Lollandske lyksaligheder (og falsterske)

Jeg havde efterhånden hørt en del positive udtalelser om Mejerigården nede ved Gedser, så i sidste uge bookede jeg et bord til John og mig (nej, det hedder stadig ikke ‘til John og jeg’!).
Det er en halvlang tur derned, og den er længere hjem end den er ud. Jeg kan ikke forklare hvorfor og slet ikke bevise det, men sådan er det ikke desto mindre. 70 km kan føles korte eller lange. Normalt regner vi det dog ikke for noget, og John havde intet imod at indtage den sædvanlige alkoholfrie øl, så han kunne være chauffør, ganske som han plejer, og som jeg er så umådelig glad for, at han gider, for jeg elsker at få et godt glas vin til god mad.

Vi kunne lige så godt få noget ud af dagen, når nu vi skulle afsted. John havde et eller andet sted læst om butikken Vin & Velsmag i Maribo, som så interessant ud, hvorfor vi indledte eftermiddagens tur der.
Holddaop. Sikke en butik. Det var første gang, jeg var der, men bestemt ikke sidste. De har vine fra hele verden, øl (mest fra Danmark), whisky, rom, gin og flere spiselige lækkerier.
Det er der nok også mange andre butikker, der har, men der er ikke mange andre, der kan præsentere deres varer så flot som her.
Vi blev budt velkommen og spurgt om vi ville have en kop kaffe eller et glas vin i hånden, mens vi gik rundt og studerede herlighederne. I må selv gætte, hvem der valgte hvad …

Herover ses henholdsvis gin- og whiskyhjørnet.
Jeg kiggede og kiggede, mest på vinene … jeg kunne snildt have gået rundt derinde længere end tilfældet var, men heldigvis var der rigeligt med spændende øl til at holde Johns opmærksomhed fangen, mens jeg gik rundt og valgte vine ud.
Jeg kendte ingen af dem, hvilket ikke gjorde det hele mindre spændende, og jeg kunne sagtens have brugt hele månedens pension på vin, men jeg var frygteligt standhaftig og købte kun syv forskellige, som skal afprøves og vurderes.
De er nu forevigede og billedet bliver sat ind i en wordfil med priserne angivet. Efterhånden som de bliver drukket, bliver der tilføjet kommentarer, for jeg ved, at jeg ikke kan huske detaljerne om de første, når jeg har smagt de sidste. Selv om jeg drak dem hurtigt efter hinanden, ville det på ingen måde hjælpe på hukommelsen!
Hvis man er i nærheden af Maribo og holder af vin, øl eller spiritus, så kig ind. Det er noget af en oplevelse.

Efter at have gået en tur rundt i Maribo, hvor vi fandt en cafe, der kunne servere eftermiddagskaffen, kørte vi til Nykøbing, hvor vi også gik en tur rundt, inden det var tid at sætte kursen mod Gedser.
At Mejerigården er blevet positivt omtalt, er fuldt berettiget.
Vi tog deres seksretters menu, hvilket viste sig at være et rigtig godt valg. John var også yderst tilfreds, men han kiggede dog langt efter og lettere imponeret over den wienerschnitzel, som var dagens specialitet, og som mange af de andre gæster valgte. Den var stor!
Det var vores portioner også, selv om vi skulle have seks retter. Det er længe siden jeg har spist så meget mad.
Rabarbersuppen glemte jeg at fotografere, men vi fik gazpacho, laksetatar, jordbærgranité, grillet oksemørbrad, rabarbersuppe og tre slags ost til sidst.
Vi kender nogen, vi skal have med herned engang … Det var SÅ godt!
Vi talte om at tage englænderne med herned til Johns fødselsdag, men gik bort fra det igen, for ungerne vil ikke synes det er sjovt at sidde i over tre stive klokketimer for at spise, så den fødselsdagsmiddag vil sandsynligvis i stedet blive indtaget på Præstø havn i den nye restaurant Det Gamle Toldhuus, hvor man også spiser godt.

Så kan vi klare os i et par dage …

Vejret i dag blev lovet vådt, trist, koldt og kedeligt, så vi besluttede i aftes, at vi ville investere i en endagsbillet til Puttgarden og investere i lidt drikke- og andre varer hos Fleggaard i Burg. Alene prisforskellen på tre rammer af Johns yndlingsøl, den alkoholfrie Nordic, kan betale returbilletten et par gange – den man kan nemlig få for 99 kroner, hvis man kan nå at checke ind til hjemturen højst fire timer senere end udturs-checkind. Så det kunne vi godt. Benzinen er også betalt inden for de tre rammer øl … og der blev købt en anelse mere end tre rammer Nordic …

Kender I vinen her? Det gjorde jeg først for nylig, da en nabo forærede mig en flaske som tak for en tjeneste.
Den er aldeles fortræffelig, og jeg gættede på, at den var købt i Meny. Det kan jeg naturligvis ikke vide om den var, men de har den, og når den er på tilbud, koster den en halvtredser – og man får virkelig meget for de penge, synes jeg.
Vi havde ellers vognen pænt fyldt, da jeg opdagede den i butikken. Til 186 kroner for seks flasker! Det kan da nok lige være, jeg fik skaffet plads til to kasser af denne dejlige vin.

Vi havde også lovet at have tre rammer øl med til Sverige som delvis betaling i naturalier for udgravningen i forbindelse med undersøgelsen af vores trekammerbrønd. Det med at få betaling i stärköl gør de en del i, de svenskere, og både de blågule og de rødhvide er glade for den ‘ordning’.
Men det er altså IKKE alkoholfri Nordic, man skal købe til svenskerne! Det blev giraføl denne gang – det ved vi er et hit.
Maskinvaskemidler køber jeg også altid i Tyskland. Og deodoranter. Sæbe. Barberblade. Alt i alt svinger de ting, vi gerne køber dernede, mellem at koste 1/3 og 2/3 af det, vi giver for dem i de danske supermarkeder, så det kan helt klart betale sig at ofre både brændstoffet og billetten på sagen.

Det tog laaaang tid gennem grænsekontrollen i Rødby, hvilket skyldtes en russer, som blev undersøgt meget, meget, MEGET grundigt. Vi sad og blev lige så grundigt irriterede over, at de ikke kunne finde ud af at få verfet ham ind til siden, så vi andre kunne komme videre. Det gjorde de også langt om længe – men først da narkohundene ankom …

Dem, der har ondt af, at der eksisterer noget, der hedder grænsehandel, kan godt få ondt nu af mit indlæg, men så længe det er en mulighed, har jeg tænkt mig at benytte mig af det.

Vi nåede lige at runde Burg, hvor jeg på torvet fik erhvervet mig en stor portion hvide asparges. Manden var ved at pakke sammen, da jeg kom, så han fyldte bare posen uden at veje varen, hvorved jeg fik et helt kilo for bare €5 … det gad jeg ikke brokke mig over …

Til vinsmagning

200 meter fra vores hus ligger der en bodegas, hvor de fremstiller lokale vine, bl.a. en hvidvin på malvasia-druen. Jeg har vist nok engang hørt om den eller fået den til en vinsmagning i vinklubben, men jeg kunne ikke huske den. Da vi forleden aften fik en fiskesuppe, bestilte vi en malvasia, udelukkende fordi den var lokal, og blev positivt overraskede alle sammen. Det var derfor oplagt at besøge det lille sted og smage på varerne.
De havde tre vine – to hvide og en rød, og den ene hvide var udsolgt … det var dog heldigvis ikke den på malvasia-druen, som var lige så god, som den var forleden: frisk, frugtagtig og meget let sødlig, som efter et par sekunder slår over i en dejlig syrlighed; en lidt speciel kombination, som vi ikke umiddelbart kan kende fra andre hvidvine.

Den søde unge dame forklarede om vinene og druerne, mens hun hældte smagsprøver op til os. Vi smagte en malvasia 2016 og 2012. Førstnævnte var kun lige kommet på flasker, så ny er den, men vi kunne alle fem bedre lide den end 2012-udgaven.
Rødvinen var også lidt speciel, men bestemt ikke ringe.

Vinene hørte til i den lidt dyrere ende af skalaen, så vi købte ikke seks flasker, som vi ellers havde talt om, men nøjedes med to hvide og en rød. Sådan noget vejer jo en del i kufferterne, så vi er nok desværre nødt til at drikke dem, mens vi er hernede … det er vel nok ærgerligt …

Vi stod og kunne nyde synet af dette hus, som med sin store terrasse med søjler og statuer und alles mindede mig om Capri.
Men igenigen: Vi bor også dejligt, men selv om vi har en temmelig stor terrasse, kan den ikke helt måle sig med den herover.

 

I formiddags kørte John og jeg en tur til Esporles, hvor vi fik os en kopkaf under platantræerne på byens torv, hvor cafeerne lå side om side. Det var der masser af andre, der også gjorde – fik kaffe, altså; ikke lå side om side – ikke kun mænd i cykelkostumer og almindelige turister som os, men der var også familietræf i stor stil; bedsteforældre mødtes med børn og børnebørn, fik en sludder og en forfriskning og skiltes igen. Meget hyggeligt. Det var lidt svært at indfange den fredelige stemning, for solen skinner så kraftigt (tøhø, den skulle lige ud …), at kontrasterne blev for store for kameraet.
Det hjalp dog lidt at pille lidt ved billedet efter overførsel til pc, så måske kan det fornemmes alligevel.

Engelsk jul, del 2

Vi kørte allerede ved 10-tiden for at være på Manor Farm kl. 12. Det ligger lidt nord for London, og vi troede, at trafikken måske kunne være lidt slem, men det var den ikke. De tog den smukke tur for vores skyld; på den mørke vej hjem kørte vi ad de store veje – og var fem minutter kortere tid undervejs, så så meget for den ‘hurtige’ rute.

Manor Farm er måske umiddelbart knap så charmerende som Tim og Charlottes hus, fordi det ikke stråtækt, men det er næsten lige så gammelt, nemlig fra 1490, hvor The Malt House er fra 1410. Mosteren og onklen købte det i 1973 som nærmest en ruin og brugte nogle år på en nænsom restaurering. Alle de gamle ildsteder er der endnu; det i spisestuen var temmelig stort for så lille et rum, men forklaringen var, at det havde været køkken engang, så der skulle være plads til et spid med en hel okse på – sådan cirka …

Bordet var dækket efter alle kunstens regler; med de fineste krystalglas og det smukkeste porcelæn. Der var røget laks til forret. Dernæst kom der en 10-kilos stuffed turkey med ovnstegte selleri, pastinakker og gulerødder, plus kogte kartofler og rosenkål. Dertil brun sovs og bread sauce, som jeg tror man skal være englænder for at synes om (det er nu heller ikke alle englændere, der gør det, kunne jeg se). Til sidst Christmas Pudding, en cheesecake og to andre desserter. Til julekagen var der brandy butter, som jeg snildt kunne blive forfalden til. Århh, det er godt …

 

Christmas crackers hører sig til. Ikke nytårsaften, men juledag, lige som dronningens tale er denne eftermiddag og ikke nytårsaften. Det lidt dumme ved dette tidspunkt er, at hele England sidder og spiser kl. 15, når hun taler, så ingen har tid til at se og høre dronningen. Der er det måske lidt smartere med vores kl. 18 nytårsaften.

Hvidvinen til laksen var fra New Zealand, for derfra kommer familiens svigersøn. En glimrende vin. Rødvinen til hovedretten blev der talt meget om inden vi satte os til bords, for det var en treliters flaske fra 1975, som var blevet åbnet til denne lejlighed. Vin holder sig bedre i store flasker, og 1975 var et af de bedste år for visse Bordeaux-vine, men jeg var alligevel skeptisk, for jeg husker godt, hvordan fars eksemplarer fra dette år var ‘gået over’, fordi han troede, han kunne gemme dem nærmest for evigt. Det kunne de ikke holde til, og det havde dagens eksemplar heller ikke kunnet. Værten og hans søn smagte, nikkede, sagde mmmmm og roste, og eftersom jeg sad mellem de to, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg godt nok syntes, at den vin nok skulle have været drukket for en hel del år siden. Det var ikke eddike, og det var drikkeligt, men så heller ikke mere. Det var synd og det var spild af god vin. De havde også haft fat i en seksliters flaske fra 1973, men den havde de hældt direkte i vasken. Det var vine, der var arvet, men det gør det altså ikke mindre ærgerligt i mine øjne at hælde (førhen) så store vine ud.
Portvinen var fra 1960 og ganske glimrende – men havde desværre også toppet.

Ikke mere om det nu – men vi talte meget om de vine senere …
Gaver var der maaange af. Som i virkelig, virkelig mange. Vi var seks børn og 12 voksne, og alle fik mange gaver – selv John og jeg fik tre hver, så det gik der ret lang tid med … det var vist godt, at seks af os havde tyvstartet juleaften.
Det var en enormt hyggelig dag i godt selskab og i et skønt, gammelt hus. Tims familie er utroligt gæstfrie alle sammen; de får os til at føle os mere end velkomne og som om vi altid har været en del af hele menageriet.

Store ildsteder i hvert rum! Det skal tages ret bogstaveligt, det med den nænsomme restaurering, og det er ved at være mange år siden, det blev gjort. Det var vildt hyggeligt at være gæst der, men holddaop, hvor var der meget, der nok lige burde ordnes … det er så heldigvis ikke vores problem.

Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle … to be continued

Endnu et af livets små mysterier

Når jeg er forkølet, har jeg det som nok de fleste andre: Smagsløgene går i udu, og man ville kunne servere hvad som helst for mig – det ville alt sammen smage ens. Eller rettere: Det ville ikke smage af noget som helst.
I aftes var der kylling på menuen. Kylling på den nemme, men (normalt) velsmagende måde:
Man tager en kylling og deler den i otte dele. Ikke nødvendigvis en økologisk kylling, men den må gerne have prøvet at stå på egne ben, fx en, der har levet sit korte liv på Frijsenborg.
Derefter skærer man kartofler og et stort løg i mindre stykker, således at de vil være færdige samtidig med kyllingestykkerne. Et helt hvidløg pilles. En courgette og et par tomater skæres i mundrette bidder. Masser af ramsløg snittes.
Har man andre grønsagsrester i køleskabet, så er dette en glimrende lejlighed til at få dem brugt – næsten alt er egnet. Alt fedtes ind i lidt olivenolie. Salt, peber, lidt chili og andre krydderier efter egen smag vendes med rundt, og det hele fordeles i et ildfast fad. Kyllingestykkerne lægges øverst og krydres efter behag; jeg brugte en smule salt og en lidt større smule ingefær. Lidt hvidvin skader ikke, men det havde jeg ikke i går.
Ind i ovnen med det hele ved 210° i cirka 50 minutter. Der skulle gerne blive mad nok til to personer i to dage, plus et par stykker kylling til frokost.
Alle mine anstrengelser var, om ikke forgæves, så dog lidt spildt, for ingen af os kunne smage maden. Jeg kunne lige så godt bare have kylet kylling og kartofler i fadet og ladet det være godt med det … men nu kommer det underlige:
Den rest rødvin, jeg havde taget med til Sverige, tog jeg et glas af til maden – tænkte, at det nok var spild af god vin, men den skulle da nødig stå og blive dårlig … den vin kunne jeg smage, og det i en grad, at den smagte langt bedre og meget mere intenst, end den gjorde forleden, da mine smagsløg endnu vidste, hvorfor de var der.
Kylling, chili, hvid- og ramsløg m.m. var næsten fuldstændig smagsneutralt, mens rødvinen smagte som en, der kunne vinde et verdensmesterskab.
Hvis ikke det er underligt …

Jeg glæder mig til aftenens vin. Det er nemlig bare med at benytte sig af, at jeg endnu er forkølet – og det er sidste chance, for den er kraftigt på retur – kun hos John, den stakkel, kører den stadig på for fuld skrue.

Ville I turde det? Jeg ville ikke

Jeg havde en ide om, at julevinen(e) skulle købes i Menu, hvor de forhandler et pænt udvalg fra Nugan Estate, som producerer nogle aldeles suveræne vine. Det var far, der introducerede dem for os for en seks-syv år tilbage, og meget ofte siden da, når jeg har villet ofre lidt ekstra på en særlig god vin, har jeg købt en fra Nugan Estate. De har mange at vælge imellem, så det er ikke helt nemt. På den anden side går man aldrig fejl – jeg har i hvert fald endnu til gode at blive skuffet.
De er forskellige, men da priserne også er det, er dette næppe overraskende, men som nævnt kan man faktisk godt købe katten i sækken her, og så håbe på, at man kan huske hvilken af dem der har været den bedste, næste gang der skal handles.
Det kunne jeg ikke huske, så når Tim kommer, vil han, som fuldgyldigt medlem af Den Stråtæktes smagepanel, være medbestemmende ved valget af vinen til juleaften. Det vil sige, at vi mandag, tirsdag og onsdag aften vil smage en af de tre, jeg tog med hjem. Eller også trækker jeg alle tre slags op mandag aften for at afholde en decideret smageseance. Det er jo et vigtigt valg!

Vin tør jeg altså godt købe ‘ubeset’ i Menu. Det ville jeg derimod ikke turde med juletræer i net.

Ville I turde det? Det kan være hammerskævt, usymmetrisk, mangle en gren midt i det hele – eller simpelthen bare ikke falde i ens smag.
Man har ikke en kinamands chance for at besigtige træet, så jeg skulle ikke risikere noget.
Vi har hentet vores juletræ i et lillebitte juletræsudsalg ikke så langt fra Bregentved.
Der var ikke nogen af dem, der passede os helt. Enten var de for høje, eller de var for lave. Eller også var de bare ikke rigtige, så jeg sagde at desværre, vi måtte finde vores træ et et andet sted.
Manden sagde først nu, at han havde flere nede i plantagen, men han ville helst ikke fælde flere, end han regnede med at kunne sælge. Om vi ville med ned for at kigge?
Selvfølgelig ville vi det. Nu var der næsten for mange at vælge imellem, men vi fandt da det, vi mente måtte være det helt rigtige mht. højde, tæthed og symmetri.
Og vi skulle naturligvis ikke selv føre saven.
Han ‘nettede’ træet, så det kunne være i bilen, og nu står det og venter på at blive pyntet lillejuleaften af Anna og Aubrey, bistået af deres mor og mormor. I vores familie har det altid primært været børnene, der kom pynten på træet og altid lillejuleaften. En regel, der kun er blevet fraveget en enkelt gang, hvor englænderne ankom til huset i Sverige meget sent lillejuleaften.
Da gik vi i skoven og fældede et træ d. 24. om formiddagen og pyntede det om eftermiddagen, da det havde tørret en smule.

Hvad betyder det skilt dog?

I aftes var vi til vinsmagning i det gamle firma. Det var hvide vine med og uden bobler plus en enkelt rødvin, fordi madtemaet var fisk og skaldyr, på den mest glimrende vis kokkereret af kantinekokken – og hvis ordet ‘kantinekokken’ opfattes som nedladende, er det ikke tilsigtet, for han er en suveræn kok, som ikke kun kan lave god mad, men også havde gennemført temaet til visuel fuldkommenhed med strandsten, havgus i form af flydende kvælstof, tang, indefrosne muslingeskaller og sågar bølgeskvulp i højtalerne.

 

Jeg tror, at alle spiste de indbydende og smukt anrettede østers – også folk, der normalt tager afstand fra den spise – og lækkert var det bestemt også.

De bittesmå fjordrejer var anrettet så fint på de indefrosne muslingeskaller.
Otte retter fik vi – det lyder aldeles overdådigt, men vi var kun behageligt mætte, ikke overmætte, for alle portionerne var små. Billedet af menuens vine og mad kan klikkes større, hvis man er interessseret i at se alt det vi indtog. Vinleverandøren var franskmand og havde, efter at have fået tilsendt menuen, fundet helt perfekte ledsagere til alle retterne. Hele 11 vine skulle vi igennem, men heldigvis havde John indvilliget i at deltage pga. den spændende menu, så jeg havde chauffør på.
Vi skal snart til Bretagne, hvor man jo nærmest vader rundt i fisk og skaldyr, så dette var en glimrende lejlighed til et par madfif. Vi fik os også en lille snak med omtalte franske vinleverandør (som talte så godt dansk, at man slet ikke kunne høre, at hans modersmål var fransk), som havde boet i Bretagne i nogle år, og som kunne give os nogle forslag til, hvad vi kan se dernede. Eller derovre – det ligger jo langt mod vest.

Udenfor hovedbygningen så vi det grønne skilt. Hvad i alverden betyder det? Vi kunne overhovedet ikke gennemskue det, og naturligvis glemte vi at spørge. Help, please!
Vi så også nedenstående skilte. Her kunne vi godt forstå det første, men nok ikke helt det andet. Jeg forstår selvølgelig ordene, men ikke betydningen …

… for hvad er forskellen på “øvrig trafik” og “kørende trafik”? Jeg går nemlig ud fra, at folk med ærinde til varemodtagelsen også er kørende.
(Og jo, jeg har regnet det ud, regner jeg med – jeg synes bare, det er en noget fjollet formulering.)

Til slut Skt. Hansaften-selskabets yngste  – hende kan mormoster her ikke stå for. Det kunne far heller ikke, så han faldt – væltede med sin stol … påstod, at jorden var blød … undskyldninger er der nok af.

Men retfærdigvis skal det siges, at han havde ret – det var en rigtig god ide, de fleste af os havde fået med at tage gummistøvler på.

Vind et års forbrug af øl? Mig??

På vej hjem i dag hørte vi om en konkurrence, hvor præmien var et års forbrug af øl fra bryggeriet Skovlyst.
Sikkert glædeligt for nogle, men det ville blive en særdeles billig omgang, hvis det var mig, som aldrig drikker øl, der vandt.
Ud fra hvilke kriterier vurderer man et års forbrug af øl? Baseres det på det anbefalede daglige max-forbrug, således at det er omkring 350 øl for kvinders vedkommende og 700 for mænd? Hvad hvis det er en alkoholiker der vinder? Får vedkommende så 3500 øl? Gider muslimer overhovedet deltage?
Næhtak, så hellere vinde et års forbrug af vin, og jeg ville ingen skrupler have over at fortælle præmiesponsoren, at jeg drikker en flaske om dagen, selv om det ikke passer. Så kan de bare specificere det lidt bedre, kan de.

Billederne er fra gårsdagens årlige generalforsamling i vinklubben. Jeg var så heldig at vinde to flasker i går, fordi der var sat 80 flasker i udlodning til 65 deltagere, og jeg var en af de 15 heldige, der blev udtrukket to gange. Ingen klager over det herfra.
Efter det kedelige (= selve generalforsamlingen) og vinlodtrækningen var overstået, gik vi over til den portugisiske aften, som var blevet os lovet.
Den portugisiske aften inkluderede smagning af otte portugisiske vine og fire portugisiske retter, samt en præsentation af vinene fra importøren af dem. Heller ingen klager over noget af det fra min side.
Den ene af retterne var Bacalhao a portuguesa – klipfisk! Jeg har, trods min høje alder, kun hørt om klipfisk, og jeg har omhyggeligt sørget for at undgå det indtil i går. Til min store forbavselse smagte det ret godt, og jeg ville aldrig havde gættet på klipfisk … kunne selvfølgelig godt smage, at det var fisk, men det kan jeg jo også godt lide. Jeg troede, det var meget mere salt, end tilfældet viste sig at være.
Hovedretten var Portugals svar på biksemad – også ganske udmærket. Man havde blandet muslinger sammen med svinekød. Ret modigt, men åbenbart traditionelt, hvis man er portugiser.
Som sædvanlig en glimrende aften.
Til næste år har vinklubben 25-års jubilæum, så bestyrelsen lovede os et brag af en generalforsamling et arrangement efter næste generalforsamling.
Det glæder man sig til …

Biotrattoria Ché Fé – winemaker’s dinner

I aftes var vi til en winemaker’s dinner på Biotrattoria Ché Fé (udtales kæ fæ) i Borgergade i København.
Vi skulle mødes med en gammel kollega og hendes mand og havde aftalt at mødes lidt før arrangementets start, da vi ikke vidste hvor meget snakketid der ville blive pga. foredrag om vinene.
Dette viste sig heldigvis at være begrænset, så der var masser af tid til snak, og det var da også en særdeles hyggelig aften, hvor der blev serveret starters, forskellige antipasti og en hovedret. Spørg mig ikke, hvorfor der både var det ene og det andet, da jeg troede, at antipasti var starters på italiensk, men sådan havde de skrevet på menukortet.

Den med en skive aubergine stegt i hvidløgsolie og anrettet med en klat mozarella, lidt tomat, et basilikumblad og lidt pesto skal jeg huske. Det var meget enkelt og meget lækkert. Ellers vil jeg skåne jer for detaljerne – vil dog nævne, at ravioliene havde klipfiskefyld, hvilket jeg var lidt spændt på, men det smagte glimrende.  
Det er også, hvad jeg vil sige om aftenen som helhed: glimrende. Forstået på den måde, at det var alt sammen ganske udmærket, men jeg hørte på intet tidspunkt englesang, hverken hvad angik vinene eller maden. Den største overraskelse var rødvinen, som var en del mere kraftfuld og fyldig end vi havde regnet med, da hovedvægten var lagt på hvidvine, hvilket er, hvad området Gavi er kendt for og derfor normalt er bedst til at producere … og så var rødvinen absolut den bedste … hvidvinene, som ellers er højt besungne, var alt for tamme efter alle fires mening.
Jeg vil meget hellere til L’Alsaces winemakerdinners – både maden og vinene har været mere interessante de tre gange vi har været der, men sådan noget ved man jo ikke, før man har prøvet det.
Jeg har aldrig set så mange mennesker i København som i aftes. Nu skal det også siges, at jeg yderst sjældent kommer til byen på fredagsaftener, så der skal ikke så meget til at imponere mig – men holddaop, som alle gader i den indre by var fyldt op, da vi søgte tilbage mod Nørreport station ved 22:30-tiden. Vejret var fantastisk, så det kunne ikke undre nogen, at alle tilsyneladende befandt sig udendørs.

Aftenens foredragsholder: Søren Frank

Gårsdagens vinsmagning skulle omhandle vine fra det østlige EU. Vi smagte 10 vine (i alt) fra Bulgarien, Rumænien og Ungarn.
Til at oplyse os østvins-ignoranter havde vinklubbens bestyrelse sat Berlingskes Søren Frank på opgaven.

På trods af, at han lagde ud med at sige, at han ikke kendte ret meget til vine fra disse lande, klarede han nu opgaven ganske udmærket. Jeg kan godt lide, når folk er velforberedte. Han havde sat sig godt ind i den historiske baggrund for Østeuropas vintradition og præsterede derved, at aftenen blev lærerig og interessant.

Søren Frank er Søren Frank. Det kan han pudsigt nok slet ikke lade være med at være, og han lagde da heller ikke skjul på sine egne meninger om vinene, men det var helt i orden med mig – vi behøvede jo ikke at være/blive enige med ham, og da vi til sidst stemte om, hvilke vine vi havde syntes bedst om, fremgik det ret tydeligt, at vi havde lyttet pænt til hans foredrag om vinene, men ikke rettet os efter hans mening om samme.

De var i øvrigt ganske udmærkede, vinene. Men de var dyre. Temmelig dyre, endda. Ingen af vinene kostede under 100 kroner for en flaske, og der var flere til mellem 200 og 300 kroner. Den dyreste var en dessertvin – Tokay, naturligvis – til 600 kroner for en halvflaske.
De priser undrede os alle – vi var lige som i nogle lande med meget lave lønninger, så hvorfor disse tårnhøje priser? Det fik vi en forklaring på, men den var lang og I bliver derfor skånet for den.
Som sagt var vinene absolut drikkelige, men jeg kan sagtens finde vine til mellem 50 og 100 kroner, hvor jeg får lige så meget eller mere for mine penge.
Fint nok – det er jo netop meningen med en vinklub: At man lærer nyt og at man smager vine, man ellers ikke ville have fået smagt.

Det “lette arrangement” var som sædvanlig ret lækkert. I aftes tre slags godt brød hvortil vi  fik serveret bulgarske pølser og ditto ost – leveret og præsenteret af en litauer …
Meget anbefalelsesværdigt. Hun og manden (som vist var bulgarer – han var med, men sagde ikke et ord) har forretning nord for København samt i Tåstrup, hvilket er mere ‘spiseligt’ for os, hvis vi skulle få lyst til bulgarske pølser.

Winemaker’s Dinner – sicilianske vine og fransk mad

Det var en dejlig oplevelse for os i aftes inde på restaurant l’Alsace. Vi ankom i god tid og fik det bedste bord fordi vi havde reserveret som de allerførste til denne begivenhed … fik vi at vide senere.
Vi sad ved siden af et par, der var lidt yngre end os, men mindst 30 gange så kloge – især for mandens vedkommende.
Man kan altid diskutere de vine der bliver serveret til sådan et arrangement, for smag er meget forskellig, men det vil høre til de ekstreme sjældenheder, at der bliver serveret decideret dårlige vine, da forhandleren selvfølgelig gerne vil gøre god reklame for sig selv.
I dette tilfælde var forhandleren Supermarco; det italienske supermarked, der ligger i Sydhavnen, og som vi flere gange har frekventeret, når vi vil have ægte, italienske specialiteter.

Alle aftenens vine var fra Tasca d’Almerita.
Der var en Regaleali Le Rosé som indledning og to hvide vine til østerssuppen. Den ene var en fantastisk chardonnay – syntes jeg; John kunne bedre lide den anden, som hed Leone. Til foie gras’en fik vi en helkold, halvsød, ‘tyk’ dessertvin, hvilket viste sig at være en god ide, som jeg vil huske, hvis jeg nogensinde skulle få råd til at servere foie gras.
Til den braiserede lammeskank serverede de en Cygnus og til desserten, det eneste ikke-franske mad, nemlig en pecorino med trøfler (suuuupergod ost! Oj, det var godt!), fik vi en Cabernet Sauvignon, Tenuta Regaleali.

Den sidste vin var hamrende god. Det var prisen også, så vi fik kun oplevelsen med os hjem – var for nærige til at bestille nogen af dem, men en oplevelse var det så afgjort.
Cygnus-rødvinen var vi ikke så begejstrede for, men derfor var den jo ikke ligefrem dårlig. Jeg må dog sige, at jeg overordnet set holder mere af vine fra fx Italiens hæl end fra Sicilien, lærte jeg i aftes.
Hr. Klogesen ved siden af os måtte dog absolut fremføre sin uforgribelige mening til den stakkels unge servitrice, som med garanti ikke havde haft noget som helst at gøre med mad- eller vinvalget.
“Arltsåhh – den der vin imponerede mig overhovedet ikke!”
John og jeg kiggede bare på hinanden og trak på skuldrene. Den slags kunne Klogesen eventuelt have diskuteret med forhandleren, som selvfølgelig deltog og gerne svarede på spørgsmål, men hvorfor skulle galden gå ud over en sagesløs ung pige?
Da de skulle betale, brokkede han sig så meget over vinene, at det var pinligt.
Og aldeles uberettiget, da det hele – både mad og vin – havde været meget lækkert. Igen: smag og behag er forskellig, men så længe maden er veltilberedt, vinene ikke har prop og serveringen er høflig, kan man simpelthen ikke tillade sig at opføre sig sådan.
Josephine, den ene halvdel af l’Alsaces ejerpar spurgte os bekymret, om parret havde forårsaget en dårlig stemning eller måske ligefrem ødelagt aftenen for os, men vi kunne berolige hende og fortælle, at det ikke havde kunnet spolere noget af vores rigtig gode oplevelse.
Hun beklagede alligevel og gav os en kop kaffe på husets regning. Det var i den forbindelse, at hun fortalte os det med det bedste bord, og at hun havde bemærket, at det var første gang, vi deltog i Winemaker’s Dinner, men at hun håbede, vi ville komme igen en anden gang.
Det vil vi meget gerne.

Nogle dage er livet som efterlønner bedre end andre dage

Overskriften skal ikke forstås således, at der er dage som efterlønner, der er dårlige, for det er der på ingen måde – jeg har (stadig) ikke fortrudt et sekund, at jeg jobstoppede.
Næh, den skal forstås præcis, som skrevet står: Nogle dage er bedre end andre [gode] dage, og i dag er så afgjort en af de bedre.
Jeg vågner altid flere gange om natten, og i nat kunne jeg hver gang høre kraftig vind suse og sne piske mod ruderne. Det var derfor en FED fornemmelse at putte mig selv igen med tanken om, at jeg ikke skulle ud på lande- og motorveje en mandag morgen, hvor det i forvejen altid er slemt, fordi de færreste deltidsarbejdende har fri om mandagen og hvorfor det så sandsyndligvis ville gå totalt i koks på vejarbejdsmotorvejen i dag.
Ikke at jeg nyder dette vejr, for det gør jeg ikke, men nydelse og nydelse kan være mange ting, så på en egen, bagvendt måde nød jeg det i fulde drag.

Vi var dog nødt til at købe lidt ind, men der er ikke så meget myldretid i vores minimale provinsby, at det udgør et problem, så i Brugsen med os.
Brugsen, som nu tilbyder sine kunder den afbildede, mousserende vin.

Jeg kan så udmærket høre mig selv og min fremskredne alder, når jeg siger “Sikke da noget pjat!”.
Ikke desto mindre mener jeg det – og hvad er det mon i øvrigt, man hælder i sig, når hvis man indtager flaskens indhold?
Jeg googlede lidt rundt, men kunne ikke umiddelbart finde nogen identifikation på hverken Gold, Pink Gold eller Platinum.
Derimod kunne jeg finde følgende blomstrende, men noget vrøvlede vendinger:
”Aviva Pink Gold er rødgylden i farven med refleksioner af passion, ledsaget af en attraktiv metallisk effekt samt en kombination af fine ensartede bobler”. Du godeste … hvordan reflekterer en passion?
På en engelsk side fandt jeg følgende:
“And that odd sparkle? That’s magic dust, and it’s totally drinkable!”
Jeg er for så vidt ikke i tvivl om, at det er drikkeligt, men det giver ikke svar på, hvad the magic dust består af.
Alle svampe er også spiselige; det er bare virkningen, der er forskellig …
Jeg tror ganske enkelt, jeg vil lade andre om at købe disse flasker. Jeg bryder mig ikke engang om mousserende vine eller champagner. Specielt ikke, hvis de oven i købet hører til i den søde ende, hvad disse gør.

Og nu, hvor vi har været lidt inde på det sproglige: Er der ikke en derude, der kan fortælle mig, hvordan man delvist aflyser et tog?
Det forekommer nemlig, ifølge TV2News i morges, men jeg kan som sagt ikke helt gennemskue den praktiske del af det:
”Flere tog vil blive helt eller delvist aflyst”.

Den årlige begivenhed. En af dem.

En af de årligt tilbagevendende begivenheder for mit vedkommende er generalforsamlingen i vinklubben.
Jeg var lidt spændt på, om jeg ville kunne deltage, da tilmeldingsfristen var inden jeg blev opereret, men jeg tænkte, at jeg hellere må melde mig til og måske være nødt til at melde afbud end risikere at være udelukket fra det gode selskab, hvis det skulle vise sig, at jeg udmærket var i stand til at deltage.
Generalforsamlingen er nemlig uden ledsager, så jeg skulle være i stand til selv at transportere mig til Hørsholm (læs: køre bil), hvilket jeg på forhånd nok ikke havde regnet med at kunne en uge efter operationen.
Men det kunne jeg! Og som i november ville jeg komme et par timer før, så jeg også denne gang kunne nå at sludre med gamle kolleger.
Jeg ankom klokken 14, så jeg havde 2½ time.
Alt for kort tid! Der var, ganske som sidst, alt for mange, jeg ikke nåede at få hilst på.

Selve generalforsamlingen var hurtigt overstået; med de formaliteter, der endnu engang hører sig til. Den eminente bestyrelse blev genvalgt. Nogle af bestyrelsesmedlemmerne har siddet der i samfulde 23 år, klubben har eksisteret, og alle gør efter alle medlemmers mening et ualmindelig godt stykke arbejde. For 25 kroner om måneden (plus tilskud fra personaleforeningen og en meget lav betaling pr. arrangement) får vi en masse sjove/interessante/spændende/hyggelige/lærerige oplevelser.
Generalforsamlingen sluttede som altid med, at der blev udloddet vine fra årets arrangementer. Mit navn blev hevet op af hatten tilstrækkelig tidligt til, at jeg kunne lægge min klamme hånd på den vin, jeg på forhånd havde udset mig, hvis jeg skulle være heldig nok: nemlig denne fyrige italiener.
Oj, hvor jeg glæder mig til at nyde den til en eller anden speciel lejlighed. Den er suveræn.

Hyggearrangementet, efter at det formelle var overstået, var smagning af vine fra Baskerlandet; dertil naturligvis spansk mad med lækre tapas til forret – jeg behøvede næsten ikke mere – der var som sædvanlig rigeligt med mad.
Riojavine … mig, som ellers ikke er særlig vild med vinene fra det distrikt, hovedsageligt fordi jeg synes, at tempranillodruen er for krydret i smagen, måtte kapitulere og indrømme, at de alle seks var gode. Meget gode. En enkelt var superb, så den bestilte jeg seks flasker af. Min bonkammerat Mette var af samme mening både før og efter smagningen …

Tænk, at man kan blive så glad for at komme på arbejde

Der var vinsmagning i aften. I mit gamle firma. Amaroner og valpolicellaer. 11 af dem … pyyhhh … eller var det kun 10? Mange!
Andesteg, flæskesteg og risalamande.
Heldigvis er jeg stadig på speed efter kemoen i tirsdags, så jeg turde godt melde mig til.
Min fantastiske John var med, afleverede mig næsten to timer før selve vinsmagningen og kørte selv videre til det nærmeste center for at give mig tid til at hilse på de gamle kolleger, der måtte have tid til at sige hej til mig i deres travle arbejdsdag. 
Det var jo alt for få – nogle sad i møde; andre var der ikke lige i dag, men der var heldigvis også nogle, der, trods mit lidt ændrede udseende, kunne genkende mig og havde eller tog sig tiden.

Jeg er helt høj endnu. Jeg fik det ene knus efter det andet og kunne snildt have brugt en hel dag på det, tror jeg …
Min gamle chef – verdens bedste af slagsen, hvilket jeg vist aldrig lagde skjul på, at jeg også syntes, da jeg arbejdede for ham, ville jeg meget, meget gerne hilse på, og han kom da også ind på kontoret, hvor jeg sad, så snart han fik at vide, at jeg var på besøg. Vi var på ingen måde på knus og kram, da vi var chef og sekretær – det ku’ da lige passe – næh, mit første knus fik jeg til min afskedsreception, men da vi tog afsked efter en halv times dejlig snak, havde jeg fået tre til. Jeg er vist nok en lille smule savnet … det virkede da simpelthen bare som eliksir på min selvtillid.

At jeg stoppede med at arbejde, har jeg ikke fortrudt ét eneste sekund, men har vist heller ikke lagt skjul på, at jeg indimellem savner kollegaerne og det sociale aspekt ved det – derfor var det så superskønt at hilse på nogle af dem (alt for få) igen og lige blive opdateret på rigets tilstand. Og vice versa …

Til selve vinsmagningen blev det til endnu nogle hej’er og knus, men desværre ikke til så meget snak med særlig mange, dels fordi vi naturligvis var spredt på mange borde, og dels fordi det ikke rigtig var muligt at rokere – endelig var der jo aftenens amarone-foredragsholder, som i øvrigt var rigtig god og en levende og underholdende fortæller, men som også okkuperede omkring ¾ af tiden.

Ved siden af mig sad en kollega, som stoppede præcis et år før mig – og som er næsten præcis et halvt år forud for mig i præcis det samme behandlingsforløb, som jeg nu er igennem, så hver gang, der var talemulighed, sad vi og plaprede løs om vores kræfterfaringer. Normalt søger jeg slet ikke andre i min situation; tværtimod undgår jeg dem i videst muligt omfang. Hver gang jeg var til kemobehandling, satte jeg en usynlig væg op og havde ikke spor lyst til at tale med andre.
Vibeke, derimod, har jeg kendt i mange, mange år, og det var så utrolig givende at høre om hendes forløb og erfaringer. Hende kender jeg jo … ikke privat, godt nok, men som en mangeårig kollega, hvorfor jeg kender hendes værdier og ved, hvad hun er for en person. Vi fik (også) nogle herlige og inderlige grin over visse ting i alt det her, som vi ikke engang har fortalt vores mænd eller nærmeste veninder (i hvert fald for mit vedkommende), fordi det simpelthen er for ‘underligt’ at tale om med/til folk, der ikke selv har været, hvor vi er eller lige har været. Ja: grin. For det er heldigvis sådan, at man, i hvert fald bagefter, kan se det tragikomiske ved noget af al elendigheden, men jeg tror godt nok, at hvis man havde brændt udpluk af vores samtale af til et middagsselskab, var det nok mest af alt blevet til en del mere eller mindre pinlige tavsheder.

Jeg har været i krudthuset

Det er ikke en trykfejl. Jeg har forhåbentlig også været i kridthuset hos nogle gennem tiderne, men i aftes var jeg i krudthuset. Et gammelt krudthus på Charlotte Amalies Bastion, hvor en ung fyr har Spisehuset 56°, og hvor vinklubben havde arrangeret en 5-retters menu med dertil hørende 11 (elleve!) specielt udvalgte Piemonte-vine “med hovedvægten lagt på Barolo”.
Oh, det var godt … er man nysgerrig nok til at ville vide, hvad vi fik indenbords, kan menukortet klikkes større.
Det var meget, meget lækkert altsammen; både mad og vin. “Krydrekagen” var det eneste, jeg ikke brød mig om, men det gjorde næsten alle andre, så det var bare mig, der var mærkelig der – jeg er altså bare ikke vild med kanel, hvilket var en meget fremherskende ingrediens blandt krydderierne.

Både mad- og vinportioner var små, så det blev hverken et problem at skaffe plads til fem retter mad eller at holde sig ædru, selv om vi skulle smage os igennem 11 vine.

Svigerfar døde tidligt i går morges, så jeg måtte finde en afløser til John … der var ingen problemer for nogen af os i, at jeg tog af sted, men John havde naturligvis ikke rigtig lyst. Heldigvis var der en forhenværende kollega og god ven, der kunne træde til med så kort varsel, og det blev naturligvis meget, meget hyggeligt.
Tina observerede den unge ejer stå og hælde en halv anelse vin op i et glas og snuse til det. Ikke smage, kun snuse. Vin tilbage på flasken. Hælde en smule op fra næste flaske, snuse osv. Samtlige de mange flasker tog han på denne måde for at finde ud af, om der var ‘prop’ i (billedet viser fem af de 11, så det kan forstås, at det var mange flasker, han tjekkede. Imponerende, for det var slet ikke hans ansvar, men den vinimportør, som havde leveret vinene og også var der til at fortælle om dem, men der skulle åbenbart ikke kunne sættes en finger på noget, der foregik i hans restaurant.

Det var et alternativt, men spændende sted … oppe i loftet hang flasker med vand i; dvs. at der også var levende blomster i. Må være lidt besværligt at udskifte, men en meget sjov detalje.
Den største ulempe var placeringen: Det var fuldstændig håbløst at komme dertil – det ville tage lige så lang tid med offentlige transportmidler og apostlenes heste, som det havde taget mig at komme hjemmefra og til Østerport station, så Tina og jeg tog en taxa begge veje. Det blev halvdyrt … men var uendelig meget nemmere, og hun er blevet sparket så eftertrykkeligt på låret af en hest, at hun skal på operationsbordet i dag, så det skulle ikke være de lange spadsereture for hendes vedkommende – og jeg gad bare ganske enkelt ikke …

Sådan kan man også drikke med de kendte

Vi har været i Ringstedet i dag – et outletcenter i Ringsted. Jeg havde en aftale på mammografiafdelingen på Ringsted sygehus, og da det var overstået, skulle vi lige se, hvad det var for noget … om det er værd at besøge.
Det er det! Der var mange gode tilbud på både kendte og ukendte mærker. Mest kendte, og mange ting kunne man få med 50 % rabat. Det var svært ikke at få behov til at opstå på færden rundt derinde. Fx så vi denims sat ned fra 600 kroner til 100 kr. Billigt, billigt.
Jeg fik fire sommerbluser for næsten ingen penge, og bedst af det hele fik vi noget legetøj til ungerne, som var til at betale.
Det kan godt være lidt svært for os at finde det rigtige legetøj at have med til dem, for jeg er tilbøjelig til at glemme, hvor store de bliver. Nu har vi købt et kalaha-spil til Anna og et dinosaurspil til Aubie – han er kommet i dinosauralderen, ved jeg, så han vil nok synes det er sjovt at guide dem gennem sumpen med alle dens farer i spillet, vi har købt.

En Føtex er der også … vi er ved at samle BiB-vine ind til norgesferien, for man køber ikke vin i Norge, hvis man på nogen måde kan slippe for det – det kan hurtigt gøre en ferie dobbelt så dyr. Vi må egentlig slet ikke have vores egen vin med, med jeg regner ikke med, at I sladrer til tolderne – og desuden ved vi ikke engang selv, hvor vi kører ind i Norge …
I februar så jeg for første gang en BiB-vin med et alternativt design, hvorefter jeg fluks omdøbte Bag-in-Box-vine til Bag-in-Bag-vine.
I Føtex var de rigtig gået til den:

En Jan Magnussen-BiB – der kan man bare se. Sydafrikansk, men i samarbejde med JM (hvad sådan et så end måtte bestå af – kombinationen Formel-1-kører og vin er ikke den mest logiske). Mad og Vin giver den ganske gode ord med på vejen, og billig er den tilligemed. Det var Vernissage-vinen ikke, måske fordi den allerede i 2010 vandt en guldmedalje på grund af ‘most innovative design’, hvilket ikke siger en pind om vinens kvalitet … jeg købte derfor ingen af disse, men nogle andre, jeg havde lidt mere tillid til.

Gårsdagens sproglige DR-flop får I lige med på vejen: Man interviewede en af de unge hackere, der er i stand til at lægge NemId og lignende ned så nemt som at klø sig i nakken. Han blev bl.a. sprugt, hvorfor han gør sådan noget, og hans svar var, at det er for at fortælle de ansvarlige, at sikkerheden ikke er god nok. At de må se at komme lidt mere på dupperne og få gjort noget ved det. Gutten her var ikke ude på noget ondt, hvilket jeg valgte at tro på, men det kan der meget nemt være andre, der er, og så er vi alt for uhyggelig sårbare.

Drengen sagde følgende, som DR1 valgte at tekste således (tekstet, fordi der var sat stemmeforvrængning på):
”… så havde de kunne ligge den ned …”

Suk, DR1. Det kan da godt være, at man i det talte sprog ikke kan høre t’et i kunnet, og knægten sagde noget, der lød som en mellemting mellem lægge og ligge, men det burde ikke forhindre teksteren i at skrive det korrekte havde kunnet lægge …
Eller hvad? Skal man som tekster lade folks talte sproglige fejl følge med, når man skriver undertekster?
Jeg synes det ikke.

John sidder og ser Giro d’Italia – speakeren sagde netop monotome. Hvor er der mange, der tror, det hedder det.

Man må benytte sig af de gode tilbud – af enhver art

Gennem mit arbejde har jeg en konto hos Philipson Wine, fordi jeg altid har et lille vinlager på kontoret til, når min chef vil sige en eller anden tak for en lille ekstra indsats. Jeg kan betale med firmakort eller med mit eget kort, hvis jeg køber privat, men jeg får mine bonuspoint uanset hvilket kort, der bliver brugt – lige som med Eurobonuspoint hos SAS. Og hos os får medarbejderen heldigvis lov til selv at beholde den slags belønninger.
I dag strøg der en mail ind fra Philipson med et par tilbud, jeg absolut ikke kunne modstå.

Langhe-vinen til højre sat ned fra 120 kr til 50 kr.
Postales Fin del Mundo sat ned fra 60 til 40 kr.
Hvis man altså køber 12 flasker af hver … men det gjorde jeg så. Den sidstnævnte er ikke engang på tilbud mere, så det var godt, jeg slog til med det samme.
Jeg brugte min bonus og fik de 24 flasker for lige godt 800 kroner. Det er i orden med mig … og jeg forventer mig en del af den nebbiolovin.

---

Om kort tid har jeg ikke længere firmabetalt internetforbindelse, og efter at have undersøgt priser og muligheder, nåede vi frem til, at vores antenneforening var billigst; oven i købet med en meget stor hastighed.
Mit kære firma påstår ellers, at de giver deres medarbejdere crème de la crème mht. hastighed, og jeg har såmænd heller ikke følt grund til klage, men ment, at det virkelig var en pænt hurtig forbindelse.
Telenor kan dog godt pakke sammen, måtte vi konstatere i dag efter besøg af antenneforeningens montør.
Jeg blev ellers en anelse bekymret, da jeg så, at Telenor leverer fem ‘modtagestreger’ af fem, hvor Flimmer kun leverer tre af fem. Men jeg tør da næsten ikke tænke på, hvordan det ville se ud med fem af fem for Flimmers vedkommende, fordi:
Telenor: ned:  6,9 Mbit/s – op: 0,82.
Flimmer: ned: 32,5 – op: 13,45.
Det er da en forskel, der er til at tage at føle på! Og mærke, for den sags skyld … der er godt nok kommet fart over feltet her. Det må gå med raketfart, når dette indlæg skal publiceres … burde egentlig have lagt en hel masse heftige billeder ind bare for at se forskellen.
Nu nøjes jeg med et af kaktussen, som er startet på blomstringen.

Jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad, men jeg er ærlig talt også fuldstændig ligeglad, bare det virker … og så for bare 150 kroner om måneden.
Det er også i orden med mig.

Vin, god mad, hygge og …

Ja, hvad står mon prikkerne for? Det kommer senere, og det er ikke helt stuerent.
Maden på l’Alsace levede næsten helt op til forventningerne – vi fik fire retter, hvor første og sidste var ledsaget af den reneste englesang: det var foie gras, hhv. nogle dejlige oste. Jeg elsker foie gras og er aldeles ligeglad med eventuel politisk ukorrekthed angående dette.
Til gorgonzolaen og munsteren var der gulerods-appelsin-etellerandet + olivenurt, hvilket for mig var helt ny. Den smagte specielt, men udmærket, og kan åbenbart købes på grønttorvet.
Den mindede mest af alt om en nopret grankvist, her gengivet i omtrentlig naturlig størrelse … kender I urten?

Anden ret var stenbiderrogn, marineret i cognac, og tredje var tre slags fisk (laks, pighvar og gedde) med bl.a. choucroute. Det var første gang, jeg smagte det, og var jo lidt sjovt, at vi lige dagen før havde set Fise med Price. Choucroute er dog ikke noget, jeg behøver at få igen … det var en tand for surt.

Noget ved det moderne køkken, jeg aldrig helt har forstået, er disse skumfiduser – jeg synes de er ret ulækre og ligner i kvalmende grad at der er en, der har spyttet på min mad!

Vinene var udelukkende alsacevine; til at præsentere dem var forhandleren selv mødt op og fortalte og fortalte på en slags engelsk med en skøn og stærk fransk accent. Her er et par citater at hygge sig med:
– It’s open in my mouse [mouth].
– I will share myself with you …
– … in vån ‘ands … in zecond ‘ands … [on the one hand … on the other hand … ]
– … in ze first mouse … and in ze zecond mouse … [han mente det hhv. første og andet indtryk, man får af vinen i munden].
Mette, min dejlige kollega og hendes mand plus John og jeg sad ved et firemandsbord. Mette og jeg kæmpede en brav kamp for at holde masken, når den lille Stintzi rigtig foldede sig ud.

Da jeg midt i en af hans lange ‘taler’ blev nødt til at frekventere toilettet, så jeg noget, der fik mig til at fnise henrykt, og som jeg absolut måtte forevige, så jeg løb ud og hentede mit kamera og fluks tilbage på toilettet – til Mettes bekymring; hun troede, jeg var blevet dårlig, men da Stintzi talte og talte, kunne jeg ikke forklare noget.
Langt om længe blev han færdig, så jeg kunne berolige de tre andre med, at jeg skam overhovedet ikke var dårlig; det skulle da lige være af grin … og så viste jeg billedet af sæben. Jeg følte mig noget så åndssvag, da jeg skulle vaske hænder, for man kunne altså kun få sæbe på hænderne på én måde!

Mette måtte absolut ud og se fænomenet, og hun var helt med på at agere model til lidt håndarbejde. Vi stod og skraldergrinede under fotoseancen, men måtte pænt gå, da der kom nye ‘kunder’.

Tilbage ved bordet igen kogte vi meget mere suppe på den fjollede sæbe – bl.a. noget med at få vasket munden med sæbe – jeg tror vores søde mænd var temmelig glade for, at vi kun var os fire ved bordet, men de kunne trods alt ikke lade være med at grine med.
De kunne nu også selv … længe inden sæbeepisoden havde John og Ulrik åbenbart haft en lille snak, hvor Mette og jeg først spidsede ører, da John i på én gang et medfølende og selvmedlidende tonefald erklærede, at det mest stive er sgu snart knæene, ikke? … da vi kiggede spørgende på dem, så de dog meget uskyldige ud begge to og uddybede ikke nærmere.

Så jo, Inge – vi havde en særdeles herlig og festlig aften. Mette og Ulrik kunne desværre ikke komme til min fødselsdag, men I mødes måske en anden god gang.

Laaang dag

Møde ind kl. 7 som sædvanlig. Til møde kl. 14:30. Slut kl. 16:15. Vinsmagning kl. 16:45.
NU begyndte dagen først – i hvert fald det sjove af den: Et vinklubarrangement, som bestyrelsen havde valgt at kalde ‘Giro d’Italia’. 11 vine, som blev til 12, inden vi var færdige, fordi en Barolo fra 2003, som var udvalgt af en fra bestyrelsen, viste sig helt uventet at være ‘gået over’. Så var han jo nødt til at finde en Amarone fra kælderen som kompensation …
Det var et af de dyrere arrangementer (som dog kun kostede 100 kroner for medlemmer, som betaler 25 kr. om måneden, hvortil bliver lagt et firmatilskud. Gæster (fx ægtefæller) betaler gerne lidt mere end det dobbelte af medlemsbetalingen). Prisniveauet på aftenens vine spændte fra den billigste, som var en rød mousserende vin til 89 kroner, til den dyreste til 695 kroner. Det er nu sjovt at smage sådanne vine, som rækker langt ud over vores budget. Og helt ærligt … selv om det ikke gjorde, ville ganske almindelig nærighed nok afholde mig fra at investere i vine i den prisklasse.

Dagens foredragsholder var en lille og spillevende pige fra Allerød Vinhandel, som bogstavelig talt havde fået vin ind sammen med modermælken. Hun er kun 28 år, men viste sig at være et energibundt af en guldgrube af viden om italienske vine. Hun var så engageret, vidende og begejstret, at vi somme tider klappede spontant af hende … hun havde os alle i sin hule hånd, og selv under smagningen af de sidste vine, hvor snakkeniveauet erfaringsmæssigt ellers godt kan gå hen og blive halvhøjt, lyttede vi til hende i andægtig tavshed.
Hatten af for hende.

Pris og kvalitet hænger ikke nødvendigvis helt sammen – en del ved vores bord var enige om, at vin nr. 5, Cantina Ricci, til 249 kr. var dagens bedste. Ikke at de andre og dyrere ikke var gode, for selvfølgelig var de det. Kanongode. Men vi ville helst have nr. 5.

Lidt godt til ganen var der også – man kan ikke klare at stå igennem en vinsmagning, der først slutter kl. 20, hvis ikke man får noget i maven.

Der var også lidt for enhver smag rent etiketmæssigt: Den første, fordi vinen angiveligt bliver produceret af Draculas sidste efterkommer …

Duemani og Suiassi var nummer 9 og 10 på kortet; altså sidstnævnte til 695 kroner. Jeg synes det virker forkert, at så dyre vine skal have sådanne lidt oversmarte etiketter – men den holdning skyldes nok min alder. Dyre vine skal have eksklusive og/eller stilfulde etiketter; alle de prikker efterlader bare et forvirrende indtryk, synes jeg.

Nummer tre var den for gamle Barolo, og nummer fire var erstatningen for den – vi var simpelthen nødt til at få opiumdråber for at komme os over Barolochokket …

Vinklubbens 21. generalforsamling

I aften har jeg været til den 21. generalforsamling i firmaets vinklub.
De fire af de syv bestyrelsesmedlemmer har været de samme gennem alle årene; en femte har været med i 15 år.
De stiller op igen og igen, og de bliver valgt ind igen og igen, fordi de brænder for sagen og kan blive ved og ved med at stable nogle særdeles spændende arrangementer på benene. De er fantastiske, hele bundtet.

Bestyrelsen sørger for, at der på generalforsamlingen er mindst én flaske vin pr. deltager. Altså ikke til at drikke her og nu, men til at vinde i lodtrækningen og tage med hjem og nyde sammen med den, man helst vil nyde en god flaske vin sammen med.
Man har meldt sig til ved at udfylde en slip med sit navn, og denne slip bliver, efter selve generalforsamlingen, trukket op af en hat af en lykkens gudinde.
Inden det hele begynder, har man naturligvis kigget vinene ud og prioriteret dem efter, hvornår man måtte blive udtrukket.
“Hmmm … den der, hvis jeg bliver udtrukket blandt de første 10; den, hvis jeg kommer i midten, og den, hvis jeg er blandt de sidste”.
Hvilket jeg næsten altid er … jeg har én gang været blandt de ti første og ellers alle de andre gange været i den sidste halvdel. I 2011 var jeg næstsidst.
Vinene er dog altid gode – man vil aldrig kunne hive noget sprøjt med hjem.

Der granskes indgående … Hmmm … den? … eller måske den? Nej – den der, tror jeg … gad vide hvilket nummer jeg bliver udtrukket som? …

Generalforsamlingen er overstået, og middagen skal til at starte – først to hvide vine; en riesling fra Østrig og en chardonnay fra NZ.
Man kan måske gætte, hvem der har taget billedet? Jeg har altid et strikketøj med til selve generalforsamlingen, hvor vi bare skal sidde og lytte.
Og lytte og lytte. Det er fint nok, men jeg skal altså have noget i hænderne, så.

Lidt senere er de røde vine også kommet på bordene. Et par af flaskerne er præmier fra lodtrækningen, men voldsomt ser det ud.
Læg dog mærke til, hvor lidt vi fylder i glassene. Man har vel vinklubpli.

Lodtrækningen.
Ja.
Fortalte jeg, hvor ‘uheldig’ jeg ellers altid er?
I dag blev mit navn råbt op som det allerførste! Wayyyyy – never happened before!
Men DET havde jeg jo ikke lige taget højde for – og vi skal skynde os at vælge og smutte ned på plads igen, ellers tager det alt for lang tid at få fordelt de 70 flasker.
Okay så – en hurtig beslutning fra det næstyderste højre: en flaske Gevrey Chambertin 2004 Premier Cru går man vel ikke helt fejl af.
Det var 70 flasker, men kun 58 deltagere.
Altså alle navne ned i hatten igen, så 12 heldige personer kunne gå hjem med hele to flasker. Det er indtil nu ikke sket for mig før.
Ellen blev råbt op som nummer fire!
Nu lød der spredte buh-råb og visse dæmpede antydninger om bestikkelse – alt med smil på, selvfølgelig, så jeg gik aldeles uanfægtet, kold og rolig, med totalt ren samvittighed og et kæmpesmil på og erhvervede mig en Alamos Chardonnay…

God aften.