Det går strygende

Vejret så fornemt ud, da vi stod op i morges, så jeg skyndte mig at sætte den vask over, jeg havde måttet udskyde i nogle dage – tøj, der helst skal tørre ude på snoren, for så behøver det ikke at blive strøget.
Der gik lige præcis en time ud af de to, det tager maskinen at køre gennem vaskeprocessen, så regnede det. Igen. Meget.
Inden da nåede vi i fællesskab at få klippet alle de døde rosenhoveder af og få fejet rosenbladene sammen, samt fejet resten af terrassen, som så farlig ud efter de ‘efterårsstorme’, vi har haft de sidste to dage.
Men tøjet kunne ikke komme ud. Dammit.
Jeg tumblede det strygetørt i stedet. Det viste sig at burde have heddet strygevådt, men jeg kastede mig ud i opgaven at stryge det tørt, plus se at få strøget det, der havde ligget og ventet en rum tid.

Jeg kan nemlig ikke fordrage at stryge. Jeg er måske god til at sylte frugt og den slags, men jeg er endnu bedre til at sylte strygeopgaver.
Det går dog noget bedre efter flytningen her ned til Den Stråtækte, for udsigten er upåklagelig, hvorfor jeg har valgt at gøre det til et studie i fjordkigning med strygning som bifag.
Selv under disse betingelser føles ni T-shirts/bluser og fire skjortebluser som meget. Det tog mig halvanden time, jeg snildt kunne have brugt til noget andet og bedre, men nu er det gjort, og hvad der så ud som halvdelen af sommergarderoben er atter på plads i skabet.

Jeg kan bedre lide roserne, når de ser således ud – regnen og blæsten har fået mange til at se lidt hængemulede og temmelig ynkelige ud, men de skal nok komme igen, hvis vejret ellers kunne beslutte sig for at lege sommer for en tid.
Jeg vil også gerne have lidt mere gang i dahliaerne. De har det sådan set fint nok og har ikke taget skade af slagregnen eller er knækket af blæsten, så de må være robuste nok – men de vokser lidt vel langsomt og vil sikkert sætte pris på lidt varmere vejr.
Eller også vokser de fuldstændig som de skal, men har bare en lidt for utålmodig kvinde i nærheden, der går og venter med længsel på, at de blomstrer, så hun kan se hvor fine alle de nye er.

Passende vejr for årstiden – hvis vi havde været i oktober

Da vi kom hjem fra Sverige i går, blæste det som på en rigtig efterårsdag. Det var højvande, det var gråt og det regnede lidt indímellem. For lidt, desværre, men DMI bliver stædigt ved med at advare om voldsomt vejr og skybrud over hele landet, så jeg kan da håbe på, at vi får mere end de sølle tre mm, det hidtil er blevet til.
Drivhustjekket afslørede en løs tagplade, som det vist var i 11. time, jeg opdagede. En af de store grene på vinen havde langsomt og uopdaget skubbet pladen ud af det, der holder den fast, og som derfor nu var lige på nippet til at blæse helt væk.
Det fiksede John omgående, så nu kan det bare blæse videre, kan det.
Det gør det så også … dog noget mindre end i aftes og i nat.

Jeg kom til at tænke på sidste uges CPH Garden og på, hvor heldige de må siges at have været med vejret – tænk, hvis det skulle have åbnet i går og varet til på søndag med det møgelendige vejr, vi har?
Herover ses en af showhaverne med vand, spændende sten, verdens nok solideste gyngestativ og lidt gamle vinballoner. I går tog jeg en ballon som den nederste i billedet med hjem fra Sverige … det er da en begyndelse …
Ikke fordi jeg vil kopiere, for godt nok så det smart og rustikt ud med de gedigne stolper til gyngen, men man kan ikke sidde op og gynge, og man er nødt til at ligge i fosterstilling, hvis man er mere end otte år, så opstillingen er mere for et syns skyld end praktisk anvendelig. Billede to er den samme showhave set fra den anden side.

Derimod kunne jeg bedre se denne alternative grill hjemme i min have. Jeg ville sjældent have brug for noget i den størrelse, men det, at den var brændefyret og at man kan lægge emnerne til stegning hele vejen rundt, tiltalte mig. Jeg har ingen anelse om, hvor god den er i brug eller hvor besværlig den er at rense, men det ser blæret, godt og spændende ud.

Her er en af de mere avancerede hønsegårde, jeg har set, men den kan stilles op selv i en lille rækkehushave, kunne det se ud til. Ligefrem frilandshøns bliver det dog i givet fald ikke – vi kommer nok nærmere burhøns, og det er vi som bekendt imod!
Jeg ville så gerne have høns, men til dette har John nedlagt et af sine sjældne vetoer, så det er jeg vist desværre nødt til at respektere.
Han har jo også – næsten – ret. Vi er nemlig ikke så heldigt stillede som Ditte og Peter, at vi har en datter så tæt på, at hun nærmest bare skal række armen ud ad sit vindue for at lukke hønsene ind og ud, og med vores rejseaktivitet skal vi ulejlige andre lidt for meget med sådan en opgave.
“Næsten”, fordi det må kunne løses ved at rævesikre haven, men det er så her, John står af!

Naturplanteskolen – umiddelbart en pleonasme, ikke? Men de skulle have nogle gode sager, og navnet på bogen Fantasilater er ikke helt uden evner.
Jeg håber CPH Garden bliver en årlig tradition, for det var meget inspirerende. Og lidt dyrt … jeg har en svag karakter og lader mig for nemt friste.

Det var dog et forskrækkeligt vejr …

Jeg ved ikke, hvordan I har det hjemme i lille Danmark, men her har vi efterår. Med stormvejr og strømafbrydelser og det hele. I aftes havde vi lige sat os til at se et afsnit af Allo Allo ved 19-tiden, da strømmen gik i hele landsbyen og formentlig i et endnu større område – det plejer den. Den havde absolut ikke tænkt sig at komme igen, så det ud til. Endnu var det lyst nok til at læse eller spille et spil kort, men ikke så længe, for himlen var sort af uvejrsskyer. Det regnede og stormede, så oktober må blegne af misundelse. Ved 21-tiden gik vi alle i seng, for da var det for mørkt til at kunne foretage sig andet end at bruge iPad, men jeg var den eneste, der havde en med tilstrækkeligt batteri, for ungerne havde kørt deres to døde inden aftensmaden og havde ikke fået sat dem til opladning, så jeg ville ikke sidde og gøre dem misundelige på mig ved at have en, der virkede.
Strømmen kom først igen ved midnatstid. Den havde kigget indenfor et par gange inden da, men fortrød hurtigt igen. Vi var ikke i tvivl om, når den kom igen, for husets alarmsystem gik i gang med en infernalsk støj hver gang, så det var virkelig irriterende, at den kom og gik, fordi man (læs: Charlotte) hver gang skulle ud af sengen, hen ad gangen, ned ad trapperne, igennem en stue og ud i gangen til boksen ved hoveddøren for at indtaste en kode.

Her til morgen kørte Charlotte til workshoppen lidt over ni, og klokken 9:30 gik strømmen gudhjælpemig igen! Vinden havde ellers på det tidspunkt løjet meget af, og vi havde netop fået sat alt til opladning, fordi de lover stiv kuling igen i eftermiddag mellem klokken 16 og 18, hvorfor vi forudså, at der kan strømmen nok finde på at gå igen. Men da ikke nu!
Jeg havde lige sat en and a la orange i ovnen til langtidsstegning, og så skulle John og jeg have været afsted for at se Avebury Manor, men det turde vi ikke nu, for strømmen kom og gik med forholdsvis korte, uregelmæssige mellemrum, og alarmen er virkelig voldsom, faktisk mest udenfor, at høre på og må kunne drive naboerne – især den nærmeste – til vanvid, så vi turde ikke køre nogen steder.
Det gjorde vi dog så alligevel et par timer senere, for da var strømmen kommet igen for fjerde gang og havde denne gang holdt i en halv time, så vi løb risikoen for nabohad – med Charlottes velsignelse: “Hvis I ikke havde været på besøg, havde der jo ikke været nogen til at afbryde alarmen.” Nøhh.
Da vi så nærmestenaboen køre, besluttede vi at gøre det samme, så vi fik set Avebury Manor, som John havde glædet sig sådan til, siden vi så serien om dets fantastiske restaurering. Jeg var der i september sammen med Die Drei Mädchen, men jeg kunne sagtens tåle et gensyn. Min beskrivelse af stedet kan læses i mit indlæg fra september.

Herover en del af Aveburys meget store stencirkel; man kan ikke engang fornemme, at det er en cirkel.

En mindre stranding i Præstøfjorden

I går morges noterede John sig, at der lå en båd umiddelbart over for vores hus; et sted, folk normalt ikke lægger deres både. Han mente at kunne genkende den som en, der normalt ligger ovre ved Kystens Perle, så den må have revet sig løs i blæsevejret.
Han gik over til Torben, som har styr på, hvem der har både liggende; det var ganske rigtigt en, han kendte, og som han ville ringe til med det samme. En halv time efter stod der en herre og baksede med at lænse båden og få den op på land, hvilket er svært lige der pga. en lille sand-/jordvold.
Motoren bar han som det første ind i sikkerhed.

Han bøvlede så længe, at John fik ondt af ham og gik ned for at hjælpe; medbringende en spade og et lille spiltov (spaden til at stikke ned og holde tovet). De aste og maste. Manden havde waders på og gik ud i vandet for at prøve at løfte båden over forhindringen, mens John trak i tovet, men båden fyldtes med vand lige så hurtigt, de kunne lænse det, da den nu lå ret skråt, så de kæmpede forgæves. Oppe fra huset, hvor jeg stod og fulgte aktionen, kunne jeg ikke fornemme, hvorfor to granvoksne mandfolk ikke kunne løfte sådan en pjalt båd, men det kunne de altså ikke.

Så de opgav. Ship abandoned …
Efter yderligere en times tid vendte manden tilbage med en, der skulle hjælpe ham med endnu et forsøg.
Den korte udgave er, at det hjalp heller ikke, så efter en times baksen i blæsevejret kørte de igen. Med vores spade!
I løbet af natten lagde vinden sig lidt, og da John stod op i morges, var han der igen og kunne nu få båden op på land, fordi den ikke hele tiden blev fyldt med vand. Han kørte igen. Stadig uden at aflevere vores spade!

Nu har båden ligget hele dagen oppe på land – jeg tror ikke han forsøger at få den på plads før vinden har lagt sig, og det blæser igen på fuld styrke – næsten helt vesterhavsagtigt – men der har ikke været en ældre herre for at aflevere og sige tak for lån af vores spade. Jeg er vildt irriteret over det, og selv om John længe forsøgte sig med sit Tag det nu roligt, må han efterhånden indrømme, at også han synes, det er underligt. Vi kan jo så let som ingenting, via Torben, finde ud af hvem han er, så hvorfor pokker afleverer han den ikke bare? Han er kørt lige forbi vores hus tre gange med den i bilen.
Optimisten i mig siger, at han nok først kommer, når han har købt en god øl som tak for den time, John stod og frøs i den hårde blæst for at hjælpe ham i land med den båd.
Pessimisten i John siger, at spaden nok er blevet ødelagt, så han skal ud og købe en ny til os.
Hvis ikke manden kommer med den i morgen, går jeg ned til Torben og får hans telefonnummer. Jeg skal bruge den spade, skal jeg!

Ude er vådt, men hjemme er blæst

Dagens overskrift er en lettere omskrivning af den gamle talemåde Ude er godt, men hjemme er bedst. Det passer også omvendt, for der er så sandelig også vådt herhjemme. Og ‘ude’ var der både vådt og blæst til sidst …
Nå. Det vender nu. Er det ikke bare en aftale? Det der forfærdelige vejr, vi havde i går på den sidste feriedag, lagde sig til aften, og vi sluttede af med feriens smukkeste solnedgang. I morges var det fint vejr, men koldt, kun 8°. I går var vi ikke uden for en dør – før altså ved solnedgangstide.

En af de flere grunde til, jeg valgte et hus på sydvestkysten var de forventede smukke solnedgange. Billederne af huset afslørede desværre ikke, at der stod nogle meget høje fyrretræer i vejen for det meste af det smukke syn, og vi kunne ikke lige få nogen til at fælde dem for os.

Jeg elsker det bløde aftenlys, og denne udsigt vil jeg savne.

Nu er ferien slut; vi er hjemme igen og forude venter en masse havearbejde (håber jeg!), for allerede om tre uger går turen til Irland og selvfølgelig også til familien derovre, nu vi alligevel er på de britiske øer. Så har jeg heller ikke set dem siden sidst i februar, hvilket er meget længe siden.
På de tre uger skulle alt det frøformerede gerne være plantet ud og være veletableret, og drivhuset være kommet godt i gang, men så længe vi har alt det nattefrost, er jeg vist nødt til at styre mig.
Charlotte havde drevet dahliaer frem i sit drivhus. De har – indtil nu – haft en fantastisk april derovre … jeg viste et billede af, hvor ungerne rendte rundt i badetøj.
I nat kom der hård frost – alt var hvidt, og de små drivhusdahliaer var særdeles splattede at se på. Hendes blåregn, som aldrig har været så flot før, døde en brat død – dens blomster gjorde i hvert fald. Sådan noget er simpelthen bare tudeærgerligt.
Det SKAL blive rigtigt forår nu. Med venlige temperaturer. Basta.

En efterårsdag i april – på Mallorca

Hvis dette vejr havde vist sig på vores første feriedag, var jeg nok blevet en anelse bekymret. Nu er det i stedet vores sidste dag, og jeg hygger mig bare – jeg har altid elsket uvejr … ikke den evindelige, silende regn, men rigtigt rusk og riv og høje bølger, hvilket vi har til overflod i dag. Vi vågnede i morges ved, at det blæste så meget, at det ruskede i hele huset, og havde vi ikke vidst, at det allerede må have ligget her i adskillige år, kunne man måske blive utryg, men det var der ingen grund til. Og havde det været for mange år tilbage, var vi nok bare blevet liggende tæt sammenslynget under dynen og havde ladet dårligt vejr være dårligt vejr, lige så meget det lystede. I stedet stod vi pænt og ærbart op, tændte for elradiatorerne, lavede en kande kaffe og nøjedes med at mindes andre og yngre tider.

Her kan vi se gennem vinduerne – det kunne vi ikke fem minutter senere. Vi kunne knap se havet, fordi det regnede så meget.
Egentlig burde vi køre en tur – der kan næppe være så mange cyklister cykelryttere ude i dag – på den anden side kan vi kun komme i tanke om drypstenshuler til sådan et vejr, og det er der sikkert en million andre, der også har tænkt, så vi springer over. Dragegrotterne advares vi imod af samtlige guidebøger, fordi de er så overrendte. De er smukke nok, men alt for besøgt, så vi valgte sådan set lige fra starten at droppe dem.

Der er virkelig piv i den! Mallorcinerne har tydeligevis ikke ofte sådan et vejr, for det suser ind gennem vinduernes ene lag glas, så vi er trukket lidt ind i stuen. Godt, at elradiatorerne virker fint … dem er her heldigvis rigeligt af. Jeg tror det er heldigt for os, at huslejen er alt inklusive mht. vand, strøm og rengøring, for det er lige før, vi kan bruge elmåleren som vinkelsliber i dag.

Det er også sådan en dag, jeg er ret glad for, at vi ikke er bundet til et hotelværelse! Men okay – så var vi nok næsten tvunget til at blive i sengen …
Det her er altså helt vildt – så vildt, at det er sjovt at have fået det med også, men som sagt fint, at det er på sidste og ikke første dag.
Ikke mindst fordi, alle de tykke stolehynder er blevet så pladdervåde, at de nok vil være en rum tid om at tørre. Vi satte ellers alle stole helt ind langs væggen på den overdækkede terrasse i den tro, at her ville intet ondt kunne ramme dem, men det var ikke nok; regnen kan finde rundt over alt i dag.

En lang fredag, men en god fredag

Så fik jeg på snedigste vis listet Langfredag både på dansk og engelsk ind i titlen.
I går morges klokken halvti satte vi kursen mod Lolland, hvor Pia og Allan havde sat os i stævne (i stævne eller bare stævne?), og hvor de med deres sædvanlige gode turistguideevner førte os rundt på øen. Blandt andet Bandholm station, som ofte er blevet brugt som kulisse til film, der skal forestille at foregå i gamle dage.
Det har man ikke svært ved at forestille sig, når man står på perronen, hvor man bl.a. ser en gammel drikkekumme og et skilt med aa i stedet for å.

Men vejret! Vi nåede at drikke formiddagskaffen ude, men frokosten blev indtaget i bilen. Heldigvis havde Pia taget højde for dette og havde medbragt mad, der var egnet til dette.
Turen ud til Dodekalitten måtte også i første omgang opgives pga. for megen væde fra oven, men da vi senere vendte tilbage, blev vi enige om at gøre forsøget på trods af den ret så dramatiske himmel. Vi kom da også helt derud, uden det begyndte at regne, men mens vi stod ved de høje stenansigter. lyttende til lolernes sang fra de skjulte højttalere, begyndte det at hagle. Det bliver man heldigvis ikke så våd af, men uvejret fortsatte, så vi var blevet temmelig våde, inden vi nåede tilbage til bilen.

Imellem disse to besøg var vi på Pederstrup, hvor vi kunne se en enorm hængebøg, der flere steder var ved at gå under jorden. Det var altsammen interessant nok, men det vejr, altså! Vi fik ganske vist nogle korte glimt af en blå himmel, men i det store og hele var det endnu mere koldt, blæsende, vådt og uindbydende, end det var tirsdag og onsdag oppe hos Ditte og Peter. I går havde vi dog, belært af malplaceret vejroptimisme og dermed dårlig erfaring, taget en varmere jakke med, men den kunne sagtens blive våd, selv om vi ikke frøs …
Nå, men ganske som da vi var i Nordsjælland, er det jo selskabet, der er det vigtigste, og det var aldeles upåklageligt begge steder, men jeg er sikker på, at jeg ville have ærgret mig mere over det elendige vejr, hvis jeg havde været arbejdsramt og kun havde disse fem påskefridage.
I dag er det nemlig ikke en pind bedre – vi har ild i brændeovnen og må tørre det vaskede ferie/sommertøj inden døre.

Strikkevejr

Den undskyldning har jeg vist brugt lidt rigeligt på det sidste: “Det er ikke vejr til andet end at hygge og strikke og se tv og drikke kaffe/te”.
Det er det altså heller ikke. Det bliver ved med at blæse en halv pelikan, og småsner gør det også indimellem. “Klæd dig bare godt på”, vil I sige, “og så ud med dig!” Nixen, siger jeg bare. Jeg må kompensere senere, for jeg skal ikke ud i det blæsevejr – I prefer to chill out rather than being chilled outside. Det kan jeg ikke oversætte.

Og min nye kimono hjælper ikke i denne sammenhæng. Den er supervarm, men på ingen måde vindtæt. Det var træls at strikke Ormen hin Lange, som skulle udgøre borten rundt foran. Det lykkedes dog til sidst uden jeg gik helt død i den, men de tokommanul meter føltes lige så lang som en jysk motorvej.

Malle er stadig på strikkebanen. Først babytæppet, så sokkerne, som også er færdige. Nu er hun i gang med denne grafiske sweater. Hun havde lige lidt problemer med ærmeudtagningerne, men eftersom jeg ikke hørte noget siden “Okay, jeg klør på, men det kan godt være, jeg skriver igen”, går jeg ud fra, at alt gik som det skulle. Hun er stadig sej, er hun.

Det synes jeg også, at jeg selv er. Ingen andre siger det til mig; så må jeg jo selv gøre det …
Søren har åbenbart været betaget af de norske sweatere, jeg har strikket til John – i hvert fald spurgte han forleden dag, om jeg tog imod bestillinger.
Det gør jeg normalt ikke, men her gjorde jeg en undtagelse, fordi han altid er så flink til at komme og hjælpe, når vi har brug for en ekstra hånd eller to, og derudover ramte han et meget heldigt spørgetidspunkt, fordi jeg var tæt på at være færdig med kimonoen, men havde endnu ikke besluttet mig for næste projekt.
Den skulle være mage til denne sweater, som Dalegarn designede i forbindelse med VM 1999, så jeg gik i gang på nettet for at finde det rigtige og originale garn.
Der viste sig at være en relativ stor prisforskel på præcis det samme garn, og når man skal bruge 26 nøgler, bliver 6,50 pr. nøgle også til en slags penge.
Det er den fjerde (!) af slagsen, jeg nu er i gang med. Jeg har strikket den blå til John, en råhvid til mig og en koksgrå til Charlotte. Heldigvis er det 10-12 år siden, jeg strikkede den sidste, så nu gider jeg godt igen, hvilket Søren blev ret glad for. Når først man er nået over de kedelige ‘bundstykker’ (som der faktisk også er et (relief)mønster i), bliver den rigtig sjov at strikke, selv om man HELE tiden er nødt til at kigge på mønsterdiagrammet.
Jeg er i gang. Det er snevejret også …

“Kold og bister østenvind med lidt snedrys”

Overskriften er en afskrift af DMIs udmelding her til morgen. Jeg kan gå med til det med den kolde og bistre østenvind, men LIDT? Og ‘drys’?
Hvis det er ‘drys’, så vil jeg nødig opleve et snevejr – for slet ikke at tale om en regulær snestorm – himmel og fjord har har indtil videre stået i ét på grund af sne‘drysset’, mens vinden til stadighed er tiltaget og den blygrå fjords hvide heste har formeret sig med foruroligende fart.
Det underligste var det kraftige tordenbrag, vi hørte. Jeg kan ikke huske at have oplevet tordenvejr i forbindelse med en regulær snestorm, men torden var det. Vi kiggede først forbavset på hinanden, fordi det lød som om noget stort styrtede sammen. Det varede lidt før det gik op for os, at det måtte have været torden. Hos DMI kunne vi da også lidt efter se, at landets eneste lyn i dag var netop hvor vi bor.

Der skal nok være nogle stykker, der er glade nu. Personlig kan jeg sagtens undvære dette vejr – også selv om jeg ikke behøver at gå ud.
Selv her næsten fire år efter jeg jobstoppede, hopper jeg stadig af fryd og glæde og kommer med min evigt tilbagevendende bemærkning: HolddaOP, hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal på arbejde, når jeg står op til sådant et vejr. Det kunne nemt tage op til tre timer at nå frem. Hvis ikke jeg ligefrem måtte give op og køre hjem igen.

Fuglene får lige lidt ekstra mad og solsorten fik nogle æbler. Den fløj op og forsøgte med sit næb at hive i snoren, som den halve kokosnød øverst til venstre i det lille billede er ophængt i. Fuglen havde intet sted, hvor den kunne finde fodæste, så operation Befri Kokosnødden foregik som luftkrig.
Faktisk var jeg ret imponeret over, at solsorten er klar over, at nødden hænger i den snor! Har de virkelig så stor en hjerne, at de kan gennemskue den slags ting? Dens ihærdige indsats affødte en stor respekt fra min side; derfor æblerne, for det havde den fortjent. Vi vil ellers helst ikke anbringe fuglemad på en måde, der kan tænkes at lokke rotter til, for indtil videre har vi været fri for dem i denne sæson.
Bank under bordet. 7-9-13. Touch wood.

Det er med at have forbindelserne i orden –

Det er med at have forbindelserne i orden, men det har jeg desværre ikke. Ikke altid. Slet ikke den eller dem, der efter nogles opfattelse befinder sig i de øvre sfærer – den klub meldte jeg mig ud af for 46 år siden.
Når vi inviterer gæster ned til Den Stråtækte ser vi helst, at vejret viser sig fra sin allerbedste side; med en himmelblå himmel og en fjord, der spejler sig i samme dybblå himmel.
Vi vil IKKE have gråvejr og en dis så tæt, at det er nummeret før tåge, således at man knap kan se vandet fra huset.
Hvad var da også den første bemærkning der faldt? DE første bemærkninger? De faldt nemlig fra Hanne og mig på én og samme tid:
”Hvad er det da for et ugennemsigtigt vejr at invitere os herned i?” “UNDskyld! Det her har vi bestemt ikke bestilt!”

Nå. Der var umiddelbart ikke rigtig noget at gøre ved det, men gåturen langs fjorden blev ændret til i stedet at vise dem Præstø by og havn.
Og faktisk er der noget charmerende og lidt mystisk over et diset sø- eller landskab, så turen var ikke spildt. Vi rundede Frederiksminde og studerede deres menukort. Blev enige om, at det nok var udmærket, at jeg havde gang i noget hjemme i køkkenet, for 3650 kroner pr. kuvert var lige i overkanten for os. Også selv om den kuvert bestod af en niretters vinmenu. Jeg ærgrer mig dog stadig lidt over, at vi ikke nåede at spise der, inden de fik den Michelinstjerne.
Frederiksminde havde denne smukke frøkapsel i et af deres staudeanlæg. Ikke engang min medbragte biolog kunne fortælle mig, hvad det er.
Kapslen er vist i naturlig størrelse (måske ikke hvis man ser den på en mobiltelefon, men den er omkring 3,5 cm i diameter). Den stikker lidt – de små hår er ret stive.
En billedgoogling på variationer over temaet ‘frøkapsel’ gav intet brugbart resultat.
Nogen bud på plantens identitet?

Spændende vejr … eller …

Spændende vejr kan man ikke ligefrem sige, vi har heroppe denne gang. I forgårs lovede de svenske vejrprofeter fuld sol hele dagen i dag i hele Sverige.

De vejrprofeter var præcis lige så elendige til at forudse vejret, som de danske kan være, viste det sig – det er så tåget og så dødt et vejr, at det næsten burde være forbudt.
Der er ikke en vind, der rører sig, så tågen pustes ikke væk – det er lige før man skal holde hinanden i hånden for ikke at miste hinanden af syne, når man går tur – og jeg overdriver naturligvis ikke; det gør jeg aldrig, når jeg skal illustrere et eller andet.
Ser man vejrudsigten på pc, tror man, at skærmen trænger til at blive renset, eller at der er en med meget fedtede fingre, der har været på spil her.

Men kedeligt er det. Trist, surt, gråt og überkedeligt. Jeg gider intet andet end at strikke, gå lidt til og fra pc’en, fodre brændeslugerne, se lidt med på tv’et, når John surfer rundt på YouTube (der var jo lige noget med en ny cromecast; den skal afprøves ud i alle hjørner), og så lige servicere d’herrer med lidt måltider indimellem på passende tidspunkter … det er den sædvanlige fordelingsnøgle med, at jeg laver maden; de rydder mit køkkenrod op og vasker op efter mig – og os.
Elsker den fordelingsnøgle …

Man kan ikke engang se ned til åen, men vi formoder den er der endnu. Gider ikke tjekke.

Tilflydende havemøbler

Som bekendt havde vi ret meget vand ret tæt på os for præcis en uge siden (der er allerede gået en uge! Chokerende!). Da John forleden dag kiggede ud over fjorden, som først fredag eller lørdag havde nogenlunde normal vandstand, fik han øje på noget, der ikke var der før oversvømmelserne.
Kikkerten kunne afsløre, at det var en havestol. Den kan kun være blevet bragt hertil af ‘tidevandet’ fra i onsdags, men jeg tror ikke, jeg gider efterlyse ejermanden. Hvis fjorden fryser til, som den gjorde sidste vinter, vil det være et ideelt sted at sætte sig og studere havørne på nært hold. Måske …

Man skal se rigtig godt efter for at opdage, at der er noget her, der ikke plejer at være der – John har bedre falkeøjne end jeg umiddelbart troede – eller også er han bare mere langsynet end jeg troede … jeg havde aldrig fået øje på den stol, men den er der!

I dag skulle der også være forhøjet vandstand visse steder i landet, men ikke her. Der blæser en strid vind, som indimellem bringer enten sne eller slud med sig. Jeg skal ikke uden for en dør, tak, helst ikke, men vi løb tør for rugbrød og mælk, så John tilbød helt frivilligt at trodse elementernes rasen.
Og nu skal jeg så heller ikke gøre det værre end det er – der er intet farligt ved det; kun ubehag.

Malle rejste til Norge i tirsdags, og onsdag løb der ovenstående melding ind. Hun er glad og det er jeg også – nu er jeg forholdsvis sikker på, at hun nok skal få styr på strikkeriet, inden hun kommer hjem igen.
Jeg spurgte ikke hvad “en Grethe med tilsvarende alder” betød, men gik ud fra, at navn og alder passede sammen i Malles øjne – nemlig en halvgammel kone lige som moster her.

Herover er hvad vi indtil videre ved om job og kolleger, men hun virker ikke utilfreds … jeg kan tilføje, at det er et rehabiliteringscenter, hun er på.

Jeg har været næsten hele mit garnlager igennem i dag for at se, om jeg kunne skrabe sammen til (endnu) en kimonotrøje fra Jamieson’s of Shetland. Det er mange år siden, jeg strikkede den første, og jeg synes den er så flot, at man godt kan tillade sig at have to af slagsen.
Jeg tror, jeg har fundet nok garn til en grå og flødefarvet udgave; lidt mere tone-i-tone end den viste.
Ordet, der bekymrer mig, er “tror” – jeg vil tude, hvis det viser sig, at jeg mangler til et kvart ærme.
I teorien; dvs. når jeg vejer og regner løbelængder ud, er der nok, men vi ved jo alle, at det er i sådanne situationer, at Murphy slår til med ubarmhjertig hånd.
Jeg vælger dog at være optimist, og lige om lidt skal jeg i gang med strikkeprøven – også for at se, om de to farver til kontraststriberne passer, når man strikker dem ind og ikke bare holder dem op mod garnet.

Endnu ikke normal vandstand

Hasse og John må have målt rigtigt, for vi var på intet tidspunkt bekymrede for at blive ramt af den oversvømmelse, der generede så mange i går.
Vandet steg yderligere en del centimeter efter vi havde forladt Præstø havn – hvilket vi da heller ikke var i tvivl om, da vi fulgte vandstanden derhjemme efter mørkets frembrud. Jeg vil tro, at den har nået de varslede 170 centimeter.

Billedet herover til venstre er ikke mit, og jeg har ikke spurgt om lov til at låne det. Jeg kender navnet på fotografen, men har ikke mulighed for at kontakte ham. Hvis vedkommende ser dette, så kontakt mig lige … grunden til, at jeg således på det skammeligste bryder copyrighten er naturligvis, at det er så vældig illustrativt ved siden af mit eget fra i går af restauranten Siv & Co.

Det har frosset en del i nat, hvilket i bogstavelig forstand har fastfrosset hvor højt vandet havde stået. Vandet er dog stadig langt fra sit normale stade, så ‘badekarret’ er ikke vippet helt på plads endnu. Fra i morges og indtil nu har det ikke trukket sig yderligere tilbage, men har hele dagen været på et niveau, der matcher tidligere rekorder. Det forvredne æbletræ står lige over for vores hus, så vandet har stået pænt højt, men selv om det skulle have nået vejen, ville der stadig have været lige knap en meter op til vores dørtærskel.

Hvis man har besøgt os i Den stråtækte, vil man herover kunne genkende vejen ned til Kystens Perle, hvortil der normalt går en solid grusvej, der kører biler med bådtrailere på. Man kan se Kystens Perle lidt over midten af billedet. Jeg vil tro, at det meget benyttede bestyrelseslokale har fået våde gulve i løbet af aftenen – og billedet er jo altså taget i dag, efter vandet har trukket sig omkring en meter tilbage i forhold til max.
Her til venstre tror jeg vi har forklaringen på, at vores lys blinkede en del i aftes. Kun LED-pærerne, sjovt nok, men dem var vi nødt til at slukke, fordi de var ret irriterende. Vandet har stået op i bunden af dette elskab. Vi ved ikke med sikkerhed, om det er dette, der forsyner os, men det er nærliggende at tro. Strømmen gik dog aldrig helt i vores område, som den gjorde flere steder i Præstø og Faxe Ladeplads.

Nu vil jeg godt satse en del på, at der i de kommende dage vil blive råbt højt adskillige steder fra om kystsikring her, der og alle vegne.
Det er absurd, for denne oversvømmelse var, som sikkert andre end mig nåede at høre 117 gange i går, en 100-årshændelse, og skal man gardere mod en sådan, skal man jo omkranse samtlige Danmarks kyster med diger.
Nogle steder er det relevant nok, men en større forsømmelse (hvis ellers det er det rigtige ord at anvende) fra myndighedernes side er, at de tillader byggemodning af grunde på så lavtliggende områder, at oversvømmelser givetvis vil ske inden for husets levetid.

Det kan jeg naturligvis sagtens sige, når vi tilsyneladende ligger trygt og godt og højt nok, men der var engang, hvor man byggede, hvor man anså det for at være sikkert og ikke kun så på beliggenheden. Det var måske en ide at begynde på det igen?

Vi følger den dramatiske udvikling

Selv om vinden hos os stadig var stik vest, begyndte vandet i fjorden ganske langsomt at stige. Jeg undrede mig, men John påpegede, at den sagtens kan være i nordøst i Den Botniske Bugt og dermed blæse hele Østersøen ind i Præstøfjorden og ned mod Den stråtækte.
I går fik John en sms fra havnefogeden i Præstø, som skrev, at der var varslet en vandstand op til 1,70 over det normale og at han regnede med, at havnekontoret ville komme til at stå under 20 cm vand. “I mine 35 år her har jeg kun oplevet op til 148 cm én gang, så der er virkelig en grund til at være på vagt.” Derefter skrev han, hvordan man skulle forholde sig, alt efter hvor ens båd ligger.

DMI har modereret varslet en smule. I formiddags varslede de 177 cm over daglig vande (hvordan pokker kan de forudsige 177 cm? Det må da være umuligt at spå så nøjagtigt), men ved 14-tiden sagde de mellem 1,4 og 1,7 meter over. Herover ses vores dramatiske himmel og det næste billede viser vejen ved Nysø, som den så ud, da vi ikke længere kunne styre vores nysgerrighed og kørte ind til Præstø. Ad en anden vej, end vi plejer …

Herover ses udviklingen på bare 40 minutter. Da vi kom tilbage fra Præstø, var stakken af kvas næsten forsvundet.
Jeg håber virkelig, at Hasses og Johns målinger var korrekte og nøjagtige, da de sidste sommer fik det til, at Den Stråtækte ligger godt tre m.o.h., men som det fornemmes på det første billede skal der en del til, før vandet kommer ind over vores dørtærskel – i skrivende stund er det stadig et godt stykke fra vejen, så vi er ikke nervøse – jeg tror simpelthen heller ikke på, at Hasse og John kan måle mere end en meter forkert.

Herover ses det lille shelter, jeg skrev om sidst i november. Lige netop i nat tror jeg ikke, der bliver kamp om sovepladserne!
Næste billede er restauranten Siv & Co på Præstø havn. Jeg tror ikke de får mange gæster i aften … man kan lige skimte en bekymret ejer stå og tale med en Falck-mand. En mand sagde, at det her var steget 1,4 meter, og vi husker lige, at der er flere timer, til det topper …

Parkeringspladsen ved jollehavnen i Præstø. Ham her har vist holdt her et godt stykke tid …
Vores båd ses yderst til højre. Vandet er lige akkurat nået hen til under den gule pil, men vi satser på, at det ikke stiger så meget, at det bliver kritisk.
Nu er det for mørkt til at fotografere, og når jeg siger mørkt, så mener jeg kulravende sort, for vi bor så langt ude på landet, at her bliver så mørkt, at man bogstavelig talt ikke kan se en hånd for sig!
Ikke desto mindre har jeg ikke tænkt mig at gå i seng, før jeg er sikker på, at det har kulmineret. Vi vil se DR2 i aften; de har ryddet sendefladen til fordel for at følge stormfloden.
Selv Jesper Theilgaard, som altid er behersket og aldrig følger op på journalisternes sensationstrang, men prøver at holde det hele nede på et ikke-hysterisk plan, har lige sagt, at det måske ikke engang kan gøre det med en 100-årsstormflod – vandet kan visse steder risikere at stige mere end varslet, idet det stiger lidt hurtigere end man havde forudset.
Det er sandelig spændende det her – måske ikke på den helt gode måde for rigtig mange mennesker.

Skyerne var faldet ned på jorden

Turen gik til Roskilde i dag til den halvårlige befamlingskontrol. Alt var i orden, men det havde jeg nu også regnet med. Så er der kun syv års kontrol tilbage – plus mammografierne, som jeg skal igennem 10 år længere end kvinder, der ikke har været ramt af brystkræft.
Vi skulle ud ad døren kl. 7:45. Hernede ved Den Stråtækte havde vi en smuk solopgang og et flot, klart vejr, men undervejs blev det mere og mere diset. Disen vekslede lidt i styrke, så nogle steder kunne vi se, at der ikke var en sky på himlen – de var simpelthen bare faldet helt ned på jorden. Temperaturen faldt, efterhånden som dagen skred frem – lidt underligt og omvendt af hvad man normalt oplever. Det er heller ikke så tit, man oplever svævende vindmøller.

Jordemodertaskerammerne kom i går. Jeg bestilte dem søndag aften, og de kom – som brev! tirsdag formiddag.
Jeg har læst SÅ mange klager over PostNords skammeligt lange leveringstider, men dette kunne ikke gå hurtigere end det gjorde. Jeg bestilte dem som brevlevering, fordi det var gratis for mig … kunne lige så godt spare de 70 kroner, og det var ikke noget, der hastede. Vi har altså også nogle søde postbude hernede – de smiler, roser udsigten og står og småsludrer, mens man skriver under (altså ikke på at modtage breve …) og ønsker altid en god dag, når de går igen. Bor vi mon i et særligt privilegeret område? (Nej, ikke priviLIgeret – du siger priviLEgium, ikke også?)

Jeg måtte fluks i gang med symaskinen, men først skulle jeg have fundet mig noget mindre hysterisk stof end det sorte med de selvlysende prikker. Det skulle ikke være umuligt med mit store stoflager, men det tog mig da over en halv time at beslutte mig. Jeg havde mange fremme, men endte med det viste, som vist må være et møbelstof af en slags. Det er halvkraftigt og derfor med et godt hold i, hvilket kunne bære, at tasken blev gjort lidt dybere, så der er plads til lidt mere … det går ikke med en dametaske med utilstrækkeligt indvendigt volumen!

Der er sat en indvendig lomme i. Det gjorde jeg også på den første, selv om det ikke stod i opskriften, men man kan heller ikke have en dametaske uden en lomme til småtingene.

A seashell…ter

Overskriften er bedre i tale end på skrift, da der som bekendt kun er ét l i shelter. Ikke desto mindre syntes jeg om det fine lille ordspil, så ideen blev ikke kasseret.
Fjorden var i løbet af natten kommet en hel del tættere på, end den plejer at være. Den kolde nordenvind har blæst vand ned til os, hvilket har øget normalvandstanden med op til en meter på Sydsjælland, Møn og Falster.

Vi er ikke bekymrede, selv om der var nogle der var det på vores vegne, da vi købte hus så tæt på fjorden. Jeg tror ikke, man for 236 år siden lagde et hus på et sted, der var tæt på at være i fare for at blive oversvømmet, bare fordi vinden kom fra den forkerte retning – de har givetvis vidst, hvad de gjorde; det er først i moderne tid, man har fundet på at bygge i moser og på engdrag, tankeløst tæt på normalvandstand. Det skal jo gå galt.
For Den Stråtæktes vedkommende er der da også næsten tre meter til vi nærmer os farezonen (eller omvendt!), men som det ses på billedet herover, er markerne nede ved vandet svundet væsentligt i farbart areal – medmindre man vil have våde fødder.

Det vil jeg ikke, men køerne har åbenbart ikke noget imod det. De er trukket lidt sydpå, men det kan ikke være vandets skyld, for de stiller sig glad og gerne med fødderne i det. Og skulle nogle nu blive bekymrede på køernes vegne, kan jeg fortælle, at de har det glimrende – de er jo ikke blevet tvunget til at tage fodbad …
De er meget nysgerrige – da jeg gik forbi dem, havde jeg på et tidspunkt alle ottes udelte opmærksomhed. Sådan har jeg aldrig virket på mennesker!

John gjorde mig opmærksom på shelteret, som jeg hele tiden har troet var en båd, der kunne sejle på fjorden, men som altså er endnu et af Næstved kommunes shelters til det bådfarende folk. Nu så tæt på vandet, at de kan sejle kajakken helt ind i seng!

Det blæser, så det bider i kinderne, hvis man går i vinden, men med tøj nok på fås vejret ikke flottere til at gå sig en fjordtur på en dag sidst i november.

Alle mand til pumperne!

Vi nåede at få 35 mm i går mellem 16:30 og sengetid, så vi lovede at huske hinanden på at få båden lænset i løbet af i dag – den skulle jo nødig gå hen og blive til en halv undervandsbåd lige som vores nabo i jollehavnen. Kommer der 35 mm, ligger der vel næsten det dobbelte i bunden af båden, og selv om der kan ligge meget vand, inden det går hen og bliver alvorligt, kan vi lige så godt få den tømt.
Der var flere med samme ærinde som os …

Vi cyklede til havnen – ingen grund til at tage bilen i hæderligt vejr, og nu vil jeg altså tillade mig officielt at tage til genmæle over for dem, der ryster overbærende på hovedet af os, når vi siger, at vi har elcykler. “Pfft. I får jo ingen motion, så!”
Jo, vi gør så. For det første hævdede cykelhandleren (det kan dog ikke afvises, at tallet var lettere overdrevet som en del af salgsargumenterne), at der findes undersøgelser der viser, at man får 80 % af den motion man ville have fået på en almindelig cykel. For det andet, og det er det vigtigste: Hvis alternativet er, at man tager bilen, er det så ikke bedre at have en elcykel, man bruger, frem for en almindelig cykel, man ikke bruger?
Jeg ved med os selv, at vi aldrig havde cyklet 14 kilometer bare for at bruge fem minutter på at lænse en båd, hvis ikke vi havde haft elcyklerne. Jeg havde heller aldrig cyklet de samme 14 km for at komme i Menu, fordi jeg stod og manglede et par småting.

Viberne motionerer også – de øver sig måske på den lange tur til Spanien eller Frankrig, de snart skal på. Vi har en stor flok, der holder til skråt over for Den Stråtækte, og en gang imellem letter hele flokken og flyver rundt i to minutter, inden de lander igen. Hvorfor er vi ikke helt klar over – der er ikke en rovfugl at øjne nogen steder, men de må vel have en grund. ´

Præstø er helt forsvundet i morgendisen. Jeg elsker fjorden på morgener med det specielle og blide lys, når der er musestille og ikke en vind rører sig.

I aftes kom der også et ret specielt lys mellem to tordenskyl, hvor solen fik lov at titte en lille smule frem. Det var midt i den gyldne time, og alt blev virkelig nærmest gyldent – men kort tid efter kunne vi knap nok se vejen for regnen.
I dag har vi haft 20°. Det synes jeg er pænt, taget i betragtning, at vi er sidst i august.

23 down – 117 to go

Der strikkes spidser. Mange spidser. 140 spidser skal der til – 35 på hver side af sjalet. Eneste fordel er, at jeg efter den tiende spids kan dem i søvne. Efter 50 drømmer jeg om dem om natten, og inden jeg er helt færdig, er drømmen nærmere et mareridt. Det er det, der hedder en spidsbelastning …  og jeg overdriver kun lidt …

Fronten nærmer sig og ligner mere og mere et rigtigt uvejr, når man kigger på DMI’s radar. Klokken henholdsvis 13:50 og 14:20 så det således ud, og med den aktuelle vindretning ser det ud som om det har retning mod Den Stråtækte, så mon ikke den står på spidsstrikning og tordenvejrshygge resten af eftermiddagen? Plus et enkelt Murdoch-mysterium.
I formiddags, mens vi holdt pause på øverste terrasse, gik det pludselig op for mig, at det var noget nær det perfekteste cykelvejr: Meget lidt vind og en sol, der ikke bagte voldsomt ned, men var lidt diset i sit udtryk.
John var med på ideen med at cykle ud på Jungshoved en tur, men vi nåede ikke længere end til garagen.
En af os havde nemlig glemt at sætte batterierne til opladning efter sidste cykeltur, så en anden af os blev en anelse vrissen. Den anden af os kunne selvfølgelig bare have tjekket, men det er i så høj grad blevet den enes ansvar, at den anden bare regner med, at det bliver gjort, og man går jo normalt ikke og tjekker, om pligterne passes.

Pausen, vi holdt, var en velfortjent en af slagsen efter at have ryddet lidt ud i vildnisset bag den forhenværende modeljernbane. Det gjorde jeg også sidste år, men noget har jeg overset, for da jeg begyndte at pille i de efterhånden lidt for omfangsrige puder af lavt bjørnegræs, afsløredes der en række sten, jeg ikke har set før. Bjørnegræsset er såmænd pænt nok, men som alt andet kan også det tage overhånd, og jeg er ikke bange for at tage for meget; det har alt for godt fat til at være i fare for at gå ud, og når Finn nu har haft ulejligheden med at sætte stenene så fint, kan vi lige så godt nyde synet af dem.

Krydderi … ikke på tilværelsen, men i næsen …

John sad og så indledningen af dagens Tour de France-etape; jeg kiggede med med et kvart øje, lyttede med et halvt øre og undrede mig. Jeg forstår simpelthen ikke sproget: “… så taber han den reelle tid, han måtte miste …” Ja … ?
Jeg opgav og foretog mig forskellige småting, mens manden zappede mellem Formel1 og TdF – det må være frustrerende at ville se to ting på én gang.
Den ene småting var at få kværnet flere tørrede chili, for Søren fik dem med hjem, jeg lavede forleden dag.
Det kræver mundbind og beskyttelsesbriller! Chilierne bliver kværnet i en hermetisk lukket beholder, men bare det at klippe enderne af dem for at få frøene ud får mig til at nyse. Når jeg skal have det færdige produkt via en tragt fra kværn til glas, kommer der åbenbart også chilistøv i luften. Det sved i næsen og jeg nøs og nøs og nøs, mens øjnene løb i vand.
Nu har jeg heldigvis til lang tid.

Miss Grace er endelig blevet skyllet op og tørret. Det er ikke decideret blokket med nåle und alles, for jeg synes ikke, det skal være alt for luftigt – det blev to meter på den lange side uden at strække det, hvilket er stort nok. Jeg ønsker mig en gine til at drapere den slags mere fotogent på – og til at prøve bluser på.
Er der en, der har en til salg? Den behøver ikke at have modelmål … nok nærmere de mere eller mindre tøndeformede, Charlotte havde stående, da hun arbejdede hos Hardy Amies. Flere græske skibsrederfruer havde deres egen gine stående, så de kunne bestille tøj in absentia.
Miss Grace var sjovt at strikke, og måske kommer der et til engang. Lige nu er jeg i gang med mit femte babysvøb scottish style (det, der blev døbt Prinsesvøbet, da kronprinsparrets ældste kom til verden). Jeg elsker at strikke dette sjal, og da jeg forærede mine to niecer et, da de fik deres respektive første barn, var jeg godt klar over, at det skabte præcedens, så nu strikker jeg bare til lager – der er stadig to niecer og en nevø tilbage, som ikke har fået børn endnu.

Der var havnefest i Præstø i aftes. Bortset fra, at det var en anden slags musik, var det næsten som at være tilbage i Havdrup under roskildefestivallen: Vi kunne snildt høre hvad de havde gang i, når vi opholdt os udenfor. En havnefest må forhåbentlig gerne være våd, for de fik sig nogle gevaldige byger indimellem, men måske også en krukke med guld – regnbuen endte lige præcis ovre i Præstø.

Jeg elsker de kontraster, naturen kan fremvise i den slags vejr – her var det fint vejr ved Den Stråtækte, men vi fik vores part af regnvejret kort efter.

Nu havde jeg lige sat mig godt til rette …

Vi sad ude på den nye terrasse og nød de grillede jomfruhummere med passende tilbehør. Det brumlede lidt i det fjerne … var det en flyvemaskine eller var det torden? Lummert var det …
Vi fik ryddet af bordet, og klokken var efterhånden blevet 21. Flyvemaskinen havde vist ikke været en flyvemaskine – der var rumlen i det fjerne.
Det lynede også, kunne vi se, da vi gik om på den anden side af huset, men lynene var langt væk og lyste kun de tunge skyer op fra oven.
Lynene var næsten 180° omkring os. Over Præstø mod sydøst. De var direkte syd for os og lidt sydvest. De var helt ude over Feddet mod øst.
Det tordnede.
I nogenlunde samme halvcirkel.
Det var diset. Det var lummert. Det var vidunderligt. Et aldeles herligt vejr. Jeg elsker tordenvejr. Det gør min datter og mine børnebørn også. Lidt er der da gået i arv … 
Min mor lærte mig at læse, da jeg var fire år. Hun lærte mig også at tælle. Til 10 og til 100 og til meget mere. Hvordan man tæller sekunder uden at have et ur.
Min far lærte mig at regne den ud. Min mor lærte mig at regne og at gange med cirka 340. Allerede da jeg var 4-5 år. Det lærte jeg Charlotte, da hun var i samme alder, og hun har igen lært sine børn det.
”Hver gang du tæller tre sekunder fra du ser lynet til du hører tordenbraget, er uvejret én kilometer væk fra os …
Og én. Og to. Og tre … BRUUUmmmm.” … Og én … kaPAAAUUUUWWWW. Tæt på nu …

John var træt og ville i seng. Jeg ville både se og høre uvejret, så jeg hev en hynde ud. Lidt efter gik jeg ind for at hente et fleecetæppe og et glas rødvin til at gøre oplevelsen lidt mere perfekt … og kom ud til store dråber, der faldt. Tættere og tættere.
Det blev så ikke i aften, at jeg skulle sidde udenfor og opleve det hele, men jeg hentede en stol fra køkkenet og satte mig lige midt foran den åbne hoveddør for at få hele sceneriet fra første parket.

Lær jeres børn at nyde naturen og de spektakulære syn, den kan præstere. Her i lille fredelige Danmark er der ingen grund til at være bange for et tordenvejr, medmindre I er ude på en åben mark, hvilket jeg også har prøvet. Det var en anelse mere skræmmende og en hel del mere larmende, men min mor havde lært mig, at jeg skulle lægge mig fladt ned, og det huskede jeg. Heldigvis. For det var lige op over.
Men jeg var stadig mest fascineret, selv om jeg blev meget våd og næsten døv i et par sekunder af det kæmpebrag der kom i forbindelse med, at lynet slog ned i en telefonpæl tæt på, hvor jeg havde smidt mig. Det var en meget våd 12-årig Ellen, der kom hjem til en lidt bekymret mor.

Endelig!

Endelig fik vi en tocifret temperatur og masser af solskin. Den har dog kun lige sneget sig op på de 10°, men det hjælper gevaldigt, at solen skinner.
Nogle af os strøg ud for at genoptage Kampen Mod Skvalderkålen, andre strøg ud i garagen for at stryge … maling på de nye terassebrædder.
Der skal skiftes håndgreb på terrassen, men da John kiggede nærmere på det hele, besluttede han sig til, at alle de tilskårne sidestykker også skal skiftes. PYha, sagde jeg bare, men John insisterede og han og Søren pillede dem alle af, da vi var deroppe forleden. Eller pillede og pillede … det var vist et større arbejde, men nu er det gjort, de nye er købt og det er dem, John er ved at male nu. 70 stykker, som skal males to gange … det tager lidt tid. De skulle oven i købet slibes til inden han kunne begynde at male. Vi har åbenbart købt dem for billigt.

Hvad kalder man den slags brædder, jeg taler om her? De kan vel ikke kaldes balustre, da disse virker todimensiomale i sammenligning med egentlige balustre, som er ‘rigtigt’ tredimensionale?
Jeg ville egentlig have troet, at den slags kunne holde længere end de 16-17 år, som tilfældet har været her. Vi har malet dem tre gange på den tid – det har måske ikke været nok.
Nå, men nu bliver de i hvert fald ikke skiftet mere af os, for vi har med størst sandsynlighed ikke det hus i 15 år til …

Lupinerne har deres egen vandopsamlingsmetode, lige som en anden staude, jeg ikke lige kan komme i tanke om navnet på, men det ser så fint ud, når dråben ligger der i imidten og skinner flot i solen.

En kølig skønhed

Når man går rundt inden døre, ligner det forår udenfor. Når man kommer ud i solen, føles det som forår.
Når man kigger på termometret, ligner det vinter. Det har ikke været over 2°, selv midt på dagen, hvilket, selv med den bedste vilje, ikke kan kaldes for en forårstemperatur, men det mærkes tydeligt, at solen er ved at få magt, når man går en tur ud i den – og den har skinnet hele dagen fra en skyfri himmel.
Fjorden er kølig, men smuk. Vandtemperaturen er nok ikke meget forskellig på de to billeder, men alene farven kan få en til at gyse, når man kigger på det øverste, som er fra 3. januar, hvorimod det nederste billede fra i dag ser varmt og dejligt ud.

Svanerne og gæssene er med størst sandsynlighed helt ligeglade med, om solen er fremme eller ej. For dem må vindstyrken være langt mere afgørende for deres velbefindende. Alligevel går vi naivt og bilder os ind, at gæssenes snakken lyder gladere i dag end på en regnvejrsdag.
For snakket bliver der dernede. Meget.

Mit helbred er stærkt på vej mod normalniveau igen. Det er Johns desværre ikke – hvorfor bliver han næsten altid hårdere ramt end jeg gør? Enten bliver jeg slet ikke syg, eller også kommer jeg mig hurtigere over det; i dette tilfælde det sidste. Sådan har det altid været med os to – for hver fire til fem gange, John bliver forkølet, rammer det kun mig én gang, og ikke nødvendigvis særlig hårdt. Det er selvfølgelig godt for mig, men jeg synes nu nok, det går lidt rigeligt ud over min mand.
I flere år havde jeg ingen sygedage, fordi de par dage, det varede, ofte lå i weekenderne. Meget bekvemt for min arbejdsgiver, men ærlig talt en smule irriterende for mig, som ikke engang fik en ærlig sygedag ud af det – kun en ødelagt weekend. Og blev jeg endelig hjemme, fordi jeg var for forkølet til at ville være bekendt at gå på arbejde og smitte kollegerne, arbejdede jeg gerne hjemmefra alligevel, og så nægtede jeg altså at skrive det på tidsregnskabet som en sygedag, selv om jeg måske nok havde kunnet være mere effektiv, end tilfældet var.

Jeg nød at være ude i dag. Køleskabet var efterhånden ribbet for det meste, så jeg var afsted i det gode vejr. Det er ikke nok at have fryseren fyldt med kød; der skal også lidt tilbehør til, og i øvrigt har vi levet af kold mad de sidste to dage, fordi jeg ikke orkede at kokkerere.
Det gider jeg godt igen nu – er i gang med projekt Nielsen helt rask igen – hvis jeg ellers kan gøre noget til det. Det kan jeg nok ikke, men jeg kan sørge for, at han passer på sig selv.

Vi aflyser derfor sverigesturen for denne gang, så må vi se, hvornår det bliver … men nok først engang i marts, for vi har naturligvis lavet en bunke aftaler af forskellig art det næste stykke tid.

Sneflokke kommer vrimlende

Kan I huske den? 
Da jeg gik i folkeskole, skulle vi lære en masse salmevers udenad, og jeg syntes lige fra starten, at det var et totalt spild af tid. Der var jo salmebøger i kirken, hvilket var det eneste sted, man sang salmer, og de sange, man holdt af, kom det helt af sig selv med, at man hurtigt kunne udenad. Den undrende Ellen spurgte både lærer og præst, hvorfor vi dog skulle lære salmer udenad, men fik aldrig et tilfredsstillende svar. Min stille protest var, at lige inden timen begyndte, læste jeg det over et par gange, så det sad løst yderst i hjernen til timen var slut og var lynhurtigt derefter glemt igen. Ingen grund til at spilde lagerkapacitet på den slags pjat.
Sneflokke kommer vrimlende var allerede dengang min yndlings-vintersang, og jeg kunne den naturligvis udenad – kan det stadig, faktisk, selv om det er mange år siden, jeg har sunget den. Jeg elskede de krøllede ord, de mange mundrette rim og den kvikke melodi, der med sit hurtige toneløb understregede hvordan de sneflokke opførte sig og hvad de medførte.
Det fyger ikke ud af himlen, når man hedder Jeppe Aakjær – nej, det knyger ud af himlene. 

Det har det også næsten lige gjort hernede, men i formiddags var det stadig fint vejr, og i det var der andre, der fik øje på min flotte poncho, der stadig stod så fint helt nede ved vandet. Det kunne være interessant at se denne mands billeder, for han var der forholdsvis længe og gjorde et stort nummer ud af at fotografere den fra alle mulige vinkler, mens jeg legede paparazzo oppe fra terrassen.

Hen mod solnedgangstide begyndte det at knyge fra himlene. Det er ikke snavs, men sne, man kan se herover, men det var åbenbart ikke alvorligt ment, for solen skinnede i baggrunden, mens vi lige fik det par millimeter det nåede at blive til, inden knygeriet holdt op igen.
Det var et lidt specielt lys, det gav. Kameraet kunne ikke helt finde ud af at gengive det, men det gjorde sit bedste.

Har det også knøget ud af himlene hos jer, så I har halet op i sokkerne og set forsagt derud?

Kong Frost har slået til

Temperaturen føles som ÷21°. Brrrr. Det hujer og fløjter om ørerne på os, og man går ikke timelange ture. Vi gør i hvert fald ikke.
Inge og Hasse har været en tur hernede, og vi kørte ind til Præstø for at gå en tur, for herude ved fjorden er det simpelthen for bidende til, at det er hyggeligt.

Jeg var ude at gå langs fjorden et kvarters tid i formiddags, fordi jeg ville have nogle billeder af hegnspælene iklædt deres fine, hvide ponchoer.
De har dog nok ikke været specielt varme …

Det kvarter var mere end rigeligt, selv om jeg havde pakket mig godt ind – vinden gik lige ind i de gamle knogler og jeg skal da lige love for, at jeg havde fået min ungpigekulør tilbage, da jeg kom ind igen.

Det var til gengæld flot. Når svaner, ænder og gæs lagde an til landing, stod de næsten helt stille i luften, fordi der var så meget modvind, at de havde svært ved at komme frem – og at lande i medvind tror jeg ikke er i spil – det ved enhver pilot da …

Ligner det ikke en hvid poncho?

Det må godt holde op med at blæse og det må gerne lade være med at sne, men kigger man på vejrudsigten, ser det ikke umiddelbart ud til, at jeg får min vilje med nogen af delene. Sydøstlige, bidende vinde hele ugen og sne på onsdag og torsdag.
Så skulle det igen blive lidt mildere … vi skulle have været afsted til Sverige nu, men har udsat turen lidt, for John render stadig rundt og hoster en del – det vil jeg helst have er helt væk, inden vi kommer op til et gennemkoldt hus, der vil være to dage om at blive ordentlig varmt. Ikke med hensyn til rumtemperaturen, for det går hurtigt nok, men på møbler og vægge er varmen noget længere om at slå igennem.
Vi bliver derfor hjemme. Vi kan godt nok mærke, at vi har købt et gammelt hus, der ikke er isoleret efter tidens krav, men vi mærker det dog kun i form af, at vi skal åbne lidt mere for radiatorerne og at det er en rigtig god ide at tænde op i brændeovnen allerede når vi står op om morgenen.

Det var stormen før stilhed og ikke omvendt

Efter alt det blæsevejr, vi har haft i en del dage, er det nu helt vindstille.
I går havde vi et ærinde i Næstved, men vi gik ikke en tur i gågaderne og window-shoppede (hvad hedder det på dansk?), som vi ellers havde talt om at gøre, for på trods af, at vi havde taget tøj nok på, var det simpelthen ikke spor hyggeligt, fordi blæsten peb os om ørerne og fik den ene plusgrad til at føles som 10 minusgrader eller mindre. Måske ikke voldsomt, men når vi har været vant til tocifrede plusgrader, var det en brat overgang.
Den kraftige vind lagde sig i aftes, og da vi danskere elsker at brokke os over vejret uanset hvordan det er, var dette selvfølgelig heller ikke i orden, fordi det resulterede i tåge.
Ved midnatstide kunne vi høre bulder og brag stort set overalt, men kunne vi se noget som helst? Overhovedet ikke! I.n.g.e.n.t.i.n.g.
Virkelig uretfærdigt, for jeg elsker synet af fyrværkeri, men kan snildt undvære al larmen, og nu fik vi det sidste, men ikke det første på vores første nytårsaften i vores nye liv gamle hus.
Nå. Men vi kom tidligt i seng, så …
Nu er det igen ved at være mørkt, men det er stadig tåget. De to billeder er taget hhv. i går morges og i morges.
Er der noget at sige til, at jeg påstår, at ikke to dage er ens hernede ved Præstøfjorden? ´
Indtil videre har hele 2016 været tåget!

Vi har ikke fundet forklaringen på Den Forsvundne Mandel, men jeg har muligvis fundet en løsning – hvis årsagen ellers var, at den var knækket eller en eller anden havde spist den ved et uheld. Det burde faktisk kunne forhindre lignende hændelser fremover (nej, ikke fremadrettet!), medmindre der virkelig har været nisser på spil. Jeg havde nemlig ikke lagt kun to, men hele tre mandler til side, men havde indtil i dag glemt alt om den tredje, fordi den var smuttet (tøhø) om bag rækken af glas med sylteting, der altid står fremme på køkkenbordet. Det siger så noget om frekvensen på, at disse bliver flyttet for at tørre bag dem, men lad det nu ligge …
Jeg puttede mandlen i munden, men den var blevet meget hård og dermed nærmest utyggelig. Ikke tandknækkende farlig, men nok til, at man vil standse op og stoppe tyggeriet. Den kunne heller ikke flækkes, selv om jeg prøvede.
Heureka: Smut mandlen en uge før og lad den ligge et eller andet sted uden at pakke den ind!

Rigets tilstand. Vandstand …

Solen skinnede fint og flot i formiddags, så vi blev enige om at køre en tur for at se, hvordan vandstanden i riget så ud efter det langvarige regnvejr i lørdags. Vi kunne godt fornemme, at det havde været slemt, men det meste af vandet var allerede væk igen de fleste steder.
Vi kom – som så ofte før – både steder, vi ikke havde været før og steder, der ikke var nye for os.
Det gamle færgeleje ved Grønsund havde vi ikke set før. Det var tydeligt at se, at det var meget længe siden, den færge havde indstillet driften.
Faktisk skete det under krigen, i 1941 eller 1942, men det var herfra, Marie Grubbe og Søren for 300 år siden passede færgefarten over Grønsund til Møn, efter hun var blevet udstødt fra de højadelige cirkler.

Nede ved Nysø var Præstø Fjord udvidet med en del hektar vand, og man kunne fornemme, at det nok også havde stået lidt ind over vejen her.

Lidt længere mod nordøst hos os er fjorden også blevet lidt større. Ikke bekymrende overhovedet; vi har stadig masser af højde ned til vandet, så for os bliver det ikke farligt, før Grønlands indlandsis er ved at være smeltet. Svanerne elsker at være inde på arealet, hvor der normalt er mark. Mit gæt er, at det er fordi der må være masser af mad i det lave vand. Det fremgår ikke tydeligt af billedet, men der ligger flere hundrede svaner og hygger sig i disse dage. Ikke lige så mange gæs, ænder og blishøns, men dog alligevel en del.

Havørnen kom, netop som vi skulle til at køre, fiskehejren slog sig ned, da vi var hjemme igen, og et par musvåger har også besøgt os i dag, så der har været nok at kigge på.

Downton Abbey er desværre uigenkaldeligt slut, men i aften starter en miniserie i fire dele, Wolf Hall, på DR2. Charlotte og Tim har set den for nylig og siger, at de kun kan anbefale den. Den handler særdeles kort sagt om Thomas Cromwell, Henrik d. 8.s rådgiver. Vi kan godt lide at se historien fortalt i dramaform – det er lidt mere lettilgængeligt end at læse sig til den, og så kan jeg strikke samtidig. Det kan jeg ikke, når jeg læser.
Downton Abbey sluttede i øvrigt helt efter mit hoved: Der var ingen løse ender, og jeg blev ikke efterladt med en frustrerende følelse af, at et eventuelt videre forløb kunne bevæge sig i alle mulige retninger. Der var måske lige rigeligt med amoriner i luften i aftes, men hvad pokker … det er jo jul, og man har nok ikke villet risikere at blive bestormet med krav om endnu en sæson, fordi tingene ikke var blevet ordentligt rundet af.

Ikke hvid jul. Våd jul

Regn, regn, regn og atter regn. Det regnede uafbrudt i 30 timer, inden den holdt et par timers pause her til morgen. Så begyndte det igen at regne, men heldigvis kun for en kort bemærkning.
Det har skabt problemer i store dele af landet, og jeg har lige set, at englænderne sandsynligvis er blevet ramt omkring Kolding, da det store motorvejskryds her er eller i hvert fald har været lukket pga. vand.
De må have nået det kryds ved 12:30-tiden, så jeg vil tro, at de har mistet lidt tid ved at være blevet ledt ad andre veje. Jeg har ikke været i kommunikation med dem endnu, så det er kun gætteri.

I aftes kom Aubrey ned fra deres værelse og sagde, at strange things are happening in our room.
Vi er, trods vores nærhed til fjorden, end ikke i nærheden af en oversvømmelse. Vores ‘oversvømmelse’ kom ovenfra, nemlig fra området omkring skorstenen, der går igennem børnenes værelse. Den skorsten, jeg har malet tre gange med almindelig maling uden at kunne dække de mørke striber og plamager, men som jeg i fjerde forsøg fik malet fint kridhvid med det gode, superdækkende maling, vi købte for en formue i England sidste sommer.
Nu løb det ned ad skorstenen med brunt, ulækkert vand samtidig med, at det dryppede fra loftet.
ØV. Typisk, altså, at det eneste rum i huset, der har gulvtæppe, også er det eneste, hvor der åbenbart er utæt.
Vi har boet her i næsten 11 måneder og har oplevet mange voldsomme regnskyl, men dette er første gang, vi har oplevet, at taget er utæt.
I morgen ringer vi til tækkeren og får ham ud for at se på det, selv om jeg ikke rigtig kan forestille mig, at han ikke har mønnet ordentligt; det er snarere inddækningen ved skorstenen, den er gal med, men nu starter vi med ham.

Tænk, hvis al den regn var faldet som sne! Det ville formentlig have lukket landet.

Som en klar efterårsdag

Det er svært at forestille sig, at det meste af Sjælland for få dage siden var nærmest lammet af store snemængder. Dog ikke nede hos os i Den Stråtækte – vi må have et bedre klima her ved Præstøfjorden … i dag har vi kun set små og ganske ubetydelige skyklatter på himlen. Vinden har været stort set ikke-tilstedeværende, mens det modsatte må siges om solen. Det er lunt og mildt – alt er jo relativt, for havde det været i september, ville vi nok have knurret lidt over temperaturen på 7°, men d. 26. november er der ingen grund til klage.

Fjorden var visse steder spejlblank, hvilket gjorde svanernes spejlbilleder tæt på perfekte, og i det klare lys var de om muligt hvidere end hvide – bare ærgerligt, at kameraet ikke er i stand til at fange det fantastiske lys. Eller zoome tilstrækkeligt ind.
Jeg har prøvet at liste mig ind på dem, men de er næsten lige så sky som gæs og søger omgående længere ud, hvis jeg nærmer mig selv nok så forsigtigt.
Blishøneøen = havørnemaddepotet flytter sig hele tiden. Den starter nord for os og bevæger sig langsomt sydover. Om de svømmer i skøn samdrægtighed, der er en lille strøm, eller de lader sig flytte med den smule vind, der er, ved vi ikke.
Nej – vinden er nok ikke en faktor, for blishønsene flytter sig altid fra nord mod syd, men vinden skifter retning. Vi ved endnu heller ikke, hvordan de returnerer til den nordlige del af ruten – vi ser dem pudsigt nok kun flytte sig fra nord mod syd, selv om vi synes vi kigger ud ad vinduerne med meget korte mellemrum.
Det kan vi nemlig slet ikke lade være med. Uanset hvordan vejret arter sig, selv om mellemrummene mellem kiggene nok er endnu kortere på en dag som i dag, hvor vi naturligvis heller ikke kunne lade være med at gå en tur og bare nyde, nyde, nyde.
Mindst én gang daglig fortæller vi os selv og/eller hinanden, hvor fantastisk god en beslutning det var at flytte herned.

Livet er godt.

Dagens nye ord i tv og et uventet besøg

Søndag formiddag er QI-Time. Jeg elsker QI, Alan Davies, Stephen Fry (selv om den gamle erklærede ærkebøsse aldrig ville kunne gengælde min hemmelige kærlighed …), deltagernes vid og viden, og ikke mindst alle frækhederne i disse udsendelser … “This program contains language of a sexual nature. Parental guidance is advised”.
I dag var der en, der nævnte en vagina, som hedder det samme på dansk og på engelsk, selv om udtalen naturligvis er forskellig.
Oversætteren har tilsyneladende ikke vidst særlig meget om dette emne, da vedkommende i den danske undertekst skrev viginia. Flere gange endda. Gad vide hvordan man har forestillet sig ordet udtalt?

Søndag formiddag er ikke gå-tur-tid. Ikke denne søndag formiddag. Jeg forsøgte mig lidt ved 14-tiden, men dårligt var jeg nået ud, før det igen begyndte at sneregne. Der er kommet endnu mere vand i fjorden siden i går, så jeg ville ned for at tage sammenligningsbilleder.

Sne har vi fået, men ikke så meget, bare sølle fem cm, og det meste er væk nu – jeg kan dog fornemme, at resten af Sjælland er ret hårdt ramt. Johns søster og svoger, som bor cirka midt på Sjælland, målte her til morgen snedybden til 55 cm!
Lige nu vælter det dog ned her ned kæmpestore fnug, og blæsten har taget til igen, så vi får se, hvad det ender med, men det er ikke frostvejr.

I aftes vovede min søster sig herned for at hente sin del af lakserognen, som jeg havde renset for hende. Da hun havde hørt om alle mine fortrædeligheder, lavede vi en lækker forret af noget af det – brugte det på samme måde som stenbiderrogn (rogn, rødløg, creme fraiche og lidt rejer på et stykke ristet brød). Jeg kan bedst lide lakserogn, kunne jeg konstatere; det er ikke nær så skarpt i smagen. John lavede sin verdensmesterklassecarbonara og vi fik isrester til dessert. En improviseret, men dejlig middag.
Hun havde Rune med, som vi ikke har set siden februar. Han sejler i 11 uger og har fri i 11 uger, og i denne friperiode fløj han direkte til Hawaii i fire uger sammen med en ven for at besøge en gymnasiekammerat, der nu er bosat derude.
Han var hjemvendt til riget fredag eftermiddag og blev hentet af sin mor, som inviterede ham, hans to søskende og svogeren til en velkomstmiddag i København. Han syntes heldigvis, at det kunne være hyggeligt at hilse på moster Ellen og onkel Don en lørdag aften. Det var måske nok også noget med lidt jetlag, tror jeg.
Det er både skønt og lidt mærkeligt at opleve den søde lille dreng, som vi passede ofte fra han var spæd til han var otte-ni år, den store dreng, som var noget af en bekymringsvækkende rod i sine teenageår, sidde der og være en fornuftig voksen, uddannet maskinmester hos Mærsk, berette om sin hverdag på containerskibene og om sine eventyr på Hawaii, som kunne få moderen og mosteren til at kigge på hinanden og være glade over, at det var godt, vi først fik det at vide nu, hvor vi ved selvsyn kunne konstatere, at han rent faktisk havde overlevet …

Rosen kæmper tappert, men taber nok snart kampen. Klokken er 15, og det er næsten mørkt, selv om der er en hel måned til den korteste dag.
Godt, husene er hule indvendig, og at mennesket har tæmmet ilden!

The Rime of the Ancient Mariner – eller vand i overflod

Kender I The Rime of the Ancient Mariner af Samuel Taylor Coleridge? Det handler, som navnet antyder, om havet og de prøvelser, man som sømand i slutningen af 1700-tallet skulle igennem, når man var på langfart. Det er et laaangt digt. Så langt, at det næsten er en roman, men jeg kom til at tænke på det, fordi et af versene begynder med Water, water every where.
Det er det, vi har i dag og har haft et stykke tid. Da vi tog til Sverige, tømte vi en overfyldt regnmåler, og det har vi gjort igen i dag. Når den løber over, er der faldet > 55 mm.

Det hele løber over – her plejer der at gå køer, men de er heldigvis kommet ind for vinteren – jeg håber, de har taget strømmen i det elhegn, man kan se et par pæle af til venstre i billedet. Jeg har aldrig set så meget vand i vores ende af fjorden … ville ned for at se, hvordan vores lille anlægsplads så ud ved så meget højvande, men det måtte jeg opgive – stien var blevet til en vandvej. Water, water every where.

Da vi kørte til Sortsø for at købe rogn og for at mødes med Pia og Allan, var der opstået nye søer på stort set alle marker – water, water every where.
Pia havde taget kaffe med, og vi kørte da også til anlægget i Stubbekøbing som aftalt, men den blev indtaget i pavillonen. Udover regnen blæste det en halv pelikan, så selv om det var hyggeligt nok lige at mødes, blev vi enige om, at vejret ikke indbød til flere udendørsaktiviteter i dag. Til ære for os kørte de på hjemvejen forbi Frihedsgudinden i Maglebrænde, så vi kunne se den, hvorefter vi kørte videre hver for sig. Pia har omtalt den i et indlæg for næsten nøjagtig et år siden, men linket til Tv Øst-udsendelsen virker ikke mere, så jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad hun laver lige præcis der.

Det var første gang, jeg købte urenset regnbueørredrogn. Det var med stor sandsynlighed også sidste.
Hvordan renser man nu den slags? Google er som sædvanlig min ven …
”Man skal bare dække rognen med koldt vand og piske på laveste hastighed med en håndmixer, så sætter hinderne sig i piskerisene”. (Kan man så ikke kalde det roe on the water? Eller er den for plat?)
HA, tænkte jeg – piece of cake.
Det var det så absolut ikke. Faktisk syntes jeg, det var hammerbesværligt, og jeg fik aldrig alle hinderne af, så rognen er ikke så pæn, som den efter min mening burde være.
Det gider jeg simpelthen ikke en anden gang. Er her en erfaren rognpisker til stede? Har jeg gjort noget forkert? Er jeg bare for utålmodig?