Hos Mommer

15. juli 2017

Hvis jeg stadig var på arbejdsmarkedet …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:12
Tags: ,

Hvis jeg stadig var på arbejdsmarkedet, kun havde mine 5-6 ugers ferie om året og skulle bruge et par stykker af dem på at leje et hus et eller andet sted og bare nyde livet, ville jeg synes, det var fuldstændig fantastisk, hvis vi havde fundet lige præcis et sted som dette her.
(De sidste arbejdsår havde jeg godt nok otte ugers ferie om året, men jeg betalte selv de sidste to. Det var for også at kunne få tid nok til at rejse til England og til at kunne holde fri, når de var i Danmark.)

IMG_6723

Vi har overhovedet ikke ord for, hvor meget vi nyder at sidde oppe i shelteret – vi sidder her om morgenen, vi sidder her om formiddagen, til frokost, om eftermiddagen, og vi sidder her og spiser aftensmaden. Vi nyder det i en grad, jeg slet, slet ikke har ord til at kunne udtrykke.
Det lyder måske som om vi sidder der hele dagen, men det gør vi så ikke – det er hver gang vi synes vi lige har brug for en pause, vi sætter os heroppe. Det er derfor alt lige fra morgenteen over frokostvandet og eftermiddagskaffen til vinen om aftenen, at vi sidder her og fortæller hinanden, hvor sindssygt privilegerede og heldige vi er at have fundet sådan et vidunderligt sted at tilbringe vores otium.

P1070076P1070079

Jeg ved godt, at dette lyder alt for meget som praleri, men sådan er det ikke ment.
Det er udtryk for en glæde, en taknemmelighed, en følelse af ydmyghed … dette sidste fordi vi ikke havde fundet det, hvis ikke jeg havde haft brystkræft.
Det har jeg også nævnt før, er jeg sikker på … men er det da ikke fantastisk, som livet nogle gange kan servere noget for os midt i al elendigheden, men som man bare bliver overlykkelig for, når elendigheden ender med ikke at være så elendig endda?
Jeg vågner om morgenen, kigger ud på fjorden og tænker, at nu ligger der endnu en hel, lang og skøn dag foran mig … hvad skal jeg bruge den til?
Se, lige præcis, at man overhovedet kan stille dette spørgsmål, er et sikkert tegn på, at man ikke længere har et lønnet arbejde, ikke længere hænger i en klokkestreng eller har kedelige og mere eller mindre stressende deadlines, ikke har referater, der skal skrives, tekster, der skal oversættes eller korrekturlæses eller brande der skal slukkes …
Jeg kan vågne, når mit system har lyst til at vågne, og jeg kan bruge tid på at overveje, hvordan jeg ønsker at bruge dagen.
Det er bare SÅ … fuldstændig … vidunderligt …

Reklamer

11. juli 2017

Spændingen stiger – pilotforsøget blev en succes

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:20
Tags: , ,

I dag puttede jeg en blanding af cirka 200 gram af henholdsvis gul snerre og hasselblade i den store gryde. Oveni med et fed garn (godt 100 g) og koge op. Det begyndte næsten øjeblikkeligt at tage farve, så jeg stod og hoppede af begejstring som et lille barn og kaldte på John: SE!!! Det virker!!!
Og hvor længe skal det så ligge der og søppe, mon? En time? Natten over? Da der var gået en time, var det ikke blevet mere farvet de sidste tredve minutter, så jeg hev det op. Gad vide, om varigheden har noget at gøre med holdbarheden af farven? Hvor er der meget, jeg ikke ved endnu, men:
Fantastisk farve!
John grinede: Du kan da normalt ikke lide den farve? Nej, men nu har jeg selv lavet den, og så er det noget helt andet! Den er flot!

Første forsøg (1)Første forsøg (3)Første forsøg (5)Første forsøg (6)

Da det havde stået et kvarters tid, kom Den lille Kemiker op i mig: Alkohol er normalt godt til at ekstrahere med, så jeg plumsede et par deciliter husholdningssprit i suppen, og jeg synes det virkede; at farven blev en smule mere intens og klar (sidste billede i grydeserien herover).
Det er typisk, at jeg skal begynde at eksperimentere allerede i første forsøg – jeg har ingen steder læst noget om, hvorvidt man kan forbedre resultatet med ethanol, men nu tror jeg allerede på det …

Første forsøg (8)Første forsøg (9)

Så er der noget med første og andet bad. Og måske tredje og fjerde. Det er for at udnytte farvebadet mest muligt, og samtidig får man de smukkeste tone-i-tone-farver, så i med næste fed. Det tog også farve øjeblikkeligt. Hængt op ved siden af førstebadsfeddet kan man godt se forskel, men den er ikke så stor, som jeg havde forventet. Så gik jeg ind og hentede nogle minirester naturfarvet Arwettagarn og smed i gryden, med resultatet herunder til følge. Det fik kun et kvarters tid, og det var ikke engang bejdset.
Et tredje fed kom i gryden – efter at have fjernet alle plantedelene fra suppen. Det blev stadig fint farvet; faktisk en smule mørkere end arwettagarnet, men det var som sagt også ubejdset.
Jeg kom eddike i tredje og sidste hold skyllevand, men ved ikke, om jeg har brugt nok. Hvor meget skal der til at fiksere farven, mon?

Første forsøg (13)

Mor er ikke skuffet. På ingen måde. Mor er meget, meget [selv]tilfreds. Der kan komme nogle gode futter ud af dette garn, selv om det er vildt ujævnt spundet – det var jo de allerførste, forkrampede forsøg med den disciplin, men nu bliver garnet brugt.
Jeg vil vove den påstand, at forholdet 4:1 mellem plante og garn i dette tilfælde var for meget – jeg er ret sikker på, at den mængde kunne have trukket 200, måske 300 gram garn med samme intense farveresultat efter første bad.
Holddaop, det er sjovt, dette her.

8. juni 2017

Report from the Command Bunker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , , ,

Base Camp (1)Børnenes Base Camp bliver konstant ud- og forbedret. De har sparet sammen, og med lidt supplering fra forældrene er der købt tykkere og derfor mere holdbare pressinger og nogle camouflagenet, så lejren bliver mindre synlig – en af beboerne i landsbyen (som kun er hjemme hver anden weekend!) synes, den er meget lidt køn at se på. Han er en sur stodder for at sige det rent ud, for der er omkring 250 meter ned til campen, så det må være temmelig begrænset, hvad den kan genere … den er svær at få øje på, selv uden camouflagen, ikke? (Billedet herunder, taget fra enden af deres store, ‘rigtige’ have). Han kan ikke engang høre dem, når de leger dernede. Han har også prøvet at nedlægge veto mod den swimmingpool, de snart begynder at bygge, men den slags brok kom han ikke igennem med, for man har lov til at larme på egen grund og i egen have.
Det er faktisk heller ikke for Hr. Suresens skyld, at camouflagenettene er sat op, men fordi børnene syntes, det kunne være sjovt, hvis lejren var mere eller mindre usynlig.

Base Camp - næsten gemt 

Der er plantet lavendler på hver side af indgangen; der er lagt kartofler og der er sået bønner og ærter, så der i løbet af sommeren forventes at komme et fødevarelager. Anna har plantet lidt blomster hist og pist.
Der er gravet bålsteder og der er anlagt små damme, hvorfra de følger tudsers udvikling fra æg til voksen – der var en, der havde lagt æg for ganske nylig, så børnene holder hele tiden øje med, at det ikke tørrer ud … det er der så ikke så stor risiko for med det vejr, de holder sig for øjeblikket …

Base CampBase Camp - bønnerne er kommet op

Base Camp (4)Base Camp - tudseægBase Camp (8)

Det var børnene, der spurgte, om ikke jeg ville blogge om deres Base Camp, og selvfølgelig ville jeg det – de er umådelig stolte af den og glade for den.
På vejen tilbage til huset viste Aubrey mig en sti og fortalte, at den visse steder er svær at forcere (hvilket jeg ikke havde spor svært ved at tro på), men de har skåret sig en hemmelig vej, der fører til et rigt brombærkrat “…hvor bærrene er ekstra store og saftige. Men den sti må du ikke tage billeder af og vise på bloggen, mormor, for ingen andre end os må vide, hvor den er!”
Jamen det skal sandelig ikke være mig, der afslører den hemmelighed, så ingen billeder af den svært tilgængelige sti!

15. marts 2017

To gange trætte rygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Endelig nåede temperaturen op på et tocifret tal … også kun lige, men det har føltes herligt og varmt, for solen har skinnet stort set hele dagen – undtagen i 10 sekunder, da jeg ville tage et før-billede med udsigt.
Jeg har været ude hele dagen. Krydderurtebedet er reetableret og jeg har fået sat skik på endnu en kant ved at lægge sten og fylde lidt ekstra jord på bag dem. Der viste sig at ligge en masse dertil velegnede sten under den store ene, som måtte lade livet, så shelteret kunne være der. Jeg er ikke god til at få stukket kanterne lige (som i gider faktisk ikke sådan noget), så det bliver aldrig gjort. Nu bliver det til gengæld svært at slå græs helt inde mod stenene, men alt med græsslåning er ikke mit bord, hehe.
Der skal snart købes stauder, for der er plads til flere nu, hvor jeg har udvidet bedet en anelse og flyttet lidt rundt på nogle af de bestående.

Pænere kanter i bedetPænere kanter i bedet

Det er vigtigt, at dette bed bliver pænt og indbydende, for man kan se det fra terrassen, når man sidder oppe på den og stornyder livet, det nye shelter og den vidunderlige udsigt over Præstø Fjord. Vi drak eftermiddagskaffen deroppe for første gang i år … skønt, skønt, skønt.
Når man ser vejledninger for stauder, skal man plante dem med en afstand, der får dem til at råbe til hinanden de første år. Når man så studerer haveblade, vil der være mange, både professionelle og amatører, der siger, at de planter tæt, tæt, tæt, hvilket da også ser meget bedre ud – også når planterne begynder at flyde lidt ind i hinanden. Jeg har, som den novice jeg er, hidtil rettet mig efter autoriteterne, men jeg tror jeg fremover vil plante dem så tæt, som det næsten kan lade sig gøre og så senere tynde lidt ud i dem – det værste der kan ske er, at jeg om få år kan gøre nogle glade med lidt stiklinger eller aflæggere eller hvad det nu hedder i staudeterminologien.

The Shelter næsten færdigt

Shelteret er stort set færdigt – det, der mangler, kan man ikke se fra denne side, men det er tagrenden bagved, så jeg kan få samlet regnvand op igen. Holddaop, hvor brugte jeg meget vand sidste sommer til havevanding. Det er for fjollet og det er spild af vandværksvand, men man kan ikke samle regnvand op, når man har stråtag.
Jeg kan godt se nogle hængende blomsterkrukker for mit indre øje; det vil bløde lidt op på al firkantetheden. Jeg glæder mig til næste år, hvor vi må male det drivtømmerfarvet. Trykimprægneret træ må først males efter et år, men hvad nu, hvis det allerede har ligget et år i trælasthandelen? Sådan noget får man ikke John til at spørge om …
Der er nu to ømme rygge i familien Nielsen, men det vi har nået i dag, er det hele værd.

PS: Jeg har ringet til entreprenørfirmaet og fortalt ejeren, hvor glade vi var for kvaliteten af det udførte arbejde.

29. december 2016

Base Camp – et børneparadis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , , , ,

Overordnet set havde vi vist så godt vejr i England i julen, som man overhovedet kunne have. Det dårligste vejr havde vi faktisk den dag, vi kørte den smukke tur til Manor Farm. Murphy strikes again
Stormen, som hed Urd i Danmark, hed Barbara i England, men den var værst i Skotland; hvor vi var, var det et slemt blæsevejr d. 23. men kunne på ingen måde kaldes for en storm. Det var dog slemt nok til at genere børnenes Base Camp lidt – den havde blæst noget af den ellers tykke og tunge presenning ud af position, så noget af indmaden i ‘hovedhuset’ var blevet vådt.

Base camp

Lejren med lejrbål og ‘udhuse’ (workshops) ligger nederst på græsmarken. Langs denne løber en grøft, som der kun er er vand i, hvis det virkelig har regnet meget, og som derfor er god at lege i resten af tiden. Herunder ses til venstre nedgangen til deres clay mine og til højre ses træet, der meget venligt har lagt det meste af sin tykke stamme ned, så den kan bruges som bro.

The ditchThe ditch

To af dagene vi var der, var det så godt vejr, at vi stort set ikke så børnene; de opholdt sig i lejren, hvor de tændte bål og selv lavede deres frokost, som bestod af bålbrændte kartofler, kogt pasta, opvarmede baked beans og lidt pølser på spid. Den ene dag kom de først ind, da der blev kaldt på dem via deres walkie-talkies, som de fik sidste jul, for lejren befinder sig så langt væk fra huset, at man ikke kan råbe dem op – da var klokken 18 og det havde været mørkt længe, men det blev det kun mere hyggeligt af, og de havde taget pandelygter på begge to, så de kunne finde stien tilbage til huset.

Der fortælles om the tribal life

Jeg husker godt dette eventyrlige liv. Jeg havde det selv på gården, hvor næsten al min tid, når vejret var til det, foregik i det, vi kaldte Den gamle Have. Der lå også et hus, da jeg var barn; min far kunne huske det havde været beboet, men det var længe siden, da jeg begyndte at lege der. Det var lerklinet, og med årene faldt det helt sammen. Jeg fik hele denne udvikling – eller måske afvikling – med, for jeg husker tydeligt det forladte hus med en forsømt, men rigtig have, en brostensbelagt gårdsplads med brønd og en lille staldbygning. Det hele faldt efterhånden sammen, haven fik lov til at gro helt til, og det var naturligvis et fantastisk sted for os unger at lege. Min farfar købte husmandsstedets jord, allerede mens det var beboet, hvilket er forklaringen på, at Den gamle Have hørte til gården.  
Jeg tændte et hav af bål og utallige er de mere eller mindre forkullede kartofler, jeg har spist i Den gamle Have. Det var mit livs bedste kartofter, uanset hvor sorte de var udenpå eller hvor halvrå de var i midten.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jeg byggede huler og jeg kæmpede mig igennem ‘junglen’. Det var et rent eventyrliv.

P1050584

Så jo, jeg forstår så glimrende hvorfor ungerne ikke er til at drive væk fra deres lejr, og hvorfor de går så højt op i at dyrke deres tribal life.
De glæder sig i øvrigt helt vildt til at komme med på safari til sommer – jeg tror de har den helt rigtige alder til denne oplevelse.

19. december 2016

Nu skal jeg kun sove én gang til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , , ,

Nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi tager til England. Og det bliver ikke engang ret længe, for vi skal op klokken 04, hvilket er forholdsvis tidligt for sådan en som mig. Ja, selv for sådan en som John.
Vi sætter altid to vækkeure, for hvis jeg skulle nævne noget af det allermest ærgerlige her i verden, så må det at sove over sig, når man skal nå en flyver, komme meget tæt på en førsteplads.
Ikke at jeg har prøvet det, men lige her ønsker jeg på ingen måde, at der nogensinde kommer en første gang.

Det flasker sig alt sammen – begge børnene og deres mor er endelig blevet raske efter tre uger i alt med at skiftes til at være syge. Ikke voldsomt for Charlottes vedkommende, heldigvis, men begge ungerne rundede de 40 i feber. Nu skal de bare vænnes til at spise igen – de indtog stort set ikke andet end væske i over en uge, så der skal ingenting til, før de føler sig mætte – med det resultat, at de er sultne igen efter en time … der er vist ikke meget andet at gøre end at fodre dem med korte mellemrum.

De flyver mod nordøst - vi flyver mod sydvest ...

Jeg fik plads til alle tingene, vi skal have med derover. Næste gang tager vi altså bilen! Også selv om Murphy siger, at så bliver det snestorm … der er bare ikke rigtig nogen vejrudsigter, der troværdigt rækker et par måneder frem i tiden, så det er lidt svært at vide i oktober, hvad der vil være smartest i december.
Min kuffert vejede 23,0 kilo, så jeg lodsede et par tunge ting over til John – sæt nu, at lufthavnens og min vægt ikke er helt enige. John brokkede sig ellers lidt, for hans kuffert er mindre end min … jeg har slet ikke pakket mine skjorter endnu, og min toilettaske skal også være der!
Ikke  noget problem
, svarede jeg, jeg kan have et par af dine skjorter, for jeg har plads, men ikke vægt til overs.

De sidste ting er afklaret pr. telefon i dag, såsom:
Forventes der, at vi har gaver med til de fire små børn, vi skal være sammen med 1. juledag? (Nej.)
Skal John have slips og jakkesæt på, eller kan en pæn trøje gøre det? (Det første er bedst; det andet sikkert okay.)
Kunne du skaffe kirsebærsovs? (Ja.)
Drikker Graham whisky? (Graham er Tims onkel og værten 1. juledag. Vi vil have noget med til både vært og værtinde. Svaret var ja, men whiskyen køber vi i England.)
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn? Jeg kan nemlig udmærket huske hvordan det var at være et lille barn og glæde sig meget.
Er det godt eller skidt? Skal vi ikke bare sige, at det er godt?

16. juni 2016

Jeg vil leve evigt. Men kun her – ellers er det ligemeget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

I formiddags erklærede jeg højtideligt, at jeg lige havde besluttet mig for at leve evigt. Lige præcis her i den Stråtækte med den vidunderlige have. Og helst også sammen med John. Han kiggede på mig med dyb alvor i blikket og spurgte: “Kan man det? Bare sådan beslutte det?”, og jeg svarede, at det vel kun var et spørgsmål om tilstrækkelig vilje. Så var han med på ideen.
Nu har vi fået 23 mm regn, solen skinner igen og vi har været i haven – ikke kun for at fjerne lidt ukrudt mens jorden er våd og nem at arbejde med, men også for at fotografere det hele igennem, ganske som jeg har gjort før. Så nu er der billedspam!

IMG_5754

IMG_5745IMG_5760

IMG_5748

Jeg ville så gerne vide, hvad det er for roser, jeg har. Både den øverste, som der er syv buske af, og den nederste (de to nederste billeder er af den samme rosenbusk; blomsten ændrer farve, efterhånden som den ‘modnes’), dufter nærmest bedøvende, især nu, hvor de er fugtige.
Jeg har prøvet at billedgoogle, men der er alt for mange, der ligner, så jeg kan umuligt med sikkerhed bestemme dem. Den øverste ligner David Austen-rosen Barbara, især fordi dens knopper er gullige, men …
Nå pyt … jeg kan jo nyde dem, selv om de forbliver anonyme.

IMG_5762IMG_5764

Timian har vi til overflod, og lige nu blomstrer den. Jeg tror i hvert fald, at det er timian – duften ligner, selv om den godt kunne være lidt kraftigere. Er der noget, der ligner timian, men som ikke er det?

IMG_5767

Timian igen – valmuer – æblemynte – katost – et drivhus – en fjord – en bænk, så man kan sidde og falde i staver over livet og hvor skønt det er.

IMG_5768

Spredt over et par timer i løbet af formiddagen kom der et par store skoleklasser gående langs fjorden. På et tidspunkt blev de meget, meget våde meget, meget hurtigt, de stakkels unge mennesker. Det havde ellers holdt tørt siden engang i nat, men de sidste syv mm regn faldt i løbet af ingen tid.
En af smågrupperne havde sørget for at være sikre på ikke at opleve naturskønheden hernede; en ung gut bar på et musikanlæg, der, trods sin ringe størrelse, kunne (og også næsten gjorde) spille en middelstor bypark op. Når musikken er så høj, så skal man også tale virkelig højt for at blive hørt. Det gik de så og øvede sig på.
Jeg er ikke forarget, bare forundret … men de hyggede sig på deres måde, og fred være med det. Jeg foretrækker fuglenes lyde.

27. maj 2016

Hvor var det dog godt, jeg fik kræft

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: ,

Tænk, at man skulle nå til at sige sådan, og jeg kan jo også sagtens komme med så fjollet en bemærkning, nu hvor jeg er erklæret rask, men hvis ikke jeg havde fået brystkræft, så havde vi ikke opdaget Den Stråtækte og så havde jeg nok ikke lært at nyde livet i så voldsom grad, som jeg gør.
Det er godt nok pragtfuldt og perfekt at være jobstoppet, men jeg er sikker på, at den alvorlige, men nu forhåbentlig overståede sygdom har en stor andel i min livsglæde.
Jeg manglede et par småting og dagens cykletur gik derfor til Præstø. Det var et aldeles pragtfuldt vejr, og jeg kunne slet ikke lade være med at smile … faktisk hele vejen, så jeg blev helt øm i kæberne af alt det smileri.
Jeg nyder hver eneste dag så meget, at det næsten gør helt ondt indeni en gang imellem. Det kan vist bedst sammenlignes med følelsen man får, når man kigger på sit barn (eller barnebarn) og spørger sig selv, hvordan man har båret sig ad med at frembringe noget så perfekt. 
Jeg vil ikke sige, at jeg nyder hver dag, som var det den sidste, for hvis jeg vidste det var min sidste dag, ville jeg ikke kunne nyde noget som helst!
Men jeg er umanerligt glad og føler mig som jordens mest privilegerede menneske, fordi jeg er rask, fordi jeg bor hvor jeg bor og fordi jeg har en dejlig mand, som siger det samme som mig – “hvad har vi dog gjort, siden vi er så heldige at finde sådan et sted at bo?”

Maj-gøgeurt

Maj-gøgeurt (1)Orkideer har vi oven i købet også. Jeg opdagede dem i dag; de bor nede på strandengene i bunden af fjorden. Masser, masser, masser af dem. Majgøgeurt er jeg kommet frem til, at det må være. Den er vist ikke specielt sjælden, men det er ikke en blomst jeg er vant til at se, så for mig var det noget særligt at få øje på den.
Billederne blev desværre uskarpe, for jeg blev nødt til at bruge kraftig zoom, da der er sat elektrisk hegn op så højt, at jeg ikke kan skræve over det – ej heller kravle under, for der er hele fire tråde, så jeg måtte nøjes med at nyde synet lidt på afstand.
Heldigvis er der ikke sat kvæg ud på netop den mark endnu – det ville da også være synd, hvis de skulle trampe alle de smukke orkideer ned.

Nu vil nogle af jer måske spørge, at hvis jeg går rundt og er så pokkers glad altid, hvorfor brokker jeg mig så over alt muligt? Dårlig stavning og grammatik, tåbelige politikere (dog ikke så meget her på bloggen – den skal forestille at være relativt upolitisk), og meget andet. Jamen det er simpelthen en del af min livsstil, tror jeg … jeg elsker at brokke mig!

Lidt lige som en hypokonder: Han har det også kun godt, når han har det skidt.

10. maj 2016

Så kan vi roligt tage op og male …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , , ,

I pinsen har vi inviteret mine søstre og deres børn og svigerbørn til Sverige – med lumske bagtanker, som vi dog ikke har lagt skjul på: “Jeg laver god mad til jer, hvis I gider svinge en pensel, især der, hvor der skal kravles højt op, for det tør John og jeg ikke mere.”
Det er der heldigvis andre der tør, så fra på fredag kommer der familieinvasion. Tænk hvis dette fuldstændig fantastiske vejr kunne holde, for det er og har været mit største skrækscenarie: Man inviterer en halv snes mennesker til at male huset udvendigt – og så står det ned i stride strømme hele pinsen. Kryds fingre med mig, tak – I har sikkert heller ikke selv noget imod en herlig, solfyldt og varm pinse. Jeg er i hvert fald ikke blevet træt af det gode vejr endnu. Regnen vil vi ikke engang se om natten – ikke før der er malet færdig, tak.
Desværre ser det ikke helt godt ud, medmindre jeg holder mig til SMHI’s prognose, som er lidt mere optimistisk end YR’s – som igen plejer at være mest nøjagtig, men jeg håber de tager fejl for en gangs skyld.

P1020095P1020099

Nu har jeg også givet Søren lidt ekstra arbejde, for jeg fik plantet ni krukker til, plus det hvide arvestykke fra gården, som jeg synes passer så godt her til Den Stråtækte … selv om den godt kunne trænge til at få en omgang af den samme maling, som huset fik sidste forår. Vi har bare ikke noget, for maleren efterlod vist ikke noget i reserve til os.
Med alt det nye, der er plantet, er jeg ret glad for, at Søren gider komme og vande, for med denne varme, ingen regn, frø, der er sået og planter, der endnu ikke har etableret sig, så skal der vandes igennem.
Og mine dahliaer er endelig kommet op. Kun fem af dem indtil videre … men det er bedre end ingen dahliaer kommet op. Nu er det næsten seks uger siden, jeg proppede dem i jorden, og jeg var ærlig talt begyndt at blive en anelse bekymret for, om de overhovedet havde tænkt sig at komme op af jorden.

Solen stråler, solsorten synger, gæssene vogter gæslinger, viberne viber, Himlen er høj, fjorden er dybt blå.
Det er den gyldne time, og jeg har lige stået ude for at nyde det hele og har haft et af de øjeblikke, hvor jeg næsten ikke kan rumme al den glæde, der fylder mig op indefra. Ja, næsten lykkelig, som TV2 har udtrykt det … jeg elsker bare dette her sted.

12. februar 2016

Bedre, men langtfra godt nok

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: , , ,

De er blevet bedre men ikke gode nok

De er blevet bedre, nogle af dem fra det irriterende krapyl, der prøver at svindle oplysninger ud af folk, men der er lang vej endnu, og skulle det endelig komme så vidt, at sproget skulle blive fejlfrit, kan man altid i sin viewer muse hen over linket, der oftest er – det vil kunne afsløre en eller anden internetadresse, der absolut intet har med sagen at gøre. Plus, at der i ægte henvendelser aldrig vil være link, der skal klikkes på eller filer, der skal åbnes – medmindre man har en forhåndsaftale om dette.
Man bør også undre sig over, hvorfor de direkte skulle involvere kunderne i forbedrede sikkerhedsforanstaltninger – det er et internt anliggende. Hvis man så oven i købet ikke er kunde i Danske Bank … så har jeg ærlig talt ingen medlidenhed med dem, der klikker på linket.
Noget helt andet er, at skulle jeg modtage en sprogligt fejlfri skrivelse, ville det næsten også kunne vække min mistanke, selv om mailen var ægte nok, men det lader vi være med at blande ind i sagen lige nu …
Jeg er helt sikker på, at jeg ville have mærket, hvis jeg var blevet underskrevet! Især af mine sessioner … det lyder ikke spor rart.

Næh, lad os hellere nyde lidt morgenstemning. Solopgangen og lyset var fuldstændig betagende i morges, så jeg stod (for en sjælden gangs skyld) op før John og bare stornød hele skuet lige fra den spæde start, til det bløde lys blev afløst af det lidt mere skarpe.

Morgenstemning 12 februar 2016

Jeg kan ikke andet end …

Morgenstemning 12 februar 2016 (2)

blive glad helt ind i sjælen …

Morgenstemning 12 februar 2016 (3)

af at opleve en stemning som denne.
Igen.
Men selv om jeg siger – og mener – igen, er det alligevel aldrig det samme som noget jeg har set før.
Det er det, der gør livet hernede så godt.
Rettelse. Det er noget af det, der gør livet hernede så godt …

26. september 2015

En skøn aften – og en næsten helt overklippet navlestreng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , , , , ,

Det Fast Sammentømrede Engelskhold var her i aftes. Det meste af det … og så kan I måske med rette spørge, hvor sammentømret det så er …
Det ene afbud var fra en, der simpelthen ikke kunne få det til at passe ind i kalenderen, lige meget hvad vi gjorde, og det andet var fra en der, sammen med sin mand, “er begyndt at puffe lidt til en golfbold, og da jeg omsider havde fundet ud af at ramme bolden, ramte jeg i min iver ud i luften et par gange med et vrid/hold i ryggen til følge. Det gør så ondt så ondt – har været til kiropraktor i dag for 3. gang og skal igen i morgen … kan ingenting overhovedet … sjældent har jeg været ude for lignende – det er voldsomt smertefuldt og gør mig bare passiv og stille”. Uf da altså.
Den stakkels kvinde skulle have nøjedes med at puffe til den golfbold; hun er stadig totalt smertelammet og dermed lige så totalt inaktiv.

P1080504

Det blev altså til fem ud af syv. Det var der ikke noget at gøre ved – desuagtet havde vi det som vanligt herligt i hinandens selskab og kunne sagtens snakke for alle syv. De havde taget tidligt fri fra arbejde for at kunne være hernede, mens det endnu var lyst. Der er jo en laaaang vej fra Hørsholm.
Beklager den elendige billedkvalitet, men det var hvad det blev til fra min side i aftes – de fik hver et par af mine hjemmestrikkede futter på, som ligger til fri afbenyttelse i en kurv ude i entreen. Malene spurgte, om jeg kunne lokkes til at strikke et par til hende, for hun havde aldrig før haft så varme fødder – hun frøs normalt næsten altid om dem.
Det kunne jeg ikke stå for, så hun fik sit par med hjem. Det kan være hun nærmest flytter ind i dem, som Anna og Aubrey gjorde, da de blev introduceret til dem. Futterne er tudegrimme, men effektive. Lige som mig, tøhø … man skal ikke lade sig narre af udseendet …

Jeg har filosoferet lidt i de sidste par dage, fordi det var forhenværende kolleger, der skulle komme.
Efter at have været jobstoppet i over 2½ år, har jeg vist endelig klippet navlestrengen over til min gamle arbejdsplads. Jeg har gennem et stykke tid mere og mere kunnet mærke, hvordan jeg Viberne spejler sig i fjordenfår det på stadig større afstand. Jeg har ikke længere den samme lyst til at kigge forbi og få en sludder (ikke at jeg gjorde det, men lysten var der ofte). Jeg gider ikke engang rigtig køre op til vinsmagningerne længere – har kun været til to af arrangementerne i år.
Veteranklubben holder møde den 5. oktober, og det var lige før, jeg meldte afbud til den, fordi det er dagen efter, at jeg har været på Fyn hele weekenden til strikkefestival. Dog også kun lige før – jeg meldte mig til, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil fortryde det, men jeg var forbavset over, at jeg overhovedet fik tanken om at melde fra – det var det, der fik mig til at tænke på moderbindinger, navlestrenge og den slags.
Faktisk er den eneste streng, jeg overhovedet ikke har lyst til at klippe over, netop den, der bevægede sig helt til Præstø i aftes. Det hold håber jeg virkelig på har lyst til at blive ved med at mødes, selv om der nu er to af os, der er jobstoppet. Indtil videre er der heldigvis ikke tegn på andet, så jeg er glad.
Er det normalt, at man er så længe om at slippe? Jeg kender egentlig ikke særlig mange pensionister, der har været så længe på en og samme arbejdsplads, så jeg har ikke nogen at udveksle erfaringer med. Andet end en af veteranerne, som er blevet veteran siden sidste møde. Hun nåede at være der i 39 år, så hende må jeg lige have en sludder med. Jeg ved dog, at hun, lige som mig, stornyder pensionisttilværelsen – det er jo ikke ligefrem, fordi vi sidder derhjemme og græder …

24. juni 2015

Livsnydere af forskellig art

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: , ,

Hyldeblomstsaften er nu sat over. Blomsterne er omhyggeligt klippet af 30 klaser, som jeg plukkede hos Bodil i aftes – blomster helt uden tilsætning af bilos. Stilkene skal væk i videst muligt omfang for at undgå bitterhed; ligedes skræller jeg citronerne og piller pertentligt det hvide lag af, inden jeg skærer dem i skiver, for bitterhed bryder jeg mig ikke om, hverken i overført eller bogstavelig betydning … jeg har aldrig drukket øl og har aldrig kunnet lide grapefrugt. Men jeg holder meget af hyldeblomstsaft … laver det dog ikke hvert år, for John har det omvendt: Han kan bedre lide en øl end hyldeblomstsaft, men englænderne kommer denne sommer, og de holder alle fire af det, plus at det vil være glimrende at have til Johns fødselsdagsfest: Hvis jeg blander hvidvin, danskvand, hyldeblomstsaft og masser af is, giver det en rigtig god sommerdrink.

P1070002

Nej, det er ikke hyldeblomster, men det ligner … lidt.

Da vi var på Bondens Marked på Gisselfeld i søndags, købte vi en god og krydret spegepølse fra Livsnyderen og Bonderøven fra Karise. Det kan han, det med mad – ingen tvivl om det. Det kniber mere med sproget … "Lær de vilde urter". Hvad skal vi lære dem, tror I?
R eller ikke r i verber: “Dette er for at kunne serviserer dig bedst muligt” og “Livsnyder og Bonderøv producere ‘Stevns Klint koldkrigs Skinker’”, særskrivning af navneord osv. Der er nok at tage af.
Igenigen: Jeg hverken forlanger eller forventer, at en god kok har en magistergrad i dansk, men hvor ville jeg dog ønske, at folk med kommercielle hjemmesider ville sørge for at få tjekket det sproglige inden offentliggørelse.

AW3V2851AW3V2929

Nå. Alt dette brokkeri er der ikke meget livsnyderi over … selv om man med rette kunne hævde, at jeg nyder livet, når jeg får mulighed for at sprogbrokke mig – ganske som andre forståeligt nok nyder at kunne gribe mig i de fejl, der irriterende nok altid er flest af i netop mine sprogbrokkerindlæg, men det er ren Murphy. Sådan er det bare.
Billederne af mine fire livsnydere er 1½ år gamle, men de gør mig glad og jeg elsker dem. Billederne såvel som personerne på dem, og nu er der ikke så længe til vi skal ses igen, først hos dem og lidt senere hos os.

4. juni 2015

Bønnerne er ikke gået helt agurk – endnu

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Jeg er ude i drivhuset hver dag og kigge. Det vokser heeelt vildt derude; vindrueplanten er vel allerede reduceret til det halve, og alligevel kan jeg klippe og klippe i én uendelighed. Gad vide, hvornår jeg skal stoppe? Jeg klipper voldsomt tilbage i den ene side og ikke særlig meget i den anden, i håbet om, at det kan give mig et hint om, hvad der er optimalt at gøre. De små druer vokser for hver dag – det er en fornøjelse at følge.

Små bønner

Bønnerne har ikke ligefrem fået plukkestørrelse endnu. Mon ikke det kan fornemmes, hvor små de endnu er, når jeg oplyser, at det ikke er et hampereb til skibsfortøjning, men en ganske almindelig opbindingssnor, man ser til højre?
Agurken skal man vide hvor er for at se den, så for at hjælpe har jeg tegnet udenom den med rødt.
Begge billeder er taget 1. juni, og i dag er agurkeplanten blevet 1/3 større end dette – den ender med at kvæle melonen ved siden af, og da jeg ikke sådan lige kan flytte rundt på planterne, må jeg bruge snoretræk i mit forsøg på at styre dem.
Er der noget bedre end høst af egen avl?

Miniagurk

Jeg er i det hele taget dybt forundret over mig selv … jeg har altid skullet hives med ud i haven og nærmest trues med bål og brand for at udføre selv den mindste smule havearbejde. Jeg elskede at plante krukker til og passe dem; resten har jeg alle dage afskyet noget så inderligt.
Men nu? Jeg elsker at gå derude og nusse og pille og gøre pænt – det er ikke længere mareridtsfremkaldende også at skulle foretage mig det mere kedelige af arbejdet. Det er selvfølgelig stadig sjovest at plante nyt og at se tingene gro, men at jeg skulle nå så langt, som jeg er i dag, forbløffer både John og mig selv.
Det er helt sikkert vores elskede nye, gamle hus, der har gjort det ved mig – det er simpelthen utroligt, så glade vi begge er for at være her.
Jeg vågner hver eneste morgen med et smil på læben og skal lige en runde og studere fjorden fra alle vinkler, inden jeg for alvor sætter dagen i gang.

3. maj 2015

Fjorden viser tænder mens vi ser venner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , , ,

Har du krammet et træ i dag

Så har vi sagt farvel til Die Zwei Mädchen plus mädchenmand.
Endelig fik vi det hele til at at gå op i en højere enhed – de har travlt og vi har travlt, men nu blev det. Over et døgn i det bedste selskab.
Med for lidt søvn, men pyt med det – der var så forfærdelig meget, vi skulle opdatere hinanden på, for det var ALT for længe siden sidst.
Det siger vi hver gang, men vi er stadig for dårlige til at blive bedre … måske engang, når de træder ud af arbejdsmarkedet, men der er længe til; Sus og Jan er kun lige blevet 60 og er overhovedet ikke parate til at jobstoppe.
I går så vi lidt på Præstø, hvor Karen fik krammet et træ ved Frederiksminde.
I dag, efter morgenmaden, kørte vi dem rundt i landskabet – var på Feddet Strand, i Vemmetofte Strandskov og kiggede til sidst ned på Det Store Hvide Hul (Faxe Kalkbrud).
Vejret er meget flot, men også meget blæsende, så jakkerne kom på.

ET

Vi viste dem kludeegen, men den har I set billeder af et par gange før, hvorfor I denne gang får et af en kludeegsgren, der til forveksling ligner E.T.

Vemmetofte Strandskov

Vi viste dem hvordan et kildeudspring i Vemmetofte Strandskov ser ud … det mindede mig faktisk også lidt om E.T.

I aftes fik vi bl.a. confit de canard og æblesmuldrekage med romrosiner.

Æblesmuldrekage med romrosinerÆblesmuldrekage med romrosiner (1)

Læg 3 dl store, gode rosiner i blød i et døgn i 1½ dl god, mørk rom (jeg bruger 1 dl mørk rom og ½ dl romtopf-rom).
Kør 150 g mandler igennem foodprocessoren (jeg gider bare ikke hakke dem så fint i hånden).
Smelt 150 g smør. Vej 150 g hvedemel og 175 g sukker af, bland det med mandlerne og en smule revet muskatnød.
Saml dejen med smørret og lidt af romlagen. 
Fjern kernehuset fra 8 æbler og del dem i hver 12 både, læg dem i et ildfast fad, dryp med 2 spsk citronsaft og fordel rosinerne og resten af lagen plus 120 g sukker over æblerne.
I den oprindelige opskrift skal æblerne skrælles, men det synes jeg ikke er nødvendigt.
Smuldr dejen over æbler og rosiner og bag ved 180° i 25 minutter.
Den kan serveres med vanilleis, flødeskum eller creme fraiche. Jeg foretrækker det sidstnævnte; is er også glimrende, mens flødeskum er udelukket for mit vedkommende, men smag er som bekendt forskellig.
Én ting er dog sikker: Det er en gudeskøn dessert!
Hvis man har noget romtopf-rom (og det har jeg), bliver det hele ikke dårligere af at få sådan et lille glas til. Vi har spist alle frugterne i romtopfen; den resterende rom (ca. 3/4 liter) hældte jeg igennem et lommetørklæde, så væsken blev helt klar. Det er en herlig dessertlikør.

20. april 2015

Jeg mangler ord …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:52
Tags: ,

Jeg sidder lige så stille og nyder livet. Jeg savner ord, men nok mest fordi jeg sidder alene, mens John går rundt ude i haven og ‘finisher’. Jeg vi manglede dog heldigvis ikke ord i går, hvor vi havde nogle venner på besøg, som det var alt, alt for længe siden, vi havde set sidst. Hvorfor går tiden dog også så forbasket hurtigt? Det er jo ikke fordi vi ikke har lyst til at mødes, men inden vi ser os om, er der gået langt over et halvt år.
Af samme årsag – altså fordi vi vidste, at vi ville have så skrækkeligt meget at tale om – blev vi enige om at mødes så tidligt som muligt, så de var her allerede klokken 13.
Efter den obligatoriske rundvisning var der kaffe og lidt godt på terrassen under pavillonen, som John og Søren fik sat op lørdag eftermiddag. Der mangler nu bare den sidste finish, inden vi kan kalde terrassen for færdig.

Den nye terrasse

Og her opdagede jeg, at linsen trænger til at blive pudset … det er nu gjort.
Vi snakkede og snakkede og snakkede i ét væk i ni timer og her til morgen er jeg kommet i tanke om flere ting, jeg slet ikke nåede at spørge dem om.
De kørte tidligt, for de er arbejdsramte alle sammen, de stakler. Og nej, denne bemærkning var ikke for at håne de endnu mere stakler, der er ufrivilligt arbejdsløse! Men pensionistlivet kommer vi ofte ind på, som de, der følger min blog, formentlig ikke er i tvivl om, at vi i allerhøjeste grad nyder og glæder os over både rejse- og alt andet liv.

P1060224

Af ukendt årsag lå jeg vågen mellem 04:30 og 06. Det var der måske en mening med, for så gik jeg ikke glip af dagens solopgang, hvad jeg naturligvis oftest gør i dette halvår, fordi den normalt finder sted, længe inden jeg får øjne. Dette billede er taget kl. 05:15.

Nu vil jeg bevæge mig ud i haven og lave et eller andet. De lover op til 20° i dag. Det må vi nyde, for det er ikke til at vide, hvor længe dette fantastiske vejr holder. Fjorden glitrer, gæssene skræpper lidt op dernede, fuglene synger op mod den blå, blå himmel og alting grønnes med rekordfart.
Livet er godt.

10. april 2015

Blue, Blue, My … Hand … is Blue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: , ,

De af jer, der er nogenlunde jævnaldrende med mig, kan måske huske Love is Blue med Jeff Bech.
Han spillede glimrende guitar, og jeg husker, at jeg spillede netop den single til gennemsigtighed engang jeg led af dybt ulykkelig og ugengældt teenagekærlighed. Jeg vrælede og vrælede og hævdede over for mine forældre, at jeg ALDRIG ville glemme den formastelige, men jo alligevel forfærdelig dejlige fyr, der havde svigtet mig på det grusommeste. Tænk, var det virkelig et smil, de kom ret dårligt afsted med at skjule lige der? De ved da heller ikke ikke en pind om tingene, sådan nogle dumme, gamle forældre.
Jeg tror faktisk der gik det meste af en uge, inden jeg glemte ham …
Nu er det kun mine hænder (plus yderligere to døre, fire vinduer og den forhenværende vognport), der er blå. Og der er jord under neglene – godt man ikke lige står og skal til stor fest, for jeg ligner noget, der er løgn og bestemt ikke den nydelige ældre dame, jeg måske burde ligne.

P1060052P1060063

Vejret er skønt nu – der er blevet arbejdet i skjorteærmer og T-shirt i dag.
Terrassen skrider også godt fremad, og jeg har fået mine tomatplanter!
Plus et par vinrabarber, en squash, en citrontimian, en æblemynte, en slangeagurk og en buskbønne …
Det er da utroligt, at jeg aldrig lærer at beherske mig, når jeg kommer ind på en planteskole. Eller … det gjorde jeg rent faktisk, for jeg var stærkt fristet til at købe meget, meget mere, end jeg gjorde.

P1060061
Jeg var på Gartneri Toftegaard. Det er farligt. Men jeg købte ingen chili. De må vente lidt endnu.
Da jeg var ved at stille mine planter ind i bilen, ankom der en ret ung mand, højest 30 år, og sagde med et stort smil: “Ja. NU er det forår, ikke sandt? Er det ikke bare skønt at være nået så langt, at man endelig kan købe nye planter?” Jeg gav ham højlydt ret og i mit stille sind syntes jeg, det var lige så skønt at møde en så ung og glad haveentusiast.
I haven til Den Stråtækte er det ikke bare at komme hjem med planterne og lige hive dem i jorden. Denne engang sikkert så smukt anlagte stenterrasse er helt groet til, og det er et hulens arbejde at rense den, men når jeg tager en bid ad gangen, som her, føles det ikke så uoverkommeligt.  
Dette må være (endnu) et perfekt sted til en mynte, da det er begrænset, hvor meget den kan brede sig – regner jeg med, men det vil tiden vise. Der står i forvejen en del timian, og den nye citrontimian er sat lige rundt om hjørnet henne ved drivhuset, hvor der er yderligere et par nyrensede firkanter.

19. marts 2015

Det kunne lige så godt have været i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

Det kunne lige så godt have været i går, jeg stoppede med at arbejde og ikke næsten to år siden.
I dag var vi otte veteraner til den halvårlige frokost, som vores gamle firma giver os. Sidste gang havde vi kun reserveret bord til de deltagende veteranklubmedlemmer, hvilket viste sig at være en fejl, for der var en del, der gerne ville spise frokost sammen med os.
En af de ting, min chef lagde vægt på i mit arbejdsliv var, at det var okay at fejle, det gør vi alle, men det var bestemt ikke okay at begå den samme fejl to gange, og da det var mig, der havde ‘vundet’ at afstemme dagens aftale med de relevante personer, reserverede jeg dobbelt så mange pladser som vi var deltagere.
De blev besat og lidt til – og hvor var det altså hyggeligt.
Ét er at mødes med de andre forhenværende; det er bestemt herligt at udveksle alle de gensidige forsikringer om, at vi søreme da aldrig har haft så travlt som nu efter vi er jobstoppet, men det kunne vi jo i princippet gøre hvor som helst, så nu hvor vi mødes i firmaets kantine, har det høj prioritet at få hilst på så mange gamle kolleger, som der nu engang gider hilse på os. Hvilket er mange. Virkelig mange. Overraskende mange. Dejligt mange.
Jeg havde sagt til John, at jeg regnede med at være hjemme ved fire-halvfemtiden, men da den blev kvarter over fire uden jeg var kommet afsted endnu, måtte jeg hellere lige ringe hjem … der er trods alt små 100 km at køre, nu hvor vi er flyttet længere sydpå.

19 marts morgen (1)

Dagen kunne næsten kun blive god, når man bliver vækket ved 6-tiden af sådan en solopgang – og den varede længe, føltes det som – den blev i hvert fald kønnere og kønnere. Gid vi andre kunne sige det samme …

Jeg savner stadig ikke det at gå på arbejde; dertil nyder jeg min fjerde alder alt, alt for meget. Jeg har ikke fortrudt et mikrosekund, at jeg stoppede så forholdsvis tidligt, men som så ofte før nævnt, havde jeg et godt arbejde og masser af gode kolleger, så det er skønt at få hilst på dem og høre hvordan det går – også selv om jeg har mine kilder, således at jeg bliver holdt nogenlunde orienteret om de store omvæltninger, hvis der har været sådanne.

19 marts morgen (2)
Jeg nærmest bobler over efter sådan en dag.
Stakkels John har bare gået ude i det pragtfulde forårsvejr og nusset, repareret og puslet.
Men lur mig, om han ikke også har nydt det. Dejligt vejr og en hel dag uden Ellen … jeg har dog ikke spurgt, hvor meget han har nydt det, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil kende svaret.

28. februar 2015

Nærmest lykkelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:16
Tags: , ,

Den indre tulipanHele dagen har jeg haft TV2’s titel i tankerne Nærmest Lykkelig.
Hele dagen har jeg gået rundt og småsunget Mats Ronanders og Kim Larsens Gör mig lycklig nu – ikke fordi jeg skal gøres lykkelig, når jeg allerede nærmest er det, men den fede og bankende rytme, de sensuelle ord og dermed glæden ved at høre melodien og ordene har i dag hørt uløseligt sammen med det at være nærmest lykkelig.
Hvorfor kun nærmest?
Fordi lykke kommer i glimt og fordi man ikke kan rende rundt og være tordnende lykkelig en hel dag.
Man kan dog komme meget, meget tæt på, og det har jeg været lige siden før jeg stod op.
De der fjollede og/eller irriterende ting, som for eksempel at man i oktober brugte små 5000 kroner på at få en VVS-mand til at lukke og slukke effektivt for vandet til vaskemaskinen i badeværelset og få tømreren til at skjule alle spor efter den nu forhenværende tilslutning, for forleden dag at bruge små 5000 kroner på at få en VVS-mand til at reetablere vandtilførslen til det, der har vist sig at blive en temmelig dyr vaskemaskine … den slags ting bliver lidt ligegyldige en dag som i dag, selv om man føler sig en kende molboagtig. Frem og tilbage er lige langt, men absolut ikke altid gratis.
Men.

En solrig lørdag morgen ved Præstø Fjord

Når man klokken 10 om formiddagen den sidste dag i februar kan stå i sin hoveddør og tage sådan et billede …
Når man har et køkken med vinduer i tre sider og derfor altid har sol i rummet (når den ellers skinner, forstås, men det har den gjort hele dagen) …
Når man i lørdags købte en buket billige tulipaner og først var nødt til at smide dem ud i dag …
Når man har siddet og syet i et arbejdsværelse fyldt med solskin, fordi det har vinduer mod øst og syd, og man derfor ikke behøver kunstigt lys hver gang, man har fat i symaskinen …
Når man har en dejlig handymand, der går rundt og pusler og lige så langsomt får ordnet flere og flere af de småting, vi har talt om, men som ikke har nogen decideret deadline …
Når himlen er konstant blå, fjorden endnu mere blå og svanerne skinner i kridhvid kontrast hertil næsten lige uden for ens vinduer …
Når vi i morgen skal op og overdrage nøglen til en ny ejer, der forhåbentlig vil blive lige så glad for rækkehuset, som vi var i mange år, lige indtil vi fik øje på Den Stråtækte …

Hvordan kan man så være andet end nærmest lykkelig?

8. maj 2014

25 down, ZERO to go!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Endnu en milepæl overstået: strålebehandlingerne er slut – markeret med flag sat op ved briksen und Alles.
Sidste strålebehandlingsdag (2)Der er nok en grund til, at det er 25 og hverken 20 eller 30 gange. Selvfølgelig er der det … 20 er for lidt, og 30 går for hårdt ud over huden.
Nu kan jeg nemlig godt mærke det. Som radiografen sagde i dag, så varer det omkring 14 dage efter behandlingsstart, inden man begynder at kunne mærke noget. Til gengæld fortsætter hudreaktionen cirka 14 dage efter behandlingens ophør, så det kan i princippet godt blive værre endnu end det viste.
Kanten er knivskarp, men de puffede også rundt med mig, til vi var nede på en usikkerhedsmargen på under ½ mm, inden de accepterede positionen og gik i gang med at bestråle mig.
Det er dæleme godt, at man i forvejen er langt forbi det at have intentioner om at deltage i skønhedskonkurrencer, for kønt er det mildt sagt ikke, med to ar og en grim, grim hud. Ikke fordi jeg nogensinde har haft den slags ambitioner …
I år må jeg ikke få så meget som fem minutters sol på det bestrålede område, hvilket nok bliver en smule svært at undgå. Igen er det ikke fordi, jeg har tænkt mig at posere topløs, men fordi det går helt op på den ene halvdel af halsen og næsten op til øret, så det med at få vinterblegheden væk fra hals og brystparti bliver ikke i år.
Jeg har fået en slags beskyttende stof til at lægge på huden, hvis tøjet begynder at genere mig for meget. Det er selvsiddende og kan godt virke en smule kølende. Det bliver sikkert behageligt at have på. Jeg har også fået Locoidcreme til en hel måneds daglig forbrug. Den indeholder hydrocortison, som er noget værre stads, men det virker, og så er det jo ikke noget, jeg smører på, med mindre det virkelig klør, hvilket det underligt nok ikke gør hele tiden. Eller også gør det, men jeg er måske mere bevidst om det, hvis jeg sidder stille og fx strikker.
Syv herceptinbehandlinger endnu, så er er jeg heeeelt færdig!

AW3V3162AW3V3165

Når jeg om 12 dage drager mod vest, satser jeg på, at det værste er overstået, men selv om det ikke skulle være det, er det aldeles ligegyldigt … jeg har svært ved at tro, at det kan blive så slemt, at de hjælpemidler, jeg allerede har fået, ikke kan afhjælpe generne, og om ikke andet vil der være masser af gode ting i min nærhed til at distrahere mig.
Charlotte fortalte mig i går, at ungerne startede med at tælle ned til min ankomst for 14 dage siden. Sådan noget varmer, gør det! Og på en noget bedre måde end strålebehandlingerne …

16. april 2014

Jeg er ikke altid en grumpy old lady, fordi …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: ,

Keglemorkel… fordi det lige nu er svært at finde noget at være sur over, og der er vel ingen grund til ligefrem at anstrenge sig for at finde ting at brokke sig over – de skal såmænd nok komme af sig selv på et tidspunkt.

Jeg vil fremhæve følgende ting, der har gjort mig glad bare i dag – i én, usorteret pærevælling:

  • Vi er i Sverige.
    Jeg har fået fire fridage fra strålebehandlingen og skal først møde igen på mandag, 2. påskedag.
    Man mener, at min behandlingsplan kan forsvare fire, men af en eller anden grund ikke fem, fridage i træk.
    Pyt – jeg parerer som sædvanlig bare ordre og regner med, at de ved, hvad de gør.
    Og nu er jeg halvt færdig med behandlingerne!
  • Jeg har fundet keglemorkler i dag.
    Efter 17 år på stedet her har jeg for første gang fundet keglemorkler. Det er stort!
  • I undervisningen på fagskolerne har man indført lærebøger med QR-koder, så eleverne kan se, hvordan man gør, fremfor at skulle nøjes med at læse sig til det.
    Det er altså en genial udnyttelse af teknikken. Det har intet at gøre med, om man er læsesvag eller ej.
    Ingen vil vel kalde mig for læsesvag, fx, men jeg har altid haft nemmere ved at forstå en proces, når jeg kan se, imagehvad man skal gøre.
  • Man hævdede i dag i radioavisen, at hærværk og graffiti er faldet med 40 % siden 2007. Det er da en god nyhed.
    Man mener, at det bl.a. er fordi de unge drikker sig mindre fulde – at det ikke længere er særlig cool at drikke sig stangstanderstiv.
    De, der synes det, er åbenbart nødt til at tage til Prag …
  • Saxo havde påsketilbud på e-bøger, så jeg har lige købt seks nye bøger til en billig penge.
  • Vejret er helt og aldeles pragtfuldt. I dag.

Om det forbliver således hele påsken, må vi simpelthen finde ud af, efterhånden som dagene går.
Ser jeg på yr.no, bliver det tungt og heftigt regnvejr i vores område på fredag, mens SMHI (svarer til det danske DMI) siger pænt solskin samme dag. De er ikke engang lidt uenige; de kan næsten ikke blive mere uenige, de to … det er kun for i morgen, de er samstemmende.
Det kan jo undre en del – hvem bruger hvilke data til hvilken vejrudsigt? 
For i dag kan jeg så konstatere, at SMHI har haft ret.

Nå. Det er måske lige som i Danmark: Hvis man vil se en god vejrudsigt, skal man se TV2.
Hvis man vil se en lidt mere realistisk vejrudsigt, skal man se DR1.
De bruger begge DMI som udgangspunkt.
Og det er ikke noget at blive grumpy over.

30. marts 2014

Livet er ikke det værste man har …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , , , , , ,

'Skulptur' i havenNu er de kørt igen, vennerne. To af dem er stadig arbejdsramte og ville derfor ikke komme sent hjem i dag. Man var måske også en anelse trætte, for vi gik ikke helt tidligt i seng. Dog heller ikke så sent, at vi var totalt smadrede, men som sagt: lidt trætte var vi vist alle.
For hunde, hvor er der blevet snakket og grinet. Vi var alle meget glade for, at vores børn ikke var til stede, for uanset hvor voksne de end måtte være, ville de stensikkert indimellem have syntes, at vi var pinlige.
Ikke hele tiden, naturligvis – nu skal jeg jo heller ikke få det til at lyde som om vi er en flok teenagere i Prag, men hvis livet bliver forlænget med 10 minutter hver gang, man får sig et hjerteligt grin, ville vi fem forholdsvis hurtigt opnå udødelighed.

De ville gerne ud og køre en tur for at se lidt af det smukke Sverige i dette stadig så fantastiske vejr. John foreslog Gustavsfors, hvilket jeg var med på med det samme. Vennerne stolede bare på os og satte sig om bag i bilen for at blive transporteret.
Gustavsfors er et hit hver gang, vi viser nogen det for første gang. John og jeg har været her mindst 10 gange efterhånden, men det gør ikke noget, for det er virkelig et dejligt sted. Der var desværre ikke tid til Höö også, som vi ellers har fået anbefalet, bl.a. fordi der er blå anemoner. Det er måske også lige på det tidligste, så vi vil forsøge at komme derop i påsken, selv om den bliver kort i år pga. strålebehandlingerne.

P1000243

Vi mødte to unge familier, der begge kun havde kunnet finde ud af at lave drenge – fem små pojkar mellem 0 og 5-6 år fløjtede rundt (okay, det var kun de fire af dem, der var selvgående) og havde en fest, mens farmændene grillede pølser til hele styrken. Vi kunne se, at den mindste også var en dreng, fordi der lige var et bleskift i gang.

Gustavsfors

Tænk, at man kan vende hjem fra en kort tur i det fri den 30. marts og konstatere, at man har fået sin ungpigekulør igen!
Lige ved søbredden så vi denne underlige plante og talte om, hvad det kunne være for en fætter. Vi fandt ikke ud af det, men endte med at døbe den vananas … vi er jo i Linnéland, så vi kan ikke have unavngivne planter her …

P1000263

Jeg skød et par brunøjede edderkopper … det er nu udmærket, mit nye Lumix. Edderkopperne var kun 13 mm lange inklusive stikkelsbærben og det hele.

P1000259

P1000271

Svante havde helt ret: Livet er bestemt ikke det værste man har! Kaffen var også klar – både den og kagen havde vi med.

13. marts 2014

Det var grundfarven …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags: , ,

13 marts 2014 - terrasselivet strikkenydesCarpe diem. Seize the day. Grib dagen.
For at gentage mig selv for 117. gang, så er jeg ret glad for at være gået på efterløn. Jeg er ret glad for, at jeg ikke har skullet sidde inde på et kontor, kigge ud og ærgre mig. Jeg er ret glad for, at jeg ikke lige nu og i den næste 1½ time sidder i en myldretidskø, men i stedet kunne skrive dagens indlæg. Jeg er ret glad for, at jeg kan nyde godt vejr, mens det er der. Især fordi det bliver lidt dårligere allerede fra i morgen.
Kan man andet end nyde dette pragtfulde vejr? I dag har det været så varmt og mildt, at jeg ville have været imponeret, hvis det havde været i maj.
Jeg slæbte hynder, strikketøj og mig selv ud på terrassen og fik John til at forevige nydelsen.
To minutter efter, han havde taget billedet, måtte fleecen af og erstattes af en tynd vest – pyhhh hvor var det dog dejligt varmt.
Jeg sad der i to timer og lod mig bage igennem, mens strikketøjet skred fremad og grunden til en mindre sygelig ansigtskulør blev lagt.
John gik og nussede rundt andetsteds på terrassen – forsynede den med lidt flere stikkontakter, for det irriterede os begge, at der manglede, så man skulle hive stik af og sætte et andet i, afhængigt af, hvad man lige skulle have gang i.
JWorld Book Day -Pippi & Robineg nyder, når han går og nusser med sådanne syslerier – det er så hyggeligt.

I torsdags fejrede England World Book Day, som i Annas og Aubreys skole bliver markeret ved, at man beder børnene komme udklædt som en af deres litterære yndlingsfigurer.
Anna valgte Pippi Langstrømpe, fordi hun bestemmer alting selv, og fordi hun er så stærk, at hun kan løfte heste og smide rundt med granvoksne politibetjente. Aubrey valgte Robin Hood fordi … han er bare sej …
Lidt ståltråd og orange farve i håret, lidt lommepåsyning på en kjole, umage strømper og pap som skoforlængere, og den er hjemme.
Robin Hood-kostumet ved jeg ikke, hvordan blev skabt, men ungerne har jo en kreativ mor, der er dygtig til at sy, så det gik sikkert som en leg – Charlotte holder meget af denne slags små hverdagsudfordringer.
Aubrey vandt i sin klasse. Anna gjorde til sin store skuffelse ikke, selv om nogle mente, at hun burde have vundet. Der er bare det, at hun også vandt de to foregående år; man har vel simpelthen ment, at man var nødt til at udpege en anden vinder. Det forstod Anna vist også godt, da Charlotte fik talt lidt med hende, men det er selvfølgelig altid sjovest at vinde …

10. februar 2014

Dagens øhop: Enø og Glænø – og nogle underlige dyr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags: , ,

Sikke et vejr! Hvor er jeg glad for, at vi ikke arbejder, så vi kan udnytte sådan en dejlig mandag til at køre ud i det blå. Helt bogstaveligt – se blot herunder den høje himmel, vi havde hele dagen.
Kaffen blev brygget i bodumkrusene, kamerataskerne hevet over skuldrene, paneldebatten proppet i strikkeposen og så af sted med os.

Glænø (4)

Vi satte kursen mod Enø og besluttede os derefter for også at køre en tur ud på Glænø, hvor ingen af os havde været før.
Vi gik naturligvis tur på begge øers strande, og havde det ikke været fordi, der mangler lidt grønt på træer og buske, kunne det lige så godt have været en klar sommerdag. En lidt kølig sommerdag, måske, men det ser vi bort fra – Sankthansaftensdag 1987, fx, hvor alt druknede i regn hele dagen og hele aftenen, var det nøjagtig samme temperatur som nytårsaftensdag et halvt år tidligere …

Enø (8)

På Glænø så vi Danmarks svar på Okavangodeltaet: Et floddelta, der bare forsvinder i ørkensandet. En lidt anden målestok, men princippet holder!

Danmarks svar på Okavango (4)
I vandet i deltaet observerede vi nogle dyr eller fluer, vi aldrig havde set før. Er der en biolog til stede? En entomolog, måske? Hvad er dette?

Hvilke dyr (3) (2)Hvilke dyr (3) (3)

Der var i tusindvis af dem. Det ses ikke så tydeligt (måske fornemmes det, hvis billederne klikkes større), men der var ingen tvivl om, at det var et levende tæppe; de flød på vandet, og de kunne springe op i luften. Ikke højt op, men nok til, at man kunne se, at hele denne suppe bestod af dyr.

Enø (15)Enø (16)

Vi så flotte huse, vi så hyggelige huse, og vi så sjove huse – beboerne i det til højre behøver ikke at bekymre sig om vand i kælderen …

Enø-broenEnøbroen har der været en kreativ sjæl med i udsmykningen af – og rurer er smukke fra naturens hånd.

Glænø

Alt i alt en dejlig dag, hvor de mentale batterier blev ladet op.

27. januar 2014

Nogle dage er livet som efterlønner bedre end andre dage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , , , , ,

Overskriften skal ikke forstås således, at der er dage som efterlønner, der er dårlige, for det er der på ingen måde – jeg har (stadig) ikke fortrudt et sekund, at jeg jobstoppede.
Næh, den skal forstås præcis, som skrevet står: Nogle dage er bedre end andre [gode] dage, og i dag er så afgjort en af de bedre.
Jeg vågner altid flere gange om natten, og i nat kunne jeg hver gang høre kraftig vind suse og sne piske mod ruderne. Det var derfor en FED fornemmelse at putte mig selv igen med tanken om, at jeg ikke skulle ud på lande- og motorveje en mandag morgen, hvor det i forvejen altid er slemt, fordi de færreste deltidsarbejdende har fri om mandagen og hvorfor det så sandsyndligvis ville gå totalt i koks på vejarbejdsmotorvejen i dag.
Ikke at jeg nyder dette vejr, for det gør jeg ikke, men nydelse og nydelse kan være mange ting, så på en egen, bagvendt måde nød jeg det i fulde drag.

GuldchampagneVi var dog nødt til at købe lidt ind, men der er ikke så meget myldretid i vores minimale provinsby, at det udgør et problem, så i Brugsen med os.
Brugsen, som nu tilbyder sine kunder den afbildede, mousserende vin.

Jeg kan så udmærket høre mig selv og min fremskredne alder, når jeg siger “Sikke da noget pjat!”.
Ikke desto mindre mener jeg det – og hvad er det mon i øvrigt, man hælder i sig, når hvis man indtager flaskens indhold?
Jeg googlede lidt rundt, men kunne ikke umiddelbart finde nogen identifikation på hverken Gold, Pink Gold eller Platinum.
Derimod kunne jeg finde følgende blomstrende, men noget vrøvlede vendinger:
”Aviva Pink Gold er rødgylden i farven med refleksioner af passion, ledsaget af en attraktiv metallisk effekt samt en kombination af fine ensartede bobler”. Du godeste … hvordan reflekterer en passion?
På en engelsk side fandt jeg følgende:
“And that odd sparkle? That’s magic dust, and it’s totally drinkable!”
Jeg er for så vidt ikke i tvivl om, at det er drikkeligt, men det giver ikke svar på, hvad the magic dust består af.
Alle svampe er også spiselige; det er bare virkningen, der er forskellig …
Jeg tror ganske enkelt, jeg vil lade andre om at købe disse flasker. Jeg bryder mig ikke engang om mousserende vine eller champagner. Specielt ikke, hvis de oven i købet hører til i den søde ende, hvad disse gør.

Og nu, hvor vi har været lidt inde på det sproglige: Er der ikke en derude, der kan fortælle mig, hvordan man delvist aflyser et tog?
Det forekommer nemlig, ifølge TV2News i morges, men jeg kan som sagt ikke helt gennemskue den praktiske del af det:
”Flere tog vil blive helt eller delvist aflyst”.

24. januar 2014

Planer kan snart lægges – GREAT news!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , ,

I stærk kontrast til det sidste indlæg i maj, er det med noget større glæde, at jeg kan skrive dette indlæg.
Jeg kommer lige fra Ringsted Sygehus, hvor jeg skulle have svaret på mikroskopien af mit amputerede venstre bryst m.m.
Det lød nogenlunde således, i let forkortet form:
2013 Ribe (3)”Der er INGEN kræft tilbage. Den knude var totalt død. Vi har fjernet 11 lymfeknuder, hvilket bliver 12 i alt med den ‘skildvagtslymfeknude’, vi fjernede i juni for at se, om det var sluppet ud. Det var det, som du ved, og vi fandt da også ud af, at der havde været noget i de to første af de 11 fra denne omgang, men intet overhovedet i de ni næste i rækken.
Jeg tør derfor godt påstå, at der ikke er mere kræft tilbage i dig – du har virkelig responderet godt på kemobehandlingerne.
Nu har vi arrangeret et besøg hos en onkolog på Roskilde sygehus på tirsdag, og I to skal aftale nærmere omkring den strålebehandling, der endnu er tilbage.
Du skal gå til kontrol i 10 år; ansvaret for dette er Roskildes”.

Jeg synes det var en god besked at få. Bare for at underdrive lidt.
Derefter drænede de mig. Ikke for energi; det ville være helt umuligt lige nu, tror jeg, men for 250 ml serom. Igenigen.
Jeg er ikke raskmeldt som sådan, da jeg jo ikke er færdig med behandlingsforløbet, men det går jeg stærkt ud fra, at jeg bliver – om ikke andet, så når jeg er færdig med Herceptinbehandlingerne. Det er heller ikke så vigtigt lige nu. Det var den første del af beskeden, der var vigtig, og som var den, der fik mine øjne til at lyse.

Jeg er stadig udmærket klar over, at der ikke gives garantier for, at skidtet ikke vender tilbage igen på et eller andet tidspunkt, men lige nu er den hellige grav velforvaret … eller … måske rettere, for mit vedkommende, udsat et stykke tid i forhold til mine dystre tanker for otte måneder siden, så jeg er bare glad. Meget, meget glad. Punktum.

Helt symbolsk begyndte solen at skinne, da jeg kørte hjemover igen – den har vi ikke set længe her på egnen, den sol, så jeg tænkte lidt over, at det var ret godt timet, at den tittede ned til mig lige på det tidspunkt.

Endelig løb der en mail ind for en halv time siden indeholdende en besked om, at jeg havde vundet 300 kroner, fordi jeg (endnu en gang) havde fremført mine uforgribelige meninger i en Gallup-undersøgelse.
Småting, måske; især i denne sammenhæng. Men det kører åbenbart for mig lige nu.
Det klager jeg ikke over.
Tværtimod.
Døren er blevet åbnet igen.

23. december 2013

I denne søde ventetid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags: , ,

PræcisionsarbejdeI denne søde ventetid – som er lige så lang for mig i dag, som den 24. december er for børnene – må man finde på noget at beskæftige sig med, så jeg gjorde hele huset rent. Jeg hader af et godt hjerte at gøre rent, så det var såmænd ikke fordi tiden gik så fantastisk hurtigt af den grund, desværre … tværtimod.
Det var ikke desto mindre en nødvendighed, så der var ingen vej udenom.
Lægen sagde, at når jeg skal genoptrænes, skal jeg sørge for at foretage mig noget, hvor jeg mister pusten.
Det er ikke spor svært – jeg skal bare støvsuge og vaske gulve, så er jeg fuldstændig smadret. Hvem behøver fitnesscentre?

Alting har en ende, selv gulvvask, så jeg satte mig til at sy endnu et par grydelapper, der krævede lidt mere koncentration end de sædvanlige, jeg har lavet så mange af.
Når der så oven i købet er en fejl i opskriften, er koncentrationen ekstra nødvendig, men det lykkedes, selv om fejlen bevirkede, at der kun lige akkurat var stof nok, og det kun med lidt ekstra sammensyninger af yderkanterne, hvilket man heldigvis ikke kan se i netop det stof, medmindre man kigger virkelig godt efter.

Præcisionsarbejde (1)Præcisionsarbejde (2)

Det var præcisionsarbejde, der ville noget; det tog mig også næsten tre gange så lang tid at sy dem, som det normalt tager mig at sy et par grydelapper. Tænk, hvis man skulle have bare minimumstimelønnen for den slags, så ville sådan et par stå i 6-700 kroner, og hvem ville mon være villig til at betale det?

Nu har John hentet Pernille i Hässleholm, og englænderne ankommer ifølge en vis Mr TomTom om en halv time. Lammestegen dufter fra ovnen, juledekorationerne er tændt, her lugter let af brænderøg – mest fordi jeg havde åbnet komfurlågen for at få genoplivet ilden, som jeg lige havde glemt at holde ved lige – men det er så lidt røg, at det kun øger den hyggelige stemning i huset.
De havde i øvrigt haft en skøn og fredelig overfart, så alle mine krydsede fingre har søreme virket.
I fredags var det stormvejr i England, i nat var det stille på Nordsøen og i morgen lover de så meget blæsevejr, at Storebæltsbroen er i fare for at blive lukket. Det er heldigt for os, at det først kommer i morgen, men det må kunne skabe en del forsinkelser for juletrafikken, så jeg håber ikke at spådommene går i opfyldelse.

Må I, der skal ud i juletrafikken, komme trygt og sikkert frem – og må I alle få lige præcis den jul, I ønsker jer.

P1020412

26. november 2013

Så er det sgu slut!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: ,

Så er det slut. I hvert fald for denne omgang – der gives naturligvis ingen garantier for, at jeg ikke skal igennem hele møllen igen på et tidspunkt, men den bro krydser jeg, når/hvis jeg kommer til den.
Dagens kemo kalder jeg derfor optimistisk mit livs sidste af slagsen.
De satte flag op på dropstanderen, men desværre er den så høj, at jeg ville have fået hold i nakken, hvis jeg skulle have siddet og glædet mig over det.
Ligemeget – jeg vidste det var der, og jeg var glad.
At jeg stadig skal komme hver tredje uge frem til september for at få mine antistofbehandlinger betyder mindre – de giver ingen bivirkninger.
Så vidt jeg da ved … det finder jeg ud af om tre uger, for i virkeligheden ved jeg jo ikke, om de bogstavelig talt bare er druknet i kemoen.

Onkologen kunne i onsdags næsten ikke finde knuden, så lille er den blevet; han sagde, at jeg havde responderet meget, meget flot på kemoen.
Han sagde også, at når jeg engang var blevet opereret og strålebehandlet, skulle jeg komme igen til en snak, for der skal tales genoptræning.
Genoptræning?? Det er jo ikke en ny hofte, vi taler om?
Det viser sig, at hvad han ikke har villet fortælle mig før nu, er, at sådan en omgang som jeg har været igennem nu, lægger fem år til min fysiske alder, og at det kan tage op til et år, før alle bivirkninger er forsvundet. Der kan også gå en måned eller tre, men altså op til et år, så når strålebehandlingerne er overståede, skal vi have en snak om, hvordan jeg bedst selv kan give mig de tabte år tilbage. Eller forsøge på det, for det er svært, sagde han, men at jeg var så ung (taaaak), at han synes, “vi” skulle arbejde alvorligt på sagen – og han sagde med et glimt i øjet, at han gerne ville komme til min 80-års-fødselsdag.
Det er nok en god ide med den plan – selv om Charlotte foreslog, at jeg jo kunne gi’ den en halv fru Møhge og fejre min 100-års-fødselsdag, når jeg er 95 …
Lige nu er tanken om, at jeg gik fra 60 til 65 år på seks måneder ikke særlig tiltrækkende.
På den anden side … alternativet var vel i bund og grund, at jeg ikke ville nå at blive 65, så set fra den synsvinkel er det egentlig helt i orden.

På mandag skal jeg til MR-scanning, efter hvilken lægerne afgør, hvor omfattende en operation jeg skal have. Onkologen orienterede mig om de to alternativer; hvordan jeg kommer til at se ud efter en såkaldt brystbevarende operation – hvis de fjerner hele brystet, kan jeg godt selv regne ud, hvordan jeg kommer til at se ud. Man skal ikke tage ‘brystbevarende’ særlig bogstaveligt, for det bliver tudegrimt og deformt bagefter, men det bliver trods alt nemmere at camouflere med en god bh, end hvis de tager hele skidtet.
De må tage, hvad de vil – bare de tager det, de skal tage! Jeg stoler på sagkundskaben. Jeg har aldrig dyrket at eksponere mig selv topløs, så det er alligevel kun John, der får lov til at se mine bryster – udover onkologen, som oven i købet må befamle mig, selv i Johns påsyn.

Jeg har sådan på fornemmelsen, at lige meget hvordan jeg får det på lørdag, søndag og mandag, hvor jeg ved, jeg er hårdest ramt, vil det være meget nemmere at klare denne gang, fordi jeg ved, det er den sidste.
Og om en uge ved denne tid er vi i Berlin!

5. november 2013

Seven down, one to go …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:00
Tags: , , ,

Næstsidste kemo er nu overstået. De lovede at sætte flag op næste gang … jeg bad sygeplejersken om at bede lægen, jeg skal til kontrol hos den 20. november, om at bede lægen i Ringsted om at operere mig før jul.
Lyder det ikke nemt? Lige som barndommens hviskeleg, hvor man overhovedet ikke kunne genkende sine egne ord, når de nåede tilbage til én.
Jeg kan da heldigvis (også) selv spørge onkologen den 20., om han har pareret ordre – og om han har fået en tid til operationen.
Jeg sagde også, at jeg helst vil strålebehandles på Herlev sygehus. Det har kun noget med transporten at gøre, for Næstved ligger dobbelt så langt væk, og det vil blive i de potentielt værste vintermåneder, jeg skal af sted fem uger á fem dage.
Nå.
Alt det gider jeg egentlig ikke tænke på nu, men bare glæææde mig til Berlinturen.
Jeg var slet ikke klar over, hvor slemt det havde været at være stavnsbundet, før jeg ikke længere var det … hvilket vel i og for sig er fint nok … jeg har vist virkelig lært at leve i nuet pga. alt dette kræftpjat.

P1010476Vi giver den hele armen på den tur med tog på første klasse, hvor de forhåbentlig ikke har plasticbestik, som Kristine drillede mig lidt med. Det var relativt kun en smule dyrere end på standardklasse, fordi jeg er i god tid, så det tøvede vi slet ikke med at beslutte.
Derudover et bedre værelse end standard. Af to grunde: Hvis vi opgraderede, var morgenmaden med i prisen og blev derfor heller ikke så meget dyrere, for den morgenmad koster bestemt ikke gratis som tilkøb. Desuden er det kun en uge efter min sidste kemo, og erfaringsmæssigt er det i den uge, jeg langsomt kravler op til noget, der minder lidt om normaltilstande, så jeg ved med sikkerhed, at vi ikke vil kunne ture rundt i byen uden pauser fra morgen til sen aften, men at vi vil være nødt til at opholde os i nogle flere timer på hotelværelset end vores før-kræft-standard, og så gider vi altså ikke at bo i en æske, hvor det er lige som på arbejdsmarkedet: sidst ind, først ud.
Billedet er fra vores seneste hotel i London. Håndklæderne var smukt arrangerede, men værelset var ikke meget mere end en æske – og sengen lidt for smal, når man er forbi det at ligge i ske en hel nat igennem.
Endelig er der jo også noget at fejre, så lidt luksus har vi fortjent, synes vi selv.
Jeg ved i bund og grund heller ikke hvor længe jeg har mig – det ved ingen selvfølgelig, men situationen ser alligevel anderledes ud for mig end for et halvt år siden, så livet skal nydes i fuldeste drag i videst muligt omfang. Jeg havde ellers regnet med at følge familiestandarden og blive 89-90 år, men det gør jeg ikke mere – så meget mere er der grund til at udnytte tiden optimalt.

Man får et andet syn på tilværelsen, når man har fået en kræftdiagnose, kan jeg godt fortælle jer.
En statistik, som jeg helst ikke ville have læst, fortalte, at 80 % af sådan nogle som mig, med brystkræft og de dumme HER2-receptorer, lever i mere end fem år efter første diagnose.
Det kræver så ikke den udvidede kædestrammereksamen at regne ud, hvad der sker med de resterende 20 %, men jeg håber på det høje tal og lever efter det lave, hvilket må være en form for helgardering.

4. november 2013

Influenzavaccination: ja tak. Udrejsetilladelse: YES!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: , , ,

Så har jeg fået min årlige influenzavaccination og John har fået sin første. Begge gratis, fordi John er 65+ og jeg er i risikogruppen.
Jeg fik den hvert år af min arbejdsgiver og vil helst blive ved med at få den, for jeg HADER at have influenza – jeg bliver simpelthen bare så hundesyg i over en uge af det.
Hvis jeg sørgede for at få vaccinationen umiddelbart inden eller ditto efter en kemobehandling, hvor immunforsvaret er maximalt, var det i orden med onkologerne.
Da firmaet første gang tilbød os at blive influenzavaccineret, var der nogle mange, der íkke ville. Det var naturligvis også frivilligt, men argumentet: “Nej DET vil jeg altså ikke. Det er jo det samme, som at ledelsen siger, at de ikke vil acceptere, at vi bliver syge”, holdt ikke i min verden.
“Sikke da noget sludder”, sagde jeg. “Har du nogensinde haft influenza? Altså den rigtige og ikke det, du siger til din chef du har, fordi du er godt snottet?”
”Ehhh. Ja, det har jeg.”
”Var det rart?”
”Nej, selvfølgelig ikke!”
”Hvorfor i alverden tager du så ikke imod et godt tilbud? Det er da ren win-win: Du har en mindre risiko for at blive influenzasyg, og ja: Firmaet ‘sparer’ en syg medarbejder.”
Lad mig slå fast: Det er en myte, at man kan få influenza af vaccinationen. Man kan få influenza-agtige symptomer, men ikke influenza. Får man alligevel influenza, skal man huske, at vaccinationen ikke dækker alle typer. Jeg har aldrig mærket det mindste til den, og der var i øvrigt flere og flere hvert år, der meldte sig under vaccinationsfanerne.
Jeg har set, at der for meget nylig er rejst tvivl om effekten af vaccinen, når det gælder raske, voksne personer, men jeg er ikke rask, John er 65+; så jeg tror på det. Placeboeffekten skal man ikke kimse ad …

OG SÅ HAR JEG FÅET UDREJSETILLADELSE!!!
Jeg havde lyst til at fylde resten af linjen ud med udråbstegn …
Det viste sig, da jeg kontaktede SOS, at det slet ikke var noget problem. Hun stillede mig en masse spørgsmål, men den primære grund til, at hun gav grønt lys var, at jeg på intet tidspunkt under kemobehandlingsforløbet havde haft brug for at kontakte læge eller hospital ud over de på forhånd aftalte tider. Så længe behandlingen foregår, skal jeg bare kontakte SOS inden hver rejse, men det er da i orden med mig.

Hvorfor kontaktede jeg så lige SOS netop i dag? Det gjorde jeg, fordi John sad og læste om julemarkeder i Berlin og sagde, at det måtte vi prøve til næste år – vi har nemlig længe talt om at besøge Berlin, men det er endnu ikke blevet til noget.
Jeg har sidste kemobehandling d. 26. november, så jeg satsede på måske at få udrejsetilladelse i december – jeg ved, at der skal gå mindst tre uger mellem sidste kemo og operationen, så jeg har lidt tid at løbe på.

Så Berlin: Here we come. Eller hvad det nu hedder på tysk … jeg er allerede i gang med gør-det-selv-miniferien, så jeg leder efter et ordentligt hotel, og jeg regner med, at vi tager toget derned. Jeg gider ikke fly, hvis det kan undgås. Ikke pga. flyskræk, men fordi ventetiderne i lufthavne er møgirriterende. 
Nogle hotelanbefalinger? Det skal selvfølgelig ligge lige midt i det hele og der skal være gratis internetadgang.

8. september 2013

Svinkløvmenuen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags: , ,

DET kan anbefales! Altså at spise på Svinkløv Badehotel.
Vi blev placeret i den gule stue ved en vinduesplads med udsigt til havet. Ingen klager herfra over det, for der var også vinduespladser, hvor man nærmest sad med hovedet inde i en klit.
Svinkløv-menuen (4)Jeg har altid opfattet gul som en aggressiv farve, men ikke denne her, som gav et roligt og fredfyldt indtryk – og selv orkideerne passede i farven til lister, gardiner og duge.
På menukortets første side står der, at hvis man har travlt, kan man forføje sig ind til byen. Her på hotellet tager de sig nemlig god tid til at lave maden til gæsterne, så disse kan lige så godt roligt læne sig tilbage i stolen og hygge sig i ventetiden.
Det gjorde vi så … i øvrigt var ventetiden ikke særlig lang.

Vi valgte begge Svinkløvmenuen. Jeg var ellers sikker på, at jeg skulle have Den Havfriske Menu, men rødspætte til forret og ovnbagt torsk til hovedret lød ikke specielt tillokkende – selv om det hele sikkert har været lækkert nok tilberedt.
Svinkløvmenuen, derimod, med marineret havtaske og østers med mormordressing og som hovedret langtidsstegt oksehals – det var jo straks en anden snak. Men. Desserten havde fennikel som hovedingrediens. Fennikel til dessert! Aldrig i livet! Jeg har det meget, meget dårligt med fennikel, og som dessert går det da helt galt.
Heldigvis var der ingen problemer med at bytte til havmenuens dessert, som var noget med is, rabarber og vanillecreme med fudge over.

Svinkløv-menuen (3)

Forretten. En hel symfoni. Havtaske og østers gemmer sig under det, der umiddelbart ligner en ukogt lasagneplade, men som var den smukt udformede mormordressing.
Jeg spiste rub og stub – også floraen – det var totalt lækkert.

Svinkløv-menuen (6)

Hovedretten. Langtidsstegt oksehals var lige så godt, som jeg regnede med. I sovsen var der svesker og tilbehøret var glaserede rødbeder, stegte rødløg, blommer og persillekartofler. Sovs (sauce?) og kød havde en utrolig intens smag.

Desserten er et kapitel for sig. Vi var godt fyldt op efter de to første retter, så vi bad om at få lov til at sidde og slå mave lidt, inden de serverede desserten. Heldigvis havde vi plads til det hele, for jeg har vist aldrig før fået noget så velsmagende.

Svinkløv-menuen (9)Svinkløv-menuen (11)

Den kom i et ½-liters sylteglas, hvilket i sig selv er ret kreativt. To slags is var fyldt i låget, og alt det andet var selvfølgelig nede i glasset.
Isen var perfekt – og alligevel fik John halvdelen af min, for jeg havde ikke mere plads i maven, men ville spise alt det nede i glasset, for det kan jeg simpelthen ikke finde ord til at beskrive, så det ydes tilstrækkelig retfærdighed.
Rabarberne var, selv om de overhovedet ikke var kogt ud, de sødeste, jeg har smagt. Hvordan pokker de bærer sig ad med det, fik jeg desværre ikke spurgt om.

Svinkløv-menuen (14)
Den vanillecreme og det karamel-noget var gudeguf. Intet mindre. Det, der ligger til højre, var en eller anden form for kage og var naturligvis lige så lækker som alt det andet.
Er der nogen, der har et bud på, hvordan man får sukkersødet rabarber uden de mister faconen?

Svinkløv-menuen (2)

Svinkløv-menuen (7)Svinkløv-menuen (8)Der var en krøyersk stemning over det hele med de to badekåber, der kom gående nede fra stranden og den Marie Krøyer-gule farve i rummet, hvor vi sad.

Vinen og de to slags brød hørte naturligvis også hjemme i michelinklassen. Den er ikke en af dem, man kalder for supertoscanerne, men den smagte som om den sagtens kunne gøre en sådan rangen stridig. Den hed Promis … 

Mon der er nogen, der nu er i tvivl om, at vi havde en uforglemmelig aften?

Næste side »

Blog på WordPress.com.