Hos Mommer

12. januar 2021

Vi kom uuuud …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:25
Tags: ,

OringehalvøenAllTrailsVi vågnede til en vandtom fjord og en skytom himmel. Vi ved ikke helt, hvorfor vandet var forsvundet, men måske har der været en storm oppe i den Botniske Bugt, som har pustet vandet derop og dermed væk fra vores del af Østersøen.
Det gode vejr skulle udnyttes. Under morgenmaden kiggede vi på vejrudsigten, hvorved vi kunne konstatere, at skyerne ville vende tilbage ved 14-tiden, og de er da også stærkt på vej i skrivende stund. Vi kiggede derefter på nysomtalte AllTrails for at se, hvad de mon havde at byde på i dag. I dag formiddag, skulle det være, hvis den vejrudsigt passede.

Der var bl.a. et forslag til en spadseretur rundt på halvøen ved Oringe. God ide.
Oringe startede som “Østifternes Dåreanstalt” og var engang et stort kompleks med mange psykisk syge – 900, da der var flest. Det fungerer stadig som psykiatrisk hospital, men i dag er der kun få pladser, og bygningerne bruges til alskens andre formål, men med alle dem, som har brug for hjælp, og som der ikke er plads til i systemet, kunne de godt udvide til 900 igen. Jeg synes det er trist, at alt for mange ikke får den hjælp, de i nogle gange katastrofal grad har brug for.
Det var et sidespring … det skulle bare lige ud.

Oringehalvøen (3)

Vi begav os afsted til Oringe, satte bilen og begav os afsted på den foreslåede tur. John optog den, lige som han gjorde med den første tur vi tog forleden dag. Billedet øverst er et screendump af vores tur. Den kunne han, hvis han ville, give et selvvalgt navn og gemme for eftertiden, men det gør han ikke – det er bare meget sjovt at se den med nøjagtig angivelse af tilbagelagt distance, tid og højdeforskelle.
På den første del af turen var der fin udsigt til Gåsetårnet og de omkransende mure.

Oringehalvøen (1)

Det var noget værre smat at gå i; vi burde i princippet have haft gummistøvler på, men de er ikke gode at gå tur i, og desuden får jeg kolde fødder, for mine gummistøvler er ikke store nok til at kunne rumme både fødder og et par tykke sokker – så ville de være for store resten af året, hvor jeg har mere brug for dem.
Normalt er vi ikke en time om at gå tre kilometer, men der var så mange dejlige steder, hvor vi lige skulle have et billede eller bare stå og nyde det gode vejr og udsigten over vandet.

Oringehalvøen (7)

Med billeder som disse kan vel ingen være i tvivl om, at vi har haft fantastisk vejr på Sydsjælland her til formiddag. Den himmel fås ikke mere blå!
Så kan vi lidt igen … og nu regner det … det var godt vi kom afsted da vi gjorde.

8. januar 2021

Jeg vil uuuuud – ud under åben himmel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: , , ,

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Anne Dorte Michelsens tekst, der ‘synges’ i overskriften.
Jeg længes. Længes efter godt vejr, så vi kan komme ud og køre en tur for at komme til at gå en tur.
Jeg ved det godt: 1) Vi kan bare gå en tur her hvor vi bor. 2) Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning.
Men der er også noget, John og Ellen gider, og så er der noget, John og nok især Ellen ikke gider.
Da Merete var her i julen, viste hun os en app, som vi satser på at få meget glæde af: AllTrails. Den tager udgangspunkt i, hvor man rent fysisk befinder sig, men man kan klikke et kort frem og dermed lede efter ture i områder, man kunne tænke sig at køre til.
Den er gratis, med mindre man vil kunne downloade kort til offline brug, men det har vi umiddelbart ikke brug for. Det kan dog være, vi får det, for den virker tilsyneladende globalt – jeg kan i hvert fald lede over hele kloden.

Screenshot_20210108-172056_AllTrailsScreenshot_20210108-162154_AllTrailsScreenshot_20210108-173324_AllTrails

Jeg kan næsten ikke få hænderne ned. Først kommer der forskellige lokale forslag op (første billede) – hver af turene har oplyst længde og anslået varighed, og klikker man på en, kommer der et kort frem (andet billede), som selvfølgelig kan zoomes ud og ind. Den røde linje er højdekurven for turen. Man kan lægge egne ture ind, og man kan supplere med kommentarer og egne billeder.
Der er ture fra 100 meter (hvor man bare krydser et bytorv) til ture, der vil tage flere dage at gå, så der er noget for enhver alder og ethvert knæ.
På tredje billede ses et screendump, hvor jeg havde tastet Pewsey ind; en by ikke så langt fra Charlottes bopæl, og allerede i første hug dukkede der to ture op, vi ikke kender, så jeg skal have gjort Charlotte opmærksom på appen. Bluebell-turen nederst skal vi tage ved førstkommende lejlighed, for det er et lige fantastisk syn hver gang. Planen er, at vi skal derover netop i bluebellsæsonen til maj, men nu må vi jo se, om coronapesten igenigenigen forhindrer os i at tage afsted.
Man skulle næsten tro, at jeg har fået sponsorbetaling for dette indlæg, men det har jeg ikke – er bare ret begejstret, så jeg synes jeg ville fortælle alle gårtursglade folk om denne eminente app. I morgen tager vi Around the Suså på billede to – hvis vejret vil, men det ser det lige nu ud til at ville.

For vi trænger, gør vi ikke? Vi trænger til at komme ud, til at se og opleve noget andet, noget nyt, gør vi ikke? Vi trænger til bare for en stund at glemme alt om forsamlingsforbud, rejserestriktioner, afstand til andre og alt det andet, vi alle i mere eller mindre grad lider under.
Jeg har lige bestilt årets fjerde sommerhusuge (ja!), hvor kun den ene tur, som er til det sydlige Norge i juni, kan komme i coronafare. De tre andre er forskellige steder her i Danmark, og det kan ingen forhindre os i at gennemføre. Andet end, hvis vi selv bliver coronaramt, naturligvis, men vi passer på, krydser fingre og venter med længsel på vaccinationen.

6. januar 2021

Så skete det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: , , , ,

I morges vågnede vi for første gang i (så vidt jeg husker) 13-14 måneder op til en sort-hvid verden.
Det sner og det sner og det sner, men det bliver ikke liggende. Faktisk tør det efterhånden hurtigere end det kommer ned, selv om det sner relativt kraftigt. Vi har haft det oppe masser af gange før, og jeg har lige mange imod mig hver gang jeg skriver det: Det er helt fint med mig, at sneen ikke bliver liggende. Jeg elsker at komme ud i den vide verden, men jeg vil helst ikke opleve den hvide verden.
Og det er ikke engang fordi vi så skal ud at skovle sne. Vi har vej på tre sider af grunden, og vi skal ikke skovle sne. Hvis det ikke er et vinterprivilegium, ved jeg ikke, hvad der er det.

P1050378

Drivhuset har oplevet sne for første gang i sit liv. Desværre nok ikke for sidste gang …

Okay: Det er da nydeligt, når sneen gør alle haver næsten ens at se på, men fik jeg valget, undværede jeg hellere.

P1050379

Jeg har været dygtig i dag: Jeg har lige siddet og lagt madplan for hele 14 dage! Godt gået, Ellen!
Jeg har naturligvis i samme anledning også skrevet en indkøbsliste, som ikke blev så lang som man måske kunne forvente, men fire af middagene er beregnet til at skulle holde i to dage, hvilket er en del af forklaringen på det.
Kød står der heller ikke på listen. Ikke fordi vi er blevet vegetarer, selv om fem af dagene er helt kødløse og yderligere to næsten er det, fordi det kun drejer sig om lidt bacon som knas på en hokkaidosuppe, men fordi der skal bruges fra fryseren.
Glorien er stor. Ærkeenglen Gabriel er ude i stærk konkurrence. Dog nok ikke så meget på andre punkter end lige selve glorien …
Jeg satser på ikke at være nødt til at skulle bevæge mig ind i et supermarked før efter næste udmelding om nedlukningssituationen. Mange mælkeprodukter kan ikke holde i 14 dage, men jeg vil se, om min til kaffen uundværlige minimælk vil være okay efter et ophold i fryseren.

Til slut en opfølgning på Charlottes lidt skræmmende besked nytårsdag om, at “vi sov alle fire stille ind i det nye år”.
Da jeg talte med hende, spurgte jeg, om det var bevidst, at hun havde skrevet som hun gjorde.
– Næhhh, hvad mener du?
– Kender du udtrykket, at man ‘sover stille ind’?
Der gik to sekunder, så døde hun. Igen, kan man vel sige … men denne gang af grin. Hun grinede så meget med sin dejlige, smittende latter, at hun helt tabte vejret, så det tog nok over et minut, inden vi kunne fortsætte samtalen, og hun nærmest hikstende sagde:
– Kunne jeg have reddet den med et komma? “Vi sov alle fire stille, komma, ind i det nye år”?
– Ikke helt reddet, men et godt forsøg. Jeg er glad for, at du ikke helt har mistet grebet om det danske sprog – OG ikke mindst, at jeg ikke lige nu taler med en fra åndernes rige.

27. december 2020

En stille jul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:46
Tags: , ,

Det har været den næstmest stille jul, jeg nogensinde har haft/holdt, kun overgået af en enkelt jul i Sverige, hvor vi kun var John og mig, men det er en hel del år siden.
Denne jul blev afholdt i et tempo, hvor alle kan være med, men det er ikke en klage, for det har været vældig hyggeligt og meget fredfyldt.
Når nu der ingen børn var, hverken større eller mindre, valgte vi ikke at have maden stående på bordet klokken 18 præcis, og vi havde heller ikke spor travlt med at få spist færdig for at kunne komme videre i aftenens program, hvor det primære, så længe jeg kan huske tilbage, har drejet sig om at nå frem til det i visses øjne væsentligste, nemlig gaveudpakningen. Vi sad og nød den eminente Amarone til anden og senere den gode portvin til risalamanden, så vi rejste os ikke fra bordet før ved halvnitiden, på hvilket tidspunkt vi normalt ville have nået både at rydde af, mens børnene lagde gaverne under juletræet, samt have haft tændt juletræet mens vi sang de obligatoriske 3-4 salmer, for dermed EN-DE-LIG at nå frem til aftenens højdepunkt.
I år var der ikke engang et juletræ. Faktisk bryder jeg mig ikke om at pynte juletræ, og jeg afskyr at ‘afpynte’ det igen. At pynte træet er i vores familie en børneopgave, hvor de voksne gerne bare sidder og nyder deres puslen og smådiskussioner om, hvor dette eller hint vil hænge optimalt.
I stedet tændte vi mange levende lys og satte Danmarks Radios pigekor til at synge julesalmerne for os, mens vi lod julefreden sænke sig. Vi sad godt en time og bare nød sangene, inden vi gav os til at pakke gaver ud. En ad gangen, selvfølgelig – vi havde jo tid nok, men kun få gaver.
P1020828

Undervejs løb der små videoklip med julegaveudpakning ind fra England, hvor den times tidsforskel på ikke så mystisk vis var blevet mere end udlignet. Derovre holdes der dansk jul den 24. december, og det blev der også i år, selv om vi ikke var der.
Det er dog kun gaverne fra John og mig, der bliver pakket ud juleaften, idet resten af dem gemmes til d. 25. hvor hele Tims mors familie samles – hvilket den så ikke gør i år, hvor sammenkomsten kun vil bestå af otte, nemlig mine englændere, Tims mor med mand, samt Tims bror og dennes kæreste, men ikke inkluderende mosteren, onklen og deres børn og børnebørn, som de ellers plejer.

Den 25. vågnede vi til det skønneste vejr, hvor vi tidlig morgen kunne følge en mand i skydepram liste sig stille afsted langs stranden ved Den Stråtækte.
P1020825Himlen var høj og blå hele dagen, og vi kørte en tur til Mallings Kløft for at gå en tur.
Gæssene fløj i hundredvis over vores hus den morgen; jeg ved ikke hvor de skulle hen, men formentlig på markvandring.

I går vågnede vi op til en af decembers smukkeste solopgange, med en i ret lang tid blodrød himmel, så vi nød alle tre bare synet så længe det stod på.

Nu blæser det. Det blæser rigtig meget. Merete ville have været kørt hjem tidligt her til morgen, fordi hun havde en halv aftale med nogle af kajakklubbens medlemmer om en formiddagstur på Køge Bugt, men det blev ikke til noget pga. den kraftige blæst, så hun er først lige taget afsted.
Det har været hyggeligt at have hende hernede på en lille ferie. Før i tiden var hun sommetider med i Sverige i nogle dage, men det er ikke en mulighed mere, og det var første gang, hun sov her i fire nætter – men ikke sidste, blev vi enige om, for det kan fint tåle en gentagelse.

22. december 2020

I’m Not Dreaming of a White Christmas …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:06
Tags: , ,

Jeg får vel sagtens 99 % af mine læsere på nakken ved at anvende titlen på denne julesang i overskriften, men ikke desto mindre passer det for mit vedkommende, selv om det måske netop i år er mere okay med sne end det plejer at være, fordi folk opfordres til at blive hjemme.

Jeg kom i tanke om den jul, hvor min søster og svoger den 24. december tidligt på formiddagen begav sig på vej mod Jylland til svogerens familie.
Det sneede. Det sneede rigtig meget. Det sneede så meget, at da de havde været næsten fem timer (ja!) om at nå til Ringsted, hvilket normalt tog 25 minutter, kapitulerede de og ringede til gården, hvor der denne juleaften ellers bare skulle have været min far, John og mig, og spurgte om der på nogen måde kunne blive mad nok til to ekstra, for dette her var da fuldkommen HÅBløst! De ville tidligst kunne være fremme på deres bestemmelsessted i Jylland omkring midnatstid – hvis de var heldige.
Det var lige før vi ikke kunne forstå hvad de sagde, så sammenbidte var tænderne, men selvfølgelig kunne der blive mad nok. Vi havde en af gårdens særdeles velvoksne ænder i ovnen, så den kunne sagtens række til mere end tre. De nåede at komme retur til gården inden normal spisetid, og vi blev dermed fem i stedet for tre, hvilket kun var så meget mere hyggeligt.
Årets portvinJeg kan ikke huske, hvilket år det var, men det er der nok andre der kan – det må have været et sted mellem 2004 og 2010.
De forsøgte sig igen den 25. december og kom denne gang til Jylland uden de store trafikale udfordringer.

Jeg troede ellers, jeg var færdig med årets juleforberedelser, men det holdt kun til jeg læste Erics indlæg. Den julekompot er nødt til at blive afprøvet. Det er fint med traditioner, men det har nu heller aldrig skadet med indførsel af nye varianter – som da vi fx i 2016 indførte, at det gjaldt om at få så mange mandler som muligt når man spiser risalamande, og ikke kun den ene, som er det koncept, de fleste kører med. At få flest mandler gør risalamandespisningen til en oplevelse, hvor alle griner og stolt holder hver eneste nyerhvervet mandel i vejret i stedet for at sidde og lure mistænksomt på hinanden. Det bliver i stedet til se! En til!!
En kompot, hvor svesker og rosiner trækker et døgns tid i portvin tilsat kanelstang og kryddernelliker … det kan ikke gå galt.
Jeg troede, jeg havde en halvbillig portvin i spiritusskabet, men det havde jeg ikke, og da jeg ikke gad køre afsted for den ene ting, ofrede jeg en stor sjat af den halvpebrede, jeg købte som ledsager til risalamanden.
Det bliver kompotten næppe ringere af … nu står sveskerne og rosinerne i køleskabet og drikker sig mere og mere berusede. Jeg er spændt på, hvad John og Merete siger til kompotten, men jeg har i hvert fald store forventninger til dette for os nye tilbehør til den traditionelle andesteg.

P1020817

Forleden dag så vi lyset – hele dagen, næsten uden afbrydelser.

18. december 2020

Vi har set en UFO i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:08
Tags: , ,

Mon ikke medierne flyder over med fænomenet i løbet af dagen?
Det er en stor oplevelse, dette yderst sjældne syn, som netop nu i skrivende stund – i hvert fald på de sydsjællandske himmelstrøg – kan ses som en flad, cirkelformet figur stående lavt på himlen. UFOen er svagt gul og den lyser så kraftigt, at det er forbundet med fare for blindhed at se direkte på den, så det skal man ikke forsøge sig med, men man kan med fordel gå ud og lade sig helkropsbestråle, idet dette på denne årstid normalt ikke er skadeligt. Det skulle tværtimod give ny energi, således at man er bedre rustet til at klare sig igennem de forhåbentlig sidste faser af coronapesten – og muligvis også til at gå i gang med de sidste forberedelser til de kommende, måske lidt anderledes, juledage.

Mormors køkken

Jeg er om kort tid på vej ud i Grandma’s kitchen, where grandchildren are spoilt and happy memories are made.
Her skal jeg lave vanilletrøfler, og jeg skulle også have haft lavet Liselottes Italienske fristelser (som vi smagte hos Ditte, og som var vældig gode), hvis jeg ellers havde kunnet få pistacienødder i Fakta, men som det altid går, når jeg en sjælden gang bevæger mig ind i den butik, er der mindst fem ting på min liste, som de ikke har. De må købes i morgen tidlig, som bliver min forhåbentlig sidste indkøbstur inden jul, idet jeg satser på, at alt det indkøbte, inklusive mælkeprodukterne, så vil kunne holde sig t.o.m. den 26. december.
Jeg satser desuden på, at der 1) ikke er ret mange i Meny en tidlig lørdag morgen og 2) at personalet har brugt fredagen på at få fyldt godt op på alle hylderne. Jeg har dårlige erfaringer med at handle mandag morgen, fordi der ofte er mange tomme hylder.

P1020812

Bortset fra de to nævnte manglende gøremål kan julen såmænd godt indfinde sig for mit vedkommende. Gaverne er på plads i England og deres gaver til os er ankommet … ingen stress over eventuelt for sene afleveringer fra det danske eller engelske postvæsen. Jeg sendte udfyldte til og fra-mærkater over til Charlotte, så vores gaver kan blive bare minimalt personlige, selv om Charlotte kommer til at pakke dem ind for mig.
Madplanen er lagt otte dage frem (to af dagene skulle jeg ikke tænke så meget over …), så hvad det kulinariske angår, skal jeg bare huske at tage tingene ud af fryseren i tide. Min søster kommer på en lille juleferie hos os; det bliver hyggeligt at blive tre i stedet for bare John og mig, selv om vi selvfølgelig også havde klaret det.

I øvrigt har jeg til min usigelige glæde konstateret, at jeg, indtil videre, helt har undgået min julehadesang, nemlig Whams Last Christmas.
Om det er rent og skært held, eller man på de forskellige kanaler langt om længe har indset, at der er mange andre end mig, der i mange år har været ualmindelig træt af den julesang, skal jeg ikke kunne sige. Nogle af de traditionelle julemelodigengangere kan jeg høre igen og igen hvert år, men Last Christmas giver mig lige så mange tics og røde knopper som en vis Mr T’s stemme.

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at UFOen er forsvundet igen.

16. december 2020

En lille dims – stor forundring

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:04
Tags: , ,

Vi er i gang med at få ordnet noget, som burde have været i orden fra det øjeblik, vi flyttede ind, men vi er åbenbart ikke bedre end alle dem der siger “det sker for de andre; ikke for os”.
Det handler om flugtveje i tilfælde af brand. Men selvfølgelig brænder vores hus da ikke. Det er andres huse, der brænder. Ikke vores.
Men alligevel … det skal jo være i orden. Først og fremmest skal den lille dims virke således, at man kan løsne posten i midten af vinduet og dermed få en tilstrækkelig stor åbning til, at et voksent menneske kan komme ud gennem vinduet.
Dernæst skal der fastgøres et reb til radiatoren foran vinduet, så ikke man skal springe ned fra første sal, men kan fire sig ned ved hjælp af rebet.
Den redningsdims var gået i stykker på gæsteværelset, så John var i XL-Byg for at få en ny. De havde ikke nogen i løs vægt, men de ydede en god service og ringede rundt for at skaffe et til ham. Det lykkedes i andet hug. Sådan en koster 70 kroner, men leverandøren ville have 85 kroner for at sende den … til XL-butikken, vel at mærke, ikke hjem til os.
Det ville koste 19 kroner at proppe dimsen i en kuvert og sende den direkte til os. Eller til butikken, for den sags skyld. Hrmpf.
Det var ikke de 85 kroner som sådan; dem havde vi nok overlevet, men princippet! John går helt i baglås, når han kommer ud for den slags, så han sagde tak for hjælpen – jeg finder en anden løsning. Ekspedienten sympatiserede vist med den holdning, så han foreslog en anden dims, som ikke var lig med originalen, men med lidt fingernemhed vil den kunne anvendes.
Fingernemhed til den slags opgaver er noget, John har til overflod, så problemet bliver løst.
Nu skal vi bare have fundet ud af at gemme et reb på hvert af de to værelser på førstesalen. Gemme dem, så de ikke kan ses, men så man nemt kan finde dem, selv i en paniksituation, som en brand sandsynligvis kommer til at høre ind under. De skal dog være bundet permanent til radiatorerne, så de altid virker omgående – det er ikke specielt smart at gemme rebene væk på bunden af et skab, men ligefrem kønne er de jo ikke at se på.
Jeg må finde en løsning.

Vi har i øvrigt set noget usædvanligt i dag!
Vi så solen! I morges!
Der er god grund til at finde udråbstegnene frem her! Fordi! Det var første gang i december, vi så den hernede!
Nej, det passer vist ikke helt, men sådan føles det – det er ikke meget vi har set til den i denne måned.
Vi så den kun i en halv times tid, og det var ikke engang en hel sol, men den tittede gennem meget tyndt skylag og lavede flotte solstriber på fjorden.
Vi nåede lige at blive glade og nyde synet, så smuttede den igen om bag et tæt skydække, men vi fik i det mindste konstateret, at den findes endnu – man kunne ellers godt få sine tvivl.

P1030929

Billedet er ikke fra i dag, men er to år gammelt; fra nytårsaftensmorgen 2018.
Sådanne morgener kan få enhver i godt humør, ikke sandt?

14. oktober 2020

Storm i Østersøen giver vand ved Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: , , ,

Nu er det højvande igen, fordi det er stormvejr ovre ved Bornholm.
Køerne på marken blev hentet hjem i går, men der går stadig to får – som tilsyneladende er aldeles ligeglade med, om vandet stiger. De kan skimtes på billedet; det sorte kan i hvert fald, og det grå ligger tæt på kl. 3. De tager det hele med ophøjet ro.

Højvande oktober 2020

Men vand kommer der ind, og meget af det. Stien, vi normalt går ad ned til vandkanten, er næsten druknet. Til sammenligning viser jeg et næsten identisk billede fra i sommer, hvor en landrover kom i knibe. Det er ikke så underligt, at terrænet visse steder er lumsk nok til at fastholde en landrover, når der kommer så meget vand ind en gang imellem.

Højvande oktober 2020 (4)Landrovertræf (3)

Blishøneøerne er tilbage igen. Vi ser aldrig blishøneøer i sommerhalvåret, men i løbet af efteråret dukker de op. Så kan vi et lille stykke ude i vandet se en lang, sort stribe, der flytter sig lidt frem og tilbage – de lader sig føre ‘gratis’ med vinden i den ene P1050307 - Copyretning, hvilket de bliver ved med, indtil de på en eller anden måde får kommunikeret om, at nu er det tid til at bevæge sig den anden vej, men til det må de arbejde for sagen.
Og blishøns er det, selv om man ikke umiddelbart kan se det …
Nogle gange, når vi kommer længere hen på vinteren, oplever vi, at en ø kan blive flere gange større end denne her. Jeg ville gerne vide, hvor mange fugle der så udgør øen, men det er safety in numbers. Vi har set havørnen forsøge sig – også med held, men risikoen for den enkelte fugl er naturligvis mindre, jo flere de er.

P1050306

Har jeg nævnt før, at jeg aldrig bliver træt af at bo her?
Det har jeg nævnt, I know, og dette bliver nok heller ikke sidste gang – jeg fascineres stort set hver eneste dag over fjordens mangfoldighed, hvis man ellers kan sige sådan om en fjord, men den er ikke den samme to dage i træk.

Vandet er i øvrigt ikke færdig med at stige … jeg er spændt på, hvor højt det når op denne gang. Lige nu, i skrivende stund, har vi nået niveauet fra marts i år, men selv om det måske ser faretruende ud, er der ingen fare på færde for os. Vi har da i det mindste ingen varsler fået om ekstraordinær høj vandstand, så mon ikke det går også denne gang? Selve huset ligger 3-4 meter over normal vandstand, så der skal meget til – selv om jeg blev en anelse nervøs dengang i januar 2017, hvor det steg rekordhøje knap to meter.
John grinede godt nok også lidt af mig. Med rette, viste det sig … men det er okay. Der er nogle gange, hvor jeg helst vil tage fejl.

29. august 2020

En brat opvågnen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:48
Tags: ,

Jeg blev vækket lidt i halvsyv af et ordentligt brag. Jeg må have sovet godt, for jeg havde ikke hørt uvejret nærme sig, men det der specielle, trommehindesprængende smæld, der kommer, når lynet slår ned et eller andet sted, kan da vække selv de døde … det vækkede i hvert fald mig.
Og så kom skybruddet! Vi er åbenbart altid bagefter; nu har folk skrevet om skybrud her, der og alle vegne i flere dage, men vi fik først et i morges.
Det var til gengæld effektivt: 15 mm vand på 10 minutter (hvilket er tredobbelt skybrud), hvorefter det stilnede en smule af, men gav dog 26 mm på en halv time (hvilket næsten er dobbelt skybrud).

Skybrud

Skybrud (2)Typisk ikke? Alle mine regnvandstønder blev fyldt til randen, og nu kommer jeg ikke til at behøve alt det vand, for drivhusets plantekasser synger på sidste vers. Hvis regnen her var faldet for 3-4 uger siden, havde jeg været noget mere tilfreds, men det hjælper nok ikke at brokke sig over vejret – og da slet ikke over hvordan det har været.
Tønden i hjørnet, som John har boret hul i for at undgå sprøjt på væggene, blev fuld på rekordtid, og hullet, som normalt er stort nok til at klare opgaven, kunne slet ikke følge med, selv om tønden tissede mere som en ung mand end som en ældre herre med forstørret prostata.

P1050174

Fronterne er trukket op, og der er både sol og regn … fra gæsteværelset kan jeg se, at strandengen ikke kan komme af med vandet lige så hurtigt, som det kommer ned. I dag ville landroverne virkelig kunne komme på en opgave, hvis der altså var en, der var dum nok til at køre maskiner ud til dette søle.

Dramatisk vejr

Flot er det … jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg elsker tordenvejr, og jeg er ikke spor utryg ved det, selv om vi bor i et stråtækt hus. Det er et fascinerende skue med den dramatiske himmel, lynene og voldsomme regn.

Nu var jeg kommet tidligt op, så lige så snart det værste var overstået og vi havde spist morgenmad, kørte jeg til Præstø for at købe ind, inden handlemyldretiden begyndte – og som sædvanlig nød jeg turen langs fjorden. Det gør jeg også hver eneste gang – bliver aldrig træt af det, tror jeg.
Over for Marjatta er der en del sten ude i vandet, som nogle gange er synlige, men som ikke var det i dag, hvilket måske kunne få ikke-stedkendte til at tro, at skarverne her på egnen kan gå på vandet.

P1020348

P1020351

Der var på én gang tordenvejrshalvmørkt, sol og modlys, så det blev til silhouetbilleder, men det gør ikke så meget i dette tilfælde.

Stilhed efter stormen

Stilhed efter stormen

Fjorden skifter konstant udtryk. Det meste af formiddagen gik vi bare fra rum til rum for at følge vandets og himlens forskellige fremtoninger. Vi har haft stedet her i seks år nu, men stadig kan vi blive bjergtagede af, hvordan det skifter – sommetider fra minut til minut. Fjorden bliver aldrig kedelig at se på; det har vi sagt i alle seks år, og vi kan stadig både sige og mene det.
Man siger stilhed før stormen, men i dag blev det til stilhed efter stormen. Vinden lagde sig fuldstændig, da uvejret var stoppet, men der gik lidt tid, inden fjorden faldt helt til ro oven på den oppiskede stemning.

27. august 2020

Nu skal jeg da LIGE love for, at der kommer vand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:18
Tags: , ,

Nu SKAL jeg da lige love for, at der kommer vand.
Nu skal jeg da lige LOVE for, at der kommer vand.
NU skal jeg da lige love for, at der kommer vand.
Trykket kan i dette tilfælde lægges forskellige steder uden betydningen ændres.
Nu havde jeg åbenbart brokket mig længe nok over, at alle andre end os fik meget vand. Fronterne luskede hver gang lige præcis udenom Den Stråtækte. Resten af Danmark er nærmest druknet, men vi fik kun sølle 10 mm. Selv i Præstø kun seks kilometer væk fik de meget mere vand end os.
I nat forbarmede vejrguderne sig over mig. Jeg vågnede kl. 02 ved lyden af regn, og da jeg vågnede igen klokken 06:30, regnede det stadig. Eller igen … det ved jeg jo i bund og grund ikke, men i hvert fald havde vi på det tidspunkt fået 17 mm.
Det regner endnu, og nu har vi sådan set fået nok! 45 mm – det rækker, tak!

Semi-dried tomatoes

Det er vejr til indendørs aktiviteter, og heldigvis regner det ikke inde i drivhuset, så der blev høstet chili (Apache, styrke 5) og tomater galore. Jeg har lavet syltede chili og chilipasta – begge dele er ret godt til at give vinterens mad lidt ekstra varme.
I tirsdags kom en af nørklerne til at sige, at hendes filippaæbler faldt på jorden i store mængder fordi der var orm i dem. Jeg spurgte om hun kunne bruge dem alle selv, og hun forstod et vink med en vognstang og sagde, at jeg kunne tage lige så mange, jeg orkede at slæbe. Det lod jeg mig ikke sige to gange, så jeg hentede en stor kurvfuld. Der gik meget til spilde pga. alle ormene, men det der blev tilbage, kom i saftkogeren, så nu har jeg masser af filippaæblesirup og filippaæblegele. Jeg bilder mig ind, at det smager bedre end det andet æblesirup jeg lavede af de sidste overlevende æbler fra sidste år. Nu har jeg i hvert fald æblesirup nok!
En på vejen kom med en stor kasse blommer, så blommesirup er det også blevet til. Plus noget pæresirup, hyldeblomstsirup og rabarbersirup … der skulle nu gerne være mere end tilstrækkeligt med sirup af forskellig art til hele vinterens morgengrød, og det smager i øvrigt supergodt, hvis man hælder lidt på en ganske almindelig vanilleis – en nem dessert er ikke at foragte.

IMG_1904

John, som ikke hører så godt mere, har stadig et godt fugleøje. Det er stort set altid ham, der får øje på havørnen, rørhøgen, duehøgen eller hvad der nu kommer af spændende, bevingede væsner i vores nærhed. Han kan ikke høre ret mange fuglestemmer mere, men han og jeg har et godt teamwork: Han får øje på dem, og jeg ‘får øre på’ dem.
I forgårs sad der en duehøg (tror vi; det kunne måske være en spurvehøg; det er svært at vurdere størrelsen, når man ikke rigtig har noget at sammenligne med) nede på en gammel palle, der må have ligget der længe, men som blev afsløret den dag der blev slået tagrør. Selvom fuglen sidder 150 meter væk, kan John trække den ind med sin gode linse.

Dagen efter, altså i går, var rørhøgen der. Vi troede ellers, at den var draget afsted mod Afrika, men det var den så ikke.
Den lå længe og kredsede nede ved vandet, hvor der fløj flokke af viber og andre fugle op for at prøve at jage den væk, men den lod sig ikke sådan uden videre skræmme. Her er vi måske 200-250 meter fra fuglen, og så er det lige før, at selv Johns monsterlinse kommer til kort. På originalfotoet er den noget mindre, men billedkvaliteten er god nok til, at der digitalt kan forstørres lidt.

IMG_1933

21. august 2020

Det har regnet!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags: , , ,

Endelig!
Endelig kom der lidt regn. Det har ikke ligefrem været skybrud, for siden det begyndte så småt sidst på eftermiddagen i går, har vi fået seks millimeter. Det må siges at være til at overse, men det er bedre end ingenting, og det regner endnu – stille og roligt, hvilket er den bedste måde at regne på.
I aftes skulle jeg til Birkerød for at være sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold – værtinden havde fået ny terrasse og inviterede holdet på sushi og hvidvin for at fejre det.
image004Det blev det skam også på fineste vis. Inde i stuen. Hvor er det bare ren Murphy, men vi kunne da heldigvis sidde og se ud på den fine nye terrasse.
Jeg er normalt ikke specielt vild med sushi, men denne kræsenhed skulle da på ingen måde forhindre mig i at deltage i en sammenkomst med de dejlige mennesker … og hvad skete? Jeg var vild med det … jeg fik den bedste sushi nogensinde, så enten har jeg ændret smag eller det skyldtes stemningen og det gode selskab – eller det er en ekstra god sushi-leverandør, de har i Birkerød. Godt var det i hvert fald, så jeg skal måske til at spise lidt mere sushi fremover?
Memet er naturligvis en corona-pun, for i aftes var jeg i høj grad omgivet af positive mennesker, dog forhåbentlig ingen af coronaslagsen, men selvfølgelig optog emnet en del af aftenens samtale.

Vi fik også talt lidt om sproget og dets udvikling. Eller afvikling …
Vi er en hel del, der er irriteret over den hyppige anvendelse af ordet fremadrettet, selv om det er blevet godkendt i betydningen fremover. Jeg vil nok ikke begynde at bruge ordet af den grund, men fortsætte med at sige fremover, når det er det jeg mener.
imageVi er også mange, der finder de mange anglicismer lidt for smarte. De anvendes ofte af personer, der gerne vil virke smarte og nok også kloge – men som tit kommer til i stedet at virke ret dumme.
Du har min ryg er et af rædselseksemplerne – det giver ingen mening på dansk.
Andrew overraskede os med at fortælle, at det ikke er en pind bedre på engelsk. Han er ved at kaste op over hyppigheden af vendingen going forward, som er parallellen til fremadrettet, men som (også) lyder helt forkert i en sprogkyndigs ører.
Ligeledes udtrykket I’ll revert to you i betydningen jeg vender tilbage [med et svar/når jeg har undersøgt sagen].
Det bliver (mis)brugt i tide og utide, især i mails, men revert to betyder at vende tilbage til noget tidligere/en tidligere tilstand, så det betyder reelt, at afsenderen igen vil blive modtageren – hvilket vedkommende selvsagt aldrig har været og det er derfor noget rent vrøvl.
Andrew fortæller det igen og igen (det er en del af hans job), men den slags er svært af aflive, når det først er etableret.
Hvis I tror, vi havde en kedelig aften, når vi brugte tid på den slags, så tror I forkert – der er en grund til, at Andrew stadig kalder os sit Dream Team – vi elsker alle sammen at nørde med den slags, og selv om jeg godt kan mærke, at mit engelske lige så stille ruster, fordi jeg ikke længere bruger det i dagligdagen, så er det dejligt at være sammen med folk, der er lige så skøre som mig, hvad sproglige finurligheder angår.

11. juli 2020

Det lykkedes ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags: , ,

Hvordan den kvinde i plantefarvningsgruppen havde fået den flotte røde farve ved at bruge umodne nedfaldskastanjer, går over min forstand. Jeg har, så vidt jeg ved, gjort som hun beskrev, men resultatet blev kedeligt, synes jeg. Til højre på naturfarvet garn; til venstre på gråt garn. Nydeligt, hvis man er til kameluld … det er jeg bare ikke.
Så kunne det også være ligemeget. Jeg kastede mig i stedet over en omgang cochenillefarvning. Det var vist de mest potente skjoldlus, jeg har farvet med. 25 gram af dem klarede at farve godt 1,4 kilo garn. Farven blev svagere og svagere, selvfølgelig, men blev alt i alt lige præcis hvad jeg gik efter, nemlig til et sjal i tone-i-tone-nuancer, hvortil jeg købte farvegarn og opskrift da jeg besøgte G-uld i Ravning.
Det var godt, at noget lykkedes for mig, og det kameluldslignende garn kan vel altid bruges til et par sokker eller herre-hjemmesko.

Umodne kastanjerP1020139

Krapfarvet garn til mønsterfarveNu klør det i fingrene for at komme i gang med det sjal, men jeg er også startet på en sweater til i samme stil som den jeg strikkede til John. Det bliver den tredje, for jeg strikkede en til mig selv bagefter, med kun krapfarvet garn til mønsterfarven og uden mandelynlåsen ved halsåbningen. Da lillebror Søren så Johns udgave, var han ægte imponeret og vist en anelse misundelig, så jeg besluttede mig for at strikke en til ham og er godt i gang med den. Han ved det bare ikke endnu.
Heldigvis kan jeg godt tillade mig at begynde på sjalet, for det er et godt bilstrikketøj; det er sweateren ikke, fordi jeg har en million farver i gang. Mindst …
Holdnuop, hvor er det garn længe om at tørre …

Aftenidyl på Præstø Fjord

Det er stadig ikke det bedste sommervejr, men forleden aften nød vi en stille stund efter al den megen irriterende blæst.
To både lå for svaj inde i rundingen ved Hollænderskoven, hvor de fleste vælger at lægge sig, fordi der ofte er mindst vind her.
Det så meget idyllisk ud i solnedgangens milde farver.
I dag blæser det lidt igen, men det er da i det mindste blevet lunere, selv om vi mangler noget endnu inden det kommer til at minde om rigtigt sommerferievejr. Det er lidt synd for dem, der holder ferie nu … jeg er selv lidt ligeglad, for vi skal ikke noget. Vi skal slet ikke noget …
Vi ville ellers have taget bare et par overnatninger og dertil have fundet en hyggelig kro et eller andet sted i landet, men ingen af dem, vi havde lyst til at bo på, havde noget ledigt, så det tyder forhåbentlig på, at de er ved at indhente nogle af de under nedlukningen mistede indtægter.
Der indløb en mail med et tilbud fra Christies i Sdr. Hostrup om, at de lige havde fået et større afbud med 11 ledige værelser til følge. Et værelse + en 5-retters menu samt morgenmad til 595 kroner pr. næse – det gad vi godt, men de 11 værelser blev revet væk – jeg nåede det i hvert fald ikke, desværre.
Så vi skal ikke noget – andet end eventuelle dagsudflugter.
Vi kan bare glæde os til englænderne kommer primo august, hvilket vi så sandelig også i høj grad gør. Til den tid vil det være fem måneder siden vi har set dem – en kedelig rekord, som vi ikke håber bliver gentaget.

28. juni 2020

Endelig kom jeg i reden – og Murphy fik ret igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:01
Tags: , ,

Hver morgen står vi op til et bed fyldt med små, røde valmuer. De står i det ene dahliabed, og disse er stærkt på vej, men indtil valmuerne er helt afblomstret, må de meget gerne levere deres daglige pynt.
Om morgenen ser det således ud (her er de faktisk allerede begyndt at smide de røde skørter):

Morgenvalmuer

Klokken senest 9:30 ser bedet ud som på billedet herunder. Alle kronbladene er blæst af, men jeg ved, at næste morgen er bedet rødt igen.
Sådan har det været nu i fem dage, og på et tidspunkt er der selvfølgelig ikke flere knopper tilbage, men der er da til et par dage endnu.
Det burde være valmuer, der hed morgenfruer …

Formiddagsvalmuer

Når det er lummert i vejret, er det bedste sted at opholde sig oftest ude foran, fordi det lufter mest der – hvis der er nogen vind til at lufte …
Det var der i dag, og endelig fik jeg taget mig sammen til at hive min lille rede ned fra loftet. Min rede, som er mit yndlingssted at siddeligge og strikke, når jeg ikke rigtig orker andet.
Tidligt på formiddagen var vi ude for at få bundet de sidste roser op. Nogle af dem havde glemt, at det var 120 cm i højden, de skulle blive – ikke 120 cm lange – de skulle lige styres lidt på rette vej, for vi kan jo ikke have, at de slås indbyrdes om pladsen, når der er så rigeligt af den i højden. Da det var gjort, lagde John sig, fordi det helt bogstaveligt var et meget trykkende vejr for ham.
Jeg byggede rede og tog formiddagskaffen og strikketøjet med ud for at hygge mig der.
Jeg tænkte, at når jeg nu endelig har fået taget mig sammen til at rigge det hele til, så skulle det ifølge Murphy begynde at regne.
Ham kan man altid regne med … da jeg havde siddet der en halv time, trak det sammen og blev mørkt, mens det begyndte at lufte en hel del mere.
Da jeg havde siddet der en time, hvor John havde gjort mig selskab i den sidste halve for at nyde den nye, relative kølighed, begyndte det at regne.
Vi fik hurtigt hynderne ind. Bygen var kraftig, men desværre kort – og ganske uden dramatik i form af lyn og torden.
To millimeter blev det til. Ikke nok. Langt fra nok, men lidt har også ret, som jeg skrev forleden dag, og der kommer forhåbentlig mere.
Især hvis jeg slæber reden og alle hynderne ud igen, så det må jeg hellere gøre … eller bør jeg mon, for at være på den sikre side, gå linen helt ud og også hænge vasketøj til tørre? Invitere naboerne til havefest?

Reden

11. maj 2020

Pudsige skyer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:31
Tags: , ,

Som jeg har skrevet utallige gange før, så stornyder vi at bo her ved Præstø Fjord. Det er som om hver eneste dag er forskellig fra alle de andre, selv om det nok kun føles sådan.
Vandet har forskellige farver, himlen ditto.
Lige i disse dage går gæslingerne til svømning. Nogle har åbenbart overlevet det højvande, som vi havde den 30. marts, og de er allerede ved at blive store. I lørdags var der fem hold til svømmetræning – ret pudsigt valgte alle forældreparrene åbenbart at tage gæslingerne ud på én gang, så vi så fem kuld, som i størrelse spændte fra to til syv unger. Der bliver passet godt på dem: Far svømmer forrest og mor bagerst (eller omvendt …), med ungerne på stribe imellem dem.

Sjove skyer

I dag var der en skyformation, som vi ikke ser hver dag. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad de hedder, men det er vist en kombination af flere typer skyer, så jeg opgav igen og besluttede mig for at nøjes med at kigge på dem. Det interessante ved dem er de tunger, der skyder ned fra den tynde blå stribe. Det var ikke regnvejrsskyer, og i virkeligheden er de måske ganske almindelige, så det bare er os, der ikke har lagt mærke til den slags skyer før.

P1010506

I haven er syrenen ved at være på sit højeste. En hvid syren, desværre, men den stod her da vi købte huset, og jeg nænner trods alt ikke at fælde den, selv om jeg så langt foretrækker de helt mørklilla syrener. Hækken, som anlægsgartneren der etablerede rosenbedet, beskar kraftigt fordi den var for skvattet, er stadig skvattet, men det ser ud som om den har tænkt sig at komme lidt mere til hægterne i år. Vi kan godt lide en have, der er totalt afskærmet fra andres indsyn, så vi håber den snart er tæt igen.

Vi er begge ved at blive en anelse rastløse og glæder os til at komme lidt ud igen. Vi skulle have været taget afsted fra England netop i dag, så det besøg har vi kun haft inde i vores hoveder.
Jeg så Boris Johnsons tale til nationen i går, og det kunne godt se ud til, at det varer op til et par måneder, inden de når til, hvor Danmark befinder sig nu mht. genåbning, men de har så sandelig også været hårdere ramt. Dog har de nu fået lov til at køre en tur som familie – før måtte de kun færdes to og to sammen og kun gå ud én gang om dagen. Detaljerne om Englands fase 1 drøftes i parlamentet i dag og bliver meldt ud i aften. Det er lidt spændende.

Når kroer, hoteller og restauranter igen får lov til at holde åbent her i landet, vil vi nok finde en eller anden kro i Jylland og tage ophold der et par dage. Gerne en med noget rigtig god mad – det er jo, lige som for alle andres vedkommende, ret længe siden vi har været ude at spise, og sådan som jeg er indrettet, har jeg naturligvis savnet det endnu mere, bare fordi det ikke har været muligt.

14. april 2020

Det er sommer … nogle steder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:56
Tags: , , , ,

Charlotte og jeg er blevet vældig gode til at opdatere hinanden via billeder og små videooptagelser. Som indledning filmer hun gerne sig selv i nogle sekunder for at sige ‘hej mor’, mens jeg nøjes med at lægge stemme til mine egne filmiske produktioner. Det er såmænd også slemt nok, og videoselfies er så afgjort et no go fra min side.
Det er temmelig usikkert, hvornår vi ser hinanden igen. For det første ved vi ikke, hvornår grænserne genåbnes, og for det andet er de så hårdt coronaramt i UK, at jeg godt kan frygte, at de derovre bliver det næste Spanien eller Italien, og bliver det sådan, varer det længe – plus, at Charlotte i modsat fald ikke vil have, at vi kommer. De bor langt ude på landet, så isolering er ikke et problem, men vi skal jo med offentlige transportmidler for at komme ud til dem, så må der overhovedet rejses, kommer de her. Siger hun. Men lad os se, hvad udviklingen kommer til at vise.

10. april 2020Derovre må de ikke samles mere end to ad gangen, og de må kun komme ud én gang om dagen for motionens skyld – eller for at handle. Aubrey er hårdt ramt af ikke at have lov til at mødes med kammerater, og han savner skolen virkelig meget. Anna klarer det bedre, hvilket også gælder fjernundervisningen. Aubie har svært ved at forholde sig til det hele og synes det er vildt mærkeligt og sørgeligt alt sammen, så det har været lidt af en kamp med ham hver dag i hjemmeskolen. Det er godt, at Anna ikke også behøver hjælp, for C er nærmest helt udmattet af at holde drengen kørende. De er alle glade for deres tre ugers påskeferie, hvoraf de er i gang med den sidste nu, inden den barske hverdag indfinder sig igen. Der er ingen af os der tror, at de kommer i skole igen før det nye skoleår begynder primo september, og Charlotte er træt bare ved tanken om at skulle lege hjælpelærer indtil sommerferien. Lad os håbe, at han efterhånden lærer at tackle det. 
Lige nu har de sommer derovre. 23 grader. De skulle have været i Skotland i påsken med Tims familie, hvilket naturligvis er aflyst, men det hjælper en smule på situationen, at de kan hygge sig på denne flydende måde, og efter en tys-tys-aftale med naboen har dennes datter fået lov til at komme ind og bade med, bare de holder den reglementerede afstand til hinanden, idet de satser på, at coronavirus næppe overlever et ophold i klorvand.
Jeg blev helt rørstrømsk, da jeg fik billedet. Det er min lille Anna. Hun er jo lige kommet til verden, for pokker! Det er ikke meget længere siden end i sidste uge, at jeg blev mormor første gang!
Men her ligger hun altså – en meget ung kvinde på 14 år – lige så høj som sin mor og en anelse mindre end sin mormor.
Aubrey har overhalet både sin mor og mig.
Hvor blev de mellemliggende år dog af?

Det er sandelig godt, at internettet er opfundet.
imageDet er sandelig både godt og skidt, at internettet er opfundet … alt om os er mere eller mindre offentligt tilgængeligt, når vi har mobiltelefon og i det hele taget bevæger os rundt i verden online. Jeg skulle finde ud af, hvornår planteskolen i Toksværd havde åbent, og hvad poppede op?
Det gjorde den viste oplysning. Det kunne jo være, at jeg havde glemt hvornår vi sidst var der, så det syntes Google Maps lige, at de ville fortælle mig. Heldigvis har jeg intet at skjule, så hvis nogen mod al sandsynlighed skulle interessere sig for min færden, skal de da være så velkomne til at spilde tiden med at studere den.

16. februar 2020

Et lille mirakel ville ikke være af vejen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: , , , ,

Nu har tromsøvejret de seneste dage fremstået som værende hæderligt på tirsdag, hvilket i dette tilfælde for os betyder helt eller delvist skyfrit.
Nu har de lavet det om, de snøbler. De må dog formodes ikke at have gjort det for at genere John og mig på den eneste aften deroppe, hvor vi har muligheden for at komme ud på en nordlystur.
Det ville derfor være så vældig fint med et lille mirakel i form af en skyfri himmel om to dage … det blæser da rigeligt til, at det burde være en mulighed.
Man siger sommetider, at miraklernes tid ikke er forbi, men jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke helt tror på, at vi får nordlyset at se i næste uge.
Det er godt, at flyrejsen er gratis; så føler vi (forhåbentlig) ikke, at vi smider alt for mange penge ud på denne optimistiske mission, men når man planlægger i god tid, er det ret vanskeligt at planlægge efter en vejrudsigt – og selv om vi havde gjort det, var der jo ingen som helst garantier for, at vejrudsigten holdt. Har vi ikke set lidt for ofte, at virkeligheden bliver noget ganske andet end forsøgt forudsagt?
Sådan håber jeg også, det vil vise sig at være denne gang …
Nå. Det er sådan set ret dumt at tage sorgerne på forskud. Spild af energi. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at levere et kapitel til Johannes Møllehaves bog om Skuffelser der ikke gik i opfyldelse.

FamilievæggenJohn og Pernille 1992

Familievæggen i køkkenet er lige blevet udvidet til mere end det dobbelte. Jeg skulle aldrig være begyndt på at insistere på at have samme type ramme til alle billederne – det går hen og bliver en halvdyr affære, når de skal være med refleksfri glas, men jeg havde bare en ide om, at det ville tage sig pænere ud, hvis ikke det var ét virvar af forskellige rammer.
Selv Pernille er kommet med nu på to af billederne. Det er fem år siden hun døde, og det har indtil nu været for hårdt for John at have billeder af hende stående fremme. I går overraskede han mig ved at komme med to billeder og spurgte, om de kunne få en plads i vores egen private Hall of Fame, og selvfølgelig kunne de det – jeg synes det er dejligt, at han er nået det skridt videre. Det er så ufattelig stor en sorg at miste et barn, og man ved ikke, hvordan man vil reagere før man står i situationen – og netop denne situation ønsker man ikke for nogen.
Hun er kommet på væggen, det er dejligt, og jeg kunne snildt finde de første 100 billeder, ikke kun af Pernille, men af børn og børnebørn, der ville være fine at hænge op, men det går naturligvis ikke.
Mens jeg skriver dette, slår den ide ned i mig, at jeg måske burde lave en fotobog bestående af alle de bedste og/eller sjoveste billeder af netop børnene og børnebørnene.
Det ville i givet fald blive en rigtig mormorbog, for hvem andre end mig gad nogensinde kigge i den bog? Måske John og måske Charlotte?
Og måske også Anna og Aubrey engang?
Jeg tror søreme jeg gør det …

12. november 2019

Fornuftigt genbrug og et næsten usynligt stemmeværk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:00
Tags: , , ,

I Devizes er der en lille helsebutik, der har specialiseret sig i bl.a. emballagebesparelser. Her kan man købe mel, rapsolie, diverse nødder og kornprodukter samt alle mulige forskellige rengøringsmidler.
Jeg mener, at der i København er kommet en (eller måske flere?) tilsvarende butikker, men jeg tror ikke, det endnu omfatter rengøringsmidler?
Ideen er i hvert fald rigtig god, og efter min grønne mening burde supermarkeder tage konceptet op. Der er sikkert en masse ting, der skal tages både i betragtning og hensyn til, men jeg tror, at noget af det handler om, at vi skal lære at blive mindre hygiejnehysteriske. Selve basiskøkkenhygiejnen skal klart nok være i orden, men man kan altså godt bruge en flaske til olie flere gange, ligeledes plastemballage til rengøringsmidler.

P1000195P1000200P1000197P1000202

Man vejer sin tomme emballage når man kommer, og vejer igen når man har fyldt op og skal betale. Således betaler man alene for varen man køber.
Charlotte har regnet på det, og selv om det er en lille butik, hvor varerne normalt er noget dyrere end i et supermarked, koster det hende det samme. P1000198Så kan man selvfølgelig indvende, at det er nemmere bare at købe en ny flaske et eller andet, men det er vist ikke svært at forestille sig, hvor mange tons plastic man kunne spare på årsbasis med dette koncept, så burde nogen ikke tænke denne tanke videre i supermarkedsstørrelse?
Jeg er i hvert fald med, hvis det skulle være … for jeg må nok indrømme, at jeg finder denne målestok lige lidt for lille.
Til højre ses cornflakes, kaffe, nødder, m.m. – det er ikke de store mængder, man kan få med hjem på denne måde uden nærmest at tømme lageret, men hatten af for damen, som tog det op her i Devizes.

I går var vi i Bath fordi Aubreys iPad skulle repareres – glasset var revnet. Børnene fik dem til jul og bruger dem både henne i skolen og til hjemmearbejdet.
Tim syntes det var spild af penge at forsikre dem, men C insisterede, fordi de skal med i en skoletaske hver dag.
Gæt, hvem der var årsag til, at ipadden gik i stykker?
Rigtigt: Det var Tim. Den forsikring sparede dem lige for flere hundrede pund, for den kunne ikke repareres, og de fik en helt ny med hjem.

england nov.2019

Der er vand, vand og atter vand herovre næsten alle vegne, fordi det har regnet, regnet og atter regnet. Dog ikke mens vi har været her – vi har faktisk været ualmindelig heldige med vejret, for det var kun i lørdags, der var heldagsregn, ellers har solen skinnet det meste af dagen hver dag.
Der kom så meget regn i lørdags, at mange veje blev – og stadig er – oversvømmede; de færreste dog så meget, at man ikke med lidt forsigtighed kan køre igennem. 
Floden Avon, som løber gennem Bath, var usædvanlig vandfyldt. Det stemmeværk, hvorpå mågerne normalt står og holder øje med, om der skulle komme noget spiseligt forbi, er, hvis det ikke havde været for ‘vandfaldet’, blevet usynligt.
Det er i øvrigt bag vinduerne oven på brobuerne, vi normalt sidder og nyder udsigten, mens vi får en kopkaf i den lille og smalle café, men der var ingen ledige pladser i går, desværre. Det er første gang, det er sket for os.
Oppe til højre i det skummende vand kan anes en trappe, som normalt er til at benytte … hvis man prøver det nu, får man våde fødder.
Trappen ses tydeligt på nederste billede.

england nov.2019

30. oktober 2019

Så kom den – frosten

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:37
Tags: , , ,

Den gik ikke længere. Jeg så på stjernehimlen i aftes og ønskede mig lidt flere skyer, så vi kunne holde nattefrosten væk lidt endnu, men mit ønske blev ikke opfyldt. De fleste af dahliaerne har dog mirakusløst nok overlevet, så det kan kun lige netop have haft sneget sig under frysepunktet.
Jeg vågnede til en af de smukkere solopgange. Da John en lille halv time senere fik øjne, var den stadig lige betagende, og efter yderligere en halv times tid begyndte fjorden at dampe i morgenlyset. Betagende. I virkeligheden … det er svært at gengive på et billede, da det helst skal ses som panorama.
Den første nattefrost 30. oktober 2019

Men smukt var det ikke desto mindre.
Jeg elsker bare at bo her …

Solopgang over Præstø Fjord

Smuk var også den dampende fjord, som ses herunder. Jeg kom først til at tænke på Avalon og derefter på Betty, som jeg bare har SÅ meget respekt for, fordi hun er vinterbader … for mig står det for noget ovenud rædsomt at skulle nedsænke sit luksuslegeme i vand med den temperatur – eller endda koldere.

Den første nattefrost 30. oktober 2019

Disse støvet-grårosa farver forærer mig en glimrende visuel overgang til at vise resultatet af farvningen forleden, hvor jeg – blandt andet – farvede 300 gram af de 400 gram lysegråt garn, som jeg købte, da vi var i Ravning for at besøge g-uld.
Originalgarnet/-farven ses længst til venstre; derefter de tre gradueringer. Forskellen er ikke stor, men den og også farverne er lige præcis som jeg havde forestillet mig, at de skulle være. Nu er der garn til min egen version af Piletørklædet, men jeg har forbudt mig selv at gå i gang, for der mangler stadig ting til julekassen, og jeg ved udmærket hvad der sker, hvis jeg først kaster mig over det halstørklæde.

No4 cochenillefarvet

Billedet af tørklædet er g-ulds, men jeg satser på, at det er i orden at sætte det ind her, når jeg nu har købt både garn og opskrift af dem. Det bliver bare så suuuperblødt, gør det – og jeg er ikke engang uldsart … må hellere til sin tid passe på, at en uldsart person ikke kommer til at røre ved det, for så kunne jeg måske risikere at få en bestilling.
Fordi cochenille ikke behøver en indledende bejdsning og fordi farvebadet helst ikke må overstige 85°, er det farvede garn lige så blødt og lækkert som det ufarvede. Bejdsningen kan sommetider godt gøre det en lille smule hårdere, er min erfaring.

28. august 2019

Ja tak, det rækker …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:49
Tags: ,

I aftes vendte uvejret tilbage, men ikke i så voldsomt omfang som tidligere på dagen; bl.a. udeblev orkanen, og det blev ‘kun’ til halvstærk blæst. Vi gik op i shelteret efter mørkets frembrud for at nyde synet af de utrolig mange lyn.
Hvad der manglede i voldsomhed, kompenserede naturen for med varighed, for der lå et tordenvejr over os i samfulde to timer – det blev ved og ved og ved, men hvor var det dog flot at skue. Regn fulgte der naturligvis også med, men denne gang ikke som skybrud.
Vi fik 30 mm i går, så det rækker til et stykke tid, hvilket jeg tror bagboerne er glade for, fordi det vil spare dem for at rende og vande vores have, mens vi ligger og krydser rundt i Nordatlanten, hvilket vi skal i næste uge – nemlig til Færøerne og det østlige Island. Hirtshals, Torshavn, Seyðisfjörður, Torshavn, Hirtshals. Det bliver spændende – jeg håber SÅ meget på, at vi kommer til at opleve de fantastiske færøske kystlinjer i et vejr, hvor man rent faktisk kan se længere end 10 meter fra skibet.

P1040663

Dette er dog et billede af et mere hjemligt farvand … kan I se de sorte prikker en anelse til venstre for midten?
Lige der er der meget lavvandet; med en række sten, som man skal vide er der, for de ligger som regel og gemmer sig lumsk lige under overfladen.

P1040664

De sorte prikker er skarver – der sidder altid skarver på disse sten, og jeg har ofte set turister standse op for at fotografere dem, for det ser sjovt ud, når man ikke umiddelbart kan se, at de står på sten, men skal kigge godt efter eller have et godt zoom på kameraet.

P1040666

Manden i midten er ved at sætte sin båd i vandet. Mon ikke han og skarverne konkurrerer om fiskefangsten? Man hører altid, at de fugle er nogle sataner, fordi de går i fiskernes garn.

De modersyge kalve har vist vænnet sig til et liv i selvstændighed, for jeg har intet hørt fra dem siden engang i morges, og det kun kort. De følger pænt med resten af flokken rundt på det store strandengareal – de har nok fundet ud af, at der trods alt er godt at være.
Det er her bestemt også – bortset fra, at det er vildt lummert. Det er ikke engang særlig varmt; kun 24°, men det føles som over 30, fordi luftfugtigheden føles som var den >100. Det tager fem minutter efter et bad at blive klæbrig og føle sig ulækker igen.
Nå. Vi må ikke klage. Om to måneder sukker vi og spørger os selv, hvor sommeren dog blev af. Så er det vi skal huske, hvor dejlig den egentlig var i år.

27. august 2019

Et microburst?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:25
Tags: ,

Hvor længe savner en kalv/kvie sin mor?
I forgårs kom de med to nye køer til de 17, der var der i forvejen, til folden skråt over for Den Stråtækte.
Det viste sig at være to store kalve, der var blevet taget fra deres mor – eller formentlig mødre.
HolddaOP, hvor de er savnet, de mødre! De har brølet uafladeligt fra solopgang til efter mørket faldt på.
Det er selvfølgelig synd for dem, at savnet er så stort, men for pokker, hvor er det dog irriterende at høre på.
Da jeg tog en tørn med at deadheade roserne og dahliaerne i forhaven, kom de så tæt på mig, som de var i stand til, for at stå og kigge længselsfuldt på mig, mens de brølede deres lydelige sørgesang.
Jeg vil nok helst ikke vide, hvorfor de tilsyneladende søgte mit selskab … de trak sig oven i købet tilbage, da jeg gik hen til dem for at komme med et par trøstende og deltagende ord, så så meget for mit initiativ og mine moderlige føleser.

image

Lige nu har der huseret et torden- og stormvejr med en styrke, vi ikke mindes at have oplevet her før. Det var helt vildt. Som i særdeles voldsomt.
Jeg ved ikke, om der kan forekomme deciderede microbursts på vore breddegrader, men hvis der kan, er det sådan et, vi netop har oplevet.
De varer typisk i op til 15 minutter og har vindstyrker mellem 25 og 35 m/sek.
Det kom meget pludseligt. John stod og malede; jeg sad ved siden af med en kopkaf og en strikkeudregning, da jeg så det komme ude fra fjorden.
Det er nu, sagde jeg. Lige nu, at vi pakker sammen! Se lige den himmel! (Det er altså ikke mit billede herover, men det ligner meget godt det vi oplevede.)
Vi nåede at rydde væk, men også kun lige. Jeg kørte bilen ud af garagen, så vi kune få alt Johns malerhabengut derud; hynderne blev smidt ind i entreen, strikketøj og papir ligeledes, og så stod himmel og (f)jord ellers i ét. På få sekunder forsvandt solen og det blæste op fra en mild sommerbrise til noget, der rejste store bølger på vandet, væltede parasollen, blæste mejsekuglefoderkugler ned så de knustes; døre smækkede i hele huset, fordi der pga. varmen stod en del vinduer halvåbne rundtomkring i hjemmet.
Det var skræmmende voldsomt, men det hele varede kun i 5-10 minutter – i hvert fald stormen. Det lynede, tordnede og regnede lidt endnu, og der kom 17 mm vand på 15-20 minutter, men det hele er overstået igen – solen skinner atter, det er stille og dejligt vejr med kun lidt dryppen fra stråtaget.
Da jeg tjekkede DMI-radaren, kunne jeg se, at det var over et meget lille område, og at det ikke var kommet nogen steder fra, men opstået lige over os.
Så har vi prøvet det med.
Og det lukkede effektivt gabet på kalvene, men de vender nok snart stærkt tilbage med deres brøleri …

25. juli 2019

Fregnede roser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:02
Tags: ,

Det nytilplantede rosenbed står flottere, end jeg havde turdet håbe på allerede her i første sæson. De blomstrer som var de betalt for det, og jeg har ikke engang vandet dem eller puslet om dem i nævneværdig grad – de klarer helt sig selv, bortset fra ukrudtsrydning et par gange, men det varer ikke længe, så dækker de jorden totalt.
Jeg købte fire slags, og kan jeg huske, hvad de hedder? Nej. Har jeg gemt mailen, hvor jeg aftalte med anlægsgartneren, hvilke roser det skulle være? Heller ikke. Har han skrevet rosenidentiteten på fakturaen? Nej, kun “76 roser, diverse”.
Jeg kan kun huske ét af navnene, nemlig White Meidiland, og det er ikke den, der har de røde fregner. Måske kan en eller anden, der læser med her, genkende den – jeg satser på at kunne genkende navnet, hvis jeg ser det.

P1030439

P1030440

Det har jeg ikke før set roser have – fregner, altså, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om dem, for det ser ud som om der har stået en og svinget rundt med en malerpensel, men nu står de der, og de får lov at blive stående. Det er trods alt kun en fjerdedel af dem, der ser således ud – men jeg er temmelig sikker på, at de ikke så sådan ud på det billede, jeg valgte ud fra, for så havde jeg ikke valgt den.

Lige nu har jeg små babylyserøde roser i vaser flere steder i huset – roser, der er stjålet fra bagboen, hvis hus og have jeg passer for tiden. Dvs. stjålet og stjålet … det kan man vel næppe kalde det, når de har givet mig frit lejde til at klippe fra den kæmpestore busk med det, jeg kalder pariseroser, men som jeg ikke kender det rigtige navn på. Små bitte roser, men enormt mange af dem på hver gren. Jeg har dem i fem vaser, og man kan overhovedet ikke se, at Ellen har været på spil med rosensaksen.

Vejret er … sol og sommer. Heldigvis ikke så varmt som flere steder i landet, for her nøjes vi med behagelige 23° – og faktisk heller ikke specielt meget sol, for det meste af dagen har vi kunnet kigge op på en ret så skyet himmel. Det gør ikke spor – vi trives meget bedre med det end med fuld sol og de 30° eller mere, som nogle plages af.

22. juli 2019

Vejret er strålende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: , , ,

SvampefarvningVejret er i enhver forstand strålende – det småregner nemlig, hvilket passer fruen her perfekt, for vi fik ikke helt nok i de fire mm fra forleden. Det ville være synd at sige, at det er skybrud, men det er meget bedre med denne stille, silende småregn, som kun gavner og ikke ødelægger.
Det gavner mig også indirekte, for jeg er hus- og havepasser for bagboen de næste 14 dage … nu varer det lidt længere, inden jeg behøver at vande deres flotte have.

Det er med andre ord indevejr, og vi hygger med forskellige sysler. John med fotoredigering, for han er, efter vi var i Grønland, begyndt at tage alle sine billeder i raw-format, så det tager en rum tid, inden han har behandlet feriebillederne, så de umiddelbart kan ses på andre medier end hans egen pc.

Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at katalogisere resultaterne af mit svampefarvekursus. Jeg ved ikke, hvorfor det lige pludselig blev en nærmest uoverkommelig opgave at få ordnet garnet og sat prøver i det dertil indrettede A4-ringbind. Men nu er det sket, og jeg har lige husket mig selv på at starte på noget tinbejdsning, når jeg er tilbage fra Nordsjælland onsdag aften. Garnerne på billedet er alunbejdsede, hvilket de ikke skulle have været, men det vidste jeg jo først, da kurset var i gang. Det har været lidt besværligt at få fat i tinklorid, men det lykkedes, og jeg glæder mig til at se nogle forhåbentlig anderledes resultater med de tørrede svampe jeg fik med hjem. Tinnen skulle gøre farverne meget klarere end alun kan præstere, selv om de var lidt forbavsede og overraskede over mine fine farver på kurset.
De røde er cinnoberbladet slørhat og den grønlige er brunporesvamp.

P1030433Det er blomstertid. Jeg blev blomsterbarn i 1968, hvilket ikke helt passede mine landmandsforældre, men jeg lod mig rive med af bølgen, selv om jeg aldrig gik all in, men kun bevægede mig lidt prøvende rundt i periferien af det hele. Bevidsthedsudvidende stoffer blev det aldrig til, ikke engang for ‘lige at prøve’, og jeg fik senere at vide, at det var det, mine forældre havde været mest bekymret for; ikke så meget mit hippietøj og musikken, men stofferne! Det kan jeg godt forstå i dag, men det var aldrig i spil for mig, for jeg havde allerede set for mange blive ødelagt af det stads.
Blomsterne har jeg aldrig sluppet. Jeg elsker blomster, og på denne årstid har jeg altid masser af blomster både ude og inde … kan slet ikke få nok af dem.

Herunder resultatet af et af Johns familiegruppebilleder fra englandsturen. Vi har sendt to rundt til alle, for enten så nogle lettere fjollede ud, eller også så nogle andre lettere fjollede ud, eller også vendte et barn ryggen til, eller også glemte en eller flere at smile – desværre er det temmelig vanskeligt at kombinere den halve snes billeder, så alt bliver optimalt.

ENGLAND JULI-57

Vi savnede Heidi, Nikolaj og lille Ida. Det kunne have været sjovt at have haft hele klanen med! Det blev vi enige om at forsøge os med om et par år. Det var Tim og Charlottes eget forslag, så de har åbenbart ikke fortrudt at have haft hele banden på én gang.

3. maj 2019

Det var regn, jeg bad om …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: , , , ,

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Aubie gone fishing

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

27. april 2019

Næsten nattøjsvejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Jeg tog nattøj på, da jeg stod op i morges. Ja, på, ikke af … om natten har jeg det nemlig lige som Marilyn Monroe: Det eneste hun havde på, var Chanel No. 5.
Så er enhver lighed med MM også væk. Hvis der nogensinde har været så meget som en eneste, for jeg bruger ikke Chanel No. 5 …
Jeg vågnede kl. 4 og kunne høre den liflige lyd af regnvejr og af vand, der drypper fra taget. Jeg faldt i søvn igen, og da jeg atter vågnede to timer efter, regnede det stadig, så jeg blev liggende og bare nød det – stod først op to timer senere og syntes det gode vejr indbød til en hyggemorgen i nattøj. 20 mm blev det til, så det var okay – det var mere end nok til at lægge støvet, det trængte også fint ned i jorden.
John synes allerede han kan se, at græsplænen er blevet længere.

 En del af hyggestunden blev tilbragt med en kæmpestor kop te og bogen, der beskriver 40 år med Antiques Roadshows største og/eller mest interessante fund. En bog, jeg fandt hos Digger & Mojo, som er en antikvitetshandel lige overfor Charlottes butik/værksted, og som i øvrigt engang var med i Antiques Roadtrip.

Undervejs i læsningen af bogen, som i øvrigt er vældig interessant og dybt seriøs og dejligt uden grammatiske eller andre sprogfejl, hoppede jeg lidt i sædet, da jeg læste følgende:
..Sir Lawrence Alma-Tadema. Born ‘Lourens’ in the Netherlands in 1836, he lived in Europe until 1870 when he moved to London, making the city his home for the rest of his life. His reputation, already established in Europe, expanded massively after the move to England..
Jamen, altså. Vi er virkelig isolerede herovre på kontinentet, må man sige – i hvert fald ifølge englænderne. Bogen er skrevet i 2017.

Jeg vil sige lige som Obelix i Asterix og Briterne: “De er skøre, de englændere!”
Alle, der kender Asterix-serien og har læst disse aldeles vidunderlige tegneseriehæfter, vil kunne nikke genkendende til denne sætning, som dog oftest bliver sagt om romerne.
Briterne var i Obelix’ øjne ikke mindre skøre, med deres hot water break kl. 17 (de afbrød alt, selv et slag mod romerne, for denne vigtige pause) og deres besynderlige madvaner.
En brite udtalte, at “de er så isolerede derovre på kontinentet.”
Briternes varme vand smagte dem pludselig så langt bedre, da Miraculix introducerede nogle blade for dem. Nogle blade, han kaldte for te.

Digger & Mojo

Digger & Mojo – herover et kig i værkstedet, hvor han arbejder – hun står i butikken. Man var ikke ude i værkstedet, da de blev besøgt af Antiques Roadtrip …

Digger & Mojo

Og her noget af butikken. Min bog ligger forrest i billedet, men ellers køber jeg ikke noget her, for jeg synes hun overdriver temmelig voldsomt med priserne – også hvad angår ting, som ikke ser særlig pæne eller antikke ud. C siger, at de kæmper for at få det til at løbe rundt, men så hæver de priserne yderligere og har derfor endnu færre kunder. En ond cirkel og en politik, som vi kender fra DSB…

26. april 2019

Jeg er bare SÅ klar

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: , ,

 Jeg er klar til det hele: Klar til sommeren, klar til at nyde en hel masse regnvejr, klar til at tage til England, klar til en Drei Mädchen-weekend, klar til blogtræf på Gavnø på søndag.
Inden der er gået 10 dage, kan der sættes flueben ved det hele – dog måske ikke lige sommeren; den må godt vente lidt endnu, også selv om jeg er klar til den. Regnvejret er det vel i bund og grund også lidt usikkert med, men jeg har da lov at håbe.

Charlotte er ikke klar – i hvert fald ikke til den stormende kuling, de forventer lige lige om lidt. Lidt usædvanligt for årstiden, men det er der jo så meget vejr, der er overalt på kloden efterhånden.
Det er ved at være normalen, at det er unormalt, og hvordan skal man så sætte normalen?
De får tilstrækkeligt med regn derovre – sådan er goderne så ulige fordelt.
March winds and April showers bring forth May flowers.
Det er en skam vi ikke har så mange slanger her i nærheden af Den Stråtækte, for så var der åbenbart en løsning på det stadig udeblivende regnvejr: If you killed a snake, hang it over a fence and it will rain.
Nok om det … der er trods alt grænser for, hvad jeg tror på …

Vi var en tur i Køge, hvor vi havde forskellige ærinder. Ét af dem var at finde to små stole til det lille bord, der ikke har været i brug i årevis, men som vi nu har sat ved køkkendøren.
Det er ikke verdens mest spændende sted at sidde, men efter vi fik lagt nye sten og gjort krydderurtebedet pænt, er det i det mindste bedre end før. Det havde på sin vis været ideelt sidste sommer, fordi der aldrig kommer sol her, men da gad vi simpelthen ikke opholde os på den plet. Vi havde i øvrigt heller ingen Nye stolestole …

Men nu er vi klar selv til en hedebølge, selv om vi på ingen måde håber på en sommer mage til den i 2018. På IN-GEN måde, selv om det indtil videre tyder på, at en tilsvarende er begyndt en hel måned før sidste år … hvor jeg brugte dobbelt så meget vand som normalt, og i år er jeg begyndt at vande på kritiske steder (dvs. nyetablerede planter) allerede nu. Der er, som statistikken ser ud lige nu, en risiko for, at jeg når op på det tredobbelte forbrug i år.
Det kan oven i købet være, at et højt forbrug ender med at være normalforbruget.
Ikke en ønskværdig situation. Så hellere noget regn, men man skal som bekendt være forsigtig med, hvad man ønsker sig.

16. april 2019

Det er påske – uanset vejret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

Vejret er usandsynlig flot i disse dage. Koldt som bare pokker, ganske vist, men flot. Himlen fås ikke meget mere blå og fjorden er så flot med sine farveskift. Billedet er på ingen måde en vinderkandidat, men giver et glimrende indtryk af en så høj og klar himmel, som den ellers mest ses om efteråret.

P1020741

Autocamperne, campingvognene og cykelturisterne er ude nu og har været det siden i fredags. Det er jo påske, og så skal vi på påskeferie. Punktum.
Motorcyklerne er desværre (undskyld, Lene) også ude af garagerne, så fartbøllerne er ligeledes på vejene igen. Der er selvfølgelig også fornuftige motorcyklister, men de er ikke i overtal langs Præstøfjorden. De tre førstnævnte er altså noget hyggeligere, når de passerer.

Jeg husker tydeligt det første forår, vi havde campingvogn, nemlig i 1989. Den blev købt i eftersommeren ‘88, så det var begrænset, hvor meget vi nåede at få den brugt det år, men i ‘89 skulle sæsonen indvies ved at tage på campingferie i påsken, så det gjorde vi. Det var mindst lige så hamrende koldt som nu, men ud over det var det også snevejr. Ikke meget, men snevejr var det. Påsken faldt sidst i marts. Det var en hyggelig ferie, men det var sandelig ikke meget, vi var ude. Vi lå på en hyggelig campingplads ved Nysted på Lolland, hvor der var glimrende muligheder for at gå nogle dejlige ture, hvilket vi da også gjorde, men de blev nok ikke så lange, som vi havde håbet på fra starten, for når det ikke sneede, så regnede det.
Pigerne stornød det. De/vi spillede spil eller læste bøger hele dagen og nød det ekstra tætte samvær med os – og vice versa, selvfølgelig, men vi glædede os alle lidt mere til sommerferien, som var planlagt til at gå til Moselområdet. Der blev spillet meget Uno den påske … og et kortspil, som i vores familie hed Tips, men som i en nær variant vist også kaldes Piratwhist. Kender I det? Det er sindssygt sjovt.
Det er bedst med fire eller fem spillere. Seks og syv går dog også an, men det er sværere at lægge strategier.
Kortene har den normale værdi, hvor es er højest og derefter konge, dame osv. ned til 2.
Man starter med at få 10 kort på hånden hver (hvis man er seks eller flere spillere, startes bare med færre kort), derefter 9 i næste runde, så 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 1, 2, 3, 4, osv., og til sidst 10 igen. Det første kort blandt de ikke uddelte er denne omgangs trumf.
Man melder, hvor mange stik man tror man kan få ved at skjule det pågældende antal tændstikker i hånden og afsløre det samtidigt for alle spillere. Derefter gælder det om at ramme nøjagtig dette antal stik, idet både stik over og under giver minuspoint. Hvis man fx har meldt 3 stik og får hverken mere eller mindre end 3 stik, giver det 10+3 = 13 point. Alle starter med at have 10 point, fordi det ikke kan lade sig gøre at gå i negativ.
Hvis man fik 4 eller 2, gik man “en ned”, som vi kaldte det, og det skulle trækkes fra det forrige resultat. 5 eller 1 stik (hvis der altså var meldt 3) gav “to ned” osv.
Hvis man ‘fedtede’, dvs. meldte 0 stik (og fik 0 stik), gav det kun 5 point, for det er nemmere at undgå at få stik.
Vinderen er den der ender med flest point.
Spillet ændrer sig hele tiden, fordi antallet af ‘ukendte’ kort stiger.

Hold nu op, hvor har det spil givet mange grin og mange gode timer i familien – igennem flere år skulle der helt sikkert spilles tips hver gang vi mødtes, og vi spillede det sommetider flere gange om dagen, når vi var på campingferie med pigerne.
Børnebørnene er gamle nok til det … jeg tror jeg vil foreslå at lære dem det, når vi kommer derover – jeg havde helt glemt det spil indtil jeg så alle campingvognene.
Det er heller ikke nogen dårlig ide at holde fast i, at spil godt kan spilles uden brug af elektronik.

11. april 2019

Hvem sagde forår?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , ,

Det er vist kun kalenderen, der siger forår for tiden.
Der sker ikke så meget hernede i Den Stråtækte. Det er nemlig blevet vinter igen, med både frost og slud.
I aftes lavede jeg drivhuset om til det gravsted, det forhåbentlig IKKE bliver for mine nyplantede agurk, chili og tomater. Jeg satte to gravlys derind og lod dem selvfølgelig være tændt hele natten. Umiddelbart virker det som det modsatte af overkill, men visse drivhuserfarne hævder, at det virker; at det lige præcis kan holde temperaturen over frysepunktet. Det er naturligvis afhængigt af flere faktorer, hvor mange lys der skal til.
Jeg kan i sagens natur stadig ikke vide, om det var lysene, der gjorde forskellen, eller det bare ikke var frostvejr i hverken drivhus eller udenfor under nogen omstændigheder, men da jeg tjekkede i morges, var der 3° og alle planter havde det fint. Der var 4° udenfor, men da vi ikke har et min/max-termometer, ved jeg ikke hvor koldt det nåede at blive, da det var koldest. Vi har jo – også i den forbindelse – den fordel, at vi bor tæt på vand …

10 april 20199.april 2011

Meget tyk mand ...Billederne er lidt aprilstemning fra England – og et udtryk for lidt mere end en anelse misundelse fra min side.
Tim har lige sendt billeder med børnene ved swimmingpoolen – uden våddragter! De har simpelthen nærmest sommer derovre. De får også vand fra oven indimellem, så det er helt ideelt. Charlotte har næsten for mange kunder lige nu (nemlig seks, gående fra ingen at have haft i flere måneder), så hun synes ikke helt, at hun har tid nok til sin have, men hun nægter på den anden side at brokke sig over, at der endelig er kommet lidt gang i forretningen igen.
Vi fik lidt sne/slud i nat, men det kunne knap måles, og der er, ifølge DMI, ikke udsigt til regn på denne side af 20. april.
Jeg håber virkelig, at man tager fejl i den forudsigelse!

Det er længe siden, at manden til højre har udført nogen form for fysisk arbejde … ham forevigede jeg for præcis otte år siden. Også i England. Danmark er ikke særlig fotogent lige i øjeblikket.

24. februar 2019

Der er kun 23 dage imellem …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , , ,

Den 1. februar sendte Tim mig dette billede:

IMG_0155

I dag sendte han mig dette billede:

Costa del Malt House februar 2019

Med emnelinjen: Costa del Malt House..

..is open again.

Men … vandet er hamrende koldt!

24 februar 2019 - 224 februar 2019 - 3

Så jeg er ikke spor misundelig … nok mest undrende mig over, hvad der får nogle til at pine sig selv på den måde, men de ser ud til at have en fest.

1. februar 2019

Brrrr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:31
Tags: , ,

I forgårs lovede man, at der ville falde en del sne i England fra og med i går eftermiddags. Anna & Aubrey har 40 minutters kørsel med skolebus (hvortil de har 10 minutter i bil, så det er en lang transporttid for dem). Hvis ikke vej- og vejrforholdene er gode, vil chaufførerne ikke tage det store ansvar for andre folks børn. Safety first, og det er naturligvis helt i orden. I forgårs meldte man derfor ud på skolens intranet, at alle non-boarders i går ville få en time før fri. Hvorvidt bussen ville køre morgenen efter, ville der gå besked ud om senest klokken 07. Skolen tilbød, at børnene gratis kunne overnatte på skolen, hvilket altid er muligt, hvis man af en eller anden grund skulle have lyst eller behov for det, men normalt koster det en eller anden sum penge. Det havde nok heller ikke været muligt for alle non-boarders, men lur mig, om der var mange, der tog imod tilbuddet.  
Tim forsøgte dog:
– Children! You can stay on the school tomorrow night! Wouldn’t that be fun?
– And why would we do that??? We can get home an hour earlier tomorrow and we cross our fingers for a lot of snow, so the bus can’t drive. Why on earth should we board, then?
Han kunne godt se, at den ikke blev solgt …
Vejrudsigten holdt, skolebussen aflyst i dag, og børnene har brugt det meste af dagen på at bygge snemænd. Der faldt ganske rigtigt en del sne, men det er allerede tøvejr, så det bliver nok ikke til mere end en forlænget weekend, men det er heller ikke så ringe endda, synes de.

IMG_0284IMG_0155

Denne mængde sne er åbenbart nok til at lukke England ned. Charlottes ord i mailen lød nogenlunde således:
Sne. Fri fra skole. Ingen tog til London. Derfor heller ingen bil til Woodborough. Jubiii.  (Det er i Woodborough, C har sit lille værksted).

En kold Præstøfjord

Vi har det koldt, men vi har ingen sne. Det gør ikke noget.
De par minutter, det tog mig at tage nogle få billeder af fjorden, var rigeligt for mig – det blæser en del, så kulden går gennem marv og ben.
Jeg skal ikke ud og gå tur i dag!

En kold Præstøfjord

13. januar 2019

Punta Arenas og Kap Horn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:17
Tags: , , , ,

Punta Arenas – en blæsende by. Billederne herunder er taget nede ved havnen (okay, sorry … det er vist ret indlysende), hvor vi morede os lidt over synet af den forhenværende udskibningsjernbane, hvor der nu hvilede hundredvis af skarver og andre havfugle.

P1010760P1010761

Der var en i kommentarsporet, der nævnte “de store sejlskibes tid”, men de var faktisk skræmmende små, de sejlskibe. Jeg har engang været på en kopi af Columbus’ skib Santa Maria, og i Punta Arenas besøgte vi et sted, hvor de har lavet kopier af både Magellans Victoria og Darwins Beagle.
Jeg er meget, meget glad for, at jeg ikke var ombord dengang for 500 år siden (Magellan ‘opdagede’ strædet i 1520), for det må have været helt igennem rædselsfuldt. Næsten ingen plads og mellem 40 og 60 ombord, hvor kaptajnen oven i købet optog relativt meget af den liden plads. Ingen vidste, hvor de skulle hen, og ingen vidste, om de nogensinde kom hjem igen. Man må enten have været enormt eventyrlysten eller desperat på flugt fra et eller andet for at melde sig frivilligt til den slags ekspeditioner.

P1010746

P1010743

Herover Victoria øverst og Beagle nederst. Man kan måske fornemme via Johns størrelse, at Victoria ikke er særlig stort, så det må have været lidt for spændende at skulle runde Kap Horn i sådan et – det kunne nemt blive slået til pindebrænde, hvad da også mange blev.
Beagle er noget større, men det sejlede også præcis 300 år senere.

P1020019

Jeg ved ikke, hvor meget det fornemmes, men bølgerne herover vurderede vi til at være ubehageligt høje, hvis man ikke er på et stort skib som vores.

I går blæste det så meget, at de lukkede havnen i Ushuaia, så vi først kom afsted 1½ time senere end planlagt. Kaptajnen meldte dog ud, at han til gengæld ville speede op, så vi kunne holde planen og runde Kap Horn ved sekstiden næste morgen.
Det var slemt at gå det lille stykke på molen ud til båden, og nogle blev faktisk blæst omkuld og måtte samles op i bil af skibets personale. Herefter blev folk kørt det lille stykke hen til, hvor man gik ombord. Vi nåede at komme ind, før det blev helt slemt, og alligevel måtte vi kæmpe for at holde os oprejst.

P1020034

Søgangen var nu ikke så slem, selv om bølgerne bogstavelig talt gik højt ved Kap Horn.
Som vi naturligvis ikke sov fra! Skibet cruisede rundt, så alle, uanset om man havde kahyt til den ene eller den anden side, fik det hele med på nærmest mulige hold. Som sagt blæste det voldsomt, hvorfor ingen fik lov at gå ud for at fotografere, så vi var ekstra glade for vores balkonkahyt i morges.

P1020042

Vi så både fyrtårnet og skulpturen af albatrossen på selve Kap Horn, men billederne blev, pga. vejrforholdene, ikke særlig gode.
Det gør dog ikke spor, for skal man runde hornet, så skal det da også være i dårligt vejr og høj sø, ellers er det ikke helt rigtigt. I virkeligheden er det vel slet ikke noget særligt, for det er bare nogle forrevne klipper dernede langt sydpå … og så er det jo allievel i høj grad noget særligt at have rundet, og skibet brugte da også en god times tid på at krydse rundt hernede, så alle fik oplevelsen med.
De næste to dage er på havet, så der vil livet gå sin stille, men hyggelige gang uden de store oplevelser.

Næste side »

Blog på WordPress.com.