Jeg “skulle ikke være gået” til Louis Nielsen. Det gør jeg nemlig altid, og det er jeg glad for.
For et stykke tid siden skrev de til mig, at nu var det ved at være tid til det hvertandetårlige synstjek. Jeg mente ikke selv, at mit syn var blevet værre siden sidst jeg fik nye briller, men når nu de tilbyder mig et gratis synstjek, kan jeg lige så godt tage imod det – der er også et sundhedstjek inkluderet, hvilket altid er en god ide.
Jeg fik en tid i min sædvanlige næstvedafdeling til i dag og blev kaldt ind af en ung og meget smuk, japansk udseende mand, som jeg gættede på (ville ikke spørge) er søn af ejeren af butikken, som jeg engang fik en rigtig god og lang samtale med om hans branche.
Først sundhedstjekket. Intet at bemærke. Ikke noget fugleliv af nogen art; hverken en så meget som spæd begyndelse på stærearter eller andre alderdomsskader.
Derefter ind i et andet rum til selve synsprøven. Inden der var gået ret lang tid, forløb følgende lille ordudveksling:
– Det var dog … hmmm … det var alligevel … supergodt! Flot!
– Hvad? Er jeg 17 år igen?
– Ja, det er da lige før!
– Du godeste dog. Kan du så ikke lige sørge for, at det samme sker for resten af mig? Måske ikke til 17 år, men bare 20-30 år tilbage?
– Ahhh – så er du nok ikke kommet til det rigtige sted …
Mit syn er bedre, end det har været i over 30 år! Er det ikke fantastisk? Jeg havde godt nok bemærket, at behovet for briller tilsyneladende er faldet, når jeg færdes uden for hjemmet, hvor jeg normalt aldrig bruger dem, fordi jeg er (kan jeg mon sige ‘har været’ nu?) nærsynet.
Han ville tidligst se mig igen om et års tid, men sagde også, at det kunne jeg faktisk bedst selv vurdere – de vil ikke kontakte mig før om to år, men jeg er selvfølgelig velkommen til hver en tid, hvis jeg oplever ændringer.
Dette opløftende møde gav mig overskud til at ringe til borgerservice. Jeg skal snart have have fornyet både kørekort og pas, men ved ansøgningen i aftes fik jeg følgende besked: “Der er ingen ledige tider de næste 30 dage. Prøv igen en anden dag.” Suk. Den besked ville jeg kunne få mange gange, forudså jeg. Det er okay med passet, for det udløber først engang i maj, men kørekortet udløber altså 3. marts. Til gengæld er passet mere kritisk, for jeg kører naturligvis ordentligt og kan ikke huske hvornår jeg sidst blev bedt om at vise kørekortet.
Murphy siger dog, at det vil ske få dage efter udløb …
De 30 dage gjaldt for begge stederne, jeg havde som mulighed, hvis de også skulle tage billeder.
Jeg valgte så at bestille tid over telefonen, men jeg måtte acceptere selv at komme med billeder, hvis jeg skulle have det klaret inden jeg fylder 70. Der er ikke nær så lang ventetid, når de ikke skal tage billeder, og jeg fik faktisk en tid allerede på onsdag. Nu skal jeg lige have læst op på kravene til pas- og kørekortfotos for at kunne klare den lille sag online, så jeg kan troppe op med hjemmegjorte, men forhåbentlig acceptable billeder.
Min bekymring for en lang telefonkø var i øvrigt ubegrundet – jeg ringede op og startede som nr. 1 i køen.
Det er en god dag!
(De mosser, jeg ellers kun har set i Sverige, vokser også på vores stråtag, har jeg lige opdaget. Et makrobillede må være et glimrende symbol på mit generhvervede falkeblik …)