Vandretur for at se vandrefalk

I sidste uge sad John og kiggede lidt i lokalavisen. Det gør jeg aldrig, men jeg må indrømme, at det kan vise sig at være nyttigt, for han ser ting, vi ellers aldrig ville have opdaget. Denne gang kom han ind til mig og spurgte, om jeg ville med til Møn for at se på vandrefalke.
JA da! Hvad fik dig på den tanke?
Det var et billede af en vandrefalk, der havde fanget hans blik: Vandrefalketur. Mandag 21.2. fra 10-12. Guidet tur. Mødested ved Geocentret ved Møns Klint.
Det lød interessant. Jeg fulgte linket og fandt ud af, at Vordingborg Kommune har guidede ture for pensionister (60+) hver mandag formiddag året rundt.
Det er naturligvis ikke dem alle, der har lige stor interesse for os, men de fleste har – herunder denne vandrefalketur, selv om jeg spåede, at det nok ville gå lige som med vores ørnetur: Lige netop når vi er der, ser vi aldrig en fugl.

Jeg tror jeg vil nedsætte mig som spåkone.
Vi så en rede, og vi fik at vide, hvor de var blevet set dagen før og dagen før igen. Ingen vandrefalke i mandags.
Men nu ved vi da i det mindste, hvor vi skal kigge efter dem, og ved Møns Klint er der altid smukt at gå en tur. Vi gik, hvor vi ikke havde været før. Guiden annoncerede, at hun, på grund af den stærke blæst, havde ændret ruten, for hun ville ikke risikere at nogen af os blev suset ud over kanten. Der er nemlig pænt langt ned, og man ville næppe overleve faldet.
Jeg syntes, hun sagde, at vi skulle gå ud til Sækkepiben, men det kunne da ikke passe? Sækkepiben???
Det kunne det dog. Et smukt sted. Med en vandrefalkerede. Endnu uden beboere, men de kommer, blev der hævdet. Og når de gør det, bliver området spærret af for ikke at skræmme dem væk, så det skal åbenbart ikke være nemt at se de få ynglepar, der findes her.

Men kønt er der som sagt, og vi havde en lidt anstrengende, men dejlig tur. Guiden var fin nok – det var hende selv, der havde kigget efter – og set – vandrefalkene både lørdag og søndag, så hun var lidt ærgerlig over, at de ikke ville vise sig i dag, men hun fortalte meget om dem, hvorfor de var forsvundet og hvornår og hvorfor de kom igen.

Og hvad er så dette, mon?

Det er toppen af pælen herunder, som er grundigt medtaget af vind og vejr. Højst sandsynligt ikke unik for Møns Klint, men jeg kunne ikke stå for motivet.

I bjergegne taler man om trægrænsen. Her ses mosgrænsen, som den er ved 54° 55’ 00” Nordlig bredde.
Jeg syntes det var pudsigt, så skarpt det sluttede på træerne, men jeg har ingen forklaring på hvorfor.

Vi vil afsted igen på mandag:
28. februar – Bogø Fyr. En snak om Lokalhistorie og bæredygtig mad fra vandet omkring Bogø.
Turen er på ca. 2 km. Underlaget er asfalt og markvej. Ikke egnet til rollator.
Tid og mødested:
Kl.10 – 12. P-plads ved Café Farø Vad, Farø Vad 5, 4793 Bogø By.

Det er et rigtig godt initiativ, Vordingborg Kommune har taget her. Vi er med!
Og ikke et ord om, at vi bor i Næstved Kommune …  ingen spurgte hvor vi boede.
Og der var sjovt nok heller ikke nogen, der spurgte om vi nu også var fyldt 60 år …

Malik fik næsten Havhingsten på vandet igen

Fantastisk vejr fredag. Vildt dårligt lørdag. Fantastisk vejr søndag.
Søndag er i dag, så vi besluttede at lege katastrofeturister, mens der var højvande i de sjællandske fjorde. Stormen var nu reduceret til blæst, så vi kunne køre ud uden at risikere at få et træ i hovedet. Vi var ellers tæt på at køre til Jylland i går, men holdt os hjemme af just nævnte årsag. Der er jo ingen grund til at opsøge en ulykke, selv om det kunne have været fedt at have kørt en tur op nordpå, hvor det var værst. John var imidlertid ikke meget for det, og desuden skal vi til Sønderjylland allerede på onsdag, hvorfor det nok også var lidt fjollet at tage afsted, så jeg lyttede til min mand.
I stedet satte vi kursen mod Roskilde, men den gode ide var der sandelig utallige andre, der også havde fået. Fordi det er søndag, kan andre end pensionister holde fri, og dermed kan vi ikke have en potentiel naturkatastrofe for os selv.

Vi fik at vide, at politiet brokkede sig over “de nærgående tilskuere” ved Vikingeskibsmuseet. Det oplevede vi ikke, for bilerne sneglede sig afsted forbi museumsøen, så vi kørte bare forbi – vi opgav på forhånd at forsøge at komme ind for at parkere. Der var masser af mennesker, men så var det da heller ikke værre, så vidt vi kunne se. Trafikken skred så langsomt frem, at jeg havde masser af tid til at se hvad der foregik.
Jeg kunne dog ikke se, om folk prøvede at kravle op på de lyserøde watertubes, der var lagt ud mange steder, men hvis de gjorde det, kan jeg godt forstå, at politiet skældte ud.
Havhingsten fra Glendalough var næsten kommet i vandet igen. Ikke helt planlagt denne gang. Vandstanden så ud til at være kritisk tæt på Vikingeskibsmuseet, men jeg ved, at de har gjort alt for at sikre det, både ind- og udvendigt.
Vi kørte videre mod Jyllinge, hvor vandet stod højt. På vej derop så vi nogle huse, hvor vandet stod højere end terrassens gulv, kunne vi se. En mand stod og kiggede lidt opgivende på en pumpe, der tilsyneladende ikke helt kunne følge med. Surt for ham. Og nok endnu mere surt med alle de fodgængere, der bare gloede ind på ham. På den anden side kunne de jo ikke hjælpe ham, selv om de gerne ville.

´

Vores tur gik videre nordpå, denne gang mod Tisvildeleje … vi ville se, om der var bølger, der kunne konkurrere bare en lille smule med Vesterhavet.
Bølger var der, og de var såmænd også pænt store efter nordsjællandske forhold, men samme Vesterhav ville sikkert smile overbærende, hvis det kunne se disse bølgebabyer.
Det flotte vejr kompenserede lidt …

Ved Tisvildeleje strand ligger der en masse af disse små, charmerende badehuse. Man kan næsten se en gammel sort-hvid film for sig; med kvinder i omfangsrige bade‘kjoler’ og mænd i stribede badedragter med knælange ben for sig, ikke sandt?

Var det den første eller den sidste?

Vi er ved at være en stor familie, og nogles kalender er mere besat end andres, så det viste sig umuligt at samle alle i december. Den først mulige weekenddag var derfor i går, selv om vores Doodle startede allerede engang i november, men til gengæld kom alle (undtagen englænderne, naturligvis, og de to mænd, som var ude at sejle). Meretes ældste barnebarn var desværre stadig i isolation, og da der er hele tre af familierne, der snart skal på vinterferie, måtte han blive hjemme, staklen. Han har ikke engang været syg; kun testet positiv.
Fordi det er så svært at samle alle, blev vi enige om at gennemføre trods fraværet af de tre. Bedre sent end aldrig, og selv om det i princippet måtte være denne sæsons sidste julefrokost, var det også den første i 2022. For helt at mudre det til, havde Bodil, som lagde hus til, nægtet at kalde det julefrokost, fordi al julepynt var taget ned. Dugen var blå, og vi fik ikke juleservietter.

Der var heller ikke meget jul over den udendørs badetur.
Du godeste, hvor de hyggede sig, da de først var kommet i, hvilket skete drypvis, tøhø, men efterhånden var alle, der havde taget badetøj med, i det dejligt varme vand. Jeg havde ikke taget badetøj med … havde på forhånd besluttet, at synet af Ellen i badedragt ikke er noget, hun bør udsætte nogen i familien for. Det kunne til nød gå i Den Blå Lagune i Island, hvor jeg var omgivet af lutter fremmede, men der er ingen grund til at udsætte de stakkels uskyldige børn for sådant et syn! Selv de interesserede firbenede tilskuere kunne risikere at få et chok. Jeg har ellers for et stykke tid siden (netop fordi vi skulle til Island) købt en badedragt med et lille skørt, men det gjorde på ingen måde sagen bedre – tværtimod syntes jeg, at jeg kom til at ligne balletdanser-flodhestene fra Disneys Fantasia …
Det var nu ellers en lille smule fristende … under disse omstændigheder kunne måske selv jeg lokkes til at hoppe i vandet midt om vinteren, men det må blive en anden gang.
Bodil fik vildmarksbadet af sin mand i 60-års fødselsdagsgave sidste sommer, og hun er meget glad for det.

På vores tur ned til deres lille sø fik Annemarie øje på et af naturens egne kunstværker.
Jeg har åbenbart aldrig før set set en død majsstængel på nært hold, for dens måde at klynge sig til jorden på overraskede mig – hvor er det dog smukt! Jeg fik helt lyst til at hive den op af jorden, for det må da kunne anvendes til et eller andet dekorativt. Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke gjorde det …

En lille labradorhvalp bød huset også på i går. Jeg er ikke hundemenneske, men der må ske noget med alderen, for ikke blot synes jeg, at englændernes lille Pebbles er noget så nuser; det samme synes jeg om denne lille fætter her. Eller … kusine, for den hedder Sophie. Udtalt på engelsk. Alle otte hunde i kuldet blev kaldt noget med S. De har solgt de andre syv, men valgte at beholde hende her.
Den har lige den alder, hvor man – jeg – tænker, at man burde kunne give den en stoppille – den må aldrig blive hverken større eller mindre klumpedumpet end den er lige nu.

Vi er for alvor på vej mod lysere tider

Det har været så flot et vejr i dag. Et vejr, som jeg, hvis det skal være ny vinterstandard, intet har at brokke mig over.
Men sådan er det nok ikke. Ikke desto mindre har vi nydt det smukke syn af fjorden, både i morges og i formiddags, da jeg skulle en tur i Meny.
Jeg elsker fjorden sådan en blikstille morgen, hvor alt ånder fred og ro.
Det er 6. januar. Dagen er tiltaget med 16 minutter lige her ved Den Stråtækte, hvis man ellers kan stole på Hermansens almanak, men det tror jeg godt, man kan.
16 minutter er måske ikke meget, men en dag som i dag, uden en sky på himlen, er det endnu ikke helt mørkt her kl. 16:45. I forgårs var det mørkt stort set hele dagen …

Da jeg kørte langs fjorden i formiddags, var der havblik fra strandlinjen og et godt stykke ud.
Vi plejer at have masser af knopsvaner liggende tæt på os, men i dag var det sangsvaner. Også teenage-sangsvaner.
Jeg har opholdt mig en del i systuen i dag og havde lyst til at have et vindue åbent, så jeg kunne nyde deres sang.
Det havde jeg dog ikke … det er trods alt ikke sommer, men når jeg var helt stille – når symaskinen med andre ord ikke var i gang – kunne jeg lige netop høre dem.
Man kunne jo også gå udenfor og nyde lydene og synet.
Det gjorde vi så …

Kan man undgå at komme i godt humør med sådan en himmel? Sådan en fjord? Sådan et vejr?
Jeg kan ikke. Det er mig umuligt at være a grumpy old lady under sådanne forhold.

Det går mod lysere tider i mere end én forstand.
Coronapesten er tilsyneladende ved at være der, hvor det er muligt at leve med omikronvarianten som den mindre farlige af slagsen, der kan få verden ind i et leje, vi kendte fra før.
Nu mangler vi bare, at de bestemmende organer læser de kloge menneskers vurdering af situationen og igen tillader en normal tilværelse.
Eric havde et godt indlæg med tanker om hvornår det unormale bliver normalt og hvornår plejer bliver født og ikke er død, som vi lærte på vores arbejdspladser, at han er.
Vi ser måske ikke 100 % ens på det, men hvad der betyder noget, er hvordan vi bliver bedt om at agere.

Tiden går også mod Annas 16-års fødselsdag. Som er i morgen. Tænk, altså. Og mod Aubreys 15-års fødselsdag, som er om otte dage. Tænk, altså.
Jeg kan nogle gange ikke forstå, hvor tiden bliver af.
Coronapesten har huseret i næsten to år, hvilket jeg har følt som irriterende lang tid, men jeg synes da kun det er et øjeblik siden, børnebørnene var små.
Nu er de selvstændige, unge mennesker, som Charlotte skal lære at give slip på, ganske som jeg skulle slippe hende, da hun var i samme alder.
Hun kan godt give slip; hun stoler på dem og lader dem ikke mærke den bekymring hun føler indeni, når hun sender dem ud i den store verden på egen hånd.
Det kan jeg godt huske hvordan var, og Charlotte og jeg havde en god snak om det i går.

Nu mangler de igen vand i Den Botniske Bugt

Det plejer at være sådan, at når vandet presses ud af Den Botniske Bugt, trænger noget af det ind i Præstøfjorden og forhøjer vandstanden bl.a. ved Den Stråtækte.
Således som vi opdagede det var sket i morges. Derudover blæser det en stiv vind fra øst, men vind kan ikke gøre det alene.
Vi har relativt ofte højvande, men sjældent så meget, som vi har i dag. Nysøvejen bør man ikke køre igennem, medmindre man har en Landrover. Eller bare er lidt smådum, som føreren af vognen lige bag redningsbilen her … der er altid nogen, der lige skal prøve om den går, men det gør den meget ofte ikke og da heller ikke for ham i grøften her. Han havde nok ikke opdaget, at vejen drejer let til venstre. John skulle da heller ikke nyde noget af at køre igennem, selv om det så okay ud for vores lidt høje bil; vi skulle bare hen og kigge, så bakkede han igen tilbage i sikkerhed, og vi tog vejen udenom for at komme ned for at se, hvordan det stod til med Præstø havn.

I havnen var vandet ved at kravle op over kanten, og ude ved jollehavnen så flydebroen ud til at være i alvorlig livsfare, som den blev kastet op og ned af vind og bølger.
Juletræerne havde blæsten smidt lidt rundt med. På bænken i midten af billedet sidder der ellers altid nogle nogle mænd og drikker bajere, men sjovt nok ikke i dag – de ville også bare få våde fødder.

Det ville man også få, hvis man forsøgte sig ud på flydebroen. Jeg gjorde ikke …

På vej tilbage til vores hus tog jeg et par billeder af de shelters, som består af omvendte, gamle robåde, sat op forskellige steder langs fjorden til glæde for båd- og cykelfolket.
Hvis man havde valgt at overnatte i nogle af disse i nat, ville man så sandelig få våde fødder – sandsynligvis også både en våd numse og sovepose, men heldigvis er de shelters ikke ligefrem overrendt på denne tid af året.

Normalt kan man godt komme tørskoet ud til shelterne selv om man er til fods eller på cykel. Det kan man ikke i dag, hvor en kajak ville være eneste mulighed, men kajakroerne holder sig klogeligt fra at begive sig ud på fjorden i dag.

Den østenkuling, vi har nu (middelvind omkring 14-15 m/s), har tænkt sig at fortsætte resten af dagen, og selve østenvinden helt til fredag aften, så det er en halvkold fornøjelse for vores stakkels, gamle hus, som ligger ret udsat. I vestenvind ligger vi fint i læ, mens østenvinden blæser direkte ind på huset.
Vi er, som altid, glade for, at vi har en brændeovn, for under disse omstændigheder kan vi godt fornemme, at vi har et sundt hus, der kan ånde!
Ild i brændeovnen, kaffe på bordet, en bog i øret og et strikketøj i hånden … eftermiddagshyggen er hjemme. I enhver forstand.

Opdatering mandag: Der kom mere vand!

Bliv nu ikke alt for våde

Tirsdag aften tog vinden lidt til, hvorfor vi havde forventninger til, at onsdagens bølgehøjde var blevet lidt mere interessant end dagen før 
De blev dog ikke helt indfriet, og da det oveni øsregnede det meste af formiddagen, besluttede vi at køre til Thorsminde, dels i håbet om mindre regn der, dels fordi John ikke kan forcere de meget høje klitter, der skal bestiges inden vi kan komme ned på vores egen strand. Han gjorde det i søndags og har fortrudt det lige siden! Det gik lidt for hårdt ud over knæene.

Thorsminde var okay. John og jeg har et par gange været der, hvor bølgerne gik et stykke op over den røde og den grønne markør til havneindsejlingen.
Det gjorde bølgerne bestemt ikke i forgårs, men for englænderne var det fint – de syntes det var spændende nok at kigge på, og vi formåede da også alle at få skumsprøjt på os. Det et tegn på succes og på en god tur, at man ikke kommer helt tør hjem.
Da vi kom tilbage til sommerhuset, var det holdt op med at regne, så englænderne gik en tur ned til stranden. Mit “hej-hej” blev afsluttet med et “bliv nu ikke alt for våde”. Noget skal man jo sige …
Jeg havde egentlig regnet med, at det vanen tro var Aubrey, der ville komme drivvåd hjem, men han er blevet for hurtig til bens og nåede hver gang ind i tide. Charlotte blev, også vanen tro, hele tiden på sikker grund, så denne gang var det Anna og Tim, der blev våde hele vejen op ad benene.
Gummistøvler kan være vældig gode, hvis der skal holdes vand ude, men de er lige så gode til at holde vandet inde …

Der kom da, ud over våde støvler, sokker, bukser og jakker, et par gode grin ud af det. Måske især fra moderens og sønnens side.

I dag, torsdag, blæser det så meget, at vores sommerhus føles som om det ryster lidt en gang imellem. Det runger og hujer og piber omkring hjørnerne og ind mod de store panoramavinduer, og hvis ikke vi havde forsikret børnene om, at dette hus har holdt til mange storme langt værre end denne, havde de følt sig ret utrygge, men nu hygger de sig bare med det og synes det er vildt spændende. Det blæser kun omkring 16-17 m/s, hvilket ingen vestjyde vel ville kalde andet end en mild brise, men vi synes, at det blæser pænt meget.
Vi tog til Thorsminde igen i formiddags – bare så de kunne fornemme forskellen på disse to dage.
Nede ved stranden var det selvfølgelig også en del mere spændende i dag, og de glæder sig til at komme derned igen kl. 17, hvor bølgerne når deres maximum ifølge en interessant side windfinder.com, som John fandt i formiddags. De bliver endnu højere inden de tager af, men det er i nat, så det kan vi ikke se.

Og hvis indlægget ser underligt ud, er det fordi mit sædvanlige kladdeværktøj drillede, så jeg måtte bruge WP’s eget af slagsen, som jeg ikke bryder mig om!

De kom flyvende med..

De kom flyvende, ikke med storken, men med et BA-fly fra England. Et fly, de var kommet for sent til, hvis det ikke havde været for den gamle mommer Ellen her. Charlotte og jeg talte kort sammen fredag om de sidste ting, inden de skulle flyve lørdag formiddag. Hun sagde, at vi lige kunne tales ved igen lørdag morgen, for de kørte først ved halvotte-otte-tiden.
– Hvad?? Skulle I ikke flyve kl. 10?
– Jojo …?
– Men så skal I da også være i lufthavnen kl. otte og skal dermed hjemmefra kl. seks, så du har overhovedet ikke tid til at tale med mig i morgen!
Der blev helt stille i nogle sekunder.
– Holddaop, mor. Det er for længe siden vi har været ude at flyve. Jeg havde bare i hovedet, at vi skal afsted hjemmefra to timer før. Det var søreme godt, vi lige fik talt sammen.
– Det er også rigtigt – når du skal hente os, men så sandelig da ikke, når I selv skal ud at flyve …

De nåede fint flyet, men C blev godt nok noget svedt ved tanken om det kedelige resultat, hvis ikke vi lige havde talt sammen om fredagen.

Bortset fra det, gik alt planmæssigt.
I København viste Charlotte sit engelske pas (fordi hendes covid-vaccination er elektronisk knyttet til det), så paskontroldamen spurgte hvorfor de var rejst til Danmark. Charlotte svarede på dansk:
– Vi er her for at besøge mine forældre … jeg er dansker, som du nok kan høre, men jeg bor i England.
– Jamen, har du så ikke også et dansk pas?
Det har hun, så det blev hevet op af tasken og vist.
– Det bør du altid vise, når du ankommer til Danmark; så bliver du ikke spurgt om noget, og vi skal ikke stemple i dit pas. Rejs på dit danske pas til Danmark og rundt i Europa, og brug først dit engelske, når du skal ind i England igen. Så slipper I alle nemmest igennem alt – også selv om din familie har engelske pas.
Flink dame.

Efter bagageudlevering satte fire sig i Johns bil og Charlotte og jeg i min bil. Begge biler var nu fyldt til bristepunktet, for seks kufferter og diverse livsnødvendigheder til en uges sommerhusferie ved Vesterhavet fylder en del (alene seks par gummistøvler!), men det gik, og nu tilbringer vi tiden i det højtbeliggende hus på øverste billede. Et spændende hus, som dog er en smule slidt efter en lang udlejningssæson, men englænderne elsker det heldigvis, og at vi kun har 150 meter til vandet, gør det ikke mindre godt.
Bølgerne er høje og humøret ligeså. Det er tre år siden, de sidst har været med os ved vestkysten, så det var i høj grad savnet.
Normalt tager de direkte hjem igen fra Jylland, men fordi det er så længe siden de har været i Danmark, tager de med til Den Stråtækte for at blive der i nogle ekstra dage. Herligt …

Aubrey har valgt Photo som et af tilvalgsfagene i år, så han går rundt og finder på kreative ideer til billeder. Herover lægger han an til at fotografere et rokkeæg (eller hajæg? Det er ret sort), som han har fundet ved vandet og lagt på sandbanken, som ligger som en lang, to meter høj ‘klint’ langs kysten. Ægget skal så være i fokus, med Vesterhavet som en lidt udflydende baggrund.
Den dreng elsker simpelthen at gå i skole. Der er nu uendelig langt til den skoletrætte, bange og kuede Aubie, som den forfærdelige underskole-lærerinde skabte. Heldigvis er han kommet sig helt over hende, og selvtilliden er i top. Han spiller wordgames, han læser virkelig meget og han skriver helt frivilligt på lange opgaver, som han finder det spændende at arbejde med.
Jeg har to skønne børnebørn, som trives fantastisk godt i en fantastisk god skole.

Jeg synes de to unger ved meget mere end jeg vidste da jeg var i deres alder, men de underlige tingester herover kunne de ikke hjælpe mig med.
De var geleagtige og dem vi fandt (der var en del), var alle ‘monteret’ rundt om en temmelig død mågefjer.
Google Lens kunne ikke hjælpe mig.
Kan I? Hvad er det? Det er da ikke bare en slags tang, er det?

De er ikke til at stoppe

Det går rigtig godt for Tims firma. Det er ham også vel undt, for han arbejdede 24/7 i mange år for at få enderne til at mødes og naturligvis for at blive kendt inden for branchen. Det er lykkedes, og de har flere ben at stå på. Tim og Charlotte har den holdning, at: “Nu behøver vi ikke at tjene flere penge. Firmaet giver os alt hvad vi skal bruge og lidt til.”
Jeg elsker dem for at have det sådan, men indrømmet: Det er nemt nok at sige, netop når man ikke længere skal vende hver en penny for at få pengene til at slå til. Jeg synes dog, at der er mange, der aldrig kan få nok og hele tiden vil have mere, mere, mere.
Tim ansatte for nogle år siden sin 16 år yngre halvbror pga. en bøn fra deres fælles far: “Har du mulighed for at give Arthur et arbejde? Han er ved at komme ud i noget rigtig skidt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få ham på ret kurs.” Det gjorde Tim, og i starten var det bestemt ikke sjovt for nogen af de to, men efter et stykke tid fandt Arthur ud af, at det var sjovt at arbejde med det, han gjorde, og at han rent faktisk var dygtig til det. I starten var det mest at designe websider for folk, der ikke selv kunne, men efterhånden begyndte han at assistere Tim i Legal PR.
Nu er han Managing Director og tager mere og mere over for Tim, som dermed ikke altid er nødt til at arbejde, også når han ellers skulle holde fri eller ferie.
Tim har som sagt meldt ud, at for eget vedkommende er firmaet stort nok, men kan og vil Arthur skaffe flere kunder, vil al fortjeneste forbundet dermed være hans. Det er vældig motiverende for ham, for han bor i London, hvilket er DYRT!
Det er en rigtig solstrålehistorie om en ung mand, der ikke kunne finde ud af sig selv eller hvad han skulle med sit liv.

Herover er solstrålerne ved at forsvinde. Min lille familie kørte forleden op på Salisbury Plain for at se, om de kunne opleve en lige så flot sort sol som sidste år.
Det kunne de desværre ikke. De var der godt nok, stærene, men der var igangværende militærøvelser, så de fik ikke lov til at køre hen, hvor de gerne ville og måtte dermed nyde synet på lidt for lang afstand. Safaristemningen var der dog fint alligevel.

De har tre Wolseleyer, en WW2-motorcykel, en nutidig Bentley, Landrover og elbil.
Nu har de gudhjælpemig også en Rolls Royce, årgang 1937.
Tim fik et tilbud, han ikke kunne modstå. Sagde han. Han fik den billigt. Sagde han. Og kom i øvrigt ikke nærmere ind på prisen, og jeg ville naturligvis ikke spørge.
Den blå Wolseley fra trediverne bliver vist solgt nu. Charlotte var ellers mest til at beholde den, for hun er blevet så glad for den, efter hun selv sad bag rattet de godt 300 kilometer til og fra årets wolseleytræf i Bressingham, hvor den vandt hele fire præmier. Det gjorde den næsten til hendes barn. Den er også skøn – jeg legede jo fin dame på bagsædet, da vi var derovre sidst.
Men … efter at have kørt i RR’en et par gange kunne hun godt se, at køreegenskaberne er mere end en kende bedre end i den jævnaldrende Wolseley, så nu vil de finde en køber til sidstnævnte.
De (nok mest Tim …) er ret glade for at have fundet en veteranbil, der uden problemer kan følge med den normale trafik, både på lande- og motorveje.
Som skrevet i overskriften: De er ikke til at stoppe.
Nok mest Tim …

Jeg har lært meget nyt i dag!

Haveselskabet havde inviteret til en tur i Ulvshaleskoven på Møn, hvor den nu pensionerede skovfoged H.C. Gravesen (HCG) ville guide os igennem og fortælle om biodiversiteten på stedet.
Det er jo altid herligt at høre fagfolk fortælle, især når de er gode formidlere, hvilket han var.
Når vejret så samtidig er det perfekteste man kan forvente at have på en niende oktober, kan man ikke forlange ret meget mere. Vi bevægede os rundt mellem rimmer og dobber, kiggede på de usædvanligt mange arter af træer, fik samlet lidt løgbruskhat til aftensmaden, trådt på tusindvis af noget, jeg først troede var frø, men som slet ikke var frø – og jeg så en bøgenonne.

Bøgenonnen var en lysende gulgrøn, behåret fætter, som en lille pige fandt. Hun var blevet tvangsindlagt af sin mormor til at deltage, men hun havde øje for de spændende ting.

Herover er det, jeg troede var frø. De var 2-3 mm i diameter og lå stort set overalt. Det forvirrede mig, at der lå flest under lindetræer (de lignede jo også linser, tøhø), men som sagt så jeg dem alle vegne. Lindens frø ser ikke sådan ud, så hvad var det så? Skovfogeden havde naturligvis svaret: Det er galmider. Dette er sandsynligvis lindegalmider, og pludselig gav det hele mening – om end jeg troede, at galler altid sidder på bladene. Der må have været millioner af dem alene i denne skov.
Jeg så et tørstetræ for første gang i mit liv. Jeg har engang farvet med tørret tørstetræ, og nu vil jeg kunne kende træet igen, da det har en specielt udseende, meget mørk bark.
Vi gik langs Den Smukke Sti. Der er jo ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe!

Måske har en enkelt eller to af jer undret jer over, hvad rimmer og dobber dog kan være. 
I dette tilfælde er det en slags store og meget lange bølger af flintesten, som over lang tid blev aflejret efter isen fra sidste istid trak sig tilbage. De er i Wikipedia kun forklaret som et fænomen fra Jylland, men her findes de altså opbygget af flint og ikke sand.
Ulvshale Skov er derfor, ifølge HCG, nok en af Danmarks mærkeligste skove. Det er en ældgammel naturskov, der vokser oven på halvanden meter flintesten: “Skovbunden er faktisk et spildprodukt af Møns Klint og bølger i rimmer og dobber som et stort vaskebræt, hvor træerne vokser på rimmerne, og der er ellesumpe i de laveste af dobberne”, kunne han fortælle.
Han kom på et tidspunkt med en interessant betragtning: At træer, der ‘altid’ har vokset i Danmark, kun har én stavelse. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er jo rigtigt. Bøg, lind, eg, ær, ask, el, navr (flere?). Denne ene stavelse indikerer, at det er meget gamle ord.

‘Veteranisering’. I ved muligvis, hvad ordet dækker, men også her lærte jeg noget nyt:
Man gør træer ældre ved at efterligne det, naturen selv gør, men vi fremskynder det ved fx at afrive noget af barken, brænde træet forneden på den ene side eller flække stammen. Det er ikke hærværk, selv om det ligner, og det fremmer biodiversiteten, fordi mange smådyr lever på døende og ikke dødt træ, og når et træ vælter, er det dødt, men ikke døende.
Smart tænkt af en eller anden.

Jamen, jeg blev så klog i dag. I hvert fald mere vidende, end jeg var da turen begyndte, og det har, så vidt jeg ved, aldrig skadet nogen at erhverve sig mere viden.

En engel blev gift

Når en engel bliver gift, står hun så skybrud? Bliver engle gift? Findes der overhovedet engle?

Det er sjældent, vi oplever et vaskeægte (tøhø) skybrud, men det gjorde vi i går.
Et firdobbelt skybrud blev det oven i købet til, hvis man regner lidt på det.
Det defineres som “et meget kraftigt regnvejr, hvor der falder mindst 15 millimeter regn inden for 30 minutter”.
Hos os faldt der 28 mm på 14 minutter, hvilket svarer til 60 mm på en halv time – altså firdobbelt skybrud, hvis der er noget der hedder det.
Det var godt, det ikke varede længere, for selv om vores grund skråner en hel del, så har vi dog enkelte vandrette flader.
Dem kunne vi bare ikke se, for de var dækket af vand – alt omkring os var nærmest én stor sø, hvis det ikke var en flod. Vejen vi bor på, skråner lige så meget som grunden gør (surprise …), så vandet væltede ned og tog mange af belægningsstenene med. Det var næsten som at se på en af de vejrkatastrofeoptagelser, som de viser over en af BBC-kanalerne.

Billedet er fra før det blev rigtig slemt. Da det blev det, var det som at stå bag et vandfald. Vil jeg tro … det er en oplevelse, jeg har til gode. Vi skulle engang have været inde bag et på Island, men vejen dertil var for farlig på det tidspunkt vi var der, og vandfaldet var i øvrigt frosset til is, så vi fik ikke lov.
Da jeg tog billedet, var det stadig kun et lille vandfald der, hvor de to tage mødes. Jeg har altid en vandkande stående derunder til at samle regnvand. Den blev hurtigt fyldt i går!
Alle mine vandopsamlinger blev fyldt på ingen tid – jeg kunne have haft femdobbelt kapacitet eller mere, og lagrene var alligevel blevet fyldt. Enten er der for lidt, eller også er der for meget. Jeg er et utaknemmeligt bæst, at jeg åbenbart aldrig er tilfreds, men nu har jeg vist vand til et par uger eller tre uden brug af vandværksvand i drivhuset.

Denne flotte fyr er nok rystende ligeglad med, om der er skybrud eller ej.
Madame viste i går et billede af en frø, hvilket var meget pudsigt, for jeg havde netop for få dage siden set mit livs første ‘rigtige’ frøer. Jeg møder nemlig normalt kun de brune skrubtudser på min vej; aldrig grønne frøer, så nu vil jeg også lige vise, hvad jeg så i Peter Hansens Have på Vestlolland. Der var virkelig mange af dem. Vi var ikke i tvivl om, at de var der, for vi kunne høre dem på lang afstand, men så snart vi nærmede os, kunne vi høre en masse små plop, og nede i andemaden var de meget vanskelige at få øje på. Denne her var åbenbart mindre frygtsom end sine artsfæller, for den sad pænt stille og lod sig fotografere.

En ny svamp – for mig

Da jeg lå og hev ukrudt op fra et af bedene, fik jeg pludselig øje på nogle små, nærmest neonrøde kugler. Min første tanke var, at en eller anden havde tabt nogle legetøjsperler, for farven så temmelig kunstig ud. Da jeg ville tage en af dem op, eksploderede den nærmest, og en endnu rødere, tyk væske flød ud fra dem. Ret ulækkert, men nu blev jeg nysgerrig, for hvad pokker kunne det dog være?
Google Lens er min nye bedste ven, og den kunne på en brøkdel af et sekund fortælle mig, at det er almindelig rødært.
Som navnet antyder, er det en ganske hyppigt observeret svamp, som bor på døde træstubbe – hvilket min da også gjorde. Så den var godt nok ny, men kun for mig i min have, men det gør ikke noget – jeg har lært noget nyt i dag. Der stod oven i købet, at den slimede substans kan bruges til at farve med, men for det første var der ikke ret mange ‘ærter’, og for det andet virkede materialet ikke specielt lækkert at arbejde med, så jeg tror jeg springer over denne gang, selv om jeg ellers altid er med på at prøve noget nyt inden for garnfarvning.
Mit kamera kan – som sædvanlig – ikke finde ud af at gengive røde farver, og selv om jeg prøvede at photoshoppe billederne, kunne jeg ikke [finde ud af at] få den rigtige frem, hvorfor jeg begik en forbrydelse og huggede et billede fra nettet, hvor slimens farve er korrekt.

Vi har fået rigeligt med regn, og selv om det kun var rigtig varmt i et par dage, er det i det mindste ikke de arktiske temperaturer, vi havde helt frem til den dag, vi havde sommer.
Alt er derfor eksploderet – det er ikke kun mine rødært, der kan det, men stort set alt, der er i haven. Også ukrudtet … der er virkelig noget at tage fat på, hvis ikke det skal kvæle det, der helst skulle blive til de dominerende planter.
Nå. Det er jo sundt med noget fysisk arbejde, siges der. Man skal have pulsen op, siges der. Jeg burde være meget sund …
Bortset fra, at jeg de sidste to døgn har sovet for lidt, spist for meget, snakket for meget og drukket for meget vin. Men det har været superhyggeligt, har det, så vi har blæst højt og flot på sundheden. Den mentale sundhed har nemlig været helt i top i de par dage, og det virker helt sikkert også livsforlængende.

Gæslinger gange to

Temperaturerne er ikke med os, og det ville være synd at sige, at dagens vindstyrke svarer til en let forårsbrise, men ser man bort fra det, er vejret upåklageligt med sol fra en skyfri himmel. Dermed er det kun et spørgsmål om at tage det rigtige tøj på, hvis man vil ud for at nyde de tusindvis af kridhvide mirabelletræer, der blomstrer så smukt lige nu.
Vi kiggede på All Trails for at blive inspireret og fandt ud af, at hjertestien rundt om Maribos Nørresø kunne være en passende tur i dag, så straks efter morgenmaden bryggede vi kaffe, tappede vand og satte kursen sydover.
Stien er yngre end de huse, der ligger på østsiden af søen, for samtlige haver var skåret igennem, så den nederste halvdel af dem lå ned til søen og den øverste ved huset, med stien imellem. Holddaop, hvor må de husejere have været sure, da det blev besluttet! De er måske nok blevet økonomisk kompenseret, men det betyder sikkert mindre for dem.

En nydelig tur var det, men lige tæt nok på motorvejen – jeg vidste godt, at noget af ruten gik langs motorvejen ad den menneskeskabte deling af søen, men jeg havde ikke forestillet mig, at den larmede så meget på så lang afstand! Det tog en del af hyggen ved turen, selv om den var nok så fin ellers.
Vi så to slags gæslinger, nemlig dem på træerne og dem i vandet. ‘Vores’ gæs ved fjorden har også fået gæslinger, men dem kan vi ikke komme tæt på. Denne lille familie stod på søbredden, men forføjede sig ud i vandet, da de så os komme – og gik straks på land igen, da vi var væk. Der tages ingen chancer … vi kunne jo være grusomme gæslingemordere!

Vi havde sat bilen ved Superbrugsen, så der kunne vi efter turen passende gå ind og finde os tre håndmadder, som er ved at blive standardfrokosten på vores udflugter. Det bliver dejligt, når vi uden coronapas bare kan gå ind et sted og få en frokost, selvom dette unægtelig er en del billigere – og så smager det trods alt lidt af fugl, fordi jeg ikke selv har fikset et eller andet spiseligt … jeg har aldrig været vild med madpakker – hverken at lave dem eller at spise dem.
Vi kørte til Oreby Havn, for John mente, at der var bænke at sidde på.
Det var der ikke – kun en omvendt båd, og det var mildt sagt ikke behageligt at sidde på den, for man brugte flere benmuskler ved at ‘sidde’ end ved at stå op, så vi kørte igen.

Denne gang til Vigsnæs, hvor vi for enden af Havmosevej fandt en okay udsigt og et enkelt bord med bænke. Eftersom vi var alene og ikke havde behov for at sidde ved hver sit bord, var det fint.
Oven i købet var vi så heldige, at der var næsten læ, hvor bordet var placeret, så vi slap for at sidde og spise i bilen.

Vi er begyndt at ryge!

Vi er begyndt at ryge.
Eller skal man retteligen sige ‘røge’?
Uanset hvad der er det korrekte, har vi efterhånden røget i tre-fire år, men hidtil har vi holdt os til varmrøgning af laks – hvilket i øvrigt smager heeelt vildt godt, når den lige er blevet hevet ud fra røgovnen!
Varmrøget laks med Christina Ovesens porrecreme til; så har man en superlækker frokost.

Så faldt jeg tilfældigt over en vejledning i, hvordan man koldryger bacon. Det er en ganske anderledes og helt anderledes proces end den varmrøgede laks, som bare bliver smidt i røgkammeret ved 70° i omkring 35 minutter, så er den færdig og kan (skal helst …) spises med det samme.
Bacon, derimod, tager et par uger eller mere, afhængigt af modningstiden.
Først skal man finde en god ribbensteg, men det fandt vi forleden dag. Den skal saltes i et par døgn med en blanding af nitritsalt, sukker og lidt krydderier. Nitritsalt for at få rødt og ikke gråt bacon, samt, ikke mindst, for at konservere kødet lidt i den relativt lange proces.
Efter saltning skal det skylles rent og derefter tørre, for det må ikke være det mindste vådt, når rygningen igangsættes; så kan røgen ikke trænge ind i kødet, men bliver fanget af væden.
Lige nu hænger det i røgovnen og inhalerer mest muligt. 
Baconstykket skal ryges i 10-12 timer og derefter modne i helst to uger. Det bliver det, der bliver det sværeste, for det er meget svært at vente så længe på at finde ud af, om vores første forsøg var succes eller fiasko … men forhåbentlig da det førstnævnte.
Det påstås, at det er klasser bedre end det bacon man køber i supermarkederne, hvilket jeg vil håbe passer, for det tager godt nok sin tid.
Jeg synes nu ellers nok, at man kan købe noget udmærket bacon, men så er prisen også derefter, og der skal ikke meget til at overgå det billige af slagsen.
Nu prøver vi, og så ser vi hvordan det går. Det er meget, meget spændende!
Hvis det lykkes, er der flere ting, vi skal prøve. Hvad med røget kalkunlår, fx? Og hvis jeg kan lokke lidt vildtkød ud af svoger, kunne det også være sjovt at prøve – men jeg vil tro, at han er villig til at stille lidt kød til rådighed, hvis vi deler det røgede kød i porten.

Ellers nyder vi bare foråret. Det er stadig halvkøligt, men i solen er det fint og lunt, og havearbejdet giver i sig selv lidt varme.
Haven er ved at være præsentabel, og jeg har fået sået lidt forskelligt … garanteret for tidligt endnu, men min tålmodighed rakte ikke længere. Jeg kan bare så om, hvis det går galt, for en selv nok så lille frøpose indeholder fem gange så mange frø, som jeg har behov for.
Billedet herunder er af en askeknop. Et af de smukkeste eksempler på bladknopper, efter min ringe mening. Andet billede er det koglelignende padderok-sporehus. Det er bare med at få dem fjernet fra bedene, inden de smider sporerne, men de er lidt sjovere at se på end det senere nok så velkendte og svært udryddelige levn fra kultiden.

På sæljagt i Hollænderskoven

Det lyder nok umiddelbart underligt, at vi har været på sæljagt i en skov.
Det er så også en sandhed med modifikationer, men alt har en forklaring.
John havde fået at vide, at der på en bestemt sten ude i fjorden ud for Nysøs Hollænderskoven ofte kan ses en sæl ligge og sole sig, eller hvad sådan en nu gør, når den ligger der.
(Hvis man er interesseret i en meget smuk og varieret vandretur på otte kilometer indeholdende både Præstø, Nysø og Hollænderskoven, så byder DVL ind med en mulighed for det den 15. juni.)
Vi parkerede bilen ikke så langt fra Nysø ved det gule kryds og gik ad grusvejen ned til skoven, gennem den og ud til fjorden, hvor vi med det samme fik øje på stenen. Der er nemlig kun den samme store sten, viste det sig, så der var ikke meget at være i tvivl om, heller ikke selv om der ingen sæl var.
Pyt med det, så har vi en fin motivation til at gå på sæljagt i Hollænderskoven flere gange – den bød nemlig på en positiv overraskelse.
En skov er altid dejlig at gå tur i – bestemt også når træerne endnu ikke er sprunget ud, for udsynet er meget bedre end om sommeren.
Grusvejsstykket var ikke specielt spændende at gå, så vi ville se, om ikke vi kunne gå tilbage ad en anden vej.
Det så ud, som om der gik en sti langs skrænten ud mod vandet. Den var ikke alle steder lige farbar, men turen viste sig at være spændende og med en diversitet, der var imponerende for så lille et område. Man fornemmede ikke, at man gik tæt på en mark, for skrænten var flere meter høj. Derfor kan man heller ikke komme til med maskiner, så hvad der falder, får lov at ligge til det forsvinder ad naturlig vej, hvilket som bekendt ikke lige sker fra det ene år til det næste.
Her havde naturen selv lavet insekthoteller i massevis – de lå på stribe så tæt som langs Miamis kystlinje – bare en hel del mere tiltrækkende. På alle måder …

Tænk, at vi har så pragtfuld en gåtur så tæt på vores hjem! Det er typisk: Det man kender mindst, er sommetider det, der ligger tættest på. Vi har kun fem kilometer til udgangspunktet på det indsatte kort, men det bliver nok alligevel sådan, at vi tager bilen, for man kan ikke cykle på den meget naturlige sti – som det vist tydeligt fremgår af billedet herover. Mange steder skulle man over eller under et eller andet cykeluvenligt.

Herover barken fra et for længst afdødt træ. John mente, at nogen havde fået ideen til butterdej herfra …

Herover et af de mange insekthoteller. Tøndersvampene – af nogle kendt som fyrsvamp – hørte til de store af slagsen.

Vi så dansk arum (også kaldet dansk ingefær) overalt, så turen bliver (også) flot at gå, når de senere på året står med deres karakteristiske røde bær.
I går var det skønt at gå tur … i dag har det været gråt og det blæser koldt. Igen.
Læg venligst mærke til, at i går og i dag blev skrevet i to ord. Det er forholdsled. Vi gik ikke påstien iskoven …

Sidste solskinsdag i denne omgang. Og andet …

Ifølge vejrudsigten, som man godt nok sjældent kan stole på, er i dag den sidste flotte solskinsdag for en tid.
Hvis de har ret, må vi hellere benytte os af det.
Hvis de ikke har ret, er der ikke sket noget ved at benytte sig af det.
Vi vågnede i morges til rimtåge, men solen fik hurtigt overtaget og afslørede et fjordlandskab indhyllet i hvidt pudder.
Vi skyndte os at spise morgenmaden, lave noget kaffe, tappe et par flasker vand, køre i Meny for at købe frokosten og så afsted mod Vestsjælland, hvor solen om formiddagen står rigtigt, hvis man gerne vil tage billeder.

Der er meget is på de indre farvande efterhånden, så det kniber for fuglene at finde isfrie områder. Det havde de dog fundet et par steder vi var i dag, både i Skælskør havn og ved gennemløbet til Noret. Her var skarv, gråand, troldand, blishøne og måge.
Vi kørte videre … de havde ikke fået ret meget sne i området, og vi kunne godt se på havnene, at de foregående dages kraftige vind havde været overvejende fra øst/nordøst, for der var ingen isdannelser på moler og bolværk.

Vi satte kursen mod Korsør, for jeg ville se hvordan Storebæltsbroen så ud fra landsiden i dette flotte vejr.
Den var såmænd da nydelig … 
Ligeså disse pæle – hvad de så end har været grundpiller for engang – da vi kom nærmere, kunne vi se et fint farvespil, når solen lyste på tangen.

Det er fastelavn i dag. I år falder det sammen med Valentines Day. Denne sidste kan man mene om, hvad man vil, og mange mener, at det er noget kommercielt fis, udelukkende skabt for at give forretnings- og restaurationslivet ekstra indtjening. Det sidste sker ikke i år, men hvad er der egentlig galt med det? Lad dog forretningerne tjene penge. Lad restauranterne få kunder. Lad blomsterhandlerne sælge lidt ekstra blomster og chokolade.

Hvis du synes det er noget pjat, så lad være med at deltage i det. Den relativt ny-introducerede, fiktive pytknap kan bruges i mange sammenhænge. Jeg er selv blevet bedre til at bruge den og bruger den også i valentine-sammenhæng, men andre kan da gøre hvad de vil – og egentlig er der vel ikke noget forkert i at hylde kærligheden, er der? Selv om det naturligvis ikke kun skal gøres én gang om året …    

Men jeg savner, gør jeg, og kunne en hjerteformet æske fyldte chokolader og en buket røde roser få alverdens forskellige og stadigt muterende coronavira til at uddø, så købte jeg gerne verdens største af slagsen.
Børnene har vinterferie nu – også i England. Jeg talte med familien i fredags, og alle sagde, at de savner os.
De savner mor og John, de savner mormor og morfar, de savner at holde ferie i vores hus, de savner, at vi kommer en tur over og besøger dem, de savner vores overfladiske snakke og vores dybe samtaler, de savner min gode mad, de savner Danmark, de savner … vi savner … alle savner …
ET NORMALT LIV!!!
Er vi mon ikke mange, der kan skrive under på det?

Charlotte og jeg har, uafhængigt af hinanden, besluttet, at BC (Before Christ) har fået en anden betydning.
Before Corona, selvfølgelig.
Vi kan så bare ikke helt finde ud af, hvad vi skal finde på for AD (Anno Domini). Vi kan ikke finde på noget, der er coronarelateret.

Tour de Isfugl – uden isfugl

Vi skulle i går tilbringe tre timer i Køge, fordi John skulle igennem en behandling hos hudlægen, hvor der skulle gå denne tid mellem første og andet besøg. Normalt ville vi ingen problemer have med at slå tre timer ihjel i denne dejlige by, men lige nu, hvor ingen restauranter eller cafeterier har åbent, og hvor det er for koldt til at tilbringe tre timer ude i fri luft, så vi os nødsaget til at køre hjem … men så kom vi heldigvis i tanke om min søster, som bor kun 10 minutters kørsel fra Køge. Hun var frisk på at opbevare os i ventetiden, så sådan blev det. Hun bor et dejligt sted, hvorfra man kan se ind til Køge, som på billedet herunder kan anes i midten.

Hun havde besøg af en ven, som lige havde købt en ny linse. Det havde Merete fortalt, samt, at vi skulle huske at tage varmt tøj med, da jeg ringede for at spørge om hun ville huse os, for så kunne vi alle fire køre til Næstved, når Johns behandling var overstået.
Nede ved slusen havde vennen nemlig set en isfugl sidst han var der. Uden at have medbragt kamera, selvfølgelig …
Vejret var fantastisk, så vi drog afsted; mændene iført varmt tøj og monsterlinser, Merete og jeg kun førstnævnte.

Vi havde ikke før været ved slusen, som ligger ikke så langt fra den gamle amtsgård. Helt klart en fejl fra vores side, for hvor var der dejligt!
Der var også meget is. Uden fugl. I hvert fald uden isfugl, men der var masser af andre fugle; bl.a. grønbenet rørhøne, som vi ikke har set i årevis.
Men altså ingen isfugl.
Mens vi stod og kiggede os omkring, henvendte Merete sig til en mand: “Har du set isfuglen i dag?” Det havde han ikke; det var et par dage siden, men han fortalte Merete om vandstæren, som normalt holdt til “lige derhenne”.
Da han var gået gået, spurgte jeg Merete, om det var en hun kendte. “Nej”, svarede hun, “men han lignede en lokal, så jeg regnede med, at han ville kende til isfuglen.”
Typisk Merete. Jeg spurgte hende ikke, hvad det var for karakteristika, der fik ham til at ligne en lokal, men ret havde hun jo. Jeg kunne forstå, hvis han havde været hundelufter, men det var han ikke.
Hun lavede samme nummer, da vi havde flyttet os nogle hundrede meter. Igen havde hun vurderet personen korrekt, og igen var det nogle dage siden denne lokale mand havde set isfuglen.

Vi fik øje på en underlig indretning, som var anbragt ude i vandet.
Det viste sig at være et rederør (til ænder), som ingen af os havde hørt om eller set før, men nu ved vi hvad et rederør er, hvis vi skulle støde på ordet igen – og det gør vi inden for en uges tid ifølge nytordsloven, som siger, at når man hører et ord for første gang i sit liv, vil der gå mindre end en uge, inden man støder på det igen. Er det ikke rigtigt? Det fænomen har jeg oplevet virkelig mange gange.
Inden I bliver helt gråhårede af at spekulere, så har jeg netop opfundet ordet ‘nytordsloven’, og selvom jeg synes det er et glimrende og yderst passende ord, vil jeg godt nok blive forbavset, hvis I eller jeg støder på det igen inden for en uge. Et nyt ord med indbygget paradoks …

Der var som sagt en del forskellige fuglearter at kigge på. Er dette en terne? I så fald, hvilken? Jeg kan ikke finde den i DOF’s fugleapp, og jeg har endnu ikke fået svar fra Naturbasen.
John og jeg har aftalt, at vi skal ud og kigge ved slusen hver gang vi fremover er i Næstved – det kunne da være, vi engang kunne være heldige at se enten isfuglen eller vandstæren.

Opdatering: Svar fra Naturbasen: “Det er en hættemåge, hovedtegningerne er meget variable her om vinteren.”
En hættemåge uden hætte! Det havde jeg aldrig selv fundet ud af!

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde, og det har jeg så heller ikke gjort.
Jeg har sagt, at jeg vil bestræbe mig på at nedbringe mit garnlager ved ikke at købe mere, end jeg forbruger, regnet på hele kalenderår – ja, faktisk helst forbruge en hel del mere, end jeg køber.
Den 3. januar indledte jeg 2021 med at købe 1475 gram garn, som jeg modtog den 7. januar. En god start på ‘bestræbelserne’ …
Pyt, tænkte jeg. Det får jeg hurtigt strikket forbi, så at sige, og ganske rigtigt: pr. dags dato har jeg strikket 2046 gram (~ 41 nøgler), så der er allerede et underskud på 571 gram. Dygtig pige …
I [mit] garnregi er det lige så godt at have underskud, som det er godt at være negativ, når det er i coronaregi.
Den glorie blev ikke pudset særlig længe, for i går bestilte jeg yderligere 200 gram mohair til et projekt, strikdesigneren Anette Danielsen har haft gang i på Instagram, og mohair er ikke en lagervare hos mig – i hvert fald ikke så meget, at jeg kunne skrabe sammen til det projekt.
Sådan er det næsten altid – det er derfor, der overhovedet bliver købt noget: Det er ligemeget, om man har 50 kilo garn på lager – man står altid lige og mangler noget, når man finder et nyt projekt at kaste sig over. Det er en af naturlovene.
Men jeg holder stadig mit ikke-løfte til mig selv, også efter, at de 200 gram er ankommet.

Meteorologerne er til gengæld virkelig gode til at love noget, der ikke holder.
I forgårs i Tv-avisen blev vi lovet rigtig snestorm på vores egn; en snestorm, som skulle vare det meste af dagen. Lars E ville have klappet i hænderne, fluks taget dommedagsstemmen på og forbudt al udkørsel.
Men hvad blev det? Et brag af et flot solskinsvejr! Vinden havde lagt sig lidt, så jeg kunne komme ud og tage billeder af lidt hvidere sne og is end tilfældet var i forgårs.
I nat kom der et lille drys, men heldigvis kun lige nok til at hvidte landskabet, som var blevet brunt af al den fygning de sidste par dage.
Det er en af de flere kedelige ting ved snefygning: Blæsten flytter både sne og jord fra markerne og lægger i stedet det hele på og ved siden af vejene, så de bliver ufremkommelige og ydermere får marker og vejrabatter til at se ud som om man har strøet kanelsukker over det hele. Snavsetgråt kanelsukker …
Men nu er det altsammen hvidt; det er stadig højt og flot solskin, og det blæser næsten ikke. Flot er det, må jeg modstræbende indrømme.

Rottemanden har været her og har taget den udendørs fælde med sig igen. Vi har set to døde rotter, men ingen levende ved fuglepladsen den sidste halvanden uges tid, og han kunne ikke se, at der havde været aktivitet omkring fælden siden eftersynet ugen før, så lige nu er vi tilsyneladende rottefri. Det varer sikkert ikke ved, men så kontakter vi ham bare igen.
Vi har smilet lidt i skægget, fordi vi, et stykke tid før vi selv meldte det, havde set rottemanden køre forbi os og længere op ad vejen, hvorved vi kunne regne ud, at også andre, flere matrikler fra os, har anmeldt rotter, men to af vores nærmeste naboer har set rotter ude på vejen og har ringet på hos os og fortalt os, at vi har rotter. Bare fordi vi har et gammelt hus, går nogle automatisk ud fra, at så er det kun os, der kan have rotter.
Det har de misforstået. Der er rotter overalt, fortalte rottemanden – også i langt nyere huse end vores – og altså også hos andre på vores vej.

Vores hus fryser

Det er kun ÷3°, men med den kraftige blæst føles det, ifølge kuldeindextabellen, som ÷12°. Jeg synes det føles endnu koldere. Hvis jeg stod stille i ÷12°, men vindstille, ville jeg ikke føle det værende så isnende koldt som i dag, hvor det absolut ikke var nogen fornøjelse at opholde sig ude i bare de få minutter, det tog at tage billederne af isfjorden og af højvandet. Højisen? Vrøvl, men vandstanden er stigende på trods af, at der ligger is til langt ud på fjorden.
Vi håber på, at vi snart kan se havørnene færdes ude på isen.

Billedet herover er taget i morges, og allerede i skrivende stund, seks timer efter, er vandet hvor ænderne ligger, frosset til.
Det er meget heldigt, at der ikke er voldsom stor søgning på shelterne lige nu, for man kan kun komme til dem fra vandsiden – både shelteret herunder og to andre, som er placeret længere sydpå langs fjorden. Man kan så faktisk heller ikke komme til dem fra vandsiden lige nu, medmindre man har en isbryderkajak … og er meget stærk …

Ved Nysø var vandet ikke, som vi troede, nået helt ind over vejen, men det er begyndt at kravle derhenad, kunne vi se, da vi kørte en tur til Præstø. Det blæser som jeg ved ikke hvad, selv om en vestjyde nok ville smile overbærende af “sådan en smule vind”, men 14 m/s og 22 i vindstødene kan godt mærkes af en østsjællænder!

Nu havde jeg ellers været så dygtig at købe ind til to uger, så det ikke var nødvendigt for os at skulle ud før om et godt stykke tid.
Jeg havde ikke lige taget højde for, at Charlotte ringede forleden og klagede Aubreys nød: De har snart vinterferie, og han er løbet tør for pålægschokolade! Det er sandelig ikke godt … tanken om savnet kan jo næsten ødelægge en ferie på forhånd for ham. Teen, jeg eksporterer til dem, er også ved at være drukket – der går mere til, når alle fire er hjemme hele dagen hver dag.
Så ‘rigtig’ te til dem, plus en Pickwick Skovbærte til Anna, og så selvfølgelig den pålægschokolade – så er alle glade.
Charlotte får også to opvaskebørster. Her kan man få dem med hår og ikke kun med de irriterende, stive nylonbørster, som vi kan vælge til eller fra her i landet, men som er de eneste, de kan få i England – i hvert fald i samtlige de supermarkeder, Charlotte kan finde på at handle i.

Dette, plus lidt godter af den slags jeg ved de kan lide, blev sendt afsted i dag. Efter udfyldelse af tolddeklaration. Dammit, hvor irriterende, men jeg vidste jo godt, at det ville være et krav efter Brexit. Jeg er spændt på, om – eller hvilke – konsekvenser det har for tiden, det tager for pakken at nå frem. Og om det kommer til at koste Charlotte noget at modtage den, hvilket jeg sandelig ikke håber. Der er forskellige toldgrænser, afhængigt af de enkelte landes regler, men det var mig ikke muligt at finde ud af, hvor de ligger for en engelsk modtager af en dansk pakke. Jeg kunne kun finde ud af det, hvis jeg selv skulle modtage en pakke.

Hva’ så?

Det var et flot vejr i formiddags. Præstøfjorden lå blikstille hen; vimplerne hang sløvt ned langs flagstængerne og himlen var høj.
– Hvor kan man køre hen og gå en tur, John?
– Tjah … hvor?
… Ellen tænkte …
– Kan vi ikke køre til Nysted Nor igen? Det sted med alle skarverne.
– Det kan vi da godt.

Vi lavde kaffe, tappede vand og lagde kursen forbi Meny for at købe et par håndmadder og så ellers dernedad.
Desværre var det ikke lige så fint vejr syd for Farøbroerne, men decideret dårligt var det heller ikke, så vi fortsatte, selv om det var med en lille smule øv, vi kunne konstatere, at vi åbenbart havde valgt den forkerte retning til dagens udflugt.

Skarverne var ikke hjemme. I modsætning til os er de ikke underlagt nogen rejserestriktioner, så de er taget en tur til middelhavsområdet.
Deres sommerresidens ser også ret kold ud …
Vi gik videre og tog turen rundt om, hvad vi formoder engang har været Ålholm slots køkkenhave, som har været STOR.
Der er ikke mange tegn på en køkkenhave, men fordi det var et stort og helt fladt område, omkranset af en mur på alle fire sider, samt tilstedeværelse af ruinerne af nogle store drivhuse/orangerier, kunne vi ikke komme til anden konklusion. Vi gik og småsludrede lidt om, at det er en skam, den slags herregårdsliv ikke fungerer mere, selv om det alt i alt nok kun var en god tid for de få privilegerede – som jeg flere gange har skrevet, så synes jeg bestemt ikke, at de gamle dage var særlig gode.

Der er flere steder på slottets område, der er markeret “Privat”, men andre steder må man gerne færdes. Bl.a. forbi denne gule bygning, som vi – igen gætteri – blev enige om måtte have været tjeneste- eller arbejderboliger. Vi havde ingen skrupler over at kigge ind gennem nogle af vinduerne, eftersom det tydeligt fremgik, at stedet ikke længere var beboet. Det er mange år siden, det var det, men det var uomtvisteligt små boliger engang. Der havde været to (eller flere) størrelser: Små og meget små. De meget små var dem med de ligeledes små vinduer længst væk på billedet.

Vi spiste vores madder ved Nysted havn med udsigt til slottet og til alle fuglene på vandet. I bilerne ved siden af os var der andre par eller familier, der havde fået samme gode ide, så vi følte nærmest et helt fællesskab og smilede sødt til hinanden.
Fra stien kunne vi se Nysted vandtårn. Det minder lidt om Sakskøbings Saxine, men smiler ikke. Jeg ved heller ikke lige, hvilket navn Nysted skulle give deres vandtårn, men der skal jo nok være en kreativ sjæl derude, som har en god ide. Da vi kom tilbage efter turen, var der tre par, der indtog maden stående uden for deres biler, så selv om de var flere end fem, synes jeg ikke de skal høre noget for det. De frøs med anstand, og jeg kunne ikke dy mig for at komme med følgende bemærkning: “Velbekomme! I er nok ude for at indtage det store kolde bord!”, hvilket de ufortøvet gav mig ret i … kort efter satte John og jeg os ind og nød vores medbragte og nu både velfortjente og tiltrængte kaffe.
Da vi kom hjem, var det stadig fint vejr på Sjælland. Man kan ikke få alt.

Har jeg fået coronakuller?

Når man begynder at studere træernes inderside, har man så fået coronakuller?
Det lyder i hvert fald temmelig … alternativt at foretage sig den slags, skal jeg gerne indrømme.

I formiddags, da jeg hentede brænde ind til opnåelse af stuetemperatur inden optænding, faldt barken af et par af brændestykkerne, og jeg lagde mærke til, at der var spor i den.
Ikke nok med det; dyret, der havde lavet sporene, var der også. Dyrene, var det faktisk, for der var flere, men de kunne ikke længere spise af mit brænde, for de var døde. Af kulde, vel sagtens, for det har ikke været af sult!
Da jeg undersøgte flere løse barkstykker, viste det sig, at der var gravede gange på dem alle og mange af disse små hvide larver.

Det måtte undersøges nærmere, og Google var som næsten altid min ven. Jeg var så snedig at sætte ‘ask’ ind som et af søgeordene, eftersom den løse bark udelukende stammede fra asketræstykkerne.
Det viste sig at være askebarkbillen, der havde været på spil. Det gav jo sådan set fint mening …
Det er ikke noget problem, hverken for skovejere eller os, for de huserer kun på barken ét år.
Hvis de ellers overlever, hvad mine biller ikke gjorde. Med andre ord behøver vi ikke at frygte, at vores brænde er i fare for at blive spist inden vi kan nå at bruge det – og i øvrigt spiser de kun barken; ikke selve træet, så jeg er ganske rolig – er kun blevet en smule klogere, og det er aldrig skidt. Artiklen, jeg fik min viden fra, kunne desuden fortælle mig om askeroser, som jeg har set hundredvis af gange på vores asketræer på ødegården, men aldrig har tænkt nærmere over.
Det er så dejligt at blive klogere.

Det er også dejligt at få nyt legetøj.
Det har John fået – det kom med posten i går: En bladpuster.
Det lyder umiddelbart som endnu et tilfælde af coronakuller, for hvorfor i himlens navn skulle man investere i en maskine til at puste bladene rundt, når naturens egen vind klarer det så glimrende uden vores indblanding?
Den kan dog også suge dem op i en pose, så helt kulret var han alligevel ikke blevet.
Inspirationen til købet skyldes Troels Tækker, hvis ‘puster’ John brugte i forbindelse med mønningen af taget, som efterlod mange løse halmstrå overalt omkring huset. Han fik dengang pustet det meste sammen og suget det op i posen, men oppe på taget lå der stadig løst halm, som efterhånden blev blæst ned på fliserne, på stenene foran garagen og i bedene. Der var således igen meget at samle op, hvilket er et virkelig irriterende og rygbrækkende arbejde.
“Lad det dog ligge”, vil nogle sige, men det var grimt at se på, så John fandt en lille husmandsmodel til en rimelig pris, og som snildt rækker til os.
I dag har han så været ude at lege.

Den pustede fint til både blade og halm, så nu er der ryddet op.
Jeg tog billederne gennem ruderne på døren, for det ville have været temmelig dumt at åbne døren lige på det tidspunkt …

Herligt med folk med initiativ

I morges stod vi op til endnu en af de fantastiske morgener, hvor disen ligger over den spejlblanke fjord og himlen er … himmelhøj og himmelblå.
At stå op til sådan et syn og samtidig vide, at Biden har vundet præsidentvalget, bevirker, at det er lige før – men også kun lige før – jeg midlertidigt kan glemme coronapestens grimme ansigt for en stund.
Desværre kan idyllen hurtigt gå fløjten, når der kommer et hold motorcykler fræsende forbi med hastigheder på omkring 100 km/t eller mere og et lydniveau på cirka et tilsvarende antal dB. Førerne er ophøjet ligeglade med færdselsregler og hensyn til beboere og svage trafikanter.

I Tyskland har de indført et system, der måler dB og man tillader politiet at stoppe kørslen lige på stedet, hvis lydniveauet overstiger 94 dB. Motorcyklen sendes hjem med en autotransportør og motorcyklisten, som dermed lige pludselig ikke har noget køretøj, må selv finde ud af hvordan han kommer videre på sin færd. Så kan de lære det, kan de!
Et sådant system kunne jeg godt bruge i Danmark, men det er vist ikke lige om hjørnet.

I eftermiddags bankede det på døren … udenfor stod en ung mand med en flyer og et stykke papir, hvorpå vi kunne se nogle underskrifter.
De har dannet en gruppe (som også er på FB, kunne vi læse).
De vil, i samarbejde med politiet, have de tre fjordkommuner til at gå sammen om at lave chikaner, bump eller forhøjede fodgængerovergange på vores 2 ÷ 1-vej … eller en kombination af de tre. Hvis de kan samle mange underskrifter fra beboere i området, mener de, at de står stærkere i deres argumentation.
Jeg kan egentlig ikke fordrage bump på vejen, hverken i bogstavelig eller i overført betydning, men her går jeg fuldt ind for de rent fysiske af slagsen, for det må gøre det umuligt for fartbøller at køre for stærkt.
Der har været hastighedskontrol flere gange, og det er lidt skræmmende tal, rapporterne viser:
1673 passerede køretøjer, hvoraf 390 ‘bare’ kørte for stærkt, 59 fik et klip og 7 fik en betinget frakendelse af kørekortet.
Det er 28 %, der kører for stærkt.

(Igen en blishøneø. Denne gang helt inde i bunden af fjorden, lige over for Nysø.)

Vi skrev under begge to.
John har lige talt med en mand lidt længere oppe ad vejen, ud for hvis hjem politiet lå så sent som i går.
De fik mange penge hjem til bødekassen.
En kvinde havde kørt 87 km/t. Det er ét klip i kørekortet.
Derudover talte hun i mobiltelefon. Det var et klip til.
Og endelig havde hun ikke sikkerhedssele på. Det var det tredje klip og altså nul kørekort for hendes vedkommende i en periode.
Sikke et fjols. Men jeg har ikke specielt ondt af hende.
Og jeg håber virkelig, at de/vi kan få kommunerne i tale og overbevise dem om, at det er en rigtig god ide at få gjort den smukke strækning lidt mere trafiksikker.

Storm i Østersøen giver vand ved Den Stråtækte

Nu er det højvande igen, fordi det er stormvejr ovre ved Bornholm.
Køerne på marken blev hentet hjem i går, men der går stadig to får – som tilsyneladende er aldeles ligeglade med, om vandet stiger. De kan skimtes på billedet; det sorte kan i hvert fald, og det grå ligger tæt på kl. 3. De tager det hele med ophøjet ro.

Men vand kommer der ind, og meget af det. Stien, vi normalt går ad ned til vandkanten, er næsten druknet. Til sammenligning viser jeg et næsten identisk billede fra i sommer, hvor en landrover kom i knibe. Det er ikke så underligt, at terrænet visse steder er lumsk nok til at fastholde en landrover, når der kommer så meget vand ind en gang imellem.

Blishøneøerne er tilbage igen. Vi ser aldrig blishøneøer i sommerhalvåret, men i løbet af efteråret dukker de op. Så kan vi et lille stykke ude i vandet se en lang, sort stribe, der flytter sig lidt frem og tilbage – de lader sig føre ‘gratis’ med vinden i den ene retning, hvilket de bliver ved med, indtil de på en eller anden måde får kommunikeret om, at nu er det tid til at bevæge sig den anden vej, men til det må de arbejde for sagen.
Og blishøns er det, selv om man ikke umiddelbart kan se det …
Nogle gange, når vi kommer længere hen på vinteren, oplever vi, at en ø kan blive flere gange større end denne her. Jeg ville gerne vide, hvor mange fugle der så udgør øen, men det er safety in numbers. Vi har set havørnen forsøge sig – også med held, men risikoen for den enkelte fugl er naturligvis mindre, jo flere de er.

Har jeg nævnt før, at jeg aldrig bliver træt af at bo her?
Det har jeg nævnt, I know, og dette bliver nok heller ikke sidste gang – jeg fascineres stort set hver eneste dag over fjordens mangfoldighed, hvis man ellers kan sige sådan om en fjord, men den er ikke den samme to dage i træk.

Vandet er i øvrigt ikke færdig med at stige … jeg er spændt på, hvor højt det når op denne gang. Lige nu, i skrivende stund, har vi nået niveauet fra marts i år, men selv om det måske ser faretruende ud, er der ingen fare på færde for os. Vi har da i det mindste ingen varsler fået om ekstraordinær høj vandstand, så mon ikke det går også denne gang? Selve huset ligger 3-4 meter over normal vandstand, så der skal meget til – selv om jeg blev en anelse nervøs dengang i januar 2017, hvor det steg rekordhøje knap to meter.
John grinede godt nok også lidt af mig. Med rette, viste det sig … men det er okay. Der er nogle gange, hvor jeg helst vil tage fejl.

Fuglekiggerkigger

Vi kørte til Mandehoved på Stevns i dag – mere fordi vejret har været rigtig godt end i håbet om at se trækkende fugle.
Først Mandehoved, så Holtug Kridtbrud og til sidst Bøgeskov havn.
Vi så som forventet ikke specielt mange fugle, men vi så mange fuglekiggere – derfor dagens overskrift. Jeg var mere fuglekiggerkigger end fuglekigger.
Det var en klub, fandt vi ud af, ikke mindst fordi vi hørte hvordan de kommunikerede med hinanden via walkie-talkies. De fleste stod ude langs klinten.

Nogle foretrak tilsyneladende ensomheden, men havde dog radiokontakt til de andre.

Atter andre havde placeret sig oppe i tårnet, hvor vi også lige skulle op for at nyde udsigten.
Det var her på Mandehoved, John var ‘raketvagt’, da han var soldat under den kolde krig – jeg fik udpeget, hvor han sov, hvor chefen holdt til, og hvor radarerne var placeret.
Hvis man kan lide slåensnaps, skal man tage til Mandehoved – der er mange hundrede slåenbuske, og der er masser af bær på dem.
Vi fik en fordel ved at være tæt på den ornitologiske forening: Pludselig blev de som en flok børnehavebørn, der lige pludselig oplever noget vildt spændende. Fra flere walkie-talkier lød det HAR I SET SKRIGEØRNEN? LIGE OPPE OVER OS!!!
John fik et billede af den, men den var kun en lille prik højt, højt oppe.
Jeg er dog ikke forbavset over, at de alligevel kunne genkende den – de er eksperter på området, og I skulle se det udstyr, de havde! John, selv med sin monsterlinse, følte sig som total amatør, hvad gearet angik.
Men han fik skrigeørnen ind på kortet, gjorde han. Og selv om billedet ikke vinder nogen præmier, kommer det med her, for det viser sig (vi måtte hjem og undersøge sagen, for vi vidste ikke, at der findes noget der hedder en skrigeørn), at det er en sjælden og truet fugl.
Da vi kom op i tårnet, spurgte de ivrigt, om vi havde set skrigeørnen, til hvilket jeg overlegent svarede Jada – den var jo lige deroppe over os …
De skulle bare vide hvor lidt jeg ved om fugle …
Ikke kun så vi en sjælden fugl; jeg opdagede også, at her vokser en del vau eller farvereseda, som vi hentede med hjem fra Bornholm. Rart at vide, at jeg ikke behøver at tage derover, hvis jeg skulle få lyst til at prøve at farve med det igen til næste år.

Ude ved Holtug Kridtbrud så vi kun nogle forkølede måger, der havde travlt med at finde orme inde på en mark, men der var da så nyyydeligt!
Der er kun 13 km til Falsterbo i fugleflugtslinje, så det er ikke så underligt, at mange trækfugle tager denne den korteste vej over vandet. Man kan ikke se Falsterbo på billedet, men det sås tydeligt, når man kiggede mod horisonten.

 

Nede i det nedlagte Holtug kridtbrud er alt fredet, fordi her findes sjældne planter og dyr, og det er strengt forbudt at plukke, sanke, medbringe løse hunde, cykle eller fiske.
Men … hvis bregnen er så sjælden, hvorfor pokker hedder den så ‘Almindelig’ til fornavn?

Gæs i store flokke

Selv om vejret lige nu er det perfekteste sommervejr, er vi tæt på at være på den vemodige tid på året. Tiden, hvor himlen kan være så høj og så klar og så blå og så flot, at man helt taber vejret, men også tiden, hvor man gør sig det klart, at sommeren er ved at være forbi og at den grå og kedelige vinter nærmer sig med alt for raske fjed.
Efteråret er en smuk tid – på sin egen måde lige så smuk som foråret med sine fantastiske farver og alle de mange frugter på træerne – men den er ikke på samme måde fyldt med fryd, glæde og forårsfornemmelser; den gode og tilfredsstillende følelse af, at lige om lidt kommer der endnu en sommer med alle de fornøjelser, der er forbundet med den.
Om foråret flyver gæssene i store flokke lige over vores hus, og nu er de igen ved at samle sig til de store træk.
Hver dag ser vi flere flokke, der fylder det meste af himlen. Nogle gange ligger de hele dagen på fjorden; andre gange er de blot på en ganske kort visit, som her til morgen, hvor de lettede igen efter få minutter. Gad vide hvorfor de overhovedet landede?

Jeg ville ønske jeg kunne forstå gåsesprog. Det er helt utroligt, som de gæs kan skvadre dagen lang. Og natten med, for den sags skyld. Her er deres snak dog lidt mere afdæmpet, næsten som om de ved, at nogle sover og derfor gerne vil have nattero.
Men hvad snakker de om?
Ligger de der og brokker sig i én uendelighed over naboen, som fylder for meget eller er ved at snadre sig ind på et allerede optaget fourageringsområde? Eller taler de om, hvornår de skal lette igen? Om de andre har mødt nogle af de fælles bekendtskaber? Om Didrik og Dot har det godt?
Hvilken rute de skal tage?
Eller er de i virkeligheden aldeles ligeglade med, hvad alle de andre gæs siger, men snakker bare for at høre egen stemme?
Der må da være en grund til al den snak … de larmer også når de flyver. Hvorfor gør de det? Er der en ornitolog til stede?
Der kan skrives bøger om det jeg ikke ved om fugle, og selv om John ved meget mere end jeg gør, er det desværre ikke alle mine mere eller mindre fjollede spørgsmål, han er i stand til at besvare.

Vi har aftalt at køre til Falsterbo i oktober. Tage frokosten med, være der det meste af dagen og håbe på, at vi er heldige.
Jeg er ikke i besiddelse af den samme fuglekiggertålmodighed som John, men heldigvis er strikketøjet opfundet.
Vi kan se mange trækfugle på Stevns, men der skal vi være mere heldige, for det er ikke alle trækfuglene, der lægger vejen forbi her – selv om der i 2018 blev observeret hele 9000 (ja!) musvåger på én dag.
Ved Falsterbo samles der heeelt vildt mange fugle, men vi var desværre ikke heldige at se særlig mange den eneste gang vi kørte derud.
Vi må bare prøve igen … jeg har fundet en god vejledning til præcis hvor man skal begive sig hen under de forskellige vindretninger.

Vekslende vejr

Vi kan godt mærke, at vi befinder os midt ude i Østersøen, for det blæser temmelig meget temmelig meget af tiden. Bornholm har dog indtil videre, trods blæsten, for det meste levet op til navnet Solskinsøen. Bortset fra i dag, hvor det har regnet (og også blæst) meget. I dag, hvor vi af samme årsag havde booket en bådtur ud til Helligdomsklipperne og skubbet turen til Opalsøen til i morgen, hvor solen skulle titte frem igen. Vi ville hellere se Helligdomsklipperne i regnvejr end Opalsøen uden sol på. Første halvdel af udsagnet er gået i opfyldelse.

I går var det fint solskinsvejr. Og blæsevejr, selvfølgelig … vi havde for længe siden booket en overfartstid til Christiansø, så det var med krydsede fingre, vi tog afsted, men det var okay. Det var noget af en vippetur både frem og tilbage, men vi sad oppe og ude, så vi beholdt hhv. morgenmad og frokost i os under overfarterne. Det var fint at komme ud og se Ertholmene, som er ret specielle. Det var en god oplevelse – og lidt morsom indimellem. Der er ingen biler på øerne, så PostNord må finde på alternative løsninger for at få posten bragt ud.
Der er én gade, som hedder Gaden, en af butikkerne hedder Lighuset (fordi det var der, de før i tiden opbevarede ligene), og de har Verdens Ende. To, faktisk. Den store og den lille.

Det var engang en fæstning, hvilket der ikke kan herske nogen tvivl om, når man går rundt på øen. Husene er ganske små, men ser hyggelige ud, med helt Færø-lignende stengærder rundt om mange af haverne.

Turen til Helligdomsklipperne afgik fra Gudhjem i en åben båd, M/S Thor, som i tiden op til 1957 fungerede som transportmiddel, da vejnettet først blev effektivt etableret omkring dette tidspunkt, hvorfor man inden da brugte søvejen til det meste transport på Bornholm. Det var en meget våd og kold fornøjelse, men dog stadig en fornøjelse. Vi ville ikke have fået dem at se på anden måde, fordi Johns knæ ikke kan klare trapperne ned til dem, så søsidekig var eneste chance. Vi kunne sagtens nyde synet, men kameraet fangede det ikke så godt – det var for tungt i vejret.
Det var et krav at have mundbind på, selv om vi kun var 15 om bord. Helt i orden, men fortæl mig så lige, hvorfor man ikke forlanger det på havnerundfarter i København? Det giver ingen mening for mig, at de må skrive “Brug dog helst mundbind”, hvormed de lader det være op til folk selv.

Herunder nogle nydelige bornholmske vækster. Den røde klump, som sad på en rosenbusk, kan vi ikke finde ud af hvad er. Den er ikke blød som det mos den godt kunne ligne, men overaskende hård at føle på. Nogle bud?
Den farligt udseende piggede kugle kan jeg heller ikke identificere.

I morgen går det atter hjemad, men vi håber som sagt på at få set Opalsøen i solskin inden færgen går mod Ystad.

En brat opvågnen

Jeg blev vækket lidt i halvsyv af et ordentligt brag. Jeg må have sovet godt, for jeg havde ikke hørt uvejret nærme sig, men det der specielle, trommehindesprængende smæld, der kommer, når lynet slår ned et eller andet sted, kan da vække selv de døde … det vækkede i hvert fald mig.
Og så kom skybruddet! Vi er åbenbart altid bagefter; nu har folk skrevet om skybrud her, der og alle vegne i flere dage, men vi fik først et i morges.
Det var til gengæld effektivt: 15 mm vand på 10 minutter (hvilket er tredobbelt skybrud), hvorefter det stilnede en smule af, men gav dog 26 mm på en halv time (hvilket næsten er dobbelt skybrud).

Typisk ikke? Alle mine regnvandstønder blev fyldt til randen, og nu kommer jeg ikke til at behøve alt det vand, for drivhusets plantekasser synger på sidste vers. Hvis regnen her var faldet for 3-4 uger siden, havde jeg været noget mere tilfreds, men det hjælper nok ikke at brokke sig over vejret – og da slet ikke over hvordan det har været.
Tønden i hjørnet, som John har boret hul i for at undgå sprøjt på væggene, blev fuld på rekordtid, og hullet, som normalt er stort nok til at klare opgaven, kunne slet ikke følge med, selv om tønden tissede mere som en ung mand end som en ældre herre med forstørret prostata.

Fronterne er trukket op, og der er både sol og regn … fra gæsteværelset kan jeg se, at strandengen ikke kan komme af med vandet lige så hurtigt, som det kommer ned. I dag ville landroverne virkelig kunne komme på en opgave, hvis der altså var en, der var dum nok til at køre maskiner ud til dette søle.

Flot er det … jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg elsker tordenvejr, og jeg er ikke spor utryg ved det, selv om vi bor i et stråtækt hus. Det er et fascinerende skue med den dramatiske himmel, lynene og voldsomme regn.

Nu var jeg kommet tidligt op, så lige så snart det værste var overstået og vi havde spist morgenmad, kørte jeg til Præstø for at købe ind, inden handlemyldretiden begyndte – og som sædvanlig nød jeg turen langs fjorden. Det gør jeg også hver eneste gang – bliver aldrig træt af det, tror jeg.
Over for Marjatta er der en del sten ude i vandet, som nogle gange er synlige, men som ikke var det i dag, hvilket måske kunne få ikke-stedkendte til at tro, at skarverne her på egnen kan gå på vandet.

Der var på én gang tordenvejrshalvmørkt, sol og modlys, så det blev til silhouetbilleder, men det gør ikke så meget i dette tilfælde.

Fjorden skifter konstant udtryk. Det meste af formiddagen gik vi bare fra rum til rum for at følge vandets og himlens forskellige fremtoninger. Vi har haft stedet her i seks år nu, men stadig kan vi blive bjergtagede af, hvordan det skifter – sommetider fra minut til minut. Fjorden bliver aldrig kedelig at se på; det har vi sagt i alle seks år, og vi kan stadig både sige og mene det.
Man siger stilhed før stormen, men i dag blev det til stilhed efter stormen. Vinden lagde sig fuldstændig, da uvejret var stoppet, men der gik lidt tid, inden fjorden faldt helt til ro oven på den oppiskede stemning.

Endnu en tur i Mallings Kløft

Efter en stressfremkaldende myldretidstur ankom Sus og Jan sent fredag eftermiddag. Den slags trafik er de slet ikke vant til og især Jan var ved at besvime bare ved tanken, da jeg sagde, at det havde jeg kørt i i 35 år. Hvordan kunne du dog holde det UD???
Svaret var, at det kunne jeg sådan set heller ikke, men at det hjalp gevaldigt, da jeg fik hjemmearbejdsdag fast hver onsdag – så var det som at have to weekender på en uge, selv om den ene var en arbejdsweekend på kun en dag.
Det er nok også lidt værre lige nu, fordi man fraråder folk at tage offentlig trafik, men tage bilen i stedet – stik modsat af, hvad man har prædiket de sidste 30-40 år, men coronapesten har forandret mangt og meget.

De kom dog frem uden øvrige problemer end irritationen over kofanger mod kofanger-trafikken, og herefter skulle der bare hygges og snakkes og spises og drikkes gode vine, hvilket der skete/blev i rigelige mængder for alle fire elementers vedkommende …
Lørdag formiddag trængte vi derfor alle fire til luft, så vi tog dem med til Mallings Kløft, som har vist sig at være et hit, fordi den er så speciel. I går fandt vi, hele vejen langs ‘floden’ i kløften, arum eller dansk ingefær, hvilket jeg ikke synes vi gør ret mange steder i skovene på Sjælland.

Som sædvanlig skulle den farlige flod krydses flere gange med livet som indsats. Vi bliver som børn igen hver gang.
Man kan ikke komme igennem kløften uden at skulle over vadesteder tre gange. Det kan godt være en smule bekymrende, når man har dårlige knæ, men det gik. Turen tilbage tager vi altid oppe på markstien, fordi Johns knæ, og i går også Sus’, har det ikke helt godt med de skrå stier. Det kan gå den ene vej, men ikke begge.

Vi gik forbi en fold med en snes af fårene, som ses herunder, og da jeg googlede fåreracer for at finde ud af racen, fandt jeg en engelsk side, hvor man beskrev 240 racer! Jeg anede ikke, at der var så mange, så det blev ikke en nem opgave. Jeg opgav. Enten er det oxfordfår eller også er det gotlandsfår.
Tror jeg. Det kan sagtens være noget helt tredje, og jeg ville blive glad for et kvalificeret bud på racen med det sorte hoved og den buttede snude.
Jeg så også egetræer med tusindvis af grønne agern og fik den tanke, at de måske kan farve lige så flot brunt som grønne valnødder kan?
Det skal undersøges og/eller afprøves.

I aftes var vi igen på Mejerigården nede ved Gedser. Igen tog vi seksrettersmenuen og igen blev vi ikke skuffede. Det gjorde Sus og Jan heller ikke, heldigvis. Det er altid farligt at have anbefalet et sted og rost det i høje toner, for vi har jo ikke alle samme smag, men det var en succes. Seks retter med vinmenu – undtagen for John, som i stedet drak et par Erdinger 0,5 %, så vi havde en god og ædru chauffør til hjemturen, hvor Sus og jeg sov sødt næsten hele vejen.
Det er et skønt sted, og vi har en god undskyldning for at komme derned igen, for vi har også aftalt med Ditte og Peter, at vi skal på Mejerigården engang. John vil så gerne derned en torsdag, så han kan få afprøvet den wienerschnitzel, han kastede lange blikke efter første gang vi var der.
I aftes blev vi på fornemmeste vis betjent af den lille svenske dame, som optræder på reklamefilmene fra Mejerigården. Hun havde let til smil, kvikke, men ikke overkvikke, bemærkninger på læberne og et glimt i øjnene, som vi ikke kunne stå for, så hun reddede sig lidt gode drikkepenge.

En tur til Enø og et nyt træ

I går formiddags satte vi kursen mod Enø, så ikke endnu en dag skulle smuldre mellem hænderne på os. Den sidste portion af den store stak håndklæder, som Englænderne efterlod, kunne vente til i dag med at få en tur i vaskemaskinen. Alt sengetøjet, de mange duge og to portioner håndklæder var vasket, så det var også rart med en lille vaskepause, men når man har besøg af fire, der tager både strand- og brusebad, så går der meget til.

På Enø satte vi bilen, da vi helt bogstaveligt nåede til vejs ende.
På et engdrag så vi store, dybblå plamager af vikke (tror jeg nok) – de lå som [s]øer af blåt i alt det grønne, men så faktisk pænest ud på afstand.
Vi gik en tur oppe på stien langs lerklinterne og nød det hele: Faunaen langs kyststien, solen, vinden og det meget blå og nogle steder nærmest middelhavsgrønblå hav, hvori der kajakkede en enlig roer af ældre årgang (dvs. min eller ældre), som øvede og øvede og øvede i grønlændervendinger.
Mange gange drejede han rundt, og han var da også god til det, men var det ikke lidt [over]modigt at øve den slags helt alene? Eller er jeg bare blevet en større kryster på mine gamle dage?

Der var rigelige mængder af strandkål. Det har jeg endnu til gode at smage, men i aften bliver den smule jeg tog, ristet på panden og prøvesmagt. Har I prøvet at spise strandkål? Rå eller stegt? Der står alle steder, at den smager bedst i maj-juni, men jeg tog 5-6 af de mindste og sprødeste blade. Hvis det smager ad Pommern til, skal jeg huske mig selv på at give det en chance igen om 9-10 måneder.

I et levende hegn vinkelret på kyststien fik vi øje på et for os ukendt træ. Da jeg kom tæt på syntes jeg, at bladene mest at alt lignede egeblade, men barken lignede ikke den egebark, vi kender.
Google Lens fortalte mig, at det var Algerisk eg (Quercus canariensis). Kan nogle af de botanikkloge læsere af- eller bekræfte dette?
Google Lens, som Ditte har introduceret for os, er blevet et uundværligt hjælpemiddel til bestemmelse af planter (eller dyr … alle mulige ting, faktisk). Før brugte jeg Plantsnap, som også er god, men engelsk, og som derfor ikke kan fortælle mig de danske navne på planterne – og heller ikke altid kan finde planten, hvis ikke den findes i England. Det var også lidt besværligt altid at skulle omkring det latinske navn på en eller anden plante for at finde frem til det danske navn.
Google Lens finder planterne på et splitsekund og rammer oven i købet mere korrekt (så vidt jeg kan vurdere) end Plantsnap, så den app kan varmt anbefales.

Frokosten indtog vi på Kanalkroen i Karrebæksminde. Vi har spist der et par gange før, men den slags succeser kan snildt tåle at blive gentaget. Det er et dejligt sted, hvor man sidder på et dæk helt ude ved (på?) vandet og hvorfra man har den fineste udsigt til den karakteristiske græshoppebro, som gik op og ned et par gange mens vi sad der.

Midt i en coronatid

Den lumske virus er ikke død, men vi har lært at håndtere den, så at sige; derfor kan vi nu bevæge os lidt mere rundt i landet, og vi har fået lov til at bo på et hotel og at indtage vores måltider på restauranter. Og der er rent. Der er meget, meget rent alle vegne. Menukort er plastlamineret og de sprittes af efter at have været brugt af en gæst.
Jeg havde tænkt på, hvordan man ville håndtere morgenmaden, men det blev løst på bedste vis ved, at tjeneren kom med friskpresset appelsinjuice, hvidt og brunt brød og rugbrød (alt i alt mere end rigeligt), samt en tallerken med yoghurt og müsli, ost, pålæg, marmelade og lidt grønt. Plus kaffen, selvfølgelig. Man kunne selv hente sig et blødkogt æg eller et weck-glas med røræg og pølse; man kunne hente en lille flaske med æblemost og endelig en ‘enestående’ spandauer på en sidetallerken.
Der var mere end rigeligt af den coronasikrede mad.

Det er ligemeget hvor vi kommer, så sprudler alt personale af glæde, overskud og energi. Sjældent har vi følt os så velkomne – og det skal ikke opfattes som om vi normalt føler os uvelkomne eller får dårlig service, men der er en forskel alligevel. De har i voldsom grad glædet sig til at komme på arbejde og til at kunne modtage gæster igen. Hvis man har oplevet forskellen på at feriere i middelhavsområdet i april i forhold til sidst i september, så gang det med en faktor etellerandet noget mere end to.
På Energimuseet ved Tange, hvor vi lagde ud fordi der kom nogle solide byger, da vi forlod Skovridergården, blev vi undervejs mødt af en yngre mand med ordene: Dejligt at ser jer – hvor er det dog skønt at se mennesker igen! Og så fik vi os ellers en længere sludder – selvfølgelig mest om corona og dens både gode og dårlige følger.
Alle er glade og positive, alle passer på sig selv og andre og alle gør alt hvad de kan for at overholde de anbefalinger der stadig gælder.

Efter Energimuseet, hvor der var en del trapper, var John ikke specielt begejstret for at skulle besejre Sukkertoppen som det næste punkt på dagsprogrammet, så vi beklager, Anne Marie, men vi kørte i stedet efter Kirstens forslag om at gå Slåensøen rundt.
Det var nu heller ikke nogen tosset ide, og det viste sig at være kuperet nok til, at John var glad for, at vi ikke foretog os noget mere knæbelastende.
Billedet øverst til højre var et spøjst udseende træ, der fluks fik mig til at tænke på de høje og slanke ibenholtfigurer, jeg købte da vi var i Afrika.

Mens John stod og fotograferede motivet med de spejlede træer, fik jeg øje på en mosegrisunge, der havde vældig travlt tæt på hvor jeg var. Den var overhovedet ikke bange for mig, men studerede mig nysgerrigt mens jeg tog en masse billeder af den – en meget nuser lille fætter var den. Jeg kunne flytte mig lidt rundt, uden det generede den unge herre – eller frøken … jeg kunne trods alt ikke komme til at kønsbestemme den.
De er ikke så sjove at have i haven, men her var det da ren fornøjelse at bruge lidt tid på at studere den lille fyr.

Et fugleløst fuglereservat

“Dagens tur gik til Tissø – eller Tirs/Tyrs sø, som den oprindeligt menes at have heddet. Ville ønske, at den stadig hed det … har aldrig rigtig brudt mig om det latrinære navn.”
Det er et citat fra mit indlæg fra februar 2014, og min mening om søens navn har ikke ændret sig.
Vi kørte dertil i dag, fordi John mente, at vi måtte kunne se masser af fugle … det er trods alt et fuglereservat, men ganske som sidste gang så vi ikke en fugl. Det eneste vi så, var rudskaller, som jeg først troede var aborrer pga. de røde finner, men det var det altså ikke.
Det er stadig et vældig smukt område, men man skal bare ikke tro, at man kan tage til dette fuglereservat og se på fugle!
Dengang i februar 2014 var der masser af vand i søen. Det var der ikke i dag – mit gæt er, at vandstanden er over en halv meter lavere end sidst vi var her, men det er vist meget normalt, at den skifter med årstiderne.

Ved foden af fugletårnet, hvor vi var oppe for at nyde udsigten, stod der læge-oksetunge, som nok er en af de blå blomster, der er allermest blå – det er en aldeles dyb og smuk blå farve, og jeg er vild med den.

Dette var den eneste form for gæslinger eller andet/andre med dun, vi så i dag, så da der ikke rigtig var nogen grund til at dvæle mere ved det sted, gik vi tilbage til bilen og hentede den medbragte mad, som vi indtog på bænkene ved shelterne og bålpladsen lige ved siden af parkeringspladsen.
Selv om det er pinselørdag med et upåklageligt vejr, var der ikke ret mange andre besøgende, hvilket passede os fint.

Det er godt nok alt sammen, men for pokker, hvor blev jeg skuffet i går, da Mette Frederiksen meldte ud, at grænsen over for alle fra andre lande end Tyskland, Norge, Island og måske Sverige og Finland vil forblive lukket indtil 31. august.
ØV. Det kan næsten ikke råbes tilstrækkelig højt.
Børnene skal i skole igen 4. septemer, så et danmarksbesøg vil ikke kunne nås i denne sommerferie, hvad vi jo ellers kraftigt havde satset på.
Der er godt nok længe til – tre hele måneder, hvilket er længere, end Danmark på nuværende tidspunkt har været lukket mere eller mindre ned, så den lille, lige nu næsten ikke-eksisterende, optimist inde i Charlotte og mig har stadig et lønligt håb om, at det måske kan blive lempet mere inden da.
Vi vil dog kunne foretage et englandsbesøg i starten af september, og bliver der ikke ændret på regeringsbeslutningen, vil det betyde, at englænderne ikke kommer til at besøge Den Stråtækte i år, fordi vi har lejet et sommerhus på Djursland i uge 43, og fordi det er vores tur til at komme derover til jul.
Det med sommerhuset skal jeg have talt med C om, for vi er selv mest tilbøjelige til at prøve at få det ophold flyttet til et andet tidspunkt, hvor John og jeg så bare kan tage afsted alene – eller med hvem der måtte have lyst til at tage med os – men jeg kan altså næsten ikke bære, at de ikke kommer hjem til os i mere end et år!
Planer er til for at ændres.
Det håber jeg, en vis fru Frederiksen også er klar over …
På den anden side kan jeg godt forstå beslutningen, for England er meget hårdt ramt af coronaen, men også derovre går det den rigtige vej nu, så der kan nå at ske meget i løbet af et par måneder; det har vi jo set herhjemme.
Der er netop lige åbnet en lille smule mere i England: De må nu samles seks ad gangen, som ikke behøver at være i familie. De små er startet i skole igen, og folk, der ikke kan arbejde hjemmefra, må gerne begynde at arbejde igen, men fx frisører og tøjforretninger må stadig ikke åbne, ejheller restauranter, så de er ikke engang nået til, hvor Danmark landede i forbindelse med den første del af genåbningen, men tager noget mindre skridt ad gangen, end vi har praktiseret i Danmark.