Lynkursus i grønlandspåklædning

Jeg har aldrig haft så meget tøj på på én gang. Holddaop, hvor det tog lang tid at få det hele på. Og af igen. Og på. Og af. Det skulle af og på flere gange om dagen, for man kunne naturligvis ikke holde ud at have så mange lag på, når man opholdt sig indendørs, hvor de bestemt ikke sparede på varmen heroppe.
Sent søndag aften blev der oven i købet en ekstra øvelse (selv om vi på det tidspunkt følte os fuldbefarne i klæd-af-og-på-disciplinen), for jeg havde netop gjort mig parat til natten, smidt alle kludene og kravlet til køjs med samme ‘påklædning’ som altid: Kun iført en let parfume. Efter mig kom John ind fra badeværelset (vi havde ikke vores eget) og kunne meddele, at han lige havde haft stukket næsen udenfor – og det vrimlede med nordlys. Endnu flottere end i aftes.
Der var kun én vej frem: På med alt klunset igen, for man kan ikke opholde sig udenfor i så meget som et par minutter med for lidt tøj på uden at blive stivfrossen – og da slet ikke, når man bare skal stå stille. Altså:

1. Trusser og bh (denne udelod jeg dog denne ene gang)
2. Vandresokker (ikke de tyndeste)
3. Uldne gamacher
4. Skiundertrøje
5. Tykke, hjemmestrikkede, let filtede sokker
6. Fleecetrøje med høj hals
7. Nummer to par uldne gamacher
8. Tyk, hjemmestrikket, ulden sweater
9. Termobukser, dvs. forede vinterbukser, yderst
10. Den meget varme og til formålet indkøbte vinterfrakke
11. Strikket hue
12. Varme, terrængående støvler, som er store nok til at rumme begge par sokker, og alligevel kunne vrikke med tæerne
13. Laaangt, hjemmestrikket halstørklæde (nogle gange dækker man også munden med det)
14. Vanter – en enkelt gang to par
15. Hætten op over hovedet

Men så er man også totalt klar til Grønlands kulde. Jeg lignede en michelinmand og jeg ved præcis, hvorfor Charlotte hadede at få flyverdragt und alles på, da hun var lille, men det er alt sammen aldeles ligegyldigt, for jeg kom ikke til at fryse på noget tidspunkt, hvilket var det vigtigste.

Hvis man er heldig, kan man sommetider se både rødt, blåt og lilla nordlys. Vi var heldige, og her ses den blålilla variation.
Som en ekstrabonus fik vi lige et stjerneskud med, men det så vi først, da vi så billederne på en stor skærm.
Grønland er fantastisk at opleve.
Det bliver ikke vores foretrukne feriested, for her er alt for koldt, øde og barsk til os, men nu har vi oplevet det, og jeg ville afgjort ikke have undværet denne oplevelse; kulden kan sagtens holdes ud i nogle få dage, hvis man ellers har det rigtige tøj, hvilket vi jo altså havde.
Vi kom fra ÷24° i går og har været ude at ordne lidt i haven i dag i 12°, hvilket ikke kræver den store kædestrammereksamen for at regne ud, at det giver en forskel på 36°. Vi har flere gange haft tilsvarende kuldegrader i Danmark, men så har jeg ikke skullet opholde mig udendørs i flere timer ad gangen.

Prøv at forestille jer dette fylde hele himlen. Det bevæger sig konstant; det bølger og det blafrer. Jeg var glad for, at jeg ikke skulle koncentrere mig om at fotografere, for billederne skulle eksponere mellem 10 og 35 sekunder, og der skete noget nyt hele tiden et andet sted end lige der, hvor man nu kiggede. Jeg blev helt svimmel sommetider, ikke kun af ærefrygt over dette fantastiske skue, men fordi jeg kiggede op og samtidig drejede rundt med meget korte mellemrum.

Reklamer

Altså, de der vejrudsigter …

Turen herop gik smertefrit og aldeles som planlagt. Hvad der til gengæld ikke er gået helt efter planen, er vejret, for det er overskyet, selv om YR lovede sol fra en skyfri himmel. Guiden sagde, at man aldrig skulle bruge YR, men DMI, hvilket er stik modsat erfaringerne fra Danmark.
I Kangerlussuaq har man 300 solskinsdage og kun 125 mm nedbør om året – vi har bare ikke set solen endnu, men DMI lover, at den snart kommer. Guiden har også – meget modigt af ham, synes jeg – lovet, at vi nok skal få nordlys at se, inden vi tager hjem igen. Jeg håber virkelig, at han har ret!

Inde på indlandsisen skinner solen, og guiden har lovet, at den kører vi imod i aften for at se på nordlys. Man kan på billedet godt fornemme, at der er sol et sted derude, og man kan ane de flotte blågrønne farver. I eftermiddag går turen til Russelgletsjeren, så formiddagen skal bare gå.
Kangerlussuaq huser 500 sjæle, og selv om den via lufthavnen er porten til Grønland, så kan selv den mest entusiastiske ikke kalde det for en driftig by.
I lufthavnen mødte vi guiden, som sagde, at vi bare skulle gå udenfor, så ville vores kufferter komme om små 10 minutter.
Den skulle jeg lige have igen: Sagde han virkelig, at vi skulle gå udenfor? Det gjorde han, så det gjorde vi, og ganske rigtigt kom vores bagage da også efter kort tid. De er ved at lave nyt bagagebånd, så al bagagehåndtering er manuel lige nu. Det er simpelthen den mindste internationale lufthavn, jeg har oplevet. Man går ud og ind som på en busstation i en mindre provinsby derhjemme. Bag gate 1 er indenrigs, og bag gate 2 ligger securityområdet, som jo skal være der, men det ser ikke ud som om det bliver taget specielt højtideligt heroppe. Her er nok også alt for koldt for terrorister …

I går var vi på tundraen – her er permafrost fra 1½ meters dybde, så husene står på pæle, som man dog ikke kan se, for ikke at sætte sig eller flytte sig. Energiforsyningen til byen sker via dieselgeneratorer, og fordi vi tilligemed bor klos op ad lufthavnen, er det så som så med den der rene, grønlandske luft. Den er der dog, så snart vi bevæger os uden for byen.
Her så vi moskusoksen, som ikke er en okse, men et får. Det giver da også mening, når man ser nærmere på den, men den klovn, der i sin tid navngav dyret til at skulle hedde moskusokse, giver jeg ikke så meget for.
Jeg var desværre ikke tæt nok på till at kunne plukke lidt uld fra den. Havde jeg kunnet det, ville det nærmest have kunnet betale hele rejsen – det koster 1000 kroner for 100 gram, men det er også det lækreste, fineste og blødeste uld, man overhovedet kan forestille sig – man tror næsten ikke sine egne hænder, når man mærker på det.

Maden er en positiv overraskelse og klart bedre end forventet. Vi bliver hver aften kørt til Roklubben og får et måltid varm mad i gourmetklasse, så vi glæder os ret meget til buffeten søndag aften, hvor der bl.a. vil blive serveret moskusokse i flere varianter.

I Kangerlussuaq (som udtales ganger’slussuak – jeg troede først, at guiden læspede, men der udtales et ‘s’ foran ‘-luss-‘. Grønlandsk har nogle sindssygt lange ord, og så staver de det ikke engang, som det udtales!) standser man ikke bussens motor, bare fordi man skal bruge et par timer på at spise. Den er stoppet om natten, og således er det for de fleste af de biler, man ser køre rundt i byen, hvilket selvfølgelig er medvirkende til, at her stinker af diesel hele tiden. De betaler ikke afgift heroppe, så de får brændstoffet til godt fem kroner literen.

PS: Jeg vender tilbage og bliver først ajour med jer andre, når vi er hjemme igen – datatid er vildt dyrt heroppe, så den er for mit vedkommende rationeret.

Det var kun en faktor én million forkert … herregud da, betyder det noget?

Mennesket bliver fascineret af voldsomt vejr. Måske især hvis man ikke selv er ude i det …
Jeg er, og har været det siden jeg var en lille pige, fascineret af tordenvejr. Mange, mange gange har jeg siddet med min mor, talt sekunder og dermed regnet mig frem til, hvor langt væk uvejret befandt sig. Det har jeg skrevet om før, så ingen grund til at gentage det her.
Jeg oplevede jordskælvet i december 2008, men for dem, der lever med jordskælv på en nærmest daglig basis, må det have føltes som at blive sparket af en flue. Jeg kunne godt tænke mig at opleve et rigtigt jordskælv eller en tornado. Og så måske alligevel ikke …
Det er nok en hel del sikrere at gøre det, jeg gør i dag: Ser The World’s Deadliest Weather over BBC Earth.
Det er skam interessant nok, men atter en gang måtte jeg undre mig såre (og irriteres) over, at man kan kalde sig professionel oversætter og så ikke korrekt kunne oversætte engelske/amerikanske tal til dansk. Det er bare ikke i orden.
Utallige er de gange, jeg har hørt/set a billion oversat til en billion. Det er en milliard på dansk, men trods alt kun en faktor 1000 forkert.
Sjovt nok vidste dagens oversætter dette, men det fik ikke vedkommende til lidt senere at oversætte trillion til billion, som det retteligen betyder. Det er stadig ikke forbudt at tænke logiske tanker, selv om det nogle gange kan virke som om det var strafbart.

En engelsk trillion er 10¹².
En dansk trillion er 10¹⁸.
En forskel på 10⁶, hvilket er 1000 gange 1000 gange forkert – altså en million gange. En ikke ubetydelig fejl, skulle jeg mene. Heller ikke selv om man ikke taler økonomi, men ‘bare’ mængden af liter vand ved en oversvømmelse. 

Helt galt gik det, da jeg, for at være 100 % sikker på ikke selv at have klokket rundt i tallene, googlede “english trillion”
Ofte kommer der et oversættelsesforslag op, når jeg googler på andet end dansk, men dagens forslag var også dagens overraskelse, for jeg havde ikke lige troet, at selv google translate kunne finde på at oversætte trillion til Katherine.
Jeg synes i forvejen, at google translate er noget ynkeligt noget, men det her slog vist rekorden.
Rerfærdigvis skal det siges, at da jeg angav, at det skulle oversættes fra engelsk til dansk, stod der faktisk den rigtige billion i højre side, men jeg kan stadig ikke regne ud, hvad der var gang i til at begynde med.

Men igen: Min indtrængende opfordring til alle oversættere: LÆR DOG DE TAL!
Undskyld jeg råber, men det er åbenbart nødvendigt, for de kunne ikke høre mig, da jeg talte med almindelig stemmeføring.

Der er en smule vind

Sådan vil en vestjyde formentlig sige om vejret i dag, men for os er det mere end en smule, idet 25 sekundmeter i vindstødene er pænt meget i vores verden – så meget, at børnene kunne læne sig godt tilbage og alligevel blive forhindret af vinden blæsten i at vælte.
I går var vejret flot. Det blæste, men ikke for meget, og englænderne skulle naturligvis lige ned og snuse til Vesterhavet.
Vesterhavskysten, hvor vi også ferierede sammen i 2008 og 2009, men dengang kunne de meget yngre børnebørn ikke rigtig klare al den vind, hvorfor vi besluttede os for fremover at holde efterårsferierne på Djursland i stedet, og hvor vi derfor tilbragte tre af slagsen.
Nu er de helt vilde med blæsevejret og har en fest med at lege med vinden, så at sige.

Turen i dag gik til Jyllandsakvariet i Thyborøn. For at komme dertil kører man forbi Thorsminde, hvor vi lige ville ud på molen for at vise englænderne, hvordan havet ser ud, når man kan se det slå ind over molen. Tim syntes ikke, at det var specielt behageligt, íkke mindst fordi han måtte opgive at have hat på. Ungerne elskede det, men da det begyndte at regne, blev det alligevel en tand for meget for de fleste, så vi fandt bilen igen.

Jyllandsakvariet var nok lidt anderledes, end vi havde forestillet os; bl.a. synes vi, at bassinerne var alt, alt for små til de mange og store fisk, de havde sat i dem. Jeg var til gengæld betaget af deres fødeklinik for hajer, hvor man kunne se de bittesmå hajpuslinger bevæge sig rundt inde i ægkapslerne. Her var det jo naturen selv, der havde bestemt, hvor meget plads de skulle have at svømme rundt i.
Havkattene var grimme. Meget grimme. Fascinerende grimme …

På vejen hjemover sad jeg og kiggede lidt i nogle turistbrochurer vi tog.
Nogle gange har man fornemmelsen af, at man har overladt de engelske og tyske oversættelser til 9. klasseselever, der har fået et sommerferiejob.
Andre gange er den danske originaltekst heller ikke specielt imponerende.
Og endelig er der de formuleringer, der bare er … enestående.
Eksempelvis under ‘Praktiske oplysninger’ i en af brochurerne:

Parkering foregår på parkeringspladsen

Det er da nyttig information, ikke sandt? Ellers havde vi jo ikke anet, hvor vi skulle gøre af vores bil.

Det er i dag et vejr …

Det er fuldstændig fantastisk, at man kan have sådan et vejr den 13. oktober. Vi har haft 21°, fuld sol og næsten vindstille. Det er et vejr og en temperatur, der passer mig særdeles fremragende – meget bedre end den ulideligt varme sommer, vi havde i år.
Ditte og jeg stoppede syseminaret i går præcis klokken 17:35, hvor Peter ankom. Netop som han drejede ind, syede hun de sidste sting på den øverste kant på den flotte, blå taske, som ses på billedet. Den mangler kun nogle knapper på sidelommerne, men dem har hun hjemme¨hos sig selv, så de kunne i sagens natur ikke blive syet på her.
Det var perfekt timing.
I formiddags kørte vi en tur til Vallø slotspark, som Ditte og Peter ikke mindes at have set før. Efterårsfarverne er så smukke nu – vi talte om, at der da vist er mere knald på farverne, end der plejer at være … at der er flere og kraftigere røde farver end normalt. Eller skyldes det bare det gode vejr, at det synes sådan?

Den røde farve herover er dog ganske normal både for årstiden og for planten, da det er hjortetakstræer, vi ser her ved siden af Valløs voldgrav.
Vallø slot har ikke den mest imponerende park i kongeriget, men dens mange kæmpestore solitærtræer gør den alligevel lidt speciel, og i sådan et vejr er alt jo smukt.
Det blev Vallø, fordi vi havde et ærinde i Strøby Egede, og desuden havde vi booket et bord til frokostbuffeten på Traktørstedet Bøgeskoven ved Gjorslev gods. Det (traktørstedet, altså) har eksisteret siden 1875, men var lukket i nogle år.
Det er det ikke mere, og det går vist udmærket for stedet. Det er der heller ikke noget at sige til, for det ligger ret godt ved vand og ved skov.
Vi sad udenfor og spiste. Det har jeg ikke gjort før på denne årstid – i hvert fald ikke uden overtøj. Vi sad lige der på hjørnet ved den røde pil.
Det var en glimrende buffet, og vi spiste ALT for meget. I skrivende stund føler jeg mig stadig stopmæt, selv om vi rejste os fra bordet ved 14-tiden. Ikke mere mad til os i dag!

Ditte og Peter er kørt hjem, og John og jeg sidder bare og stener – vi er trætte og vi har overfyldte maver. Peter skulle til fodboldfest i aften … jeg er ikke misundelig på ham … vi kom alt for sent i seng i aftes til, at jeg er på mærkerne i dag, så jeg er ret glad for, at jeg kan komme tidligt i seng.
Men pyt, det er det hele værd, for hvor har det dog været hyggeligt alt sammen, både hele vores syseance og selvfølgelig også, da Peter kom og sluttede sig til det gode selskab.

Verden er af lava

Nej, det er verden ikke. Af lava, altså. Man skal godt nok ikke undervurdere omfanget af katastrofen, hvis – når – en supervulkan går i udbrud, men hvis hele verden virkelig derefter var af lava, var der sandsynligvis ikke nogen til at skrive om det. Når gamle talemåder på denne måde bliver ændret til nogles fornøjelse og andres misfornøjelse, er det ofte fordi ingen længere kender de begreber, de oprindelig handlede om. Et gran, fx, som er blevet til et gram salt. For nogle er det alfa og romeo, at man ved, hvad et gran er, og hvis ikke man ved den slags, bliver man hurtigt hæklet af, og den slags personager gider vi på ingen måde være kop og kande med … så hellere brænde sine broer i begge ender. Hvilket dog er ret dumt, hvis man befinder sig midt på en af dem.

Nok om det. Vejret er en smule af lave (hvor logikken mht. lava så lige skulle være her, har jeg lidt svært ved at se …), for efter den næsten fem måneder lange sommer har vi nu allerede fået nattefrost. Også i England, helt usædvanligt tidligt, til Charlottes store fortrydelse. Hendes dahliaer, som i forvejen var længe om at blive til noget, døde alle, bortset fra en enkelt, på en nat. Det blev dermed en kort fornøjelse med dem i år. Vi har dog endnu ikke haft nattefrost ved Den Stråtækte – så vidt jeg ved; vi er nemlig i Sverige lige nu, og her var der to frostgrader i morges kl. 7.

Jeg var faktisk for en gangs skyld 100 % parat til efteråret pga. den usædvanligt lange og varme sommer, men jeg er altså ikke helt parat til nattefrost allerede … er det ikke lige tidligt nok, at den har indfundet sig?

Hov, nu står der pludselig et par, der vil se på huset. Det har vi da ikke hørt en lyd om! Vi troede derfor, de havde set skiltet ved vejen og kom ind, fordi de så John gå ruindt udenfor, men de har en aftale med mægleren, sagde de.
Hun skal altså fyres, den mægler. Vi har netop i aftes talt om, at hun ikke er specielt aktiv. Hun kan selvfølgelig ikke direkte shanghaje købere, men vi er ikke imponerede over hendes indsats. Hun kunne da i det mindste fortælle os, når der kommer nogen for at kigge. Og selv komme til den aftalte tid …
John viste dem rundt i kælderen, mens jeg spurtede ind og redte sengene. Heldigvis roder vi ikke, når vi kun er os to, så huset står pænt; det var bare sengene, der lige skulle lægges sengetæpper på.
Okay … hvis det bliver solgt til dem, der kigger nu, så bliver hun ikke fyret …

Dem der ikke blæser væk, drukner

Jeg bor sammen med en erfaren strikkefestivalsdeltager i denne uge – og det er ikke John jeg tænker på – som syntes, at det var en vældig god ide at være i basarteltet ved åbningstid kl. 10, så det var vi. Lige kort efter 10, og der var lang kø for at betale og få sit armbånd. Sådan et havde vi allerede, så vi kunne gå direkte ind.
Jeg syntes, at der var maaange mennesker allerede, men Ditte sagde, at ork, det her var ingenting! In-gen-TING!

Det kunne jeg senere konstatere var rigtigt, for da vi klokken 12 ringede efter vores privatchauffør, kunne vi næsten ikke komme til mere. Ind-køen var megalang, og de måtte kun lukke folk ind svarende til det antal, der gik ud, så man var meget glade, da Ditte og jeg gik, for så kunne der komme to ind af de mindst hundrede, der stod og ventede. 
Pyyyha, hvor var jeg glad for, at vi var der, da vi var der!
Og endnu gladere var vi/blev vi, da vi kl. 14 kørte tilbage til Nordby for at handle i Superbrugsen, for da var vejen spærret pga. forhøjet vandstand.
Jeg tror dog nok, at basarteltet klarede frisag, men kun lige med nød og næppe. Der var et sjovt billede på IG, hvor man så, at de ankommende gæster havde smidt skoene, smøget bukerne op og vadede ind i det kæmpestore telt, men hvor høj vandstanden var derinde, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at stadeholderne havde fået at vide, at de ikke skulle stille noget på gulvet …

Vi kørte en tur ned til stranden, som var blevet en hel del smallere, end den var forleden dag. En af bilerne, der holdt dernede, var tæt på at komme i farezonen – men ejeren var måske vovehalsen, der var ude at kitesurfe.
Det forstår jeg simpelthen ikke … altså at nogen tør begive sig ud i de bølger og i sådan en blæst. Eller er jeg bare ved at blive en gammel kylling?
Hvis det ellers giver mening … kyllinger er jo sådan set ikke gamle …

Og kunne jeg så holde mig i skindet og ikke købe noget?
Naturligvis ikke! Jeg købte 26 knapper.

Og en lillebittesmule garn, men kun noget, der overhovedet ikke ligner det, jeg selv kan lave … bl.a. 100 gram meget tyndt merino/silkegarn i en fuldstændig fantastisk farve. Farver …
Stadeholderen var en hollandsk dame, der selv indfarvede garnet. Hun tog ikke kreditkort, og jeg havde ingen kontanter, fordi jeg havde satset på at kunne mobilePay’e alt – havde ikke lige taget højde for udenlandske sælgere.
Hun gav mig en faktura og sagde, at jeg bare kunne bankoverføre pengene i aften.
27,50 € og 50 kroner kostede det garn mig.
Det er jo flot, at hun stoler så meget på sine kunder, men det irriterede mig en anelse, at det så kostede mig 50 kroner at få lov til at betale hende.

Babyboom – myggelarveinvasion

Hvor blev det der ustadige vejr af? Og al den regn, der skulle blive ved med at komme?
Okay, jeg skal ikke vande have endnu, men det varer da ikke længe, før jeg kan starte forfra med alt vanderiet, hvis de bliver ved med at ændre vejrudsigterne fra regnvejr til næsten-ingen-regn-og-kun-i-form-af-spredte-byger-regnvejr. Varmen er ligeledes retur. Ikke 30°, trods alt, men 27°, hvilket er for meget til mig.
Vi nåede at få 43 mm, så begge regnvandstønderne blev fyldt. Den ene af dem kan vi ikke lægge låg på, for den samler vandet op fra en vinkel på stråtaget – man kan jo ikke have tagrender på et hus som vores. I den tønde er der nok en million myggelarver nu. Det kan godt være, at vi ikke har været så plaget af myg pga. tørken, men de få, der har overlevet, har alle sammen lagt æg i min regnvandstønde. Som ikke står mange meter fra det altid åbne soveværelsesvindue. Man aner en mindre katastrofe forude, for jeg reagerer ret kraftigt på myggestik.
Det klagede jeg over ved nørklermødet i tirsdags, og en af kvinderne kom med det geniale råd at dække tønden med et stykke ostelærred. Så kan der komme vand i, men når myggene skal videre fra puppestadiet, kan de ikke komme op gennem stoffet.
Smart.
Og nej, jeg har ingen skrupler over at drukne myg i hobetal, men hvis der skulle være en i nærheden med et akvarium, er man velkommen til at komme og fiske myggelarver …

Vidste I i øvrigt, at myggelarver har kæmpekromosomer (polytene kromosomer)?
I biologi i gymnasiet skulle vi dissekere myggelarver under et mikroskop, således at vi isolerede deres spytkirtler, hvori vi kunne finde de store kromosomer.
For de flestes vedkommende var ordet ‘massakrere’ vist mere rammende end ‘dissekere’, for stort set alle fik splintret myggelarverne – inklusive deres spytkirtler – nærmest til atomer.
Det lykkedes dog for mig, så jeg fik set kromosomerne under mikroskop, men et pillearbejde var det!
Det er mange år siden, men jeg husker særdeles tydeligt den biologitime.
Jeg husker også den time, hvor vi skulle stikke os selv i fingeren og afsætte fire dråber blod på et Eldonkort.
Kan I huske sådan et? Et kort, hvor ens blodtype var angivet.
Et par af drengene i klassen hev i frikvarteret før deres spejderdolke frem og havde mange ord for, hvor seje de selv
syntes de var, og det skulle da ikke være noget problem at få blod frem til at få bestemt den blodtype, håår, håår.
Især klassens største brød var yderst selvsikker, hvad det projekt angik. 
Hvem stak bare den nål i fingeren og fik det overstået uden hvin og skrig eller andet pjat?
Alle fem piger, naturligvis.
Drengene, hvoraf der var 12, var, med et par undtagelser, nogle være pivskide.
Hvem drattede besvimet på gulvet, da det kom til stykket, og han efter svære overvejelser, lang tøven og med sveden haglende fra panden endelig fik stukket sig selv (og det var ikke med spejderdolken)? I har ét gæt.

Det smukkeste billede i verden

Herunder ses det smukkeste billede i verden.

Det vinder med garanti ingen priser, og man kan overhovedet ikke se hvad det forestiller.
Det skal jeg så fortælle jer: Det er regn.
Masser af regn.
Og masser af lyn og torden.
23 mm fik vi i aftes.
Fantastisk.
Og temperaturen er faldet. I hvert fald temporært …

Det er den ikke på Korfu, hvor mine englændere befinder sig i to uger – hvoraf den ene nu er gået. 

Herover ses to billeder af de smukkeste mennesker i verden.
De vinder heller ingen priser for skønhed, men det ændrer ikke på min opfattelse af dem.

Huset, de bor i, lejede de allerede i februar, hvor ingen kunne vide, hvilken usædvanlig sommer både vi og de senere skulle løbe ind i.
De har det varmt, men de har det fint. De er unge og kan meget bedre klare varmen, end vi pensionister kan.
Huset har egen swimmingpool, så de er sandsynligvis mere under vand end over, kunne jeg forestille mig.
Der er kun aircondition i soveværelset – jeg ved ikke engang, om det gælder alle soveværelser, for det blev nævnt i ental.
Jeg glæder mig til at høre om ferien, når vi om små tre uger tager derover til The Flower Show, som i år er blevet udsat i forhold til normalen pga. haverenovering. Det glæder jeg mig også meget til – vi har kun været med til premieren i 2015, så her fjerde gang er det vel ren rutine for dem … det er også en tradition, som landsbyen ser frem til, så da de ikke annoncerede den til i juli, som de plejer, fik de en del henvendelser og bekymrede spørgsmål om hvorfor.
Så var de jo nødt til at sørge for at arrangere endnu et flower show, denne gang 1. september, hvor vi så øjnede chancen for at deltage, hvilket vi heldigvis er velkomne til.

Det kræver slet ingen behændighed, kun lidt hekseri

Overskriften er et Miraculix-citat fra et af de gode, gamle Asterixhæfter.
Det er godt nok ikke mig, der har hekset; jeg er jo kun en almindelig dødelig, men lidt magisk er det … og i hvert fald mystisk.
De to første tagrørsfarvebade gav skriggule farver, hvilket absolut ikke var efter planen, som var, at det skulle give cirka den samme ret specielle, nærmest neongrønne, farve, som de gav sidste år. Nogle sammenligner den med en overstregningspen – det er heller ikke helt ved siden af.
Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, så til tredje forsøg satte jeg en mindre portion over i en gryde i køkkenet. Denne gang kogte jeg ikke farvesuppen af først, men lagde både garn og tagrør i koldt vand, tændte for blusset og lod det koge op.

Så var den der! Den rigtige farve. Endelig! Jeg hentede flere tagrørsblomster og farvede én gang til under de samme betingelser – denne gang overfarvede jeg nogle af de gule fra de fejlslagne første farvninger. Det blev stadig rigtigt, og nu har jeg neongrønt nok til et eller andet … neongrønt. Man har jo lov til at blande det med en farve, der kan dæmpe den grønne en smule ned.
Selv det ubejdsede garn (nøglerne til højre) fik fine, grønne farver – faktisk ser det ud som om garnet ikke behøver at være bejdset, men det bliver jeg nødt til at efterprøve i endnu et forsøg, for én gang er ingen gang.

Jeg forstår stadig ikke en pind af, hvorfor de to første farvninger blev gule – det skulle ikke gøre nogen forskel, at plantedelene koges sammen med garnet, men eftersom det er eneste forskel her, kan jeg ikke komme til anden konklusion, at det alligevel må være derfor.

Jeg kan godt lide denne nedadgående kurve. Temperaturer, der har et 3-tal forrest, hører ikke hjemme i min sommerverden.
Jeg håber også, at vi får del i den sporadiske regn, der åbenbart kan finde på at falde i vores DMI-region.
Ikke mindst på grund af, at jeg har dobbelt havevandingsjob for tiden, fordi vores genboer er taget op til deres sommerhus lidt nord for Dalarne, og jeg har lovet at sørge for, at deres have ikke dør af tørst de næste 14 dage.
Jeg håber ikke, at de brænder inde deroppe, men det var de ikke selv bekymrede for, så det må jeg hellere lade være med at spilde flere tanker på.

Pyt med alskens blodmåner og smukke solnedgange – det REGNER!

Jeg synes det er den smukkeste aftenhimmel jeg har set længe.
Den er temmelig mørk, og den taler til mig.
Den taler med en dyb, buldrende stemme og har visse lynende bemærkninger.

Det høvler ned i stride strømme.
Jeg lovede ellers for et stykke tid siden både John og mig selv, at jeg ville gå splitternøgen ud og bare stå og nyde, ja nærmest tilbede, regnen, når den endelig indfandt sig, men jeg blev en kryster, da det kom til stykket og nøjedes med at nyde det indefra. Det blæste for meget …
Det er måske ikke helt et skybrud, og det varer nok heller ikke ved så længe, som man kunne have haft håbet på, men det regner, det regner kraftigt, og det er nok til mig lige nu.
Jeg frygtede ellers, at Murphy ville træde i karakter, da vi tog stolehynderne og borddugene ind for første gang i et par måneder:
Tager vi dem ind, bliver det ikke regnvejr.
Lader vi dem blive ude, bliver det regnvejr.
Vi tog dem ind og Murphy kom for en gangs skyld til kort, for uvejret kom.

YES!

Der er køligst indenfor

Så rundede vi de 30 grader, også herude ved vandet. Nu er der behageligst at være inde i huset; ikke engang ude ved min yndlingsplads på terrassen foran huset er der til at holde ud at være i dag. Oppe i shelteret ville man begynde at koge inden for ganske få minutter, og terrassen bag huset er først god ved aftensmadstide.
Jeg er stadig nordbo, og jeg har svært ved at vænne mig til, at temperaturen har rundet 26° allerede inden jeg står op. Det er lige før – men også kun lige før – jeg ønsker, at vi var var blevet i Norges 3°, men det er så alligevel for meget i den anden grøft, må jeg indrømme.
Endelig i går lovede DMI noget regn, der kunne batte bare en bette smule, her i løbet af lørdag-søndag, men det har de pillet af prognosen igen. Sådan synes jeg det går hver gang, de lover lidt væde fra oven.
Jeg overvejer seriøst at pakke en masse isterninger ind i et håndklæde og så binde det om hovedet som en turban.

Vi kørte en tur til Hesnæs på Falster i dag, fordi vi ville se deres sommermarked, hvor der var forskelligt kunsthåndværk at se på og købe, hvis man skulle have lyst til det.
På vej derned kom jeg til at tænke på Farmer, da jeg så vandvognen herover, som man for en sikkerheds skyld havde anbragt på marken, hvis der skulle komme en gnist fra mejetærskeren. Den slags kan landmanden hverken forhindre eller gøre for, så der er ikke andet at gøre end at være forberedt på, at det kan ske.
På vores vej hjem blev vi overhalet af et par brandbiler lidt nord for Vordingborg, og vi kunne da også se røg lidt længere væk.
Skræmmende, altså … vi ser/hører næsten daglig brandbilsudrykning, men har heldigvis endnu ikke hørt om omfattende skader.

Herover et par kig fra det lille, men hyggelige marked. Det bølgede, grønne og hvide sjal på væggen blev kaldt Linnea, men ved en googling finder jeg intet, der minder om det. Er er nogen af strikkerne, der kender det og ved, hvor jeg kan hente/købe opskriften? Jeg synes ikke, jeg ville spørge hende, der havde det til salg …
Jeg købte fire ting dernede, bl.a. noget trædrejerarbejde, men det er altså fjollet at købe noget strikket eller syet, når jeg selv laver så meget af den slags, så det lod jeg stå og nøjedes med at beundre værkerne og få en sludder eller to med fremstillerne.

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab

Plantefarvning er ikke en eksakt videnskab.
Det vidste jeg godt, og det er en del af charmen, at man ikke altid kan forudsige præcis, hvad resultatet bliver.
Nogle gange går det dog lige lidt for galt, som fx i går, da jeg farvede med tagrørsblomster.

De skulle nemlig meget gerne helst have været blevet denne dejlige, grønne farve, som jeg fik sidste år.
Da farvede jeg ad to omgange; d. 5. august og d. 23. august. Første omgang havde den flotteste farve, hvilket stemmer ganske godt overens med, hvad man kan læse fra andres erfaringer: Så friske blomster som muligt og ingen grønne blade med i farvesuppen.
Jeg brugte lang tid på at skære de friske blomster af; det tog ekstra lang tid at samle tilstrækkeligt materiale, for de var endnu ikke helt udsprungne.
Farvesuppen så ideel ud: meget, meget grøn – lige den farve, jeg var ude efter.

Hvorfor i alverden fik garnet så denne skriggule farve?
Det er altså virkelig mærkeligt. Dette er rejnfans- og gyldenrisgule farver. De er såmænd kønne nok, men dem har jeg jo allerede fra rejnfan og gyldenris!
De tre første fed er 1. bad med råhvid uld (den midsterste superwash), og de to sidste er 2. bad, farvet på gråt hhv. lam og superwash.
Jeg fatter ikke en brik.
Hvad gjorde jeg forkert? Hvad gik galt?
Jeg må prøve igen, når blomsterne er sprunget helt ud. Det hjælper ikke nødvendigvis, men jeg er nødt til at prøve.
Disse gule vil jeg overfarve med indigo; det kan sikkert godt komme til at give en flot, grøn farve, men jeg ville jo helst have haft den rigtige farve den direkte vej.

---

Englænderne er kommet godt hjem.
Til regnvejr.
Tænk, at det kan komme så vidt, at man er lidt misundelig over, at nogen har regnvejr!
Og nu får vi oven i købet hedebølge den næste uge. Med tropenætter und alles.
Det er lige i overkanten, dette her … men det har jeg vist sagt før. Jeg er nordbo, ikke fra middelhavsområdet, og jeg trives bedst i køligere temperaturer end dem, vi har i år – og så gider jeg i øvrigt snart ikke vande have mere. Selv om jeg synes jeg vander meget, kan jeg godt se, at det ikke giver helt det samme resultat, som hvis der kommer tilstrækkeligt med vand ad den naturlige vej.

Vi trængte til at få renset luften

Ungerne fandt deres gamle sæbeboblesværd frem i dag. Det var flere år siden de havde været i brug, så det var nyt og spændende igen. De var også blevet lidt dygtigere til at lave mange bobler ad gangen, end de var sidst, så vi hyggede os alle sammen med at se det fine farvespil i de mange sæbebobler.
Der gik både lyssværd – og andet, der kunne minde om sabler og sværd – i den, dog nok kun for Aubrey.

Hvor det for Anna gjaldt om at producere så store bobler som muligt, var det vigtigst for Aubie at lave lidt færre, som til gengæld helst skulle dolkes alle sammen – alternativt indfanges, så de kunne ‘parre sig’ to og to eller gerne endnu flere sammen – hvilket han heldigvis ikke lige havde noget ord for …

Man kunne selvfølgelig også bare smøre hænderne grundigt ind i sæbeboblevandet og sidde og ligne en mediterende en eller anden, mens man puster bobler ud gennem hænderne. Det så helt surrealistisk ud.

Så vi fik renset luften …

Det har regnet næsten en halv time, men der er endnu intet, der er blevet vådt. Det når at fordampe stort set i samme øjeblik, det rammer jorden eller terrassen, men det er nu alligevel hyggeligt at sidde i shelteret og høre dryppene og ungerne, der hygger sig i ‘regnvejret’ – men det var så ikke lige dette regnvejr, der fik renset luften. Desværre.

John har det okay, men der skal godt nok ikke meget til, før han mister pusten og må hvile sig. Det skulle dog ganske langsomt blive bedre og bedre.
Det stoler vi på.
Han har i øvrigt været i Faxe for hente sit nye høreapparat i dag, så nu skulle det i det mindste være slut med alt vores “Goddag mand. Økseskaft.”
Også her blev jeg kaldt ind, fordi apparatet skulle indstilles, da “det er vigtigt, at du kan høre hvad din kone siger. Hende er du jo nødt til at kunne lytte til!” Den arme mand er muligvis en anelse træt af at høre de ord i øjeblikket, men det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Jeg nyder naturligvis at få så mange officielle erklæringer på, at det er sådan det er.
Jeg talte meget dæmpet til min mand, og han kunne uden problemer høre hvert et ord jeg sagde. Fantastisk. Det var en helt ny fornemmelse både for ham og mig.
Han kan høre mange flere fuglestemmer, så jeg tror, at dette apparat bliver en større succes end det han prøvede for et par år siden, og som han afleverede igen. Hørelsen er dog også blevet en del ringere på de to år.

Nok min hidtil korteste sommerferie

Så er vi hjemme igen. Trondheim tur/retur: Præcis fire døgn.
Vores søde naboer kom farende og spurgte, om der var noget galt, hvortil John svarede: Næh, ikke andet end at i Norge var det 3°, blæst og slud og regn, så vi vendte hjem igen til sommervejret.
Det kunne de godt forstå.
Jeg nævnte på et tidspunkt, at hvis vi havde arbejdet endnu, havde situationen været en anden, og vi var nok ikke taget hjem igen, men vi talte om, at vi stadig helt sikkert havde lavet om på planerne, for det ville have været for dumt og for tåbeligt at være stædig og blevet ved – vi havde jo heller ikke det rigtige tøj med, selv om vi selvfølgelig havde medbragt en varm sweater, men vi skulle ikke have haft andet med end vintertøj!
Vi har set vej 17 før og ville se den under bedre vejrforhold end sidst. Det ville vi ikke komme til.
Vi har været på Lofoten før i godt vejr. Nu ville vi komme derop til vildt dårligt vejr.
Det er svært at få øje på de gode argumenter for at holde fast i den oprindelige ferieplan.
Man kan lige så godt indrette sig efter forholdene og få det bedste ud af det – havde vi arbejdet, var vi bare blevet i Mellem- eller Sydsverige, men fordi vi er pensionister, kunne vi lige så godt bare køre hjem.
John foreslog dog i går, at vi kunne tage til Bornholm i nogle dage – det har vi talt om i et par år uden uden at få det gjort. God ide. Jeg tjekkede, og der var masser af feriehuse og/eller -lejligheder at få, men det hjælper ikke så meget, når færgerne er udsolgt! Den eneste, vi kunne komme med, afgik kl. 00:20, og det gad vi ikke. Det må da være irriterende for Bornholms turisme, at færgen skal være en begrænsende faktor.
Bornholm må derfor vente lidt endnu på besøg fra vores side.

Det var en helt ny fornemmelse at kunne sidde ude og nyde frokosten, hvilket vi gjorde både i går og i dag, selv om det i går kun var omkring 15° (derfor trøje og vest), men det blev hele tiden varmere og varmere. Vi overnattede i Örebro og kom ud til bilen kl. 9 til 19° og strålende sol.

Det viste sig at være meget godt, at jeg kom hjem … visse planter stod allerede og gispede af tørst, for vores krukkevandere er væk i nogle dage – hvilket vi godt vidste, men regnede ikke med, at det kunne nå at blive et problem, men det kunne det altså.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, for nu bliver haven i det mindste passet optimalt. Vi bliver simpelthen fremover nødt til at planlægge alle ferier til at ligge i vinterhalvåret, men man tager altså ikke til Norge i oktober. 
Eller …  det kunne vi nok lige så godt have gjort i år … det havde ikke gjort den store forskel.

Bunden er nået og målet er fuldt

Man skal veje sine ord med omhu: Jeg har siden 2012 stædigt fastholdt, at ferievejret ikke kunne blive dårligere end det var det år.
Som man dog kan tage fejl. Dengang regnede det da ‘bare’ hele tiden – denne gang har vi også vintertemperatur, og vi har kørt igennem sludbyger. På Sognefjellet faldt der sne i nat.
Hvor vi var, regnede og blæste det i nat, så vi lagde ud i morges med at tjekke yr.no for de næste dage i de områder vi havde tænkt os at gæste.
Ingen steder og ingen dage nåede man over 10-12 grader. På Lofoten ville det højst blive 9 grader. Det ville ikke blive konstant regnvejr, men solskin måtte betragtes som værende et sjældent forekommende fænomen.

Nu løb målet fuldt. Regnmåleren …
Og bunden nået. Temperaturkurvens bund …
Vi søgte videre på yr og besluttede at køre hjem til Danmark og sommeren. Det her gider vi ganske enkelt ikke – klokken 10:20 var det fire grader og det var ikke bunden!
Nu måtte vi se på de lyse sider:
1) Vi har ikke booket noget som helst.
2) Vi er ikke arbejdsramte, og der er ingen grund til at spilde kostbar pensionisttid på elendigt ferievejr. Hvis vi havde haft et arbejde, var vi nok ikke vendt om, men det var vejret jo ikke blevet bedre af. Vi kan holde ferie når vi vil, og det vil vi ikke nu.
3) Vi har oplevet smukke Norge i det bedste vejr to gange; sidst, da vi var på Nordkap, hvor vi oven i købet havde en af de fem årlige dage helt uden en sky på himlen.

Jeg gider ikke høre den med “Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.” Der findes helt afgjort dårligt vejr, hvis man spørger mig, og hvis vi vil på vinterferie i Norge, tager vi ikke afsted til Skt. Hans.

Det kunne blive værre, viste det sig … bundrekorden blev tre plusgrader, men med den vind føltes det som minus 10 grader! Brrrrrr.
Nu sidder vi i en lille knaldhytte i Sveg i Sverige og har hele 11 grader (!) udenfor. I aften fejres der midsommer i Sverige. Det bliver en kold fornøjelse heroppe. Vi har tænkt os at blive inden døre med elradiatoren tændt.
 

Vi vil bruge de næste par dage på at finde hjem til Den Stråtækte, hvor det er rigtig sommer.
Den vil vi så nyde – måske tage et kroophold et eller andet sted. Vi kan gå ud at spise, hvad vi normalt ikke er særlig gode til. Vi vil med andre ord holde sommerferie. Rigtig sommerferie. Med sommerlige temperaturer.

Jeg havde nu ellers glædet mig meget til den norgestur … det er godt, at vi har så meget andet at glæde os til. Og over.

På farten

Efter nogle hyggelige og snaksomme dage med Karen, satte vi hende af ved en metrostation og satte selv kursen mod Sverige.
Vi havde lumske anelser om, at græsplænen nok måtte være blevet temmelig langhåret – og disse anelser holdt stik. Den var blevet endog særdeles langhåret, så den skal slås to gange, inden vi kører hjem igen.
Vi skulle også herop for at markere, hvor trixtanktømmeren skal tømme trixtank, for vi har fået brev om, at der vil komme en nyansat, som ikke nødvendigvis lige ved, hvor den er. Den er nu nem nok at finde, også for en førstegangstømmer, men vi gør pænt som anmodet og sætter en gul Nettopose op som markør. Ja, de har altså ikke bedt om specifikt en Nettopose, men skrev, at en farvet plastpose var en rigtig god ide.

På trappen op til det lille græsrepos lå en fin, lille fuglerede. Hvordan den er landet lige der, kan jeg ikke gennemskue; der er ingen træer eller buske i nærheden, den kan have været i.
Ikke desto mindre lå den der. Jeg håber ikke, den er kasseret i utide, men er brugt færdig for i år. På billedet fornemmer man vist klart, hvor langt græsset er – og det virker faktisk ikke særlig tørt, selv om her er tørt. Lige så tørt som i Danmark, men her loves der torden og regn både i morgen eftermiddag og søndag, så John får travlt med at slå græsset i morgen formiddag, hvis vejrudsigten skulle tale sandhed. Det tror jeg, at mange kunne bruge, det der regn – også derhjemme, men det lader ikke til, at der sker noget de nærmeste par dage på den front. 
Jeg håber bare, at min have klarer sig, til jeg kommer hjem og passer den igen. Jeg vandede grundigt igennem i aftes – selv buskene hang med bladene …
Jeg synes godt, jeg kunne fornemme, hvor meget markerne mangler vand mange steder – det er vist ved at nærme sig krisestadiet, desværre. Jeg håber dog ikke for landmændene, at det går så galt.
Vi siger god weekend herfra og håber på lidt vand. Jeg kunne virkelig godt tænke mig et godt, gammeldags tordenvejr med masser af lyn, larm og væde.

Blandede bolcher

Den pool, som børnene friske og frejdige badede i, da vi var i England, var dengang sølle 16°, og jeg skulle absolut ikke nyde noget!
I dag har Tim sendt et billede af den, ledsaget af kommentaren, at nu har vandet rundet 28°. Jeg kom til at svare, at så var det søreme næsten varmt nok selv til mig, men har muligvis skudt mig selv i foden, for han skrev tilbage, at I’ll hold you on to that!
Nå. Vi kommer sikkert først derover igen til jul, og til den tid behøver jeg nok ikke at være nervøs for at blive holdt op mod mine egne ord …

Apropos vand, så har vi i dag haft havgus. På Præstøfjorden! Det mindes jeg ikke at have set før, men hvorfor ikke? Det må der vel have været, for det er jo trods alt vand, selv om det er småt. Det var så heller ikke ligefrem den tætte havgus ved Vesterhavet, jeg har læst om, men ikke oplevet, at man kan miste orienteringen i – men den var der!

Når nu jeg alligevel havde kameraet fremme, kunne jeg lige så godt snuppe et par billeder af mine blå kornblomster – selv om de er smukke, har vi for mange af den – de gror overalt, både hvor de må og hvor de ikke må.
Jeg fik til gengæld ikke taget nogen billeder af de mange tusinde bramgæs, vi har set på træk de seneste par dage. Vi går ud fra, at det har været de samme [slags] gæs, som Farmer har set – jeg vidste ikke, at der var nogen, der trak så sent … gik naivt ud fra, at de alle havde så vældig travlt med rugning eller yngelpleje på dette tidspunkt. Skal de højt mod nord, hvad de åbenbart skal, er der selvfølgelig nok først ved at blive varmt nok nu – vi gik bare og undrede os lidt, indtil jeg læste Farmers indlæg.
Det har været utrolig flot at se de mange kæmpestore træk med flere hundrede fugle i kileformene – de fyldte næsten hele himlen sommetider.
Og de mangler bestemt ikke samtaleemner, de gæs!

“You are very organised, Sir”

Det værste ved at ankomme til England med en færge er tiden.
Tiden det tager de dertil ansatte at få bilerne ud fra færgen.
Tiden det tager i paskontrollen, når alle skal tjekkes grundigt.
Og i dag tiden det tager politiet at tjekke HVER ENESTE bil, autocamper, campingvogn, bus og lastbil. Goddammit.
Det tog en halv time, fra færgen lagde til, inden vi kørte ud af dens bug.
Derefter skulle vi line op i en masse baner – vi kom i bane seks – og vente. Og vi ventede. Og ventede.
Vi kunne se politiet tage personbilerne en for en, afbrudt af, hvis der kom en bus eller en lastbil, som hver især skulle tjekkes ekstra grundigt.
Endelig var det vores tur:
Will you please open your boot for me, Sir?
Det er et af den slags spørgsmål, man bare ikke svarer nej til, så John gik ud og åbnede til bagagerummet.
Oh. You are very organised, Sir!
Yessir. John har altid orden alle steder … manden løftede en jakke, der lå ovenpå en kuffert og kiggede sig omkring i to sekunder.
Just food and luggage? No people? Med en udpræget nordengelsk accent.
Jeg sagde: Just luggage. No food and certainly no people … is ‘the people’ why you’re checking every single car?
Yes, it is. You’d be surprised if you knew what we find every day.
Du godeste. Hver dag!?
Tim kunne senere fortælle, hvad de finder ‘hver dag’. Nordengland er tilsyneladende blevet et hot område for menneskesmugling, efter man lukkede ‘Junglen’ ved Calais.
De var høflige nok – de passede jo bare deres arbejde, men min (og selv Johns) tålmodighed blev sat på en meget hård prøve, og det tog en lille time, inden vi blev sluppet ud på de engelske landeveje, men heldigvis gik resten af turen fint og uden problemer. Bilkøerne var oven i købet så venlige at befinde sig i modsat kørselsretning af vores.

Og nu er vi her, i den lille, wiltshireske landsby – alle er glade og alle er gået i seng, undtagen mig, og jeg gør det lige om lidt.
Vi er nemlig trætte. Jeg fik vel tre timers søvn i nat – John heldigvis noget mere – men holddaop, det var noget af en vippetur, vi fik. John fortalte meget levende ved aftensmaden om, hvordan han klamrede sig til sengen med tæerne eller stemte imod med hænderne, fordi han var ved at glide den ene eller den anden vej ud af sengen, når færgen smed rundt med os. Et par gange slog han hovedet ind i væggen bag sengen, når der kom et ekstra hårdt hug, indtil han fandt ud af at placere den ene af de to hovedpuder som buffer – hvilket jeg havde gjort fra starten …
Vi, som troede, at vi skulle vugges blidt ind i en behagelig søvn, tog så grueligt fejl. Der var intet som helst blidt ved bevægelserne i nattens løb – tværtimod, og det blev det værre og værre for først at stilne lidt – men også kun lidt – af ved femtiden om morgenen.

Hvis det havde været 23. december …

Jeg ville nok have været en del mere begejstret, hvis dagens vejrudsigt var kommet den 23. december, for de lover op til 20 cm sne, begyndende med at falde om ikke så længe og frem til i morgen tidlig. Grrrr.

Det er sandelig godt, at jeg har masser af garn at farve og bejdse – og at jeg oven i det lige har bestilt 10 kilo lammeuld mere … som Ditte gudskelov gerne vil aftage halvdelen af!
Seneste farveafprøvning var sandeltræ, som blev til en mellemting mellem laksefarvet og teglrød.
En nydelig farve, især til Fair Isle-strik. Måske lidt fesen, vil nogle måske sige, men med den/de rigtige medspiller(e) kan det sagtens blive fint.
Af færdige plantfarvningsprojekter er der lige nu blåtræs-sjalet, som jeg begyndte på i Kastrup lufthavn og færdiggjorde i forgårs, der er et i gule og grønne nuancer, samt et med angora, avokado og ligusterbær. Endelig er der også et næsten-Exploration Station, men det er købegarn.

   

Og hvad skal hun dog bruge alle de sjaler til? Svaret er, at det ved hun faktisk ikke … det er herligt at farve og strikke dem, men jeg kan jo slet ikke bruge så mange.
Er der nogen, der vil købe dem? De er billige, især set i forhold til, hvad de skulle have kostet, hvis jeg skulle have haft det, man normalt anser for at være mindstelønnen – dvs. 2500 kroner, men så skulle jeg nok have heddet Christel Seyfarth … som i øvrigt tager 4200 kroner for et færdigstrikket sjal.
Jeg skal bare have garn, farvemateriale og porto dækket ind, så er jeg glad. Og så måske lige til en flaske vin til mig selv som tak for indsatsen. Disse ting har jeg sat til at udgøre 400 kroner. Det er næsten at betragte som en foræring, vil jeg vove at påstå.
Sjalerne spænder godt to meter på langsiden, så de er gode som et tykt halstørklæde og dermed aldeles velegnet her til den nye istid – men de kan også nå rundt og lune om skuldrene på terrassen om aftenen. Hvis vi altså nogensinde komme til at bruge den igen …

Nu er selv vores vejrstation forvirret

I dag har vi et fantastisk vejr. Det må skyldes min ældste niece, som fylder år.
Temperaturen er dog ikke særlig fantastisk; bare 4°, men solen skinner fra en skyfri himmel, så det meste af gårsdagens sne er efterhånden ved at være væk. Solen har fået magt, kan man mærke, og jeg håber virkelig, at den snart får tiltusket sig overherredømmet, så vi snart kan få et ordentligt forår.
Det er så forkert, dette her, at vores vejrstation ikke kan finde ud af det: Har man måske nogensinde hørt om, at chillfaktoren kan få os til at føle det varmere, end den objektive temperatur siger? Jeg har ikke, men det er ikke desto mindre, hvad vores vejrstation påstår. Over dobbelt så varmt, faktisk … (uhhh, nu får jeg smæk, men jeg kunne altså ikke dy mig.)

Jeg kunne ikke få billedet tydeligere, men det kan vist godt ses, at udendørstemperaturen er 3,9°. Nedenfor står der, at vi har 19,8° indenfor; derunder igen, at chillfaktoren får os til at føle de 3,9° som 8,8° grader med en vind på 4,5 km/t.
Jamen så vil jeg gerne bede om en orkan, tak! Så kan vi stå derude og blive blæst væk, men vi ville i det mindste have det dejligt varmt imens …

God påske, siger jeg bare – i morgen får vi igen væde fra oven og ingen solskin, så jeg nyder det i dag – indefra og ud …

I brokkehumør

Altså, det her vejr! Me not like. Me absolutely not like. Jeg vågnede klokken seks i morges til snestorm. Uden overdrivelse: en veritabel snestorm. Megen blæst og meget sne. Ikke slud. Sne. Og langt det meste af det ligger der endnu.
Det smelter, men meeeget langsomt. Hvis jeg skal se på den lyse side af situationen, så er temperaturen steget til det femdobbelte siden klokken ni, nemlig fra 0,2° til 1,0°.
Begejstringen kender ingen grænser. Jeg lyver.
Billedet er af køkkenvinduet, hvorigennem man måske fornemmer en kold og hvid fjordudsigt. Sådan skal et køkkenvindue ikke se ud tre dage før den 1. april – sneen i hjørnet er ikke noget, der stammer fra en spraydåse. Hvis det også ser sådan ud om tre dage, håber jeg det er en aprilsnar, og at vejret tager sig alvorligt sammen.

Det elendige vejr gjorde mig ikke specielt venligt stemt, så jeg tænkte, at det var det rette tidspunkt at kontakte We Park You Fly i Københavns lufthavn. Jeg skal dog indlede med at sige, at WPYF er rigtig godt, og at det er noget, vi har tænkt os at fortsætte med, for vi nyder (bl.a.), at vi ikke skal gå langt i dårligt vejr eller tænke på isslag og andre ubehageligheder, der kan vente os ved hjemkomst. Vi afleverer og afhenter bilen lige under afgangs-/ankomsthallen og den er tør og lige til at gå til, når vi kommer trætte hjem og bare vil hjem. 
Men. For der er et men. Vi har nemlig henholdsvis undret os over og blevet irriterede på dem, der flytter rundt med vores bil, efter vi har afleveret den på den sædvanlige James Bond-facon. 
Hvorfor er begge forsæders nakkestøtter altid blevet flyttet maksimalt højt op? Hvorfor skal der to til at flytte bilen? Og kan det virkelig passe, at de alle er væsentligt højere end os begge? De kører den ikke ret langt væk eller ligefrem kører tur i den (det har Tim og Charlotte faktisk været ude for!), for kilometertælleren bliver aflæst, når vi ankommer. Dette sidste er godt nok forholdsvis nyt, så jeg har lumske anelser om, at folk har haft klaget over, at deres bil er blevet brugt.
Det andet, der irriterer os er, at det åbenbart er livsnødvendigt for dem (for de er jo to om det … ) på den korte køretur at stille radioen over på P3, som vi aldrig hører. Herregud – kan de ikke holde ud at høre P4 i to minutter, kan de skrue ned, kan de.
Jeg sendte en mail, og to timer efter fik jeg svar. De skulle nok sørge for, at radioen fremover bliver ladt i fred, men de kunne ikke garantere, at nakkestøtterne ikke bliver rørt, da “personalet er af forskellig højde”. De gled dermed uelegant af på min undren over, hvorfor der skal pilles ved begge nakkestøtter, og hvorfor det er hver gang, der bliver det.
Og nu må I gerne tænke, at dette er petitesser, og at jeg er sart. Det er mig, der er kunden, og det er derfor pr. definition mig, der har ret. 

Hvem kan jeg klage til?

Vi var lige kommet hjem fra en herlig weekend hos Ditte og Peter, da Charlotte ringede.
– Hej – hvordan er vejret hos jer?
Det fortalte jeg … og så fortalte hun, hvordan det er derovre. Det er helt vildt. Og helt hvidt. Togene kører ikke, det blæser 20 m/sek, og det er snestorm; dvs. at vejene fyger til, og vi ved jo alle, hvordan vinter- og snerydningsberedskabet er i UK, nemlig nærmest ikke-eksisterende. Hun regner ikke med, at børnene kan komme i skole i morgen.
Vejret har ikke tænkt sig at blive bedre før i morgen ved 11-tiden, så hvis det holder, kan vi simpelthen ikke komme ud til dem. Og selv om vi kunne det, ville de ikke kunne komme og hente os på stationen, fordi de små veje ude hos dem er lukkede.
For et par uger siden havde de The Beast From the East. Dette er døbt Little Beast.
Jamen hvad er det da for noget? Helt ærligt! Her bestiller man en rejse til England den 19. marts, fordi man skal over og tage lidt forskud på foråret, og så har de endnu værre vinter end os. Det gider jeg simpelthen ikke, men jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal klage.
I stedet bliver det til, at vi nok skal regne med at tage østpå i stedet for vestpå, når vi ankommer til Heathrow i morgen – med andre ord: Tilbringe de første 24 timer i London, inden vi kan drage mod den lille landsby.
Okay, London er måske ikke det værste alternativ, men jeg foretrækker selv at bestemme, hvornår jeg skal dertil.
Så derfor – hvis bussen overhovedet går fra Heathrow til Reading, men det er ad motorvej, så det gør den nok – så tager vi dertil og overnatter, og ikke til London, hvor vi alligevel ikke rigtig vil kunne nå noget særligt, fordi vi (forhåbentlig) skal derfra igen tirsdag morgen.

Jeg stod oppe i vores gæsteværelse og kiggede ud over fjorden, da jeg fik øje på vores bagbopar, som forsøgte at forcere det oversvømmede stykke for at komme ned til vandet, men det måtte de opgive.
Lige her ved os er isskruningerne ikke så slemme, men 750 meter nordpå er der en del. Det er da flot, men de er her i en helt forkert måned, synes jeg.

Charlotte aflægger vejrrapport sidst på eftermiddagen, ligesom vi har aftalt, at vi ringer sammen når vi kommer til England. Det er jo ikke altid, at vejrudsigterne holder, men på den anden side vil vi hellere strande i Reading end i Pewsey, hvor der ingen hoteller findes.
Vi krydser fingre for et godt udfald af vores rejse i morgen!

Det er i dag et vejr, og … vinden blæser

I går var det hæderligt vejr, selv om solen kun sporadisk lod os vide, at den stadig eksisterede.
Det har den ikke ladet os vide i dag, og det er ikke et vejr for forårshungrende folk som mig. Den er nok blæst helt væk, for det var dog pokkers til blæsevejr, selv om det ‘bare’ er 11 m/sek., hvilket en vestjyde vel kun har et overbærende smil tilovers for.
Ikke desto mindre føles det for os dødelige som ÷16° – så kan jeg bedre forstå, jeg var ved at dø, da vi gik de få meter fra bilen og hen til Jysks hoveddør, da vi var et smut i Køge for at investere i nye hovedpuder til John og til gæsteværelset.
Isen har skruet sig op ude på fjorden pga. vinden, men jeg nægter ganske enkelt at gå ned og tage billeder af det. Det ser for så vidt ganske nydeligt ud, men af en eller anden grund synes jeg ikke, den slags vinterfænomener er passende på en dag i midten af marts.

Da vi var hjemme igen fra Køge, blev der tændt op i brændeovnen, brygget en kopkaf og hanket op i strikketøjet. That’s it, folks! Der vil derfor intet ske i dag, der er værd at skrive om, så dagens indlæg afsluttets blot med en fin illustration af de sociale medier, som de så ud i min ungdom (jeg skrev først ‘min barndom’, men Post-it-lapperne blev ikke opfundet, før jeg rundede de 20 år, så jeg så mig nødsaget til at skubbe tiden lidt frem).

Faktisk er jeg ret vild med tegningen – det er godt tænkt.

Katastrofeturisterne fik i stedet en snowdrop-tour

Vejret tegnede nogenlunde tilforladeligt i morges, så vi kørte en tur ud i de sydsjællandske og lolland-falsterske landskaber for at se på rigets tilstand vandstand. Det var heldigvis ikke så slemt – i hvert fald så vi ingen steder, hvor det var mere kritisk end på billedet herunder. De har dog nok lidt fugt i kælderen, men det var synligt sunket, da vi kørte forbi igen efter små seks timer.

 

Nede ved Ålholm slot ved Nysted var der meget vand, men de træer så nu ud som om de havde stået under vand i meget lang tid.

Et sted så vi vand fosse ovenud fra et sted, hvorfra der normalt ikke kommer vand.

Flere steder så vi pænt store arealer med vintergækker, dog ikke store nok til at kopiere englændernes koncept med snowdrop walks (den er i hvert fald hurtigt overstået), men vi talte om at udforske Danmark lidt mere og så på et tidspunkt udgive en guide med forslag til en biltur: A Snowdrop Tour with Mrs & Mr Nielsen.

Her var der virkelig mange – det var næsten helt englandsk at se på – et dejligt syn.

Især den sidste store klynge her på nederste billede overraskede mig – det var nemlig ikke vintergækker, men dorthealiljer. Så mange har jeg aldrig set samlet på én gang før – heller ikke i England.

Da vi havde rundet Maribosøerne og det smukke Søholt, vendte vi næsen hjemover, og tænk, det passede lige med, at jeg som tak for chaufførskabet kunne give en frokost på caféen på Borgcentret i Vordingborg. Der har vi spist to gange før og er endnu ikke blevet skuffet.
Det blev vi heller ikke i dag; det var atter en gang dejligt, hjemmelavet, lækkert og veltilberedt.
Da vi fik vores tapastallerken, var der ikke noget vesterhavsost på, hvilket jeg bestemt mente, der havde stået på menukortet. Da jeg spurgte efter det, kom der et løftet øjenbryn, en beklagelse og et jeg vender straks tilbage!
Få minutter efter kom kokken ud til os med en gedigen portion vesterhavsost og næsten et halvt brød.
– Det må I søreme undskylde – der var jeg vist lige hurtig nok til at lave den tallerken.
Vi forsikrede hende om, at det naturligvis var helt i orden … jeg tror faktisk, vi fik dobbelt så meget ost på den forglemmelseskonto.
Sådan kan man få en ellers dødkedelig og grå onsdag til at gå på bedste vis.

The Beast from the East

I formiddags ringede Charlotte; hun havde set de billeder, jeg sendte til hende i går, så hun ville lige høre, om vi var sneet helt inde. Det vidste jeg så ikke helt endnu, men hun kunne fortælle, at de var næsten lige så hårdt ramt som os af The Beast from the East, som de kalder denne pludselige sne- og kuldebølge i England. Børnene har naturligvis en fest – skolen har været lukket i går og i dag, så den har stået på leg ude i sneen begge dage – selv om de ikke har fået så meget som vi har (Aubrey var ret misundelig over al vores sne), så har der dog været nok til lidt sjov.

Jeg stoler ikke helt på yr.no mere. De lovede, at det skulle holde op med at sne kl. 12 i dag, men det sner endnu! Og det fyger meget, fordi det blæser meget.
De æbler, jeg har haft til overvintring ude i garagen, har ikke helt kunnet lide denne kulde, så de er ikke så pæne mere, men solsorten er meget begejstret for dem og vil kæmpe for livet for at beholde dem for sig selv. Da der kom et par sjaggere og ville have en bid med, blev der en veritabel slåskamp, så fjerene føg omkring dem. De har da ellers hårdt brug for hver eneste fjer i den kulde … Vi lagde flere æbler ud, sådan ret spredt, for så kunne solsorten ikke forsvare dem alle. Troede vi.
Den flyttede dem da bare! Snedige lille bæst. Den samlede æblerne, så den kunne holde øje med dem alle, og sjaggerne fik ikke en chance.
Så lagde vi nogle uden for solsortens synsvidde og håbede, at sjaggerne fandt dem, hvilket de gjorde.

Vi kom ud at handle. Sneen holdt en mindre pause først på eftermiddagen, så John gik ud og skrabede foran garagen og mente nok, at vi ville kunne komme afsted.
Afsted til et præstøsk snekaos. Parkeringspladsen ved Meny var forsøgt ryddet, men de kan jo ikke få sneen til at forsvinde op i luften; de er nødt til at skubbe den ind til siden, med færre parkeringspladser til følge. Når folk så ikke har kunnet komme ud de sidste par dage, så bliver der rift om pladserne, når det igen kan lade sig gøre at komme ud at handle. Vi var heldige og kørte lige hen og fik os en plads – ved siden af vores nabo, som havde kørt rundt i et kvarter for at finde en.
Jeg kiggede også en ekstra gang, da jeg skulle have en vogn, men heldigvis havde de taget nogle ind under et halvtag, hvor der normalt står ‘udendørs’ varer, så jeg fik en snefri vogn.
Nu har jeg handlet til omkring en halvanden uges tid, så bortset fra, at jeg vældig gerne vil se gæster i morgen, så kan vejret bare komme an, kan det. Jeg er beredt og vi kan klare den uden at komme til at sulte!

Lokale fimbulvintre

Da vi checkede ud i morges, advarede receptionisten os mod den sorte is, dar var lige ude på Åbenråvejen, og i trafikradioen kunne vi høre om flere uheld. Der var da også skøjteglat, så jeg var glad for min rutinerede og erfarne chauffør.
Det varede dog kun små 20 kilometer, så var det okay igen. Hen over det meste af Fyn var der ikke så meget som et snefnug at se; ligeledes fra Korsør og videre over Sjælland. Vi havde et ærinde i Køge, og også der så alting fint og aldeles snefrit ud.
Vinteren begyndte så småt nede omkring Dalby – og det blev værre og værre.
Og værre … det var ikke spor sjovt at køre på vejen fra Tappernøje og ned mod fjorden; den var visse steder føget næsten helt til.

Som det kan fornemmes på billede to og tre, går vores vej opad (huset bag os ligger højt i forhold til Den Stråtækte), og det tog John tre forsøg, hvor han måtte bakke helt ud på den saltede Præstøvej for at kunne tage et grundigt tilløb. Jeg turde slet ikke se på det … men i trejde forsøg lykkedes det at komme de få meter op til garagen.
Da han drejede, gik det galt igen, så John hentede sneskraberen og gik i gang – vi spærrede for andre bilister, men der var åbenbart ikke andre, der havde lyst til at køre ud i det skrækkelige vejr – i hvert fald nåede han at skrabe sneen væk og få bilen listet ind i garagen, inden der kom en bil.

 

På DMI’s radar kunne vi se, hvor smalt snebæltet er – det går lige hen over det sydligste Sjælland; herunder Den Stråtækte, ingenting på Fyn, og så igen over et smalt stykke Sønderjylland (og hele Bornholm).
JEG GIDER IKKE!
Undskyld, jeg råber, men jeg er sur! I overmorgen har jeg fødselsdag. Jeg har godt nok kun inviteret den allernærmeste familie, men de skal have god mad, som jeg meget gerne skulle ud og købe ind i morgen. Nu må vi selvfølgelig se, om de overhovedet kan komme herned, eller jeg skal ringe og aflyse. Oppe, hvor de bor, har de jo ikke set så meget som et snefnug, så de har ingen anelse om, hvor slemt det er hernede.

Alt det hvide i den øverste halvdel af billedet herover er normalt Præstøfjordens vand. Det er frosset og dækket af sne, og vi kan ikke se over til den anden side af fjorden – det er bare hvidt i hvidt.
Og det bliver da VED med at sne. Det passer altså på ingen måde fruen her, og hvis nogen er misundelige, så kan vi bytte, kan vi. Bare i nogle dage, til dette her pjat er overstået igen.
Det er kommet sådan cirka 2½ måned for sent!

Udsigten er ikke helt så god, men …

Vi er ankommet i hel tilstand til Christies i Sdr. Hostrup, og det er ikke vejrets, men Johns skyld. Det har været lidt af et snehelvede at køre i dag, og bilerne kørte da også i grøften på alle sider af os – og betænkeligt tæt på! En modkørende dame krydsede vejen umiddelbart bag os, og det var ikke med vilje. Hun slingrede så meget, at John sagde “hun kører i grøften nu!” Og det gjorde hun så … hun kunne meget nemt have ramt vores bil.
Det var flot solskin indtil 30 km før Kupfermühle, hvor vi skulle ind til Fleggaard, men det blev nogle meget lange 30 km, fordi det inden for få hundrede meter blev til en veritabel whiteout. Lige før grænsen var der solskin, men 10 km før ankomst var der igen whiteout og nærmest ikke til at se en hånd for sig. En halv time efter igen skinnede solen, og det gør den endnu – det vejr er lige så ubeslutsomt som i april.

Der er forskel på udsigten fra 11. etage og ind i en sneklædt hæk … vi er lidt spændte på, hvordan vejret arter sig i morgen, når vi atter sætter kursen mod Den Stråtækte.
Eckernförde i går var en ommer, så den tog vi i formiddags. Solen skinnede som sagt fint, men det var HAMrende koldt. Minus 7 grader, feels like minus 17, som vejrtjenesten var så venlig at oplyse os om. Vi gik gågaderne igennem, men fokuserede nok mest på at komme ind til varmen og en kopkaf i Cafe Heldt, som Jørgen anbefalede os, for den vind bed godt nok til!
I Fleggaard havnede der, nok ikke overraskende, lidt god vin i kurven, plus den obligatoriske mormorgave til Aubrey: Galle & Jessens pålægschololade. Han ville blive skuffet, hvis ikke jeg har den sædvanlige dobbeltpakning med til ham, men jeg ved, at i Tyskland kan man få den som 3-pak. I dag var den på tilbud: Fem 3-pak for 100 kroner. Det giver 6,67 kroner pr. pakke mod normalt 16,63 kroner i Brugsen. Det er altså ikke fordi, jeg ikke under den lille Aubie med den store søde tand for 33 kroner chokolade, det er nok mere den store prisforskel, jeg undrer mig over … og når nu vi var her alligevel …
Jeg har én gang glemt at lægge chokoladen i kufferten, hvorfor jeg så købte den i lufthavnen. For 54 kroner for én pakke! Var der nogen der sagde, at man kan købe billigt i lufthavnen?

Nå. Nok om det.
Nu er der to timer til gourmetmiddagen, men de bliver tilbragt på værelset, da der ikke rigtig er til at komme til for sne udenfor.
Vi sprang skakspillet over … det var lidt svært at se felterne. Ligeledes kroens forslag: “Husk at besøge vores fantastiske urtehave på 1600 m², der ligger bag kroen” blev vi enige om at gemme til en anden god gang.

Bølgerne var temmelig høje i dag

Selvom en vestjyde sikkert kun vil kalde 12 m/s for en mild brise, så virker det for vores sarte og vejrforkælede sydsjællandssjæle som ‘rigtigt’ blæsevejr, og bølgerne var oppe i en pæn størrelse; nemlig omkring de to meter – var vores kvalificerede gæt, for det er svært at vurdere.

Uh, hvor jeg elsker dette her! Jeg kan stå i timevis bare og glo ud over vandet og nyde bølgerne og skumsprøjtet.
Bare det ikke regner, og det begyndte det på, mens vi var dernede. Det kan ikke blæse for meget til mig, men der skal ikke meget regn til, før jeg kryber i ly som en forskræmt lille mus, for selv om jeg elsker vand, så kan jeg ikke fordrage at blive våd, medmindre jeg befinder mig i en brusekabine. Jeg kan ikke engang lide regnvejr, selv om jeg er iført vandtæt påklædning.

Stenbjerg Landingsplads, som billederne her er fra, ligger ikke så langt fra Klitmøller, som er Danmarks Cold Hawaii. Dette her i dag var helt sikkert et Very Cold Hawaii, men det var da lige før, en modig surfer kunne have præsteret lidt tuberiding, der hvor bølgerne kammede over.
Dagens mål var egentlig at gå en tur i Thagaard Plantage for at se lidt nærmere på de specielle forkrøblede birke- og fyrretræer, men det væltede ned fra oven, så vi kørte i stedet til Hanstholm for at spise frokost, i håb om opklaring senere.

Det kom der også – bare for sent til os. Billederne herover fra en P-plads ved plantagen er taget på ultrakort tid – jeg var ud af bilen i højst 10 sekunder. Det høvlede simpelthen ned.
Så kørte vi tilbage gennem Nationalpark Thy og hele vejen hjem igen. Lige da vi kørte ud af området, kom den blå himmel, men da var det for sent at vende om; det ville blive for mørkt for hurtigt.
Vi kommer forhåbentlig herop igen til næste efterår, så vi håber på lidt mere vejrheld til den tid.

Du milde himmel … og det modsatte …

Ferien er begyndt, og den er begyndt med et smukt blæsevejr herovre i det vestjyske. Vi har efter sigende kun 100 meter til vandet, og vi kan da også særdeles tydeligt høre det, men det var for dårligt vejr og desuden for mørkt til, at vi ville gå derned i dag.
Vi havde ikke snevejr på vej hertil, men det var da også det eneste vejr, der manglede i at have været hele paletten igennem på turen.
På Fyn så vi denne noget aparte sky:

Som man ser, var himlen fint blå lige her, men det havde lige regnet.
Da vi nærmede os Lemvig, skinnede solen, men det så bogstavelig talt sort ud forude – her kørte vi ind i en voldsom haglbyge:

Da vi nåede frem til huset, som i øvrigt er stort, fint, rent og dejligt, så himlen blandet ud, og inden vi fik pakkenellikerne ind fra bilen, regnede det. Igen.

Og Vesterhavet ligger lige omme på den anden side af den høje klit.
Vi sidder og hygger med ild i den ene ovn, mad i den anden ovn og masser af blæsevejr og larm fra ov[e]n. Så meget, at jeg synes jeg kan mærke hele huset ryste en gang imellem, men jeg går ud fra, at det har været gennem en hel del værre vejr end dette, så det skal nok holde.
Og superhyggeligt er det altså …