Nu kommer vandet igen …

Vi fik lige to dage med flot vejr, inden efteråret atter satte ind. I dag er det blæsende og regnfuldt – så blæsende, at fjorden igen er på vej hen mod Den Stråtækte, men det bliver selvfølgelig ikke så slemt som forleden, selv om vinden stadig tager til.
Vi kørte en tur i går i det dejlige vejr, men undgik de steder, hvor de var værst ramt og hvor vi havde læst, at oprydningsmandskabet havde svært ved at komme til for nysgerrige katastrofeturister. Det er altså temmelig tankeløst af folk! Fra en hjælper hørte jeg, at man i Præstø bare smed bilerne hvor man kunne komme til det, med det resultat, at den mere nødvendige trafik ikke kunne komme frem. Hrmpf.
Jeg spurgte mig selv forleden, hvor længe vores Meny mon ville have lukket. Det ved Meny ikke engang selv, for de har meldt ud, at de har lukket på ubestemt tid.
I det hele taget er der meget travlt både i Præstø og alt for mange andre steder i landet, så vi pudsede glorien, lod det opryddende folk være i fred og kørte lidt rundt i området.

Først hen til rastepladsen ved Even Å, som stadig i går eftermiddags var mere Even Sø – den båd på billedet har sejlet langt uden mandskab! Jeg står i venstre side af vejen. På højre side er der et par hundrede meter ud til fjorden.

Mens jeg koncentrerede mig om båden, fik jeg øje på en sølvhejre; en fugl jeg ikke før har set ved Præstø Fjord, men den skal da være så velkommen. Det kom bag på mig, at den pludselig flyttede sig, så jeg fik desværre klippet vingespidserne af den.

På fjordsiden ved samme sted var der samlet mindst en halv snes fiskehejrer. På billedet her ses fire, hvis man har skarpe øjne. Jeg forestiller mig, at der inde på det nu lave vand er blevet fanget en del fisk, som ikke rigtig kan komme ud igen.

Bagefter kørte vi til Lund fiskerleje, som ligger tæt på Rødvig. Det så slemt ud her, men folk havde mere travlt med at snakke end at rydde op. Der var også kun sket skade på et lille klubhus; ingen beboelseshuse, heldigvis.
Den båd, som lige akkurat kan skimtes venstrest i venstre billede, og som jeg zoomede lidt ind på næste billede, bliver aldrig til båd mere.

Hjemme igen gik jeg en tur langs fjorden, for jeg kunne se hjemmefra, at Kystens Perle ikke længere stod hvor den plejede at stå. Den var blevet vendt 90° og flyttet nogle meter længere ind i landet. Der stod tre gutter med hver sin håndbajer, da jeg kom – det lille ‘bestyrelseslokale’ hed i folkemunde Tuborg Havn, og selv om de tre gjorde deres bedste for at leve op til dette fine navn, måtte de beklageligvis erkende, at der nok ikke blev holdt flere møder i det skur!

Jeg har stadig meget ondt af alle ramte og forstår godt, hvor rædsomt det må være at have mistet alt, men jeg blev altså en anelse muggen, da jeg i morges læste om en der klagede over, at “kommunen intet havde gjort”. Den (kommunen, altså) havde lovet kystsikring i slutningen af 2024, og nu var manden sur over, at det ikke var sket inden i fredags. Han var også sur over, at beredskabet ikke kunne komme og hjælpe til, fordi der simpelthen ikke var flere folk til rådighed.
Han kan da for pokker ikke tillade sig at klage over noget, der var planlagt til et år frem! Og jeg synes heller ikke, man kan forvente, at der til stadighed står et beredskab klar med tilstrækkelig bemanding til at klare en sådan 100/120-års hændelse.
Jeg kan også godt være et brokkehoved indimellem, men der skal være rimelighed i brokkeriet, og jeg er sikker på, at alle har gjort alt hvad de kan og nok også mere til.

Hjemme igen

Vi var blevet løbende underrettet om stormflodssituationen fra flere af beboerne på vejen, så vi vidste, at huset ikke havde lidt nogen skade og at vandet ikke steg længere end lige netop til vejkanten. De store bølger slog til gengæld helt ind over, så det så lidt slemt ud alligevel langs med Strandvejen – og flere steder havde den været helt oversvømmet. Jeg vil ud og tage flere billeder i morgen.
Der var mange både, der ikke længere lå, hvor deres ejere efterlod dem – blandt andet denne her lige over for os:

Heldigvis havde vi således ikke fået nogen vandskader – der var stadig en betryggende sikkerhedsmargen op til vores hus, som ses helt til venstre i billedet herover, selv om det var en 110-års hændelse. De vidste nu alligevel hvad de gjorde dengang i 1780. Selv om vandet engang skulle nå så højt som at oversvømme vejen, har vi stadig omkring en meter at løbe på.
Drivhuset var 100 % intakt; det havde jeg været lidt bekymret over, men vinden havde nøjedes med at ødelægge en smule af hegnet, bøje tørrestativet, blæse lidt omkring med fuglefoderstationens elementer, vride lidt i et flethegn – og så havde den naturligvis også destrueret alle dahliaerne.
Dette sidste var jeg næsten klar over med den vindstyrke, og jeg klager for en gangs skyld overhovedet ikke, men er bare meget, meget glad over, at vi ikke bor inde i selve Præstø, som har haft – og stadig  har – voldsomme problemer.

Billederne herunder har jeg hugget. Det første viser Menys sydvendte facade her til formiddag, og man kan se på bilen, hvor højt vandet stadig står.
Gad vide, hvornår de åbner igen? Netto var lige så hårdt ramt, samt naturligvis alle bygningerne nede på selve havnen.
En af restauratørerne dernede skrev i aftes på FB, at de “har akut brug for hænder”, men skrev tre timer senere, at de var glade for al hjælpen de havde fået, men nu var de nødt til at give op og forlade stedet.
Jeg har ondt af dem alle sammen …

Præstø var i skudlinjen fra to sider, fordi slusen ved Tubæk Å gik i stykker, og åen dermed bidrog til oversvømmelserne. Vandet kan derfor ikke løbe hurtigt ud igen fra dele af byen, fordi det skal ud i åen og ikke ud i Præstø Fjord.
Herunder til venstre ses busholdepladsen set mod nord – man skal forestille sig at stå i nederste højre hjørne i ovenstående billede og fotografere videre ud mod højre og ned mod havnearealet.

Herover til højre ses igen Menys facade, bare lidt længere fra. Der kom en flink landmand forbi og spærrede gaden af med bigballer, hvilket umiddelbart ser ud til at have været effektivt. Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg hører om sådan en gestus, som viser, at folk godt kan finde ud af at hjælpe hinanden i en krisesituation.
Bigballerne bevirkede, at mange af butikkerne i hovedgaden slap for vandskader, så mon ikke de slår sig sammen om en lille takkebuket til pågældende landmand?

Juniorreporterne havde travlt over store dele af Danmark i går. Det var vist de fleste steder dem, der havde fået til opgave at dække vejr- og vandsituationen.
Citat fra en af dem: “Man siger, det er en 110-års hændelse, dette her. Har du nogensinde oplevet noget lignende?”
Jaja. Det kan være svært lige at finde på det rigtige at sige, når der skal improviseres.
Bortset fra det, så skal den unge fyr, DR sendte til Præstø, have ros. Han sagde ikke øh efter hvert femte ord, han stillede fornuftige spørgsmål og han var meget obs på, at fotografen kom sikkert med uden at snuble over noget.

Der blev så stille …

Vinden er stort set helt løjet af. Når den tager til igen, bliver det fra øst – hjemme ved Den Stråtækte lover de forhøjet vandstand helt op til 1,40 m over daglig vande, hvilket er meget, når man bor lige ud til Præstø Fjord. Og så er vi ikke engang hjemme til at opleve det. Typisk … det er den kraftige vestenvind, der har pustet meget vand op i Østersøen, og når det skvulper tilbage igen, går det ud over de østvendte kyster.

På de vestvendte kyster er der til gengæld temmelig stille lige nu. I går kørte vi en tur til Rømø, primært for at få tilfredsstillet visse englænderes umættelige behov for romkugler, kajkager o.l. og træstammer.
De havde først købt én kæmpetræstamme og én ditto romkugle, men inden vi nåede at køre, blev Aubrey bekymret for, om der nu også var nok til resten af ferien. Det mente Charlotte nu nok, men det skal ikke være træstammemangel, der ødelægger ferien, og de kan vel altid tage resten med hjem – mon ikke det kan holde sig en uges tid?

Nu hvor vi alligevel var på Rømø, skulle vi lige en tur ned til den brede, brede strand, som altid er et fascinerende syn for alle os, der ikke er i nærheden af sådan noget til hverdag.

 Der var høj himmel og mindst en million (døde) knivmuslinger. Det føltes og lød som om vi gik på glasskår. Der var også en million tyskere, og helt traditionelt havde en halv million af dem en drage oppe at flyve. Jeg ved ikke hvad det er med tyskere og drager, men er der mange tyskere ved vandet, er der også mange drager i luften.
Og så er det jo snart Allehelgensdag, hvilket delvist afspejledes i valget af drager.

Aubrey så en rød frø, da han gik en tur alene ned til vandet. Der findes rød springfrø i Danmark, men kan man også finde dem i disse klitter? Vi var lidt mystificerede, men han holdt fast i, at det var en frø han så. Og at den var rød! Han havde desværre ikke sit kamera med.

Det er virkelig ikke en tur for gamle mennesker. Charlotte sagde til de andre, at hun og jeg går lidt i forvejen, for “mormor vil nok være ret langsom”. Sådan noget skal hun ikke påstå, så jeg lagde hårdt ud i det tempo jeg havde set dem sætte om formiddagen.
Det gik da også meget godt – lige indtil jeg nåede op til, hvor man ikke længere kan se sandstien på billedet. Der bliver det nemlig, lige modsat af, hvad jeg troede, endnu stejlere, og så gik jeg død og måtte lige sidde ned i to minutter. Damn. Til grin blev jeg naturligvis: “Jeg sagde jo, at det var hårdt! Selv jeg synes det er hårdt, og jeg er i god form.”
Pokkers. Og det var endnu stejlere på den anden side, hvilket gjorde det supernemt at komme ned, men bevirkede også, at jeg frygtede tilbageturen. Her fandt vi dog lidt længere nordpå en mere mormorvenlig udgave med en udlagt rebstige, som gjorde det ud for en slags trappe, så man ikke glider et halvt skridt tilbage for hvert skridt, man tager.

Der blæst’ en wældig wind …

Vi ankom til sommerhuset i går i dejligt blæsevejr.
Et blæsevejr så kraftigt, at jeg ærgrede mig på Aubreys vegne over, at englænderne først ankommer sidst på eftermiddagen i dag.
Vandstanden mange steder herovre var omkring 2½ meter over daglig vande, og den ene af vejene i Hvide Sande havn var da også oversvømmet.
My goodness, skrev Anna, da jeg sendte hende billedet herunder, it looks like you’re driving a boat!

Bølgerne var pænt barske og himlen pænt dramatisk indimellem.

Med andre ord: Det er lige præcis som vi gerne vil have det, når vi er ved Vesterhavet. Måske ikke hele ugen, men gerne nogle dage – og især, som sagt, i hvert fald så længe, at Aubie også når at nyde det barske vejr.

Huset er fint. Det ligger i sidste klitrække inden stranden, så der er bare 100 meter til vandet – i fugleflugtslinje. Det er nogle anstrengende meter, for klitterne er temmelig høje og ret så stejle her i nabolaget. Det er ligegyldigt for de unge mennesker, men for os to gamle er det ikke helt nemt at forcere denne hurdle inden vi når stranden.
Husets vinduer var vaskede da vi kom, men allerede i dag er de noget uldne at se igennem pga. al den blæst og regn, så vil vi fortsat nyde udsigten, kommer vi nok ikke udenom selv lige at skylle dem engang.

Atter en gang undrer vi os lidt over, hvor forskelligt folk vælger at aflevere et hus, de har lejet. Godt nok skriver bureauet alt det, man selv skal huske at medbringe, hvortil hører bl.a. toiletpapir, og selvfølgelig skal man selv sørge for den slags, men alligevel … vi oplever nemlig ofte, at der er efterladt fem blade på en rulle. Lad dog en rulle ekstra blive i huset, så folk får en chance for lige at lande, inden de tager ud at handle. Jeg behøver vel ikke at sige, at vi altid efterlader mindst én rulle pr. badeværelse. Man går forhåbentlig heller ikke fallit, hvis man lader resten af køkkenrullen blive på den dertil indrettede holder.
De havde ikke tømt opvaskemaskinen. Hrmpf.
Der var ingen tændstikker. Den mangel opdagede vi først efter aftensmaden, hvor vi ville have tændt op i brændeovnen, men kunne så ikke.
Der var ikke engang en opvaskebørste! Eller så meget som en dråbe opvaskemiddel, men de havde meget storsindet ladet en enkelt opvaskemaskinetablet ligge til os. Ingen grydelapper er her – det er typisk, for jeg tager stort set altid selv med, bare for hver gang at konstatere, at der forefindes grydelapper, men altså ikke i dette hus, og denne gang har jeg ikke selv taget nogen med. Murphy strikes again.
Vi lader selvfølgelig disse ting blive, selv om vi har investeret i både tændstikker, en opvaskebørste og en HEL flaske opvaskemiddel …

En anden ting, der ofte har slået mig, når vi lejer sommerhuse, er kvaliteten af dyner og hovedpuder. Vi lejer aldrig billige huse, men alligevel finder udlejerne det ikke nødvendigt at ofre en kvalitet, der bare er halvgod. Jeg tror ikke, det er muligt at finde noget, der kan købes billigere end det nærmest gennemsigtige stads, vi bliver budt i udlejningssommerhuse.
Dette sidste kunne jeg godt finde på at nævne i en evaluering. Al min øvrige undren er ikke noget, udlejningsbureauet kan blande sig i; det falder udelukkende tilbage på os meget forskellige udlejere.

Nå. Vi er tilfredse nok ellers med huset, som er hyggeligt, har fire værelser og dermed god plads til os alle seks (børnene er glade for at få deres eget værelse), og jeg er sikker på, at vi får en dejlig uge herovre.

Hvis du ikke har noget fornuftigt at sige …

Hvis du ikke har noget fornuftigt at sige, så ti stille.
Det sagde min mor, og det er et godt princip at have, om end ikke altid helt nemt at efterleve, men nu er der gået en uge siden sidste indlæg, så nu skal det være. Det er forhåbentlig også godt nok, det jeg har at sige …
Livet går sin pensionistgang, og vi lever det for tiden meget stille og roligt, dog afbrudt af en hyggelig sammenkomst nede i Guldborg.
Og et besøg hos optiker og hudlæge for Johns vedkommende. Sidstnævnte bor midt i Køge, og da besøget faldt på en torvedagsonsdag, tog jeg med og benyttede lejligheden til at få købt nogle gode sager. Enkelte af stadeholderne er halvdyre at besøge, mens andre giver meget for pengene. Hos en af dem fik jeg et stort hokkaidogræskar, fire porrestore forårsløg (nej, IKKE springløg, tak!), tre pæne squash og et stort knoldselleri for 54 kroner. Den store hokkaido gav suppe til to gange aftensmad + frokost til mig, så budgettet vælter heller ikke i denne måned.
Jeg købte ost og spegepølse nok til englænderne og os selv til den uge vi er i sommerhus. Begge dele er et must for deres vedkommende for ophold i Danmark – sammen med skinkesalat, italiensk ditto, remoulade, stegte løg og andre mere eller mindre usunde, men meget danske ting, som de elsker at spise når de er her. Som Charlotte siger, så spiser vi alle sundt til hverdag, men når der er ferie, skal der på alle måder holdes ferie, og så må både børn og voksne godt se lidt stort på både kalorier og næringsværdi. Vi skal naturligvis også have stegt (æble)flæsk med persillesovs en af dagene, og på fredag vil jeg stege frikadeller til pålæg. Lasagnen kommer jeg nok heller ikke udenom – den er for at komme Anna lidt i møde, for kunne Aubrey bestemme, var det den gode napolitanske kartoffelkage én dag og så ellers noget med brun sovs for resten. Sådan bliver det ikke helt, og en af dagene skal vi forhåbentlig også ud at spise, hvis vi kan finde et godt sted.

For at vende tilbage til John og hudlægen, så viste det sig at være sidste gang, han skulle til Køge af den årsag. Han er angrebet af en mild hudkræft (nogle kalder det gammelmandskræft) og er flere gange blevet kuldebehandlet for den. Nu har han været gennem fire uger, hvor han hver aften skulle smøre pande og isse med noget creme, som jeg aldrig fandt ud af præcist hvad indeholder, men som opførte sig lidt på samme måde, som da jeg var i strålebehandling: Først mærkede man ikke noget, men så begyndte det langsomt at brænde og klø mere og mere, og til sidst var man temmelig plaget af det. Køn var han heller ikke ligefrem at se på den sidste uges tid eller halvanden.
Det gik dog hurtigt i sig selv igen efter stop af behandling, og kontrollen viste, at hudproblemerne var helt væk. Sagde hudlægen i hvert fald, så medmindre det kommer igen, hvad hun ikke regnede med, er han kureret, hvorfor det heldigvis var det hele værd.
Hans øjne har det også fint efter linseudskiftningen. Han har været hos optiker, for bygningsfejlen er der stadig, og han ser derfor ikke ens med begge øjne, så brillerne kan ikke undværes, men det gør ham ikke spor, og han er en glad mand, som ikke har set så godt i mange år.
Skavankernes tidsalder har indfundet sig for vores vedkommende, men så længe man kan reparere sig ud af irritationsmomenterne, kan man vel ikke rigtig tillade sig at brokke sig.

Én kvæde og 100 dahliaer …

I foråret var der over 100 blomster på mit relativt nye kvædetræ, som endnu ikke havde givet frugt. Sidste år var der omkring 40 blomster, men der gik et eller andet galt, så de ikke blev bestøvet.
Det gjorde der ikke i år, og der blev sat over 100 kvæder af. Jeg glædede mig allerede … tænkte, at det blev svært, men nødvendigt at udtynde, for det spinkle træ kunne umuligt bære så mange frugter.
Det problem løste sig selv, for en dag, jeg kom ud for at se til træet, var der ingen kvæder tilbage på det. Ikke en eneste var der. Jeg fattede ikke en bjælde – hvad var der dog sket? De havde da nået at få en rimelig størrelse. Var jeg for længe om at tynde ud, så træet selv kunne se, at dets mange, mange børn ville knække dets grene? Næppe, men hvad så?
Senere skulle det dog vise sig, at der var en enkelt tilbage, som stædigt holdt fast, og nu er den plukket. Det var kongen over alle kvæder – aldrig har jeg set en så ren, glat og fejlfri kvæde; de fleste af dem, jeg tidligere har fået foræret, får lidt eller meget ‘uldent’, ruskindslignende skind. Smagen har dog ikke fejlet noget, men jeg var nu alligevel imponeret over den i dag. Den ligger bare i køkkenet og og får lov til at dufte dejligt, så længe den kan, for jeg kan ikke bruge en enkelt kvæde til noget.

Hvis kvædetræet endnu ikke har nået sin storhedstid, så har mine dahliaer nået den for i år. De står så flot som de ikke før har stået, og de bliver bare ved med at blomstre. Jeg håber det varer lææænge inden der kommer frost, for de dahliaer har flere uger i sig endnu. Nogle steder har der været frost, men altså ikke her – nok fordi vi bor så tæt på vandet.
Den gulorange hedder Caribbean Fantasy. Efternavnet fordi den samme knold kan komme med flere varianter af blomster, som svinger fra helt lysegule over den viste til næsten mest rødlige. Jeg tror den lyslilla hedder Crazy Love. Jeg er vild med den; den er meget frodigtblomstrende.

Fire forskellige af mine flotteste dahliaer, som jeg passer godt på fra år til år, kom aldrig op, selv om alle knolde blev plantet ud samme dag, hvorimod dem, jeg i forvejen har flest af, kom alle sammen. Endnu en underlighed, for alle plejer at komme fint hvert år. Så vidt jeg ved, kan dahliaknolde ikke blive for gamle?
Jeg må bare have investeret i nogle nye knolde til foråret, for jeg vil helst have mange slags, der dog gerne må passe bare lidt sammen i farveholdningen i det samme bed … hvad de ikke helt gør i år, som det ses. Jeg ved ikke lige, hvad der gik galt der, for jeg har dem i forskellige, mærkede kasser.

Lige inden vi tog afsted til England, kunne jeg se, at rådhusvinen oven på bådehuset var tæt på at blive rød, så jeg sagde til John, at den vil nok have haft sin storhedstid, inden vi kom hjem igen.
Det var sandt nok – vi fik kun lige de sidste røde pip fra toppen af den i går og i dag. Resten af bladene var væk, da vi kom hjem. Det er selvfølgelig ærgerligt at være gået glip af det flotte syn, men man kan ikke få alt.

Billedet er således ikke fra i år.

Tiden flyver – igen …

Vi er lige kommet, men det er allerede mandag.
Det er det mest fantastiske vejr, man overhovedet kan forlange på denne årstid – vores vejrheld må da snart være sluppet op.
Jeg har beundret strik, tomater og dahliaer, og vi har nydt Annas efterhånden pænt habile klaverspil. Hun slås lige nu lidt med et af numrene fra Amelie, men hun er tæt på at være der. Mormor er naturligvis imponeret …

Charlotte er netop blevet færdig med sin sweater fra Louise Harden. Jeg lovede at understrege, at den IKKE er dampet endnu og derfor ikke falder 100 % som den skal. Men på min blog skulle den, for det er kun hendes andet strikkearbejde, og mor er naturligvis imponeret …

Hun er nu begyndt at designe et fair isle-mønster til en vest, hun vil strikke som det næste projekt.
Som et af sine kun tre fag til A-levels har Anna musik, og det fremgår tydeligt, at hun lever i vores elektroniske nutid, selv om hun også ved noget om den klassiske musik. Jeg fatter ikke en bjælde af det software, så mormor er naturligvis imponeret …

I dag benyttede vi os af det gode vejr og kørte til Stourhead Gardens, om hvem NT siger, at man kan se en smuk efterårspark.

Det var så sandelig ingen overdrivelse. Vi gik alle tre totalt fotoamok, fordi motiverne stod i kø. Vi tog maange billeder, men jeg skal skåne jer og nøjes med et lille udvalg, selv om det var svært at vælge.

Vi gik rundt om den næsten spejlblanke sø og måtte hele tiden standse op for at tage et nyt billede – der viste sig at være meget lig det forrige, som igen var meget lig det forrige, men vi så det åbenbart hver gang som et nyt motiv, bare fordi vi havde taget nogle få skridt, så vinklen ændrede sig en smule.

Charlotte har fået nye briller og solbriller. De er næsten større end man så dem i firserne, så det lille menneske forsvinder nærmest bag dem … de almindelige briller er endnu større end solbrillerne.
Hun har altid haft sin egen stil, og selv om hun vælger ting, der sommetider undrer moar, så går det aldrig galt for hende. Synes samme moar …

Vi har været der før, i 2013, men det var i maj, så det hele ser anderledes ud nu. Det er et sted, man kan tage til flere gange om året og opleve det som et nyt sted hver gang.

Nå. Jeg må løbe. Vi skal spise, og så er vi tre, der skal på pub, mens Aubrey er i skakklubben.

Jeg kom næsten for sent

Efter en weekend på webstrikfestival i Svendborg i snakkeriets og strikkeriets tegn er det hverdag igen.
Det var dårligt vejr lørdag formiddag, men ellers har det artet sig fint, både i weekenden og i dag.
Jeg elsker den høje, klare, dybt blå efterårshimmel, og selv om jeg synes, at efteråret er lidt vemodigt, fordi året går på hæld, er det uomtvisteligt også en meget smuk årstid.
På min vej hjemover i går, på en strækning mellem Sorø og Næstved, så jeg et nærmest New Englandsk landskab. Det havde pletter af de helt skrappe røde farver, der er relativt sjældne at se her i landet. Vi har masser af gyldne og brune farver, men de krasse og nærmest flammende røde ser jeg ikke hver dag … men jeg gjorde altså i går.
Jeg var alene i bilen, og da det var en motortrafikvej, kunne jeg ikke tage et billede, men herunder er et fra vores tur til New England i 2016. Ikke tosset, vel?

Vi kan nu godt være med. Det sidste billede er taget på Jungshoved for et par år siden, og der er ingen tvivl om, at hjortetaktræer giver sukkerahorn kamp til stregen.
I dag kørte vi ud på Jungshoved i et lønligt håb om, at der stadig ville være nogle få hyldebær at finde. Jeg regnede med, at jeg nok var for sent på den, men vejret var flot, hvorfor vi blev enige om, at vi kunne da under alle omstændigheder bare nyde efteråret, om det så gav hyldebær eller ej.

Men det gjorde det. Gav, altså. De fleste var væk, men jeg fik samlet en spandfuld, nok til at fylde saftkogeren, og med supplement af nogle gode madæbler fik jeg 2½ liter hyldebærsaft ud af det.
Nu kan vi gå vinterens forkølelser i møde med den trygge viden, at der er lindring at hente i form af varm hyldebærdrik.

Det kan vi også på anden vis. I morgen skal vi begge have coronaboosteren, og på onsdag skal vi influenzavaccineres. Vi har begge meldt os til yderligere et forsøg med højdosisvaccine, ganske som vi gjorde sidste år, men hvor kun John fik den. I år skal de bruge over 280.000 frivillige, og jeg håber på at være heldig at få den høje dosis denne gang – der er 50 % chance.
Vi har set resultaterne fra 2021, og der er signifikant færre influenzarelaterede hospitalsindlæggelser og dødsfald, hvis man har fået den høje dosis, og vi er jo ved at være i den farlige alder.
Vi ville begge gerne nå at få covid-19-boosteren inden vi skulle til England igen, og det når vi, da vi tager afsted på lørdag. Den virker nok ikke allerede efter fire dage, men den er da injiceret, så det er fint nok. Vi vidste jo, at vi ikke kunne få den før tidligst 1. oktober, så den 4. er fint med os – men vi var også hurtige til at bestille. Vi prøvede hver dag i den sidste uge af september, indtil vi kom igennem – og vi fik først invitationen fra Region Sjælland dagen efter tidsbestillingen. Min søster ventede, til hun havde fået den, og samtlige tider var allerede taget, da hun ville bestille tid, så lige nu ved hun endnu ikke, hvornår hun bliver vaccineret. Der er rift om det.

Med respektfuld afstand

Jeg kom for sent til nørklestrik i går, fordi jeg blev nødt til at vende om og hente mit fotografiapparat. Jeg havde telefonen, men den er elendig til at zoome.
Jeg var lidt spændt på, om de alle ville være der endnu, når jeg vendte tilbage med kameraet, men det var de, og der var oven i købet kommet flere til. Flere fiskehejrer. Det er vel ikke så usædvanligt, kan I mene, at se fiskehejrer, og det er det da heller ikke, for vi ser dem dagligt, men kun en, to, tre eller fire ad gangen.
Denne gang så jeg 12, og da jeg vendte tilbage, var der tilmed kommet flere, hvorfor jeg kunne tælle hele 32 fiskehejrer stående ude i det lave vand, lige over for Marjattas bygninger.
Toogtredive! På én gang!
Billederne blev ikke særlig gode, og hvis jeg zoomede så lidt, at alle 32 kom med, kunne man overhovedet ikke se dem på billedet, men her er et af forsøgene.

32 fiskehejrer over en strækning på måske 100 meter. Det var et lidt specielt syn – jeg ved godt, at de bor i kolonier, men min hidtidige rekord er en halv snes på en gang, som vi har set det nogle gange, hvor man krydser Køge Å lige før Ringstedvej.
En lille bonus var, at den unge havørn også var der, men fiskehejrerne tog ikke spor notits af den.

I dag så vi igen den unge havørn stå i det lave vand lige ud for vores hus. Vandet er ekstra lavt, fordi vestenvinden har været hård.
Den unge fugl har vist ikke helt lært alle jagtteknikkerne endnu, for den kan må ingen måde nå at fange noget som helst, hvis den først skal sætte af fra hvor den står.
Det ved jeg ikke, om gæssene også var klar over, for de fløj ikke væk, men de holdt trods alt en respektfuld afstand til ørnen. Et par krager forsøgte at jage den væk, men den var ophøjet ligeglad.

Den ser lidt forpjusket ud, men det gør havørne generelt, så det er ikke fordi den endnu mangler at lære noget om personlig hygiejne – de ser altid ud som om de netop er fløjet igennem et uvejr.

Vi ser allerede nu blishøneøer ude på vandet; gæs, viber og stære er ved at samle sig, og mange af dem gør det heldigvis lige hvor vi bor, så der er gang i den store kikkert hver eneste dag, hvor vi ser især gæs i store mængder.
Det er en meget snakkende fugl, og når de bliver forskrækkede over et eller andet, kan vi høre dem, selv om døre og vinduer er lukkede.
Vi ser hele flokken lette, flakse meget støjende og mere eller mindre forvirret rundt et minut eller to for så igen at slå sig til ro på vandet. Det er sjældent, vi ved, hvad der får dem til at lette, men det er en meget forsigtig fugl, som hopper på “ulven kommer” hver gang.

Er dette årets længste måned?

Det er mørkt. Hele dagen. Og der er over en måned til årets korteste dag. Suk. November er trist, og jeg kommer på forhånd med en undskyldning til jer, der har fødselsdag i denne måned – hvilket både min far og mor i øvrigt havde, men så lysnede den da også en smule, når vi så kom og fejrede dem.

Vi har ordnet drivhuset til vinteren i dag, så det står fint og lige parat til at plante det til igen til foråret. Nu kunne der ikke pines flere tomater ud af det, men det blev da også til over 37 kilo i år. Det er ret mange, faktisk, men jeg vil heller ikke have lige så mange til næste år, hvor jeg af hensyn til mine havepassere vil bestræbe mig på kun at have kapillærkasser i gang, så ikke de skal på arbejde hver dag inde hos os.
Det vil jeg bestræbe mig på, fordi vi skal på krydstogt i 17 dage i august. Hvis verden ellers arter sig …
Vi lægger ud med nogle dage i New York, hvorfra vi sejler først til det østlige Canada (jeg har længe ønsket mig at se Newfoundland), derefter til to destinationer i Sydgrønland og to destinationer på Islands nordkyst, for at slutte af med et døgn i Reykjavik inden vi skal hjem.
Jeg glæææder mig til at rejse igen – hvis vi da ellers får lov, men mon ikke vi gør? Jeg har besluttet mig for at være optimistisk, til nogen tvinger mig på andre tanker. Coronarestriktionerne er her desværre igen i et vist omfang, men jeg tror ikke, der er nogen, der tror på eller regner med deciderede nedlukninger, for det lader til, at vi, der er vaccinerede, får lov til at færdes næsten hvor vi vil.

Udover denne spændende tur er rejseskuffen så småt ved at blive fyldt igen: England til jul og sandsynligvis igen til maj, Tromsø til marts, et par dage i Tyskland til april, plus det løse, som endnu ikke er planlagt, endsige bestilt.
Verden – og vi – trænger til normalitet, og normalitet er for os blandt andet at kunne drage ud og opleve noget. Coronapesten har taget noget fra de unge, det er sikkert og vist, men vi gamle, som er i den anden ende af livet, har ikke vildt mange aktive år endnu at give af, så det kan kun gå for langsomt med at kunne se verden udenfor igen.
Det varer dog nok lidt, inden vi begiver os til mere eksotiske steder – hvis vi overhovedet giver os selv mulighed for det mere. John er trods alt 76 år. Han er kvik nok i hovedet; det kniber mere med benene.
Selv om vi i princippet synes det kunne være fedt at rejse væk i vintertiden, hvor man alligevel hverken skal passe drivhus eller have, bliver det altså ikke endnu, vi søger til steder på den anden side af jorden, som da vi rundede Kap Horn for snart tre år siden.
Det går nok. Bare vi kommer afsted. Der er steder nok at tage af, og, corona eller ej, så er det altså også dejligt ikke at skulle på en tur, der kræver en vildt lang flyrejse med flere skift.

Skønhed og vellugt

Vi har da bare det flotteste efterår i år, har vi ikke? Skønne, dybe, brændende farver til overflod. Og så oven i købet et vejr, så man kan nyde farveeksplosionen i lang tid.
John siger, at det siger jeg hvert år, så der er åbenbart ikke noget usædvanligt ved det …
I forgårs var jeg på planteskole for at købe et eller andet, der kan stå i en af de store baljer jeg har stående på terrassen. Jeg gik efter en japansk løn, der hedder Bloodgood, men der havde billedet i Haveselskabets blad snydt kraftigt, for den havde slet ikke den skrappe, rødorange farve som blev vist. Man skal ikke gå efter at købe flotte efterårsfarver, hvis ikke det er efterår! Jeg var blevet slemt skuffet, hvis jeg havde stolet på det billede.
I stedet købte jeg en lille stjernetop, som ikke kun er smuk rød nu, men får små, lyslilla blomster om sommeren. Ydermere bliver den ikke ret høj, så den vil ikke vokse op og skærme for noget af den dejlige udsigt. Ikke et eneste sted står der noget om, at dens løv også har en flot efterårsfarve, så det med at gå på planteskole og med egne øjne se planterne, som de står lige nu, er bestemt den bedste måde at udvælge på.
Benved er også meget flot, men den har jeg et andet sted, og den bliver for høj til terrassen. Måske vil jeg yderligere have en anden plante – eller to – jeg har tre store baljer i rustfrit stål, som Søren har smedet og foræret os. Det vil se rigtig godt ud med andet end sommerblomster i dem, er jeg sikker på.

Her til formiddag har vi været ude hos min kvædeleverandør. Det er en af nørkledamerne (den samme, der har de skønne filippaæbler), som siger, at der er mange flere på træet, end hun kan bruge, så jeg kan tage alle dem jeg vil.
Jeg må da nok også lige sige, at hun på ingen måde har overdrevet – hun har tonsvis af kvæder! Træet er ved at segne af de store, flotte frugter, så jeg gik helt amok og blev ærlig talt lidt grådig, men jeg skal nok få dem brugt til noget fornuftigt.
Kirsebær og flere slags æbler til fri afhentning hos bagboen. Valnødder galore hos en anden fra vejen til både plantefarvning og til at spise. Filippaæbler og kvæder på Jungshoved.
Jeg er et temmelig privilegeret menneske, men jeg ved det godt, og jeg er både taknemmelig og glad.

Nu er saftkogeren sat på arbejde.
Mens den har travlt, vil jeg se dagens Barnaby mens jeg laver den lange og tidskrævende italienske aflukning på April Cardigan, som jeg blev færdig med i aftes.
Jeg kan gøre hvad jeg vil når jeg vil. Næsten altid, i hvert fald …
Jeg ER et meget privilegeret menneske.

Det er tid igen …

Det er tid igen. Det er efterårstid, og det er influenzavaccinationstid. Vi meldte os til et forsøg, hvor man afprøver hvor godt en højdosis virker i forhold til den almindelige dosis. En høj dosis vaccine er ikke ukendt, men normalt giver man den kun til folk på 82 år eller mere. Nu vil man altså prøve, om det har en bedre effekt også på os, der er mellem 65 og 82 år. Hvis ikke der er forskel, er der ingen grund til at give den noget dyrere højere dosis. Når man har identificeret sig på vaccinationsstedet, bestemmer systemet ud fra en randomisering, om man får normal eller høj dosis. Jeg fik førstnævnte og John sidstnævnte. Placeboeffekten regnes åbenbart ikke for værende af betydning her.
Lidt øv, at jeg ikke fik den høje dosis, men jeg er under alle omstændigheder influenzavaccineret nu, så det er okay. Hverken John eller jeg mærker den mindste smule til vaccinationen. Min to år gamle vaccination mod lungebetændelse virker endnu. Nu må jeg da snart være helgarderet – mangler bare det ‘boost’ med coronavaccinen, som skulle komme sidst på året.

 

Det har været meget tåget hele formiddagen, og da solen endelig brød igennem, afsløredes det hvor voldsomt mange edderkoppespind der er overalt. På den gammeldags vandpost, på blomster, på græs og i bølgedalene på taget af brændeskuret. Sjovt nok var der kun et enkelt i den store rosmarinbusk. Kan edderkopper ikke lide lugten af rosmarin? Det burde man næsten prøve af inden døre!
Dahliaerne er fine nu, og jeg satser på, at det varer en rum tid inden nattefrosten indfinder sig, så vi kan have glæde af dem i lang tid endnu, for de var længe om at tage sig sammen til overhovedet at gide blomstre i år.
Hobbithuset – oprindeligt navn er bådehuset, men der er ingen både derinde – er på sit skønhedsmaximum lige nu.
Det sker hvert eneste år, og hvert eneste år er jeg lige betaget af de røde blade. Bare en skam, at det varer så kort, inden de er væk igen.

 

Da vi stod op, var det så tåget, at vi knap kunne se tværs over vejen, men da den var næsten væk – og også helt væk, selvfølgelig – var fjorden et meget, meget smukt syn, som den lå fuldstændig spejlblank hen. Når der kommer en lille flok gæs, som flyver et langt stykke kun så meget over vandet, at man ser deres spejlbilleder … ja, så er jeg næsten lykkelig.
Hvert år tænker jeg det samme: At efteråret er en tid i melankolsk mol, fordi vinteren er nær, men selv om jeg bedst kan lide dur, kan [farve]tonerne heldigvis nydes alligevel, når der er dage som i dag, med høj, klar og dybt blå himmel. Der kommer stadig flere farver til – skovene står ikke helt i flammer endnu, men de orange og røde farver er så småt på vej, kunne vi se i går, da vi kørte hjem fra Hårlev.

Lige nu blev det efterår

Den regn, vi blev lovet allerede i torsdags, da vi var hjemme igen fra England, er netop begyndt.
Jeg kunne da ellers godt have tænkt mig, at årets Indian Summer kunne have varet en god uges tid endnu, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og vi skal nok bare være glade for, at det holdt fint tørt i lørdags, så vi kunne sidde i haven hele tiden … vi indtog dog middagen inden døre.
Aftensmaden var en buffet fra Gaudium, som jeg bestemt kan anbefale. Jeg havde taget deres Prestigebuffet, som på bestillingstidspunktet var på tilbud til 165 kroner pr. kuvert. I dag har de deres Gourmetbuffet og deres Supremebuffet på tilbud med samme prisangivelser. Der er kun en minimal forskel på de tre buffeter, så at kalde dem noget forskelligt for at have to stort set ens buffeter på tilbud og en til normalpris kan måske virke lidt fjollet. Selvfølgelig ved jeg godt, at hvis man bytter timian ud med løvstikke på de ristede kartofler, så bliver smagen en anden, og i virkeligheden er det jo nok vældig smart at være en lille smule forskellige og meget ens, for man sparer sig selv for en masse arbejde, samt at det må være nemmere at forfine de enkelte retter, når der ikke er en hel masse forskellige, der skal laves hver dag.
For de 165 kroner fik vi rigtig god mad til pengene, men normalprisen på 345 kroner ville jeg have syntes var lige i overkanten.
De er også gode til at beregne hvor meget vi spiser, for der var ikke nær så meget tilovers som jeg havde regnet med. Den største rest var kød; af det andet var der ikke engang til to personer bagefter. Merete og jeg blev enige om, at det må være et tegn på, at folk vitterligt er begyndt at spise mindre kød end normen ellers har været.
Forretten og desserten skulle portionsanrettes, så det duede ikke at bestille færre kuverter end antallet af personer, hvilket min erfaring ellers er, at man roligt kan gøre, fordi der altid er alt for meget mad.
Mit småbrokkeri betyder på ingen måde, at jeg ikke kunne finde på at bruge Gaudium en anden gang, for det var alt sammen yderst professionelt, og de havde 100 % styr på tingene hele vejen igennem.
Chaufføren, der kom med maden, kom med ind i køkkenet for at gennemgå serverings- og opvarmningsprocessen med mig – måske ville han bare helgardere i det tilfælde, at jeg skulle være analfabet, for der var vedlagt en lille manual med grundige instruktioner, skrevet i kronologisk rækkefølge.
Der var også vedlagt to smukt trykte (ikke bare inkjet- eller laserprintede) menukort, så gæsterne kunne se, hvad de skulle have at spise.
Desserten (som var mørk chokolademoussekage med knas af hvid chokolade og drysset med frysetørrede jordbær), var helt og aldeles uforskammet god! Men som sagt: Det var alt sammen virkelig godt.
Jeg vil også fremhæve brødet, som var det bedste jeg har fået i meget lang tid.
Jojo, Gaudium er inde i varmen hos mig – hvilket er heldigt nok, for jeg havde oprindelig bestilt 21 kuverter (til da hele familien skulle have været samlet i forbindelse med sommerens englænderbesøg, som ikke blev til noget) og eftersom jeg kun skulle bruge 12 kuverter i lørdags, så har jeg ni til gode til en senere lejlighed. Tænk hvis det havde været noget uspiseligt junkfood!

Der breder sig en liflig duft

Hele huset dufter af kvæder. De har en helt vidunderlig duft, både når de bare ligger i en skål, og når de bliver kogt til et eller andet.
Den søde nørkledame, som forærede mig en masse filippaæbler, tilbød mig også, at jeg kunne hente alle de kvæder jeg ville, når de engang blev modne.
Sådan noget lader jeg mig ikke sige to gange, og i går var vi på Jungshoved for at hente dem.
En hel spand tog jeg, og selv om jeg kunne se, at hun selv havde taget mange, var der stadig mange tilbage på træet, da vi havde forsynet os.
På trods af det fugtige vejr faldt kvæderne på et tørt sted, for det er længe siden, jeg sidst har kunnet tiltuske mig nogle af de gode “oldtidens guldæbler”, og mit eget nyplantede kvædetræ, som havde over 40 blomster, gav ikke en eneste frugt.
Jeg har lagt en halv snes i frugtfadet og lige så mange ud i en af æblekasserne i bådehuset. Det var hvad der blev tilovers efter at have fyldt saftkogeren. Jeg gider ikke lave andet end kvædesirup og -gele. Disse to smager rigtig godt, mens jeg ikke er så vild med diverse arter af marmelader af dem, og kvædebrødet (‘flæsket’) jeg lavede for år tilbage, var der ingen, inklusive mig selv, der syntes var særlig godt.

Kvæder er gode, men de ser ikke så godt ud. Det gør til gengæld efterårsklædte hjortetaktræer, som vi så en hel lille skov af på Jungshoved.
Det er ikke underligt, at de minder mig om New Englands fantastiske farver, som vi oplevede for fire år siden, idet hjortetaktræet stammer fra Nordamerika.
Vi gik lige fotoamok i de smukke træer, som vel i virkeligheden snarere er buske. Jeg elsker de farver. Solen var ikke meget fremme i går, men hvem behøver solen, når man kan se sådanne ildfarver selv i gråvejr?

John og jeg har talt om, at vi synes der er flere røde farver i træerne i år, end der plejer at være.
Det kan vel ikke passe? Eller hvad? Jeg taler ikke om hjortetaktræer her, for de har altid denne skønne farve på denne årstid, men generelt, når vi bevæger os rundt i landskabet, ser jeg mere rødt end sædvanligt.
Det er nok coronapestens skyld.
I England er de ved at lukke helt ned igen – kun skolerne får lov at køre videre, mens fx restauranter o.l. kun må lave takeaway. Ingen, der ikke tilhører husstanden, må lukkes ind i hjemmet.
Tænk på dette, alle I coronafornægtere, der synes det er noget pjat, at vi har de, i sammenligning, milde restriktioner her i Danmark, og at vi bare skal åbne for alle overalt.
Nå. Den slags personer læser nok slet ikke med her
Jeg er dog glad på mine englænderes vegne, at de lige præcis nåede at få den korte cornwalltur inden det gik så galt igen – Anna forblev symptomfri i sine 14 dages isolationsfængsel, så de turde godt tage afsted.
Selv om England ligger højt på listen over nye, daglige tilfælde, ligger fx Belgien uhyggelig højt – de har stort set samme antal nye (godt 20.000/døgn), men indbyggertallet i Belgien er kun en sjettedel af Englands, som har et lidt højere antal test/100.000 end Belgien, så tallene kan reelt sammenlignes.
(Kilden er Worldometer, som jeg ikke kan lade være med at tjekke hver morgen.)

Udsigten var god nok …

Hjemme igen efter en uge, der var lidt anderledes, end vi først havde regnet med, men den var okay, og vi har hygget os med Merete og Søren i stedet for. Torsdag til frokost kom Meretes to yngste børn. De blev der til fredag aften, hvor de skulle videre til Aarhus for at besøge deres kusine, så det var kort, men dejligt. Selv om John og jeg var enige om ikke at foretage os noget indendørs, lod vi os overtale til Kattegatcentret, som kun vi to havde set. Vi huskede det som havende masser af plads, så det gik nok. Det gjorde det også, men vi var alligevel glade for, at vi stod der, da de åbnede.

Det var rart at have ‘børn’ med – både Rune og Annemarie skulle både røre en rokke og klø en krabbe.
Stenfisken, som befandt sig nede blandt “Farlige Fisk”, skulle vi derimod ikke have rørt ved, men det kunne vi da heller ikke komme til. Den er slem: “Føler den sig truet, løfter den sin rygfinne, der består af 12-14 giftpigge. Giften er forfærdelig smertefuld for mennesker – faktisk den værste fysiske smerte et menneske kan føle, og den kan være dødelig. Der er historier om folk, der simpelthen har bedt om at få amputeret deres arme eller ben, efter at de er blevet ramt af stenfiskens pigge!”
Godt, så. Der findes heldigvis en modgift. Stenfisken lever på koralrev, så vi risikerer ikke noget her i lille Danmark … den er virkelig svær at få øje på.

Hvorfor overskriften?
Jo, vi havde en dejlig udsigt over strand og vand fra huset, men hvis vi gik ned på ‘udsigtsbænken’ ikke så langt fra huset, kunne man ikke se en pind …

En herlig udsigt havde vi det meste af turen hjem. Det var fint solskin og efterårsfarverne stod i al sin pragt og må være på deres højdepunkt lige nu.
Skovene var aldeles vidunderlige at se på, og der er som bonus flere helt røde træer i Jylland, end der er på både Fyn og Sjælland. Det var i hvert fald det indtryk jeg fik, og vi var alle dybt betagede.
Frokosten indtog vi ved Åhuse, som er en strand syd for Stouby ved Vejle Fjord. Nydeligt, må jeg sige. Men vi blev i bilen, da der ikke var nogen bænke, vi kunne sidde på, og vi havde ikke lyst til at sætte os i det fugtige græs.

Endnu en af de danske bøgestrande. Englænderne ville have nydt synet, lige som de, hver gang de besøger os, nyder Vemmetofte Strand og Sibirien. I England har de masser af strande og også nogle bøgeskove, men så vidt de ved, er der ikke et eneste sted derovre, hvor en bøgeskov går helt ned til stranden, som vi ser det så mange steder i Danmark.
Apropos bøgestrande: Jeg havde engang en kollega, som hed Bøgestrand til efternavn. Sammen med sine to brødre havde han et lille band, da de var unge. De kaldte sig The Beechbeach Boys.

Sort humør og sort sol

Uddrag af samtale med Warminster School fredag d. 16. oktober:
– Vi er meget kede af at være nødt til at give jer denne meddelelse, for vi ved, at det kan ødelægge jeres efterårsferie, men vi er nødt til at bede Anna om at gå i 14 dages selvisolation, da hun har siddet mindre end to meter fra en holdkammerat i 1½ time, og denne holdkammerat er nu testet corona-positiv.
– Jamen Anna sad med siden til hele tiden, og der var både en gang og en anden elev mellem hende og Anna.
– Det er rigtigt, men vi har vores regler, og derfor holder vi fast i, at Anna skal gå i selvisolation for en sikkerheds skyld.

Det kom der en meget ulykkelig Anna ud af. Først røg turen til Danmark, og få dage efter røg også turen til Cornwall, som var ment som kompensation.
Isolationsperioden gjaldt dog fra tirsdag d. 13. oktober og dermed ‘kun’ til tirsdag d. 27., så de ombookede cornwallturen til den dato i stedet for (de har 14 dages efterårsferie).
Men hun var stadig meget ked af det, det lille pus.
– Jamen mor, så kan vi jo overHOVEDET ingenting foretage os!
– Jo, vi kan. Vi kan ganske vist ikke gå på restaurant eller cafe eller andre steder, hvor der er andre mennesker, men vi kan fx gøre det, at vi pakker en picnickurv og kører et eller andet sted hen, hvor der ikke er andre i nærheden. Det kan godt være, at du i princippet ikke engang må gøre dette, men kører vi midt ud på Salisbury Plain, så kan du altså på ingen måde give en eventuel smitte videre, så det gør vi. Punktum.
Punktum. Mor har talt, og sådan bliver det. Det kender vi godt, ikke sandt?

Altså kørte de i lørdags ud på Salisbury Plain og hyggede sig med deres picnic. Da de var på vej hjemover, dukkede der et syn op, som betog dem alle.
Anna fik hurtigt sin mobiltelefon frem, og hun fik det fantastiske syn på den video, som jeg har indsat herunder.
Jeg under bare SÅ meget Anna, at det lige præcis var hende, der fik indfanget den flotte opvisning. Vi har set sort sol i Sønderjylland 3-4 gange, men vi har, så vidt jeg husker, aldrig set så flotte formationer, som mine englændere så her midt ude på Salisbury Plain. Uden rørskove, men selvfølgelig med buskadser, som stærene i stedet for kan slå sig ned i for natten.
Sådan noget hedder murmuration på engelsk, og både Tim, Charlotte og Anna selv lagde det på hver deres instagramprofiler, men jeg ville altså også lige prale med det her på bloggen.
Nyd synet!

Strandfund – sømus og andre lækkerier

Huset er dejligt og beliggenheden okay. Der stod, at der var 10 meter til vandet, men jeg gad godt vide hvordan de har lavet den beregning, for der er 50 meter til Fjellerup Strandvej; så er der selve vejen, derefter et (heldigvis godt) vaffelbageri, inden stranden begynder. Skal vi sige 200 meter? Men det er også i orden; det er ikke vildt langt, men dog falsk reklame, synes jeg – pudsigt nok kunne man hverken se vejen eller vaffelbageriet på nogle af billederne af huset eller haven … det har så lært mig at tjekke Google Satellite Map som et led i en sommerhusresearch.

Vejret er flot, men jeg skal da lige love for, at der blæste en kraftig nordenvind i nat, så vi regnede med, at der var masser af ‘guf’ at finde nede på stranden. Det var, i modsætning til ovenstående, rigtigt regnet ud.

Først så vi en … ja, hvad så vi? En and? Eller en svane med meget små fødder … dernæst en hund.

Så fandt vi sømus – vi fandt rigtig mange sømus, som er en søstjerneart, og som ingen af os havde set før, men de findes vist heller ikke i de sjællandske farvande.
Jeg fandt også en blå søstjerne. Den ER blå, selv om den ser sort ud, men den var også meget død.

Vi fandt noget tang, som voksede op fra nogle små huller i den gummiagtige gullige masse, som Google Lens ikke kunne fortælle mig hvad var.
Jeg lagde den på min taske for at fotografere den, hvilket fik Google Lens til at foreslå “lignende produkter”. Det var sko … GL er altså bedre til planter, hvilket jeg efterhånden har konstateret nogle gange.
Vi fandt en meget nydød krabbe. Det er ellers næsten altid kun skallen, vi finder, men her var der kød indeni, og den lugtede endnu ikke dårligt.

Det har blæst så meget i nat, at der er blevet revet tang op med rod – se herunder – det lyse ‘garnnøgle’ til højre er rodnettet … går jeg ud fra, for det sad meget fast sammen med det flade, grove, brune tang, som jeg tror er sukkertang, men er ikke sikker, og jeg havde ikke lyst til at smage på det.

En stor del af oplevelsen ved denne form for gåtur er at finde ud af hvad det er, vi finder. Det lykkes ikke hver gang, men vi prøver altid.
Det er heller ikke altid vi kan huske det til næste gang vi finder det samme, men på et eller andet tidspunkt sidder det fast. Nogle navne sætter sig af en eller anden grund straks fast, mens andre skal slås op igen og igen. Hvorfor mon det er sådan? Jeg har forsøgt at finde et mønster i de ting jeg husker med det samme, men uden held – det er tilsyneladende helt tilfældigt.
Måske har det bare noget at gøre med hvor frisk man er lige den dag.

Storm i Østersøen giver vand ved Den Stråtækte

Nu er det højvande igen, fordi det er stormvejr ovre ved Bornholm.
Køerne på marken blev hentet hjem i går, men der går stadig to får – som tilsyneladende er aldeles ligeglade med, om vandet stiger. De kan skimtes på billedet; det sorte kan i hvert fald, og det grå ligger tæt på kl. 3. De tager det hele med ophøjet ro.

Men vand kommer der ind, og meget af det. Stien, vi normalt går ad ned til vandkanten, er næsten druknet. Til sammenligning viser jeg et næsten identisk billede fra i sommer, hvor en landrover kom i knibe. Det er ikke så underligt, at terrænet visse steder er lumsk nok til at fastholde en landrover, når der kommer så meget vand ind en gang imellem.

Blishøneøerne er tilbage igen. Vi ser aldrig blishøneøer i sommerhalvåret, men i løbet af efteråret dukker de op. Så kan vi et lille stykke ude i vandet se en lang, sort stribe, der flytter sig lidt frem og tilbage – de lader sig føre ‘gratis’ med vinden i den ene retning, hvilket de bliver ved med, indtil de på en eller anden måde får kommunikeret om, at nu er det tid til at bevæge sig den anden vej, men til det må de arbejde for sagen.
Og blishøns er det, selv om man ikke umiddelbart kan se det …
Nogle gange, når vi kommer længere hen på vinteren, oplever vi, at en ø kan blive flere gange større end denne her. Jeg ville gerne vide, hvor mange fugle der så udgør øen, men det er safety in numbers. Vi har set havørnen forsøge sig – også med held, men risikoen for den enkelte fugl er naturligvis mindre, jo flere de er.

Har jeg nævnt før, at jeg aldrig bliver træt af at bo her?
Det har jeg nævnt, I know, og dette bliver nok heller ikke sidste gang – jeg fascineres stort set hver eneste dag over fjordens mangfoldighed, hvis man ellers kan sige sådan om en fjord, men den er ikke den samme to dage i træk.

Vandet er i øvrigt ikke færdig med at stige … jeg er spændt på, hvor højt det når op denne gang. Lige nu, i skrivende stund, har vi nået niveauet fra marts i år, men selv om det måske ser faretruende ud, er der ingen fare på færde for os. Vi har da i det mindste ingen varsler fået om ekstraordinær høj vandstand, så mon ikke det går også denne gang? Selve huset ligger 3-4 meter over normal vandstand, så der skal meget til – selv om jeg blev en anelse nervøs dengang i januar 2017, hvor det steg rekordhøje knap to meter.
John grinede godt nok også lidt af mig. Med rette, viste det sig … men det er okay. Der er nogle gange, hvor jeg helst vil tage fejl.

Den lokale jungle er fældet

I næste uge er vi ikke hjemme; i denne uge er det indtil videre fint vejr, så det var i dag, at drivhuset skulle ryddes og renses.
Det var sandelig godt, vi fik det nye, for aldrig før har jeg fået så meget ud af et drivhus – men okay – det har måske også lidt at sige, at det også er det største drivhus, jeg har haft … dog kun tre kvadratmeter større end de to tidligere. 
Der er forsyninger frem til næste høst af henkogte tomater (som jeg ofte bruger i stedet for en dåse flåede tomater), ovntørrede tomater, agurkesalat, syltet snackpeber, pesto, sambal oelek, ‘ren’ chilipasta, chilisovs og chilimarmelade. De to bønneplanter i hjørnerne udenfor drivhuset har ligeledes givet bønner til hele vinteren.
Glorien er stor og tung, men det mærker jeg ikke, for den svæver over mit hoved (nej, ikke mit hovede! Det hedder et hoved).
Agurkeplanten havde ikke meget rodnet, mens tomaterne og basilikummerne var gået helt amok i roddannelser – der er ikke noget mystisk i, at de drak så meget, som de gjorde, men det var vel også derfor, at ydelsen var i top. Næste år skal jeg bare huske at give tomatplanterne lidt stjålent materiale fra et af alle de kalkbrud, vi har i lokalområdet, så tomaterne ikke igen får griffelråd. De tre af sorterne var ligeglade, men bøftomaten, som jeg gerne vil have igen, fordi den var helt vildt smagfuld, led desværre meget af det.

To af de fire tomatsorter var jeg ekstra glad for, så for første gang har jeg selv forsøgt mig med at tage frø. Jeg vil dog ikke satse 100 % på held med dette, så jeg vil også til næste år købe planter hos Toftegaard.
Snackpeber kommer også i drivhuset igen til næste år, lige som, selvfølgelig, agurk og chilien early jalapeno.
Resten besluttes senere, men jeg kunne godt finde på at prøve med en aubergine, bare for at se om den vil trives hos mig.

Dahliaerne er det langtfra slut med endnu; tværtimod bliver de hele tiden flottere og frodigere og kommer med flere flere og flere blomster, så jeg håber det varer rigtig længe, inden nattefrosten indfinder sig ved Den Stråtækte.
Vi har aftalt med Troels Tækker, at han skal mønne stråtaget i år, men han har lovet at vente med at komme til i den sidste halvdel af november, fordi det vil komme til at svine en del med halm, og han var enig i, at det ville være synd at ødelægge det smukke dahliasyn ved at få bedene til at ligne stormvejrsramte, nyhøstede marker.

Rådhusvinen er tæt på at nå sit maximum, så vi når at få fuld glæde af den, inden vi tager på efterårsferie.
Efteråret er bare den smukkeste årstid, men det har jeg vist sagt før …

Nu fik bagboerne besøg af datter og børnebørn, så jeg lige.
Jeg er ikke misundelig, for jeg under dem det naturligvis så gerne, men jeg saaaavner mine egne, gør jeg!

Så er det løb kørt

Vi var så glade, da grænserne åbnede i sommer, så vores englændere kunne komme hertil på ferie.
Det blev deres eneste ferie, da deres ellers meget imødesete tur til Namibia gik i vasken pga. coronapesten.
Det er der meget der er for mange. Gået i vasken, altså …
Nu også deres efterårsferie i Danmark. Det løb er således kørt, medmindre der sker et mirakel inden uge 43.
Der er mange steder på landkortet nu, hvorfra og til de forskellige lande fraråder rejser, og selv om det i princippet kun ‘frarådes’, så skal englænderne isolere sig i 14 dage efter hjemkomst fra Danmark, hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre pga. børnenes skole.
Som i øvrigt er i fare for at lukke, da de netop har konstateret to elever og en lærer positive for corona. De er en anelse spændt på udviklingen.

John og jeg lejede allerede i januar, dvs. før nogen vidste noget om corona, et stort sommerhus, som han og jeg kan fare vild i alene, og vi kan helt ærligt ikke finde ud af, hvor meget vi vil fylde det op – indtil nu har vi kun spurgt min søster, fordi hun for første gang i sit 63 år lange liv er blevet arbejdsløs. Det er ikke en nem alder at finde andet arbejde, men hun har løn i 11 måneder, fordi hun røg i en af de efterhånden mange fyringsrunder, så lige nu går hun vist bare og nyder, at hun ikke behøver at arbejde 24/7. Hun er systemadministrator, og jeg har ikke tal på de gange, hvor hun har stået standby nærmest døgnet rundt, uanset hvor hun har været henne i verden. Det løb er også kørt nu.

Løbet er ligeledes snart kørt for rådhusvinen, der dækker hobbithuset. Herover ses forskellen bare fra i går til i dag … det varer ikke længe, før alle bladene er lysende røde, og ganske kort tid derefter falder de af nærmest på én gang.

Nå. Så længe løbet ikke er kørt for John eller mig, så går det jo nok alt sammen, men jeg er saftsusemig træt af alt det coronahalløj! Det er jo umuligt at planlægge noget som helst.

Jeg talte med vores forsikringsselskab i går, fordi vi sidste år oprettede en lidt ekstraordinær rejseforsikring, efter vi havde bestilt rejsen til Alaska og Canada. Det var en lidt dyr tur, så vi skulle ryste op med mere, hvis vi ville have beløbet dækket 100 %, hvilket vi naturligvis ville.
Jeg tror ikke, vi nogensinde kommer på den tur – hvis vi gør, bliver den taget i bidder – så jeg spurgte hvad det ville koste, hvis vi vil have sat dækningen ned til det halve beløb.
Det ville koste det samme! Afbestillingsforsikringerne er steget voldsomt (gæt selv hvorfor!), og at ændre en forsikring er åbenbart det samme som at sige én op og oprette en anden. Præmien på forsikringer, der allerede var oprettet inden coronapesten, stiger ikke, så vi beholder indtil videre den dyre, men alligevel relativt billige forsikring.
Jeg håber jo ikke, at rejseløbet er kørt og vil helst tro på, at vi engang kommer ud på en lang rejse igen, men tiden er desværre ikke med os.

Gæs i store flokke

Selv om vejret lige nu er det perfekteste sommervejr, er vi tæt på at være på den vemodige tid på året. Tiden, hvor himlen kan være så høj og så klar og så blå og så flot, at man helt taber vejret, men også tiden, hvor man gør sig det klart, at sommeren er ved at være forbi og at den grå og kedelige vinter nærmer sig med alt for raske fjed.
Efteråret er en smuk tid – på sin egen måde lige så smuk som foråret med sine fantastiske farver og alle de mange frugter på træerne – men den er ikke på samme måde fyldt med fryd, glæde og forårsfornemmelser; den gode og tilfredsstillende følelse af, at lige om lidt kommer der endnu en sommer med alle de fornøjelser, der er forbundet med den.
Om foråret flyver gæssene i store flokke lige over vores hus, og nu er de igen ved at samle sig til de store træk.
Hver dag ser vi flere flokke, der fylder det meste af himlen. Nogle gange ligger de hele dagen på fjorden; andre gange er de blot på en ganske kort visit, som her til morgen, hvor de lettede igen efter få minutter. Gad vide hvorfor de overhovedet landede?

Jeg ville ønske jeg kunne forstå gåsesprog. Det er helt utroligt, som de gæs kan skvadre dagen lang. Og natten med, for den sags skyld. Her er deres snak dog lidt mere afdæmpet, næsten som om de ved, at nogle sover og derfor gerne vil have nattero.
Men hvad snakker de om?
Ligger de der og brokker sig i én uendelighed over naboen, som fylder for meget eller er ved at snadre sig ind på et allerede optaget fourageringsområde? Eller taler de om, hvornår de skal lette igen? Om de andre har mødt nogle af de fælles bekendtskaber? Om Didrik og Dot har det godt?
Hvilken rute de skal tage?
Eller er de i virkeligheden aldeles ligeglade med, hvad alle de andre gæs siger, men snakker bare for at høre egen stemme?
Der må da være en grund til al den snak … de larmer også når de flyver. Hvorfor gør de det? Er der en ornitolog til stede?
Der kan skrives bøger om det jeg ikke ved om fugle, og selv om John ved meget mere end jeg gør, er det desværre ikke alle mine mere eller mindre fjollede spørgsmål, han er i stand til at besvare.

Vi har aftalt at køre til Falsterbo i oktober. Tage frokosten med, være der det meste af dagen og håbe på, at vi er heldige.
Jeg er ikke i besiddelse af den samme fuglekiggertålmodighed som John, men heldigvis er strikketøjet opfundet.
Vi kan se mange trækfugle på Stevns, men der skal vi være mere heldige, for det er ikke alle trækfuglene, der lægger vejen forbi her – selv om der i 2018 blev observeret hele 9000 (ja!) musvåger på én dag.
Ved Falsterbo samles der heeelt vildt mange fugle, men vi var desværre ikke heldige at se særlig mange den eneste gang vi kørte derud.
Vi må bare prøve igen … jeg har fundet en god vejledning til præcis hvor man skal begive sig hen under de forskellige vindretninger.

Der er MASSER af æbler endnu

Vi skal holde jul i år for englænderne, min ene søster og to af hendes børn.
Det indebærer andesteg, og det indebærer igen æblegele. Det gør den flæskesteg også, som vi skal have en dag inden jul.
Da jeg lige inden englandsturen tjekkede æblegelelageret, så jeg, at der ikke var noget lager! Det var sandelig ikke så godt.
Jeg kunne ikke nå at gøre noget ved situationen inden afrejse, og efter det slemme blæsevejr vi havde, var jeg ikke sikker på, at der ville være flere æbler tilbage hos den flinke bagbo, hvor jeg fik lov til at tage så mange, jeg havde lyst til.
Jeg har taget mange, og de ligger så fint i de kasser, John har lavet til mig, men det ville gøre for stort et indhug i dem at tage af dem til gele.

Det viste sig dog heldigvis, at bagboen endnu var endog særdeles leveringsdygtig i æbler – der lå så mange på jorden, at man ikke kunne undgå at træde på dem, og der hang endda tilligemed mange tilbage på tre af de ti træer de har.
Jeg samlede, hhv. plukkede en stor spandfuld æbler, vaskede dem og fik sat saftkogeren i gang. Jeg kunne ikke engang bruge alle dem, jeg tog med hjem, så de fineste af dem kom ud på mit æblelager.

Er det ikke et herligt syn? De smukkeste rødgule æbler – en blanding af alle tre tilgængelige slags, hvoraf jeg kun kender Ingrid Marie.
Saftkogeren blev fyldt til randen, hvilket der blev hele tre liter saft ud af. Når først der kommer sukker i, bliver der godt nok mange glas gele ud af det, men det gør ikke spor – det er godt at have værtindegaver på lager, og desuden smager det rigtig godt til mange ting; ikke kun til at putte i den brune julesovs. Æblegele forbedrer bl.a. den færdiglavede rødkål en smule og får den til at smage en anelse mere hjemmelavet.
Min søster er god til at lave gammeldags æblekage; dertil er den fine, røde gele også uundværlig.
Skulle jeg gøre alvor af at invitere vejens beboere ind til julehygge, som jeg går og overvejer, er det heller ikke helt tosset til æbleskiver.

Jeg har det skidt med at se så mange æbler gå til spilde, for fuglene kan sandsynligvis ikke nå at spise dem alle, inden de rådner. Der var dog grænser for, hvor mange jeg ville tage, selv om jeg sådan set havde fået nærmest frit spil, men det nytter jo ikke noget, hvis ikke jeg selv kan nå at bruge alle dem, jeg tager.
Inspireret af Charlottes egen most kunne jeg måske næste år prøve at bede om at få lov til at samle dem og køre æblerne til et mosteri, hvor man kan komme med egne æbler. Mon ikke det bliver accepteret, hvis vi deler den most, der kommer ud af det?
Det har i hvert fald ikke været så dårligt et æbleår her ved Præstø Fjord, som man klager over andre steder i landet – og i England.

Der er stadig noget at se

I mandags kørte vi til Birkegårdens Haver – bare for at finde ud af, at der var lukket og sæsonen slut for i år. Vi var lige ved at køre igen, da jeg så, at hvis man betalte en halvtredser enten på mobilepay eller i en dertil indrettet kasse, måtte man gerne gå ind og se sig omkring. Nu var vi kørt så langt, så det gjorde vi. Det var såmænd også fint nok – vi behøvede ikke at kunne besøge cafeteriaet, men nød at have hele området for os selv, kun med selskab af nogle ansatte, der havde travlt med at stille alle mulige halloweenting op rundtomkring, fordi de holder åbent i den første efterårsferieweekend.

Der var de skønneste efterårsfarver indimellem – se bare bladet her til højre. Der er ikke pillet ved billedet; det var i voldsom grad et rødorange blad, jeg fandt.
De havde haft frostvejr, kunne vi se på deres dahliaer. De havde lagt en eller anden dug over, formentlig fordi de gerne vil kunne vise de smukke blomster frem i uge 42. Blomsterne havde da heller ikke taget skade, men bladene var bestemt ikke pæne mere.
Vi har 7-9-13, bank under bordet og hvad der ellers findes af besværgelser, ikke haft frost endnu. Mine dahliaer er på deres smukkeste og mest blomsterfrodige stadium lige nu, så jeg ville blive ret ked af det, hvis frosten kommer og ødelægger det hele alt for tidligt. Bedene bugner af blomster, også selv om jeg tager mange ind og sætter i vaser.
Herunder en echinacea eller purpursolhat. Jeg har den ikke selv, men det har jeg måske til næste år, for jeg stjal en, hvor frøene var færdigudviklede.

Jeg har fået nye fødder. Jeg har købt (endnu) et par støvler af mærket New Feet, som jeg faldt for sidste år på Fyn. De sidder som var de fremstillet lige præcis til mig. Det var også bare fordi John skulle til bandagisten i Køge for at finde et par gode knævarmere. Det betød lidt ventetid for mig, og kostede dermed et par nye støvler. Det er noget værre noget … jeg lader mig nok for let friste.
Men jeg stod lige og manglede dem …

Vi spiste frokost på Cafe Baum, som er blevet vores yndlingssted i Køge. Man kan få alle deres vine (og de har maaange) på glas. Det ville jeg virkelig ønske, at mange flere kunne finde på at tage op, for det er hammerirriterende at skulle spises af (tøhø) med husets vin, der sjældent får englene til at synge. Hvis Cafe Baum kan, kan andre vel også! John drikker sjældent vin, og slet ikke rødvin, så jeg skal ofte – i hvert fald til frokost – kun have et enkelt glas. Er det aftensmad, kan jeg godt drikke en halv flaske, men da ikke en hel! 
Jeg fik oven i købet lov til at smage på tre forskellige. Jeg nævnte, at jeg nok mest var til zinfandel-drue i dag, men han kom med en zin, en negroamaro og en syrah, fordi han mente at de alle tre kunne bruges til den valgte mad. Jeg valgte negroamaroen.
Man skal prøve noget nyt, når mulighed gives.

Jeg troede jeg var færdig …

Jeg troede jeg var færdig for i år med at sylte, konservere og gemme, men da jeg kom hjem fra strikkeeftermiddagen med nørklegruppen, var John i gang med at fjerne den hyld, der havde vokset sig alt for stor næsten midt inde i kirsebærlaurbærtræet.
Den havde store flotte klaser, og mig, som ellers aldrig laver hyldebærsaft, kunne ikke nænne at smide dem ud, så de blev plukket af til så meget saft, som der nu kunne blive. Der var 1,3 kilo. Ikke alverden, men nok, for jeg er ikke selv vild med hyldebærsaft, men det er Charlotte, så nu kan jeg forkæle hende lidt [mere], når hun kommer hjem til jul.
Måske bliver det bedre, end jeg husker det, for når min mor lavede det, var det bare hyldebær. Slut. Og sukker, selvfølgelig, men jeg fandt en opskrift hos Valdemarsro, fra hvem jeg ved, at det altid er godt, når det kommer fra hende, så jeg proppede æbler med ned til hyldebærrene. Jeg er dog ikke sikker på, at det var en god ide at putte timian i også – det duftede forkert sammen, så det hev jeg relativt hurtigt op igen.
Det blev lavet i gryde – jeg gad ikke sætte den rigtige saftkoger i gang for så lidt.
Det står nu og drypper af – bagefter skal saften tilsættes citronsaft og sukker, koges op og hældes på flaske. Der bliver vist ikke mere end en liter, men det er fint nok. Jeg har ingen ide om, hvor koncentreret den er, og dermed ingen ide om, hvor meget det skal fortyndes.

Er de ikke skønne, de små stenfigurer herover? Jeg købte den lille opstilling, da vi var på Arken og spise midt i september. Jeg har kigget på dem – der er mange at vælge imellem dernede – hver gang vi har været på Arken, og jeg har hver gang fortrudt, at jeg ikke købte en af dem.
Det gjorde jeg så ikke denne gang. Fortrød, altså, for nu kom en af dem med hjem og byder så fint vores gæster velkommen.
Man kan bare ikke lade være med at smile, når man ser dem, vel? Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen endnu, der ikke trak på smilebåndet ved synet af de små glade ansigter.
Det største problem var at vælge, hvilken en jeg skulle købe, for den ene var sødere end den anden, men det blev denne her med de fine små mariehøns.
Jeg er imponeret over, at man med så enkle midler kan lave noget så genialt. Jeg kunne aldrig selv finde på den slags – på den måde er jeg ikke kreativ.
Det er mit svar, hver gang nogen siger, at jeg er kreativ, fordi jeg strikker og syr så meget: “Jeg er produktiv, men ikke spor kreativ, for jeg kan ikke selv finde på, men jeg kan følge en opskrift.”

Jeg fandt sort guld!

Nej, jeg har ikke fundet olie, men noget, der er meget bedre. Måske ikke for pengepungen, men for både klimaet og mine smagsløg.
Jeg fandt sorte trompetsvampe i dag – har I nogensinde smagt en omelet med sort trompetsvamp? Uhmmm, det er SÅ godt! Den passer perfekt til noget med æg eller til fisk, så disse vil komme i en omelet i morgen.
Totentrompete, som de så dystert hedder på tysk, er en fremragende spisesvamp, som jeg desværre finder alt for sjældent, men i dag var den altså god nok, og disse svampe er guld for mig.

 

Vist de fleste lovpriser kantarellerne som de bedste; andre sværger til Karl Johan, og atter andre til en tredje eller fjerde spisesvamp.
Min top 6 ser således ud:
1) Trompetsvamp – 2) Karl Johan – 3) blomkålssvamp – 4) tragtkantareller – 5) kantareller – 6) almindelig pigsvamp.
Der er flere, der er gode, og nogle gange bytter de nævnte plads på listen, men kantareller vil aldrig befinde sig i toppen af den for mit vedkommende.
Da smag og behag bør ikke diskuteres, var dette ikke ment som et oplæg til en debat – bare en konstatering – I er dog naturligvis velkomne til at give jeres bud på, hvilken spisesvamp I synes er den bedste.
Det skulle være et fantastisk svampeår i år, men jeg kan godt mærke, at vi ikke længere bare lige skal gå ud ad døren oppe i vores forhenværende svenskerhus for at komme til svampeland, for i dag var første gang, vi er ude i år – altså for at finde spiselige svampe – vi har været ude af andre årsager …
Til gengæld blev vi jo altså belønnet med dette herlige sorte guld, som ikke var at finde i nærheden af vores svenske matrikel.

Det var også mere guldlignende guld at finde i skoven. Flot er denne her, ikke sandt? Vi nøjes dog med at nyde synet, for jeg tror nemlig, det er knippe-svovlhat, men er ikke 100 % sikker. Skulle det være rigtigt, skal den ikke i kurven, for den hører til blandt de giftige svampe.

Der er ikke langt mellem snapsene

Der er ikke langt mellem snapsene her i huset – i hvert fald ikke mellem de to glas, der ses på billedet herunder.
Der er heller ikke langt mellem dem i overført betydning, for allerede om en halv snes dage går turen til Harzen, hvortil vi fik et tilbud, som vi jeg ikke kunne modstå, og når jeg ser den slags gode tilbud, er John heldigvis aldrig sen til at hoppe med på vognen. Det er bare tre nætter, men lidt har også ret, og i øvrigt kan sådan en miniferie sagtens føles som en ‘rigtig’ en af slagsen, fordi vi som regel når at se og opleve en masse på kort tid.

Jeg har erhvervet mig en masse æbler, så John har haft travlt med at lave muse- og rottesikre æblekasser til mig – noget med tremmer og finmasket net, så der er luftcirkulation, men ingen adgang.
Det er fantastiske æbler – i år holdt de sig fint helt hen i april uden at blive kedelige. Hvis jeg bare husker at tjekke for råd indimellem, holder de sig fint ude i bådehuset. Hvis altså ikke vi får hård frost, men den tager vi derfra, hvis det sker.
Jeg har fået fem forskellige slags, og den ene kan kun holde til jul. Jeg ved desværre ikke, hvad nogle af dem hedder, bortset fra Belle de Boskoop, men jeg kan kende forskel på dem alle, hvilket er det vigtigste.
Herover som sagt æblesnaps – en kvist rosmarin, en enkelt kryddernellike, skræl af ½ citron, godt to spiseskefulde rørsukker og 2-3 forskellige æbler (ikke Belle de Boskoop) i hvert glas. Uhhh, det bliver godt, gør det.
Det store rummer ¾ liter; det lille ½. Jeg bruger vodka – der er ingen grund til at købe dyr Brøndumsnaps, for denne æblesnapsvodka bliver virkelig god uden de dyre dråber. Næh – tre liter BiB-Jeltzinvodka købt hos Fleggaard, så er der til mange, mange kryddersnapse. Så mange, at man kan forære nogle af dem væk som værtindegaver.
Ude til højre er det æbleeddike, som jeg bruger meget af – det gør man, når man får kasser fra Årstiderne. Godt nok æblecidereddike, men nu så jeg denne opskrift, hvortil der anvendes ganske almindelig, klar lagereddike, så må vi se, hvordan den bliver. Det er både billigt og nemt, så hvis den bliver brugbar, er det da fint. Den skal trække i 3-4 uger inden brug, så tålmodighed er en dyd, Ellen, husk det.

Og så er min datter blevet britisk statsborger. For et par måneder siden fik hun sit Permit to Stay, så fra da kunne ingen smide hende ud af landet uanset hvad der måtte ske, men nu er de sidste formaliteter overstået og hun har papir på sit britiske statsborgerskab.
Der ville sandsynligvis ikke have opstået problemer, eftersom hun har boet der i over 20 år og har været gift med en engelsk statsborger i de 15, men nu er hun 100 % sikker – og børnene kan få dobbelt statsborgerskab, når de bliver 18 år, hvis de vil, men det kunne måske være meget rart for dem at have en fod indenfor i EU … man ved aldrig, hvad der kan ske, når det herskende Brexitkaos engang bliver ordnet på den ene eller den anden måde.
Nu mangler hun bare at få britisk pas; hun skal fremover altid have både et gyldigt dansk og et gyldigt britisk pas på sig, når hun rejser.
Men så se dem da lige: Mine store børnebørn. Aubrey har nu overhalet Anna i højde, og den eneste grund til, at Charlotte stadig er en anelse højere end dem begge, er hendes lidt højere hæle på skoene.

Det er i dag et vejr …

Det er fuldstændig fantastisk, at man kan have sådan et vejr den 13. oktober. Vi har haft 21°, fuld sol og næsten vindstille. Det er et vejr og en temperatur, der passer mig særdeles fremragende – meget bedre end den ulideligt varme sommer, vi havde i år.
Ditte og jeg stoppede syseminaret i går præcis klokken 17:35, hvor Peter ankom. Netop som han drejede ind, syede hun de sidste sting på den øverste kant på den flotte, blå taske, som ses på billedet. Den mangler kun nogle knapper på sidelommerne, men dem har hun hjemme¨hos sig selv, så de kunne i sagens natur ikke blive syet på her.
Det var perfekt timing.
I formiddags kørte vi en tur til Vallø slotspark, som Ditte og Peter ikke mindes at have set før. Efterårsfarverne er så smukke nu – vi talte om, at der da vist er mere knald på farverne, end der plejer at være … at der er flere og kraftigere røde farver end normalt. Eller skyldes det bare det gode vejr, at det synes sådan?

Den røde farve herover er dog ganske normal både for årstiden og for planten, da det er hjortetakstræer, vi ser her ved siden af Valløs voldgrav.
Vallø slot har ikke den mest imponerende park i kongeriget, men dens mange kæmpestore solitærtræer gør den alligevel lidt speciel, og i sådan et vejr er alt jo smukt.
Det blev Vallø, fordi vi havde et ærinde i Strøby Egede, og desuden havde vi booket et bord til frokostbuffeten på Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev gods. Det (traktørstedet, altså) har eksisteret siden 1875, men var lukket i nogle år.
Det er det ikke mere, og det går vist udmærket for stedet. Det er der heller ikke noget at sige til, for det ligger ret godt ved vand og ved skov.
Vi sad udenfor og spiste. Det har jeg ikke gjort før på denne årstid – i hvert fald ikke uden overtøj. Vi sad lige der på hjørnet ved den røde pil.
Det var en glimrende buffet, og vi spiste ALT for meget. I skrivende stund føler jeg mig stadig stopmæt, selv om vi rejste os fra bordet ved 14-tiden. Ikke mere mad til os i dag!

Ditte og Peter er kørt hjem, og John og jeg sidder bare og stener – vi er trætte og vi har overfyldte maver. Peter skulle til fodboldfest i aften … jeg er ikke misundelig på ham … vi kom alt for sent i seng i aftes til, at jeg er på mærkerne i dag, så jeg er ret glad for, at jeg kan komme tidligt i seng.
Men pyt, det er det hele værd, for hvor har det dog været hyggeligt alt sammen, både hele vores syseance og selvfølgelig også, da Peter kom og sluttede sig til det gode selskab.

Røde og hvide farver

I dag har det været den smukkeste, stilleste dag her ved fjorden. Ikke en vind rører sig, og solen skinner mens det samtidig er en smule diset, så himmel og fjord går næsten ud i ét; især når man kigger over mod feddet, hvortil der er fire km i fugleflugtslinje. Jeg elsker ‘min’ fjord til alle tider, men nok allermest, når der er havblik. Det er for mig det mest idylliske syn, når småbåde, blishøneøer, svaner og gæs lydløst driver på spejlblankt vand.
Jeg fik øje på svanerne i modlys, mens jeg talte med Charlotte i telefonen. Med den i hånden og stadig snakkende fik jeg hentet kameraet, tændt det, zoomet, klikket, zoomet mere og klikket igen – i alt tog jeg seks billeder, uden C opdagede, at jeg havde gang i noget andet end at tale med hende.
Man kan vel enhånds-multitaske … men svanerne havde, på den korte tid det tog mig at hente kameraet, flyttet sig så langt mod syd, at de fik Hollænderskoven som baggrund og desværre ikke længere så ud som om de flød i luften. Ejheller nåede jeg at fange de omkring 20, der landede elegant lige bag flokken.
Jeg synes dog stadig, at de 50 hvide svaner er et flot syn, fordi de under disse lysforhold er blevet til sorte svaner.
Når solen senere står lavt i vest, er dette negativ vendt til positiv, fordi fjorden bliver dybblå og svanerne lysende hvide … også et flot syn, men meget sværere for kameraet at indfange, fordi svanerne så bliver for hvide. Ikke for vores øje, men for kameraets.

I haven er det den røde farve, der er dominerende lige nu. Dette fantastiske skue varer kun en uges tid, så det er med at nyde synet mens det er her.
Bladene fra vildvinen på bådehusets tag er så røde/rødorange, at det næsten skærer i øjnene, når solen skinner på dem.

 

Efteråret er i gang. Blade – også andre end vildvinens – ændrer støt og roligt farve. Da vi kørte hjem fra Sverige i lørdags, så vi et langt stykke med helt New Englandske farver; nemlig hele efterårsspektret inklusive de ildrøde ahornblade, som ikke er så almindeligt at se på vore breddegrader.
Det er en lidt vemodig årstid, fordi den varsler vinterens komme, men sjældent – faktisk nok aldrig før – har jeg været så parat til efterår, som jeg er i år, hvilket skyldes den ekstreme og lange sommer, vi havde. Jeg fik ganske enkelt nok sommer. Rigeligt med sommer! Jeg nyder derfor efteråret mere end vanligt, og når det så viser sig fra sin smukkeste side, som det er sket i dag … ja, så har jeg ingen klager.

Verden er af lava

Nej, det er verden ikke. Af lava, altså. Man skal godt nok ikke undervurdere omfanget af katastrofen, hvis – når – en supervulkan går i udbrud, men hvis hele verden virkelig derefter var af lava, var der sandsynligvis ikke nogen til at skrive om det. Når gamle talemåder på denne måde bliver ændret til nogles fornøjelse og andres misfornøjelse, er det ofte fordi ingen længere kender de begreber, de oprindelig handlede om. Et gran, fx, som er blevet til et gram salt. For nogle er det alfa og romeo, at man ved, hvad et gran er, og hvis ikke man ved den slags, bliver man hurtigt hæklet af, og den slags personager gider vi på ingen måde være kop og kande med … så hellere brænde sine broer i begge ender. Hvilket dog er ret dumt, hvis man befinder sig midt på en af dem.

Nok om det. Vejret er en smule af lave (hvor logikken mht. lava så lige skulle være her, har jeg lidt svært ved at se …), for efter den næsten fem måneder lange sommer har vi nu allerede fået nattefrost. Også i England, helt usædvanligt tidligt, til Charlottes store fortrydelse. Hendes dahliaer, som i forvejen var længe om at blive til noget, døde alle, bortset fra en enkelt, på en nat. Det blev dermed en kort fornøjelse med dem i år. Vi har dog endnu ikke haft nattefrost ved Den Stråtækte – så vidt jeg ved; vi er nemlig i Sverige lige nu, og her var der to frostgrader i morges kl. 7.

Jeg var faktisk for en gangs skyld 100 % parat til efteråret pga. den usædvanligt lange og varme sommer, men jeg er altså ikke helt parat til nattefrost allerede … er det ikke lige tidligt nok, at den har indfundet sig?

Hov, nu står der pludselig et par, der vil se på huset. Det har vi da ikke hørt en lyd om! Vi troede derfor, de havde set skiltet ved vejen og kom ind, fordi de så John gå ruindt udenfor, men de har en aftale med mægleren, sagde de.
Hun skal altså fyres, den mægler. Vi har netop i aftes talt om, at hun ikke er specielt aktiv. Hun kan selvfølgelig ikke direkte shanghaje købere, men vi er ikke imponerede over hendes indsats. Hun kunne da i det mindste fortælle os, når der kommer nogen for at kigge. Og selv komme til den aftalte tid …
John viste dem rundt i kælderen, mens jeg spurtede ind og redte sengene. Heldigvis roder vi ikke, når vi kun er os to, så huset står pænt; det var bare sengene, der lige skulle lægges sengetæpper på.
Okay … hvis det bliver solgt til dem, der kigger nu, så bliver hun ikke fyret …

Frosttålende dahliaer

Da John stod op i morges, lød hans kommentar, at nu var det nok slut med dahliaerne, for græsplænen og strandengen var hvide. Jeg tænkte, at han vel måtte kunne se, om det var slut – de står jo lige udenfor, hvor han kiggede ud.
Da jeg lidt senere fik maget mig ud af fjerene, kunne jeg konstatere, at ja, frostvejr var det umiskendeligt, men også at dahliaerne stadig så friske og ufrysende ud. Sidste år bukkede de under med det samme under årets første frost, men det må vel have frosset mere, end det har gjort i nat.
Beviset er herunder. Jeg plukkede flere buketter og tog ind, bare hvis nu det skulle være sidste dag, de lever, men resten får lov at stå, så længe de kan – jeg nyder jo synet hver eneste dag, så knoldene bliver ikke gravet op, før de ligger sammenklaskede hen ad jorden.

Bortset fra det halvkolde vejr, så var det en aldeles vidunderlig og smuk morgen – og dag. Hele dagen.
Sikke et vejr. Det fås ikke flottere, ikke på denne årstid: Høj, klar himmel med kun få skyer i formiddags og helt blå himmel efter frokost. Ikke en vind rørte sig indtil ved 16-tiden, så fjorden var spejlblank det meste af dagen.
Solen stod lavt over fjorden et par timer endnu efter vi stod op, og med morgendisen hængende en rum tid, var der masser af tid til at nyde synet, hver gang, vi kom forbi et vindue.
Har jeg fortalt før, at jeg vist aldrig bliver træt af at bo her? Og at jeg aldrig bliver træt af udsigten over fjorden? At den aldrig er ens to dage i træk?
Nå. Har jeg det? Mange gange før, oven i købet?
Sorry. Dette bliver sandsynligvis ikke den sidste gang af den grund.
Jeg ELSKER stedet her.