Blandt trolde og nisser

Vi har været på et af vores efterhånden adskillige kroophold; denne gang på Nørre Vissing Kro i Midtjylland. Det var fint nok – hverken i toppen eller i bunden af stederne, vi har besøgt, men rent madmæssigt pænt lidt over midten. Vi blev under den meget lækre middag enige om, at vi skal se at få udarbejdet en liste, hvor vi rangordner alle madoplevelserne. Ikke, at vi kan bruge den liste til specielt meget, men vi synes alligevel, at den kunne være rar at have.
Vi fik fem retter med tilhørende vinmenu; det var alt sammen spændende, lidt anderledes tænkt og meget veltilberedt, bortset fra herefordbøffen, som var blevet stegt for meget. Det var synd, for der kunne ikke kritiseres noget ellers.
Var maden god, kunne rengøringsassistenten til gengæld godt trænge til et kursus i rengøring af toiletter. Den lod nemlig en del tilbage at ønske, og jeg bryder mig absolut ikke om et badeværelse, hvor man kan se spor efter tidligere gæster!

For mit vedkommende var højdepunktet på turen, at jeg så nisseskæg!

Det er et betagende syn. I mine øjne intet mindre end et af naturens små mirakler. Jeg har set mange billeder af nisseskæg, men indtil i går haft til gode at se det med egne øjne.
Det kan opleves, når fugtigt vejr afløses af let frost og skyldes et samspil mellem vejret og svampen smuk bævrehinde (Exidiopsis effusa). Når vandet inde i en død gren fryser, vil isen blive presset ud gennem de fine porer, så der dannes disse fascinerende, bare 0,01 mm tynde tråde. Hvorfor det kun forekommer i samspil med netop denne svamp, og hvad det egentlig er der sker, slås de lærde stadig om.
Pyt. Lad dem endelig slås – jeg er bare glad, for det er et skønt skue af et naturfænomen, og nu har jeg selv set det.

Vi fandt nissernes skæg i området ved Silkeborg Bad, hvor trolden Stærke Storm også sidder og passer på os. Eller hvad disse kæmpetrolde nu gør …
Indtil videre har vi kun set to, nemlig Ask fra Askhøj og nu Stærke Storm fra Silkeborg.
Jeg synes det er en sjov ide, Thomas Dambo har fået. Hver trold har sin egen historie, og “Stærke Storm sidder, hvor han gør, fordi han er utilfreds med at dalens træer er blevet fældet, for det medførte at mange af de andre træer væltede i vinden. Nu sidder Stærke Storm solidt placeret foran de resterende træer og passer godt på dem”, som der står på Visitaarhus.dk.

Turen i skulpturparken ved Silkeborg Bad var interessant, men blev kort, da vores tid i går var knap, fordi vi også skulle nå til Moesgaard Museum for at deltage i den bookede guidede tur til Ud af Kaos – og gerne nå at spise frokost i MoMus glimrende cafeteria inden.

Denne ‘hule’ er skabt af børn. Hvert farvet felt repræsenterer et barns ønske.
I træerne bagved myldrede der en hel flok træløbere op og ned ad træerne. Det var første gang, jeg så træløbere, og oven i købet mange på én gang.
Det var virkelig en dag med nye oplevelser for mig … der er sat kryds både i kalenderen og i fuglebogen.

Udstillingen på Moesgaard var, som alle stedets udstillinger, flot sat op og meget informativ. Guiden, en arkæologistuderende, uddybede det hele på flot og flydende vis. Der kom ikke ét eneste ‘øøøhhh’, ‘hvaderdetnudethedder’ eller andre forstyrrende taleelementer undervejs i de fem kvarter, rundvisningen tog. Hun kunne sit stof, var vidende og underholdende og fik stor ros fra min side, til hvilken jeg fik et stort og varmt smil som tak, men roses den, som roses bør, og udstillingen kan jeg kun anbefale. Det moesgaard-årskort var givet godt ud … det er tjent hjem på andet besøg, så et årskort får John og mig til at tage os sammen og komme afsted mere end én gang. På Moesgaard kan de noget med at sætte udstillinger op, og vi vil med stor sandsynlighed gerne se alle de kommende.

En overraskelse og en sidegevinst

Lige pludselig, i går midt på eftermiddagen, stod der to for os så velkendte personer ved vores dør: “Gi’r I en kopkaf?”
Jamen det gør vi da altid gerne. Vi havde godt nok ikke Gevalia i huset, men vi har noget der er bedre, så det fik vi brygget og serveret for Inge og Hasse, som kiggede ind på vej hjem fra Danmarks Borgcenter i Vordingborg, som de havde brugt en del af dagen på.
Det blev til små to hyggelige timer. Desværre kunne vi ikke byde på aftensmad, hvad jeg ellers normalt ville have gjort, for vi skulle ud af døren ved femtiden for at kunne være i Skælskør ved sekstiden.

I aftes var der nemlig flere åbne haver i Skælskør. Vi holdt os dog til én: Jette og Hall Thimans have, for det der egentlig trak i går var sidegevinsten, nemlig, at Thiman i den forbindelse åbnede sit værksted, hvilket kun sker ved særlige lejligheder. Det er Jette Thiman, der har hovedansvaret for haven, og sjældent har jeg da set en så veltrimmet have – jeg skal bare aldrig melde mig til at holde åben have, for så ukrudtsfri en have vil aldrig kunne opleves i Den Stråtækte! Never ever! Det var helt misundelsesværdigt, men jeg kender også mig selv …
Hun havde bl.a. en del dahliaer, og især de tre afbildede syntes jeg var smukke. Jeg skal have fundet ud af hvad de hedder, så jeg kan få inkluderet dem i min egen samling. Hvis I kender en eller flere af dem, så sig endelig frem.

Vi er begge meget glade for Hall Thimans fugle, som han snitter i lindetræ og derefter maler. Han holder sig til de fugle, man normalt kan se uden for vores vinduer, og det har jeg også holdt mig til i vores lille samling, som efterhånden består af ni fugle. Bortset fra fuglekongen, som jeg ikke har set IRL.
De overholder så nogenlunde de rigtige størrelsesforhold – og så alligevel ikke, for gærdesmutten og rødhalsen er for store i forhold til de andre fugle, men hvad pokker; det er kunst og det er så fint. Synes vi.
De syv første fugle i samlingen er erhvervet under vores besøg på Reersøgalleriet, hvor vi, hver gang vi er der, lige skal have en ny fugl med hjem.
Nu mangler vi bare at finde et grantræ, som skal skæres i passende størrelse, tørres og afbarkes, så det kommer til at ligne et særdeles afdanket minijuletræ, hvorefter fuglene skal anbringes på grenene – og flagspætten naturligvis inde på stammen.
Det havde Thimann gjort med nogle af sine mange fugle, og den ide tog jeg omgående til mig.
Man jeg bliver så nemt inspireret, når man jeg ser hvad andre har fundet på. Jeg er ikke særlig opfindsom eller kreativ selv, men jeg er både nem at begejstre og rigtig god til at abe efter!

En dejlig tur til Reersø

 

For seks år siden blev jeg tilbudt at udstille mine fotografier på Reersøgalleriet, hvilket jeg dengang på samme tid var yderst smigret og forbløffet over. Det er jeg såmænd endnu … men primært fordi jeg en god måned senere fik konstateret brystkræft, takkede jeg nej. Dog ikke med det samme, men et halvt års tid inden jeg skulle have været ‘på’. Der var nu også andre årsager: Vi købte Den Stråtækte, og jeg fandt ud af, at det nok ville koste mig omkring 10.000 kroner at trykke tilstrækkeligt mange tilstrækkeligt store billeder (det virker ikke helt seriøst med postkortstørrelser …) og købe forskellige rammer m.m., så jeg var efterhånden alligevel ikke helt sikker på, at det med en udstilling var en god ide.
Søde Helle, som har galleriet sammen med sin lige så søde mand Flemming, og John og jeg har dog perifert holdt forbindelsen, fordi vi havde nogle gode samtaler og hyggede os i hinandens selskab. Vi har bestemt ikke løbet hinanden på dørene, men er rendt sammen et par gange siden, og selv om det er et par år siden sidst, genkendte hun mig straks, jeg trådte ind i galleriet.
Hun inviterede fluks på kaffe og lækkert hjemmebagt, og inden vi havde set os om, var der gået et par timer i deres hyggelige gård, hvor de samtidig kan holde øje med, om galleriet får gæster. Flemming excellerer i hjemmelavede snapse og likører, så en sådan fik jeg også, mens John sprang over, fordi han som altid var chauffør. Det var faktisk Flemming, som fik gjort mig interesseret i at lave snaps af alle mulige mere eller mindre mærkelige ting. Vi har mange stående i dag, og vi drikker stort set aldrig af dem! Lidt fjollet, men de kan da heldigvis holde sig længe.

Inden galleribesøget gik vi en tur på havnen, hvor vi kunne konstatere, at Reersø har to fruer. Der skal såmænd nok også være flere, men de to af dem er nogle rigtige skuder og ligger altså her side om side. Reersø by og havn er en klassisk hyggelig landsbyidyl, og vi kan varmt anbefale en tur dertil. Er man til dansk kromad, kan man spise enten frokost eller aftensmad i den hyggelige kro midt i byen. Der fås ikke en mere autentisk landsbykro end denne … den er lige så autentisk dansk, som engelske landsbypubber er i England. Vi indtog frokosten på kroen. Selv tjeneren var ‘autentisk’, for han lignede til forveksling Thummelumsen fra Livsens Ondskab: Han var hverken ung eller særlig høj, og ikke mindst havde han samme lidt pudsige gangart. Dette var sandt at sige ikke en særlig smigrende beskrivelse, og jeg håber derfor ikke, at han læser dette, men det er på ingen måde ondt ment, vi hyggede os meget og det føjede yderligere et pust af ægthed til stedet.

Man kan se Storebæltsbroen fra Reersø havn. Ikke tydeligt, men se den kan man, også selv om der ligger lidt formiddagsdis og forsøger at skjule den.

Det er vel også en form for kunst

Forleden dag huserede der atter en af de mange kortvarige diller på FB; denne gang skulle man kunne se sig selv som en berømt filmstjerne.
Ellen, 13 år, blev alligevel nysgerrig.
Og en hel del overrasket … derfor dagens overskrift, for hvis man via lidt ‘filtrering’ kan gøre mig så pæn, vil jeg tillade mig at kalde det kunst.
Første originale billede er taget i 2012.

Andet sæt herunder er fra 2013, hvor jeg lige havde fået paryk. Der havde jeg af naturlige årsager knap så meget glimt i øjet, og det kunne ikke da heller ikke genfindes i kopien.

Tredje sæt har som udgangspunkt det seneste billede, en selfie taget i december 2017. Her er glimtet, om ikke andet, da kommet igen.

Tænk, hvis jeg kunne købe sig en lige så effektiv rynkefjerningscreme i virkeligheden, så jeg ikke skulle nøjes med en, der kun virker i den digitale verden. Det er da også irriterende, at man har lavet det således, at billedet bliver klippet en del … det gør det en anelse utroværdigt (hvad det jo også er …) at anvende til det andet end pjat, men jeg må indrømme, at jeg godt kan forestille mig, at nogle ville kunne finde på at sætte det manipulerede billede ind i fx en datingprofil. Formentlig med en lettere skuffet fyr som følge deraf, hvis der skulle komme en date ud af det.
Jeg kan huske, at jeg engang for mange år siden så en billedserie om en fotomodel, der havde været så modig at lægge ansigt til hele processen med at få forvandlet den helt almindeligt udseende unge kvinde til den kvinde, alle syntes var så smuk. Jeg var rent ud sagt forbløffet over, så almindelig hun så ud, når hun ikke var sminket – så almindelig, at det var lige før, hun lå i den lave ende, men når hun gik på podiet eller sås på de færdige billeder, var hun gudeskøn.
Jeg viste det øverste billede til John, som ret usmigrende forbløffet sagde: “Jamen … det var dog utroligt! Du er jo virkelig smuk!” Men okay – manden har da ret; jeg gør mig ingen illusioner om mit normale, umanipulerede udseende og trøster mig med, at det er indersiden af hovedet, det kommer an på. 
Ingen kan være i tvivl om, at det er den samme kvinde på billederne, når man ser dem ved siden af hinanden, men der er heller ingen tvivl om, hvilken en af de to udgaver man ville vende sig om på gaden efter.

Elektroniske julehjerter

Det måtte jo komme: Elektronisk genererede julehjerteskabeloner.

Jeg er nødt til at bruge et indlæg på et link, jeg i går så ovre hos Betty. Det er lektor ved Institut for datalogi i Aarhus, Gerth Stølting Brodal, der har regnet ud, hvordan man kan flette hjerter med navn på. Eller tal. Et hvilket som helst navn, man måtte ønske, dog kun med bogstaver fra det danske alfabet – det er bare at skrive det ind på siden her, printe, skære og flette. Ret genialt og meget blæret.

Jeg havde store ambitioner. Man har vel været rigtig god til det der med at flette avancerede julehjerter, så hvor svært kan det her med navne lige være? Jeg ville aldrig i lívet kunne regne ud, hvordan de skal tegnes/skæres, men skære efter en skabelon og flette dem, det kan jeg!
Brodal anbefalede, at man højst brugte syv bogstaver … jeg kan godt se hvorfor, for hjerterne vokser ikke i størrelse, men i antal ruder. Den flettede del er 9 x 9 cm.
Okay – jeg starter med YOU og ME, så. Man skal trods alt ikke udfordre skæbnen alt for meget.
Jeg printede på almindeligt hvidt skrivepapir og på ditto rødt.
De blev ikke klippet ud, men skåret med en meget tynd og spids hobbykniv – det er mere nøjagtigt og ‘ikke-hakkende’ end hvad selv den spidseste og skarpeste saks kan præstere.
Kort tid efter sad jeg med en lang næse og røde kinder. Der stod UOY og EM. Dammit – hvorfor skrev han ikke, hvilken vej man skulle folde?
Det gjorde han måske også, men på en lidt kringlet måde, og jeg kunne først se hvad han mente, da jeg havde gjort det forkert.
Han sagde også, at man skal starte med ét bogstav og kun på én side af hjertet. Pfftt, tænkte jeg igen – man er vel erfaren udi hjertefletning.
Man skal ikke bruge almindeligt, hvidt papir. Det røde var okay, men jeg måtte skifte det hvide ud med Premium Paper, som ikke brister så let.

Her ses skabelonen til hjertet med ANNA på den ene side og AUBREY på den anden. 
(Print endelig med liggende format – ellers bliver hjerterne for små til at kunne håndteres. Alle de der strittende ting er svære at styre, og de må for guds skyld ikke knække af!)

Jeg har desuden lige indset fornuften i at holde sig til det anbefalede ene navn pr. hjerte …

Jeg har også gjort det andet, han anbefalede: Starte med ét bogstav.
Nu har jeg således to hjerter, der ser således ud:

Hovmod står for fald!
Men jeg trængte til den lille sejr med det store A, og jeg har ikke tabt modet. Endnu.
Jeg holder bare lige en lille pause … tror dog alligevel ikke, at jeg vil kaste mig over den nemme ANNA, for jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til den noget mere besværlige AUBREY.

En tur i skilteskoven

Mon ikke vi alle kender det med, at man leder efter et eller andet på internettet, og inden man ser sig om, har man brugt en times tid eller mere, fordi det ene fører det næste med sig, som fører det næste med sig, osv. osv.? Jeg er i hvert fald god til den slags … det bedste forsvar for den slags svinkeærinder er vel i virkeligheden, at man kan risikere at blive lidt klogere undervejs.
For mit vedkommende startede det med, at jeg sad og så Antiques Roadshow, hvor der var en, der havde en stregtegning af den dygtige John Singer Sargent, hvilket fluks bragte mig 10-15 år tilbage til dengang, hvor jeg faldt pladask for hans Carnation, Lily, Lily, Rose – et billede med et fantastisk lys – et billede, som naturligvis er endnu smukkere i virkeligheden, end det kan gengives på en skærm. Sargent brugte to somre på at male billedet, fordi det helt specielle lys kun var der i få minutter hver aften. Sargent worked on this composition in the Impressionist manner, using natural light in natural settings (outdoors). However, because that magical moment between sunrise and sunset only happened for a few moments each day, Sargent was forced to paint only for these few minutes each day.
Hans simple (men smukke) stregtegning i Antiques Roadshow blev i øvrigt vurderet til 50.000 pund!
Jeg googlede Carnation, Lily, Lily, Rose – også billedgooglede, hvilket naturligvis medførte et hav af forskelligt farvede udgaver af billedet. Blandt andet en, hvor man kunne læse ude til højre, at Dette vandmærke vil ikke være at finde på maleriet.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde sådan på fornemmelsen, at oilpaintingonline.com måtte være af amerikansk oprindelse, men den viste sig at være af kinesisk. Så meget for mine fordomme …

Den første billedgoogling førte den næste med sig, fordi jeg blev inspireret af vandmærke-oplevelsen til at google crazy signs, og det endte med, at dagen blev en rigtig arbejd langsomt-dag – jeg har nærmest følt mig som skildpadden på skiltet, der åbenbart er fem måneder om at krydse vejen.
Jeg har dog strikket til Antiques Roadshow, så lidt er der da produceret – der er også (over to dage) lavet vaniljetrøfler og cafe latte-konfekt.
Lige om lidt skal jeg ud og sætte en provencalsk kalveragout over. Lige præcis denne opskrift har jeg ikke kørt efter før, men den ser ret lækker ud.

Carl Christian Tofte har tegnet en rovfugl til mig

Vi havde et par ærinder i Kristianstad, og selv om det endnu ikke er højsæson for traneindflyvning på Pulken, så ville vi lige dreje ind for at se, om der da ikke lige skulle være et par stykker, når vi nu alligevel var i nærheden.
Det var der – de har åbenbart sendt trane-sms’er til Polen og Rügen om, at de begyndte at fodre ved Pulken i forgårs, så der var mellem 1000 og 1500, da vi kom, og der kom flere og flere flyvende ind i en lind og stadig strøm. De ser stadig lige fjollede ud, når de lægger an til landing.

Det er ligeledes stadig et fascinerende syn, når der står så mange fugle på en forholdsvis lille plads – det kan jeg sagtens se på hvert år.

Med andre ord er det her i påsken, det skal være, hvis I vil ofre en halv eller en hel dag på at se masser af traner. Der er kun 120 km tilbage, når man slipper Øresundsbroen, så det kan sagtens nås på en dag – hvis man er sjællænder. Der er borde og bænke, så eventuel medbragt mad kan indtages – men husk numsevarmerne! Eller tæpper eller noget, for man skal ikke regne med at kunne sidde i læ, og det er koldt, selv om vejret er godt!

Som det ses på frokostbilledet herunder, er det ikke udstyr, de fugleinteresserede går ned på.

Carl Christian Tofte, som har slået sig ned i et hus med førsteparket til traneudsigten, holder åbent hus frem til 10. april. Her tager han gerne en fugle- eller tranesnak med de besøgende, og han sælger selvfølgelig også af de bøger, han har illustreret, samt af sine akvareller.

Der lå nogle eksemplarer af Rovfugle i felten, som han har illustreret, og er der noget jeg ikke er god til, så er det at bestemme rovfugle, hvorfor det var oplagt, at jeg købte den. Inden jeg nåede at bede om det, spurgte CCT selv, om han ikke skulle signere den til mig. Jo tak, da – meget gerne.
Så tegnede manden en fin rovfugl på titelbladet. Han er en gudbenådet tegner, og det tog ham kun et par minutter at lave den fine, lille tegning til mig, men jeg tror alligevel, at det var heldigt, at vi var de eneste, der var der lige på det tidspunkt. Havde der været mange, som der lige så nemt kunne have været, havde han nok nøjedes med at skrive venlig hilsen.
Dette her er jeg glad for. Måske er det fjollet, men bogen bliver endnu mere værd for mig med en lille hilsen fra en så dygtig illustrator.
Og jeg tænker altså ikke i kroner og øre …

Mysteriet om den forsvundne kaffe

Da vi skulle finde rundt i Sverige i sidste uge, kom bilens indbyggede gps til kort (tøhø). Den gør den i øvrigt tit – jeg synes det er verdens mest tåbelige gps. Den sad i bilen, da vi købte den, og den første ejer har givet en formue for den. Den er drønirriterende at betjene, den har ikke nær så mange funktioner og den har kun kort over Skandinavien. Jeg bander næsten hver gang, jeg skal indstille den – den er særdeles brugeruvenlig.
Da vi skulle til Flammafallet og havde tastet koordinaterne dertil ind, hævdede den hårdnakket, at der var over 2½ times kørsel dertil, hvilket vi vidste var usandt. Koordinater er koordinater, så hvad pokker stak den nu?
Møgdims. Godt vi har Garminen i handskerummet. John var begyndt at køre, for det var kun det sidste stykke vej, han var i tvivl om, men Søren kunne ikke finde ud af betjene “sådan et monstrum”, så monstrummet blev rakt over til mig.
Som kom til brutalt at hive det ud af stikket, fordi ledningen var kortere, end jeg lige havde opdaget.
Det fik et af de to kaffekrus til at vælte, hvilket dog først blev opdaget noget tid efter.
Krusholderen i Renaulten er for lille – den i Kiaen passede perfekt, men denne er for lav og krusene står for tæt på hinanden.
Da John opdagede det væltede krus (som ikke var et Bodum; det ville ikke være lækket, men et fra Statoil, som vi købte til Søren. Åbenbart et dårligt bilkrus, siden det ikke kan holde tæt – køb det ikke!), holdt han ind til siden for at tørre kaffen op.
Den var forsvundet! Pist væk …
Han beordrede Søren og mig ud af bilen og tog nogle måtter ud. Ingen kaffe. Der var fugtigt lige ved krusholderen, men de to deciliter kaffe var forsvundet. Han åbnede til rummene i gulvet bag forsæderne. Ingen kaffe.
Stikket virkede ikke mere, så gps’en måtte sættes i stikket omme ved bagsædet. Uderst upraktisk.
Hjemme igen nærmest skilte John bilen ad, men der var ingen kaffe at se, selv om man kunne lugte den. Han var en anelse bekymret, for hvor og i hvad skvulpede den lige rundt henne? Hvorfor var sikringen sprunget?
John købte en ny sikring og satte den i – den sprang omgående. Han prøvede at skille stikket ad, men kunne ikke. Han ringede til et renaultværksted, fik et lille fif og fik derefter selv repareret stikket, som virker fint nu – det havde altså intet med kaffen at gøre, men gik i udu pga. min hårdhændede behandling.
Så langt, så godt.
Kaffen er aldrig fundet, men John ser helst ingen gentagelser, da han helst ikke vil have hele bilen fyldt op med usynlig kaffe, og i øvrigt har den krusholder irriteret os begge lige siden vi fik bilen umiddelbart inden vores sommerferie.
Nu har han fundet en beholder af hård plast, har monteret to ben i den, som passer i hullerne og har sat en midterdims i.
Mit beskedne bidrag til den glimrende ide var at foreslå at give den nye holder et filttæppe, så ikke krusene står og smålarmer under kørsel og i sving.
Før stod krusene så tæt op ad hinanden, at de begge stod lidt skævt – det var selvfølgelig også derfor, de så let kunne vælte. Nu kan han køre rallykørsel, uden de vælter.
Det har han forhåbentlig ikke tænkt sig, men det er rart at vide, at krusene fremover vil forblive, hvor vi sætter dem.
Han er ikke altid helt tosset, min gode handyman.
Det er nemlig meget vigtigt for os begge at kunne have kørekaffe med, så snart vi skal køre i mere end en times tid.

Skulpturer ved havet

Vi stod tidligt op i morges og kørte til Aarhus for at se Sculpture by the Sea. Nu skulle det være – jeg har tænkt på det i flere år, men så længe det bliver ved tanken, er man jo lige vidt.
Heldigvis kunne jeg lokke John med, så jeg slap for selv at køre.
Langs hele stranden var der masser, masser af skoleklasser. Nogle havde fået besked på at tegne en af skulpturerne; andre legede bare, men i det hele taget var det mere besøgt, end jeg nok lige havde forestillet mig det ville være sådan en ganske almindelig tirsdag – det var bestemt ikke kun skolebørn.

Vi gik hele vejen ud til enden af udstillingen, hvorfra vi kunne tage en båd tilbage – blot for at finde ud af, at der var 1½ time til næste afgang, så det gad vi ikke vente på. Det viste sig at være meget godt, for vi tog returturen ad skovstien i stedet for langs vandet, og den rute viste sig at have flere skulpturer, som vi ellers intetanende var gået glip af.
Det var interessant nok altsammen, men jeg havde nok forventet, at der var mere kunst ude i vandet, end der var.
Skulpturerne svingede meget i interessegrad – der var “kunst” og der var kunst. Det jeg har sat i gåseøjne måtte vi godt nok undre os lidt over … de to værste eksemplarer ses herunder. En havde fået lov til at brænde vegetationen af og kalde resterne for kunst og en anden havde lagt … noget affald. Jeg ville aldrig, aldrig have gættet, at det var to kunstværker, hvis ikke skiltene havde stået foran dem.

I den anden ende af skalaen var den vandfyldte kugle, som nok også er den mest fotograferede. Den var nu også speciel; effekten med, at det hele blev vendt på hovedet, fascinerede os alle.

Den cirkelformede (uendelige) træbro var ligeledes et nydeligt indslag ved Aarhusbugtens strand. Her havde kærestepar kunnet blive viet forrige lørdag, skrev Betty. Jeg fik den både nedefra og oppefra.

Der var brugte overvågningskameraer og indkapslede andre former for elektronik. Disse to er for mig hørende til kategorien Hmmmm.

Så var disse lidt mere hen i den hhv. kønnere og mere underholdende del af genren:

Det øverste er lavet af skruelåg til plastflasker. Kunstneren havde tilsyneladende samlet låg fra hele verden – det var faktisk ret flot.
Vi spiste frokost på Hotel Marselis – stjerneskud, men det var ikke rigtigt tilberedt, for der manglede asparges, og de havde stegt begge rødspættefileter. Den ene skal være kogt. Det smagte fint nok, men …

På vej hjem så vi en autocamper med campingvogn. Så har vi da vist plads nok … i USA så vi store campere med biler på slæb, men dette syn var nyt for os. Det var ikke engang en af de mindre campere, så mit gæt er, at der må have været otte, måske ti sengepladser her.
Alt i alt en udbytterig dag, og nu har vi endelig set Sculpture by the Sea.

Besøg på Reersøgalleriet

For et stykke tid siden kom jeg i tanke om, at der da vist var noget med en aftale om en fotoudstilling på Reersøgalleriet i august. Det kræver en del forberedelser og jeg var da også så småt begyndt, men var ikke nået specielt langt, inden der kom en omgang strålebehandling og pludselig også en hushandel i vejen. Jeg/vi får rigtig travlt med meget andet både op til og fra og med den 1. august, så jeg skrev til Helle Kjærulff, at jeg gerne ville tale med hende – jeg ville ikke bare ringe eller skrive i en mail, at jeg helst så det udsat et års tid.
Hun inviterede os derned i dag, hvor vi blev trakteret med kaffe og hjemmebagte boller i deres store skønne udestue med et temmelig omfangsrigt figentræ med en million frugter. Og jeg overdriver som bekendt aldrig, ved I nok … Helle havde fuld forståelse for min situation, så vi parallelforskød aftalen et år. Eneste ‘betingelse’ var, at de måtte komme ned og se Den Stråtækte, når vi var kommet på plads.
Det lovede vi naturligvis.

Den store træskulptur foran galleriet har Hr gallerimedejeren selv skåret ud, med bistand fra tre andre gutter. Alle fire er blevet foreviget i ler og står nu ved siden af og holder øje med den flotte skulptur.
Det tog dem fem år, hvor de arbejdede på den hver fredag. De blev færdige i 2005, men de mødes stadig hver fredag, både de fire og de mange, der bare sad og kiggede på, at arbejdet skred frem – en sjov og hyggelig tradition.

Det gode vejr fortrak i dag – de sidste to-tre timer har det styrtregnet, så turen hjem fra Reersø var ikke helt så smuk som den var derud.
Charlotte sendte ovenstående billede i går (af en nyetableret have-vandrutsjebane – smart, ikke?) med ledsageteksten “Vi har højsommer og har det til og med mandag, siger de kloge. Regnen vender tilbage tirsdag, hvor du kommer. Det har vi bare timet godt mor!”
Jeg kunne kun melde tilbage hvad jeg ganske afgjort mener, nemlig at jeg er ret ligeglad med vejret – jeg glæder mig bare som et lille barn til endelig at komme en tur derover igen.
Det kan da godt være, at jeg ændrer mening, hvis det høvler ned fra morgen til aften under hele mit ophold – vi skulle jo gerne kunne benytte os af mit National Trust-medlemskort, men lige nu gider jeg overhovedet ikke bekymre mig om regnvejr, for jeg skal bare sove to gange til, inden tiden er inde.

Peters Fiskefangst på Snesere kirkegård

I det sydsjællandske kan man blandt andet komme til at køre gennem en by, der hedder Snesere. Der er mig bekendt ikke meget at sige om den by, men den kan prale med at have Danmarks længste landsbykirke på 52 meter.
Da vi kørte gennem Snesere, kunne vi ikke undgå at lægge mærke til et stort, gammelt træ, som er transmogriferet til en skulptur. Det har man set før, men jeg synes ikke det er så tit, at skulpturerne er så monumentale som denne, der er begået af træskulptøren Allan Bo Jensen.
Fra Wiki: På kirkegårdens sydøstlige hjørne stod et meget gammelt, stort og smukt elmetræ, som nærmest fungerede som Sneseres vartegn. I slutningen af 1990’erne begyndte træet at vise tegn på elmesyge, og da det stod klart, at det gamle træ ikke stod til at redde, kontaktede menighedsrådet træskulptøren Allan Bo Jensen, som i 1999 – udelukkende med motorsave – omdannede træet til en statelig skulptur, forestillende “Peters Fiskedræt”. Jesus ses stående i agterstavnen, mens den muskuløse Peter kæmper med at få de sprængfyldte net hevet om bord.

Den var virkelig også stor. Og egentlig ret flot. Bare synd, at denne form for kunstværk har en forholdsvis kort levetid – Peter og hans lidet hjælpsomme ven her (som jo altså er Jesus) ser ikke ud til at have forfærdelig mange år igen, inden de går al kødets – og træets – gang. Af jord er du kommet, til jord skal du blive … det passer fint her. Om man gør noget for at bevare den lidt længere, melder historien ikke noget om, men det ser umiddelbart ikke sådan ud, når man ser hvor slemt det står til på især den ene side.

En kærlighedssang

Takket være Randi har vi nu anskaffet os gaven til det bryllup, vi skal til i juli i England.
Vi blev hidkaldt for at være barnepiger, for når hele familien skal til bryllup, er der ingen tilbage til at passe børn.
Det er Tims fætter, der langt om længe har fundet sit livs udkårne, og det skal fejres med et bryllup, der vist skal sige spar to til hidtil sete bryllupper. Hele Tims familie og vennekredsen taler endnu, næsten 10 år efter, om Charlotte og Tims fantastiske bryllup – the best wedding EVER, som det har heddet lige siden, men nu bliver der gjort en indsats for at dette kommende bryllup også vil blive husket i mindst et decennium.
De var vilde med det danske bryllup. Det var ikke stort, men det blev opfattet som det bedste ever, fordi alle de danske traditioner kom som store, men meget positive, overraskelser for de engelske gæster.
Nick – fætteren – var selvfølgelig med dengang i 2004, og da han hørte, at vi tog til England for at være barnepiger for Anna & Aubrey, konfererede han i to sekunder med sin kommende brud (som vi endnu ikke har mødt), og vupti var vi inviterede med til “den lille, intime middag” aftenen før brylluppet. Det er kun gommens og brudens allernærmeste, der skal deltage her. Og så John og Ellen. A & A har det hele tiden været meningen skulle deltage i denne middag, så det har ikke noget med det at gøre, at vi blev inviteret med; de var bare lidt imponerede over, at vi kommer til UK bare for at passe børn. At vi også får en ‘rigtig’ ferie ud af det, har vi ikke nævnt endnu, men det er nok også lige meget.
Børnene og vi skal også med til selve vielsesceremonien om lørdagen + til receptionen bagefter, hvortil der garanteret er inviteret flere hundrede gæster. På et tidspunkt lukker receptionen, og et lille antal af gæsterne går ind til den store bryllupsmiddag.
SÅ kan Ellen og John med samt børnebørn godt forføje sig, men så har vi da også været med til det meste.

Når vi således deltager så meget og oven i købet bliver lukket ind i fredagsinderkredsen, skal de selvfølgelig have en gave, og jeg har brugt ret meget mentalt krudt på at udtænke, hvad det skulle være.
Det skal helst være noget dansk, uden det bliver krampagtigt og specielt ikke overdrevent dansk (altså absolut ikke noget med små havfruer eller dannebrogsflag!), og jeg kender i sagens natur overhovedet ikke brudeparrets smag.
Jeg ved, at familien er meget begejstret for de Georg Jensen-ting, Tims mor hvert år får i julegave af os, men det virker lidt fjollet at komme med en juleting i juli.

Vi blev reddet af Randi, som gjorde os opmærksomme på Kählers lagersalg i Næstved.
Jeg faldt fluks for den mellemstore Lovesong-vase med ord fra Love Me Tender.
Dansk, smukt, enkelt, farveneutralt, noget med kærlighed – jamen er det da ikke bare den perfekte bryllupsgave?
Tak, Randi

Tekstiludstilling i Frederiksværk kulturhus

Ditte og Peter havde inviteret til en udsøgt frokost med hjemmelavede delikatesser, hvoraf en var vitello tonnato. Uden tun, godt nok, men det generer ikke store ånder og for pokker, hvor det smagte godt. Man kan finde opskiften på Dittes brors skønne madsider (Fodertruget.dk) – jeg skal helt sikkert prøve at lave det inden alt for længe.
Peter har sørget for at få udstoppet nogle dyr, han har fundet døde af en ikke altid helt naturlig død.
Her en fuglekonge – en meget smuk bette fugl – og en musvåge.

Da frokosten var indtaget, skulle vi lige køre en tur for at komme hen til et specielt sted for at gå en tur og for at nyde udsigten, men i samme øjeblik vi satte os ind i bilen, begyndte det at regne. Det blev det ved med i kedelige og rigelige mængder, så vi måtte ty til Dittes plan B, som var et besøg på Frederiksværks gamle kanonfabrik, som er blevet til et flot kulturhus, hvor japanske kunstnere lige nu udstiller deres værker.

Vi ankom i tide til at overvære en japansk teceremoni. Sådan en er godt nok langsommelig og omstændelig …
Peter fortalte, at det tager 10 år at lære ordentligt. Bevares, efter tre år kan man det da så nogenlunde på amatørniveau, men først efter 10 kan man tillade sig at kalde sig færdiguddannet i teceremoni.
Det var såmænd interessant nok, men passer ikke helt til mit temperament, så efter et stykke tid begyndte jeg at liste lidt rundt og smugkigge på værkerne, som for langt de flestes vedkommende var flotte, spændende og interessante.

Dette var snore – sådan lidt á la murersnor, men jeg gad godt se den murer, der har tålmodighed til at få anbragt dem så nøjagtigt.

Her et vævet billede.
Det er ikke mig eller en anden, der står i vejen. Skyggen og selvfølgelig også bogstaverne er en del af vævningen.
Det var et utrolig flot stykke kunst.

Faktisk var det hele så interessant, at det også fangede John. Jeg så godt det ansigtsudtryk, han gjorde sit bedste for at skjule, da Ditte sagde “tekstilkunst”, men som det næsten altid går, når man ser, hvor dygtige kunstnere kan være, kan man ikke andet end beundre deres arbejder, uanset om det er noget, man kunne tænke sig at have på sine egne vægge eller ej.

Denne gobelin kunne jeg nu godt tænke mig, hvis ellers jeg havde en væg, der var stor nok, men det har jeg ikke.

De to sidste ved jeg ikke hvad er eller skal forestille, men det var flot. Det til højre er altså bare et udsnit af det til venstre …

Hjemme igen hos D&P stod den på kaffe, lækkert hjemmebagt og, ikke mindst, masser af god snak. Det var, med andre ord, en rigtig dejlig lørdag eftermiddag i det bedste selskab.

Rabalderparken

Rabalder Parken (hvorfor i to ord?) er en del af Musicon, som er et større projekt på en nedlagt cementfabrik i Roskilde. Inge har skrevet lidt om det; John har gennem sin arbejdstid set det udvikle sig fra den spæde start til det, det er blevet til – hvor det dog endnu ikke er færdigt.

Det er en god og kreativ ide med ordspillende vejnavne (fx Penselstrøget). Der er masser af steder at hænge ud for unge – og ældre såmænd også, men det er primært møntet på den yngre generation.

Der er se-på-kunst og der er brugbar kunst – herunder det førstnævnte.

De underlige dimser, der hænger på burene, viste sig at være plastposer med jord, hvor der tilsyneladende havde været plantet et eller andet i dem alle, men man havde åbenbart glemt at tage enten naturen i ed (den varme juli) eller en, der ville påtage sig at vande, for det var længe, længe siden, der havde været levende planter i de poser.

‘Elektriske cykler’, som giver motion og en ide om, hvor hurtigt man skal træde i pedalerne for at drive den elpisker, der befinder sig i glasburet mellem cyklerne. Jeg ville helt sikkert aldrig få pisket noget som helst fløde så megt som halvstift!
Et alternativt picnicareal med temmelig umagelige bænke og upraktiske borde.

Opsatte hængekøjer, hvis man skulle få behov for at hvile sig. Det kan man også gøre på de numse-fortrykte bænke – både til store og små bagdele.

Gennem hele Rabalderparken løber et stort afvandingsanlæg, som, når der ikke lige er regnvejr eller sågar skybrud, som det også kan klare, fungerer som skaterbaner for enhver smag og dygtighedsgrad. Her en for de mere øvede, mens de lange og kun let skrånende asfalterede kanaler er for små børn og begyndere.

Liggestole til de trætte – igen næppe særlig komfortable, men de er der … i baggrunden ses nogle af ungdomsboligerne.
Er I i nærheden, så tag ind og se jer omkring i Musicon og Rabalderparken, som var en medvirkende årsag til, at Roskilde Kommune fik tildelt Byplanprisen i 2012.

Glasriket

I dag kørte vi til Glasriket, som er den del af Sverige, hvor der er samlet en hel del glasværker.
Men først … jeg lovede vist et par stykker at vise hvad gedden blev til.
Den blev bagt i ovnen og derefter improviserede jeg mig frem efter det forhåndenværende søms princip, for jeg havde naturligvis overhovedet ikke noget af det, opskrifterne foreslog. Den blev serveret med lidt salat, halve artiskokhjerter og ristede, friskplukkede svampe.
Over fisken dryppede jeg lidt hjemmelavet citronolie (tak, Mette ), hvilket gav prikken over i’et.

Glasværkerne blev C lidt skuffet over, da hun havde forestillet sig, at man stadig, som hun husker fra sin barndom, kunne købe alle mulige navneog/eller børneværelsespynteting lavet af glas. Således havde hun Charlotta i mange år hængende på værelset.
Det var nu en saga blot, så børnene fik ikke den gave, hun ville have givet dem. Hun havde såmænd nok alligevel heller ikke kunnet finde Aubrey i sortimentet.

Skruv var det mindste af dagens to og faktisk ikke særlig interessant, men det er Pissebarometrets fødested og jeg havde besluttet mig for at købe et til at have her på ødegården. Desværre har også det udviklet sig og skal nu partout ligne en kat og hedde Kissekatten (øverst venstrest på billedet). Kissa er en svensk eufemisme for at tisse, så helt ved siden af er det ikke, men jeg foretrækker så absolut den originale facon. Jeg købte det alligevel … jeg havde jo ikke noget valg …

Så var Bergdala straks meget mere interessant. Her fremstillede glaspusterne fantastiske og (næsten) unikke kunstværker, som vi brugte lang tid på at studere både i butikken og på udstillingen. Selv børnene var meget betagede af de udstillede genstande og kaldte hele tiden på os for at gøre os opmærksomme på et nyt fund fra deres side.

Som sagt: utrolig smukke glasværker (høhø), men nogle de fleste af dem var næsten ikke til at betale for menneskepenge. Priserne var bestemt forståelige nok, det var ikke dyrt som sådan, men bare mange penge og ikke lige til vores pensionistpengepung.

Flot, ikke? Hvordan pokker man laver sådan en gople af glas inden i glas, går over min forstand. På den anden side … hvis det var noget alle kunne, var det jo ingen kunst …

Vi har været mange, mange gange i Glasriket; vi har gennem årene set en del glasværker forsvinde fra landkortet – fra 2000 til er der forsvundet fem og der forsvinder sikkert flere endnu. Det er synd, men det er udviklingen, og der er desværre ikke noget at gøre ved det. De vil dog ikke alle forsvinde, dertil er kunstarten for unik. Vil jeg tro.

Jeg elsker dette stel med blå kant, som Bergdala har fremstillet i mange, mange år og har efterhånden fået samlet mig nogle stykker af dem; bl.a. et stort fad, en vandkande og en flødekande. Vandkanden til en liter kostede 300 kroner. Flødekanden til en deciliter kostede 350 kroner. Mig ikke forstå … godt, jeg har begge dele, så jeg slap for at spekulere over, hvad jeg skulle investere i.

Vikinger og V-max-entusiaster i Frederikssund

Vi kørte tidligt fra Sverige i går, fordi vi ville hilse på Annemarie og Jimmi, som var på træf i Frederikssund.
Jeg skal ikke forsøge at foregøgle, at jeg er den store MC-fan, men ikke desto mindre var det sjovt at se den lidenskab, andre lægger i deres maskiner.
Klubformanden og hans kone havde naturligvis disse nummerplader:

Vikinger var der også masser af i vikingernes egen by – her er mutter ved at få sat håret.

Ved de røde duge ses en korpulent herre, som kunne frembringe nogle meget smukke vikingesmykker – og nu skal jeg altså lige blære mig lidt, for det har jeg også kunnet engang … jeg gik i et par år til smykkefremstilling på aftenskole, hvor jeg bl.a. lærte denne oldgamle teknik.
Jeg lavede en halskæde til John – som heldigvis blev glad for den og har gået rigtig meget med den gennem årene. Det var et ret stort arbejde, men jeg må indrømme, at jeg selv synes, det var ulejligheden værd.

Man vikler en tynd sølvstang om en pind, skærer spiralen op, så man får en masse små ringe, som man med to tænger vrider fra hinanden og sætter sammen igen i et mønster. Nemt nok, når man havde lært teknikken, men at få lavet lukkedimsen trak tænder ud …

De otte-ni lande, der deltog i træffet, dystede på forskellig vis; her gjaldt det om at få vristet pinden fra modstanderen – evt. få ham helt ned og bide i græsset gruset. Jeg fandt aldrig ud af, om man scorede færre eller flere point, hvis man fik nedlagt ham helt. Man ser her, at nogle vikinger er større end andre …

Det fremgår nok ikke helt tydeligt af billedet, hvad det drejer sig om her, men den grøn/hvide dims er hul indeni og beregnet til en hund! Den sidder nede i hullet og troner saligt under kørslen; med ørepropper og styrthjelm, forklarede Annemarie. Det forlyder også, at manden forsøgte at flytte hundens plads om bagved, hvor passagererne normalt må tage plads, men det nægtede hunden at være med til.
Næh, foran, tak! Ellers kan det være fuldstændig ligegyldigt, mente den lille firbenede.
Jeg så hverken mand eller hund i går – ville ellers meget gerne, men da det nødvendigvis må være en lille hund, det drejer sig om, var den nok lidt for nem at overse i mængden.

Det var hyggeligt at få hilst på begge de to motorcyklister – som vist efterhånden var ved at være en anelse trætte. Det er ikke en helt almindelig campingplads, hvor der skal være ro kl. 23 om aftenen, så nattesøvnen havde været lidt mere end en anelse utilstrækkelig. 
Vi må håbe de har fået hvilet ud, til de kommer en tur på torpet om en god uges tid … ikke fordi vi har tænkt os at give dem den helt store stroppetur – det bliver nok i stedet til Den store Sørundtur, men den er heller ikke så tosset endda.

ARoS efter farvellet

I morges blev der lige tid til, mens morgenmaden blev sat på bordet, at se et show over YouTube med spækhuggere, som oversprøjter publikum med kaskader af vand. Aubrey syntes det var sjovt; Anna var en kende mere forbeholden og kunne nok i højere grad end sin lillebror sætte sig i publikums situation. Et publikum, hvor ikke alle så ud til at more sig lige meget over at blive våde til skindet – hvad med kameraer, fx? Men man burde måske vide, hvad man går ind til, når man går ind til Seaworld?
Nå pyt … klokken 10 blev der vinket farvel til englænderne og klokken 10:20 sad John jeg i bilen på vej til Aarhus for at se Regnbuen øverst på ARoS.

Aros er det gamle navn for Aarhus, og kunstmuseet har derfor genbrugt dette navn og givet det en lille drejning ved at formindske o’et for at få navnet til også at minde om ARS, som er latinsk for kunst. Meget kreativt …

Regnbuen er virkelig eventyrlig at gå i. Da jeg så den nedefra, tænkte jeg, at ja, den var da ganske nydelig at se på, men mon det var pengene værd at komme op og gå rundt inde i den?

Lad mig sige det med det samme: Det er det. Absolut. Det er surrealistisk at gå deroppe; man føler, at man svæver, nok fordi der intet rækværk er, og de første par minutter følte både John og jeg os helt svimle – hvilket bestemt ikke skyldtes højdeskræk, da ingen af os lider af det. Det var simpelthen bare så mærkeligt og forunderligt at gå deroppe på noget, der føltes som ingenting.

Jeg kan slet ikke forestille mig det arbejde, det må have været at støbe (eller hvad man nu gør) alle de let rundede, kæmpestore stykker farvede glas. Man kan sagtens lave en så stor, rund bygning som denne ved at sætte mange lige stykker glas sammen, men nænæ, hvert enkelt stykke var en smule buet. Imponerende.

På museet så vi Tony Matellis udstilling A Human Echo, som gjorde et vist indtryk på os – den mand forstår sandelig at vende tingene på hovedet; både i konkret og overført betydning – at vise dem via et skævt ekko, som han selv skrev, fascinerende var det i hvert fald at se hans mærkværdigheder.
Som disse, hvor John til de to første bemærkede, at der godt nok er blevet leget med maden:

Vi fik at vide, at vi selvfølgelig måtte fotografere alt det vi lystede, og at vi måtte anvende billederne til hvad vi ville, så længe det ikke var til kommercielt brug.

Boy skulle vi selvfølgelig også lige have et kig på. Han var stor, den knægt. Min rygsæk så meget, meget lille ud ved siden af hans fod. Igen var vi imponerede … se blot hvordan blodårerne kan ses på den store fod. Hudens fine folder/små rynker. Den lidt skæve lilletå. Den næsten usynlige forskel i farverne, så kødet ved hælen kun er en anelse mere rødt end på foden.

Og hun pusted’ …

Det blev ikke Kattegatcentret i dag. Tim var lige pludselig nødt til at arbejde i formiddags. Det er på én gang fordelen og ulempen ved internettet, at dette kan lade sig gøre, men når man som Tim er selvstændig, opfatter han det absolut som en fordel, at han kan være der, hvis der er akut brug for ham. Det er så ærgerligt at miste en kunde, hvis det kun koster ham et par ferietimer ikke at gøre det.  
Det kostede os til gengæld en formiddag, men det var med hygge inden døre i regnvejret, der har indfundet sig. Da Tim fik fri fra arbejde, var det for sent at køre til Kattegatcentret, da det lukker kl. 16 … det nytter således ikke rigtig noget at kunne ankomme kl. 14.

Da englænderne holdt ferie i Østrig i august, gik de lige præcis glip af at se glaspustning. Anna blev forfærdelig skuffet, og hun har talt om mange gange siden, at hun ønsker sig at se, hvordan man puster glas.
Det måtte kunne googles, hvilket det da også kunne. Vi sprang glasmuseet i Ebeltoft over, fordi de meddelte, at værkstedet var lukket pga. renovering. Øv, men vi fandt noget i Aarhus – hvor de til vores overraskelse også har balloncykler …

Glaspusteriet Bülow-Duus er et fint sted at besøge – vi trådte ind i butikken/værkstedet, mens der var et par stykker i fuld sving med at fremstille champagneglas. Familien satte sig på forreste parket, og Anna var totalt opslugt lige med det samme. John og jeg gik rundt og kiggede i butikken – vi har set glaspustning temmelig mange gange i Sverige, så der var ingen grund til at tage noget af udsigten fra englænderne.
Anna havde dog vist forestillet sig, at man blæste hele tiden og var derfor overrasket over, at det meste af tiden gik med at rulle emnet frem og tilbage, mens det blev formet – men pustet blev der skam.
Tim var mindst lige så betaget; han havde heller aldrig set arbejdende glaskunstnere før.

Dagens clou var, da glaskunstneren spurgte børnene, om de ville prøve at puste glas. Øjnene blev meget store, udtalende et stumt, men alligevel rungende JA!!! 
Det var stort – det hele gik så hurtigt, at jeg kun nåede at tage et billede af det frembragte; ikke af selve frembringelsen.
Her ses et stykke A&A-kunst. Så absolut og garanteret det eneste i verden af sin art …

Vi var i butikken det meste af en time. Kunstnerne tog sig god tid til at forklare processen for Tim, hvilket naturligvis var medvirkende til at gøre oplevelsen endnu bedre.

Charlotte købte fire meget specielle æggebægre – A&A valgte farverne på alle fire, for selvfølgelig var de ikke helt ens – og jeg købte to rødvinsglas, som var ens, men alligevel forskellige … det er jo håndværk i ordets bedste forstand, vi taler om her, så havde de været 100 % ens, ville jeg nok have undret mig en anelse. Billeder senere – vi pakker ikke ud, før vi er hjemme igen.

Sandskulpturer og jordbærsyltetøj

Hvad disse to ting har med hinanden at gøre? Ikke særlig meget, men da jeg kørte hjem fra Hundested, købte jeg fire bakker jordbær (og to kilo helt nyopgravede kartofler – der stod oven i købet klokkeslæt for opgravningen).

Jeg fik endelig taget mig sammen til at køre til Hundested for at se disse sandskulpturer, som så mange har talt så rosende om. Jeg kørte så tidligt, at jeg ville kunne være der kl. 10, hvor de åbnede – skulle jo gerne være hjemme igen i så god tid, at jeg kunne få noget ud af resten af dagen.
På vej derop – og hjem igen – kørte jeg over Øde Hastrup, forbi den store grusgrav og Hedeland for at komme uden om Roskildefestivallen, som jeg ellers skulle have været kørt lige igennem. John sagde, at det i går kunne tage op til 1½ time at køre fra stationen i Roskilde og ud til festivalpladsen. En tur, som normalt tager under 10 minutter! Han advarede sine kunder om, at det godt kunne blive en meget dyr tur med al den holden i kø, men de betalte uden at blinke de over 600 kroner, som turen løb op i. Han var en glad, men træt mand, da han kom hjem.
I nærheden af Hedeland var der en pænt stor valmuemark med spredte pletter af lilla lupiner. Smukt.

Sandskulpturerne var imponerende. Det havde det regnvejr vist også været, der havde været der, inden jeg kom – der lå nogle ordentlige søer visse steder på vejene, og man skulle bevæge sig rundt om kunsten med forsigtighed for ikke at få våde tæer.

En utrolig detaljerigdom … det er lidt mærkeligt, at det hele kan være så intakt, når man tænker på det skybrud, der havde været få timer forinden.
Jeg tror, at Donald har ret i, at nogle af dem har snydt lidt med sukkervand, selv om man påstår, at det er der ikke.

Det er jeg glad for, at jeg kørte op og så … John må nøjes med at høre om det i aften …

Hvis han er sød, hvilket han sikkert er, kan han få et stykke nybagt rugbrød med nylavet jordbærsyltetøj på til aftenkaffen – det blev til en pæn portion – her er noget af den … her er til ‘pålæg’ til en hel del pandekager til børnebørnene.

En tur til det vilde ve… Osby – og en tur til Wanås Slot

Osby, som har Fort Swanson med saloons, fængsel, diligence og andet til faget hørende.
Samt en planteskole, der ikke er for morgenduelige folk som John og mig – den åbnede først kl. 10 – men den åbnede da i det mindste, så vi gik os en lille tur indtil da.

Osby, som har en planteskole, som desværre ikke har en klematis Montana, så vi måtte tage til takke med en ‘praktklematis Nelly Moser’. Den så ganske pæn ud, så den får en chance.

Under oprydningen i går fandt John en gammel spand, som han var lige ved at kyle ud! Vi aner ikke, hvad dens oprindelige formål har været, men nu har den fået en renæssance som en meget, meget, rustik blomsterpotte.

Fredag eftermiddag kørte vi til Wanås slot, hvis park vi troede var meget smuk lige nu med alle dens rhododendron. Det varer dog lige en til to uger endnu … 
Vi mødtes der med et par venner, som også har et hus heroppe, og som også er her alle fire dage – det blev bare en rigtig hyggelig dag og aften, men det vidste vi på forhånd, at det ville blive.

Wanås’ ejere er meget kunstinteresserede og har nu i 25 år brugt en masse penge og energi på at støtte mere eller mindre kendte kunstnere fra hele verden. Fordelt i den store park står der en masse spændende kunstværker, og i en af de kæmpestore lader er der skiftende udstillinger.

Der er forståelig kunst og uforståelig kunst; meget af det kaldte smilet frem, og så er det god kunst. Vi havde gennem et stykke tid kunnet høre et barn meget indtrængende kalde på sin MAMMA. Det undrede os lidt, at mamma ikke svarede – men det gjorde hun lige pludselig … fra et helt andet sted end forventet. Barnet kaldte igen, men denne gang med en dyb stentorrøst MAAMAA. Bag ved os lød der et lille, forsigtigt og spørgende ‘papa?’
Stemmerne sagde hele tiden det samme, men forandrede sig i tonefald, –højde og styrke, så vi undrede os selvfølgelig hurtigt og begyndte at se spørgende på hinanden. Det viste sig at være fem højttalere, der var hængt højt op i træerne med en stor indbyrdes afstand.

Rundt omkring i parken, hvoraf meget er mere en skov end en park, så vi disse kæmpebolde; et kunstværk kaldet Double Dribble. Ikke alle navne var helt logiske – vi så otte af disse røde bolde fordelt i skoven/parken, så hvorfor lige Double?
Mother var vi ikke helt med på; slet ikke I Will Stop Loving You, men Wanås’ Wall var et udmærket og logisk navn.

The Dining Room. Sjovt og anderledes.

Nogle af kunstværkerne har stået der i mange år, men hvert år kommer der mindst ét nyt til, som dette (Primary Structure) fra 2011. Man må gerne gå på det – på eget ansvar. Jeg kan sagtens se det krible i børn, når de ser denne mulighed for at gå balancegang. 

En af mine yndlínge på Wanås er ‘Sprungen Ur’ af Per Pålsson – det er utroligt flot lavet … hvordan mon man får formet en så perfekt stenkugle?

Slottet er i privateje, og man får ikke lov at komme ind og se det, men det er meget smukt at se på udefra. Der hører en stor avlsgård til, som er Sveriges største producent af økologisk kød og mejeriprodukter.

Statuen af den tissende kvinde (Fideicommissum) står – eller retter sidder – nede ved slotssøen og kigger ud over den. Skægt påfund. Det må være et modsat springvand, da strålen så at sige kommer oppefra …

Denne kæmpestore eg, som de kalder Snapphaneegen, stod der allerede, da det første Wanås blev opført i 1400-tallet, kunne man læse på skiltet. Den skal såmænd nok have sine 1000 år på bagen og har tydeligvis haft sine velmagtsdage for mange, mange år siden.
Ærefrygtindgydende er det dog alligevel … Hanne, som står foran træet, nærmest forsvinder i træets storhed.

Der er kunst overalt – selv uret er alternativt:

Wanås Slot ligger ikke så langt fra Knislinge. Det er en meget anderledes og derfor dejlig oplevelse – vi har været der fem gange og ser altid noget nyt. Det var første gang vores venner så det, men bestemt ikke sidste, sagde de.
Er I alligevel på de kanter, så sæt 2-3 timer af til at gå parken igennem og eventuelt også se de indvendige udstillinger, hvis de har åbent – hvilket de ikke havde i fredags, men det var jo også almindelig hverdag.

… og begejstringen var overvældende …

Her sidder man i al fredsommelighed på arbejdet; venter på at weekenden skal indfinde sig; gider ikke gå ned og hente kaffe, men bruger i stedet tiden på lidt surfen rundt på cyberspaces interstellare bølger.
Her i dette rum med uendelige mængder af rumskrot og ordbrokker falder man over en glimtende diamant af en planet. Sol. Supernova.

Mich & Susse.

De mest vidunderlige sprogrevsere/-nørder/-humorister/-causører i dronningeriget Danmark. Jeg elsker dem allerede.

I efteråret 2Q10 nedsatte Folketinget et nyt nævn: “Dansk Klognævn har til opgave at følge udviklingen i det danske samfund og fastlægge gældende regler. Klognævnet skal indsamle viden om nye skikke og vaner, registrere disse og indrette samfundet i overensstemmelse hermed.”

Nævnet var hurtigt ude med sine første afgørelser. Da en overvældende majoritet af danske bilister i gennemsnit kørte med hastigheder på mellem 60 og 80 kilometer i timen i byområder hvor det hidtil kun havde været tilladt at køre 50, vedtog nævnet at det fra 1. juni 2Q11 skulle være tilladt at køre op til 80 km/t i bymæssig bebyggelse.

Andre vigtige afgørelser fulgte rapt. Nævnet noterede sig andelen af danskere der skyede motion og værnede om fedesvin, hvilket blandt andet førte til Arne Astrups førtidspensionering. Pensumkrav for de mest krævende universitetsstudier blev sænket radikalt. Matematik blev et af nævnets helt store succesområder: I løbet af få uger blev en lang række komplicerede regneregler ændret, så langt flere danskere kunne være med. Blandt andet blev værdien af π (pi) rundet ned til 3 og i særlige tilfælde 2.

Læs selv videre. Lov mig det! Ovenstående var et direkte afskriv herfra, og Mich og Susse: jeg håber, I vil tilgive mig dette ordhuggeri (må endelig ikke forveksles med ordkløveri;  ej heller med mundhuggeri; det er kun vedr. brænde, vi har en parallel her) – det er en appetitvækker i håb om at få endnu flere til at hoppe over til jer og læse med.

Jeg lå under for en næsegrus beundring efter at have læst denne første tiendedel af indlægget, der omhandler lige præcis, hvad jeg så ofte før har nævnt at have imod Dansk Sprognævn: at de retter sig efter flertallet (10 millioner fluer kan ikke tage fejl), også selv om flertallet tager decideret fejl og fx fejloversætter (eller direkte oversætter, hvilket man bestemt ikke altid kan) et ord eller en vending, som medierne derefter er meget hurtige til at få forankret, fordi journalister heller ikke kan finde ud af det. Jeg har – som også ofte nævnt – intet imod sprogudvikling, men jeg har noget imod, at DSN ikke kan træde i karakter og sige: “Det her er forkert, venner. Det hedder … ”
Sammenligningen med bilisters hastighedsoverskridelser er suveræn, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage æren for den.

Det kan jeg ikke, men kan jeg tage æren for, at i hvert fald nogle af jer smutter over og får jer et herligt grin, er jeg helt tilfreds.
God fredagslæsning.

Graffiti – smukt eller grimt?

Jeg synes graffiti er fantastisk flot kunst. Jeg mener selvfølgelig ikke de ynkelige og yderst platte smørerier, man kan se på offentlige toiletter, eller når et S-tog er overmalet med racistiske eller nynazistiske slagord og hagekors.
Det er noget svineri, for at sige det rent ud.

Men ‘rigtig’ graffiti – det er da sublim kunst, og en grå betonmur eller lignende uinteressantheder bliver meget, meget mere interessante og kønne at se på, hvis man lader de dygtige graffitimalere komme til. Prøv at google – der kommer i hundredvis af hit, der spænder over hele spektret, og hvor der er vist skolebogseksempler på de mange alfabeter, der anvendes, så man kan øve sig i at skrive dem selv.

Min daglige færd går som bekendt ad motorvejen, og det hænder en sjælden gang, at jeg sidder i kø… (sarkasmen ikke bare drypper; den nærmest tapløber her).
Selv om man holder i kø, så hænder det dog også, at trafikken bevæger sig, og det er man nødt til at holde øje med. Hvis man ikke øjblikkelig kører de næste 10 meter, inden man skal holde stille igen, lyder der hurtigt et arrigt dyyyyt fra den bagvedliggende bilist.
Derfor den dårlige billedkvalitet, men de dårlige arbejdsforhold gjorde det ret vanskeligt…
Synes I ikke, at graffitien gør de grimme støjvolde mere spændende at kigge på?

Ikke, at jeg nogensinde har kunnet læse, hvad der står… det kan være, jeg skal kigge lidt nærmere på alfabeterne.

Visse smørerier kan være ret underholdende… jeg har en lille bog Graffiti 1984, af Torben Olsen, som har samlet nogle af dem; f.eks. dette:

DET FARLIGSTE DØGN I ET MENNESKES LIV ER DET FØRSTE
—vel ikke farligere end det sidste?

Dette kunne jeg jo kun være enig i:
STAVNING ELLER KAOS
og
NOSTALGI ER IKKE HVAD DET HAR VÆRET

Og så skal I altså lige have den sidste og meget kvindechauvinistiske med:
HVAD VILLE VERDEN VÆRE UDEN MÆND?
– fri for kriminalitet og fuld af tykke, glade kællinger

På det nederste billede her ser det ud som om amatørerne er i gang til højre, mens det til venstre er ret godt lavet.

Og nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi skal være sammen med englænderne. Tænk, at man kan glæde sig så uhæmmet barnligt…
Jeg håber de får en blæsefri overfart.
Og at I alle får en god weekend.

Nu har a wåt i Hobrow

På trods af, at det firestjernede hotel Amerika i Hobro påstår at have trådløs internetforbindelse, kunne jeg ikke få min pc til at kommunikere med cyberspace. Min HTC kunne fint og uden problemer, men ikke den forb…… pc. Jeg har derfor lidt af svære abstinenssymptomer det meste af weekenden, men har dog heldigvis på anden vis haft det sjovt og interessant nok til, at jeg trods alt har følt mig tilstrækkelig afledt.

En af deltagerne bor i Hobro, og hun viste tre af os (de to kendte hun i forvejen, og jeg fik tigget mig med, fordi jeg kender den ene af de to) lidt rundt i byen, hvor vi bl.a. så Kunstetagerne og det gamle bryggeri. Plus en enkelt garnforretning… som om der ikke var garn nok til salg i lokalerne på hotellet…
Kunstetagerne er en forhenværende købmandsgård, der nu er galleri. Mange vil måske mene, at kunsten ikke får lov at komme nok til udtryk pga. de ret dominerende træbjælker, men vi fire var helt enige om, at det var en meget spændende kombibation.

Den lokalkendte inviterede os hjem til en kop kaffe, inden turen gik tilbage til hotel Amerika og frokostbuffeten.

Jeg har sagt det før: misundelse er en grim ting. Jeg er såmænd heller ikke misundelig, men har kunnet konstatere, at man sandelig får meget for pengene her i Hobro. Værtinden bor i et kæmpehus med udsigt over det allerinderste af fjorden. To rum var blevet stået sammen til et kæmpekøkken med et vidunderligt lysindfald og selvfølgelig en fantastisk udsigt. Nede i haven har hun et drivhus med chilier i utallige varianter og har lige holdt store chilisyltedag.

Så mange glas syltede chilier har jeg ikke tidligere set på én gang. Det så bare SÅ godt og lækkert ud. Det gør hendes fantastiske sweater også.

De fleste af deltagerne til weekendens arrangement deler værelser, fordi det gør prisen lidt mere spiselig. Jeg har det bare sådan, at jeg – af flere årsager – pure nægter at bo sammen med nogen, jeg ikke kender og har derfor investeret i et enkeltværelse. Det er mange år siden, jeg har set et enkeltværelse, der reelt kun har en enkeltseng. Normalt har man en dobbeltseng at brede sig i, men ikke her. Det er okay, men når jeg er alene i byen, nyder jeg ellers rigtigt at kunne brede mig voldsomt uden at komme til at slå eller sparke til stakkels John i løbet af natten…

Nåmmen… meget, meget sent kom jeg – ved Dittes hjælp – i tanke om, at jeg da burde kunne bruge min HTC som modem. Det drillede selvfølgelig (HTC netværkskode???), så Dittes søn måtte træde til som hotline.
Nu virker det… men det tager 100 år og en eftermiddag, så kommentarer og al anden social kommunikation får lov til at vente, til jeg kommer hjem.

Nu har jeg set en del af Kongernes Nordsjælland

I går stod den i ’Kongernes Nordsjællands’ tegn. Et nyere koncept, som forskellige virksomheder og instanser i Nordsjælland er gået sammen med Visit Nordsjælland om. Grunden til, at jeg og alle de andre, der deltog i gårsdagens arrangement var, at det (igen) handlede om at promovere event- og konferencecentre; at vise og fortælle os mødeplanlæggere, hvad Nordsjælland har at byde på – også kulturelt. Det skal jo ikke være seriøst det hele, så vi fik gode ideer til hvordan man kombinerer arbejde og pauser, hvis man skal holde et møde eller et seminar – især hvis der er ikke-danskere med som deltagere, hvad der jo ofte er, når man vælger at tage ud af huset.
Det var to ruter at vælge imellem – jeg havde valgt rute 2, som de kaldte Erik af Pommern. Vi startede på Bymose Hegn Kursuscenter i Helsinge, hvor vi hørte på et foredrag af Birgitte Nymann.

Herfra ud i en spritny dobbeltdækkerbus (hvor jeg tog en plads øverst, forrest, så jeg rigtig kunne nyde udsigten) med guide og det hele. Vi blev befragtet ad små og smukke veje til Kysthusene, som var det første Dansk Folkeferie-projekt i Danmark; opført under Stauning-regeringen i 1938, hvor danskerne fik deres første ferielov med ret til to ugers ferie. Ja tænk engang… det er kun godt 70 år siden. Nu brokker vi os jeg mig over, at seks uger er for lidt…
Dagens eneste mavesure opstød skyldes, at Kysthusenes marketingdirektør måtte stå og læse stedets historie op fra et manuskript. Den synes jeg godt nok, at hun burde kunne udenad, for hun var ikke ny på stedet…
Stedet lå pragtfuldt, men bortset fra det, er det ikke et sted, jeg vil anbefale.
Lave noget lækkert spiseligt kunne de dog godt… man er vel dansker, så vi skulle ‘smøres’ med noget mad. New wave-mad vil jeg kalde det – vi spiste nye grannåle, hevet lige ned fra træet! Manchego-ost med ansjoser m.m. ovenpå. Lyssej-kaviar farvet grønt af wasabi. Og andet… det var faktisk meget lækkert, selv om der vist ikke var så mange, der gik til grannålene med den helt store entusiasme.

Op i bussen igen og videre til Kronborg, hvor den livlige og entusiastiske Christina havde fundet de store nøgler frem for at vise os det Kronborg, man ikke får lov til at se som almindelig turist. Det var naturligvis meget spændende – vi så Erik af Pommerns egen sal fra dengang han i første halvdel af 1400-tallet byggede fæstningen Krogen til at hjælpe ham med at skovle penge ind på den nyligt udtænkte øresundstold, som Danmark tjente helt vildt mange penge på gennem flere århundreder.
Hen til et andet sted på slottet og op ad en spindeltrappe. Op op op, til det næstøverste loft med de imponerende bjælker. Videre op op til øverste loft og derefter ud på telegraftaget, hvorfra de i fordums tid modtog og videreformidlede budskaber vha. den optiske telegraf, der gik helt til Bremen.

Hvad mener I om at sidde her og indtage en lækker middag med gode venner/familien? Det så enormt hyggeligt ud trods meget højt til loftet og sten over det hele. Der kan dækkes op til 40 personer. (Alle billeder kan med fordel klikkes større.)

Åh, det er svært… jeg tog en million billeder hen over dagen, men er ligesom nødt til at vælge…

Efter Kronborg kørte vi til Konventum, den tidligere LO-skole, som i dag ejes af en privat fond, der ejer lige omkring 1200 værker af danske nutidskunstnere (1969 og senere). Det var et meget, meget spændende sted, som snildt kunne komme i betragtning, næste gang der skal holdes et globalt møde af en eller anden art. Der var kunst overalt og i alle former. Endog (til)byggeriet og de meget trendy træer ved indgangspartiet var kunst.

Loftet i det store auditorium var kunst. Jeg var simpelthen nødt til at spørge vores omviser, om det var kunst eller akustik. Det var kunst…

Og så var der endelig også masser, masser af den ganske almindelige kunst, der sådan bare var malet på ganske almindeligt lærred…

Dagen afsluttedes med en gallamiddag (6 retter) på Kulturværftet, som tadaaa … surprise … er det gamle Helsingør værft, der for adskillige millioner er transformeret til kulturhus.
Maden var upåklagelig, men hvad omgivelserne angår, stod jeg totalt af, hvilket rigtig mange af os faktisk gjorde. Min første tanke var: Dette er for mænd. De kan bedre arbejde i selskab med de rå former, den rå cement/beton, alle de rette linjer, de koksgrå stole og de kulsorte borde; alt det grå metal, alt gråt i sort med en anelse hvidt, helt og aldeles uden så meget som en farveklat hist og pist. Ikke en grøn plante, ikke en lille rød stol, intet på væggene. Ingenting, der kunne muntre lidt op midt i alt det grå. Jeg ville gå lige så død som farverne, hvis jeg skulle holde møde eller seminar i disse omgivelser. Bundkarakter til Kulturværftet.
Jeg har overhovedet ikke taget billeder derfra… jeg gik hele tiden og tænkte, at der måtte da komme noget, der var værd at fotografere, men det gjorde der ikke.

Hov…  er jeg nu mavesur igen? Narj, ikke rigtigt, vel?

Vi fik – igen – lækkerier af alskens art med hjem fra de forskellige steder; bl.a. et rugbrød, der var så nybagt, at vi næsten ikke kunne holde på det.

Det er altså sindssygt hårdt med sådan nogle arbejdsdage… har I ikke ondt af mig? Vi blev kørt i bus fra Helsingør til Helsinge, hvorfra jeg havde over en times kørsel hjem, så jeg var i seng kl. 00:30. John havde sendt mig en besked om, at de i løbet af eftermiddagen havde snuppet rigtig mange i Nordsjælland for at køre for stærkt, så han ville anbefale mig, at jeg overholdt hastighedsgrænserne. Gad vide, hvorfor han syntes det var nødvendigt at fortælle mig det??? Nå, jeg kørte selvfølgelig fuldstændig efter bogen og var derfor hjemme præcis på det tidspunkt, GPS’en havde forudsagt, men jeg så naturligvis ikke så meget som skyggen af en betjent…
Jeg havde stillet vækkeuret til en time senere end normalt, men hvem vågnede, da John stod op kl. 5:30, tror I? Det var ikke hans skyld; han prøvede virkelig at være stille. Jeg forsøgte at falde i søvn igen, men opgav. Blev først rigtig træt sådan omkring ved 10-tiden i formiddags. Det har været to meget lange dage, men nu er det weekend.

Sporakulla og Breanäs

Vi vågnede atter op til en pragtfuld dag. Vejrudsigten bliver ved med at udskyde regnvejret – først skulle det have været kommet søndag formiddag, så søndag eftermiddag, og her til morgen sagde den søndag fra klokken 20. Fint med os… da er vi hjemme igen.

Midt på formiddagen satte vi kursen mod Sporakulla, som jeg skrev om i påsken. Dengang var træerne ikke sprunget ud; det er de selvfølgelig nu, og jeg ville ønske, at mine fotos kunne gengive den helt specielle stemning, fred og idyl, der hersker på dette sted. Og ikke mindst duftene.

Det kan de imidlertid ikke, så I må stole på mig: Her er helt vidunderligt, men det er på den anden side rigtig mange steder i Sverige…
På Sporakulla har de nogle store og farlige trolde, der står og passer på stedet. Ikke spøgelser, det passer sig ikke på landet i Sverige, men trolde er der mange af. Det kan man også se på alle de mange store sten, der er smidt overalt i landskabet. De stammer fra troldeslåskampe. De kender nemlig ikke til våben som sådan, men kaste med sten efter hinanden, det kan de, og de gør det tit. Prøv selv at se efter, næste gang I er i Sverige – de ligger overalt. Det er dog sjældent at se troldene selv, men på Sporakulla kan man.

Breanäs, som er en lokalitet ved søen Immeln, er et sted, vi ofte slæber vore gæster med til – et idyllisk sted, hvor der ligger et lige så idyllisk beliggende konferencecenter, der har opstillet en del stenkunstværker, man kan gå og hygge sig lidt med at se på.

Om eftermiddagen blev der atter arbejdet lidt – de nye vinduers grimme øjenvipper skulle skjules, og karmene males hvide. Ellers bare afslapning. Både Hanne og John tager sig en lur, hvilket giver mig en stille stund til et lille blogindlæg, inden jeg skal have smidt de rødvinsmarinerede mørbrader på grillen.
Jeg lærer simpelthen aldrig at sove om dagen – jeg skal være ret syg for at kunne gøre det, og det er jeg heldigvis ikke nu.

Jeg håber, jeres lørdag har været lige så god som vores, for så har den været perfekt.

Ud og se med DSB

Jeg kører så skrækkelig sjældent med tog, på trods af, at jeg holder meget af det. I dag var der en oplagt lejlighed, fordi jeg skulle til den årlige håndarbejdsmesse i Middelfart.
Orange billet til under halvdelen af, hvad det ville have kostet mig at tage bilen. Fint. Sidde og slappe af i 2 x 1½ time – perfekt, i stedet for at skulle sidde og kede sig alene i bilen, for her sætter John godt nok grænsen. Meget kan og vil han gerne dele med mig, men en håndarbejdsmesse? Næhnejellersmangetak – god tur, skat…

DSB-bladet blev studeret undervejs, og pludselig fik Ellen kaffen galt i halsen.

“…at trække våd i Nyhavn efter en fuld mand” – det er i min staveverden en stakkels prostitueret på arbejde i øsende regnvejr efter at have haft en beruset kunde.
Jeg vil gætte på, at Jersild har været med til at trække vod i Nyhavn, men det er jo en ganske anden historie…

På håndarbejdsmessen havde jeg, belært af bitter erfaring, bevilget mig selv et beløb i kontanter… stakkels dumme Ellen har nemlig så forfærdelig svært ved at tælle sammen i hovedet, når Dankortet bare bruges igen og igen. Og igen. En lille ting her; et lille kit dér, så lidt løst garn, så en ny og spændende bog, og hovsa… dér var da vist også noget, jeg ikke havde set før. Og den der taske, hvor er den flot… Mange bække små…  og lige pludselig har jeg brugt ALT for mange penge, for der er så uendeligt meget at formøble formuen på på sådan en messe, når man både er til sy og strik.

Dette garnkit fra bogen ‘Et digt i masker’ af Solvej Hisdal – det bliver den allernuserste trøje til Anna. Jeg vil strikke den lidt for stor, for hvis hun kun kan passe den et halvt års tid, er det rigtig rigtig ærgerligt. Den var dyr. Temmelig dyr. Men temmelig smuk. 11 farver; 14 fed fantastisk garn. Godt man har et krydsnøgleapparat.

Charlotte har Crewelwork-gardiner i hele huset og ville gerne kunne frembringe det selv i mindre målestok til f.eks. puder. Det kan hun forhåbentlig snart, for moderen faldt over denne bog, hvor alle teknikkerne er fint illustrerede.

Der er patchwork, og så er der patchwork… dette er stofkunst.

Bliv rig i en fart –

Det er supernemt – man skal bare have et nylig afdødt familiemedlem, der har købt en kinesisk vase engang i trediverne.
Vasen er sandsynligvis købt og bragt ud af Kina allerede i 1870-erne, men den faktiske historie kendes ikke. 

En kvinde og hendes søn fra Pinner, nordvest for det centrale London, arvede den nævnte kinesiske vase efter kvindens bror og satte den fluks på auktion; mest fordi de syntes den var tudegrim og ingen af dem havde lyst til at have den stående fremme. (Den er nu faktisk heller ikke særlig pæn…)
Første chok kom, da auktionsfirmaet fortalte dem, at det var en vase fra 1700-tallet og som sådan var meget værd – måske helt op til mellem 0,8 og 1,2 mill. Pund. Ingen ved, hvad kvindens bror havde givet for den.
Jeg var ret overrasket over, at en så forholdsvis ung vase kunne være så meget værd, men Mao forlangte al den slags ‘kulturpjat’ destrueret, så ting behøver ikke at være fra Ming-dynastiet for at være meget værd.
Århårhhh, tænkte mor og søn – lad os få den grimrian på auktion hurtigst muligt.

I kan se BBC’s artikel her; jeg behøver ikke at trække det i langdrag – hammerslaget faldt ved 43 millioner Pund. Med salær blev det omkring 51 millioner, som den kinesiske køber kunne få lov til at slippe.
Auktionarius blev så ivrig, at hammeren gik i stykker, da han endelig kunne sige “sold for…”. Jeg forstår så glimrende hans (relativt pænt skjulte) ivrighed – det er et forholdsvis lille auktionshus; absolut ikke i Christie- eller Sotheby- klasse. Auktionshuset tjente 8,6 millioner Pund på denne ene handel, så Charlotte og jeg blev enige om, at han nok hurtigt fik sat et skilt på døren, hvor der står “Lukket på grund af glæde”.
Efter hammerslaget udbrød der jubel; folk klappede og snakkede, så det tog en halv time, inden der blev nogenlunde ro igen.

En vittig sjæl på tabloidavisen The Sun kaldte vasen for en Jack-pot.

Charlotte og jeg talte også om, hvem der mon turde pakke den vase ned bagefter?  Jeg skulle dæleme ikke have noget klinket – bogstavelig talt.

Det var kattens… av min arm

Jeg blev stukket af en hveps i går. For POKKER, hvor gør det djævelsk ondt. Endnu! Mere end 30 timer efter er en fjerdedel af min underarm stadig ildrød; det gør ondt og det svier. Det gør selvmedlidenheden også. Svier. Kvoten for i år er vist opbrugt… altså selvmedlidenhedskvoten… så nu til noget helt andet:

 

I Broby ligger der et hus… der ligger jo sådan set en hel del, men der ligger kun ét som dette med en ret alternativ udsmykning.
Kæmpekatten tværs gennem huset på jagt efter musen – som har styrthjelm på. Jeg ved ikke lige hvor meget det hjælper over for en jagende kat, men den sidste optimist er jo ikke død endnu.

Jeg ved ikke, hvad huset rummer, men noget af det rummer sjov kunst.
I kan klikke billedet større, hvis musen er for lille.

En hyggelig eftermiddag – med både gensyn og nysyn

Jeg ved det godt – nysyn er vist mere noget med biler, men giv mig lige et godt ord, der på én gang mod- og tilsvarer gensyn.

Det var et dejligt gensyn med Bente, Donald, Jens, Kisser, Madame, Mia og Uffe (læg venligst mærke til den demokratiske, alfabetiske orden), og det var lige så dejligt at møde både Ditte, Rasmine, Sanne og Zette. Sidst, men bestemt ikke mindst, var det også hyggeligt at møde Bentes søde manden i mit liv og Teenageren. 

Jeg havde naturligvis glemt mit kamera. Naturligvis, fordi jeg en lille time, inden jeg gik ud af døren, så det ligge på skrivebordet og bad derfor mig selv om at huske få det stukket ned i tasken.
Jeg tilskriver det min dåbsattest, at det lå stadig på skrivebordet, da jeg kom hjem.

Jeg ved nu en hel masse om J F Willumsen, som jeg ikke vidste før, og jeg har spist så absolut alt for meget alt for lækker kage, at alt, der bare kan minde det mindste om søde sager, er forbudt for undertegnede frem til cirka jul.

Det er nu sjovt… blogverdenen er på sin vis anonym og lige så lidt eller meget privat, som man selv ønsker, men det er nu altså rigtig dejligt at se ansigterne på og de virkelige mennesker bagved det, som man jeg nu engang ikke kan lade være med at forestille sig mig, når man jeg følger med hos forskellige bloggere.

Vi snakker en del om det at blogge (surprise), men jeg skal da lige love for, at vi også kommer en del omkring mange andre opfattelser – oplevelser – holdninger. Vi er meget forskellige, men har mindst én ting til fælles. Vi er fremmede uden at være fremmede – vi kender til hinanden uden at kende hinanden. Og dog kender vi vel hinanden? Lidt i hvert fald.
Confused? You won’t be after the next episode of…
Find selv ud af, hvad jeg mener: Tag med på et blogtræf eller arranger selv et, hvis ingen andre tager initiativet.
Det eneste, jeg synes er ærgerligt er, at vi i selv et lille land som Danmark har for langt mellem hinanden fra øst til vest og fra nord til syd, for der er rigtig mange bloggere fra andre landsdele end min egen, som jeg meget gerne ville møde i det virkelige liv.

Jeg håber, at også det må lykkes en dag.

En tur til Bath

I dag kørte vi til Bath, som er en af de smukkeste byer i England – de fleste huse er bygget af gulhvide ‘Bath stone’, og byen er omgivet af grønne bakker. 
Det vrimlede med mennesker i dag – endnu flere, end der plejer at være, men forklaringen på dette var et hav af ‘graduates’ og dermed et endnu større hav af pårørende til disse.

Bath blev efter sigende grundlagt omkring 850 f.Kr. af King Lears far, Prince Bladud, som var blevet helbredt for spedalskhed af noget helt fantastisk muddervand og derfor grundlagde byen, da han senere blev konge. Ca. år 50 kom romerne til og opførte et tempel for den gamle keltiske gud Sul, og de kaldte derfor byen Aquae Sulis. Da byens borgere 700 år senere gik rundt og rundt i ‘The Pump Room’ og drak af det absolut ikke særligt velsmagende vand, var man stadig overbeviste om dets gode virkninger, som i virkeligheden nok mest bestod i, at det var… vand. Som man ellers aldrig drak dengang. I selve badene sad folk med åbne sår sammen med andre, som led af infektionssygdomme, så det var mildt sagt ‘risky business’ at gå i bad i Bath.

Andetsteds i byen finder man The Circus, en helcirkel af huse, som blev opført mellem 1754 og 1768, og som var underlagt strenge krav om, at det hele skulle se ens ud udefra, mens der var frit slag indendørs og på bagsiden af husene.

Overalt i Bath fandt vi løver i flotte og/eller kreative udformninger – vi så vel omkring 30-35 stykker af de i alt 100, der skulle være fordelt i hele byen.

John havde ikke fået en hat med, og da det hurtigt blev alt for varmt for hans ikke særligt hårfagre isse, gik vi ind i… tada… Itchy Feet, hvor han købte… mere tada… en Tilley Hat – nu er der så to af slagsen i familien.

Lige overfor, hvor vi fik os en kop kaffe på et indendørs marked, var en af de mange løver fremstillet som The King of Rock’n Roll himself. Inde i en musikforretning så vi en løveudgave af Michael Jackson, som lignede forbløffende godt.

Tilbage i Devizes slog vi vejen forbi den gamle bygning fra 1550, hvori hatteforretningen, hvor C efterhånden er blevet helt fine venner med indehaveren, er beliggende i. De to har nu en gensidig aftale om at anbefale hinanden og dermed skaffe hinanden kunder.

Dette var kun en del af dagens dont, men jeg er jo nødt til at stoppe, inden indlægget bliver alt for langt…
Vi har det i øvrigt meget, meget varmt, hvis nogen ellers skulle være interesserede i vejret.