Hos Mommer

13. november 2018

Lynkursus i grønlandspåklædning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: , , ,

Jeg har aldrig haft så meget tøj på på én gang. Holddaop, hvor det tog lang tid at få det hele på. Og af igen. Og på. Og af. Det skulle af og på flere gange om dagen, for man kunne naturligvis ikke holde ud at have så mange lag på, når man opholdt sig indendørs, hvor de bestemt ikke sparede på varmen heroppe.
Sent søndag aften blev der oven i købet en ekstra øvelse (selv om vi på det tidspunkt følte os fuldbefarne i klæd-af-og-på-disciplinen), for jeg havde netop gjort mig parat til natten, smidt alle kludene og kravlet til køjs med samme ‘påklædning’ som altid: Kun iført en let parfume. Efter mig kom John ind fra badeværelset (vi havde ikke vores eget) og kunne meddele, at han lige havde haft stukket næsen udenfor – og det vrimlede med nordlys. Endnu flottere end i aftes.
Der var kun én vej frem: På med alt klunset igen, for man kan ikke opholde sig udenfor i så meget som et par minutter med for lidt tøj på uden at blive stivfrossen – og da slet ikke, når man bare skal stå stille. Altså:

  1. Trusser og bh (denne udelod jeg dog denne ene gang)IMG_1573 (2)
  2. Vandresokker (ikke de tyndeste)
  3. Uldne gamacher
  4. Skiundertrøje
  5. Tykke, hjemmestrikkede, let filtede sokker
  6. Fleecetrøje med høj hals
  7. Nummer to par uldne gamacher
  8. Tyk, hjemmestrikket, ulden sweater
  9. Termobukser, dvs. forede vinterbukser, yderst
  10. Den meget varme og til formålet indkøbte vinterfrakke
  11. Strikket hue
  12. Varme, terrængående støvler, som er store nok til at rumme begge par sokker, og alligevel kunne vrikke med tæerne
  13. Laaangt, hjemmestrikket halstørklæde (nogle gange dækker man også munden med det)
  14. Vanter – en enkelt gang to par
  15. Hætten op over hovedet

Men så er man også totalt klar til Grønlands kulde. Jeg lignede en michelinmand og jeg ved præcis, hvorfor Charlotte hadede at få flyverdragt und alles på, da hun var lille, men det er alt sammen aldeles ligegyldigt, for jeg kom ikke til at fryse på noget tidspunkt, hvilket var det vigtigste.

IMG_1563 (2)

Hvis man er heldig, kan man sommetider se både rødt, blåt og lilla nordlys. Vi var heldige, og her ses den blålilla variation.
Som en ekstrabonus fik vi lige et stjerneskud med, men det så vi først, da vi så billederne på en stor skærm.
Grønland er fantastisk at opleve.
Det bliver ikke vores foretrukne feriested, for her er alt for koldt, øde og barsk til os, men nu har vi oplevet det, og jeg ville afgjort ikke have undværet denne oplevelse; kulden kan sagtens holdes ud i nogle få dage, hvis man ellers har det rigtige tøj, hvilket vi jo altså havde.
Vi kom fra ÷24° i går og har været ude at ordne lidt i haven i dag i 12°, hvilket ikke kræver den store kædestrammereksamen for at regne ud, at det giver en forskel på 36°. Vi har flere gange haft tilsvarende kuldegrader i Danmark, men så har jeg ikke skullet opholde mig udendørs i flere timer ad gangen.

IMG_1561 (2)

Prøv at forestille jer dette fylde hele himlen. Det bevæger sig konstant; det bølger og det blafrer. Jeg var glad for, at jeg ikke skulle koncentrere mig om at fotografere, for billederne skulle eksponere mellem 10 og 35 sekunder, og der skete noget nyt hele tiden et andet sted end lige der, hvor man nu kiggede. Jeg blev helt svimmel sommetider, ikke kun af ærefrygt over dette fantastiske skue, men fordi jeg kiggede op og samtidig drejede rundt med meget korte mellemrum.

Reklamer

11. november 2018

YES!!! Nordlyset var der!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:39
Tags: ,

Carsten, vores guide, lovede os, at vi nok skulle få nordlyset at se, inden vi tog hjem igen. Jeg må indrømme, at jeg var ret skeptisk pga. det tætte skydække, men han fik ret. Jeg var ellers godt nok negativ, da han i aftes kørte os ud mod indlandsisen, men skydækket blev søreme tyndere og tyndere. Pludselig kunne vi se stjerner og så var det der, nordlyset. Billederne må I vente med, til jeg er hjemme igen, for dem stod John for, og eftersom de er i raw-format, kan jeg ikke bare kopiere dem over på min pc.
Men det var der, det var stort og det var flot! Det fyldte bare HELE himlen!
I aften tror jeg det bliver endnu flottere, for i dag har solen skinnet fra en skyfri himmel.

P1050954

I dag har vi været inde på Punkt 660, som hedder således, fordi det ligger 660 m.o.h. Der begynder indlandsisen – eller rettere, det gjorde den, for i løbet af de sidste 15 år er den kravlet temmelig meget baglæns ind mod midten af Grønland, så vi måtte gå et langt stykke, før vi nåede selve indlandsisen.
Langt og langt … vi gik måske 800 meter i fugleflugtslinje, men det føltes langt, fordi det gik op og ned og sommetider var meget glat.
Vi kunne konstatere, at vores fodtøj var helt i orden, for vi skred ikke i svinget nogen gange, men gik på ‘stien’, som om vi havde øvet os i årevis – Knud Rasmussen ville have været grøn af misundelse, er vi sikre på.

Indlandsisen

Indlandsisen

Det var svært at kende forskel på os – mere end én gang fik man lige i skyndingen henvendt sig til den forkerte, fordi man troede, det var ens egen ægtefælle – og det var det så ikke … man kunne næsten kun kende forskel via stemmen. Som jeg tørt bemærkede, så ville det ikke engang hjælpe at føle sig frem under disse forhold …

Indlandsisen

Jeg kunne også konstatere, at vores tøj var i orden. I dag frøs det 24 grader, men jeg blev på intet tidspunkt kold.
Det gjorde vores frokost til gengæld … vi indtog et landgangsbrød i fri luft, og inden jeg nåede ned i den anden ende af det, var ægget, rejerne og tomaterne frosset. Johns sky på rullepølsen var også frosset, inden han fik den spist færdig. Det var simpelthen mit livs koldeste bord.

Det store kolde bordP1050948

Når man går sådanne steder, føler man sig meget, meget lille. Virkelig lille. Jeg ville ikke bryde mig om at blive væk her.

P1050986

Her er vi på vej tilbage til bussen – kan I se de to personer lige i midten af billedet? Så lille føler man sig hele tiden.

Frossen flodFrossen flod

Dybfrosne floder kan vi også klare heroppe. Med okker i vandet, så det får en speciel farve.
Tænk, at jeg har gjort det! Jeg har gået på den grønlandske indlandsis. Det er altså stort.

29. oktober 2018

Vand i overflod – både her og hisset

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags: , ,

Der er forhøjet vandstand i Præstøfjorden – jeg tror det er rekord, mens vi har boet her, bortset selvfølgelig fra oversvømmelsen i januar 2017, hvor jeg var ved at blive en anelse nervøs. Uden grund, viste det sig heldigvis, hvorfor jeg på ingen måde er nervøs nu, men jeg ved naturligvis ikke, hvornår det stopper, og jeg finder sikkert heller ikke ud af det, for nu sidder vi i Sverige, og jeg tror det er væk igen, når vi kommer hjem igen i morgen.

P1030607

Vi bor tæt på fjorden … endnu tættere i dag …

Vi kørte en lille omvej til Præstø havn på vejen til Sverige, for med alt det ekstra vand var der nok også meget der, regnede vi med.
Det var der – restaurant Siv & Co, som fik vand på gulvet i 2017, er igen betænkelig tæt på at blive oversvømmet. Der mangler dog endnu hele trappen op til terrassen. Sidste gang nåede det op over denne trappe, og der var trængt vand ind i selve restauranten.
Det kommer nærere og nærere … vandstanden er på billedet her mere end en meter over normalen, men dengang stoppede det først ved 1,7 meter.

P1030614

Da vi ankom til svenskerhytten, åbnede John for vandet, ganske som sædvanlig, som noget af det første.
Jeg stod i køkkenet, så jeg hørte omgående den karakteristiske lyd af vand, der er hvor det så afgjort ikke skal være.
Det var under køkkenvasken, der sprøjtede vand ud af en samling på et af rørene.
Ih, hvor blev der bandet! Der har ikke været noget i vejen i de 22 år, vi har haft huset, så hvorfor i hede, hule osv. skulle det lige ske NU??? 
Det har ikke engang været frostvejr – i hvert fald ikke inde i huset, og i øvrigt var alt vandet tappet af, som vi altid gør efter 1. oktober, men det udstrømmende vand var ikke desto mindre en kendsgerning. Dybt og inderligt SUK.
Det viste sig at være røret med det varme vand, der var blevet utæt i en samling. John prøvede på at stramme bolten, men så knækkede den. Dammit.
Heldigvis kunne han bare afbryde det varme vand, og vi kan sagtens leve med kun at have koldt vand, eftersom vi har en elkedel.
Men ordnes skal det jo. John kørte til Lönsboda for at få fat i en VVS-mand, men de kunne ikke sende en før i morgen.
Fair nok – vi var glade for at vi ikke skal herop en ekstra gang bare for det.

Er det ikke bare Murphys lov i en nøddeskal, at det skulle ske lige nu?

27. oktober 2018

Det var en af de korte uger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , , , ,

Det er muligt, at tiden normalt skal opfattes som en konstant faktor, medmindre man er et eller andet sted dybt inde i Einsteins relativitetsteori og noget andet af alt det, jeg har så svært ved at forstå. Tiden går langsommere i rummet, hævder de kloge. Jamen, så er det jo der, vi skal på ferie næste gang, så ikke den flyver så hurtigt afsted, som tilfældet har været. På den anden side, hvis jeg har forstået det ret (men det er bestemt ikke sikkert), så føles den langsomt forløbende tid helt normal for dem ude i rummet – det er kun nede på jorden, der går længere tid, end der går for dem ude i rummet. Har jeg tabt jer? Forståeligt nok, jeg forstår det som sagt heller ikke selv.

Børnebørn ved Vesterhavet

Jeg forstår heller ikke, hvorfor den sidste uge op til vi skal mødes føles som en hel måned, når den uge, vi så er sammen i føles som to-tre dage.
Der er ingen retfærdighed til – det skulle da for pokker være omvendt.
Og så igen på den anden side: Hvis det nu havde føltes som en meget lang uge, så havde det med stor sandsynlighed været fordi den ikke havde været god. Det blev vi i hvert fald enige om, da vi krammede farvel i morges, og Charlotte sagde med et lidt vemodigt smil, at det var en af de korte uger.

En smule bølgerEn smule bølger

Charlotte siger indimellem, at hun har tre børn … det kan skyldes irritation, men det er ikke altid, det behøver at være negativt, som fx i dette tilfælde. Herover ses hendes tre børn lege med – ikke ilden, men vel nærmest det modsatte element.
Zebraagtig leopard“Hvor langt kan vi nå ud og stadig nå at løbe tilbage uden at få vand i støvlerne?”
Tim vandt, for begge børnene fik våde sokker, mens han forblev tør. Han havde også de længste støvleskafter, var deres undskyldning …

Nå. Nu ikke mere sentimentalitet, Ellen. Der er mindre end to måneder til vi skal derover for at holde jul, så jeg kan overhovedet ikke tillade mig at klage – der er mange, der bor langt tættere på deres børn, men som på trods af det ser dem sjældnere.
Når jeg lægger vores tid sammen, er vi sammen med dem 24/7 i mindst fire og ofte helt op til seks uger om året. Det tror jeg faktisk ikke, der er så mange der kan prale med.
Og så er det ikke engang kun de gamle bedsteforældre, der nyder samværet – det gælder os alle seks.
Er vi ikke bare særdeles privilegerede?
Det synes vi selv, at vi er. Alle sammen.

Min afsluttende bemærkning er, at jeg har på fornemmelsen, at en enkelt eller to af de der vestjyder måske nok godt kunne trænge til et grundkursus i at kunne kende dyrene i Afrika.
Den der leopard ligner i hvert fald i betænkelig grad en zebra i mine øjne …

23. oktober 2018

Der er en smule vind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:21
Tags: , , , ,

P1030453Sådan vil en vestjyde formentlig sige om vejret i dag, men for os er det mere end en smule, idet 25 sekundmeter i vindstødene er pænt meget i vores verden – så meget, at børnene kunne læne sig godt tilbage og alligevel blive forhindret af vinden blæsten i at vælte.
I går var vejret flot. Det blæste, men ikke for meget, og englænderne skulle naturligvis lige ned og snuse til Vesterhavet.
Vesterhavskysten, hvor vi også ferierede sammen i 2008 og 2009, men dengang kunne de meget yngre børnebørn ikke rigtig klare al den vind, hvorfor vi besluttede os for fremover at holde efterårsferierne på Djursland i stedet, og hvor vi derfor tilbragte tre af slagsen.P1030458
Nu er de helt vilde med blæsevejret og har en fest med at lege med vinden, så at sige.

P1030463

Turen i dag gik til Jyllandsakvariet i Thyborøn. For at komme dertil kører man forbi Thorsminde, hvor vi lige ville ud på molen for at vise englænderne, hvordan havet ser ud, når man kan se det slå ind over molen. Tim syntes ikke, at det var specielt behageligt, íkke mindst fordi han måtte opgive at have hat på. Ungerne elskede det, men da det begyndte at regne, blev det alligevel en tand for meget for de fleste, så vi fandt bilen igen.

P1030480P1030479

Jyllandsakvariet var nok lidt anderledes, end vi havde forestillet os; bl.a. synes vi, at bassinerne var alt, alt for små til de mange og store fisk, de havde sat i dem. Jeg var til gengæld betaget af deres fødeklinik for hajer, hvor man kunne se de bittesmå hajpuslinger bevæge sig rundt inde i ægkapslerne. Her var det jo naturen selv, der havde bestemt, hvor meget plads de skulle have at svømme rundt i.
Havkattene var grimme. Meget grimme. Fascinerende grimme …

P1030487P1030489

På vejen hjemover sad jeg og kiggede lidt i nogle turistbrochurer vi tog.
Nogle gange har man fornemmelsen af, at man har overladt de engelske og tyske oversættelser til 9. klasseselever, der har fået et sommerferiejob.
Andre gange er den danske originaltekst heller ikke specielt imponerende.
Og endelig er der de formuleringer, der bare er … enestående.
Eksempelvis under ‘Praktiske oplysninger’ i en af brochurerne:

Parkering foregår på parkeringspladsen

Det er da nyttig information, ikke sandt? Ellers havde vi jo ikke anet, hvor vi skulle gøre af vores bil.

15. oktober 2018

Sew and tell

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Overskriften er inspireret af børnebørnenes show and tell fra børnehaven og forskolen – tag et eller andet med, som betyder noget for dig og fortæl os andre om det.
Syning betyder noget for mig, og jeg har syet et hav af tasker. Mange er foræret væk, nogle er solgt og andre igen bruger jeg selv.
IMG_8620IMG_8621Det kom derfor noget bag på mig, at jeg måtte give op på The Ultimative Wallet med de 28 kortlommer. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad hun mente, og jeg er som sagt ikke ligefrem en novice. Jeg skrev forleden, at jeg pillede op flere gange, men jeg fandt ud af, at hun gudhjælpemig omtalte den samme ting med forskellige betegnelser, og hun nævnte intet om, hvilke sømme der skulle lægges til eller over hvilke sømme. Det mønster har jeg betalt penge for! Hrmpf. Det er yderst uprofessionelt.
Jeg har forsøgt flere gange at gennemskue det, og jeg har virkelig nærstuderet fotografierne, men lige meget – eller lidt – hjælper det. Det gør det heller ikke bedre, at hun har valgt noget småmønstret, mutltifarvet stof, der flyder helt sammen på billederne. Jeg er ikke imponeret. 

Nu har jeg fundet et andet mønster. Her er der 27 kortlommer, så det går nok med at undvære den ene – og inden I løfter øjenbrynene for højt, vil jeg understrege, at jeg har brug for stort set alle lommerne. De viste billeder er ‘inderpungen’, med otte lommer. På bagsiden er der otte andre lommer, og så kommer ‘yderpungen’, som jeg endnu ikke har syet, med de sidste 11 lommer samt mønt- og seddelrum m.m. Bag kortlommerne er der lidt større rum til fx kørekort.
Se, den kan jeg finde ud af! Mønstret er på 35 sider, fordi der er ikke mindre end 90 billeder til at illustrere og supplere teksten. Perfekt og professionelt.

MobiltelefontaskeMobiltelefontaskeMobiltelefontaske 

Pungen kommer til at matche den mobiltelefontaske, jeg også lige har syet. To af …
I mønstret stod This little phone purse is perfect for any phone 3” x 6” or smaller.
Glimrende, tænkte jeg – min telefon måler præcis 3” x 6”.
Det gjorde det indvendige taskemål så ikke – den blev alt for lille. Hrmpf igen.
Jeg måtte derfor i gang med at øge målene, så tasken kunne komme til at passe til min Samsung. Heldigvis var det et nemt mønster, så det gik hurtigt og strygende, og hvad der var endnu bedre, passede den for min telefon for lille taske så godt til Dittes iPhone, at man skulle tro, den var syet til den, og hun ville meget gerne have tasken.
Der er to kortlommer og et møntrum, så i princippet behøver man kun denne taske, når man skal i byen.
I princippet, sagde jeg …
Der er jo en grund til, at jeg vil forsøge mig med den med de mange lommer.

IMG_8611

Vi slutter lige med dagens morgenstemningsbillede.
Selvom solen så kæmpestor og rød ud for os, var der for meget lys i den til kameraet, men det blev ganske nydeligt alligevel.

9. oktober 2018

Jeg burde stå tidligt op noget oftere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Jeg burde stå tidligt op noget oftere.
HavørnI går morges var der en flot solopgang, som jeg dog ikke gik helt glip af, fordi den orangerøde farve gav genskær inde i soveværelset, hvorfor jeg godt kunne regne ud, at jeg nok lige burde stå op og bevæge mig ud i køkkenet. I hvert fald i nogle minutter.
Søndag morgen skulle vi afsted ved godt syvtiden, fordi vi havde aftalt at tage til Tyskland for at købe stort ind af øl og vin.
Dér sad så lige en af havørnene og skuede ud over fjorden – det er meget længe siden, jeg har set dem, men nu var den her altså – bare små 100 meter fra vejen.
Jeg nøjedes med at zoome fra bilen, for det var ikke svært at regne ud hvad der ville ske, hvis jeg steg ud og forsøgte at komme nærmere.

Det er egentlig ikke fordi, jeg sover længe – som jeg vist har skrevet om før, vågner vi begge et eller andet sted mellem klokken halvseks og klokken syv, men hvor John altid står op, når han vågner, bliver jeg under dynen til halvni, mens jeg lægger puslespil og spiller de daglige spil Ruzzle. Jeg læser bøger eller blogge og jeg går lidt på Facebook. Jeg storhygger.
John har i mellemtiden drukket mindst to kopper kaffe og læst samtlige nyheder, og jeg er blevet til at tale med uden det bliver gryntede enstavelsesord. Det er en rytme, som vi begge trives fint med. Jeg kan dog godt se, at hvis jeg ellers kunne komme ud af fjerene, så ville jeg oftere kunne se nogle helt andre fjer – blandt andet netop havørnens, for John siger, at han forholdsvis ofte ser den/dem om morgenen.
Han sidder også og nyder den gyldne time, som jeg nød på vejen til Rødby i søndags. Solen skinnede hele vejen, men der var en grå og blytung himmel som baggrund, så efterårsfarverne kom rigtig til deres ret i det bløde lys.
Jeg får kun taget mig sammen til at stå tidligt op, når vi skal noget – det er stadig en enorm nydelse for mig at kunne blive liggende efter 58 års alt for tidlig opståen, så at sige. I folkeskolen skulle jeg op kl. syv; i gymnasiet kl. halvsyv. Da jeg arbejdede på Roskilde Sygehus, var det halvseks og i alle mine 35 år på Amager og senere Hørsholm var det mellem halvseks og seks.
Det har resulteret i, at jeg stadig vågner tidligt, men det, at jeg kan blive liggende … åhhh, det er skønt.
Det gør også en stor forskel, at man vågner af sig selv og ikke bliver vækket – bare 10 minutter kan gøre forskellen på at føle sig udhvilet eller træt.
Jojo, man kan nyde pensionistlivet på mange måder. Dette er en af dem.
Smukke solnedgange går jeg sjældent glip af, uanset hvornår jeg står op – dette er fra i aften.

P1030401

23. september 2018

Vi kom for sent til syndefaldet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: ,

Ditte har, lige siden vi ankom til øen, fablet om pandekager fra Pandekagehuset i Nordby. John spurgte, om de også serverede dem med nutella, og da svaret var bekræftende, var han med på den. Jeg vil helst have dem med citron i en eller anden form, men det kunne de ikke klare. Disse konstateringer var baseret på det udhængte menukort, for vi nåede aldrig ind på stedet … da vi langt om længe fik taget os sammen til (igen) at køre til Nordby for at få spist pandekager, fik Ditte den lyse ide at tjekke åbningstider … de lukkede kl. 16, og eftersom klokken var 15:30, opgav vi på forhånd. Ingen pandekager og dermed intet syndefald. Jeg var nok den, der var mindst ked af det. Det er også meget sundere at gå tur på stranden …

P1030269

P1030300

Vi har lavet vores egen sælsafari i dag. John havde læst om sælbankerne sydvest for Sønderho og ville ud og se, om vi kunne se de sæler inde fra stranden. (Charlotte: “Sælbanker? Skal I ud og hæve nogle sæler?” Hun har vist boet i England for længe, siden hun ikke kunne genkende ordet ‘banke’.)
Vi kunne godt se dem. Lige akkurat. Med største zoom på kan man måske fornemme sælerne, men billedet vil ikke vinde priser!

P1030302P1030309

Vi har set en for os ny fugl, nemlig en sandløber. Vi har årligt været ved Vesterhavet igennem næsten 30 efterår, og det er første gang, vi ser sandløbere, men det er jo heller ikke ved Vadehavet, vi har været. Det var en nuser lille fugl, som lynhurtigt piler frem og tilbage og fisker føde op fra sandet. Den yngler ikke i Danmark, men overvintrer her.
Kender I DOFs fugleapp? Den er virkelig god, når man støder på en fugl, man ikke kender, så den vil jeg hermed lige reklamere lidt for.

P1030305P1030312

Fællesferien er ved at være slut. Fanøfestivalen er slut. Ditte og Peter kører hjem i morgen efter frokost; John og jeg bliver her til tirsdag.
Det har været nogle skønne dage; jeg har oplevet Fanøfestivalen og har kun købt 400 gram garn. Den store selvbeherskelse må jeg gerne være (og er!) en lille smule stolt over.
Til gengæld har jeg brugt penge på en ny frakke. Det har John også. Vi manglede begge en frakke, der er egnet til at holde os tilstrækkeligt varme udendørs i under 10 graders frost og lidt blæsevejr, men sådan en har vi altså fundet nu. Håber vi. Den kan i sagens natur ikke bevise sit værd endnu, men den kan holde både vind og vand ude, har jeg konstateret; så nu mangler jeg bare at finde ud af, om den også vil være varm nok i rigtig koldt vejr.

15. september 2018

SÅ heldigt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:15
Tags: , , ,

Det er aprilsvejr i dag, vekslende mellem næsten helt blå himmel og blygrå, nærmest sort ditto, som giver regn i stænger. Blomkålssvamp
Det regner dog sjældent mere end få minutter ad gangen, inden vi har blå himmel igen, så det er okay.
Bortset fra, at nu er alle svampene pladdervåde. Det var bedre i går, hvor hattene var tørre, men man kan ikke få alt.
I dag føler jeg dog næsten, at jeg har fået alt, for jeg har fundet blomkålssvamp. En af kongerne, som jeg underligt nok glemte på listen forleden dag, hvor jeg nævnte mine fem yndlingssvampe, så der er altså seks af slagsen, idet blomkålssvamp så absolut hører til blandt favoritterne; jeg finder den bare yderst sjældent – men i dag var der et par eksemplarer til mig derude.
Nu begynder det for alvor at ligne noget … der er masser til både at tage med hjem og til at spise til aftensmaden igen i aften.
Jeg var ude i formiddags, mens John huggede optændingsbrænde. Her til eftermiddag gik vi begge ud en tur i den stadig grønne skov.

P1030225P1030198

Der er bare MASSER af svampe derude i skoven nu – selvfølgelig flest af dem, vi ikke spiser, men de kan også være et smukt syn, når de står der i klynger. Den gule her ved jeg ikke hvad hedder; jeg ved bare, at jeg ikke tager den med i kurven, men derfor kan jeg sagtens nyde synet af dem alligevel.
Jeg har taget nogle af dem, vi ikke spiser, med i kurven, nemlig sortfiltet netbladhat og randbæltet hovporesvamp. De skulle begge være egnede som farvesvampe, så det har jeg tænkt mig at lade komme an på en prøve.

P1030207

At gå rundt i områder som dette … jamen, kan man andet end blive glad?
Hjemme igen fik jeg øje på de små trompetmosser i vores stendige. Det hedder ikke trompetmos, men det kalder jeg det.

"Trompetmos"

Naturen er forunderlig. Jeg kan ikke blive træt af den.

11. september 2018

Lidt har også ret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: ,

Vi prøvede igen i går at samle svampe; denne gang i en af de lokale skove. Det står stadig skralt til med dem … jeg har tænkt på, om det er fordi der er faldet meget mere regn i Jylland og i det hele taget resten af Danmark? Det er bare her i Sydøstdanmark, vi ikke har fået så meget vand. De få svampe vi fandt, var temmelig tørre, så der er sikkert ikke kommet vand nok endnu til at give svampene optimale forhold her i området.
Til gengæld fandt jeg det største eksemplar af snehvid fluesvamp, jeg til dato har set. Næsten dobbelt så stor som vanligt. Det er en smuk svamp – men jo desværre dødeligt giftig.
Jeg fandt også op til flere indogorørhatte – dem plejer jeg kun at finde en enkelt af ad gangen. Derudover én Karl Johan og et par andre rørhatte. Fine, unge (men store), faste og tørre – og helt uden svampemyggelarver. Dejligt. 
Der kom nok med hjem til at der kunne blive til en gang rørhattestuvning til aftensmaden.

Snehvid fluesvampNetstokket indogorørhat (1)

Den første spiser vi ikke; den anden er god.

Dagens rørhattehøstPå fredag tager vi en ekstraordinær tur til Sverige. Jeg fik lokket John med, for jeg ville så gerne op og se, om ikke der også i nærheden af vores sted skulle være det svampemekka, alle har så travlt med at billeddokumentere på Facebook.
Det kunne være ret fedt at finde tilstrækkeligt med Karl Johan til, at der også kan blive til lidt tørrede svampe; de er rare at have i løbet af vinteren.
Jeg har vist nævnt det før, men jeg kan bedre lide Karl Johan end kantareller, som faktisk er helt nede på femtepladsen på min svampe-top5.
Både Karl Johan, tragtkantareller, trompetsvampe og pigsvampe slår kantarellerne.
Synes jeg. Smag og behag er heldigvis forskellig. En del af årsagen til, at jeg mener dette, kan dog også være, at vi altid finder så rigeligt med kantareller, mens de andre er sjældnere forekommende – i hvert fald der hvor jeg går på svampejagt. Trompetsvampe findes slet ikke i vores område deroppe, desværre. Den er ellers uovertruffen i ægge- og fiskeretter.

Det er så kommet i dag, vandet – det har regnet hele dagen, så jeg ser frem til en god svampejagt om kort tid!

9. september 2018

Free giveaway???

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , , ,

Det er meget brugt at friste med en giveaway, hvis man vil promovere sig selv lidt. Det kan måske give lidt flere hit på hjemmesiden.
Som navnet antyder, er det en gave, som en eller anden vil give, hvis man opfylder bestemte kriterier eller bare er heldig i en lodtrækning.
Derfor undrede jeg mig lidt, da jeg på Instagram så en eller anden annoncere med Free Giveaway.
Jeg har også set gratis gaver på dansk. Hvis ikke de er gratis, er det vel ikke gaver?
Vi var i skoven i dag. Den havde ingen giveaways til os – i hvert fald ikke i form af svampe.
Jeg troede ellers jeg var så smart, fordi jeg dirigerede os ud til et sted, hvor Svampeforeningen skal mødes om ikke så længe … så der jo være svampe, tænkte jeg.
Men nænej, det var der ikke. Jeg så stort set kun denne, og jeg tror ikke, den var flov nok. Det er nemlig vist nok en rødmende fluesvamp, men da den har endog meget giftige forvekslingsmuligheder, som fx panterfluesvamp, skal jeg ikke nyde noget, medmindre en ekspert har sagt god for dem, og sådan en havde jeg ikke lige ved hånden. Der var en anden, der havde været i tvivl, for ved siden af det intakte eksemplar lå der et væltet.

P1030137P1030138

Jeg kom til at tænke på en af svampegrupperne på Facebook – og nu bliver jeg virkelig til en sur, gammel kone:
Da jeg for omkring 20 år siden (det kom sig af, at vi købte ødegården) begyndte at interessere mig for spisesvampe, investerede jeg i flere bøger, gik mange ture og tog mange forskellige svampe med hjem. De eneste jeg ikke var i tvivl om, var kantareller.
Jeg meldte mig ind i Svampeforeningen og tog med på deres glimrende, guidede ture for at lære en masse. Det indebar en del arbejde, men det var sjovt. Det handler først og fremmest om at lære de giftigste at kende; det er vigtigere end at vide hvilke man med fordel kan putte i gryden. Derefter kan man så begynde at lære de gode at kende.
Viden får man ikke forærende.
Men det tror en masse fjolser på Facebook. De har formentlig aldrig set andre svampe end champignonerne i supermarkedet, men de lægger rask væk et dårligt billede op af en eller anden svamp, ledsaget af ordene: “Hvad er det for en og kan den spises?”
Så forventer de et kvalificeret svar og bliver tøsefornærmede, hvis ikke det kommer, og/eller hvis der kommer en (oven i købet gerne venlig) kommentar om eventuelt selv at gøre en indsats.
Jeg har set mange billeder af kurvfulde af orangekantareller (“Se! Dagens kantarelhøst! Der var flere kilo!” Ja, det tror pokker – der er ingen svampekendere, der ville tage dem med hjem), fordi nogle tror det er kantareller. Det er faktisk nemt at se forskel, men de gider ikke engang sætte sig ind i den mest elementære svampeviden, inden de plyndrer skoven for værdiløse svampe.
Man ser også billeder af hele kurvfulde af andre ikke-spiselige svampe, hvor de stiller samme spørgsmål; altså hvad det er osv. For sæt nu, det var en god en, så må de hellere plyndre området fuldstændig for en sikkerheds skyld. Hrmpf.
Sådan noget bliver jeg vred over. Det er misbrug af både naturen og andres ekspertise.

16. juli 2018

Alt er godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Den besked John i går fik om, at han skulle være indlagt i yderligere fem dage, var en misforståelse … vi ved ikke rigtig fra hvis side, men lægen der fortalte det, havde ikke dansk som modersmål, så de har fået talt lidt forbi hinanden.
I morges var der en anden læge for at tale med John, denne gang en midaldrende kvinde, som ikke var til at misforstå. Hun sagde, at John kunne tage hjem i dag.
Den nye medicin, som viser sig at være nitroglycerin i depotform, viste sig, trods begyndervanskeligheder, at være meget effektiv. John har det langt bedre i dag, og de ubehagelige symptomer og/eller bivirkninger, der opstod i går, har ikke vist sig siden, hvorfor man mener, at han er en af dem, der sandsynligvis vil have det godt med at få nitroglycerin på denne måde.
Han spurgte lægen meget indgående om grunden til, at man fravalgte stenten. Han fik den forklaring, at godt nok var karrene omkring hjertet forsnævrede, men at der stadig var tilstrækkelig gennemstrømning til, at det ikke var bekymrende. En stent virker kun lige omkring selve hjertet, og der er dermed intet til at forhindre, at blodpropper sætter sig fast alle mulige andre steder i hans krop, og når karrene er forsnævrede ét sted, er de det sandsynligvis også andre steder, men det er kun i området omkring hjertet, at man kan komme ind og kigge uden et kirurgisk indgreb. Ved at give nitroglycerin som depotpræparat, forebygger man nye blodpropper i hele systemet. Han når muligvis til at skulle have en stent engang, men ‘engang’ er altså ikke endnu.
Se, det gav jo god mening. Både John og jeg var tilfredse med den forklaring – men det kunne de jo bare have gjort med det samme …
Jeg var med i dag til den afsluttende samtale med sygeplejersken, og hun var god til at besvare de spørgsmål jeg havde.

John er nu hjemme igen. Han vil være mere træt end tidligere, men det er ikke bekymrende. Han vil ikke kunne så meget som før, men det er heller ikke bekymrende. Der er ikke noget, han ikke må; han skal bare lytte til sin krop. Og til sin kone. Doctor’s order …
Han må gerne tage ekstra nitroglycerin efter behov, men kommer han op på fem gange om dagen, skal han henvende sig til lægen, for så skal han kigges på igen.
Det er da godt, han ikke lider af Parkinsons med alt det nitroglycerin indenbords!
Vi er glade alle sammen, og jeg skulle hilse og sige tak for alle de sympatitilkendegivelser, han har set her på min blog. De varmer!

P1020540

Og nu, hvor der er fred og ingen fare, kan jeg fortælle, at John ikke er den eneste, der er undsluppet! Tyrekalvene på marken overfor os var i går på springtur for tredje dag i træk. Nu er det ikke sjovt mere. Det har det faktisk slet ikke været … sådanne tyrekalve er ret ligeglade med os og buser bare på. De har været på besøg i nabohaverne, men heldigvis har vi lukket helt af til haven bag huset, så hos os kan de kun komme til forhaven.
Første dag var fire ud af seks sluppet ud; de næste to dage var det kun de to af dem, der var eventyrlystne.
Man har forsøgt at ordne hegnet, så de ikke kan komme ud, men det var altså ikke effektivt nok. Her i varmen går de nemlig helt ud i vandet, nok for at blive afkølede, og så kan de altså komme ud ad bagdøren, så at sige.
Jeg har set den ansvarlige gå og rode med hegnet igen i dag – jeg håber han finder en effektiv løsning.
I skulle have set cykelturisterne i ansigterne, da der pludselig stod en tyr foran dem – de kom lynhurtigt over på den anden side af vejen.
Det kan jeg godt forstå – jeg har også stor respekt for de tyre – specielt fordi de sandsynligvis ikke selv er helt trygge ved situationen  pga. bilerne.

9. juli 2018

Det er ikke rotter, vi har på loftet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:51
Tags: ,

Vi har ikke rotter på loftet i Sverige, heldigvis, men jeg har en stærk mistanke om, at vi har en hel flagermuskoloni deroppe.
Mumificeret flagermuseungeDa vi kom derop i dag, kunne jeg høre nye lyde oppe fra et hjørne af stuen, vi ikke tidligere har hørt lyde fra. Det lød som om små mus pilede frem og tilbage, men det var over et meget lille område, så det var nok ikke mus.
Vi gik udenfor for at se, om vi kunne se eller høre noget oppe fra det pågældende hjørne. Det kunne vi – det lød som om der var en fuglerede derinde bagved, for vi kunne høre en masse pipperi. Nårh, pyt, sagde vi til hinanden, det er ikke første gang.
Men der var godt nok mange unger i den rede, så …
Henne på trappen opdagede John en bittelille flagermus, der lå og var meget død. Så død, at den var helt indtørret og mumuficeret. Den var ikke mere end tre cm, så det må være en unge på afveje.
Det forklarede nok også bedre livet inde i hushjørnet. Det kan næsten kun være flagermus. Pipperiet var således ikke pip, men piv. Det er åbenbart svært at høre forskel. 
Vi ville ret gerne vide, hvor mange der er … der er helt sikkert mere end et par stykker, men vi kan ikke komme ind og kigge uden at rive noget af gavlen ned, og det gør vi ikke.

Sverige er tørt. Lige så tørt som Danmark.
Da vi kørte igennem Laxbro, kunne vi konstatere, at vi aldrig i vores 22 år har set åen med så lidt vand i. Vi har ikke set ‘bæverdæmningen’ i midten før; den har altid været dækket af strømmende vand.

En tør Laxbro (1)

Pelargonierne i krukkerne har overlevet, selv om det er tre uger siden, de har fået vand. De ER virkelig hårdføre, de planter, men det er nu også derfor, at det er netop dem jeg hvert år vælger at have i Sverige. De klarer sig uanset vejret … står med masser af flotte, røde blomster på trods af de kummerlige forhold, de har levet under hele sommeren.

8. juli 2018

I sommervarme på nordkysten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Sølvbrudeparret, hvis ene halvdel er en tredjedel af Die Drei Mädchen, har lige købt sommerhus oppe mellem Gilleleje og Tisvildeleje.
De fik så ondt af os, fordi vi opgav Norge, at de inviterede os derop i denne weekend, selv om netop Die Drei Mädchen skal være sammen deroppe i en weekend om fem uger.
Det var naturligvis særdeles hyggeligt og dejligt. De to mænd fik set på både Tour de France og noget kvartfinale i fodbold, så Sus og jeg fik god tid til den kvindesnak, vi har nydt i hinandens selskab i maaange år.

Sus og Jan sommerhus (8)

Her er badehuse! Jeg følte næsten, at jeg var havnet i England, og hvor var de dog fine.
Vandet havde visse steder en farve, der fik mig til at føle mig hensat til Côte d’Azur, så vi kom lidt rundt i Europa bare ved at gå en tur på en nordsjællandsk strand.

Uhhh det er koldt

Men det var da koldt, vandet. Jan påstod godt nok, at det var varmt, men ikke i mine øjne! Ikke nær nok til på nogen måde at friste mig til at gå i vandet – det var rigeligt for mig at dyppe tæerne.
Vejret var ellers varmt nok. Mere end rigeligt varmt, faktisk, og tørt, men vi havde også helt bevidst undladt at kalde det for at tage på ferie, da vi tog på weekend heroppe – vi skulle jo nødig have ødelagt noget for nogen …

Sus og Jan sommerhus (10)Sus og Jan sommerhus (11)

På vej hjem fra stranden plukkede vi lidt engbrandbæger, og jeg skal da lige love for, at der var liv i de skriggule blomster.
Herover en bærtæge og larven fra blodplet, som netop lever af og får sin gift fra engbrandbæger, og der var også blåfugl, bredpande (tror jeg nok) og lille ildfugl. Det er tre sommerfuglearter, hvis man skulle undre sig over de lettere aparte navne – de er alle tre vist herunder. Vi blev længe blandt engbrandbægerne for at studere den interessante fauna her.

Sus og Jan sommerhus (12)Sus og Jan sommerhus (16)Sus og Jan sommerhus (15)

I dag blev der indkøbt kammuslinger, laksefileter, krabbesalat og det berømte rugbrød på Gilleleje Havn, og efter en superb frokost og en kopkaf gik turen atter sydpå.
På vejen kørte vi ind i tre lokale regnbyger i det storkøbenhavnske område, hvoraf den ene gav meget vand.
Men havde vi fået så meget som en dråbe ved Den Stråtækte? Naturligvis ikke, og det er steghedt hernede, på trods af nærheden til vandet.
For lidt og for meget … besværlige er vi at gøre tilfredse, jeg ved det, men det her er altså for meget for mig.
Jeg ønsker mig regn. Masser af regn. Regn i stride strømme. Vi trænger til at få renset luften og planterne trænger til at få noget at drikke.

25. juni 2018

Solblegede mariehøns og alternativ stavning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:57
Tags: , , ,

Jeg lagde i dag mærke til, hvor mange mariehøns der pludselig er kommet; de fleste af dem mere orange, end jeg synes de plejer at være. Der var også nogle med den ‘rigtige’ røde farve, men ikke i nær så stort et omfang.
De er begge syvplettede. Er den den samme art, eller er det ikke? Google var for en gangs skyld ikke min ven, så jeg fandt ikke noget svar.
De er såmænd nok bare blevet afblegede af al den sol … men gad vide, om det er ved at udvikle sig til at blive et mariehønseår? Vi har virkelig mange her hos os, men dog ikke i de mængder, der sommetider ses, hvor alt nærmest er dækket af rødt.

P1020431P1020433

Bortset fra et par haverunder, hvor jeg lige fik pillet en smule ukrudt op, er meget af dagen foregået oppe i shelteret, hvor jeg har siddet og hygget, strikket, holdt sommerferie og nydt udsigten. Og ikke mindst den behagelige temperatur … solen har ikke skinnet så meget i dag, men det gør ikke spor, for det er rigeligt varmt til mig med 23°, og jeg kan alligevel ikke tåle at få sol efter kemoterapien. Bare ti minutter uden beskyttelse, så er jeg skoldet og huden klør. Den har godt nok lange bivirkninger, den kemo.
Det er altså ikke brok, bare en konstatering – hellere de smågener end dø af kræft!

Indimellem lurede jeg lidt rundt på de sociale medier og måtte smile højt over en stavemåde, jeg ikke havde oplevet før:
Bugge.
Kan I gætte, hvad der skulle have stået, når ordet som her står alene? Det hjælper at sige det højt, og ja: Der skulle have stået booke.
Det var en af de mere festlige stavefejl.
Måske er vedkommende nordmand.

10. juni 2018

Gå en tur i fjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:10
Tags: , ,

Ja, jeg skrev gå en tur i fjorden.
Det var der nemlig et par, der gjorde i dag. De havde ankret deres sejlbåd for svaj et sted, hvor folk ofte vælger at ligge på denne måde. Så undgår de både havnemylder og ditto afgift.
Fjorden er meget lavvandet visse steder (det er ikke så underligt, at den derfor kastede op forleden dag), hvilket ses på billedet her. Den er på dette sted godt en kilometer bred, så de vader altså rundt cirka 400-500 meter fra land – og det når dem ikke engang til knæene.
Hunden bliver lige luftet samtidig, kan man se …

Jeg tror bare, jeg bliver hjemme i haven – har hverken behov for at gå i eller på vandet.

Lavvandet fjord

I dag holdt jeg søndagsfri. Normalt er der for os ingen forskel på hverdage og weekender, men det var der så alligevel i dag. Jeg er endelig kommet igennem hele haven, og lige i dag gad jeg ikke så meget som se på ukrudtsbeholderen, så jeg satte mig op i shelteret og fik strikket den sidste firkant i et tæppe færdig. IPadden var medbragt, fordi for en meget sjælden gangs skyld fik jeg lyst til at ødelægge al fuglesangen ved at høre på lidt musik.
Der blev søgt på Youtube på mine overall yndlingshit gennem tiderne. Dem er der en del af, bl.a. Bryan Adams’ Summer of ‘69.
Det var nemlig some of the best days of my life. Jeg var 16 år. Jeg var i London for første gang. Jeg startede i gymnasiet. Jeg var ung, men uden ansvar (for andre, altså … man har jo altid ansvar for sit eget liv), jeg havde det i det hele taget bare SÅ fedt den sommer, og når den gode Adams leverer et så dunkende hit som han gjorde om netop den sommer – ja, så skal det næsten blive til en af de foretrukne fra min side.
Den blev, ifølge Wikipedia, i 2006 kåret af canadierne som den bedste sang at høre under bilkørsel. Gad vide, om de holdt en folkeafstemning om det?
At den er fra 1985 og at Bryan Adams kun var 10 år i 1969, er sagen totalt underordnet.
I hvert fald lader vi os ikke forstyrre af fakta – det er bare et skønt nummer.

Jeg sang med inde i mit hoved, men jeg var desværre ikke Singin’ in the Rain

6. juni 2018

Fjorden kaster op!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: ,

Ved middagstid fik John øje på fire brune, flydende øer langt ude på fjorden. Vi havde besøg af en VVS-mand, som sagde, at det er bunden, der vender.
 Okay!? Det havde jeg ikke hørt om før, men manden har boet hernede hele sit liv, så han ved noget mere om den slags ting, end vi gør.
I løbet af eftermiddagen drev øerne sammen og ind mod land, så nu kunne vi komme ned og se, hvad det var for noget.
Fy for pokker, hvor er det dog ulækkert! Det ligner opkast, men det kan det vel også på en måde kaldes. Fænomenet er åbenbart ikke ualmindeligt i lavvandede fjorde; vi har bare ikke set det før. Jeg googlede “fjorden vender bunden” og frem kom en masse hit, bl.a. dette fra Den Store Danske.
Fjorden kaster op (1)Fjorden kaster op (2)

Det er jo ikke så godt, da det åbenbart er iltsvind, vi taler om her. Er det voldsomt, dør der vel en masse fisk, og så har de dumme måger kronede dage.


De to billeder herunder er til ære for Donald, som ikke mente, at gyldenris og rejnfan kunne give så varme, gyldne/gule farver som tidselblomsten fra forleden dag.
SafflowerHer er beviset, Donald. Første billede er rejnfan; det andet gyldenris. Jeg må medgive, at rejnfan løber af med sejren, men gyldenris er nu heller ikke så tosset – især i betragtning af, at jeg kan hente råmaterialerne ganske gratis lige uden for min dør. Den skønne, varme, orangegule farve fra rejnfanen kan godt leve op til farvetidslen, synes jeg.

RejnfanGyldenris

25. marts 2018

Tæt på Corfe Castle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: ,

Vi er faktisk en anelse imponerede over, at C & T kan blive ved med at finde nye steder at vise os – de har trods alt boet i Wiltshire i næsten 15 år.
Radius bliver da også større og større; i dag kørte vi en time og tre kvarter hver vej for at komme til Corfe Castle. De sagde, at området var den lange tur værd, og vi kunne kun give dem ret. Det var meget marshland, men the gorse (tornblad) stod i blomst, så det var smukt og lidt anderledes end vi er vant til at se.

Corfe Castle (37)

Først går man igennem en skov, som ikke bliver plejet, så døde træer får lov at forgå ved naturens egen hjælp. Efter et stykke tid når man ned til kysten, hvorfra man kan se over til Poole. På billedet herover skimtes ruinerne af Corfe Castle lidt til venstre for midten af billedet. Det var ret diset, som det ses, men det gjorde det ikke mindre smukt eller mystisk at se.
Jeg har jo noget med nøgne træer, og på dette sted kunne jeg gå helt fotoamok i dem.

Corfe Castle (34)

Kronvildt var der også. Et sted så vi syv græssende dyr på en gang, så Aubrey gav den som Gerald Durrell (vi ser serien om aftenen, mens vi er her – et afsnit/aften) og forsøgte at snige sig ind på dem, men det var ikke så nemt endda. Det var også ligemeget – alene det at se syv, hvoraf en var en tyr med et stort gevir, var stort for dem.

Corfe Castle (31)Corfe Castle (32)

Inden for et forholdsvis lille område så vi et fænomen, ingen af os har set før. De to billeder herover er klumper af myrer. Tykke klumper, hvor myrerne lå i flere lag oven på hinanden, men dog stadig fladt henover jorden; de var ikke i en tue, som vi fx ser dem derhjemme eller i Sverige, men der var den ene samling myrer efter den anden over en strækning på måske et par hundrede meter.
Hvorfor gør de sådan? Er det fordi, de er englændere og derfor opfører sig anderledes end de skandinaviske, er det årstiden eller noget helt tredje? Der var bevægelse i klumperne, men de flyttede sig ikke som sådan. Det var ret fascinerende at se.

Corfe Castle (23)

Da vi nåede helt ud til vandet, vendte vi om og satte kursen mod bilen. Det blev til en tur på næsten tre timer – dog med ophold undervejs, fordi der hele tiden var et eller andet der skulle studeres nærmere.
Klokken var blevet 15, så vi var efterhånden blevet grundigt sultne. Charlotte sagde, at de ville prøve at se, om der var plads på The Halfway Inn, for der spiser man godt.

Corfe Castle (40)Corfe Castle (41)

Det var der – plads, altså, med hiv og sving, for det er åbenbart et populært sted, men vi blev anbragt ved et reserveret bord, hvor ‘reservatørerne’ vist var udeblevet, så på den måde lykkedet det – der var ikke andre steder, vi kunne have siddet alle seks.
Og man spiser virkelig godt der – der var rigeligt med mad, så det blev til dagens måltid – ingen af os bliver sultne igen før i morgen.

Det blev en god, sidste dag herovre. Corfe Castle vil vi se igen ved sommertide. Så er der ingen gorse, men her må være smukt alligevel.

7. februar 2018

Kløvedal, Gandhi og en havørn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:07
Tags: , , ,

Jeg har i et par måneder haft Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden liggende på ipadden, men der skulle åbenbart lidt inspiration til at gå i gang fra Lene, som lige har læst hans Den tynde hud – som jeg har læst for nogle år siden, lige som jeg har læst flere af hans bøger fra turene med Nordkaperen.
Egentlig ser jeg normalt ikke mig selv som specielt venstreorienteret og jeg kunne aldrig i livet bo i et kollektiv, hverken som ung eller nu, men jeg er forbavsende enig med Kløvedal i forbavsende meget af det han siger. Jeg er meget blå på nogle områder og ret rød på andre. I gennemsnit burde jeg måske derfor være socialdemokrat, men det er jeg så godt nok ikke …
Kløvedal er en belæst og dybt historieinteresseret mand, hvis bøger jeg kun kan anbefale på det varmeste. Både selvbiografierne og hans rejsebeskrivelser. Jeg har læst flere passager op fra Alle mine morgener på jorden højt for John, som også langt hen ad vejen synes TK er en klog og fornuftig fyr. Der er bare lige igen det med kollektivtanken – jeg har altid været ret selvstændig (nogle vil nok kalde det egenrådig) og hadede gruppearbejde i skolen. Men det er jo ligemeget … et sted i bogen nævner han Gandhi (altså Mahatma, ikke Indira) og dennes svar på et spøgsmål fra en interviewer om, hvad han synes om den vestlige civilisation, hvortil han svarede: “Det ville da være en god ide”.
Jeg var helt solgt. Fuldstændig. Elsker den slags. Måtte lige slå det op for at se, om det var et ægte citat, men det var det tilsyneladende. Han var jo også en klog mand, ham Gandhi … What do I think of Western civilization? I think it would be a very good idea.
Havde jeg kendt det citat, da jeg var arbejdsramt, ville det have hængt over mit skrivebord.

Høj himmel ved Præstøfjorden

Han kunne dog ikke gå på vandet, men det kan vores fugle nu. Selv svanerne kan vi se gå på isen, så det er ikke kun et helt tyndt lag mere.
Bedst som jeg stod og fotograferede fjorden og den høje, dybtblå himmel, kunne jeg fornemme lidt uro til venstre i billedet.
Og så skete det, som jeg har ventet i tre år på: At jeg tilfældigvis stod parat med et kamera, når havørnen lige kom forbi. YES!
Det blev på ingen måde et billede, der kan vinde konkurrencer, fordi det blev uskarpt pga. den kraftige zoom, men det blev et billede af en havørn i luften lige over kysten ved Den Stråtækte, og så forlanger jeg sådan set ikke meget mere.

Havørn!IMG_8227

21. januar 2018

Avalon tur/retur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:35
Tags: , , , ,

Sol.
Kulde.
Vindstille.
Morgendis.
En glimrende kombination, når det nu absolut skal være vinter.
Fjorden bliver så dejlig mystisk, når en let dis ligger på det blanke vand, og som jeg skrev i morges på Instagram, så kom jeg til at tænke på Avalon, som er den hellige ø, hvor Kong Arthur blev begravet, og på film er sejlturen dertil eller derfra altid indhyllet i mystikkens tåger.

En vintermorgen

Jeg kan godt lide at se den slags eventyrfilm – og læse den slags eventyrbøger. Den slags fantasy taler til min hjerne på en måde, som jeg ikke helt kan forklare, men som jeg sluger råt, hvilket forklarer, hvorfor jeg elskede alle Harry Potter-bøgerne (og senere filmene) mindst lige så meget som min nevø (og senere mine børnebørn) gjorde. Og hvorfor jeg, sammen med Charlotte, otte år, sad og fulgte lige så opslugt som hende med i Stjernedrengen. Nævn denne titel for hende den dag i dag, og hun sukker henført og siger: Åhhh ja, det var bare den bedste serie nogensinde!
Det trøster mig lidt, at en af mine veninder, som er forsynet med en langt højere IQ end mig, har samme ‘mystiske’ tilbøjeligheder.

En vintermorgenEn vintermorgen

Fiskehejren har ikke Avalon i tankerne, men sandsynligvis noget langt mere jordnært som fx det næste måltid mad … han sidder ofte på lige præcis denne pæl og kigger ned i vandet. Vi har ikke set ham fange noget herfra, men han må åbenbart alligevel anse den for at være den perfekte udkigspost.

En vintereftermiddag

Mystikken holdt sig hele dagen – ikke en vind har haft rørt sig, solen har skinnet og gæssene har indfundet sig i hobetal, så vi har ærgret os lidt over, at det var for koldt til at have en dør på klem eller et vindue åbent, så vi kunne høre deres konstante snakken.
Det var så godt vejr og så hyggeligt med fuglesnakken ude på fjorden, at jeg fik lyst til at gå op i shelteret for at indtage eftermiddagskaffen, men det så bedre ud indefra, end virkeligheden viste sig at være … brrrr.
Nu er det bløde eftermiddagslys næsten helt væk, og mørket er ved at falde på. Der er ild i brændeovnen og gang i strikkepindene.
Vinteren har bestemt også sine lyse sider!

7. januar 2018

Somme har søreme været søde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:28
Tags: ,

Jeg kender to, som har fødselsdag i dag.
Den ene er min dejlige, lille store Anna, som fylder 12 år.
Den anden er Inge, som bliver … lidt mere …
Tillykke til dem begge to. Jeg vil jo helst tro, at det er deres skyld, at vi har haft dagens fuldstændig fantastiske vejr; med høj, klar, blå, blå himmel uden en sky. Hele dagen.
Vi stod op til – absolut ikke den flotteste solopgang i historien, men lidt har også ret, og en frostklar og næsten blank fjord, hvor et enkelt, skræppende gåsetræk mere understregede stilheden end ødelagde den, er slet ikke så tosset endda på en januarsøndags morgen.

P1000888Januargåsetræk

Lige over middagstide satte vi kursen mod Ølsemagle revle, men der færdes nok for mange mennesker til, at fuglene har lyst til at være i fotografisk egnet afstand. Vi fik dog gået en pæn tur, og naturen kan sagtens være nydelig, selv om fuglene ikke rigtig vil vide af os.

Ølsemagle revle  (1) Ølsemagle revle  (3)

Vi kunne konstatere, at Aubrey ikke er den eneste dreng, der helst skal udfordre sine støvler, når man er i nærheden af vand.
Hvorfor skulle han også være det?

Fata morgana

Vi så, hvordan lysets brydning kan spille os et puds. Et fænomen, der ifølge Tims, af videnskabsfolk accepterede, teori var medvirkende til, at det gik så grueligt galt for Titanic. Jeg skal undlade at forklare teorien her – jeg ville bare komme galt afsted, tror jeg, men det er pudsigt at iagttage, hvordan bådene her ser ud til både at spejle sig selv og at svæve over vandet, lige som et fatamorgana gør i ørkenen.
Beklager den elendige billedkvalitet, men jeg måtte ud i fuld zoom for at kunne få det indfanget.

2. januar 2018

Der ER stor forskel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:49
Tags: ,

Avokadoskal og -sten

Vi kom lige til at spise to avokadoer til frokost, og der er altså gået for meget plantefarver i mig til at kunne smide sten og skaller ud, især efter det tredje og langt om længe vellykkede forsøg, så hvad var mere oplagt end at sætte forsøget, jeg nævnte i går, i gang?
Jeg vaskede alt frugtkød af og hakkede begge sten og skaller forholdsvis fint – det er en fordel med en så stor overflade som muligt – og lagde det i hver sit glas.
Det blev overhældt med kogende vand og derefter tilsat cirka ¼ dl salmimakspiritus.
Farveforskellen opstod øjeblikkeligt. Det er skallerne til venstre og stenene til højre. Jeg satte naturligvis det matchende låg på …
Nu skal jeg bare igen væbne mig med en uges tålmodighed, inden jeg kan igangsætte selve farvningen – det bliver spændende at se, hvor stor forskellen bliver på det færdigfarvede garn.

Ellers går 2018 foreløbig bare sin stille og rolige gang – indtil videre kan alle følge med … jeg var i nørkleklubben i dag, og på vejen hjem stod Nysøs egetræer så flot. Jeg ved godt, at jeg har vist billeder af de smukke profiler før, men jeg har lyst til at fotografere dem hver eneste gang jeg kører forbi dem på denne årstid, hvor de står nøgne og smukke, og i dag gjorde jeg det så igen … 

Egetræerne ved Nysø (1)

23. november 2017

Bølgerne var temmelig høje i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: , ,

Selvom en vestjyde sikkert kun vil kalde 12 m/s for en mild brise, så virker det for vores sarte og vejrforkælede sydsjællandssjæle som ‘rigtigt’ blæsevejr, og bølgerne var oppe i en pæn størrelse; nemlig omkring de to meter – var vores kvalificerede gæt, for det er svært at vurdere.

Stenbjerg landingsplads (22)

Uh, hvor jeg elsker dette her! Jeg kan stå i timevis bare og glo ud over vandet og nyde bølgerne og skumsprøjtet.
Bare det ikke regner, og det begyndte det på, mens vi var dernede. Det kan ikke blæse for meget til mig, men der skal ikke meget regn til, før jeg kryber i ly som en forskræmt lille mus, for selv om jeg elsker vand, så kan jeg ikke fordrage at blive våd, medmindre jeg befinder mig i en brusekabine. Jeg kan ikke engang lide regnvejr, selv om jeg er iført vandtæt påklædning.

Stenbjerg landingsplads (9)

Stenbjerg Landingsplads, som billederne her er fra, ligger ikke så langt fra Klitmøller, som er Danmarks Cold Hawaii. Dette her i dag var helt sikkert et Very Cold Hawaii, men det var da lige før, en modig surfer kunne have præsteret lidt tuberiding, der hvor bølgerne kammede over.
Dagens mål var egentlig at gå en tur i Thagaard Plantage for at se lidt nærmere på de specielle forkrøblede birke- og fyrretræer, men det væltede ned fra oven, så vi kørte i stedet til Hanstholm for at spise frokost, i håb om opklaring senere.

Thagaard plantageThagaard plantage (1)

Det kom der også – bare for sent til os. Billederne herover fra en P-plads ved plantagen er taget på ultrakort tid – jeg var ud af bilen i højst 10 sekunder. Det høvlede simpelthen ned.
Så kørte vi tilbage gennem Nationalpark Thy og hele vejen hjem igen. Lige da vi kørte ud af området, kom den blå himmel, men da var det for sent at vende om; det ville blive for mørkt for hurtigt.
Vi kommer forhåbentlig herop igen til næste efterår, så vi håber på lidt mere vejrheld til den tid.

22. november 2017

Der var ingen gorillaer …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:31
Tags: ,

Dagens titel er naturligvis inspireret af filmen om Dian Fossey og hendes gorillaer i disen
Disen havde vi, men det vrimlede ikke ligefrem med gorillaer ude ved Bovbjerg fyr, og udsigten kunne godt opleves bedre, men op skulle vi da selvfølgelig alligevel for at se hvor langt vi kunne se.
Det er et barsk område – beklager, hvis der skulle være nogen fra Bovbjerg eller Fjaltring, der læser dette, men jeg finder området trøstesløst og uvenligt. Jeg kunne ikke bo her i bare nogle dage; det er for goldt til mig. Jeg så et hus, hvor der intet var omkring. Som i slet ingenting; ikke en eneste busk eller blomst, ikke engang et hegn om græsset omkring huset (som var beboet, selv om det ikke umiddelbart så sådan ud). De andre ‘haver’ i den lille by havde trods alt nogle forkrøblede hybenbuske som afgrænsning til naboen. 
Der er nogle, der vil bo herude – naboen til Bovbjerg fyr var lige blevet solgt til nogen, der åbenbart gerne vil bo et sted uden træer.

P1000466P1000465

Selve Bovbjerg fyr var fint at se, og det var vældig godt at komme ind og få sig en kopkaf efter at være blevet blæst lidt igennem ude ved kanten.

P1000454

Hornvarefabrikken fik vi også set; med Sara fra Made in Denmark arbejdende inde bag glasset.
Normalt er jeg ikke til ting lavet af horn, men jeg må sige, at der var mange flotte ting at købe – jeg investerede dog kun i en sjalsnål til mig selv.
I morges talte jeg med Charlotte, som, da hun hørte om vores planer, sagde, at jeg gerne måtte se, om de havde nogle flotte knapper.

P1000440P1000443

De havde masser af knapper. Jeg købte tre gange fem af de firkantede, som passede sammen. De var da godt nok ikke helt billige, men Charlottes tøj er jo heller ikke just discount, så det går nok.

P1000437P1000438

Og bedst som vi var kommet tilbage til huset og sad og hyggede os med endnu en kopkaf, døde min telefon. Meget effektivt. Den afgik ikke just ved en stille død, men det er en helt anden historie, som måske kommer en anden dag.
Derfor til jer, der måske kunne finde på at ringe til mig: Vent til søndag eller ring til John.

20. november 2017

Vejlerne – altid et hit for os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:21
Tags: ,

Da vi konsulterede yr.no i aftes, konkluderede vi, at skulle vi se Vejlerne, skulle det være i dag, fordi det nok bliver det sidste gode vejr i denne uge – med stort set vindstille, oven i købet. Da der således alligevel ikke ville være meget gang i vesterhavsbølgerne, kunne vi lige så godt foretage os noget andet end at gå tur langs stranden.

P1000370

Vi så gåse- og andeflokke, vi så svaner, viber og fiskehejrer, men ingen hjejler, som hjemmesiden ellers påstod, at der skulle være så rigeligt af lige nu. Vi så heller ingen havørne, men hvad pokker, dem har vi jo derhjemme …

P1000372P1000381

Dette andepar svømmede helt hen til havtornbuskene ved fuglekiggerhuset – og spiste bærrene. Jeg var ikke klar over, at ænder kunne lide havtorn.

P1000383P1000385

De medbragte stenalderbrødsmadder (jojo, vi er stadig på LCHF, og Søren er tvangsindlagt til at være med, men det har han det fint med) blev indtaget siddende i bilen ude ved Torup Strand, hvor bådene hives på land ved hjælp af en traktor. Desværre kom der ingen ind mens vi sad der, men vi har boet heroppe to gange i en efterårsuge, så vi har set det nogle gange. Vi blev siddende i bilen, fordi det er hammerkoldt, kun 3 grader, men det er prisen for den flotte, blå himmel.

P1000406

Retur igen til Vejlerne, denne gang kørte vi over Dæmningen, hvor vi kunne observere flere fiskehejrer.
Det var specielt at se vandet så blikstille hele dagen – og formentlig noget, man kun sjældent oplever i denne landsdel på denne årstid. Det gav landskabet et lidt mystisk, overnaturligt skær, som er svær at indfange med et kamera, men fiskehejren fik jeg da – bare ikke lige, da den fandt et bytte, men ringene efter det lynhurtige hug blev lidt længere.

P1000419P1000422

Det var på alle måder en dejlig dag, og heldigt, at vi fik så perfekt vejr til det, årstiden og ikke mindst det vejr, vi ankom til, taget i betragtning.
Vi har allerede haft ydermulighederne, og det ser da også ud til, at de næste dages vejr kommer til at bevæge sig lidt rundt imellem disse vejrmæssige yderpunkter.

P1000432

19. november 2017

Aubrey har det ikke fra fremmede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: ,

Vi stod op til et flot, flot vejr. Klokken 05 blæste det endnu virkelig meget, men klokken 07 havde det løjet betydeligt af. Solen skinnede og alt var perfekt. Umiddelbart efter morgenmaden trak vi i det varme tøj og gik ned til kysten.
Det der med 100 meter til vandet viste sig at være et salgstrick. Der var mellem 200 og 250 meter. Ikke fordi det gør, at vi ikke gider gå derned; det er slet ikke det, men det er bare noget fis at ángive en afstand, der så viser sig at være mindst dobbelt så lang!

P1000296P1000293

Jeg ved ikke, om denne strand altid ser sådan ud, eller det har været alt det blæsevejr, der har forårsaget den høje kant. I første omgang så det ud til, at vi slet ikke kunne komme ned til vandet, men vi fandt et sted, hvor der ikke var længere ned, end at vi ville være i stand til at kravle op igen, men de fleste steder var kanten mandshøj.
Det var her, John legede Aubrey. De to mænd stod og småsludrede mens de nød sceneriet, og lige pludselig kom den – den store bølge, der også altid kommer bag på Aubrey, så han bliver våd til knæene. Denne gang var det bare John, det gik ud over, men han tog det pænt, da jeg kaldte ham Aubrey.

P1000321

Efter det lille uheld måtte vi hjem igen, så en af os kunne få tørre bukser og strømper på.
Derefter kørte vi til Thorsminde for at se, hvor meget power der var i bølgerne ude på den yderste mole.
Det var dog ikke imponerende meget – det har vi set en hel del voldsommere, men til gengæld er vejret totalt perfekt, og havet er flot at se på.

P1000340

På vejen holdt vi ind ved Rammedige, som vi lige måtte se, hvad var for noget, for det var nyt for os – men det var da også først i 2011, det blev gjort synligt, så at sige, med lidt hjælp fra A.P. Møller.
Der var masser af gravhøje og et par vikinger, der stadig stod vagt.

P1000361P1000362

P1000363Vi havde et par ærinder, der krævede et supermarked, hvorfor vi lagde ruten om Lemvig; en smukt beliggende by, som skal studeres nærmere en dag, butikkerne har åbent.
Lemvig er som bekendt modellen til Livets gang i Lidenlund, Gantriis’ velkendte tegneserie (der i øvrigt er født samme år som dette indlægs forfatter) … og Rema1000 ligger bag hotellet, der har taget navn efter den ikke helt fiktive tegneserieby.

Efter frokosten og Johns korte morfar fik mændene lyst til at benytte det gode vejr til at prøve fiskelykken, så jeg er alene hjemme i nogle timer. Optimismen fejlede intet – vil du have rødspætter eller pighvar til aften? Torsk? Eller skal vi hellere komme hjem med nogle makreller?
Jeg sagde, at jeg vil blive glad for hvad som helst, bare det er noget, de har fanget selv. Jeg er måske knap så optimistisk, men det sagde jeg ikke.

31. oktober 2017

Juleforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:13
Tags: , ,

Ja, jeg er altså trods alt ikke begyndt at pynte op til jul endnu … halloweengræskarrene skal lige væk inden vi begynder på det mere julede.
Der er flere former for juleforberedelser.
For eksempel har jeg lige købt min egen julegave. Det bliver måske lidt svært at blive overrasket juleaften, men hvad gør man ikke for at få noget, man ønsker sig?
John spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave, og følgende konversation udspillede sig:
Et elektrisk krydsnøgleapparat.
Hvad er det??? 
Det er sådan en dims, der kan lave garnnøgler, og som jeg ikke behøver at få krampe i armene af for at anvende. Den er nok billigst at imagekøbe i England.
– Og hvad hedder sådan en dims på engelsk?
– Electric yarn winder.
– Kan du ikke bare selv bestille den? Jeg aner jo intet om mærker, kvaliteter eller størrelser. 
Det gjorde jeg så …
Bagefter blev jeg stillet bl.a. dette spørgsmål, som er vist på billedet til højre. Man kan jo ikke købe så meget som en gang mobilporto, uden man bagefter skal spørges hvordan købeoplevelsen var, men denne gang kunne jeg ikke engang få lov at betale uden at skulle svare på disse to spørgsmål.

Babufutter fra Miss LemonI dag har jeg afleveret seks par bittesmå futter til Røde Kors til deres julebasar. Der var ikke et øje tørt, da de andre nørklere så dem, men de er altså også små – de to mindste par passer nok næsten bedst til for tidligt fødte babyer, men nu kommer de på basaren, så får vi se, om der er nogen, der vil have dem med hjem.
Det var dermed også en slags juleforberedelse.

Endelig var den tredje af slagsen, at vi har haft støvet lidt rundt for at finde et sted, jeg kan købe de foretrukne landænder til fortæring juleaften.
På en af vores småture rundt i nærområdet så vi for et par uger siden et sted, der på et skilt reklamerede med, at de sælger lammekød, oksekød og fjerkræ, så der kørte vi hen i går.
Den kødsælgende dame beklagede dog, at hun ikke havde fået ændret sit skilt, for hun solgte faktisk ikke længere fjerkræ. Da jeg forklarede, at det drejede sig om mine juleænder, kendte hun en, som jeg kunne prøve at ringe til, hvilket jeg gjorde i morges.
Med held. Jeg skulle bare beslutte, hvad mine ænder skulle veje. 2½, 3, 3½ eller 4 kilo? Vi snakkede lidt om, hvor meget svind der vil være, hvilket ikke er 31 oktober 2017 (7)ret meget; der er meget kød på, fordi de har gået ude og motioneret og snasket i alt det gode, som ænder nu engang kan lide at snaske i.
Det er jo lige præcis derfor, jeg helst vil købe landænder direkte fra avleren.
Jeg får en mail, når jeg kan komme og hente dem i ugen op til jul. Perfekt.

Det var morgenens solopgang også tæt på at være. Smukt var det i hvert fald.
Vandet var fyldt med blishøns og både på det og i luften var der ænder, måger og gæs.

31 oktober 2017 (1)

8. september 2017

En stor en

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags:

IMG_7691Normalt, når jeg ser græshopper, er de ret små; næppe over to cm lange. En googling fører mig til at tro, at det må være egegræshopper, der flintrer omkring i min nærhed.

Forleden dag så jeg en noget større udgave på omkring seks cm sidde i en af dahliaerne. Også her måtte der googles, og denne gang nåede jeg frem til, at det er en stor løvgræshoppe. Jeg mener ikke at have set sådan en før, men fugleognatur.dk hævdede ikke desto mindre, at den er ganske almindelig i Danmark.
Det må jeg jo så tro på.

Den flotteste græshoppe, jeg har set, var i Sverige, hvor den sad nede ved åen og var, i modsætning til andre græshopper, der skal fotograferes, fuldkommen ligeglad med, at jeg nærmest stak kameraet helt hen på maven af den.
Jeg har vist billederne af den før, men det er seks år siden, så det har de fleste nok glemt igen …

Dengang fandt Jørgen frem til identiteten af den, nemlig, at det med stor sandsynlighed er en sumpgræshoppe.
Flot er den i hvert fald, med sine røde ben.

P1050250P1050252

Uinteresssant emne for i dag, måske, men det er vejret så sandelig også. Uinteressant. Kedeligt. Meget kedeligt. Yderst kedeligt.
Eneste fordel: Jeg får regnvand nok til mange blødtvandsfarvninger – vandet i regnvandstønden (på 240 liter) er for længst løbet over.
Jeg har ondt af dem, der endnu ikke har fået høsten i hus, for det regner og regner og regner – både i går og i dag – på indkøbsturen så vi marker med synligt vand på. Ikke godt.
I morgen skal vi til fætter/kusine-komsammen og på søndag skal vi have gæster – søndag skulle man kunne komme til at se solen indimellem, men i morgen bliver det endnu vådere end både i dag og i går, selv om det er svært at tro, at det overhovedet kan lade sig gøre. Det er længe siden, vi har kunnet se over til den anden side af fjorden.
Heller ikke godt. Altså det med vejret. De to andre ting glæder vi os til.

Nå. Vi må bare glæde os over, at vi ikke har orkaner som Harvey, Irma (Hurricane Irma, the strongest Atlantic hurricane in recorded history. Wow), og sikkert også snart Jose og Katia komme stormende … de er godt nok hårdt ramt derovre.

20. august 2017

På loppis i Markaryd og en ‘ny’ bro i Vittsjö

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Endelig havde jeg lidt kantarelheld. Da vi kom herop i går, gik jeg den korte runde for at lure rigets kantareltilstand af. Det gav 900 gram, hvilket er fint. De var store og flotte, så dette er tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt at gå på kantareljagt på lige her hos os.

I dag fik vi lyst til at køre en tur, og efter lidt søgen på nettet fandt jeg ud af, at der er antik- og loppemarked i Markaryd i dag.
Der kan vel altid opstå et behov eller to, så jeg lavede lidt frokost, som vi tog med. Det er er jo blevet forbudt at klare sig med noget fra en pølsevogn, og det jeg lavede, var da også en del mere velsmagende (en hakket tomat, fire ditto asparges og to forårsløg blandes med to små dåser tun (i vand), salt, peber, en smule balsamicoeddike og en anelse chili) og mere mættende, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Badende køer

Markedet var stort, men der var ikke den helt store forskel på udvalget i de mange stande, og jeg skal da lige love for, at de fleste tog overpriser. Jeg købte en urtepotteskjuler, der passer fint i stilen til Den Stråtækte. Den type må have været hver mands eje i Sverige engang, for jeg så den i samme stil 15-20 steder, hvor de fleste ville have 250 kroner for sådan en! De må have spist søm … det er jo svenske kroner, godt nok, men alligevel er det alt for dyrt, når det er noget, der går 13 af på dusinet. Jeg fik øje på en, der var lidt større end alle de andre jeg havde set, og da han kun ville have 100 kroner for den, kom den med hjem. Jeg fandt også en smuk, blomstret kande, der ville se noget så nysselig ud med blomster i på gæsteværelset, men jeg ville ikke give 250 kroner for den. Et par boder længere fremme fandt jeg en endnu smukkere kande til 100 kroner.
Det blev ved de to køb. Jeg havde håbet på at kunne finde en gammel jengryde, men det skete ikke.

Ved Vittsjö

Vi tog en anden rute hjem, for vejen fra Osby til Markaryd er mildt sagt kedelig. Ved Vittsjö fandt vi bord og bænk tæt på denne skønne, gamle bro, som jeg ikke har i min billedsamling, så vi blev enige om at indtage frokosten her. Vi havde netop pakket ud, lagt dug på bordet, numsevarmere på bænken og sat os til rette med hver sin skål tunsalat, da himlen med ét åbnede sig. Det gik direkte fra solskin til regn i tove. Resten af frokosten blev således spist i bilen.
Lidt senere på ruten kom vi forbi idyllen med de badende køer, som ses på øverste billede. Et dejligt billede af et dejligt Sverige.

6. juli 2017

Mens vi venter på g…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: , , ,

Blå og grå hueDet er nærmest ved at blive til en pensionistvise, dette her … jeg går og venter og venter. Ikke på Godot. Ikke på besøg af mit barn. Jeg venter på garn. Og jeg synes de er sløve, dem jeg har fundet denne gang – det er nemlig ikke den samme som til Find Your Fade, fordi jeg vil have det dyre garn billigst muligt, men jeg skulle nok ikke have sparet de sidste kroner … jeg afgav ordren 1. juli, og jeg har endnu intet hørt om ordreafsendelse. Så tjekkede jeg, om de havde trukket pengene, men det havde de ikke. For lidt siden kom der dog en elektronisk faktura fra dem, men de havde ikke givet mig de lovede 15 % i rabat på den første ordre for at tilmelde mig nyhedsbrevet. Den slags har jeg ingen skrupler over – jeg framelder det igen om ikke så længe, og egentlig har jeg lyst til at bestille det garn hos den anden leverandør og lave denne ordre om til et fortrydelseskøb, når de engang får taget sig sammen til at afsende min ordre. Sløve padder! De andre afsendte samme dag, de modtog ordren.
I mellemtiden har jeg brugt prøveindkøbet af Baby Merino plus lidt mere af samme garn fra lageret til en hue til hver af børnebørnene. De elsker huerne, de fik sidste vinter, af dette garn, så de skal selvfølgelig have nogle flere. Aubrey flytter nærmest ind i dem det meste af vinteren, fordi de er så bløde.

IMG_6631

Jeg sidder oppe på terrassen og strikker – det er alt for varmt nu til havearbejde. Den form for husmormotion udførte jeg i formiddags, hvor jeg tog et par timer eller tre i bedene. Det må være nok for i dag – man er vel pensionist! Eller noget … det er jeg jo faktisk først til næste år.

IMG_6638  IMG_6640

Hvad er der med de der tidsler? Bier og sommerfugle elsker dem ubetinget. Jeg forstår godt, at man anbefaler tidsler, hvis man ønsker besøg af mange bier og sommerfugle i sin have – der er konstant et mylder i den fine, blå mandstro. Desværre ikke af så mange sommerfugle, for vi har næsten ingen, men masser af (humle)bier og svirrefluer. Jeg ser ikke mange honningbier, men de specialiserer sig vist også i enkelte blomsterarter, mens humlebier er knap så kræsne og tager, hvad de kan få. Til gengæld er det lige før, at de fleste af de 29 arter humlebier, der findes i Danmark, kan ses i vores have, så jeg er glad for vores tidsler. Jeg troede indtil for nylig naivt, at en humlebi var en humlebi, men jeg kan godt se, at der er forskel på dem, der sidder og mæsker sig i min mandstro. Der er større og der er mindre humlebier og de har mange forskellige farvetegninger.

Næste side »

Blog på WordPress.com.