Hos Mommer

15. april 2014

Svend Gønges land og hule

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

I dag så vejret væsentlig bedre ud end i går, selv om det viste sig at blæse en del, da vi kom udenfor.
Men pyt – himlen var høj og blå; overtøjet blev tilpasset, og efter den strålende behandling gik turen mod Jungshoved, en østsjællandsk halvø, som de fleste danskere nok kender fra historien om Gøngehøvdingen.

Jungshoved med position for Svend Gønges Hule
Jungshoved med position for Svend Gønges Hule

Vi kørte rundt på de små veje på Jungshoved – området mindede os lidt om Løjtland i Sønderjylland: Et karakteristisk og smukt kuperet terræn med virkelig smalle veje – jeg var glad for, at vi stort set ikke mødte andre biler – og slet ingen lastbiler.

P1000552

Jættestuen herover bliver kaldt Svend Gønges Hule. Om han virkelig brugte den, er nok mere en god historie end noget andet, men en kendsgerning er det, at den er omkring 5200 år gammel og stammer fra Tragtbægerkulturen, som i lertøjsudsmykning gjorde de gamle grækere kunsten fint efter.

P1000545

Inden vi nåede til skoven med jættestuen, var vi oppe ved Maderne, hvor vi så en hel flok havterner. Jeg skal på ingen måde antyde, at jeg er fugleklog, men selv jeg kunne på en pæn afstand se, at det ikke var måger. Vingerne var smallere og så mere elegante ud.
Apropos fugle, så synes jeg, at den gamle pil (poppel?) herover har noget påfugleagtigt over sig.

Bøgetræer ved Jungshoved

Vi gik gennem skoven til ‘hulen’ og langs stranden tilbage til bilen. Jeg har altså noget med nøgne eller døde træer – jeg er helt vild med deres silhuetter.
Bøgetræerne her ved stranden troede jeg måtte være lige så gamle som Svend Gønge ville have været, hvis han havde overlevet til i dag, men en googling efter hjemkomst fortalte mig, at de sjældent bliver mere end 300 år, så den holdt desværre ikke. De allerældste er dog omkring 400 år og gror på kalkbund på Møn, som ligger tæt på Jungshoved, så måske alligevel …
I øvrigt så vi her det samme fænomen, som jeg hvert år omkring ved denne tid undrede mig over på vejen til mit arbejde: At ét bøgetræ kunne være sprunget helt ud, mens naboerne umiddelbart ved siden af ikke engang havde vovet at tænke tanken om udspring endnu. Det er altså underligt, synes jeg … det kan næppe være noget med jordbundsforholdene.

P1000562 - Copy

Ikke kun træstammer er smukke – også deres rødder kan være interessante at kigge på.

Reklamer

24 kommentarer

  1. Tak for turen! Dejligt at komme lidt ud, når man er “grounded” bag computeren 🙂

    Kommentar af Pollyanna — 15. april 2014 @ 16:41

    • Velbekomme – det var da en kedelig dag at være grounded på …
      Vi har kommenteret helt simultant hos hinanden denne gang 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 16:45

  2. Det er dejlige billeder af alle de flotte træer og en fin collage. Du skriver “den gamle pil (poppel?) herover har noget påfugleagtigt over sig.” Jeg er fuldstændig enig, og jeg så såmænd påfuglen, allerede inden jeg læste din tekst.

    Kommentar af Stegemüller — 15. april 2014 @ 17:41

    • Fint, at det ikke kun er mig, der kan se påfuglen 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 19:28

  3. Fascinerende som stammerne vrider og snor sig. Smuk collage med blide overgange, det kan jeg ikke finde ud af …
    Pilen fik mig til at tænke på min påfugl i Het Loo, de har attitude!
    Tak for turen, Løjt land kender jeg, men Jungshoved er for mig en historie af Carit Etlar.

    Kommentar af Anne Holtegård — 15. april 2014 @ 18:00

    • Jeg købte engang et collageprogram, som man ikke kan få fat i mere. Jeg må passe godt på det, for det er meget bedre end de andre collageprogrammer, jeg kender.
      Kan anbefale Jungshoved til en lille campingtur 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 19:31

  4. Det er et ganske fredeligt sted. For godt 3 år siden cyklede vi hele halvøen rundt i regnvejr. Det var så vådt, at vi stod op og spise vores medbragte klemmer. Vi travede rundt på voldstedet – arbejdsskaden du ved 😉 bare fordi han kendte hvert et hjørne og ville se om det havde ændret sig 😉 Men så fik jeg også set det 🙂

    Kommentar af Pigen fra landet — 15. april 2014 @ 19:26

    • Det er meget fredeligt, men det må alligevel have været lidt kedeligt at se det i regnvejr.
      Allans ‘arbejdsskade’ er da en af de mere hyggelige – og lærerige 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 19:32

  5. Hehe.. Tak for udvidelse af min geografi horisont.. 🙂 jeg måtte lige google Jungshoved for at se hvor på Østsjælland I har været..

    Kommentar af Inge — 15. april 2014 @ 20:22

    • Ih altså – jeg troede at alle vidste, hvor ‘Gøngeland’ lå 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 20:44

      • Ikke denne sønderjyde.. 😉

        Kommentar af Inge — 16. april 2014 @ 8:38

        • Okay – men nu ved du det så … det kunne måske blive til en af jeres ‘målløse’ ture? 😉

          Kommentar af Ellen — 16. april 2014 @ 15:50

  6. Jeg skal love for, at I kommer rundt på strålende ture. Det er oplysende for en jyde som mig, der ikke har været så meget uden for hovedstaden. Bevares, en stump by hist og pist er det blevet til, men ikke landlige ekskursioner. Tak for turen.

    Kommentar af Eric — 15. april 2014 @ 20:25

    • Velbekomme … vores af jer så kedeligt kaldte Djævleø har skam mange gode steder, der er et besøg værd 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 20:46

  7. Endnu en dejlig tur 🙂 Hmm, det er vist for længe siden, at jeg har læst Gøngehøvdingen, for Jungshoved får ikke en eneste klokke til at ringe. Kan man komme helt ud på Maderne, eller står man bare og kigger derover?

    Kommentar af Fruen i Midten — 16. april 2014 @ 8:55

    • Man læste den vel som barn, vil jeg tro, men måske så du serien fra engang i halvfemserne – den har vist lige været sendt igen?
      Man står bare og kigger derover.

      Kommentar af Ellen — 16. april 2014 @ 15:52

  8. Smuk tur, ser det ud til. Inklusive påfugletræet 😉

    Kommentar af conny — 16. april 2014 @ 11:55

    • Bestemt! Kan anbefales 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. april 2014 @ 15:52

  9. Tja jeg er så en af dem, der ikke har læst Gøngehøvdingen, og havde jeg, ville jeg helt sikkert ikke huske steder. Det har aldrig interesseret mig 🙂 Men dine billeder interesserer mig, så måske jeg en skønne dag får set den del af Danmark. Og tænk jeg troede at det var en træskulptur af en påfugl 🙂

    Kommentar af Lene — 16. april 2014 @ 16:55

    • Interesserer steder dig ikke? Det forbavser mig lidt, Lene 🙂
      En dag. Engang … når I får tid, må I studere Danmark, lige som vi er begyndt på på vores campingture.
      Du kunne så også se påfuglen, kan jeg tillade mig at konkludere 😉

      Kommentar af Ellen — 16. april 2014 @ 18:26

      • Konklusionen er vi enige om 🙂 Jeg kan godt lide at se steder i virkeligheden, jeg keder mig når der er beskrivelser af steder og natur i bøger. Jeg vil høre om mennesker og om deres forhold til hinanden 🙂

        Kommentar af Lene — 16. april 2014 @ 18:56

        • Ja, okay, det kan jeg såmænd godt følge dig i – jeg bliver bare så nysgerrig, så jeg vil vide, hvor i verden vi er henne, når jeg læser bøger 🙂

          Kommentar af Ellen — 16. april 2014 @ 19:43

  10. Hvor er der mange steder i det her lille land, jeg ikke kender. Tak for turen. Jeg synes også, de nøgen træer er så smukke. Man kan se skelettet. Fin collage, du har lavet. Jeg købte det program for længe siden, men det er som om det er blevet inaktivt?

    Kommentar af Betty Schou — 16. april 2014 @ 18:15

    • Der er masser af steder, der er gode at se … jeg er selv blevet meget inspireret af andre i blogland, så det ville kun være dejligt, hvis jeg også kunne inspirere andre 🙂
      MicrosoftResearch? Inaktivt? Det forstår jeg ikke hvorfor – mit fungerer glimrende!

      Kommentar af Ellen — 16. april 2014 @ 18:29


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.