Jeg tror jeg flytter

Jeg flytter hverken fra adressen eller fra John, men jeg får sådan en lyst til at flytte mere eller mindre permanent op i shelteret, fordi vi for et par uger siden købte et mere mageligt siddearrangement dertil … som man dog stadig kan bruge som spisebord, hvilket vi hverken kan eller vil undvære deroppe.
To sofaer og to stole, plus de hvide stole vi havde i forvejen. Nu kan vi sidde 10 deroppe og stadig sidde fint. Man kan også sove deroppe nu, hvilket jeg har savnet – det gjorde jeg sommetider i Sverige om sommeren. Det var så skønt og nu kan jeg sove ude igen, hvis jeg vil.
De seneste solskinsdage har jeg næsten boet deroppe, når jeg da ikke lige har gået og ordnet i haven, som nu er ved at være forårsklar.

Jeg ELSKER vores shelter.
Lige bag det, i et hjørne, som man ikke kan se nogen steder fra hverken hus eller have, har vi anlagt lidt flere højbede, så nu har jeg næsten en rigtig køkkenhave.
Hvor de sorte trækasser står, var der en syren, som måtte lade livet i år, fordi den stjal det eneste lille fjordkig, naboerne skråt bag os har. Som de flinke mennesker vi er, blev den naturligvis fældet på deres forsigtige anmodning. Jeg var kun glad, for jeg havde længe villet være fri for den syren, da jeg netop havde flere højbede i tankerne, men John havde nedlagt veto. Han er dog heldigvis bare lige så flink en nabo, så væk kom syrenen; en mand med en stubfræser blev hyret til at splintre dens rodsystem i millioner, så den ikke finder på at komme med hundredvis af rodskud.
Nu er højbedene anlagt og i år har jeg gulerødder, løg, porrer, spinat, ærter, squash, dild og salat. Flere hvidløg har overlevet vinteren, så de skal høstes i løbet af sommeren.
I en af de små kasser har jeg to peberrodsplanter, jeg fik sidste år og i en anden har jeg vinrabarber.
Det med peberroden er ret smart, for fra sådan en kasse kan de ikke brede sig til hele haven, hvilket var problemet der, hvor jeg fik dem fra.

Det ser ikke særlig kønt ud, men det gør ikke noget, for vi kan som sagt ikke se denne køkkenhave. Man kan fra vejen, men det er de andre beboeres problem … og hækken bliver jo tættere end den er nu. Måske gør vi noget mere ved det engang. Måske …
Drivhuset er næsten helt tilplantet; der mangler blot et par tomatplanter – igen måske – jeg har allerede 11 planter i gang. Det skal passes af andre det meste af august, når vi skal på krydstogt i Nordatlanten, så det er nok ikke det smarteste med alt for mange mindre krukker, der skal tilses i hvert fald hver anden dag.
Vi får se, om jeg kan dy mig … jeg har som sædvanlig uhyre svært ved at beherske mig på denne årstid – jeg kan slet ikke få sat nok i gang, men det dur altså bare ikke at give andre end mig selv noget der ligner et halvdagsjob med at passe vores have.
Bliver det hele for voldsomt, må jeg engagere mig med nogen, der tager penge for den slags – så er min samvittighed i det mindste i orden.

Tiden flyver, og det gør jeg snart også …

Jeg kan slet ikke nå at følge med mig selv, så hurtigt flyver tiden afsted for mig. Siden sidst har vi:
Været sammen med Ditte og Peter et par dage, hvor vi bl.a.
Spiste på restaurant Knud på Hundested havn. Megalækkert!
Gik tur ved Vaserne ved Holte. Smukt.
Gik tur fra Spodsbjerg fyr til Kikhavn. Også smukt.
Vi har også:
Diskuteret hvorvidt træet ved terrassen foran huset skulle beskæres. Han imod; hun for.
Beskåret træet ved terrassen foran huset. Dejligt. Nu er der lysere i køkkenet.
Høstet yderligere 3,5 kilo tomater. Arbejdskrævende.
Bestilt flybilletter til England. Fantastisk!
Her var jeg fristet til at sætte mindst 1000 udråbstegn. Vi kan slet ikke få hænderne ned, så vildt meget glæder vi os til den 1. september. Jeg bestilte faktisk billetterne mens England stadig var rødt, fordi jeg nu simpelthen savner dem for meget, så vi valgte at blæse på samtlige anbefalinger, som alligevel ikke gav nogen mening for os, og tage det medfølgende besvær med, men søreme om ikke alle lande blev malet orange i lørdags! Nu skal vi i det mindste ikke i selvisolation når vi kommer hjem igen.
Jeg skal bare nyde at være der, nyde bare at kigge på dem, nyde at lave god mad til dem, nyde deres hus, nyde deres have, nyde … ALT! Hele tiden! Alle otte dage!
Jeg er glad for, at vi bestilte mens landet var rødt, for nu er der ingen billetter at få, medmindre man vil bruge 10 timer på turen, fordi man skal via Stockholm eller Oslo.
Det gider vi ikke, og det behøver vi heldigvis heller ikke, men jeg var alligevel nødt til at købe de dyreste billetter til flyet hjem, så der var godt booket, selv om det var til et rødt land. Der har nok været mange vaccinerede, der har tænkt lige som os.
Nu må der bare ikke gå noget galt, men det kan vel ikke gå værre, end at de røde farver igen tages i brug.

Herover Knud Rasmussens hus, hvorfra vi gik en tur oppe langs kysten ned til Kikhavn – en tur vi ikke før havde gået, men hvor var den dog smuk. I Kikhavn må der, lige som i den lille by på Nyord ved Møn, kun køre biler tilhørende beboerne. Det forstår man godt, når man går rundt derinde; sikke en idyl.
Jeg troede jeg havde mange krukker …

Jeg legede paparazzofotograf – noget jeg ikke normalt excellerer i, men her gjorde jeg altså en undtagelse, da vi fik øje på den skønne og livlige unge kvinde fra tv (Vicki Knudsen fra 1 døgn, 2 hold, 3 dyr og Vildt Naturligt radioens P1) sidde i skjul lige ved siden af den bænk, hvor John tog sig en lille pause. Hun kikkede efter vadefugle. Det gjorde de sådan set begge to, men vi ved ikke hvem han er. Det var i hvert fald ikke Johan Olsen.

Fik jeg for resten fortalt, at jeg glæder mig til at komme til England? Nå, okay … det gjorde jeg. Jamen, så snakker vi ikke mere om det. Ikke lige nu … men måske senere.

Jahhhh

Jubiii – vi er næsten færdige med at bære mundbind – i hvert fald i denne omgang. Med den hurtigt muterende virus er det dog ikke til at vide, om den vender stærkt tilbage til efteråret. Der skulle vi dog gerne være vaccinerede alle sammen – eller alle, der vil, i hvert fald, så vi kan jo håbe, at det ikke går så galt.
Jeg er glad, glad, glad. Jeg har afskyet det mundbind fra dag ét, og selv om isterningsfrysedelen i vores amerikanske køleskab stod af i dag, så kan jeg snildt leve uden isterninger til på mandag, hvor jeg kan gå ind i en forretning uden at have det irriterende mundbind på. Jeg havde ikke troet, at regeringen ville slippe det så meget, som tilfældet er, men jeg skal være den sidste til at brokke mig. Det er helt okay, at vi stadig skal passe på, men det der mundbind, altså …
Jeg tror også, at konen til den ubehøvlede mand, jeg omtalte i forgårs, er glad for at slippe for mundbindet; i hendes tilfælde visiret.
Da vi sad og spiste morgenmad, så jeg, at hun skar toppen af sit blødkogte æg, mens hun stadig bar sit visir. Hun lagde sin kniv, tog en teske, stak den i ægget, hvorfra den kom op igen med både blomme og hvide på. Jeg ventede spændt …
Så skete det, jeg ventede på: Hun plonkede skeen fyldt med æg lige ind i visiret, som derefter så temmelig ugennemsigtigt ud. Hun så bare sjov ud.
Jeg sad og kluklo, for hvor så det altså komisk ud. John undrede sig, for han sad med ryggen til forestillingen. Jeg fortalte ham hvad jeg lige havde set, og han klukkede lige så meget som mig. De opdagede ikke, at jeg havde set det hele, men uden at vide det havde hun lige reddet min morgen.
Jeg er måske nok lidt ondskabsfuld, men der skete jo ikke noget.

På vores vej hjemover fra Himmerland lagde vi vejen forbi Hessel, som er Danmarks eneste bindingsværksherregård. Den er indrettet som landbrugsmuseum, og ih, hvor blev jeg dog nostalgisk, da jeg gik rundt og så alle de gamle redskaber.
Jeg er dog trods alt ikke så gammel, at jeg husker arden i brug, men mange af remedierne husker jeg fra min barndom; bl.a. de herunder viste, som blev brugt til den månedlige storvaskedag. Jeg husker det kun i glimt, men det varede til 1960 eller 1961, hvor mine forældre fik indlagt centralvarme. (Ja, så sent var det. Det skete i forbindelse med min yngste søsters fødsel.)
Jeg husker optændingen i gruekedlen og sliddet med vaskebrættet. Mor havde også en tøjrulle som den viste, som man glattede duge og sengetøj med. Jeg husker det gammeldags komfur med det og kakkelovnen i stuen om eneste varmekilde i stueetagen. Og så taler man om de go’e gamle dage. Jeg sov tit med vanter på. Og fik en varmedunk med i seng.

Af landbrugsredskaber husker jeg bl.a. høriven, såmaskinen og slåmaskinen, så man kunne gå bagefter og lægge i kornet i neg; alle med et sæde, så man kunne sidde der og styre hesteforspandet, samtidig med, at der blev holdt øje med, om alt fungerede efter hensigten.
Den første traktor kom til gården i 1956. Indtil da gik min far bag hestene til alt markarbejde. Jeg var bare tre år i 1956, så igen husker jeg kun i glimt, men nogle billeder fra det lille landbrug har jeg da inde i hovedet.

Jeg vil ikke bruge så mange flere ord på Hessel, for så bliver indlægget for langt, men er man en smule landbrugsinteresseret (eller måske bare historieinteresseret), så er dette museum værd at bruge et par timer på.

Goddag, og velkommen til

Ved ankomsten til vaccinationscentret i Herfølge lidt syd for Køge var der et massivt opbud af unge, selvlysende klædte mænd henne ved indgangen til kvægpassagen, som damen foran mig kaldte det. Hele fire unge fyre stod der … mon man forventer tumultlignende tilstande, når vi halvgamle skal ind for at vaccineres?
De bød velkommen med smil i øjnene og to af dem præsenterede sig ligefrem ved navn. “Velkommen til, og rigtig god fornøjelse!” Jamen tak, da.
Så gik ruten gennem en lang, hegnsafmærket ‘vej’ hen til hallen, hvor det skulle foregå. Det var undervejs her, damen sagde, at hun nu vidste hvordan kvæg måtte føle det, når de blev drevet gennem sådan et arrangement. “Hehe, ja”, sagde jeg, “men pyt med det, når vi ved hvad der skal ske” – hvilket hun var ganske enig i.
En kort kø hen til skanneren … “Det er strengt forbudt at anvende mobiltelefonen til opkald i hele vaccinationscentret – både udenfor og indenfor. Det er også strengt forbudt at fotografere eller videofilme i hele vaccinationscentret.”
Jamen dog … jeg havde ellers lovet John en sms, når jeg fik det tidspunkt, hvor jeg ville få lov at gå, men den måtte han så undvære. Jeg kunne lige som ikke ringe eller tekste, at jeg ikke måtte sende den sms … er en sms i øvrigt overhovedet et ‘opkald’?
Jeg nåede frem til skanneren, som jeg holdt sygesikringskortet under. Mit navn blev ikke angivet, men “Du har en tid kl. 15:40”, kunne jeg læse. Det kunne kontrollanten også: “Du er søreme på lige om lidt”, sagde han. “Velkommen til og vær sød at gå videre hen til køen.”
Køen var ikke lang, kun seks foran mig, og der var 18 bokse til vaccination. Præcis kl. 15:37 blev jeg kaldt ind og kl. 15:40 var det overstået.
Jeg fik en lille seddel, hvorpå der var skrevet 15:55 og fik at vide, at jeg kunne forlade hallen på det tidspunkt – hvis jeg altså havde det godt.
For enden af boksrækken stod endnu en kontrollant: “Tillykke med stikket. Værsgo at gå hen til baren.”
“Øhh, tak?”, sagde jeg og trådte om på den anden side af en midlertidig væg. Hvor der var en bar …
Vi kunne godt nok ikke bestille sjusser, selv om jeg fik at vide, at jeg bare kunne tage mig et glas rosévin, som de smilende kaldte det saftevand vi fik.
Det var da fint nok. “Vær venlig at tage plads på en af de grå stole derovre til venstre.”
Det gjorde jeg. Til højre var der blå stole. Jeg kunne ikke helt gennemskue det system, og der sad ingen på de blå endnu, så måske skifter de hver halve time?
I den del af hallen gik der tre personer rundt og kiggede på os en gang imellem – de skulle tydeligvis holde øje med, om nogen af os udviste tegn på at få det skidt.
Det fik jeg ikke, så 15:55 forlod jeg hallen, fik et “Farvel og kom godt hjem”, gik gennem den anden del af kvægpassagen og ud til John, som modtog mig med et “tillykke!”
På vejen hjem spurgte jeg ham, hvornår det var meningen, at jeg skulle få ondt i overarmen.
“Det fik jeg med det samme”, sagde han, og eftersom jeg endnu ikke har fået ondt eller bare er den mindste smule øm her to timer efter, slipper jeg måske? Jeg har ellers hørt flere sige, at de i et par dage havde det som om de havde fået et solidt knytnæveslag på overarmen.
Nu bliver det lidt spændende, om jeg får nogle af de andre mulige reaktioner eller bivirkninger, som er nævnt på det A4-ark, jeg fik udleveret.

Der var 100 % styr på det fra først til sidst; bookede tider blev overholdt nærmest på sekundet, og den gode stemning og de mange smil (som man godt nok ikke kunne se pga. mundbind, men som var i øjnene) var imponerende. De må sige det samme mange hundrede gange på en dag, men hver enkelt af os må have følt det, som var man dagens første.
Respekt for alle dem og for et system, som bare fungerer!

Så kom den langt om længe …

Endelig! Ved nitiden i morges pingede en sms ind om, at nu var der åbent for tidsbestilling til vaccination for mig. Det tog mig sådan cirka to nanosekunder at logge på borger.dk og finde linket til vaccine.dk – og yderligere to at klikke mig ind i køen, som kun var på 158 personer, hvilket gav bare et enkelt minuts ventetid.
Belønningen for at være så hurtig var første stik allerede på fredag, hvis jeg gad køre til Køge, hvilket jeg naturligvis gjorde. Det andet stik bliver først 4. juni, eftersom de har trukket tiden mellem første og andet for at få sat flere i gang. Vel fornuftigt nok, rent objektivt set, men jeg er bare så utålmodig.

Næste step var at whatsappe til Charlotte og fortælle den gode nyhed.
Nu har jeg for en sikkerheds skyld booket en færgebillet til England d. 11. juni, men der er stadig nogle voldsomme bump på den vej, fandt jeg ud af. Måske så store bump, at vi ikke kan forcere dem. Vi ved ikke, om coronapasset vil komme til at gælde i England. De kører som bekendt deres eget ikke-EU-løb derovre, og debatten er voldsom om, hvorvidt man overhovedet vil acceptere, at der “bliver diskrimineret på den måde”, som vaccinemodstanderne udtrykker det. Disse fjolser har jeg min ufravigelige mening om, men det ændrer ikke noget på kendsgerningerne.
Som det er lige nu – og vi ved ikke, om det bliver ændret for udenlandske turister pr. 17. maj, når England åbner for leisure travelling, dvs. hotellerne får lov at åbne – er det sådan, at vi skal ankomme til landet med en negativ PCR-test, der er højst 72 timer gammel. Det er okay. Dernæst skal vi isolere os i 10 dage. Det vil være temmelig kedeligt, men vi må gøre det hos Charlotte, så det ville være til at leve med. Men vi skal have bevis med på forhåndsbookning af to PCR-tests hver; den ene til max to dage efter ankomst og den anden otte dage efter. Man kan bestille en ekstra, tredje Test to Release til fem dage efter, hvis den første test var negativ, og så ophæve karantænen (men skal alligevel foretage dag otte-testen). De to test koster 200 pund, plus den eventuelle tredje test til 195 pund. Det vil sige, at det vil koste os små 7000 kroner at gå i fem eller ti dages karantæne.
Det gør jeg altså ikke. Jeg savner dem vildt, men jeg kan trods alt ikke gå ud i haven og plukke pengene fra et træ.
Jeg synes i princippet, at det er okay – jeg ville bestemt ikke synes det var i orden, hvis Danmark skulle betale for, at turister bliver testet for at få lov at rejse ind i landet, men jeg synes jo godt, at UK kunne skære igennem og sige, at en vaccination er gyldig indrejsehjemmel. Man skal dog nok først blive lidt klogere på, om man kan videregive smitte, selv om man er vaccineret, men vi skal pga. denne usikkerhed jo stadig, efter vaccinationen, overholde alle restriktioner med mundbind osv., så man går både med livrem og seler.

Med andre ord, så varer det i værste fald stadig relativt længe, inden vi kan se vores englændere. Tim har fået tid til vaccination, men endnu har Charlotte ikke. Familien vil ikke blive nægtet indrejse i DK pga. Charlottes danske statsborgerskab, men hvis de skal betale næsten 800 pund for et Fit to Fly-certifikat (vi har dog ikke tjekket, om DK forlanger et sådant, eller bare kræver en test, som de ikke skal betale for), tror jeg også, de holder sig hjemme indtil vaccinationen er i orden. Men hvad så med børnene? De bliver indtil videre ikke vaccineret, selv om man i UK taler om at vaccinere alle ned til 12 år.
Nå. Jeg får dem vel at se igen, inden børnene flytter hjemmefra … og om 45 dage får jeg sidste stik. Man må glæde sig over det man kan …

Der blev flaget i Præstø

Der bliver flaget i alle forretningsgaderne (alle tre …) i Præstø i dag, men det er også både en stor dag og en glædens dag for restaurant- og caféejere og for mig, og jeg regnede med, at det var for først- og ikke sidstnævnte, at flagene vajede i gaderne. Det var tredje gang de blev sat op, først da forretningerne fik lov at åbne, dernæst da serviceerhvervene fik lov, og denne gang for spiseudelivets genopståen.
Jeg var til frisør i dag! Aldrig før har dette været en begivenhed af så stor betydning – sandsynligvis fordi jeg ikke selv har haft valget, men sådan er det jo. Især med mig. Jeg vil selv bestemme, og det har jeg kun kunnet i meget lille omfang de seneste 13 måneder.
Det pyntede. Det pyntede i svær grad. Frisøren fik det store smil på, da jeg trådte ind i salonen; desværre ikke alene fordi hun var glad for igen at have åbent og for at se mig igen, men også fordi hun syntes jeg så lidt sjov ud.
Det kunne jeg godt leve med – jeg kunne jo kun give hende ret. Jeg var i bekymrende grad begyndt at ligne Madam Mim.
Jeg ved ikke hvad der er bedst at minde folk om: Det skotske højlandskvæg eller den lille, grå heks.
Heksen, tror jeg …
Men hende ligner jeg ikke mere. Nu ligner jeg i værste fald en Madam Mim med veltrimmet hår …
Der var en del, frisøren og jeg skulle opdatere hinanden på. Selv om vi ikke ses privat, så kender vi efterhånden hinanden efter mine 5-6 årlige besøg i 5-6 år.
Der var, trods den temmelig inaktive nedlukningsperiode, flere nyheder vi kunne divertere hinanden med, bl.a. den kedelige, at hendes svigermor var død pga. Covid-19 lige før jul. Hun var 75 år – præcis det samme som John, og også som ham med svagt hjerte, så det fik mig til at tænke over, at det er godt, vi har passet så godt på ham, for svækkede personer skal virkelig ikke rammes af den forbaskede sygdom. Godt, at han skal have sit andet stik på mandag.

Forleden dag fandt jeg et mundbind, der kunne trække vejret for én. 
Jeg har også fundet et, til hvilket man skal tilpasse sit ansigt. De der ‘maskimatiske’ reklameoversættelser er kilde til en hel del smil fra min side.

Her blev jeg så glad, at det trak tårer

Advarsel: Dette indlæg vil i mistænkelig høj grad virke som det rene praleri.
Det er det også …
I går skrev jeg om tre ting, der gjorde mig glad.
I aftes indløb der som en fjerde ting en mail, der gjorde mig mere glad end de andre tre tilsammen. Faktisk så glad, at jeg blev lidt våd i øjenkrogene, men den var også fra Anna.
Det var et svar til mig på et pjattet billede, jeg havde hugget fra FB og sendt til hende med ordene: I bet you didn’t know this about your old mormor – and it’s all true … apart from the fat joints!
(Bell bottoms er trompetbukser. Det vidste jeg ikke, og så går jeg frækt ud fra, at det ved I heller ikke.)

Hi mormor
Oddly I can imagine all of that, however I struggle with the going to bed at four in the morning! I’ve always known you were a cool mormor.
In England we have this book, it’s called: ‘Gangsta Granny’. It’s by David Williams, and it is about a boy and his grandma. This boy is forced to go to his grandma’s house, he really doesn’t want to because he thinks she is really boring. But when he’s there he discovers a chest full of jewels, it turns out that his granny has robbed many famous people and stolen many valuable jewels, together they then go and steel the English Crown Jewels; and I’m not sure why but that book (and now film) always reminds me of you, you are always funny and you have all sorts of hidden talents and tricks up your sleeve.
I really miss you and morfar, and I really, really hope to see you soon. Your email made my day! I love you both so much and I can’t wait to see you again.
Lots and lots of hugs, kisses and love, Anna

Er hun da ikke bare supersød og dejlig? Jeg har ikke spor imod at minde hende om denne storkriminelle bedstemor!
Og så måtte jeg da lige fortælle, at jeg godt kunne gå på arbejde efter kun ganske få timers søvn … det skete ikke tit, men det skete – lige som vel for de fleste af os i vores grønne ungdom. Og at jeg selvfølgelig var træt, men det gik alt sammen alligevel.
Hun sagde engang you’re the most technical granny, I’ve ever heard of. My English granny doesn’t even know how to email!
Det skal der jo så ikke specielt meget til at overgå, men Annas ‘imponerethed’ skyldes bl.a. at hun morer sig, når Charlotte løber lidt sur i informationsteknologien og spørger sin mor om filstrukturer, billedbehandling eller hvordan man nemmest/bedst sikrer sine billeder mod at forsvinde, og om jeg ikke lige kan sætte hendes nye printer op, fordi hun ikke kan få skidtet til at fungere. Aubrey bliver en smule flov over sin mors håbløse uvidenhed – men kan ikke lade være med at grine alligevel … Anna storgriner bare, og jeg labber det hele i mig.
Jeg er absolut ikke nogen it-haj, hvilket jeg ved flere lejligheder har været inde på her på bloggen, men i Annas øjne er jeg, og den tro vil jeg da på ingen måde tage fra hende …

Tre ting, der gjorde mig glad i dag

I dag har jeg valgt at fortrænge det negative – fx, at det tyder på, at vaccinationsprogrammets afslutning nu bliver forsinket. Jeg sætter min lid til ordene, jeg også hørte i går, nemlig, at de +50-årige stadig stadig skulle kunne holde planen. (Opdatering: Det kan vi så ikke 😥)
I stedet vil jeg skrive om tre ting, der gjorde mig glad i dag.
I aftes surfede jeg rundt for at finde gårdbutikker i nærheden. Vi har jo vores Velfærdskød på Møn, og dem svigter jeg ikke, men de har ikke lam. Det havde de på Møllebakkegård, som ligger bare 20 minutters kørsel fra os. Da jeg fulgte linket, der var sat ind på en side, som lister gårdbutikker efter region, fik jeg smækket de ædlere dele på en splitternøgen kvinde lige i fjæset, plus et tilbud, jeg formodedes ikke at kunne modstå. Hvis jeg var en mand …
Nådada … min første tanke var, at det da så sandelig var en gårdbutik med et bredt sortiment, men min næste var, at de formentlig var blevet hacket.
Og ganske rigtigt. På FB havde de en temmelig meget mere sober side, hvor det nye link stod. Der stod forbavsende nok også, at de havde åbent døgnet rundt, hvilket ledte tankerne lidt tilbage på det netop omtalte.

Vi tog chancen og kørte dertil.
Gården lå flot med udsigt over det meste af Sydsjælland, og da vi kom ind i den lille butik, var det selvbetjening. Der stod kolonialvarer på hylderne, og der stod to store kummefrysere med masser af lamme- og svinekød. Ikke specielt billigt, men garanteret godt og velsmagende. Jeg købte nogle lammeskanke, en lammeculotte og en stor ribbensteg (fra gris). Vi skal nemlig til at lave vores bacon selv … det bliver SÅ spændende at prøve.
Nu var det bare at regne beløbene sammen og betale til det MobilePay-nummer, der var opgivet.
Det, som gjorde mig glad var, at det kunne lade sig gøre. At denne tillid til, at folk betaler for de varer de tager, (tilsyneladende) ikke var blevet misbrugt.

Næste stop var Velfærdskød på Møn. “Hvis vi er hjemme, har vi åbent”, fik vi engang at vide, så jeg ringede til dem. Det var husets yngste søn, der svarede: “Goddag, det er Velfærdskødstelefonen, du taler med Xxx. Hvem taler jeg med?”
Det fortalte jeg knægten, som vel er 11-12 år. Der var åbent; vi kunne bare komme, så det gjorde vi.
Ud kom gutten og låste op for herlighederne.
– Du er ikke i skole?
– Nej, jeg har spisefrikvarter – jeg går i skole hver anden uge.
Godt, så. Jeg købte en hel del, så han måtte frem med regnemaskinen …
– Jeg har ellers haft matematik én gang i dag allerede, sagde han med et grin.
John havde set nogle brændetårne og spurgte, om de også solgte brænde.
– Ja, og jeg flækker selv det hele, sagde han uden helt at kunne skjule stoltheden i stemmen.
– WHAT, sagde jeg – du er da godt nok sej!
– Vi har en flækker, men den bruger jeg kun til det træ med mange knaster i, som jeg ikke kan klare med øksen.
Jeg stod bare med åben mund.
– Man må jo arbejde for lønnen, sagde han.
Så var jeg lige pludselig endnu mere glad end jeg var i forvejen.

Her ses en del af resultatet af hans anstrengelser – mon ikke I er lige så imponerede, som John og jeg blev?

Den tredje ting? At vi så en musvåge stå stille i luften lige ved siden af vejen og muse. Den fløj ikke væk, selv om vi standsede bilen, men jeg ville ikke forsøge at tage billeder, for jeg ville ikke skræmme den. Den var ikke 20 meter væk og svævede længe omkring tæt på os. Det var stort.

En god afslutning

Marts sluttede på bedste vis.
Malle kom en tur, for vi skulle tale garn. Hun havde spurgt efter hvad jeg kunne anbefale til et bestemt formål, og jeg havde da også et bud eller to, men det er svært, når man kun får det beskrevet med ord, så jeg inviterede hende ned for at mærke garnerne og for at både se og prøve mine resultater med dem.
Sikke da et brag af et vejr, vi havde. Ikke Danmarks varmerekord for i går, men tæt på, og det var lige før der var for varmt at sidde oppe i shelteret og vise vores kridhvide ben og arme frem. Lige før. Vi holdt skam ud. Høj, klar og meget blå himmel uden en eneste hvid plet. Vi sad deroppe næsten fra hun kom til hun kørte igen – dog gik vi indenfor, da der skulle laves aftensmad, for kl 17 kunne vi godt mærke, at det trods alt ikke var sommer endnu.

Jeg har omplantet de fleste af de forspirede planter til større potter og sat dem i drivhuset. Nogle af dem ser lidt hængemulede ud og brokker sig over de ændrede forhold, men jeg håber de alle beslutter sig for at fortsætte med at leve, selv om det er for tidligt for dem at forlade fødestuen og fortsætte i vuggestue og børnehave.
De kan bare lade være med at vokse så hurtigt og dermed blive alt for ranglede. Det ses tydeligt på billederne herunder, hvor lange og tyndstænglede de var blevet, og nogle få af dem knækkede da også, da jeg håndterede dem … det håber jeg, at de formår at overvinde. De blev i hvert fald ikke kasseret af den grund.

I aftes oplevede jeg lidt af et særsyn: Min ellers ikke længere særlig spændstige mand fik et nærmest fjedrende islæt over sin gang. Det var måske mere mentalt end rent fysisk, men det var tydeligt for mig at mærke den forskel, det gjorde for ham at få det længe ventede tilbud om vaccination. Han var SÅ glad. Vi måtte sidde i tidsbestillingskøen i omkring 30 minutter, men kl. 21 var vi kommet igennem og havde fået bestilt de to tider til ham. Den første på mandag, 2. påskedag, og den anden den 27. april.
Vi valgte Slagelse, selv om det ligger længere væk end Næstved, men ligger byen nærmere, lå stikket længere væk, så at sige, for her kunne han ikke få første stik før den 12. april. Som jeg før har sagt, så kørte vi gerne til Skagen, hvis det kunne betyde, at vi hurtigere fik vores vaccinationer, så valget mellem Næstved og Slagelse var ikke spor svært.
Det vil altså sige, at planen holder, hvilket vi håber på, den også gør for mig således, at jeg får tilbuddet om en uges tid.
Så mangler vi bare at kunne tage til England.
Egentlig tror jeg ikke vi bliver nægtet adgang, for Danmark er ikke rødlistet af UK, men vi skal i karantæne i ti dage og have booket to test hver, inden vi kommer derover. Ingen steder skriver de noget om, om reglerne er anderledes, hvis man er vaccineret, så vi venter lidt endnu med at planlægge afrejsedatoen.

Vi bruger vores forstand og holder afstand med anstand

Det sidste ord i overskriften brugte min far en del; han kunne som regel ikke nøjes med at sige noget med at fryse, forde det næsten altid var tæt forbundet med anstand: Vi fryser med anstand.
Ordet betyder værdighed, og den gælder det om at holde på i videst muligt omfang.
En forstand har ikke noget med skovbrug at gøre, lige som tilstand ikke er en and fra Tilst.
I går ankom pakken til mine englænderes husstand, og den blev genstand for en del opmærksomhed.
De blev glade for den bistand jeg kunne yde til juleglædens fremme – ingen havde lyst til at yde modstand – ejheller opstod der opstand …

Nå. Jeg må hellere stoppe, inden I går helt i standby over min standstandhaftighed (sorry) …

Pakken er som sagt modtaget, og familien åbnede den sammen, for jeg havde antydet, at der ville være lidt mere end hyldebuskene til Charlotte i den.
Jeg elsker at give dem gaver, og når glæden er så uskrømtet som her, er det det hele værd, at det skal koste så meget at sende til England … tre pakker af denne størrelse, og det kan betale sig for mig at købe en flybillet og selv fragte tingene derover.
Men det kan jeg som bekendt ikke her under coronapesten.
”Desværre filmede vi ikke da vi åbnede kassen; du skulle have hørt børnene! Hattene var til stor lykke: Aj, der er guitarer på min hat! Aj, der er cykler på Aubreys! Og så nåede de ned til chokoladekalenderne; de største de nogensinde har set – også stor lykke! Og tællelyset var også lykken; så de er alligevel stadig spændt på jul. Tusind tak for vores lækre chokoladekalendere og alle de forskellige godter! ”

Jeg vil kalde ‘hattene’ for huer, og ‘tællelyset’ er naturligvis et kalenderlys. Det er et par af de lidt pudsige eksempler på, at Charlottes danske, som, efter over 20 års ophold i England, er begyndt at ruste en smule. Hun må sommetider lede efter ordene, og da det ikke er hver gang hun finder det rigtige, må hun digte lidt, hvilket godt kan give anledning til et (ikke altid helt) skjult smil hos moderen en gang imellem … hun kan næsten altid se på mig, hvis hun har fået sagt noget forkert – og så vil hun rettes, for det irriterer hende, når hun har glemt et eller andet ord eller fx anvender et forkert forholdsord.
Vores have- og fuglesprog sammen er dog ofte engelsk, selv om hun gerne vil lære de danske ord for tingene. Det skyldes, at da hun emigrerede, var sådan noget som haver og fugle så langt fra hendes interesseområde som tænkes kan, og hun kendte stort set ingen navne på nogen af delene, så de nåede aldrig ind i hendes danske ordforråd. Vi kan blive nødt til at kommunikere via latin, når vi skal udveksle erfaringer med buske, stauder og træer, men det lærer vi begge af.

Herligt med folk med initiativ

I morges stod vi op til endnu en af de fantastiske morgener, hvor disen ligger over den spejlblanke fjord og himlen er … himmelhøj og himmelblå.
At stå op til sådan et syn og samtidig vide, at Biden har vundet præsidentvalget, bevirker, at det er lige før – men også kun lige før – jeg midlertidigt kan glemme coronapestens grimme ansigt for en stund.
Desværre kan idyllen hurtigt gå fløjten, når der kommer et hold motorcykler fræsende forbi med hastigheder på omkring 100 km/t eller mere og et lydniveau på cirka et tilsvarende antal dB. Førerne er ophøjet ligeglade med færdselsregler og hensyn til beboere og svage trafikanter.

I Tyskland har de indført et system, der måler dB og man tillader politiet at stoppe kørslen lige på stedet, hvis lydniveauet overstiger 94 dB. Motorcyklen sendes hjem med en autotransportør og motorcyklisten, som dermed lige pludselig ikke har noget køretøj, må selv finde ud af hvordan han kommer videre på sin færd. Så kan de lære det, kan de!
Et sådant system kunne jeg godt bruge i Danmark, men det er vist ikke lige om hjørnet.

I eftermiddags bankede det på døren … udenfor stod en ung mand med en flyer og et stykke papir, hvorpå vi kunne se nogle underskrifter.
De har dannet en gruppe (som også er på FB, kunne vi læse).
De vil, i samarbejde med politiet, have de tre fjordkommuner til at gå sammen om at lave chikaner, bump eller forhøjede fodgængerovergange på vores 2 ÷ 1-vej … eller en kombination af de tre. Hvis de kan samle mange underskrifter fra beboere i området, mener de, at de står stærkere i deres argumentation.
Jeg kan egentlig ikke fordrage bump på vejen, hverken i bogstavelig eller i overført betydning, men her går jeg fuldt ind for de rent fysiske af slagsen, for det må gøre det umuligt for fartbøller at køre for stærkt.
Der har været hastighedskontrol flere gange, og det er lidt skræmmende tal, rapporterne viser:
1673 passerede køretøjer, hvoraf 390 ‘bare’ kørte for stærkt, 59 fik et klip og 7 fik en betinget frakendelse af kørekortet.
Det er 28 %, der kører for stærkt.

(Igen en blishøneø. Denne gang helt inde i bunden af fjorden, lige over for Nysø.)

Vi skrev under begge to.
John har lige talt med en mand lidt længere oppe ad vejen, ud for hvis hjem politiet lå så sent som i går.
De fik mange penge hjem til bødekassen.
En kvinde havde kørt 87 km/t. Det er ét klip i kørekortet.
Derudover talte hun i mobiltelefon. Det var et klip til.
Og endelig havde hun ikke sikkerhedssele på. Det var det tredje klip og altså nul kørekort for hendes vedkommende i en periode.
Sikke et fjols. Men jeg har ikke specielt ondt af hende.
Og jeg håber virkelig, at de/vi kan få kommunerne i tale og overbevise dem om, at det er en rigtig god ide at få gjort den smukke strækning lidt mere trafiksikker.

Dagens høst

Nu ser det heldigvis ud til, at der bliver et par dages pause, inden der modnes flere agurker.
Dagens høst var fem, og i køleskabet lå der fire i forvejen …
Vi har spist tzatziki i store mængder, og vi har fået den gode agurkesuppe to gange – og skal tredje gang på fredag, når min søster kommer en tur, men det er trods alt begrænset, hvor mange agurker to personer kan indtage pr. dag.

Normalt laver jeg gammeldags agurkesalat samme dag den skal bruges, men nu har jeg forsøgt mig med at gemme den på glas, så jeg har til efterår/vinter. I går, ved den ugentlige nørklekomsammen, fortalte en af dem, at det gjorde hun da hvert år – det kan sagtens holde sig, når man skyller glassene med atamon.
Fint. Det prøver jeg.
Agurkesalat er jo altid godt på en leverpostejmad, men det er særlig godt til den mad, der normalt hører vinteren til, såsom frikadeller eller en god, gammeldags flæskesteg.
Fem agurker blev til fem glas agurkesalat. Den fine, sprødgrønne farve holder sig næppe, men bare smagen gør, så går det nok.

Jæger/samler-generne forlader os åbenbart aldrig. Jeg elsker simpelthen at hælde sommeren på glas og flasker og dermed skabe en del af vores vinterforråd.
Den dag vi var ved Vallø for at se på den flotte rosenhave, kørte vi gennem en skov med snesevis af hyldetræer, så jeg plukkede en stor pose blomster.
Da vi kom hjem, satte jeg dem over til hyldeblomstsirup, hvilket gav 12 kvartlitersflasker, så der skulle også gerne være til vinterens forbrug. Jeg fik engang pralet til Kristine over, at jeg ikke er nogen sukkergris, hvad morgengrøden angår. Det var sandt nok, da jeg skrev det, men i mellemtiden er jeg blevet pinligt afhængig af hjemmelavet rabarber-, æble- eller hyldeblomstsirup på den. Bare en enkelt eller måske to spiseskefulde på, og den i øvrigt gode grød, som jeg varierer meget, er lige højnet et par klasser eller tre.
Lige som for al øvrig mads vedkommende her i huset, vil jeg også helst have god variation i morgenmaden. Der bliver vekslet mellem den rigtig sunde (skyr/yoghurt/chiagrød (på kokosmælk) med masser af frugt i), grød af temmelig varieret art (kan indeholde forskellige blandinger af grovvalsede havregryn, hirseflager, müsli, boghvede (gryn eller valsede) eller en af Muldiversets gode blandinger). Der bliver altid kogt en pære, et par blommer eller anden egnet frugt med i grøden, og endelig får vi sommetider brød, som helst skal være hjemmebagt – dog ikke altid, når vi har overnattende gæster.
Brød var forbuden frugt (!) i lang tid under vores LCHF-periode, men nu går vi lidt til og fra med at kontrollere det der kulhydratindtag, for det blev altså for meget for os begge i længden at undvære både kartofler, pasta og brød. Og vin …
Vægtmæssigt er vi ikke nede, hvor vi nok helst ville være, men lige så nemme de første 10-12 kilo var at tabe, lige så pokkers svære er de sidste, men vi tager heller ikke på. Den tilstand har vi begge valgt at acceptere, for det skal også være dejligt at være pensionist, og vi prioriterer livsglæde over det optimale udseende.

Det var svært at få hænderne ned

I onsdags kaldte John på mig – jeg skulle lige høre en god nyhed:
Jeg sidder lige og læser, at Danmark åbner sine grænser for udlandsdanskere, som dermed får lov til at tage disses ægtefæller og børn med til DK for bl.a. familie- og bedsteforældrebesøg.
YESSS!!!
Det var årets bedste nyhed indtil videre – jeg blev så glad, at jeg var lige ved at begynde at tude og måtte fluks ringe til England for fortælle den gode nyhed.
Det var Anna, der tog telefonen, og hun nærmest skreg af glæde, ganske som hun gjorde for 14 år siden. YEEEAAAHHHH ….
Jeg blev helt rørt over, at en 14-årig spontant udtrykte en så stor glæde over udsigten til at se sine gamle bedsteforældre igen.
Naturligvis er Charlotte i denne sammenhæng udlandsdansker i og med, at hun stadig har dansk statsborgerskab, og snart skal hun ‘hjem’ til Danmark, så de kan besøge forældre og bedsteforældre.
De vil ikke flyve, men tage turen i deres bil. Både Frankrig og Tyskland tillader englændere at rejse i transit, så hurdlerne skulle således være overstået. Detaljerne kommer senere: Kan de få lov at tage en overnatning, eller vil de blive nødt til at tage turen i ét stræk?
Det er småting. Hvis de skal, så gør de det; der er kun små 1600 km, og de er cirka på samme alder som John og jeg havde, da vi i 1999 tog 1900 km fra Condom (det hed byen altså!) i det sydligste Frankrig i ét stræk med kun de nødvendige småpauser undervejs.

Ferien hos os bliver deres sommerferie i år, som de ellers havde regnet med skulle tilbringes i England sammen med de fleste andre englændere.
I stedet kommer de, så det passer med, at de er her når John fylder 75. Det var, ifølge ham selv, den bedste fødselsdagsgave han kunne få. Jeg havde prøvet at lokke ham til at holde en fest, men det har han på intet tidspunkt haft lyst til, og da coronapesten kom og blandede sig i alt, ville jeg ikke gøre mere ved det, så vi havde sådan set indstillet os på, at den skulle ‘fejres’ bare med selskab af os selv.
Nu bliver vi da seks, hvoraf de fem er dem, han helst vil være sammen med, så han er akkurat lige så glad som jeg er.
Så behøver jeg ikke længere at nøjes med at nusle gedekid.
Dette er Marjatta-kid. På institutionens gård, som ligger ikke så langt fra os, har de to gedemødre med hhv. et og to kid gående, og de er overmåde kælne, de små. Den ene hoppede op ad mit ben, mens den logrede med halen som en anden hundehvalp. Den ville bæres. I samme øjeblik den lå i min favn, lagde den sit lille hoved på min skulder og faldt omgående i søvn.
Det var da ikke til at stå for! Den snorksov i fem minutter – lige indtil Ditte begyndte at fotografere, men da nøjedes den med at åbne øjnene en smule; den ville stadig ikke ned igen, det lille pus.
Hos mig ville de helst sove. Hos Peter ville de bare lege.

Jamen det var jo hele tre ting …

Det kan godt betale sig at brokke sig – især hvis man gør det på en sober måde, garneret med lidt humor.
Vi har nu fået to måltidskasser fra Den Grønne Asparges, og indtil videre er vi meget tilfredse. Både med kassernes indhold og med firmaets service.
Man siger, at dårlig omtale kommer ud til mindst ti personer, mens god kun når én. Det vil jeg hermed råde bod på, for jeg er virkelig positivt overrasket.
På kasserne står der, at de skal sættes ved hoveddøren, men begge kasser blev sat i en åben garageport i fuld sol. Det er svært at fange chaufføren når han kommer, for garageporten er ikke synlig inde fra huset.
Jeg skrev til Aspargesen, forklarede dette og spurgte, om det var dem eller mig, der skulle brokke sig til fragtfirmaet, og inden der var gået en time, indløb følgende svar:
“Hej Ellen, 
Det er helt klart en fejl fra chaufførens side. Jeg har meddelt fragtfirmaet at den skal sættes foran hoveddøren. 
Vi vedlægger en flaske vin ved næste levering som en undskyldning. Tak for at I tager jer tid til at skrive.”
DU GOdeste for en service. Jeg var både glad og imponeret, hvilket jeg da også fluks skrev til dem.
Og så kan manden stave, plus at han har helt styr på, at ‘I’ skrives med stort og ‘jer’ med lille. Miraklernes tid er ikke forbi!

Emneskift.
Er den ikke ret fed, denne ‘vandseng’? Sådan en kunne få selv mig, som ellers er voldsomt hydrofob, til at opholde mig i en swimmingpool – jeg bliver næsten helt misundelig – måske især fordi videoen, hvor billedet er klipset fra, er taget i den periode, hvor vi skulle have opholdt os derovre.

Emneskift.
I over 30 år har jeg som svar på mine små hint, når vi nærmer os mors dag, måttet høre John erklære, at “jeg er ikke din mor!”
Han har heller aldrig taget initiativ til, at der kunne komme en lille blomst fra Charlotte (da hun var mindre).
Jeg opgiver aldrig, men bemærkningen kom selvfølgelig igen i år, hvor jeg denne gang for første gang sagde, at “Nej, men jeg er en mor – og det er bare så meget din far, denne bemærkning! Sådan har du hørt din far sige, vil jeg godt vædde på. Men gjorde I børn så selv noget for jeres mor?”
John vil på ingen måder sammenlignes med sin far, som han faktisk ikke brød sig specielt meget om, og mine ord ramte, kunne jeg se.
Jeg fortalte nu for første gang om, hvordan min far hvert år denne dag, så længe jeg kan huske tilbage, kørte til bageren (hvad han ellers aldrig gjorde søndag morgen) og derefter til blomsterhandleren. Hjemme igen purrede han os piger og vi fik i fællesskab frembragt en morgenbakke til mor, så hun kunne få morgenmad på sengen, eftersom mors dag er den dag, hun skal friholdes fra huslige pligter, så vi kæmpede efter bedste evne med at lave alle dagens måltider. Det gik ikke altid lige godt, så mor forbarmede sig oftest over os, men var jo glad for tanken. Da vi var flyttet hjemmefra, fortsatte han traditionen uden assistance fra sine børn.
Vi talte ikke om emnet mere den dag, men i går kom John hjem fra en gåtur og sagde, at han godt ville have lov til at invitere mig på middag ovre på Fjordkroen i aften.
Jeg var åbenlyst forbavset – og glad, naturligvis, men det er normalt mig, der inviterer os ud at spise. Glemt var naturligvis alt om mors dag-snakken for et par uger sigen, så jeg smilede skævt da han sagde, at “det er da i anledning af mors dag – hvad ellers? Men de havde jo ikke åbent på dagen.”
Jeg var længe om at finde nøglen, men bedre sent end aldrig.
I øvrigt har jeg inviteret John på kroophold ved Silkeborg på fars dag …

Noget er som det plejer at være

Hele verden er vendt på hovedet i en grad, ingen havde kunnet forestille sig, men visse ting er ganske som de plejer. Jeg ville så langt hellere have, at verden var normal, og at visse ting ikke var som de plejer at være, fordi dette ‘plejer’ er mit sisyfosarbejde med det forbaskede skvalderkål. Hvert år når jeg i bund – og hvert næste år opdager jeg, at det gjorde jeg ikke alligevel, fordi der dukker et nyt, lysegrønt tæppe frem. Grrrr. Det er fast arbejde, og der er ikke nogen, der kommer og fyrer mig. Desværre, kunne jeg godt sige, og det er altså ikke for at gøre grin med alle de mange, der er blevet arbejdsløse fordi verden er vendt på hovedet. Dem føler jeg virkelig med.

Drivhuset er blevet færdigt. De nåede det i går, de to mænd – med hiv og sving og med kun tre korte pauser. Jørgen kom klokken 8 og tog først hjem igen klokken 16, så han fik ødelagt en hel skærtorsdag, den stakkels mand. Jeg var glad for, at han ikke var på helligdagsbetaling, men havde afgivet tilbud, og han har sikkert bandet over, at han ikke nåede det til 1. april, som han havde lovet. Det var på ingen måde hans skyld, at han ikke nåede det, men han er en flink mand.

Her er John ved at montere de automatiske vinduesåbnere/lukkere. Dem kan man ikke undvære, når man ikke altid er hjemme – og selv om alt tyder på, at vi er det i denne sommer, regner vi ikke med, at det vil være normen fremover!

Chili- og tomatgartneri Toftegaard har åbent på en lukket måde … man kan bestille sine planter over internettet og så komme og hente dem på en aftalt dag – i mit tilfælde på søndag – og når man henter selv (man kan også få dem sendt med fragtmand), kan man ringe på en klokke og via en slags fingersprog (vil jeg tro) og Mobilepay købe de gode plantesække, jeg plejer at bruge.
Det er så dejligt, når forretningsdrivende har mulighed for at finde alternative løsninger, så ikke deres produktion går tabt og forretningen ned.

Det er nu, jeg skal flytte rundt på plantekasser og -baljer og finde ud af, hvordan de forskellige ting skal fordeles, for når der først er 45 liter vand i beholderne, flytter man ikke lige rundt på dem! Til venstre skal der tomater bagerst og basilikum og agurk forrest. Til højre de tre chiliplanter og den ene snackpeber, jeg har købt. Udenfor i hjørnet vil jeg forsøge mig med pralbønner, som har de smukkeste blomster.
Jeg har allerede en del mere i det nye drivhus end i det gamle, men har lige så meget tom gulvplads, som der totalt var før. Cirka … hvor er det FEDT!
Det er lidt af en videnskab at sætte planterne rigtigt i et drivhus, og selv om jeg har læst på lektien og gør som foreskrevet, er det ikke sikkert det virker optimalt for mig alligevel. Jeg forsøgte med forskellige placeringer i det gamle drivhus, og nu skal jeg til at eksperimentere lidt igen. Det gør ikke noget – det går sjældent helt galt, så jeg skal nok få nogle afgrøder ud af det.
Jeg håber bare, at jeg vil være i stand til at holde spindemiderne væk!

Vi så MASSER af nordlys

Vi har simpelthen været mere heldige, end politiet tillader, som min gamle far så ofte sagde: Vi havde én chance og vi bookede turen den 15. november. Ingen kan forudsige vejret så lang tid i forvejen – det kniber som bekendt sommetider med at forudsige det fra den ene dag til den næste. Det var snevejr og dermed overskyet næsten hele tirsdagen, men det klarede en smule op sidst på eftermiddagen; dog ikke nok til, at jeg helt turde tro på, at vi fik lyset at se.
Men det gjorde vi. I en grad, så selv guiden var imponeret; hun sagde, at det var den kraftigste og længstvarende aktivitet hun havde oplevet i denne sæson. Om det passer, ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at vi gik, stod og sad udenfor i ÷11° i over to timer og bare nød det fantastiske skue. Turen skulle egentlig vare nogle timer mere, men vi var blevet nordlysmætte og ville gerne hjem. Nogle frøs vist også en del …
Det voksede og voksede, det lys; fyldte på et tidspunkt tre fjerdedele af himlen – det var vildt.

Jeg vil i dette indlæg kun vise nogle af guidens billeder, for John tog en masse, som endnu er i raw og skal ændres til .jpg, inden jeg kan bruge dem. Guiden sagde, at vi var velkomne til at dele, så ingen copyrights er overskredet her. Når John har ordnet sine, bliver I sandsynligvis totalspammet med nordlysbilleder.

Som det fremgår af billederne, var vi med Pukka Travels. Det er lidt af et sats, når man ikke kender nogen af Tromsøs mange, mange udbydere af nordlys- og andre ture, men for hvad det er værd, kan jeg kun sige, at vi ingen klager har overhovedet. Ingen er herre over vejret, så de kan ikke tage æren for den stjerneklare himmel (det kunne de dog alligevel lidt, for radar og vejrudsigter var nøje studeret inden afgang) og den relativt stærke aktivitet, men alt det andet var (også) upåklageligt.
De havde medbragt en dejlig rensdyrsuppe; de lavede bål direkte på sneen, gravede ‘bænke’ ud og lagde termotæpper på, så vi kunne sidde tørt og varmt. Vi sad der vel ½ time, og vi frøs ikke. Når bålet bygges som på det lille billede (nederst) og tændes oppefra, smelter sneen ikke før bålet er ved at brænde ud. Det var SÅ hyggeligt, var det. Vores lille gruppe bestod af amerikanere (alle fire både søde, slanke og ikke højrøstede!), tre tyskere, en belgier og to danskere.
Tilbage i bilen fik vi varm chokolade (eller te), hvilket var lige, hvad vi trængte til på det tidspunkt.

Som sagt var vi meget heldige. Overordnet er solpletaktiviteten nederst i en bølgedal i disse år, så egentlig var tidspunktet dårligt valgt, men i vores alder planlægger vi ikke flere år frem. “Large magnetic storms are most common during the peak of the eleven-year sunspot cycle or during the three years after that peak.”
Er vi i live og nogenlunde mobile, når der igen kommer et kraftigt soludbrud, kunne vi snildt have lyst til at gentage dette her.
Det er nemlig sådan (nu skuffer vi sikkert mange), at det blotte øje fint ser nordlyset, men ikke så nærmest selvlysende grønt som på de billeder, man altid ser af det. Kameraet kan se det, og det er efter min mening ikke snyd som sådan, for der er ikke manipuleret, blot eksponeret i fire sekunder for at få farverne frem.
Man taler om densitet i forbindelse med nordlys, og der skal en høj densitet (> 7) til, for at øjet kan opfatte det som lysende voldsomt grønt. Eller rødt eller lilla/blåt. Farven er afhængig af, hvor højt oppe i atmosfæren det foregår, og om det er ilt eller kvælstof, der ‘antændes’. Vi oplevede en densitet på bare 3-4, men kunne godt se, at det var grønt, og vi kunne sagtens se, hvordan det hele tiden forandrede og flyttede sig; bølgede og bevægede sig – og oven i købet ‘dansede’, inden det begyndte at aftage og vi satte kursen hjemover mod Tromsø.

Tromsø er et af de bedste steder at besøge for at se nordlys, både fordi det ligger lige midt i nordlysbæltet og fordi det er en hyggelig by, hvor der er en masse man kan foretage sig om dagen, mens man går og venter på mørkets frembrud. Mere om det i et andet indlæg.
Jeg vil hermed aflive den tro, forbavsende mange har: At man kan holde sommerferie i Tromsø eller et hvilket som helst andet sted nord for polarcirklen – og se nordlys. Det kan man IKKE! Man kan jo heller ikke se stjerneskud om dagen, vel? Det skal være mørkt … der er en grund til, at nordlyssæsonen går fra september til marts.

En enestående oplevelse i Muldiverset

Jeg ville ellers have skrevet om den julebasar vi var på i den gamle sukkerfabrik i Stege, men det må vente, for på vejen hjem fik vi en overraskelse af de lidt større.
Vi kørte omkring Jungshoved Kirke og Jungshoved Præstegård (jeg ved ikke om præsten stadig bor der, men det er en B&B). Begge dele ligger temmelig afsides, med godt en kilometer imellem. Må have været ret upraktisk for præsten …
Kirken lå ved en lille anløbsplads – for lille til at kunne kaldes en havn. Vi var der i lidt sol, megen regn og megen blæst (som ikke er taget af; tværtimod!), hvilket gav en dramatisk virkning mellem sludbygerne.

Da vi kørte videre, var der lige pludselig et skilt med Muldiverset. STOP, sagde Ellen – det sted har jeg læst om – vi skal lige ind og kigge.
John anede ikke, hvad det var, og vi trådte ind i en verden, jeg ikke troede var mulig uden for de store byer, og så finder vi den lige her på Jungshoved: En skøn gårdbutik, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer og lidt til, som man slet ikke vidste, man lige stod og manglede. Og mange af varerne kan købes i løs vægt. Olivenolien er i metaltønden på billedet – og se bare alle krydderierne. Jeg var begejstret.

En sød kvinde kom ud i butikken og hilste på. Vi ville gerne starte med at kigge, sagde vi, hvortil hun svarede, at vi bare skulle kigge alt det, vi ville.
Hvis vi var blevet sultne, havde hun da også noget smørrebrød, hvis det skulle være …

Jeg købte nu ikke så meget, men jeg kunne ikke stå for denne pose fra Aurion. Jeg er ikke vild med havregrød, men nu får dette her alternativ en chance. Hvem vil ikke gerne have en flad mave, tøhø … gad vide, hvad æblebananer er? (Det er googlet, så nu ved jeg det godt.)

 
Derudover erhvervede jeg mig kun en tube tandpasta til Aubrey. Han kan ikke fordrage pebermynte, så det er svært at få tandpasta, han kan lide, men de havde en med propolis (og uden pebermyntesmag), som jeg krydser fingre for falder i god jord.

Deres smørrebrød så ualmindelig lækkert ud. ‘Desværre’ var stykkerne ret store, så de to vi hver valgte, var næsten for meget … jeg havde sådan en lyst til at prøve det hele! Det blev til Muldiversets kyllingesalat til os begge, ørredmousse på friskbagt brød til mig og økologisk and med hjemmelavet biodynamisk krydret rødkål til John.
Vi kunne næsten ikke spise det, men det var altså kun, fordi vi ikke kunne få hænderne ned, og så er det svært at spise med kniv og gaffel!
Det hele var supergodt … kyllingesalaten var ganske enkelt the best ever. Jeg fik ikke en opskrift som sådan, men hun remsede alle ingredienserne op, så nu håber jeg, at jeg kan rekonstruere den.

Den store ‘madsal’ har både hyggehjørner og rigtige spiseborde. Vi blev bedt om selv at rydde af efter os, for de “bruger helst kun penge på det vigtigste”, og det er – endnu – ikke en tjener.
Det var ganske enkelt månedens gode oplevelse. Vi skal helt sikkert derud igen, både med Ditte og Peter, som jeg allerede ved vil elske stedet, plus at Englænderne også skal have lov at opleve dette fantastiske sted.
Jeg håber, Muldiverset klarer sig, for det har de sandelig fortjent, men der var da tilsyneladende kunder nok i butikken.

Hun startede med MadMarked i Præstø, som lige var lukket, da vi flyttede derned, men som vi oplevede mange omtale i meget rosende vendinger.
Hun beskriver det selv som indsat herunder. Det var sandelig godt, hun kom ud af sin fosterstilling! Nedenstående er et pluk fra hendes åbningstale fra august. Resten af talen kan findes her.

What’s not to like?

Tjah, what’s not to like? Ikke så meget for tiden. 
Vi kan i hvert fald rigtig godt lide, at Johns svar på de blodprøver han fik taget i går, var ovenud tilfredsstillende. Kolesteroltal ikke forhøjet, blodprocent okay, blodtryk 130/70, og EKG’et var endog pænere, end før han fik blodproppen. Dette sidste kan jeg slet ikke forstå, men eftersom lægen heller ikke kunne give en forklaring, blev vi enige om bare at være glade.

Vi gider heller ikke brokke os over, at SOS International har givet grønt lys til at tage til Grønland. Nu håber vi så bare, at vi virkelig får masser af grønt lys at se deroppe, for nordlys er den direkte årsag til turen. Faktisk den eneste, for hvorfor ellers tage til Kangerlussuaq i november?
Men de sagde altså okay til fuld dækning, og det har vi fået skriftligt. På sin vis er Grønland jo Danmark og derfor bare en af regionerne, og der ville da heller ikke være problemer i tilfælde af lægebesøg eller sågar hospitalsindlæggelse deroppe, men oven i det kunne fx komme forlænget ophold og udskudt hjemrejse, og så kunne det godt gå hen og blive kritisk uden forsikringsdækning.
Lægen er ikke bekymret, SOS er ikke bekymret, John er ikke bekymret – alle er glade.

Det er også i orden, når man (læs: John) for en sjælden gangs skyld selv kan lave noget på bilen, så der kan spares værkstedspenge.
Døren i førersiden knagede og larmede og lød i det hele taget som om den var tæt på at falde af, hver gang man åbnede eller lukkede den. Der skulle nok en ny dims i, hvilket ville koste 1000-1200 kroner på værkstedet. Dimsen alene koster 300 kroner. John kiggede på det for at se, om det var noget han selv kunne skifte – og strammede et eller andet, der var gået løs. Det var det! John var glad.

Min forbedrede systue skulle indvies. Ditte kommer i næste uge, hvor vi skal afholde syseminar. Kalder vi det … hun skal lære at sy tasker, og selv om jeg tror, hun sagtens selv kan finde ud af det, er det bare enormt hyggeligt at gå to sammen, mens man arbejder på projekterne.
Jeg har sat et ekstra bord op, således at der nu er et sybord med god plads til to symaskiner, plus et stort klippe/skærebord, så det skulle ikke blive nødvendigt at skulle gå og vente på at kunne komme til det ene eller det andet. Jeg er glad.

So what is not to like?
At jeg efter at have syet lynlåsen i, hvilket i forvejen ikke ligefrem er min yndlingsbeskæftigelse, opdagede, at jeg havde vendt op og ned på det ene stykke. Der blev godt nok råbt højt med ikke helt pæne ord – jeg havde både nået at sy lynlåsen fast og sy stikningen langs kanten inden fadæsen gik op for mig, og hvis jeg ikke bryder mig om at sy lynlåse i, bryder jeg mig endnu mindre om at pille dem af igen! Øv, men her var kun én vej frem, og det var tilbage.
Resultatet blev dog okay, så jeg er glad igen.

Og hvad får du så tiden til at gå med?

“Kan du få tiden til at slå til?” Eller “Og hvad får du så tiden til at gå med?” Eller “Savner du aldrig dit arbejde?”
Alle tre sætninger, jeg sommetider hører, når jeg møder både nye personer og nogle jeg kender (fx gamle kolleger), men ikke er decideret venner eller i familie med. Disse to grupper ved udmærket, at jeg aldrig keder mig. Jeg har nemlig slet ikke tid nok. Jeg har faktisk ALT for lidt tid, har jeg.
Tænk, jeg troede virkelig, at jeg, trods det, at jeg glædede mig meget til at jobstoppe, ville finde tiden lidt lang, bare en gang imellem.
Det gør jeg ikke – meget tværtimod.
Okay. Hvis sandheden skal frem, er en del af årsagen måske, at jeg har skruet lidt ned for tempoet.
Men kun lidt, naturligvis. Og det er naturligvis også kun en del af årsagen.
Hvornår får jeg tid nok, mon?
Hvad jeg heller ikke forstår er hvordan jeg dengang overhovedet havde tid til at arbejde – og oven i købet med en hulens lang transporttid – for bortset fra plantefarvningen har jeg gang i de samme interesser og laver stort set de samme ting som jeg har gjort i mange, mange år, såsom at sylte (relativt sæsonbetonet), affodre familien, sy, strikke og læse. Jeg har dog, i modsætning til i de arbejdsramte tider, anskaffet mig en have, der skal passes. Vi holder måske også lidt mere ferie end tidligere.  
Men alligevel …

Og hvad vil jeg så med dette? Jeg vil såmænd bare sige, at jeg stadig synes det er FEDT at være pensionist.
Jeg så frem til det i de sidste 10 år af mit arbejdsliv, og det var (siger det lige igenigen) ikke fordi, jeg ikke kunne lide mit arbejde og da slet ikke fordi jeg havde dårlige kolleger eller en dårlig chef, men ganske enkelt fordi der var så mange ting, jeg glædede mig voldsomt til at få mere tid til.
Og fik jeg så det? Teoretisk: masser. 70 timer hver eneste uge, hvis jeg regner transporttiden med.
Føles det sådan? Nix. For jeg mangler tid, gør jeg.

Da vi kom hjem i tirsdags, havde det søde, ældre par i nr. 1 sat en kasse pærer til os. Der var fem kilo, hvilket vi absolut ikke kunne nå at spise, så jeg måtte for første gang i mit liv ud i at forsøge mig med henkogning af pærer. Min mor henkogte tonsvis af pærer, og i de sidste små 20 år af sit liv lavede hun med ikke særlig lange mellemrum pærevælling til Charlotte. Bare nævn ordet ‘pærevælling’ til hende, og hun får et saligt glimt i øjnene – mormors pærevælling var bare det allerbedste, hun vidste, og hun elskede at komme på gården og blive forkælet med denne, for de fleste af os, underlige ret.
Nu har jeg så henkogt pærer, og jeg tager et par glas med til Jylland, når vi skal være sammen med englænderne derovre om tre uger.
Det bliver spændende om: 1) Jeg overhovedet kan finde ud af at lave pærevælling, men hvis ja til det, så 2) Er det i virkeligheden mest lyse og glade barndomsminder for C, eller smager det hende stadigvæk? 3) Vil Tim og børnene kunne lide det, eller er min skønne datter også på dette punkt temmelig enestående?
Om ikke andet, kan jeg bruge nogle af dem til at lave Pærer Belle Helene; så bliver i hvert fald John, Aubrey og Tim glade. Såmænd også Charlotte.
Det er vist en rigtig 70’er-dessert, er det ikke? Eller skal vi op i 80’erne?

Årets første!

Endelig.
Endelig kom den.
Årets første rigtige forårsdag.
Og årets første udelufttørrede vasketøj.
Temperaturen rundede de 15° i går, og solen skinnede næsten hele dagen.
Jeg indledte dagen med at vaske sengetøjet og hænge det ud i blæsten og solen – det er næsten et halvt år siden det sidst er sket, så det kunne kun gå for langsomt. Ja … det er altså ikke et halvt år siden, sengetøjet blev vasket …

Det nåede at tørre helt udenfor, så det var lige før jeg havde lyst til at gå i seng klokken 20, for der findes ikke ret meget, der er bedre end at stikke næsen i vasketøj, der lige er hevet ind fra tørresnoren.
I dag går turen til Sverige for første gang siden vi var der lige efter nytår – helt uhørt fra vores side, at der går så lang tid, men vi må jo nok indrømme, at motivationen er dalende, efter huset er sat til salg.
Nu skal det dog være; den første eftermiddag og aften bliver tilbragt hos Inge og Hasse, som er oppe i deres svenskerhus, men det gør jo ikke sverigesturen ringere – tværtimod.
Jeg er glad.

En fantastisk skole

Tirsdag klokken 14 var der et musikshow i underskolen, hvor Aubrey går på sidste år, inden han starter i secondary school, hvor Anna går nu. Tim tog på arbejde, og C skaffede en ekstra billet, så både John og jeg kunne komme med. Da vi kom, var der en kvinde i gang med at dirigere nogle kanonsyngende børn (ikke kaNON, men KAnon). Det var musiklæreren, som “er skøn” ifølge Charlotte. Jeg må da også sige, at vi var særdeles imponerede over, hvad hun kunne få børn helt ned til 5-6 år til. Det er altid sødt, når små børn gør deres bedste, men her var det bedste rigtig godt, mens man samtidig ikke var et sekund i tvivl om, at ungerne havde en fest med at gøre det, de hver især nu gjorde. Det er alt sammen frivilligt, hvorfor vi også kun så Aubie deltage i koret til afslutningen, hvor samtlige 5. og 6.-årgangsklasser deltog, for sådan noget gider han absolut ikke, hvilket vist også tydeligt fremgår af hans ansigtsudtryk.

Så var det en noget gladere og stoltere dreng vi så, da børnene efter showet skulle vise forældre og bedsteforældre de respektive klasselokaler.

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad mange mener om skoleuniformer, men mormor her er altså ret stolt af sin søde, lille, store og dejlige gentleman.
Mormor her er dog også meget, meget glad for at se, hvad den skole har gjort for især Aubrey. Anna har ingen problemer, men elsker alligevel den nye skole, og Aubie er jo svært ordblind, hvilket på ingen måde forhindrer ham i at være hurtig i replikken, men så snart han skal skrive noget, går han nærmest helt i sort.
Skolen har det princip, at det stadig, selv i vore elektroniske tider, er vigtigt at lære at skrive i hånden, men indrømmer, at de en sjælden gang gør en undtagelse. Aubrey er en af dem. De lærer ham blindskrift på et tastatur, for de mener, at så skal han i det mindste kunne skrive lynhurtigt på den måde i stedet for. Drengen er glad og går til den med omhu og entusiasme.
Læreren kapitulerede, efter hun engang sagde til ham, at nu skulle han ikke skrive denne opgave, men i stedet diktere til hende, hvad han ville have skrevet, hvis han havde kunnet.
Det gjorde han, og læreren havde bare tænkt WOW! Den dreng skal ikke hindres, bare fordi han har svært ved at lære at stave og skrive.
Han er blomstret op på den skole i en grad, jeg ikke havde troet mulig. Hans selvtillid vokser og vokser, hvor den i den gamle skole blev pillet mere og mere af ham, fordi der ikke var for fem øre forståelse for hans handicap, hvilket fik alle til at tro, at han var dum. Jeg kunne have kvalt den lærer!
Han er ikke dum, og han elsker alle naturfag i en grad, der får lærerne til at bemærke hans store glæde ved at lære. Han lytter mere intenst, fordi han har svært ved at læse sig til det, og sommetider er han helt skæv i hovedet, fordi han ikke vil gå glip af nogen af ordene. 
Den skole er bare det bedste, forældrene har gjort, ikke kun for ham, men også for Anna. Den er måske nok dyr, men hvordan kan man gøre hele denne store forskel for børnene op i penge? Svaret er, at det kan man ikke.
Mens vi ventede på, at Anna skulle få fri, gik vi på pub, hvor nogen fik kaffe og andre fik en stor isdessert oven på dagens korprøvelser.

Jeg – en heldig kvinde

Atter en gang må jeg konstatere, at jeg er en privilegeret (nej, IKKE priviligeret – tænk på, at det hedder et privilegium) kvinde at være gift med en mand, der har skruet hænderne rigtigt på. Så rigtigt, at han kan skrue tingene sammen på den rigtige måde.
Så rigtigt, at han sætter i gang nærmest omgående, når jeg pipper op om ønsker om ting, der kunne være rare at have, virke bedre eller på anden måde blive optimeret.
Det allerbedste er, at han ikke sukker dybt eller opgivende, himmelvender øjnene eller på anden måde kommer med mere eller mindre fine hentydninger til, at jeg er krævende. Faktisk kan han rigtig godt lidt at få den slags større eller mindre udfordringer – også i denne mørketid, hvor der ikke er så meget andet at tage fat på udendørs.
Vi har et lille rum med 3¼ væg og et halvtag lige ved siden af køkkendøren. Derinde hænger der haveredskaber og der står et plantebord, som den forrige ejer lod stå. Han lod virkelig meget stå af alskens art, men dette var helt fint. Jeg har brugt det til potter og potteskjulere, men efter jeg har taget plantefarvning op, har jeg også brugt det til gryderne, fadet, spandene og de øvrige redskaber, der er blevet dedikeret til dette formål.
Det vil sige, at der efterhånden skulle være dobbelt så meget på den samme plads. Det kunne kun gå galt, og de sidste gange har jeg været virkelig irriteret over at skulle flytte rundt på en masse, hvis jeg havde brug for et eller andet.
Det der ‘et eller andet’ var nemlig på forunderlig vis, helt af sig selv, altid kravlet underst eller bagerst.
Mærkeligt, ikke? Selv om jeg satte det øverst, befandt det sig nederst næste gang jeg skulle bruge det …
I aftes sagde jeg til John, at jeg godt kunne tænke mig at få to hylder derude. Lidt smallere end bordet, men brede nok til, at alle potterne og skjulerne kan stå der, således at jeg kan bruge bordet til plantefarvningstingene.
De er sat op! Det tog ikke manden lang tid at finde de fornødne materialer frem og få den lille sag bragt i orden. Plus et lodret bræt, hvor jeg kan skrue kroge i efter behov til planteskeer og lignende.
Perfekt.
Det tog mig fem minutter at rydde op derude – lige nu er der oven i købet plads tilovers, men kender jeg mig ret, varer det ikke så længe, før det hele er 100 % udnyttet.

Hvis jeg stadig var på arbejdsmarkedet …

Hvis jeg stadig var på arbejdsmarkedet, kun havde mine 5-6 ugers ferie om året og skulle bruge et par stykker af dem på at leje et hus et eller andet sted og bare nyde livet, ville jeg synes, det var fuldstændig fantastisk, hvis vi havde fundet lige præcis et sted som dette her.
(De sidste arbejdsår havde jeg godt nok otte ugers ferie om året, men jeg betalte selv de sidste to. Det var for også at kunne få tid nok til at rejse til England og til at kunne holde fri, når de var i Danmark.)

Vi har overhovedet ikke ord for, hvor meget vi nyder at sidde oppe i shelteret – vi sidder her om morgenen, vi sidder her om formiddagen, til frokost, om eftermiddagen, og vi sidder her og spiser aftensmaden. Vi nyder det i en grad, jeg slet, slet ikke har ord til at kunne udtrykke.
Det lyder måske som om vi sidder der hele dagen, men det gør vi så ikke – det er hver gang vi synes vi lige har brug for en pause, vi sætter os heroppe. Det er derfor alt lige fra morgenteen over frokostvandet og eftermiddagskaffen til vinen om aftenen, at vi sidder her og fortæller hinanden, hvor sindssygt privilegerede og heldige vi er at have fundet sådan et vidunderligt sted at tilbringe vores otium.

Jeg ved godt, at dette lyder alt for meget som praleri, men sådan er det ikke ment.
Det er udtryk for en glæde, en taknemmelighed, en følelse af ydmyghed … dette sidste fordi vi ikke havde fundet det, hvis ikke jeg havde haft brystkræft.
Det har jeg også nævnt før, er jeg sikker på … men er det da ikke fantastisk, som livet nogle gange kan servere noget for os midt i al elendigheden, men som man bare bliver overlykkelig for, når elendigheden ender med ikke at være så elendig endda?
Jeg vågner om morgenen, kigger ud på fjorden og tænker, at nu ligger der endnu en hel, lang og skøn dag foran mig … hvad skal jeg bruge den til?
Se, lige præcis, at man overhovedet kan stille dette spørgsmål, er et sikkert tegn på, at man ikke længere har et lønnet arbejde, ikke længere hænger i en klokkestreng eller har kedelige og mere eller mindre stressende deadlines, ikke har referater, der skal skrives, tekster, der skal oversættes eller korrekturlæses eller brande der skal slukkes …
Jeg kan vågne, når mit system har lyst til at vågne, og jeg kan bruge tid på at overveje, hvordan jeg ønsker at bruge dagen.
Det er bare SÅ … fuldstændig … vidunderligt …

Spændingen stiger – pilotforsøget blev en succes

I dag puttede jeg en blanding af cirka 200 gram af henholdsvis gul snerre og hasselblade i den store gryde. Oveni med et fed garn (godt 100 g) og koge op. Det begyndte næsten øjeblikkeligt at tage farve, så jeg stod og hoppede af begejstring som et lille barn og kaldte på John: SE!!! Det virker!!!
Og hvor længe skal det så ligge der og søppe, mon? En time? Natten over? Da der var gået en time, var det ikke blevet mere farvet de sidste tredve minutter, så jeg hev det op. Gad vide, om varigheden har noget at gøre med holdbarheden af farven? Hvor er der meget, jeg ikke ved endnu, men:
Fantastisk farve!
John grinede: Du kan da normalt ikke lide den farve? Nej, men nu har jeg selv lavet den, og så er det noget helt andet! Den er flot!

Da det havde stået et kvarters tid, kom Den lille Kemiker op i mig: Alkohol er normalt godt til at ekstrahere med, så jeg plumsede et par deciliter husholdningssprit i suppen, og jeg synes det virkede; at farven blev en smule mere intens og klar (sidste billede i grydeserien herover).
Det er typisk, at jeg skal begynde at eksperimentere allerede i første forsøg – jeg har ingen steder læst noget om, hvorvidt man kan forbedre resultatet med ethanol, men nu tror jeg allerede på det …

Så er der noget med første og andet bad. Og måske tredje og fjerde. Det er for at udnytte farvebadet mest muligt, og samtidig får man de smukkeste tone-i-tone-farver, så i med næste fed. Det tog også farve øjeblikkeligt. Hængt op ved siden af førstebadsfeddet kan man godt se forskel, men den er ikke så stor, som jeg havde forventet. Så gik jeg ind og hentede nogle minirester naturfarvet Arwettagarn og smed i gryden, med resultatet herunder til følge. Det fik kun et kvarters tid, og det var ikke engang bejdset.
Et tredje fed kom i gryden – efter at have fjernet alle plantedelene fra suppen. Det blev stadig fint farvet; faktisk en smule mørkere end arwettagarnet, men det var som sagt også ubejdset.
Jeg kom eddike i tredje og sidste hold skyllevand, men ved ikke, om jeg har brugt nok. Hvor meget skal der til at fiksere farven, mon?

Mor er ikke skuffet. På ingen måde. Mor er meget, meget [selv]tilfreds. Der kan komme nogle gode futter ud af dette garn, selv om det er vildt ujævnt spundet – det var jo de allerførste, forkrampede forsøg med den disciplin, men nu bliver garnet brugt.
Jeg vil vove den påstand, at forholdet 4:1 mellem plante og garn i dette tilfælde var for meget – jeg er ret sikker på, at den mængde kunne have trukket 200, måske 300 gram garn med samme intense farveresultat efter første bad.
Holddaop, det er sjovt, dette her.

Report from the Command Bunker

Børnenes Base Camp bliver konstant ud- og forbedret. De har sparet sammen, og med lidt supplering fra forældrene er der købt tykkere og derfor mere holdbare pressinger og nogle camouflagenet, så lejren bliver mindre synlig – en af beboerne i landsbyen (som kun er hjemme hver anden weekend!) synes, den er meget lidt køn at se på. Han er en sur stodder for at sige det rent ud, for der er omkring 250 meter ned til campen, så det må være temmelig begrænset, hvad den kan genere … den er svær at få øje på, selv uden camouflagen, ikke? (Billedet herunder, taget fra enden af deres store, ‘rigtige’ have). Han kan ikke engang høre dem, når de leger dernede. Han har også prøvet at nedlægge veto mod den swimmingpool, de snart begynder at bygge, men den slags brok kom han ikke igennem med, for man har lov til at larme på egen grund og i egen have.
Det er faktisk heller ikke for Hr. Suresens skyld, at camouflagenettene er sat op, men fordi børnene syntes, det kunne være sjovt, hvis lejren var mere eller mindre usynlig.

 

Der er plantet lavendler på hver side af indgangen; der er lagt kartofler og der er sået bønner og ærter, så der i løbet af sommeren forventes at komme et fødevarelager. Anna har plantet lidt blomster hist og pist.
Der er gravet bålsteder og der er anlagt små damme, hvorfra de følger tudsers udvikling fra æg til voksen – der var en, der havde lagt æg for ganske nylig, så børnene holder hele tiden øje med, at det ikke tørrer ud … det er der så ikke så stor risiko for med det vejr, de holder sig for øjeblikket …

Det var børnene, der spurgte, om ikke jeg ville blogge om deres Base Camp, og selvfølgelig ville jeg det – de er umådelig stolte af den og glade for den.
På vejen tilbage til huset viste Aubrey mig en sti og fortalte, at den visse steder er svær at forcere (hvilket jeg ikke havde spor svært ved at tro på), men de har skåret sig en hemmelig vej, der fører til et rigt brombærkrat “…hvor bærrene er ekstra store og saftige. Men den sti må du ikke tage billeder af og vise på bloggen, mormor, for ingen andre end os må vide, hvor den er!”
Jamen det skal sandelig ikke være mig, der afslører den hemmelighed, så ingen billeder af den svært tilgængelige sti!

To gange trætte rygge

Endelig nåede temperaturen op på et tocifret tal … også kun lige, men det har føltes herligt og varmt, for solen har skinnet stort set hele dagen – undtagen i 10 sekunder, da jeg ville tage et før-billede med udsigt.
Jeg har været ude hele dagen. Krydderurtebedet er reetableret og jeg har fået sat skik på endnu en kant ved at lægge sten og fylde lidt ekstra jord på bag dem. Der viste sig at ligge en masse dertil velegnede sten under den store ene, som måtte lade livet, så shelteret kunne være der. Jeg er ikke god til at få stukket kanterne lige (som i gider faktisk ikke sådan noget), så det bliver aldrig gjort. Nu bliver det til gengæld svært at slå græs helt inde mod stenene, men alt med græsslåning er ikke mit bord, hehe.
Der skal snart købes stauder, for der er plads til flere nu, hvor jeg har udvidet bedet en anelse og flyttet lidt rundt på nogle af de bestående.

Det er vigtigt, at dette bed bliver pænt og indbydende, for man kan se det fra terrassen, når man sidder oppe på den og stornyder livet, det nye shelter og den vidunderlige udsigt over Præstø Fjord. Vi drak eftermiddagskaffen deroppe for første gang i år … skønt, skønt, skønt.
Når man ser vejledninger for stauder, skal man plante dem med en afstand, der får dem til at råbe til hinanden de første år. Når man så studerer haveblade, vil der være mange, både professionelle og amatører, der siger, at de planter tæt, tæt, tæt, hvilket da også ser meget bedre ud – også når planterne begynder at flyde lidt ind i hinanden. Jeg har, som den novice jeg er, hidtil rettet mig efter autoriteterne, men jeg tror jeg fremover vil plante dem så tæt, som det næsten kan lade sig gøre og så senere tynde lidt ud i dem – det værste der kan ske er, at jeg om få år kan gøre nogle glade med lidt stiklinger eller aflæggere eller hvad det nu hedder i staudeterminologien.

Shelteret er stort set færdigt – det, der mangler, kan man ikke se fra denne side, men det er tagrenden bagved, så jeg kan få samlet regnvand op igen. Holddaop, hvor brugte jeg meget vand sidste sommer til havevanding. Det er for fjollet og det er spild af vandværksvand, men man kan ikke samle regnvand op, når man har stråtag.
Jeg kan godt se nogle hængende blomsterkrukker for mit indre øje; det vil bløde lidt op på al firkantetheden. Jeg glæder mig til næste år, hvor vi må male det drivtømmerfarvet. Trykimprægneret træ må først males efter et år, men hvad nu, hvis det allerede har ligget et år i trælasthandelen? Sådan noget får man ikke John til at spørge om …
Der er nu to ømme rygge i familien Nielsen, men det vi har nået i dag, er det hele værd.

PS: Jeg har ringet til entreprenørfirmaet og fortalt ejeren, hvor glade vi var for kvaliteten af det udførte arbejde.

Base Camp – et børneparadis

Overordnet set havde vi vist så godt vejr i England i julen, som man overhovedet kunne have. Det dårligste vejr havde vi faktisk den dag, vi kørte den smukke tur til Manor Farm. Murphy strikes again …
Stormen, som hed Urd i Danmark, hed Barbara i England, men den var værst i Skotland; hvor vi var, var det et slemt blæsevejr d. 23. men kunne på ingen måde kaldes for en storm. Det var dog slemt nok til at genere børnenes Base Camp lidt – den havde blæst noget af den ellers tykke og tunge presenning ud af position, så noget af indmaden i ‘hovedhuset’ var blevet vådt.

Lejren med lejrbål og ‘udhuse’ (workshops) ligger nederst på græsmarken. Langs denne løber en grøft, som der kun er er vand i, hvis det virkelig har regnet meget, og som derfor er god at lege i resten af tiden. Herunder ses til venstre nedgangen til deres clay mine og til højre ses træet, der meget venligt har lagt det meste af sin tykke stamme ned, så den kan bruges som bro.

To af dagene vi var der, var det så godt vejr, at vi stort set ikke så børnene; de opholdt sig i lejren, hvor de tændte bål og selv lavede deres frokost, som bestod af bålbrændte kartofler, kogt pasta, opvarmede baked beans og lidt pølser på spid. Den ene dag kom de først ind, da der blev kaldt på dem via deres walkie-talkies, som de fik sidste jul, for lejren befinder sig så langt væk fra huset, at man ikke kan råbe dem op – da var klokken 18 og det havde været mørkt længe, men det blev det kun mere hyggeligt af, og de havde taget pandelygter på begge to, så de kunne finde stien tilbage til huset.

Jeg husker godt dette eventyrlige liv. Jeg havde det selv på gården, hvor næsten al min tid, når vejret var til det, foregik i det, vi kaldte Den gamle Have. Der lå også et hus, da jeg var barn; min far kunne huske det havde været beboet, men det var længe siden, da jeg begyndte at lege der. Det var lerklinet, og med årene faldt det helt sammen. Jeg fik hele denne udvikling – eller måske afvikling – med, for jeg husker tydeligt det forladte hus med en forsømt, men rigtig have, en brostensbelagt gårdsplads med brønd og en lille staldbygning. Det hele faldt efterhånden sammen, haven fik lov til at gro helt til, og det var naturligvis et fantastisk sted for os unger at lege. Min farfar købte husmandsstedets jord, allerede mens det var beboet, hvilket er forklaringen på, at Den gamle Have hørte til gården.  
Jeg tændte et hav af bål og utallige er de mere eller mindre forkullede kartofler, jeg har spist i Den gamle Have. Det var mit livs bedste kartofter, uanset hvor sorte de var udenpå eller hvor halvrå de var i midten.
Jeg klatrede op i de højeste træer, jeg byggede huler og jeg kæmpede mig igennem ‘junglen’. Det var et rent eventyrliv.

Så jo, jeg forstår så glimrende hvorfor ungerne ikke er til at drive væk fra deres lejr, og hvorfor de går så højt op i at dyrke deres tribal life.
De glæder sig i øvrigt helt vildt til at komme med på safari til sommer – jeg tror de har den helt rigtige alder til denne oplevelse.

Nu skal jeg kun sove én gang til …

Nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi tager til England. Og det bliver ikke engang ret længe, for vi skal op klokken 04, hvilket er forholdsvis tidligt for sådan en som mig. Ja, selv for sådan en som John.
Vi sætter altid to vækkeure, for hvis jeg skulle nævne noget af det allermest ærgerlige her i verden, så må det at sove over sig, når man skal nå en flyver, komme meget tæt på en førsteplads.
Ikke at jeg har prøvet det, men lige her ønsker jeg på ingen måde, at der nogensinde kommer en første gang.

Det flasker sig alt sammen – begge børnene og deres mor er endelig blevet raske efter tre uger i alt med at skiftes til at være syge. Ikke voldsomt for Charlottes vedkommende, heldigvis, men begge ungerne rundede de 40 i feber. Nu skal de bare vænnes til at spise igen – de indtog stort set ikke andet end væske i over en uge, så der skal ingenting til, før de føler sig mætte – med det resultat, at de er sultne igen efter en time … der er vist ikke meget andet at gøre end at fodre dem med korte mellemrum.

Jeg fik plads til alle tingene, vi skal have med derover. Næste gang tager vi altså bilen! Også selv om Murphy siger, at så bliver det snestorm … der er bare ikke rigtig nogen vejrudsigter, der troværdigt rækker et par måneder frem i tiden, så det er lidt svært at vide i oktober, hvad der vil være smartest i december.
Min kuffert vejede 23,0 kilo, så jeg lodsede et par tunge ting over til John – sæt nu, at lufthavnens og min vægt ikke er helt enige. John brokkede sig ellers lidt, for hans kuffert er mindre end min … jeg har slet ikke pakket mine skjorter endnu, og min toilettaske skal også være der!
Ikke  noget problem, svarede jeg, jeg kan have et par af dine skjorter, for jeg har plads, men ikke vægt til overs.

De sidste ting er afklaret pr. telefon i dag, såsom:
Forventes der, at vi har gaver med til de fire små børn, vi skal være sammen med 1. juledag? (Nej.)
Skal John have slips og jakkesæt på, eller kan en pæn trøje gøre det? (Det første er bedst; det andet sikkert okay.)
Kunne du skaffe kirsebærsovs? (Ja.)
Drikker Graham whisky? (Graham er Tims onkel og værten 1. juledag. Vi vil have noget med til både vært og værtinde. Svaret var ja, men whiskyen køber vi i England.)
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn? Jeg kan nemlig udmærket huske hvordan det var at være et lille barn og glæde sig meget.
Er det godt eller skidt? Skal vi ikke bare sige, at det er godt?

Jeg vil leve evigt. Men kun her – ellers er det ligemeget

I formiddags erklærede jeg højtideligt, at jeg lige havde besluttet mig for at leve evigt. Lige præcis her i den Stråtækte med den vidunderlige have. Og helst også sammen med John. Han kiggede på mig med dyb alvor i blikket og spurgte: “Kan man det? Bare sådan beslutte det?”, og jeg svarede, at det vel kun var et spørgsmål om tilstrækkelig vilje. Så var han med på ideen.
Nu har vi fået 23 mm regn, solen skinner igen og vi har været i haven – ikke kun for at fjerne lidt ukrudt mens jorden er våd og nem at arbejde med, men også for at fotografere det hele igennem, ganske som jeg har gjort før. Så nu er der billedspam!

Jeg ville så gerne vide, hvad det er for roser, jeg har. Både den øverste, som der er syv buske af, og den nederste (de to nederste billeder er af den samme rosenbusk; blomsten ændrer farve, efterhånden som den ‘modnes’), dufter nærmest bedøvende, især nu, hvor de er fugtige.
Jeg har prøvet at billedgoogle, men der er alt for mange, der ligner, så jeg kan umuligt med sikkerhed bestemme dem. Den øverste ligner David Austen-rosen Barbara, især fordi dens knopper er gullige, men …
Nå pyt … jeg kan jo nyde dem, selv om de forbliver anonyme.

Timian har vi til overflod, og lige nu blomstrer den. Jeg tror i hvert fald, at det er timian – duften ligner, selv om den godt kunne være lidt kraftigere. Er der noget, der ligner timian, men som ikke er det?

Timian igen – valmuer – æblemynte – katost – et drivhus – en fjord – en bænk, så man kan sidde og falde i staver over livet og hvor skønt det er.

Spredt over et par timer i løbet af formiddagen kom der et par store skoleklasser gående langs fjorden. På et tidspunkt blev de meget, meget våde meget, meget hurtigt, de stakkels unge mennesker. Det havde ellers holdt tørt siden engang i nat, men de sidste syv mm regn faldt i løbet af ingen tid.
En af smågrupperne havde sørget for at være sikre på ikke at opleve naturskønheden hernede; en ung gut bar på et musikanlæg, der, trods sin ringe størrelse, kunne (og også næsten gjorde) spille en middelstor bypark op. Når musikken er så høj, så skal man også tale virkelig højt for at blive hørt. Det gik de så og øvede sig på.
Jeg er ikke forarget, bare forundret … men de hyggede sig på deres måde, og fred være med det. Jeg foretrækker fuglenes lyde.

Hvor var det dog godt, jeg fik kræft

Tænk, at man skulle nå til at sige sådan, og jeg kan jo også sagtens komme med så fjollet en bemærkning, nu hvor jeg er erklæret rask, men hvis ikke jeg havde fået brystkræft, så havde vi ikke opdaget Den Stråtækte og så havde jeg nok ikke lært at nyde livet i så voldsom grad, som jeg gør.
Det er godt nok pragtfuldt og perfekt at være jobstoppet, men jeg er sikker på, at den alvorlige, men nu forhåbentlig overståede sygdom har en stor andel i min livsglæde.
Jeg manglede et par småting og dagens cykletur gik derfor til Præstø. Det var et aldeles pragtfuldt vejr, og jeg kunne slet ikke lade være med at smile … faktisk hele vejen, så jeg blev helt øm i kæberne af alt det smileri.
Jeg nyder hver eneste dag så meget, at det næsten gør helt ondt indeni en gang imellem. Det kan vist bedst sammenlignes med følelsen man får, når man kigger på sit barn (eller barnebarn) og spørger sig selv, hvordan man har båret sig ad med at frembringe noget så perfekt. 
Jeg vil ikke sige, at jeg nyder hver dag, som var det den sidste, for hvis jeg vidste det var min sidste dag, ville jeg ikke kunne nyde noget som helst!
Men jeg er umanerligt glad og føler mig som jordens mest privilegerede menneske, fordi jeg er rask, fordi jeg bor hvor jeg bor og fordi jeg har en dejlig mand, som siger det samme som mig – “hvad har vi dog gjort, siden vi er så heldige at finde sådan et sted at bo?”

Orkideer har vi oven i købet også. Jeg opdagede dem i dag; de bor nede på strandengene i bunden af fjorden. Masser, masser, masser af dem. Majgøgeurt er jeg kommet frem til, at det må være. Den er vist ikke specielt sjælden, men det er ikke en blomst jeg er vant til at se, så for mig var det noget særligt at få øje på den.
Billederne blev desværre uskarpe, for jeg blev nødt til at bruge kraftig zoom, da der er sat elektrisk hegn op så højt, at jeg ikke kan skræve over det – ej heller kravle under, for der er hele fire tråde, så jeg måtte nøjes med at nyde synet lidt på afstand.
Heldigvis er der ikke sat kvæg ud på netop den mark endnu – det ville da også være synd, hvis de skulle trampe alle de smukke orkideer ned.

Nu vil nogle af jer måske spørge, at hvis jeg går rundt og er så pokkers glad altid, hvorfor brokker jeg mig så over alt muligt? Dårlig stavning og grammatik, tåbelige politikere (dog ikke så meget her på bloggen – den skal forestille at være relativt upolitisk), og meget andet. Jamen det er simpelthen en del af min livsstil, tror jeg … jeg elsker at brokke mig!

Lidt lige som en hypokonder: Han har det også kun godt, når han har det skidt.