Hos Mommer

20. oktober 2020

Sort humør og sort sol

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:05
Tags: , ,

Uddrag af samtale med Warminster School fredag d. 16. oktober:
– Vi er meget kede af at være nødt til at give jer denne meddelelse, for vi ved, at det kan ødelægge jeres efterårsferie, men vi er nødt til at bede Anna om at gå i 14 dages selvisolation, da hun har siddet mindre end to meter fra en holdkammerat i 1½ time, og denne holdkammerat er nu testet corona-positiv.
– Jamen Anna sad med siden til hele tiden, og der var både en gang og en anden elev mellem hende og Anna.
– Det er rigtigt, men vi har vores regler, og derfor holder vi fast i, at Anna skal gå i selvisolation for en sikkerheds skyld.

Det kom der en meget ulykkelig Anna ud af. Først røg turen til Danmark, og få dage efter røg også turen til Cornwall, som var ment som kompensation.
Isolationsperioden gjaldt dog fra tirsdag d. 13. oktober og dermed ‘kun’ til tirsdag d. 27., så de ombookede cornwallturen til den dato i stedet for (de har 14 dages efterårsferie).
Men hun var stadig meget ked af det, det lille pus.
– Jamen mor, så kan vi jo overHOVEDET ingenting foretage os!
– Jo, vi kan. Vi kan ganske vist ikke gå på restaurant eller cafe eller andre steder, hvor der er andre mennesker, men vi kan fx gøre det, at vi pakker en picnickurv og kører et eller andet sted hen, hvor der ikke er andre i nærheden. Det kan godt være, at du i princippet ikke engang må gøre dette, men kører vi midt ud på Salisbury Plain, så kan du altså på ingen måde give en eventuel smitte videre, så det gør vi. Punktum.
Punktum. Mor har talt, og sådan bliver det. Det kender vi godt, ikke sandt?

Altså kørte de i lørdags ud på Salisbury Plain og hyggede sig med deres picnic. Da de var på vej hjemover, dukkede der et syn op, som betog dem alle.
Anna fik hurtigt sin mobiltelefon frem, og hun fik det fantastiske syn på den video, som jeg har indsat herunder.
Jeg under bare SÅ meget Anna, at det lige præcis var hende, der fik indfanget den flotte opvisning. Vi har set sort sol i Sønderjylland 3-4 gange, men vi har, så vidt jeg husker, aldrig set så flotte formationer, som mine englændere så her midt ude på Salisbury Plain. Uden rørskove, men selvfølgelig med buskadser, som stærene i stedet for kan slå sig ned i for natten.
Sådan noget hedder murmuration på engelsk, og både Tim, Charlotte og Anna selv lagde det på hver deres instagramprofiler, men jeg ville altså også lige prale med det her på bloggen.
Nyd synet!

18. oktober 2020

Strandfund – sømus og andre lækkerier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:31
Tags: , , ,

Huset er dejligt og beliggenheden okay. Der stod, at der var 10 meter til vandet, men jeg gad godt vide hvordan de har lavet den beregning, for der er 50 meter til Fjellerup Strandvej; så er der selve vejen, derefter et (heldigvis godt) vaffelbageri, inden stranden begynder. Skal vi sige 200 meter? Men det er også i orden; det er ikke vildt langt, men dog falsk reklame, synes jeg – pudsigt nok kunne man hverken se vejen eller vaffelbageriet på nogle af billederne af huset eller haven … det har så lært mig at tjekke Google Satellite Map som et led i en sommerhusresearch.

Vejret er flot, men jeg skal da lige love for, at der blæste en kraftig nordenvind i nat, så vi regnede med, at der var masser af ‘guf’ at finde nede på stranden. Det var, i modsætning til ovenstående, rigtigt regnet ud.

P1020583P1020585

Først så vi en … ja, hvad så vi? En and? Eller en svane med meget små fødder … dernæst en hund.

Så fandt vi sømus – vi fandt rigtig mange sømus, som er en søstjerneart, og som ingen af os havde set før, men de findes vist heller ikke i de sjællandske farvande.
Jeg fandt også en blå søstjerne. Den ER blå, selv om den ser sort ud, men den var også meget død.

P1020586P1020591

Vi fandt noget tang, som voksede op fra nogle små huller i den gummiagtige gullige masse, som Google Lens ikke kunne fortælle mig hvad var.
Jeg lagde den på min taske for at fotografere den, hvilket fik Google Lens til at foreslå “lignende produkter”. Det var sko … GL er altså bedre til planter, hvilket jeg efterhånden har konstateret nogle gange.
Vi fandt en meget nydød krabbe. Det er ellers næsten altid kun skallen, vi finder, men her var der kød indeni, og den lugtede endnu ikke dårligt.

P1020588P1020590

Det har blæst så meget i nat, at der er blevet revet tang op med rod – se herunder – det lyse ‘garnnøgle’ til højre er rodnettet … går jeg ud fra, for det sad meget fast sammen med det flade, grove, brune tang, som jeg tror er sukkertang, men er ikke sikker, og jeg havde ikke lyst til at smage på det.

P1020592

En stor del af oplevelsen ved denne form for gåtur er at finde ud af hvad det er, vi finder. Det lykkes ikke hver gang, men vi prøver altid.
Det er heller ikke altid vi kan huske det til næste gang vi finder det samme, men på et eller andet tidspunkt sidder det fast. Nogle navne sætter sig af en eller anden grund straks fast, mens andre skal slås op igen og igen. Hvorfor mon det er sådan? Jeg har forsøgt at finde et mønster i de ting jeg husker med det samme, men uden held – det er tilsyneladende helt tilfældigt.
Måske har det bare noget at gøre med hvor frisk man er lige den dag.

14. oktober 2020

Storm i Østersøen giver vand ved Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: , , ,

Nu er det højvande igen, fordi det er stormvejr ovre ved Bornholm.
Køerne på marken blev hentet hjem i går, men der går stadig to får – som tilsyneladende er aldeles ligeglade med, om vandet stiger. De kan skimtes på billedet; det sorte kan i hvert fald, og det grå ligger tæt på kl. 3. De tager det hele med ophøjet ro.

Højvande oktober 2020

Men vand kommer der ind, og meget af det. Stien, vi normalt går ad ned til vandkanten, er næsten druknet. Til sammenligning viser jeg et næsten identisk billede fra i sommer, hvor en landrover kom i knibe. Det er ikke så underligt, at terrænet visse steder er lumsk nok til at fastholde en landrover, når der kommer så meget vand ind en gang imellem.

Højvande oktober 2020 (4)Landrovertræf (3)

Blishøneøerne er tilbage igen. Vi ser aldrig blishøneøer i sommerhalvåret, men i løbet af efteråret dukker de op. Så kan vi et lille stykke ude i vandet se en lang, sort stribe, der flytter sig lidt frem og tilbage – de lader sig føre ‘gratis’ med vinden i den ene P1050307 - Copyretning, hvilket de bliver ved med, indtil de på en eller anden måde får kommunikeret om, at nu er det tid til at bevæge sig den anden vej, men til det må de arbejde for sagen.
Og blishøns er det, selv om man ikke umiddelbart kan se det …
Nogle gange, når vi kommer længere hen på vinteren, oplever vi, at en ø kan blive flere gange større end denne her. Jeg ville gerne vide, hvor mange fugle der så udgør øen, men det er safety in numbers. Vi har set havørnen forsøge sig – også med held, men risikoen for den enkelte fugl er naturligvis mindre, jo flere de er.

P1050306

Har jeg nævnt før, at jeg aldrig bliver træt af at bo her?
Det har jeg nævnt, I know, og dette bliver nok heller ikke sidste gang – jeg fascineres stort set hver eneste dag over fjordens mangfoldighed, hvis man ellers kan sige sådan om en fjord, men den er ikke den samme to dage i træk.

Vandet er i øvrigt ikke færdig med at stige … jeg er spændt på, hvor højt det når op denne gang. Lige nu, i skrivende stund, har vi nået niveauet fra marts i år, men selv om det måske ser faretruende ud, er der ingen fare på færde for os. Vi har da i det mindste ingen varsler fået om ekstraordinær høj vandstand, så mon ikke det går også denne gang? Selve huset ligger 3-4 meter over normal vandstand, så der skal meget til – selv om jeg blev en anelse nervøs dengang i januar 2017, hvor det steg rekordhøje knap to meter.
John grinede godt nok også lidt af mig. Med rette, viste det sig … men det er okay. Der er nogle gange, hvor jeg helst vil tage fejl.

12. oktober 2020

Den lokale jungle er fældet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags: , , ,

TomatrødderI næste uge er vi ikke hjemme; i denne uge er det indtil videre fint vejr, så det var i dag, at drivhuset skulle ryddes og renses.
Det var sandelig godt, vi fik det nye, for aldrig før har jeg fået så meget ud af et drivhus – men okay – det har måske også lidt at sige, at det også er det største drivhus, jeg har haft … dog kun tre kvadratmeter større end de to tidligere. 
Der er forsyninger frem til næste høst af henkogte tomater (som jeg ofte bruger i stedet for en dåse flåede tomater), ovntørrede tomater, agurkesalat, syltet snackpeber, pesto, sambal oelek, ‘ren’ chilipasta, chilisovs og chilimarmelade. De to bønneplanter i hjørnerne udenfor drivhuset har ligeledes givet bønner til hele vinteren.
Glorien er stor og tung, men det mærker jeg ikke, for den svæver over mit hoved (nej, ikke mit hovede! Det hedder et hoved).
Agurkeplanten havde ikke meget rodnet, mens tomaterne og basilikummerne var gået helt amok i roddannelser – der er ikke noget mystisk i, at de drak så meget, som de gjorde, men det var vel også derfor, at ydelsen var i top. Næste år skal jeg bare huske at give tomatplanterne lidt stjålent materiale fra et af alle de kalkbrud, vi har i lokalområdet, så tomaterne ikke igen får griffelråd. De tre af sorterne var ligeglade, men bøftomaten, som jeg gerne vil have igen, fordi den var helt vildt smagfuld, led desværre meget af det.

Tomatrødder

To af de fire tomatsorter var jeg ekstra glad for, så for første gang har jeg selv forsøgt mig med at tage frø. Jeg vil dog ikke satse 100 % på held med dette, så jeg vil også til næste år købe planter hos Toftegaard.
Snackpeber kommer også i drivhuset igen til næste år, lige som, selvfølgelig, agurk og chilien early jalapeno.
Resten besluttes senere, men jeg kunne godt finde på at prøve med en aubergine, bare for at se om den vil trives hos mig.

Dahliaerne er det langtfra slut med endnu; tværtimod bliver de hele tiden flottere og frodigere og kommer med flere flere og flere blomster, så jeg håber det varer rigtig længe, inden nattefrosten indfinder sig ved Den Stråtækte.
Vi har aftalt med Troels Tækker, at han skal mønne stråtaget i år, men han har lovet at vente med at komme til i den sidste halvdel af november, fordi det vil komme til at svine en del med halm, og han var enig i, at det ville være synd at ødelægge det smukke dahliasyn ved at få bedene til at ligne stormvejrsramte, nyhøstede marker.

Dinner Plate Dahlia 2020

Rådhusvinen er tæt på at nå sit maximum, så vi når at få fuld glæde af den, inden vi tager på efterårsferie.
Efteråret er bare den smukkeste årstid, men det har jeg vist sagt før …

Rådhusvinen

Nu fik bagboerne besøg af datter og børnebørn, så jeg lige.
Jeg er ikke misundelig, for jeg under dem det naturligvis så gerne, men jeg saaaavner mine egne, gør jeg!

7. oktober 2020

Så er det løb kørt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:11
Tags:

Vi var så glade, da grænserne åbnede i sommer, så vores englændere kunne komme hertil på ferie.
Det blev deres eneste ferie, da deres ellers meget imødesete tur til Namibia gik i vasken pga. coronapesten.
Det er der meget der er for mange. Gået i vasken, altså …
Nu også deres efterårsferie i Danmark. Det løb er således kørt, medmindre der sker et mirakel inden uge 43.
Der er mange steder på landkortet nu, hvorfra og til de forskellige lande fraråder rejser, og selv om det i princippet kun ‘frarådes’, så skal englænderne isolere sig i 14 dage efter hjemkomst fra Danmark, hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre pga. børnenes skole.
Som i øvrigt er i fare for at lukke, da de netop har konstateret to elever og en lærer positive for corona. De er en anelse spændt på udviklingen.

John og jeg lejede allerede i januar, dvs. før nogen vidste noget om corona, et stort sommerhus, som han og jeg kan fare vild i alene, og vi kan helt ærligt ikke finde ud af, hvor meget vi vil fylde det op – indtil nu har vi kun spurgt min søster, fordi hun for første gang i sit 63 år lange liv er blevet arbejdsløs. Det er ikke en nem alder at finde andet arbejde, men hun har løn i 11 måneder, fordi hun røg i en af de efterhånden mange fyringsrunder, så lige nu går hun vist bare og nyder, at hun ikke behøver at arbejde 24/7. Hun er systemadministrator, og jeg har ikke tal på de gange, hvor hun har stået standby nærmest døgnet rundt, uanset hvor hun har været henne i verden. Det løb er også kørt nu.

20201006_09594920201007_130734

Løbet er ligeledes snart kørt for rådhusvinen, der dækker hobbithuset. Herover ses forskellen bare fra i går til i dag … det varer ikke længe, før alle bladene er lysende røde, og ganske kort tid derefter falder de af nærmest på én gang.

Nå. Så længe løbet ikke er kørt for John eller mig, så går det jo nok alt sammen, men jeg er saftsusemig træt af alt det coronahalløj! Det er jo umuligt at planlægge noget som helst.

Jeg talte med vores forsikringsselskab i går, fordi vi sidste år oprettede en lidt ekstraordinær rejseforsikring, efter vi havde bestilt rejsen til Alaska og Canada. Det var en lidt dyr tur, så vi skulle ryste op med mere, hvis vi ville have beløbet dækket 100 %, hvilket vi naturligvis ville.
Jeg tror ikke, vi nogensinde kommer på den tur – hvis vi gør, bliver den taget i bidder – så jeg spurgte hvad det ville koste, hvis vi vil have sat dækningen ned til det halve beløb.
Det ville koste det samme! Afbestillingsforsikringerne er steget voldsomt (gæt selv hvorfor!), og at ændre en forsikring er åbenbart det samme som at sige én op og oprette en anden. Præmien på forsikringer, der allerede var oprettet inden coronapesten, stiger ikke, så vi beholder indtil videre den dyre, men alligevel relativt billige forsikring.
Jeg håber jo ikke, at rejseløbet er kørt og vil helst tro på, at vi engang kommer ud på en lang rejse igen, men tiden er desværre ikke med os.

15. september 2020

Gæs i store flokke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:47
Tags: , ,

Selv om vejret lige nu er det perfekteste sommervejr, er vi tæt på at være på den vemodige tid på året. Tiden, hvor himlen kan være så høj og så klar og så blå og så flot, at man helt taber vejret, men også tiden, hvor man gør sig det klart, at sommeren er ved at være forbi og at den grå og kedelige vinter nærmer sig med alt for raske fjed.
Efteråret er en smuk tid – på sin egen måde lige så smuk som foråret med sine fantastiske farver og alle de mange frugter på træerne – men den er ikke på samme måde fyldt med fryd, glæde og forårsfornemmelser; den gode og tilfredsstillende følelse af, at lige om lidt kommer der endnu en sommer med alle de fornøjelser, der er forbundet med den.
Om foråret flyver gæssene i store flokke lige over vores hus, og nu er de igen ved at samle sig til de store træk.
Hver dag ser vi flere flokke, der fylder det meste af himlen. Nogle gange ligger de hele dagen på fjorden; andre gange er de blot på en ganske kort visit, som her til morgen, hvor de lettede igen efter få minutter. Gad vide hvorfor de overhovedet landede?

P1050219

Jeg ville ønske jeg kunne forstå gåsesprog. Det er helt utroligt, som de gæs kan skvadre dagen lang. Og natten med, for den sags skyld. Her er deres snak dog lidt mere afdæmpet, næsten som om de ved, at nogle sover og derfor gerne vil have nattero.
Men hvad snakker de om?
Ligger de der og brokker sig i én uendelighed over naboen, som fylder for meget eller er ved at snadre sig ind på et allerede optaget fourageringsområde? Eller taler de om, hvornår de skal lette igen? Om de andre har mødt nogle af de fælles bekendtskaber? Om Didrik og Dot har det godt?
Hvilken rute de skal tage?
Eller er de i virkeligheden aldeles ligeglade med, hvad alle de andre gæs siger, men snakker bare for at høre egen stemme?
Der må da være en grund til al den snak … de larmer også når de flyver. Hvorfor gør de det? Er der en ornitolog til stede?
Der kan skrives bøger om det jeg ikke ved om fugle, og selv om John ved meget mere end jeg gør, er det desværre ikke alle mine mere eller mindre fjollede spørgsmål, han er i stand til at besvare.

Gæs

Vi har aftalt at køre til Falsterbo i oktober. Tage frokosten med, være der det meste af dagen og håbe på, at vi er heldige.
Jeg er ikke i besiddelse af den samme fuglekiggertålmodighed som John, men heldigvis er strikketøjet opfundet.
Vi kan se mange trækfugle på Stevns, men der skal vi være mere heldige, for det er ikke alle trækfuglene, der lægger vejen forbi her – selv om der i 2018 blev observeret hele 9000 (ja!) musvåger på én dag.
Ved Falsterbo samles der heeelt vildt mange fugle, men vi var desværre ikke heldige at se særlig mange den eneste gang vi kørte derud.
Vi må bare prøve igen … jeg har fundet en god vejledning til præcis hvor man skal begive sig hen under de forskellige vindretninger.

20. november 2019

Der er MASSER af æbler endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

Vi skal holde jul i år for englænderne, min ene søster og to af hendes børn.
Det indebærer andesteg, og det indebærer igen æblegele. Det gør den flæskesteg også, som vi skal have en dag inden jul.
Da jeg lige inden englandsturen tjekkede æblegelelageret, så jeg, at der ikke var noget lager! Det var sandelig ikke så godt.
Jeg kunne ikke nå at gøre noget ved situationen inden afrejse, og efter det slemme blæsevejr vi havde, var jeg ikke sikker på, at der ville være flere æbler tilbage hos den flinke bagbo, hvor jeg fik lov til at tage så mange, jeg havde lyst til.
Jeg har taget mange, og de ligger så fint i de kasser, John har lavet til mig, men det ville gøre for stort et indhug i dem at tage af dem til gele.

Stadig mange æbler

Det viste sig dog heldigvis, at bagboen endnu var endog særdeles leveringsdygtig i æbler – der lå så mange på jorden, at man ikke kunne undgå at træde på dem, og der hang endda tilligemed mange tilbage på tre af de ti træer de har.
Jeg samlede, hhv. plukkede en stor spandfuld æbler, vaskede dem og fik sat saftkogeren i gang. Jeg kunne ikke engang bruge alle dem, jeg tog med hjem, så de fineste af dem kom ud på mit æblelager.

Æblegele in spe

Er det ikke et herligt syn? De smukkeste rødgule æbler – en blanding af alle tre tilgængelige slags, hvoraf jeg kun kender Ingrid Marie.
Saftkogeren blev fyldt til randen, hvilket der blev hele tre liter saft ud af. Når først der kommer sukker i, bliver der godt nok mange glas gele ud af det, men det gør ikke spor – det er godt at have værtindegaver på lager, og desuden smager det rigtig godt til mange ting; ikke kun til at putte i den brune julesovs. Æblegele forbedrer bl.a. den færdiglavede rødkål en smule og får den til at smage en anelse mere hjemmelavet.
Min søster er god til at lave gammeldags æblekage; dertil er den fine, røde gele også uundværlig.
Skulle jeg gøre alvor af at invitere vejens beboere ind til julehygge, som jeg går og overvejer, er det heller ikke helt tosset til æbleskiver.

Jeg har det skidt med at se så mange æbler gå til spilde, for fuglene kan sandsynligvis ikke nå at spise dem alle, inden de rådner. Der var dog grænser for, hvor mange jeg ville tage, selv om jeg sådan set havde fået nærmest frit spil, men det nytter jo ikke noget, hvis ikke jeg selv kan nå at bruge alle dem, jeg tager.
Inspireret af Charlottes egen most kunne jeg måske næste år prøve at bede om at få lov til at samle dem og køre æblerne til et mosteri, hvor man kan komme med egne æbler. Mon ikke det bliver accepteret, hvis vi deler den most, der kommer ud af det?
Det har i hvert fald ikke været så dårligt et æbleår her ved Præstø Fjord, som man klager over andre steder i landet – og i England.

10. oktober 2019

Der er stadig noget at se

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:40
Tags: , ,

P1000038I mandags kørte vi til Birkegårdens Haver – bare for at finde ud af, at der var lukket og sæsonen slut for i år. Vi var lige ved at køre igen, da jeg så, at hvis man betalte en halvtredser enten på mobilepay eller i en dertil indrettet kasse, måtte man gerne gå ind og se sig omkring. Nu var vi kørt så langt, så det gjorde vi. Det var såmænd også fint nok – vi behøvede ikke at kunne besøge cafeteriaet, men nød at have hele området for os selv, kun med selskab af nogle ansatte, der havde travlt med at stille alle mulige halloweenting op rundtomkring, fordi de holder åbent i den første efterårsferieweekend.

Der var de skønneste efterårsfarver indimellem – se bare bladet her til højre. Der er ikke pillet ved billedet; det var i voldsom grad et rødorange blad, jeg fandt.
De havde haft frostvejr, kunne vi se på deres dahliaer. De havde lagt en eller anden dug over, formentlig fordi de gerne vil kunne vise de smukke blomster frem i uge 42. Blomsterne havde da heller ikke taget skade, men bladene var bestemt ikke pæne mere.
Vi har 7-9-13, bank under bordet og hvad der ellers findes af besværgelser, ikke haft frost endnu. Mine dahliaer er på deres smukkeste og mest blomsterfrodige stadium lige nu, så jeg ville blive ret ked af det, hvis frosten kommer og ødelægger det hele alt for tidligt. Bedene bugner af blomster, også selv om jeg tager mange ind og sætter i vaser.
Herunder en echinacea eller purpursolhat. Jeg har den ikke selv, men det har jeg måske til næste år, for jeg stjal en, hvor frøene var færdigudviklede.

Echinacea - purpursolhat

Jeg har fået nye fødder. Jeg har købt (endnu) et par støvler af mærket New Feet, som jeg faldt for sidste år på Fyn. De sidder som var de fremstillet lige præcis til mig. Det var også bare fordi John skulle til bandagisten i Køge for at finde et par gode knævarmere. Det betød lidt ventetid for mig, og kostede dermed et par nye støvler. Det er noget værre noget … jeg lader mig nok for let friste.
Men jeg stod lige og manglede dem …

Vi spiste frokost på Cafe Baum, som er blevet vores yndlingssted i Køge. Man kan få alle deres vine (og de har maaange) på glas. Det ville jeg virkelig ønske, at mange flere kunne finde på at tage op, for det er hammerirriterende at skulle spises af (tøhø) med husets vin, der sjældent får englene til at synge. Hvis Cafe Baum kan, kan andre vel også! John drikker sjældent vin, og slet ikke rødvin, så jeg skal ofte – i hvert fald til frokost – kun have et enkelt glas. Er det aftensmad, kan jeg godt drikke en halv flaske, men da ikke en hel! 
Jeg fik oven i købet lov til at smage på tre forskellige. Jeg nævnte, at jeg nok mest var til zinfandel-drue i dag, men han kom med en zin, en negroamaro og en syrah, fordi han mente at de alle tre kunne bruges til den valgte mad. Jeg valgte negroamaroen.
Man skal prøve noget nyt, når mulighed gives.

8. oktober 2019

Jeg troede jeg var færdig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: ,

Jeg troede jeg var færdig for i år med at sylte, konservere og gemme, men da jeg kom hjem fra strikkeeftermiddagen med nørklegruppen, var John i gang med at fjerne den hyld, der havde vokset sig alt for stor næsten midt inde i kirsebærlaurbærtræet.
Hyldebær og æblerDen havde store flotte klaser, og mig, som ellers aldrig laver hyldebærsaft, kunne ikke nænne at smide dem ud, så de blev plukket af til så meget saft, som der nu kunne blive. Der var 1,3 kilo. Ikke alverden, men nok, for jeg er ikke selv vild med hyldebærsaft, men det er Charlotte, så nu kan jeg forkæle hende lidt [mere], når hun kommer hjem til jul.
Måske bliver det bedre, end jeg husker det, for når min mor lavede det, var det bare hyldebær. Slut. Og sukker, selvfølgelig, men jeg fandt en opskrift hos Valdemarsro, fra hvem jeg ved, at det altid er godt, når det kommer fra hende, så jeg proppede æbler med ned til hyldebærrene. Jeg er dog ikke sikker på, at det var en god ide at putte timian i også – det duftede forkert sammen, så det hev jeg relativt hurtigt op igen.
Det blev lavet i gryde – jeg gad ikke sætte den rigtige saftkoger i gang for så lidt.
Det står nu og drypper af – bagefter skal saften tilsættes citronsaft og sukker, koges op og hældes på flaske. Der bliver vist ikke mere end en liter, men det er fint nok. Jeg har ingen ide om, hvor koncentreret den er, og dermed ingen ide om, hvor meget det skal fortyndes.

P1030790

Er de ikke skønne, de små stenfigurer herover? Jeg købte den lille opstilling, da vi var på Arken og spise midt i september. Jeg har kigget på dem – der er mange at vælge imellem dernede – hver gang vi har været på Arken, og jeg har hver gang fortrudt, at jeg ikke købte en af dem.
Det gjorde jeg så ikke denne gang. Fortrød, altså, for nu kom en af dem med hjem og byder så fint vores gæster velkommen.
Man kan bare ikke lade være med at smile, når man ser dem, vel? Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen endnu, der ikke trak på smilebåndet ved synet af de små glade ansigter.
Det største problem var at vælge, hvilken en jeg skulle købe, for den ene var sødere end den anden, men det blev denne her med de fine små mariehøns.
Jeg er imponeret over, at man med så enkle midler kan lave noget så genialt. Jeg kunne aldrig selv finde på den slags – på den måde er jeg ikke kreativ.
Det er mit svar, hver gang nogen siger, at jeg er kreativ, fordi jeg strikker og syr så meget: “Jeg er produktiv, men ikke spor kreativ, for jeg kan ikke selv finde på, men jeg kan følge en opskrift.”

14. september 2019

Jeg fandt sort guld!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Nej, jeg har ikke fundet olie, men noget, der er meget bedre. Måske ikke for pengepungen, men for både klimaet og mine smagsløg.
Jeg fandt sorte trompetsvampe i dag – har I nogensinde smagt en omelet med sort trompetsvamp? Uhmmm, det er SÅ godt! Den passer perfekt til noget med æg eller til fisk, så disse vil komme i en omelet i morgen.
Totentrompete, som de så dystert hedder på tysk, er en fremragende spisesvamp, som jeg desværre finder alt for sjældent, men i dag var den altså god nok, og disse svampe er guld for mig.

Sort trompetsvamp 

Vist de fleste lovpriser kantarellerne som de bedste; andre sværger til Karl Johan, og atter andre til en tredje eller fjerde spisesvamp.
Min top 6 ser således ud:
1) Trompetsvamp – 2) Karl Johan – 3) blomkålssvamp – 4) tragtkantareller – 5) kantareller – 6) almindelig pigsvamp.
Der er flere, der er gode, og nogle gange bytter de nævnte plads på listen, men kantareller vil aldrig befinde sig i toppen af den for mit vedkommende.
Da smag og behag bør ikke diskuteres, var dette ikke ment som et oplæg til en debat – bare en konstatering – I er dog naturligvis velkomne til at give jeres bud på, hvilken spisesvamp I synes er den bedste.
Det skulle være et fantastisk svampeår i år, men jeg kan godt mærke, at vi ikke længere bare lige skal gå ud ad døren oppe i vores forhenværende svenskerhus for at komme til svampeland, for i dag var første gang, vi er ude i år – altså for at finde spiselige svampe – vi har været ude af andre årsager …
Til gengæld blev vi jo altså belønnet med dette herlige sorte guld, som ikke var at finde i nærheden af vores svenske matrikel.

Knippe-svovlhat?

Det var også mere guldlignende guld at finde i skoven. Flot er denne her, ikke sandt? Vi nøjes dog med at nyde synet, for jeg tror nemlig, det er knippe-svovlhat, men er ikke 100 % sikker. Skulle det være rigtigt, skal den ikke i kurven, for den hører til blandt de giftige svampe.

13. september 2019

Der er ikke langt mellem snapsene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , , ,

Der er ikke langt mellem snapsene her i huset – i hvert fald ikke mellem de to glas, der ses på billedet herunder.
Der er heller ikke langt mellem dem i overført betydning, for allerede om en halv snes dage går turen til Harzen, hvortil vi fik et tilbud, som vi jeg ikke kunne modstå, og når jeg ser den slags gode tilbud, er John heldigvis aldrig sen til at hoppe med på vognen. Det er bare tre nætter, men lidt har også ret, og i øvrigt kan sådan en miniferie sagtens føles som en ‘rigtig’ en af slagsen, fordi vi som regel når at se og opleve en masse på kort tid.

Æblesnaps

ÆbleeddikeJeg har erhvervet mig en masse æbler, så John har haft travlt med at lave muse- og rottesikre æblekasser til mig – noget med tremmer og finmasket net, så der er luftcirkulation, men ingen adgang.
Det er fantastiske æbler – i år holdt de sig fint helt hen i april uden at blive kedelige. Hvis jeg bare husker at tjekke for råd indimellem, holder de sig fint ude i bådehuset. Hvis altså ikke vi får hård frost, men den tager vi derfra, hvis det sker.
Jeg har fået fem forskellige slags, og den ene kan kun holde til jul. Jeg ved desværre ikke, hvad nogle af dem hedder, bortset fra Belle de Boskoop, men jeg kan kende forskel på dem alle, hvilket er det vigtigste.
Herover som sagt æblesnaps – en kvist rosmarin, en enkelt kryddernellike, skræl af ½ citron, godt to spiseskefulde rørsukker og 2-3 forskellige æbler (ikke Belle de Boskoop) i hvert glas. Uhhh, det bliver godt, gør det.
Det store rummer ¾ liter; det lille ½. Jeg bruger vodka – der er ingen grund til at købe dyr Brøndumsnaps, for denne æblesnapsvodka bliver virkelig god uden de dyre dråber. Næh – tre liter BiB-Jeltzinvodka købt hos Fleggaard, så er der til mange, mange kryddersnapse. Så mange, at man kan forære nogle af dem væk som værtindegaver.
Ude til højre er det æbleeddike, som jeg bruger meget af – det gør man, når man får kasser fra Årstiderne. Godt nok æblecidereddike, men nu så jeg denne opskrift, hvortil der anvendes ganske almindelig, klar lagereddike, så må vi se, hvordan den bliver. Det er både billigt og nemt, så hvis den bliver brugbar, er det da fint. Den skal trække i 3-4 uger inden brug, så tålmodighed er en dyd, Ellen, husk det.

Min nu helt britiske familie

Og så er min datter blevet britisk statsborger. For et par måneder siden fik hun sit Permit to Stay, så fra da kunne ingen smide hende ud af landet uanset hvad der måtte ske, men nu er de sidste formaliteter overstået og hun har papir på sit britiske statsborgerskab.
Der ville sandsynligvis ikke have opstået problemer, eftersom hun har boet der i over 20 år og har været gift med en engelsk statsborger i de 15, men nu er hun 100 % sikker – og børnene kan få dobbelt statsborgerskab, når de bliver 18 år, hvis de vil, men det kunne måske være meget rart for dem at have en fod indenfor i EU … man ved aldrig, hvad der kan ske, når det herskende Brexitkaos engang bliver ordnet på den ene eller den anden måde.
Nu mangler hun bare at få britisk pas; hun skal fremover altid have både et gyldigt dansk og et gyldigt britisk pas på sig, når hun rejser.
Men så se dem da lige: Mine store børnebørn. Aubrey har nu overhalet Anna i højde, og den eneste grund til, at Charlotte stadig er en anelse højere end dem begge, er hendes lidt højere hæle på skoene.

13. oktober 2018

Det er i dag et vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: , , ,

Dittes taskeDet er fuldstændig fantastisk, at man kan have sådan et vejr den 13. oktober. Vi har haft 21°, fuld sol og næsten vindstille. Det er et vejr og en temperatur, der passer mig særdeles fremragende – meget bedre end den ulideligt varme sommer, vi havde i år.
Ditte og jeg stoppede syseminaret i går præcis klokken 17:35, hvor Peter ankom. Netop som han drejede ind, syede hun de sidste sting på den øverste kant på den flotte, blå taske, som ses på billedet. Den mangler kun nogle knapper på sidelommerne, men dem har hun hjemme¨hos sig selv, så de kunne i sagens natur ikke blive syet på her.
Det var perfekt timing.
I formiddags kørte vi en tur til Vallø slotspark, som Ditte og Peter ikke mindes at have set før. Efterårsfarverne er så smukke nu – vi talte om, at der da vist er mere knald på farverne, end der plejer at være … at der er flere og kraftigere røde farver end normalt. Eller skyldes det bare det gode vejr, at det synes sådan?

P1030423

Den røde farve herover er dog ganske normal både for årstiden og for planten, da det er hjortetakstræer, vi ser her ved siden af Valløs voldgrav.
 Vallø slot har ikke den mest imponerende park i kongeriget, men dens mange kæmpestore solitærtræer gør den alligevel lidt speciel, og i sådan et vejr er alt jo smukt.
Det blev Vallø, fordi vi havde et ærinde i Strøby Egede, og desuden havde vi booket et bord til frokostbuffeten på Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev gods. Det (traktørstedet, altså) har eksisteret siden 1875, men var lukket i nogle år.
Det er det ikke mere, og det går vist udmærket for stedet. Det er der heller ikke noget at sige til, for det ligger ret godt ved vand og ved skov.
Vi sad udenfor og spiste. Det har jeg ikke gjort før på denne årstid – i hvert fald ikke uden overtøj. Vi sad lige der på hjørnet ved den røde pil.
Det var en glimrende buffet, og vi spiste ALT for meget. I skrivende stund føler jeg mig stadig stopmæt, selv om vi rejste os fra bordet ved 14-tiden. Ikke mere mad til os i dag!

Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev

Ditte og Peter er kørt hjem, og John og jeg sidder bare og stener – vi er trætte og vi har overfyldte maver. Peter skulle til fodboldfest i aften … jeg er ikke misundelig på ham … vi kom alt for sent i seng i aftes til, at jeg er på mærkerne i dag, så jeg er ret glad for, at jeg kan komme tidligt i seng.
Men pyt, det er det hele værd, for hvor har det dog været hyggeligt alt sammen, både hele vores syseance og selvfølgelig også, da Peter kom og sluttede sig til det gode selskab.

6. oktober 2018

Røde og hvide farver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: ,

I dag har det været den smukkeste, stilleste dag her ved fjorden. Ikke en vind rører sig, og solen skinner mens det samtidig er en smule diset, så himmel og fjord går næsten ud i ét; især når man kigger over mod feddet, hvortil der er fire km i fugleflugtslinje. Jeg elsker ‘min’ fjord til alle tider, men nok allermest, når der er havblik. Det er for mig det mest idylliske syn, når småbåde, blishøneøer, svaner og gæs lydløst driver på spejlblankt vand.
Jeg fik øje på svanerne i modlys, mens jeg talte med Charlotte i telefonen. Med den i hånden og stadig snakkende fik jeg hentet kameraet, tændt det, zoomet, klikket, zoomet mere og klikket igen – i alt tog jeg seks billeder, uden C opdagede, at jeg havde gang i noget andet end at tale med hende.
Man kan vel enhånds-multitaske … men svanerne havde, på den korte tid det tog mig at hente kameraet, flyttet sig så langt mod syd, at de fik Hollænderskoven som baggrund og desværre ikke længere så ud som om de flød i luften. Ejheller nåede jeg at fange de omkring 20, der landede elegant lige bag flokken.
Jeg synes dog stadig, at de 50 hvide svaner er et flot syn, fordi de under disse lysforhold er blevet til sorte svaner.
Når solen senere står lavt i vest, er dette negativ vendt til positiv, fordi fjorden bliver dybblå og svanerne lysende hvide … også et flot syn, men meget sværere for kameraet at indfange, fordi svanerne så bliver for hvide. Ikke for vores øje, men for kameraets.

IMG_8545

I haven er det den røde farve, der er dominerende lige nu. Dette fantastiske skue varer kun en uges tid, så det er med at nyde synet mens det er her.
Bladene fra vildvinen på bådehusets tag er så røde/rødorange, at det næsten skærer i øjnene, når solen skinner på dem.

 IMG_8549

Efteråret er i gang. Blade – også andre end vildvinens – ændrer støt og roligt farve. Da vi kørte hjem fra Sverige i lørdags, så vi et langt stykke med helt New Englandske farver; nemlig hele efterårsspektret inklusive de ildrøde ahornblade, som ikke er så almindeligt at se på vore breddegrader.
Det er en lidt vemodig årstid, fordi den varsler vinterens komme, men sjældent – faktisk nok aldrig før – har jeg været så parat til efterår, som jeg er i år, hvilket skyldes den ekstreme og lange sommer, vi havde. Jeg fik ganske enkelt nok sommer. Rigeligt med sommer! Jeg nyder derfor efteråret mere end vanligt, og når det så viser sig fra sin smukkeste side, som det er sket i dag … ja, så har jeg ingen klager.

29. september 2018

Verden er af lava

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:29
Tags: , , ,

Nej, det er verden ikke. Af lava, altså. Man skal godt nok ikke undervurdere omfanget af katastrofen, hvis – når – en supervulkan går i udbrud, men hvis hele verden virkelig derefter var af lava, var der sandsynligvis ikke nogen til at skrive om det. Når gamle talemåder på denne måde bliver ændret til nogles fornøjelse og andres misfornøjelse, er det ofte fordi ingen længere kender de begreber, de oprindelig handlede om. Et gran, fx, som er blevet til et gram salt. For nogle er det alfa og romeo, at man ved, hvad et gran er, og hvis ikke man ved den slags, bliver man hurtigt hæklet af, og den slags personager gider vi på ingen måde være kop og kande med … så hellere brænde sine broer i begge ender. Hvilket dog er ret dumt, hvis man befinder sig midt på en af dem.

Nok om det. Vejret er en smule af lave (hvor logikken mht. lava så lige skulle være her, har jeg lidt svært ved at se …), for efter den næsten fem måneder lange sommer har vi nu allerede fået nattefrost. Også i England, helt usædvanligt tidligt, til Charlottes store fortrydelse. Hendes dahliaer, som i forvejen var længe om at blive til noget, døde alle, bortset fra en enkelt, på en nat. Det blev dermed en kort fornøjelse med dem i år. Vi har dog endnu ikke haft nattefrost ved Den Stråtækte – så vidt jeg ved; vi er nemlig i Sverige lige nu, og her var der to frostgrader i morges kl. 7.

Efteråret er begyndt

Jeg var faktisk for en gangs skyld 100 % parat til efteråret pga. den usædvanligt lange og varme sommer, men jeg er altså ikke helt parat til nattefrost allerede … er det ikke lige tidligt nok, at den har indfundet sig?

Hov, nu står der pludselig et par, der vil se på huset. Det har vi da ikke hørt en lyd om! Vi troede derfor, de havde set skiltet ved vejen og kom ind, fordi de så John gå ruindt udenfor, men de har en aftale med mægleren, sagde de.
Hun skal altså fyres, den mægler. Vi har netop i aftes talt om, at hun ikke er specielt aktiv. Hun kan selvfølgelig ikke direkte shanghaje købere, men vi er ikke imponerede over hendes indsats. Hun kunne da i det mindste fortælle os, når der kommer nogen for at kigge. Og selv komme til den aftalte tid …
John viste dem rundt i kælderen, mens jeg spurtede ind og redte sengene. Heldigvis roder vi ikke, når vi kun er os to, så huset står pænt; det var bare sengene, der lige skulle lægges sengetæpper på.
Okay … hvis det bliver solgt til dem, der kigger nu, så bliver hun ikke fyret …

7. november 2017

Frosttålende dahliaer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:43
Tags: , ,

Da John stod op i morges, lød hans kommentar, at nu var det nok slut med dahliaerne, for græsplænen og strandengen var hvide. Jeg tænkte, at han vel måtte kunne se, om det var slut – de står jo lige udenfor, hvor han kiggede ud.
Da jeg lidt senere fik maget mig ud af fjerene, kunne jeg konstatere, at ja, frostvejr var det umiskendeligt, men også at dahliaerne stadig så friske og ufrysende ud. Sidste år bukkede de under med det samme under årets første frost, men det må vel have frosset mere, end det har gjort i nat.
Beviset er herunder. Jeg plukkede flere buketter og tog ind, bare hvis nu det skulle være sidste dag, de lever, men resten får lov at stå, så længe de kan – jeg nyder jo synet hver eneste dag, så knoldene bliver ikke gravet op, før de ligger sammenklaskede hen ad jorden.

IMG_8174

Bortset fra det halvkolde vejr, så var det en aldeles vidunderlig og smuk morgen – og dag. Hele dagen.
Sikke et vejr. Det fås ikke flottere, ikke på denne årstid: Høj, klar himmel med kun få skyer i formiddags og helt blå himmel efter frokost. Ikke en vind rørte sig indtil ved 16-tiden, så fjorden var spejlblank det meste af dagen.
Solen stod lavt over fjorden et par timer endnu efter vi stod op, og med morgendisen hængende en rum tid, var der masser af tid til at nyde synet, hver gang, vi kom forbi et vindue.
Har jeg fortalt før, at jeg vist aldrig bliver træt af at bo her? Og at jeg aldrig bliver træt af udsigten over fjorden? At den aldrig er ens to dage i træk?
Nå. Har jeg det? Mange gange før, oven i købet?
Sorry. Dette bliver sandsynligvis ikke den sidste gang af den grund.
Jeg ELSKER stedet her.

image

image

6. november 2017

England kom før os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

I morges tikkede der en sms ind fra Charlotte: Frostvejr derovre – ÷3° i nat – så hendes dahliaer er nu afgået ved døden. Nu ville hun lige høre hvordan det så ud hos os, hvortil jeg kunne sige, at vi havde haft næsten fuldmåne, klar himmel, men … mirakusløst nok ingen frost, så dahliaerne lever endnu i bedste velgående hos os. Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid nu, inden de også går til, men det er usædvanligt, at de derovre har haft nattefrost før os.
Her er himlen flot, høj og blå; ingen vind, så det er den rene nydelse at kigge ud på den blanke fjord og på fuglelivet derude.
Hvad der ikke var nogen nydelse, var at komme ind i stuen og se duftgeranien ligge på gulvet. Den var åbenbart blevet for stor og for tung til potten og har væltet sig selv bare sådan uden videre.
Jeg bar den ud og gav den en større potte. En stor gren med mange sideskud var knækket helt af, så disse sideskud brækkede jeg af og satte i en anden potte. Da jeg ville sætte de resterende to trejdedele af den store geranium (og den var blevet meget stor) op i vindueskarmen oppe i systuen, fik den overbalance, faldt ned over kasser med garn (heldigvis med låg på) og landede på gulvet sammen med en masse jord.
SÅ blev jeg sur. Nu røg den helt ud, og kun stiklingerne er tilbage.
Den skulle ellers have pyntet i ‘døbefonten’ ude foran til foråret, men den gik altså ikke. Jeg satser på stiklingerne i stedet.

Baret - alkannaBaret - alkanna (2)Baret - alkanna (3)

Da vi var i England, viste Charlotte mig noget lækkert uldstof, hun havde købt til at sy en frakke til sig selv.
Hovedfarven var lilla, men med næsten usynlige nister i matchende farver.
Jeg sagde, at det var pudsigt, for jeg var næsten sikker på, at den farve havde jeg liggende derhjemme – nemlig det der var farvet med det sure alkannabad.
Hvis det holdt stik, og farven ramte, ville hun gerne have en baret, der passer til frakken. Sammen fandt vi en opskrift, der passede fruen, og det viste sig, at med tre tråde garn kom opskriften til at passe. Jeg tog tre alkanna-indfarvninger, med ovenstående resultat til følge.
Det blev vist lige tilpas nistret, men det er svært at vurdere, når jeg ikke har en prøve af stoffet.
Det var ellers en herlig ting at strikke. Det tog tre timer, så var den færdig. Flere af den slags bestillinger, tak …
Jeg kunne jo strikke en til mig selv. Jeg ser normalt aldeles tåbelig ud med hue, men denne var slet ikke så tosset på mig, så måske skulle jeg prøve.
For eventuelle interesserede er det denne opskrift, jeg har brugt som basis. Jeg strikkede den lidt større end billederne viser.

3. november 2017

Det er dejligt om morgenen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: ,

Det er dejligt, at det om morgenen bliver lidt tidligere lyst nu, men puhada, hvor bliver det så også tidligt mørkt igen – og dagene har hele syv uger endnu til at blive kortere i, inden det vender.
Når solen så oven i købet skinner om morgenen, kan man blive i helt godt humør bare af at kigge ud i skoven, fordi solens lave, næsten vandrette stråler tydeligt skinner ned gennem træerne.

P1000220

Desværre skinner solen ikke mere for i dag, men det skulle dog i det mindste holde tørt de næste par dage.
John har gået og ryddet lidt mere op rundt omkring – eller rettere ryddet ud – det sætter godt nok nogle ting i gang, når man sætter et hus til salg efter at have beboet det i over 20 år. Vi syntes egentlig ikke, vi sådan gik og rodede, men da vi tog lidt andre øjne på, kunne vi godt se, hvor det nok var en god ide at sætte ind.

P1000221

Plus pudse kobbertøj, fx … og muge lidt ud under køkkenvasken og lignende nusserier … man ved jo aldrig, hvornår der står folk og vil se huset.
Verdens Bedste Nabo fortalte, at han havde set flere biler holde ind på grunden og se sig lidt omkring, men mere er det da heller ikke blevet til, for så havde vi formentlig hørt fra ejendomsmægleren, hvis de havde ønsket at ville kigge inde i huset.
Nå. Det kommer nok engang – der sker sikkert ikke mere i år, for dette er ikke den optimale årstid at sælge huse på. Til foråret kan vi igen sætte optimismen ind og håbe, at der sker noget i salgsmæssig retning. Jeg gider ikke gå og være bekymret – vi har jo ikke travlt, og det er ikke et økonomisk problem for os at have huset; det er ikke derfor det skal sælges – jeg har derfor besluttet mig for, at jeg lige så godt kan nyde det maksimalt hver eneste gang vi er heroppe.
Så det gør jeg. Også selv om solen er forsvundet, og der bare er en kedelig og grå novemberdag tilbage. Her er jo dejligt alligevel.

30. oktober 2017

Bedre end æbleskud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:49
Tags: ,

Bagved vores hus, op mod de åbne marker, ligger der et stort, gammelt hus. Dettes ejere udstykkede den meget store grund for 30-40 år siden til fem grunde og beholdt kun, hvad der svarer til to store parcelhusgrunde. De – et barnløst par – beholdt en stor prydhave, en frugthave og en stor urtehave. Deres eneste arving var deres nevø, som derfor nu ejer huset; en mand og hans kone, der begge nu er et sted i halvfjerdserne, og som kun bruger det som sommerhus. Vi har hilst på dem nogle gange … vi fik at vide, at vi bare skulle byde ham på en god, stærk øl, så var det gode bagboskab så godt som allerede etableret. Andre af vores naboer siger, at det er et surt og underligt par, men de har åbenbart ikke fået tricket med øllen at vide, for vi opfatter dem ikke som sure. Han fik skam også hurtigt hevet to gode øl indenbords, da vi bød ham.

De har fem æbletræer og to pæretræer, og sidste år, som var et uhyre rigt æbleår, bed jeg hovedet af al skam og spurgte dem direkte, om jeg måtte gå op og tage nogle af deres nærmest tonsvis af æbler. Jeg kan ellers ikke lide at tigge, men jeg var næsten sikker på, at de ikke kunne bruge dem alle selv, men vidste i sagens natur ikke, om de havde nogen aftaler vedrørende æblerne.
De sagde: “Ja, selvfølgelig må du det – tag så mange, du kan bruge”.
Som tak gav jeg dem et par glas af hver af de tre forskellige æblechutneyer, jeg blandt andet brugte deres æbler til.
I år sagde de ikke noget om æblerne, da jeg havde en hæksnak med dem, og jeg ville ikke tigge igen – har også rigeligt med æblechutney nu, hvor den slags lækkerier ikke er så godt at indtage med LCHF-diæten. Lidt friske æbler kan man dog altid bruge, og jeg havde faktisk overvejet at lade som om sidste års besked var en generel tilladelse og gå op og plukke lidt, men jeg gjorde det ikke – det føltes alligevel forkert og ikke helt legalt.

Æbleforæring

I dag kom han og bankede på, bærende på tre store poser med æbler. To med Ingrid Marie og en med Lobo.
Jeg var helt rørt over, at de to gamle plukket alle de æbler til mig … det kunne jeg da selv have gjort, men det var godt nok sødt af dem.
Det var de eneste træer, der havde givet frugt i år – de tre andre æbletræer blomstrede på et forkert tidspunkt, ligeledes pæretræerne, for de havde ikke fået en eneste pære i år, hvor de sidste år nærmest druknede i både æbler og pærer.
”Og du skal altså ikke at give os noget af det, du laver af æblerne – det er ikke derfor, du får dem. Det mener jeg!”

Han spurgte også, om jeg ville have et par dahliaknolde – “du sagde jo, at du så godt kunne lide vores dahliaer, og vi graver dem op i dag”. Det ville jeg gerne, men bare et par stykker, sagde jeg, for jeg har så mange, bare ikke lige deres variant.
Der gik en time, så stod han med en hel bærepose fuld af dahliaknolde. Jeg tabte helt mælet, men fik dog takket pænt og lovet ham nogle af mine ‘byttere’ (dvs. dahliaer, som jeg har mere end én plante/knold af), når jeg har gravet dem op.

Flink mand. Han ville ikke engang ind og have en øl som tak – ville gerne nå hjem til Hvidovre inden det blev mørkt.

14. oktober 2017

To forskellige slags suk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: , ,

Tidligt i morges kunne man på FB se en post i et sprogforum, hvor vedkommende, som var en ung, sprogstuderende (!) kvinde, skrev følgende: Burde et forlag ikke kunne stave? Herunder et indsat billede med en tekst, jeg desværre ikke helt husker, men noget lignende som … gode romaner, gode krimier og masser af gode oplevelser.
Den første kommentar lød: Øhhh, hvor er fejlen?
Svaret lød: Det hedder ‘massere af oplevelser’!  (Her må man gerne forestille sig mit opgivende suk.)
Så kom der ellers kommentarer i en lind strøm. Min egen første reaktion var, at jo, forlaget kan godt stave, men det kan du ikke! Jeg skrev det dog ikke.
Reaktionerne var forskellige og dog ens: Det her er forhåbentlig en joke?! – Mener du det seriøst? – Massere er noget, en massør gør. – Dette er lidt betænkeligt, når man tænker på, hvilken uddannelse du er i gang med. – Det *hedder* da ‘masser af’ …
Der gik mindre end en time, så slettede hun posten. Hun har forhåbentlig lært noget i dag, men det var hun ikke stor nok til at indrømme. 
Det er anbefalelsesværdigt at tjekke den slags, inden man sender det i cyberspace. Især i en sproggruppe, men den unge dame har været skråsikker.

Ved fiskesøerne

I dag har det været regnfuldt, gråt og halvtrist hele dagen, så for at foretage os et eller andet, kørte vi til Olofström via de fiskesøer, vi godt kan lide at besøge. Vi smiler hver gang, når vi ser, at der står tyskere i camouflagedragter og fisker. Bider der flere på, når man har den slags tøj på, mon?
I dag stod der ingen på netop denne bro, men det ser også ud til, at en våddragt var mere nødvendig end camouflagedragt. Et smukt motiv var det dog.

I Olofström gik vi i ICA Maxi – i går ødelagde jeg min dejskraber, så der skulle investeres i en ny, og mon ikke der kunne opstå et behov eller to i det store supermarked?
Det kunne der. Den dejskraber kom til at stå mig i 866 svenske kroner … til absolut nødvendige ting, naturligvis. Nu er årets julegavepapir fx i hus; de har altid noget herovre, jeg bedre kan lide end de danske udgaver.

Den gamle stenbro ved Vilshult (1)

På vejen hjem fra Olofström gjorde vi holdt ved en gammel stenbro. Efterårsfarverne er nu også ganske kønne i gråvejr, men der var flere gange undervejs, hvor vi nærmest faldt i svime over farverne og talte om, hvor flot det ville have været i solskin.

Den gamle stenbro ved Vilshult (3)

En anden fordel ved det grå vejr er, at man kan tage med lille blænde og dermed eksponere i længere tid og få sig lidt silkevand.

Den gamle stenbro ved Vilshult (9)

Med fare for at gentage mig selv: Efteråret ER da smukt, ikke sandt? (Her må man gerne forestille sig mit betagede suk.)

13. oktober 2017

Det findes ikke meget smukkere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: ,

Når jeg vågner op til sådan en dag som i dag, kan jeg godt fortryde, at vores hus er sat til salg. Næsten. Ikke, når jeg tænker én gang til.
Men efteråret fås nok ikke meget smukkere end dette, så jeg vil lige belaste jer med et billede eller to.
Farverne er næsten helt New Englandske (ganske som jeg også konstaterede for et år siden), men der mangler den knaldrøde, som vist kun sukkerahornen kan præstere.
Efteråret er steget i anseelse hos mig, efter jeg jobstoppede. Nu er det på lige fod med forår og sommer, således at disse tre må dele en årstidsførsteplads, med vinteren på andenpladsen. Jeg vil ikke undvære nogen af vores årstider, heller ikke vinteren, men det bliver aldrig den bedste – hverken med eller uden sne.

IMG_8112

Træerne i skellet på nordsiden af grunden.

IMG_8116

IMG_8113

Vandet står helt op til broen nede ved åen – det er længe siden det har gjort det.
Nu må Sydsverige have fået det vand, mange har klaget over manglen på det meste af året, med brønde der løber tørre midt under opholdet heroppe.
Det har vi kun prøvet én gang, og det er mange år siden. Vi løste problemet ved at stoppe et dræn til, hvilket resulterede i den ønskede højere grundvandsstand, samt at en eng et stykke fra huset bliver lidt oftere oversvømmet end før, men vi har ikke været løbet tør for vand siden, og da der ikke længere er køer eller andre husdyr, der skal græsse på den eng, er vi temmelig ligeglade – vi vil hellere have vand i vores brønd.

Vildsvinene har hærget på vej ned mod åen og også på den anden side af vores hus, inde i skoven … igenigen er vi særdeles lykkelige for vores elhegn rundt om grunden.

Disse bittesmå bægre på nederste billede har jeg også foreviget et utal af gange, men jeg bliver lige betaget hver gang de står der og lyser så fint op mod mig.

Apropos bægerlav … lige om lidt vil jeg ud og samle lav. Jeg læser nogle steder, at man kun skal tage det, der er faldet på jorden, for lav er ekstremt langsomtvoksende, så naturen kan ikke tåle, at vi plukker det levende fra træerne.
Taget i betragtning, hvor mange tons forskelligt lav der findes bare i vores nærområde, har jeg ikke tænkt mig at mobilisere nogen skrupler over at plukke fra de grene, jeg kan nå. Beklager.

IMG_8119

4. oktober 2017

Badeforhæng får en lidt anden mening

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:04
Tags: ,

Alt det vand, som resten af Danmark klagede over i sommer, og hvor vi ikke fik lige så meget som så mange andre, må have fundet ned til os nu. Det er ikke bare nogle få dryp, der kommer – det er rigtig mange dryp, og det ses og opleves på en lidt anden måde fra indersiden af et stråtækt hus end fra indersiden af et hus forsynet med tagrender.
Billederne er taget på 1/30 sekund, så man kan måske forestille sig hvordan dette ‘badeforhæng’ ser ud, når det menneskelige øje kigger ud? Det er som at stå under en bruser. Eller rettere ved siden af en bruser, for vi kan trods alt holde os tørre inden døre.

IMG_8086

Det tog til. Vi fik 12 mm på 10 minutter, svarende til 36 mm på 30 minutter, hvor et skybrud defineres som ≥ 15 mm vand i samme tidsrum, så det er ikke overdrevet at hævde, at himlens sluser åbnede sig temmelig voldsomt. Det varede dog som nævnt kun i 10 minutter, så det blev på ingen måde kritisk.
Jeg er/bliver frygtelig fascineret af voldsomt vejr. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at se død og ulykke og bryder mig bestemt ikke om de ødelæggelser på huse og samfund, et voldsomt vejr kan forårsage, men selve vejret altså … jeg bliver dybt betaget og ville ønske, jeg kunne komme til at befinde mig midt i en orkan eller en tornado bare for at opleve voldsomheden.
Bare et kort øjeblik …

IMG_8087

Vores hjemlige vejr kommer heldigvis ikke engang tæt på det, man kan opleve i troperne og i USA, men når der varsles storm fra vest, har vi et par gange præsteret at køre til Jylland for at stå ved fx Thorsminde og blive betaget af naturens enorme kræfter. Og måske blive lidt våd om benene. En af os …
Fra 1990 og hvert eneste år frem til 2013 lejede vi hus ved Vesterhavet (de sidste år dog ved østkysten, for børnebørnene syntes det var sjovere, når vi ikke havde så meget blæst hele tiden).
Da vi overtog Den Stråtækte, sagde Charlotte, at nu behøvede vi ikke at leje sommerhus mere, for dette hus havde alt, hvad der skulle til.
Det var rigtigt.
Og forkert.
For det mangler noget, som jeg ikke ønsker det skal have hele tiden, men bare en uge om året.
Så nu har vi lejet et hus i en uge ovre ved den jyske vestkyst bare 100 meter fra stranden – vi kan vist ikke komme tættere på.
Da jeg nævnte det for Charlotte, sagde hun, at hun egentlig også var moden til at tage den tradition op igen, for der er noget helt specielt ved Vesterhavet, når det er råt og barsk, så de vil nok gerne med, hvis vi lejer et igen til næste år. 
De skal da være så inderligt velkomne – det er så dejligt, at de gider.

28. september 2017

Farverne udvikler sig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: ,

IMG_7955Det blæser og blæser – det er et rigtigt efterårsvejr i dag, bortset fra, at det ikke regner. Det gjorde det til gengæld i går, hvor vi havde et temmelig aggressivt tordenvejr hængende over os i over en time. På samme time fik vi 23 mm vand, så ligefrem skybrud var det ikke, men det var slemt nok endda.
Vildvinen (og ikke rådhusvinen, som jeg troede den hed – tak til min planteguru Ditte) bliver rødere og rødere dag for dag, og om ikke længe vil den være smukt rød over det hele.
Jeg elsker den farve, som er det nærmeste, vi kommer på de farver, vi så for et år siden i USA, og på grund af hvilke vi gik glip af vores lokale røde farver.

P1070311IMG_9957

Jo, efteråret har skam sine gode sider, men det der blæsevejr kan jeg sagtens undvære. Havde det ikke været for det, kunne jeg sagtens have haft siddet oppe på terrassen i dag, for der er lunt nok, men det piber lige ind, hvor man sidder, desværre, og det bliver hele tiden lidt værre, for de hvide heste nede på vandet udvikler sig støt og roligt fra shetlandsponystørrelse til noget, der mere ligner den engelske shire-hest.

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 1 time

Det er ikke kun de røde farver på bådehuset og de hvide heste på vandet, der udvikler sig.
Det gør dette farvebad også … det er (mest) rensdyrlav overhældt med 5 % salmiakspiritus.
Det første billede er taget efter 0 timer; det andet efter en time.
Egentlig forestiller jeg mig, at det skal ende med at have en lilla-bordeaux-agtig farve, men så skal det stå i uger eller måske oven i købet måneder, hvor det hver dag får en lille rystetur og lidt frisk luft, da farveudviklingsprocessen er iltkrævende.
Det var sjovt at se, hvordan det tørrede og derfor meget lysegrå lav omgående tog denne fantastiske gulgrønne farve, i samme øjeblik, som salmiakspiritusopløsningen blev hældt over det.
Nu er det bare at væbne sig med tålmodighed … hvilket som bekendt ikke er min stærke side, men jeg behøver jo ikke at stå og kigge på det hele tiden.

12. september 2017

Det er så småt ved at blive efterår

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: , ,

Vi nærmer os. Vejret er stadig dejligt, solrigt og lunt – for det meste – men indimellem kommer der lidt regn susende forbi i kort tid nok til med rette at kunne kaldes en byge, men samme byge er lige præcis lang og kraftig nok til at gøre vasketøjet lidt vådere, end da det blev hængt ud.
Vi nærmer os efteråret lige så stille.
Havde jeg nu gået på arbejde, havde jeg måske brokket mig lidt over vejret, men i dette herlige pensionistliv, hvor jeg kan gå ud, når jeg har lyst, og vejret i øvrigt indbyder til det, føles det ikke så slemt. I går og i dag har jeg opholdt mig meget oppe i shelteret, hvor en lille byge eller to ikke kan komme til at genere mig.
Gæssene lægger an til … et eller andet. Jeg ved ikke, om de kommer forbi for at tanke lidt op til en videre færd, eller de er kommet for at tilbringe vinteren her, men der er dagen igennem en lind strøm af ind- og udflyvninger af større eller mindre flokke gæs. Vi kan høre dem hver morgen, så snart det er blevet lyst. Nogle flyver til fjorden; andre fra – de har etableret et trafikknudepunkt lige over for vores hus, og vi nyder det i fulde drag.
Når de så ligger på vandet i store klumper, kan vi høre hvordan de snakker dernede. De taler meget sammen, selv efter mørkets frembrud – de må have meget at fortælle hinanden om den nys overståede sommer.

IMG_9842

I haven er efterårssyslerierne så småt i gang; John skyndte sig at pakke parasollerne væk i tørvejr og sikkerhed i garagen, inden de igen blev våde.
Jeg satte mig med en notesbog og skrev i punktform de ting, jeg skal have flyttet enten om en måneds tid eller til foråret. Det blev til mange … dem, der siger, at man aldrig bliver færdig i en have, har vist ret. Jeg planter og flytter, planter og flytter igen. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg på ingen måde er havearkitekt og derfor har svært ved at forestille mig, hvordan det kommer til at se ud, når det hele kommer i vækst.
Det, der fx starter med at være to små pinde af en mamelukærmebusk, gror som var den betalt for det, og det jeg troede hurtigt ville komme til at fylde, fylder (stadig) stort set ingenting.
Planer er til for at ændres. Jeg har overvejet at få besøg af en havearkitekt, men jeg ved også med mig selv, hvor svært jeg har ved at gøre noget, andre råder mig til, så måske er det spildte penge.
Og måske er det ikke – sådan en må nødvendigvis have en masse ideer; man har for det første lov at sortere, og for det andet er det altid sundt at få andre øjne til at kigge på sagerne – man har det som bekendt med at gro lidt fast i egne forestillinger eller ideer.

7. november 2016

En kølig skønhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:45
Tags: ,

P1040778_Posterized

Minus tre ude og plus fem inde. Grader, forstås. Vejret er herligt, med en knaldblå himmel, så skoven står så smukt, så smukt, fordi der stadig er en del blade på bøgetræerne.
Vi kørte ellers hjemmefra i et ret så effektivt snevejr, men himlen blev blåere og blåere undervejs og endte ideelt – ment som helt uden skyer. Men altså hundehamrende koldt. Mændene (vi har Søren med – han gider godt hjælpe med brændet) går rundt og har vældig ondt af sig selv, fordi der er så koldt inde i huset. Herregud – der er jo allerede 11 grader, så hvad piver de over?

Der ser dog noget sneuldent ud nordvestover, selv om solen stadig er fremme hos os. Vi gider ikke snevejr, men ville meget gerne have haft det meget solskin, som yr.no havde lovet os i de næste tre dage, men som man åbenbart har fortrudt igen og derfor har skubbet til fredag, hvor vi kører hjem igen.
Vi burde vel nok kunne arbejde os varme, men det er nu sjovere i solskin.

Det er på denne årstid, at vi er virkelig glade for at have elektriske varmetæpper i sengene!

Billedet har intet som helst med det skrevne at gøre, men for det første er det jo mine dejlige børnebørn, hvilket i sig selv er grund nok for mig til at sætte det på, og for det andet fik jeg øje på den lidt pudsige visuelle effekt, som de grønne vinkler på møntrappens træ giver.
Jeg har posterized (er der noget, der hedder plakatisere?) det med 20 % i et forsøg på at fremhæve den grønne trappe en smule.

25. oktober 2016

Må vi gerne grine?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:37
Tags: , , ,

Faktisk spurgte vi ikke om lov først – det kom helt spontant, grineriet.
Tim legede Chili-Claus. Eller nok rettere et af hans ofre, men det kneb en anelse med medlidenheden fra vores side.
Jeg har et fad fyldt med med citronchili og Ungarnsk lang stående på køkkenbordet. Den første har styrke 7, den sidste er lidt mildere. En lidt kry Tim sagde, at han da sagtens kunne spise en hel chili af de stærkeste jeg har, hvorefter Aubrey naturligvis skyndte sig hen for at finde en fra fadet.
I wouldn’t do that if I were you, sagde jeg, the yellow ones are pretty strong.
Sig så ikke, han ikke var advaret, men han insisterede. Så var han også selv ude om det … jeg gav Aubie en af de mindre eksemplarer af citronchilerne og sagde giv far den der.
Et festligt syn, som var en ganske god imitation af Bubber, da han blev lokket af Chili-Claus.
Nej, jeg tog ikke billeder – det nænnede jeg trods alt ikke, men der var en del fagter og meget lyd på, da chilien efter få sekunder begyndte at virke, og alle vi fem andre kom vist desværre til at grine højt og larmende. Jeg gav ham et glas mælk, og i den næste halve time bedøvede han sin munds indre med isterninger.
Vi kørte en tur for at finde raslesten, og da vi kom hjem igen, var alt okay igen for Tims vedkommende. My mouth is normal now.

P1040847

Raslesten fandt vi desværre ingen af, men vi fandt masser af runde flintesten, som jeg nu vil sætte nogle af over i min stenslibertromle, så de kan blive slebet og poleret rigtig fint blanke til næste gang vi ses. Det er en proces, der tager fem uger, så de får dem ikke lige med hjem i morgen.

P1040852

Vi stødte også på en lidt alternativ udgave af den lille havfrue og en lille pige, som frelste vandmænd fra Den Frygtelige Udtørringsskæbne.

P1040850P1040854

Der var dejlig vindstille, hvilket næsten kan kompensere for, at solen ikke rigtig ville skinne i dag, og det er et dejligt syn, når både Østersøen og Præstøfjorden så smukt blanke.

P1040855

Der kom en stor flok gæs flyvende … det fangede opmærksomheden et øjeblik.

24. oktober 2016

Møns Klint

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:48
Tags: ,

Vejret så igen lovende ud; der kom kun en lille byge mens vi sad og spiste morgenmad. DMI-radaren overbeviste os om, at det var dagens eneste regnvejr, så vi holdt os igen til Plan A, som hed Møns Klint.
Det er omkring 20 år siden vi sidst var her, og siden dengang har de forbedret både trapperne ned og stien langs klinten temmelig meget. John og jeg var dog klar over, allerede inden vi tog hjemmefra, at vi ikke ville gå de 498 trin ned, for vi skulle gå de samme 498 trin op igen, hvilket vi regnede med, at vi ville dø af. Vi nøjedes med de 126, som gik lidt længere nordom.

IMG_8053

Samt gik ad den kørestols- og ældrevenlige sydgående sti.
Nydeligt var det altsammen, især når solen var fremme, men sådan er det jo altid.

P1040830

Tim var lidt overrasket over, at stranden ved Møns Klint ikke var blevet lukket af The Authorities, fordi det ikke altid er helt ufarligt at færdes nede på den pga. fare for lerskred, sammenstyrtninger osv.  
Vi drillede ham lidt med, at han er blevet helt amerikansk, og hvor er den daredevil, han var engang, blevet af? Han forsvarede det med, at den forsvandt, da han blev far. Der er skilte med, at man færdes på eget ansvar og hvori risiciene består. Det er fint og nok i mine øjne, men det er da rigtigt, at man skal være opmærksom, når man færdes ved den smukke klint.

P1040782

P1040841Geocentret var også nyt for os, men det kan anbefales. Det er et meget moderne museum, med masser af ‘interaktiviteter’ både for voksne og børn. Selvfølgelig også forklaringer på, hvad kridt er, hvorfor flinten ligger i lag (man kan selv lege istid og skubbe til lagene), hvad man kan finde af fossiler, hvordan Danmark så ud for 70 millioner år siden.

Her kan man ‘gå’ som henholdsvis en dinosaur og en øgle. På lærredet foran ser man det respektive dyr bevæge sig gennem et landskab i samme fart som man selv bevæger sig på apparatet. Når øglen løb stærkt, så man temmelig tåbelig ud bagfra – med benene langt ud til siden, fuldstændig som at se et firben i fuldt firspring.
P1040842P1040843

Se nu bange ud, børn! I er ved at blive ædt af et eller andet monster! Okay, okay, mormor …

IMG_8061

Der er faktisk ganske pænt dernede …

23. oktober 2016

Endelig ude!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:12
Tags: , ,

I morges skinnede solen, men inden vi var færdige med morgenmaden og kommet i tøjet, var den væk igen.
Det så dog i det mindste ikke ud til, at det ville regne, så vi satte plan A i kraft, hvilket var at køre ud til Vemmetofte Strandskov, hvor vi har været flere gange før, men englænderne elsker den tur. Især Tim er fascineret af, at man har en bøgeskov i umiddelbar nærhed af en sandstrand – det kender han ikke fra sit hjemland.
Vi var bare den tredje bil på parkeringsområdet da vi kom, men da vi vendte tilbage, kunne man næsten ikke komme til for biler – der var mange, der havde fået lyst til at komme ud, her hvor regnen langt om længe holdt en tiltrængt pause.

IMG_8016

Såååå stor … man skulle tro, Charlotte var ved at fortælle sin mor lystfiskerhistorier, men det var hun ikke.
Solen tittede næsten frem bag skyerne hvor vi gik, men længere nordpå så det lidt truende ud.

IMG_8000

Det er rent billedspam i dag, for bortset fra, at vi gik den lange tur langs stranden ud og inde i skoven hjem, er der på nuværende tidspunkt ikke sket noget som helst, der er værd at skrive hjem om. Eller skrive ud om …

P1040770

Farverne var der, og de var eventyrligt smukke, når solen lige kiggede ned til os. Vi mangler bare de helt røde, men disse her er absolut acceptable.
Billedet med spejlingen, som John tog af Charlotte og undertegnede, synes vi er ret godt – og det er ikke modellernes skyld!

IMG_8042

Børnene har lært at sænke slagskibe – med papir og blyant, vel at mærke – og de synes det er en herlig beskæftigelse.
Det er heldigt, for nu småregner det igenigenigen.

21. oktober 2016

Vi trodsede regnen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:02
Tags: ,

Regnen stod ned i tove, men vi blæste på regnen (tøhø) og satte afsted til Gisselfeld, hvor der blandt andet kunne skæres græskar og ses på, hvordan man får en hund til at apportere. Jeg satsede stærkt på, at græskarhovedfremstillingen ville foregå i tørvejr, hvilket heldigvis holdt stik, og der var oven i købet sat varmeovne op i teltet, så både tilskuere og udøvende kunstnere ikke frøs ihjel eller druknede.

P1040701P1040703

Koncentrationen var stor … det tog lang tid at få indmaden ud … hvad angår visse detaljer vedrørende øjnene, havde en enkelt ikke lige tænkt over, at hvis man skærer et hul, kan der ikke sidde noget i det hul … det lykkedes dog til sidst at få et flot og færdigt resultat ud af det – næsten præcis som man havde tænkt sig dem fra starten.
Desværre havde de ikke længere den meget dygtige, amerikanske græskarudskæringsmester, de ellers har haft nogle gange på Gisselfeld. Han var en sand mester, men valgte forrige år at tage hjem til USA.

P1040710

Paradehuset, Gisselfeld

Børnene var særdeles tilfredse med deres resultater, hvilket var det vigtigste.
Derefter gik den regnvåde tur til Paradehuset, hvor gartner Stig Lauritsen huserer. Nogle kender ham måske fra udsendelserne “Have Haves”. Han er en hyggelig fætter, som vi fik en sludder med, lige som også sidste gang vi var her – den gang sammen med Ditte og Peter.
Jeg fik oven i købet købt Tims julegave … Charlotte fik øje på en engelsksproget bog om Danish Cottages, som hun med det samme vidste, at Tim ville blive meget glad for at få. “Så nu har I julegaven!” – herligt, når det er så nemt.
Så til Fiskemesterhuset og til sidst manden med hundene, men det regnede mere og mere og mere, så da vi kom tilbage til bilerne, var børnene blevet temmelig våde. De skal have nyt regntøj og vinterovertøj, mens de er her i Danmark, men det havde vi ikke lige nået at købe endnu. Altså … de havde overtøj på, men det var ikke helt nok til det danske efterår, og det med decideret vintertøj synes Charlotte, vi er noget bedre til her i landet end i UK. Fx kender de ikke flyverdragter, hvilke alle syntes var helt uundværlige så længe børnene var små.

P1040717

Nu er solen begyndt at skinne lidt igen, hvilket passer os glimrende på flere måder … græskarrene lyser nu så vældig fint op ude på det efterhånden tungt belæssede havebord. Jeg så en skovspurv gøre sig så lang som den kunne for at kunne kigge ind i en græskarmund. Det var SÅ morsomt at se – han lagde skiftevis hovedet på skrå til den ene og til den anden side – var tydeligvis enormt nysgerrig efter at finde ud af, hvad der foregik inde i hovedet på den underligt udseende figur. Den kan faktisk blive ret lang, sådan en lille fugl.

P1040720

20. oktober 2016

Der må gerne grines

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: ,

Jeg havde, indtil for ganske få år siden, selv kun en hånlatter til overs for dem, der faldt for alt det Halloween-pjat. Det er jo ikke dansk, det er alt for kommercielt, osv, osv.
Men den (eneste?) bemærkning, Jens Otto Krag til evig tid vil blive husket for: “Man har et standpunkt, til man tager et nyt”, gælder også for mig.
Jeg er stadig ikke hoppet på Valentine-vognen (og ikke et ord om, at det skyldes min alder!), men er, af flere årsager, blevet temmelig glad for at pynte til Halloween – en af årsagerne er, at jeg holder meget af efterårets varme, orange farver, hvilket vel ingen kan være i tvivl om, hvis man har fulgt min blog under vores New England-tur.
Faktisk kan jeg langt bedre lide denne varme farve end påskens gule farve. Jeg pynter meget sjældent op til påske … har ikke rigtig lyst, og er ret sikker på, at årsagen er, at gul er den farve, jeg mindst af alle byder mig om. Underligt, egentlig … der er jo ikke særlig langt til de orange og røde, som jeg holder så meget af.

P1040692

En anden årsag er, at jeg har børnebørn. I 2014 var de her – ganske som de plejer – i deres efterårsferie, og Charlotte sagde, at de ville elske at få lov til at skære græskarhoveder ud.
Den slags lader en ægte mormor sig naturligvis ikke sige to gange – det er bare rend mig i principperne, hvorfor vi pilede ud og valgte nogle flotte græskar.
Sidste år pyntede jeg helt frivilligt op og i år er jeg vist nærmest gået helt Halloween-amok – måske en kende inspireret af de mange og mangeartede opstillinger, vi oplevede i New England. Jeg undlader dog alt det med hekse, spøgelser, edderkopper og spindelvæv og ønsker kun at beskæftige mig med den hyggelige del af halloweenhalløjet.

P1040695

Der må gerne grines. Jeg bliver ikke ked af det … er fuldstændig immun … alt vil prelle af på mig, for om to timer går turen til lufthavnen. Når mine englændere kommer, er det meste andet forholdsvis ligegyldigt.

3. oktober 2016

Det sagde jeg også i går

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:33
Tags: , ,

For tre dage siden sagde jeg, at “dette er det flotteste, vi endnu har set”.
Det sagde jeg også i forgårs. Og i går. Og i dag.
Det kan da ikke blive ved med at blive bedre, skulle man tro, men det kan det åbenbart. Okay – det gælder så ikke for hotellet … det i går var stadig turens bedste.

P1040258

I aftes fandt jeg en side med frisk opdaterede efterårsfarve-fremskridt. I staten New Hampshire, hvor vi har kørt rundt i dag, er der så store forskelle som fra 10 % af maximum til 80 % af maximum. Undrer mig over hvorfor, når det er inden for relativt små områder – det kan ikke være pga. højdeforskelle. Dagens mål i North Conway sagde sølle 10 %, hvorfor jeg lagde dagens rute, så vi kom igennem 70- og 80 %-områderne – som sandelig da heller ikke skuffede – nu er der virkelig kommet knald på farverne. Til gengæld er der intet vand i floderne, men man kan ikke få alt. Billedet herunder er fra Silver Cascades, som sikkert er vandrig om foråret, men det ville være synd at sige, at der er meget kaskade over den smule vand …

P1040292

Inden I beskylder mig for at have manipuleret med farverne, vil jeg understrege, at det har jeg ikke. De røde og nok især de orange er så skarpe, at de næsten skærer i øjnene, når man ser dem i solskin, som vi har været heldige at gøre i dag. Det kan faktisk ikke lade sig gøre at overdrive – hele natursceneriet er i givet fald én stor overdrivelse.

P1040241

Vi gik begge totalt amok i fotografering, men billederne ser selvfølgelig ret ens ud, når det kommer til stykket. Jeg kasserede 110, hvilket resulterede i, at jeg havde 55 tilbage, der så lige knap så ens ud …

P1040178P1040181

Vi så en af de meget få overdækkede jernbanebroer, der er tilbage. Jeg kan nu bedre lide dem til biler … de er mere nuttede.

IMG_7208

En gammel og klassisk jernbanebro dukkede pludselig frem oppe mellem træerne.

P1040213P1040218

IMG_7212

Jeg overdriver stadig ikke – det er ganske enkelt noget af det smukkeste vi har oplevet, og det er der overalt og hele tiden, til forskel fra det vestlige USA’s nationalparker, som vi bestemt også var begejstrede for, men hvor vejen fra den ene til den næste oftest er temmelig kedelig og noget, der bare skal overstås.
Vi har oplevet mange af verdens smukke steder, men New England om efteråret står på top 5-listen. Vi har set så forskellige ting, at det er svært umuligt at prioritere dem rent skønhedsmæssigt; de bør snarere sidestilles, fordi de ikke kan sammenlignes. På listen vil figurere New England, det vestlige USA, Norge, Botswana/Zimbabwe og Sydafrika.
Vi må heller ikke glemme Østrig. Eller Toscana med Cinque Terre … jeg kan blive helt ydmyg over, at jeg er så privilegeret at have set så meget af verdens skønhed.

Frokosterne nydes stadig udendørs – det er nu meget godt gået her i starten af oktober – i dag har vi haft 17 grader, men det føles fint og lunt.

Næste side »

Blog på WordPress.com.