Hos Mommer

8. marts 2017

The world’s my oyster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

P1050975

Da vi var til Johns søsters fødselsdag for ikke så længe siden, var husets søn, som dermed er Johns nevø, selvfølgelig med. Han havde en østersskal med til mig, bare for at vise mig, hvor store østers han havde fundet. Jeg havde set et billede på FB, hvor han stod med et net fyldt med østers, som så temmelig velvoksne ud, men størrelsen fik mig alligevel til at spærre øjnene op, da jeg fik en i hånden.

Det øverste billede siger naturligvis ikke noget som helst, når der ikke er noget sammenligningsgrundlag – det hjælper en hel del med en limefrugt, en æske tændstikker (dog ikke en husholdningstændstikæske, men en almindelig lille en …), eller når jeg holder den i min hånd. Selve skallen vejer 435 gram, men jeg ved ikke, hvad den havde vejet med indmad.

P1050974P1050976

Jeg ved godt, at den bedste spisestørrelse for østers er væsentlig mindre end sådan en goliat her (normalt < 110 gram, og det må vel være med indhold). Det kan jeg sagtens forstå, hvis det handler om at sluge den hel og rå, som skik og brug er, hvad østers angår. At nedsvælge sådan en lidt blævret fætter i knytnævestørrelse er nok lidt af en udfordring selv for østerselskere. Jeg kan spise rå østers, men foretrækker, at de er blevet tilføjet et eller andet (spinat – ost – der er mange muligheder), der gør fornemmelsen lidt mindre snotklatagtig, og derefter lige har været en tur i en ovn.

P1050978

The world’s my (or your) oyster – mon ikke mange af os kender denne lidt specielle vending, som stammer fra Shakespeares De lystige koner i Windsor? Det betyder, at hele verden ligger åben for en; det gælder bare om at gribe de muligheder, der bliver tilbudt.

5. februar 2017

Det er med at have forbindelserne i orden –

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:38
Tags: , ,

Det er med at have forbindelserne i orden, men det har jeg desværre ikke. Ikke altid. Slet ikke den eller dem, der efter nogles opfattelse befinder sig i de øvre sfærer – den klub meldte jeg mig ud af for 46 år siden.
Når vi inviterer gæster ned til Den Stråtækte ser vi helst, at vejret viser sig fra sin allerbedste side; med en himmelblå himmel og en fjord, der spejler sig i samme dybblå himmel.
Vi vil IKKE have gråvejr og en dis så tæt, at det er nummeret før tåge, således at man knap kan se vandet fra huset.
Hvad var da også den første bemærkning der faldt? DE første bemærkninger? De faldt nemlig fra Hanne og mig på én og samme tid:
”Hvad er det da for et ugennemsigtigt vejr at invitere os herned i?” “UNDskyld! Det her har vi bestemt ikke bestilt!”

P1050781

P1050783Nå. Der var umiddelbart ikke rigtig noget at gøre ved det, men gåturen langs fjorden blev ændret til i stedet at vise dem Præstø by og havn.
Og faktisk er der noget charmerende og lidt mystisk over et diset sø- eller landskab, så turen var ikke spildt. Vi rundede Frederiksminde og studerede deres menukort. Blev enige om, at det nok var udmærket, at jeg havde gang i noget hjemme i køkkenet, for 3650 kroner pr. kuvert var lige i overkanten for os. Også selv om den kuvert bestod af en niretters vinmenu. Jeg ærgrer mig dog stadig lidt over, at vi ikke nåede at spise der, inden de fik den Michelinstjerne.
Frederiksminde havde denne smukke frøkapsel i et af deres staudeanlæg. Ikke engang min medbragte biolog kunne fortælle mig, hvad det er.
Kapslen er vist i naturlig størrelse (måske ikke hvis man ser den på en mobiltelefon, men den er omkring 3,5 cm i diameter). Den stikker lidt – de små hår er ret stive.
En billedgoogling på variationer over temaet ‘frøkapsel’ gav intet brugbart resultat.
Nogen bud på plantens identitet?

24. januar 2017

Er græskar i musestørrelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:06
Tags: , ,

Græskarrene fra Halloween er for længst smidt ud, men jeg lod et i ministørrelse ligge ved siden af nogle miniblomster i græskarfarve. Blomsterne er nu gået heden, men minigræskarret har gjort nytte – som museføde.

P1050765

I går morges fik John øje på en lille mus, som tilsyneladende holder til inde under den gamle trappe, som ikke længere bruges af os mennesker. Den pilede ud og ind gennem en revne og spiste af det lille græskar, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. ‘Spisehullet’ vender væk fra os, så det blev først opdaget nu, hvad der var gang i. Vi gætter på, at der har været mad til den i flere dage, for selv om det er et lille græskar, så er en mus heller ikke ret stor.

Der er mange mus her i nabolaget, men det er nok ikke så underligt, for her er masser af mad, og her tænker jeg ikke kun på efterladte græskar, men hvad naturen og de mange haver har at byde på i nabolaget omkring Den Stråtækte.
Vi har fanget tre mus i køkkenet siden august. De kommer sandsynligvis ind et eller andet sted bag køleskabet, men de når heldigvis aldrig mere end nogle få centimeter længere end lige uden for dette, så går de i fælden, som John har lagt en rosin i, hvilket er en alt for stor fristelse for en lille mus.
Med de mange mus, vi ser både foran og bagved huset, tror jeg, vi skal være glade for, at der kun er kommet tre ind – og så længe de bare holder sig udenfor, har jeg intet imod dem. Tværtimod – de er faktisk meget søde og pudsige at iagttage, når de har travlt med at skaffe sig føde.
Det er noget helt andet med rotter, som jeg hverken vil have ude eller inde. Der har været én i år, men den fik vi hurtigt gjort kål på.

4. januar 2017

Vi følger den dramatiske udvikling

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: ,

Selv om vinden hos os stadig var stik vest, begyndte vandet i fjorden ganske langsomt at stige. Jeg undrede mig, men John påpegede, at den sagtens kan være i nordøst i Den Botniske Bugt og dermed blæse hele Østersøen ind i Præstøfjorden og ned mod Den stråtækte.
I går fik John en sms fra havnefogeden i Præstø, som skrev, at der var varslet en vandstand op til 1,70 over det normale og at han regnede med, at havnekontoret ville komme til at stå under 20 cm vand. “I mine 35 år her har jeg kun oplevet op til 148 cm én gang, så der er virkelig en grund til at være på vagt.” Derefter skrev han, hvordan man skulle forholde sig, alt efter hvor ens båd ligger.

Dramatisk vejr på vejP1050657

DMI har modereret varslet en smule. I formiddags varslede de 177 cm over daglig vande (hvordan pokker kan de forudsige 177 cm? Det må da være umuligt at spå så nøjagtigt), men ved 14-tiden sagde de mellem 1,4 og 1,7 meter over. Herover ses vores dramatiske himmel og det næste billede viser vejen ved Nysø, som den så ud, da vi ikke længere kunne styre vores nysgerrighed og kørte ind til Præstø. Ad en anden vej, end vi plejer …

P1050637P1050642

Herover ses udviklingen på bare 40 minutter. Da vi kom tilbage fra Præstø, var stakken af kvas næsten forsvundet.
Jeg håber virkelig, at Hasses og Johns målinger var korrekte og nøjagtige, da de sidste sommer fik det til, at Den Stråtækte ligger godt tre m.o.h., men som det fornemmes på det første billede skal der en del til, før vandet kommer ind over vores dørtærskel – i skrivende stund er det stadig et godt stykke fra vejen, så vi er ikke nervøse – jeg tror simpelthen heller ikke på, at Hasse og John kan måle mere end en meter forkert.

Et shelterSiv & Co, Præstø havn

Herover ses det lille shelter, jeg skrev om sidst i november. Lige netop i nat tror jeg ikke, der bliver kamp om sovepladserne!
Næste billede er restauranten Siv & Co på Præstø havn. Jeg tror ikke de får mange gæster i aften … man kan lige skimte en bekymret ejer stå og tale med en Falck-mand. En mand sagde, at det her var steget 1,4 meter, og vi husker lige, at der er flere timer, til det topper …

Parkeringspladsen, Præstø havnVores båd på vinteropbevaring

Parkeringspladsen ved jollehavnen i Præstø. Ham her har vist holdt her et godt stykke tid …
Vores båd ses yderst til højre. Vandet er lige akkurat nået hen til under den gule pil, men vi satser på, at det ikke stiger så meget, at det bliver kritisk.
Nu er det for mørkt til at fotografere, og når jeg siger mørkt, så mener jeg kulravende sort, for vi bor så langt ude på landet, at her bliver så mørkt, at man bogstavelig talt ikke kan se en hånd for sig!
Ikke desto mindre har jeg ikke tænkt mig at gå i seng, før jeg er sikker på, at det har kulmineret. Vi vil se DR2 i aften; de har ryddet sendefladen til fordel for at følge stormfloden.
Selv Jesper Theilgaard, som altid er behersket og aldrig følger op på journalisternes sensationstrang, men prøver at holde det hele nede på et ikke-hysterisk plan, har lige sagt, at det måske ikke engang kan gøre det med en 100-årsstormflod – vandet kan visse steder risikere at stige mere end varslet, idet det stiger lidt hurtigere end man havde forudset.
Det er sandelig spændende det her – måske ikke på den helt gode måde for rigtig mange mennesker.

P1050665

2. januar 2017

Bag Marjatta

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

En af vores naboer hedder Bernhard Schmitz, og han er leder af Marjatta. Som jeg har skrevet før, flytter der, på grund af nærheden til institutionen, en marjattamedarbejder ind, så snart her bliver et hus til salg i området. Bortset fra os, som var en åbenbart sjælden undtagelse, men det forklarer hvorfor noget af det første vi blev spurgt om var, om vi havde købt Den Stråtækte til at bruge som sommerhus.
Bernhard har et par gange spurgt os, om vi har været omme bag skolens bygninger for at finde deres shelter, som vores børnebørn gerne må bruge til at lege i, hvis de har lyst.
Da vejret i dag har været det bedste siden vi kom hjem fra England, besluttede vi, at dagens gåturformål skulle være at finde det shelter.

Marjatta (1)Marjatta (3)

Området overraskede os ved dets skønhed, selv her på en 2. januar, med en lille skov, små søer og flere arealer, som vi kan se bliver brugt på andre tider af året.
Skuret herover var måske ikke lige det kønneste, men navnet (Cirkus etellerandet) antydede, at nogle har det sjovt her sommetider.
Det var selvfølgelig ikke shelteret. Det var det heller ikke, det meget nuser lille bindingsværkshus, hvis oprindelige formål vi gættede på har været et lysthus – et tehus – for det er vitterligt et meget lille hus, for lille til at kunne have været beboelse, selv i mere nøjsomme tider. Her tror vi også der er marjattabeboere, der hygger sig, for foran det er anlagt en stor bålplads.

Marjatta (4)

Men så var det der lige pludselig, shelteret. Ikke den slags, der er beregnet til overnatning for cykel- eller vandreturister (tror vi ikke, i hvert fald), så hvorfor det ligger der, og til hvilket formål det er anlagt, kan vi ikke regne ud – det må vi have spurgt om, for med alle de marjattafolk rundt omkring os må der være en, der kan fortælle os historien.
Indenfor lå et stort, gammelt drivhjul, som vi selvfølgelig heller ikke ved, hvad har drevet. Hjulet, der ligger på hjulet, kunne antyde en minivandmølle, men det er kun et ukvalificeret gæt.

Marjatta (5)Marjatta (6)

Marjatta (7)Da vi nåede lidt længere frem, kom vi til det største og fornemmeste insekthotel, vi til dato har set – der var det hele, lige fra små værelser til store luksussuiter … det må komme i kategorien ****-hotel!
Desværre så der ikke ud til at være fuldt optaget, men enkelte af hullerne var kittet til, så mon ikke det betyder, at her inde bagved befinder der sig en overvintrende beboer?
Vi blev helt inspirerede og blev enige om, at vi skulle have flikket sådan et insekthotel sammen til næste vinter. Det bliver ikke lige så stort, men mindre kan også gøre det. Det er så flot, at det ikke behøver at blive gemt væk, men måske er netop det, at dette hotel er udsat for vejr og vind, årsagen til, at det ikke bliver brugt så meget?

4. december 2016

Hvornår er en spotpris en spotpris … og andet i småtingsafdelingen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: , , ,

Mail fra et rejsebureau. Måske er der et godt og/eller spændende tilbud –

Spotpris 1
jeg skal altid lige kigge, og denne gang var der tilsyneladende et, så jeg læste videre:
Spotpris 2
Nåda … det lyder ikke specielt voldsomt … jeg kigger lidt længere ned:
Spotpris 3

Okay. Godt så. “Spotprisen” viste sig at være en formidabel rabat på hele 2,7 %. Det er så ikke det tilbud, der får mig til at flintre hen og ringe til dem med det samme for at være sikker på at komme med til den pris. Der gøres meget for at få folk til at kigge, og jeg faldt da også lige i.

JOHNS SWEATER ER FÆRDIG. Endelig!
Jeg er heeeelt færdig, som min nevø sagde ude fra toilettet, før han kunne klare de afsluttende sager selv.

Johns norske sweater (4)

 Og allerbedst af det hele: Den passer ham! Som var den skræddersyet, hvad den jo næsten også kan kaldes, men jeg har lidt for mange gange været uheldig med strikkede sager til John.
Nu er den skyllet op, centrifugeret og lagt til tørre. Det pyntede lidt på garnregnskabet – jeg har jo lovet mig selv, at når året rinder ud, skal der være brugt mere, end der er købt. Købet af garnet til denne sweater var lige ved at ødelægge det hele, men nu er jeg oppe på at have brugt hvad der svarer til 20 lagernøgler (købt seks kilo garn og brugt syv), så jeg er tilfreds – og der er jo fire uger endnu til nytår …
John har joket lidt med, at nu mangler jeg bare at strikke strømperne til ham. Det er nogle knælange grimrianer i et mønster, der passer til sweateren, og det er lidt ærgerligt, at jeg ikke gider strikke dem, ellers kunne jeg godt forestille mig gøre det bare for at tvinge ham til at købe et par plusfors og så ellers gå og promenere med hele udstyret.
Vanterne er okay, men huen er ikke den mest klædelige, synes jeg – heller ikke den til damen – jeg ville føle mig som førerdyret i en rensdyrflok, hvis jeg skulle rende rundt med de kvaster ved ørerne.

Ellers går livet sin stille og rolige, men naturskønne gang hernede – gæssene er hele tiden mange nok til at flyve i flok – der kommer masser forbi hver eneste morgen. Sommetider dækker de næsten hele himlen, og når det sker samtidig med en nydelig solopgang, så kan man næsten ikke forlange mere af livet – det er fuldstændig umuligt at være morgensur. Det er jeg nu aldrig …
Desværre er jeg aldrig hurtig nok med kameraet til at få taget de store flokke, men jeg fik en mindre i går.

P1050305

Køerne er blevet hentet i dag – nu er de kommet på stald for vinteren. Vi kommer til at savne dem; de er så hyggelige at have gående, men de kommer nok igen til foråret. Eller nogle andre … det er ligemeget, bare vi har nogle hyggekøer.

27. november 2016

En julesafari

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: ,

Næh, vi har ikke ændret rejseplaner, men vi har set otte giraffer i strakt galop i dag. Og nogle tykpelsede kameler. Man ser vist normalt ikke disse to dyr samme sted i Afrika, men det gør man i Knuthenborg park.

Knuthenborg

Vi har også set en million mennesker. Mindst. Og de var ikke i strakt galop. Tværtimod.
Jeg kan godt lide at besøge et julemarked eller to, men jeg bryder mig ikke om store menneskemængder og jeg kan ikke fordrage at stå/gå skulder ved skulder og bevæge mig frem i sneglefart, mens jeg bliver skubbet til af folk, barnevogne og rullestole.
Vi har droppet Gisselfeld julemarked af samme grund, for sidst vi var der, var der ALT for mange mennesker. I stedet valgte vi at tage til et mindre et i Knuthenborg park … jeg forestillede mig, at det nok ikke er så overrendt som de mere kendte – eller som dem, københavnerne gider køre til.
Jeg tog grundigt fejl. Vi var der kl. 10:10, og der var allerede kommet mange. De første ti minutter gik det forholdsvis okay, men det blev ved med at vælte ind med besøgende. Da vi havde gået rundt i tre kvarter, havde vi fået nok. Eller … gået og gået … vi blev nærmest båret med af strømmen, men vi fik kæmpet os ud til parkeringspladsen og kørte en tur gennem parken, som i dagens anledning var åben, inden vi satte kursen hjemover. Vejret var – og har været hele dagen – så flot som det overhovedet kan blive på en novemberdag, så vi kørte en omvej.

Knuthenborg (7)

Knuthenborg (5)Knuthenborg (6)Det er fint af familien Knuth, at de åbner parken for et julemarked, og det er også fint, at indgang og parkering var gratis i dag, i modsætning til mange andre julemarkeder, hvor man skal betale for at komme ind. Det var nu ikke derfor, vi valgte at køre herned, men det var måske derfor, at så mange andre havde valgt det? Det er selvfølgelig godt for stadeholderne, men holddaop, hvor var det for meget for os.

Jeg fandt ellers en dame, der lavede pilefletkugler, men de var alt for store i forhold til det, jeg havde forestillet mig – de havde en diameter fra på størrelse med det bålfad, de skal ligge på og ned til 30 cm. Jeg vil ikke have dem større end højst 15-20 cm i diameter.
Vi kom derfor ikke hjem med noget som helst, men vi fik os en dejlig køretur.

De må kysse meget på Knuthenborg –  i hvert fald har de oceaner af mistelten; faktisk har jeg vist aldrig set så mange mistelten på ét træ, og der var flere træer, der så sådan ud. En skam, at de sidder så højt, ellers kunne man godt være blevet fristet til at tage en lille stump med hjem.

22. november 2016

Nu med bladkugle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:11
Tags: , ,

P1050202I Fru Pedersens Have så jeg en sød ide, som jeg omgående tog til mig: Læg gran i bunden af et bålfad og læg kugler af forskellig art i, såsom flettede pilekugler, bladkugler, moskugler og fiskekugler – plus en lyskæde. Det eneste jeg havde, var bålfadet og en lyskæde …
Gran var dog nemt at få fat i, og jeg regnede med, at et par store pinjekogler ville gøre sig godt. En limpistol, som jeg investerede i sidste år, blev indviet til at sætte forsigtigt knækkede valnødder sammen igen. Og hvor var det nu lige, jeg i sin tid gemte styroporkuglerne hen? De blev fundet i første hug, hvilket jeg i parentes bemærket var en anelse stolt over, for det er mange år siden, jeg har lavet julepynt på styropor.
På denne kugle blev der limet blade. Huset formåede kun bladene fra den navr, vi har stående foran, men de var okay. Jeg laver nok et par stykker til i morgen.
Jeg kan sagtens se, at fiskekuglerne er gode i denne sammenhæng, så med Google i hånd fandt jeg et sted, hvor de var til at betale for menneskepenge. Nogle steder ville de have næsten 300 kroner for EN kugle. De må have spist søm … men der hvor jeg fandt de betalbare, bestilte jeg to blå og og en grøn, som skulle komme allerede i morgen. Det er jo kun breve, der bevidst bliver syltet af PostNord … pakker er prioriteret højere og er lynhurtigt fremme.  
Der vil derfor ikke komme noget billede af hele fadet, før det er pyntet færdig, men allerede nu står det med gran, bladkugle, kogler, valnødder og selvfølgelig lys. Det skal nok blive fint, er jeg sikker på. Hvorfor kan jeg ikke få sådanne ideer selv? Jeg er hamrende ukreativ, men er da heldigvis i stand til at abe efter andre folks gode indfald.

22 nov 2016 (10)

I går hævdede jeg, at vi havde en smuk solopgang. Det havde vi såmænd også, men den i morges slog den med flere længder – jeg tror ikke den fås i rødere udgave end dette. Jeg sad i skumringen (hedder det også det, når det er morgen?) og nød både en spand te og morgenrødeudviklingen over en times tid.

22 nov 2016 (11)

11. november 2016

Vi har en tam rødkælk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:17
Tags: ,

Den dag jeg tog dahliaerne op, gik John ikke så langt fra mig ved gavlen og ryddede lidt op i visne vækster. Da han var næsten færdig, kaldte han hviskende på mig: “Kom herhen, men gå forsigtigt og sig ingenting.” Så var jeg klar over, at det enten var noget med en fugl eller med en lille mus, hvilket det da også var – nemlig en rødkælk (jeg kan bedre lide rødkælk end rødhals), der gik og fandt lækkerbiskener på jorden, hvor John lige havde ryddet op.
Hvad der var underligt var, at den var fuldstændig ligeglad med os. Den kiggede op på os en gang imellem, men pikkede derefter ufortrødent videre.
Det stod på i lang tid. Vi begyndte at bevæge os lidt rundt, men den flyttede sig først, når vi kom tættere på den end en god meter. Og jeg mener virkelig flyttede sig – den fløj ikke væk.

Vores frygtløse rødhals (1)Vores frygtløse rødhals (2)

I dag havde vi fyldt traileren med brænde, som skulle læsses af, da vi kom hjem. Ude ved brændestablen gik den lille rødkælk rundt; denne gang endnu mere tryg ved os end forleden. Jeg ville bære en favnfuld brænde ind i kurven og havde nær trådt den ned, så tæt var den på mig. Den pilede rundt om vores fødder og fandt lidt spiseligt hist og pist. Edderkopper, måske? Jeg håber den bliver boende – det er i hvert fald ikke edderkopper, vi mangler, og jeg under den gerne en betragtelig portion af dem! Den kiggede bare op på os med jævne mellemrum med sine små sorte perleøjne, som om den ville sige, at vi jo skal være her alle sammen, ikke?
Den er simpelthen noget så aldeles nuser. Dofbasen siger, at “den kan ses følge i hælene på mennesker eller større pattedyr, der graver i jorden og dermed frigør fødeemner”, men jeg har aldrig før oplevet så usky (!) en rødkælk.

P1050118Mågerne vender hjem til aften

Vi kunne se, at der havde været en smule sne, men der var ikke mange fnug tilbage – det har været et fantastisk vejr hele dagen – både her og hisset.

2. november 2016

Det lufttomme rum – og vice versa

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

Sous vide

Jeg har nævnt den før, min sous vide. Som den hedder … jeg er dum til fransk, men Google Translate siger, det betyder vakuum. Hvis det passer, så er det egentlig et fjollet navn til maskinen, som jo i virkeligheden bare er en beholder med vand, plus en motor, der styrer temperaturen i vandet samt cirkulerer det. Den burde med andre ord hedde bain chaud. Det er det, man kommer i den, der er vakuumpakket. Man kalder ikke en ovn for dej eller noget andet, man bager; den hedder en ovn, så hvem der har fundet på, at en sous vide skal hedde en sous vide, ville jeg gerne vide. Tøhø …
Ikke desto mindre er det en af de virkelig gode investeringer, jeg har gjort i køkkenudstyr – holddaop, hvor har jeg efterhånden lavet mange stege i den. Nok mest kalveculotter, som er blevet vores yndlingsspise – og så passer sådan en lige til fire personer. Fem, hvis man serverer en forret. På billedet ses culotten i posen, kun iklædt krydderurter, hvidløg, lidt salt og peber.
Vi bliver fem i aften, så der er forret på menuen. Søren kommer, samt brødrenes nevø sammen med en skotsk NGO-kvinde, som vi ikke kender, men som han siger er en sød dame. De skal sove her, for ingen af dem har råd til overnatningen på Frederiksminde, hvor de er til en eller anden konference.
Jeg ved ikke ikke, om nevøen var bevidst morsom, da han skrev til mig, at “bølgerne går højt i den maritime verden lige nu”, men jeg fik mig da et stille smil over bemærkningen.

P1040988

Fra det lufttomme rum til det sommetider særdeles luftfyldte – her til morgen var der dog dejlig stille, og mens vi nød det bløde lys, kunne vi høre og se gåsetrækkene lette ude fra fjorden. Nogle morgener drager de afsted i store flokke; andre morgener ankommer de i lige så store flokke – de kommer fra vest og de letter i vestlig retning.

P1040987

Vi er aldrig i tvivl om, at der er en gåseflok på vej. Fordi vi altid sover for åbent vindue, kan vi en af os høre dem før vi kan se dem, og så kan vi en af os komme ud af sengen i en ruf for at kigge op i himlen. Den anden af os er som regel allerede oppe, men har intet hørt.
Jeg er endnu ikke blevet træt af at se på de store og larmende gåseflokke. Bliver det sikkert heller aldrig.

24. oktober 2016

Møns Klint

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:48
Tags: ,

Vejret så igen lovende ud; der kom kun en lille byge mens vi sad og spiste morgenmad. DMI-radaren overbeviste os om, at det var dagens eneste regnvejr, så vi holdt os igen til Plan A, som hed Møns Klint.
Det er omkring 20 år siden vi sidst var her, og siden dengang har de forbedret både trapperne ned og stien langs klinten temmelig meget. John og jeg var dog klar over, allerede inden vi tog hjemmefra, at vi ikke ville gå de 498 trin ned, for vi skulle gå de samme 498 trin op igen, hvilket vi regnede med, at vi ville dø af. Vi nøjedes med de 126, som gik lidt længere nordom.

IMG_8053

Samt gik ad den kørestols- og ældrevenlige sydgående sti.
Nydeligt var det altsammen, især når solen var fremme, men sådan er det jo altid.

P1040830

Tim var lidt overrasket over, at stranden ved Møns Klint ikke var blevet lukket af The Authorities, fordi det ikke altid er helt ufarligt at færdes nede på den pga. fare for lerskred, sammenstyrtninger osv.  
Vi drillede ham lidt med, at han er blevet helt amerikansk, og hvor er den daredevil, han var engang, blevet af? Han forsvarede det med, at den forsvandt, da han blev far. Der er skilte med, at man færdes på eget ansvar og hvori risiciene består. Det er fint og nok i mine øjne, men det er da rigtigt, at man skal være opmærksom, når man færdes ved den smukke klint.

P1040782

P1040841Geocentret var også nyt for os, men det kan anbefales. Det er et meget moderne museum, med masser af ‘interaktiviteter’ både for voksne og børn. Selvfølgelig også forklaringer på, hvad kridt er, hvorfor flinten ligger i lag (man kan selv lege istid og skubbe til lagene), hvad man kan finde af fossiler, hvordan Danmark så ud for 70 millioner år siden.

Her kan man ‘gå’ som henholdsvis en dinosaur og en øgle. På lærredet foran ser man det respektive dyr bevæge sig gennem et landskab i samme fart som man selv bevæger sig på apparatet. Når øglen løb stærkt, så man temmelig tåbelig ud bagfra – med benene langt ud til siden, fuldstændig som at se et firben i fuldt firspring.
P1040842P1040843

Se nu bange ud, børn! I er ved at blive ædt af et eller andet monster! Okay, okay, mormor …

IMG_8061

Der er faktisk ganske pænt dernede …

21. september 2016

Sort sol over Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: ,

Stærene samles nu. Der er vist ingen der ikke ved, at det gør de i voldsomme mængder nede i Tøndermarsken, hvor man kan være heldig at se helt op til en million fugle på en aften.
Så rigelige mængder har vi ikke her, men vi kan godt præstere en miniudgave af Sønderjyllands sorte sol. I morges – ja, her lander de om morgenen og ikke om aftenen, hvilket undrede os lidt, men de holdt måske bare pause på vejen – havde vi fornøjelsen af en flok på omkring 300 fugle. Cirka. Jeg gider ikke tælle efter …

Sort sol over Den Stråtækte (5)Sort sol over Den Stråtækte

De fløj til og fra et træ lidt længere nede ad vejen. Sommetider sad hele flokken i træet på én gang, og nok holdt de pause, men de tog sig ikke en formiddagslur – sikke en larm, de kunne lave!
Jeg sagde til John, at han godt lige kunne tage hen og lege en eller anden rovfugl, så vi kunne få lidt gang i formationerne. Jeg var oven i købet flink og gav ham frit valg mht. hvilken en han ville være – jeg kan alligevel ikke se på arten af formationen hvilken rovfugl det drejer sig om, som de professionelle så imponerende er i stand til. Han påstod, at han midlertidigt havde mistet flyveevnen, så jeg måtte tænke mig til den himmelske dans.

Sort sol over Den Stråtækte (3)

IMG_0445De kunne også næsten selv alligevel.
Pausen – med skiftevis formationsflyvning og palaver i træet – varede vel en lille time, inden de fløj deres vej.
Vi ser dem dagligt, disse småflokke, men jeg kan godt mærke, at det trækker lidt i mig for at komme til Syddanmark og opleve de helt store flokke igen. Det er tre år siden vi var der sidst, men heldigvis har vi en aftale med Ditte og Peter om, at vi skal en tur afsted til næste år. Det er sådan en dejlig tur, især når man kombinerer den med en god middag og overnatning på Schackenborg.
Det lille billede er fra vores første tur til Schackenborg i 2011.

12. september 2016

Dumme måger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:22
Tags: ,

I dag sad vi og kiggede ud på blishønsøen, som er kommet lidt tidligere, end den plejer. Mener vi.
Pludselig begyndte mange at måger dykke hurtigt og aggressivt ned i flokken, som derefter begyndte at flygte nordover – stadig i samlet flok, men med en relativ høj hastighed.
Beklager det dårlige billede, men det var nødvendigt med den kraftigste zoom for at få et indtryk af det.

Måger jagter blishøns (2)

Måger dræber mig bekendt ikke blishøns? Så hvorfor dette angreb? Det stod på, til blishønsene var for langt væk til at kunne se sceneriet, dvs. at vi kunne observere det over et kvarters tid.
Er der nogen, der kan gøre os klogere angående dette fænomen? Google kunne ikke hjælpe mig, og John havde ikke set eller hørt om noget tilsvarende.
Fjollede måger. Jeg kan simpelthen ikke lide dem. Punktum.

7. september 2016

Aubrey er en redebygger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:22
Tags: , , ,

Normalt er det piger, man tillægger egenskaben redebygger, men i min familie er det åbenbart mændene, der er det.
Mens mine englændere havde været på ferie i Grækenland, havde der, formoder de, huseret en rovfugl, som havde benyttet sig af, at der var fred for mennesker i den periode. I hvert fald undrede de sig hurtigt efter hjemkomsten over, at der slet ingen fuglesang var i deres have, hvilket der havde været masser af inden ferien.
Aubrey vidste, at der havde været en duerede med fire unger i kirsebærtræet, men da de kom hjem, lå reden nede på jorden, og ungerne var væk.
Det kunne han næsten ikke bære, så han begyndte at bygge en ny rede til dem. Pind for pind, strå for strå. Op i træet og ned igen. Op i træet og ned igen. Charlotte og Tim nænnede ikke at sige, at der nok ikke ville komme nogen duer og slå sig ned der, for med alt det arbejde, drengen lagde i den rede, var det simpelthen så rørende.
De ville også have taget fejl i deres spådom, for der kom hurtigt et duepar og benyttede sig af reden. Aubrey (og Anna) klatrede flere gang om dagen op for at se til fuglene, som tilsyneladende ikke lod sig anfægte af børnenes tilstedeværelse. Kan det have været det samme duepar, som havde den rede, der faldt ned? Det var Aubie overbevist om, at det var. Duer er notorisk dårlige redebyggere, så det kan sagtens være, at Aubies i virkeligheden er bedre end hvad duerne selv kunne præstere.
Og søreme om ikke der lå et æg i reden, da vi kom i mandags. I går fandt de endnu et æg, så nu er der to. Duerne tager stadig ingen notits af børnene, så Anna kravlede op og tog et billede af æggene.

P1030803P1030804P1030805

Børnene har ogå indrettet et et bisygehus (billede til venstre) og en bikirkegård. Der findes en edderkop, som lægger sine æg på humlebier efter at have bidt vingerne af dem. Det var i hvert fald, hvad børnene forklarede mig. De har også fundet syge bier med vinger. De vaskede æggene af et par bier, indrettede sygehuset med græs- og mosbund og med mad og drikke på tallerkenen. Der bliver sørget for dem flere gange om dagen – et par af de syge bier er på mirakuløs vis kommet sig og er blevet udskrevet, mens de, der ikke klarer den, bliver bisat (!) på den nyetablerede kirkegård henne ved krydderurtebedet.
Aubrey er overhovedet ikke nervøs over at omgås bierne – da Tim forsøgte sig med en advarsel, lød det enkle svar: “Far, altså! De gør mig da ikke noget – jeg har jo reddet deres liv!”
Børnelogik …

27. august 2016

Gør mig klogere …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:54
Tags: , , ,

Jeg har – omend modstræbende – accepteret, at hvepse har deres berettigelse, og at de rent objektivt set må betragtes som et nyttedyr. I denne gruppe befinder sig også fluer og edderkopper, som alle har deres lille niche i det store samspil, vi kalder naturen.

imageFindes der en derude, der kan fortælle mig – og overbevise mig – om skovflåters berettigelse til et liv på denne jord?
For jeg forstår det ganske enkelt ikke. De små sataner sidder bare der i bregnekrat og græs og venter på at kunne overfalde det første, det bedste blodholdige pattedyr, hvis vej måtte falde forbi. Så sidder de og mæsker sig, hvorefter de slipper igen for at fortsætte til næste stadie i deres ektoparasitliv (ekto-, fordi den ikke lever inde i kroppen, som fx bændelormen, som derfor er en endoparasit), oven i købet i tre af dens fire stadier i livet; som larve, som nymfe og som voksen. Det er kun som æg, den er uskadelig.

Jeg fik to flåter på mig i går under svampeindsamlingen. Heldigvis skete der det, som altid sker for mig: Det begynder at klø, inden der er gået de 24 timer, som menes at være den sikre periode – altså at man undgår at få borreliose pga. det lille irritrende og ulækre møgdyr.
Måske. Man kan ikke vide sig sikker på noget som helst. For TBE (Tick Borne Encephalitis eller centraleuropæisk hjernebetændelse) gælder 24-timers reglen ikke – mod det kræves vaccination, men sygdommen er ikke almindeligt forekommende på vore breddegrader.
Igen: Hvorfor skal man plages af den slags skabninger?

imageEn skovflåt lægger op til 6000 æg, men man mener, at kun én ud af 1000 når at blive voksen, så lidt retfærdighed er der dog til, men også kun lidt.
I troperne er tallet langt, langt højere, hvorfor flåter er et større problem under andre himmelstrøg end vore. Jeg synes såmænd ellers det er stort nok, men jeg kan  godt se problematikken, når måske halvdelen eller flere af æggene bliver til voksne individer.
Pernille havde, under en udflugt, da hun var i Columbia, fået 75 (ja!) flåter på sig. Hun var stadig, selv flere måneder efter, ved at kaste op bare ved at fortælle os om det. Hun og rejsefællen brugte det meste af en nat på at få dem fjernet … jeg husker ikke, om rejsefællen gik fri, men det lyder ikke sandsynligt, at det skulle være tilfældet. Min rekord er fem, men det er jo vand ved siden af.

Til sidst, for en god ordens skyld: Det er ikke tæger, man får på sig, selv om mange kalder dem tæger. Det er [skov]flåter. En tæge ligner en bille, har seks ben og er et insekt og ikke en mide som skovflåten, der har otte ben. Tægen bider som regel ikke og gør sjældent dyr eller mennesker noget.

4. august 2016

Mikro-mini-makrosvampe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: , ,

Mikrosvampe – også kaldet skimmelsvampe – er der en del mennesker, der ikke kan tåle, men det er ikke fordi de spiser dem, at de bliver syge, men oftest fordi de florerer, hvis der er fugtproblemer i boligen. Så indånder man deres sporer, og det er der mange, der bliver rigtig syge af at gøre.
Minisvampe er der ikke noget, der officielt hedder, men jeg har opfundet begrebet til lejligheden i dag, fordi vi stort set ikke fandt andre svampe end at vi, hvis vi havde taget dem, med rette kunne beskyldes for barnemord eller oven i købet fosterdrab.
Makrosvampe er dem, vi spiser. Ikke dem alle, men nogle af dem.

P1030503

Herover en minisvamp, men ikke en af dem vi spiser – heller ikke når den har vokset sig større. Den så bare så kær ud, som den stod der i lyste op i solen. Den var ikke mere end 3-4 mm i hatdiameter.
Kantarellerne var ikke meget større, men vi fandt dog nogle få, vi kunne tillade os at tage. 141 gram blev det til – dagens høst var virkelig til at overse.

P1030515

Ingen makrosvampe, altså, men så har jeg da heldigvis et kamera med makrofunktion – det smager da lidt af fugl.
Fugle fotograferer man dog ikke med en makrofunktion.
Det kan man derimod gøre med sådan en fætter som ham herover.
Hvad er det for en? Den ligner en eller anden slags tæge, men efter flere forgæves billedgooglinger måtte jeg give op og beder derfor publikum om hjælp.
Jeg har ikke set den før, men på trods af, at det nok er en tæge, er den fin med den lille orange hjertelignende dims og de blå striber på siden. Siderne, må man formode, men da højre side ligger i skygge, kan striberne kun ses på venstre side.

24. juli 2016

En herretur på Kennet & Avon Canal – og en dametur tilbage i tiden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: , , , ,

Om ikke så længe skal familien til Goodwood Revival, hvortil Charlotte har syet 40’er-tøj til sig selv og 50’er-tøj til Anna. Med hvide handsker und alles. Jeg kan godt huske de hvide, hæklede handsker, jeg altid skulle have på, når jeg skulle være fint klædt på. Frakken fandt hun i en genbrugsbutik.
Anna skal have håret sat i fletninger med røde sløjfer, og Charlotte skal have lidt mere styr på sit uregerlige hår, men jeg kunne sagtens fornemme, at det nok skal komme til at se fint og meget autentisk ud.

P1030320P1030321P1030326P1030328

Det er ikke for ingenting, at Charlotte uddannede sig til Costume Maker – hun elsker at studere datidens forskellige moder og derefter kopiere dem til et eller andet formål. Hun kan, ud fra billeder og malerier, datere en hvilken som helst kvindedragt indenfor få års margen.

P1030331P1030333

De to yngste af vores tre mænd fik lyst til en tur på The Kennet & Avon Canal, så den tredje mand og de tre damer kørte dem til The Barge Inn, hvor de blev sat i dobbeltkajakken. På vejen købte Tim forsyninger til en picnic et eller andet sted undervejs. Han var sulten, da der skulle købes ind, og så ved vi alle, hvordan det går: Der bliver købt ALT for meget mad. De ville have kunnet fare vild i flere dage og alligevel ikke nå at komme til at sulte.
Lige da de skulle til at kravle i kajakken, kom der en svanefamilie på fire. Svaner med unger kan være meget aggressive – Tim har den dybeste respekt for dem efter at være blevet angrebet af en på netop denne kanal engang. De forsvandt heldigvis igen uden at erklære krig, og der blev fløjtet til afgang.

P1030334P1030335
Vi gik ind på The Barge Inn og fik en lækker publunch.
Jeg har før skrevet om The Barge Inn og det gode initiativ, men meget tyder på, at de typer, som man gerne ville af med dengang, er vendt tilbage.
Jeg tog billedet af de … hvad skal vi kalde dem? … de mest normale? … i smug – ville ikke risikere, at de opdagede mig, men af samme grund kunne jeg ikke få de mest underholdende og farverige af dem med. De var virkelig på alle måder farverige: I tøjet, i håret, i udsmykningen både tøjmæssigt og på huden. Med ringe alle mulige steder i ansigtet – holddaop, hvor de var ømme.

P1030344

Maden på pubben var dog stadig rigtig god – på det punkt er standarden ikke svækket. Normalt, når man spiser en publunch, betaler man først, når man går. Her ville han have pengene straks efter bestilling. Charlotte kiggede undrende på ham, og han svarede beklager; det er vi nødt til – og vi kan ikke gøre forskel på vores kunder.
Nej, det kan han ikke, men vi fik da lige bekræftet en fordom eller to om klientellet.


De to herrer er nu blevet hentet igen. De har 3/4 af den indkøbte mad med hjem ☺ – men de havde en skøn tur, hvor de bl.a. så en hejre fange en fisk. Aubie sagde, at næste gang ville han have en kikkert med og bare sidde helt stille i båden i lang tid for at studere naturen.
Mormor her bliver så glad, når en niårig siger – og ikke mindst mener – sådan noget.

7. juli 2016

Dagens pletskud – og delvis besættelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:25
Tags: , , ,

Uha uha - ikke godt

Som en slags fortsættelse af gårsdagens indlæg, kan jeg meddele, at jeg er blevet besat – i hvert fald delvis.
Nej, okay … det er jeg så forhåbentlig ikke, men denne mail kunne love mig, at jeg kunne tjene massevis af Euro, også selvom jeg ikke skulle være interesseret i at arbejde hjemme på fuldtid, men kun være interesseret i en delvis besættelse …

Næh, den slags kan ikke lokke, men det kan en tur med kameraet i omegnen af vores dejlige, svenske sted, mens John bakser med at sætte nye rammer om vinduet på første sal. Billedet er taget med spionkameraet helt nede fra åen – han havde ingen anelse om, at jeg lurede på ham i skjul bag træerne. Han havde lovet mig at lade være med at falde ud ad vinduet, men jeg var nødt til lige at tjekke, om han holdt løftet.
Skovjordbær er meget små og smager faktisk slet ikke af jordbær, men de smagte godt, selv om den indsamlede portion nok højst kunne have mættet Titania og hendes familie.

P1020818P1020826P1020828

På vej ned mod åen sad denne lille fyr. Han var fuldstændig ligeglad med både mig og kameraet – han har måske været syg, men død var han ikke, for han rørte på sig og flyttede lidt rundt. Det er yderst sjældent, at man får lov at komme så tæt på, så det lille Lumix måtte nu vise, hvad det duede til.

P1020816

P1020811

Gid alle sommerfugle kunne sidde lige så roligt, når jeg kommer forbi med kameraet. Det ville i givet fald kunne udvikle sig til en besættelse …
Dette er en stregbredpande, men er ikke helt sikker på, om det er en skråstregbredpande … tror det ikke, da jeg ikke kan se en orange kile forneden på bagsiden af vingen. Du godeste, hvor dette i betænkelig grad nærmer sig nørderi.
Jeg så for første gang en [skrå]stregbredpande, da vi var i England sidste sommer – jeg mindes ikke at have set den før i vores svenske nærområde, men den findes altså, kan jeg hermed konstatere, og jeg har fundet ud af, at stregbredpande hedder mindre tåtelsmyggare på svensk – et navn, der på ingen måde lader det lidt fjollede danske navn noget at høre.

22. juni 2016

Det er sommer …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:53
Tags: , ,

Der er lang vej ...25°. Det er varmt! Heroppe var der kommet sølle seks mm regn, hvilket næsten er det samme som ingenting. Jeg betragter det som et lille mirakel, at de fem krukker med blomster har overlevet, men det har de ikke desto mindre, og de ser ikke engang særlig miserable ud.
Jeg har min egen teori om, hvorfor her har været indbrud, for det er længe siden – om nogensinde – at vi har været så lidt heroppe som i år, men forårs- og forsommerkalenderen har været helt håbløs, så der har ikke været tid. Det ser derfor forsømt ud, selvom naboen har slået noget af græsset. Han slår aldrig hele plænen, kun stykket foran huset, så det alligevel i mine øjne ser en tand for ubeboet ud. John er ikke enig i, at det kan være årsagen, men han har dog gået rundt med buskrydderen for at få det hele til at se lidt mere civiliseret ud. Hele plænen er også slået. To gange. Det var godt nok blevet megalangt der, hvor naboen ikke har rørt det.

Abu Garcia Svängsta (1)Vi har flere pæne stengærder rundt om grunden, men et af dem er totalt forsvundet i år, så nu er jeg begyndt at hive brændenælderne og skvalderkålen op med håndkraft, for jeg vil have rødderne med. Der er lang vej endnu, når gærdet er 50-60 meter langt …
Mens John ordnede plæne og kanter, ryddede jeg dette her – og andet, så det hele ser lidt mere velplejet ud. Efter frokost blev det for varmt til at arbejde, så vi kørte til Svängsta for at besøge Abu Garcias fabriksudsalg. John vil nemlig til at fiske igen, hvilket han ikke har gjort, siden alt hans gennem et halvt liv samlet udstyr blev stjålet for ni år siden. Der er virkelig alt, hvad hjertet kan begære af udstyr til fiskeren, og er man heldig (hvilket han var), kan man finde gode hjul med en klækkelig rabat, bare fordi der er en næsten usynlig ridse et eller andet sted.

Det blev så til en smuk tur langs med Mörrumåen, men nu er vi tilbage igen, og nede ved vores egen å er der snesevis af røde og blå nymfer samt guldsmede.
Hestesko-vandnymferne skulle trafikreguleres, så mange var der. De var i fuld gang med parringen, både i luften og på åkandebladene.

Rød vandnymfeHesteskovandnymfe

Den manglende regn afspejles tydeligt af den meget lave vandstand i åen; vandet er helt brunt, og jeg er imponeret over, at fiskene overhovedet kan se noget, men det må de kunne, for de sprang ofte og lystigt efter de mange insekter, der svævede lige over vandoverfladen.
Den fireplettede libel var også rigt repræsenteret – det er en stor fyr, som nærmest lyder som en helikopter, når den kommer i nærheden af en.

P1020611Fireplettet libel

Det er desværre højsæson for knotter lige nu, så jeg bliver ædt, både af dem og af myg, så snart jeg bevæger mig udenfor. Heldigvis er Autan virkningsfuldt, men vi kan ikke sidde ude og spise – de er simpelthen for irriterende.

29. april 2016

Der er for mange træer i den skov!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Nogle steder er der for mange træer. Ikke i vores skov, hvor antallet er ganske passende, men i den lige ovre på den anden side af åen. Jeg tænker kun over det, når der er en så nydelig solnedgang, som der var i går. Den kan ikke ses i sin fulde udstrækning eller når solen er så langt nede, at farverne er allersmukkest, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det, for jeg har ingen anelse om, hvem der ejer de træer. Det er ellers bare lige et lille, smalt bælte på et par hundrede meter, det drejer sig om.
Nå. Det var nu meget pænt alligevel, også med træer … men når der kommer blade på, er det ikke så godt.

P1010817

Når dette indlæg bliver udgivet, har vi fået gæster – mændenes søster kommer med sin mand. Så er den gren af familien samlet. Jeg havde taget sous vide-maskinen med herop, fordi jeg ville tilberede en lammekølle i den – sådan en bliver nemlig vildt lækker med sous vide-metoden – men glemte vaccumpakkeren, og så kan det være aldeles fuldstændig ligemeget. Fjols, Ellen!

For at aflede mine tanker fra at give mig selv et velfortjent spark, gik jeg ud med mit Lumix og tog nærbilleder af mosser.

image

Jeg er meget betaget af den mikroverden, der udfolder sig i moslandskabet, når man kommer tæt på. Tragten herover er tre mm i virkeligheden.
MosStikkelsbær

De små ’dunhammere’ herover er bare én mm. Og de spæde stikkelsbærblade ser så morgenfriske ud, når de er våde.

Vi har lige haft en haglbyge med centimeterstore hagl, som gjorde landskabet hvidt på et par minutter. Godt jeg ikke var ude i det – det så temmelig hårdtslående ud. Fem minutter efter skinnede solen igen. April er snart slut, men lur mig om ikke dette vejr fortsætter ind i maj.

13. april 2016

Det er ikke husbukke, men hvad er det så?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:35
Tags: ,

Larver

Når vi flækker brænde, dukker der sommetider hvide larver frem, som sidder langt inde i nogle af grenene.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilket insekt de udvikler sig til.
Jeg har billedgooglet i én uendelighed uden at blive ret meget klogere, så nu gør jeg det, jeg så ofte før har gjort: Henvender mig til mine kloge læsere.
Hvad er dette for et dyr? Eller rettere: Hvad bliver det for et dyr? Larven er 2-3 mm tyk, men længden kan jeg desværre ikke sige noget om … jeg har ikke forsøgt at pirke en ud af dens hul – synes faktisk ikke, at larver er specielt delikate, men vil alligevel gerne vide noget mere om dem.
Det er ikke i alle grene, vi finder dem, men er der én larve, er der gerne flere.

På et tidspunkt under googlingen troede jeg til min skræk, at det var husbukke, og at det nu kun var et spørgsmål om tid, inden de fandt inden døre til os og begyndte at fortære Den Stråtækte fra en ende af.
Heldigvis stod der et sted, at husbukke kun går i nåletræ, så den teori blev aflivet igen, og jeg kunne ånde lettet op.
Jeg ved faktisk heller ikke, hvad det er for træ, jeg fandt dem i – det var hverken birk, bøg eller et nåletræ … måske elm. Jeg er ikke specielt god til at bestemme træer ud fra en nøgen gren på et par meter.
Identifikation ud fra løvet er jeg forholdsvis god til, men det var ikke i spil her.

Til gengæld gætter jeg på, at det er gode proteinkilder som denne, der får spætterne til at sidde og hakke i træerne. Disse små fyre må virkelig være en lækkerbisken for dem. De sad dog ikke helt ude tæt på barken, men nogle centimeter inde. Vinterhi?

Ude i skvalderkålen, som jeg har indledt sæsonkrigen mod, fandt jeg den grønne, fede larve, som jeg heller ikke havde helt nemt ved at bestemme, men jeg er nået frem til, at det nok er en eller anden art af dem, der går under fællesbetegnelsen natsværmere. Hvad siger man til det forslag? Billedet viser den tæt på naturlig størrelse.
Jeg kunne selvfølgelig sende begge billeder ind til et eller andet forum, men jeg prøver lige jer først. I plejer at være ret gode …

Larver (3)

Opdatering: En læser mente, at den hvide kan være en bøgebuk. Det er også den, der ligner mest, men jeg er på den anden side ret sikker på, at træet hverken var bøg eller birk.

20. marts 2016

Hvorfor kan man sige hvidere, men ikke blåere?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: ,

Flammafallet (14)Man kan sige sige hvidere og rødere, men ikke blåere. Sproget er sommetider en lidt spøjs og ulogisk størrelse.
Hvis man kunne, ville jeg sige, at vi i dag har haft den blåeste himmel, jeg endnu har set i år. Den fås ikke blåere.

Vejrudsigter har det med at ændre sig fra den ene dag til den næste, så det må man være forberedt på, at planer også skal kunne. I går viste den lokale vejrudsigt for vores område, at det skulle blive flot solskin mandag og helt overskyet i dag, søndag.
Det var ikke lige sådan, det så ud til at blive, da klokken var otte i morges, så jeg kiggede på, hvad vackertvader.se mente om resten af dagen: Flot, flot vejr i dag og overskyet i morgen.
Okay – så bliver det Flammafallet i dag og ikke i morgen som ellers planlagt. Vi har set det i skyet vejr, så skal vi se det i solskin, bliver det i dag.
Vi ville have set det i frossen tilstand lige efter nytår, men det måtte vi opgive pga. fejlvurdering, hvad fodtøjet angik. Det er muligt, at Flammafallet var frosset, men det var stien dertil sandelig ikke, så der skulle nærmest waders til, og ingen af de vinterstøvler, vi havde taget på den dag, var vandtætte.

Flammafallet (13)

Det er bare et flot skue. Jeg elsker synet af det rolige vand, der silkeblødt kryber ned og ligesom tager et stille og indædt koncentreret tilløb ned over stenene, inden det larmer sig vej videre frem og falder i de tre trapper, der er så karakteristisk for faldet.

Flammafallet (7)

Når nogle forveksler dette med Danska fallet, kunne det måske være fordi, at dette burde hedde Danska fallet … vi havde det for os selv, da vi kom, men inden vi forlod stedet igen, var der nærmest overfyldt af danskere i området. Herunder tre vennepar med i alt seks børn i den aldeles frygtløse alder (mellem to og seks år), hvor man ikke lige tænker over eventuelle konsekvenser af sin færden, så det blev hurtigt én lang råben: Pas nu på, Frederik! Ikke løbe, Laura! Forsigtig derhenne, Oskar! Kom TILBAGE, Karl!! NU!!!
De klarede fint at overdøve faldet, så vi gik vores vej igen.

Frokost ved kvarnen i Knäred

De medbragte klemmer blev indtaget ved Kvarnen i Knäred. Temperaturen havde nu lige præcis fået sneget sig op på et tocifret tal, så det gik fint nok at sidde i solen. Jeg har dog udtænkt næste håndarbejdsprojekt: Numsevarmere til at have liggende her i Sverige. Det var skønt, men lige til en omgang blærebetændelse.
Den quiltede mulepose var ikke helt varm nok, men den var bedre end ingenting.
Vi kunne jo også bare have husket at tage vattæpper med …

12. februar 2016

Bedre, men langtfra godt nok

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: , , ,

De er blevet bedre men ikke gode nok

De er blevet bedre, nogle af dem fra det irriterende krapyl, der prøver at svindle oplysninger ud af folk, men der er lang vej endnu, og skulle det endelig komme så vidt, at sproget skulle blive fejlfrit, kan man altid i sin viewer muse hen over linket, der oftest er – det vil kunne afsløre en eller anden internetadresse, der absolut intet har med sagen at gøre. Plus, at der i ægte henvendelser aldrig vil være link, der skal klikkes på eller filer, der skal åbnes – medmindre man har en forhåndsaftale om dette.
Man bør også undre sig over, hvorfor de direkte skulle involvere kunderne i forbedrede sikkerhedsforanstaltninger – det er et internt anliggende. Hvis man så oven i købet ikke er kunde i Danske Bank … så har jeg ærlig talt ingen medlidenhed med dem, der klikker på linket.
Noget helt andet er, at skulle jeg modtage en sprogligt fejlfri skrivelse, ville det næsten også kunne vække min mistanke, selv om mailen var ægte nok, men det lader vi være med at blande ind i sagen lige nu …
Jeg er helt sikker på, at jeg ville have mærket, hvis jeg var blevet underskrevet! Især af mine sessioner … det lyder ikke spor rart.

Næh, lad os hellere nyde lidt morgenstemning. Solopgangen og lyset var fuldstændig betagende i morges, så jeg stod (for en sjælden gangs skyld) op før John og bare stornød hele skuet lige fra den spæde start, til det bløde lys blev afløst af det lidt mere skarpe.

Morgenstemning 12 februar 2016

Jeg kan ikke andet end …

Morgenstemning 12 februar 2016 (2)

blive glad helt ind i sjælen …

Morgenstemning 12 februar 2016 (3)

af at opleve en stemning som denne.
Igen.
Men selv om jeg siger – og mener – igen, er det alligevel aldrig det samme som noget jeg har set før.
Det er det, der gør livet hernede så godt.
Rettelse. Det er noget af det, der gør livet hernede så godt …

9. februar 2016

Jeg kaster ikke vrag på Præstøfjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags:

Jeg kaster ikke vrag på Præstøfjorden, tværtimod, men det er der andre, der gør – sådan rent bogstaveligt.
Blandt andet kan man fra vejen se nedenstående vrag, som har ligget meget længe på det sted. Jeg undrer mig over 1) Hvordan det overhovedet er kommet så langt ind i den lavvandede fjord. 2) Hvorfor man (åbenbart) ikke kan finde de ansvarlige. 3) Hvorfor det ikke bliver fjernet – uanset hvem der er ansvarlig. Det er tudegrimt at se på, så nogen burde få det fjernet. Der må være en god jernpris at få, hvis man kan få det hevet i land.

IMG_5439IMG_5447

Man kan fornemme,hvor lavvandet der er ved vores del af kysten, hvis man ser på billedet til højre (i midten, lige under horisonten. Billedet kan klikkes større), hvor det skarpe øje lige netop kan skelne en sort prik af en fisker, der er langt ude, men stadig kun står i vand til midt på numsen.
Han forliser forhåbentlig ikke … det blæser en del i dag.

Når man går lidt længere sydpå, ned mod Den Stråtækte, ligger der nogle andre slags både. Den ene af dem kan jeg godt tillade mig at kalde et vrag, da det vist er temmelig længe siden, den har været en tur i vandet.
I modsætning til føromtalte jernvrag ser det dog ganske malerisk ud med de mange gamle træbåde, der ligger spredt med rund hånd langs fjordens kyster. Måske er dette ikke det mest lysende eksempel på dette, men alligevel – jeg synes de giver en fin, lidt nostalgisk stemning.

IMG_5442

Småbåde skal mig bekendt ikke registreres, men en fiskerbåd som den sønderslåede på øverste billede skal vel være registreret?
Jeg undrer mig som sagt over, at den slags får lov at blive liggende. Et langt større vrag lå også i flere år ved den svenske kyst – man kunne se det fra Øresundsbroen. Det forsvandt ganske langsomt mere og mere og efter et stormvejr var det helt væk. Formentlig havde det bare lagt sig helt ned på siden, så vandet kunne dække det.

26. januar 2016

Brødkrummesvamp

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags:

I håb om at få lidt af den sol at se, som nogen kom til at love os i aftes, kørte vi en tur til Møn.
Vi fik dermed set steder på Møn, vi aldrig har set før, men vi fik ikke set solen …

P1100155

De er snedige på Møn. Strandvejen leder nemlig ikke ned til stranden. Når man kommer til ovenstående skilt, skal man dreje til højre til for at komme til stranden. Hvorfor det er sådan, kan vi kun gætte på, men os narrede de ikke.
Vi spiste den medbragte frokost på stranden i det inderste af Hjelmbugten, hvorefter vi satte kursen mod Klintholm Havn, hvor vi gik en tur langs vandet. Jeg er stærk modstander af udtrykket Udkantsdanmark, men kom til at tænke på det, da vi på disse sydmønske veje så mange særdeles forsømte huse, der efterlod et noget trist helhedsindtryk af området. Når folk har trukket gardinerne for (i stuen) midt på en dag, der er så grå og solskinsfri som i dag, får jeg altid den tanke, at de må have noget at skjule.

Meget død mågeMeget død fisk

Jeg forestiller mig, at Klintholm Havn myldrer af liv om sommeren, men den var godt nok totalt uden liv i dag. Selv på stranden var der kun døde dyr.
Jeg fik øje på en klump af noget, jeg aldrig har set før på en strand. Det lignede en svamp – altså sådan en, man køber til at vaske sig med, men denne kunne kun bruges til at fjerne hård hud med. Den havde en konsistens, som jeg har svært ved at beskrive, men måske kommer en meget tør sandkage det nærmest. Jeg kunne godt brække den over, men det var ikke helt nemt.
Det var lidt spændende, om jeg ville kunne billedgoogle mig til en opklaring på denne forekomst efter hjemkomst, men det er vist lykkedes, for jeg nåede frem til, at det må være en brødkrummesvamp.

Brødkrummesvamp

Dette eksemplar var omkring 12 cm på den lange led – billedet er tilstræbt at repræsentere naturlig størrelse, men det bliver jo forskelligt, afhængigt af mediet, I ser det på.
Hvis ikke det er en brødkrummesvamp, har jeg ingen anelse om, hvad det så kan være … mit eksemplar ligner oven i købet mere en vaskesvamp end de fleste billeder på nettet. Man brugte den rent faktisk til at vaske sig med før i tiden, kunne jeg læse. Enten har de været utrolig hårdhudede, eller også har jeg fundet et ekstra tørt eksemplar.
Vi fandt en til. Lidt pudsigt at finde to, når vi aldrig har set dem før – men okay, vi havde jo heller aldrig været lige præcis her før, så måske er de ganske almindelige på de sydmønske strande? Der stod, at de er almindelige overalt i DK, undtagen Bornholm, og jeg har vist egentlig også fundet dem før, men i givet fald husker jeg dem som værende en del mere glatte i deres struktur.

16. januar 2016

En ufo og en ny fugl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg lå i morges dybt begravet i min lune seng og lagde et puslespil, da John kaldte ude fra køkkenet: “Du skal altså lige komme herud og se en ufo”.
Ordren blev fluks efterkommet, og den var da også flot i 10 minutter, hvorefter den forsvandt for ikke at komme tilbage, men det er vel også normal opførsel for ufoer, medmindre der er tale om nærkontakt af andet end anden grad, hvilket der på ingen måde var tale om i morges …
Faktisk er det lidt mystisk: Jeg har taget billedet udendørs (i natkjole – brrrr), så det kan ikke være en spejling. Hvad er så forklaringen på, at solen ufoen synes at være i dobbelt udgave? Kan det mon bare være et ensartet rundt hul i skyerne?

P1100111

Stor skalleslugerEt ærinde i Præstø i dag førte os forbi udløbet af Tubæk, hvor vi så mange fugle ligge i vandet; også nogle stykker af en art, vi ikke mente at have set før. Det var et flot syn med alle de mange andefugle, der lå lige der, hvor der sikkert er meget mad til dem – herunder formentlig også ål. Den store skallesluger lever nemlig af ål, kunne jeg læse i Dofbasen.
For store skalleslugere må det have været, kom vi frem til, selv om det vist ikke er en helt almindelig fugl i Danmark, men I er som sædvanlig velkomne til at rette mig, hvis det skulle være en fejlkonklusion.
Det er jo set før her på bloggen …
På den store skalleslugers menu står fisk. Den er ikke uden kulinarisk sans; i Danmark lever den således af ål. Andre steder i Skandinavien lever den af laksefisk, hvilket før i tiden har ført til, at man har bekæmpet arten. Flokke af store skalleslugere kan arbejde sammen, hvilket gør dem til ret effektive fiskere.
I 1930’erne lå ynglebestanden formodentlig på omkring 50-75 par. Efterfølgende gik arten tilbage, en konsekvens af det mere effektive skovbrug i Danmark, som ikke efterlader mange naturlige træhuller til redepladser. Omkring 1975 var bestanden således nede på ca. 20 par. Takket være opsætning af redekasser i især Sydøstdanmark*) blev denne udvikling stoppet, og arten genvandt lidt af det tabte terræn. Fra 1998 til 2007 har arten været i yderligere fremgang fra 34 par til 51-65 par. Den samlede europæiske bestand skønnes at være stabil.
(Klippet fra Dofbasen) *) Der er sat redekasser op ved Vemmetofte Strandskov og ved Troldhøje ikke så langt fra os.

Udløbet af Tubæk

De lå et godt stykke ude, og jeg havde ikke superzoomkameraet med, så billedet er – man fristes næsten til at sige som sædvanlig – uskarpt.
Troldænderne, som jeg synes er så nuser, lå noget tættere på, men jeg ville hellere have haft nogle gode nærbilleder af skalleslugerne.

5. januar 2016

Sneflokke kommer vrimlende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:38
Tags: , ,

Kan I huske den? 
FotograferingDa jeg gik i folkeskole, skulle vi lære en masse salmevers udenad, og jeg syntes lige fra starten, at det var et totalt spild af tid. Der var jo salmebøger i kirken, hvilket var det eneste sted, man sang salmer, og de sange, man holdt af, kom det helt af sig selv med, at man hurtigt kunne udenad. Den undrende Ellen spurgte både lærer og præst, hvorfor vi dog skulle lære salmer udenad, men fik aldrig et tilfredsstillende svar. Min stille protest var, at lige inden timen begyndte, læste jeg det over et par gange, så det sad løst yderst i hjernen til timen var slut og var lynhurtigt derefter glemt igen. Ingen grund til at spilde lagerkapacitet på den slags pjat.
Sneflokke kommer vrimlende var allerede dengang min yndlings-vintersang, og jeg kunne den naturligvis udenad – kan det stadig, faktisk, selv om det er mange år siden, jeg har sunget den. Jeg elskede de krøllede ord, de mange mundrette rim og den kvikke melodi, der med sit hurtige toneløb understregede hvordan de sneflokke opførte sig og hvad de medførte.
Det fyger ikke ud af himlen, når man hedder Jeppe Aakjær – nej, det knyger ud af himlene

Det har det også næsten lige gjort hernede, men i formiddags var det stadig fint vejr, og i det var der andre, der fik øje på min flotte poncho, der stadig stod så fint helt nede ved vandet. Det kunne være interessant at se denne mands billeder, for han var der forholdsvis længe og gjorde et stort nummer ud af at fotografere den fra alle mulige vinkler, mens jeg legede paparazzo oppe fra terrassen.

P1100084

Hen mod solnedgangstide begyndte det at knyge fra himlene. Det er ikke snavs, men sne, man kan se herover, men det var åbenbart ikke alvorligt ment, for solen skinnede i baggrunden, mens vi lige fik det par millimeter det nåede at blive til, inden knygeriet holdt op igen.
Det var et lidt specielt lys, det gav. Kameraet kunne ikke helt finde ud af at gengive det, men det gjorde sit bedste.

P1100085P1100087

Har det også knøget ud af himlene hos jer, så I har halet op i sokkerne og set forsagt derud?

28. december 2015

Rigets tilstand. Vandstand …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Solen skinnede fint og flot i formiddags, så vi blev enige om at køre en tur for at se, hvordan vandstanden i riget så ud efter det langvarige regnvejr i lørdags. Vi kunne godt fornemme, at det havde været slemt, men det meste af vandet var allerede væk igen de fleste steder.
Vi kom – som så ofte før – både steder, vi ikke havde været før og steder, der ikke var nye for os.
Det gamle færgeleje ved Grønsund havde vi ikke set før. Det var tydeligt at se, at det var meget længe siden, den færge havde indstillet driften.
Faktisk skete det under krigen, i 1941 eller 1942, men det var herfra, Marie Grubbe og Søren for 300 år siden passede færgefarten over Grønsund til Møn, efter hun var blevet udstødt fra de højadelige cirkler.

Havnen ved Grønsund (3)Ved Nysø (1)

Nede ved Nysø var Præstø Fjord udvidet med en del hektar vand, og man kunne fornemme, at det nok også havde stået lidt ind over vejen her.

Lidt længere mod nordøst hos os er fjorden også blevet lidt større. Ikke bekymrende overhovedet; vi har stadig masser af højde ned til vandet, så for os bliver det ikke farligt, før Grønlands indlandsis er ved at være smeltet. Svanerne elsker at være inde på arealet, hvor der normalt er mark. Mit gæt er, at det er fordi der må være masser af mad i det lave vand. Det fremgår ikke tydeligt af billedet, men der ligger flere hundrede svaner og hygger sig i disse dage. Ikke lige så mange gæs, ænder og blishøns, men dog alligevel en del.

IMG_5048

Havørnen kom, netop som vi skulle til at køre, fiskehejren slog sig ned, da vi var hjemme igen, og et par musvåger har også besøgt os i dag, så der har været nok at kigge på.

IMG_5051

Downton Abbey er desværre uigenkaldeligt slut, men i aften starter en miniserie i fire dele, Wolf Hall, på DR2. Charlotte og Tim har set den for nylig og siger, at de kun kan anbefale den. Den handler særdeles kort sagt om Thomas Cromwell, Henrik d. 8.s rådgiver. Vi kan godt lide at se historien fortalt i dramaform – det er lidt mere lettilgængeligt end at læse sig til den, og så kan jeg strikke samtidig. Det kan jeg ikke, når jeg læser.
Downton Abbey sluttede i øvrigt helt efter mit hoved: Der var ingen løse ender, og jeg blev ikke efterladt med en frustrerende følelse af, at et eventuelt videre forløb kunne bevæge sig i alle mulige retninger. Der var måske lige rigeligt med amoriner i luften i aftes, men hvad pokker … det er jo jul, og man har nok ikke villet risikere at blive bestormet med krav om endnu en sæson, fordi tingene ikke var blevet ordentligt rundet af.

24. december 2015

Ikke et ord om jul. Næsten ikke …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:09
Tags: , ,

Vemmetofte Strandskov (6)Vi har valgt at bo på en beskyttet plet. Eller også er vindretningen lige nu bare rigtig i forhold til Den Stråtækte.
Vi stod op samtidig med en flot solopgang, og fjorden var – om ikke fuldstændig glat, så i hvert fald ikke i oprør.
Vi spiste morgenmaden i et solfyldt køkken og talte om, at det kun kunne gå for langsomt med at komme i tøjet i dag og komme ud og gå en frisk tur i dette fantastiske vejr.
Som sagt, så gjort. Vi kørte til Vemmetofteparkeringspladsen tættest på Musestenen, fordi vi ville vise englænderne den, nu hvor den ved Jørgens hjælp endelig er blevet fundet. Ud med os i bilen og afsted – det var et skønt og stille vejr, så vi glædede os til turen.

Vemmetofte Strandskov (12)Da vi nærmede os stranden, blev vi mødt af en stiv kuling. Det kan naturligvis ikke ses på billedet, men holddaop for en blæst der var!
Vi havde heldigvis tøj nok på, og turen gjorde os godt, for vejret var flot trods den skarpe vind.
Musestenen havde lidt mere vand omkring sig, end da vi så den første gang, men da ungerne ikke kunne komme op på den, på trods af morfars forsøg på at hjælpe dem, fandt de andre ting, der i deres øjne var mere interessante, hvorimod forældrene gerne ville høre om stenen og sagnene om den.

John fandt et østershat-træ. Der sad i kilovis af de flotteste østershatte; jeg stjal 750 gram af dem og glædede mig over, at det endelig lykkedes at finde svampe i år i Danmark – og så i december!Vemmetofte Strandskov (7)Vemmetofte Strandskov (2)

Ungerne havde sådan set ingen problemer med at få dagen til at gå, men julemandens gaver skulle helst opdages, så Charlotte sneg sig ud og lagde nogle pakker lige foran vores hoveddør.
Da jeg bankede hårdt på døren og fik børnene til at åbne, fordi jeg desværre ikke kunne slippe hvad jeg havde gang i ude i køkkenet, sagde de, at der ikke var nogen. “Jojo”, sagde jeg, “jeg så et eller andet rødt, der hurtigt forsvandt rundt om hjørnet. Jeg er ret sikker på, at det var julemanden, men han har jo så forfærdelig travlt i dag og i aften”.
Anna kiggede skeptisk på mig, men Aubrey kiggede grundigt ud ad vinduet, mens han i et på én gang bebrejdende og triumferende tonefald sagde: “I told you, Anna! He does exist! See for yourself: He’s left some presents for us”.

P1100030

Julemandens gaver holdt dem fint beskæftiget resten af dagen – selv Disneyshowet var der ikke tid til at se, og vi så ingen grund til at tvangsindlægge dem til det.
Da vi langt, langt senere nåede til alle de andre gaver, vakte Tims mors gave til Tim en del nysgerrighed hos Tims svigermor – teksten på æsken lød ret spændende.
“Tim … this is from your … mother? It’s a bit exciting, isn’t it?”
Der lød et forventningsfuldt/spændt/undrende ”Yes …”

Det viste sig at være et par slippers, sådan a la morfartypen, som man bl.a kan se i My Fair Lady. Meget praktiske. Meget varme. Meget lidt kønne.
Og bestemt ikke levende op til teksten på indpakningen. Tværtimod, vil jeg nok påstå, for en mand iført de slippers får altså ikke mange kvinder til at blive specielt inspireret til bedroom athletics

16. december 2015

Musse og Robin – et umage par

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:44
Tags: , , ,

Vi er gode ved vores fugle, men det er en lidt kedelig bivirkning, at også musene nyder godt af foderet. Nu har John opdaget endnu en mus, som bor ude i stendiget i haven, og her til eftermiddag så jeg en mus løbe rundt og samle op på fliserne ude foran huset.
Den lille rødkælk (jeg ved godt, det hedder en rødhals, men kan bedre lide det ‘gamle’ navn for den) har også længe gået rundt på samme fliser og samlet op efter musvitterne og spurvene.
Jeg har lige læst mig til, at rødhals og rødkælk er synonyme, idet “rødkælk” kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube. Så lærte jeg igen lidt … jeg har altid undret mig over, hvordan den kælk kom ind i billedet … men Dirch Passer havde ikke kunnet beskrive den som “en maoistisk vintersportsfugl”, hvis den altid kun havde været kaldt rødhals.

IMG_5009

Rødkælken er næsten endnu mere territorieforsvarende end solsorten, så man har mig bekendt altid kun én af slagsen i sin have. Til gengæld er den meget trofast. Musen (eller andre fugle) har den intet imod, og musen føler sig på sin side åbenbart heller ikke generet af Robin, som jo er det engelske navn for den.
_MG_0035Det ledte mig til yderligere fuglestudier: Hvorfor hedder den robin på engelsk?
”The distinctive orange breast of both sexes contributed to the European robin’s original name of redbreast (orange as the name of a colour was unknown in English until the sixteenth century, by which time the fruit of that name had been introduced). In the fifteenth century, when it became popular to give human names to familiar species, the bird came to be known as robin redbreast, which was eventually shortened to robin.” (Kilde her).

Vi er til gengæld ikke umiddelbart begejstrede for de mange mus, så nu har John sat klapfælder ud både foran og bagved huset. Det kunne gå, da vi troede, at der kun var en. Og måske to. Men nu er der altså mindst fire og sandsynligvis også flere. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvor mange de kan blive til, når de begynder at få forårsfornemmelser og ikke engang er udmarvede efter en lang og hård vinter.
De er ved at forberede sig på kulden. Hullet, som de på billedet her bruger som ind- og udgang, er nu lukket til, og de bruger et andet og lidt mindre et par sten længere væk.

De er nu meget søde … som før nævnt har jeg egentlig ikke noget imod mus, så længe de bliver udenfor, men det kan altså også blive for meget, hvilket det er blevet nu, så vi har hermed indledt vores form for musefamilieplanlægning.

Næste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.