Gå en tur i fjorden

Ja, jeg skrev gå en tur i fjorden.
Det var der nemlig et par, der gjorde i dag. De havde ankret deres sejlbåd for svaj et sted, hvor folk ofte vælger at ligge på denne måde. Så undgår de både havnemylder og ditto afgift.
Fjorden er meget lavvandet visse steder (det er ikke så underligt, at den derfor kastede op forleden dag), hvilket ses på billedet her. Den er på dette sted godt en kilometer bred, så de vader altså rundt cirka 400-500 meter fra land – og det når dem ikke engang til knæene.
Hunden bliver lige luftet samtidig, kan man se …

Jeg tror bare, jeg bliver hjemme i haven – har hverken behov for at gå i eller på vandet.

I dag holdt jeg søndagsfri. Normalt er der for os ingen forskel på hverdage og weekender, men det var der så alligevel i dag. Jeg er endelig kommet igennem hele haven, og lige i dag gad jeg ikke så meget som se på ukrudtsbeholderen, så jeg satte mig op i shelteret og fik strikket den sidste firkant i et tæppe færdig. IPadden var medbragt, fordi for en meget sjælden gangs skyld fik jeg lyst til at ødelægge al fuglesangen ved at høre på lidt musik.
Der blev søgt på Youtube på mine overall yndlingshit gennem tiderne. Dem er der en del af, bl.a. Bryan Adams’ Summer of ‘69.
Det var nemlig some of the best days of my life. Jeg var 16 år. Jeg var i London for første gang. Jeg startede i gymnasiet. Jeg var ung, men uden ansvar (for andre, altså … man har jo altid ansvar for sit eget liv), jeg havde det i det hele taget bare SÅ fedt den sommer, og når den gode Adams leverer et så dunkende hit som han gjorde om netop den sommer – ja, så skal det næsten blive til en af de foretrukne fra min side.
Den blev, ifølge Wikipedia, i 2006 kåret af canadierne som den bedste sang at høre under bilkørsel. Gad vide, om de holdt en folkeafstemning om det?
At den er fra 1985 og at Bryan Adams kun var 10 år i 1969, er sagen totalt underordnet.
I hvert fald lader vi os ikke forstyrre af fakta – det er bare et skønt nummer.

Jeg sang med inde i mit hoved, men jeg var desværre ikke Singin’ in the Rain …

Reklamer

Fjorden kaster op!

Ved middagstid fik John øje på fire brune, flydende øer langt ude på fjorden. Vi havde besøg af en VVS-mand, som sagde, at det er bunden, der vender.
Okay!? Det havde jeg ikke hørt om før, men manden har boet hernede hele sit liv, så han ved noget mere om den slags ting, end vi gør.
I løbet af eftermiddagen drev øerne sammen og ind mod land, så nu kunne vi komme ned og se, hvad det var for noget.
Fy for pokker, hvor er det dog ulækkert! Det ligner opkast, men det kan det vel også på en måde kaldes. Fænomenet er åbenbart ikke ualmindeligt i lavvandede fjorde; vi har bare ikke set det før. Jeg googlede “fjorden vender bunden” og frem kom en masse hit, bl.a. dette fra Den Store Danske.

Det er jo ikke så godt, da det åbenbart er iltsvind, vi taler om her. Er det voldsomt, dør der vel en masse fisk, og så har de dumme måger kronede dage.

---

De to billeder herunder er til ære for Donald, som ikke mente, at gyldenris og rejnfan kunne give så varme, gyldne/gule farver som tidselblomsten fra forleden dag.
Her er beviset, Donald. Første billede er rejnfan; det andet gyldenris. Jeg må medgive, at rejnfan løber af med sejren, men gyldenris er nu heller ikke så tosset – især i betragtning af, at jeg kan hente råmaterialerne ganske gratis lige uden for min dør. Den skønne, varme, orangegule farve fra rejnfanen kan godt leve op til farvetidslen, synes jeg.

Tæt på Corfe Castle

Vi er faktisk en anelse imponerede over, at C & T kan blive ved med at finde nye steder at vise os – de har trods alt boet i Wiltshire i næsten 15 år.
Radius bliver da også større og større; i dag kørte vi en time og tre kvarter hver vej for at komme til Corfe Castle. De sagde, at området var den lange tur værd, og vi kunne kun give dem ret. Det var meget marshland, men the gorse (tornblad) stod i blomst, så det var smukt og lidt anderledes end vi er vant til at se.

Først går man igennem en skov, som ikke bliver plejet, så døde træer får lov at forgå ved naturens egen hjælp. Efter et stykke tid når man ned til kysten, hvorfra man kan se over til Poole. På billedet herover skimtes ruinerne af Corfe Castle lidt til venstre for midten af billedet. Det var ret diset, som det ses, men det gjorde det ikke mindre smukt eller mystisk at se.
Jeg har jo noget med nøgne træer, og på dette sted kunne jeg gå helt fotoamok i dem.

Kronvildt var der også. Et sted så vi syv græssende dyr på en gang, så Aubrey gav den som Gerald Durrell (vi ser serien om aftenen, mens vi er her – et afsnit/aften) og forsøgte at snige sig ind på dem, men det var ikke så nemt endda. Det var også ligemeget – alene det at se syv, hvoraf en var en tyr med et stort gevir, var stort for dem.

Inden for et forholdsvis lille område så vi et fænomen, ingen af os har set før. De to billeder herover er klumper af myrer. Tykke klumper, hvor myrerne lå i flere lag oven på hinanden, men dog stadig fladt henover jorden; de var ikke i en tue, som vi fx ser dem derhjemme eller i Sverige, men der var den ene samling myrer efter den anden over en strækning på måske et par hundrede meter.
Hvorfor gør de sådan? Er det fordi, de er englændere og derfor opfører sig anderledes end de skandinaviske, er det årstiden eller noget helt tredje? Der var bevægelse i klumperne, men de flyttede sig ikke som sådan. Det var ret fascinerende at se.

Da vi nåede helt ud til vandet, vendte vi om og satte kursen mod bilen. Det blev til en tur på næsten tre timer – dog med ophold undervejs, fordi der hele tiden var et eller andet der skulle studeres nærmere.
Klokken var blevet 15, så vi var efterhånden blevet grundigt sultne. Charlotte sagde, at de ville prøve at se, om der var plads på The Halfway Inn, for der spiser man godt.

Det var der – plads, altså, med hiv og sving, for det er åbenbart et populært sted, men vi blev anbragt ved et reserveret bord, hvor ‘reservatørerne’ vist var udeblevet, så på den måde lykkedet det – der var ikke andre steder, vi kunne have siddet alle seks.
Og man spiser virkelig godt der – der var rigeligt med mad, så det blev til dagens måltid – ingen af os bliver sultne igen før i morgen.

Det blev en god, sidste dag herovre. Corfe Castle vil vi se igen ved sommertide. Så er der ingen gorse, men her må være smukt alligevel.

Kløvedal, Gandhi og en havørn

Jeg har i et par måneder haft Troels Kløvedals bog Alle mine morgener på jorden liggende på ipadden, men der skulle åbenbart lidt inspiration til at gå i gang fra Lene, som lige har læst hans Den tynde hud – som jeg har læst for nogle år siden, lige som jeg har læst flere af hans bøger fra turene med Nordkaperen.
Egentlig ser jeg normalt ikke mig selv som specielt venstreorienteret og jeg kunne aldrig i livet bo i et kollektiv, hverken som ung eller nu, men jeg er forbavsende enig med Kløvedal i forbavsende meget af det han siger. Jeg er meget blå på nogle områder og ret rød på andre. I gennemsnit burde jeg måske derfor være socialdemokrat, men det er jeg så godt nok ikke …
Kløvedal er en belæst og dybt historieinteresseret mand, hvis bøger jeg kun kan anbefale på det varmeste. Både selvbiografierne og hans rejsebeskrivelser. Jeg har læst flere passager op fra Alle mine morgener på jorden højt for John, som også langt hen ad vejen synes TK er en klog og fornuftig fyr. Der er bare lige igen det med kollektivtanken – jeg har altid været ret selvstændig (nogle vil nok kalde det egenrådig) og hadede gruppearbejde i skolen. Men det er jo ligemeget … et sted i bogen nævner han Gandhi (altså Mahatma, ikke Indira) og dennes svar på et spøgsmål fra en interviewer om, hvad han synes om den vestlige civilisation, hvortil han svarede: “Det ville da være en god ide”.
Jeg var helt solgt. Fuldstændig. Elsker den slags. Måtte lige slå det op for at se, om det var et ægte citat, men det var det tilsyneladende. Han var jo også en klog mand, ham Gandhi … What do I think of Western civilization? I think it would be a very good idea.
Havde jeg kendt det citat, da jeg var arbejdsramt, ville det have hængt over mit skrivebord.

Han kunne dog ikke gå på vandet, men det kan vores fugle nu. Selv svanerne kan vi se gå på isen, så det er ikke kun et helt tyndt lag mere.
Bedst som jeg stod og fotograferede fjorden og den høje, dybtblå himmel, kunne jeg fornemme lidt uro til venstre i billedet.
Og så skete det, som jeg har ventet i tre år på: At jeg tilfældigvis stod parat med et kamera, når havørnen lige kom forbi. YES!
Det blev på ingen måde et billede, der kan vinde konkurrencer, fordi det blev uskarpt pga. den kraftige zoom, men det blev et billede af en havørn i luften lige over kysten ved Den Stråtækte, og så forlanger jeg sådan set ikke meget mere.

Avalon tur/retur

Sol.
Kulde.
Vindstille.
Morgendis.
En glimrende kombination, når det nu absolut skal være vinter.
Fjorden bliver så dejlig mystisk, når en let dis ligger på det blanke vand, og som jeg skrev i morges på Instagram, så kom jeg til at tænke på Avalon, som er den hellige ø, hvor Kong Arthur blev begravet, og på film er sejlturen dertil eller derfra altid indhyllet i mystikkens tåger.

Jeg kan godt lide at se den slags eventyrfilm – og læse den slags eventyrbøger. Den slags fantasy taler til min hjerne på en måde, som jeg ikke helt kan forklare, men som jeg sluger råt, hvilket forklarer, hvorfor jeg elskede alle Harry Potter-bøgerne (og senere filmene) mindst lige så meget som min nevø (og senere mine børnebørn) gjorde. Og hvorfor jeg, sammen med Charlotte, otte år, sad og fulgte lige så opslugt som hende med i Stjernedrengen. Nævn denne titel for hende den dag i dag, og hun sukker henført og siger: Åhhh ja, det var bare den bedste serie nogensinde!
Det trøster mig lidt, at en af mine veninder, som er forsynet med en langt højere IQ end mig, har samme ‘mystiske’ tilbøjeligheder.

Fiskehejren har ikke Avalon i tankerne, men sandsynligvis noget langt mere jordnært som fx det næste måltid mad … han sidder ofte på lige præcis denne pæl og kigger ned i vandet. Vi har ikke set ham fange noget herfra, men han må åbenbart alligevel anse den for at være den perfekte udkigspost.

Mystikken holdt sig hele dagen – ikke en vind har haft rørt sig, solen har skinnet og gæssene har indfundet sig i hobetal, så vi har ærgret os lidt over, at det var for koldt til at have en dør på klem eller et vindue åbent, så vi kunne høre deres konstante snakken.
Det var så godt vejr og så hyggeligt med fuglesnakken ude på fjorden, at jeg fik lyst til at gå op i shelteret for at indtage eftermiddagskaffen, men det så bedre ud indefra, end virkeligheden viste sig at være … brrrr.
Nu er det bløde eftermiddagslys næsten helt væk, og mørket er ved at falde på. Der er ild i brændeovnen og gang i strikkepindene.
Vinteren har bestemt også sine lyse sider!

Somme har søreme været søde

Jeg kender to, som har fødselsdag i dag.
Den ene er min dejlige, lille store Anna, som fylder 12 år.
Den anden er Inge, som bliver … lidt mere …
Tillykke til dem begge to. Jeg vil jo helst tro, at det er deres skyld, at vi har haft dagens fuldstændig fantastiske vejr; med høj, klar, blå, blå himmel uden en sky. Hele dagen.
Vi stod op til – absolut ikke den flotteste solopgang i historien, men lidt har også ret, og en frostklar og næsten blank fjord, hvor et enkelt, skræppende gåsetræk mere understregede stilheden end ødelagde den, er slet ikke så tosset endda på en januarsøndags morgen.

Lige over middagstide satte vi kursen mod Ølsemagle revle, men der færdes nok for mange mennesker til, at fuglene har lyst til at være i fotografisk egnet afstand. Vi fik dog gået en pæn tur, og naturen kan sagtens være nydelig, selv om fuglene ikke rigtig vil vide af os.

 

Vi kunne konstatere, at Aubrey ikke er den eneste dreng, der helst skal udfordre sine støvler, når man er i nærheden af vand.
Hvorfor skulle han også være det?

Vi så, hvordan lysets brydning kan spille os et puds. Et fænomen, der ifølge Tims, af videnskabsfolk accepterede, teori var medvirkende til, at det gik så grueligt galt for Titanic. Jeg skal undlade at forklare teorien her – jeg ville bare komme galt afsted, tror jeg, men det er pudsigt at iagttage, hvordan bådene her ser ud til både at spejle sig selv og at svæve over vandet, lige som et fatamorgana gør i ørkenen.
Beklager den elendige billedkvalitet, men jeg måtte ud i fuld zoom for at kunne få det indfanget.

Der ER stor forskel

Vi kom lige til at spise to avokadoer til frokost, og der er altså gået for meget plantefarver i mig til at kunne smide sten og skaller ud, især efter det tredje og langt om længe vellykkede forsøg, så hvad var mere oplagt end at sætte forsøget, jeg nævnte i går, i gang?
Jeg vaskede alt frugtkød af og hakkede begge sten og skaller forholdsvis fint – det er en fordel med en så stor overflade som muligt – og lagde det i hver sit glas.
Det blev overhældt med kogende vand og derefter tilsat cirka ¼ dl salmimakspiritus.
Farveforskellen opstod øjeblikkeligt. Det er skallerne til venstre og stenene til højre. Jeg satte naturligvis det matchende låg på …
Nu skal jeg bare igen væbne mig med en uges tålmodighed, inden jeg kan igangsætte selve farvningen – det bliver spændende at se, hvor stor forskellen bliver på det færdigfarvede garn.

Ellers går 2018 foreløbig bare sin stille og rolige gang – indtil videre kan alle følge med … jeg var i nørkleklubben i dag, og på vejen hjem stod Nysøs egetræer så flot. Jeg ved godt, at jeg har vist billeder af de smukke profiler før, men jeg har lyst til at fotografere dem hver eneste gang jeg kører forbi dem på denne årstid, hvor de står nøgne og smukke, og i dag gjorde jeg det så igen … 

Bølgerne var temmelig høje i dag

Selvom en vestjyde sikkert kun vil kalde 12 m/s for en mild brise, så virker det for vores sarte og vejrforkælede sydsjællandssjæle som ‘rigtigt’ blæsevejr, og bølgerne var oppe i en pæn størrelse; nemlig omkring de to meter – var vores kvalificerede gæt, for det er svært at vurdere.

Uh, hvor jeg elsker dette her! Jeg kan stå i timevis bare og glo ud over vandet og nyde bølgerne og skumsprøjtet.
Bare det ikke regner, og det begyndte det på, mens vi var dernede. Det kan ikke blæse for meget til mig, men der skal ikke meget regn til, før jeg kryber i ly som en forskræmt lille mus, for selv om jeg elsker vand, så kan jeg ikke fordrage at blive våd, medmindre jeg befinder mig i en brusekabine. Jeg kan ikke engang lide regnvejr, selv om jeg er iført vandtæt påklædning.

Stenbjerg Landingsplads, som billederne her er fra, ligger ikke så langt fra Klitmøller, som er Danmarks Cold Hawaii. Dette her i dag var helt sikkert et Very Cold Hawaii, men det var da lige før, en modig surfer kunne have præsteret lidt tuberiding, der hvor bølgerne kammede over.
Dagens mål var egentlig at gå en tur i Thagaard Plantage for at se lidt nærmere på de specielle forkrøblede birke- og fyrretræer, men det væltede ned fra oven, så vi kørte i stedet til Hanstholm for at spise frokost, i håb om opklaring senere.

Det kom der også – bare for sent til os. Billederne herover fra en P-plads ved plantagen er taget på ultrakort tid – jeg var ud af bilen i højst 10 sekunder. Det høvlede simpelthen ned.
Så kørte vi tilbage gennem Nationalpark Thy og hele vejen hjem igen. Lige da vi kørte ud af området, kom den blå himmel, men da var det for sent at vende om; det ville blive for mørkt for hurtigt.
Vi kommer forhåbentlig herop igen til næste efterår, så vi håber på lidt mere vejrheld til den tid.

Der var ingen gorillaer …

Dagens titel er naturligvis inspireret af filmen om Dian Fossey og hendes gorillaer i disen. 
Disen havde vi, men det vrimlede ikke ligefrem med gorillaer ude ved Bovbjerg fyr, og udsigten kunne godt opleves bedre, men op skulle vi da selvfølgelig alligevel for at se hvor langt vi kunne se.
Det er et barsk område – beklager, hvis der skulle være nogen fra Bovbjerg eller Fjaltring, der læser dette, men jeg finder området trøstesløst og uvenligt. Jeg kunne ikke bo her i bare nogle dage; det er for goldt til mig. Jeg så et hus, hvor der intet var omkring. Som i slet ingenting; ikke en eneste busk eller blomst, ikke engang et hegn om græsset omkring huset (som var beboet, selv om det ikke umiddelbart så sådan ud). De andre ‘haver’ i den lille by havde trods alt nogle forkrøblede hybenbuske som afgrænsning til naboen. 
Der er nogle, der vil bo herude – naboen til Bovbjerg fyr var lige blevet solgt til nogen, der åbenbart gerne vil bo et sted uden træer.

Selve Bovbjerg fyr var fint at se, og det var vældig godt at komme ind og få sig en kopkaf efter at være blevet blæst lidt igennem ude ved kanten.

Hornvarefabrikken fik vi også set; med Sara fra Made in Denmark arbejdende inde bag glasset.
Normalt er jeg ikke til ting lavet af horn, men jeg må sige, at der var mange flotte ting at købe – jeg investerede dog kun i en sjalsnål til mig selv.
I morges talte jeg med Charlotte, som, da hun hørte om vores planer, sagde, at jeg gerne måtte se, om de havde nogle flotte knapper.

De havde masser af knapper. Jeg købte tre gange fem af de firkantede, som passede sammen. De var da godt nok ikke helt billige, men Charlottes tøj er jo heller ikke just discount, så det går nok.

Og bedst som vi var kommet tilbage til huset og sad og hyggede os med endnu en kopkaf, døde min telefon. Meget effektivt. Den afgik ikke just ved en stille død, men det er en helt anden historie, som måske kommer en anden dag.
Derfor til jer, der måske kunne finde på at ringe til mig: Vent til søndag eller ring til John.

Vejlerne – altid et hit for os

Da vi konsulterede yr.no i aftes, konkluderede vi, at skulle vi se Vejlerne, skulle det være i dag, fordi det nok bliver det sidste gode vejr i denne uge – med stort set vindstille, oven i købet. Da der således alligevel ikke ville være meget gang i vesterhavsbølgerne, kunne vi lige så godt foretage os noget andet end at gå tur langs stranden.

Vi så gåse- og andeflokke, vi så svaner, viber og fiskehejrer, men ingen hjejler, som hjemmesiden ellers påstod, at der skulle være så rigeligt af lige nu. Vi så heller ingen havørne, men hvad pokker, dem har vi jo derhjemme …

Dette andepar svømmede helt hen til havtornbuskene ved fuglekiggerhuset – og spiste bærrene. Jeg var ikke klar over, at ænder kunne lide havtorn.

De medbragte stenalderbrødsmadder (jojo, vi er stadig på LCHF, og Søren er tvangsindlagt til at være med, men det har han det fint med) blev indtaget siddende i bilen ude ved Torup Strand, hvor bådene hives på land ved hjælp af en traktor. Desværre kom der ingen ind mens vi sad der, men vi har boet heroppe to gange i en efterårsuge, så vi har set det nogle gange. Vi blev siddende i bilen, fordi det er hammerkoldt, kun 3 grader, men det er prisen for den flotte, blå himmel.

Retur igen til Vejlerne, denne gang kørte vi over Dæmningen, hvor vi kunne observere flere fiskehejrer.
Det var specielt at se vandet så blikstille hele dagen – og formentlig noget, man kun sjældent oplever i denne landsdel på denne årstid. Det gav landskabet et lidt mystisk, overnaturligt skær, som er svær at indfange med et kamera, men fiskehejren fik jeg da – bare ikke lige, da den fandt et bytte, men ringene efter det lynhurtige hug blev lidt længere.

Det var på alle måder en dejlig dag, og heldigt, at vi fik så perfekt vejr til det, årstiden og ikke mindst det vejr, vi ankom til, taget i betragtning.
Vi har allerede haft ydermulighederne, og det ser da også ud til, at de næste dages vejr kommer til at bevæge sig lidt rundt imellem disse vejrmæssige yderpunkter.

Aubrey har det ikke fra fremmede

Vi stod op til et flot, flot vejr. Klokken 05 blæste det endnu virkelig meget, men klokken 07 havde det løjet betydeligt af. Solen skinnede og alt var perfekt. Umiddelbart efter morgenmaden trak vi i det varme tøj og gik ned til kysten.
Det der med 100 meter til vandet viste sig at være et salgstrick. Der var mellem 200 og 250 meter. Ikke fordi det gør, at vi ikke gider gå derned; det er slet ikke det, men det er bare noget fis at ángive en afstand, der så viser sig at være mindst dobbelt så lang!

Jeg ved ikke, om denne strand altid ser sådan ud, eller det har været alt det blæsevejr, der har forårsaget den høje kant. I første omgang så det ud til, at vi slet ikke kunne komme ned til vandet, men vi fandt et sted, hvor der ikke var længere ned, end at vi ville være i stand til at kravle op igen, men de fleste steder var kanten mandshøj.
Det var her, John legede Aubrey. De to mænd stod og småsludrede mens de nød sceneriet, og lige pludselig kom den – den store bølge, der også altid kommer bag på Aubrey, så han bliver våd til knæene. Denne gang var det bare John, det gik ud over, men han tog det pænt, da jeg kaldte ham Aubrey.

Efter det lille uheld måtte vi hjem igen, så en af os kunne få tørre bukser og strømper på.
Derefter kørte vi til Thorsminde for at se, hvor meget power der var i bølgerne ude på den yderste mole.
Det var dog ikke imponerende meget – det har vi set en hel del voldsommere, men til gengæld er vejret totalt perfekt, og havet er flot at se på.

På vejen holdt vi ind ved Rammedige, som vi lige måtte se, hvad var for noget, for det var nyt for os – men det var da også først i 2011, det blev gjort synligt, så at sige, med lidt hjælp fra A.P. Møller.
Der var masser af gravhøje og et par vikinger, der stadig stod vagt.

Vi havde et par ærinder, der krævede et supermarked, hvorfor vi lagde ruten om Lemvig; en smukt beliggende by, som skal studeres nærmere en dag, butikkerne har åbent.
Lemvig er som bekendt modellen til Livets gang i Lidenlund, Gantriis’ velkendte tegneserie (der i øvrigt er født samme år som dette indlægs forfatter) … og Rema1000 ligger bag hotellet, der har taget navn efter den ikke helt fiktive tegneserieby.

Efter frokosten og Johns korte morfar fik mændene lyst til at benytte det gode vejr til at prøve fiskelykken, så jeg er alene hjemme i nogle timer. Optimismen fejlede intet – vil du have rødspætter eller pighvar til aften? Torsk? Eller skal vi hellere komme hjem med nogle makreller?
Jeg sagde, at jeg vil blive glad for hvad som helst, bare det er noget, de har fanget selv. Jeg er måske knap så optimistisk, men det sagde jeg ikke.

Juleforberedelser

Ja, jeg er altså trods alt ikke begyndt at pynte op til jul endnu … halloweengræskarrene skal lige væk inden vi begynder på det mere julede.
Der er flere former for juleforberedelser.
For eksempel har jeg lige købt min egen julegave. Det bliver måske lidt svært at blive overrasket juleaften, men hvad gør man ikke for at få noget, man ønsker sig?
John spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave, og følgende konversation udspillede sig:
– Et elektrisk krydsnøgleapparat.
– Hvad er det??? 
– Det er sådan en dims, der kan lave garnnøgler, og som jeg ikke behøver at få krampe i armene af for at anvende. Den er nok billigst at købe i England.
– Og hvad hedder sådan en dims på engelsk?
– Electric yarn winder.
– Kan du ikke bare selv bestille den? Jeg aner jo intet om mærker, kvaliteter eller størrelser. 
Det gjorde jeg så …
Bagefter blev jeg stillet bl.a. dette spørgsmål, som er vist på billedet til højre. Man kan jo ikke købe så meget som en gang mobilporto, uden man bagefter skal spørges hvordan købeoplevelsen var, men denne gang kunne jeg ikke engang få lov at betale uden at skulle svare på disse to spørgsmål.

I dag har jeg afleveret seks par bittesmå futter til Røde Kors til deres julebasar. Der var ikke et øje tørt, da de andre nørklere så dem, men de er altså også små – de to mindste par passer nok næsten bedst til for tidligt fødte babyer, men nu kommer de på basaren, så får vi se, om der er nogen, der vil have dem med hjem.
Det var dermed også en slags juleforberedelse.

Endelig var den tredje af slagsen, at vi har haft støvet lidt rundt for at finde et sted, jeg kan købe de foretrukne landænder til fortæring juleaften.
På en af vores småture rundt i nærområdet så vi for et par uger siden et sted, der på et skilt reklamerede med, at de sælger lammekød, oksekød og fjerkræ, så der kørte vi hen i går.
Den kødsælgende dame beklagede dog, at hun ikke havde fået ændret sit skilt, for hun solgte faktisk ikke længere fjerkræ. Da jeg forklarede, at det drejede sig om mine juleænder, kendte hun en, som jeg kunne prøve at ringe til, hvilket jeg gjorde i morges.
Med held. Jeg skulle bare beslutte, hvad mine ænder skulle veje. 2½, 3, 3½ eller 4 kilo? Vi snakkede lidt om, hvor meget svind der vil være, hvilket ikke er ret meget; der er meget kød på, fordi de har gået ude og motioneret og snasket i alt det gode, som ænder nu engang kan lide at snaske i.
Det er jo lige præcis derfor, jeg helst vil købe landænder direkte fra avleren.
Jeg får en mail, når jeg kan komme og hente dem i ugen op til jul. Perfekt.

Det var morgenens solopgang også tæt på at være. Smukt var det i hvert fald.
Vandet var fyldt med blishøns og både på det og i luften var der ænder, måger og gæs.

En stor en

Normalt, når jeg ser græshopper, er de ret små; næppe over to cm lange. En googling fører mig til at tro, at det må være egegræshopper, der flintrer omkring i min nærhed.

Forleden dag så jeg en noget større udgave på omkring seks cm sidde i en af dahliaerne. Også her måtte der googles, og denne gang nåede jeg frem til, at det er en stor løvgræshoppe. Jeg mener ikke at have set sådan en før, men fugleognatur.dk hævdede ikke desto mindre, at den er ganske almindelig i Danmark.
Det må jeg jo så tro på.

Den flotteste græshoppe, jeg har set, var i Sverige, hvor den sad nede ved åen og var, i modsætning til andre græshopper, der skal fotograferes, fuldkommen ligeglad med, at jeg nærmest stak kameraet helt hen på maven af den.
Jeg har vist billederne af den før, men det er seks år siden, så det har de fleste nok glemt igen …

Dengang fandt Jørgen frem til identiteten af den, nemlig, at det med stor sandsynlighed er en sumpgræshoppe.
Flot er den i hvert fald, med sine røde ben.

Uinteresssant emne for i dag, måske, men det er vejret så sandelig også. Uinteressant. Kedeligt. Meget kedeligt. Yderst kedeligt.
Eneste fordel: Jeg får regnvand nok til mange blødtvandsfarvninger – vandet i regnvandstønden (på 240 liter) er for længst løbet over.
Jeg har ondt af dem, der endnu ikke har fået høsten i hus, for det regner og regner og regner – både i går og i dag – på indkøbsturen så vi marker med synligt vand på. Ikke godt.
I morgen skal vi til fætter/kusine-komsammen og på søndag skal vi have gæster – søndag skulle man kunne komme til at se solen indimellem, men i morgen bliver det endnu vådere end både i dag og i går, selv om det er svært at tro, at det overhovedet kan lade sig gøre. Det er længe siden, vi har kunnet se over til den anden side af fjorden.
Heller ikke godt. Altså det med vejret. De to andre ting glæder vi os til.

Nå. Vi må bare glæde os over, at vi ikke har orkaner som Harvey, Irma (Hurricane Irma, the strongest Atlantic hurricane in recorded history. Wow), og sikkert også snart Jose og Katia komme stormende … de er godt nok hårdt ramt derovre.

På loppis i Markaryd og en ‘ny’ bro i Vittsjö

Endelig havde jeg lidt kantarelheld. Da vi kom herop i går, gik jeg den korte runde for at lure rigets kantareltilstand af. Det gav 900 gram, hvilket er fint. De var store og flotte, så dette er tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt at gå på kantareljagt på lige her hos os.

I dag fik vi lyst til at køre en tur, og efter lidt søgen på nettet fandt jeg ud af, at der er antik- og loppemarked i Markaryd i dag.
Der kan vel altid opstå et behov eller to, så jeg lavede lidt frokost, som vi tog med. Det er er jo blevet forbudt at klare sig med noget fra en pølsevogn, og det jeg lavede, var da også en del mere velsmagende (en hakket tomat, fire ditto asparges og to forårsløg blandes med to små dåser tun (i vand), salt, peber, en smule balsamicoeddike og en anelse chili) og mere mættende, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Markedet var stort, men der var ikke den helt store forskel på udvalget i de mange stande, og jeg skal da lige love for, at de fleste tog overpriser. Jeg købte en urtepotteskjuler, der passer fint i stilen til Den Stråtækte. Den type må have været hver mands eje i Sverige engang, for jeg så den i samme stil 15-20 steder, hvor de fleste ville have 250 kroner for sådan en! De må have spist søm … det er jo svenske kroner, godt nok, men alligevel er det alt for dyrt, når det er noget, der går 13 af på dusinet. Jeg fik øje på en, der var lidt større end alle de andre jeg havde set, og da han kun ville have 100 kroner for den, kom den med hjem. Jeg fandt også en smuk, blomstret kande, der ville se noget så nysselig ud med blomster i på gæsteværelset, men jeg ville ikke give 250 kroner for den. Et par boder længere fremme fandt jeg en endnu smukkere kande til 100 kroner.
Det blev ved de to køb. Jeg havde håbet på at kunne finde en gammel jengryde, men det skete ikke.

Vi tog en anden rute hjem, for vejen fra Osby til Markaryd er mildt sagt kedelig. Ved Vittsjö fandt vi bord og bænk tæt på denne skønne, gamle bro, som jeg ikke har i min billedsamling, så vi blev enige om at indtage frokosten her. Vi havde netop pakket ud, lagt dug på bordet, numsevarmere på bænken og sat os til rette med hver sin skål tunsalat, da himlen med ét åbnede sig. Det gik direkte fra solskin til regn i tove. Resten af frokosten blev således spist i bilen.
Lidt senere på ruten kom vi forbi idyllen med de badende køer, som ses på øverste billede. Et dejligt billede af et dejligt Sverige.

Mens vi venter på g…

Det er nærmest ved at blive til en pensionistvise, dette her … jeg går og venter og venter. Ikke på Godot. Ikke på besøg af mit barn. Jeg venter på garn. Og jeg synes de er sløve, dem jeg har fundet denne gang – det er nemlig ikke den samme som til Find Your Fade, fordi jeg vil have det dyre garn billigst muligt, men jeg skulle nok ikke have sparet de sidste kroner … jeg afgav ordren 1. juli, og jeg har endnu intet hørt om ordreafsendelse. Så tjekkede jeg, om de havde trukket pengene, men det havde de ikke. For lidt siden kom der dog en elektronisk faktura fra dem, men de havde ikke givet mig de lovede 15 % i rabat på den første ordre for at tilmelde mig nyhedsbrevet. Den slags har jeg ingen skrupler over – jeg framelder det igen om ikke så længe, og egentlig har jeg lyst til at bestille det garn hos den anden leverandør og lave denne ordre om til et fortrydelseskøb, når de engang får taget sig sammen til at afsende min ordre. Sløve padder! De andre afsendte samme dag, de modtog ordren.
I mellemtiden har jeg brugt prøveindkøbet af Baby Merino plus lidt mere af samme garn fra lageret til en hue til hver af børnebørnene. De elsker huerne, de fik sidste vinter, af dette garn, så de skal selvfølgelig have nogle flere. Aubrey flytter nærmest ind i dem det meste af vinteren, fordi de er så bløde.

Jeg sidder oppe på terrassen og strikker – det er alt for varmt nu til havearbejde. Den form for husmormotion udførte jeg i formiddags, hvor jeg tog et par timer eller tre i bedene. Det må være nok for i dag – man er vel pensionist! Eller noget … det er jeg jo faktisk først til næste år.

 

Hvad er der med de der tidsler? Bier og sommerfugle elsker dem ubetinget. Jeg forstår godt, at man anbefaler tidsler, hvis man ønsker besøg af mange bier og sommerfugle i sin have – der er konstant et mylder i den fine, blå mandstro. Desværre ikke af så mange sommerfugle, for vi har næsten ingen, men masser af (humle)bier og svirrefluer. Jeg ser ikke mange honningbier, men de specialiserer sig vist også i enkelte blomsterarter, mens humlebier er knap så kræsne og tager, hvad de kan få. Til gengæld er det lige før, at de fleste af de 29 arter humlebier, der findes i Danmark, kan ses i vores have, så jeg er glad for vores tidsler. Jeg troede indtil for nylig naivt, at en humlebi var en humlebi, men jeg kan godt se, at der er forskel på dem, der sidder og mæsker sig i min mandstro. Der er større og der er mindre humlebier og de har mange forskellige farvetegninger.

Kejservarianter, gedehamse og vrøvl

Vejret er nogenlunde – små 20°, lidt vind, lidt skyer og en smule regn i formiddags. Kunne måske være bedre, men det kunne også være meget værre.
Kejserkåben er kommet, men vi ser ikke så mange sommerfugle i år, som vi plejer – heller ikke her på torpet, hvor jeg ellers synes vi har mange og mange forskellige. Det er synd og det er ærgerligt, og jeg kan ikke forstå hvorfor … heroppe er der da ingen, der går og piller ved naturen.
Til gengæld er der vist ved at flytte monsterhvepse ind i væggen oppe på terrassen. DET er absolut ikke godt. Hvepse er slemt, monsterhvepse er langt, langt værre. Jeg taler om gedehams – vespa crabro. De er virkelig monsterstore – op til fire cm. Enkeltvis lyder de som en Spitfire, og når de er flere, lyder de … bare skræmmende, men der er intet der kan skræmme dem.
En ung mand beskrev dem således: “Så står du pludselig overfor en luftbåren hensynsløs take-no-prisoners dræbermaskine”.
Måske en kende overdrevet, men jeg kan sagtens følge ham, selv om en biolog hævder, at de er uskadelige, medmindre man er hvepseallergiker, men hun indrømmer, at det gør ondt at blive stukket af en: “Bliver man stukket af en vespa crabro gør det meget ondt – som at blive bidt af en hugorm, hvis man ellers har været så uheldig at komme så tæt på en hugorm”. Det har jeg ikke, men når jeg tænker på, hvor hulens ondt en almindelig lille hveps gør …

Næh, må vi så bede om en kejserkåbe. Eller en kejserguldsmed. Med kejserliljerne fra i går er vi oppe på tre kejserlige ting fra naturen – så kan vi nok ikke forlange mere. Kejserpingviner kan vi ikke klare – SÅ koldt er her trods alt heller ikke, selv om temperaturerne måske lader lidt tilbage at ønske.

‘Vrøvlet’ i overskriften har jeg sakset fra en FB-reklame. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der menes med den første sætning. Hvis de mener ‘lækker’, er det da en ualmindelig dårlig reklame, så det gør de nok ikke. Men hvad mener de så?

Vi hygger os i solen – sagde firbenene

Vi er i Sverige igen, fordi vi skal op og skrive under hos ejendomsmægleren kl. 10 i morgen formiddag. Så tidligt gider vi ikke stå op, når det ikke er strengt nødvendigt, så vi kørte afsted i dag og havde inviteret Søren med, for nu skal det sidste af asketræet træ saves, kløves og på plads – og der skal endnu et læs med hjem. Det er bare med at benytte sig af det, så længe vi har gratis og rigtig godt brænde. Vi har et lille væddemål kørende, om der bliver to eller tre læs ud af stammerne … men uanset hvad, bliver det rart endelig at se alt træet på plads i brændeskurene. Det har været et stort arbejde for de to mænd – det var et ret stort træ, der blev lagt ned sidste år i maj, men til gengæld har vi vil der være brænde heroppe til tre, måske fire år, plus til to vintre derhjemme.

De forstyrrede seks firben, som lå og fik sig noget kropsvarme på en af stammerne. Firbenene var enten ligeglade med mennesker og deres larmende maskiner, eller også var de stadig meget kolde, for de havde ikke i sinde at flytte sig, selv om der blev savet og kløvet lige ved siden af dem. At mit kamera blev stukket næsten lige i snuden på dem, var de også ret ligeglade med – de flytter sig nok ikke før stammen, de ligger på, bliver savet op.

Kejserliljerne står og ser så smukke ud lige nu. De må være i stand til at formere sig selv, for der kommer flere og flere hvert år – ikke i store mængder, men der er en del flere, end da vi overtog huset i sin tid. Det er lige før, man får ondt i øjnene, når solen skinner på dem.
Jeg havde liljer i min brudebuket, og deres stærktfarvende, knaldrøde pollen satte sig effektivt fast i stoffet, kan jeg huske. Det er faktisk lidt mærkeligt, at blomsterdamen ikke advarede John mod den ‘fare’ – hun kunne jo ikke vide, at min nederdel kunne maskinvaskes, men havde det været en silkekjole eller noget andet sart stof, tror jeg det havde været ødelagt. Men det var da en flot buket …

Svampe har vi også i haven, men desværre er der ikke rigtig nogen ude i skovene endnu. Der er godt nok enkelte visse steder, fortalte Verdens Bedste Nabo, men de er stadig for få og for små.
Denne her ved jeg ikke hvad hedder, men pyt, for vi spiser den alligevel ikke – der havde ellers i givet fald været meget mad; billedet viser kun en femtedel af mængden på den gamle rønnebærstub.

Et helt nyt ord

På weekendens køretur fik vi i nærheden af Karrebæksminde øje på et større område på nok et par hektar, der var ensfarvet støvet-mørk bordeaux. En både underlig og usædvanlig farve, som vi alle fire studsede over, så John standsede bilen og hentede et par planteprøver til os.
Det er et vildt dårligt billede, men det giver et udmærket indtryk af farven.

Selv planteoraklet Ditte vidste ikke, hvad det var for en, men samme orakel har naturligvis en planteapp på telefonen, så hun gik fluks i gang med bestemmelsen. Efter kort tid fandt hun frem til, at det er en hulsvøb – men vi kunne ikke helt finde ud af, om u’et i ‘hul’ skal udtales som et hul (i fx jorden) eller som u’et i ‘hule’, selv om vi mest hældede til det sidste.
Vi var i øvrigt heller ikke helt sikre på den bestemmelse, for der var hverken blomst eller blade tilbage på stænglerne; kun frøstandene, der stort set kun afslørede, at det er en skærmplante … og så naturligvis den noget usædvanlige farve.
Google er min ven, og Gyldendals Store Danske kunne med sin udtalefunktion opklare, at det er hul som i hule.

Jeg googlede lidt videre her til formiddag, men blev ikke klogere på plantens navn, så jeg holder mig indtil videre til Dittes hulsvøb, selv om følgende taler imod det: “30-80 cm høj, med håret, forneden rødplettet stængel”. Hele stænglen var farvet, som det også fornemmes på billedet, og den var totalt skaldet … men det kan jo være alderdom …
Opretholdes status quo mht. mit plantekendskab, er jeg dog blevet et ord rigere: byruderat.

Hvem har nogensinde hørt om byruderat? Ordet ser ret underligt ud i mine øjne, og jeg var sikker på, at det var en eller anden uigennemskuelig trykfejl, men jeg kunne ikke gennemskue, hvad der skulle ellers skulle have stået. Google var igenigen min ven, og kort efter blev jeg overrasket. Jeg vil derfor ændre mit spørgsmål til: Hvem andre end biologer/botanikere har nogensinde hørt om byruderat?
Jeg kunne ikke slå ordet op i en ordbog, men fik så den snedige tanke, at ‘by’ nok er et præfix og slog ‘ruderat’ op. Det gav forklaringen, og så kræver det trods alt ikke den store kædestrammereksamen at regne ud, hvad et byruderat må være.

Men jeg er stadig ikke helt sikker på, at det var hulsvøb, der voksede på et byruderat tæt på Karrebæksminde, så hvis der er en eller flere fra den egn, der læser dette, vil jeg meget gerne have det be- eller afkræftet.

Børnene i Nyskoven

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

Noget af en forskel …

Blæsevejr og koldt. Koldt blæsevejr. Koldt, men relativt stille vejr. Regn. Regn og blæst. Gråt. Trist. Koldt. Meget blæst.
Sådan har det været, lige siden vi kom hjem fra Mallorca, stort set hver dag, med kun en enkelt undtagelse, hvor solen skinnede hele dagen og vinden holdt sig i skindet. Det var stadig koldt, men den dag var det trods alt nogenlunde behageligt at opholde sig udenfor.
Men så i dag …
Allerede da vi kørte hjemmefra ved nitiden, var det oppe på 16°; da vi ankom til torpet, var det lige under 20° og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi fik pakket ud i en ruf, dækket op på terrassen og spiste frokost ude for første gang i år. Herligt.
I morgen skulle det blive ligeså godt, men allerede på tirsdag bliver det igen køligere og skyet. Vi må derfor huske at stornyde det i morgen.
Jeg skal male entreen, så det er helt fint, hvis jeg kan have døren stående åben, uden det bliver for koldt i rummet.

Birken er først lige sprunget ud, to-tre uger senere end vi før har oplevet det, men det gør ikke spor, for jeg elsker når dens blade står i modlyset som små, lysegrønne pletter.

Vi ankom til en langhåret græsplæne, der havde mange gule blomster, men dem var humlebierne glade for. Der var hele tiden snesevis af dem, flyvende fra den ene til den næste og mæskende sig i nektar.
Jeg håber ikke, at bier kan være pollenallergikere … det ville være slemt for dem … jeg får lige en indre film kørende med sådan en lille flyvende og nysende fætter – det må kunne bruges i en tegnefilm.

De var så høje af solskin, varme, nektar og pollen, at de tilsyneladende ikke bemærkede, at jeg stak en linse helt hen til deres pollendækkede hoveder.
Så mange bier ville jeg godt have set, da vores reine claude-blommetræ blomstrede. Det var helt dækket af tusindvis af hvide blomster, men det var hundekoldt, så jeg er slet ikke sikker på, at bierne nåede at opdage, at der var masser af gode sager at hente ved Den Stråtækte.

The world’s my oyster

Da vi var til Johns søsters fødselsdag for ikke så længe siden, var husets søn, som dermed er Johns nevø, selvfølgelig med. Han havde en østersskal med til mig, bare for at vise mig, hvor store østers han havde fundet. Jeg havde set et billede på FB, hvor han stod med et net fyldt med østers, som så temmelig velvoksne ud, men størrelsen fik mig alligevel til at spærre øjnene op, da jeg fik en i hånden.

Det øverste billede siger naturligvis ikke noget som helst, når der ikke er noget sammenligningsgrundlag – det hjælper en hel del med en limefrugt, en æske tændstikker (dog ikke en husholdningstændstikæske, men en almindelig lille en …), eller når jeg holder den i min hånd. Selve skallen vejer 435 gram, men jeg ved ikke, hvad den havde vejet med indmad.

Jeg ved godt, at den bedste spisestørrelse for østers er væsentlig mindre end sådan en goliat her (normalt < 110 gram, og det må vel være med indhold). Det kan jeg sagtens forstå, hvis det handler om at sluge den hel og rå, som skik og brug er, hvad østers angår. At nedsvælge sådan en lidt blævret fætter i knytnævestørrelse er nok lidt af en udfordring selv for østerselskere. Jeg kan spise rå østers, men foretrækker, at de er blevet tilføjet et eller andet (spinat – ost – der er mange muligheder), der gør fornemmelsen lidt mindre snotklatagtig, og derefter lige har været en tur i en ovn.

The world’s my (or your) oyster – mon ikke mange af os kender denne lidt specielle vending, som stammer fra Shakespeares De lystige koner i Windsor? Det betyder, at hele verden ligger åben for en; det gælder bare om at gribe de muligheder, der bliver tilbudt.

Det er med at have forbindelserne i orden –

Det er med at have forbindelserne i orden, men det har jeg desværre ikke. Ikke altid. Slet ikke den eller dem, der efter nogles opfattelse befinder sig i de øvre sfærer – den klub meldte jeg mig ud af for 46 år siden.
Når vi inviterer gæster ned til Den Stråtækte ser vi helst, at vejret viser sig fra sin allerbedste side; med en himmelblå himmel og en fjord, der spejler sig i samme dybblå himmel.
Vi vil IKKE have gråvejr og en dis så tæt, at det er nummeret før tåge, således at man knap kan se vandet fra huset.
Hvad var da også den første bemærkning der faldt? DE første bemærkninger? De faldt nemlig fra Hanne og mig på én og samme tid:
”Hvad er det da for et ugennemsigtigt vejr at invitere os herned i?” “UNDskyld! Det her har vi bestemt ikke bestilt!”

Nå. Der var umiddelbart ikke rigtig noget at gøre ved det, men gåturen langs fjorden blev ændret til i stedet at vise dem Præstø by og havn.
Og faktisk er der noget charmerende og lidt mystisk over et diset sø- eller landskab, så turen var ikke spildt. Vi rundede Frederiksminde og studerede deres menukort. Blev enige om, at det nok var udmærket, at jeg havde gang i noget hjemme i køkkenet, for 3650 kroner pr. kuvert var lige i overkanten for os. Også selv om den kuvert bestod af en niretters vinmenu. Jeg ærgrer mig dog stadig lidt over, at vi ikke nåede at spise der, inden de fik den Michelinstjerne.
Frederiksminde havde denne smukke frøkapsel i et af deres staudeanlæg. Ikke engang min medbragte biolog kunne fortælle mig, hvad det er.
Kapslen er vist i naturlig størrelse (måske ikke hvis man ser den på en mobiltelefon, men den er omkring 3,5 cm i diameter). Den stikker lidt – de små hår er ret stive.
En billedgoogling på variationer over temaet ‘frøkapsel’ gav intet brugbart resultat.
Nogen bud på plantens identitet?

Er græskar i musestørrelse

Græskarrene fra Halloween er for længst smidt ud, men jeg lod et i ministørrelse ligge ved siden af nogle miniblomster i græskarfarve. Blomsterne er nu gået heden, men minigræskarret har gjort nytte – som museføde.

I går morges fik John øje på en lille mus, som tilsyneladende holder til inde under den gamle trappe, som ikke længere bruges af os mennesker. Den pilede ud og ind gennem en revne og spiste af det lille græskar, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. ‘Spisehullet’ vender væk fra os, så det blev først opdaget nu, hvad der var gang i. Vi gætter på, at der har været mad til den i flere dage, for selv om det er et lille græskar, så er en mus heller ikke ret stor.

Der er mange mus her i nabolaget, men det er nok ikke så underligt, for her er masser af mad, og her tænker jeg ikke kun på efterladte græskar, men hvad naturen og de mange haver har at byde på i nabolaget omkring Den Stråtækte.
Vi har fanget tre mus i køkkenet siden august. De kommer sandsynligvis ind et eller andet sted bag køleskabet, men de når heldigvis aldrig mere end nogle få centimeter længere end lige uden for dette, så går de i fælden, som John har lagt en rosin i, hvilket er en alt for stor fristelse for en lille mus.
Med de mange mus, vi ser både foran og bagved huset, tror jeg, vi skal være glade for, at der kun er kommet tre ind – og så længe de bare holder sig udenfor, har jeg intet imod dem. Tværtimod – de er faktisk meget søde og pudsige at iagttage, når de har travlt med at skaffe sig føde.
Det er noget helt andet med rotter, som jeg hverken vil have ude eller inde. Der har været én i år, men den fik vi hurtigt gjort kål på.

Vi følger den dramatiske udvikling

Selv om vinden hos os stadig var stik vest, begyndte vandet i fjorden ganske langsomt at stige. Jeg undrede mig, men John påpegede, at den sagtens kan være i nordøst i Den Botniske Bugt og dermed blæse hele Østersøen ind i Præstøfjorden og ned mod Den stråtækte.
I går fik John en sms fra havnefogeden i Præstø, som skrev, at der var varslet en vandstand op til 1,70 over det normale og at han regnede med, at havnekontoret ville komme til at stå under 20 cm vand. “I mine 35 år her har jeg kun oplevet op til 148 cm én gang, så der er virkelig en grund til at være på vagt.” Derefter skrev han, hvordan man skulle forholde sig, alt efter hvor ens båd ligger.

DMI har modereret varslet en smule. I formiddags varslede de 177 cm over daglig vande (hvordan pokker kan de forudsige 177 cm? Det må da være umuligt at spå så nøjagtigt), men ved 14-tiden sagde de mellem 1,4 og 1,7 meter over. Herover ses vores dramatiske himmel og det næste billede viser vejen ved Nysø, som den så ud, da vi ikke længere kunne styre vores nysgerrighed og kørte ind til Præstø. Ad en anden vej, end vi plejer …

Herover ses udviklingen på bare 40 minutter. Da vi kom tilbage fra Præstø, var stakken af kvas næsten forsvundet.
Jeg håber virkelig, at Hasses og Johns målinger var korrekte og nøjagtige, da de sidste sommer fik det til, at Den Stråtækte ligger godt tre m.o.h., men som det fornemmes på det første billede skal der en del til, før vandet kommer ind over vores dørtærskel – i skrivende stund er det stadig et godt stykke fra vejen, så vi er ikke nervøse – jeg tror simpelthen heller ikke på, at Hasse og John kan måle mere end en meter forkert.

Herover ses det lille shelter, jeg skrev om sidst i november. Lige netop i nat tror jeg ikke, der bliver kamp om sovepladserne!
Næste billede er restauranten Siv & Co på Præstø havn. Jeg tror ikke de får mange gæster i aften … man kan lige skimte en bekymret ejer stå og tale med en Falck-mand. En mand sagde, at det her var steget 1,4 meter, og vi husker lige, at der er flere timer, til det topper …

Parkeringspladsen ved jollehavnen i Præstø. Ham her har vist holdt her et godt stykke tid …
Vores båd ses yderst til højre. Vandet er lige akkurat nået hen til under den gule pil, men vi satser på, at det ikke stiger så meget, at det bliver kritisk.
Nu er det for mørkt til at fotografere, og når jeg siger mørkt, så mener jeg kulravende sort, for vi bor så langt ude på landet, at her bliver så mørkt, at man bogstavelig talt ikke kan se en hånd for sig!
Ikke desto mindre har jeg ikke tænkt mig at gå i seng, før jeg er sikker på, at det har kulmineret. Vi vil se DR2 i aften; de har ryddet sendefladen til fordel for at følge stormfloden.
Selv Jesper Theilgaard, som altid er behersket og aldrig følger op på journalisternes sensationstrang, men prøver at holde det hele nede på et ikke-hysterisk plan, har lige sagt, at det måske ikke engang kan gøre det med en 100-årsstormflod – vandet kan visse steder risikere at stige mere end varslet, idet det stiger lidt hurtigere end man havde forudset.
Det er sandelig spændende det her – måske ikke på den helt gode måde for rigtig mange mennesker.

Bag Marjatta

En af vores naboer hedder Bernhard Schmitz, og han er leder af Marjatta. Som jeg har skrevet før, flytter der, på grund af nærheden til institutionen, en marjattamedarbejder ind, så snart her bliver et hus til salg i området. Bortset fra os, som var en åbenbart sjælden undtagelse, men det forklarer hvorfor noget af det første vi blev spurgt om var, om vi havde købt Den Stråtækte til at bruge som sommerhus.
Bernhard har et par gange spurgt os, om vi har været omme bag skolens bygninger for at finde deres shelter, som vores børnebørn gerne må bruge til at lege i, hvis de har lyst.
Da vejret i dag har været det bedste siden vi kom hjem fra England, besluttede vi, at dagens gåturformål skulle være at finde det shelter.

Området overraskede os ved dets skønhed, selv her på en 2. januar, med en lille skov, små søer og flere arealer, som vi kan se bliver brugt på andre tider af året.
Skuret herover var måske ikke lige det kønneste, men navnet (Cirkus etellerandet) antydede, at nogle har det sjovt her sommetider.
Det var selvfølgelig ikke shelteret. Det var det heller ikke, det meget nuser lille bindingsværkshus, hvis oprindelige formål vi gættede på har været et lysthus – et tehus – for det er vitterligt et meget lille hus, for lille til at kunne have været beboelse, selv i mere nøjsomme tider. Her tror vi også der er marjattabeboere, der hygger sig, for foran det er anlagt en stor bålplads.

Men så var det der lige pludselig, shelteret. Ikke den slags, der er beregnet til overnatning for cykel- eller vandreturister (tror vi ikke, i hvert fald), så hvorfor det ligger der, og til hvilket formål det er anlagt, kan vi ikke regne ud – det må vi have spurgt om, for med alle de marjattafolk rundt omkring os må der være en, der kan fortælle os historien.
Indenfor lå et stort, gammelt drivhjul, som vi selvfølgelig heller ikke ved, hvad har drevet. Hjulet, der ligger på hjulet, kunne antyde en minivandmølle, men det er kun et ukvalificeret gæt.

Da vi nåede lidt længere frem, kom vi til det største og fornemmeste insekthotel, vi til dato har set – der var det hele, lige fra små værelser til store luksussuiter … det må komme i kategorien ****-hotel!
Desværre så der ikke ud til at være fuldt optaget, men enkelte af hullerne var kittet til, så mon ikke det betyder, at her inde bagved befinder der sig en overvintrende beboer?
Vi blev helt inspirerede og blev enige om, at vi skulle have flikket sådan et insekthotel sammen til næste vinter. Det bliver ikke lige så stort, men mindre kan også gøre det. Det er så flot, at det ikke behøver at blive gemt væk, men måske er netop det, at dette hotel er udsat for vejr og vind, årsagen til, at det ikke bliver brugt så meget?

Hvornår er en spotpris en spotpris … og andet i småtingsafdelingen

Mail fra et rejsebureau. Måske er der et godt og/eller spændende tilbud –

jeg skal altid lige kigge, og denne gang var der tilsyneladende et, så jeg læste videre:

Nåda … det lyder ikke specielt voldsomt … jeg kigger lidt længere ned:

Okay. Godt så. “Spotprisen” viste sig at være en formidabel rabat på hele 2,7 %. Det er så ikke det tilbud, der får mig til at flintre hen og ringe til dem med det samme for at være sikker på at komme med til den pris. Der gøres meget for at få folk til at kigge, og jeg faldt da også lige i.

JOHNS SWEATER ER FÆRDIG. Endelig!
Jeg er heeeelt færdig, som min nevø sagde ude fra toilettet, før han kunne klare de afsluttende sager selv.

Og allerbedst af det hele: Den passer ham! Som var den skræddersyet, hvad den jo næsten også kan kaldes, men jeg har lidt for mange gange været uheldig med strikkede sager til John.
Nu er den skyllet op, centrifugeret og lagt til tørre. Det pyntede lidt på garnregnskabet – jeg har jo lovet mig selv, at når året rinder ud, skal der være brugt mere, end der er købt. Købet af garnet til denne sweater var lige ved at ødelægge det hele, men nu er jeg oppe på at have brugt hvad der svarer til 20 lagernøgler (købt seks kilo garn og brugt syv), så jeg er tilfreds – og der er jo fire uger endnu til nytår …
John har joket lidt med, at nu mangler jeg bare at strikke strømperne til ham. Det er nogle knælange grimrianer i et mønster, der passer til sweateren, og det er lidt ærgerligt, at jeg ikke gider strikke dem, ellers kunne jeg godt forestille mig gøre det bare for at tvinge ham til at købe et par plusfors og så ellers gå og promenere med hele udstyret.
Vanterne er okay, men huen er ikke den mest klædelige, synes jeg – heller ikke den til damen – jeg ville føle mig som førerdyret i en rensdyrflok, hvis jeg skulle rende rundt med de kvaster ved ørerne.

Ellers går livet sin stille og rolige, men naturskønne gang hernede – gæssene er hele tiden mange nok til at flyve i flok – der kommer masser forbi hver eneste morgen. Sommetider dækker de næsten hele himlen, og når det sker samtidig med en nydelig solopgang, så kan man næsten ikke forlange mere af livet – det er fuldstændig umuligt at være morgensur. Det er jeg nu aldrig …
Desværre er jeg aldrig hurtig nok med kameraet til at få taget de store flokke, men jeg fik en mindre i går.

Køerne er blevet hentet i dag – nu er de kommet på stald for vinteren. Vi kommer til at savne dem; de er så hyggelige at have gående, men de kommer nok igen til foråret. Eller nogle andre … det er ligemeget, bare vi har nogle hyggekøer.

En julesafari

Næh, vi har ikke ændret rejseplaner, men vi har set otte giraffer i strakt galop i dag. Og nogle tykpelsede kameler. Man ser vist normalt ikke disse to dyr samme sted i Afrika, men det gør man i Knuthenborg park.

Vi har også set en million mennesker. Mindst. Og de var ikke i strakt galop. Tværtimod.
Jeg kan godt lide at besøge et julemarked eller to, men jeg bryder mig ikke om store menneskemængder og jeg kan ikke fordrage at stå/gå skulder ved skulder og bevæge mig frem i sneglefart, mens jeg bliver skubbet til af folk, barnevogne og rullestole.
Vi har droppet Gisselfeld julemarked af samme grund, for sidst vi var der, var der ALT for mange mennesker. I stedet valgte vi at tage til et mindre et i Knuthenborg park … jeg forestillede mig, at det nok ikke er så overrendt som de mere kendte – eller som dem, københavnerne gider køre til.
Jeg tog grundigt fejl. Vi var der kl. 10:10, og der var allerede kommet mange. De første ti minutter gik det forholdsvis okay, men det blev ved med at vælte ind med besøgende. Da vi havde gået rundt i tre kvarter, havde vi fået nok. Eller … gået og gået … vi blev nærmest båret med af strømmen, men vi fik kæmpet os ud til parkeringspladsen og kørte en tur gennem parken, som i dagens anledning var åben, inden vi satte kursen hjemover. Vejret var – og har været hele dagen – så flot som det overhovedet kan blive på en novemberdag, så vi kørte en omvej.

Det er fint af familien Knuth, at de åbner parken for et julemarked, og det er også fint, at indgang og parkering var gratis i dag, i modsætning til mange andre julemarkeder, hvor man skal betale for at komme ind. Det var nu ikke derfor, vi valgte at køre herned, men det var måske derfor, at så mange andre havde valgt det? Det er selvfølgelig godt for stadeholderne, men holddaop, hvor var det for meget for os.

Jeg fandt ellers en dame, der lavede pilefletkugler, men de var alt for store i forhold til det, jeg havde forestillet mig – de havde en diameter fra på størrelse med det bålfad, de skal ligge på og ned til 30 cm. Jeg vil ikke have dem større end højst 15-20 cm i diameter.
Vi kom derfor ikke hjem med noget som helst, men vi fik os en dejlig køretur.

De må kysse meget på Knuthenborg –  i hvert fald har de oceaner af mistelten; faktisk har jeg vist aldrig set så mange mistelten på ét træ, og der var flere træer, der så sådan ud. En skam, at de sidder så højt, ellers kunne man godt være blevet fristet til at tage en lille stump med hjem.

Nu med bladkugle

I Fru Pedersens Have så jeg en sød ide, som jeg omgående tog til mig: Læg gran i bunden af et bålfad og læg kugler af forskellig art i, såsom flettede pilekugler, bladkugler, moskugler og fiskekugler – plus en lyskæde. Det eneste jeg havde, var bålfadet og en lyskæde …
Gran var dog nemt at få fat i, og jeg regnede med, at et par store pinjekogler ville gøre sig godt. En limpistol, som jeg investerede i sidste år, blev indviet til at sætte forsigtigt knækkede valnødder sammen igen. Og hvor var det nu lige, jeg i sin tid gemte styroporkuglerne hen? De blev fundet i første hug, hvilket jeg i parentes bemærket var en anelse stolt over, for det er mange år siden, jeg har lavet julepynt på styropor.
På denne kugle blev der limet blade. Huset formåede kun bladene fra den navr, vi har stående foran, men de var okay. Jeg laver nok et par stykker til i morgen.
Jeg kan sagtens se, at fiskekuglerne er gode i denne sammenhæng, så med Google i hånd fandt jeg et sted, hvor de var til at betale for menneskepenge. Nogle steder ville de have næsten 300 kroner for EN kugle. De må have spist søm … men der hvor jeg fandt de betalbare, bestilte jeg to blå og og en grøn, som skulle komme allerede i morgen. Det er jo kun breve, der bevidst bliver syltet af PostNord … pakker er prioriteret højere og er lynhurtigt fremme.  
Der vil derfor ikke komme noget billede af hele fadet, før det er pyntet færdig, men allerede nu står det med gran, bladkugle, kogler, valnødder og selvfølgelig lys. Det skal nok blive fint, er jeg sikker på. Hvorfor kan jeg ikke få sådanne ideer selv? Jeg er hamrende ukreativ, men er da heldigvis i stand til at abe efter andre folks gode indfald.

I går hævdede jeg, at vi havde en smuk solopgang. Det havde vi såmænd også, men den i morges slog den med flere længder – jeg tror ikke den fås i rødere udgave end dette. Jeg sad i skumringen (hedder det også det, når det er morgen?) og nød både en spand te og morgenrødeudviklingen over en times tid.

Vi har en tam rødkælk

Den dag jeg tog dahliaerne op, gik John ikke så langt fra mig ved gavlen og ryddede lidt op i visne vækster. Da han var næsten færdig, kaldte han hviskende på mig: “Kom herhen, men gå forsigtigt og sig ingenting.” Så var jeg klar over, at det enten var noget med en fugl eller med en lille mus, hvilket det da også var – nemlig en rødkælk (jeg kan bedre lide rødkælk end rødhals), der gik og fandt lækkerbiskener på jorden, hvor John lige havde ryddet op.
Hvad der var underligt var, at den var fuldstændig ligeglad med os. Den kiggede op på os en gang imellem, men pikkede derefter ufortrødent videre.
Det stod på i lang tid. Vi begyndte at bevæge os lidt rundt, men den flyttede sig først, når vi kom tættere på den end en god meter. Og jeg mener virkelig flyttede sig – den fløj ikke væk.

I dag havde vi fyldt traileren med brænde, som skulle læsses af, da vi kom hjem. Ude ved brændestablen gik den lille rødkælk rundt; denne gang endnu mere tryg ved os end forleden. Jeg ville bære en favnfuld brænde ind i kurven og havde nær trådt den ned, så tæt var den på mig. Den pilede rundt om vores fødder og fandt lidt spiseligt hist og pist. Edderkopper, måske? Jeg håber den bliver boende – det er i hvert fald ikke edderkopper, vi mangler, og jeg under den gerne en betragtelig portion af dem! Den kiggede bare op på os med jævne mellemrum med sine små sorte perleøjne, som om den ville sige, at vi jo skal være her alle sammen, ikke?
Den er simpelthen noget så aldeles nuser. Dofbasen siger, at “den kan ses følge i hælene på mennesker eller større pattedyr, der graver i jorden og dermed frigør fødeemner”, men jeg har aldrig før oplevet så usky (!) en rødkælk.

Vi kunne se, at der havde været en smule sne, men der var ikke mange fnug tilbage – det har været et fantastisk vejr hele dagen – både her og hisset.

Det lufttomme rum – og vice versa

Jeg har nævnt den før, min sous vide. Som den hedder … jeg er dum til fransk, men Google Translate siger, det betyder vakuum. Hvis det passer, så er det egentlig et fjollet navn til maskinen, som jo i virkeligheden bare er en beholder med vand, plus en motor, der styrer temperaturen i vandet samt cirkulerer det. Den burde med andre ord hedde bain chaud. Det er det, man kommer i den, der er vakuumpakket. Man kalder ikke en ovn for dej eller noget andet, man bager; den hedder en ovn, så hvem der har fundet på, at en sous vide skal hedde en sous vide, ville jeg gerne vide. Tøhø …
Ikke desto mindre er det en af de virkelig gode investeringer, jeg har gjort i køkkenudstyr – holddaop, hvor har jeg efterhånden lavet mange stege i den. Nok mest kalveculotter, som er blevet vores yndlingsspise – og så passer sådan en lige til fire personer. Fem, hvis man serverer en forret. På billedet ses culotten i posen, kun iklædt krydderurter, hvidløg, lidt salt og peber.
Vi bliver fem i aften, så der er forret på menuen. Søren kommer, samt brødrenes nevø sammen med en skotsk NGO-kvinde, som vi ikke kender, men som han siger er en sød dame. De skal sove her, for ingen af dem har råd til overnatningen på Frederiksminde, hvor de er til en eller anden konference.
Jeg ved ikke ikke, om nevøen var bevidst morsom, da han skrev til mig, at “bølgerne går højt i den maritime verden lige nu”, men jeg fik mig da et stille smil over bemærkningen.

Fra det lufttomme rum til det sommetider særdeles luftfyldte – her til morgen var der dog dejlig stille, og mens vi nød det bløde lys, kunne vi høre og se gåsetrækkene lette ude fra fjorden. Nogle morgener drager de afsted i store flokke; andre morgener ankommer de i lige så store flokke – de kommer fra vest og de letter i vestlig retning.

Vi er aldrig i tvivl om, at der er en gåseflok på vej. Fordi vi altid sover for åbent vindue, kan vi en af os høre dem før vi kan se dem, og så kan vi en af os komme ud af sengen i en ruf for at kigge op i himlen. Den anden af os er som regel allerede oppe, men har intet hørt.
Jeg er endnu ikke blevet træt af at se på de store og larmende gåseflokke. Bliver det sikkert heller aldrig.