Dette er for mænd. De kan bedre arbejde i selskab med de rå former, den rå cement/beton, alle de rette linjer, de koksgrå stole og de kulsorte borde; alt det grå metal, alt gråt i sort med en anelse hvidt, helt og aldeles uden så meget som en farveklat hist og pist. Ikke en grøn plante, ikke en lille rød stol, intet på væggene. Ingenting, der kunne muntre lidt op midt i alt det grå. Jeg ville gå lige så død som farverne, hvis jeg skulle holde møde eller seminar i disse omgivelser. Bundkarakter til Kulturværftet.
Jeg har overhovedet ikke taget billeder derfra… jeg gik hele tiden og tænkte, at der måtte da komme noget, der var værd at fotografere, men det gjorde der ikke.

Hov…  er jeg nu mavesur igen? Narj, ikke rigtigt, vel?

Vi fik – igen – lækkerier af alskens art med hjem fra de forskellige steder; bl.a. et rugbrød, der var så nybagt, at vi næsten ikke kunne holde på det.

Det er altså sindssygt hårdt med sådan nogle arbejdsdage… har I ikke ondt af mig? Vi blev kørt i bus fra Helsingør til Helsinge, hvorfra jeg havde over en times kørsel hjem, så jeg var i seng kl. 00:30. John havde sendt mig en besked om, at de i løbet af eftermiddagen havde snuppet rigtig mange i Nordsjælland for at køre for stærkt, så han ville anbefale mig, at jeg overholdt hastighedsgrænserne. Gad vide, hvorfor han syntes det var nødvendigt at fortælle mig det??? Nå, jeg kørte selvfølgelig fuldstændig efter bogen og var derfor hjemme præcis på det tidspunkt, GPS’en havde forudsagt, men jeg så naturligvis ikke så meget som skyggen af en betjent…
Jeg havde stillet vækkeuret til en time senere end normalt, men hvem vågnede, da John stod op kl. 5:30, tror I? Det var ikke hans skyld; han prøvede virkelig at være stille. Jeg forsøgte at falde i søvn igen, men opgav. Blev først rigtig træt sådan omkring ved 10-tiden i formiddags. Det har været to meget lange dage, men nu er det weekend.

Turning Torso og Docklands, go home

Nej, så slemt mener jeg det selvfølgelig ikke; Turning Torso i Malmö er et fascinerende stykke arkitektur, London Docklands har vi brugt hele dage på at studere på nært hold, men ude i Ørestaden er de nu meget godt med efterhånden.
Hotel Bella Sky er spændende – meget spændende endda, set fra de forskellige vinkler.

John og jeg kørte en tur til Ørestaden i formiddags – nu ville vi ud og se 8TALLET, Bella Sky og alt det andet, vi kun har hørt om, men ikke set (bortset fra på YouTube).

Her er Bjerget – bor der en Jeppe eller to her, mon?

Pæn og farverig kunst…

Hotel Bella Sky ser meget forskellig ud set fra forskellige vinkler.

Det skal åbne om 49 dage – jeg formoder, de får flyttet receptionen lidt inden da…

8TALLET ligner kun et 8-tal fra oven – dette er bunden af det.

Ved ikke om det har et navn, men det er da meget fint. Ikke at jeg kunne tænke mig at bo sådan – jeg er mere til de små, stråtækte, men jeg holder meget af at gå og kigge.
Og det kan man sandelig også overalt, både på Bjerget og her. Kigge lige igennem folks stuer – der er ikke meget privatliv i de fleste af disse boliger.

Vi ville også lige se Bjørn Nørgaards spændende byggeri på Bispebjerg Bakke, nu vi alligevel var aget til staden.

Interessant og anderledes byggeri, men… “velkommen – kig endelig ind i mit soveværelse”… man kan selvfølgelig trække for, men alligevel. Tænk aldrig at kunne opholde sig i ens eget soveværelse, uden at der skal være trukket helt for. Ikke helt min stil…

Nu havde vi fået by nok; kørte helt ud på overdrevet og indtog frokosten på Overdrevskroen, hvor vi indtog en meget landlig frokostbuffet – vi blev mildt sagt mætte, så aftensmaden bliver sprunget over. Hvis sulten alligevel skulle melde sig på et tidspunkt, kan den blive stillet med et stykke rugbrød med ost, hvilket såmænd heller ikke er at foragte.

Hvad med jer? Kunne I tænke jer at bo i Ørestaden?