Hos Mommer

11. oktober 2015

Lidt usædvanligt fra min side

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:31
Tags: , ,

Nu gør jeg noget, jeg ellers aldrig gør: Annoncerer mit fravær.
Jeg har dog ikke tænkt mig at gøre det på FB, kun til jer …
Eftersom jeg altid blogger fra mine rejser, finder I jo alligevel ud af det om nogle dage. Forhåbentlig. En dag mere eller mindre vil derfor ingen forskel gøre. Problemet er, at jeg ikke ved hvordan, eller om overhovedet, jeg kan få internetforbindelse den næste tid.
Jeg vil nemlig befinde mig i kahyt 3315 lige her på Rhapsody of the Seas: Eller … det vil jeg nok kun om natten …

Blæret, ikke?
Vores livs første krydstogt. Måske også det sidste … eller måske det første af flere … vi er meget spændt på, hvordan det vil være. Går vi fuldstændig bananas over at være sammen med andre mennesker hele tiden, eller imagevil der plads nok til, at man kan få en fornemmelse af at være alene? Vil der være konstant støj? Det er nok min største frygt – det er et amerikansk rederi, og amerikanske turister fylder gerne uacceptabelt meget i lydlandskabet. Vi kan selvfølgelig være os selv i kahytten, men da vi ikke har ubegrænsede midler, er det ikke ligefrem præsidentsuiten, vi har; bare en indvendig kahyt på 14 m2 – den er dermed ikke lille nok til at være klaustrofobiprovokerende, men heller ikke stor nok til, at man gider opholde sig der i længere tid.

Nå. Spændende bliver det i hvert fald. Vi skal ture rundt i det græske øhav i 10 døgn. Det er igen Kulturrejser Europa, vi har købt rejsen igennem, og vi har valgt de udflugter til i land, der var mulighed for på forhånd. Vi skal kun sejle i to heldøgn; resten bliver fortrinsvis om natten, så vi har dagene i land de steder, skibet ligger i havn.
Nå vi er i havn, kan jeg muligvis bruge mit transportable modem – og måske ikke. Vi vil have mulighed for at koble os op på skibets satellit, men rejsebureauet siger, at det kan være dyrt. Hvor dyrt ‘dyrt’ er, vil vise sig.
Det kan altså være, der kommer en lang pause fra min side, og det kan være, at jeg spammer jer dagligt med mine oplevelser, men belært af tidligere erfaringer ved jeg, at nogle af jer meget sødt bliver lidt bekymrede for mig allerede ved anden dags fravær. Det behøver I ikke at blive – jeg har det forhåbentlig bedre end godt.

Reklamer

13. juni 2015

På kulsvierfestival

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags:

Det er godt, at én af os læser de lokale aviser, ellers havde vi ikke fundet ud af, at der i Eskilstrup ikke så langt fra os finder en kulsvierfestival sted her i weekenden. Den er der også i morgen, så I kan sagtens nå det. Der skulle det i øvrigt blive flot sommervejr.
Det var det også, mens vi var der – det var et hyggeligt træf, hvor en del gamle håndværkerfag blev demonstreret – og varerne solgt, naturligvis.

Kulsvierfestival (14)

Herover trækulsmilen. Kullene kunne købes i sækkevis.
Typerne var mangfoldige og nogle af dem ret festlige at se på. De, der tilhørte inderkredsen af kulsvierlauget, havde dragter på, der matchede faget.

Kulsvierfestival (8)Kulsvierfestival (9)

Herover tjæremilen. Sidste år fik de 40 liter tjære ud af det; på det værste år nogensinde kun en enkelt liter.
Tjæren bruges blandt andet på vikingeskibsmuseet i Roskilde til vikingeskibene, som de bygger udelukkende efter de ældgamle metoder – derfor skal tjæren naturligvis også være autentisk.

Kulsvierfestival (2)Kulsvierfestival (5)Kulsvierfestival (6)Kulsvierfestival (3)

Hjemmelavet uld fra Tekstilgården, kniplinger, pileflet, trædrejning og op til flere smedjer og smykkefremstillere.
Især de to sidstnævnte repræsenterede nogle gode ‘typer’.
De lokale biavlere fik vi en lille sludder med, fordi jeg tog et par brochurer. Aubie vil så gerne holde bier, men moderen er mere end en anelse bekymret for, hvem der meget hurtigt får lov til at stå med ansvaret.
Biavleren kunne fortælle os, at de små hobbybiavlere er i stærk fremgang – de holder flere og flere kurser og så meget gerne en otteårig som medlem i klubben, men det bliver nok ikke aktuelt, da han jo bor i England. De var ellers meget villige til at ville give ham et specialkursus, hvis vi gav billetten …

kapsejlads på fjorden (5)

I dag har der været kapsejlads på fjorden.
Jeg sad og strikkede oppe i pavillonen, mens jeg samtidig nød synet. Det var bedre end at kigge på tv. De var heldigvis blevet færdige med at sejle, da det begyndte at småregne. Det var godt og hyggeligt med lidt regn; vi trængte til det, så jeg blev siddende deroppe og nød at høre det dryppe på pavillonens tag. Jeg håber bare der kommer noget mere – indtil videre er jorden ikke engang blevet våd. De har lovet torden og lynild – et syn, jeg havde glædet mig til at sidde og kigge ud over fjorden og blive imponeret over, men det skal åbenbart ikke være i dag.

15. maj 2015

Det franske marked i Præstø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:25
Tags:

Så snart vi flyttede herned i området omkring Præstø, hørte vi om det årlige franske marked. I starten smilede vi lidt over det og tænkte lidt mere end en anelse arrogant, at jaja, så slår de nok en bod op et eller andet sted og sælger lidt franske oste.
Man blev ved med at tale om det, og efterhånden gik det op for os, at det faktisk er en temmelig stor affære, som det meste af byen er involveret i. Det foregår altid i Kristi Himmelfartsferien, og sidste år var her 40.000 gæster på de tre dage, det varer. Ikke så lidt, taget i betragtning, at det er en lille by med under 4000 indbyggere.

Fransk marked (4)

Stadeholderne kommer ikke kun fra Frankrig – og Danmark, selvfølgelig – men også fra England, Holland, Tyskland og … Thailand. De er nok ikke rejst hertil fra Thailand alene for at komme på marked i Præstø, men der var en Thai-stand.

Fransk marked (6)Fransk marked (8)
Fransk marked (9)Fransk marked (10)

Jeg havde et helt specielt formål med at gå på det franske marked: Jeg ville have fat i en rund og en rektangulær provencedug til vores to haveborde, hvilke vi fandt i Savon de Provence (øverste billede). De havde alt, hvad hjertet begærer i den retning, så jeg fik, hvad jeg ønskede, plus et morsomt skilt i tilgift. Man havde nok lige brugt google translate, for det var meget franske franskmænd, der kun kunne tale fransk – de kunne dog tallene på engelsk, så de kunne fortælle, så vi kunne forstå det, hvad de ville have for dugene.

Fransk marked (5)Fransk marked (1)

Måske er det alligevel ikke google translate med pletter fri, men det fik smilet frem hos John og mig.

Der var boder med store ‘gryder’ med franske specialiteter, der var tyske pølser (nyd lige navnet på teltet … findes det mere tysk end det?), engelsk fudge og hollandske blomster. Der var øl og hornmusik fra hhv. diverse mikrobryggerier, Greve Pigegarde og en anden garde. Der var børneteater og der var små, nuttede, grønne kaffevogne The mean green bean machine.

Fransk marked (2)Fransk marked (3)

Der var en meget yndig og meget ung pige, der i bogstaveligste forstand havde fundet helt sin egen nicheforretning, hvor hun solgte sine hjemmelavede cupcakes og andet sødt.
Der var loppemarkeder og et bagagerumsmarked, hvor man i dagenes anledning havde skruet de normale priser for den slags forretningsvirksomhed en hel del i vejret. De bliver forhåbentlig klogere, for der var sandelig ikke meget gang i nogen af de butikker.
Alt i alt var Præstøs franske marked både ret hyggeligt, spændende og interessant. At de var så heldige med vejret, hvert fald på denne første dag, gjorde selvfølgelig sit til at højne oplevelsen.

30. april 2015

Ørkenens Sønner og Reef’n Beef

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

P1060268Den søde Flemming har gjort os tre søstre en KÆMPEtjeneste, og vi har en rum tid talt om, hvordan vi skulle få sagt ordentligt tak til ham.
Det fandt vi langt om længe ud af, og det gjorde slet ikke noget, at vi alle – søstre + vores mænd – fik noget ud af samme tak.
Vi inviterede ham med på Reef’n Beef, for derefter at tage ham med i Glassalen i Tivoli for at se Ørkenens Sønner.
Holdnuop, hvor var det god mad.
Holdnuop, hvor var de sønner hylemorsomme.
Det er ikke sidste gang, vi spiser på den australske restaurant – det var lidt anderledes og meget lækkert.
Nogle af os fik dybstegt krokodille-ravioli med passionsfrugt-honning-dip til. Og noget brød, selvfølgelig. Yderst delikat var det.
P1060256P1060257

Til hovedret fik jeg 100 g Certified Australian Wagyu ribeye “Kobe” stil. Totalt mørt og lækkert … kunne tygge det med øjenbrynene.
Merete og Flemming fik lyst til en kængurubøf, da det var nyt for dem. Det har jeg fået nogle gange, men især fordi jeg ikke ville kunne spise 200 g kød, ville jeg hellere nøjes med 100 g mørt oksekød – kænguru smager dog fint nok, og de kunne godt lide det.
For de meget sultne kan man bestille en bøf på 600 gram! Det var der ingen af os, der følte os i stand til at tage kampen op med.
P1060258P1060262

Ingen dessert til mig, andet end en caffe latte, men to kunne godt lige klare en cheesecake, som også blev rost til skyerne.
Både hvid- og rødvinen var meget australsk og meget god – en hhv. Chardonnay Riders Hill og en Peter Lehmann Portrait.

P1060270P1060276

Henrik Koefoed er god at klæde ud – både som H.C. Andersen og som Dyrehandler Clausen lignede han så godt, at man næsten ville kunne forveksle dem med den ægte vare.
De var dog skønne, alle de fire herrer – jeg synes altid, de er morsomme, men det er altså noget helt, helt andet at se dem IRL; det er at deltage på en ganske anden måde, når man har hele salens stemning med. Vi hujede af grin flere gange, end jeg kan tælle – de er geniale, er de. Det vid, de kan præstere, er både intelligent og uforligneligt.
At de går under bæltestedet i tide og utide gør det kun endnu morsommere; de overskrider i hvert fald ingen grænser hos mig.
Kan så absolut anbefales.

13. maj 2014

Et meget velovervejet impulskøb

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:05
Tags: ,

Kan man tale om et velovervejet impulskøb? Mit svar er, at ja, det kan man godt.
Her kommer første kapitel af en fortælling, som godt kan nå at blive en anelse lang, inden den er færdig – fortalt som brudstykker af overvejelser, hændelsesforløb og dialoger.
Kedeligt? Så bare spring over …

Det startede med, at vi under vores sydsjællandske odyssé i forbindelse med behandlingerne på Næstved sygehus blev enige om at køre til Præstø og op langs Præstøfjorden forbi Elnasminde, i dag kaldet Fjordkroen.
Ren nostalgi, for det var dertil, vi for 25 år siden inviterede vores forældre til en middag, hvor vi afslørede, at de godt kunne forberede sig på at komme til bryllup inden så forfærdelig længe.
Bare en kilometer før Fjordkroen så vi et hus til salg.

STOOOOP! Vend! Kør tilbage! SÅ du da lige det hus? Jojo, John havde skam også set det.

Bindingsværksidyl

John stoppede, vendte og kørte tilbage; vi tog et billede af “Til salg”-skiltet, så vi kunne tjekke boligen hjemmefra.
Det så skønt ud; med en fantastisk beliggenhed og masser af plads. Næste dag kørte vi forbi igen. Standsede op og kiggede os lidt omkring. Vi blev enige om, at det så lidt forsømt ud; det var nok et dødsbo og vi tillod os derfor at gå ind på grunden og kigge ind ad vinduerne.
Inden længe stod ejeren i døren og bad os kigge indenfor, hvis vi ville se mere! For hulen, hvor piiinligt, altså!
Dog ikke mere pinligt, end at vi med røde ører sagde undskyld for vores vindueskiggeri og lod ham vise os rundt.
UdsigtStort. Skønt. Pragtfuld udsigt. KÆMPE køkken – en mangeårig drøm hos mig.
Plads til begge biler i garagen. Værksted til John. Systue med fjordudsigt til mig.
Men.
Der skulle laves en del. Males overalt. Nye gulve et par steder. Ekstra toilet.
Det var ejet af en ældre herre, hvis kone døde for et par år siden, og hvis liv gik i stå den dag det skete. Der var vist ikke sket noget som helst siden den dag, han blev alene. Vi fik lidt ondt af ham. Indtil konens død havde det været meget velholdt, kunne vi se, men som sagt: der var ikke sket specielt meget siden da.
Da vi kørte derfra, sagde John, at det gider vi ikke, vel? Der skal laves for meget, ikke?
Ellen kom med et temmelig halvhjertet njaahhhnææhhh og joooohhh.

Dagen efter, på vej ud til bilen for at køre til Næstved, sagde jeg, at jeg simpelthen ikke kunne slippe det hus af mine tanker, og at jeg stort set ikke havde sovet om natten. John smilede bare.
Efter strålebehandling kørte vi til Vordingborg til Homemægleren for at få en salgsopstilling og for at aftale en ‘rigtig’ gennemgang.

Alle overvejelserne vil fylde for meget her – på den anden side kan jeg godt forudse en masse spørgsmål fra nysgerrige og intelligente læsere, så jeg remser dem op i et senere indlæg.
Der er nogle (i vores øjne meget få) ulemper, men rigtig mange fordele ved at bytte vores lille rækkehus ud med denne idyl, og I er velkomne til at byde ind med forslag til begge dele – så vil det vise sig, om det er noget, vi har været inde over inden beslutning.
Hmmmm er det det vi gør?

Det er det forhåbentlig … men det kunne være interessant at se jeres tanker.
Charlotte har fået Home-linket til huset, og hun har fortalt ungerne, at vi køber det. Første reaktion: “Noooo – we love mommer’s and morfar’s house!”
Anden reaktion, efter at have set billederne: “YEAH! Lovely! Wonderful! And we can have our canoes there without having to bring them from England.”
Det kan de nemlig. Tim har allerede besluttet at give dem to nye kajakker, så det vil være oplagt at tage de gamle hertil.
For vi har naturligvis et bådehus, når vi ligger 100 meter fra vandet …
Vi skrev under i dag. Til overtagelse 1. august.

23. januar 2014

En tur til hovedstaden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:46
Tags: ,

Grimme taskerJeg kommer så sjældent til vort lands hovedstad, at jeg ingen problemer har med at føle mig som den provinspige, jeg rent faktisk er, når jeg endelig er i København, selv om Rådhuspladsen kun ligger 35 km fra mit hjem. Det er lige før, jeg går med store øjne og halvåben mund af bar’ benovelse over alt det nye, der er sket/opstået siden sidst jeg var der, hvilket næsten altid er meget lang tid siden.

Jeg er muligvis benovet, men ikke nødvendigvis begejstret … se blot disse rædsler af et par tasker. Især den til venstre er da grim. Eller hvad?
Man kunne også få en hundehovedtaske (bulldog), hvis man er mere til det, men den var om muligt endnu grimmere.

På trods af den bidende kulde, var det på visse punkter som at bevæge sig rundt på et marked i middelhavsområdet: Ét sted blev jeg forsøgt shanghajet af et Greenpeace-medlem “Må jeg lige tage to minutter af din tid?” “Nej, helst ikke!”
200 meter længere fremme var det en fra Amnesty International “Må jeg lige låne dig et øjeblik?” “Næh, helst ikke!”
Længere fremme igen var det dagbladet Politiken, der var ude med snøren.
Cafe de PicassoEndelig var der alle de levende plakatholdere, der hundefrysende stod og prøvede at lokke os ned af diverse sidegader til – for det meste – restauranter.
Hende fra Amnesty International havde fået bid, da jeg gik den samme vej tilbage igen. Hun stod og var ved at overrække en midaldrende mand en underskrevet kopi af et eller andet; formentlig bevis på et nyt medlemskab, og jeg hørte lige i forbifarten følgende: “Tak. Og nu får du altså lige en krammer, for det har altså været SÅ dejligt at snakke med dig!” Med en svag læspen lidt á la Lone Hertz i Sommer i Tyrol.

Klokken 12:50 trådte jeg ind ad døren til Café de Picasso på Kultorvet, hvor Rasmine og jeg havde sat hinanden stævne til en frokost. Efter Rasmines forslag – jeg kender ikke rigtig de gode steder, men det gør hun.
Det var godt. Rigtig godt. Et nysseligt sted med et stort menukort – og meget velsmagende mad. Her tror jeg, jeg skal invitere John med engang. Hvis den ellers eksisterer, når vi er i byen næste gang …

Cafe de Picasso (4)Cafe de Picasso (5)

Jeg valgte en gratineret gedeost på ristet brød og med salatbund, hvortil Rasmine bare kommenterede, at “nåja, du kan jo godt lide salat”.
Nogle vil heraf konkludere, at det kan hun ikke.
Det er fuldstændig rigtigt konkluderet, så hun tog en tapas-frokost. Det er ikke fiskeøjne, man kan se, men øjne lignede det godt nok.
Vi sluttede en rigtig hyggelig og særdeles ordrig eftermiddag af med kaffe/te og kage på Café Norden. Det var, for mit vedkommende, et stykke jordbærtærte, der kunne have mættet en middelstor landsby, hvorfor jeg derfor nærmest skulle trilles hen til stationen, og jeg måtte beklage over for John, da jeg kom hjem: “Hvis du skal have aftensmad, bliver det en rugbrødsmad for dit vedkommende. Jeg skal ikke have noget!”

Final countdown

Et af mine sidste indtryk fra dagens kjøwenhawnertur var ovenstående portal, som var at finde på Rådhuspladsen.
“Vi glæder os”. Er det ikke at stramme den lidt?

15. januar 2014

Den årlige begivenhed. En af dem.

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: , , ,

P1000045

En af de årligt tilbagevendende begivenheder for mit vedkommende er generalforsamlingen i vinklubben.
Jeg var lidt spændt på, om jeg ville kunne deltage, da tilmeldingsfristen var inden jeg blev opereret, men jeg tænkte, at jeg hellere må melde mig til og måske være nødt til at melde afbud end risikere at være udelukket fra det gode selskab, hvis det skulle vise sig, at jeg udmærket var i stand til at deltage.
Generalforsamlingen er nemlig uden ledsager, så jeg skulle være i stand til selv at transportere mig til Hørsholm (læs: køre bil), hvilket jeg på forhånd nok ikke havde regnet med at kunne en uge efter operationen.
Men det kunne jeg! Og som i november ville jeg komme et par timer før, så jeg også denne gang kunne nå at sludre med gamle kolleger.
Jeg ankom klokken 14, så jeg havde 2½ time.
Alt for kort tid! Der var, ganske som sidst, alt for mange, jeg ikke nåede at få hilst på.

Selve generalforsamlingen var hurtigt overstået; med de formaliteter, der endnu engang hører sig til. Den eminente bestyrelse blev genvalgt. Nogle af bestyrelsesmedlemmerne har siddet der i samfulde 23 år, klubben har eksisteret, og alle gør efter alle medlemmers mening et ualmindelig godt stykke arbejde. For 25 kroner om måneden (plus tilskud fra personaleforeningen og en meget lav betaling pr. arrangement) får vi en masse sjove/interessante/spændende/hyggelige/lærerige oplevelser.
P1000049Generalforsamlingen sluttede som altid med, at der blev udloddet vine fra årets arrangementer. Mit navn blev hevet op af hatten tilstrækkelig tidligt til, at jeg kunne lægge min klamme hånd på den vin, jeg på P1000048forhånd havde udset mig, hvis jeg skulle være heldig nok: nemlig denne fyrige italiener.
Oj, hvor jeg glæder mig til at nyde den til en eller anden speciel lejlighed. Den er suveræn.

Hyggearrangementet, efter at det formelle var overstået, var smagning af vine fra Baskerlandet; dertil naturligvis spansk mad med lækre tapas til forret – jeg behøvede næsten ikke mere – der var som sædvanlig rigeligt med mad.
Riojavine … mig, som ellers ikke er særlig vild med vinene fra det distrikt, hovedsageligt fordi jeg synes, at tempranillodruen er for krydret i smagen, måtte kapitulere og indrømme, at de alle seks var gode. Meget gode. En enkelt var superb, så den bestilte jeg seks flasker af. Min bonkammerat Mette var af samme mening både før og efter smagningen …

6. oktober 2013

En weekend for strikke- og mundtøj

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

P1030671Strikkefestival i Maribo. Jojo. Det kan skam være så vældig hyggeligt – det var vi i hvert omkring 40, der mente, det kunne være.
Det var langt færre deltagere, end vi plejer at kunne stille op med … hvad mon det er med de jyder?
Af en eller anden grund, som jeg aldrig har fattet, er der meget længere fra Jylland til Sjælland (og Lolland …) end omvendt, så jyderne var stærkt underrepræsenterede denne gang. Der var jyder med, skal lige siges – dette er naturligvis derfor ikke møntet på disse – men det er da lidt mærkeligt, at det er så svært at finde østover.
Eftersom sekvensen er Jylland-Fyn-Sjælland, skal vi sjællændere over Storebælt to gange ud af tre, hvorimod jyder og fynboer kun skal over broen én gang ud af tre. Sjællænderne deltager altid …

Det gav nu ingen skår i glæden, må jeg beklageligvis sige – intet er naturligvis ment personligt, for der var bestemt nogle af dem fra hovedlandet, jeg havde glædet mig til at hilse på igen, men det lave antal deltagere gjorde det blot endnu hyggeligere, end det plejer at være, fordi stort set alle fik snakket med stort set alle, inden vi skiltes efter frokosten i dag.
Det var ganske enkelt et supergodt arrangement, tre initiativrige damer havde stablet på benene; med sponsorgaver og det hele … et hidtil ukendt fænomen, men vi fik alle en pose, der var stoppet til randen med garn og andre gode sager, hvilket arrangørerne (og de gavmilde givere) absolut ikke skal høre andet end godt for.

Vivian HøxbroP1030684

Fredag aften med Vivian Høxbro og lørdag eftermiddag med Katrine Wohllebe – den første med spændende designs og den anden med forskellige strikketeknikker.
Vejret var kedeligt lørdag, men fantastisk søndag, hvor det var muligt at sidde ude, og hvor de, der sad helt i læ, kunne sidde i kortærmede bluser og alligevel have det for varmt. Meget godt gået i starten af oktober.

Hotel Maribo Søpark

Jeg havde, som altid, et enkeltværelse. Mange foretrækker at bo sammen to og to eller sågar flere sammen og betragter det som en del af hyggen. Jeg nægter pure at dele værelse med nogen og elsker at kunne trække mig tilbage i fredsommelig ensomhed; denne gang på tredje sal med egen balkon og udsigt over Maribosøerne. Ingen klager herfra over det. Nogle havde udsigt til en brandtomt; andre til parkeringspladsen, hvor der, selv i Maribo, var livlig trafik til og fra det meste af natten, og hvor folks bildøre åbenbart skulle smækkes meget hårdt for at lukke ordentligt … det eneste jeg kunne høre, var fuglesang.

Maribosøerne

At jeg så oven i det hele har en mand, der godt gider køre mig til Maribo fredag eftermiddag og hente mig igen søndag eftermiddag, så jeg ikke skulle blive for træt til at have gang i både strikke- og mundtøj en hel weekend, er jo fantastisk.
Gad vide, om han også gider det til næste år, når vi skal til Jylland?
Det skulle slet ikke forbavse mig, hvis han gjorde.

8. september 2013

Svinkløvmenuen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags: , ,

DET kan anbefales! Altså at spise på Svinkløv Badehotel.
Vi blev placeret i den gule stue ved en vinduesplads med udsigt til havet. Ingen klager herfra over det, for der var også vinduespladser, hvor man nærmest sad med hovedet inde i en klit.
Svinkløv-menuen (4)Jeg har altid opfattet gul som en aggressiv farve, men ikke denne her, som gav et roligt og fredfyldt indtryk – og selv orkideerne passede i farven til lister, gardiner og duge.
På menukortets første side står der, at hvis man har travlt, kan man forføje sig ind til byen. Her på hotellet tager de sig nemlig god tid til at lave maden til gæsterne, så disse kan lige så godt roligt læne sig tilbage i stolen og hygge sig i ventetiden.
Det gjorde vi så … i øvrigt var ventetiden ikke særlig lang.

Vi valgte begge Svinkløvmenuen. Jeg var ellers sikker på, at jeg skulle have Den Havfriske Menu, men rødspætte til forret og ovnbagt torsk til hovedret lød ikke specielt tillokkende – selv om det hele sikkert har været lækkert nok tilberedt.
Svinkløvmenuen, derimod, med marineret havtaske og østers med mormordressing og som hovedret langtidsstegt oksehals – det var jo straks en anden snak. Men. Desserten havde fennikel som hovedingrediens. Fennikel til dessert! Aldrig i livet! Jeg har det meget, meget dårligt med fennikel, og som dessert går det da helt galt.
Heldigvis var der ingen problemer med at bytte til havmenuens dessert, som var noget med is, rabarber og vanillecreme med fudge over.

Svinkløv-menuen (3)

Forretten. En hel symfoni. Havtaske og østers gemmer sig under det, der umiddelbart ligner en ukogt lasagneplade, men som var den smukt udformede mormordressing.
Jeg spiste rub og stub – også floraen – det var totalt lækkert.

Svinkløv-menuen (6)

Hovedretten. Langtidsstegt oksehals var lige så godt, som jeg regnede med. I sovsen var der svesker og tilbehøret var glaserede rødbeder, stegte rødløg, blommer og persillekartofler. Sovs (sauce?) og kød havde en utrolig intens smag.

Desserten er et kapitel for sig. Vi var godt fyldt op efter de to første retter, så vi bad om at få lov til at sidde og slå mave lidt, inden de serverede desserten. Heldigvis havde vi plads til det hele, for jeg har vist aldrig før fået noget så velsmagende.

Svinkløv-menuen (9)Svinkløv-menuen (11)

Den kom i et ½-liters sylteglas, hvilket i sig selv er ret kreativt. To slags is var fyldt i låget, og alt det andet var selvfølgelig nede i glasset.
Isen var perfekt – og alligevel fik John halvdelen af min, for jeg havde ikke mere plads i maven, men ville spise alt det nede i glasset, for det kan jeg simpelthen ikke finde ord til at beskrive, så det ydes tilstrækkelig retfærdighed.
Rabarberne var, selv om de overhovedet ikke var kogt ud, de sødeste, jeg har smagt. Hvordan pokker de bærer sig ad med det, fik jeg desværre ikke spurgt om.

Svinkløv-menuen (14)
Den vanillecreme og det karamel-noget var gudeguf. Intet mindre. Det, der ligger til højre, var en eller anden form for kage og var naturligvis lige så lækker som alt det andet.
Er der nogen, der har et bud på, hvordan man får sukkersødet rabarber uden de mister faconen?

Svinkløv-menuen (2)

Svinkløv-menuen (7)Svinkløv-menuen (8)Der var en krøyersk stemning over det hele med de to badekåber, der kom gående nede fra stranden og den Marie Krøyer-gule farve i rummet, hvor vi sad.

Vinen og de to slags brød hørte naturligvis også hjemme i michelinklassen. Den er ikke en af dem, man kalder for supertoscanerne, men den smagte som om den sagtens kunne gøre en sådan rangen stridig. Den hed Promis … 

Mon der er nogen, der nu er i tvivl om, at vi havde en uforglemmelig aften?

5. september 2013

Kartofler i lange baner – og nogle superhyggelige timer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:36
Tags: , , ,

IMG_3198Dagen startede hos Lene, som havde inviteret os til et besøg på gården, hvor hun bor.
Ikke blot blev vi trakteret, så vi formentlig først bliver sultne igen på lørdag, men snakken gik, som havde vi kendt hinanden i årevis og bare skulle have fulgt op på et par års adskillelse.
Hvis man læser ovre hos Lene, kan man se, at hun inden mødet havde gjort sig de samme tanker som jeg, og var derfor heller ikke nervøs for pinlige pauser på grund af, at det var første gang, vi så hinanden IRL – og sådan gik det da også. Hvis ikke Lene havde skullet noget andet senere på dagen, er jeg sikker på, vi sad der endnu og pladrede løs, for jeg følte slet ikke, at vi var bare halvt færdige med at snakke, da vi kørte derfra.
Tusind, tusind tak for nogle særdeles hyggelige timer – også til din søde mand for praktisk og visuel gennemgang af en kartoffelavlers liv (og for kartoflerne, vi fik med hjem) – det var spændende og interessant for mig, der er vokset op med en kartoffelfar, så at sige. Dog i langt, langt mindre målestok end det, vi så dag … maskinparken hører til i kategorien monsterstørrelse – se bare traktoren herunder, som kan køre selv, så føreren kan koncentrere sig om computeren, der styrer det, der sidder bag på traktoren! Min far ville hverken have troet sine øjne eller ører, hvis han havde kunnet opleve dette.

IMG_3201

En meget lille lyngmølle Vejen hjemover havde vi fået anbefalet at lægge gennem Fosdalen, og vi parerede naturligvis ordre. Vi nøjedes med at beundre den fra bilen, da ingen af os, som før nævnt, af forskellige årsager er til bratte stigninger og mange trapper. Det var helt rigtigt, at det var et specielt og smukt område – et særdeles kuperet terræn lige ved siden af den Vildmose, der er så flad, at en pandekage ligner et bjerglandskab i sammenligning.
Vejret var desværre ikke til fotodokumentation af Fosdalen.
Det bedrede sig en anelse, da vi nærmede os de hjemlige strande.
Jørgens opfordring kørte vi til Grønnestrand for at se Svineklovene lidt på afstand og for at få os en spadseretur hen til samme klove.
Troede vi, men da Ellen ikke havde tænkt i terrængående og vandtæt fodtøj, måtte vi opgive forehavendet igen, da vi ikke kunne krydse floden, der dermed hindrede vores videre vej. Det er for længe siden, jeg var gymnasiets tredjebedste til højde- og længdespring. Alt, alt for længe siden …

IMG_3218

Så kunne vi da heldigvis køre hen på klovene og atter en gang nyde den fantastiske udsigt oppe fra toppen, som er omkring 10 meter højere end Sjællands højeste punkt. Bare sådan for at få sat tingene lidt i relief.

IMG_3222

Den dybde i landskabet, der næsten kan gøre en svimmel af bar’ betagelse, kan man desværre overhovedet ikke fornemme på et billede – i hvert fald ikke på et billede, Ellen har taget. Men den er der, dybden, og vi var begge glade for, at Jørgen anbefalede os at tage turen derud gennem et karakteristisk og enestående landskab.

IMG_3229

25. august 2013

‘Ild, vand og vikinger’ i Roskilde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:44
Tags: , ,

Som nævnt i går, blev Aubie heldigvis bedre, spiste ved frokosttid et par skiver ristet brød og drak både lidt vand og lidt mælk, så ved 14:30-tiden blev vi enige om at køre til Roskilde Havn for at se, om han også kunne tåle en is. Vi var sikre på, at han gerne ville have en, så den ultimative prøve bestod i at se, om han kunne holde den i sig.

Havhingsten fra Glendalough

Det kunne han tilsyneladende, og som en dejlig bonus og en stor overraskelse for os var der masser af vikinger ved vikingeskibsmuseet. Der var salgsboder og arbejdende værksteder. Der var levende musik og levende dyr.

P1030352

Og man kunne få lov til at gå ombord på Havhingsten fra Glendalough. Det var stort for en lille viking, der lige havde fået et ægte vikingesværd af sin mor. Det var faktisk også stort for alle os andre, for selvfølgelig skulle vi alle prøve …

P1030332

Der var milebrænding, hvor de lavede tjære og trækul – jeg undrede mig dog en anelse over manden til venstre i billedet: lidt senere så jeg ham stå med en moderne boremaskine og bore hul i et eller andet øverst i den mile, der ses forrest. Det forstod jeg ikke helt formålet med, og det så meget lidt vikingeagtigt ud!

P1030338

Så var kvinden her mere autentisk: hun sad og strikkede direkte fra fåret, uden først at have spundet garnet … trak et par meter ad gangen direkte fra pelsen, som lå i kurven. Det har jeg godt nok ikke set før, men jeg følte på hendes strikketøj, og der var ingen tvivl om, at det ville blive til en tæt og meget varm vest.

P1030339P1030353Brikvævning

Alle var imponerede over brikvæversken. HUN var professionel om en hals! Da jeg spurgte hende, hvor længe hun havde brikvævet, svarede hun med et stort smil: “Kun i ganske få år … siden jeg var 13”.
Jeg kendte kun begrebet af navn og fra billeder, men det var dybt fascinerende at se hende arbejde – og ikke mindst at se hendes bånd.

P1030346P1030347

Altså … at kunne holde styr på brikkerne og lave de mønstre uden at lave fejl i vævningen. Respekt!

P1030349P1030350

Det var imponerende at se, hvor mange ‘vikinger’ der var til stede i dag – der var masser, masser af folk i hjemmesyede og hjemmefarvede dragter … vi så i øvrigt også, hvordan man farvede garn og fik et længere og ret interessant foredrag af en dame, der fortalte, hvordan man lavede den blå farve, hvilket var noget med gæret urin, så hun blev hurtigt forbudt at eksperimentere hjemme på badeværelset … Her er et godt link til fremgangsmåden.

P1030340P1030344

Vi så dem slå reb og vi så et barn få lov til at karte hør til brug for spinding – det er i enhver forstand hårdt arbejde at forarbejde hør, og en hørspinderske fik da også efterhånden meget hård hud på sine hænder.

P1030336

Vi så folk lære at ro en lille vikingebåd. Det havde Aubie svært lyst til at være med til, men en tur tog 50 minutter, så det turde vi ikke udsætte ham for.

P1030330 

Lige pludselig var klokken noget over fem, og da vi lige skulle nå at handle en smule i Brugsen inden kl. seks, fik vi halvtravlt.
Vi nåede heldigvis det hele, og flæskestegen (for Tims og den af børnene elskede brune sovs’ skyld) var i vores fravær blevet sprød og færdig i ovnen. 
Aubie spiste som var han betalt for det. Det gjorde Tim så sandelig også … han var vild med min mormorsalat og især de hjemmesyltede agurker. Jeg frygtede at miste synet, hvis hans skjorteknapper sprang, som de truede med at gøre. John gav Charlotte en elastik og sagde, at den burde hun bruge som tråd næste gang hun syr knapper i Tims skjorter.
Hun mente nu bare, at han kunne være lidt mere behersket i sin indtagelse af mad …

23. august 2013

Vi har set Tivolis rutschebane indefra og nedefra

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:24
Tags: ,

2013 Tivoli VertigoMin niece og hendes mand (forældrene til Ella, familiens yngste skud på stammen) mødte hinanden, da de begge havde sommerjob i Tivoli for fire år siden (tror jeg, det var).
I dag læser Heidi og bruger resten af sin tid på Ella. Nikolaj har andet job og er på barselsorlov lige nu, men er stadig afløser ved rutschebanen i Tivoli og kunne derfor give os alle fribilletter og turpas til den gamle have.
Det takkede vi naturligvis ja til. Heidi og Nikolaj var selv med, så vi takkede dem for alle billetterne med en frokost i Pirateriet.
Denne restaurant får aldrig nogen Michelinstjerner, men ungerne kan huske dette spændende skib fra sidste år, så det var naturligvis der, vi skulle indtage frokosten.

2013 Tivoli (25)2013 Tivoli (34)

Det var hjertevarmende at se alle de mange knus, både Heidi og Nikolaj fik af deres gamle kolleger rundt omkring på de forskellige forlystelser – det gav et dejligt indtryk af både godt sammenhold og kollegaskab.
Heidi har ikke ‘passet’ forlystelserne for ingenting, så hun fik lokket både Tim og Charlotte med først i Vertigo og bagefter den der skrækkelige flytingest, hvor alt inden i én bliver vendt en omgang eller to. FEM g bliver man udsat for! John og jeg kunne styre os, og ungerne var for små, så vi kiggede bare på.

2013 Tivoli (16)2013 Tivoli (21)2013 Tivoli (22)

Nikolaj har i sin tivolikarriere stort set kun passet rutschebanen. Dagens højdepunkt (måske ikke for ungerne, men det var skam spændende nok for dem …) var derfor, da han bogstavelig talt tog os med bag kulisserne. Vi så de ansattes opholdsrum med billeder af arbejdsholdene gennem årene, samt værkstedet …

2013 Tivoli (50)2013 Tivoli (55)

Vi gik rundt over og under selve rutschebanen og blev grundigt rystet igennem, når vogntoget susede larmende og rumlende tæt på os …
Et sted kunne vi stå ved en lem og se dem suse forbi få centimeter fra os. Aubie sprang vist en hel meter, da vogntoget kom.
Lidt senere blev vi ført op på det det højeste punkt af banen, hvor Nikolaj fortalte om dens historie. Den nuværende fylder i øvrigt 100 år i 2014. 

2013 Tivoli (56)2013 Tivoli (62)

Udsigten deroppefra var glimrende, og det var ret sjovt at se folks lettere overraskede ansigter, da de pludselig opdagede en flok mennesker, der stod og kiggede ind på dem, da de var højest oppe.

2013 Tivoli (67)2013 Tivoli (68)

Tak for turen, Nikolaj – det var en alternativ tivolitur, hvor vi så noget, der er de færreste turister forundt – og vi afsluttede naturligvis rundturen med at få en rutshcebanetur alle sammen. Det var godt nok mange år siden sidst for Johns og mit vedkommende … jeg var en anelse nervøs for, om parykken blev siddende, men det gjorde den heldigvis. Det kunne ellers have givet Nikolajs kolleger noget at tale om i det næste stykke tid, hvis vi havde måttet bede dem om at hente min paryk et eller andet sted på banestrækningen …

Jeg var hjemmefra fast besluttet på, at i år ville jeg op i nedenfor viste svævebaneagtige dims, men da jeg fra ballongyngerne så, hvor meget vind, de var udsat for deroppe; meget mere end rutschebanen gav, bestemte jeg mig for at vente til næste år, hvor jeg forhåbentlig igen har hår, der sidder fast i den ene ende!

2013 Tivoli (63)2013 Tivoli (76)2013 Tivoli (77)

Planen var, at vi skulle have været taget hjem ved aftensmadstide og bare have produceret en eller anden nem pastaret, men vejret var så pragtfuldt, at vi slet ikke havde lyst til at forlade stedet igen, så C&T gav aftensmaden i Søcafeen, hvor ungerne bl.a. tilbragte ventetiden på at se den video, John tog af dem, mens de kørte veteranbilerne.

2013 Tivoli (84)2013 Tivoli (86)

Efter maden var der kun lige tid til en sidste tur i bådene, inden vi vendte næsen hjemefter. Syv timers ophold i Tivoli giver to meget trætte børn – og faktisk også nogle godt og vel halvtrætte voksne …

7. august 2013

En dejlig tur med Sagafjord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:15
Tags: , ,

Det eneste, der skuffede en lille smule i aftes, var solnedgangen, der mildt sagt ikke kunne prale af noget som helst, men resten var upåklageligt: seljturen, maden og den behagelige kvindestemme, som via højttalere holdt os underrettet på dansk og engelsk (godt engelsk! Ikke en Eddie Skoller-parodi på den danske accent. Hatten af for det) om de steder, vi passerede på ruten.

IMG_2781

Sagafjord ligger til ved siden af den lille vikingehavn ved siden af museet. Her er vi således ved at lægge fra.

IMG_2803

Længere ude fra fjorden får man et flot vue ind på Roskildes berømte vartegn: domkirken. På et sted kunne vi se en masse svaner samlet … da vi var på vej tilbage, var der kommet flere hundrede til stedet, men på det tidspunkt var det blevet for mørkt til at fotografere. Det er åbenbart almindeligt for svaner at flokkes til natten.

IMG_2780P1030084Maden: Pocherede kammuslinger på salatbund med urtepesto og med et særdeles velsmagende brød til. Meget lækkert, men vi var så sultne, at jeg glemte at tage et billede, fordi vi nærmest kastede os over maden. Hovedretten var oksemørbrad med kartofler og ‘dagens grønsager’.  Det var det møreste, møre og lækre kød, og der var mere end rigeligt af det.
Jeg sprang desserten over, men John valgte en chokolademousse til sin kaffe.
Vi har bestemt ingen klager over maden. Eller zinfandel-vinen, hvis navn fristede mig. Høhø. Jeg må dog nok sige, at jeg tror, den mulige chilener havde været et bedre valg, men pyt, denne var absolut drikkelig.

Længere ude kom vi forbi Ringøen, som en københavnsk sporvejsansat for mange år siden vandt i et børnehjælpsdagslotteri. Historien vil vide, at han glædede sig til at bygge et sommerhus på sin ø … indtil han så den! En lille atol med en sø i midten, hvilket naturligvis var noget af en skuffelse, så han endte med at sælge den igen, fordi han alligevel hellere ville have en folkevogn end denne ubrugelige ø. Det var lige som fuldstændig umuligt at overholde loven om, at man ikke må bygge tættere på stranden end 100 meter. I dag er den (selvfølgelig) fuglereservat.

_MG_5865 Ringøen

En af de mest forunderlige historier om livet ved Roskilde Fjord er den om øen Elleore, hvis navn nogle måske vil have hørt før: “Løvejagten på Elleore” – en Ole Olsen-stumfilm.

image

Øen blev i 1944 erhvervet af nogle særdeles initiativrige personer. Den er kun beboet i en uge om året, som i øvrigt er netop i denne uge; resten af årets 51 uger er beboerne på ferie. “Under phærgefarten går man over til EST; Ellisk Standard Tid. Dvs. at urene skal stilles 12 min. tilbage. Inden man går i land, bør man sikre sig at smide evt. eksemplarer af Robinson Krusoe over bord, da denne bog er totalt forbudt i Elleore, da den giver en grov forvrængning af forholdene på en ø.”
Ellerne har deres eget flag, Ellebrog, med det skrå kors, foruden en overmåde festlig hjemmeside, som jeg kun kan anbefale et studie af – jeg smilede højt mange gange under læsningen.

Elleugen på Elleore 2013

“Af øens geografi kan nævnes lokaliteterne: Ellevy, Kap Ut, Kap Goddag, Stormåsen, Elskoven, osv. De stolte ruiner af slottet Brådeborg og munkeklosteret Krune findes stadig. Kongeriget Elleores udsatte placering (på alle sider omgivet af stormagten Danmark) har nødvendiggjort det største beredskab. Både mænd og kvinder er forpligtigede til at tjene i flere værn, og da mange har titler og gør tjeneste i de forskellige værn, har man opnået et beredskab på over 100%.”
Ej men altså, læs selv det hele …

IMG_2813Solen går ikke ned på sædvanlig vis, når man er på Sagafjord. Præcis ved normal solnedgangstide skyder man solen ned med et skud fra denne lille, men smukke kanon.
Der skal en professionel til at lade den, men selve afskydningen (et slag med en gummihammer på slagstiften) bliver overladt til aftenens fødselar. Jeg skyndte mig naturligvis at pege på John, men da der også var to damer med, der havde fødselsdag i går, overlod han galant æren til den af de to, der havde mest lyst til at skyde solen ned.
De præsterede desværre at nøjes med at ramme solen … der blev ikke slået det mindste hul i de truende skyer, der hang i horisonten og gjorde solnedgangen til en temmelig useværdig forestilling, som det ses.

P1030086

6. august 2013

Held i uheld

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags: , ,

En forvokset babyJohn har fødselsdag i dag, og for første gang i min karriere sammen med ham havde vi fem minutters regnvejr i morges – men det havde været et ønske, hævdede manden. Jeg lyver ikke: vi har – indtil i dag – ikke haft regn den 6. august i vores godt 27 år sammen, så det var en historisk dag.
Vi havde aftalt at fejre dagen/aftenen ved at spise på en af vores yndlingsrestauranter, nemlig Limone i Køge, som vi har frekventeret et par gange.

Under kemeterapien i dag spurgte sygeplejersken, hvornår jeg sidst havde talt med en læge. Det havde jeg, inden behandlingen satte i gang, hvilket viste sig at være en fejl, så han blev nærmest tvunget af sygeplejersken til at tage mig ind, mens jeg var på ambulatoriet alligevel. Han så en kende stresset ud og beklagede, at der altså ville gå fem kvarter, inden han havde tid til mig.
Det var helt okay – vi tog en tur ned på havnen, hvor chancen for en frisk brise var noget højere, end hvis vi havde taget en strøgtur.
Sygeplejersken sagde, at vi skulle prøve en is fra Paradis – men det kunne godt være farligt, for de var vanedannende.
HA, tænkte jeg – jeg bryder mig ikke engang særlig meget om is, men det var så varmt, at jeg måtte have mig en to-kuglers med hhv. hyldeblomst- og vanilleis.
Holddaop, hvor smagte den godt! Alt for godt, desværre – selv jeg syntes den var ualmindelig lækker. Godt man ikke kommer her så tit.

P1030079

Sagafjord lå på sin plads, så jeg fik en af mine utallige lyse ideer og spurgte John, om vi da ikke hellere skulle tage en aftentur med den og få den meget smukke tur på fjorden og den (forhåbentlig stadig eminente) middag på dette gode skiv i stedet for. Det var han helt med på, og der var plads i aften. Vejret fås ikke bedre til sådan en tur, og det er så sent på sæsonen, at vi vil få en solnedgang med for pengene … vi kan håbe på en spektakulær en af slagsen, men vi tager, hvad der kommer.
Det var det, jeg kalder held i uheld, at vi skulle vente på den læge – jeg kunne åbenbart ikke selv komme i tanke om en tur med Sagafjord, men der er jo så meget, jeg ikke selv kan komme i tanke om i øjeblikket, så hvorfor ikke også dette …

Vi glæder os. Det vil være femte gang, vi tager den tur, men det er 10 eller 11 år siden sidst, så det må være på høje tid.
Billedspam i morgen …

21. juli 2013

Vikinger og V-max-entusiaster i Frederikssund

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags: , ,

Vi kørte tidligt fra Sverige i går, fordi vi ville hilse på Annemarie og Jimmi, som var på træf i Frederikssund.
Jeg skal ikke forsøge at foregøgle, at jeg er den store MC-fan, men ikke desto mindre var det sjovt at se den lidenskab, andre lægger i deres maskiner.
Klubformanden og hans kone havde naturligvis disse nummerplader:

IMG_2626IMG_2627

Vikinger var der også masser af i vikingernes egen by – her er mutter ved at få sat håret.

IMG_2619

Ved de røde duge ses en korpulent herre, som kunne frembringe nogle meget smukke vikingesmykker – og nu skal jeg altså lige blære mig lidt, for det har jeg også kunnet engang … jeg gik i et par år til smykkefremstilling på aftenskole, hvor jeg bl.a. lærte denne oldgamle teknik.
Jeg lavede en halskæde til John – som heldigvis blev glad for den og har gået rigtig meget med den gennem årene. Det var et ret stort arbejde, men jeg må indrømme, at jeg selv synes, det var ulejligheden værd.

Vikingesmykket

Man vikler en tynd sølvstang om en pind, skærer spiralen op, så man får en masse små ringe, som man med to tænger vrider fra hinanden og sætter sammen igen i et mønster. Nemt nok, når man havde lært teknikken, men at få lavet lukkedimsen trak tænder ud …

IMG_2633

IMG_2623De otte-ni lande, der deltog i træffet, dystede på forskellig vis; her gjaldt det om at få vristet pinden fra modstanderen – evt. få ham helt ned og bide i græsset gruset. Jeg fandt aldrig ud af, om man scorede færre eller flere point, hvis man fik nedlagt ham helt. Man ser her, at nogle vikinger er større end andre …

Det fremgår nok ikke helt tydeligt af billedet, hvad det drejer sig om her, men den grøn/hvide dims er hul indeni og beregnet til en hund! Den sidder nede i hullet og troner saligt under kørslen; med ørepropper og styrthjelm, forklarede Annemarie. Det forlyder også, at manden forsøgte at flytte hundens plads om bagved, hvor passagererne normalt må tage plads, men det nægtede hunden at være med til.
Næh, foran, tak! Ellers kan det være fuldstændig ligegyldigt, mente den lille firbenede.
Jeg så hverken mand eller hund i går – ville ellers meget gerne, men da det nødvendigvis må være en lille hund, det drejer sig om, var den nok lidt for nem at overse i mængden.

Det var hyggeligt at få hilst på begge de to motorcyklister – som vist efterhånden var ved at være en anelse trætte. Det er ikke en helt almindelig campingplads, hvor der skal være ro kl. 23 om aftenen, så nattesøvnen havde været lidt mere end en anelse utilstrækkelig. 
Vi må håbe de har fået hvilet ud, til de kommer en tur på torpet om en god uges tid … ikke fordi vi har tænkt os at give dem den helt store stroppetur – det bliver nok i stedet til Den store Sørundtur, men den er heller ikke så tosset endda.

15. juli 2013

Aubie kunne ikke huske hvad han hed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:42
Tags: , ,

I går blev børnebørnene døbt i den lille landsbykirke.
Tim var meget sød og betænksom – sendte billeder med jævne mellemrum i løbet af dagen, så selv om vi selvfølgelig var smadderkede af ikke at kunne være der, smagte det da lidt af fugl.

De er ‘kun’ navngivne, de to, men de ville gerne selv døbes; sikkert påvirket af at have set Tims kusines to børn blive døbt. Charlotte er lige så agnostisk indstillet som sin mor, men hvis alle andre; inklusive børnene selv, gerne så en barnedåb finde sted, havde hun såmænd ikke nogen indvendinger mod det.

Dåben 1Dåben 2

Der skete bare det, at da Tim for et par måneder siden ringede for at tale med præsten, mens Anna sad ved siden af, lød der et skrig fra hende:
”NO, daddy, I don’t want to be christened, I DON’T!!! NOOOOO, DADDYYYYYYY!!!!! DON’T DO THIS TO MEEEEE” HYYYYYL.
Kan I se scenen for jer? Gad vide, hvad den flinke præst mon tænkte? Charlotte fes ind og fik barnet ud af stuen. Spurgte, hvad der dog var i vejen … de havde jo talt om hele processen, og de ville gerne døbes, havde de sagt.
Snøft “I don’t wanna be all alone in the church while the vicar soakes my hair!” Snøft.
”Jamen Annamus – Aubie er der. Mor og far er der. Mormor og morfar (troede vi dengang) og Granny og Julian er der. Og … (flere navne) er der. Vi er alle sammen hos dig; du skal da ikke være alene i kirken”.
”Well … okay then”. Så løb Anna ud for at lege, tilsyneladende uden en bekymring i verden. Børn altså … gad vide hvad hun havde forestillet sig? At far og mor sagde: “Se, Anna, der er kirken. Smut lige ind og bliv døbt – vi henter dig om en halv time …”

Dåben 4A direct line to God

Begge børnene har fire navne.
Anna sagde selv sine, da præsten spurgte hende, men da han spurgte Aubrey, kiggede denne op på præsten og erklærede med høj og klar røst:
”I don’t know!”
Han havde lige i spændingen glemt de to midterste navne, han jo alligevel aldrig bruger, så mor måtte haste op til døbefonten og sige dem alle fire.
Senere, hjemme i haven, lavede Aubie en telefon til præsten – en direkte linje til Gud, som han forklarede … det kunne måske vise sig at være nyttigt.

Dåben 7Dåben 8

Dåbstøjet blev hurtigt hevet af de små – det var omkring 30° i skyggen, så alle svedte med anstand – dog ikke mere, end at de havde lyst til at blive introduceret for kongespillet Kubb, som de syntes var sjovt, især fordi alle, store og små, unge og gamle, kunne være med. Det var mænd mod kvinder, og kvinderne vandt.

Dåben 11Dåben 12

Forældrene gav dem deres første ‘rigtige’ cykler; med gear og håndbremser og det hele. Meget voksent, var der to der mente!
Vi gav Anna et armbånd til Troldekugler plus to kugler. Aubie fik et par manchetknapper, hvilket man – endnu da – bruger meget i England. Vi ville gerne give dem noget, der kunne vare, men var forberedte på, at især han ville blive skuffet over sådan en mærkelig gave.
Det blev han ikke – faktisk blev han meget stolt over nu at eje et sæt rigtige manchetknapper lige som daddy har på, når han er på arbejde. Så er man reelt tættere på at blive voksen …   
De havde alle en rigtig god dag – i aftes ringede en træt Charlotte og fortalte om hele dagens forløb.

12. maj 2013

I dag har vi fældet omkring 200 grantræer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:21
Tags: , ,

B1324For små to år siden nedlagde den instans, vi kalder ‘Skoven’, som er ensbetydende med den svenske stat, endelig de fleste af træerne lige syd for vores grund. Vi er begyndt at kalde det for Skoven, fordi statsskovvæsenet har ændret navn nogle gange. Lige nu hedder det vist Sveaskog, men det er nemmere at sige Skoven … så er vi fri for at huske på, hvad de kalder det for tiden …
Træerne syd for huset var blevet alt for høje og tog solen fra en stor del af haven og hele terrassen meget af eftermiddagen. Allerede i 2004 B1324syntes vi, at skoven efterhånden var rykket lige tæt nok på, hvorfor vi fik en repræsentant for instansen til at love at fjerne dem, men d. 8. januar 2005 kom Gudrun lige en tur på tværs og bevirkede, at Skoven fik andet at tænke på end hr. og fru Nielsen de næste mange år.

Gudrun lagde ufatteligt mange træer ned – men selvfølgelig kun et par stykker af dem, vi gerne så lagt ned … naturens kræfter er ikke til at forhandle med.
På flyvepladsen Byholma ved søen Bolmen lagde man træ i mange, lange og brede baner, da man ryddede op efter Gudrun. Vandstanden i den kæmpestore sø faldt en meter, fordi man pumpede vand op til at holde træet vådt.
Vi kørte op for at se det i 2006 – det var totalt surrealistisk at se alle de træstammer samlet på ét sted.
Nå, det var lige et sidespring …

Maj - Rydning ind til stendiget (1)

Maj - Rydning ind til stendiget (10)Billedet herover viser hvordan der ser ud nu ved vores torp, 1½ år efter, at alle grantræerne er borte. Tilbage står nogle fyr og birk – og ikke mindst i hundredevis af små grantræer, der nu har fået lys nok til at skyde i vejret med rekordfart.
De skulle væk, inden de bliver for store, med samt alle de andre småbirke og ahorntræer og hvad der ellers har set lyset.
Vi vil så gerne have fri passage til det flotte stendige, som kan anes på billedet – sine steder er det lige så højt som John og jeg.

Vi tog også et par større graner og nogle birk, således at kun de største træer står tilbage nu.
Vi gjorde ikke noget ulovligt, selv om det er statens område – manden med den store skovmaskine sagde, at nu kunne vi sådan set bare gøre med området, hvad vi ville, for de ville ikke komme igen de næste 20-30 år, og han kunne da godt forstå, at vi ville blotlægge det smukke stendige. Flink skovfyr.

Maj - Rydning ind til stendiget (7)Maj - Rydning ind til stendiget (8)

På en Gudrun-fældet gran kunne jeg ikke stå for den fascinerende mikro-mosverden. ‘Pinden’ nede til venstre er en trejdedel af en vissen fyrrenål, så vi er virkelig nede i småtingsafdelingen.

2013 Maj (2)

Den lovede bh-sokke-transformering kommer til at vente til i morgen. Eller en anden dag …

9. maj 2013

Et skønt besøg – og et til i vente

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: , , , ,

Lene-Canada-besøg (2)Lidt spændt er man jo altid, når man skal møde nogen for første gang – også selv om mavefornemmelsen er helt rigtig.
Lene fra Canada og jeg har mailet en smule sammen ud over de kommentarer, vi smider hos hinanden.
Lene er nu en tur hjemme i Danmark og syntes det kunne være rigtig hyggeligt at mødes, selv om hun har et stramt program og det kun kunne blive kort.
Det flaskede sig således, at vi mødtes i går eftermiddags ved Øresundsbroen, hvor jeg hoppede over i Lenes bil, så vi kunne bruge resten af turen til ødegården til at finde ud af meget mere om hinanden.

Hun er simpelthen bare det sødeste, og vi havde en superhyggelig eftermiddag og aften – desværre med regn, så grilleringen af den marinerede krondyrmørbrad måtte foregå under parasollen.

Lene-Canada-besøg (6)Senere, ved kaffen, hev jeg strikketøjet frem; jeg skal se at blive færdig med de futter, jeg skal have med til England.
Det er en lidt speciel måde, de produceres på: man strikker ikke på rundpind, men frem og tilbage og syr dem til sidst sammen fra tåen og op, hvorfor hælen står ud som en lille bule, indtil der skal sys sammen … det er en opskrift, jeg har fået af Inges mor.
Lene begyndte at grine, da hun så dem: “Sig mig engang: er du ved at strikke en BH? Eller skal det være en bikini?”
Sådan havde jeg slet ikke set på det – jeg vidste jo hvad det var, men kunne da godt se, hvad hun mente, så det blev der kogt en del suppe på … skal de vende opad eller nedad? Hvor længe bliver du ved med at strikke? Det skal måske ende med at blive en hel badedragt? Er du sikker på, at skålen har den rigtige størrelse? Den ser mig lidt lille ud.
Jaja, til grin kan man altid blive … jeg må hellere sætte et billede i af de færdige sokker, når jeg når så langt …

BH eller sok   BH eller sok    (1)

Vi stod tidligt op, for Lene skulle videre i programmet og kørte desværre allerede 9:30 – men vi stod op til et pragtfuldt vejr … klokken 10 var det 21° i skyggen, og solen nærmest brændte.
Det blev til store farvelknus og et gensidigt ønske om at se hinanden igen. Vi afgav et løfte om, at hvis vi overhovedet kunne få råd til det, går turen på et tidspunkt til Canada for at besøge Lene (og hendes mand, selvfølgelig, men han er ikke med i DK denne gang) i det hjem, de har skabt sig derovre.
Dejlige blogland. For 118. gang … tusind tak for denne gang, Lene. Det skal bare lykkes at ses igen engang.

Næste hold, Ditte og Peter, ankom efter planen kl. 13.
Det har vi os naturligvis også glædet til, men mere om det senere.

8. maj 2013

Nu er vi gået til filmen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: , ,

Vi går til filmen 4For 117. gang må jeg konstatere, at det er de forunderligste ting, der kan ske, når man er flyttet til eventyrlige blogland.
For en uge siden fik jeg en mail fra Nanna fra STV, som havde læst et af mine indlæg og mente, at jeg måske kunne være interessant at tale mere med vedrørende en udsendelse, STV er ved at producere for TV2. Om jeg kunne være interesseret?

Ja, mon dog ikke – lad høre, lad høre …
Efter at have talt med mig og stillet en hel del spørgsmål gennem et kvarters tid havde Nanna med egne ord “en god mavefornemmelse” og ville sørge for, at en vis Malene kontaktede mig. Det var vist Malene, der skulle vende tommelfingeren nedad eller opad om, hvorvidt jeg var egnet; Nanna er researcher og skulle i første omgang støvede egnede emner op.
Det mente Malene åbenbart, at jeg var, egnet altså, og vi fik i mandags aftalt, at der ville komme en Kathrine tirsdag (i går); med samt en instruktør (producer? Tilrettelægger? Jeg fik aldrig helt fat i det … skyldes nok min befippelse over hele situationen) og en kameramand.

Johns datter havde for nogle dage siden meldt sin ankomst, så det ville vi naturligvis ikke aflyse. Vi var derfor tre amadørdeltagere og professionelle Kathrine, som fik os til at sidde og lege hr., fru og frøken Danmark i 1½ times tid, mens der blev snakket, stillet spørgsmål og ikke mindst hygget igennem.

Vi havde naturligvis været lidt spændte på, hvor kejtet vi ville opføre os ved bevidstheden om, at ALT blev filmet og derfor potentielt sendt ud til hele Danmark til september.
At der kun bliver tildelt os fem minutter af udsendelsen, var underordnet, da vi jo ingen mulighed har for at vide, hvad de vælger og hvad de klipper fra.
Det var med hele tiden at huske på ikke at blamere sig alt for meget, samtidig med, at umiddelbarheden ikke måtte gå tabt. (Ikke bande, Ellen. HUSK det nu!!) 

Det var altså skægt at prøve – inden der var gået et minut, glemte vi alle alt om det kamera og talte sammen, som om vi havde kendt hinanden i årevis.
Morten Instruktør sagde, at vi var søde, glade, pragtfulde, naturlige og herlige og at det er fantastisk, når noget bare glider i smør, som dette gjorde, og de ikke er nødt til at hive hvert et ord ud af os, eller vi sidder stive som pinde hele bundtet og ser alt andet end afslappede ud.
Han sagde altså ikke alt dette på én gang; dette var et resumé … Vi går til filmen 1

Vi var naturligvis rævestolte over alle de roser og glæder os vildt til at se den færdige udsendelse.
Det skal også siges, at Kathrine var en superskøn og ligefrem kvinde, der går i folk med træsko på, hvilket gjorde ‘arbejdet’ særdeles nemt for os.
De to fyre var ligeledes smaddersøde, men deltog naturligvis ikke i samtalen – andet end ved at afbryde et par gange for at fortælle Kathrine, hvad hun gerne lige måtte spørge en af os om.

Hvad emnet var, må jeg ikke afsløre – det vil TV2 selv have lov til.
Fair nok.
Af samme grund kan jeg heller ikke fortælle om nogle af de mere smilfremkaldende detaljer fra i aftes eller hvad vi fik som gave som tak for deltagelse. Det må vente til efteråret.

Og det hele bare på grund af et blogindlæg …

13. april 2013

Sådan noget sker normalt kun på film

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:51
Tags: , ,

IMG_1152Midt i januar plingede der en mail ind, som jeg læste, selv om det var fra en, jeg ikke kendte.
Jeg læste den igen. Så viste jeg den til John; derefter gik jeg ind på den hjemmeside, der var linket til.
Blev efterhånden overbevist om, at det ikke var en dårlig spøg.
Der var virkelig en, der havde spurgt mig, om jeg ville udstille nogle af mine fotos på hendes galleri.
Det var Helle Kjærulff fra Reersø Galleri.
Tænk altså.

Helle havde haft brug for at billedgoogle birketræer og var landet på min blog, som hun fik lyst til at kigge lidt nærmere på, hvorefter hun skrev til mig og spurgte, om jeg kunne have lyst til at udstille på hendes galleri, som ligger i (på?) Reersø.

OM jeg kunne? Lille amatør-Ellen? Det var noget, jeg ikke engang var nået til at drømme om. Der er så mange om buddet og så mange derude, der er fantastisk gode til at fotografere, og så kommer der en dygtig kunstmaler, som har et rigtigt galleri, og spørger mig, om jeg vil udstille!

I dag har vi været på Reersø for at tale med Helle, for at se galleriet og selvfølgelig tale muligheder. Hendes akvareller er rigtig flotte, men vores økonomi lige nu er ikke rigtig til et billede til flere tusind kroner – vi har i øvrigt heller ikke en ledig plads, hvor et sådant kunne hænge … jeg nøjedes derfor med at købe en kalender, så på den måde fik jeg hele 12 af Helles smukke billeder.

Fordelt i hele galleriet stod også Hall Thimans meget, meget smukke, håndskårne og selvfølgelig også håndmalede fugle i mange artsvarianter. Dem har vi masser af plads til i vindueskarmen, da vi så småt er ved at line op til at skulle være væk hjemmefra i længere perioder af gangen og dermed ikke erstatter planterne, efterhånden som de dør.

Hall Thiman (1)Hall Thiman (2)

Vi købte disse to i dag, men vi skal have flere med hjem næste gang, vi kommer derned. Er de ikke smukke? Selv vibens metalagtige grønne farve har han fanget meget flot. Alle hans fugle er i naturlig størrelse – det er mine billeder, der snyder.

Vi kom 10 minutter for tidligt og kørte ned på havnen, hvor jeg slet ikke kunne stå for denne herlige gamle båd. Læg mærke til navnet.

IMG_1144

Jeg skal udstille! Det kan jeg slet ikke komme mig over. Vi lavede også en aftale om, at jeg kan tage nogle af alle mine mange syede tasker med, når den tid kommer. Det skal lige siges, at vi endnu ikke har en bindende aftale; jeg lovede at give besked om senest 14 dage, men af de muligheder vi fik, er den der hedder fra første uge i august (2014!) og omkring seks uger frem, den der tiltalte os mest, for da er sandsynligheden mindst for, at vi er ude at ture med campingvognen.
Der bliver vaskeægte fernisering med en lille en til halsen og det hele … og da det vil være sommer, så også med borde og bænke ude på den lille, men meget hyggelige gårdsplads.
Knib mig lige i armen, for jeg tror, jeg drømmer.

12. december 2012

Tre gange tolv er 36

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:27
Tags: , , , ,

P1060335Pyha, jeg kunne skrive en hel bog bare om i dag, men jeg skal forsøge at fatte mig i korthed.
Først englen, som jeg lovede – hun kan findes til højre.

Charlotte ville ikke have morgenmad på sengen. Det vidste jeg egentlig godt … hun fik derfor alle sine gaver, da vi sad og spiste morgenmad.
Der var maange gaver – man skulle tro, hun fyldte rundt, men det varer lige nogle år endnu. Først er det Tims tur næste år.

P1060318

En af de mere interessante gaver var fra Tims onkel, som har en antikvitetsforretning. I denne havde han for nylig fået dette lille billede ind, tegnet af en eller anden Melchior: Under d’Angleterres solsejl.
Onklen sagde, at han mente, det måtte være fra Skandinavien, selv om titlen var mest fransk. Charlotte kunne fortælle, at d’Angleterre er et kendt københavnsk hotel, og det i øvrigt var der, i Karen Blixen-suiten, at hende og Tim tilbragte bryllupsnatten.
På billedet ses flere notabiliteter; bl.a. Gustav Wied.
Onkel sendte billedet til T & C som en forsinket bryllupsgave, som han kaldte det – han havde ikke kunnet stå for den med bryllupsnatten og at Charlotte kunne fortælle hvem nogle af personerne var. Resten har hun senere slået op og mangler kun at finde ud af noget om én af dem.

Sidst på formiddagen kørte vi til Marlborough for at spise fødselsdagsfrokost på et hotel, der hedder Castle & Ball. Lidt fjollet navn, med de laver dæleme god mad. Jeg ærgrer mig over, at jeg har lovet at lave aftensmaden, for jeg er stadig helt mæt … det blev ikke bedre af, at Tims mor og mand kom til kakao og chokoladekage kl. 16 … aldrig har jeg spist så lille et stykke chokoladekage.

P1060324P1060321

På vejen mod Marlborough var det meste af landskabet pakket ind i rimfrost, hvilket var ret pænt at se på. Da vi forlod hotellet efter frokosten, skinnede solen noget så fint … det havde jeg nu nok også forventet, at den ville i dag, hvis jeg skal være helt ærlig.

P1060320Endelig slipper I ikke for at se Annas ønskeseddel. Hun læser imponerende flot – stavningen lader til gengæld en del tilbage at ønske.
Vi er nu ikke spor bekymrede … hun er kun seks år, så det skal nok komme.
Kan I gætte hvad der står? Jeg vil gerne have lov til at blære mig med, at jeg nåede igennem uden at have haft forståelsesproblemer undervejs, men det kneb gevaldigt med at lade være med at smile meget højt.

 

Pin board
Non-fiction books
Story
Pictures
Pictures of flowers
Baby cot
Blue tack
White tack
Dressing-up clothes.

30. september 2012

Strikkefestivaler og guidede svampeture har noget til fælles

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: ,

Det, de to ellers totalt forskellige begivenheder har til fælles er, at man ved begge lærer en lille smule nyt hver gang man deltager. Ikke så meget, men lidt. En eller to svampe, man kender fra bøgerne, men ellers ikke havde helt styr på. Et par damer, man kender ansigterne på fra tidligere lejligheder, men som man ikke havde talt med før.
Det er blandt andet det, der er så hyggeligt: det er skønt at hilse på de go’e gamle, men lige så herligt er det at få talt med nogen, man ellers ikke kendte. Man når aldrig nogen sinde at tale med alle – og de fleste af os er nok, hvis sandheden skal frem, heller ikke interesseret i det.

P1050157Søde Anette, som jeg i fredags ankom samtidig med, hilste mig med ordene: “Der har vi jo mommer! Hej med dig. Jeg elsker bare din blog og glæder mig hver dag til at læse, hvad du nu har fundet på.”
Og så udvekslede vi et lille knus. Det er da en velkomst, man bare bliver superglad for.
Jeg takkede på min egen måde for hendes søde ord ved på det nærmeste at financiere festivalen for hende ved at købe en del af det restlager, hun solgte ud af … jeg købte faktisk 1740 gram af dig, Anette!
Masser af lækkert uldgarn i fire blå nuancer plus en råhvid.

Nu er alt ‘vejet ind’, som John kaldte det, da jeg tog vægten frem for at veje alle mine nyerhvervelser og derefter indføre tallene i Excelfilen, hvor jeg holder styr på erhvervet og forbrugt garn.

Nu skal jeg bare have fundet plads til det. Købmandsdisken, hvor jeg har garn, er i forvejen fyldt til bristepunktet – men jeg må gøre et forsøg … Ditte gav mig en god ide ved at sige, at jeg da bare kunne vakuumpakke det, lige som jeg gør det ved vores ekstradyner og –puder. “Så fylder det kun det halve.”
Jamen du har da så ret, Ditte.

På vejen hjem kommer jeg forbi dette landmandspar, som altid står og smiler til hinanden, når jeg kører forbi landbrugsmuseet Lundekrog.

P1050155

John laver spaghetti carbonara til os til aften – jeg skulle bare komme hjem og slappe lige så meget af, som jeg allerede har gjort hele weekenden.
Jeg er et privilegeret menneske.

23. september 2012

En svampefattig weekend, men rig på så meget andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:23
Tags: , , , , ,

P1050018Først vil jeg gerne uddybe hvorfor jeg kom med måske lidt flere ting i går, end jeg normalt ville gøre, når jeg kommer som  gæst – om ikke andet, så for at berolige Rasmine
For det første havde jeg lovet Pia, at hun gerne måtte smage mine to havtornmarmelader. For det andet har hun snart fødselsdag, hvorfor det var oplagt at give hende det sjal, som var strikket i acrylgarn, hvilket jeg ikke bryder mig så meget om at gå med, men som Pia gerne bærer, fordi hun ikke tåler uld. Garnet var noget fra min mors gemmer, og jeg nænnede ikke at kassere det. Nu er det så kommet til ære og værdighed.
For det tredje belastede vi dem med vores selskab fra lørdag middag til søndag eftermiddag; dvs. at den stod på kaffe/kage, en sightseeingtur, der dækkede det meste af det nordlige Lolland, en lækker aftenmenu, morgenmad og en madpakke til svampeturen … så synes jeg altså ikke, man kan tillade sig at komme tomhændet … og jeg har så mange syede ting, jeg skal se at få foræret væk, så der er plads til at frembringe noget mere. Så Rasmine: du behøver ikke at have nogen præstationsangst, og som jeg skrev et par gange til kommentarerne til gårsdagens indlæg, er en flaske vin eller to altid dejligt at få som tak for ‘ulejligheden’.

Flotte store gevirerDe kørte os en skøn og lang tur rundt langs Lollands nordkyst; til Bandholm, Blans og Kragenæs havne; næsten helt over til Nakskov. Forbi Lindholm, hvorfra Ellehammer sendte sit fly i luften i 1906; til de smukke bakker (ja! Bakker på Lolland!) ved Ravnsborg slotsruin.
Vejret var regnfuldt og møgelendigt, da vi startede, men det blev bedre og bedre for til sidst at blive helt flot. Hellere regn lørdag end søndag, var vi helt enige om.

I dag har vi haft det smukkest tænkelige vejr til vores guidede svampetur til Søholts og Engestoftes skove. Desværre er svampene kommet for sent ud af sengen, for de var først lige vågnet.
Igen må jeg spørge: Hvor er den våde sommer, som så mange klager over? Vi har ikke set den på Sjælland eller Lolland-Falster – det har været næsten ekstremt tørt, og landmændene har sukket efter vand.
Sort trompetsvampNu er der kommet både lidt vand og lidt varme, så svampene kommer – måske – nu. Eller måske slet ikke. Det ved man aldrig. Pia og Allan fik vist dog helt styr på pigsvampe og på sort P1050090trompetsvamp; begge meget, meget lækre spisesvampe.
Hvor vi i dag nærmest begik fosterdrab på nogle bittesmå trompetsvampe, sagde vores gode guide, svampeguruen Jacob Ryge, at han sidste år havde set et veritabelt tæppe af disse svampe flere steder, og hvor det havde taget hele flokken under fem minutter at samle hver en hel kurvfuld. Svampene i dag blev opdaget af en dreng – børn er fantastiske til at spotte svampe, fordi de er koncentrerede i en anden grad end os voksne og fordi de simpelthen har øjnene tættere på jorden.
Jeg ville ønske, at jeg kunne tage dertil igen om 14 dage, hvor svampene er blevet voksne … det er jeg dog ret sikker på, at Pia og Allan vil, så jeg krydser fingre for, at de kommer hjem med kilovis af dem.

P1050086
Frokosten blev indtaget uden for skovpavillonen, som over døren havde ovenstående vise indskrift.

P1050083

Og vi så havørne! I flertal! Vi så to – en gammel og en ung. Billedkvaliteten kunne aldeles indiskutabelt have været bedre, men de var der og det var stort at se dem. Billederne er dokumentation på såvel havørne som på det fantastiske vejr, vi havde.

P1050065P1050066

Alt i alt en virkelig dejlig og meget hyggelig weekend – tak, I to for godt værtsskab og ditto samvær.
Der er lavet to glas hybenmarmelade – nu mangler jeg at sylte alle de chilier, jeg fik af Pia, men det bliver ikke i dag.
Et hokkaidogræskar fik jeg også af hende, så der er skam rig udveksling af naturalier os to imellem.

16. september 2012

Glemsomhed

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

John har før talt om at erhverve sig en brændesav. Hans ryg er ikke hvad den har været, og det er ikke godt for ham at skulle stå med motorsaven og skære brænde i bare en halv times tid. Det var belastende for ham før faldet i Norge, og det er ikke ligefrem blevet bedre siden da. 
Han kiggede i et tre år gammelt katalog fra Biltema og så en til 1600 SEK, der kunne skære op til 13 cm i diameter. Vi regnede med, at den måtte ligge på omkring 2000 SEK i dag og kørte til Kristianstad for at se, om den teori holdt stik.  
I DK havde vi tidligere set en i Bauhaus, der kunne skære 12 cm – til 2000 DKK.
Inden vi nåede til Biltema, så vi et JULA og kom straks i tanke om Overleverens lovprisninger af dette sted. Det er helt nyt – vi kommer forholdsvis tit til Kristianstad, men JULAet her var vi ikke stødt på før.
P1040964Vi glemte midlertidigt alt om Biltema og gik ind for at se os omkring. Man kunne vel altid få et behov eller to til at opstå … 

– Næhhh, se, John … de har lige præcis den minihakker, jeg talte om i aftes, fordi jeg meget savner at have en på ødegården!
Vupti – ned i kurven med sig. 199 SEK. Meget billigt, da det var inklusiv stavblender, piskeris og litermål.
Et par gode (forhåbentlig), forede vinterstøvler – jeg kommer virkelig til at føle mig autentisk svensk med dem på …
Her i Sverige hedder de fodrede – det ser pudsigt ud i en danskers øjne.

P1040972Lidt elpærer til lageret og en el-spareskinne. En pakke plaster. To x 1 liter opvaskemiddel med duft af lemon. Altsammen pænt billigt.

Plus en brændesav. En vedkap, som det hedder i det svenske land. Den kan skære op til 14 cm og kostede 1795 SEK, hvilket omregnet giver ca. 1560 kroner. Det var okay med os – vi gad ikke engang kigge i Biltema. Tak, Overlever – kunne du mærke den venlige tanke, vi sendte dig? Smile 
Den skulle afhentes på lageret, hvor John selvfølgelig skulle vise kvitteringen frem for bevis på, at vi havde betalt for den.
Den unge mand skulle på sin side kvittere for udlevering og sagde: “Hvad har vi i dag? Den 16. september, ikke?”

Vedkap under monteringFOR HULEN da osse!
Da dyret var læsset i bilen og John satte sig ind, lagde jeg hånden på hans skulder, kiggede ham dybt i øjnene og sagde: “Det er da simpelthen vores bryllupsdagsgave fra os til os, den sav!”

Han blev helt, helt stille, smilede skævt og sagde: “Tillykke med bryllupsdagen, skat!”
Det havde ikke ringet for Johns ører, da manden nævnte dagens dato, men det gjorde det jo altså for mine.
Det er ikke første gang, vi begge har glemt det, hvorfor vi endnu ikke har oplevet selv at have eller blive præsenteret for sure miner i den forbindelse. På et eller andet tidspunkt i løbet af dagen er der altid en af os, der kommer i tanke om det.
Gad vide, om vi husker vores sølvbryllup om to år?

21. juni 2012

Every body that should be here, is here …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:42
Tags: , ,

Citat fra My Fair Lady; scenen fra Ascot, hvor damerne promenerer og viser deres skrud og kolossale hatte frem. Charlotte og Tim gik og sang den i skøn samdrægtighed, mens de gjorde sig klar.
I aftes blev sidste hånd lagt på værket på Charlottes outfit, som selvfølgelig er selvdesignet og ditto syet. Hatten er en Jane Corbett-hat, og man bedes venligst lægge mærke til, at det er de samme knapper på hatten som på frakken; en ret fiks lille detalje, som vi håber, der vil blive lagt mærke til.

P1030401P1030402

Sidste hånd på værket

Det er en ærmeløs kjole, hvor en ‘selvstændig’ jakke er knappet fast til kjolen i taljen.
Nu er jeg jo moar og dermed så subjektiv, som det overhovedet kan lade sig gøre at være, men jeg synes det er noget af det eleganteste, hun endnu har lavet.
Når man skal til Royal Ascot, som inviteret gæst i The Royal Enclosure, hedder man ikke Tim og Charlotte; så hedder man Timothy Maltin, Esq og Mrs Timothy Maltin!
Den var nok ikke gået i Danmark …

Royal Ascot 2012Royal Ascot 2012Royal Ascot 2012 - badges are being fixed

Der skal selvfølgelig en velduftende rose i knaphullet …

P1030431P1030434

Parat til fotografering inden afgang:

Royal Ascot 2012Royal Ascot 2012

De huskede paraplyerne, så vejret holder forhåbentlig tørt – det er heldigvis lunt nok (20°) … jeg krydser alt, hvad der kan krydses for, at de får sig den bedste dag i selskab med de bedste venner. Det er fjerde år i træk, de to vennepar deltager ved denne berømte begivenhed i det traditionsrige England, så det må kunne siges at være en tradition også for dem nu.

Royal Ascot 2012

Jeg har huset helt for mig selv til børnene bliver hentet fra skolen af en sød nabo ved 15:30-tiden. Det er derfor nu, der skal blogges – senere får jeg naturligvis ikke tid. Heller ikke efter børnene er lagt i seng, for Tim skal låne min pc fra kl. 21 og et par timer frem både i aften og i morgen aften til at skype på.
Mikrofonen i hans egen pc viste sig at være gået i stykker, så vi var nødt til at få oprettet mig på Skype, fordi Tim skal ‘deltage’ i en fiktiv retssag, der køres som case study af nogle texanske advokatstuderende, som vil gentage Titanic-retssagen, men inddraget de nye vinkler og forklaringer, som Tim gjorde rede for i dokumentaren fra National Geographic. Man har på universitetet ‘kørt’ denne retssag hvert år i 15 år, og White Star Line har endnu ikke vundet sagen. Nogle af de studerende håber på, at det kan ændres dette år på baggrund af Tims forklaring, så rederiet bliver kendt uskyldig i de ekstreme naturfænomener, der havde den virkelige skyld for, at det gik så galt.
Det er da heldigt, at jeg lige er her med en næsten ny pc, som skypede uden problemer – Tim testede det i aftes med nogle af de involverede, og det kørte fint.
Nu skal vi bare have købt en ordentlig pc til Charlotte, så vi kan skype en gang imellem. Det er sandsynligvis ikke noget, vi vil gøre ofte, for vi bevæger os som tidligere nævnt rundt rundt i vores respektive huse, når vi taler sammen, men nogle gange kunne det være praktisk, hvis hun vil vise mig hvad børnene laver ‘lige nu’.

27. april 2012

Afsked med en meget afholdt kollega

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

P1020384Her til eftermiddag var der afskedsreception for en meget skattet kollega, som nu havde besluttet sig for at stoppe efter 24 år – hendes kun anden arbejdsplads, som hun fortalte os. Hun er 64 år og nybagt mormor til det tredje barnebarn, hvilket vist var den direkte årsag til, at det endelig skulle være – der er nu vigtigere ting i livet for hende end det lønnede arbejde.
Hun er en sej kvinde – først brystkræft for en halv snes år siden – som hun blev helbredt for. Så en solid omgang arbejdsbetinget stress for kun 3-4 år siden, hvor hun også fik hevet sig selv op i nakkehårene. Efter det gik hun dog ned til en firedages arbejdsuge …

Selvfølgelig gjorde hun netop hvad jeg selv frygter allermest, når det om et års tid forhåbentlig er min tur: Hun græd. Ikke som pisket, selvfølgelig, men der flød et par tårer flere gange under seancen. Der er bare det ved det, at hun viste sig at være en af dem, som ser søde ud, når de småtuder. Det gør jeg absolut IKKE, og jeg ved bare, at jeg ikke vil kunne lade være, selv om jeg ellers ikke hører til den sentimentale type. Men det når at blive til 35 år. Det er altså mange … og selv om jeg glæder mig, er det alligevel surrealistisk – det er jo foreløbig gennem noget over et halvt livs tid, jeg har haft min gang på den arbejdsplads.

Selvfølgelig blev der sagt masser af utrolig pæne – og absolut velfortjente – ord til hende; særlig én af talerne var ekstra varm og meget personlig. Alligevel havde jeg temmelig svært ved at skjule et smil, da denne taler lukkede følgende metaformix ud: “… men så raslede du også med jungletrommerne …”
Jeg tror, hun selv kunne høre, at der var et eller andet galt, for hun stoppede op og så helt forvirret ud i et par sekunder, inden hun gik videre i talen.

Nu er en tidlig rhododendron sprunget ud; vejret er dejligt og vi er nødt til at nyde det i dag, for heller ikke denne gang bliver det weekenden over.

P1020388P1020390

1. marts 2012

Mødedagen 2012 – et tyrkisk marked

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:42
Tags: ,

Har I nogensinde spist i Latinerkvarteret i Paris? Man kan ikke gå 10 skridt, før man bogstavelig talt bliver forsøgt shanghajet af en tjener fra en restaurant, der vil gøre næsten hvad som helst for at få en som kunde.
Ligeså er det på de mere eksotiske markeder – jeg har så ikke prøvet det i Tyrkiet, men i Tunesien. Man skal virkelig gøre sig hård og sige nej med fast stemmeføring.
Det, der irriterer mig allermest er, at man ikke kan få lov til at stå i fred og studere menukort i førstnævnte tilfælde eller varer i det andet eksempel.
Sådan er det bare, men man skal godt nok vænne sig til det. Jeg blev efterhånden helt habil til at prutte om priserne, men det er ikke en forretningsmåde, jeg nogen sinde vil komme til at holde af.

2012 Forum - moededagen

I dag var der Mødedagen 2012 i Forum København.
Alt hvad der kunne krybe og gå af repræsentanter for hoteller, konferencesteder, eventarrangører, skibe, kroer, slotte, cateringfirmaer … alt var med. Og så lidt til.
De havde stillet alskens lækre sager op på alskens lækre og indbydende måder for at fange vores opmærksomhed. Og de stod tæt! Nogle af standene var bittesmå; andre fyldte rigtig meget.

90 % af dem havde en eller anden konkurrence, vi kunne deltage i – oftest foregik det på den måde, at der pludselig sprang en person ud foran én og viftede med et eller andet “Har du ikke lyst til at deltage i en konkurrence?”  Hvis man ikke var i stand til at ryste vedkommende af sig, skulle man så tvangsindlægges til at høre på det pågældende firmas fortræffeligheder og bagefter udfylde et eller andet med navn og firma; alternativt aflevere sit visitkort, som så blev smidt ned i en stor krukke. “Vinderen udtrækkes senere”, og i det næste års tid kan man være stensikker på at blive bombarderet med emails fra virksomheden.

P1000838Det kan være meget godt altsammen, men kollegaen, som jeg fulgtes med, og jeg blev meget hurtigt meget trætte af alt det halløj. Vi ville så gerne have kunnet gå rundt i al fredsommelighed og lige kigget nogle få ud, vi kunne have lyst til at tale lidt nærmere med, men hvis ikke man gik med blikket stift rettet mod gulvet hele tiden, blev man nærmest overfaldet – enkelte gange rent korporligt ved, at de greb fat i ens arm.
Det var simpelthen for meget af det gode. Det har jeg slet ikke temperament til. Jeg har ingen som helst interesse i at snakke med et konferencecenter i Århus eller Blokhus, og jeg gider ikke bruge tid på at stå og forklare hvorfor jeg ikke har det. Og selv om jeg kun har interesse i Sjælland, gider jeg ikke nødvendigvis tale med alle, der har et eller andet på Sjælland, for det er rigtig mange, skulle jeg hilse og sige.
Næh … det var alt, alt for aggressiv markedsføring til min smag.
Jeg blev så irriteret over det hele, at jeg allerede ved 10-tiden spurgte Marianne, om vi ikke bare skulle skride igen og tage en strøgtur i stedet for, men det ville hun alligevel ikke – nu  havde vi jo meldt os til frokosten på den malmöske restaurant Glasklar kl. 12, så den skulle vi have med, syntes hun. Okay så.

Vi fandt et sted at hvile benene og ørerne et par gange; gik hele runden én gang til – og lærte at bruge det perifere blik meget effektivt. På den måde fik vi tiden til at gå, til klokken var 12.
Jeg vil lige understrege, at vi rent faktisk var igennem hele skidtet mindst to gange – nogle steder tre gange – og vi fik en del smagsprøver på de forskelliges kunnen med hjem. Det var da også det mindste, de kunne gøre, når vi nu var nødt til at høre på al deres snak …
P1000841Ét sted vandt jeg rent faktisk også noget: en kogebog med Tisvildes specialiteter. Det kan man da kalde en bog med yderst lokale retter, men det viste sig at være en spændende bog, som er lige så meget en historie- som en kogebog.

Maden fra Glasklar var glimrende – jeg har ikke vildt meget til overs for svensk mad, men jeg regnede med, at de ville vise sig fra deres bedste side på en dag som denne, og det var bestemt også en meget lækker og velsmagende frokost.

Høsten – ud over en meget lidt regnskovsvenlig bunke brochurer – bød på valnøddepesto, æble-sennepdip (!), hindbærmarmelade fra Hindsgavl, nødder, en biograftur (En kongelig affære) med indledende boblevand for to, en sund kage og lidt ‘brainfood’ i form af noget flydende etellerandet i nogle meget nuser, små patentflasker.

P1000849

Og … et helt træ!
Nemlig posen øverst til venstre: et ginkgo biloba fra Vilvorde. Jeg skal godt nok selv så frøet, men det gør jeg gerne, og om en 2-300 år står der et stort og flot tempeltræ i vores lille gårdhave.
Man planter ikke træer for sig selv, ved I nok, men for de kommende generationer.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.