Hos Mommer

24. april 2018

Gad vide om de vil synes, jeg er blevet tosset?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: ,

Vi skal snart til England, og jeg har endnu ikke fundet noget at have med til Anna & Aubrey. Det er ikke så godt, men det bliver altså sværere og sværere at finde på noget fornuftigt at give dem. Jeg vil naturligvis ikke spørge hvad de ønsker sig, for det skal jo være en overraskelse hver gang jeg kommer. Tøhø. Som om. De siger sødt, at de skam ikke forventer at få gaver hver gang, men det tror jeg deres mor har sagt, at de skal sige, og lur mig, om ikke de ville blive skuffede, hvis jeg begyndte at svigte dem på det punkt? Det tror jeg, selv om de ikke ville sige noget, de kære små alt for hurtigt alt for store, og eftersom det er min fornemmeste pligt at forkæle mine børnebørn, er jeg nødt til at finde på et eller andet – udover den obligatoriske pålægschokolade til ham og min blomme-abrikosmarmelade (eller jordbærmarmelade) til hende.

I aftes fik jeg en ide. Det kom sig af, at vi ikke kunne huske, hvad ‘friluftsforretningen’ i Kristianstad hedder. John og jeg googlede om kap, og jeg vandt! Den hedder Naturkompaniet, og nu, hvor jeg havde fundet den, kunne jeg jo lige lure lidt rundt på deres site.
Lejrmad! HA! Til deres Base Camp. Det skal de da have lov at prøve, tænkte jeg, for jeg ved, at de elsker at tænde bål dernede, så de kan koge pasta og lave te.

imageimageimage

Det kom der dermed en tur til Kristianstad ud af i formiddags. Det var fint, for vi manglede elpærer og jeg skulle købe blomster til krukkerne heroppe.
I Naturkompaniet købte jeg seks forskellige middagsretter og en ‘dessert’ i form af en sukkerkage, som bare skal røres op med vand og hældes på en stegepande. Som jeg også købte til dem …
For at tilberede maden skal der hældes kogende vand i posen, så er det færdigt kort tid efter. Gad vide, hvordan sådan noget smager? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at prøve, men hvis ungerne inviterer på middag i lejren, gør jeg det naturligvis.
Det er heeelt vildt dyrt. Jeg kan godt forstå, min søster ømmer sig, når hun skal forsyne sig til sine vildmarkskajakture sammen med klubben. Bare sukkerkagen koster 99 kroner (godt nok svenske, men alligevel …), så derfor blev det kun til det nævnte. Det er muligt, at de vil synes, at nu er hende mormor da blevet helt tosset, men så må det være sådan.
Jeg har dog på fornemmelsen, at de vil synes det kunne være sjovt at prøve. De kan altid bruge noget til deres Base Camp eller noget andet, der har med friluftsliv at gøre.

Reklamer

21 kommentarer

  1. En super god ide, som jeg er sikker på at de vil elske at prøve af

    Kommentar af Lene — 24. april 2018 @ 14:28

    • Det kunne da være lidt hyggeligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 17:06

  2. Jeg tror, at det er med de der retter som med snobrød; at ude i naturen/haven smager det bare vildt godt 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 24. april 2018 @ 14:36

    • Det har du da ret i. Selv brændte kartofler var en delikatesse, kan jeg huske 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 17:07

  3. Med to trådsigter (fra f.eks. IKEA), lidt ståltråd, en pind til at forlænge håndtag og en pose tørrede majs plus lidt olie, så kan der hygges med at lave popcorn over bål.
    Man kan nemt lave “parat-til-vand-retter/portioner” selv, der er betydeligt billigere og mere velsmagende end dem, der kan købes udaf findelte tørrede grøntsager, svampe, krydderurter, risnudler/couscous/kartoffelmospulver, mælkepulver, helægspulver og krydderier.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 24. april 2018 @ 17:39

    • Popcorn er okay, men det andet er alt for besværligt – det gider de helt sikkert ikke 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 18:46

      • Det handler jo heller ikke om, at jeg skal komme med en ingrediensliste på 25 ting, samt en opskriftbog. Det handler om, at jeg skal komme med noget, der er sjovt at prøve og nemt at gå til. Hvis de pga. dette så får lyst til selv at prøve at lave feltmad, vil det være fint, men jeg skal ikke komme med noget, der til at starte med lyder svært at gå til. Det tror jeg også, at du forstår.

        Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 21:31

  4. Det tror jeg ikke, de vil, altså synes du er blevet tosset. Jeg tror de vil synes, du er den bedste mormor i verden.

    Kommentar af Pigen fra landet — 24. april 2018 @ 19:02

    • Ih, det kunne da være dejligt, hvis det var sådan 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 20:28

  5. Det lyder som en perfekt gave. Jeg er spændt på, hvad de siger til den

    Kommentar af Fru Z — 24. april 2018 @ 20:40

    • Den er i hvert fald anderledes, så jeg er også spændt 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2018 @ 21:15

  6. Tosset? Helt sikkert (og gudskelov for det), men på den virkelig cool måde 😉
    Jeg er sikker på at de vil elske det. Og hvor var det lille blikæskeblus (pinterest) dog en sjov ting. Magnus ville også elske at have sådan en med på sine små overnatningsture på Amager Fælled med ungerne.

    Kommentar af fiberfryd — 24. april 2018 @ 22:53

    • Ha, det kunne godt tænkes 🙂
      Nå, den pin så du? Ja, den var sjov, selvom jeg tvivler på, at man kan stege bacon over det, som de påstod, men den skulle næsten prøves. Måske kan Magnus og børnene være prøveklude?

      Kommentar af Ellen — 25. april 2018 @ 08:08

  7. Jeg gætter på, ungerne hurtigst muligt går i gang med at lave maden, og at I bliver inviteret til at spise med 🙂
    Det er en spændende gave. Godt tænkt. For mig ville det være svært at finde på – jo større børnene bliver. Men du er skrap til det.

    Kommentar af Betty — 25. april 2018 @ 06:49

    • Vi får se, om du har gættet rigtigt 🙂
      Det ER svært at finde på efterhånden, men det er lykkedes mig indtil videre. Det var meget nemmere, da de var under syv år 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2018 @ 08:10

  8. Jeg syntes også der er svært at finde på inden for en rimelig penge. Men tror som du skriver om dem vil de syntes er sjovt at prøve.
    Nu har jeg jo mange men prøver altid at have en lille ting med når jeg kommer på besøg i sommers lavede jeg salt med brændenælder og alle krydder urter citron skal. Det har gjort stor lykke hos de unge. Ja kom til at tænke på det og du har ret vi vil jo så gerne forkæle dem vi holder af.
    Er sikker på din gave nok skal gører lykke. Ha en rar onsdag.

    Kommentar af Jonna — 25. april 2018 @ 07:59

    • Det er virkelig svært, og når man har mange, som du har, må det være endnu sværere. Jeg har jo kun det ene barn og de to børnebørn, så derfor er der lidt flere penge til at spendere på dem, end hvis jeg havde mange, for ja, vi vil så gerne forkæle dem.
      Krydderurtesalt er en kanongod ide; modtagerne bliver glade, og det koster næsten ingen penge at lave. Ren win-win 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2018 @ 08:21

  9. Jeg synes den ligger lige til højrebenet, når man nu sådan ligefrem har en “basecamp”. Desuden har det den fordel, at det er noget, der bliver spist. Børn i dag har tit overskud af _ting_ på linje med, hvad mange voksne har.

    Kommentar af henny894 — 25. april 2018 @ 10:46

    • De har/får nemlig mange ting, som i virkeligheden kun er interessante i fem minutter, fordi det i bund og grund er noget gejl. Charlotte prøver at begrænse det, så det skal helst ikke være mig, der supplerer lige netop det lager 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2018 @ 10:55

  10. Smadder god ide, og skulle ungerne synes du er blevet tosset, må det være i den gode betydning af ordet, den der ledsages af et passende kropssprog.
    Når det nu bliver stedse vanskeligere at finde på noget fornuftigt at give dem, kunne du måske prøve med noget ufornuftigt.

    Kommentar af Jørgen — 26. april 2018 @ 18:57

    • Jeg tror nu egentlig også, at de vil mene det på den gode måde 🙂
      Ja, så er der jo masser af muligheder, hvis det skal være noget ufornuftigt …

      Kommentar af Ellen — 26. april 2018 @ 19:58


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.