Fra den ene yderlighed til den anden

Vi var et kort smut til Sverige i juni 2022, men denne gang skulle turen vare lidt længere, for vi var blevet inviteret op til et par meget gamle venner, hvor venskabet stammer helt tilbage fra Hannes ansættelse på ALK i 1986.
Vi bryster os af at være den direkte årsag til, at de købte en ødegård få år efter vi gjorde. Den fred i sjælen, man får 20 nanosekunder efter at være ankommet på stedet, har ikke sin lige, hvilket dette par fandt ud af den allerførste gang de besøgte os på vores ødegård.
De har stadig deres … det har vi som bekendt ikke, men så er det jo skønt, at venskabet har holdt, og at de gider invitere os op til et par dage i skønne omgivelser i det bedste selskab.

Torsdag dukkede frostklar frem fra onsdagens regnfulde vejr og glædede os med det smukkeste vejr hele dagen, så det var oplagt at smøre en madpakke og drage afsted på eventyr. Vores værtspar kendte ikke Gustavsfors, som John og jeg har besøgt mange gange – første gang vi så det, var i starten af firserne; altså længe før vi købte ødegården i 1996.
Det er et dejligt sted med en fin historie, og det er ikke sidste gang Hanne og Steen er her, kunne de hurtigt fastslå. Det sted skal børn og børnebørn også opleve.

Madpakken blev indtaget ved Dragsån ved Vittsjö, hvor der ligger en gammel vandmølle med en violinspillende faun – eller noget – på en lille ø ude i vandet.
Det var koldt. Som i virkelig koldt. Måltidet blev hurtigt til det særdeles kolde bord, men sultne var vi blevet, så vi holdt ved – vi sad bare ikke så længe og hyggesnakkede, som vi forestillede os, mens vi stadig sad i den varme bil. Godt vi altid har numsepuder med. De gør en ret stor forskel for bagpartiets vedkommende, men de kan desværre ikke holde hænder og fødder varme.

Om aftenen opdagede vi, at den lidt mere end halvfulde måne havde en kæmpestor halo. Den største, jeg nogensinde har set. Den kunne ikke engang være i kameraets linse, så mændene blev enige om, at de nok var nødt til at skulle lidt længere væk fra månen for at få hele haloen med. Jeg foreslog dem, at de kunne prøve at gå ned fra terrassen, som ligger i et par meters højde. Det blev underligt nok ikke kommenteret …
Det var med andre ord en smuk, skyfri og meget kold himmel i aftes …

… hvorfor vi var aldeles uforberedte på det syn, der ventede os næste morgen: Verden var blevet til den hvide verden. Da vi stod op, lå der ca. 10 cm sne, men allerede inden morgenmaden var indtaget, var vi oppe på små 20 cm, og det væltede stadig ned. 
Vi blev enige om at se at få pakket vores sydfrugter og komme afsted lidt hurtigt. Værtsparret har en aftale i DK i morgen formiddag og skulle derfor også afsted deroppefra i dag, så det kunne desværre ikke nytte noget at sne inde.
Men hvor var det dog flot! Det er længe siden, jeg har set så meget sne, og i Sverige får det lov at blive liggende på de mindre veje. Sneplov, måske, men ikke noget med salt og deraf følgende sjap.

Og det var den vinter … længe inden vi nåede Danmark, var vi tilbage i de sædvanlige brungrønne omgivelser.

Blandt trolde og nisser

Vi har været på et af vores efterhånden adskillige kroophold; denne gang på Nørre Vissing Kro i Midtjylland. Det var fint nok – hverken i toppen eller i bunden af stederne, vi har besøgt, men rent madmæssigt pænt lidt over midten. Vi blev under den meget lækre middag enige om, at vi skal se at få udarbejdet en liste, hvor vi rangordner alle madoplevelserne. Ikke, at vi kan bruge den liste til specielt meget, men vi synes alligevel, at den kunne være rar at have.
Vi fik fem retter med tilhørende vinmenu; det var alt sammen spændende, lidt anderledes tænkt og meget veltilberedt, bortset fra herefordbøffen, som var blevet stegt for meget. Det var synd, for der kunne ikke kritiseres noget ellers.
Var maden god, kunne rengøringsassistenten til gengæld godt trænge til et kursus i rengøring af toiletter. Den lod nemlig en del tilbage at ønske, og jeg bryder mig absolut ikke om et badeværelse, hvor man kan se spor efter tidligere gæster!

For mit vedkommende var højdepunktet på turen, at jeg så nisseskæg!

Det er et betagende syn. I mine øjne intet mindre end et af naturens små mirakler. Jeg har set mange billeder af nisseskæg, men indtil i går haft til gode at se det med egne øjne.
Det kan opleves, når fugtigt vejr afløses af let frost og skyldes et samspil mellem vejret og svampen smuk bævrehinde (Exidiopsis effusa). Når vandet inde i en død gren fryser, vil isen blive presset ud gennem de fine porer, så der dannes disse fascinerende, bare 0,01 mm tynde tråde. Hvorfor det kun forekommer i samspil med netop denne svamp, og hvad det egentlig er der sker, slås de lærde stadig om.
Pyt. Lad dem endelig slås – jeg er bare glad, for det er et skønt skue af et naturfænomen, og nu har jeg selv set det.

Vi fandt nissernes skæg i området ved Silkeborg Bad, hvor trolden Stærke Storm også sidder og passer på os. Eller hvad disse kæmpetrolde nu gør …
Indtil videre har vi kun set to, nemlig Ask fra Askhøj og nu Stærke Storm fra Silkeborg.
Jeg synes det er en sjov ide, Thomas Dambo har fået. Hver trold har sin egen historie, og “Stærke Storm sidder, hvor han gør, fordi han er utilfreds med at dalens træer er blevet fældet, for det medførte at mange af de andre træer væltede i vinden. Nu sidder Stærke Storm solidt placeret foran de resterende træer og passer godt på dem”, som der står på Visitaarhus.dk.

Turen i skulpturparken ved Silkeborg Bad var interessant, men blev kort, da vores tid i går var knap, fordi vi også skulle nå til Moesgaard Museum for at deltage i den bookede guidede tur til Ud af Kaos – og gerne nå at spise frokost i MoMus glimrende cafeteria inden.

Denne ‘hule’ er skabt af børn. Hvert farvet felt repræsenterer et barns ønske.
I træerne bagved myldrede der en hel flok træløbere op og ned ad træerne. Det var første gang, jeg så træløbere, og oven i købet mange på én gang.
Det var virkelig en dag med nye oplevelser for mig … der er sat kryds både i kalenderen og i fuglebogen.

Udstillingen på Moesgaard var, som alle stedets udstillinger, flot sat op og meget informativ. Guiden, en arkæologistuderende, uddybede det hele på flot og flydende vis. Der kom ikke ét eneste ‘øøøhhh’, ‘hvaderdetnudethedder’ eller andre forstyrrende taleelementer undervejs i de fem kvarter, rundvisningen tog. Hun kunne sit stof, var vidende og underholdende og fik stor ros fra min side, til hvilken jeg fik et stort og varmt smil som tak, men roses den, som roses bør, og udstillingen kan jeg kun anbefale. Det moesgaard-årskort var givet godt ud … det er tjent hjem på andet besøg, så et årskort får John og mig til at tage os sammen og komme afsted mere end én gang. På Moesgaard kan de noget med at sætte udstillinger op, og vi vil med stor sandsynlighed gerne se alle de kommende.

Nu er Anna gammel nok til at køre bil

Anna blev 17 år i lørdags og Aubrey bliver 16 år i dag.
Jeg spørger om det samme hvert år ved børnebørnsfødselsdagstide: Hvor bliver tiden dog af?
Jeg får aldrig noget tilfredsstillende svar. Den tid forsvinder bare, nærmest uden jeg opdager det.
Anna må køre bil nu. Der gælder næsten de samme regler som i Danmark, men i England må de køre alene ude på vejene som 17-årige, når de har bestået den teoretiske og den praktiske køreprøve. Det har Anna ikke endnu, men der arbejdes på sagen. Hun må dog køre med en af forældrene og med et L-skilt på bilen på alle andre veje end motorveje.
Hvis hun skal (og det skal hun) kunne køre deres veteranbiler, er hun nødt til at tage den praktiske køreprøve i en bil med manuelt gear – et ikke urimeligt krav, synes vi.
Anna er ikke en helt almindelig pige, for samtidig med, at hun ønskede sig et par sko med superhøje hæle, var det også et kæmpestort ønske at få lov til at overvære et Formel1-løb – i virkeligheden, vel at mærke! I tv ser hun alle de løb hun har mulighed for; hun ved meget om bilerne og alt hvad der er værd at vide om de førere, hun interesserer sig for. Jeg har på fornemmelsen, at hun også ved, hvad deres chefmekanikere hedder … hun går usædvanlig højt op i det.

Derfor fik hun som en kombineret jule- og fødselsdagsgave billet til løbet, der skal køres på Silverstone i år. Hendes far skal med, hvilket var en betingelse, men det er hverken Tim eller Anna kede af … de var begge i fuldt sving med at finde overnatningsmuligheder i nærheden af banen, da de var her i julen, så det bliver noget af en far/dattertur, de får sig der.
For at der også skulle være lidt at pakke ud på selve fødselsdagen, fik hun her sine højhælede sko. Hun var glad og stolt og mente, at nu var hun da vist lige høj som Aubrey, hvilket han kun havde en hånlatter tilovers for. Det var hun naturligvis heller ikke – der er et pænt stykke fra 160 cm til 185 cm. Så høje hæle tror jeg alligevel ikke, hun vil gå med. Anna er i øvrigt en af den slags kvinder, der er et naturtalent mht. at gå i stiletter. Hun går i dem, som var hun født med dem på. Andre kvinder lærer det aldrig, men vakler livet igennem og ser mildt sagt ikke nær så elegante ud, som de selv tror.
Morfar John, hvis to største interesser er biler (også Formel1) og kameraer/fotografering, er vældig stolt af begge sine børnebørn og mener bestemt, at de må have arvet disse sunde interesser fra ham …

Aubrey vil hellere cykle. Han ønskede sig – og fik – en hikerbike, og efter den militære stroppetur i november har han nu alt nødvendigt udstyr til en cykelferie; ligeledes hans bedste ven Sam, som han deler interessen med. De venter bare på, at vejret bliver lidt bedre.
Det regner nemlig lige så meget i England, som det gør her i Danmark.
Billederne viser den af Storbritanniens i alt ni Avon-floder^*), som løber lige i nærheden af deres hus. Det ene billede tog jeg i maj, da vi var derovre. Her kunne Aubie komme ud på miniøen i floden (næsten) uden at få våde sokker. Det ville han ikke have kunnet i går, da Charlotte tog det andet billede og sendte til mig. Begge billeder er taget fra samme sted, men i går ville han ikke engang have kunnet bunde.

*) ‘Avon’ er oldkeltisk og betyder ‘flod’, så når man i dag siger ‘River Avon’, er det en tautologi.
There are five River Avons in England, three River Avons in Scotland and one River Avon in Wales, although the Welsh river is spelled Afon Afan, which is another tautology which also means River River.

Nogle har garagebryggerier …

Nogle har garagebryggerier. Det får jeg helt sikkert aldrig, men i dag har jeg haft et garagefarveri.
Jeg fik nemlig en rigtig god ide – synes jeg selv – til mit næste projekt. Jeg mangler kun et ærme på den igangværende sweater, og da jeg bliver færdig med det i løbet af de næste par dage, mangler jeg et nyt lidt større arbejde at gå i gang med. Planen er at strikke PetiteKnits Zipper sweater, men på lageret er der af egnet garn kun lyseblåt, og det skal den ikke være, hovedsageligt fordi den, der er tæt på at være færdig, også er lyseblå. Ikke samme lyseblå, men alligevel …
Hvad gør man så, når man har besluttet ikke at købe mere garn i år?
Man farver da selv noget, naturligvis!
Det blev så (endnu) et eksperiment, for der skal bruges 700 gram garn, og til samme arbejde er det klogest at farve alt garnet på én gang. Det kan jeg også, men kun i den 28-liters gryde, jeg købte til plantefarvning, og den vil jeg helst arbejde med udenfor, hvilket i denne kolde tid ikke er oppe i shelteret, men ude i garagen. Det var alligevel rigelig koldt!

Heldigvis havde jeg et kilo naturfarvet garn i den rigtige tykkelse på lager, så jeg indledte med at lave 50-grams nøgler om til 100-grams fed.
Da det var overstået, begyndte jeg farveprocessen, og få timer senere havde jeg det fineste, perlegrå garn med små brune og mørkerødlillabrune fregner pænt fordelt på feddene. Producenten kalder den Coffee Bean, men den farve kan kaffebønner altså ikke have.
Følgetråden af Kidsilk Mohair havde jeg tilstrækkeligt af i en helt rigtig, lysegrå farve.
Nu kan jeg jo slet ikke vente med at gå i gang!
Farven er ikke korrekt gengivet på billedet; den blev rent faktisk meget, meget tæt på den perlegrå, jeg forestillede mig.
Det er potente farver. Normalt regner man med mellem 1 og 3 gram farve pr. 100 gram garn, alt efter hvor kraftig indfarvning man ønsker. Jeg havde prøvet Tornado Grey før og vidste, at jeg kunne bruge meget mindre end det og vejede derfor kun 1,2 gram farve af til de 700 gram garn.

Det lykkedes så fint med at ramme den ønskede farve, at jeg næsten kunne gå på vandet af bare begejstring og glæde over heldigt arbejde. Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde det veludført, for det gode resultat var nok mere held end forstand.

Jeg prøver dog ikke at gå på vandet i bogstavelig forstand, for selv om vores lokale fugle er i stand til det nu, vejer jeg en anelse mere end dem og ville sandsynligvis få mere end fødderne våde.
Isen holder til svanerne nu, og blishøneøen længere ude består ikke af svømmende fugle, selv om det ser sådan ud på billedet, men i kikkerten kunne jeg se deres ben.
Det er ikke hele fjorden, der er frosset til, så fuglene klarer sig indtil videre. Vi har haft let frost i nogle nætter nu, men det har heldigvis ikke været under ÷5-6 grader – og dermed ikke i nærheden af Jyllands ÷17° natten til i dag!

Troldænder galore

Forleden så jeg i Naturfredningsforenings blad, at der den 11. december vil være en tur til Jordbassinerne på Møn.
Jordbassinerne??? Dem havde jeg da ikke hørt om før, så der måtte lige googles.
Det viste sig at være et interessant sted – det blev engang brugt til “deponering af den overskydende jord, der blev spulet af roerne inden forarbejdningen på Stege Sukkerfabrik”, men er nu et rekreativt område med masser af liv af forskellig art.

Vi var der ikke mere end nogle få minutter, for John fik et ildebefindende (han er okay igen), så vi var nødt til at køre hjem igen og nåede derfor kun at se det ene af bassinerne.
Det viste med al tydelighed, at sidste punkt i den indsatte tekst ikke er en overdrivelse – holddaop med troldænder der var i det bassin.

Skulle der som skrevet også have befundet sig taffelænder, bjergænder eller hvinænder i den forsamling, druknede de i mængden for mig – jeg kunne kun se troldænder, men især de to sidstnævnte ligner meget troldænder, så jeg, som særdeles meget ikke-ekspert, ville nok ikke kunne skelne imellem dem.
Jeg er ret sikker på, at vi tager med på turen i december, for det vil garanteret være interessant at være der med en naturvejleder – og desuden er det altid rart at opdage et nyt udflugtssted, vi kan tage de mere naturinteresserede af vores gæster med til. Det kniber snart med at finde nye steder, men selvfølgelig er der flere spændende eller nysselige områder, vi kan besøge flere gange, for vi bor i en skøn del af Danmark.
Var sidste punkt rigtigt, tror jeg til gengæld ikke helt på det andet punkt: “Mellem 40 og 50 forskellige fuglearter yngler årligt i området fordelt på ca. 200 par.” Det vil altså sige, at der i gennemsnit kun er en 4-5 par af hver af de ynglende arter. Kan det virkelig passe, mon? Det lyder af alt for få, især hvis de har fundet sig et godt og fredeligt ynglested.
Det kan vi jo selvfølgelig selv tage ned og forsøge at finde ud af engang i løbet af foråret …

---

Emneskift: Vi (læs: John) skal forsøge at ryge ål!
En af hans gamle kolleger kom og besøgte os i dag. Han har altid været ivrig jæger og er nu, efter at være gået på pension, også blevet lystfisker. Han fisker bl.a. ål og får somme tider flere, end han selv kan spise, hvilket kom os til glæde i dag. De var frosset ned, for ikke engang lystfiskere må tage ål mellem 1.11.22 og 31.1.23.At de var frosne, gør ingen forskel for os, og det bliver spændende at prøve at ryge ål selv. Der var fire store rygeål og to poser med mindre stegeål. Jeg glæder mig allerede til at få benene (altså ålenes) til at nå tallerkenen rundt, men det bliver tidligst torsdag, hvor vores nye komfur bliver installeret. Indtil da står den på rugbrød, for jeg tør ikke bruge det revnede komfur, som viste sig at være mere beskadiget end først antaget.
Jeg kan i øvrigt fortælle især Henriette, at jeg har investeret i et cremefarvet Gorenje Classico og glæder mig til at se det installeret i mit køkken!

Med respektfuld afstand

Jeg kom for sent til nørklestrik i går, fordi jeg blev nødt til at vende om og hente mit fotografiapparat. Jeg havde telefonen, men den er elendig til at zoome.
Jeg var lidt spændt på, om de alle ville være der endnu, når jeg vendte tilbage med kameraet, men det var de, og der var oven i købet kommet flere til. Flere fiskehejrer. Det er vel ikke så usædvanligt, kan I mene, at se fiskehejrer, og det er det da heller ikke, for vi ser dem dagligt, men kun en, to, tre eller fire ad gangen.
Denne gang så jeg 12, og da jeg vendte tilbage, var der tilmed kommet flere, hvorfor jeg kunne tælle hele 32 fiskehejrer stående ude i det lave vand, lige over for Marjattas bygninger.
Toogtredive! På én gang!
Billederne blev ikke særlig gode, og hvis jeg zoomede så lidt, at alle 32 kom med, kunne man overhovedet ikke se dem på billedet, men her er et af forsøgene.

32 fiskehejrer over en strækning på måske 100 meter. Det var et lidt specielt syn – jeg ved godt, at de bor i kolonier, men min hidtidige rekord er en halv snes på en gang, som vi har set det nogle gange, hvor man krydser Køge Å lige før Ringstedvej.
En lille bonus var, at den unge havørn også var der, men fiskehejrerne tog ikke spor notits af den.

I dag så vi igen den unge havørn stå i det lave vand lige ud for vores hus. Vandet er ekstra lavt, fordi vestenvinden har været hård.
Den unge fugl har vist ikke helt lært alle jagtteknikkerne endnu, for den kan må ingen måde nå at fange noget som helst, hvis den først skal sætte af fra hvor den står.
Det ved jeg ikke, om gæssene også var klar over, for de fløj ikke væk, men de holdt trods alt en respektfuld afstand til ørnen. Et par krager forsøgte at jage den væk, men den var ophøjet ligeglad.

Den ser lidt forpjusket ud, men det gør havørne generelt, så det er ikke fordi den endnu mangler at lære noget om personlig hygiejne – de ser altid ud som om de netop er fløjet igennem et uvejr.

Vi ser allerede nu blishøneøer ude på vandet; gæs, viber og stære er ved at samle sig, og mange af dem gør det heldigvis lige hvor vi bor, så der er gang i den store kikkert hver eneste dag, hvor vi ser især gæs i store mængder.
Det er en meget snakkende fugl, og når de bliver forskrækkede over et eller andet, kan vi høre dem, selv om døre og vinduer er lukkede.
Vi ser hele flokken lette, flakse meget støjende og mere eller mindre forvirret rundt et minut eller to for så igen at slå sig til ro på vandet. Det er sjældent, vi ved, hvad der får dem til at lette, men det er en meget forsigtig fugl, som hopper på “ulven kommer” hver gang.

Ikke som for 40 år siden. Eller bare syv …

Vi afmønstrede tidligt fredag morgen i Reykjavik og blev smidt direkte på en bus, som ville køre os først til Þingvellir, dernæst til gejseren Strokkur og til sidst til Gullfoss = Den Gyldne Cirkel.
En fantastisk rundtur, men desværre blev vi belemret med en guide, som mente at kunne tale dansk. Det kunne han kun virkelig dårligt, og sommetider ledte han så længe efter et ord, at ikke kun vi tabte tråden … han gjorde det også selv og startede derfor med noget helt andet end det han egentlig var begyndt på. Vi fik mange begyndelser på historier, men ikke så mange afslutninger. Vi sagde ellers til ham, at han bare kunne sige det forsvundne ord på engelsk (som han beherskede bedre, men ikke ville tale til os), men det huskede han kun nogle få gange. Ydermere havde han skruet bussens mikrofonanlæg op på en decibelstyrke, der grænsede til fare for høreskade. Han var sød og rar nok, men vi blev alle meget hurtigt frygteligt trætte af at høre på ham. Heldigvis havde jeg mine støjreducerende hørebøffer i tasken, så dem tog jeg på. Det var ikke engang nok, men nu kunne jeg da holde ud at være der. De fleste var ret misundelige på mig, men et par stykker kunne tage min ide op.

Første gang jeg var her i området Þingvellir, som fra 930 og en del år frem var stedet for samlingen af Islands Alting, var i april 1982. Vi var en lille gruppe på en halv snes, og der var ikke andre end os. Vi kunne føle stilheden og jeg husker tydeligt, hvor nærmest andægtig jeg følte mig. Der var en helt speciel og gribende stemning, som jeg kan genkalde mig den dag i dag. Der var næsten heller ingen, da jeg genså det i 2015, og hvor det hele i øvrigt var pakket ind i sne og is, men i fredags var der hundreder og atter hundreder af turister, som godt nok ikke var støjende, men alene det, at der var så mange, ødelagde noget af oplevelsen for mig, og jeg syntes det var synd for dem, for hvem det var første gang.

Ved gejseren Strokkur, som stadig trofast springer omkring hvert femte minut, var der også en million mennesker. Mindst …
Jeg optog med burst-funktionen og har sat omkring en tredjedel af billederne ind herover. Fra det første til det sidste er der gået præcis to sekunder, så man er nødt til at bruge burst, hvis man vil have noget brugbart med hjem. Desværre fik jeg vinklet kameraet lidt for højt, så ikke hele vandsøjlen kom med, men til gengæld fik jeg fint den blå boble, som er der umiddelbart inden, og som kun er der i en brøkdel af et sekund.
Det er et dybt fascinerende syn, og jeg kunne sagtens have stået der og set på fænomenet en halv snes gange til, men det var der desværre ikke tid til.

Gullfoss så jeg i regnvejr i 1982, som iskoldt i 2015 og i solskin i 2022. Tre meget forskellige oplevelser – men igen denne sidste gang med alle de alt for mange turister. Jeg kan godt forstå, hvis det at få covid-19 er blevet en ferieting, for det er da nærmest umuligt at undgå at komme tæt på folk.
Det skal dog siges, at der lå to krydstogtskibe, som hver havde læsset omkring 2000 passagerer af den dag, hvilket velsagtens er en del af forklaringen.

Om aftenen var vi begge trætte og ingen af os gad gå langt for at få mad, så jeg bookede et bord på Fishmakt, som både så spændende ud og som også var nabo til vores hotel.
Her fik jeg noget af det lækreste fisk, jeg nogensinde har fået. Kammuslinger til forret og tre af deres hovedretter samlet i mindre udgave til én hovedret. Holdnuop, det var lækkert, men John ville – ikke overraskende – have den eneste kødret, de havde.
Det var ribeye, og det var så sejt, at han havde svære problemer med at skære det ud, selv med den grillkniv han havde fået, for slet ikke at tale om at tygge det. Jeg fik en bid, men måtte opgive at tygge mig igennem den. Jeg klagede over det, og tallerkenen blev straks fjernet, ledsaget af spørgsmålet om han ville have en ny. Det svarede han nej til, for vi regnede med, at det ville blive præcis det samme. Han havde spist tilbehøret, så han var tilstrækkelig mæt, sagde han. Vi bad i stedet om dessertkortet og besluttede os som trøst for den dyreste, men umiddelbart også lækreste af udvalget.
To minutter efter kom der en (overtjener?), som sagde: I can understand that you had a little accident with your steak?
No, sagde jeg, but the chef had!
Det beklagede hun meget og sagde, at den ret naturligvis ville blive trukket ud af regningen, og desuden var desserten til os begge på husets regning.
Se, det kalder jeg god service. Det var selvfølgelig en ærgerlig hændelse, men jeg håber, at John via den kan lære, at på en fiskerestaurant spiser man med stor fordel fisk – og så blev regningen lige 1000 kroner billigere. Det gad jeg ikke klage over …

Grønland og isbjerge

Mens det meste af Danmark åbenbart går og gisper i en landsdækkende hedebølge, bevæger vi os rundt blandt isbjerge. Temperaturen ligger på omkring 10 grader, så vi tager masser af tøj på – men det kan vi gøre. Man kan derimod ikke tage tøj af, til man har det passende.
Qaqortoq er en fin, lille by med omkring 2500 indbyggere, så det tal bliver næsten fordoblet, når de får besøg af et krydstogtskib. Vi gik en tur med guiden gennem byen og fik mange gode indtryk, selv om den er lille.
Bl.a. kan man finde 40 stenkunstværker rundtomkring. Nogle af dem skal man kigge godt efter for at få øje på, og vi fandt langtfra dem alle,

Men vi fandt Brættet. Det er stedet ved havnen, hvor fiskerne sælger deres friskfangede bytte til byens folk, og der var lagt varer til salg, selv om det var søndag.
Vi gættede på, at kødet var fra en sæl, og bagved lå der flotte, store havørreder og så fristende ud, men jeg kunne ikke have dem med hjem!

Det grønlandske sprog bruger mange bogstaver. Se blot både gågaden og den anden gade, som jeg afholdt mig fra at forsøge at udtale.

Efter Qaqortoq skulle næste formiddags højdepunkt være Prins Christians Sund. Det var faktisk hele turens højdepunkt indtil nu, men først historien om Michaels (guidens) klage over den ringe og mangelfulde betjening i restauranten:
Han havde indkaldt os til et orienteringsmøde, hvortil han havde booket et mødelokale på skibet. Midt i det hele troppede der tre personer op – en med tre striber og to med to. Den ene var cateringchefen, kunne vi forstå, og denne bad Michael uddybe, hvad der var galt, hvilket han gjorde på en meget sober, men også meget myndig måde.
De høje herrer beklagede dybt, undskyldte mange gange og fortrak igen.
Samme aften stod tjenerne der som små, plantede spyd, og på vores to borde stod der hvidvine på køl og optrukne rødvinsflasker – oven i købet med en bedre kvalitet vin, end den klassiske drikkepakke giver ret til. Sådan har det været hver aften siden, og vi har næsten helt ondt af tjenerne, som må have modtaget en skideballe to kill all skideballer.
Men okay – klagen var berettiget, og det havde så sandelig en markant større effekt, at det var Michael, der kom med den fremfor en af os andre.
Han kender, efter mange år i branchen, gud og hvermand, høj som lav, så hans ord har vægt.

Det har disse også. Vægt, altså.
Endelig kom isbjergene, og vi var dybt betagede.
De kom i Fifty Shades of Blue og i mange faconer. Den dybe, dybe blågrønne farve er svær for kameraet at indfange, men fantastisk var det at skue.
Nogle var større end andre, men vi var lidt skuffede over ikke at se nogen af de helt store … lige indtil der kom et andet krydstogtskib imod os. Det sejlede imellem isbjerget og os, og selv om bjerget lå et stykke på den anden side af skibet, ragede det op over dette og var dermed noget højere end end et 11-etagers krydstogtskib! Det kunne vi ikke fornemme, når de bare flød rundt på vandet i ensom majestæt.

Prins Christians Sund går på tværs helt nede ved Grønlands sydspids.
Da vi sad på dæk 11 og nød synet, hørte vi en amerikaner gøre sig klog over for et ældre (også amerikansk) ægtepar. Den Kloge-Åge kan ingen ide have om Grønlands udseende og/eller geografi, for han forklarede følgende:
”Her på denne side [af sundet] er det Grønland. Jeg fik ikke helt fat i, hvad kaptajnen sagde om den anden side, men Grønland er det ikke! Island måske? I don’t know … “
Du godeste! Det er garanteret ikke det eneste, han ikke ved. Jeg havde sådan en lyst til at hoppe op fra min stol og forklare manden, at det da for pokker er det HELE her, der er Grønland! Om han nogensinde havde hørt om Google maps? Eller andre former for landkort, for den sags skyld?
Men jeg gjorde det ikke. Jeg styrede mig.

De ser SÅ små ud …

Vandretur for at se vandrefalk

I sidste uge sad John og kiggede lidt i lokalavisen. Det gør jeg aldrig, men jeg må indrømme, at det kan vise sig at være nyttigt, for han ser ting, vi ellers aldrig ville have opdaget. Denne gang kom han ind til mig og spurgte, om jeg ville med til Møn for at se på vandrefalke.
JA da! Hvad fik dig på den tanke?
Det var et billede af en vandrefalk, der havde fanget hans blik: Vandrefalketur. Mandag 21.2. fra 10-12. Guidet tur. Mødested ved Geocentret ved Møns Klint.
Det lød interessant. Jeg fulgte linket og fandt ud af, at Vordingborg Kommune har guidede ture for pensionister (60+) hver mandag formiddag året rundt.
Det er naturligvis ikke dem alle, der har lige stor interesse for os, men de fleste har – herunder denne vandrefalketur, selv om jeg spåede, at det nok ville gå lige som med vores ørnetur: Lige netop når vi er der, ser vi aldrig en fugl.

Jeg tror jeg vil nedsætte mig som spåkone.
Vi så en rede, og vi fik at vide, hvor de var blevet set dagen før og dagen før igen. Ingen vandrefalke i mandags.
Men nu ved vi da i det mindste, hvor vi skal kigge efter dem, og ved Møns Klint er der altid smukt at gå en tur. Vi gik, hvor vi ikke havde været før. Guiden annoncerede, at hun, på grund af den stærke blæst, havde ændret ruten, for hun ville ikke risikere at nogen af os blev suset ud over kanten. Der er nemlig pænt langt ned, og man ville næppe overleve faldet.
Jeg syntes, hun sagde, at vi skulle gå ud til Sækkepiben, men det kunne da ikke passe? Sækkepiben???
Det kunne det dog. Et smukt sted. Med en vandrefalkerede. Endnu uden beboere, men de kommer, blev der hævdet. Og når de gør det, bliver området spærret af for ikke at skræmme dem væk, så det skal åbenbart ikke være nemt at se de få ynglepar, der findes her.

Men kønt er der som sagt, og vi havde en lidt anstrengende, men dejlig tur. Guiden var fin nok – det var hende selv, der havde kigget efter – og set – vandrefalkene både lørdag og søndag, så hun var lidt ærgerlig over, at de ikke ville vise sig i dag, men hun fortalte meget om dem, hvorfor de var forsvundet og hvornår og hvorfor de kom igen.

Og hvad er så dette, mon?

Det er toppen af pælen herunder, som er grundigt medtaget af vind og vejr. Højst sandsynligt ikke unik for Møns Klint, men jeg kunne ikke stå for motivet.

I bjergegne taler man om trægrænsen. Her ses mosgrænsen, som den er ved 54° 55’ 00” Nordlig bredde.
Jeg syntes det var pudsigt, så skarpt det sluttede på træerne, men jeg har ingen forklaring på hvorfor.

Vi vil afsted igen på mandag:
28. februar – Bogø Fyr. En snak om Lokalhistorie og bæredygtig mad fra vandet omkring Bogø.
Turen er på ca. 2 km. Underlaget er asfalt og markvej. Ikke egnet til rollator.
Tid og mødested:
Kl.10 – 12. P-plads ved Café Farø Vad, Farø Vad 5, 4793 Bogø By.

Det er et rigtig godt initiativ, Vordingborg Kommune har taget her. Vi er med!
Og ikke et ord om, at vi bor i Næstved Kommune …  ingen spurgte hvor vi boede.
Og der var sjovt nok heller ikke nogen, der spurgte om vi nu også var fyldt 60 år …

Malik fik næsten Havhingsten på vandet igen

Fantastisk vejr fredag. Vildt dårligt lørdag. Fantastisk vejr søndag.
Søndag er i dag, så vi besluttede at lege katastrofeturister, mens der var højvande i de sjællandske fjorde. Stormen var nu reduceret til blæst, så vi kunne køre ud uden at risikere at få et træ i hovedet. Vi var ellers tæt på at køre til Jylland i går, men holdt os hjemme af just nævnte årsag. Der er jo ingen grund til at opsøge en ulykke, selv om det kunne have været fedt at have kørt en tur op nordpå, hvor det var værst. John var imidlertid ikke meget for det, og desuden skal vi til Sønderjylland allerede på onsdag, hvorfor det nok også var lidt fjollet at tage afsted, så jeg lyttede til min mand.
I stedet satte vi kursen mod Roskilde, men den gode ide var der sandelig utallige andre, der også havde fået. Fordi det er søndag, kan andre end pensionister holde fri, og dermed kan vi ikke have en potentiel naturkatastrofe for os selv.

Vi fik at vide, at politiet brokkede sig over “de nærgående tilskuere” ved Vikingeskibsmuseet. Det oplevede vi ikke, for bilerne sneglede sig afsted forbi museumsøen, så vi kørte bare forbi – vi opgav på forhånd at forsøge at komme ind for at parkere. Der var masser af mennesker, men så var det da heller ikke værre, så vidt vi kunne se. Trafikken skred så langsomt frem, at jeg havde masser af tid til at se hvad der foregik.
Jeg kunne dog ikke se, om folk prøvede at kravle op på de lyserøde watertubes, der var lagt ud mange steder, men hvis de gjorde det, kan jeg godt forstå, at politiet skældte ud.
Havhingsten fra Glendalough var næsten kommet i vandet igen. Ikke helt planlagt denne gang. Vandstanden så ud til at være kritisk tæt på Vikingeskibsmuseet, men jeg ved, at de har gjort alt for at sikre det, både ind- og udvendigt.
Vi kørte videre mod Jyllinge, hvor vandet stod højt. På vej derop så vi nogle huse, hvor vandet stod højere end terrassens gulv, kunne vi se. En mand stod og kiggede lidt opgivende på en pumpe, der tilsyneladende ikke helt kunne følge med. Surt for ham. Og nok endnu mere surt med alle de fodgængere, der bare gloede ind på ham. På den anden side kunne de jo ikke hjælpe ham, selv om de gerne ville.

´

Vores tur gik videre nordpå, denne gang mod Tisvildeleje … vi ville se, om der var bølger, der kunne konkurrere bare en lille smule med Vesterhavet.
Bølger var der, og de var såmænd også pænt store efter nordsjællandske forhold, men samme Vesterhav ville sikkert smile overbærende, hvis det kunne se disse bølgebabyer.
Det flotte vejr kompenserede lidt …

Ved Tisvildeleje strand ligger der en masse af disse små, charmerende badehuse. Man kan næsten se en gammel sort-hvid film for sig; med kvinder i omfangsrige bade‘kjoler’ og mænd i stribede badedragter med knælange ben for sig, ikke sandt?

Var det den første eller den sidste?

Vi er ved at være en stor familie, og nogles kalender er mere besat end andres, så det viste sig umuligt at samle alle i december. Den først mulige weekenddag var derfor i går, selv om vores Doodle startede allerede engang i november, men til gengæld kom alle (undtagen englænderne, naturligvis, og de to mænd, som var ude at sejle). Meretes ældste barnebarn var desværre stadig i isolation, og da der er hele tre af familierne, der snart skal på vinterferie, måtte han blive hjemme, staklen. Han har ikke engang været syg; kun testet positiv.
Fordi det er så svært at samle alle, blev vi enige om at gennemføre trods fraværet af de tre. Bedre sent end aldrig, og selv om det i princippet måtte være denne sæsons sidste julefrokost, var det også den første i 2022. For helt at mudre det til, havde Bodil, som lagde hus til, nægtet at kalde det julefrokost, fordi al julepynt var taget ned. Dugen var blå, og vi fik ikke juleservietter.

Der var heller ikke meget jul over den udendørs badetur.
Du godeste, hvor de hyggede sig, da de først var kommet i, hvilket skete drypvis, tøhø, men efterhånden var alle, der havde taget badetøj med, i det dejligt varme vand. Jeg havde ikke taget badetøj med … havde på forhånd besluttet, at synet af Ellen i badedragt ikke er noget, hun bør udsætte nogen i familien for. Det kunne til nød gå i Den Blå Lagune i Island, hvor jeg var omgivet af lutter fremmede, men der er ingen grund til at udsætte de stakkels uskyldige børn for sådant et syn! Selv de interesserede firbenede tilskuere kunne risikere at få et chok. Jeg har ellers for et stykke tid siden (netop fordi vi skulle til Island) købt en badedragt med et lille skørt, men det gjorde på ingen måde sagen bedre – tværtimod syntes jeg, at jeg kom til at ligne balletdanser-flodhestene fra Disneys Fantasia …
Det var nu ellers en lille smule fristende … under disse omstændigheder kunne måske selv jeg lokkes til at hoppe i vandet midt om vinteren, men det må blive en anden gang.
Bodil fik vildmarksbadet af sin mand i 60-års fødselsdagsgave sidste sommer, og hun er meget glad for det.

På vores tur ned til deres lille sø fik Annemarie øje på et af naturens egne kunstværker.
Jeg har åbenbart aldrig før set set en død majsstængel på nært hold, for dens måde at klynge sig til jorden på overraskede mig – hvor er det dog smukt! Jeg fik helt lyst til at hive den op af jorden, for det må da kunne anvendes til et eller andet dekorativt. Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke gjorde det …

En lille labradorhvalp bød huset også på i går. Jeg er ikke hundemenneske, men der må ske noget med alderen, for ikke blot synes jeg, at englændernes lille Pebbles er noget så nuser; det samme synes jeg om denne lille fætter her. Eller … kusine, for den hedder Sophie. Udtalt på engelsk. Alle otte hunde i kuldet blev kaldt noget med S. De har solgt de andre syv, men valgte at beholde hende her.
Den har lige den alder, hvor man – jeg – tænker, at man burde kunne give den en stoppille – den må aldrig blive hverken større eller mindre klumpedumpet end den er lige nu.

Vi er for alvor på vej mod lysere tider

Det har været så flot et vejr i dag. Et vejr, som jeg, hvis det skal være ny vinterstandard, intet har at brokke mig over.
Men sådan er det nok ikke. Ikke desto mindre har vi nydt det smukke syn af fjorden, både i morges og i formiddags, da jeg skulle en tur i Meny.
Jeg elsker fjorden sådan en blikstille morgen, hvor alt ånder fred og ro.
Det er 6. januar. Dagen er tiltaget med 16 minutter lige her ved Den Stråtækte, hvis man ellers kan stole på Hermansens almanak, men det tror jeg godt, man kan.
16 minutter er måske ikke meget, men en dag som i dag, uden en sky på himlen, er det endnu ikke helt mørkt her kl. 16:45. I forgårs var det mørkt stort set hele dagen …

Da jeg kørte langs fjorden i formiddags, var der havblik fra strandlinjen og et godt stykke ud.
Vi plejer at have masser af knopsvaner liggende tæt på os, men i dag var det sangsvaner. Også teenage-sangsvaner.
Jeg har opholdt mig en del i systuen i dag og havde lyst til at have et vindue åbent, så jeg kunne nyde deres sang.
Det havde jeg dog ikke … det er trods alt ikke sommer, men når jeg var helt stille – når symaskinen med andre ord ikke var i gang – kunne jeg lige netop høre dem.
Man kunne jo også gå udenfor og nyde lydene og synet.
Det gjorde vi så …

Kan man undgå at komme i godt humør med sådan en himmel? Sådan en fjord? Sådan et vejr?
Jeg kan ikke. Det er mig umuligt at være a grumpy old lady under sådanne forhold.

Det går mod lysere tider i mere end én forstand.
Coronapesten er tilsyneladende ved at være der, hvor det er muligt at leve med omikronvarianten som den mindre farlige af slagsen, der kan få verden ind i et leje, vi kendte fra før.
Nu mangler vi bare, at de bestemmende organer læser de kloge menneskers vurdering af situationen og igen tillader en normal tilværelse.
Eric havde et godt indlæg med tanker om hvornår det unormale bliver normalt og hvornår plejer bliver født og ikke er død, som vi lærte på vores arbejdspladser, at han er.
Vi ser måske ikke 100 % ens på det, men hvad der betyder noget, er hvordan vi bliver bedt om at agere.

Tiden går også mod Annas 16-års fødselsdag. Som er i morgen. Tænk, altså. Og mod Aubreys 15-års fødselsdag, som er om otte dage. Tænk, altså.
Jeg kan nogle gange ikke forstå, hvor tiden bliver af.
Coronapesten har huseret i næsten to år, hvilket jeg har følt som irriterende lang tid, men jeg synes da kun det er et øjeblik siden, børnebørnene var små.
Nu er de selvstændige, unge mennesker, som Charlotte skal lære at give slip på, ganske som jeg skulle slippe hende, da hun var i samme alder.
Hun kan godt give slip; hun stoler på dem og lader dem ikke mærke den bekymring hun føler indeni, når hun sender dem ud i den store verden på egen hånd.
Det kan jeg godt huske hvordan var, og Charlotte og jeg havde en god snak om det i går.

Nu mangler de igen vand i Den Botniske Bugt

Det plejer at være sådan, at når vandet presses ud af Den Botniske Bugt, trænger noget af det ind i Præstøfjorden og forhøjer vandstanden bl.a. ved Den Stråtækte.
Således som vi opdagede det var sket i morges. Derudover blæser det en stiv vind fra øst, men vind kan ikke gøre det alene.
Vi har relativt ofte højvande, men sjældent så meget, som vi har i dag. Nysøvejen bør man ikke køre igennem, medmindre man har en Landrover. Eller bare er lidt smådum, som føreren af vognen lige bag redningsbilen her … der er altid nogen, der lige skal prøve om den går, men det gør den meget ofte ikke og da heller ikke for ham i grøften her. Han havde nok ikke opdaget, at vejen drejer let til venstre. John skulle da heller ikke nyde noget af at køre igennem, selv om det så okay ud for vores lidt høje bil; vi skulle bare hen og kigge, så bakkede han igen tilbage i sikkerhed, og vi tog vejen udenom for at komme ned for at se, hvordan det stod til med Præstø havn.

I havnen var vandet ved at kravle op over kanten, og ude ved jollehavnen så flydebroen ud til at være i alvorlig livsfare, som den blev kastet op og ned af vind og bølger.
Juletræerne havde blæsten smidt lidt rundt med. På bænken i midten af billedet sidder der ellers altid nogle nogle mænd og drikker bajere, men sjovt nok ikke i dag – de ville også bare få våde fødder.

Det ville man også få, hvis man forsøgte sig ud på flydebroen. Jeg gjorde ikke …

På vej tilbage til vores hus tog jeg et par billeder af de shelters, som består af omvendte, gamle robåde, sat op forskellige steder langs fjorden til glæde for båd- og cykelfolket.
Hvis man havde valgt at overnatte i nogle af disse i nat, ville man så sandelig få våde fødder – sandsynligvis også både en våd numse og sovepose, men heldigvis er de shelters ikke ligefrem overrendt på denne tid af året.

Normalt kan man godt komme tørskoet ud til shelterne selv om man er til fods eller på cykel. Det kan man ikke i dag, hvor en kajak ville være eneste mulighed, men kajakroerne holder sig klogeligt fra at begive sig ud på fjorden i dag.

Den østenkuling, vi har nu (middelvind omkring 14-15 m/s), har tænkt sig at fortsætte resten af dagen, og selve østenvinden helt til fredag aften, så det er en halvkold fornøjelse for vores stakkels, gamle hus, som ligger ret udsat. I vestenvind ligger vi fint i læ, mens østenvinden blæser direkte ind på huset.
Vi er, som altid, glade for, at vi har en brændeovn, for under disse omstændigheder kan vi godt fornemme, at vi har et sundt hus, der kan ånde!
Ild i brændeovnen, kaffe på bordet, en bog i øret og et strikketøj i hånden … eftermiddagshyggen er hjemme. I enhver forstand.

Opdatering mandag: Der kom mere vand!

Bliv nu ikke alt for våde

Tirsdag aften tog vinden lidt til, hvorfor vi havde forventninger til, at onsdagens bølgehøjde var blevet lidt mere interessant end dagen før 
De blev dog ikke helt indfriet, og da det oveni øsregnede det meste af formiddagen, besluttede vi at køre til Thorsminde, dels i håbet om mindre regn der, dels fordi John ikke kan forcere de meget høje klitter, der skal bestiges inden vi kan komme ned på vores egen strand. Han gjorde det i søndags og har fortrudt det lige siden! Det gik lidt for hårdt ud over knæene.

Thorsminde var okay. John og jeg har et par gange været der, hvor bølgerne gik et stykke op over den røde og den grønne markør til havneindsejlingen.
Det gjorde bølgerne bestemt ikke i forgårs, men for englænderne var det fint – de syntes det var spændende nok at kigge på, og vi formåede da også alle at få skumsprøjt på os. Det et tegn på succes og på en god tur, at man ikke kommer helt tør hjem.
Da vi kom tilbage til sommerhuset, var det holdt op med at regne, så englænderne gik en tur ned til stranden. Mit “hej-hej” blev afsluttet med et “bliv nu ikke alt for våde”. Noget skal man jo sige …
Jeg havde egentlig regnet med, at det vanen tro var Aubrey, der ville komme drivvåd hjem, men han er blevet for hurtig til bens og nåede hver gang ind i tide. Charlotte blev, også vanen tro, hele tiden på sikker grund, så denne gang var det Anna og Tim, der blev våde hele vejen op ad benene.
Gummistøvler kan være vældig gode, hvis der skal holdes vand ude, men de er lige så gode til at holde vandet inde …

Der kom da, ud over våde støvler, sokker, bukser og jakker, et par gode grin ud af det. Måske især fra moderens og sønnens side.

I dag, torsdag, blæser det så meget, at vores sommerhus føles som om det ryster lidt en gang imellem. Det runger og hujer og piber omkring hjørnerne og ind mod de store panoramavinduer, og hvis ikke vi havde forsikret børnene om, at dette hus har holdt til mange storme langt værre end denne, havde de følt sig ret utrygge, men nu hygger de sig bare med det og synes det er vildt spændende. Det blæser kun omkring 16-17 m/s, hvilket ingen vestjyde vel ville kalde andet end en mild brise, men vi synes, at det blæser pænt meget.
Vi tog til Thorsminde igen i formiddags – bare så de kunne fornemme forskellen på disse to dage.
Nede ved stranden var det selvfølgelig også en del mere spændende i dag, og de glæder sig til at komme derned igen kl. 17, hvor bølgerne når deres maximum ifølge en interessant side windfinder.com, som John fandt i formiddags. De bliver endnu højere inden de tager af, men det er i nat, så det kan vi ikke se.

Og hvis indlægget ser underligt ud, er det fordi mit sædvanlige kladdeværktøj drillede, så jeg måtte bruge WP’s eget af slagsen, som jeg ikke bryder mig om!

De kom flyvende med..

De kom flyvende, ikke med storken, men med et BA-fly fra England. Et fly, de var kommet for sent til, hvis det ikke havde været for den gamle mommer Ellen her. Charlotte og jeg talte kort sammen fredag om de sidste ting, inden de skulle flyve lørdag formiddag. Hun sagde, at vi lige kunne tales ved igen lørdag morgen, for de kørte først ved halvotte-otte-tiden.
– Hvad?? Skulle I ikke flyve kl. 10?
– Jojo …?
– Men så skal I da også være i lufthavnen kl. otte og skal dermed hjemmefra kl. seks, så du har overhovedet ikke tid til at tale med mig i morgen!
Der blev helt stille i nogle sekunder.
– Holddaop, mor. Det er for længe siden vi har været ude at flyve. Jeg havde bare i hovedet, at vi skal afsted hjemmefra to timer før. Det var søreme godt, vi lige fik talt sammen.
– Det er også rigtigt – når du skal hente os, men så sandelig da ikke, når I selv skal ud at flyve …

De nåede fint flyet, men C blev godt nok noget svedt ved tanken om det kedelige resultat, hvis ikke vi lige havde talt sammen om fredagen.

Bortset fra det, gik alt planmæssigt.
I København viste Charlotte sit engelske pas (fordi hendes covid-vaccination er elektronisk knyttet til det), så paskontroldamen spurgte hvorfor de var rejst til Danmark. Charlotte svarede på dansk:
– Vi er her for at besøge mine forældre … jeg er dansker, som du nok kan høre, men jeg bor i England.
– Jamen, har du så ikke også et dansk pas?
Det har hun, så det blev hevet op af tasken og vist.
– Det bør du altid vise, når du ankommer til Danmark; så bliver du ikke spurgt om noget, og vi skal ikke stemple i dit pas. Rejs på dit danske pas til Danmark og rundt i Europa, og brug først dit engelske, når du skal ind i England igen. Så slipper I alle nemmest igennem alt – også selv om din familie har engelske pas.
Flink dame.

Efter bagageudlevering satte fire sig i Johns bil og Charlotte og jeg i min bil. Begge biler var nu fyldt til bristepunktet, for seks kufferter og diverse livsnødvendigheder til en uges sommerhusferie ved Vesterhavet fylder en del (alene seks par gummistøvler!), men det gik, og nu tilbringer vi tiden i det højtbeliggende hus på øverste billede. Et spændende hus, som dog er en smule slidt efter en lang udlejningssæson, men englænderne elsker det heldigvis, og at vi kun har 150 meter til vandet, gør det ikke mindre godt.
Bølgerne er høje og humøret ligeså. Det er tre år siden, de sidst har været med os ved vestkysten, så det var i høj grad savnet.
Normalt tager de direkte hjem igen fra Jylland, men fordi det er så længe siden de har været i Danmark, tager de med til Den Stråtækte for at blive der i nogle ekstra dage. Herligt …

Aubrey har valgt Photo som et af tilvalgsfagene i år, så han går rundt og finder på kreative ideer til billeder. Herover lægger han an til at fotografere et rokkeæg (eller hajæg? Det er ret sort), som han har fundet ved vandet og lagt på sandbanken, som ligger som en lang, to meter høj ‘klint’ langs kysten. Ægget skal så være i fokus, med Vesterhavet som en lidt udflydende baggrund.
Den dreng elsker simpelthen at gå i skole. Der er nu uendelig langt til den skoletrætte, bange og kuede Aubie, som den forfærdelige underskole-lærerinde skabte. Heldigvis er han kommet sig helt over hende, og selvtilliden er i top. Han spiller wordgames, han læser virkelig meget og han skriver helt frivilligt på lange opgaver, som han finder det spændende at arbejde med.
Jeg har to skønne børnebørn, som trives fantastisk godt i en fantastisk god skole.

Jeg synes de to unger ved meget mere end jeg vidste da jeg var i deres alder, men de underlige tingester herover kunne de ikke hjælpe mig med.
De var geleagtige og dem vi fandt (der var en del), var alle ‘monteret’ rundt om en temmelig død mågefjer.
Google Lens kunne ikke hjælpe mig.
Kan I? Hvad er det? Det er da ikke bare en slags tang, er det?

De er ikke til at stoppe

Det går rigtig godt for Tims firma. Det er ham også vel undt, for han arbejdede 24/7 i mange år for at få enderne til at mødes og naturligvis for at blive kendt inden for branchen. Det er lykkedes, og de har flere ben at stå på. Tim og Charlotte har den holdning, at: “Nu behøver vi ikke at tjene flere penge. Firmaet giver os alt hvad vi skal bruge og lidt til.”
Jeg elsker dem for at have det sådan, men indrømmet: Det er nemt nok at sige, netop når man ikke længere skal vende hver en penny for at få pengene til at slå til. Jeg synes dog, at der er mange, der aldrig kan få nok og hele tiden vil have mere, mere, mere.
Tim ansatte for nogle år siden sin 16 år yngre halvbror pga. en bøn fra deres fælles far: “Har du mulighed for at give Arthur et arbejde? Han er ved at komme ud i noget rigtig skidt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få ham på ret kurs.” Det gjorde Tim, og i starten var det bestemt ikke sjovt for nogen af de to, men efter et stykke tid fandt Arthur ud af, at det var sjovt at arbejde med det, han gjorde, og at han rent faktisk var dygtig til det. I starten var det mest at designe websider for folk, der ikke selv kunne, men efterhånden begyndte han at assistere Tim i Legal PR.
Nu er han Managing Director og tager mere og mere over for Tim, som dermed ikke altid er nødt til at arbejde, også når han ellers skulle holde fri eller ferie.
Tim har som sagt meldt ud, at for eget vedkommende er firmaet stort nok, men kan og vil Arthur skaffe flere kunder, vil al fortjeneste forbundet dermed være hans. Det er vældig motiverende for ham, for han bor i London, hvilket er DYRT!
Det er en rigtig solstrålehistorie om en ung mand, der ikke kunne finde ud af sig selv eller hvad han skulle med sit liv.

Herover er solstrålerne ved at forsvinde. Min lille familie kørte forleden op på Salisbury Plain for at se, om de kunne opleve en lige så flot sort sol som sidste år.
Det kunne de desværre ikke. De var der godt nok, stærene, men der var igangværende militærøvelser, så de fik ikke lov til at køre hen, hvor de gerne ville og måtte dermed nyde synet på lidt for lang afstand. Safaristemningen var der dog fint alligevel.

De har tre Wolseleyer, en WW2-motorcykel, en nutidig Bentley, Landrover og elbil.
Nu har de gudhjælpemig også en Rolls Royce, årgang 1937.
Tim fik et tilbud, han ikke kunne modstå. Sagde han. Han fik den billigt. Sagde han. Og kom i øvrigt ikke nærmere ind på prisen, og jeg ville naturligvis ikke spørge.
Den blå Wolseley fra trediverne bliver vist solgt nu. Charlotte var ellers mest til at beholde den, for hun er blevet så glad for den, efter hun selv sad bag rattet de godt 300 kilometer til og fra årets wolseleytræf i Bressingham, hvor den vandt hele fire præmier. Det gjorde den næsten til hendes barn. Den er også skøn – jeg legede jo fin dame på bagsædet, da vi var derovre sidst.
Men … efter at have kørt i RR’en et par gange kunne hun godt se, at køreegenskaberne er mere end en kende bedre end i den jævnaldrende Wolseley, så nu vil de finde en køber til sidstnævnte.
De (nok mest Tim …) er ret glade for at have fundet en veteranbil, der uden problemer kan følge med den normale trafik, både på lande- og motorveje.
Som skrevet i overskriften: De er ikke til at stoppe.
Nok mest Tim …

Jeg har lært meget nyt i dag!

Haveselskabet havde inviteret til en tur i Ulvshaleskoven på Møn, hvor den nu pensionerede skovfoged H.C. Gravesen (HCG) ville guide os igennem og fortælle om biodiversiteten på stedet.
Det er jo altid herligt at høre fagfolk fortælle, især når de er gode formidlere, hvilket han var.
Når vejret så samtidig er det perfekteste man kan forvente at have på en niende oktober, kan man ikke forlange ret meget mere. Vi bevægede os rundt mellem rimmer og dobber, kiggede på de usædvanligt mange arter af træer, fik samlet lidt løgbruskhat til aftensmaden, trådt på tusindvis af noget, jeg først troede var frø, men som slet ikke var frø – og jeg så en bøgenonne.

Bøgenonnen var en lysende gulgrøn, behåret fætter, som en lille pige fandt. Hun var blevet tvangsindlagt af sin mormor til at deltage, men hun havde øje for de spændende ting.

Herover er det, jeg troede var frø. De var 2-3 mm i diameter og lå stort set overalt. Det forvirrede mig, at der lå flest under lindetræer (de lignede jo også linser, tøhø), men som sagt så jeg dem alle vegne. Lindens frø ser ikke sådan ud, så hvad var det så? Skovfogeden havde naturligvis svaret: Det er galmider. Dette er sandsynligvis lindegalmider, og pludselig gav det hele mening – om end jeg troede, at galler altid sidder på bladene. Der må have været millioner af dem alene i denne skov.
Jeg så et tørstetræ for første gang i mit liv. Jeg har engang farvet med tørret tørstetræ, og nu vil jeg kunne kende træet igen, da det har en specielt udseende, meget mørk bark.
Vi gik langs Den Smukke Sti. Der er jo ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe!

Måske har en enkelt eller to af jer undret jer over, hvad rimmer og dobber dog kan være. 
I dette tilfælde er det en slags store og meget lange bølger af flintesten, som over lang tid blev aflejret efter isen fra sidste istid trak sig tilbage. De er i Wikipedia kun forklaret som et fænomen fra Jylland, men her findes de altså opbygget af flint og ikke sand.
Ulvshale Skov er derfor, ifølge HCG, nok en af Danmarks mærkeligste skove. Det er en ældgammel naturskov, der vokser oven på halvanden meter flintesten: “Skovbunden er faktisk et spildprodukt af Møns Klint og bølger i rimmer og dobber som et stort vaskebræt, hvor træerne vokser på rimmerne, og der er ellesumpe i de laveste af dobberne”, kunne han fortælle.
Han kom på et tidspunkt med en interessant betragtning: At træer, der ‘altid’ har vokset i Danmark, kun har én stavelse. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er jo rigtigt. Bøg, lind, eg, ær, ask, el, navr (flere?). Denne ene stavelse indikerer, at det er meget gamle ord.

‘Veteranisering’. I ved muligvis, hvad ordet dækker, men også her lærte jeg noget nyt:
Man gør træer ældre ved at efterligne det, naturen selv gør, men vi fremskynder det ved fx at afrive noget af barken, brænde træet forneden på den ene side eller flække stammen. Det er ikke hærværk, selv om det ligner, og det fremmer biodiversiteten, fordi mange smådyr lever på døende og ikke dødt træ, og når et træ vælter, er det dødt, men ikke døende.
Smart tænkt af en eller anden.

Jamen, jeg blev så klog i dag. I hvert fald mere vidende, end jeg var da turen begyndte, og det har, så vidt jeg ved, aldrig skadet nogen at erhverve sig mere viden.

En engel blev gift

Når en engel bliver gift, står hun så skybrud? Bliver engle gift? Findes der overhovedet engle?

Det er sjældent, vi oplever et vaskeægte (tøhø) skybrud, men det gjorde vi i går.
Et firdobbelt skybrud blev det oven i købet til, hvis man regner lidt på det.
Det defineres som “et meget kraftigt regnvejr, hvor der falder mindst 15 millimeter regn inden for 30 minutter”.
Hos os faldt der 28 mm på 14 minutter, hvilket svarer til 60 mm på en halv time – altså firdobbelt skybrud, hvis der er noget der hedder det.
Det var godt, det ikke varede længere, for selv om vores grund skråner en hel del, så har vi dog enkelte vandrette flader.
Dem kunne vi bare ikke se, for de var dækket af vand – alt omkring os var nærmest én stor sø, hvis det ikke var en flod. Vejen vi bor på, skråner lige så meget som grunden gør (surprise …), så vandet væltede ned og tog mange af belægningsstenene med. Det var næsten som at se på en af de vejrkatastrofeoptagelser, som de viser over en af BBC-kanalerne.

Billedet er fra før det blev rigtig slemt. Da det blev det, var det som at stå bag et vandfald. Vil jeg tro … det er en oplevelse, jeg har til gode. Vi skulle engang have været inde bag et på Island, men vejen dertil var for farlig på det tidspunkt vi var der, og vandfaldet var i øvrigt frosset til is, så vi fik ikke lov.
Da jeg tog billedet, var det stadig kun et lille vandfald der, hvor de to tage mødes. Jeg har altid en vandkande stående derunder til at samle regnvand. Den blev hurtigt fyldt i går!
Alle mine vandopsamlinger blev fyldt på ingen tid – jeg kunne have haft femdobbelt kapacitet eller mere, og lagrene var alligevel blevet fyldt. Enten er der for lidt, eller også er der for meget. Jeg er et utaknemmeligt bæst, at jeg åbenbart aldrig er tilfreds, men nu har jeg vist vand til et par uger eller tre uden brug af vandværksvand i drivhuset.

Denne flotte fyr er nok rystende ligeglad med, om der er skybrud eller ej.
Madame viste i går et billede af en frø, hvilket var meget pudsigt, for jeg havde netop for få dage siden set mit livs første ‘rigtige’ frøer. Jeg møder nemlig normalt kun de brune skrubtudser på min vej; aldrig grønne frøer, så nu vil jeg også lige vise, hvad jeg så i Peter Hansens Have på Vestlolland. Der var virkelig mange af dem. Vi var ikke i tvivl om, at de var der, for vi kunne høre dem på lang afstand, men så snart vi nærmede os, kunne vi høre en masse små plop, og nede i andemaden var de meget vanskelige at få øje på. Denne her var åbenbart mindre frygtsom end sine artsfæller, for den sad pænt stille og lod sig fotografere.

En ny svamp – for mig

Da jeg lå og hev ukrudt op fra et af bedene, fik jeg pludselig øje på nogle små, nærmest neonrøde kugler. Min første tanke var, at en eller anden havde tabt nogle legetøjsperler, for farven så temmelig kunstig ud. Da jeg ville tage en af dem op, eksploderede den nærmest, og en endnu rødere, tyk væske flød ud fra dem. Ret ulækkert, men nu blev jeg nysgerrig, for hvad pokker kunne det dog være?
Google Lens er min nye bedste ven, og den kunne på en brøkdel af et sekund fortælle mig, at det er almindelig rødært.
Som navnet antyder, er det en ganske hyppigt observeret svamp, som bor på døde træstubbe – hvilket min da også gjorde. Så den var godt nok ny, men kun for mig i min have, men det gør ikke noget – jeg har lært noget nyt i dag. Der stod oven i købet, at den slimede substans kan bruges til at farve med, men for det første var der ikke ret mange ‘ærter’, og for det andet virkede materialet ikke specielt lækkert at arbejde med, så jeg tror jeg springer over denne gang, selv om jeg ellers altid er med på at prøve noget nyt inden for garnfarvning.
Mit kamera kan – som sædvanlig – ikke finde ud af at gengive røde farver, og selv om jeg prøvede at photoshoppe billederne, kunne jeg ikke [finde ud af at] få den rigtige frem, hvorfor jeg begik en forbrydelse og huggede et billede fra nettet, hvor slimens farve er korrekt.

Vi har fået rigeligt med regn, og selv om det kun var rigtig varmt i et par dage, er det i det mindste ikke de arktiske temperaturer, vi havde helt frem til den dag, vi havde sommer.
Alt er derfor eksploderet – det er ikke kun mine rødært, der kan det, men stort set alt, der er i haven. Også ukrudtet … der er virkelig noget at tage fat på, hvis ikke det skal kvæle det, der helst skulle blive til de dominerende planter.
Nå. Det er jo sundt med noget fysisk arbejde, siges der. Man skal have pulsen op, siges der. Jeg burde være meget sund …
Bortset fra, at jeg de sidste to døgn har sovet for lidt, spist for meget, snakket for meget og drukket for meget vin. Men det har været superhyggeligt, har det, så vi har blæst højt og flot på sundheden. Den mentale sundhed har nemlig været helt i top i de par dage, og det virker helt sikkert også livsforlængende.

Gæslinger gange to

Temperaturerne er ikke med os, og det ville være synd at sige, at dagens vindstyrke svarer til en let forårsbrise, men ser man bort fra det, er vejret upåklageligt med sol fra en skyfri himmel. Dermed er det kun et spørgsmål om at tage det rigtige tøj på, hvis man vil ud for at nyde de tusindvis af kridhvide mirabelletræer, der blomstrer så smukt lige nu.
Vi kiggede på All Trails for at blive inspireret og fandt ud af, at hjertestien rundt om Maribos Nørresø kunne være en passende tur i dag, så straks efter morgenmaden bryggede vi kaffe, tappede vand og satte kursen sydover.
Stien er yngre end de huse, der ligger på østsiden af søen, for samtlige haver var skåret igennem, så den nederste halvdel af dem lå ned til søen og den øverste ved huset, med stien imellem. Holddaop, hvor må de husejere have været sure, da det blev besluttet! De er måske nok blevet økonomisk kompenseret, men det betyder sikkert mindre for dem.

En nydelig tur var det, men lige tæt nok på motorvejen – jeg vidste godt, at noget af ruten gik langs motorvejen ad den menneskeskabte deling af søen, men jeg havde ikke forestillet mig, at den larmede så meget på så lang afstand! Det tog en del af hyggen ved turen, selv om den var nok så fin ellers.
Vi så to slags gæslinger, nemlig dem på træerne og dem i vandet. ‘Vores’ gæs ved fjorden har også fået gæslinger, men dem kan vi ikke komme tæt på. Denne lille familie stod på søbredden, men forføjede sig ud i vandet, da de så os komme – og gik straks på land igen, da vi var væk. Der tages ingen chancer … vi kunne jo være grusomme gæslingemordere!

Vi havde sat bilen ved Superbrugsen, så der kunne vi efter turen passende gå ind og finde os tre håndmadder, som er ved at blive standardfrokosten på vores udflugter. Det bliver dejligt, når vi uden coronapas bare kan gå ind et sted og få en frokost, selvom dette unægtelig er en del billigere – og så smager det trods alt lidt af fugl, fordi jeg ikke selv har fikset et eller andet spiseligt … jeg har aldrig været vild med madpakker – hverken at lave dem eller at spise dem.
Vi kørte til Oreby Havn, for John mente, at der var bænke at sidde på.
Det var der ikke – kun en omvendt båd, og det var mildt sagt ikke behageligt at sidde på den, for man brugte flere benmuskler ved at ‘sidde’ end ved at stå op, så vi kørte igen.

Denne gang til Vigsnæs, hvor vi for enden af Havmosevej fandt en okay udsigt og et enkelt bord med bænke. Eftersom vi var alene og ikke havde behov for at sidde ved hver sit bord, var det fint.
Oven i købet var vi så heldige, at der var næsten læ, hvor bordet var placeret, så vi slap for at sidde og spise i bilen.

Vi er begyndt at ryge!

Vi er begyndt at ryge.
Eller skal man retteligen sige ‘røge’?
Uanset hvad der er det korrekte, har vi efterhånden røget i tre-fire år, men hidtil har vi holdt os til varmrøgning af laks – hvilket i øvrigt smager heeelt vildt godt, når den lige er blevet hevet ud fra røgovnen!
Varmrøget laks med Christina Ovesens porrecreme til; så har man en superlækker frokost.

Så faldt jeg tilfældigt over en vejledning i, hvordan man koldryger bacon. Det er en ganske anderledes og helt anderledes proces end den varmrøgede laks, som bare bliver smidt i røgkammeret ved 70° i omkring 35 minutter, så er den færdig og kan (skal helst …) spises med det samme.
Bacon, derimod, tager et par uger eller mere, afhængigt af modningstiden.
Først skal man finde en god ribbensteg, men det fandt vi forleden dag. Den skal saltes i et par døgn med en blanding af nitritsalt, sukker og lidt krydderier. Nitritsalt for at få rødt og ikke gråt bacon, samt, ikke mindst, for at konservere kødet lidt i den relativt lange proces.
Efter saltning skal det skylles rent og derefter tørre, for det må ikke være det mindste vådt, når rygningen igangsættes; så kan røgen ikke trænge ind i kødet, men bliver fanget af væden.
Lige nu hænger det i røgovnen og inhalerer mest muligt. 
Baconstykket skal ryges i 10-12 timer og derefter modne i helst to uger. Det bliver det, der bliver det sværeste, for det er meget svært at vente så længe på at finde ud af, om vores første forsøg var succes eller fiasko … men forhåbentlig da det førstnævnte.
Det påstås, at det er klasser bedre end det bacon man køber i supermarkederne, hvilket jeg vil håbe passer, for det tager godt nok sin tid.
Jeg synes nu ellers nok, at man kan købe noget udmærket bacon, men så er prisen også derefter, og der skal ikke meget til at overgå det billige af slagsen.
Nu prøver vi, og så ser vi hvordan det går. Det er meget, meget spændende!
Hvis det lykkes, er der flere ting, vi skal prøve. Hvad med røget kalkunlår, fx? Og hvis jeg kan lokke lidt vildtkød ud af svoger, kunne det også være sjovt at prøve – men jeg vil tro, at han er villig til at stille lidt kød til rådighed, hvis vi deler det røgede kød i porten.

Ellers nyder vi bare foråret. Det er stadig halvkøligt, men i solen er det fint og lunt, og havearbejdet giver i sig selv lidt varme.
Haven er ved at være præsentabel, og jeg har fået sået lidt forskelligt … garanteret for tidligt endnu, men min tålmodighed rakte ikke længere. Jeg kan bare så om, hvis det går galt, for en selv nok så lille frøpose indeholder fem gange så mange frø, som jeg har behov for.
Billedet herunder er af en askeknop. Et af de smukkeste eksempler på bladknopper, efter min ringe mening. Andet billede er det koglelignende padderok-sporehus. Det er bare med at få dem fjernet fra bedene, inden de smider sporerne, men de er lidt sjovere at se på end det senere nok så velkendte og svært udryddelige levn fra kultiden.

På sæljagt i Hollænderskoven

Det lyder nok umiddelbart underligt, at vi har været på sæljagt i en skov.
Det er så også en sandhed med modifikationer, men alt har en forklaring.
John havde fået at vide, at der på en bestemt sten ude i fjorden ud for Nysøs Hollænderskoven ofte kan ses en sæl ligge og sole sig, eller hvad sådan en nu gør, når den ligger der.
(Hvis man er interesseret i en meget smuk og varieret vandretur på otte kilometer indeholdende både Præstø, Nysø og Hollænderskoven, så byder DVL ind med en mulighed for det den 15. juni.)
Vi parkerede bilen ikke så langt fra Nysø ved det gule kryds og gik ad grusvejen ned til skoven, gennem den og ud til fjorden, hvor vi med det samme fik øje på stenen. Der er nemlig kun den samme store sten, viste det sig, så der var ikke meget at være i tvivl om, heller ikke selv om der ingen sæl var.
Pyt med det, så har vi en fin motivation til at gå på sæljagt i Hollænderskoven flere gange – den bød nemlig på en positiv overraskelse.
En skov er altid dejlig at gå tur i – bestemt også når træerne endnu ikke er sprunget ud, for udsynet er meget bedre end om sommeren.
Grusvejsstykket var ikke specielt spændende at gå, så vi ville se, om ikke vi kunne gå tilbage ad en anden vej.
Det så ud, som om der gik en sti langs skrænten ud mod vandet. Den var ikke alle steder lige farbar, men turen viste sig at være spændende og med en diversitet, der var imponerende for så lille et område. Man fornemmede ikke, at man gik tæt på en mark, for skrænten var flere meter høj. Derfor kan man heller ikke komme til med maskiner, så hvad der falder, får lov at ligge til det forsvinder ad naturlig vej, hvilket som bekendt ikke lige sker fra det ene år til det næste.
Her havde naturen selv lavet insekthoteller i massevis – de lå på stribe så tæt som langs Miamis kystlinje – bare en hel del mere tiltrækkende. På alle måder …

Tænk, at vi har så pragtfuld en gåtur så tæt på vores hjem! Det er typisk: Det man kender mindst, er sommetider det, der ligger tættest på. Vi har kun fem kilometer til udgangspunktet på det indsatte kort, men det bliver nok alligevel sådan, at vi tager bilen, for man kan ikke cykle på den meget naturlige sti – som det vist tydeligt fremgår af billedet herover. Mange steder skulle man over eller under et eller andet cykeluvenligt.

Herover barken fra et for længst afdødt træ. John mente, at nogen havde fået ideen til butterdej herfra …

Herover et af de mange insekthoteller. Tøndersvampene – af nogle kendt som fyrsvamp – hørte til de store af slagsen.

Vi så dansk arum (også kaldet dansk ingefær) overalt, så turen bliver (også) flot at gå, når de senere på året står med deres karakteristiske røde bær.
I går var det skønt at gå tur … i dag har det været gråt og det blæser koldt. Igen.
Læg venligst mærke til, at i går og i dag blev skrevet i to ord. Det er forholdsled. Vi gik ikke påstien iskoven …

Sidste solskinsdag i denne omgang. Og andet …

Ifølge vejrudsigten, som man godt nok sjældent kan stole på, er i dag den sidste flotte solskinsdag for en tid.
Hvis de har ret, må vi hellere benytte os af det.
Hvis de ikke har ret, er der ikke sket noget ved at benytte sig af det.
Vi vågnede i morges til rimtåge, men solen fik hurtigt overtaget og afslørede et fjordlandskab indhyllet i hvidt pudder.
Vi skyndte os at spise morgenmaden, lave noget kaffe, tappe et par flasker vand, køre i Meny for at købe frokosten og så afsted mod Vestsjælland, hvor solen om formiddagen står rigtigt, hvis man gerne vil tage billeder.

Der er meget is på de indre farvande efterhånden, så det kniber for fuglene at finde isfrie områder. Det havde de dog fundet et par steder vi var i dag, både i Skælskør havn og ved gennemløbet til Noret. Her var skarv, gråand, troldand, blishøne og måge.
Vi kørte videre … de havde ikke fået ret meget sne i området, og vi kunne godt se på havnene, at de foregående dages kraftige vind havde været overvejende fra øst/nordøst, for der var ingen isdannelser på moler og bolværk.

Vi satte kursen mod Korsør, for jeg ville se hvordan Storebæltsbroen så ud fra landsiden i dette flotte vejr.
Den var såmænd da nydelig … 
Ligeså disse pæle – hvad de så end har været grundpiller for engang – da vi kom nærmere, kunne vi se et fint farvespil, når solen lyste på tangen.

Det er fastelavn i dag. I år falder det sammen med Valentines Day. Denne sidste kan man mene om, hvad man vil, og mange mener, at det er noget kommercielt fis, udelukkende skabt for at give forretnings- og restaurationslivet ekstra indtjening. Det sidste sker ikke i år, men hvad er der egentlig galt med det? Lad dog forretningerne tjene penge. Lad restauranterne få kunder. Lad blomsterhandlerne sælge lidt ekstra blomster og chokolade.

Hvis du synes det er noget pjat, så lad være med at deltage i det. Den relativt ny-introducerede, fiktive pytknap kan bruges i mange sammenhænge. Jeg er selv blevet bedre til at bruge den og bruger den også i valentine-sammenhæng, men andre kan da gøre hvad de vil – og egentlig er der vel ikke noget forkert i at hylde kærligheden, er der? Selv om det naturligvis ikke kun skal gøres én gang om året …    

Men jeg savner, gør jeg, og kunne en hjerteformet æske fyldte chokolader og en buket røde roser få alverdens forskellige og stadigt muterende coronavira til at uddø, så købte jeg gerne verdens største af slagsen.
Børnene har vinterferie nu – også i England. Jeg talte med familien i fredags, og alle sagde, at de savner os.
De savner mor og John, de savner mormor og morfar, de savner at holde ferie i vores hus, de savner, at vi kommer en tur over og besøger dem, de savner vores overfladiske snakke og vores dybe samtaler, de savner min gode mad, de savner Danmark, de savner … vi savner … alle savner …
ET NORMALT LIV!!!
Er vi mon ikke mange, der kan skrive under på det?

Charlotte og jeg har, uafhængigt af hinanden, besluttet, at BC (Before Christ) har fået en anden betydning.
Before Corona, selvfølgelig.
Vi kan så bare ikke helt finde ud af, hvad vi skal finde på for AD (Anno Domini). Vi kan ikke finde på noget, der er coronarelateret.

Tour de Isfugl – uden isfugl

Vi skulle i går tilbringe tre timer i Køge, fordi John skulle igennem en behandling hos hudlægen, hvor der skulle gå denne tid mellem første og andet besøg. Normalt ville vi ingen problemer have med at slå tre timer ihjel i denne dejlige by, men lige nu, hvor ingen restauranter eller cafeterier har åbent, og hvor det er for koldt til at tilbringe tre timer ude i fri luft, så vi os nødsaget til at køre hjem … men så kom vi heldigvis i tanke om min søster, som bor kun 10 minutters kørsel fra Køge. Hun var frisk på at opbevare os i ventetiden, så sådan blev det. Hun bor et dejligt sted, hvorfra man kan se ind til Køge, som på billedet herunder kan anes i midten.

Hun havde besøg af en ven, som lige havde købt en ny linse. Det havde Merete fortalt, samt, at vi skulle huske at tage varmt tøj med, da jeg ringede for at spørge om hun ville huse os, for så kunne vi alle fire køre til Næstved, når Johns behandling var overstået.
Nede ved slusen havde vennen nemlig set en isfugl sidst han var der. Uden at have medbragt kamera, selvfølgelig …
Vejret var fantastisk, så vi drog afsted; mændene iført varmt tøj og monsterlinser, Merete og jeg kun førstnævnte.

Vi havde ikke før været ved slusen, som ligger ikke så langt fra den gamle amtsgård. Helt klart en fejl fra vores side, for hvor var der dejligt!
Der var også meget is. Uden fugl. I hvert fald uden isfugl, men der var masser af andre fugle; bl.a. grønbenet rørhøne, som vi ikke har set i årevis.
Men altså ingen isfugl.
Mens vi stod og kiggede os omkring, henvendte Merete sig til en mand: “Har du set isfuglen i dag?” Det havde han ikke; det var et par dage siden, men han fortalte Merete om vandstæren, som normalt holdt til “lige derhenne”.
Da han var gået gået, spurgte jeg Merete, om det var en hun kendte. “Nej”, svarede hun, “men han lignede en lokal, så jeg regnede med, at han ville kende til isfuglen.”
Typisk Merete. Jeg spurgte hende ikke, hvad det var for karakteristika, der fik ham til at ligne en lokal, men ret havde hun jo. Jeg kunne forstå, hvis han havde været hundelufter, men det var han ikke.
Hun lavede samme nummer, da vi havde flyttet os nogle hundrede meter. Igen havde hun vurderet personen korrekt, og igen var det nogle dage siden denne lokale mand havde set isfuglen.

Vi fik øje på en underlig indretning, som var anbragt ude i vandet.
Det viste sig at være et rederør (til ænder), som ingen af os havde hørt om eller set før, men nu ved vi hvad et rederør er, hvis vi skulle støde på ordet igen – og det gør vi inden for en uges tid ifølge nytordsloven, som siger, at når man hører et ord for første gang i sit liv, vil der gå mindre end en uge, inden man støder på det igen. Er det ikke rigtigt? Det fænomen har jeg oplevet virkelig mange gange.
Inden I bliver helt gråhårede af at spekulere, så har jeg netop opfundet ordet ‘nytordsloven’, og selvom jeg synes det er et glimrende og yderst passende ord, vil jeg godt nok blive forbavset, hvis I eller jeg støder på det igen inden for en uge. Et nyt ord med indbygget paradoks …

Der var som sagt en del forskellige fuglearter at kigge på. Er dette en terne? I så fald, hvilken? Jeg kan ikke finde den i DOF’s fugleapp, og jeg har endnu ikke fået svar fra Naturbasen.
John og jeg har aftalt, at vi skal ud og kigge ved slusen hver gang vi fremover er i Næstved – det kunne da være, vi engang kunne være heldige at se enten isfuglen eller vandstæren.

Opdatering: Svar fra Naturbasen: “Det er en hættemåge, hovedtegningerne er meget variable her om vinteren.”
En hættemåge uden hætte! Det havde jeg aldrig selv fundet ud af!

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde, og det har jeg så heller ikke gjort.
Jeg har sagt, at jeg vil bestræbe mig på at nedbringe mit garnlager ved ikke at købe mere, end jeg forbruger, regnet på hele kalenderår – ja, faktisk helst forbruge en hel del mere, end jeg køber.
Den 3. januar indledte jeg 2021 med at købe 1475 gram garn, som jeg modtog den 7. januar. En god start på ‘bestræbelserne’ …
Pyt, tænkte jeg. Det får jeg hurtigt strikket forbi, så at sige, og ganske rigtigt: pr. dags dato har jeg strikket 2046 gram (~ 41 nøgler), så der er allerede et underskud på 571 gram. Dygtig pige …
I [mit] garnregi er det lige så godt at have underskud, som det er godt at være negativ, når det er i coronaregi.
Den glorie blev ikke pudset særlig længe, for i går bestilte jeg yderligere 200 gram mohair til et projekt, strikdesigneren Anette Danielsen har haft gang i på Instagram, og mohair er ikke en lagervare hos mig – i hvert fald ikke så meget, at jeg kunne skrabe sammen til det projekt.
Sådan er det næsten altid – det er derfor, der overhovedet bliver købt noget: Det er ligemeget, om man har 50 kilo garn på lager – man står altid lige og mangler noget, når man finder et nyt projekt at kaste sig over. Det er en af naturlovene.
Men jeg holder stadig mit ikke-løfte til mig selv, også efter, at de 200 gram er ankommet.

Meteorologerne er til gengæld virkelig gode til at love noget, der ikke holder.
I forgårs i Tv-avisen blev vi lovet rigtig snestorm på vores egn; en snestorm, som skulle vare det meste af dagen. Lars E ville have klappet i hænderne, fluks taget dommedagsstemmen på og forbudt al udkørsel.
Men hvad blev det? Et brag af et flot solskinsvejr! Vinden havde lagt sig lidt, så jeg kunne komme ud og tage billeder af lidt hvidere sne og is end tilfældet var i forgårs.
I nat kom der et lille drys, men heldigvis kun lige nok til at hvidte landskabet, som var blevet brunt af al den fygning de sidste par dage.
Det er en af de flere kedelige ting ved snefygning: Blæsten flytter både sne og jord fra markerne og lægger i stedet det hele på og ved siden af vejene, så de bliver ufremkommelige og ydermere får marker og vejrabatter til at se ud som om man har strøet kanelsukker over det hele. Snavsetgråt kanelsukker …
Men nu er det altsammen hvidt; det er stadig højt og flot solskin, og det blæser næsten ikke. Flot er det, må jeg modstræbende indrømme.

Rottemanden har været her og har taget den udendørs fælde med sig igen. Vi har set to døde rotter, men ingen levende ved fuglepladsen den sidste halvanden uges tid, og han kunne ikke se, at der havde været aktivitet omkring fælden siden eftersynet ugen før, så lige nu er vi tilsyneladende rottefri. Det varer sikkert ikke ved, men så kontakter vi ham bare igen.
Vi har smilet lidt i skægget, fordi vi, et stykke tid før vi selv meldte det, havde set rottemanden køre forbi os og længere op ad vejen, hvorved vi kunne regne ud, at også andre, flere matrikler fra os, har anmeldt rotter, men to af vores nærmeste naboer har set rotter ude på vejen og har ringet på hos os og fortalt os, at vi har rotter. Bare fordi vi har et gammelt hus, går nogle automatisk ud fra, at så er det kun os, der kan have rotter.
Det har de misforstået. Der er rotter overalt, fortalte rottemanden – også i langt nyere huse end vores – og altså også hos andre på vores vej.

Vores hus fryser

Det er kun ÷3°, men med den kraftige blæst føles det, ifølge kuldeindextabellen, som ÷12°. Jeg synes det føles endnu koldere. Hvis jeg stod stille i ÷12°, men vindstille, ville jeg ikke føle det værende så isnende koldt som i dag, hvor det absolut ikke var nogen fornøjelse at opholde sig ude i bare de få minutter, det tog at tage billederne af isfjorden og af højvandet. Højisen? Vrøvl, men vandstanden er stigende på trods af, at der ligger is til langt ud på fjorden.
Vi håber på, at vi snart kan se havørnene færdes ude på isen.

Billedet herover er taget i morges, og allerede i skrivende stund, seks timer efter, er vandet hvor ænderne ligger, frosset til.
Det er meget heldigt, at der ikke er voldsom stor søgning på shelterne lige nu, for man kan kun komme til dem fra vandsiden – både shelteret herunder og to andre, som er placeret længere sydpå langs fjorden. Man kan så faktisk heller ikke komme til dem fra vandsiden lige nu, medmindre man har en isbryderkajak … og er meget stærk …

Ved Nysø var vandet ikke, som vi troede, nået helt ind over vejen, men det er begyndt at kravle derhenad, kunne vi se, da vi kørte en tur til Præstø. Det blæser som jeg ved ikke hvad, selv om en vestjyde nok ville smile overbærende af “sådan en smule vind”, men 14 m/s og 22 i vindstødene kan godt mærkes af en østsjællænder!

Nu havde jeg ellers været så dygtig at købe ind til to uger, så det ikke var nødvendigt for os at skulle ud før om et godt stykke tid.
Jeg havde ikke lige taget højde for, at Charlotte ringede forleden og klagede Aubreys nød: De har snart vinterferie, og han er løbet tør for pålægschokolade! Det er sandelig ikke godt … tanken om savnet kan jo næsten ødelægge en ferie på forhånd for ham. Teen, jeg eksporterer til dem, er også ved at være drukket – der går mere til, når alle fire er hjemme hele dagen hver dag.
Så ‘rigtig’ te til dem, plus en Pickwick Skovbærte til Anna, og så selvfølgelig den pålægschokolade – så er alle glade.
Charlotte får også to opvaskebørster. Her kan man få dem med hår og ikke kun med de irriterende, stive nylonbørster, som vi kan vælge til eller fra her i landet, men som er de eneste, de kan få i England – i hvert fald i samtlige de supermarkeder, Charlotte kan finde på at handle i.

Dette, plus lidt godter af den slags jeg ved de kan lide, blev sendt afsted i dag. Efter udfyldelse af tolddeklaration. Dammit, hvor irriterende, men jeg vidste jo godt, at det ville være et krav efter Brexit. Jeg er spændt på, om – eller hvilke – konsekvenser det har for tiden, det tager for pakken at nå frem. Og om det kommer til at koste Charlotte noget at modtage den, hvilket jeg sandelig ikke håber. Der er forskellige toldgrænser, afhængigt af de enkelte landes regler, men det var mig ikke muligt at finde ud af, hvor de ligger for en engelsk modtager af en dansk pakke. Jeg kunne kun finde ud af det, hvis jeg selv skulle modtage en pakke.

Hva’ så?

Det var et flot vejr i formiddags. Præstøfjorden lå blikstille hen; vimplerne hang sløvt ned langs flagstængerne og himlen var høj.
– Hvor kan man køre hen og gå en tur, John?
– Tjah … hvor?
… Ellen tænkte …
– Kan vi ikke køre til Nysted Nor igen? Det sted med alle skarverne.
– Det kan vi da godt.

Vi lavde kaffe, tappede vand og lagde kursen forbi Meny for at købe et par håndmadder og så ellers dernedad.
Desværre var det ikke lige så fint vejr syd for Farøbroerne, men decideret dårligt var det heller ikke, så vi fortsatte, selv om det var med en lille smule øv, vi kunne konstatere, at vi åbenbart havde valgt den forkerte retning til dagens udflugt.

Skarverne var ikke hjemme. I modsætning til os er de ikke underlagt nogen rejserestriktioner, så de er taget en tur til middelhavsområdet.
Deres sommerresidens ser også ret kold ud …
Vi gik videre og tog turen rundt om, hvad vi formoder engang har været Ålholm slots køkkenhave, som har været STOR.
Der er ikke mange tegn på en køkkenhave, men fordi det var et stort og helt fladt område, omkranset af en mur på alle fire sider, samt tilstedeværelse af ruinerne af nogle store drivhuse/orangerier, kunne vi ikke komme til anden konklusion. Vi gik og småsludrede lidt om, at det er en skam, den slags herregårdsliv ikke fungerer mere, selv om det alt i alt nok kun var en god tid for de få privilegerede – som jeg flere gange har skrevet, så synes jeg bestemt ikke, at de gamle dage var særlig gode.

Der er flere steder på slottets område, der er markeret “Privat”, men andre steder må man gerne færdes. Bl.a. forbi denne gule bygning, som vi – igen gætteri – blev enige om måtte have været tjeneste- eller arbejderboliger. Vi havde ingen skrupler over at kigge ind gennem nogle af vinduerne, eftersom det tydeligt fremgik, at stedet ikke længere var beboet. Det er mange år siden, det var det, men det var uomtvisteligt små boliger engang. Der havde været to (eller flere) størrelser: Små og meget små. De meget små var dem med de ligeledes små vinduer længst væk på billedet.

Vi spiste vores madder ved Nysted havn med udsigt til slottet og til alle fuglene på vandet. I bilerne ved siden af os var der andre par eller familier, der havde fået samme gode ide, så vi følte nærmest et helt fællesskab og smilede sødt til hinanden.
Fra stien kunne vi se Nysted vandtårn. Det minder lidt om Sakskøbings Saxine, men smiler ikke. Jeg ved heller ikke lige, hvilket navn Nysted skulle give deres vandtårn, men der skal jo nok være en kreativ sjæl derude, som har en god ide. Da vi kom tilbage efter turen, var der tre par, der indtog maden stående uden for deres biler, så selv om de var flere end fem, synes jeg ikke de skal høre noget for det. De frøs med anstand, og jeg kunne ikke dy mig for at komme med følgende bemærkning: “Velbekomme! I er nok ude for at indtage det store kolde bord!”, hvilket de ufortøvet gav mig ret i … kort efter satte John og jeg os ind og nød vores medbragte og nu både velfortjente og tiltrængte kaffe.
Da vi kom hjem, var det stadig fint vejr på Sjælland. Man kan ikke få alt.

Har jeg fået coronakuller?

Når man begynder at studere træernes inderside, har man så fået coronakuller?
Det lyder i hvert fald temmelig … alternativt at foretage sig den slags, skal jeg gerne indrømme.

I formiddags, da jeg hentede brænde ind til opnåelse af stuetemperatur inden optænding, faldt barken af et par af brændestykkerne, og jeg lagde mærke til, at der var spor i den.
Ikke nok med det; dyret, der havde lavet sporene, var der også. Dyrene, var det faktisk, for der var flere, men de kunne ikke længere spise af mit brænde, for de var døde. Af kulde, vel sagtens, for det har ikke været af sult!
Da jeg undersøgte flere løse barkstykker, viste det sig, at der var gravede gange på dem alle og mange af disse små hvide larver.

Det måtte undersøges nærmere, og Google var som næsten altid min ven. Jeg var så snedig at sætte ‘ask’ ind som et af søgeordene, eftersom den løse bark udelukende stammede fra asketræstykkerne.
Det viste sig at være askebarkbillen, der havde været på spil. Det gav jo sådan set fint mening …
Det er ikke noget problem, hverken for skovejere eller os, for de huserer kun på barken ét år.
Hvis de ellers overlever, hvad mine biller ikke gjorde. Med andre ord behøver vi ikke at frygte, at vores brænde er i fare for at blive spist inden vi kan nå at bruge det – og i øvrigt spiser de kun barken; ikke selve træet, så jeg er ganske rolig – er kun blevet en smule klogere, og det er aldrig skidt. Artiklen, jeg fik min viden fra, kunne desuden fortælle mig om askeroser, som jeg har set hundredvis af gange på vores asketræer på ødegården, men aldrig har tænkt nærmere over.
Det er så dejligt at blive klogere.

Det er også dejligt at få nyt legetøj.
Det har John fået – det kom med posten i går: En bladpuster.
Det lyder umiddelbart som endnu et tilfælde af coronakuller, for hvorfor i himlens navn skulle man investere i en maskine til at puste bladene rundt, når naturens egen vind klarer det så glimrende uden vores indblanding?
Den kan dog også suge dem op i en pose, så helt kulret var han alligevel ikke blevet.
Inspirationen til købet skyldes Troels Tækker, hvis ‘puster’ John brugte i forbindelse med mønningen af taget, som efterlod mange løse halmstrå overalt omkring huset. Han fik dengang pustet det meste sammen og suget det op i posen, men oppe på taget lå der stadig løst halm, som efterhånden blev blæst ned på fliserne, på stenene foran garagen og i bedene. Der var således igen meget at samle op, hvilket er et virkelig irriterende og rygbrækkende arbejde.
“Lad det dog ligge”, vil nogle sige, men det var grimt at se på, så John fandt en lille husmandsmodel til en rimelig pris, og som snildt rækker til os.
I dag har han så været ude at lege.

Den pustede fint til både blade og halm, så nu er der ryddet op.
Jeg tog billederne gennem ruderne på døren, for det ville have været temmelig dumt at åbne døren lige på det tidspunkt …

Herligt med folk med initiativ

I morges stod vi op til endnu en af de fantastiske morgener, hvor disen ligger over den spejlblanke fjord og himlen er … himmelhøj og himmelblå.
At stå op til sådan et syn og samtidig vide, at Biden har vundet præsidentvalget, bevirker, at det er lige før – men også kun lige før – jeg midlertidigt kan glemme coronapestens grimme ansigt for en stund.
Desværre kan idyllen hurtigt gå fløjten, når der kommer et hold motorcykler fræsende forbi med hastigheder på omkring 100 km/t eller mere og et lydniveau på cirka et tilsvarende antal dB. Førerne er ophøjet ligeglade med færdselsregler og hensyn til beboere og svage trafikanter.

I Tyskland har de indført et system, der måler dB og man tillader politiet at stoppe kørslen lige på stedet, hvis lydniveauet overstiger 94 dB. Motorcyklen sendes hjem med en autotransportør og motorcyklisten, som dermed lige pludselig ikke har noget køretøj, må selv finde ud af hvordan han kommer videre på sin færd. Så kan de lære det, kan de!
Et sådant system kunne jeg godt bruge i Danmark, men det er vist ikke lige om hjørnet.

I eftermiddags bankede det på døren … udenfor stod en ung mand med en flyer og et stykke papir, hvorpå vi kunne se nogle underskrifter.
De har dannet en gruppe (som også er på FB, kunne vi læse).
De vil, i samarbejde med politiet, have de tre fjordkommuner til at gå sammen om at lave chikaner, bump eller forhøjede fodgængerovergange på vores 2 ÷ 1-vej … eller en kombination af de tre. Hvis de kan samle mange underskrifter fra beboere i området, mener de, at de står stærkere i deres argumentation.
Jeg kan egentlig ikke fordrage bump på vejen, hverken i bogstavelig eller i overført betydning, men her går jeg fuldt ind for de rent fysiske af slagsen, for det må gøre det umuligt for fartbøller at køre for stærkt.
Der har været hastighedskontrol flere gange, og det er lidt skræmmende tal, rapporterne viser:
1673 passerede køretøjer, hvoraf 390 ‘bare’ kørte for stærkt, 59 fik et klip og 7 fik en betinget frakendelse af kørekortet.
Det er 28 %, der kører for stærkt.

(Igen en blishøneø. Denne gang helt inde i bunden af fjorden, lige over for Nysø.)

Vi skrev under begge to.
John har lige talt med en mand lidt længere oppe ad vejen, ud for hvis hjem politiet lå så sent som i går.
De fik mange penge hjem til bødekassen.
En kvinde havde kørt 87 km/t. Det er ét klip i kørekortet.
Derudover talte hun i mobiltelefon. Det var et klip til.
Og endelig havde hun ikke sikkerhedssele på. Det var det tredje klip og altså nul kørekort for hendes vedkommende i en periode.
Sikke et fjols. Men jeg har ikke specielt ondt af hende.
Og jeg håber virkelig, at de/vi kan få kommunerne i tale og overbevise dem om, at det er en rigtig god ide at få gjort den smukke strækning lidt mere trafiksikker.

Storm i Østersøen giver vand ved Den Stråtækte

Nu er det højvande igen, fordi det er stormvejr ovre ved Bornholm.
Køerne på marken blev hentet hjem i går, men der går stadig to får – som tilsyneladende er aldeles ligeglade med, om vandet stiger. De kan skimtes på billedet; det sorte kan i hvert fald, og det grå ligger tæt på kl. 3. De tager det hele med ophøjet ro.

Men vand kommer der ind, og meget af det. Stien, vi normalt går ad ned til vandkanten, er næsten druknet. Til sammenligning viser jeg et næsten identisk billede fra i sommer, hvor en landrover kom i knibe. Det er ikke så underligt, at terrænet visse steder er lumsk nok til at fastholde en landrover, når der kommer så meget vand ind en gang imellem.

Blishøneøerne er tilbage igen. Vi ser aldrig blishøneøer i sommerhalvåret, men i løbet af efteråret dukker de op. Så kan vi et lille stykke ude i vandet se en lang, sort stribe, der flytter sig lidt frem og tilbage – de lader sig føre ‘gratis’ med vinden i den ene retning, hvilket de bliver ved med, indtil de på en eller anden måde får kommunikeret om, at nu er det tid til at bevæge sig den anden vej, men til det må de arbejde for sagen.
Og blishøns er det, selv om man ikke umiddelbart kan se det …
Nogle gange, når vi kommer længere hen på vinteren, oplever vi, at en ø kan blive flere gange større end denne her. Jeg ville gerne vide, hvor mange fugle der så udgør øen, men det er safety in numbers. Vi har set havørnen forsøge sig – også med held, men risikoen for den enkelte fugl er naturligvis mindre, jo flere de er.

Har jeg nævnt før, at jeg aldrig bliver træt af at bo her?
Det har jeg nævnt, I know, og dette bliver nok heller ikke sidste gang – jeg fascineres stort set hver eneste dag over fjordens mangfoldighed, hvis man ellers kan sige sådan om en fjord, men den er ikke den samme to dage i træk.

Vandet er i øvrigt ikke færdig med at stige … jeg er spændt på, hvor højt det når op denne gang. Lige nu, i skrivende stund, har vi nået niveauet fra marts i år, men selv om det måske ser faretruende ud, er der ingen fare på færde for os. Vi har da i det mindste ingen varsler fået om ekstraordinær høj vandstand, så mon ikke det går også denne gang? Selve huset ligger 3-4 meter over normal vandstand, så der skal meget til – selv om jeg blev en anelse nervøs dengang i januar 2017, hvor det steg rekordhøje knap to meter.
John grinede godt nok også lidt af mig. Med rette, viste det sig … men det er okay. Der er nogle gange, hvor jeg helst vil tage fejl.