Godt, jeg ikke er oversætter …

Vi kan godt lide at se den engelske (originale?) udgave af Jo færre, jo bedre, som hedder Pointless på engelsk. Den danske titel er i øvrigt aldeles glimrende fundet på og er samtidig et fint eksempel på, at man ikke altid skal oversætte direkte, men at det er bedre at gendigte således, at den originale mening ikke går tabt. En direkte oversættelse – som jeg ynder at kalde en undersættelse – er tit ufrivillig komisk og efterlader ringe tanker fra min side vedrørende teksterens spoglige kompetencer.
Jeg har været inde på undersættelser flere mange gange tidligere, dog nok mest, mens jeg stadig arbejdede – og det sikkert fordi jeg af den grund blev eksponeret for flere fejl end tilfældet er i dag.
Men, men, men. Undersættelser eller andre sproglige misforståelser bliver aldrig en mangelvare. For slet ikke at tale om mere eller mindre horrible stavefejl … dette sidste kan konstateres ved at bruge mindre end fem minutter på at bevæge sig lidt rundt på FB.
Lige netop her går jeg nu ikke så højt op i, om folk skriver forkert; det er for det meste ganske almindelige mennesker, hvis dårlige stavning bare er blevet mere synlig pga. de sociale medier.
Journalisterne på BT burde som fagfolk (som jeg dog ikke altid tror det er – eller er det ønsketænkning?) vide bedre end at komme med en som denne:

Gad vide, hvorfra de tråde skal reddes ud?
BT og Ekstrabladet er lidt for tit leveringsdygtige i sproglige fejl. Jeg læser ikke nogen af disse to, men FB bombarderer jo en med reklamer, så disse klikfang kan man næsten ikke undgå at se.
BTI Studios (som er fusioneret med nogle andre og nu hedder https://www.iyunomg.com/, fandt jeg lige ud af), der oversætter størstedelen af BBCs programmer BBC Brit og BBC Earth, som vi ser en del, er et bureau, som ikke burde lave banale oversættelsesfejl som fx billion til billion og ikke det korrekte milliard.
Jeg ser både morsomme og irriterende fejl, men når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg er glad for, at jeg ikke skal oversætte quizprogrammer og lignende underholdning, for der, især i QI, forekommer en del nærmest uoversættelige ordspil, hvilket dog ikke var gældende, da BTI, på et Pointless-spørgsmål om termen for en bestemt slags strikkede masker undersatte PURL (vrang) til PERLE. Fonetisk lød det ganske vist som pearl, men på tavlen stod der højt og larmende PURL, så den fjollede fejl undrede mig.

Man skal vælge sine kampe, og denne er på forhånd tabt, fortæller man mig tit. Det er desværre nok også sandt, og jeg prøver virkelig i stedet at få øje på de mere komiske aspekter af dette emne – især nu, hvor jeg ikke længere bliver betalt for at finde – og ikke mindst rette – folks fejl.
Det er bare svært at se det morsomme, synes jeg. Alt for tit har jeg lyst til at ruske folk og skrige: Så lær det dog!!! Er det virkelig så svært??? Og nej, det er ikke nok, at jeg forstår meningen! Hvis jeg ikke forstår den ved første gennemlæsning eller min læsehastighed nedsættes, har du ikke gjort det godt nok!
Heldigvis har jeg lært at bruge PYT-knappen, så jeg holder lav profil og forsøger at koncentrere mig om den humoristiske side af sproget.
Billedet her fra FB er et glimrende eksempel på det fantastiske folkevid, som tit er noget af det første på banen ved enhver tænkelig lejlighed, og som også stort set altid får smilet frem hos mig.

Forær mig gerne flere eksempler på fejlagtige, men gerne morsomme, oversættelser eller journalistiske bommerter, tak.

Ord, ord, ord. Bøger, bøger, bøger

Det har drejet sig lidt vel rigeligt om bøger, siden Saxos reader svigtede mig så grusomt; de to seneste indlæg har handlet om bøger, så nu kan jeg lige så godt sige alle gode gange tre … nok især affødt af Connys kommentar “det var imponerende mange ordbøger”.
De imponerende mange var omkring halvdelen af mine ordbøger; derudover har jeg en del bøger, der ‘bare’ handler om og/eller forklarer det engelske sprog. Den anden halvdel af ordbøgerne ses til højre – skulle man mod forventning være interesseret i titlerne, kan boghyldebillederne i dagens indlæg klikkes større.
I dag er der masser af gode online-ordbøger, men det var der ikke, da jeg begynde at samle på dem.
Faktisk er jeg (stadig) indrettet således, at jeg kan finde på at tage en ordbog og læse i den, som var det en roman, jeg havde fat i. Dog ikke en, der svarer til Gyldendals kedelige Røde, og som jeg heller ikke har, men en af de forklarende bøger. Det kan skam være spændende læsning og under alle omstændigheder er det lærerigt. Eksemplet herunder er fra Fowler’s Modern English Usage og viser bl.a. forskellen på affect og effect; noget, jeg meget, meget ofte skulle rette i rapporterne, fordi folk ikke kendte den faktisk temmelig markante forskel på de to ord.
Forskellen på altogether og all together er heller ikke helt uvæsentlig. (OE = Old English. ME = Middle English)

Så er der bøgerne om sproget – for mig lige så spændende og langt mere interessante end selv den bedste skønlitterære bog. Især skriver David Crystal, så jeg har svært ved at lægge mig til at sove … skal liiige have et kapitel til, og jeg har læst alle hans bøger flere gange – jeg kan nemlig overhovedet ikke huske det hele ved første gennemlæsning …
Lynne Truss’ legendariske Eats, Shoots & Leaves The Zero Tolerance Approach to Punctuation er helt vidunderlig – den har jeg også læst et par gange. Hvis ikke I kender bagsideintroduktionen til denne bog, kommer den her:
A panda walks into a cafe. He orders a sandwich, eats it, then draws a gun and fires two shots in the air.
“Why?” asks the confused waiter, as the panda makes towards the exit. The panda produces a badly punctuated wildlife manual and tosses it over his shoulder.
“I’m a panda,” he says, at the door. “Look it up.”
The waiter turns to the relevant entry and, sure enough, finds an explanation.
“Panda. Large black-and-white bear-like animal, native to China. Eats, shoots and leaves.”
So, punctuation really does matter, even if it is only occasionally a matter of life and death. 

Der skal også være plads til humor midt i og sammen med alvoren. Lynne Truss klarer begge dele fejende flot, og foruden hende har vi blandt andet how not to say what you mean – a dictionary of euphemisms og Who Put the Butter in Butterfly?
Temmelig underholdende bøger …
Vil I også gerne vide hvem der puttede smørret i smørflyveren? Svaret er herunder.
Eller … er det nu også et svar?

Hvor strid en banan skal man være?

Jeg er i syv sind, og selv om jeg nok plejer selv at kunne træffe mine beslutninger, er jeg i tvivl denne gang.
Jeg er halvt færdig med en bog af den tredje selvudgiver, jeg er stødt på. Så vidt jeg ved …
Den første var Dorte Hummelshøj Jakobsen, og jeg vil kraftigt understrege, at hendes bøger er uden fejl, yderst velskrevne, med herlig humor og gode plot (for krimiernes vedkommende). Intet at udsætte her – gå I roligt i gang med Dortes bøger. Anna Märklins familiekrønike er virkelig god, Huset ved havet ligeledes; det er mine to favoritter, men der er ingen af hendes bøger eller noveller, der ikke er læseværdige.

Den tredje er Mogens Lehmann. Jeg læser Forkølelsen der dræbte, en glimrende bog, hvor jeg dog har Lehmann mistænkt for at være kraftigt inspireret af Stephen Kings The Stand.
Faktisk ved jeg ikke engang med sikkerhed, om Lehmann er selvudgiver; det er et gæt, men hvis han ikke er, er hans forlag i beklagelig mangel på kompetente korrekturlæsere. Et gæt, fordi der er gennemgående fejl som jer skrevet med stort begyndelsesbogstav og forholdsled som i dag, i går osv. er skrevet i ét ord.
Derudover skriver han konsekvent selvfølgelig, stadig og endelig sluttende med ‘t’. Det er en almindelig fejl, men det bliver det ikke rigtigt af og det er ret sjældent, at de skal skrives med t i enden af ordet. Endelig og endeligt er ikke det samme (uden t, når betydningen er omsider: endelig dukkede hun op; med t, når betydningen er definitivt, afsluttende, endegyldigt: han mødte sit endeligt). Ligeledes for selvfølgelig og selvfølgeligt (uden t, når betydningen er naturligvis, ganske vist; med t, når betydningen er naturligt, på en selvfølgelig måde. For stadig gælder det, at det er uden t, når det betyder endnu, stadigvæk, hele tiden, og med t, når betydningen er vedholdende, uafbrudt.
Gaaab, gab, jeg ved det godt …
Det er ikke fejl, der bevirker, at jeg ikke kan holde ud at læse bogen – selv om der er flere fejl end disse nævnte, er det stadig til at holde ud, så gå også trygt i gang med Mogens Lehmann, som er en intelligent herre, herom skal der ingen tvivl herske.

Nu har jeg rost én og hængt en anden lidt ud.
Det er vedrørende den anden selvudgiver, jeg stødte på for ikke så længe siden, jeg er i tvivl: Skal jeg hænge hende ud med navns nævnelse og vise bare en halv million af hendes million skrækkelige fejl, der gør, at jeg kun holdt ud, fordi 1) hun egentlig er en glimrende forfatter; forstået på den måde, at hvis hun havde haft råd til en korrekturlæser, ville hendes bog/bøger være gode, og 2) der gik sport i at finde nye fejl, hvilket skete hele bogen igennem – plus at flere naturligvis gik igen og igen. Jeg har tre af hendes bøger, men har kun læst den den første, og jeg ved ikke, hvornår eller om overhovedet jeg orker at begynde på de næste.
Der er flere grove fejl på hver eneste side, og ret hurtigt begyndte jeg at notere dem.

Bøgerne er alle købt gennem Saxo. Skal jeg anmelde bøgerne og ikke lægge skjul på, hvor forfærdelig dårlig både stavning og grammatik er?
Skal jeg have ondt af hende og derfor lade være med at foretage mig noget?
Jeg kunne selvfølgelig (uden t!) kontakte Saxo og give udtryk for min mening, som er, at de ikke kan være bekendt at sælge bøger, der er behæftet med fejl i så ekstrem overflod. Dette vil ikke gå ud over damen og dermed hendes bogsalg, men kunne måske få Saxo til at være lidt mere kontrollerende.

Jeg venter i åndeløs spænding på jeres intelligente kommentarer – måske, måske ikke, vil jeg afsløre forfatternavnet i et senere indlæg samt komme med eksempler på de værste af hendes uhyre mange uhyrligheder. Det kommer nok lidt an på jeres reaktioner.
Hvad koster en korrekturlæser egentlig?

Her skulle have været billeder af glas

Jeg foreslog, at vi skulle se Holmegaard glasværk, som ligger i Fensmark tæt ved Næstved. John gik på nettet og kunne oplyse mig om, at der er åbent alle dage mellem 10 og 17. Fint.

Efter i dag kunne jeg så fortælle John, hvad jeg egentlig troede han vidste, nemlig at man skal huske at tjekke datoen på det googlehit, man klikker sig ind på – der var næsten lige så dødt som på en kirkegård, så vi kørte igen med uforrettet sag.
Hjemme igen googlede jeg og fandt det hit fra 2011, som John var gået ud fra – plus den ‘rigtige’ Holmegaard-hjemmeside. Så lærte han også noget i dag.

Vi kørte til Haslev, hvor vi spiste frokost og hvor vi havde en eftermiddagskaffeaftale.
Vi ville have en buket med og gik ind hos Fru Blomst, som bandt den smukkeste buket til os, som vi ville have skullet betale næsten det dobbelte for hos vores lokale blomsterhandler, så ingen klager over det.
Hvad jeg derimod ikke kunne lade være med at bemærke, var, at vi to steder – hhv. inde i butikken og ude på gaden – blev husket på MOR’S DAG.

Grrrrr. Jeg spurgte Fru Blomst, om det var hende, der stod for skilteskrivningen, og i stedet for at svare, spurgte hun hvad der var galt. Det fortalte jeg hende, og hun svarede, at det er der da mange, der skriver.
Jeg kunne desværre kun give hende ret og sagde, at ja, det gør irriterende mange i hele Europa, men at det er kun i England, det er korrekt, og fordi mange begår en fejl, bliver den ikke rigtig af den grund. (Jeg så ingen grund til at fortælle hende, at det netop er Dansk Sprognævns politik).
Her smilede hun stort og sagde: “Kun i England? Er det rigtigt? Holddaop!”
Da butikkens unge mand var færdig med at tale i telefon, fortalte hun ham, hvad jeg havde sagt.
Han havde, som mange mænd, ikke helt nemt ved at tage imod kritik, men var i et mindre dilemma, fordi jeg var kunde og som sådan derfor bør behandles høfligt.
Han tænkte lidt over det og sagde så: “Det er muligvis rigtigt i en bog, men når man skriver på et kort, er det korrekt at bruge apostroffer, ved jeg!”
Det var noget nær det tåbeligste argument, jeg nogensinde har hørt, men inden jeg kunne servere et pasende svar, fortsatte han: “Og jeg synes faktisk, at det ser pænere ud, som jeg har skrevet det!”
Så fik Ellen taget sig sammen: “Jeg synes det ser meget pænere ud at skrive ‘de’ som ‘di’, fordi fordi hedder fordi med ‘di’. Jeg synes også det ser meget pænere ud at skrive ‘vad’ og ‘væm’. Det dur jo bare ikke, vel?” (Det mente jeg naturligvis ikke et ord af, men det kunne han jo ikke vide). “Hvis alle skrev, som de synes, det skal se ud – eller som de tror det ser ud, fordi de måske ikke har hørt helt efter i skolen, så tror jeg, det snart vil blive rigtig svært for de fleste at læse aviser og bøger.”

Jeg tror såmænd ikke, at skiltningen bliver rettet, men jeg fik luft.

Find Fem Fejl–hos Elgiganten

Som jeg sagde i går, var vi lige et smut inde hos Elgiganten i Tåstrup. Der er ved at gå et leje i vores vaskemaskine; den larmer, så naboerne må tro, vi er ved at rive huset ned, og det hedder desværre en ny af slagsen. Vi så på nettet, at i går var sidste dag for et tilbud på en AEG, som var sat ned fra 6300 til 2500 kroner. 3800 er da en slags penge at spare, så maskinen blev bestilt og kan hentes engang i december.

Mens vi gik og kiggede på de forskellige maskiner, faldt jeg over følgende undersættelse fra engelsk:

Der har tydeligvis stået ‘delicate’ på engelsk. Delikat kan godt betyde det samme på dansk, men jeg synes, det burde have været oversat til sart, for netop i ‘vaskesprog’ taler man, så vidt jeg ved, gerne om sarte stoffer/sart tøj.

Det var bestemt småtingsafdelingen; det er det næste også, men alligevel springer det visse sarte (delikate?) sjæle i øjnene:

Når nu de godt kan finde ud af, at der ikke skal komma efter udvalg på det første skilt, hvorfor kan de så ikke på det andet? Der er kun én sætning, ikke to, men Elgiganten mener måske den er for lang til, at vi stakkels kunder kan kapere den uden at være nødt til at dele den over i to bidder? Hvis man læser den højt for sig og lægger en pause ind efter ‘udvalg’, lyder det fjollet.

Det tilhørte som sagt også småtingsafdelingen, selv om det handlede om vaskemaskiner – i den virkelige småtingsafdeling, nemlig pc-afdelingen, fik jeg straks øje på skiltet, der lige så straks fik mig helt op at ringe:

Da måtte jeg simpelthen overfalde en formentlig sagesløs ekspedient:
– Prøv at se om I ikke næste gang kan få en, der kan stave, til at forfatte disse skilte – en der har styr på nutids-r og dansk i det hele taget.
– Uh, det er du ikke den første, der har sagt. Det er der faktisk temmelig mange, der har.
– Så var det måske en ide at gøre noget ved det?
– Det er vores gamle supportere, der har skrevet det skilt …
– Ja? Og?? Hvis de oven i købet er forhenværende, kan I næppe såre de stakkels supportere dybt ved at pille det vrøvl ned …
– Næhhh, men de har jo hængt der i 100 år …
– Det bliver da værre og værre … hvis de bare hænger der længe nok, ender de med at være rigtige, tror I? Er det filosofien?
Fåret ansigtsudtryk hos ung mand … Ellen kan have et særdeles skrapt tanteblik, når hun vil det.

(At man så meget nemt kan have dette på fornemmelsen, når man kender til DSNs arbejdsmetoder, er en anden sag, men det syntes jeg ikke, der var nogen grund til at nævne i dette tilfælde.)

Jeg sagde bare, at jeg synes, de er lidt nogle klumper, at de ikke gør noget ved noget, de ved er forkert.
Exit mutter skrap. 

Find fem fejl …
Vi installerer din computer
Vi installerer derudover (eller andet; bare ikke i tillæg) alt tilbehør således, at computeren er klar til brug, når du kommer hjem.

Kommaerne kan man måske diskutere, men det skilt var nærmest en traumatiserende oplevelse for mig, og jeg har tænkt mig at sende et link til dette indlæg til Elgiganten, for det er simpelthen ikke godt nok at hænge sådan noget klamp op.
Man har pligt til, også som ansat, at gøre opmærksom på sådanne fejl – og til at forfølge sagen, indtil der bliver gjort noget ved det.
Jeg har gjort det samme på min arbejdsplads, for, som jeg påpegede, der kommer inspicerende instanser og ser sådanne skilte, og der vil altid være andre pedanter end mig, der mister respekten for eller tilliden til et firma, der sjusker. Hvis man sjusker ét sted, sjusker man måske også på andre områder – og da vi er en farmaceutisk virksomhed, er det ikke lige det smarteste indtryk at efterlade …  
(Det drejede sig om skilte med Dame Toilet, Herre Toilet og Kopi Maskine.)

Godt nyt til alle apostrofhadere

I morgen udkommer den nye retskrivningsordbog.
Jeg har ikke læst den, men det er der andre der har, og flere, heriblandt Bro-Blog, har været så venlige at give os en lille appetitvækker.
Bro-Blogs artikel er så glimrende, og jeg vil derfor naturligvis ikke afskrive den fra ende til anden; kan kun anbefale, at I læser den selv, men der er et par enkelte afsnit, jeg håber forfatteren tilgiver mig for skamløst at citere ordret:

Apostroffen bliver mere eksklusiv
Vi vil til gengæld komme efter dig, hvis du er for rundhåndet med apostrofferne, når du bøjer fremmedord. Fra i morgen er det strengt forbudt at skrive fx ‘succes’en’, ‘cognac’en’ eller ‘metier’en’. Det kan godt være, det er fornemme ord, men de skal ikke længere have særbehandling. I alt er der 117 ord, som nu skal følge det helt ’almindelige bøjningsmønster’ og uceremonielt får smækket ’en’ i enden, fx ’succesen’, ’cognacen’, metieren’.

Det er jo svært at få hænderne ned! Vi var en del, der frygtede, at DSN kunne finde på at legalisere flere apostroffer end tilfældet er i dag; fx til egennavne-genitiv, men i stedet fik vi denne glædelige overraskelse, at der nu ligefrem bliver pillet apostroffer ud af dansk retskrivning.

Gamle valgfriheder bliver til regler
Verden bliver fx et mere konservativt sted med den nye udgivelse. Kreative staveformer som bl.a. ’jogurt’ og ’Svejts’, der fik korrekturlæsernes hjerter til at banke lidt stærkere, er nemlig aldrig rigtig slået igennem i den brede danske befolkning, og nu er det endegyldigt slut med disse friske alternativer. Så vis staveformerne en sidste ære, og skynd dig at bruge dem, før dine kolleger lærer, at det har været rigtigt, men at det nu er forkert.

Hænderne forbliver oppe! Så er det nemlig heller ikke længere tilladt at skrive majonæse.

‘Hulkort’, ‘pampusse’ og ‘hårsigte’ er udgået af ordbogen. Fred være med det – jeg ved ikke engang hvad de to sidste betyder (jeg skal nok finde ud af det, men de var nye for mig, da jeg læste artiklen).

Der er for mit vedkommende et par lidt mindre positive nyheder, men de overskygges foreløbig af de omtalte to ændringer, som varmede mit præ-vinterkolde hjerte.

Turistinformation … do you have a pose for the brochures?

As we all know, the Danes are fluent in English … or … are they? 
For nogle år siden var jeg på et korrekturlæserkursus, hvor Henrik Gottlieb blandt så meget andet viste os en hel del underholdende eksempler på det sørgelige engelsk, der præger en del af de danske turistinformationssider på nettet.  
Den med a pose i overskriften er autentisk. Det hørte jeg en dansker sige i New York. Piiinligt, altså.

Når jeg her i indlægget skriver Eddie Skoller, er det ikke for at genere ham, for hans engelske fejler bestemt ikke noget – men det er et udtryk for de vidunderlige parodier på danskernes engelskkundskaber, den herre har leveret gennem årene, og som jeg og andre lige siden har kaldt Eddie Skoller-engelsk. Eksempel (sagt med tyk københavneraccent): You have been to school? Not? I thought it enough. Den slags direkte ord-for-ord-oversættelser (som jeg i indlægget kalder undersættelser) ses igen og igen på de danske turist-websites, og jeg krummer tæer hver gang.
Füchsel udgav engang i forrige århundrede nogle små hæfter med engelske, hhv. svenske undersættelser, som nogle måske kan huske at have set: he went up and down the staircase blev undersat til han vendte op og ned på stærekassen.
Eller Titta på måsarne: ingen tekst, men en sød tegning af en mand, der står ved en strand og smiler, fordi han ser en masse bare numser, der lige stikker op over vandoverfladen.
Alle undersættelserne var naturligvis ledsaget af en Füchseltegning.

Det ville være en god ide, hvis de derude på turistkontorerne fandt nogle, der var lidt bedre til engelsk end tilfældet er. Det er i visse tilfælde kun lige over oversættelsesmaskinestadiet og kunne meget vel være frembragt af en, der lige er gået ud af 9. klasse. Jeg ville ikke engang have begået de fejl i gymnasiet.
Ud over de deciderede fejl er formuleringerne generelt klumpede og meget uengelske.
Sådan noget synes jeg ikke, vi kan være bekendt at publicere i det såkaldt offentlige rum. Hvad private gør på blogs og lignende, må de selv om – personligt jeg har dog valgt et par danske bloggere fra, fordi de tror, de skriver på engelsk – men det er mit valg, og de skal på ingen måde hænges ud af den grund … uanset hvor mange, der kan læse ens blog, betragter jeg en sådan som værende privat, set i relation til turistinformation og markedsføring.

Links er ikke direkte, men det skulle ikke være svært at finde frem til synderne, hvis man vil opleve elendighederne ved selvsyn.

---

Water sports enthusiasts of all kinds are sure to be tempted by the clean waters of the Great Belt (ikke decideret forkert, men hvorfor ikke beholde det danske navn? Dette vil alle dog nok ikke være enige med mig i). Superb 18-hole golf courses are at the ready to welcome green fee players (kommer i umiddelbar forlængelse af lovprisningerne om Storebælt, så man kunne fristes til at spørge sig selv, om golfbanerne mon ligger i vandet). The woodlands and nature areas (et woodland er vel også et nature area?) are just waiting to be explored, all year round.
(Visit sydvestsjælland)

---

Birkegården Gardens
A beautiful destination for the whole family. The animal pen is full of petting animals (petting!!! Hvad har I gang i? Og I påstår, at det er børnevenligt?! Jeg behøver sikkert ikke at fortælle, hvad petting betyder?), two playgrounds and exciting pathfinder tasks. 30.000 (30,000 – ellers står der 30 komma nulnulnul) sqm of bloming (blooming) gardens.
Manor houses, estates and castles
Vildtbiotopen (kunne I ikke oversætte dette?) in West Zealand is good, and manor houses and estates are therefore attractive for hunting parties. For this reason (Eddie Skoller), the Danish Royal family will sometimes (vil de det? Hvornår? Og royal skal ikke med stort r) visit these estates and castles with this intention (hvilken intention?) during the hunting season. (Generelt sørgeligt at se på. Undersættelse).

Santa run in Kalundborg. See thousands of Santa’s (NEJ! Det hedder santas i flertal!) in running shoes in Kalundborg on Sunday the 12th of December 2010.
For the second consecutive (undersættelse) year, thousands (her ved I så godt, at der ikke er apostrof i flertal) will take part in the big family race "Santa run" in Kalundborg. In 2008, 1200 runners participated, all age groups were represented. Many families took the opportunity to exercise for fun with children and grandparents (!) We expect to be many more in 2010.
Jeg kiggede på deres hjemmeside 19. oktober 2012!

Christmas Market in the old town of Kalundborg
10th and 10th December.
Okay. Mellem kl. 10:30 og halvelleve, måske?
(Visit Kalundborg)

---

Premier Outlets is the only outlet city in Denmark just 60 km from Copenhagen on E20 (det tror jeg på; der kan nok også kun ligge ét center lige der. Et komma ville have gjort en forskel, men jeg ville helt have omformuleret sætningen). There are more than 30 well known (der skal være bindestreg [well-known], når det efterfølges af et navneord) brands for you who loves (undersættelse) to make a bargain and yet will not (lyder lidt vrøvlet) go on compromise with (undersættelse. Det hedder bare compromise) the quality. You are always sure to get a reduction of 30-70% off the retail price (undersættelse).

Ringsted Festival is an open air music festival which takes place in August. The festival has two stages and the program includes world famous ass (hvilken berømt røv?) well as Danish top bands (er der slet ingen danske bands, der er kendt ude i den store verden? Omformuler!) – something for the whole family (I behøver ikke at oversætte ‘noget’ direkte).

Mindelunden is a memorial site of the regained freedom after the occupation and is composed by the architect, professor Steen Ejler Rasmussen and the landscape gardener C.Th. Sørensen. The memorial site is flanked (undersættelse. Flanked kan ikke bruges i denne forbindelse) by the Police station and the curved street called the “Banana” (the skal med ind i gåseøjnene).
(Visit Ringsted)

---

To discover the old town of Køge, pick up a small guide book at the tourist office with a walking tour in the center of town – as long as available (behøver jeg at sige noget? Det er noget skrækkeligt sludder, simpelthen, hvilket det i øvrigt også ville være på dansk).
The pancake house has (nej. Is) open daily from Whitsun to Christmas
(Visit Køge)

Find selv flere sjove eksempler, hvis I har lyst efter måske at have smilet over disse.
Jeg ved godt, det virker meget forstyrrende med mine blå kommentarer, men jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle gøre af dem … synes det var lidt dumt at sætte dem til sidst.

Det talte sprog – kommunikation er ikke nemt

Hvem lægger stemme til ‘Danmarks smukkeste hus’? Til DRHDs naturprogrammer?
Det kunne jeg måske finde ud af, men har ikke gjort noget for det; bare kastet spørgsmålet i luften.

Lidt voyeur er man vel … John og jeg elsker at se ‘Danmarks smukkeste hus’, fordi vi helt legalt kan kigge ind til andre og se hvordan de bor. Nogle af hjemmene bliver vi dybt betagede af; andre af husene er vi lige så dybt forundrede over, at nogen kan være vild med – men sådan skal det også være … tænk, hvis vi alle havde samme smag. Visse ting ville selvfølgelig blive en hel del lettere … til gengæld ville alle rende efter samme type mand, hhv. kvinde, hvilket jeg anser for at ville være ret uheldigt og med kedelige konsekvenser.

Det er en udsendelse, som vi hygger os med at følge; der er kun den lille hage, at oplæseren/kommentatoren/speakeren (hvad hedder sådan en ‘baggrundstaler’ egentlig?) siger ‘ynglings-‘ mindst tre gange i hver udsendelse, og jeg krummer tæer hver gang. Jeg kan høre, at han staver det med g. Grrr.
Ligeledes til DRHDs fantastisk flot filmede naturprogrammer: oplæseren siger ‘none’, hvilket ikke udtales på engelsk, men på særdeles dansk, hvor alle bogstaverne tydeligt høres: “Der vil altid være none, der kommer for sent …” Han sagde ‘none’ flere gange i den udsendelse, vi så forleden dag. Grrr. 
Ikke et ord om ligge og lægge – den har vi haft for nylig.

Selv en chefredaktør kan ikke dansk. 
Ekstrabladets chefredaktør, godt nok, men han er trods alt uddannet journalist.
Kommakommunikation (link til højre) har et særdeles festligt indslag gående på, at Poul Madsen ikke er klar over, at to gange minus giver plus.
Eksemplet er: ”…fuldstændig absurd at vi er nået dertil at landets statsminister skal ud og dementere at hendes mand ikke er bøsse”.
Læs selv indlægget – der er et eksemplel til.
Den slags sprogbrug fra en såkaldt professionel er dybt kritisabel – så den slags vil jeg meget nødigt have mig frabedt at blive skånet for at undgå … 
Ja, hvad sagde jeg egentlig der?

Magasinet Mål & Mæle har i sit seneste nummer en artikel om mediesprog og mundtlighed, hvori artiklens forfatter, Julie Fabricius, hævder, at faget mundtlighed praktisk taget er ikke-eksisterende på Journalisthøjskolen. Eleverne lærer ikke at formidle sig mundtligt – faktisk er det kun få af dem, der er i stand til at formidle selv egne tekster. De springer ud som journalister, og dermed for nogles vedkommende radio- og tv-værter, men som så dårlige formidlere, at vi som lyttere ofte går glip af hvad der bliver sagt, fordi vi mister overblikket og koncentrationen.
Eksempel:
”… ‘premiæreministeren’ kommer til BYEN om FÅ dage og så skal han have en SNAK med UDVALGTE medlemmer AF regeringen …” 
Jeg ville også skulle lytte ekstra godt efter, hvis trykkene bliver lagt således.

Man skal ikke bare lære at skrive og læse – man skal også lære at læse op.

Jeg modtager med største fornøjelse kommentarer med flere eksempler på ringe mundtlig kommunikation.

Den svære grammatik og tallenes mystik

Det er måske ikke så underligt, at danskerne roder lidt rundt i apostrofferne, når man i guds og apostroffernes eget land så afgjort heller ikke kan finde ud af, hvor de skal placeres.

Jeg sad i dag og ordnede rejseregnskab for en af mine kolleger, da dette bilag nærmest skreg til mig:

Jamen du herreste gud da. TRE apostroffejl på fire ord. På en bon fra en restaurant i Spokane, Washington, USA. Pinligt, vil jeg mene.

Ladies er genitiv; der skulle have været en apostrof; altså Ladies’.
Den kunne de passende tage fra Night’s, som er flertal og derfor ikke skal have en apostrof.
She-tinis må man formode også er flertal, idet jeg ikke kan forestille mig, at det er She-tiniens et-eller-andet, de taler om her. Altså ingen apostrof, venner.
Man fristes til at tro, at det nærmest er et tilfælde, at der (ganske korrekt) ikke er proppet en apostrof i Wednesdays …

Endelig vil jeg gerne pointere, at det ikke er mig, der har så skrækkelige kragetæer, som tallet 130 eller 136 kunne antyde! Det er kollegaen, som jeg lader forblive anonym, men som selvfølgelig er en mand …
Og så så man lige alle mændene hoppe i sædet, men denne påstand vil jeg hellere end gerne underbygge: Kender I 1-4-7-9-taller?
Det er udtrykket for et håndskrevet tal, hvor man ikke har en kinamands chance for at gennemskue, hvilket af de fire nævnte, der skal stå.
Af samme årsag har vi en ‘dekoder’, der i al sin enkelhed består af en formular, som alle nyansatte skal skrive under med med initialer, fuld signatur og … tallene fra 1 til 10.
Kvindernes tal efterlader ikke læseren i tvivl om pålydende værdi – med andre ord er det indtil nu kun mænd, der har præsteret 1-4-7-9-taller.
Varianter kan forekomme.
Det kan fx være 1-7-taller. Eller 4-7-taller. Eller 4-7-9-taller – regn selv alle kombinationerne ud – der er en del.
Jeg har forsøgt at illustrere, hvad jeg mener … det er lidt svært, for jeg skriver normalt meget pænt og læseligt  

Det første er et eksempel på et 4-tal. Det andet er et 9-tal; det tredje et 1-tal, hvilket jeg ved, fordi vedkommendes 7-tal havde en tværstreg. Og i øvrigt stod det på 1-tallets plads …
Det sidste er også et 4-tal.
Min kollega har nu udvidet manderepertoiret med 0-6-taller …

Kender I typen?

God og apostroffri weekend derude.

Det kommer lige fra hovedkvarteret

Nu har jeg beviset på, at brugsmedarbejdernes elendige sproglige kunnen er en overordnet politik, der er udstukket fra hovedkontoret.
Forudsat, at det er derfra, der udgår mails til kunderne, men sådan formoder jeg det er.

Jeg mener også at have gættet mig til ordlyden på dogmet:

”I skal helst kunne præstere mindst én stave- eller grammatikfejl om dagen.
Det er ligegyldigt, hvori den består, bare det er en fejl.
Det er ligegyldigt, at varen tilsyneladende hedder noget andet.
Producenten kan nok alligevel heller ikke stave til eget produkt.”

Billedet er klippet fra en af de seneste mails fra Coop.
Det er måske lidt svært at se, men vinen hedder Sunrise.
Det betyder solopgang eller daggry.
Sunrice betyder … solris.
Rise og rice udtales ret forskelligt; jeg ville ikke være et sekund i tvivl om, hvorvidt en englænder siger det ene eller det andet, men det ved de nok heller ikke meget om i Brugsen/Coop …

Endnu en gang må man dog undre sig over, at de ikke undrer sig.

I dag har jeg sparet mange penge i Brugsen, skal så siges. De har givet 20 % rabat på alt “men kun torsdag”, så jeg var nede for at forsyne mig – primært med varer, der i forvejen var på tilbud.
Jeg endte med at betale 703 kr.
Jeg havde fået 398 kr i rabat.
Det er okay at have fået for 1100 kr varer, men kun betalt 700 kr for dem.
Stavefejl eller ej.

Selv et politikermord kan blive ufrivilligt morsomt

Det er altså et fiktivt politikermord, jeg taler om … hvis ikke det var det, kan det forhåbentlig aldrig komme til at virke bare den mindste smule morsomt.
Det drejer sig om Dronningeofret af Hanne Vibeke Holst, som jeg er ved at være færdig med at lytte til. Det er en rigtig god bog, som jeg varmt kan anbefale … der er ingen tvivl om, at Fr. Holst har sin research i orden.

Det er Ellen Hillingsø, der læser bogen op. Hun er en skøn kvinde, hvis I spørger mig, men selv om hun er både det og en god skuespiller, er hun ikke nødvendigvis overdrevent god til dansk … hun er temmelig tilbøjelig til at vrøvle lidt rundt i flere af de ikke helt almindelige ord. Forbindtligt blev til forbindstligst, fx. Gad vide, hvad hun forestiller sig, dette sidste betyder?
Hun er også en af dem, der siger spøwelser … jeg har det nu engang bedre med [ˈsbøːjəlsə].

Den absolut morsomste fejl var lækage. Udtalt som en kage, der ligger i læ (eller skaber læ?); med et meget tydeligt tryk på LÆ: LÆkagen. Ikke noget med franskklingende læKAsje her – [lεˈkæːɕə], som der står i ordbogen.
“Vi må have fundet LÆkagen”.
Ja, gad vide, hvor de har gemt den …
For hulen, hvor jeg grinede, da jeg hørte det. Eller rettere et par sekunder efter, for ordet lyder fuldstændig fremmed, når man hører det som LÆkage – prøv at sige det højt for jer selv.

Pudsigt nok er samme Ellen Hillingsø for ganske nylig selv blevet et, formentlig ufrivilligt, offer for den meget smitsomme sygdom aprostrofitis på forsiden af septembernummeret af magasinet Møderplus, som jeg modtager på arbejdet.

Pinlig fejl, at I ved det på det magasin. I må ansætte en bedre korrekturlæser. Det kan være slemt nok med fejl inde i bladet, men forsiden må dæleme ikke være befængt med så meget som en eneste grammatikfejl. Ej heller trykfejl for den sags skyld.

Ligge og lægge

Åh NEJ, er hun der nu igen, vil I måske tænke – men åh ja, det er hun.
Åh NEJ, er det da bare ikke aldeles ligegyldigt, om man siger ligge eller lægge? Alle ved jo alligevel, hvad man mener.
ÅH NEJ, tænker hun. Det er ikke ligegyldigt for hende (ej heller for visse andre), og når det er sådan, bliver der også skrevet om det her på bloglandsmatriklen. 

Som altid er det supernemt, når bare man ved hvordan, men det er der tilsyneladende mange, der ikke gør – herunder desværre også en hel del journalister – så hvordan skal man nu lige lære at kende forskel på ligge og lægge? Jeg kan umiddelbart komme i tanke om tre tommelfingerregler, inden vi overhovedet behøver at nærme os det angstfremkaldende ord grammatik.

Den ene af de tre nemme huskeregler:
Lægge kræver en bevægelse.
Ligge er stille; det er inaktivt.

Jamen hvor svært kan det være? Lær disse to små sætninger, og den sidder lige i skabet.
Jeg lægger bogen på bordet – det er en bevægelse – der er en handling i gang.
Bogen ligger på bordet. Ikke meget bevægelse involveret her.
Og kom nu ikke med bortforklaringer som at det med at ‘ligge stille’ ikke holder for partneren, som ligger ved siden af dig i sengen – samtidig med, at vedkommende roterer vildt det halve af natten og holder af den grund dig så vågen, at du overvejer noget drastisk …

Den anden af de tre huskeregler:
Erstat ligge/lægge med sidde/sætte. Med sidde/sætte tager man ikke fejl, og hvis sidde passer, skal man bruge ligge.
Se selv! Det er nemt, dette her!
En hel del vil sige han kan ikke lægge stille, men ingen ville sige han kan ikke sætte stille. Heraf kan den kvikke og opmærksomme elev hurtigt regne ud, at så var det nok alligevel ikke lægge, der skulle bruges i dette tilfælde.
Nu behøver jeg formentlig ikke at fortælle, hvad man skal bruge, hvis sætte passer …

Fyren her, som nogle måske stiftede bekendtskab med i indlægget Der skal IKKE altid komma foran ‘at’, har en god lille video om sidstnævnte eksempel.

Den tredje huskeregel: Sig ordet for dig selv i datid eller førnutid.
Du ved nemlig godt, at det hedder ligger, lå, ligget og lægger, lagde, lagt.
Selv om du er en af de formastelige, der ‘ligger’ noget fra sig’, ville du vel næppe sige “Jeg lå bogen på bordet” eller “Jeg har ligget bogen på bordet”?
Selv om du er en af de formastelige, der ‘lægger’ på sofaen og sover, ville du vel næppe sige “Jeg lagde i sengen i går” eller “Jeg har lagt i sengen hele ugen”?
Vel? 
Kom helst ikke ind på dialekter som en undskyldning for ukorrekt brug af ligge/lægge. Dialekter er jeg på ingen måde hjemme i; her på bloggen tilstræbes rigsdansk, så hvad man siger i Fjerritslev eller Gedser, er derfor sagen uvedkommende. Og man skal under alle omstændigheder skrive det rigtigt både i Fjerritslev og Gedser.

Nå. Det var husmandsreglerne. Nu kommer vi til grammatikken, men jeg lover at gøre det kort:
Ligge er intransitivt; lægge er transitivt, hvilket betyder, at lægge tager genstandsled; det gør ligge ikke.
Jeg ligger på sofaen har intet genstandsled.
Jeg lægger bogen på bordet. Bogen er genstandsled.
Genstandsled er trekanten i kryds-og-bolle-grammatikken for de af jer, som svagt husker at have lært noget i den retning.

En lille sidebemærkning: der ikke skal sættes nogen kommaer, hvis der kun er ét udsagnsled og ét grundled = en sætning.
To sætninger; ét komma – tre sætninger; to kommaer, osv. Mange strør rundhåndet om sig med kommaerne af frygt for ikke at sætte nok, men det virker lige så meningsforstyrrende, som hvis man slet ikke sætter nogen. Jeg løb for at nå bussen: ikke komma foran for – sætningen har kun ét grundled.

Det var det. Nu må I gerne holde frikvarter.

Der skal IKKE altid komma foran ‘at’ …

Det er sjovt, som fejl kan sprede sig lynhurtigt, mens ‘rigtigheder’ (hmmmm … hvad pokker skal man ellers kalde det, når noget er korrekt?) får lov at forblive fuldstændig ubemærkede.
Den så udmærkede og humoristiske Bro-Blog, som jeg linker til i min blogroll, skriver om det samme, som jeg serverer herunder.

Inden for det seneste halve til hele år er fejlen eskaleret på det voldsommeste: jeg ser flere og flere helt konsekvent sætte komma foran at, hvilket er forkert!
Der skal aldrig komma foran at, når ordet efter at er et udsagnsord, som står i infinitiv (navneform).
Selv ellers gode sprogbrugere er begyndt at at sætte komma foran at, når der følger en infinitiv efter – også nogle, som ikke har gjort det tidligere, men som åbenbart er kommet i tvivl; sikkert fordi de ser fejlen oftere og oftere og hopper på den med, at 10000 fluer kan ikke tage fejl osv.

Eksempler på rigtig brug af at-komma:
Jeg fortalte ham, at det ville være spild af tid at forklare mig de videnskabelige sammenhænge.
Hun gættede på, at vinderen ville blive verdensberømt.
I begge sætninger er der to udsagnsled og to grundled, hvilket berettiger et komma.
Ordet, der kommer lige efter at, er ikke et udsagnsord i infinitiv.

Eksempler på forkert brug af at-komma:
Jeg bryder mig ikke om, at være til grin.
Jeg er begyndt, at svømme.
I disse to sætninger er der kun ét udsagnsled og ét grundled, hvorfor der rent grammatisk aldrig har været hjemmel for at sætte et komma.
Hvis man siger sætningerne for sig selv, er der ingen nok så lillebitte naturlig pause.
Ordene, der kommer efter at, er udsagnsord i infinitiv; derfor skal der ikke være komma.

Tror I ikke helt på mig? Så se her – eller lidt mere uddybet her  – ingen af videoerne varer mere end et minuts tid.

Vær beredt! Der kommer på et tidspunkt nok også et indlæg om ligge og lægge (på opfording fra Fruen i Midten, som er lige så irriteret som jeg over, at folk ikke kan bruge disse ord korrekt. Ikke engang journalister …)
Hvad angår det korrekte nutids-r har jeg næsten opgivet håbet om, at det vil vende stærkt tilbage – har dog endnu ikke opgivet håbet om, at der kommer nogle lærere til, der kan få folkeskoleelever til at forstå det, vi andre godt kunne forstå, da vi gik i folkeskole.
Mail fra en ung kollega i dag:
”Det køre bare! Godt du kan styrer dette her!!
Vi håber det kommer helt iorden en dag men det er jo ikke til advide.”

Dybt og inderligt suk. “Advide” er i øvrigt ny – havde indtil i dag kun oplevet “afvide”, som såmænd var slem nok … man har næsten lyst til at kaste sig ud fra et eller andet – dog ikke uden sikkerhedsnet – SÅ slemt er det trods alt heller ikke …

Den hammerirriterende Ellen vil, med alle sine to pegefingre løftede, ønske jer en god, at-komma-korrekt weekend
(Bemærk venligst, at jer ikke skal skrives med stort begyndelsesbogstav … det skal jeres heller ikke; kun I, De og Deres.)

Samme Ellen vil tage en tur til Sverige og glæde sig over, at det endelig er blevet weekend. 

Brugsen slår til igen med apostrofferne

Det er længe siden, faktisk helt tilbage i maj, at jeg har hængt Brugsen ud – var ved at blive helt bekymret … har de sendt alle medarbejderne på stave- og grammatikkursus, så jeg aldrig mere skal kunne få et ærligt brokblogindlæg ud af deres skiltning?

Nej, det har de nok alligevel ikke, for i dag oplevede jeg den fejlplacerede apostrof vende tilbage med fuld styrke:

Lige så slem som den med “BOK’S”.

Det er også svært at finde ud af, hvilke frosne rejer man skal vælge. Eller … det er måske nemt nok, men de har så mange størrelser (båder rejer og emballage), at man skal kigge godt efter kilopriserne for ikke at snyde sig selv.

De røde skilte skal forestille at være et godt tilbud, man ikke burde kunne modstå.
Ikke desto mindre får man her kun 450 g (mellemstore) rejer for en halvtredser, hvilket giver 111 kr. kiloet.
Lige ved siden af ligger der poser med 250 gram (store rejer) i til en normalpris af 25 kr., hvilket ikke er så svært at regne ud til at give 100 kr. kiloet.
Når man så oven i købet foretrækker store frem for små rejer, var valget ikke så svært.
En anden meget typisk Brugsfejl er, at der nederst til højre på fire ud af seks skilte korrekt står “Pr. kg …”, mens der på de to sidste står “Pr. stk” – skal man tage dette bogstaveligt, burde det have været verdens dyreste rejer, jeg købte i dag.
Når vi bevæger os hen i køleafdelingen til rejer i lage, er der endnu flere slags at vælge mellem, og priserne stiger til omkring 250 kr. kiloet, men sådan noget skal man nok ikke kunne forstå.

Inden I spørger, hvorfor jeg ikke tog de billigste: X-tra-rejerne til 93,90/kg er lidt for meget discount for min smag … og meget, meget små, så dem vil jeg helst ikke have. 
Hvad jeg skulle bruge rejerne til?
Til dette her – jeg har i dag skiftet krebsehalerne ud med rejer og kammuslinger – som også var på tilbud.

Jeg vil aldrig kunne forstå hvorfor …

… nogen kan falde for denne slags fup.
Det kræver da mere end almindelig ubegavethed naivitet at klikke på linket i forsøg på at ‘sikre’ sin PayPalkonto.
Også selv om man ikke er ekspert i dansk retskrivning, vil jeg mene. Måske mere fordi man slet ikke har en PayPal-konto … Ganske som Western Union hele tiden forsøger at få en til at opdatere og/eller bekræfte de data, man aldrig har givet WU, fordi man aldrig har brugt WU.
Onsdag fik jeg en ny variant af “Jeg er meget syg og har slet ikke nogen at give mine zillioner til, så jeg har valgt dig … “
Jeg mener at have lagt mærke til  at selv om man er en dårlig staver, kan man uden de store problemer finde andres stavefejl (gælder i høj grad også for mig selv).
Denne fra “PayPal” burde derfor være til at gennemskue for alle:

Den er da totalt ynkelig, denne her: “… alle vores kunder er nødvendige” (pyha, alle? På én gang?) – “…deres egen af svig” (ævl. Men vel nærmere jeres svig …) – “som vi arbejder for at sikre …” – “… bekræfte din myndighed …” (jeg er skam meget myndig og behøver ikke at bekræfte det) – “… på nederst på en side …” (hvilken side? Specificer venligst) – “Allé rights …” (hvilken allé?)

Bare for at nævne de seks værste fejl, som jeg ikke tror, at nogen overhovedet, der bare i meget kort tid har beskæftiget sig med dansk, kunne finde på at begå.

Alle, der én gang har oplevet en oversættelsesmaskine, burde være klog nok til at vide, at det er noget værre vrøvl, de kan finde på at levere – hvilket ovenstående klip er et glimrende eksempel på. Oversættelsesrobotterne er dog blevet bedre med årene, skal modstræbende indrømmes. I starten var det sommetider totalt uforståeligt, hvad maskineriet nåede frem til.

Kan I have en god og svindlerfri weekend derude. Jeg vil begive mig af sted mod Sverige sammen med min mand.
Og nyde regnvejret, de har lovet HELE weekenden!

Rumble eller opdateringen Ruzzle

Det er hylesjovt og mere vanedannende end noget narkotikum. Jeg har vist nok lært at begrænse mig, så det ikke bliver for voldsom en tidsrøver – dem har jeg alt for mange af i forvejen. Arbejdet fx, som griber meget forstyrrende ind i min fritid. Men næste år …

Jeg er heller ikke helt dum til det, selv om jeg virkelig har fået bank af et par ‘tilfældige bekendtskaber’ – der var en, der kom helt op på godt 4600 point! Vildt.

Men de ord, altså – jeg er ved at lære bare nærmest at trække fingeren tilfældigt hen over bogstaverne, for der bliver accepteret de mest mærkværdige ord, som jeg aldrig har hørt om før. Til gengæld har Ruzzle endnu ikke fundet ud af, at der er noget, der hedder iste. Og tesi.
Noget endnu mere underligt er, at når jeg spiller med den ene af Die drei Mädchen, vil spillet kun acceptere ret få af de ganske almindelige, danske ord … afviser ord som fx kanter, randen og andre lige så banale ord.
Da jeg brokkede mig til hende, opdaterede hun (og jeg) fra Rumble til Ruzzle, men det hjalp overhovedet ikke. Når jeg spiller med hende, får vi ikke engang det halve af de point, der normalt opnås i et spil. Hvorfor pokker er det kun, når jeg spiller med hende? Det fatter vi simpelthen ikke.

Men se lige, hvad spillet accepterer – og det skal altså forestille at være dansk, vil jeg gerne understrege …

Hvis der er nogen, der kan fortælle mig lidt om prodses, portepes og prodser, vil jeg være glad – jeg har ikke den ringeste ide om, hvad vi taler om her – men de gav mange point. Man forstår måske lidt bedre, hvorfor Ruzzle påstod, at der var 331 mulige ord. Min personlige rekord er 59 ord, men da havde jeg også sved på panden – og det var ikke det spil, jeg opnåede flest point i.
Andre gange må jeg dog bare konstatere, at jeg nærmest har været analfabet i de to minutter, man har har til rådighed, fordi jeg har overset en del pinligt oplagte ord.

Hvis I får lyst til en dyst, hedder jeg mommerellen.

Det hedder en drink.

Det hedder også en hotdog og et tip.
Jeg har frygtelig svært ved at undlade at korrekse, når nogen spørger, om jeg vil have “en drinks”.
Eller når der bliver sagt “En hotdogs? S’gerne, frue”.

Nu vi er ved det svære engelske, så er der ikke nogen af jer, der siger “swiiitshirt”, vel? Eller, når I vil bede om en steak, siger “stiiik”? Det hedder det nemlig ikke – man siger jo heller ikke “swiiiter” … jeg har sågar hørt om en “jumpswiiit”. Den måtte jeg lige tænke over et par sekunder, inden tiøren faldt.

På ødegården er John ved at reparere trappen; en tudegrim cementtrappe, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med. Det ville være pænt med træ, men det bliver så glat, og vi bliver bestemt ikke yngre … der er jo ingen grund til, at vi ligefrem selv skaber vores problemer. Det er der mange andre, der er gode til. Politikere, fx.

Omtalte trappe er ikke bare født grim, men tidens tand har gjort den endnu grimmere, så i år var tiden mere end moden til fyldninger visse steder (det er så en af de væsentligste forskelle på aldrende cementtrapper og aldrende Ellen, hvor sidstnævnte ikke behøver hjælp til at få fyldt noget som helst ud), hvortil John har købt noget cement. Eller en blanding et-eller-andet cementagtigt – hvad forstand har jeg på det? Men noget dertil egnet, i hvert fald.
På sækken står der følgende:

Okay, der er to tips, så det ord er i orden, men den stakkels and, altså! Der må da komme en masse uorden i fjerene, når den skal bruges til sådan noget griseri. Og så cement? Det må hæmme svømme- og flydeevnen betragteligt.
Det stod ikke noget om, at man også skulle bruge and til at blande op i pulveret, men det bliver nok for klumpet. Så kan jeg bedre forstå det med rengøringen, selv om jeg som sagt har lidt ondt af den and.

Agurke- og ferietid

Dagen har ikke været præget af de store og epokegørende begivenheder, men en lang og hyggelig snak hjemme hos Mia, hvor jeg skulle hente den tidsskriftholder, jeg havde sat mig på blandt de varer, hun har sat til salg på QXL. Vi fik os en lang snak om England (selvfølgelig), om autocampere, om Brügge og om så meget andet – jeg var forbavset over, at der pludselig var gået 1½ time, men tiden flyver som bekendt i godt selskab.

På min internetfærden i dag faldt jeg over denne annonce:

 

Ih hvor er I seriøse … der er fem trekanter, og se da lige at få fjernet det ekstra k …
(Det er agurketid, sagde jeg jo …)

I Brugsen købte jeg et par blade, jeg vil sende over til børnebørnene, så de har lidt nyt til den lange køretur til Provence om en måneds tid. For mine medlemspoint har jeg købt en dvd-afspiller til bilbrug (med to skærme), så der i krisesituationer kan sættes en dvd på til adspredelse for ungerne og afslapning for forældrene.  
Ikke fordi de er så umulige, som jeg måske får det til at lyde her – det plejer faktisk at gå meget godt, men det er en lang tur, og Aubrey når sandlynligvis at spørge op til flere gange: “Are we nearly there?”
Dette specifikke spørgsmål stammer fra, at forældrene engang; efter 10000 afarter af spørgsmålet “are we there soon?”, i utvetydige vendinger forklarede børnene, at lange ture tager den tid, lange ture tager; de skal ikke spørge mere, og de skal nok få at vide, når de er tæt på at være fremme; “… when we’re nearly there … “

På det ene af de indkøbte blade var der en advarsel på bagsiden:

Små dele? Kvælningsfare??? Der er ikke så meget som et klistermærke i … hæftet indeholder udelukkende sider med opgaver af varierende art – og i øvrigt vil ingen af dem kunne løses af børn under tre år. Okay – måske den, der hedder Hvem får først øje på en grøn lastbil? Men anden del af samme opgave lyder Hvem får først øje på et elektronisk vejskilt? Den kan en toårig vist ikke klare.

Nogle vil måske synes, at en lang biltur med to børn på fem og seks år er at bede om problemer, men da de første gang forsøgte sig med en tur til SoundOfMusic-land (som Østrig stadig hedder) og Venedig for to år siden, gik det over al forventning, og selv om Aubie altså kun var 3½ år, kan han huske en del fra den ferie. Jeg har flere kolleger med mindreårige børn, som hvert år kører til Sydfrankrig og Italien; også uden de store sværdslag undervejs (jaja – det er altså ikke børnene, der kører, selv om grammatikken mere end antydede det).
Jeg havde C med i bil til Skotland, da hun var 2½ og til Jugoslavien (som det hed i 1980), da hun var 3½. Det gik fint. Børn er sjældent en hindring for ret meget – man skal bare tænke lidt anderledes og måske lidt kreativt, så får alle en god ferie – man kan sagtens tage hensyn til alles interesser undervejs. 

En herlig sprogfornyelse

Der har vist været en del sprogbrokkerier fra min side på det seneste. Jeg skal ikke lægge skjul på (og kan nok heller ikke), at jeg godt kan lide, at man retter sig efter reglerne. Man kan være uenig, man kan ironisere, og man kan hidse sig op, men man retter sig stadig efter reglerne.  
Som jeg skrev i et kommentarsvar for nylig, er jeg dybt uenig i visse af landets regler; nogle beskatingsregler, efterlønsregler m.m. Langt de fleste regler kan jeg helt og holdent gå ind for, men uanset om jeg er enig eller uenig, retter jeg mig efter dem. Anarki dur ikke. Heller ikke her. En regel bliver ikke ophævet, fordi flertallet synes den er ‘dum’. Genitivs-apostrof på dansk bliver heller ikke umiddelbart legal at bruge, selv om flere og flere “synes det ser pænere ud”. 
Ulovlige sprøjtemidler, der ødelægger grundvandet, bliver heldigvis ikke legaliseret, fordi nogle få ignoranter bliver ved med at importere og videresælge dem.
Der skal dog være plads til nye opfindelser, og det er der heldigvis også. Det er ikke forbudt at være kreativ, selv om det bliver sikkert også snart bliver afgiftsbelagt …

Jeg har i den seneste tid bemærket en tendens til en ny slags udtryk, der er ved at snige sig ind i den daglige tale – et udtryk, som enhver, der bare perifert har snuset til computere og deres software, vil nikke genkendende til; nemlig betegnelsen for versionering.
Den underholdende Kronborg HamletTeater-direktør fra i torsdags brugte det flere gange.
Jeg fik det i en mail i går.
Jeg vil selv til at bruge det.

“Så har vi en Hamlet 2.0”
“Jeg er ramt af virkeligheden 2.0”
Noget, der er set før, bare i en lidt anden form. Det er en god og kreativ måde at udtrykke det på – ikke mange er i tvivl om, hvad der menes.
Større ændringer bliver ét tal højere og ender på 0. Mindre ændringer skifter ciffer efter punktummet; nogle opdateringer kan vist være helt ude på femte ciffer efter hovedversionen.
Inden vi når til 1.0, har vi en betaversion; et udtryk, som også er gået ind i sproget for noget, som endnu har visse fejl og mangler.

En herlig sprogfornyelse.
Jeg glæder mig til snart at nå til Livet 3.0. Eller Alder 3.0, om man vil.

Her er en svensk sommer 15.3

Engelske undervisere kan skam også

Her kommer en lille trøst til alle de dansklærere, jeg indirekte har hængt ud, når jeg påstår, at visses standard lader en del tilbage at ønske – som når fx. en dansklærer ikke har styr på nutids-r, og/eller at der som hovedregel ikke skal apostrof i dansk genitiv.
Hov … ej … fik jeg nu sagt det igen? Det må I undskylde – det var bestemt ikke meningen

Nå. Trøsten, hvis det ellers er en trøst, er, at engelske undervisere så sandeligen også kan kvaje sig i det engelske sprog.

Jeg var overmåde overrasket over, at nogen kan lave sådan et nummer. Jeg kan ikke gennemskue, om websitet er af 100 % engelsk oprindelse, men selv om det ikke skulle være tilfældet, burde forfatterne af undervisningsmateriel kunne kende forskel på principle og principal. Den er nemlig stor, selv om ordene er homonymer; dvs. udtales ens.

Principle
The word principle means a standard, a law or a rule. This means you can have:

• the principles of economics, which are the laws that govern economic theory
• moral principles, which are the rules and standards that govern your behavior

Principal
The word principal usually refers to a person. Remember that it ends in ‘pal’, which is a person. A principal can be:

• the head of a school
• the head of an organization
• the main person involved in a contract or financial negotiation

Dagens indlæg vil de færreste af jer kunne bruge til noget som helst, I know, jeg blev bare så overrasket, at jeg måtte ud med det.
Beklager … Kan jeg ikke formilde jer med en collage af mine børnebørn anno 2010?

Nu har jeg fundet ud af flere ting; bl.a. hvordan man selv ‘ranker’ billederne. AutoCollage er heldigvis mere samarbejdsvilligt, end jeg først troede. Man kan første- og andenprioritere sine udvalgte billeder, og man kan fortælle, hvor meget billederne skal overlappe hinanden.
Jeg er også ved at blive en smule klogere på, hvilke kriterier programmet går efter – det er nemlig sådan, at hvis man har bedt programmet om at lave en collage af otte billeder, og man giver det mere end otte at vælge imellem, så kasserer det selv billeder, indtil der er otte tilbage. Det er lidt sjovt at studere, hvilke der kasseres, og man kan tænke meget over hvorfor.

Der er mindst to former for ordkløveri – eller hvor høj er en høj lighter?

Der er mindst to former for ordkløveri, men kun den ene af dem vil jeg beskæftige mig med i dette indlæg.
Jeg er nemlig udmærket klar over, at jeg kan være en yderst irriterende vedholdende ordkløver, men det springer vi let og elegant over i denne omgang.

Den anden, derimod, fik mig til omgående at beslutte mig til, hvad dagens indlæg skulle handle om.
Jeg har skrevet om det før, og jeg vil givetvis skrive om det igen. Og igen: Lad nu være med at at splitte de navneord, der ikke skal og aldrig har skullet splittes!
Det er en dårlig vane, der stammer fra afsmitning fra det engelske sprog, men som nu er gået så vidt, at danskere splitter engelske ord, der ikke skal splittes – med en lige så høj grad af ufrivillig komik som jeg synes, det udløser på dansk.
På mit arbejde støder jeg på udtryk som work shop – up date – back up – og den værste: dead line. Vi har rigtig mange døde linjer, åbenbart, og for en engelsktalende ser a dead line lige så tåbeligt/uforståeligt ud som en død linje gør på dansk.

Englænderne går i øvrigt, langsomt, men forholdsvis sikkert, over til at sammenskrive ord, ganske som vi gør det, og at samle dem med i det mindste en bindestreg er mere almindeligt på britisk engelsk, end man tror.

Det som i dag fik mig til først at grine højt og dernæst fare i blækhuset, var en etiket på en æske med overstregningspenne:

Kære danblok – der er meget stor forskel på en high lighter og en highlighter – både på dansk og engelsk. Se selv:

(Læg venligst mærke til bindestregen i ‘felt-tipped’. Hvis det er et sammensat adjektiv, som efterfølges af et navneord, sætter man en bindestreg. A well-trained dog, men the dog is well trained. Det var dagens helt gratis engelsklektion.)

Hvorfor er det mon så svært? Kig her for smilfremkaldende eksempler.
Sammenskriv som tommelfingerregel altid navneordene – risikoen for fejl er dermed minimeret maksimalt.  
En dyr læge og en dyrlæge er IKKE det samme.
En sej filet gider jeg ikke spise, men en sejfilet smager udmærket og kan tygges selv af folk uden tænder.
Jeg nævner overhovedet ikke en rød kælk denne gang

En lille overraskelse af den pinlige slags

Vidste I, at der er et firma, der kalder sig Retskrivningspolitiet?
Det er der – deres webside hedder naturligvis det samme; med .dk til efternavn.
Det er meningen, at man skal betale for deres ydelser, men de har en lille, gratis test, som det står enhver frit for at tage.

Det gjorde jeg naturligvis – og havde naturligvis på ingen måde forestillet mig, at jeg ikke ville kunne klare den til topkarakter.

Men. Dette har man naturligvis gættet med ovenstående formulering: Det gjorde jeg ikke. 

Jeg fandt ikke alle de fejl, der var – vil (og kan) ikke kopiere ‘eksamens’teksten, men jeg tog et screendump af svaret, selv om det er at hjælpe jer alt for meget, hvis I selv forsøger jer med at finde fejlene i teksten.

Jeg havde fundet 44 fejl og klikkede derfor på 42, idet jeg tænkte, at nu havde jeg åbenbart været en tand for krakilsk.
Men nej! Der var 51 fejl! Surprise. Ikke engang, når jeg kender svaret, kan jeg finde alle 51.
Det er altså pinligt.

Deres argumentation for ikke at levere en facitliste, kunne jeg ikke lade være med at smile over – men jeg ville nu gerne se deres bud på alle 51 fejl.
Jeg er dog ret sikker på, at det er i kommateringen, det er gået galt. De øvrige formuleringsfejl og grammatiske fejl springer mig nærmest smertefuldt i øjnene, men jeg må nok erkende, at jeg anvender en (temmelig ureglementeret) blanding af enhedskomma og grammatisk komma.
Det er ikke helt i orden og slet ikke, hvis jeg skulle undervise i kommatering, men det skal jeg heldigvis ikke …

Glem, at jeg har givet jer svaret på forhånd – prøv selv at tage testen og fortæl mig så, hvor gode I er.

Billedet er bare et pinseminde … taget, da jeg var ude og cykle.

Var det noget med en lille tatovering?

“Omkring en fjerdedel af alle, der lader sig tatovere, har problemer”, skriver de i Samvirke.

Der er flere aspekter ved tatovering, jeg ikke helt forstår … for det første forstår jeg overhovedet ikke, hvorfor man synes, det er pænt, men smag og behag er som bekendt forskellig.
Jeg ved også godt, at man i ungdommen slet ikke kan forestille sig, at man skulle blive ældre. Eller gammel. Eller måske dør man oven i købet på et eller andet tidspunkt. Vi har alle været unge; de fleste af os har haft fjollede ideer og nogle har måske gjort nogle ting, de senere har fortrudt. De fleste af ungdommens fjollerier er dog normalt ude, måske ikke af sindet, men så af både egne og andres øjne, når man bliver lidt mere besindig.
En tatovering er permanent. Den kan fjernes, men det koster 10 gange så meget som at få den lavet, og det er for egen regning. Det hjælper (heldigvis) ikke noget at komme vrælende og fyldt med selvynk op til lægen og sige: “Gør noget!” – med mindre man er decideret syg pga. tatoveringen, hvilket der desværre er en del, der bliver.

Det, man synes, er supercool som 18-årig, synes man ikke nødvendigvis er skidesmart som 60-årig, hvor jeg godt kunne forestille mig, at man kunne blive en anelse forlegen over at være nødt til at flashe et par bare bryster eller en lysten penis tatoveret et sted, hvor det kan være svært at skjule det, med mindre man vil gå vinterklædt året rundt.
Tatoveringer udsender nogle signaler, der kan være hindrende for et senere karrierevalg. Eller for at få den person, man forelsker sig i. Jeg ville helt klart betænke mig en ekstra gang, inden jeg får noget med denne fyr at gøre – også selv om han måtte påstå, at han har fortrudt noget så bitterligt …

En tredje ting, der undrer mig, at at der stort set ingen kontrol er med det.
Et medicinalprodukt har været gennem talløse afprøvninger og meget dokumentering før eventuel godkendelse fra sundhedsmyndighedernes side; en medicinalvirksomhed bliver løbende inspiceret af myndigheder fra alverdens lande.
Det er naturligvis helt i orden, for sådanne ting SKAL være i orden, og der skal være kontrol, så svindel og snyd minimeres maximalt. Det forekommer jo desværre, selv om det bliver mere og mere vanskeliggjort.

Jeg vil lige benytte lejligheden til at sige, at et nyt lægemiddel koster mellem 1 og 10 milliarder at udvikle, så det er altså ikke så underligt, at medicin er dyrt. Det er også derfor, at et nyt produkt er beskyttet mod kopiering i en årrække – virksomheden, der har haft alle udviklingsudgifterne, skal lige have en chance for at hive pengene hjem igen. De kopierende virksomheder kan selvfølgelig sagtens gøre det billigt, når patentet udløber – de har overhovedet ikke haft forsknings- eller udviklingsudgifter. Jeg bliver så stiv i ansigtet, nå folk brokker sig over dyr medicin. Vil de hellere have noget klamp, der ikke er veldokumenteret?

Nå. Tilbage til tatoveringerne. Her er ingen kontrol. Man kan købe farver de mest tvivlsomme steder fra; fx fra Kina, hvorfra de erfaringsmæssigt ikke er sterile, men er propfyldt med alskens lækre sager som stafylo- og streptokokker, som man kan blive hundesyg af. Enhver idiot kan slå sig ned som tatovør – og mange gør det også. Det kan konkluderes ud fra, at der er 500 af dem i Danmark, men kun 70 i Tatovørlauget.
Farverne kan være sundhedsskadelige; især den røde. Personen på billedet får med stor sandsynlighed væmmelige problemer. Man kan blive smittet med HIV, hepatitis og syfilis, hvis tatovøren ikke bruger sterile nåle.

Så hvis I absolut vil tatoveres, så undersøg tatovøren grundigt, vælg kun sorte farver og lad være med at placere tatoveringen på et alt for synligt sted.
Man anslår, at halvdelen af dem, der bliver tatoveret, fortryder det senere, så nøjes hellere med et lille, diskret et, der forholdsvis nemt og billigt lader sig fjerne igen.

Lad mig slå fast: Dette er ikke en personlig hetz mod folk, der har valgt at lade sig tatovere – folk må da selv om det … jeg undrer mig bare over det voldsomt tiltrækkende i det for nogen – især, når det tilsyneladende skal være over det meste af kroppen. Så står jeg altså helt af, skal jeg indrømme.

Det bliver da også nemmere og nemmere

Nu kan man helt automatisk blive slankere, hvis man bare bruger den rigtige sæbe til sit daglige bad!
Kong Mor – hvad venter du på? Du må straks se at få bestilt den sæbe… 18,50 kr om ugen, hvis du abonnerer – det er langt billigere end fedtnissecentret.
Du får endda et link forærende af mig – ganske gratis. Jeg annoncerer jo ellers ikke, men dette kunne jeg simpelthen ikke stå for.

Billedet er klippet fra en af de utallige annoncer, der popper op hist og her og allevegne, og som man vist skal (kan?) betale sig fra at slippe for.
På den anden side… det er vældig god humor ind imellem, og så kan man jo altid få et blogindlæg næsten forærende.

Nåmmen, helt ærligt: er vi ikke ved at være derude, hvor det nærmest bliver grotesk, hvad man regner med, folk hopper på?
For … der er da ikke en mors sjæl, der kunne finde på at hoppe på denne her?

Eller hvad? Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig.

Varianterne er mange…

Kan I huske Brugsens vairanter? Det kommer jeg til om lidt…

Fordi det tegnede til en yderst langsommelig vej hjem fra arbejde i dag – besværliggjort pga. en ulykke med kilometerlange køer og stillestående trafik til følge – tog jeg nærmeste omvej hjem. Den går over Hedehusene, og imellem Hedehusene og Roskilde ligger Stof & Stil (tidligere Peters Resthal), som gennem årene har formået at hive bekymrende mange penge ud af mit Visakort.
Denne gang ville jeg benytte lejligheden til at finde en voksdug af den pænere, ikke-voksduglignende slags til Sverige. Vi skal være 17 i flere dage i julen, og vi har et sart spisebord. Hvad gør en klog? Og hvad vil Ellen gøre? Det dur simpelthen ikke at at være sippet – det vil ødelægge både mit og de andres humør, for slet ikke at tale om julestemningen, så løsningen måtte være at finde en voksdug, der helst ikke må ligne en voksdug, hvilket jeg satsede på, at jeg kunne i den forretning. Jeg fandt en i naturfarvet hør, som man jeg ingen problemer vil have med at holde ud at se på. Juledugen kan bare lægges ovenpå, og selve træbordet vil være lige så pænt, når vi tager hjem, som da vi kom.
Det er måske bare mig, der er pjattet, men jeg husker alt for tydeligt barndommens voksduge, som lugtede temmelig ubehageligt og som bare var SÅ grimme, hvorfor jeg nærmest er allergisk over for dem i dag. Men også dér er der heldigvis sket en udvikling.

Stof & Stil er ikke så skilteslemme som Brugsen, men forskellen på ligge og lægge har de altså ikke helt styr på. Den er måske også en anelse tricky, for gaverne kan jo sagtens ligge under træet, men med ‘at’ foran antyder man bevægelsen, der er i at lægge dem under det. 

Brugsen.
Jeg skulle ind og handle – havde tænkt over, hvad vi skulle have til aften, men ikke fundet ud af, hvad dagens blogindlæg skulle handle om, for skiltet fra Stof & Stil var for tyndt til at stå alene.
Som så ofte før var Brugsen min redning. Det var nærmest overvældende i dag med hele tre ting.
Vairanter kan varieres meget – i dag var det blevet til VARINATER. Slet ikke dårligt. Faktisk sjovere end deres første forslag.

Og det næste, som ikke kun har noget med stavning at gøre, men også viser et budskab, som i princippet irriterer mig hver gang, fordi jeg finder det totalt ligegyldigt at kunne spare 85 øre.
Til gengæld kan man her stave til ‘varianter’, men ikke til ‘flere’.
Til sidst forklædet, der sikkert er gråstribet, men hvor der mangler et ‘r’. E’et kan muligvis slet ikke være der, men lidt fjollet ser det ud…

Dagens opløftende element var en mail fra Samvirke:

Emne: tak for dril

Kære Ellen,

Du er ikke den eneste, der undrer sig over vores ihærdighed med toiletpapiret og fravalg af kartofler. Rettelser er på vej i næste udgave, for ja vores regnemaskine må have været i stykker.

Venlig hilsen

Pia Thorsen Jacobsen
Redaktionschef, Samvirke

Tak for, det, Pia – og hvor er det dejligt at se, at også andre kan undre sig.

Jamen så blev det jo alligevel weekend. Hyg jer derude – jeg skal male køkkenloft i morgen…

Dugdyrets endeligt, talmystik og andet

Dugdyret er aflivet. Det blev ikke engang til husdyr – de lavede sætningen helt om. Jeg sendte et link til DFDS, og i dag klokken 13 fik jeg en mail fra deres marketingafdeling om, at de takkede for henvendelsen og at fejlen nu var rettet.
End of story, men vi fik da i fællesskab kogt meget suppe på det underlige dyr. Herligt.

I mellemtiden er Samvirke blevet læst, hvilket gav anledning til endnu et par omgange dyb undren. Der må være nogle stykker på den redaktion, der ikke kan regne.
Eller også har de en dårlig chef, der ikke har lært dem, at de skal huske at undre sig.

Først et klip fra artiklen om toiletpapirets historie. Jojo – vi kommer skam vidt omkring i Samvirke … men læg venligst mærke til den nederste notits, hvor vi er nået til 2010 (forstørret herunder). De påstår her, at danskerne – hver eneste af os godt fem millioner danskere – i 2010 købte 56 ruller toiletpapir hver eneste dag!
Vi har saftsusemig været trængende sidste år … ikke så underligt, at Danmarks kloaksystemer ikke længere kunne holde til presset, da der kom en smule regn oveni …
(Skulle der mon have stået årligt?)

I bladet var der en artikel, der helst skal få os til at stræbe efter at hælde mere og mere til nordisk mad – hvilket jeg i øvrigt fuldt ud kan tilslutte mig – jeg ser ingen grund til, at vi f.eks. skal kunne købe jordbær i december – vi har så mange gode råvarer, der indeholder rigeligt med næringsstoffer, at vi snildt kan klare os gennem den lange og mørke vinter.
I bladet var der et læserbrev fra en kvinde, der undrede sig over, at alle hvidløgene kom fra Kina. Hvorfor ikke fra DK eller i det mindste Europa?
Svaret var, at de var billigst fra Kina.
Er vi virkelig blevet sådan? Vil vi hellere have hvidløgene fløjet ind helt fra Kina end betale et par kroner mere for tre hvidløg fra DK? Jeg synes ikke, det er i orden.

Nå. Det jeg ville var at illustrere min næste undren.
I bladet blev der sammenlignet med, hvad det nye nordiske køkken anbefaler i forhold til, hvad vi reelt indtager i dagens Danmark.
To sider med eksempler, og de kan jo bilde os hvad som helst ind – vi har ikke en kinamands (apropos…) chance for at vurdere, om tallene er korrekte.
Og dog…
Se tallene for kartoflen øverst til højre. Man påstår, at vi i dag i gennemsnit spiser 10 milligram kartofler pr. dag.
Det var i sandhed ikke meget, så det tal tror jeg simpelthen ikke på!
Det svarer nemlig til, at vi spiser én æggestor kartoffel på 75 gram ca. hvert 20. år. Det er muligt, at vi spiser mere pasta og ris end før i tiden, men alligevel…

Så er det, at jeg bliver ret skeptisk over for resten af tallene.
Lige som når vi i tv-avisen hører en tolkning af et eller andet, vi tilfældigvis ved noget om, og derfor kan gennemskue, hvor grundigt journalisterne har misforstået sagen.  Som i aftes, da de havde et indslag om, hvor mange penge det danske sygehusvæsen bruger på taxaer, og hvor dårligt koordineret det er.
Se, det har John jo forstand på, og der var ifølge ham ikke mange rigtige påstande i det indslag.

Det er altså lidt skræmmende med al den misinformation, vi får. Mere eller mindre bevidst fra mediernes side.

Skal vi derfor ikke slutte af med et knapt så skræmmende billede fra gårsdagens solnedgang?

Jeg synes ikke, at vindmøller er så skræmmende. Eller skæmmende for den sags skyld. Hvis vi vil have alternativ energi, dur det altså ikke, at ingen vil have det i deres egen baghave.

Dugdyr og andre underligheder

Første underlighed:
Jeg fik en mail i dag fra DFDS, hvor de atter en gang tilbød mig at komme nærmest gratis til England. Inden man er færdig, er det alligevel blevet en halv formue, men det er en anden historie, for det jeg faldt over, var en notits om at tage sine kæledyr med om bord. For det første stod der (når man fulgte linket), at uledsagede kæledyr ikke blev accepteret. Hvor mange skødehunde tager selv initiativet til en englandstur, mon?
For det andet stod der dette, som man kan se på snapshottet til højre (næstnederste linje):
Hvad i alverden er dugdyr??? Nogen, der har et bud?

OPDATERING 2. november kl. 13:00: DFDS har nu rettet fejlen – jeg sendte dem en mail med et link til dette indlæg 🙂

Anden underlighed:
Min pc er ikke altid lige god til at forudse, hvor lang tid tingene vil tage.
Sidste ferieaften i sidste uge bad Charlotte mig om at brænde et udvalg af vores feriebilleder ned på en cd-rom til hende, for hun havde glemt deres kamera hjemme i England.
Det gjorde jeg selvfølgelig gerne – og man lagde stærkt ud med denne besked:

12 dage og 12 timer om at kopiere 80 billeder! Det ligner en rekordagtig langsommelighed. Den startede faktisk med 14 dage, som man måske kan fornemme på den grønne del af bjælken.
Jeg vil dog sige, at jeg er glad for, at selve ferien ikke gik lige så hurtigt, for de oprindelige 14 dage endte med at vare ganske få minutter…

Tredje underlighed:
Jeg har også fået en email om at jeg atter en gang har vundet et par millioner euro. Det er der heller ikke noget usædvanligt i, men jeg holder aldrig op med at undre mig over, at de kan tro, at nogen kan hoppe på den med det ekstremt dårlige sprog, de leverer – i dag skulle den forestille at komme fra Spanien, og så kan de ikke engang stave til landets navn:
Sincerely yours,
Telefonica net Lotto
Madrid, Espaсa.
Copyright (c) 2011

Dette tegn skulle betyde euro: Ђ

Fæhoveder.

Fjerde underlighed:
Min brugs er begyndt at have meget næstenfærdigmad til salg. Skal bare lige i ovnen…
Har man først én gang læst varedeklarationerne på det mad, kan det undre mig, at nogen overhovedet har lyst til at sætte tænderne i det – her er to eksempler ud af fem eller seks:

Hvad man også kan undre sig en smule over, er den overordentlig store lighed, der er på ingredienserne på de to retter – er der andet end overskrifterne, der er forskellige?

Det var vist underligheder nok for en enkelt dag.

Det er ikke spor vanskeligt at huske at undre sig.

Man skal undre sig…

Den første chef, jeg havde på min nuværende arbejdsplads havde et yndlingsudtryk, som jeg tog til mig, og som jeg stadig både husker og bruger: “Man skal undre sig.”

Hvis noget ikke er som forventet, skal man undre sig og forsøge at finde ud af hvorfor det er anderledes. Hvis en person opfører sig underligt i forhold til normalen for den pågældende, skal man undre sig. Hvis en analyses standardkurve (kendte værdier, som de nye prøvers resultater måles ud fra) pludselig så anderledes ud eller havde en anden hældning, end den havde haft længe, skulle vi undre os.
Vi havde en enkelt kollega, som aldrig undrede sig over noget som helst – hun gik simpelthen ud fra, at hun var ude af stand til at begå en fejl… hvilken egenskab er én af grundene til, at der altid (før disse elektroniske tider) skulle to forskellige laboranter til at regne resultaterne ud; plus en overordnet til at godkende dem bagefter. I dag er beregningerne elektroniske, men en laborant kan stadig begå fejl, og så skal systemet undre sig. Det gør det også – det kan man programmere sig ud af.

Medarbejderne i Brugsen undrer sig tilsyneladende meget sjældent. Ikke at jeg siger, de er mere sløve end landsgennemsnittet; overhovedet ikke – det ville være meget flabet at påstå. Ejheller tror jeg, at de tror, de er fejlfrie, men jeg undrer mig over, at de ikke undrer sig. Jeg har en yndlingsassistent i min lokale brugs; en ung gut, som underholdt mig og andre for næsten nøjagtig et år siden, som altid har et glimt i øjet og er god for en frisk bemærkning. Jeg vil helst ikke tro, at han skriver butiksskilte, for så ryger en af mine illusioner…

Hvorfor undrer man sig ikke over, at ‘Nestlé’ ser anderledes ud på brugsskiltet, end det gør på kassen med godterne i? Og som befinder sig umiddelbart ved siden af?
De har selvfølgelig husket accent aigu’en – den ligner jo en apostrof, som de er så glade for at strø gavmildt om sig med.
’Vairanter’ kan jeg til nød forstå – det er tydeligvis en tastefejl, og det er kanonsvært at læse korrektur på sig selv. Alligevel er det ikke helt i orden.

Men NESLÉ… tsk, tsk… det er slet ikke i orden.

I skal huske at undre jer.

Jeg forstår ikke… hvor meget rabat får du så?

En chef ville give en afskedsmiddag for en medarbejder – ikke fordi vedkommende skulle skifte firma, men fordi han har fået en anden stilling i en anden afdeling.
Det – middagen altså – skulle foregå på restaurant Sletten i Humlebæk; helt nede ved havnen – vi havde den skønneste udsigt, men smukke solnedgange kan det ikke rigtig blive til her mod øst.
Se, det var god mad, vi fik – de ejer også Formel B i København, som i syv år har haft en enkelt af de eftertragtede Michelinstjerner, og når det regner på præsten, drypper det stadig på degnen, for det var en meget, meget lækker middag, vi indtog.
Min forret var ristet foie gras. Åhhh, hvor jeg elsker ‘rigtig’ foie gras, når de ikke har lavet den til leverpostej først.

Det var en meget hyggelig og god aften, men ikke særlig interessant for jer at høre om, så jeg vil i stedet vise jer et skilt fra gågaden i Tønder; fanget lige uden for Thieles butik. Det er således ikke Tønder, der er noget galt med, men en vis brillekæde.

 

Det kalder jeg at skære tingene ud i pap, bøje dem i neonrør og hvad man ellers kan gribe til af foranstaltninger for at øge forståelsen for budskabet.

Helt ærligt, altså… hvor dumme og tungtopfattende tror de, folk er?

TRE gange skulle vi have sagen forklaret på skiltet. Da jeg nåede til det med rødt, knækkede min kæde.

Jeg stod længe og kiggede på det, tog et billede, og måtte så henvende mig til John:
“Det har de ikke gjort godt nok. De har godt nok skrevet, hvor meget jeg kan få i rabat som 58-årig, men hvordan i alverden kan jeg finde ud af, hvad du vil få? Du er 66 år og er ikke nævnt! Det er altså for dårligt.”

Det gav John mig helt ret i og mente, at jeg burde gå ind og spørge, for han kunne heller ikke helt gennemskue det.
(Et par, der havde stået og kigget på Thieles vindue, hørte vores ordveksling og kiggede lidt underligt på os – de vidste vist ikke helt, hvad de skulle tro – indtil jeg smilede stort til dem).

Kan I finde ud af det? Kan I hjælpe os? De kunne altså også godt have skrevet Johns rabat. Ikk’?

 

 

Weekenden venter lige om hjørnet; jeg har talt med mit barn i dag: de har 25° i England og sol fra en skyfri himmel; vi har 23° her, med sol fra en skyfri himmel, vi kører til Sverige i eftermiddag og kan forvente en varm weekend med sol fra en skyfri himmel. Livet kan godt holdes ud. Sådan lige akkurat…

Jeg holder meget af jyske og engelske underdrivelser og jeg har lige lært, at tingene skal siges tre gange, så hvis nogen stadig er i tvivl om himlens udseende, kan de bare tage til Thiele i Tønder. De vil sikkert gerne forklare det.

Rigtig god weekend derude.

Brugsensk og andet dansk

Okay – jeg indrømmer blankt, at Brugsen har leveret mere morsomme og/eller eklatante bøffer end denne, men vi skal jo langsomt i omdrejninger efter ferien, ikke?
Måske er det også mig, der bare vil finde fejl, men jeg synes dette er dobbeltkonfekt – jeg mener… hvor mange tager på en indendørs picnic? (Selv om man måske kunne have lyst i dette elendige sommervejr).
’Udendørs’ er derfor overflødigt – det ligger i selve definitionen på picnic, at sådan en foregår udendørs.

Et par andre eksempler på sjove pleonasmer, leveret af den nærmeste familie (ingen navne), er bomuldscottoncoat og softiceis. Disse var de oprindelige – John og jeg har lige siden, vi hørte dem første gang, barnligt fnisende sagt bomuldscottoncoatfrakke og blød softiceis til hinanden og andre.

Da arbejdet kaldte i morges, kunne jeg lægge blidt og hyggeligt ud med en kop kaffe, mens jeg læste det lille og uanselige, men meget interessante Mål+Mæle, som udkommer fire gange om året, og som ventede i min postbakke… sammen med 100 andre ting, men de fik vente lidt.

Vidste I godt, at vi kun har været gravide siden først i 1950’erne?
Inden da var man med barn eller man ventede sig. Man kunne også være svanger. Hvis man ligefrem var frugtsommelig, hed man vist Jomfru Maria – eller var samtidig med hende.

Adam Hyllested skriver vidt og bredt om disse lykkelige omstændigheder, men jeg skal skåne jer for det meste; blot nævne et par pudsige sammenfald mellem dansk og engelsk slang for tilstanden. Slangudtryk er der mange af, og vi kender nok alle at have brød i ovnen. På engelsk findes det helt parallelle to have a bun in the oven og på australsk engelsk findes der et tilsvarende udtryk, up the duff, som hentyder til, at kvindens mave ‘hæver’ i løbet af graviditeten.
På tysk bager man ikke brød, men steger en steg (einen Braten in der Röhre haben) – så synes jeg godt nok, det er mere logisk med analogien til det hævende bagværk.

Det var dagens tilskud af gold viden, som en venlig kollega engang med et smil på læben erklærede, at jeg var så rigeligt forsynet med. Med dette mente han en viden, man ikke kan bruge i faglig sammenhæng. Jeg kalder det almen viden eller paratviden, og jeg er skidegod at have som makker i Trivial Pursuit og lignende quizspil, skulle jeg hilse og sige fra visse af mine familiemedlemmer   – jeg holder gerne på, at det i visse tilfælde er mere nyttigt at vide lidt om meget end meget om lidt.