I foråret var der over 100 blomster på mit relativt nye kvædetræ, som endnu ikke havde givet frugt. Sidste år var der omkring 40 blomster, men der gik et eller andet galt, så de ikke blev bestøvet.
Det gjorde der ikke i år, og der blev sat over 100 kvæder af. Jeg glædede mig allerede … tænkte, at det blev svært, men nødvendigt at udtynde, for det spinkle træ kunne umuligt bære så mange frugter.
Det problem løste sig selv, for en dag, jeg kom ud for at se til træet, var der ingen kvæder tilbage på det. Ikke en eneste var der. Jeg fattede ikke en bjælde – hvad var der dog sket? De havde da nået at få en rimelig størrelse. Var jeg for længe om at tynde ud, så træet selv kunne se, at dets mange, mange børn ville knække dets grene? Næppe, men hvad så?
Senere skulle det dog vise sig, at der var en enkelt tilbage, som stædigt holdt fast, og nu er den plukket. Det var kongen over alle kvæder – aldrig har jeg set en så ren, glat og fejlfri kvæde; de fleste af dem, jeg tidligere har fået foræret, får lidt eller meget ‘uldent’, ruskindslignende skind. Smagen har dog ikke fejlet noget, men jeg var nu alligevel imponeret over den i dag. Den ligger bare i køkkenet og og får lov til at dufte dejligt, så længe den kan, for jeg kan ikke bruge en enkelt kvæde til noget.
Hvis kvædetræet endnu ikke har nået sin storhedstid, så har mine dahliaer nået den for i år. De står så flot som de ikke før har stået, og de bliver bare ved med at blomstre. Jeg håber det varer lææænge inden der kommer frost, for de dahliaer har flere uger i sig endnu. Nogle steder har der været frost, men altså ikke her – nok fordi vi bor så tæt på vandet.
Den gulorange hedder Caribbean Fantasy. Efternavnet fordi den samme knold kan komme med flere varianter af blomster, som svinger fra helt lysegule over den viste til næsten mest rødlige. Jeg tror den lyslilla hedder Crazy Love. Jeg er vild med den; den er meget frodigtblomstrende.
Fire forskellige af mine flotteste dahliaer, som jeg passer godt på fra år til år, kom aldrig op, selv om alle knolde blev plantet ud samme dag, hvorimod dem, jeg i forvejen har flest af, kom alle sammen. Endnu en underlighed, for alle plejer at komme fint hvert år. Så vidt jeg ved, kan dahliaknolde ikke blive for gamle?
Jeg må bare have investeret i nogle nye knolde til foråret, for jeg vil helst have mange slags, der dog gerne må passe bare lidt sammen i farveholdningen i det samme bed … hvad de ikke helt gør i år, som det ses. Jeg ved ikke lige, hvad der gik galt der, for jeg har dem i forskellige, mærkede kasser.
Lige inden vi tog afsted til England, kunne jeg se, at rådhusvinen oven på bådehuset var tæt på at blive rød, så jeg sagde til John, at den vil nok have haft sin storhedstid, inden vi kom hjem igen.
Det var sandt nok – vi fik kun lige de sidste røde pip fra toppen af den i går og i dag. Resten af bladene var væk, da vi kom hjem. Det er selvfølgelig ærgerligt at være gået glip af det flotte syn, men man kan ikke få alt.
Billedet er således ikke fra i år.