Gratis billeder

Via WordPress har jeg fundet et site hvor man, ganske gratis og uden at være bange for at bryde nogen former for copyright, kan bruge billederne til hvad man måtte ønske. Man behøver ikke engang at fortælle hvem der har taget billedet. En eller anden – eller nogle – har sørget for, at fotografen får, hvad han nu engang skal have for sit eller sine billeder.
Jeg lurede en del rundt og og fandt bl.a. billedet herunder – et af den slags man ville ønske man selv havde taget, ikke sandt?

Man må nemlig ikke stjæle billeder på internettet. Alle er, med meget få undtagelser, automatisk underlagt copyright. Jeg vil ikke være så hellig at påstå, at jeg aldrig har brugt andres billeder, men hvis ikke man vil risikere høje bøder, skal man virkelig være påpasselig med, hvis billeder man i givet fald anvender, og det er ikke nok at sige, at man har ‘lånt’ billedet fra denne eller hin.
Jeg opdagede engang, at en eller anden turistforening i København havde brugt et af mine billeder fra kongens have. Det slap de ikke gratis fra. De kunne såmænd bare have spurgt mig, for så ville jeg sandsynligvis være blevet meget smigret og sige, at det selvfølgelig var i orden, bare de på en eller anden måde gjorde opmærksom på, hvem fotografen var.
Det gjorde nogle andre – altså skrev til mig og spurgte, om de måtte bruge et af mine billeder på deres hjemmeside, hvilket de derfor gerne måtte.
En tredje havde brugt et mine vesterhavssolnedgangsbilleder og frejdigt erklæret, at da hun kom hjem efter at have taget netop det billede, blev hun inspireret til en trøje, hun designede på baggrund af det. Hun slap ikke gratis, for det syntes jeg var ret frækt gjort af hende! Og også lidt dumt …
Det er egentlig ikke fordi jeg normalt er voldsomt utilfreds med mine egne fotos, jeg gør opmærksom på Pexels.com. Jeg vil sandsynligvis ikke gøre særlig meget brug af muligheden, men der kunne jo være lejligheder, hvor mine egne billeder ikke i tilstrækkelig grad rent illustrativt understøtter et indlæg.

I nat er det fuldmåne. Billedet herover ville jeg også gerne selv kunne prale med at have taget, men det kan jeg desværre ikke.
I øvrigt har jeg lige læst og dermed fået bekræftet, hvad jeg altid har hævdet: Man sover ikke dårligere fordi det er fuldmåne. Kun i den forstand, at for nogle kan det være for lyst i nætterne omkring fuldmåne, men det kan så klares med mørklægningsgardiner. Der har været en stor undersøgelse med over 2000 personer, hvor man ikke videnskabeligt har kunnet påvise nogen påvirkning fra fulde måner.
Men vi ved jo alle, at troen kan flytte bjerge, så hvis man bilder sig selv ind, at et eller andet er fuldmånens skyld, så ER det fuldmånens skyld.

Vidste I, at man ikke kan læse i selv det stærkeste månelys? Jeg troede ikke helt på det og måtte selvfølgelig afprøve det, men det er sandt. Når man læser, bruger man øjets tappe, mens månelys opfattes af stavene i øjet. Det er af samme årsag, at et månebelyst landskab altid vil opfattes som et sort/hvidt billede. “Stavene giver det sorthvide indtryk af objekter og tappene giver farveindtrykket. Da tappene kræver meget mere lys end stavene for at fungere ordentligt, er tappene fortrinsvist ude af drift om natten. Derfor kan vi kun benytte os af stavene om natten, og derfor kan vi kun se sort/hvidt om natten.”
Det er da interessant at vide den slags. Synes jeg.

Til sidst et af mine egne billeder. Ikke helt tosset, hvis jeg må være så fri, selvom totalt vindstille og dermed havblik ville have været optimalt.
Sov godt, når I når så langt … og glem, at det er fuldmåne …

Science Today v/ Tim Maltin

Måske husker I den lidt dramatiske udvikling af The Flower Show, da vi var derovre i juli? Hvor en af deltagerne blev stukket af en hveps og fik det rigtig dårligt, og hvor en anden af deltagerne dagen efter kom for at fjerne hvepseboet?

Boet blev anbragt i en plasticpose til senere anskuelighedsundervisning, som Aubrey fangede på film.
Den film sendte Anna til mig, da de var her på ferie, og jeg spurgte hende, om Tim mon vil synes det er okay, at jeg lagde den ud på Youtube.
Oh yes, svarede hun, no problem, just do that – he’ll love the attention.
Tror I der er et barn her, der kender sin far? Jeg kunne ikke lade være med at grine.
Af forskellige årsager fik jeg dog aldrig gjort det. Ikke før nu, hvor I kan se verdenspremieren på Tims udgave af Science Today.
Det må høre ind under begrebet kortfilm, for den tager kun 2 min. 46 sek., så I når ikke at kede jer ihjel.
Den er i øvrigt ikke spor kedelig, for det er en klassisk Tim-udgave, dvs. indeholdende både pædagogik og lidt god, engelsk humor; fx da han på et tidspunkt lakonisk siger: This could be my last broadcast …
Hvorfor han siger det, må I selv finde ud af.

Eske Willerslev live

Vi havde i går den store fornøjelse at opleve biologen og DNA-forskeren Eske Willerslev for fuld udblæsning. Jeg tror så ikke, at man kan opleve ham uden fuld udblæsning … mage til dynamik skal man lede længe efter. Her er en ægte forskersjæl, som brænder af interesse og nysgerrighed. En sådan ildsjæl kan fange alle … jeg havde en smule faglig indsigt i det, han fortalte om; John ingen, men det var heller ikke nødvendigt, for han var lige så grebet som jeg – og samtlige andre tilhørere – af foredraget Når verden skælver.
Han startede med at ridse sin egen baggrund op … han har altid haft forskersjælens kerne, grundnerve: Han er voldsomt nysgerrig og han hader opgaver, hvor opgaven har et på forhånd kendt facit, hvilket var ved at forhindre hans karriere helt fra den spædeste start, fordi han kedede sig i skolen i en grad, der var tæt på at få lærerne til at ekskludere ham og hans enæggede tvillingbror – som vist er lige så stor en ildsjæl.

Han fortalte om folkevandringerne og om sin forsken for at kortlægge dem; de forhindringer han var stødt på undervejs, bl.a. den, som nok alle nytænkere på et eller tidspunkt bliver mødt med: Det der? Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Men det kunne det, og Eske W løste gåder gang på gang.
Der var et par øjenbrynsløftere undervejs. Vi ‘oprindelige’ danskere er i virkeligheden indoeuropæere “så polakkerne, som nogle har ondt af er her, vender såmænd bare tilbage til deres slægtninge”, var en af hans bevidst provokerende bemærkninger.
“Hvis ikke der er indvandring, går folket i stå”, var en anden. Aboriginerne kom til Australien for 50-60.000 år siden og har ikke blandet sig med andre i den periode, hvilket EW hævder er årsagen til, at de, på trods af deres meget rige åndelige traditioner, i stort set alle aspekter ikke er nået meget videre på de 50.000 år. Grønlænderne – inuit – er ikke de oprindelige indbyggere i Grønland; der har levet et folk deroppe før dem.
Indvandringer har dog aldrig været smertefrie, de har kostet mange liv. Indtil for nylig sloges de indvandrede og de ‘besatte’ i flere hundrede, sommetider flere tusinde år og slog rask væk hinanden ihjel, inden “de fandt ud af at have sex med hinanden og fik lavet nogle børn”. I dag har verdensbilledet ændret sig, og der er mere ind- og udvandring end nogensinde. Hvordan det skal håndteres, er ikke EW’s opgave, men i går åbnede han manges øjne for nogle perspektiver, som der måske ikke lige er tænkt ind i problematikken.

Jeg synes det er tankevækkende, at klodens oprindelige folk alle behøver beskyttelse og særlige rettigheder for ikke at uddø eller blive opslugt af civilisationerne. Det underbygger EW’s påstande, at et folk går i stå uden nyt blod. Her er jeg ambivalent. Igen. Selvfølgelig skal hele befolkninger ikke udyddes, men hvorfor er de ikke interesserede i teknologiske fremskridt? Jeg er ikke så meget naturmenneske, at jeg kan tro på, at verden (nej, ikke verdenen) ville have været et bedre sted, hvis ingen var nået længere end til den tidlige jernalder.
Puha – dette sidste kunne blive en meget lang diskussion, som jeg ikke er spor interesseret i at gå ind i, så jeg vil nøjes med at slutte af med at sige, at hvis I får chancen til at opleve Eske Willerslev, så grib den!
Jeg har lige købt en bog om ham. Jeg vil vide mere om den mand og hans forskning.

Trafikskole – 2-minus-1-veje

Den opmærksomme læser vil have set, at jeg har tagget dette indlæg som ‘Videnskab’. Normalt skulle man ikke tro, at det at køre korrekt på de danske veje er den helt store videnskab, men 2-minus-1-vejen, der går forbi Den Stråtækte, er tilsyneladende meget svær at gennemskue.
Vi har ellers 88 af slagsen i Danmark, så mange af jer må være stødt på en på et eller andet tidspunkt – medmindre I holder jer til store byer og motorveje. Artiklen her siger 87, men eftersom vores ikke er med på kortet, må der være 88 (eller flere).
Der er tre forskellige illustrerende skilte hele tre steder på den cirka seks kilometer lange strækning, som blev etableret fordi turistforeningerne lagde pres på de tre kommuner, der ejer den. Cyklister levede virkelig livet farligt her, og da det er en del af en cykelrute fra København til Berlin, er her mange cykelturister i sommerhalvåret.
Hvis man er i tvivl om korrekt kørsel på 2-minus-1-veje, er nedenstående lille video god at se – den varer kun 45 sekunder.

Mellem 50 og 75 % har lært det. Resten kører mere eller mindre alternativt. De fleste af ‘resten’ kører med højre sæt hjul på den forkerte side – den røde – af de tykke, stiplede linjer, som illustrerer, at inden for denne har de svage trafikanter forkørselsret. Eller hvad det nu måtte hedde, når man er gående.
Man burde som bilist lægge mærke til, at der ingen midterstriber er. Og så skal man, som jeg så tit prædiker, undre sig. Man skal undre sig over, hvorfor mon der ikke er det.
Jeg undrer mig mest over, at det er så svært at finde ud af at køre korrekt.
At man kan finde på at køre med det ene sæt hjul på den røde side forekommer mig direkte dumt. Sorry, men det mener jeg. Derude har man kun noget at gøre, hvis der kommer modkørende biler/motorcykler. Og man holder tilbage for cyklister eller gående.
Jeg har set bilister holde sig permanent så langt mod højre, at venstre hjulsæt var tæt på den stiplede linje. De turde knap nok overhale cyklister …
Jeg har som cyklist på strækningen oplevet lastbiler, der tvang mig i grøften fordi der kom en modkørende bilist og lastbilchaufføren på ingen måde havde tænkt sig at tage hensyn til mig.
Jeg har set motorcykler placere sig rigtigt – til gengæld mener de sig i deres fulde ret til at køre 150 km/t. Og/eller overhale mere eller mindre – mest mere – hasarderet. Det samme gælder for visse bilister.
En bilist jeg mødte i dag, præsterede en hidtil uset variant, hvilket affødte dette indlæg: Han holdt sig til midten af vejen. Og der blev han. Nøjagtigt på midten, og han flyttede sig ikke, da han mødte mig (som var i bil i dag). Han flyttede sig ikke en millimeter. Heldigvis overholdt han nogenlunde hastighedsgrænsen på 50 km/t, så jeg kunne nå at flå i rattet og nærmest køre i grøften for at undgå ham … jeg troede jo, at han ville flytte sig, men næhnej. Han havde nok kun set det ene af de tre oplysende skilte.
Gad vide om han var beruset? Hvad ville han have gjort, hvis jeg havde været en lastbil?

Tæt på 104 år siden …

Dette indlæg blev født pga. en kommentar fra Overleveren. Den gik på luftspejlinger, så hun nævnte Tim, hvilket fik mig til at tænke på, at der var en del, der i sin tid udtrykte ønske om at se National Geografics dokumentar om Tims (videnskabeligt accepterede) nytænkende og revolutionerende bud på, hvorfor det gik så galt for Titanic den nat i april 1912, som det gjorde.
Jeg skrev om den dengang, men læserskaren er vist næsten helt udskiftet, og til jer, der stadig hænger på her, men aldrig fik mulighed for at se dokumentaren i tv, kan jeg oplyse, at jeg har fundet ud af, at den nu kan ses på YouTube. Begge link starter et godt stykke inde i filmen på min pc – det har muligvis noget med URL-hukommelse at gøre, men vær lige opmærksomme!

Den havde premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis, hvilket allerede er ved at være fire år siden. Som tiden dog flyver …

Charlotte har altid været rap i replikken, og således også den aften kort før premieren, hvor VIP’erne bag dokumentaren var samlet for at fejre filmens færdiggørelse. Charlotte, som sad mellem James Cameron og Robert (Bob) Ballard (ham, der fandt vraget), blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Hun var selvfølgelig med i egenskab af Tims kone, men havde selv haft en finger med i Titanic-spillet på den måde, at hun lige nåede at være med til at sy de sidste kostumer til Kate Winslet til James Camerons storfilm om Titanic. Hun havde nemlig været elev hos Angels Costumes.
Den unge dame tog til London med sin projektmappe for at lede efter en læreplads og stemte derfor dørklokker på en masse teatre og altså også hos Angels Costumes, som dengang hed Angels & Berman. De havde aldrig prøvet at have elever før, men C må have gjort et godt indtryk, for de sagde til hende, at de var villige til at prøve med hende. Efter skriverier frem og tilbage med skolen kom det i orden, og hun havde et par særdeles spændende år.
Hun syede ikke til herrer, men fik lov at kigge med, når berømtheder som Leonardo DiCaprio og Hugh Grant kom til prøvninger, og var der selvfølgelig også, når Kate Winslet og Julia Roberts (hun var også med til at sy til Notting Hill og Shakespeare in Love) skulle prøve tøj. Det var selvfølgelig stort for en kun 20-årig dansk provinspige, og selv om det var hårdt, var det også lærerigt og sjovt – og at have arbejdet sådan et sted så naturligvis ret godt ud på CV’et.
Hun var den ene af to elever ud af små 80 på skrædder‘studiet’ på Teknisk Skole, som fik en rigtig læreplads. De resterende måtte have al deres praktik på skolen. Jeg var faktisk ret stolt af mit barn. Også dengang …
Det var en af mine Zwei Mädchen, der sagde til hende, at “du skal da bare tage til London og præsentere dig selv og dine arbejder, så skal det nok lykkes, så god som du er”, og for det råd er Charlotte hende evigt taknemmelig.
Man må så sandelig også sige, at det forandrede hendes liv på mange måder.

Hvorfor er der ikke nogen til mig?

ALLE andre slæber svampe med hjem i kilovis. Bare ikke mig. I dag har vi igen forsøgt os i nabolaget, men der var aldrig en svamp – ikke engang af dem, vi ikke spiser – det er simpelthen for tørt, tror jeg, og jeg nægter pure at få over mine læber, at vi mangler vand.
Det må nemlig gerne vente til efter weekenden, fordi jeg helst ser et lige så flot vejr som nu til den årlige strikkefestival, som jeg med forventningsfuld glæde drager afsted til på fredag.

Nå. Har vi ingen svampe, må vi glæde os over, at vi har så meget andet. Fantastiske morgener, for eksempel. I morges kaldte John på mig, fordi han syntes jeg skulle se de smukke farver på himlen, den svage morgendis over fjorden og fuglene i silhouet, når de vågner.

Jeg har lige læst noget, jeg har hævdet i over 35 år, men er der ikke noget om, at en profet aldrig er agtet i sit fædreland? Lige siden jeg blev ansat, hvor jeg var ansat i 35 år og derigennem lærte en ting eller to om allergi, har jeg hævdet, at det er dumt at rede sin seng om morgenen. Jeg har altid bare lagt dynen i fodenden med undersiden op, og der ligger den, til vi går i seng igen – undtagen når vi skal vise hus frem.

“Er du opdraget med at forlade dit hjem om morgenen med en nydelig og pænt redt seng, så drop det. Det giver nemlig husstøvmider ekstra gode betingelser.”
Jamen det er jo det, jeg siger! Artiklen fortsætter:
”Mange af os er opdraget med, at sengen skal være redt og dækket med et fint sengetæppe, når vi tager af stedet på arbejde om morgenen. Men det er faktisk en ualmindelig dårlig idé. Og det er en endnu dårligere idé at dække dyner og pude til med et tungt sengetæppe.
Når du reder sengen lige efter, du er stået op, holder du på fugten i sengen, og det giver gode forhold for husstøvmider.
Husstøvmider trives bedst ved en relativ luftfugtighed på 55-75 procent og en temperatur på 17-32 grader. Din seng er derfor en perfekt opholdsplads for husstøvmider.”

Hvis man nogensinde har set billede af en husstøvmide, vil man garanteret ikke synes, det er jordens mest sexede sengekammerat, uanset hvor harmløs den er for de fleste. I de første år jeg var ansat, modtog vi støv fra senge for at se, hvor mange husstøvmider der var i dem, samtidig med at vi testede om sengeejerne var allergiske over for miderne. I nogle senge var der et horribelt stort antal, og vi laboranter spøgte med, at vi var nødt til at lære de adresser udenad, så ikke vi risikerede at rende ind i en fyr med en milliard mider i sengen …
Den almindeligst forekommende husstøvmide i Europa er Dermatophagoides pteronyssinus og i USA Dermatophagoides farinae.
Det tog mig lige et par dage at lære at sige de navne, men det var ret blæret at kunne fyre sådan et navn fejlfrit af. Syntes jeg dengang …

Hvornår er man opfinder?

Nu syntes jeg lige, at jeg var så smart, og så viser det sig, at jeg ikke er den første, der har tænkt i de baner.
Det var jeg nu nok godt klar over inderst inde … men jeg havde stadig ikke læst mig til fremgangsmåden.
Hvis flere finder ud af samme løsningsmodel eller flere tænker de samme nye tanker, hvem er så opfinderen? Det er vedkommende, der først tager patent. Den enes gode ide kan være lige så genial som den andens som den tredjes osv., men det tæller ikke rigtigt, før resten af verden også ved det.
På mit arbejde skulle vi i forsknings- og udviklingsafdelingerne i mange år følge et regelsæt, der hed First to Invent.
ALT skulle dokumenteres mht. tidspunkt for udførelse, og det på en måde, så der ikke senere kunne manipuleres med bevismatierialet i forbindelse med påstande eller retssager om, at man var før med et eller andet, end man i virkeligheden var.
Det var naturligvis af hensyn til patentering. Hvis to firmaer eller personer indsendte patentansøgning om den samme ting, gjaldt det om at kunne bevise, hvem der kom først.
First to Invent blev dog, umiddelbart inden jeg jobstoppede, afløst af First to File (in a first-to-file system, the right to the grant of a patent for a given invention lies with the first person to file a patent application for protection of that invention, regardless of the date of actual invention), så nu er det ligemeget, om man er i stand til at bevise, at man var den første med den geniale ide.
Selvfølgelig er det hele mere komplekst end denne ultrakorte beskrivelse, men i hovedtrækkene er det korrekt.

 

Jeg var ikke den første til at opfinde ryst-de-frosne-bær-metoden, men selv om det havde været således, ville jeg alligevel ikke søge patent på fremgangsmåden. I stedet ville jeg skynde mig at skrive det på min blog, så flere kunne få gavn af opdagelsen.
Mange steder står der, at man skal fryse grenene med bær – intet nyt i det. Derefter er metoderne lidt forskellige. Nogle siger, at man skal tage en gaffel og vride de frosne bær af ved hjælp af den, men det er utrolig bøvlet, synes jeg.
Andre siger, at man kan nulre de frosne bær af, men det besværliggøres af de mange og skarpe torne på grenene – og det er s….koldt for fingrene.
“Bærrene bankes let af efter nedfrysning” … jaja, men så har man da også bær i hele køkkenet. 
I stedet lagde jeg nogle få grene ad gangen i en plastbeholder, lagde et skærebræt over og rystede kraftigt et par gange eller fire.
Det var nok og det var effektivt! Der røg nogle blade med af, som måtte sorteres fra med håndkraft, da de ikke flød ovenpå bærrene i et vandbad. Der var kun nogle få bær, der skulle pilles af med fingrene efter den behandling, så det var nemt, hvilket var godt, for det viste sig, at jeg havde fået flere med hjem end jeg havde regnet med – 1950 gram rensede bær blev det til, så der vil komme temmelig meget marmelade ud af det, da jeg blander havtorn med æbler.
Et andet gode ved metoden er, at fordi jeg kun tog små portioner op af fryseren ad gangen, nåede bærrene ikke at tø op, så jeg var fri for at sidde med en masse smattede bær.

En søndag uden sko på

Advarsel: Ikke særlig appetitlig læsning i det første afsnit!
Denne gang vil kemoeftervirkninger ikke slippe taget. Nu er mine ’ringfingertånegle’ begyndt at blive blå, og især den venstre gør ondt, så jeg kan ikke have sko på i dag. Hvorfor det kun er de to negle, har jeg ingen ide om, men at det er kemoens skyld, er jeg ikke i tvivl, da de ikke turde give den fjerde og sidste kemo til en af mine lidelsesfæller, fordi hun startede med negle-utingen allerede fra første behandling og efter tredje så meget mærkelig ud på fødderne og nu også var startet med at få blå negle på hænderne. Gad vide, hvad mit udvikler sig til? Mine hænder ser ikke pæne ud; der er et rødflammet udslæt på dem; det klør og jeg ved, at om et par dage begynder huden at skalle af for nu fjerde, men værste, gang. Huden er derfor så tynd, så tynd, at selv kun godt og vel lunkent vand føles som om det brænder mig. (Så jeg kan desværre ikke vaske op. Ej, hvor er det dog superærgerligt 😉 )
Denne gang er udslættet også i ansigt og især på halsen. Mine fingerspidser er følelsesløse og mine fødder går på en uendelig fakirseng.
Det er IKKE sjovt, det her, og jeg er saftsusemig glad for at sidste gang var sidste gang.

Det var jeremiaderne – og så er det jo heller ikke værre. Jeg har som bekendt lige været på ferie, hvilket gik så ganske glimrende … er dog glad for, at det med blå og ømme negle først startede i går.
Vi skulle have været inde hos Pernille og taget på Tivolijulemarked sammen med hende, men jeg skulle ikke ned i et par støvler i dag og sendte John afsted, mens jeg i stedet sutskopåklædt (hjemmestrikkede og meget bløde) blev hjemme og pakkede jule- og fødselsdagsgaver ind en masse.
At det så, på grund af vejret, endte med, at John og Pernille gik på cafe i stedet for i Tivoli, er en anden historie … men hvor er jeg glad for, at al den regn ikke falder som den sne, de vist i første omgang havde lovet.

Til venstre ses det vandur, der er stillet op i Europacentret. Det var kropumuligt at tage gode billeder af det, fordi det var bag glas, og der var genskin overalt, hvordan jeg end prøvede at vinkle billederne.
Hvis man klikker dem større, bliver det lidt nemmere at se mekanikken og de mange rør. For ren mekanik er det – ingen elektronik her!
Det øverste billede er taget 11:56. Hver af de små kugler til højre repræsenterer to minutter, mens de store til venstre er en time.
Det hele blev drevet af et stort pendul, og hvordan ellers systemet virker, må I spørge en anden om end mig, men det var vældig imponerende at se på. Eller … jeg kan jo godt se, hvordan det virker, men regne det ud!!! Om jeg så fik et helt liv til det, kunne jeg nok ikke.
Da klokken blev tolv, var der kommet flere til for at se, hvordan alle de små kugler blev tømt for den grønne væske og den øverste timekugle fyldtes.
Klokken 13 tømmes alle de store kugler.
Hele tiden skete der noget i de mange, mange rør og forbundne kar, der udgjorde hele systemet. Vedkommende, der har udtænkt dette vandur, tager jeg, som allerede nævnt, hatten af for – det var ret fascinerende at bruge lidt tid på at studere.

Kan I følge med udviklingen?

Det kan være svært, men vi gør alt hvad vi kan… vi hører ikke til dem, der er bange for, at ‘maskinerne overtager styringen’ og blev heller ikke skræmt af Rumrejsen 2001 i sin tid.
Det er nu lidt sjovt, at vi er ved at være 10 år forbi noget, der i 1968 var science fiction.
Vi er 26 år forbi 1984, som blev skrevet i 1949. Den er sikkert blevet udtænkt i 1948, og så har ham Huxley bare byttet om på de sidste to cifre. For nemt.

Jeg læste et sted, at science fiction-forfatterne overhovedet ikke havde fantasi til at forestille sig det, der er dagens virkelighed – bortset fra, at vi stadig ikke har fundet ud af at rejse så hurtigt i rummet, at interstellare ekspeditioner er muligt for os mennesker. Endnu. Det skal såmænd nok komme en dag.
(Hvad sker der egentlig, hvis en bil kører med lysets hastighed, og man tænder nærlyset?)

John sad her i weekenden og legede med sine billeder, men selv min yderst tålmodige mand blev irriteret over den langsomhed, Adobe Photoshop arbejdede med.
Da jeg spurgte ham, hvor mange billeder han egentlig havde på sin harddisk, viste det sig at være meget tæt på 13000.
Jeg anbefalede ham at købe en ekstern harddisk og flytte alle billeder over f.eks. 2 år derover – og virkelig flytte dem, så der kan blive frigivet plads på selve pc’en.

Somme tider er der ikke langt fra tanke til handling, eller fra input til output for nu at blive i terminologien, så gæt hvad han kom hjem med i dag?
Jeg kan godt huske, da vi arbejdede med kB.
Jeg kan også godt huske, da jeg syntes, at en MB var meget.
Jeg kan også godt huske, da jeg syntes, at en GB var rigtig meget.
Nu hedder det en TB, og den er ikke noget, man bliver syg af – ikke engang over prisen, for TB’en kostede kun 800 kr.
Hvad bliver det næste og hvornår kommer det ud som allemandseje?

Jeg kan fortælle jer, der ikke allerede ved det, at det næste hedder Petabytes, Exabytes, Zetabytes og til sidst Yottabytes. Så har man åbenbart (endnu) ikke tænkt længere ud, men jeg regner heller ikke med at jeg når at få en pc med en yottabyte… SÅ hurtigt går det trods alt heller ikke. Men nogle af jer når måske at se sådan en fyr.

Denne lille, fikse sag, som John kom hjem med i dag fylder kun 50% mere end min fars første lommeregner fra omkring 1970 – jeg brugte regnestok i gymnasiet (der må gerne grines, men jeg kunne regne lige så hurtigt på den, som man kan taste på en lommeregner… næsten i hvert fald… ), og vi måtte IKKE bruge lommeregnere… næ fyda, og det var så også fuldstændig ligegyldigt, for denne min fars første lommeregner, som krævede meget store lommer, kunne de fire regnearter, og det var dét. Ingen hukommelse, ikke noget med procenter i og da slet ikke logaritmer og den slags avancerede ting.

John kunne have fået 2 TB for 250 kr mere, men det var lige meget. Den dag, han har brug for 2 TB plads, koster de nok kun 100 kr…

Det har været sjovt at følge med i den udvikling. John er oprindelig uddannet programmør fra Regnecentralen, hvor de havde DASK, som fyldte et helt rum og havde en kapacitet der svarer til 5 kilobyte i de måleenheder, vi kender i dag.

Jeg har arbejdet med hulkort og hullestrimler. Jeg kunne faktisk læse tallene på en hullestrimmel, hvilket var en fordel, når jeg skulle finde ud af, hvor det gik galt, når det gik galt. Så ‘håndhullede’ man et nyt stykke, satte det i med ganske almindeligt tape, og vupti, kunne skidtet køre videre.

Der er sket lidt siden dengang…

Dagens vejrudsigt

Det bliver pissedårligt vejr i morgen. Det siger mit barometer, og det kan man stole på.
I dag har vejret været smukt, smukt, smukt, men mit uhyre pålidelige svenske pissebarometer er lige ved ikke at kunne holde sig længere, så jeg må vel se kendsgerningerne i øjnene.
Den hjemmearbejdsdag, jeg alligevel ikke behøvede at tage i dag, kan måske være nødvendig at tage i morgen, hvor jeg med et lettelsens suk kan sige TGIF.

Se bare, hvor tæt det er på at være utæt. Så er der godt nok lavtryk i farvandet. Desværre ikke kun dér, men også på landjorden, kunne jeg frygte…

Pissebarometer

Nej, vores barometer fejler ikke spor, jeg er ikke spor sur, og jeg har heller ikke tillagt mig et svinsk sprog. Ikke særlig meget i hvert fald.

Jeg fik bare lyst til at fortælle om vores helt specielle barometer, erhvervet på et svensk glasbrug, Skruf, som bl.a. har specialiseret sig i at blæse disse barometre. Man kan også læse lidt her, hvis man gider.
Hos os hænger det på en bjælke mellem stuen og køkkenet, og det er mere pålideligt og hurtigere reagerende end det fine fra Georg Jensen, der hænger et andet sted i hjemmet.

På skibene hang det frit i en snor og var dermed gyroophængt.

Det er mange år siden, vi købte det. Måske 15. Deromkring. Når man fylder vand på, skal man være sikker på, at det er 100% normaltryk – 760 mm kviksølv/1013 milliBar – men så er det også bare at hælde på og sørge for, at de to vandstande er lige over for hinanden. Jeg er så heldig at have en arbejdsplads, hvor jeg har mulighed for at skaffe 100% rent vand – ingen kalk, ingen klor, ingen mikroorganismer, ingen fremmede og ulækre kemikalier, ikke nogetsomhelst, andet end rent H2O, så der blev klart nok ikke hældt hanevand på barometret. I dag, så mange år efter, er vandet stadig fuldstændig klart og rent. Vi har kun efterfyldt en enkelt gang.

Det virker ved, at når der er højtryk, presses vandet op i flasken, og selvfølgelig modsat ved lavtryk. Navnet kommer af, at ved meget lavt tryk presses vandet helt ud af tuden og det drypper – ‘pisser’.

Det har vi oplevet nogle gange. Et par af gangene har de slet ikke nået at spå noget om SÅ dårligt vejr i tv-aviserne. Så kaster vi et blik hen på vore pålidelige pissebarometer og siger til hinanden: “De bliver klogere. Det bliver rigtig, rigtig dårligt vejr, gør det.” Og det gør det…