En engel blev gift

Når en engel bliver gift, står hun så skybrud? Bliver engle gift? Findes der overhovedet engle?

Det er sjældent, vi oplever et vaskeægte (tøhø) skybrud, men det gjorde vi i går.
Et firdobbelt skybrud blev det oven i købet til, hvis man regner lidt på det.
Det defineres som “et meget kraftigt regnvejr, hvor der falder mindst 15 millimeter regn inden for 30 minutter”.
Hos os faldt der 28 mm på 14 minutter, hvilket svarer til 60 mm på en halv time – altså firdobbelt skybrud, hvis der er noget der hedder det.
Det var godt, det ikke varede længere, for selv om vores grund skråner en hel del, så har vi dog enkelte vandrette flader.
Dem kunne vi bare ikke se, for de var dækket af vand – alt omkring os var nærmest én stor sø, hvis det ikke var en flod. Vejen vi bor på, skråner lige så meget som grunden gør (surprise …), så vandet væltede ned og tog mange af belægningsstenene med. Det var næsten som at se på en af de vejrkatastrofeoptagelser, som de viser over en af BBC-kanalerne.

Billedet er fra før det blev rigtig slemt. Da det blev det, var det som at stå bag et vandfald. Vil jeg tro … det er en oplevelse, jeg har til gode. Vi skulle engang have været inde bag et på Island, men vejen dertil var for farlig på det tidspunkt vi var der, og vandfaldet var i øvrigt frosset til is, så vi fik ikke lov.
Da jeg tog billedet, var det stadig kun et lille vandfald der, hvor de to tage mødes. Jeg har altid en vandkande stående derunder til at samle regnvand. Den blev hurtigt fyldt i går!
Alle mine vandopsamlinger blev fyldt på ingen tid – jeg kunne have haft femdobbelt kapacitet eller mere, og lagrene var alligevel blevet fyldt. Enten er der for lidt, eller også er der for meget. Jeg er et utaknemmeligt bæst, at jeg åbenbart aldrig er tilfreds, men nu har jeg vist vand til et par uger eller tre uden brug af vandværksvand i drivhuset.

Denne flotte fyr er nok rystende ligeglad med, om der er skybrud eller ej.
Madame viste i går et billede af en frø, hvilket var meget pudsigt, for jeg havde netop for få dage siden set mit livs første ‘rigtige’ frøer. Jeg møder nemlig normalt kun de brune skrubtudser på min vej; aldrig grønne frøer, så nu vil jeg også lige vise, hvad jeg så i Peter Hansens Have på Vestlolland. Der var virkelig mange af dem. Vi var ikke i tvivl om, at de var der, for vi kunne høre dem på lang afstand, men så snart vi nærmede os, kunne vi høre en masse små plop, og nede i andemaden var de meget vanskelige at få øje på. Denne her var åbenbart mindre frygtsom end sine artsfæller, for den sad pænt stille og lod sig fotografere.

Vejret er omvendt!

I går: gispe, gispe, ralle, stønne. Vi sad bare sløve og slappe (en af os strikkede dog) udenfor på det sted, der var mest vind, og selvfølgelig med parasollen opslået. Vi nåede op på 29°, hvilket er for meget til os – og der var flere steder, hvor temperaturen kom højere op. Dem misunder jeg ikke.
Om morgenen struttede den højeste og omfangsrigeste af tomatplanterne af saft, sundhed og spændstighed, men da jeg kiggede igen om eftermiddagen, slæbte den nærmest hen ad jorden og gispede endnu mere end John og jeg tilsammen. Uha, den var tørstig. Det er ulempen ved at plante i den størst tilgængelige murerbalje. Fordelen er, at der er meget mere jord, hvilket ses relativt hurtigt på plantens grokraft og størrelse.
Men den skal vandes tit. Meget tit og med meget vand. Der er i sagens natur ikke det samme reservoir som i kapillærkasserne – bare mere jord. Agurkeplanterne (jeg har to i år i én balje) reagerer på samme måde. De gror som var de ude på at sætte en verdensrekord, men der går altså også 15-20 liter vand til i døgnet, når der er så meget sol og varme som der er nu. I torsdags høstede jeg ni (!) fra bare den ene plante, i går tre fra den anden og i dag yderligere to fra den. I morgen er der tre til …
De fire af de ni kom dem til gode, vi var sammen med torsdag aften. Hvis ellers ikke planterne tørrer ud for mig og dermed smider agurkerne, bliver det virkelig agurker galore i år som aldrig før.
Jeg har også en citronagurk, men den bryder vi os ikke om. Vi er nødt til at skrælle den, for den har en slags små torne, som er for hårde til at være behagelige at få i munden. Navnet har den ikke fordi den smager af citron, men den er lysegulgrøn og er på størrelse med en citron.
Nu har vi prøvet det – den kommer ikke ind i mit drivhus igen, selv om den er meget sød at se på.

I dag har vejret så opført sig omvendt af det normale, når der er lovet tordenvejr.
Det plejer at være sådan, at det først er varmt og trykkende. Dernæst begynder det at blæse op, og til sidst ender det hele i et brag og en masse regn. Når det hele er overstået, er luften renset, og man kan trække vejret frit igen.
Dagen i dag begyndte (her taler jeg om fra ved nitiden i morges) med blæsevejr og behagelige 19°. Jeg skyndte mig ud for at få ordnet noget i haven, mens det stadig var sådan.
Det skal lige indskydes, at duen, som har bygget rede i den navr, vi har ude foran, ikke har været glad for blæsten. Duer er notorisk elendige redebyggere, og reden faldt da også ned.
Med æg i. Det var ikke første gang, og det vil ikke blive sidste. Det kan undre mig, at evolutionen ikke har udryddet duen for længst.
Nå. Men ‘kuldeperioden’ gik over i stille regn og det holdt op med at blæse. Så kom tordenen langsomt snigende. Ingen lyn, men højere og højere brag, uden det dog kom helt tæt på. Det regnede lidt kraftigere, men blev kun til tre mm i alt.
Tordenvejret gik over, og temperaturen stiger og stiger. I skrivende stund er her 27°
Det er da den omvendte verden.

Sommeren faldt på en mandag i år

Sommeren faldt på en mandag i år, så jeg benyttede mig af det fantastiske vejr og fik alle dahliaerne i jorden. Næsten alle … der er altid nogle knolde, der falder af og som jeg derfor ikke ved om er levedygtige eller ej. De kommer i jorden på steder, hvor det ikke gør noget, hvis ikke de kommer, og gør de, kan de eventuelt flyttes et andet sted hen.

Vi har rekordmange myg i år. Millioner af dem. Vores naboer, som begge underviser på Marjattas Steiner-seminarium, sagde, at der er ikke millioner; der er milliarder! På trappen foran en af administrationsbygningerne lå de en morgen i så tykt et lag, at folk gled i dem, og de sad så tæt på en væg, at den var myggegrå i stedet for den sædvanlige lysegule. Addr. Hos os sværmer de i tætte, tætte flokke, så for en gangs skyld er jeg glad for, at vinden tager lidt til i løbet af dagen, så de ikke selv kan bestemme hvor de vil flyve. Vi købte myggenet til vores Tilleyhatte til sidste sommers alaskatur, som aldrig blev til noget pga. coronapesten, så det outfit bar jeg i formiddagstimerne, indtil myggeplagen aftog lidt. De Marjatta-børn, der gik forbi ude på vejen, mens jeg arbejdede i bedet ude foran iført hat og net, kiggede en ekstra gang – sådan noget underligt noget havde de vist ikke set før, og disse lidt ‘specielle’ børn har ikke altid noget filter, så de kigger aldeles uhæmmet nysgerrige og ugenerte på mig – men det er da fint, hvis jeg har givet dem noget at tale om. Jeg kan tåle det …

Det er lidt lige som en ny version af nogle af Ægyptens ti plager, dette her: Coronapest, arktisk kulde og nu myg i et antal så voldsomt som de bibelske græshoppesværme. Vi ved ikke, hvorfor det er så slemt netop i år, men alle vi taler med, er enige i, at der aldrig før har været så mange myg her i området.

Men sommeren blev brugt fornuftigt og udnyttet fuldt ud. Dahliaer i jorden, køretur til Kværkeby i et ærinde, jeg fortæller om senere; så en tur til Thymes planteskole i Herfølge for at købe i hvert fald nogle af årets krukkeblomster.
De bliver forhåbentlig sat i krukker i morgen, hvis ikke det regner for meget. Die zwei anderen Mädchen kommer på torsdag, så jeg har hujende travlt med at gøre haven bare nogenlunde præsentabel til besøget.
Sommeren er åbenbart allerede overstået, men John har købt en terrassevarmer, så vi kunne jo håbe på, at den vil være effektiv nok til at holde kulden stangen i tilstrækkelig grad til i hvert fald at kunne sidde ude og drikke eftermiddagskaffen. Det vil med størst sandsynlighed blive umuligt at indtage aftensmaden udendørs – terrassevarmer eller ej.
Uanset vejret, så har alle Die Drei Mädchen ikke mødtes i langt over et år, så vi glæææder os alle tre til at være sammen fra torsdag til lørdag. Der skal speedsnakkes, skal der!
Stakkels John, men han må klare sig så godt han kan … han er nok glad for, at lydbøgerne er opfundet …

Et resultat af dårligt vejr

NU er jeg simpelthen træt af sne, slud, regn, kulde og blæst! Det er 11. april, og jeg går stadig og venter på både bedre vejr og en invitation til tidsbestilling til vaccination. Det skulle være nu, og Ditte har da også fået sin. Jeg er lidt yngre end hende … måske derfor? Og hun bor i Region Hovedstaden, mens jeg bor i Region Sjælland. Har det noget at sige?
Det kan i hvert fald kun gå for langsomt, kan det.
Det kan det sådan set også med at få bedre vejr. Jeg tænder stearinlys om natten i drivhuset, og selv om det ser hyggeligt nok ud, når jeg kigger ud til det fra køkkenvinduet, så var jeg det så afgjort helst foruden!
Jeg venter med længsel på at kunne tage til Gartneri Toftegaard for at erhverve mig årets chili og hvad der ellers skal købes til drivhuset. De har åbent nu, men det går da helt galt, hvis jeg kaster mig ud i at udsætte de arme planter for disse for årstiden nærmest arktiske temperaturer.
Jeg sagde til John, at jeg ville derop så hurtigt som muligt efter åbning for at have frit slag blandt det store udvalg. Eneste trøst er, at der formentlig heller ikke er andre, der kan fylde drivhusene op, så det går vel. Det er værre med min tålmodighed – den har det ikke for godt.
Er der i øvrigt nogen af jer, der har erfaring med auberginer? Jeg havde tænkt mig at prøve, men det lyder godt nok som en lidt besværlig plante at have at gøre med. Er melon nemmere at få til at fungere? Men frugterne skal vist helst hænge i net … så hvad skal jeg fylde i den sjette kapillærkasse, jeg lige har købt?
Jeg har planlagt tre kasser med hver to tomatplanter plus en murerbalje med to og endelig et par potter, som jeg nok skal finde lidt overskudsplads til. To kasser med hver to chili, en murerbalje med agurk (én plante er rigeligt), en stor potte til basilikum’busken’ og en ditto til den ananaskirsebær, som jeg dog har mistanke om afgik ved døden i løbet af vinteren.
Nå. Jeg finder vel ud af hvad jeg vil have, inden jeg drager afsted til Toftegaard … det lader jo til, at jeg har masser af tid …

I mangel af bedre beskæftigelse er jeg gået taskeamok. Først den blå, som jeg blev så begejstret for, at jeg absolut måtte sy en til. Og yderligere en.
Den blå blev den pæneste, synes jeg, så den beholder jeg selv, men hvis nogen synes, at en af de to andre er værd at eje, er prisen 250 kroner plus porto. Der er et flødefarvet for i, og der er en indvendig lomme til nøgler eller mobil. Det er så irriterende, når disse ting får arbejdet sig ned på bunden af en relativt stor – og fyldt – taske.
Så længe vejret er så elendigt, bliver der nok lavet et par stykker til, mens ildhuen for netop dette design holder. 
Malle fortalte mig om Vicki Knudsens og Johan Olsens podcast Vildt Naturligt, som jeg råhygger mig med, mens jeg producerer tasker, så jeg er ikke kun gået i symode, men også i podcastmode.
Det er en god ting, at man kan blive klogere helt gratis, så at sige, mens man laver noget andet.

Det er noget rod

Den, der laver vejret hernede ved Den Stråtækte, har set forkert i kalenderen – eller også er det bare klassisk aprilsvejr. Det ene øjeblik skinner solen; det næste er det så tæt en snestorm, at sigtbarheden falder til ikke ret meget. Vi kunne ikke se fjorden, som ligger under 100 meter fra huset.
Jeg var ude for at plukke ramsløg i morges, for jeg regner med, at de er helt perfekte lige nu.
Det var de også, men det var vejret ikke. Vi tog afsted i smukt solskin – dog kun sølle 2,5°, så der er stadig kigget forkert i kalenderen – og jeg nåede lige netop at plukke den mængde jeg ville have, inden det blev snestorm.
Det har det nu været fire gange i dag; den ene helt forrygende, de tre lidt mindre forrygende, og lige nu sner det mens solen skinner, hvilket den i øvrigt gjorde bare et par minutter efter hvert snefald. Det er noget rod, men som sagt: aprilsvejr i højeste potens.

Det roder også i systuen. Mit syflip var åbenbart ikke helt overstået, for jeg fik lyst til at sy en indkøbspose af nogle af de bittesmå rester, som jeg (også) gemmer.
Jeg har flere gange spurgt mig selv, hvorfor i alverden jeg gemmer så små stofstykker, men i dag gav jeg selv svaret på det: De kan nemlig bruges på denne måde: Først skæres stofferne i 5,5 cm bredde, dernæst i stykker på mellem 6 og 15 cm. Her har jeg brugt 25 forskellige stoffer, som sys sammen, først den ene vej og så den anden vej, og så har man to stykker ‘stof’ på et tidspunkt.

Det lignede virkelig noget rod i starten, men efterhånden kom der orden i kaos. Det er sjovt, at den slags roderi kan ende med at ligne noget, der hele tiden har været planlagt til at se ud som det kom til i form af de to stykker, som nu bare skal quiltes på pladevat og sys sammen. Så skal der sys for – med lomme, selvfølgelig – til sidst en hank eller to.
Hmmm. Sagde jeg ‘bare’?

Den bliver ikke færdig i dag, men forhåbentlig i morgen. Det tog lang tid at skære og sy alle de stykker sammen.
Ud fra det, jeg har brugt i dag, vil jeg tro, jeg har smårester nok til omkring 10 tasker til i forskellige farver, stadig tone-i-tone, efter samme princip som denne, men så mangler jeg pladevat … det er godt, at Stof & Stil har åbent igen.
Vi skal også en tur i Bauhaus, hvor vi skal kigge på røgflis, som vi John er løbet tør for, så jeg tror jeg vil lokke ham til at køre en tur til Roskilde i morgen.

Det er april, og jeg burde befinde mig ude i haven det meste af dagen, men det har jeg sjovt nok ikke særlig meget lyst til. Vejret fremkalder så sandelig ikke de store smil, men måske kan det lille billede til højre fremkalde et lille et af slagsen.

En god afslutning

Marts sluttede på bedste vis.
Malle kom en tur, for vi skulle tale garn. Hun havde spurgt efter hvad jeg kunne anbefale til et bestemt formål, og jeg havde da også et bud eller to, men det er svært, når man kun får det beskrevet med ord, så jeg inviterede hende ned for at mærke garnerne og for at både se og prøve mine resultater med dem.
Sikke da et brag af et vejr, vi havde. Ikke Danmarks varmerekord for i går, men tæt på, og det var lige før der var for varmt at sidde oppe i shelteret og vise vores kridhvide ben og arme frem. Lige før. Vi holdt skam ud. Høj, klar og meget blå himmel uden en eneste hvid plet. Vi sad deroppe næsten fra hun kom til hun kørte igen – dog gik vi indenfor, da der skulle laves aftensmad, for kl 17 kunne vi godt mærke, at det trods alt ikke var sommer endnu.

Jeg har omplantet de fleste af de forspirede planter til større potter og sat dem i drivhuset. Nogle af dem ser lidt hængemulede ud og brokker sig over de ændrede forhold, men jeg håber de alle beslutter sig for at fortsætte med at leve, selv om det er for tidligt for dem at forlade fødestuen og fortsætte i vuggestue og børnehave.
De kan bare lade være med at vokse så hurtigt og dermed blive alt for ranglede. Det ses tydeligt på billederne herunder, hvor lange og tyndstænglede de var blevet, og nogle få af dem knækkede da også, da jeg håndterede dem … det håber jeg, at de formår at overvinde. De blev i hvert fald ikke kasseret af den grund.

I aftes oplevede jeg lidt af et særsyn: Min ellers ikke længere særlig spændstige mand fik et nærmest fjedrende islæt over sin gang. Det var måske mere mentalt end rent fysisk, men det var tydeligt for mig at mærke den forskel, det gjorde for ham at få det længe ventede tilbud om vaccination. Han var SÅ glad. Vi måtte sidde i tidsbestillingskøen i omkring 30 minutter, men kl. 21 var vi kommet igennem og havde fået bestilt de to tider til ham. Den første på mandag, 2. påskedag, og den anden den 27. april.
Vi valgte Slagelse, selv om det ligger længere væk end Næstved, men ligger byen nærmere, lå stikket længere væk, så at sige, for her kunne han ikke få første stik før den 12. april. Som jeg før har sagt, så kørte vi gerne til Skagen, hvis det kunne betyde, at vi hurtigere fik vores vaccinationer, så valget mellem Næstved og Slagelse var ikke spor svært.
Det vil altså sige, at planen holder, hvilket vi håber på, den også gør for mig således, at jeg får tilbuddet om en uges tid.
Så mangler vi bare at kunne tage til England.
Egentlig tror jeg ikke vi bliver nægtet adgang, for Danmark er ikke rødlistet af UK, men vi skal i karantæne i ti dage og have booket to test hver, inden vi kommer derover. Ingen steder skriver de noget om, om reglerne er anderledes, hvis man er vaccineret, så vi venter lidt endnu med at planlægge afrejsedatoen.

Vejret er smukt – i pletter …

Vi takker for de indløbne forslag. I går kørte vi til Kalvø og gik øen rundt – i et aldeles fortræffeligt vejr, med en himmel så høj og klar, at det gjorde godt langt ind i sjælen. Frokosten blev indtaget på en bænk ved værftsmuseet. Den bestod i tre gange tre håndmadder plus et oste-skinke-landgangsbrød fra Superbrugsen i Vonsild – et frokostkoncept, vi har excelleret i i mange år, og dermed også inden coronapesten, så vi har øvet os længe …

Det er forår! Vi har ingen klager over vejret.
Ikke før her til morgen, hvor himmel og hav stod i ét. Det var med andre ord meget, meget tåget, og planen var at køre til Rømø, for når nu vi har bevæget os til Jylland, så skulle Vesterhavet også lige nås.
Vi begav os afsted med håb i sinde og krydsede fingre, men det var tåget. Hele vejen. Meget tåget … Rømødæmingen, hvor jeg elsker sceneriet på begge sider, kunne knap anes hverken fremad eller ud til siderne.
Vi øv’ede lidt, men fandt som trøst en bager, som havde god kaffe og som smurte os fire virkelig gode gurkemejegule sesamboller med hhv. skinke og ost og frikadeller. Kursen gik derefter mod Sønderstrand, hvor der til vores overraskelse var 100 % tågefrit og smukt vejr.

Temperaturen var sølle 6 grader, men det var lunt i solen, så vi fandt numsevarmerne frem, satte os på dem og indtog dagens frokost på en bænk med udsigt over Vadehavet.
Da vi kørte tilbage igen var det igen tåget! Også på dæmningen, desværre.

Fordi tiden på Rømø blev noget kortere end planlagt, havde vi tid til i dag at besøge whisky.dk, som ligger tæt på sommerhuset. Desværre ikke så tæt, at vi ville kunne gå hjem derfra.
Det var dog et fantastisk sted! Med hundredvis af hver af forskellige slags rom, gin, whisky, cognac … alt hvad hjertet kan begære og leveren skrumpe af – og vi kunne endda få lov at smage på varerne. Vi blev enige om, at med vores fremskredne alder kan vi alligevel nok ikke nå at udvikle en skrumpelever, så vi købte lidt forskellige ‘godter’ til barskabene.
Det gjorde ikke oplevelsen ringere, at vi fik fortalt, forklaret og fremvist sagerne af en rigtig ildsjæl, som vidste alt, hvad der var værd at vide om de forskellige produkter.
Læg mærke til pudsigheden på første billede, at ‘LOWLAND’ er placeret højere enfd ‘HIGHLAND’. Ditte sagde, at det var typisk mig at se den slags med det samme, hvilket jeg nok må give hende ret i.

Et lille kuriosum var de to rombeholdere herunder, som de havde fået fat på på en auktion i England. De kom på auktion nogle år efter 1970, hvor det ikke længere var en pligt for den engelske flåde at sørge for, at mandskabet fik deres daglige romrationer på half an Imperial pint of rum a day, which translates to about ten ounces (godt 2,8 dl).

Dette sidste har sandt at sige ikke specielt meget med den sønderjyske natur at gøre, men ikke desto mindre var det dagens oplevelse på grund af ildsjælen, som kunne fortælle virkelig meget om baggrunden for de produkter, vi enten spurgte til eller han bare havde lyst til at fortælle os om.
Vi kan anbefale et besøg på whisky.dk. Her er spirituelle oplevelser for enhver smag og pengepung.

Haves: En uge i sommerhus …

Kort efter nytår tænkte jeg, at nu skal der altså snart ske noget! Jeg er garanteret ikke den eneste – alle må være dødtrætte af coronapesten. Nu kan lyset i det mindste skimtes forude, og vi må holde ud i nogen tid endnu. Igenigenigen må jeg huske mig selv på, at John og jeg er hamrende privilegerede. Hvorfor vi er det, har jeg udbredt mig om før og skal spare jer for at gøre det igen … i dette indlæg.
Englænderne må endnu ikke bevæge sig ret langt væk fra hjemmet, og de må ikke leje et sommerhus, som vi har gjort i denne uge. Børnene skal dog i skole på mandag otte dage, og om ikke så længe må de mødes med én anden familie. Udendørs …

Så slemt er det ikke i Danmark, så nu må vi lige klare den sidste tid, mens vi venter på vaccinationerne.
Vi har lejet et sommerhus ved Binderup Strand. Det ligger helt ud til vandet – huset altså – billederne er taget fra dets terrasse. Det er lille, men det er så fint, og det smager afgjort af ferie.
Jeg kunne ikke lade være med at grine, da vi for nylig hørte, hvor galt det står til i Kolding, som nu har landets næsthøjeste incidens. Binderup Strand ligger en snes kilometer syd for Kolding … men pyt med det – vi behøver ikke at køre ind til den by, men holder os syd for hvor vi bor.
Så sommerhus haves – nu ønskes bare godt vejr.

Jeg har fødselsdag på onsdag, og både YR og DMI har et stykke tid hævdet, at der bliver fuld sol hele den dag.
“Selvfølgelig”, sagde jeg til John, “hvad ellers?”, men Fru Nemesis trådte straks til og ændrede, så vejret nu bliver mere gråt i det. Hele ugen …

Tage ud at spise på dagen kan vi ikke, så vi har talt om at undersøge mulighederne for takeaway her … uden at skulle til Kolding for at hente det …
Vi får se. John er ikke så vild med takeaway, men det kan han jo sagtens sige, når det ikke er ham, der skal lave mad. Jeg kan dog godt følge ham, når han siger, at han savner alle de dufte, der opstår og fylder huset under tilberedningen af min gode mad. Det, synes han, er en del af forventningens glæde i forbindelse med et måltid, og når man bare skal sætte hele skidtet i en ovn i et kvarter, så når det ikke at ‘vellugte’.
Smiger preller ikke af på mig – faktisk kan man nogle komme langt med det, så det ender nok med, at jeg selv laver noget god mad. Fx confiterede andelår med pommes salardaise og appelsinsalat. Forret: Skaldyrssalat i en avocado/creme fraiche-dressing. Det lyder da okay, gør det ikke?
Den største del af arbejdet har nogen gjort for mig, for andelårene har jeg med i en stor dåse. Kartoflerne kan jeg sætte John til at skrælle.
Det skal nok gå altsammen – vi har ferie, og der sker lidt. Bare lidt …
Er der i øvrigt nogen af jer, der læser dette, der har forslag til naturoplevelser i det sønderjyske? Løjtland er jo meget smukt, men der må også findes andre steder, der er værd at køre efter.

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde

Man skal ikke love noget, man ikke kan holde, og det har jeg så heller ikke gjort.
Jeg har sagt, at jeg vil bestræbe mig på at nedbringe mit garnlager ved ikke at købe mere, end jeg forbruger, regnet på hele kalenderår – ja, faktisk helst forbruge en hel del mere, end jeg køber.
Den 3. januar indledte jeg 2021 med at købe 1475 gram garn, som jeg modtog den 7. januar. En god start på ‘bestræbelserne’ …
Pyt, tænkte jeg. Det får jeg hurtigt strikket forbi, så at sige, og ganske rigtigt: pr. dags dato har jeg strikket 2046 gram (~ 41 nøgler), så der er allerede et underskud på 571 gram. Dygtig pige …
I [mit] garnregi er det lige så godt at have underskud, som det er godt at være negativ, når det er i coronaregi.
Den glorie blev ikke pudset særlig længe, for i går bestilte jeg yderligere 200 gram mohair til et projekt, strikdesigneren Anette Danielsen har haft gang i på Instagram, og mohair er ikke en lagervare hos mig – i hvert fald ikke så meget, at jeg kunne skrabe sammen til det projekt.
Sådan er det næsten altid – det er derfor, der overhovedet bliver købt noget: Det er ligemeget, om man har 50 kilo garn på lager – man står altid lige og mangler noget, når man finder et nyt projekt at kaste sig over. Det er en af naturlovene.
Men jeg holder stadig mit ikke-løfte til mig selv, også efter, at de 200 gram er ankommet.

Meteorologerne er til gengæld virkelig gode til at love noget, der ikke holder.
I forgårs i Tv-avisen blev vi lovet rigtig snestorm på vores egn; en snestorm, som skulle vare det meste af dagen. Lars E ville have klappet i hænderne, fluks taget dommedagsstemmen på og forbudt al udkørsel.
Men hvad blev det? Et brag af et flot solskinsvejr! Vinden havde lagt sig lidt, så jeg kunne komme ud og tage billeder af lidt hvidere sne og is end tilfældet var i forgårs.
I nat kom der et lille drys, men heldigvis kun lige nok til at hvidte landskabet, som var blevet brunt af al den fygning de sidste par dage.
Det er en af de flere kedelige ting ved snefygning: Blæsten flytter både sne og jord fra markerne og lægger i stedet det hele på og ved siden af vejene, så de bliver ufremkommelige og ydermere får marker og vejrabatter til at se ud som om man har strøet kanelsukker over det hele. Snavsetgråt kanelsukker …
Men nu er det altsammen hvidt; det er stadig højt og flot solskin, og det blæser næsten ikke. Flot er det, må jeg modstræbende indrømme.

Rottemanden har været her og har taget den udendørs fælde med sig igen. Vi har set to døde rotter, men ingen levende ved fuglepladsen den sidste halvanden uges tid, og han kunne ikke se, at der havde været aktivitet omkring fælden siden eftersynet ugen før, så lige nu er vi tilsyneladende rottefri. Det varer sikkert ikke ved, men så kontakter vi ham bare igen.
Vi har smilet lidt i skægget, fordi vi, et stykke tid før vi selv meldte det, havde set rottemanden køre forbi os og længere op ad vejen, hvorved vi kunne regne ud, at også andre, flere matrikler fra os, har anmeldt rotter, men to af vores nærmeste naboer har set rotter ude på vejen og har ringet på hos os og fortalt os, at vi har rotter. Bare fordi vi har et gammelt hus, går nogle automatisk ud fra, at så er det kun os, der kan have rotter.
Det har de misforstået. Der er rotter overalt, fortalte rottemanden – også i langt nyere huse end vores – og altså også hos andre på vores vej.

Snestorm, sokkestrikning, sammenligninger, cykler

Overskriftens fire ting har ikke meget med hinanden at gøre, men jeg holder af alliterationer.
Og dog hænger de to første sammen, fordi når det er sådan en forrygende snestorm, som vi har i dag, så bliver der strikket i Den Stråtækte (der var den igen, den alliteration). Alligevel hænger de ikke helt sammen, fordi der hver dag bliver strikket i Den Stråtækte – uanset vejret.

Jeg har i dag talt i telefon i over en time angående vores forsikringer. Det endte med en hurtig beslutning: Nu flytter vi selskab. For det første slipper vi 5000 kroner billigere om året, og for det andet er der ingen selvrisici; kun på elektronikforsikringen og på bilernes kaskoforsikringer, men da kun under særlige omstændigheder, mens der var på alt i det gamle – oven i købet på ret store beløb.
Og jeg var muggen. To gange har jeg henvendt mig til det gamle selskab, fordi det irriterede mig, at jeg ikke kunne se de forsikringer, som 1) jeg selv har oprettet og 2) jeg betaler. Lige så snart policerne var udarbejdet, blev jeg elektronisk ikke-eksisterende og kunne kun se policerne via Johns e-boks eller via NemID hos forsikringsselskabet selv.
– Jamen det er pga. databeskyttelsesloven. Skal du også kunne se dem, skal vi ændre alle policer, så du står som medforsikret.
– Det er altså John der er medforsikret … men fint nok, I ændrer bare på de policer. Nu.

Det gjorde de. Vi signerede digitalt på ændringerne.
Og der skete intet. Nada. Nothing. Jeg kunne stadig ikke se vores egne forsikringer.
Da jeg for et års tid siden havde brug for at kigge i en police, brokkede jeg mig igen og fik samme svar.
Denne gang udvidede de det dog med:
– Jamen jeg kan se på policen, at du er medforsikret, så du skulle selv kunne se policerne.
– Det kan jeg bare stadig ikke … så havde jeg jo li’som heller ingen grund til at ringe og brokke mig over, at jeg ikke har adgang til dem …  
– Det var da mærkeligt … men du er altså 100 % medforsikret, så bare rolig.
Jeg var ikke rolig; det var ikke det svar, jeg forventede.
Hun kom med hele svadaen en gang til, og jeg bad hende om at få det ændret, så jeg kan se mine egne forsikringer, tak!

Seancen med dobbelt digital signatur blev gentaget. Intet skete.
Da jeg gjorde opmærksom på det, sagde de, at det kunne de søreme da ikke forstå, men så kunne jeg jo bare bede om at låne min mands NemID, hvis jeg ville kigge.
– Det mener du ikke seriøst? Jeg kan ikke få lov til at se mine egne forsikringer uden at bruge Johns NemID?
Det er bare ikke i orden! Det er da kønsdiskrimination, så det basker. Vi er ikke nået en meter længere på det punkt, siden dengang for mange år siden, hvor jeg ejede et hus, som John flyttede ind i. Mit hus. Jeg købte det. Så kom John, han flyttede ind og nogle år efter giftede vi os.
Vupti. Så forsvandt jeg. Jeg figurerede ikke længere nogen steder; det var tilsyneladende gået over til at blive Johns hus.
(Jeg kender godt juraen i det, men det er princippet!).

Nu har jeg mistet tålmodigheden. Jeg fik en laaaang snak med en mand, som før coronapesten ville have mødt op på vores adresse in persona.
Nu har jeg sagt ja til skifte. Det kunne jeg gøre i telefonen. Jeg skulle ikke engang spørge John – et telefonisk ‘ja’ var tilstrækkeligt.
Jeg kan ikke se mine egne forsikringer, men jeg kan telefonisk sige en anden persons forsikringer op.
Det er jo fantastisk.

En anden sammenligning, som intet har med ovenstående at gøre:
I går så jeg over BBC Brit en udsendelse om en stor engelsk cykelfabrik.
Vi skulle lige forstå, hvad sådan en cykel vejer:
“Cyklen vejer 12,5 kilo. Det svarer til 12,5 kilo sukker.”
Det er også fantastisk … på engelsk var det ikke meget bedre: This bicycle weighs 12.5 kilo, which is equivalent to 12.5 bags of sugar.
Hvorfor skal det sammenlignes med sukker? Hvorfor skal 12,5 kilo cykel overhovedet sammenlignes med noget?
Det er lidt lige som i dansk tv, hvor stort set alle overfladestørrelser skal sammenlignes med fodboldbaner; en uskik, der længe har undret mig.

Sokkerne? Det må blive næste gang; jeg har allerede skrevet et for langt indlæg, men tak fordi I gad høre på mig.

Vi kom uuuud …

Vi vågnede til en vandtom fjord og en skytom himmel. Vi ved ikke helt, hvorfor vandet var forsvundet, men måske har der været en storm oppe i den Botniske Bugt, som har pustet vandet derop og dermed væk fra vores del af Østersøen.
Det gode vejr skulle udnyttes. Under morgenmaden kiggede vi på vejrudsigten, hvorved vi kunne konstatere, at skyerne ville vende tilbage ved 14-tiden, og de er da også stærkt på vej i skrivende stund. Vi kiggede derefter på nysomtalte AllTrails for at se, hvad de mon havde at byde på i dag. I dag formiddag, skulle det være, hvis den vejrudsigt passede.

Der var bl.a. et forslag til en spadseretur rundt på halvøen ved Oringe. God ide.
Oringe startede som “Østifternes Dåreanstalt” og var engang et stort kompleks med mange psykisk syge – 900, da der var flest. Det fungerer stadig som psykiatrisk hospital, men i dag er der kun få pladser, og bygningerne bruges til alskens andre formål, men med alle dem, som har brug for hjælp, og som der ikke er plads til i systemet, kunne de godt udvide til 900 igen. Jeg synes det er trist, at alt for mange ikke får den hjælp, de i nogle gange katastrofal grad har brug for.
Det var et sidespring … det skulle bare lige ud.

Vi begav os afsted til Oringe, satte bilen og begav os afsted på den foreslåede tur. John optog den, lige som han gjorde med den første tur vi tog forleden dag. Billedet øverst er et screendump af vores tur. Den kunne han, hvis han ville, give et selvvalgt navn og gemme for eftertiden, men det gør han ikke – det er bare meget sjovt at se den med nøjagtig angivelse af tilbagelagt distance, tid og højdeforskelle.
På den første del af turen var der fin udsigt til Gåsetårnet og de omkransende mure.

Det var noget værre smat at gå i; vi burde i princippet have haft gummistøvler på, men de er ikke gode at gå tur i, og desuden får jeg kolde fødder, for mine gummistøvler er ikke store nok til at kunne rumme både fødder og et par tykke sokker – så ville de være for store resten af året, hvor jeg har mere brug for dem.
Normalt er vi ikke en time om at gå tre kilometer, men der var så mange dejlige steder, hvor vi lige skulle have et billede eller bare stå og nyde det gode vejr og udsigten over vandet.

Med billeder som disse kan vel ingen være i tvivl om, at vi har haft fantastisk vejr på Sydsjælland her til formiddag. Den himmel fås ikke mere blå!
Så kan vi lidt igen … og nu regner det … det var godt vi kom afsted da vi gjorde.

Jeg vil uuuuud – ud under åben himmel

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Anne Dorte Michelsens tekst, der ‘synges’ i overskriften.
Jeg længes. Længes efter godt vejr, så vi kan komme ud og køre en tur for at komme til at gå en tur.
Jeg ved det godt: 1) Vi kan bare gå en tur her hvor vi bor. 2) Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning.
Men der er også noget, John og Ellen gider, og så er der noget, John og nok især Ellen ikke gider.
Da Merete var her i julen, viste hun os en app, som vi satser på at få meget glæde af: AllTrails. Den tager udgangspunkt i, hvor man rent fysisk befinder sig, men man kan klikke et kort frem og dermed lede efter ture i områder, man kunne tænke sig at køre til.
Den er gratis, med mindre man vil kunne downloade kort til offline brug, men det har vi umiddelbart ikke brug for. Det kan dog være, vi får det, for den virker tilsyneladende globalt – jeg kan i hvert fald lede over hele kloden.

Jeg kan næsten ikke få hænderne ned. Først kommer der forskellige lokale forslag op (første billede) – hver af turene har oplyst længde og anslået varighed, og klikker man på en, kommer der et kort frem (andet billede), som selvfølgelig kan zoomes ud og ind. Den røde linje er højdekurven for turen. Man kan lægge egne ture ind, og man kan supplere med kommentarer og egne billeder.
Der er ture fra 100 meter (hvor man bare krydser et bytorv) til ture, der vil tage flere dage at gå, så der er noget for enhver alder og ethvert knæ.
På tredje billede ses et screendump, hvor jeg havde tastet Pewsey ind; en by ikke så langt fra Charlottes bopæl, og allerede i første hug dukkede der to ture op, vi ikke kender, så jeg skal have gjort Charlotte opmærksom på appen. Bluebell-turen nederst skal vi tage ved førstkommende lejlighed, for det er et lige fantastisk syn hver gang. Planen er, at vi skal derover netop i bluebellsæsonen til maj, men nu må vi jo se, om coronapesten igenigenigen forhindrer os i at tage afsted.
Man skulle næsten tro, at jeg har fået sponsorbetaling for dette indlæg, men det har jeg ikke – er bare ret begejstret, så jeg synes jeg ville fortælle alle gårtursglade folk om denne eminente app. I morgen tager vi Around the Suså på billede to – hvis vejret vil, men det ser det lige nu ud til at ville.

For vi trænger, gør vi ikke? Vi trænger til at komme ud, til at se og opleve noget andet, noget nyt, gør vi ikke? Vi trænger til bare for en stund at glemme alt om forsamlingsforbud, rejserestriktioner, afstand til andre og alt det andet, vi alle i mere eller mindre grad lider under.
Jeg har lige bestilt årets fjerde sommerhusuge (ja!), hvor kun den ene tur, som er til det sydlige Norge i juni, kan komme i coronafare. De tre andre er forskellige steder her i Danmark, og det kan ingen forhindre os i at gennemføre. Andet end, hvis vi selv bliver coronaramt, naturligvis, men vi passer på, krydser fingre og venter med længsel på vaccinationen.

Så skete det …

I morges vågnede vi for første gang i (så vidt jeg husker) 13-14 måneder op til en sort-hvid verden.
Det sner og det sner og det sner, men det bliver ikke liggende. Faktisk tør det efterhånden hurtigere end det kommer ned, selv om det sner relativt kraftigt. Vi har haft det oppe masser af gange før, og jeg har lige mange imod mig hver gang jeg skriver det: Det er helt fint med mig, at sneen ikke bliver liggende. Jeg elsker at komme ud i den vide verden, men jeg vil helst ikke opleve den hvide verden.
Og det er ikke engang fordi vi så skal ud at skovle sne. Vi har vej på tre sider af grunden, og vi skal ikke skovle sne. Hvis det ikke er et vinterprivilegium, ved jeg ikke, hvad der er det.

Drivhuset har oplevet sne for første gang i sit liv. Desværre nok ikke for sidste gang …

Okay: Det er da nydeligt, når sneen gør alle haver næsten ens at se på, men fik jeg valget, undværede jeg hellere.

Jeg har været dygtig i dag: Jeg har lige siddet og lagt madplan for hele 14 dage! Godt gået, Ellen!
Jeg har naturligvis i samme anledning også skrevet en indkøbsliste, som ikke blev så lang som man måske kunne forvente, men fire af middagene er beregnet til at skulle holde i to dage, hvilket er en del af forklaringen på det.
Kød står der heller ikke på listen. Ikke fordi vi er blevet vegetarer, selv om fem af dagene er helt kødløse og yderligere to næsten er det, fordi det kun drejer sig om lidt bacon som knas på en hokkaidosuppe, men fordi der skal bruges fra fryseren.
Glorien er stor. Ærkeenglen Gabriel er ude i stærk konkurrence. Dog nok ikke så meget på andre punkter end lige selve glorien …
Jeg satser på ikke at være nødt til at skulle bevæge mig ind i et supermarked før efter næste udmelding om nedlukningssituationen. Mange mælkeprodukter kan ikke holde i 14 dage, men jeg vil se, om min til kaffen uundværlige minimælk vil være okay efter et ophold i fryseren.

Til slut en opfølgning på Charlottes lidt skræmmende besked nytårsdag om, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år”.
Da jeg talte med hende, spurgte jeg, om det var bevidst, at hun havde skrevet som hun gjorde.
– Næhhh, hvad mener du?
– Kender du udtrykket, at man ‘sover stille ind’?
Der gik to sekunder, så døde hun. Igen, kan man vel sige … men denne gang af grin. Hun grinede så meget med sin dejlige, smittende latter, at hun helt tabte vejret, så det tog nok over et minut, inden vi kunne fortsætte samtalen, og hun nærmest hikstende sagde:
– Kunne jeg have reddet den med et komma? “Vi sov alle fire stille, komma, ind i det nye år”?
– Ikke helt reddet, men et godt forsøg. Jeg er glad for, at du ikke helt har mistet grebet om det danske sprog – OG ikke mindst, at jeg ikke lige nu taler med en fra åndernes rige.

En stille jul

Det har været den næstmest stille jul, jeg nogensinde har haft/holdt, kun overgået af en enkelt jul i Sverige, hvor vi kun var John og mig, men det er en hel del år siden.
Denne jul blev afholdt i et tempo, hvor alle kan være med, men det er ikke en klage, for det har været vældig hyggeligt og meget fredfyldt.
Når nu der ingen børn var, hverken større eller mindre, valgte vi ikke at have maden stående på bordet klokken 18 præcis, og vi havde heller ikke spor travlt med at få spist færdig for at kunne komme videre i aftenens program, hvor det primære, så længe jeg kan huske tilbage, har drejet sig om at nå frem til det i visses øjne væsentligste, nemlig gaveudpakningen. Vi sad og nød den eminente Amarone til anden og senere den gode portvin til risalamanden, så vi rejste os ikke fra bordet før ved halvnitiden, på hvilket tidspunkt vi normalt ville have nået både at rydde af, mens børnene lagde gaverne under juletræet, samt have haft tændt juletræet mens vi sang de obligatoriske 3-4 salmer, for dermed EN-DE-LIG at nå frem til aftenens højdepunkt.
I år var der ikke engang et juletræ. Faktisk bryder jeg mig ikke om at pynte juletræ, og jeg afskyr at ‘afpynte’ det igen. At pynte træet er i vores familie en børneopgave, hvor de voksne gerne bare sidder og nyder deres puslen og smådiskussioner om, hvor dette eller hint vil hænge optimalt.
I stedet tændte vi mange levende lys og satte Danmarks Radios pigekor til at synge julesalmerne for os, mens vi lod julefreden sænke sig. Vi sad godt en time og bare nød sangene, inden vi gav os til at pakke gaver ud. En ad gangen, selvfølgelig – vi havde jo tid nok, men kun få gaver.

Undervejs løb der små videoklip med julegaveudpakning ind fra England, hvor den times tidsforskel på ikke så mystisk vis var blevet mere end udlignet. Derovre holdes der dansk jul den 24. december, og det blev der også i år, selv om vi ikke var der.
Det er dog kun gaverne fra John og mig, der bliver pakket ud juleaften, idet resten af dem gemmes til d. 25. hvor hele Tims mors familie samles – hvilket den så ikke gør i år, hvor sammenkomsten kun vil bestå af otte, nemlig mine englændere, Tims mor med mand, samt Tims bror og dennes kæreste, men ikke inkluderende mosteren, onklen og deres børn og børnebørn, som de ellers plejer.

Den 25. vågnede vi til det skønneste vejr, hvor vi tidlig morgen kunne følge en mand i skydepram liste sig stille afsted langs stranden ved Den Stråtækte.
Himlen var høj og blå hele dagen, og vi kørte en tur til Mallings Kløft for at gå en tur.
Gæssene fløj i hundredvis over vores hus den morgen; jeg ved ikke hvor de skulle hen, men formentlig på markvandring.

I går vågnede vi op til en af decembers smukkeste solopgange, med en i ret lang tid blodrød himmel, så vi nød alle tre bare synet så længe det stod på.

Nu blæser det. Det blæser rigtig meget. Merete ville have været kørt hjem tidligt her til morgen, fordi hun havde en halv aftale med nogle af kajakklubbens medlemmer om en formiddagstur på Køge Bugt, men det blev ikke til noget pga. den kraftige blæst, så hun er først lige taget afsted.
Det har været hyggeligt at have hende hernede på en lille ferie. Før i tiden var hun sommetider med i Sverige i nogle dage, men det er ikke en mulighed mere, og det var første gang, hun sov her i fire nætter – men ikke sidste, blev vi enige om, for det kan fint tåle en gentagelse.

I’m Not Dreaming of a White Christmas …

Jeg får vel sagtens 99 % af mine læsere på nakken ved at anvende titlen på denne julesang i overskriften, men ikke desto mindre passer det for mit vedkommende, selv om det måske netop i år er mere okay med sne end det plejer at være, fordi folk opfordres til at blive hjemme.

Jeg kom i tanke om den jul, hvor min søster og svoger den 24. december tidligt på formiddagen begav sig på vej mod Jylland til svogerens familie.
Det sneede. Det sneede rigtig meget. Det sneede så meget, at da de havde været næsten fem timer (ja!) om at nå til Ringsted, hvilket normalt tog 25 minutter, kapitulerede de og ringede til gården, hvor der denne juleaften ellers bare skulle have været min far, John og mig, og spurgte om der på nogen måde kunne blive mad nok til to ekstra, for dette her var da fuldkommen HÅBløst! De ville tidligst kunne være fremme på deres bestemmelsessted i Jylland omkring midnatstid – hvis de var heldige.
Det var lige før vi ikke kunne forstå hvad de sagde, så sammenbidte var tænderne, men selvfølgelig kunne der blive mad nok. Vi havde en af gårdens særdeles velvoksne ænder i ovnen, så den kunne sagtens række til mere end tre. De nåede at komme retur til gården inden normal spisetid, og vi blev dermed fem i stedet for tre, hvilket kun var så meget mere hyggeligt.
Jeg kan ikke huske, hvilket år det var, men det er der nok andre der kan – det må have været et sted mellem 2004 og 2010.
De forsøgte sig igen den 25. december og kom denne gang til Jylland uden de store trafikale udfordringer.

Jeg troede ellers, jeg var færdig med årets juleforberedelser, men det holdt kun til jeg læste Erics indlæg. Den julekompot er nødt til at blive afprøvet. Det er fint med traditioner, men det har nu heller aldrig skadet med indførsel af nye varianter – som da vi fx i 2016 indførte, at det gjaldt om at få så mange mandler som muligt når man spiser risalamande, og ikke kun den ene, som er det koncept, de fleste kører med. At få flest mandler gør risalamandespisningen til en oplevelse, hvor alle griner og stolt holder hver eneste nyerhvervet mandel i vejret i stedet for at sidde og lure mistænksomt på hinanden. Det bliver i stedet til se! En til!!
En kompot, hvor svesker og rosiner trækker et døgns tid i portvin tilsat kanelstang og kryddernelliker … det kan ikke gå galt.
Jeg troede, jeg havde en halvbillig portvin i spiritusskabet, men det havde jeg ikke, og da jeg ikke gad køre afsted for den ene ting, ofrede jeg en stor sjat af den halvpebrede, jeg købte som ledsager til risalamanden.
Det bliver kompotten næppe ringere af … nu står sveskerne og rosinerne i køleskabet og drikker sig mere og mere berusede. Jeg er spændt på, hvad John og Merete siger til kompotten, men jeg har i hvert fald store forventninger til dette for os nye tilbehør til den traditionelle andesteg.

Forleden dag så vi lyset – hele dagen, næsten uden afbrydelser.

Vi har set en UFO i dag

Mon ikke medierne flyder over med fænomenet i løbet af dagen?
Det er en stor oplevelse, dette yderst sjældne syn, som netop nu i skrivende stund – i hvert fald på de sydsjællandske himmelstrøg – kan ses som en flad, cirkelformet figur stående lavt på himlen. UFOen er svagt gul og den lyser så kraftigt, at det er forbundet med fare for blindhed at se direkte på den, så det skal man ikke forsøge sig med, men man kan med fordel gå ud og lade sig helkropsbestråle, idet dette på denne årstid normalt ikke er skadeligt. Det skulle tværtimod give ny energi, således at man er bedre rustet til at klare sig igennem de forhåbentlig sidste faser af coronapesten – og muligvis også til at gå i gang med de sidste forberedelser til de kommende, måske lidt anderledes, juledage.

Jeg er om kort tid på vej ud i Grandma’s kitchen, where grandchildren are spoilt and happy memories are made.
Her skal jeg lave vanilletrøfler, og jeg skulle også have haft lavet Liselottes Italienske fristelser (som vi smagte hos Ditte, og som var vældig gode), hvis jeg ellers havde kunnet få pistacienødder i Fakta, men som det altid går, når jeg en sjælden gang bevæger mig ind i den butik, er der mindst fem ting på min liste, som de ikke har. De må købes i morgen tidlig, som bliver min forhåbentlig sidste indkøbstur inden jul, idet jeg satser på, at alt det indkøbte, inklusive mælkeprodukterne, så vil kunne holde sig t.o.m. den 26. december.
Jeg satser desuden på, at der 1) ikke er ret mange i Meny en tidlig lørdag morgen og 2) at personalet har brugt fredagen på at få fyldt godt op på alle hylderne. Jeg har dårlige erfaringer med at handle mandag morgen, fordi der ofte er mange tomme hylder.

Bortset fra de to nævnte manglende gøremål kan julen såmænd godt indfinde sig for mit vedkommende. Gaverne er på plads i England og deres gaver til os er ankommet … ingen stress over eventuelt for sene afleveringer fra det danske eller engelske postvæsen. Jeg sendte udfyldte til og fra-mærkater over til Charlotte, så vores gaver kan blive bare minimalt personlige, selv om Charlotte kommer til at pakke dem ind for mig.
Madplanen er lagt otte dage frem (to af dagene skulle jeg ikke tænke så meget over …), så hvad det kulinariske angår, skal jeg bare huske at tage tingene ud af fryseren i tide. Min søster kommer på en lille juleferie hos os; det bliver hyggeligt at blive tre i stedet for bare John og mig, selv om vi selvfølgelig også havde klaret det.

I øvrigt har jeg til min usigelige glæde konstateret, at jeg, indtil videre, helt har undgået min julehadesang, nemlig Whams Last Christmas.
Om det er rent og skært held, eller man på de forskellige kanaler langt om længe har indset, at der er mange andre end mig, der i mange år har været ualmindelig træt af den julesang, skal jeg ikke kunne sige. Nogle af de traditionelle julemelodigengangere kan jeg høre igen og igen hvert år, men Last Christmas giver mig lige så mange tics og røde knopper som en vis Mr T’s stemme.

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at UFOen er forsvundet igen.

En lille dims – stor forundring

Vi er i gang med at få ordnet noget, som burde have været i orden fra det øjeblik, vi flyttede ind, men vi er åbenbart ikke bedre end alle dem der siger “det sker for de andre; ikke for os”.
Det handler om flugtveje i tilfælde af brand. Men selvfølgelig brænder vores hus da ikke. Det er andres huse, der brænder. Ikke vores.
Men alligevel … det skal jo være i orden. Først og fremmest skal den lille dims virke således, at man kan løsne posten i midten af vinduet og dermed få en tilstrækkelig stor åbning til, at et voksent menneske kan komme ud gennem vinduet.
Dernæst skal der fastgøres et reb til radiatoren foran vinduet, så ikke man skal springe ned fra første sal, men kan fire sig ned ved hjælp af rebet.
Den redningsdims var gået i stykker på gæsteværelset, så John var i XL-Byg for at få en ny. De havde ikke nogen i løs vægt, men de ydede en god service og ringede rundt for at skaffe et til ham. Det lykkedes i andet hug. Sådan en koster 70 kroner, men leverandøren ville have 85 kroner for at sende den … til XL-butikken, vel at mærke, ikke hjem til os.
Det ville koste 19 kroner at proppe dimsen i en kuvert og sende den direkte til os. Eller til butikken, for den sags skyld. Hrmpf.
Det var ikke de 85 kroner som sådan; dem havde vi nok overlevet, men princippet! John går helt i baglås, når han kommer ud for den slags, så han sagde tak for hjælpen – jeg finder en anden løsning. Ekspedienten sympatiserede vist med den holdning, så han foreslog en anden dims, som ikke var lig med originalen, men med lidt fingernemhed vil den kunne anvendes.
Fingernemhed til den slags opgaver er noget, John har til overflod, så problemet bliver løst.
Nu skal vi bare have fundet ud af at gemme et reb på hvert af de to værelser på førstesalen. Gemme dem, så de ikke kan ses, men så man nemt kan finde dem, selv i en paniksituation, som en brand sandsynligvis kommer til at høre ind under. De skal dog være bundet permanent til radiatorerne, så de altid virker omgående – det er ikke specielt smart at gemme rebene væk på bunden af et skab, men ligefrem kønne er de jo ikke at se på.
Jeg må finde en løsning.

Vi har i øvrigt set noget usædvanligt i dag!
Vi så solen! I morges!
Der er god grund til at finde udråbstegnene frem her! Fordi! Det var første gang i december, vi så den hernede!
Nej, det passer vist ikke helt, men sådan føles det – det er ikke meget vi har set til den i denne måned.
Vi så den kun i en halv times tid, og det var ikke engang en hel sol, men den tittede gennem meget tyndt skylag og lavede flotte solstriber på fjorden.
Vi nåede lige at blive glade og nyde synet, så smuttede den igen om bag et tæt skydække, men vi fik i det mindste konstateret, at den findes endnu – man kunne ellers godt få sine tvivl.

Billedet er ikke fra i dag, men er to år gammelt; fra nytårsaftensmorgen 2018.
Sådanne morgener kan få enhver i godt humør, ikke sandt?

Storm i Østersøen giver vand ved Den Stråtækte

Nu er det højvande igen, fordi det er stormvejr ovre ved Bornholm.
Køerne på marken blev hentet hjem i går, men der går stadig to får – som tilsyneladende er aldeles ligeglade med, om vandet stiger. De kan skimtes på billedet; det sorte kan i hvert fald, og det grå ligger tæt på kl. 3. De tager det hele med ophøjet ro.

Men vand kommer der ind, og meget af det. Stien, vi normalt går ad ned til vandkanten, er næsten druknet. Til sammenligning viser jeg et næsten identisk billede fra i sommer, hvor en landrover kom i knibe. Det er ikke så underligt, at terrænet visse steder er lumsk nok til at fastholde en landrover, når der kommer så meget vand ind en gang imellem.

Blishøneøerne er tilbage igen. Vi ser aldrig blishøneøer i sommerhalvåret, men i løbet af efteråret dukker de op. Så kan vi et lille stykke ude i vandet se en lang, sort stribe, der flytter sig lidt frem og tilbage – de lader sig føre ‘gratis’ med vinden i den ene retning, hvilket de bliver ved med, indtil de på en eller anden måde får kommunikeret om, at nu er det tid til at bevæge sig den anden vej, men til det må de arbejde for sagen.
Og blishøns er det, selv om man ikke umiddelbart kan se det …
Nogle gange, når vi kommer længere hen på vinteren, oplever vi, at en ø kan blive flere gange større end denne her. Jeg ville gerne vide, hvor mange fugle der så udgør øen, men det er safety in numbers. Vi har set havørnen forsøge sig – også med held, men risikoen for den enkelte fugl er naturligvis mindre, jo flere de er.

Har jeg nævnt før, at jeg aldrig bliver træt af at bo her?
Det har jeg nævnt, I know, og dette bliver nok heller ikke sidste gang – jeg fascineres stort set hver eneste dag over fjordens mangfoldighed, hvis man ellers kan sige sådan om en fjord, men den er ikke den samme to dage i træk.

Vandet er i øvrigt ikke færdig med at stige … jeg er spændt på, hvor højt det når op denne gang. Lige nu, i skrivende stund, har vi nået niveauet fra marts i år, men selv om det måske ser faretruende ud, er der ingen fare på færde for os. Vi har da i det mindste ingen varsler fået om ekstraordinær høj vandstand, så mon ikke det går også denne gang? Selve huset ligger 3-4 meter over normal vandstand, så der skal meget til – selv om jeg blev en anelse nervøs dengang i januar 2017, hvor det steg rekordhøje knap to meter.
John grinede godt nok også lidt af mig. Med rette, viste det sig … men det er okay. Der er nogle gange, hvor jeg helst vil tage fejl.

En brat opvågnen

Jeg blev vækket lidt i halvsyv af et ordentligt brag. Jeg må have sovet godt, for jeg havde ikke hørt uvejret nærme sig, men det der specielle, trommehindesprængende smæld, der kommer, når lynet slår ned et eller andet sted, kan da vække selv de døde … det vækkede i hvert fald mig.
Og så kom skybruddet! Vi er åbenbart altid bagefter; nu har folk skrevet om skybrud her, der og alle vegne i flere dage, men vi fik først et i morges.
Det var til gengæld effektivt: 15 mm vand på 10 minutter (hvilket er tredobbelt skybrud), hvorefter det stilnede en smule af, men gav dog 26 mm på en halv time (hvilket næsten er dobbelt skybrud).

Typisk ikke? Alle mine regnvandstønder blev fyldt til randen, og nu kommer jeg ikke til at behøve alt det vand, for drivhusets plantekasser synger på sidste vers. Hvis regnen her var faldet for 3-4 uger siden, havde jeg været noget mere tilfreds, men det hjælper nok ikke at brokke sig over vejret – og da slet ikke over hvordan det har været.
Tønden i hjørnet, som John har boret hul i for at undgå sprøjt på væggene, blev fuld på rekordtid, og hullet, som normalt er stort nok til at klare opgaven, kunne slet ikke følge med, selv om tønden tissede mere som en ung mand end som en ældre herre med forstørret prostata.

Fronterne er trukket op, og der er både sol og regn … fra gæsteværelset kan jeg se, at strandengen ikke kan komme af med vandet lige så hurtigt, som det kommer ned. I dag ville landroverne virkelig kunne komme på en opgave, hvis der altså var en, der var dum nok til at køre maskiner ud til dette søle.

Flot er det … jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg elsker tordenvejr, og jeg er ikke spor utryg ved det, selv om vi bor i et stråtækt hus. Det er et fascinerende skue med den dramatiske himmel, lynene og voldsomme regn.

Nu var jeg kommet tidligt op, så lige så snart det værste var overstået og vi havde spist morgenmad, kørte jeg til Præstø for at købe ind, inden handlemyldretiden begyndte – og som sædvanlig nød jeg turen langs fjorden. Det gør jeg også hver eneste gang – bliver aldrig træt af det, tror jeg.
Over for Marjatta er der en del sten ude i vandet, som nogle gange er synlige, men som ikke var det i dag, hvilket måske kunne få ikke-stedkendte til at tro, at skarverne her på egnen kan gå på vandet.

Der var på én gang tordenvejrshalvmørkt, sol og modlys, så det blev til silhouetbilleder, men det gør ikke så meget i dette tilfælde.

Fjorden skifter konstant udtryk. Det meste af formiddagen gik vi bare fra rum til rum for at følge vandets og himlens forskellige fremtoninger. Vi har haft stedet her i seks år nu, men stadig kan vi blive bjergtagede af, hvordan det skifter – sommetider fra minut til minut. Fjorden bliver aldrig kedelig at se på; det har vi sagt i alle seks år, og vi kan stadig både sige og mene det.
Man siger stilhed før stormen, men i dag blev det til stilhed efter stormen. Vinden lagde sig fuldstændig, da uvejret var stoppet, men der gik lidt tid, inden fjorden faldt helt til ro oven på den oppiskede stemning.

Nu skal jeg da LIGE love for, at der kommer vand

Nu SKAL jeg da lige love for, at der kommer vand.
Nu skal jeg da lige LOVE for, at der kommer vand.
NU skal jeg da lige love for, at der kommer vand.
Trykket kan i dette tilfælde lægges forskellige steder uden betydningen ændres.
Nu havde jeg åbenbart brokket mig længe nok over, at alle andre end os fik meget vand. Fronterne luskede hver gang lige præcis udenom Den Stråtækte. Resten af Danmark er nærmest druknet, men vi fik kun sølle 10 mm. Selv i Præstø kun seks kilometer væk fik de meget mere vand end os.
I nat forbarmede vejrguderne sig over mig. Jeg vågnede kl. 02 ved lyden af regn, og da jeg vågnede igen klokken 06:30, regnede det stadig. Eller igen … det ved jeg jo i bund og grund ikke, men i hvert fald havde vi på det tidspunkt fået 17 mm.
Det regner endnu, og nu har vi sådan set fået nok! 45 mm – det rækker, tak!

Det er vejr til indendørs aktiviteter, og heldigvis regner det ikke inde i drivhuset, så der blev høstet chili (Apache, styrke 5) og tomater galore. Jeg har lavet syltede chili og chilipasta – begge dele er ret godt til at give vinterens mad lidt ekstra varme.
I tirsdags kom en af nørklerne til at sige, at hendes filippaæbler faldt på jorden i store mængder fordi der var orm i dem. Jeg spurgte om hun kunne bruge dem alle selv, og hun forstod et vink med en vognstang og sagde, at jeg kunne tage lige så mange, jeg orkede at slæbe. Det lod jeg mig ikke sige to gange, så jeg hentede en stor kurvfuld. Der gik meget til spilde pga. alle ormene, men det der blev tilbage, kom i saftkogeren, så nu har jeg masser af filippaæblesirup og filippaæblegele. Jeg bilder mig ind, at det smager bedre end det andet æblesirup jeg lavede af de sidste overlevende æbler fra sidste år. Nu har jeg i hvert fald æblesirup nok!
En på vejen kom med en stor kasse blommer, så blommesirup er det også blevet til. Plus noget pæresirup, hyldeblomstsirup og rabarbersirup … der skulle nu gerne være mere end tilstrækkeligt med sirup af forskellig art til hele vinterens morgengrød, og det smager i øvrigt supergodt, hvis man hælder lidt på en ganske almindelig vanilleis – en nem dessert er ikke at foragte.

John, som ikke hører så godt mere, har stadig et godt fugleøje. Det er stort set altid ham, der får øje på havørnen, rørhøgen, duehøgen eller hvad der nu kommer af spændende, bevingede væsner i vores nærhed. Han kan ikke høre ret mange fuglestemmer mere, men han og jeg har et godt teamwork: Han får øje på dem, og jeg ‘får øre på’ dem.
I forgårs sad der en duehøg (tror vi; det kunne måske være en spurvehøg; det er svært at vurdere størrelsen, når man ikke rigtig har noget at sammenligne med) nede på en gammel palle, der må have ligget der længe, men som blev afsløret den dag der blev slået tagrør. Selvom fuglen sidder 150 meter væk, kan John trække den ind med sin gode linse.

Dagen efter, altså i går, var rørhøgen der. Vi troede ellers, at den var draget afsted mod Afrika, men det var den så ikke.
Den lå længe og kredsede nede ved vandet, hvor der fløj flokke af viber og andre fugle op for at prøve at jage den væk, men den lod sig ikke sådan uden videre skræmme. Her er vi måske 200-250 meter fra fuglen, og så er det lige før, at selv Johns monsterlinse kommer til kort. På originalfotoet er den noget mindre, men billedkvaliteten er god nok til, at der digitalt kan forstørres lidt.

Det har regnet!

Endelig!
Endelig kom der lidt regn. Det har ikke ligefrem været skybrud, for siden det begyndte så småt sidst på eftermiddagen i går, har vi fået seks millimeter. Det må siges at være til at overse, men det er bedre end ingenting, og det regner endnu – stille og roligt, hvilket er den bedste måde at regne på.
I aftes skulle jeg til Birkerød for at være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold – værtinden havde fået ny terrasse og inviterede holdet på sushi og hvidvin for at fejre det.
Det blev det skam også på fineste vis. Inde i stuen. Hvor er det bare ren Murphy, men vi kunne da heldigvis sidde og se ud på den fine nye terrasse.
Jeg er normalt ikke specielt vild med sushi, men denne kræsenhed skulle da på ingen måde forhindre mig i at deltage i en sammenkomst med de dejlige mennesker … og hvad skete? Jeg var vild med det … jeg fik den bedste sushi nogensinde, så enten har jeg ændret smag eller det skyldtes stemningen og det gode selskab – eller det er en ekstra god sushi-leverandør, de har i Birkerød. Godt var det i hvert fald, så jeg skal måske til at spise lidt mere sushi fremover?
Memet er naturligvis en corona-pun, for i aftes var jeg i høj grad omgivet af positive mennesker, dog forhåbentlig ingen af coronaslagsen, men selvfølgelig optog emnet en del af aftenens samtale.

Vi fik også talt lidt om sproget og dets udvikling. Eller afvikling …
Vi er en hel del, der er irriteret over den hyppige anvendelse af ordet fremadrettet, selv om det er blevet godkendt i betydningen fremover. Jeg vil nok ikke begynde at bruge ordet af den grund, men fortsætte med at sige fremover, når det er det jeg mener.
Vi er også mange, der finder de mange anglicismer lidt for smarte. De anvendes ofte af personer, der gerne vil virke smarte og nok også kloge – men som tit kommer til i stedet at virke ret dumme.
Du har min ryg er et af rædselseksemplerne – det giver ingen mening på dansk.
Andrew overraskede os med at fortælle, at det ikke er en pind bedre på engelsk. Han er ved at kaste op over hyppigheden af vendingen going forward, som er parallellen til fremadrettet, men som (også) lyder helt forkert i en sprogkyndigs ører.
Ligeledes udtrykket I’ll revert to you i betydningen jeg vender tilbage [med et svar/når jeg har undersøgt sagen].
Det bliver (mis)brugt i tide og utide, især i mails, men revert to betyder at vende tilbage til noget tidligere/en tidligere tilstand, så det betyder reelt, at afsenderen igen vil blive modtageren – hvilket vedkommende selvsagt aldrig har været og det er derfor noget rent vrøvl.
Andrew fortæller det igen og igen (det er en del af hans job), men den slags er svært af aflive, når det først er etableret.
Hvis I tror, vi havde en kedelig aften, når vi brugte tid på den slags, så tror I forkert – der er en grund til, at Andrew stadig kalder os sit Dream Team – vi elsker alle sammen at nørde med den slags, og selv om jeg godt kan mærke, at mit engelske lige så stille ruster, fordi jeg ikke længere bruger det i dagligdagen, så er det dejligt at være sammen med folk, der er lige så skøre som mig, hvad sproglige finurligheder angår.

Det lykkedes ikke

Hvordan den kvinde i plantefarvningsgruppen havde fået den flotte røde farve ved at bruge umodne nedfaldskastanjer, går over min forstand. Jeg har, så vidt jeg ved, gjort som hun beskrev, men resultatet blev kedeligt, synes jeg. Til højre på naturfarvet garn; til venstre på gråt garn. Nydeligt, hvis man er til kameluld … det er jeg bare ikke.
Så kunne det også være ligemeget. Jeg kastede mig i stedet over en omgang cochenillefarvning. Det var vist de mest potente skjoldlus, jeg har farvet med. 25 gram af dem klarede at farve godt 1,4 kilo garn. Farven blev svagere og svagere, selvfølgelig, men blev alt i alt lige præcis hvad jeg gik efter, nemlig til et sjal i tone-i-tone-nuancer, hvortil jeg købte farvegarn og opskrift da jeg besøgte G-uld i Ravning.
Det var godt, at noget lykkedes for mig, og det kameluldslignende garn kan vel altid bruges til et par sokker eller herre-hjemmesko.

Nu klør det i fingrene for at komme i gang med det sjal, men jeg er også startet på en sweater til i samme stil som den jeg strikkede til John. Det bliver den tredje, for jeg strikkede en til mig selv bagefter, med kun krapfarvet garn til mønsterfarven og uden mandelynlåsen ved halsåbningen. Da lillebror Søren så Johns udgave, var han ægte imponeret og vist en anelse misundelig, så jeg besluttede mig for at strikke en til ham og er godt i gang med den. Han ved det bare ikke endnu.
Heldigvis kan jeg godt tillade mig at begynde på sjalet, for det er et godt bilstrikketøj; det er sweateren ikke, fordi jeg har en million farver i gang. Mindst …
Holdnuop, hvor er det garn længe om at tørre …

Det er stadig ikke det bedste sommervejr, men forleden aften nød vi en stille stund efter al den megen irriterende blæst.
To både lå for svaj inde i rundingen ved Hollænderskoven, hvor de fleste vælger at lægge sig, fordi der ofte er mindst vind her.
Det så meget idyllisk ud i solnedgangens milde farver.
I dag blæser det lidt igen, men det er da i det mindste blevet lunere, selv om vi mangler noget endnu inden det kommer til at minde om rigtigt sommerferievejr. Det er lidt synd for dem, der holder ferie nu … jeg er selv lidt ligeglad, for vi skal ikke noget. Vi skal slet ikke noget …
Vi ville ellers have taget bare et par overnatninger og dertil have fundet en hyggelig kro et eller andet sted i landet, men ingen af dem, vi havde lyst til at bo på, havde noget ledigt, så det tyder forhåbentlig på, at de er ved at indhente nogle af de under nedlukningen mistede indtægter.
Der indløb en mail med et tilbud fra Christies i Sdr. Hostrup om, at de lige havde fået et større afbud med 11 ledige værelser til følge. Et værelse + en 5-retters menu samt morgenmad til 595 kroner pr. næse – det gad vi godt, men de 11 værelser blev revet væk – jeg nåede det i hvert fald ikke, desværre.
Så vi skal ikke noget – andet end eventuelle dagsudflugter.
Vi kan bare glæde os til englænderne kommer primo august, hvilket vi så sandelig også i høj grad gør. Til den tid vil det være fem måneder siden vi har set dem – en kedelig rekord, som vi ikke håber bliver gentaget.

Endelig kom jeg i reden – og Murphy fik ret igen

Hver morgen står vi op til et bed fyldt med små, røde valmuer. De står i det ene dahliabed, og disse er stærkt på vej, men indtil valmuerne er helt afblomstret, må de meget gerne levere deres daglige pynt.
Om morgenen ser det således ud (her er de faktisk allerede begyndt at smide de røde skørter):

Klokken senest 9:30 ser bedet ud som på billedet herunder. Alle kronbladene er blæst af, men jeg ved, at næste morgen er bedet rødt igen.
Sådan har det været nu i fem dage, og på et tidspunkt er der selvfølgelig ikke flere knopper tilbage, men der er da til et par dage endnu.
Det burde være valmuer, der hed morgenfruer …

Når det er lummert i vejret, er det bedste sted at opholde sig oftest ude foran, fordi det lufter mest der – hvis der er nogen vind til at lufte …
Det var der i dag, og endelig fik jeg taget mig sammen til at hive min lille rede ned fra loftet. Min rede, som er mit yndlingssted at siddeligge og strikke, når jeg ikke rigtig orker andet.
Tidligt på formiddagen var vi ude for at få bundet de sidste roser op. Nogle af dem havde glemt, at det var 120 cm i højden, de skulle blive – ikke 120 cm lange – de skulle lige styres lidt på rette vej, for vi kan jo ikke have, at de slås indbyrdes om pladsen, når der er så rigeligt af den i højden. Da det var gjort, lagde John sig, fordi det helt bogstaveligt var et meget trykkende vejr for ham.
Jeg byggede rede og tog formiddagskaffen og strikketøjet med ud for at hygge mig der.
Jeg tænkte, at når jeg nu endelig har fået taget mig sammen til at rigge det hele til, så skulle det ifølge Murphy begynde at regne.
Ham kan man altid regne med … da jeg havde siddet der en halv time, trak det sammen og blev mørkt, mens det begyndte at lufte en hel del mere.
Da jeg havde siddet der en time, hvor John havde gjort mig selskab i den sidste halve for at nyde den nye, relative kølighed, begyndte det at regne.
Vi fik hurtigt hynderne ind. Bygen var kraftig, men desværre kort – og ganske uden dramatik i form af lyn og torden.
To millimeter blev det til. Ikke nok. Langt fra nok, men lidt har også ret, som jeg skrev forleden dag, og der kommer forhåbentlig mere.
Især hvis jeg slæber reden og alle hynderne ud igen, så det må jeg hellere gøre … eller bør jeg mon, for at være på den sikre side, gå linen helt ud og også hænge vasketøj til tørre? Invitere naboerne til havefest?

Pudsige skyer

Som jeg har skrevet utallige gange før, så stornyder vi at bo her ved Præstø Fjord. Det er som om hver eneste dag er forskellig fra alle de andre, selv om det nok kun føles sådan.
Vandet har forskellige farver, himlen ditto.
Lige i disse dage går gæslingerne til svømning. Nogle har åbenbart overlevet det højvande, som vi havde den 30. marts, og de er allerede ved at blive store. I lørdags var der fem hold til svømmetræning – ret pudsigt valgte alle forældreparrene åbenbart at tage gæslingerne ud på én gang, så vi så fem kuld, som i størrelse spændte fra to til syv unger. Der bliver passet godt på dem: Far svømmer forrest og mor bagerst (eller omvendt …), med ungerne på stribe imellem dem.

I dag var der en skyformation, som vi ikke ser hver dag. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad de hedder, men det er vist en kombination af flere typer skyer, så jeg opgav igen og besluttede mig for at nøjes med at kigge på dem. Det interessante ved dem er de tunger, der skyder ned fra den tynde blå stribe. Det var ikke regnvejrsskyer, og i virkeligheden er de måske ganske almindelige, så det bare er os, der ikke har lagt mærke til den slags skyer før.

I haven er syrenen ved at være på sit højeste. En hvid syren, desværre, men den stod her da vi købte huset, og jeg nænner trods alt ikke at fælde den, selv om jeg så langt foretrækker de helt mørklilla syrener. Hækken, som anlægsgartneren der etablerede rosenbedet, beskar kraftigt fordi den var for skvattet, er stadig skvattet, men det ser ud som om den har tænkt sig at komme lidt mere til hægterne i år. Vi kan godt lide en have, der er totalt afskærmet fra andres indsyn, så vi håber den snart er tæt igen.

Vi er begge ved at blive en anelse rastløse og glæder os til at komme lidt ud igen. Vi skulle have været taget afsted fra England netop i dag, så det besøg har vi kun haft inde i vores hoveder.
Jeg så Boris Johnsons tale til nationen i går, og det kunne godt se ud til, at det varer op til et par måneder, inden de når til, hvor Danmark befinder sig nu mht. genåbning, men de har så sandelig også været hårdere ramt. Dog har de nu fået lov til at køre en tur som familie – før måtte de kun færdes to og to sammen og kun gå ud én gang om dagen. Detaljerne om Englands fase 1 drøftes i parlamentet i dag og bliver meldt ud i aften. Det er lidt spændende.

Når kroer, hoteller og restauranter igen får lov til at holde åbent her i landet, vil vi nok finde en eller anden kro i Jylland og tage ophold der et par dage. Gerne en med noget rigtig god mad – det er jo, lige som for alle andres vedkommende, ret længe siden vi har været ude at spise, og sådan som jeg er indrettet, har jeg naturligvis savnet det endnu mere, bare fordi det ikke har været muligt.

Det er sommer … nogle steder

Charlotte og jeg er blevet vældig gode til at opdatere hinanden via billeder og små videooptagelser. Som indledning filmer hun gerne sig selv i nogle sekunder for at sige ‘hej mor’, mens jeg nøjes med at lægge stemme til mine egne filmiske produktioner. Det er såmænd også slemt nok, og videoselfies er så afgjort et no go fra min side.
Det er temmelig usikkert, hvornår vi ser hinanden igen. For det første ved vi ikke, hvornår grænserne genåbnes, og for det andet er de så hårdt coronaramt i UK, at jeg godt kan frygte, at de derovre bliver det næste Spanien eller Italien, og bliver det sådan, varer det længe – plus, at Charlotte i modsat fald ikke vil have, at vi kommer. De bor langt ude på landet, så isolering er ikke et problem, men vi skal jo med offentlige transportmidler for at komme ud til dem, så må der overhovedet rejses, kommer de her. Siger hun. Men lad os se, hvad udviklingen kommer til at vise.

Derovre må de ikke samles mere end to ad gangen, og de må kun komme ud én gang om dagen for motionens skyld – eller for at handle. Aubrey er hårdt ramt af ikke at have lov til at mødes med kammerater, og han savner skolen virkelig meget. Anna klarer det bedre, hvilket også gælder fjernundervisningen. Aubie har svært ved at forholde sig til det hele og synes det er vildt mærkeligt og sørgeligt alt sammen, så det har været lidt af en kamp med ham hver dag i hjemmeskolen. Det er godt, at Anna ikke også behøver hjælp, for C er nærmest helt udmattet af at holde drengen kørende. De er alle glade for deres tre ugers påskeferie, hvoraf de er i gang med den sidste nu, inden den barske hverdag indfinder sig igen. Der er ingen af os der tror, at de kommer i skole igen før det nye skoleår begynder primo september, og Charlotte er træt bare ved tanken om at skulle lege hjælpelærer indtil sommerferien. Lad os håbe, at han efterhånden lærer at tackle det. 
Lige nu har de sommer derovre. 23 grader. De skulle have været i Skotland i påsken med Tims familie, hvilket naturligvis er aflyst, men det hjælper en smule på situationen, at de kan hygge sig på denne flydende måde, og efter en tys-tys-aftale med naboen har dennes datter fået lov til at komme ind og bade med, bare de holder den reglementerede afstand til hinanden, idet de satser på, at coronavirus næppe overlever et ophold i klorvand.
Jeg blev helt rørstrømsk, da jeg fik billedet. Det er min lille Anna. Hun er jo lige kommet til verden, for pokker! Det er ikke meget længere siden end i sidste uge, at jeg blev mormor første gang!
Men her ligger hun altså – en meget ung kvinde på 14 år – lige så høj som sin mor og en anelse mindre end sin mormor.
Aubrey har overhalet både sin mor og mig.
Hvor blev de mellemliggende år dog af?

Det er sandelig godt, at internettet er opfundet.
Det er sandelig både godt og skidt, at internettet er opfundet … alt om os er mere eller mindre offentligt tilgængeligt, når vi har mobiltelefon og i det hele taget bevæger os rundt i verden online. Jeg skulle finde ud af, hvornår planteskolen i Toksværd havde åbent, og hvad poppede op?
Det gjorde den viste oplysning. Det kunne jo være, at jeg havde glemt hvornår vi sidst var der, så det syntes Google Maps lige, at de ville fortælle mig. Heldigvis har jeg intet at skjule, så hvis nogen mod al sandsynlighed skulle interessere sig for min færden, skal de da være så velkomne til at spilde tiden med at studere den.

Et lille mirakel ville ikke være af vejen

Nu har tromsøvejret de seneste dage fremstået som værende hæderligt på tirsdag, hvilket i dette tilfælde for os betyder helt eller delvist skyfrit.
Nu har de lavet det om, de snøbler. De må dog formodes ikke at have gjort det for at genere John og mig på den eneste aften deroppe, hvor vi har muligheden for at komme ud på en nordlystur.
Det ville derfor være så vældig fint med et lille mirakel i form af en skyfri himmel om to dage … det blæser da rigeligt til, at det burde være en mulighed.
Man siger sommetider, at miraklernes tid ikke er forbi, men jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke helt tror på, at vi får nordlyset at se i næste uge.
Det er godt, at flyrejsen er gratis; så føler vi (forhåbentlig) ikke, at vi smider alt for mange penge ud på denne optimistiske mission, men når man planlægger i god tid, er det ret vanskeligt at planlægge efter en vejrudsigt – og selv om vi havde gjort det, var der jo ingen som helst garantier for, at vejrudsigten holdt. Har vi ikke set lidt for ofte, at virkeligheden bliver noget ganske andet end forsøgt forudsagt?
Sådan håber jeg også, det vil vise sig at være denne gang …
Nå. Det er sådan set ret dumt at tage sorgerne på forskud. Spild af energi. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at levere et kapitel til Johannes Møllehaves bog om Skuffelser der ikke gik i opfyldelse.

Familievæggen i køkkenet er lige blevet udvidet til mere end det dobbelte. Jeg skulle aldrig være begyndt på at insistere på at have samme type ramme til alle billederne – det går hen og bliver en halvdyr affære, når de skal være med refleksfri glas, men jeg havde bare en ide om, at det ville tage sig pænere ud, hvis ikke det var ét virvar af forskellige rammer.
Selv Pernille er kommet med nu på to af billederne. Det er fem år siden hun døde, og det har indtil nu været for hårdt for John at have billeder af hende stående fremme. I går overraskede han mig ved at komme med to billeder og spurgte, om de kunne få en plads i vores egen private Hall of Fame, og selvfølgelig kunne de det – jeg synes det er dejligt, at han er nået det skridt videre. Det er så ufattelig stor en sorg at miste et barn, og man ved ikke, hvordan man vil reagere før man står i situationen – og netop denne situation ønsker man ikke for nogen.
Hun er kommet på væggen, det er dejligt, og jeg kunne snildt finde de første 100 billeder, ikke kun af Pernille, men af børn og børnebørn, der ville være fine at hænge op, men det går naturligvis ikke.
Mens jeg skriver dette, slår den ide ned i mig, at jeg måske burde lave en fotobog bestående af alle de bedste og/eller sjoveste billeder af netop børnene og børnebørnene.
Det ville i givet fald blive en rigtig mormorbog, for hvem andre end mig gad nogensinde kigge i den bog? Måske John og måske Charlotte?
Og måske også Anna og Aubrey engang?
Jeg tror søreme jeg gør det …

Fornuftigt genbrug og et næsten usynligt stemmeværk

I Devizes er der en lille helsebutik, der har specialiseret sig i bl.a. emballagebesparelser. Her kan man købe mel, rapsolie, diverse nødder og kornprodukter samt alle mulige forskellige rengøringsmidler.
Jeg mener, at der i København er kommet en (eller måske flere?) tilsvarende butikker, men jeg tror ikke, det endnu omfatter rengøringsmidler?
Ideen er i hvert fald rigtig god, og efter min grønne mening burde supermarkeder tage konceptet op. Der er sikkert en masse ting, der skal tages både i betragtning og hensyn til, men jeg tror, at noget af det handler om, at vi skal lære at blive mindre hygiejnehysteriske. Selve basiskøkkenhygiejnen skal klart nok være i orden, men man kan altså godt bruge en flaske til olie flere gange, ligeledes plastemballage til rengøringsmidler.

Man vejer sin tomme emballage når man kommer, og vejer igen når man har fyldt op og skal betale. Således betaler man alene for varen man køber.
Charlotte har regnet på det, og selv om det er en lille butik, hvor varerne normalt er noget dyrere end i et supermarked, koster det hende det samme. Så kan man selvfølgelig indvende, at det er nemmere bare at købe en ny flaske et eller andet, men det er vist ikke svært at forestille sig, hvor mange tons plastic man kunne spare på årsbasis med dette koncept, så burde nogen ikke tænke denne tanke videre i supermarkedsstørrelse?
Jeg er i hvert fald med, hvis det skulle være … for jeg må nok indrømme, at jeg finder denne målestok lige lidt for lille.
Til højre ses cornflakes, kaffe, nødder, m.m. – det er ikke de store mængder, man kan få med hjem på denne måde uden nærmest at tømme lageret, men hatten af for damen, som tog det op her i Devizes.

I går var vi i Bath fordi Aubreys iPad skulle repareres – glasset var revnet. Børnene fik dem til jul og bruger dem både henne i skolen og til hjemmearbejdet.
Tim syntes det var spild af penge at forsikre dem, men C insisterede, fordi de skal med i en skoletaske hver dag.
Gæt, hvem der var årsag til, at ipadden gik i stykker?
Rigtigt: Det var Tim. Den forsikring sparede dem lige for flere hundrede pund, for den kunne ikke repareres, og de fik en helt ny med hjem.

Der er vand, vand og atter vand herovre næsten alle vegne, fordi det har regnet, regnet og atter regnet. Dog ikke mens vi har været her – vi har faktisk været ualmindelig heldige med vejret, for det var kun i lørdags, der var heldagsregn, ellers har solen skinnet det meste af dagen hver dag.
Der kom så meget regn i lørdags, at mange veje blev – og stadig er – oversvømmede; de færreste dog så meget, at man ikke med lidt forsigtighed kan køre igennem. 
Floden Avon, som løber gennem Bath, var usædvanlig vandfyldt. Det stemmeværk, hvorpå mågerne normalt står og holder øje med, om der skulle komme noget spiseligt forbi, er, hvis det ikke havde været for ‘vandfaldet’, blevet usynligt.
Det er i øvrigt bag vinduerne oven på brobuerne, vi normalt sidder og nyder udsigten, mens vi får en kopkaf i den lille og smalle café, men der var ingen ledige pladser i går, desværre. Det er første gang, det er sket for os.
Oppe til højre i det skummende vand kan anes en trappe, som normalt er til at benytte … hvis man prøver det nu, får man våde fødder.
Trappen ses tydeligt på nederste billede.

Så kom den – frosten

Den gik ikke længere. Jeg så på stjernehimlen i aftes og ønskede mig lidt flere skyer, så vi kunne holde nattefrosten væk lidt endnu, men mit ønske blev ikke opfyldt. De fleste af dahliaerne har dog mirakusløst nok overlevet, så det kan kun lige netop have haft sneget sig under frysepunktet.
Jeg vågnede til en af de smukkere solopgange. Da John en lille halv time senere fik øjne, var den stadig lige betagende, og efter yderligere en halv times tid begyndte fjorden at dampe i morgenlyset. Betagende. I virkeligheden … det er svært at gengive på et billede, da det helst skal ses som panorama.

Men smukt var det ikke desto mindre.
Jeg elsker bare at bo her …

Smuk var også den dampende fjord, som ses herunder. Jeg kom først til at tænke på Avalon og derefter på Betty, som jeg bare har SÅ meget respekt for, fordi hun er vinterbader … for mig står det for noget ovenud rædsomt at skulle nedsænke sit luksuslegeme i vand med den temperatur – eller endda koldere.

Disse støvet-grårosa farver forærer mig en glimrende visuel overgang til at vise resultatet af farvningen forleden, hvor jeg – blandt andet – farvede 300 gram af de 400 gram lysegråt garn, som jeg købte, da vi var i Ravning for at besøge g-uld.
Originalgarnet/-farven ses længst til venstre; derefter de tre gradueringer. Forskellen er ikke stor, men den og også farverne er lige præcis som jeg havde forestillet mig, at de skulle være. Nu er der garn til min egen version af Piletørklædet, men jeg har forbudt mig selv at gå i gang, for der mangler stadig ting til julekassen, og jeg ved udmærket hvad der sker, hvis jeg først kaster mig over det halstørklæde.

Billedet af tørklædet er g-ulds, men jeg satser på, at det er i orden at sætte det ind her, når jeg nu har købt både garn og opskrift af dem. Det bliver bare så suuuperblødt, gør det – og jeg er ikke engang uldsart … må hellere til sin tid passe på, at en uldsart person ikke kommer til at røre ved det, for så kunne jeg måske risikere at få en bestilling.
Fordi cochenille ikke behøver en indledende bejdsning og fordi farvebadet helst ikke må overstige 85°, er det farvede garn lige så blødt og lækkert som det ufarvede. Bejdsningen kan sommetider godt gøre det en lille smule hårdere, er min erfaring.

Ja tak, det rækker …

I aftes vendte uvejret tilbage, men ikke i så voldsomt omfang som tidligere på dagen; bl.a. udeblev orkanen, og det blev ‘kun’ til halvstærk blæst. Vi gik op i shelteret efter mørkets frembrud for at nyde synet af de utrolig mange lyn.
Hvad der manglede i voldsomhed, kompenserede naturen for med varighed, for der lå et tordenvejr over os i samfulde to timer – det blev ved og ved og ved, men hvor var det dog flot at skue. Regn fulgte der naturligvis også med, men denne gang ikke som skybrud.
Vi fik 30 mm i går, så det rækker til et stykke tid, hvilket jeg tror bagboerne er glade for, fordi det vil spare dem for at rende og vande vores have, mens vi ligger og krydser rundt i Nordatlanten, hvilket vi skal i næste uge – nemlig til Færøerne og det østlige Island. Hirtshals, Torshavn, Seyðisfjörður, Torshavn, Hirtshals. Det bliver spændende – jeg håber SÅ meget på, at vi kommer til at opleve de fantastiske færøske kystlinjer i et vejr, hvor man rent faktisk kan se længere end 10 meter fra skibet.

Dette er dog et billede af et mere hjemligt farvand … kan I se de sorte prikker en anelse til venstre for midten?
Lige der er der meget lavvandet; med en række sten, som man skal vide er der, for de ligger som regel og gemmer sig lumsk lige under overfladen.

De sorte prikker er skarver – der sidder altid skarver på disse sten, og jeg har ofte set turister standse op for at fotografere dem, for det ser sjovt ud, når man ikke umiddelbart kan se, at de står på sten, men skal kigge godt efter eller have et godt zoom på kameraet.

Manden i midten er ved at sætte sin båd i vandet. Mon ikke han og skarverne konkurrerer om fiskefangsten? Man hører altid, at de fugle er nogle sataner, fordi de går i fiskernes garn.

De modersyge kalve har vist vænnet sig til et liv i selvstændighed, for jeg har intet hørt fra dem siden engang i morges, og det kun kort. De følger pænt med resten af flokken rundt på det store strandengareal – de har nok fundet ud af, at der trods alt er godt at være.
Det er her bestemt også – bortset fra, at det er vildt lummert. Det er ikke engang særlig varmt; kun 24°, men det føles som over 30, fordi luftfugtigheden føles som var den >100. Det tager fem minutter efter et bad at blive klæbrig og føle sig ulækker igen.
Nå. Vi må ikke klage. Om to måneder sukker vi og spørger os selv, hvor sommeren dog blev af. Så er det vi skal huske, hvor dejlig den egentlig var i år.

Et microburst?

Hvor længe savner en kalv/kvie sin mor?
I forgårs kom de med to nye køer til de 17, der var der i forvejen, til folden skråt over for Den Stråtækte.
Det viste sig at være to store kalve, der var blevet taget fra deres mor – eller formentlig mødre.
HolddaOP, hvor de er savnet, de mødre! De har brølet uafladeligt fra solopgang til efter mørket faldt på.
Det er selvfølgelig synd for dem, at savnet er så stort, men for pokker, hvor er det dog irriterende at høre på.
Da jeg tog en tørn med at deadheade roserne og dahliaerne i forhaven, kom de så tæt på mig, som de var i stand til, for at stå og kigge længselsfuldt på mig, mens de brølede deres lydelige sørgesang.
Jeg vil nok helst ikke vide, hvorfor de tilsyneladende søgte mit selskab … de trak sig oven i købet tilbage, da jeg gik hen til dem for at komme med et par trøstende og deltagende ord, så så meget for mit initiativ og mine moderlige føleser.

Lige nu har der huseret et torden- og stormvejr med en styrke, vi ikke mindes at have oplevet her før. Det var helt vildt. Som i særdeles voldsomt.
Jeg ved ikke, om der kan forekomme deciderede microbursts på vore breddegrader, men hvis der kan, er det sådan et, vi netop har oplevet.
De varer typisk i op til 15 minutter og har vindstyrker mellem 25 og 35 m/sek.
Det kom meget pludseligt. John stod og malede; jeg sad ved siden af med en kopkaf og en strikkeudregning, da jeg så det komme ude fra fjorden.
Det er nu, sagde jeg. Lige nu, at vi pakker sammen! Se lige den himmel! (Det er altså ikke mit billede herover, men det ligner meget godt det vi oplevede.)
Vi nåede at rydde væk, men også kun lige. Jeg kørte bilen ud af garagen, så vi kune få alt Johns malerhabengut derud; hynderne blev smidt ind i entreen, strikketøj og papir ligeledes, og så stod himmel og (f)jord ellers i ét. På få sekunder forsvandt solen og det blæste op fra en mild sommerbrise til noget, der rejste store bølger på vandet, væltede parasollen, blæste mejsekuglefoderkugler ned så de knustes; døre smækkede i hele huset, fordi der pga. varmen stod en del vinduer halvåbne rundtomkring i hjemmet.
Det var skræmmende voldsomt, men det hele varede kun i 5-10 minutter – i hvert fald stormen. Det lynede, tordnede og regnede lidt endnu, og der kom 17 mm vand på 15-20 minutter, men det hele er overstået igen – solen skinner atter, det er stille og dejligt vejr med kun lidt dryppen fra stråtaget.
Da jeg tjekkede DMI-radaren, kunne jeg se, at det var over et meget lille område, og at det ikke var kommet nogen steder fra, men opstået lige over os.
Så har vi prøvet det med.
Og det lukkede effektivt gabet på kalvene, men de vender nok snart stærkt tilbage med deres brøleri …