En kølig skønhed

Minus tre ude og plus fem inde. Grader, forstås. Vejret er herligt, med en knaldblå himmel, så skoven står så smukt, så smukt, fordi der stadig er en del blade på bøgetræerne.
Vi kørte ellers hjemmefra i et ret så effektivt snevejr, men himlen blev blåere og blåere undervejs og endte ideelt – ment som helt uden skyer. Men altså hundehamrende koldt. Mændene (vi har Søren med – han gider godt hjælpe med brændet) går rundt og har vældig ondt af sig selv, fordi der er så koldt inde i huset. Herregud – der er jo allerede 11 grader, så hvad piver de over?

Der ser dog noget sneuldent ud nordvestover, selv om solen stadig er fremme hos os. Vi gider ikke snevejr, men ville meget gerne have haft det meget solskin, som yr.no havde lovet os i de næste tre dage, men som man åbenbart har fortrudt igen og derfor har skubbet til fredag, hvor vi kører hjem igen.
Vi burde vel nok kunne arbejde os varme, men det er nu sjovere i solskin.

Det er på denne årstid, at vi er virkelig glade for at have elektriske varmetæpper i sengene!

Billedet har intet som helst med det skrevne at gøre, men for det første er det jo mine dejlige børnebørn, hvilket i sig selv er grund nok for mig til at sætte det på, og for det andet fik jeg øje på den lidt pudsige visuelle effekt, som de grønne vinkler på møntrappens træ giver.
Jeg har posterized (er der noget, der hedder plakatisere?) det med 20 % i et forsøg på at fremhæve den grønne trappe en smule.

Må vi gerne grine?

Faktisk spurgte vi ikke om lov først – det kom helt spontant, grineriet.
Tim legede Chili-Claus. Eller nok rettere et af hans ofre, men det kneb en anelse med medlidenheden fra vores side.
Jeg har et fad fyldt med med citronchili og Ungarnsk lang stående på køkkenbordet. Den første har styrke 7, den sidste er lidt mildere. En lidt kry Tim sagde, at han da sagtens kunne spise en hel chili af de stærkeste jeg har, hvorefter Aubrey naturligvis skyndte sig hen for at finde en fra fadet.
I wouldn’t do that if I were you, sagde jeg, the yellow ones are pretty strong.
Sig så ikke, han ikke var advaret, men han insisterede. Så var han også selv ude om det … jeg gav Aubie en af de mindre eksemplarer af citronchilerne og sagde giv far den der.
Et festligt syn, som var en ganske god imitation af Bubber, da han blev lokket af Chili-Claus.
Nej, jeg tog ikke billeder – det nænnede jeg trods alt ikke, men der var en del fagter og meget lyd på, da chilien efter få sekunder begyndte at virke, og alle vi fem andre kom vist desværre til at grine højt og larmende. Jeg gav ham et glas mælk, og i den næste halve time bedøvede han sin munds indre med isterninger.
Vi kørte en tur for at finde raslesten, og da vi kom hjem igen, var alt okay igen for Tims vedkommende. My mouth is normal now.

Raslesten fandt vi desværre ingen af, men vi fandt masser af runde flintesten, som jeg nu vil sætte nogle af over i min stenslibertromle, så de kan blive slebet og poleret rigtig fint blanke til næste gang vi ses. Det er en proces, der tager fem uger, så de får dem ikke lige med hjem i morgen.

Vi stødte også på en lidt alternativ udgave af den lille havfrue og en lille pige, som frelste vandmænd fra Den Frygtelige Udtørringsskæbne.

Der var dejlig vindstille, hvilket næsten kan kompensere for, at solen ikke rigtig ville skinne i dag, og det er et dejligt syn, når både Østersøen og Præstøfjorden så smukt blanke.

Der kom en stor flok gæs flyvende … det fangede opmærksomheden et øjeblik.

Møns Klint

Vejret så igen lovende ud; der kom kun en lille byge mens vi sad og spiste morgenmad. DMI-radaren overbeviste os om, at det var dagens eneste regnvejr, så vi holdt os igen til Plan A, som hed Møns Klint.
Det er omkring 20 år siden vi sidst var her, og siden dengang har de forbedret både trapperne ned og stien langs klinten temmelig meget. John og jeg var dog klar over, allerede inden vi tog hjemmefra, at vi ikke ville gå de 498 trin ned, for vi skulle gå de samme 498 trin op igen, hvilket vi regnede med, at vi ville dø af. Vi nøjedes med de 126, som gik lidt længere nordom.

Samt gik ad den kørestols- og ældrevenlige sydgående sti.
Nydeligt var det altsammen, især når solen var fremme, men sådan er det jo altid.

Tim var lidt overrasket over, at stranden ved Møns Klint ikke var blevet lukket af The Authorities, fordi det ikke altid er helt ufarligt at færdes nede på den pga. fare for lerskred, sammenstyrtninger osv.  
Vi drillede ham lidt med, at han er blevet helt amerikansk, og hvor er den daredevil, han var engang, blevet af? Han forsvarede det med, at den forsvandt, da han blev far. Der er skilte med, at man færdes på eget ansvar og hvori risiciene består. Det er fint og nok i mine øjne, men det er da rigtigt, at man skal være opmærksom, når man færdes ved den smukke klint.

Geocentret var også nyt for os, men det kan anbefales. Det er et meget moderne museum, med masser af ‘interaktiviteter’ både for voksne og børn. Selvfølgelig også forklaringer på, hvad kridt er, hvorfor flinten ligger i lag (man kan selv lege istid og skubbe til lagene), hvad man kan finde af fossiler, hvordan Danmark så ud for 70 millioner år siden.

Her kan man ‘gå’ som henholdsvis en dinosaur og en øgle. På lærredet foran ser man det respektive dyr bevæge sig gennem et landskab i samme fart som man selv bevæger sig på apparatet. Når øglen løb stærkt, så man temmelig tåbelig ud bagfra – med benene langt ud til siden, fuldstændig som at se et firben i fuldt firspring.

Se nu bange ud, børn! I er ved at blive ædt af et eller andet monster! Okay, okay, mormor …

Der er faktisk ganske pænt dernede …

Endelig ude!

I morges skinnede solen, men inden vi var færdige med morgenmaden og kommet i tøjet, var den væk igen.
Det så dog i det mindste ikke ud til, at det ville regne, så vi satte plan A i kraft, hvilket var at køre ud til Vemmetofte Strandskov, hvor vi har været flere gange før, men englænderne elsker den tur. Især Tim er fascineret af, at man har en bøgeskov i umiddelbar nærhed af en sandstrand – det kender han ikke fra sit hjemland.
Vi var bare den tredje bil på parkeringsområdet da vi kom, men da vi vendte tilbage, kunne man næsten ikke komme til for biler – der var mange, der havde fået lyst til at komme ud, her hvor regnen langt om længe holdt en tiltrængt pause.

Såååå stor … man skulle tro, Charlotte var ved at fortælle sin mor lystfiskerhistorier, men det var hun ikke.
Solen tittede næsten frem bag skyerne hvor vi gik, men længere nordpå så det lidt truende ud.

Det er rent billedspam i dag, for bortset fra, at vi gik den lange tur langs stranden ud og inde i skoven hjem, er der på nuværende tidspunkt ikke sket noget som helst, der er værd at skrive hjem om. Eller skrive ud om …

Farverne var der, og de var eventyrligt smukke, når solen lige kiggede ned til os. Vi mangler bare de helt røde, men disse her er absolut acceptable.
Billedet med spejlingen, som John tog af Charlotte og undertegnede, synes vi er ret godt – og det er ikke modellernes skyld!

Børnene har lært at sænke slagskibe – med papir og blyant, vel at mærke – og de synes det er en herlig beskæftigelse.
Det er heldigt, for nu småregner det igenigenigen.

Vi trodsede regnen

Regnen stod ned i tove, men vi blæste på regnen (tøhø) og satte afsted til Gisselfeld, hvor der blandt andet kunne skæres græskar og ses på, hvordan man får en hund til at apportere. Jeg satsede stærkt på, at græskarhovedfremstillingen ville foregå i tørvejr, hvilket heldigvis holdt stik, og der var oven i købet sat varmeovne op i teltet, så både tilskuere og udøvende kunstnere ikke frøs ihjel eller druknede.

Koncentrationen var stor … det tog lang tid at få indmaden ud … hvad angår visse detaljer vedrørende øjnene, havde en enkelt ikke lige tænkt over, at hvis man skærer et hul, kan der ikke sidde noget i det hul … det lykkedes dog til sidst at få et flot og færdigt resultat ud af det – næsten præcis som man havde tænkt sig dem fra starten.
Desværre havde de ikke længere den meget dygtige, amerikanske græskarudskæringsmester, de ellers har haft nogle gange på Gisselfeld. Han var en sand mester, men valgte forrige år at tage hjem til USA.

Børnene var særdeles tilfredse med deres resultater, hvilket var det vigtigste.
Derefter gik den regnvåde tur til Paradehuset, hvor gartner Stig Lauritsen huserer. Nogle kender ham måske fra udsendelserne “Have Haves”. Han er en hyggelig fætter, som vi fik en sludder med, lige som også sidste gang vi var her – den gang sammen med Ditte og Peter.
Jeg fik oven i købet købt Tims julegave … Charlotte fik øje på en engelsksproget bog om Danish Cottages, som hun med det samme vidste, at Tim ville blive meget glad for at få. “Så nu har I julegaven!” – herligt, når det er så nemt.
Så til Fiskemesterhuset og til sidst manden med hundene, men det regnede mere og mere og mere, så da vi kom tilbage til bilerne, var børnene blevet temmelig våde. De skal have nyt regntøj og vinterovertøj, mens de er her i Danmark, men det havde vi ikke lige nået at købe endnu. Altså … de havde overtøj på, men det var ikke helt nok til det danske efterår, og det med decideret vintertøj synes Charlotte, vi er noget bedre til her i landet end i UK. Fx kender de ikke flyverdragter, hvilke alle syntes var helt uundværlige så længe børnene var små.

Nu er solen begyndt at skinne lidt igen, hvilket passer os glimrende på flere måder … græskarrene lyser nu så vældig fint op ude på det efterhånden tungt belæssede havebord. Jeg så en skovspurv gøre sig så lang som den kunne for at kunne kigge ind i en græskarmund. Det var SÅ morsomt at se – han lagde skiftevis hovedet på skrå til den ene og til den anden side – var tydeligvis enormt nysgerrig efter at finde ud af, hvad der foregik inde i hovedet på den underligt udseende figur. Den kan faktisk blive ret lang, sådan en lille fugl.

Der må gerne grines

Jeg havde, indtil for ganske få år siden, selv kun en hånlatter til overs for dem, der faldt for alt det Halloween-pjat. Det er jo ikke dansk, det er alt for kommercielt, osv, osv.
Men den (eneste?) bemærkning, Jens Otto Krag til evig tid vil blive husket for: “Man har et standpunkt, til man tager et nyt”, gælder også for mig.
Jeg er stadig ikke hoppet på Valentine-vognen (og ikke et ord om, at det skyldes min alder!), men er, af flere årsager, blevet temmelig glad for at pynte til Halloween – en af årsagerne er, at jeg holder meget af efterårets varme, orange farver, hvilket vel ingen kan være i tvivl om, hvis man har fulgt min blog under vores New England-tur.
Faktisk kan jeg langt bedre lide denne varme farve end påskens gule farve. Jeg pynter meget sjældent op til påske … har ikke rigtig lyst, og er ret sikker på, at årsagen er, at gul er den farve, jeg mindst af alle byder mig om. Underligt, egentlig … der er jo ikke særlig langt til de orange og røde, som jeg holder så meget af.

En anden årsag er, at jeg har børnebørn. I 2014 var de her – ganske som de plejer – i deres efterårsferie, og Charlotte sagde, at de ville elske at få lov til at skære græskarhoveder ud.
Den slags lader en ægte mormor sig naturligvis ikke sige to gange – det er bare rend mig i principperne, hvorfor vi pilede ud og valgte nogle flotte græskar.
Sidste år pyntede jeg helt frivilligt op og i år er jeg vist nærmest gået helt Halloween-amok – måske en kende inspireret af de mange og mangeartede opstillinger, vi oplevede i New England. Jeg undlader dog alt det med hekse, spøgelser, edderkopper og spindelvæv og ønsker kun at beskæftige mig med den hyggelige del af halloweenhalløjet.

Der må gerne grines. Jeg bliver ikke ked af det … er fuldstændig immun … alt vil prelle af på mig, for om to timer går turen til lufthavnen. Når mine englændere kommer, er det meste andet forholdsvis ligegyldigt.

Det sagde jeg også i går

For tre dage siden sagde jeg, at “dette er det flotteste, vi endnu har set”.
Det sagde jeg også i forgårs. Og i går. Og i dag.
Det kan da ikke blive ved med at blive bedre, skulle man tro, men det kan det åbenbart. Okay – det gælder så ikke for hotellet … det i går var stadig turens bedste.

I aftes fandt jeg en side med frisk opdaterede efterårsfarve-fremskridt. I staten New Hampshire, hvor vi har kørt rundt i dag, er der så store forskelle som fra 10 % af maximum til 80 % af maximum. Undrer mig over hvorfor, når det er inden for relativt små områder – det kan ikke være pga. højdeforskelle. Dagens mål i North Conway sagde sølle 10 %, hvorfor jeg lagde dagens rute, så vi kom igennem 70- og 80 %-områderne – som sandelig da heller ikke skuffede – nu er der virkelig kommet knald på farverne. Til gengæld er der intet vand i floderne, men man kan ikke få alt. Billedet herunder er fra Silver Cascades, som sikkert er vandrig om foråret, men det ville være synd at sige, at der er meget kaskade over den smule vand …

Inden I beskylder mig for at have manipuleret med farverne, vil jeg understrege, at det har jeg ikke. De røde og nok især de orange er så skarpe, at de næsten skærer i øjnene, når man ser dem i solskin, som vi har været heldige at gøre i dag. Det kan faktisk ikke lade sig gøre at overdrive – hele natursceneriet er i givet fald én stor overdrivelse.

Vi gik begge totalt amok i fotografering, men billederne ser selvfølgelig ret ens ud, når det kommer til stykket. Jeg kasserede 110, hvilket resulterede i, at jeg havde 55 tilbage, der så lige knap så ens ud …

Vi så en af de meget få overdækkede jernbanebroer, der er tilbage. Jeg kan nu bedre lide dem til biler … de er mere nuttede.

En gammel og klassisk jernbanebro dukkede pludselig frem oppe mellem træerne.

Jeg overdriver stadig ikke – det er ganske enkelt noget af det smukkeste vi har oplevet, og det er der overalt og hele tiden, til forskel fra det vestlige USA’s nationalparker, som vi bestemt også var begejstrede for, men hvor vejen fra den ene til den næste oftest er temmelig kedelig og noget, der bare skal overstås.
Vi har oplevet mange af verdens smukke steder, men New England om efteråret står på top 5-listen. Vi har set så forskellige ting, at det er svært umuligt at prioritere dem rent skønhedsmæssigt; de bør snarere sidestilles, fordi de ikke kan sammenlignes. På listen vil figurere New England, det vestlige USA, Norge, Botswana/Zimbabwe og Sydafrika.
Vi må heller ikke glemme Østrig. Eller Toscana med Cinque Terre … jeg kan blive helt ydmyg over, at jeg er så privilegeret at have set så meget af verdens skønhed.

Frokosterne nydes stadig udendørs – det er nu meget godt gået her i starten af oktober – i dag har vi haft 17 grader, men det føles fint og lunt.

Dette her ligner i betænkelig grad efterår

It looks like the summer is over, som Frank Ifield crooner med smægtende stemme – The leaves that were green are no longer so green.
Da vi kom herop i går, viste min/max-termometret, at nattetemperaturen havde haft sneget sig ned på to grader. Der var bare 15 grader indenfor ved ankomst, så der måtte gang i brændeovnen. Vejret var såmænd fint og solrigt nok, men der var den karakteristiske skarpe kølighed i luften, som kendetegner efteråret.

Æblerne på det ældgamle æbletræ er blevet røde og modne, filippatræet har kun ydet 50 % af sidste års produktion (ét æble i år), men det tager sig vel sammen en dag – håber bare ikke, det varer for længe.
Bregnerne er brunende, birkeløvet er på nogle træer næsten helt væk, på andre brunligt og andre igen gulligt.
Jojo, efteråret er stærkt på vej.
I åen er der meget lidt vand i forhold til hvad der plejer at være på denne tid af året. Faktisk rekordagtigt lidt; denne sten kan vi slet ikke huske at have set før.
Det sydlige Sverige lider nemlig af tørke – jeg har set, at flere af Torparne på FB har meldt om udtørrede brønde, men det problem havde vi heldigvis ikke, og inden vi når at komme herop igen, har det stensikkert haft regnet.
Vi vil meget gerne have efterår nu. Måske ikke nødvendigvis her, men i New England, hvortil vi rejser om et par dage. Vi har lagt turen på dette tidspunkt, fordi vi vil over at se de fantastiske farver, som området er så berømt for. Vi skal først besøge Lene i Canada i nogle dage, hvilket vi glæder os utroligt meget til, og derefter går turen østover i den bil, vi har lejet. Det bliver lidt spændende, om jeg har ramt rigtigt mht. tidspunktet – sæsonen varierer naturligvis også her, så jeg valgte et gennemsnit fra start til slut og kan så ellers bare krydse fingre. Jeg valgte ud fra dette ret geniale interaktive kort over løvfaldet.
Vi rejser torsdag morgen, så skulle jeg springe et par dage over mht. blogindlæg i de kommende tre uger, er det forhåbentlig ikke fordi jeg er død.

Brænde og fasaner i hus

Vi stod op til det flotteste, flotte vejr uden en sky på himlen, så vores bekymring mht. regn og halvstormvejr var en af dem, vi sagtens kunne have sparet os. Den smule vind, der var, var ikke noget at tale om.
Nu har vi en god rummeter brænde, som bare lige skal saves op – det behøver ikke at blive kløvet, for de store stammer beholdt Bodil og Hans forståeligt nok selv.
Vi er dog absolut tilfredse med ‘affaldsbrændet’ – bøgetræ er bøgetræ, og det er fint tørt og lige til at gå til.

Hvalpe er der kommet til huse deroppe. I torsdags. Otte skinnende sorte labradorhvalpe og en stolt førstegangsmor. Nu har de fire generationer hunde. Bina, oldemoderen, er 12 år og ifølge statistikken tre år over gennemsnitsalderen.

Ingen kan være i tvivl om, at jeg ikke er hundemenneske, men dyrebørn er nu kære. Selv flodhestebørn er jo ret nuser. Flemming (en ven af huset, som også var der) sagde, at nuttetheden bare ikke varer så længe for flodhestes vedkommende, hvortil jeg bemærkede, at sådan havde jeg det faktisk også med hunde … hvilket sjovt nok ikke blev kommenteret fra hundejernes side …

Ikke nok med, at vi fik en trailerfuld brænde, vi fik også to fasaner med hjem. Betingelsen var, at jeg selv skulle flå frakken af dem, for Hans havde rigeligt at ordne i forvejen.
Ikke noget problem i det, og nu står den på fasansteg næste gang vi er i Sverige, tror jeg.
Jeg glemte at spørge hvor længe de skal hænge og googlede derfor lidt rundt for at finde ud af det.
Faldt i samme hug over denne beskrivelse af, hvordan man ‘pelser’ dem:
“Lig fasanen på ryggen sæt føderen på vingeren, træk rolig i bække ben og du stå med brystkødet i hånden.”

Åhhh – dyyyybt suk. Gad vide, om vedkommende er fra Randersegnen? Nogle gange må det altså være skrækkelig frustrerende at være dansklærer.

Regnvejrsdag i november

Vi vidste det godt: Det fantastiske efterårsvejr kunne ikke vare ved. I dag er det eneste vand vi kan se, det der kommer fra oven. Det har det til gengæld også gjort det meste af natten og hele dagen.
Vi kan slet ikke se fjorden, og vi har mindre end 100 meter til den. Det hele er bare en grå tåge, men trods mine brokkerier er det alligevel lidt hyggeligt – dysterheden giver en egen stemning.

John har forskanset sig ude i garagen, hvor han borer skruehuller i de 70 terrassebrædder, vi hentede i Osby XL-Byg sidste gang vi var i Sverige.
Fire huller i hvert bræt. Og så skal de males hvide bagefter.
Godt man ikke kan finde ud af at arbejde ude i garagen … høhø.
Lillebror Søren har sidste arbejdsdag i dag, så er han også efterlønner. Han har lovet at komme og hjælpe med at skrue de gamle brædder af og de nye i, men det skal ikke være før til foråret.

Vådt. Trist. Gråt. Surt. Hvad gør man så?
Man tænder naturligvis op i brændeovnen og strikker løs på fair isle-blusen. Det er gået hurtigt, siden jeg gav mig selv restriktioner, så nu mangler jeg bare halsen, og blusen vil dermed være strikket færdig inden jeg går til køjs i aften.  
Så var der vist noget med et tørklæde/sjal, det var tilladt at starte på. 
Det er sådan set helt i orden med regnvejrsdage …

Og HVAD mente han så lige med det?

Nogle gange bobler tekstforfattere helt over i begejstring over deres egne fantastiske tekster og ordbilleder.
Således også fortælleren i et naturprogram for et stykke tid siden. Det må dog have været en oversættelse fra engelsk, men hvis ikke det var en meget fri oversættelse, må sludderet have været uopdaget fra mindst to menneskers side.

“De piggede fødder giver leguanen så godt et fodfæste, at den næsten kan svæve i luften.”

Den lader vi lige stå et øjeblik, mens vi nyder efterårets farver – her fra Sibirien ved Strandskoven ved Faxe Ladeplads, fra vi i går gik en sen eftermiddagstur.

Det er et virkelig flot vejr for øjeblikket, men vi er desværre gået glip af vores rådhusvin, mens den var flottest og rødest, hvilket den åbenbart havde besluttet sig for at være, mens vi turede rundt i det græske øhav.
De fleste blade er også blæst af træerne i skoven, men naturen har heldigvis levnet tilstrækkeligt til, at der er stadig er nogle glødende farver at begejstres over.

Vi har længe undret os over, hvorfor det hedder Sibirien, et navn, som de fleste nok forbinder med det skrækkeligt kolde område i Rusland. Vi talte om det til blogtræffet og fandt frem til, at det bruges som betegnelse for en afsidesliggende lokalitet. Der findes flere Sibirien i Danmark.

På Fyn har man et, som oprindelig hed Hundstrup Mark, men blev omdøbt til Sibirien, fordi det var et stenet, vådt og ret trist område. Det er det så ikke mere, men det er en anden historie.
Vi har også et Sibirien en god halv times kørsel fra vores hus i Sverige, men vi har ikke undersøgt det nærmere … synes dog ikke, at det virker specielt afsidesliggende, og jeg vil næsten tro, at det har samme betydning i Sverige som i Danmark.

Der er nogen, der har bestilt stegt flæsk med persillesovs til aften, så lige om lidt vil jeg gå ud i mit dejlige køkken og se, om jeg kan plante mine fødder så solidt på gulvet, at jeg næsten kan svæve i luften …

Efterår i flere betydninger

Man kan vel godt kalde det efterår i to betydninger, når Veteranklubben den 5. oktober mødes på mit gamle arbejde? Vi er en flok, som må kunne siges at være i vort livs efterår. Jeg håber sandelig bare, at vinterens mørke vil være meget længe om at indfinde sig for vores vedkommende.
Mens jeg hyggede mig med efterårstræffet, hyggede John sig med efterårstrækket.
De kommer i store mængder nu, gæssene – der er ikke mange minutters pause mellem mellemlandingerne her ved Den Stråtækte. Nogle flyver også bare forbi; de er åbenbart endnu ikke trætte nok til at trænge til nattens rast.

Gåsetrækkene fik jeg ingen billeder af i dag, men forleden var der sort sol af hvide måger.
Jeg kan egentlig overhovedet ikke lide måger, men dette var ikke desto mindre et flot syn. De kom ind i tusindvis og lagde sig på fjorden – de har jo kronede ormedage ude hos landmændene, hvor man ofte ser marker, hvor man næsten ikke kan se den sorte muld for de utallige hvide måger.
Om aftenen søger de ud på vandet, hvor de føler sig mere trygge end inde på land.
Havørnen kan nemlig bedre lide blishøns. Det forstår jeg godt, men for min skyld måtte den meget gerne gøre et grundigt indhug i alle disse måger …

Sådan her så fjorden ud over en strækning på omkring 1½ kilometer. Jeg har aldrig set noget lignende. Hvis de var ankommet dagen efter premieren på Alfred Hitchcocks ikoniske (nyt modeord) Fuglene, var der sikkert udbrudt panik i området omkring Præstøfjorden.
Jojo, det er efterår. På godt og ondt. Musene finder ind i store mængder. Vi lægger dagligt giftigt korn ud i køkkenet – næste dag eller på et eller andet tidspunkt i løbet af natten forsvinder det, hvorpå en ny portion bliver serveret. Vi ved, at musene dør ret hurtigt efter indtagning, så det er helt sikkert ikke den samme mus, der tager sig en ny portion hver dag. John er netop i skrivende stund på en rekognosceringsrunde for at se om han kan finde stedet, hvor de finder ind. Vi håber optimistisk, at der kun er ét … men det er bekymrende voldsomt med den hast, giften forsvinder med for øjeblikket.

Efterårsfarverne er ved at have indfundet sig for alvor. Det lader sig ikke længere skjule, at naturen har iklædt sig flammefarverne til et sidste farvebrag, inden året går helt i vinterhi.

Danmark er ryddet for svampe

Jeg er medlem af en svampegruppe på FB, men jeg overvejer at melde mig ud igen, inden jeg bliver syg af misundelse … man kan ikke åbne FB, uden det toner frem med det ene svampefund efter det andet. Det vælter ud af min skærm med de lækreste tragtkantareller, trompetsvampe, kantareller (eller kanteraller, som mange tror det staves), Karl Johan- og andre rørhatte.
Der er også mange billeder af noget, der ikke kan bruges til noget; svampe, som nybegyndere sender mere eller mindre slørede billeder ind af i håbet om at få svar på, hvorvidt de kan spises. En havde smidt et billede af nogle temmelig orange skørhatte; hun var vældig stolt og helt sikker på, at hun havde fundet Karl Johan … denne herlige svamp, der dog har rør og ikke lameller, og som absolut ikke er spor orange. Der var et par lettere chokerede gruppemedlemmer, der foreslog damen at lære sig selv bare det allermest basale om svampe, inden hun kaster sig ud i yderligere eksperimenter.
En anden var sikker på at have fundet champignon, hvilket det bestemt ikke var. Faktisk lignede det mest en hvid fluesvamp …
Jeg forstår simpelthen ikke, at man tør forlade sig på den form for bestemmelse, inden man indtager svampene som føde. Jeg var ude flere gange med en ekspert – og vel at mærke ikke den slags ofte selvbestaltede og tvivlsomme ‘eksperter’, som medierne benytter sig af i tide og utide – inden jeg begyndte at tilberede det jeg fandt i skovene.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor man ikke køber en god svampeguide, inden man stiller rent ud sagt tåbelige spørgsmål i gruppen – for slet ikke at begynde at hive svampe i kurven, som man ikke aner, hvad er. Jeg har ellers bildt Inge ind, at man ikke kan forveksle kantareller med noget andet, men det må jeg indrømme, at nogle få medlemmer i den gruppe præsterer. Det skal du ikke tage dig noget af, Inge; 99,99 % af Danmarks befolkning forveksler ikke kantareller med noget andet, og du har jo bevist, at du godt kan kende dem.
Men Danmark må være ryddet for svampe af enhver art. Vi har været på hele tre forskellige steder i dag uden at finde noget af interesse. Selvfølgelig fik vi skovturene ud af det, men når man går efter svampe, er det IKKE sjovt ikke at finde andet end nogle løgbruskhat og to punktstokkede indigorørhatte. Jeg ville gerne vide, hvor de går hen, alle de, der finder de skønne svampe rundt omkring, men det er der nok ingen, der vil fortælle mig.

Så er det godt, at Den Stråtæktes beliggenhed kan kompensere lidt for tristessen ved at præsentere os for en slags sort sol i form af viber.
Flere hundrede viber ad gangen, som fløj frem og tilbage, op og ned; nogle gange lignede det lidt en stæreflok, når de bevægede sig som én organisme, andre gange var det lidt mere kaotisk at se på.

Det lød helt forårsagtigt med de mange vibeskrig. Vejret var da også fint og forårsagtigt hele formiddagen; nu er det buldersort og det lyner og tordner.

Find Fire Fejl

Jeg anstrengte mig, men kunne ikke finde fem fejl på skiltet fra Brugsen i Karise. Fire på ét skilt er vel også tilstrækkeligt …
Det er nævnt før, men nu er det i hvert fald bekræftet, at Karise er en værdig afløser for min hidtidige hjemstavnsbrugs.

Kan I finde alle fire? Den ene er lidt tricky, fordi der ikke et billede af selve stegebenene.
De er nemlig ikke spor blandede, idet pakkerne indeholdt stegeben fra gris og ikke andet. Det var første fejl. Hvad skulle stegeben i øvrigt også være blandet af? Eller med?
Anden fejl er, at der, selvom de ben virkelig havde været blandede, skulle have stået netop blandede og ikke blandet. Den er lige så slem som den i min brugs: “Slagterens hjemmelavet”. Det hedder det ikke, og mine sprogører visner, hver gang jeg ser det i min brugs. Her er en tak til Fruen i Midten for dette dejlige udtryk på sin plads. Det er nok ikke sidste gang, jeg vil bruge det
Tredje fejl er afstand mellem tekst og spørgsmålstegn. Jeg undrede mig over denne tendens allerede for fem år siden.
Fjerde fejl er naturligvis apostroffen i Danmarks.

Da jeg stod og skulle til at betale, spurgte en ung pige i kassen bagved min kassedame, hvad “denne her” var for noget. Det var en selleri. Jeg kan forstå, at de måske ikke kender navnene på alle de eksotiske frugter, man kan købe efterhånden, men mit barn kendte altså alle de danske frugter og grønsager, inden hun blev 14 år. Hun interesserede sig overHOvedet ikke for madlavning, men det hører lige som med til almindelig opdragelse. Eller hvad? Jeg har også engang oplevet en ung kassemand, der ikke vidste, at et hvidkål var et hvidkål.

---

Det er bagerens fødselsdag (ælte i ælte), og i morges blev jeg vækket af bebyggelsens plænepasser, der kørte og slog græsset på fællesarealerne.
Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke tidligere i mit liv har oplevet i november.

Nede ved Den Stråtækte havde der samlet sig noget over 1000 ænder i dag. De flyttede lidt frem og tilbage, men lettede ikke fra vandet.

Fra sommer til efterår på en nat

I går skrev jeg, at vi ville til Swindon og at jeg derfra skulle tage toget til Reading.
Klokken 10 ringede Tim og sagde, at han først havde været nødt til at køre fra Pewsey til Swindon, fordi togdriften på hans normale linje var indstillet. Nu var han så strandet i Reading og stort set al togdrift fra vest ind mod London var indstillet. “Og nu gik lyset på Reading station! Det går sandelig godt dette her!”
Med andre ord: Han ville nok anbefale, at Charlotte kørte mig helt til Reading, hvorfra lufthavnsbusserne RailAir går. Vejtrafikken var der intet i vejen med, men de engelske regionaltog er lige så sarte som de danske S-tog: Hvis der er våde blade på skinnerne, kan togene ikke køre.
Vi havde dog en lumsk anelse om, at det drejede sig om mere end kun våde blade, siden det var på flere vestgående linjer. Det var altså også et skrækkeligt vejr derovre i går. Det skulle ankomme til DK i dag … det har i skrivende stund heller ikke været rigtig lyst endnu.
Underligt nok kommer regnen fra sydvest, mens vinden kommer fra sydøst, men det må dreje sig om forskellige lag deroppe i de højere sfærer.

Mit fly afgik først kl. 18:15, men eftersom C skulle være tilbage og hente børn kl. 15:15, var hun nødt til at sætte mig af i Reading senest kl. 13:45, hvilket betød, at jeg endte med at have over tre timer at skulle slå ihjel i Heathrow. Det gik dog fint, for SAS og Star Alliance-selskaberne er flyttet til den helt nye Terminal 2, som viste sig at være lys, lækker, luftig, med masser af plads og ikke overbefolket med rejsende. Sandelig noget ganske andet end Terminal 3, som ikke var særlig morsom at skulle vente i. Security tog no time, hvor man kan vente lææænge i Terminal 3 på at blive sluset gennem perleporten.
I København sad John på en bænk og så ud, som om han kedede sig – normalt plejer han at stå lige hvor man kommer ud, men jeg måtte lede efter ham … undrede mig såre over det og spurgte, om han var dårlig, siden han sad der.
“Overhovedet ikke, men din bagage kommer først om 12 minutter!?”
Den information havde de ikke lige fået synkroniseret, sandsynligvis fordi de sidste 15 minutters bagageventetid inde på bagagebåndet gik på 30 sekunder. Det har jeg oplevet flere gange før, men det er også bedre at love for meget end for lidt – de plejer bare at huske at opdatere alle tavlerne.

Jeg havde haft ret i min formodning om, at vinen ville kulminere, mens jeg var væk. John havde taget nogle billeder, da den var allerflottest – det er lidt ærgerligt, at dette syn sjældent varer mere end en uges tid.
Lige nu er de sidste blade ved at blæse væk i de kraftige vindstød, der kommer indimellem.
Svanerne lå ganske tæt nede i fjorden og havde gemt hovederne under vingerne.
Det var virkelig også en brat overgang fra sommervarme til efterårsrusk – det tog bare en enkelt nat.

Så er det næsten slut …

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at når jeg er i England eller når englænderne er her, går jeg totalt i børnebørnsmode både i virkeligheden og her på bloggen og kan stort set ikke skrive om andet end den engelske familie i almindelighed eller børnebørnene i særdeleshed.
Beklager, men sådan er det. Det er min blog og jeg bestemmer. Heldigvis.
Nu er det dog ved at være slut for denne gang. Tiden er som sædvanligt fløjet afsted med rekordfart – plus at vi mistede et døgns samvær oven i købet.
I morgen går turene henholdsvis vest- og østpå for os alle.

Anna har lært at strikke … sådan da … problemet er bare, at når hun kommer tilbage til UK, er der ingen til at redde fejl og samle masker op og alle den slags ting, som sker, når man for første gang i sit liv sidder med sådan et par pinde i hånden og lige har kastet sig ud i at strikke et halstørklæde.
Heldigvis kommer de igen til jul, og når mit udrejseforbud engang bliver ophævet og granny flat’en færdig, bliver der forhåbentlig masser af tid til undervisning udi strikningens kunst. (Vi beklager frisuren. Anna var “den eneste i klassen med pandehår”, så nu skal alt håret være langt, hvilket som bekendt tager lidt tid.)

Dansommer, som vi har lejet sommerhuset af, og som jeg ellers var tæt på at boycotte, ringede i morges.
Jeg sendte en email til dem tirsdag aften, fordi jeg var utilfreds med flere ting. Udsigten er godt nok den bedste, vi nogensinde har haft, men når huset er til otte personer, forventer jeg otte behagelige siddepladser og ikke fem, hvoraf de to ikke kunne bruges, fordi ‘læder’sofaen er gået meget i stykker. Rigtig meget. Jeg forventer også, at når der står, at der er brændeovn og dvd, at så tingene virker, og endelig forventer jeg, at huset ikke stinker som en brandtomt af brænderøg og at der er gjort ordentlig rent efter de forrige lejere. Annas lyse sokker var absolut ikke længere lyse efter en halv times ophold på husets gulve. Da jeg trak en fugtig klud over gulvet, blev den temmelig sort efter et enkelt strøg! Adr.
Alt dette skrev jeg i en – i øvrigt meget høflig og kun en smule ironisk – mail. Da jeg ikke fik noget svar, besluttede jeg, at det bureau ville vi ikke leje igennem mere, men som sagt ringede de i morges og beklagede meget, at vi havde haft de nævnte oplevelser. Vi fik os en lang snak, og resultatet blev, at de gør huset rent for os, hvilket ellers ville have kostet os 998 kroner. Det er i orden, og de kan heller ikke gøre så meget andet så sent på opholdet.
Der havde været et hvepsebo i skorstenen, hvorfor man havde lukket den af. De forrige lejere havde åbenbart kæmpet en så indædt kamp for at få ild i skidtet, at hele huset må have været fuldstændig tilrøget. Tumper. Vi opgav da med det samme, vi opdagede, at der intet træk var overhovedet.
Men … vi skal dæleme gøres opmærksom på tingenes tilstand, hvilket de kun kunne give mig ret i fra udlejningsbureauets side.
Den yderst mangelfulde rengøring var ikke engang et svigt fra de forige lejeres side, men fra rengøringsbureauets, så jeg har på fornemmelsen, at der er en lille ‘samtale’ i vente fra Dansommers side, hvad kvaliteten angår.

Nu er det svært at forestille sig den storm fra forleden

Det har været et fantastisk flot vejr i dag – solskin og næsten vindstille. Stormen forleden virker allerede helt surrealistisk.

 
Den vågne læser vil bemærke, at det må have regnet, for uden vand ingen regnbue. Det regnede da også … helt klassisk begyndte det, netop som vi trådte ud af døren for at køre en tur til Helgenæs og Mols Bjerge. Hvilket sidste Aubrey havde opfattet som “Mols Bears”, fandt vi ud af, så knægten blev noget lang i ansigtet, da der bare var nogle bakker og ikke så meget som skyggen af en bjørn.
Den, jeg fandt til ham, var ikke helt god nok, selv om han ikke kunne lade være med at smile lidt:

Det er totalt umuligt at holde den dreng med tørre gummistøvler, så han måtte have sine læderstøvler på i dag – hvilke han naturligvis ‘glemte’, at han havde på, da vi gik en tur på stranden ved Sletterhage Fyr i bunden af Helgenæs, så både bukser og støvler blev våde … igenigenigen …

Vi så en musvåge – og en af os fik oven i købet et billede af den. Ikke verdens skarpeste, for der var stærk zoom på, men jeg fik den i kassen!

Teddy – som var medbragt for at møde sine artsfæller ved Mols Bears, fik lov til at sidde lidt på varden for at komme sig over skuffelsen.

… og så var den dag lige pludselig også gået. Tiden flyver i godt selskab.

En lille Aubrey-historie:
En lørdag, hvor C stod og manglede nogle ting, tilbød Tim at køre efter dem, men han kunne vist alligevel ikke rigtig tage sig sammen til det, for C gik og puffede til ham. Mere og mere og oftere og oftere. Der kom også en masse ord på, måtte hun indrømme.
Til sidst blev C så irriteret, at hun meget højt sagde: “If you don’t go NOW, everything will be closed!!”
Hvortil Aubie bemærkede: “Even your mouth, mummy?”

Stormfulde … timer

Planer er til for at ændres, må vi konstatere for 117. gang. Den smuttur, vi lige skulle på i går for at at være med til Johns fars bisættelse, blev, som nogle nok vil have gættet, af en noget længere varighed end vi havde forudset.
Det var okay at køre til Sjælland, heldigvis … det ville virkelig have været noget hø, hvis ikke vi havde kunnet deltage i bisættelsen. Det var okay at køre fra kapellet til stedet, hvor den traditionelle kaffe med wienerbrød skulle indtages.
Det var også okay at forlade stedet igen, men inden vi havde kørt fem minutter, kom stormen til Køge. Det var virkelig, som de sagde mange gange i går: Den kom fra det ene minut til det næste.
Storebæltsbroen var allerede lukket, da vi kørte fra Køge, så naturligvis stilede vi mod hjemmet for at blive der og følge udviklingen, som vi jo alle kender nu. Storebælt genåbnede et kvarter før lovet, men hvad hjalp det, når Lillebælt stadig var lukket og det i øvrigt ville tage fire timer at rydde lastbiler op?
Lige præcis der blev beslutningen om at overnatte taget … vi ville så stå meget tidligt op og tage vestpå.

Der blev derfor set udsendelsen fra Sidney Opera House, hvor vi morede os og hvor vi undrede os. Det sidste fordi den dansker, der talte med den næstdanskeske accent, var Kronprinsesse Mary … det var lidt mærkeligt at høre.
Den værste var en ung, dansk mand, der desværre havde glemt at få en sprogkyndig til at se på den takketale, han holdt. Ih, hvor kunne han vrøvle og sige ord, som ikke findes på engelsk, men var en undersættelse af danske ord – det var ret pinligt, var det.
Alle de andre danskere var rigtig gode at høre på, og Adam Price var ret lun i sin tak for kulturprisen til Borgen og Forbrydelsen, som jo begge er blevet populære i det store udland. For de, der ikke hørte det i går, gentager jeg hans ord her:
”Shakespeare said: “There’s something rotten in the state of Denmark”. I can now say: “There’s something written in the state of Denmark.”

Vi var tilbage i sommerhuset på Djursland kl. 9:45 i morges.
Her i sommerhuset havde de været en anelse bekymrede for de store ruder, som gav sig betænkeligt meget, men alt holdt, og der var ingen ulykker sket.
Vi så en masse væltede træer på vores vej, men var kun de forventede tre timer om turen – alt gik glat, heldigvis, og køerne var væk fra vejene og broerne.

Anna og Pernille fik sig en snak om vejret og årstiden, og Pernille, som taler et glimrende og letflydende engelsk efter et års rundrejse verden over og deraf langt over den halve tid i engelsksprogede lande, kom til at kalde efteråret for fall, hvilket som bekendt er amerikansk engelsk. Anna kender kun ordet autumn for efterår.
Den ‘fejl’ fra Pernilles side fik Anna til medfølende at spørge hende: “Pernille … I don’t think you learned much English in school, did you?”

MEGA-marshmallows

Man har praktisk taget ikke kunnet komme uden for en dør i dag – blæst og regn, efterfulgt af regn og blæst. Indimellem det: blæsende regnvejr.
Med andre ord: Indehygge. Pauserne mellem bygerne var så korte, at vi ikke ville risikere at gå ud … jeg fangede dog nogle solstråler på et tidspunkt. Inde fra stuen, naturligvis.

Børnene har leget meget med hinanden, og de har spillet lidt på ipadderne.
Vi voksne har talt meget med hinanden, og vi har spillet lidt på ipadderne.
Jeg kom til at introducere Charlotte til ordlegen Ruzzle, hvilket hun blev totalt bidt af.

Voksne og børn har spillet lidt med hinanden … Charlotte og Pernille spillede Casino; mommer og Anna spillede Rommy (eller 500, som nogle kalder det), mens morfar fik en morfar og Tim og Aubie hyggede sig med hhv. bog og iPad.
Charlotte vandt så voldsomt over Pernille, at førstnævnte følte sig nødsaget til at spørge, om sidstnævnte havde stort held i kærlighed? Da svaret var benægtende, mente Pernille derfor selv, at med den tabsrate var der simpelthen nødt til at ligge verdens lækreste mand og vente på hende i sengen, når aftenen var så fremskreden, at man skulle se at finde samme seng … jeg er ikke helt sikker på, at det var meningen, at jeg skulle have hørt dette. Men jeg kan godt tåle det …

Efter aftensmaden skal der tændes op i pejsen, så vi kan få ‘brændt’ de MEGA-marshmallows, jeg fandt i Sverige. Jeg kender ikke noget land, der sælges mere slik i, eller har et større slikudvalg, end Sverige, og disse kæmper tænkte jeg ville blive et hit hos ungerne.

Ambivalente følelser

Overfor efteråret, altså.
Det er en meget farvemættet tid og dermed en sand fryd for øjet, men det er også en årstid, jeg opfatter med lidt vemod, fordi året går på hæld og den lange vinter snart holder sit indtog.
De svenske skove er allersmukkest lige nu – vi kørte gennem én lang, gyldenbrunorangerød allé i går, og havde det ikke været tungt og ugennemsigtigt vejr hele vejen herop, ville vi næsten ikke have kunnet trække vejret for bare skønhed, men det regnede og var præcis det efterårsvejr, der er mindst tiltrækkende. 
I dag skinner solen fra en skyfri himmel.
Ambivalente følelser … det herunder, fx … det er smukke farver, men bladene burde fjernes fra græsplænen.
Burde, men bliver det nok ikke – er det så smukt eller grimt? Ambivalente følelser …

På den anden side af huset er plænen gået i svamp, og blækhatten blækker dystert.

Fjerbusken har set bedre dage, men er egentlig stadig smuk på sin egen, ældede måde. Lathyrusen tror det er forår og skyder fra hoften.

Tobaksplanten er røget – eller måske rettere gået i frø, men har endnu ikke tabt sit hjerte. Humlen er belastet af igangværende nedskæringer.

Det er efterår. Det er trist og det er smukt på samme tid.
For nogle er efterårsferien ved at være slut; for andre skal den først til at begynde.
Vores begynder om otte dage, for der starter englændernes skoleferie, og de kommer sejlende for at møde os på Djursland. Det har jeg absolut ikke ambivalente følelser overfor.

Jeg fik et godt svar

Som reaktion på gårsdagens indlæg om julebrokkerierne, fik jeg i dag en mail fra Rita (fulde navn er redaktøren bekendt), som desværre følte sig lidt usikker på, om jeg ville kunne acceptere hendes kommentar, fordi hun “godt vidste, jeg helst vil have det rigtigt med kommaer og punktummer”.
Rita og andre: Jeg kan ikke understrege kraftigt nok, at jeg aldrig kunne finde på at håne eller hænge privatpersoner ud, hvis det at skrive ikke falder jer lige for.
Jeg brokker mig over officielle skilte, kommercielle hjemmesider, turistinformationssider og professionelle sprogbrugere, der alligevel viser sig ikke at være særlig professionelle.
Så Rita: tusind tak for din gode kommentar, som jeg har valgt at bringe her som en del af et selvstændigt indlæg, fordi du gav en god forklaring på, hvorfor forretningerne er så tidligt ude med alt julehalløjet.
Det har ikke ændret min holdning om, at det er meget tidligt, og hvis alle kunne blive enige om at starte senere, var situationen måske anderledes … og dog … du skriver jo netop, at folk så spørger efter julevarerne, hvis de ikke er der …
Mig ikke forstå dette, men det er en kendsgerning, som jeg naturligvis accepterer. Jeg vil nok stadig brokke mig til næste år, men det er så mere for princippets skyld …
Her kommer Ritas svar. Efter eget ønske renset for stavefejl og grammatiske ditto, men Ritas egen skrivestil er naturligvis forsøgt bevaret.

Hvorfor julen er så tidligt i butikkerne:
Jeg er i butik og har været både i de store og i de små.
Hvorfor det kommer frem så tidligt? De første sælger mest.
Det har også noget at gøre med, at børnepengene kommer her midt i oktober – det har virkelig meget at sige.
De butikker der får det først op, får måske ikke rester, og det gælder om ikke at få rester.
Der bliver virkelig solgt meget nu – tro mig.
Var et år med til at sætte op nu. Her valgte jeg at snakke med kunderne, om de var færdig med at købe det nu, eller hvorfor de købte det nu?? Selvfølgelig på en pæn måde og alt det der.
Nej, de spiser det nu og til jul????
Et år i en stor butik valgte vi at vente til 10. november med de første ting der skulle i butikken, så det blev på lageret – personalet lagde pres på lederne. Da vi nåede til 5. november opgav vi og det begyndte at komme ind … hvorfor?? Fordi fra den 28. oktober begyndte folk at spørge efter kalenderlys, chokoladekalender, pebernødder og lignende, så vi personaler stod hele tiden en eller flere på hovedet på lageret for at finde et kalenderlys, der skulle sendes til Australien eller en, der skulle på besøg hos søn/datter i Langbortistan.
Eller de chokoladekalendere hun skulle bruge til børnene skulle købes nu, så de kunne blive gjort klar; hun var selv i butik og ville være færdig før sin julearbejdsplan (og skulle de købes hos os, var det nu).
Finder man først julevarer frem sidst i november, sælger man intet … er prøvet … vi prøvede det i butikken, jeg er i nu, for et par år siden. Men folk havde købt det andre steder.
Det er nok mig, der er gammeldags, men jeg synes jo også julemad, -knas og -kager hører til de sidste dage inden jul og i juledagene og ikke fra 1. december eller sidst i november. Mange i dag pynter jo op sidst i november; spiser også juletingene fra den tid og juleaften kan knapt blive overstået, inden det skal væk igen.
Jeg finder adventskransen og stiller kalenderlys frem til den 1. og så stilles julepynt frem lidt hen i december, men jeg vil nyde juledagene med mad, kager og knas.
Her kommer juleknaset tidligst frem d. 22. december, hvis der kommer gæster.
Butikkerne må, hvis de vil overleve, have hvad kunderne mangler og vil købe nu og her. Beklager, men sådan er det, selv om jeg ikke er stolt af at være i butik når julen kommer så tidligt frem.

Det var god information ‘indefra’, som vi jo ikke rigtig kan argumentere imod, så alle os oktober-julebrokkere må vel bare lære at lukke øjnene for det … men det kom altså bag på mig, at nogle efterspørger den slags allerede nu.

Dette er en meget lang, rød mur, som Inge og John kendte til, men som jeg så for første gang i dag. John har set den smukkere … jeg synes nu den var ganske pæn, men uanset hvad, får man i det mindste en ide om størrelsen.

Derudover har vi været til eftermiddagskaffe hos Kisser, som havde noget gammelt kobbertøj, hun fik lyst til at forære mig.
Det var meget sødt af hende – jeg er godt nok en smule spændt på, om jeg kan pudse det pænt op, men det skal i hvert fald forsøges, og det var en rigtig hyggelig eftermiddag – vi savnede på intet tidspunkt noget at tale om.
Det var hyggeligt nok til at blive gentaget, blev vi enige om.

Vi er vist inde i en stime

For to år siden måtte vi købe ikke mindre end to køleskabe til Sverige. På nogenlunde samme tidspunkt gik vores vaskemaskine sig en tur, og det er heller ikke så længe siden, vi købte både komfur og kummefryser. Sidstnævnte dog ikke, fordi den gamle var gået i stykker; den var tværtimod ikke til at slå ihjel, men den brugte lige så meget strøm som en mindre provinsby, så den har formentlig allerede betalt sig selv hjem.
Nu har vores køleskab lavet sig selv om til et varmeskab, så det var om at komme afsted og se på et nyt.
Det gamle viste sig ved tjek af kvitteringen at være 16 år, så det er vist i orden, at det ikke kan mere. Vi har vidst et par uger, at den nok er gal, men har ikke rigtig kunnet tage os sammen til at gøre noget ved det.
Det afgørende øjeblik kom så i morges, da jeg ville tage hul på en karton mælk, der havde holdbarhedsdato til 12. oktober. Kartonen skal altid rystes, da jeg kun køber økologisk mælk, men i morges lød den betænkeligt som tykmælk, hvad det da også havde stået i kartonen og blevet til.
Det almindelige pakkesmør var særdeles smørbart, så nu kunne det ikke udsættes et sekund længere at få fundet et nyt.

Skousen kunne give os et rigtig fordelagtigt tilbud på et Liebherr på næsten 400 liter – jeg kan næsten ikke få mit køleskab stort nok, fordi jeg har en hulens bunke glas, der er i gang, med alt muligt forskelligt af sylt og marmelade. Det tager mindst en hel hylde, og der skal jo også være plads til maden … og når englænderne er her, er selv det største køleskab faktisk for lille.
Nu mangler vi bare, at opvaskemaskinen står af, men det er der da heldigvis intet, der tyder på lige i øjeblikket, selv om den er lige så gammel, som køleskabet var – de blev købt samtidig.

Naboens vin får altid lov til at gro ind over vores hæk på denne årstid, da vi slet ikke kan se os mætte på den farverigdom, den kan levere.
Hele sommeren bliver den holdt nede med hård hånd fra vores side, ellers kunne den vist ret hurtigt tage magten over alle haverne i nærheden, men fra omkring 1. september får den som sagt frie tøjler.

Efteråret er kommet til Sverige – og det er vi også

Da termometret i morges viste 37,4 og igen kl. 12 viste det samme, trodsede jeg enhver sund fornuft og erklærede, at nu kører vi til Sverige, gør vi!
Der er åbenbart ikke noget, der ligefrem drøner op og ned ad skalaen her, så risikoen er værd at løbe, vurderede jeg – John kan trods alt køre mig til Roskilde på et par timer, hvis jeg alligevel skulle have vurderet forkert.
Jeg går tidligt i seng med varmetæppet på maximal styrke, så jeg hopper i en 40 grader varm seng. Enten vågner jeg i morgen tidlig og koger selv, eller også er alt som det skal være  

Det har været det smukkeste vejr i dag; de rødeste, røde efterårsfarver er dukket op på ahorntræerne, så det var en dejlig tur herop.

Det, der var mindre dejligt at komme op til, var at opdage, at mit ene og ellers omhyggeligt overvågede Filippaæble var væk. Ikke kun fra grenen, det sad på, men væk som i totalt forsvundet. Det er formentlig et rådyr, der har mæsket sig.
Jeg deler gerne med dyrene, men ikke mit hidtil første og eneste Fillippaæble! Jeg håber dæleme, at kræet, hvem det end måtte være, har sat stor pris på det.

Nogle af de flotte røde blade var faldet ned i den lille grøft lige foran, hvor jeg tog dagens efterårsbillede. Når ting kan se sådan ud, har jeg ikke spor imod efterårets indmarch.

Der er gået svamp i den

Heldigvis.
Selv på ødegårdsgrunden har vi svampe, hvilket jeg ikke har set under samfulde 17 års ejerskab; med undtagelse af lærkerørhatte, dengang vi havde to lærketræer.
Jeg tilskriver fremkomsten af svampe det faktum, at det nu er 2½ år siden, plænen sidst er blevet gennempløjet af vildsvin, således at svampene har fået fred til at etablere sig. Der var både røde fluesvampe, birkerørhatte og en enkelt stor parasolhat.
Rød fluesvamp er, i mine øjne, den smukkeste af alle svampe; selveste prototypen på en storsvamp, og da også den, man kan købe efterligninger af som julepynt.

Bare fra i går til i dag er de store af dem gået fra at have kuppelformet hat til at ligne en dyb, hhv. flad tallerken. 
Når man kan se hattens hvide eller lyse pletter, som er rester af det, der kaldes svøbet, er det tegn på, at det er en fluesvamp, og så nøjes man med at lade kameraet og snegle spise dem.

Der er tusindvis af svampe i skoven nu – desværre flest af dem, vi ikke spiser, men jeg har åbenbart noget med svampe, for jeg synes de fleste af dem er kønne at se på.
Herunder panterfluesvamp (igen de lyse pletter eller svøbrester) og den smukt røde skørhat, som desværre også kun er guf for sneglene. Den er ikke giftig, bare meget skarp og brændende i smagen. De mildtsmagende skørhatte kan sagtens spises, og man vurderer det ved at smage på et lille stykke med det yderste af tungespidsen. Føles det ‘skarpt’, lader man den være, og føles det mildt, kan den lægges i kurven.

Hvis man spytter smagsprøven ud igen med det samme, kan man smage på selv en dødbringende fluesvamp.
I modsætning til, hvad mange tror, dør man ikke af at smage dem – nogle tror sågar, de sætter livet på spil bare ved at røre ved dem, men de skal altså ned i fordøjelsessystemet for at gøre skade.
Jeg plukker en del græsgrønne skørhatte heroppe. Af en eller anden grund lader svenskerne dem stå, på trods af, at det er en glimrende spisesvamp – god både i smag og konsistens.
Kantarellerne er først lige kommet rigtig i gang; det ville have været bedst, hvis vi havde kunnet lade dem stå i yderligere nogle dage, men weekenden nærmer sig, hvilket er ensbetydende med, at svenskerne får travlt med at komme ud og indsamle, så jeg var fræk og tog selv de mindre eksemplarer.
Det blev derfor til mange i antal, men knapt så meget vægtmæssigt … der er dog nok til en god gang stuvning til frokosten i morgen.
Jeg skulle være gået ud 10 minutter før i formiddags … jeg har (som alle svenskere, host, host), mine favoritsteder, men jeg har før set, at andre har fundet frem til dem, og i dag, da jeg sad på hug og samlede løs fra det ene sted, kom der en mand med kurv og kniv i hånd.
Han småsludrede lidt, mens jeg havde enormt svært ved at bevare det venlige smil, og snart ødelagde han det totalt ved at sige: “tag du bare alle dem der, så tager jeg nogle fra et sted, jeg kender lidt længere fremme”.
Grrrrrr. Go away. Please. 
“Nå, så det sted kender du også?”, fik jeg frem gennem sammenbidte tænder. Jeg havde sådan en lyst til at sige til ham, at allemandsretten IKKE gælder på lige dette sted i skoven, men han havde nok ikke troet på mig alligevel.
Og der var bare SÅ mange kantareller lige på de to af mine favoritsteder … jeg er bare ikke god til at dele, når det gælder den slags.

Bagsiden af medaljen

Enhver medalje har en bagside, hvilket også gælder livet her på ødegården.
I aftes drillede det gammeldags komfur. Det startede fint og hurtigt nok, men efter en tid begyndte det at ryge kraftigt fra det.
Meget kraftigt. Vi sad intetanende inde i stuen og nød brændeovnsvarmen, men da jeg havde et ærinde i køkkenet, var det som at træde ind i en undergrundsbar i forbudstidens USA, så røgfyldt var det. Man kunne ikke se en hånd for sig, men jeg fik hostende famlet mig hen til døren og åbnede ud til det fri.
Dammit – nu var der lige blevet næsten fint varmt, men bortset fra, at brænderøg lugter behageligt i forhold til tobaksrøg, gælder det kun for begrænsede mængder, hvilket man ganske afgjort ikke kunne kalde dette yderst effektive røgslør … det var med at få skabt gennemtræk i en vis fart.
Det undrede mig nu lidt, for det er ikke så længe siden, jeg rensede røgkanalerne for sod og snavs … mente jeg … men det er oftest, fordi det alligevel er for længe siden det er gjort, at komfuret laver dette nummer.
Der var ikke andet at gøre end at få slukket ilden og så ellers rense både skorstensrør og komfur som det første lørdag morgen.
Det er noget værre griseri, men nødvendigt er det jo, så vi gik til makronerne lørdag morgen og fik ryddet ud i slaggerne.
Jeg tændte glad op. Det røg igen! Pokkers!
Nu vidste vi ikke rigtig, hvad vi skulle gøre … sidder der noget helt oppe i skorstenen? Hvis det er tilfældet, kan vi nok ikke rigtig gøre mere selv, men må have fat i skorstensfejeren – ‘sotaren’, som det hedder på disse kanter.
Jeg gav pokker i røgen og fortsatte med at holde ild i komfuret, idet jeg satsede på, at når der først var gang i det for alvor og det var blevet gennemvarmt, ville det stoppe med det pjat. Så måtte vi holde yderdøren åben så længe.
Min teori holdt heldigvis stik. Nu fungerer det fint uden at røgforgifte os, og der er dejligt varmt i hele hytten.

En anden bagside er efterårsoprydningen – dette gælder dog ikke kun for ødegårde, men for alle med haver, går jeg ud fra. John var ude og skære humlen ned, inden den når at svine alt for meget til på terrassen.

I enhver betydning er der løbet meget vand i åen, siden vi var her sidst – jeg ville ikke gå helt ud på broen, for jeg havde mine nye støvler på. De skulle efter sigende være vandtætte, men jeg var for meget en kylling til at lade det komme an på en prøve …

Vedklyven skulle nu endelig indvies. Sidste gang var det en weekend med regn fra morgen til aften, men denne gang er det tørvejr.
John riggede til; jeg tog godt med tøj på og kom ud for at være den, der ‘fodrede’ dyret, mens John skulle styre saven.

Der blev skåret ét stykke, hvorefter Ellen trykkede på stopknappen og omgående gik i strejke. Hold da op, hvor den larmede. Hvinede hysterisk, nærmest.
Den er sikkert glimrende til sit formål, men jeg nægtede at stå der i så meget som et minut uden høreværn, og vi har kun ét sæt.
Selv John måtte indrømme, at det var for slemt. Jeg har ellers tit skældt ham ud for ikke at bruge høreværn ofte nok …  der er ikke noget at sige til, at manden lider af tinnitus, så meget som han byder sine arme ører.

Nu er John kørt til Kristianstad for at købe et høreværn til mig …

Fjellerup og Glatved strande

Vejret har vist sig fra sin smukkeste side i dag. Hele dagen, på trods af dystre varsler om dårligt vejr i eftermiddags.

I formiddags gik turen til den lokale strand – med et par camouflerede børn, der gik hele vejen frem og tilbage med de halve træer, de fandt lige uden for vores hus.
Skøre unger, men de hyggede sig åbenbart.

Selv tangen har iklædt sig efterårsfarver.

Store muslinger var stærkt forbundet med tang – John måtte hive kniven frem og skære dem af, så vi kunne få muslingen med hjem.

Efter frokost kørte vi til Glatved strand for at lede efter fossiler. Eller som Tim, den bøf, sagde til ungerne: “We are going to find dinosaurs!”
Det var for at sælge ideen, men vi fandt altså ingen dinosaurer, desværre, men et par fossiler fandt vi da. Plus en søstjerne, der ikke havde været død ret længe.

Jeg fandt et helt, forstenet dinosaurhoved … bildte jeg ungerne ind. Jeg må med skam melde, at de troede på mig, men lad dem bare beholde de illusioner lidt endnu.
John fandt et smukt stykke drivtømmer, som lignede en fisk – det kan I godt se, ikke? Den har hovedet vendt mod højre.

 

Der var mange ting at finde på den strand … et ikke specielt forstenet dæk, fx.

Anna fandt en forstenet dinosaurhjerne, var hun helt sikker på, men den var for stor, mente vi, da den var på størrelse med en knyttet hånd. De var vist kun på størrelse med ærter eller valnødder, tror jeg.

Blandet vejr, men ikke blandede følelser

Det der vejr, vi blev lovet i aftes, med fuld sol hele dagen, hele vejen fra hjemmet til Fjellerup strand, havde åbenbart ombestemt sig …  det var flot, da vi kørte hjemmefra, men vi kunne se nogle ret voldsomme fronter forude, hvorfra nedbøren væltede ned.

Det var faktisk flot … det blæste så meget, at jeg ikke engang vovede mig ud af bilen; derfor striberne på billedet.

Vi nåede frem, fik hentet nøglen og pakket bilen ud. Fik sat strøm på huset og varme på radiatorerne og i gulvene. Fik sat slowfood-resterne fra Sverige på komfuret og nåede lige at få tændt pc’en og tastet koden ind på wifi’en, da de ankom en hel halv time før annonceret.
Det gjorde dog ikke spor. De blev modtaget med åbne arme.
De kom så tidligt, at vi slet ikke var begyndt at kigge efter dem, men lige pludselig stod der en Aubrey i døren og sagde “HEJ! Here I am!”
– Jamen dog … har du fundet sommerhuset helt alene, Aubie?
– Yes!
– Har du slet ikke Anna og far og mor med?
– Oh yes … Anna’s coming soon, and mum and dad are still in the car.

Cirka to minutter efter var ungerne flyttet ind. De har simpelthen fået indtaget hele førstesalen, hvor der er et stort gulv med plads til en meget stor briobane, som går fra hjørne til hjørne og under fodboldspillet på dens vej; flankeret af en større flok dinosaurer. Vi så dem først igen (børnene, altså) 1½ time efter, da vi skulle spise, men vi havde bestemt ingen problemer med at høre dem … du store verden, hvor de hyggede sig deroppe.

Solnedgangen var ikke særlig synlig, men den var der, et eller andet sted omme bag nabohuset og dets træer. Der skulle være bare 400 meter til stranden; vi kan fint høre den, men ikke se den. Det undersøger vi i morgen, for nu er det helt mørkt; i aften slapper vi bare af og fla’er helt u’.

Det er så hyggeligt, synes nogen, så nogen gider ikke rigtig sove. Ikke endnu. Heller ikke, selv om vi har læst historier for mormor.

Jojo. Sådan er det nu. De læser for mig, ungerne, og de er så dygtige, er de.
Siger mormoderen – som naturligvis er fuldstændig neutral og objektiv i sin opfattelse af børnenes læseevner …

Nå. Slut med pralerierne for i aften … jeg har jo det meste af en uge sammen med familien, så I skal nok nå at blive grundigt trætte af mig inden den er omme.

De små synger ikke mere. De sover – det varer nok  lidt endnu, inden de store gør det.

Efteråret fås ikke flottere

Efteråret fås ikke flottere, end det har været i dag. Da vi så vejrudsigten i aftes, blev vi enige om, at hvis den holdt, så ville vi i dag køre en tur til Gisselfeld slot – ikke for slottets, men for parkens skyld. Vi har selvfølgelig været her før, så vi ved, at det er en spændende og smuk park, men vi har aldrig set den klædt i efterårsfarverne.

I anledning af efterårsferien havde man hyret en ekspert i græskarskæring til at udøve sin gerning og samtidig vejlede børn i den ædle kunst.
Han var bestemt ikke uden evner.

Men åh, hvor var væksterne i parken dog smukke. Foråret er skønt, fordi det har været vinter – jeg elsker foråret og selvfølgelig også sommeren, men i farvepragt er der ikke noget, der overgår efteråret.

Farverne nærmest eksploderer i hovedet på én.

Jeg gik helt amok med kameraet – også inde i det kæmpestore orangeri, men hvis ikke det skulle blive alt for billedtungt et indlæg, måtte jeg nøjes med en collage af billederne herfra.

Det er et orangeri i bogstaveligste forstand; med masser af appelsintræer i den ene længe.
Det er en meget smuk og statelig bygning … lige en anelse større end vores nye drivhus …

Jeg kom hjem med 132 billeder, som jeg ryddede ud i med hård hånd, da jeg har leget meget med de manuelle indstillinger. Automatikken er ikke altid optimal på Lumix – slet ikke når det gælder de gyldne og røde farver.
Jeg, som så ofte har været en smule irriteret på John, fordi han var 100 år om at få taget et enkelt motiv, skulle nu se ham stå og vente på mig mange gange, mens der blev indstillet og skudt, indstillet og skudt fra min side. Nu er han et meget mere tålmodigt menneske end jeg er, så han sendte kun et skævt smil til mig og verden på grund af min langsommelighed.

Den sad lige i øjet

Den sad lige i øjet, den marmelade, jeg har lavet. Camilla Plums karamelliserede æblemarmelade med ingefær.
Det gjorde temmelig ondt – det skal nemlig tages helt bogstaveligt … det tykboblekogte, som da jeg på Island så Geysir lægge an til at sprutte; eller måske nærmere, som når man i tv ser en kogende svovl- eller mudderpøl: en stor boble, der vokser og vokser, til der lige pludselig går der hul på den og det sprøjter med små dråber. I dette tilfælde med meget varm æble-sukkermasse.
Joh … den sad lige i øjet.
Heldigvis gjorde det ikke ondt ret længe, så det må have været en meget lille dråbe.

Man skal først smelte sukkeret og lade det karamellisere en smule, inden æblerne kommes i gryden. Jeg tror nok, at det blev lige lovlig brunt efter fru Plums mening, men eftersom det ikke smagte spor brændt, fortsatte jeg processen. 
Hvad jeg ikke lige havde forudset var, at massen derved blev afkølet så meget, at det blev til én stor flødekaramel.
Det tog lang tid at få den klump opløst igen, men det lykkedes, og jeg kunne koge marmeladen færdig og få den på glas.

Det ser såmænd ganske nydeligt ud, men hvordan smager det så? 
Tjah. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene, men jeg vil sige det på den måde, at hvis englænderne ikke kan lide den marmelade, var dette både første og sidste gang, jeg producerede den … ungerne elsker dog alt med æbler, så mon ikke jeg kan få glassene afsat i uge 44?
Jeg tager dem i hvert fald med til Djursland.

Da jeg var oppe i bakkerne for at finde et par kilo æbler, nærmest faldt jeg over et meget lille egetræ med de største blade, jeg har set.

Gad vide, hvad det er for en art med de kæmpeblade?
Bladfarverne er gode nok; jeg har ikke manipuleret med billedet, men det er godt nok en uhyggelig farve, min hånd har på billedet … den ligner noget, der kan bruges i en gyserfilm. Sådan synes jeg ikke, min hudfarve normalt ser ud.

Der var regn mellem bygerne

Det var lidt dårlig timing af tage til Sverige i denne weekend … det er på den anden side længe siden, jeg har fået strikket så meget, og det var hele fire uger siden, vi sidst var her … abstinenssymptomerne var ved at blive slemme.

Regn, regn, regn og atter regn. Det kunne regne meget eller det kunne regne lidt, men regne gjorde det. Hele tiden.
Vi kørte til Kristianstad for at få fat i en kabeltromle med jord – ellers ville Johns nye vedkap ikke fungere. Han fik den samlet færdig i går formiddags, men den var helt død. Han kom sågar op og læste i manualen! Så er den virkelig gal!
Konklusionen måtte være, at maskinen var ganske klar over, at John havde forsøgt sig uden jord i første omgang.
Den startede da også helt uden problemer, da den rigtige ledning kom til. Klog vedkap. 
Arbejde fik den nu ikke lov til – det var simpelthen umuligt at opholde sig udendørs, hvorfor græsplænen desværre heller ikke blev slået for sidste gang i år. Det var ellers tiltrængt.

Efterårsfarverne kunne vi dog nyde – også gennem al regnen. Smukt og gyldent var det. At der er græsplæne nede under alle disse blade, har vi valgt at fortrænge – det var ikke vejr til at rive dem sammen.

Sæsonens første slowfood stod og simrede på komfuret i tre timer: En oksebov blev brunet; hevet op igen og midlertidigt byttet ud med mundrette stykker af porre, selleri, gulerødder og kartofler, samt et helt hvidløg og tre af de meget stærke chili. Da grønsagerne var let brunede og begyndte at dufte som sådan noget nu gør og skal, kom jeg et ordentligt skvæt rødvin, en dåse flåede tomater, rosmarin-, persille- og timianstilke i, plus salt og peber. Kødet tilbage i gryden. Vand på, til det hele akkurat var dækket. Simre, simre, dufte, dufte – herlig efterårs- og vintermad. 
Det er fuldstændig umuligt at lave lidt af sådan en slags mad – der er altid til mindst 8 personer. Resten er nu frosset ned og bliver gemt i 14 dage, til vi skal mødes med englænderne på Djursland. Når vi først kan komme ind i huset efter kl. 16, vil det passe mig så glimrende ikke at skulle starte med at kokkerere, men bare kunne hive dette lækre måltid ned i en gryde og varme det op.

I en pause mellem bygerne – altså hvor det nøjedes med ‘bare’ at regne, iførte jeg mig den skriggule regnjakke og mine nye støvler for at se, om der overhovedet var nogen svampe tilbage i skoven.
Den skriggule jakke havde to formål: at holde mig tør og at sørge for, at ingen forvekslede mig med en elg! Elgjagten er nemlig gået ind, så det er faktisk ikke særlig tilrådeligt at færdes i skoven … men for det første var det en kort tur og for det andet gider vel selv jægere ikke at jage i så vådt et vejr? Man ved dog aldrig … jeg gik jo på svampejagt …

Jeg fandt ni kantareller. Begejstringen var behersket, men jeg havde nu ikke forventet noget videre så sent på sæsonen, men lidt frisk luft måtte jeg altså have, hvis ikke jeg skulle gro helt til foran brændeovnen.